diff options
Diffstat (limited to '32494-8.txt')
| -rw-r--r-- | 32494-8.txt | 9312 |
1 files changed, 9312 insertions, 0 deletions
diff --git a/32494-8.txt b/32494-8.txt new file mode 100644 index 0000000..8822094 --- /dev/null +++ b/32494-8.txt @@ -0,0 +1,9312 @@ +The Project Gutenberg EBook of Doktor Nikola, by Guy Boothby + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + + +Title: Doktor Nikola + +Author: Guy Boothby + +Translator: Johannes Magnussen + +Release Date: May 23, 2010 [EBook #32494] + +Language: Danish + +Character set encoding: ISO-8859-1 + +*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK DOKTOR NIKOLA *** + + + + +Produced by Tor Martin Kristiansen and the Online +Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net + + + + + +Afskrivers bemærkninger: Typografiske fejl er rettet. Symbolet # er +brugt til at angive fed tekst i originalen, mens _ er brugt til at +vise kursiv tekst. + + + + +GUY BOOTHBY + +DOKTOR NIKOLA + +OVERSAT AF JOHANNES MAGNUSSEN + + +MARTIN'S FORLAG KØBENHAVN -- MCMXV + + + + +MARTIN'S FORLAGSTRYKKERI, KØBENHAVN + + + + +I. KAPITEL. + + Hvorledes jeg traf Dr. Nikola. + + +Det var Lørdag Eftermiddag, omtrent et Kvarter over fire, hvis jeg +husker rigtigt, og Maluvejen, der fører til "den boblende Kilde", det +eneste Sted i Shanghai, hvor man kunde trække Vejret, var overfyldt +af elegante Vogne, Ponyer, Cykler, for ikke at tale om alle Slags +Jinrickshawer[1], der fulgte efter hinanden i en lang Procession ud +til Kilden, medens den europæiske Del af Shanghais Beboere og et +betydeligt Antal af den indfødte var draget ud for at se paa et +Væddeløbsridt, der, skønt det ikke var meget pirrende, i og for sig +var vigtigt, da det var den eneste Fornøjelse, Kolonien havde den +Eftermiddag. + + [1] En Slags tohjulet Vogn, der trækkes af Kinesere. + +Jeg var gaaet et temmelig langt Stykke og havde saa taget en +Jinrickshaw, mere af Forfængelighed, end fordi jeg havde Raad til +det. For at sige Sandheden, og den kommer jo dog en Gang frem, hvor +meget jeg saa prøver paa at hindre det, jeg holdt Skinnet ved lige, +og skønt jeg laa tilbagelænet i mit Køretøj og røg min Cherut med +fyrstelig Mine, var jeg mig dog pinlig bevidst, at naar jeg skulde +betale den Køretur, saa vilde min Kasse neppe overleve Slaget. + +Jeg havde været mere end almindelig uheldig siden min Ankomst til +Shanghai. Jeg havde søgt alle ledige Pladser lige fra de allerfineste +til Sekretærposten ved en Klub, der havde kommunistiske Tendenser og +laa et eller andet Sted paa Grænsen af Kineserbyen -- men stadig uden +Held. Til at faa den ene havde jeg ikke tilstrækkelig Protektion, til +at faa den anden manglede jeg den Evne til at indsmigre mig, der er +saa væsenlig, naar man søger visse Ting. + +Imidlertid formindskedes mine Udgifter ikke, og jeg indsaa snart, at +hvis der ikke skete noget, og det hurtigt, saa havde jeg al mulig +Udsigt til at miste alt, hvad jeg ejede, og maatte søge mit Natteleje +nede ved Flodbredden, og jeg vilde komme til at figurere i den +blandede Ret, som enhver Europæer med Rette frygter, fordi jeg +skyldte Penge til en Jøde fra Cochinkina. Stillingen var ikke +glædelig, fra hvad Side jeg nu end betragtede den, men jeg havde +gennemgaaet den en hel Del Gange før og var altid kommen ud af den, +om ikke med forøget Selvagtelse saa dog uden nogen meget stor +personlig Forlegenhed. + +Da jeg ankom til Kilden, betalte jeg min Kuli og stillede mig op der, +hvor det sidste Spring skulde finde Sted. Der var et Gærde og en +Grav, som var betydelig vanskelige at klare. Jeg kom lige i det +yderste Øjeblik, for et Øjeblik efter kom Hestene farende. Nogle +klarede Vanskelighederne, andre vilde ikke indlade sig paa Springet, +og atter andre valgte en Middelvej, sprang op paa Gærdet, snublede og +kastede deres Ryttere hovedkulds ned i Mudderet. Det var ganske vist +ikke noget kønt Billede, men morsomt var det. + +Da den sidste Hest var færdig, og jeg troede, at Sporten var forbi +for den Dag, vilde jeg lige til at gaa min Vej, da der blev raabt +Varsko, og jeg vendte mig om og saa en forsinket Rytter komme farende +hen imod Gærdet. Skønt han red meget rask og bestemt og øjensynlig +vilde slutte Dagen med en smuk Kraftanstrængelse, var det klart, at +hans Hest ikke mente det samme, for da den var en Snes Fod fra +Gærdet, sagtnede den Farten og forsøgte at staa. Resultatet var slet +ikke, som den ventede. Rytteren piskede løs, Hesten besluttede at +springe, sprang for sent, slog Hovedet mod Gærdet, saa den gjorde en +Saltomortale, og styrtede. Rytteren faldt i Graven, som jeg straks +trak ham op af. Da han kom op, saa han ikke godt ud, men det hindrede +ham dog ikke i at genkende mig. + +"Nu har jeg set det med, det er jo Wilfred Bruce!" udbrød han, idet +han rejste sig og tørrede sig i Ansigtet med et meget smudsigt +Lommetørklæde. "Det var da et heldigt Møde! Jeg skal sige Dem, jeg +har tilbragt to Timer i Morges med at lede efter Dem." + +"Det gør mig ondt, at De har haft saa megen Ulejlighed," svarede jeg. +"Men sig mig, er De vis paa, at De ikke er kommen til Skade?" + +"Ikke Spor," svarede han, og da han havde skrabet saa meget Mudder af +som muligt, vendte han sig om mod sin Hest, som var kommen paa Benene +igen og stirrede sløvt omkring sig. + +"Lad mig først sende dette kluntede Dyr hjem," sagde han, "saa skal +jeg finde min Vogn, og hvis De ikke har noget imod det, kører jeg Dem +til Byen." + +Som sagt saa gjort. Vi kom op paa Vognen og vendte tilbage til +Kolonien. + +Da vi havde sat os til Rette, stillede George Barkston, som jeg i +Parentes bemærket havde kendt i mere end ti Aar, sin Pisk til Side og +henvendte sig til mig. + +"Ja, min kære Bruce," sagde han en lille Smule forlegen, "jeg vil +ikke spilde Tiden med Omstændigheder, men gaa lige paa. Vi er jo +gamle Venner, og skønt vi ikke har set saa meget til hinanden denne +Gang, som vi plejede at gøre i gamle Dage, da De var Fuldmægtig et +eller andet Sted og jeg Deres ærbødige Underordnede, saa tror jeg dog +at jeg er ganske godt inde i Deres nuværende Forhold. De maa ikke +anse mig for næsvis, men jeg vil nu have, at De skal lade mig hjælpe +Dem, hvis jeg kan." + +"Det er meget venligt af Dem," svarede jeg lidt urolig, for han var +lige ved at tørne sammen med en amerikansk Enspænder. + +"Sandt at sige vil jeg meget gerne have et eller andet at bestille, +for der er en sørgelig Tomhed i min Kasse for Tiden, og skønt jeg er +godt vant til at være fattig, har jeg dog lidt Stolthed tilbage, og +jeg har ikke megen Lyst til at figurere i den blandede Ret paa +Onsdag, fordi jeg ikke kan betale min Vært tyve Dollars for Kost og +Logis." + +"Nej naturligvis," sagde Barkston, "og hvis De vil lade mig hjælpe +Dem, saa har jeg en Idé, som maaske kan hjælpe Dem paa ret Køl igen. +Sagen er den, jeg kom i Samtale i Klubben forleden Aften med et +Menneske, som jeg fik den allerstørste Interesse for. Det er et af de +mærkeligste Mennesker, der nogensinde har været herude. Jeg har +aldrig set Mage til mærkelig Fyr i mit Liv. De skulde bare se hans +Øjne -- ja, det er ikke til at beskrive, han ser helt igennem én. +Kender De gamle Benwell? Han kom ind, medens jeg stod og talte med +dette Menneske." + +"Hvad behager, er det Barkston?" sagde han. "Jeg troede, De var paa +Jagt med Jimmy Woodrough? Det glæder mig at træffe Dem --" i samme +Øjeblik opdagede han den Mand, jeg talte med. Han forstummede, saa +stift paa ham, mumlede noget, gav mig Haanden med en Undskyldning og +gik sin Vej. Da jeg ikke kunde forstaa, hvad der var i Vejen, fulgte +jeg ham og indhentede ham ude i Forstuen. "Hør, Benwell," sagde jeg, +"hvad er der i Vejen? Hvorfor i al Verden render De Deres Vej paa den +Maade? Har jeg fornærmet Dem?" + +Han tog mig til Side, for at Tjenerne ikke skulde høre os, og sagde +fortroligt: "Barkston, jeg er ikke nogen Kujon, jeg har i min Tid +klaret mig mellem Europæere, Zuluer, Somalier, Malajere, Japanesere +og Kinesere, foruden mange andre Racer, og jeg skal ogsaa nok gøre +det i Fremtiden, men naar jeg staar Ansigt til Ansigt med Dr. Nikola, +ja, saa vil jeg bare sige Dem, jeg tænker ikke to Gange, jeg stikker +af. Gør De det samme, min Ven." Da han lige saa godt kunde have talt +Hebraisk til mig, for jeg forstod ham lige saa lidt, prøvede jeg paa +at udspørge ham, men jeg kunde have sparet mig Ulejligheden, for jeg +kunde ikke faa noget rigtigt ud af ham. Han trykkede min Haand, bad +Tjeneren i Forstuen om at hente en Jinrickshaw og sprang op i den, +saa snart den kom, og kørte. Da jeg kom tilbage til Billardstuen, var +Nikola der endnu. Han spillede med stor Interesse og gjorde de +dumdristigste Stød. + +"Jeg har vist set Deres Ven før," sagde han, da jeg satte mig ned for +at iagttage ham. "Det er Benwell fra Y-Chang, og hvis jeg ikke tager +fejl, husker Benwell fra Y-Chang ogsaa mig." + +"Det lader til, han kender Dem," sagde jeg leende. + +"Ja," vedblev Nikola efter en Pavse. "Jeg har haft den Fornøjelse at +træffe Hr. Benwell en Gang før. Det var i Haiphong." Saa vedblev han +med ejendommeligt Eftertryk: "Jeg véd ikke, hvad han mener om +Haiphong, men jeg har en Idé om, at han ikke gerne kommer i Nærheden +af det Sted igen." + +Efter at have sagt dette tav han stille et Øjeblik, saa tog han et +Brev op af Lommen, læste det omhyggeligt, undersøgte Konvoluten og +henvendte sig derpaa igen til mig. + +"Jeg vilde gerne gøre Dem et Spørgsmaal," sagde han. "De kender vist +en Mand, der hedder Bruce, ikke sandt? Han har været ansat i kinesisk +Tjeneste, og man siger, at han kan forklæde sig saa godt som Kineser, +at selv Li-Chang-Tung ikke vilde anse ham for Europæer." + +"Ja," svarede jeg, "det er en gammel Ven af mig, og han er netop i +Shanghai for Øjeblikket. Det hørte jeg tilfældigvis i Morges." + +"Bring ham til mig," sagde Nikola hurtigt. "Jeg har hørt, at han +ønsker en Ansættelse, og hvis han kommer til mig før Klokken tolv i +Morgen Aften, tror jeg, jeg kan skaffe ham en god Stilling --. Ja, +Bruce, det var _det_; jeg har gjort mit Bedste for Dem, min gamle +Ven." + +"Og jeg er Dem meget taknemlig," svarede jeg. "Men hvad er denne +Nikola for en Mand, og hvad Slags Stilling tror De, han kan skaffe +mig?" + +"Hvem han er, kan jeg lige saa lidt fortælle Dem, som jeg kan flyve; +men hvis han ikke er en kødelig Fætter til Fanden selv, saa forstaar +jeg mig ikke paa Slægtskab." + +"Det bliver jeg ikke meget klogere af," svarede jeg. "Hvordan ser han +ud?" + +"Ja, han gør vel nærmest Indtrykket af at være høj, skønt man ikke +kan _kalde_ ham høj. Han er meget slank og saa harmonisk bygget, at +jeg ikke har set Magen. Han gaar ikke med Skæg og er altid ligbleg, +det er en underlig matgul Bleghed, som straks slaar én, og som man +aldrig glemmer. Hans Øjne og Haar er kulsorte, og han er +mønsterværdig pæn og sirlig. Naar han ser paa én, saa skulde man tro, +at han saa gennem én og paa Væggen lige overfor, og naar han taler, +bliver man nødt til at lægge Mærke til, hvad han siger, enten man vil +eller ikke. Alt vel overvejet: jo mindre jeg ser til ham, des bedre +kan jeg lide ham." + +"Det er ikke nogen meget opmuntrende Omtale af min ny Principal. Hvad +i al Verden kan han ville mig?" + +"Han er Dødsenglen selv," sagde Barkston leende, "og trænger til en +Hushovmester. Jeg antager, at han mener, De vil passe til den +Stilling." + +Vi havde forladt Maluvejen og var kommet ind i Byen. + +"Hvor skal jeg finde denne mærkelige Mand?" spurgte jeg, da vi +nærmede os det Sted, hvor jeg havde i Sinde at staa af. + +"Vi vil køre hen til Klubben og se, om han er dèr," sagde Barkston, +idet han piskede paa Hestene. "Men Spøg til Side! Han synes virkelig +at være meget ivrig efter at finde Dem, og da han vidste, at jeg +vilde opsøge Dem, tvivler jeg ikke om, at han har lagt Besked til én +af os dèr." + +Da vi havde naaet de Rejsendes Klub, som er for godt kendt, til at +jeg behøver at beskrive den, gik Barkston ind og lod mig passe paa +Hestene imens. Fem Minutter efter kom han igen med et Brev i Haanden. + +"Nikola er først gaaet for ti Minutter siden," sagde han med et +skuffet Udtryk i sit smukke Ansigt. "Han er uheldigvis taget hjem, +men har efterladt dette Brev til mig. Hvis jeg finder Dem, skriver +han, at jeg skal sende Dem lige straks ud til hans Villa. Jeg har +opdaget, at det er Feres gamle Sted i Rue la Fayette i den franske +Koloni, det er det tredie Hus paa højre Haand, naar De kommer forbi +det Sted, hvor denne Renegat, den franske Marquis, skød sin Kone. +Hvis De bryder Dem om det, vil jeg give Dem et Brev med til ham, saa +kan De spise til Middag, overveje Sagen roligt og tage imod det eller +ikke, hvad De nu synes er bedst." + +"Ja, det er det rigtigste," svarede jeg. "Jeg vil nok have lidt Tid +til at samle mine Tanker, før jeg ser ham." + +Barkston gik ind i Klubben igen, og da han kom tilbage et Kvarters +Tid efter, havde han det Brev med sig, som han havde lovet mig. + +"Maa jeg køre Dem til det Sted, hvor han bor?" spurgte han. + +"Nej, det tror jeg ikke, De maa," svarede jeg, "og det af Grunde, som +De sikkert vilde synes var rimelige, hvis jeg nævnede dem. Men jeg er +Dem meget taknemlig alligevel. Med Hensyn til Nikola, saa vil jeg +overveje hele Sagen omhyggeligt i Aften, og hvis jeg synes, det er +rigtigt, vil jeg efter Middag gaa hen til ham og aflevere dette +Brev." + +Jeg stod ud af Vognen paa Hjørnet af Gaden, og efter at jeg igen +havde takket min Ven for den Venlighed, han havde vist mig, sagde jeg +Farvel og gik min Vej. + +Da jeg naaede Strandpromenaden, satte jeg mig paa en Bænk under et +Træ og overvejede roligt Situationen. Den var jo temmelig indviklet. +Skønt jeg ikke havde sagt det til Barkston, var det ikke første Gang, +jeg havde hørt Tale om Nikola. En saa sælsom Personlighed maatte +naturligvis blive omtalt meget i det lille europæiske Samfund i +Østen, og derfor var der udbredt alle mulige Historier om ham. Skønt +jeg kendte mine Medmennesker for godt til at skænke Halvdelen af, +hvad jeg havde hørt, Tiltro, kunde jeg ikke andet end være meget +nysgerrig med Hensyn til denne Mand. + +Jeg gik hjem og drak Te, og ved Ottetiden tog jeg igen min Hat paa og +begav mig afsted til den franske Koloni. Det var ikke noget +behageligt Vejr, det var ualmindeligt mørkt, af og til kom der en +Byge, og Vinden piskede én i Ansigtet. Skønt jeg havde gode Udsigter +til at faa hvad jeg trængte til -- en Stilling, -- kan jeg ikke +sandfærdigt paastaa, at jeg følte mig vel til Mode. Jeg søgte jo at +komme i Forbindelse med en Mand, der var næsten almindelig frygtet, +og hvis Rygte ikke var saaledes, at Folk havde Lyst til at have med +ham at gøre. Denne Tanke var just ikke beroligende. Men min Fattigdom +forbød mig at være kræsen. Derfor lod jeg Rue de la Paix ligge til +venstre og gik ind i Rue la Fayette, hvor Nikolas Villa laa. + +Hele Ejendommen hvilede i dybt Mørke, men efter at jeg havde banket +to Gange paa Døren, saa jeg et Lys i Korridoren nærme sig langsomt. +Døren blev aabnet, og en kinesisk Tjener stod for mig med et Lys i +Haanden. + +"Bor Dr. Nikola her?" spurgte jeg i en noget betuttet Tone. Tjeneren +nikkede, hvorpaa jeg rakte ham mit Brev og anmodede ham om straks at +aflevere det. Han udførte dette Hverv med saa stor en Hurtighed, at +han var tilbage paa mindre end to Minutter, og gav mig Tegn til at +følge sig. Jeg fulgte ham altsaa ned ad Korridoren og traadte ind i +et lille Værelse til venstre. Døren blev straks lukket efter mig. Der +var ingen i Værelset, og jeg havde saaledes Lejlighed til at +undersøge det efter Behag og drage mine Slutninger, før Dr. Nikola +kom. Værelset var som sagt ikke stort, og paa et Par Undtagelser nær +var der ikke noget særligt mærkeligt ved Møblementet. Til venstre, +naar man kom ind, var der et Vindue, og imellem det og Døren stod der +en høj Reol, som var fyldt med Værker om næsten alle mulige Ting, +lige fra Bimetallismens elementære Grundsætninger til abstrakt +Konfucianisme. Der var en tyk Maatte paa Gulvet og en tung Portiere +for en Udgang lige over for den Dør, jeg var kommet ind af. Paa +Væggen hang der adskillige smukke Billeder, men jeg lagde Mærke til, +at de alle behandlede Emner som f. Eks. Sauls Besøg hos Heksen i +Endor, en Forestilling af de ægyptiske Troldmænd for Farao og +Forvandlingen af Knoglerne i Ørkenen til Mennesker. Et Uhr dikkede +paa et Bogskab, men ellers var der ganske stille i Værelset. + +Jeg antager, at jeg havde ventet i fem Minutter, da jeg hørte sagte +Trin i det tilstødende Værelse. Saa gik den anden Dør op, det +Forhæng, der skjulte den, blev trukket langsomt til Side, og ind +traadte en Mand, som ikke kunde være nogen anden end Dr. Nikola. Han +saá ud akkurat, som Barkston havde beskrevet ham. Hans Øjne gjorde +straks det ejendommelige Indtryk, den anden havde omtalt, og det slog +mig, hvor træffende han havde beskrevet den underlige matgule Hud. +Han var sortklædt, havde en udsøgt fin Selskabsdragt paa, hvis sorte +Farve harmonerede godt med hans mørke Øjne og Haar. Det var umuligt +at sige, hvor gammel han var, men jeg har senere opdaget, at han kun +var otteogtredive Aar gammel. Han gik mig i Møde, rakte Haanden ud og +sagde: + +"De er altsaa Hr. Wilfred Bruce?" + +"Ja, maa jeg spørge, om jeg taler med Dr. Nikola?" + +"Ja, jeg er Dr. Nikola," svarede han, "og siden vi nu kender +hinanden, kan vi jo tale om vore Forretninger." + +Medens han talte, gik han med en ejendommelig Ynde, som altid prægede +ham, hen imod den Dør, gennem hvilken han var kommen ind, aabnede den +og gav mig Tegn til at gaa i Forvejen. Jeg gjorde det og befandt mig +i et andet stort Værelse, der omtrent var fyrretyve Fod langt og tyve +Alen bredt. I den bageste Del var der et højt Vindue med smukke +Glasmalerier, paa Væggene hang der japanesiske Tapeter, og der var +anbragt Dekorationer af Sværd og Stridsøkser og nogle indianske +Rustninger, desuden fandtes der en Del Bøger og en Mængde værdifuldt +Porcelæn. Værelset blev oplyst af tre kunstnerisk udførte +Hængelamper, og rundt om i Stuen stod der utallige bløde Stole og +Sofaer. Ved en af disse bemærkede jeg en smukt indlagt tyrkisk Pibe, +som havde en mærkelig Form, og som jeg aldrig har set Magen til +udenfor Konstantinopel. + +"Vær saa god at tage Plads," sagde Dr. Nikola, idet han pegede paa en +Stol i Baggrunden. Jeg satte mig og spekulerede paa, hvad der nu +skulde følge. + +"Jeg har ladet mig sige, at det ikke er første Gang, De er i Kina," +vedblev han, medens han satte sig lige over for mig og betragtede mig +roligt med sine mærkelige Øjne. + +"Nej, det er rigtigt," svarede jeg, "jeg har opholdt mig her i flere +Aar og tror, jeg kan sige, jeg kender Kina lige saa godt som nogen +Englænder." + +"Det er rigtigt. De var til Stede ved Mødet i Quong Shas Hus i +Wanhsien den 23de August 1889, hvis jeg ikke tager fejl, og i den +følgende Uge hjalp De Mahpoo med at slippe fri for at blive taget til +Fange af Mandarinerne." + +"Hvor i al Verden véd De det fra?" spurgte jeg forbavset. Jeg havde +altid været overbevist om, at intet Menneske anede, at jeg havde haft +nogen Del i denne Historie. + +"Man faar mange mærkelige Ting at vide her i Østasien," svarede +Nikola. "Denne lille Omstændighed, som jeg ikke har omtalt, kan +forresten belære én om, hvor meget man kunde vide, og hvor lidt vi i +Grunden kender til hinandens Liv. Man kunde næsten vente lige saa +meget af umælende Dyr." + +"Jeg er bange for, at jeg ikke forstaar Dem rigtigt," sagde jeg. + +"Ikke det?" svarede han. "Det er dog ganske simpelt. Lad mig give Dem +et praktisk Eksempel paa, hvad jeg mener. Hvis De ser noget andet i +det, jeg har i Sinde, saa er det Deres egen Skyld." + +Paa et Bord tæt ved hans Stol laa der et stort Ark hvidt Papir. Dette +lagde han paa Gulvet. Saa tog han et Stykke Trækul og gav sig til at +fløjte paa en besynderlig Maade. I næste Øjeblik kom en uhyre stor +Kat, der var lige saa sort som dens Herres Frakke, springende et +eller andet Sted fra og stod og viftede med Halen foran os. + +"Der er Mennesker i Verden," sagde Nikola roligt, idet han strøg det +store Dyrs Ryg, "som gerne vilde overbevise Dem om, at denne Kat er +min _spiritus familiaris_[2], og at jeg ved dens Hjælp kan gøre +mærkelige magiske Kunster. De vil naturligvis ikke være saa taabelig +at tro den Slags Snak. Men for at bevise, hvad jeg sagde for et +Øjeblik siden, vil vi prøve at gøre et Eksperiment ved dens Hjælp. +Maaske kan jeg sige Dem noget mere om Deres Liv." + + [2] Hemmelig, tjenstagtig Aand. + +Han bukkede sig ned og skrev nogle Tal mellem 1 og 10 paa Papiret og +fordoblede dem i en Linie nedenunder. Saa tog han Katten paa Skødet, +strøg den venligt og hviskede noget til den. Straks sprang Dyret ned, +lagde sin højre Forpote paa et af Tallene i den øverste Række, medens +den, om det nu var tilfældigt eller ved Trolddom, gjorde en lignende +Bevægelse med sin Pote i Rækken neden under. + +"Fireogtyve," sagde Nikola med sit ejendommelige Smil. + +Saa tog han igen Trækullet, vendte Papiret om og skrev Navnene paa de +forskellige Maaneder paa den anden Side. Han lagde det paa Gulvet +igen og sagde noget til Katten, som denne Gang stillede sig paa Juni. +Derefter skrev han Alfabetet, og det uhyggelige Dyr stavede derpaa +Bogstav for Bogstav Ordet "Apia." + +"Den 24de Juni et eller andet Aar var De i Apia. Lad os se, om vi kan +finde Aaret." + +Han skrev igen Talordene op og straks efter havde Katten med djævelsk +Nøjagtighed betegnet Aaret 1875. + +"Er det rigtigt?" spurgte den mærkelige Mand, da Dyret var færdigt. + +"Ja, det er rigtigt," svarede jeg. + +"Det glæder mig. Er der noget andet, De ønsker at vide?" spurgte han. +"Hvis De ønsker det, kan jeg maaske fortælle Dem, hvad De gjorde +dér." + +Jeg ønskede ikke at vide det, og det havde jeg gode Grunde til. +Nikola lo saa smaat og pressede sine lange, hvide Fingre sammen, +medens han saá paa mig. + +"Sig mig nu oprigtigt, hvad mener De om min Kat," sagde han. + +"Ja, efter dette kunde man vel være berettiget til at paadutte den +ligefrem sataniske Egenskaber." + +"Og dog, skønt De anser det for saa vidunderligt, er det kun, fordi +jeg har underkastet den en Slags mærkelig Opdragelse. Der er en Evne +skjult hos Dyr, og særlig hos Katte, som faa af os har Anelse om, og +hvis Dyr har denne Evne, hvor meget mere kan man saa ikke vente, at +Mennesker har den. Véd De hvad, Hr. Bruce, det vil interessere mig +meget at se bestemt, hvor vidt De tror, den menneskelige Intelligens +kan række, det vil sige, hvor vidt De tror, at jeg kan trænge ind i +en Verden, der i Almindelighed anses for dunkel." + +"Jeg maa bede Dem om Undskyldning, fordi jeg ikke helt forstaar Dem," +svarede jeg. + +"Naa, lad mig saa fremstille det for Dem paa en simplere Maade. Hvis +det maa være mig tilladt at spørge ligefrem: Hvor mener De, at denne +Verden begynder og ender?" + +"Jeg mener," svarede jeg uden at tøve, "at den begynder med Fødslen +og ender med Døden." + +"Og efter Døden?" + +"Ja, hvad der saa sker, er et teologisk Spørgsmaal, som jeg vil +overlade til Præsterne at afgøre." + +"Har De ingen Mening om det selv?" + +"Nej, ikke andet end Rester af, hvad jeg har lært som Dreng." + +"Naa ja, i saa Fald tror De vel, at saa snart Aandedrættet har +forladt det menneskelige Legeme, er der en vis ubeskrivelig Del af +os, som vi kalder Sjælen, for at kalde den noget, og som forlader +denne Verdens Sfære og træder ind i en ny Eksistens paa det ene eller +det andet af to Steder." + +"Det har man ganske vist lært mig," svarede jeg. + +"Ja vel, det var det, man lærte Dem i High-Walcombe-Sogn, Somerset +Shire, og det kan tages som et meget godt Eksempel paa, hvad Folk i +Deres Samfundsklasse mener over alt her i Verden, lige fra +Erkebiskoppen af Canterbury til det Husmandsbarn, der vandrer en halv +Mil hver syvende Dag for at besøge Søndagsskolen. Men i den selvsamme +Landsby var der, hvis jeg ikke husker fejl, en lille statelig Mand, +hvis Tilhængere bestod nøjagtig af 45 Mennesker. Han hed Fader +O'Rorke, og jeg tvivler ikke det mindste om, at hvis De havde spurgt +ham, vilde han have givet Dem en hel anden Meddelelse om, hvad der +bliver af denne Sjæl eller denne Essens, hvis vi kan kalde den +saadan, efter at den har forladt det dødelige Legeme. Tobias +Smallcombe, som prædiker paa sin underlige Maade paa Grønningen for +en Menighed, der bestaar af et Par Enthusiaster, en halv Snes +Smaadrenge og nogle Æsler og Geder, vil sige Dem noget andet, og +saaledes kan vi finde utallige forskellige Trosbekendelser. Hver +enkelt af dem vil gøre Fordring paa at være den rigtige, og hvert +enkelt Medlem ønsker, at De skal tro akkurat som han. Men hvis vi +vil være ganske billige, maa vi tillige erindre, at der findes mange +Videnskabsmænd, som man maa indrømme er de bedst begavede Mennesker i +vor Tid, og som paastaar, at alle de Folk har Uret, som er enige om, +at der er et Liv efter Døden, med andre Ord en Aandeverden. Hvis De +vil tillade mig at sige min Mening om, hvad De tror, saa vil jeg +sige, at De mener, at naar De er færdig med det Kød og Blod, som +udgør Wilfred Bruce, saa har det ikke meget at sige, hvad der følger +efter. Men lad os antage, at Wilfred Bruce, eller skal vi sige hans +Sjæl -- den Del af ham, som tænker og lider -- skal eksistere i +uendelige Tidsaldre som et Bytte for stadigt Samvittighedsnag over +alle Misgerninger, hvorledes vil han saa betragte Døden?" + +"Men før De kan vente noget Svar paa det Spørgsmaal, er det +nødvendigt, at De beviser, at den ikke bliver ved at eksistere," +sagde jeg. + +"Det er netop det, jeg har i Sinde og ønsker at gøre," svarede +Nikola, "og det er derfor, at jeg har valgt Dem, og at vi taler paa +denne Maade nu. Er De meget optaget for Øjeblikket?" + +Jeg smilede. + +"Jeg forstaar Dem," sagde han. "Naa, jeg har et Forslag at gøre Dem, +hvis De vil være saa venlig at høre efter. For en Del Aar siden, da +det Spørgsmaal, vi nu skal drøfte, og som jeg interesserer mig mere +for, end De kan tænke Dem, ganske tilfældig fremstillede sig for mig, +traf jeg en meget mærkelig Mand. Han havde oprindelig studeret i +Oxford, men det gik af en eller anden Grund galt med ham, og senere +hen blev han skudt af Balmaceda i Santiago under den chilensiske +Krig. Han havde blandt andet levet mange Aar i det nordvestlige Kina. +Det var en højst mærkelig Personlighed; han fortalte mig nogle +vidunderlige Ting, og hvad der var mere, han støttede dem med +Beviser. De vilde højst sandsynligvis have kaldt dem flinke +Taskenspillerkunster. Det gjorde jeg ogsaa den Gang; men jeg gør det +ikke nu, og jeg tror heller ikke De vil gøre det, naar jeg har talt +ud. Det var af ham og en gammel buddhistisk Præst, som jeg tilbragte +nogen Tid sammen med paa Ceylon, at jeg erfarede den ubetydelige +Kendsgerning, som bragte mig paa Sporet af, hvad der nu følger. Jeg +har eftersporet det omhyggeligt og ivrigt Stykke for Stykke med Held +og Uheld i otte samfulde Aar, og nu kan jeg endelig en Gang sige, at +jeg er paa det rigtige Spor. Hvis jeg kan gennemføre det og opnaa det +Resultat, jeg ønsker, saa kan jeg komme i Besiddelse af Kundskaber, +som Verden, jeg mener naturligvis den civiliserede Verden, ikke har +den mindste Anelse om, saa storartede er de. Jeg er en modig Mand; +men jeg vil tilstaa, at det, vi nu skal prøve paa, næsten skræmmer +mig. Det er hverken mere eller mindre end ved Hjælp af visse +hemmelige kinesiske Selskaber at trænge ind i det mærkeligste Sæde +for Lærdom, som De eller noget andet Menneske nogensinde har hørt +Tale om, og naar jeg er der, saa at tiltrygle mig eller stjæle de +vidunderligste Hemmeligheder. Jeg kan af tusinde Grunde ikke gøre det +alene, derfor maa jeg finde en Mand til at ledsage mig. Den Mand maa +være en ualmindelig Mand, og maa nødvendigvis ogsaa være dygtig i +Kinesisk. Han maa være raskere end de fleste, han maa kunne forklæde +sig, saa man ikke et Øjeblik har Mistanke til hans Nationalitet, og +han maa tage af Sted med den faste Overbevisning, at han muligvis +aldrig, vender tilbage. Hvis han vil paatage sig det, saa vil jeg +være rundhaandet. Jeg vil betale ham 5000 Pund Sterling, før vi tager +af Sted, og 5000 Pund, naar vi vender tilbage, hvis vi vender +tilbage. Hvad siger De til det?" + +Jeg vidste ikke, hvad jeg skulde svare. Jeg var fuldstændig forvirret +over Forslaget for slet ikke at tale om det store Honorar. Jeg +trængte mere til Penge nu, end jeg nogensinde før havde gjort, og +dette var en Sum, som jeg ikke havde drømt om i mine vildeste Drømme. +Jeg havde heller ikke noget imod at gaa paa Eventyr; men jeg maa dog +tilstaa, at dette Foretagende syntes mig altfor dumdristigt. + +"Ja, hvad skal jeg sige?" svarede jeg. "Det er saadant et mærkeligt +Forslag." + +"Ja," sagde han, "men jeg tror heller ikke, at vi to er ganske +almindelige Mænd. Hvis jeg havde troet at De var en af dem, der gaar +tolv paa et Dusin af, saa talte jeg vist ikke med Dem nu. Jeg vilde +dog tænke to Gange i Deres Sted, før jeg sagde Nej. Shanghai er et +ubehageligt Sted, naar man er i Forlegenhed, og desuden véd De jo +nok, at paa Onsdag slipper Deres Penge op, selv om De sælger Deres Ur +og Deres Urkæde, som De tænkte paa i Aftes." + +Han sagde det med en saa naiv Mine, at det ikke i Øjeblikket faldt +mig ind at undre mig over, hvordan han kunde vide Besked med mine +Finansers Tilstand. + +"Naa," sagde han, "sig nu Ja." + +"Jeg vil hellere have lidt Tid til at overveje det," svarede jeg. +"Jeg kan ikke forpligte mig til saa stort et Foretagende uden at +overveje det grundigt. Det vilde jo være taabeligt af mig og neppe +rigtigt lige over for Dem." + +"Naa ja. Gaa saa hjem og overvej det og kom igen i Morgen Aften paa +samme Tid og meddel mig Deres Beslutning. Hvis jeg var Dem, saa vilde +jeg ikke omtale vor Samtale til nogen." + +Jeg forsikrede ham, at jeg ikke skulde gøre det; saa rejste han sig, +og jeg forstod, at vor Samtale var til Ende. Jeg fulgte ham ud i +Forstuen, medens den sorte Kat marcherede i Hælene paa os. Paa +Verandaen standsede han og strakte sin Haand ud, idet han sagde i en +ubeskrivelig blid Tone: + +"Hr. Bruce, jeg haaber, De vil tro, at jeg meget gerne vil have Dem +med. Jeg smigrer Dem ikke, jeg siger simpelthen Sandheden, naar jeg +paastaar, at De er den eneste Mand i Kina, som jeg vil have til +Medarbejder. Naa, Godnat! Jeg haaber, De bringer mig et gunstigt Svar +i Morgen." + +Medens han talte, kom den sorte Kat, der hele Tiden havde staaet ved +Siden af ham, som om den vilde bekræfte hans Ord, hen til mig, og +begyndte at gnide sit Hoved op ad mine Ben med en blid Snurren. + +"Jeg skal ganske vist sige Dem Besked i Morgen Aften," sagde jeg, +"Godnat!" + + + + +II. KAPITEL. + + Nikolas Tilbud. + + +Da jeg havde sagt Godnat til Dr. Nikola paa Verandaen, raadførte jeg +mig med mit Ur, og da jeg opdagede, at Klokken endnu ikke var elleve, +gik jeg en lang Tur for at overveje min Stilling. Der var mange Ting, +som talte for og imod hans Tilbud. For det første talte det nu til +Gunst for det, at jeg stod alene i Verden. Mine Forældre havde været +døde i flere Aar, og da jeg var deres eneste Barn, havde jeg hverken +Brødre eller Søstre, som var afhængige af mig, eller som kunde +begræde mig, hvis der skulde hænde mig en Ulykke. For det andet havde +jeg fra Ungdommen af rejst i fremmede Lande, og jeg var derfor vant +til at tage Livet, som det faldt. Man vil forstaa dette bedre, naar +jeg siger, at jeg var rendt hjemme fra for at gaa til Søs, da jeg var +femten Aar, at jeg havde tilbragt tre Aar paa den skrækkeligste +Maade, man kan tænke sig, som almindelig Matros, at jeg var sluppen +igennem de næste fem Aar, som næsten var lige saa fæle, i Urskoven i +Australien, og at jeg i to Aar havde været Politibetjent i +Kapkolonien. Jeg havde ogsaa haft en Ansættelse i Hongkong og havde +desuden haft mange andre gode og daarlige Beskæftigelser. Jeg var fem +og tredive Aar gammel, havde aldrig vidst, hvad det var at være +virkelig syg eller bekymret, naar jeg undtager et Feberanfald i Ny +Guinea, og saa kan jeg for Resten gerne sige, at jeg vejede tretten +engelske Lispund, var omtrent tre Alen høj, havde graa Øjne og +mørkebrunt Haar, og hvis man ikke anser det for indbildsk, saa vil +jeg tilføje, at man sagde, jeg saa taalelig godt ud. + +Min Stilling i dette Øjeblik var i alle Henseender overordentlig +vanskelig. Hvis jeg søgte længe nok, kunde jeg jo ganske vist finde +et eller andet at bestille; men paa den anden Side lykkedes det +maaske ikke, og jeg vidste, at der var Snese af Mennesker i Shanghai, +som ogsaa søgte en Ansættelse, og som lige straks vilde være paa +Færde, naar der var noget. Samme Morgen havde en bekendt Købmand, hos +hvem jeg søgte en Kassererpost, forsikret mig, at han kunde have +faaet en Mand hundrede Gange, før jeg kom. Under disse Omstændigheder +sagde jeg til mig selv, at jeg ikke havde Ret til at forsømme nogen +Lejlighed til at forbedre min Stilling. Jeg besluttede derfor ikke at +afslaa Nikolas Tilbud uden at have overvejet det meget omhyggeligt. +Desværre havde jeg en indgroet Lyst til at gaa paa Eventyr; naar der +tilbød sig en Fristelse som den nuværende, kunde jeg vanskelig +modstaa den, og dette ejendommelige Eventyr tiltalte mig nu mere end +noget andet. Dertil kom, at Nikola var som skabt til at være Fører, +og den mystiske Tiltrækning, der var i hans Væsen, syntes at tvinge +mig til at gaa med ham, enten jeg vilde eller ikke. Det var jo +ubehageligt, at hans Foretagende var meget farligt, ja livsfarligt; +men jeg sagde til mig selv, at dø, det skulde jeg dog, og hvis Lykken +hjalp mig, og jeg slap levende fra det, saa vilde ti Tusind Pund gøre +mig uafhængig Resten af mit Liv. Da jeg tænkte paa denne store Sum, +saa jeg min Værts triste Skikkelse for mig, og Mindet om hans +daarligt skrevne Regning, som jeg sikkert vilde faa den næste Dag, +virkede paa mig som et koldt Styrtebad. Ja, jeg maatte tage med Dr. +Nikola. Da jeg var kommen til den Beslutning, gik jeg hjem. + +Men da jeg vaagnede næste Morgen, sad Klogskaben ved mit Leje. Mine +Drømme havde ikke været gode. Jeg havde drømt, at jeg blev forgiftet +i kinesiske Klostre, lemlæstet af skævøjede Bødler og pint paa tusind +frygtelige Maader. Skønt disse Natmarer kun var naturlige Udslag af +min Spænding, kunde jeg dog ikke frigøre mig for den Tanke, at de +kunde blive til Virkelighed. Saa snart jeg havde taget kinesiske +Klæder paa, malet mit Ansigt og syet en Pisk paa mit Hoved, vilde jeg +være en fuldblods Kineser, der maatte underkaste mig kinesiske Love +og Straffe. Og saa var der et andet Punkt, man maatte overveje: +Hvordan var Nikola som Rejsekammerat? Kunde jeg stole paa ham i +vanskelige og farlige Øjeblikke? Vilde han støtte mig som den ene +Kammerat den anden? Og hvis nu et Uheld ramte os, og der var Udsigt +til, at den ene kunde slippe, vilde saa ikke Nikola, der var min +Herre, benytte Lejligheden og lade mig i Stikken? I det Tilfælde var +mine fem Tusind Pund i Shanghais Bank, og de fem Tusind, som jeg +skulde have, naar jeg kom tilbage, mindre værd end intet. Dette +bragte mig til et andet Spørgsmaal: Var Nikola rig nok til at kunne +betale ti Tusind Pund til en Mand, der ledsagede ham paa saa +dumdristig en Tur? Det var alle vigtige Spørgsmaal, og de maatte +besvares, før jeg traf en endelig Bestemmelse. Skønt Barkston havde +underrettet mig om at Nikola var velkendt i disse Lande, skønt +Benwell, som var i den kinesiske Toldtjeneste, var blevet saa +forskrækket, da han havde truffet ham i Klubben, og skønt jeg selv +havde hørt en Mængde løjerlige Historier om ham i Saigon og paa +Manilla, saa gav dog ingen af dem mig nogen Garanti for hans +pekuniære Soliditet. For at berolige mig i denne Henseende, +besluttede jeg at udspørge en eller anden upartisk Person om Nikola. +Men hvem skulde det være? Jeg gennemgik alle mine Bekendte, men fandt +ikke nogen, der kunde hjælpe mig ud over den Vanskelighed. Medens jeg +saa klædte mig paa, kom jeg til at tænke paa en Købmand, der ejede et +af de største Handelshuse ved Strandpromenaden, og som man troede +vidste mere om Folk i Almindelighed og om underlige Folk i +Særdeleshed end noget andet Menneske i Kina. Jeg spiste Frokost, +modtog min Regning af min Vært med samme overlegne Mine som en Mand, +der har ti Tusind Pund staaende hos en Bankier, røg en udmærket Cigar +paa Verandaen og drev saa ud i Byen. + +Da jeg kom ned paa Strandpromenaden gik jeg langs med den, til jeg +opdagede min Vens Kontor. Det vendte ud mod Floden, og det var en af +de smukkeste Bygninger i Shanghai. I Forstuen var jeg saa heldig at +opdage Købmandens første Comprador[3] som straks førte mig ind til +ham. + + [3] Husets kinesiske Forretningsfører. + +Alexander Mc'Andrew var Skotte, det opdagede man, naar man havde +været sammen med ham i fem Minutter. Hans Fader havde været Vægter i +en Bank i Glasgow, og selv havde han tilbragt sin første Barndom som +en pjaltet, barfodet Dreng paa denne mærkelige Bys Gader. Men +Mc'Andrew var stolt af sin tarvelige Oprindelse. Naar han havde +Gæster i sin fyrstelige Villa i den engelske Koloni, mindedes han med +Glæde de mindre heldige Omstændigheder, der medførte, at han en +bidende kold Vintermorgen drog ud for at søge Berømmelse og Rigdom i +Østen. + +"Nej, se Goddag, Hr. Bruce," udbrød han, idet han rejste sig og +trykkede mig varmt i Haanden, "det var jo en ganske uventet +Fornøjelse; hvor længe har De været i Shanghai?" + +"Længere end jeg bryder mig om at tænke paa," svarede jeg, idet jeg +satte mig. + +"Og i al den Tid har De ikke været en eneste Gang her; det er ikke +pænt af en gammel Ven." + +"Nej, jeg maa bede Dem om Undskyldning for det," sagde jeg; "men +denne Gang er det ikke gaaet rigtig godt med mig her i Shanghai, og +derfor har jeg ikke besøgt nogen. De ser, at jeg er aaben lige over +for Dem." + +"Det gør mig ondt at høre, at De er i Forlegenhed," sagde han. "Jeg +vil ikke være indiskret, men hvis jeg kan være Dem til nogen +Tjeneste, haaber jeg oprigtigt, at De vil raade over mig." + +"Tak," svarede jeg, "det har jeg allerede bestemt at gøre, det er +netop for at raadspørge Dem, at jeg tager mig den Frihed at hilse paa +Dem." + +"Det glæder mig. I hvilken Henseende er det, De ønsker mit Raad?" + +"Ja, jeg maa begynde med at sige Dem, at man har tilbudt mig en +Stilling, som skulde indbringe mig 10,000 Pund Sterling." + +"Jeg syntes, De sagde, at det ikke gik godt for Dem," udbrød min Ven; +"men dette tyder ikke paa, at der er meget i Vejen. Hvad er det for +en Stilling?" + +"Det har jeg desværre ikke Lov til at sige til nogen." + +"Men hvorledes kan jeg saa være Dem til Nytte?" + +"Jo, jeg ønsker for det første at vide, om De kan sige mig noget om +min Principal." + +"Sig mig hans Navn, og jeg skal se, hvad jeg kan gøre," svarede +Købmanden ikke uden Stolthed. "Jeg tror nok, at jeg kender ni +Mennesker af ti her i Østen, det vil sige, af Folk, der har nogen +Betydning." + +"Hans Navn er Nikola," sagde jeg. + +"Nikola!" udbrød han ganske forbavset. "Hvad er det for en +Forretning, De kan have med Nikola, som skal indbringe Dem 10,000 +Pund?" + +"En meget vigtig Forretning," svarede jeg, "men det kan gælde Liv og +Død. De kender ham altsaa?" + +Den gamle Mand lænede sig frem over Bordet og talte næsten hviskende. + +"De gør mig bange," sagde jeg, idet hans Alvor gjorde mere Indtryk +paa mig, end jeg var glad ved. "Er han ikke god for de Penge?" + +"Aa, Penge! Jeg tvivler ikke om, at han kunde betale de Penge en halv +Snes Gange, hvis han havde Lyst," svarede den værdige Købmand. +"Mellem os sagt, saa kan han trække paa mig til et Beløb af 50,000 +Pund." + +"Han er altsaa rig?" + +"Ja, umaadelig." + +"Men hvor i al Verden kommer hans Penge fra?" + +"Ja, det kan jeg ikke sige Dem," svarede han; "men hvor de nu end +kommer fra, følg mit Raad og tænk to Gange, før De indlader Dem med +ham saaledes, at han har Dem i sin Magt. Jeg kan med Sandhed sige, at +jeg for mit Vedkommende ikke er bange for mange Mennesker, men jeg er +bange for Nikola, og at jeg ikke er det eneste Menneske i Verden, der +er det, det skal jeg bevise Dem ved at læse et Brev for Dem." + +Han aabnede en Skrivebordsskuffe og tog et Par Ark Brevpapir frem. +Han lagde dem paa Bordet foran sig, glattede dem og begyndte at læse. + +"Dette Brev, skal jeg sige Dem," sagde han, "er fra den forhenværende +Kolonialsekretær i Ny Syd-Wales, Sylvester Wetherell, en personlig +Ven af mig. Jeg springer Begyndelsen over, for den er ganske privat. +Han siger altsaa: + +"Siden jeg skrev til Dem fra London i Juni Maaned, har jeg +gennemgaaet en frygtelig Tid. Som jeg fortalte Dem i et Brev for +nogle Aar siden, kom jeg ganske imod min Vilje i Forbindelse med en +højst ejendommelig Person, der hedder Nikola. For et Par Aar siden +forsvarede jeg en Mand, der gik under Navnet Kina Pete i vor +Kriminalret for en Anklage for Mord, og jeg fik ham frikendt. Da han +døde og ikke var i Stand til at betale mig, forærede han mig det +eneste, han havde at efterlade, nemlig en underlig lille Stok, der +var fuld af udskaarne kinesiske Bogstaver. Om den fortalte han mig en +vanvittig Historie, men den har siden næsten ført til min Undergang. +Af en eller anden ufattelig Grund vilde Nikola absolut have denne +Stok, og da jeg nægtede at lade ham faa den, blev jeg udsat for en +saa stadig Forfølgelse i de sidste Aar, at jeg nær havde søgt +Tilflugt i en Sindssygeanstalt. Han prøvede enhver Maade, som et +Menneske kunde benytte eller en dæmonisk Hjerne udklække, for at +tvinge mig til at udlevere ham denne Kuriositet. De vil forstaa, +hvordan han bar sig ad, naar jeg fortæller Dem, at der to Gange blev +gjort Indbrud i mit Hus af kinesiske Røvere, at jeg blev garotteret +hundrede Alen fra min egen Gadedør, at min Hustru og Datter blev +skræmmede af utallige Trudselsbreve, og at jeg tilsidst blev saa +nervøs, at jeg efter min Kones Død flyttede til England for at +undslippe fra ham. Nikola fulgte mig, lavede et Komplot imod mig, i +hvilket blandt andet følgende Personer var indviklede: Hertugen af +Glenbarth, hans Søn, Markien af Beckenham, Sir Richard Hatteras, som +siden giftede sig med min Datter, og vor forhenværende Gouvernør, +Jarlen af Amberley. Paa Nikolas Foranstaltning blev Beckenham og +Hatteras lokkede ind i et Hus i Port Said og holdt fangne der i tre +Uger, medens en falsk Adelsmand blev sendt af Sted i Stedet for hans +Herlighed for at lære min Datter at kende i Sydney og til sidst at +anholde om hendes Haand. Heldigvis lykkedes det imidlertid Sir +Richard Hatteras og hans Ven at undslippe, saa de kom tidsnok til at +følge Slubberterne til Sydney og advare mig mod det Komplot, der var +udklækket imod mig. Resultatet var højst sørgeligt: Da Nikola ikke +opnaaede at hævne sig paa mig ved at faa min Datter gift med en +Bedrager, havde han den Dumdristighed at bortføre hende fra et Bal i +Gouvernementshuset og at bringe hende til en Ø i det stille Hav, hvor +vi en Maaned efter befriede hende. Jeg kan ikke sige, om vi havde +faaet Lov til at gøre det, hvis ikke den omtalte Stok, som blev +forlangt som Løsesum, ganske tilfældig var kommen i Nikolas +Besiddelse. Men han fik Stokken, og nu er vi fri. Senere har min +Datter giftet sig med Sir Richard Hatteras, og de bor i Øjeblikket +paa hans Gods i England. Jeg antager, De vil undre Dem over, at jeg +ikke har anlagt Sag mod denne Nikola, men ærligt talt, Mc'Andrew, jeg +er saa bange for ham, at siden jeg har faaet min Datter tilbage og +kun har mistet Stokken, som altid har været mig til Besvær, er jeg +alt for fornøjet til at tænke mere paa Sagen. Desuden maa jeg +tilstaa, at han har arbejdet med en saa djævelsk Snedighed, at jeg, +som en Jurist af Profession, ikke kan se nogen Mulighed for, at vi +kunde drage ham til Ansvar." -- + +"Naa, Bruce, hvad mener De saa om Doktor Nikola?" + +"Ja, det faar jo Sagen til at se helt anderledes ud," svarede jeg, +"men hvis Nikola vil optræde ærligt lige over for mig, saa er 10,000 +Pund jo dog 10,000 Pund. Jeg har i tyve Aar prøvet paa at tjene +Penge, og dette er alt, hvad jeg ejer og har." + +Medens jeg talte, tog jeg alle de Penge, jeg havde, op af Lommen. Der +var en fem, seks Mønter, i det hele taget vel seks Shilling og ti +Pence. + +"Jeg véd ikke, hvad De mener," sagde jeg til Købmanden, "men jeg +synes, at Nikolas Karakter maatte være meget slem, hvis man ikke +skulde kunne vove at udsætte sig for noget fra hans Side mod at faa +10,000 blanke Guldstykker." + +"Jeg er bange for, De er noget letsindig, Bruce," sagde den +forsigtige Mc'Andrew. "Hvis De vil følge mit Raad, saa prøv noget +andet først; jeg skal hjælpe Dem. Der er en Stilling ledig paa min +Ven Websters Kontor. Honoraret er godt og Tjenesten let. Da jeg talte +med ham i Morges, var Posten endnu ikke besat. Har De ikke Lyst til +at prøve, om De kan faa den? Jeg skal give Dem et Anbefalingsbrev til +ham og sige ham, at jeg vil betragte det som en personlig Tjeneste, +hvis han ansætter Dem." + +"Jeg er Dem meget taknemmelig," svarede jeg. "Jo Tak, jeg tror, jeg +vil prøve paa at faa den, før jeg svarer Nikola. Kan jeg faa det Brev +straks?" + +"Ja, med Fornøjelse, nu skal jeg skrive det." + +Han dyppede Pennen og gav sig straks til at skrive. Saa takkede jeg +ham varmt for hans Venlighed og gik min Vej med Brevet. + +Websters Handelshus laa ved den fjerneste Ende af Strandpromenaden og +var ogsaa en smuk Bygning. Jeg spurgte efter Købmanden og blev efter +at have ventet lidt ført ind i hans Kontor. Det viste sig, at han var +en fuldstændig Modsætning til Mc'Andrew. Han var høj, statelig og +umaadelig alvorlig. Han lo sjældent, og naar han gjorde det, var hans +Lystighed haard og barsk som hans eget Ydre. Han læste omhyggeligt +Anbefalingsbrevet og sagde saa: "Det gør mig meget ondt, Hr. Bruce, +at De har haft al den Ulejlighed; det vilde have glædet mig meget for +min Ven Mc'Andrews Skyld at optage Dem i min Forretning; men +uheldigvis er den omtalte Plads blevet besat for mindre end en Time +siden." + +"Det var kedeligt," sagde jeg med et lille skuffet Suk. "Jeg er +virkelig ogsaa meget uheldig; det er den trettende Plads, jeg +forgæves har søgt, siden jeg kom til Shanghai." + +"Ja, saa er De jo ikke meget heldig," lød Svaret; "men hvis De har +Lyst til at søge endnu en Gang, saa kan jeg maaske skaffe Dem noget. +Jeg hører, at Dampskibsselskabet 'Den røde og gule Skorsten' har en +ledig Plads paa sit Kontor, og hvis De vil gøre Dem den Ulejlighed at +gaa med mig straks, saa skal jeg præsentere Dem for Direktøren, der +sandsynligvis i det Tilfælde vil gøre alt, hvad han kan for Dem." + +Jeg takkede ham for hans Venlighed, og vi begav os altsaa af Sted til +det omtalte Kontor. Men jeg blev atter skuffet, det gik mig akkurat +som hos Webster: den ledige Post var lige blevet besat, og da vi fra +Direktørens Helligdom traadte ud i Hovedkontoret, sad den nylig +ansatte Kontorist allerede ved sin Pult og førte Regnskabsposter ind +i en Hovedbog. + +Da vi forlod Bygningen, tog jeg Afsked med min Ledsager og gik saa +med tungt Hjerte tilbage til min Bolig. Jeg havde ikke været der mere +end ti Minutter, da min Vært traadte ind og uden videre Indledning +eller Spor af Høflighed anmodede mig om at afgøre min Regning samme +Dag. Da jeg var ganske ude af Stand til at opfylde hans Anmodning, +var jeg nødt til at sige ham det, og da han forlod Værelset, var der +en afgjort ubehagelig Kølighed i hans Væsen. Jeg sad længe fordybet i +ubehagelige Tanker. Hvad skulde jeg gøre? Hver Udvej syntes spærret +for mig, og selv om jeg maaske kunde høre om flere Stillinger, hvis +jeg blev i Shanghai, saa havde jeg jo ikke Spor af Garanti for, at +jeg var mere heldig, end jeg hidtil havde været, og i Mellemtiden +skulde jeg jo dog leve, og jeg skulde betale min Regning. Jeg kunde +ikke tage bort og ignorere mine Forpligtelser, for jeg havde ikke den +nødvendige Kapital til at rejse for, og hvis jeg blev og ikke +betalte, saa vilde jeg, inden mange Dage var gaaet, staa som anklaget +for den blandede Ret. + +Da mine Forhold var saa fortvivlede, var der ikke andet at gøre end +at modtage Doktor Nikolas Tilbud. Men jeg vilde ikke gøre det, uden +at det virkelig blev fordelagtigt for mig. Hvis han, som han sagde, +vilde deponere 5000 Pund for min Regning i Banken, saa var jeg ikke +blot frelst, men saa havde jeg en bestemt Garanti for, at han var +solvent. Hvis ikke, var det bedre, at jeg lod Sagen komme til +Afslutning straks. Jeg forlod derfor Huset og vendte tilbage til +Strandpromenaden, og idet jeg satte mig paa et skyggefuldt Sted, +overvejede jeg omhyggeligt hele Sagen. Da Mørket faldt paa, var +jeg blevet enig med mig selv om, _at jeg vilde tage imod Nikolas +Tilbud_. .... + +Præcis Klokken otte naaede jeg hans Hus og ringede paa Klokken. Den +samme indfødte Tjener, som havde lukket mig ind den foregaaende Dag, +aabnede Døren og underrettede mig om, at hans Herre var hjemme og +ventede mig. Efter at jeg var kommen ind, blev jeg ført til det +Værelse, hvor jeg havde ventet ham den foregaaende Aften. Igen var +jeg overladt til mig selv og mine egne Tanker i fem Minutter; saa +gik Døren op, og Doktor Nikola traadte ind. + +"God Aften, Hr. Bruce!" sagde han. "De er meget præcis, og det er +ikke blot et behageligt Træk i Deres Karakter, men jeg haaber ogsaa, +at det er et godt Varsel. Skal vi gaa ind i Værelset ved Siden af, +dér kan vi bedre snakke sammen." + +Jeg fulgte ham derind og satte mig paa den samme Stol som den +foregaaende Aften. Vi havde ikke været der et halvt Minut, før den +sorte Kat viste sig. Den genkendte mig som en gammel Ven og gned sit +Hoved mod mit Ben. + +"De ser, selv Katten er ivrig for at vinde Dem," sagde Nikola med et +besynderligt lille Smil. "Jeg tror ikke, der er fem andre Mennesker, +den vilde være saa venlig imod efter saa kort et Bekendtskab. Men lad +mig høre, hvad De mener. Vil De med mig, eller har De besluttet at +sige Nej til mit Tilbud?" + +"Jeg har bestemt mig til at følge med Dem paa visse Betingelser; men +jeg anser det for rimeligt at sige Dem, at de Betingelser er altsaa +bestemte." + +"Lad mig høre dem," sagde Nikola med den elskværdige Ynde, som han +undertiden viste. "Selv om de er meget strenge, tror jeg, det skal +gaa haardt til, om vi ikke kan komme til et Slags Kompromis." + +"Naa ja," svarede jeg; "først fordrer jeg, at De indbetaler en Sum af +5000 Pund i en Bank her. Hvis De vil gøre det og give mig en +Anvisning, saa kan jeg hæve Resten af Pengene om et Aar, saa er jeg +Deres Mand, og De kan gøre Regning paa, at jeg skal gøre, hvad der +staar i min Magt, for at tjene Dem." + +"Er det det hele, kære Ven?" sagde Nikola rask. "Jeg vil med +Fornøjelse deponere 10,000 Pund, for at sikre mig Deres Medvirken; +jeg havde ingen Idé om, at det var Penge, De tænkte paa. Undskyld mig +et Øjeblik." + +Han rejste sig og gik hen til et Bord i den anden Ende af Værelset. +Saa satte han sig ned og skrev i et Par Minutter, vendte tilbage og +rakte mig et Stykke Papir, som jeg saá var en Anvisning paa 10,000 +Pund. + +"Dér er Deres Penge," sagde han, "De kan præsentere Anvisningen, saa +snart De vil, og Banken udbetaler dem straks. Naa, det er vel +tilstrækkeligt til at overbevise Dem om, at mine Hensigter er ærlige, +saa nu er De vel parat til at slutte Dem til mig?" + +"Vent et Øjeblik," sagde jeg, "det er ikke det hele. De har behandlet +mig meget gentilt, og det er kun rimeligt, at jeg opfører mig paa +lignende Maade imod Dem." + +"Tak," svarede Nikola. "Hvad har De saa at sige mig?" + +"Kender De en Mand, der hedder Wetherell?" + +"Ja," svarede Nikola; "han var Kolonialsekretær i Ny Syd-Wales til +omtrent for et halvt Aar siden. Jeg har meget gode Grunde til at +kende ham. Jeg havde den Ære at bortføre hans Datter fra Sydney, og +jeg indespærrede hans Svigersøn i Port Said. Naturligvis kender jeg +ham. De ser, at jeg ogsaa er aaben lige over for Dem." + +"Ja, umaadelig! Undskyld Udtrykket -- men var det ogsaa en ganske fin +Historie?" + +"Det afhænger af, hvad De anser for en fin Historie. For Dem f. Eks., +som har Deres egne Forestillinger om, hvad der er Ret, og hvad der er +Uret, kan det maaske synes lidt underligt, men med mig forholder +Sagen sig anderledes. Jeg betragter alt, hvad jeg gør, som rigtigt, +og i ni Tilfælde af ti vilde jeg vist anse det, De gør, for galt. +Wetherell kunde have sparet sig den Ulejlighed ved at sælge den Stok +til mig, som Kina-Pete gav ham, og som han skrev om til Mc'Andrew, +der læste Brevet for Dem i Morges." + +"Hvor véd De det fra?" + +"Ja, hvorfra véd jeg i det hele taget noget?" spurgte Nikola, idet +han slog ud med Haanden. "Han læste det, og hvis De vil se stift paa +mig et Øjeblik, skal jeg nøjagtig sige Dem Resten af Deres Samtale." + +"Det er vist ikke nødvendigt," svarede jeg. + +"Nej, det er det vist ikke," sagde Nikola roligt, idet han tændte en +Cigaret. "Er De tilfreds med min Forklaring?" + +"Var det en Forklaring?" spurgte jeg. + +Nikola svarede kun med et Smil og tog Katten paa Skødet. Han klappede +den med sine lange, hvide Fingre og saá samtidig paa mig under de +halvt lukkede Øjenlaag. + +"Hør, jeg kan godt lide Dem," sagde han lidt efter. "Der er noget saa +forbistret praktisk ved Dem. Hver Gang De begynder at tale, gør De +det Indtryk paa mig, at De vil sige noget ualmindeligt." + +"Tak!" + +"Men jeg vilde tilføje, at Resten af Deres Sætning stadig ødelægger +det Indtryk." + +"De har øjensynlig et meget tarveligt Indtryk af min Begavelse?" + +"Aldeles ikke, det er mig, der skal sige de gode Ting, der skal +siges, og De skal gøre dem, saa deler vi Arbejdet lige. Naa, skal vi +saa rejse sammen eller ikke?" + +"Ja, jeg rejser med Dem," svarede jeg. + +"Det glæder mig umaadeligt," sagde Nikola, idet han strakte Haanden +frem, "lad os give hinanden Haanden paa det." + +Vi gav hinanden Haanden, og han saá mig lige ind i Ansigtet. + +"Jeg vil sige Dem én Gang for alle," sagde han, "at hvis De er ærlig +og oprigtig lige over for mig, saa støtter jeg Dem, hvad der end +sker, men hvis De skubber Dem fra et eneste Atom af Deres Ansvar, ja, +saa kan De takke Dem selv for, hvad der sker. Nu har jeg advaret Dem +aabent og ærligt, ikke sandt?" + +"Jo," svarede jeg. "Maa jeg saa faa noget at vide om Planen selv og +om, naar De har i Sinde at rejse." + + + + +III. KAPITEL. + + Nikolas Plan. + + +"Ja, med Fornøjelse," sagde Dr. Nikola og satte sig mageligt til +Rette i sin Stol og tændte en ny Cigaret. "Det er jo ganske +naturligt, at jeg oplyser Dem om alt, siden De vil gaa sammen med +mig. Jeg behøver ikke at bede Dem om at beholde alt det, jeg siger +Dem, for Dem selv, det vil Deres egen sunde Sans nok sørge for. Det +er ogsaa muligt, at De synes, jeg overvurderer min Plans Vigtighed, +men jeg vil sige Dem, at dersom visse Folk her i Byen fik at vide, at +jeg var kommen i Besiddelse af den Stok, der omtales i Wetherells +Brev, saa vilde mit Liv her i Shanghai ikke være en Smule værd. Jeg +maa ganske kort give Dem et Overblik over Sagen, for saa vidt som det +staar i Forbindelse med det hemmelighedsfulde Selskab. Husk paa, at +jeg har taget meget grundigt fat paa Sagen. Det er ikke en Kæphest, +som jeg rider paa, og ikke et ledigt Øjebliks Adspredelse, men det er +en Ting, jeg har ofret en stor Del af mit Liv paa at undersøge og +studere. For at opnaa de Oplysninger, jeg trængte til, har jeg +maattet opspore Folk rundt omkring i hele Verden. Da jeg begyndte +mine Forberedelser paa at faa Wetherell til at overlade mig det, jeg +ønskede, havde jeg fulgt en Mand lige til Cuyaba paa Grænsen af +Brasilien og Bolivia. Denne Mand havde tidligere været Købmand i det +vestlige Kina, og i denne Egenskab havde han hørt en mærkelig +Historie, som stod i Forbindelse med en vis Sekt, hvis Kloster findes +i Bjergene paa Vejen til Thibet. Det kostede mig seks Maaneders +uophørlig Rejse og næsten tusind Pund i rede Penge at finde denne +Mand, og da jeg gjorde det, var alt, hvad jeg fik ud af ham, en halv +Snes Sætninger; kort sagt: jeg betalte ham rigelig ti Pund for hvert +Ord af en Underretning, som De sandsynligvis ikke vilde have givet +ham ti Pence for. Men jeg kendte dens Værdi. Jeg fulgte en anden Mand +til Montevideo for at faa Beskrivelsen af en ukendt kinesisk Landsby, +en tredie til Guldkysten for at faa Navnet paa en buddhistisk Præst, +og en russisk Jøde til Nishnij Novgorod for at faa en Tingest, han +bar ved sin Urkæde, og hvis Værdi han ikke havde den ringeste +Forestilling om. De Oplysninger, jeg saaledes fik personligt, lagde +jeg til de Meddelelser, jeg havde faaet ved Korrespondance, og da jeg +havde samlet alt dette, uddrog jeg deraf en fuldstændig Historie af +mine Undersøgelser lige til den Tid. Da det var gjort, tror jeg nok, +at jeg uden Pral kan sige, at med Undtagelse af tre Mænd, som for +Resten ikke har Lov til at røbe noget, og som rimeligvis ikke engang +véd, at der eksisterer noget i Verden udenfor deres Klostermure, -- +med Undtagelse af de tre véd jeg mindst seks Gange saa meget om det +omtalte Samfund som noget Menneske, der lever. Efter denne Indledning +vil jeg give Dem et fuldstændigt Referat af Sagen. Saa vidt som jeg +kan se, var der i Aaret 288 før Kristus, paa den Tid, da +Devenipiatissa plantede det hellige Bo-Træ i Anuradhapura paa Ceylon +tre Præster, som var bekendte for deres overordentlig store Fromhed +og for deres videnskabelige Undersøgelser, og som udvandrede fra, +hvad der nu er Øen Ceylon, til Asiens Fastland. Da de var komne +gennem det Land, som nu hedder Birma, naaede de op til Midten af det +Land, vi nu kalder Thibet. Her døde to af dem, og den sidste byggede +sammen med sine ny Værkfæller et Kloster, hvor de samlede en Del +Tilhængere og fortsatte deres Undersøgelser. Skønt den yderste +Hemmelighedsfuldhed blev iagttaget, havde Rygtet om deres Gerninger +efter et Par Aars Forløb udbredt sig. At dette var Tilfældet, véd vi, +for vi finder dem stadig omtalte af kinesiske Historieforskere. Jeg +skal citere en." + +Dr. Nikola rejste sig fra sin Stol og gik hen til et gammelt Skab i +den modsatte Ende af Værelset. Af dette fremtog han en stor Bog, i +hvilken der var opklæbet utallige udklippede Sedler og Manuskripter. +Han tog den med hen til mig og satte sig igen. Saa vendte han +Bladene, fandt, hvad han ønskede, og lavede sig til at læse. + +"Det vil interessere Dem at vide," sagde han, idet han saá paa mig, +"at det Afsnit, jeg vil læse for Dem, og som jeg selv meget +omhyggeligt har oversat, blev skrevet i samme Aar og Maaned, da +Vilhelm Erobreren landede i England. Det lyder som følger: + +"Det er med nogen Mistillid, at jeg taler om denne store Sekt og om +dens særlige Evner. Det paastaas af dem, som er lettroende i saadanne +Sager, at disse Folks Dygtighed til at helbrede er større end alle +andre levende Menneskers, og at deres Evne til at udføre +Trolddomsgerninger, overgaar alle andres. Det siges desuden, at de +har Magt til at genopvække de døde og til at forlænge Menneskets +Levealder ud over det almindelige. Men om disse Ting kan jeg kun +skrive, hvad man har fortalt mig." + +Dr. Nikola slog en anden Side op. + +"Efter at have oversprunget fem Hundrede Aar," sagde han, "finder vi +dem igen omtalt, denne Gang af Forfatteren Feng Lao Lan, en bekendt +kinesisk Historieskriver, som levede omkring Aaret 1500. Han +meddeler, at de var til stort Besvær for Kongeriget i Almindelighed. +Fra at have været en Samling af nogle faa simple Munke, der levede i +et ensomt Kloster i Thibet, er de nu blevet et af de største +hemmelige Samfund i Østen, skønt den mystiske Magt, som de antages +at besidde, er indskrænket til de tre Hovedmænd eller Øverstebrødre. +Henimod Slutningen af det 16. Aarhundrede er det sikkert, at de +øvede saa stor en Indflydelse i politiske Sager, at det berettigede +Regeringen til at udstede Befaling til deres Udryddelse. Ja, jeg er +tilbøjelig til at tro, at det almægtige Samfund, som har Valgsproget +'Hoan Cheng Hok Beng,' og som De véd øvede en saa umaadelig +Indflydelse i Kina til for ganske kort Tid siden, kun var en +Aflægger af det Samfund, som jeg er saa ivrig efter at udforske. At +Sekten virkelig besidder de videnskabelige og hemmelige Kundskaber, +som man har tilskrevet den i over to Tusind Aar, det er jeg +overbevist om, og hvis der er nogen Magt, som kan hjælpe mig til at +trænge ind i dens Hemmeligheder, saa agter jeg at benytte den. I +vort eget og i andre Lande, som vi plejer at kalde civiliserede, har +man længe haft for Skik at latterliggøre enhver Tro paa, hvad der +ikke tydelig kan ses og forstaas af de allerjævneste Mennesker. For +Gennemsnits-Englænderen findes der ingen mystisk Verden. Men hvor er +han ikke i Modstrid med sig selv i Grunden? For hvis han er +rettroende, saa siger han, at han tror fast paa, at naar Legemet dør, +saa gaar Sjælen til Himlen, det vil sige Olympen, Elysium, Arkadien, +Hesperidernes Have, Valhalla, Paradis eller Nirvana, alt eftersom +Forholdene er. Han har intet Begreb om, eller snarere tror jeg, han +kan ikke give nogen Beskrivelse af, hvad Slags Sted hans Himmel kan +være. Han har alle mulige ubestemte Idéer om den, men skønt det hører +med til hans Religion at tro aldeles fast paa, at der findes saadant +et Sted, er det svøbt i mer eller mindre uigennemtrængelige Skyer. +For at sige Resultatet kort: Han tror, at medens saadanne Ting som, +skal vi sige, Teosofien, er noget Erkevrøvl og ikke fortjener, at man +skænker dem en Tanke, saa har Menneskets Livsessens en anden og +større Tilværelse efter Døden. Med andre Ord, for at sige min Mening +lidt mere tydeligt: Det er ganske sikkert, at dersom man lo af ham, +som han ler af Teosofien og Spiritualismen, saa vilde han anse sig +for berettiget til at betragte éns Latter som en Haan mod hans +Intelligens. Og dog befinder han sig i den yderste Modsigelse med sig +selv. Man kan undre sig over, hvad alt dette Nonsens fører til, men +hvis jeg vilde beskrive Dem alle de mærkelige Ting, jeg har set i +forskellige Lande i Østen, og de vidunderlige Meddelelser, jeg paa +første Haand har faaet af andre, saa tror jeg nok, jeg rolig kan +sige, at De vilde anse mig enten for en Heksemester eller en +latterlig lettroende Person. Ja, Bruce, jeg har været Vidne til Ting, +som synes at stride mod alle Naturlove. Skønt der nu og da blev gjort +Kunster, er jeg overbevist om, at Fænomenerne i de fleste Tilfælde +var virkelige. Og det bringer mig til det Spørgsmaal: Hvad er nu +egentlig Kunster, og hvad er det ikke? Det, jeg sandsynligvis kalder +Taskenspillerkunster, det vil De i ni Tilfælde af ti anse for den +største Trolddom. Men nu har vi talt nok om det; lad mig give Dem en +Illustration til, hvad jeg mener." + +Han gik hen til en Buffet og tog et almindeligt Glas og en Karaffel +Vand, som han stillede paa Bordet ved Siden af sig. Saa satte han sig +igen og fyldte Glasset, saa det var lige ved at flyde over. Jeg +iagttog ham omhyggeligt, idet jeg spekulerede paa, hvad der nu skulde +følge. + +"Vil De selv undersøge Glasset?" sagde han. "De vil se, at det er +ganske fuldt af Vand. Vil De overbevise Dem om det!" + +Jeg undersøgte Glasset og opdagede, at det var saa fuldt, at det var +umuligt at flytte det uden at spilde noget af dets Indhold. Saa sagde +jeg til ham, at jeg var overbevist om, at det var fuldt. + +"Meget vel," sagde han, "i saa Tilfælde vil jeg give Dem et Eksempel +paa, hvad jeg kunde have Lyst til at kalde 'Sjæl kontra Legeme.' Det +Glas er ganske fuldt, som De har set. Pas nu paa!" + +Fra en Bakke ved Siden af tog han en Tændstik, tændte et Vokslys, og +da det var kommet godt i Brand, holdt han det hen over Glasset, saa +at en Draabe Voks faldt ned i det. + +"Naa," sagde han, "nu vil jeg bede Dem om at passe opmærksomt paa det +Voks, medens jeg tæller til tyve." + +Jeg gjorde, som han sagde, idet jeg holdt Øjnene stift fæstede paa +den lille runde Voksklat, der flød paa Overfladen af Vandet, jeg saa +paa den, og Vandet sank langsomt dybere og dybere, medens Nikolas +Stemme lød ganske monotont; til sidst var Glasset fuldstændig tomt. + +"Rejs Dem saa og undersøg det, men rør ikke ved Glasset," sagde min +Vært. "Overbevis Dem om, at det er tomt, for jeg skal straks kalde +Dem til Vidne derpaa." + +Jeg undersøgte omhyggelig Glasset og bevidnede, at der, saa vidt jeg +troede, ikke var en Draabe Vand i det. + +"Det er godt," sagde Nikola. "Vil De nu være saa god at sætte Dem ned +og passe paa endnu en Gang." + +Denne Gang talte han tilbage, og medens han gjorde det, steg Vandet +igen i Glasset, til det var fuldt, og Vokset flød atter paa +Overfladen. + +Et Øjeblik var vi begge tavse. Saa hældte Nikola Vandet tilbage i +Karaflen og gav mig Glasset. + +"Undersøg det omhyggeligt," sagde han, "ellers kunde De tænke Dem, at +det var lavet i en engelsk Trylleapparatfabrik. Overbevis Dem om det, +og lad mig saa høre, hvad De mener om dette." + +Jeg undersøgte Glasset saa nøje som muligt, men der var ikke Tegn paa +nogen Præparation eller nogen hemmelig Mekanisme. + +"Jeg kan ikke forstaa det," sagde jeg, "og jeg kan virkelig ikke give +Dem nogen Forklaring." + +"Og dog er De ikke fuldstændig overbevist om, at det ikke er et +snedigt Kunststykke, jeg har gjort, af den Slags, som man kan se hos +Maskelyne og Cook i London. Lad mig give Dem to Prøver til. Se mig +spændt ind i Ansigtet, indtil det Ur derhenne paa Kamingesimsen, som +nu viser to Minutter i halv ti, slaar halv." + +Jeg gjorde, som han sagde, og jeg mindes aldrig nogensinde før at +have set et mere koncentreret Blik end hans. Jeg har ofte hørt Folk +sige, at naar Personer, der var begavede med hypnotiske Evner, saá +paa dem, saa følte de sig til Mode, som om de ingen Nakke havde. I +dette Tilfælde kan jeg kun sige, at jeg ikke blot følte mig til Mode, +som om jeg ingen Nakke havde, men som om jeg slet ikke havde noget +Hoved. De to Minutter var lige saa lange som to Timer. Saa slog +Klokken og Nikola sagde: + +"Smøg Deres venstre Skjorteærme op og undersøg Deres Arm." + +Jeg gjorde, som han befalede og saá nu en nøjagtig Gengivelse af min +egen Underskrift med røde Prikker paa Huden. Medens jeg saá paa den, +forsvandt den efterhaanden, og i Løbet af et halvt Minut var den helt +borte. + +"Det er det, jeg kalder et Kunststykke; med andre Ord: det er hverken +mer eller mindre end Hypnotisme. Men De vil undre Dem over, at jeg +har gjort mig saa megen Ulejlighed. For det første gik Vandet slet +ikke ud af Glasset, som De troede, men det blev der ganske roligt, +som De havde set det fra Begyndelsen af. Jeg ønskede simpelthen, at +De skulde indbilde Dem, at det forsvandt, og Deres Fantasi opfyldte +den Fordring, jeg stillede til den. I det sidste Eksperiment havde De +en anden Prøve paa det samme. Naturligvis kan begge Tilfælde meget +let forklares selv af et Menneske, der har givet sig saa lidt af med +den mystiske Verden som De, men selv om De nu kalder det Hypnotisme, +kan De saa give mig en Forklaring af, hvad De mener med det Udtryk?" + +"Simpelthen, at Deres Aand er stærkere end min," svarede jeg, "og +derfor kan De beherske den." + +"Det er ganske vist den almindelige Teori," svarede han, "men den er +vist neppe korrekt. Selv om min Aand var stærkere, hvor kunde jeg saa +overføre Tanker, som er i min Hjerne, til Deres?" + +"Det kan jeg slet ikke forklare," svarede jeg. "Men maa man ikke +henregne det under det, man kalder Tankeoverførelse?" + +"Jo, det vil jeg gerne indrømme, men man kan lige saa godt, som De +gør, kalde det Hypnotisme. Jeg vil imidlertid sige Dem, at begge +disse Illustrationer blev givne for at føre os til en anden, der +bringer os endnu nærmere til den Slutning, jeg gerne vil komme til. +Prøv nu paa at henvende Deres Opmærksomhed fuldstændig paa mig; læg +frem for alt Mærke til min Finger." + +Medens han talte, begyndte han at svinge i Luften med Pegefingeren. +Den bevægede sig frem og tilbage og dannede Ottetaller, og jeg fulgte +hver Bevægelse meget omhyggeligt. Et Øjeblik efter syntes en lille +blaa Flamme at bevæge sig for Enden af Pegefingeren. Saa, maaske +efter et Minut, saá jeg, eller syntes jeg at se, noget, der lignede +en Sky, som gik ned i den fjerneste Krog af Værelset. Den var nær ved +Gulvet, da jeg først lagde Mærke til den, saa steg den omtrent en tre +Fod op og kom langsomt hen imod mig. Lidt efter lidt tiltog den i +Størrelse. Saa antog den bestemte Former og voksede, indtil jeg +syntes, at jeg opdagede Omridset af en menneskelig Skikkelse. Denne +Lighed tog hurtigt til, og jeg kunde nu tydeligt skelne en Mands +Hoved og Skikkelse. Han var høj og velskabt, hans Hoved var kastet +tilbage, og hans Øjne mødte mine med et ivrigt om end behersket Blik. +Hver Enkelthed var fuldkommen, om det saa var en Ring paa hans +Lillefinger. Ja, hvis jeg havde mødt Manden paa Gaden den næste Dag, +er jeg vis paa, at jeg vilde have kendt ham straks. Et underligt, +orangefarvet Lys omgav ham næsten helt, og i mindre end et Minut var +han igen forsvunden i Skyen; denne trak sig tilbage til Krogen, blev +mindre og mindre og forsvandt tilsidst helt. Jeg gyste lidt, som om +jeg vaagnede efter en uhyggelig Drøm, og vendte mig hen imod Nikola, +der iagttog mig med halvt lukkede Øjne. + +Efter at jeg var kommen helt til mig selv igen, tog han et Album fra +Bordet og rakte mig det. + +"Se, om De kan finde et Fotografi af den Mand, De lige har set, her i +denne Bog." + +Jeg lukkede den op og vendte ivrigt Bladene, indtil jeg omtrent i +Midten opdagede en nøjagtig Reproduktion af det Syn, jeg havde set. +Skikkelse og Ansigt, Holdning og Udtryk var ganske ens, selv Ringen +paa den lille Finger saá jeg. Jeg var fuldstændig overvældet. + +"Hvad mener De om mit Eksperiment?" spurgte Nikola. + +"Ja, det er jo højst vidunderligt," sagde jeg. + +"Men hvorledes forklarer De det?" spurgte han. + +"Jeg kan aldeles ikke forklare det," svarede jeg. "Jeg kan kun +antage, som De sagde før, at det ogsaa maa have været Hypnotisme." + +"Akkurat," sagde Nikola! "men De vil se, at jeg i dette Tilfælde uden +ydre Midler ikke blot har bevirket, at De saá, hvad jeg tænkte paa, +men at jeg ogsaa fremkaldte det bestemte Udtryk, som den +fotograferede Person havde. Prøven var overmaade heldig. Men +hvorledes overførte jeg det Billede, som var i min Tanke, paa Deres +Øjes Nethinde? De var ganske sikker paa, at De saá Vandet forsvinde i +Glasset for et Øjeblik siden. De vilde have givet Deres Æresord i +Pant paa, at De saá Deres Navn paa Deres Arm, og under andre +Omstændigheder vilde De sandsynligvis have lét, hvis jeg forsikrede +Dem om, at De ikke saá den Mand, hvis Fotografi findes i dette Album. +Meget vel! Naar nu det er afgjort, kan De saa tvivle om, at jeg, selv +om jeg ikke var til Stede i Værelset, kunde vække Dem om Natten og +lade Dem se en eller anden Ven, som De vidste var død for længe +siden, staa ved Deres Seng? Skal jeg svæve omkring i Luften for Dem? +Skal jeg føre Dem ud af dette Værelse og bringe Dem ned paa det +stille Oceans Bund? Skal jeg føre Dem op i Himlen eller ned i det +dybeste Helvede? De behøver kun at sige, hvad De ønsker at se, og jeg +skal vise Dem det lige saa sikkert og fuldkomment, som De saá de +andre Ting. Men husk paa, at alt, hvad jeg har gjort, kun er, hvad vi +kalder Kunster, for det er gjort ved Hjælp af Hypnotisme, der efter +min Mening, selv om De anser den for saa hemmelighedsfuld, hverken er +mer eller mindre end at faa Folk til at tro, hvad man vil, ved sin +egen Aands særlige Evner. Men svar mig nu paa dette: Hvis Hypnotismen +kun er den allermindste Begyndelse til de Kundskaber, som den Sekt, +jeg prøver paa at opdage, er i Besiddelse af, hvorledes maa saa dens +største Hemmeligheder ikke være? Tro mig, naar jeg siger Dem, at hvad +jeg har vist Dem i Aften, det er som et Muldvarpeskud mod et Bjerg i +Sammenligning med, hvad De vil erfare, hvis vi kan trænge igennem til +det Sted, jeg har talt til Dem om. Det giver jeg Dem mit Ord paa. Og +besvar mig nu det Spørgsmaal: Er det Umagen værd at prøve derpaa +eller ikke?" + +"Det er Umagen værd," udbrød jeg begejstret. "Jeg vil gaa med Dem og +tjene Dem paa bedste Maade; hvis De spiller ærligt Spil med mig, vil +jeg gøre det samme med Dem. Men der er endnu et Spørgsmaal, jeg maa +gøre Dem: Den Stok, som De fik af Wetherell, har den noget at gøre +med det Arbejde, vi har for?" + +"Ja, den har," svarede han, "den er Nøglen til alt. Oprindelig, skal +jeg sige Dem, var der kun tre saadanne Stokke til. Hver enkelt af de +tre Førere af Sekten havde sin af dem. En af de tre forlod i et eller +andet Øjemed Klostret og kom ud i Verden. Han døde paa en +hemmelighedsfuld Maade, og Stokken gik over til Abbeden i Yung +Ho-Kung i Peking, fra hvem den blev stjaalet af en Englænder i min +Tjeneste, der kaldtes Kina Pete, og som vovede sit Liv forklædt som +thibetansk Munk for at faa den. Da han havde stjaalet den, narrede +han mig og flygtede til Australien uden at kende sin Skats virkelige +Værdi. Det hemmelige Samfund opdagede sit Tab og sendte nogle Mænd +efter ham. Under et Forsøg paa at bemægtige sig den blev en af disse +Kinesere dræbt i Nærheden af Queensland, og Kina Pete blev arresteret +i Sydney, anklaget for at have myrdet ham. Wetherell forsvarede ham +og fik ham frikendt, og da han ikke kunde betale ham for denne +Tjeneste, forærede han ham Stokken. En Maaned senere naaede jeg +Sydney for at søge den, men Kineserne var der før mig. Vi prøvede +begge Parter paa at komme i Besiddelse af den, men det lykkedes ingen +af os paa Grund af Wetherells Haardnakkethed. Jeg bød Wetherell, hvad +han vilde have, for den, men han sagde Nej. Jeg bad ham, bønfaldt +ham, alt forgæves. Saa besluttede jeg at tage den med Magt. De véd, +hvorledes det gik. Alt det hændte for et halvt Aar siden. Saa snart +den var i min Besiddelse, vendte jeg tilbage hertil med den Hensigt +at trænge ind i det Indre for at prøve paa at opdage, hvad jeg saa +gerne vilde vide." + +"Og hvor er Stokken nu?" spurgte jeg. + +"Jeg opbevarer den selv," svarede han. "Hvis De gerne vil se den, +skal det være mig en Fornøjelse at vise Dem den." + +"Jeg vilde meget gerne se den," svarede jeg. + +Med disse Ord forlod han Værelset for at vende tilbage efter fem +Minutters Forløb. Han satte sig ned, trak et lille Foderal op af +Lommen, og af det fremtog han en meget lille Stok. Det var en ganske +almindelig lille Tingest, kulsort og bedækket med kinesiske Bogstaver +i Guld. Et lille Guldbaand, der var meget falmet og viste Tegn paa at +være gaaet igennem mange Hænder var gjort fast i den ene Ende. + +Han rakte mig den, og jeg undersøgte den omhyggeligt. + +"Men hvis denne Stok oprindelig er blevet stjaalet," sagde jeg, "saa +vil De da ikke være saa uforsigtig at give Dem i det omtalte Samfunds +Magt med Stokken i Deres Besiddelse? Det vilde jo være den visse +Død." + +"Hvis det altsammen laa lige ud ad Landevejen, og der ingen Fare var +at udsætte sig for, saa tvivler jeg meget om, at jeg vilde betale Dem +10,000 Pund for den Fornøjelse at have Deres Selskab," svarede han. +"Det er, fordi der er stor Fare, og fordi jeg maa have lidt Hjælp -- +skønt jeg tvivler i høj Grad om, at vi nogensinde slipper levende fra +det -- at jeg tager Dem med mig. Jeg vil opdage de Folks Hemmelighed, +hvis det er muligt, og jeg ønsker ogsaa, at denne Stok, som +utvivlsomt er Nøglen til den yderste Port, saa at sige skal hjælpe +mig i mine Anstrengelser. Hvis De er bange for at ledsage mig, efter +at De har hørt det hele, vil jeg tillade Dem at svigte Deres Løfte og +trække Dem tilbage, medens det endnu er Tid." + +"Jeg har ikke Spor af Lyst til at trække mig tilbage," svarede jeg. +"Jeg véd ikke, at jeg er kækkere end de fleste, men hvis De vil tage +af Sted, saa er jeg rede til at ledsage Dem." + +"Lad os give hinanden Haanden paa det," udbrød han, idet han rakte +mig sin Haand. + +"Sig mig nu, hvad De har i Sinde at gøre," sagde jeg. "Hvorledes vil +De begynde?" + +"Ja, for det første," sagde Nikola, "vil jeg vente her, indtil der +kommer en Mand, jeg venter fra Peking. Det er en af det hemmelige +Samfunds Lægbrødre, som er kommen under min Indflydelse, og saa snart +han viser sig, og jeg har faaet Underretning af ham, saa forklæder vi +os, jeg som Embedsmand fra en af Kystprovinserne, De som min +Sekretær, og saa tager vi sammen til Hovedstaden. Naar vi er ankomne +der, vil vi trænge ind i Lamaklostret, det mærkeligste antieuropæiske +Kloster i hele Kina, og der vil vi ved et eller andet Middel afpresse +Ypperstepræsten tilstrækkelige Meddelelser, saa vi kan gøre det næste +Skridt. Derefter rejser vi videre alt efter Omstændighederne." + +"Hvornaar mener De at vi skal rejse?" + +"Saa snart Manden kommer; maaske i Aften, sandsynligvis i Morgen +tidlig." + +"Og saa var det Forklædningerne!" + +"Jeg har alt, hvad vi trænger til." + +"I saa Tilfælde, antager jeg, at der intet er at gøre, før Sendebudet +kommer." + +"Nej, det tror jeg ikke." + +"Hvis De saa tillader, vil jeg sige Farvel og gaa i Seng. Saafremt +jeg ikke hører fra Dem i Aften, hvornaar vil De saa have, at jeg skal +se ind til Dem i Morgen?" + +"Det skal jeg lade Dem vide før Frokost. De er da ikke bange, vel?" + +"Ikke Spor." + +"Og De siger ikke noget til nogen om vor Mission, selv om man skulde +prøve paa at tvinge Dem til det." + +"Nej, det har jeg jo lovet," svarede jeg, idet jeg rejste mig. + +Jeg fulgte ham atter ned i Villaens Korridor og ud paa Verandaen. Saa +trykkede vi hinanden i Haanden, og jeg traadte ud paa Gaden. + +Da jeg drejede om Hjørnet og gik i Retning af Vejen, der fører til +den engelske Koloni, saá jeg en Mand, utvivlsomt en Kineser, rejse +sig fra en Krog og følge mig. Han holdt sig et Par Hundrede Skridt +bag mig i nogle Minutter, saa kom der en anden hen til ham, og denne +forlod straks efter sin Kammerat ved en Korsvej og fortsatte Marchen. +Om dette Spioneri kun var tilfældigt, eller om jeg virkelig blev +udspejdet af dem, det kunde jeg i nogen Tid ikke opdage; men da jeg +saá den anden overgive Hvervet til en tredie, og da den tredie +begyndte at formindske Afstanden mellem os, maa jeg tilstaa, at jeg +ikke var helt rolig. Da jeg derfor kom til en befærdet Plads, +skyndte jeg mig, og efter at være gaaet hundrede Skridt, ilede jeg +ned ad en Sidegade; denne førte mig til et andet Stræde, gennem +hvilket jeg kom i Nærheden af det Hus, jeg vilde naa. + +Jeg kunde se Lys bevæge sig derinde, saa Beboerne var endnu ikke +gaaet i Seng. Da jeg bankede, traadte én ud af Værelset til højre i +Korridoren og kom henimod Døren, og da han aabnede den, opdagede jeg, +at det var Mc'Andrew selv. + +"Hvad behager, er det Dem, Bruce?" udbrød han forbavset, saa snart +han opdagede, hvem hans Gæst var. "De har valgt et temmelig sent +Tidspunkt for Deres Besøg; men det er lige meget, kom blot ind; det +glæder mig at se Dem." + +Medens han talte, førte han mig ind i det Værelse, han lige var +kommen ud af. Det var hans Spisestue, som var udstyret paa en noget +tung, men overdaadig Maade. I en Stol ved det lange Bord -- for +Mc'Andrew havde en stor Familie, og de var tolv til Bords hver Dag -- +sad der en lille graahaaret Dame, hans Hustru, og lige over hende en +smuk, ung Pige paa seksten Aar, som syede; det var hans yngste Datter +og hans Kæledægge. Jeg kunde se paa deres Ansigter, at mit sene Besøg +ogsaa gjorde dem forbavset, men efter et Par almindelige Bemærkninger +sagde de Godnat og forlod Værelset. + +"Jeg antager, at De har en meget vigtig Grund til dette Besøg, ellers +vilde De vel ikke være her?" sagde Mc'Andrew, idet han rakte mig en +Cigarkasse. "Har De hørt om nogen ny Plads, eller er Deres uskyldige +Ven Nikola begyndt at snyde Dem?" + +"Nej, der er ikke Tale om nogen af de Ting," svarede jeg leende, "men +da jeg efter al Sandsynlighed forlader Shanghai i Morgen tidlig, før +Bankerne lukker op, kommer jeg til Dem for at se, om jeg kan faa Dem +til at tage Dem af denne Anvisning for mig." + +Jeg tog Dr. Nikolas Anvisning frem og rakte ham den. Han tog den, +stirrede paa den, saá op paa mig, saá igen paa den og gav sig til at +fløjte. + +"Det ser jo unægtelig ud som en Forretning," sagde han. + +"Ja, ikke sandt?" svarede jeg. "Jeg kan neppe tro, at jeg er 10,000 +Pund værd." + +"Ja, man maa jo ønske Dem til Lykke. Men hvad er det, De vil have, at +jeg skal gøre?" spurgte Mc'Andrew, idet han blev ved med at vende +Anvisningen, som om det var en eller anden Talisman, der pludselig +kunde gribe ham og forvandle ham til en Kamel eller en Blæksprutte, +før han vidste af det. + +"Jeg vilde gerne have, at De skulde gemme den for mig," svarede jeg, +"og deponere den i Deres Bank, hvis De ikke har noget imod det. Jeg +rejser min Vej og bliver sikkert et halvt Aar, muligvis et helt Aar +borte, og naar jeg kommer tilbage til Shanghai, skal jeg komme til +Dem og forlange den, det vil sige -- hvis jeg kommer tilbage." + +"Og hvis De nu ikke gør det?" + +"I saa Fald efterlader jeg det hele til Dem. Vil De i Mellemtiden +være saa venlig at give mig et Forskud paa tyve Pund? Har De noget +imod det?" + +"Nej, ikke det mindste," svarede han; "men det er bedst, vi faar +skrevet det op altsammen, saa at der ingen Fejltagelse kan ske." + +Han tog et Ark Brevpapir frem og skrev nogle Linier paa det, hvorpaa +han lod mig undertegne det, idet han kaldte paa en af sine Sønner, +for at han kunde bevidne min Underskrifts Rigtighed. Da denne +Formalitet var udført, rakte han mig tyve Pund i Sedler og engelsk +Guld, og vor Forretning var afsluttet. Jeg rejste mig for at gaa. + +"Bruce," sagde den gamle Herre paa sin sædvanlige venlige Maade, idet +han lagde Haanden paa min Skulder, "jeg véd ikke, hvad det er, De er +i Færd med, og det kan vist ikke nytte, jeg spørger om det, men jeg +véd, at De har været i temmelig indskrænkede Forhold i den senere +Tid, og jeg er bange for, at De indlader Dem paa en eller anden +Uforsigtighed eller Dumhed. For Himlens Skyld, overvej omhyggeligt, +hvad der taler for og imod, før De gør Skridtet fuldt ud; husk paa, +at et Øjebliks Daarskab kan ødelægge hele Deres Liv." + +"De behøver ikke at være bange i den Henseende," svarede jeg. "Jeg +indlader mig paa dette Skridt med aabne Øjne; men jeg er Dem +alligevel taknemlig for Deres Advarsel og for, hvad De har gjort for +mig. Godnat og lev vel!" + +Jeg trykkede ham i Haanden og forlod Villaen. + +Jeg var ikke halvtredsindstyve Skridt fra Porten, da en Lyd bag ved +fik mig til at vende mig om. En Mand havde siddet i Skyggen paa den +anden Side af Vejen; han rejste sig nu og begyndte at følge mig. Jeg +var ikke i mindste Tvivl om, at det var den samme Person, der havde +ledsaget mig til Mc'Andrews Hus. Saa drejede jeg til højre ned ad en +Sidevej for at se, om han vilde forfølge mig. Han gik samme Vej. Jeg +drejede om igen, han gjorde det samme. Jeg gik over et Stykke aaben +Grund i Stedet for at holde mig i den lige Retning, jeg hidtil havde +fulgt, og han gjorde det samme. Denne Spioneren blev foruroligende, +saa jeg fremskyndede min Gang, og da jeg var kommet til en Sidegade +med et højt Stakit paa den ene Side, gik jeg langs med dette, indtil +jeg naaede en Laage. Jeg fo'r igennem denne, og saa snart jeg var +indenfor, bøjede jeg mig ned i Skyggen. Et halvt Minut efter hørte +jeg Manden komme paa den anden Side. Da han ikke saa mig længere, +standsede han en halv Snes Skridt fra det Sted, hvor jeg krøb sammen. +Da han saa var blevet enig med sig selv om, at jeg maatte være gaaet +over Gaden og ned ad et mørkt Stræde lige over for, gik han ogsaa der +over og var forsvunden et Par Sekunder efter. + +Saa snart jeg havde overbevist mig om, at jeg var blevet fri for ham, +gik jeg ud paa Gaden igen og skyndte mig saa hurtigt som muligt hjem +til min Bolig. + +Men jeg skulde dog ikke blive fri for min hemmelighedsfulde +Forfølger; for lige da jeg traadte ind i min egen Gaard, viste han +sig. Jeg benyttede mig af min Fordel og fo'r op ad Trapperne til +Verandaen og slap ind. Fra et Vindue saá jeg ham komme op ad Gaden og +staa og se sig om, saa vendte han tilbage ad samme Vej, han var +kommet, og saa saá jeg ikke mere til ham. Mindre end et Kvarter efter +laa jeg i min Seng og sov og drømte om Nikola og bildte mig ind, at +jeg blev forvandlet til en Elefant ved hans Trolddomsmagt. + +Hvor længe jeg sov, kan jeg ikke sige, men jeg blev pludselig vækket +ved at føle, at der var nogen i Værelset. Og jeg tog ikke fejl; der +sad en Mand ved min Seng, og i det dunkle Maanelys kunde jeg se, at +det var en Kineser. + +"Hvad gør De her?" udbrød jeg og rejste mig op i Sengen. + +"Vær stille," hviskede min uindbudne Gæst paa Kinesisk; "hvis De +taler, koster det deres Liv." + +Uden at svare stak jeg Haanden ind under min Hovedpude; jeg vilde +tage den Revolver frem, jeg havde lagt der, da jeg gik i Seng. Men +den var borte. Om Kineseren havde stjaalet den, eller jeg blot +troede, jeg havde lagt den der og i Virkeligheden glemt at gøre det, +det kunde jeg ikke sige. Under alle Omstændigheder var det Vaaben, +som mit Liv tilsyneladende var afhængigt af, forsvundet. + +"Hvad har De at gøre her?" spurgte jeg for at faa min uhyggelige Gæst +til at tale saa hurtigt som muligt. + +"Ikke saa højt!" svarede han. "Det er Dr. Nikola, der sender mig; han +udbeder sig Deres behagelige Nærværelse. De maa komme lige straks." + +"Men jeg har jo lige forladt ham," sagde jeg. "Hvorfor sender han Bud +efter mig igen?" + +"Det kan jeg ikke sige; men det er muligt, at der er hændet noget +vigtigt," lød Mandens Svar. "Han bad mig sige Dem, at De maatte komme +straks." + +Jeg stod op og klædte mig paa saa hurtigt som muligt. Det var klart, +at det ventede Bud fra Peking var kommet, og i saa Fald skulde vi +sandsynligvis tage af Sted før Morgen. Men jeg spildte ikke et +Øjeblik, og saa snart jeg var færdig, gik jeg ud paa Verandaen, hvor +Manden sad og ventede paa mig. Saa gik han med mig ud paa Gaden og +pegede paa en Bærestol, som holdt dér. + +"Deres Ven har travlt," sagde Manden, "han bad mig om ikke at spilde +et Øjeblik." + +"Ja, De kan gaa lige saa hurtigt, De vil," svarede jeg, "jeg er +parat." + +Jeg tog Plads i Bærestolen, som straks blev løftet op af Bærerne, der +skyndte sig af Sted med dem. Der var ganske stille i Byen paa den +Tid. Vi mødte slet ingen undtagen hist og her en Politibetjent og en +forsinket Jinrickshawkuli. Efter et Kvarters Forløb var det +øjensynligt, at vi var komne til vort Bestemmelsessted; Bærestolen +holdt, og Kulierne satte mig ned. Jeg sprang ud og saá mig om. Til +min Overraskelse var det imidlertid ikke det Hus, jeg havde ventet at +se. Vi var standsede ved Indgangen til en meget større Villa. Medens +jeg ventede, gik Sendebudet ind i Huset for straks efter at vende +tilbage med den Underretning, at hvis jeg vilde være saa venlig at +følge ham, skulde jeg straks komme til Dr. Nikola. + +Huset laa i fuldstændigt Mørke og var saa stille som en Grav. Jeg +traadte ind i Forstuen og var i Færd med at gaa hen imod en Dør, da +jeg pludselig blev grebet i Nakken, fik en Knebel i Munden, medens +mine Hænder blev bundne fast i Ryggen. I næste Øjeblik blev jeg +løftet op og baaret ind i et Værelse, hvorfra der pludselig strømmede +et klart Lys ud. + +Her sad tre Kinesere, klædte i tung, blomstret Silke og med umaadelig +store Skildpaddesbriller paa Næsen. De modtog mig med et Grynt, der +skulde betyde Velkommen, og bød Mændene at tage Kneblen ud af Munden +paa mig. Da dette var sket, sagde den ældste af de tre roligt -- men +det syntes mig noget urimeligt: + +"Jeg haaber, at Deres Velbaarenhed er ved godt Helbred." + +Jeg svarede med saa megen Ro, som jeg kunde efter saa kort et Varsel, +at af en saa ubetydelig Person at være kunde jeg glæde mig ved det +bedste Helbred, hvorpaa jeg blev opfordret til at sige, hvor det +kunde være, at jeg var i Kina nu, og hvilke Forretninger jeg havde. +Da jeg havde besvaret dette Spørgsmaal, lænede Manden til højre sig +lidt frem og sagde: + +"Deres Velbaarenhed siger os ikke Sandheden. Hvad har De at gøre med +Dr. Nikola?" + +Jeg samlede al min Aandsnærværelse. + +"Hvem er Dr. Nikola?" + +"Det er den Mand, som De har besøgt to Aftener i Træk," sagde Manden, +der først havde talt. "Vil De sige os, hvilke Ulykker De og han +udklækker sammen." + +Da jeg saá, at det vilde være unyttigt at forsøge paa at benægte min +Forbindelse med Nikola, foregav jeg, at vi var interesserede i et +Indkøb af kinesisk Silke; men denne Forsikring blev modtaget med et +haanligt, misbilligende Grynt. + +"Vi maa have Sandheden at vide," sagde Manden med de største Briller. + +"Jeg kan ikke sige Dem mere," svarede jeg. + +"I saa Tilfælde har vi intet Valg," sagde han; "vi maa bruge andre +Midler til at faa at vide, hvad vi ønsker." + +Han gjorde Tegn til en af Tjenerne, som straks forlod Værelset og et +Øjeblik efter kom tilbage med en Lænke og nogle underligt formede +Træindretninger. Sveden traadte frem paa min Pande. Jeg havde set en +hel Del kinesisk Tortur i Tidens Løb, og det saa ud til, at jeg +skulde komme til at prøve den selv. + +"Hvad véd De om Dr. Nikola?" gentog den Mand, som havde talt først, +og som øjensynlig var Hovedmanden af de tre. + +"Jeg har allerede sagt Dem det," svarede jeg, denne Gang med +ualmindelig stærkt Eftertryk. + +Han gjorde mig igen det samme Spørgsmaal uden at forandre Tonen. + +Men jeg gentog blot mit foregaaende Svar. + +"For sidste Gang: Hvad véd De om Dr. Nikola?" + +"Jeg har sagt Dem det," svarede jeg med tungt Hjerte. + +Saa hævede han Haanden lidt og gjorde Tegn til Mændene ved Døren. Jeg +blev straks grebet og kastet paa Ryggen ned paa Gulvet. Før jeg kunde +gøre nogen Indvending eller stritte imod, var et mærkeligt +Træhalsbaand blevet lagt om min Hals, og en Skrue blev drejet saa +længe, at én Omdrejning til vilde have kvalt mig. Jeg hørte igen den +gamle Mand sige i en ensformig Tone: + +"Hvad véd De om Dr. Nikola?" + +Jeg prøvede paa at gentage min tidligere Forklaring, men Halsbaandet +sad saa tæt, at jeg ikke kunde tale. Saa rejste Manden i Midten sig +op og kom hen til mig. Skruen blev aabnet, mine Arme frigjorte, og en +Stemme sagde: + +"Staa op, Hr. Bruce; De behøver ikke at frygte mere; vi skal ikke +gøre Dem Fortræd." + +_Det var Dr. Nikola!_ + + + + +IV. KAPITEL. + + Vi drager af Sted til Tientsin. + + +Jeg vilde neppe tro mine egne Øjne. Nikolas Forklædning var saa +fuldkommen, at der hørte næsten overmenneskelig Kløgt til at opdage +den. Han var i alle Henseender en ægte Himlens Søn. Hans Udtale var +uden den ringeste Lyde. Han opførte sig akkurat som en fornem +Kineser, og selv den mest kritiske Iagttager kunde ikke have fundet +den mindste Fejl i hele hans Adfærd og Væsen. Jeg følte, at naar han +saa let kunde narre mig, saa var der ingen Tvivl om, at han kunde +udsætte sig for en mindre nøjagtig Ransagning. Saa snart jeg var fri, +sprang jeg op og lykønskede ham varmt, ikke lidt henrykt over, at det +var Venner, jeg var sammen med, og at jeg ikke skulde pines, som jeg +først havde antaget. + +"De maa tilgive den grove Behandling, De har været underkastet," +sagde Nikola, "men jeg vilde prøve Dem meget grundigt. Hvad mener De +om min Forklædning?" + +"Den er udmærket," svarede jeg, "jeg kunde slet ikke tænke mig, at +den kunde være saa god, fordi De er en saa udpræget Personlighed. Men +hvor er vi nu?" + +"Vi er i en Villa, som jeg har lejet for Øjeblikket," svarede han. +"Men lad os nu skride til Forretningerne. Den Mand, De saá til højre +for mig, var Laohwan, det Bud, jeg fortalte Dem, jeg ventede fra +Peking. Han kom en halv Time efter, at De havde forladt mig i Aftes, +gav mig de Meddelelser, jeg ønskede, og derfor er jeg nu rede til at +tage af Sted, saa snart De kan." + +"Lad mig gaa hjem og samle et Par Ting," svarede jeg, "saa er jeg +parat." + +"Det er godt," sagde Nikola. "En af mine Tjenere skal gaa med for at +bære Deres Taske og føre Dem tilbage, saa snart De er færdig med +Deres Arbejde." + +Jeg gik hjem til min Bolig, fulgt af én af Nikolas Tjenere. Jeg lod +ham vente paa mig udenfor og gik ind i mit Sovekammer gennem +Vinduet. Saa tændte jeg et Lys og skyndte mig at samle de Smaating, +jeg ønskede at tage med paa min Rejse. Da dette var gjort, laasede +jeg mine Kufferter, skrev et Brev til min Vært og vedlagde det Beløb, +jeg skyldte ham, saa et til Barkston, i hvilket jeg bad ham være saa +god at sende Bud efter mine Kufferter og passe paa dem, indtil jeg +var vendt tilbage fra en Tur i det Indre. Derpaa forlod jeg igen +Huset sammen med Tjeneren, der ventede ved Porten, og gik tilbage til +den Villa, hvor jeg var blevet narret af Nikola for en Times Tid +siden. Det var længe efter Midnat, da jeg ankom der, men jeg var ikke +Spor af træt. Vor Tur forekom mig saa spændende, at jeg ikke tænkte +paa noget andet. Vi skulde styrte os ud i et ukendt, farefuldt Liv, +og skønt jeg ikke delte Nikolas Tro paa det Resultat, vi skulde naa, +var jeg ganske sikker paa, at den Risiko, jeg udsatte mig for, vilde +blive godt belønnet. + +Da jeg traadte ind i Huset, ventede Nikola mig i det Værelse, hvor +han havde modtaget mig samme Aften. Han var endnu i kinesiske Klæder, +og da jeg atter saá paa ham, slog det mig, hvor vanskeligt det var at +tro, at denne statelige, værdige Kineser kunde være den smidige +Evropæer, som Verden kendte som Doktor Nikola. + +"Det var De ikke længe om, Hr. Bruce," sagde han; "det glæder mig; +hvis De nu vil følge mig ind i det næste Værelse, skal jeg vise Dem +Deres Sager. Jeg har købt alt, hvad De paa nogen Maade kan faa Brug +for, og da jeg kender Deres Forklædningsevne, er jeg slet ikke bange +for Resultatet." + +I Værelset ved Siden af tog jeg min evropæiske Dragt af og gav mig +til at iføre mig de Klæder, som var lagt der til mig. Saa malede jeg +mit Ansigt, min Hals og mine Arme med en Væske, som ogsaa fandtes +der, fik min forlorne Pisk klæbet paa og tog et Par store +Skildpaddebriller af en lignende Slags som Nikolas og satte dem paa +Næsen. Jeg fik Sandaler paa Fødderne, en stiv Hat af den almindelige +kinesiske Art blev sat paa mit Hoved, og dette i Forbindelse med min +varme, vatterede gule Silkeskjorte gav mig et meget værdigt Ydre. + +Da Nikola vendte tilbage, undersøgte han mig omhyggeligt og udtrykte +sin Fornøjelse over Resultatet, og da vi hilste paa hinanden paa +kinesisk Vis, maatte det have været en skarptskuende Mand, der kunde +have opdaget, at vi ikke var, hvad vi foregav at være. + +Saa tog vi igen europæiske Klæder paa, forlod Huset og vendte tilbage +til den Villa, i hvilken jeg først havde besøgt Nikola. Det var nu +Daggry, og der begyndte at komme Liv i Gaderne. Da vi naaede Huset, +gik vi lige ind i Nikolas Studereværelse, hvor hans Tjenestefolk +havde dækket Bordet til os. Vi satte os ned og var lige i Færd med at +spise en kold Postej, da en Tjener traadte ind og meldte, at der var +en Kineser udenfor, som ønskede at tale med os. Det var Laohwan. + +"Naa," sagde Nikola, "hvad Bud sender den gamle saa?" + +Som Svar tog Laohwan, der, som jeg snart opdagede, ikke ødslede med +Ord, et Stykke Papir ud af sit Ærme, paa hvilket der var skrevet +nogle kinesiske Ord. Nikola saá paa dem og rakte mig saa Sedlen. Der +stod: + +"I Quong Shas Hus i de hundrede Trængslers Gade, Tientsin." + +Nikola vendte sig om til Laohwan. + +"Naar sejler Damperen nordpaa?" spurgte han. + +"Klokken halv syv," svarede Laohwan. + +Nikola saa paa sit Ur, tænkte et Øjeblik efter og sagde: + +"Godt, saa tag Dem en Billet og gaa om Bord saa snart som muligt; vi +kommer senere. Men husk paa, at lige til vi kommer til Tientsin, maa +De lade, som om De aldrig har set nogen af os før." + +Laohwan bukkede og forlod Værelset. + +"Nu begynder det virkelige Eventyr," sagde Nikola og skænkede sig en +Kop Kaffe. "Klokken er tre Kvarter til fem nu. Vi vil hvile os en +halv Times Tid og saa gaa ned til Havnen og komme om Bord." + +Saa snart vi havde endt vort Maaltid, satte vi os i Lænestolene og +tændte vore Cigarer. En halv Times Tid drøftede vi Aftenens +Begivenheder og spekulerede paa Fremtiden, og i det Øjeblik, da +Klokken slog et Kvarter over fem, var vi paa Benene igen. Nikola +ringede, og hans første Tjener kom ind. + +"Jeg tager bort," sagde Nikola, "og véd ikke, naar jeg kommer igen; +det bliver maaske om en Uge, maaske først om et Aar. Du skal i den +Tid sørge for Huset her; du maa ikke lade en eneste Ting blive +stjaalet, og hvis jeg ved min Tilbagekomst finder en Rude knækket, +eller der savnes saa meget som en Knappenaal, saa skal ti Tusind +Ulykker ramme dig. Hr. Mc'Andrew betaler dig din Løn og har Opsyn med +dig. Hvis der er noget, du ønsker, saa kan du gaa til ham. Forstaar +du?" + +Tjeneren nikkede. + +"Det er godt," sagde Nikola, "saa kan du gaa." + +Da Tjeneren havde forladt Værelset, fløjtede min mærkelige Ven paa en +underlig Maade. I samme Øjeblik kom den sorte Kat løbende ind, sprang +op paa sin Herres Knæ og kravlede op paa hans Skulder. Nikola saá paa +mig og smilede. + +"Den glemmer mig ikke, selv om jeg var borte i fem Aar," sagde han. +"Hvilken Hustru vilde være saa stadig?" + +Jeg lo. Tanken om Nikola og Ægteskab syntes mig urimelig. Han satte +Katten fra sig og stillede den paa Bordet. + +"Apollyon," sagde han med det eneste Spor af Beklagelse, som jeg saá +ham vise paa hele Turen, "vi maa skilles ad et Aar. Farvel, min gamle +Kat!" + +Han klappede Dyret blidt et Par Gange og vendte sig hurtigt om mod +mig. + +"Kom saa, lad os gaa, det haster." + +Katten sad paa Bordet og iagttog ham og syntes at forstaa hvert Ord, +han sagde. Nikola klappede den for sidste Gang og forlod saa +Værelset. Jeg fulgte i Hælene paa ham, og vi forlod Huset. Nu var +Gaderne overfyldte, en ny Dag var begyndt i Shanghai, og vi havde +ingen Vanskelighed ved at faa Jinrickshawer. + +"Til _Vectis Queen_," sagde Nikola, saa snart vi havde sat os. +Kulierne fo'r af Sted, og i lidt mindre end et Kvarter havde vi naaet +Dampskibsbroen ved Hwang-Pu Floden. Den Damper, vi skulde om Bord +paa, laa et godt Stykke ude paa Floden, og vi maatte tage en Baad for +at naa derud. + +Da vi kom om Bord, fik vi fat i Hovmesteren, og efter at vi havde +betalt Passagen, blev vi ført til vore Kahytter. _Vectis Queen_ er, +som alle Folk i Østasien véd, ikke nogen stor Damper og har kun meget +indskrænket Plads. Men paa denne Tid af Aaret var der ikke mange +Folk, der rejste, og følgelig var Skibet ikke overfyldt. Saa snart +jeg havde anbragt min Bagage, forlod jeg Kahytten og gik op paa +Dækket. Ak, Verden er saa lille! Jeg var neppe kommen derop, før jeg +blev tiltalt af en Mand, som jeg havde kendt godt, da jeg var ansat i +den australske Kysttjeneste, men som jeg mindst troede skulde være +her. + +"Ih se Goddag, Wilfred Bruce!" udbrød han. "Hvem skulde have ventet +at se Dem her." + +"Jim Downing!" udbrød jeg, men jeg var ikke meget glad ved at se ham, +som man jo kan tænke sig. "Hvor længe har De været i Kina?" + +"Et Aars Tid," svarede han. "Jeg kom hertil med en af vore Dampere, +kom op at skændes med Kaptajnen og forlod Skibet i Hongkong. Saa fik +jeg Ansættelse paa denne Linie. Skønt jeg ikke holder meget af +Kineserne, er jeg ganske godt fornøjet. De ser rigtig rask ud, gamle +Ven, og De er blevet ordentlig solbrændt, siden jeg saa Dem sidst." + +"Ja, det er al den megen Ris," sagde jeg med et Smil. + +Han lo som en Mand, der gerne vil more sig over alt, hvor tarveligt +det end kan være, og saa spadserede vi op og ned ad Dækket sammen. +Straks efter kom Nikola hen til os. Jeg forestillede Downing for ham, +og fem Minutter efter skulde man have troet, at De havde været gode +Venner i mange Aar. Før de havde været et Kvarter sammen, havde +Nikola givet ham en Recept mod Hedetøj, som han led frygteligt af, og +da hans Middel viste sig at være heldigt, var den unge Mands +Taknemmelighed og Beundring uden Grænse. Ved Frokosttid var vi et +godt Stykke nede ad Floden, og da det blev Middag, laa Shanghai langt +bag os. + +Paa hele Rejsen var Nikola i det bedste Humør. Han var med til alle +Forlystelser, indrettede utallige Lege og Spil og var utrættelig i +sine Anstrengelser for at more. Medens jeg taler om dette, benytter +jeg Lejligheden til at sige, at der var en Ting, der slog mig som +endog mere mærkelig end alt andet i denne forunderlige Mands +Karakter, og det var hans overordentlig store Kærlighed til Børn. Der +var især en lille Dreng om Bord, en bitte Stump, der neppe var fire +Aar gammel, og med hvem Dr. Nikola snart kom paa en fortrolig Fod. +Han kunde lege med ham i Timevis uden at blive træt og uden et +Øjeblik at tænke paa andet. Jeg maa tilstaa, at da jeg saá dem more +sig sammen i Læ af én af Baadene paa Dækket, ved Lugerne eller under +Solsejlet agter ude, kunde jeg neppe tro mine egne Øjne. Jeg spurgte +mig selv, om denne Mand, som kun syntes at interessere sig for +Papirsbaade og Grise, der blev lavede af Appelsinskaller, kunde være +den samme Nikola, for hvem Wetherell, Kolonisekretæren i Ny Syd +Wales, var flygtet i London som for en Pestilens, og for hvem Benwell +i den kinesiske Toldtjeneste var rendt sin Vej og styrtet ud af +Klubben i Shanghai. Men saadan var just Nikolas Karakter. Naar han +lavede en Papirsbaad, skar en Gris ud af et Stykke Appelsinskal, +intrigerede mod en Politiker eller søgte at stjæle et almægtigt +Selskabs Hemmelighed, saa gav han sig Sagen helt i Vold, gjorde sig +til Herre over enhver Enkelthed og slap den aldrig af Hænde, før han +havde opnaaet sin Hensigt eller indset, at det var unyttigt for ham +at arbejde længere paa den. Saa opgav han den uden Beklagelse og +tilsyneladende uden at skænke den en Tanke mere. + +Paa hele Rejsen vakte Laohwan, som vi saá flere Gange, ikke et +Øjebliks Mistanke om, at han kendte os. Han opholdt sig forude, og +saa vidt vi kunde se, tilbragte han hele Tiden med at spille Fan-Tan +(et kinesisk Hasardspil) med nogle Landsmænd. + +Rejsen op ad Kysten var ikke meget interessant. Men endelig ved +Solnedgang en Aften naaede vi da Tientsin, der, som alle véd, er én +af Traktathavnene og ligger dèr, hvor Yu-Ho, eller "den store Kanal", +flyder sammen med Floden Pei-Ho. Saa snart vi lagde til ved +Dampskibsbroen, samlede vi vor Bagage og gik i Land. Her slog en +anden Ting mig: Nikola syntes at være lige saa godt kendt paa dette +Sted, som han var i Shanghai, og saa snart vi naaede Flodbredden, +kaldte han paa to Jinrickshawer, og Kulierne førte os uden at spørge +videre til en vis Hr. Williams i den europæiske Koloni. + +Williams' Hus var temmelig lille og bygget paa den sædvanlige Maade. +Da vi steg ud af Jinrickshawerne, kom en høj, ældre Mand med et kønt +Ansigt ud paa Verandaen for at byde os Velkommen. Da han saá Nikola, +syntes han et Øjeblik at være overvældet af Forbavselse. + +"Kan det være muligt, at det er Dr. Nikola?" udbrød han. + +"Det er ikke blot muligt, men ganske sikkert," sagde Nikola, som gav +Kulien Tegn til at tage hans Vadsæk og derpaa gik op ad Trappen. + +"Det er to Aar siden, jeg havde den Fornøjelse at se Dem, Hr. +Williams, og jeg synes ikke De har forandret Dem meget siden vi gav +Mah Feng den Lektion i Seoul." + +"Naa, det har De ikke glemt, Dr. Nikola?" + +"Nej, lige saa lidt som Mah Feng, da jeg saá ham sidste Gang i +Singapore," svarede min Ledsager leende. + +"Og hvad kan jeg gøre for Dem nu?" + +"Jeg ønsker at lægge Beslag paa Deres Gæstfrihed et Par Timer," sagde +Nikola. "Dette er min Ven Hr. Bruce, med hvem jeg har et vigtigt +Arbejde for." + +"Det glæder mig at gøre Deres Bekendtskab," sagde Williams, og da han +havde trykket mig i Haanden, førte han os ind i Huset. + +Ti Minutter efter var vi ganske som hjemme i hans Bolig, og vi +ventede nu paa en Meddelelse fra Laohwan. Jeg maa ved denne Lejlighed +atter udtale min Beundring for Nikolas Evne til at koncentrere sig. +Skønt det var et spændende Øjeblik, og vor Stilling var ejendommelig, +spildte han dog ikke et Minut paa tomme Gisninger, men tog et +indviklet kemisk Værk, som altid ledsagede ham, op af sin Rejsetaske +og satte sig ned og studerede i det. Selv da Laohwan kom, holdt han +ikke straks op, men fortsatte sine Beregninger, indtil de var +færdige, og saa bad han først Laohwan meddele, hvad han havde +udrettet. + +"Man venter Deres Ankomst," sagde den sidstnævnte, "og skønt jeg +ikke har været paa Stedet, har jeg erfaret, at man gør Forberedelser +til at modtage Dem." + +"Saa er det bedst, at De køber Ponyer og har Mænd parat; for efter al +Sandsynlighed skal vi rejse til Peking i Morgen tidlig." + +"Naar vil Deres Excellence besøge Huset?" spurgte Laohwan. + +"En Gang imellem halv elleve og elleve i Aften," svarede Nikola, og +saa forlod Laohwan os. + +Klokken syv blev vort Aftensmaaltid serveret. Da det var besørget, +røg jeg en Pibe paa Verandaen, medens Nikola gik ind i et Værelse ved +Siden af og havde en alvorlig Samtale med vor Vært. Da han kom +tilbage, underrettede han mig om, at det var paa Tiden, vi klædte os +paa, og saa gik vi ind i vore Værelser og iførte os igen vore +kinesiske Dragter. Derpaa blev vi lukkede ud af en Sidedør og begav +os paa Vej til Kineserbyen. Klokken var over halv elleve, da vi +naaede den, men af mange forskellige Grunde foretrak vi at lade dem, +der ventede paa os, vente lidt, hellere end selv at røbe, at vi havde +Hastværk. + +Enhver, der har været i Tientsin, vil give mig Ret, naar jeg siger, +at af alle de smudsige og usunde Huller her paa Jorden er der meget +faa, der kan kappes med det, og neppe et, der er værre. Snevre, +uregelmæssige Gader fører ind og ud og snor sig omkring i alle +Retninger. Husenes øvre Etager, der er prydede med Skilte, Vimpler og +Flag, støder næsten sammen over Gaden, saa at der endog midt paa +Dagen er et underligt, uhyggeligt Mørke. Om Natten er der naturligvis +bælgmørkt, og baade ved Dag og ved Nat er der en afskyelig Lugt. + +Da vi kom til Enden af den Gade, som vi var blevne henviste til, +forlod vi vore Jinrickshawer og gik Resten af Vejen. Halvvejs nede i +Gaden, som var lidt bredere og lidt pænere end de andre, mødte vi +Laohwan, som førte os til det Hus, vi søgte efter. + +Dets Ydre lignede de andres. Det var kun en Etage højt og havde +stort, fremstaaende Tagskæg, en Slags Veranda med Tremmeværk og en +lav buet Indgang. Vor kinesiske Ledsager bankede paa Døren med Næven, +og efter det tredie Slag blev den aabnet. Laohwan sagde noget til +Dørvogteren, som derpaa lod os komme ind. + +"Der er kun én Sol," sagde Dørvogteren ydmygt. + +"Men der er mange Stjerner," svarede Nikola, hvorpaa Manden førte os +hen til en anden Dør i Gangen. Dèr mumlede han et Par Ord. Den blev +straks aabnet, og vi traadte ind og fandt en anden Mand, som ventede +paa os og holdt en underlig formet Lampe i Haanden. Han gav Tegn +til, at vi skulde følge ham, og vi gik saa ned ad en lang Gang og +naaede en anden Dør, for hvilken der hang et Tæppe. Han trak Tæppet +til Side og bad os om at gaa ind. + +Vi befandt os i et stort Værelse, hvis Gulv, Vægge og Loft var lavede +af et Slags mørkt Træ, sandsynligvis Teaktræ. Det var umøbleret. Der +hang kun et Par sammenrullede Bannere paa Væggen, og der laa nogle +Hynder i en Krog. Da vi kom, var der ingen derinde, men vi behøvede +ikke at vente længe, før vor Ensomhed blev afbrudt. Jeg havde vendt +mig om for at tale med Nikola, der undersøgte et Banner, da jeg +pludselig hørte rolige Fodtrin bag ved mig. Jeg vendte mig hurtigt om +og stod lige over for en Kineser, som neppe kunde være mindre end +firsindstyve Aar. Hans Ansigt var rynket som et tørret Skovæble, hans +Haar næsten hvidt, og han støttede sig til en Stok. En Ting slog mig +som særlig mærkelig ved ham: skønt Huset paa ingen Maade var lille, +og skønt det saá meget ordentligt ud, ja, i enkelte Henseender endog +tydede paa, at Ejeren var rig, var dog denne gamle Mand, som +utvivlsomt var den vigtigste Person i det, klædt i Tøj, der vidnede +om den yderste Fattigdom. Da han kom hen til Nikola, hvem han ligesom +de andre syntes at betragte som den vigtigste Person, bukkede han +dybt for ham, og efter at de uundgaaelige Høfligheder var blevne +vekslede, sagde han: + +"Man har ventet paa Deres Excellence med Spænding. Alle Forberedelser +til Deres Rejse blev trufne forrige Uge." + +"Jeg blev opholdt i Tsan-Chu," sagde Nikola. "Naa, sig mig saa, hvad +der er gjort." + +"Der er sendt Bud til Peking," sagde den Gamle, "og Ypperstepræsten +venter Dem i Lamaklostret. Mere kan jeg ikke sige Dem." + +"Det er ogsaa tilstrækkeligt. Lad os saa høre, hvad der siges om +mig." + +"Der siges, at de, der har valgt, har valgt klogt." + +"Det er godt," sagde Nikola, "forlad os saa, jeg er træt og vil gerne +være alene. Jeg bliver her i Nat og rejser ved Daggry i Morgen +tidlig. Sørg for, at jeg ikke bliver forstyrret." + +Den Gamle forsikrede Nikola, at hans Ønsker skulde blive opfyldte og +forlod derpaa Værelset. Da han var gaaet, trak Nikola mig hen i den +fjerneste Del af Værelset og hviskede hurtigt: + +"Nu ser jeg det hele. Vi har Lykken med os. Dersom jeg blot kan faa +fat i de to Mænd, som jeg ønsker skal udføre dette Hverv, saa opdager +jeg Selskabets Hemmelighed, eller ogsaa dør jeg under Forsøget. Hør +nu efter! Da vi ankom, erfarede jeg af Williams, der véd næsten lige +saa meget om det underjordiske Liv i Kina, som jeg selv gør, at hvad +jeg havde haft Mistanke om nu havde fundet Sted. Med andre Ord: Efter +dette lange Mellemrum har der fundet et Valg Sted, for at udfylde den +Mands Plads, som Kina Pete dræbte i Lamaklostret for at komme i +Besiddelse af Stokken. Den valgte Mand er Ypperstepræst i Lamatemplet +i Hankow og er en meget religiøs og mærkelig Mand. Man venter ham i +Peking i denne Uge eller i næste. Disse Mennesker er blevne vildledte +af Laohwan og tager mig for ham, og de skal vedblive at tage fejl. +Hvis de opdager, at vi narrer dem, saa er vi Dødsens i samme Øjeblik, +men hvis de ikke gør det, og vi blot kan holde Præsten af Vejen, saa +har vi udmærkede Udsigter til at faa alt, hvad vi ønsker, at vide af +dem. Det er en frygtelig Risiko, men da det er en Lejlighed, som +maaske aldrig kommer igen, maa vi benytte den. Læg nu nøje Mærke til, +hvad jeg siger: Det kan ikke gaa an, at jeg forlader dette Hus i +Aften, men det er nødvendigt, at jeg staar i Forbindelse med +Williams. Jeg maa skrive et Brev til ham, og De maa bringe ham det. +Det første, han skal gøre i Morgen tidlig, er at sende to +Telegrammer." + +Med disse Ord greb han i en Lomme i sit Ærme og fremtog en lille +Notitsbog og en amerikansk Patentpenneholder og satte sig ned paa +Gulvet og begyndte at skrive. I næsten fem Minutter var der +fuldstændig Tavshed i Værelset, saa rev han to eller tre Blade ud af +Bogen og rakte mig dem. + +"Bring dem til Williams," sagde han. "Han maa udfinde, hvor den anden +Mand er, uden at spilde et Øjeblik og sætte sig i Forbindelse med de +Folk, som jeg telegraferer til. Hvad der saa end sker, maa de gribe +Præsten, før han kommer hertil, og saa maa de sejle ud paa Havet med +ham. Naar det er lykkedes, maa han først faa Lov til at lande igen, +naar De og jeg er sikkert tilbage i Shanghai." + +"Hvem skal Williams telegrafere til?" + +"Til to Mænd, som jeg har den største Tillid til. Den ene hedder +Eastover og den anden Prendergast. Han skal sende dem dette +Telegram." + +Han rakte mig et andet Stykke Papir. + + "Til + Prendergast og Eastover, + Adr. Gregson, Hongkong. + + Kom til Tientsin næste Damper. Opsæt ikke et Øjeblik. Naar De + kommer, gaa til Williams. + + Nikola." + + + + +V. KAPITEL. + + Jeg redder en ung Dame. + + +Da jeg havde forladt det Værelse, i hvilket Nikola havde indrettet +sig, traf jeg den samme Dørvogter, som havde lukket os ind, og som nu +igen viste mig ud paa Gaden. Jeg opdagede nu, at Vejret havde +forandret sig. Da vi forlod Williams' Bolig, var det klart +Stjernelys, men nu var Himlen dækket af sorte Skyer, og medens jeg +gik ned ad Gaden i Retning af den engelske Koloni, hørte jeg et svært +Tordenbrag. Klokken var næsten elleve, og det forekom mig, som om der +var mærkelig roligt i Kineserbyen. Der var et underligt Præg af +undertrykt Ophidselse hos de Kinesere, jeg mødte, og da jeg senere +traf Grupper af dem paa Gadehjørnerne, kunde jeg ikke andet end +tænke, at de Samtalestumper, jeg var i Stand til at høre, varslede +om, at der var noget i Gære. Jeg havde imidlertid ikke Tid til at +lægge Mærke dertil. Jeg skulde finde Williams' Hus, give ham Brevet +og komme hurtigst muligt tilbage til Nikola. + +Endelig naaede jeg det engelske Kvarter, passerede Konsulens Hus og +ankom endelig til den Villa, jeg søgte. + +Et klart Lys skinnede ud gennem et af Vinduerne, og jeg gik henimod +dette. Da jeg naaede det, opdagede jeg, at Husets Ejer sad ved et +stort Bord og skrev. Jeg bankede sagte paa Ruden, hvorpaa han rejste +sig og kom hen til mig. At han ikke genkendte mig var klart af den +Modtagelse, jeg fik. + +"Hvad ønsker De?" spurgte han paa Kinesisk, idet han aabnede Vinduet. + +"Jeg vilde gerne gøre Deres Velbaarenhed et simpelt Spørgsmaal." + +"Det er ikke Tid nu at gøre Spørgsmaal, selv om De er simple," +svarede han. "De maa se herind i Morgen." + +"Men i Morgen er det for sent," svarede jeg alvorligt. "Jeg siger Dem +ved Deres Forfædres Aand, at det, jeg har at meddele, maa siges i +Aften." + +"Naa, saa kom da i Himlens Navn ind og sig det," svarede han lidt +gnavent og gav mig Tegn til at komme ind. + +Jeg gjorde, som han sagde, og satte mig paa Stolen foran ham, idet +jeg paa ortodoks Vis stak Hænderne ind i mine store Ærmer. Saa +huskede jeg paa Kinesernes Tilbøjelighed til Vidtløftighed og +begyndte at væve i min Tale, indtil jeg saá, at hans Taalmodighed +næsten var udtømt; men han genkendte mig endnu ikke. Jeg bøjede mig +saa fremad og sagde: + +"Véd Deres Ekscellence, at Deres Hus er blevet bevogtet siden +Solnedgang?" + +"Af hvem og af hvilken Grund?" spurgte han, idet han saá lidt urolig +ud. + +"Af tre Mænd, og Grunden dertil er to Fremmede, som kom med Posten i +Eftermiddag." + +"Hvilke Fremmede?" spurgte han, som om der ingen Ting var i Vejen, +men jeg lagde Mærke til, at han saá opmærksommere paa mig end før. + +"Den Mand, som vi kalder Manden med Djævlens Øjne, men som De kalder +Nikola, og hans Ledsager." + +Jeg udtalte Nikolas Navn, som en Kineser vilde udtale det, og ventede +paa, hvad han vilde sige. Det var klart nok, at han var urolig, men +det var lige saa tydeligt, at han ikke vilde kompromittere sig. Han +søgte at vinde Tid, men da det ikke var efter min Smag, røbede jeg, +hvem jeg var, idet jeg med min naturlige Stemme sagde paa Engelsk: + +"Det lader til, at min Forklædning er meget god, Hr. Williams." + +"De er da ikke Hr. Bruce?" udbrød han. + +"Jo," svarede jeg, "og jeg har et vigtigt Ærinde til Dem. Jeg har et +Brev fra Nikola, som De maa læse og straks handle i Overensstemmelse +med." + +Jeg tog det Brev frem, som Nikola havde givet mig, og rakte ham det. +Han satte sig ned ved Bordet og læste det omhyggeligt. Han læste det +tre Gange, og da han saa kunde det udenad, gik han hen til et +Pengeskab i Krogen og gemte det omhyggeligt i en Skuffe. Saa kom han +tilbage og satte sig igen. Jeg kunde se paa hans Pande, at han var +fordybet i Tanker, og der var et pinligt eller tvivlende Udtryk om +hans Mund. Til sidst talte han: + +"Jeg véd, at De er i Nikolas Tjeneste, Hr. Bruce," sagde han. "Men +kender De Indholdet af dette Brev?" + +"Angaar det den Mand, som ventes til Peking for at indtage den tredie +Plads i det hemmelige Selskab?" + +"Ja," svarede han langsomt, idet han prikkede i Klatpapiret med sin +Pennespids, "det angaar i høj Grad ham." + +"Og nu, antager jeg, overvejer De, om Nikolas Ønske om at bortføre +ham er raadeligt." + +"Ja, akkurat! Tror De, at Nikola véd, at den omtalte Mand har været +Ypperstepræst i et af de største Templer i Hankow?" + +"Ja, det tvivler jeg ikke om; men De siger, han _har været_. Har +Manden da opsagt sin Stilling for at følge dette nye Kald?" + +"Ja, han har." + +"I saa Tilfælde synes det mig, at Vanskeligheden bliver betydelig +formindsket." + +"Ja, maaske i én Henseende, men den bliver forøget i en anden. Hvis +han endnu er Præst, og vi bortfører ham, saa slaas vi med Regeringen +og Præstestanden. Og hvis han ikke længer er Præst, og der kommer den +allermindste Mistanke ud om, hvad vi er i Færd med at gøre, saa +kommer vi til at slaas med et Samfund, som er ti Gange mægtigere end +nogen Regering eller noget Præsteskab i Verden." + +"Jeg antager, at De har Nikolas Instruktioner." + +"Ja, og jeg tilstaar, at jeg hellere vilde slaas med Kinas Regering +og dette Selskabs Millioner af Mennesker end være ulydig mod ham i en +eneste Enkelthed. Men jeg vil dog sige Dem, Hr. Bruce, at hvis Nikola +er stivsindet nok til at vedblive med sine Efterforskninger, naar han +staar lige over for denne frygtelige Uvished, saa vil jeg ikke give +en Penny hverken for hans Liv eller for Deres. Overvej et Øjeblik, +hvad jeg mener. Dette Samfund, hvis Hemmeligheder han endelig vil +trænge ind i -- og han alene véd, hvor meget klogere han bliver, naar +han har gjort det -- er utvivlsomt det mægtigste i hele Verden. Hvis +man kan tro Rygtet, saa har det mere end tyve Millioner Medlemmer. +Det har Repræsentanter i næsten hver By og Landsby i hele dette store +Land, for ikke at tale om det malayiske Arkipel, Australien og +Amerika. Dets Love er meget strenge, og naar De et Øjeblik tænker +paa, at vor Ven vil udgive sig for at være én af de tre Førere af +denne kæmpemæssige Stridsmagt, medens han er udsat for at blive +opdaget hvert Øjeblik, saa vil De indse, hvad det er for et +dumdristigt Foretagende." + +"Jeg maa indrømme, at jeg er enig med Dem, men det er jo Nikola." + +"Ja, dermed er alting sagt. _Det er Nikola._" + +"Hvad Svar skal jeg saa have med tilbage til ham?" + +"At jeg straks gør, hvad han har sagt. Vent lidt, jeg vil skrive det +op, saa der ikke kan være Tale om nogen Fejltagelse." + +Han skrev et Øjeblik og rakte mig saa Brevet. + +Jeg rejste mig for at gaa. + +"Og saa var der disse Telegrammer," sagde jeg. + +"Dem skal jeg besørge, saa snart Kontoret bliver aabnet," svarede +han. "Det har jeg ogsaa skrevet til Nikola." + +"Vi rejser til Peking ved Daggry i Morgen, saa jeg maa sige Dem +Farvel nu." + +"Ja, De tænker vel ikke paa at trække Dem tilbage?" + +"Nej, ikke Spor." + +"Naa, De er en modig Mand. -- Ja, ja, Farvel og god Lykke!" + +Jeg trykkede ham i Haanden i Gadedøren og gik saa ad Kineserbyen til +igen. Da jeg forlod den Gade, i hvilken Villaen laa, slog Klokken +tolv. De tunge Skyer var nu drevne bort, og Stjernerne skinnede atter +klart. + +Da jeg kom ind i Kineserbyen, var mit første Indtryk i +Overensstemmelse med den Følelse, jeg før havde haft om, at der var +noget ualmindeligt paa Færde. Og jeg tog ikke fejl. Jeg havde neppe +gaaet et Par Hundrede Skridt, før jeg hørte en Lyd af forbitrede +Stemmer. Larmen tog til, og straks efter strømmede en ophidset Hob +ind i Gaden. Hvis det havde været muligt, var jeg drejet ind i en +Sidegade for at slippe bort fra dem; men det lod sig ikke gøre. Jeg +var omgiven paa alle Kanter, og enten jeg ønskede det eller ikke, +blev jeg nødt til at følge med dem. + +Saaledes blev jeg drevet af Sted omtrent en halv Fjerdingvej, +hvorefter de pludselig drejede til højre og standsede foran et Hus +paa Hjørnet. Jeg spekulerede paa, hvad det skulde sige, og spurgte en +ung Mand ved Siden af mig om det. Hans Svar var kort, men træffende. + +"Kueidzu!" (Djævel), raabte han, tog en Sten og slyngede den igennem +det nærmeste Vindue. + +Jeg opdagede snart, at Huset tilhørte en Missionær, der heldigvis lod +til at være fraværende. Da jeg kunde se, at Hoben var opsat paa at +ødelægge hans Bolig, gik jeg videre. Men jeg var ikke færdig med mit +Eventyr endnu. + +Da jeg kom ind i en Sidegade, hørte jeg et skingrende Skrig om Hjælp. +Jeg standsede straks og lyttede for at opdage, hvorfra det skrev sig, +og jeg behøvede ikke at vente længe, for i samme Øjeblik lød det +igen; denne Gang kom det utvivlsomt fra et Stræde til højre. Uden at +overveje et Øjeblik styrtede jeg af Sted i den Retning. Først kunde +jeg ikke se noget, saa opdagede jeg tre Skikkelser i nogen Afstand og +skyndte mig hen imod dem. Da jeg naaede dem, saa jeg, at den ene var +en ung Pige, den anden en gammel Mand, som laa udstrakt paa Jorden. +Det var Englændere, men den Mand, som overfaldt dem, var en behændig +ung Kuli. Han stod ved den liggende Mand og truede ad Pigen med en +Kniv. Mine Sandaler gjorde ingen Støj, og da jeg tilmed kom paa den +mørke Side af Strædet, lagde ingen af de tre Mærke til mig, før jeg +var lige ved dem. + +Men hvor hurtig jeg end var, var jeg ikke hurtig nok, for lige i det +Øjeblik jeg kom, styrtede Pigen sig henimod Manden, der i samme +Øjeblik hævede Armen og stødte sin Kniv i hendes Skulder. Den kunde +imidlertid ikke trænge ret langt ind, for jeg slog ham i samme +Øjeblik i Ansigtet. Han trillede om som en Kegle og laa et Øjeblik +paa Gaden uden at bevæge sig, men han blev ikke liggende meget længe. +Han kom til sig selv igen, sprang op og fo'r ned ad Gaden, idet han +hylede; "Kueidzu! Kueidzu!" saa højt, han kunde, i Haab om at faa +Pøblen til Hjælp. + +Før han var af Syne, knælede jeg ned ved Siden af den unge Pige. Hun +var bevidstløs. Hendes Ansigt var ligblegt. Jeg saa, at den venstre +Skulder var fuld af Blod. Saa undersøgte jeg den gamle Mand. Det var +en smuk, ret velklædt gammel Herre, og han havde et ærværdigt graat +Skæg. Han laa udstrakt i sin fulde Længde, og et Blik paa hans Ansigt +var nok til at sige mig hans Skæbne. Hvorledes det var gaaet til, +kunde jeg kun tænke mig, men der var ingen Tvivl om den Kendsgerning, +at han var død. Da jeg havde overbevist mig om dette, vendte jeg +tilbage til Pigen. Hendes Øjne var nu aabne, og da jeg knælede ned +ved Siden af hende, spurgte hun paa Engelsk, hvad der var sket. + +"De er blot saaret," svarede jeg. + +"Og min Fader?" + +Der var ikke noget at vinde ved at bedrage hende, og jeg sagde ganske +simpelt: + +"Ja, det er en sørgelig Tidende, jeg har at meddele Dem. Jeg er bange +for, at han er død." + +Da hun hørte dette, udstødte hun et lille Skrig, og et Øjeblik syntes +hun at have mistet Bevidstheden igen. Jeg ventede imidlertid ikke, +men gik straks hen til det Sted, hvor hendes Fader laa, og bar Liget +over i en mørk Krog paa den anden Side af Gaden. Saa vendte jeg +tilbage til den unge Pige, tog hende paa Skulderen og styrtede ned ad +Gaden i samme Retning, jeg var kommet. I nogen Afstand kunde jeg høre +Pøbelhoben, der endnu var optaget af at ødelægge den myrdede Mands +Bolig. + +Da jeg kom til det Sted, hvor jeg havde hørt hendes Skrig om Hjælp, +gik jeg videre i den Retning, jeg havde haft i Sinde at slaa ind paa, +og i lidt mindre end ti Minutter havde jeg naaet Huset. Jeg bankede +paa, saaledes som Laohwan havde banket, og Døren blev straks aabnet. +Jeg gav Løsenet og fik Adgang med min Byrde. Hvis Dørvogteren tænkte +noget, saa sagde han det i hvert Fald ikke; han lod mig rolig gaa til +den anden Dør. + +Jeg bankede atter, og Døren blev aabnet. Men denne Gang kom jeg ikke +ind uden Indvendinger. Skønt jeg havde givet det rigtige Løsen, +befalede Dørvogteren mig at vente, medens han undersøgte den Byrde, +jeg havde paa Armen. + +"Hvad har De der?" spurgte han. + +"Har du Ret til at spørge?" svarede jeg, idet jeg antog en hovmodig +Mine. "Hans Excellence har sendt Bud efter denne fremmede Djævel for +at forhøre hende. Hun er besvimet af Skræk. Gaa nu af Vejen, eller du +kommer til at undgælde, fordi du har standset mig." + +Han saá lidt forvirret ud, men gav mig efter et Øjebliks Tøven Tegn +til at passere, og jeg gik saa ind i det Værelse, hvor jeg havde +været sammen med Nikola. Denne ventede utaalmodigt paa mig, jeg kunde +se det af den Glæde, hvormed han modtog mig. + +"De kommer sent," udbrød han, idet han gik rask hen imod mig. "Jeg +har ventet Dem i den sidste Time. Men hvad i al Verden er det?" + +"Det er en ung Pige," svarede jeg, "jeg tror Datteren af en +Missionær. Hun er blevet saaret og er bevidstløs for Øjeblikket. Hvis +jeg ikke havde opdaget hende, var hun blevet dræbt af den Mand, som +myrdede hendes Fader." + +"Men hvorfor i al Verden har De taget hende med herhen?" + +"Hvad skulde jeg ellers gøre? Hendes Fader er død, og jeg tror, at +Pøblen har ødelagt deres Hus." + +"Læg hende ned, og lad mig se paa hende," sagde Nikola. + +Jeg gjorde, som han befalede, og han gav sig til at undersøge hendes +Saar. Med en enestaaende Behændighed og en kærlig Omhu, som man neppe +havde troet ham i Stand til, vaskede han Saaret i noget Vand, som jeg +hentede fra et Værelse ved Siden af. Saa smurte han det ind med en +Vædske, som han tog fra en lille Medicinkasse, han altid førte med +sig, og forbandt det med et Stykke kinesisk Tøj. Da han var færdig, +sagde han: + +"Løft hende lidt op, medens jeg prøver paa, hvorledes dette virker +paa hende." + +Han tog en lille sleben Glasflaske, og efter at have aabnet hendes +Mund, dryppede han et Par Draaber af dens Indhold paa Tungen. Hun +aabnede næsten straks Øjnene og saá sig om, og da hun opdagede, at to +Kinesere bøjede sig ned over hende, fo'r hun tilbage med et Udtryk af +den største Rædsel. Men Nikola, som endnu knælede ved Siden af hende, +beroligede hende og sagde paa Engelsk: + +"De behøver ikke at være bange, De er i Sikkerhed, vi skal beskytte +Dem, hvad der saa end sker." + +Hans Ord syntes at bringe hende til at tænke paa den skrækkelige +Begivenhed, der var hændet hende. + +"Ak, min stakkels Fader!" udbrød hun, "hvad har De gjort med ham?" + +"For at frelse Deres Liv var jeg nødt til at lade hans Lig ligge paa +Gaden dèr, hvor jeg fandt det," svarede jeg. + +"Men jeg maa ud og faa det," sagde hun, og medens hun talte, prøvede +hun paa at rejse sig; Nikola holdt hende tilbage. + +"De maa ikke røre Dem," sagde han roligt. "Overlad det hele til mig, +jeg skal sørge for, at Deres Faders Lig bliver fundet og bragt i +Sikkerhed." + +"Men jeg maa hjem." + +"Stakkels Pige," sagde Nikola kærligt, "De véd ikke det hele: De har +intet Hjem mere, Pøblen har ødelagt Deres Hus i Aftes." + +"Aa Gud! Aa Gud! Hvad skal der blive af mig? Man har dræbt min Fader +og ødelagt vort Hus, og vi havde saadan en Tillid til dem." + +Uden at drøfte dette Punkt rejste Nikola sig og forlod Værelset. Han +vendte straks efter tilbage og nærmede sig igen den unge Pige. + +"Jeg har sendt Folk ud for at finde Deres Faders Lig," sagde han, +"det bliver bragt til et sikkert Sted, og inden en halv Time er den +engelske Konsul paa Spor efter Morderne. Sig mig nu, hvorledes det +hele gik til." + +"Jeg skal fortælle Dem, hvad jeg véd," svarede hun; "men det er saa +lidt, at man ikke skulde tro, det kunde have medført saa frygteligt +et Resultat. Min Fader og jeg forlod vort Hjem i Aften Klokken halv +otte for at holde Gudstjeneste i den lille Kirke, som vore faa +omvendte har bygget til os. Under Gudstjenesten slog det mig gentagne +Gange, at der var noget galt i Gære, og da vi kom ud og saá den Hob, +der havde samlet sig ved Døren, blev dette Indtryk bestyrket. Jeg kan +ikke sige, om de havde i Sinde at angribe os eller ikke, men i det +Øjeblik vi traadte ud, lød der et Brøl, og straks efter styrtede +Hoben af Sted, jeg antager i Retning af vort Hus; det kan jeg indse +nu, skønt jeg ikke havde nogen Anelse om det den Gang. Da vi var +bange for at følge efter dem, gik vi ned ad en Sidegade for at komme +hjem ad en anden Vej, men da vi forlod Hovedgaden og kom ind i det +mørke Stræde, hvor De fandt os, styrtede en Mand løs paa min Fader og +slog ham til Jorden med en tyk Stok eller Jernstang. Jeg prøvede paa +at beskytte ham og henlede Mandens Opmærksomhed paa mig selv, og saa +trak han en Kniv frem og stak mig i Skuldren. I det Øjeblik kom De og +jagede ham paa Flugt." + +Medens hun sagde dette, lagde hun sin Haand paa min Arm. + +"Jeg kan ikke sige Dem, hvor taknemlig jeg er Dem," sagde hun. + +"Aa, det var saa lidt," svarede jeg og blev ganske forvirret. "Jeg +vilde kun ønske, at jeg var kommet tidligere." + +"Men hvad skal jeg dog gøre?" + +"Har De ingen Venner i Tientsin?" spurgte Nikola. "Er der slet ingen, +som De kan søge Tilflugt hos?" + +"Nej, vi kender slet ingen," svarede den unge Pige; "men jeg har en +Søster i Peking; hun er gift med en Missionær dèr. Kan De hjælpe mig +med at komme dertil?" + +"Jeg kan ikke selv følge Dem dertil," sagde Nikola; "men jeg skal nok +sørge for, at De kommer af Sted. De maa ikke blive her i Huset, men +De skal ikke være urolig, jeg skal sørge for, at der ingen Ting er i +Vejen." + +Han forlod atter Værelset, og medens han var ude, saa jeg nøjere paa +den unge Pige, som jeg havde frelst. Hun var mellem tyve og fire og +tyve Aar, hendes Ansigt havde en meget regelmæssig Form, og hendes +Hud var noget af det fineste, jeg nogensinde havde set; hendes Mund +var lille, og hendes Øjne og Haar smukke og brune, men det søde +Udtryk i hendes Ansigt var dets største Skønhed. + +Jeg tror ikke, man kan kalde mig en Dameven. Jeg har tilfældigvis +aldrig været meget i kvindeligt Selskab; men jeg maa tilstaa, at da +jeg saá den unge Piges søde Ansigt, fo'r der en Følelse gennem mig, +som jeg aldrig havde haft før. + +"Hvorledes kan jeg nogensinde takke Dem for Deres Godhed?" spurgte +hun simpelt. + +"Ved at bære Deres Ulykke tappert," svarede jeg. "Men undskyld; anser +De mig for næsvis, naar jeg spørger Dem om Deres Navn?" + +"Nej, hvorfor skulde jeg det? Jeg hedder Medwin -- Gladys Medwin -- +og hvad er Deres Navn?" + +"I denne Paaklædning burde det være Mah Poo, ikke sandt? I +Virkeligheden er det Wilfred Bruce." + +"Men naar De er Englænder, hvorfor er De saa forklædt paa den Maade?" + +"Det gør mig ondt, at jeg ikke kan meddele Dem det," svarede jeg. +"Jeg skal sige Dem noget, Frøken Medwin, det er muligt, at De er den +sidste Englænderinde, jeg nogensinde taler med her i Verden." + +"Hvad mener De?" spurgte hun. + +"Jeg maa atter svare, at det kan jeg ikke sige Dem. Men saa meget +kan jeg sige, at jeg tager bort herfra om et Par Timer for at indlade +mig paa noget, som højst sandsynligt vil koste mig Livet. Jeg véd +ikke, hvorfor jeg fortæller Dem det; men i saadant et Øjeblik som +dette kan man ikke overveje alt prosaisk. Og desuden, skønt vort +Bekendtskab kun er en Times Tid gammelt, saa er jeg til Mode, som om +jeg havde kendt Dem i flere Aar. De siger, at jeg har gjort Dem en +Tjeneste; vil De gøre mig én?" + +"Ja, hvilken Tjeneste kan jeg gøre Dem?" spurgte hun og lagde igen +sin lille Haand paa min Arm. + +"Denne Ring har jeg faaet af min afdøde Moder," sagde jeg og trak en +glat Guldring af min Finger. "Jeg tør ikke tage den med mig. Er det +for meget at bede Dem om at gemme den for mig? Hvis jeg ikke vender +tilbage, vil De saa love mig at gaa med den til Erindring om den +Tjeneste, De siger, at jeg har gjort Dem i Aften? Jeg vilde saa gerne +tænke, at jeg har en Veninde i Verden." + +Jeg greb den Haand, der laa paa min Arm og satte Ringen paa hendes +Finger. + +"Jeg skal med Fornøjelse gemme den for Dem," sagde hun. "Men sig mig: +Er det Foretagende, som De er ved at indlade Dem paa, virkelig saa +farligt?" + +"Farligere end De kan tænke Dem," svarede jeg. "Men De kan være +sikker paa, Frøken Medwin, hvis jeg slipper levende fra det, saa skal +jeg nok finde Dem og forlange Ringen tilbage." + +Nikola traadte ind i Værelset. + +"Min kære unge Dame," sagde han hurtigt, "jeg har truffet Anstalter +til, at De kan blive bragt hen til en god Ven af mig, som vil gøre +alt, hvad han kan, for Dem, medens De er i Tientsin. Saa snart De kan +rejse herfra, vil han sørge for, at De kommer til Deres Søster i +Peking. Men nu er det bedst, at De gaar; der holder en Bærestol ved +Døren, og min Ven venter Dem, Hr. Bruce, vil De følge Frøken Medwin +ud?" + +"De er meget god imod mig." + +"Nej, slet ikke, De kan rigeligt gengælde mig det, hvis De vil gøre +mig en Tjeneste." + +"Med Fornøjelse! Hvori bestaar den?" + +"De maa aldrig omtale, at De har truffet os. Naar jeg siger Dem, at +vort Liv maaske afhænger af Deres Tavshed, er jeg sikker paa, at De +vil opfylde min Bøn." + +"Der skal aldrig komme et Ord over mine Læber." + +Nikola bukkede og vendte sig saa næsten brat om og gik sin Vej. Da +jeg saá, at det var et Slags Tegn til, at hun maatte gaa, gik jeg +ned paa Gaden med hende, hvor der holdt en Bærestol. Da jeg havde +faaet hende anbragt i den, hviskede jeg Farvel til hende. + +"Farvel!" sagde jeg. "Hvis jeg nogensinde kommer levende tilbage, +forhører jeg mig om Dem i det Hus, De nu tager hen til." + +"Farvel og Gud beskytte Dem!" + +Hun greb min Haand, og i næste Øjeblik følte jeg, at hun trykkede en +lille Tingest mod dens Flade. Saa hævede Kulierne Bærestolen op, og +straks efter gik de ned ad Gaden med den. + +Jeg ventede, til den var ude af Syne, og gik saa ind i Huset, hvor +jeg saá Nikola gaa frem og tilbage med Hænderne paa Ryggen og Hovedet +tankefuldt bøjet. Han saá op, og uden at hentyde til, hvad der var +sket, sagde han hurtigt: + +"Om en Timestid er Ponyerne for Døren. Hvis De ønsker nogen Hvile, +gør De bedst i at tage den nu. Jeg skal have en Samtale med den gamle +Mand, vi saá i Aftes. Jeg vil prøve paa, om jeg kan faa noget mere ud +af ham. Forlad ikke dette Værelse, før jeg vender tilbage, og husk +frem for alt paa i Fremtiden, naar De taler med mig, at jeg er +Ypperstepræst og som saadan berettiget til den dybeste Ærbødighed. +Husk altid paa, at en lille Fejltagelse kan ødelægge alle vore Planer +og bevirke, at vore Hoveder bliver sat paa Stager ved den nærmeste +Bypost." + +"Jeg skal huske det," sagde jeg, og saa forlod han Værelset. + +Da han var borte, stak jeg Haanden i Lommen og trak den lille +Mindegave frem, som Frøken Medwin havde givet mig. Det var en +Medaillon, men til min Sorg indeholdt den ikke noget Billede af +hende. Hun havde øjensynlig baaret den om Halsen, for der hang et +Stykke falmet Baand ved den. Jeg saá et Øjeblik paa den og bandt den +saa fast om min egen Hals, for kun saaledes kunde jeg haabe at +hindre, at den blev stjaalet fra mig. Saa lagde jeg mig paa en Maatte +i en Krog, og i mindre Tid, end det tager at sige det, faldt jeg i en +dyb Søvn. Da jeg vaagnede, stod Nikola og ruskede i mig. + +"Nu er det paa Tide," sagde han, "Ponyerne holder for Døren, og vi +maa af Sted." + +Jeg var neppe rigtig kommet til mig selv, før den gamle Mand, som jeg +havde set den foregaaende Aften, traadte ind i Værelset med et +Maaltid, der mest bestod af Ris og nogle smaa simple Majskager. Vi +satte os til at spise og skyllede dem ned med en fortræffelig Te. + +Da vort Maaltid var til Ende, gik Nikola til Side med den Gamle og +sagde noget til ham i en dæmpet Tone, idet han med højtidelige Fagter +gav sine Bemærkninger Eftertryk. Saa gik vi med alle Husets Beboere +i Hælene ned i Gaarden, hvor Laohwan ventede med fem Ponyer. To af +dem var belæssede med Bagagen, og paa én af de andre satte Nikola +sig; saa steg jeg til Hest og derpaa Laohwan. Under Husbeboernes +ærbødige Hilsen blev Porten aabnet, og vi red ud paa Gaden. Nu skulde +anden Del af vort Eventyr begynde. + + + + +VI. KAPITEL. + + Paa Vej til Peking. + + +Da det sidste Hus i Tientsins Kineserby laa bag ved os, var Solen i +Færd med at staa op. Hvad de andre kan have følt, kan jeg ikke sige, +men jeg véd, at der i alt Fald var én Person i Selskabet, som var +inderlig glad ved at have sagt Farvel til Byen. Skønt vi kun havde +været der en kort Tid, havde vi gennemgaaet en saadan Mængde +spændende Begivenheder, at det endog kunde have gjort en saa begærlig +Eventyrer som Don Quixote ked af dette Liv. + +De første to, tre Mil kom vi over en tør Slette, paa hvilken Støvet, +der især syntes sammensat af Smaasten og Kamelgødning, hvirvlede om +Ørerne paa os som Hagl. Vi red af Sted i Tavshed. Nikola var i Kraft +af den Rang, han foregav at have, nogle Alen forud, saa fulgte jeg, +bag mig kom Laohwan, og saa fulgte Bagagen og de indfødte Rideknægte. +Jeg véd ikke, hvad Nikola tænkte paa, men jeg skammer mig ikke ved at +tilstaa, at mine Tanker stadig vendte tilbage til den unge Pige, som +det var blevet forundt mig at redde den foregaaende Aften. Hendes +blege, søde Ansigt forlod mig slet ikke, men optog mine Tanker, saa +alt andet var udelukket. Jeg prøvede atter og atter paa at tænke paa +det Foretagende, som vi havde for, men til ingen Nytte, jeg kom +stadig igen tilbage til et Par mørke Øjne og et tykt, kastaniebrunt +Haar. Det syntes højst urimeligt, at jeg nogensinde skulde træffe +Frøken Medwin igen; at jeg ønskede det, vil jeg ikke nægte. Og medens +jeg nu omtaler det, vil jeg endog gaa saa vidt at tilstaa, at jeg +ikke én, men mange Gange greb mig i netop af den Grund at ønske, at +jeg havde betænkt mig to Gange, før jeg havde modtaget Nikolas +Tilbud. Et Øjebliks Overvejelse var imidlertid tilstrækkelig til at +vise mig, at hvis jeg ikke havde truffet Nikola, saa vilde jeg efter +al Sandsynlighed ikke blot aldrig have kendt hende, men jeg vilde +rimeligvis tilmed have været i en Stilling, i hvilken det ikke blot +havde været taabeligt at tænke paa at forelske sig, men ligefrem +ganske umuligt. + +Da vi var naaede omtrent fem engelske Mil frem, vendte Nikola sig i +Sadlen og gav mig Tegn til at komme nærmere. + +"Nu maa Prendergast og Eastover havde modtaget det Telegram, jeg bad +Williams om at sende dem. De spilder ikke et Øjeblik, men begiver sig +straks paa Vej, og midt i næste Uge bør de have Præsten i Hankow i +deres Magt. Det tager tre Dage for dem at underrette os om +Kendsgerningen, det vil sige, at vi maa vente mindst ti Dage i +Peking, før vi viser os i Lamaklostret. Derfor vil vi tage ind i et +Hus, som er blevet mig anbefalet i Tartarbyen. Dèr lader jeg dem +vide, at jeg gerne vil underkaste mig en Uges Bøn og Faste for at +gøre mig skikket til det Ansvar, jeg skal paatage mig, og at jeg i +den Tid ikke kan tage imod nogen. Efter den tiende Dags Forløb har +jeg hørt fra Prendergast og véd nok til at trænge ind til Munkene, og +derefter skulde det saa gaa lige ud ad Landevejen med det altsammen." + +"Men tror De, Deres Mænd er i Stand til at bortføre denne velbekendte +Præst uden at udsætte sig for nogen Mistanke?" + +"Det bliver de nødt til," svarede Nikola. "Hvis de ikke gør det, +kommer vi til at bøde for det. Men De behøver ikke at være bange. Jeg +har den allerstørste Tillid til de Folk; de er blevet godt prøvede, +og jeg er sikker paa, at hvis jeg bad nogen af dem om at gøre et +eller andet, hvor farligt det end var, saa vilde de ikke betænke sig +et Øjeblik, men straks adlyde mig. Men à propos, Bruce, jeg synes +slet ikke, De ser rask ud i Dag." + +"Jeg føler mig heller ikke rigtig vel," svarede jeg, "jeg har +frygtelig ondt i Hovedet, men det gaar nok over snart." + +"Det vil jeg haabe. Lad os saa skynde os af Sted; vi maa naa det Hus, +hvor vi skal hvile os, inden Aften, og før vi gør det, maa vi ride en +fyrretyve Mil endnu." + +Det er en velbekendt Ting, at skønt kinesiske Ponyer ikke ser meget +godt ud, findes der dog kun faa Dyr, som kan kappes med dem i +Udholdenhed og Styrke. Hele vor Kavalkade, deri indbefattet Seletøj +og Sadler, kunde man have købt for tyve Pund Sterling, men jeg +tvivler om, at de kostbare Heste, som man ser i Hydepark en +Eftermiddag i Sæsonen, kunde have baaret os halvt saa godt som disse +smaa laadne Dyr. Skønt vi kamperede et Par Timer midt paa Dagen, var +vi før Solnedgang ved vort Bedested og havde nu gjort Halvdelen af +Rejsen til Peking. Det var et elendigt Hul, en rigtig kinesisk Kro +med smaa tomme Værelser, ganske umøblerede og omgivet af en Del lige +saa ugæstfri Stalde. + +Saa snart vi var der, steg vi af og gik ind i Bygningen, paa hvis +Tærskel den bondske, kinesiske Vært modtog os. Hans Person svarede +ganske til Huset; men da han mærkede, at vi var ansete Fremmede, +nedlod han sig til at afvige saa meget fra sin sædvanlige Skik, at +han i alt Fald viste os de ydre Tegn paa Høflighed. Saa valgte vi +vore Værelser og befalede, at der straks skulde anrettes et Maaltid. +Vore Tæpper blev pakkede ud og lagt paa Gulvet i Sovekamrene, og +næsten lige saa snart som dette var færdigt, blev vi kaldt til Bords. + +Maaltidet bestod af en halv Snes næsten raa Æg, to sejge Høns og en +mærkelig Ret kogt Svinekød. Sidstnævnte Ret er, som enhver, der har +haft noget at gøre med det himmelske Rige, véd, en af de faste Retter +hos alle Kinesere undtagen de muhamedanske. Sværme af Tiggere, der +var i højeste Grad modbydelige, plagede os med deres Tiggeri og +Hyleri. De kravlede omkring i Gaarden og paa Verandaerne og blev +tilsidst saa kække over deres Held, at de vovede at trænge ind i vore +Værelser. + +Dette var for meget af det gode, og jeg saá, at Nikola mente det +samme. + +Da en Tigger, som var mere næsvis end de andre, atter viste sig hos +os efter at være blevet advaret gentagne Gange, kaldte Nikola paa +Laohwan og befalede ham at tage Fyren udenfor og ved Hjælp af to +Kulier lade ham smage Bambusstokken. Den, der har set denne +ejendommelige Straf, vil aldrig glemme den, og tilsidst blev Mandens +Skrig og Bønner om Barmhjertighed saa indtrængende, at jeg gik ud i +Gaarden og bad dem om at lade ham gaa. + +Da jeg var vendt tilbage til mit Værelse, som laa ved Siden af +Nikolas, sad vi og talte sammen næsten en Times Tid, og saa gik vi +til Hvile. + +Men skønt jeg aftog mine kinesiske Klæder og strakte mig ud paa +Tæpperne, kunde jeg ikke falde i Søvn. Muligvis havde jeg lidt Feber; +under alle Omstændigheder begyndte jeg at forestille mig alle mulige +rædsomme Ting. Der samlede sig sælsomme Tanker i min Hjerne, og de +mærkeligste Lyde hørtes i Nattens Tavshed. Svage Lyde fra det fjerne +hobede sig sammen og blev stærkere og stærkere, indtil de syntes helt +at fylde mit Værelse. Et Fodtrin paa Vejen kunde give Ekko mod Muren +med en hemmelighedsfuld Tydelighed, og en Hunds Gøen i en nærliggende +Gaard blev efterhaanden saa stærk, at man skulde tro, der var en halv +Snes Stykker. Saa fuldstændig overvældede denne Nervøsitet mig, at +jeg snart saá en Fare i det allermindste, selv deri, at Bræderne i et +Værelse ved Siden af knagede, og at et Insekt summede oppe under +Loftet. Hvor længe jeg var i denne Tilstand, kan jeg ikke sige, men +tilsidst kunde jeg ikke udholde den længer. Jeg rejste mig derfor op +fra mit Leje og vilde lige til at gaa op og ned i Værelset i Haab om, +at jeg skulde blive saa træt, at jeg kunde falde i Søvn, da jeg hørte +Lyden af hemmelige Fodtrin ude i Korridoren. Jeg stod som rodfæstet +og prøvede paa at lytte, medens Blodet hamrede i mine Tindinger. Jeg +hørte det samme igen, men denne Gang var det nærmere ved min Dør; der +var imidlertid en tydelig Forskel, det lød ikke mere som Trin, +saaledes som vi plejer at høre dem, men det var en underlig ensformig +og tungt slæbende Lyd, der i Øjeblikket forvirrede mig. Men min +Uvished varede neppe et Øjeblik. Jeg havde hørt den samme Lyd én Gang +før paa Manila, og det var en Nat, da en Mand i mit Hotel blev +myrdet. Et Øjebliks Eftertanke sagde mig, at der var én, der krøb paa +Hænder og Knæ. Men hvorfor gjorde han det? Saa huskede jeg, at Væggen +paa den anden Side af Korridoren kun var én Fod høj eller to. Manden, +der trængte ind, hvem det nu end kunde være, ønskede øjensynlig ikke +at blive set af dem, der beboede Værelserne paa den anden Side af det +firkantede Rum. Jeg trak mig tilbage til en Krog, tog en lang +Jagtkniv, som jeg altid bar hos mig, og afventede Begivenhedernes +Udfald. Jeg hørte stadig Lyden, men nu var den kommet forbi min Dør, +og saa snart jeg indsaa dette, listede jeg mig hen til Gangen og saá +ud. + +Jeg havde Overblik over den snevre Korridor, men den var tom, og jeg +følte instinktmæssigt, at Manden var gaaet ind i det Værelse, der laa +ved Siden af mit. Han kunde nemlig ikke have haft Tid til at komme +videre. Værelset ved Siden af var Nikolas, og man kunde vædde ti mod +én om, at denne sov efter Dagens Møjsommeligheder. Der hørte ikke +megen Forstand til at fatte, at Fyren havde ondt i Sinde. Man kryber +ikke omkring i ensomme Gange paa Hænder og Fødder, medens andre Folk +sover, naar man ikke har ondt i Sinde. Hvis jeg derfor vilde redde +Nikolas Liv, maatte jeg være hurtig paa Færde. + +Et Sekund efter havde jeg forladt mit Værelse og skyndte mig ud i +Gangen efter ham. Da jeg naaede Døren, stod jeg ubestemt og prøvede +paa at opdage, hvor omtrent i Værelset Manden kunde være. Det varede +ikke længe, før jeg hørte en gryntende Lyd fulgt af et halvhøjt +Udbrud. Saa styrtede jeg ind i Værelset og hen til det Sted, hvor jeg +vidste, at Nikola havde anbragt sin Seng. Da jeg gjorde det, kom jeg +i Berøring med et nøgent Legeme, og i næste Øjeblik laa Manden og jeg +og rullede omkring paa Gulvet. + +Det var en højst mærkelig Kamp i Mørket. Vi klyngede os til hinanden, +idet vi trillede omkring og gjorde alle mulige Anstrengelser for at +overmande hinanden. Saa hørte jeg Nikola springe op og løbe hen imod +Døren. Han raabte, og der opstod straks Larm i Bygningen, men før de +kom med Lys, havde jeg faaet Krammet paa min Fjende og holdt ham +nede. + +Laohwan var den første, der viste sig, og han bragte en Fakkel; +Nikola tog den fra ham og kom hen til os. Han gav mig et Tegn til at +slippe Manden, som jeg holdt nede, bukkede sig ned og saá paa ham. + +"Aha," sagde han roligt, "det er altsaa ikke Indbrudstyveri, men +Hævn, her er Tale om. Saa din Slubbert vilde hævne dig for de Prygl, +du fik i Aftes, hvad? Det lader til, at jeg er undsluppen med Nød og +neppe." + +Det var ganske rigtigt; den Mand, som jeg havde grebet, var ingen +anden end den Tigger, hvis Plagerier havde bevirket, at han fik +Prygl. + +"Hvad behager Deres Ekscellence at gøre med ham?" spurgte Laohwan. + +Nikola benyttede Lejligheden til at vise sin Magt. Han sagde til +Manden, at han skulde rejse sig. Saa saá han ham lige ind i Øjnene +maaske et Minut og sagde roligt: + +"Luk din Mund op." + +Manden gjorde det. + +"Det er umuligt for dig at lukke den igen," sagde Nikola. "Prøv ad!" + +Den stakkels Usling prøvede og prøvede forgæves. Hans Kæber var saa +stive, som om de var fastgjorte med Skruer. Han arbejdede paa at +klemme dem sammen, men forgæves; der var intet at gøre. I sin Rædsel +fo'r han omkring i Værelset, medens Sveden strømmede ned ad hans +Ansigt, og han udstødte højst besynderlige Skrig. + +"Kom her hen!" sagde Nikola. "Staa der foran mig! Naa, luk saa +Munden." + +Manden lukkede straks sin Mund. + +"Luk dine Øjne." + +Manden gjorde, hvad han fik Befaling til. + +"Du er blind og stum, du kan hverken aabne dine Øjne eller din Mund." + +Manden prøvede ad, men med samme Resultat som før. Hans Mund og Øjne +var og blev lukkede. Denne Gang var hans Rædsel større, end Ord kan +udsige, og han styrtede sig for Nikolas Fødder og bønfaldt ham om +Skaansel med uartikulerede Lyde. Hoben, der havde samlet sig ved +Døren, stod gabende og iagttog denne mærkelige Scene. + +"Staa op," sagde Nikola til den ulykkelige, "luk Munden og Øjnene op! +Du vilde have myrdet mig, men jeg har skaanet dig. Prøv igen paa, +hvad du prøvede i Aften, og du vil lige straks miste baade Syn og +Mæle og aldrig faa det igen. Gaa saa!" + +Manden lod sig ikke opfordre to Gange, men flygtede, som om det +gjaldt hans Liv. Han skilte Skaren ved Døren ad i to, som en Dampers +Bov kløver Vandet. + +Da Laohwan var den eneste, som var tilbage, kaldte Nikola ham hen til +sig. + +"Véd De," sagde han, "at jeg vilde have været død nu, hvis ikke min +Ven havde været aarvaagen? De sover for Enden af Korridoren, og det +var Deres Pligt at sørge for, at ingen kom forbi Dem, men De har ikke +udført det Arbejde, der paahviler Dem. Hvad Straf skal De have for +det?" + +Som Svar knælede Manden ydmygt for sin Herres Fødder. + +"Besvar mit Spørgsmaal! Hvad Straf skal De have?" gentog den samme +ubønhørlige Stemme. "Kan jeg aldrig mere have Tillid til Dem?" + +"Jeg sværger ved mine Forfædres Grave, at jeg ikke vidste, at den +Mand var kommet forbi mig." + +"Det er intet Svar," sagde Nikola. "De har ikke gjort Deres Pligt, +og De véd, at det er noget, jeg aldrig tilgiver. Men da De ellers +har været trofast, vil jeg ikke være for haard imod Dem. Om en Time +sadler De Deres Hest og tager tilbage til Tientsin, hvor De +opsøger Hr. Williams og siger ham, at De ikke er tilstrækkelig +pligtopfyldende, og at jeg har sendt Dem tilbage. De bliver saa hos +ham, indtil jeg sætter mig i Forbindelse med Dem igen. Hvis De ikke +gaar til ham eller siger ham, hvad jeg har sagt, saa er De død om to +Dage. Forstaar De mig?" + +Manden bukkede atter dybt. + +"Gaa saa!" + +Uden et Ord rejste han sig op og gik henimod Døren. Det gjorde mig +ondt for ham, og da han var gaaet, sagde jeg det til Nikola og +spurgte paa samme Tid, om han ansaa det for klogt at gøre en Mand, +der holdt éns Liv i sin Haand, til sin Fjende. + +"Min Ven," svarede han, "der er et indisk Ordsprog, der siger: 'En +Tjener, som man ikke kan stole paa, er som en knækket Laas paa Porten +af dit Hus.' De behøver ikke at være bange for, at jeg ikke bærer mig +tilstrækkelig klogt ad. Jeg har haft meget at gøre med Laohwan, og +han kender mig. Han vilde hellere lade sig piske ihjel end forraade +mig. Men medens jeg dadler ham, glemmer jeg jo ganske at yde Dem +Retfærdighed. En Ting er ganske sikker: hvis De ikke var kommet, saa +havde vi ikke talt sammen nu. Jeg skylder Dem mit Liv. Jeg kan kun +bede Dem om at tro, at De ikke skal finde mig utaknemlig, hvis der +nogensinde indtræffer en Lejlighed, ved hvilken jeg kan vise +Gengæld." + +"Det var heldigt, at jeg hørte ham gaa igennem Korridoren," sagde +jeg, "ellers kunde vi begge være kommet galt af Sted." + +"Det var mærkeligt, at De var vaagen efter alle Dagens Anstrengelser. +Jeg sov som en Sten. Men lad mig se paa Dem. Store Gud, Menneske! Jeg +sagde Dem i Morges, at De ikke saá rask ud! Lad mig føle Deres Puls." + +Han følte min Puls og stirrede mig ængstelig ind i Ansigtet. Saa tog +han en lille Flaske i sin Medicinkasse, hældte et Par Draaber af den +i et Glas, kom noget Vand i det og sagde, jeg skulde drikke det. Da +jeg havde gjort det, gik jeg i Seng, og fem Minutter efter sov jeg en +drømmeløs Søvn. + +Da jeg vaagnede, var det højlys Dag, og Klokken var næsten seks. Jeg +følte mig betydelig bedre, end jeg havde gjort den foregaaende Aften, +men jeg var paa ingen Maade vel endnu, men hvad der var i Vejen med +mig, kunde jeg ikke sige. + +Klokken syv fik vi noget, der skulde agere Frokost; Klokken halvotte +var Ponyerne sadlede, og vi begav os paa Rejsen igen. Da vi forlod +Kroen, saá jeg mig om for at se, om jeg kunde opdage noget Spor af +den stakkels Laohwan, men da han ikke var der, kunde jeg kun antage, +at han havde udført Nikolas Ordre og var taget tilbage til Tientsin. + +Som sædvanlig red Nikola i Spidsen, og det var ikke vanskeligt at se, +at Historien om, hvordan han havde behandlet den Mand, som havde +forsøgt at myrde ham, var kommet ud. Den Rædsel, med hvilken han blev +betragtet af Folk, som han kom i Berøring med, var meget morsom at +være Vidne til. Og han spillede den Rolle, han havde overtaget, +udmærket. + +Efter at have gjort Holdt ved Middagstid som sædvanlig drog vi videre +indtil Klokken fire, og saa havde vi den Glæde at se den store By +Pekings Mure hæve sig foran os paa den ensformige Slette. Murene +syntes at strække sig saa langt bort, som Øjet kunde naa. Da vi +nærmede os til dem, blev de mer og mer imponerende, og snart saá vi +et uhyre stort Taarn, der var bygget paa den sædvanlige kinesiske +Maade og var gennemboret af utallige Skydehuller. Først da vi var et +Par Hundrede Fod fra det, opdagede vi, at disse Skydehuller var +forlorne, og at hele Taarnet faktisk kun var lidet andet end Gøgl. + +Vi kom ind i Byen gennem en Port, der vilde være blevet anset for +ubetydelig i enhver tredie Rangs By andre Steder i Verden, og da vi +havde betalt den Told, der forlangtes af os, spekulerede vi paa, i +hvad Retning vi skulde gaa for at finde den Bolig, som vore Venner i +Tientsin havde henvist os til. + +Vi fik fat i en ung Mand, der saa fiks ud, og som vi benyttede som +Fører, og kom da gennem en Række labyrintiske Stræder til et Hus i et +simpelt Kvarter af Byen. Da vi naaede det, var det ganske mørkt, og +det var kun efter megen Venten og gentagen Banken paa Døren, at det +lykkedes os at faa Beboerne til at opdage, at vi var der. Endelig +blev imidlertid Døren aabnet, og en umaadelig svær Kineser stod foran +os. + +"Hvad ønsker De?" spurgte han Nikola, som var den nærmeste. + +"Det, som kun Freden kan give," sagde Nikola. + +Manden bukkede dybt. + +"Deres Excellence har længe været ventet," sagde han. "Hvis De vil +være saa god at træde indenfor, saa staar alt, hvad mit Hus +indeholder, til Deres Raadighed." + +Vi fulgte ham gennem Huset ind i et Bagværelse. Nikola bad ham kalde +paa den første Rideknægt, og da han viste sig, afgjorde han sin +Regning med ham og lod ham gaa. + +"Vi er nu i Peking," sagde Nikola til mig, saa snart vi var alene, +"og vi maa spille vore Kort med den yderste Forsigtighed. Husk paa, +som jeg saa ofte har sagt Dem, at jeg er en meget hellig Mand, og at +jeg indretter mit Liv og mine Handlinger i Overensstemmelse dermed. +Der er, som De ser, et Værelse ved Siden af dette. I det vil jeg bo, +og De kan bo her. De maa sørge for, at ingen ser mig, og De maa lade +Dem forstaa med, at jeg næsten udelukkende tilbringer min Tid med +Studeringer og Andagtsøvelser. Hver Aften, naar Mørket falder paa, +gaar jeg ud og søger at indhente de Oplysninger, vi trænger til. De +skal staa i Spidsen for vor Økonomi og vort Husvæsen." + +En halv Time senere blev vort Maaltid sat frem, og da vi havde spist +og var trætte, gik vi lige i Seng. Jeg skulde ikke blive til megen +Nytte for min Ven, for da jeg vaagnede næste Morgen, var min gamle +Svaghedstilstand vendt tilbage; min Hud var tør og spruken, og jeg +havde en forfærdelig Hovedpine. Jeg kunde ikke spise nogen Frokost, +og jeg kunde se, at Nikola blev mere og mere bekymret for min +Tilstand. + +Efter Frokost gik jeg en Tur, men jeg kunde ikke frigøre mig for den +Tunghed, der havde bemægtiget sig mig, og jeg vendte tilbage til +Huset mere død end levende. Om Eftermiddagen lagde jeg mig paa min +Seng, og efter et Par Minutters Forløb havde jeg helt mistet +Bevidstheden. + + + + +VII. KAPITEL. + + En alvorlig Tid. + + +Det var højlys Dag, da jeg kom til Bevidsthed igen. Solskinnet +strømmede ind i mit Værelse, og Fuglene kvidrede i Træerne udenfor. +Endskønt jeg sad op og saá mig om, kunde jeg ikke forstaa det mindste +af min Stilling; der var øjensynligt noget galt ved den. Da jeg var +faldet i Søvn, syntes jeg, at min Seng havde været redt paa Gulvet og +bestaaet af kinesiske Tæpper og lignende. Nu laa jeg i en almindelig +engelsk Seng og havde Fjedermadras, Lagener og Tæpper. Desuden var +Værelset selv helt anderledes. Der var et Tæppe paa Gulvet, og der +hang adskillige smukke Billeder paa Væggen. Jeg var overbevist om, at +de ikke havde været der, da jeg kom ind i Værelset. Jeg var +imidlertid for svag til at undersøge disse mærkelige Forhold længe og +lagde mig ned paa Puden igen og lukkede Øjnene. Et Par Minutter efter +sov jeg igen, og vaagnede ikke før om Aftenen. + +Da jeg gjorde det, opdagede jeg, at der sad én ved Vinduet og læste. +Først saá jeg ikke med megen Interesse paa hende -- for det var en +Kvinde -- hun syntes mig at være en Del af en Drøm, som jeg straks +efter skulde vaagne op af i det kinesiske Hus, hvor jeg var sammen +med Nikola; men det viste sig snart at være en Vildfarelse. + +Den unge Dame lagde sin Bog fra sig, rejste sig og kom hen og saá paa +mig. Saa opdagede jeg en meget forbavsende Ting: Den unge Pige var +Frøken Medwin, den Dame, jeg havde frelst i Tientsin! Hun rørte ved +min Haand med sine bløde Fingre for at se, om jeg havde Feber, +antager jeg, og saa kom hun noget Medicin i et Glas, som stod paa et +Bord ved Siden af mig, og førte det til mine Læber. Jeg drak uden +Indsigelse og saá op paa hende. + +"De maa ikke gaa, Frøken Medwin," sagde jeg. Jeg var vaagen og +ventede halvvejs, at hun efterhaanden skulde forsvinde. + +"Jeg gaar ikke," svarede hun. "Det glæder mig at se, at De genkender +mig." + +"Hvad er der i Vejen med mig? Hvor er jeg?" spurgte jeg. + +"De har været meget syg," svarede hun; "men De har det meget bedre +nu. De er i min Svogers Hus i Peking." + +Jeg blev meget forbavset. + +"I Deres Svogers Hus?" gentog jeg. "Men hvorledes i al Verden er jeg +kommen der? Hvor længe har jeg været her, og hvor er Nikola?" + +"I Morgen har De været her i tolv Dage," svarede hun. "De blev syg i +Kineserbyen, og da De trængte til omhyggelige Pleje, bragte Deres +Ven, Dr. Nikola Dem herhen. Hvor han er nu, kan jeg ikke sige Dem; +jeg har kun set ham en Gang. Jeg for mit Vedkommende tror, at han er +taget ud paa Landet, men jeg har ingen Idé om i hvilken Retning, og +naar han kommer tilbage. Men nu har De talt nok, nu maa De prøve paa +at falde i Søvn igen." + +Jeg var alt for svag til at være ulydig, derfor lukkede jeg Øjnene, +og et Par Minutter efter var jeg i Drømmenes Land igen. + +Den næste Dag var jeg saa meget stærkere, at jeg kunde sidde oppe, +spise noget mere nærende Føde, og, hvad jeg syntes langt bedre om, +jeg kunde faa en længere Samtale med min Sygeplejerske. Det gjorde +mig mere godt end nogen Læges Medicin, og efter en halv Times Forløb +var jeg en helt anden Mand. Den stakkels Pige sørgede endnu over sin +Fader, og jeg lagde Mærke til, at den mindste Hentydning til Tientsin +kaldte Taarer frem i hendes Øjne. Efter hvad jeg senere har faaet at +vide, var Konsulen optraadt hurtigt og energisk med det Resultat, at +Pøbelhobens Anførere var blevne straffede, og den Mand, som havde +myrdet den ulykkelige Missionær, havde maattet bøde med Livet for sin +Forbrydelse. + +Frøken Medwin talte i varme Udtryk om den Rolle, jeg havde spillet i +den sørgelige Historie, og det var let at se, at hun ogsaa var Nikola +meget taknemlig for den Maade, han havde opført sig paa over for +hende. Williams havde efter Nikolas Ordre optaget hende i sit Hus og +straks sat sig i Forbindelse med Konsulen. Da saa Hr. Medwin var +blevet begravet paa den engelske Kirkegaard og de juridiske +Formaliteter, der stod i Forbindelse med Mordet, var opfyldte, havde +han skaffet hende paalidelige Tjenestefolk og sendt hende til Peking. + +Den næste Morgen bragte hun mig noget Bouillon, og medens jeg drak +den, satte hun sig ved Sengen. + +"Jeg tror nok, De kan komme lidt op i Eftermiddag, Hr. Bruce," sagde +hun, "De har det meget bedre." + +"Det vil jeg haabe," svarede jeg. "Jeg maa gøre alt, hvad jeg kan, +for at faa Kræfter; det var ganske overordentlig uheldigt, at jeg +blev syg, og jeg antager, at Nikola er meget utaalmodig over det." + +Jeg syntes, hun saá lidt stødt ud, og et Øjeblik efter indsaa jeg, at +jeg havde sagt en Dumhed. + +"De maa ikke anse mig for utaknemlig," skyndte jeg mig at bemærke; +"men jeg skal sige Dem, jeg saá det fra et bestemt Standpunkt. Jeg +føler mere Taknemlighed mod Dem, end jeg kan sige. Naar jeg sagde, at +det var meget uheldigt, at jeg var syg, saa mente jeg, at det passede +saa daarligt sammen med den kritiske Periode, vore Sager nu befinder +sig i, at jeg ikke skulde kunne arbejde. De kan da nok tænke, at jeg +er meget glad over al den Godhed, De viser mig." + +Jeg greb hendes Haand. Hun rødmede lidt og slog Øjnene ned. + +"Det glædede mig meget, at vi kunde optage Dem her i Huset; jeg +forsikrer Dem, min Svoger og min Søster var meget ivrige for at gøre +det, da de hørte, hvilken Tjeneste De har gjort mig. Men jeg maa sige +Dem noget, Hr. Bruce. De taler om den kritiske Stilling, De er i. De +sagde til mig i Tientsin, at hvis De fortsatte det Arbejde, som De +indlod Dem paa, slap De maaske aldrig levende fra det. Er det ganske +sikkert, at De maa fortsætte det, at De maa vove Livet paa den +Maade?" + +"Ja, det gør mig ondt at maatte indrømme det; men jeg har givet mit +Ord og kan ikke trække mig tilbage. Hvis De blot vidste, hvor +vanskeligt det er for mig at sige dette, vilde De ikke prøve paa at +friste mig til at tale om Sagen." + +"Men jeg synes, at det ikke er rigtigt at kaste sit Liv bort paa den +Maade." + +"Jeg har altid kastet mit Liv bort," svarede jeg temmelig bittert. +"De véd ikke, hvilken Stakkel jeg er, Frøken Medwin. Den Gang, da jeg +indlod mig paa den Sag, som jeg nu giver mig af med, var jeg i den +største Forlegenhed og det især paa Grund af min egen Taabelighed. +Synes De mindre godt om mig for det? Jeg er bange for, at jeg ikke +duer til meget andet end til at komme i Forlegenheder og arbejde mig +ud af dem igen." + +"De er vist ikke retfærdig imod Dem selv," svarede hun. "Jeg kan ikke +tro, at De er saa uheldig, som De siger." + +Det bankede paa Døren, og en høj, smuk Mand traadte ind i Værelset. +Man kunde se paa ham, at han var Missionær, og at han var mellem +tredive og fyrretyve Aar. + +"Naa, Hr. Bruce," sagde han muntert, medens han kom hen til Sengen og +bød mig Haanden, "det glæder mig at høre af min Svigerinde, at det +gaar saa godt fremad med Dem. Jeg burde have besøgt Dem flere Gange, +men jeg har været hjemme fra. De har haft et heftigt Anfald af Feber, +og jeg maa rigtignok sige, at jeg tror, det er et stort Held, De er +sluppet saa godt fra det." + +"Jeg er Dem meget taknemlig," sagde jeg, "fordi De har optaget mig i +Deres Hus; jeg véd ikke, hvad der ellers skulde være blevet af mig." + +"Naa, tal ikke om det," svarede Hr. Benfleet, for det hed han, "vi er +jo kun saa faa Englændere i Peking, og det vilde virkeligt være +sørgeligt, hvis vi ikke i Nødsfald hjalp hinanden." + +Medens han sagde dette, tog jeg med Haanden op til Hovedet og gjorde +straks en mærkelig Opdagelse. Da jeg var blevet syg, var jeg klædt +som Kineser, gik med Pisk, og min Hud var farvet lysebrun. Hvad +monstro mine Venner, havde ment om min Forklædning? + +Det var først senere, jeg opdagede, at jeg var kommet til deres Hus i +fuldstændig europæisk Paaklædning. Det samme havde været Tilfældet +med Nikola, da han gik til Hr. og Fru Benfleet for at bede dem om at +optage mig i deres Hus. + +"Gladys siger mig, at De skal op i Eftermiddag," sagde Hr. Benfleet; +"jeg antager, at De vil have godt af det. Hvis jeg kan hjælpe Dem med +en eller anden Ting ved Deres Paaklædning, saa beder jeg Dem blot om +at sige det." + +Jeg takkede ham. Saa undskyldte han sig med, at han skulde hen i +Missionshuset, sagde Farvel og gik. + +Jeg vilde give mig til at tale med Frøken Medwin igen, men hun +standsede mig. + +"De maa ikke tale mere," sagde hun med en køn, bydende Mine. "Jeg +skal læse for Dem en halv Times Tid, og saa overlader jeg Dem til Dem +selv indtil Frokost. Saa skal jeg lægge Deres Sager i Orden for Dem, +saa De kan staa op." + +Hun tog en Bog, satte sig ved Vinduet, aabnede den og begyndte at +læse. Hendes Stemme var blød og musikalsk, og hun tolkede +Forfatterens Mening med stor Dygtighed. Jeg er imidlertid bange for, +at jeg kun havde lidt Interesse for Historien, jeg var alt for stærkt +optaget af at iagttage de forskellige Udtryk i hendes Ansigt, at +lægge Mærke til hendes hvide Hænders fine Form og de nydelige smaa +Fødder og Ankler, som kigede frem under Kjolen. Hun har vist haft +Mistanke om noget af den Slags; for hun saá pludselig op midt i en +Periode, der ellers vilde have optaget hele hendes Opmærksomhed. +Hendes Ansigtsfarve og den hurtige Maade, som Fødderne gled ind under +Kjolen paa, bestyrkede mig i denne Forestilling. Hun vedblev ganske +vist at læse, men der var ikke den samme Ro i Tonen som før, og et +Par Gange lagde jeg Mærke til, at hun gik hen over Ordene, som om hun +prøvede paa at tænke paa to Ting paa samme Tid. Straks efter lukkede +hun Bogen og rejste sig. + +"Nu maa jeg vist ud og se, om jeg kan hjælpe min Søster lidt," sagde +hun hurtigt. + +"Mange Tak, fordi De har læst for mig," svarede jeg, "det var +dejligt." + +Da Frokosten var forbi, tog jeg det Tøj paa, som var blevet lagt frem +til mig, og saa snart mit Toilette var fuldendt, tog jeg Hr. +Benfleets Arm og gik med ham til en Terrasse i Haven bag Huset. Her +blev der sat Stole frem til os, og vi satte os ned. Jeg saá mig om, +idet jeg halvvejs ventede, at Frøken Medwin skulde være der, men hun +viste sig ikke i temmelig lang Tid. Da hun kom, udtrykte hun sin +Glæde ved at se mig oppe igen, og saa gik hun hen til en lille +kinesisk Hund, der laa i Solskinnet ved Foden af en stor Stenfigur. +Om hun altid var lige saa kærlig mod den lille Hund, kan jeg ikke +sige; men den Maade, paa hvilken hun kælede for den ved denne +specielle Lejlighed, kunde have gjort de fleste Mænd vanvittige af +Skinsyge. Jeg véd ikke af, at jeg paa nogen Maade er uvenlig mod Dyr; +men jeg er bange for, at hvis jeg havde været alene og denne Hund i +Nærheden af mig, saa vilde jeg have været fristet til at tage en Stok +og give den en Dragt Prygl. + +Straks efter saá hun op, og da hun opdagede, at jeg iagttog hende, +kom hun hen til os og gjorde nogle Bemærkninger, som mest var +henvendte til hendes Svoger, undskyldte sig derpaa og gik tilbage til +Huset igen. Hvis jeg vilde sige, at jeg var skuffet, saa vilde jeg +neppe sige Sandheden, det vilde være rigtigere at sige, at jeg blev +meget bedrøvet. Havde jeg fornærmet hende, eller plejer Kvinder at +bære sig ad paa den Maade? Jeg havde læst i Romaner, at naar de +mente, de havde været lidt for ødsle med deres Gunst, medens en Mand +var i Forlegenhed, saa plejede de at blive kølige imod ham, naar der +ikke mere var noget i Vejen. Hvis det var rigtigt, saa var hendes +Optræden ved denne Lejlighed ganske naturlig, og saa maatte jeg +opfatte den saaledes. Men jeg opdagede snart, at det vilde være +lettere at naa Nordpolen end at prøve paa at være logisk eller +klarhovedet i saadan en Tilstand, som jeg var i. Jeg vilde prøve paa +at nægte, at jeg var forelsket; det var første Gang, jeg havde gjort +Bekendtskab med denne fatale Lidenskab, der ligesom Mæslinger er +meget værre, naar man er ældre, end naar man er Barn. Saa man kan jo +nok tænke sig, at jeg ikke følte mig meget vel og rolig til Mode. + +Om Hr. Benfleet i det hele taget tænkte noget i den Anledning, kan +jeg ikke sige, men han sagde ingenting. Hvis mit Væsen, efter at Frk. +Medwin var gaaet, ikke slog ham som højst ejendommeligt, saa kunde +han imidlertid ikke have været den klart tænkende Verdensmand, som +hans Venner i Peking troede, han var. Alt, hvad jeg véd, er, at da +jeg vendte tilbage til Huset, var jeg i allerhøjeste Grad irriteret. + +Men før en Time var gaaet, skulde jeg opleve et Eksempel til paa de +underlige Modsigelser i Kvindens Karakter. Jeg var aldrig saa snart +kommet ind i Huset, før alt var forandret. Man haabede, at jeg ikke +havde forkølet mig igen, den mageligste Stol var sat til Side til +Brug for mig, og en ganske unødvendig Skammel blev stillet under mine +Fødder. I det hele taget viste man mig lige saa megen Opmærksomhed og +Sympati, som man havde vist mig Kølighed før. Jeg vidste ikke, hvad +jeg skulde tænke om det, men jeg tøede imidlertid op i mindre end en +halv Time og glemte fuldstændig mit daarlige Humør. + +Næste Dag var jeg saa meget stærkere, at jeg kunde tilbringe den +største Del af Tiden i Haven. Da Hr. og Fru Benfleet var optagne paa +anden Maade, var Frøken Medwin saa venlig at hellige mig en stor Del +af sin Tid, og jeg benyttede mig deraf og havde den største Glæde af +at passiare med hende om forskellige Ting. + +Ved Frokosten, til hvilken jeg var oppe for første Gang, blev det +foreslaaet, at vi om Eftermiddagen skulde prøve paa at naa ud til den +store kinesiske Mur, som laa en halv Fjerdingvej derfra. Saa snart +Maaltidet var forbi, begav vi os altsaa paa Vandring. De snevre Gader +var overfyldte af Kulier, Arbejdsvogne, Bærestole, Ponyer, der kun +var lidt større end St. Bernhardshunde, og Kameler, af hvilke nogle +var belæssede med Kul, og andre skulde bringe Teladninger mod Nord. +Tiggere, som alle var modbydelige hver paa sin Maade og havde Ar af +næsten alle kendte Sygdomme paa deres Legemer, og som i ni Tilfælde +af ti ikke blot kunde, men ogsaa i høj Grad ønskede at smitte os med +deres Sygdomme, sværmede rundt omkring og stødte og puffede til os, +medens vi gik. Dertil kom, at vi mindst én Gang hvert tredie eller +fjerde Skridt blev angrebne med hadefulde Skrig og Udtryk, som vilde +bringe den gemeneste Kulsjover til at rødme, ledsagede af Fagter, som +fik mine Fingre til at klø efter at lange ud efter dem, der generede +os paa denne Maade. Naar man saa hertil føjer alt det, man ser og +lugter i den hæsligste Stad i Østasien, som man kan tænke sig, og +Bevidstheden om, at man er foragtet og hadet af den foragteligste +Race under Solen, og naar man udfylder enhver Plads, der er tilbage, +med det Støv, som paa en rolig Dag ligger seks Tommer højt paa Gaden +og i Blæst, og det har man mindst tre Gange om Ugen, bedækker én fra +Top til Taa med det ubehageligste Smuds, saa vil man faa et lille +Indtryk af, hvad det vil sige at gaa en Tur i Pekings Gader. Det kan +synes lidt overdrevent for et Menneske, der aldrig har rejst i Kina; +men jeg beklager, at jeg ikke anser mine Udtryk for stærke nok. + +Ikke én, men hundrede Gange fandt jeg god Grund til at angre, at jeg +havde faaet Frøken Medwin med ud, men vi naaede da Gudskelov endelig +Muren. + +Vi satte os paa en Bastion og saá ned over Byen. Det var en mærkelig +Udsigt, vi havde. Fra Muren kunde vi se Chi-en-Men eller "den store +Port", mod Nord laa Tartarbyen. Lige neden for os var et forholdsvis +lille Tempel, omkring hvilket der samlede sig en Mængde Fodgængere, +Købmænd, Kulier, Vogne, Kameler, Ponyer, Borgere, Tiggere og +Bissekræmmere. Oven over vort Hoved knejsede de to store Taarne, som +danner en Del af Muren selv, medens vi til højre og venstre, saa +langt Øjet kunde naa, saá en endeløs Forvirring af Byens Tage, der +næsten alle var bedækket med en Slags vissent, brunt Græs, ja, i +mange Tilfælde voksede der endogsaa smaa Træer og Buske ud af +Mellemrummene mellem Stene. I det Fjerne kunde vi se de røde Mure, +der omgav "den forbudne Stad", med andre Ord det kejserlige Palads. +Til den anden Side laa det store Klokketaarn med det store +Trommetaarn i Nærheden og længere borte endnu Lamaklostrets Tage. Det +sidste havde jo en særlig Tiltrækningskraft for mig, og jeg kunde +neppe vende Øjnene fra det. + +Da vi havde taget dette Overblik og begyndte at tænke paa at gaa hjem +igen, henvendte jeg mig til min Ledsagerinde og udtalte de Tanker, +der opfyldte mig. + +"Ja, nu er jeg jo rask igen og kommer vel snart til at forlade Dem," +sagde jeg; "det kan vist ikke vare længe, før jeg hører fra Nikola." + +Hun var tavs et Øjeblik. Saa svarede hun: + +"De maa ikke være vred paa mig, Hr. Bruce, naar jeg siger Dem, at jeg +ikke kan lide Deres Ven. Han gør mig bange." + +"Men hvorfor dog?" spurgte jeg, som om det var saa forbavsende, at +Nikola gjorde det. Jeg havde Lyst til at fortælle hende, at næsten +alle de Mennesker, der kendte ham, var af samme Mening som hun. + +"Jeg véd ikke, hvorfor jeg er bange for ham; det skulde da være, +fordi han er saa forskellig fra andre Folk. Le ikke af mig, naar jeg +siger Dem, at jeg altid synes, hans Øjne ligner en Slanges; de er saa +kolde og lidenskabsløse og synes dog at se helt igennem én og at +fortrylle én, indtil han holder op med at se paa én; jeg har aldrig +nogensinde set saadan nogle Øjne, og jeg haaber, at jeg heller aldrig +skal gøre det mere." + +"Men han har jo dog været meget venlig imod Dem." + +"Ja, det kan jeg ikke glemme," svarede hun; "og jeg forekommer mig +selv saa utaknemlig; men man kan jo ikke gøre for sine Sympatier og +Antipatier, vel?" + +Jeg rykkede lidt nærmere hen til hende. + +"Jeg haaber ikke, at De har nogen stærk Antipati mod mig, Frøken +Medwin," sagde jeg. + +Hun begyndte at stikke i den Jord, der fandtes mellem de store Sten, +paa hvilke vi sad. + +"Nej, det tror jeg ikke," svarede hun blidt og syntes med Interesse +at iagttage en lille Bille, som var kommet ud af et Hul og nu krøb +henimod os. + +"Det glæder mig," svarede jeg, "jeg vilde saa gerne, at Deres Tanker +om mig skulde være venlige." + +"Det kan De være vis paa, de er," svarede hun. "Husk paa, hvor meget +jeg skylder Dem. Aa, den skrækkelige Aften! Jeg vil aldrig kunne +glemme den Rædsel! Har De glemt den?" + +Jeg indsaá, at vi havde en lille Duel sammen, og at hun prøvede paa +at lede Samtalen i en anden Retning; men det vilde jeg ikke finde mig +i. Jeg saá hende ind i Ansigtet, men hun vendte sig bort og stirrede +paa en mørk Sky, som rejste sig paa Sletten bag ved os. + +"Frøken Medwin," sagde jeg; "tidligere eller senere tror jeg, at der +i en Mands Liv optræder en Kvinde, som er hele Verden for ham. +Gladys, kan De gætte, hvad jeg vil sige?" + +Hun svarede ikke, men den ulykkelige Bille, som, uden at hun havde +lagt Mærke til det, var naaet hen til hendes Fødder, blev knust. Og +dog var hun det venligste og blideste Væsen, der var til i Verden. +Denne lille ubetydelige Handling viste mig mere, end Ord kunde have +gjort, hvor forvirret hun var. + +"Jeg vil sige," vedblev jeg, "at en Kvinde, den eneste Kvinde af +alle, endelig er traadt ind i mit Liv. Er De glad ved at høre det?" + +"Hvor kan jeg være det, naar jeg ikke kender hende?" udbrød hun +dæmpet. + +"Hvis De ikke kender hende," svarede jeg, "saa er der ingen anden, +der gør det. Gladys, det er Dem, der er den Kvinde! Jeg véd, at jeg +ikke har Ret til at sige Dem det, naar jeg ser hen til min nuværende +Stilling, men Gud skal vide, at jeg ikke kan gøre for det. De er mig +kærere end alt andet i Verden, jeg har elsket Dem fra det første +Øjeblik jeg saá Dem. Kan De elske mig lidt til Gengæld? Tal aabent og +sig mig, hvad der bor i Deres Hjerte, og ske hvad der vil, jeg vil +finde mig i Deres Afgørelse." + +Hun skjalv heftigt, men der kom ikke et Ord over hendes Læber. Hendes +Ansigt var meget blegt, og hun syntes at have Vanskelighed ved at +trække Vejret, men jeg vilde nu fremtvinge et Svar. Jeg greb hendes +Haand. + +"Hvad har De at sige mig, Gladys?" + +"Hvad kan jeg sige?" + +"Sig, at De elsker mig," svarede jeg. + +"Jeg elsker Dem," svarede hun saa blidt, at jeg neppe kunde høre +Ordene. + +Og saa kyssede jeg hende for hele Pekings Øjne. + +Der kommer en Gang i de fleste Mænds Liv, -- af den Grund tror jeg +ogsaa, at der i de fleste Kvinders Liv kommer nogle Minutter, i +hvilke de nøjagtig forstaar, hvad ublandet Lykke vil sige -- et Par +Minutter i deres korte Tilværelse, da Luften synes at genlyde af +Glædesklokker, da Tiden staar stille, og da der ikke er noget, som +hedder Sorger. Saaledes følte jeg mig til Mode i det Øjeblik. Jeg +elskede og blev genelsket. Men næsten før jeg havde Tid til at indse, +hvor lykkelig jeg var, kom der en Bevidsthed om min virkelige +Stilling, og jeg blev kastet ned i Dybet igen. Hvad Ret havde jeg, +sagde jeg til mig selv, til at sige en ung Pige, at jeg elskede +hende, naar det næsten var umuligt, at jeg nogensinde kunde gøre +hende til min Hustru? Ingen som helst Ret! Jeg havde gjort noget +skrækkeligt, og nu maatte jeg gaa fremad, gaa i Dødens Gab og forlade +alt, hvad der kunde gøre Livet værd at leve, og vide, at jeg havde +voldet én Smerte, én, som jeg fremfor alt ønskede at skaane for +Smerte. Ja, hvis jeg bad Nikola om at give mig fri, saa tvivlede jeg +ikke om, at han gjorde det. Men var det rigtigt, naar jeg havde givet +ham mit Ord paa, at jeg vilde drage med ham? + +Nej, der var ikke andet for mig at gøre end at holde mit Løfte og +stole paa, at Skæbnen vilde bringe mig tilbage til den Kvinde, jeg +elskede. + +Eftermiddagen gled hurtigt hen, og det var paa Tide for os at tænke +paa at komme hjem. Jeg vilde gerne skynde mig, for jeg havde ikke +Lyst til at gaa med en Dame gennem Pekings Gader i Tusmørket. Gaderne +var slemme nok om Dagen, om Aftenen var de ti Gange værre. Vi steg +altsaa ned af Muren, og ti Minutter efter havde vi igen naaet +Benfleets Villa. + +Da vi traadte ind i Huset, havde jeg fattet en Beslutning. Som +hæderlig Mand havde jeg kun to Udveje; den ene var at meddele Hr. +Benfleet, hvorledes det stod til med mine Følelser, den anden, at +lade Gladys forstaa, at jeg ikke vilde anse hende for bunden til mig +paa nogen som helst Maade, før jeg vendte tilbage, hvis jeg +nogensinde vendte tilbage fra det Arbejde, jeg havde paataget mig. +Saa snart Aftensmaaltidet derfor var forbi, bad jeg Missionæren om at +tilstaa mig en fem Minutters Samtale i Enrum. Han sagde straks +venligt Ja, men jeg syntes der var en lille Sky paa hans Pande. Vi +gik ind i hans Studerekammer, som laa i den anden Ende af Bygningen, +og da vi kom derind, bad han mig om at tage Plads, idet han sagde: + +"Naa, Hr. Bruce, hvad er det saa, De vil sige mig?" + +Nu tror jeg ikke, at jeg er noget særlig nervøst Menneske, men jeg +maa tilstaa, at jeg ikke følte mig ganske vel til Mode i dette +Tilfælde. Jeg spekulerede og spekulerede paa, hvorledes jeg skulde +begynde min Forklaring; men det var umuligt for mig at finde de +rigtige Ord. + +"Hr. Benfleet," sagde jeg tilsidst fortvivlet. "De vil sandsynligvis +være enig med mig, naar jeg siger, at De kun kender meget lidt til +mig." + +"Ja, det kan vi vist være enige om," svarede han med et Smil. "Hvis +jeg skal være ærlig, saa vil jeg indrømme, at jeg kender _meget_ lidt +til Dem." + +"Jeg vilde ønske, at De kendte mig bedre." + +"Hvorfor?" + +"Jo, ærligt talt, det er af meget vigtige Grunde, hvad De vil +forstaa, naar jeg siger Dem, at jeg i Eftermiddag har friet til Deres +Svigerinde, Frøken Medwin." + +"Jeg maa tilstaa, at jeg har tænkt mig det," svarede han. "Der har +været Tegn og underlige Gerninger i Landet, og skønt min Kone og jeg +bor i Peking, kan vi dog endnu tænke os, hvad det vil føre til, naar +en Mand er opmærksom mod en ung Pige, som De i den senere Tid har +været imod min Svigerinde." + +"Jeg haaber, at De ikke har noget imod det." + +"Skal jeg sige, hvad jeg mener?" + +"Ja, det maa De endelig. Jeg ønsker, at De er fuldstændig aaben." + +"Saa er jeg bange for, jeg maa sige, at jeg har noget imod det." + +"Og dertil har De naturligvis en fornuftig Grund?" + +"Jeg vil ikke nægte, at det er en Grund, som Tiden og bedre +Bekendtskab muligvis kan fjerne. Men lad os nu først se, i hvilket +Lys De staar for os. Indtil for en fjorten Dages Tid siden vidste +hverken min Kone, Frøken Medwin eller jeg, at De var til i Verden. +Men De var syg, og vi optog Dem her i Huset uden at vide det mindste +om Deres tidligere Liv, det véd De jo nok. Jeg tror, at De vil være +enig med mig om, at en Englænder, som optræder i kinesisk Dragt uden +at give nogen Grund for det, og som drager omkring i Kina med en +Mand, der er almindelig frygtet, ikke er et Menneske, som man saadan +uden videre vil anerkende som sin Svigerindes Forlovede. Men jeg er +ikke bornert, og jeg véd, at det meget ofte gaar saaledes, at naar en +Mand har slaaet lidt til Skaglerne, saa kan en god Kvinde gøre ham +mere Gavn end Erkebiskoppen af Canterbury og hele hans Kleresi. Hvis +De elsker hende, vil De foresætte Dem at vinde hende, og i dette +Tilfælde er det, for at bruge et Sportsudtryk, et Væddeløb, der maa +vindes ved at vente. Hvis De mener, at Gladys fortjener, at man +arbejder for hende og venter paa hende, saa gør De det, og da jeg +synes godt om det, jeg har set af Dem hidtil, vil jeg give Dem alle +de Lejligheder, jeg kan, til at naa Deres Maal. Men hvis De ikke +ønsker at arbejde for at vinde hende eller at vente, saa tager De +sandsynligvis bort herfra efter denne Samtale, og saa er vi fri for +Dem. En Ting synes jeg imidlertid vilde være klogt, og det er, at De +forlader mit Hus i Morgen tidlig." + +"Det vilde jeg selv foreslaa." + +"De forstaar naturligvis, hvad jeg siger, og hvorfor jeg siger det?" + +"Ja, fuldstændig." + +"Meget vel. Hvad vi altsaa er blevne enige om, er dette: Som min +Svigerindes Formynder vil jeg ikke absolut forbyde Deres Forlovelse, +men jeg samtykker foreløbig ikke i noget, foreløbig, det vil sige: +ikke før jeg kender Dem bedre. Naar De er i en saadan Stilling, at De +kan underholde en Hustru paa en passende Maade, og De kan komme til +os uden noget Hemmelighedskræmmeri eller nogen Frygt, saa vil jeg +drøfte Sagen videre med Dem; i Mellemtiden vil vi ikke tale om det. +Jeg er vis paa, at min afdøde Svigerfader vilde have sagt det +samme." + +"De har behandlet mig meget ærligt og godt, og jeg takker Dem for +det." + +"Det glæder mig, at De er enig med mig. Men lad os saa tale et Par +Ord om det Arbejde, De har for. Jeg kender ikke dets Beskaffenhed, +men det vilde glæde mig, hvis De vilde forsikre mig, at der ikke er +noget i det, som De behøver at skamme Dem for." + +"Jeg tror ikke, at der er noget i det, som jeg behøver at bebrejde +mig," sagde jeg. "Det er nærmest en Slags videnskabelig Undersøgelse. +Jeg faar en stor Sum for at sætte mit Liv paa Spil, medens jeg søger +at opdage visse Ting. Mere kan jeg ikke sige Dem." + +"Jeg antager, at De har forpligtet Dem til at holde det hemmeligt." + +"Ja, det har jeg." + +"Saa vil jeg ikke overtale Dem til at sige mere. Skal vi saa gaa ind +til Damerne." + +Da jeg traadte ind i Dagligstuen, saá min Elskede paa mig med spændt +Mine. Jeg smilede for at berolige hende, og da Hr. og Fru Benfleet +lidt senere var venlige nok til at forlade Værelset, fortalte jeg +hende alt, hvad vi havde aftalt. + +Hun var ganske enig med mig om, at hendes Svogers Forslag var det +fornuftigste. I al den Tid jeg var borte med Nikola, kunde vi ikke +staa i Forbindelse med hinanden, og paa den Maade vilde vi kunne +overbevise os om, at vore Følelser virkelig var ægte, og om vor +Tilbøjelighed vilde vedvare. + +"Ak ja; men hvor jeg vilde ønske, at jeg vidste, hvad De har for," +udbrød Gladys. + +"Jeg kan desværre ikke sige Dem det," svarede jeg. "Jeg er hindret af +Løfter paa alle Sider. De maa stole paa mig, Gladys." + +"Det er slet ikke, fordi jeg ikke stoler paa Dem," sagde hun med et +Suk, "jeg tænker paa de Farer, De skal udsætte Dem for, og paa den +lange Tid, der vil hengaa, inden jeg hører fra Dem eller ser Dem +igen." + +"Ja, det er der ikke noget at gøre ved," sagde jeg. "Hvis jeg havde +truffet Dem, før jeg indlod mig paa dette Foretagende, kunde Sagen +maaske være blevet arrangeret anderledes, men som man reder, saa +ligger man." + +"Aa, jeg er saa bange for denne Nikola." + +"Det behøver De ikke at være! Han og jeg er meget gode Venner, og saa +længe jeg er ærlig overfor ham, kan jeg kun vente ærligt Spil fra +hans Side. Hvis vi var Fjender, kunde De skælve for min Sikkerhed, +men saa længe vi er Venner, forsikrer jeg Dem, at De ikke behøver at +nære nogen Frygt." + +"Forlader De os i Morgen tidlig?" + +"Ja, kæreste Gladys, jeg maa af Sted; men saadan som vor Stilling til +hinanden er, er vi mere end Venner og dog i Verdens Øjne mindre end +Elskende, og saa kunde det neppe gaa an, at jeg blev her. Desuden +venter jeg, at Nikola trænger til min Hjælp. Men nu, før jeg glemmer +det, beder jeg Dem om at give mig den Ring, jeg gav Dem i Tientsin." + +Hun forlod Værelset og vendte et Øjeblik efter tilbage med den. Jeg +tog den fra hende, hævede hendes Haand op og satte den paa hendes +Finger, idet jeg kyssede hende. + +"Jeg vil altid gaa med den," sagde hun. + +Medens hun talte, traadte Fru Benfleet ind. Et Øjeblik efter hørte +jeg faste, kraftige Fodtrin i Korridoren, Fodtrin, der lød saa +ubehagelig bekendte for mig. Saa traadte Nikola ind. + + + + +VIII. KAPITEL. + + Hvorledes det gik Prendergast. + + +Hvis jeg sagde at jeg blev overrasket, da Nikola pludselig traadte +ind i Benfleets Dagligstue, saa vilde det være et alt for svagt +Udtryk. Hvordan det nu var eller ikke, saa lod det altid til, at +Nikola skulde overraske mig, naar han kom, og mærkelig nok var jeg +ikke alene om denne Følelse, thi mere end ét Menneske af mit +Bekendtskab har siden tilstaaet, at han har haft akkurat den samme +Fornemmelse. Hvad det var hos Manden, der voldte det, vilde være +vanskeligt at sige. Under alle Omstændigheder, saa meget er sikkert, +at det vilde være umuligt for Nikola at sige eller gøre en +hverdagsagtig Ting. Naar han tiltalte én, følte man instinktmæssigt, +at man maatte svare ham tydeligt og ligefrem eller slet ikke. Det +svarede slet ikke til Mandens Personlighed at modtage et undvigende +Svar. Man syntes ganske ubevidst, at han var berettiget til at +fordre, at man skulde gøre alt, hvad man kunde, for hans Skyld, og +det gjorde man ogsaa, enten han fortjente det eller ikke. Jeg har set +Nikola tage en af de skrappeste og mest stædige Mænd i Haanden og +bede ham om en Tjeneste, som det vilde have været Galskab at vente, +at han skulde gøre ham, tale med ham paa sin egen rolige, men bydende +Maade og i mindre end ti Minutter faa Sagen afgjort og Anmodningen +opfyldt. + +Der var en anden Ting, som slog mig som mærkelig ved denne +ejendommelige Personligheds Karakter, og det var, at han altid, før +man svarede, eller før man talte, syntes at vide ganske bestemt, hvad +man vilde svare paa hans Spørgsmaal. Selv begyndte jeg snart at føle, +at jeg godt kunde spare mig den Ulejlighed at svare i det hele taget. + +Da han var traadt ind i Værelset, gik han hen til Gladys, bukkede, +tog hendes Haand og sagde Godaften, saa henvendte han sig til mig og +sagde med sit ubeskrivelige Smil: + +"Kære Bruce, det glæder mig at se Dem saa vel; jeg havde ventet at se +et Skelet, og til min Glæde ser jeg en Mand for mig. Hvornaar tror +De, at De kan rejse igen?" + +"Jeg er parat, saa snart De er det," svarede jeg, men ikke uden lidt +Modløshed, da jeg saá, over paa Gladys og opdagede, at det Øjeblik, +da jeg skulde skilles fra hende, virkelig var kommet. + +"Det glæder mig at høre," svarede han; "for Tiden iler. Tror De, De +kan følge med mig om et Par Minutter. Kan De? Naa, det er godt. Hvis +De ikke har noget imod det, vil jeg gerne tale med Hr. Benfleet, og +saa maa vi af Sted." + +Han forlod Værelset ledsaget af vor Værtinde, og Gladys og jeg var +alene i en halv Snes Minutter. + +Jeg vil ikke beskrive, hvad der skete under denne korte Samtale; det +behøves ikke; det er nok at sige, at da den var forbi, gik jeg ud til +Nikola paa Verandaen, og vi forlod Huset sammen. Da Gadedøren blev +lukket, syntes jeg, at al min Livslykke gled bort fra mig. Jeg gik i +næsten fem Minutter i Tavshed ved min Ledsagers Side og tænkte paa, +om jeg nogensinde igen skulde se dem, jeg lige havde sagt Farvel til. +Nikola maa have haft en Forestilling om, hvad der gik for sig i min +Sjæl, for han henvendte sig til mig og sagde fortroligt: + +"Frisk Mod, Bruce, vi er her tilbage igen, før De véd, hvor De er, og +husk paa, at De saa er en forholdsvis rig Mand. Frøken Medwin er en +Pige, det er Umagen værd at vente paa. Hvis De ikke har noget imod +det, vil jeg ønske Dem til Lykke." + +"Hvor véd De noget om det?" spurgte jeg overrasket. + +"Jeg har jo lige talt med Hr. Benfleet," svarede han. + +"Men han sagde Dem da ikke noget?" + +"Jeg vilde netop tale med ham om den Sag," sagde Nikola. "De er min +Ven, jeg skylder Dem en Tjeneste, og derfor vilde jeg jævne og glatte +Sagen for Dem, saa godt jeg kunde. Sandt at sige er jeg glad ved, at +dette er sket, det vil gøre Dem saa meget forsigtigere. Jeg tror ikke +paa almindelige Regler med Hensyn til Kærlighed; men der er ingen +Ting, der i den Grad som Kærlighed faar en Mand til at passe paa sine +Handlinger." + +"Det er meget smukt af Dem, at De gør Dem saa megen Ulejlighed for +min Skyld," sagde jeg varmt. + +"Aldeles ikke," svarede han. "Man kan ikke tale om Ulejlighed i en +Situation som vor. Men lad os nu komme saa hurtigt af Sted som vi +kan. Jeg har en Masse Ting at tale med Dem om, og vi har mange +Forberedelser at træffe før i Morgen tidlig." + +"Men hvor skal vi hen? Dette er jo ikke Vejen tilbage til det Hus, +hvor jeg blev syg." + +"Nej, naturligvis," sagde Nikola; "vi skal et andet Sted hen; vi skal +hen til en Englænder, som jeg kender; dèr skal vi have vore kinesiske +Dragter paa igen." + +"Saa er dette sandsynligvis vor sidste Tur i europæisk Dragt?" + +"Ja, under alle Omstændigheder i mange Maaneder." + +Saa gik vi igen nogen Tid uden at tale. Nikola, tror jeg, overvejede +sine uendelige Intriger, og jeg tænkte paa den unge Pige jeg havde +forladt. Tilsidst naaede vi imidlertid det Hus, vi skulde til, og da +vi bankede paa Døren, blev den straks lukket op. Det var et lille +Hus, der laa i en Sidegade. Ejeren var en Englænder, hvis +Forretninger ofte nødte ham til at gøre lange Rejser i det Indre. Han +var Ungkarl og, efter hvad jeg fik ud af, hvad Nikola sagde, paa +ingen Maade kræsen med Hensyn til sine Omgangsfæller; jeg tror heller +ikke, han havde noget godt Navn paa sig i Peking. Før vi havde været +fem Minutter i hans Selskab, havde jeg et nøjagtigt Indtryk af +Manden, og jeg kunde ikke paa nogen Maade forstaa, hvorfor Nikola +havde valgt ham. At han var bange for Nikola var indlysende, og det +var lige saa sikkert, at Nikola vilde have, han skulde være det. Han +hed Edgehill, og for at skjule sin Nervøsitet affekterede han en +gemytlig Fortrolighed, som snarere forøgede end skjulte det, han +vilde skjule. + +"De ser ikke rigtig vel ud, Hr. Bruce," sagde han, da jeg blev +præsenteret for ham. Saa efterlignede han en Mand, der trækker en +Flaske op og sagde med et Grin: + +"De er nok ikke gaaet af Vejen for et Glas, hvad?" + +"Jeg har ligget syg af Feber," svarede jeg. + +"Ja saa, De har faaet for meget pekingsk Luft," sagde han. "Dette +forbandede Land kunde gøre det af med en ægyptisk Mumie. Naa, det er +jo lige meget, hold bare Modet oppe, saa klarer De Dem nok." + +Jeg takkede ham for denne Forsikring og vendte mig saa om mod +Nikola, der sad i en lang Rørstol og stirrede stift paa ham, medens +han klemte Fingerspidserne sammen. Der syntes at være noget, der +gjorde ham urolig. Da han saa talte, var det tydeligt og meget +bestemt, som om han ønskede, at hvert enkelt Ord skulde høres i sin +fulde Klarhed af den Mand, det var henvendt til. + +"Naa, Hr. Edgehill, De har til Trods for mine gentagne Advarsler +underrettet Deres kinesiske Venner om, at De har en Gæst." + +Manden traadte tilbage, som om han havde faaet et Slag. Han blev +ildrød i Hovedet og straks efter ligbleg. Han strakte Haanden ud imod +Væggen bag ved sig, som om han søgte Støtte, og han trak Vejret meget +dybt. + +"Deres to kinesiske Venner," sagde Nikola langsomt og tydeligt, "maa +have lagt særlig Vægt paa den Underretning, som De kunde give dem, +siden de var i Stand til at betale saa høj en Pris for det." + +Manden prøvede paa at tale, men uden Held. Al hans Raskhed var +forsvunden. Nu var han kun en sølle skælvende Kryster, som ikke kunde +tage sine Øjne bort fra det rolige, men grusomme Ansigt, der syntes +at se lige ind i hans Hjerte. + +Saa forandredes Nikolas Væsen, og han sprang op med pludselig Kraft. + +"Hund!" raabte han, og hans Stemme skar som en Kniv. "Ynkelige Hund! +Saa De troede, De kunde forraade mig! Hvor lidt kender De ikke Dr. +Nikola! Hør nu, og husk hvert Ord, jeg siger Dem; jeg taler kun én +Gang: I Aften skriver De efter min Diktat et Brev til Deres kinesiske +Venner, og i Morgen tidlig Klokken seks sadler De Deres Hest og tager +til Tientsin. Naar De er ankommen der, gaar De til Hr. Williams, hvis +Adresse De kender, og siger til ham, at jeg har sendt Dem. De siger, +at De skal blive som Fange i hans Hus i en Maaned. Hvis De vover at +sætte Dem i Forbindelse med en eneste Person i Anledning af mig eller +mine Sager paa noget som helst Tidspunkt, saa lader jeg Halsen skære +over paa Dem en halv Time efter, at De har gjort det. Kan Det være +muligt, at De regner mig for saa ringe, at De tror, De kan maale Dem +med mig, De Taabe? Naar De gaar herfra, saa fald paa Knæ og tak +Forsynet, fordi jeg ikke dræbte Dem straks paa Grund af Deres +Frækhed. Husker De Hanotat? Gør De? Naa, saa pas paa, min Ven, at jeg +ikke behandler Dem, som jeg behandlede ham. Ligesom De ansaa han sig +for begavet, men da det kom til Stykket, foretrak han at skyde sig en +Kugle for Panden for at vedblive at slaas med mig. Husk saa paa, at +De er blevet advaret. Gaa, lav Dem i Stand til Rejsen! Jeg skal selv +sætte mig i Forbindelse med Williams. Hvis De ikke er i hans Hus ved +Frokosttid paa Torsdag Morgen, saa sparer De en Udgift, for De faar +aldrig Appetit til noget Maaltid igen." + +Manden svarede ikke et Ord, men forlod straks Værelset; han saa ud +som et Genfærd. + +Da han var gaaet, henvendte jeg mig til Nikola, for min Forbavselse +gik over alle Grænser, og sagde: + +"Hvor i al Verden vidste De, at han havde sladret?" + +Som Svar bøjede Nikola sig ned og tog to smaa Tingester op fra +Gulvet. Det viste sig at være Rester af to kinesiske Cigaretter. Han +gik hen til en lille Hylde i den modsatte Ende af Værelset og tog en +Cognacsflaske. Tre Glas, der allesammen var brugte, stod ved Siden af +Flasken, der var ganske tom. Efter at have vist mig disse Ting, gik +han tilbage til sin Stol og satte sig. + +"Edgehill," forklarede han, "drikker aldrig Cognac, undtagen naar han +har Selskab, og selv da drikker han meget lidt. Før jeg forlod Huset +i Aften for at hente Dem, var jeg saa forsigtig at undersøge den +Hylde dèr. Den Gang var Flasken omtrent fuld, og jeg er ganske sikker +paa, at der ikke laa Stumper af kinesiske Cigaretter paa Gulvet, for +jeg saá mig om. Inden den Tid havde jeg lagt Mærke til, at to Mænd +iagttog Huset fra den anden Side af Gaden. Da jeg gik min Vej, tog +jeg en Cigaretstump op, som en af dem havde røget. Dèr er den, De kan +jo selv sammenligne dem, hvis De vil. Da vi kom, var Mandens Væsen +saadan, at det ogsaa bestyrkede mig i min Tanke, og da jeg gjorde ham +det første Spørgsmaal, meldte hans Ansigt mig Resten. Naturligvis var +det alt sammen Gætteri; men det er ikke for ingen Ting, jeg har lært +at læse i Folks Ansigter. Under alle Omstændigheder saá De selv, hvor +berettiget min Anklage var." + +"Men hvad tror De, han kan have fortalt dem?" spurgte jeg, "og hvem +kan De Folk være, som har udspurgt ham?" + +"Han kan ikke have fortalt dem meget," svarede Nikola, "fordi der +ikke var meget at fortælle, og hvem de Mænd er, har jeg ikke den +fjerneste Anelse om. Jeg har af Princip Mistillid til ham!" + +"Men hvorfor sender De ham til Williams?" + +"For at hindre ham i at gøre flere Ulykker, inden vi har faaet et +godt Forspring, og fordi jeg ønsker at give ham en Lære. Jeg kan +maaske have Brug for ham en Gang senere, og han har ingen Skade af +lidt Disciplin. Men lad os nu ikke tale mere om det; jeg har noget +andet, jeg vil snakke med Dem om. Se nu først, om der ikke er nogen, +der lurer ved Døren, og flyt saa Deres Stol nærmere hen til min." + +Jeg listede mig hen til Døren, ventede et Øjeblik og aabnede den +derpaa pludseligt. Der var ingen udenfor, og jeg gik saa tilbage og +flyttede min Stol nærmere hen til Nikola. Han havde taget et Brev op +af Lommen og lavede sig øjensynligt til at læse det for mig. Men før +han gjorde det, sagde han med dæmpet Stemme: + +"Denne Meddelelse er fra Prendergast, jeg modtog den i Dag ved +Middagstid. Hør nu efter, saa skal jeg læse den op for Dem. Den er +dateret fra Tientsin og lyder som følger: + + "Hr. Dr. Nikola, + Peking. + + "Herved tillader jeg mig at meddele Dem, at jeg i Torsdags otte + Dage modtog et Brev fra Hr. Williams her, der gav mig Ordre til + at komme til ham straks for at forhandle om en vigtig Forretning. + Jeg havde neppe modtaget Deres Telegram, før Hr. Eastover mødte + hos mig for at sige, at han havde modtaget et lignende. Da vi + saá, at der ikke var nogen Tid at spilde, var vi to Timer efter + at have modtaget Telegrammerne om Bord paa Damperen _James + Monaghan_ paa Vejen til Tientsin. + + "Vi naaede denne By i tilbørlig Tid og meldte straks vor Ankomst + til Deres Agent, Hr. Williams, af hvem vi erfarede, hvad Slags + Opgave det var, vi skulde paatage os. Den Fare, der var forbunden + dermed, var ganske indlysende for os, og jeg maa tilstaa, at jeg + i Begyndelsen syntes, at Vanskelighederne var uovervindelige. + Ypperstepræsten i Hankows Tempel er en velkendt og meget populær + Personlighed. Hans private Liv véd man saa godt som intet om, og + han gaar aldrig ud uden at være ledsaget af en Flok Tjenere. At + forsøge paa at faa fat i ham i hans egen By vilde være det samme + som at faa en Flok hylende Djævle paa Halsen og ødelægge hele + Foretagendet. Jeg satte mig straks i Forbindelse med Chung-Yein, + som heldigvis var i Hankow paa den Tid, og det var ved hans + Hjælp, at vi opdagede, at Præsten, der, som De véd, har opgivet + sin Tjeneste i Templet, var i Færd med at foretage en lang Rejse. + Saa snart jeg erfarede dette, gav jeg Chung-Yein Ordre til at + prøve paa at faa hans Rute at vide. Han gjorde det og + underrettede mig om, at han havde i Sinde at rejse over Hang-Chu + og Fon-Ching til Tsan-Chu, derfra op ad den store Kanal over + Tsing-Hai til Tientsin, hvorfra man sagde, at han vilde drage til + Peking. Jeg undersøgte meget omhyggeligt et Kort over Landet og + konfererede med de Herrer Williams og Eastover, som begge var + enige med mig om, at enhver Plan kun kunde udføres i Tsan-Chu, + der, som De véd, ligger lidt nedenfor det Sted, hvor den Kanal, + der fører til Nan-Shing, forener sig med Yun-Liang-Ho Floden. + + "Da dette var fastslaaet, var den næste Ting, vi havde at gøre, + at finde ud af, hvorledes vi skulde bortføre Præsten. Vi indsaa, + at det maatte ordnes saaledes, at det ikke paa nogen Maade kunde + vække Opsigt. Han maatte bortføres saaledes, at hans Følge vilde + tro, han forlod dem frivilligt. Men det var overordentlig + vanskeligt at løse denne Opgave. Manden er gammel og meget + mistænksom. Man siger, at han ikke har Tillid til nogen som + helst, det fremgaar altid af hans Handlinger. + + "Hvis vi derfor ikke kunde udfinde noget virkelig fornuftigt og + rimeligt, vilde det næsten være umuligt at faa fat i ham. Jeg + raadførte mig igen med Chung-Yein og sagde til ham, at han under + alle Omstændigheder maatte se at komme i Præstens Tjeneste, og + naar dette var lykkedes ham, indsmigre sig hos sin Herre saa godt + han kunde. Tiden var saa kort, at vi ikke kunde vente og søge en + Lejlighed, men maatte stole paa Tilfældet. Det lykkedes med stor + Vanskelighed Chung-Yein at blive optaget i Præstens Følge. Da + dette var sket, sørgede denne begavede Mand straks for, at hans + Herre lagde Mærke til ham, og da han havde opnaaet det, var + Resten let. + + "Inden tre Dage efter hans Ankomst blev Husstanden opløst, og + Præsten tog af Sted med et talrigt Følge. Da de havde rejst + omtrent hundrede engelske Mil, stod Chung-Yein paa en meget + fortrolig Fod med ham. Han fandt paa mange Ting, som glædede + Præsten, og var saa ihærdig i sin Opmærksomhed, at han fik mer og + mer Tillid til ham. + + "Da de naaede Fon-Ching, var han blevet hans Sekretær, og saa var + den Plan jeg havde lagt, parat til Udførelse. + + "Lidt efter lidt meddelte Chung-Yein sin Herre, at han med meget + ringe Risiko kunde faa fat i en hel Formue. Den begærlige, gamle + Mand slugte kun altfor villigt Maddingen, og da han havde + fordøjet de Breve, som den snedige Chung læste for ham fra Tid + til anden, og som sagdes at være skrevne af hans Fætter Quong-Ta + fra Tsan-Chu, var han saa godt som fanget. + + "Efter otte Dages Rejse ankom Selskabet til Kanalens Munding. + Eastover og jeg havde forladt Tientsin paa samme Tid og var rejst + dem hastigt i Møde. Da de var anbragte i den første Kro, kom + Chung-Yein til mig. Han havde ordnet alt omhyggeligt, lod det + til, saa at han endogsaa havde ladet udsprede blandt sine + Medtjenere, at Ypperstepræsten havde i Sinde at give Afkald paa + deres Tjeneste og tage videre alene, naar han forlod Tsan-Chu. Nu + stod der kun tilbage for os at faa et Møde med ham i Stand og at + have Midler rede, saa vi kunde ekspedere ham gennem Landet de + fyrretyve Mil, som skilte Tsan-Chu fra Chi-Kau-Ho, hvor en + Dschunk allerede ventede paa ham. Medens Eastover paatog sig + Ordningen af dette Arbejde, udkastede jeg Planen til at faa + Præstens Person i vor Magt. + + "Chung-Yein skulde bilde ham ind, at han var saa uheldig at have + en Fætter, der var en bekendt Røver. Denne havde samlet store + Rigdomme, men da han nu var bange for, at han skulde falde i + Lovens Kløer, vilde han gerne købe en Ven, der kunde hjælpe ham, + hvis der skulde ske noget ondt. + + "Den graadige, gamle Præst, der havde i Sinde at forlange en stor + Godtgørelse for en saadan Tjeneste, gik ind paa at tage den unge + Mand under sine Vinger, og da man lod ham forstaa, at hans Andel + i Forretningen vilde blive omtrent seks Tusind Taels[4], blev + hans Ivrighed for at komme i Besiddelse af Pengene stærkere og + stærkere. Han drøftede Sagen med Chung-Yein den ene Gang efter + den anden, og tilsidst blev det afgjort, at de samme Nat skulde + gaa til et bestemt Hus i Landsbyen, hvor han skulde tale med + Slubberten og faa sin Andel i hans Vinding. + + [4] En Tael er omtrent seks Kvint Sølv. + + "Saa snart jeg blev underrettet om Arrangementet, fremmede jeg + mine Planer, fik en af mine Mænd til at forestille Fætteren, og + da Tusmørket var faldet paa, var alt rede. Der var anbragt + Forspand af Ponyer med Mellemrum langs Vejen til Kysten, og + Dschunkens Fører ventede kun paa at faa sin Passager om Bord for + at lette og sejle. + + "Næsten præcis Klokken otte viste Præsten sig forklædt i Døren + ledsaget af Chung Yein. + + "Den falske Fætter lukkede dem ind og førte dem straks ud i et + Bagværelse. Her begyndte Forhandlingerne, og Præsten spildte + ingen Tid, men bebrejdede den unge Mand strengt det onde Liv, han + hidtil havde ført. For at han saa meget des bedre kunde forstaa, + hvilken skændig Løbebane det havde været, forlangte han at faa et + Glimt af den Formue at se, som han havde tjent. Man viste ham en + Pose Dollars, et smukt Udvalg af Bladguld, en Del engelske Penge + og en lille Pose med Ædelstene, hvilket vi alt havde skaffet til + Veje med betydelig Bekostning. + + "Hans gamle Øjne funklede graadigt, da de faldt paa disse + Herligheder, og hans Begejstring steg for hver Pose, der blev + aabnet. Da endelig Ædelstenene blev udbredt foran ham, glemte + han sin præstelige Værdighed fuldstændigt og bøjede sig ned for + at undersøge dem. Medens han gjorde dette, sprang Chung-Yein frem + og kastede en Løkke over hans Hoved; en Svamp, der var + gennemtrukket med Kloroform, blev holdt for hans Næse, og den + falske Fætter spændte Ben for ham og kastede ham om paa Gulvet. + + "Kloroformen virkede godt, og kort Tid efter var den gamle Mand i + vor Magt. En halv Time senere var han sikkert og vel bundet fast + i en Bærestol og blev i en Fart baaret til Chi-Kau-Ho. + + "Imidlertid var Chung-Yein vendt tilbage til Kroen, hvor han + betalte Tjenerne og underrettede dem om, at deres Herre pludselig + havde faaet Bud og var rejst alene op ad Kanalen til Tientsin. + Saa besteg Eastover og jeg selv vore Ponyer og fulgte den værdige + Præst ad Havet til. + + "Chi-Kau-Ho, der, som De véd, er en elendig og fattig Landsby og + kun besøgt af Dschunker, der bringer Hirse fra Tientsin mod at + faa Fisk til Gengæld, egnede sig udmærket til vore Planer. + Heldigvis var det Højvande, og derfor kunde vi faa vor Byrde om + Bord uden store Vanskeligheder. Til andre Tider er det umuligt + for en Baad, der stikker lidt dybt, at komme i Nærheden af + Landsbyen. Der er en Revle, som De vel véd, der gør dette + umuligt. + + "Saa snart vi havde afleveret Manden til Skipperen, gik vi i + Land. En Time senere satte Skibet Sejl, og naar De modtager dette + Brev, er Ypperstepræsten fra Hankow efter al Sandsynlighed et + eller andet Sted blandt Sørøverne i Alongbugten. Da Folkene om + Bord paa Dschunken ikke havde nogen Ærbødighed for hans Tro, og + da han ingen Penge havde hos sig, som han kunde bestikke dem med + for at blive sat i Land igen, tror jeg, han vil finde det + vanskeligt at komme tilbage til Fastlandet igen; men for at + forhindre, at noget som helst af den Art sker, har jeg sagt til + Dschunkens Ejer, at hvis han om seks Maaneder, den enogtyvende + August, bringer ham til Michel Dugenne, som paa den Tid er i + Formosa, skal han faa hundrede Pund Sterling imod at udlevere + ham. Jeg antager at dette stemmer overens med Deres Planer. + + "Vore egne Bevægelser er følgende: + + "Da vi forlod Chi-Kau-Ho, fragtede vi en Dschunk og sejlede op ad + Kysten til Pea-Tang-Ho og red derfra tilbage til Tientsin, hvor + vi ankom for to Dage siden. Chung-Yein havde jeg belønnet med to + Tusind Dollars, og han er nu paa Vejen til Hongkong, saa hurtigt + som han kan rejse. Jeg tror, han har i Sinde at tage til + Singapore, hvor han vil blive, indtil der ikke mere er Tale om, + at han kan komme i Forlegenhed. Jeg har noteret hans Adresse for + det Tilfældes Skyld, at vi skulde trænge til hans Tjeneste igen. + Hvis De ønsker at se Eastover eller mig, skal vi blive i Tientsin + endnu i fjorten Dage. Derefter har Eastover i Sinde at sejle over + til Japan, medens jeg vender tilbage til Hongkong, hvor jeg altid + vil være at finde under min gamle Adresse. + + "Idet jeg stoler paa, at den Maade, paa hvilken vi har udført + dette farlige Hverv, vil tilfredsstille Dem, har jeg den Ære at + undertegne mig + + Deres ærbødige + William Prendergast." + +"Naa," sagde Nikola, medens han lagde dette kostbare Dokument sammen, +"saa har vi frit Spil, og i Fremtiden agter jeg at være +Ypperstepræsten fra Hankow. I den Tid, De har været syg, har jeg +anstillet en Mængde vigtige Undersøgelser, og jeg tror, at jeg nu +temmelig godt kender den Kurs, vi skal styre. I Morgen tidlig drager +vi ind i Lamaklostret, og dèr maa vi have Øjne og Øren godt med os. +Det vil ogsaa være nødvendigt, at vi forandrer lidt paa vor Dragt, i +alt Fald maa _jeg_ gøre det. Præsten er en gammel Mand, og jeg maa +ligne ham saa meget som muligt." + +"Det bliver en vanskelig Rolle at spille saa længe. Tror De, De kan +gøre det?" + +Han saá paa mig med et af sine ejendommelige Smil. + +"Der var en Tid," sagde han, "da jeg plejede at være lidt usikker med +Hensyn til mine Evner, men siden da har jeg lært mig selv at tro, at +naar en Mand bliver enig med sig selv og fatter en Beslutning, saa er +der intet i Verden, som han ikke kan gøre. Jo, jeg tror, jeg kan +spille den Rolle. De behøver ikke at være bange i den Henseende." + +"Jeg er ikke bange," svarede jeg tillidsfuldt, "jeg har den mest +ubetingede Tro paa Dem." + +"Det glæder mig at høre," sagde Nikola, "og De kommer til at have +Brug for den. Men lad os nu gaa til Hvile. Klokken fem maa vi begynde +at klæde os paa, og Klokken seks skal jeg undersøge, om Edgehill er +rejst til Tientsin." + +Saa lagde vi vore Tæpper til rette og strakte os ud paa Gulvet. +Mindre end fem Minutter efter sov jeg og drømte, at jeg hjalp Præsten +fra Hankow med at bortføre Nikola fra Lamaklostret, til hvilket han +havde begivet sig for at anbringe den Stok, Wetherell havde givet +ham. + +Da jeg vaagnede, hørte jeg Hestehove klapre i Gaarden. Det var højlys +Dag, og da jeg saá mig om, opdagede jeg, at Nikola ikke var til +Stede; men han kom straks efter. + +"Edgehill er taget af Sted," sagde han med et underligt Udtryk i +Ansigtet. "Jeg har lige fulgt ham, og jeg tror nok, det vil vare +længe, før han prøver at narre Dr. Nikola igen." + + + + +IX. KAPITEL. + + Lamaklostret. + + +"Naa," sagde Nikola, da Lyden af Hestehovene var døet hen, "der er +ingen Tid at spilde, lad os klæde os paa." + +Jeg fulgte ham ind i Værelset ved Siden af, som, skønt det var noget +større end det andet, var endnu tarveligere udstyret. Her laa nogle +Dragter, og Nikola valgte to af dem. + +"Det første, der maa overvejes," sagde han, medens han satte sig paa +en Stol og saá paa mig, "er, at vi maa forandre Formen af vore +Forklædninger i næsten hver Enkelthed, Jeg har tænkt meget +omhyggeligt paa dette, og, som jeg sagde før, vi maa være ganske +forskellige Mænd. Jeg skal være Præsten fra Hankow og De hans +Sekretær. Her er Deres Sager; jeg raader Dem til at klæde Dem paa saa +hurtigt som muligt." + +Jeg tog de Klæder, han viste mig, og gik ind med dem i det andet +Værelse. Efter et Kvarters Forløb var jeg ikke Englænder mere. Min +Dragt var af den kostbareste Silke og blomstret og broderet paa alle +tænkelige Maader; over mine Skuldre laa en graa Kappe af det fineste +Væv, min Pisk var meget lang og tyk, medens mine Sandaler og min Hat +var efter sidste Mode. Hvis min Rang skulde være blevet bedømt efter +mine Klæders Pragtfuldhed og Stoffets Værdi, vilde man have antaget +mig for Taotai[5] over en lille Provins eller for Skræder hos en +fornem Embedsmand i Hovedstaden. Da jeg var færdig, satte jeg mig ned +og ventede paa Nikola. + + [5] Guvernør. + +Kort efter traadte der en høj, mager Kineser ind. Han var vel omtrent +halvtredsindstyve Aar gammel. Hans Ansigt var vejrbidt, og han havde +et tyndt, daarligt plejet Skæg. Han var ledsaget af en mindre Mand, +hvem Alderdommen havde bøjet. Jeg vilde ikke lade mig narre denne +Gang, og derfor sagde jeg paa Kinesisk til den Mand, som først +traadte ind, og hvis Højde nærmest svarede til Nikolas: + +"De har ikke været længe om at gøre Dem i Stand." + +"Det vilde være taabeligt at være langsom," svarede han; "vi har +meget at gøre," og saa viste han uden flere Ord Vej ned ad Gangen ud +til Bagsiden af Huset. Da vi kom ud i Gaarden, fandt vi en +fuldstændig Kavalkade rede. Der var adskillige Ponyer, en fem seks +beredne Mænd og det dobbelte Antal Tilskuere. + +"Et Ord!" sagde jeg til den Mand, jeg antog for Nikola. "Hvilken +Rolle skal jeg spille i dette Optog?" + +"De tager vist fejl," sagde Manden. "Hvem antager De mig for?" + +"For min Herre," svarede jeg. + +"Saa er jeg bange for, De har valgt galt," sagde han. "Hvis De vil +tale med Dr. Nikola, saa er det ham, der stiger op paa Ponyen dér +henne." + +Jeg kunde neppe tro mine egne Øjne. Den anden Mand lignede aldeles +ikke Nikola. Han var gammel, mager og helt kroget, hans Ansigt havde +hundrede Rynker, og hans Øjne laa meget dybt, medens hans Kinder var +indfaldne. Hvis det var Nikola, saa kunde han drage hele Kina igennem +paa Kryds og tværs uden Frygt for, at man nogensinde skulde tvivle om +hans Identitet med en gammel Kineser. Jeg gik lige hen til ham og +tiltalte ham som følger, skønt jeg neppe troede, det var muligt, at +det var ham: + +"Hvis De er Dr. Nikola," sagde jeg, "hvad jeg neppe kan tro, saa +beder jeg Dem om at give mig mine Instruktioner." + +"Naa, saa De kender mig ikke?" hviskede han. "Det glæder mig; jeg +vilde gerne prøve Dem. Jeg tænkte, at hvis De ikke kunde kende mig, +saa var det neppe rimeligt, at nogen anden kunde. Deres egen +Forklædning er fortræffelig; jeg lykønsker Dem til den. Med Hensyn +til Deres Stilling, saa skal det antages, at De er min Sekretær. Men +jeg vil give Dem nogle Vink paa Vejen; lad os komme af Sted!" + +"Men sig mig først, hvem er den Mand, som jeg antog for Dem?" + +"Det er en Mand, som jeg har sendt Bud efter til Tientsin, medens De +var syg. Jeg har gjort mig en Del Ulejlighed for at overbevise mig om +hans Troskab, saa De behøver ikke at være bange for, at han skal +forraade os. Han ledsager os kun til Lamaklostret, og naar han saa +har ageret første Mand i mit Følge, forlader han os og vender tilbage +til Kysten. Stig saa op paa Deres Hest og lad os komme af Sted!" + +Jeg gik hen til min Pony, og da jeg var i Sadlen, red vi langsomt en +efter en ud af Porten, ned ad den overfyldte Gade og hen imod +Yung-Ho-Kung eller det store Lamatempel. Denne uhyre store Bygning, +der har Ord for at være et af de Steder i Kina, der er mest +utilgængeligt for Europæere, ligger i Byens Udkant næsten fem +engelske Mil fra det Kvarter, i hvilket Edgehills Hus laa. + +I Betragtning af det ilde Ry, det har, kan man vel tænke sig min +Fornemmelse, da vi kom ridende til den første, store Port. Jeg kunde +ikke lade være at grunde paa, hvorledes Skæbnen vilde handle med os, +naar vi kom indenfor. Det var jo rimeligt, at jeg aldrig mere skulde +se Verden udenfor dets Mure. Det var ikke nogen opmuntrende Tanke, og +jeg søgte at jage den paa Flugt ved at se mig omkring. + +Underligt nok var de to første Porte paa ingen Maade vanskelige at +komme igennem. Med den tredie forholdt det sig anderledes. + +Den blev lukket lige for Næsen af os. Vi vidste altsaa, at man havde +iagttaget os derinde, men der var ikke Tegn paa, at der var nogen +levende Sjæl. Der herskede en uhyggelig Tavshed i den store Bygning, +og i nogen Tid hamrede vore Tjenere forgæves paa Døren. Saa viste der +sig et raget Hoved ved et lille Gitter, og vi spurgtes om, hvad vi +ønskede. + +Om Svaret var tilfredsstillende, kan jeg ikke sige, men da Nikola +saá, at Porten ikke blev aabnet, red han frem, bøjede sig forover og +hviskede noget. Virkningen var magisk, Porten fløj straks op. Saa kom +der en Mand frem og hjalp Nikola med at stige af Hesten. Han gav mig +Tegn til at gøre det samme, og jeg steg altsaa af og fulgte ham. Saa +nærmede en Tjener sig ham, hilste ham med den største Ærbødighed uden +at se paa ham og sagde noget, jeg ikke kunde høre. Nikola vendte sig +om mod mig og bad mig om at betale Folkene. Jeg gjorde det, og de +vendte straks tilbage til Byen, ad samme Vej, de var komne. Saa +henvendte Nikola sig til Munken, som stod og ventede, og sagde, idet +han pegede paa mig: + +"Dette er min Sekretær. Jeg maa have ham med, saa jeg beder om, at +han maa faa Lov til at træde ind med mig." Munken nikkede, og vi gik +saa gennem Porten. Da vi var kommet indenfor, gik vi op ad en lang +Stentrappe og kom til en Gaard, der var omgivet af en Mængde smaa +Stenværelser, der lignede Celler. I Midten stod en uhyre stor +Træstatue af Buddha, som straks tiltrak sig éns Opmærksomhed. Den var +mindst halvtredsindstyve Fod høj og bedækket med en Mængde +Ornamenter. I hver Haand holdt den en stor Blomst, der lignede en +Lotusblomst. Paa Hovedet havde den en Guldkrone, og i hvert Blad af +denne kunde man skelne et mindre Billede, der fremstillede det store +i alle Enkeltheder. + +Oven over de Celler, jeg lige har beskrevet, var der en Række +Gallerier, til hvilke man kom ad en Trappe fra Gaarden, og oven over +dem hævede der sig Tag efter Tag og Taarn efter Taarn. Fra denne +Terrasse, hvis man kan kalde den saaledes, gik vi videre til en +anden, som blev bevogtet af to prægtige Bronceløver. Vi kom gennem +mange Templer, der alle var dekorerede med kinesiske Tæpper, for ikke +at tale om Prydelser af Guld, Sølv, Elfenben, Bronce og Emaille, og +til sidst kom vi til et, hvor vi blev anmodet om at vente, medens vor +Fører, der øjensynlig havde en høj Rang, gik sin Vej for at søge +Ypperstepræsten. + +Vi var næsten alene i tyve Minutter. Der var ganske overordentlig +uhyggeligt. Vinden, som kom ind af Vinduerne paa begge Sider, fik de +lange Silkegardiner til at rasle. Der var en utaalelig Duft af +Røgelsepinde. Og saa havde vi jo oven i Købet Bevidstheden om, at vi +var Bedragere, og at vort Liv afhang af vor Kløgt og Aandsnærværelse. +Hvis Templets Beboere kun fattede mindste Gnist af Mistanke, kunde vi +anse os for Dødsens. I en saadan uhyre stor Bygning, der ikke blev +besøgt af Udlændinge og neppe en Gang var afhængig af Kejseren af +Kina, hvis det kunde nytte os noget, vilde Efterretningen om vor Død +ikke vække megen Interesse. Vi vilde være lige saa fuldstændig +fortabte som Sæbebobler, der stiger majestætisk frem af et Barns +Kridtpibe for at briste og blive til ingen Ting, naar de kommer op i +Luften. + +Da de tyve Minutter var gaaet, hørte jeg Lyden af sandal-beklædte +Fødders Trin paa Stentrappen i den fjerneste Del af Hallen. Et +Øjeblik efter viste der sig tre Skikkelser, af hvilke de to førte en +tredie mellem sig. De to var Mænd i deres bedste Alder, den tredie +maatte være mindst firsindstyve Aar gammel. Et Blik var +tilstrækkeligt til at vise mig, at han ikke var ren Mongoler, men +sandsynligvis havde tibetansk Blod i sine Aarer. Baade han og hans +Munke var iførte de buddhistiske Præsters sædvanlige grove Dragter, +og deres Hoveder var lige saa fri for Haar som en Billardkugle. + +Da de unge Mænd havde ført den Gamle ned ad Trappen, lod de ham staa +der og trak sig tilbage. Saa gjorde vi den Opdagelse, at +Ypperstepræsten i Lamaklostret foruden at være gammel og svag næsten +var blind. Han stod ganske stille et Øjeblik efter, at han var kommen +ind. Det var en underlig rystende Skikkelse, klædt i en skidengul +Dragt. Endelig kom han med udstrakte Hænder henimod det Sted, hvor vi +stod. + +"Sig mig, hvem I er," sagde han, "og hvorfor I saaledes anmoder om +vor Gæstfrihed." + +Han talte med høj, bævende Stemme. Det lød mere, som om det var en +Kvinde end en Mand, der talte. + +"Jeg er Præst ved Templet i Hankow," sagde Nikola alvorligt; "og jeg +er her af Grunde, der er bedst kendte af dem, som kaldte mig." + +"Hvis det er rigtigt, hvad du siger, hvorledes skal jeg saa kende +dig?" + +"Véd Maanen ikke mere, at der er smaa Stjerner til?" spurgte Nikola, +idet han talte med en saa fuldendt Akcent, at ingen levende Kineser +kunde have overtruffet ham. + +"Jo, men Dagningen gør alt lige," svarede den gamle Mand. "Hvis du er +den, vi har ventet i de sidste tre Uger, saa er der andre Midler, ved +hvilke du kan overbevise os om Sandheden af det, du siger." + +Nikola lod Haanden glide ind under sin Kjortel og trak den lille +Stok, han havde fravristet Wetherell, op af Lommen og rakte den til +den gamle Mand. Denne havde aldrig saa snart modtaget den og ladet +Fingrene løbe hen over de kinesiske Tegn, der var graverede paa den, +før hans hele Adfærd ganske forandredes. Han faldt paa Knæ og kyssede +Sømmen paa Nikolas Kjortel. + +"Det er tilstrækkeligt! Jeg er overbevist om, at min høje Herre er én +af dem, der er Herre over Liv og Død. Hvis min høje Herre vil følge +sin Tjener, skal der blive sørget for hans Bekvemmelighed." + +Medens han talte, famlede han sig frem henimod Trappen, ad hvilken +han var kommet ind i Hallen. Nikola gav mig Tegn til at følge, og vi +gik saa op til et Værelse oven over. Paa Vejen kunde jeg ikke lade +være med at lægge Mærke til Bygningens Soliditet; den kunde med +største Lethed have trodset en Belejring; for Murene var mange Steder +to Fod tykke, ja, undertiden næsten tre Fod. + +Trappen førte os til en lang Gang, og paa begge Sider af denne var +der smaa Værelser eller Celler. Saa kom vi til en anden Trappe, som +førte til Bygningens højeste Etage. For Enden af en lang Korridor var +der en lille Forstue behængt med mørktfarvet Silketøj paa samme +Maade, som jeg havde set i den store Hal nedenunder. Derfra kom vi +ind i et Værelse, der var næsten dobbelt saa stort, med tre snævre +Vinduer. Fra det ene af disse opdagede jeg senere, at der var en +smuk Udsigt over Byen Peking. + +Da vi var komne indenfor, forsikrede Ypperstepræsten os med sin +bævende Stemme, at alt, hvad vi fandt i hans ydmyge Bolig, stod til +vor Raadighed, og at vi skulde betragte hans Værelser som vort Hjem, +medens vi opholdt os i Klostret. Saa udtrykte han endnu en Gang sin +dybe Ærbødighed og forlod os, sandsynligvis for at sørge for, at der +blev tilberedt et Maaltid til os. Saa snart Lyden af hans Fodtrin +døde hen, sprang Nikola op. + +"For saa vidt er det godt," udbrød han. "De ser, han har ikke +Mistanke til os; vi har spillet vore Roller fuldkomment. Hvis jeg +blot i Morgen kan bringe ham i en passende Stemning, saa faar jeg i +en Haandevending Resten af de Oplysninger, jeg ønsker." + +Største Del af den Dag morede vi os med at vandre omkring i +Bygningen; vi gik langsomt og med nedslagne Øjne, naar vi mødte +nogen af Munkene, og hilste de forskellige Altre med den dybeste +Ærbødighed; i det hele søgte vi, saa vidt det stod i vor Magt, at +gøre Indtryk af, at vi ingen Ligemænd havde, naar det kom an paa +at bekende Troen. Klokken fem tog vi Del i den sædvanlige +Aftengudstjeneste, der holdtes i den store Hal, og saá for første +Gang Munkene samlede. Jeg kan uden Overdrivelse sige, at jeg aldrig +nogensinde har set en elendigere Forsamling. Det var Folk af alle +Aldre og af alle Klasser, men, saa vidt jeg kunde se, var der ikke +et eneste Ansigt, som ikke tydede paa, at dets Ejer vadede i et +Morads af Sanselighed og Forbrydelse. Jeg tror i det hele taget +ikke, at man kunde finde noget mere skurkagtigt Rak i hele Asien. +Jeg kunde heller ikke lade være at tænke paa, hvordan det vilde gaa +os, hvis vor Hemmelighed blev opdaget, og vi blev nødt til at løbe +Spidsrod mellem disse Mennesker. Gudstjenesten var ikke lang, og +lidt efter en halv Time var vi tilbage i vore Værelser igen. Saa +blev Nikola kaldt til et Møde hos Ypperstepræsten, og medens han var +borte, gik jeg ned og drev omkring i Gaardene. + +Det var Nadvertid, og de Munke, der allerede havde spist, drev +omkring og røg og snakkede om Dagens Begivenheder. Hvad de mente om +min Nærværelse, kunde jeg ikke faa at vide, men af en eller to +Bemærkninger, som jeg hørte, slog det mig, at man ikke betragtede mig +med stor Velvilje. + +I en af Gaardene -- det var den, hvor vi havde lagt Mærke til den +store Buddhastatue -- var der en Brønd, og paa dens Kant sad der en +halv Snes Mænd. Med deres brogede Klæder, de ragede Hoveder og +mærkeligt formede Piber dannede de i den nedgaaende Sols Skær en +meget malerisk Gruppe. Jeg gik hen imod dem, hilste paa dem og satte +mig paa en Plads, der lige var blevet ledig. + +En af de tilstedeværende var en udmærket Fortæller, og han var midt i +en vidtløftig Historie, der var rig paa Guder, Djævle, dydige Mænd og +ærværdige Forfædre, da jeg satte mig ned for at høre efter. Da han +havde endt, gav jeg kraftigt mit Bifald til Kende, og da jeg ønskede +at indsmigre mig hos Selskabet, begyndte jeg selv at fortælle en +Historie. Den blev heldigvis modtaget med megen Velvilje, men jeg +kunde ikke undgaa at lægge Mærke til, at den foregaaende Fortæller +slet ikke syntes om den Lykke, jeg gjorde. Han havde iagttaget mig +lige fra det Øjeblik, jeg sluttede mig til Kredsen, og medens jeg +fortalte, slog det mig, at hans Interesse for mig blev større og +større. Saa fo'r det igennem mig som et Lyn: jeg havde set ham før! +Da dette gik op for mig, følte jeg Angstens Sved paa Panden, min +Stemme kom til at ryste af Sindsbevægelse, og medens jeg begyndte at +tænke paa, hvad jeg skulde gøre, tabte jeg Traaden i min Fortælling. +Jeg saá, at mine Tilhørere betragtede mig overrasket, og der kom et +ondskabsfuldt tilfredst Udtryk i min Medbejlers Ansigt. Jeg søgte at +fatte mig saa godt som muligt og at blive ved, som om der ikke var +noget usædvanligt paa Færde, men det var for sent; jeg havde vakt +Mistanke, og af en eller anden Grund var Mændene komne til den +Slutning, at alt ikke var, som det burde være. Jeg behøver ikke at +sige, hvor bittert jeg angrede, at jeg havde sluttet mig til denne +Kreds. Men det var jo ikke til nogen Nytte, saa et Øjeblik efter +undskyldte jeg mig og vendte tilbage til de Værelser, som Dr. Nikola +og jeg havde faaet anvist. Heldigvis var han alene, men da jeg ikke +kunde vide, om der ikke var nogen i Nærheden, talte jeg ikke straks +til ham, men satte mig ned ved Døren og ventede paa, at han skulde +sige noget. Det gjorde han ogsaa meget snart. + +"Jeg har savnet Dem," sagde han lidt skarpt. "Hvad har De gjort i den +Time, der nu er forløben?" + +"Jeg har vandret omkring i Bygningen," svarede jeg, "og samtidig +opdaget noget, der er alt andet end behageligt." + +"Hvad mener De?" spurgte han, og hans Øjne funklede som en Slanges. + +"Jeg mener, at der er en Mand i dette Kloster, som jeg har truffet +før," sagde jeg, "og det under meget ubehagelige Omstændigheder." + +"Tror De da, han har genkendt Dem?" + +"Jeg haaber det ikke," svarede jeg, "men jeg er bange for det." + +"Hvor har De truffet ham, og hvad var det for ubehagelige +Omstændigheder?" + +"Det var i Kanton," svarede jeg; "dette Menneske prøvede paa at gøre +Indbrud i mit Hus, men jeg greb ham i rette Tid, og under den +paafølgende Kamp stak han mig i Haandledet. Jeg bærer Mærket af det +den Dag i Dag. Se selv! Han vilde være blevet henrettet, hvis ikke +den Dommer, som skulde afgøre Sagen, havde næret personligt Nag til +mig og ladet ham slippe." + +"Lad mig se Arret," sagde Nikola. + +Jeg rakte ham min venstre Haand og smøgede Ærmet op, for at han kunde +se bedre; lidt ovenfor Haandledet var der et langt Ar. Nikola +stirrede opmærksomt paa det. + +"Det er en alvorlig Sag," sagde han. "De maa være meget forsigtig, +ellers meddeler denne Mand Ypperstepræsten sin Opdagelse, og saa er +vi i en nydelig Fælde. De maa i Fremtiden vænne Dem til at gaa med +Hænderne foldede under Ærmet, og passe paa, hvem det er, De har ved +Siden af Dem." + +"Jeg skal huske det," svarede jeg. I samme Øjeblik drønede de store +Gongonger, der kaldte Munkene til Dagens sidste Gudstjeneste. Da vi +var bestemte paa at vise al mulig religiøs Iver, gik vi ned i den +store Hal, der var fuld af Munke. Nikola tog i Kraft af sin +fremragende Stilling Plads ved Siden af Ypperstepræsten. Jeg var i +Nærheden af den vestlige Mur og omgivet af en Flok af de +allermodbydeligste og nederdrægtigste Skurke, som man kunde tænke +sig. Først lagde jeg ikke videre Mærke til dem, men da en Munk kom +til og banede sig Vej hen til mig, blev min Mistanke vakt. Det varede +ikke længe, før den blev bestyrket. Manden ved Siden af mig var den +Fyr, som havde set paa mig paa saadan en underlig Maade nede ved +Brønden. Men selv om han genkendte mig, viste han ikke mindste Tegn +til det. Under Gudstjenesten var han fuldstændig optaget af sine +Andagtsøvelser, vendte ikke Ansigtet hverken til højre eller venstre, +det var ikke, før vi var ved at rejse os op, at han viste sig i sit +sande Lys. Thi i samme Øjeblik jeg rejste mig op fra min knælende +Stilling, tumlede han om imod mig med en saadan Kraft, at jeg +styrtede om paa Gulvet. Saa sprang han frem med Lynets Fart, greb mig +i Armen, rev mit Ærme tilbage og saá paa Arret paa mit Haandled. +Medens han gjorde dette, udstødte han et lille triumferende Skrig. +Jeg laa et Øjeblik ganske stille, alt for optaget og rædselsslagen +over, hvad der var sket, til at sige eller gøre noget, og dog vidste +jeg, at vi var ødelagte, hvis jeg ikke handlede rask. + +Hallen var næsten halvt tom nu. Jeg kunde se Nikola staa paa den +anden Side og tale alvorligt med Ypperstepræsten. At afbryde ham +vilde være Helligbrøde, saa efter at jeg havde rejst mig, og Manden +havde forladt mig og var ilet ud efter de andre, stod jeg lidt i +Afstand og ventede paa, at han skulde lægge Mærke til mig. Saa snart +han saá hen i den Retning, hvor jeg var, lagde jeg tre Fingre paa +Panden, et Tegn, som vi var blevne enige om at bruge, naar nogen Fare +truede os, og det var nødvendigt at handle hurtigt. Han saá, hvad jeg +mente, og et Øjeblik efter gjorde han en Undskyldning, sagde Godnat +til Ypperstepræsten, gav mig Tegn til at følge sig og trak sig +tilbage til sit Sovekammer. + +Saa snart vi havde naaet det, vendte han sig hurtigt om imod mig, +medens hans Øjne flammede af Sindsbevægelse. + +"Hvad nyt har De at fortælle mig?" spurgte han. + +"Kun det, at jeg er opdaget," svarede jeg. "Medens vi var ved +Gudstjenesten dernede, trængte den Mand, som jeg havde Mistanke til, +sig frem ved Siden af mig. Jeg var forsigtig nok til at holde mine +Hænder under Ærmerne, for at han ikke skulde se Arret, jeg kunde jo +ikke gaa min Vej, og da Gudstjenesten var forbi, smigrede jeg mig +med, at jeg havde narret ham, men han var lige saa klog som jeg, og i +det Øjeblik, da jeg rejste mig, stødte han til mig og rev mig om paa +Gulvet. Jeg strakte naturligvis uvilkaarligt Hænderne ud, men saa +greb han mig om Haandledet." + +I nogle Minutter talte Nikola ikke; han gik op og ned i Værelset som +en Tiger i sit Bur. + +"Det vil bringe os i en slem Forlegenhed," sagde han tilsidst, "og en +eneste Fejltagelse vil ødelægge det hele. Han gaar nu lige til +Ypperstepræsten for at meddele ham sin Opdagelse, og saa kommer denne +til mig, og jeg bliver nødt til at sende Bud efter Dem. Man opdager, +at De er en forklædt Englænder, og saa snart det er opdaget, vil vi +se deres Knive glimte. Dette er sket paa en højst uheldig Tid; hvis +alt var gaaet godt, saa vilde jeg i Morgen tidlig have faaet de +Meddelelser, som jeg ønskede; han vilde have sagt mig det Ord, der +kan skaffe os Adgang til Klostret i Bjergene, og vi kunde have +forladt dette Sted i Fred og Ro. Men det kan ikke nytte at spilde +Tiden med at tale om, hvad der kunde have fundet Sted. Jeg maa finde +paa en Plan til at frelse os, og det straks. Det er bedst, De gaar +ind i det indre Værelse og lader mig være alene." + +Medens han talte, hørte jeg Lyden af Fodtrin paa Trappen. Jeg skyndte +mig ind i det indre Værelse og trak det tunge Tæppe for Døren. Et +Øjeblik senere traadte Ypperstepræsten ind i Værelset, ledsaget af to +eller tre af de øverste Munke og den Mand, som havde opdaget mig. Jeg +kigede gennem et Hul i Forhænget og saá, at Nikola var faldet paa Knæ +og syntes optaget af sin Andagt. Da Ypperstepræsten og hans Folk saá +dette stod de stille. Nikola skyndte sig ikke, men lod dem vente i +mindst ti Minutter, saa rejste han sig og vendte sig hen imod dem. + +"Hvad betyder dette?" spurgte han strengt, "og hvad skal denne Pøbel +her inde i mit Værelse? Gaa jer Vej!" + +Han gjorde en Bevægelse med Haanden, og de gik, men ikke meget +villigt. + +"Naa, min Fader," sagde han til Ypperstepræsten, som havde set paa +hans Adfærd med temmelig stor Overraskelse, "hvad er det, du kræver +af mig?" + +"Min høje Herre," svarede Manden; "du maa ikke være vred paa din +Tjener. Det er utvivlsomt en Fejltagelse, men den vil snart blive +oplyst. Jeg kommer til dig, fordi en ung Præst har forsikret mig, at +den Mand, som du kalder din Sekretær, ikke er nogen Kineser, men en +vis barbarisk Englænder, der bærer det hedenske Navn Bruce. Jeg kan +ikke tro, at det er Tilfældet. Hvor længe har min høje Herre kendt +den Mand?" + +"Det er urimeligt, at jeg skal udspørges paa denne Maade," begyndte +Nikola vredt. "Hvis Manden var det, du siger, hvad kom det saa dig +eller nogen anden ved? Og dog, jeg vil svare, for at der ikke skal +opstaa nogen Misforstaaelse. Hvad din Tjener siger, er Usandhed. +Manden er lige saa sikkert en Landsmand af dig som Kejseren selv. Der +er Ondskab i denne Anklage, og den skal undersøges og gendrives. Lad +os afgøre Sagen saaledes: Hvis det er, som du siger, saa vil jeg i +Morgen tidlig have den Hund jaget ud, og han skal bøde med sit +barbariske Liv for sin Falskhed. Hvis ikke, saa vil jeg rive Tungen +ud paa denne Løgner, din Præst. I Aften har jeg min Andagt at +forrette, og jeg er træt, saa lad det blive afgjort imellem os i den +store Hal i Morgen tidlig." + +"Det skal være, som du siger," sagde den gamle; "lad der ikke være +haarde Ord imellem os, min høje Herre. Hav ingen Frygt; hvis Manden +er det, du siger, da skal min Tjener bøde for det." + +Efter at have sagt dette bukkede han for Nikola og forlod Værelset. +Saa snart Lyden af hans Fodtrin var døet hen paa Stentrinene, kom +Nikola ind til mig. + +"De er borte," sagde han; "nu er det, vi skal finde ud af denne +Vanskelighed." + +"Det er umuligt," svarede jeg. + +"Intet er umuligt," sagde Nikola. "Jeg hader det Ord. Vi har mindst +seks Timer foran os, i hvilke vi kan udrette noget, og hvis vi vil +frelse vort Liv, gør vi bedst i at spekulere og blive enige med os +selv om, hvad dette noget skal være." + + + + +X. KAPITEL. + + En spændende Nat i Lamatemplet. + + +"Der er to Ting, vi stadig maa erindre," sagde Nikola; "den første, +at De ikke er Kineser, og den anden, at hvis De træder frem for +Ypperstepræsten i Morgen tidlig og agerer Kineser, saa vil han +sikkert opdage Dem, og saa bliver vi ødelagte fuldstændigt. Hvis De +løber bort, er det bedst, at jeg ogsaa løber; for hvad kan det nytte, +at jeg saa bliver? Men det vil jeg dog ikke gøre. Det har kostet mig +mange Aars Anstrengelser for ikke at tale om adskillige Tusind +engelske Guldstykker at naa saa vidt, som jeg nu er kommen, og ske +hvad der vil, jeg vender ikke tilbage." + +"Men paa hvilken Maade skal vi komme ud af denne Vanskelighed?" +spurgte jeg nedslaaet. "Hvis jeg ikke kan træde frem for dem og +trodse Sagen igennem og heller ikke kan blive borte af Frygt for at +bestyrke, hvad de allerede har Mistanke om, og jeg ikke kan forlade +Klostret uden at gøre Dem mistænkt, saa maa jeg tilstaa, at jeg ikke +indser, hvad der er at gøre. Jeg antager, at der ikke kan være Tale +om at bestikke Manden til at tage sin Anklage tilbage?" + +"Nej, det er der ikke Tale om," sagde Nikola med Overbevisning, "saa +vilde vort Liv simpelthen afhænge af hans Fortolkning af Tro og Love. +De burde dog vide, hvor megen Tillid vi kan have til ham." + +"Men kan vi ikke tvinge ham til at løbe sin Vej, saa de tror, at det +er en falsk Beskyldning, han har rejst imod mig, og at han ikke har +turdet tage Følgerne?" + +"Det er heller ikke muligt!" sagde Nikola. "Saa vilde han handle med +os, og naar vi ikke vilde opfylde alle hans Fordringer, vilde han +hævne sig paa os og forraade os, og saa kom det jo bare an paa, hvem +der kunde holde længst ud. Nej, overlad det hellere til mig at +spekulere paa, hvad der er at gøre." + +Det gjorde jeg saa, og jeg kunde i en halv Time høre ham spadsere op +og ned i sit Værelse. Jeg afbrød og forstyrrede ham ikke i den Tid. +Endelig kom han da ind til mig igen. + +"Nu tror jeg, at jeg ser en Udvej," sagde han. "Men naar det kommer +til Stykket, saa er den næsten lige saa desperat som de andre Udveje, +vi har tænkt paa. Det er Dem, der skal handle, og hvis det gaar galt +-- naa, saa Gud naade os begge to. De har frelst mit Liv en Gang før, +og jeg vil nu betro det til Dem, men husk, at hvis De ikke udfører +min Plan nøjagtigt, som jeg siger, saa vil De aldrig se mig levende +igen. Pas nu godt paa, hvad jeg siger, og prøv paa at huske alt, hvad +jeg meddeler Dem. Det er snart Midnat, Gongongen til den første +Morgengudstjeneste vil lyde Klokken halv seks, men det er Daggry en +Time før. Jeg maa, hvordan det saa end gaar, have Dem bort herfra +inden et Kvarter, og selv om De skal stjæle en Hest, maa De være i +Peking før halv to. Naar De er dér, saa maa De finde Yoo Laoyehs Hus; +han bor i den bageste Del af Legationsgaden i Nærheden af Tartarbyens +Hovedport." + +"Men hvordan i al Verden skal jeg komme ind i Byen?" spurgte jeg +forbavset over, at han kunde have glemt det, som jeg syntes var en +meget haabløs Skranke, nemlig Muren. "Portene bliver lukkede ved +Solnedgang og aabnes ikke før Solopgang." + +"De maa klatre over Muren," svarede han. + +"Men det véd De godt er ganske umuligt," sagde jeg. + +"Aldeles ikke," svarede han. "Jeg skal sige Dem et Sted, hvor det +godt kan lade sig gøre. Kan De huske den Bastion, hvor De friede til +Frøken Medwin?" + +"Ja, det kan jeg rigtignok," svarede jeg med et Smil. "Men hvor véd +De det?" + +"Kære Ven, jeg var kun et Par Hundrede Fod fra Dem hele Tiden. Nej, +De behøver ikke at se saadan paa mig, det var ikke for at udspionere +Dem. Efter den store Napoleons Vis holder jeg af at være forberedt +paa ethvert Nødstilfælde, og da jeg tænkte, at jeg en Dag kunde ønske +at komme ind i Byen, naar Portene var lukkede, benyttede jeg min +ledige Tid til at undersøge Muren lidt. De ser, hvor nyttigt dette +tilfældige Besøg viser sig at være. Naa, to Bastioner fra det Sted, +hvor De sad, er Stenene større og mere ujævne end noget andet Sted +paa hele den Side af Byen. Jeg har faaet at vide, at tre Mænd plejer +at klatre op over denne Del af Fæstningsvoldene og har gjort det i de +sidste tre Aar mellem Midnat og Solopgang; de smugler Varer ind i +Byen for at undgaa at betale den Indførselstold, der, som De véd, +hæves om Dagen. Naar De er kommet over Muren, ser De en Skildvagt +staa paa den anden Side. Ham kan De give tre Taels og sig saa til +ham, at De har i Sinde at vende tilbage om en Time og at De vil give +ham det samme Beløb for at faa Lov til at slippe ud igen. Naar De er +kommet forbi Skildvagten, gaar De ind i Byen, finder Yoo Laoyeh og +lader ham vide den Forlegenhed, vi er i. De kan love ham hundrede +Pund kontant, hvis han gaar ind paa Deres Forslag, og De maa bringe +ham med tilbage, enten han vil eller ikke, saa hurtig De kan. Jeg +skal møde Dem ved den sydlige Port. Bank fire Gange og host saa; det +skal være Signalet, og saa snart jeg hører det, aabner jeg Porten. +Alt, hvad der maa besørges indenfor Klostret, skal jeg gøre, men De +maa gøre det, der skal foretages udenfor. Lad os saa komme af Sted og +se, hvordan jeg kan faa Dem ud." + +Vi forlod Værelset sammen, gik ned ad Trappen, kom gennem Forstuen og +traadte ud i en stor Hal. Vinden, der, som jeg allerede har sagt, kom +ind ad de snevre Vinduer paa begge Sider, fik de lange Forhæng til at +rasle, saa man skulde tro, Hallen var befolket med tusind silkeklædte +Spøgelser. Nikola gik hurtigt gennem den og ud af den sydlige Dør. +Jeg fulgte tæt i Hælene paa ham, og vi kom ubemærkede gennem den +store Gaard, idet vi holdt os i Bygningens Skygge, indtil vi naaede +den første Port. Heldigvis for os var denne ogsaa ubevogtet, men vi +kunde høre, at Munken, som burde have holdt Vagt, laa og snorkede +fredeligt i Værelset ved Siden af. Vi skød den vældige Slaa til Side, +aabnede roligt Porten, slap igennem, gik over en Græsplet og skyndte +os til den ydre Mur. Men lige da vi var ved at dreje om det Hjørne, +der skilte os fra den, fik en pludselig Lyd af Stemmer os til at +tøve. + +"Denne Vej!" hviskede Nikola, idet han greb mig om Haandledet og trak +mig til venstre. "Jeg kan finde en anden Udgang; jeg lagde i Gaar +Mærke til, at der voksede et stort Træ ved Muren." + +Vi forlod Midterporten og drejede til venstre, som jeg har sagt, og +saa gik vi langs med den Mur, som vi skulde over, til vi naaede et +stort Træ, hvis højeste Grene hvælvede sig langt ud over Muren. + +"Det er et godt Sted," sagde Nikola og standsede. "De maa op i Træet +og krybe langs med Grenene, til De kommer hen til Muren; saa maa De +fire Dem ned paa den anden Side og skynde Dem til Byen saa hurtigt De +kan. Farvel og god Lykke!" + +Jeg trykkede ham i Haanden, fik fat i en Gren og klatrede op. Hidtil +havde det syntes mig, som om jeg optraadte i en vidunderlig, levende +Drøm. Men Træets ujævne Bark bragte mig snart til Bevidsthed om +Virkeligheden. Jeg klatrede, til jeg kom i lige Linie med Muren; saa +valgte jeg en tyk Gren og krøb langs med den, til jeg stod paa det +solide Murværk. Da jeg var dér, manglede der kun et Spring paa +omtrent seks Alen, for at jeg kunde være fri. Jeg hviskede Farvel til +Nikola, som stod og iagttog mig, lænede mig ud over Muren, saa langt +jeg kunde, greb saa fat i Murkanten med begge Hænder og lod mig +falde. + +Da jeg stod paa Jorden, løb jeg over et aabent Rum hen imod en Gruppe +Smaahuse. Der var en Indhegning ved et af dem; jeg kunde dunkelt +skimte, at der var nogle løse Ponyer derinde, jeg vidste, at hvis jeg +kunde sikre mig en af dem og finde Sadel og Bidsel i dens Ejermands +Bolig, saa kunde jeg være i Peking i mindre end en Time, og jeg +besluttede at gøre Forsøget. + +Jeg krøb saa hen til det nærmeste af Husene og gik hen til Døren; jeg +kunde høre Beboernes Snorken derinde. Der brændte en Røgelsepind +foran et Gudebillede i Nærheden, og skønt den næsten var udbrændt, da +jeg tog den, gav den mig dog tilstrækkeligt Lys til at se mig om. Et +Øjeblik senere havde jeg en Sadel og et Bidsel, som hang paa en Krog, +og var ude blandt Ponyerne igen. + +Jeg sikrede mig et af Dyrene, sadlede det, og saa snart jeg havde +gjort det, steg jeg til Hest og fo'r hen imod Peking. Natten var +mørk, men Vejen var ligefrem. Det lille Dyr var mere end villigt, og +da jeg ikke skaanede det, var jeg paa mindre end tre Kvarter fra den +Tid, jeg havde sagt Farvel til Nikola, ved Byens store Mur og steg +af. + +Jeg fandt et passende Sted og bandt min Pony fast til et Træ, og da +jeg saa havde sikret mig, at den kunde være der, naar jeg kom +tilbage, ilede jeg langs med Muren, til jeg kom til det Sted, Nikola +havde omtalt. + +Da jeg naaede det, blæste der en let Vind hen over Sletten og sendte +Støvskyer hen imod mig; det var den eneste Lyd, der afbrød Nattens +Stilhed. Jeg overbeviste mig om, at jeg ikke blev iagttaget, og at +jeg havde valgt det rette Sted, og begyndte saa at klatre. Det var +ingen let Opgave. Stenene var store og ujævne, undertiden fik jeg +godt fat, men i mange Tilfælde maatte jeg bogstavelig talt klynge mig +fast med Neglene; det var næsten for meget for mine Kræfter, og da +jeg havde klatret fem Minutter og der var endnu lige meget af Muren +tilbage oven over mig, begyndte jeg at mistvivle om, at jeg +nogensinde kunde naa Toppen. Men jeg havde ikke Lov til at opgive +det. Jeg huskede paa, hvor meget der afhang af, at jeg kom ind til +Byen, og jeg krøb fremad med Besvær og naaede da tilsidst Toppen. Da +jeg kom derop, kunde jeg se Byen ligge paa den anden Side. Lidt til +venstre for det Sted, hvor jeg stod, var den Plet, der for stedse var +hellig i mine Øjne, det Sted, hvor jeg havde friet til og faaet Ja af +min elskede, og til højre var det Kvarter af Byen, hvor hun efter al +Sandsynlighed i dette Øjeblik laa og sov og forhaabentlig drømte om +mig. Saa snart jeg fik mit Vejr igen, gik jeg over Muren og steg ned +ad Trinene paa den anden Side. + +Jeg var neppe kommet ned, før en Mand traadte frem af en mørk Krog og +standsede mig; i Halvmørket kunde jeg se, at det var en kinesisk +Soldat, der var bevæbnet med et langt Spyd. + +Som Svar paa hans Spørgsmaal sagde jeg hviskende, at jeg var en Ven, +og trykkede de Penge, Nikola havde givet mig, i hans ikke uvillige +Hænder, og da han forbavset over min Gavmildhed trak sig tilbage, +ilede jeg forbi ham og fo'r ned ad den nærmeste Gade. + +Fra det Sted, hvor jeg havde passeret Skildvagten, til den Gade, hvor +Laoyeh boede, var der omtrent en halv engelsk Mil, og for at naa den +hurtigt, maatte jeg passere Benfleets Bolig. Man kan tænke sig, +hvilke Tanker der optog min Hjerne, medens jeg stod i den stille Gade +og betragtede Huset. Under dets Tag sov den Kvinde, som var alt i +Verden for mig. Jeg vilde have givet alt, hvad jeg ejede, for fem +Minutters Samtale med hende, men da det var umuligt, vendte jeg mig +om og gik gennem et Stræde ind i den Gade, jeg skulde finde. Huset +var ikke stort, og ved første Øjekast gjorde det ikke noget meget +heldigt Indtryk. Men det var jo lige meget, hvordan Huset saá ud, +naar jeg blot fandt den Mand, jeg vilde træffe. Jeg bankede paa +Døren, som var stænget, men fik intet Svar i flere Minutter. Jeg +begyndte at spekulere paa, hvorledes jeg skulde tiltrække mig +Beboernes Opmærksomhed, da jeg endelig hørte Trin af bare Fødder i +Stenkorridoren; efter megen Famlen blev Døren aabnet, og en Mand +viste sig. Et Blik sagde mig, at det ikke var den Person, jeg søgte. +Jeg spurgte, om Laoyeh var hjemme, men af det Svar, jeg fik, +opfattede jeg, at han var gaaet ud tidligere paa Aftenen, og at han +sandsynligvis var i et Hus i Nærheden og spillede Hasard. + +Jeg spurgte Manden, om han ikke kunde føre mig hen til ham og tilbød +ham gode Drikkepenge for at gøre det. Saa førte han mig straks ud paa +Gaden, ned ad et Stræde, op ad et andet, indtil vi standsede ved et +af de største Huse i dette Kvarter. Min Fører var øjensynlig godt +kendt, og da Døren blev aabnet, prøvede Dørvogteren ikke paa at +hindre os i at gaa ind, men lod os roligt gaa ind i et ret stort +Værelse, der vendte ud til Gaarden. Her var ikke mindre end tredive +Kinesere travlt optagne af deres Yndlingstidsfordriv, at spille +Hasard, men skønt vi undersøgte hvert enkelt Ansigt, kunde vi ikke se +den Mand, vi søgte, iblandt dem. Saa snart jeg var overbevist om +denne Kendsgerning, forlod vi Værelset og gik ind i et andet, hvor +man ogsaa spillede. Men vi blev atter skuffede; Laoyeh var heller +ikke dér. + +Min Fører, der var meget begærlig efter at tjene nogle flere +Drikkeskillinger, udspurgte en af de spillende, som huskede, at han +havde set vor Mand for omtrent en Time siden; han troede, at han den +Gang var gaaet ind i det Værelse, vi først havde besøgt. Vi vendte +tilbage og spurgte os for dér, men fik kun at vide, at man havde set +ham forlade Huset omtrent en halv Time, før vi kom. + +"Vær ikke bange, jeg skal nok finde ham," sagde min Ledsager, og vi +gik saa ned ad Korridoren igen, passerede Dørvogteren og kom ud paa +Gaden. Saa gav vi os til at lede igen, først i et Hus og saa i et +andet, og til sidst endte vi i en Opiumshule lidt bag ved den +engelske Legation. Det yderste Værelse, det, der var nærmest ved +Gaden, var fuldt af Kunder, men vor Mand var ikke imellem dem. Det +inderste Værelse var ikke saa overfyldt, og her opdagede vi da +endelig den Mand, vi søgte. Men der var det ubehagelige ved det, at +han havde røget sit sædvanlige Antal Piber og nu laa i en dyb Søvn. + +Klokken var næsten to, og jeg turde ikke blive længere i Byen end en +Time endnu. Samtidig maatte det være meget taabeligt, ja farligt, at +prøve paa at tage af Sted med en Mand, der var i den Tilstand. Hvis +han ikke gjorde noget værre, vilde han sandsynligvis falde ned fra +Muren og knække Halsen, og saa maatte jeg enten lade ham ligge der +eller blive og udsætte mig for ubehagelige Spørgsmaal. Men hvad der +nu end skete, jeg vidste, at jeg maatte skaffe ham ud af dette Hus +saa hurtigt som muligt og faa ham hen til et Sted, hvor jeg kunde +prøve paa at vække ham. Jeg sagde dette til den Mand, som havde +fundet ham for mig, og ved fælles Anstrengelser fik vi ham paa +Benene, tog ham hver under sin Arm og førte ham til hans Hjem. Da vi +naaede det, var han nogenlunde kommet sig efter Opiumsrusens +Virkning. Saa brugte vi alle Midler, vi kendte, for at faa ham +fuldstændig vækket, og Klokken halv tre var vi komne saa vidt, at jeg +tænkte, jeg kunde begive mig paa Tilbagevejen med ham. + +"Men hvad forlanger Deres Excellence af mig?" spurgte Laoyeh, som +endnu var lidt bedøvet, skønt han heldigvis ikke var saa meget fra +sine Sanser, at han ikke genkendte mig. + +"Du skal komme med mig," svarede jeg, idet jeg, før jeg talte, +passede paa, at den anden Mand var et godt Stykke udenfor Hørevidde. +"Nikola er i Lamatemplet og venter dig. Du kan tjene hundrede Pund +Sterling -- hvorledes, skal jeg sige dig paa Vejen." + +Saa snart han hørte Nikolas Navn og Belønningens Beløb, syntes han at +blive sig selv igen. Vi forlod altsaa Huset og begav os af Sted til +den Del af Muren, hvor jeg var steget ned i Byen. Den samme Soldat +var endnu paa Vagt, og da jeg havde lagt de Penge, jeg havde lovet +ham, i hans Haand, lod han os straks passere. Tyve Minutter efter at +vi havde forladt Laoyehs Hus, var vi rede til at stige ned paa den +anden Side af Muren. + +Hvis det havde været vanskeligt at komme op, saa opdagede jeg, at det +var dobbelt saa vanskeligt at stige ned. Natten var meget mørk, og +det var omtrent umuligt at se en Fod for sig. De Revner og +Ujevnheder, som skulde agere Hvilesteder for vore Fødder, syntes det +næsten umuligt at finde, og jeg var henrykt, da dette Arbejde var +overstaaet og vi var komne sikkert ned paa den faste Jord. + +For saa vidt var mit Besøg i Byen overordentlig heldigt. Men Tiden +ilede, og vi havde endnu den lange Vej ud til Klostret. Jeg gik hen +til det Sted, hvor Ponyen stod bunden til et Træ, akkurat som jeg +havde forladt den, og lod min Ledsager sætte sig op paa den. Han var +næsten, om ikke ganske, sig selv igen, og jeg drev det lille Dyr frem +i rask Trav, medens jeg løb ved Siden af. Paa denne Maade kom vi, han +ridende og jeg løbende, til det store Klosters sydlige Port. Jeg +havde udført _min_ Del af Arbejdet, og naar jeg først havde faaet +Laoyeh indenfor, var det Nikola, der skulde gøre Resten. + +Saa slap jeg Ponyen løs, nærmede mig og bankede paa Porten, idet jeg +hostede sagte. Den blev aabnet med stor Forsigtighed, og Nikola stod +paa Tærskelen. Han gav os Tegn til at træde ind, og uden at spilde et +Øjeblik gjorde vi, som han sagde. Det var næsten Daggry, og vi +mærkede Morgenens Raakulde i Luften. Det var ganske sikkert, at jeg +ikke var vendt et Øjeblik for snart tilbage. + +Efter at være kommet gennem Porten og have stænget den efter os gik +vi hen til den anden Indgang til venstre. Skilderhuset, hvis man +kunde kalde det saadan, var endnu tomt, og Vagten snorkede lige saa +fredeligt i det lille Værelse, som han havde gjort omtrent for fire +Timer siden. Denne Gaard var lige som den anden tom, men da vi gik +igennem den, kunde vi tydeligt høre Præsterne snakke sammen i +Sovestuerne paa begge Sider. + +Endelig naaede vi Døren til den store Hal; vi aabnede den forsigtigt +og fløj hen over Gulvet og saa op ad Trapperne til vore egne +Værelser. Da vi først var indenfor, blev Døren hurtigt lukket, og vi +var i Sikkerhed. Saa vendte Nikola sig om til mig og sagde: + +"Bruce, De har frelst mig for anden Gang, og jeg kan kun sige, som +jeg har sagt Dem før, De skal finde, at jeg ikke er utaknemlig. Men +der er ingen Tid at spilde. Kom her ind, Laoyeh!" + +Vi gik ind i det inderste Værelse, og Nikola aabnede en lille Æske, +han havde med. Han sagde til Manden, at han skulde sætte sig paa +Gulvet, og han gav sig med vidunderlig Behændighed til at forandre +hans Udseende. Arbejdet varede omtrent et Kvarter, og da det var +færdigt, henvendte Nikola sig til mig og sagde: + +"Byt Klæder med ham, Bruce, saa hurtigt De kan." + +Da dette var sket, kunde jeg neppe tro mine egne Øjne; det var saa +vidunderligt, hvad jeg saá. Dér stod et fuldstændigt Billede af mig +selv. Ligheden var overordentlig slaaende baade i Højde, Skikkelse og +Dragt, ja selv i Ansigtstrækkene. Men Nikola var ikke færdig endnu. + +"_De_ maa ogsaa forandres," sagde han. "Tingen maa gøres grundigt; +sæt Dem ned!" + +Det gjorde jeg, og han gav sig igen til Arbejdet. Da han var færdig, +lignede jeg mig selv saa lidt, som det i det hele var muligt. Ingen +kunde have genkendt mig, og det var højst usandsynligt, at vor +Hemmelighed kunde blive opdaget. + +Paa Vejen fra Peking havde jeg tydeligt forklaret Laoyeh den Rolle, +han skulde spille. Nu gav Nikola ham den endelige Instruktion, og saa +var alt færdigt. + +"Men hør," udbrød jeg, og en Tanke slog mig. "Vi har glemt én Ting -- +Arret paa min Arm!" + +"Ja, det har jeg glemt," sagde Nikola, "og saa véd jeg jo dog godt, +at det er den Slags Smaating, som bevirker, at Folk bliver opdagede." + +Han tog et stort Stykke Tøj og lavede et Bind, som han lagde om +Halsen paa mig. Saa blev min venstre Arm indbundet, og da jeg havde +faaet den i Bind, saá jeg, at jeg neppe kunde blive opdaget, selv om +man tænkte paa mit Haandled. + +En halv Time senere lød den store Gongong, der kaldte til +Morgengudstjeneste, og vi vidste, at Gaardene og Hallerne et Par +Minutter efter vilde være fulde af Mennesker. Efter Nikolas Ordre gik +jeg alene ned i Hallen, benyttede en Lejlighed til at slippe ind og +blandede mig i Trængslen. Jeg var ikke den eneste vanføre, der var en +halv Snes andre, som ogsaa havde Armen i Bind, og det var ikke +rimeligt, at den Omstændighed, at jeg var fremmed, vilde tiltrække +sig nogen utilbørlig Opmærksomhed; der var Tiggere og alle Slags +Mennesker, der kom ind i Klostret, saa snart Portene blev aabnede ved +Daggry. + +Jeg havde ikke været meget længe i Hallen, før jeg saá Nikola humpe +ind med sin Stok og tage Plads ved Siden af Ypperstepræsten. + +Saa begyndte Gudstjenesten. Da den var til Ende, var det klart, at +der skulde finde noget ualmindeligt Sted, for Munkene og deres +Gæster blev, hvor de var, i Stedet for som sædvanligt at forlade +Hallen. Saa besteg Ypperstepræsten den lille Forhøjning i den +fjerneste Del af Hallen og satte sig paa sit Dommersæde. Nikola +fulgte ham og tog Plads ved Siden af ham, og straks efter viste der +sig to høje Munke, som førte den Mand ind, der havde anklaget mig +den foregaaende Aften. Han syntes temmelig sikker paa at kunne +bevise, hvad han sagde, og jeg kunde ikke lade være med at smile, da +jeg saá hans selvtillidsfulde Mine. Først blev han tiltalt af den +gamle Ypperstepræst, som jo var næsten blind af Alderdom. Han +svarede noget, og saa talte Nikola. Hans Stemme var neppe saa høj +som ellers; dog hørte man hvert eneste Ord i Hallen. + +"Løgner og Forræder," sagde han, "du har fremført denne Anklage mod +min trofaste Tjener af en eller anden djævelsk og egennyttig Grund. +Men hvor gammel jeg end er, vil jeg imødegaa den, og det skal gaa dig +ilde, hvis det viser sig, at hvad du siger er Usandhed." + +Han vendte sig til en Munk, der stod ved Siden af, og sagde noget. +Manden bukkede, forlod Forhøjningen og forsvandt i Retning af vor +Trappe. Straks efter vendte han tilbage med Laoyeh, som gik med bøjet +Hoved og Hænderne korslagte paa Brystet. Han klatrede op ad Trinene, +og da han havde gjort det, stod den Anklagede og Anklageren Ansigt +til Ansigt paa hver sin Side af Forhøjningen. + +Saa saá jeg, hvor snildt Nikolas Plan var udtænkt. Han havde ordnet +det saaledes, at Forhøret blev afholdt efter Morgengudstjenesten, +fordi den store Hal ikke vilde være helt oplyst paa den Tid. Der var +næsten endnu halvmørkt, og den hurtige Maade, han besørgede Sagen +paa, viste klart, at han havde besluttet at faa den fra Haanden, før +man kunde se for tydeligt. + +Først fik den Mand, der anklagede mig, Ordre til at gentage sin +Fortælling. Han gav en nøjagtig Beskrivelse af vort Møde i Kanton, +tog kun uvæsentlige Forbehold og meddelte, at han havde saaret mig i +Haandledet. Han paastod saa uden Tøven, at jeg var en _Kueidzu_ eller +fremmed Djævel og sagde til den Mand, der spillede min Rolle, at han +skulde prøve paa at modbevise det. Da han var færdig, henvendte +Nikola sig til Ypperstepræsten og sagde: + +"Min Fader, du har hørt alt, hvad denne slette Mand har sagt. Han +anklager min Tjener derhenne, han, som efter sin egen Bekendelse selv +er Tyv og Morder -- for at være en af de Barbarer, som vi alle hader +og foragter. Jeg har fundet min Tjener trofast og sand i alle hans +Handlinger, men hvis han er en fremmed Djævel, som dette Menneske +paastaar, saa skal han straffes. Paa den anden Side, hvis det viser +sig, at denne Slyngel har Uret, og at han har løjet for Vindings +Skyld, saa fordrer jeg af dig, at jeg faar Lov til at raade over ham +i Følge den Magt, du véd, jeg er iklædt. Jeg frygter ikke for Dommens +Udfald." + +Da han var færdig, rejste den gamle Mand sig og humpede fremad ved +sin Stok. Han saá roligt fra den ene til den anden af de to, +henvendte sig derpaa til Laoyeh og sagde: + +"Kom du med mig!" og han førte ham ind i et lille Værelse. + +Vi sad tavse i næsten en halv Time og grublede paa, hvad Resultatet +vilde blive. Jeg iagttog Nikola, som hele Tiden sad med Haanden under +Hagen og stirrede lige ud. + +Saa var omsider Ventetiden til Ende. Vi hørte Ypperstepræstens Stok +banke mod Gulvet, og straks efter steg han op paa Forhøjningen igen, +fulgt af Laoyeh. Da den gamle Mand kom hen til sit Sæde, gav han Tegn +til Tavshed og sagde derpaa: + +"Jeg har undersøgt denne Mand og kan sværge paa, at den Beskyldning, +som dette Menneske har fremført imod ham, i alle Henseender er +usandfærdig. Lad Retten have sin Gang." + +Han vendte sig hen imod Nikola og vedblev: + +"Forbryderen dér bliver overgivet til dig." + +Nikola rejste sig langsomt og stirrede paa den ulykkelige Mand. + +"Din Hund," udbrød han, "efter din egen Ypperstepræsts Ord er du i +min Magt. Hvorfor handler du saaledes, som du gør? Er du kommet til +Verden af den Grund? Du har vovet at bagvaske min Tjener; det er din +høje Foresatte Vidne til; kom nærmere!" + +Manden nærmede sig et Par Skridt, det var let at se, at han var +bange. + +Saa stirrede Nikola paa ham i næsten et Minut, og jeg kan ikke huske, +at jeg nogensinde har set saa frygtelige Øjne med saa vildt et +Udtryk. Naar man tænker sig en Kanin fortryllet af en Slange, vil man +have en Forestilling om, hvorledes han saá paa ham. Langsomt, Tomme +for Tomme, hævede Nikola sin højre Haand, indtil den pegede paa et +Sted paa Væggen lidt oven over den andens Hoved. Saa gik den ned +igen, og medens den gjorde det, fulgte Mandens Hoved med, indtil han +stod i en ganske bøjet Stilling. + +"Du ser, at du er i min Magt," sagde Nikola, "du kan ikke bevæge dig, +hvis jeg ikke befaler dig at gøre det." + +"Nej, jeg kan ikke bevæge mig," sagde Manden næsten ubevidst. + +"Gør, hvad du vil, du kan ikke staa oprejst," sagde Nikola. + +"Jeg kan ikke staa oprejst," gentog Manden med den samme monotone +Stemme, og medens han talte, saá jeg store Sveddraaber falde fra hans +Ansigt ned paa Gulvet. Hvert Øje i den store Hal var fæstet paa ham, +og selv Ypperstepræsten kom frem fra sin Stol for ikke at tabe et +Ord. + +"Se mig ind i Ansigtet," sagde Nikola, og hans Ord skar i Luften som +en skarp Kniv. + +Manden saá op og gjorde, som Nikola befalede, men uden at hæve +Hovedet. + +"Forlad nu dette Sted," sagde Nikola. "Indtil paa samme Tid i Morgen +kan du ikke staa oprejst som dine Medmennesker, det befaler jeg, og +du kan ikke være ulydig, lad det hjælpe dig til at huske paa, at mine +Tjenere i Fremtiden er ukrænkelige. Gaa saa!" + +Han pegede med den højre Haand hen imod Dørene for Enden af Hallen, +og Manden gik kroget ned ad Gangen mellem de gabende Munke ud i +Gaarden i det lyse Solskin. Ypperstepræsten havde rejst sig, han +kaldte paa en Munk og sagde: + +"Følg ham og overbevis dig om, at han forlader Templet." + +Saa nærmede han sig Nikola og sagde: + +"Herre, jeg ser, at du utvivlsomt er den Mand, man har sagt os, vi +skulde vente. Hvorledes kan din Tjener være dig til Nytte?" + +"Tilstaa mig en Samtale, saa skal jeg sige dig det," svarede Nikola. + +"Følg mig, min høje Herre," sagde den gamle Mand, "saa vi kan tale i +Enrum sammen." + +Et Øjeblik efter forsvandt de i det Værelse, hvor Ypperstepræsten +havde undersøgt Laoyeh, og Forsamlingen spredtes. + +Saa snart Hallen var tom, benyttede jeg Lejligheden og gik op til +vort eget Værelse, hvor jeg fandt Laoyeh. I Følge Nikolas Ordre +skiftede vi atter Klæder, og da han igen var sig selv, gav jeg ham +den Bissekræmmerdragt, som Nikola havde skaffet til Veje, og +ligeledes den Belønning, som var blevet lovet ham. Saa sagde jeg +Farvel til ham og befalede ham at komme ud af Klostret saa hurtigt +som muligt. + +Det varede næsten en Time, før Nikola kom, og da han saa gjorde det, +kunde han neppe skjule sin Triumf. + +"Bruce," sagde han og glemte næsten sin sædvanlige Forsigtighed, saa +glad var han, "jeg har opdaget alt, hvad jeg vilde. Jeg har faaet +Kortet, og han har sagt mig Løsenet. Jeg véd, hvor Klostret er, og i +Morgen tidlig ved Daggry drager vi ud for at søge det." + + + + +XI. KAPITEL. + + Paa Vej til Thibet. + + +Det var neppe blevet Daggry næste Morgen, før Nikola vækkede mig op +af min faste Søvn. + +"Vaagn op," sagde han; "om en halv Time maa vi af Sted; jeg har +allerede givet Ordre til, at Ponyerne skal sadles, og da vi har en +lang Tur for os, maa vi ikke lade dem vente." + +Et Kvarter efter var jeg paaklædt og rede. En af Munkene bragte os +lidt Frokost, der bestod af Ris, og da vi havde spist, gik vi ned i +den store Hal. Dér ventede Ypperstepræsten os, og efter en kort +Samtale med Nikola førte han os ud i Gaarden, hvor vi tog Afsked med +ham ved Foden af den store Buddhastøtte. + +Da vi havde takket ham for hans Gæstfrihed, gik vi ud til den ydre +Port og fandt vore Ponyer og Tjenere rede til at modtage os. Porten +blev slaaet op, og vi gik igennem den, den ene efter den anden. Saa +blev den slaaet i, og da dette var sket, havde vi sagt Farvel til det +store Lamakloster. + +Under den første Dags Ridt hændte der ikke noget mærkeligt. Vi naaede +en lille Landsby ved Middagstid, hvor vi bedede, og efter en kort +Hviletid fortsatte vi vor Rejse og ankom til den befærdede By +Ho-Yang-Lo, lige som Tusmørket faldt paa. Man anviste os den bedste +Kro, som vi red hen til, og hvor vi fik Værelser. Vor første +Dagsrejse var paa seks og tredive engelske Mil, og vi følte, at vi +ærligt havde fortjent at hvile. + +Vi blæste Lyset ud og indrettede os for Natten; men det varede flere +Timer, før Søvnen vilde komme til mig. Tanker om næsten alle mulige +Ting fo'r ind og ud af min Hjerne. Et Øjeblik var jeg paa Legepladsen +i min gamle, kendte engelske Skole, i det næste Øjeblik sejlede jeg +omkring Kap Horn paa en Koffardimand med et lurvet Mandskab paa +Bakken og tre drukne Slyngler paa Skansen. Saa var jeg i Sydhavet, og +der laa en tropisk Ø forude; jeg kunde høre Brændingens Torden mod +Stranden og saá den ene palmeklædte Høj efter den anden hæve sig op +imod den blaa Himmel. Saa kom min Tanke tilbage til Kina og som en +naturlig Følge deraf til Peking. Jeg gennemlevede igen den halve Time +paa den kinesiske Mur og syntes atter at føle en spæd lille Haand i +min og saá to frimodige, yndige Øjne stirre paa mig med al tænkelig +Kærlighed og Tillid. Gladys skulde være min tilkommende Hustru, og +her laa jeg paa Vejen til Thibet forklædt som Kineser i en smudsig +Kro i Selskab med en Mand, hvem intet kunde standse, og som var +frygtet af alle, der kendte ham. Det var længe efter Midnat, at jeg +faldt i Søvn, og saa var det, som om mine Øjne ikke havde været +lukkede i fem Minutter, da Nikola, der som sædvanlig ikke syntes at +trænge til nogen Søvn, var oppe og lavede sig til at rejse videre, ja +Solen var neppe kommen op over Horisonten, før vor Frokost var +besørget, og vi var færdige til at stige til Hest. + +Før vi tog af Sted, havde Nikola en Samtale med Kromanden. Medens han +var borte, morede jeg mig med at ride om paa den anden Side af Huset +for at se, hvordan der saá ud. Huset var af den sædvanlige kinesiske +Art, ikke meget smudsigere og ikke meget renere. Paa to Sider var det +omgivet af en bred Veranda, og paa Bagsiden var der en Slags snever +Terrasse, paa hvilken jeg saá to Mænd staa, da jeg drejede om +Hjørnet. Saa snart de saá mig, vilde de trække sig tilbage til Huset, +men jeg havde faaet Øje paa dem, før de kunde udføre denne Manøvre. + +Den højeste af de to havde jeg aldrig set før, men jeg syntes at jeg +kendte hans Ledsagers Ansigt. Da jeg stod og spekulerede paa, hvor +jeg havde set det, kom en Staldkarl om Hjørnet for at underrette mig +om, at Nikola var parat til at tage af Sted, saa jeg vendte min Pony +og red tilbage til Forsiden af Huset, hvorfra Rytterskaren var i Færd +med at drage af Sted. + +Nikola var som sædvanlig i Spidsen. Jeg fulgte ham i ærbødig Afstand, +og bag mig kom Tjenerne. Paa denne Maade ilede vi af Sted og satte +over en Flod, hvorpaa Vejen førte hen imod de Bjerge, som lige kunde +skelnes i den nordlige Horisont. Rundt om var Landet goldt og +udyrket, hist og her var der en elendig Hytte, hvis Farve lignede den +Slette, paa hvilken den stod. + +Ved Middagstid havde vi naaet den lige omtalte Bjergkæde og red af +Sted ad en god Vej i et mørkt, men temmelig malerisk Landskab. Med +Undtagelse af nogle faa Kameler, der var ladede med Kul og skulde til +Peking, og en Bissekræmmer hist og her, traf vi kun faa levende +Væsener. I denne Egn ligger Landsbyerne langt fra hinanden, og de har +intet godt Navn. + +Denne Nat laa vi i en Kro paa en Bjergtop, og næste Morgen steg vi +ned i Dalen paa den anden Side. Da Morgenen faldt paa, var vi kommet +omtrent tredive Mile videre. Landet forandrede sig hurtigt, der blev +mer og mer klippefuldt, og Opgangene og Nedgangene blev mere stejle. +Af denne Grund var vi ved det næste Holdested nødt til at skille os +af med vore Ponyer og i Stedet for at købe en halv Snes smaa, men +overordentlig muskelstærke Heste. + +Den tredie Aften, efter at vi var komne ind blandt Bjergene, og den +fjerde efter Afrejsen fra Peking gjorde vi Holdt ved et lille +Kloster, der laa i en udsat Stilling paa Bjergets Top. Da vi red op +til det, var Solen ved at gaa ned bag Bjergene i Vesten. Vi behøvede +ikke noget Løsen, da vi blev indbudte til at komme ind, næsten før vi +havde banket paa Porten. Klostret var beboet af en Abbed og seks +Præster, som alle var Tilhængere af Shamanismen. Bygningen selv var +kun tarvelig; den bestod af en dyb Gaard, en luftig Midterhal og fire +smaa Værelser, der stødte op til den. Da vi traadte ind i +Midterhallen, blev vi modtaget af Abbeden, en nederdrægtig, smudsig +lille Fyr paa et halv hundrede Aar, og han førte os til de Værelser, +der var bestemte for os. De var smaa og simple, meget forsømte, og +der var en ganske forskrækkelig Træk. Men hvis en Udsigt, som næsten +var enestaaende i Verden, kunde erstatte de Ubehageligheder, man +maatte lide under, saa kunde vi anse os for prægtigt indlogerede. Fra +det ene Vindue kunde vi se ud over Bjergkæden over Dal og Høj paa den +nedgaaende Sol. Fra det andet kunde vi stirre næsten tre Hundrede Fod +ned i Dalen og se den Vej, vi var kommet ad om Morgenen, sno sig af +Sted, medens vi gennem en snever Kløft til venstre kunde skelne den +Slette, hvor vi havde været to Aftener i Forvejen, i næsten +halvtredsindstyve engelske Mils Afstand. + +Da vort Maaltid var til Ende, tændte vi vore Piber og sad og røg en +halv Time. Saa kunde jeg ikke holde Tavsheden i Værelset ud længere, +og Nikola havde et af sine Anfald af Aandsfraværelse og var følgelig +kun en daarlig Kammerat. Jeg gik derfor ud i Gaarden foran +Midterhallen. Just som jeg naaede den, lød der en høj Banken paa +Yderporten. To af Munkene gik over Gaarden for at aabne den, og da de +havde slaaet den tunge Dør til Side, red en lille Afdeling Mænd paa +Æsler ind i Gaarden. Jeg tænkte, at et lille Selskab, der bestod af +Rejsende, i alt Fald vilde adsprede mig lidt, og gik ned for at se +dem stige af Æslerne. + +Da jeg kom tæt nok hen til dem, opdagede jeg, at der var to Kulier, +de andre tre var Herrer, men hvad deres Profession var, kunde jeg +ikke gætte. De var alle bevæbnede, og saa vidt jeg kunde se, havde de +intet Købmandsgods med. Da de var stegne af, kom Abbeden ned for at +modtage dem, og efter en kort Samtale førte han dem til +Gæsteværelserne paa den anden Side af Hallen, der laa lige over for +os. + +Nogen Tid efter, at Herrerne havde trukket sig tilbage til deres +Værelser, blev jeg, hvor jeg var, og saá Kulierne tage Ridetøjet af +Æslerne. Just som den sidste Sadel blev lagt paa Jorden, forlod en af +Ejermændene Huset og nærmede sig til Gruppen. Han var kommet meget +nær hen til det Sted, hvor jeg stod, før han opdagede mig; saa bøjede +han sig og gav sig til at aabne den Paksaddel, der laa nærmest ved +ham, som om han vilde undskylde, at han var gaaet derned. Jeg lagde +Mærke til, at han ikke tog noget ud af den, og at han i al den Tid, +han undersøgte den, ikke vendte Ansigtet hen imod det Sted, hvor jeg +stod. Da han derpaa hurtigt vendte sig om og ilede tilbage til Huset +uden at sige noget til sin Karl, følte jeg, at jeg havde Ret til at +tro, at han ikke ønskede, jeg skulde se ham. + +Dette bragte mig til at overveje Sagen, og jo mere jeg tænkte, des +mere begærlig blev jeg efter at opdage, hvem den Mand kunde være. Jeg +ventede i Gaarden næsten et Kvarter efter, at dette var hændet, og +efter at Sadlerne og Seletøjet var blevet bragt bort; men han viste +sig ikke igen. Saa gik jeg tilbage til Bygningen og spekulerede paa, +hvordan jeg skulde opdage, hvad jeg saa gerne vilde vide. Det varede +længe, før jeg kunde finde paa nogen Plan; saa fik jeg en Idé og +forlod atter Værelset og gik om til Bagsiden af Bygningen, idet jeg +haabede, jeg skulde finde et Vindue, gennem hvilket jeg kunde se ind +paa de nye Gæster, medens de sad ved Aftensmaaltidet; men det var +lettere, opdagede jeg, at tænke paa saadant et Vindue end virkelig at +finde det. + +Bagsiden af Klostret var bygget i Niveau med Klipperanden, og Volden +stødte op til Bygningen i en Vinkel, i hvilket vort Værelse laa. Hvis +jeg derfor blot kunde komme langs med Volden og naa et lille Vindue, +som jeg tænkte mig maatte vende ud til en lille Gaard, der laa mellem +Midterhallens bageste Væg og den til venstre for vort Værelse, saa +tænkte jeg, at jeg kunde opdage, hvad jeg vilde. Men for at gøre +dette maatte man foretage en lang og farlig Klatretur i Mørke, og det +havde jeg aldeles ingen Lyst til, før jeg havde overbevist mig om, at +der ikke var nogen anden Maade, paa hvilken jeg kunde faa at vide, +hvad jeg ønskede. + +Man kunde meget godt spørge mig, hvorfor jeg var saa ivrig efter at +overbevise mig om, hvem den Mand var; men i en Stilling som vor kunde +man virkelig ikke udsætte sig for den mindste Smule Risiko. Han havde +jo vist mig, at han ikke ønskede, jeg skulde opdage, hvem han var, +hvilket i sig selv var tilstrækkeligt til at vække min Mistanke og +berettige mig til at gøre et hvilket som helst Skridt for at +overbevise mig om, at det ikke var en Fjende. Vi gik jo med Livet i +Hænderne, og hvis vi forsømte en eneste Forsigtighedsregel, kunde vi +ødelægge det hele. + +Før jeg vovede mig til den lige omtalte Klatretur, besluttede jeg at +gaa om til den anden Side af Huset og undersøge, om jeg ikke kunde se +gennem et af Vinduerne dèr. Jeg gjorde det og opdagede til min Glæde, +at jeg, naar jeg lagde Hænderne paa de udhugne Sten, der dannede +Vinduskarmene, og stemte mine Fødder imod en fremspringende Del af +Muren, kunde hæve mig tilstrækkeligt op til at faa et Glimt af +Værelset. + +Jeg gjorde altsaa dette og saá derind, men til min Forbavselse og +Ærgrelse var der kun to Mennesker derinde, og ingen af dem var den +Mand, jeg vilde se. + +Saa steg jeg ned igen og lyttede. Jeg haabede, at jeg skulde høre en +tredie Person komme ind i Værelset, men skønt jeg blev der omtrent +tyve Minutter, skete der ingenting. Jeg var fuldstændig overbevist +om, at Manden hørte til dette Selskab; men hvorfor var han ikke +sammen med dem nu? Hans Fraværelse forøgede kun min Mistanke og +gjorde mig endnu mere ivrig efter at faa et Glimt af ham. + +Jeg satte mig paa Stentrappen i Midterhallen og udkastede i Tanken en +Plan over Bygningen, for saa vidt som jeg kendte den. Midterhallen +var naturligvis tom; vi laa i Værelserne til højre for den, de andre +til venstre, deres Kulier havde det forreste Værelse, medens de to +Mænd, jeg lige har omtalt, havde indrettet sig i det bageste. Et +Øjebliks Omtanke overbeviste mig om, at der maatte være et tredie, +som ikke vendte ud til den aabne Gaard, men havde et Vindue ud til +den lille Gaard, der dannedes af Muren bag ude. Hvis jeg vilde se +derind, maatte jeg gøre den Klatretur, jeg først havde lagt Planen +til, og jeg maatte gøre den straks, og hvis jeg ikke gjorde det, +vilde hans Lampe efter al Sandsynlighed blive slukket, og i saa Fald +kunde jeg lige saa godt spare mig Ulejligheden og Faren. + +Jeg vendte tilbage til den Side af Huset, hvor jeg boede, og da jeg +havde overbevist mig om, at der ikke var nogen paa Færde dèr, steg +jeg op paa Muren lidt til højre for det Sted, hvor jeg havde staaet, +da jeg hørte Mændene banke paa Porten. + +Naar man vil bedømme Vanskelighederne og Farerne ved det, som jeg +vilde prøve paa, saa maa man tage i Betragtning, at Muren foroven +neppe var mere end atten Tommer bred. Paa den ene Side stødte den op +til Bygningen, der hævede sig mere end tolv, tretten Fod op over mit +Hoved, og paa hvis glatte Overflade der slet intet var at støtte sig +til. Paa den anden Side var der et stejlt Fald ned i Dalen, et Fald +paa over tre Hundrede Fod. Paa Bjergets Top blæste Vinden en +fuldstændig Orkan, men saa længe jeg var bag Bygningen, var jeg ikke +udsat for det fulde Tryk af den. Da jeg imidlertid kom til Gaarden, +hvorfra jeg kunde se Lys i det Vindue, jeg saa gerne vilde naa, havde +jeg stort Besvær ved at holde mig paa Benene. Jeg klyngede mig til +alt, som kunde yde mig Støtte, vovede ikke et Skridt, før jeg var vis +paa, at det var sikkert, steg ned fra Muren, nærmede mig til Vinduet +og saá ind. Denne Gang skulde jeg ikke blive skuffet. Den Mand, jeg +søgte, laa paa et Tæppe i Krogen og røg en lang Pibe. + +Hans Ansigt var vendt imod mig, og straks da jeg saá paa det, huskede +jeg, hvor jeg havde set ham Det var den samme Mand, som vi havde set +paa Bedestedet to Nætter i Forvejen. Fulgte han efter os? Jeg var vis +paa, at han havde gennemskuet min Forklædning. Hvis det var +Tilfældet, i hvis Tjeneste stod han da, og hvad var hans Øjemed? Jeg +vedblev at se paa ham i henved en Time, jeg haabede, at der skulde +komme nogen ind til ham, og at jeg skulde høre noget, som kunde sige +mig, hvorledes jeg skulde handle. Da, netop som jeg var ved at gaa, +idet jeg ansaa det for unyttigt at vente længere, kom den højeste af +de to, jeg havde set i det andet Værelse, ind og satte sig. + +"Vi har haft Held med os. Endelig har vi faaet fat paa dem," sagde +den Mand, som lige var kommet ind. "De har ingen Mistanke, og i +Morgen Aften møder vi Quong Yan Miun ved Vadestedet, siger ham alt, +og saa er vor Del af Arbejdet færdig." + +"Men vi maa have Stokken, hvad der saa end sker," sagde Manden, der +laa paa Sengen. "Vi vilde være Dødsens, hvis vi kom tilbage til +Peking uden den." + +"Der bliver gjort megen Ære af os, hvis vi faar fat i den," sagde den +anden leende. "Og saa bliver disse fremmede Djævle pinte, til de +dør." + +"Det vil lære dem ikke at trodse de Store i Bjergene," svarede hans +Ven. "Jeg vilde ønske, at vi kunde være der og se det." + +"Man siger, at de har mange nye Pinsler, som man ikke engang kan +tænke sig i Drømme, der oppe i Bjergene," vedblev den første Mand. +"Hvorfor maa vi ikke rejse videre og se, hvorledes det gaar dem." + +"Fordi vi ikke kunde komme derind, selv om vi rejste videre," svarede +den Mand, som jeg havde genkendt, "jeg ønsker det heller ikke selv. +Men disse fremmede Djævle har stjaalet Løsenet og efterlignet Præsten +fra Hankow, og hvis ikke Laoyeh holdt mere af kinesisk Guld end af +fremmede Djævles Hemmeligheder og derfor havde forraadt dem, vilde vi +aldrig have opdaget dem." + +Derpaa tilføjede han med megetsigende Eftertryk: + +"Men de kommer til at dø for det, og deres Skæbne vil være en +Advarsel for dem, der kommer efter dem. Sig mig nu, hvor skal vi møde +Quong Yan Miun?" + +"Dèr, hvor man gaar over Floden i Bjergene, ved Solnedgang i Morgen +Aften." + +"Og er det sikkert, at vi kan kende ham? der kan være mange +Overgangssteder." + +"Han rider paa en Kamel med en rød, sølvbroderet Sadel. Desuden siger +man, at han kun har ét Øje, og at hans venstre Haand, som Mandarinen +Li huggede af, endnu er naglet til Porten i I-chang." + +"Venter han os?" + +"Nej, paa ingen Maade. En Gang om Maaneden bliver han sendt ned af de +Store i Bjergene for at tage mod Budskaber og Almisser fra +Yderverdenen. Vi har Ordre til ikke at raste, før dette Brev er +afleveret til ham." + +Medens han talte, fremtog han en lille Rulle Papir, som var +omhyggelig bundet sammen. Da han havde puttet den i Lommen igen, +henvendte han sig til sin Kammerat. + +"Forlad mig nu," sagde han. "Jeg er træt og vil sove. I Morgen har vi +store Ting for." + +Den anden Mand forlod Værelset, og et Øjeblik efter var Lampen +slukket. + +Saa snart alt var mørkt, listede jeg mig sagte over Gaarden, steg op +paa Muren -- ikke uden at skælve, da jeg tænkte paa, hvad min Skæbne +vilde være, hvis jeg fik Overbalance, og gik tilbage ad samme Vej, +jeg var kommet. Da jeg først var sikkert inde i Gaarden, skyndte jeg +mig alt, hvad jeg kunde, tilbage til mit Værelse. + +Jeg ventede at finde Nikola sovende; man kan derfor tænke sig min +Forbavselse, da jeg opdagede, at han sad paa Gulvet og tegnede +Euklids tre og fyrretyvende Opgave med et Stykke Trækul paa Stenene. +Han saá op, da jeg kom ind, og uden at fortrække en Muskel i sit +Ansigt sagde han roligt: + +"Hvad har De opdaget?" + +Jeg satte mig ved Siden af ham og gav ham en fuldstændig Beretning +om, hvad jeg havde hørt den Aften. + +Da jeg var færdig, sad han og saá paa Væggen. Jeg kunde dog se, at +han var i dybe Tanker. Derpaa forandrede han sin Stilling og begyndte +med sit Trækul at tegne Ottetaller inden i hinanden paa Gulvet. Da +det mindste var saa stort som en Penny, var han kommet til en +Slutning. + +"Det er klart, at vi er i Knibe," sagde han koldblodigt, "og hvis jeg +vilde ofre Dem her, kunde jeg sandsynligvis redde mig selv og rejse +videre uden at have noget at frygte. Det er løjerligt, at jeg tænker +saa meget paa en Mand, at jeg er villig til at frelse hans Liv paa +Bekostning af mit eget, men i dette Tilfælde har jeg i Sinde at gøre +det. De ønsker ikke at blive pint, antager jeg?" + +"Jeg har en velbegrundet Ulyst til det," sagde jeg. + +"I saa Fald maa vi udfinde en Plan, som kan gøre det muligt for os at +afværge en saadan Katastrofe. Hvis disse Fyre kommer til Vadestedet +før vi, har de den første Mulighed til at forhandle med Sendebudet. +Vort Forsøg maa gaa ud paa at komme der før de og dog at sende dem +tilbage til Peking med den Overbevisning, at de har udført deres +Hverv. Hvorledes vi skal bære os ad, ja, det er den Opgave, vi skal +løse." + +"Men hvorledes skal vi bære os ad?" spurgte jeg. + +"Lad mig tænke paa det i nogle Minutter," svarede han, "saa skal jeg +se, om jeg kan finde paa det." + +Jeg ventede i fulde fem Minutter, saa sagde Nikola: + +"Opgaven løses saaledes: Paa den ene eller den anden Maade maa vi +opholde denne Mand og hans Selskab paa Vejen, mindst i tre Timer. Saa +maa én af os tage videre til Vadestedet og møde Manden fra Klostret. +Til ham maa vi give det Brev, som jeg fik af Ypperstepræsten i +Lamaklostret, og naar han er blevet sendt tilbage med det til sine +Overordnede, maa der være en anden Mand, der er udstafferet nøjagtig +som ham, og som indtager hans Plads. Denne Mand -- og det maa være +mig selv -- skal modtage vore Venner, tage imod deres Breve og sende +dem tilbage til Peking med den Besked, at der skal blive taget Hensyn +til deres Advarsel. Saa kan vi lige klare os. Men jeg er ikke bange +for at gaa videre, og jeg vil smigre Dem med at sige, at jeg heller +ikke tror, De er det." + +"Af alle de Mænd, som jeg har truffet, er De den koldblodigste, Dr. +Nikola," svarede jeg, aldeles henrevet af hans dristige Plan, "og +siden De tager det paa den Maade, vil jeg drage videre med Dem og +gennemføre Sagen, selv om det skulde koste mit Liv." + +"Tak," sagde Nikola roligt. "Jeg tænkte nok, at jeg ikke tog fejl af +Dem. Nu maa vi bestemme, paa hvad Maade disse forskellige Planer skal +udføres. For det første maa vi tage herfra i det mindste en Time før +vore Venner i de andre Værelser. Naar vi først er paa Vejen, maa jeg +skynde mig af Sted saa hurtigt som muligt for at sikre mig en Kamel +og en Sadel af den Slags, som jeg har beskrevet. Derpaa maa vi opdage +en eller anden Maade, hvorpaa vi kan opholde dem paa Vejen. Hvordan +skal vi gøre det?" + +"Kunde vi ikke formaa Landsbyfolkene paa Vejen til at rejse sig imod +dem?" + +"Det vil koste for meget; og saa var der en Mulighed for, at de kunde +blive Forrædere, som vor Ven Laoyeh. Nej, vi maa tænke paa noget +andet." + +Han begyndte igen at tegne Ottetaller paa Gulvet. Da han var blevet +færdig med det tredivte -- for jeg talte dem -- havde han gennemtænkt +Sagen til sin Tilfredshed. + +"Omtrent Klokken tolv i Morgen allersenest," sagde han, "det vil +sige, hvis jeg har faaet rigtig Besked, bør vi være ved et Værtshus i +Bjergene, tyve Mil herfra. Det er den eneste Bolig imellem dette Sted +og Vadestedet, og de maa nødvendigvis standse ved det. Jeg skal +instruere en af mine Mænd, som jeg vil lade blive tilbage, til at +passe paa, at deres Dyr bliver vandede i et bestemt Trug. Hvis de +drikker det, som jeg vil give ham til at hælde deri, kan de gaa +omtrent fem Mil og saa styrter de. Hvis de ikke drikker, skal jeg +sørge for, at han gør noget andet." + +"Hvis De blot kan stole paa den Mand, som skal udføre denne Streg! +Men hvad skal der gøres med Laoyeh?" + +"Ham skal jeg nok selv tage mig af," sagde Nikola med mørk Alvor, "og +naar jeg har gjort det, tænker jeg, at han vil fortryde, han har +været saa uforsigtig at være troløs imod mig." + +Han sagde ikke mere, men jeg følte mig meget tilfreds ved ikke at +være den Mand, der var Tale om. Efter hvad jeg har set af Nikolas +Karakter, kan jeg sige, at jeg hellere vilde være uenig med en halv +Snes andre Mennesker i Verden, hvem det end var, end udsætte mig for +hans Mishag. + +"Naa," sagde jeg, da han var færdig, "siden de er gaaet til Køjs, +burde vi ikke være længe om at følge deres Eksempel." + +"Men før vi gør det," svarede han, "tror jeg, De gør bedst i at finde +Kulierne, og sørge for, at de rigtig forstaar, at vi skal bryde op +Klokken tre. Befal dem for Resten at holde deres Mund." + +Jeg gjorde, som han forlangte, og en halv Time senere laa jeg +indsvøbt i mine Tæpper og sov fast. + + + + +XII. KAPITEL. + + Mellem Bjergene. + + +Klokken ti Minutter i tre var jeg ude af Sengen, fuldt paaklædt og +færdig til Afrejsen. Nikola havde vækket Kulierne, før han kaldte paa +mig, og de havde allerede travlt med deres Forberedelser. Klokken tre +præcis bragte en af Munkene os en Skaal Ris, og et Kvarter efter var +vi paa vore Heste i Gaarden, færdige til at tage af Sted. + +Den eneste, som var oppe, foruden vort eget Selskab, var Munken, der +lavede vor Frokost; ham belønnede Nikola rigeligt, og til Gengæld for +hans Ædelmodighed, blev Portene aabnede, uden at Huset blev +alarmeret. Vi red ud, den ene efter den anden, og fandt Vejen ned ad +Klippestien til Dalen. Da vi kom ned, fortsatte vi vor Rejse, op og +ned som Vejen førte os. For hver Time blev Landet mere og mere +bjergrigt, og ved Middagstid kunde vi tydeligt se Sne paa de højeste +Toppe. + +Klokken halv et naaede vi det Værtshus, hvor det var blevet bestemt, +at en af vort Følge skulde blive tilbage for at gøre vore Forfølgeres +Dyr ubrugelige. Til dette Hverv havde vi valgt en Mand, som vi havde +de bedste Grunde til at stole paa. Vi opfandt en Undskyldning, som +var tilstrækkelig til at berolige hans Skrupler, og da vi sagde +Farvel til ham, paalagde vi ham at følge efter os, saa snart han +havde udført sit Arbejde og kunde opdage en gunstig Lejlighed. Vi +nærede ikke den ringeste Tvivl om, at Manden vilde gøre sit bedste +for at fuldføre sit Hverv, til den Belønning, som var blevet lovet +ham, var saa stor, at det var unødvendigt for ham at arbejde mere i +sit Liv. Da vi forlod Værtshuset, efter at have ladet vore Dyr bede +en kort Tid, følte vi os derfor forholdsvis sikre paa, at vor Plan +vilde lykkes. + +Saa snart Karavanseraiet var skjult af et Hjørne af Bjerget, kaldte +Nikola mig hen til sig. + +"Om nogle Minutter," sagde han, "har jeg i Sinde at skynde mig af +Sted til en Landsby, som ligger borte fra den banede Vej nogle Mil +mod Nord. Jeg hører, at de har Kameler at sælge dér, og det bliver +rent galt, hvis jeg ikke kan købe en og en rød Sadel med Sølvbeslag, +før det bliver mørkt. De maa fortsætte Rejsen til Vadestedet, hvor De +efter al Sandsynlighed vil finde Sendebudet, som venter paa Dem. Giv +ham dette Brev fra Ypperstepræsten i Lamaklostret; det underretter de +Store i Bjergene om min Ankomst, og giv ham saa disse Drikkepenge." +Han gav mig nogle Guldstykker. "Paaskynd hans Afrejse, saa meget som +De kan, for vi maa ikke udsætte os for, at han træffer dem, som er +bag ved os. Jeg drejer om her, skynd Dem fremad, saa hurtigt De kan, +og Lykke paa Rejsen!" + +"Men naar jeg har sendt Sendebudet tilbage til Klostret, hvad skal +jeg saa gøre?" + +"Vente, til han er ude af Syne, og saa følge i hans Spor omtrent en +halv Mil. Naar De har gjort det, saa find et bekvemt Sted, slaa Lejr +og vent paa mig. Forstaar De?" + +Jeg svarede, at jeg forstod ham fuldstændig vel. Derpaa befalede han +en Kuli at følge med, og med en Hilsen med Haanden drejede han af fra +Vejen, og efter mindre end fem Minutter var han ude af Syne. I næsten +tre Timer red jeg videre, mens jeg stadig i Tankerne gennemgik den +Plan, som jeg havde lagt for den Sammenkomst, der ventede mig. Jeg +maatte huske, at Hovedsagen var, at jeg var en Kurer fra det +hemmelige Samfund, som var sendt fra Peking for at underrette +Klostret om, at en af de tre Store nærmede sig. Det afhang meget af +det Held, jeg havde til at udføre mit Hverv, hvilken Modtagelse +Nikola vilde faa; derfor maatte den Historie, som jeg skulde +fortælle, være rimelig i alle Enkeltheder. + +Klokken fem, netop da Solen sank bag de højeste Toppe, begyndte +Dalen at blive bredere, og Vejen blev mere jævn. Jeg fulgte den i +jævnt Trav, og da jeg var drejet om et Hjørne, saá jeg Flodens blanke +Vand foran mig. + +Da jeg kom til Floden, opdagede jeg, at den ved dette Vadested var +omtrent 240 Fod bred og neppe mere end to Fod dyb. Paa begge Bredder +hævede der sig stejle Klipper, som selv paa de laveste Steder var +mere end to Hundrede Fod høje. Til højre, det vil sige mod Nord, flød +Kanalen mellem solide Granitvægge, men dér, hvor jeg stod, havde den +jævnt skraanende Bredder. Jeg red hen til Kanten af Vandet, og da jeg +saá, at der ingen var paa den anden Side, steg jeg af min Hest og +satte mig i Sandet. Det trøstede mig at se, at der ingen Pilegrimme +var i Nærheden; men jeg blev ængsteligere, da jeg saá, at den Mand, +jeg skulde træffe, endnu ikke havde vist sig. Hvis han opsatte sin +Ankomst meget længe, kom jeg i en skrækkelig Stilling, for i det +Tilfælde vilde vore Forfølgere komme og opdage mig, og saa vilde jeg +være haabløst fortabt. + +Men jeg havde ikke behøvet at ængste mig, thi jeg havde ikke længe at +vente. Omtrent en halv Time efter, at jeg var kommet til Vadestedet, +kom en Mand ridende paa en Kamel fra Hulvejen paa den anden Side og +nærmede sig Strandbredden. Han var høj, klædt i noget lysebrunt Stof +og red paa en vel afrettet Kamel, og da han vendte sig om, kunde jeg +se, at hans Sadel var rød og prydet med Sølv. Jeg kaldte mine Mænd +sammen, befalede dem at vente paa mig og red saa ud i Strømmen. + +Dyret var saa lille, at Vandet naaede helt op over Sadlen, da jeg +naaede det dybeste Sted. Men trods megen Prusten og mange Forsøg paa +at vende om, fik jeg det til at gaa videre, og vi naaede til sidst +sikkert over paa den anden Side. Sendebudet fra Klostret var steget +af sin Kamel og gik frem og tilbage paa Bredden. Da jeg kom nærmere +til ham, saá jeg, at han kun havde én Arm, og at han manglede det ene +Øje. + +Jeg steg af min Hest paa Bredden og gik hen til ham og bukkede dybt. + +"Man har sagt mig, at jeg her skulde træffe et Sendebud fra de Store +i Bjergene," sagde jeg. "Er du den, jeg søger?" + +"Fra hvem kommer du?" spurgte han, idet han svarede mig ved at gøre +et andet Spørgsmaal. + +"Jeg kommer fra Ypperstepræsten i Lamaklostret i Peking," svarede +jeg, "og jeg bringer vigtige Efterretninger. Man har sagt mig, at jeg +skulde træffe en Mand, der skulde bringe det Brev, som jeg har med +mig, videre uden et Øjebliks Ophold." + +"Lad mig se Brevet," sagde Manden. "Hvis det er forseglet med det +rigtige Segl, vil jeg gøre, hvad du forlanger, ellers ikke." + +Jeg gav ham Brevet, og han vendte og drejede det og undersøgte det +nøje. + +"Det er Ypperstepræstens Segl," sagde han til sidst, "og jeg er +tilfreds; men jeg kan ikke vende om lige straks, da det er min Pligt +at blive her, til det bliver mørkt." + +"Det véd jeg meget godt," svarede jeg. "Men du ser nok, at dette er +et særligt Tilfælde, og af den Grund skal jeg give dig dette Guld, +det vil sige, hvis du drager videre og underretter dem, fra hvem du +kommer, om min Herres Ankomst." + +Da jeg havde givet ham Stikpengene, talte han dem omhyggeligt og +puttede dem i Lommen. + +"Jeg bliver, til Skyggerne falder," sagde han, "og hvis der saa ingen +Pilegrimme er kommet, vil jeg drage af Sted." + +Da vi havde ordnet det paa denne Maade, satte vi os paa den sandede +Strandbred, og da vi havde tændt vore Piber, sad vi ganske tavse +og røg i en halv Time. I den Tid var mine Følelser ikke +misundelsesværdige. Jeg nød ikke min Pibe, thi jeg blev spændt paa +Uvishedens Pinebænk. Desuden vidste jeg, at det kunde være mislykket +for vor Mand, at forgifte vore Forfølgeres Æsler. I saa Tilfælde +vilde de naturligvis mistænke os for et Forsøg paa at overliste dem, +og de kunde saa komme, naar det skulde være. + +Solen sank lavere og lavere ned bag Højen, til den til sidst helt +forsvandt. Klipperne kastede lange Skygger over Vandet, Aftenvinden +blæste op og hylede mellem Klipperne, men endnu var der intet Spor af +Ryttere paa den modsatte Bred. Hvis vore Modstandere ikke viste sig i +Løbet af et Kvarter, var vi frelste. + +En efter en kom Stjernerne frem og begyndte at blinke paa den skyfri +Himmel, saadanne Stjerner, som man ikke ser noget andet Sted end i +Østerland. Vinden blæste op, og om en halv Time vilde det være saa +mørkt, at man ikke kunde se. + +Endelig rejste min Kammerat sig og strakte sig. + +"Jeg ser ingen Pilegrimme," sagde han, "og det er koldt ved Vandet. +Jeg vil tage af Sted. Har du Lyst til at komme med, eller vil du +blive?" + +"Jeg har ingen Villie," svarede jeg. "Jeg maa vente her, til den +Karavane kommer, som min Herre er med. Saa skal jeg følge dig. Vent +ikke paa mig." + +Det behøvede man ikke at bede ham om to Gange, han gik hen til sin +Kamel, steg op paa den og med et kort Nik til mig red han hen ad +Vejen. + +Saa snart han var forsvundet, gik jeg ned til Vandet og kaldte paa +mine Mænd, for at de skulde komme over, hvilket de gjorde. Da de var +kommet i Land, befalede jeg dem at følge mig; vi forlod saa +Vadestedet og red i hurtig Skridtgang op ad Vejen. + +Hundrede Alen fra Floden drejede den Sti, vi fulgte, pludselig om til +højre og snoede sig gennem en snæver Kløft. Vi red dog ikke ind i +den, da jeg ansaá det for klogest, at vi slog os ned et Sted i Læ til +venstre. Jeg red i Spidsen og spejdede, og da jeg havde overbevist +mig om, at dette Sted ikke kunde ses fra Vejen, befalede jeg dem at +slaa Lejr dér. Ti Minutter efter vor Ankomst var Æslerne tøjrede, +Teltene slaaet op og Lejrilden tændt. Derpaa overlod jeg til Mændene +at tilberede Aftensmaaltidet, gik tilbage til Stien og skyndte mig +ned ad den i Retning af Vadestedet. + +Da jeg var halvtredsindstyve Alen fra Omdrejningen, hvorfra jeg +vidste, at jeg vilde faa Udsigt over hele Floden, hørte jeg en sagte +Fløjten. Et Øjeblik efter kom en Mand til Syne paa en Kamel; han red +hen til mig. Trods Halvmørket kunde jeg se, at Rytteren var klædt +nøjagtigt som den Mand, med hvem jeg havde talt ved Vadestedet; han +havde ogsaa kun én Arm, og hans højre Øje var lukket. + +"Hold Dem til venstre," sagde han og bøjede sig ned fra sin Kamel for +at tale til mig; "dér vil De komme til nogle store Klipper, og bag +ved dem skal De skjule Dem. Hold Deres Revolver parat i Haanden, og +hvis der skulde hænde noget, og jeg skulde kalde Dem til Hjælp, saa +kom straks." + +"Var det meget vanskeligt for Dem at faa fat i Kamelen?" spurgte jeg, +neppe i Stand til at tro, at Manden var Nikola. + +"Nej, slet ikke," svarede han; "men Klæderne og Sadlen var det lidt +vanskeligere at skaffe. Endelig fik jeg dem dog. Synes De, at jeg ser +ud som den Mand, jeg skal forestille?" + +"En eller to Ting er anderledes," svarede jeg; "men De behøver ikke +at være bange, de vil ikke fatte Mistanke." + +"Lad os haabe det," sagde Nikola. "Hvor er Mændene?" + +"De er lejrede der nede," svarede jeg, "i en lille Fordybning til +venstre for Kløften." + +"Det er godt; kryb nu ned til Klipperne og indtag Deres Plads. Pas +paa og glem ikke, hvad jeg har sagt Dem." + +Jeg gjorde, som han befalede, og krøb lidt efter lidt hen til det +Sted, hvor tre store Kampesten knejsede i Sandet. Mellem dem lejrede +jeg mig, og til min Glæde saá jeg, at jeg havde en næsten uforstyrret +Udsigt til Vadestedet. Da jeg saá ud over Vandet, skelnede jeg et +lille Selskab, som kom ned ad Skraaningen til Sandbredden paa den +anden Side. Uden at spilde Tid red de ud i Vandet, og det var saa +stille, at jeg kunde høre deres Dyrs Plasken og skelne mellem den +første Støj paa Bredden og den dumpe Lyd, da de kom ud i dybere Vand. +Derpaa hørte jeg et hæst Raab, og et Øjeblik efter red Nikola hen +over Sandet paa sin Kamel. + +Efter to eller tre Minutter havde det vadende Selskab naaet Bredden, +neppe mere end ti Skridt fra det Sted, hvor jeg laa. De var mig saa +nær, at jeg tydeligt kunde høre de trætte Dyrs Pusten og det +Befrielsens Suk, de udstødte, da deres Herrer steg af. Anføreren kom +hen til Nikola og sagde efter en lille Indledning: + +"Vi blev forsinkede paa Vejen ved vore Dyrs Sygdom, ellers vilde vi +have været her tidligere. Vi beder dig sige os, om nogle andre +Rejsende er kommet denne Vej." + +"Kun ét Selskab," sagde det falske Sendebud leende; "og de Folk er nu +faret vild mellem Bjergene. De nægtede at give mig Almisse, og saa +viste jeg dem ikke den rette Vej. Inden i Morgen ved denne Tid har +Gribbene revet Kødet af deres Ben." + +"Hvor mange var der?" spurgte den Mand, som først havde talt. + +"Fem," svarede Nikola; "og gid Bjergenes Djævle vil tage dem! Naa, +hvem er saa du?" + +"Vi kommer fra Peking," svarede Selskabets Talsmand, "og vi bringer +Breve fra Ypperstepræsten i Lamaklostret til de Store i Bjergene. Der +er to Barbarer, som har listet sig ind i vort Selskab, myrdet den +Mand, som skulde have været en af de Tre, og sat sig selv i hans +Sted. De tre Stores Symbol, som blev stjaalet af en fremmed Djævel +for mange Aar siden, er i deres Besiddelse, og det var det Selskab, +som kom forbi dette Vadested paa Vejen til Bjergene, og som du har +set." + +"De kommer ikke videre," sagde Nikola med en mørk Latter, "de +Hjerter, som vilde kende vore Hemmeligheder, bliver Lækkerbidskener +for Ørneungerne. Hvad er det, I vil mig?" + +"Det er dette advarende Brev, der skal besørges," svarede Manden, og +medens han talte, trak han den Rulle Papir frem, som jeg havde set i +hans Besiddelse den foregaaende Aften. Han rakte den til Nikola, der +gemte den paa sit Bryst og saa gik hen til sin Kamel, som han +besteg. Da den havde rejst sig, henvendte han sig til det lille +Selskab og sagde: + +"Vend tilbage ad samme Vej. Slaa ikke Lejr i Nærheden af Vadestedet, +thi de vildfarnes Aander vandrer frem og tilbage dèr i Nattens stille +Timer, og de bringer dem, der hører dem, Døden." + +Hans Advarsel var ikke uden Virkning, thi, saa snart han var redet +bort, bemærkede jeg med stor Glæde, at Selskabet i stor Hast satte +over Floden igen. Jeg iagttog dem i nogen Tid og bevægede mig først +fra Stedet, da jeg kun svagt kunde skimte det dunkle Omrids af dem. +Da jeg saa vidste, at de skyndte sig ud af Dalen, smuttede jeg ud af +mit Skjulested og gik op ad Stien hen imod den Hulvej, hvor vi havde +slaaet Lejr. + +Da jeg naaede Baalet, saá jeg, at Nikola var steget ned fra sin Kamel +og gaaet ind i sit Telt. Han var i Færd med at skifte Klæder. + +"Naa, den Forlegenhed slap vi jo meget pænt ud af," sagde han, "og +jeg maa tilføje, Bruce, at vi kan takke Deres Omhu og Kløgt for det. +Hvis De ikke havde prøvet paa at faa et Glimt af den Mand forleden +Aften, vilde vi efter al Sandsynlighed være blevet fangne i en Snare, +som det ikke havde været muligt at komme ud af igen. Nu er vi ikke +blot blevet af med vor Fjende, men har oven i Købet forbedret vor +Stilling. Hvis vi naar lige saa godt frem i Fremtiden, som vi hidtil +har gjort, kan vi være indenfor Klostrets Mure i Morgen Aften." + +"Det haaber jeg, vi er," svarede jeg; "men det, vi har gennemgaaet i +den senere Tid, bringer mig til at tænke, at vi gør klogest i ikke at +sælge Bjørneskindet, før vi har skudt Bjørnen." + +"Det har De ganske Ret i." + +En halv Time senere blev vor Aftensmad rettet an, og da vi havde +spist den, sad vi om Lejrilden og røg og talte, medens de dansende +Flammer skinnede paa Klipperne rundt omkring, og de store Stjerner +blinkede barsk ned til os deroppe fra. Natten var meget stille, og +man hørte neppe en Lyd undtagen af og til en gryntende Støj af de +tøjrede Æsler, Flammernes Hvislen, en eller anden Natfugls Skrig og +én Gang en Sjakals Hyl mellem Klipperne. + +Den næste Morgen lidt efter Daggry hævede vi Lejren, lagde Pakkerne +paa Dyrene igen, besteg dem og red. De første ti Mil eller saa var +Vejen forholdsvis jævn. Den førte langs med en Dal, hvis Indgang var +den Hulvej, jeg havde set den foregaaende Aften. Saa drog vi rundt om +Bjerget ad en stejl Sti og kom ud paa en Højslette, hvorfra vi havde +en yndig Udsigt. Kamelen havde vi sluppet løs tidligere paa Dagen, +for at den kunde strejfe omkring i Landet eller vende tilbage til sin +tidligere Ejer, hvad den nu havde Lyst til. Det var godt, at vi +gjorde det, for paa den Højde, vi nu var steget op til, vilde det +have vist sig meget vanskeligt, om ikke ganske umuligt, at rejse med +den. Ikke én, men flere Gange, maatte vi stige af og klatre fra +Klippe til Klippe, bane os Vej gennem Hulveje og over Kløfter, saa +godt vi kunde. Ved mange Lejligheder saá det ud, som om det vilde +være nødvendigt for os endogsaa at opgive de sikre Dyr, vi havde med +os, men i hvert enkelt Tilfælde triumferede Taalmodigheden og +Udholdenheden over Vanskelighederne, og vi var i Stand til at drage +videre med dem. + +Ved Middagstid havde vi helt tabt Vejen af Syne. Luften var blevet +bidende kold, og det saá ud, som om der hvert Minut kunde falde Sne. +Klokken halv fire kom der ogsaa nogle Fnug, og da vi fandt et Sted, +hvor vi kunde lejre os under en fremspringende Klippe, var Jorden +fuldstændig bedækket med Sne. + +Det stærke Snefald bevirkede, at vor Vej nu var en ren Gisningssag, +for der var ikke Tale om Spor af nogen Art. Da vi imidlertid ikke +kunde vende tilbage, og det var en farlig Sag at drage fremad uden at +vide, i hvilken Retning vi skulde, kunde vor Stilling anses for +temmelig farlig. Midt paa Eftermiddagen sank en af vore Kulier +sammen, og da Nikola saá dette, besluttede han at holde Rast igen. + +Vi valgte det Sted, der var mest i Læ, ryddede Sneen bort og rejste +vort Telt, og da dette var gjort, tændte vi et Baal og tøjrede Resten +af vore Æsler. Vi sørgede, saa godt vi kunde, for den syge Kuli og +dækkede ham godt til med alle de Klæder, vi kunde undvære, men vor +Ulejlighed var til ringe Nytte, for hen ad Aften døde han. + +Paa denne Tid maa jeg tilstaa, at mit eget Mod var sunket ned til saa +lavt et Standpunkt som muligt, men Nikola var uforfærdet. + +"Denne Mands Død," sagde han, "er meget beklagelig, men vi maa ikke +lade det ødelægge os helt. Synes De ikke, at det er rigtigt, at vi +straks bærer den Mand ud og begraver ham i Sneen? Det er lyst nok +endnu, hvis vi skynder os." + +Jeg havde ikke mere Lyst end han til at tilbringe Natten i Selskab +med den stakkels Mands Lig, og vi løftede det op og bar det hen til +en stor Snedrive en halvtredsindstyve Skridt fra vort Telt. Her lagde +vi det og gik saa tilbage til Lejren, idet vi overlod det til de +blidt faldende Snefnug at bedække ham fuldt saa godt, som vi kunde +have gjort. Men samme Aften indtraf der to andre ubehagelige Ting. +Vore to Æsler kunde ikke længer taale det strenge Klima og var lige +ved at dø. Da Nikola saá det, forlod han atter Teltet, tog sin +Revolver med sig og gjorde Ende paa deres Lidelser. Da de saa faldt, +skar han Halsen over paa dem og vendte tilbage til Teltet. + +"Hvorfor gjorde De det?" spurgte jeg, for jeg forstod ikke hans +sidste Handling. + +"Hvis De ønsker en Forklaring," sagde han roligt, "saa undersøg vort +Spisekammers Tilstand og betragt vor Stilling. Vi er paa Toppen af +disse Bjerge, og den ene Vej ligner den anden. Hvor Klostret er, kan +jeg ikke sige, og hertil kommer endnu, at vor Proviant er ved at +slippe op. Æsler er jo ikke Vildt, men de er bedre end kold Sne; det +var derfor, jeg skød dem." + +Den næste Morgen, før vi drog videre, skar vi alt det Kød, vi kunde, +af de stakkels Dyr. Det var godt, at vi gjorde det, for vor Søgen +efter Klostret var lige saa uheldig, som den havde været den +foregaaende Dag, og hvad der forøgede det haabløse i vor Stilling, +var, at jeg begyndte at føle mig ilde tilpas, medens vor sidste Kuli +ravede elendig af Sted efter os. Han lignede mere et elektriceret Lig +end et levende Menneske. + +Undertiden oplever jeg i Drømme denne frygtelige Tid. Jeg ser det +snedækte Land med sine gabende Afgrunde, sine jævnt skraanende Dale +og knejsende Klipper. Jeg ser os tre, trætte, hjertesyge Mænd, der +kæmper os frem og synker ned i det hvide Ligklæde ved hvert Trin, +Nikola stadig foran, jeg selv efter ham og den sidste Kuli et godt +Stykke tilbage. Sneen hvirvler omkring os, og oven over os svæver der +en eller anden stor Fugl, hvis Vinger kaster en sort Skygge paa det +ellers pletfri hvide. Saa forandres Drømmen altid, og jeg vaagner op +med en underlig, navnløs Rædsel, som jeg ikke kan forklare. Men +tilbage til min Fortælling. + +En Time før Solnedgang faldt Kulien sammen, og vi maatte igen slaa +Lejr. Hvis jeg lever, til jeg bliver hundrede Aar, vil jeg ikke +glemme en eneste Enkelthed, der staar i Forbindelse med denne +frygtelige Nat. Vi var nu alle saa svage, at det var umuligt for os +at rejse et Telt. En Døsighed, som det syntes umuligt at modstaa, +tyngede paa os. Kun Kulien kunde holde sig vaagen, og i sine +Feberfantasier pludrede han uophørligt. + +"Bruce," sagde Nikola omtrent Klokken otte og kom hen til Baalet, +hvor jeg sad, "dette kan aldrig gaa an, den stakkels Fyr der henne er +død om en halv Time, og hvis De ikke passer paa, saa følger De snart +efter ham. Nu vil jeg prøve paa at holde Dem vaagen." + +Den mærkelige Mand tog sin Medicinkasse frem og aabnede den ved +Ilden. Saa fremtog han et lille Skakbræt og en Æske med Brikker. + +"Maa jeg have den Fornøjelse at spille et Parti Skak med Dem?" +spurgte han saa høfligt, som om vi var forholdsvis fremmede, der +mødtes i en Klub i London. Jeg nikkede halvt vaagen og halvt sovende +og begyndte at stille mine Brikker op. Da saa alt var i Orden, +begyndte vi at spille, og før jeg havde gjort tre Træk, var jeg +blevet smittet af Nikolas Begejstring og var lysvaagen. + +Om jeg spillede godt eller daarligt, kan jeg ikke huske. Jeg véd kun, +at Nikola lagde sine bestemte Planer, forberedte Angreb og lagde +Snarer for mig, og ikke blot det, men ogsaa udførte dem, som om han +ikke havde Tanke for nogen som helst anden Ting. Vi spillede til +Daggry og standsede kun for at kaste Brænde paa Ilden og én Gang for +at søge at hjælpe Kulien, lige før han døde. Da vi saa hurtigt havde +spist Frokost, lod vi alt, hvad vi havde i Stikken undtagen +Medicinkassen og vort lille Forraad af Føde og de Smaating, som vi +kunde anbringe paa vore Personer, og drog af Sted paa, hvad vi begge +troede, sikkert var vor sidste March. + +Hvor sælsomt indrettede ikke Skæbnen det! Da vi forlod Højen og +beredte os til at stige ned i Dalen, saá vi pludselig en stor +Stenbygning paa den anden Side af Dalen. Det var Klostret, som vi +havde søgt saa længe, og for hvis Skyld vi havde lidt saa meget. + + + + +XIII. KAPITEL. + + Klostret. + + +Vi stod og saá ud over Dalen neppe i Stand til at tro, at vi endelig +var kommet til det Sted, vi havde hørt saa meget om. Dèr laa Klostret +ensomt paa Randen af en Afgrund, en mørk, graa Samling af Tage og +Taarne, omgivet af en høj Mur. Men skønt vi kunde se det tydeligt nok +foran os, var det vigtigste Spørgsmaal, hvorledes vi skulde naa det. +Dalens Klippevægge knejsede til alle Sider saa langt, som jeg kunde +øjne. Paa den Side, hvor vi stod, skraanede Klippen rigtignok +tilstrækkeligt til, at en erfaren Bjergbeboer kunde klatre ned ad +den, men paa den anden Side af Afgrunden hævede der sig en stejl +Skrænt, der var over femten Hundrede Fod høj, og skønt jeg undersøgte +den omhyggeligt, kunde jeg ikke se et eneste Sted, hvor selv en Ged +kunde finde Fodfæste. + +"Det vil tage os en Uge at komme om paa den anden Side," sagde +Nikola, da han havde undersøgt Forholdet med sædvanlig Omhu. "Vi +sulter allerede nu, saa vi vilde være døde, før vi naaede Halvvejen." + +"Hvad skal vi da gøre?" + +"Klatre ned i Dalen, antager jeg." + +"Det vil blive en frygtelig Historie." + +"Men det vil være lige saa galt at dø heroppe," svarede han. "Det +værste er, at jeg ikke kan se, hvorledes vi skal komme derop, naar vi +er kommet ned. Men da vi maaske kan knække Halsen paa Vejen ned, saa +er det bedre at opsætte at drøfte det Spørgsmaal, til vi véd, at vi +er ankommet sikkert dernede. Naa, kom saa." + +De næste ti Minutter brugte vi til at undersøge, hvor vi bedst kunde +klatre ned ad Klipperne. Da vi havde opdaget det, krøb vi ud over +Randen og begyndte at stige ned. De første halvandet Hundrede Fod +eller saa var det let nok. Vi havde ikke andet at gøre end at lade os +falde fra Klippe til Klippe, men saa blev Sagen vanskeligere. Der var +en uafbrudt Klippeflade, hvor der næsten kun var en Smule Fodfæste +hver fyrretyvende Fod. Muren ved Peking var intet i Sammenligning med +denne Klippevæg, og den, vidste jeg jo af Erfaring, havde været fæl +nok. Hvorledes vi skulde klare dette, syntes mig ufatteligt, men +Nikola var som sædvanlig Situationen voksen. + +"Tag Deres Frakke af," sagde han, "og giv mig den." + +Jeg gjorde, som han befalede, hvorefter han tog sin egen af, og saa +bandt han Ærmerne paa de to Frakker sammen. Da dette var gjort, krøb +vi til den modsatte Ende af Kanten, hvor der voksede et af de +forkrøblede Træer, den eneste Vegetation, der saas paa hele +Klippefladen, og bandt Enden af dette improviserede Reb til en lang, +tyk Rod, der var groet ud over Klippefladen i Haab om at finde et +Sted, hvor den kunde gro. Saaledes vandt vi en Længde af tre Fod, i +det hele næsten femten Fod, som, naar vi havde tilføjet vor egen +Længde, kunde bringe os ned til den næste Afsats saaledes, at vi oven +i Købet havde en Fod tilovers. + +Saa snart disse Forberedelser var fuldendte, trak vi Lod om den Ære, +hvem der skulde gaa først ned og prøve Rebets Styrke, og Loddet +tilfaldt naturligvis Nikola, som Skæbnen vilde, altid skulde være den +første. Før han svang sig ned, undersøgte han omhyggeligt den Strop, +med hvilken hans Skat, Medicinkassen, var fastgjort om hans Hals. +Saa nikkede han til mig, knælede ned paa Klipperanden, tog Rebet i +Haanden og begyndte at glide ned. Jeg har tilbragt mere fornøjelige +Øjeblikke i mit Liv end det, jeg havde, da jeg iagttog den Rod, Rebet +var bundet til. For Frakkerne var jeg kun lidt bange; de var af den +bedste Silke og vævet i et Stykke undtagen dèr, hvor Ærmerne var syet +til. Roden holdt imidlertid, og straks efter hørte jeg Nikola raabe, +at jeg skulde følge efter ham. Det var ikke uden Frygt, at jeg firede +mig ned ganske langsomt, og skønt Rebet var forholdsvis kort, syntes +det mig at vare Aarhundreder, før jeg kom i Nærheden af Nikola. Endnu +tre Fod, og jeg var paa Kanten, og jeg var lige i Færd med at +lykønske mig til min Flinkhed, da der lød en ildevarslende, +skrattende Lyd paa Klippetoppen, og i næste Øjeblik faldt jeg +baglænds ud i Luften. Jeg troede, at jeg var fortabt, men heldigvis +var Ulykken ikke saa alvorlig, som den kunde have været, for Nikola +viste den sædvanlige Aandsnærværelse, trykkede sig fast op imod +Klippevæggen og tog fat i Rebet, medens det gled forbi. Resultatet +heraf var, at mit Falds Hastighed blev afbrudt, og i Stedet for at +styrte ned paa den lille Højslette nedenunder, hvorved jeg +sandsynligvis vilde have knækket Halsen eller i det mindste en Arm +eller et Ben, blev jeg nu slynget ind imod Klippen og gled roligt ned +paa en Afsats. + +"Er De saaret?" raabte Nikola fra sit Stade ovenover. + +"Mere forskrækket end saaret," svarede jeg, "men hvorledes vil De nu +komme ned?" + +Uden at værdige mig Svar vendte Nikola sit Ansigt imod Klippen, lagde +sig paa Knæ, og idet han saa tog fat i Kanten, firede han sig ned og +slap, hvorpaa han stod sikkert ved Siden af mig, og da han havde +overbevist sig om, at Medicinkassen var i Orden, gik han roligt der +hen, hvor vore Frakker var faldet ned, og løste dem fra den knækkede +Rod. Da han saa havde rakt mig min, tog han sin egen paa og mente nu, +at vi kunde fortsætte vor Klatren uden mere Besvær. Jeg tror, at hvis +Nikola tilfældigvis faldt ned i Underverdenens Svælg og ved sin +overmenneskelige Sindrighed havde været saa heldig at komme op igen, +saa vilde han roligt sætte sig ved Afgrundens Rand og give sig til at +undersøge, af hvilke kemiske Substanser de Pletter, han havde faaet +paa sine Klæder, var frembragte. Jeg kan med Sandhed forsikre, at jeg +i al den Tid, jeg har kendt ham, aldrig en eneste Gang har set ham i +virkelig Forlegenhed. + +Vor Klatretur ned til Dalens Grund var ikke saa vanskelig mere, skønt +saa farlig, at vi maatte foretage den med den største Forsigtighed. +Tilsidst kom vi da derned, og efter at vi havde set op paa de +knejsende Klipper paa begge Sider, begyndte vi at grunde paa, hvad vi +nu skulde gøre. + +Vi behøvede imidlertid ikke at vente længe, for det lod til, at vor +Ankomst var blevet opdaget. Dalens Grund var bedækket med blødt +Grønsvær, og hist og her ragede der uhyre store Klipper op. Vi skulde +lige til at gaa i vestlig Retning, da vi hørte en mærkelig Lyd. Den +lignede mest et daarligt blæst Alpehorns Tone og vakte Genlyd fra +begge Sider. Saa hørtes der en Stemme i Nærheden af os, men hvorfra +kunde vi ikke sige. Den sagde langsomt: + +"Hvem er I, som saaledes nærmer jer til Klippeboligen?" + +"Jeg er den, som man har sagt jer, I skulde vente," sagde Nikola. + +"Velkommen," sagde den samme lidenskabsløse Røst. Saa tilføjede den +efter en Pavse: "Gaa fremad til det aabne Sted derhenne og vent." + +I al den Tid, da Stemmen talte, havde jeg lyttet omhyggeligt i Haab +om at opdage, hvorfra den kom, men min Anstrengelse var unyttig. I +det ene Øjeblik syntes den at komme fra højre, i det næste Øjeblik +fra venstre Side. Den havde ogsaa en løjerlig, metallisk Klang, som +gjorde det endnu mere vanskeligt at opdage, hvem den tilhørte. Naar +jeg rigtig skal forklare, hvad jeg mener, kunde jeg sige, at den +lignede Ekkoet af en Stemme, som man ikke kunde høre selv; den gjorde +et højst ejendommeligt Indtryk. + +Da Stemmen tav, gik Nikola frem i den angivne Retning, og jeg fulgte +ham. + +Vi kom til Stedet og stod og ventede. I næsten ti Minutter saá vi os +forventningsfuldt om. Der var intet at se i Dalen undtagen det grønne +Græs og nu og da en Fuglerøst. Saa viste der sig blandt Klipperne til +højre én af de mærkeligste Skikkelser, jeg nogensinde har set i mit +Liv. Han var kun lidt over tre Fod høj, hans Skuldre var umaadelig +brede, hans Ben krummede sig, saa han kun kunde gaa paa Siderne af +Fødderne, medens hans Hoved var saa stort, at det slet ikke stod i +Forhold til hans Krop. Han havde kinesisk Dragt paa og bar Pisk og en +lille rund Hat. Han vraltede hen imod os og sagde med en skingrende +Falset: + +"Vil Deres Excellencer være saa venlige at følge mig?" + +Saa drejede han sig om paa Hælene og gik omtrent en tre Hundrede Fod +foran os langs med Dalen. Derpaa vendte han sig om for at se, om vi +var tæt bag ved ham, og gik hen imod noget, der saá ud som et Hul i +Klippen, og forsvandt dèr. Vi fulgte ham og traf ham saa i en stor +Hule, hvor han bøjede sig ned imod Sandet, som om han vilde byde os +Velkommen. Paa begge Sider var der en Række af mindst tolv Dværge, +der var klædt akkurat paa samme Maade og alle lige saa smaa og +hæslige som han. De holdt Fakler i Haanden, og saa snart de saá, at +vi fulgte, gik de længere ind i Hulen, anførte af den lille Mand, som +først var kommet. + +Da vi var kommet ind i, hvad der syntes os at være Jordens inderste +Dyb, forlod vi den snevre Sti og stod ved en bred Stentrappe, som +snoede sig spiralformet opad. Dværgenes Procession gik igen foran os +uden at gøre mindste Støj. Det var en uhyggelig Procession, og hvis +ikke Faklerne havde udsendt deres osende Lys, og Flagermusene var +fløjet frem og tilbage, vilde jeg have været tilbøjelig til at tro, +at jeg havde en mærkelig Drøm, ja, jeg følte virkelig mere end én +Gang en Trang til at røre ved Stenvæggen for at overbevise mig om, at +jeg virkelig var vaagen. Jeg kunde se, at Nikola nøjagtig iagttog +alt, hvad der gik for sig, og jeg opdagede, at han havde antaget et +Væsen, der stemte overens med den aldrende Tilstand og vigtige +Stilling, som hans Rolle foreskrev ham. Trappen vedblev at sno sig +opad, snart til den ene, snart til den anden Side, til det næsten +svimlede for mig ved Tanken om, hvor langt vi var gaaet, ja, mine Ben +vilde næsten ikke bære mig længere, da vi endelig standsede ved en +stor Dør paa Toppen af Trappen. Den blev slaaet op, og vort Selskab +gik langsomt igennem den i Gaasegang. Da vi var kommet indenfor, +førte en halv Snes Trin igen op til Etagen ovenover, og her kom vi +til en anden Afsats. Da vi saá os om, opdagede vi, at vi stod i en +uhyre stor Hal. Taget ragede mere end hundrede Fod op over vore +Hoveder, til højre og venstre var der Buer af en underlig Tegning, +medens der i den fjerneste Ende var et meget smukt Vindue, hvis Glas +var malet blodrødt. Hele Hallen laa i Halvmørke, og skønt den gjorde +Indtryk af at være et Sted, hvor man holdt Gudstjeneste, kunde jeg +ikke opdage et Alter eller noget andet, som tydede paa dette. + +Da vi naaede derop, gav den Dværg, som vi først havde truffet, sine +Følgesvende Tegn til, at de skulde trække sig tilbage, og viste os +saa Vej til en lille Forhøjning, der var anbragt midt i Hallen. Han +betydede os, at vi skulde stille os dèr og stillede sig selv paa Vagt +ved Siden af os. + +Vi blev staaende der i hele ti Minutter og saá hen imod det blodrøde +Vindue og ventede paa, hvad der nu skulde ske. Tavsheden var højst +ubehagelig, og jeg maatte anstrenge al min Evne til at beherske mig +for ikke at vise Tegn paa Nervøsitet. + +Saa naaede pludselig en Lyd af den blideste Musik vort Øre. Fra det +svageste Pianissimo voksede den efterhaanden, indtil den endte i en +skingrende, barbarisk March. Den hørtes i næsten fem Minutter, +hvorpaa to Døre, én paa hver Side, blev aabnede, og en Procession +traadte ud. Den bestod af Mænd, for jeg har ingen Ret til at antage, +at det ikke var Mænd, men der var intet i deres Ydre, som støttede +denne Antagelse. De var alle iført en lang, sort Kappe, der naaede +ned til Fødderne. Hænderne var skjult af umaadelig store Ærmer og +Hovedet indsvøbt i et tykt Slør, der var kastet tilbage og bedækkede +baade det og Skuldrene, saaledes at der kun var to runde Huller til +Øjnene. + +De kom frem én efter én og stillede sig op i regelmæssige Rækker paa +begge Sider af os, alle med Ansigtet hen imod Vinduet. + +Da den sidste var kommet ind, og Dørene var blevet lukkede igen, +begyndte Gudstjenesten. Tusmørket, i hvilket det store, røde Vindue +stirrede som et ondt Øje, de uhyggelige, sorte Skikkelser, den +hemmelighedsfulde, klagende Sang og Mindet om det mærkelige Ry, som +dette Sted og dets Beboere havde, forøgede den Følelse af Rædsel, som +betog mig. + +Da Munkene havde knælet i Andagt i næsten et Kvarter, hørte vi en +stor Klokkes dæmpede Lyd. Saa rejste de sig pludselig alle paa én +Gang og gik højtideligt ud af de Døre, gennem hvilke de var traadt +ind. Da de sidste var forsvundne, var vi atter alene i den samme +uhyggelige Tavshed. + +"Hvad i al Verden betyder dette?" sagde Nikola hviskende. "Hvorfor +kommer der ingen og modtager os?" + +"Her er en Luft som i et Lighus," svarede jeg, "det er alt andet end +behageligt." + +"Tys," sagde Nikola, "nu kommer der nogen." + +Medens han talte, blev et Forhæng i Koret draget til Side, og en +Mand, der var klædt paa samme Maade som de, vi havde set under +Andagten for et Par Minutter siden, kom ned ad Trinene og hen imod +os. Da han naaede den Forhøjning, paa hvilken vi stod, bukkede han og +gav os Tegn til, at vi skulde følge ham. Det gjorde vi, idet vi gik +op ad de Trin, som han var kommet ned ad, og forbi Forhænget. Her +fandt vi igen en Trappegang, der førte til en lang Korridor, paa +begge Sider af hvilken der var mange smaa Celler. Det eneste Lys kom +fra den Fakkel, som vor Fører havde taget ud af en Ring, da han +forlod Hallen, og nu gik med i Haanden. + +Uden at standse førte Munken os gennem hele Korridorens Længde, +drejede saa til højre, gik ned ad tre Trin, og efter at have trukket +et andet Forhæng til Side, gav han os Tegn til at følge efter ham +ind i et snævert, men højt Værelse. Det var tarveligt udstyret med et +Bord, et Par Stole og en simpel Seng og blev oplyst gennem en snæver +Revne i Væggen, der var omtrent tre Tommer bred og femogtyve dyb. + +Da vi var kommet indenfor, vendte vor Fører sig om, og idet han +nærmede sig til mig, pegede han først paa mig og saá paa Værelset som +om han vilde tilkendegive at dette var til Brug for mig. Saa tog han +Nikola ved Armen og førte ham gennem en anden Dør ind i et indre +Værelse som øjensynligt var bestemt for ham. Straks efter kom han ud +igen og gik sin Vej uden at mæle et Ord. Et Øjeblik senere viste +Nikola sig i sin Dør og indbød mig til at se hans Bolig der for +Resten fuldstændig lignede min i alle Enkeltheder. + +"Naa, saa er vi da sluppet ind," sagde Nikola, "og vi opdager enten +det, vi ønsker at vide, om meget kort Tid, eller vi bliver sendt af +Sted for at udforske Hemmeligheder i en anden Verden." + +"Det er jo ikke udenfor Mulighedernes Omraade, at vi kommer til at +gøre begge Dele," svarede jeg. + +"Før vi gaar videre, vil jeg sige Dem en Ting, Bruce," sagde han uden +at ænse min Bemærkning. "De maa huske paa, at dette Sted ikke ligner +et almindeligt shamanistisk eller buddhistisk Kloster, hvor Tingene +gaar, som de kan bedst. Her øver hver enkelt Mand den størst mulige +Selvfornægtelse, og blandt andet er jeg vis paa, at Maaltiderne ikke +vil være videre heldige. Vi bliver nødt til at forsone os med mange +underlige Vaner, og i al den Tid maa vi holde Øjnene vidt aabne, saa +at vi kan faa det mest mulige ud af enhver Lejlighed, der tilbyder +sig." + +"Jeg har ikke noget imod deres Skikke," svarede jeg, "men det gør mig +ondt at høre det, De siger om Maaltiderne, for ærligt talt, for +Øjeblikket er jeg simpelthen ved at dø af Sult." + +"Det er der ikke noget at gøre ved," svarede Nikola. "Selv om vi ikke +faar noget før i Morgen Aften, maa vi finde os i det med Sindsro." + +Jeg stønnede og gik tilbage til mit Værelse. Det var blevet omtrent +Middag nu, og vi havde ikke spist noget siden Daggry. Jeg satte mig +paa min Seng og prøvede paa at forsone mig med Tilstanden. Jeg +spekulerede i nogen Tid; saa blev jeg overfaldet af et Anfald af +Døsighed, og det varede ikke længe, før jeg laa i en dyb Søvn. + +Men min Sult skulde tilfredsstilles nogenlunde, inden der var gaaet +lang Tid. Ved Solnedgang hørte jeg Fodtrin i Korridoren, og straks +efter viste der sig en barfodet Munk, helt sortklædt og med den samme +uhyggelige Hætte over Hovedet, og han bar en stor Skaal i Haanden. +Han gik med den gennem mit Værelse og satte den paa Nikolas Bord. + +Da han kom ind, traf han den sidstnævnte paa Knæ i Færd med sine +Andagtsøvelser, og jeg begyndte at bebrejde mig, at jeg ikke havde +frembudt det samme Skue, da han traadte ind til mig. + +Manden var neppe gaaet igen, ja Lyden af hans Fodtrin var neppe døet +bort, før jeg var i det inderste Værelse. + +"Middagen er serveret," sagde Nikola og gik hen til Skaalen paa +Bordet. Til min Rædsel indeholdt den kun lidet andet end halvanden +Pægl af den tyndeste Suppe, noget Menneske nogensinde har set. I +denne Vædske svømmede der nogle faa Riskorn, men der var ikke noget +af en solidere Slags Fødevarer. Der var hverken Ske eller Brød, saa +hvorledes vi skulde drikke Suppen uden at løfte Skaalen op og hælde +den ned i Halsen, kunde jeg ikke tænke mig, men Nikola løste Gaaden +ved at tage et lille Rejsebæger i sin Medicinkasse og give mig det, +og saa tog jeg da fat. Da jeg saá, at Nikola selv neppe nød mere end +et Bæger fuldt, gjorde jeg ham Forestillinger, men forgæves. Han +sagde, at han ikke ønskede mere, og dermed var Sagen afgjort. Jeg +spiste altsaa Resten, og da jeg var færdig, var jeg lige saa sulten +som før. Hvis dette var Klostrets Kost, sagde jeg til mig selv, saa +vilde jeg være et Skelet, naar vi en Gang forlod det, hvis dette da +lykkedes os. + +Da jeg havde endt mit Maaltid, var den lange Lysstribe, der havde +været at se under Vinduet, da vi kom, og gradvis var gaaet over +Gulvet, nogle Fod oppe paa den modsatte Væg. Lidt senere forsvandt +den helt. Værelset laa snart i fuldstændigt Mørke, og jeg maa sige, +at mit Humør var alt andet end godt. Jeg vendte tilbage til Nikolas +Værelse, og det var just ikke i en spøgefuld Stemning. + +"Dette er jo meget morsomt," sagde jeg ironisk. "Mon de ikke vil +modtage os paa en ordentlig Maade?" + +"Det kommer nok altsammen, naar det skal," svarede han roligt. "Vi +faar nok saa megen Spænding, at vi kan have godt af det hele Livet, +og jeg tvivler heller ikke om, at vi kommer i Fare." + +"Jeg bryder mig ikke om Fare," sagde jeg. "Det er denne skrækkelige +Venten, der tager paa mine Nerver." + +"Naa, ja, De behøver vist ikke at vente længe. Hvis jeg ikke tager +fejl, saa kommer der nogen og henter os nu." + +"Hvoraf véd De det," spurgte jeg. "Jeg kan ikke høre nogen." + +"Men de kommer alligevel," svarede Nikola. "Hvis jeg var Dem, vilde +jeg gaa tilbage til mit Værelse og være rede til at modtage dem, naar +de kommer." + +Jeg gjorde, som han sagde, og gik tilbage til mit Værelse, hvor jeg +ventede med al den Taalmodighed, jeg var Herre over. + +Hvorledes Nikola vidste, at der kom nogen for at hente os, kan jeg +ikke sige, men saa meget er sikkert, at fem Minutter efter at han +havde sagt det til mig, hørte jeg en Mand komme ned ad Trappen. Saa +viste der sig et klart Lys paa Væggen, og et Øjeblik efter traadte +den samme Dværg, som havde ført os ind i Klostret, ind i mit Værelse, +med en Fakkel i Haanden. Da jeg saá at han ønskede at tale med +Nikola, holdt jeg Haanden op som for at opfordre ham til at være +stille, og idet jeg satte den mest ærbødige Mine op, gav jeg ham Tegn +til at blive, hvor han var, medens jeg gik ind i det inderste +Værelse. Nikola var paa sin Post og befalede mig at kalde Manden ind +til sig. Dette gjorde jeg, og i næste Øjeblik stod Dværgen for ham. + +"Jeg er sendt, Fremmede," sagde den sidstnævnte, "for at stævne dig +til en Sammenkomst med de Store i Bjergene." + +"Jeg er rede," sagde Nikola højtideligt, "lad os gaa." + +Saa vendte Dværgen sig om og viste Vej ud i Gangen. Jeg havde ikke +Lyst til at blive tilbage og fulgte derfor tæt i Hælene paa Nikola. +Vi gik først op ad en lang Trappe, saa gennem en stor Hal og naaede +endelig en lille Forstue. Her blev der sagt, at vi skulde vente, og +Dværgen forsvandt bag et Forhæng og talte med nogen indenfor. Da han +kom tilbage igen, trak han Forhænget til Side og gav os Tegn til at +træde ind. Vi kom ind i et Værelse, der ikke var saa lidt større, og +hvori en Munk i den sædvanlige Dragt holdt Vagt. Han modtog os med et +Buk, ligeledes uden at tale, og førte os til et andet Værelse, hvis +Dør blev bevogtet af en anden Munk. + +Da vi naaede den sidste Forstue, gik Nikola ind foran mig uden at se +til nogen af Siderne, med Hovedet bøjet, og idet hele hans Holdning +udtrykte den største Fromhed. Her blev der sagt, vi skulde vente. +Munken forsvandt og viste sig ikke igen før efter omtrent fem +Minutter. Da han kom, pegede han paa en Dør paa den modsatte Side og +opfordrede os til straks at træde ind. + +Vi gjorde det og befandt os i et stort Værelse med ganske sorte +Gardiner og Forhæng. Ved Lyset af de Fakler, der var anbragt i Ringe +paa Væggen, kunde vi skelne to Mænd, der sad paa fint udskaarne Stole +paa en Slags Forhøjning i Baggrunden. De var klædt paa samme Maade +som Munkene, og af denne Grund var det ganske umuligt at opdage, om +de var unge eller gamle. Saa snart vi var kommet indenfor, blev jeg +staaende ved Døren, medens Nikola gik frem og stillede sig foran det +stille Par paa Forhøjningen. Et Øjeblik var der ingen, der sagde et +Ord. Saa rejste Manden til højre sig, vendte sig hen imod Nikola og +sagde: + +"Hvem er I, og med hvilken Ret forstyrrer I min Ensomhed?" + +"Jeg er den Mand fra Hankow, som du har faaet Underretning om," +svarede Nikola ærbødigt med en dyb Hilsen, "og jeg er kommet, fordi +du befalede det." + +"Hvad Bevis har vi for det?" spurgte den Mand, der først havde talt. + +"Du har Brevet, som dit Bud har sendt dig fra Ypperstepræsten i +Lamaklostret i Peking, og som meldte, at jeg kom," svarede Nikola, +"og jeg har dette Symbol, som I har sendt mig." + +Her fremviste han den Stok, han havde skaffet sig fra Wetherell, og +holdt han op, saa den anden kunde se den. + +"Og hvis dette er sandt, hvad vil I saa hos os?" + +"Jeg er her, for at jeg kan udføre de levendes og dødes Befaling." + +"Det er godt," svarede den anden og satte sig ned igen. + +I fem Minutter eller saa var der en ny Pavse, under hvilken ingen +talte, og ingen bevægede sig. Jeg stod ved den ene Side af Døren, og +den Mand, der havde ført os ind, ved den anden. Nikola stod foran +Forhøjningen, og paa den sad stive og ubevægelige de to sorte +Skikkelser, som jeg har beskrevet. Da denne Tavshed havde vedvaret i +nogen Tid, begyndte jeg at føle mig til Mode, som om jeg selv var +nødt til at tale, hvis en anden ikke snart gjorde det. Spændingen var +frygtelig, og dog stod Nikola fast, han rørte ikke en Muskel og viste +ikke det mindste Tegn paa Forvirring. + +Saa sagde den Mand, der endnu ikke havde talt, roligt: + +"Har du forberedt dig til det Arbejde, der venter dig?" + +"Ja," sagde Nikola, "jeg er rede til at gøre, hvad I paalægger mig." + +"Er du sikker paa, at du ikke nærer nogen Frygt?" + +"Ja, det er jeg sikker paa," svarede han. + +"Og hvad Kundskab har du til de Ting, som hører til dit Arbejde?" + +Til min Overraskelse svarede Nikola ydmygt: + +"Jeg har ingen Kundskab, men, som du véd, har mine Tanker sysselsat +sig med at granske mange Ting, som sædvanlig er skjult for +Menneskene." + +"Det er godt," svarede den anden Mand paa samme Maade som den første. + +Der opstod en anden Pavse, og saa sagde den Mand, der først havde +tiltalt Nikola, med en myndig Mine: + +"I Morgen Aften vil vi prøve dine Kundskaber og dit Mod. For +Øjeblikket skal du forberede dig og vente." + +Derpaa gav Munken ved Døren Nikola et Tegn til at følge ham. + +Det gjorde han, og jeg forlod Værelset i Hælene paa ham. Saa blev vi +ført tilbage til vore Celler og ladt alene. + +Vi talte sammen en kort Tid og gik saa til Hvile. For den Dag havde +vi sandelig haft Spænding nok. + +Næste Dag stod vi tidligt op, spiste lidt Ris til Frokost, modtog +ingen Gæster og forlod ikke vore Værelser hele Dagen. Kun den Munk, +der havde bragt os Mad den foregaaende Aften, besøgte os igen, men +havde ligesom før intet at sige. Vort Aftensmaaltid blev anrettet ved +Solnedgang og bestod af den samme Suppe som før. Saa blev det mørkt, +og omtrent paa samme Tid som den foregaaende Aften viste Dværgen sig +for at føre os til Mødet. + + + + +XIV. KAPITEL. + + En Prøve. + + +Da vi forlod vore Værelser, drejede vi til højre i Stedet for til +venstre og kom igennem en lang Gang, der laa under den, i hvilken +vore Celler fandtes. Jeg kunde ikke opdage, hvor omtrent i Klostret +denne Gang var anbragt, og hvorledes dens Beliggenhed var med Hensyn +til den Trappe, ad hvilken vi var kommet op fra Dalen den foregaaende +Dag. Men som alle andre var den ganske mørk. Der var kun hist og her +store Fakler, som var anbragt i Jernringe i Murene. En Gang paa denne +Vandring fik jeg Lejlighed til selv at undersøge disse Mure, og jeg +opdagede til min Forbavselse, at de ikke var hugget ud i Klippen, som +jeg havde antaget, men var bygget af tilhugne Sten af en Art, der +mærkeligt lignede Granit. Heraf saá jeg, at Cellerne og Gangene var +opført af Menneskehænder, men hvor længe det kunde have taget at +udføre en saa uhyre svær Opgave, det var noget, som jeg slet ikke +kunde beregne. Men tilbage til min Fortælling. + +Fra den lige beskrevne Korridor gik vi ned ad en anden Trappe, saa +over en snæver Afsats, hvorefter der igen kom en Trappe. Da vi naaede +den, hørte vi en Støj, der lignede fjern Torden. + +"Hvad er det for en Lyd?" spurgte Nikola vor Fører. + +Dværgen svarede ikke, men idet han førte os langs med den ene Side af +Gangen, holdt han sin Fakkel op over Hovedet og gjorde Tegn til, at +vi skulde se. + +Et Øjeblik forhindrede den flagrende Flamme os i at se noget som +helst. Saa blev vore Øjne vante til Lyset, og til vor Forbavselse +opdagede vi, at vi stod paa selve Randen af en uhyre Afgrund. I dette +Svælg fo'r Vinden, der maatte komme ind fra en eller anden Gang, +omkring og hvinede med den afskyeligste Støj, medens der var et +glimrende Vandfald ovre paa den anden Side ikke mere end atten Alen +derfra. Det er umuligt at beskrive, hvor prægtigt disse Vandmasser +saá ud, der larmende fo'r ned gennem Mørket i selve Jordens Indvolde. +Faldet maa have været dybt, for der kom intet Skum op til os; alt, +hvad vi kunde se, var en sort Vandmasse, som styrtede forbi os. Vi +stod med aaben Mund og saá til, og da vor Forundring og Nysgerrighed +var tilfredsstillet, vendte vi os om og fulgte vor Fører tilbage til +det Sted, hvor vi først havde hørt Støjen. I den anden Ende af denne +Gang eller Afsats, hvad man nu skal kalde den, var der en stor +Stenbuegang, der lignede en Tunnel mere end noget andet. Ved +Indgangen til den stod en Munk. Dværgen gik hen til ham og sagde +noget med dæmpet Stemme, hvorpaa han tog en Fakkel fra Muren og gav +os Tegn til at følge sig. Dværgen vendte tilbage til de højere Egne, +medens vi styrtede os dybere ned under Jordens Overflade. Om vi +virkelig var saa langt nede, som vi indbildte os, eller om +Fugtigheden blev voldt af en eller anden Forbindelse med Vandfaldet, +det véd jeg ikke, men under alle Omstændigheder var Vægge og Gulv +strømmende vaade. + +Gangen eller Tunnelen var meget lang, idet der var mindst +halvtredsindstyve Fod fra Indgangen til Udgangen. Da vi var kommet +igennem den, stod vi i den største Hule, jeg nogensinde har haft det +Held at se, ja, den var saa stor, at det var med den største +Vanskelighed, at jeg i Halvmørket kunde se den anden Side. + +Vor Fører viste os gennem den første Tværgang ind i Hovedgangen og +forlod os saa. Der var ikke Tegn til Bohave af nogen Slags, hverken +Bænke, Alter eller lignende, og, saa vidt vi kunde se, var der ikke +en levende Sjæl i Nærheden. Den eneste Lyd, man hørte, var en svag +Dryppen af Vand, der syntes at komme fra alle Sider i Hulen. + +"Naa, det er jo meget hyggeligt," hviskede jeg til Nikola. "Jeg +haaber, at Forestillingen snart begynder." + +"Tys," sagde han, "vær forsigtig med, hvad De siger, for De véd ikke, +hvem der maaske hører Dem." + +Han havde neppe sagt dette, før Aftenens første hemmelighedsfulde +Begivenhed indtraf. Vi stod med Ansigtet mod den Del af Hulen, som +havde ligget til højre, da vi traadte ind. Lyset var bedre paa dette +særlige Sted end noget andet Sted, og jeg tør sværge paa, at, saa +vidt jeg tror, saa var der i dette Øjeblik ikke noget menneskeligt +Væsen mellem os og Væggen. Men da vi saá derhen, syntes en Skikkelse +at hæve sig op af Jorden foran os. Den kom nærmere, og idet den +gjorde det, antog den menneskelig Form. Dette Kunststykke var flinkt +gjort, og hvorledes det gik til, forstaar jeg endnu ikke den Dag i +Dag. Naturligvis kan Manden være traadt frem bag en Pille, der var +indrettet særlig til dette, eller han kan være kommet op fra en +Falddør i Gulvet, skønt jeg for mit Vedkommende betragter begge disse +Ting som usandsynlige. At han kom var imidlertid en Kendsgerning. + +"Efter dit eget Ønske og uden nogen Magt, der er anvendt af +Menneskevæsner, er du her og beder om, at vor Ordens Visdom maa blive +afsløret for dig. Der er endnu Tid til, at du kan trække dig tilbage, +hvis du vil." + +"Jeg ønsker ikke at trække mig tilbage," svarede Nikola fast. + +"Lad det saa være saa," sagde Manden. "Følg mig." + +Nikola bevægede sig fremad, og jeg vilde ledsage ham, da Manden, der +gik foran, vendte sig om, og idet han pegede paa mig, sagde han: + +"Gaa ikke videre, det er ikke rigtigt, at du ser, hvad der nu skal +afsløres." + +Nikola saá paa mig og sagde roligt: "Bliv!" + +Da han havde sagt det, fulgte han den anden gennem Hulen og forsvandt +straks efter. I nogle Minutter stod jeg paa det Sted, hvor de havde +forladt mig, og lyttede til Vanddraabernes Fald fra de fjernere Dele +af Hulen, iagttog Flagermusene, der fo'r hurtigt op og ned i de mørke +Gange, og tænkte paa, hvad det var for Hemmeligheder, Nikola blev +indviet i. Tavsheden var meget trykkende, og den syntes at blive +værre med hvert Øjeblik, jeg ventede. Hvis jeg sagde, at jeg blev +skuffet ved saaledes at blive udelukket paa det allervigtigste Trin +af vort Eventyr, saa vilde det neppe udtrykke min Følelse. Jeg +ønskede jo desuden ogsaa at være ved Nikolas Side, hvis han skulde +komme i Forlegenhed. + +Medens jeg ventede, blev Ønsket om at vide mere om, hvad han gjorde, +stærkere og stærkere hos mig. Jeg følte, at hvad der saa end skete, +maatte jeg være til Stede ved den Sammenkomst, han var blevet hentet +til. Ingen, sagde jeg til mig selv, vilde have Skade af det, og selv +om de tilfældig skulde opdage, at jeg havde fulgt dem, saa følte jeg, +at jeg kunde stole paa min egen Uforskammethed og Opfindelsesevne, +naar det gjaldt om at forklare min Nærværelse. + +Jeg var aldrig saa snart blevet enig med mig selv, før jeg gik gennem +Hulen i den Retning, i hvilken de var forsvundne. Da jeg naaede den +fjerneste Del af den, opdagede jeg en lille Gang, fra hvilken der +igen førte en Trappe nedad. Jeg gik sagte ned ad den, idet jeg paa +samme Tid forsøgte at udgrunde, hvor dybt inde i Bjerget, vi var; men +som sædvanlig kunde jeg ikke komme til nogen tilfredsstillende +Slutning. + +Da jeg kom ned for Enden af Trappen, stod jeg i en ejendommelig Slags +Hvælving, der blev støttet af Piller, og paa alle Sider var omgivet +af Rækker af Nicher eller Hylder, der efter de romerske Katakombers +Skik var udhuggede i den faste Klippe. Dette triste Sted var belyst +af tre Fakler, og ved Hjælp af dem kunde jeg i hver Niche skelne en +Menneskeskikkelse, der var indsvøbt i Bind. Det var ikke uden en +Følelse af Rædsel, at jeg forlod den Trappe, ad hvilken jeg var +kommet ned, og begyndte at gaa omkring imellem Pillerne for at søge +en Dør, gennem hvilken jeg kunde komme ind i det Værelse dernede, +hvor Nikola var sammen med de Store i Bjergene. Men skønt jeg søgte i +over ti Minutter, kunde jeg ikke opdage noget Tegn til saadan en +Indgang. Jeg var nu i en mærkelig Stilling. Jeg havde forladt min +Post i den større Hule og til Trods for den Ordre, jeg havde faaet, +var jeg gaaet ned for at være Vidne til, hvad der ikke var bestemt +for mine Øjne. Hvis nu Døren der oppe blev lukket af, og jeg ikke +kunde finde nogen anden Udgang, saa var jeg fanget som en Rotte i en +Fælde, og hvad der gjorde Sagen værre, det var, at jeg ikke havde +adlydt den strenge Befaling, som den Mand, der kaldte paa Nikola, +havde givet mig, og jeg havde udsat mig for at blive dadlet af Nikola +selv. Idet jeg huskede paa, hvor haardt han havde behandlet dem, der +før havde fornærmet ham, besluttede jeg at vende tilbage, medens der +endnu var en Mulighed for det, men ligesom jeg var i Færd med at gøre +det, var der noget mærkeligt ved Fodstykket af en af Pillerne til +højre for det Sted, hvor jeg stod, som jeg blev opmærksom paa. Det +var enten en Revne, der blev forstørret af Faklernes usikre Lys, +eller det var en Indgang, som var snildt konstrueret i Stenen, og som +ikke var blevet rigtig lukket. Jeg nærmede mig, satte mit Knivsblad +ind i Revnen og trak det udad. Der opstod straks en Aabning, der +viste, at hele Pillen var hul, og, hvad der var vigtigere for mig, at +den indeholdt en kort Træstige, som førte ned i en ny Hvælving. + +I samme Øjeblik var min Beslutning om at vende tilbage til den +øverste Hule glemt. Jeg havde nu en Lejlighed til at opdage, hvad de +tog sig for, og, hvad der end skete, saa vilde jeg benytte den. Jeg +trak Døren helt op, krøb ind og gik sagte ned ad Stigen. Da jeg var +kommet ned ad den, var jeg i fuldstændigt Mørke. Et Øjeblik kunde jeg +slet ikke forstaa Grunden til dette, da jeg tydeligt kunde høre +Stemmer, men da jeg følte mig frem, opdagede jeg, at det Sted, jeg +stod paa, var en Slags Forstue til et andet Værelse, hvis Dør kun var +delvis lukket. Mine Sandaler gjorde ingen Støj paa Stengulvet, og jeg +var derfor i Stand til at liste mig hen til Indgangen af det inderste +Værelse uden at vække nogen Opmærksomhed. Hvilket Syn mødte der ikke +mit Øje! + +Værelset selv var ikke mere end halvtredsindstyve Fod langt og +tredive Fod bredt, men i Stedet for at være en almindelig Hule som +alle de andre, gennem hvilke jeg var kommet, var det belagt med Gulv +og Træpaneler, der nu var sorte af Alder. Hvor højt det var, kunde +jeg ikke gætte, for Væggene steg og steg, saa jeg ikke kunde se Enden +paa dem i Mørket. Af Bohave var der kun lidt; der var dog et langt og +underligt formet Bord i Baggrunden og et andet nærmere ved Døren og +et trefodet Fyrfad til venstre. Det sidstnævnte indeholdt en Masse +glødende Kul, og da der var en Slags kunstig Træk bag ved det, +larmede det som en Esse i en Smedie. + +Da jeg traadte ind, holdt Nikola noget, der saá ud som en lille +Flaske i venstre Haand. Jeg kunde ikke se nogen af de Mænd med de +sorte Hætter, som jeg havde ventet af træffe, men ved hans Side stod +der to Mænd, der var klædt paa en helt anden Maade. + +Den højeste af de to var en midaldrende Mand, næsten helt skaldet, +med et behageligt, men noget semitisk Ansigt, og med et kort, sort +Skæg. Hans Kammerat, der øjensynlig var Hovedmanden, afveg fra ham i +næsten hver Enkelthed. For det første var han den ældste Mand, jeg +nogen Sinde har set bevæge sig omkring. Han var lille og næsten +utrolig rynket, hans Hud var saa gul som Pergament, og naar han +bevægede sig, saá det ud, som om Knoklerne maatte trænge frem gennem +den. Hans Ansigt bar umiskendelige Tegn paa, at det en Gang havde +været meget smukt, og var nu fuldt af aandelig Skønhed. Paa samme Tid +kunde jeg imidlertid ikke lade være med at føle mig overbevist om, +at det ikke var en Asiaters Ansigt. Ligesom hans Fælle havde ogsaa +han Skæg, men hans var langt og snehvidt, hvilket gav ham et ganske +overordentlig værdigt Udseende. + +"Min Søn," sagde han henvendt til Nikola, "hidtil har du set, hvor +vidt de særlige Evner, som vi har talt om, kan udvikles ved et Liv, +der bestaar af stadig Bøn og Selvfornægtelse. Nu skal du erfare, i +hvilken Grad vor Sekt har høstet Gavn af jordisk Visdom. Du maa +erindre, at der i umindelige Tider har været Folk iblandt os, som har +ofret deres Liv for at studere den menneskelige Skikkelses +Skrøbeligheder og Ufuldkommenheder. Lægevidenskabens Underværker er +naaet til os fra en Tid, der ligger tilbage endnu før den velsignede +Buddhas Apoteose. Dag og Nat gennem de forskellige Slægtled og +Aarhundreder efter Aarhundreder har vore Trosfæller i disse Huler +studeret og forøget de Kundskaber, som vore Forfædre besad. Hvor +fjernt vi end er fra den vestlige eller østlige Verden, kender vi dog +enhver ny Opdagelse, og til de Redskaber, med hvilke vore Forfædre +arbejdede, har vi føjet alt gavnligt, som Mennesket siden har +opfundet. I hele Verden er der ingen, der holder Livets og Dødens +Hemmelighed i sin Haand saaledes som vi. Vil du have et Eksempel? Der +er for Øjeblikket et Tilfælde her i Klostret, der kan paavise det." + +Da han havde talt, slog han paa en Gongong, der hang paa Væggen, og +næsten før Lyden var døet hen, viste der sig en Munk. Den gamle Mand +sagde noget til ham, og han gik straks bort ad samme Vej, han var +kommet. Fem Minutter senere viste han sig igen, fulgt af en anden +Munk. De bar en Baare, paa hvilken der laa en Menneskeskikkelse. Den +gamle Mand gav dem Tegn til at sætte den midt i Værelset, hvilket de +gjorde, hvorefter de trak sig tilbage. + +Saa snart de var gaaet, blev Nikola opfordret til at undersøge den +Person, der laa paa Baaren. Han gjorde det, men glemte næsten i sin +Spænding, at han skulde spille en gammel Mands Rolle. I omtrent fem +Minutter bøjede han sig ned over Patienten, der laa saa stiv som en +Pind. Saa rejste han sig og henvendte sig til de andre. + +"Det er et Tilfælde af fuldstændig Lammelse," sagde han. + +"Er du sikker paa, at den er fuldstændig?" spurgte den gamle Mand. + +"Ja, jeg er ganske sikker paa det," svarede Nikola. + +"Pas saa paa, for du skal være Vidne til den Magt, som alle +Tidsaldres Visdom har givet os." + +Han vendte sig om imod sin Fælle og tog en stor Jernske fra ham. +Denne lagde han paa Fyrfadet, hvorefter han hældte en Spiseskefuld af +den Vædske, der fandtes i den omtalte Flaske, som Nikola havde holdt +i Haanden, paa den. Medens Skeen blev opvarmet, begyndte Vædsken at +dampe svagt, og Lugten af denne Damp mindede mig noget om en Blanding +af Sandeltræ og Kamfer. + +Da Vædsken var færdig til Brug, afførte den anden Mand Patienten hans +Klæder. Medicinen blev derpaa hældt i hans Mund. Denne og hans +Næsebor blev bundne til, og efter at have mistet Bevidstheden, +hvilket han gjorde i mindre end et Minut, blev han indsmurt fra Top +til Taa med en skarptlugtende Salve. Det gik med den ligesom med +Vædsken, da den blev opvarmet; den opløste sig delvis i en Damp, som +svævede omkring Legemet og steg omtrent tre Tommer op i Luften. +Uddunstningen varede i omtrent fem Minutter, saa begyndte den at +holde op, og saa snart det var sket, blev han igen indsmurt, +hvorefter de to Mænd æltede Legemet paa en lignende Maade som +Massører plejer at gøre. Hidtil havde Mandens Hudfarve været +zinkagtig hvid, men nu blev den efterhaanden som et sundt Menneskes. +Massagen blev foretaget igen, og da den var tilendebragt, begyndte +Lemmerne at dreje sig paa en krampagtig Maade. Da der var gaaet en +halv Time, blev Bindet taget fra Munden og Næseborene, og Manden, der +hidtil havde ligget som om han sov, aabnede Øjnene. + +"Bevæg dine Arme," sagde den gamle Mand i en bydende Tone. + +Patienten gjorde hurtigt, som det blev ham befalet. + +"Bøj dine Ben." + +Han adlød. + +"Rejs dig op." + +Han rejste sig fra Baaren og stod foran dem, tilsyneladende saa stærk +og sund, som et Menneske kunde være. + +"I Morgen skal denne Behandling gentages, og Dagen efter vil du være +helbredet; gaa saa og aflæg Taksigelser," sagde den gamle Mand med +højtidelig Alvor. Saa vendte han sig om mod Nikola og vedblev: + +"Du har set vor Magt. Kan noget Menneske i Verden udenfor disse Mure +gøre det samme?" + +"Nej, de er saa uvidende som Ormene under Jorden," sagde Nikola. "Jeg +priser Buddha for denne Mands Frelse." + +"Pris den, hvem Prisen skyldes," svarede den gamle, "og nu, da du har +set saa meget, er det passende, at du gaar endnu videre, og for at +gøre det er det nødvendigt, at vi drager det Forhæng til Side, som +skiller Menneskets Liv fra Døden. Er du bange?" + +"Nej," svarede Nikola, "jeg nærer ingen Frygt." + +"Det er godt," sagde den ældre Mand, idet han igen slog paa +Gongongen. + +Da Munken atter viste sig, gav han ham en Befaling, og Manden trak +sig straks tilbage. Da han kom igen, bragte han og hans Ledsager en +anden Baare, paa hvilken der laa Liget af en Mand. Efter at Munken +var gaaet, sagde den gamle Præst til Nikola: + +"Se paa denne Person, min Søn. Hans jordiske Pilegrimsgang er forbi, +han døde af Alderdom i Morges. Han hørte til vore Lægbrødre og var en +from og hellig Mand, og han passer til at føre dig, om hvis Fromhed +jeg har hørt saa meget, ind i vort store indre Kundskabsland. +Undersøg ham selv og overbevis dig om, at Livskraften virkelig har +forladt ham." + +Nikola bøjede sig ned over Baaren og gjorde, som han fik Opfordring +til. Da han var færdig med sin Undersøgelse, sagde han roligt: + +"Det er, som du siger. Broderens Liv er udslukt." + +"Er du overbevist om Sandheden af dine Ord?" spurgte den anden Mand. + +"Ja, jeg er." + +"Saa vil jeg endnu en Gang vise dig, hvad vor Videnskab formaar." + +Ved sin Fælles Hjælp hentede han noget, der saá ud som et stort +elektrisk Batteri, og stillede det ved den døde Mands Fødder. Præsten +forbandt nogle Traade med Liget, og efter at han havde taget et +Haandtag i hver Haand, satte han sig i Stilling og lukkede Øjnene. +Skønt jeg gjorde mig den største Umage kunde jeg ikke se, hvad han +gjorde, men saa meget er jeg sikker paa, at han et Øjeblik svajede +frem og tilbage, syntes at aande med Vanskelighed og tilsidst at +blive næsten stiv. Saa kom der en lang Pavse, der maaske varede i tre +Minutter, og derefter aabnede han Øjnene, hævede sin højre Arm og +pegede paa den døde Mands Ansigt. Medens han gjorde det, saá jeg til +min Rædsel, at Ligets Øjne aabnede sig. Han syntes igen at bede, saa +pegede han paa den højre Arm, hvorpaa den døde Mand løftede den og +lagde den over sit Bryst, saa paa den venstre, der gjorde det samme. +Da begge de hvide Hænder var i denne Stilling, vendte han sig om imod +Nikola og sagde: + +"Er der noget i din Lærdom, som kan give dig Evne til at gøre dette?" + +"Nej," sagde Nikola, som jeg kunde se var lige saa forbavset som jeg. + +"Men vor Magt ender ikke her," sagde den gamle Mand. + +"Hvad mere kan du da lære mig, vidunderlige Fader?" sagde Nikola. + +Manden svarede ikke, men lukkede igen Øjnene et Øjeblik. Idet han saa +stadig vedblev at holde paa Haandtagene, men pegede med dem hen imod +den døde Mand, raabte han højt: + +"I, som er døde, staa op!" + +Og saa -- men jeg venter ikke, at man skal tro mig, naar jeg siger +det -- saa rejste den Mand, der havde været død i ti Timer, sig lidt +efter lidt fra Baaren, og tilsidst stod han for os. Jeg vedblev at +iagttage, hvad der skete. Jeg saá Nikola fare frem, som om han var +ude af sig selv, jeg saá den anden Mand udstrække sine Arme for at +holde ham tilbage, og saa faldt Liget sammen paa Gulvet. De to Mænd +sprang straks frem, løftede det op og lagde det paa Baaren igen. + +"Er du saa tilfreds?" spurgte den gamle Mand. + +"Jeg er opfyldt af Forundring. Er det muligt, at jeg kan faa mere at +se?" spurgte Nikola. + +"Vil du se mere?" svarede den ældste af de to med Gravrøst. "Saa skal +du som sidste Bevis paa vor Magt, før du aflægger de endelige Løfter +til vor Orden, hvorefter alle Hemmeligheder maa aabenbares for dig, +trænge ind i Skyggernes Land og, for saa vidt det er muligt for +Menneskeøjne, se vor Ordens døde Førere fra alle Tidsaldre staa foran +dig." + +Ud af en Pose, der hang ved hans Side, tog han saa en Haandfuld af +noget, der saá ud som tørrede Urter. Han kastede dem i Ilden og +næsten straks efter var Værelset fyldt med tæt Røg. Et Par Sekunder +kunde jeg intet skelne, saa drev den langsomt bort, og lidt efter +lidt syntes jeg, at jeg kunde se med en mærkelig Klarhed. Om jeg var +hypnotiseret og indbildte mig, at jeg saá, hvad jeg skal beskrive, +eller om det virkelig hændte, det vil jeg aldrig faa at vide. En Ting +er imidlertid sikker, Værelset var fyldt med skyggeagtige +Menneskeskikkelser. De var fra forskellige Tidsaldre og hørte +øjensynlig til alle Nationer. Nogle var Kinesere, andre Singhalesere, +atter andre Thibetanere, medens en eller to sikkert var Ariere og, +saa vidt jeg kunde se, lige saa godt kunde have været Englændere. +Værelset var fuldt af dem, men der var noget uvirkeligt ved dem. De +bevægede sig frem og tilbage uden en Lyd, men dog med regelmæssige +Bevægelser. Jeg iagttog dem, og medens jeg gjorde det, kom der en +Rædsel over mig, som jeg aldrig havde kendt Mage til hele mit Liv. +Jeg følte, at hvis jeg ikke kom ud af Værelset straks, vilde jeg +falde besvimet om paa Gulvet. I denne Tilstand skyndte jeg mig hen +til den Dør, gennem hvilken jeg var traadt ind, fløj op ad Stigen +gennem Hvælvingen og derpaa gennem Hulen til det Sted, hvor jeg havde +staaet, da Nikola havde forladt mig, og saa faldt jeg besvimet om paa +Gulvet. + +Hvor længe jeg laa i denne Afmagt, kan jeg ikke sige, men da jeg kom +til mig selv igen, var jeg endnu alene. + +Det maa have været en hel Time senere, at Nikola kom ind til mig. Den +Munk, der havde ført os ind i Hallen, ledsagede ham og førte os hen +imod Tunnelen. Dèr modtog Dværgen os og førte os tilbage til vore +Værelser. + +Da vi var der, trak Nikola sig tilbage til det inderste Værelse uden +at værdige mig et Ord. Jeg var for overvældet og, jeg maa tilstaa +det, for forskrækket over, hvad jeg havde set, til at have Kraft til +at indlade mig med ham straks, og derfor lod jeg ham alene. + +Han kom imidlertid et Øjeblik efter ind i mit Værelse, gik hen til +mig, medens jeg sad paa min Seng, og lagde sin Haand venligt paa min +Skulder. Jeg saá ham ind i Ansigtet, det var blegere, end jeg +nogensinde havde set det før. + +"Bruce," sagde han, ikke uden et Anstrøg af Beklagelse i sin Tone, +"hvor kan det være, at De ikke gjorde, hvad jeg sagde, De skulde +gøre." + +"Det var min fordømte Nysgerrighed," sagde jeg bittert "men tro ikke, +at jeg ikke er bedrøvet over det. Jeg vilde give alt, hvad jeg ejer i +Verden for ikke at have set, hvad jeg saá i det Værelse." + +"Men De har set det, og intet kan nogensinde berøve Dem den Kundskab; +De vil føre den med Dem i Graven." + +"Graven," svarede jeg bittert, "hvad Haab er der selv i Graven efter +hvad vi har set i Aften? Ak, for Himlens Skyld, Nikola, lad os komme +bort fra dette Sted i Aften, hvis det er muligt." + +"De er altsaa bange," svarede han med et underligt Udtryk i Ansigtet, +"jeg troede ikke, De var en Kryster, Bruce." + +"I denne Henseende er jeg en Kryster," svarede jeg. "Giv mig noget at +gøre, noget menneskeligt at kæmpe imod, bestemte Farer, og jeg er +Deres Mand, men jeg egner mig ikke til at kæmpe imod det usynlige." + +"De maa huske paa, at det ikke blev forlangt, at De skulde se dem." + +"Det véd jeg, og jeg har maattet bøde haardt for min Ulydighed." + +"Lad os saa ikke tale mere om det; husk paa, Bruce, at jeg stoler paa +Dem." + +"De behøver ikke at være bange," sagde jeg efter en Pavse, der varede +nogle Øjeblikke. "Selv om jeg kunde slippe bort herfra, vilde jeg for +Deres Skyld gennemføre Sagen, hvad der saa end skete." + +"Jeg takker Dem for den Forsikring. God Nat." + +Med disse Ord trak Nikola sig tilbage til sit Værelse, og jeg lagde +mig paa min Seng, men sandelig ikke for at sove. + + + + +XV. KAPITEL. + + Hvorledes Nikola blev indviet. + + +Saa snart jeg vaagnede den næste Morgen, gik jeg ind i Nikolas +Værelse. Til min Overraskelse var han der ikke, og han viste sig +heller ikke før omtrent en Time senere. Da han gjorde det, kunde jeg +se, at han var fuldstændig udmattet, skønt han bestræbte sig for ikke +at vise det. + +"Hvad har De taget Dem for?" spurgte jeg, da han traadte over +Dørtærskelen. + +"Jeg har gjort mig skikket til min Stilling ved at blive indviet i +flere Hemmeligheder," svarede han. "Bruce, hvis De kunde have set +alt, hvad jeg har set siden Midnat, tror jeg virkelig, det vilde være +umuligt for Dem nogensinde at blive en lykkelig Mand igen. Naar jeg +siger Dem, at det, jeg har været Vidne til, endogsaa har gjort mig +forskrækket, saa vil De faa et svagt Begreb om, hvad jeg mener." + +"Hvad har De da set?" + +"Jeg har set Kødet paa Mumier af Mennesker, der er døde for næsten +tusind Aar siden, blive gjort blødt og sundt som et lille Barns. Jeg +har set kirurgiske Kunster, som den største Operatør i Evropa vilde +anse for umulige. Jeg har set et nyt Bedøvelsesmiddel, som ikke +berøver Patienten hans Sanser og dog gør ham ufølsom for Smerte, og +jeg har set andre Ting, som jeg ikke engang tør beskrive for Dem." + +"Og De var ikke fristet til at trække Dem tilbage?" + +"Kun én Gang," svarede Nikola aabent, "jeg nølede næsten et Minut, +vil jeg tilstaa, men saa tvang jeg mig til at gaa videre. Da det var +overstaaet, var Resten let. Men jeg kan ikke blive her og snakke med +Dem. Dagen i Dag skal være en stor Dag for os. Jeg maa lægge mig lidt +for at faa min Kraft igen. Vil De kalde paa mig, hvis man vil tale +med mig, men ellers ikke forstyrre mig." + +Omtrent Klokken to om Eftermiddagen viste der sig en Dværg, som +meldte, at Nikola skulde møde i den store Hal. Han forlod straks +Cellen og blev borte, indtil Tusmørket faldt paa. Da han kom igen, +saá han mere ud som en Aand end som et Menneske, men selv da, træt +som han utvivlsomt var, vilde han med sin Jernvillie ikke indrømme, +at der var noget, der hed Træthed. Han værdigede mig neppe et Ord, +men gik ind i det inderste Værelse, hvor han næsten til Klokken otte +sysselsatte sig med at gøre Optegnelser og forfatte en nøjagtig +Beretning om alt, hvad han havde set. Jeg sad paa min Seng og saá paa +Faklens Skin paa Væggen og følte mig omtrent saa elendig, som det var +muligt for et Menneske at være. Jeg kan ikke sige, hvorfor jeg var +saa nedtrykt, men det er sikkert, at alt bragte mig til at finde +Situationen uhyggelig. Jeg tænkte paa min gamle engelske Skole og +spekulerede paa, om hvis man den Gang havde fortalt mig, hvad der +skulde hænde senere hen, om jeg saa vilde have troet det. Jeg tænkte +paa Gladys, min søde Kæreste, og jeg spurgte mig selv, om jeg +nogensinde skulde se hende igen, og jeg var lige ved at tage den +Medaillon, hun havde givet mig, frem, da jeg hørte Fodtrin paa +Stenene udenfor. Et Øjeblik efter kom den samme Dværg, der havde ført +os ind den foregaaende Aften, ind i Værelset. Uden et Ord pegede han +paa Døren til det inderste Værelse. Jeg antog, at han dermed vilde +tilkendegive, at Myndighederne paa dette Sted ønskede, at Nikola +skulde komme til dem, og gik ind og sagde ham det. Han gemte straks +sit Papir og sit Blyant og gav mig Tegn til at forlade Værelset og +gaa i Forvejen. Dværgen gik i Spidsen, saa kom jeg, og Nikola fulgte +efter. Paa den Maade kom vi igennem en Gang, og saa gennem en anden, +steg op og ned ad utallige Trapper og naaede til sidst Tunnelen til +den store Hule, den samme, i hvilken vi havde gennemgaaet Eventyrene +den foregaaende Nat. Ved denne Lejlighed blev Døren bevogtet af mere +end en halv Snes Munke, som var opstillede i to Rækker, gennem hvilke +vi passerede. + +Hulen havde været ganske tom, da vi besøgte den den foregaaende +Aften, men saá nu helt anderledes ud. Hundreder af Fakler flammede +fra Ringene paa Væggene og kastede deres rødlige Skær paa Murene og +Loftet og blev genspejlet som i Millioner af Diamanter i Stalaktiter, +der hang ned fra Loftet. + +I den bageste Del af den store Hule var der en stor og smukt prydet +tredobbelt Trone, og lige over for den, men halvvejs nede i Hulen, +var der en Forhøjning, bedækket med et fint rødt Klæde med tunge +Sølvfrynser. Da vi traadte ind, blev vi hilst med den samme +hemmelighedsfulde Musik, som vi havde hørt den Dag, vi ankom. Den +blev stærkere og stærkere, indtil vi naaede Forhøjningen, og da saa +Nikola havde indtaget sin Plads og jeg min, lidt tilbage fra ham, +begyndte den at dø langsomt hen igen. Da den var holdt op, slog en +stor Klokke i Taget over vore Hoveder tre Slag. Dens Støj var næsten +øredøvende. Den syntes at opfylde hele Hulen og saa lige som den før +omtalte Musik at dø langsomt hen igen. Endnu en Gang blev det samme +Antal Slag gentaget, og Lyden døde atter hen. Da man ikke kunde høre +den længere, blev Forhænget trukket til Side i Baggrunden, og Munkene +begyndte at komme langsomt ind fra begge Sider, ligesom de havde +gjort ved den første Gudstjeneste efter vor Ankomst. Der maa have +været næsten fire Hundrede. De var alle sortklædte, og alle havde de +den samme løjerlige Hætte over Hovedet, som jeg har beskrevet +tidligere. + +Da de havde indtaget deres Pladser paa begge Sider af den Forhøjning, +paa hvilken vi stod, blev det Forhæng, som dækkede Indgangen, gennem +hvilken jeg var fulgt efter Nikola ned i det underjordiske Kammer +Aftenen i Forvejen, draget til Side, og en ny Procession traadte ind. +Først kom der tredive Dværge, som hver bar en tændt Fakkel i Haanden. +Derefter fulgte næsten hundrede hvidklædte Munke, som svang +Røgelsekar, saa kom der en halv Snes graaskæggede Præster i Sort, men +uden Hovedbeklædning, og derefter de to Mænd, som var Førere for +denne mærkelige Sekt. + +Da Processionen naaede Tronen, delte den sig i to Dele, og hver +Halvdel tog Plads i en halvmaaneagtig Form paa hver sin Side. De to +Førere satte sig under Tronhimlen, og i det Øjeblik, de gjorde det, +drønede de store Klokker igen. Da Ekkoet døde bort, rejste alle +Munkene, som hidtil havde knælet, sig op og istemmede paa én Gang en +Hymne. Skønt Musiken og Ordene var yderst barbariske, var der noget i +Virkningen, der over al Maade gjorde Indtryk. Hymnen holdt lige saa +pludselig op, som den var begyndt, og saa traadte en Mand frem af de +hvidklædte Munkes Skare med et Papir i Haanden. Med høj Røst +erklærede han, at det havde behaget de to Store i Bjergene at udfylde +den ledige Plads, som saa længe havde staaet tom i Triumviratet. Af +den Grund havde de hidkaldt en Mand, der havde Ry for Visdom og +Hellighed frem for nogen anden, det var ham, de kunde se foran dem. +Han havde gjort det hemmelige Samfund store Tjenester, han havde vist +sig at være en retfærdig Mand, og nu stod der kun tilbage for ham at +meddele, om han var villig til at paatage sig Ansvaret for det Hverv, +han var blevet kaldet til. Efter at have endt sin Tale, trak Manden +sig tilbage fra sin Plads igen. Saa kom fire af de hvidklædte Munke, +to fra hver Side af Tronen, langsomt ned ad Gangen hen imod Nikola, +bød ham følge sig og førte ham i Procession til Værelset bag +Forhænget. Medens han var borte, var der ingen, der rørte sig eller +talte et Ord. + +Da der var gaaet omtrent ti Minutter, kom der en lille Procession ud +igen, og Nikola sluttede den. Han var nu iført de Højtidsklæder, som +hørte til hans Embede. Hans høje, magre Skikkelse og ærværdige Maske +svarede vidunderlig til dem, og da han atter stod paa Forhøjningen +foran mig, kunde jeg ikke lade være med at tænke, at jeg aldrig havde +set en mere imponerende Skikkelse. + +Igen drønede den store Klokke, og da Lyden var holdt op, traadte den +Mand, som først havde talt, frem og bekendtgjorde med høj Stemme for +alle de tilstedeværende, at den forhenværende Præst fra Hankow var +forberedt paa at paatage sig sit Embedes Pligter og Ansvar. Da han +trak sig tilbage til sin Plads igen, kom to Munke frem og førte +Nikola op ad Midtergangen hen imod den tredobbelte Trone. Da han kom +til Foden af denne, kastede de to Store de Slør, de hidtil havde haft +paa, og kom ham i Møde. Efter at de havde udstrakt Haanden imod ham, +var de ved at føre ham til sin Plads, da der pludselig fandt en +Bevægelse Sted nede i Hallen. + +Skønt denne Lyd kun bestod af en hastig Hvisken, kom som med et Lyn +alle mine Anelser tilbage, og det var, som om mit Hjerte skulde staa +stille. Hovedmanden for de tre lod Nikolas Haand falde, henvendte sig +til en af Munkene og bød ham gaa ned i Hallen og faa at vide, hvad +det var for en usømmelig Afbrydelse. Manden gik og var nogle Minutter +borte. Da han vendte tilbage, var det for at melde, at der var en +fremmed i Klostret, som forlangte de to i Tale straks i Anledning af +en Sag, der angik det Valg, som skulde finde Sted. + +Han fik Befaling til at komme ind, og et Par Minutter efter viste en +tilsølet og udmattet Kineser sig og nærmede sig ydmygt Tronen. Hans +fire Følgesvende blev staaende ved Døren. + +"Hvem er du, og hvad har du her at gøre?" spurgte den gamle Mand med +en Stemme, der lød som en Trompetfanfare. "Tror du, at du faar Lov +til at forstyrre os paa denne usømmelige Maade?" + +"Jeg beder om Tilgivelse, men jeg har god Grund til det, min Fader," +svarede Manden med en Hilsen helt ned til Jorden. + +"Saa lad os da høre den og vær hurtig. Hvad er dit Navn, og hvorfra +kommer du?" + +"Jeg er Ypperstepræsten fra Templet i Hankow, og jeg kommer for at +bede om Retfærdighed," sagde Manden, og medens han sagde det, lød der +en meget forbavset Mumlen i Hallen. Jeg saá Nikola træde et Skridt +tilbage og saa staa ganske stille. Hvis denne Mand talte Sandhed, var +vi fortabte. + +"Du taabelige Mand, som kommer og fortæller os saa usand en +Historie," sagde den ældste af de to, "véd du da ikke, at Præsten fra +Hankow staar dér for dig?" + +"Det er ikke sandt," sagde Manden. "Jeg kommer for at advare dig og +melde, at den Mand er en Bedrager. Han er ikke Præst, men en fremmed +Djævel, der lod mig fange og sende bort, medens han indtog min +Plads." + +"Hvorledes kommer du da her?" spurgte den anden. + +"Jeg undslap," sagde Manden, "fra dem, som han havde betalt for at +passe paa mig, og drog til Tientsin og derfra til Peking, og saaledes +er jeg her." + +"Min Fader," sagde Nikola lige saa roligt, som om der ikke var noget +ualmindeligt i Vejen, "vil du finde dig i, at jeg bliver bagvasket +med en saa snedigt opfundet Historie? Havde jeg ikke et Brev med mig +fra Ypperstepræsten i Lamaklostret, som underrettede dig om, at jeg +er den Mand, du ventede? Vil du da beskæmme mig saaledes i Verdens +Øjne?" + +Den gamle Mand svarede ikke. + +"Jeg har ogsaa et Brev fra Ypperstepræsten," sagde den nyankomne +ivrigt, hvorpaa han trak et Dokument frem og rakte det til den anden +af de to. + +"Stille, stille! Vi vil trække os tilbage og overveje denne Sag," +sagde den gamle. + +Saa vendte han sig til Munkene og sagde alvorligt: "Sørg for, at +ingen af disse Mænd undslipper." Derefter trak de to sig tilbage til +det indre Værelse, hvorfra de var kommet, da Ceremonien begyndte. + +Vi ventede i dyb Tavshed paa deres Tilbagekomst, og i den Tid, de var +borte, iagttog jeg en mærkelig Kendsgerning, som jeg har iagttaget en +eller to Gange før i mit Liv. Skønt jeg hele Dagen havde frygtet, at +der forestod en Katastrofe, saa gik det dog saaledes, at da den kom, +og jeg maatte se den ind i Ansigtet, saa forsvandt al min Frygt som +Dug for Solen. Min Nervøsitet forlod mig som en Kappe, jeg havde +strøget af mig, og jeg syntes, at det var saa sikkert, at det vilde +gaa os godt alligevel, at jeg kunde møde vor Skæbne med et Smil. + +Da der omtrent var forløbet fem Minutter, opstod der et Røre i +Nærheden af Døren, og straks efter vendte de to tilbage og besteg +deres Trone. Det var den gamle Mand, der talte. + +"Vi har undersøgt Brevene," sagde han, "og i vor Visdom har vi +besluttet, at det vil være det klogeste at opsætte vor Dom en Stund. +Denne Sag maa yderligere undersøges." Han henvendte sig derpaa til +Nikola og vedblev: "Tag de Klæder af. Hvis du er uskyldig, skal de +blive givet dig igen, og du skal bære dem med Ære for dig selv og +hele vor Ordens Ærbødighed; men hvis du er skyldig, saa bered dig til +Døden, thi intet menneskeligt Væsen kan da frelse dig." + +Nikola afførte sig straks sine pragtfulde Gevandter og rakte dem til +de Munke, der stod rede til at modtage dem. + +"Du vil nu blive ført tilbage til de Celler, du hidtil har beboet," +sagde den gamle. "Sent i Nat vil denne Sag blive overvejet igen." + +Nikola bukkede med den Ynde, der var saa ejendommelig for ham, og kom +saa tilbage til mig, hvorefter vi blev eskorteret af et dobbelt Antal +Munke til vore Værelser og ladet alene, men ikke før vi havde +iagttaget, at der blev stillet bevæbnede Vagter ved Porten oppe paa +Trappen, der førte til Hovedgangen. + +Da jeg havde overbevist mig om, at der ingen var nær nok til at +lytte, gik jeg ind i Nikolas Værelse, idet jeg ventede at finde ham +nedslaaet, fordi hans Plan var mislykkedes. Jeg vilde give mig til at +trøste ham, men han afbrød mig, idet han strakte Haanden frem. + +"Jeg er naturligvis forfærdelig ked af, at vort Eventyr ender paa +denne Maade, men vi har ikke Ret til at være misfornøjede, for vi har +den Tilfredsstillelse at vide, at vi har spillet vore Kort som Mænd. +Vi har ikke taget det sidste Stik hjem, men hvad kan vi gøre for +det?" + +"Og hvad skal nu Resultatet af det hele blive?" + +"Det bliver meget simpelt. Hvis vi ikke finder en Maade at undslippe +paa, saa maa vi bøde med Livet for vor Ubesindighed. Jeg tror ikke, +jeg bryder mig saa meget om det for min egen Skyld, skønt jeg meget +gerne vilde have haft en Lejlighed til at udføre de Ting, jeg har +lært her, i Praksis, men jeg er meget ked af det for Deres Skyld." + +"Det er meget pænt af Dem." + +"Aa, De maa ikke misforstaa mig; jeg tænker paa den stakkels Pige i +Peking, der tror saa fuldt og fast paa Dem." + +"For Guds Skyld, tal ikke om hende, ellers bliver jeg en Kryster. Er +De sikker paa, at der ikke er nogen Mulighed for Flugt?" + +"Ærlig talt, jeg kan ikke se nogen, men De kan være vis paa, at jeg +skal anvende al min Kløgt i Aften for at fremstille Sagen til Gavn +for mig, skønt jeg ikke har noget Haab om, at det vil lykkes mig. Ser +De, denne Mand har alle Kortene paa Haanden, og vi, ja det er, som om +vi spillede ganske alene imod hele Banken. Naa, men jeg tror ikke, at +det kan nytte noget at tænke paa Sagen før efter Sammenkomsten i +Aften." + +Timerne forløb langsomt, og hvert Øjeblik ventede jeg at høre +Fodtrampen paa Stenene udenfor og at blive kaldt til Forhør. Endelig +traadte to Munke ind i mit Værelse og bød mig hente min Herre. Da jeg +havde gjort det, gik vi i Gaasegang op ad Trapperne og gennem en +Korridor, denne Gang højere op, i Stedet for, at vi var steget ned +ved tidligere Lejligheder. + +Vi kom til en bred Afsats og blev modtaget af en Flok bevæbnede +Munke. En af dem befalede os at følge ham, og vi gik da gennem en Dør +og traadte ind i et stort Værelse, hvor der sad to Mænd ved et Bord. +Bag dem og paa begge Sider var der Rækker af Munke, og omgivet af +Vagt i den modsatte Side af Salen stod den Mand, som var kommet med +Anklagen imod os. + +Paa et Tegn af en Munk, der øjensynlig var Befalingsmand over Vagten, +blev jeg skilt fra Nikola, og saa begyndte Undersøgelsen. + +Først meddelte den sidst ankomne sin Historie. Han beskrev, hvordan +han i Landsbyen Tsan-Chu var blevet forraadt af to Mænd, som, da de +havde sikret sig hans Person, havde ført ham ud paa Havet og holdt +ham fangen om Bord paa et Skib. Disse Folk var Englændere, men han +var senere blevet overgivet til en Kineser, som havde ført ham til +Alongbugten. Fra dette Sted lykkedes det ham at undslippe, og efter +store Møjsommeligheder naaede han Tientsin. Da han kom dertil, +anstillede han Undersøgelser, og disse bevirkede, at han ilede af +Sted til Peking. Han skaffede sig Adgang til Lamaklostret, og da han +kunde overbevise Ypperstepræsten om sin Identitet, fik han til sin +Forbavselse at vide, at der var en anden Mand, der spillede hans +Rolle, og at denne Mand var draget til Thibet. Det lykkedes ham +hurtigt at faa Folk og Æsler, saa han kunde drage af Sted til +Klostret, hvor han nu var ankommet. + +Da han havde afgivet denne Forklaring, blev han strengt forhørt af +begge de to Store, men hans Vidnesbyrd var godt og kunde ikke rokkes. +Saa blev hans Ledsagere kaldt frem og afgav deres Forklaring, +hvorefter Nikola blev opfordret til at bevise, at _han_ havde Ret. + +Han gik med Glæde ind paa Opfordringen, og, idet han gennemgik alt, +hvad hans Medbejler havde sagt, udpegede han de aabenbare +Meningsløsheder, som der var nok af. Han gjorde Nar ad det, han +kaldte Forklaringens Urimeligheder, bønfaldt Dommerne om ikke at lade +sig føre paa Vildspor af en kløgtigt opfundet Fortælling og sluttede +sine Bemærkninger med at meddele, hvad der var fuldstændig sandt, +skønt neppe paa den Maade, han mente, at han aldeles ikke tvivlede +om, hvorledes deres Afgørelse vilde være. En mere mesterlig Tale +kunde man vanskelig have tænkt sig. Hans skarpe Aand havde opdaget +det ene svage Punkt i Fjendens Historie, og hans Veltalenhed hjalp +ham til at gøre det mest mulige ud af det. Hans Tale slog an, og jeg +saá til min Forbavselse, at han allerede havde paavirket Dommerne til +Gunst for sig. Hvis vi nu kunde blive ved, som vi havde begyndt, saa +kunde vi maaske dog slippe helskindede fra Sagen; men vi gjorde +Regning uden Værten. + +"Siden du siger, at du er Præst i Templet i Hankow," sagde den yngste +af de to store Mænd henvendt til Nikola, "saa er det afgjort, at du +maa vide god Besked med Templet. I den første Hal er der en Tavle, +som er ophængt af en Provins-Taotai. Hvad er Indskriften paa den?" + +"Guderne maa afgøre, hvad der er bedst for Mennesket," svarede Nikola +uden Tøven. + +Jeg saá, at den virkelige Præst var over al Maade forbavset over +dette slagfærdige Svar. + +"Og hvad er der indgraveret paa de Trin, der fører derop?" + +"Fred være med alle Mennesker," sagde Nikola igen uden at standse. + +Dommeren henvendte sig til den anden Mand. + +"Der er intet," sagde han, og mit Hjerte sank, som om det var af Bly. + +"Nu véd jeg," sagde den gamle Mand til Nikola, "at du ikke er den, du +udgiver dig for. Der er ingen Trin, og derfor kan der ikke være +skrevet noget paa dem." + +Han vendte sig imod Vagten og sagde: + +"Før disse to Mænd tilbage til de Værelser, hvorfra de kom. Sørg for +at de bliver godt bevogtede. I Morgen tidlig ved Daggry skal de +slynges fra Bjergtinderne ned i Dalen." + +Nikola bukkede, men sagde ikke et Ord. Saa blev vi ført ud af Vagten +og kom tilbage til vore Værelser. + +Da vi havde naaet dem, og Munkene havde forladt os for at stille sig +paa Post for Enden af Trappen udenfor, satte jeg mig paa min Seng og +skjulte mit Ansigt i Hænderne. Det var altsaa det, det hele havde +ført til, det var derfor, at jeg havde truffet Nikola i Shanghai. At +blive styrtet i Afgrunden -- det var den Skæbne, vi havde trodset saa +mange Farer for. + + + + +XVI. KAPITEL. + + Frygtelige Timer. + + +Time efter Time sad jeg paa min Seng og var fuldstændig overvældet +ved Tanken om vor skrækkelige Stilling. Vi var fangne som Mus i en +Fælde, og, saa vidt jeg kunde se, var der ikke andet at gøre end at +dø fattet. For at jeg ikke skulde miste mit Mod helt, vilde jeg ikke +tænke paa Gladys, og da jeg fandt, at jeg ikke kunde lade være med +det, gik jeg ind i Værelset ved Siden af for at se, hvad Nikola tog +sig for. Jeg fandt til min Overraskelse, at han gik frem og tilbage +lige saa rolig og fattet, som om han ventede paa at gaa til Bords til +et Middagsselskab i en Sal i London. + +"Naa, Bruce," sagde han, da jeg traadte ind, "det ser jo ud, som om +vi om et Par Timers Tid skulde se Forhænget falde efter vor Komedie." + +"Tragedie vil jeg hellere kalde det," svarede jeg bittert. + +"Er det ikke temmelig vanskeligt at bestemme, hvor det ene begynder +og det andet ender?" spurgte han, som om han vilde drøfte Sagen med +mig. "Platon siger --" + +"Aa, gid Pokker havde Platon!" svarede jeg skarpt. "Hvad jeg ønsker +at vide, det er, hvorledes De vil forhindre, at vi bliver dræbte ved +Daggry." + +"Jeg mener ikke, at vi skal dræbes," sagde Nikola. + +"Men hvorledes vil De hindre det?" spurgte jeg. + +"Det har jeg ikke Spor af Begreb om," svarede han, "men jeg har +alligevel i Sinde at forhindre det. Det værste er, at vi er saa meget +i Mørke og ikke har Idé om, hvor Eksekutionen skal finde Sted. Hvis +det var afgjort, kunde vi bedre ordne det hele. Men tænk nu ikke paa +det, gaa i Seng og overlad det til mig." + +Jeg gik tilbage til mit eget Værelse og lagde mig paa Sengen, som han +havde befalet. Den ene Tanke fulgte efter den anden, og hvor +underligt det end kan synes, jeg faldt snart efter i Søvn. Jeg +drømte, at jeg igen gik paa Muren i Peking med min Skat. Jeg saá +hende vende sit søde Ansigt op imod mig, og jeg følte Trykket af +hendes lille Haand paa min Arm. Saa viste der sig pludselig paa Muren +lige foran os den Mand, som havde opdaget mig i Lamaklostret. Han +svang en Kniv, og jeg var lige ved at springe løs paa ham, da én tog +mig i Skuldren, og jeg vaagnede og saá en Mand læne sig frem over +mig. + +Et Blik sagde mig, at det var en af de Munke, der havde ført os +tilbage til vore Værelser, og da han saá, at jeg var vaagen, gav han +mig Tegn til at staa op. Paa samme Tid kom en anden med Nikola fra +hans Værelse, og saa snart vi var rede, blev vi ført ud i Gangen, +hvor der var forsamlet en halv Snes Mænd. + +"Det er en Skam, at de har forstyrret os saa tidligt," sagde Nikola, +da vi ved Siden af hinanden gik ned ad den lange Gang, "især da jeg +lige var ved at blive færdig med den mest beundringsværdige Plan, som +jeg er vis paa vilde have reddet os." + +"Det er for sent nu," svarede jeg bittert. + +"Det ser det ud til," sagde Nikola og gik videre uden nogen +yderligere Bemærkning. + +At forsøge at beskrive min Følelse under Marchen gennem de tavse +Gange vilde være umuligt. Jeg holder i Virkeligheden neppe af selv at +tænke paa det. Jeg havde intet Begreb om, hvad Klokken var, og kunde +heller ikke sige, til hvilket Sted vi blev ført hen. Vi gik op ad en +Trappe og ned ad en anden, kom gennem store og smaa Huler og endeløse +Gange, indtil jeg slet ikke mere vidste noget om Retningen. Endelig +standsede vi imidlertid ved Foden af den mindste Trappe, jeg endnu +havde set i Klostret. Vi ventede et Øjeblik, saa steg vi op ad den og +kom til en snæver Afsats, for Enden af hvilken der var en stor Dør. +Her standsede vor Procession endnu en Gang. Dørene blev lukkede op, +og en iskold Blæst fo'r ind. Udenfor kunde vi se Klostrets Tinder, +der var byggede paa den stejle Klippeskrænt. Det var højlys Dag og +bidende koldt. Der var Sne paa Tagene, men Luften var gennemsigtig +klar. Da vi kom udenfor, kunde vi tydeligt skelne Bjergene paa den +anden Side af Dalen, hvor vi for ikke mere end en Uge siden eller saa +havde mistet vore Kulier og Æsler. + +Da vi stod i Solskinnet, slog Førerne deres Fakler imod Muren, til +Flammerne var udslukkede. Saa stillede de sig op og ventede. Af deres +Forberedelser var det tydeligt nok, at de hvert Øjeblik ventede, at +en vigtig Person skulde komme. + +I al den Tid bankede mit Hjerte, saa jeg kunde føle dets Slag mod +Ribbenene, og hvor gerne jeg end vilde, kunde jeg ikke beherske mig. +Mine Tænder klaprede som Kastagnetter. Siden vore Fangevogtere havde +bragt os herop, var det tydeligt nok, at vi skulde kastes ud over +Klippen, saaledes som der havde været Tale om. Jeg saá mig om for at +se, om det var umuligt at gøre Modstand, men et Blik viste mig, hvor +ganske latterligt et Forsøg paa at slaa sig igennem vilde være. + +Medens jeg i Tankerne drøftede dette Spørgsmaal, kom der lidt mere +Bevægelse mellem vore Vagter. Saa lyttede de; der kom øjensynlig et +Signal fra den anden Side, og vi blev ført længere frem paa +Murtinderne. + +Her ventede de Store fra Klostret os, og saa snart vi kom, gav de +vore Førere Tegn til, at de skulde bringe os nærmere hen til dem. Den +ældste var den første, der talte. + +"Mænd fra Vest, I har hørt jer Dom," sagde han i en dæmpet og +højtidelig Tone. "I har selv bragt den over jer. Har I noget at +frembringe til Undskyldning, saa at Dommen ikke fuldbyrdes?" + +Jeg saá paa Nikola, men han rystede paa Hovedet. Hvor meget jeg end +prøvede paa det, jeg kunde ikke finde tilstrækkelig Grund til det +selv, og derfor fulgte jeg hans Eksempel. + +"Saa lad det være saa," sagde den gamle Mand, der havde lagt Mærke +til vor Tøven, "der er intet andet at gøre uden at udføre Værket. +Bered jer til Døden." + +Vi fik Befaling til at træde tilbage, og jeg kunde slet ikke forstaa, +hvorfor de ikke straks ekspederede os, før jeg igen hørte en +Bevægelse paa Trappen. Saa kom der en anden Procession Munke, som +eskorterede en tredie Fange. Det var en høj, kraftig Fyr, og efter +den Maade, han var klædt paa og raget, fik jeg ud af det, at det var +en Munk. Han traadte frem med øjensynlig Modstand, og da han kom til +Toppen af Trinene, maatte han slæbes hen for de To. Dette Møde var +kun kort, det gik endogsaa hurtigere end vort eget. + +"Du har myrdet én af dine Brødre," sagde den gamle i samme Gravtone, +med hvilken han havde tiltalt os. "Har du noget at sige, som kunde +hindre, at den Dødsdom, der er udtalt over dig, bliver udført?" + +Manden fo'r først op, saa blev han sløv, og tilsidst hylede han +ligefrem. Jeg iagttog ham med en Nysgerrighed, som jeg til andre +Tider havde anset for umulig. Saa gav den gamle Mand et Tegn, og fire +kraftige Munke fo'r frem, greb ham og slæbte ham hen til Randen af +Muren. Den stakkels Elendige strittede imod og skreg, men han var som +et Barn i Munkenes Hænder. De trak ham tættere og tættere hen til +Kanten. Saa var der en vild Kamp, en øjeblikkelig Pavse, et hæftigt +Skrig, og i næste Øjeblik var Manden forsvunden over Kanten. Han +faldt femten Hundrede Fod ned i Dalen. Da jeg ikke kunde se ham +længere, var det, som om mit Hjerte stod stille. Den stakkels +elendiges Skrig klang i mit Øre. Jeg vidste, at det efter et Minuts +Forløb vilde være vor Tur. + +Jeg saá paa den blaa Himmel over vort Hoved, paa hvilken hvide Skyer +fløj fremad for Vinden. Jeg saá hen over Dalen til den anden Side, +hvor de snedækte Bjergtoppe viste sig. Jeg saá paa Klostrets Tinder +og tilsidst paa den Flok sorte Skikkelser, der omgav os. Som i et +Lynglimt syntes hele mit foregaaende Liv at stige frem for mine Øjne. +Jeg saá mig igen som lille Dreng spadsere i en engelsk Have med min +smukke Moder, sammen med mine Legekammerater i Skolen, til Søs, i +australske Guldminer o. s. v., i næsten hver Stilling, jeg havde +været i, lige til vi kom til det Sted, hvor vi nu stod. Jeg saá paa +Nikola, men hans blege Ansigt viste intet Tegn til Bevægelse. Jeg vil +sætte mit Liv i Pant paa, at han i dette skrækkelige Øjeblik var lige +saa koldblodig som den første Gang, jeg saá ham i Shanghai. Saa +traadte den gamle Mand frem igen. + +"Hvis I har noget at sige, nogen sidste Bøn, saa er der endnu Tid til +det," sagde han. + +"Jeg har en Anmodning at stille," svarede Nikola. "Siden vi skal dø, +er det saa ikke at ødsle med et godt Materiale, naar I kaster os ud +over denne Klippe? Jeg har hørt sige, at min Hjerneskal har en +mærkelig Bygning, og min Ledsager her har et Legeme, som jeg vilde +give meget for at maatte sekere. Jeg ønsker ikke at dø, som I vel kan +tænke jer, men hvis I endelig vil dræbe os, saa lad os dø i +Videnskabens Interesse." + +Om de virkelig havde i Sinde at dræbe os, det kan jeg ikke sige, men +dette ejendommelige Forlangende syntes ikke at vække saa megen +Forbavselse, som jeg havde ventet. Den gamle raadførte sig med sin +Kollega og henvendte sig saa til Nikola igen. + +"Du er en kæk Mand," sagde han. + +"Man maa finde sig i det uundgaaelige," sagde Nikola koldblodigt. +"Har du nogen Indvending at gøre?" + +"Vi vil overveje det," sagde den gamle. "For Øjeblikket vil vi skaane +jert Liv." + +Vore Vagter blev kaldt til, og vi blev endnu en Gang ført til vore +Værelser. Da Munkene saa var gaaet og havde stillet sig paa Post ved +Enden af Trappen som før, sagde Nikola: + +"Hvis vi slipper bort herfra, saa vil De aldrig kunne paastaa, at +Videnskaben intet har gjort for Dem, den har i alt Fald frelst Deres +Liv." + +"Men hvis de tager Deres Hjerne ud og skærer mig i Stykker," sagde +jeg med et Forsøg paa Munterhed, som jeg langt fra følte, "saa maa +jeg sige, jeg ikke kan se, hvorledes Videnskaben skal gøre os Gavn." + +"Lad mig forklare Dem det," sagde Nikola. "Hvis de vil behandle os +paa den Maade, som De beskriver, saa kan de ikke gøre det før i +Morgen tidlig; for jeg véd tilfældigvis, at der bliver foretaget +nogle Forandringer i deres Operationsstue, og da jeg selv er en +samvittighedsfuld Læge, vilde jeg ærgre mig meget over at ødelægge de +Ting, jeg eksperimenterede med, fordi jeg havde alt for travlt, saa +De ser, vi har i alt Fald denne Nat til at grunde paa vor Plan til +Flugt." + +"Men har De nogen Plan?" + +"Ja, der er én eller anden Plan, som gryer herinde i mit Hoved." + +"Tror De, den bliver til noget?" + +"Det kan jeg ikke sige; men jeg vil gaa saa vidt at paastaa, at vi +har gode Udsigter." + +Jeg kunde ikke faa ham til at sige mere. Han gik ind i sit eget +Værelse igen, hvor han begyndte at give sig af med sin kostbare +Medicinkasse, som jeg saá, han havde passet paa at skjule. + +"Min lille Ven," sagde han, idet han klappede og kærtegnede den som +en Fader sin Kæledægge, "jeg troede næsten, at vi skulde skilles ad, +men nu maa du frelse din Herres Liv." + +Saa bad han mig om at lade ham være alene, og jeg gik tilbage til mit +eget Værelse. + +Vort Middagsmaaltid blev meget punktligt bragt os. Saa begyndte +Lysstraalen paa Gulvet at forlænge sig; den naaede den modsatte Væg, +klatrede op ad den og forsvandt tilsidst helt. + +Omtrent Klokken syv kom Nikola ind til mig. + +"Hør nu, Bruce," sagde han med ualmindeligt Liv. "Jeg har overvejet +Sagen grundigt, og jeg tror, jeg har hittet paa en Plan, som kan +frelse os, hvis det i det hele taget er muligt. Om en halv Time +kommer Munken med vort sidste Maaltid. Han stiller Skaalen paa Gulvet +derovre og vender saa Dem Ryggen, medens han sætter Faklen i Ringen +der henne paa Væggen. Vi vil have en Svamp, som jeg har her, +gennemtrukket med et bedøvende Middel parat til ham, og saa snart han +vender sig om, griber jeg ham i Struben, medens De fører Svampen til +hans Næse. Naar han er bevidstløs, maa De tage hans Dragt paa og gaa +op ad Trappen. Der staar to Mænd paa den anden Side, og Døren mellem +os og dem er laaset. Jeg har lagt Mærke til, at den Mand, som +bringer os vor Føde, ganske simpelt banker paa den, hvorpaa den +bliver aabnet. De gør som han, og idet De gaar ud, taber De denne +Guldmønt, som om det var ved et Tilfælde" -- han gav mig nogle Penge +-- "den ene af Mændene bøjer sig sikkert ned for at tage den op, og +medens han gør det, skal og maa De gribe og kaste den anden til +Jorden. Jeg skal være bag ved Dem og tage mig af hans Kammerat." + +"Det synes mig at være en fortvivlet Plan." + +"Ja, men vi er ogsaa fortvivlede Mænd," sagde Nikola. + +"Og naar vi saa har faaet Bugt med dem, hvad saa?" spurgte jeg. + +"Jeg tager én af deres Klædninger paa," svarede den uforfærdede Mand, +"og saa flygter vi saa hurtigt som muligt. Lykken maa gøre Resten for +os. Er De parat til at prøve dette?" + +"Ja, jeg vil prøve alt for at komme bort herfra," svarede jeg. + +"Naa, det er godt, saa maa vi vente, til Manden kommer. Lad os haabe, +det ikke varer længe." + +Vi ventede i næsten tre Kvarter uden at høre nogen Lyd. Minutterne +syntes saa lange som Aar, og jeg tror ikke, jeg nogensinde i mit Liv +har følt mig saa lettet, som jeg gjorde, da jeg hørte Døren ovenover +Trappen blive aabnet og dernæst Lyden af Sandaler, medens Munken kom +ned ad Trappen. + +"Er De parat?" hviskede Nikola, idet han lagde Svampen ned tæt ved +mig og gik tilbage til sit eget Værelse. + +"Ja, jeg er," svarede jeg. + +Manden kom nærmere, og hans Fakkel kastede et Lysglimt foran ham. +Endelig traadte han ind. Han bar et Lys i den ene Haand og en stor +Skaal i den anden. Skaalen satte han ned paa Gulvet, og efter at have +gjort det, vendte han sig om for at anbringe Faklen i Ringen. Han +havde imidlertid neppe løftet Armen op, før jeg saá Nikola liste sig +frem fra sit Værelse. Han nærmede sig mere og mere til den intet +anende Munk, og efter at han saa havde maalt Afstanden, kastede han +sig med et stort Spring over Manden og greb ham i Struben. Jeg trak +Benene fra ham, og han faldt, medens Nikola stadig holdt ham om +Halsen. Da saa Svampen blev ført til hans Næse, holdt hans Modstand +efterhaanden op, og lidt efter laa han i Nikolas Arme lige saa +hjælpeløs, som om han var død. + +"Ja, det var den ene," sagde Nikola roligt, medens han lagde ham ned +paa Gulvet. "Nu skal vi have fat i de andre. Tag denne Fyrs Dragt paa +saa hurtigt, som De kan." + +Jeg adlød hans Befaling, og efter et Par Sekunder havde jeg taget +den ejendommelige sorte Hætte paa og skjult den øverste Del af mit +Ansigt og mit Hoved og var rede til at udføre Resten af Planen. Under +denne Spænding følte jeg mig saa lykkelig som et Barn. Det var den +langsomt snigende, unaturlige Tilstand, som havde ødelagt mine +Nerver. Naar jeg kunde gaa lige paa, var jeg ikke bange for noget. + +Jeg holdt et Pengestykke i Haanden, som vi havde aftalt, forlod saa +Værelset og gik op ad Trappen, medens Nikola fulgte et lille Stykke +bag efter mig, men holdt sig i Skyggen. Da jeg kom til Døren, bankede +jeg paa den, og den blev straks aabnet. Der stod to Mænd paa hver +Side af den, og medens jeg gik forbi, sørgede jeg for, at Manden til +højre saá, at jeg havde et Pengestykke i Haanden. Som ved et Tilfælde +tabte jeg det, og det rullede hen foran hans Fod. Han bøjede sig +straks og greb efter det. Da jeg saá, det, vendte jeg mig hurtigt om +imod den anden, og før han kunde gætte min Hensigt, holdt jeg ham i +Struben, men skønt han var uheldigt stillet, viste det sig, at det +ikke var let at overvælde ham. Han var næsten tre Alen høj og meget +firskaaren, og som alle Mænd i Klostret havde han sine Kræfter paa +rede Haand. Jeg holdt ham imidlertid krampagtigt fast, og straks +efter laa vi og brødes paa Gulvet. Jeg véd ikke hvorfor, men denne +Kamp syntes mig at være noget af det behageligste, jeg nogensinde +havde oplevet. + +Vi trillede omkring paa Stengulvet, og jeg holdt stadig Haanden om +hans Hals og hindrede ham i at raabe. Saa lykkedes det mig tilsidst +at slaa Benet om ham og sætte mig paa hans Bryst, og da jeg ikke +havde andet at gøre med min højre Arm, trak jeg den tilbage og gav +ham tre Slag saa stærke, som jeg kunde. + +Naar man ser dette sort paa hvidt, ser det lidt blodtørstigt ud, men +man maa huske paa, at vi kæmpede for Livet, og hvis det lykkedes ham +at gøre Alarm, saa kunde intet paa Jorden frelse os fra Døden. Jeg +maatte derfor benytte den eneste Lejlighed, jeg havde, til at bringe +ham til Tavshed. + +Saa snart han var bevidstløs, saá jeg mig om efter Nikola. Han +knælede ved Siden af den anden, som laa med Ansigtet mod Gulvet, som +om han var død. + +"Jeg vilde give fem Pund for denne Mands Hjerneskal," hviskede +Nikola, medens han rejste sig. "Se en Gang paa den, den er ganske +katteagtigt formet. Jeg har altid det Held at træffe paa den Slags +Eksemplarer, naar jeg ikke kan faa fat i dem." + +Han lod kærtegnende sin Haand glide hen over Mandens Hoved. + +"Jeg har en Glasbeholder i mit Museum i Port Said," sagde han i en +beklagende Tone, "som brillant kunde rumme ham." + +Saa tog han den Svamp op, som han havde brugt til den sidstnævnte +Mand, og gik hen til min Modstander. Han holdt den imod hans Næse og +Mund i tredive Sekunder eller saadan, saa kastede han den fra sig, +afførte Manden hans Klæder og trak dem selv paa. + +"Naa," sagde han, da han havde gjort Toilette til sin Tilfredshed. +"De afløser Vagten ved Midnat, og Klokken er allerede ti Minutter i +halv tolv." + +Han viste Vej gennem Korridoren, og jeg fulgte lige i Hælene paa ham. +Vi havde imidlertid ikke naaet Enden af den, før Nikola bad mig om at +vente, medens han gik tilbage. Da han kom igen, spurgte jeg, hvad han +havde gjort. + +"Ikke meget," svarede han. "Jeg vilde overbevise mig om en mærkelig +Misdannelse paa den Mands Hjerneskal. Det gør mig ondt, at jeg lod +Dem vente, men jeg faar maaske aldrig en Lejlighed igen til at +undersøge et saa udmærket Tilfælde." + +Efter denne Forklaring nedlod denne mærkelige Videnskabsmand sig til +at fortsætte sin Flugt. Vi forlod den lange Gang, som vi nu kendte +saa godt, drejede til venstre, steg op ad en Trappe, fulgte en anden +lille Gang, og kom saa til et Sted, hvor fire Gange stødte sammen. + +"Hvor i al Verden er vi?" spurgte Nikola, idet han saá sig om. "Dette +minder mig om Labyrinten i Hampton Court." + +"Tys, hvad er det for en mærkelig Lyd?" + +Vi lyttede og opdagede, at vi var i Nærheden af det underjordiske +Vandfald, som vi havde set første Gang, vi besøgte den store Hule. + +"Vi er helt ude af vor Kurs," sagde jeg. + +"Kære Bruce," sagde han. "Sig mig en Gang, hvorfor er vi her? Kom vi +her ikke for at opdage deres Hemmeligheder? Naa, og da vi nu i Aften +siger Farvel til dem for bestandig, tror De saa, at jeg vil gaa +tomhændet herfra efter at have vovet saa meget? Hvis De tror det, saa +tager De meget fejl. Hvis jeg gjorde det, vilde det jo være det samme +som at sige, at vor Rejse er fuldstændig mislykket. Og skønt Nikola +ofte praler, maa De indrømme, at han sjælden undlader at gøre, hvad +han paatager sig. Sig ikke mere, men kom med!" + +Han gik ind i en Gang til højre og viste Vej ned ad nogle Trin. Her +var Faklerne lige ved at gaa ud. + +"Hvis vi ikke passer godt paa," sagde Nikola, "kommer vi til at +udføre vort Hverv i Mørke, og det er ikke ønskeligt af forskellige +Grunde." + +Fra det Sted, hvor vi nu stod, kunde vi høre Vandfaldets Larmen +ganske tydeligt, og til venstre kunde vi lige skelne Indgangen til +den store Hule. Til vor Glæde var der ingen Vagter at se, saa vi slap +uskadte ind. Vi tog Resterne af en Fakkel fra en Ring i Nærheden af +Døren og traadte ind sammen. Et mere uhyggeligt Sted end den store +Hule, saadan som den tog sig ud ved en eneste Fakkels Lys, kan man +ikke tænke sig. Utallige Flagermus sværmede omkring i Gangene og +opfyldte Luften med en underlig, aandeagtig Hvisken, medens Hulen var +helt gennemtrængt af den ejendommelige Lighuslugt, som jeg havde lagt +Mærke til ved vort første Besøg, og som Ord ikke kan beskrive. + +"Indgangen til Katakomberne er i denne Ende," sagde Nikola, idet han +gik op ad Midtergangen, "lad os finde den." + +Jeg fulgte ham, og vi naaede den Del af Hulen, der laa længst borte +fra Dørene. Dér fandt vi snart Indgangen og behøvede nu kun at følge +Trinene og gaa ned i den Hvælving, jeg før har beskrevet. Ved vor +Fakkels Lys kunde vi skelne de mumieagtige Skikkelser i Nicherne. Men +Nikola havde kun ringe Opmærksomhed til overs for dem. Han var alt +for optaget af at bestræbe sig for at opdage Fjeren i Midterpillen +til at tænke paa noget andet. Da han fandt den, trykkede han paa den, +og Døren gik op. Saa listede vi os ned ad Stigen og kom ind i den +Forstue, hvor jeg havde ventet den frygtelige Nat. Jeg kan sige én +Ting, og det er den tørre Sandhed: Jeg vilde langt hellere have +kæmpet alene med en halv Snes af de stærkeste Munke i Klostret end +følge min Fører ind i det Værelse; men han vilde ikke finde sig i, at +jeg trak mig tilbage, og derfor gik vi fremad sammen. Rundt om os var +Klostrets hemmelighedsfulde Skatte og alle Slags Redskaber, som +benyttedes til alle de kemiske Forsøg, som Menneskets frugtbare +Hjerne har udklækket. I Baggrunden var der en stor Trædør med smukt +udskaarne Forsiringer. Der var Hængelaase paa den paa tre Sider, og +den saá ud, som om det næsten var umuligt at faa den brudt op. Men +Nikola var ikke den Mand, der lod sig slaa af Marken, og han løste +Vanskeligheden paa en meget simpel Maade. Han aabnede sin vide +Overklædning, tog sin værdifulde Medicinkasse af og stillede den paa +Gulvet. Saa valgte han en lille, men skarp Sav og gav sig til at +arbejde paa Træet, der omgav Kramperne. I mindre end ti Minutter +havde han skaaret Hængelaasene ud, og Døren gik op. Saa gav vi os +til at undersøge de Ting, vi ønskede, med saa stor Hast som muligt. +Der var smaa Glas, antike Pergamentrecepter, tusind Slags Vædsker og +endelig i en Jernkuffert en lille Bog, der var skrevet paa Sanskrit +og meget fint indbunden. Denne gemte Nikola i én af sine mange +omfangsrige Lommer, og saa snart han havde gjort et Udvalg af de +andre Ting, meldte han, at nu var det Tid for os til at vende +tilbage. Just som han kom til denne Slutning, blussede Faklen op, +efter at den hele Tiden var blevet svagere og svagere, og gik helt +ud, og vi stod i Mørke i denne frygtelige Hule. + +"Det er meget uheldigt," sagde Nikola. Saa vedblev han efter en +Pavse: "Men der er jo ikke noget at gøre ved det, vi maa finde os i +det." + +Jeg svarede ikke, men ventede paa, at han skulde foreslaa et eller +andet. Et Øjeblik efter syntes Mørket ikke mere at have noget at sige +for Nikola. Han tog mig i Haanden og førte mig lige gennem Hulen ind +paa Forstuen. + +"Pas paa," sagde han, "her er Stigen." + +Og det var rigtigt nok; medens han talte, gjorde mine Skinneben +Bekendtskab med den. Vanens Magt er sælsom. Smerten var stor, og +skønt jeg var begravet midt i et Bjerg, omgivet af døde Mænd fra en +halv Snes Aarhundreder, brugte jeg netop de samme Ord for at udtrykke +mine Følelser, som jeg vilde have gjort, hvis en Droske havde +tilstænket mine Støvler paa Gaden i London. + +Vi klarede nu op ad Stigen og naaede Hvælvingen, gik op ad Trapperne, +ind i den store Hule, skraaede gennem den og fandt saa Tunnelen og +kom lige saa sikkert gennem den, som om vi havde haft hundrede Fakler +til at lyse for os. + +"Nu maa vore Bestræbelser gaa ud paa at opdage, hvorledes vi skal +komme ud af Bygningen selv," sagde Nikola, da vi naaede det Sted, +hvor fire Gange stødte sammen, "og det ser mig vanskeligt nok ud, +eftersom jeg slet ikke har nogen rigtig Idé om det hele. Lad os prøve +denne Gang først." + +Vi gik saa hurtigt som muligt op ad nogle Trapper, kom forbi det +store Vandfald, gik saa gennem et Par Korridorer, var nær ved at +blive set flere Gange, og endelig, efter utallige Forsøg, naaede vi +den store Hal, hvor vi var blevet modtaget den Dag, vi ankom. + +Næsten i samme Øjeblik hørtes der Raab i Klostret, hvorefter der blev +ringet med den store Klokke, saa tiltog Raabene, og man hørte +Hundreder af Fødder trampe. + +"De er efter os," sagde Nikola. "Vor Flugt er opdaget. Hvis vi nu +ikke kan finde en Vej ud, er vi fuldstændig ødelagte." + +Støjen kom nærmere og nærmere, og vi kunde hvert Øjeblik vente, at +vore Forfølgere skulde vise sig. Som Rotterne i en fremmed Lo, naar +de hører en Rottehund nærme sig, saaledes fo'r vi snart hist hen, +snart her hen under vore Bestræbelser for at opdage en Udgang. Til +sidst kom vi til de Trin, der fra den store Hal førte ned i Dalen. Vi +fløj ned ad dem, saa hurtigt vi kunde, idet vi hvert Øjeblik udsatte +os for at falde og knække Halsen. Vi var næsten for svimle til at +staa, men da vi naaede ned, fandt vi Døren lukket og bevogtet af en +stærk Munk. I samme Øjeblik kastede vi os over ham. Han løftede sin +tunge Stok op og slog efter mig, men jeg undgik hans Slag og sprang +løs paa ham, inden han kunde løfte Stokken igen. Jeg rev min Arm +tilbage og ramte ham med al den Styrke, jeg kunde. Hans Hoved slog +imod Gulvet, og han bevægede sig ikke igen. + +Nikola bøjede sig ned over ham og overbeviste sig om, at han virkelig +var bedøvet. Saa gav han mig Tegn til at give sig Nøglen, og da Døren +var aabnet, gik vi gennem den og lukkede den efter os, idet vi +laasede den paa den anden Side. Saa styrtede vi ned i Dalen saa +hurtigt, som vi kunde. + + + + +XVII. KAPITEL. + + Flugten. + + +Som jeg har sagt, vi var aldrig saa snart kommet igennem Porten, før +vi tog Benene paa Nakken og flygtede ned i Dalen. Jeg for mit +Vedkommende var saa taknemlig over at være borte fra det skrækkelige +Sted og endnu en Gang at indaande Himlens friske Luft, at jeg var til +Mode, som om jeg kunde vedblive at løbe bestandig. Heldigvis var +Natten bælgmørk, og der blæste en stærk Vind. Mørket hindrede vore +Forfølgere i at se den Retning, vi havde valgt, medens Vindens Larm +fuldstændig overdøvede enhver Lyd, vi kunde have gjort, og som ellers +vilde have røbet, hvor vi var. + +I mere end en Time ilede vi af Sted i Dalen paa denne Maade uden at +ænse, hvor vi kom hen, og uden at bryde os om andet end at lægge saa +stor en Afstand som muligt mellem os og vore Forfølgere. Til sidst +kunde jeg ikke mere, jeg standsede og kastede mig ned paa Jorden. +Nikola stod straks stille, saá sig mistænksomt om og satte sig saa +ned ved Siden af mig. + +"Naa, det var altsaa vort Besøg i det store Kloster i Thibet!" sagde +han saa i saa flygtig en Tone, som om han sagde Farvel til en +tilfældig bekendt. + +"Tror De, at vi er sluppet bort fra dem?" spurgte jeg og saá +ængsteligt ned ad den mørke Dal, gennem hvilken vi var kommet. + +"Nej, paa ingen Maade," svarede han. "Husk paa, at vi endnu er +indesluttet af stejle Skrænter, og vi kan ikke være mere end højst en +Mil fra deres Port. Vi maa drage meget forsigtigt frem i en eller to +Uger, og for at kunne gøre det, maa vi benytte hvert eneste Minut, +det er mørkt, paa bedste Maade." + +Vi sad begge to tavse en kort Tid. Jeg var optaget af at prøve paa at +faa mit Vejr igen, medens Nikola fordelte de forskellige Sager, han +havde taget med fra Klostret, omkring paa sit Legeme. + +"Skal vi saa af Sted igen?" spurgte jeg, saa snart jeg syntes, at jeg +kunde fortsætte Vejen. "Jeg ønsker ikke at falde i deres Hænder, kan +jeg forsikre Dem. Hvilken Vej skal vi gaa nu?" + +"Lige frem," svarede han og sprang op. "Vi maa se, hvorhen den Vej +fører her nede i Dalen. Det vil være haabløst at prøve paa at bestige +Klipperne." + +Uden yderligere Tale begav vi os paa Vandring igen og standsede ikke, +før vi var kommet en Mil videre frem. Det var nu nær ved Daggry, den +koldeste, sørgeligste og mørkeste Morgenstund, jeg nogensinde har +oplevet. Medens Lyset nærmede sig, døde Vinden hen, men endnu lød der +Klagelyd blandt Klipperne og i det høje Græs, saa Humøret blev rent +taget fra én. En halv Time senere stod Solen op, og saa raabte Nikola +Holdt. + +"Vi maa skjule os et eller andet Sted," sagde han, "og drage videre, +saa snart Mørket falder paa. Se Dem om efter et Sted, hvor det ikke +er rimeligt, at man opdager os." + +I nogen Tid saá det ud, som om vi ikke skulde opdage noget saadant +Sted, men til sidst fandt vi et, der egnede sig godt til det. Det var +et Sted, der blev indelukket af store Stenblokke og laa højt oppe paa +Skrænten paa en klippefuld Afsats. Vi klatrede derop, samlede en Del +Græs rundt omkring og søgte at indrette os saa hyggeligt som muligt, +indtil det atter blev mørkt. Det var ikke noget hyggeligt Sted, og +hvad der gjorde Stillingen værre var, at vi jo helt manglede Føde og +allerede begyndte at føle Sultens Kvaler. + +Jeg faldt snart i en dyb Søvn, af hvilken jeg ikke vaagnede før +næsten tre Timer senere. + +Da jeg aabnede Øjnene, skinnede Solen endnu klart. Vinden havde lagt +sig, og Luften var lige saa rolig, som Natten havde været støjende og +stormfuld. Jeg saá mig om efter Nikola, men til min Overraskelse sad +han ikke dér, hvor han havde siddet, da jeg faldt i Søvn; han var i +det hele taget slet ikke indenfor Indhegningen. Jeg blev bange for, +at der skulde være hændt ham noget og var lige ved at give mig til at +søge efter ham, da han kom listende inde mellem Klipperne. Jeg vilde +lige til at udtrykke min Glæde over hans Tilbagekomst, men han gav +mig Tegn til at være stille og var et Øjeblik efter ved min Side. + +"Hold Dem saa stille, som De kan," hviskede han, "de er efter os." + +"Hvor nær er de?" spurgte jeg, medens mit Mod sank. + +"De er ikke tre Hundrede Fod herfra," svarede han og bøjede sit Hoved +frem for at lytte. + +Et Øjeblik senere kunde jeg selv høre dem komme ned ad Dalen til +venstre. Deres Stemmer lød ganske klart og tydeligt, og af den Grund +sluttede jeg, at de ikke kunde være mere end hundrede Alen fra os. Nu +kom det store Spørgsmaal: Vilde de opdage os eller ikke? Jeg kunde +neppe trække Vejret af Spænding. En Ting var jeg fast besluttet paa +-- hvis de opdagede vort Skjulested, vilde jeg kæmpe til sidste +Aandedræt hellere end at lade dem fange mig og bringe mig tilbage til +det frygtelige Kloster. Sveden stod paa min Pande i store Perler, +medens jeg lyttede. Det var tydeligt, at de søgte blandt Klipperne +ved Skræntens Fod. Vilde de gaa højere op, hvis de ikke fandt os dér? +Lykken begunstigede os. Enten troede de, at vi var hurtigere, end vi +var, eller ogsaa faldt det dem ikke ind, at der kunde være et +Skjulested her; de drog i alt Fald videre. Denne Overgang fra +ubetinget Fare til forholdsvis Sikkerhed var næsten overvældende, og +selv den stoiske Nikola drog et lettet Suk, medens Lyden af deres +Stemmer efterhaanden døde hen. + +Saa snart det var mørkt den Aften, forlod vi vort Skjulested og gik +ned i Dalen, idet vi passede ivrigt paa, om der ikke var Tegn til, at +Fjenden nærmede sig; men vor lykkelige Stjerne var endnu i sin +Opgang, vi saá ikke noget til dem. Henimod Daggry forlod vi Dalen og +kom ind i, hvad man kunde kalde et stort Basin, der blev dannet af et +Antal høje Bakker. Paa Bunden af det saaledes dannede Basin laa der +en Landsby. Nikola standsede paa en Bakke og saá sig om. + +"Vi maa finde et Skjulested paa Højen et eller andet Sted her," sagde +han, "men før vi gør det, maa vi have Føde." + +"Og vi maa have andet Tøj," svarede jeg, for man maa huske paa, at vi +endnu var klædt i de Munkeklæder, vi havde haft paa, da vi forlod +Klostret. + +"Ja vel," svarede han, "først Mad og Klæder og saa et Skjulested." + +Han gav mig Tegn til at følge sig, og vi forlod Bakken og nærmede os +Landsbyen. Den var efter det ydre at dømme ikke meget velhavende. Den +indeholdt neppe mere end halvtredsindstyve Huse, hvoraf de fleste var +af den sædvanlige thibetanske Art, det vil sige bygget af løse Stene +med Tag af Fyrretræsspaaner, saa at det var let baade for Vind og +Regn at komme derind. Familien bor i det ene Værelse, og det andet, +for der er sjældent mere end to, er beboet af Køer, Svin, Hunde, Høns +og andre Husdyr. + +Da vi nærmede os det første Hus, bad Nikola mig om at blive, hvor jeg +var, medens han gik derhen og saá, hvad han kunde skaffe os. Af mange +Grunde havde jeg ikke meget tilovers for denne Ordning, men jeg +kendte ham for godt nu til at spilde min Tid med at argumentere. Han +forlod mig og listede sig fremad. Det var bidende koldt, og medens +han var borte, og jeg stod stille, følte jeg mig til Mode, som om jeg +blev frosset til en solid Isblok. Jeg kan ikke sige, hvor højt vi var +oppe, men Højden maa have været betydelig, hvis man skal dømme efter +den skarpe Luft. + +Nikola var næsten tyve Minutter borte. Endelig vendte han imidlertid +tilbage og medbragte en Del Klæder, deriblandt to thibetanske Hatte, +et Par tykke Tæpper og, hvad der var det allerbedste, en Del Føde. +Denne bestod af en halv Snes grove Kager, en ejendommelig Slags Brød +og nogle nylagte Æg; han havde ogsaa en Skaal Mælk. Som Betaling, +sagde han, havde han efterladt et lille Guldstykke, idet han troede, +at det vilde være det mest eftertrykkelige Middel til at faa Ejeren +til at tie. Vi satte os i Ly af en fremspringende Klippe og spiste +saa meget af Maden, som vi kunde faa ned. Saa delte vi Klæderne i to +Bundter og gik gennem Dalen i østlig Retning. + +Ved Daggry havde vi lagt et betydeligt Stykke Vej mellem os og +Landsbyen, og saa fandt vi Ly i en lille Hule halvvejs op ad en ujævn +Høj. + +Neden for os var der en Gruppe Bjergfyr og paa den anden Side af +Dalen en Klippe, der lignede den, vi var klatret ned ad for at naa +Klostret. Vi havde taget vore Munkedragter af nu og havde for en +Sikkerheds Skyld gravet dem ned paa et sikkert Sted under et Træ. I +vore nye Dragter med de store Filthatte paa Hovedet kunde vi meget +godt have gaaet for at være ægte Thibetanere. + +Da vi følte, at vort nuværende Skjulested rimeligvis ikke vilde blive +opdaget, lagde vi os ned for at sove. Hvor længe vi slumrede, kan jeg +ikke sige. Jeg véd kun, at jeg af en eller anden Grund vaagnede +forskrækket ved at høre en Lyd fra Dalen dernede. Jeg lyttede et +Øjeblik for at overbevise mig om det og ruskede saa i Nikola, der +endnu sov trygt. + +"Hvad er der?" udbrød han, idet han rejste sig. "Hvorfor vækker De +mig?" + +"Fordi vi er i Fare igen," svarede jeg. "Hvad er det for en Støj i +Dalen?" + +Han lyttede et Øjeblik. + +"Jeg kan ikke høre noget," sagde han. + +Men saa, lige da han vilde tale igen, kom der en Lyd, som fik os +begge til at springe op -- det var Hundegøen. Nu vidste vi begge, at +de eneste Hunde i denne Egn hører til den frygtelige Deggirace, der +omtrent er lige saa høje som Ponyer fra Shetland, lige saa stærke som +Bulbidere og lige saa vilde, som de er kraftige. Hvis vore Fjender +forfulgte os med disse Dyr, var vor Stilling virkelig alt andet end +misundelsesværdig. + +"Af Sted," udbrød Nikola, "de forfølger os med Hundene; op ad Bakken +saa sandt som De har Deres Liv kært!" + +Han havde neppe udtalt disse Ord, før vi fo'r op ad Bakken som Harer. +Vi styrtede af Sted, krøb og sprang fra Klippe til Klippe, indtil jeg +havde en Fornemmelse i Benene, som om jeg ikke kunde komme videre. +Skønt der kun var lidt mere end tre Hundrede Fod fra vort Skjulested +til Skoven paa Toppen, forekom det mig at være en Mil. Da vi naaede +Skoven, kastede vi os udmattede ned paa Jorden, men kun et Minut, saa +var vi oppe igen og fo'r atter af Sted. Vi styrtede gennem Krattet. +Vi havde kun ét Ønske, at slippe bort fra de frygtelige Hunde. Skoven +var tæt, men vi kunde indse, at den ikke kunde byde os noget sikkert +Tilflugtssted. Hvert Skridt, vi gjorde, efterlod et Spor, og vi turde +ikke tøve et Sekund længere end absolut nødvendigt. + +Til sidst naaede vi den anden Side af Skoven. Her begyndte Landet til +vor Overraskelse at skraane nedad i en anden Dal. Fra Udkanten af +Skoven, hvor vi stod, var der næsten en hel Mil aabent Land, ingen +Buske eller Klipper, bag hvilke man kunde søge Dækning. Vi var i en +frygtelig Knibe. Hvis vi vendte om, løb vi lige i Armene paa vore +Forfølgere. Hvis vi vendte os til nogen af Siderne, saa var det lige +saa galt fat, og gik vi frem, var det blot at vise os paa aaben +Grund og blive jaget som Ræve. Men der var ingen Tid til at standse +eller tænke, saa vi fo'r af Sted ned ad Skraaningen. Vi var ikke +kommet halvvejs gennem Dalen, før vi hørte Hundene bryde gennem +Skoven bag ved os, og et Øjeblik senere hørte vi ogsaa Mennesker +raabe. De havde set os og opmuntrede Hundene til at jage os. + +Havde vi løbet hurtigt tidligere, saa fløj vi bogstavelig talt nu. +Hundene naaede ind paa os ved hvert Skridt, og med mindre der hændte +noget uventet, der frelste os, kunde vi betragte os som fuldstændig +fortabte. Nu var vi kun halvandet Hundrede Fod fra det Krat, der +begrænsede Dalen paa den anden Side. Hvis det allerværste skete, og +vi kunde naa derhen, saa kunde vi klatre op i et Træ og sælge vort +Liv saa dyrt som muligt med vore Revolvere. + +Ved den sidste Kraftanstrengelse naaede vi Krattet og styrtede +derind. Den nærmeste Hund -- der var tre af disse kæmpemæssige Dyr -- +var neppe tredive Alen bag os. Pludselig standsede Nikola, der var +foran, som ramt af et Skud, slog ud med Armene og faldt baglænds om. +Da jeg saá ham gøre det, standsede jeg ogsaa, men kun i det yderste +Nu. Et Øjeblik senere vilde jeg være styrtet ned ad en Skrænt i en +Flod nede paa den anden Side. Nu saá jeg, at den første Hund var lige +i Nærheden. Nikola støttede sig til sin Albue og skød den lige saa +koldblodigt, som han vilde have skudt en Due. Den anden faldt i min +Lod; men den tredie viste sig at være mere besværlig. Da den saá sine +Kammeraters Skæbne, standsede den pludselig og krøb sammen mellem +Buskene, idet den knurrede vildt. + +"Dræb den," raabte Nikola med en Ophidselse, som jeg aldrig havde set +hos ham før. Jeg fyrede igen, men ramte den ikke, thi den styrtede +løs paa mig, og hvis jeg ikke havde slaaet ud med Armen, vilde den +have grebet mig i Struben. Saa fyrede Nikola -- jeg følte Kuglen +hvine forbi mit Øre -- og før jeg saá mig om, var det store Dyr +styrtet om paa Jorden og vred sig i Dødskrampe. + +"Hurtigt!" raabte Nikola, idet han sprang op igen, "der er ikke et +Øjeblik at spilde, kast Hundene i Floden!" + +Uden at spilde Tid, gav vi os til det, og i mindre end et halvt Minut +var alle tre Hunde forsvundne i Floden. Da den sidste blev kastet ud, +hørte vi de forreste af vore Forfølgere trænge ind i Skoven. Et +Øjeblik endnu, og det var for sent for os at undslippe. + +"Der er ikke andet at gøre," raabte Nikola, "vi maa følge Hundenes +Eksempel. Saa strejfer de omkring og véd ikke, hvilken Vej, Dyrene er +slaaet ind paa, og før de opdager noget, kan vi være et godt Stykke +nede ad Floden." + +"Ja, kom saa," sagde jeg og sprang ud uden at tøve et Øjeblik. Det +var en Dukkert paa mindst halvtredsindstyve Fod, men den var ikke saa +ubehagelig, som vor Stilling havde været, hvis vi var blevet deroppe. +Nikola fulgte mig, og før vore Fjender kunde naa Flodbredden, var vi +kommet om Omdrejningen og var ude af Syne. + +Men skønt vi for Øjeblikket var sluppet bort, var vor Stilling +aldeles ikke misundelsesværdig. Vandet var saa koldt som Is og +Strømmen meget stærk, medens Dybden ikke kunde være meget under +halvtredsindstyve Fod, skønt jeg kun kunde bedømme det ved at +iagttage Breddens Skraaning. + +I ti Minutter svømmede vi Side om Side i Tavshed. Vore Forfølgeres +Stemmer blev svagere og svagere, indtil vi ikke kunde høre dem +længere. Det var en skrækkelig Svømmetur. Vandets isnende Kulde +syntes at trænge ind til selve Marven, og hvert Øjeblik var jeg til +Mode, som om jeg skulde faa Krampe. En Ting blev snart tydelig: +Strømmens Hurtighed tog stadig til. Pludselig vendte Nikola Hovedet +og raabte: "Svøm ind til Bredden." + +Jeg forsøgte at gøre det, men maatte kæmpe imod Strømmens hele +Styrke, og jeg kæmpede forgæves, Strømmen førte mig længere og +længere bort fra mit Maal, og til sidst blev jeg ført forbi +Vadestedet og ned mellem de stejle Bredder, hvor det var umuligt at +komme i Land. Saa opdagede jeg Nikolas Grund til at raabe til mig. +Jeg kunde se Floden omtrent tre Hundrede Alen forude. Saa var der kun +blaa Himmel og hvide Skyer. Af gode Grunde kunde Floden ikke holde op +dér, saa hvad kunde det være andet end -- et Vandfald? Med utrolig +Hurtighed førte Vandet mig frem, idet det snart snurrede mig rundt +som en Top, snart rev mig hist hen, snart her hen, men stadig nærmere +til Afgrunden. + +Tredive Fod endnu, og jeg kunde høre Vandfaldets uhyggelige Drønen, +og jeg saá, at dets Bred var fuldt af store Klipper. Hvis jeg ikke +ønskede at blive styrtet ud i den visse Død, saá jeg, at jeg maatte +faa fat i en af disse Klipper og klynge mig til den med al den +Styrke, jeg havde tilbage. Underligt nok forlod min Aandsnærværelse +mig ikke selv i dette fortvivlede Øjeblik. Jeg valgte en Klippeblok +og samlede al min Energi for at naa den. Strømmen hjalp mig +heldigvis, saa at jeg næsten uden Anstrengelse blev ført hen imod +den. Jeg strakte Armene ud og greb fat i den, men Stenen var glat, og +jeg kunde ikke holde mig fast. Jeg prøvede atter med samme Resultat. +Saa, ligesom jeg var paa selve Afgrundens Rand, fik jeg fat i en +fremspringende Kant og kunde holde mig. Vandet tyngede frygteligt paa +min Ryg, men jeg klyngede mig fast med overnaturlig Styrke og svang +mig efterhaanden op. Jeg kæmpede for mit Liv, for Gladys, for alt, +hvad der gjorde Livet Umagen værd at leve, og det gav mig +overmenneskelige Kræfter. Til sidst lykkedes det mig at hæve mig +tilstrækkeligt op, saa jeg kunde omslutte Klippen med mine Knæ. Saa +gik det alt meget let, og et Øjeblik efter laa jeg udstrakt paa +Klippen, dødelig udmattet. + +Da jeg var kommet mig lidt, aabnede jeg Øjnene og saá ud over +Klipperanden. Jeg ønsker aldrig at se et saadant Syn igen. Man maa +tænke sig en Flod saa bred som Themsen ved London Bro indesluttet af +to stejle Bredder, medens dens Vand styrter ned i et Klippebassin +næsten en halv Mil nede. Vandfaldets Torden var øredøvende, og fra +Søen dernede rejste der sig en tæt Taage, der i Sollyset straalede +med alle Regnbuens Farver. Betaget af dette storartet rædselsfulde +Billede og den skrækkelige Dødsfare kunde jeg neppe tage Øjnene fra +det. Da jeg gjorde det, saá jeg over paa Bredden til højre; der stod +Nikola og gjorde Tegn til mig. Hans Nærværelse opmuntrede mig, og jeg +begyndte at undersøge, hvorledes jeg skulde naa over til ham, men der +var ingenlunde gode Udsigter til det. Der var ganske vist adskillige +Klipper, og inde ved Bredden var de nær nok til, at en behændig Mand +kunde springe fra den ene til den anden, men uheldigvis var der en +gabende Afgrund paa otte Fod mellem den, paa hvilken jeg laa, og den +næste; det syntes umuligt at naa den. Jeg turde ikke vove Springet, +men hvad skulde der blive af mig, hvis jeg ikke sprang? Jeg begyndte +at fortvivle igen, da jeg saá Nikola pege op ad Strømmen og +forsvinde. + +I omtrent et Kvarter saá jeg ikke noget til ham. Saa viste han sig +igen et Par Hundrede Fod længere oppe ad Bredden, og han pegede midt +ud i Floden. Jeg saá derud og opdagede straks hans Hensigt. Han havde +set en Træstub og havde kastet den ud i Haab om, at den skulde gavne +mig. Den kom nærmere og nærmere, lige i Retning af mig. Da den saa +kom paa Siden af mig, bøjede jeg mig forover, og idet jeg greb efter +en lille Gren, som sad paa den, forsøgte jeg at faa den anbragt +tværs over Mellemrummet. Mine Kræfter slog imidlertid ikke til. Alt, +hvad jeg udrettede, var, at Strømmen kom til at virke paa den +modsatte Side af Stubben. Den hvirvlede straks hurtigt rundt og +forsvandt i næste Øjeblik i Afgrunden, idet den nær havde taget mig +med. Nikola gjorde Tegn til mig og forsvandt saa i Skoven. En halv +Time efter kom en anden Træstub drivende. Denne Gang var jeg +heldigere, og det lykkedes mig med betydelig Vanskelighed at faa fat +i den og faa den klemt inde imellem de to Klipper. + +Den farligste Del af det hele skulde nu begynde. Jeg maatte over til +den anden Side af denne skrøbelige Bro. Med bankende Hjerte krøb jeg +over mit eget Klippestykke, og efter at jeg saa havde set mig endnu +en Gang om og prøvet Træklodsen, saa godt jeg kunde, satte jeg mig +tværs over den. Vandets Tryk paa mine Ben var umaadelig stærkt, og +jeg udfandt snart, at jeg havde fuldt op at gøre med at holde +Balance. Men jeg vedblev med uendelig Forsigtighed at rykke frem, +indtil jeg til sidst naaede den anden Klippe. I al den Tid vovede jeg +ikke at se hen imod Afgrundens Rand. Havde jeg gjort det, tror jeg, +at mine Kræfter vilde have svigtet mig, jeg vilde have mistet +Balancen og være styrtet ud. Da denne Tur var overstaaet, og jeg var +sikkert anbragt paa den anden Klippe, hvilede jeg mig et Par +Minutter, og saa rejste jeg mig, maalte Afstanden saa omhyggeligt som +muligt og sprang til den tredie. Resten var let nok, og et Øjeblik +efter laa jeg ganske overvældet ved Nikolas Fødder. Saa snart jeg var +i Sikkerhed, svigtede mine Kræfter, min Aandsnærværelse, min Styrke, +eller hvad man skal kalde det, mig fuldstændig, og jeg skjalv som et +lille Barn. + +"Det slap De fra med Nød og neppe," sagde Nikola. "Da jeg saá, at De +ikke kunde komme op til Bredden derovre, blev jeg enig med mig selv +om, at det var ude med Dem. Naa, men naar Enden er god, er alting +godt, og nu maa vi finde paa, hvad der er klogest for os at gøre +videre." + +"Hvad raader De til?" spurgte jeg med klaprende Tænder. + +"Jeg raader til, at vi søger et Sted her i Nærheden, hvor der er Læ, +tænder et Baal og tørrer vort Tøj, saa gaar vi ned til Floden paa den +anden Side af Vandfaldet, bygger en Tømmerflaade og driver af Sted +paa den, til vi naar en Landsby. Dér kan vi saa maaske købe Æsler og, +hvis alt gaar vel, fortsætte Rejsen til Kysten ad en anden Vej." + +"Men tror De ikke, at vore Fjender har advaret Indbyggerne i +Landsbyerne her omkring, saa de passer paa os?" + +"Det maa vi finde os i. Lad os saa søge et Sted, hvor vi kan tænde et +Baal, De er jo ganske forfrossen." + +En halv Mil eller saadan længere fremme opdagede vi det Sted, vi +ønskede, tændte vort Baal og tørrede vort Tøj. I al den Tid led jeg +meget. Det ene Øjeblik var jeg saa kold som Is, det næste havde jeg +brændende Feber. Nikola gav mig noget Medicin af sin Medicinkasse, +som han havde hos sig ligesom de Sager, han havde taget i Klostret, +og saa lagde vi os ned og sov. + +Fra det Øjeblik har jeg ingen Erindring om, hvad der skete mere, før +jeg vaagnede og fandt mig liggende hyggeligt i et pænt, men tarveligt +udstyret Sovekammer. Hvor jeg var, eller hvorledes jeg var kommet +der, det kunde jeg lige saa lidt sige, som jeg kunde flyve. Jeg +forsøgte at komme op for at se ud af Vinduet, men jeg var alt for +svag til det. Derfor lagde jeg mig igen, og da jeg gjorde det, gjorde +jeg en anden mærkelig Opdagelse -- min Pisk var forsvundet. + +I næsten en halv Time forsøgte jeg at finde ud af dette. Saa hørte +jeg Fodtrin i Gangen udenfor, og et Øjeblik senere traadte en værdig +Præst ind og spurgte mig paa Fransk, hvorledes jeg havde det. Jeg +svarede, at jeg troede, at jeg havde det meget bedre, skønt jeg endnu +var meget svag, og sagde saa, at jeg vilde være ham taknemlig, hvis +han vilde sige mig, hvor jeg var, og hvorledes jeg var kommet der. + +"De er i den franske Mission i Ya-Chow-Fu," sagde han. "De blev bragt +hertil for fjorten Dage siden af en Englænder, som, efter hvad jeg +kunde forstaa, havde fundet Dem højere oppe ved Floden med et haardt +Anfald af Gigtfeber." + +"Og hvor er denne -- denne Englænder nu?" + +"Det kan jeg ikke sige. Han forlod os for en Uge siden, jeg tror, for +at tage paa en Botaniseretur længere mod Vest. Da han sagde Farvel +til os, gav han mig en Sum Penge, som jeg, saa snart De er i Stand +til at flyttes, skal bruge til at leje en Baad og Kulier til at føre +Dem til I-Chang, hvor De kan komme om Bord paa et Dampskib og tage +til Shanghai." + +"Efterlod han sig ikke Besked om, hvor vidt jeg skulde se ham igen, +og hvis saa, hvor?" + +"Jeg har et Brev i Lommen til Dem." + +Den værdige Præst tog et Brev frem, som han rakte mig. Saa snart han +var gaaet, aabnede jeg det og læste det ivrigt. Det lød, som følger: + + "Kære Bruce! + + Naar De læser dette, haaber jeg, at De er rigtig paa Vejen til at + blive rask igen. Efter Deres lille Eksperiment ved Vandfaldet + blev De alvorligt syg af Gigtfeber. Det var en rar Historie for + mig at faa Dem ned ad Strømmen paa en Tømmerflaade, men, som De + ser, jeg gjorde det og fik Dem lykkelig og vel til den franske + Mission Ya-Chow-Fu. Jeg skriver disse Linier for at byde Dem + Farvel for Øjeblikket, da jeg tror, det er bedst, vi i Fremtiden + rejser ad forskellige Veje. Men jeg træffer Dem maaske i I-Chang. + En Ting vil jeg raade Dem til, optræd i Fremtiden som Europæer og + hav Øje med Dem, saa der ikke saa let sker noget Lumskeri med + Dem. Det hemmelige Samfund har Afdelinger alle Vegne, og nu tror + jeg nok, at de er blevet advarede. Husk paa, at de sikkert vil + forsøge at faa de Ting tilbage, som vi har taget, og at de ogsaa + vil forsøge at straffe os for vor Frækhed. Jeg takker Dem for + Deres Kammeratskab og for den Trofasthed, De har vist mig paa + hele Rejsen. Jeg tror, at jeg ikke kan sige Dem nogen større + Kompliment end den, at jeg ikke kunde have ønsket mig en bedre + Kammerat. + + Deres hengivne + Nikola." + +Det var det hele. + +En Uge efter sagde jeg Farvel til min gæstevenlige Vært, der havde +lejet en Baad og paalideligt Mandskab til mig, og begav mig af Sted +paa min lange Rejse ned ad Floden. Jeg naaede I-Chang, hvor jeg +skulde forlade min Baad og tage Billet til Shanghai, uden nogen +yderligere Hændelse. + +Da jeg erfarede, at der ikke var nogen Damper, der sejlede før næste +Dag, gik jeg i Land, hvor jeg fandt et Værtshus og lejede mig et +Værelse. Men skønt jeg ventede hele Aftenen og saa længe, som jeg +kunde næste Dag, viste Nikola sig ikke. Saa gik jeg Klokken fire om +Bord paa Damperen "Kiang-Yung" og naaede i tilbørlig Tid Shanghai. + +Hvor taknemlig jeg var ved atter at betræde denne By, kan man slet +ikke tænke sig. Jeg kunde være faldet paa Knæ og have kysset Jorden i +min Taknemlighed. Nu var jeg jo atter under civiliserede Forhold. Jeg +kunde opsøge min elskede, og hvis hun endnu tænkte som jeg, saa kunde +jeg gøre hende til min Hustru. Saa var jeg jo desuden helt rask igen, +og, hvad der slet ikke var saa ilde, jeg havde en Sum paa 10,000 +Pund staaende hos min Bankier. Jeg bestemte at besøge Barkston og +Mc'Andrew den Dag, og den næste vilde jeg rejse til Tientsin og +opsøge min elskede. Men jeg skulde alligevel ikke gøre den Rejse. + +Jeg gik hen i Klubben og spurgte efter George Barkston. Han var der +tilfældigvis og modtog mig med den største Overraskelse. + +"Naa, Bruce," udbrød han, "det er virkelig højst mærkeligt, jeg talte +netop om Dem i Morges, og saa viser De Dem pludselig her, som, ja +hvad skal jeg sige, som den evige Jøde, ganske uventet og pludselig. +Men lad os ikke staa her! Kom med, De skal med ud paa min Villa og +spise Frokost." + +"Min kære Ven, jeg --" + +"Aa, jeg véd, hvad De vil sige," udbrød han, "men kom nu bare med. +Jeg har en hel Del Nyt til Dem." + +Jeg kunde ikke faa ham til at sige, hvad det var. Og saa lejede vi to +Jinrickshawer og kørte ud til hans Villa. + +Da vi naaede den, fik jeg Befaling til at vente i Forstuen, medens +han opsøgte sin Hustru. Saa førte han mig ind i Salen, aabnede Døren +og bad mig gaa indenfor. Skønt jeg undrede mig over, hvad det kunde +være for en Hemmelighed, han havde, gjorde jeg, som han ønskede. + +I en Lænestol nær ved Vinduet sad der en Dame og syede. Damen var +Gladys! + +"Wilfred!" udbrød hun, idet hun sprang op og blev ganske bleg, for +hun kunde neppe tro sine egne Øjne. + +"Gladys!" svarede jeg, idet jeg tog hende i mine Arme og kyssede +hende. + +"Jeg kan slet ikke tro paa, at det er sandt," sagde hun, efter at den +første Henrykkelse var forbi. "Hvorfor lod du mig ikke vide, at du +kom til Shanghai?" + +"Fordi jeg ikke havde nogen Idé om, at du var her," svarede jeg. + +"Men var du ikke hos Williams i Tientsin, og gav han dig ikke mit +Brev?" + +"Jeg har hverken været i Tientsin eller talt med Hr. Williams. Jeg er +kommet lige ned ad Yang-Tze-Kiang Floden Vest fra." + +"Aa, jeg er saa glad og saa taknemlig, fordi jeg har dig igen. Vi har +været saa længe fra hinanden." + +"Holder du endnu af mig, Gladys?" + +"Hvor kan du tvivle om det, min Ven? Jeg holder endnu meget mere af +dig end nogensinde før. Kan du ikke se det paa den Modtagelse, du +faar?" + +"Jo, naturligvis," udbrød jeg. "Jeg vilde kun høre dig sige det. Men +sig mig nu, hvorledes kommer du til Shanghai, og hvorledes kommer du +saa netop til Barkstons Hus?" + +"Det er alt for lang en Historie at fortælle i alle Enkeltheder, det +maa jeg vente med til en anden Gang. Men saa meget vil jeg sige dig, +at min Søster og Svoger er blevne forflyttede til en ny Post i Japan, +og medens de indretter deres Hus i Tokio, er jeg kommet hertil for at +besøge Fru Barkston, der er min Skolekammerat. Jeg venter dem om en +Uges Tid, saa kommer de for at hente mig." + +"Men nu kommer det vigtigste af alle Spørgsmaal: Naar skal vi gifte +os?" + +Hun slog Øjnene ned og rødmede saa sødt, at jeg maatte tage hende i +mine Arme igen og kysse hende. Men jeg forlangte Svar paa mit +Spørgsmaal, og vi blev saa enige om, at vi skulde forelægge hendes +Svoger Spørgsmaalet, naar han ankom Ugen efter. + +For at afslutte min lange Historie, lad mig sige, at vi blev gift tre +Uger efter, at jeg var kommet til Shanghai, i den engelske Kirke, og +at vi tilbragte Hvedebrødsdagene i Japan. Man skulde tro, at min +Forbindelse med den kinesiske Nation blev afsluttet med mit Ægteskab. +Men det var uheldigvis ikke Tilfældet. To Dage efter vor Ankomst til +Nagasaki hændte der to mærkelige Begivenheder, som førte til en højst +ubehagelig Mistanke. Min Hustru og jeg havde trukket os tilbage for +Natten og sov begge trygt, da vi blev vækkede af et højt Brandraab. +Til min Rædsel opdagede jeg, at vort Værelse stod i lyse Luer. Jeg +brød Døren op, og efter at have gjort det, greb jeg min Hustru, +kastede et Tæppe over hende og fo'r ud med hende. Ingen kunde sige, +hvorledes Branden var opstaaet, men det var heldigt, at vi blev +vækkede i Tide, ellers vilde vi ganske sikkert være omkommet. De +fleste af vore Sager blev ødelagte af Branden. Da en venlig +Englænder, som boede i Nærheden, saá vor Tilstand, fattede han +Medlidenhed med os og forlangte, at vi skulde bo i hans Hus, indtil +vi havde taget nærmere Bestemmelse om Fremtiden. Vi blev hos ham i to +Dage, og det var Dagen efter, at vi var flyttet ind til ham, at der +hændte en anden Ting, som gjorde mig urolig. + +Vi havde været i Butiker om Morgenen og kom tilbage lige i rette Tid +til Frokost. Den stod paa Bordet, da vi kom. Medens vi vaskede vore +Hænder, før vi satte os ned, klatrede vor Værts lille Hund op paa +Bordet og stjal noget af Maden. Da vi kom tilbage -- Villaens Ejer +spiste sin Frokost paa Kontoret og kom ikke hjem før om Aftenen -- +havde den ædt Halvdelen af en Ret Karri og ødelagt Resten. Vi +foretrak at nøjes med Biskuit og Smør hellere end at kalde paa +Tjenestefolkene og gøre dem den Ulejlighed at lave noget andet. En +Time senere var Hunden død. Den var blevet forgiftet, som vi vilde +være blevet, hvis vi havde nydt af Karrien. Den nye Kok, som vi +senere opdagede var en Kineser, var i Mellemtiden løbet sin Vej og +kunde ikke findes igen. + +Da jeg den Aften vendte hjem i Tusmørket, blev der fra et Vindue +kastet en Kniv paa mig, som gik forbi min Hals og fo'r ind i +Tremmeværket paa det Hus, jeg gik forbi. Saa tog jeg uden at tøve +længere to Billetter til Dampskibet og sejlede den næste Dag med min +Hustru til England. + +I London lejede jeg et lille møbleret Hus i en rolig Del af +Kensington og bosatte mig foreløbig dér, medens jeg saá mig om efter +en lille Ejendom paa Landet. + +Jeg vil nu fortælle den sidste Overraskelse, før jeg siger Farvel. En +Eftermiddag tog jeg til Byen for at raadføre mig med en Kommissionær +om en Ejendom, jeg havde set averteret, og da jeg gik ned ad +"Strand", medens jeg ventede paa en Omnibus, følte jeg en Haand paa +min Skulder. Jeg vendte mig om og stod Ansigt til Ansigt med Nikola. +Han havde lang Frakke og høj Hat paa, men var ellers den samme som +altid. + +"Dr. Nikola!" udbrød jeg forbavset. + +"Ja, Dr. Nikola," svarede han roligt uden noget Tegn paa Bevægelse. +"Glæder det Dem at se mig igen?" + +"Ja, det glæder mig meget," svarede jeg; "men jeg kan neppe tro det. +Jeg troede, at De endnu stadig var i Kina." + +"Nej, der blev det for hedt for mig," sagde han leende; "men jeg +tager derud igen, saa snart denne Storm har fortaget sig. I +Mellemtiden rejser jeg til St. Petersborg i en vigtig Forretning. +Hvor opholder De Dem, og hvorledes har Deres Kone det?" + +"Jeg bor i Kensington," svarede jeg, "og det glæder mig at sige, at +min Kone har det rigtigt godt." + +"Jeg behøver ikke at spørge Dem, om De er lykkelig; det fortæller +Deres Ansigt mig. Har De en halv Time tilovers til mig?" + +"Med den største Fornøjelse." + +"Følg saa med til Charing Cross. Jeg vilde gerne tale lidt med Dem. +Min Droske holder dér." + +Han førte mig hen til en Droske, som ventede ved Fortovet, og da jeg +havde sat mig i den, steg han op og satte sig ved Siden af mig. + +"Ja, her er bedre end i Thibet, ikke sandt?" sagde han, medens vi +kørte. + +"Jo, meget bedre," svarede jeg leende. "Men hvor er det ikke +vidunderligt, at vi skal mødes her paa denne prosaiske Maade efter +alt, hvad vi har gennemgaaet! Hør, der er én Ting, jeg aldrig har +kunnet forstaa: Hvad blev der af Dem, da De havde forladt mig i +Ya-Chow-Fu?" + +"Jeg slog ind paa en anden Vej for at bortlede vore Forfølgeres +Spor." + +"Tror De da, vi blev forfulgte?" + +"Ja, desværre, det er jeg sikker paa. Og hvad der er værre, de er +ogsaa efter os nu. Der er gjort seks Attentater paa mit Liv i det +sidste Fjerdingaar, men endnu er det ikke lykkedes dem at ramme mig. +Ja, De vil neppe tro det, men selv i dette Øjeblik er der to +Kinesere, som forfølger Dem ned ad "Strand". Tusmørket er faldet paa, +og De kunde jo muligvis gaa ned ad en Sidegade og saaledes give dem +den Lejlighed, de ønsker. Det er delvis derfor, jeg vilde have Dem op +i min Droske." + +"For Pokker ogsaa, saa var min Mistanke jo alligevel rigtig. Der blev +stukket Ild paa det Hotel, vi opholdt os i Nagasaki den første Nat, +vi var der. To Dage senere blev et Fad Karri, som vi skulde spise, +forgiftet, og senere var jeg lige ved at blive ramt af en Kniv. I +Gaar saá jeg en Kineser i Nærheden af vort Hus i Kensington; jeg +syntes, at han iagttog Huset, men jeg kan jo have taget fejl." + +"Hvordan saá han ud? Havde han engelske Klæder paa? Manglede han +Halvdelen af det venstre Øre?" + +"De beskriver ham ganske nøjagtigt." + +"Det er Quong Ma. Pas saa paa! Hvis den Herre er efter Dem, saa vil +jeg raade Dem til at rejse herfra. Han hager sig fast ved Dem, til +han faar en Lejlighed, og saa slaar han løs. Følg mit Raad og forlad +England, medens De kan. Jeg skal sige Dem, de vil have de Sager, som +vi tog med os, og de vil have Hævn. Og for at opnaa det, følger de os +til Verdens Ende." + +"Endnu et meget vigtigt Spørgsmaal: Har de Sager, De tog med Dem, +vist sig at være tilstrækkelig værdifulde, saa at De fik al Deres +Ulejlighed og alle Deres Udgifter erstattede?" + +"Ja, de har vist sig at være af mere end tilstrækkelig Værdi. Jeg +tager nu til St. Petersborg for at undersøge Bedøvelsesmidlet sammen +med en fransk Kemiker, og om mindre end et Aar, tror jeg, jeg skal +komme med en Opdagelse, som vil forbavse Verden. Vent nu og se." + +Medens han sagde det, rullede vi ind paa Stationen, og et Minut +senere stod vi ved Eksprestoget. Der var næsten ikke Tid mere; +Passagererne blev opfordrede til at indtage deres Pladser. Nikola +sørgede for sin Bagage og kom saa tilbage til mig og rakte mig +Haanden. + +"Farvel, Bruce," sagde han. "Vi ses sandsynligvis aldrig igen. De +hjalp mig godt, og jeg ønsker Dem al mulig Lykke. Lad mig kun sige et +advarende Ord endnu: Vogt Dem for den Fyr med det halve Øre, giv ham +ikke nogen Lejlighed til at faa fat i Dem. Farvel, og tænk undertiden +paa Dr. Nikola!" + +Jeg trykkede ham i Haanden. Lokomotivet fløjtede, og Toget dampede ud +fra Stationen. Jeg hilste endnu en Gang med Haanden, og siden det +Øjeblik har jeg hverken hørt eller set noget til Dr. Nikola, den +mærkeligste Mand, jeg nogensinde er kommet i Berøring med. + +Da den sidste Vogn var ude af Syne, gik jeg ind i Stationsgaarden +for at faa mig en Droske, men da jeg havde vinket ad en, smuttede en +Mand forbi mig og tog den. Til min Forskrækkelse var det den Kineser +med det halve Øre, som jeg havde set udenfor mit Hus Dagen i +Forvejen. + +Jeg ventede, indtil han var kørt, gik saa ned til en af de +underjordiske Jernbanestationer, tog en Billet til Earl's Court og +kørte saa hjem derfra saa hurtigt som muligt. Paa Dørtærskelen hilste +min Tjener mig med den Underretning, at der lige havde været en +Kineser, som vilde tale med mig. Jeg tøvede ikke længe, men pakkede +mine Sager ind, og et Par Timer efter havde min Hustru og jeg forladt +London og var taget til en lille Købstad midt inde i Landet. Her +tænkte vi, at vi i alt Fald kunde være sikre, men det viste sig, at +vi ikke var mere sikre dér end i London eller Nagasaki, for i Løbet +af den første Uge opstod der en Ildebrand i det Hotel, vi boede i, +midt om Natten, og det var anden Gang siden vort Bryllup, at det lige +med Nød og neppe lykkedes os at slippe derfra med Livet. + +Den næste Dag drog vi til en anden By i Devonshire. Vore Fjender +vedblev imidlertid at forfølge os, og vi havde ikke været der en +Maaned, før der ved højlys Dag blev gjort et dumdristigt Indbrud i +min Lejlighed, og da min Hustru og jeg vendte tilbage fra en Udflugt +til en Landsby i Nærheden, fandt vi alle vore Kufferter og Gemmer +aabnede og vore Ejendele strøede omkring. Det mærkeligste ved det +hele var imidlertid, at der intet manglede undtagen en lille kinesisk +Kniv. + +Egnens Politi kom paa Benene; den eneste Person, de kunde have +Mistanke til, var en Søn af det himmelske Rige med et halvt Øre, som +man havde iagttaget i Byen Dagen i Forvejen; men de kunde ikke faa +fat i ham. + +Da jeg hørte dette, raadførte jeg mig med min Hustru, fortalte hende +om Nikolas Advarsel og spurgte, hvad hun mente. + +Resultatet var, at vi forlod Hotellet til stor Sorg for Ejeren, og at +vi samme Aften rejste til Southampton, hvorfra vi tog til New York +den følgende Dag. Døm om vore Følelser, da vi i en Formiddagsavis, +som vi købte om Bord, lige før vi skulde sejle, læste, at de Folk, +der havde ligget i den Seng, vi havde haft, om Morgenen var blevet +fundne myrdede. + +I New York var der endogsaa farligere for os end i England, og der +blev gjort fire Attentater paa mit Liv. Vi drog derfor gennem +Fastlandet til St. Francisco, men maatte forlade denne By tre Dage +efter af samme Grund. + +Hvor vi er nu, det kan jeg ikke sige. Jeg vil blot sige den ene Ting, +at skønt vi har været her i et halvt Aar, har vi ikke set noget til +Kineseren med det halve Øre lige saa lidt som til nogen anden af hans +Race. Vi lever vort eget Liv og har vore egne Interesser, og nu, da +jeg har faaet en Søn, er vi saa lykkelige, som to Mennesker under +lignende Forhold kan ventes at være. Jeg elsker og ærer min Hustru +frem for alle andre Kvinder, og af denne Grund, om ikke af nogen +anden, vil jeg aldrig beklage de Omstændigheder, som fremkaldte mit +Møde med denne mærkelige Dr. Nikola. + + + + +MARTIN's BØGER + + +MARTIN'S STANDARD UDGAVE (50 Øre pr. Bind.) + + 1. Bind, _Strindberg, August_: Skærgaardsfolk. 2. Oplag. + 2. " _Tolstoy, Leo_: Kreutzer-Sonaten. 3. Oplag. + 3. " _Claretie, Jules_: Amerikanerinden. (Uds.) + 4. " _Balzac, H. de_: Eugénie Grandet. (Uds.) + 5. " _France, Anatole_: Dronning Gaasefod. + 6. " _Goethe_: Den unge Werthers Lidelser. + 7. " _Norman-Hansen, C. M._: De glade Smils Boplads. (Uds.) + 8. " _Prévost, Marcel_: Pierre og Therese. (Uds.) + 9. " _Mann, Thomas_: Hans Kgl. Højhed. + 10. " _Saint-Pierre_: Povl og Virginie. (Uds.) + 11. " _Cherbuliez, Victor_: Meta Holdenis. (Uds.) + 12. " _Musset, Alfred de_: Et Barn af Aarhundredet. (Uds.) + 13. " _Schnitzler, Arthur_: Fru Bertha Garlan. + 14. " _Murger, Henry_: Bohèmeliv. (Uds.) + 15. " _Loti, Pierre_: Islandsfiskeren. + 16. " _Richepin, Jean_: Danserinden. + 17. " _Manzoni_: De Trolovede. (Uds.) + 18. " _Maupassant, Guy de_: Vort Hjerte. (Uds.) + 19. " _Prévost, Marcel_: Fyrstinden af Erminge. (Uds.) + 20. " _Harte, Bret_: Byens Myndling. (Uds.) + 21. " _Turgénjev, Ivan_: Dagen før. (Uds.) + + +STANDARD DOBBELTBIND (1 Kr. pr. Bind.) + + 22. Bind, _Hugo, Victor_: Manden som ler. (Uds.) + 23. " _Maurier, Georges du_: Trilby. + 24. " _Dostojewski, F._: Raskolnikov. + 25. " _Huysmans, J._: Samliv. + 26. " _London, Jack_: Sneens Datter. 2. Oplag. (Uds.) + 27. " _Caine Hall_: En Kristen. (Uds.) + 28. " _Prévost, Marcel_: Halvt Uskyldige. + 29. " _Hugo, Victor_: De Elendige. I. Del + 30. " -- -- II. Del. + 31. " _Mirbeau, Octave_: Vejen til Golgatha. + 32. " _Willy_: Claudine i Paris. (Uds.) + 33. " _Sudermann, Hermann_: Fortid. + 34. " _Lindau, Paul_: Kniplinger. + 35. " _Hegeler, Wilhelm_: Pastor Klinghammer. + 36. " _Lesueur, Daniel_: Kærlighedsmasken. + 37. " _Bordeaux, Henry_: Fodtrin under Sneen. + 38. " _Hegeler, Wilhelm_: Sindssyg eller ikke --? + 39. " _Fleischmann, Hector_: Napoleons kvindelige Spion. + 40. " _Zola, Emile_: Nana. + 41. " _Bourget, Paul_: Løgn. + 42. " _Glyn, Elinor_: Aphrodites Datter. 2. Oplag. (Uds.) + 43. " _Prévost, Marcel_: Kvindebreve. + 44. " _London, Jack_: Afgrundens Folk. 3. Oplag. + 45. " _Hope, Anthony_: Den lykkelige Ø's Dronning. + 46. " _Glyn, Elinor_: Theodoras Ægteskab. 2. Oplag. (Uds.) + 47. " _Orczy, Baronesse_: Hendes Ridder. 2. Oplag. + 48. " _Weyman, Stanley J._: Mademoiselle. + 49. " _London, Jack_: En Klondike Helt. 2. Oplag. + 50. " _Glyn, Elinor_: Evangelines Genvordigheder. 2. Oplag. + 51. " _London, Jack_: Martin Eden. 2. Oplag. (Uds.) + 52. " _Orczy, Baronesse_: Skørteregimentet. + 53. " _Montegut, Maurice_: Den sorte Klovn. + 54. " _Beach, Rex_: Sølvstimen. (Uds.) + 55. " _London, Jack_: Paa Eventyr. 2. Oplag. (Uds.) + 56. " _Orczy, Baronesse_: Eldorado. (Uds.) + 57. " _Suttner, Bertha v._: Ned med Vaabnene. 2. Oplag. (Uds.) + 58. " _London, Jack_: Hvor Guldfeberen raser. (Uds.) + 59. " _Beach, Rex_: Broen. + 60. " _Orczy, Baronesse_: Cæsarernes Datter. 2. Oplag. + 61. " _London, Jack_: Kong Alkohol. 2. Oplag. + 62. " _Merriman, H. S._: Sædemænd. + 63. " _London, Jack_: Maanedalen. I. Bind. 2. Oplag. + 64. " -- -- II. Bind. 2. Oplag. + 65. " _Orczy, Baronesse_: Hedens Helt. + 66. " _Glyn, Elinor_: Men Kærligheden sejrer. 2. Oplag. + 67. " _London, Jack_: Vagabondliv. + 68. " _Norris, Frank_: Dyret. 2. Oplag. + 69. " _Benson, E. F._: Familien Osborne. + 70. " _London, Jack_: En Solens Søn. (Uds.) + 71. " _Orczy, Baronesse_: Den leende Kavaler. (Uds.) + 72. " _Zola, Emile_: Det store Krach. + 73. " _Benson, E. F._: Mammon & Co. + 74. " _Stacpoole, H. de Vere_: De islandske Kabelmænd. + 75. " _London, Jack_: Rundt Kap Horn, 1. Bind. + 76. " -- -- 2. Bind. + 77. " _Bordeaux, Henry_: Doktorens Arv. + + +DAMERNES BØGER: + + 1. Bind, _Habberton, John_: Min Søsters Børn. 50 Øre. (Uds.) + 2. " _Gyp_: Chiffons Ægteskab. 50 Øre. (Uds.) + 3. " _Glyn, Elinor_: Elizabeth i Amerika. 2. Oplag. 50 Øre. + (Uds.) + 4. " _Harland, H._: Hertuginde Beatrice. 50 Øre. (Uds.) + 5. " _Glyn, Elinor_: Elizabeths Forlovelse. 2. Oplag. 50 Øre. + 6. " _Lesueur, Daniel_: Af tvivlsom Herkomst. 1 Kr. + 7. " _Keyserling, E. v._: Brogede Hjerter. 50 Øre. + 8. " _Glyn, Elinor_: Hvor kunde han --? 2. Oplag. 1 Kr. (Uds.) + 9. " _Glyn, Elinor_: Kærlighedens Magt. 1 Kr. (Uds.) + 10. " _Yver, Colette_: Fru Doktor. 1 Kr. + 11. " _Glyn, Elinor_: Hendes Hemmelighed. 2. Oplag. 1 Kr. + 12. " Ingeborgs tyske Ægteskab. 1 Kr. + 13. " _Glyn, Elinor_: En ung Dames Dagbog. 1 Kr. + + +MARTIN'S JUNIOR BØGER: + + (50 Øre pr. Bind.) + + 1. Bind, _Defoe, Daniel_: Robinson Crusoe. (Uds.) + 2. " _Haggard, Rider_: Den sorte Lilje. (Uds.) + 3. " _Couch, Quiller_: Den gyldne Spore. (Uds.) + 4. " _Weyman, Stanley_: Bartholomæusnatten. (Uds.) + 5. " _Haggard, Rider_: Kong Salomons Miner. 2. Oplag. + 6. " _Cooper_: Den sidste Mohikaner. (Uds.) + 7. " _Scott, Walter_: Talismanen. (Uds.) + 8. " Eventyr fra mange Lande. (Uds.) + 9. " _Marryat_: Børnene i Nyskoven. (Uds.) + 10. " _Cooper_: Stifinder. + 11. " _Haggard, Rider_: Elefantjægeren. + 12. " _Stowe, Beecher_: Onkel Toms Hytte. (Uds.) + 13. " _Scott, Walter_: Ivanhoe. (Uds.) + 14. " _Cooper_: Hjortedræber. (Uds.) + 15. " _Stevenson_: Den sorte Pil. (Uds.) + 16. " _Hyne_: Skattegraverne ved Amazonfloden. + 17. " _Haggard, Rider_: Abekvinden. (Uds.) + 18. " _Wiggin, Kate_: To smaa Landstrygere. (Uds.) + 19. " _Cooper_: Læderstrømpe. (Uds.) + 20. " _Grimms Eventyr_. + 21. " _Cooper_: Lodsen. + 22. " _Burnet, F. H._: Lille Lord Fauntleroy. (Uds.) + 23. " _Cooper_: Prærien. + 24. " _Marryat_: Sørøveren. + 25. " _Reid, Mayne_: Skalpjægerne. + 26. " _Scott, Walter_: Den skotske Bueskytte. + 27. " _Cooper_: Spionen. + 28. " _Wysz, J. D._: Familien Robinson fra Schweiz. I. + 29. " -- -- II. + 30. " _May, Carl_: Bjørnejægerens Søn. + 31. " _Marryat_: Midshipman Easy. + + +SANITÆRE SMAASKRIFTER: + +_Dr. Bramsen_: + + 1. Bind, Den virkelige Fare i den farlige Alder. 1 Kr. + 2. " Kunsten at spise. 25 Øre. + 3. " Børneflokkens Begrænsning. 50 " + 4. " Daarlige Maver og hvordan de kommer sig. 50 " + 5. " Rent Blod. 50 " + 6. " Daarlige Tænder. 75 " + 7. " Eugenik. 50 " + + +FLYVESKRIFTER: + + _Dr. X_: Lykke og Fremgang. 50 Øre. + + +MARTIN'S HAANDBØGER: + + 1. Bind, Fru Nielsens Kogebog. Heftet. 50 Øre. + -- -- Kartoneret. 1 Kr. + + (Uds.) siger: Udsolgt fra Forlaget. + + + + +Jack London's Bøger + + +EN KLONDIKE HELT 2. Oplag. + +"'En Klondike Helt' er et saadant lykkeligt Fund, Fortællingen om +Guldgraveren 'Himmelbrand', der bliver 30 Gange Millionær, og som +tilsidst smider alle Millionerne væk og bliver Bonde for at leve +sammen med den unge Pige, der har været hans Stenograf paa Kontoret +-- denne harmfuldt fortalte Historie fra moderne Liv i det yderste +Vesten, er saa glimrende fortalt, at man intet Øjeblik standser, +skønt det ikke er nogen Miniaturroman, men en ret bred og tyk Bog. +Den vil faa mange Læsere, og ingen af dem vil fortryde dette nye Møde +med Jack London." + + _Ekstrabladet._ + + +MAANEDALEN 2. Oplag. + +"Der er mange fortræffelige Ting i 'Maanedalen'. Den fortæller om en +professionel Bokser og Vognmandskusk, der gifter sig med en smuk og +begavet Vaskeripige, og hvis lykkelige Ægteskab afbrydes af en stor +Strejke. Beskrivelserne af Livet i Vognmandskuskens Omgangskreds er +glimrende, og med stor og ægte Kraft fortæller Forfatteren Strejkens +endeløse Historie, der naturligvis er fuld af Blod og Spektakler paa +ægte amerikansk." + + _Ekstrabladet._ + +"Alle de glimrende Egenskaber, der har givet Jack London Ry som +Amerikas bedste Fortæller, genfinder man i denne Bog." + + _København._ + + +VAGABONDLIV + +"Den amerikanske Forfatter Jack London har oplevet lidt af hvert. Han +har ogsaa prøvet at ture de forenede Stater rundt som Vagabond. Om +nogle af alle de mærkelige Situationer, som dette bragte ham ind i, +faar vi at høre i 'Vagabondliv': om de vidunderlige Historier, han +maatte hitte paa, naar det gjaldt om at redde en Portion Mad og et +Par Skilling, om hvordan man bærer sig ad som 'blind' Passager med +Jernbanerne, om Retfærdighedens lidt summariske Fremgangsmaade +overfor Individer af den Sort o. s. v., o. s. v. Det er baade +spændende og underholdende at læse om, og Jack Londons sunde +Ligevægtighed og frodige Lune har man paa hver Side i Bogen Lejlighed +til at glæde sig over." + + _Tiden._ + + +RUNDT KAP HORN Nyhed. + +En ny Roman af _Jack London_ er udsendt i _Martins_ Udgave. Bogen +handler om en ung amerikansk Forfatter, der træt af Hæder, Rigdom og +Velvære søger noget nyt, noget, der kan sætte hans Sind i nye +Svingninger. Han bestemmer sig for en Rejse med Sejlskibet "Elsinore" +rundt om Kap Horn. Han kommer med sine Kufferter, en Japanertjener, +en Foxterrier og en Række færdige Meninger om Livet og dets +Fænomener; og med sin Trang til det nye søger han at trænge til Bunds +i Livet om Bord. Han lægger nøje Mærke til hver enkelt af Skibets +Udskuds-Besætning, lytter til den forfærdelige gamle Styrmand Pike, +hvis Knoer altid er forslaaede af at tampe Matroserne, en haardhudet +Drabsmand, ægte Søn af sin Race, en blond Germaner af ubestikkelig +Ærlighed og med en dyb og næsten religiøs Kærlighed til Musik. Han +iagttager den slanke Kaptajn West -- fjern, rolig, drømmende, Mand +for med et Ord med sin tonklare Røst at tiltvinge sig den Lydighed, +som Styrmand Pike prygler sig til, og Datteren Frøken West -- stor og +slank og stærk med Nerver af Staal, den Haardhed i sit Syn paa +Menneskene, som Sølivet giver, og dog Kvinde til Fingerspidserne. Og +han studerer Mandskabet: havarerede Stakler, defekte fra Fødslen +eller gennem Drik og Nød, friske fra Tugthuset, frække og selvsikre, +som den, der intet har at miste, Produkter af tre-fire hensygnende +Racer, der efterhaanden har assimileret sig med Snavset og lever fedt +i det. Charles Davis, et byldebefængt, sofistisk Geni; Grækeren Tony, +der gør det ene Selvmordsforsøg efter det andet; Bert Rhine, der +behersker de andre i Kraft af sin overlegne Slyngelagtighed. Der var +noget galt med dem allesammen. Deres Lemmer var forvredne, deres +Ansigter fortrukne. Saa var der Asiaterne. Hovmesteren med sit +skarpe, levende, intelligente Ansigt, de to Sejlmagere, Kokken og +Fortællerens egen Tjener -- kloge og ubrødeligt trofaste Mænd, der +forstaar, hvilke Mennesker de er omgivne af og er rede til at klare +enhver forekommende Situation. + +Og imens sejler "Elsinore" mod Syd gennem Atlanterhavet fra Baltimore +for at naa Seattle i det nordlige Stillehav. Gennem Solskinsdage og +Stjernenætter, Storme og Havblik, vekslende Vinde og stadige og +blodige Kampe mellem de to Styrmænd og Mandskabet -- medens Kaptajnen +drømmende ryger sine Cigarer i Bestiklugaret og kun griber ind, naar +alle andre maa give tabt. Et Mytteri deler en Dag de Ombordværende i +to Lejre, der bekæmper hinanden ved alle Midler, med Rifler saavel +som med ætsende Vædsker -- indtil den svagere Race maa bukke under. + +Langsomt vokser Forfatteren til en Mand, der er sig sin Styrke +bevidst og kan glædes ved at sidde til Højbords med dem, der i Kraft +af deres Races Overlegenhed tvinger de lavere Folkeslag til +Lydighed. Og Frøken West lærer ham langsomt og halvt ubevidst at naa +til den Erkendelse af Kvindens Storhed i sin Ringhed, der kan bringe +en Mand over de fleste Skær uden at opgive sin indre Stolthed. + + _København._ + + + + +MARTIN'S FORLAG -- KØBENHAVN + +EKSPEDITION I KRISTIANIA: _PETER AAS & CO._ + + +MARTIN'S HALVKRONE UDGAVE (Et nyt Bind hver Maaned). + + 13. Bind, Gustave Flaubert: FRU BOVARY. 2. Oplag. + 16. " Lermontoff: VOR TIDS HELT. + 17. " Oliver Goldsmith: PRÆSTEN FRA WAKEFIELD. + 25. " Fedor Dostojewski: EN HANREJ. + 29. " Baronesse Orczy: DEN RØDE PIMPERNEL. 19.-23,000. + 31. " Nathaniel Hawthorne: DET FLAMMENDE BOGSTAV. + 44. " Ivan Turgènjev: AF EN JÆGERS DAGBOG. + 55. " John Hay: STREJKE. + 56. " Frank Powel: RIGET UNDER JORDEN. + 60. " H. S. Merriman: BAG KULISSERNE. + 61. " Jules Lemattre: KONGERNE. + 63. " Gérard de Nerval: MARKIS'ENS FORBRYDELSE. + 69. " Rodolphe Bringer: FOUCHES FORRÆDERI. + 70. " Hans Ludvig Rosegger: GOLFSTRØMMEN. + 73. " R. L. Stevenson: SYDHAVSEVENTYR. + 75. " Cutcliffe Hyne: EN MODERNE SØHELT. + 78. " Blasco Ibanez: TYREFÆGTEREN. + 82. " H. G. Wells: DEN USYNLIGE. + 84. " Gilbert Parker: VALMOND NAPOLEON. + 85. " Bret Harte: EN MINES HISTORIE. + 86. " Rider Haggard: ERIK ILDØJE. + 87. " Gilbert Parker: SVÆRDETS SPOR. + 88. " Bret Harte: EN EVENTYRER. + 89. " Guy Boothby: DOKTOR NIKOLA. + + Manglende Numre er udsolgt fra Forlaget. + + +MARTIN'S STANDARD KRONEBIND. + + 73. Bind, E. F. Benson: MAMMON & Co. + 74. " H. de Vere Stacpoole: DE ISLANDSKE KABELMÆND. + 75. " #Jack London: RUNDT KAP HORN, I. Del.# + 76. " # -- -- II. Del.# + + +Nyhed! + + Henry Bordeaux: DOKTORENS ARV. + + 1 Krone. + + + + + +End of the Project Gutenberg EBook of Doktor Nikola, by Guy Boothby + +*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK DOKTOR NIKOLA *** + +***** This file should be named 32494-8.txt or 32494-8.zip ***** +This and all associated files of various formats will be found in: + http://www.gutenberg.org/3/2/4/9/32494/ + +Produced by Tor Martin Kristiansen and the Online +Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net + + +Updated editions will replace the previous one--the old editions +will be renamed. + +Creating the works from public domain print editions means that no +one owns a United States copyright in these works, so the Foundation +(and you!) can copy and distribute it in the United States without +permission and without paying copyright royalties. Special rules, +set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to +copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to +protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project +Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you +charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you +do not charge anything for copies of this eBook, complying with the +rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose +such as creation of derivative works, reports, performances and +research. They may be modified and printed and given away--you may do +practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is +subject to the trademark license, especially commercial +redistribution. + + + +*** START: FULL LICENSE *** + +THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE +PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK + +To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free +distribution of electronic works, by using or distributing this work +(or any other work associated in any way with the phrase "Project +Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project +Gutenberg-tm License (available with this file or online at +http://gutenberg.org/license). + + +Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm +electronic works + +1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm +electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to +and accept all the terms of this license and intellectual property +(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all +the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy +all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession. +If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project +Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the +terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or +entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8. + +1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be +used on or associated in any way with an electronic work by people who +agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few +things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works +even without complying with the full terms of this agreement. See +paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project +Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement +and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic +works. See paragraph 1.E below. + +1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation" +or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project +Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the +collection are in the public domain in the United States. If an +individual work is in the public domain in the United States and you are +located in the United States, we do not claim a right to prevent you from +copying, distributing, performing, displaying or creating derivative +works based on the work as long as all references to Project Gutenberg +are removed. Of course, we hope that you will support the Project +Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by +freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of +this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with +the work. You can easily comply with the terms of this agreement by +keeping this work in the same format with its attached full Project +Gutenberg-tm License when you share it without charge with others. + +1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern +what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in +a constant state of change. If you are outside the United States, check +the laws of your country in addition to the terms of this agreement +before downloading, copying, displaying, performing, distributing or +creating derivative works based on this work or any other Project +Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning +the copyright status of any work in any country outside the United +States. + +1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: + +1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate +access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently +whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the +phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project +Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, +copied or distributed: + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + +1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived +from the public domain (does not contain a notice indicating that it is +posted with permission of the copyright holder), the work can be copied +and distributed to anyone in the United States without paying any fees +or charges. If you are redistributing or providing access to a work +with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the +work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 +through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the +Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or +1.E.9. + +1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted +with the permission of the copyright holder, your use and distribution +must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional +terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked +to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the +permission of the copyright holder found at the beginning of this work. + +1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm +License terms from this work, or any files containing a part of this +work or any other work associated with Project Gutenberg-tm. + +1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this +electronic work, or any part of this electronic work, without +prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with +active links or immediate access to the full terms of the Project +Gutenberg-tm License. + +1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, +compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any +word processing or hypertext form. However, if you provide access to or +distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than +"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version +posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org), +you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a +copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon +request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other +form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm +License as specified in paragraph 1.E.1. + +1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, +performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works +unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. + +1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing +access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided +that + +- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from + the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method + you already use to calculate your applicable taxes. The fee is + owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he + has agreed to donate royalties under this paragraph to the + Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments + must be paid within 60 days following each date on which you + prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax + returns. Royalty payments should be clearly marked as such and + sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the + address specified in Section 4, "Information about donations to + the Project Gutenberg Literary Archive Foundation." + +- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies + you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he + does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm + License. You must require such a user to return or + destroy all copies of the works possessed in a physical medium + and discontinue all use of and all access to other copies of + Project Gutenberg-tm works. + +- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any + money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the + electronic work is discovered and reported to you within 90 days + of receipt of the work. + +- You comply with all other terms of this agreement for free + distribution of Project Gutenberg-tm works. + +1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm +electronic work or group of works on different terms than are set +forth in this agreement, you must obtain permission in writing from +both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael +Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the +Foundation as set forth in Section 3 below. + +1.F. + +1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable +effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread +public domain works in creating the Project Gutenberg-tm +collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic +works, and the medium on which they may be stored, may contain +"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or +corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual +property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a +computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by +your equipment. + +1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right +of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project +Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project +Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all +liability to you for damages, costs and expenses, including legal +fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT +LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE +PROVIDED IN PARAGRAPH F3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE +TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE +LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR +INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH +DAMAGE. + +1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a +defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can +receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a +written explanation to the person you received the work from. If you +received the work on a physical medium, you must return the medium with +your written explanation. The person or entity that provided you with +the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a +refund. If you received the work electronically, the person or entity +providing it to you may choose to give you a second opportunity to +receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy +is also defective, you may demand a refund in writing without further +opportunities to fix the problem. + +1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth +in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER +WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO +WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. + +1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied +warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. +If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the +law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be +interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by +the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any +provision of this agreement shall not void the remaining provisions. + +1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the +trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone +providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance +with this agreement, and any volunteers associated with the production, +promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works, +harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, +that arise directly or indirectly from any of the following which you do +or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm +work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any +Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause. + + +Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm + +Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of +electronic works in formats readable by the widest variety of computers +including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists +because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from +people in all walks of life. + +Volunteers and financial support to provide volunteers with the +assistance they need, are critical to reaching Project Gutenberg-tm's +goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will +remain freely available for generations to come. In 2001, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure +and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations. +To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation +and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 +and the Foundation web page at http://www.pglaf.org. + + +Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive +Foundation + +The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit +501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the +state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal +Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification +number is 64-6221541. Its 501(c)(3) letter is posted at +http://pglaf.org/fundraising. Contributions to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent +permitted by U.S. federal laws and your state's laws. + +The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S. +Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered +throughout numerous locations. Its business office is located at +809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email +business@pglaf.org. Email contact links and up to date contact +information can be found at the Foundation's web site and official +page at http://pglaf.org + +For additional contact information: + Dr. Gregory B. Newby + Chief Executive and Director + gbnewby@pglaf.org + + +Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation + +Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide +spread public support and donations to carry out its mission of +increasing the number of public domain and licensed works that can be +freely distributed in machine readable form accessible by the widest +array of equipment including outdated equipment. Many small donations +($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt +status with the IRS. + +The Foundation is committed to complying with the laws regulating +charities and charitable donations in all 50 states of the United +States. Compliance requirements are not uniform and it takes a +considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up +with these requirements. We do not solicit donations in locations +where we have not received written confirmation of compliance. To +SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any +particular state visit http://pglaf.org + +While we cannot and do not solicit contributions from states where we +have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition +against accepting unsolicited donations from donors in such states who +approach us with offers to donate. + +International donations are gratefully accepted, but we cannot make +any statements concerning tax treatment of donations received from +outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. + +Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation +methods and addresses. Donations are accepted in a number of other +ways including checks, online payments and credit card donations. +To donate, please visit: http://pglaf.org/donate + + +Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic +works. + +Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm +concept of a library of electronic works that could be freely shared +with anyone. For thirty years, he produced and distributed Project +Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support. + + +Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed +editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S. +unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily +keep eBooks in compliance with any particular paper edition. + + +Most people start at our Web site which has the main PG search facility: + + http://www.gutenberg.org + +This Web site includes information about Project Gutenberg-tm, +including how to make donations to the Project Gutenberg Literary +Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to +subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks. |