diff options
Diffstat (limited to '32245-8.txt')
| -rw-r--r-- | 32245-8.txt | 12416 |
1 files changed, 12416 insertions, 0 deletions
diff --git a/32245-8.txt b/32245-8.txt new file mode 100644 index 0000000..c2f3f5e --- /dev/null +++ b/32245-8.txt @@ -0,0 +1,12416 @@ +The Project Gutenberg EBook of Jenny, by Sigrid Undset + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + + +Title: Jenny + Roman + +Author: Sigrid Undset + +Release Date: May 4, 2010 [EBook #32245] + +Language: Norwegian + +Character set encoding: ISO-8859-1 + +*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK JENNY *** + + + + +Produced by Jens Sadowski + + + + +Transcriber's Note: +Text that was s p a c e d - o u t in the original has been +changed to use _italics_. + + + + + + + +SIGRID UNDSET + +JENNY + +ROMAN + +ANDET OPLAG + + + + + + + +KRISTIANIA + +FORLAGT AV H. ASCHEHOUG & CO. (W. NYGAARD) + +1911 + + + + +Copyright 1911 + +H. Aschehoug & Co. + +Kristiania. + + + + + +DET MALLINGSKE BOGTRYKKERI + + + + + + + + + +I. + + + + + +I. + + + +Musikken kom opover Via Condotti, netop som Helge Gram i skumringen bøiet +ind i gaten. Den spillet «Den glade Enke» i et sindssvakt, rivende tempo, +saa det klang som vilde fanfarer. Og de svarte smaa soldater stormet forbi +i den kolde eftermiddag, mindst som det var en romersk kohorte, der i +rasende springmarsch skulde til at styrte sig over barbarernes hærskarer, +istedetfor at de ganske fredelig skulde hjem tilkvelds i kasernen. Eller +kanske det netop var derfor, de hadde slik fart i sig -- tænkte Helge og +smilte -- for der han stod med frakkekraven brettet op for kulden, hadde +han følt en underlig historisk stemning stryke gjennem sig. Men saa tok han +til at nynne med: «Nei paa kvinden man aldrig blir klog» -- og fortsatte +nedover gaten i den retning, som han visste, Corsoen skulde ligge. + +Han stanset paa hjørnet og saa opover. -- Saa den saa slik ut, Corsoen. En +ustanselig rindende strøm av vogner i den trange gaten og et kokende mylder +av mennesker paa det smale fortaug. + +Han stod stille og saa strømmen rinde forbi sig. Og han smilte, for han +tænkte paa, at opover denne gaten kunde han nu drive hver evige kveld i +mørkningen gjennem menneskemylderen, til den blev like saa hverdags for ham +som Carl Johan hjemme. + +Aa han hadde lyst til at gaa og gaa nu med det samme -- gjennem alle Roms +gater -- gjerne hele natten. For han tænkte paa byen, slik den hadde ligget +under ham for litt siden, da han stod paa Pincio og saa solen gaa ned. + +-- Skyer utover hele vesthimmelen, tæt i tæt som smaa lysegraa lam. Og de +fik glødende ravgyldne kanter av solen, som sank bakom. Under den bleke +himmel laa byen, og Helge visste med et, at akkurat slik maatte Rom se ut +-- ikke saan, som han hadde drømt sig den, men akkurat slik -- slik den +var. + +Men alt andet han hadde set paa reisen hadde skuffet ham, fordi det ikke +var saan, som han hadde tænkt det ut paa forhaand, mens han gik hjemme og +længtet etter at komme ut og se det. -- Endelig, nu endelig var et syn +rikere end alle hans drømme. -- Og det var Rom. + +En vid slette av hustak laa under ham i dalsøkket -- et mylder av takene +paa huser, som var gamle og nye, høie huser og lave huser -- det saa ut, +som de var bygget op akkurat naar og hvor og saa store, som det hadde været +bruk for dem i øieblikket, for det var bare paa nogen faa steder at der +drog sig rette kløfter efter gater gjennem massen av takene. Og hele denne +verden av urolige linjer, der løp paa hinanden i tusenvis av haarde +vinkler, den laa stivnet og stille under den bleke himmel, hvor en usynlig, +synkende sol tændte en og anden liten lysrand i skyernes kanter. Den laa og +drømte under en fin, hvitlig taakedis, hvori der ikke blandet sig en eneste +levende travl røksøile. For en fabrikpipe var ikke til at øine, og det røk +ikke av en eneste av de smaa komiske blikpiperne, som stak op av husene. +Der laa graagul lav paa de rustbrune, runde gamle taksten, og der grodde +grønt og smaa busker med gule blomster i vandrenderne, og paa terrasserne +stod døde og stille agaver i urner langs kanten, og utfor gesimserne faldt +der slyngplanter i stille og døde kaskader. Hvor en overetage av et høiere +hus raket op over naboerne, stirret døde og mørke vinduer ut av rødgul +eller graahvit væg -- eller de sov med lukkede jalousier. -- Men op av +disen raket loggiar, de saa ut som stubben av et gammelt vakttaarn, og smaa +lysthuser av træ og blik var sat op paa takene. + +Og over det hele svævet kirkekupler, masser, masser av kupler -- den +vældige graa langt ute paa den anden side av der hvor Helge ante elvens +løp, det var Peterskirken. + +Men hinsides dalbunden, hvor de døde takene dækket over den by, som Helge +iaften følte kunde kaldes den evige, der buet en lav bakke langlig sin ryg +mot himmelen, og bakkekammen bar fjernt ute en allé av pinjer, hvis kroner +løp ut i ett under stammernes smekre søilerad. Og længst nede bak +Peterskuplen, hvor synet stanset, reiste sig en ny høide med lyse villaer +mellem pinjer og cypresser. Det var vel Monte Mario. + +Over hans hode laa stenekenes mørke tætte løvtak, og bak ham plasket +springvandets søile med en egen, levende lyd -- vandet smaldt mot kummens +sten og rislet overflødig ned i bassinet under. + +Helge hvisket utover sine drømmes by, hvis gater hans fot aldrig hadde +traadt -- hvis huser ikke gjemte en kjendt sjæl: «Roma -- Roma -- evige +Roma». Og han blev sky indfor sit eget ensomme jeg, og ræd, fordi han var +hjertegrepet -- endda han visste, her var ingen som kunde belure ham. Og +han snudde og skyndte sig ned mot den spanske trappe. + +Nu stod han her paa hjørnet av Condotti og Corso og følte en underlig søt +beklemmelse, fordi han skulde krydse gjennem gatens myldrende liv og søke +sig utefter i den fremmede by -- han vilde gaa tvers gjennem det hele like +til Peterspladsen. + +Idet han skraadde over gaten, kom to unge piker forbi ham. De der var vist +norske, faldt det ham ind i det samme, og han syntes allikevel, det var +moro. Den ene var meget lys, med noget lyst skindtøi. + +Det var, som han blev glad bare av at læse gatenavnene paa hushjørnerne, de +indfældte hvite marmorplater med de rene, latinske typer hugget ind. + +Gaten han fulgte, endte i en aapen plads ved en hvit bro, hvis to +lygterader brændte sykt og grøngult mot det vældige, bleke lys, som drev +ned fra den urolige himmel. Langs vandet løp et lavt brystvern av sten, som +lyste gustent, og en række trær med vissent løv og stammer, hvor barken +liksom skallet av i store hvite flaker. Over paa den anden side av elven +brandt gaslygterne under trærne, og husmasserne stod svarte mot himmelen, +men paa denne siden flaret endda kveldskinnet i ruterne. For himmelen var +næsten klar nu og stod gjennemsigtig blaagrøn over høiden med pinjealléen, +men der seilet nogen faa tunge sammenføkne skybunker, som lyste rødt og +gult som mot storm. + +Han stanset paa broen og saa ned i Tiberen. Saa uklart vandet var! Det +veltet stridt og flammebroget av skyernes speiling -- sopte kvister og +bordender og grus med sig dernede i sit leie av lys stenmur. Paa siden av +broen førte en liten trap ned til vandet. Helge maatte tænke paa, hvor det +var letvint en nat at snike sig uti der, om man var blit lei alting. Tro om +nogen gjorde det. + +Han spurte paa tysk en konstabel efter veien til Peterskirken, og +konstablen svarte først paa fransk og saa paa italiensk, og da Helge blev +ved at ryste paa hodet, snakket han fransk igjen og pekte opover med +strømmen. Helge drev paa den veien. + +En vældig mørk murmasse stod mot himmelen, et lavt rundt taarn med takkete +murkranser og en kulsvart silhouet av en engel paa toppen. -- Han kjendte +Engelsborgens linjer. Like ind under den kom han. Endda var der saa meget +lys i luften, at statuerne indover broen stod gullige i dæmringen, og endda +randt Tibervandet med speiling av røde skyer, men gaslygterne hadde faat +mere magt og kastet lysbroer ut paa strømmen. Bakom Engelsbroen strøk +elektriske sporvogner med lys ut av ruterne over en ny bro av +jernkonstruktion. Der føk blaahvite gnister av ledningstraadene. + +Helge lettet paa hatten for en mand: + +«San Pietro favorisca?» + +Og manden pekte og sa en hel del, som Helge ikke skjønte. + +Gaten han kom ind i, var saa trang og mørk, at han likefrem følte +gjenkjendelsesglæde, -- slik hadde han tænkt, en italiensk gate skulde +være. Og der var den ene antikvitetsbutik efter den anden. Helge tittet +interessert i de daarlig oplyste vinduer. Det meste var vel juks, -- de +skidne remser av grove hvite blonder, som hang der paa hyssinger, var det +italienske kniplinger --. Der var skaar og skrap av lertøi utstillet i +støvete æskelaag og smaa giftgrønne broncefigurer, gamle og nye metalstaker +og broscher med masser av stener, som saa uegte ut. Allikevel fik han en +rent meningsløs lyst til at gaa ind og kjøpe, -- spørre, prutte, handle --. +Han var kommet ind i en liten kvalm butik, næsten før han selv visste ordet +av. -- Der var forresten moro -- alverdens rare greier: gamle kirkelamper +under taket, silkefiller med guldblomster paa rød og grøn og hvit bund, +itubrukne møbler. + +Bak disken sat en gulhydd, mørk gut med haken blaa av skjegrot og læste. +Han spurte og snakket, mens Helge pekte paa dit og dat og sa quanto. Det +eneste Helge skjønte var, at sakerne var uforskammet dyre -- man burde +naturligvis vente med at kjøpe, til man kunde sproget og saa prutte svært. + +Borte paa en hylde stod en hel del porcellæn, rokokkofigurer og vaser med +modellerte rosenbuketter paa. Men de saa nye ut. Helge tok paa maafaa en +liten tingest og satte paa disken: «quanto?» + +«Sette,» sa manden og sprikte med syv fingre. + +«Quattro,» Helge holdt op fire fingre i ny, brun hanske. Og han følte sig +glad og tryg i det samem ved sit hop over i det fremmede sprog. Rigtignok +skjønte han ingenting av mandens protester, men hvergang den anden hadde +snakket ut, kom han med sit quattro og sine fire fingre. + +«Non antica!» slængte han flot ind. + +Men butiksmanden bedyret, antica. Quattro, sa Helge for sidste gang -- nu +hadde manden bare fem fingre i luften. Da Helge vendte sig mot døren, ropte +manden paa ham -- han akcepterte. Sprættende glad tok Helge mot tingesten, +som var blit tullet ind i lyserødt silkepapir. + + * * * + +For enden av gaten skimtet han kirkens mørke masse mot himmelen. Han gik +fort. Og han skyndte sig over den første del av pladsen, der hvor +butikkerne laa med lyse ruter og trikkerne hvislet forbi -- ind mot de to +halvrunde arkader, der liksom la et par krøkede armer om en del av pladsen +og drog den ind i stilhet og mørke, ind mot den vældige mørke kirke, som +skjøv sin brede trap nedover torvet helt ut i en muslingformet tunge paa +midten. + +Svart mot himmelens lysdunkle hvælv stod kirkens kuppel og helgenhærens +statuegeledder bortover buegangenes tak -- og trækroner og huser +uregelmæssig stablet op over høiden bakom. Gaslygterne hadde liksom ingen +magt her; mørket sivet ut mellem arkadernes søiler -- vældet nedover +trappen fra kirkens aapne forhal. Helge gik stille opover, helt til kirken, +og tittet ind mot de stængte malmdøre. Og han gik tilbake igjen, til +obelisken midt paa pladsen og stod der og stirret mot den mørke kirke, og +han la hodet bakover og fulgte med øinene den smekre stennaal, som pekte +ret ind i aftenhimmelen, der de sidste skyer var sunket ned paa takene over +i den kant, han var kommet fra, og de første stjerner boret sine funklende +lysnaaler ut av mørket, som tok til at tætne deroppe. + +Og hans øre fyldtes igjen av den underlige, smældende plasken, vand, som +styrter ned i stenkummer, og den bløte rislen av strømmende overflod fra +skaal til skaal, ned i bassinet. Han gik tæt ind under det ene springvand +og saa paa den tykke, hvite straale, som dreves opover som i hidsig trods +og brøt sammen høit oppe, mørk mot luftens klarhet, sank tilbake i mørket, +hvor vandet lyste hvitt igjen -- stirret, til et litet vindstøt tok i +springvandssøilen og bøiet den utover mot ham. -- Det plasket ikke mere +smældende paa stenkummen, det hvislet, og han blev stænket over av isnende +draaper i den kolde kveld. + +Men han blev staaende, lyttet og stirret -- gik litt og stod litt og gik +igjen -- men ganske sagte, for at høre hviskingen i sig selv. -- Nu var han +her, nu var han her virkelig -- langt, langt borte fra alt det, han hadde +længtes saa fortærende bort fra. Og han gik endda sagtere -- listet som en, +der er rømt fra et fængsel. + + * * * + +Der laa en restaurant nede paa hjørnet til gaten. Han gik dit, fandt en +tobaksbutik paa veien og var indom efter cigaretter, prospektkort og +frimerker. Mens han ventet paa sin bif og drak store slurker av rødvinen, +skrev han kort til sine forældre, til faren: «Jeg tænker saa paa dig +hernede iaften --» og han smilte saart -- jaggu var det da sandt lel. Men +til moren skrev han: «Jeg har allerede kjøpt en liten ting til dig -- det +første jeg kjøpte her i Rom.» Mor stakkars -- tro hvordan hun hadde det. +Han hadde ofte været ukjærlig mot hende i de sidste aar --. Han pakket ut +tingesten -- det var vist en Eau de Cologneflaske -- og saa paa den. Og han +føiet til nogen linjer -- han klarte sig med sproget, og det var ikke saa +vanskelig at prutte i butikkerne. + +Maten var god men dyr. Naa, bare han blev kjendt her, lærte han nok at +indrette sig billig. Mæt og kvik av vinen gik han nedover i en ny retning +-- skimtet lange, lave, forfaldne hus og høie havemure, kom gjennem en +forfalden porthvælving og til en bro, som han gik utpaa. En mand i et +bomhus stanset ham og fik gjort Helge begripelig, at han skulde ut med en +soldo. Over paa den anden side laa en stor mørk kirke med kuppel. + +Derover kom han ind i et virvar av mørke, trange gatestubber -- i den +hemmelighetsfulde dunkelhet ante han gamle paladser med fremspringende +takgesims mot himmelen, gitrede vinduer -- side om side med elendige +rønner, smaa kirkefacader inde i husrækkerne. Fortaug fandtes ikke -- han +traadte i mystisk avfald, som laa og stank i rendestenen. Og utenfor de +smale, oplyste kneipedører og under de faa gaslygter skimtet han skumle +menneskeskikkelser. + +Helge var midt imellem henrykt og ræd -- gutagtig spændt. Mens han samtidig +begyndte at spekulere paa, hvor han kom ut av denne labyrint -- og hvordan +han skulde finde tilbake til sit hotel langt borte i den anden ende av +verden. Han fik vel spendere en drosche. + +Og han gik nedover en ny, trang gate -- ganske mennesketom. Mellem de høie +huser, hvis vægger steg ret tilveirs med svarte vindueshuller snittet ind +uten gesimser, løp en rift av himmel, blaaklar og mørkt lysende, og nede +paa den ujevne stenbro drev støv og flakset papir og halmrusk for et litet +vindstøt. + +To kvinder kom bakfra og gik forbi ham. Det var like ved en gaslygt -- der +gik et sæt igjennem ham: det var dem han hadde lagt merke til paa Corsoen +ieftermiddags. Som han hadde tænkt var norske. Han kjendte igjen det lyse +skindtøiet til den høieste. + +Han fik pludselig et vildt indfald -- han vilde prøve et eventyr -- spørre +dem om veien for at se, om de var norske -- skandinaver ialfald. Med litt +bankende hjerte gav han sig til at følge efter dem. Utlændinger var de nu +sikkert. + +De to unge piker stanset borte i gaten foran en stængt butik. Straks efter +gik de videre. Helge overveiet, om han skulde si «Please» eller «Bitte» +eller «Scusi» -- eller likefrem forsøksvis blaffe ut «Undskyld» -- det +kunde være leven, hvis de var norske. + +Pikerne bøiet om et hjørne. Helge var tæt efter og samlet mot til at +tiltale dem. Da snudde den mindste sig halvt og sa noget paa italiensk, +lavt og rasende. + +Helge blev svært skuffet. Han skulde like til at si «Scusi» og forsvinde; +men saa sa den høie til veninden: + +«Uf nei da, Cesca, ikke snak til dem -- det er meget bedre bare at late, +som man ikke merker det.» + +«Jamen jeg _taaler_ ikke dette fordømte italienerpakket, som aldrig kan la +et fruentimmer gaa ifred,» sa den anden. + +«Omforladelse,» sa Helge, og pikerne stanset og braasnudde. + +«De maa virkelig undskylde.» Helge stammet og blev rød, og blev ærgerlig +over det og rødmet endda mere i mørket. «Jeg er nemlig kommet fra Florens +idag, og nu har jeg gaat mig rent bort i disse krinkelgaterne her. -- Og +saa tænkte jeg, damerne var vist norske, -- eller skandinaver ialfald -- +jeg kan saa daarlig klare mig paa italiensk, og saa tænkte jeg. -- De kan +ikke værsaasnil og si mig, hvor jeg finder en sporvogn? -- Mit navn er +kandidat Gram,» sa han og lettet paa hatten igjen. + +«Ja hvor bor De henne da,» spurte den høie. + +«Ja det er no som heter Albergo Torino -- like oppe ved stationen,» +forklarte Helge. + +«Han faar ta Trasteveretrikken ved San Carlo ai Catenari da,» sa den lille. + +«Nei det er da bedre at ta linje en paa den nye Corso.» + +«De gaar ikke til Termini de,» svarte den lille. + +«Jovist. Den som det staar San Pietro--Stazione Termini paa,» forklarte hun +Helge. + +«Den -- den gaar jo opom Capo le Case og Ludovisi og saa videre pokkeren +ivold deromkring først -- det tar en time til stationen med den -- mindst!» + +«Neida snille dig -- den gaar direkte -- like op Via Nazionale.» + +«Den _gjør_ altsaa ikke det,» sa den lille paastaaelig. «Den gaar forresten +rundt til Lateranet og -- først.» + +Den høie dame vendte sig til Helge: + +«De gaar bare ret bortover den første gaten tilhøire, ut paa loppetorvet. +Og saa gaar De tilvenstre langs Cancelleria ut paa den nye Corso. Saavidt +jeg husker, saa holder trikken ved Cancelleria -- like i nærheten ialfald +-- De ser nok skiltet. Saa maa De passe paa at ta den trikken, som det +staar San Pietro--Stazione Termini paa -- linje en er det.» + +Helge stod litt motløs og hørte paa de unge piker kaste bal forbi ham med +fremmede navne. Og han rystet paa hodet: + +«Jeg er ræd, jeg finder det ikke, frøken -- jeg faar vist heller gaa, til +jeg træffer paa en drosche.» + +«Vi kan gjerne følge Dem til stoppestedet,» sa den høie. + +Den lille hvisket grættent paa italiensk, men den høie svarte avvisende +igjen. Helge blev endda mere motløs ved disse bemerkninger forbi ham, som +han ikke forstod. + +«Tak, det skal De virkelig ikke uleilige Dem med -- jeg finder nok hjem paa +et vis, kan De vite.» + +«Det er ikke nogen uleilighet,» sa den høie og begyndte at gaa. «Vi skal +omtrent den veien vi og.» + +«Det er altfor snilt. Det er vist noksaa vanskelig at finde frem her i Rom +-- er det ikke,» forsøkte han at konversere. «Ialfald naar det er mørkt.» + +«Aanei, man blir fort kjendt.» + +«Ja jeg kom jo altsaa hit idag -- jeg kom fra Florens i formiddags med +toget.» + +Den lille sa noget halvhøit paa italiensk. Den høie spurte Helge: + +«Der var vel koldt i Florens nu?» + +«Ja bikjekaldt. Er det ikke litt mildere her i byen? Jeg skrev forresten +hjem til min mor efter vinterfrakken min igaar.» + +«Aa her kan nok være noksaa skarpt her og. Likte De Dem i Florens -- hvor +længe var De der?» + +«Fjorten dage,» sa Helge. «Jeg tror, jeg kommer til at like Rom bedre.» + +Den anden unge pike lo. Hele tiden hadde hun gaat og smaamukket paa +italiensk. Men den høie sa til ham med sin varme, rolige stemme: + +«Ja jeg tror ikke, der er nogen by, man _kan_ bli saa glad i som Rom.» + +«Deres veninde er italiensk,» spurte Helge. + +«Neida, frøken Jahrmann er norsk. Vi snakker bare italiensk sammen forat +jeg skal lære -- hun er nemlig svært flink. Mit navn er Winge,» føiet hun +til. «Dette er Cancelleria,» viste hun mot et stort mørkt palads. + +«Er gaardsrummet saa vakkert, som det har ord for?» + +«Ja svært vakkert. -- Nu skal jeg hjælpe Dem, at De kommer paa rigtig +sporvogn.» + +Mens de stod og ventet, skraadde to herrer over gaten. + +«Nei se, staar ni här,» sa den ene. + +«Godaften,» sa den anden. «Saa gaar vi vel opover sammen da? Har dere været +nede og set paa korallerne?» + +«Der var stængt,» svarte frøken Jahrmann mut. + +«Vi har truffet en landsmand, som vi skulde hjælpe paa rigtig sporvogn,» +forklarte frøken Winge, og hun forestilte, «kandidat Gran, -- maleren +Heggen, billedhugger Ahlin.» + +«Jeg vet ikke, om herr Heggen husker mig -- Gram heter jeg -- vi traf +sammen paa Mysusæter for tre aar siden.» + +«Aa javist ja. Og nu er De i Rom?» + +Ahlin og frøken Jahrmann hadde staat og hvisket sammen. Nu kom hun bort til +veninden: + +«Du Jenny, -- jeg gaar hjem. Jeg er ikke oplagt til at gaa paa Frascati +allikevel.» + +«Men kjære -- det er jo du, som har fundet paa det.» + +«Uf nei, ikke Frascati -- æsch, sitte der og murpe da med tredve gamle +danske damer av alle mulige kjøn og aldre.» + +«Vi kan jo gaa et andet sted hen, -- men der kommer Deres sporvogn, +kandidat Gram.» + +«Ja tusen tak for hjælpen da -- kanske jeg træffer damerne engang igjen -- +i Skandinavisk Forening kanske?» + +Sporvognen stanset foran dem. Da sa frøken Winge: + +«Jeg vet ikke -- kanske De kunde ha lyst at slaa følge med os -- vi hadde +avtalt at gaa litt ut iaften -- drikke vin og høre musik.» + +«Ja tak --» Helge stod litt uviss og forlegen og saa rundt paa de andre. +«Det skulde være svært moro, men --» og han vendte sig tillidsfuldt mot +frøken Winge med det lyse ansigt og den venlige stemme: «Dere kjender jo +hinanden og -- ja, er det ikke hyggeligst for dere da at slippe og ha med +en fremmed,» plumpet han ut og lo forlegent. + +«Nei kjære Dem --» hun smilte. «Det vilde da bare være hyggelig -- se der +gik trikken Deres og -- Heggen kjender De jo fra før, og nu os --. Vi skal +nok passe paa at faa Dem ekspedert rigtig hjem og -- saa hvis De ikke er +træt.» + +«Nei træt! -- Jeg vil forfærdelig gjerne faa være med dere, jeg,» sa Helge +ivrig og lettet. + +De andre tre begyndte at foreslaa kneiper. -- Helge kjendte ingen av +navnene; det var ikke nogen, hans far hadde snakket om. Frøken Jahrmann +forkastet allesammen. + +«Jaha -- saa gaar vi derned ved S. Agostino -- du vet, med den røde vinen, +Gunnar.» Jenny Winge begyndte uten videre at gaa; Heggen fulgte. + +«Der er ikke musik,» indvendte frøken Jahrmann. + +«Joda -- han som skjeler og den andre manden er der næsten hver aften. Lad +os nu bare ikke staa her og tøve da.» + +Helge fulgte efter med frøken Jahrmann og den svenske billedhugger. + +«Har herr Gram varit länge i Rom?» + +«Nei, jeg kom fra Florens i formiddag». + +Frøken Jahrmann lo litt. Helge blev flau. Han gik og overveiet -- kanske +han allikevel hellere skulde si, han var træt, og saa gaa? Mens de +fortsatte ned gjennem mørke, trange gater, snakket frøken Jahrmann hele +tiden med billedhuggeren og svarte neppe, naar han forsøkte at si noget til +hende. Men inden han fik bestemt sig, saa han det andet par forsvinde ind +av en smal dør nede i gaten. + + + + +II. + + + +«Hvad faen er det med Cesca naa igjen da -- der er ikke maate paa hendes +luner snart -- ta av dig kaapen vel, Jenny, ellers fryser du, naar du +kommer ut.» Heggen hængte fra sig hat og vaarfrak og dumpet ned paa en +straastol. + +«Stakkar, hun er ikke bra om dagen -- og saa gik denne Gram efter os et +stykke da, ser du -- før han vaaget sig til at snakke og spørre om vei -- +slikt bringer hende altid i affekt, og saa vet du, hjertet hendes.» + +«Stakkars. Fræk fyr forresten.» + +«Aa stakkar -- han gik der og visste hverken ut eller ind tror jeg. Han +gjør ikke netop indtryk av at være reisevant. Du kjender ham?» + +«Aner ikke du. Men derfor kan jeg sgu gjerne ha truffet ham. Naa der er +de.» + +Ahlin tok frøken Jahrmanns kaape. + +«Aa faen,» sa Heggen. «Saa pen du er ikveld da, Cesca. Fin som en firfisle, +get!» + +Hun smilte glad og glattet skjørtet over hofterne -- saa tok hun Heggen i +skuldrene: + +«Flyt dig da -- jeg vil sitte hos Jenny.» + +Gudbevare mig, hvor hun er vakker, tænkte Helge. Kjolen var lysende løvgrøn +-- skjørtet gik saa høit op, at den fyldige barm hævet sig som av et +blomsterbæger. Og fløilslivet fik skinnende gylden glans i folderne; det +var dypt utskaaret om den runde, blekbrune hals. Hun var meget mørk; under +plyschhattens brune klokke faldt smaa kulsorte slangekrøller ned om de +skjære, ferskenrødmende kinder. Ansigtet var en liten smaapikes, med +fyldige øienlaag over de dype, graasorte øine, og yndige, smilende gruper +ved den lille, mørkerøde munden. + +Frøken Winge var absolut en pen pike, hun og, men hun faldt rent igjennem +mot veninden. Hun var like blond, som den anden var mørk: haaret, som var +strøket tilbake fra den høie, hvite pande, bruste gyldent flammet under den +lille graa skindbaretten, og huden var skjaert hvit og blekrød. Selv +øienbryn og vipperne om de staalgraa øine var lyse -- guldbrune. Men munden +var for stor til det smale ansigt med den korte, rette næsen og de +blaaaarede, buede tindinger -- og den var litt blek, men hun hadde tætte, +blanke tænder, naar hun lo. Og ellers var alting saa spinkelt -- den høie, +slanke hals, og armene, som var laadne av fint, lyst dun, og hænderne, som +var lange og magre. Figuren var næsten gutagtig, saa lang og opløpen hun +var -- hun maatte være blottendes ung; hun hadde smaa hvite opslag rundt +albuerne og over halsutskjæringen paa den lysegraa, silkeagtige kjole, som +var let og brusende og rynket baade over brystet og rundt livet -- vel for +at dække litt hendes magerhet. Rundt halsen bar hun en kjede av blekrøde +smaa kugler, som kastet rosenrøde lyspletter paa huden. + +-- Helge Gram hadde stilfærdig sat sig ned ved bordenden og hørte paa, at +det fremmede selskap snakket om en fru Søderblom, som hadde været syk. En +gammel italiener med et skiddent hvitt forklæde paa sin store mave kom bort +og spurte, hvad de skulde ha. + +«Rød, hvit, sur, søt -- hvad vil De ha, Gram?» Heggen vendte sig mot ham. + +«Kandidat Gram skal ta en halv liter av min rødvin,» sa Jenny Winge. «Det +er no av det bedste i Rom -- og det vil ikke si litet, forstaar De.» + +Billedhuggeren skjøv et cigaretetui over til damerne. Frøken Jahrmann tok +en og tændte. + +«Aa nei da Cesca,» bad frøken Winge. + +«Jo,» sa frøken Jahrmann. «Jeg blir ikke bedre, om jeg lar være. Og jeg er +sint iaften.» + +«Men hvarför då, snälla fröken?» + +«Uf jo. Nu fik jeg altsaa ikke disse korallerne.» + +«Ja skulde du brukt dem iaften da,» sa Heggen. + +«Neimen nu hadde jeg bestemt at ta dem saa.» + +«Og imorgen er du bestemt paa malakitkjeden,» lo Heggen. + +«Nei det er jeg aldeles ikke, du. Men det er da fortærende væmmelig, naar +Jenny og jeg hadde fløiet ditned bare for de fille korallernes skyld.» + +«Jamen saa traf du os. Ellers hadde dere jo maattet gaa bort paa Frascati; +som du altsaa pludselig er blit sint paa.» + +«Jeg hadde aldeles ikke gaat paa Frascati -- det kan du bande paa, det, +Gunnar. Og det hadde jeg hat meget bedre av. For nu vil jeg altsaa baade +røke og drikke og være ute i hele nat, siden dere altsaa har faat mig ut +saa.» + +«Jeg trodde, du hadde foreslaat det.» + +«Malakitkedjan var utomordentlig vacker, tycker jag,» sa Ahlin avbrytende. +«Mycket billig.» + +«Jamen malakit er meget billigere i Florens. Denne her koster syvogfør. Og +der i Florens som Jenny kjøpte sin cristallo rosso, kunde jeg faat en for +femogtredve lire. Jenny har bare git atten hun for sin kjede. Men han skal +gi mig korallerne for nitti lire.» + +«Jeg skjønner ikke rigtig din økonomi,» sa Heggen og lo. + +«Forresten gidder jeg ikke snakke mere om det,» sa frøken Jahrmann. «Jeg er +lei al den praten frem og tilbake -- men imorgen gaar jeg og kjøper +korallerne.» + +«Men er ikke nitti lire forfærdelig dyrt for koraller da,» vaaget Helge sig +til at spørre. + +«De kan skjønne, det er ikke saanne almindelige,» nedlot frøken Jahrmann +sig til at svare. «Dette er saanne contadinakoraller -- en diger kjede med +guldlaas og svære ørendobler saa lange som saa.» + +«Contadina -- er det en egen slags koral det?» + +«Neida -- slike som contadinarne gaar med vel.» + +«Jeg vet ikke, hvad en contadina er,» smilte Helge undselig. + +«Bondejente vel. Har De ikke set de kjederne, de gaar med saanne svære +mørkerøde, slepne koraller. Mine er akkurat av farve som bifkjøt og den +midterste perlen saa stor --» hun lavet en eggstor runding av tommel- og +pekefingren. + +«Det maa være storartet pent --» Helge hugget begjærlig fat i samtalens +traad. «Jeg vet ikke, hvordan malakit eller cristalla rossa er -- men jeg +synes, saanne koraller maa være allerpenest til Dem.» + +«Kan dere høre da -- Ahlin, De som vilde ha mig til at ta malakitkjeden. +Heggens slipsnaal er malakit -- ta den av dig da, Gunnar --. Og Jennys +perlebaand, det er cristallo rosso -- ikke rossa -- rød bergkrystal, +skjønner De.» + +Hun rakte slipsnaalen og perlekjeden over til ham. Kjeden var lunken av den +unge pikes hals. Helge saa paa den en stund. Indi hver perle var der +likesom smaa brister, som suget lyset til sig. + +«Men De burde ha koraller, frøken Jahrmann --. Vet De, jeg synes, De maa +komme til at se ut som en romersk contadina selv.» + +«Bæ da dere!» Hun smilte litt til Helge og nynnet fornøiet. «Kan dere høre +da!» + +«De har et italiensk navn og jo,» fortsatte Helge ivrig. + +«Aa det var bare den italienske familien, jeg bodde hos ifjor, de forandret +det stygge navnet, jeg har efter min bedstemor, og saa beholdt jeg det +italienske.» + +«Francesca,» sa Ahlin sagte. + +«Jeg vil aldrig kunne tænke paa Dem uten som Francesca -- signorina +Francesca.» + +«Hvorfor ikke _frøken_ Jahrmann forresten. Vi kan jo desværre ikke snakke +italiensk sammen -- siden De ikke kan sproget.» Hun vendte sig til de +andre. «Jenny og Gunnar -- jeg kjøper altsaa korallerne imorgen.» + +«Ja du pleier at si saa,» sa Heggen. + +«Men jeg _vil_ ha dem for nitti!» + +«Ja man maa nok prutte,» sa Helge erfarent. «Jeg var indom i eftermiddag +etsteds borte ved Peterskirken og kjøpte denne her til min mor. Han +forlangte syv lire, men jeg fik den for fire. -- Tror De ikke, det var +billig?» Han stillet tingesten paa bordet. + +Fransiska saa foragtelig paa den: + +«De koster halvanden paa loppetorvet. Jeg hadde med etpar slike til hver av +pikerne hjemme ifjor.» + +«Manden paastod, den var antik,» indvendte Helge spagt. + +«Det gjør de altid -- naar de ser, folk ikke skjønner sig paa det. Og ikke +kan italiensk.» + +«De synes ikke, den er pen?» spurte Helge nedslaat og tullet om det røde +silkepapiret igjen, «synes De ikke, jeg kan gi min mor den?» + +«Jeg synes altsaa, den er grusom,» sa Fransiska. «Men jeg kjender jo ikke +Deres mors smak.» + +«Gud vet, hvad jeg skal gjøre med den da --» sukket Helge. + +«Gi den til Deres mor, De,» sa Jenny Winge. «Hun blir nok glad, De har +husket paa hende. Desuten -- hjemme pleier folk at like denslags. Vi som er +hernede, vi ser saa meget.» + +Fransiska grep efter Ahlins cigaretetui, men han vilde ikke la hende faa +det. De hvisket heftig sammen et øieblik. Saa slængte hun det fra sig: + +«Giuseppe!» + +Helge opfattet, at hun gav verten en besked om at hente cigaretter til +hende. Ahlin skvat op: + +«Frøken Jahrmann -- kära -- jag mente ju bara -- ni vet ni tåler inte röke +så mycket.» + +Fransiska reiste sig, hun hadde taarer i øinene. + +«Det kan være det samme forresten -- jeg gaar hjem.» + +«Frøken Jahrmann -- Francesca --» Ahlin stod med hendes kaape og tigget +sagte. Hun tørket øinene med lommetørklædet. + +«Jo -- jeg vil gaa hjem. Kjære -- dere ser, jeg er umulig iaften. Nei jeg +vil gaa hjem -- alene -- nei Jenny, du faar ikke lov til at gaa du.» + +Heggen reiste sig ogsaa. Helge sat forlatt ved bordet. + +«Du bilder dig nu vel ikke ind, du faar lov at gaa alene hjem paa denne tid +av natten,» sa Heggen. + +«Jasaa -- kanske du vil forby mig det?» + +«Ja absolut.» + +«Hysch da, Gunnar,» sa Jenny Winge. Hun skikket begge herrerne bort -- de +satte sig ned og sa intet, mens Jenny med armen om Fransiskas liv trak +hende litt tilside og snakket sagte med hende. Om litt kom de begge tilbake +til bordet. + +Men selskapet sat noget forstemt. Frøken Jahrmann laa halvt oppe i Jennys +fang, -- hun hadde faat sine cigaretter og røkte og rystet paa hodet til +alle Ahlins forsikringer om, at hans var bedre. Jenny hadde sendt bud efter +en frugtvase, spiste mandariner og puttet skiver i munden paa Fransiska. Aa +men saa nydelig hun saa ut, slik hun laa med et litet trist barneansigt og +lot sig mate av veninden. Ahlin sat og stirret paa hende, og Heggen brøt +alle de avbrændte fyrstikker i smaabiter og stak ned i appelsinskallene. + +«Er det længe siden De kom til Byen, kandidat Gram,» spurte han Helge. + +Helge forsøkte at kjække sig: + +«Jeg pleier at si, jeg kom fra Florens i formiddag med toget.» + +Jenny lo høflig -- men Fransiska smilte døende. + +I det samme kom der ind en barhodet, mørkhaaret pike med et frækt, gulfett +ansigt. Hun hadde en mandolin i haanden. Efter hende trippet en liten +luvslitt, opvarterelegant fyr med guitar. + +Jenny talte -- som til et barn: + +«Ser du det -- Cesca -- der er Emilia -- nu faar vi musik.» + +«Det er moro,» sa Helge. «Gaar disse folkesangerne virkelig endda omkring +paa kneiperne her i Rom?» + +Folkesangerne la ivei med «Den glade Enke» -- «De vet jo at jeg er +anstændig --» Piken hadde en underlig høi, klar, metalskingrende stemme. + +«Uf neimen fy da,» Fransiska vaagnet op: «Den vil vi da ikke ha -- vi vil +ha no italiensk vel -- «la luna con palido canto» -- ikke sandt.» + +Hun smat bort til musikanterne og hilste paa dem som paa gamle venner -- lo +og gestikulerte, tok guitaren og kvinket, nynnet en stump av en og anden +melodi. + +Italienerinden sang. Søt og indsmigrende, til akkompagnemang av klingende +metalstrenger, flagret melodien, og hele Helges selskap sang refrænget med. +Det var om amore og bacciare. + +«Det er en kjærlighetssang, ikke sandt?» + +«Fin kjærlighetssang,» lo frøken Jahrmann. «Frit for ikke at oversætte den. +Men paa italiensk høres det altsaa nydelig ut.» + +«Aa -- denne er da ikke saa fæl,» sa Jenny Winge. Og hun vendte sig mot +Helge med sit forekommende smil: «Naa, kandidat Gram -- synes De, her er +hyggelig -- er det ikke god vin?» + +«Jo udmerket. Og lokalet er vist svært karakteristisk.» + +Men han hadde aldeles mistet motet. Frøken Winge og Heggen snakket av og +til med ham, men han orket ikke prøve paa at holde en samtale ved like. Saa +gav de sig til at tale sammen -- Om malerier. Den svenske billedhugger sat +bare og saa paa frøken Jahrmann. Og de fremmede melodier svirret fra de +klirrende metalstrenger -- forbi ham -- med bud til de andre. Og rummet, +hvor han sat, var altsaa all right -- der var gulv av rød mursten og +væggene og loftet, som var hvælvet og hvilet paa en tyk søile i midten, var +hvitkalket -- bordene var ganske rigtig umalte og stolene hadde grønne +halmsæter og luften var syrlig tung av en gjæret em fra vintønderne bak +marmordisken. + +Kunstnerliv i Rom. Det var omtrent som han saa paa et billede eller læste +en beskrivelse i en bok. Bare at han nu følte sig tilovers -- saa haabløst. +Saalænge det bare var i bøkerne og paa billederne, kunde han drømme sig til +at være med. Men mellem disse folkene var han sikker paa, han aldrig slap +ind. + +Faen forresten, det var bedst saan. I det hele dudde han jo ikke til at +være sammen med folk -- og sletikke med saanne som disse. Se hvor tankeløst +Jenny Winge nu tar om det tykke, uklare ølglasset med den mørkerøde vin -- +de var en seværdighet for ham -- hans far hadde snakket om dem -- gjort ham +opmerksom paa det glasset, hun hadde i haanden, piken paa Marstrands +romerbillede i Kjøbenhavns museum. Det var vel et fillebillede efter frøken +Winges mening. -- Disse smaapikerne hadde kanske aldrig læst om Bramantes +gaardsrum i Cancelleria -- «denne perle av renæssancearkitektur». De kunde +ha opdaget det tilfældig en dag, de var paa loppetorvet for at kjøpe sig +perler og stas -- hadde kanske henrykt hentet sine venner og vist frem +denne nye deilighet, som de ikke hadde fantasert om i lange aar --. De +hadde neppe læst i bøkerne om hver sten og hvert sted -- til øinene var +syknet av det og ikke kunde se noget vakkert, hvis det ikke var akkurat som +man hadde tænkt det ut hjemme --. De kunde vist se paa nogen hvite søiler, +som stod mot sydblaa himmel og glæde sig uten pedantisk nysgjerrighet, +hvilket tempel for hvilken glemt gud, der hadde staat her engang. + +Drømt hadde han -- og læst. Og han skjønte det -- der var ingenting i +virkeligheten, der saa ut akkurat som han hadde ventet. Alting blev saa +graat og haardt i den klare dags luft -- drømmen hadde svøpt hans +fantasibilleder i et bløtt clairobscur og rundet og avsluttet det harmonisk +og øst sommergrønt utover ruinerne --. Han kom bare til at gaa og se efter, +at det var der paa sin plads, alt han hadde læst sig til --. Siden kunde +han ramse det op av bøkerne paa det private akademi for de unge damer og +si, han hadde set det -- og han vilde ikke vite en eneste ting at fortælle, +som han hadde opdaget, han selv --. Ingenting vilde han faa vite, uten det, +han hadde læst. Og naar han traf levende mennesker, saa forsøkte han at +finde ut en av de døde, digtede figurer, han kjendte -- om der var en, de +kunde forestille --. For hvordan skulde han kunne vite andet om levende +mennesker -- han, som aldrig hadde levet. + +Men Heggen der med den tykke, røde munden, han drømte ialfald neppe om et +romantisk eventyr à la Familiejournalens Romanbibliothek, hvis han slog an +med en liten pike en aften paa Roms gater. + +-- Forresten begyndte han at kjende, han hadde drukket vin. + +«Hvis De gaar hjem og lægger Dem nu, faar De hodepine imorgen,» sa frøken +Winge til ham, da de stod ute i den mørke gate igjen. De andre tre gik +foran; Helge fulgte litt bakefter med hende. + +«Jamen frøken Winge -- ærlig talt, synes De ikke, jeg er en skrækkelig +kjedelig fyr og ha faat med ut?» + +«Nei kjære --. Det er bare det, at De kjender ikke os, og vi ikke Dem -- +endda.» + +«Jeg har saa vanskelig for at bli kjendt med folk -- blir det egentlig +aldrig. -- Jeg burde ikke blit med, da De var saa snil at spørre mig +iaften. -- Det skal formodentlig træning til at more sig og.» Han prøvet at +le. + +«Ja det er sikkert.» Helge kunde høre paa hendes stemme, at hun smilte. +«Jeg var femogtyve aar jeg, før jeg begyndte at træne. Og gud skal vite, +det gik ikke rart for mig i førstningen heller.» + +«De? Jeg trodde, dere kunstnere altid -- --. Forresten trodde jeg ikke, De +var femogtyve aar paa længe heller.» + +«Jo gudskelov -- det er jeg da betydelig over.» + +«Sier De gudskelov for det? -- Og jeg, som endda er et mandfolk --. Jeg vet +ikke -- for hvert aar, som drypper saan fra mig -- ind i evigheten -- uten +at ha bragt noget -- andet end ydmygelsen ved at se, at de andre menneskene +har ikke bruk for mig -- vil ikke ha mig med sig --.» Helge stanset +pludselig forskrækket. Han kjendte sin egen stemme dirre -- hadde ogsaa en +fornemmelse av, at han maatte være litt fuld, som kunde gaa og snakke slik +til en dame, han ikke kjendte engang. Men han fortsatte i trods mot sin +egen skyhet: «Jeg synes, det er aldeles haabløst. Naar min far fortæller om +ungdommen i hans tid -- de snakket vist i munden paa hinanden med gyldne +illusioner og alt slikt --. Jeg har faen aldrig hat en eneste illusion at +snakke om i alle aarene opefter. Og de aarene er gaat -- spildt -- kan ikke +faaes tilbake.» + +«Det der har De ikke ret i at si, kandidat Gram. Der er ingen aar av ens +liv, som er spildt, saalænge man ikke er slik stelt, at selvmord er den +eneste utvei. Og jeg tror ikke de gamle fra de gyldne illusioners tid var +bedre stelt -- deres ungdomsillusioner ribbet livet fra dem. Vi -- de +fleste unge jeg kjender, startet uten illusioner -- vi blev kastet ut i +kampen for eksistensen, næsten alle, før vi var voksne omtrent. Og vi fik +se det slik til at begynde med, at vi lærte at vente det værste. Og saa +lærte vi en dag, at vi selv kunde allikevel greie at faa endel godt ut av +det --. Et eller andet hændte, saa vi tænkte, taaler du det, saa taaler du +kniven --. Faar man først litt selvtillid paa den maaten, saa er det ikke +nogen illusion, som tilfældige omstændigheter og medmennesker kan plyndre +fra en.» + +«Aa -- omstændigheterne -- eller tilfældet -- kan være saan, at det ikke +nytter med nogen selvtillid. Naar de er sterkere end en selv.» + +«Ja,» hun lo. «Naturligvis -- naar et skib lægger ut, kan tilfældet gjøre +at det forliser -- en støpefeil i et hjul, og alting springer --. Et +sammenstøt. Men det tar man da ikke i betragtning. Og omstændigheterne faar +man prøve, om man ikke kan bekjæmpe. Som oftest finder man en utvei +tilsidst.» + +«De er altsaa svært optimistisk, frøken Winge?» + +«Ja.» Hun gik litt. «Jeg er blit det. Efterhvert som jeg har set, hvor +meget mennesker virkelig kan holde ut -- uten at miste motet til at kjæmpe +videre -- og uten at bli forsjoflet.» + +«Det er netop det -- jeg synes de blir. Forsjoflet -- eller reducert +ialfald.» + +«Ikke alle. Og bare det, at _nogen_ ikke lar sig fornedre eller reducere av +livet, synes jeg er nok til at gjøre en optimistisk. -- Vi skal ind her,» +sa hun. + +«Dette ligner mere en Montmartrekneipe eller saant, synes jeg -- ikke +sandt?» -- Helge saa sig omkring. + +Langs væggene i det bittelille lokale løp smale plyschbetrukne bænker. Der +var smaa marmorborde, og paa disken brandt det under to store nikkelkokere. + +«Aa -- saanne lokaler er vel noksaa like overalt,» sa Jenny. «De er kjendt +i Paris?» + +«Nei, jeg bare tænkte --.» + +Han blev pludselig urimelig irritert. Saan liten kunstnerindepike, som +naturligvis boltret sig rundt i verden efter eget forgodtbefindende -- +vorherre maa vite forresten, hvor de fik penger fra til det. Det var like +selvfølgelig at man skulde ha været i Paris som paa Dronningen en kveld --. +For saanne var det sgu ingen sak at snakke om selvtillid --. En smule +kjærlighetssorg i Paris, som hun glemte i Rom, det var vel det værste, hun +hadde prøvet --. Og saa følte hun sig saa forbaskede kjæk og kry og voksen +til at klare hele livet --. + +-- Hun var nærmest skromlet i figuren -- skjønt ansigtet var friskt og +farverne nydelige --. + +Det han hadde lyst til, var at snakke med frøken Jahrmann. Hun var +spillende vaaken nu, men aldeles optat av Ahlin og Heggen. Imens spiste +frøken Winge speilegg og bart brød og drak kokende melk til. + +«Det var da et mystisk publikum,» vendte han sig allikevel til hende. «Rene +forbrydertyper altsammen, synes jeg!» + +«Aaja, her er kanske litt av hvert og. Men De maa huske, Rom er jo en +moderne storby -- der er en hel del folk, som har natarbeide her og slik. +Og dette er et av de faa steder, som er oppe paa denne tid av natten. Er +ikke De sulten -- nu skal jeg ha svart kaffe.» + +«Holder dere altid paa saa længe?» Helge saa paa sit ur; klokken gik til +fire. + +«Neida,» -- hun lo. «Bare av og til -- saa ser vi solen staa op og gaar og +spiser frokost. Nu vil altsaa ikke frøken Jahrmann hjem inat.» + +Helge visste neppe selv, hvorfor han blev sittende. De drak noget blaagrøn +likør -- han blev døsig av den, men de andre lo og pratet. Forbi ham +svirret navne paa mennesker og steder, han ikke kjendte. + +«Janei vet dere, Douglas med præknerne hans -- den gaar ikke overfor mig. +Dere maa nemlig vite, en morgen var vi alene oppe paa aktklassen, han og +finnen dere husker, Lindberg, og jeg, og vi to gaar ned og skal faa litt +kaffe -- det var nu i juni --. Da vi kommer op, sitter Douglas der med +jenta midt paa fanget --. Ja vi lot som ikkeno. Men han bad ikke mig til te +efter den gangen.» + +«Herregud,» sa Jenny. «Var det saa farlig da!» + +«Midt paa vaaren -- i Paris,» lo Heggen. «Jeg skal si dig, Cesca -- Norman +Douglas _var_ en bra gut det -- du skal ikke si andet. Flink og -- han +viste mig nogen nydelige ting ute fra fortifikationerne.» + +«Ja -- og husker du det fra Pere Lachaise -- med de violette perlekranserne +nede til venstre --» sa Jenny. + +«Jovist -- det var pokker saa nydelig -- og den lille piken ved pianoet!» + +«Uf ja men tænk den stygge modellen,» sa frøken Jahrmann. «Det var endda +den fete halvgamle lyse, dere vet. Og naar han altsaa anstillet sig saa +dydig.» + +«Han var det,» sa Heggen. + +«Pøh! Og jeg som var like ved at bli forelsket i ham bare for det samme.» + +«Aa saa! Ja det forandrer jo saken endel.» + +«Ja han hadde fridd til mig en masse ganger,» sa Fransiska tankefuldt. «Og +jeg hadde igrunden bestemt mig til at si ja. Men det var jo altsaa et held, +jeg ikke hadde gjort det da.» + +«Hadde du sagt ja,» sa Heggen, «saa hadde du aldrig faat se ham med +modellen paa fanget.» + +Fransiska Jahrmanns ansigt blev pludselig et helt andet. Der løp en lynsnar +trækning over de myke drag. Saa lo hun: + +«Uf -- dere er saamen slik allesammen -- jeg tror ikke nogen av dere get. +Per bacco --.» + +«Det far ni inte tro, Francesca,» Ahlin løftet hodet fra haanden et +øieblik. + +Hun lo igjen. + +«Ja jeg skal ha mere likør jeg, dere!» + + * * * + +Bortimot morgen gik Helge ved siden av Jenny Winge gjennem mørke, utdøde +gater. Engang stanset selskapet foran dem. To halvstore gutter sat paa en +stentrap. Francesca og Jenny snakket med barna og gav dem penger. + +«Tiggere?» spurte Helge. + +«Jeg vet ikke -- den store sa, han gik med aviser.» + +«Tiggerne hernede, de er vel igrunden bare humbugmakere?» + +«Jeg vet ikke -- kanske nogen -- de fleste kanske. Men mange sover paa +gaten -- selv nu midt om vinteren. Mange er vanføre og --.» + +«Jeg saa det i Florens. Synes De ikke, det er en skandale -- folk med fæle +saar -- eller forfærdelig vanskapte -- at de faar lov at gaa og tigge. Det +offentlige burde da virkelig ta sig av saanne stakkars --.» + +«Jeg vet ikke. Det er nu engang saa hernede. Vi fremmede kan jo ikke dømme +om det. De liker det vel bedre selv -- tjener vel mere paa den maaten.» + +«Paa Piazzale Michelangelo var der en tigger uten armer -- hænderne sat +oppe paa skuldrene hans. En tysk doktor, som jeg bodde sammen med, sa han +eiet en villa ved Fiesole --.» + +«Jamen det var da godt vel?» + +«Hjemme hos os lærer de vanføre at arbeide,» indvendte Helge. «Saa de kan +forsørge sig selv paa ærlig vis.» + +«Det blir vel neppe til nogen villa allikevel,» sa hun og lo. + +«Jamen, kan der tænkes no mere demoraliserende end at leve av at utstille +sin vanførhet --.» + +«Paa en eller anden maate er det vel altid demoraliserende at vite, man er +vanfør --.» + +«Jamen allikevel -- leve av at paakalde folks medlidenhet --.» + +«Den, som er krøbling, vet jo allikevel, han blir ynket. Og _maa_ ta mot +hjælp -- av mennesker eller gud --.» + + * * * + +Jenny steg op et par trappetrin og løftet en snip av et dørforhæng, som +lignet en slunken madras. De stod inde i en bitteliten kirke. + +Der brandt lys paa alteret. Skjæret brøtes mangfoldig paa monstransskapets +glorie av messingstraaler, flimret urolig i staker og metalting og gjorde +papirroserne i alterets vaser blodrøde og guldgule. En prest stod med +ryggen til dem og læste uten lyd i en bok; etpar korgutter listet til og +fra, bukket og korset sig og utførte en hel del bevægelser, som saa +meningsløse ut for Helge. + +Ellers var det lille kirkerum mørkt -- i to sidekapeller flakret ørsmaa +natlampeflammer, som svævet i mørktblinkende metalkjæder foran billeder, +som var endda sortere end mørket. + +Jenny Winge knælte ned paa en straaskammel. + +Hendes hænder laa foldet paa pulten foran, og hodet holdt hun litt +bakoverbøiet, saa hendes profil stod skarp mot lysenes bløte guldglans, som +flimret i det opstrøkne haarkrus og smøg litt indover halsens slanke, nakne +bue. + +Heggen og Ahlin tok lydløst straastoler fra en bunke, som var stablet op +omkring en av søilerne. + +Det var allikevel rart og stemningsfuldt med denne stille gudstjenesten før +daggry. Gram fulgte spændt hver bevægelse av presten deroppe ved alteret. +Korgutten hængte et hvitt klæde med guldkors over hans skuldre. Nu tok han +monstransen fra skapet over alteret, snudde sig og viste den frem i lyset. +Gutterne svinget med røkelseskarrene; litt efter sivet den skarpe, søtlige +røk utover til dem. Men han ventet forgjæves efter musik eller sang. + +Frøken Winge koketterte formodentlig litt med katholicisme, siden hun laa +paa knæ saan. Heggen sat og saa ret frem mot alteret -- han hadde lagt en +arm om Fransiska Jahrmanns skulder -- hun var sovnet og hadde glidd indtil +ham. Ahlin kunde han ikke se, han sat bak en søile, sov vist forresten han +og. + +Rart var det igrunden at sitte her med de vildfremmede mennesker. Han følte +sig alene -- men nu pinte det igjen ikke. Den vendte tilbake, den befriede, +lykkelige stemning fra kvelden før --. Og han saa paa de andre -- paa de to +unge piker. Jenny og Fransiska -- nu visste han, hvad de het, og ikke stort +mere. Og der var ingen av dem som visste, hvad det var for ham at sitte her +-- hvad det var altsammen, som han nu hadde lagt bak sig, alt han hadde +reist fra hjemme av smertelige kampe, hvadfor hindringer han hadde slitt +sig igjennem, hvadfor baand, der hadde snørt ham ind. Og han følte en +underlig, næsten hovmodig glæde ved alt, og han saa paa de to kvinder med +mild medlidenhet. -- Saan en liten unge som Cesca, og Jenny, grøn og frisk +med smaa skraasikre formeninger bak sin hvite, glatte ungpikepande. To +friske, pene smaapiker, som gik sin like vei gjennem livet, hadde en og +anden liten sten at rydde bort kanske av og til, som til avveksling -- men +ingenting visste om slikt som hans vei. -- Stakkars, hvordan skulde det gaa +dem ogsaa, om de skulde prøve det --. + +-- Han fór op ved at Heggen rørte hans skulder. Han blev rød -- han hadde +duppet --. + +«De har tat Dem en lur De og, ser jeg,» sa Heggen. + +Ute stod de høie stille huser i den graa dæmring -- sov med lukkede skodder +opigjennem etagerne. Men i en sidegate skar en klemtende sporvogn opover, +en drosche ramlet over stenbroen, og en og anden forfrossen og søvnig figur +drog sig langs fortauget. + +De bøiet ind i en gate, hvor de saa obelisken foran +Trinita-dei-Monti-kirken for enden -- den stod hvit mot Pincios svarte +steneker. Der var ikke et menneske at se -- og ingen lyd uten deres egne +skridt paa stenbroen og en liten fontæne, som rislet i et gaardsrum -- og +saa langt borte gjennem stilheten plasket springvandet paa Monte Pincio mot +sin stenkumme. Helge kjendte det igjen -- og som de gik imot lyden, skjøt +der op i ham en fin, spinkel straale av fryd -- som om hans egen glæde fra +kvelden før ventet paa ham deroppe ved det springende væld under stenekene. + +Han vendte sig til Jenny Winge, og han visste ikke av, at hans øine og hans +stemme bad for hans lille glæde: + +«Her oppe stod jeg igaaraftes og saa solen gaa ned. Jeg syntes, det var saa +rart --. Ja jeg har nemlig arbeidet for det i aarevis -- jeg maatte hit for +mine studiers skyld -- jeg skulde liksom bli arkæolog, men jeg har maattet +være lærer, helt siden jeg tok andeneksamen. Jeg har jo altid ventet paa +den dagen, jeg skulde komme hit -- liksom præparert mig. Og saa da jeg stod +her -- saan pludselig --. Det var, som jeg var aldeles uforberedt.» + +«Ja,» sa Jenny. «Jeg forstaar det nok.» + +«Forresten, like fra jeg kom ut av toget igaar -- saa de ruinerne av +termerne like overfor -- solen over de svære gule ruinerne -- midt imellem +de flotte nye bygningerne med kafeer og kinematografer -- sporvognene paa +pladsen og anlægget og det deilige springvandet, som der er saan masse vand +i --. Jeg syntes netop det vars aa vakkert med de gamle murene midt i de +moderne kvartalerne og bytrafikken omkring.» + +«Ja,» sa hun glad i stemmen og nikket. «Jeg liker det, jeg og.» + +«Og saa gik jeg nedover. Alt det ny og gamle om hinanden. Og springvand +overalt, som rislet og randt og plasket. Jeg gik like ut til San Pietro; +det var mørkt, da jeg kom dit, og jeg stod og saa paa de to fontænerne der. +De springer vist hele natten her i byen?» + +«Hele natten -- næsten hvor man kommer, saa hører man springvand. Her er jo +saa stille paa gaterne om natten. Der som vi bor, frøken Jahrmann og jeg, +er der en liten fontæne nede i gaarden. Vi har balkon utenfor vore værelser +-- naar det er mildt om natten, sitter vi derute og hører paa, at det +rinder, til langt paa nat.» + +Hun hadde sat sig paa stenrækverket. Og Helge Gram stod paa samme plet som +kvelden før og saa igjen utover byen, som laa der med bakkedragene bakom, +graalys og forvitret, under en himmel, saa lys og klar som over høifjeld. +Han drak ind den isnende rene og kolde luft. + +«Ingen steder i verden,» sa Jenny Winge, «er morgenen som her i Rom. Jeg +mener, liksom hele byen sover -- en søvn, som blir lettere og lettere -- og +saa pludselig er den vaaken, utsovet og sund. Heggen sier, det kommer av +skodderne -- der er ingen ruter, som fanger morgenlyset og blinker.» + +De sat med ryggen til dagskjæret og den gyldne himmel, hvor Medicihavens +pinjekroner og kirkens to smaa taarne med paviljonerne paa toppen tegnet +sig haardt og skarpt. Endda var der en stund til solen kom. Men den graa +husmasse dernede begyndte langsomt at straale ut farver -- det var som +murene indenfra blev gjennemlyst av farverne paa en forunderlig maate -- +nogen huser rødmet, til de var ganske rosenfarvede, og nogen gulnet og +nogen hvitnet. Villaerne ute i Monte Marios mørke bakkedrag hævet sig +skinnende ut fra brun græsvold og svarte cypresser. + +Til det med en gang blinket som en stjerne etsteds ute paa høiderne bak +byen; der var en rute allikevel, som fanget den første solstraale. Og der +var mørkt løv, som tændtes olivengyldent derborte. + +En liten klokke gav sig til at klemte nede i byen. + +Frøken Jahrmann kom bort og hældet sig søvnig ind til sin veninde: + +«Il levar del sole.» + +Helge bøiet hodet langt bakover -- stirret op i himmelkuplens svale blaa. +Nu var der en solstraale, som rørte ved det aller øverste av springvandets +straale -- draaperne deroppe gnistret i asur og guld. + +«Aa gud velsigne dere alle, saa gyselig søvnig som jeg er,» sa Fransiska +Jahrmann og gispet alt hun orket. «Og huttetu, saa kaldt! Jenny, at du ikke +fryser paa din bedre del, slik du sitter paa stenene -- nu vil jeg i seng +-- subito!» + +«Ja søvnig!» Heggen gispet. «Vi faar se at pigge os hjem dere. Det vil si, +jeg vil ha en kop kokende melk paa latteriat mit først. Ja, gik vi da?» + +De slentret ned den spanske trappe. Helge saa paa alle de smaa grønne +blade, som piblet frem mellem de hvite stentrin. + +«Tænk at det gror her, hvor slik en masse mennesker gaar og traakker op og +ned.» + +«Aajaa -- det yrer frem nogenting her, overalt, bare der er noget jord +mellem to stener. De skulde set i vaares, paa taket under der vi bor. Der +gror et litet fikentræ ogsaa imellem takstenene. Cesca er saa bekymret for +det, om det greier sig over vinteren -- og hvad det skal leve av, naar det +blir større. Hun har tegnet det.» + +«Ja, Deres veninde maler ogsaa, synes jeg, jeg forstod?» + +«Ja. Hun har svært meget talent, Cesca.» + +«Jeg husker jeg saa et billede av Dem paa statens kunstutstilling ihøst,» +sa Helge litt undselig. «Roser i et kobberkar.» + +«Ja, det malte jeg hernede ivaar. Jeg er forresten ikke helt fornøiet med +det nu --. Jeg har været i Paris to maaneder isommer, og jeg synes, jeg har +lært noksaa meget paa den tiden. Men jeg fik solgt det -- for tre hundrede +kroner; det var det, jeg hadde ført det op med. Ja, der var nu forresten +noget i det, som var godt.» + +«De maler saan moderne -- ja det gjør dere vel alle?» + +Jenny svarte ikke, men smilte litt. + +De andre stod og ventet nedenfor trappen. Jenny rakte haanden rundt og sa +godmorgen. + +«Jeg mener, du _er_ slik jeg,» sa Heggen. «Er det dit alvor, at du gaar ut +og arbeider nu?» + +«Ja det er det vel!» + +«Du er spikende gæern du.» + +«Uf nei Jenny, bli med hjem da,» sutret Fransiska. + +«Hvorfor skulde jeg ikke arbeide, naar jeg ikke er træt? Ja kandidat Gram, +nu skulde De vel ha en drosche og komme hjem?» + +«Ja. Forresten, er ikke posthuset oppe nu? Jeg vet, det skal ikke være saa +langt fra Piazza di Spagna.» + +«Jeg skal like forbi -- saa kan De jo gaa med mig.» + +Hun nikket en sidste gang til de andre, som begyndte at dra sig hjemover -- +Fransiska Jahrmann hang paa Ahlins arm og sjanglet av søvnighet. + + + + +III. + + + +«Naa, De fik brev,» sa Jenny Winge. Hun hadde staat i posthusets forhal og +ventet. «Nu skal jeg vise Dem, hvilken sporvogn De skal ta.» + +«Tak, det var snilt.» + +Pladsen laa hvit av solskin. Luften var morgenkold og ren endda. Men vogner +og mennesker vrimlet travlt ut og ind av de trange gater omkring. + +«Vet De, frøken Winge -- jeg tror ikke, jeg tar hjem -- jeg er saa vaaken, +som jeg kan faa blit. Jeg hadde mest lyst til at gaa en tur. Men De synes +vel, jeg er paatrængende, hvis jeg spør, om jeg kan faa følge Dem litt paa +vei --» + +«Nei kjære --. Men hvordan vil De finde tilbake til Deres hotel igjen da?» + +«Aa pyt, naar det er lyst.» + +«Ja forresten, drosche træffer De hvorsomhelst og --.» + +De kom ut paa Corsoen. Hun nævnte paladsernes navne -- men kom hvert +øieblik litt foran ham. For hun gik fort og smat letvint frem mellem de +mange mennesker, som var paa benene allerede paa det smale fortaug. + +«Liker De vermut,» spurte hun. «Jeg skal ind og ha en her.» + +Hun drak den ut i et drag, staaende ved barens marmordisk. Helge likte ikke +den bittersøte drik, som var halvblandet med kinin. Men det var nyt for ham +og moret ham saan at stikke indom en bar i farten. + +Jenny bøiet ind i smale gater, hvor luften var raa og klam. Bare +allerøverst paa husmurene streifet solskinnet. Helge stirret om sig med +overvaaken interesse -- paa de blaamalte kjærrer med muldyrspand, hvis +seletøi hadde messingbeslag og røde dusker -- paa barhodede kvinder og +svarte unger, paa de smaa billige butikker og portrummenes utsalg av frugt +og grønsaker. Et sted stod en gammel mand og kokte smultebakkelse paa en +ovn, som lignet en asfaltovn. Jenny kjøpte av dem og bød Helge. Men han sa +neitak -- pokker til pike og. Hun spiste av dem med god appetit -- han fik +kvalme bare ved at tænke sig en av de fettdryppende boller mellem sine +tænder -- endda med vermutsmaken i munden -- efter nattens diverse +drikkevarer. Desuten, saa skidden den gamle manden var --. + +Side om side med forfaldne, fattige huser, hvor graaagtig vasketøi hang til +tørk mellem de brukne jalousier laa der store tunge paladser med gitrede +vinduer og utlutende gesims. Engang tok Jenny ham i armen -- en glorød +automobil kom tutende ut av en barokportal og snudde besværlig -- suste op +gjennem den trange gate, hvor rendestenen midt i laa fuld av rusk og +kaalblader. + +Han gik og nød -- for det var altsammen saa letfattelig fremmed og +sydlandsk. Og fordi alle hans oplevelser i aarevis hadde bestaat i det, at +hans fantastiske drømmerier tørnet mot en hverdagslig smaalig virkelighet, +saan at han tilsidst for at verge sig mot den smerten, selv forsøkte at +haane bort sine drømme og korrigere sine fantasier, saa prøvet han nu at +indskjærpe sig selv, at i dette romantiske kvarter bodde der naturligvis +samme slags mennesker som i alle andre store byer -- butiksdamer og +fabrikarbeidere og typografer og telegrafister -- folk som arbeidet hver +dag i forretninger og paa kontorer og ved maskiner, som var de samme, som +paa alle andre steder i verden nu. -- Men han tænkte tanken med forunderlig +glæde, fordi disse gater og huser, som lignet det, han hadde drømt om, var +en likesaa paatagelig realitet. + +-- De kom ut paa en aapen plads, hvor solen bakte hvitt og blidt efter +turen gjennem de smaa gater med den klamme, stinkende luft. Bakom pladsen, +hvor grunden var rotet op paa kryds og tvers, og dynger av avfald og rusk +laa utover mellem hauger av murgrus, stod der gamle, forfaldne huser, nogen +halvt revet ned med aapne værelser, hvor en væg manglet -- og antike ruiner +indimellem. + +Forbi nogen spredte bygninger, der stod, som de var glemt foreløbig under +nedrivningerne her, kom de ut til pladsen ved Vestatemplet. Bak den store +nye dampmølle og den nydelige lille gamle kirke med sin søileforhal og det +smekre klokketaarn reiste Aventinerhøiden sig med klostrene paa toppen +klart mot solhimmelen, og med støvgraa buer av navnløse ruiner nedover +skræntens haver og groren av svart efeu og graa nakne tornebusker og gult, +vintervissent siv. + +Det var det, som altid hadde skuffet ham -- i Tyskland og i Florens -- de +ruiner, han hadde læst om og tænkt sig staaende i en romantisk ramme av løv +og grønt, med blomster i murrifterne, saan som paa de gamle kobberstikkene +eller paa teaterkulisser, de laa i virkeligheten skidne og støvede, og gult +papirrusk og bulkede blikbokser og svineri fløt omkring dem, og der var +hvass vinterlig luft om dem, og sydens vegetation var bare det graasvarte +eviggrønt og de nakne, stikkende busker og det falmede, gule siv. + +Nu i den solklare morgen forstod han pludselig, at ogsaa slik kunde det +være vakkert, for den som kunde se. + +Bakom kirken tok Jenny Winge op en vei mellem havemure. Pinjer raket op +bakom, og efeu faldt utover. Hun stanset og tændte en cigaret. + +«Ja,» forklarte hun, «jeg er forfalden til tobak, men Cesca taaler ikke +røke for sit hjerte, saa jeg maa være avholdende, naar hun ser det -- +herute damper jeg som et lokomotiv -- her er det.» + +Der laa et litet okkergult hus indenfor et risgjærde. I haven var der bord +og bænker under etpar store nakne almetrær, og et lysthus av sivstængler. +Jenny hilste kjendt paa en kjærring, som kom ut i døren. + +«Hvordan er det, kandidat Gram -- skal De ha frokost De? --» + +«Det var kanske ikke værst. Litt sterk kaffe -- og brød og smør. --» + +«Gudvelsigne Dem -- kaffe! og smør! Egg og brød og vin -- salat og ost +kanske --. Jo hun har ost, sier hun. Hvormange egg skal De ha?» + +Mens konen dækket bordet, bar frøken Winge ut staffeli og malersaker. Og +hun byttet sin lange blaa aftenkaape med en vindjakke, der var flekket av +oljefarver. + +«Kan jeg faa lov at se paa Deres billede?» spurte Helge. + +Jenny klappet op studiebrettet. + +«Ja -- jeg kommer til at stemme ned det grønne -- det staar saa haardt nu. +Der er ikke rigtig no lys i det nu. Bakgrunden tror jeg er bra.» + +Helge saa paa det lille billede, hvor trærne stod som store grønne flekker. +Han kunde ikke se noget særlig ved det. + +«Naa, der er maten! Hun skal faa dem i hodet, hvis de er haardkokte, skal +hun -- nei gudskelov!» + +Helge var ikke sulten. Ialfald nu fik han halsbrænding av den sure, hvite +vin, og det usaltede, bare brød kunde han vanskelig faa ned. Jenny flænget +store stykker av det med sine hvite tænder -- puttet smaa beter parmesanost +i munden til det og drak vin -- de tre egg hadde hun allerede ekspedert. + +«Uf at De kan spise det vonde brødet bart,» sa Helge. + +Hun lo: + +«Jeg synes, saant brød er saa godt, jeg. Og smør har jeg neppe smakt, siden +jeg reiste fra Kristiania. Det bruker Cesca og jeg bare til selskaps. Vi +maa nemlig leve økonomisk vi, ser De.» + +Han lo ogsaa: + +«Ja hvad kalder dere økonomisk -- perler og koraller --.» + +«Aa -- saan luksus --. Jeg synes næsten, det er det nødvendigste -- litt av +det. Nei vi bor billig og spiser billig -- kjøper silkeskjærf og har te og +tørt brød og ræddiker til aftens etpar uker.» + +Hun var færdig med at spise og tændte en frisk cigaret. Og hun sat og saa +utover med haanden under kinden: + +«Nei, kandidat Gram. Ser De, sulte -- ja jeg har aldrig prøvet det, men jeg +kan nok komme til -- og Heggen for eksempel har, og han er enig med mig. +Det er bedre at faa forlitet av det nødvendige, end aldrig at kunne faa +litt av det, som er overflødig. -- Det overflødige, det er jo det, man +arbeider for og længes efter --. + +Hjemme, hos min mor -- det absolut nødvendige hadde vi jo altid -- akkurat. +Men alt utover var ikke til at tænke paa engang. -- Naaja, det maatte være +slik -- barna maatte jo ha mat, selvfølgelig.» + +Helge smilte litt usikkert: + +«Jeg kan sletikke tænke mig Dem som et menneske, som nogensinde har hat +bekjendtskap med -- økonomiske vanskeligheter.» + +«Hvorfor det?» + +«Nei for De er liksom saa uforsagt -- fri. De har saanne sikre meninger. +Naar man er vokset op i forhold, hvor det altid gjælder om at faa pengene +til at strække -- altid hører om det. Man tør liksom ikke lægge sig til +meninger -- saan i videre forstand. For det er saa pinlig at vite, at +mynten bestemmer saa meget, hvad man har raad til at mene -- og ville.» + +Jenny nikket eftertænksomt. + +«Jamen det maa man ikke. Naar man er frisk og sund og kan noget.» + +«Jamen nu jeg for eksempel. Jeg har altid ment, jeg hadde evnen til +videnskabelig arbeide. Og det er det eneste, jeg har villet. Jeg har +skrevet etpar smaabøker -- saan noksaa populært altsaa, men nu arbeider jeg +paa en avhandling -- bronsealderen i Sydeuropa. Men jeg er altsaa lærer, og +nu har jeg en noksaa bra stilling. Er inspektør ved en privatskole.» + +«Men nu er De jo kommet hitned -- for at arbeide, eftersom jeg forstod Dem +imorges,» sa hun og smilte. + +Helge svarte ikke paa det: + +«Saan gik det min far og. Han skulde været maler nemlig -- det var det +eneste, han hadde lyst til. Han laa et aars tid hernede. Saa blev han gift. +_Nu_ har han altsaa et lithografisk officin -- har holdt det gaaende i +seksogtyve aar -- under store vanskeligheter tildels. -- Jeg tror ikke min +far synes, han har faat videre ut av livet.» + +Jenny Winge saa tankefuld ut i solskinnet. I bakkeheldingen nedenfor der de +sat, stod rækker av kjøkkenurter med smaa uskyldige bladdusker paa den graa +muld. Og ute over de grønne enge lyste ruinmasserne paa Palatin falmet gule +mot det mørke løv. Dagen tegnet varm -- Albanerbergene bortom de fjerne +villahavers pinjer dæmret disig mot himmelens duggede blaa. + +«Men -- kandidat Gram.» Hun drak av sit vinglas og blev ved at se utover. +Helge fulgte med øinene den lyseblaa røk fra hendes cigaret -- en smule +morgenvind tok i den og hvirvlet den ut i solen. Hun hadde slaat det ene +ben over det andet -- hadde smale ankler i tynde, violette strømper, og +utringede, perlebroderte sko paa føtterne. Vindjakken stod aapen over den +foldede, sølvgraa kjole med den hvite krave, og over perlebaandet, som +kastet de rosenrøde lyspletter paa hendes melkehvite hals. Skindluen var +glidd langt tilbake paa det blonde, brusende haar. + +«Saa har De vel ialfald støtte av Deres far -- jeg mener, at han forstaar +Dem -- vet, at De ikke maa gro fast i den skolen, naar De har et andet +arbeide, som ligger Dem paa hjerte?» + +«Jeg vet ikke. Han var jo svært glad, jeg skulde faa komme ut. Men --» +Helge søkte litt. «Saan fortrolige har far og jeg aldrig været. Saa er det +min mor. Hun var ræd, baade at jeg skulde overanstrenge mig og for det +økonomiske -- at min fremtid skulde bli usikker og saan. Og mot min mor kan +min far ikke ta parti. De er saa forskjellige, far og mor -- hun har vist +aldrig forstaat ham. Saa holdt hun sig til os barn -- hun var forfærdelig +meget for mig, da jeg var gut -- og hun var skinsyk, selv overfor min far, +at han skulde faa mere indflydelse over mig end hun hadde --. Ja hun var +skinsyk paa mit arbeide ogsaa -- naar jeg lukket mig inde om aftenerne og +læste og saan, forstaar De. Og ræd som sagt for min helbred, og ræd, jeg +skulde finde paa at opgi min post --» + +Jenny nikket etpar ganger tankefuldt. + +«Det var fra dem, det brevet jeg hentet nu.» Helge tok det op og saa paa +det. Men han aapnet det ikke. -- «Det er nemlig min fødselsdag idag,» sa +han og forsøkte at smile. «Jeg fylder seksogtyve idag.» + +«Tillykke!» Frøken Winge rakte ham haanden. + +Hun saa paa ham, næsten paa samme maate som hun pleiet se paa frøken +Jahrmann, naar hun smøg sig op til hende. + +Hun hadde ikke før lagt merke til, hvordan Gram saa ut -- bare hat et +indtryk av, at han var høi og spæd og mørk, og at han bar et litet spidst +skjeg. I grunden hadde han pene træk -- regelmæssige, høi, litt smal pande. +Hans øine var lysebrune, med en egen gjennemsigtig ravglans, og saa hadde +han en en liten vek, fin mund under overskjegget -- med noget træt og trist +ved. + +«Jeg forstaar Dem saa godt,» sa hun pludselig. «Jeg kjender det der. Jeg +var lærerinde selv like til jul ifjor. Jeg kom ut som guvernante og var det +like til jeg blev gammel nok til at begynde paa seminar.» -- Hun lo litt +forlegent. «Jeg reiste ut -- opgav min post paa folkeskolen -- da jeg arvet +litt efter en tante til min far. Jeg har regnet ut, det kan vare i tre aar +omtrent -- kanske længer, -- jeg har skrevet nogen korrespondanser i det +sidste -- og hvis jeg faar solgt noget --. Men min mor syntes naturligvis +ikke om, at jeg vilde bruke op hele summen. Og at jeg sa op, naar jeg +endelig var blit fast efter alle de aarene, jeg hadde maset med vikariater +og privatelever. Mødre synes vel altid, en fast indtægt --» + +«Jeg er ikke viss paa, jeg hadde turdet i Deres sted. Saan kastet alle +broer av --. Og jeg vet godt, det er indflydelsen fra mit hjem. Jeg hadde +ikke kunnet la være at være ræd for hvad jeg skulde leve av, naar pengene +var brukt op.» + +«Skidt,» sa Jenny Winge. «Jeg er jo frisk og sterk og kan en masse. Sy og +lave mat og stryke og vaske. Og sprog og. I Amerika eller England kan jeg +nok altid faa no at gjøre. Der er vist en masse, som jeg kunde male, tror +jeg. Fransiska» -- hun lo ut i solen -- «hun vil, vi skal reise til +Sydafrika og bli budeier, for det paastaar hun, hun kan. Og saa skal vi +tegne akt hos zulukafferne -- de skal være saanne pragtfulde modeller.» + +«Det var ikke smaatteri heller. Avstande regner De altsaa heller ikke for +væsentlige hindringer --». + +«Nei langtifra --. Aaja, jeg snakker. Naturligvis, alle de aarene hjemme, +syntes jeg jo det var aldeles umulig at komme ut -- bare saa langt som til +Kjøbenhavn -- være der en stund og ikke gjøre andet end lære og male. Og +saa hadde jeg naturligvis noksaa meget hjerteklap, da jeg bestemte at opgi +alting og reise ut. Hele min familie syntes jo, det var vanvid. Og jeg +merket, det hadde indflydelse paa mig -- men da vilde jeg jo netop. For +male er det eneste, jeg har villet altid, og jeg skjønte, at hjemme kunde +jeg aldrig faa arbeidet saa intenst, som jeg maatte -- der var saa meget, +som distraherte --. Men mama kunde umulig forstaa, at jeg var saa gammel, +at skulde jeg lære noget, maatte det være straks. -- Min mor er nemlig bare +nitten aar ældre end jeg. Og da jeg var elleve aar, saa giftet hun sig +igjen, og det gjorde hende endda yngre --. + +Det er jo det som er det vidunderlige ved at komme ut -- al paavirkning av +de mennesker, som man tilfældigvis lever sammen med hjemme, den ophæves. +Man maa se med sine egne øine og tænke for sig selv. Og man skjønner, det +avhænger aldeles av en selv, hvad man faar ut av reisen -- hvad man evner +at se og opfatte, og hvordan man steller sig, og hvem man vælger at la sig +paavirke av. Og man lærer at forstaa, det avhænger bare av en selv, hvad +man faar ut av hele livet. Ja naturligvis, lirt av omstændigheterne, som De +sa før. Men man finder ut, hvordan man efter sin egen natur lettest vinder +over eller kommer utenom hindringerne -- baade paa reisen og i det hele. +Man ser jo, at det værste, man kommer ut for, det har man i regelen rotet +sig selv op i. + +Man er jo aldrig alene i sit hjem, vel, Gram? Det er det, som jeg synes, er +det bedste ved at reise -- at bli alene med sig selv og ikke ha nogen, som +vil hjælpe en og raade for en. -- Det gode, man skylder sit hjem, kan man +ikke se og være taknemlig for, før man er borte fra det. Man vet, avhængig +av det blir man aldrig mere, efter man engang er blit selvstændig. Man kan +ikke bli rigtig glad i det før -- man kan jo ikke være glad i noget, man er +avhængig av?» + +«Jeg vet ikke. Man er da altid avhængig av det, man er glad i? De er da +avhængig av Deres arbeide? -- Og hvis man holder av et andet menneske,» sa +han sagte, «da er man vel først for alvor avhængig?» + +«Jo--o.» Hun tænkte litt. «Men da har man valgt selv,» sa hun fort. «Jeg +mener, man er ikke slave, man tjener frivillig noget eller nogen, man +sætter høiere end sig selv. -- Men er De ikke glad -- De skal begynde Deres +nye aar alene -- fri og frank -- bare arbeide med det, De vil selv?» + +Helge husket kvelden før paa Peterspladsen. Han saa utover den fremmede by, +de dæmpede, graaslørte farver i solen, og den fremmede, lyse pike. + +«Jo,» sa han. + +«Ja.» Hun reiste sig, knappet jakken og aapnet malerkassen. «Nu skal jeg +altsaa være flittig.» + +«Da vil De vel helst være kvit mig?» + +Jenny smilte: «De er vel ogsaa træt nu vel?» + +«Aanei. Jeg skulde betale --.» + +Hun ropte paa konen og greiet op for ham, mens hun samtidig klemte ut +farver paa paletten. + +«Tror De, De finder tilbake til byen da?» + +«Aajada. Jeg la godt merke til, hvor vi gik. Og saa finder jeg nok en vogn +snart. -- Kommer dere nogengang i foreningen?» + +«Det hænder da.» + +«Ja for jeg vilde gjerne træffe Dem igjen, frøken Winge.» + +«Det gjør De nok.» Hun tænkte sig litt om. «Hvis De har lyst -- kan De ikke +se op til os -- drikke te. Vi bor i Via Vantaggio 111 -- Cesca og jeg +pleier at være hjemme om eftermiddagen.» + +«Tak, det vilde jeg forfærdelig gjerne.» Han stod litt. «Ja godmorgen da. +Og tak. Tak for inat.» + +Han rakte hende haanden. Og hun gav ham sin smale, magre: «Selv tak.» + +Da han snudde sig i porten, stod hun og skrapte paa lærredet med +paletkniven. Hun nynnet -- det var visen fra inat. Nu kom den til ham som +en kjending. Og han nynnet den selv, mens han gik nedover. + + + + +IV. + + + +Jenny tok armene op over teppet og la dem bak nakken. Men der var iskoldt i +rummet -- og mørkt; ikke en stripe dagslys mellem skodderne engang. Hun rev +en fyrstik og saa paa uret -- straks syv. Litt til kunde hun ligge og dovne +-- hun krøp helt under teppet igjen og boret kindet ned i puten. + +«Jenny -- sover du?» Fransiska aapnet døren uten at banke. Hun kom bort til +sengen og famlet i mørket efter venindens ansigt -- klappet hende: «Træt?» + +«Neida. Nu skal jeg staa op.» + +«Naar kom du hjem da?» + +«Ved tretiden. Jeg var ute i Prati og badet for middag og saa spiste jeg +derborte ved Ripettaen, du vet. Saa la jeg mig, da jeg kom hjem. Jeg er +aldeles utsovet nu -- nu skal jeg op!» + +«Vent litt, her er saa koldt -- jeg skal ta og lægge i for dig.» Fransiska +tændte lampen paa bordet. + +«Du kan jo bare skrike paa signoraen -- neimen kom hit, Cesca, faa se!» +Jenny satte sig op i sengen. + +Fransiska stillet lampen paa natbordet og dreiet sig langsomt i lyset. + +Hun hadde tat paa en hvit kniplingsbluse til sit grønne skjørt, og slynget +et bronsefarvet silkeskjærf med paafuglblaa striper rundt skuldrene. Om +halsen laa den dobbelte rad av store, dyprøde koraller, -- lange, slepne +ørendobber dryppet ned mot hendes gulhvite hud. Fransiska løftet smilende +haaret tilside for at vise, at de var bundet rundt øret med et stykke +stoppegarn. + +«Tænk at jeg fik dem for seksogotti lire -- var det ikke storartet -- synes +du, de klær mig!» + +«Storartet. Den dragten er pokker saa -- du, jeg skulde like at male dig i +den.» + +«Jaha. Jeg kunde godt sitte for dig nu. -- Jeg har ikke ro paa mig til at +bestille noget om dagen. Aa du Jenny. --» Hun sukket litt -- satte sig paa +sengekanten. «Neimen -- nu skal jeg gaa efter varmen.» + +Hun kom tilbake med glør i en stenkrukke og la sig ned foran den lille ovn. + +«Bare bli liggende du, Jenny min, til her blir litt varmt. Jeg skal re op +sengen jeg, dække bord ogsaa -- lave teen og. -- Nei har du tat hjem +studien din -- aa faa se!» + +Hun stillet studiebrættet mot en stol og lyste paa billedet: + +«Jamen, jamen!» + +«Ja er det vel værst, tror du? -- Jeg skal gjøre etpar skisser til derute +-- jeg tænker paa et stort billede du -- er det ikke et bra motiv -- med +alle arbeidsfolkene og muldyrkjærerne dernede i utgravningsfeltet.» + +«Ja vet du -- det maatte du da kunne faa no ut av -- jeg glæder mig til at +vise Gunnar og Ahlin dette. Neimen er du oppe -- aa Jenny, faa lov at sætte +haaret dit da du! + +-- Gud for et haar du har, jentunge. Du -- kan jeg ikke faa prøve at sætte +det saan moderne med bukler -- aa jo da?» Fransiska rendte det lange, +blonde haar gjennem fingrene. «Sit stille da. Der var brev til dig imorges +-- jeg tok det med op -- fandt du det? det var fra den lille broren din, +ikkesandt!» + +«Jo,» sa Jenny, og hun lo. + +«Var det leven -- blev du gla?» + +«Du kan skjønne det var leven. Aa Cesca -- engang imellem ønsker jeg -- +bare saan en søndag formiddag forstaar du -- at jeg kunde svippe hjemom og +ta en tur opover Nordmarken med Kalfatrus. Ja for han _er_ et bra mandfolk +da, ser du --» + +Fransiska saa paa Jennys smilende ansigt i speilet. Saa plukket hun haaret +ned igjen og begyndte at børste det ut paany. + +«Nei Cesca -- vi har ikke tid --» + +«Joda. Kommer de fortidlig, kan de gaa ind til mig. Der ser rigtignok ut +som et grisehus, men skidt. Forresten, de kommer ikke saa tidlig. Ikke +Gunnar -- ham generer jeg mig sandelig ikke for forresten. Forresten ikke +Ahlin heller. -- Forresten, han var oppe hos mig i middags -- jeg laa i +sengen, og han sat og pratet. Jeg sendte ham ut paa balkonen, mens jeg +klædde mig. Og saa gik vi ut og spiste fint paa Tre Re. Vi har været sammen +i hele eftermiddag.» + +Jenny sa ikke noget. + +«Vi saa Gram inde paa Nazionale. Uf Jenny, han var gyselig. Har du kjendt +no værre!» + +«Jeg synes aldeles ikke, han er gyselig. Han er klodset, stakkar. Akkurat +som jeg var i førstningen. Saanne mennesker, som gjerne vil more sig og +ikke kan.» + +«Jeg kom med toget fra Florens i formiddag,» hermet Fransiska og lo. «Uf. +Hadde han endda kommet i aeroplan.» + +«Du var uforskammet uopdragen mot ham, ungen min. Det gaar ikke an slik. +Igrunden hadde jeg hat lyst til at be ham hit iaften. Men jeg turde ikke +for dig -- jeg vilde ikke resikere, du skulde være uhøflig mot ham, naar +han var vor gjest.» + +«Det hadde du aldeles ikke resikert. Det vet du godt.» Fransiska var +fornærmet. + +«Husker du den gangen, Douglas var blit med mig hjem til te i Paris?» + +«Efter den modelhistorien -- ja tak!» + +«Herregud. Forresten saa kom den da ikke dig ved?» + +«Jasaa? Naar han som sagt hadde fridd til mig? Og jeg næsten hadde bestemt +at ta ham?» + +«Det kunde han vanskelig vite,» sa Jenny. + +«Jeg hadde ialfald sletikke sagt nei bestemt. Og dagen før hadde jeg været +med ham ut i Versailles. Og da hadde han altsaa faat lov til at kysse mig +en masse ganger og ligge med hodet i fanget mit nede i parken ogsaa. Og +naar jeg sa, jeg ikke var glad i ham, saa trodde han det ikke, sa han.» + +«Cesca.» Jenny fanget hendes øine i speilet. «Der er ingen mening i det +der. Du er jo den snilleste lille pike i verden, naar du tænker dig om. Men +sommetider er det, som du ikke ser, det er _mennesker_, du har for dig. +Mennesker, som har følelser, du _skal_ ta hensyn til. Du _vilde_ ta hensyn, +hvis du bare tænkte dig om. For du _vil_ jo da bare være snil og god.» + +«Per bacco. Er du viss paa det du? Neimen nu skal du se nogen roser. Ahlin +kjøpte et lass til mig borte ved den spanske trappe iaftes.» Cesca smilte +trodsig. + +«Jeg synes, du skulde forhindre denslags. Blandt andet fordi du vet, Ahlin +har ikke raad til slikt.» + +«Kommer det mig ved da! Naar han er forelsket i mig, saa synes han vel, det +er moro.» + +«Jeg vil ikke snakke om dit rygte engang. Som det blir av disse evindelige +historierne dine.» + +«Nei, det er ikke værdt at snakke om mit rygte. Det har du saa evig ret i +saa. Mit rygte hjemme i Kristiania -- det har jeg da ødelagt saa grundig +engang for alle at --» Hun lo hysterisk. «Skidt med det og. Jeg bare ler +jeg.» + +«Jamen søte Cesca. Jeg skjønner ikke -- du bryr dig jo ikke om nogen av +disse mandfolkene. Hvorfor vil du --. Og det der med Ahlin -- kan du da +ikke begripe -- det er alvor med ham. Det var alvor med Normann Douglas. Du +vet ikke, hvad du gjør. Jeg tror gud forlate mig ikke, du eier instinkt, +ungen min.» + +Fransiska la bort kam og børste og saa paa Jennys friserte hode i speilet. +Hun forsøkte at beholde sit utfordrende lille smil. Men det visnet -- +hendes øine løp fulde av taarer. + +«Jeg fik brev i morges jeg og.» Stemmen dirret. Jenny reiste sig op. «Fra +Berlin -- fra Borghild. -- Kanske du faar se at bli færdig Jenny. Vil du +sætte paa tevandet nu -- eller skal vi koke artiskokkerne først? De kommer +vel snart?» + +Hun drev bortover -- gav sig til at re op sengen. + +«Vi kunde kalde paa Marietta -- men vi gjør det hellere selv, ikkesandt, +Jenny? + +-- Jo. Hun skriver, Hans Hermann er gift. I forrige uke. Hun er nok langt +paa vei allerede --» + +Jenny la bort fyrstikæsken. Hun saa ængstelig over paa Fransiskas lille +hvite ansigt. Saa gik hun varsomt bort mot hende. + +«Ja det er altsaa hende, han har været forlovet med da, skjønner du. Denne +sangerinden -- Berit Eck.» Fransiska talte med en liten sluknet stemme. Et +øieblik lutet hun sig over mot veninden. Saa begyndte hun igjen at stappe +ned underlakenet med skjælvende hænder. + +Jenny stod der. + +«Ja -- du visste jo, de var forlovet -- de har jo været det over et aar.» + +«Ja. -- Nei tak Jenny, lad mig gjøre det. Hvis du vilde lægge paa duken -- + +Ja du vet det, jeg visste jo det.» + +Jenny dækket stilfærdig tebordet til fire. Fransiska bredte teppet over +sengen og hentet ind roserne. Hun stod og famlet foran i kjolebrystet -- +tok frem en konvolut og dreiet den mellem hænderne. + +«Hun hadde møtt dem i Thiergarten, skriver hun. Hun skrev --. Aa hun kan +være saa brutal, Borghild --» Fransiska sprang hen og rev op ovnsdøren -- +kastet brevet ind. Og hun sank sammen i lænestolen derborte. Saa brøt +graaten løs. + +Jenny gik bort og la armen om hendes nakke: + +«Cesca -- lille Cesca min!» + +Fransiska klemte ansigtet ind mot Jennys arm. + +«Forresten saa hun saa elendig ut, stakkar. Hun gik og drog sig ved hans +arm, og han saa sur og sint. Ja det kan jeg da saa levende tænke mig. Aa +gud stakkars hende -- stelle sig slik, at hun blir avhængig av ham paa den +maaten -- han har latt hende krype paa knæ, er jeg viss paa. -- At hun kan +være slik idiot -- naar hun kjender ham --. + +Aa men tænk Jenny -- at han skal ha et litet barn med en anden -- aa gud, +aa gud, aa gud.» + +Jenny hadde sat sig paa stolarmen. Cesca smøg sig til hende: + +«Nei jeg eier vist ikke instinkt, som du sier. Kanske jeg sletikke har +elsket ham ordentlig engang. Endda vilde jeg saa gjerne ha et barn med ham. +Og saa orket jeg ikke bekvemme mig til allikevel --. Sommetider vilde han, +vi skulde gifte os -- gaa til byfogden uten videre. Nei jeg vilde ikke. De +hadde blit saa sinte hjemme. Og folk vilde trodd, naar vi gjorde det slik, +at vi var nødt til at gifte os. Og det vilde jeg heller ikke. Endda de +trodde jo naturligvis det værste -- men det var jeg likeglad med. Jeg +visste godt, jeg ødela aldeles mit rygte for hans skyld. Men det brød jeg +mig ikke om. Skjønner du det -- jeg gjør det ikke --. + +Men Hans trodde jo, jeg vilde ikke, bare for jeg var ræd, han ikke skulde +gifte sig med mig efterpaa. Saa la os gaa til byfogden da først, din +fordømte tøs, sa han. Men jeg vilde ikke. Han trodde, det var bare +beregning alting. Du kold, sa han. Det er du sgu ikke længer end du selv +vil. Sommetider trodde jeg selv, jeg var det ikke. Kanske det bare var det, +at jeg var ræd, for han var saa brutal saan. Slog mig sommetider -- rev +næsten klærne av mig -- jeg maatte klore og bite for at slippe -- tute og +graate --» + +«Og du blev ved at komme til ham?» sa Jenny sagte. + +«Jaha. Det skal være visst. Portnerkonen vilde ikke stelle for ham længer. +Saa gik jeg op og gjorde det. Hadde nøkkel til hans værelser. Og jeg vasket +gulv og redde op sengen -- gud vet, hvem som hadde ligget med ham der --» + +Jenny rystet paa hodet. + +«Borghild var rasende over det. Det var hende, som beviste mig, at han +hadde en elskerinde. Jeg visste det nok -- men jeg vilde ikke ha sikkerhet. +Borghild paastod, han hadde bare git mig nøkkel for at jeg skulde komme og +overraske dem. Saa skulde jeg bli saa skinsyk, at jeg gav mig over -- naar +jeg var kompromittert allikevel. Men hun har ikke ret i det -- det var mig, +han var _glad_ i -- paa sin maate. Han var glad i mig, Jenny -- slik han +kunde være --. + +Men Borghild var saa sint for jeg stampet den diamantringen efter oldemor +Rustung. -- Ja det har jeg ikke fortalt dig nogengang.» + +Hun reiste sig og lo litt. + +«Jo ser du, han _maatte_ ha penger. Hundrede kroner. Jeg sa, han skulde faa +dem av mig. Ante ikke, hvor jeg skulde ta dem fra. Papa turde jeg ikke be +om en øre -- jeg hadde brukt altfor meget allerede. Saa gik jeg og stampet +-- uret mit og et guldlænkearmbaand og saa den diamantringen -- saan en +gammel en du vet med en masse smaa diamanter paa en stor plate. Borghild +var saa rasende, for hun ikke hadde faat den, som var ældst, men bedstemor +hadde uttrykkelig sagt, jeg skulde ha den, som var opkaldt. Jeg gik ned en +morgen da, ser du, med det samme, der blev aapnet. Uf jeg syntes, det var +saa flaut. Men jeg fik da pengene og gik op til Hans. Han spurte, hvordan +jeg hadde skaffet dem, og saa sa jeg det. Saa kysset han mig. Og saa sa +han, gi mig laanesedlen og pengene, pusen -- det kaldte han mig altid. Jeg +gav ham det -- jeg trodde jo, han vilde løse det ut, og jeg sa, han maatte +ikke -- jeg var forfærdelig rørt da ser du. Jeg kan ordne det paa en anden +maate, sa Hans, og saa tok han det og gik. Jeg sat oppe hos ham og ventet +-- aa jeg var saa rørt, for jeg visste, han maatte ha de pengene. Jeg vilde +gaa og stampe det igjen dagen efter -- jeg syntes ikke, det skulde være noe +leit mere -- ingenting skulde være leit mere -- jeg vilde la ham faa alt, +han ønsket nu. Og saa kom han -- vet du, hvad han hadde gjort --» hun lo +paa graaten -- «løst det ut i Folkebanken og pantet det hos sin +privatbankier, som han sa. Der fik han meget mere --. + +Ja vi ranglet sammen hele dagen efterpaa da ser du. Champagne og alting. Og +saa blev jeg med op om natten og han spillet -- spillet du gode gud! Jeg +laa paa gulvet og tutet. Jeg var likeglad med alt, naar han bare vilde +spille slik -- og saa for mig alene. Aa du har ikke hørt ham spille du -- +da vilde du forstaa alting. Men efterpaa! Jo der blev greier. Vi slos paa +liv og død. Ja jeg slap da fra ham. Borghild laa vaaken, da jeg kom hjem. +Kjolen min var revet aldeles i filler -- du ser ut som en gatejente, sa +Borghild. Det kommer du nok til at ende som, sa hun. Jeg lo jeg. Klokken +var fem. + +Men jeg hadde jo git mig tilslut, kan du vite. Hadde det ikke været for en +ting. Sommetider sa han, du er fan ta mig den eneste anstændige pike, jeg +har truffet -- der er sgu ikke den mand, som greier at faa dig til at +falde. Var det ikke forfærdelig? Jeg har agtelse for dig, pus. Tænk, han +hadde agtelse for mig, fordi jeg ikke vilde gjøre det, han tigget mig om og +truet mig for altid. Jeg som bare ønsket, jeg orket -- jeg vilde jo saa +gjerne gjøre alt for at glæde ham. Hvis jeg bare hadde kunnet komme over +den rædsel -- han var saa brutal -- og jeg visste, han hadde andre --. Jeg +ønsket, han bare vilde la være at skræmme mig -- saa jeg kunde. Men da +hadde jeg altsaa været falden i hans øine. + +Det var derfor jeg brøt tilslut. Naar han vilde, jeg skulde gjøre noget, +som han kom til at foragte mig for --.» + +Hun smøg sig ind under Jennys kjærtegn. + +«Du er da glad i mig, Jenny?» + +«Det vet du vel -- Cesca ungen min!» + +«Du er saa snil, Jenny. Kys mig litt mere! Gunnar og. Ahlin og. Jeg skal +passe mig -- du kan da vite, jeg vil ikke gjøre ham no vondt. Forresten -- +kanske jeg vil gifte mig med ham. Naar han er saa glad i mig. Ahlin vilde +aldrig være brutal, det vet jeg. Tror du vel, han vilde plage mig? Ikke +meget. Og saa kunde jeg faa nogen smaa barn. Saa vet du, jeg maa jo faa +penger engang. Og han er saa fattig. Da kunde vi bo i utlandet. Jeg kunde +arbeide bestandig. Og han og. Du -- der er no forfærdelig fint over alt han +gjør. Det relieffet med de lekende smaagutter. Og utkastet til +Almquistmonumentet. Det er jo ikke saa originalt i kompositionen, men gud +hvor nydelig og nobelt og rolig -- saa legitimt plastiske figurerne --» + +Jenny smilte litt og strøk over Fransiskas pandehaar -- det var blit vaatt +av graaten. + +«Aaja. Hvis jeg bare altid kunde arbeide saa. Aa, men Jenny. Det er de +evige smerterne i hjertet. Og hodet. Og øinene, Jenny -- jeg er saa dødsens +træt, du.» + +«Du vet jo, hvad lægen sier -- bare nervøst altsammen. Hvis du bare vilde +være fornuftig --» + +«Jaja. De sier det. Men jeg er saa ræd. Du sier, jeg har ikke instinkt -- +ikke paa den maaten, du mener. Men paa en anden maate. Jeg har været et +troll denne uken. Jeg vet det godt. Men jeg gik og ventet -- jeg _følte_, +der skulde komme no forfærdelig. Ja nu ser du!» + +Jenny kysset hende igjen. + +«Jeg var nede i S. Agostino iaften. Du vet det undergjørende +madonnabilledet. Jeg la mig ned og prøvet at be til jomfru Maria. Jeg tror, +jeg vilde faa det godt, hvis jeg blev katolik. En kvinde som jomfru Maria +for eksempel kunde meget bedre forstaa det --. Og jeg bør vel igrunden ikke +gifte mig, slik jeg er. Jeg kunde gaa i kloster -- i Siena for eksempel. +Jeg kunde kopiere i galleriet; klostret kunde tjene penger paa det. Da jeg +kopierte den engelen til Melozzo da Forli i Florens, saa var der en nonne, +som stod og kopierte der hver dag. Det var sletikke værst.» Hun lo. «Ja, +det vil si, det var forresten aldeles gyselig. Men de sa jo alle, mine +kopier var saa gode. Og det var de. Jeg tror, jeg kunde bli lykkelig da --. + +Aa Jenny, hvis jeg følte mig frisk. Hvis jeg fik fred indi mig -- ikke var +saa uklar og forskræmt indi mig --. Da blev jeg frisk. Og kunde arbeide, +bare arbeide altid. -- Jeg skulde bli saa snil, saa snil. Gud hvor snil jeg +skulde bli. + +Jeg er ikke snil altid. Jeg vet det godt. Jeg gir efter for alle luner, +naar jeg har det slik som nu. Men jeg skal holde op -- hvis dere bare vil +være glad i mig allesammen. Især du. -- Vi skal be bort den der Gram -- +næste gang jeg ser ham, skal jeg gaa bort til ham og være saa snil og søt, +saa du tror det ikke. -- Vi skal be ham hjem og ta ham med ut -- jeg skal +gjerne staa paa hodet for at more ham. Hører du Jenny -- du er bli paa mig +nu vel?» + +«Ja Cesca.» + +«Gunnar tar mig ikke alvorlig,» sa hun tankefuldt. + +«Jo han gjør. Han synes bare, der er megen barnagtighet ved dig. Du vet, +hvad han sier om dit arbeide -- husker du, hvad han sa i Paris -- om din +energi -- om dit talent -- baade fint og personlig, sa han. Da tok han dig +sandelig alvorlig nok.» + +«Ja forresten. Du, Gunnar er en prægtig gut. -- Men han var da saa sint for +det med Douglas.» + +«Det hadde ethvert mandfolk været. Jeg og var det.» + +Fransiska sukket. Hun sat litt: + +«Du -- men hvordan blev du kvit han der Gram da? Jeg hadde trodd, du blev +aldrig av med den fyren -- at han hadde gaat med dig hjem og lagt sig paa +sofaen her -- mindst!» + +Jenny lo. + +«Nei. Han fulgte mig ut paa Aventin og spiste frokost og saa reiste han +hjem. Forresten, jeg liker ham noksaa bra.» + +«Dio mio! Jenny, du er abnormt snil. Der er da maate paa at være moder for +os alle. Eller er du forelsket i ham kanske?» + +Jenny lo igjen: + +«Der vilde vel ikke være større haab. Ja han forelsker sig naturligvis +ogsaa i dig. Hvis du ikke er litt forsigtig.» + +«Det gjør de jo allesammen. Gud maa vite hvorfor. Men det gaar jo altid +fort over igjen. Og saa blir de sinte paa mig efterpaa.» Hun sukket. + +Der kom en opover trappen. + +«Det er Gunnar. Jeg gaar ind til mig selv litt -- jeg maa vaske øinene mine +skjønner du, Jenny.» + +Hun smat ut -- hvisket goddag til Heggen, som hun passerte i døren. Han kom +ind og lukket efter sig. + +«Du er all right ser jeg, Jenny. Det er du jo forresten altid -- pokker til +menneske -- du har selvfølgelig arbeidet hele formiddagen. End hun?» Han +slog med hodet mot Cescas værelse. + +«Ilde. Stakkars liten!» + +«Jeg saa det i avisen. Jeg var oppe i foreningen ista. Faa se -- er du +færdig med studien? Den er nydelig Jenny -- ja vet du hvad --.» + +Heggen holdt billedet mot lyset og saa længe paa det: + +«Nydelig du. Dette her -- det staar vakkert, du. Den er svært kraftig, +synes jeg -- + +Ligger hun og graater nu igjen?» + +«Jeg vet ikke. Hun sat herinde og graat. Søsteren hadde skrevet til hende.» + +«Træffer jeg den slampen nogengang,» sa Heggen, «saa skal jeg vel altid +finde paa et paaskud til at gi ham saftig juling.» + + + + +V. + + + +Helge Gram sat og ruget over de norske aviser en eftermiddag nede i +foreningen. Alene i det skumle læseværelse. Saa kom frøken Jahrmann. + +Helge reiste sig og hilste. Hun gik like bort og rakte ham haanden -- +smilende: + +«Kjære, hvordan lever De? Jenny og jeg snakket netop om Dem -- skjønte +ikke, vi aldrig saa Dem. Vi hadde netop bestemt at gaa hitop paa lørdag og +se efter Dem -- faa Dem med ut paa litt moro efterpaa. Har De faat no +værelse da?» + +«Nei desværre. Jeg bor paa hotellet endda. Alle værelserne er saa dyre saa +--.» + +«Jamen det blir da ikke billigere paa hotellet? De gir vel mindst 3 frc. +døgnet. Ja det kunde jeg tænke. Uf nei, Rom er ikke billig, ser De. Om +vinteren, man maa ha solværelse. Og naar De ikke kan italiensk saa. Bare De +hadde kommet op til os -- Jenny eller jeg skulde gjerne gaat med Dem og set +paa, kan De vite.» + +«Tusen tak -- men det kunde jeg da virkelig ikke bry dere med!» + +«Bry -- kjære. Men hvordan har De det -- har De truffet nogen kjendte?» + +«Nei. Jeg var oppe i foreningen i lørdags, men jeg kom ikke til at snakke +med nogen. Jeg sat og saa i aviserne. Jo Heggen snakket jeg etpar ord med +iforgaars oppe paa en kafé paa Corso. Og saa har jeg truffet igjen to tyske +doktorer, som jeg kjendte litt fra Florens. Vi var ute paa Via Appia sammen +en dag.» + +«Uf. Er tyske doktorer morsomme, De?» + +Helge smilte litt forlegent. + +«Aa. Ja vi har jo endel fælles interesser. Og naar man gaar slik og ingen +har at snakke med ellers --.» + +«Jamen De maa vænne Dem til at snakke italiensk. De har jo lært det. Vil De +gaa en tur med mig -- saa snakker vi bare italiensk hele tiden. Jeg skal +være maestra for Dem. Frygtelig streng!» + +«Tusen tak. Men De vilde vist ikke finde mig morsom, frøken Jahrmann -- +andet en ufrivillig.» + +«Tøv. -- Neimen vet De. Der var to gamle danske damer, som reiste til Capri +iforgaars. Tænk om deres værelse var ledig -- det er det vist. Et litet +pent, billig. Jeg husker ikke, hvad gaten het, men jeg vet, hvor det er. +Skal jeg følge Dem bort, saa ser vi paa det? Kom da!» + +Nede i trappen stanset hun og saa op paa ham med et litet undselig smil: + +«Jeg var frygtelig uskikkelig mot Dem, den aften vi var ute sammen, Gram. +Jeg maa nok be Dem omforladelse.» + +«Men kjære frøken Jahrmann!» + +«Jo. Men jeg var syk. Aa De kan tro, jeg fik skjend av Jenny. Men jeg hadde +fortjent det.» + +«Kjære, det var jo mig, som trængte mig ind paa dere. -- Men det var det -- +jeg saa dere, og jeg hørte, dere snakket norsk -- det var saa fristende at +forsøke og snakke med dere.» + +«Uf ja. Det kunde været saa moro -- saant et litet eventyr. Hadde bare ikke +jeg været saa uskikkelig. Men jeg var syk, ser De. Jeg er saa nervøs om +dagen, saa faar jeg ikke sove, og saa kan jeg ikke arbeide. Saa blir jeg +trollet.» + +«Er De ikke frisk om dagen, frøken Jahrmann?» + +«Ufnei. Og Jenny og Gunnar arbeider -- alle uten jeg arbeider. Hvordan gaar +det med Deres arbeide -- godt? -- Er De ikke glad? + +Forresten, jeg sitter for Jenny om eftermiddagen. Idag har jeg fri. Jeg +tror, det er mest for hun ikke vil, jeg skal gaa alene og spekulere. Og saa +reiser hun ut med mig, utenfor murene. Hun er aldeles som en mor for mig. +Mia cara mammina.» + +«De er nok ordentlig glad i Deres veninde?» + +«Det skulde bare mangle. Hun er saa snil, saa snil. Jeg er sykelig og +bortskjæmt jeg, ser De. Der er ingen uten Jenny som holder ut med mig i +længden. Og saa er hun saa klok og begavet og energisk. Og vakker -- er hun +ikke deilig, synes De? De skulde se det haaret hendes utslaat! Naar jeg er +snil pike, faar jeg lov at greie og sætte det --. + +Det er her,» sa hun. + +De kløv opover en stummende mørk stentrap, -- «men det er ikke no at bry +sig om. Vores opgang er endda værre -- De skal se, naar De kommer og +besøker os. Kom en aften vel -- saa faar vi fat paa de andre og gaar ut paa +en gedigen Romarangel. Den sidste ødela jo altsaa jeg.» + +Hun ringte paa i øverste etage. Konen, som lukket op, saa net og hyggelig +ut. Hun viste dem ind paa et litet værelse med to senger. Vinduet vendte ut +mot en graa bakgaard med klæsvask foran vinduerne, men der var blomster paa +balkonerne, og ovenover de graa tak laa loggiar og terrasser med grønne +busker. + +Fransiska snakket ustanselig med vertinden -- mens hun tittet ind i ovnen +og kjendte paa sengene -- og indimellem oplyste ham: + +«Sol er her hele formiddagen. Naar den ene sengen kommer ut, er her ikke +saa værst liten plads heller. Ovnen ser bra ut. Det koster 40 lire uten lys +og varme og 2 for servizio. Det er billig. Skal jeg si, De tar det? De kan +flytte ind imorgen, om De vil! + +-- Ingenting at takke for. De kan vite, jeg synes, det er moro at kunne +hjælpe Dem litt,» sa hun i trappen. «Bare De maa like Dem. Signora Papi er +renslig, vet jeg.» + +«Ja det er vel en sjelden dyd hertillands det?» + +«Aa nei da. De er ikke likere de som leier ut hjemme i Kristiania, tror +jeg. Der som min søster og jeg bodde i Holbergs gate -- jeg hadde sat et +par nye laksko ind under sengen, men jeg turde aldrig ta dem ut igjen. +Sommetider tittet jeg ind til de -- de stod og saa ut som to smaa hvite +lodne lam.» + +«Ja,» sa Helge. «Jeg har jo altid bodd i mit hjem jeg.» + +Fransiska lo pludselig høit: + +«Vet De, signoraen trodde, jeg var Deres moglie -- at vi skulde bo der +begge. Jeg sa, jeg var Deres kusine -- hun smakte litt paa det forresten. +Cugina -- det er vist ikke bra nogensteds i verden det!» + +Saa lo de begge en stund av det. + +«Har De lyst at gaa en tur,» spurte frøken Jahrmann pludselig. «Skal vi gaa +ut til Ponte Molle? Har De været der? Orker De gaa saa langt? Vi kan trikke +hjem, skjønner De?» + +«Jaamen orker De -- De er jo ikke frisk?» + +«Jeg har netop godt av at gaa -- værsgod gaa, sier Gunnar altid -- Heggen +altsaa.» + +Hun smaasnakket ustanselig og skottet op av og til for at se, om hun moret +ham. De gik utover den nye vei langs Tiberen -- elven veltet graagul under +de grønne bakker. Der laa smaa perlemorblanke skyer over Monte Marios mørke +kratskog med de graagule villaers blokke mellem de eviggrønne trær. + +Fransiska hilste paa en konstabel og lo mot Gram: + +«Tænk den fyren har fridd til mig, De. Jeg spaserte ofte her alene, og saa +pleiet jeg at snakke med ham. Og saa fridde han. Søn til en tabaccaroen vor +har forresten ogsaa fridd til mig. Jenny skjendte saa paa mig -- hun sa, +det var min egen skyld, og det var det kanske ogsaa.» + +«Jeg synes, frøken Winge skjender noksaa meget paa Dem, jeg. Hun er en +streng mama, later det til?» + +«Nei Jenny? Bare naar jeg behøver det. Gid nogen hadde gjort det før» -- +hun sukket. «Men det har de altsaa ikke, desværre.» + +Helge Gram følte sig let og fri, som han gik der med hende. Der var noget +saa bløtt over hende -- gangen, stemmen, ansigtet under den store lodne +klokkehat. Det var, som han ikke rigtig likte Jenny Winge, naar han tænkte +paa hende nu -- hun hadde saa selvsikre, lysegraa øine -- og saan +forfærdelig appetit. Cesca fortalte netop, hun kunde næsten ikke spise om +dagen. + +Og han sa: + +«Frøken Winge, det er vist en ung dame, som er ganske bestemt av sig.» + +«Ja det skal gud vite. Hun har karakter, hun. Tænk -- hun har altid villet +male. Og saa maatte hun være lærerinde. Aa hun har slitt! Ja det synes ikke +paa hende nu. Hun er saa sterk, saa hun liksom retter sig op straks. Men +det første, jeg traf hende paa malerskolen. Der var liksom noget saa haardt +og indesluttet -- jeg vet ikke -- pansret, sier Gunnar -- ved hende. Hun +var rasende tilbakeholdende -- jeg blev sletikke kjendt med hende, før hun +kom hitned. Moren er enke anden gang -- hun heter fru Berner -- der er tre +smaa halvsøsken, -- tænk de hadde to smaa værelser, og Jenny laa paa et +litet pikekammer -- arbeidet og læste og utdannet sig ved siden av og hjalp +moren baade med penger og i huset -- de hadde ikke pike. Og ingen venner og +bekjendte hadde hun. Hun lukker sig liksom, naar hun har motgang, vil ikke +klage -- men naar hun har medgang, saa er det som hun aapner armene for +alle, som trænger støtte av hende.» + +Fransiska hadde faat hete kinder. Hun slog sine store øine helt op mot ham: + +«Jeg, ser De, jeg har aldrig hat andet vondt, end det jeg har rotet mig opi +selv. Jeg er litt hysterisk og saa lar jeg mine egne stemninger løpe av med +mig. Men Jenny snakker med mig om det -- hun sier, det eneste uoprettelig +vonde, vi kommer ut for har vi altid forskyldt selv. Og hvis man ikke kan +traene sin vilje til at beherske sine stemninger og drifter og denslags, +sier hun -- hvis man ikke længer er herre over sig selv, gjør man bedst i +at skyte sig, sier Jenny.» + +Helge smilte ned til hende. «Sier Jenny,» og «Gunnar sier» og «jeg hadde en +ven, som pleiet at si». Hvor ung og tillidsfuld hun var. + +«Ja. Men der gjælder kanske andre love for frøken Winge end for Dem. Kan De +ikke tænke Dem -- saa forskjellige dere to er -- selve det at leve betyr +ikke det samme for to mennesker.» + +«Nei,» sa hun stille. «Men jeg er saa glad i Jenny. Jeg trænger saa til +hende.» + +De var kommet til broen. Fransiska lænet sig utover. Længere oppe ved elven +under den brungrønne bakke laa en fabrik, hvis høie, slanke skorsten kastet +en skjælvende speiling ut i det ilsomme, gule vand. Bakom den bølgende +slette, langt inde, laa Sabinerfjeldene lergraa og nakne med blaanende +kløfter og snefjeld langt bakom der igjen. + +«Jenny har malt dette -- men der er sterk aftensol. Fabriken og pipen staar +aldeles rødt. Og saa er det efter saan en het dag, da man ikke ser fjeldene +for dis, men bare nogen hvite sneblikt høit oppe i det tunge, metalagtige +blaa. Og saa skyer -- der er store skyer oppe over sneen. Det er vakkert -- +jeg skal be Jenny vise Dem det.» + +«Kan vi ikke faa litt vin her,» spurte han. + +«Det blir snart koldt -- men litt kan vi nok sitte.» + +Hun viste vei over den runde plads bakom broen. Mellem alle osterierne +valgte hun en liten have. Bakom nogen skur med borde og straastoler stod +der en bænk under nakne almetrær. Utenfor haven var der en grøn eng -- +bortom den løftet høiden paa den anden side elven sig mørk mot den skybleke +himmel. + +Fransiska brøt en kvist av hyldebuskene langs gjærdet. Den hadde smaa +grønne, nye skud, som kulden hadde svidd svarte i tuppen. + +«Se saan staar de og sprætter og fryser hele vinteren. Men naar vaaren +kommer, har det ikke gjort dem noget.» + +Da hun la fra sig kvisten, tok han den. Og han blev ved at holde den. + +De fik hvitvin. Fransiska blandet sin med vand og bare nippet. Saa smilte +hun bønlig. + +«Vil De gi mig en cigaret?» + +«Med fornøielse -- hvis De tror, De taaler det.» + +«Aa -- jeg røker næsten ikke nu. Jenny lar næsten helt være for min skyld. +Forresten, iaften tænker jeg hun tar sin mon igjen. Hun er sammen med +Gunnar.» + +Fransiska smilte i lyset av fyrstikken: + +«Men ikke si til Jenny, jeg har røkt -- hører De?» + +«Nei da.» Han lo. + +«Jo.» Hun røkte tankefuldt. «Jeg ønsker saa, Jenny og Gunnar vilde gifte +sig. Jeg er ræd, de gjør det ikke -- de har været saa gode venner altid. Da +blir man ikke saa let forelsket, vel? I nogen, man kjender saa godt fra +før. Og de er saa like igrunden. Men det er motsætningerne, som tiltrækker +hinanden, sier de. Jeg synes det er dumt, det er saan -- men det er det +vist. Men det var bedre, man forelsket sig i nogen, man var saan beslegtet +med. Da kom ikke alt det vonde og sørgelige, som er i kjærligheten. Tror De +vel? + +Tænk Gunnar er fra en fattig husmandsplads nede i Smaalenene. Men han kom +til Kristiania -- en tante av ham paa Grünerløkken tok ham til sig, for de +hadde det saa smaat hjemme hos ham. Da var han bare ni aar, og saa gik han +med vask, for hun hadde strykeri, tanten, og siden kom han paa verksted. +Det han kan og vet, har han lært sig selv. Han kan ikke la være at læse, +for alting intresserer ham slik, at han maa komme tilbunds i det. Jenny +sier, han glemmer rent at male -- nu har han lært sig italiensk saa +grundig, at han kan læse alle bøker -- vers og. + +Jenny er ogsaa slik. Hun har lært en masse bare fordi det moret hende. Jeg +kan aldrig lære noget av bøker, jeg -- jeg faar hodepine av at læse. Men +Jenny og Gunnar fortæller mig. Da husker jeg det. De vet vist ogsaa en +masse -- kan De ikke fortælle mig litt om det, De studerer. Det er det +bedste jeg vet, naar nogen fortæller mig. Da husker jeg det. + +Det er Gunnar, som har lært mig at male og. Jeg tegnet altid som barn -- +jeg hadde saa let for det. Saa traf jeg ham paa fjeldet for tre aar siden +-- jeg laa og arbeidet der. Ja jeg kjendte ham fra før litt. Jeg laa og +lavet billeder da -- græsselig ordentlige, men ikke skygge av kunst. Det +skjønte jeg godt selv, men jeg skjønte ikke hvorfor. Jeg vilde ha frem +noget i billederne mine, men jeg visste ikke rigtig, hvad det var, og jeg +ante ikke, hvordan jeg skulde faa det til. + +Men saa snakket jeg med ham. Viste ham sakerne mine. Han kunde meget mindre +end jeg da -- saan teknisk. Han er bare et aar ældre end mig og. Men det +han hadde lært, det kunde han bruke. Ja saa malte jeg to +sommernatsbilleder. Dette underlige clairobscur -- alle farverne ligger saa +dypt, men de er saa lysende sterke. -- Naturligvis, de var ikke gode. Men +der var kommet noget i dem av det, jeg vilde ha til -- jeg kunde se, jeg +hadde malt dem og ikke hvemsomhelst anden pike, som hadde lært litt --. +Skjønne De? + +Jeg har et motiv herute -- en anden vei ind til byen. Vi skal gaa der +engang. Det er en vei mellem to vignemure -- ganske smal. Et sted er der to +porter i barokstil med jerngitter. Ved hver staar der en cypres. Jeg har +gjort etpar pennetegninger og farvelagt. Der er en tung mørkeblaa sky over +cypresserne og en klare av grøn luft og en stjerne -- et skimt av take og +kupler i byen langt, langt inde --. + +Der skulde være saan patos da forstaar De --.» + +Det begyndte at skumre sterkt. Hendes ansigt lyste blekt under hatten. + +«Ikkesandt -- synes De ikke -- jeg maa bli frisk -- faa arbeide --.» + +«Jo,» hvisket han. «Aa jo. Kjære --.» + +Han hørte, hun sat og pustet tungt. Der var stille en stund. Saa sa han +lavt: + +«Hvor glad De er i Deres venner, frøken Jahrmann.» + +«Ja. -- Og jeg vilde, alle mennesker skulde være mine venner. Jeg vil være +glad i alle, skjønner De.» Hun sa det ganske sagte, og hun aandet ut. + +Helge Gram bøiet sig pludselig frem og kysset hendes haand, som laa hvit og +liten paa bordet. + +«Tak,» hvisket Fransiska stille. + +De sat litt. + +«Vi maa gaa, kjære Dem, her blir saa koldt at --.» + + * * * + +Dagen efter, da han kom flyttende op paa sit nye værelse, stod der en +majolikakrukke med smaa blaa iris i solskinnet paa bordet. Signoraen +forklarte, kusinen hadde været oppe med dem. + +Da Helge blev alene, bøiet han sig over blomsterne og kysset dem alle -- en +for en. + + + + +VI. + + + +Helge Gram trivdes paa sit værelse dernede ved Ripettaen. Han hadde en +følelse av, at han arbeidet let og godt ved det lille bordet foran vinduet +-- ut mot gaarden med vasketøiet og blomsterpotterne paa balkonerne. +Familien midt imot hadde to smaabarn, gut og pike, saan seks-syv aar. Naar +de kom ut paa sin lille altan, nikket og vinket de til Helge, og han vinket +igjen. I det sidste hadde han ogsaa begyndt at hilse paa deres mor. Dette +lille hilsebekjendtskap gav ham saan en god, hjemlig følelse. -- Foran ham +stod Cescas vase; han passet paa at fylde den med friske blomster altid. Og +signora Papi var flink til at forstaa hans italiensk. Det var for hun hadde +hat danske logerende, sa Cesca -- danske kan ikke lære fremmede sprog. + +Naar signoraen hadde været et ærinde inde hos ham, blev hun bestandig +staaende en evighet borte ved døren og snakke. Mest om «kusinen» -- «che +bella», sa signora Papi. En gang hadde frøken Jahrmann været oppe hos ham +alene og en gang sammen med frøken Winge -- begge ganger for at be ham hjem +til dem. -- Naar fru Papi saa tilslut avbrøt sig selv og lo -- her stod hun +og forstyrret ham i skrivningen -- og forsvandt -- saa la Helge sig bakover +i stolen med armene bak nakken. Han tænkte paa sit værelse hjemme -- ved +siden av kjøkkenet, hvor mor og søster gik og snakket om ham, høit, +bekymret, misbilligende. Han kunde høre hvert ord -- som han vel skulde. Aa +--. Og hver dag hernede blev en dyrebar naade. Endelig, endelig fik han ha +fred -- kunde arbeide, arbeide. + +Eftermiddagen gik i museer og biblioteker. Men i skumringen, saa ofte han +syntes, det gik an, stak han op til de to malerinder i Via Vantaggio og +drak te. + +I regelen var de hjemme begge. Undertiden var der andre fremmede -- Heggen +og Ahlin traf han jevnlig deroppe. To ganger hadde han truffet frøken Winge +alene og en gang bare Fransiska. + +De var altid paa Jennys værelse. Der var lunt og hyggelig, skjønt de lot +skodderne staa oppe, helt til det sidste blaa aftenskjær var svundet. Det +glødet og raslet i ovnen og vandkjelen surret over spritapparatet. Han +kjendte hver ting i rummet nu -- studierne og fotografierne paa væggene, +vaserne med blomster, det blaa teservice, bokhylden ved sengen, staffeliet +med Fransiskas portræt. Litt uryddig var der altid -- bordet foran vinduet +fløt av tuber og farveskrin og skissebøker og løse papirer, og indunder det +skubbet Jenny med foten pensler og malerfiller, som fløt paa gulvet, mens +hun gik og stelte tebordet. Der var gjerne sytøi og halvstoppede strømper i +sofaen, og hun la det bort og satte sig til at smøre kjeks -- og stod op og +flyttet unna et spiritusstrykejern, som altid stod fremme et eller andet +sted i stuen. + +Imens pleiet han at sitte og snakke med Fransiska i ovnskroken. Undertiden +hændet det, at Cesca fandt paa, hun vilde være huslig, og Jenny skulde +sitte og dovne. Jenny bad for sig -- Cesca ryddet som en hvirvelstorm -- +stuvet alle vildfarne effekter bort paa steder, hvor Jenny aldrig fandt dem +igjen. Tilslut banket hun de manglende tegnestifter i billederne, som hang +skjævt og krøllet sig paa væggene -- brukte sin ene sko til hammer. + +Gram kunde ikke bli rigtig klok paa frøken Jahrmann. Hun var altid venlig +og hyggelig mot ham -- men aldrig mere saan inderlig fortrolig som den dag, +de gik til Ponte Molle. Undertiden var hun saa besynderlig aandsfraværende +-- det var, som hun ikke sanset, hvad han sa, skjønt hun svarte nok venlig +paa en maate. Et par ganger hadde han en følelse av, at han trættet hende. +Spurte han, hvordan hun hadde det, svarte hun igrunden ikke. Og da han +engang nævnte hendes billede med cypresserne, sa hun, forresten i en meget +søt tone: + +«De maa ikke bli sint, Gram -- men jeg liker ikke at snakke om mit arbeide, +før det er færdig -- ikke nu ialfald.» + +Det gav ham liksom enslags opmuntring, at han merket, billedhugger Ahlin +likte ham ikke. Svensken kunde altsaa tænke sig ham som rival --. Forresten +hadde han faat indtryk av, at Fransiska hadde trukket sig tilbake fra +Ahlin. + +Naar han var alene, gik Helge og tænkte ut, hvad han vilde si til Cesca -- +førte i fantasien lange samtaler med hende. Han længtes efter at snakke som +den dagen ved Ponte Molle -- han vilde gjøre gjengjæld, fortælle hende om +sig selv. Men naar han møtte hende, blev han usikker og nervøs -- visste +ikke, hvordan han skulde faa ført samtalen ind paa det, han vilde, var ræd +for at synes paatrængende eller taktløs -- ræd for at gjøre noget, saa hun +skulde like ham mindre. Saa merket hun hans forlegenhet og kom ham +tilhjælp, lodset ham ind i smaaprat og smaalatter, og det blev let for ham +at tøve og le med hende --. I øieblikket var han hende taknemlig -- hun +fyldte let og behændig alle pauser og hjalp ham paa glid, hvergang han gik +istaa. Først bakefter, naar han kom hjem, var han skuffet. Det var ikke +blit andet end smaaprat om alslags muntre smaatterier idag igjen. + +Men var han alene med Jenny Winge, blev det altid en ordentlig samtale om +solide ting. Undertiden syntes han det var litt kjedelig med disse +alvorlige diskussioner om abstrakte materier. Men oftest likte han at +snakke med hende, fordi samtalen fra mere almindelige forhold gled over paa +hans egne personlige. Etterhaanden var han kommet til at fortælle hende +svært meget om sig selv -- om sit arbeide, om de vanskeligheter, han mente +han hadde baade i ydre omstændigheter og i sit eget væsen. At Jenny Winge +ikke snakket om sig selv, la han neppe merke til, men nok at hun undgik at +drøfte problemet Fransiska Jahrmann med ham. + +Det faldt ham hellerikke ind, at som han snakket med Jenny, kunde han ikke +snakke med Fransiska, fordi han i hendes øine vilde synes meget +betydeligere og sterkere og sikrere, end han selv trodde han var --. + + * * * + +Julekvelden hadde de været i foreningen allesammen og gik efterpaa til +midnatsmessen i S. Luigi de Franchesi. + +Egentlig syntes Helge først, det var svært stemningsfuldt. Det var +halvmørkt nedover gjennem kirken tiltrods for alle de tændte krystalkroner, +men de hang saa høit under taket. Altervæggen var en eneste mur av lys -- +hundredvis av vokslys med, bløte, gyldne flammer. Og korsang og orgeltoner +strømmet dæmpet gjennem rummet. -- Desuten sat han ved siden av en nydelig +ung italiensk dame, som tok en rosenkrans av lapis lazuli op av en +fløilsforet juveleræske og bad meget andægtig. + +Men om litt begyndte frøken Jahrmann at mukke mere og mere høilydt. Hun sat +foran med frøken Winge. + +«Uf Jenny -- vi gaar. Synes du, dette er julestemning kanske -- det er jo +bare en almindelig koncert jo -- styg koncert. Hør den fyren, som synger nu +-- aldeles uttryksløst -- stemmen er ganske utskreket desuten. Isch --.» + +«Hysch da Cesca -- det er da en kirke vi er i, faar du huske.» + +«Kirke -- blaas. Det er jo koncert jo -- vi maatte jo ha baade billetter og +program. Fillekoncert -- jeg blir aldeles i daarlig humør --.» + +«Jaja -- vi skal gaa, naar dette nummeret er færdig. Men ti nu stille da +ialfald, mens vi er her.» + +«Nei,» snakket Cesca, «nytaarsnat ifjor. Jeg var i Gesu -- det var stemning +det. Te Deum. Jeg knælte ved siden av en gammel bonde fra kampanjen og en +ung pike, som var syk -- og saa yndig. Alle mennesker sang -- den gamle +bonden kunde hele Te Deum paa latin. Der var stemning der!» + +Mens de sagte banet sig vei ut av den overfyldte kirke, klang Ave Maria +gjennem rummet. + +«Ave Maria,» fnyste Fransiska. «Hører dere ikke, det raker hende ikke, det +hun synger -- som en fonograf. Jeg taaler ikke at høre denslags musik bli +mishandlet slik --.» + +«Ave Maria,» sa en dansk herre, som gik ved siden av hende. «Jeg husker en +ung norsk dame -- hvor hun dog sang den vidunderlig. En frøken Eck --.» + +«Berit Eck -- kjender De hende, Hjerrild?» + +«Hun var i København for to aar siden -- sang med Ellen Bech. Jeg kendte +hende ganske godt. De kender hende, frøken Jahrmann?» + +«Min søster kjendte hende,» sa Fransiska. «Ja De traf jo min søster +Borghild i Berlin. Liker De frøken Eck -- fru Hermann heter hun jo +forresten nu.» + +«Hun var en meget sød pige -- nydelig. Og ualmindelig lovende --.» + +Fransiska sakket agterut med Hjerrild. + + * * * + +Det var avtalen, at Heggen, Ahlin og Gram skulde bli med damerne hjem og +spise natmat -- Fransiska hadde faat julekasse hjemmefra. Bordet stod +dækket med norsk julekost, pyntet med tusenfryd fra kampanjen og lys i +syvarmede staker. + +Fransiska kom sidst ind -- hun hadde tat med dansken. + +«Var det ikke hyggelig, Jenny, -- at Hjerrild vilde være med?» + +Det viste sig, at der var baade øl og genever paa bordet -- og norsk smør +og mysost og kold tiur og sylte og spekelaar. + +Fransiska sat ved siden av Hjerrild. Og saasnart samtalen tok til at bli +livlig rundt bordet, snudde hun sig til ham. + +«Kjender De pianisten Hermann, som frøken Eck blev gift med?» + +«Ja meget godt. Jeg har boet i pensionat med ham i København og jeg traf +ham ogsaa nu i Berlin --.» + +«Hvordan synes De, han er?» + +«Det er jo en køn ka'l. Voldsomt begavet -- han forærede mig sine sidste +kompositioner -- de er vældig originale efter min mening. Jo-o. Jeg synes +saamæn meget godt om ham --.» + +«Har De dem her? Faar jeg lov at se dem -- jeg vilde gjerne gaa op i +foreningen og spille dem igjennem. Han var en ven av mig i gamle dage,» sa +Fransiska. + +«Javist! Nu husker jeg -- han har Deres fotografi! Han vilde ikke fortælle, +hvem det var.» + +Heggen var blit opmerksom. + +«Ja -- det er sandt,» sa Fransiska svakt. «Han fik vist engang et billede +av mig, tror jeg --.» + +«Iøvrig --.» Hjerrild drak ut. «Han er nu likegodt en lille smule for +brutal -- kan være lovlig hensynsløs. Men -- maaske, det er det, som gjør +ham uimodstaaelig -- for kvinderne. Mig personlig var han undertiden -- +lidt for meget -- proletaren.» + +«Det er netop det --» hun famlet efter ordene. «Det var det, jeg beundret +hos ham. At han hadde kjæmpet sig op nedenfra. Til det, han nu er. -- Saan +en kamp _maa_ gjøre brutal, synes jeg. Ja, synes ikke De, det undskylder en +hel del -- næsten alt?» + +«Tøv, Cesca,» sa Heggen pludselig. «Hans Hermann blev opdaget, da han var +tretten aar, og er blit hjulpet helt siden --.» + +«Jamen saan at maatte ta mot hjælp da -- maatte takke for alt. Og altid +være ræd for at bli tilsidesat -- overset -- mindet om, at han var -- ja +som Hjerrild sa -- proletarbarnet.» + +«Jeg kan ogsaa pukke paa, at jeg er proletarbarn --.» + +«Nei du kan ikke, Gunnar. Jeg er sikker paa, du har altid været overlegen +over dine omgivelser. -- Naar du kom ind i en kreds, som liksom socialt +skulde staa høiere, end den, du var født i -- saa var du alt overlegen der +og -- visste mere, var klokere, tænkte finere. Du har altid kunnet ha den +sterke følelsen av, at du hadde kjæmpet dig til alt og arbeidet dig til alt +selv. -- Du har aldrig behøvet at gaa og takke mennesker, som du visste, +kanske saa ned paa dig for din herkomsts skyld -- som snobbet sig med at +hjælpe en begavelse, hvis rækkevidde de ikke forstod et dust av -- som var +dig inderlig underlegne og trodde de stod over dig -- maatte takke dem, som +du ikke kunde føle taknemlighet mot. -- Du kan ikke snakke om +proletarfølelser, Gunnar -- for du har aldrig visst, hvad det var --.» + +«Et menneske, Cesca, som tar mot denslags hjælp -- av folk, som han ikke +kan føle taknemlighet mot -- er et uforbederlig underklasseindivid.» + +«Skjønner du da ikke gut -- man gjør slikt, naar man vet, man har et talent +-- kanske geni -- som kræver at bli utviklet. Forresten -- du som sier, du +er socialdemokrat -- du skulde ikke snakke saan om underklasseindivider, +synes jeg.» + +«Et menneske, som har agtelse for sit eget talent, gjør det ikke til +prostitueret. -- Og hvad det angaar at være socialdemokrat --. +Socialdemokrati -- det er kravet paa retfærdighet. Men retfærdigheten +kræver, at denslags folk som han blir underkuet -- klemt ned paa bunden av +samfundet, med lænker paa og svepe over sig. -- Den virkelige, legitime +underklasse _maa_ kues forsvarlig --.» + +«Det var en eiendommelig socialisme --» lo Hjerrild. + +«Der er ingen anden -- for voksne. Jeg regner ikke paa de lysblaaøiede +barnesjæle, som tror, alle mennesker er gode og det onde er samfundets +skyld. -- Var alle mennesker gode, var samfundet paradis. Men det er +proletarsjælene, som gjør det ondt. De findes i alle samfundslag, som det +nu er. Er de herrer, er de grusomme og brutale -- tjener de, er de krypende +og sleske -- og dovne. Jeg har for den saks skyld truffet dem inden +socialisternes rækker -- ja Hermann kalder sig jo socialist han og. Kan de +finde hænder, som vil løfte dem op, tar de mot -- og traakker i de samme +hænder efterpaa. Har de tæften av, at en trop marsjerer fremover, slutter +de sig til den for at faa part i byttet -- men loyaliteten, +kameratskapsfølelsen, de eier den ikke. Maalet -- de ler av det i al +hemlighet. Retfærdigheten -- igrunden hader de den -- de vet, seirer den, +gaar det dem ilde. -- + +Det er alle, som frygter retfærdigheten, jeg kalder det legitime +proletariat -- det som skal bekjæmpes -- uten skaansel. Har det magt over +de fattige og svake, skræmmer og tyranniserer det dem til proletarer. Er +det selv fattig og svakt, kjæmper det ikke -- det tigger sig frem og +slesker sig frem -- og overfalder bakfra, hvis det ser sit snit --. + +Det er et samfund, hvor overklasseindivider styrer, som maa være maalet. +For overklasseindivider kjæmper aldrig for sig selv -- de føler sine egne +uuttømmelige resurser -- de øser ut til de fattigere -- kjæmper for at +skaffe lys og luft til hver liten evne av godt og vakkert hos smaasjælene +-- de som hverken er det ene eller det andet -- gode, naar de har raad til +det -- slette, naar proletariatet tvinger dem til det. Maalet er, at de +faar magten, som føler ansvar ved tanken paa hver liten god evne, som blir +knust --.» + +«Du forstaar allikevel ikke Hans Hermann,» sa Cesca sagte. «Aa. Det var +ikke bare for sin egen skyld, han var oprørt over samfundsuretten. De smaa +gode evner, som gik tilspilde -- _han_ snakket om det, han. -- Naar vi gik +tur ute paa østkanten og saa de smaa bleke barna -- i de fæle, triste, +overfyldte kasernerne, som han sa, han gjerne vilde svi av --.» + +«Fraser. Hvis han skulde hat husleien --.» + +«Fy Gunnar,» sa Cesca heftig. + +«Jaja. Han hadde nu ikke været socialist, hvis han hadde været født rik. -- +Men like egte proletar.» + +«Er du viss paa, du hadde været socialist da,» sa Cesca -- «hvis du hadde +været født -- til greve for eksempel.» + +«Hr. Heggen _er_ greve» -- lo Hjerrild. «Til mange luftige slotte --.» + +Heggen kastet hodet tilbake og sat litt. + +«Jeg har ialfald aldrig hat nogen følelse av, at jeg var født fattig,» sa +han, mest for sig selv. + +«-- Naaja» -- det var Hjerrild igjen. «Med hensyn til Hermanns +barnekjærlighed -- sin egen lille dreng bryder han sig neppe stort om. Det +var nu grimt, som han bar sig ad mod hende --. Først truede og tryglede han +for at faa hende -- saa, da hun skulde ha den lille, maatte hun nok baade +true og trygle, før han giftede sig med hende.» + +«Har de en liten gut,» hvisket Fransiska. + +«Ak ja. Den kom, da de havde været gifte seks uger -- lige i de dage, jeg +reiste fra Berlin. Hermann var reist fra hende til Dresden, da de havde +boet sammen en maaned. + +Jeg begriber jo ikke, hvorfor han ikke kunde giftet sig lidt før. Det var +jo avtalen, de skulde skilles igjen. Hun vilde det selv.» + +«Isch,» sa Jenny. Hun hadde hørt efter samtalen en stund. «At man gaar bort +og gifter sig med det forsæt at skilles efterpaa --.» + +«Herregud.» Hjerrild lo litt. «Naar man kender hinanden ud og ind -- ved, +man kan ikke komme ud av det sammen --.» + +«Da faar man la være at gifte sig.» + +«Selvfølgelig. De frie forhold er jo meget smukkere. Men herregud -- hun +maatte jo. Hun vil holde koncert i Kristiania næste høst og se at faa +sanginformationer. Det kan hun jo da ikke -- med barnet -- hvis hun ikke +havde været gift -- staklen.» + +«Neinei. Kanske. -- Men det er ækkelt allikevel. Jeg har ikke sympati for +frie forhold, hvis De mener, folk indlater sig med hinanden, skjønt de +forutsætter, de blir lei hinanden. Bare saan en ganske almindelig +platonisk, borgerlig forlovelse, som blir hævet -- jeg synes, den, som +maatte hæve den, er flekket til litt. -- Men har man nu engang været saa +ulykkelig at ta feil -- saa for folks skyld at spille den motbydelige +komedien -- en blasfemisk vielse, hvor man staar og lover ting, man paa +forhaand har bestemt ikke at holde --.» + + * * * + +Gjesterne gik først ved daggry. Heggen blev igjen et øieblik efter de +andre. + +Jenny aapnet balkondøren for tobaksrøken. Hun stod litt og saa ut. Himlen +var graablek alt med et svakt rødgult skjær ned mot hustakene. Det var +bitende koldt. -- Heggen kom bort til hende: + +«Ja tak for naa da. Det var den julekvelden. -- Hvad tænker du paa?» + +«At det er julemorgen.» + +«Ja. Det er noksaa rart, du.» + +«Undres, om de fik kassen min i rette tid hjemme,» sa hun om en stund. + +«Ja sendte du den ikke den ellevte -- de har vel det.» + +«Forhaabentlig. -- Det var altid saa moro første juledagsmorgen at komme +ind og se paa træet og presenterne i dagslys. Da jeg var unge altsaa.» Hun +lo litt. «Det er meget sne iaar, skriver de. Da er de vel opover idag -- +barna.» + +«Ja --» sa Heggen. Han stod litt og saa utover med hende. «Neimen -- du +blir kold, Jenny. Godnat da -- tak for iaften.» + +«Selv tak. Godnat. Glædelig jul, Gunnar.» + +De gav hinanden haand. Hun blev staaende litt, efter han var gaat, før hun +lukket balkondøren og gik ind. + + + + +VII. + + + +En dag i juleuken kom Gram ind paa trattoriet. Heggen og Jenny sat der, men +de saa ham ikke, og mens han hængte fra sig yttertøiet, hørte han Heggen +si: + +«Det er sgu en slem dreng.» + +«Uf ja -- ækkel,» sukket Jenny. + +«Og saa taaler hun det fanden ikke. I denne sciroccoen -- hun blir som en +fille imorgen naturligvis. Ikke bestiller hun vel no heller da -- bare flyr +med denne fyren --.» + +«Nei bestiller? -- Men jeg kan jo ikke gjøre nogenting. Hun trasket gjerne +herfra til Viterbo med ham i de fillete lakskoene sine trods scirocco og +alting -- bare fordi den fyren kan fortælle hende om Hans Hermann.» + +Gram hilste i forbigaaende. Frøken Winge og Heggen gjorde en bevægelse, som +de ventet, han skulde sætte sig hos dem. Men han lot, som han ikke saa det +-- gik og satte sig med ryggen til dem længere oppe i lokalet. + +Han forstod, de snakket om Fransiska Jahrmann. + + * * * + +Han kunde ikke la være -- omtrent daglig gik han bort i Via Vantaggio. Nu +sat Jenny Winge næsten altid alene hjemme -- sydde eller læste. Hun lot til +at bli glad, naar han kom. Forresten syntes han, hun var blit litt +forandret i det sidste. Hun var ikke saa kjæk og bestemt til at uttale sig +mere -- ikke oplagt til at diskutere og docere heller. Det var næsten, som +hun skulde være en liten smule trist. En dag spurte han, om hun ikke var +rigtig frisk. + +«Frisk -- jo det er jeg da. Hvorfor det?» + +«Nei jeg vet ikke -- jeg synes, De er blit saa stille, frøken Winge.» + +Hun hadde netop tændt lampen og han saa, hun blev rød: + +«Jeg blir kanske nødt til at reise hjem snart. Min søster har faat +spidskatar og mama er saa opgit.» Hun stod en stund. «Det er jeg jo litt +trist for. Og jeg skulde gjerne blit her -- vaaren over ialfald.» + +Hun tok sit sytøi og satte sig til med. + +Helge spekulerte paa, om det var Gunnar Heggen -- han hadde aldrig rigtig +kunnet bli klok paa, om der var noget mellem de to. Og for tiden var +Heggen, som Helge hadde hørt skulde ha et temmelig letfængelig hjerte, +sterkt optat av en ung dansk sykepleierske, som laa i Rom med en gammel +dame, hun passet. -- Det var hendes rødmen, som han syntes var saa underlig +-- det lignet hende saa litet. + +Den aften kom Fransiska hjem, før han gik. Han hadde set hende litet siden +jul -- men nok til at merke, at han var hende fuldstændig likegyldig. Der +var ikke tale om luner og barnagtig uskikkelighet mere. Det var bare, som +hun ikke _saa_ andre mennesker længer -- et eller andet optok hende +fuldstændig. Sommetider gik hun rent som i søvne. + +Men han blev ved at opsøke Jenny allikevel, baade paa det trattori, hvor +hun pleiet spise, og hjemme paa hendes værelse. Han visste neppe selv, +hvorfor han gjorde det. Men det var, som han trængte til at se hende. + +En eftermiddag kom Jenny ind paa Fransiskas værelse for at lete efter en +terpentinflaske. Fransiska tok altid hos Jenny det hun hadde bruk for og +bragte det aldrig tilbake. Da laa Cesca paa sin seng og hulket kvalt ned i +puterne. Hun maatte ha sneget sig op, for Jenny hadde ikke hørt hende +komme. + +«Men kjære dig -- hvad er det -- syk?» + +«Nei. Gaa da Jenny -- kjære gaa. Nei jeg vil ikke si det -- du sier bare, +det er min egen skyld.» + +Jenny saa, det nyttet ikke at snakke til hende. Ved tetid gik hun ut og +kaldte ved døren. Tak. Hun skulde ingenting ha, sa Cesca. + +Men om kvelden, hun laa i sengen og læste, smøk Cesca pludselig ind -- i +natkjole. Hendes ansigt var rødskjoldet og hovent av graat. + +«Faar jeg lov at ligge hos dig inat, Jenny -- jeg orker ikke være alene du +--.» + +Jenny gjorde plads. Hun sværmet ikke for skikken, men Cesca pleiet at komme +og be om at faa sove hos hende, naar hun var allerværst ulykkelig. + +«Nei læs da, Jenny -- jeg skal ikke forstyrre -- jeg skal ligge ganske +stille her indtil væggen bare.» + +Jenny lot, som hun læste en stund. Fransiska hikstet forgraatt av og til. +Saa spurte Jenny: + +«Kan jeg slukke -- eller vil du, den skal brænde?» + +«Nei tak, bare sluk du!» + +I mørket slog hun armene om Jenny og fortalte hulkende: + +Hun hadde været paa kampanjen med Hjerrild igjen. Og saa hadde han kysset +hende. Først hadde hun bare skjændt litt, for hun hadde trodd, det var bare +toskestreker. Men saa blev han saa ækkel, at hun blev ordentlig sint. «Og +saa vilde han, jeg skulde bli med ham paa hotel inat. Han sa det akkurat +som han skulde spurt, om jeg vilde gaa til konditoren med ham. -- Og saa +blev jeg rasende, og saa blev han ogsaa sint. Og saa sa han nogen ækle, +sjofle ting.» Hun laa litt, og hun skalv som i feber. «Saa sa han -- ja du +skjønner altsaa -- om Hans da. -- Hans hadde fortalt om mig, da han viste +Hjerrild mit fotografi -- saan at Hjerrild trodde -- + +-- Skjønner du det Jenny --» hun knuget sig ind til den anden «-- ja for +jeg gjør det ikke -- at jeg blir ved at være glad i den slusken -- + +-- Ja Hans hadde altsaa ikke sagt mit navn da, kan du vite,» sa hun om +litt. «Og han kunde jo ikke tænke naturligvis, at Hjerrild skulde træffe +mig. Eller kjende mig efter det fotografiet, da jeg var atten aar.» + + * * * + +Syttende januar var det Jennys fødselsdag. Hun og Fransiska skulde holde +middagsselskap ute i kampanjen, paa et litet osteri ved Via Appia nuova. De +hadde indbudt Ahlin, Heggen, Gram og frøken Palm, den danske sykepleierske. + +Par om par gik de fra sporvognsstoppestedet utover den hvite landevei i +solskinnet. Der var vaar i luften -- den brunbleke kampanje hadde faat et +graagrønt skjær, og tusenfryden, som hadde staat og blomstret saa smaat +hele vinteren, begyndte at bre sig utover i sølvskinnende flekker. Og saa +var de utaalmodige dusker av lysegrønne skud paa hyldebuskene langs +gjærderne blit større. + +Der var lerker, som hang og dirret høit oppe i den blaahvite himmel. Og +varmen sløret alt -- der laa dis over byen derinde og over de stygge, +rødgule husblokker, som den hadde drysset utover sletten. Albanerfjeldene +med de hvite smaabyer opover skimtet gjennem taake bortom akvadukternes +vældige buerækker. + +Jenny og Gram gik foran, og han bar hendes lysegaa støvkaape. Hun var +straalende vakker i en sort silkekjole -- han hadde aldrig før set hende i +andet end den graa kjolen eller spaserdragt og bluse. Men det var, som det +var en ny og fremmed kvinde, han gik med nu. Hun var jo ganske myk og rund +jo om det slanke liv i dette blanke sorte -- og saa var kjolen skaaret ut i +en smal, dyp firkant ned paa brystet, og huden og haaret stod blændende +lyst -- hun hadde ogsaa en stor sort hat paa; Helge hadde set hende med den +før, men ikke lagt merke til den. Om det saa var hendes lyserøde +perlebaand, saa tok det sig helt anderledes ut til denne dragten. + +De spiste ute i solskinnet under de nakne vinranker, som tegnet et fint, +blaalig skyggenet paa duken. Og frøken Palm og Heggen hadde pyntet bordet +med tusenfryd -- rigtignok hadde makkaronien været færdig en god stund og +de andre hadde maattet vente, før de to kom med dekorationen. Men maten var +god og vinen udmerket, og frugten hadde Cesca selv utsøkt i byen og tat +med, og kaffen ogsaa -- den skulde hun lave selv, paastod hun, for at være +viss paa, den blev god. + +Efter maaltidet drev Heggen og frøken Palm omkring og studerte de +marmorbiter -- stumper av relieffer og indskrifter, som var fundet paa +eiendommen og muret ind i husvæggen. Litt efter forsvandt de om hjørnet. +Ahlin blev sittende ved bordet og røkte med halvaapne øine i solen. + +Osteriet laa indunder en bakkeskraaning. Gram og Jenny kløv paa maafaa +opover. Hun plukket av de smaa vilde morgenfruer, der grodde i skræntens +rødgule sand. + +«Disse er der saan masser av paa Monte Testaccio. Har De været der, Gram?» + +«Ja flere ganger. Jeg var der iforgaars og saa paa den protestantiske +kirkegaard. Kameliatrærne staar aldeles dørgende fulde av blomster nu. Og +paa den gamle delen fandt jeg anemoner i græsset.» + +«Ja nu kommer de.» Jenny sukket litt. «Utenfor Ponte Molle ved Via Cassia +etsteds -- er der saan masse anemoner. Jeg fik nogen blomstrende +mandelgrener av Gunnar imorges -- de har dem paa den spanske trappe +allerede. Men de er vel kanske drevet frem kunstig.» + +De var kommet op paa høiden og gik indover marken. Jenny gik og saa ned. +Det spiret overalt i den korte, strie græsbund -- der stod rosetter av +spraglede tidselblad og av nogen store, sølvgraa blade og bakte sig i +solen. De drev bortover mot en ensom murmasse, som reiste sig av +sammenstyrtet grus midt i engen -- formløs og navnløs. + +Blek, graagrøn bølget kampanjen rundt dem til alle kanter under den lyse +vaarhimmel og de trillende lerker. Dens grænser tapte sig i soldisen. Byen +derinde bak dem blev bare til en lys hildring, og fjelde og skyer gik +sammen, og akvadukternes gule buerækker kom ut av lystaaken og blev borte +igjen ind mot byen. De talløse ruiner blev bare smaa skinnende murbiter +strødd utover i det grønne, og pinjerne og eukalyptustrærne ved de smaa +rosenrøde og okkergule huser stod uendelig ensomme og mørke og forlatte ute +i den blonde, tidlige vaarens dag. + +«Kan De huske den første morgen, jeg var hernede, frøken Winge? Jeg trodde, +jeg var skuffet -- og jeg tænkte, det var fordi jeg hadde længtet saa meget +og drømt saa meget, at alt jeg vilde faa se, skulde bli blekt og fattig +imot mine drømme. Har De lagt merke til, naar man ligger en sommerdag i +solen med lukkede øine? Naar man aapner dem, er liksom alle farver graa og +falmet en stund. Men det er bare fordi øinene er svækket av at være ubrukte +en tid -- de orker ikke straks at opfatte den mangfoldighet av farver, som +er i virkeligheten -- det første indtryk blir ufuldkomment og fattig. +Forstaar De, hvad jeg mener?» + +Jenny nikket ut for sig. + +«Ja det var altsaa det samme med mig her i førstningen. Rom overvældet mig. +Saa saa jeg dere -- De gik forbi mig saa høi og lys og var fremmed. Jeg la +ikke merke til Francesca da -- det var først inde paa kneipen. Jeg sat +sammen med dere fremmede mennesker -- det var egentlig første gang, jeg for +alvor var sammen med fremmede -- før har det altid været som flygtige møter +paa veien mellem hjemme og skolen. Et øieblik forvirret det mig slik -- jeg +syntes, jeg kunde umulig snakke med folk. Ja saa veltet det indpaa mig, alt +det hjemmefra. Jeg længtes næsten hjem -- og efter det Rom, jeg hadde hørt +om og set billederne av -- De vet, far --» Han lo kort. «Jeg syntes ikke, +jeg kunde raa med andet. Bare se paa billeder, som andre hadde gjort og +læse det, andre hadde skrevet, og plukke ut og ordne om andres arbeider og +leve med digtede mennesker i bøkerne. -- Mellem dere følte jeg mig saa +fortvilet alene. + +Men saa sa De det om at være alene. Nu skjønner jeg det. + +-- Ser De det taarnet derute -- jeg var der igaar. Det staar igjen efter et +fæstningsanlæg fra middelalderen -- barontiden. Igrunden er der noksaa +mange saanne taarn igjen baade omkring byen og i byen -- man kan se bygget +ind i gatens façaderække en mur næsten uten vinduer -- det er saan en stump +av røverbaronernes Rom. Det er den tid man vet mindst om -- forholdsvis. +Jeg er like ved at interessere mig mest for den nu. Jeg finder navne paa +døde mennesker i arkiverne -- man vet ikke mere end navnet paa dem ofte. +Jeg længes efter at vite mere om dem. Jeg drømmer om Rom i middelalderen -- +da de slos i gaterne og bæljet ut av hete røde struper og byen var fuld av +røverborge -- og der sat de indespærret, kvinderne deres, døtre av disse +vilddyrene med deres blod i sig -- og sommetider brøt de da ut, de og, og +stupte op i livet, slik det gik omkring de svartrøde murene. -- Vi vet ikke +saa meget om den tiden -- de tyske professorerne blir skræmt og kan ikke +interessere sig for dem, for de kan ikke gjøres om til bærere av abstrakte +ideer -- de er bare nakne jeg'er. + +Herregud for en strøm av liv, der har skyllet over dette landet -- brutt i +bølger omkring hver nut med by og borg paa. Og endda reiser fjeldene sig +ovenover like nakne og øde. Se den endeløse massen av ruiner -- bare her +ute i kampanjen. Og de fjeld av bøker, som er skrevet om Italiens historie +-- ja om hele verdens historie. Hele den hær av døde mennesker, vi kjender. +Hvor bitte bitte litet det er allikevel, som har nedfældt sig efter alle de +bølger av liv, som er skyllet over, den ene efter den anden. + +Og jeg synes, det er saa vidunderlig! + +Saa meget, som jeg har snakket med Dem, Jenny. Og De og har snakket med +mig. Og saa kjender jeg Dem jo aldeles ikke. Nu De staar der, De skulde se +selv, hvor Deres haar skinner, er De saan et ukjendt taarn for mig De og. +Det er saa vidunderlig synes jeg. + +Har De nogensinde tænkt paa, at De aldrig har set Deres eget ansigt? Bare +et speilbillede. Vort ansigt, naar det sover, naar det lukker øinene -- det +kan vi aldrig faa se. Er ikke det rart da? + +Det var min fødselsdag. Idag er det Deres. De blir otteogtyve. Er De glad +for det? De som synes, hvert aar, man har levet igjennem, er værdifuldt.» + +«Jeg sa ikke det. Jeg sa bare, som oftest hadde man en del at stri igjennem +i de første femogtyve aar, som man kunde være glad, naar man hadde +overstaat --.» + +«Men nu da?» + +«Nu --» + +«Ja. Vet De ganske bestemt, hvad De vil naa i det næste aar? Hvad De vil +bruke det til? -- Aa men jeg synes livet er saa overvældende rikt paa +muligheter -- ikke De engang med alle Deres kræfter kan faa slaat alting +under Dem. -- Tænker De aldrig slik -- blir De aldrig urolig i hjertet av +det, Jenny?» + +Hun bare smilte -- saa ned og traadte ut en cigaretstump, hun hadde kastet. +Hendes ankel skinnet hvit gjennem en klar, sort strømpe. Hun fulgte med +øinene en graahvit saueflok, som randt nedover bakkeheldingen midt imot. + +«Neimen kaffen, Gram! De venter naturligvis paa os --» + +De gik tilbake mot osteriet uten at snakke sammen. Bakken sluttet med en +steil sandskrænt like over bordet, der de hadde sittet. + +Ahlin laa fremover bordet med hodet i armene. Duken omkring fløt av +osteskorper og frugtskræl mellem glas og tallerkener. + +Fransiska i den løvgrønne dragt stod bøiet over ham -- med armene om hans +hals -- prøvet at løfte hans hode: + +«Aa nei da -- aa ikke graat Lennart! Jeg skal være glad i dig -- jeg skal +gjerne gifte mig med dig -- hører du, Lennart -- jeg _skal_ gifte mig med +dig, men du maa ikke graate saan. Jeg tror godt, jeg kan bli glad i dig, +Lennart -- bare du ikke vil være saa fortvilet.» + +Ahlin hulket: + +«Nei nei -- inte pa det viset -- jag vill inte då, Cesca --» + + * * * + +Jenny snudde sig og gik tilbake langs skrænten. Gram saa, hun var blit +blødende rød helt ned over halsen. Stien førte indover langs bakkens +helding og ned i osteriets kjøkkenhave. + +Rundt det lille vandbassin jaget Heggen frøken Palm. De skvættet vand paa +hinanden, saa draaperne funklet i solen, og hun skrek av latter. + +Igjen skyllet rødmen over Jennys hals og nakke. Helge fulgte efter hende +nedigjennem grønsakebedene. Heggen og frøken Palm sluttet fred borte ved +bassinet. + +«Dansen gaar,» sa Helge sagte. + +Jenny nikket svakt med en skygge av smil. + + * * * + +Der var ikke videre stemning ved kaffebordet. Fransiska forsøkte at prate, +mens de nippet til likøren. Bare frøken Palm var i godt humør. Saa hurtig +det gik an foreslog Fransiska, at de skulde gaa tur. + +Og saa drev de tre par indover kampanjen. Avstanden blev større og større +mellem dem, til de kom bort fra hinanden mellem bakkerne. Jenny gik med +Gram: + +«Hvor skal vi egentlig hen,» sa hun. + +«Vi kan jo gaa -- til Egeriagrotten for eksempel.» Det var like motsat den +retning de andre hadde tat. Men de gav sig til at slentre bortover de +solbrændte bakker, over mot Bosco sacro -- de ældgamle korkeke stod med +solbrand paa sine mørke kroner. + +«Jeg skulde vist egentlig tat paa hatten.» Jenny strøk over sit haar. + +-- I den hellige lund var grunden drysset over med papirsavfald og dækket +av uhumskhet. Paa en stubbe i utkanten sat to damer og heklet -- nogen +engelske smaagutter lekte gjemsel bak de vældige stammer. Jenny og Gram gik +ut av lunden -- nedover bakken mot ruinen. + +«Igrunden,» sa hun, «skal vi gidde at gaa ditned,» og hun satte sig paa +bakken uten at vente svar. + +«Nei -- hvorfor det forresten --» Helge strakte sig foran hende i det +tørre, korte græs. Han tok av hatten -- og liggende paa albuen saa han op +paa hende uten at snakke. + +«Hvor gammel er hun egentlig --» spurte han pludselig sagte. «Cesca +altsaa.» + +«Seksogtyve aar.» Hun sat en stund og saa ut. + +«Jeg er ikke bedrøvet,» sa han sagte. «Ja De har jo skjønt det -- hadde det +været for en maaned siden saa --. Hun var saa søt, varm og fortrolig mot +mig engang. Jeg var ikke vant til slikt. Jeg tok det som -- naaja, +Aufforderung zum Tanze. Men nu --. + +Jeg synes, hun er søt. Men det gjør mig ingenting, om hun danser med en +anden.» + +Han laa og saa paa hende: + +«Det er nok Dem, jeg er forelsket i, Jenny,» sa han pludselig. + +Hun vendte sig halvt imot ham -- smilte litt og rystet paa hodet. + +«Jo,» sa Helge bestemt. «Jeg tror det. Jeg kan ikke vite det sikkert. Jeg +har jo aldrig været forelsket -- det vet jeg nu. Endda jeg har været +forlovet» -- han lo sagte. «Ja det var en av mine dumheter i mine gamle +dumme dage -- + +Jamen gud Jenny -- jeg maa jo være det. Det var forresten _Dem_ jeg saa den +aftenen -- ikke hende. Jeg saa Dem allerede om eftermiddagen -- De gik +opover Corsoen. Jeg stod og syntes, livet var nyt og eventyrlig -- og De +gik forbi mig, lys og rank og fremmed. Siden, da jeg hadde gaat og drevet +rundt og rundt i mørkningen i den fremmede byen, saa møtte jeg Dem igjen. +Ja jeg fik øie paa Cesca og, saa det var jo ikke no rart, jeg blev litt +forvirret en stund --. Men først var det Dem jeg saa -- + +Og nu er vi to kommet til at sitte her --» + +Hendes ene haand laa paa bakken like ved ham -- hun sat og lænet sig mot +den. Han strøk pludselig over den. Om litt flyttet hun haanden. + +«De blev ikke sint, gjorde De vel? Nei for det er da ikke noget at bli sint +for -- hvorfor skulde jeg ikke fortælle Dem, at jeg tror, jeg er forelsket +i Dem? Jeg kunde ikke la være at røre ved Deres haand -- jeg maatte kjende, +at den var virkelig. Ja for jeg synes, det er saa merkelig, at De sitter +der. Jeg kjender Dem jo sletikke. Endda alt vi har snakket sammen -- jeg +vet altsaa, De er klok og klarhodet og energisk -- og god og sanddru, men +det visste jeg straks jeg saa Dem og hørte Deres stemme. Jeg vet ikke mere +nu -- men der er naturligvis en hel masse andet --. + +Og det faar jeg kanske aldrig vite noget om. Men jeg kan se for eksempel, +at den silkekjolen Deres er gloende het -- hvis jeg la kindet mit ned paa +Deres fang, brændte jeg mig --.» + +Hun gjorde en uvilkaarlig bevægelse med haanden over sit silkeskjød. + +«Ja. Den suger til sig solen. Og det gnistrer i Deres haar. Og indi øinene +Deres siver lysstraalerne. Munden Deres er aldeles gjennemsigtig, den ser +ut som et bringebær i solen --.» + +Hun smilte, men saa litt brydd ut. + +«Kan De ikke ta og kysse mig,» sa han pludselig. + +Hun saa paa ham et sekund: + +«Aufforderung zum Tanz --?» Hun smilte svakt. + +«Jeg vet ikke. Men De kan ikke bli sint, for om jeg ber Dem om et eneste +kys. Saan en dag. Jeg fortæller Dem jo bare, hvad jeg vilde ønske. I +grunden, hvorfor kunde De ikke gjøre det?» + +Hun sat som før. + +«Ja er der nogen grund -- herregud, jeg skal ikke forsøke at kysse Dem, men +jeg skjønner ikke, hvorfor De ikke kan bøie Dem ned et sekund og gi mig et +bittelitet kys, saan som De sitter der med solen like paa munden -- det er +bare som De klapper en unge og gir den en soldo -- Jenny -- det er +ingenting for Dem, og alt jeg ønsker, netop i dette øieblik ønsker jeg det +saa --.» Han sa det smilende. + +Hun bøiet sig pludselig og gjorde det. Bare et sekund følte han hendes haar +og hendes varme mund streife sin kind. Og han saa hele bevægelsen av hendes +legeme under den sorte silke, da hun bøiet sig ned og da hun reiste sig op +igjen. Men han saa, at hendes ansigt, som var rolig smilende, da hun kysset +ham, efterpaa var litt forvirret og forskrækket. + +Men han rørte sig ikke -- bare laa og smilte glad ut i solen. Og hun blev +rolig igjen. + +«Kan De se,» sa han tilsidst, og saa lo han. «Nu er Deres mund akkurat som +før. Solen skinner paa læberne, like ind i blodet. Hvad var det for Dem. Og +jeg er saa glad --. + +De kan skjønne, jeg venter ikke, De skal tænke mere paa mig. Jeg vil bare +faa lov at tænke paa Dem -- De kan godt sitte og tænke paa alverdens andre +ting. De andre danser -- men dette er meget bedre -- bare jeg faar se paa +Dem.» + +De tidde stille begge to. Jenny sat med bortvendt ansigt og saa utover +kampanjen i solskinnet. + +Mens de gik tilbake til osteriet, snakket han letvint og muntert om +alverdens ting -- fortalte historier om de tyske videnskapsmænd, han traf +sammen med under sit arbeide. Jenny skottet av og til stjaalent paa ham. +Han pleiet ikke være saan -- fri og sikker. Han gik og saa like ut -- +igrunden var han vakker; de lysebrune øine var skinnende ravgule i solen. + + + + +VIII. + + + +Jenny tændte ikke lampen, da hun kom op. I mørket tok hun sin aftenkaape og +satte sig ut paa balkonen. + +Over alle takene stod himmelen svart som fløil med vrimmel av funklende +stjerner. Natten var kold. + +Han hadde sagt, da de skiltes: + +«Jeg tror, jeg kommer til at gaa opom Dem i morgen og spørre, om De vil +reise i kampanjen med mig --.» + +Men der var jo i virkeligheten ikke hændt nogen ting. Hun hadde git ham et +kys. Men det var det første kys, hun hadde git en mand. Og det var ikke +kommet slik, som hun hadde tænkt --. Men det hadde jo bare været en spøk +næsten -- at hun kysset ham. + +Hun var ikke spor forelsket i ham. Og hun hadde kysset ham -- hun hadde +nølet og tænkt, jeg har aldrig kysset -- og saa gled der liksom en lystig +likegyldighet og en søt træthet gjennem hende -- aa gud -- hvorfor være saa +latterlig høitidelig med det der. Saa gjorde hun det -- hvorfor skulde hun +ikke -- --. + +Nei, det gjorde ingenting. Han hadde jo bedt ganske ærlig om det, fordi han +trodde, han var forelsket i hende og solen skinnet. Og han hadde ikke bedt +hende om at elske sig, og han hadde ikke forsøkt at gaa videre efterpaa -- +slet ingenting hadde han forlangt uten det ene lille kys. Og hun hadde git +det og ingenting sagt. Det hadde bare været vakkert. -- Der var ikke skedd +noget, hun behøvet skamme sig for. + +Herregud -- hun var blit otteogtyve aar. Og hun negtet jo ikke for sig +selv, at hun længtet efter en mand, som hun kunde elske og som elsket hende +-- som hun kunde smyge sig ind til --. Ung var hun, og sund og vakker -- og +varm, og hun længtes --. Men naar hun nu hadde faat etpar kolde øine, og +naar hun nu aldrig hadde brukt at lyve for sig selv --. + +Hun hadde møtt en og anden mand, og hun hadde spurt sig selv, er det ham +--. En og anden hadde hun kanske kunnet elske, -- hvis hun endelig hadde +villet -- men bare da. Hvis hun hadde hjulpet til og lukket øinene for den +lille ting, som altid hadde været, -- som vakte en liten haard motsigelse, +hun hadde maattet døive hos sig selv. Ingen hadde hun møtt, som hun hadde +_maattet_ elske. + +Saa hadde hun ikke turdet det -- ikke hun. + +Cesca kunde la den ene mand efter den anden kysse sig og kjæle for sig. +Hende gjorde det ingenting. Det rørte bare ved hendes læber og hendes hud. +Ikke Hans Hermann engang, som hun elsket, hadde kunnet varme hendes +underlig tynde, kuldskjære blod. + +Hun selv var anderledes. Hendes blod var nok baade rødt og varmt. Den lykke +hun længtes efter, den skulde være het og fortærende -- men den skulde være +ren og pletfri -- hun selv vilde være god og loyal og trofast mot den, hun +gav sig til -- der maatte komme en, som kunde ta hende helt, saa ingen evne +i hende blev liggende ubrukt og raatnet etsteds langt inde og forgiftet --. +Nei -- hun turde ikke -- vilde ikke være letsindig. Ikke hun --. + +Endda -- hun kunde forstaa de mennesker, som ikke gad ha det mas med at +ville. Kue en drift og kalde den slet og kjæle for en anden og døpe den +god. Si fra sig alle de smaa billige glæder -- spare alle evner sammen i +venten paa en stor glæde. Som _kanske_ -- kanske aldrig kom. Hun var jo +ikke saa sikker paa, at hendes vei førte til hendes maal, at det ikke +sommetider imponerte hende, at nogen mennesker ganske kynisk tilstod, de +gik ingen veie og hadde ingen maal -- og de som brukte moral og idealer, +fisket efter maanen i vandet. -- + +Ogsaa hende hadde det hændt en nat for mange aar siden, at en mand hadde +bedt hende gaa med sig hjem -- omtrent som han kunde bedt hende paa +konditori. -- I virkeligheten hadde det vel sletikke været hende nogen +fristelse -- hun visste jo desuten, mama sat oppe og ventet hende hjemme, +saa det var faktisk umulig. Og saa kjendte hun neppe fyren og likte ham +ikke og hadde været ærgerlig, fordi han skulde følge hende hjem den aften. +Og det var ikke av nogen sanselig fornemmelse -- det var av rent +intellektuel nysgjerrighet, at hun i sine tanker hadde eksperimentert med +spørsmaalet et øieblik: Ja _hvis_ jeg nu gjorde det --. Hvordan vilde det +kjendes ut for mig, hvis jeg kastet overbord vilje og selvbeherskelse og +min gamle tro --. + +Det var bare den tanke, som hadde jaget en pirrende, vellystig gysen +gjennem hende. -- Var det liv bedre end hendes eget --. + +For det var hun jo ikke fornøiet med den aften. Hun hadde sittet igjen og +set paa andre som danset -- vinen hadde hun drukket av, og musikken hadde +larmet om hende, og hun hadde sittet og følt den bitre ensomhet, som det er +at være ung og ikke kunne danse med og ikke kunde tale de andre unges sprog +og ikke le deres latter -- men hun hadde forsøkt at smile og snakke og se +ut, som hun moret sig -- igjen. Og mens hun gik hjemover i den iskolde +vaarnat, visste hun, at hun skulde paa Kampens skole og vikariere klokken +otte næste morgen. Og hun arbeidet paa sit store billede derutefra -- og +det blev ved at være like dødt og tungt, alt hun slet og raste -- i de +timerne, til hun maatte hjem og læse matematik med sine privatelever fra +klokken seks. -- Ja hun slet den tiden, saa hun følte det sommetider, som +hver nerve sitret overspændt -- orket hun denne bevisste overanstrengelse +like til sommerferien --. + +-- Da hadde hun et øieblik liksom følt sig lokket av hans kynisme -- vel +bare paa lissom -- men --. Hun hadde smilt til fyren og sagt nei -- saa +tørt og likefrem, som han hadde spurt. + +Han var forresten en tosk -- for han gav sig til at præke for hende -- +flaue komplimenter, sentimentalt vrøvl om ungdom og vaar og lidenskapens +ret og frihet og kjødets evangelium --. Saa lo hun ham ut ganske +stilfærdig, og kapret en drosche, som kom forbi --. + +Ak nei -- hun var saa voksen, at hun kunde forstaa dem, som brutalt negtet +at kjæmpe for nogenting i livet, men la sig plat ned og lot sig drive --. +Men de grønskollinger, som vaaset om at fuldbyrde en mission, naar de moret +sig efter sin smak -- de ungerne, som kjæmpet for naturens evige ret, naar +de ikke gad pudse tænder og renske neglene sine -- de bluffet ikke hende. + +Hun fik vel helst holde fast ved sin egen, lille gamle moral. Den gik +væsentlig ut paa sandfærdighet og beherskelse. + +Den hadde begyndt at forme sig, da hun kom paa skole. Hun var ikke som de +andre barna i klassen -- like til klærne. Og hendes lille sjæl var saa +meget, meget anderledes. Hun levet jo med sin mor, som var blit enke tyve +aar gammel og intet i verden hadde andet end sin lille pike. Og med sin +far, som var død, før hun kunde huske. Han var i graven og i himmelen, men +i virkeligheten bodde han hjemme hos mor og hende -- han hang over pianoet +og saa paa alt, mor og hun gjorde og hørte efter alt de sa -- moren snakket +og snakket om ham, og fortalte, hvad han syntes om alting -- det maatte de +gjøre, og det maatte de ikke gjøre for far. Og Jenny snakket om ham, som +hun kjendte ham, og om kvelden snakket hun _med_ ham og gud, som var en, +der altid var sammen med far og syntes det samme som far. + +Første skoledagen. Jenny husket den og smilte, der hun sat i den mørke +Romanat. + +Moren hadde læst med hende, og otte aar gammel kom hun ind i tredje klasse. +Og moren brukte altid at forklare alting ved eksempler, som de kjendte. Saa +Jenny visste nok, hvad et forbjerg var. Og saa spurte frøkenen i geografi +hende netop, om hun kunde nævne et norsk forbjerg. Og Jenny sa «Næsodden». + +Frøkenen smilte og hele klassen lo. «Signe,» sa frøkenen, og en liten Signe +stod op og sa kjapt: «Nordkap, Stat, Lindesnes.» Men Jenny smilte +overlegent, likegyldig, mot de andres latter. Det var kanske første gang. +-- Hun hadde aldrig hat kamerater blandt andre barn før. Og hun fik det +aldrig. + +Overlegen og likegyldig hadde hun smilt mot hele klassens ærting og spot i +det tause og uforsonlige hat, som befæstet sig mellem hende, der ikke var +som de andre -- og alle de øvrige barn, som for hende var en ensartet +masse, et mangehodet uhyre. Det fortærende raseri, hun hadde følt under +deres plagerier, blev altid gjemt bak hendes haanlige, likegyldige smil. De +faa ganger, hun hadde mistet selvbeherskelsen -- en eneste gang hadde hun +hulket sig næsten bort av kval og forbitrelse -- hadde hun set dem +triumfere. Det var bare, naar hun var «hoven», naar de blev irritert av +hendes indianerufølsomhet overfor deres sigen og gjøren, at hun kunde hævde +sig mot de mange. + +I øverste klasse fik hun etpar veninder. Det var i den alder, da intet barn +holder ut at være anderledes end alle andre. Hun forsøkte at efterligne +dem. -- Det var ikke rar moroen, hun hadde hat av de veninderne forresten. + +Hun husket, hvor de gjorde nar, da de opdaget at Jenny, fyldt fjorten aar, +lekte med dukker. Men hun fornegtet sine elskede barn -- sa, det var +smaasøstrenes dukker. + +Det var den tiden, hun vilde gaa til scenen. Hun og alle veninder var +komplet teatergale -- solgte skolebøker og konfirmationsbroscher for at +kjøpe billetter -- aften efter aften sat de paa sekstiøringen nede paa +Bankpladsen. Men en dag kom hun i skade for at fortælle, hvordan _hun_ +vilde spille Eline Gyldenløve. + +Veninderne stormlo. Hun _var_ altsaa komplet stormandsgal -- ja vel visste +de hun var indbilsk, men nu bad de hende -- --. Hun bildte sig altsaa +virkelig ind, at hun kunde bli skuespillerinde! Hun, som ikke kunde danse +engang -- jo det skulde bli nydelig at se hende skrangle rundt paa en scene +med det lange, stokstive benranglet sit --. + +Jenny hadde ikke brutt med sine veninder da heller --. + +-- Nei, hun kunde ikke danse. -- Da hun var ganske liten, hadde mor pleiet +at spille danse for hende, og Jenny trippet og neiet og dreiet, som hun +selv fandt paa, og mor smilte og kaldte hende sin lille linerle. Saa kom +hun paa det første skolebal, høitidelig av glæde i en ny, hvit kjole med +grønne blomster -- aa hun husket den. Den var næsten fotsid, moren hadde +sydd den efter et gammelt engelsk billede. Og hun husket det barneballet. +Endda kunde hun føle den underlige stivnen gjennem alle lemmer --. Aldrig +siden gik den ut av hendes myke, slanke krop, den blev som en træstok, naar +hun skulde forsøke at lære at danse paa egen haand. Hun kunde det ikke. Hun +vilde endelig faa komme paa danseskole, men det blev der aldrig raad til. + +-- Hun lo. Det var veninderne. Hun hadde møtt to av dem oppe paa +utstillingen, første gang hun hadde faat ind et billede -- og nogen rosende +linjer i aviserne. Hun gik der endda sammen med etpar andre malere, Heggen +bl. a.; hun kjendte ham forresten ikke større dengang. Veninderne kom bort +og gratulerte: + +«Ja det var det vi altid sa paa skolen, Jenny hun blir kunstnerinde. Vi var +altid saa sikre paa allesammen, at dig skulde der bli no av --.» + +Hun hadde ledd: + +«Ja det var jeg ogsaa, Ella.» + + * * * + +Alene. Hun hadde været det helt siden --. + +-- Hun hadde vel været bortimot ti aar, da moren traf ingeniør Berner. De +to hadde været paa samme kontor. + +Saa liten hun var, hun hadde skjønt det straks. Den døde faren gled liksom +ut av hjemmet. Hans billede blev ved at hænge der -- men han var død. Det +gik op for hende, hvad døden var. De, som var døde, eksisterte ikke uten i +andres minde -- de andre kunde vilkaarlig slukke deres stakkars skyggeliv. +Og saa var de _slet ikke_ mere. + +Hun forstod, hvorfor moren blev saa ung og vakker og glad igjen. Hun saa +det lys, som gik over hendes ansigt, naar Berner ringte paa deres dør. Hun +sat og hørte de to snakke. Det var aldrig om ting, barnet ikke kunde høre +-- og de sendte aldrig hende ut, naar de var sammen i hendes hjem. Og midt +i sit hjertes skinsyke forstod Jenny, der var saa meget, en voksen mor ikke +kunde snakke med en liten pike om. Og der vokste op en sterk +retfærdighetsfølelse i hende -- hun vilde ikke være sint paa mor. Men det +var vondt. + +Det var hun for kry til at vise. Men naar moren fik samvittighetsnag +overfor barnet og nervøst og pludselig overfaldt hende med ømhet og omsorg, +tidde hun kold og avvisende. Og hun tidde, da moren sa, hun skulde kalde +Berner far og ivrig forklarte, hvor glad han var i Jenny. -- Om nætterne +forsøkte hun at snakke til sin egen, rigtige far som før -- lidenskabelig +forsøkte hun at holde ham ilive. Men hun orket det ikke alene -- hun +kjendte ham bare av morens fortællinger. Litt efter litt døde Jens Winge +ogsaa for hende. Og fordi han hadde været midtpunktet i alle hendes +forestillinger om gud og himmelen og det evige liv, saa bleknet de med hans +billede. Hun visste sikkert, at ialfald i trettenaarsalderen hørte hun paa +religionsundervisningen med fuldt bevisst ikketro. Og fordi alle de andre i +klassen trodde paa gud og var ræd djævelen, og endda var feige og grusomme +og lumpne og simple -- ialfald saa hun dem slik -- blev religionen noget +næsten foragtelig, feigt noget, som hørte dem til. + +Mot sin vilje maatte hun like Nils Berner. I den første tid, efter han var +blit gift med moren, syntes hun igrunden bedre om ham end om hende. Han +forlangte ingen fars myndighet over steddatteren -- klok og god og naturlig +kom han hende imøte. Hun var barn til den kvinde han holdt av, og derfor +holdt han av Jenny. + +Hvad hun skyldte ham, saa hun først helt nu som voksen. Hvor meget sykelig +og forskruet han hadde utryddet og bekjæmpet hos hende. Saalænge hun hadde +levet alene med moren i den drivhushete luft av ømhet og omsorg og drøm, +hadde hun været frygtsom -- ræd hunder, ræd sporvogner, ræd fyrstikker, ræd +alting. Moren turde neppe la hende gaa alene paa skolen. Og hun hadde været +ømskindet for legemlig smerte. + +Det første Berner gjorde var at ta jentungen med paa skogen. Søndag efter +søndag drog han med hende i Nordmarken -- i stekende sommersol, i vaarbløte +og øsende høstregn, paa ski hele vinteren. Og Jenny, som var blit vant til +ikke at turde vise sine følelser, forsøkte at skjule træthet og angst. Om +en stund følte hun det aldrig. + +Berner lærte hende at bruke kart og kompas. Han konfererte med hende som +med en kamerat. Han lærte hende at skjønne tegn paa veirforandring i vind +og skyer, ta tid og retning efter solen. Han gjorde hende fortrolig med dyr +og planter. Blomsterne tegnet hun og malte med vandfarve -- rot og stængel, +blad og knop og blomst og frugt. Hendes skissebok og hans fotografiapparat +laa altid i rygsækken. + +Hvor megen kjærlighet og godhet stedfaren hadde lagt i dette +opdragerarbeide, kunde hun først maale nu. Han hadde tat en liten skrøpelig +pike til kamerat og lært hende op, som var saa klodset som en blind katunge +i begyndelsen. Han som var en navngjeten skiløper og klyver i Jotunheimen +og paa Nordlandstinderne. + +Han hadde lovt at ta hende med dit og. Det var den sommeren hun var femten +aar, i den vanskeligste alderen. Da hadde han tat hende med sig paa +rypejagt. Moren kunde ikke være med -- hun gik med lillegut dengangen. + +De laa paa en ensom liten sæter under Rondane. Aa, hun hadde aldrig været +saa lykkelig før som hun var de morgener, hun vaagnet i sin lille kove. Hun +maatte op og koke kaffe til Berner -- og han tok hende med paa +Rondetopperne og ind i Stygfjeldet og paa fisketurer og de gik ned i +Foldalen efter proviant. Og naar han var ute og skjøt, badet hun i isnende +fjeldbækker og gik endeløse turer i den høstrøde vidden eller sat i +stuedøren og strikket og drømte romantiske sæterjentedrømmer om en jæger, +der lignet Berner betydelig, men var ganske ung og billedskjøn. Men han +skulde fortælle, som Berner fortalte om kvelden ved peisen -- om jagt og +tindebestigning, og han skulde love hende gevær og ta hende med paa +ubestegne tinder -- som Berner lovte. + +Aaja. Hun husket, da hun skjønte, moren skulde ha et barn. Hvor hun var +forpint, skamfuld, ulykkelig ved at se det. Hun forsøkte at skjule for +moren, hvad hun følte -- helt hadde det ikke lykkedes hende, det visste +hun. Først Berners angst for sin hustru, da fødselen nærmet sig, forandret +hendes følelser. Han snakket med Jenny om det: «Jeg er saa ræd, Jenny. Jeg +er saa forfærdelig glad i din mor, skjønner du.» Og han snakket om, hvor +syk Ingeborg hadde været, da Jenny blev født. + +Følelsen av det unaturlige og urene ved morens tilstand gled bort for +hende, mens han talte. Men ogsaa følelsen av, at forholdet mellem hende +selv og moren var noget mystisk og overnaturlig. Det blev hverdags og +selvfølgelig -- hun var blit født og moren hadde lidt vondt for hende, og +hun hadde været liten og trængte moren, og for alt det hadde moren holdt av +hende. Og nu kom der et litet nyt barn, som vilde trænge moren mere. Jenny +følte sig voksen med et -- med sympati baade for moren og Berner, og hun +trøstet ham veslevoksent: «Jamen du vet da, det pleier at gaa godt. Jeg +synes da næsten aldrig de dør av det, du.» + +Allikevel hadde hun graatt av forlatthet, da hun saa sin mor med det lille +nye barnet, som tok al hendes tid og al hendes omsorg. + +Men hun blev glad i ungen -- især da Vesle-Ingeborg blev over aaret og var +den søteste, svarteste lille tatertroll, man kunde tænke sig -- og -- moren +hadde et nyt spædbarn. + +Egentlig hadde hun aldrig hat nogen følelse av, at Bernerungerne var hendes +søskende. De lignet aldeles sin far. Nu betegnet hun nærmest sit forhold +til dem som tantelig -- hun følte sig næsten som en ældre, fornuftig tante +baade for moren og barna. + +Da ulykken kom, var moren baade yngre og svakere end Jenny. Hun var blit +ung igjen, fru Winge, i sit nye lykkelige egteskap, og litt træt og medtat +og litt doven av de tre barselsenger noksaa tæt paa hinanden. Nils var bare +fem maaneder, da hans far døde. + +Berner styrtet ned en sommer borte i Skagastølstinderne og døde paa stedet. +Jenny var seksten aar da. Hendes mors fortvilelse var grænsesløs; hun +elsket sin mand og blev forgudet av ham. Jenny forsøkte at hjælpe moren, +det hun kunde. Hvor hun selv sørget over stedfaren, sa hun til ingen. Hun +visste godt, at hun hadde mistet den eneste kamerat, hun nogensinde hadde +hat. + +Efter middelskoleeksamen hadde hun gaat paa tegneskolen og hjulpet til +hjemme i huset. Berner hadde altid interessert sig for hendes tegninger og +selv været den første, som lærte hende litt om perspektiv og slikt -- alt +han kunde selv. Han hadde trodd, hun hadde talent. + +Hans hund hadde de ikke raad til at beholde. De to smaa lubne hvalperne +blev solgt, og moren syntes, de maatte sælge Leddy ogsaa -- det var et +kostbart dyr. Den sørget saa over sin herre. Men der maatte ingen anden ha +Berners hund, naar de ikke hadde raad at beholde den selv -- det satte +Jenny igjennem; hun fik for engangs skyld et hysterisk anfald i den +anledning. Og hun bragte den selv en aften ned til advokat Iversnæs, +Berners gamle kamerat. Han tok den med sig opover om søndagen, skjøt Leddy +og begrov den ved hytten. + +-- Som Berner hadde været mot hende -- kamerat og ven -- hadde hun forsøkt +at være mot hans barn. Med halvsøstrene gik det slik, at eftersom de vokste +til, blev forholdet mellem dem og Jenny litet intimt, men rigtig +venskabelig -- saan med stor avstand. Jenny forsøkte hellerikke at nærme +sig dem. De var to rigtig snille smaapiker i bachfischalderen nu, med +bleksot og smaaforlibelser og venner og veninder og dansemoroer bestandig +-- muntre og noksaa indolente. Men lille Nils og Jenny var blit bedre og +bedre venner opigjennem aarene. Kalfatrus hadde hans papa kaldt den vesle +skrotten, og Jenny blev ved at kalde ham det. Og han kaldte søsteren +Indiana. + +I alle de sidste aarenes tristhet hadde Nordmarksturerne med Kalfatrus +været de eneste stunderne, hun pustet ut. Helst saan vaar og høst, naar der +var faa folk paa skogen, og hun og gutten sat og tidde og glodde i det +baal, de hadde laget sig -- eller laa de og vaaset i sin egen forfærdelige +pøbeljargon, som de ikke turde bruke hjemme av hensyn til morens følelser. +-- + +Portrættet av Kalfatrus var det første billede, hun hadde været fornøiet +med. Det _var_ brilliant og -- Gunnar bandte paa, det burde været i +galleriet. Hun hadde heller aldrig siden gjort noget billede, som var saa +godt. + +-- Hun skulde ha faat male Berner -- papa. Hun hadde kaldt ham det, da hans +barn begyndte at snakke. Og da hadde hun begyndt at si mama til moren. -- +Dermed hadde hun liksom befæstet for sig selv den forandring, som var skedd +med hendes korte barndoms mor og forholdet mellem dem. + + * * * + +Aa den første tiden hernede. Da endelig det voldsomme tryk over hende var +blit hævet. -- Det føltes ikke godt -- nu kjendte hun, hvor hver nerve i +hende var sitrende av overanstrengelse. Og hun syntes, hun var blit for +gammel til nogensinde at ta igjen ungdommen. Fra Florens husket hun ikke +andet end at hun frøs der og følte sig forlatt og ikke evnet at opta det +nye i sig. Og saa av og til saa hun som i et glimt den uendelige +skjønhetsrigdom om sig og blev gal av længsel efter at tyde den og leve i +den og være ung og elske og elskes. + +De vaardagene, da Gunnar og Cesca fik hende med sig til Viterbo. Solskinnet +i den nakne ekeskog, hvor anemoner og violer og gule aurikler blomstret tæt +mellem det bleke, visne løv. De kokende, stinkende svovlkilder, der dampet +ute paa den falmede steppeagtige slette utenfor byen -- marken vidt omkring +det sytende væld var likhvit av størknet kalk. Hulveien ditut med de tusen +smaragdgrønne, lynrappe firfisler i stengjærderne, oliventrærne i de grønne +enge med de hvite, dansende sommerfugler. Og den gamle by med de syngende +fontæner og de svarte middelaldershuser og ringmurens taarne -- +maaneskinnet der om nætterne. Og den gule, litt musserende vin, der smakte +fyrig av den vulkanske jord, den hadde grodd paa. + +Hun hadde drukket dus med de nye venner. Og om natten betrodde Fransiska +hende hele sit brogede unge liv og krøp op i hendes seng tilslut for at bli +trøstet. Mens hun laa og gjentok: Tænk at du er slik. Tænk paa skolen var +jeg altid ræd dig. Tænk at du er saa snil --! + +Og Gunnar var forelsket i dem begge. Han var kaat som en ung faun av vaaren +og solen. Og Fransiska lot sig kysse og lo og kaldte ham en tøisebøtte. + +Men hun var ræd -- ikke for ham. Men hun turde ikke kysse hans hete, røde +mund, fordi hun hadde lyst til noget meningsløst, noget berusende og +letsindig, som bare skulde vare disse stunderne, mens solen og vaaren og +anemonerne var, og de var her -- noget uten ansvar. Men hun turde ikke +hoppe ut av sit gamle jeg -- hun følte, hun kunde ikke slutte letsindet +letsindig -- og vist ikke han heller. Hun hadde set litt av Gunnar Heggen +-- overfor andre kvinder, han hadde hat smaa historier med -- han var, som +de var, og dog ikke helt -- inderst inde var han sig selv, en mand, som var +bedre end de fleste kvinder er. + +Siden hadde han ledd av sin egen forelskelse. De var blit venner -- mere og +mere. I den deilige fredelige arbeidsomme tiden i Paris og siden her nede +igjen. + +-- Men dette her med Gram var jo noget helt andet. Han vakte sandelig ingen +forvovne lyster eller viltre længsler hos hende. Herregud -- hun likte ham +godt. Han var sletikke dum, som hun først hadde trodd -- det var bare det, +at da han kom hitned, hadde han været liksom saa forklemt. Det var nu vel +noget, som hun skulde kunne forstaa. Der var noget mykt og ungt og friskt +hos ham, som hun holdt av -- hun følte det, som han var meget mere end to +aar yngre end hende. Og det der han sa om at han var forelsket i hende -- +var det vel andet end et litet overskud av den glæde, han følte ved alt det +nye og befriende. Det var nok ganske ufarlig baade for ham og hende --. + +De var nok glad i hende -- de hjemme. Fransiska og Gunnar og. Allikevel -- +mon der var nogen av dem, som tænkte paa hende nu inat --. Hun var jo +aldeles ikke bedrøvet over at vite om en, som gjorde det --. + + + + +IX. + + + +Hun vaagnet om morgenen og sa til sig selv, han kom vel ikke, og det var +naturligvis ogsaa bedst. Men da han banket paa hendes dør, var hun glad +allikevel. + +«Men hør her, frøken Winge, jeg har ikke faat no mat endda -- kan De ikke +gi mig litt te og en bite brød?» + +Jenny saa sig omkring i værelset: + +«Jamen her er ikke gjort istand, Gram.» + +«Jeg kan lukke øinene -- og saa tar De og leier mig ut paa balkonen,» sa +Gram utenfor døren. «Jeg er saa skrækkelig tørst paa te!» + +«Jaja, vent litt da --.» Jenny slog teppet over den uredde seng og ryddet +paa servanten. Og hun byttet frisertrøien med sin lange kimono. + +«Saa. Værsgod, sæt Dem ut paa balkonen da, saa skal jeg lave te til Dem.» + +Hun flyttet ut en taburet og satte frem brød og ost. Gram saa paa hendes +bare, hvite armer og kimonoens lange ærmer, der flagret om hende. Dragten +var mørkeblaa med gule og violette iris utover. + +«Hvor nydelig den kjolen er -- den ser ut som en egte geishadragt!» + +«Ja den er egte. Cesca og jeg fik saanne kjøpt i Paris -- til at gaa hjemme +med om morgenen.» + +«Vet De hvad -- det liker jeg forfærdelig godt. At dere gaar saan og er +pene, naar dere bare er dere selv.» Han tændte en cigaret og saa efter +røken. «Uf hjemme om morgenen -- jenta og mor og min søster, de gik og saa +ut som --. Synes De ikke, damer burde altid tænke paa at være saa pene, som +de kunde faa blit --.» + +«Jo. Men det gaar ikke an, naar man har morgenstellet i et hus, Gram.» + +«Jamen -- til frokost ialfald -- de kunde da greie sig paa haaret og ta paa +en slik som den der -- ikkesandt --.» Han reddet i det samme en tekop, som +hun holdt paa at rive ned med ærmesnippen. + +«Ja der ser De, hvor praktisk -- saa, drik nu teen Deres, De som var saa +tørst.» Hun opdaget i det samme, at alle Cescas lyse strømper hang til tørk +derute og flyttet dem litt nervøst ind. + +Han spiste brød og drak te og forklarte: + +«Jo ser De -- jeg laa og tænkte paa igaar, til det blev næsten morgen. Saa +sov jeg over mig og fik ikke tid at gaa indom latteriat. Jeg synes, vi +skulde gaa ut paa Via Cassia til det anemonestedet Deres --.» + +«Anemonested --». Jenny lo litt. «Da De var gut, Gram, hadde De ogsaa +blaaveissteder og violsteder og slikt, som De høstet hvert aar og holdt +hemmelig for andre barn?» + +«_Om_ jeg hadde. Jeg vet om en bjerkelund, som der er duftende violer, ved +den gamle Holmenkolveien --.» + +«Jeg vet det --,» brøt hun av triumferende. «Like op tilhøire for der, som +Sørkedalsveien tar av --.» + +«Netop. Jeg hadde et paa Bygdø og, indenfor Fredriksborg. Og i Skaadalen +--.» + +«Men jeg maa ind og ta paa mig kjolen,» sa Jenny. + +«Ta paa den, De hadde igaar da, er De snil,» ropte han efter hende. + +«Den blir saa støvet --,» men i det samme ærgret hun sig. Hvorfor skulde +hun ikke pynte sig med den -- den gamle sorte silkekjolen hadde været +hendes staskjole i saa mange aar -- nu behøvet hun da virkelig ikke at +behandle den saa ærbødig længer. + +«Skidt forresten! Jamen den er bakknappet, og nu er ikke Cesca hjemme --.» + +«Kom ut, saa skal jeg knappe -- jeg er specialist, jeg har knappet min mor +og Sofie i ryggen hele mit liv, skal jeg si Dem --.» + +Det var bare to knapper midt i ryggen, som hun ikke kunde faa igjen selv. +Og hun lot Gram hjælpe sig. + +Han kjendte den svake og milde duft av hendes haar og hendes legeme, mens +hun stod derute hos ham i solen og lot ham knappe. Og han saa, at borte i +den ene siden var der nogen smaa brister i silken, som var stoppet +omhyggelig. Hans hjerte fyldtes av en uendelig blid ømhet for hende, da han +saa det. + + * * * + +«Synes De, Helge er et pent navn,» spurte han, mens de sat og spiste middag +paa et osteri langt ute i kampanjen. + +«Ja, det er pent.» + +«Vet De, at jeg heter Helge til fornavn?» + +«Ja, jeg saa, De hadde skrevet Dem ind oppe i foreningen.» Hun blev litt +rød i det samme, for hun kom til at tænke paa, om han trodde, hun hadde +undersøkt det. + +«Ja, jeg tror, det er pent. Igrunden er der faa navn, som er pene eller +stygge, ikkesandt? Hvis man kjender nogen, som heter det, kommer det an +paa, om man liker dem eller ikke. Da jeg var gut, hadde vi en barnepike, +som het Jenny, og hende taalte jeg ikke. Siden har jeg altid syntes, det +var et stygt og simpelt navn -- jeg syntes, det var saa urimelig, at De +skulde hete Jenny. Og nu synes jeg, det er saa nydelig, saa blond likesom +-- kan De ikke høre, det er aldeles lyseblond i lyden! Jenny -- en mørk en +kan ikke hete det -- ikke frøken Jahrmann for eksempel. Fransiska passer +akkurat til hende -- ikkesandt -- det er saa kapriciøst -- men Jenny er +lyst og frisk og greit.» + +«Jeg er opkaldt. Det er familienavn i min fars slegt,» sa hun for at si +noget. + +«Hvad tænker De Dem for eksempel ved Rebekka?» spurte han om litt. + +«Jeg vet ikke. Er det ikke ganske pent da? Forresten litt haardt og +klaprende kanske.» + +«Min mor heter Rebekka,» sa Helge om en stund. «Jeg synes ogsaa, det +klinger haardt. + +-- Og min søster heter Sofie. Hun giftet sig bare for at komme hjemmefra og +faa sit eget, er jeg viss paa. Er det ikke underlig, at min mor kunde være +saa henrykt for at faa hende gift -- selv har hun levet med min far som kat +og hund. Men der var ikke maate paa stas med kappelan Arnesen, da min +søster og han blev forlovet. Jeg utstaar ikke min svoger. Jeg tror ikke, +far taaler ham heller. Men mor --. + +Min fordums forlovede het Katrine, men hun blev kaldt Titti bestandig. Jeg +saa hun satte Titti i avisen ogsaa, da hun giftet sig --. + +Uf ja, De kan tro, det var en dum historie. Det er tre aar siden nu. Hun +vikarierte paa skolen, hvor jeg var lærer. Hun var ikke spor av pen, men +rasende koket mot alle mandfolk; men jeg hadde aldrig før været ute for en +dame, som gad kokettere med mig. Det kan De nok skjønne, naar De tænker paa +den figur, jeg gjorde i førstningen, jeg var hernede. Og saa lo hun altid +-- det likefrem sprutet ut av hende, bare hun rørte sig. Hun var ikke mere +end nitten aar -- gud maa vite, hvorfor hun tok mig --. + +Ja saa var jeg rasende skinsyk, og det moret hende, og jo mere skinsyk, hun +gjorde mig, jo mere forelsket var jeg. Kanske det mest var min +mandfolkforfængelighet -- nu hadde jeg engang faat en kjæreste, som var +rasende i vinden. Jeg var jo svært grøn da. Og jeg vilde naturligvis, hun +skulde bare være optat av mig -- det var antagelig et temmelig umulig +forlangende, slik som jeg var dengangen. Som sagt, gud maa vite, hvad Titti +vilde med mig. + +Hjemme vilde de, det skulde være hemmelig, fordi vi var saa unge. Titti +vilde hat, vi skulde gjort det offentlig -- og saa pukket hun paa, naar jeg +syntes, hun var for optat av andre, at naar det skulde være hemmelig, saa +kunde hun da ikke bare være sammen med mig. + +Ja saa kom hun i mit hjem da, og hun og mor trættet altid -- kjæglet værre +end --. Titti hadet mor likefrem. Det hadde nu vist forresten blit akkurat +det samme, hvem jeg hadde forlovet mig med. For mor var det nok, at hun var +min kjæreste. Ja saa slog Titti op --» + +«Var De svært bedrøvet?» spurte Jenny sagte. + +«Ja. Jeg var det. Jeg kom egentlig ikke helt over det, før hernede. Men det +var vist mest min forfængelighet, som led. Ikkesandt -- hvis jeg hadde +elsket hende ordentlig, saa maatte jeg jo for eksempel ha ønsket, hun +skulde bli lykkelig, da hun giftet sig med en anden? Men det gjorde jeg +aldeles ikke --» + +«Det hadde nu vel ogsaa været svært meget ædelhet,» sa Jenny og smilte. + +«Jeg vet ikke. Saan skulde man vel føle, hvis man virkelig elsket. +Ikkesandt? Men vet De, hvad jeg synes er rart? At mødre altid er saa litet +venlig stemt mot sine sønners kjærester? For det er de altid.» + +«En mor synes vel, ingen kvinde er god nok til gutten hendes.» + +«Jamen det er ikke saan, naar døtrene forlover sig. Jeg saa det med den +ækle, rødhaarete, blekfete kappelanen. Jeg har aldrig sympatisert med min +søster. Men allikevel, naar jeg tænkte paa, at den fyren skulde -- æsch. +Naar han sat hjemme og klinte med hende. + +Nei De, jeg har sommetider tænkt: Kvinder, som har været gift en tid. De +blir meget mere kyniske, end vi mandfolk nogensinde. De sier det ikke, men +jeg merker det allikevel, hvor de er blit kyniske paa bunden. Det hele er +bare en forretning for dem -- og naar datteren gifter sig, er de glad, nu +er hun læsset paa nakken av en fyr, som kan slæpe paa hende og fø hende og +klæ hende, og det, at hun maa finde sig i litt egteskap til vederlag, er +allikevel ikkeno at bli høitidelig over. Men naar en søn for det samme +vederlag tar paa sig slik en bylt, er de selvfølgelig ikke henrykt. Tror De +ikke, der er noget i det?» + +«Sommetider,» sa Jenny. + +Da hun kom hjem om kvelden, tændte hun lampen og satte sig til at skrive +til moren -- hun maatte helst straks takke for fødselsdagshilsen og +fortælle, hvordan hun hadde tilbragt dagen. + +Og hun lo av sin egen høitidelighet kvelden før. + +Uf herregud! Javist hadde hun hat det stridt og været ensom. Men stridt +hadde de egentlig hat det, de fleste unge, hun hadde kjendt. Mange værre +end hun. Bare hun tænkte paa alle de gamle og unge pikerne -- lærerinderne +paa folkeskolen. Nærsagt de fleste hadde en gammel mor at forsørge -- eller +søskende at hjælpe frem. End Gunnar -- end Gram nu --. Selv Cesca -- den +forkjælede ungen fra et rikt hjem -- enogtyve aar gammel hadde hun brutt +med det hele og siden spinket og slitt sig frem paa sin smule morsarv. + +Og ensomheten. Hadde hun ikke valgt den selv. Naar alt kom til alt: det var +vel saa, at hun ikke hadde været helt sikker paa sine egne evner. Og for at +døive tvilen hadde hun holdt fast ved, at hun var noget andet, helt +forskjellig fra sine omgivelser. Og selv støtt dem fra sig. Nu, hun hadde +vundet et stykke paa vei, bevist sig selv, hun dudde til noget, var hun jo +blit meget mere omgjængelig og menneskevenlig. Hun kunde gjerne indrømme, +hun hadde aldrig forsøkt at komme andre imøte, hverken som barn eller +voksen. Hun hadde været for hovmodig til at gjøre det første skridt. + +-- Alle de venner hun hadde hat -- fra stedfaren til Cesca og Gunnar -- +allesammen hadde de først maattet strække haanden ut. + +Og saa dette, hun gik og bildte sig ind -- at hun igrunden var saa +lidenskabelig. Uf! Hun, som var blit otteogtyve aar uten at ha været +forelsket -- det aller mindste gran. Ja, hun maatte vel ha ret til at tro +om sig selv, at hun ikke skulde gjøre fiasko som kvinde, blev hun nogengang +glad i en mand -- sund og vakker som hun var -- med friske sanser, som +hendes arbeide og uteliv hadde opøvet til mottagelighet. Og selvfølgelig +længtes hun efter at bli glad i nogen og bli elsket -- faa leve. + +Men gaa her og bilde sig ind, at hun av bare skjære kjødets opsætsighet +skulde kunne dumpe i armene paa en hvilkensomhelst mandsperson, som var +forhaanden i et kritisk øieblik -- tøv, jenta mi. Det var sgu bare det, at +hun ikke vilde tilstaa, hun kjedet sig litt av og til og ganske vulgært nok +skulde like at gjøre en liten erobring og bli litt kurtisert som de andre +smaapikerne -- det, som hun egentlig syntes, var en tarvelig lyst. Saa +foretrak hun at gjøre sig høitidelig med livshunger og higende sanser -- no +vaas, som mandfolk stakkar har fundet paa, fordi de ikke vet, stakkar, at +kvindfolkene i almindelighet er simple og forfængelige og dumme, saa de +kjeder sig uten en fyr til underholdning. Derfra hele fabelen om de +sanselige kvinder -- der er like sjeldne som sorte svaner og disciplinerte, +opdragne kvinder. + +-- Jenny flyttet portrættet av Fransiska op paa staffeliet. Den hvite +blusen og det grønne skjørtet stod haardt og stygt nu. Det maatte dæmpes. +Ansigtet tegnet bra -- stillingen var god + +-- Ialfald var nu dette med Gram ikkeno at bli høitidelig for. Hun maatte +da ved gud engang begynde at bli naturlig. Dette tøv -- som i begyndelsen +med Gunnar -- at hun var ræd for hver ny mand, hun traf, hun skulde +forelske sig i ham -- eller han i hende; hun var næsten like ræd for det, +saa uvant var hun med at nogen forelsket sig i hende -- det forvirret +hende. + +Man maatte da kunne være venner -- ellers skulde verden bli rigtig nydelig +og forvirret. Gunnar og hun var jo venner -- trygt og solid. + +Der var saa meget ved Gram, som, skulde gjøre det naturlig, om de blev +venner. Egentlig hadde de jo gaat igjennem meget av det samme. + +Der var noget saa ungt og tillidsfuldt i hans væsen overfor hende. Dette +«ikkesandt» og «synes De ikke», som han altid kom med. + +Hans snak igaar om at han var forelsket i hende -- eller trodde, han var +det, som han sa. Hun lo litt for sig selv. Nei en voksen mand snakket ikke +som han til hende, hvis han for alvor var forelsket i en kvinde og vilde +erobre hende. + +-- Han var en søt gut, var han. + +Idag hadde han slet ikke berørt det. + +Hun hadde likt ham, da han sa, at hvis han virkelig hadde holdt av sin +kjæreste, maatte han jo ha ønsket, hun skulde bli lykkelig med en anden. + + + + +X. + + + +Jenny og Helge løp haand i haand nedover Via Magnanapoli. Gaten var bare en +trap, som førte ned til Trajans forum. Paa det sidste trin tok han hende +ind til sig og gav hende et lynsnart kys. + +«Er du gal -- husker du ikke, det gjæls ikke at kysse paa gaten her i byen +--» + +Saa lo de begge. En av de første kveldene hadde to guardiar snakket til dem +paa Lateranpladsen. De hadde gaat op og ned og kysset hinanden under +pinjerne langs den gamle bymur. + +Det sidste solstreif rørte ved bronsehelgenen paa søilens top og brandt paa +husmurene og havernes trækroner opefter høiden. Pladsen laa i skyggen med +sine gamle forfaldne huser rundt det utgravede forum nede under +gatelegemet. + +Jenny og Helge hang over rækverket og forsøkte at tælle de fete, dovne +katter, som holdt til mellem de graa søilestubber dernede paa den +græsgrodde tomt. Nu med den begyndende skumring kom der saa smaat liv i +dem. En rød en, som hadde ligget paa Trajansøilens fotstykke, strakte sig, +hvæsset klørne paa murverket og satte i et lydløst mykt sprang ned paa +græsset -- randt bortover som en lysere skygge og forsvandt. + +«Jaggu faar jeg ikke treogtyve da,» sa Helge. + +«Femogtyve katter faar jeg --» hun snudde sig litt og skydset væk en +prospektkortsælger, som var kommet bort til dem og anbefalte sig paa litt +av alle mulige sprog. + +Og hun lutet sig utover rækverket igjen og stirret tankeløst ned i det +skyggede græs -- gav sig hen i den lille lykkelige træthet efter en lang +soldags utallige kys ute i den blekgrønne kampanje. Helge holdt hendes ene +haand paa sin arm og klappet den -- og Jenny flyttet den nedover hans ærme, +til den laa gjemt mellem begge hans hænder. Helge lo sagte og glad for sig +selv. + +«Ler du, gutten min?» + +«Jeg tænkte paa de tyskerne bare --» og saa lo hun ogsaa -- sagte og +likegyldig, som lykkelige mennesker ler av uvedkommende bagateller. + +De hadde gaat over Forum om morgenen. Og de hadde sittet en stund oppe paa +Focassøilens høie fotstykke og hvisket med hinanden, og under dem laa +ruinmarken, solforgyldt og forvitret, med smaa svarte turister krabbende +mellem murresterne. Men for sig selv, søkende ensomhet midt i +reiseselskapernes skarer, gik et nygift tysk par. Han var fetladen, +rødsprængt og blond, med knæbukser og kodak, og han læste i Baedeker for +sin unge brud. Og hun, som var pur ung og yppig og mørk, med liksom et +nedarvet præg av huskonelighet over sit bløte, melhvite ansigt, satte sig i +positur paa en styrtet søile, og manden knipset hende av. Og de to, som sat +oppe under Focassøilen og hvisket om sin kjærlighet, samvittighetsløst, +ubekymret om, at de tilfældigvis sat over Forum romanum, de lo. + +«Er du sulten,» spurte Helge. + +«Nei -- er du?» + +«Nei. Vet du, hvad jeg hadde lyst til?» + +«Nei?» + +«Bli med dig hjem, Jenny. At vi drak te hjemme hos dig iaften. Gaar ikke +det an.» + +«Jo naturligvis.» + +De begyndte at gaa nedover byen. De gik bakgaterne, og de gik arm i arm. + +I hendes mørke trappe tok han hende pludselig ind til sig. Hans arm laa saa +haardt under hendes bryst, og han kysset hende saa knugende og voldsomt, at +hendes hjerte tok til at slaa sterkt og ræd. Og hun følte vrede mot sig +selv, fordi hun ikke kunde la være at være bange. + +«Kjære gutten min,» hvisket hun i mørket, fordi hun vilde tvinge sig selv +til at være rolig. + +«Vent litt,» hvisket Helge, da hun vilde tænde. Og han kysset hende som +før. «Ta paa dig den geishadragten, du er saa søt i den -- jeg skal sætte +mig ut paa balkonen saalænge.» + +Jenny byttet dragt i mørket. Og hun satte tevandet over og ordnet vaserne +med anemoner og mandelgrener, før hun hentet ham ind og tændte lampen. + +«Aa Jenny --» han tok hende ind til sig igjen. + +«Du er saa vakker. Alting er saa vakkert hos dig. Aa det er deilig at være +hos dig. -- Gid jeg kunde være hos dig bestandig --» + +Hun la begge sine hænder om hans ansigt. + +«Jenny -- ønsker du det -- at vi kunde være sammen altid --» + +Hun saa ind i hans vakre, gulbrune øine: + +«Ja Helge. Ja du, jeg gjør det.» + +«Vilde du ikke ønske, den aldrig tok slut, denne vaaren hernede -- vor +vaar?» + +«Jo.» Hun kastet sig pludselig ind til ham. «Aa ja Helge.» Og hun kysset +ham, og hun lot sine halvaapne læber og lukkede øine be om mere kys. For +det var liksom hans ord om deres vaar, som aldrig burde ta slut, vækket en +liten angsfuld smerte -- denne vaar og deres drøm _tok_ slut --. Og under +laa en liten frygt, som hun ikke vilde gjøre sig klar, men den var født +tillive, da han sa, ønsker du, vi kunde være sammen altid --. + +«Aa jeg vilde ønske, jeg ikke skulde reise hjem, Jenny,» sa Helge inderlig. + +«Jeg reiser jo ogsaa,» hvisket hun blidt. «Og vi kommer nok hitned igjen, +Helge. Sammen.» + +«Du er altsaa bestemt paa at reise hjem? Aa Jenny -- er du ikke lei for det +-- at jeg kommer saan og forstyrrer alle dine planer?» + +Hun gav ham et fort kys og sprang bort til tevandet, som kokte over. + +«Du da. -- Nei jeg var jo halvveis bestemt paa det fra før, ser du. Naar +mama trænger mig saan saa.» Hun lo. «Det er næsten, saa jeg skammer mig -- +hun er jo saa rørt for jeg kommer hjem og hjælper hende. Og saa er det bare +for at faa være sammen med kjæresten min. Men det er bra -- jeg kan bo +billigere hjemme, selv om jeg hjælper hende -- og tjene litt kanske. Saa +har jeg de pengene -- til siden engang.» + +Helge tok mot tekoppen, hun rakte ham. Og saa grep han hendes haand. + +«Jamen du -- næste gang du reiser ut, saa blir det vel med mig da? Ja for +-- du vil vel -- du mener vel, vi skal gifte os, Jenny?» + +Hans ansigt var saa ungt og saa saa bange spørgende ut, at hun maatte kysse +det mange ganger. Og hun glemte, at hun selv hadde været ræd for dette ord, +der ikke før hadde været nævnt mellem dem. + +«Det blir vel mest praktisk det, gutten min. Siden vi er enige om, at vi +vil bli sammen altid.» + +Helge kysset stille hendes haand. + +«Naar?» hvisket han om en stund. + +«Naar du vil,» sa hun like saa sagte -- og fast. + +Og igjen kysset han hendes haand. + +«Gid det hadde gaat an, at vi giftet os hernede du,» sa han om litt i en +anden tone. + +Hun svarte ikke, bare strøk over hans haar. + +Helge sukket litt: «Men det gaar jo ikke an. Naar vi allikevel maa reise +hjem saa snart. Det vilde vel være at saare din mor og -- saant et +hastverksgiftermaal -- ikke sandt?» + +Jenny tidde. Det hadde aldrig faldt hende ind, at hun skyldte sin mor +regnskap for sit giftermaal -- saalitt som moren hadde spurt hende om at +gifte sig igjen. + +«Ialfald. Jeg vet, det vilde saare mine forældre. Jeg er ikke glad for det, +Jenny -- men jeg vet, det vilde. Jeg vilde helst faa lov at skrive hjem, at +jeg hadde forlovet mig. Og siden du tænker paa at reise hjem litt før mig +-- om du vilde gaa op og hilse paa dem --.» + +Jenny slog med hodet -- som hun vilde jage bort en ubehagelig følelse. Og +hun sa: + +«Jeg skal gjøre, som du vil, vennen min -- kan du vel skjønne.» + +«Jeg liker det ikke selv, Jenny. Aa nei. Det har været saa deilig, dette +her -- bare du og jeg i hele verden. Men det vilde saare mor saa grusomt, +ser du. Og jeg kan ikke gjøre det værre for hende, end hun har det. Jeg +_er_ ikke saa glad i mor mere -- og hun vet det, og hun sørger slik. -- Det +er jo bare nogen formaliteter -- og hun vilde lide saa, hvis hun trodde, +jeg vilde holde hende utenfor. Tro, det var hevn for den historien, du vet. +-- + +Og naar det der er overstaat, Jenny -- saa kan vi gifte os. Saa har ingen +andre noget med det. Jeg vilde jo gjerne, vi skulde bli gifte snart. Vil +ikke du?» + +Hun kysset ham til svar. + +«For jeg længes saa efter dig, Jenny,» hvisket han hett. Og Jenny gjorde +ingen motstand mot hans kjærtegn. Men han slap hende -- litt fort og sky. +Og han begyndte at smøre kjeks og spise. + + * * * + +Siden sat de borte ved ovnen og røkte -- hun i lænestolen, han paa gulvet +med hodet i hendes fang. + +«Kommer ikke Cesca hjem inat heller,» spurte han pludselig sagte. + +«Nei. Hun blir i Tivoli uken ut,» sa Jenny fort og litt nervøst. + +Helge kjærtegnet hendes ankel og vrist under kimonoens søm. + +«Du har saa vakre, smale føtter, Jenny -- aa!» Han strøk opover den slanke +leg. Og han knuget pludselig voldsomt hendes ben mot sit bryst. + +«Du er saa deilig, saa deilig. Og jeg er saa glad i dig -- vet du, hvordan +jeg er glad i dig, Jenny -- jeg vil ligge her paa gulvet foran dine føtter +-- sæt de smaa smale skoene dine paa min nakke -- gjør det!» han kastet sig +pludselig ret ned for hende, og han forsøkte at løfte hendes ben og sætte +hendes føtter paa sit hode. + +«Helge. Helge!» Hans pludselige voldsomhet jog en liten kort skræk gjennem +hende. Men det var jo gutten hendes -- sa hun til sig selv -- skulde hun +være ræd for det, han vilde, som hun var glad i. Hans hænder var saa +brændende hete, kjendte hun gjennem de tynde strømper. + +Men da hun forstod, at han kysset under hendes skosaale, kjendte hun +pludselig uvilje. Og i den forvirrede følelse av ængstelse og ulyst lo hun +forcert. + +«Nei Helge -- la være -- de skoene, som jeg gaar og traakker paa disse +møkskitne gaterne med --» + +Helge Gram reiste sig op -- nøktern og ydmyget. Hun prøvet at le det væk: + +«Tænk de skoene -- du kan vite, der er tusen ækle bakterier paa dem --» + +«Uf! din pedant -- og slik en vil være kunstnerinde --.» Nu lo han og. Og +overdrevent spøkefuld, for at dække over sin forvirring, tok han og krystet +hende, og de lo i vilden sky begge: «Nydelig kjæreste -- faa kjende -- +joda. Du lugter av terpentin og oljefarver.» + +«Tøv min elskede. Jeg har snart ikke tat i en pensel paa tre uker. Men du +skal værsgod vaske dig du.» + +«Har du karbolvand kanske -- saa jeg kunde bli desinficert.» Han gjorde et +utfald med saapeskummede hænder. «Fruentimmer er kemisk fri for poesi, sier +min far altid.» + +«Ja det har far din ret i det, gut!» + +«Jo du kan ordinere kold vandkur du,» sa Helge og lo. + +Jenny blev pludselig alvorlig. Og hun gik bort. og la hænderne paa hans +skuldre -- kysset ham: + +«Jeg vil jo ikke, Helge, ha dig paa gulvet foran mine føtter!» + + * * * + +Men da han var gaat, skammet hun sig. For det var vist slik, at hun hadde +nok villet ordinere koldtvandskur, trodde hun. Men hun skulde ikke gjøre +det omigjen. For hun elsket ham jo. + +Hun hadde gjort fiasko iaften. Hadde tænkt ogsaa, hvad vilde signora Rosa +si, hvis der hændte noget --. Uf det var temmelig ydmygende at vite, at hun +hadde været ræd for en scene med en forarget signora -- forsøkt at slippe +fra sit løfte til gutten sin for den saks skyld. + +For, da hun tok mot hans kjærlighet, gav hans kys tilbake -- saa forpligtet +hun sig jo til at gi ham alt, han vilde ha av hende. Hun var jo den sidste, +som vilde indi den leken -- ta mot kjærlighet og gi litt smaatteri igjen -- +ikke mere, end at hun kunde trække sig ut av leken uten tap, om hun +bestemte sig omigjen. + +-- Det var jo bare nervøsitet denne angsten for det, hun ikke hadde prøvet +før. + +Allikevel -- hun hadde været glad, saa længe han ikke hadde bedt om mere, +end hun gladelig kunde gi --. For den stund maatte jo komme, da hun selv +ønsket at gi ham alt --. + +Aa det var jo kommet saa langsomt og umerkelig -- som vaaren her syd. Like +saa jevnt og sikkert -- ingen braa overgang. Ingen kolde og stormfulde +dage, som gjorde hjertet vildt av længsel efter sol og overflommende lys og +fortærende hete. Ingen av de uhyggelig klare, endeløse, fortærende +vaarkvelderne hjemme. Naar soldagen var forbi, saa faldt natten saa rolig +og jevnt -- kulden kom ifølge med mørket og lokket bare til tryg og rolig +søvn mellem de varme, blanke dage -- hver dag litt varmere end den forrige, +hver dag med litt flere blomster over kampanjen, som ikke var grønnere end +igaar -- og allikevel saa meget grønnere og bløtere end for en uke siden. + +Men saan var ogsaa hendes kjærlighet kommet. Hver kveld hadde hun længtet +litt mere efter den næste soldag med ham utenfor murene -- og litt efter +litt vendte hendes længsel sig mere efter ham og efter hans unge, varme +kjærlighet. Hun hadde tat mot hans kys, fordi det glædet hende -- og dag +for dag var deres kys blit flere -- tilsidst var al tale tystnet mellem +dem, og det blev bare kys. + +Hun hadde set, han blev mere voksen og mandig for hver dag -- det liksom +gled av ham, hans usikkerhet; den pludselige nedslaathet kom aldrig over +ham nu. Og hun selv blev sikrere, varmere, gladere. Det var ikke hendes +ungdoms kjølige stridbare selvsikkerhet, men en hjertelig tryghet -- hun +var ikke mere mistænksom mot livet, som ikke vilde føie sig efter hendes +drømme -- nu tok hun tillidsfuldt mot hver dag, i glad forventning, at det +uforutsete var godt og kunde vendes til det gode --. + +Hvorfor skulde ikke kjærligheten kunne komme slik -- langsomt, som en +varme, der steg fra dag til dag og gav sig tid til at tine og lune --. +Fordi om hun før hadde trodd, den kom som et uveir, der i et nu skapte +hende om til et menneske, hun selv ikke kjendte -- som hendes gamle vilje +ingen magt hadde over. + +Og Helge -- han tok saa uendelig blidt og rolig mot denne kjærlighets +langsomme, sunde vekst. Hver kveld de hadde sagt hinanden godnat, var +hendes hjerte varmt av tak mot ham, fordi han ikke hadde bedt hende om +mere, end hun kunde gi den dag. + +Aa om de bare, bare hadde kunnet bli her -- til mai, til sommeren, hele +sommeren. Og deres kjærlighet kunde faat modnes hernede, til de var blit +hinandens helt, saa selvfølgelig, som de hadde nærmet sig til hinanden nu +--. + +Bo sammen etsteds oppe i fjeldene isommer. Det der med giftermaalet kunde +de jo ordnet her i byen siden -- eller hjemme til høsten. Naturligvis +giftet de sig paa almindelig vis, siden de holdt av hinanden --. + +Naar hun tænkte paa at skulle reise hjem, var det liksom hun var ræd for at +vaagne av en drøm --. + +Men det var jo tøv. De var saa uendelig glad i hinanden. Nei hun likte ikke +disse forstyrrelser med forlovelse og besøk hos familie og slikt --. Men +det var jo bagateller. + +-- Men evig tak for denne blide vaaren hernede, som hadde ført dem sammen +saa stille og lempelig -- de to alene ute paa den vaargrønne kampanje +mellem tusenfrydene --. + + * * * + +«Tror du ikke, Jenny kommer til at angre paa en dag, at hun har forlovet +sig med den der Gram,» spurte Fransiska Gunnar Heggen. Hun sat oppe hos ham +en kveld. + +Heggen snudde og dreiet cigaren, han sat med. Han opdaget -- det hadde +aldrig faldt ham ind, at der laa noget indiskret i at drøfte Fransiskas +affærer med Jenny. Men snakke om Jennys intimere forhold med Fransiska var +noget andet. + +«Kan du skjønne, hvad hun vil med ham,» spurte Fransiska igjen. + +«Tja. Det skjønner man som oftest ikke, Cesca. Især ikke, hvad dere vil med +den eller den fyren. Jeg tror sgu --» han lo litt for sig selv. + +«-- Vi gaar og tror, vi vælger. Men vi ligner vore brødre de umælende dyr +mere end vi vil vite, du. En vakker dag er vi disponert for at elske -- paa +grund av vor naturlige beskaffenhet. Og saa gjør sted og leilighet resten +--.» + +«Uf,» sa Fransiska og trak op skuldrene. -- «Men du da, Gunnar -- du skulde +altsaa være disponert bestandig du --.» + +Gunnar lo -- litt uvillig: + +«Eller jeg har aldrig været det -- tilstrækkelig. Jeg har aldrig kjendt den +kritikløse tro til en kvinde, at hun var den eneste o. s. v. Og det hører +ogsaa med til kjærligheten -- paa grund av menneskets naturlige +beskaffenhet.» + +Fransiska stirret tankefuld frem for sig. + +«Det er vist mange ganger saan. Men du -- det gaar an -- det hænder, at man +forelsker sig i et bestemt menneske -- ikke bare fordi tid og +omstændigheter er der. Jeg -- jeg elsker den du vet, fordi jeg ikke +forstaar ham. Jeg kunde ikke forstaa, at et menneske kunde være som han +syntes at være. Jeg ventet altid, at der maatte hænde noget, som liksom +belyste og forklarte alt, jeg saa. Jeg lette efter den skjulte skat -- da +vet du, man blir som besat -- jo længere man leter. Endda, naar jeg tænker +-- en anden kvinde kan finde den. + +Men der _er_ nogen, som elsker et andet menneske og ingen andre, fordi den +anden er fuldkommen for os. Kan gi os alt, vi trænger. Har du vel +nogensinde været forelsket i en dame saan, at du syntes alt ved hende var +rigtig og godt og vakkert -- saa du elsket alt hos hende? + +«Nei,» sa han kort. + +«Jamen det er den rigtige kjærlighet. Tror du ikke? Og jeg vilde hat, at +saan skulde Jenny bli forelsket. Men hun _kan_ ikke elske Gram slik.» + +«Jeg kjender ham igrunden ikke, Cesca. Jeg vet bare, han ikke er saa dum, +som han ser ut til, som man sier. Det vil si, jeg tror, han er +betydeligere, end han først gjorde indtryk av. Jenny har vel fundet ut, +hvadfor kar han er igrunden.» + +Cesca sat litt. Hun tændte en cigaret og lot voksstikken brænde ut -- +fulgte med øinene tankefuld flammen. + +«Har du ikke lagt merke til -- han spør altid «synes De ikke», og «er det +ikke sandt» og saan. Synes du ikke, der er noget femininet -- eller ufærdig +ved ham?» + +«Kanske. Men det kan jo være, det er netop det, som har tiltrukket Jenny. +Hun er jo baade sterk og selvstændig. Kanske hun netop helst elsker en +mand, som er svakere end hun selv.» + +«Jeg skal si dig en ting, Gunnar. Jeg tror slet ikke, Jenny er saa sterk og +selvstændig. Hun har været nødt til at være det bare -- hjemme maatte hun +støtte og hjælpe og hadde ingen til at støtte sig. Mig maatte hun ta sig +av, for jeg er meget, meget vekere end hun, og jeg trængte hende. Der er +altid nogen, som har trængt Jenny. Og nu trænger Gram hende. Ja hun er +sterk og sikker, og hun føler det og ingen ber hende om hjælp forgjæves. +Men der er ingen mennesker, som orker det i længden, altid at skulle gi +støtte og aldrig faa. Skjønner du ikke, hun maa bli saa forfærdelig ensom, +naar hun altid skal være den sterkeste? Hun er alene, og gifter hun sig med +den der fyren, blir hun aldrig andet. Alle saa snakker vi til Jenny om os +selv, og ingen har hun, som hun kan snakke til. Aa, Jenny skulde ha en +mand, som hun kunde se op til -- hvis autoritet hun følte -- som hun kunde +si til, slik og slik har jeg levet, og slik har jeg arbeidet og slik har +jeg kjæmpet, for slik synes jeg, det var rigtig. Hun skulde ha en, som +hadde ret til at gi hende ret. Gram _kan_ ikke, for han er hende +underlegen. Men da kan hun ikke være sikker paa, at hun har ret -- vel? +Naar hun ikke træffer nogen, som har myndighet til at bekræfte hendes +tanker. «Ikkesandt» og «synes du ikke» -- Gunnar, det var Jenny, som skulde +kunne spørre slik nu!» + +De tidde begge to længe, saa sa Heggen ut i luften: + +«Det er rart nok, Cesca. Naar det gjælder dine egne historier, saa vet du +hverken ut eller ind som oftest. Men naar du snakker om andres forhold, saa +har jeg ofte indtrykket av, at du ser klarest av os allesammen.» + +Fransiska sukket tungt: + +«Uf ja. Det er derfor, jeg tror sommetider, jeg burde gaa i kloster, +Gunnar. Naar jeg sitter utenfor og ser paa, saa synes jeg, jeg skjønner. +Men naar jeg er opi det selv, saa blir jeg aldeles forvirret.» + + + + +XI. + + + +Kaktusbuskenes kjøtfulde blaagraa kjæmpeblade var arret av navne og +bokstaver og hjerter. Helge stod og snittet ind et H og et J. Og Jenny stod +med armen om hans skulder og saa paa. + +«Naar vi kommer tilbake hit,» sa Helge, «saa er det saan et brunt ar som de +andre. Tror du, vi kan finde det igjen, Jenny?» + +Hun nikket. + +«Mellem alle de andre,» sa han mismodig. «Der er saa mange navne her du. Vi +skal gaa hitut og lete efter det -- skal vi ikke det?» + +«Jo det skal vi.» + +«Tror du ikke, vi skal komme hitut igjen, Jenny min? Og vi skal staa saan +som nu -- skal vi ikke?» Han tok hende ind til sig. + +«Jo -- hvorfor skulde vi ikke det da vennen min?» Med armene om hinanden +gik de frem til bordet. Og tæt klynget sammen sat de og stirret ut over +kampanjen. + +Solskinnet flyttet sig og slagskyggerne vandret over bakkerne i vaardagen. +Sommetider randt lyset utover i tykke straalebundter, ti blanke skyer drev +over den blaa himmel -- i lys, stilfærdig uro. Men ute mot horisonten, hvor +den mørke eukalyptusskog ved Tre Fontane tittet over den borteste bakkekam, +sivet der op liksom en perlegul dis -- mot kveld vilde den vist vokse op og +dække hele himmelen. + +Langt henne i sletten randt Tiberen mot havet, gylden, naar solskinnet +faldt paa den, men blygraa, med mat glans som en fiskebuk, naar den speilet +skyerne. + +Tusenfryden lysnet som flaker av nysne utover bakkerne. I skrænten under +osteriets kjøkkenhave kom den unge hvete op, lysegrøn og silkeblank. Midt +ute i akeren stod to mandeltrær med kronerne blekrøde av blomster. + +«Det er vor sidste kampanjedag du,» sa Helge. «Er det ikke rart?» + +«For denne gang --» Og hun kysset ham og vilde ikke gi efter for sit eget +mismot. + +«Ja. Tænker du aldrig paa, Jenny -- naar vi sitter her igjen -- det _kan_ +ikke være som nu. Man forandrer sig altid, du -- dag for dag -- vi er ikke +de samme, naar vi sitter her igjen. Næste aar -- næste vaar -- det er ikke +denne vaaren, Jenny. Vi er ikke _akkurat_ de samme heller. Vor kjærlighet +-- vi kan holde like meget av hinanden -- men ikke akkurat paa samme +maaten.» + +Jenny trak skulderen op som hun frøs litt: + +«Det der vilde aldrig en kvinde si, Helge» -- og hun prøvet le. + +«Synes du, det er saa rart, jeg sier det. Jeg kan ikke la være at tænke paa +det. For jeg synes, disse maaneder har forandret mig saa meget. Og du og +husker du den første morgenen? Du sa, alting var blit anderledes for dig, +straks du kom ut. Saan som jeg var, da jeg kom hitned, -- du kunde ikke +blit glad i mig dengangen, Jenny -- vel?» + +Hun strøk ned over hans kinder: + +«Men Helge -- gutten min -- det er jo det, som er den store forandringen -- +at vi er blit glad i hinanden? Og vi blir det mere og mere bestandig -- +ikkesandt -- naar vi nu forandrer os, saa er det jo bare, at vor kjærlighet +vokser? Det er da ingenting at være ræd for? Vi er blit to glade mennesker +-- det er forandringen. Husker du den dagen -- min fødselsdag -- den dagen +paa Via Cassia -- de første fine smaa traadene, som begyndte at spinde sig +mellem os -- nu er det blit et baand saa sterkt, saa sterkt -- det blir +sterkere bestandig. Det er da ingenting at være ræd for, Helge?» + +Han kysset hende paa halsen: + +«Imorgen reiser du --» + +«Ja. Og om seks uker kommer du efter.» + +«Ja. Men saa er vi ikke her. Vi kan ikke reise i kampanjen. Det er det, at +vi maa bryte op midt i vaaren.» + +«Det er vaar hjemme og, Helge. Der er lerker der og. Se -- idag, med disse +drivende skyerne, det er næsten likesom hjemme -- ikkesandt. Tænk paa +Vestre Aker da gut -- hele Nordmarken. Vi skal gaa ditop sammen. Aa vaaren +hjemme da du -- med hvite snestriper paa alle aaserne omkring den blaa, +blaa fjorden, du Helge. Og de sidste skiturerne paa vaarføre -- vi kan +kanske komme paa ski sammen og iaar. Naar sneen er saa vaat, at det ikke +klabber engang, og alle bækkene bruser og klunker, og saa himmelen er grøn +og klar om kvelden med store blanke guldstjerner paa og skierne skraper og +skriker paa skaren.» + +«Ja. Ja.» Han vugget hende ind til sig. «Men Jenny -- alt dette, der -- +Vestre Aker -- Nordmarken. Jeg har gaat der saa meget alene. Aa du, jeg er +ræd det der. Jeg synes der maa liksom hænge laser av mine gamle avlagte +sjæle paa hver busk opi der.» + +«Hysch, hysch, gut. Aa. Jeg synes, det skal bli saa gildt. Gaa med vennen +min paa alle de stederne, jeg har gaat alene og trist saa mange vaarer.» + + * * * + +Haand i haand gik de utover den grønne kampanje -- nu bortimot kveld hadde +skyfloret draget sig opover himmelen, og mot dem strøk en vaarlig vind. + +Jenny saa ømt og længselsfuldt til farvel paa hver eneste ting. Nede i +landeveien knirket høivogner, som blev trukket av okser, hvis hvitgraa +skind skiftet fløilsbløtt over i brunt -- og foran de blaamalte vinkjærrer +ringlet bjelderne paa muldyrenes røde sæletøi. + +Aa alt var kjendt og kjært herute -- alt hadde hun set dag efter dag med +ham -- ikke visst selv, at hun la merke til det, og nu kjendte hun +pludselig, at alting stod brændt ind i hendes sind sammen med minderne om +disse dage. + +Den tørre, rødbrune bakke, hvis strie, korte græs fra ivinter var blit +mykere og grønnere fra dag til dag. Og de trofaste tusenfryd paa den magre +jord. De mystiske gruber, hvor jordsmonnet var styrtet sammen -- de hadde +staat foran dem og undret sig. De tornede hækker langs veiene og de blanke, +saftiggrønne blade av den vilde kala indunder buskene. + +Lerkernes uavladelige kvidder oppe under det vide himmelhvælv, og de +utallige dreieklaverer, som spillet til dans langt ute paa osterierne i +sletten -- dreieklavererne med de underlige glasagtige toner og de samme +smaa italienske melodier altid. + +Aa det var meningsløst, at hun skulde reise fra det. -- Nei. + +Hun gik med ham i den vaarlige, strømmende vind, der svalet hendes krop som +et bad, og hun følte sit legeme som et kjølig, friskt og saftfyldt blad, og +hun længtes efter at gi det til ham. + + * * * + +De sa hinanden farvel for sidste gang i hendes mørke gatedør. Og de vilde +sletikke slippe hinanden. + +«Aa Jenny. Gid jeg kunde bli hos dig inat!» + +«Helge.» Hun knuget sig ind til ham. «Du kan!» + +Han tok voldsomt om hende. Om hendes lænder og hendes skuldre. Men hun kom +til at skjælve i det samme hun hadde sagt det. Hun visste ikke selv, +hvorfor hun var blit ræd -- hun _vilde_ ikke blit det. Hun angret i det +samme nu, at hun hadde gjort en bevægelse, som hun vilde ut av hans haarde +favntak. Men da hadde han alt sluppet. + +«Nei, nei. Jeg vet jo det er umulig.» + +«Jeg vil det saa gjerne,» hvisket hun ydmygt. + +«Ja, ja.» Han kysset hende. «Jeg vet at du -- Men jeg vet, at jeg maa ikke +-- + +Aa tak, Jenny. Tak for alting. Aa Jenny, Jenny -- tak for at du holder av +mig. Godnat du. Og tak og tak.» + + * * * + +Taarerne randt kolde nedover hendes kinder, da hun laa i sin seng. Og hun +forsøkte at si til sig selv, det var meningsløst at ligge og graate slik -- +akkurat som noget skulde være forbi. + + + + +II. + + + + + +I. + + + +Da Jenny løp over perronen i Fredrikshald for at faa litt kaffe i +restaurationen, stanset hun et øieblik. Der var en lerke, som trillet over +hendes hode + +Hun lukket øinene litt, da hun sat ved kupéruten. Hun længtes alt dit syd +igjen. + +Toget suste forbi smaa lunefuldt forrevne og brustne knauser av rød granit. +Fjorden tindret frem imellem i glimt av ubrutt, lysende asurblaat. Opefter +fjeldet klorte furuen sig fast med eftermiddagssol paa røde, malmerne +stammer og mørkegrønne, metalblanke kroner. -- Det var liksom alting +skinnet efter badet under snesmeltningen. Smaabækker sprutet langs +banelinjen, og løvtrærnes nakne kroner lyste mot luften. + +Det var saa anderledes end vaaren der syd. Og hun længtes efter _den_ -- +med dens langsomme, sunde aandedrag, dens farvers milde glæde --. Disse +farvefanfarer mindet hende om andre vaarer -- med vildere længsler mot hete +glæder, som ikke var hendes rolige lykke nu. + +Aa vaaren dernede med det rolig groende grønne paa den vældige slette. +Fjeldet stod omkring med strenge, faste linjer. Menneskene hadde ribbet av +skogen og lagt sine murkronede stengraa byer paa nuterne og plantet sine +sølvgraa olivenlunde nedover siderne. Livet hadde krabbet i aartusener over +fjeldsiderne, og fjeldet bar taalmodig det smaa liv paa sit fang og løftet +endda med en evighet av ensomhet og ro issen mot himmelen. -- De stolte, +strenge linjer, og farvernes dæmpede sølvgraa og graablaa og grøngraa -- de +ældgamle byer og den langsomt fremadskridende vaar -- trods alt, der var +sagt om sydens larmende liv, det var liksom livsaanden droges i roligere, +sundere tempo der, end her. Trods vaarens yre vælde derute -- det var +lettere allikevel at maatte vite dernede -- at vaarbølgen skyllet over -- +forbi. + +Aa Helge. Hun længtes efter at være dernede hos ham. Det var saa langt +borte -- saa længe siden alt. Ikke en uke --. Og endda var det næsten, som +hun hadde drømt det hele. Som hun aldrig hadde været borte herfra. + +Det var rart, hun _hadde_ været der. Og ikke her og set og følt det hele -- +at den hvite, fredelige, frostblanke vinter veg -- at den tørre, styrkende +lyseblaa luft blev mættet av sølvren vætedamp midt paa dagen og stod +dirrende utover jorderne. Luften sitret og alle linjer sitret opløst, men +farverne stod skarpe og brændende -- liksom nakne. Til kvelden kom, og +alting frøs under et hvælv av blekgrønt, tærende lys, som varte evindelig +længe --. + +Lille gutten min, hvad gjør du nu tro. Jeg længes saa efter dig -- jeg kan +næsten ikke tro paa, ser du, at jeg har dig. Jeg vil være hos dig -- jeg +vil ikke gaa alene og længes efter dig hele den lange, forfærdelig lyse +vaaren --. + +-- Opover gjennem Smaalenene laa der vasne snestriper i skogbrynet og +bortunder stengjærderne. De vissenbrune jorder og de oppløide akrer bredte +sig utover med milde farver, og her, hvor himmelkuppelen fik hvælve sig +videre, falmet det skræmmende sterke blaa blidelig ned mot horisonten. +Skogaasernes lave bølgelinje laa langt ute, men de enkelte fritstaaende +trægrupper ute i jorderne tegnet sit kniplingsverk av grener mot luften. + +De gamle graa gaarder skinnet som sølv og de nye røde uthus brandt i +farven. Granholtet skinnet saftig olivengrønt, og bjerkesnaret stod +rødviolet mot det, og aaspestammerne lysegrønne. + +Aaja, det var vaaren. De hidsige farver brænder en liten stund, til alt +blir tindrende guldgrønt og skinner av livssaft en stund, for at mørkne og +modes til sommer paa nogen uker. -- Vaaren, da ingen lykke er lysende nok +--. + +Kvelden faldt, mens toget suste opover. De sidste lange røde solstraaler +skjøt over en aasrand. Saa var der bare paa den skyløse himmel et gyldent +skjær, som sluknet uendelig langsomt. + +Da toget kjørte fra Moss, stod aaserne kulsvarte mot den grønklare himmel. +Og speilingen var endda svartere, gjennemsigtig svart i den glasgrønne +fjord. En eneste stor og gylden stjerne stod over aasen, og dens billede +dernede i vandet rislet utover som en tynd strøm av guld. + +Hun maatte tænke paa Fransiskas natbilleder. Farvernes liv, naar solen var +gaat ned, var det, Cesca helst vilde forsøke at male. Gud vet, hvordan hun +hadde det igrunden. Forresten arbeidet hun jo svært i den sidste tiden. +Jenny følte litt samvittighetsnag -- de sidste to maaneder hadde hun neppe +set Cesca -- og allikevel var det gaat igjennem hende etpar ganger -- Cesca +hadde det vanskelig visst. -- Men alle Jennys gode forsætter, at nu skulde +hun se og faa snakke ordentlig med Cesca engang, de var liksom ikke blit +til noget. + + * * * + +Det var mørkt, da hun kom til byen. De var paa stationen og tok imot hende, +moren, Bodil og Nils. + +Moren var det, som hun hadde set for en uke siden. Men fru Berner graat, da +hun kysset datteren: «Velkommen hjem, søte barnet mit -- gud velsigne dig!» + +Men Bodil var blit saa stor -- hun saa snerten og fiks ut i fotsid +spaserdragt. Og Kalfatrus hilste litt fremmed paa hende. + +-- Den luften paa Jernbanetorvet var noget for sig selv i hele verden -- +lugten av raattent sjøvand og kulrøk og sildelake. + +Droschen ramlet opover Carl Johan, forbi de kjendte husene. Moren spurte +hende om reisen og hvor hun hadde overnattet. -- Jenny sat med en rar, +hverdagslig følelse. Det var, som hun aldrig hadde været borte. Barna paa +baksætet sa aldrig et ord. + +-- Oppe i Wergelandsveien, utenfor en haveport, stod to unge mennesker og +kysset hinanden under en gaslygt. Over slotsparkens nakne trækroner stod +himmelen dypblaa og klar med faa, duggede stjerners lys. Jenny kjendte et +pust av muldnende løv imot sig i natten -- et pust fra gamle, længselsfulde +aar. + +Vognen holdt foran porten hjemme -- en stor murgaard bak paa Hægdehaugen. +Der var lys i melkebutikken i første etage, og «delikatessen» tittet ut, da +hun hørte vognen stanse -- ropte goddag og velkommen til Jenny. + +Ingeborg kom stormende ned trapperne og omfavnet hende. Saa suste hun like +fort opover igjen med søsterens haandkuffert. + +Der var dækket tebord oppe i stuen. Jenny saa sin serviet med farens gamle +sølvring om paa den gamle plads -- ved siden av Kalfatrus i sofaen. + +Ingeborg styrtet ut i kjøkkenet, og Bodil fulgte Jenny ind paa hendes lille +kammer til gaarden. Ingeborg hadde hat det, mens Jenny var i utlandet, og +hun hadde ikke faat ryddet ut alle sakerne sine. Utover væggene var der sat +op skuespillerbrevkort, og Napoleon og Madame Recamier i mahognylister hang +paa hver side av Jennys gamle empirespeil over søilekommoden. + +Jenny vasket sig og satte om haaret. Hun følte sig saa ækkel i huden efter +reisen -- for over ansigtet etpar ganger med pudderkvasten. Bodil snuste +paa pudderet -- om det var parfumert. + +De gik ind til tebordet. Ingeborg hadde lavet noget varmt i skjæl -- hun +hadde gaat paa kokeskole om vinteren. Herinde under lampen saa Jenny, at +begge smaasøstrene hadde faat de tykke, krusede fletter bundet op i nakken +med hvit silkesløife. Ingeborgs lille mulatfjæs var blit litt tyndere og +blekere, men hun hostet ikke nu. + +Aa jo -- nu saa hun det. Mama var blit ældre. Eller kanske ikke -- kanske +hun bare ikke hadde lagt merke til det, alle de aarene hun gik hjemme og +saa hende hver dag -- at de fine rynker i morens vakre blonde ansigt blev +fler og fler, og at den høie pikeslanke figur blev litt lut og skuldrene +spidse. Hun hadde jo hørt fra hun blev voksen, at mama saa ut som hendes +litt ældre, smukkere søster. + +Der blev talt om alt, som var hændt hjemme dette aaret. + +«Aaffer tok vi'ke automøbel hjem igrunden dere,» sa Nils pludselig. «Jeg +syns, det var lidelig domt da!» + +«Ja naa er'e jaggu bakefter at leie sig for det, get,» -- Jenny kom til at +le. + +Bagagen kom, og moren og smaapikerne fulgte aandeløst utpakningen. Ingeborg +og Bodil bar ind paa værelset og la i kommodeskufferne. De tok næsten +andægtig paa det broderte undertøi, som Jenny sa, var kjøpt i Paris. Og de +jublet over gaverne -- raasilke til sommerdragter og venetianske +perlekjeder. De stod foran speilet og prøvet silken over skuldrene og +halsbaandene paa haaret. + +Bare Kalfatrus spurte efter hendes billeder og lettet paa bliktromlen med +lærrederne: + +«Aa mange har'u da, Jenny?» + +«Seksogtyve. Men det er mest smaabilleder.» + +«Ska du ha sepparatorutstilling for dig sjæl da vel?» + +«Jeg vet ikke rigtig, du -- jeg har tænkt paa det.» + + * * * + +Smaapikerne hadde vasket op, og Nils redd til sig paa sofaen i stuen. Fru +Berner og Jenny blev sittende inde paa datterens værelse med en ekstra kop +te og en cigaret. + +«Hvordan synes du, Ingeborg har det,» spurte moren ængstelig. + +«Hun er da frisk og livlig -- ser ikke daarlig ut heller. Men naturligvis, +det er ikke at spøke med i hendes alder. Vi maa se at faa hende paa landet, +til hun er helt frisk igjen, mama.» + +«Ingeborg er saa søt og snil altid -- munter og morsom. Og saa flink i +huset. Jeg er saa ræd for hende, Jenny. Jeg tror, hun har danset for meget +i vinter og været altfor meget ute og altfor sent iseng. Men jeg hadde ikke +hjerte til at negte hende noget. Du hadde det saa trist, Jenny, og jeg saa +nok, du savnet moro og glæde --. Jeg var viss paa, at baade du og papa +vilde gi mig ret, naar jeg lot barnet more sig, mens hun kunde.» Fru Berner +sukket. «Stakkars mine smaapiker -- slit og arbeide, det er jo det som +venter dem. Hvad skal det bli til, Jenny, hvis dere til og med blir syke +for mig. Jeg kan saa litet gjøre for dere, barna mine --.» + +Jenny bøiet sig over moren og kysset taarerne fra de vakre, barnslige øine. +Og hun lutet sig ind til hende -- længsel efter at vise ømhet og ta mot +ømhet, og mindet om tidlige barnedage, og bevisstheten om, at moren ikke +hadde kjendt hendes liv, dets sorger før og lykken nu, løp sammen til en +beskyttende kjærlighet. Fru Berner la sig ind til datterens bryst. + +«Saa -- ikke graate da mama -- det greier sig nok, skal du se. Nu blir jeg +jo hjemme foreløbig. Og saa har vi da gudskelov noget igjen av tante +Kathrines penger --.» + +«Jamen Jenny -- dem maa du jo ha til din utdannelse. Jeg er jo kommet til +at indse efterhaanden, maa du vite -- du maa ikke hindres i dit arbeide. +Det var saan glæde for os alle, at du fik solgt det billedet dit ihøst --.» + +Jenny smilte litt. Det billedet, som var blit solgt, og de par ord i +aviserne om hende -- det var, som hele hendes familie saa paa malingen +hendes med helt andre øine efter det. + +«Det greier sig nok, mama. Altsammen. Jeg kan nok tjene noget ved siden av, +mens jeg er hjemme. -- Atelier _maa_ jeg ha,» sa hun efter et øieblik. Og +hun la til, hastig og forklarende: «Jeg maa gjøre færdig billederne mine +paa atelier, ser du.» + +«Jamen --» moren saa ganske forfærdet ut. «Du blir vel boende hjemme, +Jenny?» + +Jenny svarte ikke straks. + +«Jeg synes ikke, det gaar an, barnet mit,» sa moren. «En ung pike kan ikke +bo alene paa atelier.» + +«Nei du vet, jeg kan _bo_ her,» svarte Jenny. + + * * * + +Hun tok frem fotografiet av Helge, da hun blev alene. Og hun satte sig til +at skrive til ham. + +Det var bare etpar timer hun hadde været hjemme. Og det var blit saa +uendelig fjernt og rart, alt hun hadde levet dernede. Saa uten sammenhæng +med hendes liv her i hjemmet -- før. Og nu. + +Brevet blev bare klagende længsel. + + + + +II. + + + +Jenny hadde leiet atelier. Og hun gik der og ordnet og satte istand. Om +eftermiddagen kom Kalfatrus og hjalp hende. + +«Du er blit saa falig langbeint, Kalfatrus -- jeg var nære paa, jeg skulde +sagt De til dig, get, først jeg saa dig.» + +Gutten lo av det. + +Jenny spurte ham ut om alle hans bedrifter, mens hun hadde været borte, og +Nils fortalte. Han og Jakop og Bruseten -- det var to nye gutter, som var +kommet ind i klassen om høsten -- hadde levet vildmandsliv i tømmerkoierne +i Nordmarken, og deres eventyr var over al maate. Jenny undret, mens hun +gik og hørte paa, -- mon det blev stort mere Nordmarksturer med Kalfatrus +og hende --. + +Hun drev utover Bygdø om formiddagene -- alene i det hvite solskin. +Jorderne laa saa bleke med det døde gulhvite græs. I skogranden mot nord +laa der gammel sne endda under de jernsorte graner. Men i sydbakken skinnet +løvtrærnes nakne grener mot solluften og lunt ned i det gamle lunkne løv +piblet dunede blaaveisknopper. Der var saa megen fuglefløit allerede derute +--. + +Helges brever læste hun om og om igjen -- hun bar dem paa sig. Hun længtes +efter ham, sykelig, utaalmodig -- efter at se ham og røre ved ham og kjende +det sikkert, at hun hadde ham. + + * * * + +Tolv dage hadde hun været hjemme, og endda var hun ikke kommet til at gaa +op til hans forældre. Saa da han spurte for tredje gang i et brev, tok hun +sig sammen. I morgen skulde det bli av. + +Veiret hadde slaat om i løpet av natten. Det var blit bitende nordensno -- +stikkende solgløt og hvirvlende skyer av støv og papirrusk i gaten -- og +saa pludselig en haglbyge saa voldsom, at hun maatte søke ly i et portrum. +De haarde hvite korn sprat op fra brostenene omkring hendes lave sko og +letsindige sommerstrømper. + +Saa skinnet solen igjen. + +Grams bodde i Welhavens gate. Jenny stod litt paa hjørnet. Skyggen laa saa +klam og iskold mellem de to rækker skiddengraa huser. Bare paa den ene +siden faldt der et solstreif øverst oppe. Hun var glad, hun visste, at +Helges forældre bodde i fjerde etage. + +Denne gaten hadde været hendes skolevei i fire aar. Som hun kjendte den -- +nedover façadernes gipsornamenter de svarte flammer efter takenes sne, og +de bittesmaa mørke butikker. Vinduerne med blomsterpotter i sjasket +silkepapir og kulørte majolikakrukker, og de gulnede modeblader mot ruten +hos sydamerne -- portrummenes gløt ind til kulsvarte bakgaarder. Endda laa +der nok hauger av skidden sne og gjorde luften raa inde i gaardsrummene. Og +sporvognen duret tungt opfor bakken. + +Like ved, i Pilestrædet, laa slik en sotgraa leiegaard med en mørk brønd av +gaardsrum. Der hadde de bodd, da stedfaren døde. + +Hun stod litt utenfor den entrédør, som bar en messingplate med G. Gram. +Hun hadde hjerteklap og forsøkte at le av sig selv. Altid var hun nu slik +-- meningsløs beklemt, naar hun skulde op i en situation, som hun liksom +ikke hadde faat tænke sig ut aar i forveien. Herregud -- etpar tilkommende +svigerforældre var da ikke saa farlig betydningsfulde personer heller for +hende. Æte hende op kunde de nu ikke ialfald. Hun ringte paa. + +Hun hørte en komme derinde gjennem en lang entré, og saa blev døren aapnet. +Det var Helges mor -- hun kjendte hende av fotografiet. + +«Det er fru Gram -- jeg er frøken Winge --.» + +«Aa er det det -- værsgod, vil De ikke gaa ind --.» + +Hun gik foran Jenny gjennem en lang, trang entré, som var belemret med skap +og kasser og overtøi. + +«Værsgod,» sa fru Gram igjen og aapnet døren til dagligstuen. Der var +sterkt sollys over svære mosgrønne plyschmøbler; rummet var ikke stort og +pakkende fuldt -- der var nips og fotografier utover og et plyschteppe i +skingrende farver paa gulvet, plyschportierer for alle dørene. + +«Ja nei her ser vel ut -- jeg har ikke faat tørket støv her paa mange +dage,» snakket fru Gram. «Vi er aldrig i denne stuen til hverdags nemlig, +og jeg er uten pike fortiden. Hende jeg hadde, maatte jeg jage -- den +værste lortsubbe, og saa svarte hun igjen -- ja saa sa jeg, hun kunde dra +sin kos, jeg. Men faa en ny -- nei det er ikke raad, ser De -- og like +gærne er de forresten allesammen da for den saks skyld. Ufnei, husmor det +er det værste en kan faa blir --. + +Ja Helge hadde jo forberedt os paa Deres visit, men nu hadde vi sandelig +næsten opgit haabet om, at De vilde gjøre os den ære --.» + +Naar hun smilte og snakket, viste hun store hvite fortænder og et svart hul +paa hver side efter de manglende øientænder. + +Jenny sat og saa paa hende, som var Helges mor. + +-- Hun hadde tænkt sig det altsammen saa anderledes. + +Hun hadde gjort sig et billede av hans hjem og hans mor efter det, han +hadde fortalt. Og moren med det vakre ansigt, som lignet Helge paa +fotografiet, hadde hun syntes synd om. Hun, som manden ikke var glad i, og +som hadde elsket barna sine slik, at de reiste sig og gjorde oprør, vilde +ut og væk fra denne tyranniske morskjærlighet, som ikke taalte, de var +andet end hendes barn. I sit hjerte hadde Jenny tat parti for denne moren. +Mænd kunde vel ikke skjønne, hvordan en kvinde maatte bli, som elsket og +aldrig fik igjen kjærlighet -- andet end barnas barnekjærlighet, mens de +var smaa. De kunde vel ikke forstaa, hvordan en slik mor følte, naar hun +saa barna bli store og gli fra hende -- at hun kunde reise sig i trods og +vrede mot selve det ubønhørlige liv, som var slik, at en mors smaa barn +blev store og ikke mere syntes, hun var alt for dem, som de var alt for +hende i al evighet --. + +Jenny hadde villet holde av Helges mor. + +Og saa likte hun hende ikke. Hun følte en ren fysisk antipati mot denne fru +Gram, som sat der og snakket ivei. + +Det _var_ Helges træk som paa fotografiet. Den høie, litt snevre panden og +den fint buede næsen og de like, mørke bryn og den lille munden med de +fine, tynde læber og haken, som var en smule spids. + +Men der var et uttryk om hendes mund, som om alt hun sa, var spydigheter -- +et spotsk og ondskapsfuldt drag i alle ansigtets fine rynker. Og de store +øine, som var saa sjelden vakkert skaaret og ganske emaljeblaa i det hvite, +var haarde og stikkende -- de store mørkebrune øinene. De var meget mørkere +end Helges. + +Vakker maatte hun ha været -- sjelden vakker. Og allikevel følte Jenny sig +aldeles sikker paa det, hun før en enkelt gang hadde tænkt -- at det var +neppe med glæde, at Gert Gram hadde giftet sig med hende. Nogen dame var +hun hellerikke -- efter sprog og væsen at dømme. Skjønt der var nu +forresten saa mange pene smaafrøkner av middelklassen, som blev rigtige +kjærringer, naar de hadde været gift en stund -- sittet indelukket i et +hjem og kjæglet sig gjennem tilværelsen med tjenestepikesorge og husvæsen +nogen aar --. + +«Ja kandidat Gram bad mig gaa op og hilse Dem fra ham,» sa Jenny. Hun følte +det pludselig umulig at omtale ham som Helge. + +«Ja han var jo bare sammen med Dem i det sidste -- i de sidste brevene sine +nævnte han aldrig, han hadde været sammen med andre ialfald. -- Forresten +sværmet han nok først for en liten frøken Jahrmann, synes jeg, jeg +forstod?» + +«Min veninde frøken Jahrmann -- ja i begyndelsen var der en hel del av os, +som var meget sammen. Men nu paa slutten var frøken Jahrmann saa optat av +et større arbeide.» + +«Hun er datter til oberstløitnant Jahrmann paa Tegneby jo? Hun har vel +penger da?» + +«Nei. Hun utdanner sig for det lille, hun har arvet efter moren -- hun +staar ikke paa nogen rigtig god fot med sin far -- d. v. s., han likte +ikke, hun vilde bli malerinde, og saa vilde hun intet ta imot av ham --.» + +«Uf saa dumt. -- Min datter, fru kappelan Arnesen,» sa fru Gram, «hun +kjender litt til hende -- hun var hernede i julen. Hun mente forresten, det +var andre grunde som gjorde, at oberstløitnanten ikke vilde ha no med hende +-- hun skal jo være saa nydelig, men noksaa daarlig berygtet --.» + +«Det er aldeles usandt,» sa Jenny stivt. + +«Ja dere kunstnere har det godt.» Fru Gram sukket. «Men jeg skjønner ikke, +hvordan Helge kunde faa arbeidet noget -- jeg synes, han skrev aldrig andet +end at han hadde fartet hit og dit i kampanjen med Dem jeg --.» + +«Aa--aa,» sa Jenny. -- Det var saa besynderlig pinlig at høre om det +dernedefra i fru Grams mund. «Kandidat Gram var svært flittig, synes jeg. +En fridag maa man da ha av og til --.» + +«Ja. Ja vi husmødre faar sandelig greie os uten, men --. Vent til De blir +gift De, frøken Winge. Men ellers saa vil jo alle mennesker ha fridage. Jeg +har en søsterdatter, som netop er blit folkeskolelærerinde -- hun skulde +studert medicin, men saa taalte hun det ikke -- maatte slutte og tok +seminar. Ja. Jeg synes, hun har fri altid jeg. _Du_ skal da sandelig ikke +overanstrenge dig du, Aagot, sier jeg til hende --.» + +Fru Gram forsvandt ut i entréen. Jenny reiste sig op og saa paa malerierne. + +Over sofaen hang et stort kampanjelandskap. Det var godt at se, at Gram +hadde lært i Kjøbenhavn. Det var bra og solid tegnet, men tyndt og tørt i +farven. Især forgrunden med de to italienerinder i nationaldragt og de +miniaturagtig malte planter om den styrtede søile var kjedelige. +Modelstudien under av en ung pike var bedre. + +Hun maatte smile -- det var ikke rart, at Helge hadde hat litt vondt for at +finde sig tilrette i Rom og var blit litt skuffet -- naar han hadde hat al +denne italienske romantik paa væggen hjemme. + +Der var mange smaa brunlige, sirlig tegnede landskaper fra Italien med +ruiner og nationaldragter. Men den studien av en prest var god. Nogen +kopier -- Corregios Danae og Guido Renis Aurora -- ufda. Nogen andre kopier +av barokke billeder, som hun neppe kjendte. + +Saa var der et stort lysegrønt sommerlandskap. Gram hadde forsøkt at male +impressionistisk. Men det var tyndt og stygt i farven. Det der over pianoet +var bedre -- solgløttet over aasen, luften var nydelig. + +Ved siden av hang et portræt av fruen. Det var det bedste -- det var godt, +ja sandelig. Nydelig modellert var figuren. Og hænderne. Den høirøde kjolen +med opheftningerne, de klare sorte halvvanter. Det olivenbleke ansigt med +de dunkle øine under pandeluggen og den høie, spidse sorte hat med rød +ving. Men hun stod desværre som klistret ind til bakgrunden, der var +strøket over med surt graablaat. + +Og der et barneportræt. «Bamse fire aar,» stod der oppe mot rammen. Nei +herregud -- var det Helge den vesle sinte pluggen i hvit skjorte -- aa hvor +god han var --. + +-- Fru Gram kom ind med et bret, rabarbervin og kaker. Jenny mumlet noget +om bryderi: + +«Jeg har staat og set paa Deres mands billeder, fru Gram.» + +«Ja -- jeg skjønner mig jo ikke noget paa det men --. _Jeg_ synes nu, de er +storartede. Min mand paastaar rigtignok selv, de er ikkeno tes, men det er +nu bare noe, han sier. Nei --,» hun lo litt bittert. «Min mand er noksaa +makelig, ser De. Og leve av den der malingen kunde vi jo ikke, da vi var +blit gifte og hadde faat barna, saa han maatte jo ta sig noe nyttig for ved +siden av. Og saa gad han ikke drive og male ved siden av, og da var det, +han fandt ut det, at han ikke hadde talent. _Jeg_ synes nu, de er meget +vakrere hans billeder end alle disse her moderne sakerne -- men De er vel +av en anden mening De, frøken Winge?» + +«Ja Deres mands billeder er svært vakre,» sa Jenny. «Især portrættet av +Dem, fru Gram. Det er aldeles nydelig.» + +«Aaja. Men det ligner nu ikke videre da -- flattert mig har Gram ikke --,» +hun lo igjen, den lille bitre, sinte latteren. «Det skal være synd at si +--. _Jeg_ synes nu, han malte meget penere, før han begyndte at skulle ape +efter alt det der, som blev moderne dengangen -- De vet, Thaulow og Krohg +og disse hersens --.» + +Jenny drak rabarbervinen omtrent i taushet, mens fru Gram snakket. + +«Ja desværre, jeg vilde saa gjerne be Dem bli og spise middag med os, +frøken Winge. Men jeg er altsaa alene med huset, og saa er vi ikke +forberedt paa gjester, kan De skjønne. Saa jeg kan altsaa ikke desværre. +Men en anden gang, haaber jeg --.» + +Jenny skjønte, at fru Gram vilde gjerne bli kvit hende. Det var jo noksaa +rimelig ogsaa -- naar hun ikke hadde pike. Hun holdt vel paa med middagen. +Saa sa hun farvel. + +I trappen møtte hun Gram. Hun skjønte, det maatte være ham. Hun hadde et +indtryk av ham saan i forbifarten, at han saa svært ungdommelig ut og at +hans øine var svært blaa. + + + + +III. + + + +To dage senere, som Jenny om eftermiddagen stod og arbeidet, fik hun visit +av Helges far. + +Nu, han stod der med hatten i haanden, saa hun, at hans haar var ganske +graat -- saa graat, at man ikke kunde se, hvadfor farve det oprindelig +hadde hat. Men ung saa han ut allikevel. Figuren var slank, litt lut, men +ikke gammelmandslut, snarere som han var for spæd til sin høide. Og øinene +var unge -- skjønt de saa triste og trætte ut av det magre, glatrakede +ansigt -- men de var saa store og saa lyst blaa, at de gjorde et underlig +vidaapent indtryk, forundret og fortænkt paa en gang. + +«Ja De kan skjønne, jeg længtes efter at hilse paa Dem, Jenny Winge,» sa +han og rakte haanden frem. «Nei, kjære -- ta ikke av Dem forklædet. Og si +til, hvis jeg forstyrrer.» + +«Nei kjære Dem,» sa Jenny glad. Hun likte hans smil og hans stemme. Og hun +kastet malerforklædet bort paa vedkassen. «Her blir snart forlitet lys +allikevel. Hvor snilt det var av Dem at se op til mig!» + +«Det er en evighet siden jeg har været paa et atelier,» sa Gram og saa sig +rundt. Han satte sig i sofaen. + +«De omgaaes ingen av de andre malerne -- ikke nogen av Deres samtidige?» +spurte Jenny. + +«Nei ingen,» sa han kort. + +«Men --.» Jenny tænkte sig om, «-- men hvordan i alverden har De forresten +fundet hitop da -- har De spurt hjemme hos mig -- eller i Kunstforeningen +--?» + +Gram lo. + +«Nei. Ja jeg saa Dem i trappen iforgaars. Saa igaar, jeg gik nedover til +min forretning, saa saa jeg Dem igjen -- jeg gik efter Dem et stykke, jeg +tænkte paa at stanse Dem og forestille mig. De gik ind her, og jeg visste, +her var atelier i denne gaarden. Naaja, saa fandt jeg paa at gaa op og +avlægge Dem en visit --.» + +«Vet De --» Jenny smilte lystig «-- Helge gik ogsaa efter mig paa gaten han +og -- en veninde av mig og jeg. Ja han var nu altsaa gaat vild da, nede i +de gamle gaterne ved Loppetorvet. Og saa kom han altsaa bort og snakket til +os -- slog an, som det heter med et fint uttryk. Slik gik det til, at vi +blev kjendt. Vi syntes jo, han var litt fræk --. Men det later altsaa til, +det er fra Dem, han har sin dristighet.» + +Gram rynket panden og sat et øieblik. Jenny fik en ubehagelig følelse av, +at hun hadde sagt noget galt. Hun lette efter hvad hun skulde si: + +«Kan jeg faa lov at lave Dem en kop te, mens De er heroppe?» + +Hun tændte uten videre apparatet og satte paa vand. + +«Jaja frøken Winge -- De skal ikke være ængstelig for, at Helge ligner mig +forøvrig. For jeg tror heldigvis ikke, han har det mindste tilfælles med +sin far.» Han lo. + +Jenny visste ikke rigtig, hvad hun skulde svare til det. Hun tok sig for at +sætte frem tekopper: + +«Ja her er noksaa tomt, som De ser. Men jeg bor hjemme hos min mor.» + +«Aa saa, De bor i Deres hjem? -- Det er visst et bra atelier -- er det +ikke?» + +«Jeg tror det.» + +Han sat litt og saa ut for sig. + +«Ja frøken Winge -- jeg har jo tænkt meget paa Dem. -- Jeg trodde jo at +forstaa min søns breve slik, at De og han --.» + +«Ja Helge og jeg er svært glad i hinanden,» sa Jenny. Hun stod ret op og +ned og saa paa ham. Gram rakte ut efter hendes haand og holdt den en stund +i sin. + +«Jeg kjender min søn saa litet, Jenny Winge. Jeg vet igrunden ikke noget +sikkert om ham -- hvordan han er. Men naar De er glad i ham, saa kjender De +ham vel -- sikkert bedre end jeg gjør. Og det at De holder av ham, det tar +jeg for et bevis paa, at jeg kan være glad for ham og stolt av ham. Jeg har +altid _trodd_, at han var en bra gut -- ganske begavet ogsaa. At han er +glad i Dem, det er jeg sikker paa, nu jeg har set Dem. Bare han maa gjøre +Dem lykkelig, Jenny.» + +«Tak,» sa Jenny og gav ham haanden igjen. + +«Ja --.» Gram saa ut for sig. «De kan vite, jeg er glad i gutten. Min +eneste søn. Jeg tror nok, Helge er glad i mig ogsaa -- igrunden.» + +«Det er han. Helge er svært glad i Dem. Baade i Dem og sin mor.» Hun rødmet +i det samme, som om hun hadde sagt noget taktløst. + +«Ja. Jeg tror det. Men han saa selvfølgelig tidlig, at hans far og mor -- +de holdt ikke av hinanden. Helge har hat et daarlig hjem, Jenny. Jeg kan +likegodt si det selv -- har De ikke forstaat det allerede, saa ser De det +fort nok selv; De er visst en klok pike. Men netop derfor tror jeg, at +Helge vil forstaa, hvad det er værdt, at dere to er glad i hinanden. Og han +vil fare varsomt med Dem og sig selv --.» + +Jenny skjænket teen: + +«Saa! Helge brukte at komme op og drikke te hos mig i Rom om eftermiddagen. +Det var igrunden de eftermiddagsstunderne, vi blev kjendt med hinanden, +tror jeg --.» + +«Og saa blev dere glad i hinanden.» + +«Ja -- ikke straks. Det vil si, vi var det visst igrunden da og. Men vi +tænkte ikke paa andet end at vi var rigtig gode venner -- dengangen. Ja +siden saa kom han ogsaa og drak te, skjønner De --.» + +Gram smilte, og Jenny smilte ogsaa. + +«Kan De ikke fortælle mig noget om Helge, da han var gut -- liten mener jeg +-- og saan --.» + +Gram smilte trist og rystet paa hodet: + +«Nei Jenny. Jeg kan ikke fortælle Dem noget om min søn. Han var snil og +lydig altid. Flittig paa skolen -- ikke noget lys, men saan jevnt flink og +flittig. Men Helge var meget indesluttet som gut -- ja som voksen med -- +overfor mig ialfald -- --» + +«Fortæl heller De, Jenny,» lo han varmt. + +«Om hvad da?» + +«Om Helge vel. Ja -- vis mig, hvordan min søn ser ut i den unge pikes øine, +som holder av ham. Nu er De jo ikke nogen almindelig ung pike heller -- en +dygtig kunstnerinde, og klok og søt tror jeg, De er. Kan De ikke si mig, +hvordan kom De til at bli glad i Helge -- hvadfor egenskaper ved gutten er +det, som har gjort, at De valgte ham -- faa høre?» + +«Ja --.» Saa lo hun. «Det er ikke akkurat saan at si -- vi blev altsaa glad +i hinanden da --.» + +«Naa.» Han lo ogsaa. «Ja det var dumt spurt, Jenny. Det var akkurat som jeg +skulde ha glemt, hvordan det var at være ung og forelsket -- ikke sandt?» + +«Ikke sandt! Vet De, det sier ogsaa Helge saa ofte? Det var nu ogsaa noget +av det, jeg blev glad i ham for. Han var liksom saa ung. Jeg saa godt det, +at han var indesluttet -- og saa aapnet han sig litt efter litt for mig +--.» + +«Det kan jeg godt forstaa -- at man faar tillid til Dem, Jenny. Jamen +fortæl mere da -- + +-- Nei De behøver ikke at se saa forskrækket ut da. De kan skjønne, jeg +mener ikke, De skal fortælle mig Deres og Helges kjærlighetshistorie eller +no slikt -- + +Bare fortæl mig litt om Dem selv -- og Helge. Om Deres arbeide, barn. Og om +Roma. -- Saan at jeg gamle mand kan huske igjen, hvordan det var at være +kunstner. Og fri. Og arbeide med det, som det var ens glæde at arbeide med. +Og ung. Og forelsket. Og lykkelig --.» + + * * * + +Han blev sittende etpar timer. Saa, da han skulde gaa og stod i overfrakke +med hatten i haanden, sa Gram lavt: + +«Hør her, Jenny. Ja for det kan jo ikke nytte, om jeg vilde forsøke at +skjule overfor Dem, hvordan forholdene er i mit hjem. Det vilde være bedre, +naar vi træffes der, at vi ikke var kjendte fra før. At Helges mor ikke fik +vite, jeg hadde gjort Deres bekjendskap paa egen haand. Ogsaa for Deres +skyld -- saa De ikke fik spydigheter og ubehagelighet. Det er nu engang +slik, at bare det at hun vet, jeg liker nogen -- særlig en dame da -- er +nok til at hun faar imot vedkommende --. + +De synes, det er rart --. Men De forstaar det?» + +«Jo,» sa Jenny spakt. + +«Ja farvel da Jenny. Jeg er glad for Helges skyld -- tror De det?» + + * * * + +Hun hadde skrevet til Helge kvelden før og fortalt om sit besøk i hans +hjem. Og hun hadde læst igjennem brevet med en plagsom følelse av, hvor +fattig og tørt det avsnit var blit om hendes møte med moren. + +Da hun skrev til ham den aften, fortalte hun om hans fars visit. Men saa +rev hun det istykker og begyndte paa ny. -- Det var dette om at fru Gram +ikke maatte kjende til det, som var leit at fortælle. Det var leit at +begynde med at ha hemmeligheter med den ene mot den anden. Paa Helges vegne +følte hun enslags ydmygelse over at hun saan med en gang var blit medvider +i hans hjems elendighet. Det endte med, at hun ikke nævnte det i brevet -- +det var lettere at forklare ham det, naar han kom. + + + + +IV. + + + +Sidst i mai var det gaat usedvanlig mange dage, uten at Jenny hadde hat +brev fra Helge. Hun begyndte at bli ængstelig -- hadde netop bestemt at +telegrafere næste dag, hvis hun intet hørte. Om eftermiddagen var hun paa +atelieret, og saa banket det paa døren. Da hun aapnet, blev hun grepet og +knuget og kysset av en mand, som stod ute i loftsgangens mørke. + +«Helge!» Hun jublet. «Helge, Helge -- faa se paa dig. Aa men som du skræmte +mig, stygge gutten! Aa faa se paa dig -- Helge -- er det ordentlig og +rigtig dig da --,» hun nappet av ham reiseluen. + +«Ja det kunde nu vel ikke være nogen anden vel,» sa han uanfegtet og lo. + +«Jamen kjære -- hvad er dette for no da gut?» + +«Ja det skal jeg si dig,» sa han og hadde ikke tid til mere, men knuget sit +ansigt ind mot hendes hals. + +«-- Ja jeg vilde altsaa overraske dig da, skjønner du.» De sat haand i +haand i sofaen og pustet ut efter de første frydefulde kys. «Og det +lykkedes da noksaa godt, gjorde det ikke? Aa faa se paa dig, Jenny. Saa +vakker som du er. Hjemme tror de, jeg er i Berlin nu. Jeg gaar paa hotel +inat og blir inkognito i byen nogen dage -- er ikke det storartet, synes +du. Det er forresten leit, du bor hjemme, du. Ellers kunde vi været sammen +hele dagen --.» + + * * * + +«Vet du,» sa Jenny, «da du banket, saa trodde jeg, det var din far som +kom.» + +«Far?» + +«Ja.» Hun blev litt forvirret i det samme selv. Det faldt pludselig saa +vanskelig at forklare hele sammenhængen. «Ja ser du, din far gjorde visit +hos mig en dag, og siden har han kommet op sommetider om eftermiddagen til +te. Saa har vi sittet og pratet om dig da --.» + +«Men Jenny -- det har du jo ikke skrevet et ord om -- du har jo ikke nævnt, +at du har truffet far!» + +«Nei. Jeg har ikke det du. Jeg vilde hellere fortælle dig --. Det er altsaa +det da, ser du, at din mor vet ikke om det. Din far mente, det var bedre +ikke at nævne det --» + +«Ikke til mig --?» + +«Nei. Nei det har vi sletikke snakket om. Han tror vist, jeg har fortalt +dig det. Nei det var fordi din mor ikke skulde vite, at vi kjendte +hinanden.» Hun sat litt. «Jeg syntes det var -- ja jeg likte altsaa ikke at +skrive, at jeg var kommet til at faa en hemmelighet for din mor sammen med +ham. Skjønner du?» + +Helge tidde stille. + +«Jeg likte det jo ikke rigtig selv,» fortsatte hun. «Men han kom altsaa op +paa visit. Og jeg synes forfærdelig godt om ham, Helge -- jeg er blit +rigtig glad i din far.» + +«Ja -- far kan vist ha et svært vindende væsen, naar han vil. Og det at du +er malerinde og saan --» + +«Det er for din skyld, Helge, at han er glad i mig. Det er det.» + +Helge svarte ikke paa det. + +«Og mor har du bare set den ene gangen?» + +«Ja. -- Men kjære søte vennen min -- er du ikke sulten? Skal jeg stelle +istand litt til dig?» + +«Tak skal du ha. Og vi gaar vel ut og spiser sammen iaften?» + + * * * + +Der blev banket paa døren igjen. + +«Det er din far,» hvisket Jenny. + +«Hysch -- vær stille -- ikke luk op.» + +Om en stund gik et menneske tilbake over gangen. Helge fortrak ansigtet +litt. + +«Men kjære gutten min -- hvad er det?» + +«Aa -- jeg vet ikke --. Bare vi ikke træffer ham Jenny -- vi vil ikke bli +forstyrret nu, vel? Ikke møte nogen?» + +«Nei.» Og hun kysset ham paa munden og bøiet hans hode ned og kysset ham +bak begge ørerne. + + * * * + +«Men Fransiska da du Helge,» sa Jenny pludselig, mens de sat og snakket ved +et glas likør efter kaffen. + +«Ja! Ja du visste det vel paa forhaand; hun hadde vel skrevet det til dig?» + +Jenny rystet paa hodet. + +«Ikke et ord. Jeg blev som himmelfalden, da jeg fik hendes brev -- det var +i al korthet, at imorgen giftet hun sig med Ahlin. Jeg ante ingenting.» + +«Ikke vi heller. Ja de var jo meget sammen da. Men at de skulde gifte sig, +visste ikke Heggen engang, før hun kom og bad ham være vidne for sig.» + +«Har du truffet dem siden?» + +«Nei. De tok op til Rocca di Papa samme dag og der var de endda, da jeg +reiste fra Rom.» + +Jenny sat tankefuld en stund. + +«Jeg trodde, hun bare tænkte paa sit arbeide nu,» sa hun. + +«Heggen fortalte, hun hadde gjort færdig det store billedet med porten, og +det var svært godt, sa han, og hun holdt paa med nogen flere ting. Saa +giftet hun sig altsaa ganske pludselig. Jeg vet ikke, om de hadde været +forlovet nogen stund jeg -- + +End du da Jenny -- du skrev, du holdt paa med et nyt billede?» + +Jenny leiet ham hen til staffeliet. + +Det store lærred forestillet en gate, som forsvandt indover til venstre, +med en husrække i sterkt perspektiv -- kontor- og verkstedsbygninger i +graagrønne og mørkt murstensrøde farver. Paa høire side av gaten laa nogen +skraphandlerboder, og bakom dem stod brandmurene av nogen store bygninger +mot himmelen, som var kraftig blaa med bortdragende tunge regnskyer -- +blyagtig graablaa og sølvhvite. Et sterkt eftermiddagssolskin faldt ind i +billedet, paa boderne og brandmurene, som lyste rødgult, og paa etpar +gyldengrønne, halvutsprungne trækroner ind paa tomten bak boderne, delvis +mot brandmuren. Der var staffage av arbeidsfolk og kjærrer og varevogner i +gaten. + +«Jeg skjønner mig jo ikke saan paa det. Men --» Helge klemte hende op til +sig. «Er det ikke svært godt, du? Jeg synes, det er vakkert, Jenny -- +deilig!» + +Hun la hodet ned paa hans skulder: + +«Mens jeg gik her i byen og ventet paa gutten min -- jeg som altid har gaat +her saa alene og sørgmodig før om vaaren -- og jeg saa lønnetrærne og +kastanjetrærne folde ut det klare, lyse løvet sit mot sotete huser og røde +murer -- og den pragtfulde vaarhimmelen, som laa over alle de svarte takene +og piperne og telefontraadene -- saa fik jeg lyst til at male det -- de +fine lyse vaarskuddene midt i den skidne, svarte byen.» + +«Hvor er det fra?» spurte Helge. + +«Stenersgaten. -- Ja vet du, din far snakket om nogen billeder av dig som +liten, som han hadde nede paa kontoret, og saa skulde jeg gaa ned og se paa +dem da, skjønner du. Og saa saa jeg motivet fra hans kontorvindu og fik +staa inde paa kassefabrikken ved siden av. Det er malt derfra -- ja jeg +maatte komponere litt om paa det da, -- forandre litt --.» + +«Du har været noksaa meget sammen med far da?» spurte Helge om en stund. +«Han var vel svært interessert for billedet dit?» + +«Ja da. Han kom over til mig undertiden og saa paa -- gav mig nogen raad, +som var gode forresten. Han _vet_ jo en masse, ser du.» + +«Tror _du_, far hadde talent som maler?» sa Helge. + +«Ja du. Jeg tror det. De billederne, som hang hjemme hos dere, var ikke saa +rare. Men han har vist mig nogen studier, som han gjemmer paa kontoret. Jeg +tror ikke, din far hadde noget _stort_ talent, men ganske fint og +særpræget. Bare for let paavirkelig fra alle kanter. Men det tror jeg igjen +hænger sammen med hans store evne til at vurdere og elske det gode, han har +set andre gjøre. For du, han har saa megen forstaaelse av kunst -- og +kjærlighet til det --.» + +«Stakkars far,» sa Helge. + +«Ja --.» Jenny kjælte for sin ven. «Det er kanske meget mere synd paa din +far end du -- og jeg -- aner.» + +Saa kysset de hinanden og glemte at snakke mere om Gert Gram. + + * * * + +«De vet ingenting hjemme hos dig?» spurte Helge. + +«Nei da,» sa Jenny. + +«Men i førstningen du -- da jeg adresserte alle brevene mine hjem til din +mama -- spurte hun aldrig, hvem det var, som skrev slik til dig hver eneste +dag?» + +«Nei da. Min mama er ikke slik.» + +«_Min_ mama,» sa Helge pludselig heftig. «Mor er nu sletikke saa taktløs +heller, som du vil ha til. Du er nu ikke retfærdig mot mor stakkar da -- +jeg synes for min skyld kunde du la være at snakke slik om hende --.» + +«Men Helge!» Jenny saa op paa ham. «Jeg har jo ikke sagt et ord om din mor +jo!» + +«Du sa: _min_ mor er ikke slik, sa du.» + +«Nei det gjorde jeg ikke. Min _mor_, sa jeg.» + +«_Min_ mor, sa du. At du ikke liker hende, faar bli saa sin sak, skjønt +endda kan du da ikke ha grund --. Men du kunde gjerne huske paa, det er +_min_ mor du snakker om. Og jeg er glad i hende allikevel, slik hun er --.» + +«Helge! Neimen Helge da --.» Hun stanset, for hun følte, taarerne kom op i +hendes øine. Og det var saa nyt for Jenny Winge at fælde taarer, at hun +tidde, skamfuld og forskrækket over det. Men han hadde alt set det: + +«Jenny! Aa Jenny, har jeg gjort dig vondt? Aa Jenny min -- herregud. -- Der +ser du selv. Ikke før er jeg kommet hjem, saa begynder det --.» Han skrek +pludselig i, og han truet ut i luften med knyttet haand: «Aa jeg hader det, +_hader_ det der, som skal hette mit hjem --.» + +«Gutten min, gutten min -- du maa ikke --. Aa kjære vennen min, ikke ta det +slik da.» Hun drog ham ind til sig saa tæt saa tæt. «Helge! Hør paa mig, +min elskede ven -- hvad har det med _os_ at gjøre da. De kan da ikke gjøre +_os_ noget --,» og hun kysset og kysset ham, til han holdt op at hulke og +skjælve --. + + + + +V. + + + +Jenny og Helge sat i sofaen inde paa hans værelse. De holdt armene omkring +hinanden, men de tidde stille. + +Det var søndag uti juni, og Jenny hadde gaat tur med Helge om formiddagen +og spist middag hos Grams og drukket kaffe, og de hadde sittet alle fire i +dagligstuen og slitt sig gjennem eftermiddagen, til Helge fik Jenny med ind +paa sit værelse under paaskud av, at hun skulde læse igjennem noget, han +hadde skrevet. + +«Uf,» sa Jenny ut i luften. + +Helge spurte ikke, hvad hun sa uf for. Han la hodet træt ned i hendes fang, +og hun klappet ham over haaret -- blev ved at stryke ham med haanden, men +sa ingenting. + +«Ja du.» Helge sukket. «Der var hyggeligere hos dig oppe i Via Vantaggio -- +var der ikke, Jenny?» + +Ute paa kjøkkenet ramlet det av tallerkener og spraket i en stekepande -- +den fete os trængte ind i rummet. Fru Gram lavet noget varmt til aftens. +Jenny gik til det aapne vindu og saa et øieblik ned i gaardsrummets svarte +brønd. Alle vinduerne imot var kjøkken- og sovekammervinduer med +trækgardiner, og i hvert hjørne av gaarden var der et større vindu paa +skraa. Uf. Som hun kjendte den slags spisestuer med det eneste vindu i +hjørnet ut til et gaardsrum -- mørke og triste, aldrig et solstreif, -- sot +føk ind, naar man luftet, og matlugten satte sig fast. + +Ut fra et pikeværelse lød gitarspil og en stor, udannet sopran: + + «Kom til Jesus, min ven, kom til Jesus, min ven, + hvis du banker paa, saa aapner han dig himmelen!» + + +Men gitaren mindet hende om Via Vantaggio og Cesca og Gunnar, som pleiet at +ligge i sofahjørnet med benene paa en stol og kvinke paa Cescas gitar og +nynne Cescas italienske viser. Og hun længtes pludselig saa fortvilet efter +alt det dernede. + +Helge kom bort til hende: + +«Hvad tænker du paa?» + +«Paa Via Vantaggio.» + +«Ja du -- saa deilig vi hadde det der, Jenny.» + +Hun tok ham pludselig om halsen og gjemte kjærtegnende hans hode ved sin +skulder. Det hadde slaat hende i det samme han talte, at han var ikke med i +det, hun længtet mot. + +Og hun løftet hans ansigt igjen og saa ind i hans ravgule øine og vilde +tænke paa alle de solblanke dage paa kampanjen, da han hadde ligget i +græsset mellem tusenfryderne og set op paa hende. + +Hun _vilde_ ryste av sig den tunge, kvælende ulystfølelse, som tok magt +over hende, hver gang hun var i hans hjem. + +Alting var saa utaalelig her. Likefra den første aften, hun var buden hit +straks efter Helges officielle ankomst. Da fru Gram hadde forestillet hende +for sin mand -- staa der og spille den komedien, mens Helge saa paa og +visste, de narret hans mor. Det plaget hende saa forfærdelig. Og saa det, +som var endda æklere. Hun var blit alene med Gram et øieblik; da hadde han +nævnt, at han hadde været oppe ved hendes dør den eftermiddagen, og at hun +ikke hadde været hjemme. «Nei, jeg var ikke paa atelieret den dag,» hadde +hun svart og var blit blodrød i det samme. Saa hadde han set saa +besynderlig forbauset paa hende, at hun hadde sagt -- gud vet, hvorfor det +pludselig var dumpet hende ut av munden --: «Jo, jeg var forresten hjemme. +Men jeg kunde ikke lukke op, for der var nogen hos mig.» + +Gram hadde smilt litt og saa sa han: «Ja, jeg hørte jo godt, der var nogen +inde paa atelieret.» Og saa hadde hun i forvirringen fortalt, at det var +Helge, og at han hadde været de dagene i byen inkognito. + +«Kjære Jenny,» hadde Gram sagt, og hun hadde set, han var misfornøiet. «Det +hadde dere da ikke behøvet at skjule for mig. _Jeg_ skulde sandelig latt +dere faa være i fred. Jaja. -- Men jeg vil ikke si andet, end at det vilde +glædet mig noksaa meget, om Helge hadde villet hilse paa mig --.» + +Hun hadde ikke kunnet finde noget at si. + +«Neinei. Ja saa skal jeg passe paa, at Helge ikke faar vite, jeg kjender +til det da.» + +Det hadde slet ikke været hendes mening at skjule for Helge, at hun hadde +fortalt hans far dette. Men nu var hun ikke kommet til at si det -- ræd +for, at han ikke skulde like det. Og hun blev forpint og nervøs av at gaa +der oppe i alt dette, som den ene ikke maatte vite og den anden ikke maatte +vite. + +Hjemme visste de heller ikke noget. Men det var paa en anden maate. Det var +det, at hun ikke var vant til at snakke med sin mor om sine egne saker -- +aldrig hadde hun fundet, og aldrig heller hadde hun søkt eller ventet nogen +forstaaelse der. Og nu hadde moren denne ængstelse med Ingeborg. Jenny +hadde faat moren til at leie i Bundefjorden; Bodil og Nils reiste ut og ind +til skolen og Jenny bodde paa atelieret og spiste i byen. + +Men hun hadde allikevel aldrig været saa glad i moren og hjemmet som nu. +Det var ikke bare, at moren forstod litet; hadde hun set en gang imellem, +at Jenny hadde det vanskelig, hadde hun ærlig prøvet at hjælpe og trøste -- +uten at spørre. Hun vilde rødmet bare ved tanken paa at gjøre noget av sine +barn et paatrængende spørsmaal. Men dette her -- Helges hjem -- det maatte +jo ha været et rent helvede at vokse op i. Og det var, som misstemningen +herfra skygget over dem, ogsaa naar de ellers var sammen. Men hun vilde +vinde over det. Stakkars, stakkars gutten hendes. -- + +«Helge min,» og hun overvældet ham pludselig med kjærtegn. + +Jenny hadde tilbudt fru Gram at hjælpe med opvasken og aftensmaten, men +hvergang hadde fruen sagt med sit smil: + +«Nei kjære -- det er da ikke derfor, De er her -- det skal De sandelig faa +slippe, frøken Winge.» + +Det var kanske ikke saan ment, men fru Gram smilte altid saa spydig, naar +hun snakket til hende. Stakkar, hun hadde vel ikke andet smil mere --. + +Gram kom hjem; han hadde gaat tur. Jenny og Helge satte sig ind til ham i +røkeværelset. + +Fruen kom ogsaa ind et øieblik: + +«Du hadde glemt din paraply, ven min -- som sedvanlig. Det var sandelig +godt, du slap en skur. Ja saanne mandfolk -- maa man ikke passe paa dem --» +smilte hun til Jenny. + +«Jamen du er ogsaa svært flink til at passe paa mig,» sa Gram. Stemme og +væsen var altid saa pinlig høflige, naar han talte til sin kone. + +«Men sitter dere herinde da,» sa hun til Helge og Jenny. + +«Det er underlig,» sa Jenny «-- men det er slik i alle huser synes jeg, at +herreværelset er det hyggeligste. Det var slik hjemme og, mens min far +levet,» la hun hastig til. «Det er vel fordi de er indrettet til +arbeidsrum». + +«Saa skulde kjøkkenet være det allerhyggeligste rum i huset da,» lo fruen. +«Ja hvor tror du, der blir arbeidet mest, Gert, her i dit værelse eller i +mit -- ja kjøkkenet faar jo kaldes mit arbeidsværelse --» + +«Jeg indrømmer, at der blir utvilsomt utrettet mest nyttig i dit +arbeidsværelse.» + +«Ja,» sa fru Gram. «Og nu tror jeg næsten, jeg maa ta mot Deres elskværdige +tilbud for en stund -- vil De være saa snil da at hjælpe mig litt, frøken +Winge? Det er blit saa sent saa --» + + * * * + +De sat ved aftensbordet, da det ringte. Det var fru Grams niece, Aagot +Sand. Fru Gram forestilte Jenny Winge. + +«Aa det er Dem som er malerinde, som Helge var saa meget sammen med i Rom. +Jeg tænkte det næsten,» hun lo. «Jeg saa Dem nede i Stenersgaten en dag i +vaar, De gik ifølge med onkel Gert og bar paa nogen malergreier --» + +«Det er vist en feiltagelse, Aagotten min,» brøt fru Gram av. «Naar skulde +det været da du?» + +«Dagen før bededag. Jeg gik fra skolen --» + +«Jo det er nok sandt,» sa Gram. «Frøken Winge stod og hadde sluppet +malerkassen sin i gaten, og saa hjalp jeg hende at plukke op --» + +«Det er saant et litet eventyr, som du ikke har skriftet for din kone +altsaa --» fru Gram lo sterkt. «Jeg hadde ingen anelse om, at dere to var +kjendt fra før.» + +Gram lo ogsaa: + +«Frøken Winge lot ikke til at kjende mig igjen. Det var jo litet smigrende +for mig -- jeg vilde ikke minde. Hadde De virkelig ingen anelse om, da De +traf mig, at jeg var den snille gamle herren, som hjalp Dem?» + +«Jeg var ikke sikker,» sa hun svakt. Hun sat der blodrød. «Jeg trodde jo +ikke, De kjendte mig igjen --». Hun forsøkte at le, men hun følte pinende +tydelig, hvor hendes stemme var usikker og hvor hendes kinder brændte. + +«Ja det var et eventyr,» lo fru Gram. «Det var sandelig et pudsig træf.» + + * * * + +«Uf har jeg sagt no galt igjen da,» spurte Aagot. De sat i dagligstuen +efter aftens. Gram var gaat ind til sig selv, og fruen paa kjøkkenet. «Det +er altsaa væmmelig, her i huset saa vet man ikke ordet av, før det +eksploderer --. Men kjære forklar mig, for jeg skønner ikke --» + +«Herregud Aagot, pas dine egne saker du,» sa Helge hidsig. + +«Jaja snille dig, ikke bit mig da! Er tante Bekka jaloux paa frøken Winge, +nu da?» + +«Du er da ogsaa det mest taktløse som findes til --» + +«Næst efter din mor -- jotak, det har onkel Gert sagt til mig engang.» Hun +lo. «Men det er da det mest bort i væggen -- skinsyk paa frøken Winge!» Hun +tittet nysgjerrig bort paa de andre to. + +«Kjære lad være at blande dig op i det, som angaar os her i huset da +Aagot,» skar Helge av. + +«Ja da, ja da. Jeg trodde bare -- naaja, det kan være det samme.» + +«Ja det vet gud det kan.» + +-- Fru Gram kom ind og tændte lampen. Jenny saa næsten ræd paa hendes +lukkede, hatefulde ansigt, som den anden stod der og stirret ut for sig et +øieblik med de haarde, gnistrende øine. Saa gav fru Gram sig til at rydde +op paa bordet. Hun tok op Jennys brodersaks; den var faldt paa gulvet: + +«Det er nok Deres specialitet at tape. De maa ikke være saa sliphændt, +lille frøken Winge. Helge er ikke saa galant som sin far, ser det ut for.» +Hun lo. «Skal jeg tænde hos dig nu, ven min --» hun gik mot røkeværelset -- +ind og lukket døren efter sig. + +Helge lyttet et øieblik mot det andet rum -- moren talte lavt og heftig +derinde. Saa sank han forover igjen. + +«-- _Kan_ du da ikke holde op med det sludderet dit engang --» kom Grams +stemme engang tydelig derindefra. + +Jenny bøiet sig over mot Helge: + +«Jeg gaar hjem nu du -- jeg har hodepine --» + +«Aanei Jenny --. Saa blir her bare scener i det uendelige, naar du er gaat. +-- Du maa være saa snil at bli; det gaar ikke an, du liksom rømmer nu, mor +blir bare mere opirret --» + +«Jeg orker ikke,» hvisket hun paa graaten. + +Fru Gram gik gjennem stuen. Gram kom ind til dem. + +«Jenny er træt -- hun gaar hjem nu, far. Jeg følger hende.» + +«Vil De gaa allerede? Kan De ikke sitte litt til --?» + +«Jeg er træt -- har hodepine,» mumlet Jenny. + +«Bliv litt til da --» hvisket han pludselig. «Hun» -- han gjorde et kast +med hodet. «Til Dem siger hun ingenting. Og mens De er her, slipper vi +andre scenerne --» + +Jenny satte sig stille bort til bordet og tok sit broderi. Aagot hæklet +energisk paa et hvitt epidemisjal. + +Gram gik bort til pianoet. Jenny var ikke musikalsk, men hun forstod, at +han var det, og der faldt litt efter litt en smule ro over hende, mens han +sat der og spillet smaa bløte melodier -- for hende, følte hun. + +«Kjender De denne, frøken Winge?» + +«Nei!» + +«Ikke du, Helge? Hørte dere ikke denne i Rom? I min tid sang de den +overalt. Jeg har nogen hefter med italienske melodier her --». + +Hun gik bort og saa i dem. + +«Er det godt, at jeg spiller,» hvisket han. + +«Ja.» + +«Skal jeg spille mere?» + +«Ja tak.» + +Han strøk over hendes haand: + +«Stakkars liten Jenny! Men gaa nu -- før hun kommer --». + + * * * + +Fru Gram bragte ind en bakke med rabarbervin og kaker. + +«Nei saa moro at du vil spille litt for os da Gert! Synes De ikke, min mand +spiller vakkert, frøken Winge? Har han spillet for Dem før,» spurte hun +uskyldig. + +Jenny rystet paa hodet: «Jeg visste slet ikke, at herr Gram spiller --» + +«Hvor nydelig De syr --» hun tok Jennys broderi og saa paa det. «Jeg trodde +virkelig, dere kunstnerinder fandt det under deres værdighet at pusle med +slikt som haandarbeider. Saant fortryllende mønster -- hvor har De faat fat +i det -- i utlandet?» + +«Det er bare noget, jeg har lavet sammen selv --» + +«Ja da saa. Ja da er det ingen sak at faa pene mønster -- se Aagot, er det +ikke pent? De er vist en rigtig flink pike De, frøken Winge --» hun klappet +Jenny over haanden. + +For nogen avskyelige hænder hun har, tænkte Jenny. Smaa kortfingrede med +negler, der var bredere end de var lange og liksom utoverbrettet --. + + * * * + +Helge og Jenny fulgte først Aagot op til hendes pensionat i Sofiegate. Og +saa gik de sammen nedover Pilestrædet i den blekblaa juninat. Efter +regnskuren duftet det emment av kastanjetrærnes hvite blomsterfakler langs +hospitalsmuren. + +«Helge,» sa Jenny sagte. «Du _maa_ faa ordnet det slik, at ikke vi skal +være med dem iovermorgen.» + +«Det er umulig, Jenny. Naar de har bedt dig med og du har sagt ja. Det er +jo for din skyld.» + +«Aa men Helge. Du kan jo skjønne, det blir bare uhygge. Tænk om vi kunde ta +ut nogensteds alene. Helge. Ha en tur for os selv, bare vi to Helge --. Som +i Rom.» + +«Du kan skjønne, jeg vilde ikke no heller. Men der blir bare saa megen +uhygge hjemme, hvis vi ikke vil være med paa denne sankthansturen deres --» + +«Uhygge er der jo allikevel,» sa hun haanlig. + +«Jamen det blir meget værre. Herregud, kan du ikke prøve at finde dig i det +for min skyld. Det er da ikke dig, som skal gaa midt oppe i det -- leve i +det der og arbeide --.» + +Han hadde ret, tænkte hun, og hun bebreidet sig bitterlig, at hun ikke var +mere taalmodig. Ja stakkars gutten hendes, han skulde leve og arbeide i det +hjemmet, hvor hun neppe kunde holde ut et par timer. Og der var han vokset +op og der hadde han slitt sig gjennem hele ungdommen sin. + +«Aa Helge. Ja, jeg er styg og egoistisk.» Hun klynget sig ind til ham -- +træt og forpint og ydmyget. Og hun længtet efter, at han skulde kysse +hende, og de skulde trøste hinanden -- dem kom det jo ikke ved; de hadde jo +hinanden, de hørte sammen etsteds langt utenfor den luft deroppe av hat og +mistro og ondskap. + +Jasminerne duftet ut fra de gamle haver, som var levnet igjen nedover +gaten. + +«Vi skal nok ta en saan tur alene sammen vi to Jenny -- en anden dag,» +trøstet han. + +«-- Men at dere _kunde_ være saa idiotiske,» sa han pludselig. «Nei om jeg +skjønner! Dere _maatte_ da kunne tænke, at mor kunde faa greie paa det -- +saa let som ingenting --» + +«Hun tror naturligvis ikke den historien, som din far kom med,» sa Jenny +forsagt. + +Helge blaaste. + +«Jeg vilde ønske, han vilde si hende det, akkurat som det er,» sukket hun. + +«Det kan du være rolig for han ikke gjør. Og _du_ maa naturligvis late som +ikkeno. Det er det eneste, du kan gjøre. Det var idiotisk av dere.» + +«Jeg kunde da ikke for det, Helge.» + +«Aa. Jeg hadde fortalt dig saapas meget om forholdene hjemme. Du kunde +sørget for, at det var blit med fars visit -- ikke alle disse besøkene paa +atelieret -- og disse stevnemøtene i Stenersgaten --» + +«Stevnemøter? Jeg saa det motivet og visste, jeg kunde gjøre et godt +billede ut av det -- det har jeg gjort og.» + +«Naa jaja da. Det er naturligvis ogsaa mest fars skyld. -- Aa!» Han brøt +heftig ut. «Den maaten han har at snakke om hende paa -- ja du hørte, hvad +han hadde sagt til Aagot. Og nu iaftes til dig. «Hun!» han hermet, «til Dem +sier hun ingenting! Det er da vor mor allikevel.» + +«Jeg synes, Helge, din far er allikevel meget mere hensynsfuld og høflig +mot hende, end hun mot ham --» + +«Aa den hensynsfuldheten til far ja! Kalder du det hensynsfuldt, den maaten +han har gaat frem paa, for at faa dig paa sit parti! Høfligheten hans -- du +skulde vite du, hvad jeg har lidt som barn -- som voksen og -- under det. +Naar han stod ret op og ned og saa høflig ut og ikke sa et ord -- og +snakket han -- saa isende, skjærende koldt og høflig! Takke mig til næsten +for mors skriken og skjælden og raseri. -- Aa!» + +«Gutten min!» + +«Aa ja Jenny. Det er ikke _bare_ mors skyld heller. Jeg kan da forstaa +hende -- alle mennesker foretrækker far. Ja du og. Det er rimelig -- jeg +gjør det igrunden jeg og. Men netop derfor skjønner jeg, at hun er blit, +som hun er blit. Hun vil jo være den første overalt, ser du. Og hun er det +hos ingen. Stakkars mor!» + +«Ja stakkars,» sa Jenny. Men hendes hjerte var iskoldt imot fru Gram. + +Luften var tung av duft, løv og blomster, mens de skraadde gjennem +Studenterlunden. I sommernattens bleke dæmring puslet og tuslet det paa +bænkene inde mellem trærne. + +Deres ensomme skridt gjenlød nedover de utdøde forretningsgater, hvor de +høie huser sov med blaa speiling i de store blanke ruter. + +«Faar jeg bli med op?» hvisket han foran hendes port. + +«Jeg er træt du,» sa Jenny svakt. + +«Jeg vilde saa gjerne faa sitte litt hos dig -- synes du ikke, vi trænger +til at faa være litt alene sammen --» + +Hun sa ikke mere imot, men begyndte at gaa foran ham op de fem trapper. + +Natten laa blaa over deres hoder mot takets store skraavinduer. Jenny +tændte den syvarmede stake paa skrivebordet, tok en cigaret og holdt ind i +flammen: + +«Vil du røke, Helge?» + +«Tak.» Han tok cigarretten fra hendes læber. + +«-- Det er det da, ser du,» sa han pludselig. «Der var jo engang noget med +far og -- en dame. Jeg var tolv aar da. Jeg vet jo ikke, hvor meget der var +i det. Men mor --. Aaja, det var en fæl tid. Det var bare for vor skyld, de +blev sammen -- det har far selv sagt engang. Vorherre skal vite, jeg takker +ham ikke for det. Mor er da ialfald ærlig og tilstaar, hun holder paa ham +med neb og klør, for hun ikke vil slippe ham --» + +Han slængte sig paa sofaen. Jenny satte sig bort og kysset hans haar og +øine. Han lot sig gli ned paa knæ og la hodet i hendes fang. + +«Husker du den sidste kvelden, jeg sa godnat til dig i Rom, Jenny? Er du +like glad i mig endda?» + +Hun svarte ikke. + +«Jenny?» + +«Vi har ikke hat det godt sammen idag, Helge,» hvisket hun. «For første +gang --» + +Han løftet hodet: + +«Er du sint paa mig?» sa han lavt. + +«Nei. Ikke sint --.» + +«Hvad da?» + +«Nei ikkeno. -- Bare --» + +«Bare hvad --?» + +«Iaften.» Hun famlet. «Nu vi gik hjem. Vi skal nok ta en saan tur alene +sammen -- en anden dag, sa du. Det er ikke som det var i Rom Helge. Nu er +det du som raar og sier, hvad jeg skal gjøre og ikke gjøre --» + +«Nei nei Jenny --» + +«Jo. Du kan skjønne, jeg _vil_, det skal være saan. Du raar. Men Helge, da +maa du ogsaa hjælpe mig med dette -- alt det vanskelige --» + +«Synes du ikke, jeg har hjulpet dig idag da,» spurte han langsomt og reiste +sig. + +«Kjære -- jo, du kunde jo ikke gjøre noget --.» + +«Skal jeg gaa nu,» hvisket han om litt og tok hende ind til sig. + +«Du skal gjøre, som du selv vil,» sa hun sagte. + +«Du vet, hvad jeg vil. Hvad vil du -- helst?» + +«Jeg vet ikke, hvad jeg vil, Helge.» Hun brast i graat med det samme. + +«Jenny. Aa Jenny!» Han kysset hende sagte mange ganger. Men da hun var blit +roligere, tok han hendes haand. + +«Jeg gaar nu du. Sov godt, ven min. Du maa ikke være vond paa mig. Du er +træt, stakkars liten!» + +«Si pent godnat til mig,» bad hun og hang om hans hals. + +«Godnat. Søte, elskede Jenny min. Du er træt, stakkars -- saa træt saa. +Godnat. Godnat.» + +Saa gik han. Og saa graat hun igjen. + + + + +VI. + + + +«Det var egentlig dette, jeg vilde, du skulde se,» sa Gert Gram og reiste +sig. Han hadde ligget paa knæ og rotet i jernskapets underskuf. + +Jenny skjøv tilside de gamle skissebøker og rykket den elektriske bordlampe +nærmere til sig. Han tørket støvet av den store mappe og la den foran +hende: + +«Det er mange aar siden jeg har vist dette til nogen, kan du tro. Eller set +paa det selv. Men jeg har længe hat lyst til at du skulde se det. Helt +siden første gang jeg var oppe hos dig paa dit atelier. Den dag du var +hernede og saa paa de billederne av Helge som liten, tænkte jeg, jeg skulde +spurt, om du vilde se det. Og siden, den tid du arbeidet herinde ved siden +av. + +Ja det er underlig Jenny. Naar jeg kommer til at tænke paa det, mens jeg +sitter her om dagene i mit hverdagsslit --» han saa sig omkring i det lille +trange kontor: «her er jeg endt med alle mine ungdomsdrømme. Derborte i +skapet ligger de som lik i sin sarkofag, og her gaar jeg selv -- en død og +glemt kunstner --.» + +Jenny tidde. Gram brukte sommetider uttryk, som syntes hende saa +sentimentale. Skjønt hun visste, at den følelse, han talte ut av, var +bitterlig sand nok. Og av en pludselig indskydelse strøk hun ham let over +det graa haar. + +Gram bøiet hodet litt, som han vilde forlænge hendes flygtige kjærtegn. Saa +-- uten at se paa hende, løste han op baandene i mappen. Da skalv hans +haand litt. + +Hun kjendte forbauset, at hendes egne hænder dirret, da hun tok imod det +første blad. Og hendes hjerte var saa besynderlig frygtsomt sammenpresset. +Det var som hun følte, der vilde ske en ulykke: hun blev ræd pludselig ved +at tænke paa, at ingen maatte vite om dette besøk -- at hun ikke turde si +det til Helge. Og hun blev forstemt, bare hun husket paa sin kjæreste -- +for længe siden hadde hun med forsæt holdt op at tænke over, hvad hun +egentlig følte for ham. Og hun vilde ikke gi rum for den anelse, som dæmret +for hende i dette sekund -- ikke la sig forurolige endda mere ved at +undersøke, hvad Gert Gram egentlig følte for hende. + +Saa vendte hun bladene i mappen med hans ungdomsdrømme, og det var saa +usigelig sørgelig --. + +Han hadde fortalt hende om dette verk, tegningerne til Landstads +Folkeviser, saa ofte naar de var alene. Og hun hadde skjønt, det var for +dette ene arbeides skyld, han trodde, han var født til kunstner. Han hadde +selv kaldt sine billeder, de som hang hjemme, en flittig og +samvittighetsfuld elevs dilettantarbeider. Men dette -- det var hans eget +--. + +De saa bra nok ut ved første blik, disse store blade med de rike rammer av +romansk løvverk og tekstens sirlige munkebokstaver. Farvevirkningen var ren +og fin overalt -- ganske nydelig endda i nogen av dem. Men de indfældte +vignetter og friser med figurer, saa omhyggelig og rigtige de var i sin +miniaturagtige tegning -- hvor de var livløse og stilløse! Nogen var helt +naturalistiske og nogen lagt saa tæt op til italiensk-middelaldersk kunst, +at Jenny kunde kjende igjen enkelte bestemte bebudelsesengle og madonnaer +under riddernes og jomfruernes kapper. Ja selve farvevirkningen av bladene +til Hukabal-visen, med det gyldne og rødviolette, hun kjendte den igjen fra +en bestemt messebok i San Marco-biblioteket. Og hvor underlig visernes +grovhugne, fastformede vers stod der, prentet med klosterlatinens sirlige +typer. I nogen av de store helsidesbilleder var formsprog og komposition +barokkens, tat like ut av romerske alterbilleder. -- Gjenklang fra alt han +hadde set og levet sig ind i og elsket, det var Gert Grams ungdomsmelodi -- +ingen tone som var hans egen kunde hun finde, men ekko av mange toner, -- +det var bare det, at dette ekko gav liksom alt tilbake med en egen vek, +melankolsk klang. + +«Du synes ikke rigtig om det,» sa han og smilte litt. «Nei da, jeg ser, du +gjør ikke det.» + +«Jo jeg gjør. Der er saa svært meget vakkert og fint i det. Du vet --» hun +søkte litt efter uttrykket, «-- det virker litt fremmed paa os, som har set +de samme emner behandlet anderledes -- og saa godt, at vi ikke kan tænke os +det gjort paa anden maate.» + +Han sat overfor hende, støttet haken mot haanden. Om litt saa han op -- og +hendes hjerte ynket sig ved at møte de øine: + +«Jeg husket det forresten selv, som de skulde været bedre,» sa han sagte og +forsøkte at smile. «Som jeg sa dig, saa har jeg jo ikke hat den mappen +fremme paa mange aar.» + +«-- Jeg har aldrig rigtig kunnet forstaa,» sa hun om en stund avledende, +«at du har følt dig saa tiltrukket av det der -- senrenæssancen og +barokken.» + +«Det var ikke rimelig, lille Jenny, at _du_ skulde kunne forstaa det.» Han +saa ind i hendes ansigt med et besynderlig sykt smil. «Ser du -- der var jo +nok en tid, da jeg trodde paa mit eget talent paa sæt og vis. Men aldrig +saa ubetinget, at der ikke var en liten nagende tvil. Ikke paa at jeg evnet +vinde frem til at uttrykke, hvad jeg vilde -- men jeg tvilte netop paa, +hvad det var, jeg egentlig vilde uttrykke. -- Jeg saa jo, at den romantiske +kunst var blomstret av og holdt paa at visne -- det var forfald og +usandfærdighet over hele linjen omtrent -- og saa var det netop +romantikken, som hadde hele mit hjerte. Ikke bare i maleriet --. Jeg +længtes efter romantikkens søndagsbønder -- og jeg hadde levet længe nok +paa landet som gut til at vite, de eksisterte ikke. Og da jeg reiste ut, +var det romantikkens Italien, som var maalet. -- Jeg vet godt, du og din +tid, dere søker skjønheten i det som er, sanselig og virkelig. _Jeg_ fandt +bare skjønheten i den omforming av virkeligheten, som andre alt hadde +foretat. -- Du vet, ottiaarene kom med sin nye trosbekjendelse -- jeg +forsøkte at bekjende den med mine læber, men mit hjerte gjorde oprør --» + +«Jamen Gert --» Jenny rettet sig op. «-- Virkeligheten -- er jo ikke saan +et eksakt begrep. Den viser sig jo forskjellig for hver, som ser dem. +There's beauty in everything, sa en engelsk maler til mig engang, only your +eyes see it or see it not, little girls.» + +«Jamen Jenny -- jeg hadde ikke evnen til at _se_ virkeligheten -- jeg kunde +bare opfatte speilingen av den i andres drømme. Jeg manglet aldeles evnen +til ut av realiteternes mangfoldighet at ekstrahere _min_ skjønhet. + +Og jeg følte min egen avmagt. Og da jeg kom dit ned, saa grep barokken mig +ind i hjertet. Forstaar du ikke den dype avmagt og sjælekvide under +avmagten, frasen? Intet personlig, nyt at fylde ind i formen --. Bare +teknikken, som drives videre -- den susende flugt i gevandterne, de +halsbrækkende trassige forkortninger, de voldsomme effekter av lys og +skygge -- den utpønskede komposition. -- Og tomheten skal skjules under +ekstasen -- fortrukne ansigter, forvredne lemmer, helgner, hvis eneste egte +lidenskap er rædslen for sin egen sugende tvil, som de _vil_ døive i syk +eksaltation. Jo sandelig du, det er goldhetens fortvilelse, epigonernes +verk, som vil blænde -- mest sig selv.» + +Jenny nikket. «Jamen Gert, dette er da ialfald _dit_ subjektive syn. Jeg er +sletikke sikker paa, at de malere du taler om, ikke var pokker saa krye og +tilfredse med sig selv.» + +Han slog om og lo: «Kanhænde. Kanske dette blev min kjephest, fordi som du +sier, det var mit subjektive syn for engangs skyld.» + +«Men det billede du har malt av din kone -- i rødt -- det er jo helt +impressionistisk -- og det er udmerket. Jo mere jeg ser paa det, jo bedre +synes jeg, det er.» + +«Aaja. Men det er jo et isolert tilfælde.» Han tidde litt. «Da jeg malte +det, var hun hele livet for mig. Jeg var endda saa forelsket i hende -- og +jeg hadet hende allerede saa grænsesløst.» + +«Var det hendes skyld,» spurte Jenny sagte, «at du gav op at male --» + +«Nei Jenny. Alt som overgaar os av ulykker, er vor egen skyld. Jeg vet, du +er ikke hvad man kalder troende. Ikke jeg heller for den saks skyld. Men +jeg _tror_ -- paa Gud, kan man si, eller en sjælelig potens, eller hvad du +vil. Som straffer retfærdig. + +-- Hun var kassererske etsteds ute i en butik i Storgaten. Jeg saa hende +der tilfældigvis. Hun var vidunderlig skjøn; det kan du kanske se endda. +Naaja, jeg passet hende op en aften, hun gik fra forretningen -- snakket +til hende. Stiftet bekjendtskap. Jeg forførte hende,» sa han lavt og +haardt. + +«Og saa giftet du dig med hende. For hun skulde ha et barn. Det har jeg +tænkt mig. Og siden har hun pint og plaget dig i syvogtyve aar til tak. -- +Vet du hvad, det er en temmelig haardhændt retfærdighet, den du tror paa.» + +Han smilte træt: «Jeg er nu ikke saa gammeldags Jenny, som du vist tror. +Jeg ser ikke nogen synd i at to unge mennesker, som elsker hinanden og +føler, at de hører sammen, gir sig hen til hinanden under lovlig eller +ulovlig form. Men jeg forførte virkelig Rebekka. Hun var uskyldig, da jeg +møtte hende -- ikke bare saan rent legemlig mener jeg. _Jeg_ saa, hvordan +hun var -- hun ante det ikke selv. Jeg forstod, hvor hun var lidenskabelig, +hvor skinsyk og tyrannisk hun vilde bli i sin kjærlighet --. Men jeg gav +pokker i det -- det smigret mig, at det var mig, denne vilde lidenskap +gjalt -- at jeg eiet denne deilige piken saa absolut. Og det var +selvfølgelig aldrig min tanke at bli bare hendes, slik som jeg visste, hun +vilde fordre. -- Ja ikke at jeg netop tænkte at forlate hende --. Men jeg +mente, jeg skulde nok forstaa at hævde mig, holde unna vort forhold det, +jeg ikke vilde gi hende -- mine interesser, mit arbeide -- mit egentligste +liv -- skjønt jeg visste, hun vilde forsøke at ta det alt. Det var jo +hestedumt av mig -- jeg visste, jeg var svak og hun sterk og hensynsløs. +Men jeg beregnet, hendes større lidenskap skulde gi mig, som paa enkelte +punker var forholdsvis kold, et overtak --. + +Og jeg saa, at utover sin store evne til at elske, eiet hun intet stort. +Hun var forfængelig og udannet og misundelig og raa. Intet sjælelig +fællesskap hadde vi -- men jeg savnet det ikke. Jeg vilde jo bare eie +hendes deilige legeme og nyte hendes fortærende lidenskap --» + +Han reiste sig og gik bort til Jenny. Og han grep hendes hænder og trykket +mot sine øine et øieblik. + +«Kunde jeg vente at et egteskap med hende skulde bli andet end elendighet +--. Jeg maatte høste, som jeg hadde saadd. Jeg maatte altsaa gifte mig med +hende. Det var en forfærdelig tid. Før mens hun kom til mig paa mit atelier +-- hun var vild og gal av kaathet -- haante alle gamle tantefordomme. Hun +var stolt av at være elskerinde -- overmodig -- der var ikke andet liv end +dette frie kjærlighetsliv. -- Saa da det blev galt fat med hende -- ja da +fik det en anden laat. Jeg fik høre om hendes hæderlige familie i +Fredrikshald og hendes uplettede dyd og gode rygte, og jeg var en skurk og +en usling, hvis jeg ikke giftet mig med hende øieblikkelig, og saa og saa +mange mandfolk hadde villet ha fat i hende baade paa den ene og den anden +maate og hun hadde hverken villet forlove sig eller latt sig forføre --. Og +jeg hadde ingenting at gifte mig paa -- jeg er student med en sørgelig +karakter og ellers hadde jeg ingenting lært uten malingen --. Der gik +maaneder --. Jeg maatte gaa til min gamle far. Saa blev vi gift, og to +maaneder senere kom Helge --. + +Min familie hjalp mig igang med dette her da. Jeg hadde jo nogen drømme om +et stort kunstforlag engang i tiden -- mine folkeviseblade --. Jeg fik nok +med at skaffe maten til mig og mine. Ja jeg har faat akkord engang, vet du +kanske -- det var i 90. Ja hun tok ærlig og redelig sin del av slitet og +savnet og fattigdommen -- hadde gjerne sultet for mig og barna. Men med det +jeg følte for hende, var det næsten værre at maatte indrømme, at hun slet +og led og ofret for mig --. + +Jeg maatte jo ofre alt, jeg var glad i -- tomme for tomme tvang hun mig til +at opgi alt jeg hadde utover hende. Min far og hun var dødsfiender fra +første stund. Det vil si, at han ikke var begeistret for svigerdatteren. +Det taalte ikke hendes forfængelighet. Saa maatte der sættes splid mellem +os. Far var en embedsmand av den gamle skole -- litt snever kanske -- litt +stiv og tør -- men saa fin og nobel og rettænkende og saa varm og bløt og +god paa bunden. Vi hadde altid været saa meget for hinanden -- aaja Jenny +du, jeg elsket ham -- men det maatte jeg naturligvis ikke --. + +Saa var det malingen da. Jeg saa, jeg hadde ikke de evner, jeg hadde trodd +mig til engang. Og jeg orket ikke bli ved at forsøke og forsøke, naar jeg +ikke trodde paa mig selv -- træt av matstrævet og træt av dette samliv, som +mere og mere blev en karrikatur. Hun bebreidet mig det -- men hemmelig +triumferte hun --. + +Saa var det barna. Hun var skinsyk, naar hun merket, jeg var glad i dem og +naar hun merket, de var glad i mig. Ikke vilde hun dele mig med barna, og +ikke vilde hun dele barna med mig -- + +Hendes skinsyke er jo blit rent en slags galskap med aarene. Ja du ser det +selv --» + +Jenny saa op paa ham. + +«Hun taaler neppe, jeg er i samme stue som du -- ikke engang naar Helge er +tilstede --» + +Hun sat stille et øieblik. Saa gik hun bort til ham og la sine hænder paa +hans skuldre: + +«Jeg forstaar det ikke -- nei jeg forstaar det ikke,» hvisket hun. «At du +har holdt det liv ut --» + +Gert Gram bøiet sig frem og la hodet ned paa hendes skulder: + +«Jeg forstaar det ikke selv, Jenny --» + +Og da han et øieblik efter løftet sit ansigt og deres øine møttes, la hun +sin haand paa hans nakke, og overvældet av en uendelig fortvilet, øm +medlidenhet, kysset hun hans pande og kind. + +Hun blev forskrækket selv efterpaa -- mens hun saa ned i hans ansigt, slik +det hvilte mot hendes skulder, med de lukkede øine. Men saa drog han sig +lempelig unna og stod op. + +«Tak Jenny liten.» + + * * * + +Gram la bladene tilbake i mappen og ryddet bordet. + +«Ja Jenny -- jeg vilde ønske du maatte bli rigtig, rigtig lykkelig. Du er +saa ung og lys, du, og saa kjæk og energisk og begavet. Kjære barnet mit -- +du er det, som jeg vilde været. Men jeg var det aldrig --» Han talte med +lav, aandsfraværende røst. + +«Jeg tænker mig,» sa han litt efter rolig, «saa længe et forhold er nyt og +-- man ikke har levet sig sammen -- der kan være saa meget, som er +vanskelig. Jeg vilde ønske, dere ikke kom til at bo her i byen. Dere skulde +være alene -- langt fra familie og slikt -- den første tiden.» + +«Helge søker jo den stillingen i Bergen vet du,» sa Jenny. Og igjen kom den +taakede fortvilelse og angst, naar hun tænkte paa ham. + +«Snakker du aldrig med din mor om dette, Jenny? Hvorfor gjør du ikke det? +Er du ikke glad i din mor?» + +«Jovist er jeg glad i mama --» + +«Jeg synes det maatte være godt for dig at raadføre dig med hende -- snakke +med din mama --» + +«Det nytter ikke at raadføre sig med andre. Jeg liker ikke at snakke med +nogen om slikt,» sa hun avvisende. + +«Neinei. Du er --». Han hadde staat halvveis vendt mot vinduet. Og han fór +sammen pludselig og hvisket mot hende, lavt og ophidset: + +«Jenny -- hun gaar dernede --» + +«Hvem?» + +«Hun -- Rebekka --» + +Jenny reiste sig op. Hun syntes, hun maatte _skrike_ -- av forbitrelse, av +væmmelse. Og hun kom til at skjælve -- hver trevl i hende krympet sig, +vilde verge sig -- hun _vilde_ ikke op i dette, alt det stygge, ækle -- +mistanker, kiv, hatefulde ord, trætter, scener, hvad visste hun --. Nei hun +_vilde_ ikke op i det --. + +«Jenny -- du skjælver jo barnet mit -- du skal ikke være ræd -- dig skal +hun ikke faa gjøre noget --» + +«Langtifra, jeg er ikke ræd.» Hun blev kold og haard med et. «Jeg har været +her og hentet dig -- vi har set litt paa dine mapper -- og nu blir jeg med +dig hjem til te.» + +«Det er jo ikke sikkert, hun har set noget --» + +«Der er ved Gud ikke noget, vi behøver at skjule heller! Vet hun ikke, jeg +har været her, faar hun nok vite det. Jeg blir med dig hjem -- hører du, vi +_maa_ det, baade for din skyld og min skyld --» + +Gram saa litt paa hende: + +«Ja -- saa tar vi paa os da.» + +Da de kom ned i gaten, var fru Gram gaat. + +«Vi maa ta trikken Gert, det er sent.» Hun gik litt. Saa sa hun pludselig +heftig: «For Helges skyld ogsaa maa vi -- det gaar ikke an for hans skyld +heller med dette hemmelighetskræmmeriet mellem os --» + + * * * + +Fru Gram lukket selv op for dem. Og mens Gert Gram kom med sin forklaring, +møtte Jenny freidig hendes onde øine: + +«Det var da kjedelig, at Helge skulde være ute iaften. Tror De ikke, han +kommer hjem litt tidlig da, fru Gram.» + +«Det var da ogsaa merkelig, ven min, at du ikke husket det,» sa fru Gram +til sin mand. «Det er ikke no moro for frøken Winge heller at sitte her med +os ensomme gamle hele kvelden.» + +«Aa kjære for den saks skyld --» sa Jenny. + +«Jeg kan virkelig ikke huske du, at Helge sa noget om, at han skulde +nogensteds ut iaften,» sa Gram. + +«Tænk at se Dem uten haandarbeide da,» smilte fru Gram, da de efter +aftensbordet satte sig ind i dagligstuen. «De som er saa flittig altid!» + +«Nei jeg rak ikke at komme hjemom, jeg gik saa sent fra atelieret. Kan ikke +De laane mig et, fru Gram?» + +Jenny konverserte hende om prisen paa paategnede broderier her og i Paris +og om de bøker, hun hadde laant hende. Gram sat og læste. Engang imellem +følte Jenny hans øine paa sig. + +-- Ved ellevetiden kom Helge. + + * * * + +«Hvad er det nu da,» spurte han, mens de gik nedover trapperne. «Har der +været nogen scene hjemme nu igjen?» + +«Langtifra.» Hun talte hidsig og irritert. «Din mor tok det formodentlig +unaadig op, at jeg kom hjem til dere ifølge med din far.» + +«Det synes jeg nu ogsaa, dere kunde undgaat,» sa Helge spakt. + +«Jeg tar trikken hjem!» Overnervøs som hun var, rev hun sig pludselig +ubehersket fra ham. «Jeg orker ikke mere iaften, hører du? Jeg vil ikke ha +disse scenerne med dig, hvergang jeg har været hos dere. Godnat.» + +«Neimen Jenny da. Jenny --» han løp efter hende, men hun var allerede ved +holdepladsen. Sporvognen kom i det samme, og Jenny sprang op paa den og lot +ham staa der. + + + + +VII. + + + +Hun gik op og ned og drev i atelieret formiddagen efter. Bestille noget +orket hun ikke. + +Regnet faldt stridt og tæt mot det store skraavindu. En gang imellem +stanset Jenny og saa ut over de væteblanke skifertak og de svarte +skorstenspiper og telefontraadene, hvor regndraaperne trillet som perler +nedover traadens buelinje -- løp sammen og dryppet av og like fort kom der +nye draaper glidende. + +-- Hun kunde reise ut i Bundefjorden til mama og barna et par dage. Væk fra +dette her _maatte_ hun. Eller -- om hun skulde reise fra byen -- ta ind paa +hotel etsteds, skrive efter Helge -- faa snakke med ham i fred. + +Hvis de bare kunde faa være sammen igjen en stund -- de to alene. Hun +prøvet at tænke paa deres vaar dernede, og hun husket varmen og den grønne +kampanje og de hvite blomster og den sølvfine dis over fjeldene og sin egen +glæde. Men det var, som hun ikke kunde faa frem Helges billede fra dengang +-- hvordan han hadde set ut for hendes forelskede øine. + +Og den tid laa allerede saa langt borte og den stod saa underlig isolert i +hendes liv. Om hun aldrig saa meget _visste_, det var slik, hun kunde ikke +_føle_ forbindelsen mellem da og nu. + +Dette hjemmet oppe i Welhavensgate -- nei hun hørte ikke til der. Og der +var det liksom _hendes_ Helge blev borte. Men det var jo ufattelig, hun +kunde slet ikke gjøre det virkelig for sig, at de menneskene skulde komme +hende ved -- utover i al fremtid. + +Nei. Han hadde ret, Gram. De maatte bort fra det der. + +Hun vilde reise. Straks. Før Helge naadde at komme op og forlange nogen +forklaring for igaar. + +Hun hadde pakket haandvæsken, stod og tok paa sig regnkaapen, da det banket +-- flere ganger. Hun kjendte Helges banking. + +Jenny stod murende stille og ventet, til hun hørte ham gaa igjen. En stund +efter tok hun sin haandvæske, laaste atelieret og gik. + +Kommet et stykke nedover trappen opdaget hun en mand, som sat i et av +gangvinduerne. Det var Helge. Han hadde set hende. Saa gik hun ned til ham. +De stod litt og saa paa hinanden. + +«Hvorfor vilde du ikke lukke op ista?» spurte han. + +Jenny svarte ikke. + +«Hørte du ikke jeg banket?» + +«Jo. Men jeg hadde ikke lyst at snakke med dig da.» + +Han saa paa hendes haandkuffert: + +«Skal du reise ut til din mor?» + +Jenny betænkte sig litt: + +«Nei. Jeg tænkte at reise til Holmestrand et par dage. Jeg vilde skrevet og +bedt dig komme ned. Saa vi kunde faat være sammen en stund, uten at nogen +uvedkommende blandet sig opi og lavet scener. Jeg vilde gjerne snakke med +dig i ro og fred.» + +«Jeg vilde gjerne snakke med dig jeg og. Kan vi ikke gaa op til dig?» + +Hun svarte ikke straks. + +«Er der nogen deroppe?» spurte han. + +Jenny saa paa ham: + +«Nogen oppe paa mit atelier, naar jeg er gaat?» + +«Det kunde jo være nogen, du ikke vilde gaa ut sammen med --» + +Hun blev brændende rød: + +«Hvorfor det? Jeg kunde jo ikke vite, at du sat her og lurte paa mig --» + +«Kjære Jenny, du kan da vite -- jeg mener ikke, der skulde være noget galt +i det fra din side --» + +Jenny sa ingenting, men gik opover trapperne igjen. Og oppe paa atelieret +satte hun kufferten fra sig og blev staaende i yttertøiet og saa paa, mens +Helge tok av sig regnfrakken og stillet paraplyen i en krok. + +«Far fortalte mig det imorges -- at du hadde været nede hos ham, og saa at +mor hadde gaat utenfor --» + +«Ja.» Hun stod litt. «Det er en merkelig maner dere har hjemme hos dere -- +saan at gaa paa lur. Jeg har vondt for at vænne mig til den, maa jeg si.» + +Helge blev rød: + +«Kjære dig, Jenny -- jeg _maatte_ snakke med dig. Portnerkonen sa, hun var +sikker paa, du var oppe. Du kan da _vite_, jeg mistænker ikke _dig_ --» + +«Jeg vet snart hverken ut eller ind,» sa hun opgit. «Jeg orker ikke mere av +det -- al denne mistænksomhet og hemmeligholdelse og ufred og styghet. +Herregud Helge -- kan du da ikke forsvare mig litt mot det!» + +«Stakkars Jenny.» Saa reiste han sig op og gik over til vinduet, stod der +med ryggen mot hende. + +«Jeg har lidt mere under det Jenny, end du vet om. Det er jo fortvilet. For +-- skjønner du da ikke selv -- mors skinsyke er vel ikke helt ugrundet --» + +Jenny kom til at skjælve, der hun stod. Helge vendte sig og saa det. + +«Jeg tror naturligvis ikke, far er sig det bevisst. Da gav han ikke efter +-- paa den maaten -- for sin lyst til at være sammen med dig. Skjønt --. +Han snakket ogsaa til mig om, at vi burde bort -- bort her fra byen begge. +Jeg vet ikke --. Er det ikke han, som har sat dig paa dette at reise --?» + +«Dette her med at reise til Holmestrand fandt jeg paa selv. Men han snakket +om igaar, at vi burde ikke bo her i byen, naar -- naar vi giftet os --» + +Hun gik bort til ham og la sine hænder paa hans skuldre. Og hendes stemme +var næsten jamrende, da hun talte: + +«Helge -- vennen min -- jeg maa jo reise, naar det er slik. -- Helge, Helge +-- hvad skal vi gjøre?» + +«Jeg reiser,» sa han kort. Og han løftet hendes hænder fra sine skuldre -- +trykket dem mot sine kinder. De stod litt slik. + +«Jamen -- jeg maa reise jeg og. Kan du ikke forstaa --. Før, saa længe jeg +bare syntes, din mor var urimelig og -- ja simpel -- jeg kunde late som +ingenting overfor hende --. Men nu -- du skulde ikke sagt det Helge -- selv +om du tar feil --. Jeg kan ikke gaa ditop mere -- skal jeg ha det at gruble +over -- om hun har et skin av ret -- jeg blir usikker, jeg vet, jeg kan +ikke møte hende -- jeg kommer til at bli som en der er skyldig --» + +«Kom her.» Han leiet hende bort til sofaen og satte sig ned med hende. «Jeg +vil spørge dig om en ting. + +-- Elsker du mig, Jenny?» + +«Det vet du,» sa hun fort og ræd. + +Han tok hendes kolde haand i begge sine: + +«Jeg vet du har gjort det en stund. + +-- Gud skal vite, jeg forstod aldrig hvorfor. Men jeg visste, det var +sandt, naar du sa det. Hele dit væsen mot mig var kjærlighet og godhet og +glæde. Men altid var jeg ræd, der skulde komme en dag, da du ikke elsket +mig længer.» + +Hun saa op i hans hvite ansigt: + +«Jeg er saa forfærdelig glad i dig, Helge.» + +«Jeg vet nok det.» Han smilte flygtig. «Jeg vet godt, du er ikke slik, at +du blir kold med en gang mot en, du har elsket. Jeg vet, du vil ikke gjøre +mig vondt -- du vil lide ved det selv, naar du ikke elsker mig mere --. + +Jeg er saa grænsesløst glad i dig jeg, ser du --» + +Han bøiet sig forover i graat. Og hun drog ham ind til sig: + +«Helge. Gutten min -- kjære kjære gutten min --» + +Han løftet hodet og skjøv hende lempelig fra sig: + +«Jenny -- den gangen i Rom -- jeg kunde tat dig. Du vilde blit min -- helt +ut. Du var villig nok -- der var ikke tvil i din sjæl om at det var lykken, +at vi to levet sammen. Jeg var ikke saa sikker -- det var vel derfor, jeg +ikke turde --. + +Siden, herhjemme. Jeg længtet saa grænsesløst. Jeg vilde ha dig helt, for +jeg var saa ræd for at miste dig en dag. Men jeg merket, du veg altid unna, +naar du forstod, det der -- begjæret -- kom op i mig --» + +Hun saa forfærdet op paa ham. Det var slik -- hun hadde ikke villet vite +det -- men han sa sandt. + +«Hvis jeg bad dig nu. Nu straks. Vilde du?» + +Jenny bevæget læberne. Saa sa hun fort og fast: + +«Ja,» + +Helge smilte bedrøvet og kysset hendes haand: + +«Villig og gjerne? Fordi _du_ vil være min? Fordi du ikke kan tænke dig +nogen lykke, uten du er min og jeg er din? Ikke bare for du vil være snil +mot mig? Ikke bare fordi du ikke vil gaa fra dit ord? Svar sandt!» + +Hun kastet sig ned over hans knæ i graat: + +«La mig reise bort! Jeg vil reise op paa fjeldet. Hører du Helge -- jeg vil +finde igjen mig selv -- jeg vil bli _din_ Jenny, som jeg var i Rom. Jeg +_vil_ Helge -- jeg vet hverken ut eller ind -- men jeg _vil_. Naar jeg blir +rolig -- jeg skriver til dig -- saa kommer du -- og saa er jeg bare, bare +din egen Jenny igjen --» + +«Jenny,» sa Helge sagte. «Jeg er min mors søn. + +Vi er kommet bort fra hinanden -- vi er kommet bort fra hinanden allerede. +Kan du ikke faa mig overbevist om, at jeg er alt paa jorden for dig saa --. +Den eneste mand. -- Mere end alt andet. Dit arbeide, dine venner, som jeg +følte, du hørte sammen med, mere end med mig --. Som du er fremmed mellem +de mennesker, jeg hører til hos --» + +«Jeg følte mig ikke saa fremmed overfor din far,» hvisket Jenny i graaten. + +«Nei. Men far og jeg er fremmede for hinanden. Jenny -- der er dit arbeide, +hvor jeg aldrig kan være helt sammen med dig. Jeg vet nu, jeg kan bli +skinsyk paa det og. Jenny, forstaar du ikke, jeg _er_ hendes søn. Er jeg +ikke sikker paa, at jeg er alt paa jorden for dig, saa kan jeg ikke la være +at være skinsyk -- gaa i angst for at en dag kommer der en, som du kan +elske mere helt -- som forstaar dig bedre --. Jeg _er_ skinsyk av naturen +--» + +«Du _maa_ ikke være det Helge. Da gaar alt istykker. Jeg _taaler_ ikke at +bli mistrodd. Hører du -- jeg vilde lettere tilgi, at du bedrog mig, end at +du tvilte paa mig --» + +«Det vilde ikke jeg.» Han lo forpint. + +Jenny strøk haaret fra panden og tørket øinene: + +«Helge. Vi er jo glad i hinanden. Naar vi kom bort fra alt dette her -- og +vi begge to _vilde_, det skulde gaa godt. Naar to mennesker _vil_ holde av +hinanden og _vil_ gjøre hinanden lykkelige --» + +«Jeg har set for meget du. Jeg tør ikke bygge paa min vilje og din vilje. +Der er vel andre som har haabet paa den gode vilje --. Jeg har set for et +helvete to mennesker kan gjøre livet til for hinanden. -- Du skal svare paa +det, jeg spurte om. + +Elsker du mig? Vil du være min -- som i Rom? Skal jeg være hos dig inat? +Vil du det helst av alt i verden?» + +«Jeg er saa glad i dig Helge.» Hun graat fortvilet og sagte. + +«Tak,» sa han. Og han tok og kysset hendes haand. «Du kan jo ikke for, +stakkars liten, at du ikke elsker mig. Det vet jeg nok.» + +«Helge,» klaget hun bønlig. + +«Du kan ikke si det Jenny, at jeg skal bli, for du kan ikke leve uten mig. +Tør du ta ansvaret for alt, som kan komme efter, hvis du sier du elsker mig +-- for at jeg ikke skal gaa bedrøvet bort fra dig nu --?» + +Jenny sat og stirret ned i sit fang. + +Helge tok paa sig regnfrakken og grep sin paraply. + +«Farvel Jenny.» Han tok hendes haand. + +«Gaar du fra mig Helge?» + +«Ja Jenny. Jeg gaar.» + +«Kommer du ikke igjen da?» + +«Ikke uten du kan si det jeg spurte om.» + +«Jeg kan ikke si det nu,» hvisket hun fortvilet. + +Helge strøk flygtig over hendes haar. Saa gik han. + + * * * + +Jenny blev sittende paa sofaen og graate. Hun graat bitterlig og længe -- +uten tanker. Og i den dype træthet som fulgte efter, trætheten fra alle +disse maaneders smaalige pineri og smaalige ydmygelser og smaalige kjævl, +kjendte hun sit hjerte saa tomt og koldt. Helge hadde vist ret. + +Hun merket om en stund, hun var sulten. Da hun saa paa uret, var klokken +seks. + +Hun hadde sittet slik i fire timer. Da hun vilde ta paa sig yttertøiet, +opdaget hun, at hun sat med det paa. + +Borte ved døren var der en dam av vand -- det var rundet ind mellem nogen +billeder som stod der med blindrammerne ut. Jenny gik efter kluten og +tørket op. Saa kom hun i tanke om, at det var efter Helges paraply, at det +vandet laa der. Hun lænet panden mot døren og graat igjen. + + + + +VIII. + + + +Middagen tok ikke lang tid. Hun forsøkte at læse i aviserne og la være at +tænke den lille stunden. Men det nyttet ikke noget. Og da var det bedre +allikevel at gaa hjem og sitte der --. + +Der stod en mand og ventet paa den øverste trappeavsats. Han var høi og +spæd. Hun sprang op de sidste trin og ropte Helges navn. + +«Det er ikke Helge,» svarte han. Det var Helges far. + +Jenny stod aandeløs hos ham og strakte ut hænderne: + +«Gert -- hvad er det -- er der hændt noget galt --?» + +«Hysch, hysch Jenny,» -- han tok hendes haand. «Helge er reist -- reist til +Kongsberg til en ven -- en skolekamerat, som er læge der. I besøk. Herregud +barn du var da ikke ræd for noget andet --» han smilte ganske svakt. + +«Aa jeg vet ikke --.» + +«Neimen kjære dig Jenny -- du er jo aldeles utav dig --.» + +Hun gik foran ham indover gangen og laaste op atelieret. Derinde var +dagslyst endda, og Gert Gram saa paa hende. Han var blek selv. + +«Er det saa vondt for dig Jenny? -- -- Helge sa -- jeg forstod ham ialfald +saa -- at dere var blit enige -- dere syntes begge, dere passet ikke til +hinanden --.» + +Jenny tidde. Nu hun hørte en anden si det, var det som hun maatte +protestere. Hun hadde ikke rigtig begrepet det før -- at det var forbi. Men +her stod han og sa det: de var blit enige om, at det var bedst slik, og +Helge var reist, og den kjærlighet, hun hadde følt for ham engang, var blit +borte -- hun kunde ikke finde den hos sig mere -- og saa var det forbi, men +gud i himmelen, hvordan var det mulig, at det kunde være forbi, endda hun +ikke hadde villet det --. + +«Er det saa vondt for dig Jenny,» spurte han igjen. «Er du glad i ham +allikevel endda da --?» + +Jenny virret med hodet: + +«Javisst er jeg glad i Helge.» Hendes stemme skalv litt: «Man holder da +ikke op saan at være glad i en, man har elsket. -- Man er da ikke +likegyldig med, om man gjør en anden en vondt --.» + +Gram sa ikke noget straks. Han satte sig i sofaen, vendte paa sin hat og +saa paa den: + +«Jeg forstaar nok, det er saart og vondt for dere begge. Men Jenny -- naar +du faar tænkt over det -- tror du ikke selv, det er bedst for dere begge to +--?» + +Hun svarte ikke noget. + +«Hvor inderlig glad jeg var, Jenny, da jeg traf dig og saa, hvordan, den +kvinde var, som min søn hadde vundet -- det kan jeg ikke si dig. Det saa ut +for mig, som min gut skulde faa alt det, jeg har maattet gi avkald paa i +mit liv. Du var saa vakker og saa fin, jeg hadde et indtryk av, at du var +like god som du var klok og sterk og selvstændig -- og saa var du en +begavet kunstnerinde, som hverken tvilte paa maal eller midler. Du snakket +glad og varm om dit arbeide og glad og vann om din kjæreste. + +-- Saa kom Helge hjem. Og jeg syntes, du blev saa forandret -- merkelig +hurtig. De pinligheter, som nu engang hører til dagens orden i mit hjem, +gjorde saa altfor sterkt indtryk paa dig. Jeg syntes, det var umulig at +denslags som en -- ubehagelig -- tilkommende svigermor -- skulde kunne +forbitre lykken fuldstændig for en ung elskende kvinde. Jeg begyndte at +frygte for, der var et dypere misforhold, som du litt efter litt fik øinene +op for. At du saa, at din kjærlighet til Helge ikke var saa grundmuret, som +du hadde trodd. Det gik op for dig, at du og han igrunden ikke passet +sammen, som du naturligvis hadde trodd. At det mere var en øieblikkelig +stemning, som hadde ført dere sammen. -- Dernede, hvor dere begge var alene +-- løst fra alle hverdagslige, hjemlige baand, alene i de nye omgivelser, +begge to unge og frie, lykkelige ved arbeidet -- vel begge med ungdommens +kjærlighetslængsel i sindet -- skulde det ikke kunne vække en øieblikkelig +sympati og forstaaelse -- selv om den sympati og forstaaelse ikke naadde +ned til de dypeste lag i deres begges væsen --?» + +Jenny stod borte ved vinduet og saa over paa ham. Hun følte en underlig +intens uvilje ved det, mens han talte -- herregud, han hadde vist ret. Men +han forstod jo sletikke, saan han sat der og la det altsammen fra hinanden, +hvad det var som gjorde hende vondt: + +«Det gjør ikke saken bedre -- selv om der er noget i det, du sier. Kanske +du har ret --.» + +«Men det er da ialfald bedre, Jenny, at dere selv kom til at indse dette +nu. End om det var kommet siden, naar baandet var fastere knyttet og det +blev meget mere smertelig at løse det --.» + +«Det er ikke det -- det er ikke det!» Hun brøt pludselig heftig av. «Det er +det, at jeg -- ja jeg foragter mig selv. Man gir efter for slik en fille +stemning, lyver den op --. Man skal _vite_, før man sier, man elsker, at +man kan staa ved sit ord. Altid har jeg foragtet saan letfærdighet mest av +alt i verden --. Nu er det mig selv, som staar med skammen --.» + +Gram saa pludselig heftig over paa hende. Han blev blek -- og saa brændende +rød. Om en stund sa han møisommelig: + +«Jeg sa, det var bedst, naar to mennesker ikke passet sammen, at de opdaget +det inden forholdet hadde grebet saa dypt ind i deres liv, at begge -- og +hun især -- aldrig kunde utslette sporene. Om saa er, maa man jo hellere +forsøke om man ikke kan -- med litt resignation og megen god vilje fra +begge parter -- kan bringe harmoni tilveie. -- Viser det sig umulig, saa +kan man jo endnu --. Jeg vet jo ikke, om du og Helge -- hvor dypt det har +gaat --.» + +Jenny lo litt haanlig: + +«Aa jeg forstaar, hvad du mener. -- For mig er det like bindende, at jeg +har _villet_ tilhøre Helge -- har lovt det -- og ikke kan staa ved mit ord. +Like ydmygende -- kanske mere, end om jeg hadde været hans --.» + +«Du vil ikke si det samme, naar du engang træffer en mand, som du kan elske +med en stor og sand kjærlighet,» sa Gram sagte. + +Jenny trak paa skulderen: + +«Tror du forresten paa den store og sande kjærlighet, som du sier, du da?» + +«Ja Jenny.» Gram smilte svakt. «-- Jeg vet, at selve uttrykket forekommer +dere unge nuomstunder komisk. Imidlertid tror jeg paa den -- av gode +grunde.» + +«Jeg tror, hvert menneskes kjærlighet er som det er selv -- den som er +stort anlagt -- og sandfærdig mot sig selv -- tøiser sig ikke bort i +smaaforelskelser --. Jeg trodde, at jeg selv --. + +Men jeg var otteogtyve aar, da jeg traf Helge, og jeg hadde aldrig været +forelsket -- og jeg var lei for det og vilde gjerne prøve --. _Han_ var +forelsket, varmt og ungt og oprigtig, og det fristet mig. -- Saa løi jeg +for mig selv, akkurat som alle andre fruentimmer -- der faldt varme over +mig fra ham, og jeg skyndte mig at indbilde mig selv, at jeg var varm. -- +Endda jeg visste jo det, at den illusion kan man ikke holde liv i længe -- +ikke længer end til der _kræves_ litt av ens kjærlighet. -- Og andre +fruentimmer, de begaar denslags i al uskyldighet, for de vet ikke forskjel +paa godt og ondt og lyver altid for sig selv -- men jeg har ikke denslags +at undskylde mig med --. + +Aa jeg er altsaa i virkeligheten akkurat likesaa liten og egoistisk og +løgnagtig som andre kvindfolk. -- Saa du kan være viss paa, Gert, jeg +kommer neppe til at stifte bekjendtskap med din store og sande kjærlighet +--.» + +«Ja Jenny --» og Gert hadde igjen det samme melankolske smil. «_Jeg_, ser +du, -- gud skal vite, jeg er hverken stor eller sterk, og i løgn og +styggedom hadde jeg levet i tolv aar, og jeg var ti aar ældre end du er nu +-- da jeg traf en -- som lærte mig at tro paa den følelse, du taler saa +haanlig om -- slik at jeg aldrig kommer til at tvile paa den.» + +Der var stille en stund. + +«Og du -- blev hos hende --» sa Jenny lavt. + +«Vi hadde barna. Jeg indsaa ikke dengang, at jeg ikke kunde vente at faa +den ringeste indflydelse over mine egne barn. Slet ikke, naar en anden end +deres mor eiet -- hele mit hjerte og min sjæl. + +Hun var ogsaa gift. -- Daarlig gift. Hadde en liten pike. -- Den kunde hun +vel tat med sig. Manden drak noksaa meget. + +Det var ogsaa et ledd av straffen, ser du -- straffen for det forhold, jeg +hadde indlatt mig i til -- hende --. Som aldrig har været noget for andet +av mig end mine sanser --. + +Vort forhold var for vakkert til at det kunde bestaa i løgn. Vor vakre +deilige kjærlighet maatte vi skjule som en forbrydelse --. + +Aa Jenny liten --. + +-- Der er ikke nogen anden lykke, ser du --» + +Hun kom bort til ham, og han reiste sig op. De stod der, nær hinanden, uten +at røre sig og uten at tale. + +«Jeg maa gaa, liten,» sa han pludselig forcert og tørt. «Jeg maa være +hjemme til almindelig tid, forstaar du. -- Ellers blir hun bare mistænksom +--.» + +Jenny nikket. + +Gert Gram gik mot døren, og Jenny fulgte med. + +«Du skal vist ikke være ræd for, at dit hjerte ikke kan elske,» lo han +pludselig stille. «Jeg tror det er et stolt litet hjerte, Jenny -- og +varmt! + +Vil du bli ved og regne mig mellem dine venner, lille pike?» + +«Ja -- tak,» sa Jenny sagte og gav ham haanden. Og han bøiet sig og kysset +den længe -- længer end nogensinde før. + + + + +IX. + + + +Gunnar Heggen og Jenny Winge skulde ha utstilling sammen i november. Han +kom ind til byen i den anledning. Om sommeren hadde han ligget nede i +Smaalenene og malt rød granit og grønne graner og blaa himmel. Siden hadde +han været en tur i Stockholm -- faat solgt et billede der. + + * * * + +«Hvordan har Cesca det,» spurte Jenny. De sat oppe hos hende om formiddagen +og drak pjolter. + +«Ja Cesca ja --.» Gunnar tok en slurk av sit glas, røkte og saa paa Jenny, +og Jenny saa paa ham. + +Det var saa rart at sitte sammen med ham igjen og snakke om mennesker og +ting, som hun var kommet saa langt bort fra. Det var som det skulde været i +et land langt borte paa den anden side av alle verdenshave, at hun hadde +kjendt ham og Cesca -- levet med dem og arbeidet med dem og været glad +sammen med dem. + +Det aapne, solbrændte ansigtet hans og den skjæve næsen. Han hadde faat et +slag over den, mens han var barn. Det var det som reddet Gunnars +fysiognomi, sa Cesca -- ellers vilde han ha været den skrækkeligste +smukkentype. Det hadde hun sagt den gangen i Viterbo. + +Der var noget i det -- træk for træk tat var han igrunden ellers en rigtig +gaardsgut-skjønhet. Med den lave og brede pande under den brunkrusede +luggen, de store staalblaa øine, og munden rød og fyldig og fuld av blanke +hvite tænder. Han var solbrændt helt ned paa den runde, sterke hals, og +hans skulderbrede, litt lave skikkelse var næsten brutalt velskapt og tæt +av muskler. -- Allikevel -- den sanselige mund og de fyldige øienlaag hadde +et underlig uskyldig, uberørt uttryk, og han kunde smile saa uendelig +forfinet. Hænderne hans var etpar rigtige arbeidernæver med tykke sener og +grove ledd paa de korte fingre, -- men han bevæget dem paa en egen levende +yndefuld maate --. + +Han var blit litt mager -- men han saa sund og mæt ut, og hun selv følte +sig saa træt og utilfreds. Han hadde arbeidet hele sommeren og læst græske +tragedier og Keats og Shelley, naar han ikke malte. + +«Men jeg har lyst at læse de tragedierne i originalsproget,» sa Gunnar. +«Saa jeg maa til at lære græsk nu -- og latin.» + +«Herregud,» sa Jenny. «Jeg er ræd, der er saa meget, du absolut maa lære, +før du faar fred i din sjæl, saa du faar ikke tid at male tilslut -- uten +paa fyrabend.» + +«Jo, jeg maa lære det, Jenny. For jeg skal skrive noen artikler nemlig.» + +«Du og! Skal du og skrive artikler nu --?» Hun lo. + +«Ja en lang række om en masse ting. Og blandt andet om det, at vi maa ha +ind i skolen igjen baade græsk og latin -- vi maa se at faa litt kultur +heroppe ogsaa nu --.» + +«Faen!» sa Jenny. + +«Ja netop faen ja. For det kan ikke gaa paa denne maaten længer. At vort +nasjonale symbol blir et rosemalt grautfat med nogen utskaarne kruseduller +-- som skal bety en klodset efterligning av den tarveligste av alle +europæiske stilarter -- rokokoen --. + +Ja for det er slik vi er nasjonale heroppe, ser du. Du vet da, det +gildeste, som kan sies om noen hertillands -- kunstner eller skikkelig +person -- han brøt! Brøt med skole eller tradition eller vedtægter for +folkeskik og almindelige civiliserte menneskers begreper om sømmelig +opførsel og anstændighet. Nu har jeg altsaa lyst til at bemerke for engangs +skyld, at under vore forhold heroppe var det sagtens mere fortjenstfuldt om +nogen søkte at knytte forbindelser -- tilegne sig -- gjøre bytte og slæpe +hjem hit til hulen vor litt av de ophopede skatter, som man kalder kultur +ute i Europa --. + +Bryte, ser du -- et litet ledd ut av sammenhængen derute -- knipe et enkelt +ornament ut av en stil, rent bogstavelig talt, og det samme, naar det +giælder en aandsstrømning -- og telje og spikke det efter saa klodset og +fælt, at det blir ukjendelig tilslut, og saa hoje, at det er originalt og +patent nasjonalt norsk --.» + +«Jaja. Men de synderne blev jo begaat ogsaa paa den tid, da den klassiske +dannelse officielt var grundlaget for al dannelse heroppe.» + +«Javel ja. Men det var bare en liten bit av klassicismen. Et brudstykke. +Litt latinsk grammatik og saan. Aldrig har vi herhjemme hat hængende no +billede av det hele, man kalder den klassiske aand, mellem skilderierne av +vore dyrebare forfædre. Men saalænge vi ikke det kan, er vi utenfor Europa. +Føler vi ikke grækernes og romernes historie som vor egen kulturs ældste +historie, saa har vi ikke europæisk kultur. -- Det kan jo være akkurat det +samme, hvordan den historien var i virkeligheten, men slik den er os +overlevert --. Krigene mellem Sparta og Messene for eksempel -- faktisk var +det jo bare nogen halvvilde stammer av jæterer, som laa og slos engang for +længe siden. Men i overleveringen, slik vi har den, er den det klassiske +uttryk for den drift, som gjør, at et sundt folk hellere lar sig slaa ihjel +til sidste mand end taaler vold paa sin individualitet og retten til at raa +sig selv --. Jøss ja vi har jo ikke slos for vor ære i mangfoldige +hundredaar og proppet i vommen nogen millioner hestelass med pottitkake og +graut siden da. -- Perserkrigene var jo naturligvis igrunden bare noe +smaatteri, -- men for et levedygtig folk betyr Salamis og Termopylæ og +Akropolis blomstringen av alle de ædleste og sundeste instinkter og ordene +blir ved at skinne, saalænge de instinkter har værdi og -- og et folk tror, +det har egenskaper at hævde og en fortid og en nutid og en fremtid at være +stolt av --. Og saa længe kan en digter skrive et levende digt om Termopylæ +og fylde i det sine egne levende følelser. Leopardis ode til Italien -- +husker du, jeg læste den for dig i Rom engang?» + +Jenny nikket. + +«Der er litt retorik i den -- men gudbevare mig, hvor den er deilig -- er +den ikke -- husker du det om Italia, den skjønneste frue, som sitter lænket +i støvet med det opløste haar og graater ned i sit fang --. Og saa han +ønsker sig at være en av de unge grækerne, som gik mot døden i Termopylæ, +muntre og kaate som til dans. Og deres navne er hellige og Simonides synger +døende jubelsange fra toppen av Antelos --. + +Og alle de gamle deilige fortællingerne, der er som symboler og parabler, +som aldrig kan bli gamle. Tænk bare paa Orfeus og Evrydike -- saa enkelt: +kjærlighetens tro vinder selv over døden -- og et eneste øiebliks tvil, saa +er alt tapt. Men hertillands kjender man jo bare en operette om det --. + +Englændere og franskmænd de har kunnet bruke de gamle symbolerne til ny og +levende kunst de. Derute kom der da endda i de gode perioder tilverden +mennesker, som hadde drifter og følelser saa kultiverte, at de kunde vokse +sig sterke nok, saa at Atridernes skjæbne blev forstaaelig og grep som en +virkelighet. Svenskerne og -- de har endda levende forbindelse med +klassicismen. -- Vi har aldrig hat det. Men hvad er det for eksempel for +bøker vi læser her og -- skriver og. Solstraalefortællinger om kjønsløse +maskeradefigurer i empiredragter -- danske grisebøker, som ikke _kan_ +interessere et mandfolk over seksten aar, hvis han ikke har maattet anlægge +Vita-beltet. Eller saa staar en grøn gutunge og steiler over det mystiske, +evig kvindelige ved en liten rampetøs, som er næsvis mot ham og snyter ham, +fordi han ikke har nok sund mandfolkforstand til at indse, at hele rebussen +oftest kan løses med en omgang redelig spanskrør.» + +Jenny lo. Gunnar hadde git sig til at vandre frem og tilbake paa gulvet. + +«Hjerrild ligger nok og maser med en bok om sfinksen nu. -- Tilfældigvis +kjender jeg damen litt. Naaja, det var ikke _saa_ alvorlig med mig heller, +at jeg gad nedlate mig til at banke hende op. Men jeg hadde jo altid været +saapas glad i hende, at jeg syntes, det var ækkelt. Jeg fik litt kvalme av +det, da jeg opdaget hende. -- Men jeg har arbeidet det væk, forstaar du --. + +I det hele, ser du Jenny, saa tror jeg ikke, der findes den ting, man ikke +kan arbeide sig væk fra --». + +Jenny sat taus litt. + +«Neimen Cesca da du,» sa hun saa. + +«Uf ja Cesca! Hun har vist ikke tat i en pensel siden hun blev gift. Da jeg +kom op til dem, saa kom hun og lukket op selv -- de har ikke pike -- med et +striforklæ paa maven og en feiekost i haanden. De har et atelier og to smaa +kot, og i atelieret kan de jo ikke arbeide begge, naturligvis, og forresten +tok huset al hendes tid, sa hun. Den første formiddagen jeg var der, laa +hun og krabbet paa gulvet hele tiden -- Ahlin var ute. Først feiet hun med +en kost, og saa krøp hun rundt og rotet under møblerne med en harelabb +efter saanne smaa dotter av støv i krokene du vet, og saa skurte hun, og +saa tørket hun støv, og gud fri dig saa klodset hun tok paa det alting. Saa +blev jeg med hende ut og kjøpte middagsmat -- jeg skulde spise hos dem -- +og saa kom Ahlin -- og hun ut i kjøkkenet -- og da endelig maten var +færdig, saa var de smaa krøllerne hendes ganske svedt -- men middagen var +forresten ikke værst. Og saa vasket hun op -- saa klodset og tungvint -- +rendte bort og skyllet hvert stykke under springen -- ja Ahlin og jeg hjalp +til; jeg gav hende endel gode raad og saan da, vet du -- + +Saa bad jeg dem spise aftens ute med mig -- Cesca stakkars sat bare og +frydet sig, for hun slap at lave maten og vaske op --. + +Kommer der saa til og med unger -- og det gjør der vel -- saa kan du være +viss paa, at Cesca er færdig med malingen. Og det er sgu synd -- jeg kan +ikke si andet, end jeg synes, det er trist --.» + +«Jeg vet ikke du. For en kvinde saa blir nu allikevel mand og barn --. Før +eller senere saa vil man ialfald længes efter det --.» + +Gunnar saa paa hende. Saa sukket han. + +«Hvis de altsaa er glad i hinanden. Tror du, Cesca er lykkelig med Ahlin?» + +«Neimen om jeg vet, Jenny. Ja jeg tror nok, hun er svært glad i ham. Det +var ialfald bare «Lennart tycker» og «tycker du sosen er bra Lennart» og +«vil du» og «skal jeg» hele tiden -- hun har selvfølgelig lagt sig til at +snakke et gyselig halvsvensk, kan du vite. Jeg maa si, jeg forstaar ikke +rigtig -- han var jo saa forelsket i hende, og han er ikke tyrannisk eller +brutal -- tvertimot. Men hun var blit saa underlig kuet og ydmyg, lille +Cesca --. Det kan da ikke være bare disse husmorsorgerne, -- skjønt gud +skal vite, det tok paa hende -- hendes anlæg gaar jo ikke netop i den +retning, og et samvittighetsfuldt litet væsen er hun jo paa sin maate, og +smaat har de det ogsaa skjønte jeg --. + +Kanske --» han lo litt frivolt, «hun har begaat en eller anden genistrek. +Benyttet brudenatten til at fortælle om Hans Hermann og Norman Douglas og +Hjerrild og alle sine andre meriter fra ende til anden. Det kan jo ha +virket litt overvældende --» + +«Cesca har da sandelig aldrig lagt skjul paa sine historier. Dem maatte han +da kjende fra før.» + +«Javel.» Gunnar lavet en frisk pjolter. «Men der kan jo ha været et eller +andet point, som hun har fortiet -- hittil. Og som hun har følt sig +forpligtet til at meddele manden.» + +«Fy Gunnar,» sa Jenny. + +«Ja faen -- ingen kan jo rigtig vite, hvor man har Cesca henne. Hendes +version av historien med Hans Hermann er nu noksaa rar da. -- Noget som jeg +vilde kalde galt er jeg viss paa, Cesca ikke har gjort. Pokker om jeg +skjønner, hvad det skulde kunne gjøre en mand, om hans kone har hat et +forhold før -- eller flere -- naar hun hadde været retskaffen og loyal i +det, den tid det varte --. + +For det der med at forlange denne fysiske uskyldighet er jo bare raat +igrunden. Hvis en kvinde virkelig har holdt av en mand og tat mot hans +kjærlighet, er det da sjofelt at hun gaar ut av forholdet med noget, hun +ikke har villet spendere paa ham --. + +Selvfølgelig vilde jeg helst, at min kone aldrig hadde været glad i andre +end mig før og derfor --. + +Naa, men man vet jo ikke, naar det er ens egen kone --. Der kan dukke op en +hel del gammel fordom og egoistisk forfængelighet og saan --.» + +Jenny drak litt. Hun gjorde en bevægelse, som hun vilde si noget, men lot +det være. + +Gunnar hadde stanset borte ved vinduet. Han stod med hænderne i +bukselommerne og vendte ryggen til hende: + +«Nei Jenny --. + +Jeg synes, det er trist det der. Jeg mener, naar man en sjelden gang +træffer paa et fruentimmer, som virkelig har evner i en eller anden retning +-- og kjender til glæden ved at utvikle dem og arbeide og eier energi og +saa videre --. Som føler hun er menneske og kan tænke selv over ret og uret +og har vilje til at kultivere nogen av sine anlæg og instinkter som gode og +værdifulde og utrydde andre som daarlige og uværdige --. Og saa træffer hun +en vakker dag paa en fyr -- og saa farvel arbeide og utvikling og det hele +--. Opgir hele sig selv for et elendig mandfolks skyld. -- Jenny -- synes +du ikke, det er trist da?» + +«Jo. Men vi er nu engang skapt slik -- allesammen!» + +«Jeg skønner dere ikke. Vet du, hvorfor jeg tror det er, vi mænd skjønner +dere aldrig. Til syvende og sidst kan vi aldrig faa det ind i vort hode +allikevel, at væsener, som liksom skal være mennesker, kan mangle saa +fuldstændig selvfølelse. Dere gjør det. Kvinden eier ikke sjæl -- det er +sandt det. Dere indrømmer jo mer eller mindre aapenlyst, at +kjærlighetsforhold er det eneste, som interesserer dere. --.» + +«Der er da mænd og, som gjør det -- i sin opførsel ialfald.» + +«Jamen -- et ordentlig mandfolk har da ikke respekt for saanne -- +jentefuter. Officielt -- saa vil vi da ikke ha det opfattet som andet end +en -- naturlig adspredelse -- ved siden av vort arbeide. Eller -- en dygtig +mand vil ha familie, fordi han synes, han kan greie at sørge for mere end +sig selv -- vil ha nogen til at fortsætte sit arbeide --» + +«Jamen Gunnar -- kvinden har jo da naturlig andre opgaver --» + +«Aa tøv, det er sletikke det. Hvis de ikke vil være mennesker og arbeide, +men bare hunner --. Hvad fanden skal det være til at producere en masse +unger, naar de ikke skal vokse op til mennesker allikevel, men bare +producere videre selv -- naar ikke raaprodukterne skal bearbeides --.» + +«Det kan være sandt nok --» Jenny lo litt. + +«Gu er det sandt nok. -- Men kvinderne --. Aa jeg har set det fra jeg var +gut. Da jeg gik paa arbeiderakademiet og alt slikt. Jeg husker en pike, jeg +gik og læste engelsk sammen med. Hun vilde lære det for at kunne snakke med +de utenlandske orlogsmatroser. Det høieste, nogen av jenterne gad anstrenge +sig for, var haabet om en post i England eller Amerika. Vi guttene, mine +kamerater og jeg, vi læste for at lære -- for hjernegymnastikkens skyld -- +prøvet paa alle maater at komplettere den smule, vi hadde lært paa skolen. +-- Jenterne læste bare morskapsbøker de --. + +Socialismen for eksempel. Tror du noget kvindfolk har begrep om, hvad det +er igrunden -- hvis de ikke har en mand, som har lært dem at indse det. +Prøv at forklare et fruentimmer, hvorfor samfundet maa bli slik, at hvert +barn som fødes maa faa adgang til at kultivere sine evner, hvis det har +nogen, og leve livet i frihet og skjønhet, hvis det kan bære frihet og eier +skjønhetssans --. Naaja, frihet, det tror kvindfolk jo betyr, at de skal +faa slippe at bestille noget eller slippe at opføre sig anstændig --. +Skjønhetssans -- det eier de jo ikke -- de vil bare spjaake sig ut med det +dyreste og styggeste som er moderne --. Se for noen hjem de laver -- jo +rikere de er, jo fælere --. Er noensinde en mote saa styg og saa +uanstændig, at de ikke dilter med den, bare de har raad. Det kan du da ikke +negte? + +Jeg vil ikke snakke om fruentimmernes moral engang, for de har ingen. La +det endda passere, som dere er mot os -- men dere selv imellem! Som dere +snakker om hinanden og er mot hinanden! Fy for faen!» + +Jenny smilte litt. Hun var enig og hun var ikke -- men hun var ikke oplagt +til nogen diskussion, og hun syntes, hun skulde si noget: + +«Das war eine grausame Salbe -- die ganze Armee auf einmal ruiniert --» + +«Dere skal faa det skriftlig,» sa han tilfreds. + +«Ja der er en hel del i det, Gunnar. Men der er da forskjel paa kvinder og +-- selv om det bare er en gradsforskjel.» + +«Vist er der forskjel. Men jeg skal si dig, dette jeg sa, gjælder til en +viss grad dere allesammen. Og vet du, hvad det kommer av? Hovedsaken for +dere alle er en mand -- en dere har, eller en dere mangler. Det eneste i +livet, som virkelig er noget værdt og virkelig er alvor -- det er i +virkeligheten aldrig alvor for dere. Arbeidet altsaa. For de bedste av dere +er det en stund -- og da tror jeg sandelig det er fordi, mens dere er unge +og vakre, er dere saa sikre paa, at «han» kommer nok. Men drar det saa ut, +og han viser sig ikke paa skuepladsen, og dere begynder at komme litt ut i +aarene -- saa sløier dere av i arbeidet og gaar omkring trætte og +misfornøiede og utilfredstillede --» + +Jenny nikket. + +«Hør nu Jenny. Jeg har altid respektert dig like saa høit som et +førsteklasses mandfolk. Og nu er du snart niogtyve aar, og saa gammel maa +man være, før man i det hele tat kan begynde at arbeide nogenlunde +selvstændig. Du vil ikke si, at nu du for alvor skulde begynde dit eget +liv, saa kunde du ønske at belemre dig med mand og unger og hus og alt +slikt, som bare vilde bli baand paa dig paa alle ender og kanter -- alt +saant som bare vilde være i veien for dit arbeide?» + +Jenny lo sagte. + +«Aa herregud jente! Om du nu hadde hat alt det der -- og du laa og skulde +dø -- med manden og ungerne og alting omkring dig, og der ikke var blit det +ut av dig, som du visste, der kunde -- jeg er viss paa, du vilde angre og +sørge -- du vilde!» + +«Ja. Men om jeg nu hadde naadd det ytterste, mine evner kunde række -- om +jeg visste, der jeg laa og skulde dø, at mit liv og mit arbeide vilde leve +efter mig en god stund, naar jeg var borte -- men jeg var alene, der var +ikke et levende menneske, som stod mig inderlig nær --. Tror du ikke, jeg +vilde sørge og angre da og?» + +Heggen sat litt. + +«Ja. -- Det er jo naturligvis ogsaa det, at ugifthet er ikke det samme for +kvinder som for mænd. At det ofte betyr, at alt det der, som folk nu engang +gjør mest opstuds av i livet, det har de været holdt helt utenfor. At slet +og ret en hel gruppe organer -- sjælelig som legemlig -- skal visne ubrukt +--. + +Uf Jenny! Sommetider er jeg nære paa at ønske -- at du vilde være en liten +smule letsindig engang -- saa du kunde bli færdig med det der og arbeide +videre i ro og fred.» + +«Kvinder som har været en liten smule letsindige, som du kalde det Gunnar +-- _blir_ ikke færdige med det. Var det første gang en skuffelse -- saa +haaber de bedre lykke den næste --. Og næste og næste --. Man slaar sig +ikke tilro med skuffelserne. Det er gjerne blit en hel masse ganger, før +man vet ordet av --». + +«Ikke med dig,» sa han fort. + +«Tak! -- Det er forresten nyt, at du præker denslags. Du har selv sagt før, +at naar kvinder først begyndte med slikt, saa endte det med at de blev +utskjæmt -- altid!» + +«De fleste ja. Men nogen kvinder maatte vel kunne -- jeg vet ikke. +Naturligvis saanne kvinder, som ikke har nogen anden bærende interesse at +leve for end en mand -- man kan jo ikke saan skifte sit livs midtpunkt +bestandig. Men de andre, som er noget i sig selv -- andet end hunkjøn. +Hvorfor skulde ikke du for eksempel være ærlig og loyal mot en mand -- selv +om dere begge indsaa, at du kunde ikke opgi alt dit og binde dig til at +være bare hans kone for resten av dit liv --? Ja for kjærligheten, den gaar +jo altid over den -- før eller siden. Det maa du endelig ikke betvile!» + +«Ja det er det vi vet -- men betviler allikevel.» Hun lo. «Ak nei du. Enten +elsker man -- og da tror man, det skal vare og det er det eneste, som er +noget værdt. Eller man elsker ikke -- og er ulykkelig for man ikke elsker.» + +«Aa Jenny. Jeg liker det ikke -- at du ogsaa sier slikt. Føle sig i vigør, +alle evner spændt, parat til at opta og tilegne og omforme og producere -- +gjøre det mest mulige ut av sig selv -- _arbeide_ -- det er det eneste, som +er noget værdt, ser du!» + + + + +X. + + + +Jenny bøiet ansigtet ned mot Gert Grams krysantemumbuket: + +«Jeg er svært glad, at du liker billederne mine saa godt!» + +«Ja jeg liker dem. -- Særlig portrættet av den unge pike med korallerne, -- +som jeg sa dig.» + +Jenny rystet paa hodet. + +«Det er saa udmerket vakkert i farverne,» sa Gram. + +«Det er løst da, ser du. Sjalet og dragten -- det skulde været ganske +anderledes gjennemarbeidet. -- Men det var netop mens jeg holdt paa med det +der, saa kom der jo en hel del andet iveien -- baade for Cesca og mig,» sa +hun lavt. + +Hun spurte om en stund: + +«Hører dere noget fra Helge -- hvordan lever han?» + +«Han skriver ikke meget. Han arbeider paa sin doktoravhandling -- den du +vet han gjorde forarbeider til i Rom. Og han sier, han har det godt.» + +Jenny nikket. + +«Til sin mor skriver han sletikke. Og det tar hun naturligvis meget +fortrydelig op. Hun er ikke blit mere behagelig at leve sammen med just. Ja +stakkar -- hun _har_ det vistnok forresten virkelig ondt om dagen.» + +Jenny flyttet blomsterne over paa sit skrivebord og gav sig til at ordne +paa det: + +«Jeg er ialfald glad, at Helge arbeider igjen. -- Gud skal vite, han fik +ikke fred til det isommer.» + +«Det fik jo ikke du heller stakkars.» + +«Nei det gjorde jeg ikke. Men det værste er det, Gert, at jeg er ikke +kommet mig til at begynde igjen heller -- ikke endda. Og jeg føler mig +aldeles uoplagt ogsaa. Det var jo meningen, jeg skulde gaa og radere i +vinter, men --.» + +«Tror du nu ikke, Jenny -- det er jo rimelig, at en saan skuffelse -- +kræver sin tid, før den er overvunden. Men nu din utstilling -- den er jo +meget vellykket og har faat en god mottagelse -- tror du ikke, det vil gi +dig ny arbeidslyst? Du har jo allerede faat bud paa dit Aventiner-billede +-- vil du forresten ta imot det?» + +Hun trak paa skuldrene: + +«Naturligvis. Det maa jeg jo. Hjemme trænges der altid penger, som du vet. +Desuten -- jeg er nødt til at reise ut. Jeg skjønner, det er ikke bra for +mig at bli gaaende herhjemme.» + +«Saa du vil ut.» Gram sa det sagte og saa ned. «Ja, det vil du vel. Det er +jo rimelig.» + +«Aa den utstillingen.» Jenny kastet sig opgit i gyngestolen. «Alle +billederne mine -- de nyeste ialfald. Det er som en evighet siden jeg +arbeidet paa dem. Aventinerbilledet -- studien blev jeg færdig med den dag, +jeg traf Helge. Billedet malte jeg, mens vi var sammen -- det av Cesca og. +Det fra Stenersgaten nede hos dig, mens jeg ventet paa ham. + +Jeg har ingenting gjort siden. -- Uf ja. -- Saa Helge arbeider igjen han -- +-- --.» + +«Det er jo rimelig, kjære dig, at saant sætter dypere spor hos en ung +kvinde --.» + +«Aa ja ja ja ja -- kvinde ja. Det er jo det, som er hele elendigheten. Gaa +omkring sturen og doven -- lut doven! -- For en kjærlighets skyld, som ikke +_er til_ engang!» + +«Kjære Jenny,» sa Gram rolig. «Jeg synes, det er saa naturlig. Det _maa_ ha +sin tid, før du kommer helt igjennem det -- og over paa den anden side. For +man _kommer_ altid over paa den anden side, ser du -- og da forstaar man, +at man ikke har hat en saan oplevelse forgjæves -- paa en eller anden maate +kan man altid berike sin sjæl av sine erfaringer.» + +Jenny lo kort, men svarte ikke. + +«Der var allikevel meget, du ikke vilde undværet -- ikkesandt? Alle de +lykkelige, varme solskinsdage med din ven -- dernede i det deilige landet, +Jenny?» + +«Vil du si mig en ting, Gert -- er det din personlige erfaring, at du har +evnet at berike din sjæl, som du kalder det, av dine oplevelser?» + +Han rykket til -- litt smertelig og likesom forbauset over hendes +brutalitet. Og det varte et øieblik, før han svarte hende: + +«Det er noget andet, Jenny. De erfaringer, som er syndens sold -- du +skjønner nok, jeg mener ikke synd saan i ortodoks forstand -- jeg mener +følgerne av, at man har handlet mot sit eget bedre vidende -- de er altid +litet søte. Naa, allikevel mener jeg, at paa sæt og vis har mine erfaringer +kanske gjort mit indre liv rikere og dypere end en mindre ulykke vilde +kunnet -- siden det var min skjæbne, at jeg ikke skulde opleve den store +lykke. Og engang i tiden vil det kanske bli tilfældet i endnu høiere grad +-- jeg har en følelse av det, Jenny, at det muligens vil kunne føre mig til +den rette forstaaelse av, hvad der egentlig er meningen med livet --. + +Men jeg mente det paa en anden maate for dit vedkommende rigtignok. Selv om +din kjærlighetslykke viste sig av uholdbar karakter -- saa var den dog ren +og skyldfri den stund, den varte; -- forsaavidt som du tillidsfuld og uten +baktanker trodde paa den. Ingen bedrog uten dig selv --.» + +Jenny tidde stille. Der stod en storm av motsigelsens ord i hende; men hun +hadde en dunkel følelse av, at Gram vilde ikke kunne forstaa dem. + +«Husker du ikke Ibsens ord: + + Og har jeg end seilet min skude paa grund, + o, saa var det dog deiligt at fare --.» + + +«Aa at du gidder ta de idiotiske ordene i din mund, Gert. Det kan jeg si +dig, at nu om dagen har vi allikevel for meget baade av ansvarsfølelse og +selvagtelse til det ræsonnement -- de fleste av os. La mig forlise og gaa +tilbunds -- jeg skal forsøke ikke at blunke -- naar bare jeg vet, det er +ikke mig selv, som har seilet min skute paa grund. Saavidt jeg vet, saa +foretrækker de bedste sjøfolk at synke selv med sit skib, hvis det er deres +feil -- ikke overleve det.» + +«Ja nu er jeg jo rigtignok av den mening, at man i regelen kan takke sig +selv for al motgang -- i sidste instans da.» Gram smilte. «Men at man som +oftest ogsaa vil være istand til selv at utdra aandelige værdier av sin +ulykke --.» + +«Jeg er enig med dig i det første. Og i det sidste. Men bare saafremt +ulykken ikke bestaar i, at ens selvagtelse blir forringet.» + +«Jamen Jenny liten -- da skulde du ikke ta dette saa haardt. Du er jo rent +ophidset. -- og bitter. Ja, jeg husker nok, hvad du sa den dag, da Helge +reiste. Men Herregud barn, du kan da ikke mene, at man værsaagod skal kvæle +enhver forelskelse i fødselen, med mindre man kan garantere i det øieblik, +den opstaar, at denne samme følelse skal vare til døden, taale al motgang, +være istand til alle ofre -- og at den dertil som i en vision skal gripe og +forstaa sit objekts personlighet -- oplyse den i dens hemmeligste dybder, +saa et senere ændret syn paa ham eller hende er utelukket?» + +«Jo,» sa Jenny heftig. + +«Har du nogensinde selv følt dette?» spurte Gert Gram sagte. + +«Nei. Men jeg vet det allikevel. Jeg har altid visst, at slik burde det +være. + +-- Men da jeg var blit otteogtyve aar og fremdeles var gammel jomfru og jeg +længtet efter at elske og bli elsket og Helge kom og var forelsket i mig -- +saa la jeg bort alle fordringer til mig selv og min kjærlighet og tok det, +jeg kunde faa -- selvfølgelig til en viss grad i god tro. Det gaar nok, +tænkte jeg -- det gaar sikkert -- men den indvendige trygge forvissning om +at det gaar, for det kan ikke andet -- den hadde jeg ikke --. + +Jeg skal fortælle dig, hvad min ven Heggen sa til mig her om dagen. Han +foragter kvinderne saa redelig og retskaffent -- og han har ret! Vi, vi har +ikke den selvagtelse, og desuten er vi saa dovne, saa vi aldrig for alvor +er besluttet paa, at vi selv vil skape vort liv og vor lykke ved at arbeide +og kjæmpe for det. Hemmelig gaar vi alle og haaber paa, at en mand skal +komme og forære os lykken saa vi slipper at anstrenge os for den. De mest +kvindelige av os, som bare mener lediggang og pynt og moro, hænger sig paa +den mand, som kan skaffe det i rikeligst maal. Men er der en og anden av +os, som virkelig har menneskelige følelser og længsel efter at bli faste og +fine mennesker -- forsøker at bli det -- saa haaber vi ialfald paa, at en +mand skal møte os paa halvveien og vi skal bli, som vi helst vil være -- i +hans kjærlighet --. + +Vi kan nok arbeide en stund -- ganske ærlig og ordentlig. Føle +arbeidsglæden og. Men i al hemmelighet gaar vi og venter paa en endda +større glæde, som vi ikke kan kjæmpe os til ved vort ærlige slit -- en, der +skal komme som gave --. + +Aldrig vil vi kvinder komme dit, at vort arbeide er os nok.» + +«Tror du, arbeidet alene er nok for en mand -- aldrig!» sa Gram rolig. + +«For Gunnar for eksempel er det slik. Du kan stole paa, han skal nok vite +holde kvinderne paa rette pladsen i sit liv -- som bagateller.» + +Gram lo. + +«Hvor gammel er egentlig din ven Heggen? -- Jeg vil haabe for mandens egen +skyld, at han engang med tiden vil komme til at se litt anderledes paa det +avgjørende i livet.» + +«Det vil ikke jeg,» sa Jenny heftig. «Og jeg vil haabe, jeg lærer engang +jeg og at sætte det der kjærlighetsuvæsenet paa dets rette plads --.» + +«Herregud Jenny, du snakker -- jeg hadde nær sagt som du har vet til -- men +du har bedre forstand, det vet jeg.» Gram smilte tungsindig. «Skal jeg +fortælle dig litt om, hvad jeg vet om kjærligheten, liten? + +Trodde jeg ikke paa den, hvordan skulde jeg da kunne ha det mindste gran av +tro paa menneskene -- og paa mig selv. -- Kan du ikke forstaa, Jenny --. Aa +gud hjælpe os -- tænker du kanske, det er bare kvinderne, som finder livet +meningsløst og føler sit hjerte forfrosset og tomt, naar de ikke har andet +at elske end sit arbeide -- bare en utstraaling av sig selv -- ikke andet +at stole paa! Tror du da, der lever en eneste sjæl, som ikke har stunder, +da man tviler paa sig selv. Nei barn der maa være et andet menneske, som +man deponerer sit bedste hos -- sin kjærlighet og sin tillid -- og se den +bank maa man kunne stole paa. + +Naar jeg sier dig, at mit eget liv siden jeg blev gift har været et helvede +-- saa bruker jeg ikke for sterke ord. Og naar jeg allikevel har holdt det +ut paa sæt og vis, saa kommer det tildels av, at jeg har gaat ut fra, at +Rebekkas kjærlighet paa en maate undskylder hende. Jeg vet, det hun nu +føler -- en lav og raa glæde ved sin magt til at pine og ydmyge mig -- +skinsyke, forbitrelse -- det er den karrikatur, en svegen kjærlighet blir +til. Forstaar du ikke, jeg ser enslags tilfredsstillelse av min +retfærdighetssans i det -- der er en _grund_ til min ulykke. Jeg sveg +hende, da jeg tok mot hendes kjærlighet uten vilje til at gi en hel +kjærlighet tilbake -- med den hemmelige beregning, at jeg kunde gi hende +nogen smuler -- elskovens smaaskillinger -- tilbake, fordi hun bød mig det +bedste av sig selv --. + +Men straffer livet saa ubarmhjertig enhver forsyndelse mot kjærlighetens +helligdom -- da er det for mig beviset paa, at den er livets allerhelligste +-- og at den, som er tro mot sin egen kjærlighetslængsel, vil livet belønne +med den reneste og skjønneste salighet. + +Jeg har nævnt for dig engang, at der var en kvinde, som jeg lærte at elske, +da det var forsent. Hun hadde elsket mig fra vi var barn -- uten at jeg saa +det eller brød mig om at se det. Da hun hørte, jeg var gift, egtet hun en +mand, som svor paa, hun kunde redde og opreise ham, hvis hun gjorde det. Ja +jeg vet, du spotter over denslags redningsforsøk. Men jeg sier dig barn, du +kan ikke dømme -- før du har visst den, du elsker av hele din sjæl, i en +andens arme, og du har følt dit eget liv værdiløst, og hørt en vildfaren +menneskesjæl tigge om dette værdiløse liv til sin frelse --. + +Naa, Helene blev ulykkelig, og det blev jeg og. Og vi traf hinanden og +forstod hinanden, og det kom til forklaring mellem os. Det blev ikke det, +som menneskene forstaar ved lykke -- og allikevel. Begge var vi bundne ved +baand, som vi ikke turde bryte. Og jeg tilstaar, eftersom mit haab om +engang at kunne faa hende til min hustru langsomt, langsomt døde ut, saa +forandredes min kjærlighet. Men endnu staar mindet om hende, som nu sitter +langt borte i en anden verdensdel og lever for at lette sine børn den +byrde, som livet er med en far, der gaar som et fordrukkent vrak -- som mit +livs skjønneste klenodie. For hendes skyld har jeg i alle disse aar holdt +fast ved troen paa menneskesjælens renhet og skjønhet og styrke -- og paa +kjærligheten. Og jeg vet, at mindet om mig er det, som gir Helene den +hemmelige kraft til at kjæmpe og lide derborte bak havet. For hun elsker +mig idag som i vor barnom -- og tror paa mig, paa mit talent, paa min +kjærlighet -- paa at jeg var en bedre skjæbne værdig. Men da er jeg jo +noget for hende endnu -- ikkesandt, Jenny?» + +Hun svarte ikke. + +«Det er jo ikke bare det at bli elsket, som er lykken, Jenny. Den største +del av lykken -- det er at elske.» + +«Hm. Det er vist en skral lykke, Gert, at elske -- naar man ikke blir +elsket igjen.» + +Han sat taus en stund og saa ned. Til han sa, næsten hviskende: + +«Stor eller liten -- det er en lykke. At kjende et menneske, om hvem man +tror bare, bare godt. En, som man sier om til sig selv -- herregud, la mig +se hende lykkelig, for hun fortjener det -- for hun er ren og skjøn og varm +og fin og begavet og god. -- Saa man kan be, gud, gi hende alt, jeg ikke +fik. Jeg synes, det er en lykke, lille Jenny, at jeg kan be slik for dig +--. Nei det er ikke noget at bli ræd for, liten --.» + +Han hadde reist sig, og hun reiste sig og gjorde en bevægelse, som hun var +bange, han skulde komme nærmere. Gram stanset, og han lo sagte: + +«Hvordan kunde du tænke andet -- du som er saan klok liten pike. Jenny, jeg +trodde, du hadde forstaat det længe før jeg skjønte det selv --. + +Hvordan kunde det gaa anderledes? Mit liv -- nu gaar det mot slutten -- mot +alderdommen, sløvheten, mørket, døden. Nu, nu vet jeg, alt jeg har længtet +mot hele mit liv -- jeg naar det aldrig. Saa møter jeg dig. Jeg synes, du +er den deiligste kvinde, jeg har møtt -- og du vilde det samme, jeg engang +har villet -- var paa vei til at naa det. Kunde mit hjerte andet end +skrike, gud, la hende naa det, gud, hjælp hende, la ikke hende strande som +jeg strandet --. + +Og saa var du saa søt mot mig, Jenny. Du kom til mig dernede i hulen min, +og du fortalte om dig selv -- og du hørte paa mig, og du forstod saa godt, +og dine deilige øine var saa fulde av sympati og saa milde og varme --. + +Men herregud, graater du?» + +Han grep hendes hænder og knuget sin mund ned i dem. + +«Det maa du ikke, Jenny -- du maa ikke graate saan -- hvad graater du for +-- du skjælver jo rent --. Hvad er det du graater slik for?» + +«For altsammen,» hulket hun. + +«Sæt dig -- saan.» Han laa paa knæ foran hende -- og et sekund sænket han +panden mot hendes knæ. «Du maa ikke graate for mig, hører du? Tror du, jeg +vilde ønske, jeg ikke hadde møtt dig? Kjæreste vennen min -- er der nogen, +du har elsket, og du vilde ønske, det hadde aldrig været -- da har du ikke +elsket allikevel -- det kan du tro mig er sandt. Aanei Jenny -- jeg vilde +ikke undværet det, jeg føler for dig -- ikke for mit liv! + +Og du skal ikke graate for dig selv. Du vil bli lykkelig -- jeg vet det. En +dag -- av alle de mænd, som vil komme til at elske dig -- en vil ligge +foran dig som jeg nu og si, det er livet at ligge slik for dine føtter, og +du vil selv synes, det er livet. Og da vil du forstaa, at det at sitte saan +med ham, -- om det var i den fattigste hytte, i en eneste liten kort +hvilestund efter en dag fuld av det graaeste, tyngste slit -- det er +lykken. Meget, meget større lykke, end om du blev den største kunstnerinde, +som har levet -- om du naadde alt som kan naaes av ære og berømmelse. Det +er jo det, du selv tror -- ikkesandt?» + +«Jo,» hvisket hun forgrætt. + +«Og du skal ikke være ræd for andet, end at den lykke, den blir dig tildel. +-- Ikkesandt, Jenny, det er det du føler, at naar du kjæmper for at bli et +godt og dygtig menneske og en ærlig kunstner, saa længes du ogsaa efter at +møte en, som sier, det var rigtig, at du kjæmpet slik, og han elsker dig +for det?» + +Jenny nikket. Og Gram kysset ærbødig hendes hænder. + +«Du er det jo -- du er alt som er godt og fint og stolt og deilig. Jeg sier +det, og en dag vil en mand, som er yngre og bedre og sterkere end jeg, si +det samme -- og du vil bli glad, -- helt glad. Er du ikke lite bitte gran +glad for, at jeg sier det -- for at høre, at du er den bedste og søteste og +vidunderligste lille pike i verden -- se paa mig, Jenny -- kan jeg ikke +gjøre dig litt glad, naar jeg sier dig, jeg tror, du vil faa al livets +rikeste lykke, for du fortjener det?» + +Hun saa ned i hans ansigt og forsøkte med et fattig smil. Saa sænket hun +hodet og strøk over hans haar med sine hænder: + +«Aa Gert -- aa Gert -- jeg kunde jo ikke for det! Jeg vilde jo ikke gjøre +dig vondt. Jeg kunde ikke for det -- kunde jeg vel?» + +«Det skal du ikke være bedrøvet for. Liten -- jeg er glad i dig, fordi du +er slik, som du _vil_ være -- og som jeg vilde været engang jeg og. -- Du +skal ikke være bedrøvet -- selv om du tror, du har gjort mig sorg. Der er +sorger, som er gode -- velsignet gode, skal jeg si dig.» + +Hun sat og graat sagte. + +Om en stund hvisket han: + +«Faar jeg komme til dig -- engang imellem? Naar du er bedrøvet -- kan du +ikke sende bud efter mig da? Jeg vil saa gjerne prøve, om jeg ikke kan +hjælpe min lille pike litt, Jenny --?» + +«Jeg tør ikke, Gert.» + +«Kjære lille ven, jeg er jo en gammel mand -- kunde være din far.» + +«For -- for din skyld, mener jeg. Det er ikke rigtig av mig mot dig --.» + +«Jo Jenny. Tror du, jeg tænker mindre paa dig, naar jeg ikke ser dig. Jeg +ønsker jo bare at se dig -- snakke med dig -- prøve at være litt for dig -- +faar jeg lov? -- Aa, faar jeg lov --?» + +«Jeg vet ikke, Gert -- jeg vet ikke. Aa kjære dig, gaa da -- du maa gaa nu +-- jeg orker ikke -- det er saa vondt -- kjære gaa --.» + +Han reiste sig stille. + +«Saa gaar jeg. Farvel da Jenny -- men barn, du er jo rent utav dig --» + +«Ja,» hvisket hun. + +«Saa skal jeg gaa. Maa jeg komme igjen engang -- se dig før du reiser vilde +jeg gjerne. Naar du er blit rolig -- og dette ikke skræmmer dig. Der er +ingen grund til det Jenny --» + +Hun stod stille litt. Saa drog hun ham pludselig indtil sig et øieblik og +streifet hans kind med sin mund. + +«Gaa nu Gert.» + +«Tak. Gud velsigne dig, Jenny.» + + * * * + +Efterpaa drev hun op og ned paa gulvet. Og hun begrep ikke selv, hvorfor +hun skalv slik. -- Og saa var hun inderst inde -- ja det var vel ikke glæde +dette -- men hun hadde syntes, det var godt at høre, det han hadde sagt, +mens han laa paa knæ foran hendes fang. + +Aa Gert Gert! Hun hadde altid set paa ham som paa et svakt menneske -- en +der hadde latt sig overvinde og var blit traakket ned som de overvundne +blir. Og saa hadde hun pludselig faat vite, at inderst inde i sig selv +hadde han en dyp styrke og sikkerhet -- og han hadde staat der som den +rike, der visste, at han kunde hjælpe og gjerne vilde --. Mens hun var +forvirret og usikker og syk av længsel længst inde i sit væsen, bak den +rustning av meninger og tanker, som hun hadde lavet sig. + +Og saa hadde hun bedt ham gaa. -- Hvorfor --. Fordi hun selv var saa +grænseløst fattig, og fordi hun hadde klaget sin nød til ham, som hun +trodde var like saa arm som hun -- og saa han hadde vist hende, at han var +rik og gladelig budt hende en liten hjælp av sin rigdom. Saa hadde hun følt +sig ydmyget og bedt ham gaa. Saan var det vist. + +Ta mot hjælp av en kjærlighet uten at kunne gi noget imot, det hadde hun +altid syntes var usselt. For hun hadde aldrig tænkt, at hun skulde være +den, som behøvet saan hjælp --. + +-- Ikke hadde han faat gjøre det arbeide, han vilde. Den kjærlighet han +hadde baaret paa, hadde ikke faat leve livet. Endda var han ikke fortvilet. +Det var vel det som var lykken ved at være troende -- likemeget hvad man +trodde, bare man hadde noget utover sig selv at sætte lit til. + +For det var umulig at leve, naar man bare hadde sig selv at tro paa -- sig +selv at elske. + +-- Den frivillige død hadde hun altid regnet med. Om hun døde nu --. Ja saa +var der mange, som hun holdt av og som vilde bli bedrøvet -- men der var +ingen, som ikke kunde undvære hende. Ikke en, som hun var saa umistelig +for, at hun kunde ha forpligtelse til at slæpe paa sit liv for den saks +skyld. Moren og søskende -- fik de ikke vite, hun hadde gjort det selv, saa +vilde deres sorg om et aar bare være mild melankoli, naar de tænkte paa +hende. Cesca og Gunnar vilde kanske sørge mest, for de vilde kanske +forstaa, hun hadde været ulykkelig -- men hun stod jo bare i utkanten av +deres liv. Den som holdt mest av hende, vilde vel sørge mest -- men ham +hadde hun jo ingenting at gi til. Saa han kunde jo elske hende like godt, +om hun var død. -- Det var det, at _han_ elsket hende, som var hans lykke +-- han hadde lykken i en evne hos sig selv. + +Hvis det var saa, at hun manglet den evnen, saa hjalp jo ingenting. +Arbeidet kunde ikke fylde hende, saa hun ikke længtet efter noget utover. +Og hvorfor skulde hun da leve, fordi om de sa, hun var talentfuld --. Der +var ingen, som hadde saa megen glæde av at se hendes kunst, som hun hadde +av at øve den. Og den glæde var ikke saa stor, at den tilfredsstillet +hende. + +Og det var ikke bare det som Gunnar sa. At hendes dyd plaget hende, for at +være brutal. Det kunde der jo let nok bli raad med. -- Men det turde hun +ikke, for hun vilde være ræd, det skulde møte hende bakefter, det hun +længtet imot. Og det var jo mindst av alt at leve tæt indtil et andet +menneske og saa kanske inderst inde være like ensom. -- Uf nei nei. Være en +mands, med alslags intimiteter paa krop og sjæl, som fulgte av det -- og +saa kanske se en dag, at hun hadde aldrig kjendt ham, og han hadde aldrig +kjendt hende, og den ene hadde aldrig forstaat et ord av den andens tale +--. + +Aknei. Hun levet fordi hun ventet. Hun vilde ikke ha en elsker, for hun +ventet paa sin herre. Og hun vilde ikke dø, ikke nu, for hun ventet. + +Nei. Hun vilde ikke kaste bort sit liv endda -- hverken til det ene eller +det andet. Hun _kunde_ ikke dø slik -- saa fattig, at hun ikke hadde en +eneste elsket ting at si farvel til. Hun turde ikke -- for hun maatte da +tro, engang saa blev det anderledes. + +Saa fik hun forsøke at klemme paa med malingen igjen. Formodentlig blev det +rent faen forresten -- siden hun gik her og var syk av forelskelse. + +Hun lo. + +Det var det hun var. Gjenstanden eksisterte foreløbig ikke -- men +kjærligheten, den var der. + + * * * + +Mot skraavinduet tok himmelen til at mørkne violblaat. Jenny gik bort og +saa ut. Skifertakene og skorstenene og telefontraadene -- den stille verden +derute bredte sig rimgraa nu ind i skumringen. Og fra gaterne oste et +rødlig lysskjær og farvet frosttaaken. Vognrammelen og trikkens skrik paa +skinnerne lød saa haardt nu paa den barfrosne gate. + +Hun hadde ulyst til at gaa hjem og spise middag hos moren. Men det var +avtalen. Jenny skrudde igjen ovnen, tok paa yttertøiet og gik. + +Der var sur og klam kulde ute -- taaken lugtet av sot og gas og frossent +støv. For en haabløs trist gate dette var igrunden. Den kom ned fra +centrum, hvor trafikken larmet og butikkerne, som menneskene strømmet ind +og ut av, laa og skinnet med speilglasruter; men den løp ned mot +fæstningens livløse graa mure, og dens egne husvægger var graa og døde -- +enten det var de nye forretningsgaarder av sten og glas, hvor travlheten +stilfærdig flagret ut og ind paa papirer, som stilfærdig travle unge +mennesker syslet med inde i det rolige hvite lys bak de store vinduer og +folk snakket med andre folk ned i et telefonrør -- eller det var de gamle +huser, som stod igjen fra byen var liten -- lave og graabrune med glatte +facader og traadduks jalousier for kontorvinduerne, og en og anden liten +rute, hvor der var gardiner og potteplanter og et litet smaakaarshjem bakom +-- underlig ensomme hjem i dette strøk, hvor husene mest laa øde om natten. + +Selv butikkerne var ikke slike, som folk strømmet ind og ut av. Det var +forretninger med tapetpapir og gipsrosetter til lofter og ovner og komfyrer +og møbelforretninger med vinduerne fulde av tomme mahognisenger og +ferniserte eketræsstoler, som saa ut, som aldrig nogen skulde komme til at +sitte paa dem. + +Der stod et litet barn i et portrum, -- en liten blaafrossen gut, med en +stor kurv paa armen. Han saa paa et par bikjer, som slos midt ute i gaten, +saa det sure rimfrosne støv røk om dem. Han kvapp til, da hundene kom +tomlende bort mot hans kant. + +«Er du ræd de hundene du kanske?» spurte Jenny. + +Først svarte gutten ingenting. Men saa sa hun: + +«Skal jeg følge dig forbi dem kanske --» og da smat han op paa siden av +damen, men sa ikke noget. + +«Hvilken vei skal du da -- hvor bor du henne?» + +«I Voldgata.» + +«Har du gaat ærend? Helt hitned -- du som er saa liten -- det var flink gut +det!» + +«Vi handler hos Aases i Strandgata, for'n pappa kjender'n,» sa gutten. «Han +er saa tong denna kørja atte --» + +Jenny saa op og ned over gaten -- der var næsten ingen folk: + +«Kom smaaen, skal jeg ta den for dig et stykke jeg --» + +Gutten gav litt ængstelig slip paa kurven. + +«Ta mig i haanden du, skal jeg følge dig forbi disse bikjene. Nei saa kold +du er da -- har du ingen vaatter heller --» + +Gutten ristet paa hodet. + +«Se her, put den andre haanden ind i muffen min -- vil du ikke? Du synes +kanske ikke det gaar an at gaa med muffe, du som er gut?» + +Hun tænkte paa Nils, da han var liten. Ham hadde hun længtet efter saa +ofte. Nu var han stor og hadde saa mange kamerater -- var i den alderen, da +det ikke er no gildt at traske med storesøster. Sjelden kom han ned til +hende. -- Det ene aaret hun hadde været ute og saa de maanederne hun hadde +levet opi alt dette med Helge var de likesom kommet saa langt fra hinanden. +-- Siden, naar han blev større, blev de kanske venner som før -- det gjorde +de nok, for glad i hinanden var de jo. Men nu i denne alderen visste hun, +han hadde det saa gildt uten hende. Aa men om Nils hadde været liten unge +nu -- saa hun kunde tat ham paa fanget og fortalt eventyr, mens hun vasket +ham og klædde av ham og kysset ham -- eller litt større som den tiden, hun +gik turer med ham i Nordmarken, og Slagteren var langt borte og veien fuld +av eventyr og merkelige hændelser --. + +«Hvad heter du da, smaaen?» + +«Ausjen Torstein Mo.» + +«Hvor gammel er du, Ausjen?» + +«Seks aar.» + +«Saa gaar du vel ikke paa skolen endda da vel?» + +«Neimen jeg skal byne til april maane.» + +«Synes du det skal bli moro at begynde paa skolen da?» + +«Nei for frøkna er saa sinna atte. 'n Oskar gaar for a -- og saa kommer'nte +jeg i klasse me'n heller, for 'n Oskar skal byne i aen klasse da han saa +--» + +«Oskar, er det kameraten din det,» spurte Jenny. + +«Ja dem bor i samre gaarden som vi dem.» + +Saa blev der litt pause. Jenny snakket igjen: + +«Er det ikke leit synes du, at vi ikke faar sne? Dere har jo den bakken +nedmed Piperviken, som dere kan ake? Har du kjælke?» + +«Neimen jeg har sneskøiter ogsaa ski og --» + +«Ja da vilde det nok være bra, der kom sne.» + +De var kommet op i Stortingsgaten. Jenny slap hans haand og saa paa kurven +-- men den var saa tung, og Ausjen var saa liten. Saa beholdt hun den -- +skjønt det saa væmmelig yndig ut at gaa saan med en liten fattiggut. +Egentlig hadde hun hat lyst at ta ham med ind til konditoren, men hun +syntes, det var flaut om hun traf kjendte. + +Men inde i den mørke Voldgaten tok hun hans haand igjen og bar kurven for +ham til det lille huset, der han bodde og gav ham ti øre til avsked. + +I Homansbyen kjøpte hun chocolade og røde vaatter, som hun vilde sende til +Ausjen. + +-- Herregud om hun bare kunde gjøre noget menneske en liten glæde --. En +liten uventet glæde --. + +-- Hun kunde forsøke at faa ham til model et par timer om dagen. Endda han +var vel liten til at staa --. + +Stakkars vesle næven -- den var blit varm indi hendes. Og det var, som det +hadde gjort hende godt at gaa og holde den --. + +Jo. Hun vilde prøve at male ham. Et levenfjæs sat der paa ham. Og saa +skulde han faa melk med en skvæt tynd kaffe i og godt smørbrød og saa +skulde hun arbeide og præke med Ausjen --. + + + + +III. + + + + + +I. + + + +Saan en lys og lun maieftermiddag hen imot kveldingen laa der solrøk +indover de svarte tomter, og de nakne brandmurer blev rødgule, og +fabrikspiperne blev leverbrune i solbranden. Byens kontur av høie tak og +lave tak og store gaarder og smaa stod mot en luft, som var graaviolet og +tung av støv og røk og dunster. + +Det lille træet ved den røde mur hadde smaa klare gulgrønne blader, som +lyset skinnet igjennem, iaar som ifjor. + +Jenny la merke til skimmelen paa skraphandlerbodernes bordvægger -- hvor +bløtt og lysende grønt den stod. Og sotflakerne nedover +forretningsgaardenes murer var nogen steder saa dypsvarte, og nogensteder +hadde de liksom en fin sølvhinde, der glinset, over sig. + +Hun saa op i luften. Hele formiddagen hadde hun gaat og drevet ute paa +Bygdø, og der hadde himmelkuplen staat mørkeblaa og het over de +olivengyldne grantopper og løvtrærnes ravfarvede knopper. Men himmelen her +over de høie huser og telefontraadenes net blaanet blekt bak et fint +opalhvitt slør av dis. Igrunden var det vakrere slik forresten. Gert kunde +ikke se det. Byen, den var bare skidden og styg og graa for ham bestandig +-- det var den byen, de hadde gaat og forbandet, alle de unge fra +ottiaarene, som var blit sat ind her paa strafarbeide. Nu stod han vel +deroppe og saa ut i solen, og lysets lek med linjer og farvetoner la han +neppe merke til, for det var bare et solstreif utenfor fængselsruten for +ham. -- + +Hun stanset et stykke før hans port og saa av vane op og ned over gaten. +Der var ingen kjendte -- arbeidsfolk drog sig utover mot Vaterland og +indover til byen. Klokken var altsaa over seks. + +Jenny løp opover trappen -- de ækle jerntrin, som gav gjenlyd mellem de +nakne murvægger, naar de sagte listet sig ned fra hans rum deroppe -- de +sene nætterne i vinter. Det var liksom der sat igjen kulde og raa luft i de +væggene altid --. + +Hun gik fort indover korridoren og banket de tre slag paa hans dør. + +Gram lukket op. Og han tok hende ind til sig med den ene arm, og mens de +kysset hinanden, laaste han døren efter hende med den ledige haand. + +Over hans skulder saa hun de friske blomster paa det lille bord med +vinkaraflen og utenlandske moreller i en slepen krystalbolle. Der laa en +let taake av cigaretrøk i rummet. Og hun visste, han hadde sittet her siden +klokken fire og ventet paa hende med alt dette, som var gjort istand for +hendes skyld. + +«Jeg kunde ikke komme før, Gert,» hvisket hun. «Jeg var saa lei for du +skulde vente --.» + +Da han slap hende, gik hun bort til bordet og bøiet sig over blomsterne. + +«Jeg faar lov at ta to og pynte mig med -- gjør jeg ikke det du? Aa jeg +blir saa forkjælet Gert, naar jeg er hos dig --.» Hun rakte hænderne ut +efter ham. + +«Naar maa du gaa fra mig da Jenny,» spurte han, mens han kysset hendes arme +ganske varsomt. + +Jenny sænket hodet litt. + +«Jeg maatte love at være hjemme til aftens du. -- Mama sitter jo altid oppe +og venter paa mig vet du, og hun er saa træt om dagen. Hun trænger saa til, +at jeg hjælper hende om aftenen baade med det ene og det andet,» sa hun +fort. + +«-- Det er ikke saa let at komme hjemmefra, skjønner du,» hvisket hun +bønlig. + +Han bøiet hodet under hendes mange ord. Da hun kom imot ham, drog han hende +ind til sig, saa hendes ansigt laa gjemt mot hans skulder. + +Hun kunde ikke lyve stakkar -- ikke saa godt, at han et eneste barmhjertig +sekund trodde det. Den korte, korte tiden ivinter -- de første blaagrønne +vaarkvelderne -- da hadde hun altid kunnet være hjemmefra. + +«Det er leit for os Gert. Men det er saa vanskelig nu, jeg bor hjemme, kan +du nok forstaa. Og jeg maa jo det, vet du, baade for mama trænger de +pengene og jeg maa hjælpe hende. Du var jo enig med mig i det, at det var +rigtigst, jeg flyttet hjem?» + +Gert Gram nikket. De hadde sat sig i sofaen, tæt ind til hinanden. Jennys +hode laa mot hans bryst, saa han ikke kunde se hendes ansigt. + +«Du -- jeg var paa Bygdø idag Gert. Jeg gik der som vi gik forleden. Vi tar +ditut sammen igjen snart -- ikkesandt -- skal vi gjøre det iovermorgen, +hvis veiret holder? Og saa finder jeg paa noget at si hjemme, saa vi kan +bli sammen hele kvelden -- vil du? Du er vist lei for, jeg maa gaa saa +straks igjen -- er du ikke?» + +«Kjære Jenny min, det har jeg jo sagt dig saa tusen ganger --,» og hun +hørte paa hans stemme, at nu sat han der igjen med sit sørgmodige smil: +«Jeg er dig taknemlig for hvert eneste sekund av din tid, som du skjænker +din ven --.» + +«Ikke si saan Gert,» bad hun forpint. + +«Hvorfor maa jeg ikke si saan, naar det er tilfældet? Elskede lille min +pike, tror du nogensinde jeg glemmer, at alt du har git mig, det var en +fyrstelig naade, som jeg aldrig kommer til at forstaa, du kunde gi mig --.» + +«Gert --. I vinter, da jeg forstod, hvor du holdt av mig -- hvordan du +holdt av mig -- saa sa jeg til mig selv, at det maatte være forbi. Og saa +forstod jeg, at jeg kunde ikke undvære dig -- og saa blev jeg din. Var det +nogen naade? Naar jeg ikke kunde slippe dig?» + +«Det er jo det Jenny -- at du kom til at elske, mig slik -- som jeg kalder +en ufattelig naade.» + +Stum smøg hun sig ind til ham. + +«Du unge deilige Jenny liten --.» + +«Jeg er _ikke_ ung Gert. Da du traf mig, var jeg begyndt at bli gammel +allerede, og jeg hadde aldrig været ung. Jeg syntes du var ung -- meget +yngre end jeg i dit hjerte, for du trodde endda paa alt som jeg lo av og +kaldte barnedrømme, like til du fik mig til at tro, det fandtes til -- +kjærligheten og varmen og alt det der --.» + +Gert Gram lo stille ut for sig. Saa hvisket han: + +«Kanske mit hjerte ikke var ældre end dit, du. Jeg syntes ialfald, jeg +hadde ingen ungdom hat endda, og jeg haabet paa trass dypest inde i mig, at +en gang, en eneste en, skulde den røre mig -- ungdommen. -- Men mit haar +var blit hvitt imens --.» + +Jenny virret med hodet. Og hun løftet sin ene haand og la den paa hans +isse. + +«Er liten træt? Skal jeg ta av dig skoene -- vil du lægge dig ned og +hvile?» + +«Nei. Jeg vil ligge slik. Det er saa godt.» + +Hun drog benene op under sig og nøstet sig sammen i en tull paa hans fang. + +Gert la en arm om hende. Med den frie haand skjænket han vin og holdt +glasset til hendes mund. Hun drak begjærlig. Saa tok han kirsebær og gav +hende -- tok stenene fra hendes læber og la paa asjetten. + +«Mere vin?» + +«Tak. -- Du, jeg vil bli hos dig. Jeg sender bud hjem med en visergut, at +jeg har truffet Heggen. Han er i byen vist. Men jeg maa hjem før trikken +stopper -- desværre.» + +«Jeg skal gaa for dig.» Han lot hende gli ned i sofaen. «Du skal ligge og +hvile du. Aa ungen min!» + +Da han var gaat, knappet hun op skoene og skjøv dem av sig. Hun drak litt +mere vin. Saa krøp hun helt op i sofaen, boret hodet ned i puterne og trak +teppet over sig. + +-- Hun elsket ham jo allikevel. Hun vilde være hos ham. Naar hun fik sitte +slik og krype sammen hos ham og hvile sig inde i hans arme, saa hadde hun +det godt. Han var jo det eneste menneske i verden, som hadde tat hende paa +fanget og varmet hende og gjemt hende og kaldt hende liten pike. Ja, han +var det eneste menneske, som hadde staat hende virkelig nær. -- Saa skulde +vel han ha hende --. + +Naar han bare vilde ta hende ind til sig og gjemme hende, saa hun intet +saa, men bare kjendte, han holdt omkring hende og varmet hende --. Da hadde +hun det godt. Aanei, hun kunde nok ikke miste ham. Og da maatte hun vel gi +ham det lille hun hadde, naar hun fik noget av ham, som han ikke kunde +undvære --. + +Han maatte kysse hende, gjøre med hende, hvad han vilde. Bare han ikke +snakket. For da kom de saa langt bort fra hinanden. For han snakket om +kjærlighet, men hendes kjærlighet saa ikke ut saan, som han trodde. Og hun +kunde ikke forklare den med ord. Hun bare klamret sig til ham -- og det var +ingen naade og ingen fyrstelig gave. -- Det var bare en liten fattig, +tiggende kjærlighet, og han skulde ikke takke for den, men bare holde av +hende og ikke si nogen ting --. + +-- Da han kom op igjen, laa hun og saa ut med vidaapne øine. Men hun lukket +dem under hans stille, ærbødige kjærtegn og smilte litt. Saa slog hun +armene om ham og klynget sig til ham. -- Den svake violparfume, han brukte, +kjendtes saa mild og frisk. Og hun nikket litt, da han spørgende løftet +hende op. Han vilde si noget, men hun la haanden over hans mund først, og +saa kysset hun ham, saa han ikke fik snakke, mens han varsomt bar hende ind +i værelset ved siden av kontoret. + + * * * + +Gert fulgte hende til sporvognen. Et øieblik blev Jenny staaende utenfor +paa platformen og saa efter ham, der blev borte nedover gaten i den blaa +mainat. Saa satte hun sig ind. + +Gram var flyttet fra sin kone ved juletider. Han bodde alene nede i +Stenersgaten nu -- hadde et værelse til foruten kontoret. Jenny forstod, at +han tænkte at opnaa separation, naar nogen tid var gaat og Rebekka Gram +hadde lært at indse, han kom ikke tilbake. Det var vel hans natur at gjøre +det paa den maaten -- tvinge frem et brudd med en gang orket han ikke. + +Hvad han egentlig tænkte videre om fremtiden turde hun ikke vite. Kunde han +mene, at de skulde gifte sig? + +Hun kunde ikke negte for sig selv, at hun aldrig et sekund hadde villet +binde sig til ham for altid. Og det var derfor, hun følte den bitre, +haabløse ydmygelse, skammen, naar hun tænkte paa ham og hun ikke var hos +ham og kunde skjule sig i hans kjærlighet. Hun hadde bedraget ham -- hele +tiden hadde hun bedraget ham. + +«Det er jo det, Jenny -- at du er kommen til at elske mig, -- som jeg +kalder en ufattelig naade --.» + +Jamen hvad kunde hun for, at han saa slik paa det --? + +-- Ja _han_ hadde ikke gjort hende til sin elskerinde, hvis ikke hun hadde +villet det selv -- latt Gert føle, at hun vilde det. Aa men gud. Naar hun +forstod, at han længtes -- naar det pinte hende hvergang de var sammen at +vite sig begjæret og se at han kjæmpet for at skjule det, som han var +altfor stolt til at ville vise. Ja hun hadde set, han var stolt -- for +stolt til at ville be der, hvor han engang bare hadde budt til at gi, for +stolt til at ville vove at møte avslag ogsaa kanske --. Og naar hun visste +med sig selv, at hun kunde ikke vise fra sig hans kjærlighet, kunde ikke +miste det eneste menneske, som elsket hende --. Kunde hun da gjøre andet +end by ham det hun hadde, naar hun tok imot noget av ham, som hun ikke +kunde undvære -- hvis hun vilde føle sig ærbar? + +Men saa var det, hun hadde maattet si ord, som var sterkere og hetere end +det hun følte. Og han hadde trodd hende og tat hende paa de ord. + +Og det hændte igjen og igjen. Naar hun kom til ham, uglad, motløs, træt av +at tænke paa, hvordan dette skulde ende, og hun saa, han forstod -- saa sa +hun igjen de varme ord og hyklet noget meget sterkere end hun følte. Og han +trodde straks. + +Han kjendte ingen anden kjærlighet end den, hvis væsen var lykke. Ulykken i +kjærligheten, den kom utenfra, av skjæbnens ondskap eller fra en haard +retfærdighet, som hevnet gammel uret. Hun visste, hvad han frygtet -- +hendes kjærlighet skulde dø en dag, naar hun saa, han var for gammel til at +være hendes elsker. Men aldrig hadde han kunnet ane, at hendes kjærlighet +var _født_ syk, med spiren til sin død i sig selv. + +Det vilde ikke nytte, om hun prøvet at forklare ham det. Gert kunde ikke +forstaa det --. + +At hun hadde søkt ly i hans arme, fordi han var den eneste, som hadde budt +hende det. Hun hadde været saa dødsens ensom. Da han bød hende kjærlighet +og varme -- hun orket ikke vise det fra sig. + +Skjønt hun burde visst, hun skulde ikke tat imot -- hun var ikke den +kjærlighet værdig. Nei han var ikke gammel --. Det var en tyveaarings +lidenskap og barnlige tro og andægtige tilbedelse, og det var en voksen +mands varme og godhet -- det var al den kjærlighet en mands liv kunde +rumme, som flommet op nu paa grænsen av alderdommen. Og den skulde faldt +paa en kvinde, som kunde elsket igjen -- som kunde levet igjennem med ham i +de korte aar, det vilde vare, hele det liv, han hadde længtet efter og +drømt om og haabet paa -- levet med ham slik, at hun var bundet av tusen +lykkeminder til hans side, naar alderdommen kom -- i trofast kjærlighet som +den, der hadde været hans ungdoms og hans manddoms hustru og nu ældedes med +ham. + +Men hun --. Om hun vilde forsøke at bli -- hvad kunde hun gi ham, om hun +vilde. Aldrig hadde hun jo kunnet gi ham noget -- bare ta imot. Om hun +prøvet at bli -- hun narret ikke ham, fik ikke ham til at tro, hendes +livslængsler var stillet for altid i deres ungdomskjærlighet. + +Han vilde si, hun skulde gaa. Hun hadde elsket og git, og nu elsket hun +ikke mere og skulde være fri igjen. Slik vilde han se det -- aldrig +forstaa, at hun sørget, fordi hun intet, intet, intet hadde _kunnet_ gi. + +Aa han pinte hende, naar han talte om hendes gaver. Ja hun var jomfru, da +hun blev hans. Han mindedes det -- som maalte han med det, hvor uendelig +dyp og vældig hendes kjærlighet var. Naar hun hadde skjænket ham sin +ungdoms renhet. + +Sine niogtyve aars renhet. Aaja, hun hadde gjemt den som en hvit +brudedragt, og den var ikke brukt og ikke plettet -- og i længsel og angst +for at hun aldrig skulde faa bære den, i fortvilelse over sin isnende +ensomhet, over sin uformuenhet til at elske hadde hun klamret sig til den +og krøllet den og gramset den med sine tanker. -- Var ikke den renere, som +hadde levet kjærlighetens liv, end hun, som bare hadde grublet og grublet +og speidet og længtet, til alle evner var blit lammet av den længsel. + +Og da hun var blit hans -- hvor litet indtryk det hadde gjort paa hende. +Ikke at hun var helt kold heller. Sommetider hadde hans kjærlighet betat +hende. Men hun hyklet hete, mens hun bare var lunken. Og naar hun ikke var +hos ham, tænkte hun neppe paa det -- og skriftet en løiet længsel for at +glæde ham. Ja, hun hyklet og hyklet mot hans ærlige lidenskap. + +Skjønt -- der hadde været en tid, da hun ikke bare hadde hyklet -- eller, +løi hun for Gert da, saa løi hun ogsaa for sig selv. Hun hadde følt en +storm i sig -- det var vel medlidenhet med ham og hans skjæbne, og oprør +mot sin egen -- hvorfor de to herjedes hver paa sin maate av længsel mot +noget umulig -- og det var den gryende angst for, hvor dette skulde bære +hen, som hun hadde kastet sig ut i -- da hadde hun jublet, at hun elsket +ham. For hun hadde maattet stupe sig i denne mands arme, saa vanvittig hun +visste det var. + +Det var da hun hadde sittet i sporvognen om kvelderne og set paa alle de +søvnige, rolige borgerfjæs og hoveret -- hun kom fra sin elsker, og om ham +og hende laa deres skjæbnes uveir, -- de hadde maattet ut i det og de +visste ikke, hvor det vilde drive dem hen, og hun hadde været stolt av sin +skjæbne, fordi ulykke og mørke truet. + +Og nu sat hun bare og længtet efter slutten. La planer om sin +utenlandsreise -- flugten fra det hele. Hadde tat mot Cescas indbydelse til +Tegneby for at forberede bruddet. + +Det var da ialfald bedre for Gert, at han var blit alene. Hadde hun voldt, +at han nu hadde faat ende paa samlivet med hende -- saa hadde hun dog gjort +ham noget godt. + + * * * + +Overfor Jenny sat to unge fruer. De var kanske ikke ældre end hun selv -- +bare pjusket av at gaa og tasse omkring i egteskap nogen aar. For tre--fire +vintre siden hadde de kanske været et par fikse forretningsdamer, som +pyntet sig og sportet med sine kavalerer i Nordmarken. Ja nu var hun viss +paa, hun kjendte den enes ansigt derfra -- de hadde overnattet sammen paa +Hakloa en paaske. Jenny hadde lagt merke til hende da, fordi hun var saa +god paa ski og hadde set saa kjæk og chic ut i sportsdragt med den sveisne +figuren. + +Hun var pyntet paa et vis endda. Spadserdragten var moderne, men den sat +ikke. Figuren hadde ingen fasthet mere -- hun var blit slapt kjødfuld paa +engang som skuldre og hofter var blit kantet. Og ansigtet var gammelt med +daarlige tænder og grætne furer om munden under en stor hat med mange +strudsfjær. Hun præket, og veninden lyttet intenst, mens hun sat dorsk og +frugtsommelig med sprikende knær og hænderne i en kolossal muffe oppe paa +maven. Egentlig var hendes ansigt pent, men fett og rødsprængt med mange +tvehaker. + +«Ja osten maa jeg altsaa laase ind i buffeten da -- kommer den ut paa +kjøkkenet, saa er der bare skorpen igjen om morgenen -- en svær sveiserost +til nære paa tre kroner.» + +«Ja _det_ er vel.» + +«Janeimen naa skal De høre! Egg er a etter som jeg vet ikke hvad! Her om +dagen saa kommer jeg ut paa pikekammerse -- hu er saan gris atte -- ja der +lugter slik paa det kammerset atte. Senga ikke redd paa jeg vet ikke den +tid. «Neimen Solveig da,» sier jeg, og saa letter jeg paa teppe da, og saa +ligger der tre egg og en papirspose med sukker midt i den skidne senga -- +hvad byr De mig De! Ja hu sa, hu hadde kjøpt det selv, og det hadde a vist +med sukkeret og --». + +«Ja tro det da,» sa den anden. + +«Jaha. Jo det var i en papirspose altsaa -- men eggene hadde a tat. Ja jeg +sa ifra kan De vite. Men naa skal De bare høre, her paa lørdan som var, saa +kommer jeg ut paa kjøkkenet, vi skulde ha risengrøt, joda gryten staar paa +gasen og svir sig, og jenta sitter ute i kammerset og hækler, og jeg roper +paa a og saa rører jeg i gryten imens, og hvad tror De jeg faar paa sleven +-- jo et eeg, maa jeg by Dem, saa koker a æg til sig i risengrøten, ja jeg +maatte le, men har De hørt saant svineri, men jeg sa a min mening, det kan +De være rolig paa, ja jeg vet ikke, hvad De synes --» + +«Uf janei piker De -- ja vet De, hvad _min_ hadde gjort her om dagen --» + + * * * + +De hadde vel ogsaa gaat som unge piker og længtet efter kjærlighet -- sin +kjærlighet. En kjæk og stram fyr i fast stilling -- en mand, som tok dem +fra kontorets eller butikkens ensformige arbeidsdage og satte dem ind i et +litet hjem, hvor tre værelser var fulde av deres egne eiendele og de kunde +bre ut alle de smaa broderte stykkerne med nyperoser og blaaklokker, som de +hadde sydd sine pikedrømme ind i + +Pikedrømme hadde de vel hat om kjærlighet. Den smilte de nu overlegent av +og konstaterte med tilfredshet for dem, som drømte de samme drømme nu, at +det var nok ikke slik nei. De var kry av at høre til de indviede, som +visste, hvordan det virkelig var. De var kanske tilfredse. + +Lykkelig allikevel at være utilfreds. Lykkelig den, som ikke takket og slog +sig tiltaals, naar livet bød en fattigmandskaar. Men sa endda, jeg tror paa +mine drømme, jeg kalder intet lykke uten den lykke jeg forlangte. Jeg tror +endda, den lykke er til. Er den ikke til for mig -- saa var det mig, som +feilet, det var jeg, som var en daarlig jomfru, der ikke orket vaake og +vente paa brudgommen. Men de kloke jomfruer skal se ham og indgaa i hans +hus og danse --. + + * * * + +Der brændte lys paa soveværelset hos moren, da hun kom hjem. Og Jenny +maatte ind og fortælle litt om selskapet paa Ahlströms atelier og hvordan +Heggen levet. + +Ingeborg og Bodil sov borte i halvmørket med de sorte fletter utover +puterne. + +Det gjorde ikke Jenny noget at staa der og fortælle moren løgne. Hun hadde +gjort det altid -- fra hun som skolepike maatte berette muntert om +barneselskaper, hvor hun hadde sittet alene og set de andre danse -- +ulykkelig og alene, en liten pike, som ikke kunde danse med og ikke snakke +noget, som gutterne syntes var moro. + +Naar Ingeborg og Bodil kom fra bal, sat moren ret op og ned i sengen og +spurte og hørte og lo -- rødlet og ung i lampelyset. De kunde altid si mama +sandheten, for den var munter og lattermild. Kanske puttet de unna en og +anden liten ting, som var saa lystig, at de vilde ha den for sig selv. Hvad +gjorde det, for deres smil var sande. + +Jenny kysset moren og sa godnat. I stuen kom hun til at rive ned et +fotografi. Hun tok det op og visste i mørket, hvilket det var. Det var en +bror av hendes virkelige far, med sin kone og sine smaapiker. Han hadde +bodd i Amerika og hun hadde aldrig set ham, og han var død, og billedet +stod der, og ingen tænkte paa det, og hun tørret støv av det hver dag og +saa ikke paa det, og det var som en anden nipsting. + +Hun kom ind paa sit lille rum og begyndte at ta ned haaret. + +Løiet for sin mor hadde hun jo altid. For naar skulde hun kunnet være ærlig +uten at gjøre moren sorg -- til ingen nytte. + +Aldrig vilde mama kunnet forstaa. Hun hadde hat lykke og sorg fra hun var +purung -- været lykkelig med Jennys far og sørget over hans død og levet +videre for sit barn og været tilfreds. Og saa hadde hun møtt Nils Berner, +og han hadde fyldt hendes tilværelse med ny lykke og ny sorg. Og saa levet +hun videre igjen i barna. Det var moderskapets lykke -- barna, det var en +tomhet, som haandgripelig var utfyldt, en lykke, som var kjøpt med for +reelle lidelser, som hadde været altfor legemlig liten og lun at holde i +armene til at den kunde betviles. Ja sit barn maatte det være godt at +elske. Den kjærlighet var saa naturgiven, at der var ingenting at gruble +over. En mor tvilte ikke paa, at hun elsket sit barn, ikke paa, at hun +vilde det det bedste og handlet til dets vel, ikke paa, at det holdt av +hende igjen. Og saa rikelig er naturens naade mot mødrene, at det er mot +barnas inderste instinkt at betro sine bitreste og ulægelige sorger til +mor. Det er ikke stort andet end sygdom og pengesorger, de faar vite om. +Aldrig det uoprettelige -- skammen, nederlaget i livet -- om hendes barn +skriker, det er saa -- en mor tror ikke, det er uoprettelig. + +Ingenting kunde mama faa vite om hendes sorger -- naturen selv hadde reist +en mur der. Aldrig vilde Rebekka Gram faa vite tiendeparten av, hvad hendes +barn hadde lidt for hendes skyld. Hvor fru Lund hadde graatt over sin vakre +Einar, da han var forulykket. Endda sørget hun dypt og vemodig over gutten +og drømte om den rike fremtid, han var blit revet bort fra. Hans mor var +den eneste, som ikke visste, han hadde skutt sig, fordi han ikke vilde bli +hjernebløt. + +Og ikke stod morskjærligheten iveien for anden lykke heller. Den ene og den +anden mor hadde hun visst om, som hadde elskere og trodde, barna saa ikke +--. Der var de som skiltes, blev lykkelige paa en anden maate. Det var +bare, hvis den nye kjærlighet blev en skuffelse, at de angret og jamret. +Hendes mor hadde forgudet hende -- endda hadde hendes kjærlighet hat rum +for Berner ogsaa, og hun hadde været lykkelig med ham. Gert hadde holdt av +sine barn -- og en fars kjærlighet var dog mere reflektert, mere +forstaaende, mindre instinkt, end en mors. Endda hadde han vel neppe husket +paa Helge denne vinteren. + + + + +II. + + + +Jenny hadde hentet posten inde hos stationsmesteren. Hun gav Fransiska +aviserne og hendes brev og aapnet det, som var til hende selv. Staaende ute +paa perronens singel midt i solsteken tittet hun igjennem Gerts lange +skrivelse. De kjærlige ord i begyndelsen og slutten læste hun, men sprang +over resten. Det var bare lange betragtninger over kjærligheten saan i +almindelighet. + +Jenny stak brevet i konvolutten og puttet det i sin haandvæske. Uf de +brevene til Gert -- hun orket neppe læse dem. Ordene bare viste hende, de +forstod allikevel ikke hinanden. Hun følte det, naar de talte sammen; naar +de skrev, blev det saa pinende tydelig. + +Endda der var væsensslegtskap mellem dem. Hvorfor kunde de da ikke +harmonere allikevel. + +Var han sterkere eller svakere end hun --? Han hadde tapt og tapt og +resignert og latt sig bøie paa alle kanter -- og blev ved at haabe og blev +ved at leve og blev ved at tro --. Var det vekhet eller livskraft. -- Hun +forstod ham ikke. + +Var det aldersforskjellen allikevel. Han var ikke gammel. Men hans +ungdomsfølelse var fra en anden tid. Hørte han til en ungdom, som var utdød +nu -- en ungdom med friskere tro -- mere naivitet. Kanske hun var naiv -- +hun og med sin tro og sine maal. Men saa var det paa en anden maate. Ordene +forandrer betydning i løpet av tyve aar -- var det til allersidst det? + +Singelen flimret rødviolet og stationsbygningens graagule maling slog +blemmer i solsteken. Det svartnet for hendes øine et øieblik, da hun saa op +fra bakken. Det var rart, men hun taalte liksom ikke rigtig heten iaar. + +Utover bygden dirret varmedisen over slaatteenger og glinsende akrer, helt +ind der skoglinjen stod svartgrøn mot den sommerblaa himmel. De faa løvtrær +ved gaardene var dunkle i kronerne allerede. + +Cesca læste endda paa sit brev. Det var fra hendes mand. Hun stod sviende +hvit i sin lindragt mot perronens blaa grus. + +Gunnar Heggen hadde anbragt sin bagage paa trillens baksæte. Han kjælte for +hesten og snakket med den, mens han ventet paa damerne. + +Cesca gjemte sit brev og løftet hodet -- virret litt, som hun jaget væk +noget. + +«Ja saa faar du undskylde da gut -- nu skal vi kjøre.» Hun og Jenny satte +sig op i forsætet; Cesca skulde kjøre selv. «Det var ordentlig hyggelig, +Gunnar, at du kunde komme! Skal det ikke bli leven at være vi tre sammen +igjen nogen dage? Skal hilse dere begge fra Lennart!» + +«Tak. Staar bra til med ham?» + +«Ja da. Bare bra alting. Janei det var genialt av papa og Borghild, at de +reiste sin vei. Jeg er alene paa gaarden med Jenny nu, ser du, og gamle +Gina staar paa hodet for os -- dette er deilig!» + +«Ja det er gildt at se dere igjen, smaapiker!» + +Han lo saa aapenhjertig mot dem begge. Men Jenny bildte sig ind, hun hadde +set et underlig alvorlig litet glimt bakom. Og hun visste, hun saa falmet +og træt ut, og Cesca i den billige færdigkjøpte lindragten lignet en +bachfisch, som begyndte at bli gammel uten at ha været voksen. Det var +liksom Cesca var blit saa liten paa dette aaret -- men hun kvidret og +snakket i et væk -- hvad de skulde ha til middag og om kaffen, om de skulde +drikke i haven, og om al den likør og whisky og selters, hun hadde kjøpt +ind. + + * * * + +Da Jenny kom op paa sit værelse om natten, satte hun sig i vinduskarmen og +lot det friske luftdrag, som viftet med gardinerne, stryke over sit ansigt. +Hun var temmelig fuld -- aldeles ubegripelig var det, men et faktum. + +Hun kunde ikke forstaa, hvordan det var gaat til. Halvanden pjolter og +etpar smaa glas likør var alt hun hadde drukket, og det efter aftensmaten +-- rigtignok hadde hun ikke spist stort, men hun hadde ikke appetit om +dagen. Og sterk kaffe hadde hun faat og. + +Kanske det netop var kaffen -- og cigaretterne. Skjønt hun røkte da mindre +for tiden end hun hadde gjort før. + +Ialfald hadde hun hjerteklap, og en væmmelig hetefornemmelse skyllet i +bølger over hende, saa hun blev svedt. Billedet derute dreiet sig langsomt +for hendes øine -- frem og tilbake -- de graalige plæner og de blektlysende +blomsterbed og havens mørke trækroner mot den hvitlige sommernatshimmel. Og +værelset derinde gik rundt for hende. Pjolter og likør vilde op i halsen +paa hende. Æsch! + +Hun skvulpet utover, da hun fyldte vaskebollen med vand. Ustø i +bevægelserne var hun og --. Men dette er jo skandale, Jenny mia. Det gaar +nok tilbake med dig, jenta mi -- taaler du ikke alkohol mere. Før hadde hun +da kunnet drikke det dobbelte uten at merke det --. + +Først holdt hun hænderne ned i vandet med pulserne under. Saa badet hun +ansigtet længe. Rev av sig klærne og lot det skylle fra den fulde svamp +over hele kroppen. + +Gud vet om Gunnar og Cesca hadde merket det. Skjønt, det var først efter +hun var kommet op, at hun hadde merket det selv. Gudskelov endda, at +oberstløitnanten og frøken Borghild ikke var hjemme. + +Det hjalp, da hun hadde vasket sig en stund Hun tok natkjolen paa og satte +sig til vinduet igjen. + +Tankerne tumlet vildredig omkring mellem stumper av dagens passiar med +Gunnar og Cesca. Midt i dette blev hendes forundring staaende lysvaaken -- +over den kjendsgjerning, at hun var blit fuld! Hun hadde da virkelig aldrig +været det før -- pleiet neppe at kjende det, selv om hun drak endel. + +Men nu var det nok forresten forbi -- hun følte sig mat og søvnig og kold. +Og hun stod op og tumlet ned i den store himmelseng. Tænk om hun vaagnet +med dagen derpaa imorgen -- det vilde da ialfald være en ny erfaring --. + +Men hun hadde ikke før lagt sig tilrette paa puten og lukket øinene, før +den væmmelige kvalme hete kom skyllende, saa sveden brøt ut over hele +kroppen. Og sengen gynget som et skib i sjøgang, og hun blev sjøsyk. Hun +laa en stund og forsøkte at bli herre over den motbydelige fornemmelse -- +vil ikke, vil ikke. Men det hjalp ikke -- munden løp fuld av vand. Det var +saavidt hun naadde bort til toiletbøtten, før opkastningen kom. + +Men du store gud, var hun virkelig _saa_ fuld! Nu blev det likefrem flaut. +Men saa var det vel over ogsaa. Hun ordnet efter sig derborte, drak vand og +la sig igjen. Nu kunde hun vel sove da --. + +Men da hun hadde ligget litt med lukkede øine, begyndte sjøgangen igjen og +sveden og kvalmen. Det var forbausende, for nu var hun virkelig ganske klar +i hodet. Allikevel maatte hun op endda en gang --. + +I det samme hun gik tilbake til sengen, slog tanken ned i hende --. + +Tøv. Hun la sig og hun boret nakken ned i hodeputen. Det var jo umulig. Hun +vilde ikke tænke paa det. Men hun kunde ikke la være -- laa og gjennemgik: +Hun hadde ikke følt sig frisk den sidste tiden --. + +Træt og sliten var hun naturligvis. Utpint og nervøs --. Det var vel derfor +og, at hun ikke hadde taalt at drikke den vesle smulen ikveld. Sandelig +forstod hun, at folk kunde bli avholdsmænd -- efter nogen slike nætter --. + +Det der _vilde_ hun ikke tænke paa. Var det galt fat, saa fik hun da +tidsnok vite det. Bare ikke plage sig med ængstelser, før det var +nødvendig. + +Jenny aapnet natkjolen og strøk sig omkring brysterne. + +Hun _vilde_ sove. -- Nu kunde hun naturligvis ikke holde op at tænke paa +det sludderet -- uf. Og saa træt som hun var --. + +-- I den første tiden hadde hun selvfølgelig ikke kunnet la være at tænke +paa, om det fik følger: Været ængstelig et par ganger. Og hun hadde tat sin +egen frygt i nakken og tvunget sig til at se fornuftig paa den -- ja om saa +var da? For en stor del var det jo meningsløs overtro, denne rædselen for +at faa et barn. Slikt hændte jo ret som det var -- skulde hun være +daarligere end alle de arbeidersker, som greiet sig alene med barnet sit. +Mesteparten av skrækken sat jo i fra den tid, en ugift kvinde i et slikt +tilfælde maatte gaa til far eller slegt og bekjende, at hun hadde moret sig +og nu maatte de betale omkostningerne -- endda med utsigt til aldrig siden +at faa hendes forsørgelse overført paa nogen anden. Og derfor med god ret +kunde forarges. + +Men ingen hadde ret til at forarges over hende. Ilde var det naturligvis +med mama. Men herregud, naar et voksent menneske forsøkte leve livet efter +sin samvittighet, saa fik forældrene tie stille. Hun hadde prøvet at hjælpe +sin mor det hun kunde, aldrig plaget hende med sine sorger -- aldrig skjemt +ut sit rygte heller for nogen letsindighets skyld -- flokseri eller rangel. +Men der hvor hendes egen mening om ret og uret skilte sig fra godtfolks, +fik hun følge den -- selv om det vilde gjøre mama vondt, at godtfolk +snakket ubehagelig om hende. + +Og var hendes forhold til Gert syndig -- saa var ialfald ikke synden den, +at hun hadde git formeget, men forlitet. Og hvordan saa det endte, fik hun +lide for det -- og hadde ikke lov til at kny. + +Forsørge et barn maatte hun vel kunne likesaa godt som alle de piker, der +ikke kunde tiendeparten saa meget som hun. Litt penger hadde hun da i +behold endnu, saa hun kunde reise bort. Var det et skralt levebrød, hun +hadde valgt -- saa mange av hendes kamerater maatte endda forsørge kone og +barn med det. -- Desuten, fra hun blev voksen næsten, hadde hun selv +maattet hjælpe andre --. + +Naturligvis vilde det jo være bedst at slippe. Hittil hadde det jo gaat +godt. + +Hun vilde ikke tænke paa det --. + +-- Gert skulde vel bli fortvilet --. + +-- Aa men gud ogsaa -- hvis det var saan -- nu! Hadde det endda kommet +dengang hun elsket ham -- eller trodde, hun elsket ham. Og hun kunde reist +fra ham i den tro. Men nu -- nu, da alt som hadde været mellem dem var +smuldret i biter, tæret op av hendes tænken og grublen --. + +Hun hadde følt det her paa Tegneby disse ukerne -- at hun ikke vilde kunne +fortsætte. Hun hadde længtet ut, til nye forhold, nyt arbeide. Ja. +Arbeidslængselen var kommet tilbake -- hun var færdig med denne sykelige +higen efter at klamre sig til nogen, bli kjælet for og pyset om og kaldt +liten pike --. + +Hun hadde krympet sig i smerte, naar hun tænkte paa bruddet. At hun skulde +gjøre ham vondt. Men herregud -- hun hadde jo git ham, saalænge hun kunde. +Gert hadde været lykkelig, den tid det varte. Og han var ialfald sluppet ut +av det fornedrende slaveliv med hende -- konen. + +Og hun hadde resignert for sig selv. Arbeide og ensomhet fik være hendes +liv. Stryke ut disse maaneder av sit liv hadde hun visst, hun kunde ikke. +Hun vilde husket dem og den bitre lære, de hadde git hende -- den +kjærlighet som var nok for mange, var ikke nok for hende. For hende var det +bedre at undvære end at nøies --. + +Aaja husket dem vilde hun nok. Men dæmpet og digtet om paa minderne om den +korte, smerteblandede lykke og den bitre, angerfyldte kval. Med tiden vilde +hun vel prøvet at viske halvveis ut mindet om den mand hun hadde øvet en +blodig uret imot --. + +Og nu bar hun kanske hans barn --. + +Men det var jo umulig. Det var jo meningsløst at ligge og gruble paa det +--. + +Men hvis det var sandt --. + + * * * + +Jenny sovnet tilslut -- det var ganske lyst ute allerede da. Hun sov tungt +og drømmeløst. Men da hun fór op, vidvaaken, var det ikke stort lysere. +Himlen var litt gulere ute over havens trækroner, og fuglene pjutret søvnig +derute. + +Og de samme tanker var der i det samme øieblik. Jenny skjønte, at hun fik +neppe sove mere den natten. Og resignert gav hun sig paany til at tænke dem +igjennem. + + + + +III. + + + +Heggen reiste og oberstløitnant Jahrmann og hans ældste datter kom tilbake. +Og de reiste igjen til en gift søster av Fransiska. + +Cesca og Jenny var alene paa Tegneby igjen. Saa gik de hver for sig, +fortapt i sine tanker. + +Jenny var sikker paa nu, at hun var frugtsommelig. Men hvad det egentlig +betød, hadde hun likesom ikke realisert. Forsøkte hun at tænke litt +fremover, saa gjorde hendes fantasi streik. Og egentlig var hun adskillig +bedre tilmote nu, end hun hadde været i de fortvilede uker, da hun +uavladelig ventet paa, at det skulde vise sig at være en feiltagelse --. + +Hun trøstet sig med, at der blev vel en raad for hende som for saa mange +andre. Sin utenlandsreise hadde hun jo snakket om helt siden sidste høst. +Som en vak mulighet tænkte hun paa Paris -- reise dit, gaa til en +sage-femme --. Men det brød hun sig ikke om at tænke nøiere ut. + +Om hun i det hele tat skulde nævne til Gert, hvordan det var fat med hende, +visste hun ikke. Hun trodde ikke, hun vilde --. + +Naar hun ikke tænkte paa sig selv, tænkte hun paa Cesca. Der var noget med +hende ogsaa, som ikke var, som det skulde. Endda hun var sikker paa, at +Cesca holdt av Ahlin. Var det ham, som ikke brød sig om hende mere --? + +Cesca hadde hat det vondt det aar, hun hadde været gift, det skjønte Jenny. +Hun var blit saa liten og forknyt. Forfærdelig smaat hadde de hat det, og +Cesca sat time efter time om kvelden inde paa Jennys sengekant og klaget +sine huslige gjenvordigheter. Stockholm var saa dyr, og billig mat var +vond, naar man ikke hadde lært noget saant og alt husarbeide gik saa tungt, +naar man var blit saa idiotisk opdraget som hun. Saa var det saa fortvilet, +at ikke før var arbeidet gjort, saa skulde det gjøres om igjen -- straks +hun hadde faat rent huset, saa blev der stygt igjen, og straks hun var +færdig med maten, skulde der vaskes op -- og saa var det bare at lave mat +igjen og grise til tallerkner igjen og vaske op igjen -- om Lennart prøvet +at hjælpe hende, saa var han bare like klodset og upraktisk som hun selv. +Og saa var det hendes sorger for ham -- ikke hadde han faat monumentet, +aldrig møtte han paaskjønnelse, og han var da saa begavet -- men han var +bare for fornem baade som kunstner og menneske. Da var der jo ingen raad -- +hun kunde jo ikke ønske han skulde være anderledes heller. Saa var det hans +langvarige sygdom om vaaren -- to maaneder hadde han ligget av +skarlagensfeber og lungebetændelse og eftersygdomme -- den tiden hadde nok +tat forfærdelig paa Cesca. + +Men der var noget andet, som Cesca ikke talte om -- det følte Jenny. Og +Jenny visste, hun kunde ikke være mot Cesca som før -- hun hadde ikke det +rolige hjerte og det aapne sind, som kan ta mot andres sorger og trøste --. +Og det gjorde hende saa vondt, at hun ikke kunde hjælpe Cesca --. + + * * * + +Cesca var reist op til Moss en dag for at gjøre indkjøp. Jenny hadde ikke +giddet følge med, saa hun blev hjemme og drev dagen bort i haven -- læste +for ikke at tænke og satte sig til at strikke mønsterstrikning, fordi hun +ikke kunde holde tankerne samlet ved romanen. Men hun gik surr i tællingen, +rekket op og strikket igjen og skulde tvinge sig til at passe paa --. + +Cesca kom ikke til middag, som hun hadde sagt. Jenny spiste alene tilsidst +og drev bort eftermiddagen -- røkte, endda cigaretterne smakte ikke, og +strikket, endda arbeidet gled ned i fanget hvert øieblik. + +Endelig henimot klokken ti kom Cesca kjørende op igjennem alleen. Jenny +hadde gaat hende imøte og hun forstod, straks hun satte sig op hos hende i +trillen, at der var hændt noget. Men ingen av dem sa noget. + +Først mot slutten av aftensbordet, de hadde faat den sidste kop te, sa +Fransiska sagte og saa ikke paa Jenny: + +«Vet du, hvem jeg traf i byen idag?» + +«Nei?» + +«Hans Hermann. + +-- Han er i besøk paa Jeløen. Der er en gammel rik frøken Øhrn, som han bor +hos. Hun protegerer ham nok saan i det hele nu --» + +«Er hans kone med?» spurte Jenny om litt. + +«Nei. De er skilt nu de. Stakkars, hun mistet den lille gutten sin ivaar, +saa jeg i avisen.» + +Saa gav Cesca sig til at snakke om andre ting. + + * * * + +Men da Jenny hadde lagt sig, kom hun listende ind. Hun krøp op i +himmelsengens fotende, trak benene op under sig og drog natkjolen nedover. +Med armene foldet om knærne sat hun derinde i sengens hvite dæmring, det +sorthaarede lille hode som en dunklere skyggeplet mot det lyse omhæng. + +«Du -- jeg reiser hjem imorgen. Jeg telegraferer til Lennart imorgen +tidlig, og saa reiser jeg over middag --. + +Du kan skjønne, Jenny, du maa endelig bli her, saa længe du har lyst. Du +maa ikke synes, jeg er hensynsløs, men jeg tør ikke andet -- jeg reiser +straks.» + +Hun pustet tungt. + +«Jeg forstaar det ikke Jenny. Jeg har snakket med ham og han har kysset +mig, og jeg slog ikke til ham -- jeg hørte paa alt han sa, og jeg slog ikke +til ham midt i ansigtet. Jeg _er_ ikke glad i ham -- det vet jeg nu, og +endda har han denne magten over mig. Vet du, at jeg er ræd -- jeg tør ikke +bli, for jeg vet ikke, hvad han kunde faa mig til. Naar jeg _tænker_ paa +ham nu, saa hader jeg ham -- men jeg blir liksom forstenet, naar han +snakker. For jeg kan ikke forstaa, at et menneske kan være saa kynisk -- +saa brutal -- saa _skamløs_! + +Det er akkurat som han ikke kan forstaa, at der er noget som heter ære og +skam -- han regner ikke med det og vil ikke tro paa, at andre gjør det +heller. Han gaar uten videre ut fra, at det er bare beregning, naar vi +andre tænker paa ret og uret. Det er rent som jeg blir hypnotisert av det +--. + +Ja tænk jeg har været sammen med ham i hele eftermiddag, og jeg hørte paa +det han sa. Aa gud. Han snakket om, at nu jeg var gift, saa behøvet jeg vel +ikke at være saa kostbar for min dyds skyld eller hvordan det var. -- +Forresten saa antydet han, at han var fri nu, og at jeg liksom kunde faa +lov at gjøre mig haab, tror jeg. Han kysset mig i parken, og det var liksom +jeg vilde skrike i vilden sky, men kunde ikke faa frem en lyd. Aa gud hvor +jeg var ræd. Og han sa, han kommer hitut iovermorgen -- imorgen skulde de +ha stort selskap. -- Og hele tiden saa gik han og smilte med det smilet, +som jeg var saa ræd for i gamle dage --. + +Maa jeg ikke reise Jenny, naar jeg er saan --.» + +«Jo Cesca,» sa Jenny. + +«En _gaas_ er jeg vist. -- Men du skjønner --» hun brøt pludselig voldsomt +ut --. «Jeg tør ikke stole paa mig selv. Men ett kan du være viss paa hadde +jeg været Lennart utro, ved gud, jeg gik like til ham og sa det, og saa +dræpte jeg mig for øinene hans med det samme --.» + +«Elsker du din mand,» spurte Jenny sagte. + +Fransiska tidde et øieblik. + +«Det vet jeg ikke du. -- Hvis jeg elsket ham ordentlig, saan som man skal, +saa kunde jeg vel ikke være ræd for Hans Hermann. -- Tror du ikke, at da +maatte jeg fiket til Hans, naar han var slik og han kysset mig? + +-- Men ialfald saa vet jeg, at dersom jeg hadde gjort noget galt mot +Lennart, saa orket jeg ikke leve. -- Forstaar du -- mens jeg het Fransiska +Jahrmann, saa var jeg ikke videre forsigtig med det navnet. Men nu heter +jeg Fransiska Ahlin. Og dersom jeg hadde sat saa meget som skyggen av en +mistanke paa _det_ navn, -- hans navn -- ja da fortjente jeg, at han skjøt +mig ned som en gal tæve. Og det orker Lennart ikke, men jeg orker, det vet +jeg --.» + +Hendes lemmer løste sig pludselig av den sammenknyttede stilling. Og hun +smøg sig ind til Jenny. + +«Ikkesandt -- du tror paa mig. Tror du vel, at jeg vilde leve, hvis jeg +hadde gjort noget æreløst?» + +«Nei Cesca.» Jenny tok hende ind til sig og kysset hende. «Det tror jeg +ikke du vilde.» + +«Jeg vet ikke, hvad Lennart tror. Han forstaar mig ikke, ser du. Men naar +jeg kommer hjem, saa sier jeg ham alting. Som det er. Saa faar det staa +til.» + +«Cesca,» sa Jenny blidt. Men saa vilde hun ikke spørre allikevel, om hun +var lykkelig. + +Men Cesca begyndte at fortælle av sig selv: + +«Jeg har hat det saa vanskelig hele tiden, ser du. Det har ikke været greit +for mig, kan du tro. Jeg var saa uforstandig, da jeg blev gift -- paa mange +maater. + +Jeg tok jo Lennart, fordi Hans begyndte at skrive til mig, da han var blit +separert, og han skrev, at nu _vilde_ han ha mig, og jeg var ræd ham og jeg +vilde ikke op i det der igjen. -- Ja jeg sa det til Lennart altsaa, og han +var saa fin og søt og forstod alting, og jeg skjønte, han var noget av det +mest storartede i verden -- det er han, det vet jeg nok godt. + +Men saa gjorde jeg noget skrækkelig. Og Lennart kan ikke forstaa det, og +jeg vet, han har aldrig tilgit mig det. -- Det er kanske galt av mig at +fortælle det -- men jeg forstaar det ikke Jenny. Jeg _maa_ spørre et +menneske om det er slik, at en mand kan aldrig tilgi det --. Og du skal +svare mig aldeles sandt, hører du, aldeles sandt -- om du tror, dette er +noget, som aldrig kan gjøres godt igjen. + +Vi reiste op om eftermiddagen til Rocca di Papa, da vi var blit viet. Og +saa vet du, hvor skrækkelig ræd jeg har været for det der, og jeg gruet +slik. Saa om aftenen, da Lennart leiet mig ind paa værelset vort og jeg saa +den store hvite dobbeltsengen, som jeg skulde op i, saa gav jeg mig altsaa +til at tute, og Lennart var saa søt -- og saa skulde jeg faa slippe saa +længe jeg selv vilde --. + +Dette var lørdag. Og saa hadde vi det ikke videre hyggelig -- det vil si +Lennart, skjønte jeg. Ellers saa vilde jeg jo været himmelglad for at være +gift paa den maaten. Og hver morgen naar jeg vaagnet, saa var jeg saa +taknemlig -- men jeg fik næsten ikke lov til at kysse min egen make --. + +Saa om onsdagen var vi gaat op paa toppen av Monte Cavo. Og der var saa +vidunderlig deilig deroppe -- det var saan like i slutten av mai og slikt +solskin. -- Kastanjeskogen lysegrøn og netop sprunget ut, og guldriset +blomstret aldeles vanvittig nedover skrænterne, og langsmed veien var der +saan masse hvite blomster og liljer. Og saa var luften ganske diset av sol +-- det hadde regnet før paa dagen -- og Nemisjøen og Albanosjøen laa +sølvhvite nedenfor os under skogskrænten -- med alle de smaa hvite byerne +omkring -- og hele kampanjen og Rom langt inde i et tyndt taakeslør, og +ytterst ute Middelhavet som en mat guldrand i horisonten --. + +Aa det var saa deilig saa deilig, og jeg syntes, livet var vidunderlig, og +bare Lennart var trist -- og jeg syntes, han var det mest storartede paa +jorden, og jeg var saa grænsesløst glad i ham, og det andet var bare +tøiseri av mig -- syntes jeg pludselig. Saa slog jeg armene om halsen hans +og saa sa jeg: «Nu vil jeg være helt din, for jeg elsker dig --.» + +Cesca tidde litt og aandet tungt ut: + +«Aa gud Jenny, gutten blev saa glad stakkars.» Hun svælget graaten. «Ja han +blev glad. «Nu,» sa han, «her?» Og saa tok han mig paa armene og vilde bære +mig ind i skogen. Men jeg stred imot og sa inat, inat sa jeg. Aa Jenny -- +jeg skjønner ikke, hvorfor jeg gjorde det -- igrunden vilde jeg det selv +--. Det hadde været vakkert -- i den dype skogen og solen --. Men jeg lot +som jeg vilde ikke -- gud maa vite hvorfor --. + +Og saa om kvelden da jeg hadde lagt mig og jeg hadde hat alle de timerne at +gaa og vente paa det i, og Lennart kom ind --. Ja saa gav jeg mig til at +skrike igjen --. + +Saa rusade han ut, ser du, og var borte hele natten. Jeg laa vaaken jeg --. +Jeg vet ikke, hvor han hadde gjort av sig. Ja saa reiste vi tilbake til Rom +næste formiddag og laa paa hotel. Lennart tok to værelser, men saa gik jeg +ind til ham. -- Men det blev ikke no vakkert --. + +-- Siden har det aldrig været godt mellem Lennart og mig. Jeg skjønner nok, +at jeg har krænket ham aldeles forfærdelig. Men du skal si mig, Jenny, om +du tror, det er noget som en mand umulig kan glemme -- eller tilgi?» + +«Han burde kunde se bakefter,» sa Jenny sagte og famlende, «at du forstod +ikke dengang -- de følelser -- som du krænket.» + +«Nei.» Cesca skalv. «Jeg gjør det nu. Jeg forstaar, at det var noget -- +skjært -- og rent -- og vakkert -- som jeg sølte til. Men jeg skjønte det +ikke da. Jenny -- kan en mands -- kjærlighet -- aldrig kommer over det?» + +«Den burde. Du har jo vist siden, at du vilde være hans gode, trofaste +hustru. I vinter, du slæpte og slet og klaget ikke. I vaar, han var syk -- +du vaaket nat efter nat, pleiet ham uke efter uke --.» + +«Det var ikke nogenting,» sa Cesca ivrig. «Han var saa snil og taalmodig -- +og han hjalp det han kunde med mit slit, som du sier. Og da han var syk, +kom der sommetider nogen venner av os og hjalp med at vaake. Den uken, han +holdt paa at dø, hadde vi forresten pleierske og, men jeg vaaket jo +allikevel, for jeg vilde, kan du skjønne, men jeg hadde altsaa ikke behøvet +--.» + +Jenny kysset Cesca paa panden. + +«Der er en ting, jeg ikke har fortalt forresten, Jenny. -- Ja du hadde jo +advaret mig om det der, som jeg manglet instinkt for, og Gunnar hadde +skjendt, og frøken Linde husker du sa engang like ut, at naar maa hidset op +en mand, saa gik han til en anden --.» + +Jenny stivnet av skræk, der hun laa. + +Cesca nikket ned i puterne: + +«Ja jeg spurte ham altsaa om noget slikt -- den morgenen --.» + +Og Jenny blev liggende maalløs. + +«Jeg forstaar nok, at det kan han ikke glemme. Og ikke tilgi. Men hvis han +bare kunde undskylde mig litt -- huske paa, hvor grænsesløs dumt jeg saa +paa det der. -- Men siden.» Hun famlet i ordene. «Det er blit saa -- +uharmonisk -- imellem os -- alting. Det er som han ikke _vil_ røre mig -- +sker det, saa er det som mot hans vilje, og efterpaa er han sint paa baade +sig selv og mig --. Endda jeg har førsøkt at forklare ham det --. Ærlig +talt saa skjønner jeg ikke, hvad der er ved det nu heller. Men jeg har ikke +imot det mere --. Hvis jeg kunde gjøre ham glæde med det -- alt som kan +gjøre Lennart glæde, er godt og vakkert for mig. Offer tror han det er, men +det _er_ ikke -- tvertimot. Aa jeg har graatt nat efter nat og dag efter +dag inde paa værelset mit, fordi jeg skjønte, han længtes efter mig, og jeg +har forsøkt at friste ham, Jenny, det vesle jeg kunde -- og han støter mig +fra sig --. + +Jeg er saa glad i ham, Jenny. Si, gaar det ikke godt an at elske en mand +paa den maaten og? Kan jeg ikke godt si, at jeg elsker Lennart?» + +«Jo Cesca.» + +«Aa hvor jeg har været fortvilet du. Men jeg kan da ikke gjøre for, at jeg +er skapt slik? Og saa naar vi var ute med de andre kunstnerne, saa blev han +i daarlig humør. Han sier ingenting, men jeg skjønner, han synes, jeg +koketterer med dem. Det er vist sandt, for jeg blev i godt humør, naar jeg +fik spise ute og slippe matstel og opvask en kveld og ikke behøvet at være +ræd for at skjemme ut no mat, som Lennart maa spise allikevel, for vi har +ikke raad til at kaste det. Og sommetider var jeg glad og for jeg slap at +være alene med Lennart -- endda jeg holder av ham og han av mig -- det vet +jeg, han gjør, og spør jeg om det, saa sier han, det vet du vel og ler saa +rart og bittert. Men han stoler ikke paa mig, fordi jeg ikke kan elske saan +sanselig og er koket allikevel -- engang sa han, jeg ante ikke hvad +kjærlighet var, og det var vel hans feil, som ikke hadde kunnet vække mig, +og der kom vel en anden -- aa gud som jeg graat. + +Og saa nu ivaar da. Ja du vet, vi har det smaat. Gunnar skaffet mig solgt +det stillebenet, som jeg hadde paa utstillingen for tre aar siden, jeg fik +tre hundrede kroner. Vi levet av de pengene i mange maaneder, men Lennart +likte ikke, vi maatte bruke de pengene, som jeg hadde tjent. Jeg skjønner +jo ikke, hvad det skulde gjøre, naar vi er glad i hinanden --. Men han gik +og snakket om, at han hadde dradd mig ned i elendigheten. Gjæld har vi og, +naturligvis. Saa vilde jeg skrive engang og be papa om nogen hundrede +kroner. Men jeg fik ikke lov. Jeg syntes det var saa urimelig -- Borghild +og Helga har bodd hjemme og faat alt av papa og han har holdt dem i +utlandet, mens jeg har spinket og gnugget mig igjennem for det vesle efter +mama, helt fra jeg blev myndig, for jeg vilde ikke ta mot en øre av papa +efter det han sa mig, da jeg slog op med løitnant Kaasen, og der blev denne +snakken om Hans og mig. Men han har tat det i sig, og han indrømmer, jeg +hadde ret. Det var sjofelt baade av Kaasen og de hjemme at ville tvinge +mig, fordi han hadde faat narret mig til den forlovelsen, da jeg var sytten +aar og ikke visste, at det at gifte sig var andet end saant som staar i +disse fordømte bachfischbøkerne. Og da jeg begyndte at skjønne det, visste +jeg, at jeg vilde hellere dræpe mig, end gifte mig med ham --. Og hadde de +faat truet mig til det -- jo jeg skulde blit en nydelig en -- jeg hadde +kommet til at ta alle de elskere, jeg kunde faat fat i, bare paa trass, for +at hevne mig paa dem allesammen --. Papa skjønner det nu, og han har sagt, +jeg kan faa penger av ham, naar jeg vil --. + +Men da Lennart hadde været saa syk og var saa elendig, og de sa, han +_maatte_ paa landet og maatte leve godt -- og jeg var saa træt og elendig +selv. Saa sa jeg til ham, at jeg maatte paa landet og hvile, for jeg skulde +ha et litet barn, sa jeg. Da fik jeg lov at be papa om penger, og vi kom op +der i Vermland og hadde det saa deilig, og Lennart blev saa frisk, og jeg +begyndte at male igjen. Men saa skjønte han jo, jeg skulde ikke ha noget +allikevel. Og da han spurte, om jeg ikke hadde tat feil, saa sa jeg, jeg +hadde skrønt, for jeg vil ikke lyve for Lennart. Men det er han sint for, +det skjønner jeg. + +Jeg skjønner, han tror ikke ordentlig paa mig, og det er saa skrækkelig. -- +Hvis han forstod mig, saa maatte han da tro paa mig, synes du ikke?» + +«Jo Cesca.» + +«Ja jeg har jo sagt det engang før da -- at jeg skulde ha en liten -- i +høst, han var saa trist, og vi hadde det saa vondt. For at han skulde bli +glad og være snil mot mig -- og han var det -- aa du kan ikke tro, hvor det +var deilig. Jeg _hadde_ løiet, men tænk at jeg trodde selv tilsidst, det +var sandt næsten. Jeg syntes gud maatte la det bli slik, saa jeg slap at +skuffe ham. Men det gjorde han altsaa ikke --. + +Jeg er jo saa fortvilet for jeg ikke faar nogen. Jenny, tror du det er +sandt -- nogen sier det --» hun hvisket bævende, «at en kvinde kan ikke faa +barn naar hun ikke kan føle saan -- lidenskap?» + +«Nei,» sa Jenny haardt. «Det er bare vaas, er jeg viss paa.» + +«Jeg er sikker paa, at alting blev godt da. Lennart ønsker det saa +forfærdelig. Og jeg -- ja jeg tror, jeg kom til at bli rent som en engel av +bare glæde, hvis jeg fik mit eget lille barn. Kan du tænke dig no saa +vidunderlig deilig som det maatte være?» + +«Nei,» hvisket Jenny besværlig. «Naar dere er glad i hinanden. Det vilde +vel hjælpe over mange vanskeligheter.» + +«Aa ja da. -- Hvis det ikke var saa flaut, vilde jeg gaa til en doktor. +Forresten, jeg tror jeg gjør det en dag. Synes du ikke, jeg burde? Bare jeg +ikke var saa generet -- men det er dumt. Det er jo forresten min pligt slet +og ret, naar jeg er gift. Jeg kan gaa til en kvindelig -- en som er frue og +har barn og alting. Aa tænk en liten bitte unge, som er ens egen -- saa +glad som Lennart skulde bli --.» + +Jenny bet tænderne sammen i mørket. + +«Synes du ikke, jeg skal reise imorgen?» + +«Jo.» + +«Og jeg sier Lennart alting. Jeg vet ikke, om han kan forstaa det -- ikke +fordi jeg gjør det selv. Men jeg _vil_ si ham sandheten altid. Skal jeg +ikke det, Jenny?» + +«Naar du synes, det er rigtig, skal du gjøre det. Aa Cesca -- man skal +altid gjøre det, man synes er rigtig -- og aldrig det, man ikke er sikker +paa er rigtig, Cesca.» + +«Ja det er sikkert! Godnat da Jenny min -- tak for naa.» Hun knuget +pludselig veninden voldsomt. «Det er saa deilig at faa snakke med dig. Du +er saa god til at ta mig du. Du -- og Gunnar. Dere faar mig altid paa den +rette veien. Jeg vet ikke, hvad jeg skulde gjøre uten dig --.» + +Hun stod litt foran sengen: + +«Kan du ikke reise over Stockholm ihøst du? Aa gjør det da vel? Du kan bo +hos os -- jeg faar tusen kroner av papa nu, for det skal Borghild ha til at +reise til Paris for --.» + +«Jeg vet ikke rigtig du --. Jeg hadde nok lyst --.» + +«A gjør det da! -- Er du søvning? Skal jeg gaa?» + +«Jeg er litt træt ja.» Hun drog Cesca ned til sig og kysset hende, «Gud +velsigne dig, ungen min!» + +«Tak.» Cesca tasset over gulvet paa de bare føtter. Borte i døren sa hun +med en liten bedrøvet barnestemme: + +«Jeg ønsker saa forfærdelig, at Lennart og jeg kunde bli lykkelige, du!» + + + + +IV. + + + +Gert og Jenny gik side om side nedover den skraanende sti under de magre +grantrær. Han stanset engang og plukket nogen fortørkede smaa jordbær, +sprang efter hende og puttet dem i hendes mund. Hun smilte litt til tak, og +han tok hendes haand, mens de gik nedover mot vandet, som blinket blaat med +solbroen over, ute bak trærne. + +Han saa glad ut, og ung i lyse sommerklær. Panamahatten skjulte helt hans +haar. + +Jenny satte sig ned i skogbrynet, og Gert strakte sig ut foran hende i +skyggen av de store hængebjerker. + +Det var stekende hett og stille. Græsbakken ned mot vandet var gulsvidd. +Utover Nesodlandet laa der en metalblaa banke av dis -- fremom randen av +den seg litt skyer, røkgule og hvitlige. Fjorden var lyseblaa med vatrede +strømstriper; seilerne utpaa laa stille og hvite, og dampskibsrøken blev +ved at staa uendelig længe som graa striper i den tunge luft. + +Men vandet rislet smaat i fjærestenene, og hængebjerkenes rankeformede +kvister bevæget sig ganske litt over deres hoder, saa et og andet løv, som +var gulnet av tørken, dryppet ned. + +Gert tok bort et, som hadde hængt sig i hendes lyse haarkrus -- hun hadde +lagt hatten bort. Han saa paa det: + +«Er det ikke besynderlig, at det ikke kan regne iaar da du? -- Dere damer +har det godt, som kan gaa saa tyndklædd. Den kjolen ser forresten ut som +halvsorg -- hvis du ikke hadde hat de lyserøde perlerne -- men den klær dig +svært pent!» + +Den var klar og hvit med smaa sorte blomster, rynket over det hele med et +stramt, sort silkebelte. Straahatten, som hun holdt i fanget, var sort med +sorte fløielsroser. Men de blekrøde krystallperler lyste mot halsens skjære +hud. + +Han bøiet sig frem, saa han kunde naa at kysse hendes fot like over skoens +utskjæring. Og han førte to fingre opover langs vristens fine bue i den +klare strømpe -- tok fast rundt ankelen. + +Om litt flyttet hun varsomt hans haand -- og han grep til og beholdt hendes +-- smilte op. Hun smilte igjen -- saa snudde hun hodet den anden vei. + +«Du er saa stille, Jenny -- er det varmen, som plager dig?» + +«Aaja,» sa hun. Og saa tidde de igjen. + +Et stykke borte, hvor en villahave gik ned til vandet, holdt nogen +halvstore unger spektakel paa en badehusbro. Og en grammofon oppe i huset +sang snøvlende. Av og til kom der et pust av musik langt borte fra +sjøbadet. + +«Du Gert --» Jenny tok fat i hans haand pludselig. «Naar jeg faar været de +dagene oppe hos mama -- naar jeg kommer tilbake til byen igjen -- saa +reiser jeg --» + +«Hvordan da --» han reiste sig op paa albuen -- «hvor reiser du hen?» + +«Til Berlin,» sa Jenny. Hun følte selv, at hendes stemme dirret. + +Gert saa op i hendes ansigt, men han tidde stille. Og heller ikke hun +talte. + +Saa sa han tilsidst: + +«Naar har du bestemt dette?» + +«Egentlig har det jo været min plan hele tiden, vet du -- at jeg skulde ut +igjen --» + +«Javel. Men -- jeg mener, hvor længe har du været besluttet paa, -- naar +har du bestemt, at det skulde være nu --» + +«Jeg bestemte det isommer paa Tegneby.» + +«Jeg vilde ønske, du hadde sagt mig det før, Jenny,» sa Gram. Og endda hans +stemme var lav og rolig, skar den gjennem hendes sjæl. + +Hun sat litt. + +«Jeg vilde si dig det, Gert. Ikke skrive -- men si det. Da jeg skrev og bad +dig komme op til mig igaar, saa vilde jeg sagt det. Men jeg kom ikke til +--» + +Hans ansigt var blit stengraat: + +«Jeg forstaar. + +-- Men gud i himmelen barn, hvor vondt du maa ha hat det --» brøt han +pludselig ut. + +«Ja,» sa Jenny rolig. «Mest for din skyld, Gert. -- Jeg ber dig ikke om at +tilgi mig --» + +«Du -- mig? Aa du store gud -- kan _du_ tilgi _mig_, Jenny -- for jeg ante, +at denne dag maatte komme --» + +«Det gjorde vi vel begge,» sa hun som før. + +Han kastet sig pludselig med ansigtet ned i bakken. Hun bøiet sig og la sin +haand paa hans nakke. + +«Lille lille lille Jenny -- aa lille Jenny -- hvad har jeg gjort imot dig +--» + +«Kjære --» + +«Lille hvite fuglen min -- har jeg tat paa dig med mine stygge griske næver +-- flækket de hvite vingerne dine --» + +«Gert --» hun tok hans hænder og snakket fort og heftig. «Hør paa mig. Du +har jo ikke gjort mig andet end godt -- det er jo mig som --. Jeg var saa +træt, og du gav mig hvile, og jeg frøs og du varmet mig -- jeg _maatte_ +hvile og jeg _maatte_ varmes og jeg maatte kjende, at nogen var glad i mig. +-- Herregud Gert, jeg vilde ikke bedraget dig, men du kunde ikke forstaa -- +jeg kunde aldrig faa dig til at begripe, at jeg elsket dig paa en anden +maate -- saa fattig likesom. Kan du ikke forstaa --» + +«Nei Jenny. Jeg _tror_ ikke paa, at en ung uskyldig pike gir sig hen til en +mand, naar hun ikke tror paa, at hendes kjærlighet skal vare --» + +«Det er jo det, jeg ber dig tilgi -- jeg visste, du forstod ikke, og jeg +tok imot alt du gav mig allikevel. Og saa blev det en pine for mig selv -- +værre og værre, og jeg skjønte, jeg orket ikke fortsætte. Jeg _er_ jo glad +i dig, Gert, men naar jeg bare kan ta imot og ingenting eier at gi, som er +egte --» + +«Var det dette, du vilde sagt mig igaar,» spurte Gert om litt. + +Jenny nikket. + +«Og istedenfor --» + +Hun blev dryppende rød. + +«Jeg orket ikke, Gert. Du kom saa glad. Og jeg skjønte, du hadde længtet og +ventet --» + +Han løftet hodet braat: + +«Det skulde du ikke gjort, Jenny. Nei. Ikke git mig -- en saan -- almisse +--» + +Hun hadde gjemt sit ansigt. Hun husket de kvalfulde timer, mens hun gik +deroppe i sit tilstøvede atelier, i den solbagte, indestængte luften -- +rastløst ryddet og ordnet og ventet paa ham, mens hendes hjerte krympet sig +i smerte. Men hun orket ikke si det: + +«Jeg var ikke sikker paa mig selv heller -- da du kom -- jeg trodde et +øieblik -- jeg vilde prøve --» + +«Almisser.» Han virret et øieblik med hodet i pine. «Det var det hele +tiden, Jenny -- alt du gav mig --» + +«Gert -- det er jo det, at jeg har tat mot almisser av dig -- altid -- +skjønner du ikke --» + +«Nei,» sa han heftig. Og han laa med ansigtet ned i marken igjen. + +Om en stund løftet han hodet: + +«Jenny -- er der -- nogen anden --?» + +«Nei,» sa hun heftig. + +«Tror du, jeg vilde bebreidet dig, om der hadde været nogen anden -- en ung +mand -- din like --. Jeg kunde bedre forstaat _det_ --» + +«Kan du da ikke skjønne --. Jeg synes da ikke, der behøver at være nogen +anden --» + +«Neinei.» Han gled ned igjen. «_Jeg_ vilde syntes det var naturligere. -- +Saa da jeg kom til at tænke paa det du hadde skrevet -- at Heggen hadde +været paa Tegneby og var reist til Berlin --» + +Jenny blev blodrød igjen: + +«Tror du da, jeg hadde -- igaar --» + +Gert tidde stille. Litt efter sa han træt: + +«Jeg forstaar dig jo allikevel ikke, saa.» + +Og der skjøt pludselig op i hende en lyst til at gjøre ham ondt: + +«Paa sæt og vis kan man jo nok si, der er en anden eller tredje person --» + +Han saa op, spørgende. Saa grep han pludselig efter hende: + +«Jenny -- herre Jesus -- hvad mener du --» + +Hun angret allerede, og rød og fort sa hun: + +«Ja -- mit arbeide da -- kunsten altsaa --» + +Gert Gram hadde reist sig paa knæ foran hende: + +«Jenny -- er der noget -- særlig -- du skal si sandt -- du skal ikke lyve +-- er der noget -- iveien -- med dig. Si det --» + +Et øieblik forsøkte hun freidig at se ham i øinene. Saa bøiet hun hodet. Og +Gert Gram sank forover med ansigtet ned i hendes fang: + +«Aa gud. Aa gud. Aa gud, gud, gud --.» + +«Gert. Kjære, kjære. Aa neimen Gert. -- -- Du tirret mig med det der om en +anden,» sa hun ydmygt. «Jeg skulde ikke sagt det. Jeg hadde ikke tænkt at +si dig det -- ikke før siden --» + +«Det hadde jeg aldrig tilgit dig,» sa Gram. «Hvis du ikke hadde sagt mig +det --. + +Men -- du maa jo ha visst det en stund,» sa han pludselig. «Vet du -- hvor +langt det er kommet?» + +«Tre maaneder,» sa hun kort. + +«Men Jenny --» han tok forfærdet om hendes hænder, «nu kan du jo ikke -- +bryte med mig -- saan uten videre, mener jeg. _Nu_ kan vi jo ikke skilles.» + +«Jo.» Hun strøk kjærtegnende over hans ansigt. «Jo du. Hvis ikke dette var +kommet paa, saa hadde jeg vel fortsat -- en stund. Men nu _maatte_ jeg jo +se det i øinene -- faa alting paa det rene.» + +Han laa stille en stund. + +«Hør paa mig, liten. Du vet, jeg blev separert i forrige maaned. Om to aar +er jeg fri. Saa kommer jeg til dig. Jeg gir dig -- og det -- mit navn. Jeg +forlanger ingenting, forstaar du -- _ingenting_. Men jeg _fordrer_ min ret +til at gi dig den opreisning, jeg skylder dig. Gud vet, jeg vil komme til +at lide nok, fordi det ikke kan ske før. -- Men jeg forlanger ingenting -- +selvfølgelig. Du skal ikke være bunden i fjerneste maate til mig gamle mand +--» + +«Gert. Jeg er glad for, du blir skilt fra hende. Men det sier jeg dig +engang for alle -- jeg _gifter_ mig _ikke_ med dig, naar jeg ikke kan bli +din virkelige hustru. Det er ikke for de aarene, som er mellem os, Gert. +Følte jeg ikke det, Gert, at jeg aldrig har været helt din, som jeg skulde +-- saa blev jeg hos dig, din hustru, mens du var ung, din veninde, naar +alderen kom -- din sykepleierske gjerne -- villig og lykkelig --. Men jeg +vet, jeg kan ikke være for dig det, en hustru skal være. Og for folks skyld +gaar jeg ikke bort og lover noget, jeg ikke kan holde -- hverken for prest +eller borgermester --.» + +«Aa men Jenny -- det er vanvid av dig dette --» + +«Du faar mig ialfald aldrig fra det,» sa hun fort. + +«Jamen hvad vil du da gjøre, barn. -- Nei jeg kan ikke la dig faa lov til +--. Hvordan skal det gaa dig da? Liten, du kan da vite, du maa la mig faa +hjælpe dig. Jenny, herregud --» + +«Hysch da, kjære vennen min. Du ser jo, jeg tar det noksaa rolig. Det er +vel ikke saa farlig, naar det kommer til stykket, som man bilder sig ind. +-- Heldigvis har jeg jo litt penger endda --.» + +«Jamen Jenny -- menneskene -- som vil være stygge med dig -- lægge skam paa +dig --.» + +«Det kan ingen. Der er _et_, som er min skam, Gert, og det er, at jeg lot +dig ødsle din kjærlighet paa mig --» + +«Aa det tøvet dit --. Neimen folk -- du vet ikke du -- hvor de er +hjerteløse -- hvordan de vil mishandle dig med sin ondskap, krænke dig og +saare dig --» + +«Det bryr jeg mig ikke meget om, Gert.» Hun lo litt. «Jeg er jo +kunstnerdame forresten, gudskelov. De venter snart ikke andet av os, du, +end at vi skal gjøre litt skandale av og til.» + +Han rystet paa hodet. Og i en pludselig fortvilet anger over at hun hadde +sagt ham det, at hun hadde gjort ham vondt, drog hun ham ind til sig: + +«Kjære dig -- du _maa_ ikke være saa ulykkelig, hører du? Jeg _er_ det +ikke, ser du jo. Tvertimot -- sommetider saa er jeg glad. Naar jeg rigtig +forsøker at tænke mig, hvad det betyder, at jeg skal ha et barn -- mit eget +lille søte deilige barn, saa kan jeg sletikke forstaa det. Jeg tror jo, det +vil bli en lykke -- saa stor, at jeg ikke rigtig kan forestille mig det nu. +Et levende litet menneske, som bare hører mig til -- som jeg skal elske og +leve for og arbeide for. Hører du -- jeg tænker jo sommetider, at da først +blir der mening med mit liv og mit arbeide. Tror du kanske ikke, at da skal +jeg kunne skape mig et navn, som er godt nok til barnet mit, Gert. -- Det +er jo bare det, at jeg kan ikke rigtig begripe endnu, hvordan det skal bli, +som gjør, at jeg er litt motløs nu -- og saa det, at du er saa bedrøvet. -- + +Aa Gert -- jeg er vel kanske arm og tør og egoistisk og alt slikt -- men +jeg er da en kvinde -- jeg _maa_ da være glad for, jeg skal bli mor --» + +«Jenny.» Han kysset hendes hænder. «Stakkars lille tapre Jenny. -- Det er +næsten værre for mig, at du tar det paa den maaten,» sa han sagte. + +Jenny smilte sykt: + +«Aa det var nu vel værre for dig, hvis jeg tok det paa en anden maate --.» + + + + +V. + + + +Ti dage efter reiste Jenny til Kjøbenhavn. Moren og Bodil Berner fulgte paa +stationen i den tidlige morgenstund. + +«Ja du har det godt du, din svinunge,» sa Bodil og lo over hele sit lille +bløte brune fjæs. Og saa gjespet hun, saa hun fik taarer i øinene. + +«Der skal nogen til det og» -- Jenny lo, hun med. «Du har det nu ikke værst +du heller, synes jeg.» + +Men hun kjendte gang paa gang, hvordan hun holdt paa at briste i graat, +mens hun kysset sin mor til farvel. Og hun stod i kupévinduet og stirret +paa hende. Det var, som hun ikke hadde set sin mor rigtig paa aldrig den +tid. + +-- Den slanke og spæde, litt lute skikkelsen. Det syntes næsten ikke, at +haaret var graanet -- saa blond var fru Berner. Og hun hadde noget underlig +uberørt, pikeagtig over trækkene, endda hun var blit noksaa rynket. Men det +var som om bare aarene og ikke livet hadde furet det ansigt. Trods alt, hun +hadde gjennemgaat. + +Naar hun nu engang fik vite det. -- Nei hun vilde aldrig faat mot til at si +det og se paa, hvordan moren tok slaget. Hun, som ingenting hadde visst, +intet vilde kunne begripe. Hadde hun ikke kunnet reise fra det -- Jenny +skjønte, hun hadde før dræpt sig. Det var ikke kjærlighet -- det var +feighet. For engang maatte hun jo si det -- og derutefra orket hun nok. + +I det samme toget rykket til og begyndte at gli utover, saa hun Gert. Han +gik langsomt nedover perronen, og bak de andre, mor og søster, som vinket +med lommetørklær, hilste han. Han var saa blek --. + + * * * + +Det var første september. Jenny sat ved vinduet og saa ut. + +For en vakker dag det blev. Luften saa klar og sval, og himmelen saa +mørkeblaa og skyerne saa hvite. Duggen laa tung og graa over de +saftiggrønne enge, der prestekravernes sildige flor skinnet. Efter den hete +sommer var bjerken helt gul allerede i skogbrynet, og indover bunden stod +blaabærriset kobberrødt. Rognetrærnes klaser var blodrøde, men paa litt dyp +muld stod de endda mørkegrønne i løvet. For nogen farver --. + +Paa de smaa høider i engene laa gaardene gamle og sølvgraa, eller nye, +hvitskinnende og gule, med røde uthuser. Gamle kronglete epletrær med gule +og glasgrønne frugter i det mørke løv utenfor. + +Gang paa gang blændet taarerne hendes øine. Naar hun kom tilbake -- _hvis_ +hun kom tilbake hit nogensinde --. + +Fjorden lyste blaa overfor Moss. Byen laa med røde fabrikmurer langs +kanalen og smaa muntertfarvede træhuser i haverne. Hun hadde ofte tænkt, +naar hun reiste forbi, at hit skulde hun en sommer og male --. + +Toget suste forbi den lille landstation, der man stod av til Tegneby. Jenny +saa utover jorderne -- der gik kjøreveien. Gaarden laa langt indpaa bak den +lille granskogen. + +Der var kirketaarnet. -- Rare lille Cesca, hun gik meget i kirkerne -- sat +der og følte sig tryg og gjemt i en gammel stemning av nogen overjordisk +styrke. Hun trodde noget -- visste ikke selv hvad, men hun hadde skapt sig +enslags gud --. + +Hun var endda glad for at Cesca nu lot til at ha det bedre sammen med +manden. Han hadde ikke forstaat, men han hadde været saa storartet fin og +søt allikevel, skrev hun, og han stolte nok paa, at hun vilde aldrig gjøre +noget galt -- med vilje. + +Underlige lille Cesca. Hende _maatte_ det gaa godt tilslut. Cesca var +retskaffen og god --. Det var det, hun selv ikke var -- ingen av delene i +større grad --. + +Naar hun bare slap at se morens taarer, saa kunde hun godt holde ut at +gjøre hende sorg --. Det vilde jo bare si, at hun var ræd scener. + +Og Gert. Hjertet krympet sig i hende. Der seg en legemlig, syk følelse ind +over hende -- fortvilelse, lede, saa dyp at hun kjendte sig snart utslitt +-- paa randen til at bli likeglad med alting. + +De skrækkelige sidste dagene i Kristiania med ham. Tilsidst hadde hun git +efter. + +Han kom til Kjøbenhavn. Og hun hadde maattet love at bli etsteds paa landet +i Danmark, hvor han kunde komme ned og se til hende. -- Gud maatte vite, om +hun nogensinde fik gjort forbi --. + +Enden blev vel, at hun overlot ham ungen og reiste fra det hele. Ja for det +var løgn, alt hun hadde sagt ham om at hun glædet sig og saa videre. Paa +Tegneby hadde hun sommetider følt slik -- for da hadde hun bare tænkt paa, +at det var hendes barn -- ikke hans. Men skulde det bli en levende lænke +mellem hende og hendes forsmædelse -- hun vilde hverken eie eller ha det. +Hun kom til at hade det -- hadet det allerede, naar hun tænkte paa de +sidste dagene inde i byen --. + +Den syke lyst til at hulke ut av hjertens grund var borte. Hun følte sig +saa tør og haard, som hun aldrig vilde komme til at graate mere. + + * * * + +En uke senere kom Gert Gram. Da var hun saa træt og likeglad, at hun +tilsyneladende kunde være i godt humør. Om han hadde foreslaat hende at +flytte over paa sit hotel, hadde hun gjort det. Og hun fik ham til at gaa +med sig i teatrene og spise aftens ute og ta til Fredensborg en dag i det +vakre veir. Hun saa, det gjorde ham godt, naar hun lot munter og frisk. + +Hun tænkte neppe mere -- det var uten anstrengelse, hun lot være. I +virkeligheten var hendes hjerne utslitt. Som en stadig murrende mindelse +kjendte hun bare, at hendes bryst var ømt og hovent og at korsettet plaget +hende. + +Jenny hadde leiet hos en lærerenke i en landsby paa Vestsjælland. Gram +fulgte hende ditut og reiste tilbake til Kjøbenhavn om kvelden. Saa var hun +endelig alene --. + +Hun hadde leiet ubeset. Mens hun laa i Kjøbenhavn og malte, hadde hun været +i landsbyen en dag med nogen kamerater; de hadde spist paa kroen og badet +nede i klitterne. Og hun husket, der var vakkert, og da en derboende fru +Rasmussen paa hendes avertissement hadde tilbudt at huse den unge dame, som +ventet sin nedkomst, slog hun til. + +Igrunden trivdes hun. Ganske vist bodde lærerenken i et bedrøvelig stygt, +bittelitet gult murstenshus litt utenfor landsbyen, ved landeveien, der løp +støvet og endeløs mellem aapne, dyrkede marker. Men Jenny likte sit værelse +med de kugleblaa tapeter og litografierne efter Exner paa væggen og de +hvite heklede tepper allevegne, paa sengen og i den amerikanske gyngestol +og paa komoden, hvor fru Rasmussen hadde sat en stor rosenbuket den dag, +hun kom. + +Utenfor de to smaa vinduer løp landeveien forbi huset, i hvis lille forhave +roser og geranier og Kristi blodsdraaper blomstret uanfegtet av støvet, som +pudret dem. Paa den anden side av veien løftet sig en naken bakkekam inde +paa marken. Stengjærder, hvor høstens strie, sterktfarvede blomster vældet +frem mellem bjørnebærranker, delte bakken i ruter av hvit stubmark og +blaagrøn turnips og brungrøn eng, og pistrede, forblaaste pilebusker stod +langs delene. Naar aftensolen var gaat fra Jennys kammer, flammet himmelen +rød og gylden over bakkekammen og pilenes magre ris. + +Bak hendes værelse var der et litet dukkestuenet kjøkken med rødt +murstensgulv, ut mot gaarden, hvor enkens høns kaglet og duerne kurret. En +liten gang delte tvers gjennem huset; paa den anden side hadde fru +Rasmussen sin stue med blomster i vinduerne og heklede stykker utover det +hele, daguerreotypier og fotografier paa væggene og et litet bokskap med +religiøse bøker i sort papbind og nogen aarganger av Frem og Gyldendals +serier i pragtbind. -- Bakom sov hun selv i et litet værelse, hvor luften +altid var underlig tung og fuld av ubestemmelig lugt, skjønt der skinnet av +renslighet. -- Saa kunde hun ikke høre det, om hendes pensionær graat bort +en og anden nat paa den anden side av gangen. + +Fru Rasmussen var sletikke værst hun heller. Lang og slunken subbet hun +stilfærdig omkring paa nogenslags filtskor; altid saa hun like bekymret ut +i sit lange gule hesteansigt, hvorover haaret laa graastripet og slet +strøket bort i en pudsig liten vinge over hvert øre. Hun snakket næsten +slet ikke, utover nogen bekymrede spørsmaal om frøkenen var fornøiet med +maten og værelset, -- selv naar Jenny efter middagen undertiden satte sig +ind i dagligstuen til fru Rasmussen med sit haandarbeide, tidde de stille. +Jenny var hende særlig taknemlig, fordi fru Rasmussen aldrig nævnte hendes +tilstand; bare en enkelt gang hadde hun ængstelig spurt, da Jenny gik ut +med sine malersaker, -- mon nu ogsaa frøkenen hadde godt av det --? + +Hun arbeidet ivrig den første tid -- stod bak et stengjærde med sit +feltstaffeli, som holdt paa at blaase overende hele tiden. Under +stengjærdet skraanet den gule stubmark efter en endeløs rugaker ned mot en +mose, hvor myrulden hvitnet langs blaa vandhuller og fløilssvarte +torvstakker stod paa den saftiggrønne græsbund. Bortenfor mosen bølget +landet med turnipsmarker og enge og stubbede rugakrer omkring kalkhvite +bondegaarder i yppige, mørkegrønne lunde -- ned mot en frisk og blaa fjord. +Stranden løp ut i buer og tunger, hvitgule av sand og kort, bleket græs. +Mot nord faldt den lyngbrune bakke med vindmøllen paa toppen, i steile gule +sandtak ned mot den blaa fjord. Og skygge og lys skiftet over det aapne +land, eftersom skyerne vandret over den vide, evig urolige himmel. + +Naar Jenny blev træt, la hun sig ret ned langs gjærdet -- stirret op i +himmelen og ut over fjorden. Hun orket ikke at staa længe av gangen, men +det ægget hende bare til at arbeide mere. -- To mindre billeder gjorde hun +færdig oppe fra gjærdet, og hun var fornøiet med dem selv. Et malte hun +nede fra landsbyen, hvor de lave hvitkalkede huser med straataket helt ned +over ruterne laa med slyngroser og georginer utenfor omkring et fløilsgrønt +gatekjær, og en rød murstenskirke reiste sit trappegavlede taarn over +prestegaardshavens løvmasser. Men det gjorde hende nervøs, at folk kom bort +og saa paa -- de hvithaarede unger stod i klaser om hende, mens hun malte. +Og da det billeder var færdig, flyttet hun igjen med staffeliet ut til +stengjærdet mot sjøen. + +Men saa kom regnet i oktober -- det skyllet ned, en uke og to. Av og til +klarnet det litt, og der seg et sykt, gult lysstreif ut mellem skyerne, +over bakken med de sørgelige pilehegn, og vandpytterne i landeveien laa +blanke en stund. Saa regnet det igjen. + +Jenny laante fru Rasmussens Gyldendaler og Fremer og lærte de strikkede +blonder om fruens gardiner. Men det blev ikke større av det, hverken med +læsning eller strikning. Hun sat i gyngestolen ved vinduet dagen lang, +orket ikke saa meget som klæ sig ordentlig paa, men krøp bare ind i sin +utvaskede kimono. + +Hun led forfærdelig ved det, eftersom hendes svangerskap blev mere og mere +synlig. + + * * * + +Saa meldte Gert Gram sit besøk. Allerede to dage efter kom han kjørende en +tidlig morgenstund i plaskregn. Og han blev en uke -- bodde paa +Jernbanehotellet en halv mils vei borte, men var hele dagen ute hos hende. +Da han reiste, lovet han at komme snart igjen -- kanske allerede om seks +uker. + +Jenny laa vaaken og brændte lampe nætterne igjennem. Hun visste bare, dette +orket hun ikke mere. Det hadde været for grusomt. + +Ulidelig hadde det været, altsammen -- fra hans første deltagende, +bekymrede blik, da han saa hende -- i en ny mørkeblaa hængekjole, som +landsbyens sypike hadde sydd. Hvor vakker du er, hadde han sagt -- han +hadde fundet, hun lignet en madonna. Nydelig madonna jo. -- Hans forsigtige +arm om hendes liv, hans lange, varsomme kys paa hendes pande -- hun hadde +følt det, som hun maatte dø av skam ved det. Ja hvor han hadde pint hende +med sin kjærlige bekymring for hendes helbred, -- sine formaninger om at +sørge for motion. Den dagen det var opholdsveir, hadde han faat slæpt hende +ut for at gaa tur -- og hun skulde endelig hænge og støtte sig paa hans arm +-- En aften hadde han i smug tittet paa hendes haandarbeide -- ventet vist +at hun var ifærd med at falde bleier. + +Han mente jo ikke noget vondt med det --. Men saa var der heller ikke noget +haab om, at det skulde bli bedre, naar han kom igjen -- tvertimot. Men hun +orket det altsaa ikke mere --. + +En dag fik hun brev fra ham, og han skrev blandt andet, at hun endelig +maatte raadføre sig med en læge --. + +Samme aften skrev hun et kort brev til Gunnar Heggen -- at hun ventet et +barn i februar og om han kunde skaffe hende adressen paa et stille sted i +Tyskland, hvor hun kunde være, til det var over. + +Heggen svarte med omgaaende post: + + Kjære Jenny. + + +Jeg har avertert i et par herværende aviser og sender dig alle billetterne, +naar de kommer, saa kan du se paa dem selv. Hvis du vil, jeg skal reise +nogensteds hen og se paa for dig, før du leier, saa vet du, jeg gjør det +med fornøielse, og i det hele maa du bare disponere over mig paa alle +maater. Sig naar du reiser og hvem vei og om du vil ha jeg skal komme og +møte dig eller om der er noget andet jeg kan hjælpe dig med. Jeg er noksaa +lei for det du fortæller, men jeg vet jo, du er forholdsvis vel rustet til +at staa for en støit. Vil du være saa snil at skrive til mig, om der er +noget mere, jeg kan hjælpe dig med. Du vet, jeg vil være glad for at kunde +gjøre dig en tjeneste. -- Hører du har et godt billede paa statens -- +gratulerer med det. + +Mange hilsener fra din hengivne ven + + G. H. + + + * * * + +Nogen dage efter kom der en hel pakke med billetter. Jenny stavet sig +igjennem endel skrivelser, prentet med frygtelige gotiske kraketær. Saa +skrev hun til frau Minna Schlessinger i nærheten av Warnemünde og leiet fra +femtende november, meddelte Gunnar sin bestemmelse og sa op hos fru +Rasmussen. + +Først den sidste aften skrev hun til Gert Gram: + + Kjære ven. + + +Jeg har tat en bestemmelse, som jeg er ræd vil gjøre dig vondt, men du maa +ikke bli sint paa mig. Jeg er saa træt og nervøs, vet selv at jeg var +urimelig og ubehagelig mot dig, da du var hernede, og det vil jeg saa +nødig. Derfor vil jeg ikke træffe dig, før det er overstaat og jeg er +normal igjen. Jeg reiser herfra imorgen tidlig til utlandet -- min adresse +opgir jeg ikke foreløbig, men du kan sende breve til mig gjennem fru +Fransiska Ahlin, Varberg, Sverige; jeg skriver til dig via hende foreløbig. +Du skal ikke ængste dig for mig; jeg er frisk og har det rigtig bra, men +kjære, forsøk ikke at komme i forbindelse med mig paa anden maate indtil +videre, jeg ber dig saa pent. Og vær ikke altfor sint paa mig, men jeg +tror, denne ordning er bedst for os begge. Og forsøk at være saa litet +bedrøvet og bekymret for min skyld, som du kan. + +Din hengivne Jenny Winge. * * * + +Saa flyttet hun ind hos en ny enke i et nyt litet hus -- det var rødt +dennegang med hvitkalkede vindueskarmer. Det laa bak en liten have med +fliselagte ganger og konkylier rundt blomsterbedene, hvor asters og +georginer stod svarte og raatne. En tyve, tredve saanne huser laa langs en +smule gate, fra en jernbanestation og ned til en fiskerhavn, hvor sjøen +brøt hvit over de lange stenmoloer. Et stykke borte paa den hvite +strandbredd, hvor tangen fløt ind i bunker, laa et litet badehotel med +stængte skodder. Og indover landet drog endeløse veier med nakne og +strittende popler, der neiet sig i vinden, forbi smaa murgaarder med en +stump forhave og etpar store svarte høistakker -- utover uendelige svarte +marker og myrer. Om morgenen laa landet sommetider dækket av vasgraa nysne, +som gik bort utpaa dagen. + +Jenny gik indover veiene saa langt hun orket, og kom hjem og sat i sit +lille værelse, som dennegang var overfyldt av dyrebart nips, med farvede +gipsrelieffer av ridderborge og muntre vertshusscener i messingrammer. Hun +orket ikke engang bytte det vaate fottøi, men frau Schlessinger tok av +hende støvler og strømper og snakket ustanselig imens og formanet Jenny til +at være ved godt mot. Og hun fortalte om alle de lidelsesfæller av Jenny, +som hun hadde hat i huset -- nu var baade den og den gift og hadde det godt +-- ja! + +Hun hadde bodd der en maaned, da frau Schlessinger kom trillende ind, +ophidset og straalende -- der var kommet en herre, som vilde hilse paa +frøkenen. + +Jenny sat lammet av angst. Saa fik hun spurt hvordan herren saa ut. Ganske +ung, sa frau Schlessinger, og hun smilte lurt: wundernett. Saa faldt det +hende ind -- kunde det være Gunnar. Og hun stod op -- men saa kastet hun +reiseplædet over sig, tullet sig i det og krøp ned i den dypeste lænestol. + +Frau Schlessinger vagget henrykt ut for at hente herren. Og førte Gunnar +ind til Jenny og dvælte lykkelig smilende i døren et øieblik, før hun +forsvandt. + +Han klemte hendes hænder, saa det gjorde vondt. Men han lo straalende: + +«Ja jeg syntes, jeg maatte op og se, hvordan du hadde faat det. -- Jeg +synes nu, dette er en trist verdensdel, du har utvalgt -- men her er da +friskt ialfald --.» Han rystet litt vand av sin filthat, som han stod med i +haanden. + +«Nu skal du faa te -- og mat!» Jenny gjorde en bevægelse, som hun vilde +reise sig, men blev sittende og sa rødmende: «Kanske du er saa snil og +ringer for mig --». + +Heggen spiste som en ulv og snakket ustanselig imens. Han var begeistret +over Berlin; han bodde oppe i Moabit i et arbeiderkvarter, og han talte med +den samme henrykkelse om tyske socialdemokrater og militarisme -- «ja for +der er noget herlig maskulint ved det da, ser du. Og det ene betinger jo +desuten det andet.» Han hadde faat se etpar storfabrikker, og natlivet +hadde han maattet studere litt, fordi han hadde truffet en norsk ingeniør, +som var der paa bryllupsreise og en norsk familie med to nydelige tækkelige +døtre -- og de unge damerne var jo som de var brændt, selvfølgelig, efter +at faa se litt last paa nært hold. Saa de hadde været baade paa National og +Riche og Amorsaler -- damerne hadde moret sig storartet. + +«Forresten saa blev jeg uvenner med dem. Jeg foreslog jo frøken Paulsen da, +ser du, at bli med hjem til mig en aften silde --» + +«Neimen Gunnar --» + +«Ja faen, jeg var jo litt fuld, kan du begripe, og saa var det jo bare min +spøk, forstaar du --. Det skulde bare manglet, hun hadde slaat til -- jo da +skulde jeg sittet nydelig i det. Kanske giftet mig med et pikebarn, som +morer sig med at gaa og snuse paa slike ting -- nei tak. Nei jeg hadde bare +moro av at se hende dydig forarget --. Naa, der var nu ingen fare -- +denslags smaapiker gir sgu ikke sit klenodium bort uten de har sikret sig +valuta --» + +Han rødmet pludselig. Det faldt ham ind, Jenny kunde kanske finde det +taktløst, at han snakket slik til hende -- nu. Men hun lo bare: + +«Aa du er jo gal, gut!» + +Den unaturlige, pinefulde skyhet var efterhaanden gaat av hende. Heggen +blev ved at la munden løpe --. Etpar ganger, naar hun ikke saa det, hang +hans øine ængstelig ved hendes ansigt -- herregud, som hun var mager og +huløiet -- furet om munden. Senerne paa halsen var traadt saa frem, og hun +hadde faat etpar stygge striper tvers over strupen. + +Det var blit opholdsveir, og hun gik ind paa at spasere en tur med ham. + +Utover den øde landevei med de forblaaste popler gik de i sjøtaaken, Jenny +tung og træt. + +«Ta min arm da vel,» sa Gunnar en passant, og hun tok den. + +«Jeg synes nu, her er fælt trist, Jenny. Vet du -- var det ikke bedre, du +reiste til Berlin, tror du?» + +Jenny rystet paa hodet. + +«Du har jo museerne der og en masse andet og. -- Nogen at være sammen med +--. Paa National bryr du dig jo ikke om at gaa allikevel. Bare ta en tur +ditned for at bli kvikket op da? -- Jeg synes her maa være kjedelig.» + +«Uf nei Gunnar -- du kan da skjønne -- ikke nu --.» + +«I den ulsteren der er du saa pen,» sa han om litt forsigtig. + +Jenny bøiet hodet. + +«Jeg er en klods,» sa han pludselig heftig. «Undskyld! Du maa si mig det, +Jenny, hvis jeg plager dig --» + +«Nei du gjør ikke --» hun saa op. «Jeg er glad, du kom!» + +«Jeg skjønner jo, det maa være fælt.» Hans stemme var blit en helt anden. +«Ja Jenny, jeg skjønner det. Alen det er mit alvor -- at du skal gaa her -- +under dette -- jeg tror bare, du gjør det værre for dig selv. Jeg synes, du +burde reise til et andet sted, som var mindre -- trøstesløst!» Han saa +utover de mørke engdrag og poppelrækkerne, som tapte sig i skodden. + +«Fru Schlessinger er jo snil da,» sa Jenny undvigende. + +«Ja stakkar, det er hun vist.» Han kom til at le. «Hun mistænker vist mig +for at være misdæderen!» + +«Ja,» sa Jenny og lo litt hun og. + +«Naaja -- faen.» De gik litt. «Du -- har du tænkt noget paa, hvordan du vil +ordne dig -- i fremtiden?» + +«Jeg vet ikke rigtig endda. Du mener vel med -- barnet? La det bli hos frau +Schlessinger kanske -- indtil videre. Hun vilde nok gi det ordentlig stel. +-- Eller adoptere det» -- hun lo. «Man adopterer jo sommetider saanne barn. +Du vet, jeg kunde kalde mig _fru_ Winge -- og blaase i hvad folk tænker --» + +«Du er altsaa fast bestemt paa -- som du skrev -- at avbryte enhver +forbindelse med -- vedkommende mand?» + +«Ja,» sa hun haardt. «-- Det er ikke ham, som jeg var -- forlovet med,» +føiet hun til om en stund. + +«Naa gudskelov!» Det kom saa hjertelig, at hun uvilkaarlig smilte litt. «Ja +vet du hvad Jenny, han var sgu ikke noget at reproducere -- for dig +ialfald. Han har forresten tat en doktorgrad, saa jeg forleden. -- Naaja, +saa kunde det altsaa været værre -- jeg var ræd jeg, ser du --» + +«Det er hans far,» sa hun pludselig. + +Heggen braastanset. + +Da hun brast ut i graat, vildt og skjærende, tok han om hende, og han la +sin haand om hendes kind, mens hun blev ved at hulke ind til hans skulder. + +Hun gav sig til at fortælle, mens de stod slik. Engang saa hun op i hans +ansigt -- det var ganske blekt og fortrukket -- saa graat hun paany. + +Da det var over, løftet han hendes hode et øieblik: + +«Herre Jesus, Jenny -- har du hat det slik! Jeg begriper ikke --» + + * * * + +De gik tause indover mot byen igjen. + +«Ta og reis med mig til Berlin,» sa han pludselig bestemt. «Jeg taaler ikke +at tænke paa --. Det gaar ikke an, at du skal gaa alene her og gruble paa +dette --» + +«Jeg er næsten holdt op at gruble,» hvisket hun træt. + +«Der er ingen mening i det!» Han brøt ut saa voldsomt, at hun stanset. «De +bedste av dere gaar det slik! Og vi aner ikke, hvordan dere har det! Der er +ingen mening i det --!» + + * * * + +Heggen blev tre dage i Warnemünde. Jenny begrep neppe selv, hvorfor hun var +saa meget bedre tilmote efter hans besøk. Men den ulidelige følelse av +ydmygelse var borte -- hun kunde ta sin tilskikkelse meget mere rolig og +naturlig nu. + +Og frau Schlessinger gik rundt og smilte glad og underfundig, tiltrods for +at Jenny hadde forklaret, at den herre var hendes fætter. + +Han hadde tilbudt at sende hende sine bøker, og der kom en hel kasse av +dem, og blomster og konfekt til jul. Hver uke skrev han lange breve om løst +og fast, med utklip av norske aviser. Til hendes fødselsdag i januar kom +han op selv og var i to dage, efterlot etpar av julens nye norske bøker. + +Men like efter hans sidste besøk blev hun syk. Og hun var elendig, daarlig, +forpint og søvnløs utover i den sidste tid. Før hadde hun tænkt svært litet +paa selve fødselen og ikke gruet for den. Nu, under de stadige smerter +grepes hun av en forfærdelig rædsel for det, hun maatte igjennem. Saa da +den tid kom, at hun blev liggende, var hun aldeles utslitt av angst og +søvnløshet. + +Det blev en haard fødsel. Og Jenny var nærmere død end liv, da lægen, som +var blit hentet fra Warnemünde, endelig stod med hendes gut i sine blodige +hænder. + + + + +VI. + + + +Jennys søn levet i seks uker -- nøiagtig fire og firti og en halv dag, sa +hun bittert til sig selv, naar hun tænkte om og om igjen paa den korte tid, +hun hadde visst, hvad det var at være lykkelig. + +Hun graat ikke de første dage efter -- men hun gik omkring det døde barn og +ynket sig dypt nede i strupen. Og hun tok det op og kjælte: + +«Lillegut -- mors lille lille deilige gut -- du faar ikke lov, -- hører du +-- lillegut kan ikke faa lov til at være død, kan du vel skjønne --» + +Gutten hadde været liten og skrøpelig, da han kom til verden. Men baade +Jenny og fru Schlessinger hadde syntes, han trivdes og kom sig saa +storartet. Saa blev han syk en morgen og døde ved middagstid. + +Da han var begravet, gav hun sig til at graate, og saa kunde hun ikke +stanse. Hun hulket ustanselig næsten, nat og dag, i uker efterpaa. Syk blev +hun ogsaa -- fik betændelse i brysterne, saa fru Schlessinger maatte hente +lægen, som skar hende. -- Og de legemlige smerter og fortvilelsen i hendes +sjæl løp sammen til et, de forfærdelige febernætter. + +Frau Schlessinger laa i værelset ved siden av. Og naar hun hørte de +underlig dyriske, kvalte klagelyd inde fra den unge pikes værelse, trillet +hun forfærdet ind og sat paa en stol foran sengen: «Um gotteswillen, +Fräulein --» + +Hun stelte med Jenny, og hun klappet hendes magre, klamme hænder med sine +tykke, varme. Og hun formante. Det var guds vilje, og det var kanske det +bedste baade for gutten og for frøkenen. Frøkenen var jo saa ung endnu --. +Selv hadde frau Schlessinger mistet begge sine barn -- den lille Bertha, da +hun var to aar, og Wilhelm, da han var fjorten -- saan kjæk gut --. Og de +var endda født i lovlig egteskap og skulde været hendes alderdoms støtte -- +men denne lille her, han hadde jo da bare været en lænke om foten paa +frøkenen -- frøkenen, som var saa ung og pen. Ak gud ja, visst hadde han +været søt, den lille engelen, ja det var tungt nok. -- Sin mand hadde frau +Schlessinger ogsaa mistet -- ja. Og der var mange av Jennys lidelsesfæller, +som frau Schlessinger hadde hat i huset, og barna var døde -- ja nogen +hadde været glad til, nogen hadde likefrem sat dem bort for at bli av med +dem -- ja det var fælt, men hvad skal man si? Og nogen hadde grætt og +jamret som Jenny nu -- men de kom over det med tiden; baade den ene og den +anden var gift nu og hadde faat det godt --. Men maken til fortvilelse som +paa frøkenen hadde hun aldrig set -- Herregott im Himmel --. + +At fætteren var reist sydover, først til Dresden og siden til Italien, like +i de dage gutten døde, tilskrev frau Schlessinger i sit hjerte en stor del +av Jennys fortvilelse. -- Jaja, saan var de nu engang, mandfolkene --. + +Uopløselig forbundet med mindet om disse vanvittige kvalfyldte nætter var +siden for Jenny billedet av frau Schlessinger, som sat der paa taburetten +foran sengen, mens lampelyset brøt i taarerne, som piblet ut av hendes smaa +snille øine og dryppet ned over hendes runde røde kindboller. Og hendes +mund, som ikke stod et øieblik, og hendes lille graa flette, som strittet, +og hendes hvite nattrøie med takkelidserne og hendes underskjørt av rosa og +graastripet flonel med de broderte tunger forneden. -- Og det lille værelse +med gipsreliefferne i messingrammer. + +Hun hadde skrevet til Heggen om sin store lykke. Og han hadde svart -- +vilde gjerne kommet op og set paa gutten, men reisen var lang og dyr og han +skulde bryte op til Italien desuten. Velkommen efter med prinsen og +tillykke med ham! -- Da barnet døde, var Heggen i Dresden; hun fik et langt +og vakkert brev fra ham. + +Til Gert hadde hun skrevet nogen linjer, saasnart hun orket. Hun opgav +samtidig sin adresse, men bad ham ikke komme før til vaaren -- da var +lillegut blit stor og pen. Nu kunde nok bare hans mor se, at han var +deilig. -- Da hun var oppe igjen, skrev hun et længere brev. + +Den dag, barnet var blit begravet, skrev hun igjen og meldte i faa ord dets +død. Samtidig skrev hun, at hun reiste sydover samme aften og at han ikke +maatte vente at høre fra hende, før hun var blit litt roligere: «Du skal +ikke ængste dig for mig,» skrev hun, «jeg er forsaavidt noksaa rolig og +fattet nu og, men grænsesløst bedrøvet naturligvis.» + +Dette brev krydset et fra Gert Gram. Hans lød: + + Min lille Jenny! + + +Tak for dit sidste brev. Allerførst vil jeg sige dig, da det synes, som du +gjør dig bebreidelser i anledning dit forhold overfor mig -- kjære lille +pige, jeg gjør dig ingen saadanne, og det maa du hellerikke gjøre dig selv. +Du har jo aldrig været andet end god og blid og kjærlig mod din ven. Aldrig +vil jeg glemme din ømhed og din varme i den korte tid, du elske de mig -- +din søde ungdom og din fine og blide hengivenhed i vor korte lykkes dage. + +Vor lykke maatte blive kort; det burde vi vel vidst begge. Jeg _burde_ +vidst det -- du _kunde_ vel have vidst det, dersom du havde tænkt; men hvad +tænker to mennesker, som drages mod hinanden? At du en dag ophørte at elske +mig, tror du jeg bebreider dig det? Fordi om det voldte mig den bitreste +lidelse i mit forøvrig ikke meget lykkelige liv -- dobbelt bitter for mig, +da jeg samtidig fik vide, at vort forhold havde faaet følger, som du vilde +have at bære gjennem hele dit. + +Og nu ser jeg altsaa af dit brev, at disse følger, hvorover jeg sikkert har +været meget mere fortvivlet end du, hvad du end kan have gjennemgaaet af +bekymringer og legemlig lidelse, dog har bragt dig en dybere glæde og lykke +end noget, du før har mødt i dit liv. At moderglæden helt fylder dig med +fred, tilfredshed og livsmod, saaat du mener, med dit barn i armene vil du +have styrke til at møde alle vanskeligheder, økonomiske som sociale, som +fremtiden vil kunne bringe en ung kvinde i din stilling. At du skriver +dette, gjør mig mere glad, end du kan ane. For mig er dette atter et bevis +paa tilstedeværelsen af hin evige retfærdighed, som jeg ikke tvivler paa. +For dig, som tog feil, bare fordi dit hjerte var varmt og ømt og tørstede +efter ømhed, vil netop denne feiltagelse, der har bragt dig saa fortvivlede +timer, til slutning bringe alt det, du higede efter, bedre, smukkere og +renere end du vel nogensinde før har drømt om, nu da dit hjerte helt er +fyldt af kjærligheden til dit barn, og siden endnu mer, naar den lille +gutten vokser til, begynder at kjende sin mor, hænge efter hende og kan +gjengjælde hendes kjærlighed, sterkere og dybere og mere bevidst for hvert +aar, som gaar. + +Og for mig, som tog mod din kjærlighed, skjønt jeg burde vidst, at et +kjærlighedsforhold mellem os var umulig og unaturlig -- for mig har disse +maaneder bragt usigelig lidelse og sorg -- og savn, Jenny, et savn, som du +ikke kan gjøre dig forestilling om, savnet af dig, af din ungdom, af din +skjønhed, din velsignede kjærlighed. Og hvert mindste minde om disse ting +har været forbitret af anger -- dette stadige nagende spørgsmaal, hvor +kunde jeg lade hende gjøre det, hvor kunde jeg tage mod det, hvor kunde jeg +tro paa en lykke for mig selv med hende? Ja Jenny, for jeg har troet paa +det, saa vanvittig det høres ud, fordi jeg følte mig saa ung sammen med +dig. Husk at min egen ungdom gik jeg glip af, alt mens jeg var langt yngre +end du er nu; en ungdoms glade arbeidsliv og glade elskovslykke fik jeg ved +egen skyld ikke smage. Og dette var hevnen. Min døde ungdom kom og spøgte, +da jeg saa dig -- mit hjerte følte sig ikke ældre end dit. Og Jenny, intet +i verden er forfærdeligere end det, at en mand er gammel og hans hjerte er +ungt. + +Du skriver, at du vil gjerne engang senere, naar gutten er blevet lidt +større, at jeg skal komme og besøge dig og se vort barn. Vort barn -- det +er en saa urimelig tanke. Ved du, hvad jeg stadig maa tænke paa? Kan du +huske den gamle Josef paa de italienske alterbilleder, han som altid staar +ude i baggrunden eller ved en side, og ømt og sørgmodig betragter det +guddommelige barn og dets unge og deilige mor, disse to, som helt er +optagne af hinanden og slet ikke ænser hans nærvær. Kjære Jenny, misforstaa +mig ikke, jeg ved jo, at det lille barn, som nu ligger paa dit fang, ogsaa +er mit kjød og blod, og dog -- naar jeg tænker paa dig, som nu er mor, da +føler jeg mig som den stakkars gamle Josef udenfor. + +Men derfor skal du heller ikke have mere betænkeligheder ved at tage mod +navnet af min hustru og den beskyttelse for dig og dit barn, som ligger +deri, end Maria havde ved at betro sig til Josef. Egentlig synes jeg ikke +engang, det er ganske rigtig af dig overfor barnet vilkaarlig at berøve det +dets fars navn, som det dog har ret til -- du kan ha saa megen selvtillid +du vil. En selvfølge er det, at du ved et saadant ægteskab vedbliver at +være lige fri og ubunden som nogensinde, og at det ogsaa naarsomhelst du +maatte ønske det, skal blive legalt ophævet. Jeg beder dig indstændig om at +overveie dette. Vi kan blive viede i udlandet, om du ønsker det kan +allerede nogle maaneder efter skridt til dets ophævelse foretages, og du +behøver aldrig at vende tilbage til Norge, endsige bo under tag med mig. + +Om mig selv er ikke stort at fortælle. Jeg har disse to smaa værelser +heroppe paa Hægdehaugen lige i nærheden af den løkke, hvor jeg er født og +har levet til mit tiende aar, da min far kom som foged til Numedal. Fra mit +vindu ser jeg toppene af de to store kastanjetrær udenfor indgangsdøren til +mit barndomshjem. De er ikke synderlig forandret. Heroppe begynder allerede +aftenerne at blive lange og lyse og vaarlige og de tegner sine nøgne, brune +kroner mod den bleggrønne himmel, hvor enkelte gyldne stjerner funkler i +den skarpe, klare luft. Kvæld efter kvæld sidder jeg her ved mit vindu og +stirrer didover og drømmer og mindes mit hele liv. Ak Jenny liden, hvor +kunde jeg nogensinde glemme, at der laa et helt liv, et liv, næsten dobbelt +saa langt som dit, og mere end den halve del henlevet i uafbrudt ydmygelse, +nederlag og smerte -- mellem dig og mig. + +At du tænker paa mig uden vrede og bitterhed, er mere end jeg havde haabet +og ventet. Den lykke, som aandet gjennem hver linje i dit brev, har gjort +mig saa usigelig godt. Gud velsigne og bevare barnet og dig; al lykke i +verden ønsker jeg over dig og over det. Jeg holder saa usigelig meget af +dig, du lille Jenny, som var min engang. + + Din hengivne + + + Gert Gram. + + + + + +VII. + + + +Men Jenny blev boende hos frau Schlessinger. Der var billig -- og hun +visste ikke, hvor hun skulde gjøre av sig heller. + +Der kom vaar i luften, og over den vældige aapne himmelkuppel drev tunge, +solbræmmede skyer, som brandt i guld og blod og speilet sig i det urolige +hav om kvelden, naar hun gik ute paa moloen. Og de triste og mørke flater +indover blev lysegrønne, og poplerne blev brunrøde av unge skud og duftet +lindt og lunt. Langs jernbanedæmningen myldret der frem violer og smaa +hvite og gule blomster. Og tilsidst blev sletten yppig og grøn, og det +vældet av farver langs grøftekanterne, og svovlgul iris og store hvite +skjærmplanter stod og speilet sig i torvmyrernes vandhuller. En vakker dag +drev der utover landet søt høiduft, som blandet sig i den salte tarelugt +fra stranden. + +Badehotellet blev aapnet og der kom sommergjester i de smaa huser ved +moloen. Der vrimlet av barn paa den hvite strandbred; de rullet sig i +sandet og plasket barbent utover i vandet, og mødre og barnepiker og bonner +i Spreewalderdragt sat og sydde og saa efter dem i græskanten. Badehusene +var kjørt ut i vandet, og smaa tyske bachfischer skrek og hujet derute. Og +der kom lystseilere til moloen og besøk fra byen og om kvelden var der +dansemusik paa badehotellet og fuldt av spaserende i den lille furuplantage +utenfor, hvor Jenny hadde ligget tidligere paa vaaren i det strie græs og +lyttet til bølgeslaget og suset av vinden i de forblaaste kroner. + +En og anden av damerne sendte et interessert og deltagende blik efter +hende, naar hun gik veien langs badestranden i sin sorte og hvite +sommerkjole. Badegjesterne i byen hadde naturligvis faat vite, at det var +en ung norsk pike, som hadde faat et barn og sørget saa forfærdelig over +dets død. Og nogen var der jo, som fandt det mere rørende end skandaløst. + +Forresten gik hun oftest indover landet; der kom aldrig sommergjesterne. En +sjelden gang gik hun helt ind til kirken og kirkegaarden, hvor gutten laa. +Hun sat og stirret paa graven, som hun ikke hadde latt gjøre noget ved, og +hun kunde lægge paa den nogen vilde blomster, hun hadde plukket paa veien, +men hendes fantasi negtet at sætte den lille graa muldhaug, hvor ugræs og +straa skjøt op, i forbindelse med hendes lillegut. + +Om kvelden sat hun paa sit værelse og stirret i lampen -- med et +haandarbeide, som hun ikke rørte. Og hun tænkte altid paa det samme -- +husket de dage, hun hadde hat gutten -- den første tiden, den matte, +fredelige lykke, mens hun laa og frisknet til -- siden, da hun sat oppe og +frau Schlessinger viste hende tilrette med at bade og stelle og klæ og reve +ham -- og da de reiste sammen til Warnemünde for at kjøpe fint tøi og +blonder og baand, og hun kom hjem og klippet og sydde og tegnet og broderte +-- gutten hendes skulde ha nogen fine klær istedetfor det tarvelige +færdigkjøpte, hun hadde bestilt fra Berlin. Og en komisk havesprøite hadde +hun kjøpt -- med avtrykningsbilleder paa det grønmalte blik: en løve og en +tiger stod mellem palmer ved et himmelblaat hav og betragtet forfærdet de +tyske panserkolosser, som dampet mot rikets afrikanske besiddelser. -- Hun +hadde syntes, den var saa leven -- og lillegut skulde faa den og leke sig +med, naar han blev stor nok -- om længe, længe. Først maatte han jo opdage +mors bryst, som han nu bare blindt hugget sig fast i -- og sine egne smaa +fingre, som han ikke kunde faa ut fra hinanden endda, naar han filtret dem +sammen -- og om litt kunde han kjende mor, og titte efter lampen og mors +ur, naar hun lot det dingle foran ham -- der var saa meget, som lillegut +skulde lære. -- Aa gud. + +I en skuf laa alle hans saker, og hun saa aldrig paa dem. Hun visste +allikevel, hvordan hvert stykke saa ut og kjendte det i sine haandflater -- +det glatte myke lin og det ru uld og den halvfærdige jakken av grøn flonel, +som hun hadde brodert smørblomster paa -- den han skulde hat og kjøre ut +med --. + +Hun hadde begyndt paa et billede fra stranden med de røde og blaa unger paa +den hvite sandstrand. Og et par av de deltagende damer kom bort og saa paa +og forsøkte at indlede bekjendtskap: «Wie nett!» Men hun var misfornøiet +med skissen og gad ikke gjøre den færdig, heller ikke begynde paa noget +nyt. + + * * * + +Saa lukket badehotellet en dag, og det stormet paa sjøen og sommeren var +forbi. + +Gunnar skrev fra Italien og raadet hende til at komme dit. Og Cesca vilde +ha hende til Sverige. Moren, som intet visste, skrev og begrep ikke, +hvorfor hun blev der. -- Og Jenny tænkte paa at reise -- men hadde ikke +tiltak. Skjønt der allikevel litt efter litt vaagnet en vak længsel. -- Hun +blev nervøs selv, ved at hun gik slik og ikke kunde bestille noget. Hun +maatte ta en bestemmelse -- om det saa bare var at springe ut i sjøen fra +moloen en nat. + +En kveld hadde hun tat frem kassen med Heggens bøker. Imellem dem var der +et bind italienske digte -- Fiori della poesia italiana. Saan en utgave, +som er beregnet paa turister -- i bind av lærmosaik. Hun bladet i den for +at se, om hun hadde glemt alt sit italiensk. + +Boken faldt op av sig selv paa Lorenzo av Medicis karnevalsvise -- der laa +et sammenfoldet papir, beskrevet med Gunnars haand: + +«Kjære mor -- nu kan jeg da fortælle dig, at jeg er lykkelig og vel +ankommet til Italien og har det bra i alle maater, samt at --» resten av +arket var overskrevet med gloser. Ved verberne var deklinationen skrevet +op. Og der stod gloser i bokens marg -- tæt, tæt, langs det sørgmodig +lystige karnevalsdigt --. «Hvor ungdommen er vakker -- som flygter straks» +--. + +Selv de mest almindelige ord var skrevet op. Gunnar maatte ha prøvet at +læse det, straks han var kommet til Italien -- før han kunde noget av +sproget. Hun saa efter paa titelbladet: G. Heggen, Firenze 1903 stod der. +Det var før hun kjendte ham. + +Hun bladet og læste her og der. Det var Leopardis hymne til Italien, som +Gunnar var saa begeistret for. Hun læste den. Margen var svart av gloser og +blækflekker. + +Det var som en hilsen fra ham -- inderligere end nogen av hans breve. Han +ropte paa hende, ung og sund og fast og virkelysten. Han bad hende komme +tilbake til livet -- og arbeidet. Ja om hun kunde ta sig sammen og begynde +at arbeide igjen. Hun maatte forsøke -- vælge, om hun skulde leve -- eller +dø. -- Hun vilde ditned igjen, hvor hun engang hadde følt sig fri og sterk +-- alene, bare med sit arbeide. Hun længtet efter det -- og efter vennerne, +de paalidelige kamerater, som ikke kom hinanden saa nær, at det gjorde +vondt, men levet side om side med hver sit eget -- og det som var deres +alle -- tillid til sine evner, glæde ved sit virke. Og hun vilde se igjen +landet dernede, fjeldlandet med de stolte og strenge linjer og de solsvidde +farver. + +Et par dage efter reiste hun til Berlin. Hun gik i byen nogen dage -- var +paa gallerierne. Men hun følte sig træt og fremmed og vildfarende. Saa drog +hun videre til München. + +I Alte Pinakothek saa hun Rembrandts hellige familie. Hun tænkte slet ikke +paa det som maleri -- saa bare paa den unge bondekone, som sat endda med +serken trukket bort fra det melkespændte bryst og saa paa barnet sit, som +var sovnet ind. Kjærtegnende tok hun om den ene lille bare foten hans. En +styg liten pøbelunge var det, men struttende sund -- og han sov saa godt og +var deilig og søt allikevel. Josef tittet paa ham over morens skulder. -- +Men det var ingen gammel Josef, og Maria var ingen jordfremmed himmelbrud +--. Det var en kraftig middelaldrende haandverksmand og hans unge kone, og +barnet var deres begges lyst og glæde --. + +Om kvelden skrev hun til Gert Gram. Et langt brev, ømt og bedrøvet -- men +det var et farvel for bestandig. + +Dagen efter løste hun billet direkte til Florens. I det første daggry sat +hun ved kupévinduet efter en søvnløs nat paa toget. Vildbækkene sprutet +hvitt nedover skoggrodde fjeldsider. Det lysnet mere og mere, og byerne hun +kjørte forbi blev mere og mere italienske av karakter. Rustbrune og +mosegyldne taksten, loggiar paa husene, grønne tremmejalousier mot rødgule +murvægger, barokke kirkefacader, stenbroers buerækker ut i elven -- +skilterne paa stationerne hadde tekst baade paa tysk og italiensk. Vigner +utenom byerne, graa borgruiner paa fjeldknauserne --. + +Ala. Hun stod ved toldskranken og saa paa de morgengrætne første- og +andenklasses passagerer -- følte sig saa meningsløs glad. Hun var i Italien +igjen. Tolderen smilte til hende, fordi hun var blond, og hun smilte +tilbake, fordi han tok hende for et eller andet herskaps kammerjomfru. + +Fjeldkjæderne vek til siderne, lergraa med blaa skygger i kløfterne, +jordsmonnet lyste rustrødt og solen flammet hvitt og hett. + +Men Florens var bitterlig kold og graa i novemberdagene. Træt og forfrossen +drev hun omkring i byen en fjorten dages tid -- kold i sit hjerte mot al +den skjønhet hun saa og melankolsk og motløs, fordi den ikke varmet hende +som før --. + +En morgen reiste hun til Rom. Markerne laa hvite av rim nedover gjennem +Toskana. Utpaa dagen lettet frosttaaken og solen skinnet. Og hun saa igjen +det sted, hun aldrig hadde glemt: Trasimenersjøen laa blekblaa med fjeldene +i dis omkring. Ut i vandet skjøt en odde med en liten stengraa bys taarne +og tinder. En cypresallé førte ditut fra stationen. -- + +Men til Rom kom hun i høljende regn. Gunnar var paa perronen og tok imot +hende. Og han klemte hendes hænder, da han ønsket velkommen, og mens de +skrumlet avgaarde i en drosche til det logis han hadde skaffet hende, i +regnet, som plasket ned fra den graa himmel og op fra gatens brolægning, +blev han modig ved at snakke og le --. + + + + +VIII. + + + +Heggen sat ved yttersiden av marmorbordet og tok omtrent ikke del i +samtalen. Av og til skottet han over til Jenny, som sat klemt inde i +hjørnet med whisky og selters foran sig. Hun snakket overstadig muntert med +en ung svensk frue tvers over bordet og tok ikke spor notis av sine +sidekamerater, dr. Broager og den lille danske malerinde, Loulou von +Schulin, som begge forsøkte at tiltrække sig hendes opmerksomhet. Heggen +saa, hun hadde drukket formeget -- igjen. + +De var en liten flok skandinaver og et par tyske, som hadde truffet sammen +paa en vinkneipe og nu utpaa natten var havnet her i den inderste krok av +en skummel kafé. Og selskapet var helt igjennem noksaa paavirket av alkohol +og svært uvillig til at efterkomme vertens opfordringer om at gaa -- det +var langt over hans lovlige lukketid, han fik tohundrede lires bøter -- ja +sikkert! + +Gunnar Heggen var den eneste, som mere end gjerne skulde set, at symposiet +fik en ende. -- Han var den eneste ædru og i daarlig humør. + +Dr. Broager anbragte hvert øieblik sin svarte mustasche paa Jennys haand. +Naar hun trak den til sig, forsøkte han sig bare paa hendes nakne arm. Sin +anden haand hadde han faat placert bak hende i sofaen, og de sat saa trangt +der i kroken, at det var faafængt at forsøke at slippe fra ham. Forresten +var ogsaa hendes motstand temmelig slap, og hun lo uforarget av hans +nærgaaenhet. + +«Uha!» sa Loulou von Schulin og trak skuldrene i veiret. «At De dog kan +taale det! Synes De da ikke, han er ækkel, Jenny?» + +«Jo det var vel. Men De ser jo -- han er akkurat som en spyflue -- nytter +ikke jage ham væk. Isch, hold op da, doktor --» + +«Uh,» sa hun som før. -- «At De kan holde den mand ud!» + +«Skidt! Jeg kan jo saapevaske mig, naar jeg kommer hjem --» + +«Saa!» Loulou von Schulin la sig indover Jennys fang og strøk hendes arme. +«Nu passer vi paa de stakkels kønne hænder. Se!» Hun løftet en av dem op +til beskuelse for taffelrunden. «Hvor er den dog deilig, ikke?» Hun løste +sit irgrønne automobilslør av hatten og svøpte arme og hænder ind «I +fluenet -- vil I bare se --» og rakte en lynsnar liten tunge ut mot +Broager. + +Jenny sat et øieblik med armene indtullet i det grønne slør. Saa viklet hun +sig ut av det, trak jakke og hansker paa. + +Broager sank hen i halvblund. Men frøken Schulin løftet sit glas: + +«Skaal, hr. Heggen!» + +Han lot som han ikke hørte. Først da hun sa det igjen, tok han sit glas +«Pardon, -- jeg saa ikke --», drak og saa bort igjen. + +En og anden smilte. Eftersom Heggen og frøken Winge bodde dør i dør i +øverste etage etsteds nede mellem Babuino og Corso, gik folk ut fra deres +forhold som en selvfølge. Og med hensyn til frøken von Schulin saa hadde +hun efter et forbigaaende legitimt egteskap med en norsk forfatter reist +fra ham og barnet ut i den vide verden, hvor hun hadde antat sit pikenavn +og titel av frøken og malerinde samt dyrket venindeskaper, hvorom der gik +særdeles skumle rygter. + +-- Verten kom tilbake til selskapet og parlamenterte indtrængende for at +faa dem paa dør. De to opvartere slukket gasblussene længere ute i lokalet +og stillet sig avventende op ved bordet. Der var altsaa ikke andet for end +at betale og gaa --. + +-- Heggen var blandt de sidste, som kom ut. Borte paa torvet i maaneskinnet +saa han frøken Schulin ta Jennys arm. Og de løp mot en ledig drosche, som +de andre holdt paa at storme. Han sprang ditbort og hørte paa avstand Jenny +rope: «dere vet, den der i Via Paneperna --» og hun hoppet ind i den over +fyldte drosche -- dumpet ned i fanget paa nogen. + +Men der var damer, som vilde ut igjen, og damer, som vilde ind -- der +hoppet ustanselig folk ut av den ene vogndør og ind av den anden. Kusken +sat ubevægelig paa bukken og ventet, og øket sov med hodet duppende ned mot +stenbroen. + +Jenny var nede paa gaten igjen, men frøken Schulin rakte ut haanden -- der +var god plads. + +«Det er synd paa hesten,» sa Heggen kort. Saa gav hun sig til at gaa efter +-- ved siden av ham, sidst i flokken av dem, som ikke hadde faat plads i +droschen. Vognen rullet langsomt i spidsen. + +«Du vil ikke si, du gidder være sammen med de menneskene længer -- traske +helt ut i Paneperna for den saks skyld?» sa Heggen. + +«Aa vi finder vel altid en ledig drosche til underveis --» + +«At du gidder -- fulde som filler er de jo og -- allesammen --» gjentok +han. + +Jenny lo slapt: + +«Det er jeg ogsaa vist --» + +Heggen svarte ikke. De var kommet op paa Piazza di Spagna. Hun stanset: + +«Du vil altsaa ikke være med, Gunnar?» + +«Hvis du endelig skal holde paa længer saa -- ellers ikke.» + +«Du behøver da ikke for min skyld -- du kan skjønne, jeg greier mig nok +hjem --» + +«Hvis du blir med, blir jeg ogsaa --. Du faar nemlig ikke lov til at dille +rundt med bare de fulde menneskene.» + +Hun lo, den samme slappe og likeglade latteren. + +«Faen, saa blir du saa træt imorgen, at du ikke orker at sitte for mig +heller --» + +«Aa jeg skal nok klare at sitte --». + +«Th! Tror ikke paa det. Og forresten saa kan ialfald ikke jeg arbeide no +ordentlig, hvis vi skal rangle omkring slik hele natten --» + +Jenny trak paa skuldrene. Men hun begyndte at gaa nedover i retning mot +Babuino, motsat de andre. + +To guardiar i sine slængkapper passerte dem. Ellers var der ikke et liv paa +den øde plads. Springvandet rislet foran den spanske trappe, som laa hvit +av maaneskin med anlæggenes eviggrønne busker svarte og sølvblinkende +omkring. + +Jenny sa pludselig haardt og haanlig: + +«Jeg vet, det er godt ment, Gunnar. Det er pent av dig, at du forsøker at +passe paa mig. Men det er ingen nytte til --.» + +Han gik litt og tidde. + +«Nei ikke hvis du selv ikke vil --» sa han om en stund. + +«Vil,» hærmet hun. + +«Ja, jeg sa vil.» + +Jenny aandet kort og heftig, som hun vilde svare -- men saa tok hun sig i +det. Væmmelsen kom op i hende -- halvfuld var hun, det visste hun godt +selv. Det manglet bare, at hun skulde gi sig til at skrike op -- jamre, +forklare, hyle og graate kanske -- fuld. Indfor Gunnar. -- Hun bet munden +igjen over ordene. + +De kom til sin port. Heggen laaste op, tændte en voksfyrstik og begyndte at +lyse dem op igjennem den endeløse, mørke stentrap. + +Deres to smaa værelser laa alene i en halvetage øverst ved trappens slut. +Forbi dørene løp en liten gang, som endte i en marmortrap op til husets +flate tak. + +I sin dør rakte hun haanden ut mot ham: + +«Godnat da, Gunnar -- tak for iaften,» sa hun lavt. + +«Selv tak. Sov godt --» + +«I like maate.» + + * * * + +Han aapnet vinduet inde hos sig selv. Midt imot skinnet maanen paa en +okkergul mur med lukkede vinduesskodder og svarte jernbalkoner. Pincio +reiste sin høide bakom med hvastblinkende mørke løvmasser mot den maaneblaa +himmel. Nedenunder laa der gamle mosegrodde tak -- der hvor husets kulsorte +skygge holdt op, hang likblekt vasketøi til tørk paa en lavere terrasse. + +Gunnar laa lutet utover vindueskarmen -- trist og ækkel tilmote. Gu faen om +han var snerpet ellers -- men se Jenny slik --. Uf --. + +Og det var han selv, som hadde faat hende dradd med paa det der fra først +av. For at kvikke hende op -- hun hadde gaat og sturet som en syk fugl de +første maanederne. Ja han hadde tænkt naturligvis, at de to ondskapsfuldt +skulde moret sig med at se paa de andre -- apekatterne. Han hadde jo aldrig +anet, det skulde virke slik --. + +-- Han hørte, hun gik ut av sit værelse -- op paa taket. Heggen stod et +øieblik tvilraadig. Men saa fulgte han efter ditop. + + * * * + +Hun sat i den eneste stol deroppe, bak det lille lysthus av bølgeblik. +Duerne kurret i søvne i slaget ovenpaa dets tak. + +«Er du ikke gaat iseng da,» sa han lavt. «Du blir kold --.» Han hentet +hendes sjal fra lysthuset og rakte hende. Satte sig op paa murkanten mellem +blomsterpotterne. + +En stund sat de tause og stirret ut over byen, hvis kirkekupler svam i +maanedisen. De fjerne høidedrags linjer var helt utvisket. + +Jenny røkte. Gunnar tændte ogsaa en cigaret. + +«Jeg merker forresten, jeg taaler næsten ingenting mere -- at drikke mener +jeg. Det virker med en gang,» sa hun liksom undskyldende. + +Han merket, hun var helt ædru igjen. + +«Jeg synes, du skulde la det være en stund, Jenny. Og ikke røke -- svært +litet ialfald. Du har jo klaget over dit hjerte --.» + +Hun svarte ikke. + +«Igrunden er du jo enig med mig angaaende de menneskene. Jeg skjønner ikke, +at du gidder nedlate dig til at være sammen med dem -- paa den maaten --» + +«Undertiden,» sa hun sagte. «Saa trænger man -- bedøvelse, rent ut sagt. Og +hvad det angaar at nedlate sig --.» Han saa ned i hendes hvite ansigt. Det +bare, blonde haar flimret i maanelyset. «Sommetider synes jeg ikke --. +Skjønt nu i øieblikket for eksempel -- skammer jeg mig. Nu er jeg altsaa +ualmindelig ædru, ser du.» Hun lo litt. «Sommetider er jeg det ikke -- selv +om jeg ingenting har drukket. Det er da, jeg faar lyst til at være med paa +det der --» + +«Det er farlig, Jenny,» hvisket han. Og om en stund: «Jeg kan ikke si andet +-- jeg synes, det er ækkelt, saan som iaften. Jeg har set et og andet du -- +hvordan det gaar til --. Jeg vilde nødig se dig plumpe nedover -- ende som +noget slikt som Loulou --.» + +«Du kan være rolig, Gunnar. Det blir ikke slik jeg ender. -- Igrunden saa +orker jeg jo ikke det der. -- Jeg skal nok sætte punktum før --.» + +Han sat stille og saa paa hende. + +«Jeg vet, hvad du mener,» sa han tilsidst sagte. «Men Jenny -- der er +andre, som har tænkt det samme. Men naar man har latt sig gli nedover en +stund --. Saa gjør man ikke det, du kalder at sætte punktum --.» + +Han gled ned av murkanten, kom bort og tok hendes haand: + +«Du Jenny -- hold op med det der da -- hvad?» + +Hun reiste sig op og lo litt: + +«Foreløbig ialfald. Jeg er vist kurert for ranglelysten for en lang stund, +tror jeg.» + +De stod litt. Saa rystet hun hans haand: + +«Godnat da gut. -- Saa sitter jeg for dig imorgen,» sa hun i trappen. + +«Ja tak.» + +Heggen blev sittende litt endda og røke og smaafryse og tænke, før han gik +ned til sig selv. + + + + +IX. + + + +Hun sat for ham den næste dag efter lunsch og like til det begyndte at +skumre. Naar hun hvilte, vekslet de nogen likegyldige ord, mens han blev +ved at arbeide paa bakgrunden eller vasket penslerne. + +«Saa!» Han la bort paletten og gav sig til at ordne i skrinet. «Nu kan du +faa slippe for idag!» + +Hun kom bort, og de stod litt sammen og saa paa billedet. + +«Det sorte er ganske fint behandlet -- synes du ikke, Jenny?» + +«Jo. Jeg synes, det tegner svært bra.» + +«Ja --» han saa paa uret: «det er næsten tid at gaa og spise, du -- gaar vi +sammen?» + +«Gjerne det. Jeg skal bare ind og bytte paa mig spaserdragten -- venter du +saalænge?» + +Litt efter, da han banket paa hendes dør, stod hun færdig og fæstet paa sig +hatten foran speilet. + +Hvor vakker hun er, tænkte han, da hun snudde sig mot ham. Slank og lys i +det stramme staalgraa -- hun virket saa dameagtig, fin og tilknappet, +kjølig og stilfuld --. Og han vilde ikke tro, det han selv hadde tænkt --. + +«Var det forresten ikke en avtale, at du skulde ut til frøken Schulin +ieftermiddag og se sakerne hendes?» + +«Jamen jeg gaar ikke.» Hun blev meget rød. «Ærlig talt saa har jeg ikke +lyst til at dyrke det bekjendtskap -- der er vel ikke større ved hendes +ting heller --?» + +«Nei det skal vorherre vite! -- Jeg begriper bare ikke, du fandt dig i +hendes tilnærmelser igaaraftes. Æsch, jeg vilde hellere spise en tallerken +med levende metemark --» + +Jenny lo litt. Saa sa hun alvorlig: + +«Stakkars -- hun er vel igrunden ulykkelig --» + +«Aæh -- ulykkelig. -- Jeg traf hende i Paris i 1905. -- Det værste er, hun +er vist aldeles ikke pervers av naturen. -- Bare dum -- og forfængelig --. +Nu skulde _det_ være kryt --. Hadde det været moderne at være dydig, hadde +hun sittet paa en forhøining nu og stoppet barnestrømper -- kanske puslet +litt med at male roser med duggperler paa --. Og været den skikkeligste av +alle Johanne Louiser i Dannevaag -- og glad til --. Men da hun slap ditned +fra de etatsrøtterne, hun er rundet av -- saa skulde hun være med paa +noterne -- frigjort og malerinde -- og syntes, hun maatte skaffe sig en +elsker for sin selvagtelses skyld. -- Og saa faar hun uheldigvis tak i en +klods, som faar hende i omstændigheter -- og er gammeldags og vil, de skal +være gift aldeles umoderne og forlanger, hun skal passe barnet og huset +--.» + +«Du kan jo ikke vite -- det kan nu ogsaa tildels være Paulsens skyld at hun +løp fra ham --.» + +«Javel var det hans skyld. -- Han var gammeldags som sagt og hadde smak for +huslig lykke -- og gav hende vel forlitet av elskov og ingenting av pryl +--» + +Jenny smilte trist: + +«Jaja Gunnar. Du vil nu ha det til det, at livet er saa forbandet let +oversigtlig --.» + +Heggen satte sig skrævs over en stol med armene rundt dens ryg. + +«Det er saa litet av sikkert, vi har at holde os til angaaende livet du, at +det er noksaa oversigtlig. -- Man faar gjøre op sit bestik og sine domme +efter det. -- Og greie op med alt det usikre, saa godt man kan, eftersom +det dukker op paa tapetet --.» + +Jenny satte sig i sofaen og hvilte hodet i hænderne: + +«Jeg har ikke længer fornemmelsen av, at der er noget i livet, som jeg har +tilstrækkelig oversigt over -- saa jeg kan bruke det til grundlag for mine +domme -- eller gjøre op noget bestik paa det,» sa hun rolig. + +«Det tror jeg ikke, du mener.» + +Hun smilte bare. + +«Ikke altid,» sa Gunnar. + +«Det er vel ikke nogen, som mener det samme altid --» + +«Jo altid naar man er ædru. Som du sa inat, man er sommetider ikke ædru, +selv om man ingenting har drukket --.» + +«Nu -- naar jeg engang imellem føler mig ædru --.» Hun brøt av og tidde. + +«Du vet det samme som jeg vet. Du har visst det altid. I det store og hele +tat gaar det et menneske, som det selv har villet. Man er sin egen skjæbnes +herre -- som regel. En gang imellem er man det ikke -- paa grund av +omstændigheter, man ikke raar med. -- Men det er en kolossal overdrivelse +at si, det hænder ofte --.» + +«Gud skal vite, det er ikke gaat mig som jeg vilde, Gunnar --. Og jeg hadde +villet i mange aar -- og levet efter min vilje --.» + +De tidde begge stille en stund. + +«En dag,» sa hun langsomt, «saa forandret jeg kurs et litet øieblik. Jeg +syntes, det faldt saa strengt og haardt at leve det liv, som jeg syntes, +var det værdigste -- saa ensomt, ser du. Saa bøiet jeg til siden et øieblik +-- vilde være ung og leke litt. Og dermed kom jeg ut i en strømning, som +drev mig -- jeg endte borte i ting, som jeg aldrig er sekund hadde trodd +det mulig, _jeg_ skulde komme i nærheten av --.» + +Heggen satt litt. + +«Der er et vers,» sa han sagte. «Rosetti -- han er nemlig meget bedre +digter end maler da -- + + Was _that_ the landmark? What, -- the foolish well + Whose wave, low down, I did not stoop to drink + But sat and flung the pebbles from its brink + In sport to send its imaged skies pell-mell. + + + (And mine own image, had I noted well!) -- + Was that my point of turning? -- I had thought + The stations of my course should raise unsought, + As altarstone or ensigned citadel. + + + But lo! The path is missed, I must go back, + And thirst to drink when next I reach the spring + Which once I stained, which since may have grown black. + Yet though no light be left nor bird now sing + As here I turn, I'll thank God, hastening, + That the same goal is still on the same track. + + +Jenny svarte ikke. + +«That the same goal is still on the same track,» gjentog Gunnar. + +«Tror du,» spurte Jenny, «at det er saa let at finde tilbake til det maalet +--» + +«Nei. Men maa man ikke?» sa han næsten barnslig. + +«Hvadfor et maal hadde jeg forresten,» sa hun pludselig heftig. «Jeg vilde +leve, saa jeg aldrig behøvet at skamme mig, hverken som menneske eller som +kunstner. Aldrig gjøre en ting, som jeg selv tvilte paa var rigtig. +Retskaffen vilde jeg være og fast og god og aldrig ha et andet menneskes +smerte paa min samvittighet --. Og hvad var saa hele den forbrydelse, som +var begyndelsen -- det som alt det andet kom av --. At jeg længtes efter +kjærlighet, uten der var en bestemt mand, jeg længtes efter? Var det saa +rart? At jeg saa gjerne vilde tro, da Helge kom, at han var den, jeg hadde +længtes efter? Saa jeg tilslut trodde det virkelig? Det var jo begyndelsen, +som det andet fulgte av --. Gunnar -- jeg _har_ trodd det -- at jeg skulde +kunnet gjøre dem lykkelige -- og bare vondt gjorde jeg --.» + +Hun hadde reist sig og drev op og ned paa gulvet: + +«Tror du den kilden, du snakker om -- tror du den nogengang blir ren og +klar igjen for en som vet, hun selv har grumset den op? Tror du, jeg har +lettere for at resignere nu? -- Jeg længtes efter det, som alle piker +længtes efter. -- Og jeg længes nu -- efter det samme. Bare at jeg vet, nu +har jeg en fortid bak mig som gjør, at jeg kan ikke ta mot den eneste +lykke, jeg bryr mig om -- for den skulde være frisk og sund og ren -- og +det er jeg ikke noget av nu mere --. Jeg skal bli ved at slæpe paa +længsler, som jeg vet er umulige -- mit liv skal det altsaa bety -- det som +jeg har oplevet disse sidste aarene --.» + +«Jenny,» Gunnar reiste sig ogsaa. «Jeg sier allikevel, det kommer an paa +dig selv -- for det _maa_ være slik. Om du vil, at disse minderne skal +ødelægge dig. Eller om du vil ta dem som en lærepenge -- saa grusomt haardt +det høres --. At det maal, du hadde før dengang, mener jeg, var det rigtige +-- for dig.» + +«Kan du da ikke skjønne, det er umulig, gut. Det er sunket ned i mig som en +syre -- det æter op det som var mit væsen engang -- jeg føler selv, at jeg +smuldrer op indvendig. -- Aa. -- Og jeg vil ikke, jeg vil ikke --. Og jeg +faar lyst til -- jeg vet ikke --. Faa alle tankerne til at holde op. Dø --. +Eller leve -- noget vanvittig, avskylig, -- gaa tilbunds i en elendighet, +som er endda dypere end denne --. La mig traakke ned i sølen saa grundig, +at jeg vet, efter dette er slutten --. Eller --» hun talte lavt og vildt, +som i kvalte skrik -- «hive mig under et jernbanetog -- vite i de sidste +sekunder, at nu -- nu straks -- er hele min krop, nerver og hjerte og +hjerne -- altsammen -- maset til en eneste skjælvende, blodig klump --.» + +«Jenny!» Han skrek i. Han var blit hvit i ansigtet. Og han hvisket +besværlig: «Jeg orker ikke at høre _dig_ snakke slik.» + +«Jeg er hysterisk,» sa hun beroligende. Men hun gik allikevel bort til +kroken, hvor hendes lærreder stod, og hun næsten hev dem bortover langs +væggen med billederne frem: + +«Man kan da ikke gaa omkring og leve for at gjøre noget slikt --. Kline +oljefarver paa lærred -- du ser jo, det blir ikke andet nu -- døde +malingsklatter. Du store gud, du har da set, hvor jeg arbeidet de første +maanederne -- som en slave -- jeg _kan_ jo ikke male engang længer --.» + +Heggen saa paa billederne. Det var allikevel, som han kjendte fast grund +under foten igjen. + +«Du maa gjerne si din oprigtige mening om det -- svineriet der,» sa hun +utfordrende. + +«Ja det er ikke rare greierne -- det skal jeg gjerne indrømme.» Han stod +med hænderne i bukselommerne og saa paa. «Men _det_, det er da noget som +kan hænde enhver av os -- perioder, da vi ikke kan. For den saks skyld -- +du burde vite, synes jeg, at det maa være noget forbigaaende -- for dig. +Jeg tror ikke paa, at man kan tape sit talent, om man har været aldrig saa +ulykkelig ellers --. + +Du har jo forresten været borte fra dit arbeide aldrig saa længe --. Man +maa jo da først arbeide sig op igjen, faa tilbake herredømmet over +virkemidlerne, kan du vel vite. -- Bare modelstudiet da jente -- det er vel +tre aar snart siden du har tegnet en akt. -- Man gjør ikke slikt ustraffet, +det vet jeg da fra mig selv --.» + +Han gik bort til hylden og rotet mellem Jennys gamle skissebøker: + +«Bare tænk paa, hvordan du arbeidet dig op i Paris -- jeg skal faa lov at +vise dig --.» + +«Nei nei -- ikke den,» sa Jenny fort og rakte haanden ut efter boken. + +Heggen blev staaende med den sammenklappet og saa forbauset paa hende. Saa +vendte hun ansigtet bort: + +«Ja du kan forresten gjerne se --. Jeg forsøkte bare at tegne gutten en dag +--.» + +Heggen bladet langsomt. Jenny hadde sat sig i sofaen som før. Han saa en +stund paa de smaa blyanttegninger av det sovende spædbarn. Saa la han +varsomt boken fra sig. + +«Det var nok synd, du skulde miste den lille gutten din --,» sa han sagte. + +«Ja --. + +-- Hadde han levet, saa hadde jo alt det andet været likegyldig, forstaar +du. -- Du snakker om vilje -- men ens vilje kan ikke holde liv -- i ens +barn -- og da saa --. + +Og jeg orker ikke forsøke at bli til noget mere, Gunnar, for jeg syntes, +det var det eneste jeg dudde til -- og brød mig om -- være min lille guts +mor. Ja ham kunde jeg elske. Kanske jeg er egoist i bund og grund, for +hvergang jeg forsøkte at elske de andre, saa var mit eget jeg som en mur +imellem os. -- Men gutten var min, han --. Hadde jeg hat ham, da kunde jeg +arbeidet -- aa hvor jeg skulde arbeidet --. + +Jeg la planer. -- Jeg tænkte paa det nu i høst, jeg reiste nedover -- jeg +hadde jo bestemt at bo i Bayern med ham isommer. Jeg var ræd, sjøluften +deroppe skulde være for skarp for ham --. Han skulde ligget i vognen sin og +sovet under epletrærne -- og jeg skulde arbeidet. Forstaar du, jeg vet ikke +et sted i verden, hvor jeg kan reise hen, som jeg ikke har drømt om at +komme med gutten. Der findes ikke det i verden, som jeg vet av godt eller +vakkert, som jeg ikke har tænkt, mens jeg hadde ham, at han skulde lære og +han skulde se. Jeg eier ikke en ting, som ikke var hans og -- det røde +plædet mit brukte jeg at tulle ham ind i --. Den sorte kjolen, du maler mig +i, fik jeg sydd i Warnemünde, da jeg var kommet op -- jeg tok den façonen +for at det skulde være letvint med at lægge ham til --. Der er flekker indi +foret av melk --. + +Jeg kan ikke arbeide, for jeg er besat av ham. Jeg længes efter ham slik, +at jeg er liksom lammet. -- Om natten tuller jeg hodeputen min sammen og +tar den i armen og sutrer paa lillegut. -- Jeg kalder paa ham og snakker +til ham, naar jeg er alene --. Jeg vilde malt ham, saa jeg kunde hat +billeder av ham fra alle aldre --. Nu hadde han straks været et aar tænk -- +hat tænder og kunnet krabbe -- reist sig op kanske og gaat litt. Hver +maaned, hver dag saa tænker jeg, nu hadde han været saa og saa gammel -- +undres, hvordan han hadde set ut. -- Alle kjærringerne, som gaar med en +bambino paa armen -- alle ungerne, jeg ser paa gaten, saa tænker jeg, +hvordan min hadde set ut, naar han var saa stor --.» + +Hun tidde litt. Heggen sat stille, fremoverlutet. + +«Jeg tænkte ikke det var slik, Jenny,» sa han sagte og hæst. «Jeg forstod +nok, det var vondt. Men jeg tænkte jo -- paa en maate -- det var bedst -- +slik. Hadde jeg skjønt, hvordan det var, saa hadde jeg jo reist op til dig +--.» + +Hun svarte ikke -- blev ved med sit: + +«Og saa døde han -- saa bitte, bitte liten stakkar. Det er jo bare egoisme +av mig, at jeg ikke under ham det -- at dø, inden han var begyndt at +skjønne den aller mindste smule. Han kunde bare titte efter lyset -- og +skrike naar han trængte byttes paa eller var sulten. Og han jafset likegodt +efter kindet mit som efter brystet --. Han kjendte mig ikke endda -- ikke +ordentlig ialfald. Der var vel begyndt at vaagne nogen smaa glimt av +bevissthet inde i det vesle hodet hans -- men tænk paa det, at han aldrig +har visst, at jeg var hans mor --. + +Ikkeno navn har han hat, stakkars, andet end mors lillegut. Ikkeno minde +har jeg om ham uten saanne rent legemlige --,» hun løftet hænderne, som hun +tok barnet ind til sig. Saa faldt de dødt og tomt ned paa bordet. + +«Den første fornemmelsen, da jeg rørte ved ham, kjendte hans hud mot min. +Den var saa myk, litt fugtig -- som noget indvendig --, luften hadde jo +neppe rørt ved den endda, skjønner du. Det er saan, at jeg tror, man vil +synes et nyfødt barn er ækkelt at komme nær, naar det ikke er ens eget kjød +og blod --. Og øinene hans -- de hadde ikke ordentlig farve endda -- de var +mørke -- jeg tror, de hadde blit graablaa forresten. De er saa rare, saanne +smaabarns øine -- mystiske, hadde jeg nær sagt. -- Og det vesle hodet hans +-- naar han laa og fik bryst hos mig og klemte næsetippen sin flat og det +banket oppe i den der fontanellen, og det tynde, dunete haaret -- han hadde +noksaa meget haar, da han blev født -- mørkt --. Jeg syntes, han var deilig +jeg. + +Aa hele den vesle skrotten hans. Jeg tænker jo aldrig paa andet. Jeg kan +kjende den i hænderne mine. Siderne var saa runde -- han var tykkest paa +midten, ser du --. Og enden hans var saa komisk klemt sammen, litt spids -- +jeg syntes naturligvis det var yndig det ogsaa. Aaja, hvor jeg syntes han +var søt, den lille ungen min --. + +Og saa døde han. -- Jeg hadde glædet mig saa til alt det, som skulde komme, +saa jeg syntes næsten ikke, jeg hadde faat lagt merke nok til alt som var, +den tiden jeg hadde ham -- eller kysset ham nok, eller set nok paa ham -- +endda jeg gjorde jo ikke andet de ukerne --. + +Og saa var der bare savnet igjen -- du _kan_ ikke forstaa, hvordan det +kjendtes. Det var som hele min krop verket av savn efter ham. -- Jeg fik +betændelse i brystet, og smerten og feberen kjendtes som bare savnet, der +slog ut. -- Jeg savnet ham i armene og mellem hænderne og mot kindet --. Et +par ganger i de sidste ukerne lukket han haanden om fingeren min, naar jeg +stak den ned til ham. -- Engang hadde han faat fat av sig selv paa noget av +haaret mit, som var glidd ut --. De søte, søte smaa hænderne hans --.» + +Hun la sig fremover bordet -- hulket lavt og voldsomt, saa hun skalv. + +Gunnar hadde reist sig -- stod litt, tvilraadig, med graat i strupen. Saa +gik han pludselig bort til hende, og fort og forlegent, kysset han hende +heftig ovenpaa issen. + +Hun blev liggende en stund og graate. Men tilslut reiste hun sig op, gik +bort til servanten og gav sig til at bade ansigtet. + +«Aa gud ja, hvor jeg længes efter ham,» sa hun indimellem, forgraatt. + +«Aa Jenny --.» Han fandt ikke andet at si: «Aa Jenny. + +-- Jeg visste jo ikke, at du hadde det saan, kan du vite --.» + +Hun kom tilbake -- la et øieblik sine hænder paa hans skuldre: + +«Jaja Gunnar. Du skal ikke regne saa meget paa det, jeg sa før. -- Engang +imellem saa vet jeg næsten ikke av mig --. Men du kan skjønne -- bare for +guttens skyld, om ikke andet -- saan likefrem hengi mig til utskeielser +gjør jeg nu vel ikke heller --. + +Igrunden vil jeg naturligvis selv forsøke at gjøre det bedste ut av livet +-- vet du vel. Prøve at arbeide igjen -- selv om det ikke blir rart nu i +begyndelsen. -- Man har da altid den trøst, at man lever ikke længer, end +man selv vil --.» + +Hun satte paa sig hatten igjen og lette frem et slør: + +«Saa gaar vi og spiser -- du maa jo være blit sulten, saa sent som det er +--.» + +Gunnar Heggen blev blodrød over hele sit unge ansigt. Nu hun sa det, +kjendte han sig pludselig skrubsulten. Og han skammet sig, fordi han kunde +føle noget slikt nu --. Han tørket taarerne av sine vaate, hete kinder og +tok sin hat paa bordet --. + + + + +X. + + + +Uten at det var avtalt, gik de forbi den restaurant, hvor de pleiet spise +og hvor der altid var mange skandinaver. De blev ved at gaa utover i +skumringen, mot Tiberen og over broen, ind i de gamle Borgo-kvarterer. I en +krok like ved Peterspladsen laa en liten restauration, hvor de hadde spist +undertiden, naar de kom fra Vatikanet. Dit gik de. + +De spiste uten at snakke sammen. Jenny tændte en cigaret, da hun var +færdig. Og hun nippet til sin rødvin og gned de duftende mandarinskaller +mellem fingrene. + +Heggen sat og røkte og stirret ut for sig. De var omtrent alene i lokalet. + +«Har du lyst at se det brev, som jeg fik fra Cesca her om dagen,» sa Jenny +pludselig. + +«Tak. Jeg saa der laa brev til dig fra hende ja. Det var fra Stockholm?» + +«Ja. De er der nu -- kommer til at bli der i vinter.» Jenny tok brevet op +av sin haandvæske og rakte ham. + + Kjære søte Jenny min! + + +Du maa ikke være lei paa mig, for jeg ikke har takket endda for dit sidste +brev. Jeg har tænkt jeg skulde gjøre det hver dag, men det er ikke blit +noget av. Jeg er saa glad for du er i Rom igjen og at du maler og at du har +Gunnar til at være sammen med. + +Vi er altsaa reist tilbake til Stockholm nu og bor paa det gamle stedet. +Det var umulig at bli boende paa torpet vort, da det blev rigtig koldt, for +der trak saa og vi kunde egentlig bare faa det varmt paa kjøkkenet. Men +bare vi engang kunde faa raad til at kjøpe den lille stuen -- men det blir +for dyrt, for vi maatte stelle saa meget paa den og gjøre om laaven til +atelier for Lennart og sætte op ovner og en masse, men vi har leiet den til +næste sommer, og det er jeg glad for, for det er det sted jeg er gladest i +i verden. Du kan ikke tænke dig noget saa skjønt som västkusten, der er saa +rart og armt og veirbitt med de graa kullerne og det stormherjede krattet i +kløfterne og kaprifolierankerne og de fattige smaa stuerne og havet og den +vidunderlige himmelen. Og de billederne jeg har gjort derfra sier de er +gode, og Lennart og jeg har hat det saa deilig der, nu er vi venner altid, +og naar han synes jeg er rar nu, saa bare kysser han mig og sier jeg er en +liten sjøjungfru og saant pent og med tiden saa gror jeg nok helt fast hos +ham --. + +Men nu er vi altsaa i byen igjen og reisen til Paris blir intet av +dennegang og det samme kan det være. Jeg synes næsten, det er hjerteløst at +skrive om det til dig, Jenny, for du er saa meget bedre end jeg, og det var +saa fortvilet og grusomt, at du skulde miste den lille gutten din -- og jeg +synes ikke, jeg har fortjent, at jeg skal bli saa lykkelig og faa opfyldt +det jeg har ønsket mest altid, men jeg skal altsaa ha en liten. Der er bare +fem maaneder til og -- jeg kunde næsten ikke tro det selv først, men nu er +det sikkert nok. Jeg forsøkte i det længste at skjule det for Lennart -- +jeg skammet mig saa for de to gangene, jeg har narret ham med det, og jeg +var saa ræd, jeg tok feil, saa jeg negtet først, da han begyndte at ane +det, men saa maatte jeg jo gaa til bekjendelse, men jeg begriper liksom +ikke endda, at jeg virkelig skal faa en liten gosse. Lennart sier +forresten, han vil helst ha en liten Cesca til, men det er bare for at ha +trøstet mig paa forhaand, hvis det skulde bli slik, for jeg er viss paa, +igrunden vil han helst ha en søn, men du vet, blir det pike, saa blir vi +vel like glad i hende og desuten, har vi først en, kan vi jo nok faa flere. + +Nu er jeg saa glad, at jeg synes, det kan næsten være det samme hvor vi er; +ialfald længes ikke jeg til Paris; tænk fru Lundquist spurte, om jeg ikke +var ærgerlig over at denne ungen kom og veltet pariserturen vor, kan du +forstaa slikt et menneske, og hun har verdens to deiligste gutter --. Men +de gaar for lut og koldt vand aldeles, naar de ikke er borte hos os, og +Lennart sier, hun forærte os dem gjerne, og hadde jeg raad, saa tok jeg +dem. Saa hadde lillen straks to søte store brødre at leke med, naar han +kom; det skal bli moro at vise dem lilla kusin -- de sier tant til mig, og +det er saan morsom skik, synes jeg. + +Men nu maa jeg slutte. Vet du hvad jeg ogsaa er glad for -- under disse +omstændigheter kan da Lennart umulig bli svartsjuk vel? Forresten tror jeg +ikke, han blir det mere, for nu vet han godt, det er bare ham jeg har været +glad i igrunden. + +Synes du, det er stygt at jeg skriver saa meget til dig om dette og at jeg +er saa lykkelig? Men jeg vet jo, at du under mig saa godt. + +Hils alle kjendte, du træffer dernede og Gunnar først og sidst mange +ganger. Du kan godt fortælle ham dette, hvis du vil. Og saa maa du leve saa +vel. Til sommeren kommer du og besøker os! + +Tusen kjærlige hilsener fra din hengivne og trofaste lille veninde Cesca. + +PS. Nu vet jeg det: Blir det pike, skal hun død og pine hette Jenny. Hvad +saa Lennart sier. Jeg skulde forresten hilse fra ham. + + * * * + +Gunnar rakte brevet tilbake til Jenny, som gjemte det igjen. + +«Jeg _er_ glad,» sa hun sagte. «Jeg er glad for hvert menneske, jeg vet er +glad. _Det_ er tilbake av mig selv -- om intet andet.» + +I stedet for at gaa tilbake mot byen, drev de opover Peterspladsen, mot +kirken. + +I maaneskinnet faldt skyggerne kulsvarte utover torvet. Hvitt lys og +natsvart mulm lekte spøkelsesagtig inde i den ene av de buede søilegange. +Den anden laa helt i mørke; bare statuerækken paa dens tak flimret med lys +om konturerne. Og kirkens facade laa i skygge, men oppe paa kuplen glimtet +det til som vand her og der. + +De to fontæner drev sine hvite straaler funklende og skummende op mot den +maaneblaa himmel. Hvirvlende dreves vandet i høiden, plasket ned mot +porfyrskaalerne, sildret og dryppet tilbake i kummerne. + +Gunnar og Jenny gik langsomt opover mot kirken, i skyggen langs +søilegangen. + +«Jenny,» sa han pludselig. Hans stemme var ganske rolig og hverdagslig. +«Vil du gifte dig med mig?» + +«Nei,» sa hun likesaa rolig og lo litt. + +«Det er mit alvor.» + +«Jamen du kan da begripe, at det vil jeg ikke.» + +«Ja hvorfor det igrunden?» De gik videre opover mot kirken. «Saavidt jeg +kan forstaa, saa synes du for tiden selv, at dit liv ikke er noget videre +værd. Undertiden tænker du paa at dræpe dig, forstaar jeg. Men naar du er +saa opgit -- hvorfor kan du da ikke likesaagodt gifte dig med mig? Du kan +da forsøke det, vet jeg!» + +Jenny rystet paa hodet: + +«Ja tak, Gunnar -- men dette synes jeg er at drive venskapet lovlig vidt.» +Hun blev alvorlig med ett: «For det første bør du da kunne tænke dig, at +det tar jeg ikke imot. For det andet -- kunde du faa mig til at ta mot dig +som en redningsplanke, saa var jeg ikke værd, at du skulde umake dig med at +række mig en lillefinger.» + +«Det er ikke venskap, Jenny.» Han nølet et øieblik. «Det er det, at jeg er +blit -- glad i dig. Det er ikke for at hjælpe dig -- ja, jeg vil nok ogsaa +gjerne hjælpe dig. Men det er, fordi jeg forstaar nu -- hvis det gik galt +med dig -- jeg vet ikke, hvad jeg skulde gjøre. Jeg orker ikke at tænke paa +det --. Der er ikke den ting i verden jeg ikke skulde gjøre for at hjælpe +dig -- fordi jeg er saa glad i dig, skjønner du.» + +«Aanei, Gunnar --.» Hun stanset og saa skræmt paa ham. + +«Ja, naturligvis vet jeg, du er ikke forelsket i mig. Men derfor maatte du +da godt kunne gifte dig med mig -- likegodt det som noget andet -- naar du +allikevel er træt av det hele, og synes, du har opgit dig selv.» Og hans +stemme blev het og bevæget, og han brast ut: «For du maatte komme til at +bli glad i mig, jeg vet det saa sikkert -- saa glad som jeg er i dig!» + +«Du vet jo, jeg er glad i dig,» sa hun alvorlig. «Men det er ikke nogen +følelse, du kunde nøie dig med i længden. -- En hel og sterk følelse har +jeg altsaa ikke evnen til --.» + +«Vist har du det. Det har alle mennesker. _Jeg_ var jo saa sikker paa, jeg +kom aldrig til at opleve andet end -- disse smaahistorierne. Jeg trodde +igrunden ikke paa, at der var andet --.» Han sænket stemmen. «Du er jo den +første, som jeg elsker.» + +Hun stod stum og stille. + +«Det ordet, Jenny, har jeg aldrig sagt nogen før --. Jeg hadde en slags sky +-- ærbødighet -- for det. Jeg har aldrig før elsket en kvinde. + +Det var noget andet, jeg var forelsket i bestandig -- et eller andet ved +dem. -- Cescas mundviker, naar hun smilte -- det ubevisste raffinerte ved +hende --. Et eller andet, som satte min fantasi i bevægelse, som fik mig +til at digte eventyr om dem -- eventyr, som jeg vilde opleve --. En dame +var jeg forelsket i, fordi hun hadde saan vidunderlig dyprød silkekjole +paa, første gang jeg saa hende -- ganske svart i folderne som de mørkeste +roser -- jeg tænkte mig hende altid i den. Og dig den gangen i Viterbo --. +Du var saa fin og stille og tilbakeholden, liksom med hansker helt ut til +fingertupperne baade indvendig og utenpaa -- og et glimt i øiet, naar vi +andre lo, som du vilde gjerne leke med, men kunde ikke og turde ikke --. Da +var jeg forelsket i den tanken at se dig løssluppen og leende --. + +Men aldrig før har jeg elsket -- et andet, levende menneske.» + +Han saa bort fra hende et øieblik -- stirret mot springvandets søile, som +funklet i maanelyset. Og han kjendte den nye følelse stige og funkle slik i +sig selv -- og hans sind var fuldt av nye ord, som sprang i ekstase over +hans læber: + +«Forstaar du, Jenny -- jeg elsker dig saan, at jeg synes alt andet er +likegyldig. Jeg sørger ikke over, at du ikke elsker mig -- for jeg vet, du +vil komme til det en dag -- jeg føler jo, at min kjærlighet er netop slik, +at den vil faa det til at ske --. Jeg har tid til at vente, for det er +vidunderlig at elske dig slik --. + +Da du sa det om at la dig traakke ned -- kaste dig under lokomotivet -- da +var der noget, som hændte med mig. Jeg visste ikke selv, hvad det var, jeg +visste bare, jeg orket ikke høre dig si slik -- jeg visste, jeg kunde ikke +la det ske -- det var, som det gjaldt mit eget liv --. Og du snakket om +barnet -- det gjorde saa vanvittig ondt -- at du hadde lidt saan, og jeg +kunde ikke hjælpe og -- ja, jeg visste det ikke da, men det var vist det +og, at jeg vilde, du skulde holde av mig --. Og jeg forstod det alt, Jenny, +den grænsesløse kjærlighet og det forfærdelige savn -- for slik holder jeg +jo netop av dig. Og saa mens vi gik utover her -- mens vi sat derborte paa +trattoriet -- jeg forstod det hele --. Hvor grænsesløst kjær og dyrebar du +er for mig. + +Nu synes jeg jo, det har været saan bestandig, forstaar du. Alt, jeg husker +om dig, hører med i det -- at jeg holder av dig. Nu skjønner jeg, hvorfor +jeg har været saa nedtrykt, siden du kom hit. Jeg saa, du hadde det vondt +-- det var det, baade at du var saa stille og trist den første tiden, og +disse anfaldene av vildskap siden --. Jeg husker den dagen paa landeveien +ved Warnemünde; jeg ser dig, da du stod der og graat -- det ogsaa hører med +i, at jeg elsker dig --. + +De andre mændene, du har kjendt, Jenny, -- guttens far ogsaa -- aa, jeg +vet, hvordan det har været. Du har snakket og snakket med dem om alt, du +har tænkt, og det er bare blit til snak om tanker, selv naar du prøvet at +faa dem til at skjønne, hvordan du følte -- for de kunde ikke forstaa, +hvordan du var. -- Men jeg vet det. -- Det, du sa den dagen i Warnemünde, +og det, du sa idag -- du vet, at det kunde du bare si til mig -- det er +ting, som bare jeg kan forstaa -- er det ikke sandt.» + +Hun bøiet overrasket -- samtykkende -- hodet. Det _var_ sandt. + +«Jeg vet, at jeg er den eneste, som forstaar dig tilbunds, og jeg vet +akkurat, hvordan du er. Aa. Og saan elsker jeg dig. Om du var fuld av +pletter og blodige saar i dit sind, jeg kan bare elske dig og kysse det +bort altsammen, til du blir ren og sund igjen. Jeg vil dig jo ikke andet +med min kjærlighet, Jenny, end at du skal bli, som du vilde være og maa +være for at kjende dig lykkelig. Hvad galt du kunde finde paa -- jeg vilde +tro, du var syk, det var noget fremmed, som hadde trængt sig ind i dit +væsen --. Om du bedrog mig -- om jeg fandt dig fuld i en rendesten -- du er +min egen elskede Jenny allikevel --. Hører du? + +Kan du ikke bare bli min -- gi dig over bare til mig, lægge dig ind i +armene mine og la mig gjøre dig til min --. Du skal bli sund og lykkelig +igjen -- jeg vet ikke rigtig nu, hvordan jeg skal gjøre det, men jeg vet, +jeg finder paa det av min kjærlighet --. Saa du skal vaakne litt gladere +hver morgen, og hver dag blir litt lysere og litt varmere for dig end igaar +og din sorg litt mindre tung. -- Kan vi ikke reise op til Viterbo, du -- +eller et andet sted hen --? Aa, la mig faa dig -- jeg skal passe dig som et +litet sykt barn. Og naar du er blit frisk igjen, saa er du kommet til at +elske mig, og du vet, at vi to kan slet ikke leve uten hinanden --. + +Hører du, Jenny -- du er syk -- du kan ikke greie dig selv --. Bare luk +øinene dine og gi mig hænderne, saa tar jeg og elsker dig frisk -- aa, jeg +vet, jeg kan --.» + +Jenny vendte sit hvite ansigt imot ham. Hun hadde lænet sig op mot en søile +-- stod der og smilte sykt i maaneskinnet: + +«Hvordan skulde jeg kunne gjøre denne store ondskap og synde imot gud --.» + +«Mener du, fordi du ikke elsker mig? Jamen jeg sier dig jo, det gjør ikke +noget. For jeg vet, at min kjærlighet er slik beskaffen, at du kommer til +det, bare du har levet gjemt inde i den en tid --.» + +Han tok om hende -- kysset hele hendes ansigt, badet det med kys. Hun stod +viljeløs. Men hun hvisket allikevel om en stund: + +«Ikke gjør det, Gunnar -- er du snil --.» + +Han slap hende tøvende: + +«Hvorfor maa jeg ikke gjøre det?» + +«Fordi det er dig. -- Hadde det været en anden -- som var mig likegyldig -- +vet jeg ikke, om jeg gad gjøre motstand --.» + +Gunnar tok hendes haand, og de gik frem og tilbake i maaneskinnet. + +«Jeg forstaar dig. -- Da du hadde faat den lille gutten din, syntes du, der +blev mening i dit liv igjen -- efter alt det meningsløse. For du elsket +ham, og han trængte til dig. Og da han døde, saa blev du likegyldig med dig +selv, for du synes, du er overflødig.» + +Jenny nikket: + +«Jeg vet nogen mennesker, som jeg er glad i -- saan at det vilde gjøre mig +vondt, om jeg visste, de var bedrøvet, og glad, naar det gik dem godt. Men +_jeg_ kan hverken gjøre dem større sorg eller glæde. Det har været saan +altid. Og det var det, som hemmelig gjorde mig saa ulykkelig og +længselsfuld før -- at her gik jeg, og det var ikke noget menneskes lykke, +at jeg var til. Det var det, jeg vilde være, Gunnar -- lykken for et andet +menneske. Jeg har aldrig trodd paa anden lykke. Du snakket om arbeidet, men +jeg trodde aldrig paa, at det var nok, for det er saa egoistisk --. Den +dypeste glæde av det er jo ens egen, mens man gjør det -- og den kan man +ikke dele med nogen. Men der er jo ingen glæde, som er lykke, uten man kan +dele den med andre --. Uten det man kan føle nogen enkelte øieblikke, mens +man er ung. Det har jeg nok kjendt -- naar jeg syntes, jeg var blit litt +mere slik, som jeg vilde. Men det er jo bare de abnorme, som samler paa +nogenslags rigdom for andet end at bruke den. En kvinde ialfald -- jeg +synes, en kvindes liv er meningsløst, naar hun ikke er nogens glæde. -- Men +jeg har aldrig været det, bare til sorg for nogen -- den lille fattige +glæden, jeg gav, kunde næsten hvilkensomhelst anden git, for de elsket mig +jo bare, fordi de saa noget andet i mig, end det jeg var --. + +Og efter lillegut var død, kom jeg til at synes, det var godt, der var +ingen, som stod mig saa nær, at jeg kunde gjøre dem en rigtig alvorlig +sorg. Der var ingen, jeg var umistelig for --. + +Og nu sier du mig dette. Du har kanske altid været den, jeg nødigst vilde +ha viklet ind i mit forvirrede liv --. Paa en maate har jeg altid holdt +mest av dig -- blandt alle, jeg har kjendt. Jeg syntes, det var godt vi var +venner, saan som vi var --. Saa ikke kjærlighet og alt slikt farlig og +urolig kunde komme imellem os. Jeg syntes, du var for god til andet --. Aa, +herregud, hvor jeg vilde ønske, det ikke var blit forandret --.» + +«Nu har jeg ingen følelse av, at det nogen gang har været anderledes,» sa +han sagte. «Jeg elsker dig. Og jeg tror, du trænger mig. Jeg er saa sikker +paa, at jeg kan faa dig til at bli lykkelig igjen. Og bare du det blir, saa +har du gjort mig lykkelig.» + +Jenny rystet paa hodet: + +«Hadde der bare været det mindste igjen av min tro paa mig selv. -- Hadde +jeg ikke følt mig saa uoprettelig færdig -- saa kanske. -- Men, Gunnar -- +naar du snakker om, at du elsker mig -- saa vet jeg, at det du holder av +hos mig, er dødt og ødelagt. -- Og saa er det jo bare det samme igjen -- du +er forelsket i noget du drømmer dig til hos mig -- kanske noget, jeg har +været eller kunde blit --. Men allikevel -- en dag kommer du til at se mig, +som jeg er nu -- og saa blir du bare ulykkelig du og --.» + +«Hvordan det saa gaar, saa vil jeg aldrig komme til at se det som en +ulykke, at jeg elsker dig. Jeg vet meget bedre end du selv, at slik du nu +har det, trænges der bare et puf, og du stuper -- uti noget aldeles +vanvittig. Men jeg elsker dig -- for jeg kan se hele den veien, som har +ført dig dit, og om du stupte, saa fulgte jeg bare efter dig og forsøkte at +bære dig tilbake paa armene mine og elske dig allikevel --.» + + * * * + +Da de stod oppe i gangen foran sine værelser om natten, tok han hendes +hænder: + +«Jenny -- vilde du ikke hellere, jeg skulde sove hos dig inat -- end ligge +alene? Vilde du ikke synes allikevel, det var godt at sovne ind i armen til +en, som holdt av dig over alt i verden -- vaakne slik imorgen?» + +Hun saa op -- smilte besynderlig i det gule skjær av voksstabelen: + +«Kanske inat. Men jeg tror ikke imorgen.» + +«Aa, Jenny --.» Han virret heftig med hodet. «Det kan godt være, jeg gaar +ind til dig inat. -- Jeg synes, jeg har lov -- det vilde ikke være no galt +av mig. -- Jeg vet, det var bedst for dig, naar du var min. + +Blir du sint -- blir du bedrøvet -- hvis jeg kommer?» + +«Jeg tror, jeg vilde bli bedrøvet -- bakefter. For din skyld. -- Aanei, +ikke gjør det, Gunnar. Jeg vil ikke bli din -- naar jeg vet selv, jeg kunde +likesaa godt bli nogen andens --.» + +Han lo litt -- kaadt og smertelig paa en gang: + +«Da burde jeg --. Var du først min, saa blev du ikke nogen andens -- saa +godt kjender jeg dig, Jenny min. -- Men naar du ber -- jeg kan jo gjerne +vente --. + +-- Men laas døren din da,» sa han med den samme latteren. + + + + +XI. + + + +Hele dagen igjennem hadde det været surt veir med kolde, blekgraa skyer +høit oppe under himmelen. Nu mot kveld kom der nogen tynde, messinggule +striper over horisonten i vest. + +Jenny hadde gaat op paa Monte Celio om eftermiddagen for at tegne. Men det +var ikke blit til noget -- hun hadde bare sittet og hængt paa den store +fritrappe utenfor San Gregorio og set ned i lunden, hvor de store trær +begyndte at knoppes vaarlig under den blekgraa himmel, og tusenfryden +skinnet tæt utover grønsværet. + +Hun gik indover igjen gjennem alleen, som løper under Palatins sydskrænt. +Ruinmasserne steg iveiret, falmet graa, opover mot klostrets palmer paa +toppen. Nedover skraaningen hang de eviggrønne busker næsten svarte, pudret +med kalkstøv. + +Utenfor Konstantinsbuen paa pladsen med de øde ruiner av Colosseum og +Palatin og Forum omkring, lusket nogen forfrosne prospektkortsælgere. Der +var faa turister ute idag. Etpar smaa skindtørre damer pranglet paa umulig +italiensk med en omvandrende mosaikkræmmer. + +En liten gut, kanske tre aar, haket sig fast i Jennys kaape og rakte en +tust stedmorsblomster op mot hende. Han var utsøkt svartøiet og langhaaret +og pyntet ut i nationaldragt med spids filthat, fløilsjakke og sandaler +utenpaa de hvite uldsokker. Han kunde ikke snakke ordentlig rent endda, +mens han bad om en soldo. + +Jenny gav ham mynten, og moren hans seilet øieblikkelig op paa siden og tok +den takkende i forvaring. Hun hadde forsøkt at gi sin dragt et litet +nationalt sving hun og -- snørt et rødt fløilskorset utenpaa sin skitne, +rutede bluse og brettet en serviet i firkant ovenpaa haaret. I armene bar +hun et spædbarn. + +Det var tre uker gammelt, svarte moren, da Jenny spurte. Ja stakkars, den +var syk. + +Barnet var ikke større end Jennys gut hadde været ved fødselen. Huden var +rød og saar og skjællet -- det pustet pipende, som om luftveierne var fulde +av slim, og øinene kiket glansløse ut under betændte halvlukte laag. + +Ja hun gik med det hver dag til polikliniken, sa moren. Men de sa, det kom +til at dø. Det var nok bedst for det stakkars ogsaa --. Konen saa træt og +trist ut -- styg var hun og tandløs. + +Jenny følte graaten komme op i strupen. Stakkars liten unge. -- Ja for den +var det bedst at dø. Stakkars lille kryp. Hun strøk kjærtegnende over det +lille hæslige ansigt. + +Hun hadde git konen nogen flere penger og hun vilde like til at gaa. I det +samme kom der en herre forbi. Han hilste -- stanset et øieblik -- men gik +videre, da Jenny ikke hilste igjen. Det var Helge Gram. + +Hun hadde ikke sanset at hilse. Hun huket sig ned foran den lille gutten +med blomsterne og tok hans hænder, drog barnet nærmere til sig og snakket +med ham, mens hun forsøkte at faa bugt med den vanvittige skjælving, som +løp gjennem hendes krop. + +En gang snudde hun hodet og saa til den kant, han var gaat. Borte i +trappen, som fører fra pladsen rundt Colosseum og op paa gaten, stod han og +saa hitover. + +Og sittende paa huk blev hun ved at snakke med konen og barnet. Da hun +igjen saa op, var han gaat, -- men hun ventet til længe efter hans graa hat +og frak var forsvundet. + +Saa næsten løp hun hjemover -- gjennem bakgater og smug, ræd for hvert +hjørne hun bøiet om, at han skulde staa paa lur. + +Helt oppe paa baksiden av Pincio havnet hun, og der spiste hun aften paa et +trattori, hvor hun ikke hadde været før. + +Da hun hadde sittet litt og drukket etpar slurker av vinen, blev hun +roligere. + +_Om_ hun nu traf Helge og han snakket til hende -- saa var det pinlig +naturligvis. Selvfølgelig vilde hun helst undgaa det. Men om det faldt +saan, saa var det jo ikke noget at være saa meningsløst ræd for. -- De to +var jo færdige med hinanden. Det som var skedd, efter de skiltes, det hadde +ikke han noget med at kræve hende til regnskap for. Om han gjorde det -- +han hadde ingen ret. Hvad han saa visste -- hvad han saa kunde si -- hun +visste jo selv, hvad hun hadde gjort. Sig selv hadde hun maattet staa til +regnskap -- og hvad var alt andet imot det. + +Behøvet hun at være ræd noget menneske hun --. Der kunde ingen gjøre hende +noget værre end det, hun hadde gjort sig selv. + +Men det hadde været en vond dag, det var det. En av de dage, da hun ikke +følte sig ædru. Nu var det bedre --. + +Men ikke før var hun kommet ut paa gaten igjen, før den taakede, fortvilede +rædsel var over hende paany. Og den pisket hende, saa hun gik stormende +fort, uten at vite av det, og hun knyttet sine hænder og talte halvhøit med +sig selv. + +Engang rev hun hanskerne av, fordi hun var brændende het. Og hun husket +først nu, at hun hadde set, der blev en vaat flek paa den ene, da hun +klappet det syke barn. Hun slængte hanskerne fra sig i væmmelse --. + +Da hun kom hjem, stod hun litt i gangen. Saa banket hun paa Gunnars dør --. +Men han var ikke inde. Hun saa efter oppe paa taket, -- der var ingen. + +Hun gik ind til sig selv og tændte lampen. Med armene korset over brystet +sat hun og stirret ind i flammen -- reiste sig og drev hvileløs paa gulvet +og satte sig igjen som før --. + +Opspilt lyttet hun efter hver lyd fra trappegangen. Aa bare Gunnar kom. -- +Aa bare ikke den anden kom --. Men han visste jo ikke, hvor hun bodde. Men +han kunde træffe nogen og spørge --. Aa Gunnar, Gunnar kom! + +-- Da vilde hun gaa like ind til ham, kaste sig i hans arme og be ham ta +hende --. + +For fra det øieblik, hun hadde møtt Helge Grams gulbrune øine, hadde hele +den fortid, som var begyndt under de øines blik -- reist sig mot hende. Det +var over hende igjen altsammen -- væmmelsen, tvilen paa egne evner til at +føle og til at ville og til at vælge -- tvilen, om hun for alvor ikke vilde +det, hun sa til sig selv hun vilde ikke. -- Og hun saa paa sig selv, som +hun hadde set dengang -- forløiet, fordrømt, slap -- mens hun gik og lot +for sig selv, som hun fordret at føle rent og sterkt og helt, mens hun sa, +hun vilde være ærlig, arbeidsom, modig, offervillig, disciplinert -- saa +lot hun sig tumle av stemninger og drifter, som hun ikke gad kjæmpe imot, +endda hun visste, hun burde -- løi kjærlighet for at snike sig til en plads +mellem menneskene, som hun aldrig hadde kunnet vinde, saalænge hun var +ærlig --. + +Skape sig om hadde hun villet for at slippe ind mellem mennesker, hvor hun +hadde visst altid, hun maatte være en fremmed, fordi hun var av en anden +art. Men hun hadde ikke orket at være alene, indespærret i sin egen natur. +Hun hadde gjort vold paa sin natur. Og motbydelig, unaturlig var hendes +forhold blit til de mennesker, som var hende væsensfremmede inderst inde. +Sønnen og faren --. Og nu efterpaa -- hendes eget inderste væsen var blit +ødelagt av det -- hvert fast holdepunkt, hun hadde hat i sig selv, det +svigtet -- smuldret hen. Hun opløstes indenfra --. + +Hvis Helge kom -- hvis hun møtte ham -- saa visste hun, fortvilelsen, leden +ved hendes eget liv, vilde overvælde hende. Hun visste ikke, hvad der vilde +ske -- bare -- maatte hun staa ansigt til ansigt med det der igjen, saa +orket hun ikke mere --. + +Aa Gunnar. Om hun elsket ham eller ikke hadde hun sletikke tænkt paa i +disse uker, han hadde tigget om at faa hende -- som hun var. Og svoret paa +at han kunde hjælpe hende over -- bygge op igjen alt, som var ødelagt i +hende --. + +Sommetider hadde hun bare ønsket, han vilde ta hende med magt. Saa hun slap +at vælge. For det var det samme hvad han sa -- valgte hun at bli hans, da +sa hendes sidste stolthet hende, at hun hadde ansvaret. Da _maatte_ hun bli +det hun hadde været -- det han trodde hun var og det han trodde hun kunde +bli. Enten hun orket eller ikke orket -- hun maatte arbeide sig op av alt +det, hun nu laa sølet ned i -- begrave under et helt nyt liv alt som hadde +været, siden hun gav Helge Gram det kys, hvormed hun forraadte al sin tro +og hele sit liv indtil den vaardag paa kampanjen. + +Om hun vilde bli Gunnars --. Var det saa, at hun elsket ham -- naar han var +alt det, hun hadde villet bli. Naar hele hans væsen kaldte paa alt det i +hende, som hun engang hadde valgt at dyrke og pleie -- hver hendes evne, +som hun hadde fundet værdt at styrke --. + +Elskoven, som hun hadde søkt paa vildstier, dit hendes syke længten og hete +uro hadde drevet hende -- var den da bare det selvfølgelige at lukke øinene +og gi sig ham ivold, som var den eneste, man stolte paa -- den, som alle +ens instinkter nævnte som samvittighet og rette dommer --. + +Men hun hadde ikke kunnet gjøre det -- alle disse ukerne hadde hun ikke +kunnet gjøre det. Hun hadde bare syntes, hun maatte først komme litt ut av +dette uføret, hun laa i, ved egen kraft. Hun maatte bare føle, det var +hendes egen vilje fra gamle dage, som hadde tat igjen styret i hendes +splittede sind. Bare saa hun fik igjen et gran respekt og tillid til sig +selv --. + +Skulde hun leve videre -- saa var Gunnar jo i sig selv alt, som var livet +for hende. -- Aa etpar gloser, som han hadde rablet paa et stykke papir -- +en bok, der bar bud til hende fra noget i hans væsen -- det var jo det, som +hadde vakt den sidste flimrende længsel mot livet, dengang hun slæpte sig +som et lemlæstet dyr efter barnets død --. + +Kom han nu -- saa fik han ta hende. Bære hende over det første stykket. +Siden skulde hun nok førsøke at gaa selv --. + +Og for hendes sjæl, som smuldret op, der hun sat og ventet, blev det til +det: + +Kom han, saa skulde hun leve. Kom den anden, saa maatte hun dø. + +Og da hun hørte trin i trappen, og det var ikke Gunnar, og da det banket +paa hendes dør, bøiet hun hodet og gik skjælvende hen og lukket op for +Helge Gram. For hende stod det bare, som hun lukket op for den skjæbne, hun +selv hadde manet over sig. + + * * * + +Hun stod og saa paa ham, mens han gik frem i lyset og la hatten paa en +stol. Hun hilste ikke paa ham nu heller. + +«Jeg visste, du var i byen,» sa han. «Jeg kom hit iforgaars. Fra Paris. Jeg +saa din adresse i foreningen -- jeg hadde tænkt at gaa op til dig en dag. +Saa møtte jeg dig paa gaten ieftermiddags. Jeg kjendte det graa skindtøiet +dit langt borte fra.» Han snakket fort -- liksom stakaandet. «Vil du ikke +si godaften til mig, Jenny -- er du lei for jeg er kommet op til dig?» + +«Godaften Helge,» sa hun og tok mot den haand, han rakte hende. «Værsgod, +vil du ikke sitte ned?» + +Hun satte sig selv i sofaen. Hun hørte sin egen stemme -- ganske rolig og +liketil lød den. Men i hjernen hadde hun den samme besynderlige, +delirerende rædselsfornemmelse. + +«Jeg hadde lyst at hilse paa dig,» sa Helge og satte sig i stolen ved siden +av. + +«Det var pent av dig,» svarte Jenny. + +De tidde stille litt. + +«Du bor i Bergen nu,» sa hun saa. «Jeg saa, du hadde tat doktorgraden -- +gratulerer!» + +«Tak.» + +Saa blev der en pause igjen. + +«Ja du har jo bodd i utlandet noksaa længe nu --. Sommetider har jeg tænkt +paa at skrive til dig -- men det blev aldrig. -- Heggen bor her i huset han +og, ser jeg --.» + +«Ja. Jeg skrev og bad ham leie for mig -- et atelier -- men de er saa dyre +og vanskelige at faa fat paa her i byen. Men dette værelset har jo ganske +godt lys --.» + +«Jeg ser, du har endel billeder staaende ja --.» + +Han reiste sig, gik bortover gulvet et slag, men kom straks tilbake og +satte sig som før. Jenny sænket hodet -- hun kjendte, han stirret +vedholdende paa hende. + +Saa snakket han igjen -- de forsøkte at tale sammen, han spurte til +Fransiska Ahlin og andre fælles bekjendte. Men samtalen døde bort straks og +han blev sittende taus igjen og se paa hende som før. + +«Vet du, at mine forældre er blit skilt,» spurte han pludselig. + +Hun nikket. + +«Ja.» Han lo litt. «De holdt jo sammen for vor skyld i det længste. Gik der +og gnuret og gnusslet mot hinanden som to møllestener, til alt vort var +malt til pulver imellem dem. Nu var der vel ikke mere, som kunde males +istykker -- saa stanset møllen --. + +Aaja. Jeg husker, mens jeg var gut. Naar de snakket sammen -- de slos ikke +netop. Men det var noget i stemmerne deres --. Mor skjældte forresten og +brukte mund -- graat tilslut --. Far var bare rolig, stilfærdig -- men der +var en klang i røsten, et hat saa koldt og haardt, saa det skar --. Jeg laa +inde paa soveværelset og pintes av en tvangsforestilling, faar jeg vel +kalde det. For en svir det skulde være at ta en strikkepinde og stikke +tvers gjennem hodet, ind av det ene øret og ut av det andet --. De +stemmerne gjorde rent fysisk vondt inde i trommehinderne -- med en smerte, +som likesom forplantet sig indefter i hele hodet, forstaar du --. + +Ja det var altsaa begyndelsen. Nu har de to gjort sin pligt som forældre. +Saa er det slut --.» + +Han nikket fremfor sig etpar ganger. + +«Det er saa hæslig. Hatet mener jeg -- alt blir saa hæslig, som kommer i +nærheten av det. Jeg var og besøkte min søster sidste sommer. Vi +sympatiserte jo aldrig -- men. Det var avskyelig at se hende sammen med +manden. -- Sommetider kom han bort og kysset hende -- tok pipen ut av den +tykke, vaate munden sin og kysset konen. Saan en pave paa prækestolen og +fraadser hjemme --. Sofie blev ganske hvit sommetider, naar han rørte hende +--. + +Og du og jeg. Jeg syntes, det var saa selvfølgelig bakefter, at det maatte +gaa istykker, alt det fine, myke lysegrønne mellem os -- fryse bort i den +luften der. Da jeg var reist fra dig dengangen, angret jeg. Jeg gik og +vilde skrive -- men vet du, hvorfor jeg gjorde det ikke? Jo jeg fik et brev +fra far -- han fortalte, han hadde været oppe hos dig. Det var en formaning +da forstaar du, at jeg burde forsøke at gjenopta forbindelsen med dig --. +Saa skrev jeg ikke -- jeg hadde en overtroisk rædsel for at følge et raad +fra den kanten --. + +Saa har jeg gaat og længtet og drømt om dig hele tiden bare, Jenny. Tumlet +omigjen og omigjen med alle minderne. -- Vet du, hvad som var det første +sted, jeg opsøkte her i Rom -- igaar? Jeg var ute paa Montagnola. Jeg fandt +igjen navnene vore i kaktusbladet --.» + +Jenny sat blek med sammenknugede hænder. + +«Du ser akkurat ut som før. Og du har levet tre aar, som jeg ingenting vet +om,» sa Helge sagte. «Nu jeg er sammen med dig igjen, kan jeg ikke fatte +det. Det er akkurat som var det ikke sandt, alt det som ligger mellem vi +skiltes her i Rom --. + +Og saa er du kanske en andens nu --.» + +Jenny svarte ikke. + +«Er du -- forlovet,» spurte han sagte. + +«Nei.» + +«Jenny --» Helge bøiet hodet, saa hun ikke kunde se hans ansigt. «Vet du -- +alle disse aarene -- jeg har tænkt -- drømt om -- at faa dig tilbake. Jeg +har gaat og utmalt mig, at vi to møttes igjen -- og vi kom til at forstaa +hinanden. -- Du sa jo, jeg var den første, du hadde været glad i Jenny -- +er det umulig?» + +«Ja,» sa hun. + +«Heggen?» + +Først svarte hun ikke. + +«Jeg har altid været skinsyk paa Heggen,» sa Helge sagte. «Jeg var ræd, det +var ham som var den rette --. Da jeg saa, han bodde sammen med dig -- --. + +-- Nu er dere altsaa -- glad i -- hinanden?» + +Jenny tidde endda. + +«Er du glad i ham,» spurte Helge igjen. + +«Ja. Men jeg vil ikke gifte mig med ham.» + +«Paa den maaten,» sa han haardt. + +«Nei.» Hun smilte flygtig. Og træt og opgit sænket hun hodet. «Jeg orker +ikke noget forhold til nogen -- nu mere. Jeg orker ingenting. Jeg vilde +ønske, du vilde gaa, Helge.» + +Men han blev sittende. + +«Jeg kan ikke forstaa, alt skal være forbi. Jeg trodde det aldrig, og nu +jeg ser dig --. + +Jeg har tænkt og tænkt det var jo min egen skyld -- jeg var saa forsagt -- +visste aldrig hvad som var det rette. Det kunde været anderledes --. Jeg +har tænkt paa den sidste aftenen, jeg var sammen med dig i Rom. Jeg syntes +altid, dette øieblikket maatte komme tilbake. For jeg gik dengangen, for +jeg trodde, det var rigtig saa --. Da kan jeg vel ikke ha mistet dig for +det --. + +Dengangen --» han saa ned -- «jeg hadde aldrig rørt en kvinde dengang. -- +Jeg var blit skræmt av det jeg saa hjemme. -- Drømme og fantasier -- det +blev et helvede sommetider -- men altid var rædselen sterkest --. + +Aa. Nu er jeg niogtyve aar du. Og ikke noget vakkert og lykkelig har jeg +oplevet -- uten den lille vaaren med dig. Kan du ikke forstaa, jeg har +aldrig kunnet slippe tanken om dig --. + +Skjønner du ikke, hvor jeg elsker dig -- den eneste lykken, jeg har visst +av? Jeg kan ikke slippe dig -- nu kan jeg ikke --.» + +Hun hadde reist sig, skjælvende, og han reiste sig han ogsaa. Hun veg +uvilkaarlig nogen skridt tilbake. + +«Helge, -- der har været en anden --.» + +Han stod stille og saa paa hende: + +«Saa -- har der været en anden du --. Det kunde været mig -- og saa blev +det en anden. -- Jamen jeg vil ha dig -- jeg bryr mig ikke om det -- nu vil +jeg ha dig, for du har lovet mig det engang --.» + +Da hun forskræmt forsøkte at gli forbi ham, tok han hende voldsomt ind til +sig. + +Det var likesom det tok nogen øieblikke, før hun blev sig bevisst i +hjernen, at han kysset hendes mund. Hun trodde, hun gjorde motstand, men +hun laa næsten passiv i hans arme. + +Hun vilde si, han maatte ikke. Hun vilde si, hvem som var den anden. Men +hun kunde ikke, for hun vilde sagt, at hun hadde hat et barn. Men i det +samme hun tænkte paa gutten, følte hun, at hun orket ikke nævne ham -- indi +dette. Sit barn maatte hun holde utenfor den undergang, som hun nu visste +kom --. Og at det var slik, det kjendtes som et litet kjærtegn fra den døde +lille, og det varmet hende og gjorde hende godt -- saa hendes legeme blev +mykt og eftergivende et øieblik i hans arme. + +«Du er min -- det er min du er, Jenny -- ja ja ja,» hvisket Helge ned over +hende. + +Hun saa op i hans ansigt et øieblik. Og saa slet hun sig fra ham og løp mot +døren. Hun kaldte høit paa Gunnar i det samme. + +Han var efter hende og tok hende igjen: + +«Han faar dig ikke -- du er min, er du --.» + +Siden brøtes de uten ord der ved døren. For Jenny stod det, som om +altsammen kom an paa, om hun kunde faa den op og komme ind paa Gunnars +værelse. Og eftersom hun kjendte Helges legeme mot sit, hetere, sterkere +end hendes eget, og han holdt hende fast med armer og knær, saa var det, +som det skulde saa være, at hun maatte gi sig over. Og tilsidst kastet hun +sig godvillig ind til ham. + + * * * + +I graalysningen, mens han gik og klædde paa sig, kom han bort til hendes +seng hvert øieblik og kysset hende: + +«Vidunderlige du! Hvor du er vidunderlig deilig, Jenny --. + +Nu er du min. Nu blir det godt igjen altsammen -- ikkesandt. Aa jeg elsker +dig --. + +Du er træt? Nu skal du sove -- nu gaar jeg. Jeg kommer op til dig i +formiddag --. Sov godt, søte elskede Jenny min. Er du saa træt?» + +«Ja svært træt Helge.» Hun laa med halvaapne øine og saa mot det bleke +morgenlys, som Helge hadde sluppet ind av skodderne. + +Saa kysset han hende. Han hadde faat paa sig ytterfrakken og stod med +hatten i haanden. Endda la han sig paa knæ foran sengen og skjøv armen ind +under hendes skuldre: + +«Tak for inat, Jenny --. Kan du huske at det sa jeg den første morgenen i +Rom -- derute paa Aventin. -- Husker du det?» + +Jenny nikket nede i puterne. + +«Sov godt da. Faa et kys til -- saa, godnat da, -- deilige Jenny min!» + +Borte i døren stanset han: + +«Det er sandt du -- porten -- er der nogen nøkkel? Eller er det disse +sedvanlige gammeldags med klinke paa indsiden?» + +«Ja det er av de almindelige,» sa hun, «-- indenfra lukker du op uten +videre --.» + + * * * + +Hun blev liggende med lukkede øine. Men hun _saa_ sit eget legeme, slik det +laa under teppet, hvitt, vakkert nakent -- en ting, hun alt hadde slængt +fra sig, som hun hadde kastet den flekkede hansken om eftermiddagen. Det +var ikke hendes mere. + +Saa gav det et sæt i hende -- hun hørte Heggen komme i trappen -- langsomt +-- aapne sin dør. Han gik frem og tilbake derinde en stund -- saa ut igjen, +op trappen til taket. Nu hørte hun hans hastige skridt frem og tilbake over +sit hode. + +Hun var viss paa, at han visste. Men det gjorde allikevel ikke større +indtryk paa hendes trætte hjerne. Hun følte ikke smerte længer. Det forekom +hende, at alting maatte synes ham likesaa selvfølgelig og uundgaaelig, som +det stod for hende selv. + +Det hun skulde gjøre hadde hun ingen følelse av beslutning ved. Det maatte +ske, som det andet var skedd -- som en uundgaaelig følge av, at hun hadde +lukket op døren for Helge igaaraftes. + +Jenny stak en fot frem under teppet -- laa og saa paa den som paa en +fremmed ting, der ikke var hendes --. Den var pen. Hun krummet den, saa +vristen spændtes. Pen var den, hvit og blaaaaret, med fint rødt ved hælen +og tærne. + +Hun var saa træt. Det var godt at være træt saan. Liksom hun hadde hat +smerter, og de var gaat over. Mens han var hos hende, hadde hun bare hat +følelsen av, at hun blev knuget ned i mørke, sank og sank -- og det var +vellyst at forgaa slik -- viljerøvet la sig synke fra livet -- ned paa +bunden, hvor det var stille. Hun visste dunkelt, at hun hadde gjengjælt +hans kjærtegn, knuget sig til ham. -- Nu var hun træt, og det, hun hadde +igjen at gjøre, gjorde hun mekanisk. + +Hun stod op og klædde paa sig. Da hun hadde tat paa sig strømper, underliv +og skjørt, stak hun føtterne i etpar bronsesko, som hun gik med hjemme. Hun +vasket sig og satte op det utslagne haar foran speilet -- uten at vite, at +hun saa sit eget ansigt i det. + +Saa gik hun bort til det lille bord, hvor hun hadde sine malersaker. Hun +lette i kassen med sit raderværktøi. Det spidse trekantede skavjern hadde +hun kommet til at tænke paa om natten. Før hadde hun sommetider halvt i lek +med sig selv sat det mot pulsaaren. + +Jenny tok det op, saa paa det -- prøvet det med fingeren. Saa la hun det +tilbake og tok en foldekniv. Hun hadde kjøpt den i Paris -- den hadde +korketrækker, hermetikaapner og mange blade. Et var kort, spidst og bredt +-- det aapnet hun. + +Saa gik hun tilbake og satte sig paa sengen. Hun la hodeputen over kanten +av natbordet -- støttet den venstre haand paa den og skar igjennem +pulsaaren. + +Blodet kom i et sprøit, som ramte en liten akvarel, hun hadde sat op paa +væggen over sengen. Da hun saa det, flyttet hun haanden. Hun la sig ned -- +skjøv uvilkaarlig med føtterne sine sko av sig og la sig helt op i sengen. +Og da hun saa, hvor blodet sprøitet, stak hun den saarede haand under +teppet. + +Hun hadde ingen tanke og ingen angst -- bare følte det, som hun gav sig hen +i det uavvendelige. -- Selve smerten i snittet var ikke vond -- skarp og +klar og likesom samlet paa det ene sted. + +-- Men om en stund seg der en ukjendt, besynderlig fornemmelse over hende +-- en angst, der vokste og vokste. Ikke angst _for_ noget -- selve følelsen +var bare en rædselsfuld angst omkring hjertet -- som hun blev kvalt. Hun +aapnet øinene -- men der drev sorte flaker forbi synet. Og hun kunde ikke +puste -- værelset faldt indover hende paa alle kanter --. Hun tumlet ned av +sengen, ravet mot døren, op trappen til taket i blinde, til hun faldt +sammen paa dens øverste trin --. + + * * * + +Helge hadde møtt Gunnar Heggen like i det han kom ut av porten. De hadde +set paa hinanden -- mens de begge tok til hatten. Saa var de gaat forbi +hinanden -- uten ord. + +Men det møtet hadde gjort Helge ædru. Og efterpaa nattens rus slog hans +stemning pludselig om. Og det som han hadde oplevet, syntes ham pludselig +utrolig, ubegripelig. Og uhyggelig. + +Dette møtet med hende, som han hadde drømt om alle de aar. Hun, som han +hadde drømt om. Hun hadde næsten ikke snakket -- sittet stum og kold. Og +saa pludselig kastet sig i hans arme. Vild og gal, men uten et ord. Nu +husket han pludselig, hun hadde ingenting sagt -- ingenting, til alle hans +kjærlighetsord inat. + +En fremmed, uhyggelig --. Hans Jenny. -- Han visste medett, hun hadde +aldrig været det. + +Helge gik og gik i de morgenstille gater. Op og ned i Corsoen. + +Han prøvet at huske hende. Skille minderne fra drømmene. Huske hende fra +den tid, de var forlovet. Men han fik ikke tak i hende -- visste med en +gang, at han hadde aldrig hat det. Altid hadde der været noget bak, som han +ikke kunde se, men han hadde følt, det var der. + +Ingenting visste han om hende. -- Heggen kunde være hos hende nu -- han +visste ikke --. Der hadde været en anden, hadde hun sagt selv -- hvem anden +-- hvilke andre -- hvadfor andet, som han ikke kjendte, men hadde følt +altid --. + +Og nu efter dette -- han kunde ikke slippe hende nu heller -- han visste +det. Nu mindre end nogensinde før --. Og han kjendte hende ikke. Hvem var +hun, som hadde ham i sin magt -- hvis hadde han været i tre aar med hver +eneste tanke --.» + +Og det var rædsel, og det var raseri, som drev ham, mens han jaget tilbake +til hendes port. Den stod oppe. Han løp opfor trapperne -- hun skulde svare +ham -- hun skulde ikke slippe, før hun hadde sagt ham alting --. + + * * * + +Hendes dør var aapen. Han saa ind -- den tomme seng og de blodige laken og +blodet bortover gulvet. Og han vendte sig og saa, at hun laa sammenkrøket +øverst paa trappen og at der var blod paa de hvite marmortrin. + +Helge skrek og sprang til -- løftet hende op, holdt hende i sine arme. -- +Han følte hendes bryster slappe mot sin haand og en sidste lunken rest av +livsvarme, som hadde gjemt sig der bak korsettets rand. Men arme og hænder +faldt kolde ned. Og han forstod, gyselig og legemlig, at denne krop, som +han for nogen faa timer siden hadde holdt i sine arme, het og skjælvende av +liv, den var et lik nu og snart skulde hun være aadsel --. + +Han sank ned i knæ med hende og skrek vildt --. + +Heggen rev op døren til terrassen. Hans ansigt var hvitt og herjet. Saa saa +han Jenny --. + +Han grep Helge og slængte ham tilside -- bøiet sig ned paa knæ ved hende. + +«Hun laa her -- da jeg kom tilbake, laa hun her --.» + +«Spring efter lægen -- fort --.» Gunnar hadde revet op hendes linned -- +følt indpaa -- tok omkring hendes hode -- løftet armene og saa saaret. Nu +slet han det lyseblaa silkebaand ut av hendes underliv og bandt haardt over +haandleddet. + +«Ja ja hvor bor --» + +Gunnar skrek pludselig til i raseri. Saa sa han halvhøit: + +«Jeg skal gaa. Bær hende ind da --» men han tok hende selv i armene og gik +mot hendes dør. Da han saa den blodige seng, fortrak han pludselig +ansigtet. Saa snudde han og støtte op døren til sit rum. Han la hende ned +paa sin egen urørte seng. Og han sprang ut. + +Helge hadde gaat ved siden av ham, med munden halvaapen som i et stivnet +skrik. Men han hadde stanset i Gunnars dør. Da han blev alene med hende, +sneg han sig bort og rørte med fingerspidserne ved hendes haand. Saa faldt +han sammen paa gulvet, med hodet mot sengekanten og graat skrikende, +krampagtig av rædsel. + + + + +XII. + + + +Gunnar gik utover den smale, græsgrodde vei mellem de høie, lyskalkede +havemure. Paa den ene side laa kasernen, der maatte være en terrasse +indenfor -- høit over hans hode stod nogen soldater, som lo og smaasnakket. +Paa hjørnet vippet en dusk gule blomster, som vokste i en revne i +murkanten. Men paa den anden side av veien raket de vældige gamle pinjer +ved Cestiuspyramiden og den tætte cypresskog inde paa kirkegaardens nye del +op mot den blaa og sølvskyede himmel. + +Utenfor gitterporten sat en halvstor jentunge i græsset og heklet. Hun +lukket op for ham og knikset til tak for skillingen, han gav hende. + +Luften var vaarlig fugtig, blank og bløt. Herinde paa kirkegaarden i den +tætte, grønne skygge blev den drivhusagtig vaat og varm. Og pinseliljerne i +rabatten langs gangen duftet hett og lummert. + +De gamle cypresser stod tæt som en lund omkring gravene, som mørke av +vincaens og violernes dunkle, krypende grønt laa i terasser op mot den +efeuklædte gamle bymur. De dødes mindestener lyste -- smaa marmortempler og +hvite englestatuer og tunge store sarkofager. Mosen grønsket paa dem og +skinnet paa cypressernes stammer. Der sat en og anden hvit og rød blomst +igjen i kameliatrærnes mørkblanke kroner, men de fleste laa brune og visne +paa den sorte, fugtige muld, der emmet raat og klamt op mot ham. Han kom +til at tænke paa noget, han hadde læst -- japanerne likte ikke kameliaen, +for dens blomster faldt av hele og friske som avhugne hoder --. + +Jenny Winge var blit begravet længst borte paa kirkegaarden, nær ved +kapellet. Det var i ytterkanten av en lysegrøn og tusenfrydspættet +græsbakke, hvor der bare var nogen faa grave endda. Cypresser var blit +plantet i kanten av plænen, men de var bittesmaa endda, lignet leketøi med +de spidse, svartgrønne kroner paa ranke, tvundne, brune stammer, som mindet +om søiler i et klosters korsgang. + +Hendes grav laa litt for sig selv ute i engen. Men græsset var blit lagt +ned rundt den, da den blev kastet, saa der var muld omkring. Den var +lysegraa, for solen skinnet her, og den mørke cypreslund stod som en mur +bakom. + +Gunnar holdt hænderne for sit ansigt og bøiet sig ned paa knæ, til han laa +med hodet nedpaa de visne blomsterkranse. + +Han kjendte vaarens træthet i alle lemmer, og blodet randt sykt av sorg og +savn ved hvert av hans hjertes tunge slag. Jenny -- Jenny -- Jenny -- +hendes lyse navn hørte han i hvert av vaarens fuglefløit, og hun var død +--. + +Hun laa dernede i mørket. En lok av hendes lyse haar hadde han klippet av, +og han bar den inde i lommeboken. Han kunde ta den op og la den funkle i +solen -- og de smaa fattige gnister var alt, hvad solen nu kunde naa og +tænde av hele hendes svære, skinnende haar. + +Hun var død og borte. Der var nogen billeder igjen efter hende, og der +hadde staat et litet stykke om hende i aviserne. Og der var en mor og nogen +søstre, som sørget over sin Jenny -- den virkelige hadde de aldrig kjendt +og de visste ingenting om hendes liv og hendes død. Der var de andre -- de +stirret fortvilet efter den Jenny, de hadde kjendt -- de visste noget, men +de forstod ingenting --. + +Det var bare hans Jenny, hun som laa her. + + * * * + +Helge Gram var kommet til ham. Han hadde spurt, og han hadde fortalt, og +han hadde jamret og tigget: + +«Jeg forstaar jo ingenting. Vet du det -- forklar mig det, Heggen. Du vet +det. Kan du ikke si mig det, du vet!» + +Han hadde ikke svart. + +«Der var en anden. Hun sa det selv. Hvem var det? Var det dig?» + +«Nei.» + +«Vet du, hvem det var --» + +«Ja, men jeg vil ikke si det. Det nytter ikke, du spør, Gram.» + +«Jamen jeg blir gal, hører du Heggen -- jeg blir gal av det, hvis du ikke +kan forklare mig --.» + +«Du har ingen ret til at kjende Jennys hemmeligheter.» + +«Men hvorfor gjorde hun det da? For min skyld -- for hans skyld -- for din +skyld?» + +«Nei. Hun gjorde det for sin egen skyld.» + +Saa hadde han bedt Gram gaa. Nu var han reist. De hadde ikke set hinanden +siden. + +Det var oppe i Borghesehaven, at Gram hadde kommet bort til ham. Etpar dage +efter begravelsen. Han hadde sittet der i solskinnet. Han var saa træt. Det +var han, som hadde maattet ordne med det altsammen og gi de nødvendige +forklaringer til alle kanter -- i anledning undersøkelserne om selvmordet, +begravelsen -- til fru Berner hadde han skrevet, at hendes datter var +pludselig død av hjerteslag. Men der hadde været noget i alt det, som hadde +gjort ham godt. Det, at ingen visste hans sorg. Det at den store +forklaring, som han visste var den sande -- den gjemte han hos sig selv. +Det hadde sænket hans sorg saa uendelig dypt ned i ham selv. Nu kom han +aldrig til at si den til noget menneske. Den var hans egen alene. Og den +vilde være den inderste kjerne i hans sjæl i al tid. + +Den vilde farve hans væsen og farves av det. Den vilde styre hans liv -- og +styres av det -- skifte farve og form med det, men aldrig slettes ut. Hver +time paa dagen i al denne tid var den anderledes -- og altid var den der, +og slik vilde det altid være. + +Men han hadde husket, at den morgen han løp efter lægen, mens den anden var +alene igjen med hende -- da hadde han villet si Helge Gram det han visste +-- og si det slik, at den andens hjerte skulde bli aske -- som hans eget +var da. + +Men i de dage, som laa imellem, var alt han visste blit hemmeligheter +mellem den døde kvinde og ham. Deres kjærlighets hemmeligheter var det +blit. Der var ingenting av det altsammen, som ikke var hændt, fordi hun +var, som hun var, og slik hun var, hadde han elsket hende. Og Helge Gram +var en likegyldig og tilfældig fremmed for ham og for hende, og han hadde +ingen trang til at hevne sig paa ham, like saa litet som han følte +medlidenhet med Helges sorg og hans rædsel over det ufattelige, som var +skedd. + +For de menneskene var jo noget tilfældig. Fordi hun var, som hun var, hadde +alting hændt. Hendes sind maatte svaie og bøie sig vildsomt for et pust en +dag, fordi det hadde vokset iveiret saa rankt og spædt. Og han selv hadde +trodd, hun kunde vokse som et træ vokser, og han hadde ikke forstaat, hun +grodde bare som en blomst, en skjør og saftfuld stængel, der higer iveiret +for at faa sol og faa slaa ut i blomst med alle sine tunge, længselsfulde +knopper. Bare en liten pike hadde hun været, hun og. Og det skulde være den +evige sorg i hans sind, at han hadde ikke set det, før det var forsent. + +For hun kunde ikke rette sig igjen, naar hun engang var blit knækket. Hun +var likesom en liljeblomst, og de kan ikke skyte fra roten igjen, hvis den +første stænglen blev brutt. Intet var der i hendes væsen av smidigt og +frodigt. Men slik hun var, elsket han hende. + +Og slik hun var, var hun bare hans. Det var bare ham, som visste, hvor hun +hadde været blond og skjær -- saa higende sterk og rank og saa skrøpelig og +skjør allikevel -- med den ømtaalige ære, hvor en plet aldrig kunde tvættes +av, fordi den aat merker saa dypt ind. + +Og nu var hun død. Og han hadde været alene med sin kjærlighet i mange dage +og nætter. Og han skulde være alene med den i alle sit livs dage og nætter. + +Og der hadde været nætter, hvor han hadde kvalt sine fortvilede skrik ned i +sengens puter. Hun var død, og han hadde aldrig eiet hende. Og det var ham, +hun skulde elsket, og det var ham, hun skulde tilhørt, og hun var den +eneste, han hadde elsket. Hun var død, og hendes deilige, slanke, hvite +legeme, der sluttet om hendes væsen som en fløilsslir om en smal og fin, +sprød klinge, det hadde han aldrig rørt, aldrig set. Andre hadde hat det og +ikke visst, hvad det var for en underlig og sjelden skat, som hadde +forvildet sig i deres hænder. Og nu laa det gravet ned i jorden, og hæslig, +hæslig skulde det forandres og fortæres og opløses, til det blev en smule +muld i mulden tilslut. + +Gunnar rystet av hulken, der han laa. + +Andre hadde eiet hende. Og de hadde besudlet hende og ødelagt hende, og de +hadde ikke visst, hvad de gjorde. Og han hadde aldrig eiet hende. + +Saa længe han levet, vilde der komme stunder, da han vaandet sig som nu, +fordi det var slik. + + * * * + +Og dog var det bare ham, som eiet hende. Bare i hans haand kunde hendes +gyldne haar funkle nu. Hun selv, hun levet i ham nu -- hendes sjæl og +hendes billede stod speilet i ham, saa klart og fast som i stille vand. Hun +var død, hendes sorg var ikke mere i hende, men den var i ham -- der levet +den videre og vilde ikke dø, før han døde selv. Og fordi den var levende, +vilde den vokse og forandres -- han kunde ikke vite, hvordan hans sorg +vilde se ut om ti aar -- men den kunde vokse til noget stort og deilig. + +Saa længe han levet, vilde der komme stunder, da han følte den underlig +tunge og dype glæde, fordi det var slik. + + * * * + +Men de morgentimer, da han gik paa terrassen over hendes hode, mens hun +sluttet sit liv. Han husket dunkelt, hvad han hadde følt. Raset mot hende +hadde han vist. At hun hadde kunnet gjøre det --. Han hadde tigget og +tryglet bare om at faa hjælpe hende -- faa bære hende bort fra det stup, +hvor hun hadde vildret sig hen -- og hun hadde vist ham fra sig og slængt +sig uti for øinenes hans -- paa kvindevis, egensindig, ansvarsløs, +taapelig, trassig --. + +Men da han hadde set hende ligge der -- han hadde jo raset over det med, +fortvilet --. Han vilde jo ikke ha sluppet hende allikevel. Hvad hun hadde +gjort -- han vilde frikjendt hende -- hjulpet hende, budt hende sin tillid, +sin kjærlighet endda. + +Saa længe han levet, vilde der komme stunder, da han bebreidet hende, at +hun hadde valgt at dø -- Jenny, du skulde ikke ha gjort det --. Og der +vilde komme stunder, da han syntes -- hun maatte gjøre det, slik hun var +--. Det var for det ogsaa, at han elsket hende -- evig saa længe han levet. + +Bare ett vilde aldrig ske -- at han ønsket, han aldrig var kommet til at +elske hende. + +Som han hadde graatt -- fortvilet -- vilde han komme til at graate igjen. +Over at han ikke hadde elsket hende før. Over de aar, han hadde levet ved +siden av hende, og hun var hans ven og kamerat, og han saa ikke, hun var +den kvinde, som skulde været hans livs hustru --. + +Men aldrig kom den dag, at han ønsket, han ikke var blit seende -- om det +saa bare var for at se, det var forsent. + + * * * + +Gunnar reiste sig op paa knæ. Han tok en liten flat papæske op av lommen og +aapnet den. Der laa en liten perle indi av Jennys lyserøde +krystallhalsbaand. Da han ryddet i hendes saker, fandt han kjeden i +natbordskuffen; snoren var revet over. En perle hadde han tat og gjemt. + +Han tok litt muld fra graven og hadde op i æsken. Perlen trillet rundt nedi +og blev dækket av graat støv over det hele, men det klare rosa lyste +igjennem, og de fine brister i krystallet skinnet og brøt i sollyset. + +Alle hendes saker hadde han ordnet og sendt hjem til familien -- omhyggelig +samlet alle breve og brændt dem. I en forseglet papæske laa hendes +barnetøi. Han hadde sendt det til Fransiska, for Jenny hadde snakket om en +dag, at hun vilde gjøre det. + +Mapperne hendes og skissebøkerne hadde han bladet igjennem og pakket sammen +efterpaa. Men først hadde han forsigtig skaaret ut de par blade med +tegningerne av hendes gut og gjemt dem i sin lommebok. + +De var hans. Alt som hadde været hendes eget alene med sig selv -- det var +hans nu. + + * * * + +Ute i plænen vokste nogen rødviolette anemoner. Han reiste sig tankeløst og +plukket dem. + +Aa vaaren, vaaren --. + +Han husket sidst han hadde været hjemme en vaar. Det var for to aar siden. + +Han hadde faat en kjærre og en rød mærr paa skyssstationen. Han, som hadde +den, var en gammel skolekamerat av ham. Og han kjørte indover bygdeveien en +solblank formiddag i mars. Under den lyseblaa himmel laa jorderne med +blekgult, gammelt græs. Der hvor skalberget stak gjennem mulden, stod smaa +kjærr av ener og bjerk og rogn med nakne blanke kvister mot luften. +Møkhaugene utover pløiemarkerne lyste som gulbrunt fløil. Gaardene dukket +op, en efter en, med de kjendte linjer av laaverne, med gule og graa og +røde huser og eplehager og syrinbusker utenfor. Om bygden laa skogen +olivengrøn med et vaarlig, violet skjær i bjerkesnarene. Et enkelt snestrip +laa grønhvitt i skyggen mot nord. + +Utover hele bygden rislet der lærketrill fra usynlige fugler den dag. + +Han tok igjen to hvitluggede smaaunger, som trasket efter veien med et +matspand. Fattig klædd, paa lauparskor labbet de i sølen. + +«Hvor skal dere hen da, smaa barn?» + +De stanset op og saa mistroisk paa ham. + +«Skal dere med mat til papa kanske?» + +De indrømmet nølende -- lirt overrasket over at den fremmede manden kunde +vite det. + +«Krab op da, skal dere faa kjøre.» + +Han heiste dem op i kjærren. + +«Hvor arbeider'n henne da, pappan deres?» + +«Paa Brustad --» + +«Brustad, jassaa -- er ikke det bortenfor skolen det?» + +-- Saan gik samtalen. Den dumme, uvidende voksne manden spurte og spurte -- +som voksne altid taler med barn. Den voksne spør, og de smaa, som sitter +inde med saa megen viden, de konfererer stumt med øiekast og gir +forbeholdent tilbedste saa meget, som de finder kan være passende. + +Haand i haand tasset de bortover jordet under de rødbrune siljer, langs et +brusende bækkefar, efter han hadde sat dem av. Han saa efter dem en stund, +snudde kjærren og kjørte dit han skulde. + +-- Hjemme var der læsermøte om kvelden. Ingeborg, søster hans, sat borte +ved det gamle bjerketræs hjørneskapet og fulgte med ekstatisk blekt ansigt +og skinnende staalblaa øine en skomakermester fra Fredriksstad, som talte +om naaden. Saa sprat hun op og vidnet -- dirrende av lidenskap --. + +Ingeborg, hans vakre, kjække søster. Saa vilter hun hadde været engang og +glad i dans og moro. Og glad i at læse og lære. Mens han var paa arbeide i +byen maatte han sende hende bøker og brochurer, og Socialdemokraten i +pakker to ganger om uken. Alt vilde hun vite og lære. Saa da hun blev +tredve aar, blev hun vakt. Nu talte hun i tunger --. + +Hele sin kjærlighet hadde hun kastet paa den lille brorsønnen deres, +Anders, og den smaajenten de hadde i pleie -- et uegte barn inde fra +Kristiania. Med tindrende øine fortalte hun dem om Jesus, barnas ven. + +Dagen efter snedde det. Han hadde bedt med sig ungerne paa kinematograf i +den vesle byen en halv mils vei borte. + +De trasket langs et stengjærde mellem granskogen og jorderne. Alt var +graahvitt av vassen marssne -- bare deres fotspor stod mørke bak dem. Han +forsøkte at konversere barna -- spurte, og de gav sine betænkte og +forbeholdne svar. + +Men paa hjemveien var det barna, som spurte og han svarte uforbeholdent, +vidtløftig, smigret. De hadde set billeder av cowboys i Arizona og +kokoshøst paa Fillipinerne. Og han var ivrig og gjorde sig flid for at gi +ordentlig besked og ikke bli sat fast --. + + * * * + +Aa vaaren, vaaren --. + +Og det var en vaardag han hadde reist opover til Viterbo med dem, Jenny og +Fransiska. + +Hun hadde sittet sortklædd og rank og stirret ut av vinduet. Saa graa og +store hendes øine var -- han husket det. + +Over kampanjen -- her hvor der ingen ruiner var, som turisterne kom for at +se paa, men bare en og anden sammenstyrtet, formløs og navnløs murmasse med +langt imellem, og en og anden liten forpagtergaard med to pinjer og etpar +spidse halmstakker ved huset, -- subbet stormbygerne graasvarte, pjaltede +regnslør hit og dit over de øde, brune vidder. Saueflokkene krøp sammen ned +i dalen, hvor der grodde litt tornet krat langs et bækkefar. + +Siden kjørte toget ind mellem aaser og skog, rank høistammet ekeskog, hvor +det blomstret hvitt og blaat og gult over det gamle visne løv som hjemme. +Hvite anemoner og blaa og svovlgule primular. Og hun længtes efter at komme +ut og plukke dem, sa hun -- sanke og sanke under det faldende regn, under +de dryppende grener, i det dyvaate løv. «Dette er saan som vaaren hjemme,» +sa hun. + +Det hadde snedd her -- der laa vassengraa vaarsne i grøfterne -- langs de +nedfaldne kvister krøp den sammen i lyse striper. Blomsterne stod og lutet +med kronerne klæbet sammen, vaate og tunge av slud. + +Smaa viltre bækker sprutet nedover skrænterne og smat under +jernbanelegemet. Det var bare at de var rustrøde av jordbunden her. + +-- Saa pisket en byge mot kuperuterne og blændet dem -- klabbet +lokomotivrøken ned mot jorden. Og det lettet litt, og der kom gløt utover +dale og skoggrodde lier, hvor skodden veltet nedigjennem aassiderne --. + +Han hadde hat nogen av sine saker i en av de unge pikers kufferter. Om +kvelden, da han husket paa det, hadde de alt begyndt at klæ av sig. De lo +og snakket derinde, da han kom og banket paa deres dør. Og Jenny gløttet +paa den og rakte ut det han bad om -- hun hadde en klar frisertrøie paa med +kort ærme, saa den spinkle, hvite armen var bar. Og den hadde fristet ham +til saa mange kys, og han vovet bare et eneste flygtig, saa spøkefuldt, at +det bad om undskyldning for sig selv --. + +Da hadde han været forelsket i hende --. Da han var beruset av vaar og vin +og det muntre, piskende regn og de hastige solgløt og sin egen ungdom og +livsfylde. Han hadde hat lyst til at faa hende med og danse, den høie og +lyse piken, der lo saa forsigtig, som hun prøvet en ny kunst, hun aldrig +hadde øvet før. Hun som stirret graaøiet, alvorlig og længselsfuld paa alle +de blomster, de reiste forbi -- som hun saa gjerne vilde plukket. + +Aa herre min gud, for alt det som kunde været --. Den tørre bitre hulken +rystet ham igjen -- + + * * * + +Den dagen de tok op til Montefiascone regnet det og -- saa det sprutet op +igjen fra stenbroen om de to kvinders opløftede skjørter og smale ankler og +føtter. Men hvor de hadde ledd, de tre, mens de vasset opover den steile +trange gaten, hvor regnvandet strømmet imot dem som fosser. + +Og da de var kommet op paa la Rocca, borgklippen midt i den lille gamle +byen, saa lettet skyerne. + +De hang utover brystværnet alle tre og saa paa Bolsenersjøen, som laa svart +dypt nedenfor de grønne skrænter med olivenlundene og vinhaverne. Skyerne +hvilte lavt over aaserne rundt sjøen. -- Men saa løp der en sølvblank iling +over det mørke vandspeil, og den bredte sig og blaanet, og taaken rullet +tilbake og seg ind i søk og kløfter, eftersom fjeldlinjen omkring sjøen +traadte frem. Solen brøt gjennem skyerne, og de sank ned og laa gyldne og +blyblaa rundt foten av smaa nuter, kronet av stengraa borgbyer. Mot nord +dukket op en høi, kegleformet top, som var langt borte -- Cesca paastod, +det var Monte Amiata --. + +Over den nyvaskede, blaa vaarhimmel rullet de sidste rester av regnskyerne +-- tunge og sølvbremmede, smeltende ut for solen -- uveiret flygtet +vestover og gjorde det mørkt, der den etruriske høislette sænket sig, +brunsvart og ødslig ned mot Middelhavets fjerne, hvitgule glansstripe. + +Øde og stort og strengt var landet utover -- som et høifjeldssyn hjemme -- +trods de graa olivenlunde og vinrankerne, som var trukket mellem +almetrærnes rader nedenunder paa de grønne bakker om sjøen. + +I det vesle anlæg deroppe rundt borgruinen tapte stenekene de gamle +jernsorte blade fra grenene, som bar nye fine skud. Der var hækker av +enslags eviggrønne busker med læragtig løv. Det unge nye fra ivaar var +unaturlig glinsende guldgrønt. + +Sammen med hende hadde han huket sig ned i læ av hækken og holdt ut sin +frak, saa hun kunde faa tændt en cigaret. Vaarvinden gik isende skarp og +ren heroppe, og hun hutret litt i sine vaate klær, og hun var rød i +kinderne og solen lyste i det fugtige gyldne haar, som hun strøk bort fra +øinene med den ene haand --. + +Ditop vilde han reise. -- I morgen reiste han dit. + +Der vilde han møte vaaren -- den frysende, nakne, forventningsfulde vaar +med alle blomsterøinene blændet av væte, skjælvende av kulde i vinden -- +blomstrende allikevel --. + + * * * + +Vaaren og hun -- nu var de to et for ham. Aaja -- hun som stod og frøs og +lo i det skiftende veir og vilde samle alle blomsterne op i sit fang --. + +Ak du min lille Jenny, du fik ikke plukke de blomster, du vilde, og dine +drømme sprang aldrig ut -- og nu drømmer jeg dem --. + +Og naar jeg har levet længe nok til at bli saa fuld av længsel som du -- +kanske jeg gjør som du og sier til min skjæbne, giv mig litt av mine +blomster da, jeg skal nøies med meget mindre end jeg forlangte, da jeg +begyndte at leve. Og jeg dør ikke allikevel som du døde, fordi du ikke +kunde nøies allikevel -- jeg bare husker paa dig og kysser din perle og dit +gule haar og tænker, nei hun kunde ikke leve uten hun var den bedste og +turde kræve det bedste som sin ret -- og da sier jeg kanske, himmelen ske +tak at hun valgte at dø hellere end at leve videre slik --. + +Men inat gaar jeg ut paa Peterspladsen og hører paa springvandenes +ekstatiske musik som aldrig tier, og drømmer min egen drøm --. + +Ja Jenny, for nu er du min drøm, og jeg har aldrig hat anden --. + +Ak drømmen, drømmen --. + +-- Men om dit barn hadde levet, saa hadde han ikke blit det du drømte, da +du holdt ham i armene dine og du gav ham dit bryst, Jenny. Noget godt og +vakkert kunde han blit -- eller noget ondt og stygt -- det eneste, han ikke +hadde blit, det var det du drømte --. + +Ingen kvinde har født det barn, hun drømte om, da hun gik svanger. -- Ingen +kunstner har skapt det verk, han saa for sig i undfangelsens stund. -- Og +vi lever sommer efter sommer, men ingen er den, vi længtet mot, da vi bøiet +os og plukket de vaate blomster under vaarens stormbyger. -- + +Og ingen kjærlighet blev slik, som de drømte den, da de kysset hinanden +første gang. -- Om du og jeg hadde levet sammen -- vi kunde blit lykkelige +eller ulykkelige; vi kunde gjort hinanden saa usigelig godt eller vondt --. +Nu faar jeg aldrig vite, hvordan vor kjærlighet hadde blit, om du var blit +min --. Det eneste jeg vet, det er, at slik som jeg drømte den den natten, +jeg stod sammen med dig, og springvandene plasket i maaneskinnet -- slik +hadde den ikke blit. Og det er bittert --. + +Allikevel --. + +Herre min gud -- jeg vilde ikke, at jeg ikke skulde ha drømt den drøm. Jeg +vilde ikke, at jeg ikke skulde drømme den drøm, jeg drømmer nu --. + +Jenny, jeg vilde gi mit liv for at du kunde møte mig deroppe paa +borgklippen og være som dengang og kysse mig og elske mig -- et døgn, en +time --. Tænke og tænke paa, hvordan det hadde været, om du hadde levet, om +du hadde blit min engang -- det maa jeg jo bestandig. Jeg synes, Jenny, det +er saa grænsesløs en lykke, som er gaat tilspilde --. Aa du er død, og jeg +er saa fattig, saa fattig fordi. Bare de stakkars drømmene har jeg om dig +--. Allikevel --. Maaler jeg den med de andres rigdom, da er min fattigdom +saa overdaadig straalende rik --. Ikke om jeg kunde redde mit liv med det +vilde jeg, at jeg ikke skulde elske dig og drømme om dig og sørge slik, som +jeg sørger nu --. + + * * * + +Gunnar Heggen visste ikke av, at han i sit hjertes grænsesløse uveir løftet +sine arme mot himmelen og hvisket halvhøit med sig selv. Anemonerne, som +han hadde plukket, holdt han endda i haanden, men han visste det ikke. + +Soldaterne paa kasernemuren lo av ham, men han saa det ikke. Han knuget +blomsterne ind mot sit bryst og han hvisket sagte ut for sig, mens han fra +solskinnet ved graven langsomt gik indover mot den mørke cypreslund. + + + + + + + +End of the Project Gutenberg EBook of Jenny, by Sigrid Undset + +*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK JENNY *** + +***** This file should be named 32245-8.txt or 32245-8.zip ***** +This and all associated files of various formats will be found in: + https://www.gutenberg.org/3/2/2/4/32245/ + +Produced by Jens Sadowski + +Updated editions will replace the previous one--the old editions +will be renamed. + +Creating the works from public domain print editions means that no +one owns a United States copyright in these works, so the Foundation +(and you!) can copy and distribute it in the United States without +permission and without paying copyright royalties. Special rules, +set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to +copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to +protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project +Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you +charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you +do not charge anything for copies of this eBook, complying with the +rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose +such as creation of derivative works, reports, performances and +research. They may be modified and printed and given away--you may do +practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is +subject to the trademark license, especially commercial +redistribution. + + + +*** START: FULL LICENSE *** + +THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE +PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK + +To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free +distribution of electronic works, by using or distributing this work +(or any other work associated in any way with the phrase "Project +Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project +Gutenberg-tm License (available with this file or online at +https://gutenberg.org/license). + + +Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm +electronic works + +1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm +electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to +and accept all the terms of this license and intellectual property +(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all +the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy +all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession. +If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project +Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the +terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or +entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8. + +1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be +used on or associated in any way with an electronic work by people who +agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few +things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works +even without complying with the full terms of this agreement. See +paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project +Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement +and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic +works. See paragraph 1.E below. + +1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation" +or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project +Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the +collection are in the public domain in the United States. If an +individual work is in the public domain in the United States and you are +located in the United States, we do not claim a right to prevent you from +copying, distributing, performing, displaying or creating derivative +works based on the work as long as all references to Project Gutenberg +are removed. Of course, we hope that you will support the Project +Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by +freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of +this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with +the work. You can easily comply with the terms of this agreement by +keeping this work in the same format with its attached full Project +Gutenberg-tm License when you share it without charge with others. + +1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern +what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in +a constant state of change. If you are outside the United States, check +the laws of your country in addition to the terms of this agreement +before downloading, copying, displaying, performing, distributing or +creating derivative works based on this work or any other Project +Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning +the copyright status of any work in any country outside the United +States. + +1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: + +1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate +access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently +whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the +phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project +Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, +copied or distributed: + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + +1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived +from the public domain (does not contain a notice indicating that it is +posted with permission of the copyright holder), the work can be copied +and distributed to anyone in the United States without paying any fees +or charges. If you are redistributing or providing access to a work +with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the +work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 +through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the +Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or +1.E.9. + +1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted +with the permission of the copyright holder, your use and distribution +must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional +terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked +to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the +permission of the copyright holder found at the beginning of this work. + +1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm +License terms from this work, or any files containing a part of this +work or any other work associated with Project Gutenberg-tm. + +1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this +electronic work, or any part of this electronic work, without +prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with +active links or immediate access to the full terms of the Project +Gutenberg-tm License. + +1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, +compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any +word processing or hypertext form. However, if you provide access to or +distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than +"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version +posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org), +you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a +copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon +request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other +form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm +License as specified in paragraph 1.E.1. + +1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, +performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works +unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. + +1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing +access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided +that + +- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from + the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method + you already use to calculate your applicable taxes. The fee is + owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he + has agreed to donate royalties under this paragraph to the + Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments + must be paid within 60 days following each date on which you + prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax + returns. Royalty payments should be clearly marked as such and + sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the + address specified in Section 4, "Information about donations to + the Project Gutenberg Literary Archive Foundation." + +- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies + you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he + does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm + License. You must require such a user to return or + destroy all copies of the works possessed in a physical medium + and discontinue all use of and all access to other copies of + Project Gutenberg-tm works. + +- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any + money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the + electronic work is discovered and reported to you within 90 days + of receipt of the work. + +- You comply with all other terms of this agreement for free + distribution of Project Gutenberg-tm works. + +1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm +electronic work or group of works on different terms than are set +forth in this agreement, you must obtain permission in writing from +both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael +Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the +Foundation as set forth in Section 3 below. + +1.F. + +1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable +effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread +public domain works in creating the Project Gutenberg-tm +collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic +works, and the medium on which they may be stored, may contain +"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or +corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual +property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a +computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by +your equipment. + +1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right +of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project +Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project +Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all +liability to you for damages, costs and expenses, including legal +fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT +LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE +PROVIDED IN PARAGRAPH F3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE +TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE +LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR +INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH +DAMAGE. + +1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a +defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can +receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a +written explanation to the person you received the work from. If you +received the work on a physical medium, you must return the medium with +your written explanation. The person or entity that provided you with +the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a +refund. If you received the work electronically, the person or entity +providing it to you may choose to give you a second opportunity to +receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy +is also defective, you may demand a refund in writing without further +opportunities to fix the problem. + +1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth +in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER +WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO +WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. + +1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied +warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. +If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the +law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be +interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by +the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any +provision of this agreement shall not void the remaining provisions. + +1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the +trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone +providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance +with this agreement, and any volunteers associated with the production, +promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works, +harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, +that arise directly or indirectly from any of the following which you do +or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm +work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any +Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause. + + +Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm + +Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of +electronic works in formats readable by the widest variety of computers +including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists +because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from +people in all walks of life. + +Volunteers and financial support to provide volunteers with the +assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's +goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will +remain freely available for generations to come. In 2001, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure +and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations. +To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation +and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 +and the Foundation web page at https://www.pglaf.org. + + +Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive +Foundation + +The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit +501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the +state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal +Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification +number is 64-6221541. Its 501(c)(3) letter is posted at +https://pglaf.org/fundraising. Contributions to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent +permitted by U.S. federal laws and your state's laws. + +The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S. +Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered +throughout numerous locations. Its business office is located at +809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email +business@pglaf.org. Email contact links and up to date contact +information can be found at the Foundation's web site and official +page at https://pglaf.org + +For additional contact information: + Dr. Gregory B. Newby + Chief Executive and Director + gbnewby@pglaf.org + + +Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation + +Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide +spread public support and donations to carry out its mission of +increasing the number of public domain and licensed works that can be +freely distributed in machine readable form accessible by the widest +array of equipment including outdated equipment. Many small donations +($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt +status with the IRS. + +The Foundation is committed to complying with the laws regulating +charities and charitable donations in all 50 states of the United +States. Compliance requirements are not uniform and it takes a +considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up +with these requirements. We do not solicit donations in locations +where we have not received written confirmation of compliance. To +SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any +particular state visit https://pglaf.org + +While we cannot and do not solicit contributions from states where we +have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition +against accepting unsolicited donations from donors in such states who +approach us with offers to donate. + +International donations are gratefully accepted, but we cannot make +any statements concerning tax treatment of donations received from +outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. + +Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation +methods and addresses. Donations are accepted in a number of other +ways including including checks, online payments and credit card +donations. To donate, please visit: https://pglaf.org/donate + + +Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic +works. + +Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm +concept of a library of electronic works that could be freely shared +with anyone. For thirty years, he produced and distributed Project +Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support. + + +Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed +editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S. +unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily +keep eBooks in compliance with any particular paper edition. + + +Most people start at our Web site which has the main PG search facility: + + https://www.gutenberg.org + +This Web site includes information about Project Gutenberg-tm, +including how to make donations to the Project Gutenberg Literary +Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to +subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks. |