1 files changed, 59148 insertions, 0 deletions

diff --git a/old/bbldo10.txt b/old/bbldo10.txt
new file mode 100644
index 0000000..2d1b28d
--- /dev/null
+++ b/old/bbldo10.txt
@@ -0,0 +1,59148 @@
+**This is a COPYRIGHTED Project Gutenberg Etext, Details Below**
+
+
+Det Gamle Testamente af 1931:
+copyrighted Etext (c)1931 Det Danske Bibelselskab.
+
+The Old Testament of 1931: copyrighted Etext
+(C) by Det Danske Bibelselskab 1931.
+[The Danish Bible Society]
+
+Please take a look at the important information in this header.
+We encourage you to keep this file on your own disk, keeping an
+electronic path open for the next readers.  Do not remove this.
+
+
+**Welcome To The World of Free Plain Vanilla Electronic Texts**
+
+**Etexts Readable By Both Humans and By Computers, Since 1971**
+
+*These Etexts Prepared By Hundreds of Volunteers and Donations*
+
+Information on contacting Project Gutenberg to get Etexts, and
+further information is included below.  We need your donations.
+
+
+Det Gamle Testamente af 1931:
+copyrighted Etext (c)1931 Det Danske Bibelselskab.
+
+The Old Testament of 1931: copyrighted Etext
+(C) by Det Danske Bibelselskab 1931.
+[The Danish Bible Society]
+
+April, 2000  [Etext #2144]
+
+
+The Project Gutenberg Etext of The Bible, in Danish, Old Testament
+*******This file should be named bbldo10.txt or bbldo10.zip*******
+
+Corrected EDITIONS of our etexts get a new NUMBER, bbldo11.txt
+VERSIONS based on separate sources get new LETTER, bbldo10a.txt
+
+
+We are now trying to release all our books one month in advance
+of the official release dates, for time for better editing.
+
+Please note:  neither this list nor its contents are final till
+midnight of the last day of the month of any such announcement.
+The official release date of all Project Gutenberg Etexts is at
+Midnight, Central Time, of the last day of the stated month.  A
+preliminary version may often be posted for suggestion, comment
+and editing by those who wish to do so.  To be sure you have an
+up to date first edition [xxxxx10x.xxx] please check file sizes
+in the first week of the next month.  Since our ftp program has
+a bug in it that scrambles the date [tried to fix and failed] a
+look at the file size will have to do, but we will try to see a
+new copy has at least one byte more or less.
+
+
+Information about Project Gutenberg (one page)
+
+We produce about two million dollars for each hour we work.  The
+fifty hours is one conservative estimate for how long it we take
+to get any etext selected, entered, proofread, edited, copyright
+searched and analyzed, the copyright letters written, etc.  This
+projected audience is one hundred million readers.  If our value
+per text is nominally estimated at one dollar then we produce $2
+million dollars per hour this year as we release thirty-two text
+files per month, or 384 more Etexts in 1998 for a total of 1500+
+If these reach just 10% of the computerized population, then the
+total should reach over 150 billion Etexts given away.
+
+The Goal of Project Gutenberg is to Give Away One Trillion Etext
+Files by the December 31, 2001.  [10,000 x 100,000,000=Trillion]
+This is ten thousand titles each to one hundred million readers,
+which is only 10% of the present number of computer users.  2001
+should have at least twice as many computer users as that, so it
+will require us reaching less than 5% of the users in 2001.
+
+
+We need your donations more than ever!
+
+
+All donations should be made to "Project Gutenberg/CMU": and are
+tax deductible to the extent allowable by law.  (CMU = Carnegie-
+Mellon University).
+
+For these and other matters, please mail to:
+
+Project Gutenberg
+P. O. Box  2782
+Champaign, IL 61825
+
+When all other email fails try our Executive Director:
+Michael S. Hart <hart@pobox.com>
+
+We would prefer to send you this information by email
+(Internet, Bitnet, Compuserve, ATTMAIL or MCImail).
+
+******
+If you have an FTP program (or emulator), please
+FTP directly to the Project Gutenberg archives:
+[Mac users, do NOT point and click. . .type]
+
+ftp uiarchive.cso.uiuc.edu
+login:  anonymous
+password:  your@login
+cd etext/etext90 through /etext96
+or cd etext/articles [get suggest gut for more information]
+dir [to see files]
+get or mget [to get files. . .set bin for zip files]
+GET INDEX?00.GUT
+for a list of books
+and
+GET NEW GUT for general information
+and
+MGET GUT* for newsletters.
+
+
+**Information prepared by the Project Gutenberg legal advisor**
+(Three Pages)
+
+***START** SMALL PRINT! for COPYRIGHT PROTECTED ETEXTS ***
+TITLE AND COPYRIGHT NOTICE:
+
+Det Gamle Testamente af 1931:
+copyrighted Etext (c)1931 Det Danske Bibelselskab.
+
+The Old Testament of 1931: copyrighted Etext
+(C) by Det Danske Bibelselskab 1931.
+[The Danish Bible Society]
+
+This etext is distributed by Professor Michael S. Hart through
+the Project Gutenberg Association at Carnegie-Mellon University
+(the "Project") under the Project's "Project Gutenberg" trademark
+and with the permission of the etext's copyright owner.
+
+LICENSE
+You can (and are encouraged!) to copy and distribute this
+Project Gutenberg-tm etext.  Since, unlike many other of the
+Project's etexts, it is copyright protected, and since the
+materials and methods you use will effect the Project's
+reputation,
+your right to copy and distribute it is limited by the copyright
+laws and by the conditions of this "Small Print!" statement.
+
+  [A]  ALL COPIES: The Project permits you to distribute
+copies of this etext electronically or on any machine readable
+medium now known or hereafter discovered so long as you:
+
+     (1)  Honor the refund and replacement provisions of this
+"Small Print!" statement; and
+
+     (2)  Pay a royalty to the Project of 20% of the net
+profits you derive calculated using the method you already use
+to calculate your applicable taxes.  If you don't derive
+profits, no royalty is due.  Royalties are payable to "Project
+Gutenberg Association/Carnegie Mellon-University" within
+the 60 days following each date you prepare (or were legally
+required to prepare) your annual (or equivalent periodic) tax
+return.
+
+  [B]  EXACT AND MODIFIED COPIES: The copies you distribute
+must either be exact copies of this etext, including this
+Small Print statement, or can be in binary, compressed, mark-
+up, or proprietary form (including any form resulting from
+word processing or hypertext software), so long as *EITHER*:
+
+     (1)  The etext, when displayed, is clearly readable, and
+does *not* contain characters other than those intended by the
+author of the work, although tilde (~), asterisk (*) and
+underline (_) characters may be used to convey punctuation
+intended by the author, and additional characters may be used
+to indicate hypertext links; OR
+
+     (2)  The etext is readily convertible by the reader at no
+expense into plain ASCII, EBCDIC or equivalent form by the
+program that displays the etext (as is the case, for instance,
+with most word processors); OR
+
+     (3)  You provide or agree to provide on request at no
+additional cost, fee or expense, a copy of the etext in plain
+ASCII.
+
+LIMITED WARRANTY; DISCLAIMER OF DAMAGES
+This etext may contain a "Defect" in the form of incomplete,
+inaccurate or corrupt data, transcription errors, a copyright
+or other infringement, a defective or damaged disk, computer
+virus, or codes that damage or cannot be read by your
+equipment.  But for the "Right of Replacement or Refund"
+described below, the Project (and any other party you may
+receive this etext from as a PROJECT GUTENBERG-tm etext)
+disclaims all liability to you for damages, costs and
+expenses, including legal fees, and YOU HAVE NO REMEDIES FOR
+NEGLIGENCE OR UNDER STRICT LIABILITY, OR FOR BREACH OF
+WARRANTY OR CONTRACT, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO INDIRECT,
+CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR INCIDENTAL DAMAGES, EVEN IF YOU
+GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH DAMAGES.
+
+If you discover a Defect in this etext within 90 days of
+receiving it, you can receive a refund of the money (if any)
+you paid for it by sending an explanatory note within that
+time to the person you received it from.  If you received it
+on a physical medium, you must return it with your note, and
+such person may choose to alternatively give you a replacement
+copy.  If you received it electronically, such person may
+choose to alternatively give you a second opportunity to
+receive it electronically.
+
+THIS ETEXT IS OTHERWISE PROVIDED TO YOU "AS-IS".  NO OTHER
+WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, ARE MADE TO YOU AS
+TO THE ETEXT OR ANY MEDIUM IT MAY BE ON, INCLUDING BUT NOT
+LIMITED TO WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR A
+PARTICULAR PURPOSE.  Some states do not allow disclaimers of
+implied warranties or the exclusion or limitation of
+consequential damages, so the above disclaimers and exclusions
+may not apply to you, and you may have other legal rights.
+
+INDEMNITY
+You will indemnify and hold the Project, its directors,
+officers, members and agents harmless from all liability, cost
+and expense, including legal fees, that arise directly or
+indirectly from any of the following that you do or cause:
+[1] distribution of this etext, [2] alteration, modification,
+or addition to the etext, or [3] any Defect.
+
+WHAT IF YOU *WANT* TO SEND MONEY EVEN IF YOU DON'T HAVE TO?
+Project Gutenberg is dedicated to increasing the number of
+public domain and licensed works that can be freely distributed
+in machine readable form.  The Project gratefully accepts
+contributions in money, time, scanning machines, OCR software,
+public domain etexts, royalty free copyright licenses,
+and whatever else you can think of.  Money should be paid to
+"Project Gutenberg Association/Carnegie-Mellon University".
+
+*SMALL PRINT! Ver.04.29.93 FOR COPYRIGHT PROTECTED ETEXTS*END*
+
+
+
+Det Gamle Testamente af 1931:
+copyrighted Etext (c)1931 Det Danske Bibelselskab.
+
+The Old Testament of 1931: copyrighted Etext
+(C) by Det Danske Bibelselskab 1931.
+[The Danish Bible Society]
+
+
+
+
+
+Det gamle Testamente.
+
+Fortegnelse over Det gamle Testamentes Kanoniske Bøger:
+
+
+Første Mosebog
+
+Anden Mosebog
+
+Tredje Mosebog
+
+Fjerde Mosebog
+
+Femte Mosebog
+
+Josuabogen
+
+Dommerbogen
+
+Ruts Bog
+
+Første Samuelsbog
+
+Anden Samuelsbog
+
+Første Kongebog
+
+Anden Kongebog
+
+Første Krønikebog
+
+Anden Krønikebog
+
+Ezras Bog
+
+Nehemias's Bog
+
+Esters Bog
+
+Jobs Bog
+
+Salmernes Bog
+
+Ordsprogenes Bog
+
+Prædikerens Bog
+
+Højsangen
+
+Esajas's Bog
+
+Jeremias's Bog
+
+Klagesangene
+
+Ezekiels Bog
+
+Daniels Bog
+
+Hoseas's Bog
+
+Joels Bog
+
+Amos's Bog
+
+Obadias's Bog
+
+Jonas's Bog
+
+Mikas Bog
+
+Nahums Bog
+
+Habakkuks Bog
+
+Zefanias's Bog
+
+Haggajs Bog
+
+Zakarias's Bog
+
+Malakias's Bog
+
+
+
+
+1.Mosebog
+
+1.Mosebog 1
+
+  1.  I Begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden.
+  2.  Og Jorden var øde og tom, og der var Mørke over Verdensdybet.
+      Men Guds Ånd svævede over Vandene.
+  3.  Og Gud sagde: "Der blive Lys!" Og der blev Lys.
+  4.  Og Gud så, at Lyset var godt, og Gud satte Skel mellem Lyset og
+      Mørket,
+  5.  og Gud kaldte Lyset Dag, og Mørket kaldte han Nat. Og det blev
+      Aften, og det blev Morgen, første Dag.
+
+  6.  Derpå sagde Gud: "Der blive en Hvælving midt i Vandene til at
+      skille Vandene ad!"
+  7.  Og således skete det: Gud gjorde Hvælvingen og skilte Vandet
+      under Hvælvingen fra Vandet over Hvælvingen;
+  8.  og Gud kaldte Hvælvingen Himmel. Og det blev Aften, og det blev
+      Morgen, anden Dag.
+
+  9.  Derpå sagde Gud: "Vandet under Himmelen samle sig på eet Sted,
+      så det faste Land kommer til Syne!" Og således skete det;
+ 10.  og Gud kaldte det faste Land Jord, og Stedet, hvor Vandet
+      samlede sig, kaldte han Hav. Og Gud så, at det var godt.
+ 11.  Derpå sagde Gud: "Jorden lade fremspire grønne Urter, der bærer
+      Frø, og Frugttræer, der bærer Frugt med Kærne, på Jorden!"  Og
+      således skete det:
+ 12.  Jorden frembragte grønne Urter, der bar Frø, efter deres Arter,
+      og Træer, der bar Frugt med Kærne, efter deres Arter. Og Gud så,
+      at det var godt.
+ 13.  Og det blev Aften, og det blev Morgen, tredje Dag.
+
+ 14.  Derpå sagde Gud: "Der komme Lys på Himmelhvælvingen til at
+      skille Dag fra Nat, og de skal være til Tegn og til Fastsættelse
+      af Højtider, Dage og År
+ 15.  og tjene som Lys på Himmelhvælvingen til at lyse på Jorden!  Og
+      således sket det:
+ 16.  Gud gjorde de to store Lys, det største til at herske om Dagen,
+      det mindste til at herske om Natten, og Stjernerne;
+ 17.  og Gud satte dem på Himmelhvælvingen til at lyse på Jorden
+ 18.  og til at herske over Dagen og Natten og til at skille Lyset fra
+      Mørket. Og Gud så, at det var godt.
+ 19.  Og det blev Aften, og det blev Morgen, fjerde Dag.
+
+ 20.  Derpå sagde Gud: "Vandet vrimle med en Vrimmel af levende
+      Væsener, og Fugle flyve over Jorden oppe under
+      Himmelhvælvingen!" Og således skete det:
+ 21.  Gud skabte de store Havdyr og den hele Vrimmel af levende
+      Væsener, som Vandet vrimler med, efter deres Arter, og alle
+      vingede Væsener efter deres Arter. Og Gud så, at det var godt.
+ 22.  Og Gud velsignede dem og sagde: "Bliv frugtbare og mangfoldige
+      og opfyld Vandet i Havene, og Fuglene blive mangfoldige på
+      Jorden!"
+ 23.  Og det blev Aften, og det blev Morgen, femte Dag.
+
+ 24.  Derpå sagde Gud: "Jorden frembringe levende Væsener efter deres
+      Arter: Kvæg, Kryb og vildtlevende Dyr efter deres Arter!  Og
+      således skete det:
+ 25.  Gud gjorde de vildtlevende Dyr efter deres Arter, Kvæget efter
+      dets Arter og alt Jordens Kryb efter dets Arter. Og Gud så, at
+      det var godt.
+ 26.  Derpå sagde Gud: "Lad os gøre Mennesker i vort Billede, så de
+      ligner os, til at herske over Havets Fisk og Himmelens Fugle,
+      Kvæget og alle vildtlevende Dyr på Jorden og alt Kryb,der kryber
+      på Jorden!"
+ 27.  Og Gud skabte Mennesket i sit Billede; i Guds Billede skabte han
+      det, som Mand og Kvinde skabte han dem;
+ 28.  og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: "Bliv frugtbare og
+      mangfoldige og opfyld Jorden, gør eder til Herre over den og
+      hersk over Havets Fisk og Himmelens Fugle, Kvæget og alle
+      vildtlevende Dyr, der rører sig på Jorden!"
+ 29.  Gud sagde fremdeles: "Jeg giver eder alle Urter på hele Jorden,
+      som bærer Frø, og alle Træer, som bærer Frugt med Kærne; de skal
+      være eder til Føde;
+ 30.  men alle Jordens dyr og alle Himmelens Fugle og alt, hvad der
+      kryber på Jorden, og som har Livsånde, giver jeg alle grønne
+      Urter til Føde." Og således skete det.
+ 31.  Og Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre
+      godt. Og det blev Aften, og det blev Morgen, sjette Dag.
+
+1.Mosebog 2
+
+  1.  Således fuldendtes Himmelen og Jorden med al deres Hær.
+  2.  På den syvende Dag fuldendte Gud det Værk, han havde udført, og
+      han hvilede på den syvende Dag efter det Værk, han havde udført;
+  3.  og Gud velsignede den syvende Dag og helligede den, thi på den
+      hvilede han efter hele sit Værk, det, Gud havde skabt og udført.
+  4.  Det er Himmelens og Jordens Skabelseshistorie. Da Gud HERREN
+      gjorde Jord og Himmel
+  5.  dengang fandtes endnu ingen af Markens Buske på Jorden, og endnu
+      var ingen af Markens Urter spiret frem, thi Gud HERREN havde
+      ikke ladet det regne på Jorden, og der var ingen Mennesker til
+      at dyrke Agerjorden,
+  6.  men en Tåge vældede op at Jorden og vandede hele Agerjordens
+      Flade
+  7.  da dannede Gud HERREN Mennesket af Agerjordens Muld og blæste
+      Livsånde i hans Næsebor, så at Mennesket blev et levende Væsen.
+
+  8.  Derpå plantede Gud HERREN en Have i Eden ude mod Øst, og dem
+      satte han Mennesket, som han havde dannet;
+  9.  Og Gud HERREN lod af Agerjorden fremvokse alle Slags Træer, en
+      Fryd at skue og gode til Føde, desuden Livets Træ, der stod midt
+      i Haven. og Træet til Kundskab om godt og ondt.
+ 10.  Der udsprang en Flod i Eden til at vande Haven, og udenfor delte
+      den sig i fire Hovedstrømme.
+ 11.  Den ene hedder Pisjon; den løber omkring Landet Havila, hvor der
+      findes Guld
+ 12.  og Guldet i det Land er godt, Bdellium og Sjohamsten.
+ 13.  Den anden Flod hedder Gihon; den løber omkring Landet Kusj.
+ 14.  Den tredje Flod hedder Hiddekel; den løber østen om Assyrien.
+      Den fjerde Flod er Frat.
+ 15.  Derpå tog Gud HERREN Adam og satte ham i Edens Have til at dyrke
+      og vogte den.
+ 16.  Men Gud HERREN bød Adam: "Af alle Træer i Haven har du Lov at
+      spise,
+ 17.  kun af Træet til Kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den
+      Dag du spiser deraf, skal du visselig dø!"
+
+ 18.  Derpå sagde Gud HERREN: "Det er ikke godt for Mennesket at være
+      ene; jeg vil gøre ham en Medhjælp, som passer til ham!"
+ 19.  Og Gud HERREN dannede af Agerjorden alle Markens Dyr og
+      Himmelens Fugle og førte dem hen til Adam for at se, hvad han
+      vilde kalde dem; thi hvad Adam kaldte de forskellige levende
+      Væsener, det skulde være deres Navn.
+ 20.  Adam gav da alt Kvæget, alle Himmelens Fugle og alle Markens Dyr
+      Navne - men til sig selv fandt Adam ingen Medhjælp, der passede
+      til ham.
+ 21.  Så lod Gud HERREN Dvale falde over Adam, og da han var sovet
+      ind, tog han et af hans Ribben og lukkede med Kød i dets Sted;
+ 22.  og af Ribbenet, som Gud HERREN havde taget af Adam, byggede han
+      en Kvinde og førte hende hen til Adam.
+ 23.  Da sagde Adam: "Denne Gang er det Ben af mine Ben og Kød af mit
+      Kød; hun skal kaldes Kvinde, thi af Manden er hun taget!"
+ 24.  Derfor forlader en Mand sin Fader og Moder og holder sig til sin
+      Hustru, og de to bliver eet Kød.
+ 25.  Og de var begge nøgne, både Adam og hans Hustru, men de bluedes
+      ikke.
+
+1.Mosebog 3
+
+  1.  Men Slangen var træskere end alle Markens andre Dyr, som Gud
+      HERREN havde gjort og den sagde til Kvinden: "Mon Gud virkelig
+      ham sagt: I må ikke spise af noget Træ i Haven?"
+  2.  Kvinden svarede: "Vi har Lov at spise af Frugten på Havens
+      Træer;
+  3.  kun af Frugten fra Træet midt i Haven, sagde Gud, må I ikke
+      spise, ja, I må ikke røre derved, thi så skal I dø!"
+  4.  Da sagde Slangen til Kvinden: "I skal ingenlunde dø;
+  5.  men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders Øjne, så I blive
+      som Gud til at kende godt og ondt!"
+  6.  Kvinden blev nu var, at Træet var godt at spise af, en Lyst for
+      Øjnene og godt at få Forstand af; og hun tog af dets Frugt og
+      spiste og gav også sin Mand, der stod hos hende, og han spiste.
+  7.  Da åbnedes begges Øjne, og de kendte, at de var nøgne. Derfor
+      syede de Figenblade sammen og bandt dem om sig.
+
+  8.  Da Dagen blev sval, hørte de Gud HERREN vandre i Haven, og Adam
+      og hans Hustru skjulte sig for ham inde mellem Havens Træer.
+  9.  Da kaldte Gud HERREN på Adam og råbte: "Hvor er du?"
+ 10.  Han svarede: "Jeg hørte dig i Haven og blev angst, fordi jeg var
+      nøgen, og så skjulte jeg mig!"
+ 11.  Da sagde han: "Hvem fortalte dig, at du var nøgen. Mon du har
+      spist af det Træ, jeg sagde, du ikke måtte spise af?"
+ 12.  Adam svarede: "Kvinden, som du satte ved min Side, gav mig af
+      Træet, og så spiste jeg."
+ 13.  Da sagde Gud HERREN til Kvinde: "Hvad har du gjort!" Kvinden
+      svarede: "Slangen forførte mig, og så spiste jeg."
+
+ 14.  Da sagde Gud HERREN til Slangen: "Fordi du har gjort dette, være
+      du forbandet blandt al Kvæget og blandt alle Markens Dyr! På din
+      Bug skal du krybe, og Støv skal du æde alle dit Livs Dage!
+ 15.  Jeg sætter Fjendskab mellem dig og Kvinden, mellem din Sæd og
+      hendes Sæd; den skal knuse dit Hoved, og du skal hugge den i
+      Hælen!"
+ 16.  Til Kvinden sagde han: "Jeg vil meget mangfoldiggøre dit
+      Svangerskabs Møje; med Smerte skal du føde Børn; men til din
+      Mand skal din Attrå være, og han skal herske over dig!"
+ 17.  Og til Adam sagde han: "Fordi du lyttede til din Hustrus Tale og
+      spiste af Træet, som jeg sagde, du ikke måtte spise af, skal
+      Jorden være forbandet for din Skyld; med Møje skal du skaffe dig
+      Føde af den alle dit Livs Dage;
+ 18.  Torn og Tidsel skal den bære dig, og Markens Urter skal være din
+      Føde;
+ 19.  i dit Ansigts Sved skal du spise dit Brød, indtil du vender
+      tilbage til Jorden; thi af den er du taget; ja, Støv er du, og
+      til Støv skal du vende tilbage!"
+
+ 20.  Men Adam kaldte sin Hustru Eva, thi hun blev Moder til alt
+      levende.
+ 21.  Derpå gjorde Gud HERREN Skindkjortlet til Adam og hans Hustru og
+      klædte dem dermed.
+ 22.  Men Gud HERREN sagde: "Se, Mennesket er blevet som en af os til
+      at kende godt og ondt. Nu skal han ikke række Hånden ud og tage
+      også af Livets Træ og spise og leve evindelig!"
+ 23.  Så forviste Gud HERREN ham fra Edens Have, for at han skulde
+      dyrke Jorden, som han var taget af;
+ 24.  og han drev Mennesket ud, og østen for Edens Have satte han
+      Keruberne med det glimtende Flammesværd til at vogte Vejen til
+      Livets Træ.
+
+1.Mosebog 4
+
+  1.  Adam kendte sin Hustru Eva,og hun blev frugtsommelig og fødte
+      Kain; og hun sagde: "Jeg har fået en Søn med HERRENS Hjælp!"
+  2.  Fremdeles fødte hun hans Broder Abel. Abel blev Fårehyrde, Kain
+      Agerdyrker.
+  3.  Nogen Tid efter bragte Kain HERREN en Offergave af Jordens
+      Frugt,
+  4.  medens Abel bragte en Gave af sin Hjords førstefødte og deres
+      Fedme. Og HERREN så til Abel og hans Offergave,
+  5.  men til Kain og hans Offergave så han ikke. Kain blev da såre
+      vred og gik med sænket Hoved.
+  6.  Da sagde HERREN til Kain: "Hvorfor er du vred, og hvorfor går du
+      med sænket Hoved?
+  7.  Du ved, at når du handler vel, kan du løfte Hovedet frit; men
+      handler du ikke vel, så lurer Synden ved Døren; dens Attrå står
+      til dig, men du skal herske over den!"
+  8.  Men Kain yppede Kiv med sin Broder Abel; og engang de var ude på
+      Marken, sprang Kain ind på ham og slog ham ihjel.
+
+  9.  Da sagde HERREN til Kain: "Hvor er din Broder Abel?" Han
+      svarede: "Det ved jeg ikke; skal jeg vogte min Broder?"
+ 10.  Men han sagde: "Hvad har du gjort! Din Broders Blod råber til
+      mig fra Jorden!
+ 11.  Derfor skal du nu være bandlyst fra Agerjorden, som åbnede sig
+      og tog din Broders Blod af din Hånd!
+ 12.  Når du dyrker Agerjorden, skal den ikke mere skænke dig sin
+      Kraft du skal flakke hjemløs om på Jorden!"
+ 13.  Men Kain sagde til HERREN: "Min Straf er ikke til at bære;
+ 14.  når du nu jager mig bort fra Agerjorden, og jeg må skjule mig
+      for dit Åsyn og flakke hjemløs om på Jorden, så kan jo enhver,
+      der møder mig, slå mig ihjel!"
+ 15.  Da svarede HERREN: "Hvis Kain bliver slået ihjel, skal han
+      hævnes;syvfold!" Og HERREN satte et Tegn på Kain, for at ingen,
+      der mødte ham, skulde slå ham ihjel.
+ 16.  Så drog Kain bort fra HERRENs Åsyn og slog sig ned i Landet Nod
+      østen for Eden.
+
+ 17.  Kain kendte sin Hustru, og hun blev frugtsommelig og fødte
+      Hanok. Han grundede en By og gav den sin;Søn Hanoks Navn.
+ 18.  Hanok fik en Søn Irad; Irad avlede Mehujael; Mehujael avlede
+      Mehujael; og Metusjael avlede Lemek
+ 19.  Lemek tog sig to Hustruer; den ene hed Ada, den anden Zilla.
+ 20.  Ada fødte Jabal; han blev Stamfader til dem, der bor i Telte og
+      holder Kvæg;
+ 21.  hans Broder hed Jubal; han blev Stamfader til alle dem, der
+      spiller på Harpe og Fløjte.
+ 22.  Også Zilla fik en Søn, Tubal-Kajin; han blev Stamfader til alle
+      dem, der smeder Kobber og Jern. Tubal-Kajins Søster var Na'ama.
+ 23.  Og Lemelk sagde til sine Hustruer: "Ada og Zilla, hør min Røst,
+      Lemeks Hustruer, lyt til mit Ord: En Mand har jeg dræbt for et
+      Sår, en Dreng for en Skramme!
+ 24.  Blev Kain hævnet syvfold, så hævnes Lemek syv og
+      halvfjerdsindstyve Gange!"
+
+ 25.  Adam kendte på ny sin Hustru, og hun fødte en Søn, som hun gav
+      Navnet Set; "thi," sagde hun, "Gud har sat mig andet Afkom i
+      Abels Sted, fordi Kain slog ham ihjel!"
+ 26.  Set fik også en Søn, som han kaldte Enosj; på den Tid begyndte
+      man at påkalde HERRENs Navn.
+
+1.Mosebog 5
+
+  1.  Dette er Adams Slægtebog. Dengang Gud skabte Mennesket, gjorde
+      han det i Guds Billede;
+  2.  som Mand og Kvinde skabte han dem, og han velsignede dem og gav
+      dem Navnet "Menneske", da de blev skabt.
+  3.  Da Adam havde levet i I30 År, avlede han en Søn, som var ham lig
+      og i hans Billede, og han kaldte ham Set;
+  4.  og efter at Adam havde avlet Set, levede han 800 År og avlede
+      Sønner og Døtre;
+  5.  således blev hans fulde Levetid 930 År, og derpå døde han.
+  6.  Da Set havde levet 105 År, avlede han Enosj;
+  7.  og efter at Set havde avlet Enosj, levede han 807 År og avlede
+      Sønner og Døtre;
+  8.  således blev Sets fulde Levetid 912 År, og derpå døde han.
+  9.  Da Enosj havde levet 90 År, avlede han Henan;
+ 10.  og efter at Enosj havde avlet Kenan, levede han 815 År og avlede
+      Sønner og Døtre;
+ 11.  således blev Enosjs fulde Levetid 905 År, og derpå døde han.
+ 12.  Da Kenan havde levet 70 År, avlede han Mahalal'el;
+ 13.  og efter at Kenan havde avlet Mahalal'el, levede han 840 År og
+      avlede Sønner og Døtre;
+ 14.  således blev Kenans fulde Levetid 910 År, og derpå døde han.
+ 15.  Da Mahalal'el havde levet 65 År, avlede han Jered;
+ 16.  og efter at Mahalal'el havde avlet Jered, levede han 830 År og
+      avlede Sønner. og Døtre;
+ 17.  således blev Mahalal'els fulde Levetid 895 År, og derpå døde
+      han.
+ 18.  Da Jered havde levet 162 År, avlede han Enok;
+ 19.  og efter at Jered havde avlet Enok, levede han 800 År og avlede
+      Sønner og Døtre;
+ 20.  således blev Jereds fulde Levetid 962 År, og derpå døde han.
+ 21.  Da Enok havde levet 65 År, avlede han Metusalem,
+ 22.  og Enok vandrede med Gud; og efter at han havde avlet Metusalem,
+      levede han 300 År og avlede Sønner og Døtre;
+ 23.  således blev Enoks fulde Levetid 365 År;
+ 24.  og Enok vandrede med Gud, og han var ikke mere, thi Gud tog ham.
+ 25.  Da Metusalem havde levet l87 År, avlede han Lemek;
+ 26.  og efter at Metusalem havde avlet Lemek, levede han 782 År og
+      avlede Sønner og Døtre;
+ 27.  således blev Metusalems fulde Levetid 969 År, og derpå døde han.
+ 28.  Da Lemek havde levet 182 År, avlede han en Søn,
+ 29.  som han gav Navnet Noa, idet, han sagde: "Han skal skaffe os.
+      Trøst i vort møjefulde Arbejde med Jorden, som HERREN har
+      forbandet."
+ 30.  Og efter at Lemek havde avlet Noa, levede han 595 År og avlede
+      Sønner og Døtre;
+ 31.  således blev Lemeks fulde Levetid 777 År, og derpå døde han.
+ 32.  Da Noa var 500 År gammel, avlede han Sem, Kam og Jafet.
+
+1.Mosebog 6
+
+  1.  Da nu Menneskene begyndte at blive talrige på Jorden og der
+      fødtes dem Døtre,
+  2.  fik Gudssønnerne Øje på Menneskedøtrenes Skønhed, og de tog: så
+      mange af dem, som de lystede, til Hustruer.
+  3.  Da sagde HERREN: "Min Ånd: skal ikke for evigt blive i
+      Menneskene, eftersom de jo dog er Kød; deres Dage skal være 120
+      År."
+
+  4.  I hine Dage, da Gudssønnerne gik ind til Menneskedøtrene og
+      disse fødte dem Børn men også senere hen i Tiden - levede
+      Kæmperne på Jorden. Det er Heltene, hvis Ry når tilbage til
+      Fortids Dage.
+  5.  Men HERREN så, at Menneskenes, Ondskab tog til på Jorden, og at
+      deres Hjerters Higen og Tragten kun var ond Dagen lang.
+  6.  Da angrede HERREN, at han havde gjort Menneskene på Jorden, og
+      det. skar ham i Hjertet.
+  7.  Og HERREN sagde: "Jeg vil udslette Menneskene, som jeg har
+      skabt, af Jordens Flade, både Mennesker, Kvæg, Kryb og
+      Himmelens, Fugle, thi jeg angrer, at jeg gjorde dem!"
+  8.  Men Noa fandt Nåde for HERRENs Øjne
+
+  9.  Dette er Noas Slægtebog. Noa var en retfærdig, ustraffelig Mand
+      blandt sine samtidige; Noa vandrede med Gud.
+ 10.  Noa avlede tre Sønner: Sem, Kam og Jafet.
+ 11.  Men Jorden fordærvedes for Guds Øjne, og Jorden blev fuld af
+      Uret;
+ 12.  og Gud så til Jorden, og se, den var fordærvet, thi alt Kød
+      havde fordærvet sin Vej på Jorden.
+
+ 13.  Da sagde Gud til Noa: "Jeg har besluttet at gøre Ende på alt
+      Kød, fordi Jorden ved deres Skyld et fuld af Uret; derfor vil
+      jeg nu udrydde dem af Jorden.
+ 14.  Men du skal gøre dig en Ark af Gofertræ og indrette den med Rum
+      ved Rum og overstryge den med Beg både indvendig og udvendig;
+ 15.  og således skal du bygge Arken: Den skal være 300 Alen lang,
+ 50.  Alen bred og 30 Alen høj;
+ 16.  du skal anbringe Taget på Arken, og det skal ikke rage længer ud
+      end een Alen fra oven; på Arkens Side skal du sætte Døren, og du
+      skal indrette den med et nederste, et mellemste og et øverste
+      Stokværk.
+ 17.  Se, jeg bringer nu Vandfloden over Jorden for at udrydde alt Kød
+      under Himmelen, som har Livsånde; alt, hvad der er på Jorden,
+      skal forgå.
+ 18.  Men jeg vil oprette min Pagt med dig. Du skal gå ind i Arken med
+      dine Sønner, din Hustru og dine Sønnekoner:
+ 19.  og af alle Dyr, af alt Kød skal du bringe et Par af hver Slags
+      ind i Arken for at holde dem i Live hos dig. Han og Hundyr skal
+      det være,
+ 20.  af Fuglene efter deres Arter, af Kvæget efter dets Arter og af
+      alt Jordens Kryb efter dets Arter; Par for Par skal de gå ind
+      til dig for at holdes i Live.
+ 21.  Og du skal indsamle et Forråd af alle Slags Levnedsmidler, for
+      at det kan tjene dig og dem til Føde."
+ 22.  Og Noa gjorde ganske som Gud havde pålagt ham; således gjorde
+      han.
+
+1.Mosebog 7
+
+  1.  Derpå sagde HERREN til Noa: Gå ind i Arken med hele dit Hus, thi
+      dig har jeg fundet retfærdig for mine Øjne i denne Slægt.
+  2.  Af alle rene Dyr skal du tage syv Par, Han og Hun, og af alle
+      urene Dyr eet Par, Han og Hun,
+  3.  ligeledes af Himmelens Fugle syv Par, Han og Hun, for at de kan
+      forplante sig på hele Jorden.
+  4.  Thi om syv Dage vil jeg lade det regne på Jorden i fyrretyve
+      Dage og fyrretyve Nætter og udslette alle Væsener, som jeg har
+      gjort, fra Jordens Flade."
+  5.  Og Noa gjorde ganske som HERREN havde pålagt ham.
+  6.  Noa var 600 År gammel, da Vandfloden kom over Jorden.
+  7.  Noa gik med sine Sønner, sin Hustru og sine Sønnekoner ind i
+      Arken for at undslippe Flodens Vande.
+  8.  De rene og de urene Dyr, Fuglene og alt, hvad der kryber på
+      Jorden,
+  9.  gik Par for Par ind i Arken til Noa, Han og Hundyr, som Gud
+      havde pålagt Noa.
+
+ 10.  Da nu syv Dage var omme, kom Flodens Vande over Jorden;
+ 11.  i Noas 600de Leveår på den syttende Dag i den anden Måned, den
+      Dag brast det store Verdensdybs Kilder, og Himmelens Sluser
+      åbnedes,
+ 12.  og Regnen faldt over Jorden i fyrretyve Dage og fyrretyve
+      Nætter.
+ 13.  Selvsamme Dag gik Noa ind i Arken og med ham hans Sønner Sem,
+      Kam og Jafet, hans Hustru og hans tre Sønnekoner
+ 14.  og desuden alle vildtlevende Dyr efter deres Arter, alt Kvæg
+      efter dets Arter, alt Kryb på Jorden efter dets Arter og alle
+      Fugle efter deres Arter, alle Fugle, alt, hvad der har Vinger;
+ 15.  af alt Kød, som har Livsånde, gik Par for Par ind i Arken til
+      Noa;
+ 16.  Han og Hundyr af alt Kød gik ind, som Gud havde påbudt, og
+      HERREN lukkede efter ham.
+ 17.  Da kom Vandfloden over Jorden i fyrretyve Dage, og Vandet steg
+      og løftede Arken, så den hævedes over Jorden.
+ 18.  Og Vandet steg og stod højt over Jorden, og Arken flød på
+      Vandet;
+ 19.  og Vandet steg og steg over Jorden, så de højeste Bjerge under
+      Himmelen stod under Vand;
+ 20.  femten Alen stod Vandet over dem, så Bjergene stod helt under
+      Vand.
+
+ 21.  Da omkom alt Kød, som rørte sig på Jorden, Fugle, Kvæg,
+      vildtlevende Dyr og alt Kryb på Jorden og alle Mennesker;
+ 22.  alt, i hvis Næse det var Livets Ånde, alt, hvad der var på det
+      faste Land, døde.
+ 23.  Således udslettedes alle Væsener, der var på Jordens Flade,
+      Mennesker, Kvæg, Kryb og Himmelens Fugle; de udslettedes af
+      Jorden, og tilbage blev kun Noa og de, der var hos ham i Arken.
+ 24.  Vandet steg over Jorden i 150 Dage.
+
+1.Mosebog 8
+
+  1.  Da ihukom Gud Noa og alle de vilde Dyr og Kvæget, som var hos
+      ham i Arken; og Gud lod en Storm fare hen over Jorden, så at
+      Vandet begyndte at falde;
+  2.  Verdensdybets Kilder og Himmelens Sluser lukkedes, Regnen fra
+      Himmelen standsede,
+  3.  og Vandet veg lidt efter lidt bort fra Jorden, og Vandet tog af
+      efter de 150 Dages Forløb.
+  4.  På den syttende Dag i den syvende Måned sad Arken fast på
+      Ararats Bjerge,
+  5.  og Vandet vedblev at synke indtil den tiende Måned, og på den
+      første Dag i denne Måned dukkede Bjergenes Toppe frem.
+  6.  Da der var gået fyrretyve Dage: åbnede Noa den Luge, han havde
+      lavet på Arken,
+  7.  og sendte en Ravn ud; den fløj frem og tilbage, indtil Vandet
+      var tørret bort fra Jorden.
+  8.  Da sendte han en Due ud for at se, om Vandet var sunket fra
+      Jordens Overflade;
+  9.  men Duen fandt intet Sted at sætte sin Fod og vendte tilbage til
+      ham i Arken, fordi der endnu var Vand over hele Jorden; og han
+      rakte Hånden ud og tog den ind i Arken til sig.
+ 10.  Derpå biede han yderligere syv Dage og sendte så atter Duen ud
+      fra Arken;
+ 11.  ved Aftenstid kom Duen tilbage til ham, og se, den havde et
+      friskt Olieblad i Næbbet. Da skønnede Noa, at Vandet var svundet
+      bort fra Jorden.
+ 12.  Derpå biede han syv Dage til, og da han så sendte Duen ud, kom
+      den ikke mere tilbage til ham.
+ 13.  I Noas 601ste Leveår på den første Dag i den første Måned var
+      Vandet tørret bort fra Jorden. Da tog Noa Dækket af Arken, og da
+      han så sig om, se, da var Jordens Overflade tør.
+ 14.  På den syv og tyvende Dag i den anden Måned var Jorden tør.
+
+ 15.  Da sagde Gud til Noa:
+ 16.  "Gå ud af Arken med din Hustru, dine Sønner og dine Sønnekoner
+ 17.  og for alle Dyr, der er hos dig, alt Kød, Fugle, Kvæg og alt
+      Kryb, der kryber på Jorden, ud med dig, at de kan vrimle på
+      Jorden og blive frugtbare og mangfoldige på Jorden!"
+ 18.  Da gik Noa ud med sine Sønner, sin Hustru og sine Sønnekoner;
+ 19.  og alle de vildtlevende Dyr, alt Kvæget, alle Fuglene og alt
+      Krybet, der kryber på Jorden, efter deres Slægter, gik ud af
+      Arken.
+
+ 20.  Derpå byggede Noa HERREN et Alter og tog nogle af alle de rene
+      Dyr og Fugle og ofrede Brændofre på Alteret.
+ 21.  Og da HERREN indåndede den liflige Duft, sagde han til sig selv:
+      "Jeg vil aldrig mere forbande Jorden for Menneskenes Skyld, thi
+      Menneskehjertets Higen er ond fra Ungdommen af, og jeg vil
+      aldrig mere tilintetgøre alt, hvad der lever, således som jeg nu
+      har gjort!
+ 22.  Herefter skal, så længe Jorden står, Sæd og Høst, Kulde og Hede,
+      Sommer og Vinter, Dag og Nat ikke ophøre!"
+
+1.Mosebog 9
+
+  1.  Derpå velsignede Gud Noa og hans Sønner og sagde til dem: Bliv
+      frugtbare og mangfoldige og opfyld Jorden!
+  2.  Frygt for eder og Rædsel for eder skal være over alle Jordens
+      vildtlevende Dyr og alle Himmelens Fugle og i alt, hvad Jorden
+      vrimler med, og i alle Havets Fisk; i eders Hånd er de givet!
+  3.  Alt, hvad der rører sig og lever, skal tjene eder til Føde;
+      ligesom de grønne Urter giver jeg eder det alt sammen.
+  4.  Dog Kød med Sjælen, det er Blodet, må I ikke spise!
+  5.  Men for eders eget Blod kræver jeg Hævn; af ethvert Dyr kræver
+      jeg Hævn for det, og af Menneskene indbyrdes kræver jeg Hævn for
+      Menneskenes Liv.
+  6.  Om nogen udøser Menneskers Blod, ved Mennesker skal hans Blod
+      udøses, thi i sit Billede gjorde Gud Menneskene.
+  7.  Men I skal blive frugtbare og mangfoldige! Opfyld Jorden og gør
+      eder til Herre over den!"
+
+  8.  Derpå sagde Gud til Noa og hans Sønner:
+  9.  "Se, jeg opretter min Pagt med eder og eders Efterkommere efter
+      eder
+ 10.  og med hvert levende Væsen, som er hos eder, Fuglene, Kvæget og
+      alle Jordens vildtlevende Dyr, alt, hvad der gik ud af Arken,
+      alle Jordens Dyr;
+ 11.  jeg opretter min Pagt med eder og lover, at aldrig mere skal alt
+      Kød udryddes af Flodens Vande, og aldrig mere skal der komme en
+      Vandflod for at ødelægge Jorden!"
+
+ 12.  Fremdeles sagde Gud: "Dette er Tegnet på den Pagt, jeg til evige
+      Tider opretter mellem mig og eder og hvert levende Væsen, som er
+      hos eder:
+ 13.  Min Bue sætter jeg i Skyen, og den skal være Pagtstegn mellem
+      mig og Jorden!
+ 14.  Når jeg trækker Skyer sammen over Jorden, og Buen da viser sig i
+      Skyerne,
+ 15.  vil jeg komme den Pagt i Hu, som består mellem mig og eder og
+      hvert levende Væsen, det er alt Kød, og Vandet skal ikke mere
+      blive til en Vandflod, som ødelægger alt Kød.
+ 16.  Når Buen da står i Skyerne, vil jeg se hen til den og ihukomme
+      den evige Pagt mellem Gud og hvert levende Væsen, det er alt Kød
+      på Jorden."
+ 17.  Og Gud sagde til Noa: "Det er Tegnet på den Pagt, jeg opretter
+      imellem mig og alt Kød på Jorden!"
+
+ 18.  Noas Sønner, der gik ud af Arken, var Sem, Kam og Jafet; Kam var
+      Fader til Kana'an;
+ 19.  det var Noas tre Sønner, og fra dem stammer hele Jordens
+      Befolkning.
+
+ 20.  Noa var Agerdyrker og den første, der plantede en Vingård.
+ 21.  Da han nu drak af Vinen, blev han beruset og blottede sig inde
+      i, sit Telt.
+ 22.  Da så Kana'ans Fader Kam sin Faders Blusel og gik ud og fortalte
+      sine Brødre det;
+ 23.  men Sem og Jafet tog Kappen, lagde den på deres Skuldre og gik
+      baglæns ind og tildækkede deres Faders Blusel med bortvendte
+      Ansigter, så de ikke så deres Faders Blusel.
+ 24.  Da Noa vågnede af sin Rus og fik at vide, hvad hans yngste Søn
+      havde gjort ved ham,
+ 25.  sagde han: "Forbandet være Kana'an, Trælles Træl blive han for
+      sine Brødre!"
+ 26.  Fremdeles sagde han: "Lovet være HERREN, Sems Gud, og Kana'an
+      blive hans Træl!
+ 27.  Gud skaffe Jafet Plads, at han må bo i Sems Telte; og Kana'an
+      blive hans Træl!"
+
+ 28.  Noa levede 350 År efter Vandfloden;
+ 29.  således blev Noas fulde Levetid 950 År, og derpå døde han.
+
+1.Mosebog 10
+
+  1.  Dette er Noas Sønner, Sem, Kam og Jafets Slægtebog. Efter
+      Vandfloden fødtes der dem Sønner.
+
+  2.  Jafets Sønner: Gomer, Magog. Madaj, Javan, Tubal, Mesjek og
+      Tiras.
+  3.  Gomers Sønner: Asjkenaz, Rifaf og Togarma.
+  4.  Javans Sønner: Elisja, Tarsis. Kittæerne og Rodosboerne;
+  5.  fra dem nedstammer de fjerne Strandes Folk. Det var Jafets
+      Sønner i deres Lande, hver med sit Tungemål, efter deres Slægter
+      og i deres Folkeslag.
+
+  6.  Kams Sønner: Kusj, Mlizrajim, Put og Hana'an.
+  7.  Kusj's Sønner: Seba, Havila, Sabta, Ra'ma og Sabteka. Ra'mas
+      Sønner: Saba og Dedan.
+  8.  Og Kusj avlede Nimrod, som var den første Storhersker på Jorden.
+  9.  Han var en vældig Jæger for HERRENs Øjne; derfor siger man: "En
+      vældig Jæget for HERRENs Øjne som Nimrod."
+ 10.  Fra først af omfattede hans Rige Babel, Erelk, Akkad og Kalne i
+      Sinear;
+ 11.  fra dette Land drog han til Assyrien og byggede Nineve, Rehobot-
+      Ir, Kela
+ 12.  og Resen mellem Nineve og Kela, det er den store By.
+ 13.  Mizrajim avlede Luderne,Anamerne, Lehaberne, Naftuherne,
+ 14.  Patruserne, Kasluherne, fra hvem Filisterne udgik, og
+      Kaftorerne.
+ 15.  Kana'an avlede Zidon, hans førstefødte, Het,
+ 16.  Jebusiterne, Amoriterne, Girgasjiterne,
+ 17.  Hivviterne, Arkiterne, Siniterne,
+ 18.  Arvaditerne, Zemariterne og Hamatiterne; men senere bredte
+      Kana'anæernes Slægter sig,
+ 19.  så at Kana'anæernes Område strakte sig fra Zidon i Retning af
+      Gerar indtil Gaza, i Retning af Sodoma, Gomorra, Adma,og Zebojim
+      indtil Lasja.
+ 20.  Det var Kams Sønner efter deres Slægter og Tungemål i deres
+      Lande og Folk.
+
+ 21.  Men også Sem, alle Ebersønnernes Fader, Jafets ældste Broder,
+      fødtes der Sønner.
+ 22.  Sems Sønner: Elam, Assur, Arpaksjad, Lud og Aram.
+ 23.  Arams Sønner: Uz, Hul, Geter og Masj.
+ 24.  Arpaksjad avlede Sjela; Sjela avlede Eber;
+ 25.  Eber fødtes der to Sønner; den ene hed Peleg, thi på hans Tid
+      adsplittedes Jordens Befolkning, og hans Broder hed Joktan.
+ 26.  Joktan avlede Almodad, Sjelef, Hazarmavet, Jera,
+ 27.  Hadoram, Uzal, Dikla,
+ 28.  Obal, Abimael, Saba,
+ 29.  0fir, Havila og Jobab. Alle disse var Joktans Sønner,
+ 30.  og deres Bosteder strækker sig fra Mesja i Retning af Sefar,
+      Østens Bjerge.
+ 31.  Det var Sems Sønner efter deres Slægter og Tungemål i deres
+      Lande og Folk.
+
+ 32.  Det var Noas Sønners Slægter efter deres Nedstamning, i deres
+      Folk; fra dem nedstammer Folkene, som efter Vandfloden bredte
+      sig på Jorden.
+
+1.Mosebog 11
+
+  1.  Hele Menneskeheden havde eet Tungemål og samme Sprog.
+  2.  Da de nu drog østerpå, traf de på en Dal i Sinear, og der slog
+      de sig ned.
+  3.  Da sagde de til hverandre: "Kom, lad os stryge Teglsten og
+      brænde dem godt!" De brugte nemlig Tegl som Sten og Jordbeg som
+      Kalk.
+  4.  Derpå sagde de: "Kom, lad os bygge os en By og et Tårn, hvis Top
+      når til Himmelen, og skabe os et Navn, for at vi ikke skal
+      spredes ud over hele Jorden!"
+  5.  Men HERREN steg ned for at se Byen og Tårnet, som
+      Menneskebørnene byggede,
+  6.  og han sagde: "Se, de er eet Folk og har alle eet Tungemål; og
+      når de nu først er begyndt således, er intet, som de sætter sig
+      for, umuligt for dem;
+  7.  lad os derfor stige ned og forvirre deres Tungemål der, så de
+      ikke forstår hverandres Tungemål!"
+  8.  Da spredte HERREN dem fra det Sted ud over hele Jorden, og de
+      opgav at bygge Byen.
+  9.  Derfor kaldte man den Babel, thi der forvirrede HERREN al
+      Jordens Tungemål, og derfra spredte HERREN dem ud over hele
+      Jorden.
+
+ 10.  Dette er Sems Slægtebog. Da Sem var 100 År gammel, avlede han
+      Arpaksjad, to År efter Vandfloden;
+ 11.  og efter at Sem havde avlet Arpaksjad, levede han 500 År og
+      avlede Sønner og Døtre.
+ 12.  Da Atpaksjad havde levet 35 År, avlede han Sjela;
+ 13.  og efter at Arpaksjad havde avlet Sjela, levede han 403 År og
+      avlede Sønner og Døtre.
+ 14.  Da Sjela havde levet 30 År, avlede han Eber;
+ 15.  og efter at Sjela havde avlet Eber, levede han 403 År og avlede
+      Sønner og Døtre.
+ 16.  Da Eber havde levet 34 År, avlede han Peleg;
+ 17.  og efter at Eber havde avlet Peleg, levede han 430 År og avlede
+      Sønner og Døtre.
+ 18.  Da Peleg havde levet 30 År, avlede han Re'u;
+ 19.  og efter at Peleg havde avlet Re'u, levede han 209 År og avlede
+      Sønner og Døtre.
+ 20.  Da Re'u havde levet 32 År, avlede han Serug;
+ 21.  og efter at Re'u havde avlet Serug, levede han 207 År og avlede
+      Sønner og Døtre.
+ 22.  Da Serug havde levet 30 År, avlede han Nakor;
+ 23.  og efter at Serug havde avlet Nakor, levede han 200 År og avlede
+      Sønner og Døtre.
+ 24.  Da Nakor havde levet 29 År, avlede han Tara;
+ 25.  og efter at Nakor havde avlet Tara, levede han 119 År og avlede
+      Sønner og Døtre.
+ 26.  Da Tara havde levet 70 År, avlede han Abram, Nakor og Haran.
+
+ 27.  Dette er Taras Slægtebog. Tara avlede Abram, Nako og Haran.
+      Haran avlede Lot.
+ 28.  Haran døde i sin Fader Taras Levetid i sin Hjemstavn i Ur
+      Kasdim.
+ 29.  Abram og Nakor tog sig Hustruer; Abrams Hustru hed Saraj, Nakors
+      Milka, en Datter af Haran, Milkas og Jiskas Fader.
+ 30.  Men Saraj var ufrugtbar og havde ingen Børn.
+ 31.  Tara tog sin Søn Abram, sin Sønnesøn Lot, Harans Søn, og sin
+      Sønnekone Saraj, hans Søn Abrams Hustru, og førte dem fra Ur
+      Kasdim for at begive sig til Kana'ans Land; men da de kom til
+      Karan, slog de sig ned der.
+ 32.  Taras Levetid var 205 År; og Tara døde i Karan.
+
+1.Mosebog 12
+
+  1.  HERREN sagde til Abram: "Drag ud fra dit Land, fra din Slægt og
+      din Faders Hus til det Land, jeg vil vise dig;
+  2.  så vil jeg gøre dig til et stort Folk, og jeg vil velsigne dig
+      og gøre dit Navn stort. og vær en Velsignelse!
+  3.  Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, der
+      forbander dig; i dig skal alle Jordens Slægter velsignes!"
+  4.  Og Abram gik,som HERREN sagde til ham, og Lot gik med ham.
+      Abram var fem og halvfjerdsindstyve År, da han drog fra Karan;
+  5.  og Abram tog sin Hustru Saraj og sin Brodersøn Lot og al den
+      Ejendom, de havde samlet sig, og de Folk, de havde vundet sig i
+      Karan, og de gav sig på Vej til Kana'ans Land og nåede derhen.
+  6.  Derpå drog Abram gennem Landet til Sikems hellige Sted, til
+      Sandsigerens Træ. Det var dengang Kana'anæerne boede i Landet.
+  7.  Men HERREN åbenbarede sig for Abram og sagde til ham: "Dit Afkom
+      giver jeg dette Land!" Da byggede han der et Alter for
+      HERREN. som havde åbenbaret sig for ham.
+  8.  Derpå brød han op derfra og drog til Bjergene østen for Betel,
+      og han slog Lejr med Betel mod Vest og Aj mod Øst; og han
+      byggede HERREN et Alter der og påkaldte HERRENs Navn.
+  9.  Derpå drog Abram fra Plads til Plads og nåede Sydlandet.
+
+ 10.  Der opstod Hungersnød i Landet; og da Hungersnøden i Landet blev
+      trykkende, drog Abram ned til Ægypten for at bo der som fremmed.
+ 11.  Da han nu nærmede sig Ægypten, sagde han til sin Hustru Saraj:
+      Jeg ved jo, at du er en smuk Kvinde;
+ 12.  når nu Ægypterne ser dig, og de mener, at du er min Hustru, slår
+      de mig ihjel og lader dig leve;
+ 13.  sig derfor, at du er min Søster, for at det må gå mig godt, og
+      jeg ikke skal miste Livet for din Skyld!"
+ 14.  Da han så drog ind i Ægypten, så Ægypterne, at hun var en såre
+      smuk Kvinde;
+ 15.  og Faraos Stormænd, der så hende, priste hende for Farao, og så
+      blev Kvinden ført til Faraos Hus.
+ 16.  Men Abram behandlede han godt for hendes Skyld, og han fik
+      Småkvæg, Hornkvæg og Æsler, Trælle og Trælkvinder, Aseninder og
+      Kameler.
+ 17.  Men HERREN ramte Farao og hans Hus med svære Plager for Abrams
+      Hustru Sarajs Skyld.
+ 18.  Da lod Farao Abram kalde og sagde: "Hvad har du gjort imod mig!
+      Hvorfor lod du mig ikke vide, at hun er din Hustru?
+ 19.  Hvorfor sagde du, at hun var din Søster, så at jeg tog hende til
+      Hustru? Se, her har du nu din Hustru, tag hende og gå bort!"
+ 20.  Og Farao bød sine Mænd følge ham og hans Hustru og al deres
+      Ejendom på Vej;
+
+13-1. og Abram drog atter med sin Hustru og al sin Ejendom fra Ægypten
+      op til Sydlandet, og Lot drog med ham.
+
+1.Mosebog 13
+  2.  Abram var meget rig på kvæghjorde, Sølv og Guld;
+  3.  og han vandrede fra Lejrplads til Lejrplads og nåede fra
+      Sydlandet til Betel, til det Sted, hvor hans Teltlejr havde
+      stået første Gang, mellem Betel og Aj,
+  4.  til det Sted, hvor han forrige Gang havde rejst et Alter; og
+      Abram påkaldte der HERRENs Navn.
+  5.  Og Lot, der drog med Abram, ejede ligeledes Småkvæg, Hornkvæg og
+      Telte.
+  6.  Men Landet formåede ikke at rumme dem, så de kunde bo sammen;
+      thi deres Hjorde var for store til, at de kunde bo sammen.
+  7.  Da opstod der Strid mellem Abrams og Lots Hyrder; det var
+      dengang Kana'anæerne og Perizziterne boede i Landet.
+  8.  Abram sagde derfor til Lot: "Der må ikke være Strid mellem os to
+      eller mellem mine og dine Hyrder, vi er jo Frænder!
+  9.  Ligger ikke hele Landet dig åbent? Skil dig hellere fra mig; vil
+      du til venstre, så går jeg til højre, og vil du til højre, så
+      går jeg til venstre!"
+ 10.  Da så Lot sig omkring, og da han så, at hele Jordanegnen (det
+      var før HERREN ødelagde Sodoma og Gomorra) var vandrig som
+      HERRENs Have, som Ægyptens Land, hen ad Zoar til,
+ 11.  valgte han sig hele Jordanegnen. Så brød Lot op og drog østerpå,
+      og de skiltes,
+ 12.  idet Abram slog sig ned i Kana'ans Land, medens Lot slog sig ned
+      i Jordanegnens Byer og drog med sine Telte fra Sted til Sted
+      helt hen til Sodoma.
+ 13.  Men Mændene i Sodoma var ugudelige og store Syndere mod HERREN.
+
+ 14.  Efter at Lot havde skilt sig fra Abram, sagde HERREN til denne:
+      "Løft dit Blik og se dig om der, hvor du står, mod Nord, mod
+      Syd, mod Øst og mod Vest;
+ 15.  thi hele det Land, du ser, vil jeg give dig og dit Afkom til
+      evig Tid,
+ 16.  og jeg vil gøre dit Afkom som Jordens Støv, så at det lige så
+      lidt skal kunne tælles, som nogen kan tælle Jordens Støv.
+ 17.  Drag nu gennem Landet på Kryds og tværs, thi dig giver jeg det!"
+ 18.  Så drog Abram fra Sted til Sted med sine Telte og kom til Mamres
+      Lund i Hebron, hvor han slog sig ned og byggede HERREN et Alter.
+
+1.Mosebog 14
+
+  1.  Dengang Amrafel var Konge i Sinear, Arjok i Ellasar, Kedorlaomer
+      i Elam og Tidal i Gojim.
+  2.  lå de i Krig med Kong Bera af Sodoma, Kong Birsja af Gomorra,
+      Kong Sjin'ab af Adma, Kong Sjem'eher af Zebojim og Kongen i
+      Bela, det et Zoar.
+  3.  Alle disse havde slået sig sammen og var rykket frem til Siddims
+      Dal, det er Salthavet.
+  4.  I tolv År havde de stået under Kedorlaomer, men i det trettende
+      faldt de fra;
+  5.  og i det fjortende År kom Kedorlaomer og de Konger, som fulgte
+      ham. Først slog de Refaiterne i Asjtarot Karnajim, Zuziterne i
+      Ham, Emiterne i Sjave Kirjatajim
+  6.  og Horiterne i Seirs Bjerge hen ad El-Paran til ved Ørkenens
+      Rand;
+  7.  så vendte de om og drog til Misjpatkilden, det er Hadesj, og
+      slog Amalekiterne i hele deres Område og ligeså de Amoriter, der
+      boede i Hazazon Tamar.
+
+  8.  Da drog Sodomas, Gomorras, Admas, Zebojims og Belas, det er
+      Zoats, Konger ud og indlod sig i Siddims Dal i Kamp
+  9.  med Kong Kedorlaomer af Elam, Kong Tid'al af Gojim, Kong Amrafel
+      af Sinear og Kong Arjok af Ellasar, fire Konger mod fem.
+ 10.  Men Siddims Dal var fuld af Jordbeggruber; og da Sodomas og
+      Gomorras Konger blev slået på Flugt, styrtede de i dem, medens
+      de, der blev tilbage, flyede op i Bjergene.
+ 11.  Så tog Fjenden alt Godset i Sodoma og Gomorra og alle
+      Levnedsmidlerne og drog bort;
+ 12.  ligeledes tog de, da de drog bort, Abrams Brodersøn Lot og alt
+      hans Gods med sig; thi han boede i Sodoma.
+
+ 13.  Men en Flygtning kom og meldte det til Hebræeren Abram, der
+      boede ved den Lund, som tilhørte Amoriten Mamre, en Broder til
+      Esjkol og Aner, der ligesom han var Abrams Pagtsfæller.
+ 14.  Da nu Abram hørte, at hans Frænde var taget til Fange, mønstrede
+      han sine Husfolk, de hjemmefødte Trælle, 3l8 Mand, og satte
+      efter Fjenden til Dan;
+ 15.  der faldt han og hans Trælle over dem om Natten, slog dem på
+      Flugt og forfulgte dem op til Hoba norden for Damaskus.
+ 16.  Derefter bragte han alt Godset tilbage; også sin Frænde Lot og
+      hans Gods førte han tilbage og ligeledes Kvinderne og Folket.
+
+ 17.  Da han nu kom tilbage fra Sejren over Kedorlaomer og de Konger,
+      der fulgte ham, gik Sodomas Konge ham i Møde i Sjavedalen, det
+      er Kongedalen.
+ 18.  Men Salems Konge Melkizedek, Gud den Allerhøjestes Præst, bragte
+      Brød og Vin
+ 19.  og velsignede ham med de Ord: "Priset være Abram for Gud den
+      Allerhøjeste, Himmelens og Jordens Skaber,
+ 20.  og priset være Gud den Allerhøjeste, der gav dine Fjender i din
+      Hånd!" Og Abram gav ham Tiende af alt.
+
+ 21.  Sodomas Konge sagde derpå til Abram: "Giv mig Menneskene og
+      behold selv Godset!"
+ 22.  Men Abram svarede Sodomas Konge: "Til HERREN, Gud den
+      Allerhøjeste, Himmelens og Jordens Skaber, løfter jeg min Hånd
+      på,
+ 23.  at jeg ikke vil tage så meget som en Tråd eller en Sandalrem
+      eller overhovedet noget som helst af din Ejendom; du skal ikke
+      sige, at du har gjort Abram rig!
+ 24.  Jeg vil intet have, kun hvad de unge Mænd har fortæret, og mine
+      Ledsagere, Aner, Esjkol og Mamres Del, lad dem få deres Del!"
+
+1.Mosebog 15
+
+  1.  Nogen Tid efter kom HERRENS Ord til Abram i et Syn således:
+      "Frygt ikke, Abram, jeg er dit Skjold; din Løn skal blive såre
+      stor!"
+  2.  Men Abram svarede: "Herre", HERRE, hvad kan du give mig, når jeg
+      dog går barnløs bort, og en Mand fra Damaskus, Eliezer, skal
+      arve mit Hus."
+  3.  Og Abram sagde: "Du har jo intet Afkom givet mig, og se, min
+      Hustræl kommer til at arve mig!"
+  4.  Og se, HERRENs Ord kom til ham således: "Han kommer ikke til at
+      arve dig, men den, der udgår af dit Liv, han skal arve dig."
+  5.  Derpå førte han ham ud i det fri og sagde: "Se op mod Himmelen
+      og prøv, om du kan tælle Stjernerne!" Og han sagde til ham:
+      "Således skal dit Afkom blive!"
+  6.  Da troede Abram HERREN, og han regnede ham det til Retfærdighed.
+
+  7.  Derpå sagde han til ham: "Jeg er HERREN, som førte dig bort fra
+      Ur Kasdim for at give dig dette Land i Eje!"
+  8.  Men han svarede: "Herre, HERRE, hvorpå kan jeg kende, at jeg
+      skal få det i Eje?"
+  9.  Da sagde han til ham: "Tag mig en treårs Kvie, en treårs Ged og
+      en treårs Væder, en Turteldue og en Småfugl!"
+ 10.  Så tog han alle disse Dyr skar dem midt over og lagde Halvdelene
+      over for hinanden; dog skar han ikke Fuglene over.
+ 11.  Da slog der Rovfugle ned på de døde Kroppe, men Abram skræmmede
+      dem bort.
+ 12.  Da Solen så var ved at gå ned, faldt der Dvale over Abram, og
+      se, Rædsel faldt over ham, et stort Mørke.
+ 13.  Og han sagde til Abram: "Vide skal du, at dit Afkom skal bo som
+      fremmede i et Land, der ikke er deres eget; de skal trælle for
+      dem og mishandles af dem i 400 År.
+ 14.  Dog vil jeg også dømme det Folk, de kommer til at trælle for, og
+      siden skal de vandre ud med meget Gods.
+ 15.  Men du skal fare til dine Fædre i Fred og blive jordet i en god
+      Alderdom.
+ 16.  I fjerde Slægtled skal de vende tilbage hertil; thi endnu er
+      Amoriternes Syndeskyld ikke fuldmoden."
+
+ 17.  Da Solen var gået ned og Mørket faldet på, viste der sig en
+      rygende Ovn med en flammende Ildslue, der skred frem mellem de
+      sønderskårne Kroppe.
+ 18.  På den Dag sluttede HERREN Pagt med Abram, idet han sagde: "Dit
+      Afkom giver jeg dette Land fra Ægyptens Bæk til den store Flod,
+      Eufratfloden,
+ 19.  det er Keniterne, Henizziterne, Kadmoniterne,
+ 20.  Hetiterne, Perizziterne, Refaiterne,
+ 21.  Amoriterne, Kana'anæerne, Girgasjiterne, Hivviterne og
+      Jebusiterne."
+
+1.Mosebog 16
+
+  1.  Abrams Hustru Saraj fødte ham intet Barn. Men Saraj havde en
+      Ægyptisk Trælkvinde ved Navn Hagar;
+  2.  og Saraj sagde til Abram: "HERREN har jo nægtet mig Børn; gå
+      derfor ind til min Trælkvinde, måske kan jeg få en Søn ved
+      hende!" Og Abram adlød Saraj.
+  3.  Så tog Abrams Hustru Saraj sin Trælkvinde, Ægypterinden Hagar,
+      efter at Abram havde boet ti År i Kana'ans Land, og gav sin Mand
+      Abram hende til Hustru;
+  4.  og han gik ind til Hagar, og hun blev frugtsommelig. Men da hun
+      så, at hun var frugtsommelig, lod hun hånt om sin Herskerinde.
+  5.  Da sagde Saraj til Abram: "Min Krænkelse komme over dig! Jeg
+      lagde selv min Trælkvinde i din Favn, og nu hun ser, at hun skal
+      føde, lader hun hånt om mig; HERREN være Dommer mellem mig og
+      dig!"
+  6.  Abram svarede Saraj: "Din Trældkvinde er i din Hånd, gør med
+      hende, hvad du finder for godt!" Da plagede Saraj hende, så hun
+      flygtede for hende.
+
+  7.  Men HERRENs Engel fandt hende ved Vandkilden i Ørkenen, ved
+      Kilden på Vejen til Sjur;
+  8.  og han sagde: "Hvorfra kommer du, Hagar, Sarajs Trælkvinde, og
+      hvor går du hen?" Hun svarede: "Jeg flygter for min Herskerinde
+      Saraj!"
+  9.  Da sagde HERRENs Engel til hende: "Vend tilbage til din
+      Herskerinde og find dig i hendes Mishandling!"
+ 10.  Og HERRENs Engel sagde til hende: "Jeg vil gøre dit Afkom så
+      talrigt, at det ikke kan tælles."
+ 11.  Og HERRENs Engel sagde til hende: "Se, du er frugtsommelig, og
+      du skal føde en Søn, som du skal kalde Ismael, thi HERREN har
+      hørt, hvad du har lidt;
+ 12.  og han skal blive et Menneske Vildæsel, hvis Hånd er mod alle,
+      og alles Hånd mod ham, og han skal ligge i Strid med alle sine
+      Frænder!"
+ 13.  Så gav hun HERREN, der havde talet til hende, Navnet: Du er en
+      Gud, som ser; thi hun sagde: "Har jeg virkelig her set et Glimt
+      af ham, som ser mig?"
+ 14.  Derfor kaldte man Brønden Be'er-lahaj-ro'i; den ligger mellem
+      Kadesj og Bered.
+ 15.  Og Hagar fødte Abram en Søn, og Abram kaldte Sønnen, Hagar fødte
+      ham, Ismael.
+ 16.  Abram var seks og firsindstyve År gammel, da Hagar fødte ham
+      Ismael.
+
+1.Mosebog 17
+
+  1.  Da Abram var ni og halvfemsindstyve År gammel, åbenbarede HERREN
+      sig for ham og sagde til ham: "Jeg er Gud den Almægtige; vandre
+      for mit Åsyn og vær ustraffelig,
+  2.  så vil jeg oprette min Pagt mellem mig og dig og give dig et
+      overvættes stort Afkom!"
+  3.  Da faldt Abram på sit Ansigt, og Gud sagde til ham:
+  4.  "Fra min Side er min Pagt med dig, at du skal blive Fader til en
+      Mængde Folk;
+  5.  derfor skal dit Navn ikke mere være Abram, men du skal hedde
+      Abraham, thi jeg gør dig til Fader til en Mængde Folk.
+  6.  Jeg vil gøre dig overvættes frugtbar og lade dig blive til Folk,
+      og Konger skal nedstamme fra dig.
+  7.  Jeg opretter min Pagt mellem mig og dig og dit Afkom efter dig
+      fra Slægt til Slægt, og det skal være en evig Pagt, at jeg vil
+      være din Gud og efter dig dit Afkoms Gud;
+  8.  og jeg giver dig og dit Afkom efter dig din Udlændigheds Land,
+      hele Kana'ans Land, til evigt Eje, og jeg vil være deres Gud!"
+
+  9.  Derpå sagde Gud til Abraham: "Men du på din Side skal holde min
+      Pagt, du og dit Afkom efter dig fra Slægt til Slægt;
+ 10.  og dette er min Pagt, som I skal holde, Pagten mellem mig og
+      eder, at alt af Mandkøn hos eder skal omskæres.
+ 11.  I skal omskæres på eders Forhud, det skal være et Pagtstegn
+      mellem mig og eder;
+ 12.  otte Dage gamle skal alle af Mandkøn omskæres hos eder i alle
+      kommende Slægter, både de hjemmefødte Trælle og de, som er købt,
+      alle fremmede, som ikke hører til dit Afkom;
+ 13.  omskæres skal både dine hjemmefødte og dine købte. Min Pagt på
+      eders Legeme skal være en evig Pagt!
+ 14.  Men de uomskårne, det af Mandkøn, der ikke Ottendedagen omskæres
+      på Forhuden, de skal udryddes af deres Folk; de har brudt min
+      Pagt!"
+
+ 15.  Endvidere sagde Gud til Abraham: "Din Hustru Saraj skal du ikke
+      mere kalde Saraj, hendes Navn skal være Sara;
+ 16.  jeg vil velsigne hende og give dig en Søn også ved hende; jeg
+      vil velsigne hende, og hun skal blive til Folk, og Folkeslags
+      Konger skal nedstamme fra hende!"
+ 17.  Da faldt Abraham på sit Ansigt og lo, idet han tænkte: "Kan en
+      hundredårig få Børn, og kan Sara med sine halvfemsindstyve År
+      føde en Søn?"
+ 18.  Abraham sagde derfor til Gud: "Måtte dog Ismael leve for dit
+      Åsyn!"
+ 19.  Men Gud sagde: "Nej, din Ægtehustru Sara skal føde dig en Søn,
+      som du skal kalde Isak; med ham vil jeg oprette min Pagt, og det
+      skal være en evig Pagt, der skal gælde hans Afkom efter ham!
+ 20.  Men hvad Ismael angår, har jeg bønhørt dig: jeg vil velsigne ham
+      og gøre ham frugtbar og give ham et overvættes talrigt Afkom;
+      tolv Stammehøvdinger skal han avle, og jeg vil gøre ham til et
+      stort Folk.
+ 21.  Men min Pagt opretter jeg med Isak, som Sara skal føde dig om et
+      År ved denne Tid."
+ 22.  Så hørte han op at tale med ham; og Gud steg op fra Abraham.
+
+ 23.  Da tog Abraham sin Søn Ismael og alle sine hjemmefødte og de
+      købte, alt af Mandkøn i Abrahams Hus, og omskar selvsamme Dag
+      deres Forhud, således som Gud havde pålagt ham.
+ 24.  Abraham var ni og halvfemsindstyve År, da han blev omskåret på
+      sin Forhud;
+ 25.  og hans Søn Ismael var tretten År, da han blev omskåret på sin
+      Forhud.
+ 26.  Selvsamme Dag blev Abraham og hans Søn Ismael omskåret;
+ 27.  og alle Mænd i hans Hus, både de hjemmefødte og de, der var
+      købt, de fremmede, blev omskåret tillige med ham.
+
+1.Mosebog 18
+
+  1.  Siden åbenbarede HERREN sig for ham ved Mamres Lund, engang han
+      sad i Teltdøren på den hedeste Tid af Dagen.
+  2.  Da han så op, fik han Øje på tre Mænd, der stod foran ham. Så
+      snart han fik Øje på dem, løb han dem i Møde fra Teltdøren,
+      bøjede sig til Jorden
+  3.  og sagde: "Herre, hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne, så gå
+      ikke din Træl forbi!
+  4.  Lad der blive hentet lidt Vand, så I kan tvætte eders Fødder og
+      hvile ud under Træet.
+  5.  Så vil jeg bringe et Stykke Brød, for at I kan styrke eder;
+      siden kan I drage videre - da eders Vej nu engang har ført eder
+      forbi eders Træl!" De svarede: "Gør, som du siger!"
+  6.  Da skyndte Abraham sig ind i Teltet til Sara og sagde: "Tag
+      hurtigt tre Mål fint Mel, ælt det og bag Kager deraf!"
+  7.  Så ilede han ud til Kvæget, tog en fin og lækker Kalv og gav den
+      til Svenden, og han tilberedte den i Hast.
+  8.  Derpå tog han Surmælk og Sødmælk og den tilberedte Kalv, satte
+      det for dem og gik dem til Hånde under Træet, og de spiste.
+
+  9.  Da sagde de til ham: "Hvor er din Hustru Sara?" Han svarede:
+      "Inde i Teltet!"
+ 10.  Så sagde han: "Næste År ved denne Tid kommer jeg til dig igen,
+      og så har din Hustru Sara en Søn!" Men Sara lyttede i Teltdøren
+      bag ved dem;
+ 11.  og da Abraham og Sara var gamle og højt oppe i Årene, og det
+      ikke mere gik Sara på Kvinders Vis,
+ 12.  lo hun ved sig selv og tænkte: "Skulde jeg virkelig føle
+      Attrå. nu jeg er affældig, og min Herre er gammel?"
+ 13.  Da sagde HERREN til Abraham: "Hvorfor ler Sara og tænker: Skulde
+      jeg virkelig føde en Søn. nu jeg er gammel?
+ 14.  Skulde noget være umuligt for Herren? Næste År ved denne Tid
+      kommer jeg til dig igen, og så har Sara en Søn!"
+ 15.  Men Sara nægtede og sagde: "Jeg lo ikke!" Thi hun frygtede.  Men
+      han sagde: "Jo, du lo!"
+
+ 16.  Så brød Mændene op derfra hen ad Sodoma til, og Abraham gik med
+      for at følge dem på Vej.
+ 17.  Men HERREN sagde ved sig selv: "Skulde jeg vel dølge for
+      Abraham, hvad jeg har i Sinde at gøre.
+ 18.  da Abraham dog skal blive til et stort og mægtigt Folk, og alle
+      Jordens Folk skal velsignes i ham?
+ 19.  Jeg har jo udvalgt ham, for at han skal pålægge sine Børn og
+      sine Efterkommere at vogte på HERRENs Vej ved at øve
+      Retfærdighed og Ret, for at HERREN kan give Abraham alt, hvad
+      han har forjættet ham."
+ 20.  Da sagde HERREN: "Sandelig. Skriget over Sodoma og Gomorra er
+      stort, og deres Synd er såre svar.
+ 21.  Derfor vil jeg stige ned og se. om de virkelig har handlet så
+      galt. som det lyder til efter Skriget over dem, der har nået mig
+      - derom vil jeg have Vished!"
+
+ 22.  Da vendte Mændene sig bort derfra og drog ad Sodoma til; men
+      HERREN blev stående foran Abraham.
+ 23.  Og Abraham trådte nærmere og sagde: "Vil du virkelig udrydde
+      retfærdige sammen med gudløse?
+ 24.  Måske findes der halvtredsindstyve retfærdige i Byen; vil du da
+      virkelig udrydde dem og ikke tilgive Stedet for de
+      halvtredsindstyve retfærdiges Skyld, som findes derinde.
+ 25.  Det være langt fra dig at handle således: at ihjelslå retfærdige
+      sammen med gudløse, så de retfærdige får samme Skæbne som de
+      gudløse - det være langt.fra dig! Skulde den, der dømmer hele
+      Jorden, ikke selv øve Ret?"
+ 26.  Da sagde HERREN: "Dersom jeg finder halvtredsindstyve retfærdige
+      i Sodoma, i selve Byen, vil jeg for deres Skyld tilgive hele
+      Stedet!"
+ 27.  Men Abraham tog igen til Orde: "Se, jeg har dristet mig til at
+      tale til min Herre, skønt jeg kun er Støv og Aske!
+ 28.  Måske mangler der fem i de halvtredsindstyve retfærdige - vil du
+      da ødelægge hele Byen for fems Skyld?" Han svarede: "Jeg vil
+      ikke ødelægge Byen, hvis jeg finder fem og fyrretyve i den."
+ 29.  Men han blev ved at tale til ham: "Måske findes der fyrretyve i
+      den!" Han. svarede: "For de fyrretyves Skyld vil jeg lade det
+      være."
+ 30.  Men han sagde: "Min Herre må ikke blive vred, men lad mig tale:
+      Måske findes der tredive i den!" Han svarede: "Jeg skal ikke
+      gøre det, hvis jeg finder tredive i den."
+ 31.  Men han sagde: "Se, jeg har dristet mig til at tale til min
+      Herr: Måske findes de tyve i den!" Han svarede: "For de tyves
+      Skyld vil jeg lade være at ødelægge den."
+ 32.  Men han sagde: "Min Herre må ikke blive vred, men lad mig kun
+      tale denne ene Gang endnu; måske findes der ti i den!" Han
+      svarede: "For de tis Skyld vil jeg lade være at ødelægge den."
+ 33.  Da nu HERREN havde talt ud med Abraham, gik han bort; og Abraham
+      vendte tilbage til sin Bolig.
+
+1.Mosebog 19
+
+  1.  De to Engle kom nu til Sodoma ved Aftenstid. Lot sad i Sodomas
+      Port, og da han fik Øje på dem, stod han op og gik dem i Møde,
+      bøjede sig til Jorden
+  2.  og sagde: "Kære Herrer, tag dog ind og overnat i eders Træls Hus
+      og tvæt eders Fødder; i Morgen tidlig kan I drage videre!" Men
+      de sagde: "Nej, vi vil overnatte på Gaden."
+  3.  Da nødte han dem stærkt, og de tog ind i hans Hus; derpå
+      tilberedte han dem et Måltid og bagte usyrede Kager, og de
+      spiste.
+  4.  Men endnu før de havde lagt sig, stimlede Byens Folk,
+      Indbyggerne i Sodoma, sammen omkring Huset, både gamle og unge,
+      alle uden Undtagelse,
+  5.  og de råbte til Lot: "Hvor er de Mænd, der kom til dig i Nat Kom
+      herud med dem, for at vi kan stille vor Lyst på dem!"
+  6.  Da gik Lot ud til dem i Porten, men Døren lukkede han efter sig.
+  7.  Og han sagde: "Gør dog ikke noget ondt, mine Brødre!
+  8.  Se, jeg har to Døtre, der ikke har kendt Mand; dem vil jeg
+      bringe ud til eder, og med dem kan I gøre, hvad I lyster; men
+      disse Mænd må I ikke gøre noget, siden de nu engang er kommet
+      ind under mit Tags Skygge!"
+  9.  Men de sagde: "Bort med dig! Her er den ene Mand kommet og bor
+      som fremmed, og nu vil han spille Dommer! Kom, lad os handle
+      værre med ham end med dem!" Og de trængte ind på Manden, på Lot,
+      og nærmede sig Døren for at sprænge den.
+ 10.  Da rakte Mændene Hånden ud og trak Lot ind til sig og lukkede
+      Døren;
+ 11.  men Mændene uden for Porten til Huset slog de med Blindhed, både
+      store og små, så de forgæves søgte at finde Porten.
+
+ 12.  Derpå sagde Mændene til Lot: "Hvem der ellers hører dig til her,
+      dine Svigersønner, dine Sønner og Døtre, alle, som hører dig til
+      i Byen, må du føre bort fra dette Sted;
+ 13.  thi vi står i Begreb med at ødelægge Stedet her, fordi Skriget
+      over dem er blevet så stort for HERREN, at HERREN har sendt os
+      for at ødelægge dem."
+ 14.  Da gik Lot ud og sagde til sine Svigersønner, der skulde ægte
+      hans Døtre: "Stå op, gå bort herfra, thi HERREN vil ødelægge
+      Byen!" Men hans Svigersønner troede, at han drev Spøg med dem.
+ 15.  Da Morgenen så gryede, skyndede Englene på Lot og sagde: "Tag
+      din Hustru og dine to Døtre, som bor hos dig, og drag bort, for
+      at du ikke skal rives bort ved Byens Syndeslkyld!"
+ 16.  Og da han tøvede, greb Mændene ham,.hans Hustru og hans to Døtre
+      ved Hånden, thi HERREN vilde skåne ham, og de førte ham bort og
+      bragte ham i Sikkerhed uden for Byen.
+ 17.  Og idet de førte dem uden for Byen, sagde de: "Det gælder dit
+      Liv! Se dig ikke tilbage og stands ikke nogensteds i
+      Jordanegnen, men red dig op i Bjergene, for at du ikke skal
+      omkomme!"
+ 18.  Men Lot sagde til dem: "Ak nej, Herre!
+ 19.  Din Træl har jo fundet Nåde for dine Øjne, og du har vist mig
+      stor Godhed og frelst mit Liv; men jeg kan ikke nå op i Bjergene
+      og undfly Ulykken; den indhenter mig så jeg mister Livet.
+ 20.  Se, den By der er nær nok til at jeg kan flygte derhen; den
+      betyder jo ikke stort, lad mig redde mig derhen, den betyder jo
+      ikke stort, og mit Liv er frelst!"
+ 21.  Da svarede han: "Også i det Stykke har jeg bønhørt dig; jeg vil
+      ikke ødelægge den By, du nævner;
+ 22.  men red dig hurtigt derhen, thi jeg kan intet gøre, før du når
+      derhen!" Derfor kaldte man Byen Zoar.
+
+ 23.  Da Solen steg op over Landet og Lot var nået til Zoar,
+ 24.  lod HERREN Svovl og Ild regne over Sodoma og Gomorra fra HERREN,
+      fra Himmelen;
+ 25.  og han ødelagde disse Byer og hele Jordanegnen og alle Byernes
+      Indbyggere og Landets Afgrøde.
+ 26.  Men hans Hustru, som gik efter ham, så sig tilbage og blev til
+      en Saltstøtte.
+ 27.  Næste Morgen, da Abraham gik hen til det Sted, hvor han havde
+      stået hos HERREN,
+ 28.  og vendte sit Blik mod Sodoma og Gomorra og hele Jordanegnen.
+      så han Røg stige til Vejrs fra Landet som Røgen fra en
+      Smelteovn.
+ 29.  Da Gud tilintetgjorde Jordanegnens Byer, kom han Abraham i Hu og
+      førte Lot ud af Ødelæggelsen, som han lod komme over de Byer,
+      Lot boede i.
+
+ 30.  Men Lot drog op fra Zoar og slog sig ned i Bjergene med sine
+      Døtre, thi han turde ikke blive i Zoar; og han boede i en Hule
+      med sine to Døtre.
+ 31.  Da sagde den ældste til den yngste: "Vor Fader er gammel, og der
+      findes ingen Mænd her i Landet, som kunde komme til os på vanlig
+      Vis.
+ 32.  Kom, lad os give vor Fader Vin at drikke og ligge hos ham for at
+      få Afkom ved vor Fader!"
+ 33.  De gav ham da Vin at drikke samme Nat; og den ældste lagde sig
+      hos sin Fader, og han sansede hverken, at hun lagde sig, eller
+      at hun stod op.
+ 34.  Næste Dag sagde den ældste til den yngste: "Jeg lå i Går Nat hos
+      min Fader; nu vil vi også give ham Vin at drikke i Nat, og gå du
+      så ind og læg dig hos ham, for at vi kan få Afkom ved vor
+      Fader!"
+ 35.  Så gav de atter den Nat deres Fader Vin at drikke, og den yngste
+      lagde sig hos ham, og han sansede hverken, at hun lagde sig,
+      eller at hun stod op.
+ 36.  Således blev begge Lots Døtre frugtsommelige ved deres Fader;
+ 37.  og den ældste fødte en Søn, som hun kaldte Moab; han er Moabs
+      Stamfader den Dag i Dag.
+ 38.  Ligeså fødte den yngste en Søn, som hun kaldte Ben Ammi; han er
+      Ammoniternes Stamfader den Dag i Dag.
+
+1.Mosebog 20
+
+  1.  Der På brød Abraham op derfra til Sydlandet og slog sig ned
+      mellem Kadesj og Sjur og boede som fremmed i Gerar.
+  2.  Da nu Abraham sagde om sin Hustru Sara, at hun var hans Søster,
+      sendte Kong Abimelek af Gerar Bud og lod Sara hente til sig.
+  3.  Men Gud kom til Abimelek i en Drøm om Natten og sagde til ham:
+      "Se, du skal dø for den Kvindes Skyld, som du har taget, thi hun
+      er en anden Mands Hustru!"
+  4.  Abimelek var imidlertid ikke kommet hende nær; og han sagde:
+      "Herre, vil du virkelig.slå retfærdige Folk ihjel?
+  5.  Har han ikke sagt mig, at hun er hans Søster? Og hun selv har
+      også sagt, at han er hendes Broder; i mit Hjertes Troskyldighed
+      og med rene Hænder har jeg gjort dette."
+  6.  Da sagde Gud til ham i Drømmen: "Jeg ved, at du har gjort det i
+      dit Hjertes Troskyldighed, og jeg har også hindret dig i at
+      synde imod mig; derfor tilstedte jeg dig ikke at røre hende.
+  7.  Men send nu Mandens Hustru tilbage, thi han er en Profet, så han
+      kan gå i Forbøn for dig, og du kan blive i Live; men sender du
+      hende ikke tilbage, så vid, at du og alle dine er dødsens!"
+
+  8.  Tidligt næste Morgen lod Abimelek alle sine Tjenere kalde og
+      fortalte dem det hele, og Mændene blev såre forfærdede.
+  9.  Men Abimelek lod Abraham kalde og sagde til ham: "Hvad har du
+      dog gjort imod os? Og hvad har jeg forbrudt imod dig, at du
+      bragte denne store Synd over mig og mit Rige? Du har gjort imod
+      mig, hvad man ikke bør gøre!"
+ 10.  Og Abimelek sagde til Abraham: "Hvad bragte dig til at handle
+      således?"
+ 11.  Abraham svarede: "Jo, jeg tænkte: Her er sikkert ingen Gudsfrygt
+      på dette Sted, så de vil slå mig ihjel for min Hustrus Skyld.
+ 12.  Desuden er hun virkelig min Søster, min Faders Datter, kun ikke
+      min Moders; men hun blev min Hustru.
+ 13.  Og da nu Gud lod mig flakke om fjernt fra min Faders Hus, sagde
+      jeg til hende: Den Godhed må du vise mig, at du overalt, hvor vi
+      kommer hen, siger, at jeg er din Broder."
+ 14.  Derpå tog Abimelelk Småkvæg og Hornkvæg, Trælle og Trælkvinder
+      og gav Abraham dem og sendte hans Hustru Sara tilbage til ham;
+ 15.  og Abimelek sagde til ham: "Se, mit Land ligger åbent for dig;
+      slå dig ned, hvor du lyster!"
+ 16.  Men til Sara sagde han: "Jeg har givet din Broder 1000 Sekel
+      Sølv, det skal være dig Godtgørelse for alt, hvad der er
+      tilstødt dig. Hermed har du fået fuld Oprejsning."
+ 17.  Men Abraham gik i Forbøn hos Gud, og Gud helbredte Abimelek og
+      hans Hustru og Medhustruer, så at de atter fik Børn.
+ 18.  HERREN havde nemlig lukket for ethvert Moderliv i Abimeleks Hus
+      for Abrahams Hustru Saras Skyld.
+
+1.Mosebog 21
+
+  1.  HERREN så til Sara, som han havde lovet, og HERREN gjorde ved
+      Sara, som han havde sagt,
+  2.  og hun undfangede og fødte Abraham en Søn i hans Alderdom, til
+      den Tid Gud havde sagt ham.
+  3.  Abraham kaldte den Søn, han fik med Sara, Isak;
+  4.  og Abraham omskar sin Søn Isak, da han var otte Dage gammel,
+      således som Gud havde pålagt ham.
+  5.  Abraham var 100 År gammel, da hans Søn Isak fødtes ham.
+  6.  Da sagde Sara: "Gud ham beredt mig Latter; enhver, der hører
+      det, vil le ad mig."
+  7.  Og hun sagde: "Hvem skulde have sagt Abraham, at Sara ammer
+      Børn! Sandelig, jeg har født ham en Søn i hans Alderdom!"
+
+  8.  Drengen voksede til og blev vænnet fra, og Abraham gjorde et
+      stort Gæstebud, den dag Isak blev vænnet fra.
+  9.  Men da Sara så Ægypterinden Hagars Søn, som hun havde født
+      Abraham, lege med hendes Søn Isak,
+ 10.  sagde hun til Abraham: "Jag den Trælkvinde og hendes Søn bort,
+      thi ikke skal denne Trælkvindes Søn arve sammen med min Søn, med
+      Isak!"
+ 11.  Derover blev Abraham såre ilde til Mode for sin Søns Skyld;
+ 12.  men Gud sagde til Abraham: "Vær ikke ilde til Mode over Drengen
+      og din Trælkvinde, men adlyd Sara i alt, hvad hun siger dig, thi
+      efter Isak skal dit Afkom nævnes;
+ 13.  men også Trælkvindens Søn vil jeg gøre til et stort Folk; han er
+      jo dit Afkom!"
+ 14.  Tidligt næste Morgen tog da Abraham Brød og en Sæk Vand og gav
+      Hagar det, og Drengen satte han på hendes Skulder, hvorpå han
+      sendte hende bort. Som hun nu vandrede af Sted, for hun vild i
+      Be'ersjebas Ørken,
+ 15.  og Vandet slap op i hendes Sæk; da lagde hun Drengen hen under
+      en af Buskene
+ 16.  og gik hen og satte sig i omtrent et Pileskuds Afstand derfra,
+      idet hun sagde ved sig selv: "Jeg kan ikke udholde at se Drengen
+      dø!" Og således sad hun, medens Drengen græd højt.
+ 17.  Da hørte Gud Drengens Gråd, og Guds Engel råbte til Hagar fra
+      Himmelen og sagde til hende: "Hvad fattes dig, Hagar? Frygt
+      ikke, thi Gud har hørt Drengens Røst der, hvor,han ligger;
+ 18.  rejs dig, hjælp Drengen op og tag ham ved Hånden, thi jeg vil
+      gøre ham til et stort Folk!"
+ 19.  Da åbnede Gud hendes Øjne, så hun fik Øje på en Brønd med Vand;
+      og hun gik hen og fyldte Sækken med Vand og gav Drengen at
+      drikke.
+ 20.  Og Gud var med Drengen, og han voksede til; og han bosatte sig i
+      Ørkenen og blev Bueskytte.
+ 21.  Han boede i Parans Ørken, og hans Moder tog ham en Hustru fra
+      Ægypten.
+
+ 22.  Ved den Tid sagde Abimelek og hans Hærfører Pikol til Abraham:
+      "Gud er med dig i alt, hvad du tager dig for;
+ 23.  tilsværg mig derfor her ved Gud, at du aldrig vil være troløs
+      mod mig eller mine Efterkommere, men at du vil handle lige så
+      venligt mod mig og det Land, du gæster, som jeg har handlet mod
+      dig!"
+ 24.  Da svarede Abraham: "Jeg vil sværge!"
+ 25.  Men Abraham krævede Abimelek til Regnskab for en Brønd, som
+      Abimeleks Folk havde tilranet sig.
+ 26.  Da svarede Abimelek: "Jeg ved intet om, hvem der har gjort det;
+      hverken har du underrettet mig derom, ej heller har jeg hørt det
+      før i Dag!"
+ 27.  Da tog Abraham Småkvæg og Hornkvæg og gav Abimelek det, og derpå
+      sluttede de Pagt med hinanden.
+ 28.  Men Abraham satte syv Lam til Side,
+ 29.  og da Abimelek spurgte ham: "Hvad betyder de syv Lam, du der har
+      sat til Side?"
+ 30.  svarede han: "Jo, de syv Lam skal du modtage af min Hånd til
+      Vidnesbyrd om, at jeg har gravet denne Brønd."
+ 31.  Derfor kaldte man dette Sted Be'ersjeba, thi der svor de
+      hinanden Eder;
+ 32.  og de sluttede Pagt ved Be'ersjeba. Så brød Abimelek og hans
+      Hærfører Pikol op og vendte tilbage til Filisternes Land.
+ 33.  Men Abraham plantede en Tamarisk i Be'ersjeba og påkaldte der
+      HERREN den evige Guds Navn.
+ 34.  Og Abraham boede en Tid lang; som fremmed i Filisternes Land.
+
+1.Mosebog 22
+
+  1.  Efter disse Begivenheder satte Gud Abraham på Prøve og sagde til
+      ham: "Abraham!" Han svarede: "Se, her er jeg!"
+  2.  Da sagde han: "Tag din Søn Isak, din eneste, ham, du elsker, og
+      drag hen til Morija Land.og bring ham der som Brændoffer på et
+      af Bjergene, som jeg vil vise dig!"
+  3.  Da sadlede Abraham tidligt næste Morgen sit Æsel, tog to af sine
+      Drenge og sin Søn Isak med sig, og efter at have kløvet
+      Offerbrænde gav han sig på Vandring; til det Sted, Gud havde
+      sagt ham.
+  4.  Da Abraham den tredje Dag så. op, fik han Øje på Stedet langt
+      borte.
+  5.  Så sagde Abraham til sine Drenge: "Bliv her med Æselet, medens
+      jeg og Drengen vandrer der. hen for at tilbede; så kommer vi
+      tilbage til eder."
+  6.  Abraham tog da Brændet til Brændofferet og lagde,det på sin Søn
+      Isak; selv tog han Ilden og Offerkniven, og så gik de to sammen.
+  7.  Da sagde Isak til sin Fader Abraham: "Fader!" Han svarede:
+      "Ja. min Søn!" Da sagde han: "Her er Ilden og Brændet, men hvor
+      er Dyret til Brændofferet?"
+  8.  Abraham svarede: "Gud vil selv udse sig Dyret til Brændofferet,
+      min Søn!" Og så gik de to sammen.
+  9.  Da de nåede det Sted, Gud havde sagt ham, byggede Abraham der et
+      Alter og lagde Brændet til Rette; så bandt han sin Søn Isak og
+      lagde ham på Alteret oven på Brændet.
+ 10.  Og Abraham greb Kniven og rakte Hånden ud for at slagte sin Søn.
+ 11.  Da råbte HERRENs Engel til ham fra Himmelen: "Abraham, Abraham!"
+      Han svarede: "Se, her er jeg!"
+ 12.  Da sagde Engelen: "Ræk ikke din Hånd ud mod Drengen og gør ham
+      ikke noget; thi nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke sparer
+      din Søn, din eneste, for mig!"
+ 13.  Og da Abraham nu så op, fik han bag ved sig Øje på en Væder,
+      hvis Horn havde viklet sig ind i de tætte Grene; og Abraham gik
+      hen og tog Væderen og ofrede den som Brændoffer i sin Søns Sted.
+ 14.  Derfor kaldte Abraham dette Sted: HERREN udser sig, eller, som
+      man nu til dags siger: Bjerget, hvor HERREN viser sig.
+
+ 15.  Men HERRENs Engel råbte atter til Abraham fra Himmelen:
+ 16.  "Jeg sværger ved mig selv, lyder det fra HERREN: Fordi du har
+      gjort dette og ikke sparet din Søn, din eneste, for mig,
+ 17.  så vil jeg velsigne dig og gøre dit Afkom talrigt som Himmelens
+      Stjerner og Sandet ved Havets Bred; og dit Afkom skal tage sine
+      Fjenders Porte i Besiddelse;
+ 18.  og i din Sæd skal alle Jordens Folk velsignes, fordi du adlød
+      mig!"
+ 19.  Derpå vendte Abraham tilbage til sine Drenge, og de brød op og
+      tog sammen til Be'ersjeba. Og Abraham blev i Be'ersjeba.
+
+ 20.  Efter disse Begivenheder meldte man Abraham: "Også Milka har
+      født din Broder Nakor Sønner:
+ 21.  Uz, hans førstefødte, dennes Broder Buz, Kemuel, Arams Fader,
+ 22.  Kesed, Hazo, Pildasj, Jidlaf og Betuel;
+ 23.  Betuel avlede Rebekka; disse otte har Milka født Abrahams Broder
+      Nakor,
+ 24.  og desuden har hans Medhustru Re'uma født Teba, Gaham, Tahasj og
+      Ma'aka."
+
+1.Mosebog 23
+
+  1.  Sara levede l27 År, så mange var Saras Leveår.
+  2.  Sara døde i Kirjat Arba, det er Hebron, i Kana'ans Land. Så gik
+      Abraham hen og holdt Klage over Sara og begræd hende.
+  3.  Og da han havde rejst sig fra sin døde, talte han således til
+      Hetiterne:
+  4.  "Jeg er Gæst og fremmed hos eder; men giv mig et Gravsted hos
+      eder, så jeg kan jorde min døde og bringe hende bort fra mit
+      Ansigt!"
+  5.  Da svarede Hetiterne Abraham:
+  6.  "Hør os, Herre! En Guds Fyrste er du jo iblandt os; jord du din
+      døde i en af vore bedste Grave! Ikke en af os vil nægte dig sin
+      Grav og hindre dig i at jorde din døde."
+  7.  Men Abraham stod op og bøjede sig for Hetiterne, Folkene der på
+      Stedet,
+  8.  og sagde til dem: "Hvis I samtykker i, at jeg jorder min døde og
+      bringer hende bort fra mit Ansigt, så føj mig i at lægge et godt
+      Ord ind for mig hos Efron, Zohars Søn,
+  9.  så han giver mig sin Klippehule i Makpela ved Udkanten af sin
+      Mark; for fuld Betaling skal han i eders Nærværelse give mig den
+      til Gravsted!"
+
+ 10.  Men Efron sad blandt Hetiterne; og Hetiten Efron svarede Abraham
+      i Hetiternes Påhør, så mange som gik ind gennem hans Bys Port:
+ 11.  "Gid min Herre vilde høre mig! Marken giver jeg dig, og Hulen
+      derpå giver jeg dig; i mit Folks Nærværelse giver jeg dig den;
+      jord du kun din døde!"
+ 12.  Da bøjede Abraham sig for Folkene der på Stedet
+ 13.  og sagde til Efron i deres Påhør: "Om du blot - gid du dog vilde
+      høre mig! Jeg giver dig, hvad Marken er værd; modtag det dog af
+      mig, så jeg kan jorde min døde der."
+ 14.  Da sagde Efron til Abraham:
+ 15.  "Gid min Herre vilde høre mig! Et Stykke Land til 400 Sekel
+      Sølv, hvad har det at sige mellem mig og dig? Jord du kun din
+      døde!"
+ 16.  Og Abraham forstod Efron og tilvejede ham den Sum, han havde
+      nævnet i Hetiternes Påhør, 400 Sekel Sølv i gangbar Mønt.
+ 17.  Således gik Efrons Mark i Makpela over for Mamre i hele sin
+      Udstrækning tillige med Klippehulen og alle Træerne på Marken
+ 18.  over i Abrahams Eje i Hetiternes Næværelse, så mange som gik ind
+      gennem hans Bys Port.
+ 19.  Derefter jordede Abraham sin Hustru Sara i Klippehulen på
+      Makpelas Mark over for Mamre, det er Hebron, i Kana'ans Land.
+ 20.  Og Marken med Klippehulen derpå gik fra Hetiterne over til
+      Abraham som Gravsted.
+
+1.Mosebog 24
+
+  1.  Abraham var blevet gammel og til Års, og HERREN havde velsignet
+      ham i alle Måder.
+  2.  Da sagde Abraham til sin Træl, sit Hus's ældste, som stod for
+      hele hans Ejendom: "Læg din Hånd under min Lænd,
+  3.  så jeg kan tage dig i Ed ved HERREN, Himmelens og Jordens Gud,
+      at du ikke vil tage min Søn en Hustru af Kana'anæernes Døtre.
+      blandt hvem jeg bor,
+  4.  men drage til mit Land og min Hjemstavn og tage min Søn Isak en
+      Hustru derfra!"
+  5.  Da sagde Trællen: "Men hvis nu Pigen ikke vil følge mig her til
+      Landet, skal jeg så bringe din Søn tilbage til det Land, du
+      vandrede ud fra?"
+  6.  Abraham svarede: "Vogt dig vel for at bringe min Søn tilbage
+      dertil!
+  7.  HERREN, Himmelens Gud, som tog mig bort fra min Faders Hus og
+      min Hjemstavns Land, som talede til mig og tilsvor mig, at han
+      vil give mit Afkom dette Land, han vil sende sin Engel foran
+      dig, så du kan tage min Søn en Hustru derfra;
+  8.  men hvis Pigen ikke vil følge dig, så er du løst fra Eden til
+      mig; men i intet Tilfælde må du bringe min Søn tilbage dertil!"
+  9.  Da lagde Trællen sin Hånd under sin Herre Abrahams Lænd og svor
+      ham Eden.
+
+ 10.  Derpå tog Trællen ti af sin Herres Kameler og alle Hånde
+      kostbare Gaver fra sin Herre og gav sig på Vej til Nakors By i
+      Aram Naharajim.
+ 11.  Uden for Byen lod han Kamelerne knæle ved Brønden ved Aftenstid,
+      ved den Tid Kvinderne går ud for at hente Vand;
+ 12.  og han bad således: "HERRE. du min Herre Abrahams Gud, lad det
+      lykkes for mig i dag og vis Miskundhed mod min Herre Abraham!
+ 13.  Se, jeg stiller mig her ved Vandkilden, nu Bymændenes Døtre går
+      ud for at hente Vand;
+ 14.  og siger jeg nu til en Pige: Hæld din Krukke og giv mig at
+      drikke! og siger så hun: Drik kun, og jeg vil også give dine
+      Kameler at drikke! lad det da være hende, du har udset til din
+      Tjener Isak; således vil jeg kunne kende, at du har vist
+      Miskundhed mod min Herre!"
+
+ 15.  Knap var han færdig med at bede, se, da kom Rebekka, en Datter
+      af Betuel, der var en Søn af Abrahams Broder Nakors Hustru
+      Milka, gående med Krukken på Skulderen,
+ 16.  en såre smuk Kvinde, Jomfru, endnu ikke kendt af nogen Mand.
+      Hun steg ned til Kilden, fyldte sin Krukke og steg op igen.
+ 17.  Da ilede Trællen hen til hende og sagde: "Giv mig lidt Vand at
+      drikke af din Krukke!"
+ 18.  Hun svarede: "Drik, Herre!" og løftede straks Krukken ned på sin
+      Hånd og lod ham drikke;
+ 19.  og da hun havde slukket hans Tørst, sagde hun: "Jeg vil også øse
+      Vand til dine Kameler, til de har slukket deres Tørst."
+ 20.  Så skyndte hun sig hen og tømte Krukken i Truget og løb tilbage
+      til Brønden for at øse, og således øste hun til alle hans
+      Kameler.
+
+ 21.  Imidlertid stod Manden og så tavs på hende for at få at vide, om
+      HERREN havde ladet hans Rejse lykkes eller ej;
+ 22.  og da Kamelernes Tørst var slukket, tog han en gylden Næsering,
+      der vejede en halv Sekel, og to Armbånd, der vejede ti
+      Guldsekel, og satte dem på hendes Arme;
+ 23.  og han sagde til hende: "Sig mig, hvis Datter du er! Er der
+      Plads til os i din Faders Hus for Natten?"
+ 24.  Hun svarede: "Jeg er Datter af Betuel, som Milka fødte Nakor;"
+ 25.  og videre sagde hun: "Der er rigeligt både af Strå og Foder hos
+      os og Plads til at overnatte "
+ 26.  Da bøjede Manden sig og tilbad HERREN,
+ 27.  idet han sagde: "Lovet være HERREN, min Herre Abrahams Gud.  som
+      ikke har unddraget min Herre sin Miskundhed og Trofasthed!
+      HERREN har ført mig på Vejen til min Herres Broders Hus."
+ 28.  Pigen løb imidlertid hjem og fortalte alt dette i sin Moders
+      Hus.
+
+ 29.  Men Rebekka havde en Broder ved Navn Laban; han løb ud til
+      Manden ved Kilden;
+ 30.  og da han så Næseringen og Armbåndene på sin Søsters Arme og
+      hørte sin Søster Rebekka fortælle, hvad Manden havde sagt til
+      hende, gik han ud til Manden, som stod med sine Kameler ved
+      Kilden;
+ 31.  og han sagde: "Kom, du HERRENs velsignede, hvorfor står du
+      herude? Jeg har ryddet op i Huset og gjort Plads til Kamelerne."
+ 32.  Så kom Manden hen til Huset og tog Seletøjet af Kamelerne, og
+      Laban bragte Strå og Foder til dem og Vand til Fodtvæt for
+      Manden og hans Ledsagere.
+ 33.  Men da der blev sat Mad for ham, sagde han: "Jeg vil intet nyde,
+      før jeg har røgtet mit Ærinde!" De svarede: "Sig frem!"
+
+ 34.  Så sagde han: "Jeg er Abrahams Træl.
+ 35.  HERREN har velsignet min Herre i rigt Mål, så han er blevet en
+      velstående Mand, og givet ham Småkvæg og Hornkvæg, Sølv og Guld,
+      Trælle og Trælkvinder, Kameler og Æsler
+ 36.  og Sara, min Herres Hustru, har født ham en Søn i hans Alderdom,
+      og ham har han givet alt, hvad han ejer.
+ 37.  Og nu har min Herre taget mig i Ed og sagt: Du må ikke tage min
+      Søn en Hustru blandt Kana'anæernes Døtre, i hvis Land jeg bor;
+ 38.  Men du skal drage til min Faders Hus og min Slægt og tage min
+      Søn en Hustru derfra!
+ 39.  Og da jeg sagde til min Herre: Men hvis nu Pigen ikke vil følge
+      med mig?
+ 40.  svarede han: HERREN, for hvis Åsyn jeg har vandret, vil sende
+      sin Engel med dig og lade din Rejse lykkes, så du kan tage min
+      Søn en Hustru af min Slægt og min Faders Hus;
+ 41.  i modsat Fald er du løst fra Eden til mig; kommer du til min
+      Slægt, og de ikke vil give dig hende, er du løst fra Eden til
+      mig!
+ 42.  Da jeg nu i Dag kom til Kilden, bad jeg således: HERRE, du min
+      Herre Abrahams Gud! Vilde du dog lade den Rejse lykkes, som jeg
+      nu har for!
+ 43.  Se, jeg stiller mig her ved Kilden, og siger jeg nu til den
+      Pige, der kommer for at øse Vand: Giv mig lidt Vand at drikke af
+      din Krukke!
+  4.  og svarer så hun: Drik selv, og jeg vil også øse Vand til dine
+      Kameler! lad hende da være den Kvinde, HERREN har udset til min
+      Herres Søn!
+ 45.  Og knap var jeg færdig med at tale således ved mig selv, se, da
+      kom Rebekka med sin Krukke på Skulderen og steg ned til Kilden
+      og øste Vand, og da jeg sagde til hende: Giv mig noget at
+      drikke!
+ 46.  løftede hun straks sin Krukke ned og sagde: Drik kun, og jeg vil
+      også give dine Kameler at drikke! Så drak jeg, og hun gav også
+      Kamelerne at drikke.
+ 47.  Da spurgte jeg hende: Hvis Datter er du? Og hun sagde: Jeg er
+      Datter af Betuel, Nakors og Milkas Søn! Så satte jeg Ringen i
+      hendes Næse og Armbåndene på hendes Arme;
+ 48.  og jeg bøjede mig og tilbad HERREN, og jeg lovede HERREN, min
+      Herre Abrahams Gud, som havde ført mig den rigtige Vej, så jeg:
+      kunde tage min Herres Broderdatter til hans Søn!
+ 49.  Hvis I nu vil vise min Herre Godhed og Troskab, så sig mig det,
+      og hvis ikke, så sig mig det. for at jeg kan have noget at rette
+      mig efter!"
+
+ 50.  Da sagde Laban og Betuel:"Denne Sag kommer fra HERREN,. vi kan
+      hverken gøre fra eller til!
+ 51.  Der står Rebekka foran dig, tag hende og drag bort, at hun kan:
+      blive din Herres Søns Hustru, således som HERREN har sagt!"
+ 52.  Da Abrahams Træl hørte deres Ord, kastede han sig til Jorden for
+      HERREN.
+ 53.  Derpå fremtog Trællen Sølv og Guldsmykker og Klæder og gav
+      Rebekka dem, og til hendes Broder og Moder uddelte han Gaver.
+ 54.  Så spiste og drak han og hans Ledsagere og overnattede der.  Da,
+      de var stået op næste Morgen. sagde han: "Lad mig nu fare
+      til. min Herre!"
+ 55.  Men Rebekkas Broder og Moder svarede: "Lad dog Pigen blive hos
+      os i nogen Tid, en halv Snes Dage eller så, siden kan du drage
+      bort"
+ 56.  Da sagde han til dem: "Ophold mig ikke, nu HERREN har ladet min
+      Rejse lykkes; lad mig fare! Jeg vil drage til min Herre!"
+ 57.  De svarede; "Lad os kalde på. Pigen og spørge hende selv!"
+ 58.  Og de kaldte på Rebekka og; spurgte hende: "Vil du drage med
+      denne Mand?" Hun svarede: "Ja. jeg vil!"
+ 59.  Da tog de Afsked med deres, Søster Rebekka og hendes Amme og med
+      Abrahams Træl og hans Ledsagere;
+ 60.  og de velsignede Rebekka og sagde: "Måtte du, vor Søster, blive
+      til ti Tusind Tusinder, og måtte dit Afkom indtage dine Fjenders
+      Porte!"
+ 61.  Så brød Rebekka og hendes Piger op, og de satte sig på Kamelerne
+      og fulgte med Manden; og Trællen tog Rebekka og drog bort.
+ 62.  Isak var imidlertid draget til Ørkenen ved Be'erlahajro'i, og
+      han boede i Sydlandet.
+ 63.  Da han engang ved Aftenstid var gået ud på Marken for at bede,
+      så han op og fik Øje på nogle Kameler, der nærmede sig.
+ 64.  Men da Rebekka så op og fik Øje på Isak, lod hun sig glide ned
+      af Kamelen
+ 65.  og spurgte Trællen: "Hvem er den Mand der, som kommer os i Møde
+      på Marken?" Trællen svarede: "Det er min Herre!" Da tog hun sit
+      Slør og tilhyllede sig.
+ 66.  Men Trællen fortalte Isak alt, hvad han havde udrettet.
+ 67.  Da førte Isak Rebekka ind i sin Moder Saras Telt og tog hende
+      til Hustru; og han fik hende kær. Således blev Isak trøstet
+      efter sin Moder.
+
+1.Mosebog 25
+
+  1.  Abraham tog sig en Hustru, som hed Ketura;
+  2.  og hun fødte ham Zimran, Joksjan, Medan, Midjan, Jisjbak og
+      Sjua.
+  3.  Joksjan avlede Saba og Dedan. Dedans Sønner var Assjuriterne,
+      Letusjiterne og Le'ummiterne.
+  4.  Midjans Sønner var Efa, Efer, Hanok, Abida og Elda'a. Alle disse
+      var Keturas Sønner.
+  5.  Abraham gav Isak alt, hvad han ejede;
+  6.  men de Sønner, Abraham havde med sine Medhustruer, skænkede han
+      Gaver og sendte dem, medens han endnu levede, bort fra sin Søn
+      Isak, østpå til Østlandet.
+
+  7.  De År, Abraham levede, udgjorde 175;
+  8.  så udåndede han. Og Abraham døde i en god Alderdom, gammel og
+      mæt af Dage, og samledes til sin Slægt.
+  9.  Og hans Sønner Isak og Ismael jordede ham i Makpelas Klippehule
+      på Hetiten Efrons Zohars Søns, Mark over for Mamre,
+ 10.  den Mark, Abraham havde købt af Hetiterne; der jordedes Abraham
+      og hans Hustru Sara.
+ 11.  Og da Abraham var død, velsignede Gud hans Søn Isak. Isak boede
+      ved Be'erlahajro'i.
+
+ 12.  Dette er Abrahams Søn Ismaels Slægtebog, hvem Saras Trælkvinde,
+      Ægypterinden Hagar, fødte ham.
+ 13.  Følgende er Navnene på Ismaels Sønner efter deres Navne og
+      Slægter: Nebajot, Ismaels førstefødte, Kedar, Adbe'el, Mibsam,
+ 14.  Misjma, Duma, Massa,
+ 15.  Hadad, Tema, Jetur, Nafisj og Hedma.
+ 16.  Det var Ismaels Sønner, og det var deres Navne i deres
+      Indhegninger og Teltlejre, tolv Høvdinger med deres Stammer.
+ 17.  Ismaels Leveår udgjorde 137; så udåndede han; han døde og
+      samledes til sin Slægt.
+ 18.  De havde deres Boliger fra Havila til Sjur over for Ægypten hen
+      ad Assjur til. Lige for Øjnene af alle sine Brødre slog han sig
+      ned.
+
+ 19.  Dette er Abrahams Søn Isaks Slægtebog. Abraham avlede Isak.
+ 20.  Isak var fyrretyve År gammel, da han tog Rebekka, en Datter af
+      Aramæeren Betuel fra Paddan Aram og Søster til Aramæeren Laban,
+      til Hustru.
+ 21.  Men Isak bad til HERREN for sin Hustru, thi hun var ufrugtbar;
+      og HERREN bønhørte ham, og Rebekka, hans Hustru, blev
+      frugtsommelig.
+ 22.  Men da Sønnerne brødes i hendes Liv, sagde hun: "Står det
+      således til, hvorfor lever jeg da?" Og hun gik hen for at
+      adspørge HERREN.
+ 23.  Da svarede HERREN hende: "To Folkeslag er i dit Liv, to Folk
+      skal gå ud af dit Skød! Det ene skal kue det andet, den ældste
+      tjene den yngste!"
+ 24.  Da nu Tiden kom, at hun skulde føde, var der Tvillinger i hendes
+      Liv.
+ 25.  Den første kom frem rødlig og lodden som en Skindkappe over hele
+      Kroppen; og de kaldte ham Esau.
+ 26.  Derefter kom hans Broder frem med Hånden om Esaus Hæl; derfor
+      kaldte de ham Jakob. Isak var tresindstyve År gammel, da de
+      fødtes.
+ 27.  Drengene voksede til, og Esau blev en dygtig Jæger, der færdedes
+      i Ødemarken, men Jakob en fredsommelig Mand, en Mand, som boede
+      i Telt.
+ 28.  Isak holdt mest af Esau, thi han spiste gerne Vildt; men Rebekka
+      holdt mest af Jakob.
+
+ 29.  Jakob havde engang kogt en Ret Mad, da Esau udmattet kom hjem
+      fra Marken.
+ 30.  Da sagde Esau til Jakob: "Lad mig få noget af det røde, det røde
+      der, thi jeg er ved at dø af Sult!" Derfor kaldte de ham Edom.
+ 31.  Men Jakob sagde: "Du må først sælge mig din Førstefødselsret!"
+ 32.  Esau svarede: "Jeg er jo lige ved at omkomme; hvad bryder jeg
+      mig om min Førstefødselsret!"
+ 33.  Men Jakob sagde: "Du må først sværge mig det til!" Da svor Esau
+      på det og solgte sin Førstefødselsret til Jakob.
+ 34.  Så gav Jakob Esau Brød og kogte Linser, og da han havde spist og
+      drukket, stod han op og gik sin Vej. Således lod Esau hånt om
+      sin Førstefødselsret.
+
+1.Mosebog 26
+
+  1.  Da der opstod Hungersnød i Landet - en anden end den forrige på
+      Abrahams Tid - begav Isak sig til Filisterkongen Abimelek i
+      Gerar.
+  2.  Og HERREN åbenbarede sig for ham og sagde: "Drag ikke ned til
+      Ægypten, men bliv i det Land, jeg siger dig;
+  3.  bo som fremmed i det Land, så vil jeg være med dig og velsigne
+      dig; thi dig og dit Afkom vil jeg give alle disse Lande og
+      stadfæste den Ed, jeg tilsvor din Fader Abraham;
+  4.  og jeg vil gøre dit Afkom talrigt som Himmelens Stjerner og give
+      dit Afkom alle disse Lande, og i din Sæd skal alle Jordens Folk
+      velsignes,
+  5.  fordi Abraham adlød mine Ord og holdt sig mine Forskrifter
+      efterrettelig, mine Bud, Anordninger og Love."
+  6.  Så blev Isak boende i Gerar.
+
+  7.  Da nu Mændene der på Stedet forhørte sig om hans Hustru, sagde
+      han: "Det er min Søster!" Thi han turde ikke sige, at hun var
+      hans Hustru, af Frygt for at Mændene der på Stedet skulde slå
+      ham ihjel for Rebekkas Skyld; thi hun var meget smuk.
+  8.  Men da han havde boet der en Tid lang, hændte det, at
+      Filisterkongen Abimelek lænede sig ud af Vinduet og så Isak
+      kærtegne sin Hustru Rebekka.
+  9.  Så lod Abimelek Isak kalde og sagde: "Hun er jo din Hustru; hvor
+      kunde du da sige, at hun er din Søster" Isak svarede: "Jo, jeg
+      tænkte: Jeg vil ikke udsætte mig for at miste Livet for hendes
+      Skyld."
+ 10.  Men Abimelek sagde: "Hvad er det dog, du har gjort imod os!
+      Hvor let kunde det ikke være sket, at en af Folket havde ligget
+      hos din Hustru, og så havde du bragt Skyld over os!"
+ 11.  Så bød Abimelek alt Folket: "Hver den, der rører denne Mand
+      eller hans Hustru, skal lide Døden."
+
+ 12.  Isak såede der i Landet og fik samme År 100 Fold; og HERREN
+      velsignede ham,
+ 13.  så han blev en mægtig Mand og stadig gik frem, indtil han blev
+      såre mægtig,
+ 14.  og han havde Småkvæg og Hornkvæg og Trælle i Mængde. Derover
+      blev Filisterne skinsyge på ham.
+ 15.  Alle de Brønde, hans Faders Trælle havde gravet i hans Fader
+      Abrahams Dage, kastede Filisterne til.og fyldte dem med Jord;
+ 16.  og Abimelek sagde til Isak: "Drag bort fra os, thi du er blevet
+      os for stærk!"
+ 17.  Så drog Isak bort og slog Lejr i Gerars Dal og bosatte sig der.
+
+ 18.  Men Isak lod atter de Brønde udgrave, som hans Fader Abrahams
+      Trælle havde gravet, og som Filisterne havde tilkastet efter
+      Abrahams Død, og gav dem de samme Navne, som hans Fader havde
+      givet dem.
+ 19.  Da nu Isaks Trælle gravede i Dalen, stødte de på en Brønd med
+      rindende Vand;
+ 20.  men Gerars Hyrder yppede Kiv med Isaks og sagde: "Dette Vand
+      tilhører os!" Derfor kaldte han Brønden Esek, thi der stredes de
+      med ham.
+ 21.  Så flyttede han derfra og lod grave en ny Brønd; og da de også
+      yppede Kiv om den, kaldte han den Sitna.
+ 22.  Så flyttede han derfra og lod grave en ny Brønd; og da de ikke
+      yppede Kiv om den, kaldte han den Rehobot, idet han sagde: "Nu
+      har HERREN skaffet os Plads, så vi kan blive talrige i Landet"
+
+ 23.  Så drog han derfra til Be'ersjeba.
+ 24.  Samme Nat åbenbarede HERREN sig for ham og sagde: "Jeg er din
+      Fader Abrahams Gud; frygt ikke, thi jeg er med dig, og jeg vil
+      velsigne dig og gøre dit Afkom talrigt for min Tjener Abrahams,
+      Skyld!"
+ 25.  Da byggede Isak et Alter der og påkaldte HERRENs Navn; og der
+      opslog han sit Telt, og hans Trælle gravede der en Brønd.
+
+ 26.  Imidlertid kom Abimelek til ham fra Gerar med sin Ven Ahuzzat og
+      sin Hærfører Pikol.
+ 27.  Isak sagde til dem: "Hvorfor kommer I til mig, når I dog hader
+      mig og har jaget mig bort fra eder?"
+ 28.  Men de svarede: "Vi ser tydeligt, at HERREN er med dig, derfor
+      har vi tænkt: Lad der blive et Edsforbund mellem os og dig, og
+      lad os slutte en Pagt med dig,
+ 29.  at du ikke vil gøre os noget ondt, ligesom vi ikke har voldet
+      dig Men, men kun handlet vel imod dig og ladet dig fare i Fred;
+      du er og bliver jo HERRENs velsignede!"
+ 30.  Så gjorde han et Gæstebud for dem, og de spiste og drak.
+ 31.  Næste Morgen svor de hinanden Eder, og derefter tog Isak Afsked
+      med dem, og de drog bort i Fred.
+ 32.  Samme Dag kom Isaks Trælle og bragte ham Melding om den Brønd,
+      de havde gravet, og sagde: "Vi har fundet Vand!"
+ 33.  Så kaldte han den Sjib'a; og derfor hedder Byen den Dag i Dag
+      Be'ersjeba.
+
+ 34.  Da Esau var fyrretyve År gammel, tog han Judit, en Datter af
+      Hetiten Be'eri, og Basemat, en Datter af Hetiten Elon, til Ægte.
+ 35.  Det var Isak og Rebekka en Hjertesorg.
+
+1.Mosebog 27
+
+  1.  Da Isak var blevet gammel og hans Syn sløvet, så han ikke kunde
+      se, kaldte han sin ældste Søn Esau til sig og sagde til ham:
+      "Min Søn!" Han svarede: "Her er jeg!"
+  2.  Da sagde han: "Se, jeg er nu gammel og ved ikke, hvad Dag Døden
+      kommer
+  3.  tag derfor dine Jagtredskaber, dit Pilekogger og din Bue og gå
+      ud på Marken og skyd mig et Stykke Vildt;
+  4.  lav mig en lækker Ret Mad efter min Smag og bring mig den, at
+      jeg kan spise, før at min Sjæl kan velsigne dig, før jeg dør!"
+
+  5.  Men Rebekka havde lyttet, medens Isak talte til sin Søn Esau, og
+      da, Esau var gået ud på Marken for at skyde et Stykke Vildt til
+      sin Fader,
+  6.  sagde hun til sin yngste Søn Jakob; "Se, jeg hørte din Fader
+      sige til din Broder Esau:
+  7.  Hent mig et Stykke Vildt og lav mig en lækker Ret Mad, at jeg
+      kan spise, før at jeg kan velsigne dig for HERRENs Åsyn før min
+      Død.
+  8.  Adlyd mig nu, min Søn, og gør, hvad jeg pålægger dig:
+  9.  Gå ud til Hjorden og hent mig to gode Gedekid; så laver jeg af
+      dem en lækker Ret Mad til din Fader efter hans Smag;
+ 10.  bring så den ind til din Fader, at han kan spise, for at han kan
+      velsigne dig før sin Død!"
+ 11.  Men Jakob sagde til sin Moder Rebekka: "Se, min Broder Esau er
+      håret, jeg derimod glat;
+ 12.  sæt nu, at min Fader føler på mig, så står jeg for ham som en
+      Bedrager og henter mig en Forbandelse og ingen Velsignelse!"
+ 13.  Men hans Moder svarede: "Den Forbandelse tager jeg på mig, min
+      Søn, adlyd mig blot og gå hen og hent mig dem!"
+ 14.  Så gik han hen og hentede dem og bragte sin Moder dem, og hun
+      tillavede en lækker Ret Mad efter hans Faders Smag.
+ 15.  Derpå tog Rebekka sin ældste Søn Esaus Festklæder, som hun havde
+      hos sig i Huset, og gav sin yngste Søn Jakob dem på;
+ 16.  Skindene af Gedekiddene lagde hun om hans Hænder og om det
+      glatte på hans Hals,
+ 17.  og så gav hun sin Søn Jakob Maden og Brødet, som hun havde
+      tillavet.
+
+ 18.  Så bragte han det ind til sin Fader og sagde: "Fader!" Han
+      svarede: "Ja! Hvem er du, min Søn?"
+ 19.  Da svarede Jakob sin Fader: "Jeg er Esau, din førstefødte; jeg
+      har gjort, som du bød mig; sæt dig nu op og spis af mit Vildt,
+      for at din Sjæl kan velsigne mig!"
+ 20.  Men Isak sagde til sin Søn: "Hvor har du så hurtigt kunnet finde
+      noget, min Søn?" Han svarede: "Jo, HERREN din Gud sendte mig det
+      i Møde!"
+ 21.  Men Isak sagde til Jakob: "Kom hen til mig, min Søn, så jeg kan
+      føle på dig, om du er min Søn Esau eller ej!"
+ 22.  Da trådte Jakob hen til sin Fader, og efter at have følt på ham
+      sagde Isak: "Røsten er Jakobs, men Hænderne Esaus!"
+ 23.  Og han kendte ham ikke, fordi hans Hænder var hårede som hans
+      Broder Esaus. Så velsignede han ham.
+ 24.  Og han sagde: "Du er altså virkelig min Søn Esau?" Han svarede:
+      "Ja, jeg er!"
+ 25.  Da sagde han: "Bring mig det, at jeg kan spise af min Søns
+      Vildt, for at min Sjæl kan velsigne dig!" Så bragte han ham det,
+      og han spiste, og han bragte ham Vin, og han drak.
+ 26.  Derpå sagde hans Fader Isak til ham: "Kom hen til mig og kys
+      mig, min Søn!"
+ 27.  Og da, han kom hen til ham og kyssede ham, mærkede han Duften af
+      hans Klæder. Så velsignede han ham og sagde: "Se, Duften af min
+      Søn er som Duften af en Mark, HERREN har velsignet!
+ 28.  Gud give dig af Himmelens Væde og Jordens Fedme, Korn og Most i
+      Overflod!
+ 29.  Måtte Folkeslag tjene dig og Folkefærd bøje sig til Jorden for
+      dig! Bliv Hersker over dine Brødre, og din Moders Sønner bøje
+      sig til Jorden for dig! Forbandet, hvo dig forbander; velsignet,
+      hvo dig velsigner!"
+
+ 30.  Da Isak var færdig med at velsigne Jakob, og lige som Jakob var
+      gået fra sin Fader Isak, vendte hans Broder Esau hjem fra
+      Jagten;
+ 31.  også han lavede en lækker Ret Mad, bragte den til sin Fader og
+      sagde: "Vil min Fader sætte sig op og spise af sin Søns Vildt,
+      for at din Sjæl kan velsigne mig!"
+ 32.  Så sagde hans Fader Isak: "Hvem er du?" Og han svarede: "Jeg er
+      Esau, din førstefødte!"
+ 33.  Da blev Isak højlig forfærdet og sagde: "Men hvem var da han.
+      der bragte mig et Stykke Vildt, som han havde skudt? Og jeg
+      spiste, før du kom, og jeg velsignede ham og nu er og bliver han
+      velsignet!"
+ 34.  Da Esau hørte sin Faders Ord: udstødte han et højt og
+      hjerteskærende Skrig og sagde: "Velsign dog også mig, Fader!"
+ 35.  Men han sagde: "Din Broder kom med Svig og tog din
+      Velsignelse!"
+ 36.  Da sagde han: "Har man kaldt ham Jakob, fordi han skulde
+      overliste mig? Nu har han gjort det to Gange: Han tog min
+      Førstefødselsret, og nu har han også taget min Velsignelse!" Og
+      han sagde: "Har du ingen Velsignelse tilbage til mig?"
+ 37.  Men Isak svarede: "Se, jeg har sat ham til Hersker over dig, og
+      alle hans Brødre har jeg gjort til hans Trælle, med Horn og
+      Most. har jeg betænkt ham hvad kan jeg da gøre for dig, min
+      Søn?"
+ 38.  Da sagde Esau til sin Fader: "Har du kun den ene Velsignelse.
+      Fader? Velsign også mig, Fader!" Og Esau opløftede sin Røst og
+      græd.
+ 39.  Så tog hans Fader Isak til Orde og sagde til ham: "Se, fjern fra
+      Jordens Fedme skal din Bolig være og fjern fra Himmelens Væde
+      ovenfra;
+ 40.  af dit Sværd skal du leve, og din Broder skal du tjene; men når
+      du samler din Kraft, skal du sprænge hans Åg af din Hals!"
+
+ 41.  Men Esau pønsede på ondt mod Jakob for den Velsignelse, hans
+      Fader havde givet ham, og Esau sagde ved sig selv: "Der er ikke
+      længe til, at vi skal holde Sorg over min Fader, så vil jeg slå
+      min Broder Jakob ihjel!"
+ 42.  Da nu Rebekka fik Nys om sin ældste Søn Esaus Ord, sendte hun
+      Bud efter sin yngste Søn Jakob og sagde til ham: "Din Broder
+      Esau vil hævne sig på dig og slå dig ihjel;
+ 43.  adlyd nu mig min Søn: Flygt til min Broder Laban i Karan
+ 44.  og bliv så hos ham en Tid, til din Broders Harme lægger sig,
+ 45.  til din Broders Vrede vender sig fra dig, og han glemmer, hvad
+      du har gjort ham; så skal jeg sende Bud og hente dig hjem.
+      Hvorfor skal jeg miste eder begge på een Dag!"
+
+1.Mosebog 28
+
+ 46.  Men Rebekka sagde til Isak: "Jeg er led ved Livet for Hets
+      Døtres Skyld; hvis Jakob tager sig sådan en hetitisk Kvinde, en
+      af Landets Døtre, til Hustru, hvad skal jeg da med Livet!"
+
+
+  1.  Da kaldte Isak Jakob til sig og velsignede ham, idet han bød
+      ham: "Du må ikke tage dig en Hustru blandt Kana'ans Døtre.
+  2.  Drag til Paddan-Aram, til din Morfader Betuels Hus, og tag dig
+      der en af din Morbroder Labans Døtre til Hustru!
+  3.  Gud den Almægtige velsigne dig og gøre dig frugtbar og give dig
+      et talrigt Afkom, så du bliver til Stammer i Hobetal.
+  4.  Han give dig og dit Afkom med dig Abrahams Velsignelse, så du
+      får din Udlændigheds Land i Eje, det, Gud skænkede Abraham!"
+  5.  Så lod Isak Jakob fare, og han drog til Paddan-Aram, til
+      Aramæeren Laban, Betuels Søn, som var Broder til Rebekka, Jakobs
+      og Esaus Moder.
+
+  6.  Men Esau fik at vide, at Isak havde velsignet Jakob og sendt ham
+      til Paddan-Aram for at tage sig en Hustru der, og at han, da han
+      velsignede ham, havde pålagt ham ikke at tage sig en Hustru
+      blandt Kana'ans Døtre,
+  7.  og at Jakob havde adlydt sin Fader og Moder og var draget til
+      Paddan-Aram.
+  8.  Da skønnede Esau, at Kana'ans Døtre vakte hans Fader Isaks
+      Mishag,
+  9.  og han gik til Ismael og tog Mahalat, en Datter af Abrahams Søn
+      Ismael og Søster til Nebajot, til Hustru ved Siden af sine andre
+      Hustruer.
+
+ 10.  Så drog Jakob bort fra Be'ersjeba og vandrede ad Karan til.
+ 11.  På sin Vandring kom han til det hellige Sted og overnattede der,
+      da Solen var gået ned; og han tog en af Stenene på Stedet og
+      brugte den som Hovedgærde og lagde sig til, Hvile der.
+ 12.  Da drømte han, og se, på Jorden stod en Stige, hvis Top nåede
+      til Himmelen, og se, Guds Engle steg op og ned ad den;
+ 13.  og HERREN stod foran ham og sagde: "Jeg er HERREN, din Fader
+      Abrahams og Isaks Gud! Det Land, du hviler på, giver jeg dig og
+      dit Afkom;
+ 14.  dit Afkom skal blive som Jordens Støv, og du skal brede dig mod
+      Vest og Øst, mod Nord og Syd; og i dig og i din Sæd skal alle
+      Jordens Slægter velsignes;
+ 15.  se, jeg vil være med dig og vogte dig, hvorhen du end går og
+      føre dig tilbage til dette Land; thi jeg vil ikke forlade dig,
+      men opfylde alt, hvad jeg har lovet dig!"
+ 16.  Da Jakob vågnede af sin Søvn, sagde han: "Sandelig, HERREN er på
+      dette Sted, og jeg vidste det ikke!"
+ 17.  Og han blev angst og sagde: "Hvor forfærdeligt er dog dette
+      Sted! Visselig, her er Guds Hus, her er Himmelens Port!"
+ 18.  Tidligt næste Morgen tog Jakob den Sten, han havde brugt som
+      Hovedgærde rejste den som en Stenstøtte og gød Olie over den.
+ 19.  Og han kaldte dette Sted Betel; før hed Byen Luz.
+
+ 20.  Derpå gjorde Jakob følgende Løfte: "Hvis Gud er med mig og
+      vogter mig på den Vej, jeg skal vandre, og giver mig Brød at
+      spise og Klæder at iføre mig,
+ 21.  og hvis jeg kommer uskadt tilbage til min Faders Hus, så skal
+      HERREN være min Gud,
+ 22.  og denne Sten, som jeg har rejst som en Støtte, skal være Guds
+      Hus, og af alt, hvad du giver mig, vil jeg give dig Tiende!"
+
+1.Mosebog 29
+
+  1.  Derpå fortsatte Jakob sin Vandring og drog til Østens Børns
+      Land.
+  2.  Da fik han Øje på en Brønd på Marken og tre Hjorde af Småkvæg,
+      der var lejrede ved den. Ved den Brønd vandede man Hjordene; og
+      over Hullet lå der en stor Sten,
+  3.  som man først væltede bort, når alle Hjordene var samlede, for
+      siden, når Dyrene var vandet, at vælte den på Plads igen.
+  4.  Jakob spurgte dem: "Hvor er I fra, Brødre?" De svarede: "Fra
+      Karan!"
+  5.  Da spurgte han dem: "Kender I Laban, Nakors Søn?" De svarede:
+      "Ja, ham kender vi godt."
+  6.  Han spurgte da: "Går det ham vel? De svarede: "Ja, det går ham
+      vel; se, hans Datter Rakel kommer netop med Hjorden derhenne!"
+  7.  Da sagde han: "Det er jo endnu højlys Dag og for tidligt at
+      drive Kvæget sammen; vand Dyrene og før dem ud på Græsgangene!"
+  8.  Men de svarede: "Det kan vi ikke, før alle Hyrderne er samlede;
+      først når de vælter Stenen fra Brøndhullet, kan vi vande
+      Dyrene."
+
+  9.  Medens han således stod og talte med dem, var Rakel kommet
+      derhen med sin Faders Hjord, som hun vogtede;
+ 10.  og så snart Jakob så sin Morbroder Labans Datter Rakel og hans
+      Hjord, gik han hen og væltede Stenen fra Brøndhullet og vandede
+      sin Morbroder Labans Hjord.
+ 11.  Så kyssede han Rakel og brast i Gråd;
+ 12.  og han fortalte hende; at han var hendes Faders Frænde, en Søn
+      af Rebekka: Da skyndte hun sig hjem til sin Fader og fortalte
+      ham det"
+ 13.  og så snart Laban hørte om sin Søstersøn Jakob, løb han ham i
+      Møde, omfavnede og kyssede ham og førte ham hjem til sit Hus.
+      Så fortalte Jakob ham alt, hvad der var sket;
+ 14.  og Laban sagde: "Ja, du er mit Kød og Blod!" Han blev nu hos ham
+      en Månedstid.
+
+ 15.  Så sagde Laban til Jakob: "Skulde du tjene mig for intet fordi
+      du er min Frænde? Sig mig. hvad du vil have i Løn!"
+ 16.  Nu havde Laban to Døtre; den ældste hed Lea, den yngste Rakel;
+ 17.  Leas Øjne var matte, men Rakel havde en dejlig Skikkelse og så
+      dejlig ud,
+ 18.  og Jakob elskede Rakel; derfor sagde han: "Jeg vil tjene dig syv
+      År for din yngste Datter Rakel."
+ 19.  Laban svarede: "Jeg giver hende hellere til dig end til en
+      fremmed; bliv kun hos mig!"
+ 20.  Så tjente Jakob syv År for Rakel; og de syntes ham kun nogle få
+      Dage, fordi han elskede hende.
+ 21.  Derefter sagde Jakob til Laban: "Giv mig min Hustru, nu min
+      Tjenestetid er ude, at jeg kan gå ind til hende!"
+ 22.  Så indbød Laban alle Mændene på Stedet til Gæstebud.
+ 23.  Men da Aftenen kom, tog han sin, Datter Lea og bragte hende til
+      ham, og han gik ind til hende.
+ 24.  Og Laban gav sin Datter Lea sin Trælkvinde Zilpa til Trælkvinde.
+
+ 25.  Da det nu om Morgenen viste sig at være Lea, sagde Jakob til
+      Laban: "Hvad er det, du har gjort imod mig? Er det ikke for
+      Rakel, jeg,har tjent hos dig? Hvorfor har, du bedraget mig?"
+ 26.  Laban svarede: "Det er ikke Skik og Brug her til Lands at give
+      den yngste bort før den ældste;
+ 27.  men lad nu Bryllupsugen gå til Ende, så vil, jeg også give dig
+      hende, imod at du bliver i min Tjeneste syv År til."
+ 28.  Det gik Jakob ind på, og da Bryllupsugen var til Ende, gav Laban
+      ham sin Datter Rakel til Hustru.
+ 29.  Og Laban gav sin Datter Rakel sin Trælkvinde Bilha til
+      Trælkvinde.
+ 30.  Så gik Jakob også ind til Rakel, og han elskede Rakel højere end
+      Lea. Derpå blev han i Labans Tjeneste syv År til.
+
+ 31.  Da HERREN så, at Lea blev tilsidesat, åbnede han hendes
+      Moderliv, medens Rakel var ufrugtbar.
+ 32.  Så blev Lea frugtsommelig og fødte en Søn, som hun gav Navnet
+      Ruben; thi hun sagde: "HERREN har set til min Ulykke; nu vil min
+      Mand elske mig!"
+ 33.  Siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn;og hun sagde:
+      "HERREN hørte, at jeg var tilsidesat, så gav han mig også ham!"
+      Derfor gav hun ham Navnet Simeon.
+ 34.  Siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn; og hun sagde:
+      "Nu må da endelig min Mand bolde sig til mig, da jeg har født
+      ham tre Sønner." Derfor gav hun ham Navnet Levi.
+ 35.  Siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn; og hun
+      sagde:"Nu vil jeg prise HERREN!" Derfor gav hun ham Navnet Juda.
+      Så fik hun ikke flere Børn.
+
+1.Mosebog 30
+
+  1.  Da Rakel så, at hun ikke fødte Jakob noget Barn, blev hun
+      skinsyg på sin Søster og sagde til Jakob: "Skaf mig Børn, ellers
+      dør jeg!"
+  2.  Men Jakob blev vred på Rakel og sagde: "Er jeg i Guds Sted?
+      Det er jo ham, der har nægtet dig Livsfrugt!"
+  3.  Så sagde hun: "Der er min Trælkvinde Bilha; gå ind til hende, så
+      hun kan føde på mine Knæ og jeg få Sønner ved hende!"
+  4.  Og hun gav ham sin Trælkvinde Bilha til Hustru, og Jakob gik ind
+      til hende.
+  5.  Så blev Bilha frugtsommelig og fødte Jakob en Søn,
+  6.  og Rakel sagde: "Gud har hjulpet mig til min Ret, han har hørt
+      min Røst og givet mig en Søn." Derfor gav hun ham Navnet Dan.
+  7.  Siden blev Rakels Trælkvinde Bilha frugtsommelig igen og fødte
+      Jakob en anden Søn;
+  8.  og Rakel sagde: "Gudskampe har jeg kæmpet med min Søster og
+      sejret." Derfor gav hun ham Navnet Naftali.
+
+  9.  Men da Lea så, at hun ikke fik flere Børn, tog hun sin
+      Trælkvinde Zilpa og gav Jakob hende til Hustru;
+ 10.  og da Leas Trælkvinde Zilpa fødte Jakob en Søn,
+ 11.  sagde Lea: "Hvilken Lykke!" Derfor gav hun ham Navnet Gad.
+ 12.  Siden fødte Leas Trælkvinde Zilpa Jakob en anden Søn;
+ 13.  og Lea sagde: "Held mig! Kvinderne vil prise mit Held!"  Derfor
+      gav hun ham Navnet Aser.
+
+ 14.  Men da Ruben engang i Hvedehøstens Tid gik på Marken, fandt han
+      nogle Kærlighedsæbler og bragte dem til sin Moder Lea. Da sagde
+      Rakel til Lea: "Giv mig nogle af din Søns Kærlighedsæbler!"
+ 15.  Lea svarede: "Er det ikke nok, at du har taget min Mand fra mig?
+      Vil du nu også tage min Søns Kærlighedsæbler?" Men Rakel sagde:
+      "Til Gengæld for din Søns Kærlighedsæbler må han ligge hos dig i
+      Nat!"
+ 16.  Da så Jakob kom fra Marken om Aftenen, gik Lea ham i Møde og
+      sagde: "Kom ind til mig i Nat, thi jeg har købt dig for min Søns
+      Kærlighedsæbler!" Og han lå hos hende den Nat.
+ 17.  Så bønhørte Gud Lea, og hun blev frugtsommelig og fødte Jakob en
+      femte Søn;
+ 18.  og Lea sagde: "Gud har lønnet mig, fordi jeg gav min Mand min
+      Trælkvinde." Derfor gav hun ham Navnet Issakar.
+ 19.  Siden blev Lea frugtsommelig igen og fødte Jakob en sjette Søn;
+ 20.  og Lea sagde: "Gud har givet mig en god Gave, nu vil min Mand
+      blive hos mig, fordi jeg har født ham seks Sønner." Derfor gav
+      hun ham Navnet Zebulon.
+ 21.  Siden fødte hun en Datter, som hun gav Navnet Dina.
+
+ 22.  Så kom Gud Rakel i Hu, og Gud bønhørte hende og åbnede hendes
+      Moderliv,
+ 23.  så hun blev frugtsommelig og fødte en Søn; og hun sagde: "Gud
+      har borttaget min Skændsel."
+ 24.  Derfor gav hun ham Navnet Josef; thi hun sagde: "HERREN give mig
+      endnu en Søn!"
+
+ 25.  Da Rakel havde født Josef. sagde Jakob til Laban: "Lad mig fare,
+      at jeg kan drage til min Hjemstavn og mit Land;
+ 26.  giv mig mine Hustruer og mine Børn som jeg har tjent dig for, og
+      lad mig drage bort; du ved jo selv, hvorledes jeg har tjent
+      dig!"
+ 27.  Men Laban svarede: "Måtte jeg have fundet Nåde for dine Øjne!
+      Jeg har udfundet, at HERREN bar velsignet mig for din Skyld."
+ 28.  Og han sagde: "Bestem, hvad du vil have i Løn af mig, så vil jeg
+      give dig den!"
+ 29.  Så sagde Jakob: "Du ved jo selv, hvorledes jeg har tjent dig, og
+      hvad din Ejendom er blevet til under mine Hænder;
+ 30.  thi før jeg kom, ejede du kun lidet, men nu har du Overflod;
+      HERREN har velsignet dig, hvor som helst jeg satte min Fod. Men
+      når kan jeg komme til at gøre noget for mit eget Hus?"
+ 31.  Laban svarede: "Hvad skal jeg da give dig?" Da sagde Jakob: "Du
+      skal ikke give mig noget; men hvis du går ind på, hvad jeg nu
+      foreslår dig, vedbliver jeg at være Hyrde for dine Hjorde og
+      vogte dem.
+ 32.  Jeg vil i Dag gå hele din Hjord igennem og udskille alle
+      spættede og blakkede Dyr alle de sorte Får og de blakkede eller
+      spættede Geder skal være min Løn;
+ 33.  i Morgen den Dag skal min Retfærdighed vidne for mig: Når du
+      kommer og syner den Hjord, der skal være min Løn, da er alle de"
+      Geder, som ikke er spættede eller blakkede, og de Får, som ikke
+      er sorte, stjålet af mig."
+ 34.  Laban svarede: "Vel, lad det blive, som du siger!"
+ 35.  Så udskilte han samme Dag de stribede og blakkede Bukke og de
+      spættede og blakkede Geder, alle dem der havde hvide Pletter, og
+      alle de sorte Får og overgav dem til sine Sønner,
+ 36.  og han lod der være tre Dagsrejser mellem dem og Jakob; og Jakob
+      vogtede Resten af Labans Hjord.
+
+ 37.  Men Jakob tog friske Grene af Hvidpopler, Mandeltræer og
+      Plataner og afskrællede Barken således, at der kom hvide Striber
+      på Grenene; 38 og de afskrællede Grene stillede han op i Trugene
+      foran Dyrene, i Vandrenderne, hvor Dyrene kom hen og drak; og de
+      parrede sig, når de kom for at drikke;
+ 39.  Dyrene parrede sig foran Grenene og fødte så stribet, spættet og
+      blakket Afkom.
+ 40.  Og Lammene udskilte Jakob. Og han lod Dyrene vende Hovedet mod
+      de stribede og alle de sorte dyr i Labans Hjord. På den Måde fik
+      han sine egne Hjorde, som han ikke bragte sammen med Labans.
+ 41.  Og hver Gang de kraftige Dyr parrede sig, stillede Jakob Grenene
+      op foran dem i Vandrenderne, for at de skulde parre sig foran
+      Grenene;
+ 42.  men når det var de svage Dyr, stillede han dem ikke op; således
+      kom de svage til at tilhøre Laban, de kraftige Jakob.
+ 43.  På den Måde blev Manden overmåde rig og fik Småkvæg i Mængde,
+      Trælkvinder og Trælle, Kameler og Æsler.
+
+1.Mosebog 31
+
+  1.  Men Jakob hørte Labans Sønner sige: "Jakob har taget al vor
+      Faders Ejendom, og deraf har han skabt sig al den Velstand."
+  2.  Og Jakob læste i Labans Ansigt, at han ikke var sindet mod ham
+      som tidligere.
+  3.  Da sagde HERREN til Jakob: "Vend tilbage til dine Fædres Land og
+      din Hjemstavn, så vil jeg være med dig!"
+  4.  Så sendte Jakob Bud og lod Rakel og Lea kalde ud på Marken til
+      sin Hjord;
+  5.  og han sagde til dem: "Jeg læser i eders Faders Ansigt, at han
+      ikke er sindet mod mig som tidligere, nu da min Faders Gud har
+      været med mig;
+  6.  og I ved jo selv, at jeg har tjent eders Fader af al min Kraft,
+  7.  medens eders Fader har bedraget mig og forandret min Løn ti
+      Gange; men Gud tilstedte ham ikke at gøre mig Skade;
+  8.  sagde han, at de spættede Dyr skulde være min Løn, så fødte hele
+      Hjorden spættet Afkom, og sagde han, at de stribede skulde være
+      min Løn, så fødte hele Hjorden stribet Afkom.
+  9.  Således tog Gud Hjordene fra eders Fader og gav mig dem.
+ 10.  Og ved den Tid Dyrene parrede sig, så jeg i Drømme, at Bukkene,
+      der sprang, var stribede, spættede og brogede
+ 11.  og Guds Engel sagde til mig i Drømme: Jakob! Jeg svarede: Se,
+      her er jeg!
+ 12.  Da sagde han: Løft dit Blik og se, hvorledes alle Bukkene, der
+      springer, er stribede, spættede og brogede, thi jeg har set alt,
+      hvad Laban har gjort imod dig.
+ 13.  Jeg er den Gud, som åbenbarede sig for dig i, Betel, der, hvor
+      du salvede en Stenstøtte og aflagde mig et Løfte; bryd op og
+      forlad dette Land og vend tilbage til din Hjemstavn!"
+ 14.  Så svarede Rakel og Lea ham: "Har vi vel mere Lod og Del i vor
+      Faders Hus?
+ 15.  Har han ikke regnet os for fremmede Kvinder, siden han solgte os
+      og selv brugte de Penge, han fik for os?
+ 16.  Al den Rigdom, Gud har taget fra vor Fader, tilhører os og vore
+      Børn gør du kun alt, hvad Gud sagde til dig!"
+ 17.  Så satte Jakob sine Børn og sine Hustruer på Kamelerne
+ 18.  og tog alt sit Kvæg med sig, og al den Ejendom, han havde samlet
+      sig, det Kvæg, han ejede og havde samlet sig i Paddan-Aram, for
+      at drage til sin Fader Isak i Kana'ans, Land.
+ 19.  Medens Laban var borte og klippede sine Får, stjal Rakel sin
+      Faders Husgud.
+ 20.  Og Jakob narrede Aramæeren Laban, idet han ikke lod ham mærke,
+      at han vilde flygte;
+ 21.  og han flygtede med alt, hvad han ejede; han brød op og satte
+      over Floden og vandrede ad Gileads Bjerge til.
+
+ 22.  Tredjedagen fik Laban Melding om, at Jakob var flygtet;
+ 23.  han tog da sine Frænder med sig, satte efter ham så langt som
+      syv Dagsrejser og indhentede ham: i Gileads Bjerge
+ 24.  Men Gud kom til Aramæeren Laban i en Drøm om Natten og sagde til
+      ham: "Vogt dig vel for at sige så meget som et ondt Ord til
+      Jakob!"
+
+ 25.  Da Laban traf Jakob havde han opslået sit Telt på Bjerget.
+      Laban med sine Frænder sit i Gileads Bjerge
+ 26.  sagde Laban til Jakob: "Hvad har du gjort! Mig har du narret, og
+      mine Døtre har du ført bort. som var de Krigsfanger!
+ 27.  Hvorfor har du holdt din Flugt hemmelig og narret mig og ikke
+      meddelt mig det; så jeg kunde tage Afsked med dig med Lystighed
+      og Sang, med Håndpauker og Harper?
+ 28.  Du lod mig ikke kysse mine Sønner og Døtre - sandelig, det var
+      dårligt gjort af dig!
+ 29.  Det stod nu i min Magt at handle ilde med dig; men din Faders
+      Gud sagde til mig i Nat: Vogt dig vel for at sige så meget som
+      et ondt Ord til Jakob!
+ 30.  Nu vel, så drog du altså bort fordi du længtes så meget efter
+      din Faders Hus men hvorfor stjal du min Gud?"
+ 31.  Da svarede Jakob Laban: "Jeg var bange; thi jeg tænkte, du vilde
+      rive dine Døtre fra mig!
+ 32.  Men den, hos hvem du finder din Gud, skal lade sit Liv!
+      Gennemsøg i vore Frænders Påsyn, hvad: jeg har, og tag, hvad dit
+      er!" Jakob vidste nemlig ikke, at Rakel havde; stjålet den.
+ 33.  Laban gik nu ind og ledte i Jakobs, i Leas og i de to
+      Tjenestekvinders Telte men fandt intet; og fra Leas gik han, til
+      Rakels, Telt.
+ 34.  Men Rakel havde taget Husguden og lagt den i Kamelsadlen og sat
+      sig på den. Da Laban nu havde gennemsøgt hele Teltet og intet
+      fundet,
+ 35.  sagde hun til sin Fader: "Min Herre tage mig ikke ilde op, at
+      jeg ikke kan rejse mig for dig, da det går mig på Kvinders Vis!"
+      Således ledte han efter Husguden uden at finde den.
+
+ 36.  Da blussede Vreden op i Jakob, og han gik i Rette med Laban; og
+      Jakob sagde til Laban: "Hvad er min Brøde, og hvad er min Synd,
+      at du satte efter mig!
+ 37.  Du har jo nu gennemsøgt alle mine Ting! Hvad har du fundet af
+      alle dine Sager? Læg det frem for mine Frænder og dine Frænder,
+      at de kan dømme os to imellem!
+ 38.  I de tyve År, jeg har været hos dig, fødte dine Får og Geder
+      ikke i Utide, din Hjords Vædre fortærede jeg ikke,
+ 39.  det sønderrevne bragte jeg dig ikke, men erstattede det selv; af
+      min Hånd krævede du, hvad der blev stjålet både om Dagen og om
+      Natten;
+ 40.  om Dagen fortærede Heden mig, om Natten Kulden, og mine Øjne
+      kendte ikke til Søvn.
+ 41.  I tyve År har jeg tjent dig i dit Hus, fjorten År for dine to
+      Døtre og seks År for dit Småkvæg, og ti Gange har du forandret
+      min Løn.
+ 42.  Havde ikke min Faders Gud, Abrahams Gud og Isaks Rædsel, stået
+      mig bi, så havde du ladet mig gå med tomme Hænder; men Gud så
+      min Elendighed og mine Hænders Møje, og i Nat afsagde han sin
+      Kendelse!"
+ 43.  Da sagde Laban til Jakob: "Døtrene er mine Døtre, Sønnerne er
+      mine Sønner, Hjordene er mine Hjorde, og alt, hvad du ser, er
+      mit men hvad skulde jeg i Dag kunne gøre imod mine Døtre eller
+      de Sønner, de har født?
+ 44.  Lad os to slutte et Forlig, og det skal tjene til Vidne mellem
+      os."
+
+ 45.  Så tog Jakob en Sten og rejste den som en Støtte;
+ 46.  og Jakob sagde til sine Frænder: "Sank Sten sammen!" Og de tog
+      Sten og byggede en Dysse og holdt Måltid derpå.
+ 47.  Laban kaldte den Jegar-Sahaduta, og Jakob kaldte den Galed.
+ 48.  Da sagde Laban: "Denne Dysse skal i Dag være Vidne mellem os
+      to!" Derfor kaldte han den Galed
+ 49.  og Mizpa; thi han sagde: "HERREN skal stå Vagt mellem mig og
+      dig, når vi skilles.
+ 50.  Hvis du handler ilde med mine Døtre eller tager andre Hustruer
+      ved Siden af dem, da vid, at selv om intet Menneske er til
+      Stede, er dog Gud Vidne mellem mig og dig!"
+ 51.  Og Laban sagde til Jakob: "Se denne Stendysse og se denne
+      Stenstøtte, som jeg har rejst mellem mig og dig!
+ 52.  Vidne er denne Dysse, og Vidne er denne Støtte på, at jeg ikke i
+      fjendtlig Hensigt vil gå forbi denne Dysse ind til dig, og at du
+      heller ikke vil gå forbi den ind til mig;
+ 53.  Abrahams Gud og Nakors Gud, deres Faders Gud, være Dommer
+      imellem os!" Så svor Jakob ved sin Fader Isaks Rædsel,
+ 54.  og derpå holdt Jakob Offerslagtning på Bjerget og indbød sine
+      Frænder til Måltid; og de holdt Måltid og blev på Bjerget Natten
+      over.
+
+1.Mosebog 32
+
+ 55.  Tidligt næste Morgen kyssede Laban sine Sønner og Døtre,
+      velsignede dem og drog bort; og Laban vendte tilbage til sin
+      Hjemstavn,
+
+
+  1.  men Jakob fortsatte sin Rejse. Og Guds Engle mødte ham;
+  2.  og da Jakob så dem, sagde han: "Her er Guds Lejr!" derfor kaldte
+      han Stedet Mahanajim.
+
+  3.  Derpå sendte Jakob Sendebud i Forvejen til sin Broder Esau i
+      Se'irs Land på Edoms Højslette,
+  4.  og han bød dem: "Sig til min Herre Esau: Din Træl Jakob lader
+      dig vide, at jeg har levet som Gæst hos Laban og boet der indtil
+      nu;
+  5.  jeg har samlet mig Okser,Æsler og Småkvæg, Trælle og
+      Trælkvinder; og nu sender jeg Bud til min Herre med Efterretning
+      herom i Håb om at finde Nåde for dine Øjne!"
+  6.  Men Sendebudene kom tilbage til Jakob og meldte: "Vi kom til din
+      Broder Esau, og nu drager han dig i Møde med 400 Mand!"
+  7.  Da blev Jakob såre forfærdet, og i sin Angst delte han sine
+      Folk, Småkvæget, Hornkvæget og Kamelerne i to Lejre,
+  8.  idet han tænkte: "Hvis Esau møder den ene Lejr og slår den, kan
+      dog den anden slippe bort."
+
+  9.  Derpå bad Jakob: "Min Fader Abrahams og min Fader Isaks Gud,
+      HERRE, du, som sagde til mig: Vend tilbage til dit Land og din
+      Hjemstavn, så vil jeg gøre vel imod dig!
+ 10.  Jeg er for ringe til al den Miskundhed og Trofasthed, du har
+      udvist mod din Tjener; thi med min Stav gik jeg over Jordan der,
+      og nu er jeg blevet til to Lejre;
+ 11.  frels mig fra min Broder Esaus Hånd, thi jeg frygter for, at han
+      skal komme og slå mig, både Moder og Børn!
+ 12.  Du har jo selv sagt, at du vil gøre vel imod mig og gøre mit
+      Afkom som Havets Sand, der ikke kan tælles for Mængde!"
+
+ 13.  Og han blev der om Natten. Af hvad han havde, udtog han så en
+      Gave til sin Broder Esau,
+ 14.  200 Geder og 20 Bukke, 200 Får og 20 Vædre,
+ 15.  34 diegivende Kamelhopper med deres Føl, 40 Køer og 10 Tyre,
+ 20.  Aseninder og 10 Æselhingste;
+ 16.  han delte dem i flere Hjorde og overlod sine Trælle dem, idet
+      han sagde til dem: "Gå i Forvejen og lad en Plads åben mellem
+      Hjordene!"
+ 17.  Og han bød den første: "Når min Broder Esau møder dig og
+      spørger, hvem du tilhører, hvor du skal hen, og hvem din Drift
+      tilhører,
+ 18.  skal du svare: Den tilhører din Træl Jakob; det er en Gave.  han
+      sender min Herre Esau; selv kommer han bagefter!"
+ 19.  Og han bød den anden og den tredje og alle de andre, der fulgte
+      med Hjordene, at sige det samme til Esau, når de traf ham:
+ 20.  "Din Træl Jakob kommer selv bagefter!" Thi han tænkte: "Jeg vil
+      søge at forsone ham ved den Gave. der drager foran, og først
+      bagefter vil jeg træde frem for ham; måske han da tager venligt
+      imod mig!"
+ 21.  Så drog Gaven i Forvejen, medens han selv blev i Lejren om
+      Natten.
+ 22.  Samme Nat tog han sine to Hustruer, sine to Trælkvinder og sine
+      elleve Børn og gik over Jakobs Vadested;
+ 23.  han tog dem og bragte dem over Bækken; ligeledes bragte han
+      alt. hvad han ejede, over.
+
+ 24.  Men selv blev Jakob alene tilbage. Da var der en, som brødes,
+      med ham til Morgengry;
+ 25.  og da han så, at han ikke kunde få Bugt med ham, gav han ham et
+      Slag på Hofteskålen; og Jakobs Hofteskål gik af Led, da han
+      brødes med ham.
+ 26.  Da sagde han: "Slip mig, thi Morgenen gryr!" Men han svarede:
+      "Jeg slipper dig ikke, uden du velsigner mig!"
+ 27.  Så spurgte han: "Hvad er dit Navn?" Han svarede: "Jakob!"
+ 28.  Men han sagde: "Dit Navn skal ikke mere være Jakob, men Israel;
+      thi du har kæmpet med Gud og Mennesker og sejret!"
+ 29.  Da sagde Jakob:"Sig mig dit Navn!" Men han svarede: "Hvorfor
+      spørger du om mit Navn?" Og han velsignede ham der.
+ 30.  Og Jakob kaldte Stedet Peniel, idet han sagde: "Jeg har skuet
+      Gud Ansigt til Ansigt og har mit Liv frelst."
+ 31.  Og Solen stod op, da han drog forbi Penuel, og da haltede han på
+      Hoften.
+ 32.  Derfor undlader Israeliterne endnu den Dag i Dag at spise
+      Hoftenerven, der ligger over Hofteskålen, thi han gav Jakob et
+      Slag på Hofteskålen, på Hoftenerven.
+
+1.Mosebog 33
+
+  1.  Da Jakob så op, fik han Øje på Esau, der kom fulgt af 400
+      Mand. Så delte han Børnene mellem Lea, Rakel og de to
+      Trælkvinder,
+  2.  idet han stillede Trælkvinderne med deres Børn forrest, Lea med
+      hendes Børn længere tilbage og bagest Rakel med Josef;
+  3.  selv gik han frem foran dem og kastede sig syv Gange til Jorden,
+      før han nærmede sig sin Broder.
+  4.  Men Esau løb ham i Møde og omfavnede ham, faldt ham om Halsen og
+      kyssede ham, og de græd;
+  5.  og da han så op og fik Øje på Kvinderne og Børnene, sagde han:
+      "Hvem er det, du har der?" Han svarede: "Det er de Børn, Gud
+      nådig har givet din Træl."
+  6.  Så nærmede Trælkvinderne sig med deres Børn og kastede sig til
+      Jorden,
+  7.  derefter nærmede Lea sig med sine Børn og kastede sig til
+      Jorden, og til sidst nærmede Josef og Rakel sig og kastede sig
+      til Jorden.
+  8.  Nu spurgte han: "Hvad vilde du med hele den Lejr, jeg traf på?"
+      Han svarede: "Finde Nåde for min Herres Øjne!"
+  9.  Men Esau sagde: "Jeg har nok, Broder; behold du, hvad dit er!"
+ 10.  Da svarede Jakob: "Nej, hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne,
+      så tag imod min Gave! Da jeg så dit Åsyn, var det jo som Guds
+      Åsyn, og du har taget venligt imod mig!
+ 11.  Tag dog den Velsignelse, som er dig bragt, thi Gud har været mig
+      nådig, og jeg har fuldt op!" Således nødte han ham, til han tog
+      det.
+
+ 12.  Derpå sagde Esau: "Lad os nu bryde op og drage af Sted, og jeg
+      vil drage foran dig!"
+ 13.  Men Jakob svarede: "Min Herre ved jo, at jeg må tage Hensyn til
+      de spæde Børn og de Får og Køer, som giver Die; overanstrenger
+      jeg dem blot en eneste Dag, dør alt Småkvæget.
+ 14.  Vil min Herre drage forud for sin Træl, kommer jeg efter i Ro og
+      Mag, som det passer sig for Kvæget, jeg har med, og for Børnene,
+      til jeg kommer til min Herre i Seir."
+ 15.  Da sagde Esau: "Så vil jeg i alt Fald lade nogle af mine Folk
+      ledsage dig!" Men han svarede: "Hvorfor dog det måtte jeg blot
+      finde Nåde for min Herres Øjne!"
+ 16.  Så drog Esau samme Dag tilbage til Se'ir.
+
+ 17.  Men Jakob brød op og drog til Sukkot, hvor han byggede sig et
+      Hus og indrettede Hytter til sit Kvæg; derfor gav han Stedet
+      Navnet Sukkot.
+ 18.  Og Jakob kom på sin Vandring fra Paddan Aram uskadt til Sikems
+      By i Kana'ans Land og slog Lejr uden for Byen;
+ 19.  og han købte det Stykke Jord, hvor han havde rejst sit Telt, af
+      Sikems Pader Hamors Sønner for 100 Kesita
+ 20.  og byggede der et Alter, som han kaldte: Gud, Israels Gud.
+
+1.Mosebog 34
+
+  1.  Da Dina, den Datter, Jakob havde med Lea, engang gik ud for at
+      besøge Landets Døtre,
+  2.  så Sikem, en Søn af Egnens Høvding, Hivviten Hamor, hende og
+      greb hende og lå hos hende; og han krænkede hende;
+  3.  men hans Hjerte hang ved Jakobs Datter Dina, og han elskede
+      Pigen og talte godt for hende;
+  4.  og Sikem sagde til sin Fader Hamor: "Skaf mig den Pige til
+      Hustru!"
+  5.  Jakob hørte, at han havde skændet hans Datter Dina; men da hans
+      Sønner dengang var med hans Kvæg på Marken, tav han, til de kom
+      hjem.
+  6.  Sikems Fader Hamor gik nu til Jakob for at tale med ham.
+  7.  Men da Jakobs Sønner hørte det, kom de hjem fra Marken; og
+      Mændene græmmede sig og var såre opbragte, fordi han havde øvet
+      Skændselsdåd i Israel ved at ligge hos Jakobs Datter; thi sligt
+      bør ikke ske.
+  8.  Og Hamor talte med dem og sagde: "Min Søn Sikems Hjerte hænger
+      ved eders Datter; giv ham hende til Hustru
+  9.  og indgå Svogerskab med os; giv os eders Døtre og gift eder med
+      vore Døtre;
+ 10.  tag Ophold hos os, og Landet skal stå eder åbent; slå eder ned
+      og drag frit omkring og saml eder Ejendom der!"
+ 11.  Og Sikem sagde til hendes Fader og Brødre: "Måtte jeg finde Nåde
+      for eders Øjne! Alt, hvad I kræver, vil jeg give
+ 12.  forlang så høj en Brudesum og Gave, I vil; jeg giver, hvad I
+      kræver, når I blot vil give mig Pigen til Hustru!"
+ 13.  Da gav Jakobs Sønner Sikem og hans Fader Hamor et listigt Svar,
+      fordi. han havde skændet deres Søster Dina,
+ 14.  og sagde til dem: "Vi er ikke i Stand til at give vor Søster til
+      en uomskåren Mand, thi det holder vi for en Skændsel.
+ 15.  Kun på det Vilkår vil vi føje eder, at I bliver som vi og lader
+      alle af Mandkøn iblandt eder omskære;
+ 16.  i så Fald vil vi give eder vore Døtre og ægte eders Døtre og
+      bosætte os iblandt eder, så vi bliver eet Folk;
+ 17.  men hvis I ikke vil høre os og lade eder omskære, så tager vi
+      vor Datter og drager bort"
+ 18.  Deres Tale tyktes Hamor og Sikem, Hamors Søn, god;
+ 19.  og den unge Mand tøvede ikke med at gøre således, thi han var
+      indtaget i Jakobs Datter, og han var den, der havde mest at sige
+      i sin Faders Hus
+ 20.  og Harnor og hans Søn Siken gik til deres Bys Port og sagde til,
+      Mændene i deres By:
+ 21.  "Disse Mænd er os velsindede; lad dem bosætte sig og drage frit
+      om her i Landet, der er jo Plads nok til dem i Landet; deres
+      Døtre vil vi tage til Hustruer og give dem vore Døtre til
+      Hustruer!
+ 22.  Men kun på det Vilkår vil Mændene føje os og bosætte sig hos os,
+      så vi kan blive eet Folk, at alle af Mandkøn hos os lader sig
+      omskære, således som de er omskårne.
+ 23.  Deres Hjorde og deres Gods og alt deres Kvæg bliver jo dog vort;
+      lad os derfor føje dem, så de kan blive boende hos os!"
+ 24.  Så adlød de Hamor og hans Søn Sikem, så mange som færdedes i
+      hans Bys Port, og alle af Mandkøn, alle, som færdedes i hans Bys
+      Port, lod sig omskære.
+ 25.  Men Tredjedagen, da de havde Sårfeber, tog Jakobs to Sønner
+      Simeon og Levi, Dinas Brødre, hver sit Sværd, trængte ind i
+      Byen, uden at nogen anede Uråd, 0g slog alle Mændene ihjel
+ 26.  og dræbte Hamor og hans Søn Sikem med Sværdet, tog Dina ud af
+      Sikems Hus og drog bort.
+ 27.  Så kastede Jakobs Sønner sig over de faldne og plyndrede Byen,
+      fordi de havde skændet deres Søster;
+ 28.  deres Småkvæg, Hornkvæg og Æsler, både hvad der var i Byen og på
+      Markerne, tog de med sig,
+ 29.  og al deres Ejendom og alle deres Børn og Kvinder førte de bort
+      som Bytte, og de udplyndrede Byen for alt, hvad der var der.
+ 30.  Men Jakob sagde til Simeon og Levi: "I styrter mig i Ulykke ved
+      at lægge mig for Had hos Landets Indbyggere, Kana'anæerne og
+      Perizziterne; thi jeg råder kun over få Folk; samler de sig mod
+      mig og slår mig, så er det ude med mig og mit Hus!"
+ 31.  Men de svarede: "Skal han behandle vor Søster som en Skøge!"
+
+1.Mosebog 35
+
+  1.  Derpå sagde Gud til Jakob: "Drag op til Betel og bliv der og byg
+      der et Alter for Gud, som åbenbarede sig for dig, da du flygtede
+      for din Broder Esau!"
+  2.  Jakob sagde da til sit Hus og alle sine Folk: "Skaf de fremmede
+      Guder, der findes hos eder, bort, rens eder og skift Klæder,
+  3.  og lad os drage op til Betel, for at jeg der kan bygge et Alter
+      for Gud, der bønhørte mig i min Trængselstid og var med mig på
+      den Vej, jeg vandrede!"
+  4.  De gav så Jakob alle de fremmede Guder, de førte med sig, og
+      alle de Ringe, de havde i Ørene, og han gravede dem ned under
+      Egen ved Sikem.
+  5.  Derpå brød de op; og en Guds Rædsel kom over alle Byerne rundt
+      om, så de ikke forfulgte Jakobs Sønner.
+  6.  Og Jakob kom med alle sine Folk til Luz i Kana'ans Land, det er
+      Betel;
+  7.  og han byggede et Alter der og kaldte Stedet: Betels Gud, thi
+      der havde Gud åbenbaret sig for ham, da han flygtede for sin
+      Broder.
+  8.  Så døde Rebekkas Amme Debora, og hun blev jordet neden for Betel
+      under Egen; derfor kaldte han den Grædeegen.
+
+  9.  Gud åbenbarede sig atter for Jakob efter hans Hjemkomst fra
+      Paddan Aram og velsignede ham;
+ 10.  og Gud sagde til ham: "Dit Navn er Jakob; men herefter skal du
+      ikke mere hedde Jakob; Israel skal være dit Navn!" Og han gav
+      ham Navnet Israel.
+ 11.  Derpå sagde Gud til ham: "Jeg er Gud den Almægtige! Bliv
+      frugtbar og mangfoldig! Et Folk,ja Folk i Hobetal skal nedstamme
+      fra dig, og.Konger skal udgå af din Lænd;
+ 12.  det Land, jeg gav Abraham og Isak, giver jeg dig, og dit Afkom
+      efter dig giver jeg Landet!"
+ 13.  Derpå for Gud op fra ham på det Sted, hvor han havde talet med
+      ham;
+ 14.  og Jakob rejste en Støtte på det Sted, hvor han havde talet med
+      ham, en Stenstøtte, og hældte et Drikofer over den og udgød Olie
+      på den.
+ 15.  Og Jakob kaldte det Sted, hvor Gud havde talet med ham, Betel.
+
+ 16.  Derpå brød de op fra Betel, Da de endnu var et Stykke Vej fra
+      Efrat, skulde Rakel føde, og hendes Fødselsveer var hårde.
+ 17.  Midt under hendes hårde Fødselsveer sagde Jordemoderen til
+      hende: "Frygt ikke, thi også denne Gang får du en Søn!"
+ 18.  Men da hun droges med Døden thi det kostede hende Livet gav hun
+      ham Navnet Ben'oni; men Faderen kaldte ham Benjamin".
+ 19.  Så døde Rakel og blev jordet på Vejen til Efrat, det er
+      Betlehem;
+ 20.  og Jakob rejste en Stenstøtte på hendes Grav; det er Rakels
+      Gravstøtte, som står endnu den Dag i Dag.
+
+ 21.  Derpå brød Israel op og opslog sit Telt hinsides Migdal Eder.
+ 22.  Men medens Israel boede i den Egn, gik Ruben hen og lå hos sin
+      Faders Medhustru Bilha; og det kom Israel for Øre. Jakobs Sønner
+      var tolv i Tal;
+
+ 23.  Leas Sønner: Ruben, Jakobs førstefødte, Simeon, Levi, Juda,
+      Issakar og Zebulon;
+ 24.  Rakels Sønner: Josef og Benjamin;
+ 25.  Rakels Trælkvinde Bilhas Sønner: Dan og Naftali;
+ 26.  Leas Trælkvinde Zilpas Sønner: Gad og Aser. Det var Jakobs
+      Sønner, der fødtes ham i Paddan Aram.
+
+ 27.  Og Jakob kom til sin Fader Isak i Mamre i Kirjat Arba, det er
+      Hebron, hvor Abraham og Isak havde levet som fremmede.
+ 28.  Isaks Leveår var 180;
+ 29.  så gik Isak bort; han døde og samledes til sin Slægt, gammel og
+      mæt af Dage. Og hans Sønner Esau og Jakob jordede ham,
+
+1.Mosebog 36
+
+  1.  Dette er Esaus, det er Edoms, Slægtsbog.
+  2.  Esau tog sine Hustruer af Kana'ans Døtre: Ada, en Datter af
+      Hetiten Elon, Oholibama, en Datter af Ana, Hivviten Zibons Søn,
+  3.  og Ismaels Datter Basemat, Søster til Nebajot.
+  4.  Ada fødte Esau Elifaz, Basemat fødte Reuel,
+  5.  og Obolibama fødte Jeusj, Jalam og Kora. Det var Esaus Sønner,
+      der fødtes ham i Kana'ans Land.
+
+  6.  Derpå tog Esau sine Hustruer sine Sønner og Døtre, hele sin
+      Husstand, sit Kvæg og al den Ejendom, han havde samlet sig i
+      Kana'ans Land, og drog til Landet lige over for sin Broder
+      Jakob;
+  7.  deres Gods var for meget til, at de kunde bo sammen, og
+      deres. Udlændigheds Land kunde ikke rumme dem, så store var
+      deres. Hjorde;
+  8.  og Esau bosatte sig i Seirs. Bjerge; Esau, det er Edom.
+
+  9.  Dette er Esaus Slægtebog, han, som var Stamfader til Edomiterne
+      i Seirs Bjerge.
+ 10.  Følgende var Esaus Sønners Navne: Elifaz, en Søn af Esaus Hustru
+      Ada, og Reuel, en Søn af Esaus Hustru Basemat.
+ 11.  Elifazs Sønner var Teman, Omar, Zefo, Gatam og Kenaz.
+ 12.  Timna, som var Esaus Søn Elifazs Medhustru, fødte ham
+      Amalek. Det var Esaus Hustru Adas Sønner.
+ 13.  Følgende var Reuels Sønner: Nahat, Zera, Sjamma og Mizza.  Det
+      var Esaus Hustru Basemats Sønner.
+ 14.  Følgende var Sønner af Esaus Hustru Oholibama, Datter af Zibons
+      Søn Ana; hun fødte for Esau: Jeusj, Jalam og Kora.
+
+ 15.  Følgende var Esaus Sønners Stammehøvdinger: Elifaz's, Esaus
+      førstefødtes, Sønner: Høvdingeroe Teman, Omar, Zefo, Henaz,
+ 16.  Kora, Gatam og Amalek. Det var de fra Elifaz stammende Høvdinger
+      i Edoms Land; det var Adas Sønner.
+ 17.  Følgende var Esaus Søn Reuels Sønner: Høvdingerne Nahat, Zera,
+      Sjamma og Mizza. Det var de fra Reuel stammende Høvdinger i
+      Edoms Land; det var Esaus Hustru Basemats Sønner.
+ 18.  Følgende var Esaus Hustru Oholibamas Sønner: Høvdingerne Jeusj,
+      Jalam og Kora. Det var de Høvdinger, der stammede fra Oholibama,
+      Esaus Hustru, Anas Datter.
+ 19.  Det var Esaus Sønner, og det var deres Stammehøvdinger; det var
+      Edom.
+
+ 20.  Følgende var Horiten Seirs Sønner, Landets oprindelige
+      Befolkning: Lotan, Sjobal, Zibon, Ana,
+ 21.  Disjon, Ezer og Risjon. Det var Horiternes Stammebøvdinger,
+      Seirs Sønner i Edoms Land.
+ 22.  Lotans Sønner var Hori og Hemam, og Lotans Søster var Timna.
+ 23.  Følgende var Sjobals Sønner: Alvan, Manahat, Ebal, Sjefo og
+      Onam.
+ 24.  Følgende var Zibons Sønner: Aja og Ana. Det var denne Ana, som
+      fandt de varne Kilder i Ørkenen, da han vogtede sin Fader Zibons
+      Æsler.
+ 25.  Følgende var Anas Børn: Disjon og Oholibama, Anas Datter.
+ 26.  Følgende var Disjons Sønner: Hemdan, Esjban, Jitran og Keran.
+ 27.  Følgende var Ezers Sønner: Bilhan, Zåvan og Akan.
+ 28.  Følgende var Risjons Sønner: Uz og Aran.
+ 29.  Følgende var Horiternes Stammehøvdinger: Høvdingerne Lotan,
+      Sjobal, Zibon, Ana,
+ 30.  Disjon, Ezer og Risjon. Det var Horiternes Stammehøvdinger efter
+      deres Stammer i Seirs Land.
+
+ 31.  Følgende var de Konger, der herskede i Edoms Land, før
+      Israeliterne fik Konger:
+ 32.  Bela, Beors Søn, herskede i Edom; hans By hed Dinbaba.
+ 33.  Da Bela døde, blev Jobab, Zeras Søn fra Bozra, Konge i hans
+      Sted.
+ 34.  Da Jobab døde, blev Husjam fra Temaniternes Land Konge i hans
+      Sted.
+ 35.  Da Husjam døde, blev Hadad, Bedads Søn, Kongei hans Sted; det
+      var ham, der slog Midjaniterne på Moabs Slette; hans By hed
+      Avit.
+ 36.  Da Hadad døde, blev Samla fra Masreka Konge i hans Sted.
+ 37.  Da Samla døde, blev Sjaul fra Rehobot ved Floden Konge i hans
+      Sted.
+ 38.  Da Sjaul døde, blev Bål Hanan, Akbors Søn, Konge i hans Sted.
+ 39.  Da Bål Hanan, Akbors Søn, døde, blev Hadar Konge i hans Sted;
+      hans By hed Pau, og hans Hustru hed Mehetabel, en Datter af
+      Matred, en Datter af Mezahab.
+
+ 40.  Følgende var Navnene på Esaus Stammehøvdinger efter deres
+      Slægter, Bosteder og Navne: Høvdingerne Timna, Alva, Jetet,
+ 41.  Oholibama, Ela, Pinon,
+ 42.  Kenaz, Teman, Mibzar
+ 43.  Magdiel og Iram. Det var Edoms Stammehøvdinger efter deres
+      Boliger i det Land, de fik i Eje. Det var Esau, Edoms Fader.
+
+1.Mosebog 37
+
+  1.  Men Jakob blev boende i sin Faders Udlændigheds Land, i Kana'ans
+      Land
+  2.  Dette er Jakobs Slægtebog. Da Josef var sytten År gammel,
+      vogtede han Småkvæget sammen med sine Brødre; som Dreng var han
+      hos sin Faders Hustruer Bilhas og Zilpas Sønner, og han bragte
+      ondt Rygte om dem til deres Fader.
+  3.  Israel elskede Josef fremfor alle sine andre Sønner, fordi han
+      var hans Alderdoms Søn, og han lod gøre en fodsid Kjortel med
+      Ærmer til ham.
+  4.  Men da hans Brødre så, at deres Fader foretrak ham for alle sine
+      andre Sønner, fattede de Nag til ham og kunde ikke tale venligt
+      til ham.
+
+  5.  Men Josef havde en Drøm, som han fortalte sine Brødre, og som
+      yderligere øgede deres Had til ham.
+  6.  Han sagde til dem "Hør dog, hvad jeg har drømt!
+  7.  Se, vi bandt Neg ude på Marken, og se, mit Neg rejste sig op og
+      blev stående, medens eders Neg stod rundt omkring og bøjede sig
+      for det!"
+  8.  Da sagde hans Brødre til ham: "Vil du måske være vor Konge eller
+      herske over os?" Og de hadede ham endnu mere for hans Drømme og
+      hans Ord.
+  9.  Men han havde igen en Drøm, som han fortalte sine Brødre; han
+      sagde: "Jeg har haft en ny Drøm, og se, Sol og Måne og elleve
+      Stjerner bøjede sig for mig!"
+ 10.  Da han fortalte sin Fader og sine Brødre det, skændte hans Fader
+      på ham og sagde: "Hvad er det for en Drøm, du der har haft Skal
+      virkelig jeg, din Moder og dine Brødre komme og bøje os til
+      Jorden for dig?"
+ 11.  Og hans Brødre fattede Avind til ham, men hans Fader gemte det i
+      sit Minde.
+
+ 12.  Da hans Brødre engang var gået hen for at vogte deres Faders
+      Småkvæg ved Sikem,
+ 13.  sagde Israel til Josef: "Dine Brødre vogter jo Kvæg ved Sikem;
+      kom, jeg vil sende dig til dem!" Han svarede: "Her er jeg!"
+ 14.  Så sagde Israel til ham: "Gå hen og se, hvorledes det står til
+      med dine Brødre og Kvæget, og bring mig Bud tilbage!" Israel
+      sendte ham så af Sted fra Hebrons Dal, og han kom til Sikem.
+ 15.  Som han nu flakkede om på Marken, var der en Mand, som traf ham
+      og spurgte: "Hvad søger du efter?"
+ 16.  Han svarede: "Efter mine Brødre; sig mig, hvor de vogter deres
+      Kvæg!"
+ 17.  Da sagde Manden: "De er draget bort herfra, thi jeg hørte dem
+      sige: Lad os gå til Dotan!" Så gik Josef efter sine Brødre og
+      fandt dem i Dotan.
+
+ 18.  Men da de så ham langt borte, før han endnu var kommet hen til
+      dem, lagde de Råd op om at dræbe ham
+ 19.  og sagde til hverandre: "Se, der kommer den Drømmemester!
+ 20.  Kom, lad os slå ham ihjel og kaste ham i en Cisterne og sige, at
+      et vildt Dyr har ædt ham; så skal vi se, hvad der kommer ud af
+      hans Drømme!"
+ 21.  Men da Ruben hørte det, vilde han redde ham af deres Hånd og
+      sagde: "Lad os ikke tage hans Liv!"
+ 22.  Og Ruben sagde til dem: "Udgyd dog ikke Blod! Kast ham i
+      Cisternen her på Marken, men læg ikke Hånd på ham!" Han vilde
+      nemlig redde ham af deres Hånd og bringe ham tilbage til
+      Faderen.
+ 23.  Da Josef nu kom hen til sine Brødre, rev de hans Kjortel af ham,
+      Ærmekjortelen, han havde på,
+ 24.  tog ham og kastede ham i Citernen; men Cisternen var tom, der
+      var intet Vand i den.
+
+ 25.  Derpå satte de sig til at holde Måltid. Og da de så op, fik de
+      Øje på en Karavane af Ismaeliter, der kom fra Gilead, og deres
+      Kameler var belæssede med Tragakantgummi, Mastiksbalsam og
+      Cistusharpiks, som de var på Vej til Ægypten med.
+ 26.  Så sagde Juda til sine Brødre: "Hvad vinder vi ved at slå vor
+      Broder ihjel og skjule Mordet?
+ 27.  Lad os hellere sælge ham til Ismaeliterne og ikke lægge Hånd på
+      ham; han er jo dog vor Broder, vort Kød og Blod!" Og hans Brødre
+      gik ind på Forslaget.
+ 28.  Da nu midjanitiske Købmænd kom der forbi, trak de Josef op af
+      Cisternen. Og de solgte Josef til Ismaeliterne for tyve Sekel
+      Sølv, og disse bragte ham så til Ægypten.
+
+ 29.  Da Ruben nu kom tilbage til Cisternen, se, da var Josef der
+      ikke. Så sønderrev han sine Klæder
+ 30.  og gik tilbage til sine Brødre og sagde: "Drengen er borte!
+      Hvad skal jeg dog gøre!"
+ 31.  Så tog de Josefs Kjortel og dyppede den i Blodet af en Gedebuk,
+      som de slagtede;
+ 32.  og de sendte Ærmekjortelen hjem til deres Fader med det Bud:
+      "Den har vi fundet se efter, om det ikke er din Søns Kjortel!"
+ 33.  Da så han efter og udbrød: "Det er min Søns Kjortel! Et vildt
+      Dyr har ædt ham! Josef er visselig revet ihjel!"
+ 34.  Så sønderrev Jakob sine Klæder og bandt Sæk om sine Lænder, og
+      han sørgede over sin Søn i mange Dage.
+ 35.  Og skønt alle hans Sønner og Døtre kom til ham for at trøste
+      ham, vilde han ikke lade sig trøste, men sagde: "Nej, i min
+      Sørgedragt vil jeg stige ned til min Søn i Dødsriget!" Og hans
+      Fader begræd ham.
+ 36.  Men Midjaniterne solgte ham I Ægypten til Faraos Hofmand
+      Potifar, Livvagtens Øverste.
+
+1.Mosebog 38
+
+  1.  Ved den Tid forlod Juda sine Brødre og sluttede sig til en Mand
+      fra Adullam ved Navn Hira.
+  2.  Der så Juda en Datter af Kana'anæeren Sjua, og han tog hende til
+      Ægte og gik ind til hende.
+  3.  Hun blev frugtsommelig og fødte en Søn, som hun gav Navnet Er;
+  4.  siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn, som hun gav
+      Navnet Onan;
+  5.  og hun fødte endnu en Søn, som hun gav Navnet Sjela; da hun
+      fødte ham, var hun i, Kezib.
+  6.  Juda tog Er, sin førstefødte, en Hustru, der hed Tamar.
+  7.  Men Er, Judas førstefødte, vakte HERRENs Mishag, derfor lod
+      HERREN ham dø.
+  8.  Da sagde Juda til Onan: "Gå ind til din Svigerinde og indgå
+      Svogerægteskab med hende for at skaffe din Broder Afkom!"
+  9.  Men Onan, som vidste, at Afkommet ikke vilde blive hans, lod,
+      hver Gang han gik ind til sin Svigerinde, sin Sæd spildes på
+      Jorden for ikke at skaffe sin Broder Afkom.
+ 10.  Denne hans Adfærd vakte HERRENs Mishag, derfor lod han også ham
+      dø.
+ 11.  Da sagde Juda til sin Sønnekone Tamar: "Bliv som Enke i din
+      Faders Hus, til min Søn Sjela bliver voksen!" Thi han var bange
+      for, at han også skulde dø ligesom sine Brødre. Så gik Tamar hen
+      og blev i sin Faders Hus.
+
+ 12.  Lang Tid efter døde Judas Hustru, Sjuas Datter; og da Juda var
+      hørt op at sørge over hende, rejste han med sin Ven, Hira fra
+      Adullam, up til dem, der klippede hans Får i Timna.
+ 13.  Og da Tamar fik at vide, at hendes Svigerfader var på Vej op til
+      Fåreklipningen i Timna,
+ 14.  aflagde hun sine Enkeklæder, hyllede sig i et Slør, så det
+      skjulte hende, og satte sig ved indgangen til Enajim ved Vejen
+      til Timna; thi hun så, at hun ikke blev givet Sjela til Ægte,
+      skønt han nu var voksen.
+ 15.  Da nu Juda så hende, troede han, det var en Skøge; hun havde jo
+      tilhyllet sit Ansigt;
+ 16.  og han bøjede af fra Vejen og kom hen til hende og sagde: "Lad
+      mig gå ind til dig!" Thi han vidste ikke, at det var hans
+      Sønnekone. Men hun sagde: "Hvad giver du mig derfor!"
+ 17.  Han svarede: "Jeg vil sende dig et Gedekid fra Hjorden!" Da
+      sagde hun: "Ja, men du skal give mig et Pant, indtil du sender
+      det!"
+ 18.  Han spurgte: "Hvad skal jeg give dig i Pant?" Hun svarede: "Din
+      Seglring, din Snor og din Stav, som du har i Hånden!" Så gav han
+      hende de tre Ting og gik ind til hende, og hun blev
+      frugtsommelig ved ham.
+
+ 19.  Derpå gik hun bort, tog Sløret af og iførte sig sine Enkeklæder.
+ 20.  Imidlertid sendte Juda sin Ven fra Adullam med Gedekiddet for at
+      få Pantet tilbage fra Kvinden; men han fandt hende ikke.
+ 21.  Han spurgte da Folkene på Stedet: "Hvor er den Skøge, som sad på
+      Vejen ved Enajim?" Og de svarede: "Her har ikke været nogen
+      Skøge!"
+ 22.  Så vendte han tilbage til Juda og sagde: "Jeg fandt hende ikke,
+      og Folkene på Stedet siger, at der har ikke været nogen Skøge."
+ 23.  Da sagde Juda: "Så lad hende beholde det, hellere end at vi skal
+      blive til Spot; jeg har nu sendt det Kid, men du fandt hende
+      ikke."
+
+ 24.  En tre Måneders Tid efter meldte man Juda: "Din Sønnekone Tamar
+      har øvet Utugt og er blevet frugtsommelig!" Da sagde Juda: "Før
+      hende ud, for at hun kan blive brændt!"
+ 25.  Men da hun førtes ud, sendte hun Bud til sin Svigerfader og lod
+      sige: "Jeg er blevet frugtsommelig ved den Mand, som ejer disse
+      Ting." Og hun lod sige: "Se dog efter, hvem der ejer denne Ring,
+      denne Snor og denne Stav!"
+ 26.  Da Juda havde set efter, sagde han: "Retten er på hendes Side og
+      ikke på min, fordi jeg ikke gav hende til min Søn Sjela!" Men
+      siden havde han ikke Omgang med hende.
+
+ 27.  Da Tiden kom, at hun skulde føde, se, da var der Tvillinger i
+      hendes Liv.
+ 28.  Under Fødselen stak der en Hånd frem, og Jordemoderen tog og
+      bandt en rød Snor om den, idet hun sagde: "Det var ham, der
+      først kom frem."
+ 29.  Men han trak Hånden tilbage. og Broderen kom frem; så sagde hun:
+      "Hvorfor bryder du frem? For din Skyld er der sket et Brud.
+      Derfor gav man ham Navnet Perez.
+ 30.  Derefter kom Broderen med den røde snor om Hånden frem, og ham
+      kaldte man Zera.
+
+1.Mosebog 39
+
+  1.  Da Josef var bragt ned til Ægypten, blev han af Ismaeliterne,
+      der havde bragt ham derned, solgt til Faraos Hofmand Potifar,
+      Livvagtens Øverste, en Ægypter.
+  2.  Men HERREN var med Josef, så Lykken fulgte ham. Han var i sin
+      Herre Ægypterens Hus;
+  3.  og hans Herre så, at HERREN var med ham, og at HERREN lod alt,
+      hvad han foretog sig, lykkes for ham.
+  4.  Således fandt Josef Nåde for hans Øjne og kom til at gå ham til
+      Hånde; og han satte ham over sit Hus og gav alt, hvad han ejede,
+      i hans Hånd;
+  5.  og fra det Øjeblik han satte ham over sit Hus og alt, hvad han
+      ejede, velsignede HERREN Ægypterens Hus for Josefs Skyld, og
+      HERRENs Velsignelse hvilede over alt, hvad han ejede, både inde
+      og ude;
+  6.  og han betroede alt, hvad han ejede, til Josef, og selv
+      bekymrede han sig ikke om andet end den Mad, han spiste. Men
+      Josef havde en smuk Skikkelse og så godt ud.
+
+  7.  Nu hændte det nogen Tid derefter, at hans Herres Hustru kastede
+      sine Øjne på Josef og sagde: "Kom og lig hos mig!"
+  8.  Men han vægrede sig og sagde til sin Herres Hustru: "Se, min
+      Herre bekymrer sig ikke om noget i Huset, men alt, hvad han
+      ejer, har han givet i min Hånd;
+  9.  han har ikke større Magt i Huset end jeg, og han har ikke
+      unddraget mig noget som helst undtagen dig, fordi du er hans
+      Hustru hvor skulde jeg da kunne øve denne store Misgerning og
+      synde mod Gud!"
+ 10.  Og skønt hun Dag efter Dag talte Josef til, vilde han dog ikke
+      føje hende i at ligge hos hende og have med hende at gøre.
+ 11.  Men en Dag han kom ind i Huset for at gøre sin Gerning, og ingen
+      af Husfolkene var til Stede i Huset,
+ 12.  greb hun fat i hans Kappe og sagde: "Kom og lig hos mig!"  Men
+      han lod Kappen blive i hendes Hånd og flygtede ud af Huset.
+ 13.  Da hun nu så, at han havde ladet hende beholde Kappen og var
+      flygtet ud af Huset,
+ 14.  kaldte hun på sine Husfolk og sagde til dem: "Her kan I se!  Han
+      har bragt os en Hebræer til at drive Spot med os! Han kom ind
+      til mig og vilde ligge hos mig, men jeg råbte af alle Kræfter,
+ 15.  og da han hørte, at jeg gav mig til at råbe, lod han sin Kappe
+      blive hos mig og flygtede ud af Huset!"
+
+ 16.  Så lod hun Kappen blive liggende hos sig, indtil hans Herre kom
+      hjem,
+ 17.  og sagde så det samme til ham: "Den hebraiske Træl, du bragte os
+      til at drive Spot med os, kom ind til mig;
+ 18.  men da jeg gav mig til at råbe, lod han sin Kappe blive hos mig
+      og flygtede ud af Huset."
+ 19.  Da hans Herre hørte sin Hustrus Ord: "Således har din Træl
+      behandlet mig!" blussede Vreden op i ham;
+ 20.  og Josefs Herre tog ham og kastede ham i Fængsel der, hvor
+      Kongens Fanger sad fængslet. Således kom Josef i Fængsel.
+ 21.  Men HERREN var med Josef og skaffede ham Yndest og lod ham finde
+      Nåde hos Fængselets Overopsynsmand,
+ 22.  så at han gav ham Opsyn over alle Fangerne i Fængselet, og han
+      sørgede for alt, hvad der skulde gøres der.
+ 23.  Fængselets Overopsynsmand førte ikke Tilsyn med noget som helst
+      af, hvad der var lagt i Josefs Hånd, eftersom HERREN var med ham
+      og lod alt, hvad han foretog sig, lykkes.
+
+1.Mosebog 40
+
+  1.  Nogen Tid efter hændte det, at Ægypterkongens Mundskænk og Bager
+      forbrød sig mod deres Herre Ægypterkongen,
+  2.  og Farao vrededes på sine to Hofmænd, Overmundskænken og
+      Overbageren,
+  3.  og lod dem sætte i Forvaring i Livvagtens Øverstes Hus, i samme
+      Fængsel, hvor Josef sad fængslet;
+  4.  og Livvagtens Øverste gav dem Josef til Opvartning, og han gik
+      dem til Hånde. Da de nu havde været i Forvaring en Tid lang,
+  5.  drømte Ægypterkongens Mundskænk og Bager, som sad i Fængselet,
+      samme Nat hver sin Drøm med sin særlige Betydning.
+  6.  Da Josef om Morgenen kom ind til Faraos Hofmænd, der sammen med
+      ham var i Forvaring i hans Herres Hus, og så, at de var
+      nedslåede,
+  7.  spurgte han dem: "Hvorfor ser I så ulykkelige ud i Dag?"
+  8.  Besvarede: "Vi har haft en Drøm, og her er ingen, som kan tyde
+      den." Da sagde Josef til dem: "Er det ikke Guds Sag at tyde
+      Drømme? Fortæl mig det da!"
+
+  9.  Så fortalte Overmundskænken Josef sin Drøm og sagde: "Jeg så i
+      Drømme en Vinstok for mig;
+ 10.  på Vinstokken var der tre Ranker, og næppe havde den sat
+      Skud. før Blomsterne sprang ud, og Klaserne bar modne Druer;
+ 11.  og jeg havde Faraos Bæger i Hånden og tog Druerne og pressede
+      dem i Faraos Bæger og rakte Farao det."
+ 12.  Da sagde Josef: "Det skal udtydes således: De tre Ranker betyder
+      tre Dage;
+ 13.  om tre Dage skal Farao løfte dit Hoved og genindsætte dig i dit
+      Embede, så du atter rækker Farao Bægeret som før, da du var hans
+      Mundskænk.
+ 14.  Vilde du nu blot tænke på mig, når det går dig vel, og vise mig
+      Godhed og omtale mig for Farao og således hjælpe mig ud af dette
+      Hus;
+ 15.  thi jeg er stjålet fra Hebræernes Land og har heller ikke her
+      gjort noget, de kunde sætte mig i Fængsel for."
+
+ 16.  Da nu Overbageren så, at Josef gav Mundskænken en gunstig
+      Tydning, sagde han til ham: "Jeg havde en lignende Drøm: Se, jeg
+      bar tre Kurve Hvedebrød på mit Hoved.
+ 17.  I den øverste Kurv var der alle Hånde Bagværk til Faraos Bord,
+      men Fuglene åd det af Kurven på mit Hoved!"
+ 18.  Da sagde Josef: "Det skal udtydes således: De tre Kurve betyder
+      tre Dage;
+ 19.  om tre Dage skal Farao løfte dit Hoved og hænge dig op på en
+      Pæl, og Fuglene skal æde Kødet af din Krop!"
+
+ 20.  Tre Dage efter, da det var Faraos Fødselsdag, gjorde han et
+      Gæstebud for alle sine Tjenere, og da løftede han
+      Overmundskænkens og Overbagerens, Hoveder iblandt sine Tjenere.
+ 21.  Overmundskænken genindsatte han i hans Embede, så han atter
+      rakte Farao Bægeret,
+ 22.  og Overbageren lod han hænge, som Josef havde tydet det for dem.
+ 23.  Men Overmundskænken tænkte ikke på Josef; han glemte ham.
+
+1.Mosebog 41
+
+  1.  To År senere hændte det, at Farao havde en drøm. Han drømte, at
+      han stod ved Nilen;
+  2.  og se, op af Floden steg der syv smukke og fede Køer, som gav
+      sig til at græsse i Engen;
+  3.  efter dem steg der syv andre Køer op af Nilen, usle at se til og
+      magre, og de stillede sig ved Siden af de første Køer på Nilens
+      Bred;
+  4.  og de usle og magre Køer åd de syv smukke og fede Køer. Så
+      vågnede Farao.
+  5.  Men han sov ind og havde en Drøm og så syv tykke og gode Aks
+      skyde frem på et og samme Strå;
+  6.  men efter dem volksede der syv golde og vindsvedne Aks frem;
+  7.  og de golde Aks slugte de syv tykke og fulde Aks. Så vågnede
+      Farao, og se, det var en Drøm.
+
+  8.  Men om Morgenen var hans Sind uroligt; og han sendte Bud efter
+      alle Ægyptens Tegnsudlæggere og Vismænd og fortalte dem sin
+      Drøm, men ingen kunde tyde den for Farao.
+  9.  Da sagde Overmundskænken til Farao: "Jeg må i Dag minde om mine
+      Synder.
+ 10.  Den Gang Farao vrededes på sine Tjenere og lod dem sætte i
+      Forvaring i Livvagtens Øverstes Hus, mig og Overbageren,
+ 11.  da drømte vi engang samme Nat hver en Drøm med sin særlige
+      Betydning.
+ 12.  Sammen med os var der en Hebraisk Yngling, som var Træl hos
+      Livvagtens Øverste, og da vi fortalte ham vore Drømme, tydede
+      han dem for os, hver på sin Måde;
+ 13.  og som han tydede dem for os, således gik det: Jeg blev indsat i
+      mit Embede, og Bageren blev hængt."
+
+ 14.  Da sendte Farao Bud efter Josef, og man fik ham hurtigt ud af
+      Fangehullet; og efter at have ladet sig rage og skiftet Klæder
+      fremstillede han sig for Farao.
+ 15.  Så sagde Farao til Josef: "Jeg har haft en Drøm, som ingen kan
+      tyde; og nu har jeg hørt om dig, at du kun behøver at høre en
+      Drøm, så kan du tyde den."
+ 16.  Josef svarede Farao: "Ikke jeg men Gud vil give Farao et
+      gunstigt Svar!"
+ 17.  Da sagde Farao til Josef: "Jeg drømte, at jeg stod på Nilens
+      Bred;
+ 18.  og se, op af Floden steg der syv fede og smukke Køer, som gav
+      sig til at græsse i Engen;
+ 19.  efter dem steg der syv andre Køer op, ringe, såre usle og magre,
+      så usle Dyr har jeg ikke set nogensteds i Ægypten;
+ 20.  og de magre og usle Køer åd de syv første, fede Køer;
+ 21.  men da de havde slugt dem, var det ikke til at kende på dem; de
+      så lige så usle ud som før. Så vågnede jeg.
+ 22.  Men jeg sov atter ind og så i Drømme syv fulde og gode Aks skyde
+      frem på et og samme Strå;
+ 23.  men efter dem voksede der syv udtørrede, golde og vindsvedne Aks
+      frem,
+ 24.  og de golde Aks slugte de syv gode Aks. Det fortalte jeg mine
+      Tegnsudlæggere, men ingen kunde forklare mig det."
+
+ 25.  Da sagde Josef til Farao: "Faraos Drømme betyder begge det
+      samme, og Gud har kundgjort Farao, hvad han vil gøre.
+ 26.  De syv gode Køer betyder syv År; de syv gode Aks betyder
+      ligeledes syv År; det er en og samme Drøm.
+ 27.  Og de syv magre og usle Køer, der steg op efter dem, betyder syv
+      År, og de syv golde og vindsvedne Aks betyder syv Hungersnødsår.
+ 28.  Det var det, jeg mente, når jeg sagde til Farao: Hvad Gud vil
+      gøre, har han ladet Farao skue!
+ 29.  Se, der kommer syv År med stor Overflod i hele Ægypten;
+ 30.  men efter dem kommer der syv Hungersnødsår, og man skal gemme al
+      Overfloden i Ægypten; og Hungersnøden skal hærge Jorden,
+ 31.  så man intet mærker til Overfloden på Jorden på Grund af den
+      påfølgende Hungersnød; thi den bliver såre hård.
+ 32.  Men at Drømmen gentog sig to Gange for Farao, betyder, at Sagen
+      er fast besluttet af Gud, og at han snart vil lade det ske.
+ 33.  Men nu skulde Farao udse sig en indsigtsfuld og klog Mand og
+      sætte ham over Ægypten,
+ 34.  og Farao skulde tage og indsætte Tilsynsmænd over Landet og
+      opkræve Femtedelen af Ægyptens Afgrøde i Overflodens syv År;
+ 35.  og de skal samle al Afgrøden fra de gode År, der kommer, og
+      oplagre Høsten som Faraos Eje og bringe Afgrøden under Lås og
+      Lukke i Byerne,
+
+ 36.  for at Afgrøden kan tjene til Forråd for Landet i Hungersnødens
+      syv År, som skal komme over Ægypten, at ikke Landet skal gå til
+      Grunde ved Hungersnøden."
+ 37.  Både Farao og alle hans Tjenere syntes godt om den Tale,
+ 38.  og Farao sagde til sine Tjenere: "Hvor finder vi en Mand, i hvem
+      Guds Ånd er som i ham?"
+ 39.  Og Farao sagde til Josef: "Efter at Gud har åbenbaret dig alt
+      dette. kan ingen måle sig med dig i Indsigt og Kløgt;
+ 40.  du skal forestå mit Hus, og efter dit Ord skal alt mit Folk
+      rette sig; kun Tronen vil jeg have forud for dig."
+ 41.  Og Farao sagde til Josef: "Så sætter jeg dig nu over hele
+      Ægypten!"
+ 42.  Og Farao tog Seglringen af sin Hånd og satte den på Josefs,
+      klædte ham i fine Linnedklæder og hængte Guldkæden om hans Hals:
+ 43.  han lod ham køre i sin næstbedste Vogn, og de råbte Abrek for
+      ham. Således satte han ham over hele Ægypten.
+ 44.  Og Farao sagde til Josef: "Jeg er Farao, men uden dit Minde skal
+      ingen røre Hånd eller Fod nogensteds i Ægypten!"
+ 45.  Derpå gav Farao Josef Navnet Zafenat Panea, og han lod ham ægte
+      Asenat, en Datter af Præsten Potifera i On; og Josef drog
+      omkring i Ægypten.
+
+ 46.  Josef var tredive År gammel. da han stededes for Farao, Ægyptens
+      Konge. Så forlod Josef Farao og drog omkring i hele Ægypten.
+ 47.  Og Landet bar i bugnende Fylde i Overflodens syv År;
+ 48.  og Josef samlede al Afgrøden i de syv År, i hvilke der var
+      Overflod i Ægypten, og bragte den til Byerne; i hver By samlede
+      han Afgrøden fra Markerne der omkring.
+ 49.  Således ophobede Josef Korn i vældig Mængde, som Havets Sand,
+      indtil man opgav at måle det, da det ikke var til at måle.
+
+ 50.  Før Hungersnødens År kom. fik Josef to Sønner med Asenat,
+      Præsten i On Potiferas Datter;
+ 51.  og Josef gav den førstefødte Navnet Manasse, thi han sagde: "Gud
+      har ladet mig glemme al min Møje og hele min Faders Hus."
+ 52.  Og den anden gav han Navnet Efraim, thi han sagde: "Gud har
+      givet mig Livsfrugt i min Elendigheds Land."
+
+ 53.  Da Overflodens syv År, som kom over Ægypten, var omme,
+ 54.  begyndte Hungersnødens syv År, som Josef havde sagt; og der
+      opstod Hungersnød i alle Lande, men i hele Ægypten var der Brød.
+ 55.  Så hungrede hele Ægypten; og Folket råbte til Farao om Brød; men
+      Farao sagde til alle Ægypterne: "Gå til Josef og gør, hvad han
+      siger eder!"
+ 56.  Og der var Hungersnød over hele Jorden. Da åbnede Josef for alle
+      Kornlagrene og solgte Korn til Ægypterne; men Hungersnøden tog
+      til i Ægypten;
+ 57.  og Alverden kom til Ægypten for at købe Korn hos Josef; thi
+      Hungersnøden tog til over hele Jorden.
+
+1.Mosebog 42
+
+  1.  Da Jakob hørte, at der var Korn at få i Ægypten, sagde han til
+      sine Sønner: "Hvad venter I efter?"
+  2.  Og han sagde: "Jeg hører, at der er Korn at få i Ægypten; drag
+      ned og køb os noget, at vi kan blive i Live og undgå Døden!"
+  3.  Så drog de ti af Josefs Brødre ned for at købe Korn i Ægypten;
+  4.  men Jakob sendte ikke Josefs Broder Benjamin med hans Brødre,
+      thi han tænkte, der kunde tilstøde ham en Ulykke.
+
+  5.  Blandt dem, der kom for at købe Korn, var også Israels Sønner;
+      thi der var Hungersnød i Kana'ans Land.
+  6.  Og da Josef var Hersker i Landet, og han var den, der solgte
+      Korn til alt Folket i Landet, så kom Josefs Brødre og kastede
+      sig til Jorden for ham.
+  7.  Da Josef så sine Brødre, kendte han dem; men han lod fremmed
+      over for dem, talte dem hårdt til og sagde til dem: "Hvorfra
+      kommer I?" De svarede: "Fra Kana'ans Land for at købe Føde!"
+  8.  Josef kendte sine Brødre, men de kendte ikke ham.
+  9.  Da kom Josef de Drømme i Hu. han havde drømt om dem; og han
+      sagde til dem; "I er Spejdere, I kommer for at se, hvor Landet
+      er åbent!"
+ 10.  De svarede: "Nej, Herre, dine Trælle kommer for at købe Føde!
+ 11.  Vi er alle Sønner af en og samme Mand; vi er ærlige Folk.  dine
+      Trælle er ikke Spejdere!"
+ 12.  Men han sagde: "Jo vist så! I kommer for at se, hvor Landet er
+      åbent!"
+ 13.  De svarede: "Vi, dine Trælle. var tolv Brødre, Sønner af en og
+      samme Mand i Kana'ans Land; den yngste er for Tiden hjemme hos
+      vor Fader, og een er ikke mere!"
+ 14.  Men Josef sagde til dem: "Det er, som jeg siger eder: I er
+      Spejdere!
+ 15.  Men nu skal I sættes på Prøve: Så sandt Farao lever, slipper I
+      ikke herfra, uden at eders yngste Broder kommer hid!
+ 16.  Lad en af eder rejse hjem for at hente eders Broder, og imedens
+      holdes I andre fangne; så vil det. vise sig, om eders Ord er
+      Sandhed; og hvis ikke, så er I, så sandt, Farao lever,
+      Spejdere!"
+ 17.  Derpå holdt han dem i Forvaring tre Dage.
+
+ 18.  Men Tredjedagen sagde Josef til dem: "Vil I beholde Livet, så
+      skal I gøre således, thi jeg er en Mand, der frygter Gud:
+ 19.  Er I virkelig ærlige Folk, lad så en af eder blive tilbage som
+      Fange i det Fængsel, som I sad i, medens I andre drager hjem med
+      Korn til at stille Hungeren i eders Huse;
+ 20.  og bring så eders yngste Broder til mig, så skal eders Ord stå
+      til Troende, og I skal slippe for at dø!" Og således gjorde de.
+ 21.  Da sagde de til hverandre: "Sandelig, nu må vi bøde for, hvad vi
+      forbrød mod vor Broder, da vi så hans Sjælevånde, medens han
+      bønfaldt os, og dog ikke hørte ham; derfor stedes vi nu i denne
+      Vånde!"
+ 22.  Men Ruben tog til Orde og sagde til dem: "Sagde jeg eder ikke
+      dengang: Forsynd eder ikke mod Drengen! Men I vilde ikke høre;
+      se, nu kræves hans Blod!"
+ 23.  Således talte de. Men de vidste ikke, at Josef forstod det, thi
+      han forhandlede med dem ved Tolk;
+ 24.  og han vendte sig bort fra dem og græd. Siden vendte han sig til
+      dem og talte med dem; og han tog Simeon fra dem og lod ham
+      fængsle for deres Øjne.
+
+ 25.  Så gav Josef Befaling til at fylde deres Sække med Korn og lægge
+      Pengene tilbage i hver enkelts Sæk og give dem Rejsekost; og
+      således skete det.
+ 26.  Så læssede de deres Korn på Æslerne og drog bort.
+ 27.  Men da en af dem i Natteherberget åbnede sin Sæk for at give sit
+      Æsel Foder, fik han Øje på sine Penge, der lå oven i Sækken;
+ 28.  og han sagde til sine Brødre: "Mine Penge er kommet igen; se, de
+      er i min Sæk!" Da sank Hjertet i Livet på dem, og de så
+      forfærdede på hverandre og sagde: "Hvad har Gud dog gjort imod
+      os!"
+
+ 29.  Og da de kom hjem til deres Fader Jakob i Kana'ans Land,
+      fortalte de ham alt, hvad der var hændet dem, og sagde:
+ 30.  "Manden, der er Landets Herre, talte os hårdt til og holdt os i
+      Forvaring, som var vi Folk, der vilde udspejde Landet;
+ 31.  men vi sagde til ham: Vi er ærlige Folk og ikke Spejdere;
+ 32.  vi var tolv Brødre, Sønner af en og samme Fader; een er ikke
+      mere, og den yngste er for Tiden hjemme hos vor Fader i Kana'ans
+      Land.
+ 33.  Så sagde Manden, der er Landets Herre: Derpå vil jeg kende, at I
+      er ærlige Folk: Lad en af eder blive hos mig, og tag I andre
+      Korn til at stille Hungeren i eders Huse og drag hjem!
+ 34.  Siden skal I bringe eders yngste Broder til mig, for at jeg kan
+      kende, at I ikke er Spejdere, men ærlige Folk; så vil jeg
+      udlevere eders Broder til eder, og I kan frit rejse i Landet."
+
+ 35.  Da de nu tømte deres Sække, fandt hver sin Pengepose i sin Sæk;
+      og da de og deres Fader så Pengeposerne, blev de forfærdede.
+ 36.  Og deres Fader Jakob sagde til dem: "I gør mig barnløs; Josef er
+      ikke mere, og Simeon er ikke mere, og nu vil I tage Benjamin;
+      det går alt sammen ud over mig!"
+ 37.  Så sagde Ruben til sin Fader: "Du må tage mine to Sønners Liv,
+      hvis jeg ikke bringer ham til dig; betro ham til mig, og jeg
+      skal bringe ham tilbage til dig!"
+ 38.  Men han sagde: "Min Søn skal ikke rejse derned med eder, thi
+      hans Broder er død, og han alene er tilbage; tilstøder der ham
+      en Ulykke på den Rejse, I har for, så bringer I mine grå Hår ned
+      i Dødsriget med Sorg!"
+
+1.Mosebog 43
+ 39.  Men Hungersnøden var hård i Landet;
+
+
+  1.  og da de havde fortæret det Korn, de havde hentet i Ægypten,
+      sagde deres Fader til dem: "Køb os igen lidt Føde!"
+  2.  Men Juda svarede ham: "Manden sagde os ganske afgjort: I bliver
+      ikke stedt for mit Åsyn, medmindre eders Broder er med!
+  3.  Hvis du derfor vil sende vor Broder med os, vil vi rejse ned og
+      købe dig Føde;
+  4.  men sender du ham ikke med, så rejser vi ikke derned, thi Manden
+      sagde til os: I bliver ikke stedt for mit Åsyn, medmindre eders
+      Broder er med!"
+  5.  Så sagde Israel: "Hvorfor handlede I ilde imod mig og fortalte
+      Manden, at I havde en Broder til?"
+  6.  De svarede: "Manden spurgte os nøje ud om os og vor Slægt og
+      sagde: Lever eders Fader endnu? Har I en Broder til? Og vi
+      svarede ham på hans Spørgsmål; kunde vi vide, at han vilde sige:
+      Bring eders Broder herned!"
+  7.  Men Juda sagde til sin Fader Israel: "Send dog Drengen med mig,
+      så vi kan komme af Sted og blive i Live og undgå Døden, både vi
+      og du og vore Børn!
+  8.  Jeg svarer for ham, af min Hånd må du kræve ham: bringer jeg ham
+      ikke til dig og stiller ham for dit Åsyn, vil jeg være din
+      Skyldner for bestandig;
+  9.  havde vi nu ikke spildt Tiden, kunde vi have været tilbage to
+      Gange!"
+ 10.  Så sagde deres Fader Israel til dem: "Kan det ikke være
+      anderledes, gør da i alt Fald således: Tag noget af det bedste,
+      Landet frembringer, med i eders Sække og bring Manden en Gave,
+      lidt Mastiksbalsam, lidt Honning, Tragakantgummi, Cistusharpiks,
+      Pistacienødder og Mandler;
+ 11.  og tag dobbelt så mange Penge med, så I bringer de Penge
+      tilbage, som var lagt oven i eders Sække; måske var det en
+      Fejltagelse;
+ 12.  og tag så eders Broder og drag atter til Manden!
+ 13.  Gud den Almægtige lade eder finde Barmhjertighed hos Manden, så
+      han lader eders anden Broder og Benjamin fare - men skal jeg
+      være barnløs, så lad mig da blive det!"
+
+ 14.  Så tog Mændene deres Gave og dobbelt så mange Penge med; også
+      Benjamin tog de med, brød op og drog ned til Ægypten, hvor de
+      fremstillede sig for Josef.
+ 15.  Da Josef så Benjamin iblandt dem, sagde han til sin
+      Hushovmester: "Bring de Mænd ind i mit Hus, lad slagte og lave
+      til, thi de skal spise til Middag hos mig."
+ 16.  Manden gjorde, som Josef bød,. og førte Mændene ind i Josefs
+      Hus.
+ 17.  Men Mændene blev bange, da de førtes ind i Josefs Hus, og sagde:
+      "Det er for de Penges Skyld, der forrige Gang kom tilbage i vore
+      Sække, at vi føres herind, for at de kan vælte sig ind på os og
+      kaste sig over os, gøre os til Trælle og tage vore Æsler."
+ 18.  Derfor trådte de hen til Josefs Hushovmester ved Døren til Huset
+ 19.  og sagde: "Hør os, Herre! Vi drog en Gang før herned for at købe
+      Føde,
+ 20.  og da vi kom til vort Natteherberge og åbnede vore Sække, se. da
+      lå vore Penge oven i hver enkelts Sæk, vore Penge til sidste
+      Hvid. Men nu har vi bragt dem med tilbage
+ 21.  og desuden andre Penge for at købe Føde. Vi ved ikke, hvem der
+      har lagt Pengene i vore Sække!"
+ 22.  Men han svarede: "Vær ved godt Mod, frygt ikke! Eders Gud og
+      eders Faders Gud har lagt en Skat i eders Sække - eders Penge
+      har jeg modtaget!" Og han førte Simeon ud til dem.
+ 23.  Så førte Manden dem ind i Josefs Hus og gav dem Vand til at
+      tvætte deres Fødder og Foder til Æslerne.
+ 24.  Og de fremtog deres Gave, før Josef kom hjem ved Middagstid, thi
+      de hørte, at de skulde spise der.
+
+ 25.  Da Josef trådte ind i Huset, bragte de ham den Gave, de havde
+      med, og kastede sig til Jorden for ham.
+ 26.  Han hilste på dem og spurgte: "Går det eders gamle Fader vel,
+      ham, I talte om? Lever han endnu?"
+ 27.  De svarede: "Det går din Træl, vor Fader, vel; han lever endnu!"
+      Og de bøjede sig og kastede sig til Jorden.
+ 28.  Da han så fik Øje på sin kødelige Broder Benjamin, sagde han:
+      "Er det så eders yngste Broder, som I talte til mig om?"  Og han
+      sagde: "Gud være dig nådig, min Søn!"
+ 29.  Men Josef brød hurtigt af, thi Kærligheden til Broderen blussede
+      op i ham, og han kæmpede med Gråden; derfor gik han ind i sit
+      Kammer og græd der.
+ 30.  Men da han havde badet sit Ansigt, kom han ud, og han beherskede
+      sig og sagde: "Sæt Maden frem!"
+ 31.  Så blev Maden sat frem særskilt for ham og for dem og for de
+      Ægyptere, der spiste hos ham; thi Ægypterne kan ikke spise
+      sammen med Hebræere, det er dem en Vederstyggelighed.
+ 32.  De blev bænket foran ham efter Alder, den førstefødte øverst og
+      den yngste nederst, og Mændene undrede sig og så på hverandre;
+ 33.  og han lod dem bringe Mad fra sit eget Bord, og Benjamin fik fem
+      Gange så meget som hver af de andre. Og de drak og blev lystige
+      sammen med ham.
+
+1.Mosebog 44
+
+  1.  Derefter befalede han sin Hushovmester: "Fyld Mændenes Sække med
+      Korn, så meget de kan have med sig, og læg hvers Pengesum oven i
+      hans Sæk
+  2.  og læg mit eget Sølvbæger oven i den yngstes Sæk sammen med
+      Pengene for hans Korn!" Og han gjorde, som Josef bød.
+  3.  Da Morgenen gryede, fik Mændene Lov at drage bort med deres
+      Æsler.
+  4.  Men før de var kommet ret langt fra Byen, bød Josef sin
+      Hushovmester: "Sæt efter Mændene, og når du indhenter dem, sig
+      så til dem: Hvorfor har I gengældt godt med ondt?
+  5.  Hvorfor har I stjålet mit Sølvbæger? Det er jo min Herres
+      Mundbæger, som han bruger til at tage Varsler af! Ilde har I
+      handlet ved at gøre således!"
+
+  6.  Og da han havde indhentet dem, sagde han det til dem.
+  7.  Men de svarede: "Hvor kan min Herre tale således? Det være langt
+      fra dine Trælle at gøre sligt!
+  8.  Se, de Penge, vi fandt oven i vore Sække, bragte vi tilbage til
+      dig fra Kana'ans Land - hvorfor skulde vi da stjæle Guld eller
+      Sølv fra din Herres Hus!
+  9.  Den af dine Trælle, det findes hos, skal dø, og desuden vil vi
+      andre være din Herres Trælle!"
+ 10.  Han svarede: "Vel, lad det blive, som I siger: Den, Bægeret
+      findes hos, skal være min Træl, men I andre skal være
+      sagesløse!"
+ 11.  Så skyndte de sig at løfte hver sin Sæk ned på Jorden og åbne
+      den,
+ 12.  og han undersøgte dem fra den ældstes til den yngstes, og
+      Bægeret blev fundet i Benjamins Sæk.
+ 13.  Da sønderrev de deres Klæder, og efter at have læsset Sækkene
+      hver på sit Æsel vendte de tilbage til Byen.
+
+ 14.  Da Juda og hans Brødre kom ind i Josefs Hus, hvor han endnu var,
+      kastede de sig til Jorden for ham;
+ 15.  men Josef sagde til dem: "Hvad har I gjort! Ved I ikke, at en
+      Mand som jeg forstår sig på hemmelige Kunster?"
+ 16.  Da sagde Juda: "Hvad skal vi svare min Herre, hvad skal vi sige,
+      og hvorledes skal vi retfærdiggøre os? Gud har fundet dine
+      Trælles Brøde! Se, vi er min Herres Trælle, både vi andre og
+      han, Bægeret fandtes hos!"
+ 17.  Men han svarede: "Det være langt fra mig at handle således; den,
+      Bægeret fandtes hos, skal være min Træl, men I andre kan i Fred
+      drage hjem til eders Fader."
+
+ 18.  Da trådte Juda hen til ham og sagde: "Hør mig, min Herre, lad
+      din Træl tale et Ord for min Herres Ører og lad ikke Vreden
+      blusse op i dig mod din Træl, thi du er jo som Farao!
+ 19.  Min Herre spurgte sine Trælle Har I Fader eller Broder?
+ 20.  Og vi svarede min Herre: Ja, vi har en gammel Fader, og der er
+      en Dreng, som blev født i hans Alderdom; en Broder til ham er
+      død, og selv er han den eneste, hans Moder efterlod sig, og hans
+      Fader elsker ham.
+ 21.  Så sagde du til dine Trælle: Bring ham med herned til mig, at
+      jeg kan se ham med egne Øjne!
+ 22.  Men vi svarede min Herre: Drengen kan ikke forlade sin Fader,
+      thi hans Fader dør, hvis han forlader ham!
+ 23.  Så sagde du til dine Trælle: Kommer eders yngste Broder ikke med
+      herned, så bliver I ikke mere stedt for mit Åsyn!
+ 24.  Vi rejste så op til din Træl. min Fader, og fortalte ham, hvad
+      min Herre havde sagt.
+ 25.  Da vor Fader siden sagde: Rejs atter hen og køb os lidt Føde!
+ 26.  svarede vi: Vi kan ikke rejse derned, hvis ikke vor yngste
+      Broder følger med, thi vi bliver ikke stedt for Mandens Åsyn,
+      medmindre vor yngste Broder er med!
+ 27.  Så sagde din Træl, min Fader. til os: I ved jo, at min Hustru
+      fødte mig to Sønner;
+ 28.  den ene gik bort fra mig, og jeg sagde: Han er sikkerlig revet
+      ihjel! Og jeg har ikke set ham siden;
+ 29.  hvis I nu også tager denne fra mig, og der tilstøder ham en
+      Ulykke, bringer I mine grå Hår i Dødsriget med Smerte!
+ 30.  Kommer jeg derfor hjem til din Træl, min Fader, uden at
+      Drengen. ved hvem han hænger med hele sin Sjæl, er med,
+ 31.  så bliver det hans Død, når han ser, at Drengen ikke er med.  og
+      dine Trælle vil bringe din Træl vor Faders grå Hår i Dødsriget
+      med Sorg.
+ 32.  Men din Træl skal svare sin Fader for Drengen, og jeg har
+      forpligtet mig til at være hans Skyldner for bestandig, hvis jeg
+      ikke bringer ham til ham;
+ 33.  lad derfor din Træl blive tilbage i Drengens Sted som min Herres
+      Træl, men lad Drengen drage hjem med sine Brødre!
+ 34.  Thi hvorledes skulde jeg kunne drage hjem til min Fader, når jeg
+      ikke har Drengen med? Jeg vil ikke kunne være Vidne til den
+      Ulykke, der rammer min Fader!"
+
+1.Mosebog 45
+
+  1.  Da kunde Josef ikke længer beherske sig over for alle dem der
+      stod hos ham, og han råbte "Lad alle gå ud!" Således var der
+      ingen til Stede, da Josef gav sig til Kende for sine Brødre.
+  2.  Så brast han i lydelig Gråd, så Ægypterne hørte det, og det
+      spurgtes i Faraos Hus;
+  3.  og Josef sagde til sine Brødre: "Jeg er Josef! Lever min Fader
+      endnu?" Men hans Brødre kunde ikke svare ham, så forfærdede var
+      de for ham.
+  4.  Så sagde Josef til sine Brødre: "Kom hen til mig!" Og da de kom
+      derhen, sagde Josef: "Jeg er eders Broder Josef, som I solgte
+      til Ægypten;
+  5.  men I skal ikke græmme eder eller være forknytte, fordi I solgte
+      mig herhen, thi Gud har sendt mig forud for eder for at opholde
+      Liv;
+  6.  i to År har der nu været Hungersnød i Landet, og fem År endnu
+      skal der hverken pløjes eller høstes;
+  7.  derfor sendte Gud mig forud for eder, for at I kan få
+      Efterkommere på Jorden, og for at mange hos eder kan reddes og
+      holdes i Live.
+  8.  Og nu, ikke I, men Gud har sendt mig hid, og han har gjort mig
+      til Fader hos Farao og til Herre over hele hans Hus og til
+      Hersker over hele Ægypten.
+  9.  Skynd jer nu hjem til min Fader og sig til ham: Din Søn Josef
+      lader sige: Gud har sat mig til Hersker over hele Ægypten; kom
+      uden Tøven ned til mig
+ 10.  og tag Bolig i Gosens Land og bo i min Nærhed med dine Sønner og
+      Sønnesønner, dit Småkvæg og Hornkvæg og alt, hvad du ejer og
+      har;
+ 11.  der vil jeg sørge for dit Underhold - thi Hungersnøden vil vare
+      fem År endnu - for at ikke du, dit Hus eller nogen, der hører
+      dig til, skal gå til Grunde!
+ 12.  Nu ser I, også min Broder Benjamin, med egne Øjne, at det er
+      mig, der taler til eder;
+ 13.  og I skal fortælle min Fader om al min Herlighed i Ægypten og om
+      alt, hvad I har set, og så skal I skynde eder at bringe min
+      Fader herned."
+ 14.  Så faldt han grædende sin Broder Benjamin om Halsen, og Benjamin
+      græd i hans Arme.
+ 15.  Og han kyssede alle sine Brødre og græd ved deres Bryst; og nu
+      kunde hans Brødre tale med ham.
+
+ 16.  Men det spurgtes i Faraos Hus, at Josefs Brødre var kommet, og
+      Farao og hans Tjenere glædede sig derover:
+ 17.  og Farao sagde til Josef: "Sig til dine Brødre: Således skal I
+      gøre: Læs eders Dyr og drag til Kana'ans Land,
+ 18.  hent eders Fader og eders Familier og kom hid til mig, så vil
+      jeg give eder det bedste, der er i Ægypten, og I skal nyde
+      Landets Fedme.
+ 19.  Byd dem at gøre således: Tag eder Vogne i Ægypten til eders Børn
+      og Kvinder, sæt eders Fader op og kom hid;
+ 20.  bryd eder ikke om eders Ejendele, thi det bedste, der er i hele
+      Ægypten, skal være eders!"
+ 21.  Det gjorde Israels Sønner så. Og efter Faraos Bud gav Josef dem
+      Vogne og Rejsekost med;
+ 22.  hver især gav han dem et Sæt Festklæder, men Benjamin gav han
+      300 Sekel Sølv og fem Sæt Festklæder;
+ 23.  og sin Fader sendte han ti Æsler med det bedste, der var i
+      Ægypten og ti Aseninder med Korn, Brød og Rejsetæring til
+      Faderen.
+ 24.  Så tog han Afsked med sine Brødre, og da de drog bort, sagde han
+      til dem: "Kives ikke på Vejen!"
+
+ 25.  Således drog de hjem fra Ægypten og kom til deres Fader Jakob i
+      Kana'ans Land;
+ 26.  og de fortalte ham det og sagde: "Josef lever endnu, og han er
+      Hersker over hele Ægypten." Men hans Hjerte blev koldt, thi han
+      troede dem ikke.
+ 27.  Så fortalte de ham alt, hvad Josef havde sagt til dem; og da han
+      så Vognene, som Josef havde sendt for at hente ham, oplivedes
+      deres Fader Jakobs Ånd atter;
+ 28.  og Israel sagde: "Det er stort, min Søn Josef lever endnu; jeg
+      vil drage hen og se ham, inden jeg dør!"
+
+1.Mosebog 46
+
+  1.  Da brød Israel op med alt, hvad han havde, og drog til
+      Be'ersjeba, og han slagtede Ofre for sin Fader Isaks Gud.
+  2.  Men Gud sagde i et Nattesyn til Israel: "Jakob, Jakob!" Og han
+      svarede: "Se, her er jeg!"
+  3.  Da sagde han: "Jeg er Gud, din Faders Gud, vær ikke bange for at
+      drage ned til Ægypten, thi jeg vil gøre dig til et stort Folk
+      der;
+  4.  jeg vil selv drage med dig til Ægypten, og jeg vil også føre dig
+      tilbage, og Josef skal lukke dine Øjne!"
+  5.  Da brød Jakob op fra Be'ersjeba; og Israels Sønner satte deres
+      Fader Jakob og deres Børn og Kvinder på de Vogne, Farao havde
+      sendt til at hente ham på.
+  6.  Og de tog deres Kvæg og al deres Ejendom, som de havde erhvervet
+      sig i Kana'ans Land, og drog til Ægypten, Jakob og alt hans
+      Afkom med ham;
+  7.  således bragte han sine Sønner og Sønnesønner, sine Døtre og
+      Sønnedøtre og alt sit Afkom med sig til Ægypten.
+
+  8.  Følgende er Navnene på Israels Sønner, der kom til Ægypten,
+      Jakob og hans Sønner: Ruben, Jakobs førstefødte;
+  9.  Rubens Sønner Hanok, Pallu. Hezron og Karmi;
+ 10.  Simeons Sønner Jemuel, Jamin, Ohad, Jakin, Zohar og
+      Kana'anæerkvindens Søn Sjaul;
+ 11.  Leois Sønner Gerson, Kehat og Merari;
+ 12.  Judos Sønner Er, Onan, Sjela, Perez og Zera; men Er og Onan døde
+      i Kana'ans Land. Perezs Sønner var Hezron og Hamul.
+ 13.  Issakars Sønner Tola, Pua, Jasjub og Sjimron;
+ 14.  Zedulons Sønner Sered, Eloo og Jalel;
+ 15.  det var Leos Sønner, som hun fødte Jakob i Paddan-Aram; desuden
+      fødte hun ham Datteren Dina; det samlede Tal på hans Sønner og
+      Døtre var tre og tredive.
+ 16.  Gods Sønner Zifjon, Haggi. Sjuni, Ezbon, Eri, Arodi og Areli.
+ 17.  Asers Sønner Jimna, Jisjva. Jisjvi og Beria, og deres Søster
+      Sera; og Berias Sønner Heber og Mallkiel;
+ 18.  det var Sønnerne af Zilpo, som Laban gav sin Datter Lea, og som
+      fødte Jakob dem, seksten i alt;
+ 19.  Rakels, Jakobs Hustrus, Sønner Josef og Benjamin;
+ 20.  og Josef fik Børn i Ægypten med Asenat, en Datter af Potifera,
+      Præsten i On: Manasse og Efraim;
+ 21.  Benjomins Sønner Bela, Beker, Asjbel, Gera, Nåman, Ebi, Rosj,
+      Muppim, Huppim og Ard;
+ 22.  det var Rakels Sønner, som hun fødte Jakob, fjorten i alt;
+ 23.  Dons Søn Husjim;
+ 24.  Noffolis Sønner Jazeel, Guni, Jezer og Sjillem;
+ 25.  det var Sønnerne af Bilha, som Laban gav Rakel, og som fødte
+      Jakob dem, syv i alt.
+ 26.  Hele Jakobs Familie, der kom til Ægypten med ham, fraregnet
+      Jakobs Sønnekoner, udgjorde tilsammen seks og tresindstyve;
+ 27.  og Josefs Sønner, der fødtes ham i Ægypten, var to; alle de af
+      Jakobs Hus, der kom til Ægypten, udgjorde halvfjerdsindstyve.
+
+ 28.  Men Juda sendte han i Forvejen til Josef, for at man skulde vise
+      ham Vej til Gosen, og de kom til Gosens Land.
+ 29.  Da lod Josef spænde for sin Vogn og rejste sin Fader i Møde til
+      Gosen; og da han traf ham, omfavnede han ham og græd længe i
+      hans Arme;
+ 30.  og Israel sagde til Josef: "Lad mig nu kun dø, da jeg har set
+      dit Ansigt, at du endnu lever!"
+ 31.  Men Josef sagde til sine Brødre og sin Faders Hus: "Jeg vil
+      drage hen og melde det til Farao og sige til ham: Mine Brødre og
+      min Faders Hus i Kana'an er kommet til mig;
+ 32.  disse Mænd er Hyrder, thi de driver Kvægavl, og de har bragt
+      deres Småkvæg og Hornkvæg og alt, hvad de ejer, med.
+ 33.  Når så Farao lader eder kalde og spørger eder, hvad I er,
+ 34.  skal I sige: Dine Trælle har drevet Kvægavl fra Barnsben af
+      ligesom vore Fædre! for at I kan komme til at bo i Gosens Land.
+      Thi enhver Hyrde er Ægypterne en Vederstyggelighed."
+
+1.Mosebog 47
+
+  1.  Så drog Josef hen og meldte det til Farao og sagde: "Min Fader
+      og mine Brødre er kommet fra Kana'ans Land med deres Småkvæg og
+      Hornkvæg og alt, hvad de ejer, og befinder sig i Gosen."
+  2.  Og han tog fem af sine Brødre med sig og forestillede dem for
+      Farao.
+  3.  Da nu Farao spurgte dem, hvad de var, svarede de: "Dine Trælle
+      er Hyrder ligesom vore Fædre!"
+  4.  Og de sagde til Farao: "Vi er kommet for at bo som Gæster i
+      Landet, thi der er ingen Græsning for dine Trælles Småkvæg, da
+      Hungersnøden er trykkende i Kana'an, og nu vilde dine Trælle
+      gerne bosætte sig i Gosen."
+  5.  Da sagde Farao til Josef: "Din Fader og dine Brødre er kommet
+      til dig;
+  6.  Ægypten står til din Rådighed, lad din Fader og dine Brødre
+      bosætte sig i den bedste Del af Landet; de kan tage Ophold i
+      Gosens Land; og hvis du ved, at der er dygtige Folk iblandt dem,
+      kan du sætte dem til Opsynsmænd over mine Hjorde!"
+
+  7.  Da hentede Josef sin Fader Jakob og forestillede ham for Farao,
+      og Jakob velsignede Farao.
+  8.  Farao spurgte Jakob: "Hvor mange er dine Leveår?"
+  9.  Jakob svarede ham: "Min Udlændigheds År er 130 År; få og onde
+      var mine Leveår, og ikke når de op til mine Fædres År i deres
+      Udlændigheds Tid."
+ 10.  Derpå velsignede Jakob Farao og gik bort fra ham.
+ 11.  Men Josef lod sin Fader og sine Brødre bosætte sig og gav dem
+      Jordegods i Ægypten, i den bedste Del af Landet, i Landet
+      Rameses, som Farao havde befalet.
+ 12.  Og Josef forsørgede sin Fader og sine Brødre og hele sin Faders
+      Hus med Brød efter Børnenes Tal.
+
+ 13.  Der fandtes ikke mere brød Korn i Landet, thi Hungersnøden var
+      overvættes stor, og Ægypten og Kana'an vansmægtede af Sult.
+ 14.  Da lod Josef alle de Penge samle, som var indkommet i Ægypten og
+      Kana'an for det Korn, der købtes, og lod dem bringe til Faraos
+      Hus.
+ 15.  Men da Pengene slap op i Ægypten og Kana'an, kom hele Ægypten
+      til Josef og sagde: "Giv os Brødkorn, at vi ikke skal dø for
+      dine Øjne, thi Pengene er sluppet op!"
+ 16.  Josef svarede: "Kom med eders Hjorde, så vil jeg give eder
+      Brødkorn for dem, siden Pengene er sluppet op."
+ 17.  Da bragte de deres Hjorde til Josef, og han gav dem Brødkorn for
+      Hestene, for deres Hjorde af Småkvæg og Hornkvæg og for Æslerne;
+      og han forsørgede dem i det År med Brødkorn for alle deres
+      Hjorde.
+ 18.  Men da Året var omme, kom de til ham det følgende År og sagde:
+      "Vi vil ikke dølge det for min Herre; men Pengene er sluppet op,
+      og Kvæget har vi bragt til min Herre; nu er der ikke andet
+      tilbage for min Herre end vore Kroppe og vor Jord;
+ 19.  lad os dog ikke dø for dine Øjne, vi sammen med vor Jord, men
+      køb os og vor Jord for Brødkorn, og lad os med vor Jord blive
+      livegne for Farao, og giv os derfor Såsæd, så vi kan blive i
+      Live og slippe for Døden, og vor Jord undgå at lægges øde!"
+ 20.  Da købte Josef al Jord i Ægypten til Farao, idet enhver Ægypter
+      solgte sin Mark, fordi Hungersnøden tvang dem, og således kom
+      Landet i Faraos Besiddelse;
+ 21.  og Befolkningen gjorde han til hans Trælle i hele Ægypten fra
+      Ende til anden.
+ 22.  Kun Præsternes Jord købte han ikke, thi de havde faste Indtægter
+      fra Farao, og de levede af de Indtægter, Farao havde skænket
+      dem; derfor behøvede de ikke at sælge deres Jord.
+
+ 23.  Derpå sagde Josef til Folket: "Nu har jeg købt eder og eders
+      Jord til Farao; nu har I Såsæd til Jorden;
+ 24.  men af Afgrøden skal I afgive en Femtedel til Farao, medens de
+      fire Femtedele skal tjene eder til Såsæd på Marken og til Føde
+      for eder og eders Husstand og til Føde for eders Børn."
+ 25.  De svarede: "Du har reddet vort Liv; måtte vi eje min Herres
+      Gunst, så vil vi være Faraos Trælle!"
+ 26.  Således gjorde Josef det til en Vedtægt, der endnu den Dag i Dag
+      gælder i Ægypten, at afgive en Femtedel til Farao; kun
+      Præsternes Jord kom ikke i Faraos Besiddelse.
+
+ 27.  Israel bosatte sig nu i Ægypten, i Gosens Land; og de tog fast
+      Ophold der, blev frugtbare og såre talrige.
+ 28.  Jakob levede i Ægypten i sytten År, så at Jakobs Levetid blev
+      147 År.
+ 29.  Da nu Tiden nærmede sig, at Israel skulde dø, kaldte han sin Søn
+      Josef til sig og sagde til ham: "Hvis jeg har fundet Nåde for
+      dine Øjne, så læg din Hånd under min Lænd og lov mig at vise mig
+      den Kærlighed og Trofasthed ikke at jorde mig i Ægypten.
+ 30.  Når jeg har lagt mig til Hvile hos mine Fædre, skal du føre mig
+      fra Ægypten og jorde mig i deres Grav!" Han svarede: "Jeg skal
+      gøre, som du siger."
+ 31.  Da sagde han: "Tilsværg mig det!" Og han tilsvor ham det. Da
+      bøjede Israel sig tilbedende over Lejets Hovedgærde.
+
+1.Mosebog 48
+
+  1.  Efter disse Begivenheder fik Josef Melding om, at hans Fader var
+      syg. Da tog han sine Sønner, Manasse og Efraim, med sig
+  2.  Da det nu meldtes Jakob, at hans Søn Josef var kommet, tog
+      Israel sig sammen og satte sig oprejst på Lejet
+  3.  Jakob sagde til Josef: "Gud den Almægtige åbenbarede sig for mig
+      i Luz i Kana'ans Land og velsignede mig;
+  4.  og han sagde til mig: Jeg vil gøre dig frugtbar og give dig et
+      talrigt Afkom og gøre dig til en Mængde Stammer, og jeg vil give
+      dit Afkom efter dig Land til evigt Eje!
+  5.  Nu skal dine to Sønner, der er født dig i Ægypten før mit komme
+      til dig her i Ægypten, være mine, Efraim og Manasse skal være
+      mine så godt som Ruben og Simeon;
+  6.  derimod skal de Børn, du har fået efter dem, være dine; men de
+      skal nævnes efter deres Brødres Navne i deres Arvelod
+  7.  Da jeg kom fra Paddan, døde Rakel for mig, medens jeg var
+      undervejs i Kana'an, da vi endnu var et stykke Vej fra Efrat, og
+      jeg jordede hende der på vejen til Efrat, det er Betlehem".
+
+  8.  Da Israel så Josefs Sønner, sagde han: "Hvem bringer du der?"
+  9.  Josef svarede sin Fader: "Det er mine Sønner, som Gud har
+      skænket mig her." Da sagde han:"Bring dem hen til mig, at jeg
+      kan velsignedem!"
+ 10.  Men Israels Øjne var svækkede af Alderdom, så at han ikke kunde
+      se. Da førte han dem hen til ham. og han kyssede og omfavnede
+      dem.
+ 11.  Og Israel sagde til Josef: "Jeg: havde ikke turdet håbe at få
+      dit Ansigt at se, og nu har Gud endog: ladet mig se dit Afkom!"
+ 12.  Derpå tog Josef dem bort fra hans Knæ og kastede sig til
+      Jorden. på sit Ansigt.
+ 13.  Josef tog så dem begge, Efraim i sin højre Hånd til venstre for
+      Israel og Manasse i sin venstre Hånd til højre for Israel, og
+      førte dem hen til ham;
+ 14.  men Israel udrakte sin højre Hånd og lagde den på Efraims Hoved,
+      uagtet han var den yngste.. og sin venstre Hånd lagde han på
+      Manasses Hoved, så at han lagde Hænderne over Kors; thi Manasse
+      var den førstefødte.
+ 15.  Derpå velsignede han Josef og sagde: "Den Gud, for hvis Åsyn
+      mine Fædre Abraham og Isak vandrede, den Gud, der har vogtet
+      mig: fra min første Færd og til nu,
+ 16.  den Engel, der har udløst mig fra alt ondt, velsigne Drengene,
+      så at mit Navn og mine Fædre Abrahams og Isaks Navn må blive
+      nævnet ved dem, og de må vokse i Mængde i Landet!"
+
+ 17.  Men da Josef så, at hans Fader lagde sin højre Hånd på Efraims
+      Hoved, var det ham imod,. og han greb sin Faders Hånd for at
+      tage den bort fra Efraims Hoved og lægge den på Manasses;
+ 18.  og Josef sagde til sin Fader: "Nej, ikke således, Fader, thi
+      denne er den førstefødte; læg din højre Hånd på hans Hoved!"
+ 19.  Men hans Fader vægrede sig og sagde: "Jeg ved det, min Søn, jeg
+      ved det! Også han skal blive til et Folk, også han skal blive
+      stor; men hans yngre Broder skal blive større end han, og hans
+      Afkom skal blive en Mangfoldighed af Folkeslag!"
+ 20.  Således velsignede han dem på den Dag og sagde: "Med eder skal
+      Israel velsigne og sige: Gud gøre dig som Efraim og Manasse!" Og
+      han stillede Efraim foran Manasse.
+
+ 21.  Da sagde Israel til Josef: "Jeg skal snart dø, men Gud skal være
+      med eder og føre eder tilbage til eders Fædres Land.
+ 22.  Dig giver jeg ud over dine Brødre en Højderyg, som jeg har
+      fravristet Amonterne med mit Sværd og min Bue!"
+
+1.Mosebog 49
+
+  1.  Derpå kaldte Jakob sine Sønner til sig og sagde: "Saml eder, så
+      vil jeg forkynde eder, hvad der skal hændes eder i de sidste
+      Dage:
+  2.  Kom hid og hør, Jakobs Sønner, lyt til eders Fader Israel!
+  3.  Ruben, du er min førstefødte, min Styrke og min Mandskrafts
+      første, ypperst i Højhed, ypperst i Kraft!
+  4.  Du skummer over som Vandet, men du mister din Forret; thi du
+      besteg din Faders Leje.Skændigt handled du da han besteg mit
+      Leje!
+
+  5.  Simeon og Levi, det Broder Par, Voldsredskaber er deres Våben.
+  6.  I deres Råd giver min Sjæl ej Møde, i deres Forsamling tager min
+      Ære ej Del; thi i Vrede dræbte de Mænd, egenrådigt lamslog de
+      Okser.
+  7.  Forbandet være deres Vrede, så vild den er, deres Hidsighed, så
+      voldsom den er! Jeg spreder dem i Jakob, splitter dem ad i
+      Israel!
+
+  8.  Juda, dig skal dine Brødre prise, din Hånd skal gribe dine
+      Fjender i Nakken, din Faders Sønner skal bøje sig for dig.
+  9.  En Løveunge er Juda. Fra Rov stiger du op, min Søn! Han ligger
+      og strækker sig som en Løve, ja, som en Løvinde, hvo tør vække
+      ham!
+ 10.  Ikke viger Kongespir fra Juda, ej Herskerstav fra hans Fødder,
+      til han, hvem den tilhører; kommer, ham skal Folkene lyde.
+ 11.  Han binder sit Æsel ved Vinstokken, ved Ranken Asenindens Fole,
+      tvætter i Vin sin Kjortel, sin Kappe i Drueblod,
+ 12.  med Øjnene dunkle af Vin og Tænderne hvide af Mælk!
+
+ 13.  Zebulon har hjemme ved Havets Byst, han bor ved Skibenes Kyst,
+      hans Side er vendt mod Zidon.
+
+ 14.  Issakar, det knoglede Æsel, der strækker sig mellem Foldene,
+ 15.  fandt Hvilen sød og Landet lifligt; derfor bøjed han Ryg under
+      Byrden og blev en ufri Træl.
+
+ 16.  Dan dømmer sit Folk så godt som nogen Israels Stamme.
+ 17.  Dan blive en Slange ved Vejen, en Giftsnog ved Stien, som bider
+      Hesten i Hælen,så Rytteren styrter bagover!
+ 18.  På din Frelse bier jeg, HERRE!
+
+ 19.  Gad, på ham gør Krigerskarer Indhug, men han gør Indhug i Hælene
+      på dem.
+
+ 20.  Aser, hans Føde er fed, Lækkerier for Konger har han at give.
+
+ 21.  Naftali er en løssluppen Hind, han fremfører yndig Tale.
+
+ 22.  Et yppigt Vintræ er Josef, et yppigt Vintræ ved Kilden, Ranker
+      slynger sig over Muren.
+ 23.  Bueskytter fejder imod ham, strides med ham, gør Angreb på ham,
+ 24.  men hans Bue er stærk, hans Hænders Arme rappe; det kommer fra
+      Jakobs Vældige, fra Hyrden, Israels Klippe,
+ 25.  fra din Faders Gud han hjælpe dig!Og Gud den Almægtige, han
+      velsigne dig med Himmelens Velsignelser oventil og Dybets
+      Velsignelser nedentil, med Brysters og Moderlivs Velsignelser!
+ 26.  Din Faders Velsignelser overgår de ældgamle Bjerges
+      Velsignelser, de evige Højes Herlighed. Måtte de komme over
+      Josefs Hoved, over Issen på Fyrsten blandt Brødre!
+
+ 27.  Benjamin, den rovlystne Ulv, om Morgenen æder han Rov, om
+      Aftenen deler han Bytte!"
+
+ 28.  Alle disse er Israels Stammer, tolv i Tal, og det var, hvad
+      deres Fader talte til dem, og han velsignede dem, hver især af
+      dem gav han sin særlige Velsignelse.
+
+ 29.  Og han sagde til dem som sin sidste Vilje: "Nu samles jeg til
+      mit Folk; jord mig da hos mine Fædre i Hulen på Hetiten Efrons
+      Mark.
+ 30.  i Hulen på Makpelas Mark over for Mamre i Kana'ans Land. den
+      Mark, som Abraham købte af Hetiten Efron til Gravsted,
+ 31.  hvor de jordede Abraham og hans Hustru Sara, hvor de jordede
+      Isak og hans Hustru Rebekka, og hvor jeg jordede Lea.
+ 32.  Marken og Hulen derpå blev købt af Hetiterne."
+ 33.  Dermed havde Jakob givet sine Sønner sin Vilje til Kende, og han
+      strakte sine Fødder ud på Lejet. udåndede og samledes til sin
+      Slægt.
+
+1.Mosebog 50
+
+  1.  Da kastede Josef sig over sin Faders Ansigt, græd og kyssede
+      ham;
+  2.  og Josef befalede de lægekyndige blandt sine Tjenere at
+      balsamere hans Fader, og Lægerne balsamerede Israel.
+  3.  Dermed gik fyrretyve Dage, thi så lang Tid tager Balsameringen:
+      og Ægypterne begræd ham i halvfjerdsindstyve Dage.
+  4.  Da Grædetiden var omme, sagde Josef til Faraos Husfolk: "Hvis I
+      har Godhed for mig, så sig på mine Vegne til Farao:
+  5.  Min Fader tog mig i Ed, idet han sagde: Når jeg er død, så jord
+      mig i den Grav, jeg lod mig grave i Kana'ans Land! Lad mig
+      derfor drage op og jorde min Fader og så vende tilbage hertil!"
+  6.  Da sagde Farao: "Drag kun op og jord din Fader, som han har
+      ladet dig sværge."
+  7.  Så drog Josef op for at jorde sin Fader, og med ham drog alle
+      Faraos Tjenere, de ypperste i hans Hus og de ypperste i Ægypten,
+  8.  hele Josefs Hus og hans Brødre og hans Faders Hus, kun deres
+      Kvinder og Børn, Småkvæg og Hornkvæg lod de blive tilbage i
+      Gosen;
+  9.  og med ham fulgte både Stridsvogne og Ryttere, så det blev en
+      overmåde stor Karavane.
+ 10.  Da de kom til Gorenhåtad hinsides Jordan, holdt de der en
+      overmåde stor og højtidelig Dødeklage, og han fejrede Sørgefest
+      for sin Fader i syv Dage.
+ 11.  Men da Landets Indbyggere, Kana'anæerne, så denne Sørgefest i
+      Gorenhåtad, sagde de: "Ægypterne holder en højtidelig
+      Sørgefest." Derfor gav man det Navnet Abel Mizrajim; det ligger
+      hinsides Jordan.
+
+ 12.  Og hans Sønner gjorde, som han havde pålagt dem;
+ 13.  hans Sønner førte ham til Kana'ans Land og jordede ham i Hulen
+      på Makpelas Mark, den Mark, som Abraham havde købt til Gravsted
+      af Hetiten Efron over for Mamre.
+ 14.  Efter at have jordet sin Fader vendte Josef tilbage til Ægypten
+      med sine Brødre og alle dem, der var draget op med ham til hans
+      Faders Jordefærd.
+
+ 15.  Da Josefs Brødre så, at deres Fader var død, sagde de: "Blot nu
+      ikke Josef vil vise sig fjendsk mod os og gengælde os alt det
+      onde, vi har gjort ham!"
+ 16.  Derfor sendte de Bud til Josef og sagde: "Din Fader pålagde os
+      før sin Død
+ 17.  at sige til Josef: Tilgiv dog dine Brødres Brøde og Synd, thi de
+      har gjort ondt imod dig! Så tilgiv nu din Faders Guds Tjenere
+      deres Brøde!" Da græd Josef over deres Ord til ham.
+ 18.  Siden kom hans Brødre selv og faldt ham til Fode og sagde: "Se,
+      vi vil være dine Trælle!"
+ 19.  Da sagde Josef til dem: "Frygt ikke, er jeg vel i Guds Sted?
+ 20.  I tænkte ondt mod mig, men Gud tænkte at vende det til det gode
+      for at gøre, hvad nu er sket, og holde mange Folk i Live;
+ 21.  frygt ikke, jeg vil sørge for eder og eders Kvinder og Børn!"
+      Således trøstede han dem og satte Mod i dem.
+
+ 22.  Josef blev nu i Ægypten, både han og hans Faders Hus, og Josef
+      blev 110 År gammel.
+ 23.  Josef så Børn i tredje Led af Efraim; også Børn af Manasses Søn
+      Makir fødtes på Josefs Knæ.
+ 24.  Derpå sagde Josef til sine Brødre: "Jeg dør snart, men Gud vil
+      se til eder og føre eder fra Landet her til det Land, han
+      tilsvor Abraham, Isak og Jakob."
+ 25.  Og Josef tog Israels Sønner i Ed og sagde: "Når Gud ser til
+      eder, skal I føre mine Ben bort herfra!"
+ 26.  Josef døde 110 År gammel, og man balsamerede ham og lagde ham i
+      Kiste i Ægypten.
+
+
+2.Mosebog
+
+2.Mosebog 1
+
+  1.  Dette er Navnene på Israels Sønner, der sammen med Jakob kom til
+      Ægypten med deres Familier:
+  2.  Ruben, Simeon, Levi og Juda,
+  3.  Issakar, Zebulon og Benjamin,
+  4.  Dan og Naftali, Gad og Aser.
+  5.  Jakobs Efterkommere udgjorde i alt halvfjerdsindstyve, men Josef
+      var i Ægypten.
+  6.  Imidlertid døde Josef og alle hans Brødre og hele dette
+      Slægtled.
+  7.  Men Israeliterne var frugtbare og formerede sig, og de blev
+      mange og overmåde talrige, så at Landet blev fuldt af dem.
+
+  8.  Da kom der en ny Konge over Ægypten, som ikke vidste noget om
+      Josef;
+  9.  og han sagde til sit Folk: "Se, Israels Folk bliver talrigere og
+      stærkere end vi.
+ 10.  Velan, lad os gå klogt til Værks imod dem, for at de ikke skal
+      blive for mange; ellers kan det hænde, når vi kommer i Krig, at
+      de går over til vore Modstandere og kæmper mod os og til sidst
+      forlader Landet!"
+ 11.  Så satte man Fogeder over dem til at plage dem med
+      Trællearbejde, og de måtte bygge Forrådsbyer for Farao: Pitom og
+      Ra'amses.
+ 12.  Men jo mere man plagede dem, des flere blev de, og des mere
+      bredte de sig, så Ægypterne fik Rædsel for Israeliterne.
+ 13.  Og Ægypterne tvang Israeliterne til Trællearbejde
+ 14.  og gjorde dem Livet bittert ved hårdt Arbejde med Ler og Tegl og
+      alle Hånde Markarbejde, ved alt det Arbejde, de tvang dem til at
+      udføre for sig.
+
+ 15.  Ægypterkongen sagde da til Hebræerkvindernes Jordemødre, af
+      hvilke den ene hed Sjifra, den anden Pua:
+ 16.  "Når I forløser Hebræerkvinderne, skal I se godt efter ved
+      Fødselen, og er det et Drengebarn, tag så Livet af det, men er
+      det et Pigebarn, lad det så leve!"
+ 17.  Men Jordemødrene frygtede Gud og gjorde ikke, som Ægypterkongen
+      havde befalet dem, men lod Drengebørnene leve.
+ 18.  Da lod Ægypterkongen Jordemødrene kalde og sagde til dem:
+      "Hvorfor har I båret eder således ad og ladet Drengebørnene
+      leve?"
+ 19.  Men Jordemødrene svarede Farao: "Hebræerkvinderne er ikke som de
+      Ægyptiske Kvinder, de har let ved at føde; inden Jordemoderen
+      kommer til dem, har de allerede født!"
+ 20.  Og Gud gjorde vel imod Jordemødrene, og Folket blev stort og
+      såre talrigt;
+ 21.  og Gud gav Jordemødrene Afkom, fordi de frygtede ham.
+ 22.  Da udstedte Farao den Befaling til hele sit Folk: "Alle
+      Drengebørn, der fødes, skal I kaste i Nilen, men Pigebørnene
+      skal I lade leve!"
+
+2.Mosebog 2
+
+  1.  Og en Mand af Levis Hus gik hen og tog en Levi Datter til Ægte,
+  2.  og Kvinden blev frugtsommelig og fødte en Søn. Da hun så, at det
+      var en dejlig Dreng, skjulte hun ham i tre Måneder;
+  3.  og da hun ikke længer kunde holde ham skjult, tog hun en Kiste
+      af Papyrusrør, tættede den med Jordbeg og Tjære, lagde drengen i
+      den og satte den hen mellem Sivene ved Nilens Bred.
+  4.  Og hans Søster stillede sig noget derfra for at se, hvad der
+      vilde ske med ham.
+  5.  Da kom Faraos Datter ned til Nilen for at bade, og imedens gik
+      hendes Jomfruer ved Flodens Bred. Så fik hun Øje på Kisten
+      mellem Sivene og sendte sin Pige hen for at hente den.
+  6.  Og da hun åbnede den, så hun Barnet, og se, det var et
+      Drengebarn, der græd. Da ynkedes hun over det og sagde: "Det må
+      være et af Hebræernes Drengebørn!"
+  7.  Hans Søster sagde nu til Faraos Datter: "Skal jeg gå hen og
+      hente dig en Amme blandt Hebræerkvinderne til at amme Barnet for
+      dig?"
+  8.  Faraos Datter svarede hende: "Ja, gør det!" Så gik Pigen hen og
+      hentede Barnets Moder.
+  9.  Og Faraos Datter sagde til hende: "Tag dette Barn med dig og am
+      ham for mig, jeg skal nok give dig din Løn derfor!" Og Kvinden
+      tog Barnet og ammede ham.
+ 10.  Men da Drengen var blevet stor, bragte hun ham til Faraos
+      Datter, og denne antog ham som sin Søn og gav ham Navnet Moses;
+      "thi," sagde hun, "jeg har trukket ham op af Vandet."
+
+ 11.  På den Tid gik Moses, som imidlertid var blevet voksen, ud til
+      sine Landsmænd og så på deres Trællearbejde. Og han så en
+      Ægypter slå en Hebræer, en af hans Landsmænd, ihjel.
+ 12.  Da så han sig om til alle Sider, og efter at have forvisset sig
+      om, at der ingen var i Nærheden, slog han Ægypteren ihjel og
+      gravede ham ned i Sandet.
+ 13.  Da han den næste Dag igen gik derud, så han to Hebræere i
+      Slagsmål med hinanden. Da sagde han til ham, der havde Uret:
+      "Hvorfor slår du din Landsmand?"
+ 14.  Han svarede: "Hvem har sat dig til Herre og Dommer over os?  Vil
+      du måske slå mig ihjel, ligesom du slog Ægypteren ihjel?" Og
+      Moses blev bange og tænkte: "Så er det dog blevet bekendt!"
+ 15.  Da Farao fik Nys derom, søgte han at komme Moses til Livs, men
+      Moses flygtede for Farao og tyede til Midjans Land, og der satte
+      han sig ved en Brønd.
+
+ 16.  Præsten i Midjan havde syv Døtre; de kom nu hen og øste Vand og
+      fyldte Trugene for at vande deres Faders Småkvæg.
+ 17.  Da kom Hyrderne og vilde jage dem bort, men Moses stod op og
+      hjalp dem og vandede deres Småkvæg.
+ 18.  Da de nu kom hjem til deres Fader Reuel, sagde han: "Hvorfor
+      kommer I så tidligt hjem i Dag?"
+ 19.  De svarede: "Der var en Ægypter, som hjalp os over for Hyrderne,
+      ja han øste også Vand for os og vandede Småkvæget."
+ 20.  Da sagde han til sine Døtre: "Hvor er han da? Hvorfor har I
+      ladet Manden blive derude? Byd ham ind, at han kan få noget at
+      spise!"
+ 21.  Så bestemte Moses sig til at tage Ophold hos Manden, og han gav
+      Moses sin Datter Zippora til Ægte,
+ 22.  og hun fødte en Søn, som han kaldte Gersom; "thi," sagde han,
+      "jeg er blevet Gæst i et fremmed Land."
+
+ 23.  Således gik der lang Tid hen, og imidlertid døde
+      Ægypterkongen. Men Israeliterne stønnede og klagede under deres
+      Trældom, og deres Skrig over Trældommen nåede op til Gud.
+ 24.  Da hørte Gud deres Jamren, og Gud ihukom sin Pagt med Abraham,
+      Isak og Jakob,
+ 25.  og Gud så til Israeliterne, og Gud kendtes ved dem.
+
+2.Mosebog 3
+
+  1.  Moses vogtede nu Småkvæget for sin Svigerfader Jetro, Præsten i
+      Midjan,og drev engang Småkvæget hen hinsides Ørkenen og kom til
+      Guds Bjerg Horeb.
+  2.  Da åbenbarede HERRENs Engel sig for ham i en Ildslue, der slog
+      ud af en Tornebusk, og da han så nærmere til, se, da stod
+      Tornebusken i lys Lue, uden at den blev fortæret.
+  3.  Da sagde Moses: "Lad mig gå hen og se på dette underfulde Skue,
+      hvorfor Tornebusken ikke brænder op."
+  4.  Men da HERREN så, at han gik hen for at se derpå, råbte Gud til
+      ham fra Tornebusken: "Moses, Moses!" Og han svarede: "Se, her er
+      jeg!"
+  5.  Da sagde han: "Kom ikke nærmere! Drag dine Sko af dine Fødder,
+      thi det Sted, du står på, er hellig Jord!"
+  6.  Og han sagde: "Jeg er din Faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og
+      Jakobs Gud." Da skjulte Moses sit Ansigt, thi han frygtede for
+      at skue Gud.
+
+  7.  Derpå sagde HERREN: "Jeg har set mit Folks Elendighed i Ægypten,
+      og jeg har hørt deres Klageskrig over deres Undertrykkere, ja,
+      jeg kender deres Lidelser;
+  8.  og jeg er steget ned for at udfri dem af Ægyptens Hånd og føre
+      dem bort fra dette Land til et godt og vidtstrakt Land, til et
+      Land, der flyder med Mælk og Honning, til Kana'anæernes,
+      Hetiternes, Amoriternes, Perizzitemes, Hivviternes og
+      Jebusiternes Egn.
+  9.  Se, nu er Israeliternes Klageskrig nået til mig, og jeg har også
+      set den Trængsel, Ægypterne har bragt over dem.
+ 10.  Derfor vil jeg nu sende dig til Farao, og du skal føre mit Folk,
+      Israeliterne, ud af Ægypten!"
+ 11.  Men Moses sagde til Gud: "Hvem er jeg, at jeg skulde kunne gå
+      til Farao og føre Israeliterne ud af Ægypten?"
+ 12.  Han svarede: "Jo, jeg vil være med dig! Og dette skal være dig
+      Tegnet på, at det er mig, der har sendt dig: Når du har ført
+      Folket ud af Ægypten, skal I dyrke Gud på dette Bjerg!"
+ 13.  Men Moses sagde til Gud: "Når jeg kommer til Israeliterne og
+      siger dem, at deres Fædres Gud har sendt mig til dem, hvad skal
+      jeg så svare dem, hvis de spørger om hans Navn7"
+ 14.  Gud svarede Moses: "Jeg er den, jeg er!" Og han sagde: "Således
+      skal du sige til Israeliterne: JEG ER har sendt mig til eder!"
+
+ 15.  Og Gud sagde fremdeles til Moses: "Således skal du sige til
+      Israeliterne: HERREN, eders Fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud
+      og Jakobs Gud, har sendt mig til eder; dette er mit Navn til
+      evig Tid, og således skal jeg kaldes fra Slægt til Slægt.
+ 16.  Gå nu hen og kald Israels Ældste sammen og sig til dem: HERREN,
+      eders Fædres Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, har åbenbaret
+      sig for mig og sagt: Jeg har givet Agt på eder og på, hvad man
+      har gjort imod eder i Ægypten,
+ 17.  og jeg har sat mig for at føre eder ud af Ægyptens Elendighed
+      til Kana'anæernes, Hetiternes, Amoriternes, Perizziternes,
+      Hivviternes og Jebusiternes Land, til et Land, der flyder med
+      Mælk og Honning!
+ 18.  De vil høre på dig, og du skal sammen med Israels Ældste gå til
+      Ægypterkongen, og I skal sige til ham: HERREN, Hebræernes Gud,
+      har mødt os, tillad os derfor at drage tre Dagsrejser ud i
+      Ørkenen og ofre til HERREN vor Gud!
+ 19.  Jeg ved vel, at Ægypterkongen ikke vil tillade eder at drage
+      bort uden med Magt;
+ 20.  men jeg skal udrække min Hånd og ramme Ægypten med alle mine
+      Undergerninger, som jeg vil gøre der; så skal han give eder Lov
+      til at drage af Sted.
+ 21.  Og jeg vil stemme Ægypterne gunstigt mod dette Folk, så at I,
+      når I drager bort, ikke skal drage bort med tomme Hænder.
+ 22.  Enhver Kvinde skal bede sin Naboerske og de Kvinder, som er til
+      Huse hos hende, om Sølv og Guldsmykker og Klæder, og I skal give
+      eders Sønner og Døtre det på. Således skal I tage Bytte fra
+      Ægypterne."
+
+2.Mosebog 4
+
+  1.  Moses svarede; "Hvis de nu ikke tror mig og ikke hører mig, men
+      siger, at HERREN ikke har åbenbaret sig for mig?"
+  2.  Da sagde HERREN til ham: "Hvad har du der i din Hånd?" Han
+      svarede: "En Stav!"
+  3.  Og han sagde: "Kast den til Jorden!" Da kastede han den til
+      Jorden, og den blev til en Slange, og Moses flyede for den.
+  4.  Og HERREN sagde til Moses: "Ræk Hånden ud og grib den i Halen!"
+      Da rakte han sin Hånd ud, og den blev til en Stav i hans Hånd.
+  5.  "For at de nemlig kan tro, at HERREN, deres Fædres Gud, Abrahams
+      Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har åbenbaret sig for dig."
+  6.  Og HERREN sagde fremdeles til ham: "Stik din Hånd ind på
+      Brystet!" Da stak han sin Hånd ind på Brystet, og da han trak
+      den ud, se, da var den hvid som Sne af Spedalskhed.
+  7.  Derpå sagde han: "Stik atter Hånden ind på Brystet!" Så stak han
+      atter Hånden ind på Brystet, og da han trak den ud, se, da var
+      den igen som hans øvrige Legeme.
+  8.  "Hvis de nu ikke tror dig og lader sig overbevise af det første
+      Tegn, så vil de tro det sidste;
+  9.  men hvis de end ikke tror på disse to Tegn og hører på dig, tag
+      da Vand fra Nilen og hæld det ud på Jorden, så skal Vandet, som
+      du tager fra Nilen, blive til Blod på Jorden."
+
+ 10.  Men Moses sagde til HERREN: "Ak, Herre, jeg er ingen veltalende
+      Mand, jeg var det ikke før og er det heller ikke nu, efter at du
+      har talet til din Tjener, thi jeg har svært ved at udtrykke mig
+      og tale for mig."
+ 11.  Da svarede HERREN ham: "Hvem har givet Mennesket Mund, og hvem
+      gør stum eller døv, seende eller blind? Mon ikke jeg, HERREN?
+ 12.  Gå derfor kun, jeg vil være med din Mund og lære dig, hvad du
+      skal sige!"
+ 13.  Men han sagde: "Ak, Herre, send dog enhver anden end mig!"
+ 14.  Da blussede HERRENs Vrede op imod Moses, og han sagde: "Har du
+      ikke din Broder Aron, Leviten? Han, ved jeg, kan tale for sig.
+      Han er også allerede på Vej for at møde dig, og han vil glæde
+      sig i sit Hjerte, når han ser dig;
+ 15.  du skal tale til ham og lægge ham Ordene i Munden, så vil jeg
+      være med din og hans Mund og lære eder, hvad I skal gøre.
+ 16.  Han skal tale på dine Vegne til Folket; han skal være din Mund,
+      og du skal være som Gud for ham.
+ 17.  Tag nu i din Hånd denne Stav, som du skal gøre Tegnene med!"
+
+ 18.  Derefter vendte Moses tilbage til sin Svigerfader Jetro og sagde
+      til ham: "Lad mig vende tilbage til mine Landsmænd i Ægypten og
+      se, om de endnu er i Live!" Og Jetro svarede Mose's: "Drag bort
+      i Fred!"
+ 19.  Da sagde HERREN til Moses i Midjan: "Vend tilbage til Ægypten,
+      thi alle de Mænd, der stod dig efter Livet, er døde."
+ 20.  Så tog Moses sin Hustru og sin Søn og satte dem på sit Æsel og
+      vendte tilbage til Ægypten; og Moses tog Guds Stav i Hånden.
+ 21.  Men HERREN sagde til Moses: "Når du vender tilbage til Ægypten,
+      så mærk dig dette: Alle de Undergerninger, jeg giver dig Magt
+      til at udføre, skal du gøre for Farao; men jeg vil forhærde hans
+      Hjerte, så han ikke lader Folket rejse.
+ 22.  Og da skal du sige til Farao: Så siger HERREN: Israel er min
+      førstefødte Søn;
+ 23.  men da jeg sagde til dig: Lad min Søn rejse, for at han kan
+      dyrke mig! da nægtede du at lade ham rejse. Se, jeg dræber din
+      førstefødte Søn!"
+
+ 24.  Men undervejs, i Natteherberget, kom HERREN imod ham og vilde
+      dræbe ham.
+ 25.  Da greb Zippora en skarp Sten og afskar sin Søns Forhud og
+      berørte hans Blusel dermed, idet hun sagde: "Du er mig en
+      Blodbrudgom!"
+ 26.  Så lod han ham i Fred. Ved den Lejlighed brugte hun Ordet
+      "Blodbrudgom" med Hentydning til Omskærelsen.
+
+ 27.  Derpå sagde HERREN til Aron: "Gå Moses i Møde i Ørkenen!" Og han
+      gik ud og traf ham ved Guds Bjerg og kyssede ham.
+ 28.  Og Moses fortalte Aron om alt, hvad HERREN havde pålagt ham, og
+      om alle de Tegn, han havde befalet ham at gøre.
+ 29.  Derefter gik Moses og Aron den og kaldte alle Israeliternes
+      Ældste sammen;
+ 30.  og Aron fortalte alt, hvad HERREN havde sagt til Moses, og denne
+      gjorde Tegnene i Folkets Påsyn.
+ 31.  Da troede Folket, og da de hørte, at HERREN havde givet Agt på
+      Israeliterne og set til deres Elendighed, bøjede de sig og
+      tilbad.
+
+2.Mosebog 5
+
+  1.  Derefter gik Moses og Aron hen og sagde til Farao: "Så siger
+      HERREN, Israels Gud: Lad mit Folk rejse, for at de kan holde
+      Højtid for mig i Ørkenen!"
+  2.  Men Farao sagde: "Hvem er HERREN, at jeg skulde adlyde ham og
+      lade Israeliterne rejse? Jeg kender ikke noget til HERREN, og
+      jeg vil heller ikke lade Israeliterne rejse!"
+  3.  De svarede: "Hebræernes Gud har mødt os; tillad os nu at drage
+      tre Dagsrejser ud i Ørkenen og ofre til HERREN. vor Gud, for at
+      han ikke skal slå os med Pest eller Sværd!"
+  4.  Men Ægypterkongen sagde til dem: "Hvorfor vil I, Moses og Aron,
+      forstyrre Folket i dets Arbejde? Gå til eders Trællearbejde!"
+  5.  Og Farao sagde: "Folket er så vist dovent nok; og nu vil I have
+      dem fri fra deres Trællearbejde!"
+
+  6.  Samme Dag udstedte Farao følgende Befaling til Fogederne over
+      Folket og dets Opsynsmænd:
+  7.  "I skal ikke mere som hidtil give Folket Halm til Teglarbejdet;
+      de skal selv gå ud og sanke Halm;
+  8.  men alligevel skal I pålægge dem at lave lige så mange Teglsten
+      som hidtil, I må ikke eftergive dem noget; thi de er dovne, og
+      derfor er det, de råber op og siger: Lad os drage ud og ofre til
+      vor Gud!
+  9.  Strengt Arbejde skal de Mennesker have, for at de kan være
+      optaget deraf og ikke af Løgnetale."
+ 10.  Da gik Folkets Fogeder og Opsynsmænd ud og sagde til Folket:
+      "Således siger Farao: Jeg vil ikke mere give eder Halm;
+ 11.  gå selv ud og sank eder Halm, hvor I kan finde det, men i eders
+      Arbejde bliver der intet eftergivet!"
+ 12.  Da spredte Folket sig over hele Ægypten for at samle Halmstrå.
+ 13.  Men Fogederne trængte på og sagde: "I skal Dag for Dag yde fuldt
+      Arbejde, ligesom dengang I fik Halm!"
+ 14.  Og Israeliternes Opsynsmænd, som Faraos Fogeder havde sat over
+      dem, fik Prygl, og der blev sagt til dem: "Hvorfor stryger I
+      ikke mere det fastsatte Antal Teglsten ligesom før?"
+ 15.  Da gik Israeliternes Opsynsmænd hen og råbte til Farao: "Hvorfor
+      handler du således med din Fræne?
+ 16.  Dine Trælle får ingen Halm, og dog siger de til os: Lav
+      Teglsten! Og dine Trælle får Prygl; du forsynder dig mod dit
+      Folk."
+ 17.  Men han svarede: "I er dovne, det er det, I er! Derfor siger I:
+      Lad os rejse ud og ofre til HERREN!
+ 18.  Gå nu hen og tag fat på eders Arbejde; I får ingen Halm, men I
+      skal levere det samme Antal Teglsten!"
+
+ 19.  Israeliternes Opsynsmænd følte sig ilde stedt ved at skulle
+      sige: "Der må intet eftergives i, hvad I daglig skal skaffe af
+      Teglsten!"
+ 20.  Og da de ved deres Bortgang fra Farao traf Moses og Aron, som
+      stod og ventede på dem,
+ 21.  sagde de til dem: "HERREN se til eder og dømme eder, fordi I har
+      vakt Afsky mod os hos Farao og hans Tjenere og lagt dem et Sværd
+      i Hånden til at dræbe os med!"
+ 22.  Da vendte Moses sig igen til HERREN og sagde: "Herre, hvorfor
+      har du handlet ilde med dette Folk? Hvorfor har du udsendt mig?
+ 23.  Siden jeg har været hos Farao og talt i dit Navn, har han
+      handlet ilde med dette Folk, og frelst dit Folk har du ikke!"
+
+6-1.  Men HERREN svarede Moses: "Nu skal du få at se, hvad jeg vil
+      gøre ved Farao! Med Magt skal han blive tvunget til at lade dem
+      rejse, og med Magt skal han blive tvunget til at drive dem ud af
+      sit Land!"
+
+2.Mosebog 6
+  2.  Gud talede til Moses og sagde til ham: "Jer er HERREN!
+  3.  For Abraham, Isak og Jakob åbenbarede jeg mig som Gud den
+      Almægtige, men under mit Navn HERREN gav jeg mig ikke til Kende
+      for dem.
+  4.  Eftersom jeg har oprettet min Pagt med dem om at skænke dem
+      Kana'ans Land, deres Udlændigheds Land, hvor de levede som
+      fremmede,
+  5.  har jeg nu hørt Israeliternes Klageråb over, at Ægypterne holder
+      dem i Trældon, og jeg er kommet min Pagt i Hu.
+  6.  Derfor skal du sige til Israeliterne: Jeg er HERREN, og jeg vil
+      udfri eder fra det Trællearbejde, Ægypterne har pålagt eder, og
+      frelse eder fra deres Trældom og udløse eder med udrakt Arm og
+      med vældige Straffedomme;
+  7.  og så vil jeg antage eder som mit Folk og være eders Gud, og I
+      skal kende, at jeg er HERREN eders Gud, som udfrier eder fra
+      Ægypternes Trællearbejde;
+  8.  og jeg vil føre eder til det Land, jeg har svoret at ville
+      skænke Abraham, Isak og Jakob, og give eder det i Eje. Jeg er
+      HERREN!"
+  9.  Moses kundgjorde nu dette for Israeliterne; men de hørte ikke på
+      Moses, dertil var deres Modløshed for stor og deres
+      Trællearbejde for hårdt
+
+ 10.  Da talede HERREN til Moses og sagde:
+ 11.  "Gå hen og sig til Farao, Ægyptens Konge, at han skal lade
+      Israeliterne drage ud af, sit Land!"
+ 12.  Men Moses sagde for HERRENs Åsyn: "Israeliterne har ikke hørt på
+      mig, hvor skulde da Farao gøre det, tilmed da jeg er uomskåren
+      på Læberne?"
+ 13.  Da talede HERREN til Moses og Aron og sendte dem til Farao,
+      Ægyptens Konge, for at føre Israeliterne ud af Ægypten.
+
+ 14.  Følgende var Overhovederne for deres Fædrenehuse: Rubens,
+      Israels førstefødtes, Sønner var: Hanok, Pallu, Hezron og Harmi;
+      det er Rubens Slægter.
+ 15.  Simeons. Sønner var Jemuel, Jamin, Ohad, Jakin, Zohar og
+      Kana'anæerkvindens Søn Sjaul; det er Simeons Slægter.
+ 16.  Følgende er Navnene på Levis Sønner efter deres Nedstamning:
+      Gerson, Kehat og Merari. Levis Levetid var 137 År.
+ 17.  Gersons Sønner var Libni og Sjimi efter deres Slægter.
+ 18.  Hehats Sønner var Amram, Jizhar, Hebon og Uzziel. Hehats Levetid
+      var 133 År.
+ 19.  Meraris Sønner var Mali og Musji. Det er Levis Slægter efter
+      deres Nedstamning.
+ 20.  Amram tog sin Faster Jokebed til Ægte; og hun fødte ham Aron og
+      Moses. Amrams Levetid var 137 År.
+ 21.  Jizhars Sønner var Hora, Nefeg og Zikri.
+ 22.  Uzziels Sønner var Misjael, Elzafan og Sitri.
+ 23.  Aron tog Amminadabs Datter, Nahasjons Søster Elisjeba til Ægte;
+      og hun fødte ham Nadab, Abibu, Eleazar og Itamar.
+ 24.  Koras Sønner var Assir, Elkana og Abiasaf; det er Koraiternes
+      Slægter.
+ 25.  Arons Søn Eleazar tog en at Putiels Døtre til Ægte; og hun fødte
+      ham Pinehas. Det er Overhovederne for Leviternes Fædrenehuse
+      efter deres Slægter.
+ 26.  Det var Aron og Moses, som HERREN sagde til: "Før Israeliterne
+      ud af Ægypten, Hærafdeling for Hærafdeling!"
+ 27.  Det var dem, der talte til Farao, Ægyptens Konge, om at føre
+      Israeliterne ud af Ægypten, Moses og Aron.
+
+ 28.  Dengang HERREN talede til Moses i Ægypten,
+ 29.  talede HERREN til Moses således: "Jeg er HERREN! Forkynd Farao,
+      Ægyptens Konge, alt, hvad jeg siger dig!"
+ 30.  Men Moses sagde for HERRENs Åsyn: "Se, jeg er uomskåren på
+      Læberne, hvorledes skulde da Farao ville høre på mig?"
+
+2.Mosebog 7
+
+  1.  Da sagde HERREN til Moses: "Se, jeg gør dig til Gud for Farao,
+      men din Broder Aron skal være din Profet.
+  2.  Du skal sige til ham alt, hvad jeg pålægger dig, men din Broder
+      Aron skal sige det til Farao, for at han skal lade Israeliterne
+      rejse ud af sit Land.
+  3.  Men jeg vil forhærde Faraos Hjerte og derefter gøre mange Tegn
+      og Undere i Ægypten.
+  4.  Farao skal ikke høre på eder, men jeg vil lægge min Hånd på
+      Ægypten og føre mine Hærskarer, mit Folk Israeliterne, ud af
+      Ægypten med vældige Straffedomme;
+  5.  og når jeg udrækker min Hånd mod Ægypten og fører Israeliterne
+      ud derfra, skal Ægypterne kende, at jeg er HERREN."
+  6.  Da gjorde Moses og Aron, som HERREN pålagde dem.
+  7.  Moses var firsindstyve og Aron tre og firsindstyve År gammel, da
+      de talte til Farao.
+
+  8.  Og HERREN talede til Moses og Aron og sagde:
+  9.  "Når Farao kræver et Under af eder, sig så til Aron: Tag din
+      Stav og kast den ned foran Farao, så skal den blive til en
+      Slange!"
+ 10.  Da gik Moses og Aron til Farao og gjorde, som HERREN bød; og da
+      Aron kastede sin Stav foran Farao og hans Tjenere, blev den til
+      en Slange.
+ 11.  Men Farao lod som Modtræk Vismændene og Besværgerne kalde, og
+      de, Ægyptens Koglere, gjorde også det samme ved Hjælp af deres
+      hemmelige Kunster;
+ 12.  de kastede hver sin Stav, og Stavene blev til Slanger, men Arons
+      Stav opslugte deres Stave.
+ 13.  Men Faraos Hjerte blev forhærdet, og han hørte ikke på dem,
+      således som HERREN havde sagt.
+
+ 14.  HERREN sagde nu til Moses: "Faraos Hjerte er forstokket, han
+      vægrer sig ved at lade Folket rejse.
+ 15.  Gå derfor i Morgen tidlig til Farao, når han begiver sig ned til
+      Vandet, og træd frem for ham ved Nilens Bred og tag Staven, der
+      forvandledes til en Slange, i Hånden
+ 16.  og sig til ham: HERREN, Hebræernes Gud, sendte mig til dig med
+      det Bud: Lad mit Folk rejse, at det kan dyrke mig i Ørkenen!
+      Men hidtil har du ikke adlydt.
+ 17.  Så siger HERREN: Deraf skal du kende, at jeg er HERREN: Se, jeg
+      slår Vandet i Nilen med Staven, som jeg holder i min Hånd, og
+      det skal forvandles til Blod,
+ 18.  Fiskene i Nilen skal dø, og Nilen skal stinke, og Ægypterne skal
+      væmmes ved at drikke Vand fra Nilen."
+ 19.  Og HERREN sagde til Moses: "Sig til Aron: Tag din Stav og ræk
+      din Hånd ud over Ægypternes Vande, deres Floder, Kanaler, Damme
+      og alle Vandsamlinger, så skal Vandet blive til Blod, og der
+      skal være Blod i hele Ægypten, både i Trækar og Stenkar."
+ 20.  Og Moses og Aron gjorde, som HERREN bød; Moses løftede Staven og
+      slog Vandet i Nilen for Øjnene af Farao og hans Tjenere, og alt
+      Vandet i Nilen forvandledes til Blod;
+ 21.  Fiskene i Nilen døde, og Nilen stank, så Ægypterne ikke kunde
+      drikke Vand fra Nilen, og der var Blod i hele Ægypten.
+ 22.  Men de Ægyptiske Koglere gjorde det samme ved Hjælp af deres
+      hemmelige Kunster, og Faraos Hjerte blev forhærdet, så han ikke
+      hørte på dem, således som HERREN havde sagt.
+ 23.  Da vendte Farao sig bort og gik hjem, og heller ikke dette lagde
+      han sig på Sinde.
+ 24.  Men alle Ægypterne gravede i Omegnen af Nilen efter Drikkevand,
+      thi de kunde ikke drikke Nilvandet.
+ 25.  Og således gik der syv Dage, efter at HERREN havde slået Nilen.
+
+2.Mosebog 8
+
+  1.  Derpå sagde HERREN til Moses: "Gå til Farao og sig til ham: Så
+      siger HERREN: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig!
+  2.  Men hvis du vægrer dig ved at lade dem rejse, se, da vil jeg
+      plage hele dit Land med Frøer;
+  3.  Nilen skal vrimle af Frøer, og de skal kravle op og trænge ind i
+      dit Hus og dit Sovekammer og på dit Leje og i dine Tjeneres og
+      dit Folks Huse, i dine Bagerovne og dine Dejgtruge;
+  4.  ja på dig selv og dit Folk og alle dine Tjenere skal Frøerne
+      kravle op."
+  5.  Da sagde HERREN til Moses: "Sig til Aron: Ræk din Hånd med
+      Staven ud over Floderne, Kanalerne og Dammene og få Frøerne til
+      at kravle op over Ægypten!"
+  6.  Og Aron rakte sin Hånd ud over Ægyptens Vande. Da kravlede
+      Frøerne op og fyldte Ægypten.
+  7.  Men Koglerne gjorde det samme ved Hjælp af deres hemmelige
+      Kunster og fik Frøerne til at kravle op over Ægypten.
+  8.  Da lod Farao Moses og Aron kalde og sagde: "Gå i Forbøn hos
+      HERREN, at han skiller mig og mit Folk af med Frøerne, så vil
+      jeg lade Folket rejse, at de kan ofre til HERREN."
+  9.  Moses svarede Farao: "Du behøver kun at befale over mig! Til
+      hvilken Tid skal jeg gå i Forbøn for dig, dine Tjenere og dit
+      Folk om at få Frøerne bort fra dig og dine Huse, så de kun
+      bliver tilbage i Nilen?"
+ 10.  Han svarede: "I Morgen!" Da sagde han: "Det skal ske, som du
+      siger, for at du kan kende, at der ingen er som HERREN vor Gud;
+ 11.  Frøerne skal vige bort fra dig, dine Huse, dine Tjenere og dit
+      Folk; kun i Nilen skal de blive tilbage."
+ 12.  Moses og Aron gik nu bort fra Farao, og Moses råbte til HERREN
+      om at bortrydde Frøerne, som han havde sendt over Farao;
+ 13.  og HERREN gjorde, som Moses bad: Frøerne døde i Husene, i
+      Gårdene og på Markerne,
+ 14.  og man samlede dem sammen i Dynger, så Landet kom til at stinke
+      deraf.
+ 15.  Men da Farao så, at han havde fået Luft, forhærdede han sit
+      Hjerte og hørte ikke på dem, således som HERREN havde sagt.
+
+ 16.  Derpå sagde HERREN til Moses: "Sig til Aron: Ræk din Stav ud og
+      slå Støvet på Jorden med den, så skal det blive til Myg i hele
+      Ægypten!"
+ 17.  Og de gjorde således; Aron udrakte sin Hånd med Staven og slog
+      Støvet på Jorden dermed. Da kom der Myg over Mennesker og Dyr;
+      alt Støvet på Jorden blev til Myg i hele Ægypten.
+ 18.  Koglerne søgte nu også ved Hjælp af deres hemmelige Kunster at
+      fremkalde Myg, men de magtede det ikke. Og Myggene kom over
+      Mennesker og Dyr.
+ 19.  Da sagde Koglerne til Farao: "Det er Guds Finger!" Men Faraos
+      Hjerte blev forhærdet, så han ikke hørte på dem, således som
+      HERREN havde sagt.
+
+ 20.  Derpå sagde HERREN til Moses: "Træd i Morgen tidlig frem for
+      Farao, når han begiver sig ned til Vandet, og sig til ham: Så
+      siger HERREN: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig!
+ 21.  Men hvis du ikke lader mit Folk rejse, se, da sender jeg Bremser
+      over dig, dine Tjenere, dit Folk og dine Huse, og Ægypternes
+      Huse skal blive fulde af Bremser, ja endog Jorden, de bor på;
+ 22.  men med Gosens Land, hvor mit Folk bor, vil jeg til den Tid gøre
+      en Undtagelse, så der ingen Bremser kommer, for at du kan kende,
+      at jeg HERREN er i Landet;
+ 23.  og jeg vil sætte Skel mellem mit Folk og dit Folk; i Morgen skal
+      dette Tegn ske!"
+ 24.  Og HERREN gjorde således: Vældige Bremsesværme trængte ind i
+      Faraos og hans Tjeneres Huse og i hele Ægypten, og Landet
+      hærgedes af Bremserne.
+ 25.  Da lod Farao Moses og Aron kalde og sagde: "Gå hen og bring
+      eders Gud et Offer her i Landet!"
+ 26.  Men Moses sagde: "Det går ikke an at gøre således, thi til
+      HERREN vor Gud ofrer vi, hvad der er Ægypterne en
+      Vederstyggelighed; og når vi for Øjnene af Ægypterne ofrer, hvad
+      der er dem en Vederstyggelighed, mon de da ikke stener os?
+ 27.  Lad os drage tre Dagsrejser ud i Ørkenen og ofre til HERREN vor
+      Gud, således som han har pålagt os!"
+ 28.  Farao sagde: "Jeg vil lade eder rejse hen og ofre til HERREN
+      eders Gud i Ørkenen; kun må I ikke rejse for langt bort; men gå
+      i Forbøn for mig!"
+ 29.  Moses svarede: "Se, så snart jeg kommer ud herfra, skal jeg gå i
+      Forbøn hos HERREN, og Bremserne skal vige bort fra Farao, hans
+      Tjenere og hans Folk i Morgen. Blot Farao så ikke igen narrer os
+      og nægter at lade Folket rejse hen og ofre til HERREN!"
+ 30.  Derpå gik Moses bort fra Farao og gik i Forbøn hos HERREN.
+ 31.  Og HERREN gjorde, som Moses bad, og Bremserne veg bort fra
+      Farao, hans Tjenere og hans Folk; der blev ikke en eneste
+      tilbage.
+ 32.  Men Farao forhærdede også denne Gang sit Hjerte og lod ikke
+      Folket rejse.
+
+2.Mosebog 9
+
+  1.  Derpå sagde HERREN til Moses: "Gå til Farao og sig til ham: Så
+      siger HERREN, Hebræernes Gud: Lad mit Folk rejse, for at de kan
+      dyrke mig!
+  2.  Men hvis du vægrer dig ved at lade dem rejse og bliver ved med
+      at holde dem fast,
+  3.  se, da skal HERRENs Hånd komme over dit Kvæg på Marken, over
+      Hestene, Æslerne og Kamelerne, Hornkvæget og Småkvæget med en
+      såre forfærdelig Pest.
+  4.  Og HERREN skal sætte Skel mellem Israels Kvæget og Ægypterens
+      Kvæg, så der ikke skal dø noget af, hvad der tilhører
+      Israeliterne."
+  5.  Og HERREN satte en Tidsfrist, idet han sagde: "I Morgen skal
+      HERREN lade dette ske i Landet."
+  6.  Den følgende Dag lod HERREN det så ske, og alt Ægypternes Kvæg
+      døde, men af Israeliternes Kvæg døde ikke et eneste Dyr.
+  7.  Farao sendte da Bud, og se, ikke et eneste Dyr af Israeliternes
+      Kvæg var dødt. Men Faraos Hjerte blev forhærdet, og han lod ikke
+      Folket rejse.
+
+  8.  Derpå sagde HERREN til Moses og Aron: "Tag begge eders Hænder
+      fulde af Sod fra Smelteovnen, og Moses skal kaste det i Vejret i
+      Faraos Påsyn!
+  9.  Så skal det blive til en Støvsky over hele Ægypten og til
+      Betændelse, der bryder ud i Bylder på Mennesker og Kvæg i hele
+      Ægypten!"
+ 10.  Da tog de Sod fra Smelteovnen og trådte frem for Farao, og Moses
+      kastede det i Vejret; og det blev til Betændelse, der brød ud i
+      Bylder på Mennesker og Kvæg.
+ 11.  Og Koglerne kunde ikke holde Stand over for Moses på Grund af
+      Betændelsen, thi Betændelsen angreb Koglerne såvel som alle de
+      andre Ægyptere.
+ 12.  Men HERREN forhærdede Faraos Hjerte, så han ikke hørte på dem,
+      således som HERREN havde sagt til Moses.
+
+ 13.  Derpå sagde HERREN til Moses: "Træd i Morgen tidlig frem for
+      Farao og sig til ham: Så siger HERREN, Hebræernes Gud: Lad mit
+      Folk rejse, for at de kan dyrke mig!
+ 14.  Thi denne Gang vil jeg sende alle mine Plager mod dig selv og
+      mod dine Tjenere og dit Folk, for at du kan kende, at der er
+      ingen som jeg på hele Jorden.
+ 15.  Thi ellers havde jeg nu udrakt min Hånd for at ramme dig og dit
+      Folk med Pest, så du blev udryddet fra Jordens Overflade;
+ 16.  dog derfor har jeg ladet dig blive i Live for at vise dig min
+      Magt, og for at mit Navn kan blive forkyndt på hele Jorden.
+ 17.  Endnu stiller du dig i Vejen for mit Folk og vil ikke lade det
+      rejse.
+ 18.  Se, jeg lader i Morgen ved denne Tid et frygteligt Haglvejr
+      bryde løs, hvis Lige ikke har været i Ægypten, fra den Dag det
+      blev til og indtil nu.
+ 19.  Derfor må du sørge for at bringe dit Kvæg og alt, hvad du har på
+      Marken, i Sikkerhed! Thi alle Mennesker og Dyr, der befinder sig
+      på Marken og ikke er kommet under Tag, skal rammes af Haglen og
+      omkomme."
+ 20.  De blandt Faraos Tjenere, der frygtede HERRENs Ord, bragte nu
+      deres Trælle og Kvæg under Tag;
+ 21.  men de, der ikke lagde sig HERRENs Ord på Hjerte, lod deres
+      Trælle og Kvæg blive ude på Marken.
+ 22.  Da sagde HERREN til Moses: "Ræk din Hånd op mod Himmelen, så
+      skal der falde Hagl i hele Ægypten på Mennesker og Dyr og på
+      alle Markens Urter i Ægypten!"
+ 23.  Da rakte Moses sin Stav op mod Himmelen, og HERREN sendte Torden
+      og Hagl; Ild for ned mod Jorden, og HERREN lod Hagl falde over
+      Ægypten;
+ 24.  og der kom et Haglvejr, med Ildsluer flammende mellem Haglen, så
+      voldsomt, at dets Lige aldrig havde været nogetsteds i Ægypten,
+      siden det blev befolket;
+ 25.  og i hele Ægypten slog Haglen alt ned, hvad der var på Marken,
+      både Mennesker og Kvæg, og alle Markens Urter slog Haglen ned,
+      og alle Markens Træer knækkede den;
+ 26.  kun i Gosen, hvor Israeliterne boede, faldt der ikke Hagl.
+
+ 27.  Da sendte Farao Bud efter Moses og Aron og sagde til dem: "Denne
+      Gang har jeg syndet; HERREN har Ret, og jeg og mit Folk har
+      Uret;
+ 28.  gå i Forbøn hos HERREN, at det nu må være nok med Guds Torden og
+      Haglvejret, så vil jeg lade eder rejse, og I skal ikke blive
+      længer!"
+ 29.  Moses svarede ham: "Så snart jeg kommer ud af Byen, skal jeg
+      udbrede mine Hænder mod HERREN; så skal Tordenen høre op, og
+      Haglen skal ikke falde mere, for at du kan kende, at Jorden
+      tilhører HERREN."
+ 30.  Dog, jeg ved, at du og dine Tjenere endnu ikke frygter for Gud
+      HERREN."
+ 31.  Hørren og Byggen blev slået ned, thi Byggen stod i Aks, og
+      Hørren i Blomst;
+ 32.  derimod blev Hveden og Spelten ikke slået ned, thi de modnes
+      senere.
+ 33.  Da Moses var gået bort fra Farao og var kommet ud af Byen,
+      udbredte han sine Hænder mod HERREN, og da hørte Tordenen og
+      Haglen op, og Regnen strømmede ikke mere ned.
+ 34.  Men da Farao så, at Regnen, Haglen og Tordenen var hørt op,
+      fremturede han i sin Synd, og han og hans Tjenere forhærdede
+      deres Hjerte.
+ 35.  Faraos Hjerte blev forhærdet, så at han ikke lod Israeliterne
+      rejse, således som HERREN havde sagt ved Moses.
+
+2.Mosebog 10
+
+  1.  Derpå sagde HERREN til Moses: "Gå til Farao! Thi jeg har
+      forhærdet hans og hans Tjeneres Hjerte, at jeg kan komme til at
+      gøre disse mine Tegn iblandt dem,
+  2.  for at du må kunne fortælle din Søn og din Sønnesøn, hvorledes
+      jeg handlede med Ægypterne, og om de Tegn, jeg gjorde iblandt
+      dem; så skal I kende, at jeg er HERREN."
+  3.  Da gik Moses og Aron til Farao og sagde til ham: "Så siger
+      HERREN, Hebræernes Gud: Hvor længe vil du vægre dig ved at
+      ydmyge dig for mig? Lad mit Folk rejse, at de kan dyrke mig!
+  4.  Men hvis du vægrer dig ved at lade mit Folk rejse, se, da vil
+      jeg i Morgen sende Græshopper over dine Landemærker,
+  5.  og de skal skjule Landets Overflade, så man ikke kan se Jorden,
+      og opæde Resten af det, som er blevet tilovers for eder efter
+      Haglen, og opæde alle eders Træer, som gror på Marken;
+  6.  og de skal fylde dine Huse og alle dine Tjeneres og alle
+      Ægypternes Huse således, at hverken dine Fædre eller dine Fædres
+      Fædre nogen Sinde har oplevet Mage dertil, fra den Dag de kom
+      til Verden og indtil denne Dag!" Dermed vendte han sig bort og
+      forlod Farao.
+  7.  Men Faraos Tjenere sagde til ham: "Hvor længe skal denne Mand
+      styrte os i Ulykke? Lad dog disse Mennesker rejse og lad dem
+      dyrke HERREN deres Gud! Har du endnu ikke indset, at Ægypten går
+      til Grunde?"
+  8.  Moses og Aron blev nu hentet tilbage til Farao, og han sagde til
+      dem: "Drag af Sted og dyrk HERREN eders Gud! Men hvem er det nu,
+      der vil af Sted?"
+  9.  Moses svarede: "Med vore Børn og vore gamle vil vi drage af
+      Sted, med vore Sønner og vore Døtre, vort Småkvæg og vort
+      Hornkvæg vil vi drage af Sted, thi vi skal fejre HERRENs
+      Højtid."
+ 10.  Da sagde han til dem: "HERREN være med eder, om jeg lader eder
+      rejse sammen med eders Kvinder og Børn! Der ser man, at I har
+      ondt i Sinde!
+ 11.  Nej men I Mænd kan drage bort og dyrke HERREN; det var jo det, I
+      ønskede!" Derpå jog man dem bort fra Farao.
+ 12.  Da sagde HERREN til Moses: "Ræk din Hånd ud over Ægypten og få
+      Græshopperne til at komme; de skal komme over Ægypten og opæde
+      alt, hvad der vokser i Landet, alt, hvad Haglen har levnet!"
+ 13.  Moses rakte da sin Stav ud over Ægypten, og HERREN lod en
+      Østenstorm blæse over Landet hele den Dag og den påfølgende Nat;
+      og da det blev Morgen, førte Østenstormen Græshopperne med sig.
+ 14.  Da kom Græshopperne over hele Ægypten, og de slog sig ned i hele
+      Ægyptens Område i uhyre Mængder; aldrig før havde der været så
+      mange Græshopper, og ingen Sinde mere skal der komme så mange.
+ 15.  Og de skjulte hele Jordens Overflade, så Jorden blev sort af
+      dem, og de opåd alt, hvad der voksede i Landet, og alle
+      Træfrugter, alt, hvad Haglen havde levnet, og der blev intet
+      grønt tilbage på Træerne eller på Markens Urter i hele Ægypten.
+ 16.  Da lod Farao skyndsomt Moses og Aron kalde til sig og sagde:
+      "Jeg har syndet mod HERREN eders Gud og mod eder!
+ 17.  Men tilgiv mig nu min Synd denne ene Gang og gå i Forbøn hos
+      eders Gud, at han dog blot vil tage denne dødbringende Plage fra
+      mig!"
+ 18.  Da gik Moses bort fra Farao og bad til HERREN.
+ 19.  Og HERREN lod Vinden slå om til en voldsom Vestenvind, som tog
+      Græshopperne og drev dem ud i det røde Hav, så der ikke blev en
+      eneste Græshoppe tilbage i hele Ægyptens Område.
+ 20.  Men HERREN forhærdede Faraos Hjerte, så han ikke lod
+      Israeliterne rejse.
+
+ 21.  Derpå sagde HERREN til Moses: "Ræk din Hånd op mod Himmelen, så
+      skal der komme et Mørke over Ægypten, som man kan tage og føle
+      på!"
+ 22.  Da rakte Moses sin Hånd op mod Himmelen, og der kom et tykt
+      Mørke i hele Ægypten i tre Dage;
+ 23.  den ene kunde ikke se den anden, og ingen flyttede sig af Stedet
+      i tre Dage; men overalt, hvor Israeliterne boede, var det lyst.
+ 24.  Da lod Farao Moses kalde og sagde: "Drag hen og dyrk HERREN.
+      Dog skal eders Småkvæg og Hornkvæg blive tilbage, men eders
+      Kvinder og Børn må I tage med."
+ 25.  Men Moses sagde: "Du må også overlade os Slagtofre og Brændofre,
+      som vi kan bringe HERREN vor Gud;
+ 26.  også vore Hjorde må vi have med, ikke en Klov må blive tilbage,
+      thi dem har vi Brug for, når vi skal dyrke HERREN vor Gud, og vi
+      ved jo ikke,hvor meget vi behøver dertil, før vi kommer til
+      Stedet."
+ 27.  Da forhærdede HERREN Faraos Hjerte, så han nægtede at lade dem
+      rejse.
+ 28.  Og Farao sagde til ham: "Gå bort fra mig og vogt dig for at
+      komme mig for Øje mere; thi den Dag du kommer mig for Øje, er du
+      dødsens!"
+ 29.  Da sagde Moses: "Du har sagt det, jeg skal ikke mere komme dig
+      for Øje!"
+
+2.Mosebog 11
+
+  1.  Derpå sagde HERREN til Moses: "Een Plage endnu vil jeg lade
+      komme over Farao og Ægypterne, og efter den skal han lade eder
+      rejse herfra; ja, når han lader eder rejse med alt, hvad I har,
+      skal han endog drive eder herfra!
+  2.  Sig nu til Folket, at hver Mand skal bede sin Nabo, og hver
+      Kvinde sin Naboerske om Sølv og Guld smykker!"
+  3.  Og HERREN stemte Ægypterne gunstigt imod Folket, og desuden var
+      den Mand Moses højt anset i Ægypten både hos Faraos Tjenere og
+      hos Folket.
+  4.  Moses sagde: "Så siger HERREN: Ved Midnatstid vil jeg drage
+      igennem Ægypten,
+  5.  og så skal alle førstefødte i Ægypten dø, lige fra den
+      førstefødte hos Farao, der skal arve hans Trone, til den
+      førstefødte hos Trælkvinden, der arbejder ved Håndkværnen, og
+      alt det førstefødte af Kvæget.
+  6.  Da skal der i hele Ægypten lyde et Klageskrig så stort, at dets
+      Lige aldrig har været hørt og aldrig mere skal høres.
+  7.  Men end ikke en Hund skal bjæffe ad nogen af Israeliterne,
+      hverken ad Folk eller Fæ for at du kan kende, at HERREN gør Skel
+      mellem Ægypterne og Israel.
+  8.  Da skal alle dine Tjenere der komme ned til mig og kaste sig til
+      Jorden for mig og sige: Drag dog bort med alt det Folk, der
+      følger dig! Og så vil jeg drage bort !" Og han gik ud fra Farao
+      med fnysende Vrede.
+  9.  Men HERREN sagde til Moses: "Farao skal ikke høre på eder, for
+      at mine Undergerninger kan blive talrige i Ægypten."
+ 10.  Og Moses og Aron gjorde alle disse Undergerninger i Faraos
+      Påsyn, men HERREN forhærdede Faraos Hjerte, så han ikke lod
+      Israeliterne drage ud af sit Land.
+
+2.Mosebog 12
+
+  1.  Derpå talede HERREN til Moses og Aron i Ægypten og sagde:
+  2.  "Denne Måned skal hos eder være Begyndelsesmåneden, den skal hos
+      eder være den første af Årets Måneder.
+  3.  Tal til hele Israels Menighed og sig: På den tiende Dag i denne
+      Måned skal hver Familiefader tage et Lam, et Lam for hver
+      Familie.
+  4.  Og dersom en Familie er for lille til et Lam, skal han sammen
+      med sin nærmeste Nabo tage et Lam, svarende til Personernes
+      Antal; hvor mange der skal være om et Lam, skal I beregne efter.
+      hvad hver enkelt kan spise.
+  5.  Det skal være et lydefrit, årgammelt Handyr, og I kan tage det
+      enten blandt Fårene eller Gederne.
+  6.  I skal have det gående til den fjortende Dag i denne Måned, og
+      hele Israels Menigheds Forsamling skal slagte det ved Aftenstid.
+  7.  Og de skal tage noget af Blodet og stryge det på de to
+      Dørstolper og Overliggeren i de Huse, hvor I spiser det.
+  8.  I skal spise Kødet samme Nat, stegt over Ilden, og I skal spise
+      usyret Brød og bitre Urter dertil.
+  9.  I må ikke spise noget deraf råt eller kogt i Vand, men kun stegt
+      over Ilden, og Hoved, Ben og Indmad må ikke være skilt fra.
+ 10.  I må intet levne deraf til næste Morgen, men hvad der bliver
+      tilovers deraf til næste Morgen, skal I brænde.
+ 11.  Og når I spiser det, skal I have Bælte om Lænden ,Sko på
+      Fødderne og Stav i Hånden, og I skal spise det i største Hast.
+      Det er Påske for HERREN.
+ 12.  I denne Nat vil jeg drage igennem Ægypten og ihjelslå alt det
+      førstefødte i Ægypten både blandt Folk og Fæ; og over alle
+      Ægyptens Guder vil jeg holde Dom. Jeg er HERREN!
+ 13.  Men for eder skal Blodet på Husene, hvor I er, tjene som Tegn,
+      og jeg vil se Blodet og gå eder forbi; intet ødelæggende Slag
+      skal ramme eder, når jeg slår Ægypten.
+
+ 14.  Denne Dag skal være eder en Mindedag, og I skal fejre den som en
+      Højtid for HERREN, Slægt efter Slægt; som en evig gyldig Ordning
+      skal I fejre den.
+ 15.  I syv Dage skal I spise usyret Brød. Straks den første Dag skal
+      I skaffe al Surdejg bort af eders Huse; thi hver den, som spiser
+      noget syret fra den første til den syvende Dag, det Menneske
+      skal udryddes af Israel.
+ 16.  På den første dag skal I holde Højtidsstævne og ligeledes på den
+      syvende Dag. Intet Arbejde må udføres på dem; kun det, enhver
+      behøver til Føde, det og intet andet må I tilberede.
+ 17.  I skal holde det usyrede Brøds Højtid, thi på denne selv samme
+      Dag førte jeg eders Hærskarer ud af Ægypten, derfor skal I
+      højtideligholde denne Dag i alle kommende Slægtled som en evig
+      gyldig Ordning.
+ 18.  På den fjortende Dag i den første Måned om Aftenen skal I spise
+      usyret Brød og vedblive dermed indtil Månedens en og tyvende Dag
+      om Aftenen.
+ 19.  I syv Dage må der ikke findes Surdejg i eders Huse, thi hver
+      den, som spiser noget syret, det Menneske skal udryddes af
+      Israels Menighed, de fremmede så vel som de indfødte i Landet.
+ 20.  I må ikke nyde noget som helst syret; hvor I end bor, skal I
+      spise usyret Brød."
+
+ 21.  Da kaldte Moses alle Israels Ældste sammen og sagde til dem: "Gå
+      ud og hent eder Småkvæg til eders Familier og slagt
+      Påskeofferet;
+ 22.  og tag eder Ysopkoste, dyp dem i Blodet i Fadet og stryg noget
+      deraf på Overliggeren og de to Dørstolper; og ingen af eder må
+      gå ud af sin Husdør før i Morgen.
+ 23.  Thi HERREN vil gå omkring og slå Ægypterne, og når han da ser
+      Blodet på Overliggeren og de to Dørstolper, vil han gå Døren
+      forbi og ikke give Ødelæggeren Adgang til eders Huse for at slå
+      eder.
+ 24.  Dette skal I varetage som en Anordning, der gælder for dig og
+      dine Børn til evig Tid.
+ 25.  Og når I kommer til det Land, HERREN vil give eder, således som
+      han har forjættet, så skal I overholde denne Skik.
+ 26.  Når da eders Børn spørger eder: Hvad betyder den Skik, I der
+      har?
+ 27.  så skal I svare: Det er Påskeoffer for HERREN, fordi han gik
+      Israeliternes Huse forbi i Ægypten, dengang han slog Ægypterne,
+      men lod vore Huse urørte!" Da bøjede Folket sig og tilbad.
+ 28.  Og Israeliterne gik hen og gjorde, som HERREN havde pålagt Moses
+      og Aron.
+
+ 29.  Men ved Midnatstid ihjelslog HERREN alle de førstefødte i
+      Ægypten lige fra Faraos førstefødte, der skulde arve hans Trone,
+      til den førstefødte hos Fangen, der sad i Fangehullet, og alt
+      det førstefødte af Kvæget.
+ 30.  Da stod Farao op om Natten tillige med alle sine Tjenere og alle
+      Ægypterne, og der lød et højt Klageskrig i Ægypten, thi der var
+      intet Hus, hvor der ikke fandtes en død.
+ 31.  Og han lod Moses og Aron kalde om Natten og sagde: "Bryd op og
+      drag bort fra mit Folk, I selv og alle Israeliterne, og drag ud
+      og dyrk HERREN, som I har forlangt.
+ 32.  Tag også eders Småkvæg og Hornkvæg med, som I har forlangt, og
+      drag bort; og bed også om Velsignelse for mig!"
+ 33.  Og Ægypterne trængte på Folket for at påskynde deres Afrejse fra
+      Landet, thi de sagde: "Vi mister alle Livet!"
+ 34.  Og , Folket tog deres Dejg med sig, før den var syret, og de bar
+      Dejtrugene på Skulderen, indsvøbte i deres Kapper.
+ 35.  Men Israeliterne havde gjort, som Moses havde sagt, og bedt
+      Ægypterne om Sølv og Guldsmykker og om Klæder;
+ 36.  og HERREN havde stemt Ægypterne gunstigt mod Folket, så de havde
+      givet dem, hvad de bad om. Således tog de Bytte fra Ægypterne.
+
+ 37.  Så brød Israeliterne op fra Rameses til Sukkot, henved 600.000
+      Mand til Fods foruden Kvinder og Børn.
+ 38.  Desuden fulgte en stor Hob sammenløbet Folk med og dertil
+      Småkvæg og Hornkvæg, en vældig Mængde Kvæg.
+ 39.  Og af den Dejg, de havde bragt med fra Ægypten, bagte de usyret
+      Brød; den var nemlig ikke syret, de var jo drevet ud af Ægypten
+      uden at få Tid til noget; de havde ikke engang tilberedt sig
+      Tæring til Rejsen.
+ 40.  Den Tid, Israeliterne havde boet i Ægypten, udgjorde 430 År.
+ 41.  Netop på den Dag da de 430 År var til Ende, drog alle HERRENs
+      Hærskarer ud af Ægypten.
+ 42.  En Vågenat var det for HERREN, i hvilken han vilde føre dem ud
+      af Ægypten. Den Nat er viet HERREN, en Vågenat for alle
+      Israeliterne, Slægt efter Slægt.
+
+ 43.  HERREN sagde til Moses og Aron: "Dette er Ordningen angående
+      Påskelammet: Ingen fremmed må spise deraf.
+ 44.  Men enhver Træl, der er købt for Penge, må spise deraf, såfremt
+      du har fået ham omskåret.
+ 45.  Ingen indvandret eller Daglejer må spise deraf.
+ 46.  Det skal spises i et og samme Hus, og intet af Kødet må bringes
+      ud af Huset; I må ikke sønderbryde dets Ben.
+ 47.  Hele Israels Menighed skal fejre Påsken.
+ 48.  Dersom en fremmed bor som Gæst hos dig og vil fejre Påske for
+      HERREN, da skal alle af Mandkøn hos ham omskæres; så må han være
+      med til at fejre den, og han skal være ligestillet med den
+      indfødte i Landet; men ingen uomskåren må spise deraf.
+ 49.  En og samme Lov skal gælde for den indfødte i Landet og for den
+      fremmede, der bor som Gæst hos eder."
+
+ 50.  Og Israeliterne gjorde, som HERREN havde pålagt Moses og Aron.
+ 51.  På denne selv samme Dag førte HERREN Israeliterne ud af Ægypten,
+      Hærskare for Hærskare.
+
+2.Mosebog 13
+
+  1.  Og HERREN talede til Moses og sagde:
+  2.  "Du skal hellige mig alt det førstefødte, alt, hvad der åbner
+      Moders Liv hos Israeliterne både af Mennesker og Kvæg; det skal
+      tilhøre mig!"
+
+  3.  Og Moses sagde til Folket: "Kom denne Dag i Hu, på hvilken I
+      vandrer ud af Ægypten, af Trællehuset, thi med stærk Hånd førte
+      HERREN eder ud derfra! Og der må ikke spises syret Brød.
+  4.  I Dag vandrer I ud, i Abib Måned.
+  5.  Når nu HERREN fører dig til Kana'anæernes, Hetiternes,
+      Amoriternes, Hivviternes og Jebusiternes Land, som han tilsvor
+      dine Fædre at ville give dig, et Land, der flyder med Mælk og
+      Honning, så skal du overholde denne Skik i denne Måned.
+  6.  I syv Dage skal du spise usyret Brød, og på den syvende Dag skal
+      der være Højtid for HERREN.
+  7.  I disse syv Dage skal der spises usyret Brød, og der må hverken
+      findes syret Brød eller Surdejg hos dig nogetsteds inden dine
+      Landemærker.
+  8.  Og du skal på den Dag fortælle din Søn, at dette sker i
+      Anledning af, hvad HERREN gjorde for dig, da du vandrede ud af
+      Ægypten!
+  9.  Det skal være dig som et Tegn på din Hånd og et Erindringsmærke
+      på din Pande, for at HERRENs Lov må være i din Mund, thi med
+      stærk Hånd førte HERREN dig ud af Ægypten.
+ 10.  Og du skal holde dig denne Anordning efterrettelig til den
+      fastsatte Tid, År efter År.
+ 11.  Og når HERREN fører dig til Kana'anæernes Land, således som han
+      tilsvor dig og dine Fædre, og giver dig det,
+ 12.  da skal du overlade HERREN alt, hvad der åbner Moders Liv; alt
+      det førstefødte, som falder efter dit Kvæg, for så vidt det er
+      et Handyr, skal tilhøre HERREN.
+ 13.  Men alt det førstefødte af Æslerne skal du udløse med et Stykke
+      Småkvæg, og hvis du ikke udløser det, skal du sønderbryde dets
+      Hals; og alt det førstefødte af Mennesker blandt dine Sønner
+      skal du udløse.
+ 14.  Og når din Søn i Fremtiden spørger dig: Hvad betyder dette?
+      skal du svare ham: Med stærk Hånd førte HERREN os ud af Ægypten,
+      af Trællehuset;
+ 15.  og fordi Farao gjorde sig hård og ikke vilde lade os drage bort,
+      ihjelslog HERREN alt det førstefødte i Ægypten både af Folk og
+      Fæ; derfor ofrer vi HERREN alt, hvad der åbner Moders Liv, for
+      så vidt det er et Handyr, og alt det førstefødte blandt vore
+      Sønner udløser vi!
+ 16.  Og det skal være dig som et Tegn på din Hånd og et
+      Erindringsmærke på din Pande, thi med stærk Hånd førte HERREN os
+      ud af Ægypten."
+
+ 17.  Da Farao lod Folket drage bort, førte Gud dem ikke ad Vejen til
+      Filisterlandet, som havde været den nærmeste, thi Gud sagde:
+      "Folket kunde komme til at fortryde det, når de ser, der bliver
+      Krig, og vende tilbage til Ægypten."
+ 18.  Men Gud lod Folket gøre en Omvej til Ørkenen i Retning af det
+      røde Hav. Israeliterne drog nu væbnede ud af Ægypten.
+ 19.  Og Moses tog Josefs Ben med sig, thi denne havde taget Israels
+      Sønner i Ed og sagt: "Når Gud ser til eder, skal I føre mine Ben
+      med eder herfra!"
+ 20.  De brød op fra Sukkot og lejrede sig i Etam ved Randen af
+      Ørkenen.
+ 21.  Men HERREN vandrede foran dem, om dagen i en Skystøtte for at
+      vise dem Vej og om Natten i en Ildstøtte for at lyse for dem; så
+      kunde de rejse både Dag og Nat.
+ 22.  Og Skystøtten veg ikke fra Folket om Dagen, ej heller Ildstøtten
+      om Natten.
+
+2.Mosebog 14
+
+  1.  Og HERREN talede til Moses og sagde:
+  2.  "Sig til Israeliterne, at de skal vende om og lejre sig ved Pi
+      Hakirot mellem Migdol og Havet; lige over for Bål Zefon skal I
+      lejre eder ved Havet.
+  3.  Farao vil da tænke om Israeliterne, at de er faret vild i
+      Landet, og at Ørkenen har sluttet dem inde;
+  4.  og jeg vil forhærde Faraos Hjerte, så han sætter efter dem, og
+      jeg vil forherlige mig på Farao og hele hans Krigsmagt, og
+      Ægypterne skal kende, at jeg er HERREN!" Og de gjorde således.
+
+  5.  Da det nu neldtes Ægypterkongen, at Folket var flygtet, skiftede
+      Farao og hans Tjenere Sind over for Folket og sagde: "Hvor kunde
+      vi dog slippe Israeliterne af vor Tjeneste!"
+  6.  Da lod han spænde for sin Vogn og tog sine Krigsfolk med sig;
+  7.  han tog 600 udsøgte Stridsvogne og alle Ægyptens Krigsvogne,
+      alle bemandede med Vognkæmpere.
+  8.  Og HERREN forhærdede Ægypterkongen Faraos Hjerte, så han satte
+      efter Israeliterne; men Israeliterne var draget ud under en
+      stærk Hånds Værn.
+  9.  Og Ægypterne, alle Faraos Heste og Vogne og hans Ryttere og
+      øvrige Krigsfolk, satte efter dem og indhentede dem, da de havde
+      slået Lejr ved Havet, ved Pi Hakirot over for Ba'al Zefon.
+ 10.  Da nu Farao nærmede sig, så Israeliterne op og fik Øje på
+      Ægypterne, der drog efter dem, og de grebes af stor Angst; da
+      råbte Israeliterne til HERREN;
+ 11.  og de sagde til Moses: "Er det, fordi der ingen Grave var i
+      Ægypten, at du har fået os ud for at dø i Ørkenen? Hvad er det
+      dog, du har gjort os, at du førte os ud af Ægypten?
+ 12.  Var det ikke det, vi sagde til dig i Ægypten: Lad os i Fred, og
+      lad os blive ved at trælle for Ægypterne! Thi det er bedre for
+      os at trælle for Ægypterne end at dø i Ørkenen."
+ 13.  Men Moses svarede Folket: "Frygt ikke! Hold blot Stand, så skal
+      I se HERRENs Frelse, som han i Dag vil hjælpe eder til, thi som
+      I ser Ægypterne i Dag, skal I aldrig i Evighed se dem mere.
+ 14.  HERREN skal stride for eder, men I skal tie!"
+
+ 15.  Da sagde HERREN til Moses: "Hvorfor råber du til mig? Sig til
+      Israeliterne, at de skal bryde op!
+ 16.  Løft din Stav og ræk din Hånd ud over Havet og skil det ad i to
+      Dele, så Israeliterne kan vandre gennem Havet på tør Bund.
+ 17.  Se, jeg vil forhærde Ægypternes Hjerte, så de følger efter dem,
+      og jeg vil forherlige mig på Farao og hele hans Krigsmagt, på
+      hans Vogne og Ryttere,
+ 18.  og Ægypterne skal kende, at jeg er HERREN, når jeg forherliger
+      mig på Farao, hans Vogne og Ryttere."
+
+ 19.  Guds Engel, der drog foran Israels Hær, flyttede sig nu og gik
+      bag ved dem; og Skystøtten flyttede sig fra Pladsen foran dem og
+      stillede sig bag ved dem
+ 20.  og kom til at stå imellem Ægypternes og Israels Hære; og da det
+      blev mørkt; blev Skystøtten til en Ildstøtte og oplyste
+      Natten. Således kom de ikke hinanden nær hele Natten.
+
+ 21.  Moses rakte da sin Hånd ud over Havet, og HERREN drev Havet bort
+      med en stærk Østenstorm, der blæste hele Natten, og han gjorde
+      Havet til tørt Land. Og Vandet delte sig.
+ 22.  Da gik Israeliterne midt igennem Havet på tør Bund, medens
+      Vandet stod som en Mur på begge Sider af dem.
+ 23.  Og Ægypterne, alle Faraos Heste,Vogne og Ryttere, satte efter
+      dem og forfulgte dem midt ud i Havet.
+ 24.  Men ved Morgenvagtens Tid skuede HERREN fra Ild og Skystøtten
+      hen imod Ægypternes Hær og bragte den i Uorden;
+ 25.  og han stoppede Vognenes Hjul, så de havde ondt ved at få dem
+      frem. Da sagde Ægypterne: "Lad os flygte for Israel, thi HERREN
+      kæmper for dem imod Ægypten!"
+
+ 26.  Men HERREN sagde til Moses: "Ræk din Hånd ud over Havet, så skal
+      Vandet vende tilbage over Ægypterne, deres Vogne og Ryttere!"
+ 27.  Da rakte Moses sin Hånd ud over Havet; og Havet vendte tilbage
+      til sit sædvanlige Leje ved Morgenens Frembrud, medens de
+      flygtende Ægyptere kom lige imod det, og HERREN drev Ægypterne
+      midt ud i Havet.
+ 28.  Da vendte Vandet tilbage og overskyllede Vognene og Rytterne i
+      hele Faraos Krigsmagt, som havde forfulgt dem ud i Havet; ikke
+      en eneste af dem blev tilbage.
+ 29.  Men Israeliterne var gået gennem Havet på tør Bund, medens
+      Vandet stod som en Mur på begge Sider af dem.
+ 30.  Og HERREN frelste på den dag Israel af Ægypternes Hånd, og
+      Israel så Ægypterne ligge døde ved Havets Bred.
+ 31.  Da så Israel den Stordåd, HERREN havde udført mod Ægypterne; og
+      Folket frygtede HERREN, og de troede på HERREN og på hans Tjener
+      Moses.
+
+2.Mosebog 15
+
+  1.  Ved den Lejlighed sang Moses og Israeliterne denne Sang for
+      HERREN: Jeg vil synge for HERREN, thi han er højt ophøjet, Hest
+      og Rytter styrted han i Havet!
+  2.  HERREN er min Styrke og min Lovsang, og han blev mig til
+      Frelse. Han er min Gud, og jeg vil prise ham, min Faders Gud, og
+      jeg vil ophøje ham.
+  3.  HERREN er en Krigshelt, HERREN er hans Navn!
+
+  4.  Faraos Vogne og Krigsmagt styrted han i Havet, hans ypperste
+      Vognkæmpere drukned i det røde Hav,
+  5.  Strømmene dækked dem, de sank som Sten i Dybet.
+  6.  Din højre, HERRE, er herlig i Kraft, din højre, HERRE, knuser
+      Fjenden.
+  7.  I din Højheds Vælde fælder du dine Modstandere, du slipper din
+      Harme løs, den fortærer dem som Strå.
+  8.  Ved din Næses Pust dyngedes Vandene op, Vandene stod som en
+      Vold, Strømmene stivnede midt i Havet.
+  9.  Fjenden tænkte: "Jeg sætter efter dem, indhenter dem, uddeler
+      Bytte, stiller mit Begær på dem; jeg drager mit Sværd, min Hånd
+      skal udrydde dem."
+ 10.  Du blæste med din Ånde, Havet skjulte dem; de sank som Bly i de
+      vældige Vande.
+
+ 11.  Hvo er som du blandt Guder, HERRE, hvo er som du, herlig i
+      Hellighed, frygtelig i Stordåd, underfuld i dine Gerninger!
+ 12.  Du udrakte din højre, og Jorden slugte dem.
+ 13.  Du leded i din Miskundhed det Folk, du genløste, du førte det i
+      din Vælde til din hellige Bolig.
+ 14.  Folkene hørte det og bæved, Skælven greb Filisterlandets Folk.
+      15Da forfærdedes Edoms Høvdinger, Moabs Fyrster grebes af
+      Rædsel, Kana'ans Beboere tabte alle Modet.
+ 16.  Skræk og Angst faldt over dem, ved din Arms Vælde blev de
+      målløse som Sten, til dit Folk var nået frem, o HERRE, til
+      Folket, du vandt dig, var nået frem.  17du førte dem frem og
+      planted dem i din Arvelods Bjerge, på det Sted du beredte dig
+      til Bolig, HERRE, i den Helligdom, Herre, som dine Hænder
+      grundfæsted.
+ 18.  HERREN er Konge i al Evighed!
+
+ 19.  Thi da Faraos Heste med hans Vogne og Ryttere drog ud i Havet,
+      lod HERREN Havets Vande strømme tilbage over dem, medens
+      Israeliterne gik gennem Havet på tør Bund.
+
+ 20.  Da greb Profetinden Mirjam, Arons Søster, Pauken, og alle
+      Kvinderne fulgte hende med Pauker og Danse,
+ 21.  og Mirjam sang for: Syng for HERREN, thi han er højt ophøjet,
+      Hest og Rytter styrted han i Havet!
+
+ 22.  Derpå lod Moses Israel bryde op fra det røde Hav, og de drog ud
+      i Sjurs Ørken, og de vandrede tre Dage i Ørkenen uden at finde
+      Vand.
+ 23.  Så nåede de Mara, men de kunde ikke drikke Vandet for dets bitre
+      Smag, thi det var bittert; derfor kaldte man Stedet Mara.
+ 24.  Da knurrede Folket mod Moses og sagde: "Hvad skal vi drikke?"
+ 25.  Men han råbte til HERREN, og da viste HERREN ham en bestemt
+      Slags Træ; og da han kastede det i Vandet, blev Vandet
+      drikkeligt. Der gav han dem Bestemmelser om Lov og Ret, og der
+      satte han dem på Prøve.
+ 26.  Og han sagde: "Hvis du vil høre på HERREN din Guds Røst og gøre,
+      hvad der er ret i hans Øjne, og lytte til hans Bud og holde dig
+      alle hans Bestemmelser efterrettelig, så vil jeg ikke bringe
+      nogen af de Sygdomme over dig, som jeg bragte over Ægypterne,
+      men jeg HERREN er din Læge!"
+
+ 27.  Derpå kom de til Elim, hvor der var tolv Vandkilder og
+      halvfjerdsindstyve Palmetræer, og de lejrede sig ved Vandet der.
+
+2.Mosebog 16
+
+  1.  Så brød de op fra Elim, og hele Israeliternes Menighed kom til
+      Sins Ørken, der ligger mellem Elim og Sinaj, på den femtende Dag
+      i den anden Måned efter deres Udvandring af Ægypten.
+  2.  Men hele Israeliternes Menighed knurrede mod Moses og Aron i
+      Ørkenen,
+  3.  og Israeliterne sagde til dem: "Var vi dog blot døde for HERRENs
+      Hånd i Ægypten, hvor vi sad ved Kødgryderne og kunde spise os
+      mætte i Brød! Thi I har ført os ud i denne Ørken for at lade
+      hele denne Forsamling dø af Sult."
+
+  4.  Da sagde HERREN til Moses: "Se, jeg vil lade Brød regne ned fra
+      Himmelen til eder, og Folket skal gå ud og hver Dag samle så
+      meget, som de daglig behøver, for at jeg kan prøve dem, om de
+      vil følge min Lov eller ej.
+  5.  Og når de på den sjette Ugedag tilbereder, hvad de har bragt
+      hjem, så skal det være dobbelt så meget, som de samler de andre
+      Dage."
+  6.  Og Moses og Aron sagde til alle Israeliterne: "I Aften skal I
+      kende, at det er HERREN, som har ført eder ud af Ægypten,
+  7.  og i Morgen skal I skue HERRENs Herlighed, thi han har hørt
+      eders Knurren mod HERREN; thi hvad er vel vi, at I knurrer mod
+      os!"
+  8.  Og Moses tilføjede: "Det skal ske, når HERREN i Aften giver eder
+      Kød at spise og i Morgen Brød at mætte eder med; thi HERREN har
+      hørt, hvorledes I knurrer mod ham; thi hvad er vi? Thi det er
+      ikke os, I knurrer imod, men HERREN."
+
+  9.  Derpå sagde Moses til Aron: "Sig til hele Israeliternes
+      Menighed: Træd frem for HERRENs Åsyn, thi han har hørt eders
+      Knurren!"
+ 10.  Og da Aron sagde det til hele Israeliternes Menighed, vendte de
+      sig mod Ørkenen, og se, HERRENs Herlighed viste sig i Skyen.
+ 11.  Da talede HERREN til Moses og sagde:
+ 12.  "Jeg har hørt Israeliternes Knurren; sig til dem: Ved Aftenstid
+      skal I få Kød at spise, og i Morgen tidlig skal I få Brød at
+      mætte eder med, og I skal kende, at jeg er HERREN eders Gud."
+ 13.  Da det nu blev Aften, kom en Sværm Vagtler flyvende og faldt i
+      et tykt Lag over Lejren; og næste Morgen lå Duggen tæt rundt om
+      Lejren,
+ 14.  og da Duggen svandt, var Ørkenen dækket med noget fint,
+      skælagtigt noget, noget fint der lignede Rim på Jorden.
+
+ 15.  Da Israeliterne så det, spurgte de hverandre: "Hvad er det?"
+      Thi de vidste ikke, hvad det var; men Moses sagde til dem: "Det
+      er det Brød, HERREN har givet eder til Føde!
+ 16.  Og således har HERREN påbudt: I skal samle deraf, enhver så
+      meget som han har behov, en Omer for hvert Hoved; I skal tage
+      deraf i Forhold til Antallet af eders Husfolk, enhver skal tage
+      deraf til dem, der er i hans Telt!"
+ 17.  Israeliterne gjorde nu således, og de samlede, nogle mere og
+      andre mindre;
+ 18.  og da de målte det med Omeren, havde den, der havde meget, ikke
+      for meget, og den, der havde lidt, ikke for lidt, enhver havde
+      samlet, hvad han behøvede til Føde.
+ 19.  Derpå sagde Moses til dem: "Ingen må gemme noget deraf til næste
+      Morgen!"
+ 20.  Dog adlød de ikke Moses, og nogle af dem gemte noget deraf til
+      næste Morgen; men da var det fuldt af Orme og lugtede. Da blev
+      Moses vred på dem.
+ 21.  Således samlede de nu hver Morgen, enhver så meget som han havde
+      behov. Men når Solen begyndte at brænde, smeltede det.
+
+ 22.  På den sjette Ugedag havde de samlet dobbelt så meget Brød, to
+      Omer for hver Person. Og alle Menighedens Øverster kom og sagde
+      det til Moses;
+ 23.  men han sagde til dem: "Det er netop, som HERREN har sagt. I
+      Morgen er det Hviledag, en hellig Sabbat for HERREN. Bag, hvad I
+      vil bage, og kog, hvad I vil koge, men læg det tiloversblevne
+      til Side for at gemme det til i Morgen!"
+ 24.  De lagde det da til Side til næste Dag, som Moses havde befalet,
+      og det kom ikke til at lugte, og der gik ikke Orm deri.
+ 25.  Derpå sagde Moses: "Det skal I spise i Dag, thi i Dag er det
+      Sabbat for HERREN; i Dag finder I intet ude på Marken.
+ 26.  I seks bage skal I samle det, men på den syvende Dag, på
+      Sabbaten, er der intet at finde."
+ 27.  Alligevel var der nogle blandt Folket, der gik ud på den syvende
+      Dag for at samle; men de fandt intet.
+ 28.  Da sagde HERREN til Moses: "Hvor længe vil I vægre eder ved at
+      holde mine Bud og Love?
+ 29.  Betænk dog, at HERREN har givet eder Sabbaten! Derfor giver han
+      eder på den sjette Dag Brød til to Dage. Enhver af eder skal
+      blive, hvor han er, og ingen må forlade sin Bolig på den syvende
+      Dag!"
+ 30.  Da hvilede Folket på den syvende Dag.
+
+ 31.  Men Israeliterne kaldte det Manna; det lignede hvide
+      Korianderfrø og smagte som Honningkager.
+ 32.  Moses sagde fremdeles: "Således har HERREN påbudt: En Omer fuld
+      deraf skal gemmes til eders Efterkommere, for at de kan se det
+      Brød, jeg gav eder at spise i Ørkenen, da jeg førte eder ud af
+      Ægypten!"
+ 33.  Og Moses sagde til Aron: "Tag en Krukke, kom en Omer Manna deri
+      og stil den foran HERRENs Åsyn for at gemmes til eders
+      Efterkommere!"
+ 34.  Og Aron gjorde, som HERREN havde pålagt Moses, og han stillede
+      den foran Vidnesbyrdet for at gemmes.
+ 35.  Og Israeliterne spiste Manna i fyrretyve År, indtil de kom til
+      beboede Egne; de spiste Manna, indtil de kom til Grænsen af
+      Kana'ans Land.
+ 36.  En Omer er Tiendedelen af en Efa.
+
+2.Mosebog 17
+
+  1.  Så brød hele Israels Menighed op fra Sins Ørken og drog fra
+      Lejrplads til Lejrplads efter HERRENs Bud. Men da de lejrede sig
+      i Refidim, havde Folket intet Vand at drikke.
+  2.  Da kivedes Folket med Moses og sagde: "Skaf os Vand at drikke!"
+      Men Moses svarede dem: "Hvorfor kives I med mig, hvorfor frister
+      I HERREN?"
+  3.  Og Folket tørstede der efter Vand og knurrede mod Moses og
+      sagde: "Hvorfor har du ført os op fra Ægypten? Mon for at lade
+      os og vore Børn og vore Hjorde dø af Tørst?"
+  4.  Da råbte Moses til HERREN: "Hvad skal jeg gøre med dette Folk?
+      Det er ikke langt fra, at de vil stene mig."
+  5.  Men HERREN sagde til Moses: "Træd frem for Folket med nogle af
+      Israels Ældste og tag den Stav, du slog Nilen med, i din Hånd og
+      kom så!
+  6.  Se, jeg vil stå foran dig der på Klippen ved Horeb, og når du
+      slår på Klippen, skal der strømme Vand ud af den, så Folket kan
+      få noget at drikke." Det gjorde Moses så i Påsyn af Israels
+      Ældste.
+  7.  Og han kaldte dette Sted Massa og Meriba, fordi Israeliterne der
+      havde kivedes og fristet HERREN ved at sige: "Er HERREN iblandt
+      os eller ej?"
+
+  8.  Derefter kom Amalekiterne og angreb Israel i Refdim.
+  9.  Da sagde Moses til Josua: "Udvælg dig Mænd og ryk i. Morgen ud
+      til Kamp mod Amalekiterne; jeg vil stille mig på Toppen af Højen
+      med Guds Stav i Hånden!"
+ 10.  Josua gjorde, som Moses bød, og rykkede ud til Kamp mod
+      Amalekiterne. Men Moses, Aron og Hur gik op på Toppen af Højen.
+ 11.  Når nu Moses løftede Hænderne i Vejret, fik Israeliterne
+      Overtaget, men når han lod Hænderne synke, fik Amalekiterne
+      Overtaget.
+ 12.  Og da Moses's Hænder blev trætte, tog de en Sten og lagde under
+      ham; så satte han sig på den, og Aron og Hur støttede hans
+      Hænder, hver på sin Side; således var hans Hænder stadig løftede
+      til Solen gik ned,
+ 13.  og Josua huggede Amalekiterne og deres Krigsfolk ned med
+      Sværdet.
+
+ 14.  Da sagde HERREN til Moses: "Optegn dette i en Bog, for at det
+      kan mindes, og indskærp Josua, at jeg fuldstændig vil udslette
+      Amalekiternes Minde under Himmelen!"
+ 15.  Derpå byggede Moses et Alter og kaldte det: "HERREN er mit
+      Banner!"
+ 16.  Og han sagde: "Der er en udrakt Hånd på HERRENs Trone! HERREN
+      har Krig med Amalek fra Slægt til Slægt!"
+
+2.Mosebog 18
+
+  1.  Da Jetro, Præsten i Midjan, Moses's Svigerfader, hørte om alt,
+      hvad Gud havde gjort for Moses og hans Folk Israel, hvorledes
+      HERREN havde ført Israel ud af Ægypten,
+  2.  tog Jetro, Moses's Svigerfader, Zippora, Moses's Hustru, som han
+      havde sendt hjem,
+  3.  tillige med hendes to Sønner. Af dem hed den ene Gersom; "thi",
+      havde han sagt, "jeg er blevet Gæst i et fremmed Land";
+
+  4.  og den anden hed Eliezer; "thi", havde han sagt, "min Faders Gud
+      har været min Hjælp og frelst mig fra Faraos Sværd!"
+  5.  Og Jetro, Moses's Svigerfader, kom med hans Sønner og Hustru til
+      Moses i Ørkenen, hvor han havde slået Lejr ved Guds Bjerg,
+  6.  og han lod Moses melde: "Jetro, din Svigerfader, kommer til dig
+      med din Hustru og hendes to Sønner!"
+  7.  Da gik Moses sin Svigerfader i Møde, bøjede sig for ham og
+      kyssede ham; og da de havde hilst på hinanden, gik de ind i
+      Teltet.
+  8.  Moses fortalte sin Svigerfader om alt, hvad HERREN havde gjort
+      ved Farao og Ægypten for Israels Skyld, og om alle de
+      Besværligheder, der havde mødt dem undervejs, og hvorledes
+      HERREN havde frelst dem.
+  9.  Da glædede Jetro sig over alt det gode, HERREN havde gjort mod
+      Israel, idet han havde frelst dem af Ægypternes Hånd.
+ 10.  Og Jetro sagde: "Lovet være HERREN, som har frelst eder af
+      Ægypternes og Faraos. Hånd!"
+ 11.  Nu ved jeg, at HERREN er større end alle Guder, thi netop ved
+      det, de i deres Overmod foretog sig imod dem, frelste han Folket
+      af Ægypternes Hånd.
+ 12.  Derpå udtog Jetro, Moses's Svigerfader, Brændofre og Slagtofre
+      til Gud; og Aron og alle Israels Ældste kom for at holde Måltid
+      for Guds Åsyn med Moses's Svigerfader.
+
+ 13.  Næste Morgen tog Moses Sæde for at holde Ret for Folket, og
+      Folket stod omkring Moses fra Morgen til Aften.
+ 14.  Men da Moses's Svigerfader så alt det Arbejde, han havde med
+      Folket, sagde han: "Hvad er dog det for et Arbejde, du har med
+      Folket? Hvorfor sidder du alene til Doms, medens alt Folket står
+      omkring dig fra Morgen til Aften?"
+ 15.  Moses svarede sin Svigerfader: "Jo, Folket kommer til mig for at
+      rådspørge Gud;
+ 16.  når de har en Retssag, kommer de til mig, og jeg dømmer Parterne
+      imellem og kundgør dem Guds Anordninger og Love."
+ 17.  Da sagde Moses's Svigerfader til ham: "Det er ikke klogt, som du
+      bærer dig ad med det.
+ 18.  På den Måde bliver jo både du selv og Folket der omkring dig
+      ganske udmattet, thi det Arbejde er dig for anstrengende, du kan
+      ikke overkomme det alene.
+ 19.  Læg dig nu på Sinde, hvad jeg siger; jeg vil give dig et Råd, og
+      Gud skal være med dig: Du skal. selv træde frem for Gud på
+      Folkets Vegne og forelægge Gud de forefaldende Sager;
+ 20.  og du skal indskærpe dem Anordningerne og Lovene og lære dem den
+      Vej, de skal vandre, og hvad de har at gøre.
+ 21.  Men du skal af hele Folket udvælge dig dygtige Mænd, som frygter
+      Gud, Mænd, som er til at lide på og hader uretfærdig Vinding, og
+      dem skal du sætte over dem som Forstandere, nogle over tusinde,
+      andre over hundrede, andre over halvtredsindstyve, andre over
+      ti;
+ 22.  lad dem til Stadighed holde Ret for Folket. Alle vigtigere Sager
+      skal de forebringe dig, men alle mindre Sager skal de selv
+      afgøre. Let dig således Arbejdet og lad dem komme til at bære
+      Byrden med dig.
+ 23.  Dersom du handler således og Gud vil det så, kan du holde ud, og
+      alt Folket der kan gå tilfreds hjem."
+
+ 24.  Moses fulgte sin Svigerfaders Råd og gjorde alt, hvad han
+      foreslog.
+ 25.  Og Mose's udvalgte dygtige Mænd af hele Israel og gjorde dem til
+      Øverster over Folket, til Forstandere, nogle over tusinde, andre
+      over hundrede, andre over halvtredsindstyve, andre over ti.
+ 26.  De holdt derpå til Stadighed Ret for Folket; de vanskelige Sager
+      forebragte de Moses, men alle mindre Sager afgjorde de selv.
+ 27.  Derpå tog Moses Afsked med sin Svigerfader, og denne begav sig
+      til sit Land.
+
+2.Mosebog 19
+
+  1.  I den tredje Måned efter Israeliternes Udvandring af Ægypten, på
+      denne Dag nåede de Sinaj Ørken.
+  2.  De brød op fra Refdim og kom til Sinaj Ørken og slog Lejr i
+      Ørkenen. Der slog . Israel Lejr lige over for Bjerget,
+  3.  men Moses steg op til Gud. Da råbte HERREN til ham fra Bjerget:
+      "Dette skal du sige til Jakobs Hus og kundgøre for Israels Børn:
+
+  4.  I har set, hvad jeg gjorde ved Ægypterne, og hvorledes jeg bar
+      eder på Ørnevinger og bragte eder hid til mig.
+  5.  Hvis I nu vil lyde min Røst og holde min Pagt, så skal I være
+      min Ejendom blandt alle Folkene, thi mig hører hele Jorden til,
+  6.  og I skal blive mig et Kongerige af Præster og et helligt Folk!
+      Det er de Ord, du skal tale til Israels Børn !"
+  7.  Da gik Moses hen og kaldte Folkets Ældste sammen og forelagde
+      dem alle disse Ord, som HERREN havde pålagt ham.
+  8.  Og hele Folket svarede, alle som een: "Alt, hvad HERREN har
+      sagt, vil vi gøre!" Da bragte Moses HERREN Folkets Svar.
+
+  9.  Derpå sagde HERREN til Moses: "Se, jeg vil komme til dig i en
+      tæt Sky, for at Folket kan høre, at jeg taler med dig, og for
+      stedse tro også på dig!" Og Moses kundgjorde HERREN Folkets
+      Svar.
+ 10.  Da sagde HERREN til Moses: "Gå til Folket og lad dem hellige sig
+      i Dag og i Morgen og tvætte deres Klæder
+ 11.  og holde sig rede til i Overmorgen, thi i Overmorgen vil HERREN
+      stige ned for alt Folkets Øjne på Sinaj Bjerg.
+ 12.  Og du skal rundt om spærre af for Folket og sige til dem: Vog
+      eder for at gå op på Bjerget, ja for blot at røre ved Yderkanten
+      deraf; enhver, der rører ved Bjerget, er dødsens!
+ 13.  Ingen Hånd må røre ved ham, han skal stenes eller skydes ned;
+      hvad enten det er et Dyr eller et Menneske, skal det miste
+      Livet.  Når Væderhornet lyder, skal de stige op på Bjerget."
+ 14.  Så steg Moses ned fra Bjerget til Folket og lod Folket hellige
+      sig, og de tvættede deres Klæder;
+ 15.  og han sagde til Folket: Hold eder rede til i Overmorgen, ingen
+      må komme en Kvinde nær!"
+
+ 16.  Da Morgenen gryede den tredje Dag, begyndte det at tordne og
+      lyne, og en tung Sky lagde sig over Bjerget, og der hørtes
+      vældige Stød i Horn. Da skælvede alt Folket i Lejren.
+ 17.  Så førte Moses Folket fra Lejren hen for Gud, og de stillede sig
+      neden for Bjerget.
+ 18.  Men hele Sinaj Bjerg hylledes i Røg, fordi HERREN steg ned derpå
+      i Ild, og Røgen stod i Vejret som Røg fra en Smelteovn; og hele
+      Folket skælvede så1e.
+ 19.  Og Stødene i Hornene blev stærkere og stærkere; Moses talte, og
+      Gud svarede ham med høj Røst.
+ 20.  Og da HERREN var steget ned på Sinaj Bjerg, på Toppen af
+      Bjerget, kaldte han Moses op på Toppen af Bjerget, og Moses steg
+      derop.
+ 21.  Da sagde HERREN til Moses: "Stig ned og indskærp Folket, at de
+      ikke må trænge sig frem til HERREN for at se ham, at der ikke
+      skal ske et stort Mandefald iblandt dem.
+ 22.  Selv Præsterne, som ellers træder frem for HERREN, skal hellige
+      sig, for at ikke HERREN skal tynde ud i deres Rækker."
+ 23.  Da sagde Moses til HERREN: "Folket kan jo ikke stige op på Sinaj
+      Bjerg, thi du har selv indskærpet os at afspærre Bjerget og
+      hellige det."
+ 24.  Men HERREN sagde til ham: "Stig nu ned og kom atter herop sammen
+      med Aron; men Præsterne og Folket må ikke trænge sig frem for at
+      komme op til HERREN, at han ikke skal tynde ud i deres Rækker."
+ 25.  Da steg Moses ned til Folket og sagde det til dem.
+
+2.Mosebog 20
+
+  1.  Gud talede alle disse Ord og sagde:
+  2.  Jeg er HERREN din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af
+      Trællehuset.
+  3.  Du må ikke have andre Guder end mig.
+  4.  Du må ikke gøre dig noget udskåret Billede eller noget Afbillede
+      af det, som er oppe i Himmelen eller nede på Jorden eller i
+      Vandet under Jorden;
+  5.  du må ikke tilbede eller dyrke det, thi jeg HERREN din Gud er en
+      nidkær Gud, der indtil tredje og fjerde Led straffer Fædres
+      Brøde på Børn af dem, som hader mig,
+  6.  men i tusind Led viser Miskundhed mod dem, der elsker mig og
+      holder mine Bud!
+  7.  Du må ikke misbruge HERREN din Guds Navn, thi HERREN lader ikke
+      den ustraffet, der misbruger hans Navn!
+  8.  Kom Hviledagen i Hu, så du holder den hellig!
+  9.  I seks Dage skal du arbejde og gøre al din Gerning,
+ 10.  men den syvende Dag skal være Hviledag for HERREN din Gud; da må
+      du intet Arbejde udføre, hverken du selv, din Søn eller Datter,
+      din Træl eller Trælkvinde, dit Kvæg eller den fremmede inden
+      dine Porte.
+ 11.  Thi i seks Dage gjorde HERREN Himmelen, Jorden og Havet med alt,
+      hvad der er i dem, og på den syvende Dag hvilede han; derfor har
+      HERREN velsignet Hviledagen og helliget den.
+ 12.  Ær din Fader og din Moder, for at du kan få et langt Liv i det
+      Land, HERREN din Gud vil give dig!
+ 13.  Du må ikke slå ihjel!
+ 14.  Du må ikke bedrive Hor!
+ 15.  Du må ikke stjæle!
+ 16.  Du må ikke sige falsk Vidnesbyrd imod din Næste!
+ 17.  Du må ikke begære din Næstes Hus! Du må ikke begære din Næstes
+      Hustru, hans Træl eller Trælkvinde, hans Okse eller Æsel eller
+      noget, der hører din Næste til!
+
+ 18.  Men da hele Folket fornam Tordenen, Lynene og Stødene i Hornene
+      og så det rygende Bjerg forfærdedes Folket og holdt sig
+      skælvende i Frastand;
+ 19.  og de sagde til Moses: "Tal du med os, så vil vi lytte til; men
+      lad ikke Gud tale med os, at vi ikke skal dø!"
+ 20.  Men Moses svarede Folket: "Frygt ikke, thi Gud er kommet for at
+      prøve eder, og for at I kan lære at frygte for ham, så I ikke
+      synder."
+ 21.  Da holdt Folket sig i Frastand medens Moses nærmede sig Mulmet,
+      hvori Gud var.
+
+ 22.  HERREN sagde da til Moses: Således skal du sige til
+      Israeliterne: I har selv set, at jeg har talet med eder fra
+      Himmelen!
+ 23.  I må ikke gøre eder Guder ved Siden af mig; Guder af Sølv eller
+      Guld må I ikke gøre eder!
+
+ 24.  Du skal bygge mig et Alter af Jord, og på det skal du ofre dine
+      Brændofre og Takofre, dit Småkvæg og dit Hornkvæg; på ethvert
+      Sted, hvor jeg lader mit Navn ihukomme, vil jeg komme til dig og
+      velsigne dig.
+ 25.  Men hvis du opfører mig Altre af Sten, må du ikke bygge dem af
+      tilhugne Sten, thi når du svinger dit Værktøj derover,
+      vanhelliger du dem.
+ 26.  Du må ikke stige op til mit, Alter ad Trin, for at ikke din
+      Blusel skal blottes over det.
+
+2.Mosebog 21
+
+  1.  De Lovbud, du skal forelægge dem, er følgende:
+  2.  Når du køber dig en hebræisk Træl, skal han trælle i seks År,
+      men i det syvende skal han frigives uden Vederlag.
+  3.  Er han ugift, når han kommer til dig, skal han frigives alene;
+      er han gift, skal hans Hustru frigives sammen med ham.
+  4.  Hvis hans Herre giver ham en Hustru og hun føder ham Sønner
+      eller Døtre, da skal Hustruen og hendes Børn tilhøre hendes
+      Herre, og Trællen frigives alene.
+  5.  Hvis han imidlertid erklærer: "Jeg har fået Kærlighed til min
+      Herre, min Hustru og mine Børn, jeg vil ikke have min Frihed!"
+  6.  da skal hans Herre føre ham hen til Gud og stille ham op ad
+      Døren eller Dørstolpen, og hans Herre skal gennembore hans Øre
+      med en Syl, og så skal han være hans Træl for Livstid.
+  7.  Når en Mand sælger sin Datter som Trælkvinde, skal hun ikke
+      frigives som Trællene.
+  8.  Dersom hun pådrager sig sin Herres Mishag, efter at han har haft
+      Omgang med hende, skal han tillade, at hun købes fri; han har
+      ikke Lov at sælge hende til fremmede Folk, når han har gjort
+      Uret imod hende;
+  9.  hvis han derimod bestemmer, at hun skal være hans Søns Hustru,
+      skal han behandle hende, som det tilkommer Døtre.
+ 10.  Hvis han tager sig en anden, har han ikke Lov at forholde den
+      første den Kødspise, Klædning og ægteskabelige Ret, der
+      tilkommer hende.
+ 11.  Forholder han hende nogen af disse tre Ting, skal hun frigives
+      uden Vederlag og Betaling.
+
+ 12.  Den, der slår en Mand ihjel, skal lide Døden.
+ 13.  Gør han det imidlertid ikke med Forsæt, men styres hans Hånd af
+      Gud, vil jeg anvise dig et Sted, hvor han kan ty hen.
+ 14.  Når derimod en handler med Overlæg, så han med List slår sin
+      Næste ihjel, da skal du rive ham bort fra mit Alter, for at han
+      kan lide Døden.
+ 15.  Den, der slår sin Fader eller Moder, skal lide Døden.
+ 16.  Den, der stjæler et Menneske, skal lide Døden, hvad enten han
+      har solgt det, eller det endnu findes hos ham.
+ 17.  Den, der forbander sin Fader eller Moder, skal lide Døden.
+
+ 18.  Når der opstår Strid mellem Mænd, og den ene slår den anden med
+      en Sten eller med Næven, så at han vel ikke dør deraf, men dog
+      må holde Sengen,
+ 19.  så skal Gerningsmanden være sagesløs, hvis han kan stå op og gå
+      ud støttet til sin Stok; kun skal han godtgøre ham hans
+      Tidsspilde og sørge for hans Helbredelse.
+ 20.  Når en Mand slår sin Træl eller Trælkvinde med sin Stok, så de
+      dør på Stedet, skal han straffes derfor;
+ 21.  men hvis de bliver i Live en Dag eller to, skal han ikke
+      straffes; det er jo hans egne Penge.
+ 22.  Når Mænd kommer i Slagsmål og støder til en frugtsommelig
+      Kvinde, så hun nedkommer i Utide, men der ellers ingen Ulykke
+      sker, da skal han bøde, hvad Kvindens Mand pålægger ham, og give
+      Erstatning for det dødfødte Barn.
+ 23.  Men hvis der sker en Ulykke, skal du bøde Liv for Liv,
+ 24.  Øje for Øje, Tand for Tand, Hånd for Hånd, Fod for Fod,
+ 25.  Brandsår for Brandsår, Sår for Sår, Skramme for Skramme.
+ 26.  Når en Mand slår sin Træl eller sin Trælkvinde i Øjet og
+      ødelægger det, skal han give dem fri til Erstatning for Øjet;
+ 27.  og hvis han slår en Tand ud på sin Træl eller Trælkvinde, skal
+      han give dem fri til Erstatning for Tanden.
+
+ 28.  Når en Okse stanger en Mand eller Kvinde ihjel, skal Oksen
+      stenes, og dens Kød må ikke spises, men Ejeren er sagesløs;
+ 29.  men hvis Oksen allerede tidligere har villet stange, og dens
+      Ejer er advaret, men alligevel ikke passer på den, og den så
+      dræber en Mand eller Kvinde, da skal Oksen stenes, og dens Ejer
+      skal også lide Døden;
+ 30.  men hvis der pålægges ham Sonepenge, skal han betale så stor en
+      Løsesum for sit Liv, som der kræves af ham.
+ 31.  Også hvis den stanger en Dreng eller en Pige, skal han behandles
+      efter samme Lovbud.
+ 32.  Men hvis Oksen stanger en Træl eller Trælkvinde, skal han betale
+      deres Herre tredive Sekel Sølv, og Oksen skal stenes.
+
+ 33.  Når en Mand tager Dækket af en Cisterne eller graver en Cisterne
+      uden at dække den til, og en Okse eller et Æsel så falder deri,
+ 34.  da skal Brøndens Ejer erstatte det; han skal give Dyrets Ejer
+      Erstatning i Penge, men det døde Dyr skal tilfalde ham,
+ 35.  Når en Mands Okse stanger en andens Okse ihjel, skal de sælge
+      den levende Okse og dele Pengene, og ligeledes skal de dele det
+      døde dyr.
+ 36.  Men hvis det er vitterligt, at Oksen tidligere har villet
+      stange, og dens Ejer ikke har passet på den, da skal han
+      erstatte Okse med Okse, men det døde Dyr skal tilfalde ham.
+
+2.Mosebog 22
+
+  1.  Når en Mand stjæler en Okse eller et Får og slagter eller sælger
+      dem, skal han give fem Okser i Erstatning for Oksen og fire Får
+      for Fåret.
+  2.  Hvis en Tyv gribes på fersk Gerning ved et natligt Indbrud og
+      bliver slået ihjel, da bliver der ikke Tale om Blodskyld;
+  3.  men hvis Solen er stået op. pådrager man sig Blodskyld.
+      Erstatning skal han give, og ejer han intet, skal han sælges som
+      Træl til Vederlag for det stjålne;
+  4.  hvis derimod det stjålne findes levende i hans Besiddelse, da
+      skal han give dobbelt Erstatning, hvad enten det er en Okse, et
+      Æsel, eller et Får.
+
+  5.  Når en Mand afsvider en Mark eller en Vingård og lader Ilden
+      brede sig, så den antænder en andens Mark, da skal han give det
+      bedste af sin Mark eller Vingård i Erstatning;
+  6.  men breder Ilden sig ved at tage fat i Tjørnekrat, og Kornneg
+      eller Sæd brænder, eller en Mark svides af, så skal den, der
+      antændte Ilden, give simpel Erstatning.
+
+  7.  Når en Mand giver en anden Penge eller Sager i Varetægt, og de
+      stjæles fra hans Hus, da skal Tyven, hvis han findes, give
+      dobbelt Erstatning;
+  8.  men hvis Tyven ikke findes, skal Husets Ejer træde frem for Gud
+      og sværge på, at han ikke har forgrebet sig på den andens Gods.
+  9.  I alle Tilfælde hvor det drejer sig om Uredelighed med en Okse,
+      et Æsel, et Får, en Klædning eller en hvilken som helst
+      bortkommen Ting, hvorom der rejses Krav, skal de to Parters Sag
+      bringes frem for Gud, og den, som Gud dømmer skyldig, skal give
+      den anden dobbelt Erstatning.
+ 10.  Når en Mand giver en anden et Æsel, en Okse, et Får eller et
+      andet Stykke Kvæg i Varetægt, og Dyret dør, kommer til Skade
+      eller røves, uden at nogen ser det,
+ 11.  da skal han sværge ved HERREN på, at han ikke har forgrebet sig
+      på den andens Ejendom, og det skal være afgørende imellem dem;
+      Dyrets Ejer skal tage Eden god, og den anden behøver ikke at
+      give Erstatning.
+ 12.  Stjæles det derimod fra ham, skal han give Ejeren Erstatning.
+ 13.  Hvis det sønderrives, skal han bringe det sønderrevne Dyr med
+      som Bevis; det sønderrevne skal han ikke erstatte.
+ 14.  Når en låner et Dyr af en anden, og det kommer til Skade eller
+      dør, uden at Ejeren er til Stede, skal han give Erstatning;
+ 15.  er Ejeren derimod til Stede, skal han ikke give Erstatning; var
+      det lejet, er Lejesummen Erstatning.
+
+ 16.  Når en Mand forfører en Jomfru, der ikke er trolovet, og ligger
+      hos hende, skal han udrede Brudekøbesummen for hende og tage
+      hende til Hustru;
+ 17.  og hvis hendes Fader vægrer sig ved at give ham hende, skal han
+      tilveje ham den sædvanlige Brudekøbesum for en Jomfru.
+
+ 18.  En Troldkvinde må du ikke lade leve.
+ 19.  Enhver, der har Omgang med Kvæg, skal lide Døden.
+ 20.  Den, der ofrer til andre Guder end HERREN alene, skal der lægges
+      Band på.
+ 21.  Den fremmede må du ikke undertrykke eller forulempe, thi I var
+      selv fremmede i Ægypten.
+ 22.  Enken eller den faderløse må I aldrig mishandle;
+ 23.  hvis I mishandler dem, og de råber om Hjælp til mig, vil jeg
+      visselig høre på deres Klageråb,
+ 24.  og da vil min Vrede blusse op, og jeg vil slå eder ihjel med
+      Sværdet, så eders egne Hustruer bliver Enker og eders Børn
+      faderløse.
+ 25.  Når du låner Penge til en fattig Mand af mit Folk i dit Nabolag,
+      må du ikke optræde som en Ågerkarl over for ham. I må ikke tage
+      Renter af ham.
+ 26.  Hvis du tager din Næstes Kappe i Pant, skal du give ham den
+      tilbage inden Solnedgang;
+ 27.  thi den er det eneste, han har at dække sig med, det er den, han
+      hyller sit Legeme i; hvad skulde han,ellers ligge med? Og når
+      han råber til mig, vil jeg høre ham, thi jeg er barmhjertig.
+ 28.  Gud må du ikke spotte, og dit Folks Øvrighed må du ikke
+      forbande.
+
+ 29.  Din Lades Overflod og din Vinperses Saft må du ikke holde
+      tilbage. Den førstefødte af dine Sønner skal du give mig.
+ 30.  Ligeså skal du gøre med dit Hornkvæg og dit Småkvæg; i syv Dage
+      skal det blive hos Moderen, men på den ottende Dag skal I give
+      mig det.
+ 31.  I skal være mig hellige Mænd; Kød af sønderrevne Dyr må I ikke
+      spise, I skal kaste det for Hundene.
+
+2.Mosebog 23
+
+  1.  Du må ikke udsprede falske Rygter. Gør ikke fælles Sag med den,
+      der har Uret, ved at optræde som uretfærdigt Vidne.
+  2.  Du må ikke følge Mængden i, hvad der er ondt, eller i dit
+      Vidnesbyrd for Retten tage Hensyn til Mængden, så du bøjer
+      Retten.
+  3.  Du må ikke tage Parti for den ringe i hans Retssag.
+  4.  Når du træffer din Fjendes Okse eller Æsel løbende løse, skal du
+      bringe dem tilbage til ham.
+  5.  Når du ser din Uvens Æsel segne under sin Byrde, må du ikke lade
+      ham i Stikken, men du skal hjælpe ham med at læsse Byrden af.
+  6.  Du må ikke bøje din fattige Landsmands Ret i hans Retssag.
+  7.  Hold dig fra en uretfærdig Sag; og den, som er uskyldig og har
+      Ret. må du ikke berøve Livet; nej, du må ikke skaffe den Ret,
+      som har Uret.
+  8.  Tag ikke mod Bestikkelse, thi Bestikkelse gør den seende blind
+      og fordrejer Sagen for dem, der har Ret.
+  9.  Undertryk ikke den fremmede; I ved jo, hvorledes den fremmede er
+      til Mode, thi I,var selv fremmede i Ægypten.
+
+ 10.  Seks År igennem skal du tilså dit Land og indsamle dets Afgrøde;
+ 11.  men i det syvende skal du lade det hvile og ligge urørt, så at
+      de fattige i dit Folk kan gøre sig til gode dermed, og Markens
+      vilde Dyr kan æde, hvad de levner; ligeså skal du gøre med din
+      Vingård og dine Oliventræer.
+ 12.  I seks Dage skal du gøre dit Arbejde, men på den syvende skal du
+      hvile, for at dine Okser og Æsler kan få Hvile og din
+      Trælkvindes Søn og den fremmede hvile ud.
+ 13.  Hold eder alt, hvad jeg siger eder, efterrettelig; du må ikke
+      nævne andre Guders Navn, det må ikke høres i din Mund.
+ 14.  Tre Gange om Året skal du holde Højtid for mig.
+ 15.  Du skal fejre de usyrede Brøds Højtid; i syv Dage skal du spise
+      usyret Brød, som jeg har pålagt dig, på den fastsatte Tid i Abib
+      Måned, thi i den Måned vandrede du ud af Ægypten, Man må ikke
+      stedes for mit Åsyn med tomme Hænder.
+ 16.  Fremdeles skal du fejre Højtiden for Høsten, Førstegrøden af dit
+      Arbejde, af hvad du sår i din Mark, og Højtiden for Frugthøsten
+      ved Årets Udgang, når du har bjærget Udbyttet af dit Arbejde
+      hjem fra Marken.
+ 17.  Tre Gange om Året skal alle dine Mænd stedes for den Herre
+      HERRENs Åsyn.
+ 18.  Du må ikke ofre Blodet af mit Slagtoffer sammen med syret
+      Brød. Fedtet fra min Højtid må ikke gemmes til næste Morgen.
+ 19.  Du skal bringe det første, Førstegrøden af din Jord, til HERREN
+      din Guds Hus. Du må ikke koge et Kid i dets Moders Mælk.
+
+ 20.  Se, jeg sender en Engel foran dig for at vogte dig undervejs og
+      føre dig til det Sted, jeg har beredt.
+ 21.  Tag dig vel i Vare for ham og adlyd ham; vær ikke genstridig
+      imod ham, thi han skal ikke tilgive eders Overtrædelser, efterdi
+      mit Navn er i ham.
+ 22.  Når du adlyder ham og gør alt, hvad jeg siger, vil jeg være dine
+      Fjenders Fjende og dine Modstanderes Modstander,
+ 23.  Ja, min Engel skal drage foran dig og føre dig til Amoriterne,
+      Hetiterne, Perizziterne, Kana'anæerne, Hivviterne og
+      Jebusiterne, og jeg vil udrydde dem.
+ 24.  Du må ikke tilbede eller dyrke deres Guder eller følge deres
+      Skikke; men du skal nedbryde dem og sønderslå deres Stenstøtter.
+ 25.  I skal dyrke HERREN eders Gud, så vil jeg velsigne dit Brød og
+      dit Vand og holde Sygdomme borte fra dig.
+ 26.  Utidige Fødsler eller Ufrugtbarhed skal ikke forekomme i dit
+      Land, og dine Dages Mål vil jeg gøre fuldt.
+ 27.  Jeg vil sende min Rædsel foran dig og bringe Bestyrtelse over
+      alle de Folk, du kommer til, og jeg vil drive alle dine Fjender
+      på Flugt for dig.
+ 28.  Jeg vil sende Gedehamse foran dig, og de skal drive Hivviterne,
+      Kana'anæerne og Hetiterne bort foran dig.
+ 29.  Men jeg vil ikke drive dem bort foran dig i et og samme År, for
+      at Landet ikke skal lægges øde, og for at Markens vilde Dyr ikke
+      skal tage Overhånd for dig;
+ 30.  lidt efter lidt vil jeg drive dem bort foran dig, indtil du
+      bliver så talrig, at du kan tage Landet i Besiddelse.
+ 31.  Jeg vil lade dine Landemærker nå fra det røde Hav til
+      Filisternes Hav, fra Ørkenen til Floden, thi jeg giver Landets
+      Indbyggere i eders Hånd, så du kan drive dem bort foran dig.
+ 32.  Du må ikke slutte Pagt med dem eller deres Guder.
+ 33.  De må ikke blive boende i dit Land, for at de ikke skal forlede
+      dig til Synd imod mig, til at dyrke deres Guder, så det bliver
+      dig til en Snare!
+
+2.Mosebog 24
+
+  1.  Og han sagde til Moses: "Stig op til HERREN, du og Aron, Nadab
+      og Abih og halvfjerdsindstyve af Israels Ældste, og tilbed i
+      Frastand;
+  2.  Moses alene skal træde hen til HERREN, de andre ikke, og det
+      øvrige Folk må ikke følge med ham derop."
+  3.  Derpå kom Moses og kundgjorde hele Folket alle HERRENs Ord og
+      alle Lovbudene, og hele Folket svarede enstemmigt: "Alle de Ord,
+      HERREN har talet, vil vi overholde."
+  4.  Da skrev Moses alle HERRENs Ord op; og tidligt næste Morgen
+      rejste han ved Foden af Bjerget et Alter og tolv Stenstøtter
+      svarende til Israels tolv Stammer.
+  5.  Derefter sendte han de unge Mænd blandt Israeliterne hen for at
+      bringe Brændofre og slagte unge Tyre som Takofre til HERREN.
+  6.  Og Moses tog den ene Halvdel af Blodet og gød det i
+      Offerskålene, men den anden Halvdel sprængte han på Alteret.
+  7.  Så tog han Pagtsbogen og læste den op i Folkets Påhør, og de
+      sagde: "Vi vil gøre alt, hvad HERREN har talet, og lyde ham!"
+  8.  Derpå tog Moses Blodet og sprængte det på Folket, idet han
+      sagde: "Se, dette er Pagtens Blod, den Pagt, HERREN har sluttet
+      med eder på Grundlag af alle disse Ord."
+
+  9.  Og Moses, Aron, Nadab og Abihu og halvfjerdsindstyve af Israels
+      Ældste steg op
+ 10.  og skuede Israels Gud; under hans Fødder var der ligesom
+      Safirfliser, som selve Himmelen i Stråleglans.
+ 11.  Men han lagde ikke Hånd på Israeliternes ypperste Mænd. De
+      skuede Gud, og de spiste og drak.
+
+ 12.  Og HERREN sagde til Moses: "Stig op til mig på Bjerget og bliv
+      der, så vil jeg give dig Stentavlerne, Loven og Budet, som jeg
+      har opskrevet til Vejledning for dem."
+ 13.  Da bød Moses og Josua, hans Medhjælper op, og Moses steg op på
+      Guds Bjerg;
+ 14.  men til de Ældste sagde han: "Vent på os her, til vi kommer
+      tilbage til eder. Se, Aron og Hur er hos eder; er der nogen, der
+      har en Retstrætte, kan han henvende sig til dem!"
+ 15.  Derpå steg Moses op på Bjerget. Da indhyllede Skyen Bjerget,
+ 16.  og HERRENs Herlighed nedlod sig på Sinaj Bjerg. Og Skyen
+      indhyllede Sinaj Bjerg i seks Dage, men den syvende Dag råbte
+      HERREN ud fra Skyen til Moses;
+ 17.  og medens HERRENs Herlighed viste sig for Israeliternes Øjne som
+      en fortærende Ild på Bjergets Top,
+ 18.  gik Moses ind i Skyen og steg op på Bjerget. Og Moses blev på
+      Bjerget i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter.
+
+2.Mosebog 25
+
+  1.  HERREN talede til Moses og sagde:
+  2.  Sig til Israeliterne, at de skal bringe mig en Offerydelse; af
+      enhver, som i sit Hjerte føler sig tilskyndet dertil, skal I
+      tage min Offerydelse.
+  3.  Og Offerydelsen, som I skal tage af dem, skal bestå af Guld,
+      Sølv, Kobber,
+  4.  violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn, Byssus, Gedehår,
+  5.  rødfarvede Væderskind, Tahasjskind, Akacietræ,
+  6.  Olie til Lysestagen, vellugtende Stoffer til Salveolien og
+      Aøgelsen,
+  7.  Sjohamsten og Ædelsten til Indfatning på Efoden og
+      Brystskjoldet.
+  8.  Og du skal indrette mig en Helligdom, for at jeg kan bo midt
+      iblandt dem.
+  9.  Du skal indrette Boligen og alt dens Tilbehør nøje efter det
+      Forbillede, jeg vil vise dig.
+
+ 10.  Du skal lave en Ark af Akacietræ, halvtredje Alen lang,
+      halvanden Alen bred og halvanden Alen høj,
+ 11.  og overtrække den med pu1t Guld; indvendig og udvendig skal du
+      overtrække den og sætte en gylden Krans rundt om den;
+ 12.  og du skal støbe fire Guldringe til den og sætte dem på dens
+      fire Fødder, to Ringe på hver Side at den.
+ 13.  Så skal du lave Bærestænger af Akacietræ og overtrække dem med
+      Guld,
+ 14.  og du skal stikke Stængerne gennem Ringene på Arkens Sider, for
+      at den kan bæres med dem;
+ 15.  Stængerne skal blive i Ringene, de må ikke tages ud.
+ 16.  Og i Arken skal du nedlægge Vidnesbyrdet, som jeg vil give dig.
+ 17.  Så skal du lave et Sonedække af purt Guld, halvtredje Alen langt
+      og halvanden Alen bredt;
+ 18.  og du skal lave to Keruber af Guld, i drevet Arbejde skal du
+      lave dem, ved begge Ender af Sonedækket.
+ 19.  Den ene Kerub skal du anbringe ved den ene Ende, den anden Kerub
+      ved den anden; du skal lave Keruberne således, at de er i eet
+      med Sonedækket ved begge Ender.
+ 20.  Og Keruberne skal brede deres Vinger i Vejret, således at de
+      dækker over Sonedækket med deres Vinger, og de skal vende
+      Ansigtet mod hinanden; nedad mod Sonedækket skal Kerubernes
+      Ansigter vende.
+ 21.  Og Sonedækket skal du lægge over Arken, men i Arken skal du
+      lægge Vidnesbyrdet, som jeg vil give dig.
+ 22.  Der vil jeg mødes med dig, og fra Sonedækket, fra Pladsen mellem
+      de to Keruber på Vidnesbyrdets Ark, vil jeg meddele dig alle de
+      Bud, jeg har at give dig til Israeliterne.
+
+ 23.  Fremdeles skal du lave et Bord at Alkacietræ, to Alen langt, en
+      Alen bredt og halvanden Alen højt,
+ 24.  og overtrække det med purt Guld og sætte en gylden Krans rundt
+      om det.
+ 25.  Og du skal sætte en Liste af en Hånds Bredde rundt om det og en
+      gylden Krans rundt om Listen.
+ 26.  Så skal du lave fire Guldringe og sætte dem på de fire Hjørner
+      ved dets fire Ben;
+ 27.  lige ved Listen skal Ringene sidde til at stikke Bærestængerne
+      i, så at man kan bære Bordet.
+ 28.  Og du skal lave Bærestængerne af Akacietræ og overtrække dem med
+      Guld, og med dem skal Bordet bæres.
+ 29.  Og du skal lave de dertil hørende Fade og Kander, Krukker og
+      Skåle til at udgyde Drikoffer med; af purt Guld skal du lave
+      dem.
+ 30.  På Bordet skal du altid have Skuebrød liggende for mit Åsyn.
+
+ 31.  Fremdeles skal du lave en Lysestage af purt Guld, i drevet
+      Arbejde skal Lysestagen, dens Fod og selve Stagen, laves,
+      således af dens Blomster med Bægere og Kroner er i eet med den.
+ 32.  Seks Arme skal udgå fra Lysestagens Side, tre fra den ene og tre
+      fra den anden Side.
+ 33.  På hver af Armene, der udgår fra Lysestagen, skal der være tre
+      mandelblomstlignende Blomster med Bægere og Kroner,
+ 34.  men på selve Stagen skal der være fire mandelblomstlignende
+      Blomster med Bægere og Kroner,
+ 35.  et Bæger under hvert af de tre Par Arme, der udgår fra
+      Lysestagen.
+ 36.  Bægrene og Armene skal være i eet med den, så at det hele udgør
+      eet drevet Arbejde af purt Guld.
+ 37.  Og du skal lave syv Lamper til den og sætte disse Lamper på den,
+      for at de kan lyse Pladsen foran op.
+ 38.  Dens Lampesakse og Bakker skal være af purt Guld.
+ 39.  Der skal bruges en Talent purt Guld til den og til alt dette
+      Tilbehør.
+ 40.  Se til, at du udfører det efter det Forbillede, som vises dig på
+      Bjerget.
+
+2.Mosebog 26
+
+  1.  Boligen skal du lave af ti Tæpper af tvundet Byssus, violet og
+      rødt Purpurgarn og karmoisinrødt Garn med Keruber på i
+      Kunstvævning.
+  2.  Hvert Tæppe skal være otte og tyve Alen langt og fire Alen
+      bredt; alle Tæpperne skal have samme Mål.
+  3.  Tæpperne skal sys sammen, fem og fem.
+  4.  I Kanten af det ene Tæppe, det yderste i det ene sammensyede
+      Stykke, skal du sætte Løkker af violet Purpurgarn, og ligeledes
+      skal du sætte Løkker i Kanten af det yderste Tæppe i det andet
+      sammensyede Stykke;
+  5.  du skal sætte halvtredsindstyve Løkker på det ene Tæppe og
+      halvtredsindstyve Løkker i Kanten af det tilsvarende Tæppe i det
+      andet sammensyede Stykke, Løkke lige over for Løkke.
+  6.  Og du skal lave halvtredsindstyve Guldkroge til at forbinde
+      Tæpperne med hinanden, så at Boligen udgør et Hele.
+
+  7.  Fremdeles skal du lave Tæpper af Gedehår til et Teltdække uden
+      om Boligen, og her skal du lave elleve Tæpper,
+  8.  hvert Tæppe skal skal være tredive Alen langt og fire Alen
+      bredt; alle Tæpperne skal have samme Mål.
+  9.  Og du skal sy de fem af Tæpperne sammen for sig og de seks for
+      sig; det sjette Tæppe, det, der kommer til at ligge over Teltets
+      Forside, skal du lægge dobbelt.
+ 10.  Og du skal sætte halvtredsindstyve Løkker i Kanten af det
+      yderste Tæppe i det ene sammensyede Stykke og halvtredsindstyve
+      Løkker i Kanten af det tilsvarende Tæppe i det andet sammensyede
+      Stykke.
+ 11.  Og du skal lave halvtredsindstyve Kobberkroge og stikke dem i
+      Løkkerne og sammenføje Teltdækket, så de udgør et Hele.
+ 12.  Men hvad angår det overskydende af Teltdækkets Tæpper, skal
+      Halvdelen deraf hænge ned over Boligens Bagside,
+ 13.  og den overskydende Alen på begge Sider af Telttæppernes Længder
+      skal hænge ned over begge Boligens Sider for at dække den.
+ 14.  Fremdeles skal du lave et Dække over Teltdækket af rødfarvede
+      Væderskind og derover endnu et Dække af Tahasjskind.
+ 15.  Fremdeles skal du lave Brædderne til Boligen af Akacietræ til at
+      stå op,
+ 16.  hvert Bræt ti Alen højt og halvanden Alen bredt.
+ 17.  På hvert Bræt skal der være to indbyrdes forbundne Tapper;
+      således skal du indrette det ved alle Boligens Brædder.
+ 18.  Af Brædderne, som du skal lave til Boligen, skal tyve være til
+      Sydsiden,
+ 19.  og til de tyve Brædder skal du lave fyrretyve Fodstykker af
+      Sølv, to Fodstykker til de to Tapper på hvert Bræt.
+ 20.  Andre tyve Brædder skal laves til Boligens anden Side, som
+      vender mod Nord,
+ 21.  med fyrretyve Fodstykker af Sølv, to Fodstykker til hvert Bræt.
+ 22.  Og til Bagsiden, der vendet mod Vest, skal du lave seks Brædder.
+ 23.  Til Boligens Baghjørner skal du lave to Brædder,
+ 24.  som skal bestå af to Stykker forneden og ligeledes af to Stykker
+      foroven, indtil den første Ring; således skal de begge indrettes
+      for at danne de to Hjørner.
+ 25.  Altså bliver der til Bagsiden otte Brædder med tilhørende
+      seksten Fodstykker af Sølv, to til hvert Bræt.
+ 26.  Og du skal lave Tværstænger af Alkacietræ, fem til de Brædder,
+      der danner Boligens ene Side,
+ 27.  fem til de Brædder, der danner Boligens anden Side, og fem til
+      de Brædder, der danner Boligens Bagside mod Vest;
+ 28.  den mellemste Tværstang midt på Brædderne skal nå fra den ene
+      Ende af Væggen til den anden.
+ 29.  Du skal overtrække Brædderne med Guld, og deres Ringe, som
+      Tværstængerne skal stikkes i, skal du lave af Guld, og
+      Tværstængerne skal du overtrække med Guld.
+ 30.  Og du skal rejse Boligen på den Måde, som vises dig på Bjerget.
+
+ 31.  fremdeles skal du lave et Forhæng af violet og rødt Purpurgarn,
+      karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus; det skal laves i
+      Kunstvævning med Keruber på.
+ 32.  Du skal hænge det på fire Piller af Akacietræ, overtrukne med
+      Guld og med Knager af Guld, på fire Fodstykker af Sølv;
+ 33.  og du skal hænge Forhænget under Krogene og bringe Vidnesbyrdets
+      Ark ind i Rummet bag ved Forhænget, og Forhænget skal danne eder
+      en Skillevæg mellem det Hellige og det Allerhelligste.
+ 34.  Og Sonedækket skal du lægge over Vidnesbyrdets Ark i det
+      Allerhelligste.
+ 35.  Men Bordet skal du stille uden for Forhænget, og Lysestagen over
+      for Bordet ved Boligens søndre Væg; Bordet skal du altså stille
+      ved den nordre Væg.
+ 36.  Fremdeles skal du lave et Forhæng til Teltets indgang af violet
+      og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus i
+      broget Vævning;
+ 37.  og til Forhænget skal du lave fem Piller af Akacietræ, som du
+      skal overtrække med Guld, med Knager af Guld, og du skal støbe
+      fem Fodstykker dertil af Kobber.
+
+2.Mosebog 27
+
+  1.  Fremdeles skal du lave Alteret af Akacietræ, fem Alen langt og
+      fem Alen bredt, firkantet skal Alteret være, og tre Alen højt.
+  2.  Du skal lave Horn til dets fire Hjørner, således at de er i eet
+      dermed, overtrække det med Kobber
+  3.  og lave Kar dertil, for at Asken kan fjernes, ligeledes de
+      dertil hørende Skovle, Skåle, Gafler og Pander; alt dets
+      Tilbehør skal du lave af Kobber.
+  4.  Du skal omgive det med et flettet Kobbergitter, og du skal sætte
+      fire Kobberringe på Fletværket. på dets fire Hjørner.
+  5.  Og du skal sætte Gitteret neden under Alterets Liste, således at
+      Fletværket når op til Alterets halve Højde.
+  6.  Fremdeles skal du lave Bærestænger til Alteret, Stænger af
+      Akacietræ, og overtrække dem med Kobber.
+  7.  Og Stængerne skal stikkes gennem Ringene, så at de sidder langs
+      Alterets to Sider, når det bæres.
+  8.  Du skal lave det hult af Brædder; som det vises dig på Bjerget,
+      skal du lave det.
+
+  9.  Boligens Forgård skal du indrette således: På Sydsiden skal der
+      være et Forgårdsomhæng af tvundet Byssus, hundrede Alen langt på
+      denne ene Side,
+ 10.  med tyve Piller og tyve Fodstykker af Kobber og med Knager og
+      Bånd af Sølv til Pillerne.
+ 11.  Og på samme Måde skal der på den nordre Langside være et Omhæng,
+      hundrede Alen langt, med tyve Piller og tyve Fodstykker af
+      Kobber og med Knager og Bånd af Sølv til Pillerne.
+ 12.  På Forgårdens Bredside mod Vest skal der være et Omhæng,
+      halvtredsindstyve Alen langt, med ti Piller og ti Fodstykker,
+ 13.  og Forgårdens Bredside mod Øst skal være halvtredsindstyve Alen
+      lang.
+ 14.  På den ene Side deraf skal der være femten Alen Omhæng med tre
+      Piller og tre Fodstykker,
+ 15.  på den anden Side ligeledes femten Alen Omhæng med tre Piller og
+      tre Fodstykker.
+ 16.  Forgårdens Indgang skal have et Forhæng på tyve Alen af violet
+      og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus i
+      broget Vævning med fire Piller og fire Fodstykker.
+ 17.  Alle Forgårdens Piller rundt omkring skal have Bånd af Sølv,
+      Knager af Sølv og Fodstykker af Kobber.
+ 18.  Omhænget om Forgården skal være hundrede Alen på hver Langside,
+      halvtredsindstyve Alen på hver Bredside og fem Alen højt; det
+      skal være af tvundet Byssus, og Fodstykkerne skal være af
+      Kobber.
+ 19.  Alle Redskaber, der bruges ved Arbejdet på Boligen, alle dens
+      Pæle og alle Forgårdens Pæle skal være af Kobber.
+
+ 20.  Fremdeles skal du pålægge Israeliterne at skaffe dig ren
+      Olivenoli af knuste Frugter til Lysestagen, og der skal stadig
+      sættes Lamper på.
+ 21.  I Åbenbaringsteltet uden for Forhænget, der hænger foran
+      Vidnesbyrdet, skal Aron og hans Sønner gøre den i Stand, at den
+      kan brænde fra Aften til Morgen for HERRENs Åsyn. Det skal være
+      en evig gyldig Bestemmelse, der skal påhvile Israeliterne fra
+      Slægt til Slægt.
+
+2.Mosebog 28
+
+  1.  Du skal lade din Broder Aron og hans Sønner tillige med ham
+      træde frem af Israeliternes Midte og komme hen til dig, for at
+      de kan gøre Præstetjeneste for mig, Aron og Arons Sønner, Nadab,
+      Abihu, Eleazar og Itamar.
+  2.  Og du skal tilvirke din Broder Aron hellige Klæder til Ære og
+      Pryd,
+  3.  og du skal byde alle kunstforstandige Mænd, hvem jeg har fyldt
+      med Kunstfærdigheds Ånd, at tilvirke Aron Klæder, for at han kan
+      helliges til at gøre Præstetjeneste for mig.
+  4.  Klæderne, som de skal tilvirke, er følgende: Brystskjold, Efod,
+      Kåbe, Kjortel af mønstret Stof, Hovedklæde og Bælte. De skal
+      tilvirke din Broder Aron og hans Sønner hellige Klæder, for at
+      de kan gøre Præstetjeneste for mig,
+  5.  og dertil skal de bruge Guldtråd, violet og rødt Purpurgarn,
+      Karmoisinrødt Garn og Byssus.
+
+  6.  Efoden skal du tilvirke af Guldtråd, violet og rødt Purpurgarn,
+      karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus i Kunstvævning.
+  7.  Den skal have to Skulderstykker, der skal være til at hæfte på;
+      den skal hæftes sammen ved begge Hjørner.
+  8.  Og dens Bælte, som skal bruges, når den tages på, skal være af
+      samme Arbejde og i eet med den; det skal være af Guldtråd,
+      violet og rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus.
+  9.  Så skal du tage de to Sjohamsten og gravere Israels Sønners
+      Navne i dem,
+ 10.  seks af Navnene på den ene Sten og de andre seks på den anden
+      efter Aldersfølge;
+ 11.  med Stenskærerarbejde, som ved Gravering af Signeter, skal du
+      indgravere Israels Sønners Navne i de 14 Sten, og du skal
+      indfatte dem i Guldfletværk.
+ 12.  Disse to Sten skal du fæste på Efodens Skulderstykker, for at
+      Stenene kan bringe Israels Sønner i Minde, og Aron skal bære
+      deres Navne for HERRENs Åsyn på sine Skuldre for at bringe dem i
+      Minde.
+ 13.  Og du skal tilvirke Fletværk af Guld
+ 14.  og to Kæder af purt Guld; du skal lave dem i snoet Arbejde, som
+      når man snor Reb, og sætte disse snoede Kæder på Fletværket.
+
+ 15.  Fremdeles skal du tilvirke Retskendelsens Brystskjold i
+      Kunstvævning på samme Måde som Efoden; af Guldtråd, violet og
+      rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus skal du
+      lave det;
+ 16.  det skal være firkantet og lægges dobbelt, et Spand langt og et
+      Spand bredt,
+ 17.  Og du skal udstyre det med en Besætning af Sten, fire Rækker
+      Sten: Karneol, Topas og Smaragd i den første Række,
+ 18.  Rubin, Safir og Jaspis i den anden,
+ 19.  Hyacint, Agat og Ametyst i den tredje,
+ 20.  Krysolit, Sjoham og Onyks i den fjerde; og de skal omgives med
+      Guldfletværk i deres Indfatninger.
+ 21.  Der skal være tolv Sten, svarende til Israels Sønners Navne, en
+      for hvert Navn; det skal være graveret Arbejde som Signeter,
+      således at hver Sten bærer Navnet på en af de tolv Stammer.
+ 22.  Til Brystskjoldet skal du lave snoede Kæder af purt Guld, snoet
+      Arbejde, som når man snor Reb.
+ 23.  Til Brystskjoldet skal du lave to Guldringe og sætte disse to
+      Ringe på Brystskjoldets øverste Hjørner,
+ 24.  og de to Guldsnore skal du knytte i de to Ringe på
+      Brystskjoldets Hjørner;
+ 25.  Snorenes anden Ende skal du anbringe i det Fletværker og fæste
+      dem på Forsiden af Efodens Skulderstykke.
+ 26.  Og du skal lave to andre Guldringe og sætte dem på
+      Brystskjoldets to andre Hjørner på den indre, mod Efoden
+      vendende Rand.
+ 27.  Og du skal lave endnu to Guldringe og fæste dem på Efodens to
+      Skulderstykker forneden på Forsiden, hvor den er hæftet sammen
+      med Skulderstykkerne, oven over Efodens Bælte;
+ 28.  og man skal med Ringene binde Brystskjoldet fast til Efodens
+      Ringe ved Hjælp af en violet Purpursnor, så at det kommer til at
+      sidde oven over Efodens Bælte og ikke løsner sig fra Efoden.
+ 29.  Aron skal således stedse bære Israels Sønners Navne på
+      Retskendelsens Brystskjold på sit Hjerte, når han går ind i
+      Helligdommen, for at bringe dem i Minde for HERRENs Åsyn.
+ 30.  Og i Retskendelsens Brystskjold skal du lægge Urim og Tummim, så
+      at Aron.bærer dem på sit Hjerte, når han går ind for HERRENs
+      Åsyn, og Aron skal stedse bære Israeliternes Retskendelse på sit
+      Hjerte for HERRENs Åsyn.
+
+ 31.  Fremdeles skal du tilvirke Kåben, som hører til Efoden, helt og
+      holdent af violet Purpur.
+ 32.  Midt på skal den have en Halsåbning ligesom Halsåbningen på en
+      Panserskjorte, omgivet af en Linning i vævet Arbejde, for at den
+      ikke skal rives itu;
+ 33.  og langs dens nedeste Kant skal du sy Granatæbler af violet og
+      rødt Purpurgarn og karmoisinrødt Garn og mellem dem Guldbjælder
+      hele Vejen rundt,
+ 34.  så at Guldbjælder og Granatæbler skifter hele Vejen rundt langs
+      Kåbens nederste Kant.
+ 35.  Aron skal bære den, når han gør Tjeneste, så at det kan høres,
+      når han går ind i Helligdommen for HERRENs Åsyn, og når han går
+      ud derfra, at han ikke skal dø,
+
+ 36.  Fremdeles skal du lave en Pandeplade af purt Guld, og i den skal
+      du gravere, som når man graverer Signeter: "Helliget HERREN."
+ 37.  Den skal du fastgøre med en violet Purpursnor, og den skal sidde
+      på Hovedklædet, foran på Hovedklædet skal den sidde.
+ 38.  Aron skal bære den på sin Pande, for at han kan tage de Synder
+      på sig, som klæder ved de hellige Gaver, Israeliterne frembærer,
+      ved alle de hellige Gaver, de bringer; og Aron skal stedse have
+      den på sin Pande for at vinde dem HERRENs Velbehag.
+
+ 39.  Kjortelen skal du væve i mønstret Vævning af Byssus. Og du skal
+      tilvirke et Hovedklæde af Byssus og et Bælte i broget Vævning.
+
+ 40.  Også til Arons Sønner skal du tilvirke Kjortler, og du skal
+      tilvirke Bælter til dem og Huer til Ære og Pryd.
+ 41.  Og du skal iføre din Broder Aron og hans Sønner dem, og du skal
+      salve dem, indsætte dem og hellige dem til at gøre
+      Præstetjeneste for mig.
+
+ 42.  Tillige skal du tilvirke Linnedbenklæder til dem til at skjule
+      deres Blusel, og de skal nå fra Hoften ned på Lårene.
+ 43.  Dem skal Aron og hans Sønner bære, når de går ind i
+      Åbenbaringsteltet eller træder frem til Alteret for at gøre
+      Tjeneste i Helligdommen, at de ikke skal pådrage sig Skyld og
+      lide Døden.  En evig gyldig Anordning skal det være for ham og
+      hans Afkom efter ham.
+
+2.Mosebog 29
+
+  1.  Således skal du bære dig ad med dem, når du helliger dem til at
+      gøre Præstetjeneste for mig: Tag en ung Tyr, to lydefri Vædre,
+  2.  usyrede Brød, usyrede Kager, rørte i Olie, og usyrede Fladbrød,
+      smurte med Olie; af fint Hvedemel skal du bage dem.
+  3.  Læg dem så i een Kurv og bær dem frem i Kurven sammen med Tyren
+      og de to Vædre.
+  4.  Lad derpå Aron og hans Sønner træde hen til Åbenbaringsteltets
+      Indgang og tvæt dem med Vand.
+  5.  Tag så Klæderne og ifør Aron Kjortelen, Efodkåben, Efoden og
+      Brystskjoldet og bind Efoden fast på ham med Bæltet.
+  6.  Læg Hovedklædet om hans Hoved og fæst det hellige Diadem på
+      Hovedklædet.
+  7.  Tag så Salveolien og udgyd den på hans Hoved og salv ham.
+  8.  Lad dernæst hans Sønner træde frem og ifør dem Kjortler,
+  9.  omgjord dem med Bælter og bind Huerne på dem. Og
+      Præsteværdigheden skal tilhøre dem med evig Ret. Så skal du
+      indsætte Aron og hans Sønner.
+
+ 10.  Før Tyren frem foran Åbenbaringsteltet, og Aron og hans Sønner
+      skal lægge deres Hænder på Tyrens Hoved.
+ 11.  Slagt så Tyren for HERRENs Åsyn ved Indgangen til
+      Åbenbaringsteltet
+ 12.  og tag noget af Tyrens Blod og stryg det på Alterets Horn med
+      din Finger og udgyd Resten af Blodet ved Alterets Fod.
+ 13.  Tag så alt Fedtet på Indvoldene, Leverlappen og begge Nyrerne
+      med Fedtet på dem og bring det som Røgoffer på Alteret;
+ 14.  men Tyrens Kød, dens Hud og dens Skarn skal du brænde uden for
+      Lejren. Det er et Syndoffer.
+
+ 15.  Derpå skal du tage den ene Væder, og Aron og hans Sønner skal
+      lægge deres Hænder på dens Hoved.
+ 16.  Slagt så Væderen, tag dens Blod og spræng det rundt om på
+      Alteret.
+ 17.  Skær så Væderen i Stykker, tvæt dens Indvolde og Skinneben, læg
+      dem på Stykkerne og Hovedet
+ 18.  og bring så hele Væderen som Røgoffer på Alteret. Det er et
+      Brændoffer for HERREN; en liflig Duft, et Ildoffer for HERREN er
+      det.
+
+ 19.  Derpå skal du tage den anden Væder, og Aron og hans Sønner skal
+      lægge deres Hænder på dens Hoved.
+ 20.  Slagt så Væderen, tag noget af dens Blod og stryg det på Arons
+      og hans Sønners højre Øreflip og på deres højre Tommelfinger og
+      højre Tommeltå og spræng Resten af Blodet rundt om på Alteret.
+ 21.  Tag så noget af Blodet på Alteret og af Salveolien og stænk det
+      på Aron og hans Klæder, ligeledes på hans Sønner og deres
+      Klæder. så bliver han hellig, han selv og hans Klæder og
+      ligeledes hans Sønner og deres klæder.
+ 22.  Derpå skal du tage Fedtet af Væderen, Fedthalen, Fedtet på
+      Indvoldene, Leverlappen, begge Nyrerne med Fedtet på dem, dertil
+      den højre Kølle, thi det er en Indsættelsesvæder,
+ 23.  og en Skive Brød, en Oliebrødkage og et Fladbrød af Kurven med
+      de usyrede Brød, som står for HERRENs Åsyn,
+ 24.  og lægge det alt sammen på Arons og hans Sønners Hænder og lade
+      dem udføre Svingningen dermed for HERRENs Åsyn.
+ 25.  Tag det så igen fra dem og bring det som Røgoffer på Alteret
+      oven på Brændofferet til en liflig Duft for HERRENs Åsyn, et
+      Ildoffer er det for HERREN.
+ 26.  Tag derpå Brystet af Arons Indsættelsesvæder og udfør
+      Svingningen dermed for HERRENs Åsyn: det skal være din Del.
+ 27.  Således skal du hellige Svingningsbrystet og
+      Offerydelseskøllen. det, hvormed Svingningen udføres. og det,
+      som ydes af Arons og hans Sønners Indsættelsesvæder.
+ 28.  Og det skal tilfalde Aron og hans Sønner som en Rettighed, de
+      har Krav på fra Israeliternes Side til evig Tid; thi det er en
+      Offerydelse, og som Offerydelse skal Israeliterne give det af
+      deres Takofre, som deres Offerydelse til HERREN.
+
+ 29.  Arons hellige Klæder skal tilfalde hans Sønner efter ham, for at
+      de kan salves og indsættes i dem.
+ 30.  I syv Dage skal de bæres af den af hans Sønner, som bliver Præst
+      i hans Sted, den, som skal gå ind i Åbenbaringsteltet for at
+      gøre Tjeneste i Helligdommen.
+ 31.  Så skal du tage Indsættelsesvæderen og koge dens Kød på et
+      helligt Sted;
+ 32.  og Aron og hans Sønner skal spise Væderens Kød og Brødet i
+      Kurven ved Indgangen til Åbenbaringsteltet;
+ 33.  de skal spise de Stykker, hvorved der skaffes Soning ved deres
+      Indsættelse og Indvielse, og ingen Lægmand må spise deraf, thi
+      det er helligt.
+ 34.  Og dersom der bliver noget af Indsættelseskødet eller Brødet
+      tilovers til næste Morgen, da skal du opbrænde det
+      tiloversblevne; spises må det ikke, thi det er helligt.
+
+ 35.  Således skal du forholde dig over for Aron og hans Sønner,
+      ganske som jeg har pålagt dig. Syv Dage skal du foretage
+      Indsættelsen;
+ 36.  daglig skal du ofre en Syndoffertyr til Soning og rense Alteret
+      for Synd ved at fuldbyrde Soningen på det, og du skal salve det
+      for at hellige det.
+ 37.  Syv dage skal du fuldbyrde Soningen på Alteret og hellige det;
+      således bliver Alteret højhelligt; enhver, der kommer i Berøring
+      med Alteret, bliver hellig".
+
+ 38.  Hvad du skal ofre på Alteret, er følgende: Hver Dag to årgamle
+      Lam som stadigt Offer.
+ 39.  Det ene Lam skal du ofre om Morgenen og det andet ved Aftenstid.
+ 40.  Sammen med det første Lam skal du bringe en Tiendedel Efa fint
+      Hvedemel, rørt i en Fjerdedel Hin Olie af knuste Oliven, og et
+      Drikoffer af en Fjerdedel Hin Vin.
+ 41.  Og det andet Lam skal du ofre ved Aftenstid; sammen med det skal
+      du ofre et Afgrødeoffer og et Drikoffer som om Morgenen til en
+      liflig Duft, et Ildoffer for HERREN.
+ 42.  Det skal være et stadigt Brændoffer, som I skal bringe, Slægt
+      efter Slægt, ved Indgangen til Åbenbaringsteltet for HERRENs
+      Åsyn, hvor jeg vil åbenbare mig for dig for at tale til dig,
+ 43.  og hvor jeg vil åbenbare mig for Israels Børn, og det skal
+      helliges ved min Herlighed.
+ 44.  Jeg vil hellige Åbenbaringsteltet og Alteret, og Aron og hans
+      Sønner vil jeg hellige til at gøre Præstetjeneste for mig.
+ 45.  Og jeg vil bo midt iblandt Israels Børn og være deres Gud;
+ 46.  og de skal kende, at jeg HERREN er deres Gud, som førte dem ud
+      af Ægypten for at bo midt iblandt dem, jeg HERREN deres Gud!
+
+2.Mosebog 30
+
+  1.  Fremdeles skal du lave et Alter til at brænde Røgelse på: af
+      Akacietræ skal du lave det,
+  2.  en Alen langt og en Alen bredt, firkantet skal det være, og to
+      Alen højt, og dets Horn skal være i eet med det.
+  3.  Du skal overtrække det med purt Guld, både Pladen og Siderne
+      hele Vejen rundt og Hornene, og sætte en Guldkrans rundt om;
+  4.  og du skal sætte to Guldringe under Kransen på begge Sider, på
+      begge Sidestykkerne skal du sætte dem til at stikke Bærestænger
+      i, for at det kan bæres med dem;
+  5.  og Bærestængerne skal du lave af Akacietræ og overtrække med
+      Guld.
+  6.  Derpå skal du opstille det foran Forhænget, der hænger foran
+      Vidnesbyrdets Ark, foran Sonedækket oven over Vidnesbyrdet der,
+      hvor jeg vil åbenbare mig for dig.
+  7.  På det skal Aron brænde vellugtende Røgelse; hver Morgen, når
+      han gør Lamperne i Stand, skal han antænde den.
+  8.  Og når Aron sætter Lamperne på Lysestagen ved Aftenstid, skal
+      han ligeledes antænde den; det skal være et stadigt Røgelseoffer
+      for HERRENs Åsyn fra Slægt til Slægt.
+  9.  I må ikke ofre et lovstridigt Røgelseoffer derpå, ej heller
+      Brændofre eller Afgrødeofre, lige så lidt som I må udgyde
+      Drikofre derpå.
+ 10.  Men een Gang om Året skal Aron skaffe Soning på dels Horn; med
+      noget af Forsoningssyndofferets Blod skal han een Gang om Året
+      skaffe Soning på det, Slægt efter Slægt. Det er højhelligt for
+      HERREN.
+
+ 11.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
+ 12.  Når du holder Mandtal over Israeliterne, skal enhver, som
+      mønstres, ved Mønstringen give HERREN Sonepenge for sit Liv, at
+      ingen Ulykke skal ramme dem i Anledning af Mønstringen.
+ 13.  Enhver, der må underkaste sig Mønstringen, skal udrede en halv
+      Sekel i hellig Mønt, tyve Gera på en Sekel, en halv Sekel som
+      Offerydelse til HERREN.
+ 14.  Enhver, der må underkaste sig Mønstringen, fra Tyveårsalderen og
+      opefter, skal udrede HERRENs Offerydelse.
+ 15.  hen rige må ikke give mere, den fattige ikke mindre end en halv
+      Sekel, når de bringer HERRENs Offerydelse til Soning for deres
+      Sjæle.
+ 16.  Og du skal tage Sonepengene af Israeliterne og bruge dem til
+      Tjenesten ved Åbenbaringsteltet. og de skal tjene til at bringe
+      Israeliterne i Minde for HERRENs Åsyn, til Soning for eders
+      Sjæle.
+
+ 17.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
+ 18.  Du skal lave en Vandkumme med Fodstykke af Kobber til at tvætte
+      sig i op opstille den mellem Åbenbaringsteltet og Alteret og
+      hælde Vand i den,
+ 19.  for at Aron og hans Sønner kan tvætte deres Hænder og Fødder
+      deri.
+ 20.  Når de går ind i Åbenbaringsteltet, skal de tvætte sig med Vand
+      for ikke at dø; ligeledes når de træder hen til Alteret for at
+      gøre Tjeneste og brænde Ildofre for HERREN.
+ 21.  De skal tvætte deres Hænder og Fødder for ikke at dø. Det skal
+      være en evig Anordning for ham og hans Afkom fra Slægt til
+      Slægt.
+
+ 22.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
+ 23.  Du skal tage dig vellugtende Stoffer af den bedste Slags, 500
+      Sekel ædel Myrra, halvt så meget. 25O Sekel, vellugtende
+      Kanelbark, 25O Sekel vellugtende Kalmus
+ 24.  og 500 Sekel Kassia, efter hellig Vægt, og en Hin Olivenolie.
+ 25.  Deraf skal du tilberede en hellig Salveolie, en krydret
+      Blanding, som Salveblanderne laver den; en hellig Salveolie skal
+      det være.
+ 26.  Med den skal du salve Åbenbaringsteltet, Vidnesbyrdets Ark,
+ 27.  Bordet med alt dets Tilbehør, Lysestagen med dens Tilbehør,
+      Røgelsealteret,
+ 28.  Brændofferalteret med alt dets Tilbehør og Vandkummen med dens
+      Fodstykke,
+ 29.  Således skal du hellige dem, så de bliver højhellige. Enhver,
+      der kommer i Berøring med dem, bliver hellig" .
+ 30.  Ligeledes skal du salve Aron og hans Sønner og hellige dem til
+      at gøre Præstetjeneste for mig.
+ 31.  Men til Israeliterne skal du sige således: Dette skal være mig
+      en hellig Salveolie fra Slægt til Slægt.
+ 32.  Den må ikke udgydes på noget Menneskes Legeme, og i denne
+      Blanding må I ikke tilberede lignende Salve til eget Brug,
+      hellig er den, og hellig skal den være eder.
+ 33.  Den, der tilbereder lignende Salve eller anvender den på en
+      Lægmand, skal udryddes af sin Slægt.
+
+ 34.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: Tag dig
+      Røgelseoffer, Stakte, Onyksmusling, Galbanum og ren Virak, lige
+      meget af hvert,
+ 35.  og tilbered deraf en krydret Røgelse, som Salveblanderne laver
+      den, saltet, ren, til hellig Brug.
+ 36.  Deraf skal du støde en Del til Pulver, og noget deraf skal du
+      lægge foran Vidnesbyrdet i Åbenbaringsteltet, hvor jeg vil
+      åbenbare mig for dig. Det skal være eder højhelligt.
+ 37.  Den Røgelse, du tilbereder i denne Blanding, må I ikke tilberede
+      til eget Brug. Hellig skal den være dig for HERREN.
+ 38.  Den, der tilbereder lignende Røgelse for at nyde dens Duft, skal
+      udryddes af sin Slægt.
+
+2.Mosebog 31
+
+  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
+  2.  Se, jeg har kaldet Bezalel, en Søn af Hurs Søn Uri, af Judas
+      Stamme
+  3.  og fyldt ham med Guds Ånd, med Kunstsnilde, Kløgt og Indsigt i
+      alskens Arbejde
+  4.  til at udtænke Kunstværker og til at arbejde i Guld, Sølv og
+      Kobber
+  5.  og med Udskæring af Sten til Indfatning og med Træskærerarbejde,
+      kort sagt til at udføre alskens Arbejde.
+  6.  Og se, jeg har givet ham Oholiab, Ahisamaks Søn, af Dans Stamme
+      til Medhjælper, og alle kunstforstandige Mænds Hjerte har jeg
+      udrustet med Kunstsnilde, for at de kan udføre alt, hvad jeg har
+      pålagt dig,
+  7.  Åbenbaringsteltet, Vidnesbyrdets Ark, Sonedækket derpå og alt
+      Teltets Tilbehør,
+  8.  Bordet med dets Tilbehør, Lysestagen af purt Guld med alt dens
+      Tilbehør, Røgelsealteret,
+  9.  Brændofferalteret med alt dets Tilbehør og Vandkummen med dens
+      Fodstykke,
+ 10.  Pragtklæderne, de hellige Klæder til Præsten Aron og hans
+      Sønners Klædet til Brug ved Præstetjenesten,
+ 11.  Salveolien og den vellugtende Røgelse til Helligdommen.  Ganske
+      som jeg har pålagt dig, skal de udføre det.
+
+ 12.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
+ 13.  Du skal tale til Israeliterne og sige: Fremfor alt skal I holde
+      mine Sabbater, thi Sabbaten er et Tegn mellem mig og eder fra
+      Slægt til Slægt, for at I skal kende, at jeg HERREN er den, der
+      helliger eder.
+ 14.  I skal holde Sabbaten, thi den skal være eder hellig; den, som
+      vanhelliger den, skal lide Døden, ja enhver, som udfører noget
+      Arbejde på den, det Menneske skal udryddes af sin Slægt.
+ 15.  I seks Dage må der arbejdes, men på den syvende Dag skal I holde
+      en fuldkommen Hviledag, helliget HERREN; enhver, som udfører
+      Arbejde på Sabbatsdagen, skal lide Døden.
+ 16.  Israeliterne skal holde Sabbaten, så at de fejrer Sabbaten fra
+      Slægt til Slægt som en evig gyldig Pagt:
+ 17.  Den skal være et Tegn til alle Tider mellem mig og
+      Israeliterne. Thi i seks Dage gjorde HERREN Himmelen og Jorden,
+      men på den syvende hvilede han og vederkvægede sig.
+
+ 18.  Da han nu var færdig med at tale til Moses på Sinaj Bjerg,
+      overgav han ham Vidnesbyrdets to Tavler, Stentavler, der var
+      beskrevet med Guds Finger.
+
+2.Mosebog 32
+
+  1.  Men da Folket så, at Moses tøvede med at komme ned fra Bjerget,
+      samlede det sig om Aron, og de sagde til ham: "Kom og lav os en
+      Gud, som kan drage foran os, thi vi ved ikke, hvad der er blevet
+      af denne Moses, der førte os ud af Ægypten!"
+  2.  Da sagde Aron til dem: "Riv de Guldringe af, som eders Hustruer,
+      Sønner og Døtre har i Ørene, og bring mig dem!"
+  3.  Så rev hele Folket deres Guldørenringe af og bragte dem til
+      Aron.
+  4.  Og han modtog dem af deres Hånd, formede Guldet med en Mejsel og
+      lavede en støbt Tyrekalv deraf. Da sagde de: "Her, Israel, er
+      din Gud, som førte dig ud af Ægypten!"
+  5.  Og da Aron så det, byggede han et Alter for den, og Aron lod
+      kundgøre: "I Morgen er det Højtid for HERREN!"
+  6.  Tidligt næste Morgen ofrede de så Brændofre og bragte Takofre og
+      Folket satte sig til at spise og drikke, og derpå stod de op for
+      at lege.
+
+  7.  Da sagde HERREN til Moses: "Skynd dig og stig ned, thi dit Folk,
+      som du førte ud af Ægypten, har handlet ilde;
+  8.  hastigt veg de bort fra den Vej jeg bød dem at vandre; de har
+      lavet sig en støbt Tyrekalv og tilbedt den og ofret til den med
+      de Ord: Her, Israel, er din Gud, som førte dig ud af Ægypten!"
+  9.  Og HERREN sagde til Moses: "Jeg har iagttaget dette Folk og set,
+      at det er et halsstarrigt Folk.
+ 10.  Lad mig nu råde, at min Vrede kan blusse op imod dem så vil jeg
+      tilintetgøre dem; men dig vil jeg gøre til et stort Folk!"
+ 11.  Men Moses bønfaldt HERREN sin Gud og sagde: "Hvorfor HERRE skal
+      din Vrede blusse op mod dit Folk, som du førte ud af Ægypten med
+      vældig Kraft og stærk Hånd?
+ 12.  Hvorfor skal Ægypterne kunne sige: I ond Hensigt førte han dem
+      ud, for at slå dem ihjel ude mellem Bjergene og udrydde dem af
+      Jorden? Lad din Vredes Glød høre op, og anger den Ulykke, du
+      vilde gøre dit Folk!
+ 13.  Kom Abraham, Isak og Israel i Hu, dine Tjenere, hvem du tilsvor
+      ved dig selv: Jeg vil gøre eders Afkom talrigt som Himmelens
+      Stjerner, og jeg vil give eders Afkom hele det Land, hvorom jeg
+      har talet, og de skal eje det evindelig!"
+ 14.  Da angrede HERREN den Ulykke han havde truet med at gøre sit
+      Folk.
+
+ 15.  Derpå vendte Moses tilbage og steg ned fra Bjerget med
+      Vidnesbyrdets to Tavler i Hånden, Tavler, der var beskrevet på
+      begge Sider, både på Forsiden og Bagsiden var de beskrevet.
+ 16.  Og Tavlerne var Guds Værk, og Skriften var Guds Skrift, ridset
+      ind i Tavlerne.
+ 17.  Da hørte Josua Støjen af det larmende Folk, og han sagde til
+      Moses: "Der høres Krigslarm i Lejren!"
+ 18.  Men han svarede: "Det er ikke sejrendes eller slagnes Skrig, det
+      er Sang, jeg hører!"
+ 19.  Og da Moses nærmede sig Lejren og så Tyrekalven og Dansen,
+      blussede hans Vrede op, og han kastede Tavlerne fra sig og
+      sønderslog dem ved Bjergets Fod.
+ 20.  Derpå tog han Tyrekalven, som de havde lavet, brændte den i
+      Ilden og knuste den til Støv, strøde det på Vandet og lod
+      Israeliterne drikke det.
+ 21.  Og Moses sagde til Aron: "Hvad har dette Folk gjort dig, siden
+      du har bragt så stor en Synd over det?"
+ 22.  Aron svarede: "Vredes ikke, Herre! Du ved selv, at Folket ligger
+      i det onde,
+ 23.  og de sagde til mig: Lav os en Gud, som kan drage foran os, thi
+      vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, der førte os ud
+      af Ægypten!
+ 24.  Da sagde jeg til dem: De, der har Guldsmykker, skal rive dem af!
+      De bragte mig da Guldet, og jeg kastede det i Ilden, og så kom
+      denne Tyrekalv ud deraf!"
+
+ 25.  Da Moses nu så, at Folket var tøjlesløst til Skadefryd for deres
+      Fjender, fordi Aron havde givet det fri Tøjler,
+ 26.  stillede han sig ved Indgangen til Lejren og sagde: "Hvem der er
+      for HERREN, han komme hid til mig!" Da samlede alle Leviterne
+      sig om ham,
+ 27.  og han sagde til dem: "Så siger HERREN, Israels Gud: Bind alle
+      Sværd om Lænd og gå frem og tilbage fra den ene Indgang i Lejren
+      til den anden og slå ned både Broder, Ven og Frænde!"
+ 28.  Og Leviterne gjorde, som Moses havde sagt, og på den Dag faldt
+      der af Folket henved 3000 Mand.
+ 29.  Og Moses sagde: "Fra i Dag af skal I være Præster for HERREN,
+      thi ingen skånede Søn eller Broder, derfor skal Velsignelse
+      komme over eder i Dag."
+
+ 30.  Næste Dag sagde Moses til Folket: "I har begået en stor Synd ;
+      men nu vil jeg stige op til HERREN, måske kan jeg skaffe Soning
+      for eders Synd!"
+ 31.  Derpå gik Moses atter til HERREN og sagde: "Ak, dette Folk har
+      begået en stor Synd, de har lavet sig en Gud af Guld.
+ 32.  Om du dog vilde tilgive dem deres Synd! Hvis ikke, så udslet mig
+      af den Bog, du fører!"
+ 33.  HERREN svarede Moses: "Den, som har syndet imod mig, ham vil jeg
+      udslette af min Bog!
+ 34.  Men gå nu og før Folket hen, hvor jeg har befalet dig at føre
+      det hen; se, min Engel skal drage foran dig! Men til sin Tid vil
+      jeg straffe dem for deres Synd!"
+ 35.  Og HERREN slog Folket, fordi de havde lavet Tyrekalven, den,
+      Aron lavede.
+
+2.Mosebog 33
+
+  1.  HERREN sagde til Moses: "Drag nu bort herfra med Folket, som du
+      førte ud af Ægypten, til det Land, jeg tilsvor Abraham, Isak og
+      Jakob med de Ord: Dit Afkom vil jeg give det!
+  2.  Jeg sender en Engel foran dig, og han skal drive Kana'anæerne,
+      Amoriterne, Hetiterne, Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne
+      bort
+  3.  til et Land, der flyder med Mælk og Honning. Men selv vil jeg
+      ikke drage med i din Midte, thi du er et halsstarrigt Folk; drog
+      jeg med, kunde jeg tilintetgøre dig undervejs!"
+  4.  Da Folket hørte denne onde Tidende, sørgede de, og ingen tog
+      sine Smykker på.
+  5.  Da sagde HERREN til Moses: "Sig til Israeliterne; I er et
+      halsstarrigt Folk! Vandrede jeg kun et eneste Øjeblik i din
+      Midte, måtte jeg tilintetgøre dig. Tag du dine Smykker af, så
+      skal jeg tænke over, hvad jeg vil gøre for dig!"
+  6.  Da aflagde Israeliterne deres Smykker fra Horebs Bjerg af.
+
+  7.  Moses plejede at tage Teltet og slå det op udenfor Lejren i
+      nogen Afstand derfra; han gav det Navnet "Åbenbaringsteltet".
+      Enhver som vilde rådspørge HERREN, gik ud til Åbenbaringsteltet
+      uden for Lejren.
+  8.  Men hver Gang Moses gik ud til teltet, rejste alt Folket sig op
+      og stillede sig alle ved Indgangen til deres Telte og så efter
+      Moses, indtil han kom ind i Teltet.
+  9.  Og når Moses kom ind Teltet, sænkede Skystøtten sig og stillede
+      sig ved Indgangen til Teltet; da talede HERREN med Moses.
+ 10.  Men når alt Folket så Skystøtten stå ved Indgangen til Teltet,
+      rejste de sig alle op og tilbad ved Indgangen til deres Telte.
+ 11.  Så talede HERREN med Moses Ansigt til Ansigt, som når den ene
+      Mand taler med den anden, og derpå vendte Moses tilbage til
+      Lejren; men hans Medhjælper Josua, Nuns Søn, en ung Mand, veg
+      ikke fra Teltet.
+
+ 12.  Moses sagde til HERREN: "Se, du siger til mig: Før dette Folk
+      frem! Men du har ikke ladet mig vide, hvem du vil sende med mig;
+      og dog har du sagt: Jeg kender dig ved Navn, og du har fundet
+      Nåde for mine Øjne!
+ 13.  Hvis jeg nu virkelig har fundet Nåde for dine Øjne, så lær mig
+      dine Veje at kende, at jeg kan kende dig og finde Nåde for dine
+      Øjne; tænk dog på, at dette Folk er dit Folk!"
+ 14.  Han svarede: "Skal mit Åsyn da vandre med, og skal jeg således
+      føre dig til Målet?"
+ 15.  Da sagde Moses til ham: "Hvis dit Åsyn ikke vandrer med, så lad
+      os ikke drage herfra!
+ 16.  Hvorpå skal det dog kendes. at jeg har fundet Nåde for dine
+      Øjne, jeg og dit Folk? Mon ikke på, at du vandrer med os, og der
+      således vises os, mig og dit Folk, en Udmærkelse fremfor alle
+      and1e Folkeslag på Jorden?"
+ 17.  HERREN svarede Moses: "Også hvad du der siger, vil jeg gøre, thi
+      du har fundet Nåde for mine Øjne, og jeg kalder dig ved Navn."
+
+ 18.  Da sagde Moses: "Lad mig dog skue din Herlighed!"
+ 19.  Han svarede: "Jeg vil lade al min Rigdom drage forbi dig og
+      udråbe HERRENs Navn foran dig, thi jeg viser Nåde, mod hvem jeg
+      vil, og Barmhjertighed, mod hvem jeg vil!"
+ 20.  Og han sagde: "Du kan ikke skue mit Åsyn, thi intet Menneske kan
+      se mig og leve."
+ 21.  Og HERREN sagde: "Se, her er et Sted i min Nærhed, stil dig på
+      Klippen der!
+ 22.  Når da min Herlighed drager forbi, vil jeg lade dig stå i
+      Klippehulen, og jeg vil dække dig 1ned min Hånd, indtil jeg er
+      kommet forbi.
+ 23.  Så tager jeg min Hånd bort, og da kan du se mig bagfra; men mit
+      Åsyn kan ingen skue!"
+
+2.Mosebog 34
+
+  1.  Derpå sagde HERREN til Moses: "Tilhug dig to Stentavler ligesom
+      de forrige, så vil jeg på Tavlerne skrive de samme Ord, som stod
+      på de forrige Tavler, du slog i Stykker.
+  2.  Gør dig så rede til i Morgen, stig om Morgenen op på Sinaj Bjerg
+      og stil dig hen og vent på mig der på Bjergets Top.
+  3.  Ingen må følge med dig derop, og ingen må vise sig noget Sted på
+      Bjerget, end ikke Småkvæg eller Hornkvæg må græsse i Nærheden af
+      dette Bjerg."
+  4.  Da tilhuggede han to Stentavler ligesom de forrige, og tidligt
+      næste Morgen steg Moses op på Sinaj Bjerg, som Gud havde pålagt
+      ham, og tog de to Stentavler med sig.
+  5.  Da steg HERREN ned i Skyen; og Moses stillede sig hos ham der og
+      påkaldte HERRENs Navn.
+  6.  Og HERREN gik forbi ham og råbte: "HERREN, HERREN, Gud, som er
+      barmhjertig og nådig, langmodig og rig på Miskundhed og
+      Trofasthed,
+  7.  som bevarer Miskundhed mod Tusinder, som tilgiver Brøde,
+      Overtrædelse og Synd, men ikke lader den skyldige ustraffet, som
+      straffer Fædres Brøde på Børn og Børnebørn, på dem i tredje og
+      fjerde Led!"
+  8.  Da bøjede Moses sig hastelig til Jorden, tilbad
+  9.  og sagde: "Har jeg fundet Nåde for dine Øjne, Herre, så drage
+      min Herre med i vor Midte; thi det er et halsstarrigt Folk. Men
+      tilgiv vor Brøde og vor Synd og lad os være din Ejendom!"
+
+ 10.  Han sagde: "Se, jeg vil slutte en Pagt; i hele dit Folks Påsyn
+      vil jeg gøre Undere, som aldrig før er sket nogensteds på Jorden
+      og blandt noget Folkeslag, og hele det Folk, i hvis Midte du
+      lever, skal se HERRENs Værk; thi det, jeg vil udføre ved dig, er
+      forfærdeligt.
+ 11.  Hold dig det efterrettelig, som jeg i Dag byder dig! Se, jeg vil
+      drive Amoriterne, Kana'anæerne, Hetiterne, Perizziterne,
+      Hivviterne og Jebusiterne bort foran dig!
+ 12.  Vogt dig vel for at slutte nogen Pagt med Indbyggerne i det
+      Land, du kommer til, for at de ikke skal blive en Snare for dig,
+      når de lever i din Midte.
+ 13.  Men I skal nedbryde deres Altre, sønderslå deres Stenstøtter og
+      omhugge deres Asjerastøtter!
+ 14.  Thi du må ikke tilbede nogen anden Gud, thi "Nidkær" er HERRENs
+      Navn, nidkær Gud er han.
+ 15.  Du må ikke slutte Pagt med Landets Indbyggere, og når de boler
+      med deres Guder og ofrer til dem og man indbyder dig til at være
+      med, må du ikke spise af deres Ofre;
+ 16.  og du må ikke af deres Døtre tage Hustruer til dine Sønner, så
+      deres Døtre, når de boler med deres Guder, får dine Sønner til
+      også at bole med dem.
+ 17.  Du må ikke gøre dig noget støbt Gudebillede.
+ 18.  Du skal lejre de usyrede Brøds Højtid; i syv Dage skal du spise
+      usyret Brød, som jeg har pålagt dig, lå den fastsatte Tid i Abib
+      Måned, thi i Abib Måned drog du ud af Ægypten.
+ 19.  Alt førstefødt tilhører mig; af dine Hjorde skal du ofre mig det
+      førstefødte af Handyrene, både af Okset og småt Kvæg;
+ 20.  men de førstefødte Æsler skal du udløse med et Stykke småt Kvæg,
+      og hvis du ikke udløser det, skal du sønderbryde Halsen derpå;
+      alle dine førstefødte Sønner skal du udløse. Du må ikke stedes
+      for mit Åsyn med tomme Hænder
+ 21.  I seks Dage må du arbejde, men på den syvende skal du hvile; i
+      Pløje og Høsttiden skal du holde Hviledag.
+ 22.  Du skal fejre Ugehøjtid med Førstegrøden af Hvedehøsten og
+      Frugthøsthøjtid ved Jævndøgnstide.
+ 23.  Tre Gange om Året skal alle at Mandkøn hos dig stedes for den
+      Herre HERREN Israels Guds Åsyn.
+ 24.  Thi jeg vil drive Folkeslag bort foran dig og gøre dine
+      Landemærker vide, og ingen skal attrå dit Land, medens du drager
+      hen for at stedes for HERREN din Guds Åsyn tre Gange 01n Året.
+ 25.  Du må ikke ofre Blodet af mit offer sammen med syret Brød.
+      Påskehøjtidens Offer må ikke gemmes til næste Morgen.
+ 26.  Det bedste af din Jords Førstegrøde skal du bringe til HERREN
+      din Guds Hus. Du må ikke koge et Hid i dets Moders Mælk!"
+
+ 27.  Og HERREN sagde til Moses: "Skriv disse Ord op, thi på Grundlag
+      af disse Ord slutter jeg Pagt med dig og Israel."
+ 28.  Og han blev der hos HERREN fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter
+      uden at spise eller drikke; og han skrev Pagtsordene, de ti Ord,
+      på Tavlerne.
+
+ 29.  Da Moses steg ned fra Sinaj Bjerg med Vidnesbyrdets to Tavler i
+      Hånden, vidste han ikke, at hans Ansigts Hud var kommet til at
+      stråle, ved at han talede med ham.
+ 30.  Men Aron og alle Israeliterne så Moses, og se, hans Ansigts Hud
+      strålede, og de turde ikke komme ham nær.
+ 31.  Men Moses kaldte på dem, og da vendte Aron og alle Menighedens
+      Øverster tilbage til ham, og Moses talte til dem.
+ 32.  Derpå kom alle Israeliterne hen til ham, og han pålagde dem alt,
+      hvad HERREN havde talet til ham på Sinaj Bjerg.
+ 33.  Men da Moses var færdig med at tale til dem, lagde han et Dække
+      over sit Ansigt.
+ 34.  Hver Gang han derefter trådte frem for HERRENs Åsyn for at tale
+      med ham, tog han Sløret af, indtil han kom ud igen; og når han
+      kom ud, meddelte han Israeliterne, hvad der var blevet ham
+      påbudt.
+ 35.  Da så Israeliterne, at Moses's Ansigts Hud strålede; og Moses
+      lagde da Dækket over sit Ansigt, indtil han atter gik ind for at
+      tale med ham.
+
+2.Mosebog 35
+
+  1.  Moses kaldte hele Israeliternes Menighed sammen og sagde til
+      dem: Dette er, hvad HERREN har pålagt eder at gøre:
+  2.  I seks Dage må der arbejdes, men på den syvende Dag skal I holde
+      Helligdag, en fuldkommen Hviledag for HERREN. Enhver, der den
+      Dag udfører noget Arbejde, skal lide Døden.
+  3.  På Sabbatsdagen må I ikke gøre Ild i nogen af eders Boliger.
+
+  4.  Derpå sagde Moses til hele Israeliternes Menighed: Dette er,
+      hvad HERREN har påbudt:
+  5.  I skal tage en Offerydelse til HERREN af, hvad I ejer. Enhver,
+      som i sit Hjerte føler sig tilskyndet dertil, skal komme med
+      det, HERRENs Offerydelse, Guld, Sølv, Kobber,
+  6.  violet og rødt Purpurgatn, karmoisinrødt Garn, Byssus, Gedehår,
+  7.  rødfarvede Væderskind, Tahasjskind, Akacietræ,
+  8.  Olie til Lysestagen, vellugtende Stofer til Salveolien og
+      Røgelsen,
+  9.  Sjohamsten og Ædelsten til Indfatning på Efoden og
+      Brystskjoldet.
+ 10.  Og alle kunstforstandige Mænd iblandt eder skal komme og lave
+      alt, hvad HERREN har påbudt:
+ 11.  Boligen med dens Teltdække og Dække, dens Kroge, Brædder,
+      Tværstænger, Piller og Fodstykker,
+ 12.  Arken med Bærestængerne, Sonedækket og det indre Forhæng,
+ 13.  Bordet med dets Bærestænger og alt dets Tilbehør og Skuebrødene,
+ 14.  Lysestagen med dens Tilbehør, dens Lamper og Olien til
+      Lysestagen,
+ 15.  Røgelsealteret med dets Bærestænger, Salveolien og Røgelsen.
+      Forhænget til Boligens Indgang,
+ 16.  Brændofferalteret med Kobbergitteret, Bærestængerne og alt dets
+      Tilbehør, Vandkummen med dens Fodstykke,
+ 17.  Forgårdens Omhæng, dens Piller og Fodstykker og Forhænget til
+      Forgårdens Indgang,
+ 18.  Boligens og Forgårdens Pæle med Reb,
+ 19.  Pragtklæderne til Tjenesten i Helligdommen, de hellige Klæder
+      til Præsten Aron og hans Sønners Klæder til Brug ved
+      Præstetjenesten.
+
+ 20.  Da forlod hele Israeliternes Menighed Moses.
+ 21.  Og enhver, som i sit Hjerte følte sig drevet dertil, og hvis Ånd
+      tilskyndede ham, kom med HERRENs Offerydelse til Opførelsen af
+      Åbenbaringsteltet og til alt Arbejdet derved og til de hellige
+      Klæder.
+ 22.  De kom dermed, både Mænd og Kvinder; enhver, som i sit Hjerte
+      følte sig tilskyndet dertil, kom med Spænder, Ørenringe,
+      Fingerringe og Halssmykker, alle Hånde Guldsmykker. Og enhver,
+      der vilde vie HERREN en Gave af Guld, kom dermed.
+ 23.  Og enhver, i hvis Eje der fandtes violet og rødt Purpurgarn,
+      karmoisinrødt Garn, Byssus, Gedehår, rødfarvede Væderskind eller
+      Tahasjskind, kom dermed.
+ 24.  Og enhver, der vilde give en Offerydelse af Sølv eller Kobber,
+      kom med HERRENs Offerydelse. Og enhver, der ejede Akacietræ til
+      alt Byggearbejdet, kom dermed.
+ 25.  Og alle kunstforstandige Kvinder spandt med egne Hænder og kom
+      med deres Spind, violet og rødt Purpur, Karmoisin og Byssus.
+ 26.  Og alle Kvinder, som i Kraft af deres Kunstsnilde følte sig
+      tilskyndede dertil i deres Hjerte, spandt Gedehårene.
+ 27.  Og Øversterne kom med Sjohamstenene og Ædelstenene til
+      Indfatningen på Efoden og Brystskjoldet
+ 28.  og de vellugtende Stoffer og Olien til Lysestagen og til
+      Salveolien og Røgelsen.
+ 29.  Enhver Mand og Kvinde af Israeliterne, som i sit Hjerte følte
+      sig tilskyndet til at bringe, hvad der krævedes til Udførelsen
+      af alt det Arbejde, HERREN gennem Moses havde påbudt, bragte det
+      som en frivillig Gave til HERREN.
+
+ 30.  Derpå sagde Moses til Israeliterne: Se, HERREN har kaldet
+      Bezal'el, en Søn af Hurs Søn Uri, af Judas Stamme
+ 31.  og fyldt ham med Guds Ånd, med Kunstsnilde, Kløgt og Indsigt i
+      alskens Arbejde
+ 32.  til at udtænke Kunstværker og til at arbejde i Guld, Sølv og
+      Kobber
+ 33.  og med Udskæring af Sten til Indfatning og med Træskærerarbejde,
+      kort sagt til at udføre alskens Kunstarbejde.
+ 34.  Og tillige har han givet både ham og Oholiab, Ahisamaks Søn, af
+      Dans Stamme Gaver til at lære fra sig.
+ 35.  Han har fyldt dem med Kunstsnilde til at udføre alskens
+      Udskæringsarbejde, Kunstvævning, broget Vævning af violet og
+      rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og Byssus og almindelig
+      Vævning, så de kan udføre alt Slags Arbejde og udtænke
+      Kunstværker.
+
+36-1. Derfor skal Bezal'el og Oholiab og alle andre kunstforstandige
+      Mænd, hvem HERREN har givet Kunstsnilde og Kløgt, så de forstår
+      sig på Arbejdet, udføre alt Arbejdet ved Helligdommens Opførelse
+      i Overensstemmelse med alt, hvad HERREN har påbudt.
+
+2.Mosebog 36
+  2.  Derpå tilkaldte Moses Bezal'el og Oholiab og alle de
+      kunstforstandige Mænd, hvem HERREN havde givet Kunstsnilde, alle
+      dem, som i deres Hjerte følte sig tilskyndet til at give sig i
+      Lag med Udførelsen af Arbejdet.
+  3.  Og de modtog af Moses hele den Offerydelse, Israeliterne var
+      kommet med til Arbejdet med Helligdommens Opførelse, for at det
+      kunde blive udført. Men de blev ved at komme med frivillige
+      Gaver til ham, Morgen efter Morgen.
+  4.  Da kom alle de kunstforstandige Mænd, der udførte alt Arbejdet
+      ved Helligdommen, hver fra den Del af Arbejdet, han var
+      beskæftiget med,
+  5.  og sagde til Moses: "Folket kommer med mere, end der kræves til
+      Udførelsen af det Arbejde, HERREN har påbudt!"
+  6.  Da bød Moses, at følgende Kundgørelse skulde udråbes i Lejren:
+      "Hverken Mænd eller Kvinder skal yde mere som Offergave til
+      Helligdommen!" Så hørte Folket op med at komme med Gaver.
+  7.  Og det, der var ydet, var dem nok til at udføre hele Arbejdet,
+      ja mer end nok.
+
+  8.  Så lavede alle de kunstforstandige Mænd blandt dem, der deltog i
+      Arbejdet, Boligen, ti Tæpper af tvundet Byssus, violet og rødt
+      Purpurgarn og karmoisinrødt Garn; han lavede dem med Keruber på
+      i Kunstvævning,
+  9.  hvert Tæppe otte og tyve Alen langt og fire Alen bredt; alle
+      Tæpperne havde samme Mål.
+ 10.  Han syede Tæpperne sammen, fem og fem.
+ 11.  I Kanten af det ene Tæppe, det yderste i det ene sammensyede
+      Stykke, satte han Løkker af violet Purpurgarn, og ligeledes
+      satte han Løkker i Kanten af det yderste Tæppe i det andet
+      sammensyede Stykke;
+ 12.  han satte halvtredsindstyve Løkker på det ene Tæppe og
+      halvtredsindstyve Løkker i Kanten af det tilsvarende Tæppe i det
+      andet sammensyede Stykke, Løkke lige over for Løkke.
+ 13.  Derpå lavede han halvtredsindstyve Guldkroge til at forbinde
+      Tæpperne med hinanden, så at Boligen udgjorde et Hele.
+
+ 14.  Fremdeles lavede han Tæpper af Gedehår til et Teltdække uden om
+      Boligen, og her lavede han elleve Tæpper,
+ 15.  hvert Tæppe tredive Alen langt og fire Alen bredt; alle Tæpperne
+      havde samme Mål.
+ 16.  De fem af Tæpperne syede han sammen for sig og de seks for sig,
+ 17.  og han satte halvtredsindstyve Løkker i Kanten af det yderste
+      Tæppe i det ene sammensyede Stykke og halvtredsindstyve Løkker i
+      Kanten af det tilsvarende Tæppe i det andet sammensyede Stykke.
+ 18.  Og han lavede halvtredsindstyve Kobberkroge til at sammenføje
+      Teltdækket med, så det udgjorde et Hele.
+ 19.  Fremdeles lavede han over Teltdækket et Dække af rødfarvede
+      Væderskind og derover endnu et Dække af Tahasjskind.
+
+ 20.  Derpå lavede han Brædderne til Boligen af Akacietræ til at stå
+      op,
+ 21.  hvert Bræt ti Alen højt og halvanden Alen bredt,
+ 22.  og på hvert Bræt to indbyrdes forbundne Tapper; således
+      indrettede han det ved alle Boligens Brædder.
+ 23.  Af Brædderne, som han lavede til Boligen, var tyve til Sydsiden,
+ 24.  og til de tyve Brædder lavede han fyrretyve Fodstykker af Sølv,
+      to Fodstykker til de to Tapper på hvert Bræt.
+ 25.  Andre tyve Brædder lavede han til Boligens anden Side, som
+      vendte mod Nord,
+ 26.  med fyrretyve Fodstykker af Sølv, to Fodstykker til hvert Bræt.
+ 27.  Og til Bagsiden, som vendte mod Vest, lavede han seks Brædder.
+ 28.  Til Boligens Baghjørner lavede han to Brædder,
+ 29.  der bestod af to Stykker forneden og ligeledes af to Stykker
+      foroven, indtil den første Ring; således indrettede han dem
+      begge for at danne de to Hjørner.
+ 30.  Altså blev der til Bagsiden otte Brædder med tilhørende seksten
+      Fodstykker af Sølv, to til hvert Bræt.
+ 31.  Derpå lavede han Tværstænger af Akacietræ, fem til de Brædder,
+      der dannede Boligens ene Side,
+ 32.  fem til de Brædder, der dannede Boligens anden Side, og fem til
+      de Brædder, der dannede Boligens Bagside mod Vest;
+ 33.  den mellemste Tværstang lavede han således, at den midt på
+      Brædderne nåede fra den ene Ende af Væggen til den anden.
+ 34.  Brædderne overtrak han med Guld, og deres Ringe, som
+      Tværstængerne skulde stikkes i, lavede han af Guld, og
+      Tværstængerne overtrak han med Guld.
+
+ 35.  Derpå lavede han Forhænget af violet og rødt Purpurgarn,
+      karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus, han lavede det i
+      Kunstvævning med Keruber på,
+ 36.  og han lavede dertil fire Piller af Akacietræ, som han overtrak
+      med Guld, og Knagerne derpå lavede han af Guld, og han støbte
+      fire Fodstykker af Sølv til dem.
+ 37.  Derpå lavede han et Forhæng til Teltets Indgang af violet og
+      rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus i broget
+      Vævning
+ 38.  og dertil fem Piller med Knager, hvis Hoveder og Bånd han
+      overtrak med Guld, og fem Fodstykker af Kobber.
+
+2.Mosebog 37
+
+  1.  Derpå lavede Bezal'el Arken af Akacietræ, halvtredje Alen lang,
+      halvanden Alen bred og halvanden Alen høj,
+  2.  og overtrak den indvendig og udvendig med purt Guld og satte en
+      gylden Krans rundt om den.
+  3.  Derefter støbte han fire Guldringe til den og satte dem på dens
+      fire Fødder, to Ringe på hver Side af den.
+  4.  Og han lavede Bærestænger af Akacietræ og overtrak dem med Guld;
+  5.  så stak han Stængerne gennem Ringene på Arkens Sider, for at den
+      kunde bæres med dem.
+  6.  Derpå lavede han Sonedækket af purt Guld, halvtredje Alen langt
+      og halvanden Alen bredt,
+  7.  og han lavede to Keruber af Guld, i drevet Arbejde lavede han
+      dem, ved begge Ender af Sonedækket,
+  8.  den ene Kerub ved den ene Ende, den anden Kerub ved den anden;
+      han lavede Keruberne således, at de var i eet med Sonedækket ved
+      begge Ender.
+  9.  Og Keruberne bredte deres Vinger i Vejret, således at de dækkede
+      over Sonedækket med deres Vinger; de vendte Ansigtet mod
+      hinanden; nedad mod Sone,dækket vendte Kerubernes Ansigter.
+
+ 10.  Derpå lavede han Bordet af Akacietræ, to Alen langt, en Alen
+      bredt og halvanden Alen højt,
+ 11.  og overtrak det med purt Guld og satte en gylden Krans rundt om
+      det.
+ 12.  Og han satte en Liste af en Hånds Bredde rundt om det og en
+      gylden Krans rundt om Listen.
+ 13.  Og han støbte fire Guldringe og satte dem på de fire Hjørner ved
+      dets fire Ben.
+ 14.  Lige ved Listen sad Ringene til at stikke Bærestængerne i, så at
+      man kunde bære Bordet.
+ 15.  Og han lavede Bærestængerne at Akacietræ og overtrak dem med
+      Guld, og med dem skulde Bordet bæres.
+ 16.  Og han lavede af purt Guld de Ting, som hørte til Bordet, Fadene
+      og Kanderne, Skålene og Krukkerne til at udgyde Drikoffer med.
+
+ 17.  Derpå lavede han Lysestagen af purt Guld, i drevet Arbejde
+      lavede han Lysestagen, dens Fod og selve Stagen, således at dens
+      Blomster med Bægere og Kroner var i eet med den;
+ 18.  seks Arme udgik fra Lysestagens Sider, tre fra den ene og tre
+      fra den anden Side.
+ 19.  På hver af Armene, der udgik fra Lysestagen, var der tre
+      mandelblomstlignende Blomster med Bægere og Kroner,
+ 20.  men på selve Stagen var der fire mandelblomstlignende Blomster
+      med Bægere og Kroner,
+ 21.  et Bæger under hvert af de tre Par Arme, der udgik fra den.
+ 22.  Bægrene og Armene var i eet med den, så at det hele udgjorde eet
+      drevet Arbejde af purt Guld.
+ 23.  Derpå lavede han de syv Lamper til den, Lampesaksene og Bakkerne
+      af purt Guld.
+ 24.  En Talent purt Guld brugte han til den og til alt dens Tilbehør.
+
+ 25.  Derpå lavede han Røgelsealteret af Akacietræ, en Alen langt og
+      en Alen bredt, i Firkant, og to Alen højt, og dets Horn var i
+      eet med det.
+ 26.  Og han overtrak det med purt Guld, både Pladen og Siderne hele
+      Vejen rundt og Hornene, og satte en Guldkrans rundt om;
+ 27.  og han satte to Guldringe under Kransen på begge Sider til at
+      stikke Bærestængerne i, for at det kunde bæres med dem;
+ 28.  Bærestængerne lavede han af Akacietræ og overtrak dem med Guld.
+ 29.  Han tilberedte også den hellige Salveolie og den rene,
+      vellugtende Røgelse, som Salveblanderne laver den.
+
+2.Mosebog 38
+
+  1.  Derpå lavede han Brændofferalteret af Akacietræ, fem Alen langt
+      og fem Alen bredt, firkantet, og tre Alen højt.
+  2.  Han lavede Horn til dets fire Hjørner, således at de var i eet
+      dermed, overtrak det med Kobber
+  3.  og lavede alt Alterets Tilbehør, Karrene, Skovlene, Skålene,
+      Gaflerne og Panderne; alt dets Tilbehør lavede han af Kobber.
+  4.  Derpå omgav han Alteret med et flettet Kobbergitter neden under
+      dets Liste, således at det nåede op til Alterets halve Højde.
+  5.  Derefter støbte han fire Ringe til Kobbergitterets fire Hjørner
+      til at stikke Bærestængerne i.
+  6.  Bærestængerne lavede han at Akacietræ og overtrak dem med
+      Kobber.
+  7.  Og Stængerne stak han gennem Ringene på Alterets Sider, for at
+      det kunde bæres med dem. Han lavede det hult af Brædder.
+
+  8.  Derpå lavede han Vandkummen med Fodstykke af Kobber og brugte
+      dertil Spejle, som tilhørte Kvinderne, der gjorde Tjeneste ved
+      Indgangen til Åbenbaringsteltet.
+
+  9.  Derpå indrettede han Forgården: Til Sydsiden det hundrede Alen
+      lange Forgårdsomhæng af tvundet Byssus
+ 10.  med tyve Piller og tyve Fodstykker af Kobber og med Knager og
+      Bånd af Sølv til Pillerne.
+ 11.  Til Nordsiden hundrede Alen med tyve Piller og tyve Fodstykker
+      af Kobber og med Knager og Bånd af Sølv til Pillerne.
+ 12.  Til Vestsiden det halvtredsindstyve Alen lange Omhæng med ti
+      Piller og ti Fodstykker og med Knager og Bånd af Sølv til
+      Pillerne.
+ 13.  Og til Forsiden mod Øst, der var halvtredsindstyve Alen bred,
+ 14.  det femten Alen lange Omhæng med fire Piller og tre Fodstykker
+      til den ene Side af Indgangen,
+ 15.  og det femten Alen lange Omhæng med tre Piller og tre Fodstykker
+      til den anden Side af Indgangen.
+ 16.  Alle Omhæng rundt om Forgården var af tvundet Byssus,
+ 17.  Fodstykkerne til Pillerne af Kobber,men deres Knager og Bånd af
+      Sølv; alle Pillernes Hoveder var overtrukket med Sølv; og de
+      havde Bånd af Sølv.
+ 18.  Forhænget til Forgårdens Indgang var af violet og rødt
+      Purpurgarn i broget Vævning, karmoisinrødt Garn og tvundet
+      Byssus, tyve Alen langt og fem Alen højt, svarende til Bredden
+      på Forgårdens Omhæng.
+ 19.  Dertil hørte fire Piller med fire Fodstykker af Kobber; Knagerne
+      var af Sølv og Overtrækket på Hovederne og Båndene ligeledes af
+      Sølv.
+ 20.  Alle Pælene til Boligen og Forgården rundt om var af Kobber.
+
+ 21.  Her følger Regnskabet over Boligen, Vidnesbyrdets Bolig, som på
+      Moses's Bud blev opgjort af Leviterne under Ledelse af Itamar,
+      en Søn af Præsten Aron;
+ 22.  Bezal'el, en Søn af Hurs Søn Uri, af Judas Stamme havde udført
+      alt, hvad HERREN havde pålagt Moses,
+ 23.  sammen med Oholiab, Ahisamaks Søn, af Dans Stamme, som udførte
+      Udskæringsarbejdet, Kunstvævningen og den brogede Vævning af
+      violet og rødt Purpur, Karmoisin og Byssus.
+ 24.  Hvad angår Guldet, der anvendtes til Arbejdet, under hele
+      Arbejdet på Helligdommen, så løb det som Gave viede Guld op til
+ 29.  Talenter og 730 Sekel efter hellig Vægt.
+ 25.  Det ved Menighedens Mønstring indkomne Sølv løb op til 100
+      Talenter og 1775 Sekel efter hellig Vægt
+ 26.  en, Beka, det halve af en Sekel efter hellig Vægt, af enhver,
+      der måtte lade sig mønstre, altså fra Tyveårsalderen og opefter,
+      i alt 603 550 Mand:
+ 27.  De 100 Talenter Sølv medgik til Støbningen af Helligdommens og
+      Forhængets Fodstykker, 100 Talenter til 100 Fodstykker, en
+      Talent til hvert Fodstykke.
+ 28.  Men de 1775 Sekel anvendte han til Knager til Pillerne, til at
+      overtrække deres Hoveder med og til Bånd på dem.
+ 29.  Det som Gave viede Kobber udgjorde 70 Talenter og 2400 Sekel.
+ 30.  Deraf lavede han Fodstykkerne til Åbenbaringsteltets Indgang,
+      Kobberalteret med dets Kobbergitter og alt Alterets Tilbehør,
+ 31.  Fodstykkerne til Forgården rundt om og til Forgårdens Indgang og
+      alle Teltpælene til Boligen og alle Teltpælene til Forgården
+      hele Vejen rundt.
+
+2.Mosebog 39
+
+  1.  Af det violette og røde Purpurgarn og det karmoisinrøde Garn
+      tilvirkede de Pragtklæderne til Tjenesten i Helligdommen; og de
+      tilvirkede Arons hellige Klæder, således som HERREN havde pålagt
+      Moses.
+
+  2.  De tilvirkede Efoden af Guldtråd, violet og rødt Purpurgarn,
+      karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus,
+  3.  idet de udhamrede Guldet i Plader og skar Pladerne ud i Tråde
+      til at væve ind i det violette og røde Purpurgarn, det
+      karmoisinrøde Garn og det tvundne Byssus ved Kunstvævning.
+  4.  Derpå forsynede de den med Skulderstykker til at hæfte på; den
+      blev hæftet sammen ved begge Hjørner.
+  5.  Og dens Bælte, som brugtes, når den skulde tages på, var i eet
+      med den og af samme Arbejde, af Guldtråd, violet og rødt
+      Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus, således som
+      HERREN havde pålagt Moses.
+  6.  Derpå tilvirkede de Sjohamstenene, indfattede i Guldfletværk og
+      graverede som Signeter med Israels Sønners Navne;
+  7.  og de fæstede dem på Efodens Skulderstykker, for at Stenene
+      kunde bringe Israels Børn i Minde, således som HERREN havde
+      pålagt Moses.
+
+  8.  Derpå tilvirkede de Brystskjoldet i Kunstvævning på samme Måde
+      som Efoden, af Guldtråd, violet og rødt Purpurgarn,
+      karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus;
+  9.  det var firkantet, og de lagde Brystskjoldet dobbelt; det var et
+      Spand langt og et Spand bredt, lagt dobbelt.
+ 10.  De udstyrede det med fire Rækker Sten: Karneol, Topas og Smaragd
+      i den første Række,
+ 11.  Rubin, Safir og Jaspis i den anden,
+ 12.  Hyacint, Agat og Ametyst i den tredje,
+ 13.  Krysolit, Sjoham og Onyks i den fjerde, omgivne med Guldfletværk
+      i deres Indfatninger.
+ 14.  Der var tolv Sten, svarende til Israels Sønners Navne, en for
+      hvert Navn; det var graveret Arbejde som Signeter, således at
+      hver Sten bar Navnet på en af de tolv Stammer.
+ 15.  Til Brystskjoldet lavede de snoede Kæder af purt Guld, snoet
+      Arbejde, som når man snor Reb.
+ 16.  Derpå lavede de to Guldfletværker og to Guldringe og satte disse
+      to Ringe på Brystskjoldets øverste Hjørner,
+ 17.  og de to Guldsnore knyttede de i de to Ringe på Brystskjoldets
+      Hjørner;
+ 18.  Snorenes anden Ende anbragte de i de to Fletværker og fæstede
+      dem på Forsiden af Efodens Skulderstykker.
+ 19.  Og d lavede to andre Guldringe og satte dem på Brystskjoldets to
+      andre Hjørner på den indre Rand, der vendte mod Efoden.
+ 20.  Og de lavede endnu to Guldringe og fæstede dem på Efodens to
+      Skulderstykker forneden på Forsiden, hvor den var hæftet sammen
+      med Skulderstykkerne, oven over Efodens Bælte;
+ 21.  og de bandt med Ringene Brystskjoldet fast til Efodens Ringe ved
+      Hjælp af en violet Purpursnor, så at det kom til at sidde oven
+      over Efodens Bælte og ikke kunde løsne sig fra Efoden, som
+      HERREN havde pålagt Moses.
+
+ 22.  Derpå tilvirkede de Kåben, som hører til Efoden, i vævet
+      Arbejde, helt og holdent af violet Purpur.
+ 23.  Midt på havde Kåben en Halsåbning ligesom Halsåbningen på en
+      Panserskjorte, omgivet af en Linning, for at den ikke skulde
+      rives itu,
+ 24.  og langs Kåbens nederste Kant syede de Granatæbler af violet og
+      rødt Purpurgarn, karmoisinrødt Garn og tvundet Byssus,
+ 25.  og de lavede Bjælder af purt Guld, som de anbragte mellem
+      Granatæblerne langs Kåbens nederste Kant hele Vejen rundt,
+      mellem Granatæblerne,
+ 26.  så at Bjælder og Granatæbler skiftede hele Vejen rundt langs
+      Kåbens nederste Kant, til at bære ved Tjenesten, som HERREN
+      havde pålagt Moses.
+
+ 27.  Derpå tilvirkede de Kjortlerne til Aron og hans Sønner af Byssus
+      i vævet Arbejde,
+ 28.  Hovedklædet af Byssus, Embedshuerne af Byssus, Linnedbenklæderne
+      af tvundet Byssus,
+ 29.  og Bæltet af tvundet Byssus, violet og rødt Purpurgarn og
+      karmoisinrødt Garn i broget Vævning, som HERREN havde pålagt
+      Moses.
+ 30.  Derpå lavede de Pandepladen, det hellige Diadem, af purt Guld og
+      forsynede den med en Indskrift i graveret Arbejde som ved
+      Signeter: "Helliget HERREN."
+ 31.  Og de fæstede en violet Purpursnor på den til at binde den fast
+      med oven på Hovedklædet, som HERREN havde pålagt Moses.
+
+ 32.  Således fuldførtes alt Arbejdet ved Åbenbaringsteltets Bolig; og
+      Israeliterne gjorde ganske som HERREN havde pålagt Moses;
+      således gjorde de.
+
+ 33.  Derpå bragte de Boligen til Moses, Teltdækket med alt dets
+      Tilbehør, Knagerne, Brædderne, Tværstængerne, Pillerne og
+      Fodstykkerne,
+ 34.  Dækket af rødfarvede Væderskind og Dækket af Tahasjskind, det
+      indre Forhæng,
+ 35.  Vidnesbyrdets Ark med Bærestængerne, Sonedækket,
+ 36.  Bordet med alt dets Tilbehør, Skuebrødene,
+ 37.  Lysestagen af purt Guld med Lamperne, der skulde sættes på den,
+      og alt dens Tilbehør, Olien til Lysestagen,
+ 38.  Guldalteret, Salveolien, den vellugtende Røgelse, Forhænget til
+      Teltets Indgang,
+ 39.  Kobberalteret med Kobbergitteret, Bærestængerne og alt dets
+      Tilbehør, Vandkummen og Fodstykket,
+ 40.  Omhængene til Forgården, Pillerne og Fodstykkerne, Forhænget til
+      Forgårdens Indgang, Rebene og Teltpælene, alt Tilbehør til
+      Tjenesten i Åbenbaringsteltets Bolig,
+ 41.  Pragtklæderne til Tjenesten i Helligdommen, de hellige Klæder
+      til Præsten Aron og hans Sønners Klæder til Præstetjenesten.
+ 42.  Nøjagtigt som HERREN havde pålagt Moses, udførte Israeliterne
+      hele Arbejdet.
+ 43.  Da så Moses hele Arbejdet efter, og se, de havde udført det, som
+      HERREN havde sagt; således havde de utdført det. Og Moses
+      velsignede dem.
+
+2.Mosebog 40
+
+  1.  Og HERREN talede til Moses og sagde:
+  2.  På den første Dag i den første Måned skal du rejse
+      Åbenbaringsteltets Bolig.
+  3.  Sæt så Vidnesbyrdets Ark derind og hæng Forhænget op for Arken.
+  4.  Og du skal bringe Bordet ind og ordne, hvad dertil hører, og
+      bringe Lysestagen ind og sætte Lamperne på.
+  5.  Stil Guldalteret til Røgelsen op foran Vidnesbyrdets Ark og hæng
+      Forhænget op foran Boligens Indgang.
+  6.  Stil Brændofferalteret op foran Indgangen til Åbenbaringsteltets
+      Bolig
+  7.  og stil Vandkummen op mellem Åbenbaringsteltet og Alteret og
+      hæld Vand deri.
+  8.  Rejs Forgården rundt om og hæng Forhænget op foran Forgårdens
+      Indgang.
+  9.  Tag Salveolien og salv Boligen og alle Ting de1i, og du skal
+      hellige den med alt dens Tilbehør, så den bliver hellig.
+ 10.  Du skal salve Brændofferalteret og alt dets Tilbehør og hellige
+      Alteret, så det bliver højhelligt.
+ 11.  Og du skal salve Vandkummen og Fodstykket og hellige den.
+ 12.  Lad så Aron og hans Sønner træde hen til Åbenbaringsteltets
+      Indgang, tvæt dem med Vand
+ 13.  og ifør Aron de hellige Klæder. salv og hellig ham til at gøre
+      Præstetjeneste for mig.
+ 14.  Lad så hans Sønner træde frem, ifør dem Kjortler
+ 15.  og salv dem, som du salver deres Fader, til at gøre
+      Præstetjeneste for mig. Således skal det ske, for at et evigt
+      Præstedømme kan blive dem til Del fra Slægt til Slægt i Kraft af
+      denne Salvning, som du foretager på dem.
+
+ 16.  Og Moses gjorde ganske som HERREN havde pålagt ham; således
+      gjorde han.
+ 17.  På den første Dag i den første Måned i det andet År blev Boligen
+      rejst.
+ 18.  Moses rejste Boligen, idet han anbragte Fodstykkerne, rejste
+      Brædderne, stak Tværstængerne ind, rejste Pillerne,
+ 19.  spændte Teltdækket ud over Boligen og lagde Teltdækkets Dække
+      ovenover, som HERREN havde pålagt Moses.
+ 20.  Derpå tog han Vidnesbyrdet og lagde det i Arken, stak
+      Bærestængerne i Arken og lagde Sonedækket oven på den;
+ 21.  så bragte han Arken ind i Boligen og hængte det indre Forhæng op
+      og tilhyllede således Vidnesbyrdets Ark, som HERREN havde pålagt
+      Moses.
+ 22.  Derpå opstillede han Bordet i Åbenbaringsteltet ved Boligens
+      nordre Væg uden for Forhænget,
+ 23.  og han lagde Brødene i Række derpå for HERRENs Åsyn, som HERREN
+      havde pålagt Moses.
+ 24.  Derpå satte han Lysestagen ind i Åbenbaringsteltet lige over for
+      Bordet, ved Boligens søndre Væg;
+ 25.  og han satte Lamperne derpå for HERRENs Åsyn, som HERREN havde
+      pålagt Moses.
+ 26.  Derpå stillede han Guldalteret op i Åbenbaringsteltet foran
+      Forhænget,
+ 27.  og han tændte vellugtende Røgelse derpå, som HERREN havde pålagt
+      Moses.
+ 28.  Derpå hængte han Forhænget op for Boligens Indgang.
+ 29.  Brændofferalteret opstillede han foran Indgangen til
+      Åbenbaringsteltets Bolig og ofrede Brændofferet og
+      Afgrødeofferet derpå, som HERREN havde pålagt Moses.
+ 30.  Derpå opstillede han Vandkummen mellem Åbenbaringsteltet og
+      Alteret og hældte Vand deri til Tvætning.
+ 31.  Og Moses og Aron og hans Sønner tvættede deres Hænder og Fødder
+      deri;
+ 32.  når de gik ind i Åbenbaringsteltet og trådte hen til Alteret.
+      tvættede de sig, som HERREN havde pålagt Moses.
+ 33.  Så rejste han Forgården rundt om Boligen og Alteret og hængte
+      Forhænget op for Forgårdens Indgang. Hermed var Moses færdig med
+      Arbejdet.
+
+ 34.  Da dækkede Skyen Åbenbaringsteltet, og HERRENs Herlighed fyldte
+      Boligen;
+ 35.  og Moses kunde ikke gå ind i Åbenbaringsteltet, fordi Skyen
+      havde lagt sig derover, og HERRENs Herlighed fyldte Boligen.
+ 36.  Men under hele deres Vandring brød Israeliterne op, når Skyen
+      løftede sig fra Boligen;
+ 37.  og når Skyen ikke løftede sig. brød de ikke op, men ventede, til
+      den atter løftede sig.
+ 38.  Thi HERRENs Sky lå over Boligen om Dagen, og om Natten lyste Ild
+      i Skyen for alle Israeliternes Øjne under hele deres Vandring.
+
+
+3.Mosebog
+
+3.Mosebog 1
+
+  1.  HERREN kaldte på Moses og talede til ham fra Åbenbaringsteltet
+      og sagde:
+  2.  Tal til Israeliterne og sig til dem: Når nogen af eder vil
+      bringe HERREN en Offergave af Kvæget, da skal Offergaven, I vil
+      bringe, tages at Hornkvæget eller Småkvæget.
+
+  3.  Skal hans Offergave af Hornkvæget være et Brændoffer, så skal
+      det være et lydefrit Handyr, han bringer; til Åbenbaringsteltets
+      Indgang skal han bringe det for at vinde HERRENs Velbehag.
+  4.  Så skal han lægge sin Hånd på Brændofferdyrets Hoved, for at det
+      kan vinde ham HERRENs Velbehag, idet det skaffer ham Soning.
+  5.  Derpå skal han slagte den unge Okse for HERRENs Åsyn, og Arons
+      Sønner, Præsterne, skal frembære Blodet, og de skal sprænge
+      Blodet rundt om på Alteret, som står ved Indgangen til
+      Åbenbaringsteltet.
+  6.  Så skal han flå Huden af Brændofferdyret og skære det i Stykker,
+  7.  og Arons Sønner, Præsterne, skal gøre Ild på Alteret og lægge
+      Brænde på Ilden;
+  8.  og Arons Sønner, Præsterne, skal lægge Stykkerne tillige med
+      Hovedet og Fedtet til Rette på Brændet over Ilden på Alteret.
+  9.  Men Indvoldene og Skinnebenene skal han tvætte med Vand, og
+      Præsten skal bringe det hele som Røgoffer på Alteret; det er et
+      Brændoffer, et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN.
+
+ 10.  Hvis hans Offergave, der skal bruges som Brændoffer, tages at
+      Småkvæget, af Fårene eller Gederne, så skal det være et lydefrit
+      Handyr, han bringer.
+ 11.  Han skal slagte det for HERRENs Åsyn ved Alterets Nordside, og
+      Arons Sønner, Præsterne skal sprænge Blodet deraf rundt om på
+      Alteret.
+ 12.  Så skal han skære det i Stykker, og Præsten skal lægge Stykkerne
+      tillige med Hovedet og Fedtet til Rette på Brændet over Ilden på
+      Alteret.
+ 13.  Men Indvoldene og Skinnebenene skal han tvætte med Vand. Så skal
+      Præsten frembære det hele og bringe det som Røgoffer på Alteret;
+      det er et Brændoffer, et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN.
+
+ 14.  Er hans Offergave til HERREN et Brændoffer af Fuglene, da skal
+      Offergaven, han vil bringe, tages af Turtelduerne eller
+      Dueungerne;
+ 15.  Præsten skal frembære den til Alteret og knække Halsen på den og
+      bringe Hovedet som Røgoffer på Alteret, og dens Blod skal
+      udpresses mod Alterets Side.
+ 16.  Så skal han udtage Kroen med dens Indhold og kaste den på
+      Askedyngen ved Alterets Østside.
+ 17.  Derpå skal han rive Vingerne løs på den uden dog at skille dem
+      fra Kroppen. Så skal Præsten bringe den som Røgoffer på Alteret
+      på Brændet over Ilden; det er et Brændoffer, et Ildoffer til en
+      liflig Duft for HERREN.
+
+3.Mosebog 2
+
+  1.  Når nogen vil frembære et Afgrødeoffer som Offergave for HERREN,
+      skal hans Offergave bestå af fint Hvedemel, og han skal hælde
+      Olie derover og komme Røgelse derpå.
+  2.  Og han skal bringe det til Arons Sønner, Præsterne; og Præsten
+      skal tage en Håndfuld af Melet og Olien og al Røgelsen, det, som
+      skal ofres af Afgrødeofferet, og bringe det som Røgoffer på
+      Alteret, et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN;
+  3.  men Resten af Afgrødeofferet skal tilfalde Aron og hans Sønner
+      som en højhellig Del af HERRENs Ildofre.
+
+  4.  Men når du som Offergave vil bringe et Afgrødeoffer af Bagværk
+      fra Bagerovnen, skal det bestå af fint Hvedemel, usyrede Kager,
+      rørte i Olie, og usyrede Fladbrød, smurte med Olie.
+  5.  Er derimod din Offergave et Afgrødeoffer, bagt på Plade, så skal
+      det bestå af usyret fint Hvedemel, rørt i Olie;
+  6.  du skal bryde det i Stykker og hælde Olie derover. Det er et
+      Afgrødeoffer.
+  7.  Men er din Offergave et Afgrødeoffer, bagt i Pande, skal det
+      tilberedes af fint Hvedemel med Olie.
+  8.  Det Afgrødeoffer, der tilberedes af disse Ting, skal du bringe
+      HERREN; man skal bringe det til Præsten, og han skal bære det
+      hen til Alteret;
+  9.  og Præsten skal af Afgrødeofferet udtage det, som skal ofres
+      deraf, og bringe det som Røgoffer på Alteret, et Ildoffer til en
+      liflig Duft for HERREN.
+ 10.  Men Resten af Afgrødeofferet skal tilfalde Aron og hans Sønner
+      som en højhellig Del af HERRENs Ofre.
+
+ 11.  Intet Afgrødeoffer, som I bringer HERREN, må tilberedes syret;
+      thi Surdejg eller Honning må I aldrig bringe som Røgoffer, som
+      Ildoffer for HERREN.
+ 12.  Kun som Offergave af Førstegrøde må I frembære disse Ting for
+      HERREN, men de må ikke komme på Alteret til en liflig Duft.
+ 13.  Og du skal komme Salt i enhver Afgrødeoffergave, du frembærer,
+      du må ikke undlade at komme din Guds Pagts Salt i dit
+      Afgrødeoffer, men du skal frembære Salt med enhver af dine
+      Offergaver.
+
+ 14.  Dersom du vil frembære HERREN et Afgrødeoffer af Førstegrøden,
+      skal det, du frembærer som Afgrødeoffer af din Førstegrøde, være
+      friske Aks, ristede over Ilden, knuste, af nyhøstet Korn;
+ 15.  og du skal hælde Olie derover og komme Røgelse derpå. Det er et
+      Afgrødeoffer,
+ 16.  Al Røgelsen og det, som skal ofres af de knuste Aks og Olien,
+      skal Præsten bringe som Røgoffer, et Ildoffer for HERREN.
+
+3.Mosebog 3
+
+  1.  Men er hans Offergave et Takoffer, så skal det, hvis han bringer
+      det af Hornkvæget, være et lydefrit Han eller Hundyr, han
+      bringer HERREN.
+  2.  Han skal lægge sin Hånd på sin Offergaves Hoved og slagte Dyret
+      ved Indgangen til Åbenbaringsteltet; og Arons Sønner, Præsterne,
+      skal sprænge Blodet rundt om på Alteret.
+  3.  Så skal han af Takofferet som Ildoffer for HERREN frembære
+      Fedtet, der dækker Indvoldene, og alt Fedtet på Indvoldene,
+  4.  begge Nyrerne med det Fedt. som sidder på dem ved
+      Lændemusklerne, og Leverlappen, som han skal skille fra ved
+      Nyrerne.
+  5.  Og Arons Sønner skal bringe det som Røgoffer på Alteret oven på
+      Brændofferet på Brændet, der ligger på Ilden, et Ildoffer til en
+      liflig Duft for HERREN.
+
+  6.  Men hvis hans Offergave, der bringes som Takoffer til HERREN.
+      tages af Småkvæget, skal det være et lydefrit Han eller Hundyr,
+      han bringer.
+  7.  Er den Offergave, han vil bringe. et Lam, skal han bringe det
+      hen for HERRENs Åsyn
+  8.  og lægge sin Hånd på sin Offergaves Hoved og slagte Dyret foran
+      Åbenbaringsteltet, og Arons Sønner skal sprænge Blodet deraf
+      rundt om på Alteret.
+  9.  Så skal han af Takofferet som Ildoffer for HERREN frembære
+      Fedtet, hele Fedthalen, skilt fra Rygraden, Fedtet, som dækker
+      Indvoldene, og alt Fedtet på Indvoldene,
+ 10.  begge Nyrerne med det Fedt, som sidder på dem ved
+      Lændemusklerne, og Leverlappen, som han skal skille fra ved
+      Nyrerne.
+ 11.  Og Præsten skal bringe det som Røgoffer på Alteret,
+      Ildofferspise for HERREN.
+
+ 12.  Men hvis hans Offergave er en Ged, skal han bringe den hen for
+      HERRENs Åsyn
+ 13.  og lægge sin Hånd på dens Hoved og slagte den foran
+      Åbenbaringsteltet, og Arons Sønner skal sprænge Blodet rundt om
+      på Alteret.
+ 14.  Så skal han deraf frembære som sin Offergave, som et Ildoffer
+      for HERREN, Fedtet, det dækker Indvoldene, og alt Fedtet på
+      Indvoldene,
+ 15.  begge Nyrerne med det Fedt, som sidder på dem ved
+      Lændemusklerne, og Leverlappen, som han skal skille fra ved
+      Nyrerne.
+ 16.  Og Præsten skal bringe det som Røgoffer på Alteret,
+      Ildofferspise til en liflig Duft. Alt Fedt skal være HERRENs.
+ 17.  En evig Anordning skal det være for eder fra Slægt til Slægt,
+      hvor I end bor: Intet Fedt og intet Blod må I nyde!
+
+3.Mosebog 4
+
+  1.  Og HERREN talede til Moses og sagde:
+  2.  Tal til Israeliterne og sig: Når nogen af Vanvare forsynder sig
+      mod noget af HERRENs Forbud og overtræder et af dem, da skal
+      følgende iagttages:
+
+  3.  Er det den salvede Præst, der forsynder sig, så der pådrages
+      Folket Skyld, skal han for den Synd, han har begået, bringe
+      HERREN en lydefri ung Tyr som Syndoffer.
+  4.  Han skal føre Tyren hen til Åbenbaringsteltets Indgang for
+      HERRENs Åsyn og lægge sin Hånd på dens Hoved og slagte den for
+      HERRENs Åsyn,
+  5.  og den salvede Præst skal tage noget af Tyrens Blod og bringe
+      det ind i Åbenbaringsteltet,
+  6.  og Præsten skal dyppe sin Finger i Blodet og stænke det syv
+      Gange for HERRENs Åsyn foran Helligdommens Forhæng;
+  7.  og Præsten skal stryge noget af Blodet på Røgelsealterets Horn
+      for HERRENs Åsyn, det, som står i Åbenbaringsteltet; Resten af
+      Tyrens Blod skal han udgyde ved Foden af Brændofferalteret, som
+      står ved Indgangen til Åbenbaringsteltet.
+  8.  Men alt Syndoffertyrens Fedt skal han tage ud Fedtet, som dækker
+      Indvoldene, og alt Fedtet på Indvoldene,
+  9.  begge Nyrerne med det Fedt, som sidder på dem ved
+      Lændemusklerne, og Leverlappen, som han skal skille fra ved
+      Nyrerne,
+ 10.  på samme Måde som det udtages af Takofferoksen. Og Præsten skal
+      bringe det som Røgoffer på Brændofferalteret.
+ 11.  Men Tyrens Hud og alt dens Kød tillige med dens Hoved,
+      Skinneben, Indvolde og Skarn,
+ 12.  hele Tyren skal han bringe uden for Lejren til et urent Sted,
+      til Askedyngen, og brænde den på et Bål af Brænde; oven på Aske;
+      dyngen skal den brændes.
+
+ 13.  Men hvis det et hele Israels Menighed, der forser sig, uden at
+      Forsamlingen ved af det, og de har overtrådt et af HERRENs
+      Forbud og derved pådraget sig Skyld,
+ 14.  da skal Forsamlingen, når den Synd, de har begået mod Forbudet,
+      bliver kendt, bringe en ung, lydefri Tyr som Syndoffer; de skal
+      føre den hen foran Åbenbaringsteltet,
+ 15.  og Menighedens Ældste skal lægge deres Hænder på Tyrens Hoved
+      for HERRENs Åsyn, og man skal slagte den for HERRENs Åsyn.
+ 16.  Derpå skal den salvede Præst bringe noget af Tyrens Blod ind i
+      Åbenbaringsteltet,
+ 17.  og Præsten skal dyppe sin Finger i Blodet og stænke det syv
+      Gange for HERRENs Åsyn foran Forhænget;
+ 18.  og han skal stryge noget af Blodet på Hornene af Alteret, som
+      står for HERRENs Åsyn i Åbenbaringsteltet; Resten af Blodet skal
+      han udgyde ved Foden af Brændofferalteret, som står ved
+      Indgangen til Åbenbaringsteltet,
+ 19.  Men alt, Fedtet skal han tage ud og bringe det som Røgoffer på
+      Alteret.
+ 20.  Derpå skal han gøre med Tyren på samme Måde som med den før
+      nævnte Syndoffertyr. Da skal Præsten skaffe dem Soning, så de
+      finder Tilgivelse.
+ 21.  Så skal Tyren bringes uden for Lejren og brændes på samme Måde
+      som den før nævnte Tyr. Det er Menighedens Syndoffer.
+
+ 22.  Men hvis det er en Øverste. der forsynder sig og af Vanvare
+      overtræder et af HERRENs Forbud og derved på drager sig Skyld,
+ 23.  og den Synd, han har begået, bliver ham vitterlig, så skal den
+      Offergave, han bringer, være en lydefri Gedebuk.
+ 24.  Han skal lægge sin Hånd på Bukkens Hoved og slagte den der, hvor
+      Brændofferet slagtes for HERRENs Åsyn. Det er et Syndoffer.
+ 25.  Præsten skal tage noget af Syndofferets Blod på sin Finger og
+      stryge det på Brændofferalterets Horn, og Resten af Blodet skal
+      han udgyde ved Brændofferalterets Fod.
+ 26.  Og alt dets Fedt skal han bringe som Røgoffer på Alteret ligesom
+      Fedtet fra Takofferet. Da skal Præsten skaffe ham Soning for
+      hans Synd, så han finder Tilgivelse.
+
+ 27.  Men hvis det er en af Almuen, der af Vanvare forsynder sig ved
+      at overtræde et af HERRENs Forbud og derved pådrager sig Skyld,
+ 28.  og den Synd, han har begået, bliver ham vitterlig, så skal
+      Offergaven, han bringer for den Synd, han har begået, være en
+      lydefri Ged.
+ 29.  Han skal lægge sin Hånd på Syndofferets Hoved og slagte
+      Syndofferet der, hvor Brændofferet slagtes.
+ 30.  Præsten skal tage noget af Gedens Blod på sin Finger og stryge
+      det på Brændofferalterets Horn, og Resten af Blodet skal han
+      udgyde ved Alterets Fod.
+ 31.  Og alt Fedtet skal han tage ud, på samme Måde som Fedtet tages
+      ud af Takofferet, og Præsten skal bringe det som Røgoffer på
+      Alteret til en liflig Duft for HERREN. Da skal Præsten skaffe
+      ham Soning, så han finder Tilgivelse.
+ 32.  Men hvis den Offergave, han vil bringe som Syndoffer, er et Lam,
+      da skal det være et lydefrit Hundyr, han bringer.
+ 33.  Han skal lægge sin Hånd på Syndofferets Hoved og slagte det som
+      Syndoffer der, hvor Brændofferet slagtes.
+ 34.  Og Præsten skal tage noget af Syndofferets Blod på sin Finger og
+      stryge det på Brændofferalterets Horn, men Resten af Blodet skal
+      han udgyde ved Alterets fod,
+ 35.  og alt Fedtet skal han tage ud, på samme Måde som
+      Takofferlammets Fedt tages ud, og Præsten skal bringe det som
+      Røgoffer på Alteret oven på HERRENs Ildofre. Da skal Præsten
+      skaffe ham Soning for den Synd, han har begået, så han finder
+      Tilgivelse.
+
+3.Mosebog 5
+
+  1.  Hvis nogen, når han hører en Forbandelse udtale, synder ved at
+      undlade at vidne, skønt han var Øjenvidne eller på anden Måde
+      kender Sagen, og således pådrager sig Skyld,
+  2.  eller hvis nogen, uden at det er ham vitterligt, rører ved noget
+      urent, hvad enten det nu er et Ådsel af et urent vildt Dyr eller
+      af urent Kvæg eller urent Kryb, og han opdager det og bliver sig
+      sin Skyld bevidst,
+  3.  eller når han, uden at det er ham vitterligt, rører ved Urenhed
+      hos et Menneske, Urenhed af en hvilken som helst Art, hvorved
+      man bliver uren, og han opdager det og bliver sig sin Skyld
+      bevidst,
+  4.  eller når nogen, uden at det er ham vitterligt, med sine Læber
+      aflægger en uoverlagt Ed på at ville gøre noget, godt eller
+      ondt, hvad nu et Menneske kan aflægge en uoverlagt Ed på, og han
+      opdager det og bliver sig sin Skyld bevidst i et af disse
+      Tilfælde,
+  5.  så skal han, når han bliver sig sin Skyld bevidst i et af disse
+      Tilfælde, bekende det, han har forsyndet sig med,
+  6.  og til Bod for den Synd, han har begået, bringe HERREN et Hundyr
+      af Småkvæget, et Får eller en Ged, som Syndoffer; da skal
+      Præsten skaffe ham Soning for hans Synd.
+
+  7.  Men hvis han ikke evner at give et Stykke Småkvæg, skal han til
+      Bod for sin Synd bringe HERREN to Turtelduer eller Dueunger, en
+      som Syndoffer og en som Brændoffer.
+  8.  Han skal bringe dem til Præsten, og Præsten skal først frembære
+      den, der skal bruges til Syndoffer; han skal knække Halsen på
+      den ved Nakken uden at rive Hovedet helt af
+  9.  og stænke noget af Syndofferets Blod på Alterets Side, medens
+      Resten af Blodet skal udpresses ved Alterets Fod. Det er et
+      Syndoffer.
+ 10.  Men den anden skal han ofre som Brændoffer på den foreskrevne
+      Måde; da skal Præsten skaffe ham Soning for den Synd, han har
+      begået, så han finder Tilgivelse.
+
+ 11.  Men hvis han ej heller evner at give to Turtelduer eller
+      Dueunger, skal han som Offergave for sin Synd bringe en
+      Tiendedel Efa fint Hvedemel til Syndoffer, men han må ikke hælde
+      Olie derover eller komme Røgelse derpå, thi det er et Syndoffer.
+ 12.  Han skal bringe det til Præsten, og Præsten skal tage en
+      Håndfuld deraf, det, som skal ofres deraf, og bringe det som
+      Røgoffer på Alteret oven på HERRENs Ildofre. Det er et
+      Syndoffer.
+ 13.  Da skal Præsten skaffe ham Soning for den Synd, han har begået
+      på en af de nævnte Måder, så han finder Tilgivelse. Resten skal
+      tilfalde Præsten på samme Måde som Afgrødeofferet.
+
+ 14.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
+ 15.  Når nogen gør sig skyldig i Svig og af Vanvare forsynder sig mod
+      HERRENs Helliggaver, skal han til Bod derfor som Skyldoffer
+      bringe HERREN en lydefri Væder af Småkvæget, der er vurderet til
+      mindst to Sølvsekel efter hellig Vægt;
+ 16.  og han skal give Erstatning for, hvad han har forsyndet sig med
+      over for det hellige, med Tillæg af en Femtedel af Værdien.  Han
+      skal give Præsten det, og Præsten skal skaffe ham Soning ved
+      Skyldoffervæderen, så han finder Tilgivelse.
+ 17.  Når nogen, uden at det er ham vitterligt, synder ved at
+      overtræde et af HERRENs Forbud, så han bliver skyldig og
+      pådrager sig Skyld,
+ 18.  da skal han af Småkvæget bringe en lydefri Væder, der er taget
+      god, som Skyldoffer til Præsten, og Præsten skal skaffe ham
+      Soning for den uforsætlige Synd, han har begået, uden at den var
+      ham vitterlig, så han finder Tilgivelse.
+ 19.  Det er et Skyldoffer; han har pådraget sig Skyld over for
+      HERREN.
+
+ 20.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
+ 21.  Når nogen forsynder sig og gør sig skyldig i Svig mod HERREN,
+      idet han frakender sin Næste Retten til noget, der var ham
+      betroet, et Håndpant eller noget, han har røvet, eller han
+      aftvinger sin Næste noget,
+ 22.  eller han finder noget, som er tabt, og nægter det, eller han
+      aflægger falsk Ed angående en af alle de Ting, som Mennesket
+      forsynder sig ved at gøre,
+ 23.  så skal han, når han har forsyndet sig og føler sig skyldig,
+      tilbagegive det, han har røvet, eller det, han har aftvunget,
+      eller det, som var ham betroet, eller det tabte, som han har
+      fundet,
+ 24.  eller alt det, hvorom han har aflagt falsk Ed; han skal erstatte
+      det med dets fulde Værdi med Tillæg af en Femtedel. Han skal
+      give den retmæssige Ejer det, den Dag han gør Bod.
+ 25.  Og til Bod skal han af Småkvæget bringe HERREN en lydefri Væder,
+      der er taget god; som Skyldoffer skal han bringe den til
+      Præsten.
+ 26.  Da skal Præsten skaffe ham Soning for HERRENs Åsyn, så han
+      finder Tilgivelse for enhver Ting, hvorved man pådrager sig
+      Skyld.
+
+3.Mosebog 6
+
+  1.  HERREN taled fremdeles til Moses og sagde:
+  2.  Giv Aron og hans Sønner dette Bud: Dette er Loven om
+      Brændofferet. Brændofferet skal blive liggende på sit Bål på
+      Alteret Natten over til næste Morgen, og Alterilden skal holdes
+      ved lige dermed.
+  3.  Så skal Præsten iføre sig sin Linnedklædning, og Linnedbenklæder
+      skal han iføre sig over sin Blusel, og han skal borttage Asken,
+      som bliver tilbage, når Ilden fortærer Brændofferet på Alteret,
+      og lægge den ved Siden af Alteret.
+  4.  Derefter skal han afføre sig sine Klæder og tage andre Klæder på
+      og bringe Asken uden for Lejren til et urent Sted.
+  5.  Ilden på Alteret skal holdes ved lige dermed, den må ikke gå ud:
+      og Præsten skal hver Morgen tænde ny Brændestykker på Alteret og
+      lægge Brændofferet til Rette derpå og så bringe Takofrenes
+      Fedtdele som Røgoffer derpå.
+  6.  En stadig Ild skal holdes ved lige på Alteret, den må ikke gå
+      ud.
+
+  7.  Dette er Loven om Afgrødeofferet: Arons Sønner skal frembære det
+      for HERRENs Åsyn, hen til Alteret.
+  8.  Så skal han tage en Håndfuld af Afgrødeofferets Mel og Olie og
+      al Røgelsen, der følger med Afgrødeofferet, det, der skal ofres
+      deraf, og bringe det som Røgoffer på Alteret til en liflig Duft
+      for HERREN.
+  9.  Men Resten deraf skal Aron og hans Sønner spise; usyret skal det
+      spises på et helligt Sted; i Åbenbaringsteltets Forgård skal de
+      spise det.
+ 10.  Det må ikke bages syret. Jeg har givet dem det som deres Del af
+      mine Ildofre; det er højhelligt ligesom Syndofferet og
+      Skyldofferet.
+ 11.  Alle af Mandkøn blandt Arons Sønner må spise det; denne Del af
+      HERRENs Ildofre skal være en evig gyldig Rettighed, de har Krav
+      på fra Slægt til Slægt. Enhver, som rører derved, bliver hellig.
+
+ 12.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
+ 13.  Dette er den Offergave, Aron og hans Sønner skal frembære for
+      HERREN: En Tiendedel Efa fint Hvedemel, et dagligt Afgrødeoffer,
+      Halvdelen om Morgenen og Halvdelen om Aftenen.
+ 14.  Det skal tilberedes på Plade med Olie, og du skal frembære det
+      godt æltet, og du skal bryde det i Stykker; et Afgrødeoffer, som
+      er brudt i Stykker, skal du frembære til en liflig Duft for
+      HERREN.
+ 15.  Den Præst iblandt hans Sønner, der salves i hans Sted, skal ofre
+      det; det skal være en evig gyldig Rettighed for HERREN, og som
+      Heloffer skal det ofres.
+ 16.  Ethvert Afgrødeoffer fra en Præst skal være et Heloffer; det må
+      ikke spises.
+
+ 17.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
+ 18.  Tal til Aron og hans Sønner og sig: Dette er Loven om
+      Syndofferet. Der, hvor Brændofferet slagtes. skal Syndofferet
+      slagtes for HERRENs Åsyn; det er højhelligt.
+ 19.  Den Præst, der frembærer Syndofferet, skal spise det; det skal
+      spises på et helligt Sted, i Åbenbaringsteltets Forgård.
+ 20.  Enhver, som rører ved Kødet deraf, bliver hellig. Hvis noget af
+      dets Blod stænkes på en Klædning, skal det Stykke, Blodet er
+      stænket på, tvættes på et helligt Sted.
+ 21.  Det Lerkar, det koges i, skal slås i Stykker; og hvis det er
+      kogt i et Kobberkar, skal dette skures og skylles med Vand.
+ 22.  Alle af Mandkøn blandt Præsterne må spise det; det er
+      højhelligt.
+ 23.  Men intet Syndoffer må spises, når noget af dets Blod bringes
+      ind i Åbenbaringsteltet for at skaffe Soning i Helligdommen; det
+      skal opbrændes.
+
+3.Mosebog 7
+
+  1.  Dette er Loven om Skyldofferet. Det er højhelligt
+  2.  Der, hvor Brændofferet slagtes, skal Skyldofferet slagtes.  Dets
+      Blod skal sprænges rundt om på Alteret,
+  3.  og alt dets Fedt skal frembæres. Fedthalen, Fedtet, der dækker
+      Indvoldene, og alt Fedtet på Indvoldene,
+  4.  begge Nyrerne med det Fedt, som sidder på dem ved
+      Lændemusklerne, og Leverlappen, som skal skilles fra ved
+      Nyrerne.
+  5.  Og Præsten skal bringe det som Røgoffer på Alteret, et Ildoffer
+      for HERREN. Det er et Skyldoffer.
+  6.  Alle af Mandkøn blandt Præsterne må spise det; på et helligt
+      Sted skal det spises; det er højhelligt.
+  7.  Det er med Skyldofferet som med Syndofferet, en og samme Lov
+      gælder for dem: Det tilfalder den Præst, der skaffer Soning ved
+      det.
+  8.  Den Præst, som frembærer nogens Brændoffer, ham skal Huden af
+      det Brændoffer, han frembærer, tilfalde.
+  9.  Ethvert Afgrødeoffer, der bages i Ovnen, eller som er tilberedt
+      i Pande eller på Plade, tilfalder den Præst, der frembærer det;
+ 10.  men ethvert Afgrødeoffer, der er rørt i Olie eller tørt,
+      tilfalder alle Arons Sønner, den ene lige så vel som den anden.
+
+ 11.  Dette er Loven om Takofferet, som bringes HERREN.
+ 12.  Hvis det bringes som Lovprisningsoffer, skal han sammen med
+      Slagtofferet, der hører til hans Lovprisningsoffer, frembære
+      usyrede Kager, rørte i Olie, usyrede Fladbrød, smurte med Olie,
+      og fint Hvedemel, æltet til Kager, rørte i Olie;
+ 13.  sammen med syrede Brødkager skal han frembære sin Offergave som
+      sit Lovprisningstakoffer.
+ 14.  Han skal deraf frembære een Kage af hver Offergave som en
+      Offerydelse til HERREN; den tilfalder den Præst, der sprænger
+      Blodet af Takofferet på Alteret.
+ 15.  Kødet af hans Lovprisningstakoffer skal spises på selve
+      Offerdagen, intet de1af må gemmes til næste Morgen.
+ 16.  Er hans Offergaver derimod et Løfteoffer eller et
+      Frivilligoffer, skal det vel spises på selve Offerdagen, men
+      hvad der levnes, må spises Dagen efter;
+ 17.  men hvad der så er tilbage af Offerkødet, skal opbrændes på den
+      tredje Dag;
+ 18.  og hvis der spises noget af hans Takoffers Kød på den tredje
+      Dag, så vil den, som bringer Offeret, ikke kunne finde Guds
+      Velbehag, det skal ikke tilregnes ham, men regnes for urent Kød,
+      og den, der spiser deraf, skal undgælde for sin Brøde.
+ 19.  Det Kød, der kommer i Berøring med noget som helst urent, må
+      ikke spises, det skal opbrændes. I øvrigt må enhver, der er ren,
+      spise Kødet;
+ 20.  men enhver, som i uren Tilstand spiser Kød af HERRENs Takoffer,
+      skal udryddes af sin Slægt;
+ 21.  og når nogen rører ved noget urent, enten menneskelig Urenhed
+      eller urent Kvæg eller nogen Slags urent Kryb, og så spiser Kød
+      af HERRENs Takoffer, skal han udryddes af sin Slægt.
+
+ 22.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
+ 23.  Tal til Israeliterne og sig: I må ikke spise noget som helst
+      Fedt af Okser, Får eller Geder.
+ 24.  Fedt af selvdøde og sønderrevne Dyr må bruges til alt, men I må
+      under ingen Omstændigheder spise det.
+ 25.  Thi enhver, der spiser Fedtet af det Kvæg, hvoraf der bringes
+      HERREN Ildofre, den, der spiser noget deraf, skal udryddes af
+      sit Folk.
+ 26.  Og I må heller ikke nyde noget som helst Blod af Fugle eller
+      Kvæg, hvor I end opholder eder;
+ 27.  enhver, der nyder noget som helst Blod, skal udryddes af sin
+      Slægt.
+
+ 28.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
+ 29.  Tal til Israeliterne og sig: Den, der bringer HERREN sit
+      Takoffer, skal af sit Takoffer frembære for HERREN den ham
+      tilkommende Offergave;
+ 30.  med egne Hænder skal han frembære HERRENs Ildofre. Han skal
+      frembære Fedtet tillige med Brystet; Brystet, for at Svingningen
+      kan udføres dermed for HERRENs Åsyn;
+ 31.  og Præsten skal bringe Fedtet som Røgoffer på Alteret, men
+      Brystet skal tilfalde Aron og hans Sønner.
+ 32.  Desuden skal I give Præsten højre Kølle som Offerydelse af eders
+      Takofre.
+ 33.  Den af Arons Sønner, der frembærer Takofferets Blod og Fedtet,
+      ham tilfalder højre Kølle som hans Del.
+ 34.  Thi Svingningsbrystet og Offerydelseskøllen tager jeg fra
+      Israeliterne af deres Takofre og giver dem til Præsten Aron og
+      hans Sønner, en evig gyldig Rettighed, som de har Krav på hos
+      Israeliterne.
+ 35.  Det er Arons og hans Sønners Del af HERRENs Ildofre, den, som
+      blev givet dem, den dag han lod dem træde frem for at gøre
+      Præstetjeneste for HERREN,
+ 36.  den, som HERREN, den Dag han salvede dem, bød Israeliterne at
+      give dem, en evig gyldig Rettighed, som de har Krav på fra Slægt
+      til Slægt.
+
+ 37.  Det er Loven om Brændofferet, Afgrødeofferet, Syndofferet,
+      Skyldofferet, Indsættelsesofferet og Takofferet,
+ 38.  som HERREN pålagde Moses på Sinaj Bjerg, den Dag han bød
+      Israeliterne at bringe HERREN deres Offergaver i Sinaj Ørken.
+
+3.Mosebog 8
+
+  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
+  2.  "Tag Aron og hans Sønner sammen med ham, Klæderne, Salveolien,
+      Syndoffertyren, de to Vædre og Kurven med de usyrede Brød
+  3.  og kald hele Menigheden sammen ved indgangen til
+      Åbenbaringsteltet!"
+  4.  Moses gjorde som HERREN bød ham, og Menigheden forsamlede sig
+      ved Indgangen til Åbenbaringsteltet.
+  5.  Og Moses sagde til Menigheden: "Dette har HERREN påbudt at
+      gøre."
+  6.  Da lod Moses Aron og hans Sønner træde frem og tvættede dem med
+      Vand.
+  7.  Og han gav ham Kjortelen på, omgjordede ham med Bæltet, iførte
+      ham Kåben, gav ham Efoden på, omgjordede ham med Efodens Bælte
+      og bandt dermed Efoden fast på ham;
+  8.  så anbragte han Brystskjoldet på ham, lagde Urim og Tummim i
+      Brystskjoldet,
+  9.  lagde Hovedklædet om hans Hoved og fæstede Guldpladen, det
+      hellige Diadem, på Forsiden af Hovedklædet, som HERREN havde
+      pålagt Moses.
+ 10.  Derpå tog Moses Salveolien og salvede Boligen og alle Tingene
+      deri og helligede dem;
+ 11.  så bestænkede han Alteret syv Gange dermed og salvede Alteret og
+      alt dets Tilbehør og Vandkummen med dens Fodstykke for at
+      hellige dem;
+ 12.  derpå udgød han. noget af Salveolien over Arons Hoved og salvede
+      ham for at hellige ham.
+ 13.  Derefter lod Moses Arons Sønner træde frem, iførte dem Kjortler,
+      omgjordede dem med Bælter og bandt Huer på deres Hoveder, som
+      HERREN havde pålagt Moses.
+
+ 14.  Så førte han Syndoffertyren frem, og Aron og hans Sønner lagde
+      deres Hænder lå Syndoffertyrens Hoved.
+ 15.  Derefter slagtede Moses den, tog Blodet og strøg med sin Finger
+      noget deraf rundt om på Alterets Horn og rensede Alteret for
+      Synd; men Resten af Blodet udgød han ved Alterets Fod; således
+      helligede han det ved at skaffe Soning for det.
+ 16.  Så tog Moses alt Fedtet på Indvoldene, Leverlappen og begge
+      Nyrerne med Fedtet på dem og bragte det som Røgoffer på Alteret.
+ 17.  Men Tyren, dens Hud, Kød og Skarn, brændte han uden for Lejren,
+      som HERREN havde pålagt Moses.
+
+ 18.  Derpå førte han Brændoffervæderen frem, og Aron og hans Sønner
+      lagde deres Hænder på Væderens Hoved.
+ 19.  Så slagtede Moses den og sprængte Blodet rundt om på Alteret;
+ 20.  og Moses skar Væderen i Stykker og bragte Hovedet, Stykkerne og
+      Fedtet som Røgoffer,
+ 21.  men Indvoldene og Skinnebenene tvættede han med Vand; og så
+      bragte Moses hele Væderen som Røgoffer på Alteret. Det var et
+      Brændoffer til en liflig Duft, et Ildoffer for HERREN, som
+      HERREN havde pålagt Moses.
+
+ 22.  Derpå førte han den anden Væder, Indsættelsesvæderen, frem, og
+      Aron og hans Sønner lagde deres Hænder på Væderens Hoved.
+ 23.  Så slagtede Moses den, tog noget af dens Blod og strøg det på
+      Arons højre Øreflip og på hans højre Tommelfinger og højre
+      Tommeltå.
+ 24.  Derpå lod Moses Arons Sønner træde frem og strøg noget af Blodet
+      på deres højre Øreflip og på deres højre Tommelfinger og højre
+      Tommeltå, Men Resten af Blodet sprængte han rundt om på Alteret.
+ 25.  Derpå tog han Fedtet, Fedthalen, alt Fedtet på Indvoldene,
+      Leverlappen og begge Nyrerne med Fedtet på dem og den højre
+      Kølle:
+ 26.  Og af Kurven med de usyrede Brød, som stod for HERRENs Åsyn, tog
+      han en usyret Kage, en Oliebrødkage og et Fladbrød og lagde dem
+      oven på Fedtstykkerne og den højre Kølle,
+ 27.  lagde det så alt sammen på Arons og hans Sønners Hænder og lod
+      dem udføre Svingningen dermed for HERRENs Åsyn.
+ 28.  Derpå tog Moses det igen fra dem og bragte det som Røgoffer på
+      Alteret oven på Brændofferet. Det var et Indsættelsesoffer til
+      en liflig Duft, et Ildoffer for HERREN.
+ 29.  Så tog Moses Brystet og udførte Svingningen dermed for HERRENs
+      Åsyn; det tilfaldt Moses som hans Del af Indsættelsesvæderen,
+      som HERREN havde pålagt Moses.
+ 30.  Derefter tog Moses noget af Salveolien og af Blodet på Alteret
+      og stænkede det på Aron og hans Klæder, ligeledes på hans Sønner
+      og deres Klæder, og helligede således Aron og hans Klæder og
+      ligeledes hans Sønner og deres Klæder.
+
+ 31.  Og Moses sagde til Aron og hans Sønner: "Kog Kødet ved indgangen
+      til Åbenbaringsteltet og spis det der tillige med Brødet, som er
+      i Indsættelseskurven, således som Budet lød til mig: Aron og
+      hans Sønner skal spise det!
+ 32.  Men hvad der levnes af Kødet og Brødet skal I opbrænde.
+ 33.  I syv bage må I ikke vige fra Indgangen til Åbenbaringsteltet,
+      indtil eders Indsættelsesdage er omme; thi syv Dage varer eders
+      Indsættelse.
+ 34.  Ligesom i Dag har HERREN påbudt eder at gøre også de følgende
+      Dage for at skaffe eder Soning.
+ 35.  Ved Indgangen til Åbenbaringsteltet skal I opholde eder Dag og
+      Nat i syv Dage og holde eder HERRENs Forskrift efterrettelig,
+      for at I ikke skal dø; thi således lød hans Bud til mig!"
+ 36.  Og Aron og hans Sønner gjorde alt, hvad HERREN havde påbudt ved
+      Moses.
+
+3.Mosebog 9
+
+  1.  Den ottende Dag kaldte Moses Aron og hans Sønner og Israels
+      Ældste til sig
+  2.  og sagde til Aron: "Tag dig en Kalv til Syndoffer og en Væder
+      til Brændoffer, begge uden Lyde, og før dem frem for HERRENs
+      Åsyn.
+  3.  Og tal således til Israeliterne: Tag eder en Gedebuk til
+      Syndoffer, en Kalv og et Lam, begge årgamle og uden Lyde, til
+      Brændoffer
+  4.  og en Okse og en Væder til Takoffer for at ofre dem for HERRENs
+      Åsyn og desuden et Afgrødeoffer, rørt i Olie; thi i Dag vil
+      HERREN vise sig for eder!"
+  5.  Da tog de, hvad Moses havde pålagt dem, og bragte det hen foran
+      Åbenbaringsteltet; og hele Menigheden trådte frem og stillede
+      sig for HERRENs Åsyn.
+  6.  Og Moses sagde: "Det er dette, HERREN har pålagt eder at gøre,
+      for at HERRENs Herlighed kan vise sig for eder."
+
+  7.  Så sagde Moses til Aron: "Træd hen til Alteret og bring dit
+      Syndoffer og dit Brændoffer for at skaffe dig og dit Hus Soning
+      og bring så Folkets Offergave for at skaffe det Soning, således
+      som HERREN har påbudt!"
+  8.  Da trådte Aron hen til Alteret og slagtede sin Syndofferkalv;
+  9.  og Arons Sønner bragte ham Blodet, og han dyppede sin Finger i
+      Blodet og strøg det på Alterets Horn; men Resten af Blodet
+      hældte han ud ved Alterets Fod.
+ 10.  Derpå bragte han Syndofferets Fedt, Nyrer og Leverlap som
+      Røgoffer på Alteret, således som HERREN havde pålagt Moses;
+ 11.  men Kødet og Huden opbrændte han uden for Lejren.
+ 12.  Derefter slagtede han Brændofferet, og Arons Sønner rakte ham
+      Blodet, og han sprængte det rundt om på Alteret.
+ 13.  Så rakte de ham Brændofferet, Stykke for Stykke, tillige med
+      Hovedet, og han bragte det som Røgoffer på Alteret.
+ 14.  Men Indvoldene og Skinnebenene tvættede han med Vand og bragte
+      det derpå som Røgoffer oven på Brændofferet på Alteret.
+
+ 15.  Derefter frembar han Folkets Offergave. Først tog han Folkets
+      Syndofferbuk, slagtede den og ofrede den som Syndoffer på samme
+      Måde som den før nævnte;
+ 16.  så frembar han Brændofferet og ofrede det på den foreskrevne
+      Måde;
+ 17.  derefter frembar han Afgrødeofferet, tog en Håndfuld deraf og
+      bragte det som Røgoffer på Alteret foruden det daglige
+      Morgenbrændoffer;
+ 18.  så slagtede han Oksen og Væderen som Takoffer fra Folket. Og
+      Arons Sønner rakte ham Blodet, og han sprængte det rundt om på
+      Alteret.
+ 19.  Men Fedtstykkerne af Oksen og Væderen, Fedthalen, Fedtet på
+      Indvoldene, Nyrerne og Leverlappen,
+ 20.  disse Fedtdele lagde de oven på Bryststykkerne, og Fedtstykkerne
+      bragte han som Røgoffer på Alteret,
+ 21.  men med Bryststykkerne og højre Kølle udførte Aron Svingningen
+      for HERRENs Åsyn, som Moses havde påbudt.
+
+ 22.  Derefter løftede Aron sine Hænder over Folket og velsignede dem
+      og steg så ned efter at have bragt Syndofferet, Brændofferet og
+      Takofferet.
+ 23.  Moses og Aron gik derpå ind i Åbenbaringsteltet, og da de kom ud
+      derfra, velsignede de Folket. Da viste HERRENs Herlighed sig for
+      alt Folket;
+ 24.  og Ild for ud fra HERRENs Åsyn og fortærede Brændofferet og
+      Fedtstykkerne på Alteret. Og alt Folket så det, og de jublede og
+      faldt ned på deres Ansigt.
+
+3.Mosebog 10
+
+  1.  Men Arons Sønner Nadab og Abihu tog hver sin Pande, kom Ild i
+      dem og lagde Røgelse derpå og frembar for HERRENs Åsyn fremmed
+      Ild, som han ikke havde pålagt dem.
+  2.  Da for Ild ud fra HERRENs Åsyn og fortærede dem, så de døde for
+      HERRENs Åsyn.
+  3.  Moses sagde da til Aron: "Det er det, HERREN talede om, da han
+      sagde: Jeg viser min Hellighed på dem, der står mig nær, og min
+      Herlighed for alt Folkets Øjne!" Og Aron tav.
+  4.  Da kaldte Moses Misjael og Elzafan, Arons Farbroder, Uzziels
+      Sønner, til sig og sagde til dem: "Kom og bær eders Frænder bort
+      fra Helligdommen uden for Lejren!"
+  5.  Og de kom og bar dem uden for Lejren i deres Kjortler, som Moses
+      havde sagt.
+  6.  Men Moses sagde til Aron og hans Sønner Eleazar og Itamar: "I må
+      hverken lade eders Hår vokse frit eller sønderrive eders Klæder,
+      ellers skal I dø og Vrede komme over hele Menigheden; lad eders
+      Brødre, hele Israels Hus, begræde den Brand, HERREN har antændt;
+  7.  og vig ikke fra Åbenbaringsteltets indgang, ellers skal I dø,
+      thi HERRENs Salveolie er på eder!" Og de gjorde som Moses sagde.
+
+  8.  Og HERREN talede til Aron og sagde:
+  9.  Vin og stærk Drik må hverken du eller dine Sønner drikke, når I
+      gået ind i Åbenbaringsteltet, for at I ikke skal dø. Det skal
+      være eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt,
+ 10.  for at I kan gøre Skel mellem det hellige og det, der ikke er
+      helligt, og mellem det urene og det rene,
+ 11.  og for at I kan vejlede Israeliterne i alle de Love, HERREN har
+      kundgjort dem ved Moses.
+
+ 12.  Og Moses sagde til Aron og hans tilbageblevne Sønner Eleazar og
+      Itamar: "Tag Afgrødeofferet, der er levnet fra HERRENs Ildoffer,
+      og spis det usyret ved Siden af Alteret, thi det er højhelligt;
+ 13.  I skal spise det på et helligt Sted; det er jo din og dine
+      Sønners retmæssige Del af HERRENs Ildofre; thi således er det
+      mig påbudt.
+ 14.  Og Svingningsbrystet og Offerydelseskøllen skal I spise på et
+      rent Sted, du, dine Sønner og Døtre, thi de er givet dig tillige
+      med dine Sønner som en retmæssig Del af Israeliternes Takofre;
+ 15.  Offerydelseskøllen og Svingningsbrystet skal man frembære sammen
+      med de til Ildofre bestemte Fedtdele, for at Svingningen kan
+      udføres for HERRENs Åsyn, og de skal tilfalde dig og dine Sønner
+      tillige med dig som en evig gyldig Rettighed, således som HERREN
+      har påbudt!"
+
+ 16.  Og Moses spurgte efter Syndofferbukken, men se, den var
+      opbrændt. Da blev han fortørnet på Eleazar og Itamar, Arons
+      tilbageblevne Sønner, og sagde:
+ 17.  "Hvorfor har I ikke spist Syndofferet på det hellige Sted?  Det
+      er jo dog højhelligt, og han har givet eder det. for at I skal
+      borttage Menighedens Skyld og således skaffe dem Soning for
+      HERRENs Åsyn.
+ 18.  Se, Blodet deraf er ikke blevet bragt ind i Helligdommens Indre,
+      derfor havde det været eders Pligt at spise det på det hellige
+      Sted, således som jeg har påbudt!"
+ 19.  Men Aron svarede Moses: "Se, de har i Dag frembåret deres
+      Syndoffer og Brændoffer for HERRENs Åsyn, og en sådan
+      Tilskikkelse har ramt mig! Om jeg i Dag havde spist
+      Syndofferkød, vilde HERREN da have billiget det?"
+ 20.  Da Mose's hørte dette, billigede han det.
+
+3.Mosebog 11
+
+  1.  HERREN talede til Moses og Aron og sagde til dem:
+  2.  Tal til Israeliterne og sig: Af alle Dyr på Jorden må du spise
+      følgende:
+  3.  Alle Dyr, der har Klove, helt spaltede Klove, og tygger Drøv, må
+      I spise.
+  4.  Men følgende må I ikke spise af dem der tygger Drøv, og af dem,
+      der har Klove: Kamelen, thi den tygger vel Drøv, men har ikke
+      Klove; den skal være eder uren;
+  5.  Klippegrævlingen, thi den tygger vel Drøv, men har ikke Klove:
+      den skal være eder uren;
+  6.  Haren, thi den tygger vel Drøv, men har ikke Klove; den skal
+      være eder uren;
+  7.  Svinet, thi det har vel Klove, helt spaltede Klove, men tygger
+      ikke Drøv; det skal være eder urent.
+  8.  Deres Kød må I ikke spise, og ved Åslerne af dem må I ikke røre;
+      de skal være eder urene.
+
+  9.  Af alt, hvad der lever i Vandet, må I spise følgende: Alt i
+      Vandet, både i Havet og i Floderne, som har Finner og Skæl, må I
+      spise;
+ 10.  men af alt, hvad der rører sig i Vandet, af alle levende Væsener
+      i Vandet, skal det, som ikke har Finner eller Skæl, hvad enten
+      det er i Havet eller Floderne, være eder en Vederstyggelighed.
+ 11.  De skal være eder en Vederstyggelighed, deres Kød må I ikke
+      spise, og Ådslerne af dem skal I regne for en Vederstyggelighed.
+ 12.  Alt i Vandet, som ikke har Finner eller Skæl, skal være eder en
+      Vederstyggelighed.
+
+ 13.  Følgende er de Fugle, I skal regne for en Vederstyggelighed, de
+      må ikke spises, de er en Vederstyggelighed: Ørnen, Lammegribben,
+      Havørnen,
+ 14.  Glenten, de forskellige Arter af Falke,
+ 15.  alle de forskellige Arter af Ravne,
+ 16.  Strudsen, Takmasfuglen, Mågen, de forskellige Arter af Høge,
+ 17.  Uglen, Fiskepelikanen, Hornuglen,
+ 18.  Tinsjemetfuglen,Pelikanen, Ådselgribben,
+ 19.  Storken, de forskellige Arter af Hejrer, Hærfuglen og
+      Flagermusen.
+
+ 20.  Alt vinget Kryb der går på fire, skal være eder en
+      Vederstyggelighed.
+ 21.  Af alt det vingede Kryb, som går på fire, må I dog spise
+      følgende: Dem, der har Skinneben oven over Fødderne til at hoppe
+      med på Jorden.
+ 22.  Af dem må I spise følgende: De forskellige Arter af Græshopper,
+      Solamgræshopper, Hargolgræshopper og Hagabgræshopper.
+ 23.  Men alt andet vinget Kryb, der går på fire, skal være eder en
+      Vederstyggelighed.
+
+ 24.  Ved følgende Dyr bliver I urene, enhver, der rører ved Ådslerne
+      af dem, bliver uren til Aften,
+ 25.  og enhver, der bærer et Ådsel af dem, skal tvætte sine Klæder og
+      være uren til Aften:
+ 26.  Alle Dyr, der har Klove, men ikke helt spaltede, og som ikke
+      tygger Drøv, skal være urene; enhver, der rører ved dem, bliver
+      uren.
+ 27.  Alle firføddede Dyr, der går på Poter, skal være eder urene;
+      enhver der rører ved et Ådsel af dem, bliver uren til Aften,
+ 28.  og den, som bærer et Ådsel af dem, skal tvætte sine Klæder og
+      være uren til Aften; de skal være eder urene.
+
+ 29.  Af Krybet, der kryber på Jorden, skal følgende være eder urene:
+      Væselen, Musen, de forskellige Arter af Firben,
+ 30.  Anakaen, Koadyret, Letåen, Homedyret og Tinsjemetdyret.
+ 31.  Det er dem, som skal være eder urene af alt Krybet. Enhver, der
+      rører ved dem, når de er døde, skal være uren til Aften;
+ 32.  alt, hvad et dødt Dyr af den Slags falder ned på, bliver urent,
+      alle Træting, Klæder, Skind, Sække, overhovedet alt, hvad der
+      bruges ved et eller andet Arbejde; det skal lægges i Vand og
+      være urent til Aften; derpå skal det være rent.
+ 33.  Og falder et af den Slags ned i et Lerkar, så bliver alt, hvad
+      der er deri, urent, og ethvert sådant Kar skal I slå i Stykker;
+ 34.  alt spiseligt, som man kommer Vand på, og alt flydende, der
+      tjener til Drikke, bliver urent i et sådant Kar.
+ 35.  Alt, hvad et dødt Dyr af den Slags falder ned på, bliver urent;
+      Ovne og Ildsteder skal nedbrydes, de er urene, og urene skal de
+      være eder.
+ 36.  Dog bliver Kilder og Cisterner, Steder, hvor der samler sig
+      Vand, ved at være rene; men den, der rører ved Ådslerne deri,
+      bliver uren.
+ 37.  Falder et dødt Dyr af den Slags ned på nogen som helst Slags
+      Sæd, der bruges til Udsæd, bliver denne ved at være ren;
+ 38.  men kommes der Vand på Sæden, og der så falder et dødt Dyr af
+      den Slags ned på den, skal den være eder uren.
+
+ 39.  Når noget af det Kvæg, der tjener eder til Føde, dør, skal den,
+      der rører ved den døde Krop, være uren til Aften.
+ 40.  Den, der spiser noget af den døde Krop, skal tvætte sine Klædet
+      og være uren til Aften, og den, der bærer den døde Krop, skal
+      tvætte sine Klæder og være uren til Aften.
+
+ 41.  Alt Kryb, der kryber på Jorden, er en Vederstyggelighed, det må
+      ikke spises;
+ 42.  intet af det, der kryber på Bugen, og intet af det, der går på
+      fire, så lidt som det, der har mange Ben, intet af Krybet, der
+      kryber på Jorden, må I spise thi det er en Vederstyggelighed.
+ 43.  Gør ikke eder selv til en Vederstyggelighed ved noget som helst
+      krybende Kryb, gør eder ikke urene derved, så I bliver urene
+      deraf:
+ 44.  thi jeg er HERREN eders Gud, og I skal hellige eder og være
+      hellige, thi jeg er hellig. Gør eder ikke urene ved noget som
+      helst Kryb, der rører sig på Jorden;
+ 45.  thi jeg er HERREN, der førte eder op fra Ægypten for at være
+      eders Gud; I skal være hellige, thi jeg er hellig!
+
+ 46.  Det er Loven om Dyr og Fugle og alle levende Væsener, der
+      bevæger sig i Vandet, og alle levende Væsener, der kryber på
+      Jorden,
+ 47.  til Skel mellem det urene og det rene, mellem de Dyr, der må
+      spises, og dem, der ikke må spises.
+
+3.Mosebog 12
+
+  1.  Og HERREN talede til Moses og sagde:
+  2.  Tal til Israeliterne og sig: Når en Kvinde bliver frugtsommelig
+      og føder en Dreng, skal hun være uren i syv Dage; ligesom i den
+      Tid hun har sin månedlige Urenhed, skal hun være uren.
+  3.  På den ottende Dag skal Drengen omskæres på sin Forhud.
+  4.  Derefter skal hun holde sig hjemme i tre og tredive Dage, medens
+      hun har sit Renselsesblod; hun må ikke røre ved noget helligt
+      eller komme til Helligdommen, før hendes Renselsestid er omme.
+  5.  Føder hun derimod et Pigebarn, skal hun være uren i to Uger
+      ligesom under sin månedlige Urenhed; og derpå skal hun holde sig
+      hjemme i seks og tresindstyve Dage, medens hun har sit
+      Renselsesblod.
+  6.  Når hendes Renselsestid er omme, skal hun, både efter et
+      Drengebarn og et Pigebarn, bringe et årgammelt Lam som
+      Brændoffer og en Dueunge eller Turteldue som Syndoffer til
+      Præsten ved Åbenbaringsteltets Indgang;
+  7.  og han skal frembære det for HERRENs Åsyn og skaffe hende
+      Soning, så hun bliver ren efter sit Blodtab. Det er Loven om en
+      Kvinde. der føder, hvad enten det er en Dreng eller en Pige.
+  8.  Men hvis hun ikke evner at give et Lam, skal hun tage to
+      Turtelduer eller Dueunger, en til Brændoffer og en til
+      Syndoffer, og Præsten skal skaffe hende Soning, så hun bliver
+      ren.
+
+3.Mosebog 13
+
+  1.  Og HERREN talede til Moses og Aron og sagde:
+  2.  Når der på et Menneskes Hud viser sig en Hævelse eller Udslæt
+      eller en lys Plet, som kan blive til Spedalskhed på hans Hud,
+      skal han føres hen til Præsten Aron eller en af hans Sønner,
+      Præsterne.
+  3.  Præsten skal da syne det syge Sted på Huden, og når Hårene på
+      det syge Sted er blevet hvide og Stedet ser ud til at ligge
+      dybere end Huden udenom, så er det Spedalskhed, og så skal
+      Præsten efter at have synet ham erklære ham for uren.
+  4.  Men hvis det er en hvid Plet på Huden og den ikke ser ud til at
+      ligge dybere end Huden udenom og Hårene ikke er blevet hvide.
+      så skal Præsten lukke den angrebne inde i syv Dage;
+  5.  og på den syvende Dag skal Præsten syne ham. Viser det sig da,
+      at Ondet ikke har skiftet Udseende eller bredt sig på Huden,
+      skal Præsten igen lukke ham inde i syv Dage;
+  6.  og på den syvende Dag skal Præsten atter syne ham. Hvis det da
+      viser sig, at Ondet er ved at svinde, og at det ikke har bredt
+      sig på Huden, skal Præsten erklære ham for ren; da er det
+      almindeligt Udslæt på Huden; han skal da tvætte sine Klæder og
+      være ren.
+  7.  Men hvis Udslættet breder sig på Huden, efter at han har ladet
+      Præsten syne sig for at blive erklæret for ren, og hvis Præsten,
+      når han anden Gang lader sig syne af ham,
+  8.  ser, at Udslættet har bredt sig på Huden, så skal Præsten
+      erklære ham for uren; det er Spedalskhed.
+
+  9.  Når et Menneske angribes af Spedalskhed, skal han føres hen til
+      Præsten,
+ 10.  og Præsten skal syne ham; og når der da viser sig at være en
+      hvid Hævelse på Huden og Hårene derpå er blevet hvide og der
+      vokser vildt Kød i Hævelsen,
+ 11.  så er det gammel Spedalskhed på hans Hud, og da skal Præsten
+      erklære ham for uren; han behøver ikke at lukke ham inde, thi
+      han er uren.
+ 12.  Men hvis Spedalskheden bryder ud på Huden og Spedalskheden
+      bedækker hele den angrebnes Hud fra Top til Tå, så vidt Præsten
+      kan se,
+ 13.  og Præsten ser, at Spedalskheden bedækker hele hans Legeme, så
+      skal han erklære den angrebne for ren; han er blevet helt hvid,
+      han er ren.
+ 14.  Men så snart der viser sig vildt Kød på ham, er han uren;
+ 15.  og når Præsten ser det vilde Kød, skal han erklære ham for uren;
+      det vilde Kød er urent, det er Spedalskhed.
+ 16.  Hvis derimod det vilde Kød forsvinder og han bliver hvid, skal
+      han gå til Præsten;
+ 17.  og hvis det, når Præsten syner ham, viser sig, at den angrebne
+      er blevet hvid, skal Præsten erklære den angrebne for ren; han
+      er ren.
+
+ 18.  Når nogen på sin Hud har haft en Betændelse, som er lægt,
+ 19.  og der så på det Sted, som var betændt, kommer en hvid Hævelse
+      eller en rødlighvid Plet, skal han lad sig syne af Præsten;
+ 20.  og hvis Præsten finder, at Stedet ser ud til at ligge dybere end
+      Huden udenom og Hårene derpå er blevet hvide, skal Præsten
+      erklære ham for uren; det er Spedalskhed, der er brudt frem
+      efter Betændelsen.
+ 21.  Men hvis der, når Præsten syner det, ikke viser sig at være
+      hvide Hår derpå og det ikke ligger dybere end Huden udenom, men
+      er ved at svinde, da skal Præsten lukke ham inde i syv Dage;
+ 22.  og når det da breder sig på Huden, skal Præsten erklære ham for
+      uren; det er Spedalskhed.
+ 23.  Men hvis den hvide Plet bliver, som den er, uden at brede sig,
+      da er det et Ar efter Betændelsen, og Præsten skal erklære ham
+      for ren.
+
+ 24.  Eller når nogen får et Brandsår på Huden, og det Kød, der vokser
+      i Brandsåret, frembyder en rødlighvid eller hvid Plet,
+ 25.  så skal Præsten syne ham, og hvis det da viser sig, at Hårene på
+      Pletten er blevet hvide og den ser ud til at ligge dybere end
+      Huden udenom, så er det Spedalskhed, der er brudt frem i
+      Brandsåret; og da skal Præsten erklære ham for uren; det er
+      Spedalskhed.
+ 26.  Men hvis det, når Præsten synet ham, viser sig, at der ingen
+      hvide Hår er på den lyse Plet, og at en ikke ligger dybere end
+      Huden udenom, men at den er ved at svinde, så skal Præsten lukke
+      ham inde i syv Dage;
+ 27.  og på den syvende Dag skal Præsten syne ham, og når den da har
+      bredt sig på Huden, skal Præsten erklære ham for uren; det er
+      Spedalskhed.
+ 28.  Men hvis den lyse Plet bliver, som den er, uden at brede sig på
+      Huden, og er ved at svinde, så er det en Hævelse efter
+      Brandsåret, og da skal Præsten erklære ham for ren; thi det er
+      et Ar efter Brandsåret.
+
+ 29.  Når en Mand eller Kvinde angribes i Hoved eller Skæg,
+ 30.  skal Præsten syne det syge Sted, og hvis det da ser ud til at
+      ligge dybere end Huden udenom og der er guldgule, tynde Hår
+      derpå, så skal Præsten erklære ham for uren; det er Skurv,
+      Spedalskhed i Hoved eller Skæg.
+ 31.  Men hvis det skurvede Sted, når Præsten syner det, ikke ser ud
+      til at ligge dybere end Huden udenom, uden at dog Hårene derpå
+      er sorte, da skal Præsten lukke den skurvede inde i syv dage;
+ 32.  og på den syvende Dag skal Præsten syne ham, og hvis da Skurven
+      ikke har bredt sig og der ikke er kommet guldgule Hår derpå og
+      Skurven ikke ser ud til at ligge dybere end Huden udenom,
+ 33.  da skal den angrebne lade sig rage uden dog at lade det skurvede
+      Sted rage; så skal Præsten igen lukke den skurvede inde i syv
+      Dage.
+ 34.  På den syvende Dag skal Præsten syne Skurven, og hvis det da
+      viser sig, at Skurven ikke har bredt sig på Huden, og at den
+      ikke ser ud til at ligge dybere end Huden udenom, så skal
+      Præsten erklære ham for ren; da skal han tvætte sine Klæder og
+      være ren.
+ 35.  Men hvis Skurven breder sig på Huden, efter at han er erklæret
+      for ren,
+ 36.  da skal Præsten syne ham; og hvis det så viser sig, at Skurven
+      har bredt sig, behøver Præsten ikke at undersøge, om der er
+      guldgule Hår; han er uren.
+ 37.  Men hvis Skurven ikke har skiftet Udseende og der er vokset
+      sorte Hår frem derpå, da er Skurven lægt; han er ren, og Præsten
+      skal erklære ham for ren.
+
+ 38.  Når en Mand eller Kvinde får lyse Pletter, hvide Pletter på
+      Huden,
+ 39.  skal Præsten syne dem; og hvis der da på deres Hud viser sig
+      hvide Pletter, det er ved at svinde, er det Blegner, der er
+      brudt ud på Huden; han er ren.
+
+ 40.  Når nogen bliver skaldet på Baghovedet, så er han kun
+      isseskaldet; han er ren.
+ 41.  Og hvis han bliver skaldet ved Panden og Tindingerne, så er han
+      kun pandeskaldet; han er ren.
+ 42.  Men kommer der på hans skaldede isse eller Pande et rødlighvidt
+      Sted, er det Spedalskhed. der bryder frem på hans skaldede Isse
+      eller Pande.
+ 43.  Så skal Præsten syne ham, og viser det sig da, at Hævelsen på
+      det syge Sted på hans skaldede Isse eller Pande er rødlighvid,
+      af samme Udseende som Spedalskhed på Huden,
+ 44.  så er han spedalsk; han er uren, og Præsten skal erklære ham for
+      uren; på sit Hoved er han angrebet.
+
+ 45.  Den, der er spedalsk, den, som lider af Sygdommen, skal gå med
+      sønder1evne Klæder, hans Hår skal vokse frit, han skal tilhylle
+      sit Skæg, og: "uren, uren!" skal han råbe.
+ 46.  Så længe han er angrebet, skal han være uren; uren er han, for
+      sig selv skal han bo, uden for Lejren skal hans Opholdsted være.
+
+ 47.  Når der kommer Spedalskhed på en Klædning enten af Uld eller
+      Lærred
+ 48.  eller på vævet eller knyttet Stof af Lærred eller Uld eller på
+      Læder eller Læderting af enhver Art
+ 49.  og det angrebne Sted på Klædningen, Læderet, det vævede eller
+      knyttede Stof eller Lædertingene viser sig at være grønligt
+      eller rødligt, så er det Spedalskhed og skal synes af Præsten.
+ 50.  Og når Præsten har synet Skaden, skal han lukke den angrebne
+      Ting inde i syv Dage.
+ 51.  På den syvende Dag skal han syne den angrebne Ting, og dersom
+      Skaden har bredt sig på Klædningen, det vævede eller knyttede
+      Stof eller Læderet, de forskellige Læderting, så er Skaden
+      ondartet Spedalskhed, det er urent.
+ 52.  Da skal han brænde Klædningen eller det af Uld eller Lærred
+      vævede eller knyttede Stof eller alle de Læderting, som er
+      angrebet; thi det er ondartet Spedalskhed, det skal opbrændes.
+ 53.  Men hvis Præsten finder, at Skaden ikke har bredt sig på
+      Klædningen eller det vævede eller knyttede Stof eller på de
+      forskellige Slags Læderting,
+ 54.  så skal Præsten påbyde, at den angrebne Ting skal tvættes, og
+      derpå igen lukke den inde i syv Dage.
+ 55.  Præsten skal da syne den angrebne Ting, efter at den er tvættet,
+      og viser det sig da, at Skaden ikke har skiftet Udseende, så er
+      den uren, selv om Skaden ikke har bredt sig; du skal opbrænde
+      den; det er ædende Udslæt på Retten eller Vrangen.
+ 56.  Men hvis det, når Præsten syner det, viser sig, at Skaden er ved
+      at svinde efter Tvætningen, så skal han rive det angrebne Sted
+      af Klædningen eller Læderet eller det vævede eller knyttede
+      Stof.
+ 57.  Viser det sig da igen på Klædningen eller det vævede eller
+      knyttede Stof eller de forskellige Læderling, da er det
+      Spedalskhed, der er ved at bryde ud; du skal opbrænde de
+      angrebne Ting.
+ 58.  Men den Klædning eller det vævede eller knyttede Stof eller de
+      forskellige Læderting, hvis Skade svinder efter Tvætningen, skal
+      tvættes på ny; så er det rent.
+ 59.  Det er Loven om Spedalskhed på Klæder af Uld eller Lærred eller
+      på vævet eller knyttet Stof eller på alskens Læderting; efter
+      den skal de erklæres for rene eller urene.
+
+3.Mosebog 14
+
+  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
+  2.  Dette er Loven om, hvorledes man skal forholde sig med Renselsen
+      af en spedalsk: Han skal fremstilles for Præsten,
+  3.  og Præsten skal gå uden for Lejren og syne ham, og viser det sig
+      da, at Spedalskheden er helbredt hos den spedalske,
+  4.  skal Præsten give Ordre til at tage to levende, rene Fugle,
+      Cedertræ, karmoisinrødt Garn og en Ysopkvist til den, der skal
+      renses.
+  5.  Og Præsten skal give Ordre til at slagte den ene Fugl over et
+      Lerkar med rindende Vand.
+  6.  Så skal han tage den levende Fugl, Cedertræet, det kamoisinrøde
+      Garn og Ysopkvisten og dyppe dem tillige med den levende Fugl i
+      Blodet af den Fugl, der er slagtet over det rindende Vand,
+  7.  og syv Gange foretage Bestænkning på den, der skal renses for
+      Spedalskhed, og således rense ham; derpå skal han lade den
+      levende Fugl flyve ud over Marken.
+  8.  Men den, der skal renses, skal tvætte sine Klæder, afrage alt
+      sit Hår og bade sig i Vand; så er han ren. Derefter må han gå
+      ind i Lejren, men han skal syv Dage opholde sig uden for sit
+      Telt.
+  9.  På den syvende Dag skal han afrage alt sit Hår, sit Hovedhår,
+      sit Skæg, sine Øjenbryn, alt sit Hår skal han afrage, og han
+      skal tvætte sine Klæder og bade sit Legeme i Vand; så er han
+      ren.
+ 10.  Men den ottende dag skal han tage to lydefri Væderlam og et
+      lydefrit, årgammelt Hunlam, desuden tre Tiendedele Efa fint
+      Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer og en Log Olie.
+ 11.  Så skal den Præst, der foretager Renselsen, stille den, der skal
+      renses, tillige med disse Offergaver frem for HERRENs Åsyn ved
+      Åbenbaringsteltets Indgang.
+ 12.  Og Præsten skal tage det ene Væderlam og frembære det som
+      Skyldoffer tillige med den Log Olie, som hører dertil, og udføre
+      Svingningen dermed for HERRENs Åsyn.
+ 13.  Og han skal slagte Lammet der, hvor Syndofferet og Brændofferet
+      slagtes, på det hellige Sted, thi ligesom Syndofferet tilfalder
+      Skyldofferet Præsten; det er højhelligt.
+ 14.  Derpå skal Præsten tage noget af Skyldofferets Blod, og Præsten
+      skal stryge det på højre Øreflip af den, der skal renses, og på
+      hans højre Tomme1finger og højre Tommeltå;
+ 15.  og Præsten skal tage noget af den Log Olie, som hører dertil, og
+      hælde det i sin venstre Hånd,
+ 16.  og Præsten skal dyppe sin højre Pegefinger i den Olie, han har i
+      sin venstre Hånd, og med sin Finger stænke Olien syv Gange foran
+      HERRENs Åsyn.
+ 17.  Og af den Olie, han har tilbage i sin Hånd, skal Præsten stryge
+      noget på højre Øreflip af den, der skal renses, og på hans højre
+      Tommelfinger og højre Tommeltå oven på Skyldofferets Blod.
+ 18.  Og Præsten skal hælde det, der er tilbage af Olien i hans Hånd,
+      på Hovedet af den, der skal renses, og således skal Præsten
+      skaffe ham Soning for HERRENs Åsyn.
+ 19.  Derpå skal Præsten ofre Syndofferet og skaffe den, der skal
+      renses, Soning for hans Urenhed.
+ 20.  Og Præsten skal ofre Brændofferet og Afgrødeofferet på Alteret
+      og således skaffe ham Soning; så er han ren.
+
+ 21.  Men hvis han er fattig og ikke evner at give så meget, skal han
+      tage et enkelt Lam til Skyldoffer. til at udføre Svingningen
+      med, for at der kan skaffes ham Soning. desuden en Tiendedel Efa
+      fint Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer og en Log Olie
+ 22.  og to Turtelduer eller Dueunger, hvad han nu evner at give, den
+      ene skal være til Syndoffer, den anden til Brændoffer.
+ 23.  Dem skal han den ottende Dag efter sin Renselse bringe til
+      Præsten ved Åbenbaringsteltets Indgang for HERRENs Åsyn.
+ 24.  Så skal Præsten tage Skyldofferlammet med den Log Olie, som
+      hører dertil, og Præsten skal udføre Svingningen dermed for
+      HERRENs Åsyn.
+ 25.  Og han skal slagte Skyldofferlammet, og Præsten skal tage noget
+      af Skyldofferets Blod og stryge det på højre Øreflip af den, der
+      skal renses, og på hans højre Tommelfinger og højre Tommeltå.
+ 26.  Og af Olien skal Præsten hælde noget i sin venstre Hånd,
+ 27.  og Præsten skal med sin højre Pegefinger syv Gangestænke noget
+      af Olien, som er i hans venstre Hånd, for HERRENs Åsyn.
+ 28.  Og af Olien, som er i hans Hånd, skal Præsten stryge noget på
+      højre Øreflip af den, der skal renses, og på hans højre
+      Tommelfinger og højre Tommeltå oven på Skyldofferets Blod.
+ 29.  Og Resten af Olien, som er i hans Hånd, skal Præsten hælde på
+      Hovedet af den, der skal renses, for at skaffe ham Soning for
+      HERRENs Åsyn.
+ 30.  Derpå skal han ofre den ene Turteldue eller Dueunge, hvad han nu
+      har evnet at give,
+ 31.  den ene som Syndoffer, den anden som Brændoffet, sammen med
+      Afgrødeofferet; og Præsten skal skaffe den, der skal renses,
+      Soning for HERRENs Åsyn.
+ 32.  Det er Loven om den, der har været angrebet af Spedalskhed og
+      ikke evner at bringe det almindelige Offer ved sin Renselse.
+
+ 33.  Og HERREN talede til Moses og Aron og sagde:
+ 34.  Når I kommer til Kanåns Land, som jeg vil give eder i Eje, og
+      jeg lader Spedalskhed komme frem på et Hus i eders Ejendomsland,
+ 35.  så skal Husets Ejer gå hen og melde det til Præsten og sige:
+      "Der har i mit Hus vist sig noget, der ligner Spedalskhed!"
+ 36.  Da skal Præsten give Ordre til at flytte alt ud af Huset, inden
+      han kommer for at syne Pletten, for at ikke noget af, hvad der
+      er i Huset, skal blive urent; derpå skal Præsten komme for at
+      syne Huset.
+ 37.  Viser det sig da, når han syner Pletten, at Pletten på Husets
+      Vægge frembyder grønlige eller rødlige Fordybninger, der ser ud
+      til at ligge dybere end Væggen udenom,
+ 38.  skal Præsten gå ud af Huset til Husets Dør og holde Huset lukket
+      i syv Dage.
+ 39.  På den syvende Dag skal Præsten komme igen og syne det, og hvis
+      det da viser sig, at Pletten har bredt sig på Husets Vægge,
+ 40.  skal Præsten give Ordre til at udtage de angrebne Sten og kaste
+      dem hen på et urent Sted uden for Byen
+ 41.  og til at skrabe Lerpudset af Husets indvendige Vægge og hælde
+      det fjernede Puds ud på et urent Sted uden for Byen.
+ 42.  Derefter skal man tage andre Sten og sætte dem ind i Stedet for
+      de gamle og ligeledes tage nyt Puds og pudse Huset dermed.
+ 43.  Hvis Pletten så atter bryder frem i Huset, efter at Stenene er
+      taget ud, Pudset skrabet af og Huset pudset på ny,
+ 44.  skal Præsten komme og syne Huset, og viser det sig da, at
+      Pletten har bredt sig på Huset, så er det ondartet Spedalskhed,
+      der er på Huset; det er urent.
+ 45.  Da skal man rive Huset ned, Sten, Træværk og alt Pudset på
+      Huset, og bringe det til et urent Sted uden for Byen.
+ 46.  Den, som går ind i Huset, så længe det er lukket, skal være uren
+      til Aften;
+ 47.  den, der sover deri skal tvætte sine Klæder, og den der spiser
+      deri, skal tvætte sine Klæder.
+ 48.  Men hvis det, når Præsten kommer og syner Huset, viser sig, at
+      Pletten ikke har bredt sig på det, efter at det er pudset på ny,
+      skal Præsten erklære Huset for rent, thi Pletten er helbredt.
+
+ 49.  Da skal han for at rense Huset for Synd tage to Fugle, Cedertræ,
+      karmoisinrødt Garn og en Ysopkvist.
+ 50.  Den ene Fugl skal han slagte over et Lerkar med rindende Vand,
+ 51.  og han skal tage Cedertræet, Ysopkvisten, det karmoisinrøde Garn
+      og den levende Fugl og dyppe dem i Blodet af den slagtede Fugl
+      og det rindende Vand og syv Gange foretage Bestænkning på Huset
+ 52.  og således rense det for Synd med Fuglens Blod, det rindende
+      Vand, den levende Fugl, Cedertræet, Ysopkvisten og det
+      karmoisinrøde Garn.
+ 53.  Og den levende Fugl skal han lade flyve ud af Byen hen over
+      Marken og således skaffe Huset Soning; så er det rent.
+ 54.  Det er Loven om al Slags Spedalskhed og Skurv,
+ 55.  om Spedalskhed på Klæder og Huse
+ 56.  og om Hævelser, Udslæt og lyse Pletter,
+ 57.  til Belæring om, når noget er urent, og når det er rent. Det er
+      Loven om Spedalskhed.
+
+3.Mosebog 15
+
+  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og Aron og sagde:
+  2.  Tal til Israeliterne og sig til dem: Når en Mand får Flåd fra
+      sin Blusel, da er dette hans Flåd urent.
+  3.  Og således skal man forholde sig med den ved hans Flåd opståede
+      Urenhed: Hvad enten hans Blusel flyder eller holder sit Flåd
+      tilbage, er der Urenhed hos ham.
+  4.  Ethvert Leje, som den, der lider af Flåd, ligger på, skal være
+      urent, og ethvert Sæde, han sidder på, skal være urent.
+  5.  Den der rører ved hans Leje, skal tvætte sine Klæder og bade sig
+      i Vand og være uren til Aften;
+  6.  den, der sidder på et Sæde, som den, der lider af Flåd, har
+      siddet på, skal tvætte sine Klæder og bade sig i Vand og være
+      uren til Aften;
+  7.  den, der rører ved en. der lider af Flåd, skal tvætte sine
+      Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften.
+  8.  Hvis den, der lider af Flåd, spytter på en, som er uren, skal
+      denne tvætte sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til
+      Aften.
+  9.  Ethvert Befordringsmiddel, som bruges af den, der lider af Flåd,
+      skal være urent.
+ 10.  Den, der rører ved noget, han har ligget eller siddet på, skal
+      være uren til Aften; den, der bærer noget sådant, skal tvætte
+      sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften.
+ 11.  Enhver, som den, der lider af Flåd, rører ved uden at have
+      skyllet sine Hænder i Vand, skal tvætte sine Klæder og bade sig
+      i Vand og være uren til Aften.
+ 12.  Lerkar, som den, der lider af Flåd, rører ved, skal slås itu, og
+      alle Trækar skal skylles i Vand.
+ 13.  Men når den, der lider af Flåd, bliver ren for sit Flåd, skal
+      han tælle syv bage frem, fra den Dag han bliver ren, og så
+      tvætte sine Klæder og bade sit Legeme i rindende Vand; så er han
+      ren.
+ 14.  Og den ottende dag skal han tage sig to Turtelduer eller
+      Dueunger og komme hen for HERRENs Åsyn ved Åbenbaringsteltets
+      indgang og give Præsten dem.
+ 15.  Så skal Præsten bringe dem som Offer, den ene som Syndoffer, den
+      anden som Brændoffer, og således skal Præsten skaffe ham Soning
+      for HERRENs Åsyn for hans Flåd.
+
+ 16.  Når der går Sæd fra en Mand, skal han bade hele sit Legeme i
+      Vand og være uren til Aften.
+ 17.  Enhver Klædning og alt Læder, der er kommet Sæd på, skal tvættes
+      i Vand og være urent til Aften.
+ 18.  Og når en Mand har Samleje med en Kvinde, skal de bade sig i
+      Vand og være urene til Aften.
+
+ 19.  Når en Kvinde har Flåd, idet der flyder Blod fra hendes Blusel,
+      da skal hendes Urenhed vare syv Dage. Enhver, der rører ved
+      hende, skal være uren til Aften.
+ 20.  Alt, hvad hun ligger på under sin månedlige Urenhed, skal være
+      urent, og alt, hvad hun sidder på, skal være urent.
+ 21.  Enhver, der rører ved hendes Leje, skal tvætte sine Klæder og
+      bade sig i Vand og være uren til Aften;
+ 22.  og enhver, der rører ved et Sæde, hun har siddet på, skal tvætte
+      sine Klæder og bade sig i Vand og være uren til Aften.
+ 23.  Og hvis nogen rører ved noget, der har ligget på Lejet eller
+      Sædet, hun har siddet på, skal han være uren til Aften.
+ 24.  Dersom en Mand ligger ved Siden af hende og hendes Urenhed
+      kommer på ham, skal han være uren i syv Dage, og ethvert Leje,
+      han ligger på, skal være urent.
+
+ 25.  Men når en Kvinde har Blodflåd i længere Tid, uden for den Tid
+      hun har sin månedlige Urenhed, eller når Flåddet varer længere
+      end sædvanligt ved hendes månedlige Urenhed, så skal hun, i al
+      den Tid hendes urene Flåd varer, være stillet, som i de Dage hun
+      har sin månedlige Urenhed; hun skal være uren;
+ 26.  ethvert Leje, hun ligger på, så længe hendes Flåd varer, skal
+      være som hendes Leje under hendes månedlige Urenhed, og et hvert
+      Sæde, hun sidder på, skal være urent som under hendes månedlige
+      Urenhed;
+ 27.  enhver, der rører derved, bliver uren og skal tvætte sine Klæder
+      og bade sig i Vand og være uren til Aften.
+ 28.  Men når hun bliver ren for sit Flåd, skal hun tælle syv Dage
+      frem og så være ren.
+ 29.  På den ottende Dag skal hun tage sig to Turtelduer eller
+      Dueunger og bringe dem til Præsten ved Åbenbaringsteltets
+      Indgang.
+ 30.  Og Præsten skal ofre den ene som Syndoffer, den anden som
+      Brændoffer, og således skal Præsten skaffe hende Soning for
+      HERRENs Åsyn for hendes Urenheds Flåd.
+
+ 31.  I skal advare Israeliterne for deres Urenhed, for at de ikke
+      skal dø i deres Urenhed, når de gør min Bolig, som er i deres
+      Midte, uren.
+
+ 32.  Det er Loven om Mænd, der lider af Flåd, og fra hvem der går
+      Sæd, så de bliver urene derved,
+ 33.  og om Kvinder, der lider af deres månedlige Urenhed, om Mænd og
+      Kvinder, der har Flåd, og om Mænd, der ligger ved Siden af urene
+      Kvinder.
+
+3.Mosebog 16
+
+  1.  HERREN talede til Moses, efter at Døden havde ramt Arons to
+      Sønner, da de trådte frem for HERRENs Åsyn og døde,
+  2.  og HERREN sagde til Moses: Sig til din Broder Aron, at han ikke
+      til enhver Tid må gå ind i Helligdommen inden for Forhænget
+      foran Sonedækket på Arken, ellers skal han dø, thi jeg kommer
+      til Syne i Skyen over Sonedækket.
+  3.  Kun således må Aron komme ind i Helligdommen: Med en ung Tyr til
+      Syndoffer og en Væder til Brændoffer;
+  4.  han skal iføre sig en hellig Linnedkjortel, bære Linnedbenklæder
+      over sin Blusel, omgjorde sig med et Linnedbælte og binde et
+      Linned Hovedklæde om sit Hoved; det er hellige Klæder; og han
+      skal bade sit Legeme i Vand, før han ifører sig dem.
+  5.  Af Israeliternes Menighed skal han tage to Gedebukke til
+      Syndoffer og en Væder til Brændoffer.
+  6.  Så skal Aron ofre sin egen Syndoffertyr og skaffe sig og sit Hus
+      Soning.
+  7.  Derefter skal han tage de to Bukke og stille dem frem for
+      HERRENs Åsyn ved Indgangen til Åbenbaringsteltet.
+  8.  Og Aron skal kaste Lod om de to Bukke, et Lod for HERREN og et
+      for Azazel;
+  9.  og den Buk, der ved Loddet tilfalder HERREN, skal Aron føre frem
+      og ofre som Syndoffer;
+ 10.  men den Buk, der ved Loddet tilfalder Azazel, skal fremstilles
+      levende for HERRENs Åsyn, for at man kan fuldbyrde Soningen over
+      den og sende den ud i Ørkenen til Azazel.
+
+ 11.  Aron skal da føre sin egen Syndoffertyr frem og skaffe sig og
+      sit Hus Soning og slagte sin egen Syndoffertyr.
+ 12.  Derpå skal han tage en Pandefuld Gløder fra Alteret for HERRENs
+      Åsyn og to Håndfulde stødt, vellugtende Røgelse og bære det
+      inden for Forhænget.
+ 13.  Og han skal komme Røgelse på Ilden for HERRENs Åsyn, så at
+      Røgelsesskyen skjuler Sonedækket oven over Vidnesbyrdet, for at
+      han ikke skal dø.
+ 14.  Så skal han tage noget af Tyrens Blod og stænke det med sin
+      Finger fortil på Sonedækket, og foran Sonedækket skal han syv
+      Gange stænke noget af Blodet med sin Finger.
+ 15.  Derefter skal han slagte Folkets Syndofferbuk, bære dens Blod
+      inden for Forhænget og gøre med det som med Tyrens Blod, stænke
+      det på Sonedækket og foran Sonedækket.
+ 16.  Således skal han skaffe Helligdommen Soning for Israeliternes
+      Urenhed og deres Overtrædelser, alle deres Synder, og på samme
+      Måde skal han gøre med Åbenbaringsteltet, der har sin Plads hos
+      dem midt i deres,Urenhed.
+ 17.  Intet Menneske må komme i Åbenbaringsteltet, når han går ind for
+      at skaffe Soning i Helligdommen, før han går ud igen. Således
+      skal han skaffe sig selv, sit Hus og hele Israels Forsamling
+      Soning.
+ 18.  Så skal han gå ud til Alteret, som står for HERRENs Åsyn, og
+      skaffe det Soning; han skal tage noget af Tyrens og Bukkens Blod
+      og stryge det rundt om på Alterets Horn,
+ 19.  og han skal syv Gange stænke noget af Blodet derpå med sin
+      Finger og således rense det og hellige det for Israeliternes
+      Urenheder.
+ 20.  Når han så er færdig med at skaffe Helligdommen,
+      Åbenbaringsteltet og Alteret Soning, skal han føre den levende
+      Buk frem.
+ 21.  Aron skal lægge begge sine Hænder på Hovedet af den levende Buk
+      og over den bekende alle Israeliternes Misgerninger og alle
+      deres Overtrædelser, alle deres Synder, og lægge dem på Bukkens
+      Hoved og så sende den ud i Ørkenen ved en Mand, der holdes rede
+      dertil.
+ 22.  Bukken skal da bære alle deres Misgerninger til et øde Land, og
+      så skal han slippe Bukken løs i Ørkenen.
+
+ 23.  Derpå skal Aron gå ind i Åbenbaringsteltet, afføre sig
+      Linnedklæderne, som han tog på, da han gik ind i Helligdommen,
+      og lægge dem der;
+ 24.  så skal han bade sit Legeme i Vand på et helligt Sted, iføre sig
+      sine sædvanlige Klæder og gå ud og ofre sit eget Brændoffer og
+      Folkets Brændoffer og således skaffe sig og Folket Soning.
+ 25.  Og Syndofferets Fedt skal han bringe som Røgoffer på Alteret.
+ 26.  Men den, som fører Bukken ud til Azazel, skal tvætte sine Klæder
+      og bade sit Legeme i Vand; derefter må han komme ind i Lejren.
+ 27.  Men Syndoffertyren og Syndofferbukken, hvis Blod blev båret ind
+      for at skaffe Soning i Helligdommen, skal man bringe uden for
+      Lejren, og man skal brænde deres Hud og deres Kød og Skarn.
+ 28.  Og den, der brænder dem, skal tvætte sine Klæder og bade sit
+      Legeme; derefter må han komme ind i Lejren.
+ 29.  Det skal være eder en evig gyldig Anordning. Den tiende Dag i
+      den syvende Måned skal I faste og afholde eder fra alt Arbejde,
+      både den indfødte og den fremmede, der bor iblandt eder.
+ 30.  Thi den Dag skaffes der eder Soning til eders Renselse; fra alle
+      eders Synder renses I for HERRENs Åsyn.
+ 31.  Det skal være eder en fuldkommen Hviledag, og I skal faste: det
+      skal være en evig gyldig Anordning.
+ 32.  Præsten, som salves og indsættes til at gøre Præstetjeneste
+      i. Stedet for sin Fader, skal skaffe Soning, han skal iføre sig
+      Linnedklæderne, de hellige Klæder,
+ 33.  og han skal skaffe det Allerhelligste Soning; og
+      Åbenbaringsteltet og Alteret skal han skaffe Soning; og
+      Præsterne og alt Folkets Forsamling skal han skaffe Soning.
+ 34.  Det skal være eder en evig gyldig Anordning, for at der kan
+      skaffes Israeliterne Soning for alle deres Synder een Gang om
+      Året. Og Aron gjorde som HERREN bød Moses.
+
+3.Mosebog 17
+
+  1.  HERREN talede til Moses og sagde:
+  2.  Tal til Aron og hans Sønner og alle Israeliterne og sig til dem:
+      Dette har HERREN påbudt:
+  3.  Om nogen af Israels Hus slagter et Stykke Hornkvæg, et Får eller
+      en Ged i Lejren, eller han slagter dem uden for Lejren,
+  4.  uden at bringe dem hen til Åbenbaringsteltets Indgang for at
+      bringe HERREN en Offergave foran HERRENs Bolig, da skal dette
+      tillegnes den Mand som Blodskyld; han har udgydt Blod, og den
+      Mand skal udryddes af sit Folk.
+  5.  Dette er anordnet, for at Israeliterne skal bringe deres
+      Slagtofre, som de slagter ude på Marken, til HERREN, til
+      Åbenbaringsteltets Indgang, til Præsten, og ofre dem som Takofre
+      til HERREN.
+  6.  Præsten skal da sprænge Blodet på HERRENs Alter ved Indgangen
+      til Åbenbaringsteltet og bringe Fedtet som Røgoffer, en liflig
+      Duft for HERREN.
+  7.  Og de må ikke mere ofre deres Slagtofre til Bukketroldene, som
+      de boler med. Det skal være en evig gyldig Anordning for dem fra
+      Slægt til Slægt!
+
+  8.  Og du skal sige til dem: Om nogen af Israels Hus eller de
+      fremmede, der bor iblandt eder, ofrer et Brændoffer eller
+      Slagtoffer
+  9.  og ikke bringer det hen til Åbenbaringsteltets Indgang for at
+      ofre det til HERREN, da skal den Mand udryddes af sin Slægt.
+
+ 10.  Om nogen af Israels Hus eller af de fremmede, der bor iblandt
+      dem, nyder noget Blod, så vender jeg mit Åsyn mod den, der nyder
+      Blodet, og udrydde1 ham af hans Folk.
+ 11.  Thi Kødets Sjæl er i Blodet, og jeg har givet eder det til Brug
+      på Alteret til at skaffe eders Sjæle Soning; thi det er Blodet,
+      som skaffer Soning, fordi det er Sjælen.
+ 12.  Derfor har jeg sagt til Israeliterne: Ingen af eder må nyde
+      Blod; heller ikke den fremmede, der bor iblandt eder, må nyde
+      Blod.
+ 13.  Om nogen af Israeliterne eller af de fremmede, der bor iblandt
+      dem, nedlægger et Stykke Vildt eller en Fugl af den Slags, der
+      må spises, da skal han lade Blodet løbe ud og dække det med
+      Jord.
+ 14.  Thi om alt Køds Sjæl gælder det, at dets Blod er dets Sjæl;
+      derfor har jeg sagt til Israeliterne: I må ikke nyde Blodet af
+      noget som helst Kød, thi alt Køds Sjæl er dets Blod; enhver, der
+      nyder det, skal udryddes.
+
+ 15.  Enhver, der spiser seldøde eller sønderrevne Dyr, det være sig
+      en indfødt eller en fremmed, skal tvætte sine Klæder og bade sig
+      i Vand og være uren til Aften; så er han ren.
+ 16.  Men hvis han ikke tvætter sine Klæder og bader sig, skal han
+      undgælde for sin Brøde.
+
+3.Mosebog 18
+
+  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
+  2.  Tal til Israeliterne og sig til dem: Jeg er HERREN eders Gud!
+  3.  Som de handler i Ægypten, hvor I opholdt eder, må I ikke handle,
+      og som de handler i Kana'ans Land, hvor jeg fører eder hen, må I
+      ikke handle; I må ikke vandre efter deres Anordninger.
+  4.  Efter mine Lovbud skal I handle. og mine Anordninger skal I
+      holde, så I vandrer efter dem; jeg er HERREN eders Gud!
+  5.  I skal holde mine Anordninger og Lovbud; det Menneske, der
+      handler efter dem, skal leve ved dem. Jeg er HERREN!
+
+  6.  Ingen af eder må komme sine kødelige Slægtninge nær, så han
+      blotter deres Blusel. Jeg er HERREN!
+  7.  Din Faders og din Moders Blusel må du ikke blotte; hun er din
+      Moder, du må ikke blotte hendes Blusel!
+  8.  Din Faders Hustrus Blusel må du ikke blotte, det er din Faders
+      Blusel.
+  9.  Din Søsters Blusel, hvad enten hun er din Faders eller din
+      Moders Datter, hvad enten hun er født i eller uden for Hjemmet,
+      hendes Blusel må du ikke blotte.
+ 10.  Din Sønnedatters eller Datterdatters Blusel må du ikke blotte,
+      det er din egen Blusel.
+ 11.  En Datter, din Faders Hustru har med din Fader hun er din Søster
+      hendes Blusel må du ikke blotte.
+ 12.  Din Fasters Blusel må du ikke blotte, hun er din Faders kødelige
+      Slægtning.
+ 13.  Din Mosters Blusel må du ikke blotte, hun er din Moders kødelige
+      Slægtning.
+ 14.  Din Farbroders Blusel må du ikke blotte, du må ikke komme hans
+      Hustru nær, hun er din Faster.
+ 15.  Din Sønnekones Blusel må du ikke blotte, hun er din Søns Hustru,
+      du må ikke blotte hendes Blusel.
+ 16.  Din Broders Hustrus Blusel må du ikke blotte, det er din Broders
+      Blusel.
+ 17.  En Kvindes og hendes Datters Blusel må du ikke blotte, heller
+      ikke må du ægte hendes Sønnedatter eller Datterdatter, så at du
+      blotter hendes Blusel; de er hendes kødelige Slægtninge; det er
+      grov Utugt.
+ 18.  Søster må du ikke tage til Søsters Medhustru, så længe Søsteren
+      lever, så du blotter både den enes og den andens Blusel.
+
+ 19.  Du må ikke komme en Kvinde nær under hendes månedlige Urenhed,
+      så du blotter hendes Blusel.
+ 20.  Med din Næstes Hustru må du ikke have Samleje, så du bliver uren
+      ved hende.
+ 21.  Dit Afkom må du ikke give hen til at ofres til Molok; du må ikke
+      vanhellige din Guds Navn. Jeg er HERREN!
+ 22.  Hos en Mand må du ikke ligge, som man ligger hos en Kvinde; det
+      er en Vederstyggelighed.
+ 23.  Med intet som helst Dyr må du have Omgang, så du bliver uren
+      derved; en Kvinde må ikke stille sig hen for et dyr til kønslig
+      Omgang; det er en Skændsel.
+
+ 24.  Gør eder ikke urene med noget sådant, thi med alt sådant har de
+      Folkeslag, jeg driver bort foran eder, gjort sig urene.
+ 25.  Derved blev Landet urent, og jeg straffede det for dets Brøde,
+      og Landet udspyede sine Indbyggere.
+ 26.  Hold derfor mine Anordninger og Lovbud og øv ikke nogen af disse
+      Vederstyggeligheder, det gælder både den indfødte og den
+      fremmede, der bor iblandt eder
+ 27.  thi alle disse Vederstyggeligheder øvede Indbyggerne, som var
+      der før eder, og Landet blev urent
+ 28.  for at ikke Landet skal udspy eder, når I gør det urent, ligesom
+      det udspyede det Folk, som var der før eder.
+ 29.  Thi enhver, som øver nogen af alle disse Vederstyggeligheder,
+      de, der øver dem, skal udryddes af deres Folk.
+ 30.  Så hold mine Forskrifter, så I ikke øver nogen af de
+      vederstyggelige Skikke, som øvedes før eders Tid, at I ikke skal
+      gøre eder urene ved dem. Jeg er HERREN eders Gud!
+
+3.Mosebog 19
+
+  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
+  2.  Tal til hele Israeliternes Menighed og sig til dem: I skal være
+      hellige, thi jeg HERREN eders Gud er hellig!
+  3.  I skal frygte hver sin Moder og sin Fader, og mine Sabbater skal
+      I holde. Jeg er HERREN eders Gud!
+  4.  Vend eder ikke til Afguderne og gør eder ikke støbte
+      Gudebilleder! Jeg er HERREN eders Gud !
+
+  5.  Når I ofrer Takoffer til HERREN, skal I ofre det således, at I
+      kan vinde Guds Velbehag.
+  6.  Den Dag, I ofrer det, og Dagen efter må det spises, men hvad der
+      levnes til den tredje Dag, skal opbrændes;
+  7.  spises det den tredje Dag, er det at regne for råddent Kød og
+      vinder ikke Guds Velbehag;
+  8.  den, der spiser deraf, skal undgælde for sin Brøde, thi han
+      vanhelliger det, som var helliget HERREN, og det Menneske skal
+      udryddes af sin Slægt.
+
+  9.  Når I høster eders Lands Høst, må du ikke høste helt hen til
+      Kanten af din Mark, ej heller må du sanke Efterslætten efter din
+      Høst.
+ 10.  Heller ikke må du bolde Efterhøst eller sanke de nedfaldne Bær i
+      din Vingård; til den fattige og den fremmede skal du lade det
+      blive tilbage. Jeg er HERREN eders Gud!
+
+ 11.  I må ikke stjæle, I må ikke lyve, I må ikke bedrage hverandre.
+ 12.  I må ikke sværge falsk ved mit Navn, så du vanhelliger din Guds
+      Navn. Jeg er HERREN!
+ 13.  Du må intet aftvinge din Næste, du må intet røve; Daglejerens
+      Løn må ikke blive hos dig Natten over.
+ 14.  Du må ikke forbande den døve eller lægge Stød for den blindes
+      Fod, du skal frygte din Gud. Jeg er HERREN!
+ 15.  I må ikke øve Uret, når I holder Rettergang; du må ikke
+      begunstige den ringe, ej heller tage Parti for den store, men du
+      skal dømme din Næste med Retfærdighed.
+ 16.  Du må ikke gå rundt og bagvaske din Landsmand eller stå din
+      Næste efter Livet. Jeg er HERREN!
+ 17.  Du må ikke bære Nag til din Broder i dit Hjerte, men du skal
+      tale din Næste til Rette, at du ikke skal pådrage dig Synd for
+      hans Skyld.
+ 18.  Du må ikke hævne dig eller gemme på Vrede mod dit Folks Børn, du
+      skal elske din Næste som dig selv. Jeg er HERREN!
+
+ 19.  Hold mine Anordninger! Du må ikke lade to Slags Kvæg parre sig
+      med hinanden; du må ikke så to Slags Sæd i din Mark; og du må
+      ikke bære Klæder, der er vævede af to Slags Garn.
+
+ 20.  Når en Mand har Samleje med en Kvinde, og det er en Trælkvinde,
+      en anden Mands Medhustru, som ikke er løskøbt eller frigivet, så
+      skal Afstraffelse finde Sted; dog skal de ikke lide Døden, thi
+      hun var ikke frigivet.
+ 21.  Og han skal bringe sit Skyldoffer for HERREN til
+      Åbenbaringsteltets Indgang, en Skyldoffervæder,
+ 22.  og Præsten skal med Skyldoffervæderen skaffe ham Soning for
+      HERRENs Åsyn for den Synd, han har begået, så han finder
+      Tilgivelse for den Synd, han har begået.
+
+ 23.  Når I kommer ind i Landet og planter alskens Frugttræer, skal I
+      lade deres Forhud, den første Frugt, urørt; i tre År skal de
+      være eder uomskårne og må ikke spises;
+ 24.  det fjerde År skal al deres Frugt under Høstjubel helliges
+      HERREN;
+ 25.  først det femte År må I spise deres Frugt, for at I kan få så
+      meget større Udbytte deraf. Jeg er HERREN eders Gud!
+
+ 26.  I må ikke spise noget med Blodet i. I må ikke give eder af med
+      at tage Varsler og øve Trolddom.
+ 27.  I må ikke runde Håret på Tindingerne; og du må ikke studse dit
+      Skæg;
+ 28.  I må ikke gøre Indsnit i eders Legeme for de dødes Skyld eller
+      indridse Tegn på eder. Jeg er HERREN!
+ 29.  Du må ikke vanhellige din Datter ved at lade hende bedrive Hor,
+      for at ikke Landet skal forfalde til Horeri og fyldes med Utugt.
+ 30.  Mine Sabbater skal I bolde, og min Helligdom skal I frygte.  Jeg
+      er HERREN!
+ 31.  Henvend eder ikke til Genfærd og Sandsigerånder; søg dem ikke,
+      så I gør eder urene ved dem. Jeg er HERREN eders Gud!
+
+ 32.  Du skal rejse dig for de grå Hår og ære Oldingen, og du skal
+      frygte din Gud. Jeg er HERREN!
+ 33.  Når en fremmed bor hos dig i eders Land, må I ikke lade ham lide
+      Overlast;
+ 34.  som en af eders egne skal I regne den fremmede, der bor hos
+      eder, og du1 skal elske ham som dig selv, thi I var selv
+      fremmede i Ægypten. Jeg et HERREN eders Guld!
+ 35.  Når I holder Rettergang, må I ikke øve Uret ved Længdemål, Vægt
+      eller Rummål;
+ 36.  Vægtskåle, der vejer rigtigt, Lodder, der holder Vægt, Efa og
+      Hin, der holder Mål, skal I have. Jeg er HERREN eders Gud, som
+      førte eder ud af Ægypten!
+ 37.  Hold alle mine Anordninger og Lovbud og gør efter dem. Jeg er
+      HERREN!
+
+3.Mosebog 20
+
+  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
+  2.  Sig til Israeliterne: Om nogen af Israeliterne eller de
+      fremmede, der bor hos Israel, giver sit Afkom hen til Molok, da
+      skal han lide Døden; Landets Indbyggere skal stene ham,
+  3.  og jeg vender selv mit Åsyn imod den Mand og udrydder ham af
+      hans Folk, fordi han gav sit Afkom hen til Molok for at gøre min
+      Helligdom uren og vanhellige mit hellige Navn;
+  4.  og ser end Landets Indbyggere igennem Fingre med den Mand, når
+      han giver sit Afkom hen til Molok, og undlader at dræbe ham,
+  5.  så vender jeg dog selv mit Åsyn imod den Mand og hans Slægt og
+      udrydder ham og alle dem, der følger i hans Spor og boler med
+      Molok, af deres Folk.
+
+  6.  Det Menneske, som henvender sig til Genfærd eller Sandsigerånder
+      og boler med dem, mod det Menneske vil jeg vende mit Åsyn og
+      udrydde ham af hans Folk.
+
+  7.  Helliger eder og vær hellige; thi jeg er HERREN eders Gud!
+  8.  Hold mine Anordninger og gør efter dem. Jeg er HERREN, som
+      helliger eder!
+
+  9.  Thi enhver, som forbander sin Fader og sin Moder, skal lide
+      Døden; han har forbandet sin Fader og sin Moder, derfor hviler
+      der Blodskyld på ham.
+
+ 10.  Om nogen bedriver Hor med en anden Mands Hustru, om nogen
+      bedriver Hor med sin Næstes Hustru, da skal de lide Døden,
+      Horkarlen såvel som Horkvinden.
+ 11.  Om nogen har Samleje med sin Faders Hustru, har han blottet sin
+      Faders Blusel; de skal begge lide Døden, der hviler Blodskyld på
+      dem.
+ 12.  Om nogen har Samleje med sin Sønnekone, skal de begge lide
+      Døden; de har øvet Skændselsdåd, der hviler Blodskyld på dem.
+ 13.  Om nogen ligger hos en Mand, på samme Måde som man ligger hos en
+      Kvinde, da har de begge øvet en Vederstyggelighed; de skal lide
+      Døden, der hviler Blodskyld på dem.
+ 14.  Om nogen ægter en Kvinde og hendes Moder, er det grov Utugt: man
+      skal brænde både ham og begge Kvinderne; der må ikke findes grov
+      Utugt iblandt eder.
+ 15.  Om nogen har Omgang med et Dyr, skal han lide Døden, og Dyret
+      skal I slå ihjel.
+ 16.  Om en Kvinde kommer noget Dyr nær for at have kønslig Omgang med
+      det, da skal du ihjelslå både Kvinden og Dyret; de skal lide
+      Døden, der hviler Blodskyld på dem.
+ 17.  Om en Mand tager sin Søster, sin Faders eller sin Moders Datter,
+      til Ægte, så han ser hendes Blusel, og hun hans, da er det en
+      skammelig Gerning; de skal udryddes i deres Landsmænds Påsyn;
+      han har blottet sin Søsters Blusel, han skal undgælde for sin
+      Brøde.
+ 18.  Om en Mand har Samleje med en Kvinde under hendes månedlige
+      Svaghed og blotter hendes Blusel, idet han afdækker hendes
+      Kilde, og hun afdækker sit Blods Kilde, da skal de begge
+      udryddes af deres Folk.
+ 19.  Du må ikke blotte din Mosters og din Fasters Blusel, thi den,
+      der gør det, afdækker sin kødelige Slægtnings Blusel; de skal
+      undgælde for deres Brøde.
+ 20.  0m nogen har Samleje med sin Farbroders Hustru, da har han
+      blottet sin Farbroders Blusel, de skal undgælde for deres Synd
+      og dø barnløse.
+ 21.  Om nogen tager sin Broders Hustru til Ægte, da er det en uren
+      Gerning; han har blottet sin Broders Blusel; de skal blive
+      barnløse.
+
+ 22.  Hold alle mine Anordninger og Lovbud og gør efter dem, at ikke
+      Landet, jeg føler eder ind at bo i, skal udspy eder.
+ 23.  Følg ikke det Folks Skikke, som jeg driver bort foran eder, thi
+      de har øvet alt dette; derfor væmmedes jeg ved dem
+ 24.  og sagde til eder: I skal få deres Land i Eje; jeg giver eder
+      det i Eje, et Land, der flyder med Mælk og Honning. Jeg er
+      HERREN eders Gud, som har udskilt eder fra alle andre Folkeslag.
+
+ 25.  I skal skelne mellem rene og urene Dyr og mellem urene og rene
+      Fugle for ikke at gøre eder selv til en Vederstyggelighed ved de
+      Dyr og de Fugle og alt, hvad der rører sig på Jorden, alt, hvad
+      jeg har udskilt for eder og erklæret for urent.
+ 26.  Og I skal være mig hellige, thi jeg HERREN er hellig, og jeg har
+      udskilt eder fra alle andre Folkeslag til at høre mig til.
+
+ 27.  Når der i en Mand eller Kvinde er en Genfærdsånd eller en
+      Sandsigerånd, skal de lide Døden; de skal stenes, der hviler
+      Blodskyld på dem.
+
+3.Mosebog 21
+
+  1.  Og HERREN sagde til Moses: Tal til Præsterne, Arons Sønner, og
+      sig til dem: Præsten må ikke gøre sig uren ved Lig blandt sin
+      Slægt,
+  2.  medmindre det er hans nærmeste kødelige Slægtninge, hans Moder
+      eller Fader, hans Søn eller Datter, hans Broder
+  3.  eller Søster, for så vidt hun var Jomfru og endnu hørte til hans
+      Familie og ikke var gift; i så Fald må han gøre sig uren ved
+      hende;
+  4.  men han må ikke gøre sig uren ved hende, når hun var gift med en
+      Mand af hans Slægt, og således pådrage sig Vanhelligelse.
+  5.  De må ikke klippe sig en skaldet Plet på deres Hoved, ikke
+      studse deres Skæg eller gøre Indsnit i deres Legeme.
+  6.  Hellige skal de være for deres Gud og må ikke vanhellige deres
+      Guds Navn, thi de frembærer HERRENs Ildofre, deres Guds Spise;
+      derfor skal de være hellige.
+  7.  En Horkvinde og en skændet Kvinde må de ikke ægte; heller ikke
+      en Kvinde, der er forstødt af sin Mand, må de ægte; thi han er
+      helliget sin Gud.
+  8.  Du skal regne ham for hellig, thi han frembærer din Guds Spise;
+      han skal være dig hellig, thi hellig er jeg HERREN, som helliger
+      dem.
+  9.  Når en Præstedatter vanhelliger sig ved at bedrive Hor, da
+      vanhelliger hun sin Fader; hun skal brændes på Bål,
+
+ 10.  Den Præst, der er den ypperste blandt sine Brødre, han, over
+      hvis Hoved Salveolien udgydes, og som indsættes ved at iføres
+      Klæderne, må hverken lade sit Hovedhår vokse frit eller
+      sønderrive sine Klæder.
+ 11.  Han må ikke gå hen til noget som helst Lig, end ikke ved sin
+      Fader eller Moder må han gøre sig uren.
+ 12.  Han må ikke forlade Helligdommen for ikke at vanhellige sin Guds
+      Helligdom, thi hans Guds Salveolies Vielse er på ham; jeg er
+      HERREN!
+ 13.  Han skal ægte en Kvinde, der er Jomfru;
+ 14.  en Enke, en forstødt, en skændet, en Horkvinde må han ikke ægte,
+      kun en Jomfru af sin Slægt må han tage til Hustru,
+ 15.  for at han ikke skal vanhellige sit Afkom blandt sin Slægt; thi
+      jeg er HERREN, som helliger ham.
+
+ 16.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
+ 17.  Tal til Aron og sig: Ingen af dit Afkom i de kommende Slægter,
+      som har en Legemsfejl, må træde frem for at frembære sin Guds
+      Spise,
+ 18.  det må ingen, som har en Legemsfejl, hverken en blind eller en
+      halt eller en med vansiret Ansigt eller for lang en Legemsdel
+ 19.  eller med Brud på Ben eller Arm
+ 20.  eller en pukkelrygget eller en med Tæring eller en, der har
+      Pletter i Øjnene eller lider af Skab eller Ringorm eller har
+      svulne Testikler.
+ 21.  Af Præsten Arons Efterkommere må ingen, som har en Legemsfejl,
+      nærme sig for at frembære HERRENs Ildofre; han har en
+      Legemsfejl, han må ikke nærme sig for at frembære sin Guds
+      Spise.
+ 22.  Han må vel spise sin Guds Spise, både det, som er højhelligt, og
+      det, som er helligt,
+ 23.  men til Forhænget må han ikke komme, og Alteret må han ikke
+      nærme sig, thi han har en Legemsfejl og må ikke vanhellige mine
+      hellige Ting; thi jeg er HERREN, som helliger dem.
+ 24.  Og Moses talte således til Aron og hans Sønner og alle
+      Israeliterne.
+
+3.Mosebog 22
+
+  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
+  2.  Sig til Aron og hans Sønner, at de skal behandle Israeliternes
+      Helliggaver, som de helliger mig, med Erefrygt, for at de ikke
+      skal vanhellige mit hellige Navn. Jeg er HERREN!
+  3.  Sig til dem: Enhver af alle eders Efterkommere, som i de
+      kommende Slægter i uren Tilstand kommer de Helliggaver nær,
+      Israeliterne helliger HERREN, det Menneske skal udryddes fra mit
+      Åsyn. Jeg er HERREN!
+  4.  Ingen af Arons Efterkommere, der er spedalsk eller lider af
+      Flåd, må spise noget af Helliggaverne, før han bliver ren; den,
+      der rører ved en, som er uren ved Lig, eller den, fra hvem der
+      går Sæd,
+  5.  eller den, der rører ved noget Slags Kryb, ved hvilket man
+      bliver uren, eller ved et Menneske, ved hvem man bliver uren, af
+      hvad Art hans Urenhed være kan,
+  6.  enhver, der rører ved noget sådant, skal være uren til Aften og
+      må ikke spise af Helliggaverne, før han har badet sit Legeme i
+      Vand.
+  7.  Når Solen går ned, er han ren, og derefter må han spise af
+      Helliggaverne, thi de er hans Mad.
+  8.  Selvdøde og sønderrevne Dyr må han ikke spise for ikke at gøre
+      sig uren derved. Jeg er HERREN!
+  9.  De skal overholde mine Forskrifter, at de ikke skal pådrage sig
+      Synd og dø derfor, fordi de vanhelliger det. Jeg er HERREN, som
+      helliger dem.
+ 10.  Ingen Lægmand må spise af det hellige; hverken den indvandrede
+      hos Præsten eller hans Daglejer må spise af det hellige.
+ 11.  Men når en Præst for sine Penge køber sig en Træl, da må denne
+      spise deraf, og ligeledes må hans hjemmefødte Trælle spise af
+      hans Mad.
+ 12.  Når en Præstedatter ægter en Lægmand, må hun ikke spise af de
+      ydede Helliggaver;
+ 13.  men når en Præstedatter bliver Enke eller forstødes uden at have
+      Børn og vender tilbage til sin Faders Hus og er der som i sine
+      unge År, da må hun spise af sin Faders Mad. Men ingen Lægmand må
+      spise deraf.
+ 14.  Når nogen af Vanvare kommer til at spise af det hellige, skal
+      han erstatte Præsten det hellige med Tillæg af en Femtedel.
+ 15.  Præsterne må ikke vanhellige de Helliggaver, Israeliterne yder
+      HERREN,
+ 16.  og således bringe Brøde og Skyld over dem, når de spiser deres
+      Helliggaver; thi jeg er HERREN, som helliger dem.
+
+ 17.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
+ 18.  Tal til Aron og hans Sønner og alle Israeliterne og sig til dem:
+      Om nogen af Israels Hus eller af de fremmede i Israel bringer
+      sin Offergave, hvad enten det er deres Løfteoffer eller
+      Frivilligoffer, de bringer HERREN som Brændoffer,
+ 19.  så skal I bringe dem således, at I kan vinde Guds Velbehag, et
+      lydefrit Handyr af Hornkvæget, Fårene eller Gederne;
+ 20.  I må ikke ofre noget Dyr, der har en Legemsfejl, thi derved
+      vinder I ikke eders Guds Velbehag.
+ 21.  Når nogen bringer HERREN et Takoffer af Hornkvæget eller
+      Småkvæget enten for at indfri et Løfte eller som Frivilligoffer,
+      da skal det være et lydefrit Dyr, for at det kan vinde Guds
+      Velbehag; det må ingen som helst Legemsfejl have;
+ 22.  et blindt Dyr eller et Dyr med Brud på Lemmerne eller et såret
+      Dyr eller et Dyr, der lider af Bylder, Skab eller Ringorm,
+      sådanne Dyr må I ikke bringe HERREN, og I må ikke lægge noget
+      Ildoffer af den Slags på Alteret for HERREN.
+ 23.  Et Stykke Hornkvæg eller Småkvæg med en for lang eller
+      forkrøblet Legemsdel kan du bruge som Frivillig offer, men som
+      Løfteoffer vinder det ikke Guds Velbehag.
+ 24.  Dyr med udklemte, knuste, afrevne eller bortskårne Testikler må
+      I ikke bringe HERREN; således må I ikke bære eder ad i eders
+      Land.
+ 25.  Heller ikke må I af en Udlænding købe den Slags Dyr og ofre dem
+      som eders Guds Spise, thi de har en Lyde, de har en Legemsfejl;
+      ved dem vinder I ikke Guds Velbehag.
+
+ 26.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
+ 27.  Når der fødes et Stykke Hornkvæg, et Får eller en Ged, skal de
+      blive syv Dage hos Moderen; men fra den ottende Dag er de
+      skikkede til at vinde HERRENs Velbehag som Ildoffergave til
+      HERREN.
+ 28.  I må ikke slagte et Stykke Hornkvæg eller Småkvæg samme Dag som
+      dets Afkom.
+ 29.  Når I ofrer et Lovprisningsoffer til HERREN, skal I ofre det
+      således, at det kan vinde eder Guds Velbehag.
+ 30.  Det skal spises samme Dag, I må intet levne deraf til næste
+      Morgen. Jeg er HERREN!
+ 31.  I skal holde mine Bud og handle efter dem. Jeg er HERREN!
+ 32.  I må ikke vanhellige mit hellige Navn, for at jeg må blive
+      helliget blandt Israeliterne. Jeg er HERREN, som helliger eder,
+ 33.  som førte eder ud af Ægypten for at være eders Gud. Jeg er
+      HERREN!
+
+3.Mosebog 23
+
+  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
+  2.  Tal til Israeliterne og sig til dem: Hvad angår HERRENs
+      Festtider, hvilke I skal udråbe som Højtidsstævner, da er mine
+      Festtider følgende:
+  3.  I seks Dage skal der arbejdes, men den syvende Dag skal være en
+      fuldkommen Hviledag med Højtidsstævne; I må intet Arbejde gøre,
+      det er Sabbat for HERREN, overalt hvor I bor.
+
+  4.  Følgende er HERRENs Festtider med Højtidsstævner, som I skal
+      udråbe, hver til sin Tid:
+  5.  På den fjortende Dag i den første Måned ved Aftenstid er det
+      Påske for HERREN.
+  6.  På den femtende Dag i samme Måned er det de usyrede Brøds Højtid
+      for HERREN; i syv Dage skal I spise usyret Brød.
+  7.  På den første Dag skal I bolde Højtidsstævne, I må intet Arbejde
+      gøre.
+  8.  I skal bringe HERREN Ildoffer i syv Dage. På den syvende Dag
+      skal der holdes Højtidsstævne, I må intet Arbejde gøre.
+
+  9.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
+ 10.  Tal til Israeliterne og sig til dem: Når I kommer til det Land,
+      jeg vil give eder, og høster dets Høst, skal I bringe Præsten
+      Førstegrødeneget af eders Høst.
+ 11.  Han skal udføre Svingningen med Neget for HERRENs Åsyn for at
+      vinde eder Guds Velbehag; Dagen efter Sabbaten skal Præsten
+      udføre Svingningen dermed.
+ 12.  Og på den Dag I udfører Svingningen med Neget, skal I ofre et
+      lydefrit, årgammelt Lam som Brændoffer til HERREN,
+ 13.  og der skal høre to Tiendedele Eta fint Hvedemel, rørt i Olie,
+      dertil som Afgrødeoffer, et Ildoffer for HERREN til en liflig
+      Duft, og ligeledes en Fjerdedel Hin Vin som Drikoffer.
+ 14.  Brød, ristede Aks eller nyhøstet Horn må I ikke spise før denne
+      Dag, før I har frembåret eders Guds Offergave. Det skal være
+      eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt, overalt hvor
+      I bor.
+
+ 15.  Så skal I fra Dagen efter Sabbaten, fra den dag I bringer
+      Svingningsneget, tælle syv Uger frem - det skal være hele Uger -
+ 16.  til Dagen efter den syvende Sabbat, I skal tælle halvtredsinds
+      tyve bage frem; da skal I frembære et nyt Afgrødeoffer for
+      HERREN.
+ 17.  Fra eders Boliger skal I bringe Svingningsbrød, to Brød, som
+      skal laves af to Tiendedele Efa fint Hvedemel og bages syrede,
+      en Førstegrødegave til HERREN.
+ 18.  Og foruden Brødet skal I bringe syv lydefri, årgamle Lam, en ung
+      Tyr og to Vædre, de skal være til Brændoffer for HERREN med
+      tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer, et Ildoffer for HERREN til
+      en liflig Duft.
+ 19.  Og I skal ofre en Gedebuk som Syndoffer og to årgamle Lam som
+      Takoffer.
+ 20.  Og Præsten skal udføre Svingningen med dem, med de to Lam, for
+      HERRENs Åsyn sammen med Førstegrødebrødet, de skal være HERREN
+      helligede og tilfalde Præsten.
+ 21.  På denne Dag skal I udråbe og holde et Højtidsstævne; I må intet
+      Arbejde gøre. Det skal være eder en evig gyldig Anordning,
+      overalt hvor I bor, fra Slægt til Slægt.
+ 22.  Når I høster eders Lands Høst, må du ikke høste helt hen til
+      Kanten af din Mark, ej heller må du sanke Efterslætten efter din
+      Høst; til den fattige og den fremmede skal du lade det blive
+      tilbage. Jeg er HERREN eders Gud!
+
+ 23.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
+ 24.  Tal til Israeliterne og sig: Den første dag i den syvende Måned
+      skal I holde Hviledag med Hornblæsning til Ihukommelse og med
+      Højtidsstævne;
+ 25.  I må intet Arbejde gøre, og I skal bringe HERREN Ildofre.
+
+ 26.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
+ 27.  På den tiende Dag i samme syvende Måned falder Forsoningsdagen;
+      da skal I holde Højtidsstævne, faste og bringe HERREN Ildofre;
+ 28.  I må intet Arbejde gøre på denne Dag, thi det er
+      Forsoningsdagen, den skal skaffe eder Soning for HERREN eders
+      Guds Åsyn.
+ 29.  Thi enhver, som ikke faster på denne Dag, skal udryddes af sin
+      Slægt;
+ 30.  og enhver, der gør noget som helst Arbejde på denne Dag, det
+      Menneske vil jeg udslette af hans Folk.
+ 31.  I må intet Arbejde gøre. Det skal være eder en evig Anordning
+      fra Slægt til Slægt, overalt hvor I bor.
+ 32.  Den skal være eder en fuldkommen Hviledag, og I skal faste; på
+      den niende Dag i Måneden om Aftenen, fra denne Aften til næste
+      Aften skal I holde eders Hviledag.
+
+ 33.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
+ 34.  Tal til Israeliterne og sig: Den femtende Dag i samme syvende
+      Måned skal Løvhyttefesten fejres, den skal fejres i syv Dage for
+      HERREN.
+ 35.  På den første Dag skal der holdes Højtidsstævne, I må intet
+      Arbejde gøre.
+ 36.  Syv dage skal I bringe HERREN Ildofre; og på den ottende Dag
+      skal I holde Højtidsstævne og bringe HERREN Ildofre; det er
+      festlig Samling, I må intet Arbejde gøre.
+ 37.  Det er HERRENs Festtider, hvilke I skal udråbe som Højtids
+      stævner, ved hvilke der skal bringes HERREN Ildofre, Brændofre
+      og Afgrødeofre, Slagtofre og drikofre, hver Dag de for den
+      bestemte Ofre,
+ 38.  foruden HERRENs Sabbater og foruden eders Gaver og alle eders
+      Løfteofre og alle eders Frivilligofre, som I giver HERREN.
+
+ 39.  Men den femtende Dag i den syvende Måned, når I har indsamlet
+      Landets Afgrøde, skal I fejre HERRENs Højtid, og den skal fejres
+      i syv Dage. På den første Dag skal der holdes Hviledag, og på
+      den ottende dag skal der holdes Hviledag.
+ 40.  Den første Dag skal I tage eder smukke Træfrugter, Palmegrene og
+      Kviste af Løvtræer og Vidjer fra Bækkene og i syv Dage være
+      glade for HERREN eders Guds Åsyn.
+ 41.  I skal fejre den som en Højtid for HERREN syv Dage om Året; det
+      skal være eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt; i
+      den syvende Måned skal I fejre den.
+ 42.  I skal bo i Løvhytter i syv Dage, alle indfødte i Israel skal bo
+      i Løvhytter,
+ 43.  for at eders Efterkommere kan vide, at jeg lod Israeliterne bo i
+      Løvhytter, da jeg førte dem ud af Ægypten. Jeg er HERREN eders
+      Gud!
+
+ 44.  Og Moses kundgjorde Israeliterne HERRENs Festtider.
+
+3.Mosebog 24
+
+  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
+  2.  Byd Israeliterne at skaffe dig ren Olivenolie af knuste Frugter
+      til Lysestagen, så Lamperne daglig kan sættes på.
+  3.  I Åbenbaringsteltet uden for Forhænget foran Vidnesbyrdet skal
+      Aron gøre den i Stand, så den bestandig kan brænde fra Aften til
+      Morgen for HERRENs Åsyn. Det skal være eder en evig gyldig
+      Anordning fra Slægt til Slægt;
+  4.  på Guldlysestagen skal han holde Lamperne i Orden for HERRENs
+      Åsyn, så de kan brænde bestandig.
+
+  5.  Du skal tage fint Hvedemel og bage tolv Kager, to Tiendedele Efa
+      til hver Kage,
+  6.  og lægge dem i to Rækker, seks i hver Række, på Guldbordet for
+      HERRENs Åsyn;
+  7.  på hver Række skal du lægge ren Røgelse, og den skal være
+      Brødenes Offerdel, et Ildoffer for HERREN.
+  8.  Han skal bestandig hver Sabbatsdag lægge dem frem for HERRENs
+      Åsyn; det skal være Israeliterne en evig Pagtspligt.
+  9.  De skal tilfalde Aron og hans Sønner, som skal spise dem på et
+      helligt Sted, thi de er højhellige; ham tilfalder de som en
+      evig, retmæssig Del af HERRENs Ildofre.
+
+ 10.  En israelitisk Kvindes Søn, hvis Fader var Ægypter, gik ud
+      blandt Israeliterne. Da opstod der Strid i Lejren mellem den
+      israelitiske Kvindes Søn og en Israelit,
+ 11.  og den israelitiske Kvindes Søn forbandede Navnet og bespottede
+      det. Da førte man ham til Moses. Hans Moder hed Sjelomit, en
+      Datter af Dibri af Dans Stamme.
+ 12.  Og de satte ham i Varetægt for at få en Kendelse af HERRENs
+      Mund.
+ 13.  Og HERREN talede til Moses og sagde:
+ 14.  Før Spotteren uden for Lejren. og alle de, der hørte det, skal
+      lægge deres Hænder på hans Hoved, og derefter skal hele
+      Menigheden stene ham.
+ 15.  Og du skal tale til Israeliterne og sige: Når nogen bespotter
+      sin Gud, skal han undgælde for sin Synd;
+ 16.  og den, der forbander HERRENs Navn, skal lide Døden; hele
+      Menigheden skal stene ham; en fremmed såvel som en indfødt skal
+      lide Døden når han forbander Navnet.
+
+ 17.  Når nogen slår et Menneske ihjel, skal han lide Døden.
+ 18.  Den, der slår et Stykke Kvæg ihjel, skal erstatte det et levende
+      Dyr for et levende Dyr.
+ 19.  Når nogen tilføjer sin Næste Legemsskade, skal der handles med
+      ham, som han har handlet,
+ 20.  Brud for Brud, Øje for Øje, Tand for Tand; samme Skade, han
+      tilføjer en anden, skal tilføjes ham selv.
+ 21.  Den, der slår et Stykke Kvæg ihjel, skal erstatte det; men den,
+      der slår et Menneske ihjel, skal lide Døden.
+ 22.  En og samme Ret skal gælde for eder; for den fremmede såvel som
+      for den indfødte; thi jeg er HERREN eders Gud!
+
+ 23.  Og Moses sagde det til Israeliterne, og de førte Spotteren uden
+      for Lejren og stenede ham; Israeliterne gjorde som HERREN havde
+      pålagt Moses.
+
+3.Mosebog 25
+
+  1.  Og HERREN talede til Moses på Sinaj Bjerg og sagde:
+  2.  Tal til Israeliterne og sig til dem: Når I kommer til det Land,
+      jeg vil give eder, skal Landet holde Sabbatshvile for.  HERREN.
+  3.  Seks År skal du beså din Mark, og seks År skal du beskære din
+      Vingård og indsamle Landets Afgrøde;
+  4.  men i det syvende År skal Landet have en fuldkommen
+      Sabbatshvile, en Sabbat for HERREN; din Mark må du ikke beså, og
+      din Vingård må du ikke beskære.
+  5.  Det selvgroede efter din Høst må du ikke høste, og Druerne på de
+      ubeskårne Vinstokke må du ikke plukke; det skal være et
+      Sabbatsår for Landet.
+  6.  Hvad der gror af sig selv, medens Landet holder Sabbat, skal
+      tjene eder til Føde, dig selv, din Træl og din Trælkvinde, din
+      Daglejer og den indvandrede hos dig, dem, der bor som fremmede
+      hos dig;
+  7.  dit Kvæg og de vilde Dyr i dit Land skal hele Afgrøden tjene til
+      Føde.
+
+  8.  Og du skal tælle dig syv Årsabbater frem, syv Gange syv År, så
+      de syv Årsabbater udgør et Tidsrum af ni og fyrretyve År.
+  9.  Så skal du lade Alarmhornet lyde rundt om på den tiende Dag i
+      den syvende Måned; på Forsoningsdagen skal I lade Hornet lyde
+      rundt om i hele eders Land.
+ 10.  Og I skal hellige det halvtredsindstyvende År og udråbe
+      Frigivelse i Landet for alle Indbyggerne; et Jubelår skal det
+      være eder; enhver af eder skal vende tilbage til sin Ejendom, og
+      enhver af eder skal vende tilbage til sin Slægt;
+ 11.  et Jubelår skal dette År, det halvtredsindstyvende, være eder; I
+      må ikke så og ikke høste, hvad der gror af sig selv i det, eller
+      plukke Druer af de ubeskårne Vinstokke;
+ 12.  thi det er et Jubelår, helligt skal det være eder; I skal spise,
+      hvad Marken bærer af sig selv.
+
+ 13.  I Jubelåret skal enhver af eder vende tilbage til sin Ejendom.
+ 14.  Når du sælger din Næste noget eller køber noget af ham, må I
+      ikke forurette hinanden.
+ 15.  Når du køber noget af din Næste, skal der regnes med Årene siden
+      sidste Jubelår; når han sælger dig noget, skal der regnes med
+      Afgrøderne indtil næste Jubelår.
+ 16.  Jo flere År der er tilbage, des højere må du sætte Prisen, jo
+      færre, des lavere, thi hvad han sælger dig, er et vist Antal
+      Afgrøder.
+ 17.  Ingen af eder må forurette sin Næste; du skal frygte din Gud,
+      thi jeg er HERREN din Gud!
+
+ 18.  I skal gøre efter mine Anordninger og holde mine Lovbud, så I
+      gør efter dem; så skal I bo trygt i Landet,
+ 19.  og Landet skal give sin Frugt, så I kan spise eder mætte og bo
+      trygt deri.
+ 20.  Men når I siger: "Hvad skal vi da spise i det syvende År, når vi
+      hverken sår eller indsamler vor Afgrøde?"
+ 21.  så vil jeg opbyde min Velsignelse til Bedste for eder i det
+      sjette År, så det bærer Afgrøde for de tre År;
+ 22.  i det ottende År skal I så, men I skal leve af gammelt Korn af
+      den sidste Afgrøde indtil det niende År; indtil dets Afgrøde
+      kommer, skal I leve af gammelt Korn.
+
+ 23.  Jorden i Landet må I ikke sælge uigenkaldeligt; thi mig tilhører
+      Landet, I er kun fremmede og indvandrede hos mig;
+ 24.  overalt i det Land, I får i Eje, skal I sørge for, at Jorden kan
+      indløses.
+ 25.  Når din Broder kommer i Trang, så han må sælge noget af sin
+      Ejendom, skal hans nærmeste Slægtning melde sig som Løser for
+      ham og indløse, hvad hans Broder har solgt.
+ 26.  Hvis en ingen Løser har, men selv bliver i Stand til at skaffe
+      den fornødne Løsesum,
+ 27.  skal han udregne, hvor mange År der er gået siden Salget, og kun
+      tilbagebetale Manden der købte det, for den Tid, der er tilbage,
+      og derpå igen overtage sin Ejendom.
+ 28.  Er han derimod ikke i Stand til at skaffe den fornødne Sum til
+      Tilbagebetalingen, så skal det, han har solgt, blive i Køberens
+      Eje til Jubelåret; men i Jubelåret bliver det frit, så han atter
+      kan overtage sin Ejendom.
+ 29.  Når en Mand sælger et Beboelseshus i en By med Mure om, gælder
+      hans Indløsningsret kun et fuldt År efter Salget; hans
+      Indløsningsret gælder et År.
+ 30.  Hvis derfor Indløsning ikke har fundet Sted, før et fuldt År er
+      omme, går Huset i Byen med Mure om uigenkaldeligt over i
+      Køberens og hans Efterkommeres Eje; det bliver ikke frit i
+      Jubelåret.
+ 31.  Derimod henregnes Huse i Landsbyer, der ikke er omgivne af Mure,
+      til Marklandet;for dem gælder Indløsningsretten, og i Jubelåret
+      bliver de fri.
+ 32.  Men med Hensyn til Leviternes Byer, Husene i de Byer, der
+      tilhører dem, da gælder der en ubegrænset Indløsningsret for
+      Leviterne;
+ 33.  og når en af Leviterne ikke gør sin Indløsningsret gældende,
+      bliver Huset, han solgte, i de Byer, der tilhører dem, frit i
+      Jubelåret, thi Husene i Leviternes Byer er deres Ejendom blandt
+      Israeliterne.
+ 34.  Heller ikke må Græsmarkerne, der hører til deres Byer, sælges,
+      thi de tilhører dem som evigt Eje.
+ 35.  Når din Broder i dit Nabolag kommer i Trang og ikke kan bjærge
+      Livet, skal du holde ham oppe; som fremmed og indvandret skal
+      han leve hos dig.
+ 36.  Du må ikke tage Rente eller Opgæld af ham, men du skal frygte
+      din Gud og lade din Broder leve hos dig;
+ 37.  du må ikke låne ham Penge mod Renter eller give ham af din Føde
+      mod Opgæld.
+ 38.  Jeg er HERREN eders Gud, som førte eder ud af Ægypten for at
+      give eder Kana'ans Land, for at være eders Gud.
+
+ 39.  Når din Broder i dit Nabolag kommer i Trang og han må sælge sig
+      selv til dig, må du ikke lade ham arbejde som Træl,
+ 40.  men han skal være hos dig som Daglejer eller indvandret; han
+      skal arbejde hos dig til Jubelåret.
+ 41.  Da skal han gives fri sammen med sine Børn og vende tilbage til
+      sin Slægt og sine Fædres Ejendom,
+ 42.  thi mine Trælle er de, som jeg førte ud af Ægypten; de må ikke
+      sælges, som man sælger Trælle.
+ 43.  Du må ikke bruge din Magt over ham med Hårdhed; du skal flygte
+      din Gud.
+ 44.  Men har du Brug for Trælle og Trælkvinder, skal du købe dem af
+      de Folkeslag, der bor rundt om eder;
+ 45.  også af Børnene efter de indvandrede, der bor som fremmede hos
+      eder, må I købe og af deres Familier, som er hos eder, og som de
+      har avlet i eders Land; de må blive eders Ejendom,
+ 46.  og dem må I lade gå i Arv og Eje til eders Børn efter eder; dem
+      må I bruge som Trælle på Livstid; men over Israeliterne, eders
+      Brødre, må du ikke bruge din Magt med Hårdhed, Broder over
+      Broder.
+
+ 47.  Når en fremmed eller en indvandret hos dig kommer til Velstand,
+      og en af dine Brødre i hans Nabolag kommer i Trang, og han må
+      sælge sig til den fremmede eller den indvandrede hos dig eller
+      til en Efterkommer af en fremmeds Slægt,
+ 48.  så gælder Indløsningsretten for ham efter Salget; en af hans
+      Brødre må indløse ham,
+ 49.  eller også må hans Farbroder eller Fætter eller en anden kødelig
+      Slægtning af hans Familie indløse ham; han må også indløse sig
+      selv, hvis han får Evne dertil.
+ 50.  Da skal han sammen med den, der købte ham, udregne Tiden fra det
+      År, han solgte sig til ham, til Jubelåret, og Købesummen skal
+      svare til det Åremål; hans Arbejdstid hos ham skal regnes som en
+      Daglejers.
+ 51.  Er der endnu mange År tilbage, skal han i Løsesum udrede den
+      tilsvarende Del af Købesummen.
+ 52.  Og er der kun få År tilbage til Jubelåret, skal han regne dermed
+      og udrede sin Løsesum i Forhold til de År, han har tilbage.
+ 53.  Som en År for År lejet Daglejer skal han være hos ham; du må
+      ikke roligt se på, at Køberen bruger sin Magt over ham med
+      Hårdhed.
+ 54.  Men indløses han ikke på en af disse Måder, skal han frigives i
+      Jubelåret, både han selv og hans Børn.
+ 55.  Thi mig tilhører Israeliterne som Trælle; mine Trælle er de, thi
+      jeg førte dem ud af Ægypten. Jeg er HERREN eders Gud!
+
+3.Mosebog 26
+
+  1.  I må ikke gøre eder Afguder; udskårne Billeder og Stenstøtter må
+      I ikke rejse eder, ej heller må I opstille nogen Sten med
+      Billedværk i eders Land for at tilbede den; thi jeg er HERREN
+      eders Gud!
+  2.  Mine Sabbater skal I holde, og min Helligdom skal I frygte.  Jeg
+      er HERREN!
+
+  3.  Hvis I følger mine Anordninger og holder mine Bud og handler
+      efter dem,
+  4.  vil jeg give eder den Regn, I behøver, til sin Tid, Landet skal
+      give sin Afgrøde, og Markens Træer skal give deres Frugt.
+  5.  Tærskning skal hos eder vare til Vinhøst, og Vinhøst skal vare
+      til Såtid. I skal spise eder mætte i eders Brød og bo trygt i
+      eders Land.
+  6.  Jeg vil give Fred i Landet, så I kan lægge eder til Hvile, uden
+      at nogen skræmmer eder op; jeg vil udrydde de vilde Dyr af
+      Landet, og intet Sværd skal hærge eders Land.
+  7.  I skal forfølge eders Fjender, og de skal falde for Sværdet
+      foran eder.
+  8.  Fem af eder skal forfølge hundrede, og hundrede af eder skal
+      forfølge ti Tusinde, og eders, Fjender skal falde for Sværdet
+      foran eder.
+  9.  Jeg vil vende mig til eder, jeg vil gøre eder frugtbare og
+      mangfoldige, og jeg vil stadfæste min Pagt med eder.
+ 10.  I skal spise gammelt Korn, til I for det nye Korns Skyld må
+      tømme Laderne for det gamle.
+ 11.  Jeg vil opslå min Bolig midt iblandt eder, og min Sjæl skal ikke
+      væmmes ved eder.
+ 12.  Jeg vil vandre iblandt eder og være eders Gud, og I skal være
+      mit Folk.
+ 13.  Jeg er HERREN eders Gud, som førte eder ud af Ægypten, for at I
+      ikke mere skulde være deres Trælle; jeg sønderbrød eders
+      Ågstænger og lod eder vandre med rank Nakke.
+
+ 14.  Men hvis I ikke adlyder mig og handler efter alle disse Bud,
+ 15.  hvis I lader hånt om mine Anordninger og væmmes ved mine Lovbud,
+      så I ikke handler efter alle mine Bud, men bryder min Pagt,
+ 16.  så vil også jeg gøre lige for lige imod eder og hjemsøge eder
+      med skrækkelige Ulykker: Svindsot og Feberglød, så Øjnene sløves
+      og Sjælen vansmægter. Til ingen Nytte sår I eders Sæd, thi eders
+      Fjender skal fortære den.
+ 17.  Jeg vender mit Åsyn imod eder, så I bliver slået på Flugt for
+      eders Fjender; eders Avindsmænd skal underkue eder, og I skal
+      flygte, selv om ingen forfølger eder.
+
+ 18.  Og hvis I alligevel ikke adlyder mig, så vil jeg tugte eder
+      endnu mere, ja syvfold, for eders Synder.
+ 19.  Jeg vil bryde eders hovmodige Trods, jeg vil gøre eders Himmel
+      som Jern og eders Jord som Kobber.
+ 20.  Til ingen Nytte skal I slide eders Kræfter op, thi eders Jord
+      skal ikke give sin Afgrøde, og Landets Træer skal ikke give
+      deres Frugt.
+
+ 21.  Og hvis I alligevel handler genstridigt imod mig og ikke adlyder
+      mig, så vil jeg slå eder endnu mere, ja syvfold, for eders
+      Synder.
+ 22.  Jeg vil sende Markens vilde Dyr imod eder, for at de skal røve
+      eders Børn fra eder, udrydde eders Kvæg og mindske eders Tal, så
+      eders Veje bliver øde.
+
+ 23.  Og hvis I alligevel ikke tager mod min Tugt, men handler
+      genstridigt imod mig,
+ 24.  så vil også jeg handle genstridigt imod eder og slå eder syvfold
+      for eders Synder.
+ 25.  Jeg vil bringe et Hævnens Sværd over eder til Hævn for den
+      brudte Pagt; og søger I Tilflugt i eders Byer, vil jeg sende
+      Pest iblandt eder, så I må overgive eder i Fjendens Hånd.
+ 26.  Når jeg bryder Brødets Støttestav for eder, skal ti Kvinder bage
+      eders Brød i een Bagerovn og give eder Brødet tilbage efter
+      Vægt, så I ikke han spise eder mætte.
+
+ 27.  Og hvis I alligevel ikke adlyder mig, men handler genstridigt
+      mod mig,
+ 28.  så vil også jeg i Vrede handle genstridigt mod eder og tugte
+      eder syvfold for eders Synder.
+ 29.  I skal fortære eders Sønners Kød, og eders Døtres Kød skal I
+      fortære.
+ 30.  Jeg vil lægge eders Offerhøje øde og tilintetgøre eders
+      Solsøjler; jeg vil dynge eders Lig oven på Ligene af eders
+      Afgudsbilleder, og min Sjæl skal væmmes ved eder.
+ 31.  Jeg vil lægge eders Byer i Ruiner og ødelægge eders Helligdomme
+      og ikke indånde eders liflige Offerduft.
+ 32.  Jeg vil lægge eders Land øde, så eders Fjender, der bor deri,
+      skal blive målløse derover;
+ 33.  og eder selv vil jeg sprede blandt Folkeslagene, og jeg vil gå
+      bag efter eder med draget Sværd. Eders Land skal blive en Ørken,
+      og eders Byer skal lægges i Ruiner.
+
+ 34.  Da skal Landet, medens det ligger øde, og I er i eders Fjenders
+      Land, få sine Sabbater godtgjort, da skal Landet hvile og få
+      sine Sabbater godtgjort;
+ 35.  medens det ligger øde, skal det få den Hvile, det ikke fik på
+      eders Sabbater, dengang I boede deri.
+ 36.  Men dem, der bliver tilbage af eder, over deres Hjerter bringer
+      jeg Modløshed i deres Fjenders Lande, så at Lyden af et raslende
+      Blad kan drive dem på Flugt, så de flygter, som man flygter for
+      Sværdet, og falder, skønt ingen forfølger dem;
+ 37.  de skal falde over hverandre, som om Sværdet var efter dem,
+      skønt ingen forfølger dem; og I skal ikke holde Stand over for
+      eders Fjender.
+ 38.  I skal gå til Grunde blandt Folkeslagene, eders Fjenders Land
+      skal fortære eder.
+ 39.  De, der bliver tilbage af eder, skal sygne hen for deres
+      Misgernings Skyld i eders Fjenders Lande, også for deres Fædres
+      Misgerninger skal de sygne hen ligesom de.
+
+ 40.  Da skal de bekende deres Misgerning og deres Fædres Misgerning,
+      den Troløshed, de begik imod mig. Også skal de bekende, at fordi
+      de handlede genstridigt mod mig,
+ 41.  måtte også jeg handle genstridigt mod dem og føre dem bort til
+      deres Fjenders Land; ja, da skal deres uomskårne Hjerter
+      ydmyges, og de skal undgælde for deres Skyld.
+ 42.  Da vil jeg komme min Pagt med Jakob i Hu, også min Pagt med
+      Isak, også min Pagt med Abraham vil jeg komme i Hu, og Landet
+      vil jeg komme i Hu.
+ 43.  Men først må Landet forlades af dem og have sine Sabbater
+      godtgjort, medens det ligger øde og forladt af dem, og de skal
+      undgælde for deres Skyld, fordi, ja, fordi de lod hånt om mine
+      Lovbud og væmmedes ved mine Anordninger.
+ 44.  Men selv da, når de er i deres Fjenders Land, vil jeg ikke lade
+      hånt om dem og ikke væmmes ved dem til deres fuldkomne
+      Undergang, så jeg skulde bryde min Pagt med dem; thi jeg er
+      HERREN deres Gud!
+ 45.  Jeg vil til deres Bedste ihukomme Pagten med Fædrene, som jeg
+      førte ud af Ægypten for Folkeslagenes Øjne for at være deres
+      Gud.  Jeg er HERREN!
+
+ 46.  Det er de Anordninger, Lovbud og Love, HERREN fastsatte mellem
+      sig og Israeliterne på Sinaj Bjerg ved Moses.
+
+3.Mosebog 27
+
+  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
+  2.  Tal til Israeliterne og sig til dem: Når nogen vil indfri et
+      Løfte til HERREN med et Pengebeløb, et Løfte, der gælder
+      Mennesker,
+  3.  så skal Vurderingssummen for Mænd fra det tyvende til det
+      tresindstyvende År være halvtredsindstyve Sekel Sølv efter
+      hellig Vægt;
+  4.  men for en Kvinde skal Vurderingssummen være tredive Sekel.
+  5.  Fra det femte til det tyvende År skal Vurderingssummen for
+      Mandspersoner være tyve Sekel, for Kvinder ti.
+  6.  Fra den første Måned til det femte År skal Vurderingssummen for
+      et Drengebarn være fem Sekel Sølv, for et Pigebarn tre.
+  7.  Fra det tresindstyvende År og opefter skal Vurderingssummen være
+      femten Sekel, hvis det er en Mand, men ti, hvis det er en
+      Kvinde.
+  8.  Men hvis Vedkommende er for fattig til at udrede
+      Vurderingssummen, skal man stille ham frem for Præsten, og
+      Præsten skal foretage en Vurdering af ham; Præsten skal foretage
+      Vurderingen således, at han tager Hensyn til, hvad den, der har
+      aflagt Løftet evner.
+
+  9.  Hvis det drejer sig om Kvæg. hvoraf man kan bringe HERREN
+      Offergave, så skal alt, hvad man giver HERREN, være helligt;
+ 10.  man må ikke erstatte eller ombytte det, hverken et bedre med et
+      ringere eller et ringere med et bedre; men hvis man dog ombytter
+      et Dyr med et andet, da skal ikke blot det, men også det, som
+      det ombyttes med, være helligt.
+ 11.  Men er det et urent Dyr, af den Slags man ikke kan bringe HERREN
+      som Offergave, skal man fremstille Dyret for Præsten,
+ 12.  og Præsten skal vurdere det, alt efter som det er godt eller
+      dårligt; den Vurderingssum, Præsten fastsætter, skal gælde.
+ 13.  Men vil man selv indløse det, skal man foruden Vurderingssummen
+      yderligere udrede en Femtedel.
+
+ 14.  Når nogen helliger HERREN sit Hus som Helliggave, skal Præsten
+      vurdere det, alt efter som det er godt eller dårligt, og det
+      skal da stå til den Værdi, Præsten fastsætter.
+ 15.  Men vil den, der har helliget Huset, selv indløse det, skal han
+      betale Vurderingssummen med Tillæg af en Femtedel; så skal det
+      være hans.
+
+ 16.  Hvis nogen helliger HERREN noget af sin Arvejord, skal
+      Vurderingssummen rette sig efter Udsæden: en Udsæd på en Homer
+      Byg skal regnes til halvtredsindstyve Sølvsekel.
+ 17.  Helliger han sin Jord fra Jubelåret af, skal den stå til den
+      fulde Vurderingssum;
+ 18.  helliger han den derimod i Tiden efter Jubelåret, skal Præsten
+      beregne ham Summen i Forhold til de År, der er tilbage til næste
+      Jubelår, så der sker Fradrag i Vurderingssummen.
+ 19.  Vil da han, der har helliget Jorden, indløse den, skal han
+      udrede Vurderingssummen med Tillæg af en Femtedel; så går den
+      over i hans Eje.
+ 20.  Men hvis han ikke indløser Jorden og alligevel sælger den til en
+      anden, kan den ikke mereindløses;
+ 21.  da skal den, når den i Jubelåret bliver fri, være HERREN
+      helliget på samme Måde som en Mark, der er lagt Band på, og
+      tilfalde Præsten som Ejendom.
+ 22.  Hvis nogen helliger HERREN Jord, han har købt, og som ikke hører
+      til hans Arvejord,
+ 23.  skal Præsten udregne ham Vurderingssummen til næste Jubelår, og
+      han skal da straks erlægge Vurderingssummen som Helliggave til
+      HERREN;
+ 24.  i Jubelåret går Jorden så tilbage til den Mand, han købte den
+      af, hvis Arvejord den var.
+ 25.  Enhver Vurdering skal ske efter hellig Vægt, tyve Gera på en
+      Sekel.
+
+ 26.  Ingen må hellige HERREN noget af det førstefødte af Kvæget, da
+      det som førstefødt allerede tilhører ham. Hvad enten det er et
+      Stykke Hornkvæg eller Småkvæg, tilhører det HERREN.
+ 27.  Hører det derimod til de urene Dyr, kan man løskøbe det efter
+      Vurderingssummen med Tillæg af en Femtedel; indløses det ikke,
+      skal det sælges for Vurderingssummen.
+
+ 28.  Intet, der er lagt Band på, intet af, hvad nogen af sin Ejendom
+      helliger HERREN ved at lægge Band derpå, være sig Mennesker,
+      Kvæg eller Arvejord, må sælges eller indløses; alt, hvad der er
+      lagt Band på, er højhelligt, det tilhører HERREN.
+ 29.  Intet Menneske, der er lagt Band på, må løskøbes, det skal lide
+      Døden.
+
+ 30.  Al Tiende af Landet, både af Landets Sæd og Træernes Frugt,
+      tilhører HERREN, det er helliget HERREN.
+ 31.  Hvis nogen vil indløse noget af sin Tiende, skal han yderligere
+      udrede en Femtedel.
+ 32.  Hvad angår al Tiende af Hornkvæg og Småkvæg, alt hvad der går
+      under Staven, da skal hvert tiende dyr være helliget HERREN.
+ 33.  Der må ikke skelnes imellem gode og dårlige Dyr, og ingen
+      Ombytning må finde Sted; hvis nogen ombytter et Dyr, skal ikke
+      blot det, men også det, som det ombyttes med, være helligt; det
+      må ikke indløses.
+
+ 34.  Det er de Bud, HERREN gav Moses til Israeliterne på Sinaj Bjerg.
+
+
+4.Mosebog
+
+4.Mosebog 1
+
+  1.  HERREN talede således til Moses i Sinaj Ørken i
+      Åbenbaringsteltet på den første Dag i den anden Måned af det
+      andet år efter deres Udvandring fra Ægypten:
+  2.  Optag det samlede Tal på hele Israelitternes Menighed efter
+      deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved at tælle Navnene på
+      alle af Mandkøn, Hoved for Hoved;
+  3.  fra Tyveårsalderen og opefter skal du og Aron mønstre alle
+      våbenføre Mænd i Israel, Hærafdeling for Hærafdeling;
+  4.  en Mand af hver Stamme skal hjælpe eder dermed, Overhovedet for
+      Stammens Fædrenehuse.
+  5.  Navnene på de Mænd, der skal stå eder bi, er følgende: Af Ruben
+      Elizur, Sjedeurs Søn;
+  6.  af Simeon Sjelumiel, Zurisjaddajs Søn;
+  7.  af Juda Nahasjon, Amminadabs Søn;
+  8.  af Issakar Netanel, Zuars Søn;
+  9.  af Zebulon Eliab, Helons Søn;
+ 10.  af Josefs Sønner: Af Efraim Elisjama, Ammihuds Søn, af Manasse
+      Gamliel, Pedazurs Søn;
+ 11.  af Benjamin Abidan, Gidonis Søn;
+ 12.  af Dan Ahiezer, Ammisjaddajs Søn;
+ 13.  af Aser Pagiel, Okrans Søn;
+ 14.  af Gad Eljasaf, Deuels Søn,
+ 15.  og af Naftali Ahira, Enans Søn.
+ 16.  Det var de Mænd, der udtoges af Menigheden, Øversterne for deres
+      Fædrenestammer, Overhovederne for Israels Stammer.
+
+ 17.  Da tog Moses, og Aron disse Mænd, hvis Navne var nævnet,
+ 18.  og de kaldte hele Menigheden sammen på den første Dag i den
+      anden Måned. Så lod de sig indføre i Familielisterne efter deres
+      Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra
+      Tyveårsalderen og opefter, Hoved for Hoved,
+ 19.  som HERREN havde pålagt Moses. Således mønstrede han dem i Sinaj
+      Ørken.
+
+ 20.  Rubens, Israels førstefødtes, Sønner, deres Efterkommere efter
+      deres Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene
+      Hoved for Hoved, alle af Mandkøn fra Tyveårsalderen og opefter,
+      alle våbenføre Mænd,
+ 21.  de, som mønstredes af Rubens Stamme, udgjorde 46500.
+ 22.  Simeons Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter
+      deres Fædrenehuse, så mange af dem, som mønstredes ved Optælling
+      af Navnene Hoved for Hoved, alle af Mandkøn, fra Tyveårsalderen
+      og opefter, alle våbenføre Mænd,
+ 23.  de, som mønstredes af Simeons Stamme, udgjorde 59 300.
+ 24.  Gads Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter deres
+      Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen og
+      opefter, alle våbenføre Mænd,
+ 25.  de, som mønstredes af Gads Stamme, udgjorde 45650.
+ 26.  Judas Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter
+      deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen
+      og opefter, alle våbenføre Mænd,
+ 27.  de, som mønstredes af Judas Stamme, udgjorde 74600.
+ 28.  Issakars Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter
+      deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen
+      og opefter, alle våbenføre Mænd,
+ 29.  de, som mønstredes af Issakars Stamme, udgjorde 54 400.
+ 30.  Zebulons Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter
+      deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen
+      og opefter, alle våbenføre Mænd,
+ 31.  de, som mønstredes af Zebulons Stamme, udgjorde 57 4OO.
+ 32.  Josefs Sønner: Efraims Sønner, deres Efterkommere efter deres
+      Slægter, efter deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra
+      Tyveårsalderen og opefter, alle våbenføre Mænd,
+ 33.  de, som mønstredes af Efraims Stamme, udgjorde 40500;
+ 34.  Manasses Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter
+      deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen
+      og opefter, alle våbenføre Mænd,
+ 35.  de, som mønstredes af Manasses Stamme, udgjorde 32200.
+ 36.  Benjamins Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter
+      deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen
+      og opefter, alle våbenføre Mænd.
+ 37.  de, som mønstredes at Benjamins Stamme, udgjorde 35400.
+ 38.  Dans Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter deres
+      Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen og
+      opefter, alle våbenføre Mænd,
+ 39.  de, som mønstredes af Dans Stamme, udgjorde 62 700.
+ 40.  Asers Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter
+      deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen
+      og opefter, alle våbenføre Mænd,
+ 41.  de, som mønstredes af Asers Stamme, udgjorde 41 500.
+ 42.  Naftalis Sønner, deres Efterkommere efter deres Slægter, efter
+      deres Fædrenehuse, ved Optælling af Navnene fra Tyveårsalderen
+      og opefter, alle våbenføre Mænd,
+ 43.  de, som mønstredes af Naftalis Stamme, udgjorde 53 400.
+
+ 44.  Det var dem, som mønstredes, dem, Moses og Aron og Israels tolv
+      Øverster, en for hvert Fædrenehus, mønstrede.
+ 45.  Og alle, som mønstredes af Israeliterne efter deres Fædrenehuse
+      fra Tyveårsalderen og opefter, alle våbenføre Mænd i Israel,
+ 46.  alle, som mønstredes, udgjorde 603 550.
+ 47.  Men Leviterne efter deres Fædrenestamme mønstredes ikke sammen
+      med dem.
+
+ 48.  HERREN talede til Moses og sagde:
+ 49.  Kun Levis Stamme må du ikke mønstre, og dens samlede Tal må du
+      ikke optage sammen med de andre Israeliters.
+ 50.  Du skal overdrage Leviterne Tilsynet med Vidnesbyrdets Bolig,
+      alle dens Redskaber og alt dens Tilbehør; de skal bære Boligen
+      og alle dens Redskaber, de skal betjene den, og rundt om Boligen
+      skal de have deres Lejr.
+ 51.  Når Boligen skal bryde op, skal Leviterne tage den ned, og når
+      Boligen skal gå i Lejr, skal Leviterne rejse den. Enhver
+      Lægmand, der kommer den nær, skal lide Døden.
+ 52.  Israeliterne skal lejre sig hver i sin Lejrafdeling og under sit
+      Felttegn, Hærafdeling for Hærafdeling,
+ 53.  men Leviterne skal lejre sig rundt om Vidnesbyrdets Bolig, for
+      at der ikke skal komme Vrede over Israelitternes Menighed; og
+      Leviterne skal tage Vare på, hvad der er at varetage ved
+      Vidnesbyrdets Bolig.
+ 54.  Og Israeliterne gjorde ganske, hvad HERREN havde pålagt Moses.
+
+4.Mosebog 2
+
+  1.  HERREN talede til Moses og, Aron og sagde:
+  2.  Israeslitene skal lejre sig hver under sit Felttegn, under sit
+      Fædrene hus's Mærke; i en Kreds om Åbenbaringsteltet skal de
+      lejre sig.
+
+  3.  På Forsiden mod Øst skal Juda lejre sig under sin Lejrs
+      Felttegn, Hærafdeling for Hærafdeling, med Nahasjon, Amminadabs
+      Søn, som Øverste over Judæerne;
+  4.  de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 74600
+      Mand.
+  5.  Ved Siden af ham skal Issakars Stamme lejre sig med Netanel,
+      Zuars Søn, som Øverste over Issakariterne;
+  6.  de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 54 40O
+      Mand.
+  7.  Dernæst Zebulons Stamme med Eliab, Helons Søn, som Øverste over
+      Zebuloniterne;
+  8.  de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 57 400
+      Mand.
+  9.  De mønstrede i Judas Lejr udgør i alt 186 400 Mand, Hærafdeling
+      for Hærafdeling. De skal bryde op først.
+
+ 10.  Ruben skal lejre sig under sin Lejrs Felttegn mod Syd,
+      Hærafdeling for Hærafdeling, med Elizur, Sjedeurs Søn, som
+      Øverste over Rubeniterne;
+ 11.  de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 46 500
+      Mand.
+ 12.  Ved Siden af ham skal Simeons Stamme lejre sig med Sjelumiel,
+      Zurisjaddajs Søn, som Øverste over Simeoniterne;
+ 13.  de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 59300
+      Mand.
+ 14.  Dernæst Gads Stamme med Eljasaf, Reuels Søn, som Øverste over
+      Gadiferne;
+ 15.  de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 45 650
+      Mand.
+ 16.  De mønstrede i Rubens Lejr udgør i alt 151 450 Mand, Hærafdeling
+      for Hærafdeling. De skal bryde op i anden Række.
+
+ 17.  Derpå skal Åbenbaringsteltet, Leviternes Lejr, bryde op midt
+      imellem de andre Lejre; i den Rækkefølge, de lejrer sig, skal de
+      bryde op, hver på sin Plads, Felttegn for Felttegn.
+
+ 18.  Efraim skal lejre sig under sin Lejrs Felttegn mod Vest med
+      Elisjama, Ammihuds Søn, som Øverste over Efraimiterne;
+ 19.  de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 4O 5OO
+      Mand.
+ 20.  Ved Siden af ham skal Manasses Stamme lejre sig med Gamliel,
+      Pedazurs Søn, som Øverste over Manassiterne;
+ 21.  de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 32 200
+      Mand.
+ 22.  Dernæst Benjamins Stamme med Abidan, Gidonis Søn, som Øverste
+      over Benjaminiterne;
+ 23.  de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 35 400
+      Mand.
+ 24.  De mønstrede i Efraims Lejr udgør i alt 1O8 100 Mand,
+      Hærafdeling for Hærafdeling. De skal bryde op i tredje Række.
+
+ 25.  Dan skal lejre sig under sin Lejrs Felttegn mod Nord,
+      Hærafdeling for Hærafdeling, med Ahiezer, Ammisjaddajs Søn, som
+      Øverste over Daniterne;
+ 26.  de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 62 700
+      Mand.
+ 27.  Ved Siden af ham skal Asers Stamme lejre sig med Pagiel, Okrans
+      Søn, som Øverste over Aseriterne;
+ 28.  de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op til 4l 5OO
+      Mand.
+ 29.  Dernæst Naftalis Stamme med Ahira, Enans Søn, som Øverste over
+      Naftaliterne;
+ 30.  de mønstrede, som udgør hans Hærafdeling, løber op fil 53 4OO
+      Mand.
+ 31.  De mønstrede i Dans Lejr udgør i alt 157600 Mand. De skal bryde
+      op sidst, Felttegn for Felttegn.
+
+ 32.  Det var de mønstrede af Israeliterne efter deres Fædrenehuse,
+      alle de mønstrede i Lejrene, Hærafdeling for Hærafdeling, 603
+      550 Mand.
+ 33.  Men Leviterne mønstredes ikke sammen med de andre Israelitter,
+      således som HERREN havde pålagt Moses.
+ 34.  Og ganske som HERREN havde pålagt Moses, slog Israeliterne Lejr,
+      Felttegn for Felttegn, og i den Rækkefølge brød de op, enhver
+      med sine Slægter, med sit Fædrenehus.
+
+4.Mosebog 3
+
+  1.  Følgende var Arons og Moses's Efterkommere, på den Tid HERREN
+      talede på Sinaj Bjerg.
+  2.  Navnene på Arons Sønner var følgende: Nadab, den førstefødte,
+      Abihu, Eleazar og Itamar;
+  3.  det var Navnene på Arons Sønner, de salvede Præster, som
+      indsattes til Præstetjeneste.
+  4.  Men Nadab og Abihu døde for HERRENs Åsyn, da de frembar fremmed
+      Ild for HERRENs Åsyn i Sinaj Ørken, og de havde ingen
+      Sønner. Således kom Eleazar og Itamar til at gøre Præstetjenest:
+      for deres Fader Arons Åsyn.
+
+  5.  HERREN talede til Moses og sagde:
+  6.  Lad Levis Stamme træde frem og stil dem frem for Præsten Aron,
+      for at de kan gå ham til Hånde.
+  7.  De skal tage Vare på, hvad han og hele Menigheden har at
+      varetage foran Åbenbaringsteltet, og således udføre Arbejdet ved
+      Boligen,
+  8.  og de skal tage Vare på alle Åbenbaringsteltets Redskaber og på,
+      hvad Israeliterne har at varetage, og således udføre Arbejdet
+      ved Boligen.
+  9.  Altså skal du overgive Aron og hans Sønner Leviterne; de er ham
+      overgivet som Gave fra Israeliterne.
+ 10.  Men Aron og hans Sønner skal du sætte til at tage Vare på deres
+      Præstetjeneste; enhver Lægmand, som trænger sig ind deri, skal
+      lide Døden.
+
+ 11.  HERREN talede til Moses og sagde:
+ 12.  Se, jeg har selv udtaget Leviterne af Israelitternes Midte i
+      Stedet for alt det førstefødte, der åbner Moders Liv hos
+      Israeliterne, og Leviterne er blevet min Ejendom;
+ 13.  thi mig tilhører alt det førstefødte. Dengang jeg dræbte alt det
+      førstefødte i Ægypten, helligede jeg mig alt det førstefødte i
+      Israel, både af Mennesker og Dyr; mig HERREN skal de tilhøre.
+
+ 14.  HERREN talede til Moses i Sinaj Ørken og sagde:
+ 15.  Du skal mønstre Levis Sønner efter deres Fædrenehuse, efter
+      deres Slægter; alle af Mandkøn fra en Måned og opefter skal du
+      mønstre.
+ 16.  Da mønstrede Moses dem på HERRENs Bud, som der var ham pålagt.
+
+ 17.  Følgende var Levis Sønner efter deres Navne: Gerson, Kehat og
+      Merari.
+ 18.  Følgende var Navnene på Gersons Sønner efter deres Slægter:
+      Libni og Sjimi;
+ 19.  Hehats Sønner efter deres Slægter var: Amram, Jizhar, Hebron og
+      Uzziel;
+ 20.  Meraris Sønner efter deres Slægter var: Mali og Musji. Det var
+      Leviternes Slægter efter deres Fædrenehuse.
+
+ 21.  Fra Gerson nedstammede Libniternes og Sjimiternes Slægter; det
+      var Gersoniternes Slægter.
+ 22.  De, som mønstredes af dem, da alle af Mandkøn fra en Måned og
+      opefter blev optalt, de, som mønstredes af dem, udgjorde 7500.
+ 23.  Gersoniternes Slægter havde deres Lejrplads bag ved Boligen mod
+      Vest.
+ 24.  Øverste for Gersoniternes Fædrenehus var Eljasar, Laels Søn.
+ 25.  Gersoniterne havde ved Åbenbaringsteltet at tage Vare på selve
+      Boligen og Teltdækket, dets Dække, Forhænget for
+      Åbenbaringsteltets Indgang,
+ 26.  Forgårdens Omhæng, Forhænget for Indgangen til Forgården, der
+      omgav Boligen og Alteret, og dens Teltreb, alt Arbejdet dermed.
+
+ 27.  Fra Kehat nedstammede Amramiternes, Jizhariternes, Hebroniternes
+      og Uzzieliternes Slægter; det var Kehatiternes Slægter.
+ 28.  De, der mønstredes af dem, da alle af Mandkøn fra en Måned og
+      opefter blev optalt, udgjorde 8600, som tog Vare på, hvad der
+      var at varetage ved Helligdommen.
+ 29.  Kehatiternes Slægter havde deres Lejrplads ved Boligens Sydside.
+ 30.  Øverste for Kehatiternes Slægters Fædrenehus var Elizafan,
+      Uzziels Søn.
+ 31.  De havde at tage Vare på Arken, Bordet, Lysestagen, Altrene,
+      Helligdommens Redskaber, som brugtes ved Tjenesten, og Forhænget
+      med dertil hørende Arbejde.
+ 32.  Øverste over Leviternes Øverster var Eleazar, Præsten Arons Søn,
+      som havde Tilsyn med dem, der tog Vare på, hvad der var at
+      varetage ved Helligdommen.
+
+ 33.  Fra Merari nedstammede Maliternes og Musjiternes Slægter; det
+      var Meraris Slægter.
+ 34.  De, som mønstredes af dem, da alle af Mandkøn fra en Måned og
+      opefter blev optalt, udgjorde 6200.
+ 35.  Øverste for Meraris Slægters Fædrenehus var Zuriel, Abibajils
+      Søn. De havde deres Lejrplads ved Boligens Nordside.
+ 36.  Merariterne var sat til at tage Vare på Boligens Brædder,
+      Tværstænger, Piller og Fodstykker, alle dens Redskaber og alt
+      det dertil hørende Arbejde,
+ 37.  Pillerne til Forgården, som var rundt om den, med Fodstykker,
+      Pæle og Reb.
+
+ 38.  Foran Boligen, på Åbenbaringsteltets Forside mod Øst, havde
+      Moses, Aron og hans Sønner deres Lejrpladser, og de tog Vare på
+      alt det, Israeliterne havde at varetage ved Boligen. Enhver
+      Lægmand, der trængte sig ind i det, måtte lide Døden.
+ 39.  De mønstrede af Leviterne, de, som Moses og Aron mønstrede på
+      HERRENs Bud efter deres Slægter, alle af Mandkøn fra en Måned og
+      opefter, udgjorde i alt 22 OOO.
+
+ 40.  HERREN sagde til Moses: Du skal mønstre alle førstefødte af
+      Mandkøn blandt Israeliterne fra en Måned og opefter og optage
+      Tallet på deres Navne.
+ 41.  Så skal du udtage Leviterne til mig HERREN i Stedet for alle
+      Israelitternes førstefødte og ligeledes Leviternes Kvæg i Stedet
+      for alt det førstefødte af Israelitternes Kvæg.
+ 42.  Og Moses mønstrede, som HERREN havde pålagt ham, alle
+      Israelitternes førstefødte;
+ 43.  og da Navnene på dem fra en Måned og opefter optaltes, udgjorde
+      de førstefødte af Mandkøn, alle de, som mønstredes i alt
+ 22.  273.
+ 44.  Derpå talede HERREN til Moses og sagde:
+ 45.  Tag Leviterne i Stedet for alle Israelitternes førstefødte og
+      ligeledes Leviternes Kvæg i Stedet for deres Kvæg, så at
+      Leviterne kommer til at tilhøre mig HERREN.
+ 46.  Men til Udløsning af de 273, hvormed Antallet af Israelitternes
+      førstefødte overstiger Leviternes Antal,
+ 47.  skal du tage fem Sekel for hvert Hoved, efter hellig Vægt skal
+      du tage dem, tyve Gera på en Sekel;
+ 48.  og Pengene skal du give Aron og hans Sønner som Udløsning for de
+      overskydende.
+ 49.  Da tog Moses Løsepengene af de overskydende, dem, der ikke var
+      udløst ved Leviterne;
+ 50.  af Israelitternes førstefødte tog han Pengene, 1365 Sekel efter
+      hellig Vægt.
+ 51.  Og Moses gav Aron og hans Sønner Løsepengene efter HERRENs Bud,
+      som HERREN havde pålagt Moses.
+
+4.Mosebog 4
+
+  1.  HERREN talede til Moses og Aron og sagde:
+  2.  Optag blandt Leviterne Tallet på Kehatiterne efter deres
+      Slægter, efter deres Fædrenehuse,
+  3.  fra Trediveårsalderen og opefter til Halvtredsårsalderen, alle,
+      der skal gøre Tjeneste med' at udføre Arbejde ved
+      Åbenbaringsteltet.
+  4.  Kehatiternes Arbejde ved Åbenbaringsteltet skal være med de
+      højhellige Ting.
+  5.  Når Lejren bryder op, skal Aron og hans Sønner gå ind og tage
+      det indre Forhæng ned og tildække Vidnesbyrdets Ark dermed;
+  6.  ovenover skal de lægge et Dække af Tahasjskind og derover igen
+      brede et ensfarvet violet Purpurklæde; derpå skal de stikke
+      Bærestængerne ind.
+  7.  Og over Skuebrødsbordet skal de brede et violet Purpurklæde og
+      stille Fadene, Kanderne, Skålene og Krukkerne til Drikofferet
+      derpå, og Brødet, som stadig skal ligge fremme, skal ligge
+      derpå;
+  8.  ovenover skal de brede et karmoisinrødt Klæde og dække dette til
+      med et Dække af Tahasjskind; derpå skal de stikke Bærestængerne
+      ind.
+  9.  Så skal de tage et violet Purpurklæde og dermed tildække
+      Lysestagen, dens Lamper, Sakse, Bakker og alle Oliekrukkerne, de
+      Ting, som bruges ved Betjeningen deraf,
+ 10.  og de skal lægge den med alt dens Tilbehør i et Dække af
+      Tahasjskind og så lægge det på Bærebøren.
+ 11.  Over Guldalteret skal de ligeledes brede et violet Purpurklæde
+      og dække dette til med et Dække af Tahasjskind; derpå skal de
+      stikke Bærestængerne ind.
+ 12.  Og de skal tage alle Redskaber, som bruges ved Tjenesten i
+      Helligdommen, og lægge dem i et violet Purpurklæde og dække dem
+      til med et Dække af Tahasjskind og lægge dem på Bærebøren.
+ 13.  Fremdeles skal de rense Alteret for Aske og brede et rødt
+      Purpurklæde derover
+ 14.  og på det lægge alle Redskaberne, som bruges til Tjenesten
+      derved, Panderne, Gaflerne, Skovlene og Skålene, alle Alterets
+      Redskaber, og derover skal de brede et Dække af Tahasjskind;
+      derpå skal de stikke Bærestængerne ind.
+ 15.  Når så ved Lejrens Opbrud Aron og hans Sønner er færdige med at
+      tilhylle de hellige Ting og alle de hellige Redskaber, skal
+      Kehatiterne træde til og bære dem; men de må ikke røre ved de
+      hellige Ting; thi gør de det, skal de dø. Det er, hvad
+      Kehatiterne skal bære af Åbenbaringsteltet.
+ 16.  Med Eleazar, Præsten Arons Søn, påhviler Tilsynet med Olien til
+      Lysestagen, den vellugtende Røgelse, det daglige Afgrødeoffer og
+      Salveolien og desuden Tilsynet med hele Boligen og alt, hvad der
+      er deri af hellige Ting og deres Tilbehør.
+
+ 17.  HERREN talede til Moses og Aron og sagde:
+ 18.  Sørg for, at Kehatiternes Slægters Stamme ikke udryddes af
+      Leviternes Midte!
+ 19.  Således skal I forholde eder med dem, for at de kan blive i Live
+      og undgå Døden, når de nærmer sig de højhellige Ting: Aron og
+      hans Sønner skal træde til og anvise hver enkelt af dem, hvad
+      han skal gøre, og hvad han skal bære,
+ 20.  for at de ikke et eneste Øjeblik skal komme til at se de hellige
+      Ting; thi gør de det, skal de dø.
+
+ 21.  HERREN talede til Moses og sagde:
+ 22.  Optag også Tallet på Gersoniterne efter deres Fædrenehuse, efter
+      deres Slægter;
+ 23.  fra Trediveårsalderen og opefter til Halvtredsårsalderen skal du
+      mønstre dem, alle, der skal gøre Tjeneste med at udføre Arbejdet
+      ved Åbenbaringsteltet.
+ 24.  Dette er Gersoniternes Arbejde, hvad de skal gøre, og hvad de
+      skal bære
+ 25.  De skal bære Boligens Tæpper, Åbenbaringsteltet med dets Dække
+      og Dækket af Tahasjskind ovenover, Forhænget til
+      Åbenbaringsteltets Indgang,
+ 26.  Forgårdens Omhæng og Forhænget for Indgangen til Forgården, der
+      er rundt om Boligen og Alteret, dens Teltreb og alle Redskaber,
+      som hører til Arbejdet derved; og alt, hvad der skal gøres
+      derved, skal de udføre.
+ 27.  Efter Arons og hans Sønners Bud skal Gersoniterne udføre deres
+      Arbejde både med det, de skal bære, og med det, de skal gøre; og
+      I skal anvise dem alt, hvad de skal bære, Stykke for Stykke.
+ 28.  Det er det Arbejde, Gersoniternes Sønners Slægter skal have ved
+      Åbenbaringsteltet, og de skal varetage det under Itamars,
+      Præsten Arons Søns, Tilsyn.
+
+ 29.  Merariterne skal du mønstre efter deres Slægter, efter deres
+      Fædrenehuse;
+ 30.  fra Trediveårsalderen og opefter til Halvtredsårsalderen skal du
+      mønstre dem, alle, som skal gøre Tjeneste med at udføre Arbejde
+      ved Åbenbaringsteltet.
+ 31.  Dette er, hvad der påhviler dem at bære, alt, hvad der hører til
+      deres Arbejde ved Åbenbaringsteltet: Boligens Brædder, dens
+      Tværstænger, Piller og Fodstykker,
+ 32.  Pillerne til Forgården, som er rundt om den, med Fodstykker,
+      Pæle og Reb, alle tilhørende Redskaber og alt, hvad der hører
+      til Arbejdet derved; Stykke for Stykke skal I anvise dem alle de
+      Ting, det påhviler dem at bære.
+ 33.  Det er det Arbejde, der påhviler Merariternes Slægter, alt, hvad
+      der hører til deres Arbejde ved Åbenbaringsteltet, under
+      Itamars, Præsten Arons Søns, Tilsyn.
+
+ 34.  Så mønstrede Moses og Aron og Menighedens Øverster Kehatiternes
+      Sønner efter deres Slægter, efter deres Fædrenehuse,
+ 35.  fra Trediveårsalderen og opefter til Halvtredsårsalderen, alle,
+      som skulde gøre Tjeneste med at udføre Arbejde ved
+      Åbenbaringsteltet,
+ 36.  og de, der mønstredes af dem efter deres Slægter, udgjorde 2750.
+ 37.  Det var dem, som mønstredes af Kehatiternes Slægter, alle dem,
+      der skulde udføre Arbejde ved Åbenbaringsteltet, som Moses og
+      Aron mønstrede efter HERRENs Bud ved Moses.
+
+ 38.  De, der mønstredes af Gersoniterne efter deres Slægter, efter
+      deres Fædrenehuse,
+ 39.  fra Trediveårsalderen og opefter til Halvtredsårsalderen, alle,
+      som skulde gøre Tjeneste med at udføre Arbejde ved
+      Åbenbaringsteltet,
+ 40.  de, der mønstredes af dem efter deres Slægter, efter deres
+      Fædrenehuse, udgjorde 2630.
+ 41.  Det var dem, som mønstredes af Gersoniternes Slægter, alle dem,
+      der skulde udføre Arbejde ved Åbenbaringsteltet, som Moses og
+      Aron mønstrede efter HERRENs Bud.
+
+ 42.  De, der mønstredes af Merariternes Slægter efter deres Slægter,
+      efter deres Fædrenehuse,
+ 43.  fra Trediveårsalderen og opefter til Halvtredsårsalderen, alle,
+      som skulde gøre Tjeneste med at udføre Arbejde ved
+      Åbenbaringsteltet,
+ 44.  de, der mønstredes af dem efter deres Slægter, udgjorde 3200.
+ 45.  Det var dem, som mønstredes af Merariternes Slægter, som Moses
+      og Aron mønstrede efter HERRENs Bud ved Moses.
+
+ 46.  Alle, som mønstredes, som Moses og Aron og Israels Øverster
+      mønstrede af Leviterne efter deres Slægter, efter deres
+      Fædrenehuse,
+ 47.  fra Trediveårsalderen og opefter til Halvtreds års alderen,
+      alle, som skulde udføre Arbejde ved Åbenbaringsteltet både med
+      hvad der skulde gøres, og hvad der skulde bæres,
+ 48.  de, der mønstredes af dem, udgjorde 8580.
+ 49.  Efter HERRENs Bud ved Moses anviste man hver enkelt af dem, hvad
+      han skulde gøre eller bære; det blev dem anvist, som HERREN
+      havde pålagt Moses.
+
+4.Mosebog 5
+
+  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
+  2.  Byd Israeliterne at fjerne alle spedalske fra Lejren, alle, der
+      lider af Flåd, og alle, der er blevet urene ved Lig;
+  3.  både Mænd og Kvinder skal I fjerne og føre uden for Lejren, for
+      at de ikke skal gøre deres Lejr uren, hvor jeg bor midt iblandt
+      dem.
+  4.  Det gjorde Israeliterne så; de førte dem uden for Lejren,
+      således som HERREN havde pålagt Moses.
+
+  5.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
+  6.  Sig til Israeliterne: Når en Mand eller Kvinde begår nogen af
+      alle de Synder, som Mennesker begår, således at han gør sig
+      skyldig i Svig mod HERREN, og det Menneske derved pådrager sig
+      Skyld,
+  7.  så skal de bekende Synden, de har begået, og Gerningsmanden skal
+      erstatte det, han har forbrudt sig med, efter dets fulde Værdi
+      med Tillæg af en Femtedel og give det til den, han har forbrudt
+      sig imod.
+  8.  Og hvis denne ikke har efterladt sig nogen Løser, hvem han kan
+      yde Erstatningen, så skal Erstatningen, som ydes, tilfalde
+      HERREN, det vil sige Præsten, foruden den Soningsvæder, ved
+      hvilken der skaffes ham Soning.
+  9.  Al Offerydelse, alle Helliggaver, som Israeliterne frembærer til
+      Præsten, skal tilfalde ham.
+ 10.  Alle Helliggaver skal tilfalde ham; hvad nogen giver Præsten,
+      skal tilfalde ham.
+
+ 11.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
+ 12.  Tal til Israeliterne og sig til dem: Når en Hustru forser sig
+      imod sin Mand og er ham utro,
+ 13.  idet en anden Mand har Samleje med hende, uden at det er kommet
+      til hendes Mands Kundskab, og uden at det er blevet opdaget,
+      skønt hun har besmittet sig, og uden at der er noget Vidne imod
+      hende, da hun ikke er grebet på fersk Gerning,
+ 14.  og han gribes af Skinsygens Ånd, så han bliver skinsyg på sin
+      Hustru, som også i Virkeligheden har besmittet sig, eller han
+      gribes af Skinsygens Ånd, så han bliver skinsyg på sin Hustru,
+      skønt hun ikke har besmittet sig,
+ 15.  så skal Manden bringe sin Hustru til Præsten og medbringe som
+      Offergave for hende en Tiendedel Efa Bygmel; han må hverken
+      hælde Olie over eller komme Røgelse på, thi det er et Skinsyge
+      Afgrødeoffer, et Minde Afgrødeoffer, der skal minde om Brøde.
+ 16.  Så skal Præsten føre hende frem og stille hende for HERRENs
+      Åsyn.
+ 17.  Og Præsten skal tage helligt Vand i et Lerkar, og af Støvet på
+      Boligens Gulv skal Præsten tage noget og komme i Vandet.
+ 18.  Så skal Præsten stille Kvinden frem for HERRENs Åsyn, løse
+      hendes Hår og lægge Minde Afgrødeofferet i hendes Hænder; det er
+      et Skinsyge Afgrødeoffer; og Præsten skal have den bitre Vandes
+      Forbandelsesvand i Hånden.
+ 19.  Derpå skal Præsten besværge Kvinden og sige til hende: "Hvis
+      ingen har haft Samleje med dig, hvis du ikke har forset dig imod
+      din Mand og besmittet dig, så skal dette den bitre Vandes
+      Forbandelsesvand ikke skade dig.
+ 20.  Men har du forset dig imod din Mand og besmittet dig, og har en
+      anden end din Mand haft Samleje med dig"
+ 21.  Præsten besværger nu kvinden med Forbandelsens Ed og siger til
+      hende "så gøre HERREN dig til en Forbandelse og Besværgelse i
+      dit Folk, idet han lader din Lænd visne og din Bug svulme op;
+ 22.  Forbandelsesvandet her komme ind i dine Indvolde, så din Bug
+      svulmer op og din Lænd visner!" Og kvinden skal sige: "Amen,
+      Amen!"
+ 23.  Derpå skal Præsten skrive disse Forbandelser op på et Blad og
+      vaske dem ud i den bitre Vandes Vand
+ 24.  og give Kvinden den bitre Vandes Forbandelsesvand at drikke, for
+      at Forbandelsesvandet kan komme ind i hende til bitter Vånde.
+ 25.  Derefter skal Præsten tage Skinsyge Afgrødeofferet af Kvindens
+      Hånd, udføre Svingningen dermed for HERRENs Åsyn og bære det hen
+      til Alteret.
+ 26.  Og Præsten skal tage en Håndfuld af Afgrødeofferet, det, som
+      skal ofres deraf, og bringe det som Røgoffer på Alteret og derpå
+      give Kvinden Vandet at drikke.
+ 27.  Når han har givet hende Vandet at drikke, vil
+      Forbandelsesvandet, dersom hun har besmittet sig og været sin
+      Mand utro, blive til bitter Vånde, når det kommer ind i hende,
+      hendes Bug vil svulme op og hendes Lænd visne, og Kvinden bliver
+      en Forbandelse i sit Folk.
+ 28.  Men dersom Kvinden ikke har besmittet sig, dersom hun er ren,
+      bliver hun uskadt og kan få Børn.
+
+ 29.  Det er Loven om Skinsyge; når en Hustru forser sig imod sin Mand
+      og besmittes,
+ 30.  eller når en Mand gribes af Skinsygens Ånd og bliver skinsyg på
+      sin Hustru, så skal han fremstille Hustruen for HERRENs Åsyn, og
+      Præsten skal handle med hende efter alt i denne Lov;
+ 31.  Manden skal være sagesløs, men sådan en Hustru skal undgælde for
+      sin Brøde.
+
+4.Mosebog 6
+
+  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
+  2.  Tal til Israeliterne og sig til dem: Når en Mand eller Kvinde
+      vil aflægge et Nasiræerløfte for således at indvie sig til
+      HERREN,
+  3.  skal han afholde sig fra Vin og stærk Drik; Vineddike og stærk
+      Drik må han ikke drikke, ej heller nogen som helst drik af
+      Druer; han må hverken spise friske eller tørrede Druer;
+  4.  så længe hans Indvielse varer, må han intet som helst nyde, der
+      kommer af Vinstokken, hverken umodne Druer eller friske Skud.
+  5.  Så længe hans Indvielsesløfte gælder, må ingen Ragekniv komme på
+      hans Hoved; indtil Udløbet af den Tid han indvier sig til
+      HERREN, skal han være hellig og lade sit Hovedhår vokse frit.
+  6.  Hele den Tid han har indviet sig til HERREN, må han ikke komme
+      Lig nær;
+  7.  selv når hans Fader eller Moder, hans Broder eller Søster dør,
+      må han ikke pådrage sig Urenhed ved dem, thi han bærer sin Guds
+      indvielse på sit Hoved.
+  8.  Så længe hans Indvielse varer, er han helliget HERREN.
+  9.  Men når nogen uventet og pludselig dør i hans Nærhed, og han
+      således bringer Urenhed over sit indviede Hoved, skal han rage
+      sit Hoved, den Dag han atter bliver ren; den syvende Dag skal
+      han rage det;
+ 10.  og den ottende Dag skal han bringe to Turtelduer eller Dueunger
+      til Præsten ved Åbenbaringsteltets Indgang.
+ 11.  Og Præsten skal ofre den ene som Syndoffer og den anden som
+      Brændoffer og skaffe ham Soning, fordi han har syndet ved at
+      røre ved Lig. Derpå skal han samme Dag atter hellige sit Hoved
+ 12.  og atter indvie sig til HERREN for lige så lang Tid, som han før
+      havde indviet sig, og bringe et årgammelt Lam som Skyldoffer;
+      den forløbne Tid regnes ikke med, da han har bragt Urenhed over
+      sit indviede Hoved.
+
+ 13.  Dette er Loven om Nasiræeren: Når hans indvielsestid er til
+      Ende, skal han begive sig til Åbenbaringsteltets Indgang
+ 14.  og som Offergave bringe HERREN et årgammelt, lydefrit Væderlam
+      til Brændoffer, et årgammelt, lydefrit Hunlam til Syndoffer og
+      en lydefri Væder til Takoffer,
+ 15.  en Kurv med usyret Bagværk, Kager af fint Hvedemel, rørte i
+      Olie, og usyrede Fladbrød, smurte med Olie, desuden det
+      tilhørende Afgrødeoffer og de tilhørende Drikofre.
+ 16.  Så skal Præsten bringe det for HERRENs Åsyn og ofre hans
+      Syndoffer og Brændoffer,
+ 17.  og Væderen skal han ofre som Takoffer til HERREN tillige med de
+      usyrede Brød i Kurven; derpå skal Præsten ofre hans Afgrødeoffer
+      og Drikofer.
+ 18.  Så skal Nasiræeren ved Indgangen til Åbenbaringsteltet rage sit
+      indviede Hoved og tage sit indviede Hovedhår og kaste det i
+      Ilden under Takofferet.
+ 19.  Og Præsten skal tage den kogte Bov af Væderen og een usyret Kage
+      og eet usyret Fladbrød af Kurven og lægge dem på Nasiræerens
+      Hænder, efter at han har afraget sit indviede Hovedhår.
+ 20.  Og Præsten skal udføre Svingningen dermed for HERRENs Åsyn; det
+      tilfalder Præsten som Helliggave foruden Svingningsbrystet og
+      Offerydelseskøllen. Derefter må Nasiræeren atter drikke Vin.
+ 21.  Det er Loven om Nasiræeren, der aflægger Løfte, om hans
+      Offergave til HERREN i Anledning af Indvielsen, foruden hvad han
+      ellers evner at give; overensstemmende med Løftet, han aflægger,
+      skal han forholde sig efter den for hans Indvielse gældende Lov.
+ 22.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
+ 23.  Tal til Aron og hans Sønner og sig: Når I velsigner
+      Israeliterne, skal I sige til dem:
+ 24.  HERREN velsigne dig og bevare dig,
+ 25.  HERREN lade sit Ansigt lyse over dig og være dig nådig,
+ 26.  HERREN løfte sit Åsyn på dig og give dig Fred!
+ 27.  Således skal de lægge mit Navn på Israeliterne, og jeg vil
+      velsigne dem.
+
+4.Mosebog 7
+
+  1.  Da Moses var færdig med at rejese Boligen og havde salvet og
+      helliget den med alt dens Tilbehør og ligeledes salvet og
+      helliget Alteret med alt dets Tilbehør,
+  2.  trådte Israels Øverster, Overhovederne for deres Fædrenehuse,
+      Stammernes Øverster, der havde forestået Mønstringen, frem
+  3.  og førte deres Offergave frem for HERRENs Åsyn, seks lukkede
+      Vogne og tolv Stykker Hornkvæg, en Vogn for hver to Øverster og
+      et Stykke Hornkvæg for hver een, og de bragte dem hen foran
+      Boligen.
+  4.  Da sagde HERREN til Moses:
+  5.  Modtag dette af dem, for at det kan bruges til Arbejdet ved
+      Åbenbaringsteltet, og giv Leviterne det med Henblik på hver
+      enkeltes særlige Arbejde!
+  6.  Så modtog Moses Vognene og Hornkvæget og gav Leviterne dem.
+  7.  To Vogne og fire Stykker Hornkvæg gav han Gersoniterne med
+      Henblik på deres særlige Arbejde,
+  8.  og fire Vogne og otte Stykker Hornkvæg gav han Merariterne med
+      Henblik på deres særlige Arbejde under Itamars, Præsten Arons
+      Søns, Ledelse.
+  9.  Derimod gav han ikke Kebatiterne noget, thi dem var Arbejdet med
+      de hellige Ting overdraget, og de skulde bære dem på Skuldrene.
+ 10.  Fremdeles bragte Øversterne Offergaver til Alterets indvielse,
+      dengang det blev salvet, og Øversterne bragte deres Offergaver
+      hen foran Alteret.
+ 11.  Da sagde HERREN til Moses: Lad hver af Øversterne få sin Dag til
+      at bringe sin Offergave til Alterets Indvielse.
+
+ 12.  Den, som første Dag bragte sin Offergave, var Nahasjon,
+      Amminadabs Søn af Judas Stamme.
+ 13.  Og hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en
+      Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint
+      Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
+ 14.  en Kande på 10 Guldsekel, fyldt med Røgelse,
+ 15.  en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
+ 16.  en Gedebuk til Syndoffer
+ 17.  og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem
+      årgamle Lam. Det var Nahasjons, Amminadabs Søns, Offergave.
+
+ 18.  Anden Dag bragte Netanel, Zuars Søn, Issakars Øverste, sin
+      Offergave;
+ 19.  han bragte som Offergave et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en
+      Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint
+      Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
+ 20.  en Kande på 10 Guldsekel, fyldt med Røgelse,
+ 21.  en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
+ 22.  en Gedebuk til Syndoffer
+ 23.  og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem
+      årgamle Lam. Det var Neanels, Zuars Søns, Offergave.
+
+ 24.  Tredje Dag kom Zebuloniternes Øverste, Eliab, Helons Søn;
+ 25.  hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en
+      Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint
+      Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
+ 26.  en Kande på 10 Guldsekel, fyldt med Røgelse,
+ 27.  en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
+ 28.  en Gedebuk til Syndoffer
+ 29.  og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem
+      årgamle Lam. Det var Eliabs, Helons Søns, Offergave.
+ 30.  Fjerde Dag kom Rubeniternes Øverste, Elizur, Sjedeurs Søn;
+ 31.  hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en
+      Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint
+      Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
+ 32.  en Kande på 10 Guldsekel, fyldt med Røgelse,
+ 33.  en ung Tyr, en Væder,
+ 34.  et årgammelt Lam til Brændoffer, en Gedebuk til Syndoffer
+ 35.  og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem
+      årgamle Lam. Det var Elizurs, Sjødeurs Søns, Offergave.
+
+ 36.  Femte Dag kom Simenoiternes Øverste, Sjelumiel, Zurisjaddajs
+      Søn;
+ 37.  hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en
+      Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint
+      Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
+ 38.  en Kande på 10 Guldsekel, fyldt med Røgelse,
+ 39.  en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
+ 40.  en Gedebuk til Syndoffer
+ 41.  og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke. og
+      fem årgamle Lam. Det var Sjelumiels, Zurisjaddajs
+      Søns,Offergave.
+
+ 42.  Sjette Dag kom Gaditernes Øverste, Eljasaf, Deuels Søn;
+ 43.  hans Offergaver et Sølvfad, der vejede l3O Sekel, og en Sølvskål
+      på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint Hvedemel,
+      rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
+ 44.  en Kande på lO Guldsekel, fyldt med Røgelse,
+ 45.  en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
+ 46.  en Gedebuk til Syndoffer
+ 47.  og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem
+      årgamle Lam. Det var Eljasafs, Deuels Søns, Offergave.
+
+ 48.  Syvende Dag kom Efraimiternes Øverste, Elisjama, Ammihuds Søn:
+ 49.  hans offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en
+      Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint
+      Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
+ 50.  en Kande på lO Guldsekel, fyldt med Røgelse,
+ 51.  en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
+ 52.  en Gedebuk til Syndoffer
+ 53.  og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem
+      årgamle Lam. Det var Elisjamas, Ammihuds Søns, Offergave.
+
+ 54.  Ottende Dag kom Mannassiternes Øverste, Gamliel, Pedazurs Søn;
+ 55.  hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en
+      Sølvskål på 7O Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint
+      Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
+ 56.  en Kande på lO Guldsekel, fyldt med Røgelse,
+ 57.  en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
+ 58.  en Gedebuk til Syndoffer
+ 59.  og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem
+      årgamle Lam. Det var Gamliels, Pedazurs Søns, Offergave.
+ 60.  Niende dag kom Benjaminiternes Øverste, Abidan, Gidonis Søn;
+ 61.  hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en
+      Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint
+      Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
+ 62.  en Kande på IO Guldsekel, fyldt med Røgelse,
+ 63.  en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
+ 64.  en Gedebuk til Syndoffer
+ 65.  og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem, Vædre, fem Bukke og
+      fem årgamle Lam. Det var Abidans, Gidonis Søns, Offergave.
+
+ 66.  Tiende Dag kom Daniternes Øverste, Ahiezer, Ammisjaddajs Søn;
+ 67.  hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en
+      Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint
+      Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
+ 68.  en Kande på lO Guldsekel, fyldt med Røgelse,
+ 69.  en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
+ 70.  en Gedebuk til Syndoffer
+ 71.  og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem
+      årgamle Lam. Det var Ahiezers, Ammisjaddajs Søns, Offergave.
+
+ 72.  Elevte Dag kom Aseriternes Øverste, Pagiel, Okrans Søn;
+ 73.  hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en
+      Sølvskål på 7O Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint
+      Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
+ 74.  en Kande på 1O Guldsekel, fyldt med Røgelse,
+ 75.  en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
+ 76.  en Gedebuk til Syndoffer
+ 77.  og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem
+      årgamle Lam. Det var Pagiels, Okrans Søns, Offergave.
+
+ 78.  Tolvte Dag kom Naftaliternes Øverste, Ahira, Enans Søn;
+ 79.  hans Offergave var et Sølvfad, der vejede 130 Sekel, og en
+      Sølvskål på 70 Sekel efter hellig Vægt, begge fyldte med fint
+      Hvedemel, rørt i Olie, til Afgrødeoffer,
+ 80.  en kande på lO Guldsekel, fyldt med Røgelse,
+ 81.  en ung Tyr, en Væder, et årgammelt Lam til Brændoffer,
+ 82.  en Gedebuk til Syndoffer
+ 83.  og til Takoffer to Stykker Hornkvæg, fem Vædre, fem Bukke og fem
+      årgamle Lam. Det var Ahiras, Enans Søns, Offergave.
+
+ 84.  Det var Gaverne fra Israelitternes Øverster til Alterets
+      Indvielse, dengang det blev salvet: 12 Sølvfade, 12 Sølvskåle,
+      12 Guldkander,
+ 85.  hvert Sølvfad på 130 Sekel og hver Sølvskål på 70 Sekel, alle
+      Sølvkar tilsammen 2400 Sekel efter hellig Vægt;
+ 86.  12 Guldkander, fyldte med Røgelse, hver på 1O Sekel efter hellig
+      Vægt, alle Guldkander tilsammen 12O Sekel.
+ 87.  Kvæget til Brændofferet var i alt 12 unge Tyre, 12 Vædre, 12
+      årgamle Lam med tilhørende Afgrødeofre, 12 Gedebukke til
+      Syndoffer;
+ 88.  Kvæget til Takofferet var i alt 24 unge Tyre, 60 Vædre, 60 Bukke
+      og 60 årgamle lam. Det var Gaverne til Alterets indvielse, efter
+      at det var salvet.
+
+ 89.  Da Moses gik ind i Åbenbaringsteltet for at tale med HERREN,
+      hørte han Røsten tale til sig fra Sonedækket oven over
+      Vidnesbyrdets Ark, fra Pladsen mellem de to Keruber. Og han
+      talede til ham.
+
+4.Mosebog 8
+
+  1.  Og HERREN talede til Moses og sagde:
+  2.  Tal til Aron og sig til ham: Når du sætter Lamperne på, skal du
+      sætte dem således, at de syv Lamper kaster Lyset ud over Pladsen
+      foran Lysestagen!
+  3.  Det gjorde Aron så; han satte Lamperne på således, at de vendte
+      ud mod Pladsen foran Lysestagen, som HERREN havde pålagt Moses.
+  4.  Men Lysestagen var lavet af Guld i drevet Arbejde, fra Foden til
+      Kronerne var den drevet Arbejde; efter det Forbillede, HERREN
+      havde vist ham, havde Moses lavet Lysestagen.
+
+  5.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
+  6.  Udtag Leviterne af Israelitternes Midte og rens dem!
+  7.  Således skal du gå frem, når du renser dem: Stænk Renselsesvand
+      på dem og lad dem gå hele deres Legeme over med Ragekniv, tvætte
+      deres klæder og rense sig.
+  8.  Derpå skal de tage en ung Tyr til Brændoffer med tilhørende
+      Afgrødeoffer af fint Hvedemel, rørt i Olie, og du skal tage en
+      anden ung Tyr til Syndoffer.
+  9.  Lad så Leviterne træde hen foran Åbenbaringsteltet og kald hele
+      Israelitternes Menighed sammen.
+ 10.  Når du så har ladet Leviterne træde frem for HERRENs Åsyn, skal
+      Israeliterne lægge deres Hænder på Leviterne.
+ 11.  Derpå skal Aron udføre Svingningen med Leviterne for HERRENs
+      Åsyn som et Offer fra Israeliterne, for at de kan udføre HERRENs
+      Arbejde.
+ 12.  Så skal Leviterne lægge deres Hænder på Tyrenes Hoved, og
+      derefter skal du ofre den ene som Syndoffer og den anden som
+      Brændoffer til HERREN for at skaffe Leviterne Soning.
+ 13.  Derpå skal du stille Leviterne frem for Aron og hans Sønner og
+      udføre Svingningen med dem for HERREN.
+ 14.  Således skal du udskille Leviterne fra Israeliterne, så at
+      Leviterne kommer til at tilhøre mig.
+ 15.  Derefter skal Leviterne komme og gøre Arbejde ved
+      Åbenbaringsteltet; du skal foretage Renselsen og udføre
+      Svingningen med dem,
+ 16.  thi de er skænket mig som Gave af Israelitternes Midte; i Stedet
+      for alt hvad der åbner Moders Liv, alle førstefødte hos
+      Israeliterne, har jeg taget mig dem til Ejendom.
+ 17.  Thi mig tilhører alt det førstefødte hos Israeliterne, både af
+      Mennesker og Kvæg. Dengang jeg slog alle de førstefødte i
+      Ægypten, helligede jeg dem til at være min Ejendom.
+ 18.  Jeg tog Leviterne i Stedet for alt det førstefødte hos
+      Israeliterne
+ 19.  og skænkede Leviterne som Gave til Aron og hans Sønner af
+      Israelitternes Midte til at udføre Israelitternes Arbejde ved
+      Åbenbaringsteltet og skaffe Israeliterne Soning, for at ingen
+      Plage skal ramme Israeliterne, om de selv nærmer sig
+      Helligdommen.
+
+ 20.  Og Moses, Aron og hele Israelitternes Menighed gjorde således
+      med Leviterne; ganske som HERREN havde pålagt Moses med Hensyn
+      til Leviterne, gjorde Israeliterne med dem.
+ 21.  Leviterne lod sig rense for Synd og tvættede deres Klæder, og
+      Aron udførte Svingningen med dem for HERRENs Åsyn, og Aron
+      skaffede dem Soning, så de blev rene.
+ 22.  Derpå kom Leviterne for at udføre deres Arbejde ved
+      Åbenbaringsteltet under Arons og hans Sønners Tilsyn; som HERREN
+      havde pålagt Moses med Hensyn til Leviterne, således gjorde de
+      med dem.
+
+ 23.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
+ 24.  Dette er, hvad der gælder Leviterne: Fra Femogtyveårsalderen og
+      opefter skal de komme og gøre Tjeneste med Arbejdet ved
+      Åbenbaringsteltet.
+ 25.  Men fra Halvtredsårsalderen skal de holde op med at gøre
+      Tjeneste og ikke arbejde mere;
+ 26.  de kan gå deres Brødre til Hånde i Åbenbaringsteltet med at tage
+      Vare på, hvad der skal varetages; men Arbejde skal de ikke mere
+      gøre. Således skal du gøre med Leviterne i alt, hvad de har at
+      varetage.
+
+4.Mosebog 9
+
+  1.  HERREN talede således til Moses i Sinaj Ørken i den første Måned
+      af det andet År efter deres Udvandring fra Ægypten:
+  2.  Israeliterne skal fejre Påsken til den fastsatte Tid,
+  3.  på den fjortende Dag i denne Måned ved Aftenstid skal I fejre
+      den til den fastsatte Tid; overensstemmende med alle
+      Anordningerne og Lovbudene om den skal I fejre den!
+  4.  Da sagde Moses til Israeliterne, at de skulde fejre Påsken;
+  5.  og de fejrede Påsken i Sinaj Ørken den fjortende Dag i den
+      første Måned ved Aftenstid; nøjagtigt som HERREN havde pålagt
+      Moses, således gjorde Israeliterne.
+
+  6.  Men der var nogle Mænd, som var blevet urene ved et Lig og
+      derfor ikke kunde fejre Påske den Dag. Disse Mænd trådte nu den
+      Dag frem for Moses og Aron
+  7.  og sagde til ham: "Vi er blevet urene ved et Lig; hvorfor skal
+      det da være os forment at frembære HERRENs Offergave til den
+      fastsatte Tid sammen med de andre Israelitter?"
+  8.  Moses svarede dem: "Vent, til jeg får at høre, hvad HERREN
+      påbyder angående eder!"
+
+  9.  Da talede HERREN til Moses og sagde:
+ 10.  Tal til Israeliterne og sig: Når nogen af eder eller eders
+      Efterkommere er blevet uren ved et Lig eller er ude på en lang
+      Rejse, skal han alligevel holde Påske for HERREN;
+ 11.  den fjortende Dag i den anden Måned ved Aftenstid skal de holde
+      den; med usyret Brød og bitre Urter skal de spise Påskelammet.
+ 12.  De må intet levne deraf til næste Morgen, og de må ikke
+      sønderbryde noget af dets Ben. De skal fejre Påsken i
+      Overensstemmelse med alle de Anordninger, som gælder for den.
+ 13.  Men den, som undlader at fejre Påsken, skønt han er ren og ikke
+      på Rejse, det Menneske skal udryddes af sin Slægt, fordi han
+      ikke har frembåret HERRENs Offergave til den fastsatte Tid. Den
+      Mand skal undgælde for sin Synd.
+ 14.  Og når en fremmed, der bor hos eder, vil bolde Påske for HERREN,
+      skal han holde den efter de Anordninger og Lovbud, som gælder
+      for Påsken. En og samme Lov skal gælde for eder, for den
+      fremmede og for den indfødte.
+
+ 15.  Den Dag Boligen blev rejst, dækkede Skyen Boligen, Vidnesbyrdets
+      Telt; men om Aftenen var der som et Ildskær over Boligen, og det
+      holdt sig til om Morgenen.
+ 16.  Således var det til Stadighed: Om dagen dækkede Skyen den, om
+      Natten Ildskæret.
+ 17.  Hver Gang Skyen løftede sig fra Teltet, brød Israeliterne op, og
+      der, hvor Skyen stod stille, slog Israeliterne Lejr.
+ 18.  På HERRENs Bud brød Israeliterne op, og på HERRENs Bud gik de i
+      Lejr, og så længe Skyen hvilede over Boligen, blev de liggende i
+      Lejr;
+ 19.  når Skyen blev over Boligen i længere Tid, rettede Israeliterne
+      sig efter, hvad HERREN havde foreskrevet dem, og brød ikke op.
+ 20.  Det hændte, at Skyen kun blev nogle få Dage over Boligen; da gik
+      de i Lejr på HERRENs Bud og brød op på HERRENs Bud.
+ 21.  Og det hændte, at Skyen kun blev der fra Aften til Morgen; når
+      Skyen da løftede sig om Morgenen, brød de op. Eller den blev der
+      en Dag og en Nat; når Skyen da løftede sig, brød de op.
+ 22.  Eller den blev der et Par Dage eller en Måned eller længere
+      endnu, idet Skyen i længere Tid hvilede over Boligen; så blev
+      Israeliterne liggende i Lejr og brød ikke op, men når den
+      løftede sig, brød de op.
+ 23.  På HERRENs Bud gik de i Lejr, og på HERRENs Bud brød de op; de
+      rettede sig efter, hvad HERREN havde foreskrevet dem, efter
+      HERRENs Bud ved Moses.
+
+4.Mosebog 10
+
+  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
+  2.  Du skal lave dig to Sølvtrompeter; i drevet Arbejde skal du lave
+      dem. Dem skal du bruge, når Menigheden skal kaldes sammen, og
+      når Lejrene skal bryde op.
+  3.  Når der blæses i dem begge to, skal hele Menigheden samle sig
+      hos dig ved Indgangen til Åbenbaringsteltet.
+  4.  Blæses der kun i den ene, skal Øversterne, Overhovederne for
+      Israels Stammer, samle sig hos dig.
+  5.  Når I blæser Alarm med dem, skal Lejrene på Østsiden bryde op;
+  6.  blæser Alarm anden Gang, skal Lejrene på Sydsiden bryde op:
+      tredje Gang skal Lejrene mod Vest bryde op, fjerde Gang Lejrene
+      mod Nord; der skal blæses Alarm, når de skal bryde op.
+  7.  Men når Forsamlingen skal sammenkaldes skal I blæse på
+      almindelig Vis, ikke Alarm.
+  8.  Arons Sønner, Præsterne, skal blæse i Trompeterne; det skal være
+      eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt.
+  9.  Når I drager i Krig i eders Land mod en Fjende, der angriber
+      eder, og blæser Alarm med Trompeterne, skal I ihukommes for
+      HERREN eders Guds Åsyn og frelses fra eders Fjender.
+ 10.  Og på eders Glædesdage, eders Højtider og Nymånedage, skal I
+      blæse i Trompeterne ved eders Brændofre og Takofre; så skal de
+      tjene eder til Ihukommelse for eders Guds Åsyn. Jeg er HERREN
+      eders Gud!
+
+ 11.  Den tyvende Dag i den anden Måned af det andet År løftede Skyen
+      sig fra Vidnesbyrdets Bolig.
+ 12.  Da brød Israeliterne op fra Sinaj Ørken, i den Orden de skulde
+      bryde op i, og Skyen stod stille i Parans Ørken.
+ 13.  Da de nu første Gang brød op efter Guds Bud ved Moses,
+ 14.  var Judæernes Lejr den første, der brød op under sit Felttegn,
+      Hærafdeling for Hærafdeling; deres Hær førtes af Nahasjon,
+      Amminadabs Søn.
+ 15.  Issakariternes Stammes Hær førtes af Netanel, Zuars Søn,
+ 16.  og Zebuloniternes Stammes Hær af Eliab, Helons Søn.
+ 17.  Da derpå Boligen var taget ned, brød Gersoniterne og Merariterne
+      op og bar Boligen.
+ 18.  Så brød Rubens Lejr op under sit Felttegn, Hærafdeling for
+      Hærafdeling; deres Hær førtes af Elizur, Sjedeurs Søn.
+ 19.  Simeoniternes Stammes Hær førtes af Sjelumiel, Zurisjaddajs Søn,
+ 20.  og Gaditernes Stammes Hær af Eljasaf, Deuels Søn.
+ 21.  Så brød Kehatiterne, der bar de hellige Ting, op; og før deres
+      Komme havde man rejst Boligen.
+ 22.  Så brød Efraimiternes Lejr op under sit Felttegn, Hærafdeling
+      for Hærafdeling; deres Hær førtes af Elisjema, Ammihuds Søn.
+ 23.  Manassiternes Stammes Hær førtes af Gamliel, Pedazurs Søn,
+ 24.  og Benjaminiternes Stammes Hær af Abidan, Gidonis Søn.
+ 25.  Så brød Daniternes Lejr op under sit Felttegn som Bagtrop i hele
+      Lejrtoget, Hærafdeling for Hærafdeling; deres Hær førtes af
+      Ahiezer, Ammisjaddajs Søn.
+ 26.  Aseriternes Stammes Hær førtes af Pagiel, Okrans Søn,
+ 27.  og Naftalitemes Stammes Hær af Ahira, Enans Søn.
+ 28.  Således foregik Israelitternes Opbrud, Hærafdeling for
+      Hærafdeling. Så brød de da op.
+ 29.  Men Moses sagde til Midjaniten Hobab, Reuels Søn, Moses's
+      Svigerfader: "Vi bryder nu op for at drage til det Sted, HERREN
+      har lovet at give os; drag med os! Vi skal lønne dig godt, thi
+      HERREN har stillet Israel gode Ting i Udsigt."
+ 30.  Men han svarede ham: "Jeg vil ikke drage med; nej, jeg drager
+      til mit Land og min Slægt."
+ 31.  Da sagde han: "Forlad os ikke! Du kender jo de Steder, hvor vi
+      kan slå Lejr i Ørkenen; vær Øje for os!
+ 32.  Drager du med os, skal vi give dig Del i alt det gode, HERREN
+      vil give os."
+
+ 33.  Derpå brød de op fra HERRENs Bjerg og vandrede tre Dagsrejser
+      frem, idet HERRENs Pagts Ark drog i Forvejen for at søge dem et
+      Sted, hvor de kunde holde Hvil.
+ 34.  Og HERRENs Sky svævede over dem om Dagen, når de brød op fra
+      Lejren.
+ 35.  Og hver Gang Arken brød op, sagde Moses: "Stå op, HERRE, at dine
+      Fjender må splittes og dine Avindsmænd fly for dit Åsyn!"
+ 36.  Og hver Gang den standsede, sagde han: "Vend tilbage, HERRE, til
+      Israels Stammers Titusinder!"
+
+4.Mosebog 11
+
+  1.  Men Folket knurrede højlydt for HERREN over deres usle Kår; og
+      da HERREN hørte det, blussede hans Vrede op, og HERRENs Ild brød
+      løs iblandt dem og åd om sig i den yderste Del af Lejren.
+  2.  Da råbte Folket til Moses, og Moses gik i Forbøn hos HERREN.  Så
+      dæmpedes Ilden.
+  3.  Derfor kaldte man dette Sted Tabera, fordi HERRENs Ild brød løs
+      iblandt dem.
+
+  4.  Men den sammenløbne Hob, som fandtes iblandt dem, blev lysten.
+      Så tog også Israeliterne til at græde igen, og de sagde: "Kunde
+      vi dog få Kød at spise!
+  5.  Vi mindes Fiskene, vi fik at spise for intet i Ægypten, og
+      Agurkerne, Vandmelonerne, Porrerne, Hvidløgene og Skalotterne,
+  6.  og nu vansmægter vi; her er hverken det ene eller det andet, vi
+      ser aldrig andet end Manna."
+  7.  Mannaen lignede Horianderfrø og så ud som Bellium.
+  8.  Folket gik rundt og sankede den op; derpå malede de den i
+      Håndkværne eller stødte den i Mortere; så kogte de den i Gryder
+      og lavede Kager deraf; den smagte da som Bagværk tillavet i
+      Olie.
+  9.  Når Duggen om Natten faldt over Lejren, faldt også Mannaen ned
+      over den.
+
+ 10.  Og Moses hørte, hvorledes alle Folkets Slægter græd, enhver ved
+      Indgangen til sit Telt; da blussede HERRENs Vrede voldsomt op,
+      og det vakte også Moses's Mishag.
+ 11.  Da sagde Moses til HERREN: "Hvorfor har du handlet så ilde med
+      din Tjener, og hvorfor har jeg ikke fundet Nåde for dine Øjne,
+      siden du har lagt hele dette Folk som en Byrde på mig?
+ 12.  Mon det er mig, der har undfanget hele dette Folk, mon det er
+      mig, der har født det, siden du forlanger, at jeg i min Favn
+      skal bære det hen til det Land, du tilsvor dets Fædre, som en
+      Fosterfader bærer det diende Barn?
+ 13.  Hvor skal jeg gå hen og skaffe hele dette Folk Kød? Thi de
+      græder rundt om mig og siger: Skaf os Kød at spise?
+ 14.  Jeg kan ikke ene bære hele dette Folk, det er mig for tungt.
+ 15.  Hvis du vil handle således med mig, så dræb mig hellere, om jeg
+      har fundet Nåde for dine Øjne, så at jeg ikke skal være nødt til
+      at opleve sådan Elendighed!"
+
+ 16.  HERREN svarede Moses: "Kald mig halvfjerdsindstyve af Israels
+      Ældste sammen, Mænd, som du ved hører til Folkets Ældste og
+      Tilsynsmænd, før dem hen til Åbenbaringsteltet og lad dem stille
+      sig op hos dig der.
+ 17.  Så vil jeg stige ned og tale med dig der, og jeg vil tage noget
+      af den Ånd, der er over dig, og lade den komme over dem, for at
+      de kan hjælpe dig med at bære Folkets Byrde, så du ikke ene skal
+      bære den.
+ 18.  Men til Folket skal du sige: Helliger eder til i Morgen, så skal
+      I få Kød at spise! I har jo grædt højlydt for HERREN og sagt:
+      Kunde vi dog få Kød at spise! Vi havde det jo bedre i Ægypten!
+      Derfor vil HERREN give eder kød at spise;
+ 19.  og ikke blot een eller to eller fem eller ti eller tyve Dage
+      skal I spise det,
+ 20.  men en hel Måned igennem, indtil det står eder ud af Næsen, og I
+      væmmes derved, fordi I har ringeagtet HERREN, der er i eders
+      Midte, og grædt for hans Åsyn og sagt: Hvorfor drog vi dog ud af
+      Ægypten!"
+ 21.  Moses svarede: "600000 Fodfolk tæller det Folk, jeg bar om mig,
+      og du siger: Jeg vil skaffe dem Kød, så de har nok at spise en
+      hel Måned!
+ 22.  Kan der slagtes så meget Småkvæg og Hornkvæg til dem, at det kan
+      slå til, eller kan alle Fisk i Havet samles sammen til dem, så
+      det kan slå til?"
+ 23.  HERREN svarede Moses: "Er HERRENs Arm for kort? Nu skal du få at
+      se, om mit Ord går i Opfyldelse for dig eller ej."
+
+ 24.  Da gik Moses ud og kundgjorde Folket HERRENs Ord. Og han samlede
+      halvfjerdsindstyve af Folkets Ældste og lod dem stille sig rundt
+      om Teltet.
+ 25.  Så steg HERREN ned i Skyen og talede til ham; og han tog noget
+      af den Ånd, der var over ham, og lod den komme over de
+      halvfjerdsindstyve Ældste, og da Ånden hvilede over dem, kom de
+      i profetisk Henrykkelse noget, som ikke siden hændtes dem.
+ 26.  Imidlertid var to Mænd blevet tilbage i Lejren, den ene hed
+      Eldad, den anden Medad. Også over dem kom Ånden, thi de hørte
+      til dem, der var optegnede, men de var ikke gået ud til Teltet,
+      og nu kom de i profetisk Henrykkelse inde i Lejren.
+ 27.  Da løb en ung Mand ud og fortalte Moses det og sagde: "Eldad og
+      Medad er kommet i profetisk Henrykkelse inde i Lejren."
+ 28.  Josua, Nuns Søn, der fra sin Ungdom af havde gået Moses til
+      Hånde, sagde da: "Min Herre Moses, stands dem i det!"
+ 29.  Men Moses sagde til ham: "Er du skinsyg på mine Vegne? Gid alt
+      HERRENs Folk var Profeter, gid HERREN vilde lade sin Ånd komme
+      over dem!"
+ 30.  Derpå trak Moses sig tilbage til Lejren med Israels Ældste.
+
+ 31.  Da rejste der sig på HERRENs Bud en Vind, som førte Vagtler med
+      sig fra Havet og drev dem hen over Lejren så langt som en
+      Dagsrejse på begge Sider af Lejren i en Højde af et Par Alen
+      over Jorden.
+ 32.  Så gav Folket sig hele den Dag, hele Natten og hele den næste
+      Dag til at samle Vagtlerne op; det mindste, nogen samlede, var
+      ti Homer. Og de bredte dem ud til Tørring rundt om Lejren.
+ 33.  Medens Kødet endnu var imellem Tænderne på dem, før det endnu
+      var spist, blussede HERRENs Vrede op imod Folket, og HERREN lod
+      en meget hård Straf ramme Folket.
+ 34.  Og man kaldte Stedet Kibrot Hattåva, thi der blev de lystne Folk
+      jordet.
+ 35.  Fra Kibrot-Hattåva drog Folket til Hazerot, og de gjorde Holdt i
+      Hazerot.
+
+4.Mosebog 12
+
+  1.  Mirjam og Aron tog til Orde mod Moses i Anledning af den
+      kusjitiske Kvinde, han havde ægtet - han havde nemlig ægtet en
+      kusjitisk Kvinde -
+  2.  og sagde: "Har HERREN kun talet til Moses? Mon han ikke også har
+      talet til os?" Og HERREN hørte det.
+  3.  Men den Mand Moses var såre sagtmodig, sagtmodigere end noget
+      andet Menneske på Jorden.
+
+  4.  Da sagde HERREN i det samme til Moses, Aron og Mirjam: "Gå alle
+      tre ud til Åbenbaringsteltet!" Og de gik alle tre derud.
+  5.  Men HERREN steg ned i Skystøtten og stillede sig ved Indgangen
+      til Teltet og kaldte på Aron og Mirjam, og de gik begge derud.
+  6.  Da sagde han: "Hør, hvad jeg siger: Når der ellers er en Profet
+      iblandt eder, giver jeg mig til Kende for ham i Syner eller
+      taler med ham i Drømme.
+  7.  Anderledes er det med min Tjener Moses: han er tro i hele mit
+      Hus;
+  8.  med ham taler jeg Ansigt til Ansigt, ikke i Syner eller Gåder,
+      han skuer HERRENs Skikkelse; hvor tør I da tage til Orde mod min
+      Tjener Moses?"
+  9.  Og HERRENs Vrede blussede op imod dem, og han gik bort.
+ 10.  Da så Skyen trak sig bort fra Teltet, se, da var Mirjam hvid som
+      Sne af Spedalskhed, og da Aron vendte sig mod Mirjam, se, da var
+      hun spedalsk.
+ 11.  Da sagde Aron til Moses: "Ak, Herre, lad os dog ikke undgælde
+      for den Synd, vi i Dårskab begik!
+ 12.  Lad hende dog ikke blive som et dødfødt Barn, hvis Kød er halvt
+      fortæret, når det kommer ud af Moders Liv!"
+ 13.  Moses råbte da til HERREN og sagde: "Ak, gør hende dog rask
+      igen!"
+ 14.  Og HERREN svarede Moses: "Hvis hendes Fader havde spyttet hende
+      i Ansigtet, måtte hun da ikke have båret sin Skam i syv Dage?
+      Derfor skal hun i syv Dage være udelukket fra Lejren; så kan hun
+      atter optages."
+ 15.  Da blev Mirjam udelukket fra Lejren i syv Dage, og Folket brød
+      ikke op, før Mirjam atter var optaget.
+ 16.  Så brød Folket op fra Hazerot og slog Lejr i Parans Ørken.
+
+4.Mosebog 13
+
+  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
+  2.  "Send nogle Mænd af Sted for at undersøge Kana'ans Land, som jeg
+      vil give Israeliterne; een Mand af hver Fædrenestamme skal I
+      sende, og kun Mænd, der er Øverster iblandt dem!"
+  3.  Da udsendte Moses dem fra Parans Ørken på HERRENs Bud, Mænd, der
+      allevar Overhovederfor Israeliterne.
+  4.  Deres Navne var følgende: Af Rubens Stamme Sjammua, Zakkurs Søn,
+  5.  af Simeons Stamme Sjafat, Horis Søn,
+  6.  af Judas Stamme Kaleb, Jefunnes Søn,
+  7.  af Issakars Stamme Jigal, Josefs Søn,
+  8.  af Efraims Stamme Hosea, Nuns Søn,
+  9.  af Benjamins Stamme Palti, Rafus Søn,
+ 10.  af Zebulons Stamme Gaddiel, Sodis Søn,
+ 11.  af Josefs Slamme, det er Manasses Stamme, Gaddi, Susis Søn,
+ 12.  af Dans Stamme Ammiel, Gmallis Søn,
+ 13.  af Asers Stamme Setur, Mikaels Søn,
+ 14.  af Naftalis Stamme Nabi, Vofsis Søn,
+ 15.  af Gads Stamme Geuel, Mtakis Søn.
+ 16.  Det var Navnene på de Mænd, Moses udsendte for at undersøge
+      Landet. Men Moses gav Hosea, Nuns Søn, Navnet Josua.
+
+ 17.  Og Moses sendte dem af Sted for at undersøge Kana'ans Land.  Og
+      han sagde til dem: "Drag herfra op i Sydlandet og drag op i
+      Bjergene
+ 18.  og se, hvordan Landet er, og om Folket, som bor der, er stærkt
+      eller svagt, fåtalligt eller talrigt,
+ 19.  om Landet, de bor i, er godt eller dårligt, og om Byerne, de bor
+      i, er Teltlejre eller Fæstninger,
+ 20.  og om Landet er fedt eller magert, om der findes Træer deri
+      eller ej. Vær ved godt Mod og tag noget af Landets Frugt med
+      tilbage!" Det var netop ved den Tid, de første Druer var modne.
+
+ 21.  Så drog de af Sted og undersøgte Landet lige fra Zins Ørken til
+      Rehob, Egnen hen imod Hamat.
+ 22.  Så begav de sig op i Sydlandet og kom til Hebron; der boede
+      Ahiman, Sjesjaj og Talmaj, Anaks Efterkommere. Men Hebron var
+      grundlagt syv År før Zoan i Ægypten.
+ 23.  Da de nåede Esjkoldalen, afskar de en Ranke med en Drueklase,
+      som der måtte to Mand til at bære på en Bærestang, og plukkede
+      nogle Granatæbler og Figener.
+ 24.  Man kaldte dette Sted Esjkoldalen med Hentydning til den
+      Drueklase, Israeliterne der skar af.
+
+ 25.  Efter fyrretyve Dages Forløb vendte de tilbage efter at have
+      undersøgt Landet;
+ 26.  og de kom til Moses og Aron og hele Israeliternes Menighed i
+      Parans Ørken i Kadesj og aflagde Beretning for dem og hele
+      Menigheden og viste dem Landets Frugt.
+ 27.  De fortalte ham: "Vi kom til landet, du sendte os til; det er
+      virkelig et Land, der flyder med Mælk og Honning, og her er
+      Flugt derfra;
+ 28.  men stærkt er Folket, som bor i Landet, og Byerne er befæstede
+      og meget store; ja, vi så også Efterkommere af Anak der.
+ 29.  Amalek bor i Sydlandet, Hetiterte, Jebusiteme og Amoriterne i
+      Bjerglandet og Kana'anæerne ved Havet og langs Jordan."
+ 30.  Da søgte Kaleb at bringe Folket til Tavshed over for Moses og
+      sagde: "Lad os kun drage op og underlægge os det, thi vi kan
+      sikkert tage det!"
+ 31.  Men de Mænd, der havde været med ham deroppe, sagde: "Vi kan
+      ikke drage op imod dette Folk, thi det er stærkere end vi!"
+ 32.  Og de talte nedsættende til Israeliterne om Landet, som de havde
+      undersøgt, og sagde: "Landet, som vi har rejst igennem og
+      undersøgt, er et Land, der fortærer sine Indbyggere, og alle de
+      Folk, vi så der, var kæmpestore.
+ 33.  Vi så der Kæmperne Anaks Sønner, der er af Kæmpeslægten og vi
+      forekom både os selv og dem som Græshopper!"
+
+4.Mosebog 14
+
+  1.  Da opløftede hele Menigheden sin Røst og brød ud i Klageråb, og
+      Folket græd Natten igennem.
+  2.  Og alle Israelitterne knurrede imod Moses og Aron, og hele
+      Menigheden sagde til dem: "Gid vi var døde i Ægypten eller her i
+      Ørkenen!
+  3.  Hvorfor fører HERREN os til dette Land, når vi skal falde for
+      Sværdet og vore Kvinder og Børn blive til Bytte? Var det dog
+      ikke bedre for os at vende tilbage til Ægypten?"
+  4.  Og de sagde til hverandre: "Lad os vælge os en Fører og vende
+      tilbage til Ægypten!"
+  5.  Da faldt Moses og Aron på deres Ansigt foran hele den
+      israelitiske Menigheds Forsamling.
+  6.  Men Josua, Nuns Søn, og Kaleb, Jefunnes Søn, der havde været med
+      til at undersøge Landet, sønderrev deres Klæder
+  7.  og sagde til hele Israelitternes Menighed: "Landet, vi har rejst
+      igennem og undersøgt, er et såre, såre godt Land.
+  8.  Hvis HERREN har Behag i os, vil han føre os til det Land og give
+      os det, et Land, der flyder med Mælk og Honning.
+  9.  Gør kun ikke Oprør imod HERREN og frygt ikke for Landets
+      Befolkning, thi dem tager vi som en Bid Brød; deres Skygge er
+      veget fra dem, men med os er HERREN; frygt ikke for dem!"
+ 10.  Hele Menigheden tænkte allerede på at stene dem; men da kom
+      HERRENs Herlighed til Syne for alle Israelitterne ved
+      Åbenbaringsteltet.
+
+ 11.  Og HERREN sagde til Moses: "Hvor længe skal dette Folk håne mig,
+      og hvor længe vil det vægre sig ved at tro på mig, til Trods for
+      alle de Tegn jeg har gjort i det?
+ 12.  Jeg vil slå det med Pest og udrydde det, men dig vil jeg gøre
+      til et Folk, større og stærkere end det!"
+ 13.  Men Moses sagde til HERREN: "Ægypterne har hørt, at du i din
+      Vælde har ført dette Folk bort fra dem;
+ 14.  og ligeledes har alle dette Lands Indbyggere hørt, at du, HERRE,
+      er midt iblandt dette Folk, thi du, HERRE, åbenbarer dig
+      synligt, idet din Sky står over dem, og du vandrer foran dem om
+      Dagen i en Skystøtte og om Natten i en Ildstøtte.
+ 15.  Hvis du nu dræber dette Folk alle som een, vil de Folk, der har
+      hørt dit Ry, sige:
+ 16.  Fordi HERREN ikke evnede at føre dette Folk til det Land, han
+      havde tilsvoret dem, lod han dem omkomme i Ørkenen.
+ 17.  Derfor, HERRE, lad din Vælde nu vise sig i sin Storhed, således
+      som du forjættede, da du sagde:
+ 18.  HERREN er langmodig og rig på Miskundhed, han forlader
+      Misgerning og Overtrædelse, men han lader ingen ustraffet, og
+      han hjemsøger Fædrenes Brøde på Børnene i tredje og fjerde Led.
+ 19.  Så tilgiv nu dette Folk dets Misgerning efter din store
+      Miskundhed, således som du har tilgivet dette Folk hele Vejen
+      fra Ægypten og hertil!"
+
+ 20.  Da sagde HERREN: "Jeg tilgiver dem på din Bøn.
+ 21.  Men så sandt jeg lever så sandt hele Jorden skal opfyldes af
+      HERRENs Herlighed:
+ 22.  Ingen af de Mænd, der har set min Herlighed og de Tegn, jeg har
+      gjort i Ægypten og i Ørkenen, og dog nu for tiende Gang har
+      fristet mig og ikke villet lyde min Røst,
+ 23.  ingen af dem skal se det Land, jeg tilsvor deres Fædre! Ingen af
+      dem, der har hånet mig, skal få det at se;
+ 24.  kun min Tjener Kaleb lader jeg komme til det Land, han har været
+      i, og hans Efterkommere skal få det i Eje, fordi han havde en
+      anden Ånd og viste mig fuld Lydighed.
+ 25.  Men Amalekiterne og Kana'anæerne bor i Lavlandet. Vend derfor om
+      i Morgen, bryd op og drag ud i Ørkenen ad det røde Hav til!"
+
+ 26.  Fremdeles talede HERREN til Moses og Aron og sagde:
+ 27.  "Hvor længe skal jeg tåle denne onde Menighed, dem, som
+      bestandig knurrer imod mig? Jeg har hørt Israelitternes Knurren,
+      hørt, hvorledes de knurrer imod mig.
+ 28.  Sig til dem: Så sandt jeg lever lyder det fra HERREN, som I har
+      råbt mig i Øret, således vil jeg handle med eder!
+ 29.  I Ørkenen her skal eders Kroppe falde, alle I, der blev
+      mønstret, så mange I er fra Tyveårsalderen og opefter, I, som
+      har knurret imod mig.
+ 30.  Sandelig, ingen af eder skal komme til det Land, jeg med løftet
+      Hånd svor at ville giver eder at bo i, med Undtagelse af Kaleb,
+      Jefunnes Søn, og Josua, Nuns Søn.
+ 31.  Eders små Børn, som I sagde vilde blive til Bytte, dem vil jeg
+      lade komme derhen, og de skal tage det Land i Besiddelse, som I
+      har vraget,
+ 32.  men eders egne Kroppe skal falde i Ørkenen her,
+ 33.  og eders Sønner skal flakke om i Ørkenen i fyrretyve År og
+      undgælde for eders Bolen, indtil eders Kroppe er gået til Grunde
+      i Ørkenen.
+ 34.  Som I brugte fyrretyve Dage til at undersøge Landet, således
+      skal I undgælde for eders Misgerninger i fyrretyve År, eet År
+      for hver Dag, og således få mit Mishag at føle.
+ 35.  Jeg HERREN har sagt det: Sandelig, således vil jeg handle med
+      hele denne onde Menighed, der har rottet sig sammen imod mig; i
+      Ørkenen her skal de gå til Grunde, i den skal de dø!"
+
+ 36.  Og de Mænd, Moses havde udsendt for at undersøge Landet, og som
+      efter deres Tilbagekomst havde fået hele Menigheden til at
+      knurre imod ham ved at tale nedsættende om Landet,
+ 37.  de Mænd, der havde talt nedsættende om Landet, fik en brat Død
+      for HERRENs Åsyn:
+ 38.  kun Josua, Nuns Søn, og Kaleb, Jefunnes Søn, blev i Live af de
+      Mænd, der var draget hen for at undersøge Landet.
+
+ 39.  Men da Moses forebragte alle Israelitterne disse Ord, grebes
+      Folket af stor Sorg;
+ 40.  og tidligt næste Morgen drog de op mod det øverste af
+      Bjerglandet og sagde: "Se, vi er rede til at drage op til det
+      Sted, HERREN har talet om, thi vi, har syndet."
+ 41.  Da sagde Moses: "Hvorfor vil I overtræde HERRENs Bud? Det vil
+      ikke gå godt!
+ 42.  Drag ikke derop, thi HERREN er ikke iblandt eder; gør I det,
+      bliver I slået af eders Fjender!
+ 43.  Thi Amalekiterne og Kana'anæerne vil møde eder der, og I skal
+      falde for Sværdet; I har jo vendt eder fra HERREN, og HERREN er
+      ikke med eder!"
+ 44.  Alligevel formastede de sig til at drage op mod det øverste af
+      Bjerglandet; men HERRENs Pagts Ark og Moses forlod ikke Lejren.
+ 45.  Da steg Amalekiterne og Kana'anæerne, der boede der i
+      Bjerglandet, ned og slog dem og adsplittede dem lige til Horma.
+
+4.Mosebog 15
+
+  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
+  2.  Tal til Israelitterne og sig til dem: Når I kommer til det Land,
+      jeg vil give eder at bo i,
+  3.  og I vil ofre HERREN et Ildoffer, Brændoffer eller Slagtoffer,
+      af Hornkvæg eller Småkvæg for at indfri et Løfte eller af fri
+      Drift eller i Anledning af eders Højtider for at berede HERREN
+      en liflig Duft,
+  4.  så skal den, der bringer HERREN sin Offergave, som Afgrødeoffer
+      bringe en Tiendedel Efa fint Hvedemel, rørt i en Fjerdedel Hin
+      Olie
+  5.  desuden skal du som Drikoffer til hvert Lam ofre en Fjerdedel
+      Hin Vin, hvad enten det er Brændoffer eller Slagtoffer.
+  6.  Men til en Væder skal du som Afgrødeoffer ofre to Tiendedele Efa
+      fint Hvedemel, rørt i en Tredjedel Hin Olie;
+  7.  desuden skal du som Drikoffer frembære en Tredjedel Hin Vin til
+      en liflig Duft for HERREN.
+  8.  Og når du ofrer en ung Tyr som Brændoffer eller Slagtoffer for
+      at indfri et Løfte eller som Takoffer til HERREN,
+  9.  skal du foruden Tyren frembære som Afgrødeoffer tre Tiendedele
+      Efa fint Hvedemel, rørt i en halv Hin Olie;
+ 10.  desuden skal du som Drikoffer frembære en halv Hin Vin, et
+      Ildoffer til en liflig Duft for HERREN.
+ 11.  Således skal der gøres for hver enkelt Tyr, hver enkelt Væder
+      eller hvert Lam eller Ged;
+ 12.  således skal I gøre for hvert enkelt Dyr, så mange I nu ofrer.
+ 13.  Enhver indfødt skal gøre disse Ting på denne Måde, når han vil
+      bringe et Ildoffer til en liflig Duft for HERREN.
+ 14.  Og når en fremmed bor hos eder, eller nogen i de kommende Tider
+      bor iblandt eder, og han vil bringe et Ildoffer til en liflig
+      Duft for HERREN, skal han gøre på samme Måde som I selv.
+ 15.  Inden for Forsamlingen skal en og samme Anordning gælde for eder
+      og den fremmede, der bor hos eder; det skal være eder en evig
+      gyldig Anordning fra Slægt til Slægt: hvad der gælder for eder,
+      skal også gælde for den fremmede for HERRENs Åsyn;
+ 16.  samme Lov og Ret gælder for eder og den fremmede, der bor hos
+      eder.
+
+ 17.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
+ 18.  Tal til Israelitterne og sig til dem: Når I kommer til det Land,
+      jeg fører eder til,
+ 19.  og spiser af Landets Brød, skal I yde HERREN en Offerydelse.
+ 20.  Som Førstegrøde af eders Grovmel skal I yde en Kage som
+      Offerydelse; på samme Måde som Offerydelsen af Tærskepladsen
+      skal I yde den.
+ 21.  Af Førstegrøden af eders Grovmel skal I give HERREN en
+      Offerydelse, Slægt efter Slægt.
+
+ 22.  Dersom I synder af Vanvare og undlader at udføre noget af alle
+      de Bud, HERREN har kundgjort Moses,
+ 23.  noget af alt det, HERREN har pålagt eder gennem Moses, fra den
+      Dag HERREN udstedte sit Bud og frem i Tiden fra Slægt til Slægt,
+ 24.  så skal hele Menigheden, hvis det sker af Vanvare uden
+      Menighedens Vidende, ofre en ung Tyr som Brændoffer til en
+      liflig duft for HERREN med det efter Lovbudene dertil hørende
+      Afgrødeoffer og Drikoffer og desuden en Gedebuk som Syndoffer.
+ 25.  Og Præsten skal skaffe hele Israelitternes Menighed Soning, og
+      dermed opnår de Tilgivelse; thi det skete af Vanvare, og de bar
+      bragt deres Offergave som et Ildoffer til HERREN og desuden
+      deres Syndoffer for HERRENs Åsyn, for hvad de gjorde af Vanvare.
+ 26.  Således får både hele Israelitternes Menighed og den fremmede,
+      der bor hos dem, Tilgivelse; thi alt Folket har Del i den Synd,
+      der bliver begået af Vanvare.
+
+ 27.  Men hvis et enkelt Menneske synder af Vanvare, skal han bringe
+      en årgammel Ged som Syndoffer.
+ 28.  Og Præsten skal skaffe den, der synder af Vanvare, Soning for
+      HERRENs Åsyn ved at udføre Soningen for ham, og således opnår
+      han Tilgivelse.
+ 29.  For den indfødte hos Israelitterne og den fremmede, der bor
+      iblandt dem, for eder alle gælder en og samme Lov; når nogen
+      synder af Vanvare.
+
+ 30.  Men den, der handler med Forsæt, hvad enten han er indfødt eller
+      fremmed, han håner Gud, og det Menneske skal udryddes af sit
+      Folk.
+ 31.  Thi han har ringeagtet HERRENs Ord og brudt hans Bud; det
+      Menneske skal udryddes, hans Misgerning kommer over ham.
+
+ 32.  Medens Israelitterne opholdt sig i Ørkenen, traf de en Mand, som
+      sankede Brænde på en Sabbat.
+ 33.  De, der traf ham i Færd med at sanke Brænde, bragte ham til
+      Moses, Aron og hele Menigheden,
+ 34.  og de satte ham i Varetægt, da der ikke forelå nogen bestemt
+      Kendelse for, hvad der skulde gøres ved ham.
+ 35.  Da sagde HERREN til Moses: Den Mand skal lide Døden; hele
+      Menigheden skal stene ham uden for Lejren!
+ 36.  Hele Menigheden førte ham da uden for Lejren og stenede ham til
+      Døde, som HERREN havde pålagt Moses.
+
+ 37.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
+ 38.  Tal til Israelitterne og sig til dem, at de Slægt efter Slægt
+      skal sætte Kvaster på Fligene af deres Klæder, og at de på hver
+      enkelt Kvast skal sætte en violet Purpursnor.
+ 39.  Det skal tjene eder til Tegn, så at I, hver Gang I ser dem, skal
+      komme alle HERRENs Bud i Hu og handle efter dem og ikke lade
+      eder vildlede af eders Hjerter eller Øjne, af hvilke I lader
+      eder forlede til Bolen
+ 40.  for at I kan komme alle mine Bud i Hu og handle efter dem og
+      blive hellige for eders Gud.
+ 41.  Jeg er HERREN eders Gud, som førte eder ud af Ægypten for at
+      være eders Gud. Jeg er HERREN eders Gud!
+
+4.Mosebog 16
+
+  1.  Men Kora, en Søn af Jizhar, en Søn af Levis Søn Kehat, og Datan
+      og Abiram, Sønner af Ejiab, en Søn af Rubens Søn Pallu, gjorde
+      Oprør.
+  2.  De gjorde Oprør mod Moses sammen med 250 israelitiske Mænd,
+      Øverster for Menigheden, udvalgte i Folkeforsamlingen, ansete
+      Mænd.
+  3.  Og de samlede sig og trådte op imod Moses og Aron og sagde til
+      dem: "Lad det nu være nok, thi hele Menigheden er hellig, hver
+      og en, og HERREN er i dens Midte; hvorfor vil I da ophøje eder
+      over HERRENs Forsamling?"
+  4.  Da Moses hørte det, faldt han på sit Ansigt.
+  5.  Derpå talte han til Kora og alle hans Tilhængere og sagde: "Vent
+      til i Morgen, så vil HERREN give til kende, hvem der tilhører
+      ham, og hvem der er hellig, så at han vil give ham Adgang til
+      sig; den, han udvælger, vil han give Adgang til sig.
+  6.  Således skal I gøre: Skaf eder Pander, du Kora og alle dine
+      Tilhængere,
+  7.  og læg så i Morgen Gløder på og kom Røgelse på for HERRENs Åsyn,
+      så skal den, HERREN udvælger, være den, som er hellig; lad det
+      nu være nok, I Levisønner!"
+  8.  Fremdeles sagde Moses til Kora: "Hør nu, I Levisønner!
+  9.  Er det eder ikke nok, at Israels Gud har udskilt eder af Israels
+      Menighed og givet eder Adgang til sig for at udføre Arbejdet ved
+      HERRENs Bolig og stå til Tjeneste for Menigheden?
+ 10.  Han har givet dig og med dig alle dine Brødre, Levis Sønner,
+      Adgang til sig og nu attrår I også Præsteværdigheden!
+ 11.  Derfor, du og alle dine Tilhængere, som har rottet eder sammen
+      mod HERREN, hvad er Aron, at I vil knurre mod ham!"
+
+ 12.  Da sendte Moses Bud efter Datan og Abiram, Eliabs Sønner, men de
+      sagde: "Vi kommer ikke!
+ 13.  Er det ikke nok, at du har ført os bort fra et Land, der flyder
+      med Mælk og Honning, for at lade os dø i Ørkenen, siden du oven
+      i Købet vil opkaste dig til Herre over os!
+ 14.  Du har sandelig ikke ført os til et Land, der flyder med Mælk og
+      Honning, eller givet os Marker og Vinbjerge! Tror du, du kan
+      stikke disse Mænd Blår i Øjnene? Vi kommer ikke!"
+ 15.  Da harmedes Moses højlig og sagde til HERREN: "Vend dig ikke til
+      deres Offergave! Ikke så meget som et Æsel har jeg frataget dem,
+      ej heller har jeg gjort en eneste af dem noget ondt!"
+
+ 16.  Og Moses sagde til Kora: "I Morgen skal du og alle dine
+      Tilhængere komme frem for HERRENs Åsyn sammen med Aron;
+ 17.  og enhver af eder skal tage sin Pande, lægge Gløder på og komme
+      Røgelse på og frembære sin Pande for HERRENs Åsyn, 25O Pander,
+      du selv og Aron skal også tage hver sin Pande!"
+ 18.  Da tog hver sin Pande, lagde Gløder på og kom Røgelse på, og så
+      stillede de sig ved indgangen til Åbenbaringsteltet sammen med
+      Moses og Aron;
+ 19.  og Kora kaldte hele Menigheden sammen imod dem ved Indgangen til
+      Åbenbaringsteltet. Da kom HERRENs Herlighed til Syne for hele
+      Menigheden,
+ 20.  og HERREN talede til Moses og Aron og sagde:
+ 21.  "Skil eder ud fra denne Menighed, så vil jeg i et Nu
+      tilintetgøre den!"
+ 22.  Men de faldt på deres Ansigt og sagde: "O Gud, du Gud over alt
+      Køds Ånder, vil du vredes på hele Menigheden, fordi en enkelt
+      Mand synder?"
+ 23.  Da talede HERREN til Moses og sagde:
+ 24.  "Tal til Menigheden og sig: Fjern eder fra Pladsen omkring
+      Koras, Datans og Abirams Bolig!"
+
+ 25.  Moses gik nu hen til Datan og Abiram, fulgt af Israels Ældste,
+ 26.  og han talte til Menigheden og sagde: "Træk eder tilbage fra
+      disse ugudelige Mænds Telte og rør ikke ved noget af, hvad der
+      tilhører dem, for at I ikke skal rives bort for alle deres
+      Synders Skyld!"
+ 27.  Da fjernede de sig fra Pladsen om Koras, Datans og Abirams
+      Bolig, og Datan og Abiram kom ud og stillede sig ved indgangen
+      til deres Telte med deres Hustruer og Børn, store og små.
+ 28.  Og Moses sagde: "Derpå skal I kende, at HERREN har sendt mig for
+      at gøre alle disse Gerninger, og at jeg ikke handler i
+      Egenrådighed:
+ 29.  Dersom disse dør på vanlig menneskelig Vis, og der ikke rammer
+      dem andet, end hvad der rammer alle andre, så har HERREN ikke
+      sendt mig;
+ 30.  men hvis HERREN lader noget uhørt ske, så Jorden spiler sit Gab
+      op og sluger dem med alt, hvad der tilhører dem, så de farer
+      levende ned i Dødsriget, da skal I derpå kende, at disse Mænd
+      har hånet HERREN!"
+ 31.  Og straks, da han havde talt alle disse Ord, åbnede Jorden sig
+      under dem,
+ 32.  og Jorden lukkede sit Gab op og slugte dem og deres Boliger og
+      alle Mennesker, der tilhørte Kora, og alt, hvad de ejede;
+ 33.  og de for levende ned i Dødsriget med alt, hvad der tilhørte
+      dem, og Jorden lukkede sig over dem, og de blev udryddet af
+      Forsamlingen.
+ 34.  Men hele Israel, der stod omkring dem, flygtede ved deres Skrig,
+      thi de sagde: "Blot ikke Jorden skal opsluge os!"
+ 35.  Og Ild for ud fra HERREN og fortærede de 250 Mænd, der frembar
+      Røgelse.
+
+ 36.  Da talede HERREN til Moses og sagde:
+ 37.  "Sig til Eleazar, Præsten Arons Søn, at han skal tage Panderne
+      ud af Branden og strø Gløderne ud noget derfra; thi hellige
+ 38.  er de Pander, der tilhørte disse Mænd, som begik en Synd, der
+      kostede dem Livet. De skal udhamre dem til Plader til Overtræk
+      på Alteret, thi de frembar dem for HERRENs Åsyn, og derfor er de
+      hellige; de skal nu tjene Israelitterne til Tegn."
+ 39.  Da tog Præsten Eleazar Kobberpaladerne, som de opbrændte Mænd
+      havde frembåret, og hamrede dem ud til. Overtræk på Alteret
+ 40.  som et Mindetegn for Israelitterne om, at ingen Lægmand, ingen,
+      som ikke hører til Arons Efterkommere, må træde frem for at ofre
+      Røgelse for HERRENs Åsyn, for at det ikke skal gå ham som Kora
+      og hans Tilhængere, således som HERREN havde sagt ham ved Moses.
+
+ 41.  Men Dagen efter knurrede hele Israels Menighed mod Moses og Aron
+      og sagde: "Det er eder, der har, dræbt HERRENs Folk!"
+ 42.  Men da Menigheden samlede sig mod Moses og Aron, vendte de sig
+      mod Åbenbaringsteltet, og se, Skyen dækkede det, og HERRENs
+      Herlighed kom til Syne.
+ 43.  Da trådte Moses og Aron hen foran Åbenbaringsteltet,
+ 44.  og HERREN talede til Moses og Aron og sagde:
+ 45.  "Fjern eder fra denne Menighed, så vil jeg i et Nu tilintetgøre
+      dem!" Da faldt de på deres Ansigt,
+ 46.  og Moses sagde til Aron: "Tag din Pande, læg Gløder fra Alteret
+      på og kom Røgelse på og skynd dig så hen til Menigheden og skaf
+      den Soning, thi Vreden er brudt frem fra HERREN, Plagen har
+      allerede taget fat!"
+ 47.  Da tog Aron det, således som Moses havde sagt, og løb midt ind i
+      Forsamlingen. Og se, Plagen havde allerede taget fat blandt
+      Folket, men han kom Røgelsen på og skaffede Folket Soning.
+ 48.  Og som han stod der midt imellem døde og levende, hørte Plagen
+      op.
+ 49.  Men de, der omkom ved Plagen, udgjorde 14700 Mennesker foruden
+      dem, der omkom for Koras Skyld.
+ 50.  Så vendte Aron tilbage til Moses ved Indgangen til
+      Åbenbaringsteltet, efter at Plagen var ophørt.
+
+4.Mosebog 17
+
+  1.  Og HERREN talede til Moses og sagde:
+  2.  "Sig til Israelitterne, at Øversterne for Fædrenehusene skal
+      give dig en Stav for hvert Fædrenehus, tolv Stave i alt, og
+      skriv så hver enkelts Navn på hans Stav
+  3.  og skriv Arons Navn på Levis Stav, thi hvert Overhoved for
+      Fædrenehusene skal have een Stav.
+  4.  Læg dem så ind i Åbenbariogsteltet foran Vidnesbyrdet, der, hvor
+      jeg åbenbarer mig for dig.
+  5.  Den Mand, jeg udvælger, hans Stav skal da grønnes; således vil
+      jeg bringe Israelitternes Knurren imod eder til Tavshed, så jeg
+      kan blive fri for den."
+  6.  Moses sagde nu dette til Israelitterne, og alle deres Øverster
+      gav ham en Stav, så der blev en Stav for hver Øverste efter
+      deres Fædrenehuse, tolv Stave i alt, og Arons Stav var imellem
+      Stavene.
+  7.  Derpå lagde Moses Stavene hen foran HERRENs Åsyn i Vidnesbyrdets
+      Telt.
+
+  8.  Da Moses næste Dag kom ind i Vidnesbyrdets Telt, se, da var
+      Arons Stav, Staven for Levis Hus, grønnedes; den havde sat Skud,
+      var kommet i Blomst og bar modne Mandler.
+  9.  Da tog Moses Stavene bort fra HERRENs Åsyn og bar dem ud til
+      Israelitterne, og de så på dem og tog hver sin Stav.
+ 10.  Men HERREN sagde til Moses: "Læg Arons Stav tilbage foran
+      Vidnesbyrdet, for at den kan opbevares til Tegn for de
+      genstridige, og gør Ende på deres Knurren, så jeg kan blive fri
+      for den, at de ikke skal dø!"
+ 11.  Og Moses gjorde som HERREN havde pålagt ham; således gjorde han.
+
+ 12.  Men Israelitterne sagde til Moses: "Se, vi omkommer, det er ude
+      med os, det er ude med os alle sammen!
+ 13.  Enhver, der kommer HERRENs Bolig nær, dør. Skal vi da virkelig
+      omkomme alle sammen?"
+
+4.Mosebog 18
+
+  1.  HERREN sagde til Aron: Du tillige med dine Sønner og dit
+      Fædrenehus skal have Ansvaret for Helligdommen, og du tillige
+      med dine Sønner skal have Ansvaret for eders Præstetjeneste.
+  2.  Men også dine Brødre, Levis Stamme, din Fædrenestamme, skal du
+      lade træde frem sammen med dig, og de skal holde sig til dig og
+      gå dig til Hånde, når du tillige med dine Sønner gør Tjeneste
+      foran Vidnesbyrdets Telt;
+  3.  og de skal tage Vare på, hvad du har at varetage, og på alt,
+      hvad der er at varetage ved Teltet, men de må ikke komme de
+      hellige Ting eller Alteret nær, at ikke både de og I skal dø..
+  4.  De skal holde sig til dig og tage Vare på, hvad der er at
+      varetage ved Åbenbaringsteltet, alt Arbejdet derved, men ingen
+      Lægmand må der komme eder nær.
+  5.  Men I skal tage Vare på, hvad der er at varetage ved
+      Helligdommen og Alteret, for at der ikke atter skal komme Vrede
+      over Israelitterne.
+  6.  Se, jeg har selv udtaget eders Brødre Leviterne af
+      Israelitternes Midte som en Gave til eder, de er givet HERREN
+      til at udføre Arbejdet ved Åbenbaringsteltet.
+  7.  Men du tillige med dine Sønner skal tage Vare på eders
+      Præstegerning i alt, hvad der angår Alteret og det, der er inden
+      for Forhænget, og udføre Arbejdet derved. Som en Gave skænker
+      jeg eder Præstedømmet; men enhver Lægmand, der trænger sig ind
+      deri, skal lide Døden.
+
+  8.  HERREN talede fremdeles til Aron: Se, jeg giver dig, hvad der
+      skal lægges til Side af mine Offerydelser; alle Israelitternes
+      Helliggaver giver jeg dig og dine Sønner som eders Del, en evig
+      gyldig Rettighed.
+  9.  Følgende skal tilfalde dig af det højhellige, fraregnet hvad der
+      opbrændes: Alle deres Offergaver, der falder ind under
+      Afgrødeofre, Syndofre og Skyldofre, som de bringer mig til
+      Erstatning; som højhelligt skal dette tilfalde dig og dine
+      Sønner.
+ 10.  På et højhelligt Sted skal du spise det, og alle af Mandkøn må
+      spise deraf; det skal være dig helligt.
+ 11.  Fremdeles skal følgende tilfalde dig som Offerydelse af deres
+      Gaver: Alle Gaver fra Israelitterne, hvormed der udføres
+      Svingning, giver jeg dig tillige med dine Sønner og Døtre som en
+      evig gyldig Rettighed; enhver, som er ren i dit Hus, må spise
+      deraf.
+ 12.  Alt det bedste af Olien, Mosten og Kornet, Førstegrøden deraf,
+      som de giver HERREN, giver jeg dig.
+ 13.  De første Frugter af alt, hvad der gror i deres Land, som de
+      bringer HERREN, skal tilfalde dig; enhver, som er ren i dit Hus,
+      må spise deraf.
+ 14.  Alt, hvad der lægges Band på i Israel, skal tilfalde dig.
+ 15.  Af alt Kød, som de bringer til HERREN, såvel af Mennesker som af
+      Dyr, skal alt, hvad der åbner Moders Liv, tilfalde dig; dog skal
+      du lade de førstefødte Mennesker udløse, og ligeledes skal du
+      lade de førstefødte urene Dyr udløse.
+ 16.  Hine skal du lade udløse, når de er en Måned gamle eller
+      derover, med en Vurderingssum af fem Sekel efter hellig Vægt,
+      tyve Gera på en Sekel.
+ 17.  Men de førstefødte Stykker Hornkvæg, Lam eller Geder må du ikke
+      lade udløse; de er hellige, deres Blod skal du sprænge på
+      Alteret, og Fedtet skal du bringe som Røgoffer, et Ildoffer til
+      en liflig Duft for HERREN;
+ 18.  men Kødet tilfalder dig; ligesom Svingningsbrystet og højre
+      Kølle tilfalder det dig.
+ 19.  Al Offerydelse af Helliggaver, som Israelitterne yder HERREN,
+      giver jeg dig tillige med dine Sønner og Døtre som en evig
+      gyldig Rettighed; det skal være en evig gyldig Saltpagt for
+      HERRENs Åsyn for dig tillige med dine Efterkommere.
+
+ 20.  HERREN sagde fremdeles til Aron: Du skal ingen Arvelod have i
+      deres Land, og der skal ikke tilfalde dig nogen Lod iblandt dem;
+      jeg selv er din Arvelod og Del blandt Israelitterne.
+
+ 21.  Men se, Levisønnerne giver jeg al Tiende i Israel som Arvelod
+      til Løn for det Arbejde, de udfører ved Åbenbaringsteltet.
+ 22.  Israelitterne må herefter ikke komme Åbenbaringsteltet nær, for
+      at de ikke skal pådrage sig Synd og dø;
+ 23.  kun Leviterne må udføre Arbejdet ved Åbenbaringsteltet, og de
+      skal have Ansvaret derfor. Det skal være eder en evig gyldig
+      Anordning fra Slægt til Slægt. Men nogen Arvelod skal de ikke
+      have blandt Israelitterne;
+ 24.  thi Tienden, Israelitterne yder HERREN som Offerydelse, giver
+      jeg Leviterne til Arvelod. Derfor sagde jeg dem, at de ikke skal
+      have nogen Arvelod blandt Israelitterne.
+
+ 25.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
+ 26.  Tal til Leviterne og sig til dem: Når I af Israelitterne
+      modtager Tienden, som jeg har givet eder som den Arvelod, I skal
+      have af dem, så skal I yde HERREN en Offerydelse deraf, Tiende
+      af Tienden;
+ 27.  og denne eders Offerydelse skal ligestilles med Offerydelsen af
+      Kornet fra Tærskepladsen og Overfloden fra Vinpersen.
+ 28.  Således skal også I yde HERREN en Offerydelse af al den Tiende,
+      I modtager af Israelitterne, og denne HERRENs Offerydelse skal I
+      give Præsten Aron.
+ 29.  Af alle de Gaver, I modtager, skal I yde HERRENs Offerydelse, af
+      alt det bedste deraf, som hans Helliggave.
+ 30.  Og sig til dem: Når I yder det bedste deraf, skal det
+      ligestilles med Offerydelsen af, hvad der kommer fra
+      Tærskepladsen og Vinpersen.
+ 31.  I må spise det hvor som helst sammen med eders Familie, thi det
+      er eders Løn for eders Arbejde ved Åbenbaringsteltet.
+ 32.  Når I blot yder det bedste deraf, skal I ikke for den Sags Skyld
+      pådrage eder Synd og ikke vanhellige Israelitternes Helliggaver
+      og udsætte eder for at dø.
+
+4.Mosebog 19
+
+  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og Aron og sagde:
+  2.  Dette er det Lovbud, HERREN har kundgjort: Sig til
+      Israelitterne, at de skal skaffe dig en rød, lydefri Kvie, der
+      er uden Fejl og ikke har båret Åg.
+  3.  Den skal I overgive til Præsten Eleazar, og man skal føre den
+      uden for Lejren og slagte den for hans Åsyn.
+  4.  Så skal Præsten Eleazar tage noget af dens Blod på sin Finger og
+      stænke det syv Gange i Retning af Åbenbaringsteltets Forside.
+  5.  Derpå skal Kvien brændes i hans Påsyn; dens Hud, Kød og Blod
+      tillige med Skarnet skal opbrændes.
+  6.  Derefter skal Præsten tage Cedertræ, Ysop og karmoisinrødt Uld
+      og kaste det på Bålet, hvor Kvien brænder.
+  7.  Så skal Præsten tvætte sine Klæder og bade sit Legeme i Vand og
+      derefter vende tilbage til Lejren. Men Præsten skal være uren
+      til Aften.
+  8.  Ligeledes skal den Mand, der brænder Kvien, tvætte sine Klæder
+      med Vand og bade sit Legeme i Vand og være uren til Aften.
+  9.  Og en Mand, der er ren, skal opsamle Kviens Aske og lægge den
+      hen på et rent Sted uden for Lejren, hvor den skal opbevares for
+      Israelitternes Menighed for at bruges til Renselsesvand. Det er
+      et Syndoffer.
+ 10.  Og den, der opsamler Kviens Aske, skal tvætte sine Klæder og
+      være uren til Aften. For Israelitterne og den fremmede, der bor
+      iblandt dem, skal dette være en evig gyldig Anordning:
+ 11.  Den, der rører ved en død, ved noget som helst Lig, skal være
+      uren i syv Dage.
+ 12.  Han skal lade sig rense for Synd med Asken på den tredje og
+      syvende Dag, så bliver han ren; men renser han sig ikke på den
+      tredje og syvende Dag, bliver han ikke ren.
+ 13.  Enhver, der rører ved en død, et Lig, og ikke lader sig rense
+      for Synd, besmitter HERRENs Bolig, og det Menneske skal udryddes
+      af Israel, fordi der ikke er stænket Renselsesvand på ham; han
+      er uren, hans Urenhed klæber endnu ved ham.
+
+ 14.  Således er Loven: Når et Menneske dør i et Telt,, bliver enhver,
+      der træder ind i Teltet, og enhver, der er i Teltet, uren i syv
+      Dage;
+ 15.  og ethvert åbent Kar, et, der ikke er bundet noget over, bliver
+      urent.
+ 16.  Ligeledes bliver enhver, der på åben Mark rører ved en, der er
+      dræbt med Sværd, eller ved en, der er død, eller ved
+      Menneskeknogler eller en Grav, uren i syv Dage.
+ 17.  For sådanne urene skal man da tage noget af Asken af det brændte
+      Syndoffer og hælde rindende Vand derover i en Skål.
+ 18.  Derpå skal en Mand, der er ren, tage en Ysopstængel, dyppe den i
+      Vandet og stænke det på Teltet og på alle de Ting og Mennesker,
+      der har været deri, og på den, der har rørt ved
+      Menneskeknoglerne, den ihjelslagne, den døde eller Graven.
+ 19.  Således skal den rene bestænke den urene på den tredje og
+      syvende Dag og borttage hans Synd på den syvende Dag. Derefter
+      skal han tvætte sine Klæder og bade sig i Vand, så er han ren,
+      når det bliver aften.
+ 20.  Men den, som bliver uren og ikke lader sig rense for Synd, han
+      skal udryddes af Forsamlingen; thi han har besmittet HERRENs
+      Helligdom, der er ikke stænket Renselsesvand på ham, han er
+      uren.
+ 21.  Det skal være eder en evig gyldig Anordning. Den, der stænker
+      Renselsesvandet, skal tvætte sine Klæder, og den, der rører ved
+      Renselsesvandet, skal være uren til Aften.
+ 22.  Alt, hvad den urene rører ved skal være urent, og enhver, der
+      rører ved ham, skal være uren til Aften.
+
+4.Mosebog 20
+
+  1.  Derpå nåede Israelitterne, hele Menigheden, til Zins Ørken i den
+      første Måned, og Folket slog sig ned i Kadesj. Der døde Mirjam,
+      og der blev hun jordet.
+  2.  Men der var ikke Vand til Menigheden; derfor samlede de sig mod
+      Moses og Aron,
+  3.  og Folket kivedes med Moses og sagde: "Gid vi var omkommet,
+      dengang vore Brødre omkom for HERRENs Åsyn!
+  4.  Hvorfor førte I HERRENs Forsamling ind i denne Ørken, når vi
+      skal dø her, både vi og vort Kvæg?
+  5.  Og hvorfor førte I os ud af Ægypten, når I vilde have os hen til
+      dette skrækkelige Sted, hvor der hverken er Korn eller Figener,
+      Vintræer eller Granatæbler, ej heller Vand at drikke?"
+  6.  Men Moses og Aron begav sig fra Forsamlingen hen til
+      Åbenbaringsteltets indgang og faldt på deres Ansigt. Da viste
+      HERRENs Herlighed sig for dem,
+  7.  og HERREN talede til Moses og sagde:
+  8.  "Tag Staven og kald så tillige med din Broder Aron Menigheden
+      sammen og tal til Klippen i deres Påsyn, så giver den Vand; lad
+      Vand strømme frem af Klippen til dem og skaf Menigheden og dens
+      Kvæg noget at drikke!"
+  9.  Da tog Moses Staven fra dens Plads foran HERRENs Åsyn, som han
+      havde pålagt ham;
+ 10.  og Moses og Aron kaldte Forsamlingen sammen foran Klippen, og
+      han sagde til dem: "Hør nu, I genstridige! Mon vi formår at få
+      Vand til at strømme frem til eder af denne Klippe?"
+ 11.  Og Moses løftede sin Hånd og slog to Gange på Klippen med sin
+      Stav, og der strømmede Vand frem i Mængde, så at Menigheden og
+      dens Kvæg kunde drikke.
+ 12.  Men HERREN sagde til Moses og Aron: "Fordi I ikke troede på mig
+      og helligede mig for Israelitternes Øjne, skal I ikke komme til
+      at føre denne Forsamling ind i det Land, jeg vil give dem!"
+ 13.  Dette er Meribas Vand, hvor Israelitterne kivedes med HERREN, og
+      hvor han åbenbarede sin Hellighed på dem.
+
+ 14.  Fra Kadesj sendte Moses Sendebud til kongen af Edom med det Bud:
+      "Din Broder Israel lader sige: Du kender jo alle de
+      Besværligheder, som er vederfaret os,
+ 15.  hvorledes vore Fædre drog ned til Ægypten, hvorledes vi boede
+      der i lange Tider, og hvorledes Ægypterne mishandlede os og vore
+      Fædre;
+ 16.  da råbte vi til HERREN, og han hørte vor Røst og sendte en Engel
+      og førte os ud af Ægypten. Se, nu er vi i Byen Kadesj ved
+      Grænsen af dine Landemærker.
+ 17.  Lad os få Lov at vandre igennem dit Land. Vi vil hverken drage
+      hen over Marker eller Vinhaver eller drikke Vandet i Brøndene;
+      vi vil gå ad Kongevejen, vi vil hverken bøje af til højre eller
+      venstre, før vi er nået igennem dit Land!"
+ 18.  Men Edom svarede ham: "Du må ikke vandre igennem mit Land,
+      ellers drager jeg imod dig med Sværd i Hånd!"
+ 19.  Da sagde Israelitterne til ham: "Vi vil følge den slagne
+      Landevej, og der som jeg eller mit Kvæg drikker af dine
+      Vandingssteder, vil jeg betale derfor det er da ikke noget at
+      være bange for, jeg vil kun vandre derigennem til Fods!"
+ 20.  Men han svarede: "Du må ikke drage her igennem!" Og Edom rykkede
+      imod ham med mange Krigere og stærkt rustet.
+ 21.  Da Edom således formente Israel at drage igennem sine
+      Landemærker, bøjede Israel af og drog udenom.
+
+ 22.  Derpå brød Israelitterne, hele Menigheden, op fra Kadesj og kom
+      til Bjerget Hor.
+ 23.  Og HERREN talede til Moses og Aron ved Bjerget Hor ved Grænsen
+      til Edoms Land og sagde:
+ 24.  "Aron skal nu samles til sin Slægt, thi han skal ikke komme ind
+      i det Land, jeg vil give Israelitterne, fordi I var genstridige
+      mod mit Bud ved Meribas Vand.
+ 25.  Tag Aron og hans Søn Eleazar og før dem op på Bjerget Hor;
+ 26.  affør så Aron hans Klæder og ifør hans Søn Eleazar dem, thi der
+      skal Aron tages bort og dø!"
+ 27.  Da gjorde Moses som HERREN bød, og de gik op på Bjerget Hor i
+      hele Menighedens Påsyn;
+ 28.  og efter at Moses havde afført Aron hans Klæder og iført hans
+      Søn Eleazar dem, døde Aron deroppe på Bjergets Top. Men Moses og
+      Eleazar steg ned fra Bjerget,
+ 29.  og da hele Menigheden skønnede, at Aron var død, græd de over
+      Aron i tredive Dage, hele Israels Hus.
+
+4.Mosebog 21
+
+  1.  Men da Kana'anæeren, Kongen af Arad, der boede i Sydlandet,
+      hørte, at Israel rykkede frem ad Atarimvejen, angreb han Israel
+      og tog nogle af dem til Fange.
+  2.  Da aflagde Israel et Løfte til Herren og sagde: "Hvis du giver
+      dette Folk i min Hånd, vil jeg lægge Band på deres Byer!"
+  3.  Og HERREN hørte Israels Røst og gav Kana'anæerne i deres Hånd,
+      hvorefter de lagde Band på dem og deres Byer. Derfor gav man
+      Stedet Navnet Horma.
+
+  4.  Så brød de op fra Bjerget Hor i Retning af det røde Hav for at
+      komme uden om Edoms Land. Undervejs blev Folket utålmodigt
+  5.  og talte mod Gud og Moses og sagde: "Hvorfor førte I os ud af
+      Ægypten, når vi skal dø i Ørkenen? Her er jo hverken Brød eller
+      Vand, og vi er lede ved denne usle Føde."
+  6.  Da sendte HERREN Giftslanger blandt Folket, og de bed Folket så
+      en Mængde af Israel døde.
+  7.  Så kom Folket til Moses og sagde: "Vi har syndet ved at tale
+      imod HERREN og dig; gå i Forbøn hos HERREN, at han tager
+      Slangerne fra os!" Og Moses gik i Forbøn for Folket.
+  8.  Da sagde HERREN til Moses: "Lav dig en Slange og sæt den på en
+      Stang, så skal enhver slangebidt, der ser hen på den, leve!"
+  9.  Da lavede Moses en Kobberslange og satte den på en Stang; og
+      enhver, der så hen på Kobberslangen, når en Slange havde bidt
+      ham, beholdt Livet.
+
+ 10.  Så brød Israelitterne op og slog Lejr i Obot;
+ 11.  og de brød op fra Obot og slog Lejr i tjje Håbarim i Ørkenen
+      østen for Moab.
+ 12.  Derfra brød de op og slog Lejr i Zereddalen.
+ 13.  Derfra brød de op og slog Lejr i Ørkenen hinsides Arnon, som
+      udspringer på Amoriternes Område, thi Arnon var Moabs Grænse mod
+      Amoriterne.
+ 14.  Derfor hedder det i Bogen om HERRENs Krige: Vaheb i Sufa og
+      Dalene, Arnon og Dalenes Skrænt,
+ 15.  som strækker sig til Ars Sæde og læner sig til Moabs Grænse.
+ 16.  Derfra brød de op til Beer; det er det Be'er, HERREN havde for
+      Øje, da han sagde til Moses: "Kald Folket sammen, så vil jeg
+      give dem Vand!"
+ 17.  Da sang Israelitterne denne Sang: Brønd, væld frem! Syng til
+      dens Pris!
+ 18.  Brønd, som Høvdinger grov, som Folkets ædle bored med
+      Herskerspir og Stave! Fra Ørkenen brød de op til Mattana;
+ 19.  fra Mattana til Nahaliel; fra Nahaliel til Bamot;
+ 20.  fra Bamot til halen på Moabs Højslette, til Pisgas Top, som
+      rager op over Ørkenen.
+
+ 21.  Israel sendte nu Sendebud til Amoriterkongen Sihon og lod sige:
+ 22.  "Lad mig få Lov at drage igennem dit Land! Vi vil ikke dreje ind
+      på Marker eller i Vinhaver, vi vil ikke drikke Vand af Brøndene,
+      vi vil følge Kongevejen, indtil vi er nået igennem dit Land!
+ 23.  Men Sihon tillod ikke Israel at drage igennem sit Land; derimod
+      samlede han alt sit krigsfolk og rykkede ud i Ørkenen imod
+      Israel, og da han nåede Jaza, angreb han Israel.
+ 24.  Men Israel slog ham med Sværdet og underlagde sig hans Land fra
+      Arnon til Jabbok, til Ammoniternes Land; thi Jazer ligger ved
+      Ammoniternes Grænse;
+ 25.  og Israel indtog alle disse Byer, og Israel bosatte sig i alle
+      Amoriternes Byer, i Hesjbon og alle tilhørende Småbyer.
+ 26.  Thi Hesjbon var Amoriterkongen Sihons By; han havde angrebet
+      Moabs forrige konge og frataget ham hele hans Land indtil Arnon.
+ 27.  Derfor synger Skjaldene: Kom hid til Hesjbon, lad den blive
+      bygget og grundfæstet, Sihons By!
+ 28.  Thi Ild for ud fra Hesjbon, Ildslue fra Sihons Stad, den
+      fortærede Moabs Byer, opåd Arnons Højder.
+ 29.  Ve dig, Moab! Det er ude med dig, Kemosjs Folk! Han gjorde sine
+      Sønner til Flygtninge og sine Døtre til Krigsfanger for Sihon,
+      Amoriternes Konge.
+ 30.  Og vi skød dem ned, Hesjbon er tabt indtil Dibon; vi lagde dem
+      øde til Nofa, som ligger ved Medeba.
+ 31.  Så bosatte Israel sig i Amoriternes Land.
+ 32.  Derpå sendte Moses Spejdere til Jazer; og de erobrede det
+      tillige med tilhørende Småbyer, og han drev de der boende
+      Amoriter bort.
+
+ 33.  Derpå vendte de om og drog ad Basan til. Da rykkede Og, Kongen
+      af Basan, ud imod dem med alle sine Krigere og angreb dem ved
+      Edrei.
+ 34.  Men HERREN sagde til Moses: "Frygt ikke for ham! Thi jeg giver
+      ham og alle hans krigere og hans Land i din Hånd, så at du kan
+      handle med ham, som du handlede med Amoriterkongen Sihon, der
+      boede i Hesjbon."
+ 35.  Da slog de ham og hans Sønner og alle hans Krigere, så at ikke
+      en eneste af dem undslap, og derpå underlagde de sig hans Land.
+
+4.Mosebog 22
+
+  1.  Derefter brød Israelitterne op derfra og slog Lejer på Moabs
+      Sletter hinsides Jordan over for Jeriko.
+
+  2.  Da Balak, Zippors Søn, så alt, hvad Israel havde gjort ved
+      Amoriterne,
+  3.  grebes Moab af Rædsel for Folket, fordi det var så talrigt, og
+      Moab gruede for Israelitterne.
+  4.  Da sagde Moab til Midjaniternes Ældste: "Nu vil denne
+      Menneskemasse opæde alt, hvad der er rundt omkring os, som
+      Okserne opæder Græsset på Marken!" På den Tid var Balak, Zippors
+      Søn, Konge over Moab.
+  5.  Han sendte nu Sendebud til Bileam, Beors Søn, i Petor, der
+      ligger ved Floden, til Ammoniternes Land, og bad ham komme til
+      sig, idet han lod sige: "Se, et Folk er udvandret fra Ægypten;
+      se, det har oversvømmet Landet og slået sig ned lige over for
+      mig.
+  6.  Kom nu og forband mig det Folk, thi det er mig for mægtigt:
+      måske jeg da kan slå det og jage det ud af Landet. Thi jeg ved,
+      at den, du velsigner, er velsignet, og den, du forbander,
+      forbandet!"
+  7.  Da gav Moabs og Midjans Ældste sig på Vej, forsynede med
+      Spåmandsløn, og da de kom til Bileam, overbragte de ham Balaks
+      Ord.
+  8.  Han sagde til dem: "Bliv her Natten over, så skal jeg give eder
+      Svar, efter som HERREN vil tale til mig!" Moabs Høvdinger blev
+      da hos Bileam.
+  9.  Men Gud kom til Bileam og spurgte: "Hvem er de Mænd, som er hos
+      dig?"
+ 10.  Men Bileam svarede Gud: "Zippors Søn, Kong Balak af Moab, har
+      sendt mig det Bud:
+ 11.  Se, et Folk er udvandret fra Ægypten og har oversvømmet Landet!
+      Kom nu og forband mig det, måske jeg da kan overvinde det og
+      jage det bort!"
+ 12.  Men Gud sagde til Bileam: "Du må ikke gå med dem, du må ikke
+      forbande det Folk, thi det er velsignet!"
+ 13.  Næste Morgen stod Bileam op og sagde til Balaks Høvdinger: "Vend
+      tilbage til eders Land, thi HERREN vægrer sig ved at give mig
+      Tilladelse til at følge med eder!"
+ 14.  Da brød Moabs Høvdinger op, og de kom til Balak og meldte:
+      "Bileam vægrede sig ved at følge med os!"
+
+ 15.  Men Balak sendte på ny Høvdinger af Sted, flere og mere ansete
+      end de forrige;
+ 16.  og de kom til Bileam og sagde til ham: "Således siger Balak,
+      Zippors Søn: Undslå dig ikke for at komme til mig!
+ 17.  Jeg vil lønne dig rigeligt og gøre alt, hvad du kræver af
+      mig. Kom nu og forband mig det Folk!"
+ 18.  Men Bileam svarede Balaks Folk: "Om Balak så giver mig alt det
+      Sølv og Guld, han har i sit Hus, formår jeg dog hverken at gøre
+      lidt eller meget imod HERREN min Guds Befaling;
+ 19.  bliv derfor også I her Natten over, for at jeg kan få at vide,
+      hvad HERREN yderligere vil tale til mig!"
+ 20.  Da kom Gud om Natten til Bileam og sagde til ham: "Er disse Mænd
+      kommet til dig for at hente dig, så følg med dem; men du må ikke
+      gøre andet, end hvad jeg siger dig!"
+ 21.  Så stod Bileam op næste Morgen og sadlede sit Æsel og fulgte med
+      Moabs Høvdinger.
+
+ 22.  Men Guds Vrede blussede op, fordi han fulgte med, og HERRENs
+      Engel stillede sig på Vejen for at stå ham imod, da han kom
+      ridende på sit Æsel fulgt af sine to Tjenere.
+ 23.  Da nu Æselet så HERRENs Engel stå på Vejen med draget Sværd i
+      Hånden, veg det ud fra Vejen og gik ind på Marken; men Bileam
+      slog Æselet for at tvinge det tilbage på Vejen.
+ 24.  Da stillede HERRENs Engel sig i Hulvejen mellem Vingårdene, hvor
+      der var Mure på begge Sider;
+ 25.  og da Æselet så HERRENs Engel, trykkede det sig op til Muren, så
+      det trykkede Bileams Fod op mod Muren, og han gav sig atter til
+      at slå det.
+ 26.  HERRENs Engel gik nu længere frem og stillede sig i en Snævring,
+      hvor det ikke var muligt at komme til Siden, hverken til højre
+      eller venstre.
+ 27.  Da Æselet så HERRENs Engel, lagde det sig ned med Bileam. Da
+      blussede Bileams Vrede op, og han gav sig til at slå Æselet med
+      Stokken.
+ 28.  Men HERREN åbnede Æselets Mund, og det sagde til Bileam: "Hvad
+      har jeg gjort dig, siden du nu har slået mig tre Gange?"
+ 29.  Bileam svarede Æselet: "Du har drillet mig; havde jeg haft et
+      Sværd i Hånden, havde jeg slået dig ihjel!"
+ 30.  Men Æselet sagde til Bileam: "Er jeg ikke dit eget Æsel, som du
+      har redet al din Tid indtil i Dag? Har jeg ellers haft for Vane
+      at bære mig således ad over for dig?" Han svarede: "Nej!"
+ 31.  Da åbnede HERREN Bileams Øjne, og han så HERRENs Engel stå på
+      Vejen med draget Sværd i Hånden; og han bøjede sig og kastede
+      sig ned på sit Ansigt.
+ 32.  Men HERRENs Engel sagde til ham: "Hvorfor slog du dit Æsel de
+      tre Gange? Se, jeg er gået ud for at stå dig imod, thi du
+      handlede overilet ved at rejse imod min Vilje.
+ 33.  Æselet så mig og veg tre Gange til Side for mig; og var det ikke
+      veget til Side for mig, havde jeg slået dig ihjel, men skånet
+      dets Liv!"
+ 34.  Da sagde Bileam til HERRENs Engel: "Jeg har syndet, jeg vidste
+      jo ikke, at det var dig, der trådte i Vejen for mig. Men hvis
+      det er dig imod, vil jeg atter vende tilbage."
+ 35.  HERRENs Engel sagde til Bileam: "Følg blot med disse Mænd, men
+      du må kun sige de Ord, jeg siger dig!" Så fulgte Bileam med
+      Balaks Høvdinger.
+
+ 36.  Da Balak nu hørte, at Bileam var undervejs, gik han ham i Møde
+      til Ar Moab ved den Grænse, Arnon danner, den yderste Grænse.
+ 37.  Og Balak sagde til Bileam: "Sendte jeg dig ikke Bud og bad dig
+      komme? Hvorfor kom du da ikke til mig? Skulde jeg virkelig være
+      ude af Stand til at lønne dig?"
+ 38.  Bileam sagde til Balak: "Se, nu er jeg kommet til dig; men mon
+      det står i min Magt at sige noget? Det Ord, Gud lægger mig i
+      Munden, må jeg tale!"
+ 39.  Da fulgte Bileam med Balak, og de kom til Hirjat Huzot.
+ 40.  Balak ofrede her Hornkvæg og Småkvæg og sendte noget til Bileam
+      og Høvdingerne, der var hos ham.
+ 41.  Næste Morgen tog Balak Bileam med sig og førte ham op til Bamot
+      Bål, hvorfra han kunde øjne den yderste Del af Folket.
+
+4.Mosebog 23
+
+  1.  Og Bileam sagde til Balak: "Byg mig syv Altre her og skaf mig
+      syv unge Tyre og syv Vædre herhen!"
+  2.  Balak gjorde, som Bileam sagde, og Balak og Bileam ofrede en Tyr
+      og en Væder på hvert Alter.
+  3.  Derpå sagde Bileam til Balak: "Bliv stående her ved dit
+      Brændoffer, så vil jeg gå hen og se, om HERREN mulig kommer mig
+      i Møde. Hvad han da lader mig skue, skal jeg lade dig vide." Så
+      gik han op på en nøgen Klippetop.
+  4.  Da kom Gud Bileam i Møde. Og han sagde til ham: "Jeg har gjort
+      de syv Altre i Stand og ofret en Tyr og en Væder på hvert."
+  5.  Og Gud lagde Bileam Ord i Munden og sagde: "Vend tilbage til
+      Balak og tal således til ham!"
+  6.  Da vendte han tilbage til ham, og se, han stod ved sit
+      Brændoffer sammen med alle Moabs Høvdinger.
+  7.  Og han fremsatte sit Sprog: Fra Aram lod Balak mig hente, Moabs
+      Konge fra Østens Bjerge: "Kom og forband mig Jakob, kom og kald
+      Vrede ned over Isrrael!"
+  8.  Hvor kan jeg forbande, når Gud ej forbander, nedkalde Vrede, når
+      HERREN ej vreds!
+  9.  Jeg ser det fra Klippernes Top, fra Højderne skuer jeg det, et
+      Folk, der bor for sig selv og ikke regner sig til
+      Hedningefolkene.
+ 10.  Hvem kan måle Jakobs Sandskorn, hvem kan tælle Israels Støvgran?
+      Min Sjæl dø de oprigtiges Død, og mit Endeligt vorde som deres!
+
+ 11.  Da sagde Balak til Bileam: "Hvad har du gjort imod mig! Jeg lod
+      dig hente, for at du skulde forbande mine Fjender, og se, du har
+      velsignet dem!"
+ 12.  Men han svarede: "Skal jeg ikke omhyggeligt sige, hvad HERREN
+      Iægger mig i Munden?"
+ 13.  Da sagde Balak til ham: "Følg med mig til et andet Sted, hvorfra
+      du kan se Folket, dog kun den yderste Del deraf og ikke det
+      hele, og forband mig det så fra det Sted!"
+ 14.  Og han tog ham med til Udkigsmarken på Toppen af Pisga og rejste
+      der syv Altre og ofrede en Tyr og en Væder på hvert.
+ 15.  Derpå sagde Bileam til Balak: "Bliv stående her ved dit
+      Brændoffer, medens jeg ser efter, om der møder mig noget!"
+ 16.  Da kom Gud Bileam i Møde og lagde ham Ord i Munden og sagde:
+      "Vend tilbage til Balak og tal således!"
+ 17.  Så kom han hen til ham, og se, han stod ved sit Brændoffer
+      sammen med Moabs Høvdinger; og Balak spurgte ham: "Hvad har
+      HERREN sagt?"
+ 18.  Da fremsatte han sit Sprog: Rejs dig, Balak, og hør, lyt til
+      mig, Zippors Søn!
+ 19.  Gud er ikke et Menneske, at han skulde lyve, et Menneskebarn, at
+      han skulde angre; mon han siger noget uden at gøre det, mon han
+      taler uden at fuldbyrde det?
+ 20.  Se, at velsigne er mig givet, så velsigner jeg og tager intet
+      tilbage!
+ 21.  Man skuer ej Nød i Jakob, ser ej Trængsel i Israel; HERREN dets
+      Gud er med det, og Kongejubel lyder hos det.
+ 22.  Gud førte det ud af Ægypten, det har en Vildokses Horn.
+ 23.  Thi mod Jakob hjælper ej Galder, Trolddom ikke mod Israel. Nu
+      siger man om Jakob og om Israel: "Hvad har Gud gjort?"
+ 24.  Se, et Folk, der står op som en Løvinde, rejser sig som en Løve!
+      Det lægger sig først, når det har ædt Rov og drukket de dræbtes
+      Blod.
+
+ 25.  Da sagde Balak til Bileam: "Vil du ikke forbande det, så velsign
+      det i alt Fald ikke!"
+ 26.  Men Bileam svarede og sagde til Balak: "Har jeg ikke sagt dig,
+      at alt, hvad HERREN siger, det gør jeg!"
+ 27.  Da sagde Balak til Bileam: "Kom, jeg vil tage dig med til et
+      andet Sted, måske det vil behage Gud, at du forbander mig det
+      fra det Sted."
+ 28.  Og Balak førte Bileam op på Toppen af Peor, der rager op over
+      Ørkenen.
+ 29.  Så sagde Bileam til Balak: "Byg mig syv Altre her og skaf mig
+      syv unge Tyre og syv Vædre herhen!"
+ 30.  Balak gjorde, som Bileam sagde, og ofrede en Tyr og en Væder på
+      hvert Alter.
+
+4.Mosebog 24
+
+  1.  Men da Bileam så, at HERRENS Hu stod til at velsigne Israel, gik
+      han ikke som de forrige Gange hen for at søge Varsler, men
+      vendte sig mod Ørkenen
+  2.  og Bileam så op og fik Øje på Israel; som lå lejret Stamme for
+      Stamme. Da kom Guds Ånd over ham,
+  3.  og han fremsatte sit Sprog: Så siger Bileam, Beors Søn, så siger
+      Manden, hvis Øje er lukket,
+  4.  så siger han, der hører Guds Ord og kender den Højestes Viden,
+      som skuer den Almægtiges Syner, hensunken, med opladt Øje:
+  5.  Hvor herlige er dine Telte, JIakob, og dine Boliger, Israel!
+  6.  Som Dale, der strækker sig vidt, som Haver langs med en Flod,
+      som Aloetræer, HERREN har plantet, som Cedre ved Vandets Bred.
+  7.  Dets Spande flyder over med Vand, dets Korn fåt rigelig Væde.
+      Mægtigere end Agagerdets Konge, og ophøjet er dets kongedømme.
+  8.  Gud førte det ud af Ægypten, det har en Vildokses Horn; det
+      opæder de Folkeslag der står det imod, søndrer deres Ben og
+      knuser deres Lænder
+  9.  Det lægger sig, hviler som en Løve, ja, som en Løvinde, hvo tør
+      vække det! Velsignet, hvo dig velsigner, forbandet, hvo dig
+      forbander!
+
+ 10.  Da blussede Balaks Vrede op mod Bileam, og han slog Hænderne
+      sammen; og Balak sagde til Bileam: "For at forbande mine Fjender
+      bad jeg dig komme, og se, nu har du velsignet dem tre Gange!
+ 11.  Skynd dig derhen, hvor du kom fra! Jeg lovede dig rigelig Løn,
+      men mon har HERREN unddraget dig den!"
+ 12.  Men Bileam sagde til Balak: "Sagde jeg ikke allerede til
+      Sendebudene, du sendte mig:
+ 13.  Om Balak så giver mig alt det Sølv og Guld, han har i sit Hus,
+      kan jeg ikke være ulydig mod HERREN og gøre noget som helst af
+      egen Vilje; hvad HERREN siger, vil jeg sige!
+ 14.  Vel, jeg drager til mit Folk, men kom, jeg vil lade dig vide,
+      hvad dette Folk skal gøre ved dit Folk i de sidste Dage."
+ 15.  Derpå fremsatte han sit Sprog: Så siger Bileam, Beors Søn, så
+      siger Manden, hvis Øje er lukket,
+ 16.  så siger han, der hører Guds Ord og kender den Højestes Viden,
+      som skuer den Almægtiges Syner, hensunken, med opladt Øje:
+ 17.  Jeg ser ham, dog ikke nu, jeg skuer ham, dog ikke nær! En Sterne
+      opgår af Jakob, et Herskerspir løfter sig fra Israel! Han knuser
+      Moabs Tindinger og alle Setsønnernes Isse.
+ 18.  Edom bliver et Lydland, og Seirs undslupne går til Grunde,
+      Israel udfolder sin Magt,
+ 19.  og Jakob kuer sine Fjender.
+
+ 20.  Men da han så Amalekiterne, fremsatte han sit Sprog: Det første
+      af Folkene er Amalek, men til sidst vies det til Undergang!
+ 21.  Og da han så Keniterne, fremsatte han sit Sprog: Urokkelig er
+      din Bolig, din Rede bygget på Klippen.
+ 22.  Kain er dog hjemfalden til Undergang! Hvor længe? Assur skal
+      føre dig bort!
+ 23.  Derpå fremsatte han sit Sprog: Ve! Hvo bliver i Live, når Gud
+      lader det ske!
+ 24.  Der kommer Skibe fra Kittæernes Kyst; de kuer Assur, de kuer
+      Eber men også han er viet til Undergang!
+ 25.  Så drog Bileam tilbage til sin Hjemstavn; og Balak gik også
+      bort.
+
+4.Mosebog 25
+
+  1.  Israeliterne slog sig derpå ned i Sjitim. Men Folket begyndte at
+      bedrive Hor med de moabitiske Kvinder;
+  2.  og da de indbød Folket til deres Guders Slagtofre, spiste Folket
+      deraf og tilbad deres Guder.
+  3.  Og Israel holdt til med Bål Peor; derover blussede HERRENs Vrede
+      op mod Israel,
+  4.  og HERREN sagde til Moses: "Kald alle Folkets Overhoveder sammen
+      og hæng dem op for HERREN under åben Himmel, for at HERRENs
+      Vrede må vige fra Israel!"
+  5.  Og Moses sagde til Israeliternes Dommere: "Enhver af eder skal
+      slå dem af sine Mænd ihjel, der har holdt til med Ba'al Peor!"
+
+  6.  Og se, en af Israeliterne kom og førte en midjanitisk Kvinde hen
+      til sine Landsmænd lige for Øjnene af Moses og hele
+      Israeliternes Menighed, medens de stod og græd ved Indgangen til
+      Åbenbaringsteltet.
+  7.  Da nu Pinehas, Præsten Arons Søn Eleazars Søn, så det, trådte
+      han frem af Menighedens Midte, greb et Spyd,
+  8.  fulgte den israelitiske Mand ind i Sengekammeret og gennemborede
+      dem begge, både den israelitiske Mand og Kvinden, hende gennem
+      Underlivet. Da standsede Plagen blandt Israeliterne.
+  9.  Men Tallet på dem, Plagen havde kostet Livet, løb op til 24000.
+
+ 10.  Da talede HERREN således til Moses:
+ 11.  Pinehas, Præsten Arons Søn Eleazars Søn, har vendt min Vrede fra
+      Israeliterne, idet han var nidkær iblandt dem med min Nidkærhed,
+      så at jeg ikke tilintetgjorde Israeliterne i min Nidkærhed.
+ 12.  Derfor skal du sige: Se, jeg giver ham min Fredspagt!
+ 13.  Et evigt Præstedømmes Pagt skal blive hans og efter ham hans
+      Efterkommeres Lod, til Løn for at han var nidkær for sin Gud og
+      skaffede Israeliterne Soning."
+
+ 14.  Den dræbte Israelit, han, der dræbtes sammenmed den midjanitiske
+      kvinde, hed Zimri, Salus Søn, og var Øverste for et Fædrenehus
+      blandt Simeoniterne;
+ 15.  og den dræbte midjanitiske Kvinde hed Hozbi og var en Datter af
+      Zur, der var Stammehøvding for et Fædrenehus blandt
+      Midjaniterne,
+
+ 16.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
+ 17.  "Fald over Midjaniterne og slå dem;
+ 18.  thi de faldt over eder med de Rænker, de spandt imod eder i den
+      Sag med Peor og med Hozbi, den midjanitiske Høvdings Datter,
+      deres Landsmandinde, der dræbtes, den Dag Plagen brød løs for
+      Peors Skyld."
+
+4.Mosebog 26
+
+  1.  Efter denne Plage talede HERREN til Moses og Eleazar, Præsten
+      Arons Søn, og sagde:
+  2.  "Hold Mandtal over hele Israeliternes Menighed fra
+      Tyveårsalderen og opefter, Fædrenehus for Fædrenehus, alle
+      våbenføre Mænd i Israel!"
+  3.  Da mønstrede Moses og Præsten Eleazar dem på Moabs Sletter ved
+      Jordan over for Jeriko
+  4.  fra Tyveårsalderen og opefter, som HERREN havde pålagt Moses.
+      Og Israeliterne, som var udvandret fra Ægypten, var følgende:
+
+  5.  Ruben, Israels førstefødte; Rubens Sønner: Fra Hanok stammer
+      Hanokiternes Slægt, fra Pallu Palluiternes Slægt,
+  6.  fra Hezron Hezroniternes Slægt og fra Karmi Karmiternes Slægt.
+  7.  Det var Rubeniternes Slægter, og de af dem, som mønstredes,
+      udgjorde 43730.
+  8.  Pallus Søn var Eliab;
+  9.  Eliabs Sønner: Nemuel, Datan og Abiram; det var den Datan og den
+      Abiram, Menighedens udvalgte, som satte sig op imod Moses og
+      Aron sammen med Koras Tilhængere, da de satte sig op imod
+      HERREN;
+ 10.  og Jorden åbnede sit Gab og slugte dem sammen med Kora, da hans
+      Tilhængere omkom, idet Ilden fortærede de 25O Mænd, og de blev
+      et Tegn til Advarsel.
+ 11.  Men Koras Sønner omkom ikke.
+
+ 12.  Simeons Sønners Slægter var følgende: Fra Nemuel stammer
+      Nemueliternes Slægt, fra Jamin Jaminiternes Slægt, fra Jakin
+      Jakiniternes Slægt,
+ 13.  fra Zera Zeraiternes Slægt og fra Sjaul Sjauliternes Slægt.
+ 14.  Det var Simeoniternes Slægter, 22200.
+ 15.  Gads Sønners Slægter var følgende: Fra Zefon stammer
+      Zefoniternes Slægt, fra Haggi Haggiternes Slægt, fra Sjuni
+      Sjuniternes Slægt,
+ 16.  fra Ozni Ozniternes Slægt, fra Eti Eriternes Slægt,
+ 17.  fra Arod Aroditernes Slægt og fra Ar'eli Ar'eliternes Slægt.
+ 18.  Det var Gads Sønners Slægter, de af dem, som mønstredes, 4O5OO.
+
+ 19.  Judas Sønner var Er og Onan. men Er og Onan døde i Kana'ans
+      Land.
+ 20.  Judas Sønners Slægter var følgende: Fra Sjela sammer
+      Sjelaniternes Slægt, fra Perez Pereziternes Slægt og fra Zera
+      Zeraiternes Slægt;
+ 21.  Perezs Sønner: Fra Hezron stammer Heztoniternes Slægt og fra
+      Hamul Hamuliternes Slægt.
+ 22.  Det var Judas Slægter, de af dem, som mønstredes, 76500.
+
+ 23.  Issakars Sønners Slægter var følgende: Fra Tola stammer
+      Tolaiternes Slægt, fra Pua Puniternes Slægt;
+ 24.  fra Jasjub Jasjubiternes Slægt og fra Sjimron Sjimroniternes
+      Slægt.
+ 25.  Det var Issakars Slægter, de af dem, som mønstredes, 64 300.
+
+ 26.  Zebulons Sønners Slægter var følgende: Fra Sered stammer
+      Serediternes Slægt, fra Elon Eloniternes Slægt og fra Jale'el
+      Jale'eliternes Slægt.
+ 27.  Det var Zebuloniternes Slægter, de af dem, som mønstredes, 60
+      508
+
+ 28.  Josefs Sønners Slægter var følgende: Manasse og Efraim;
+ 29.  Manasses Sønner: Fra Makir stammer Makiriternes Slægt; Makir
+      avlede Gilead, fra Gilead stammer Gijeaditernes Slægt;
+ 30.  Gileads Sønner var følgende: Fra Abiezer stammer Abiezriternes
+      Slægt, fra Helek Helekiternes Slægt,
+ 31.  fra Asriel Asrieliternes Slægt, fra Sjekem Sjekemiternes Slægt,
+ 32.  fra Sjemida Sjemidaiternes Slægt og fra Hefer Heferiternes
+      Slægt;
+ 33.  men Zelofhad, Hefers Søn, havde ingen Sønner, kun Døtre;
+      Zelofhads Døtre hed Mala, Noa, Hogla, Milka og Tirza.
+ 34.  Det var Manasses Slægter, og de af dem, som mønstredes, udgjorde
+      52700.
+
+ 35.  Efraims Sønners Slægter var følgende: Fra Sjutela stammer
+      Sjutelaiternes Slægt, fra Beker Bekeriternes Slægt og fra Tahan
+      Tahaniternes Slægt;
+ 36.  Sjultelas Sønner var følgende: Fra Eran stammer Eraniternes
+      Slægt.
+ 37.  Detvar Efraimiternes Slægter, de af dem, som mønstedes,
+      32500. Det var Josefs Sønners Slægter.
+
+ 38.  Benjamins Sønners Slægtervar følgende: Fra Bela stammer
+      Belaiternes Slægt, fra Asjbel Asjbeliternes Slægt, fra Ahiram
+      Ahiramiternes Slægt,
+ 39.  fra Sjufam Sjufamiternes Slægt og fra Hufam Hufamiternes Slægt.
+ 40.  Belas Sønner: Ard og Na'aman; fra Ard stammer Arditernes Slægt,
+      fra Na'aman Na'amiteroes Slægt.
+ 41.  Det var Benjamins Sønners Slægter, og de af dem, som mønstredes,
+      udgjorde 45600.
+
+ 42.  Dans Sønners Slægter var følgende: Fra Sjuham stammer.
+      Sjuhamiternes Slægt. Det var Dans Slægter, Slægt for Slægt.
+ 43.  Alle Sjuhamiternes Slægter, de af dem, som mønstredes, udgjorde
+      64 400.
+
+ 44.  Asers Sønners Slægter var følgende: Fra Jimna stammer
+      Jimniternes Slægt, fra Jisjvi Jisjviternes Slægt og fra Beri'a
+      Beri'aiternes Slægt;
+ 45.  fra Beri'as Sønner: Fra Heber stammer Hebriternes Slægt og fra
+      Malkiel Malkieliternes Slægt.
+ 46.  Asers Datter hed Sera.
+ 47.  Det var Asers Sønners Slægter, og de af dem, som mønsttedes,
+      udgjorde 53400.
+
+ 48.  Naftalis Sønners Slægter var følgende: Fra Jaze'el stammer
+      Jaze'eliternes Slægt, fra Guni Guniternes Slægt,
+ 49.  fra Jezer Jezeriternes Slægt og fra Sjillem Sjillemiternes
+      Slægt,
+ 50.  Det var Naftalis Slægter, Slægt for Slægt, og de af dem, som
+      mønstredes, udgjorde 45400.
+
+ 51.  Det var dem af Israeliterne, som mønstredes, 601730.
+
+ 52.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
+ 53.  Til dem skal Landet udskiftes til Arv og Eje efter de optalte
+      Navne.
+ 54.  En stor Stamme skal du give en stor Arvelod, en lille Stamme en
+      lille; enhver af dem skal der gives en Arvelod efter Tallet på
+      de mønstrede i den.
+ 55.  Dog skal Landet udskiftes ved Lodkastning; de skal have deres
+      Arvelodder efter Navnene på deres fædrene Stammer;
+ 56.  ved Lodkastning skal enhver Stamme, stor eller lille, have sin
+      Arvelod tildelt.
+
+ 57.  Følgende er de af Leviterne, der mønstredes, Slægt for Slægt:
+      Fra Gerson stammer Gersoniternes Slægt, fra Kehat Kehatiternes
+      Slægt og fra Merari Merariternes Slægt.
+ 58.  Følgende er Levis Slægter: Libniternes Slægt, Hebroniternes
+      Slægt, Maliternes Slægt, Musjiternes Slægt og Koraiternes Slægt.
+      Kehat avlede Amram.
+ 59.  Amrams Hustru hed Jokebed, Levis Datter, som fødtes Levi i
+      Ægypten; hun fødte for Amram Aron, Moses og deres Søster Mirjam.
+ 60.  For Aron fødtes Nadab, Abihu, Eleazar og Itamar.
+ 61.  Men Nadab og Abihu omkom, da de frembar fremmed Ild for HERRENs
+      Åsyn.
+ 62.  De af dem, der mønstredes, udgjorde 23000, alle af Mandkøn fra
+      en Måned og opefter. De mønstredes nemlig ikke sammen med de
+      andre Israeliter, da der ikke var givet dem nogen Arvelod blandt
+      Israeliterne.
+
+ 63.  Det var dem, der mønstredes af Moses og Præsten Eleazar, da
+      disse mønstrede Israeliterne på Moabs Sletter ved Jordan over
+      for Jeriko.
+ 64.  Blandt dem var der ingen, som var mønstret af Moses og Præsten
+      Aron, da de mønstrede Israeliterne i Sinaj Ørken;
+ 65.  thi HERREN havde sagt til dem, at de skulde dø i Ørkenen.
+      Derfor var der ingen tilbage af dem undtagen Kaleb, Jetunnes
+      Søn, og Josua, Nuns Søn.
+
+4.Mosebog 27
+
+  1.  Men Zelofhads Døtre, hvis Fader var en Søn af Hefer, en Søn af
+      Gilead, en Søn af Makir, en Søn af Manasse - de hørte altså til
+      Josefs Søn Manasses Slægter, og deres Navne var Mala, Noa,
+      Hogla, Milka og Tirza - trådte hen
+  2.  og stillede sig frem for Moses, Præsten Eleazar, Øversterne og
+      hele Menigheden ved Indgangen til Åbenbaringsteltet og sagde:
+  3.  "Vor Fader døde i Ørkenen han hørte ikke med til Koras
+      Tilhængere, dem, der rottede sig sammen mod HERREN, men døde for
+      sin egen Synds Skyld og han havde ingen Sønner.
+  4.  Hvorfor skal nu vor Faders Navn udslettes af hans Slægt, fordi
+      han ingen Søn havde? Giv os Ejendom blandt vor Faders Brødre!"
+  5.  Og Moses lagde deres Sag frem for HERRENs Åsyn.
+
+  6.  Da talede HERREN således til Moses:
+  7.  "Zelofbads Døtre har Ret i, hvad de siger; giv dem Ejendom til
+      Arvelod mellem deres Faders Brødre og lad deres Faders Arvelod
+      tilfalde dem
+  8.  Og til Israeliterne skal du tale og sige således: Når en Mand
+      dør uden at efterlade sig nogen Søn, da skal I lade hans Arvelod
+      gå i Arv til hans Datter;
+  9.  har han heller ingen Datter, skal I give hans Arvelod til hans
+      Brødre;
+ 10.  har han heller ingen Brødre, skal I give hans Arvelod til hans
+      Farbrødre;
+ 11.  og har hans Fader ingen Brødre, skal I give hans Arvelod til
+      hans nærmeste kødelige Slægtning, som så skal arve den. Det skal
+      være Israeliterne en retsgyldig Anordning, som HERREN har pålagt
+      Moses."
+
+ 12.  Og HERREN sagde til Moses: "Stig op på Åbarimbjerget her og se
+      ud over Landet, som jeg vil give Israeliterne.
+ 13.  Og når du har set ud over det, skal også du samles til din Slægt
+      ligesom din Broder Aron;
+ 14.  I var jo genstridige mod mit Ord i Zins Ørken, dengang
+      Menigheden yppede Kiv, så at I ikke helligede mig i deres Påsyn
+      ved at skaffe Vand." Det er Meriba Kadesjs Vand i Zins Ørken.
+
+ 15.  Og Moses talte således til HERREN:
+ 16.  "Måtte HERREN, Gud over alt Køds Ånder, indsætte en Mand over
+      Menigheden,
+ 17.  som kan drage ud og hjem i Spidsen for dem og føre dem ud og
+      hjem, for at ikke HERRENs Menighed skal blive som en Hjord uden
+      Hyrde!"
+ 18.  Da sagde HERREN til Moses: "Tag Josua, Nuns Søn, en Mand, i hvem
+      der er Ånd, læg din Hånd på ham,
+ 19.  fremstil ham for Præsten Eleazar og hele Menigheden og indsæt
+      ham således i deres Påsyn;
+ 20.  og overdrag ham noget af din Værdighed, for at hele
+      Israeliternes Menighed kan adlyde ham.
+ 21.  Men han skal træde frem for Præsten Eleazar, for at han kan
+      skaffe ham Urims Kendelse for HERRENs Åsyn; på hans Bud skal han
+      drage ud, og på hans Bud skal han vende hjem, han og alle
+      Israeliterne, hele Menigheden."
+ 22.  Moses gjorde som HERREN havde pålagt ham; han tog Josua og
+      fremstillede ham for Præsten Eleazar og hele Menigheden;
+ 23.  og han lagde sine Hænder på ham og indsatte ham, således som
+      HERREN havde påbudt ved Moses.
+
+4.Mosebog 28
+
+  1.  Og HERREN talede til Moses og sagde:
+  2.  Byd Israeliterne og sig til dem: I skal omhyggeligt bringe mig
+      mine Oergaver, min Ildofferspise til en liflig Duft, til de
+      fastsatte Tider!
+  3.  Og sig til dem: Dette er det Ildoffer, I skal bringe HERREN:
+      Hver Dag to årgamle, lydefri Lam som dagligt Brændoffer;
+  4.  det ene Lam skal du ofre om Morgenen, det andet ved Aftenstid;
+  5.  og som Afgrødeoffer dertil en Tiendedel Efa fint Hvedemel, rørt
+      i en Fjerdedel Hin Olie af knuste Frugter
+  6.  det er det daglige Brændoffer, som ofredes ved Sinaj Bjerg til
+      en liflig Duft, et Ildoffer for HERREN
+  7.  fremdeles som Drikoffer dertil en Fjerdedel Hin Vin for hvert
+      Lam; i Helligdommen skal derudgydes Drikoffer af stærk Drik for
+      HERREN.
+  8.  Det andet Lam skal du ofre ved Aftenstid; med samme Afgrødeoffer
+      og Drikoffer som om Morgenen skal du ofre det, et Ildoffer til
+      en liflig Duft for HERREN.
+  9.  På Sabbatsdagen skal det være to årgamle, lydefri Lam og som
+      Afgrødeoffer to Tiendedele Efa fint Hvedemel, rørt i Olie, med
+      tilhørende Drikoffer,
+ 10.  et Sabbatsbrændoffer på hver Sabbat foruden det daglige
+      Brændoffer med tilhørende Drikofer.
+
+ 11.  På den første Dag i hver Måned skal I som Brændoffer bringe
+      HERREN to unge Tyre, en Væder og syv årgamle Lam, lydefri Dyr,
+ 12.  og som Afgrødeoffer dertil for hver Tyr tre Tiendedele Efa fint
+      Hvedemel, rørt i Olie, som Afgrødeoffer for hver Væder to
+      Tiendedele Efa fint Hvedemel, rørt i Olie,
+ 13.  og som Afgrødeoffer for hvert Lam en Tiendedel Efa fint
+      Hvedemel, rørt i Olie, et Brændoffer til en liflig Duft, et
+      Ildoffer for HERREN;
+ 14.  desuden de tilhørende Drikofre, en halv Hin Vin for hver Tyr, en
+      Tredjedel Hin for hver Væder og en Fjerdedel Hin for hvert
+      Lam. Det er det månedlige Brændoffer for hver af Årets Måneder.
+ 15.  Tillige skal der foruden det daglige Brændoffer ofres HERREN en
+      Gedebuk som Syndoffer med tilhørende Drikoffer.
+
+ 16.  På den fjortende Dag i den første Måned skal dervære Påske for
+      HERREN.
+ 17.  Den femtende Dag i den Måned er det Højtid; i syv Dage skal der
+      spises usyrede Brød.
+ 18.  På den første Dag skal der være Højtidsstævne, intet som belst
+      Arbejde må I udføre.
+ 19.  Da skal I bringe som Ildoffer, som Brændoffer for HERREN, to
+      unge Tyre, en Væder og syv årgamle Lam, lydefri Dyr skal I tage
+ 20.  og som Afgrødeoffer dertil fint Hvedemel rørt i Olie; tre
+      Tiendedele Efa skal I ofre for hver Tyr, to Tiendedele for hver
+      Væder
+ 21.  og en Tiendedel for hvert af de syv Lam;
+ 22.  desuden en Buk som Syndoffer for at skaffe eder Soning.
+ 23.  Foruden Morgen brændofferet, det daglige Brændoffer, skal I ofre
+      det.
+ 24.  Sådanne Ofre skal I bringe hver af de syv Dage som Ildofferspise
+      til en liflig Duft for HERREN; de skal ofres med tilhørende
+      Drikoffer foruden det daglige Brændoffer.
+ 25.  På den syvende Dag skal I holde Højtidsstævne; intet som helst
+      Arbejde må I udføre.
+
+ 26.  På Førstegrødens Dag, når I bringer HERREN Afgrødeoffer af den
+      ny Afgrøde på eders Ugefest, skal I holde Højtidsstævne; intet
+      som helst Arbejde må I udføre.
+ 27.  Da skal I som Brændoffer til en liflig Duft for HERREN ofre to
+      unge Tyre, en Væder og syv årgamle Lam
+ 28.  og som Afgrødeoffer dertil fint Hvedemel, rørt i Olie, tre
+      Tiendedele Efa for hver Tyr, to Tiendedele for hver Væder
+ 29.  og en Tiendedel for hvert af de syv Lam;
+ 30.  desuden en Gedebuk for at skaffe eder Soning.
+ 31.  Foruden det daglige Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer skal
+      I ofre det, lydefri Dyr skal I tage, med tilhørende Drikofre.
+
+4.Mosebog 29
+
+  1.  På den første Dag i den syvende Måned skal I holde
+      Højtidsstævne, intet som helst Arbejde må I udføre; I skal fejre
+      den som en Hornblæsningsdag.
+  2.  Da skal I som Brændoffer til en liflig Duft for HERREN ofre en
+      ung Tyr, en Væder og syv årgamle Lam, lydefri Dyr;
+  3.  som Afgrødeoffer dertil fint Hvedemel, rørt i Olie, tre
+      Tiendedele Efa for Tyren, to Tiendedele for Væderen
+  4.  og en Tiendedel for hvert af de syv Lam;
+  5.  desuden en Gedebuk som Syndoffer for at skaffe eder Soning;
+  6.  alt foruden Nymånebrændofferet med tilhørende Afgrødeoffer og
+      det daglige Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre
+      efter de derom gældende forskrifter, til en liflig Duft, et
+      Ildoffer for HERREN.
+
+  7.  På den tiende dag i samme syvende Måned skal I holde
+      Højtidsstævne, I skal faste og må intet som helst Arbejde
+      udføre.
+  8.  Da skal I som Brændoffer til en liflig duft for HERREN ofre en
+      ung Tyr, en Væder og syv årgamle Lam, lydefri Dyr skal I tage,
+  9.  og som Afgrødeoffer dertil fint Hvedemel, rørt i Olie, tre
+      Tiendedele Efa for Tyren, to Tiendedele for Væderen
+ 10.  og en Tiendedel for hvert af de syv Lam;
+ 11.  desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden Soningssyndoffe,
+      det og det daglige Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og
+      Drikofre.
+
+ 12.  På den femtende Dag i den syvende Måned skal I holde
+      Højtidsstævne, I må intet som helst Atbejde udføre, og I skal
+      holde Højtid for HERREN i syv Dage.
+ 13.  Da skal I som Brændoffer, som Ildoffer til en liflig Duft for
+      HERREN ofre tretten unge Tyre, to Vædre og fjorten årgamle Lam,
+      lydefri Dyr skal det være,
+ 14.  og som Afgrødeoffer dertil fint Hvedemel, rørt i Olie, tre
+      Tiendedele Efa for hver af de tretten Tyre, to Tiendedele for
+      hver af de to Vædre
+ 15.  og en Tiendedel for hvert af de fjorten Lam;
+ 16.  desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden det daglige
+      Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer.
+
+ 17.  På den anden Dag skal I ofre tolv unge Tyre, to Vædre og fjorten
+      årgamle Lam, lydefri Dyr,
+ 18.  med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre for Tyrene, Vædrene og
+      Lammene efter deres Tal på den foreskrevne Måde;
+ 19.  desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden det daglige
+      Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer.
+
+ 20.  På den tredje Dag skal I ofre elleve unge Tyre, to Vædre og
+      fjorten årgamle Lam, lydefri Dyr,
+ 21.  med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre for Tyrene, Vædrene og
+      Lammene efter deres Tal på den foreskrevne Måde;
+ 22.  desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden det daglige
+      Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer.
+
+ 23.  På den fjerde Dag skal I ofre ti Tyre, to Vædre og fjorten
+      årgamle Lam, lydefri Dyr,
+ 24.  med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre for Tyrene, Vædrene og
+      Lammene efter deres Tal på den foreskrevne Måde;
+ 25.  desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden det daglige
+      Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer.
+
+ 26.  På den femte Dag skal I ofre ni Tyre, to Vædre og fjorten
+      årgamle Lam, lydefri Dyr,
+ 27.  med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre for Tyrene,Vædrene og
+      Lammene efter deres Tal på den foreskrevne Måde;
+ 28.  desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden det daglige
+      Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer.
+
+ 29.  På den sjette Dag skal I ofre otte Tyre, to Vædre og fjorten
+      årgamle Lam, lydefri Dyr,
+ 30.  med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre for Tyrene, Vædrene og
+      Lammene efter deres Tal på den foreskrevne Måde;
+ 31.  desuden en Gedebuk til Syndoffer; alt foruden det daglige
+      Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer.
+
+ 32.  På den syvende dag skal I ofre syv Tyre, to Vædre og fjorten
+      årgamle Lam, lydefri Dyr,
+ 33.  med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre for Tyrene, Vædrene og
+      Lammene efter deres Tal på den foreskrevne Måde;
+ 34.  desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden det daglige
+      Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer.
+
+ 35.  På den ottende Dag skal I holde festlig Samling, I må intet som
+      helst Arbejde udføre.
+ 36.  Da skal I som Brændoffer, som Ildoffer til en liflig Duft for
+      HERREN ofre en Tyr, en Væder og syv årgamle Lam, lydefri Dyr,
+ 37.  med tilhørende Afgrødeoffer og Drikofre for Tyren, Væderen og
+      Lammene efter deres Tal på den foreskrevne Måde;
+ 38.  desuden en Gedebuk som Syndoffer; alt foruden det daglige
+      Brændoffer med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer.
+
+ 39.  Disse Ofre skal I bringe HERREN på eders Højtider, bortset fra
+      eders Løfte og Frivilligofre, hvad enten det nu er Brændofre,
+      Afgrødeofre, Drikofre eller Takofre.  30-1. Og Moses talte til
+      Israeliterne, ganske som HERREN havde pålagt Moses.
+
+4.Mosebog 30
+  2.  Moses talte fremdeles til Overhovederne for Israelitternes
+      Stammer og sagde: Dette er, hvad HERREN har påbudt:
+  3.  Når en Mand aflægger et Løfte til HERREN eller ved Ed forpligter
+      sig til Afholdenhed i en eller anden Retning, må han ikke bryde
+      sit Ord, men skal holde hvert Ord, der er udgået af hans Mund.
+
+  4.  Men når en Kvinde aflægger et Løfte til HERREN og forpligter sig
+      til Afholdenhed i en eller anden Retning, medens hun endnu i
+      sine unge År opholder sig i sin Faders Hus.
+  5.  og hendes Fader, når han hører om hendes Løfte og den
+      Forpligtelse til Afholdenhed, hun har påtaget sig, ikke siger
+      noget til hende, så skal alle hendes Løfter stå ved Magt, og
+      enhver Forpligtelse til Afholdenhed, hun har påtaget sig, skal
+      stå ved Magt.
+  6.  Hvis hendes Fader derimod formener hende det, samme Dag han får
+      det at høre, skal ingen af hendes Løfter eller af de
+      Forpligtelser til Afholdenhed, hun har påtaget sig, stå ved
+      Magt, og HERREN skal tilgive hende, fordi hendes Fader har
+      forment hende det.
+
+  7.  Hvis hun bliver gift medens der påhviler hende Løfter eller en
+      Forpligtelse, hun har påtaget sig ved et uoverlagt Ord,
+  8.  og hendes Mand ikke siger noget til hende, samme Dag han får det
+      at høre, skal hendes Løfter stå ved Magt, og den Forpligtelse
+      til Afholdenhed, hun har påtaget sig, skal stå ved Magt.
+  9.  Hvis hendes Mand derimod formener hende det, samme Dag han får
+      det at høre, gør han dermed det Løfte, der påhviler hende, og
+      den Forpligtelse til Afholdenhed, hun har påtaget sig ved et
+      uoverlagt Ord, ugyldig, og HERREN skal tilgive hende.
+ 10.  En Enkes og en forstødt Hustrus Løfte, enhver Forpligtelse til
+      Afholdenhed, hun har påtaget sig, er bindende for hende.
+ 11.  Hvis en Kvinde i sin Mands Hus aflægger et Løfte eller ved Ed
+      forpligter sig til Afholdenhed i en eller anden Retning,
+ 12.  og hendes Mand, når han får det at høre, ikke siger noget til
+      hende og ikke formener hende det, skal alle hendes Løfter stå
+      ved Magt, og enhver Forpligtelse til Afholdenhed, hun har
+      påtaget sig, skal stå ved Magt.
+ 13.  Hvis hendes Mand derimod, samme Dag han får det at høre, gør det
+      ugyldigt, så står intet af det, hun har udtalt, ved Magt,
+      hverken hendes Løfter eller den påtagne Forpligtelse til
+      Afholdenhed; hendes Mand har gjort dem ugyldige, og HERREN skal
+      tilgive hende.
+ 14.  Ethvert Løfte og enhver ved Ed påtagen Forpligtelse til Faste
+      kan hendes Mand stadfæste eller gøre ugyldig.
+ 15.  Men hvis hendes Mand tier stille over for hende til næste Dag,
+      stadfæster han alle hendes Løfter og alle de Forpligtelser til
+      Afholdenhed, hun har påtaget sig; han har stadfæstet dem, thi
+      han sagde ikke noget til hende, samme Dag han fik det at høre;
+ 16.  og hvis han vil gøre dem ugyldige, en Tid efter at han fik det
+      at høre, skal han undgælde for hendes Brøde.
+
+ 17.  Det er de Anordninger, HERREN gav Moses om Forholdet mellem Mand
+      og Hustru og mellem Fader og Datter, medens hun endnu i sine
+      unge År opholder sig i hans Hus.
+
+4.Mosebog 31
+
+
+  1.  Og HERREN talede til Moses og sagde:
+  2.  "Skaf Israelitterne Hævn over Midjaniterne; så skal du samles
+      til din Slægt!"
+  3.  Da talte Moses til Folket og sagde: "Udrust Mænd af eders Midte
+      til Kamp, for at de kan falde over Midjan og fuldbyrde HERRENs
+      Hævn på Midjan;
+  4.  1OOO Mand af hver af Israels Stammer skal I sende i Kamp!"
+  5.  Af Israels Tusinder udtoges da 1000 af hver Stamme, i alt 12.000
+      Mand, rustede til Kamp.
+  6.  Og Moses sendte dem i kamp, 1OOO af hver Stamme, og sammen med
+      dem Pinehas, Præsten Eleazars Søn, der medbragte de hellige
+      Redskaber og Alarmtrompeterne.
+
+  7.  De drog så ud i kamp mod Midjaniterne, som HERREN havde pålagt
+      Moses, og dræbte alle af Mandkøn;
+  8.  og foruden de andre, der blev slået ihjel, dræbte de også
+      Midjans Konger, Evi, Rekem, Zur, Hur og Reba, Midjans fem
+      Konger; også Bileam, Beors Søn, dræbte de med Sværdet.
+  9.  Og Israelitterne bortførte Midjaniternes kvinder og Børn som
+      Krigsfanger, og alt deres Kvæg alle deres Hjorde og alt deres
+      Gods tog de med som Bytte;
+ 10.  og alle deres Byer på de beboede Steder og alle deres Teltlejre
+      stak de Ild på.
+ 11.  Og alt det røvede og hele Byttet, både Mennesker og Dyr, tog de
+      med sig,
+ 12.  og de bragte Fangerne, Byttet og det røvede til Moses og Præsten
+      Eleazar og Israelitternes Menighed i Lejren på Moabs Sletter ved
+      Jordan over for Jeriko.
+
+ 13.  Men Moses, Præsten Eleazar og alle Menighedens Øverste gik dem i
+      Møde uden for Lejren,
+ 14.  og Moses blev vred på Hærens Førere, Tusindførerne og
+      Hundredførerne, som kom tilbage fra Krigstoget.
+ 15.  Og Moses sagde til dem: "Har I ladet alle Kvinder i Live?
+ 16.  Det var jo dem, der efter Bileams Råd blev Årsag til, at
+      Israelitterne var troløse mod HERREN i den Sag med Peor, så at
+      Plagen ramte HERRENs Menighed.
+ 17.  Dræb derfor alle Drengebørn og alle kvinder, der har kendt Mand
+      og haft Samleje med Mænd;
+ 18.  men alle Piger, der ikke har haft Samleje med Mænd, skal I lade
+      i Live og beholde,
+ 19.  Men selv skal I lejre eder uden for Lejren i syv Dage, enhver,
+      som har dræbt nogen, og enhver, som har rørt ved en dræbt, og
+      rense eder på den tredje og den syvende Dag, både I selv og
+      eders Krigsfanger.
+ 20.  Og enhver Klædning, enhver Læder ting, alt, hvad der er lavet af
+      Gedehår,og alle Træredskaber skal I rense!"
+
+ 21.  Og Præsten Eleazar sagde til Krigerne, der havde været med i
+      Kampen: "Dette er det Lovbud, HERREN har givet Moses:
+ 22.  Kun Guld, Sølv, kobber, Jern, Tin og Bly,
+ 23.  alt, hvad der kan tåle Ild, skal I lade gå gennem Ild, så bliver
+      det rent; dog må det renses med Renselsesvand. Men alt, hvad der
+      ikke kan tåle Ild, skal I lade gå gennem Vand.
+ 24.  Og eders klæder skal I tvætte på den syvende Dag, så bliver I
+      rene og kan gå ind i Lejren."
+
+ 25.  Og HERREN talede til Moses og sagde:
+ 26.  "Sammen med Præsten Eleazar og Overhovederne for Menighedens
+      Fædrenehuse skal du opgøre det samlede Bytte, der er taget, både
+      Mennesker og Dyr.
+ 27.  Derefter skal du dele Byttet i to lige store Dele mellem dem,
+      der har taget Del i Krigen og været i Kamp, og hele den øvrige
+      Menighed.
+ 28.  Derpå skal du udtage en Afgift til HERREN fra krigerne, der har
+      været i Kamp, et Stykke af hver fem Hundrede, både af Mennesker,
+      Hornkvæg, Æsler og Småkvæg;
+ 29.  det skal du tage af den Halvdel, som tilfalder dem, og give
+      Præsten Eleazar det som Offerydelse til HERREN.
+ 30.  Men af den Halvdel, der tilfalder de andre Israelitter, skal du
+      tage et Stykke af hver halvtredsindstyve, både af Mennesker,
+      Hornkvæg, Æsler og Småkvæg, alt Kvæget, og give det til
+      Leviterne, som tager Vare på, hvad der er at varetage ved
+      HERRENs Bolig!"
+
+ 31.  Da gjorde Moses og Præsten Eleazar, som HERREN havde pålagt
+      Moses.
+ 32.  Og det, de havde taget, det tiloversblevne af Byttet, som
+      Krigsfolket havde gjort, udgjorde 675000 Stykker Småkvæg,
+ 33.  72 000 Stykker Hornkvæg,
+ 34.  61 000 Æsler
+ 35.  og 32008 Mennesker, Kvinder, der ikke havde haft Samleje med
+      Mænd.
+ 36.  Den Halvdel, der tilfaldt dem, der havde været i Kamp, udgjorde
+      altså et Tal af 337500 Stykker Småkvæg,
+ 37.  hvoraf Afgiften til HERREN udgjorde 675 Stykker Småkvæg,
+ 38.  36000 Stykker Hornkvæg, hvoraf 72 i Afgift til HERREN,
+ 39.  3O5OO Æsler, hvoraf til i Afgift til HERREN,
+ 40.  og 16000 Mennesker, hvoraf 32 i Afgift til HERREN.
+ 41.  Og Moses overgav Afgiften, HERRENs Offerydelse, til Præsten
+      Eleazar, som HERREN havde pålagt Moses.
+ 42.  Og af den Halvdel, som tilfaldt de andre Israelitter, og som
+      Moses havde taget som deres del fra de Mænd, der havde været i
+      Kamp
+ 43.  denne Menighedens Halvdel udgjorde 337 500 Stykker Småkvæg,
+ 44.  36 OOO Stykker Hornkvæg,
+ 45.  30 500 Æsler
+ 46.  og 16000 Mennesker
+ 47.  af den Halvdel, som tilfaldt de andre Israelitter, udtog Moses
+      et Stykke for hver halvtredsindstyve, både af Mennesker og Kvæg,
+      og gav dem til Leviterne, som tog Vare på, hvad der var at
+      varetage ved HERRENs Bolig, som HERREN havde pålagt Moses.
+
+ 48.  Da trådte Førerne for Hærens Afdelinger, Tusindførerne og
+      Hundredførerne, hen til Moses
+ 49.  og sagde til ham: "Dine Trælle har holdt Mandtal over de
+      krigere, der stod under os; og der manglede ikke en eneste af
+      os;
+ 50.  derfor frembærer nu enhver af os som Offergave til HERREN, hvad
+      han har taget af Guldsmykker, Armbånd, Spange, Fingerringe,
+      Ørenringe og Halssmykker, for at skaffe os Soning for HERRENs
+      Åsyn."
+ 51.  Moses og Præsten Eleazar modtog Guldet af dem, alskens med Kunst
+      virkede Smykker;
+ 52.  og alt Offerydelsesguldet, som de ydede HERREN, udgjorde 16750
+      Sekel, hvilket Tusindførerne og Hundredførerne bragte som Gave.
+ 53.  Krigerne havde taget Bytte hver for sig.
+ 54.  Så modtog Moses og Præsten Eleazar Guldet af Tusindførerne og
+      Hundredførerne og bragte det ind i Åbenbaringsteltet, for at det
+      skulde bringe Israelitterne i Minde for HERRENs Åsyn.
+
+4.Mosebog 32
+
+  1.  Rubeniterne og Gaditerne havde meget Kvæg i store mængder. Da de
+      nu så Jazers Land og Gileads Land, fandt de, at Stedet egnede
+      sig til Kvægavl.
+  2.  Derfor kom Gaditerne og Rubeniterne og sagde til Moses og
+      Præsten Eleazar og Menighedens Øverste:
+  3.  "Atarot, Dibon, Ja'zer, Nimra, Hesjbon, Elale, Sebam, Nebo og
+      Beon,
+  4.  det Land, HERREN har erobret for Israels Menighed, er et Land,
+      der egner sig til Kvægavl, og dine Trælle ejer Hjorde."
+  5.  Og de sagde: "Dersom vi har fundet Nåde for dine Øjne, så lad
+      dine Trælle få dette Land i Eje; før os ikke over Jordan!"
+
+  6.  Men Moses sagde til Gaditerne og Rubeniterne: "Skal eders Brødre
+      drage i Krig, medens I bliver boende her?
+  7.  Og hvorfor vil I betage Israelitterne Modet til at drage over
+      til det Land, HERREN har givet dem?
+  8.  Det gjorde eders Fædre, da jeg fra Kadesj Barnea sendte dem hen
+      for at se på Landet;
+  9.  da de var draget op til Esjkoldalen og havde set på Landet, det
+      og de Israelitterne Modet til at drage ind i det Land, HERREN
+      havde givet dem.
+ 10.  Men HERRENs Vrede blussede den Gang op, og han svor:
+ 11.  De Mænd, der er draget op fra Ægypten, fra Tyveårsalderen og
+      opefter, skal ikke få det Land at se, jeg tilsvor Abraham, Isak
+      og Jakob, fordi de ikke viste mig fuld lydighed,
+ 12.  med Undtagelse af Kenizziten Kaleb, Jetunnes Søn, og Josua, Nuns
+      Søn, thi de viste HERREN fuld Lydighed!
+ 13.  Og HERRENs Vrede blussede op mod Israel, og han lod dem vanke om
+      i Ørkenen i fyrretyve År, indtil hele den Slægt var gået til
+      Grunde, der gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne.
+ 14.  Og se, I træder nu i eders Fædres Fodspor, en Yngel af Syndere,
+      for yderligere at øge HERRENs Vrede mod Israel!
+ 15.  Når I viger bort fra ham, vil han lade det blive endnu længer i
+      Ørkenen, og I bringer Fordærvelse over hele dette Folk."
+
+ 16.  Da trådte de frem for ham og sagde: "Vi vil kun bygge Kvægfolde
+      til vore Hjorde her og Byer til vore Familier;
+ 17.  men selv vil vi ruste os til Kamp og drage i Spidsen for
+      Israelitterne, til vi har bragt dem hen til deres Sted; imens
+      skal vore Familier blive i de befæstede Byer i Ly for Landets
+      indbyggere.
+ 18.  Vi vil ikke vende tilbage til vore Huse, før enhver af
+      Israelitterne har fået sin Arvelod;
+ 19.  thi vi vil ikke have Arvelod sammen med dem på den anden Side af
+      Jordan og længere borte, eftersom vi har fået vor Arvelod her på
+      denne Side af Jordan på Østsiden."
+ 20.  Da sagde Moses til dem: "Hvis I gør det, hvis I ruster eder til
+      Kamp for HERRENs Åsyn,
+ 21.  hvis alle eders kamprustede Mænd overskrider Jordan for HERRENs
+      Åsyn og bliver der, indtil han har jaget sine Fjender bort fra
+      sit Åsyn,
+ 22.  og hvis I først vender tilbage, når Landet er undertvunget for
+      HERRENs Åsyn, skal I være sagesløse over for HERREN og Israel,
+      og så skal Landet her blive eders Ejendom for HERRENs Åsyn.
+ 23.  Men hvis I ikke gør det, se, da synder I mod HERREN, og da skal
+      I få eders Synd at mærke, den skal nok finde eder.
+ 24.  Byg eder Byer til eders Familier og Folde til eders Småkvæg og
+      gør, som I har sagt!"
+ 25.  Da sagde Gaditerne og Rubeniterne til Moses: "Dine Trælle vil
+      gøre, som min Herre byder;
+ 26.  vore Børn, Kvinder, Hjorde og alt vort Kvæg skal blive der i
+      Gileads Byer,
+ 27.  men dine Trælle vil drage over og tage Del i Krigen, så mange
+      som er rustet til Kamp for HERRENs Åsyn, således som min Herre
+      har sagt."
+
+ 28.  Så gav Moses Præsten Eleazar og Josua, Nuns Søn, og
+      Overhovederne for de israelitiske Stammers Fædrenehuse Befaling
+      om dem,
+ 29.  og Moses sagde til dem: "Hvis Gaditerne og Rubeniterne, så mange
+      som er rustet til Kamp for HERRENs Åsyn, går over Jordan sammen
+      med eder og Landet bliver eder underlagt, skal I give dem Gilead
+      i Eje;
+ 30.  men hvis de ikke går over sammen med eder, rustede til Kamp,
+      skal de have Bopæl anvist blandt eder i Kana'ans Land."
+ 31.  Da svarede Gaditerne og Rubeniterne: "Hvad HERREN har talt til
+      dine Trælle, vil vi gøre;
+ 32.  vi vil, rustede til Kamp for HERRENs Øjne, drage over til
+      Kana'ans Land, men vor Arvelod på den anden Side af Jordan
+      bliver i vort Eje."
+
+ 33.  Da gav Moses Gaditerne, Rubeniterne og Josefs Søn Manasses halve
+      Stamme Amoriterkongen Sihons Kongerige og kong Og af Basans
+      kongerige, Landet med Byerne og deres Område, Landets Byer rundt
+      om.
+ 34.  Så byggede Gaditerne Dibon, Atarot, Aroer.
+ 35.  Atarot Sjofan, Ja'zer, Jogbeba,
+ 36.  Bet Nimra, Bet Haran, befæstede Byer, og Kvægfolde;
+ 37.  og Rubeniterne byggede Hesjbon, Elale og Kirjatajim,
+ 38.  Nebo og Ba'al Meon, hvis Navne ændredes, og Sibma; og de
+      opkaldte Byerne, som de byggede, efter deres Navne.
+ 39.  Og Manasses Søn Makirs Sønner drog til Gilead og erobrede det og
+      drev de der boende Amoriter bort;
+ 40.  og Moses overdrog Gilead til Manasses Søn Makir, og han bosatte
+      sig der;
+ 41.  men Manasses Søn Jair drog hen og erobrede deres Teltbyer og
+      kaldte dem Jairs Teltbyer.
+ 42.  Og Noba drog hen og erobrede Kenat med tilhørende Småbyer og
+      kaldte det Noba efter sit eget Navn.
+
+4.Mosebog 33
+
+  1.  Følgende er de enkelte Strækninger på Israelitternes Vandring,
+      de tilbagelagde på Vejen fra Ægypten, Hærafdeling for
+      Hærafdeling, under Anførsel af Moses og Aron.
+  2.  Moses optegnede på HERRENs Bud de Steder, de brød op fra,
+      Strækning for Strækning; og følgende er de enkelte Strækninger
+      efter de Steder, de brød op fra:
+
+  3.  De brød op fra Rameses på den femtende Dag i den første Måned;
+      Dagen efter Påske drog Israelitterne ud, værnede af en stærk
+      Hånd, for Øjnene af alle Ægypterne,
+  4.  medens Ægypterne jordede alle de førstefødte, som HERREN havde
+      slået iblandt dem; thi HERREN havde holdt Dom over deres Guder.
+  5.  Israelitterne brød altså op fra Ra'meses og slog Lejr i Sukkot.
+  6.  Så brød de op fra Sukkot og slog Lejr i Etam, der ligger ved
+      Ørkenens Rand.
+  7.  Så brød de op fra Etam og vendte om mod Pi Hakirot over for
+      Ba'al Zefon og slog Lejr over for Migdol.
+  8.  Så brød de op fra Pi Hakirot og drog tværs igennem Havet til
+      Ørkenen; og de vandrede tre Dagsrejser i Etams Ørken og slog
+      Lejr i Mara.
+  9.  Så brød de op fra Mara og kom til Elim; i Elim var der tolv
+      Vandkilder og halvfjerdsindstyve Palmetræer, og der slog de
+      Lejr.
+ 10.  Så brød de op fra Elim og slog Lejr ved det røde Hav.
+ 11.  Så brød de op fra det røde Hav og slog Lejr i Sins Ørken.
+ 12.  Så brød de op fra Sins Ørken og slog Lejr i Dofka.
+ 13.  Så brød de op fra Dofka og slog Lejr i Alusj.
+ 14.  Så brød de op fra Alusj og slog Lejr i Refdim, hvor Folket ikke
+      havde Vand at drikke.
+ 15.  Så brød de op fra Refdim og slog Lejr i Sinaj Ørken.
+ 16.  Så brød de op fra Sinaj Ørken og slog Lejr i Kibrot Hatta'ava,
+ 17.  Så brød de op fra Hibrot Hatta'ava og slog Lejr i Hazerot.
+ 18.  Så brød de op fra Hazerot og slog Lejr i Ritma.
+ 19.  Så brød de op fra Ritma og slog Lejr i Rimmon Perez.
+ 20.  Så brød de op fra Rimmon Perez og slog Lejr i Libna.
+ 21.  Så brød de op fra Libna og slog Lejr i Aissa.
+ 22.  Så brød de op fra Aissa og slog Lejr i Kehelata.
+ 23.  Så brød de op fra Kebelata og slog Lejr ved Sjefers Bjerg.
+ 24.  Så brød de op fra Sjefers Bjerg og slog Lejr i Harada.
+ 25.  Så brød de op fra Harada og slog Lejr i Makhelot.
+ 26.  Så brød de op fra Makhelot og slog Lejr i Tahat.
+ 27.  Så brød de op fra Tahat og slog Lejr i Tara.
+ 28.  Så brød de op fra Tara og slog Lejr i Mitka.
+ 29.  Så brød de op fra Mitka og slog Lejr i Hasjmona.
+ 30.  Så brød de op fra Hasjmona og slog Lejr i Moserot.
+ 31.  Så brød de op fra Moserot og slog Lejr i Bene Ja'akan.
+ 32.  Så brød de op fra Bene Ja'akan og slog Lejr i Hor Haggidgad.
+ 33.  Så brød de op fra Hor Haggidgad og slog Lejr i Jotbata.
+ 34.  Så brød de op fra Jofbata og slog Lejr i Abrona.
+ 35.  Så brød de op fra Abrona og slog Lejr i Ezjongeber.
+ 36.  Så brød de op fra Ezjongeber og slog Lejr i Zins Ørken, det er
+      Kadesj.
+ 37.  Så brød de op fra Kadesj og slog Lejr ved Bjerget Hor ved Randen
+      af Edoms Land.
+
+ 38.  Og Præsten Aron steg på HERRENs Bud op på Bjerget Hor og døde
+      der i det fyrretyvende År efter Israelitternes Udvandring af
+      Ægypten, på den første Dag i den femte Måned;
+ 39.  og Aron var l23 År gammel, da han døde på Bjerget Hor.
+ 40.  Men Kana'anæeren, Kongen af Arad, der boede, i Sydlandet i
+      Kana'ans Land, hørte, at Israelitterne var under Fremrykning.
+
+ 41.  Så brød de op fra Bjerget Hor og slog Lejr i Zalmona.
+ 42.  Så brød de op fra Zalmona og slog Lejr i Punon.
+ 43.  Så brød de op fra Punon og slog Lejr i Obot.
+ 44.  Så brød de op fra Obot og slog Lejr i Ijje Ha'abarim ved Moabs
+      Grænse.
+ 45.  Så brød de op fra Ijje Ha'abarim og slog Lejr i det gaditiske
+      Dibon.
+ 46.  Så brød de op fra det gaditiske Dibon og slog Lejr i Almon
+      Diblatajim.
+ 47.  Så brød de op fra Almon Diblatajim og slog Lejr på
+      Abarimbjergene over for Nebo.
+ 48.  Så brød de op fra Abarimbjergene og slog Lejr på Moabs Sletter
+      ved Jordan over for Jeriko;
+ 49.  og de slog Lejr ved Jordan fra Bet Jesjjimot og til Abel Sjittim
+      på Moabs Sletter.
+
+ 50.  Og HERREN talede til Moses på Moabs Sletter ved Jordan over for
+      Jeriko og sagde:
+ 51.  "Tal til Israelitterne og sig til dem: Når I kommer over Jordan
+      til Kana'ans Land,
+ 52.  skal I drive Landets Beboere bort foran eder og tilintetgøre
+      alle deres Billedværker, alle deres støbte Billeder skal I
+      tilintetgøre, og alle deres Offerhøje skal I ødelægge;
+ 53.  I skal underlægge eder Landet og bosætte eder der, thi eder har
+      jeg givet Landet i Eje;
+ 54.  og I skal udskifte Landet mellem eder ved Lodkastning efter
+      eders Slægter, således at I giver en stor Slægt en stor Arvelod
+      og en lille Slægt en lille. Der, hvor Loddet falder for dem,
+      skal deres Del være; efter eders Fædrenestammer skal I udskifte
+      Landet mellem eder.
+ 55.  Men hvis I ikke driver Landets Beboere bort foran eder, så skal
+      de, som I levner af dem, blive Torne i eders Øjne og Brodde i
+      eders Sider, og de skal bringe eder Trængsel i det Land, I bor
+      i,
+ 56.  og hvad jeg havde tænkt at gøre ved dem, gør jeg da ved eder."
+
+4.Mosebog 34
+
+  1.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
+  2.  Byd Israelitterne og sig til dem: Når i kommer til Kana'ans Land
+      det er det Land, der skal tilfalde eder som Arvelod, Kana'ans
+      Land i hele dets Udstrækning
+  3.  så skal eders Sydside strække sig fra Zins Ørken langs med Edom;
+      eders Sydgrænse skal mod Øst begynde ved Enden af Salthavet;
+  4.  så skal eders Grænse dreje sønden om Akrabbimpasset, nå til Zin
+      og ende sønden for Kadesj Barnea; så skal den løbe hen til Hazar
+      Addar øg nå til Azmon;
+  5.  fra Azmon skal Grænsen dreje hen til Ægyptens Bæk og ende ved
+      Havet.
+  6.  Hvad Vestgrænsen angår, skal det store Hav være eders Grænse;
+      det skal være eders Vestgrænse.
+  7.  Eders Nordgrænse skal være følgende: Fra det store Hav skal I
+      udstikke eder en Linie til Bjerget Hor;
+  8.  fra Bjerget Hor skal I udstikke en Linie til Egnen hen imod
+      Hamat, så at Grænsen ender ved Zedad;
+  9.  derpå skal Grænsen gå til Zifron og ende ved Hazar Enan. Det
+      skal være eders Nordgrænse.
+ 10.  Men til Østgrænse skal I afmærke eder en Linie fra Hazar Enan
+      til Sjefam;
+ 11.  og fra Sjefam skal Grænsen gå ned til Ribla østen for Ajin, og
+      Grænsen skal løbe videre ned, til den støder til Bjergskrænten
+      østen for Kinneretsøen;
+ 12.  derpå skal Grænsen løbe ned langs Jordan og ende ved
+      Salthavet. Det skal være eders Land i hele dets Udstrækning til
+      alle Sider.
+
+ 13.  Og Moses bød Israelitterne og sagde: Det er det Land, I skal
+      udskifte mellem eder ved Lodkastning, og som efter HERRENs Bud
+      skal gives de ni Stammer og den halve Stamme.
+ 14.  Thi Rubeniternes Stamme efter deres Fædrenehuse og Gaditernes
+      Stamme efter deres Fædrenehuse og Manasses halve Stamme har
+      allerede fået deres Arvelod.
+ 15.  De to Stammer og den halve Stamme har fået deres Arvelod
+      hinsides Jordan over for Jeriko, mod Øst, mod Solens Opgang.
+
+ 16.  Og HERREN talede til Moses og sagde:
+ 17.  Navnene på de Mænd, der skal udskifte Landet mellem eder, er
+      følgende: Præsten Eleazar og Josua, Nuns Søn;
+ 18.  desuden skal I udtage een Øverste af hver Stamme til at udskifte
+      Landet.
+ 19.  Navnene på disse Mænd er følgende: Af Judas Stamme Kaleb,
+      Jefunnes Søn,
+ 20.  af Simeoniternes Stamme Sjemuel, Ammihuds Søn,
+ 21.  af Benjamins Stamme Elidad, Kislons Søn,
+ 22.  af Daniternes Stamme een Øverste, Bukki, Joglis Søn,
+ 23.  af Josefs Sønner: af Manassiternes Stamme een Øverste, Hanniel,
+      Efods Søn,
+ 24.  og af Efraimiternes Stamme een Øverste, Kemuel, Sjiftans Søn,
+ 25.  af Zebuloniternes Stamme een Øverste, Elizafan, Parnaks Søn,
+ 26.  af Issakariternes Stamme een Øverste, Paltiel, Azzans Søn,
+ 27.  af Aseriternes Stamme een Øverste, Ahihud, Sjelomis Søn,
+ 28.  og af Naftaliternes Stamme een Øverste, Pedael, Ammibuds Søn.
+ 29.  Det var dem, HERREN pålagde at udskifte Kana'ans Land mellem
+      Israelitterne.
+
+4.Mosebog 35
+
+  1.  HERREN talede fremdeles til Moses på Moabs Sletter ved Jordan
+      over for Jeriko og sagde:
+  2.  byd Israelitterne, at de af de Besiddelser, de får i Arv, skal
+      give Leviterne nogle Byer at bo i; I skal også give Leviterne
+      Græsmarker rundt om disse Byer,
+  3.  Disse Byer skal de have at bo i, og deres Græsmarker skal de
+      have til deres Kvæg, deres Hjorde og andre Dyr.
+  4.  Græsmarkerne om Byerne, som I skal give Leviterne, skal strække
+      sig 1000 Alen fra Bymuren ud til alle Sider;
+  5.  og uden for Byen skal I til Østside opmåle 2OOO Alen, til
+      Sydside 2000, til Vestside 2OOO og til Nordside 2OOO, med Byen i
+      Midten. Det skal tilfalde dem som Græsgange til Byerne.
+  6.  Hvad de Byer angår, som I skal give Leviterne, så skal I give
+      dem de seks Tilflugtsbyer, som Manddrabere kan ty ind i, og
+      desuden to og fyrretyve Byer.
+  7.  De Byer, I skal give Leviterne, bliver således i alt otte og
+      fyrretyve Byer med tilhørende Græsmarker.
+  8.  Og af de Byer, I skal give dem af Israelitternes Besiddelser,
+      skal I lade de større Stammer give flere, de mindre færre; hver
+      Stamme skal give Leviterne så mange af sine Byer, som svarer til
+      den Arvelod, der tildeles den.
+
+  9.  HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
+ 10.  Tal til Israelitterne og sig til dem: Når I kommer over Jordan
+      til Kana'ans Land,
+ 11.  skal I udse eder nogle Byer, I kan have som Tilflugtsbyer, så at
+      en Manddraber, der begår et Drab af Vanvare, kan ty derhen.
+ 12.  I disse Byer skal I have Ret til at søge Tilflugt for
+      Blodhævneren, for at ikke Manddraberen skal dø, før han er
+      blevet stillet for Menighedens Domstol.
+ 13.  Det skal være seks Byer, I skal afstå til Tilflugtsbyer;
+ 14.  de tre skal I afstå hinsides Jordan og de tre andre i Kana'ans
+      Land; de skal være Tilflugtsbyer.
+ 15.  Israelitterne, de fremmede og de indvandrede iblandt dem skal
+      have Ret til at søge Tilflugt i de seks Byer, så at enhver, der
+      begår et Drab af Vanvare, kan ty derhen.
+
+ 16.  Men slår han ham ihjel med et Jernredskab, så er han en
+      Manddraber, og Manddraberen skal lide Døden;
+ 17.  og slår han ham ihjel med en Sten, som han har i Hånden, og som
+      kan slå en Mand ihjel, så er han en Manddraber, og Manddraberen
+      skal lide Døden;
+ 18.  og slår han ham ihjel med et Træredskab, som han har i Hånden,
+      og som kan slå en Mand ihjel, så er han en Manddraber, og
+      Måddraberen skal lide Døden.
+ 19.  Blodhævneren skal dræbe Manddraberen; når han træffer ham, skal
+      han dræbe ham.
+ 20.  Og støder han til ham af Had eller kaster noget på ham i ond
+      Hensigt, så han dør deraf,
+ 21.  eller slår han ham med Hånden i Fjendskab, så han dør deraf,
+      skal drabsmanden lide Døden, thi han er en Manddraber;
+      Blodhævneren skal dræbe Manddraberen, når han træffer ham.
+
+ 22.  Støder han derimod til ham af Vanvare, ikke i Fjendskab, eller
+      kaster han et Redskab på ham, uden at det er i ond Hensigt,
+ 23.  eller rammer han ham uden at se ham med en Sten, som kan slå en
+      Mand ihjel, så han dør deraf, og han ikke er hans Uven eller har
+      pønset på ondt imod ham,
+ 24.  så skal Menigheden dømme Drabsmanden og Blodhævneren imellem på
+      Grundlag af disse Lovbud;
+ 25.  og Menigheden skal værne Manddraberen mod Blodhævneren, og
+      Menigheden skal føre ham tilbage til hans Tilflugtsby, hvorhen
+      han var tyet, og der skal han blive boende, indtil den med
+      hellig Olie salvede Ypperstepræst dør.
+ 26.  Men hvis Manddraberen for lader sin Tilflugtsbys Område, hvorhen
+      han er tyet,
+ 27.  og Blodhævneren træffer ham uden for hans Tilflugtsbys Område,
+      så kan Blodhævneren dræbe Manddraberen uden at pådrage sig
+      Blodskyld;
+ 28.  thi han skal blive i sin Tilflugtsby indtil Ypperstepræstens
+      Død; først efter Ypperstepræstens Død kan Manddraberen vende
+      tilbage til den Jord, han ejer.
+ 29.  Det skal være eder en retsgyldig Anordning fra Slægt til Slægt,
+      hvor I end bor.
+
+ 30.  Når nogen slår et Menneske ihjel, må man kun dræbe Manddraberen
+      efter flere Vidners Udsagn. Et enkelt Vidnes Udsagn er ikke nok
+      til en Dødsdom.
+ 31.  I må ikke tage mod Sonebøde for en Manddraber, når han har
+      forbrudt sit Liv; han skal lide Døden,
+ 32.  Heller ikke må I tage mod Sonebøde, således at den, der er tyet
+      til sin Tilflugtsby, før Ypperstepræstens Død kan vende tilbage
+      og bosætte sig i Landet.
+ 33.  Vanhelliger ikke det Land, I er i, thi Blodet vanhelliger
+      Landet, og Landet får kun Soning for det Blod, der er udgydt
+      deri, ved dens Blod, der har udgydt det.
+ 34.  Gør ikke det Land urent, I er bosat i, og i hvis Midte jeg bor;
+      thi jeg HERREN bor midt iblandt Israels Børn.
+
+4.Mosebog 36
+
+  1.  Overhovederne for Fædrenehsene i Gileaditernes Slægt Gilead var
+      en Søn af Manasses Søn Makir af Josefs Sønners Slægter trådte
+      frem og talte for Moses og Øversterne, Overhovederne for
+      Israelitternes Fædrenehuse,
+  2.  og sagde: "HERREN har pålagt min Herre at udskifte Landet mellem
+      Israelitterne ved Lodkastning, og min Herre har i HERRENs Navn
+      påbudt at give vor Frænde Zelofhads Arvelod til hans Døtre.
+  3.  Men hvis de nu indgår Ægteskab med Mænd, der hører til en anden
+      af Israels Stammer, så unddrages deres Arvelod jo vore Fædres
+      Arvelod, og således øges den Stammes Arvelod, som de kommer til
+      at tilhøre, medens den Arvelod, der er tilfaldet os ved
+      Lodkastning, formindskes;
+  4.  og når Israelitterne får Jubelår, lægges deres Arvelod til den
+      Stammes Arvelod, som de kommer til at tilhøre, og således
+      unddrages deres Arvelod vor fædrene Stammes Arvelod."
+
+  5.  Da udstedte Moses efter HERRENs Ord følgende Bud til
+      Israelitterne: "Josefs Sønners Stamme har talt ret!
+  6.  Således er HERRENs Bud angående Zelofhads Døtre: De må indgå
+      Ægteskab med hvem de ønsker, men det må kun være Mænd af deres
+      Faders Stammes Slægt, de indgår Ægteskab med.
+  7.  Thi ingen Arvelod, der tilhører Israel, må gå over fra en Stamme
+      til en anden, men Israelitterne skal holde fast hver ved sin
+      fædrene Stammes Arvelod.
+  8.  Enhver Datter, som får en Arvelod i en af Israelitternes
+      Stammer, skal indgå Ægteskab med en Mand af sin fædrene Stammes
+      Slægt, for at Israelitterne kan beholde hver sine Fædres Arvelod
+      som Ejendom;
+  9.  og ingen Arvelod må gå over fra den ene Stamme til den anden,
+      men Israelitternes Stammer skal holde fast hver ved sin
+      Arvelod!"
+
+ 10.  Zelofhads Døtre gjorde da, som HERREN pålagde Moses,
+ 11.  idet Mala, Tirza, Hogla, Milka og Noa, Zelofhads Døtre, indgik
+      Ægteskab med deres Farbrødres Sønner;
+ 12.  de indgik Ægteskab med Mænd, som hørte til Josefs Søn Manasses
+      Sønners Slægter, så at deres Arvelod vedblev at tilhøre deres
+      fædrene Slægts Stamme.
+
+ 13.  Det er de Bud og Lovbud, HERREN gav Israelitterne ved Moses på
+      Moabs Sletter ved Jordan over for Jeriko.
+
+
+5.Mosebog
+
+5.Mosebog 1
+
+  1.  Dette er de Ord, Moses talte til hele Israel hinsides Jordan i
+      Ørkenen, i Arabalavningen, lige over for Suf, mellem Paran og
+      Tofel, Laban, Hazerot og Di Zahab,
+  2.  elleve Dagsrejser fra Horeb, regnede over Seirs Bjerge til
+      Kadesj Barnea.
+  3.  I det fyrretyvende År på den første Dag i den elevte Måned
+      kundgjorde Moses Israelitterne alt, hvad HERREN havde pålagt ham
+      angående dem,
+  4.  efter at han havde slået Amoriterkongen Sihon, der boede i
+      Hesjbon, og Kong Og af Basan, der boede i Asjtarot og Edrei.
+  5.  Hinsides Jordan i Moabs Land tog Moses sig for at fremsætte
+      følgende Lovudlægning:
+
+  6.  HERREN vor Gud talede til os ved Horeb og sagde: "I har nu længe
+      nok opholdt eder ved Bjerget her;
+  7.  bryd derfor op og drag til Amoriternes Bjerge og til alle deres
+      Naboer i Arabalavningen, på Bjergene, i Lavlandet, i Sydlandet
+      og ved Kysten, til Kana'anæernes Land og Libanon, lige til den
+      store Flod, Eufratfloden.
+  8.  Se, jeg giver Landet i eders Magt; drag derind og tag det Land i
+      Besiddelse, som jeg tilsvor eders Fædre, Abraham, Isak og Jakob,
+      at ville give dem og deres Afkom efter dem."
+
+  9.  Dengang talte jeg til eder og sagde: "Jeg kan ikke ene bære
+      eder.
+ 10.  HERREN eders Gud har gjort eder talrige, og se, I er nu så mange
+      som Stjernerne på Himmelen;
+ 11.  måtte kun HERREN, eders Fædres Gud, gøre eder tusinde Gange så
+      talrige endnu og velsigne eder, som han har forjættet eder;
+ 12.  men hvorledes skal jeg ene kunne bære hele Besværet og Arbejdet
+      med eder og eders Stridigheder?
+ 13.  Sørg derfor for at finde nogle kloge, forstandige.og erfarne
+      Mænd i hver Stamme, som jeg kan sætte i Spidsen for eder!"
+ 14.  Dertil svarede I og sagde: "Det Forslag, du har fremsat, er
+      godt!"
+ 15.  Derfor tog jeg Overhovederne for eders Stammer, kloge og erfarne
+      Mænd, og satte dem i Spidsen for eder som Øverste over tusinde,
+      hundrede, halvtredsindstyve eller ti og som Tilsynsmænd over
+      eders Stammer.
+ 16.  Dengang gav jeg så eders Dommere det Påbud: "Hold Forhør, når
+      der er Stridigheder mellem eders Landsmænd, og døm retfærdigt,
+      når en Mand har en Sag, enten det er med en Landsmand eller med
+      en, der bor som fremmed hos ham;
+ 17.  vis ingen Personsanseelse for Retten; hør på den ringeste som på
+      den største og frygt ikke for nogen; thi Dommen er Guds! Men
+      Sager, som er eder for vanskelige, skal I forebringe mig, så
+      skal jeg holde Forhør i dem!"
+ 18.  Og dengang gav jeg eder så Pålæg om alt, hvad I skulde gøre.
+
+ 19.  Derpå brød vi op fra Horeb og drog gennem hele denne store,
+      grufulde Ørken, som I selv har set, i Retning af Amoriternes
+      Bjerge, således som HERREN vor Gud havde pålagt os. Og vi kom
+      til Kadesj Barnea.
+ 20.  Da sagde jeg til eder: "I er nu kommet til Amoriternes Bjerge,
+      som HERREN vor Gud vil give os.
+ 21.  Se, HERREN din Gud har givet Landet i din Magt, drag derfor op
+      og tag det i Besiddelse, således som HERREN, dine Fædres Gud,
+      har sagt til dig. Frygt ikke, men vær uforsagt!"
+ 22.  Da kom I alle hen til mig og sagde: "Lad os sende nogle Mænd i
+      forvejen til at udspejde Landet for os og bringe os Underretning
+      om den Vej, vi skal drage op ad, og om de Byer, vi kommer til!"
+ 23.  Jeg billigede det og udtog tolv Mænd iblandt eder, en af hver
+      Stamme.
+ 24.  De begav sig på Vej og drog op i Bjergene og kom til Esjkoldalen
+      og udspejdede den;
+ 25.  og de tog nogle af Landets Frugter med og bragte dem ned til os,
+      og de meldte os tilbage: "Det er et herligt Land, HERREN vor Gud
+      vil give os!"
+
+ 26.  Men I vilde ikke drage op, I var genstridige mod HERREN eders
+      Guds Befaling.
+ 27.  I knurrede i eders Telte og sagde: "Af Had til os førte HERREN
+      os ud af Ægypten for at give os i Amoriternes Hånd og lade os gå
+      til Grunde!
+ 28.  Hvor er det dog, vi skal hen? Vore Brødre tog Modet fra os, da
+      de sagde: Det er et Folk, der er større og højere end vi, og der
+      er store Byer med himmelhøje Fæstningsværker, ja, vi så endog
+      Efterkommere af Anakiterne der!"
+ 29.  Men jeg sagde til eder: "Lad eder ikke skræmme og frygt ikke for
+      dem!
+ 30.  HERREN eders Gud, der vandrer foran eder, vil selv stride for
+      eder, som I så, han gjorde det for eder i Ægypten
+ 31.  og i Ørkenen, hvor du så, at HERREN din Gud bar dig, som en Mand
+      bærer sin Søn, hele den Vej I har vandret, lige til I nåede
+      hertil!"
+ 32.  Men alligevel troede I ikke på HERREN eders Gud,
+ 33.  skønt han vandrede foran eder på Vejen for at udsøge Lejrpladser
+      til eder, om Natten i Ilden, for at I kunde se, hvor I skulde
+      gå, og om dagen i Skyen.
+
+ 34.  Men da HERREN hørte eders Ord, blev han vred og svor:
+ 35.  "Ikke en eneste af disse Mænd, af denne onde Slægt, skal få det
+      herlige Land at se, som jeg svor at ville give eders Fædre,
+ 36.  undtagen Kaleb, Jefunnes Søn; han alene skal få det at se, og
+      ham og hans Børn vil jeg give det Land, han har betrådt, fordi
+      han har vist HERREN fuld Lydighed!"
+ 37.  Også på mig blev HERREN vred for eders Skyld, og han sagde:
+      "Heller ikke du skal komme derind!
+ 38.  Josua, Nuns Søn, der står i din Tjeneste, han skal komme derind;
+      sæt Mod i ham, thi han skal skaffe Israel det i Eje."
+ 39.  Og dets små Børn, som I sagde skulde blive til Bytte, eders
+      Børn, som i Dag ikke kender Forskel på godt og ondt, de skal
+      komme derind, dem vil jeg give det, og de skal tage det i
+      Besiddelse.
+ 40.  I selv derimod skal vende om og begive eder på Vej til Ørkenen i
+      Retning af det røde Hav!"
+
+ 41.  Da svarede I og sagde til mig: "Vi har syndet imod HERREN! Vi
+      vil drage op og kæmpe, som HERREN vor Gud har befalet os!" Og
+      alle iførte I eder eders Våben og vilde i Letsindighed drage op
+      i Bjergene.
+ 42.  Men HERREN sagde til mig: Sig til dem: Drag ikke op og indlad
+      eder ikke i Kamp, thi jeg er ikke iblandt eder; gør I det,
+      bliver I slået af eders Fjender!"
+ 43.  Men da jeg sagde det til eder, adlød I ikke, men var genstridige
+      mod HERRENs Bud og formastede eder til at drage op i Bjergene.
+ 44.  Da drog Amoriterne, der bor i Bjergene der, ud imod eder, og de
+      forfulgte eder som Bier og slog eder fra Seir til Horma.
+ 45.  Da I så kom tilbage, græd I for HERRENs Åsyn; men HERREN vilde
+      ikke høre eder og låne eder Øre.
+ 46.  Så blev I hele den lange Tid i Kadesj.
+
+5.Mosebog 2
+
+  1.  Så vendte vi om og brød op til Ørkenen i Retning af det røde
+      Hav, således som HERREN havde pålagt mig, og i lang Tid vandrede
+      vi rundt om Seirs Bjerge.
+  2.  Da sagde HERREN til mig:
+  3.  "Nu har I længe nok vandret rundt om Bjergene her; vend eder nu
+      mod Nord!
+  4.  Men byd Folket og sig: Når I nu drager igennem eders Brødres,
+      Esaus Sønners, Landemærker, de, som bor i Seir, og de bliver
+      bange for eder, så skal I tage eder vel i Vare
+  5.  for at indlade eder i Krig med dem; thi jeg vil ikke give eder
+      så meget som en Fodsbred af deres Land; thi Esau har jeg givet
+      Seirs Bjerge i Arv og Eje.
+  6.  Fødevarer at spise skal I købe af dem for Penge, også Vand at
+      drikke skal I købe af dem for Penge;
+  7.  thi HERREN din Gud har velsignet dig i alt, hvad du har taget
+      dig for, han har sørget for dig på din Vandring gennem denne
+      store Ørken; i fyrretyve År har, HERREN din Gud nu været med
+      dig, du har ikke manglet noget."
+  8.  Derpå drog vi fra Elat og Ezjongeber ad Arabavejen gennem vore
+      Brødres, Esaus Sønners Land, de, som bor i Se'ir; så drejede vi
+      af og drog videre ad Vejen til Moabs Ørken.
+
+  9.  Og HERREN sagde til mig: "Du må ikke angribe Moab eller indlade
+      dig i Krig med dem, thi jeg vil ikke give dig noget af deres
+      Land i Eje; thi Lots Sønner har jeg givet Ar i Eje.
+ 10.  Fordum beboedes det af Emiterne, et stort og talrigt Folk,
+      kæmpestore som Anakiterne;
+ 11.  også de henregnes ligesom Anakiterne til Refaiterne, men
+      Moabiterne kalder dem Emiter.
+ 12.  I Se'ir boede derimod fordum Horiterne, som Esaus Sønner drev
+      bort og udryddede foran sig, hvorefter de bosatte sig der i
+      deres Sted, ligesom Israel gjorde ved sit Ejendomsland, som
+      HERREN gav dem.
+ 13.  Bryd nu op og gå over Zeredbækken! Så gik vi over Zeredbækken.
+ 14.  Der var gået otte og tredive År fra vort Opbrud fra Kadesj
+      Barnea, til vi gik over Zeredbækken, til hele din Slægt af
+      våbenføre Mænd var uddød af Lejren, således som HERREN havde
+      svoret dem;
+ 15.  også HERRENs Hånd havde været imod dem, så de blev udryddet af
+      Lejren til sidste Mand.
+
+ 16.  Men da alle våbenføre Mænd var uddøde af Folket,
+ 17.  talede HERREN til mig og sagde:
+ 18.  Når du nu drager gennem Moabs Landemærker, gennem Ar,
+ 19.  og således når hen til Ammoniterne, så må du ikke angribe dem
+      eller indlade dig i Krig med dem, thi jeg vil ikke give dig
+      noget af Ammoniternes Land i Eje; thi det har jeg givet Lots
+      Børn i Eje.
+ 20.  Også det henregnes til Refaiternes Land; det beboedes fordum af
+      Refaiter, men Ammoniterne kalder dem Zamzummiter.
+ 21.  Det var et stort og talrigt Folk, kæmpestore som Anakiterne.
+      Men HERREN udryddede dem foran dem, så de drev dem bort og
+      bosatte sig der i deres Sted,
+ 22.  ligesom han gjorde for Esaus Sønner, der bor i Se'ir, for hvem
+      han udryddede Horiterne, så de drev dem bort og bosatte sig der
+      i deres Sted, og de bor der den Dag i dag.
+ 23.  Men Avvijiterne, der boede i Landsbyer i Egnene henimod Gaza,
+      dem drev Kaftorerne, der var udvandret fra Kaftor, bort og
+      bosatte sig der i deres Sted.
+ 24.  Bryd nu op og gå over Arnonfloden! Se, jeg har givet Hesjbons
+      Konge, Amoriten Sihon, og hans Land i din Hånd; giv dig kun til
+      at drive ham bort og føre Krig med ham!
+ 25.  Fra i Dag af begynder jeg at vække Frygt og Rædsel for dig hos
+      alle Folkeslag under Himmelen; blot de hører om dig, skal de
+      ryste og bæve for dig!
+
+ 26.  Da udsendte jeg Sendebud fra Kedemots Ørken til Kong Sihon af
+      Hesjbon med følgende fredelige Tilbud:
+ 27.  "Lad mig drage gennem dit Land; jeg skal holde mig til Vejen
+      uden at bøje af til højre eller venstre.
+ 28.  Fødevarer at spise skal du sælge mig for Penge, og Vand at
+      drikke skal du give mig for Penge, jeg beder kun om at måtte
+      drage igennem til Fods,
+ 29.  således som Esaus Sønner, der bor i Se'ir, og Moabiterne, der
+      bor i Ar, tillod mig, indtil jeg kommer over Jordan ind i det
+      Land, HERREN vor Gud vil give os!"
+ 30.  Men Kong Sihon i Hesjbon vilde ikke tillade os at drage igennem;
+      thi HERREN din Gud forhærdede hans Ånd og gjorde hans Hjerte
+      hårdt for at give ham i din Hånd, som det nu er sket.
+ 31.  Derpå sagde HERREN til mig: "Se, jeg har allerede begyndt at
+      give Sihon og hans Land i din Magt; giv dig kun til at drive ham
+      bort for at tage hans Land i Besiddelse!"
+ 32.  Så rykkede Sihon med alle sine Krigere ud imod os til Kamp ved
+      Jaza;
+ 33.  og HERREN vor Gud gav ham i vor Magt, og vi slog ham og hans
+      Sønner og alle hans Krigere.
+ 34.  Og vi indtog dengang alle hans Byer og lagde i enhver By Band på
+      Mænd, Kvinder og Børn uden at lade en eneste undslippe;
+ 35.  kun Kvæget tog vi selv som Bytte, tillige med hvad vi røvede i
+      de erobrede Byer.
+ 36.  Fra Aroer ved Arnonflodens Bred og Byen, der ligger i Dalen, og
+      til Gilead var der ikke en By, som var os uindtagelig; HERREN
+      vor Gud gav dem alle i vor Magt.
+ 37.  Men på Ammoniternes Land forgreb du dig ikke, hverken det, der
+      ligger langs Jabbokfloden, eller Byerne i Bjergene, således som
+      HERREN vor Gud havde påbudt.
+
+5.Mosebog 3
+
+  1.  Derpå brød vi op og drog mod Basan. Og Kong Og af Basan rykkede
+      med alle sine Krigere ud imod os til Kamp ved Edrei.
+  2.  Da sagde HERREN til mig: "Frygt ikke for ham, thi jeg giver ham
+      i din Hånd tillige med hele hans Folk og Land, og du skal gøre
+      ved ham, som du gjorde ved Sihon, Amoriterkongen i Hesjbon."
+  3.  Så gav HERREN vor Gud også kong Og af Basan og alle hans Krigere
+      i vor Hånd, og vi slog ham, så ikke en eneste undslap.
+  4.  Vi indtog dengang alle hans Byer; der var ikke een By, vi ikke
+      fratog dem, i alt tresindstyve Byer, hele Landskabet Argob, Ogs
+      Kongerige i Basan,
+  5.  lutter Byer, der var befæstet med høje Mure, Porte og Portslåer,
+      foruden de mange åbne Byer;
+  6.  og vi lagde Band på dem, ligesom vi havde gjort ved Kong Sihon i
+      Hesjbon, i enhver By lagde vi Band på Mænd, Kvinder og Børn;
+  7.  men alt Kvæget, og hvad vi røvede fra Byerne, tog vi selv som
+      Bytte.
+  8.  Således erobrede vi dengang Landet fra de to Amoriterkonger
+      hinsides Jordan fra Arnonfloden til Hermonbjerget
+  9.  Zidonierne kalder Hermon Sirjon, men Amoriterne kalder det Senir
+ 10.  alle Byerne på Højsletten, hele Gilead og hele Basan lige til
+      Salka og Edrei, Byer i kong Ogs Rige i Basan.
+ 11.  Thi Kong Og af Basan var den eneste, der endnu var tilbage af
+      Refaiterne; hans Kiste, en Jernkiste, står jo endnu i Rabba i
+      Ammon, ni Alen lang og fire Alen bred efter vanligt Mål.
+
+ 12.  Således tog vi dengang dette Land i Besiddelse. Landet fra
+      Aroer, der ligger ved Arnonfloden, og Halvdelen af Gileads
+      Bjerge med Byerne der gav jeg Rubeniterne og Gaditerne;
+ 13.  men Resten af Gilead og hele Basan, Ogs Rige, gav jeg til
+      Manasses halve Stamme, hele Landskabet Argob. (Det er hele dette
+      Basan, man kalder Refaiterland.)
+ 14.  Manasses Søn Jair erobrede hele Landskabet Argob indtil
+      Gesjuriternes og Ma'akatiternes Egne og kaldte dem Ja'irs
+      Teltbyer efter sig selv, som de hedder endnu den Dag i Dag.
+ 15.  Og Makir gav jeg Gilead;
+ 16.  og Rubeniterne og Gaditerne gav jeg Landet fra Gilead til
+      Arnonfloden med Dalens Midtlinie som Grænse og til Jabbokfloden,
+      Ammoniternes Grænse,
+ 17.  og Arabalavningen med Jordan som Grænse fra Kinneret til
+      Arabaeller Salthavet ved Foden af Pisgas Skrænter mod Øst.
+
+ 18.  Dengang gav jeg eder følgende Påbud: "HERREN eders Gud har givet
+      eder dette Land i Eje; men I skal, så mange krigsdygtige Mænd I
+      er, drage væbnede i Spidsen for eders Brødre Israelitterne
+ 19.  kun eders Kvinder, Børn og Kvæg (jeg ved, at I har meget Kvæg)
+      skal blive tilbage i de Byer, jeg giver eder
+ 20.  indtil HERREN bringer eders Brødre til Hvile ligesom eder, og de
+      også får taget det Land i Besiddelse, som HERREN eders Gud vil
+      give dem hinsides Jordan; så kan enhver af eder vende tilbage
+      til den Ejendom, jeg har givet eder!"
+
+ 21.  Og Josua gav jeg dengang følgende Påbud: "Du har med egne Øjne
+      set alt, hvad HERREN eders Gud har gjort ved disse to Konger;
+      således vil HERREN også gøre ved alle de Riger, du drager over
+      til.
+ 22.  Du skal ikke frygte for dem; thi HERREN eders Gud vil selv kæmpe
+      for eder!"
+
+ 23.  Og dengang bad jeg således til HERREN:
+ 24.  "Herre, HERRE! Du har begyndt at vise din Tjener din Storhed og
+      din stærke Hånd! Thi hvem er den Gud i Himmelen og på Jorden,
+      der kan gøre sådanne Gerninger og Storværker som du?
+ 25.  Lad mig da få Lov at drage over og se det herlige Land hinsides
+      Jordan, det herlige Bjergland og Libanon!"
+ 26.  Men HERREN var vred på mig for eders Skyld og hørte mig ikke,
+      men han sagde til mig: "Lad det være nok, tal ikke mere til mig
+      om den Sag;
+ 27.  men stig op på Pisgas Tinde, løft dit Blik mod Vest og Nord, mod
+      Syd og Øst, og tag det i Øjesyn. Thi du kommer ikke til at drage
+      over Jordan dernede;
+ 28.  men sig Josua, hvad han skal, og sæt Mod i ham og styrk ham, thi
+      det bliver ham, der skal drage over i Spidsen for dette Folk, og
+      ham, der skal give dem det Land, du ser, i Eje."
+ 29.  Så blev vi i Dalen lige over for Bet Peor.
+
+5.Mosebog 4
+
+  1.  Og nu, Israel! Hør de Anordninger og Lovbud, som jeg vil lære
+      eder at holde, for at I kan blive i Live og komme ind og tage
+      det Land i Besiddelse, som HERREN, eders Fædres Gud, vil give
+      eder.
+  2.  I må hverken lægge noget til eller trække noget fra, hvad jeg
+      byder eder, men I skal holde HERREN eders Guds Bud, som jeg
+      pålægger eder.
+  3.  I har med egne Øjne set, hvad HERREN gjorde i Anledning af Ba'al
+      Peor: Hver eneste Mand, som fulgte Ba'al Peor, udryddede HERREN
+      din Gud af din Midte.
+  4.  Men I, som holdt fast ved HERREN eders Gud, er alle i Live den
+      Dag i Dag.
+  5.  Se, jeg har lært eder Anordninger og Lovbud, således som HERREN
+      min Gud har pålagt mig, for at I skal handle derefter i det
+      Land, I skal ind og tage i Besiddelse;
+  6.  hold dem og følg dem! Thi det skal være eders Visdom og eders
+      Kløgt i de andre Folks Øjne. Når de hører om alle disse
+      Anordninger, skal de sige: "Sandelig, det er et vist og klogt
+      Folk, dette store Folk!"
+  7.  Thi hvor er der vel et stort Folk, som har Guder, der kommer til
+      det, således som HERREN vor Gud gør det, når vi kalder på ham;
+  8.  og hvor er der vel et stort Folk, der har så retfærdige
+      Anordninger og Lovbud som hele denne Lov, jeg forelægger eder i
+      Dag?
+
+  9.  Kun skal du vogte dig og omhyggeligt tage Vare på dig selv, at
+      du ikke glemmer, hvad du med egne Øjne har set, og at det ikke
+      viger fra dit Hjerte, så længe du lever; og du skal fortælle
+      dine Sønner og dine Sønners Sønner derom.
+ 10.  Glem ikke den Dag, du stod for HERREN din Guds Åsyn ved Horeb,
+      da HERREN sagde til mig: "Kald mig Folket sammen, for at jeg kan
+      kundgøre dem mine Ord, så de kan lære at frygte mig, så længe de
+      lever på Jorden, og lære deres Sønner det samme!"
+ 11.  Da trådte I frem og stod ved Bjergets Fod, medens Bjerget
+      brændte i lys Lue helt ind i Himmelen, hylet i Mørke, Skyer og
+      Mulm;
+ 12.  og da HERREN talede til eder ud fra Ilden, hørte I kun Ordene,
+      men nogen Skikkelse så I ikke, kun en Røst fornam I.
+ 13.  Da kundgjorde han eder sin Pagt, som han bød eder at holde, de
+      ti Ord, og han skrev dem på to Stentavler.
+ 14.  Og mig bød HERREN dengang at lære eder Anordninger og Lovbud,
+      som I skulde overholde idet Land, I nu skal over og tage i
+      Besiddelse.
+
+ 15.  Eftersom I ikke så nogen Skikkelse, dengang HERREN talede til
+      eder på Horeb ud fra Ilden, så vogt eder nu omhyggeligt for
+ 16.  at handle så ryggesløst, at I laver eder et Gudebillede, en
+      Stenstøtte i en eller anden Skikkelse, enten det nu er et
+      Afbillede af en Mand eller en Kvinde
+ 17.  eller et Afbillede af et eller andet Dyr, der lever på Jorden,
+      eller et Afbillede af en eller anden vinget Fugl, der flyver
+      under Himmelen,
+ 18.  eller et Afbillede af et eller andet Kryb, der kryber på Jorden,
+      eller et Afbillede af en eller anden Fisk i Vandet under Jorden;
+ 19.  og når du løfter dit Blik til Himmelen og ser Solen og Månen og
+      Stjernerne, hele Himmelens Hær, så vogt dig for at lade dig
+      forføre til at tilbede og dyrke dem. Thi HERREN din Gud har
+      tildelt alle de andre Folk under hele Himmelen dem;
+ 20.  men eder tog HERREN og førte ud af Smelteovnen, af Ægypten, for
+      at I skulde være hans Ejendomsfolk, som I nu er.
+ 21.  Men HERREN blev vred på mig for eders Skyld og svor, at jeg ikke
+      skulde komme over Jordan ind i det herlige Land, som HERREN din
+      Gud vil give dig i Eje,
+ 22.  thi jeg skal dø i Landet her; jeg skal ikke komme over Jordan,
+      men I skal komme over og tage dette herlige Land i Besiddelse.
+ 23.  Så vogt eder for at glemme HERREN eders Guds Pagt, som han
+      sluttede med eder, og for at lave eder noget Gudebillede i
+      Skikkelse af noget som helst, HERREN din Gud har forbudt dig
+ 24.  Thi HERREN din Gud er en fortærende Ild, en nidkær Gud!
+
+ 25.  Når du får Børn og Børnebørn, og I bliver gamle i Landet, og I
+      da handler så ryggesløst, at I laver eder Gudebilleder i en
+      eller anden Skikkelse og gør, hvad der er ondt i HERREN din Guds
+      Øjne, så at I fortørner ham,
+ 26.  så kalder jeg i Dag Himmelen og Jorden til Vidne imod eder på,
+      at I hastigt skal blive udryddet af det Land, I skal over Jordan
+      og tage i Besiddelse; I skal ikke få noget langt Liv der, men
+      visselig gå til Grunde;
+ 27.  og HERREN vil splitte eder mellem Folkene, og kun nogle få af
+      eder skal blive tilbage blandt de Folkeslag, HERREN driver eder
+      hen iblandt.
+ 28.  Der skal I komme til at dyrke Guder, der er Menneskehænders
+      Værk, Træ og Sten, som hverken kan se eller høre, spise eller
+      lugte!
+ 29.  Der skal I så søge HERREN din Gud, og du skal finde ham, når du
+      søger ham af hele dit Hjerte og hele din Sjæl.
+ 30.  I de kommende Dage, når du er i Nød, og alle disse Ting kommer
+      over dig, skal du vende om til HERREN din Gud og adlyde hans
+      Røst.
+ 31.  Thi en barmhjertig Gud er HERREN din Gud; han slipper dig ikke
+      og lader dig ikke gå til Grunde og glemmer ikke Pagten med dine
+      Fædre, som han tilsvor dem.
+
+ 32.  Thi gransk dog i de henfarne Tider, der gik forud for dig, lige
+      fra den Tid af da Gud skabte Menneskene på Jorden, og fra den
+      ene Ende af Himmelen til den anden, om der er sket noget så
+      stort som dette, eller om dets Lige er hørt.
+ 33.  Har noget Folk hørt Guds Røst ud fra Ilden, således som du hørte
+      det, og levet?
+ 34.  Eller har nogen Gud søgt at komme og hente sig et Folk midt ud
+      af et andet Folk ved Prøvelser, Tegn og Undere, ved Krig, med
+      stærk Hånd og udstrakt Arm og store Rædsler, således som du med
+      egne Øjne så HERREN eders Gud gøre med eder i Ægypten?
+ 35.  Du fik det at se, for at du skulde vide, af HERREN og ingen
+      anden er Gud.
+ 36.  Fra Himmelen lod han dig høre sin Røst for at undervise dig, og
+      på Jorden lod han dig se sin store Ild, og hans Ord hørte du ud
+      fra Ilden.
+ 37.  Og fordi han elskede dine Fædre og udvalgte deres Afkom efter
+      dem og selv førte dig ud af Ægypten ved sin store Vælde
+ 38.  for at drive Folk bort foran dig, der er større og mægtigere end
+      du selv, og lade dig komme ind i deres Land og give dig det i
+      Eje, som det nu er sket,
+ 39.  derfor skal du i Dag vide og lægge dig på Sinde, at HERREN og
+      ingen anden er Gud oppe i Himmelen og nede på Jorden.
+ 40.  Og du skal holde hans Anordninger og Bud, som jeg pålægger dig i
+      Dag, for at det kan gå dig og dine Børn efter dig vel, og for at
+      du alle Dage kan leve længe i det Land, HERREN din Gud giver
+      dig!
+
+ 41.  På den Tid udskilte Moses tre Byer hinsides Jordan, på den østre
+      Side,
+ 42.  som Tilflugtsteder for Manddrabere, der uforsætligt slår et
+      andet Menneske ihjel uden i Forvejen at have båret Nag til ham,
+      for at de kan redde Livet ved at ty til en af disse Byer,
+ 43.  nemlig Bezer i Ørkenen på Højsletten for Rubeniterne, Ramot i
+      Gilead for Gaditerne og Golan i Basan for Manassiterne.
+
+ 44.  Dette er den Lov, Moses forelagde Israelitterne.
+ 45.  Dette er de Vidnesbyrd, Anordninger og Lovbud, Moses kundgjorde
+      Israelitterne, da de drog bort fra Ægypten,
+ 46.  hinsides Jordan i Dalen lige for Bet Peor i det Land, der havde
+      tilhørt Amoriterkongen Sihon, som boede i Hesjbon, og som Moses
+      og Israelitterne havde slået, da de drog bort fra Ægypten.
+ 47.  De havde erobret hans og Kong Og af Basans Land, de to
+      Amoriterkonger hinsides Jordan, på den østre Side,
+ 48.  fra Aroer ved Arnonflodens Bred til Sirjons Bjerg, det er
+      Hermon,
+ 49.  tillige med hele Arabalavningen hinsides Jordan, på den østre
+      Side, lige til Arabahavet neden for Pisgas Skrænter.
+
+5.Mosebog 5
+
+  1.  Moses kaldte hele Israel sammen og sagde til dem: Hør, Israel,
+      de Anordninger og Lovbud, som jeg kundgør eder i Dag! Lær dem og
+      hold dem omhyggeligt.
+  2.  HERREN vor Gud sluttede en Pagt med os ved Horeb.
+  3.  Det var ikke med vore Fædre, HERREN sluttede den Pagt, men med
+      os, vi, der i Dag er her til Stede, alle vi, der er i Live.
+  4.  Ansigt til Ansigt talede HERREN med eder på Bjerget ud fra
+      Ilden.
+  5.  Jeg stod dengang som Mellemmand mellem HERREN og eder og
+      kundgjorde eder HERRENs Ord; thi I var bange for Ilden og turde
+      ikke stige op på Bjerget.
+
+  6.  Han sagde: Jeg er HERREN din Gud, som førte dig ud af Ægypten,
+      af Trællehuset.
+  7.  Du må ikke have andre Guder end mig.
+  8.  Du må ikke gøre dig noget udskåret Billede eller noget Afbillede
+      af det, som er oppe i Himmelen eller nede på Jorden eller i
+      Vandet under Jorden;
+  9.  du må ikke tilbede eller dyrke det, thi jeg HERREN din Gud er en
+      nidkær Gud, der indtil tredje og fjerde Led straffer Fædres
+      Brøde på Børn af dem, som hader mig,
+ 10.  men i tusind Led viser Miskundhed mod dem, der elsker mig og
+      holder mine Bud!
+ 11.  Du må ikke misbruge HERREN din Guds Navn, thi HERREN lader ikke
+      den ustraffet, der misbruger hans Navn!
+ 12.  Tag Vare på Hviledagen, så du holder den hellig, således som
+      HERREN din Gud har pålagt dig!
+ 13.  I seks Dage skal du arbejde og gøre al din Gerning,
+ 14.  men den syvende Dag skal være Hviledag for HERREN din Gud; da må
+      du intet Arbejde udføre, hverken du selv, din Søn eller Datter,
+      din Træl eller Trælkvinde, din Okse eller dit Æsel eller noget
+      af dit Kvæg eller den fremmede inden dine Porte, for at din Træl
+      og Trælkvinde kan hvile ud ligesom du selv.
+ 15.  Kom i Hu, at du selv var Træl i Ægypten, og at HERREN din Gud
+      førte dig ud derfra med stærk Hånd og udstrakt Arm; det er
+      derfor, HERREN din Gud har pålagt dig at fejre Hviledagen!
+ 16.  Ær din Fader og din Moder, således som HERREN din Gud har pålagt
+      dig, for at du kan få et langt Liv, og det må gå dig vel i det
+      Land, HERREN din Gud vil give dig.
+ 17.  Du må ikke slå ihjel!
+ 18.  Du må ikke bedrive Hor!
+ 19.  Du må ikke stjæle!
+ 20.  Du må ikke sige falsk Vidnesbyrd imod din Næste!
+ 21.  Du må ikke begære din Næstes Hustru. Du må ikke attrå din Næstes
+      Hus, hans Mark, hans Træl eller Trælkvinde, hans Okse eller Æsel
+      eller noget, der hører din Næste til!
+
+ 22.  Disse Ord talede HERREN til hele eders Forsamling på Bjerget ud
+      fra Ilden, Skyen og Mulmet med vældig Røst uden at føje noget
+      til; og han skrev dem op på to Stentavler og gav mig dem.
+ 23.  Men da I hørte Røsten, der lød ud fra Mørket, medens Bjerget
+      stod i lys Lue, kom I, alle Overhovederne for eders Stammer og
+      eders Ældste, hen til mig
+ 24.  og sagde: "Se, HERREN vor Gud har ladet os skue sin Herlighed og
+      Storhed, og hans Røst har vi hørt ud fra Ilden; i Dag har vi
+      oplevet, at Gud kan tale med Mennesker, uden at de dør.
+ 25.  Men hvorfor skal vi dø? Thi denne vældige Ild vil fortære os;
+      hvis vi skal blive ved at høre på HERREN vor Guds Røst, må vi
+      dø!
+ 26.  Thi hvilken dødelig har nogen Sinde som vi hørt den levende Guds
+      Røst ud fra Ilden og levet?
+ 27.  Træd du hen og hør alt, hvad HERREN vor Gud siger; siden skal du
+      så sige os alt, hvad HERREN vor Gud taler til dig, og vi skal
+      høre det og gøre derefter."
+ 28.  Og da HERREN hørte, hvorledes I talte til mig, sagde han til
+      mig: "Jeg har hørt, hvad dette Folk siger til dig, og alt, hvad
+      de har sagt til dig, er ret;
+ 29.  gid de alle Dage må have et sådant Hjerte, at de frygter mig og
+      holder alle mine Bud, for at det må gå dem og deres Børn vel
+      evindelig.
+ 30.  Gå derfor hen og byd dem at vende tilbage til deres Telte;
+ 31.  men bliv du stående her hos mig, så skal jeg kundgøre dig alle
+      Budene, Anordningerne og Lovbudene, som du skal lære dem, og som
+      de skal holde i det Land, jeg vil give dem i Eje!"
+ 32.  Gør derfor omhyggeligt således, som HERREN eders Gud har pålagt
+      eder, uden at vige til højre eller venstre;
+ 33.  følg altid den Vej, som HERREN eders Gud har pålagt eder at gå,
+      at I kan blive i Live og få det godt og leve længe i det Land,I
+      skal tage i Besiddelse!
+
+5.Mosebog 6
+
+  1.  Dette er Budet, Anordningerne og Lovbudene, som HERREN eders Gud
+      har påbudt at lære eder at handle efter i det Land, I skal over
+      og tage i Besiddelse,
+  2.  for at du alle dine Levedage må frygte HERREN din Gud og holde
+      alle hans Anordninger og Bud, som jeg giver dig, du selv, din
+      Søn og din Sønnesøn, og få et langt Liv.
+  3.  Hør derfor, Israel, og gør omhyggeligt efter dem, for at det kan
+      gå dig vel, og for at I må blive overvættes talrige, således som
+      HERREN, dine Fædres Gud, har forjættet dig, i et Land, der
+      flyder med Mælk og Honning.
+
+  4.  Hør, Israel! HERREN vor Gud, HERREN er een.
+  5.  Og du skal elske HERREN din Gud af hele dit Hjerte, af hele din
+      Sjæl og af hele din Styrke.
+  6.  Disse Bud, som jeg pålægger dig i Dag, skal du tage dig til
+      Hjerte;
+  7.  og du skal indprente dine Børn dem og tale om dem, både når du
+      sidder i dit Hus, og når du vandrer på Vejen, både når du lægger
+      dig, og når du står op;
+  8.  du skal binde dem som et Tegn om din Hånd, de skal være som et
+      Erindringsmærke på din Pande,
+  9.  og du skal skrive dem på Dørstolperne af dit Hus og på dine
+      Porte.
+
+ 10.  Og når HERREN din Gud fører dig ind i det Land, han tilsvor dine
+      Fædre Abraham, Isak og Jakob at ville give dig, store og smukke
+      Byer, som du ikke har bygget,
+ 11.  Huse, der er fulde af alt godt, som du ikke har samlet,
+      udhuggede Ciesterner, som du ikke har udhugget, Vingårde og
+      Olivenhaver, som du ikke har plantet, og du spiser dig mæt,
+ 12.  vogt dig da for at glemme HERREN, som førte dig ud af Ægypten,
+      af Trællehuset;
+ 13.  HERREN din Gud skal du frygte, ham skal du dyrke, og ved hans
+      Navn skal du svælge!
+ 14.  I må ikke holde eder til andre Guder, til nogen af de omboende
+      Folks Guder,
+ 15.  thi HERREN din Gud er en nidkær Gud i din Midte; ellers vil
+      HERREN din Guds Vrede blusse op imod dig, så han udrydder dig af
+      Jorden.
+
+ 16.  I må ikke friste HERREN eders Gud, som I gjorde ved Massa.
+ 17.  I skal omhyggeligt holde HERREN eders Guds Bud, Vidnesbyrd og
+      Anordninger, som han har pålagt dig;
+ 18.  og du skal gøre, hvad der er ret og godt i HERRENs Øjne, for at
+      det må gå dig vel, og du må komme ind og få det herlige Land i
+      Eje. som HERREN tilsvor dine Fædre,
+ 19.  idet han jager alle dine Fjender bort foran dig, som HERREN har
+      sagt!
+
+ 20.  Når din Søn i Fremtiden spørger dig: "Hvorledes har det sig med
+      de Vidnesbyrd, Anordninger og Lovbud, som HERREN vor Gud gav
+      eder?"
+ 21.  så skal du svare din Søn således: "Vi var engang Faraos Trælle i
+      Ægypten; men HERREN førte os ud af Ægypten med stærk Hånd.
+ 22.  Og HERREN udførte Tegn og store, ødelæggende Undere på Ægypten,
+      på Farao og hele hans Hus, lige for vore Øjne;
+ 23.  men os førte han ud derfra for at føre os ind og give os det
+      Land, han havde tilsvoret vore Fædre.
+ 24.  Dengang pålagde HERREN os at handle efter alle disse
+      Anordninger, idet vi frygter HERREN vor Gud, for at det altid må
+      gå os vel, for at han kan lade os blive i Live, som det hidtil
+      er sket.
+ 25.  Og vi skal stå som retfærdige for HERREN vor Guds Ansigt, når vi
+      handler efter alle disse Anordninger, således som han har pålagt
+      os!"
+
+5.Mosebog 7
+
+  1.  Når HERREN din Gud fører dig ind i det Land, du skal ind og tage
+      i Besiddelse, og driver store Folk bort foran dig, Hetiterne,
+      Girgasjiterne, Amoriterne, Kana'anæerne, Periiterne, Hivviterne
+      og Jebusiterne, syv Folk, der er større og mægtigere end du,
+  2.  og når HERREN din Gud giver dem i din Magt, og du overvinder
+      dem, så skal du lægge Band på dem. Du må ikke slutte Pagt med
+      dem eller vise dem Skånsel.
+  3.  Du må ikke besvogre dig med dem, du må hverken give en af deres
+      Sønner din datter eller tage en af deres Døtre til din Søn;
+  4.  thi så vil de få din Søn til at falde fra HERREN, så han dyrker
+      andre Guder, og HERRENs Vrede vil blusse op imod eder, og han
+      vil udrydde dig i Hast.
+  5.  Men således skal I gøre ved dem: Deres Altre skal I nedbryde,
+      deres Stenstøtter skal I sønderslå, deres Asjerastøtter skal I
+      omhugge, og deres Gudebilleder skal I opbrænde.
+  6.  Thi du er et Folk, der er helliget HERREN din Gud; dig har
+      HERREN din Gud udvalgt til sit Ejendomsfolk blandt alle Folk på
+      Jorden.
+  7.  Det er ikke, fordi I er større end alle de andre Folk, at HERREN
+      har fattet Velbehag til eder og udvalgt eder, thi I er det
+      mindste af alle Folk;
+  8.  men fordi HERREN elskede eder, og fordi han vilde holde den Ed,
+      han tilsvor eders Fædre, derfor var det, at HERREN med stærk
+      Hånd førte eder ud og udløste dig af Trællehuset, af
+      Ægypterkongen Faraos Hånd;
+  9.  så skal du vide, at HERREN din Gud er den sande Gud, den
+      trofaste Gud, der i tusinde Slægtled holder fast ved sin Pagt og
+      sin Miskundhed mod dem, der elsker ham og holder hans Bud,
+ 10.  men bringer Gengældelse over den, der hader ham, så han udrydder
+      ham, og ikke tøver over for den, der hader ham, men bringer
+      Gengældelse over ham.
+ 11.  Derfor skal du omhyggeligt handle efter det Bud, de Anordninger
+      og Lovbud, jeg i Dag giver dig!
+
+ 12.  Når I nu hører disse Lovbud og holder dem og handler efter dem,
+      så skal HERREN din Gud til Løn derfor holde fast ved den Pagt og
+      den Miskundhed, han tilsvor dine Fædre.
+ 13.  Han skal elske dig, velsigne dig og gøre dig mangfoldig, han
+      skal velsigne Frugten af dit Moderliv og Frugten af din Jord,
+      dit Korn, din Most og din Olie, Tillægget af dine Okser og dine
+      Fårs Yngel i det Land, han tilsvor dine Fædre at ville give dig!
+ 14.  Velsignet skal du være fremfor alle andre Folk; ingen Mand eller
+      Kvinde hos dig skal være ufrugtbar, ej heller noget af dit Kvæg;
+ 15.  og HERREN vil holde alle Sygdomme fra dig; ingen af Ægyptens
+      onde Farsoter, som du jo kender, vil han påføre dig, men han vil
+      lægge dem på alle dem, der hader dig.
+
+ 16.  Og alle de Folk, som HERREN din Gud giver dig, skal du fortære
+      uden Skånsel; du må ikke dyrke deres Guder, thi det vilde blive
+      en Snare for dig.
+ 17.  Og skulde du sige ved dig selv: "Disse Folk er større end jeg,
+      hvor kan jeg drive dem bort?"
+ 18.  så frygt ikke for dem, men kom i Hu, hvad HERREN din Gud gjorde
+      ved Farao og hele Ægypten,
+ 19.  de store Prøvelser, du selv så, Tegnene og Underne, den stærke
+      Hånd og den udstrakte Arm, hvormed HERREN din Gud førte dig ud;
+      således vil HERREN din Gud gøre ved alle de Folkeslag, du
+      frygter for.
+ 20.  Ja, også Gedehamse vil HERREN din Gud sende imod dem, indtil de,
+      der er tilbage og holder sig skjult for dig, er udryddet.
+ 21.  Vær ikke bange for dem, thi HERREN din Gud er i din Midte, en
+      stor og frygtelig Gud.
+ 22.  HERREN din Gud skal lidt efter lidt drive disse Folkeslag bort
+      foran dig. Det går ikke an, at du udrydder dem i Hast, thi så
+      bliver Markens vilde Dyr dig for talrige.
+ 23.  Men HERREN din Gud skal give dem i din Magt, og han skal slå dem
+      med stor Rædsel, indtil de er udryddet.
+ 24.  Og han skal give deres Konger i din Hånd, og du skal udrydde
+      deres Navn under Himmelen; ingen skal kunne holde Stand over for
+      dig, til du har udryddet dem.
+ 25.  Deres Gudebilleder skal I opbrænde; du må ikke lade dig friste
+      til at tage Sølvet eller Guldet på dem, for at du ikke skal
+      lokkes i en Snare derved, thi det er HERREN din Gud en
+      Vederstyggelighed,
+ 26.  og du må ikke føre nogen Vederstyggelighed ind i dit Hus, for at
+      du ikke skal hjemfalde til Band ligesom den, nej, du skal nære
+      Afsky og Gru for den, thi den er hjemfaldet til Band!
+
+5.Mosebog 8
+
+  1.  Alle de Bud, jeg i Dag pålægger dig, skal I omhyggeligt handle
+      efter, for at I må blive i Live og blive mangfoldige og komme
+      ind og tage det Land i Besiddelse, som HERREN tilsvor eders
+      Fædre.
+  2.  Og du skal komme i Hu, hvorledes HERREN din Gud i disse
+      fyrretyve År har ført dig i Ørkenen for at ydmyge dig og sætte
+      dig på Prøve og for at se, hvad der boede i dit Hjerte, om du
+      vilde holde hans Bud eller ej.
+  3.  Han ydmygede dig og lod dig sulte og gav dig så Manna at spise,
+      en Føde, som hverken du eller dine Fædre før kendte til, for at
+      lade dig vide, at Mennesket ikke lever af Brød alene; men ved
+      alt, hvad der udgår af HERRENs Mund, lever Mennesket.
+  4.  Dine klæder blev ikke slidt af Kroppen på dig, og dine Fødder
+      hovnede ikke i disse fyrretyve År:
+  5.  Så vid da og tag dig til Hjerte, at HERREN optugter dig, som en
+      Mand optugter sin Søn.
+  6.  Og hold HERREN din Guds Bud, så du vandrer på hans Veje og
+      frygter ham.
+  7.  Thi HERREN din Gud vil føre dig ind i et herligt Land, et Land
+      med Vandbække, Kilder og Strømme, der vælder frem på Bjerg og
+      Dal,
+  8.  et Land med Hvede og Byg, med Vinstokke, Figentræer og
+      Granatæbletræer, et Land med Oliventræer og Honning,
+  9.  et Land, hvor du ikke skal tære Fattigmands Brød, hvor du intet
+      skal mangle, et Land, hvis Sten giver Jern, og i hvis Bjerge du
+      kan hugge Kobber.
+
+ 10.  Men når du så spiser dig mæt, skal du love HERREN din Gud for
+      det herlige Land, han gav dig.
+ 11.  Vogt dig for at glemme HERREN din Gud, så du ikke holder hans
+      Bud, Lovbud og Anordninger, som jeg i Dag pålægger dig.
+ 12.  Når du da spiser dig mæt og bygger gode Huse og bor i dem,
+ 13.  og dit Hornkvæg og Småkvæg øges, og dit Sølv og Guld øges, og
+      alt, hvad du ejer, øges,
+ 14.  lad så ikke dit Hjerte blive hovmodigt, så du glemmer HERREN din
+      Gud, som førte dig ud af Ægypten, af Trællehuset,
+ 15.  ham, som ledte dig i den store, grufulde Ørken med dens
+      Giftslanger og Skorpioner og vandløse Ødemarker, ham, som lod
+      Vand vælde frem til dig af den flinthårde Klippe,
+ 16.  ham, som i Ørkenen gav dig Manna at spise, som dine Fædre ikke
+      kendte til, dig til Ydmygelse og Prøvelse, for i de kommende
+      Dage at kunne gøre vel imod dig!
+ 17.  Og sig ikke ved dig selv: "Det er min egen Kraft og min egen
+      Hånds Styrke, der har skaffet mig den Rigdom."
+ 18.  Men kom HERREN din Gud i Hu; thi ham er det, der giver dig Kraft
+      til at vinde dig Rigdom for at stadfæste den Pagt, han tilsvor
+      dine Fædre, således som det nu er sket.
+ 19.  Men hvis du glemmer HERREN din Gud og holder dig til andre Guder
+      og dyrker og tilbeder dem, så vidner jeg for eder i Dag, at I
+      skal gå til Grunde.
+ 20.  Som de Folk, HERREN lader gå til Grunde for eder, skal I gå til
+      Grunde, til Straf for at I ikke vilde adlyde HERREN eders Gud!
+
+5.Mosebog 9
+
+  1.  Hør, Israel! Du drager nu over Jordan for at komme og gøre dig
+      til Herre over Folk, der er større og mægtigere end du selv,
+      over store Byer med himmelhøje Fæstningsværker;
+  2.  over et stort Folk, høje som Kæmper, Anakiternes Efterkommere,
+      som du selv kender, og om hvem du selv har hørt sige: Hvem kan
+      holde Stand mod Anakiterne!"
+  3.  Så skal du nu vide, at det er HERREN din Gud, der går foran dig
+      som en fortærende Ild; han vil ødelægge dem, og han vil underku
+      dem for dig, så du kan drive dem bort og ødelægge dem i Hast,
+      således som HERREN har sagt dig.
+  4.  Når HERREN din Gud jager dem bort foran dig, tænk så ikke: "For
+      min Retfærdigheds Skyld lod HERREN mig komme ind og tage dette
+      Land i Besiddelse!" Thi det er for disse Folks Ugudeligheds
+      Skyld, at HERREN driver dem bort foran dig!
+  5.  Det er ikke for din Retfærdigheds eller dit ædle Hjertes Skyld,
+      du kommer ind og tager deres Land i Besiddelse, nej, det er på
+      Grund af disse Folks Ondskab, at HERREN driver dem bort foran
+      dig, og fordi han vil opfylde det Ord, han tilsvor dine
+      Fædre,.Abraham, Isak og Jakob.
+  6.  Så vid da, at det ikke er for din Retfærdigheds Skyld, at HERREN
+      din Gud giver dig dette herlige Land i Eje; thi du er et Folk
+      med hårde Halse!
+
+  7.  Kom i Hu, glem ikke, hvorledes du fortørnede HERREN din Gud i
+      Ørkenen! Lige fra den Dag I drog ud af Ægypten, og til I kom til
+      Stedet her, har I været genstridige mod HERREN.
+  8.  Ved Horeb fortørnede I HERREN, og HERREN blev vred på eder, så
+      han vilde ødelægge eder.
+  9.  Da jeg var steget op på Bjerget for at modtage Stentavlerne, den
+      Pagts Tavler, som HERREN havde sluttet med eder, opholdt jeg mig
+      på Bjerget fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter uden at spise
+      eller drikke,
+ 10.  og HERREN gav mig de to Stentavler, beskrevne med Guds Finger;
+      og på dem stod alle de Ord, HERREN havde talt til eder på
+      Bjerget ud fra Ilden, den Dag I var forsamlet.
+ 11.  Da de fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter var omme, gav HERREN
+      mig de to Stentavler, Pagtens Tavler.
+ 12.  Og HERREN sagde til mig: "Stå op og skynd dig ned herfra, thi
+      det Folk, du førte ud af Ægypten, har handlet ilde; hastigt er
+      de veget fra den Vej, jeg foreskrev dem: de har lavet sig et
+      støbt Billede!"
+ 13.  Og HERREN sagde til mig: "Jeg har set dette Folk, og se, det er
+      et Folk med hårde Halse;
+ 14.  lad mig i Fred, så jeg kan ødelægge dem og udslette deres Navn
+      under Himmelen; så vil jeg gøre dig til et Folk, mægtigere og
+      større end det!"
+ 15.  Da vendte jeg mig bort og steg ned fra Bjerget med Pagtens to
+      Tavler i mine Hænder, medens Bjerget brændte i lys Lue;
+ 16.  og jeg så, og se, I havde syndet mod HERREN eders Gud, I havde
+      lavet eder en støbt Tyrekalv; hastigt var I veget fra den Vej,
+      HERREN havde foreskrevet eder.
+ 17.  Da greb jeg de to Tavler og kastede dem ud af mine Hænder og
+      knuste dem for eders Øjne.
+ 18.  Og derpå faldt jeg ned for HERRENs Åsyn fyrretyve Dage og
+      fyrretyve Nætter ligesom forrige Gang, uden at spise eller
+      drikke, for alle eders Synders Skyld, som I havde begået, idet I
+      gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, så I fortørnede ham.
+ 19.  Thi jeg frygtede for, at HERREN skulde tilintetgøre eder i den
+      Vrede og Harme, som opfyldte ham imod eder. Og HERREN bønhørte
+      mig også den Gang!
+ 20.  Også på Aron blev HERREN vred, så han vilde tilintetgøre ham;
+      men den Gang gik jeg også i Forbøn for Aron.
+ 21.  Men eders syndige Værk, Kalven, tog jeg og brændte; og jeg
+      knuste og malede den til fint Støv, og Støvet kastede jeg i
+      Bækken, som løber ned ad Bjerget.
+
+ 22.  Også i Tabera, Massa og Hibrot Hatta'va fortørnede I HERREN.
+ 23.  Og da HERREN lod eder rejse fra Kadesj Barnea og bød eder drage
+      op og tage det Land i Besiddelse, som han vilde give eder,
+      trodsede I HERREN eders Guds Befaling, og I troede ikke på ham
+      og adlød ham ikke.
+ 24.  I har været genstridige mod HERREN, så længe jeg har kendt eder.
+
+ 25.  Så faldt jeg ned for HERRENs Åsyn i de fyrretyve Dage og
+      fyrretyve Nætter, fordi HERREN havde sagt, at han vilde
+      tilintetgøre eder,
+ 26.  og jeg bad til HERREN og sagde: "Herre, HERRE, ødelæg ikke dit
+      Folk og din Ejendom, som du udløste ved din store Magt og førte
+      ud af Ægypten med stærk Hånd!
+ 27.  Kom dine Tjenere i Hu, Abraham, Isak og Jakob; giv ikke Agt på
+      dette Folks Halsstarrighed, på dets Ugudelighed og på dets Synd,
+ 28.  for at man ikke skal sige i det Land, du førte os ud fra: Fordi
+      HERREN ikke evnede at føre dem til det Land, han havde lovet
+      dem, og fordi han hadede dem, derfor førte han dem ud for at
+      lade dem omkomme i Ørkenen!
+ 29.  De er jo dit Folk og din Ejendom, som du førte ud ved din store
+      Kraft og din udstrakte Arm!"
+
+5.Mosebog 10
+
+  1.  Ved denne Tid sagde HERREN til mig: Tilhug dig to Stentavler
+      ligesom de forrige og stig op til mig på Bjerget; lav dig også
+      en Ark af Træ!
+  2.  Så vil jeg på Tavlerne skrive de Ord, der stod på de forrige
+      Tavler, som du knuste, og du skal lægge dem ned i Arken!"
+  3.  Da lavede jeg en Ark af Akacietræ og tilhuggede to Stentavler
+      ligesom de forrige og steg op på Bjerget med de to Tavler i
+      Hånden.
+  4.  Og han skrev på Tavlerne det samme, som var skrevet første Gang,
+      de ti Ord, som HERREN havde talt til eder på Bjerget ud fra
+      Ilden, den Dag I var forsamlet. Og HERREN overgav mig dem.
+  5.  Så vendte jeg mig bort og steg ned fra Bjerget og lagde Tavlerne
+      i den Ark, jeg havde lavet, og der blev de liggende, som HERREN
+      havde pålagt mig.
+
+  6.  Og Israelitterne drog fra Be'erotbene-Ja'akan til Mosera. Der 
+      døde Aron, og der blev han jordet, og hans Søn Eleazar blev 
+      Præst i hans Sted.
+  7.  Derfra drog de til Gudgoda og fra Gudgoda til Jotbata, en Egn
+      med Vandløb.
+
+  8.  På den Tid udskilte HERREN Levis Stamme til at bære HERRENs
+      Pagts Ark og til at stå for HERRENs Åsyn og tjene ham og
+      velsigne i hans Navn, som det sker den Dag i Dag.
+  9.  Derfor fik Levi ikke Arvelod og Del sammen med sine Brødre;
+      HERREN selv er hans Arvelod, som HERREN din Gud lovede ham.
+
+ 10.  Men jeg blev på Bjerget lige så længe som forrige Gang,
+      fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter, og HERREN bønhørte mig også
+      denne Gang; HERREN vilde ikke tilintetgøre dig.
+ 11.  Da sagde HERREN til mig: "Rejs dig og bryd op i Spidsen for
+      Folket, for at de kan komme og tage det Land i Besiddelse, jeg
+      tilsvor deres Fædre at ville give dem!"
+
+ 12.  Og nu, Israel! Hvad andet kræver HERREN din Gud af dig, end at
+      du skal frygte HERREN din Gud, så du vandrer på alle hans Veje,
+      og at du skal elske ham og tjene HERREN din Gud af hele dit
+      Hjerte og hele din Sjæl,
+ 13.  så du holder HERRENs Bud og Anordninger, som jeg i Dag pålægger
+      dig, for at det må gå dig vel.
+ 14.  Se, Himmelen og Himlenes Himle og Jorden med alt, hvad der er på
+      den, tilhører HERREN din Gud;
+ 15.  men kun til dine Fædre fattede han Velbehag, så han elskede dem,
+      og eder, deres Afkom, udvalgte han af alle Folkeslag, som det nu
+      er kendeligt.
+ 16.  Så omskær nu eders Hjerters Forhud og gør ikke mer eders Nakker
+      stive!
+ 17.  Thi HERREN eders Gud er Gudernes Gud og Herrernes Herre, den
+      store, vældige, forfærdelige Gud, som ikke viser Personsanseelse
+      eller lader sig købe,
+ 18.  som skaffer den faderløse og Enken Ret og elsker den fremmede og
+      giver ham Brød og klæder.
+ 19.  Derfor skal I elske den fremmede, thi I var selv fremmede i
+      Ægypten.
+ 20.  HERREN din Gud skal du frygte: ham skal du tjene, ved ham skal
+      du holde fast, og ved hans Navn skal du sværge!
+ 21.  Han er din Lovsang, og han er din Gud, han, som har gjort disse
+      store og forfærdelige Ting imod dig, som du med egne Øjne har
+      set!
+ 22.  Halvfjerdsindstyve i Tal drog dine Fædre ned til Ægypten, og nu
+      har HERREN din Gud gjort dig talrig som Himmelens Stjerner!
+
+5.Mosebog 11
+
+  1.  Så elsk da HERREN din Gud og hold hans Forskrifter, hans
+      Anordninger, Lovbud og Bud alle Dage:
+  2.  jeg taler ikke til eders Børn, der ikke har oplevet det og set
+      det; betænk derfor i Dag HERREN eders Guds Optugtelse, hans
+      Storhed, hans stærke Hånd og udstrakte Arm,
+  3.  hans Tegn og Gerninger, som han gjorde midt i Ægypten mod Farao,
+      Ægypterkongen, og hele hans Land,
+  4.  og hvad han gjorde ved Ægypternes Hærmagt, deres Heste og Vogne,
+      som han, da de forfulgte eder, lod det røde Havs Vande skylle
+      hen over og tilintetgjorde for stedse,
+  5.  og hvad han gjorde for eder i Ørkenen, lige til I kom til Stedet
+      her,
+  6.  og hvad han gjorde ved Datan og Abiram, Rubens Søn Eliabs
+      Sønner, hvorledes Jorden åbnede sin Mund og slugte dem tillige
+      med deres Huse og Telte og alt, hvad der var i ledtog med dem,
+      midt iblandt hele Israel!
+  7.  Thi med egne Øjne har I set al den Stordåd, HERREN har øvet!
+
+  8.  Så hold da alle de Bud, jeg i Dag pålægger dig, for at I kan
+      vinde Styrke og komme og tage det Land i Besiddelse, som I skal
+      over og tage i Besiddelse,
+  9.  og for at I kan få et langt Liv på den Jord, HERREN tilsvor
+      eders Fædre at ville give dem og deres Afkom, et Land, der
+      flyder med Mælk og Honning.
+ 10.  Thi det Land, du skal ind og tage i Besiddelse, er ikke som
+      Ægypten, hvorfra I drog ud! Når du der havde sået din Sæd, måtte
+      du vande Landet med din Fod, som en Urtehave;
+ 11.  nej, det Land, I skal over og tage i Besiddelse, er et Land med
+      Bjerge og Dale, der drikker Vand, når Regnen falder fra
+      Himmelen,
+ 12.  et Land, som HERREN din Gud har Omhu for, og som HERREN din Guds
+      Øjne stadig hviler på, fra Årets Begyndelse og til dets
+      Slutning.
+
+ 13.  Og hvis I nu lyder mine Bud, som jeg i Dag pålægger eder, så I
+      elsker HERREN eders Gud og tjener ham af hele eders Hjerte og
+      hele eders Sjæl,
+ 14.  så vil jeg give eders Land dets Regn i rette Tid, både
+      Tidligregn og Sildigregn, så du kan høste dit Korn, din Most og
+      din Olie;
+ 15.  og jeg vil give Græs på din Mark til dit Kvæg; og du skal spise
+      dig mæt.
+ 16.  Men vogt eder, at ikke eders Hjerte dåres, så I falder fra og
+      dyrker andre Guder og tilbeder dem;
+ 17.  thi da vil HERRENs Vredeblusse op imod eder, og han vil lukke
+      Himmelen, så der ikke falder Regn, og Jorden ikke giver Grøde,
+      og I skal hurtigt udryddes af det herlige Land, HERREN vil give
+      eder.
+
+ 18.  I skal lægge eder disse mine Ord på Hjerte og Sinde, binde dem
+      som et Tegn om eders Hånd og lade dem være et Erindringsmærke på
+      eders Pande,
+ 19.  og I skal lære eders Børn dem, idet I taler om dem, både når du
+      sidder i dit Hus, og når du vandrer på Vejen, både når du lægger
+      dig, og når du står op.
+ 20.  Og du skal skrive dem på Dørstolperne af dit Hus og på dine
+      Porte,
+ 21.  for at I og eders Børn må leve i det Land, HERREN tilsvor eders
+      Fædre at ville give dem, så længe Himmelen er over Jorden.
+ 22.  Thi hvis I vogter vel på alle disse Bud, som jeg i Dag pålægger
+      eder at holde, så I elsker HERREN eders Gud og vandrer på alle
+      hans Veje og hænger fast ved ham,
+ 23.  så skal HERREN drive alle disse Folk bort foran eder, og I skal
+      underlægge eder Folk, der er større og mægtigere end I.
+ 24.  Hver Plet, eders Fodsål betræder, skal tilhøre eder; fra Ørkenen
+      til Libanon og fra den store Flod, Eufratfloden, til Havet i
+      Vest skal eders Landemærker strække sig.
+ 25.  Ingen skal kunne holde Stand for eder; Skræk og Rædsel for eder
+      skal HERREN eders Gud lade komme over hele det Land, I betræder,
+      således som han lovede eder.
+
+ 26.  Se, jeg forelægger eder i Dag Velsignelse og Forbandelse,
+ 27.  Velsignelsen, hvis I lyder HERREN eders Guds Bud, som jeg i Dag
+      pålægger eder,
+ 28.  og Forbandelsen, hvis ikke lyder HERREN eders Guds Bud, men
+      viger bort fra den Vej, jeg i Dag foreskriver eder, for at holde
+      eder til andre Guder, I ikke før kendte til.
+ 29.  Og når HERREN din Gud fører dig ind i det Land, du skal ind og
+      tage i Besiddelse, så skal du lægge Velsignelsen på Garizims
+      Bjerg og Forbandelsen på Ebals Bjerg.
+ 30.  De ligger jo hinsides Jordan, bag ved den, mod Vest, i de
+      Kanånæeres Land, der bor i Arabalavningen, lige over for Gilgal
+      ved Sandsigerens Træ.
+ 31.  Thi I står jo nu i Begreb med at overskride Jordan for at gå ind
+      og tage det Land i Besiddelse, som HERREN eders Gud vil give
+      eder. Når I da har taget det i Besiddelse og bosat eder der,
+ 32.  skal I omhyggeligt handle efter alle de Anordninger og Lovbud,
+      jeg i Dag forelægger eder!
+
+5.Mosebog 12
+
+  1.  Dette er de Anordninger og Lovbud, I omhyggeligt skal handle
+      efter i det Land, HERREN, dine Fædres Gud, giver dig i Eje, så
+      længe I lever på Jorden.
+  2.  I skal i Bund og Grund ødelægge alle de Steder, hvor de Folk, I
+      driver bort, dyrker deres Guder, på de høje Bjerge, på Højene og
+      under alle grønne Træer!
+  3.  I skal nedbryde deres Altre og sønderslå deres Stenstøtter, I
+      skal opbrænde deres Asjerastøtter og omhugge deres Gudebilleder
+      og udrydde deres Navn fra hvert sådant Sted.
+  4.  I må ikke bære eder således ad over for HERREN eders Gud;
+  5.  men til det Sted, HERREN eders Gud udvælger blandt alle eders
+      Stammer for at stedfæste sit Navn og lade det bo der, skal I
+      søge, og der skal du gå hen;
+  6.  derhen skal I bringe eders Brændofre og Slagtofre, eders Tiender
+      og Offerydelser, eders Løfteofre og Frivilligofre og de
+      førstefødte af eders Hornkvæg og Småkvæg;
+  7.  der skal I holde Måltid for HERREN eders Guds Åsyn og sammen med
+      eders Husstand være glade over alt, hvad I erhverver, hvad
+      HERREN din Gud velsigner dig med.
+  8.  I må ikke bære eder ad, som vi nu for Tiden gør her, hvor enhver
+      gør, hvad han finder for godt;
+  9.  thi endnu er I jo ikke kommet til det Hvilested og den Arvelod,
+      HERREN din Gud vil give dig.
+ 10.  Men når I er gået over Jordan og har fæstet Bo i det Land,
+      HERREN eders Gud vil give eder til Arv, og han får skaffet eder
+      Ro for alle eders Fjender trindt omkring, så I kan bo trygt,
+ 11.  da skal det Sted, HERREN eders Gud udvælger til Bolig for sit
+      Navn, være det, hvorhen I skal bringe alt, hvad jeg pålægger
+      eder, eders Brændofre og Slagtofre, eders Tiender og
+      Offerydelser og alle eders udvalgte Løftofre, som I lover
+      HERREN;
+ 12.  og der skal I være glade for HERREN eders Guds Åsyn sammen med
+      eders Sønner og Døtre, eders Trælle og Trælkvinder og Leviten
+      inden eders Porte; thi han har jo ingen Arvelod og Del som I
+      andre.
+ 13.  Vogt dig for at ofre dine Brændofre på et hvilket som helst
+      Sted, dit Øje falder på.
+ 14.  Men på det Sted HERREN udvælger i en af dine Stammer, der skal
+      du ofre dine Brændofre, og der skal du gøre alt, hvad jeg
+      pålægger dig.
+ 15.  Derimod må du, så meget du lyster, slagte Kvæg og nyde Kød rundt
+      om i dine Byer, alt som HERREN din Gud velsigner dig; urene og
+      rene må spise det, som var det Gazeller eller Hjorte.
+ 16.  Kun Blodet må ikke nyde; det skal du lade løbe ud på Jorden som
+      Vand.
+
+ 17.  Men inden dine Porte må du ikke nyde Tienden af dit Korn, din
+      Most og din Olie eller de førstefødte af dit Hornkvæg og Småkvæg
+      eller noget af dine Løfteofre og Frivilligofre eller nogen af
+      dine Offerydelser;
+ 18.  men for HERREN din Guds Åsyn, på det Sted, HERREN din Gud
+      udvælger, skal du nyde alt dette sammen med din Søn og Datter,
+      din Træl og Trælkvinde og Leviten inden dine Porte, og du skal
+      være glad for HERREN din Guds Åsyn over alt, hvad du erhverver
+      dig.
+ 19.  Vogt dig vel for at glemme Leviten, så længe du lever i dit
+      Land!
+ 20.  Når HERREN din Gud udvider dine Landemærker, som han har lovet
+      dig, og du da får Lyst til Kød og siger: "Jeg vil have Kød at
+      spise", så spis kun Kød, så meget du lyster.
+ 21.  Hvis det Sted, HERREN din Gud udvælger for der at stedfæste sit
+      Navn, ligger langt fra dig, så må du slagte af dit Hornkvæg og
+      Småkvæg, som HERREN giver dig, således som jeg har pålagt dig,
+      og spise det inden dine Porte, så meget du lyster.
+ 22.  Men du skal spise det, som man spiser Gazeller og Hjorte; både
+      urene og rene må spise det.
+ 23.  Kun må du ufravigeligt afholde dig fra at nyde Blodet; thi
+      Blodet er Sjælen, og du må ikke nyde Sjælen tillige med Kødet.
+ 24.  Du må ikke nyde det, men du skal lade det løbe ud på Jorden som
+      Vand.
+ 25.  Afhold dig fra at nyde det, for at det kan gå dig og dine Børn
+      efter dig vel, idet du gør, had der er ret i HERRENs Øjne.
+ 26.  Men dine hellige Gaver og Løfteofre skal du komme med til det
+      Sted, HERREN udvælger;
+ 27.  og du skal bringe dine Brændofre, både Kødet og Blodet, på
+      HERREN din Guds Alter; og Blodet af dine Slagtofre skal udøses
+      på HERREN din Guds Alter, men Kødet må du spise.
+ 28.  Adlyd omhyggeligt alle disse Bud, som jeg i Dag pålægger dig,
+      for at det kan gå dig og dine Børn efter dig vel til evig Tid,
+      idet du gør, hvad der er godt og ret i HERREN din Guds Øjne.
+
+ 29.  Når HERREN din Gud udrydder de Folk, du drager hen at drive
+      bort, og du har drevet dem bort og bosat dig i deres Land,
+ 30.  så vogt dig for at lade dig lokke til at gå i deres Fodspor,
+      efter at de er udryddet foran dig, og for at spørge dig for
+      angående deres Guder, idet du siger: "Hvorledes plejede disse
+      Folkeslag at dyrke deres Guder? Således vil også jeg bære mig
+      ad."
+ 31.  Således må du ikke bære dig ad over for HERREN din Gud; thi alt,
+      hvad der er HERREN en Vederstyggelighed, alt, hvad han hader,
+      har de gjort over for deres Guder; ja, de brændte endog deres
+      Sønner og Døtre til Ære for deres Guder!
+ 32.  Alt, hvad jeg pålægger eder, skal I omhyggeligt udføre. Du må
+      hverken lægge noget til eller trække noget fra.
+
+5.Mosebog 13
+
+  1.  Når en Profet eller en, der har Drømme, opstår i din Midte og
+      forkynd dig et Tegn eller et Under,
+  2.  og det Tegn og Under, han talte til dig om, indtræffer, og han
+      samtidig opfordrer eder til at holde eder til andre Guder, som I
+      ikke før kendte til, og dyrke dem,
+  3.  så må du ikke høre på den Profets Tale eller på den, der har
+      Drømmen; thi HERREN eders Gud sætter eder på Prøve for at se, om
+      I elsker HERREN eders Gud af hele eders Hjerte og hele eders
+      Sjæl.
+  4.  HERREN eders Gud skal I holde eder til, ham skal I frygte, hans
+      Bud skal I holde, hans Røst skal I adlyde, ham skal I tjene, og
+      ved ham skal I bolde fast.
+  5.  Men hin Profet eller den, der har Drømmen, skal lide Døden; thi
+      fra HERREN eders Gud, som førte eder ud af Ægypten og udløste
+      dig af Trællehuset, har han prædiket Frafald for at drage dig
+      bort fra den Vej, HERREN din Gud bød dig at vandre på; og du
+      skal udrydde det onde af din Midte.
+
+  6.  Dersom din Broder eller Halvbroder, din Søn eller Datter, din
+      Hustru, som du favner, eller din Ven, der er dig kær som dit
+      eget Liv, hemmeligt vil lokke dig til at gå hen og dyrke andre
+      Guder, som hverken du eller dine Fædre før kendte til,
+  7.  af de Folkeslags Guder, der bor rundt om eder, være sig nær
+      eller fjernt, fra den ene Ende af Jorden til den anden,
+  8.  så må du ikke føje ham eller høre på ham; og du må ikke have
+      Medlidenhed med ham, vise ham Skånsel eller holde Hånd over ham,
+  9.  men du skal slå ham ihjel; din Hånd skal være den første, der
+      løfter sig imod ham for at slå ham ihjel, siden alle de andres
+      Hånd.
+ 10.  Du skal stene ham til Døde, fordi han søgte at forføre dig til
+      Frafald fra HERREN din Gud, der førte dig ud af Ægypten, af
+      Trællehuset.
+ 11.  Og det skal høres i hele Israel, så de gribes af Frygt og ikke
+      mere øver en sådan Udåd i din Midte!
+
+ 12.  Kommer det dig for Øre, at der i en af dine Byer, som HERREN din
+      Gud giver dig at bo i,
+ 13.  er optrådt Niddinger af din egen Midte, som har forført deres
+      Bysbørn til at gå hen og dyrke fremmede Guder, som I ikke før
+      kendte til,
+ 14.  så skal du omhyggeligt undersøge, efterforske og udgranske
+      Sagen, og hvis det viser sig, at det virkelig forholder sig så,
+      at der er øvet en sådan Vederstyggelighed i din Midte,
+ 15.  da skal du hugge indbyggerne i den By ned med Sværdet, idet du
+      lægger Band på den og alt, hvad der er deri; også Kvæget der
+      skal du hugge ned med Sværdet.
+ 16.  Og alt Byttet, der er taget der, skal du samle sammen midt på
+      Torvet, og så skal du opbrænde Byen og Byttet, der er taget der,
+      som et Heloffer til HERREN din Gud; derefter skal den for evigt
+      ligge i Ruiner og aldrig mer bygges op.
+ 17.  Og intet af det bandlyste må blive hængende ved din Hånd, for at
+      HERREN må standse sin flammende Vrede og vise dig Barmhjertighed
+      og i sin Barmhjertighed gøre dig mangfoldig, som han tilsvor
+      dine Fædre,
+ 18.  fordi du adlyder HERREN din Guds Røst, så du vogter på alle hans
+      Bud, som jeg i Dag pålægger dig, og gør, hvad der er ret i
+      HERREN din Guds Øjne!
+
+5.Mosebog 14
+
+  1.  HERREN eders Guds Børn er I, derfor må I ikke indridse Mærker på
+      eder eller afrage Håret over Panden for de dødes Skyld.
+  2.  Thi du er et Folk, der er helliget HERREN din Gud, og dig har
+      HERREN udvalgt til at være hans Ejendomsfolk blandt alle Folk på
+      Jorden.
+
+  3.  Du må ikke spise noget, som er en Vederstyggelighed.
+  4.  De Dyr, I må spise, er følgende: Okser, Får og Geder,
+  5.  Hjorte, Gazeller, Antiloper, Stenbukke, Disjonantiloper,
+      Oryksantiloper og Vildgeder.
+  6.  Og alt det Kvæg, som har spaltede Klove, begge Klove helt
+      spaltede, og tygger Drøv, det Kvæg må I spise.
+  7.  Men følgende må I ikke spise af dem, der tygger Drøv, og af dem,
+      der har Klovene helt spaltede: Kamelen, Haren og
+      Klippegrævlingen, thi de tygger vel Drøv, men har ikke Klove; de
+      skal være eder urene;
+  8.  ej heller Svinet, thi det har vel Klove, men tygger ikke Drøv;
+      det skal være eder urent. Deres Kød må I ikke spise, og ved
+      deres Ådsler må I ikke røre.
+
+  9.  Af alt, hvad der lever i Vandet, må spise følgende: Alt, hvad
+      der har Finner og Skæl, må I spise.
+ 10.  Men intet, der ikke har Finner og Skæl, må I spise; det skal
+      være eder urent.
+
+ 11.  Alle rene Fugle må I spise.
+ 12.  Men følgende Fugle må I ikke spise: Ørnen, Lammegribben,
+      Havørnen,
+ 13.  Glenten, de forskellige Arter af Falke,
+ 14.  alle de forskellige Arter af Ravne,
+ 15.  Strudsen, Takmasfuglen, Mågen, de forskellige Arter af Høge,
+ 16.  Uglen, Hornuglen, Tinsjemetfuglen,
+ 17.  Pelikanen, Ådselgribben, Fiskepelikanen,
+ 18.  Storken, de forskellige Arter af Hejrer, Hærfuglen og
+      Flagermusen.
+ 19.  Alt vinget Kryb skal være eder urent og må ikke spises.
+ 20.  Men alle rene Fugle må I spise.
+
+ 21.  I må ikke spise noget selvdødt Dyr. Du kan give det til den
+      fremmede inden dine Porte, at han kan spise det, eller du kan
+      sælge det til en Udlænding. Thi du er et Folk, der er helliget
+      HERREN din Gud. Du må ikke koge et Kid i dets Moders Mælk.
+
+ 22.  Du skal give Tiende af al din Afgrøde, der vokser på Marken, År
+      for År;
+ 23.  og for HERREN din Guds Åsyn, på det Sted, han udvælger til Bolig
+      for sit Navn, skal du nyde Tienden af dit Korn, din Most og din
+      Olie og de førstefødte af dit Hornkvæg og Småkvæg, for at du kan
+      lære at frygte HERREN din Gud alle Dage.
+ 24.  Men når Vejen er dig for lang, så du ikke kan bringe det derhen,
+      eftersom det Sted, HERREN din Gud udvælger for der at stedfæste
+      sit Navn, ligger for langt borte fra dig, fordi HERREN din Gud
+      velsigner dig,
+ 25.  så skal du gøre det i Penge og pakke Pengene ind og tage dem med
+      og drage til det Sted, HERREN din Gud udvælger,
+ 26.  og du skal for Pengene købe alt, hvad dit Hjerte begærer,
+      Hornkvæg og Småkvæg, Vin og stærk Drik og alt, hvad du har Lyst
+      til, og nyde det der for HERREN din Guds Åsyn og være glad
+      sammen med din Husstand.
+ 27.  Og Leviten inden dine Porte må du ikke glemme; thi han har ikke
+      Arvelod og Del som du.
+ 28.  Men hver Gang der er gået tre År, skal du tage al Tienden af din
+      Afgrøde i det År og samle den inden dine Porte,
+ 29.  så at Leviten, der jo ikke har Arvelod og Del som du, og den
+      fremmede, den faderløse og Enken inden dine Porte kan komme og
+      spise sig mæt deraf; det skal du gøre, for at HERREN din Gud må
+      velsigne dig i al den Gerning, du tager dig for.
+
+5.Mosebog 15
+
+  1.  Hvert syvende År skal du holde Friår.
+  2.  Og Friåret skal holdes således: Enhver, der har en Fordring på
+      sin Næste, skal give Afkald derpå; han må ikke kræve sin Næste
+      og sin Broder, når et Friår er udråbt for HERREN.
+  3.  Udlændinge må du kræve; men det, du har til gode hos din Broder,
+      skal du give Afkald på.
+  4.  Dog, der bliver ingen fattige hos dig; thi HERREN din Gud vil
+      rigeligt velsigne dig i det Land, HERREN din Gud vil give dig i
+      Arv og Eje,
+  5.  hvis du blot vil adlyde HERREN din Guds Røst, så du omhyggeligt
+      handler efter alle disse Bud, som jeg i Dag pålægger dig.
+  6.  Thi HERREN din Gud vil velsigne dig, som han lovede dig, og du
+      skal låne ud til mange Folk, men selv skal du ikke låne; og du
+      skal få Magt over mange Folk, men de skal ikke få Magt over dig.
+
+  7.  Når der findes en fattig hos dig, en af dine Brødre inden dine
+      Porte et steds i dit Land, som HERREN din Gud vil give dig, må
+      du ikke være hårdhjertet og lukke din Hånd for din fattige
+      Broder;
+  8.  men du skal lukke din Hånd op for ham og låne ham, hvad han
+      savner og trænger til.
+  9.  Vogt dig for, at ikke sådan nedrig Tanke kommer op i dig: "Der
+      er ikke længe til det syvende År, Friåret!" så du ser med onde
+      Øjne på din fattige Broder og ikke giver ham noget; thi da vil
+      han råbe til HERREN over dig, og du vil pådrage dig Synd.
+ 10.  Men du skal give ham villigt uden at være fortrydelig i dit
+      Hjerte over at skulle give ham; thi for den Sags Skyld vil
+      HERREN din Gud velsigne dig i alt dit Virke, i alt, hvad du
+      tager dig for.
+ 11.  Thi der vil aldrig mangle fattige i Landet; derfor byder jeg dig
+      Du skal villigt lukke din Hånd op for din nødlidende og fattige
+      Broder i dit Land.
+
+ 12.  Når en af dine Brødre, en hebraisk Mand eller Kvinde, sælger sig
+      til dig, skal han trælle for dig i seks År, men i det syvende
+      skal du give ham fri.
+ 13.  Og når du giver ham fri, må du ikke lade ham gå med tomme
+      Hænder;
+ 14.  men du skal give ham rigeligt med af dit Småkvæg og fra din Lo
+      og din Perse; efter som HERREN din Gud velsigner dig, skal du
+      give ham.
+ 15.  Du skal komme i Hu, at du selv var Træl i Ægypten, og at HERREN
+      din Gud udløste dig; derfor byder jeg dig dette i dag.
+ 16.  Men hvis han siger til dig: "Jeg vil ikke forlade dig, thi jeg
+      har fået Kærlighed til dig og dit Hus og har det godt hos dig",
+ 17.  så skal du tage en Syl og stikke den igennem hans Øre ind i
+      Døren, og så skal han være din Træl for Livstid. Og på samme
+      Måde skal du bære dig ad med din Trælkvinde.
+ 18.  Du må ikke være fortrydelig over at skulle give ham fri; thi han
+      har ved sit Arbejde i de seks År ydet dig det dobbelte af en
+      Daglejers Løn; og HERREN vil velsigne dig i alt, hvad du tager
+      dig for.
+
+ 19.  Alle førstefødte Handyr, der fødes dig mellem dit Hornkvæg og
+      Småkvæg, skal du hellige HERREN din Gud; du må hverken bruge det
+      førstefødte af dine Okser til Arbejde eller klippe Ulden af det
+      førstefødte af dine Får.
+ 20.  For HERREN din Guds Åsyn skal du sammen med din Husstand fortære
+      det År efter År på det Sted, HERREN udvælger.
+ 21.  Men hvis de har en Lyde, hvis de er lamme eller blinde eller har
+      en anden slem Lyde, må du ikke ofre dem til HERREN din Gud.
+ 22.  Inden dine Port kan du, både de rene og urene iblandt eder,
+      fortære dem som Gazeller eller Hjorte.
+ 23.  Kun Blodet må du ikke nyde; det skal du lade løbe ud på Jorden
+      som Vand.
+
+5.Mosebog 16
+
+  1.  Tag Vare på Abib Måned og hold Påske for HERREN din Gud; thi i
+      Abib Måned førte HERREN din Gud dig ved Nattetide ud af Ægypten.
+  2.  Og som Påskeoffer til HERREN din Gud skal du slagte Småkvæg og
+      Hornkvæg på det Sted, HERREN din Gud udvælger fil Bolig for sit
+      Navn.
+  3.  Du må ikke spise syret Brød dertil. I syv Dage skal du spise
+      usyret Brød dertil, Trængselsbrød thi i største Hast drog du ud
+      af Ægypten for at du kan ihukomme den Dag, du drog ud af
+      Ægypten, så længe du lever.
+  4.  Hele syv dage må der ikke findes Surdej nogetsteds inden for
+      dine Landemærker. Af Kødet, som du slagter om Aftenen den første
+      Dag må intet ligge Natten over til næste Morgen.
+  5.  Du har ingensteds Lov at slagte Påskeofferet inden dine Porte,
+      som HERREN din Gud giver dig;
+  6.  men på det Sted, HERREN din Gud udvælger til Bolig for sit Navn,
+      der skal du slagte Påskeofferet om Aftenen ved Solnedgang, på
+      det Tidspunkt du drog ud af Ægypten.
+  7.  Og du skal koge det og spise det på det Sted, HERREN din Gud
+      udvælger, og næste Morgen skal du vende hjemad og drage til dine
+      Boliger.
+  8.  I seks dage skal du spise usyrede Brød, og på den syvende skal
+      der være festlig Samling for HERREN din Gud, du må intet Arbejde
+      udføre.
+  9.  Syv Uger skal du tælle frem; den Dag du sætter Seglen til
+      Hornet, skal du begynde at tælle.
+ 10.  Så skal du fejre Ugefesten for HERREN din Gud med så mange
+      frivillige Gaver, du vil give, efter som HERREN din Gud
+      velsigner dig.
+ 11.  Og du skal være glad for HERREN din Guds Åsyn på det Sted,
+      HERREN din Gud udvælger til Bolig for sit Navn, sammen med din
+      Søn og Datter, din Træl og Trælkvinde, Leviten inden dine Porte,
+      den fremmede, den faderløse og Enken, som bor hos dig.
+ 12.  Og du skal komme i Hu, at du var Træl i Ægypten, og omhyggeligt
+      holde disse Anordninger.
+
+ 13.  Løvhyttefesten skal du fejre i syv Dage, når du har indsamlet
+      Udbyttet fra din Tærskeplads og din Perse;
+ 14.  og du skal være glad på din Højtid sammen med din Søn og Datter,
+      din Træl og Trælkvinde, Leviten, den fremmede, den faderløse og
+      Enken inden dine Porte.
+ 15.  Syv Dage skal du holde Højtid for HERREN din Gud, på det Sted
+      HERREN udvælger, thi HERREN din Gud vil velsigne dig i alt, hvad
+      du avler, og alt, hvad du arbejder med; derfor skal du kun være
+      glad.
+
+ 16.  Tre Gange om Året skal alle af Mandkøn hos dig stedes for HERREN
+      din Guds Åsyn, på det Sted han udvælger, på de usyrede Brøds
+      Fest, Ugefesten og Løvhyttefesten; og man må ikke stedes for
+      HERRENs Åsyn med tomme Hænder;
+ 17.  men enhver skal komme med, hvad han kan give efter den
+      Velsignelse, HERREN din Gud giver dig.
+
+ 18.  Dommere og Tilsynsmænd skal du indsætte dig overalt inden dine
+      Porte, som HERREN din Gud vil give dig, rundt om i dine Stammer,
+      og de skal dømme Folket på retfærdig Vis.
+ 19.  Du må ikke bøje Retten, ikke vise Personsanseelse og ikke tage
+      imod Bestikkelse; thi Bestikkelse gør Vismænd kolde og
+      forplumrer de retfærdiges Sag.
+ 20.  Ret, kun Ret skal du stræbe efter, for at du kan leve og beholde
+      det Land, som HERREN din Gud vil give dig.
+
+ 21.  Du må ikke plante dig nogen Asjerastøtte, noget som helst Træ
+      ved Siden af det Alter, du rejser for HERREN din Gud.
+ 22.  Heller ikke må du rejse dig nogen Stenstøtte; dem hader HERREN
+      din Gud.
+
+5.Mosebog 17
+
+  1.  Du må ikke ofre HERREN din Gud en Okse eller et Stykke Småkvæg,
+      som har nogen Lyde, nogen som helst Fejl; thi det er HERREN din
+      Gud en Vederstyggelighed.
+
+  2.  Når der et steds i din Midte inden dine Porte, som HERREN din
+      Gud vil give dig, findes nogen, Mand eller Kvinde, der gør, hvad
+      der er ondt i HERREN din Guds Øjne, og overtræder hans Pagt,
+  3.  idet han går hen og dyrker andre Guder og tilbeder dem, Solen,
+      Månen eller Himmelens hele Hær, hvad jeg ikke har pålagt eder,
+  4.  og det bliver dig meldt, så du får det af høre, da skal du
+      omhyggeligt undersøge Sagen, og hvis det viser sig, at det
+      virkelig forholder sig således, at der er øvet en sådan
+      Vederstyggelighed i Israel,
+  5.  da skal du føre Manden eller Kvinden, som har øvet denne Udåd,
+      ud til Byporten, hvad enten det nu er en Mand eller en Kvinde,
+      og stene dem til Døde.
+  6.  På to eller tre Vidners Udsagn skal Dødsdommen udføres; den må
+      ikke udføres på et enkelt Vidnes Udsagn.
+  7.  Vidnernes Hånd skal først løfte sig imod ham for at slå ham
+      ihjel, siden alle de andres Hånd. Således skal du udrydde det
+      onde af din Midte.
+
+  8.  Når en Retssag angående Blodsudgydelse eller et
+      Ejendomsspørgsmål eller Legemsskade, når i det hele en eller
+      anden Retstrætte inden dine Porte er dig for vanskelig, skal du
+      stå op og drage til det Sted, HERREN din Gud udvælger,
+  9.  og henvende dig til Levitpræsterne og den Dommer, som er der til
+      den Tid, og spørge dem til Råds, så skal de give dig til Hen,
+      hvorledes der skal dømmes i Sagen.
+ 10.  Og du skal rette dig efter den Afgørelse, de giver dig til kende
+      fra det Sted, HERREN udvælger, og omhyggeligt handle efter alt
+      det, som de lærer dig.
+ 11.  Efter den Vejledning, de giver dig, og efter den Kendelse, de
+      kundgør dig, skal du handle uden at vige til højre eller venstre
+      fra, hvad de giver dig til Kende.
+ 12.  Og den Mand, der formaster sig til ikke at lyde Præsten, som gør
+      Tjeneste der for HERREN din Gud, eller Dommeren, den Mand skal
+      dø, og du skal udrydde det onde af Israel.
+ 13.  Og det skal høres i hele Folket, så de gribes af Frygt og ikke
+      mere handler formasteligt.
+
+ 14.  Når du kommer ind i det Land, HERREN din Gud vil give dig, og
+      får taget det i Besiddelse og fæstet Bo der, og du så får den
+      Tanke, at du vil have en Konge over dig ligesom alle de andre
+      Folk rundt om dig,
+ 15.  så må du kun sætte den Mand til Konge over dig, som HERREN din
+      Gud udvælger. Af dine Brødres Midte skal du tage dig en
+      konge. En fremmed, der ikke hører til dine Brødre, må du ikke
+      tage til konge over dig.
+ 16.  Kun må han ikke holde mange Heste og sende Folket tilbage til
+      Ægypten for at skaffe sig mange Heste; thi HERREN har jo sagt
+      til eder: "I må ikke mere vende tilbage ad den Vej!"
+ 17.  Heller ikke må han have mange Hustruer, for at hans Hjerte ikke
+      skal forledes til Frafald, og han må ikke samle sig Sølv og Guld
+      i Overflod.
+ 18.  Når han så har sat sig på Tronen, skal han skaffe sig en
+      Afskrift af denne Lov hos Levitpræsterne;
+ 19.  og han skal have den hos sig og læse i den alle sine Levedage,
+      at han kan lære at frygte HERREN sin Gud, så han tager Vare på
+      alle denne Lovs Ord og på disse Anordninger og holder dem,
+ 20.  for at hans Hjerte ikke skal hovmode sig over hans Brødre eller
+      vige til højre eller venstre fra Budet, at han og hans Sønner i
+      lange Tider må have Kongemagten i Israel.
+
+5.Mosebog 18
+
+  1.  Levitpræsterne, hele Levis Stamme, skal ikke have arvelod og Del
+      sammen med det øvrige Israel, men leve af HERRENs Ildofre og af
+      det, der tilfalder ham.
+  2.  Han må ikke eje nogen Arvelod blandt sine Brødre; HERREN er hans
+      Arvelod, som han lovede ham.
+  3.  Og dette skal være den Ret, Præsterne har Krav på hos Folket,
+      hos dem, der slagter Ofre, være sig Okser eller Småkvæg: Han
+      skal give Præsten Boven, Kæberne og Kaljunet.
+  4.  Det første af dit Korn, din Most og din Olie og den første Uld
+      af dine Får skal du give ham.
+  5.  Thi ham har HERREN din Gud udvalgt blandt alle dine Stammer, så
+      at han og hans Sønner altid skal gøre Præstetjeneste i HERRENs
+      Navn.
+
+  6.  Når en Levit inden dine Porte et steds i Israel, hvor han har
+      haft sit Ophold, kommer til det Sted, HERREN udvælger det står
+      ham frit for at komme, hvis han vil
+  7.  må han gøre Præstetjeneste i HERREN sin Guds Navn, lige så vel
+      som alle hans Brødre, de andre Leviter, der står for HERRENs
+      Åsyn der.
+  8.  De skal nyde samme Ret, fraregnet hvad enhver er kommet til ved
+      Salg af sin Fædrenearv.
+
+  9.  Når du kommer ind i det Land, HERREN din Gud vil give dig, må du
+      ikke lære at efterligne disse Folks Vederstyggeligheder.
+ 10.  Der må ingen findes hos dig, som lader sin Søn eller datter gå
+      igennem. Ilden, ingen, som driver Spådomskunst, tager Varsler,
+      er Sandsiger eller øver Trolddom,
+ 11.  ingen, som foretager Besværgelse eller gør Spørgsmål til Genfærd
+      og Sandsigerånder og henvender sig til de døde;
+ 12.  thi enhver, der gør sligt, er HERREN vederstyggelig, og for
+      disse Vederstyggeligheders Skyld er det, at HERREN din Gud
+      driver dem bort foran dig.
+ 13.  Ustraffelig skal du være for HERREN din Gud.
+ 14.  Thi disse Folk, som du skal drive bort, hører på dem, der tager
+      Varsler og driver Spådomskunst; men sligt har HERREN din Gud
+      ikke tilladt dig.
+ 15.  HERREN din Gud vil lade en Profet som mig fremstå af din Midte,
+      af dine Brødre; ham skal I høre på.
+ 16.  Således udbad du dig det jo af HERREN din Gud ved Horeb, den Dag
+      I var forsamlede, da du sagde: "Lad mig ikke mere høre HERREN
+      min Guds Røst og se denne vældige Ild, at jeg ikke skal dø!"
+ 17.  Da sagde HERREN til mig: "De har talt rettelig!
+ 18.  Jeg vil lade en Profet som dig fremstå for dem af deres Brødre
+      og lægge mine Ord i hans Mund, og han skal sige dem alt, hvad
+      jeg byder ham!
+ 19.  Og enhver, der ikke vil høre mine Ord, som han taler i mit Navn,
+      ham vil jeg kræve til Regnskab.
+ 20.  Men den Profet, der formaster sig til at tale noget i mit Navn,
+      som jeg ikke har pålagt ham at tale, eller taler i en anden Guds
+      Navn, den Profet skal dø!"
+ 21.  Og hvis du tænker ved dig selv: "Hvorledes skal vi kende det
+      Ord, HERREN ikke har talt?"
+ 22.  så vid: Hvad en Profet taler i HERRENs Navn, uden at det sker og
+      indtræffer, det er noget, HERREN ikke har talt. I Formastelighed
+      har Profeten udtalt det, og du skal ikke være bange for ham!
+
+5.Mosebog 19
+
+  1.  Når HERREN din Gud får udryddet de Folk, hvis Land HERREN din
+      Gud vil give dig, og du får dem drevet bort og har bosat dig i
+      deres Byer og Huse,
+  2.  da skal du udtage dig tre Byer midt i dit Land, som HERREN din
+      Gud giver dig i Eje.
+  3.  Du skal sætte Vejen til dem i Stand og dele dit Landområde, som
+      HERREN din Gud tildeler dig, i tre Dele, for at enhver
+      Manddraber kan ty derhen.
+  4.  Men om de Manddrabere, der har Ret til at ty derhen for at redde
+      Livet, gælder følgende: Når nogen af Vanvare slår sin Næste
+      ihjel, uden at han i Forvejen har båret Nag til ham,
+  5.  når således en går med sin Næste ud i Skoven for at fælde Træer,
+      og hans Hånd svinger Øksen for at fælde et Træ, og Jernet farer
+      ud af Skaftet og rammer hans Næste, så han dør, da må han ty til
+      en af disse Byer og redde Livet,
+  6.  for at ikke Blodhævneren i Ophidselse skal sætte efter
+      Manddraberen og, fordi Vejen er for lang, indhente ham og slå
+      ham ihjel, skønt han ikke havde fortjent Døden, eftersom. han
+      ikke i Forvejen havde båret Nag til ham.
+  7.  Derfor giver jeg dig dette Bud: Tre Byer skal du udtage dig!
+  8.  Og dersom HERREN din Gud udvider dine Landemærker, som han
+      tilsvor dine Fædre, og giver dig hele det Land, han lovede at
+      give dine Fædre,
+  9.  fordi du omhyggeligt overholder alle disse Bud, som jeg i Dag
+      pålægger dig, idet du elsker HERREN din Gud og vandrer på hans
+      Veje alle Dage, så skal du føje endnu tre Byer til disse tre,
+ 10.  for at der ikke skal udgydes uskyldigt Blod i dit Land, som
+      HERREN din Gud giver dig i Eje, så du pådrager dig Blodskyld.
+
+ 11.  Men når en Mand, som bærer Nag til sin Næste, lægger sig på Lur
+      efter ham, overfalder ham og slår ham ihjel, og han så flygter
+      til en af disse Byer,
+ 12.  skal hans Bys Ældste sende Bud og lade ham hente hjem derfra og
+      overgive ham i Blodhævnerens Hånd, og han skal lade sit Liv.
+ 13.  Skån ham ikke, men rens Israel for den uskyldiges Blod, at det
+      må gå dig vel.
+
+ 14.  Du må ikke flytte din Næstes Markskel, som tidligere Slægter har
+      sat, ved den Arvelod, du får tildelt i det Land, HERREN din Gud
+      vil give dig i Eje.
+
+ 15.  En enkelt kan ikke optræde som Vidne mod en Mand, når det angår
+      Misgerning eller Synd, hvad Synd det end er, han begår; kun på
+      to eller tre Vidners Udsagn kan en Sag afgøres.
+ 16.  Når et ondsindet Vidne optræder mod nogen og beskylder ham for
+      Lovbrud,
+ 17.  skal begge de stridende fremstille sig for HERRENs Åsyn, for de
+      Præster og Dommere, der er til den Tid,
+ 18.  og Dommerne skal undersøge Sagen grundigt, og hvis det viser
+      sig, at Vidnet er et falsk Vidne, der har aflagt falsk
+      Vidnesbyrd mod sin Broder,
+ 19.  så skal I gøre med ham, som han havde til Hensigt at gøre med
+      sin Broder; du skal udrydde det onde af din Midte.
+ 20.  Når da de andre hører det, vil de gribes af Frygt og ikke mere
+      øve en sådan Udåd i din Midte.
+ 21.  Du må ikke vise Skånsel: Liv for Liv, Øje for Øje, Tand for
+      Tand, Hånd for Hånd, Fod for Fod!
+
+5.Mosebog 20
+
+  1.  Når du drager i Krig mod din Fjende og får Øje på Heste, Vogne
+      og Krigsfolk, der er talrigere end du selv skal du ikke blive
+      bange for dem; thi HERREN din Gud er med dig, han, som førte dig
+      op fra Ægypten
+  2.  Når I rykker ud til Kamp, skal Præsten træde frem og tale til
+      Folket,
+  3.  og han skal sige til dem: "Hør, Israel! I rykker i Dag ud til
+      Kamp mod eders Fjender, lad ikke eders Hjerte være forsagt,
+      frygt ikke, forfærdes ikke og vær ikke bange for dem!
+  4.  Thi HERREN eders Gud drager med eder for at stride for eder mod
+      eders Fjender og give eder Sejr."
+  5.  Og Tilsynsmændene skal tale således til Folket: "Er der nogen,
+      som har bygget et nyt Hus og endnu ikke indviet det, må han have
+      Lov at vende hjem til sit Hus, for at ikke en anden skal indvie
+      det, om han falder i Slaget.
+  6.  Og er der nogen, som har plantet en Vingård og ikke taget den i
+      Brug, må han have Lov at vende hjem til sit Hus, for at ikke en
+      anden skal tage den i Brug, om han falder i Slaget.
+  7.  Og er der nogen, som har trolovet sig med en kvinde, men endnu
+      ikke taget hende til Hustru, må han have Lov at vende hjem til
+      sit Hus, for at ikke en anden skal tage hende til Hustru, om han
+      falder i Slaget."
+  8.  Og Tilsynsmændene skal fremdeles tale til Folket og sige: "Er
+      der nogen, som er bange og forsagt, må han have Lov at vende
+      hjem til sit Hus, for at ikke hans Brødre skal blive forsagte,
+      som han selv er det!"
+  9.  Når så Tilsynsmandene er færdige med at tale til Folket, skal
+      der sættes Høvedsmænd i Spidsen for Folket.
+
+ 10.  Når du rykker frem til Angreb på en By, skal du først tilbyde
+      den Fred.
+ 11.  Hvis den da tager mod Fredstilbudet og åbner sine Porte for dig,
+      skal alle Folk, som findes i den, være dine livegne og trælle
+      for dig
+ 12.  Vil den derimod ikke slutte Fred, men kæmpe med dig, da skal du
+      belejre den,
+ 13.  og når HERREN din Gud giver den i din Hånd, skal du hugge alle
+      af Mandkøn ned med Sværdet.
+ 14.  Men Kvinderne, Børnene, Kvæget og alt, hvad der er i Byen, alt,
+      hvad der røves i den, må du tage som Bytte, og du må gøre dig
+      til gode med det, som røves fra dine Fjender, hvad HERREN din
+      Gud giver dig.
+ 15.  Således skal du bære dig ad med alle de Byer, som ligger langt
+      fra dig og ikke hører til disse Folkeslags Byer her;
+ 16.  men i disse Folks Byer, som HERREN din Gud giver dig i Eje, må
+      du ikke lade en eneste Sjæl i Live.
+ 17.  På dem skal du lægge Band, på Hetiterne, Amoriterne, Kanånæerne,
+      Periiterne, Hiiterne og Jebusiteme, som HERREN din Gud har
+      pålagt dig,
+ 18.  for at de ikke skal lære eder at efterligne alle deres
+      Vederstyggeligheder, som de øver til Ære for deres Guder, så I
+      forsynder eder mod HERREN eders Gud.
+
+ 19.  Når du ved Belejringen af en By må holde den indesluttet i lang
+      Tid for at indtage den, må du ikke ødelægge de Træer, der hører
+      til den, ved at svinge Øksen imod dem; fra dem får du Føde ; dem
+      må du ikke hugge om; thi mon Markens Træer er Mennesker, at de
+      også skulde rammes af Belejringen?
+ 20.  Kun Træer, du ved, ikke bærer spiselig Frugt, må du ødelægge og
+      fælde for at bygge Belejringsværker mod den By, som er i Krig
+      med dig, til den falder.
+
+5.Mosebog 21
+
+  1.  Når man i det Land, HERREN din Gud vil give dig i Eje, finder en
+      liggende dræbt på Marken, uden at det vides, hvem der har slået
+      ham ihjel,
+  2.  da skal dine Ældste og Dommere gå ud og måle Afstanden til de
+      Byer, som ligger rundt om den dræbte.
+  3.  Derpå skal de Ældste i den By, der ligger nærmest ved den
+      dræbte, tage en Kvie, som ikke har været brugt til Arbejde eller
+      båret Åg,
+  4.  og Byens Ældste skal trække Kvien ned i en dal med
+      stedserindende Vand, som ikke dyrkes og besåes, og der i Dalen
+      skal de sønderbryde Nakken på Kvien.
+  5.  Så skal Præsterne, Levis Sønner, træde til thi dem har HERREN
+      din Gud udvalgt til sin Tjeneste og til at velsigne i HERRENs
+      Navn, og efter deres Ord skal al Trætte og enhver Sag, der
+      vedrører Legemsskade, afgøres
+  6.  og alle de Ældste i den By, der ligger nærmest ved den dræbte,
+      skal tvætte deres hænder over Kvien, hvis Nakke blev sønderbrudt
+      i Dalen,
+  7.  og bekende: "Vore Hænder har ikke udgydt dette Blod, og vore
+      Øjne har ikke set det!
+  8.  Tilgiv, HERRE, dit Folk Israel, som du udløste, og lad ikke dit
+      Folk Israel undgælde for det uskyldige Blod!" Så skal der
+      skaffes dem Soning for Blodskylden.
+  9.  Du skal skaffe det uskyldige Blod bort fra dig. Det skal gå dig
+      vel, når du gør, hvad der er ret i HERRENs Øjne.
+
+ 10.  Når du drager i Krig mod dine Fjender, og HERREN din Gud giver
+      dem i din Hånd, og du tager Fanger iblandt dem
+ 11.  og blandt Fangerne får Øje på en Kvinde, som ser godt ud, og får
+      Kærlighed til hende og ønsker at tage hende til Ægte,
+ 12.  da skal du føre hende ind i dit Hus, og hun skal klippe sit Hår
+      af, skære sine Negle,
+ 13.  aflægge sin Fangedragt og opholde sig en Månedstid i dit Hus og
+      græde over sin Fader og Moder. Så kan du gå ind til hende og
+      ægte hende, så hun bliver din Hustru.
+ 14.  Men hvis du ikke mere synes om hende, skal du give hende fri, du
+      må ikke sælge hende for Penge; du må ikke være hensynsløs imod
+      hende, eftersom du har krænket hende.
+
+ 15.  Når en Mand har to Hustruer, en han elsker, og en han
+      tilsidesætter, og de føder ham Sønner, både Yndlingshustruen og
+      den tilsidesatte, og den førstefødte er den tilsidesattes Søn,
+ 16.  så må Manden, når han skifter sin Ejendom mellem Sønnerne, ikke
+      give Yndlingshustruens Søn Førstefødselsretten til Skade for den
+      førstefødte, den tilsidesattes Søn.
+ 17.  Men han skal anerkende den førstefødte, den tilsidesattes Søn,
+      som førstefødt, og give ham dobbelt Del af alt, hvad han ejer;
+      thi han er Førstegrøden af hans Manddomskraft, og hans er
+      Førstefødselsretten.
+
+ 18.  Når nogen har en vanartet og genstridig Søn, der ikke vil adlyde
+      sine Forældres Røst og, selv når de trygler ham, ikke adlyder
+      dem,
+ 19.  så skal hans Forældre tage ham med Magt og føre ham ud til de
+      Ældste i hans By og til Porten der
+ 20.  og sige til Byens Ældste: "Vor Søn her er vanartet og
+      genstridig: han vil ikke adlyde os, men er en Ødeland og
+      Drukkenbolt."
+ 21.  Derpå skal alle Mændene i hans By stene ham til Døde. Således
+      skal du udrydde det onde af din Midte, og hele Israel skal høre
+      det og gribes af Frygt.
+
+ 22.  Når en Mand har gjort sig skyldig i en Synd, der straffes med
+      Døden, og aflives, og du hænger ham op i et Træ,
+ 23.  så må hans Lig ikke blive hængende Natten over i Træet; men du
+      skal begrave ham samme Dag; thi en hængt er en Guds Forbandelse,
+      og du må ikke gøre dit Land urent, som HERREN din Gud vil give
+      dig i Eje.
+
+5.Mosebog 22
+
+  1.  Når du ser din Broders Okse eller Får løbe løse om, må du ikke
+      undlade at tage dig af dem, men du skal bringe dem tilbage til
+      din Broder.
+  2.  Og hvis din Broder ikke bor i Nærheden af dig, eller du ikke
+      ved, hvis byret er, skal du tage det ind i dit Hus, og det skal
+      være hos dig, indtil din Broder spørger efter det; så skal du
+      give ham det tilbage.
+  3.  På samme Måde skal du forholde dig med hans Æsel, med hans
+      Klæder og med alt, hvad der bliver borte for din Broder, når du
+      finder det. Du må ikke undlade at tage dig af det.
+  4.  Når du ser din Broders Okse eller Æsel styrte på Vejen, må du
+      ikke undlade at tage dig af dem, men du skal hjælpe ham med at
+      få dem op.
+
+  5.  En kvinde må ikke bære Mandsdragt, og en Mand må ikke iføre sig
+      Kvindeklæder; thi enhver, der gør det, er HERREN din Gud en
+      Vederstyggelighed.
+
+  6.  Når du på din Vej træffer på en Fuglerede i et Træ eller på
+      Jorden med Unger eller Æg, og Moderen ligger på Ungerne eller
+      Æggene, må du ikke tage Moderen sammen med Ungerne;
+  7.  Ungerne kan du tage, men Moderen skal du lade flyve, for at det
+      må gå dig vel og du må få et langt Liv.
+
+  8.  Når du bygger et nyt Hus, skal du sætte Rækværk om Taget, for at
+      du ikke skal bringe Blodskyld over dit Hus, hvis nogen falder
+      ned derfra.
+
+  9.  Dut må ikke så to Slags Sæd i din Vingård, ellers hjemfalder det
+      hele til Helligdommen, både Sæden, du såede, og Udbyttet af
+      Vingården.
+ 10.  Du må ikke pløje med en Okse og et Æsel sammen.
+ 11.  Du må ikke bære Tøj, som er vævet både af Uld og Hør.
+
+ 12.  Du skal sætte Kvaster i de fire Hjørner af din Kappe, som du
+      hyller dig i.
+
+ 13.  Når en Mand efter at have ægtet en Kvinde og søgt Samkvem med
+      hende får Uvilje imod hende
+ 14.  og siger hende skammelige Ting på og udspreder ondt Rygte om
+      hende, idet han siger: "Jeg tog denne Kvinde til Ægte, men da
+      jeg havde Samkvem med hende, fandt jeg ikke hos hende Tegnet på,
+      at hun var Jomfru!"
+ 15.  så skal den unge Kvindes Forældre bringe Jomfrutegnet hen til
+      Byens Ældste i Byporten;
+ 16.  og Pigens Fader skal sige til de Ældste: "Jeg gav denne Mand min
+      Datter til Hustru, men han har fået Uvilje imod hende,
+ 17.  og nu siger han hende skammelige Ting på og siger: Jeg har ikke
+      hos din Datter fundet Tegnet på, at hun var Jomfru! Men her er
+      Jomfrutegnet!" Og dermed skal de brede Klædet ud for Byens
+      Ældste.
+ 18.  Da skal Byens Ældste tage Manden og revse ham;
+ 19.  og de skal pålægge ham en Bøde på hundrede Sekel Sølv og give
+      den unge Kvindes Fader dem, fordi han udspredte ondt Rygte om en
+      Jomfru i Israel. Og han skal beholde hende som Hustru og har
+      ikke Lov til at skille sig fra hende, så længe han lever.
+ 20.  Men hvis Beskyldningen er sand, hvis den unge kvindes Jomfrutegn
+      ikke findes,
+ 21.  skal man føre hende hen foran hendes Faders Husdør, og Mændene i
+      hendes By skal stene hende til Døde, fordi hun har begået en
+      Udåd i Israel ved at bedrive Hor i sin Faders Hus.  Således skal
+      du udrydde det onde af din Midte.
+
+ 22.  Når en Mand gribes i Samleje med en gift Kvinde, skal de begge
+      dø, både Manden, der lå hos kvinden, og Kvinden selv.  Således
+      skal du udrydde det onde af Israel.
+
+ 23.  Når en Mand inde i Byen træffer en Jomfru, der er trolovet med
+      en anden, og har Samleje med hende,
+ 24.  skal I føre dem begge ud til Byens Port og stene dem til Døde,
+      Pigen fordi hun ikke skreg om Hjælp i Byen, og Manden, fordi han
+      krænkede sin Næstes Brud. Således skal du udrydde det onde af
+      din Midte.
+ 25.  Men hvis Manden træffer den trolovede Pige ude i det fri og
+      tiltvinger sig Samleje med hende, skal kun Manden, der havde
+      Samleje med hende, dø.
+ 26.  Pigen derimod skal du ikke gøre noget; hun har ikke begået nogen
+      Synd, som fortjener Døden; thi dermed er det, som når en
+      overfalder sin Næste og slår ham ihjel;
+ 27.  han traf hende jo ude i det fri, og den trolovede Pige skreg,
+      men ingen kom hende til Hjælp.
+ 28.  Når en Mand træffer en Jomfru, der ikke er trolovet, og
+      tiltvinger sig Samleje med hende, og de gribes på fersk Gerning,
+ 29.  skal den Mand, der havde Samleje med hende, give Pigens Fader
+      halvtredsindstyve Sekel Sølv og tage hende til Ægte, fordi han
+      krænkede hende; og han har ikke Ret til at skille sig fra hende,
+      så længe han lever.
+
+ 30.  Ingen må ægte sin Faders Hustru eller løfte sin Faders Tæppe.
+
+5.Mosebog 23
+
+  1.  Ingen, der er gildet ved Knusning eller Snit, har Adgang til
+      HERRENS Forsamling.
+  2.  Ingen, som er født i blandet Ægteskab, har Adgang til HERRENs
+      Forsamling; end ikke i tiende Led har hans Afkom Adgang til
+      HERRENs Forsamling.
+  3.  Ingen Ammonit eller Moabit har Adgang til HERRENs Forsamling;
+      end ikke i tiende Led har deres Afkom nogen Sinde Adgang til
+      HERRENs Forsamling,
+  4.  fordi de ikke kom eder i Møde med Brød eller Vand undervejs, da
+      I drog bort fra Ægypten, og fordi han lejede Bileam, Beors Søn,
+      fra Petor i Aram Nabarajim, imod dig til at forbande dig;
+  5.  men HERREN din Gud vilde ikke høre på Bileam, og HERREN din Gud
+      forvandlede Forbandelsen til Velsignelse, fordi HERREN din Gud
+      elskede dig.
+  6.  Du skal aldrig i Evighed bekymre dig om deres Velfærd og Lykke!
+  7.  Derimod må du ikke afsky Edomiterne, thi det er dine Brødre.
+      Heller ikke Ægypterne må du afsky, thi du har levet som fremmed
+      i deres Land.
+  8.  Deres Efterkommere må have Adgang til HERRENs Forsamling i
+      tredje Led.
+  9.  Når du går i Krig mod dine Fjender og lægger dig i Lejr, så vogt
+      dig for alt, hvad der er utilbørligt.
+ 10.  Findes der nogen hos dig, der på Grund af en natlig Hændelse
+      ikke er ren, skal han gå uden for Lejren, han må ikke komme ind
+      i Lejren;
+ 11.  når det lakker mod Aften, skal han tvætte sig med Vand, og når
+      Solen går ned, må han atter komme ind i Lejren.
+ 12.  Du skal have en afsides Plads uden for Lejren, hvor du kan gå
+      for dig selv;
+ 13.  og du skal have en Pind i dit Bælte, og når du sætter dig
+      derude, skal du med den grave et Hul og bagefter tildække dine
+      Udtømmelser.
+ 14.  Thi HERREN din Gud drager med midt i din Lejr for at hjælpe dig
+      og give dine Fjender i din Magt; derfor skal din Lejr være
+      hellig, for at han ikke skal se noget hos dig, der vækker
+      Væmmelse, og vende sig fra dig.
+
+ 15.  Du må ikke udlevere en Træl til hans Herre, når han er flygtet
+      fra sin Herre og søger Tilflugt hos dig.
+ 16.  Han må tage Ophold i din Midte på det Sted, han selv vælger,
+      inden dine Porte, hvor han helst vil være, og du må ikke gøre
+      ham Men.
+
+ 17.  Ingen af Israels Døtre må være Skøge, og ingen af Israels Sønner
+      må være Mandsskøge.
+ 18.  Du må ikke for at opfylde et Løfte bringe Skøgefortjeneste eller
+      Hundeløn til HERREN din Guds Hus; thi begge dele er HERREN din
+      Gud en Vederstyggelighed.
+
+ 19.  Du må ikke tage Rente af din Broder, hverken af Penge, Fødevarer
+      eller andet, som man kan tage Rente af.
+ 20.  Af Udlændinge må du tage Rente, men ikke af din Broder, hvis
+      HERREN din Gud skal velsigne dig i alt, hvad du tager dig for i
+      det Land, du skal ind og tage i Besiddelse.
+
+ 21.  Når du aflægger et Løfte til HERREN din Gud, må du ikke tøve med
+      at indfri det; thi ellers vil HERREN din Gud kræve det af dig,
+      og du vil pådrage dig Skyld.
+ 22.  Men hvis du undlader at aflægge Løfter, pådrager du dig ingen
+      Skyld.
+ 23.  Hvad du engang har sagt, skal du holde, og du skal gøre, hvad du
+      frivilligt har lovet HERREN din Gud, hvad du har udtalt med din
+      Mund.
+
+ 24.  Når du kommer ind i din Næstes Vingård, må du spise alle de
+      Druer, du har Lyst til, så du bliver mæt; men du må ingen komme
+      i din Kurv.
+ 25.  Når du går igennem din Næstes Sæd, må du plukke Aks med din
+      Hånd, men du må ikke komme til din Næstes Sæd med Segl.
+
+5.Mosebog 24
+
+  1.  Når en Mand tager en Kvinde til Ægte, og hun ikke vinder hans
+      Yndest, fordi han finder noget ved hende, der vækker Ubehag hos
+      ham, og han skriver hende et Skilsmissebrev og giver hende det i
+      Hænde og sender hende ud af sit Hjem,
+  2.  så må hun efter at have forladt hans Hjem gå hen og gifte sig
+      med en anden Mand;
+  3.  får denne anden Mand også Uvilje imod hende og skriver hende et
+      Skilsmissebrev og giver hende det i Hænde og sender hende ud af
+      sit Hjem, eller dør den anden Mand, der havde taget hende til
+      Ægte,
+  4.  så har hendes første Mand, som havde sendt hende bort, ikke Ret
+      til igen at tage hende til Hustru, efter at hun er blevet uren.
+      Thi det er HERREN en Vederstyggelighed, og du må ikke bringe
+      Brøde over det Land, HERREN din Gud vil give dig i Eje.
+
+  5.  Når en Mand nylig har taget sig en Hustru, skal han ikke drage
+      med i Krig, og der skal ikke pålægges ham nogen som helst
+      Forpligtelse; han skal have Frihed til at blive hjemme et År og
+      glæde sin Hustru, som han har ægtet.
+  6.  Man må ikke tage en Håndkværn i Pant, heller ikke den øverste
+      Møllesten; thi det var at tage Livet selv i Pant.
+
+  7.  Når nogen gribes i at stjæle en af sine Brødre blandt
+      Israelitterne og gør ham Fortræd eller sælger ham, da skal en
+      sådan Tyv lade sit Liv. Du skal udrydde det onde af din Midte.
+
+  8.  Tag dig i Vare med Spedalskhed, så du meget omhyggeligt handler
+      efter alt, hvad Levitpræsterne lærer eder; som jeg har påbudt
+      dem, skal I omhyggeligt handle.
+  9.  Kom i Hu, hvad HERREN din Gud gjorde ved Mirjam undervejs, da I
+      drog bort fra Ægypten.
+
+ 10.  Når du yder din Næste et Lån, må du ikke gå ind i hans Hus for
+      at tage Pant af ham.
+ 11.  Du skal blive stående udenfor, og den Mand, du yder Lånet, skal
+      bringe Pantet ud til dig.
+ 12.  Hvis han er en fattig Mand, må du ikke lægge dig til Hvile med
+      hans Pant;
+ 13.  ved Solnedgang skal du give ham Pantet tilbage, for at han kan
+      lægge sig til Hvile i sin Kappe. Da velsigner han dig derfor, og
+      du står retfærdiggjort for HERREN din Guds Åsyn.
+
+ 14.  Du må ikke forurette en nødlidende, fattig Daglejer, hvad enten
+      han hører til dine Brødre eller de fremmede inden dine Porte
+      nogetsteds i dit Land.
+ 15.  Dag for Dag skal du give ham hans Løn, så at Solen ikke går ned
+      derover, thi han er nødlidende og venter med Længsel derpå.
+      Ellers råber han til HERREN over dig, og du pådrager dig Skyld.
+
+ 16.  Fædre skal ikke lide Døden for Børns Skyld, og Børn skal ikke
+      lide Døden for Fædres Skyld. Enhver skal lide Døden for sin egen
+      Synd.
+
+ 17.  Du må ikke bøje Retten for den fremmede og den faderløse, og du
+      må ikke tage Enkens Klædning i Pant.
+ 18.  Men kom i Hu, at du var Træl i Ægypten, og at HERREN din Gud
+      udløste dig derfra. Derfor byder jeg dig at handle således.
+
+ 19.  Når du bjærger din Høst på din Mark og glemmer et Neg på Marken,
+      må du ikke vende tilbage for at hente det; det skal tilfalde den
+      fremmede, den faderløse og Enken, for at HERREN din Gud kan
+      velsigne dig i alt, hvad du tager dig for.
+ 20.  Når du slår dine Oliven ned, må du ikke bagefter gennemsøge
+      Grenene; den fremmede, den faderløse og Enken skal det tilfalde.
+ 21.  Når du høster din Vin, må du ikke holde Efterhøst; den fremmede,
+      den faderløse og Enken skal det tilfalde.
+ 22.  Kom i Hu, at du selv var Træl i Ægypten; derfor byder jeg dig at
+      handle således.
+
+5.Mosebog 25
+
+  1.  Når der opstår Strid mellem Mænd, og de møder for Retten, skal
+      man dømme dem imellem; den, der har Ret, skal frikendes, den
+      skyldige dømmes.
+  2.  Og dersom den skyldige idømmes Prygl, skal Dommeren lade ham
+      lægge sig på Jorden og i sit Påsyn lade ham få det Antal Slag,
+      der svarer til hans Forseelse.
+  3.  Fyrretyve Slag må han lade ham få, men heller ikke flere, for at
+      din Broder ikke skal vanæres for dine Øjne, når han får endnu
+      flere Slag.
+
+  4.  Du må ikke binde Munden til på en Okse, når den tærsker.
+
+  5.  Når flere Brødre bor sammen, og en af dem dør uden at efterlade
+      sig nogen Søn, må hans Enke ikke gifte sig med en fremmed Mand
+      uden for Slægten; men hendes Svoger skal gå til hende og tage
+      hende til Ægte, idet han indgår Svogerægteskab med hende.
+  6.  Og den første Søn, hun føder, skal bære den afdøde Broders Navn,
+      for at hans Navn ikke skal udslettes af Israel.
+  7.  Men hvis Manden er uvillig til af ægte sin Svigerinde, skal hun
+      gå hen til de Ældste i Byporten og sige: "Min Svoger vægrer sig
+      ved at opretholde sin Broders Navn i Israel og vil ikke indgå
+      Svogerægteskab med mig!"
+  8.  Derpå skal de Ældste i Byen stævne ham for sig og tale ham til,
+      og hvis han da fastholder sin Beslutning og erklærer sig uvillig
+      til at ægte hende,
+  9.  skal hans Svigerinde i de Ældstes Påsyn gå hen til ham, drage
+      hans Sko af hans Fod og spytte ham i Ansigtet og tage til Orde
+      og sige: "Således gør man ved den Mand, som ikke vil opbygge sin
+      Broders Slægt!"
+ 10.  Og hans Navn i Israel skal være: den barfodedes Hus.
+
+ 11.  Når der opstår Trætte mellem to Mænd, og den enes Hustru kommer
+      til for at fri sin Mand fra den andens Slag, og hun rækker sin
+      Hånd ud og tager fat i den andens Blusel,
+ 12.  da skal du hugge hendes Hånd af; du må ikke vise Skånsel.
+
+ 13.  Du må ikke have to Slags Vægtlodder i din Pung, større og
+      mindre.
+ 14.  Du må ikke have to Slags Efaer i dit Hus, en større og en
+      mindre.
+ 15.  Fuldvægtige Lodder og Efaer, der holder Mål, skal du have, for
+      at du kan få et langt Liv i det Land, HERREN din Gud vil give
+      dig.
+ 16.  Thi en Vederstyggelighed for HERREN din Gud er enhver, der øver
+      sligt, enhver, der begår Svig.
+
+ 17.  Kom i Hu, hvad Amalekiterne gjorde imod dig undervejs, da I drog
+      bort fra Ægypten,
+ 18.  hvorledes de kom imod dig undervejs og uden at frygte Gud
+      huggede alle dine udmattede Efternølere ned, da du var træt og
+      nødig.
+ 19.  Når derfor HERREN din Gud giver dig Ro for alle dine Fjender
+      rundt om i det Land, HERREN din Gud vil give dig i Arv og Eje,
+      da skal du udrydde ethvert Minde om Amalek. Glem det ikke!
+
+5.Mosebog 26
+
+  1.  Når du kommer ind i det Land, HERREN din Gud giver dig til Arv,
+      og tager det i Besiddelse og bosætter dig deri,
+  2.  skal du tage en Del af Førstegrøden af alle de Jordens Frugter,
+      som du høster af det Land, HERREN din Gud giver dig, og lægge
+      dem i en Kurv og begive dig til det Sted, HERREN din Gud
+      udvælger til Bolig for sit Navn.
+  3.  Når du så kommer til den Præst, som er der på den Tid, skal du
+      sige til ham: "Jeg vidner i Dag for HERREN din Gud, at jeg er
+      kommet ind i det Land, HERREN tilsvor vore Fædre at ville give
+      os."
+  4.  Så skal Præsten tage Kurven af din Hånd og sætte den hen foran
+      HERREN din Guds Alter.
+  5.  Derpå skal du tage til Orde og sige for HERREN din Guds Åsyn:
+      "En omvankende Aramæer var min Stamfader; han drog ned til
+      Ægypten og boede der som fremmed med nogle få Mænd, men der blev
+      han til et stort, mægtigt og talrigt Folk.
+  6.  Men Ægypterne mishandlede og plagede os og pålagde os hårdt
+      Trællearbejde;
+  7.  da råbte vi til HERREN, vore Fædres Gud, og HERREN hørte vor
+      Røst og så til vor Elendighed, Møje og Trængsel;
+  8.  og HERREN førte os ud af Ægypten med stærk Hånd og udstrakt Arm,
+      med store, forfærdelige Gerninger og med Tegn og Undere;
+  9.  og han førte os til dette Sted og gav os dette Land, et Land,
+      der, flyder med Mælk og Honning.
+ 10.  Og her bringer jeg nu Førstegrøden af Frugterne af den Jord, du
+      har givet mig, HERRE!" Derpå skal du stille Kurven hen for
+      HERREN din Guds Åsyn og tilbede for HERREN din Guds Åsyn
+ 11.  og så være glad over alt det gode, HERREN din Gud giver dig,
+      sammen med din Husstand, Leviten og den fremmede, der bor i din
+      Midte.
+
+ 12.  Når du det tredje År, Tiendeåret, er færdig med at aflevere hele
+      Tienden af din Afgrøde og har givet Leviten, den fremmede, den
+      faderløse og Enken den, så de kan spise sig mætte inden dine
+      Porte,
+ 13.  da skal du sige for HERREN din Guds Åsyn: "Jeg har leveret det
+      hellige ud fra mit Hus, jeg har også givet Leviten, den
+      fremmede, den faderløse og Enken det efter alt dit Bud, som du
+      har givet os; jeg har ikke overtrådt noget af dine Bud og intet
+      glemt.
+ 14.  Jeg har ikke spist deraf, medens jeg havde Sorg, jeg har ikke
+      været uren, da jeg afleverede det, og jeg har ikke givet en død
+      noget deraf, jeg har adlydt HERREN min Guds Røst, jeg har
+      handlet nøje efter dit Bud.
+ 15.  Se derfor ned fra din hellige Bolig, fra Himmelen, og velsign
+      dit Folk Israel og den Jord, du gav os, som du tilsvor vore
+      Fædre, et Land, der flyder med Mælk og Honning!"
+
+ 16.  I Dag byder HERREN din Gud dig at handle efter disse Anordninger
+      og Lovbud; hold dem derfor omhyggeligt af hele dit Hjerte og
+      hele din Sjæl!
+ 17.  Du har i dag ladet HERREN tilsige dig, at han vil være din Gud,
+      og at han vil sætte dig højt over alle Folk, som han har skabt,
+      til Pris og Berømmelse og Ære.
+ 18.  Og HERREN har i Dag ladet dig tilsige ham, at du vil være hans
+      Ejendomsfolk, som han har sagt dig, og tage Vare på alle hans
+      Bud,
+ 19.  og at du vil gå på hans Veje og holde hans Anordninger, Bud og
+      Lovbud og høre hans Røst, og at du vil være HERREN din Gud et
+      helligt Folk, som han har sagt.
+
+5.Mosebog 27
+
+  1.  Derpå bød Moses og IsraeLs Ældste Folket: "Hold alle de Bud, jeg
+      i Dag pålægger eder!
+  2.  Og den Dag I går over Jordan ind i det Land, HERREN din Gud vil
+      give dig, skal du oprejse dig nogle store Sten og kalke dem
+      over,
+  3.  og på dem skal du skrive alle denne Lovs Ord, så snart du er
+      kommet over, for at du kan drage ind i det Land, HERREN din Gud
+      vil give dig, et Land, der flyder med Mælk og Honning, som
+      HERREN, dine Fædres Gud, lovede dig.
+  4.  Og når I er kommet over Jordan, skal I oprejse disse Sten, om
+      hvilke jeg i Dag giver eder Pålæg, på Ebals Bjerg og kalke dem
+      over.
+  5.  Og der skal du bygge HERREN din Gud et Alter, et Alter af Sten,
+      som du ikke har svunget Jern over;
+  6.  af utilhugne Sten skal du bygge HERREN din Guds Alter, og på det
+      skal du ofre Brændofre til HERREN din Gud,
+  7.  og du skal ofre Takofre og holde Måltid der og være glad for
+      HERREN din Guds Åsyn.
+  8.  Og på Stenene skal du skrive alle denne Lovs Ord tydeligt og
+      klart!"
+
+  9.  Derpå talte Moses og Levitpræsterne til hele Israel og sagde:
+      "Hør efter i Stilhed, Israel! I Dag er du blevet HERREN din Guds
+      Folk!
+ 10.  Så lyt da til HERREN din Guds Røst og hold hans Bud og
+      Anordninger, som jeg i Dag pålægger dig!"
+
+ 11.  Og Moses bød på denne Da: Folket:
+ 12.  "Når I er kommet over Jordan, skal den ene Del af eder tage
+      Plads på Garizims Bjerg for at velsigne Folket, nemlig Simeon,
+      Levi, Juda, Issakar, Josef og Benjamin;
+ 13.  og den anden skal tage Plads på Ebals Bjerg for at forbande,
+      nemlig Ruben, Gad, Aser, Zebulon, Dan og Naftali."
+
+ 14.  Og Leviterne skal tage til Orde og med høj Røst sige til alle
+      Israels Mænd:
+ 15.  "Forbandet være den, som laver et udskåret eller støbt Billede,
+      HERREN en Vederstyggelighed, Værk af en Håndværkers Hænder, og
+      stiller det op i Løndom!" Og hele Folket skal svare: "Amen!"
+ 16.  "Forbandet enhver, som ringeagter sin Fader eller Moder!" Og
+      hele Folket skal svare: "Amen!"
+ 17.  "Forbandet enhver, som flytter sin Næstes Skel!" Og hele Folket
+      skal svare: "Amen!"
+ 18.  "Forbandet enhver, som fører den blinde på Vildspor!" Og hele
+      Folket skal svare: "Amen!"
+ 19.  "Forbandet enhver, som bøjer Retten for den fremmede, den
+      faderløse og Enken!" Og hele Folket skal svare: "Amen!"
+ 20.  "Forbandet enhver, som har Samleje med sin Faders Hustru; thi
+      han har løftet sin Faders Tæppe!" Og hele Folket skal svare:
+      "Amen!"
+ 21.  "Forbandet enhver, som har Omgang med noget Slags Kvæg!" Og hele
+      Folket skal svare: "Amen!"
+ 22.  "Forbandet enhver, som har Samleje med sin Søster, sin Faders
+      eller Moders Datter!" Og hele Folket skal svare: "Amen!"
+ 23.  "Forbandet enhver, som har Samleje med sin Hustrus Moder!" Og
+      hele Folket skal svare: "Amen!"
+ 24.  "Forbandet enhver, som snigmyrder sin Næste!" Og hele Folket
+      skal svare: "Amen!"
+ 25.  "Forbandet enhver, som lader sig købe til at myrde en uskyldig!"
+      Og hele Folket skal svare: "Amen!"
+ 26.  "Forbandet enhver, som ikke holder denne Lovs Ord i Hævd og
+      handler efter dem!" Og hele Folket skal svare: "Amen!"
+
+5.Mosebog 28
+
+  1.  Men dersom du adlyder HERREN din Guds Røst og handler efter alle
+      hans Bud, som jeg i Dag pålægger dig, så vil HERREN din Gud
+      sætte dig højt over alle Folk på Jorden;
+  2.  og alle disse Velsignelser vil komme over dig og nå dig, dersom
+      du adlyder HERREN din Guds Røst:
+  3.  Velsignet skal du være i Staden, og velsignet skal du være på
+      Marken!
+  4.  Velsignet dit Livs, din Jords og dit Kvægs Frugt, både Tillægget
+      af dine Okser og dit Småkvægs Yngel!
+  5.  Velsignet din kurv og dit Dejtrug!
+  6.  Velsignet skal du være, når du går ind, og velsignet skal du
+      være, når du går ud!
+  7.  Når dine Fjender rejser sig imod dig, skal HERREN slå dem på
+      Flugt foran dig; ad een Vej skal de drage ud imod dig, men ad
+      syv skal de flygte for dig.
+  8.  HERREN skal byde sin Velsignelse være med dig i dine Lader og i
+      alt, hvad du tager dig for, og velsigne dig i det Land, HERREN
+      din Gud giver dig.
+  9.  HERREN skal gøre dig til sit hellige Folk, som han tilsvor dig,
+      når du holder HERREN din Guds Bud og vandrer på hans Veje.
+ 10.  Og alle Jordens Folk skal se, at HERRENs Navn er nævnet over
+      dig, og frygte dig.
+ 11.  HERREN skal give dig Geder i Overflod, Frugt af dit Moderliv,
+      Frugt af dit kvæg og Frugt af din Jord i det Land, HERREN
+      tilsvor dine Fædre at ville give dig.
+ 12.  HERREN skal åbne dig sit rige Forrådskammer, Himmelen, for at
+      give dit Land Regn i rette Tid og for at velsigne alt, hvad du
+      tager dig for, og du skal låne ud til mange Folk, men selv skal
+      du ikke låne.
+ 13.  HERREN skal gøre dig til Hoved og ikke til Hale, og det skal
+      stadig gå opad for dig og ikke nedad, når du lytter til HERREN
+      din Guds Bud, som jeg i Dag pålægger dig, og omhyggeligt handler
+      efter dem
+ 14.  uden at vige til højre eller venstre fra noget af de Bud, jeg i
+      Dag pålægger eder, ved at holde dig til. andre Guder og dyrke
+      dem.
+
+ 15.  Men hvis du ikke adlyder HERREN din Guds Røst og omhyggeligt
+      handler efter alle hans Bud og Anordninger, som jeg i Dag
+      pålægger dig, så skal alle disse Forbandelser komme over dig og
+      nå dig:
+
+ 16.  Forbandet skal du være i Staden, og forbandet skal du være på
+      Marken!
+ 17.  Forbandet din Kurv og dit Dejgtrug!
+ 18.  Forbandet dit Livs og din Jords Frugt, Tillægget af dine Okser
+      og dit Småkvægs Yngel!
+ 19.  Forbandet skal du være, når du går ind, og forbandet skal du
+      være, når du går ud!
+ 20.  HERREN skal sende Forbandelsen, Rædselen og Truselen over dig i
+      alt, hvad du tager dig for, indtil du i en Hast bliver
+      tilintetgjort og går til Grunde for dine onde Gerningers Skyld,
+      fordi du forlod mig.
+ 21.  HERREN skal lade Pesten hænge ved dig, indtil den helt har
+      udryddet dig fra det Land, du skal ind og tage i Besiddelse.
+ 22.  HERREN skal ramme dig med Svindsot, Feberglød, Betændelse og
+      Hede, med Tørke, Kornbrand og Rust, og de skal forfølge dig,
+      indtil du er gået til Grunde.
+ 23.  Himmelen over dit Hoved skal blive som Kobber, Jorden under dig
+      som Jern.
+ 24.  Regnen over dit Land skal HERREN forvandle til Sand og Støv, som
+      falder ned over dig fra Himmelen, indtil du er ødelagt.
+ 25.  HERREN skal slå dig foran dine Fjender; ad een Vej skal du drage
+      ud imod dem, men ad syv skal du flygte for dem, og du skal blive
+      en Skræmsel for alle Riger på Jorden.
+ 26.  Dine Lig skal blive Føde for alle Himmelens Fugle og Jordens
+      vilde Dyr, og ingen skal skræmme dem bort.
+ 27.  HERREN skal slå dig med Ægyptens Svulster, med Bylder, Skab og
+      Skurv, der ikke kan læges.
+ 28.  HERREN skal slå dig med Vanvid, Blindhed og Vildelse.
+ 29.  Ved højlys Dag skal du famle dig frem, som den blinde famler sig
+      frem i Mørket; alt, hvad du tager dig for, skal mislykkes for
+      dig, du skal kues og plyndres alle Dage, og ingen skal frelse
+      dig.
+ 30.  Den Kvinde, du trolover dig med, skal en anden favne; det Hus,
+      du bygger dig, skal du ikke komme til at bo i; den Vingård, du
+      planter, skal du ikke plukke Druer i;
+ 31.  din Okse skal slagtes for dine Øjne, men du skal ikke spise
+      deraf; dit Æsel skal røves i dit Påsyn og ikke komme tilbage til
+      dig; dit Småkvæg skal komme i Fjendevold, og ingen skal hjælpe
+      dig;
+ 32.  dine Sønner og Døtre skal prisgives et fremmed Folk, og med egne
+      Øjne skal du se det og vansmægte af Længsel efter dem Dagen
+      lang, uden at du formår noget.
+ 33.  Frugten af dit Land og af al din Møje skal fortæres af et Folk,
+      du ikke kender; du skal kues og mishandles alle Dage;
+ 34.  du skal blive afsindig ved alt, hvad du må se på.
+ 35.  HERREN skal slå dig på knæ og Læg med onde Svulster, der ikke
+      kan læges, ja fra Fodsål til Isse.
+ 36.  Dig og din Konge, som du sætter over dig, skal HERREN føre til
+      et Folk, som hverken du eller dine Fædre før kendte til, og der
+      skal du dyrke fremmede Guder, Træ og Sten.
+ 37.  Du skal blive til Rædsel, Spot og Spe for alle de Folk, HERREN
+      fører dig hen til.
+ 38.  Udsæd i Mængde skal du bringe ud på Marken, men kun høste lidt,
+      thi Græshopperne skal fortære den;
+ 39.  Vingårde skal du plante og dyrke, men Vin skal du ikke komme til
+      at drikke eller oplagre, thi Ormene skal opæde Druen;
+ 40.  Oliventræer skal du have overalt i dit Land, men med Olie skal
+      du ikke komme til at salve dig, thi dine Oliven skal falde. af.
+ 41.  Sønner og Døtre skal du avle, men du skal ikke beholde dem, thi
+      de skal gå i Fangenskab.
+ 42.  Alle dine Træer og dit Lands Afgrøde skal Insekterne bemægtige
+      sig.
+ 43.  Den fremmede, som er hos dig, skal hæve sig op over dig, højere
+      og højere, men du skal synke dybere og dybere.
+ 44.  De skal låne til dig, men du skal ikke låne til dem; de skal
+      blive Hoved, og du skal blive Hale.
+
+ 45.  Alle disse Forbandelser skal komme over dig, forfølge dig og nå
+      dig, til du er lagt øde, fordi du ikke adlød HERREN din Guds
+      Røst, så du holdt hans Bud og Anordninger, som han pålagde dig;
+ 46.  de skal til evig Tid følge dig o: dit Afkom som Tegn og Undere.
+ 47.  Eftersom du ikke vilde tjene HERREN din Gud med Fryd og Hjertens
+      Glæde, fordi du havde Overflod på alt,
+ 48.  skal du komme til at tjene dine Fjender, som HERREN vil sende
+      imod dig, under Hunger og Tørst, Nøgenhed og Mangel på alt; han
+      skal lægge Jernåg på din Nakke, indtil de har lagt dig øde.
+ 49.  HERREN skal opbyde imod dig et Folk fra det fjerne, fra Jordens
+      yderste Ende, et Folk med Ørnens Flugt, et Folk, hvis Sprog dut
+      ikke forstår,
+ 50.  et Folk med hårde Ansigter, der ikke tager Hensyn til de gamle
+      eller viser Skånsel mod de unge;
+ 51.  det skal opæde dit Kvægs og din Jords Frugt, indtil du er lagt
+      øde; det skal ikke levne dig Korn, Most eller Olie, tillæg af
+      dine Okser eller Yngel af dit Småkvæg, indtil det har
+      tilintetgjort dig;
+ 52.  det skal belejre dig i alle dine Byer, indtil dine høje, stærke
+      Mure, som du stoler på, er styrtet sammen overalt i dit Land;
+      det skal besejre dig overalt inden dine Porte overalt i dit
+      Land, som HERREN din Gud giver dig.
+ 53.  Og du skal fortære din Livsfrugt, Kødet af dine Sønner og Døtre,
+      som HERREN din Gud giver dig, under den Trængsel og Nød, din
+      Fjende bringer over dig;
+ 54.  selv den mest forvænte og blødagtige af dine Mænd skal se skævt
+      til sin Broder, til sin Hustru, der hviler i hans Favn, og til
+      de sidste Sønner, han har tilbage,
+ 55.  så han ikke under en eneste af dem Kødet af sine Børn, som han
+      fortærer, fordi der ikke er levnet ham noget under den Trængsel
+      og Nød, din Fjende bringer over dig overalt inden dine Porte.
+ 56.  Og den mest forvænte og blødagtige af dine Kvinder, som aldrig
+      har prøvet at træde med sin Fod på jorden for Blødagtighed og
+      Forvænthed, skal se skævt til sin Mand, der hviler i hendes
+      Favn, og til sin Søn og Datter,
+ 57.  så hun ikke under dem Efterbyrden, der går fra hende, eller de
+      Børn, hun føder; men i Mangel på alt fortærer hun dem selv i
+      Løndom under den Trængsel og Nød, din Fjende bringer over dig
+      inden dine Porte!
+
+ 58.  Hvis du ikke omhyggeligt handler efter alle denne Lovs Ord, som
+      står skrevet i denne Bog, og frygter dette herlige og
+      forfærdelige Navn, HERREN din Gud,
+ 59.  så skal HERREN sende uhørte Plager over dig og dit Afkom,svare
+      og vedholdende Plager og ondartede, vedholdende Sygdomme,
+ 60.  og lade alle Ægyptens Sygdomme, som du gruer for, komme over
+      dig, og de skal hænge ved dig;
+ 61.  ja endog alle mulige Sygdomme og Plager, som der ikke er skrevet
+      om i denne Lovbog, skal HERREN lade komme over dig, til du er
+      lagt øde.
+ 62.  Medens I før var talrige som Himmelens Stjerner, skal der kun
+      blive nogle få Mænd tilbage af eder, fordi du ikke adlød HERREN
+      din Guds Røst.
+ 63.  Og ligesom HERREN før havde sin Glæde af at gøre vel imod eder
+      og gøre eder mangfoldige, således skal HERREN da have sin Glæde
+      af at tilintetgøre eder og lægge eder øde, og t skal drives bort
+      fra det Land, du nu skal ind og tage i Besiddelse.
+ 64.  HERREN skal adsplitte dig blandt alle Folkeslagene fra den ene
+      Ende af Jorden til den anden, og der skal du dyrke fremmede
+      Guder, som hverken du eller dine Fædre før kendte til, Træ og
+      Sten;
+ 65.  og blandt disse Folk skal du ikke få Ro eller finde Hvile for
+      din Fod; thi der skal HERREN give dig et skælvende Hjerte,
+      udtærede Øjne og en vansdsmægtende Sjæl.
+ 66.  Det skal syne,s dig, som hang dit Liv i en Tråd; du skal ængstes
+      ved Dag og ved Nat og aldrig føle dig sikker på dit Liv.
+ 67.  Om Morgenen skal du sige: "Gid det var Aften!" Og om Aftenen:
+      "Gid det var Morgen!" Sådan Angst skal du gribes af, og så
+      forfærdeligt bliver det, dine Øjne får at se.
+ 68.  Og HERREN skal føre dig tilbage til Ægypten på Skibe, ad den
+      Vej, som jeg lovede dig, du aldrig mere skulde få at se; og der
+      skal I stille eder til Salg for eders Fjender som Trælle og
+      Trælkvinder, men der skal ingen være, som vil købe eder!
+
+5.Mosebog 29
+
+  1.  Det er den Pagts Ord, som HERREN bød Moses at slutte med
+      Israelitterne i Moabs Land foruden den Pagt, han havde sluttet
+      med dem ved Horeb.
+
+  2.  Og Moses kaldte hele Israel sammen og sagde til dem: I har set
+      alt, hvad HERREN i Ægypten for eders Øjne gjorde ved Farao og
+      alle hans Tjenere og hele hans Land,
+  3.  de store Prøvelser, I så med egne Øjne, disse store Tegn og
+      Undere.
+  4.  Men hidindtil har HERREN ikke givet eder Hjerte til at forstå
+      med eller Øjne til at se med eller Ører til at høre med.
+  5.  I fyrretyve År har jeg ført eder om i Ørkenen; eders Klæder blev
+      ikke slidt af Kroppen på eder, og dine Sko blev ikke slidt af
+      Fødderne på dig;
+  6.  Brød fik I ikke at spise, og Vin og stærk Drik fik I ikke at
+      drikke, for at I skulde kende, at jeg er HERREN eders Gud.
+  7.  Og da I kom til Stedet her, drog Kong Sihon af Hesjbon og Kong
+      Og af Basan ud til Kamp imod os, men vi slog dem
+  8.  og erobrede deres Land og gav Rubeniterne og Gaditerne og
+      Manasses halve Stamme det til Arvelod.
+
+  9.  Tag derfor Vare på denne Pagts Ord og gør efter dem, for at I
+      kan få Lykke til al eders Gerning.
+ 10.  I står i Dag alle for HERREN eders Guds Åsyn, eders
+      Stammeoverhoveder, Dommere, Ældste og Tilsynsmænd, hver Mand i
+      Israel,
+ 11.  eders Småbørn og Hustruer og de fremmede, der opholder sig i din
+      Lejr, både dine Brændehuggere og Vandbærere,
+ 12.  for at indtræde i HERREN din Guds Pagt og det Edsforbund, HERREN
+      din Gud.i Dag slutter med dig,
+ 13.  for at han i dag kan gøre dig til sit Folk, så han bliver din
+      Gud, som han lovede dig og tilsvor dine Fædre, Abraham, Isak og
+      Jakob.
+ 14.  Og ikke med eder alene slutter jeg denne Pagt og dette
+      Edsforbund,
+ 15.  men både med dem, der i Dag står her hos os for HERREN vor Guds
+      Åsyn, og med dem, der i Dag ikke er til Stede hos os her.
+
+ 16.  Thi I ved jo selv, at vi boede i Ægypten, og at vi drog igennem
+      de forskellige Folkeslags Lande,
+ 17.  og I så deres væmmelige Guder og de Afgudsbilleder af Træ og
+      Sten, af Sølv og Guld, som de har.
+ 18.  Så lad der da ikke iblandt eder findes nogen Mand eller Kvinde,
+      Slægt eller Stamme, hvis Hjerte i Dag vender sig bort fra HERREN
+      vor Gud, så de går hen og dyrker disse Folks Guder; lad der ikke
+      iblandt eder nådes nogen Rod, hvoraf Gift og Malurt vokser op,
+ 19.  så at han, når han hører dette Edsforbunds Ord, i sit Hjerte
+      lover sig selv alt godt og tænker: "Det skal nok gå mig vel,
+      selv om jeg vandrer med genstridigt Hjerte!" Thi så vil han
+      ødelægge både frodigt og tørt.
+ 20.  HERREN vil ikke tilgive den Mand, nej, hans Vrede og Nidkærhed
+      skal blusse op mod sådan en Mand, og al den Forbandelse, der er
+      optegnet i denne Bog, vil lægge sig på ham, og HERREN vil
+      udslette hans Navn under Himmelen!
+ 21.  HERREN vil udskille ham af alle Israels Stammer og bringe Ulykke
+      over ham i Overensstemmelse med alle de Pagtens Forbandelser,
+      som er skrevet i denne Lovbog.
+ 22.  Og når den kommende Slægt, eders Børn, der kommer efter eder.
+      og de fremmede, der kommer langvejsfra, ser de Plager, der har
+      ramt dette Land, og de Sygdomme, HERREN har hjemsøgt det med,
+ 23.  Svovl og Salt, hele Landet afsvedet, så det ikke kan tilsåes og
+      ingen Afgrøde give, og ingen Urter kan gro deri, som dengang
+      Sodoma og Gomorra, Adma og Zebojim blev ødelagt, da HERREN lod
+      dem gå under i sin Vrede og Harme, da skal de spørge,
+ 24.  og alle Folkeslag skal spørge: "Hvorfor har HERREN handlet
+      således med dette Land? Hvorledes hænger det sammen med denne
+      vældige Vredesglød?"
+ 25.  Så skal man svare: "Det er, fordi de sveg den Pagt, HERREN,
+      deres Fædres Gud, havde sluttet med dem, da han førte dem ud af
+      Ægypten,
+ 26.  og gik hen og dyrkede fremmede Guder og tilbad dem, Guder, som
+      de ikke før havde kendt til, og som han ikke havde tildelt dem;
+ 27.  derfor blussede HERRENs Vrede op imod dette Land, så han lod al
+      den Forbandelse, som er optegnet i denne Bog, komme over det,
+ 28.  og derfor oprykkede han dem fra deres Land i Vrede og Harme og
+      heftig Forbitrelse og slængte dem ud i et fremmed Land, som det
+      nu er sket."
+
+ 29.  De skjulte Ting er for HERREN vor Gud, men de åbenbare er for os
+      og vore Børn evindelig, at vi må lære at handle efter alle denne
+      Lovs Ord!
+
+5.Mosebog 30
+
+  1.  Men når alt dette kommer over dig, både Velsignelser og
+      Forbandelsen, som jeg har forelagt dig, og du lægger dig det på
+      Sinde ude blandt alle de Folkeslag, HERREN din Gud forstøder dig
+      hen iblandt,
+  2.  og tillige med dine Børn af hele dit Hjerte og hele din Sjæl
+      omvender dig til HERREN din Gud og adlyder hans Røst i alt, hvad
+      jeg i. Dag byder dig,
+  3.  så vil HERREN din Gud vende din Skæbne og forbarme sig over dig
+      og samle dig fra alle de Folk, HERREN din Gud, spreder dig
+      iblandt.
+  4.  Om så dine forstødte befinder sig ved Himmelens Ende, vil HERREN
+      din Gud samle dig sammen og hente dig derfra.
+  5.  Og HERREN din Gud vil føre dig ind i det Land, dine Fædre havde
+      i Eje, og du skal få det i Eje, og han vil gøre dig endnu
+      lykkeligere og talrigere end dine Fædre.
+  6.  Og HERREN din Gud vil omskære dit Hjerte og dit Afkoms Hjerte,
+      så du elsker HERREN din Gud" af hele dit Hjerte og hele din
+      Sjæl, for at du må leve.
+  7.  Og HERREN din Gud vil bringe alle dine Forbandelser over dine
+      Fjender og Avindsmænd, der har forfulgt dig.
+  8.  Da skal du omvende dig og adlyde HERREN din Guds Røst og handle
+      efter alle hans Bud, som jeg i Dag pålægger dig.
+  9.  Og HERREN din Gud vil give dig Overflod i alt, hvad du tager dig
+      for, Overflod af dit Livs, dit Kvægs og din Jords Frugt; thi
+      HERREN skal atter komme til at glæde sig over dig til dit
+      Bedste, som han glædede sig over dine Fædre,
+ 10.  fordi du adlyder HERREN din Guds Røst og holder hans Bud og
+      Anordninger, der er optegnet i denne Lovbog, fordi du af hele
+      dit Hjerte og hele din Sjæl omvender dig til HERREN din Gud.
+
+ 11.  Thi Budet, som jeg i Dag pålægger dig, er dig ikke ufatteligt og
+      er heller ikke langt borte.
+ 12.  Det er ikke i Himmelen, så du måtte sige: "Hvem skal stige op
+      til Himmelen for os og hente det ned til os og kundgøre os det,
+      så vi kan handle derefter?"
+ 13.  Ikke heller er det hinsides Havet, så du måtte sige: "Hvem skal
+      drage over Havet for os og hente det til os og kundgøre os det,
+      så vi kan handle derefter?"
+ 14.  Nej, Ordet er dig ganske nær, i din Mund og i dit Hjerte, så du
+      kan handle derefter.
+
+ 15.  Se, jeg forelægger dig i Dag Livet og Lykken, Døden og Ulykken!
+ 16.  Hvis du lyder HERREN din Guds Bud, som jeg i Dag pålægger dig,
+      så at du elsker HERREN din Gud og vandrer på hans Veje og holder
+      hans Bud, Anordninger og Lovbud, så skal du leve og blive
+      mangfoldig, og HERREN din Gud vil velsigne dig i det Land, du
+      skal ind og tage i Besiddelse.
+ 17.  Men hvis dit Hjerte vender sig bort, og:du ikke er lydig, men
+      lader dig forføre til at tilbede fremmede Guder og dyrke dem,
+ 18.  så kundgør jeg eder i Dag, at I visselig skal gå til Grunde; I
+      skal ikke komme til at leve længe i det Land, du skal ind og
+      tage i Besiddelse efter at være gået over Jordan.
+ 19.  Jeg tager i Dag Himmelen og Jorden til Vidne mod eder på, at jeg
+      har forelagt eder Livet og Døden, Velsignelsen og
+      Forbandelsen. Så vælg da Livet, for at du og dit Afkom må leve,
+ 20.  idet du elsker HERREN din Gud og adlyder hans Røst og hænger ved
+      ham; thi deraf afhænger dit Liv og Tallet på de Dage, du kommer
+      til at bo i det Land, HERREN svor at ville give dine Fædre,
+      Abraham, Isak og Jakob.
+
+5.Mosebog 31
+
+  1.  Da Moses var færdig med at tale disse Ord til hele Israel,
+  2.  sagde han til dem: "Jeg er nu 12O År gammel og kan ikke mere
+      færdes som før; og HERREN har sagt til mig: Du skal ikke komme
+      over Jordan der!
+  3.  Men HERREN din Gud vil selv drage over i Spidsen for dig, han
+      vil udrydde disse Folkeslag for dig, så du kan tage deres Land i
+      Besiddelse. Og Josua skal drage over i Spidsen for dig, som
+      HERREN har sagt.
+  4.  Og HERREN skal handle med dem, som han handlede med
+      Amoriterkongerne Sibon og Og og med deres Land, som han ødelagde;
+  5.  og HERREN skal give dem i eders Magt, og l skal handle med dem i
+      Overensstemmelse med alle de Bud, jeg gav eder.
+  6.  Vær frimodige og stærke, frygt ikke og forfærdes ikke for dem;
+      thi HERREN din Gud vil selv drage med dig; han vil ikke slippe
+      og ikke forlade dig!"
+
+  7.  Derpå lod Moses Josua kalde og sagde til ham i hele Israels
+      Nærværelse: "Vær frimodig og stærk; thi du skal føre dette folk
+      ind i det Land, HERREN svor at ville give deres Fædre, og give
+      dem det i Eje.
+  8.  HERREN selv vil gå foran dig, han vil være med dig og ikke
+      slippe eller forlade dig; frygt derfor ikke og vær ikke bange!"
+
+  9.  Derpå nedskrev Moses denne Lov og overgav den til Præsterne,
+      Levis Sønner, der bar HERRENs Pagts Ark, og til alle Israels
+      Ældste.
+ 10.  Og Moses bød dem: "Hvergang der er gået syv År, i Friåret, på
+      Løvhyttefesten,
+ 11.  når hele Israel kommer for at stedes for HERREN din Guds Åsyn på
+      det Sted, han udvælger, skal du læse denne Lov højt for hele
+      Israel.
+ 12.  Kald da Folket sammen, Mænd, Kvinder og Børn og de fremmede, som
+      bor inden dine Porte, for at de kan høre og lære at frygte
+      HERREN eders Gud og omhyggeligt handle efter alle denne Lovs
+      Ord;
+ 13.  og deres Børn,som endnu ikke har lært den at kende, skal høre
+      den og lære at frygte HERREN eders Gud, alle de Dage I lever i
+      det Land, som I skal ind og tage i Besiddelse efter at være gået
+      over Jordan!"
+
+ 14.  Derpå sagde HERREN til Moses: "Nu nærmer Tiden sig, da du skal
+      dø. Kald derfor Josua bid og stil eder i Åbenbaringsteltet, for
+      at jeg kan give ham mine Befalinger!" Og Moses og Josua gik hen
+      og stillede sig i Åbenbaringsteltet.
+ 15.  Da åbenbarede HERREN sig i teltet i en Skystøtte, og Skystøtten
+      stillede sig ved Teltets Indgang.
+
+ 16.  Derpå sagde HERREN til Moses: "Når du har lagt dig til Hvile
+      hos dine Fædre, vil dette Folk give sig til at bole med fremmede
+      Guder, det Lands Guder, det kommer til, og det vil forlade mig
+      og bryde min Pagt, som jeg har sluttet med det.
+ 17.  Men til den Tid skal min Vrede blusse op imod det, og jeg vil
+      forlade dem og skjule mit Åsyn for dem; det skal ædes op, og
+      mange Ulykker og Trængsler skal ramme det.Til den Tid skal det
+      sige: Mon det ikke er, fordi min Gud ikke er i min Midte, at
+      disse Ulykker har ramt mig?
+ 18.  Og jeg vil til den Tid helt skjule mit Åsyn for det for alt det
+      ondes Skyld, det øvede, da det vendte sig til fremmede Guder.
+ 19.  Så skriv nu denne Sang op, lær Israelitterne den og læg den i
+      deres Mund, for at denne Sang kan være mit Vidne mod
+      Israelitterne.
+ 20.  Thi jeg vil føre dem ind i det Land, jeg tilsvor deres Fædre, et
+      Land, der flyder med Mælk og Honning; men når det har spist sig
+      mæt og mæsket sig, vil det vende sig til fremmede Guder og dyrke
+      dem, og det vil ringeagte mig og bryde min Pagt.
+ 21.  Når da Ulykker og Trængsler i Mængde rammer det, skal denne Sang
+      være det et Vidne; thi aldrig må den dø på dets Afkoms
+      Læber. Jeg ved jo, hvad de pønser på allerede nu, før jeg har
+      ført dem ind i det Land, jeg tilsvor deres Fædre."
+ 22.  Da skrev Moses på den Dag denne Sang op og lærte Israelitterne
+      den.
+
+ 23.  Derpå bød han Josua, Nuns Søn, og sagde: "Vær frimodig og stærk;
+      thi du skal føre Israelitterne ind i det Land, jeg tilsvor
+      dem. Jeg vil være med dig!"
+
+ 24.  Da Moses var færdig med at nedskrive denne Lovs Ord fra Ende til
+      anden i en Bog,
+ 25.  bød han Leviterne, der bar HERRENs Pagts Ark:
+ 26.  "Tag denne Lovbog og læg den ved Siden af HERREN eders Guds
+      Pagts Ark, for at den der kan være Vidne imod dig;
+ 27.  thi jeg keder din Genstridighed og Halsstarrighed. Se, endnu i
+      mit levende Live har I været genstridige mod HERREN, hvor meget
+      mere da ikke, når jeg er død!
+ 28.  Kald nu alle eders Stammers Ældste og eders Tilsynsmænd sammen
+      hos mig, for at jeg kan fremsige disse Ord for dem og kalde
+      Himmelen og Jorden til Vidne imod dem:
+ 29.  Thi jeg ved, at når jeg er død, vil t handle ilde og vige bort
+      fra den Vej, jeg har anvist eder, og Ulykken skal ramme eder i
+      de kommende Tider, fordi l gør, hvad der er ondt i HERRENs Øjne,
+      og krænker ham med eders Hænders Gerning."
+
+ 30.  Derpå fremsagde Moses denne Sang fra Ende til anden for hel
+      Israels Forsamling:
+
+5.Mosebog 32
+
+  1.  Lyt til, I Himle, lad mig tale, Jorden høre mine Ord!
+
+  2.  Lad dryppe som Regn min Lære, lad flyde som Dug mit Ord, som
+      Regnskyl på unge Spirer, som Regnens Dråber på Græs.
+  3.  Thi HERRENs Navn vil jeg forkynde, Ære skal I give vor Gud!
+
+  4.  Han er Klippen, fuldkomment hans Værk, thi alle hans Veje er
+      Retfærd! En trofast Gud, uden Svig, retfærdig og sanddru er Han.
+  5.  Skændselsmennesker sveg ham, en forvent og vanartet Slægt.
+  6.  Er det sådan, I lønner HERREN? Du tåbelige, uvise Folk! Er han
+      ej din Fader og Skaber, den, som gjorde og danned dig?
+
+  7.  Kom Fortidens Dage i Hu, agt på henfarne Slægters År; spørg din
+      Fader, han skal berette, dine gamle, de skal fortælle dig!
+  8.  Da den Højeste gav Folkene Eje, satte Skel mellem Menneskenes
+      Børn, bestemte han Folkenes Grænser efter Tallet på Guds Sønner,
+  9.  men HERRENs Del blev Jakob, Israel hans tilmålte Lod.
+ 10.  Han fandt det i Ørkenlandet, i Ødemarken, blandt Ørkenens Hyl;
+      han værnede det med vågent Øje og vogtede det som sin Øjesten.
+ 11.  Som Ørnen, der purrer sin Yngel ud og svæver over sine Unger,
+      løftede han det på sit Vingefang og bar det på sine Vinger.
+ 12.  HERREN var dets eneste Fører, ingen fremmed Gud var hos ham.
+ 13.  Han lod det færdes over Landets Høje, nærede det med Markens
+      Frugter, lod det suge Honning af Klippen og Olie af Bjergets
+      Flint,
+ 14.  Surmælk fra Køer, Mælk fra Småkvæg, dertil Fedt af Lam og Vædre,
+      af Tyre fra Basan og Bukke og Hvedens Fedme tillige, og Drueblod
+      drak du, Vin.
+
+ 15.  Men da Jesjurun blev fed, slog han bagud, du blev fed, du blev
+      tyk, du blev mæsket; da forskød han Gud, sin Skaber, lod hånt om
+      sin Frelses Klippe.
+ 16.  De æggede ham med fremmede, med Vederstyggeligheder tirrede de
+      ham;
+ 17.  de ofred til Dæmoner, der ej er Guder, til Guder, de ej før
+      kendte til; til nye, der nys var kommet frem, og som ej eders
+      Fædre frygtede.
+ 18.  Klippen, der avled dig, slog du af Tanke og glemte den Gud, der
+      fødte dig!
+
+ 19.  Da HERREN så det, forstødte han dem af Græmmelse over sine Børn
+ 20.  og sagde: "Jeg vil skjule mit Åsyn for dem og se, hvad Ende det
+      tager med dem; thi de er en bundfalsk Slægt, Børn, som er uden
+      Troskab;
+ 21.  de ægged mig med det der ikke er Gud, tirrede mig ved deres
+      tomme Gøgl: Jeg vil ægge dem med det, der ikke er et Folk, tirre
+      dem ved et Folk af Dårer.
+ 22.  Thi der flammer en Ild i min Vrede, som brænder til Dødsrigets
+      Dyb; den fortærer Jorden med dens Grøde og antænder Bjergenes
+      Grunde.
+ 23.  Jeg hober Ulykker over dem og opbruger mine Pile imod dem.
+ 24.  De udmagres af Sult og hentæres af Pestglød og giftig Sot; så
+      sender jeg Vilddyrs Tænder og Slangers Gift imod dem.
+ 25.  Ude slår Sværdet Børnene ned og inde i Kamrene Rædselen både
+      Yngling og Jomfru, diende Børn og grånende Mænd.
+
+ 26.  Jeg satte mig for at blæse dem bort og slette deres Minde blandt
+      Mennesker ud,
+ 27.  men jeg frygtede, at Fjenden skulde volde mig Græmmelse, deres
+      Avindsmænd tage fejl og tænke: Det var vor egen Hånd, der var
+      stærk, ej HERREN, der gjorde alt dette.
+ 28.  Thi de er et rådvildt Folk, og i dem er der ikke Forstand.
+ 29.  Var de vise, forstod de det og indså, hvad der venter dem selv!
+ 30.  Hvor skulde een kunne forfølge tusind, og to slå ti Tusind på
+      Flugt, hvis ikke deres klippe havde solgt dem og HERREN givet
+      dem til Pris!
+ 31.  Thi deres Klippe er ikke som vor, det ved vore Fjender bedst
+      selv!
+ 32.  Thi fra Sodoma stammer deres Vinstok og fra Gomorras Marker;
+      deres Druer er giftige Druer, og beske er deres Klaser;
+ 33.  som Dragegift er deres Vin, som Øglers gruelige Edder.
+ 34.  Er ej dette forvaret hos mig, forseglet i mine Gemmer
+ 35.  til Hævnens og Regnskabets Dag, den Stund, deres Fod skal vakle?
+      Thi deres Undergangs Dag stunder til; hvad der venter dem,
+      kommer i Hast."
+ 36.  Thi Ret skaffer HERREN sit Folk og forbarmer sig over sine
+      Tjenere, thi han ser, deres kraft er brudt, det er ude med hver
+      og en.
+ 37.  Da spørger han: "Hvor er nu deres Gud, Klippen, på hvem de
+      forlod, sig,
+ 38.  som åd deres, Slagtofres Fedme og drak deres Drikofres Vin?  Lad
+      dem rejse sig og hjælpe eder, lad dem være eder et Skjul!
+ 39.  Erkend nu, at jeg, jeg er Gud uden anden Gud ved min Side.  Jeg
+      døder, jeg gør levende, jeg sårer, og jeg læger, "g ingen kan
+      frelse fra min Hånd.
+ 40.  Thi jeg løfter min Hånd mod Himlen og siger: Så sandt jeg lever
+      evindelig,
+ 41.  jeg hvæsser mit lynende Sværd, og min Hånd tager fat på Dommen,
+      jeg hævner mig på mine Fjender, øver Gengæld mod mine
+      Avindsmænd.
+ 42.  Mine Pile gør jeg drukne af Blod, og mit Sværd skal svælge i
+      Kød, i faldnes og fangnes Blod og fjendtlige Høvdingers
+      Hoveder!"
+
+ 43.  I Folkeslag, pris hans Folk, thi han hævner sine Tjeneres Blod;
+      han hævner sig på sine Fjender, og skaffer sit Folks Land
+      Soning!
+
+ 44.  Og Moses kom og fremsagde hele denne Sang for Folket, han og
+      Josua, Nuns Søn.
+ 45.  Og da Moses var færdig med at fremsige alle disse Ord for hele
+      Israel,
+ 46.  sagde han til dem: "Læg eder alle de Ord på Sinde, som jeg i Dag
+      har vidnet imod eder, for at du kan pålægge dine Sønner dem, at
+      de omhyggeligt må handle efter alle denne Lovs Bud;
+ 47.  thi det er ikke tomme Ord uden Betydning for eder, men af dem
+      afhænger eders Liv, og ved at følge det Ord skal I få et langt
+      Liv i det Land, som l skal ind og tage i Besiddelse efter at
+      være gået over Jordan."
+
+ 48.  Selv samme Dag talede HERREN til Moses og sagde:
+ 49.  "Stig op på Abarimbjerget der, Nebobjerget i Moabs Land over for
+      Jeriko, og se ud over Kana'ans Land, som jeg vil give
+      Israelitterne i Eje!
+ 50.  Og så skal du dø på det Bjerg, du bestiger, og samles til din
+      Slægt, ligesom din Broder Aron døde på Bjerget Hor og samledes
+      til sin Slægt,
+ 51.  fordi I handlede troløst imod mig iblandt Israelitterne ved
+      Merihat Kadesjs Vand i Zins Ørken, fordi I ikke helligede mig
+      iblandt Israelitterne.
+ 52.  Thi her ovre fra skal du se ud over Landet, men du skal ikke
+      komme derind, ind i det Land, jeg vil give Israelitterne!
+
+5.Mosebog 33
+
+  1.  Dette er den Velsignelse, hvormed den Guds Mand Moses velsignede
+      Israel før sin Død
+  2.  Han sagde: HERREN kom fra Sinaj, fra Seir fremstråled han for
+      dem, brød frem i Lysglans fra Parans Bjerge og kom fra Meribat
+      Kadesj. Ved hans højre lued Ild dem i Møde.
+  3.  Visselig, han elsker sit Folk, alle hans hellige er i hans
+      Hænder; og de sætter sig ved din Fod og tager mod Ord fra dig.
+  4.  En Lov har Moses pålagt os. Hans Eje er Jakobs Forsamling,
+  5.  og han blev Konge i Jesjurun, da Folkets Høvdinger kom sammen,
+      og Israels Stammer forsamled sig.
+
+  6.  Måtte Ruben leve og ikke dø, hans Mænd blive dog et Tal!
+
+  7.  Og disse Ord sagde han om Juda: Hør, HERRE, Judas Råb og lad ham
+      komme til sit Folk! Strid for ham med dine Hænder, vær ham en
+      Hjælp mod hans Fjender!
+
+  8.  Om Levi sagde han: Giv Levi dine Tummim, din Yndling dine Urim,
+      ham, som du prøved ved Massa og bekæmped ved Meribas Vand,
+  9.  som sagde om sin Fader: "Jeg så ham aldrig!" som ikke brød sig
+      om sine Brødre og ikke kendtes ved sine Sønner, thi de holdt dit
+      Ord og holdt fast ved din Pagt.
+ 10.  De skal lære Jakob dine Lovbud og Israel din Lov, bringe
+      Offerduft op i din Næse og Helofre på dine Altre.
+ 11.  Velsign, o HERRE, hans Kraft, find Behag i hans Hænders Værk.
+      Knus Lænderne på hans Fjender, på hans Avindsmænd, så de ej
+      rejser sig mer!
+
+ 12.  Om Benjamin sagde han: Benjamin er HERRENs Yndling, han bor
+      bestandig i Tryghed, den Højeste skærmer ham og bor imellem hans
+      Skrænter.
+
+ 13.  Om Josef sagde han: Hans Land er velsignet af HERREN med det
+      kosteligste fra Himlen oventil og fra Dybet, som ruger for
+      neden,
+ 14.  med det kosteligste, Solen frembringer, med det kosteligste,
+      Måneskifterne fremkalder,
+ 15.  med det bedste fra de ældgamle Bjerge og det kosteligste fra de
+      evige Høje,
+ 16.  med det kosteligste af Jorden og dens Fylde og Nåde fra ham, der
+      boede i Tornebusken. Det skal komme over Josefs Hoved, over
+      Issen på ham, som er Hersker blandt sine Brødre.
+ 17.  Som den unge Okses er hans Højhed, som Vildoksens er hans Horn;
+      med dem nedstøder han Folkene, så vidt som Jorden strækker
+      sig. Sådan er Efraims Titusinder, sådan er Manasses Tusinder!
+
+ 18.  Om Zebulon sagde han: Glæd dig, Zebulon, over din Udfart, du,
+      Issakar, over dine Telte!
+ 19.  Til Bjerget stævner de Folkeslag, der ofrer de Retfærds Ofre,
+      thi Havets Overflod dier de og Havsandets skjulteste Skatte!
+
+ 20.  Om Gad sagde han: Priset være han, der skaffer Plads for Gad!
+      Han ligger som en Løve og flænger både Arme og Hjerneskal;
+ 21.  han udså sig en Forlodsdel, thi der tilfaldt hans Lod ham. Og
+      Folkets Høvdinger samled sig. Han fuldbyrdede HERRENs Ret og
+      hans Beslutninger sammen med Israel!
+
+ 22.  Om Dan sagde han: Dan er en Løveunge, som springer frem fra
+      Basan.
+
+ 23.  Om Naftali sagde han: Naftali er mæt af Nåde og fuld af HERRENs
+      Velsignelse, Søen og Søvejen har han i Eje.
+
+ 24.  Om Aser sagde han: Aser være den velsignede blandt Sønnerne, han
+      være sine Brødres Yndling og dyppe sin Fod i Olie!
+ 25.  Dine Portslåer er Jern og Kobber, som dine dage skal din Styrke
+      være.
+
+ 26.  Der er ingen som Jesjuruns Gud, der farer frem over Himmelen for
+      at hjælpe dig, over Skyerne i sin Højhed!
+ 27.  Den evige Gud er en Bolig, og hernede er de evige Arme.  Fjenden
+      drev han bort for dit Åsyn og sagde: "Tilintetgør dem!"
+
+ 28.  Så kom Israel til at bo i Tryghed, Jakobkilden for sig selv, i
+      et Land med Korn og Most, ja, hvis Himmel drypper med Dug.
+ 29.  Held dig, Israel, hvo er som du, et Folk, der får Sejr ved
+      HERREN! Han er din Frelses Skjold, haner din Højheds Sværd. Dine
+      Fjender slesker for dig, over deres Høje skrider du frem.
+
+5.Mosebog 34
+
+  1.  Derpå steg Moses fra Moabs Sletter op på Nebobjerget, til Toppen
+      af Pisga, lige over for Jeriko; og HERREN Ind ham skue ud over
+      hele Landet: Gilead lige til Dan,
+  2.  hele Naftali, Efraims og Manasses Land, hele Judas Land indtil
+      Havet i Vest,
+  3.  Sydlandet og Jordanegnen, Sænkningen ved Jeriko, Palmestaden,
+      lige til Zoar.
+  4.  Og HERREN sagde til ham: "Det er det Land, jeg tilsvor Abraham,
+      Isak og Jakob, da jeg sagde: Dit Afkom vil jeg give det!  Nu har
+      jeg ladet dig skue ud over det med dine egne Øjne; men du skal
+      ikke drage derover"
+
+  5.  Og Moses, HERRENs Tjener, døde der i Moabs Land, som HERREN
+      havde sagt.
+  6.  Og han begravede ham i Dalen i Moab lige over for Bet Peor.
+      Indtil denne Dag har intet Menneske kendt hans Grav.
+  7.  Moses var 120 År, da han døde; hans Øje var ikke sløvet og hans
+      Livskraft ikke svundet.
+  8.  Og Israelitterne græd over Moses i tredive Dage på Moabs
+      Sletter, indtil Tiden for Dødeklagen over Moses var til Ende.
+  9.  Og Josua, Nuns Søn, var fuld af Visdoms Ånd, fordi Moses havde
+      lagt sine Hænder på ham, og Israelitterne adlød ham og gjorde,
+      som HERREN havde pålagt Moses.
+
+ 10.  Men i Israel opstod der ikke mere en Profet som Moses, hvem
+      HERREN omgikkes Ansigt til Ansigt,
+ 11.  når der ses hen til alle de Tegn og Undere, HERREN Ind ham
+      udføre i Ægypten over for Farao, alle hans Tjenere og hele hans
+      Land,
+ 12.  og til den vældige Kraft og alt det forfærdelige og store, Moses
+      udførte i hele Israels Påsyn.
+
+
+Josua
+
+Josua 1
+
+  1.  Efter at HERRENs Tjener Moses var død, sagde HERREN til Moses's
+      Medhjælper Josua, Nuns Søn:
+  2.  "Min Tjener Moses er død; bryd nu op tillige med hele dette Folk
+      og gå over Jordan derhenne til det Land, jeg vil give dem,
+      Israeliterne.
+  3.  Ethvert Sted, eders Fod betræder, giver jeg eder, som jeg lovede
+      Moses.
+  4.  Fra Ørkenen og Libanon til den store Flod, Eufratfloden, hele
+      Hetiternes Land, og til det store Hav i Vest skal eders
+      Landemærker nå.
+  5.  Så længe du lever, skal det ikke være muligt for nogen at holde
+      Stand imod dig; som jeg var med Moses, vil jeg være med dig; jeg
+      vil ikke slippe dig og ikke forlade dig.
+  6.  Vær frimodig og stærk, thi du skal skaffe dette Folk det Land i
+      Eje, som jeg tilsvor deres Fædre at ville give dem.
+  7.  Vær kun helt frimodig og stærk. så du omhyggeligt handler efter
+      hele den Lov, min Tjener Moses pålagde dig, vig ikke derfra til
+      højre eller venstre, for at du må have Lykken med dig i alt,
+      hvad du tager dig for.
+  8.  Denne Lovbog skal ikke vige fra din Mund, og du skal grunde over
+      den Dag og Nat, for at du omhyggeligt kan handle efter alt, hvad
+      der står skrevet i den; thi da vil det gå dig vel i al din Færd,
+      og Lykken vil følge dig.
+  9.  Har jeg ikke budt dig: Vær frimodig og stærk; vær ikke bange og
+      bliv ikke forfærdet, thi HERREN din Gud er med dig i alt, hvad
+      du tager dig for!"
+
+ 10.  Josua bød derpå Folkets Tilsynsmænd:
+ 11.  "Gå omkring i Lejren og byd Folket: Sørg for Rejsetæring, thi om
+      tre Dage skal I gå over Jordan derhenne for at drage ind og tage
+      det Land i Besiddelse, som HERREN eders Gud vil give eder i
+      Eje!"
+ 12.  Men til Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme sagde
+      Josua:
+ 13.  "Husk på, hvad HERRENs Tjener Moses bød eder, da han sagde:
+      HERREN eders Gud bringer eder nu til Hvile og giver eder Landet
+      her!
+ 14.  Eders Kvinder og Børn og Kvæg skal blive i det Land, Moses gav
+      eder hinsides Jordan; men I selv, alle våbenføre, skal væbnet
+      drage over i Spidsen for eders Brødre og hjælpe dem,
+ 15.  indtil HERREN har bragt eders Brødre til Hvile ligesom eder, når
+      også de har taget det Land i Besiddelse, som HERREN eders Gud
+      vil give dem. Så kan I vende tilbage til eders eget Land og tage
+      det i Besiddelse, det, som HERRENs Tjener Moses gav eder østpå
+      hinsides Jordan!"
+ 16.  Da svarede de Josua: "Alt, hvad du har pålagt os, vil vi gøre,
+      og vi vil gå overalt, hvor du sender os;
+ 17.  som vi har adlydt Moses i alt, vil vi adlyde dig. Måtte kun
+      HERREN din Gud være med dig, som han var med Moses!
+ 18.  Enhver, som sætter sig op imod dine Befalinger og ikke adlyder
+      dine Ord i alt, hvad du pålægger ham, skal dø. Vær kun modig og
+      uforsagt!"
+
+Josua 2
+
+  1.  Josua, Nuns Søn, udsendte hemmeligt fra Sjittim to Mænd som
+      Spejdere med den Befaling: "Gå hen og undersøg Landet, særlig
+      Jeriko!" De gav sig da på Vej og kom ind i et Hus til en Skøge
+      ved Navn Rahab, og der lagde de sig til Hvile.
+  2.  Da blev der meldt Kongen af Jeriko: "Se, der er kommet nogle
+      israelitiske Mænd hertil i Nat for at udspejde Landet!"
+  3.  Og Kongen af Jeriko sendte Bud til Rahab og lod sige: "Udlever
+      de Mænd, som er kommet til dig; thi de er kommet for at udspejde
+      hele Landet!"
+  4.  Men Kvinden tog og skjulte de to Mænd og sagde: "Ja, Mændene kom
+      ganske vist til mig, men jeg vidste ikke, hvor de var fra;
+  5.  og da Porten skulde lukkes i Mørkningen, gik Mændene bort. Jeg
+      ved ikke, hvor de gik hen! Sæt hurtigt efter dem, så kan I
+      indhente dem!"
+  6.  Men hun havde ført dem op på Taget og skjult dem under
+      Hørstænglerne, som hun havde bredt ud på Taget.
+  7.  Mændene satte så efter dem ad Vejen til Jordan hen til
+      Vadestederne, og Porten blev lukket, så snart Forfølgerne var
+      udenfor.
+  8.  Før de to Mænd endnu havde lagt sig, kom hun op på Taget til
+      dem;
+  9.  og hun sagde til dem: "Jeg ved, at HERREN har givet eder Landet,
+      thi vi er grebet af Rædsel for eder, og alle Landets Indbyggere
+      er skrækslagne over eder.
+ 10.  Thi vi har hørt, hvorledes HERREN lod Vandet i det røde Hav
+      tørre bort foran eder, da I drog ud af Ægypten, og hvad I gjorde
+      ved de to Amoriterkonger hinsides Jordan, Sihon og Og, på hvem I
+      lagde Band.
+ 11.  Da vi hørte det, blev vi slaget af Rædsel og tabte alle Modet
+      over for eder; thi HERREN eders Gud er Gud oppe i Himmelen og
+      nede på Jorden.
+ 12.  Men tilsværg mig nu ved HERREN, at I vil vise Godhed mod mit
+      Fædrene hus, ligesom jeg har vist Godhed mod eder, og giv mig et
+      sikkert Tegn på,
+ 13.  at I vil lade min Fader og Moder, mine Brødre og Søstre og alt,
+      hvad deres er, blive i Live og redde os fra Døden!"
+ 14.  Da sagde Mændene til hende: "Vi indestår med vort Liv for eder,
+      hvis du ikke røber vort Forehavende; og når HERREN giver os
+      Landet, vil vi vise dig Godhed og Trofasthed!"
+
+ 15.  Derpå hejsede hun dem med et Reb ned gennem Vinduet, thi hendes
+      Hus lå ved Bymuren, og hun boede ved Muren;
+ 16.  og hun sagde til dem: "Gå ud i Bjergene, for at eders Forfølgere
+      ikke skal træffe eder, og hold eder skjult der i tre Dage,
+      indtil eders Forfølgere er vendt tilbage; efter den Tid kan I gå
+      eders Vej!"
+ 17.  Mændene sagde til hende: "På denne Måde vil vi bære os ad med at
+      holde den Ed, du har ladet os sværge
+ 18.  Når vi kommer ind i Landet, skal du binde denne røde Snor fast i
+      det Vindue, du har hejst os ned igennem, og så skal du samle din
+      Fader og din Moder, dine Brødre og hele dit Fædrenehus hos dig i
+      Huset.
+ 19.  Enhver, som så går uden for din Husdør, må selv tage Ansvaret
+      for sit Liv, uden at der falder Skyld på os; men hvis der lægges
+      Hånd på nogen af dem, som bliver i Huset hos dig, hviler
+      Ansvaret på os.
+ 20.  Hvis du derimod røber vort Forehavende, er vi løst fra den Ed,
+      du lod os sværge!"
+ 21.  Da sagde hun: "Lad det være, som I siger!" Så lod hun dem drage
+      bort; og hun bandt den røde Snor fast i Vinduet.
+ 22.  Men de begav sig ud i Bjergene og blev der i tre Dage, indtil
+      deres Forfølgere var vendt tilbage. Og Forfølgerne ledte overalt
+      på Vejen uden at finde dem.
+
+ 23.  Derpå begav de to Mænd sig på Tilbagevejen, og efter at være
+      steget ned fra Bjergene gik de over Floden; og de kom til Josua,
+      Nuns Søn, og fortalte ham alt, hvad der var hændet dem.
+ 24.  Og de sagde til Josua: "HERREN har givet hele Landet i vor Magt,
+      og alle Landets Indbyggere er skrækslagne over os!"
+
+Josua 3
+
+  1.  Tidligt næste Morgen gjorde Josua sig rede, og hele Israel brød
+      op fra Sjittim sammen med ham og kom til Jordan, og de tilbragte
+      Natten der, før de drog over.
+  2.  Efter tre Dages Forløb gik Tilsynsmændene omkring i Lejren
+  3.  og bød Folket: "Når I ser HERREN eders Guds Pagts Ark og
+      Levitpræsterne komme bærende med den, så skal I bryde op fra
+      eders Plads og følge efter
+  4.  dog skal der være en Afstand af 2000 Alen mellem eder og den; I
+      må ikke komme den for nær for at I kan vide, hvilken Vej I skal
+      gå; thi I er ikke kommet den Vej før!"
+  5.  Og Josua sagde til Folket: "Helliger eder; thi i Morgen vil
+      HERREN gøre Undere iblandt eder!"
+  6.  Og Josua sagde til Præsterne: "Løft Pagtens Ark op og drag over
+      foran Folket!" Så løftede de Pagtens Ark op og gik foran Folket.
+  7.  Men HERREN sagde til Josua: "I Dag begynder jeg at gøre dig stor
+      i hele Israels Øjne, for at de kan vide, at jeg vil være med
+      dig, som jeg var med Moses.
+  8.  Du skal byde Præsterne, som bærer Pagtens Ark: Når I kommer til
+      Kanten af Jordans Vand, skal I standse der ved Jordan!"
+  9.  Da sagde Josua til Israeliterne: "Kom hid og hør HERREN eders
+      Guds Ord!"
+ 10.  Og Josua sagde: "Derpå skal I kende, at der er en levende Gud
+      iblandt eder, og at han vil drive Kana'anæerne, Hetiterne,
+      Hivviterne, Perizziterne, Girgasjiterne, Amoriterne og
+      Jebusiterne bort foran eder:
+ 11.  Se, HERRENs, al Jordens Herres, Ark skal gå foran eder gennem
+      Jordan.
+ 12.  Vælg eder nu tolv Mænd af Israels Stammer, een Mand af hver
+      Stamme.
+ 13.  Og så snart Præsterne, som bærer HERRENs, al Jordens Herres,
+      Ark, sætter Foden i Jordans Vand, skal Jordans Vand standse, det
+      Vand, som kommer ovenfra, og stå som en Vold."
+
+ 14.  Da Folket så brød op fra deres Telte for at gå over Jordan med
+      Præsterne, som bar Arken, i Spidsen,
+ 15.  og da de, som bar Arken, kom til Jordan, og Præsterne, som bar
+      Arken, rørte ved Vandkanten med deres Fødder Jordan gik overalt
+      over sine Bredder i hele Høsttiden
+ 16.  standsede Vandet, som kom ovenfra, og stod som en Vold langt
+      borte, oppe ved Byen Adam, som ligger ved Zaretan, medens det
+      Vand, som flød ned mod Arabaeller Salthavet, løb helt bort;
+      således gik Folket over lige over for Jeriko.
+ 17.  Men Præsterne, som bar HERRENs Pagts Ark, blev stående på tør
+      Bund midt i Jordan, medens hele Israel gik over på tør Bund,
+      indtil hele Folket havde tilendebragt Overgangen over Jordan.
+
+Josua 4
+
+  1.  Da nu hele Folket havde tilendebragt Overgangen over Jordan,
+      sagde HERREN til Josua:
+  2.  "Vælg eder tolv Mænd af Folket, een Mand af hver Stamme,
+  3.  og byd dem: Tag eder tolv Sten her, midt i Jordan, hvor
+      Præsterne stod stille, bring dem med over og stil dem på den
+      Plads, hvor I holder Rast i Nat!"
+  4.  Så lod Josua de tolv Mænd kalde, som han havde til Rede af
+      Israeliterne, een Mand af hver Stamme;
+  5.  og Josua sagde til dem: "Gå foran HERREN eders Guds Ark midt ud
+      i Jordan, og tag så hver en Sten på Skulderen, svarende til
+      Tallet på Israeliternes Stammer,
+  6.  for at det kan tjene til Tegn iblandt eder. Når eders Børn i
+      Fremtiden spørger: Hvad Betydning har disse Sten for eder?
+  7.  så skal I sige til dem: De betyder, at Jordans Vand standsede
+      foran HERRENs Pagts Ark; da den drog over Jordan, standsede
+      Jordans Vand. Og disse Sten skal være Israeliterne et Mindetegn
+      til evig Tid!"
+  8.  Da gjorde Israeliterne, som Josua bød, og tog tolv Sten midt i
+      Jordan, som HERREN havde sagt til Josua, svarende til Tallet på
+      Israeliternes Stammer, og de bragte dem med over til det Sted,
+      hvor de holdt Rast, og stillede dem der.
+  9.  Og tolv Sten rejste Josua midt i Jordan på det Sted, hvor
+      Præsterne, som bar Pagtens Ark, stod stille, og der står de den
+      Dag i Dag.
+
+ 10.  Men Præsterne, som bar Arken, blev stående midt i Jordan, indtil
+      alt, hvad HERREN havde pålagt Josua at sige til Folket, var
+      udført, i Overensstemmelse med alt, hvad Moses havde pålagt
+      Josua; og Folket gik skyndsomt over.
+ 11.  Da hele Folket så havde tilendebragt Overgangen, gik HERRENs Ark
+      og Præsterne over og stillede sig foran Folket.
+ 12.  Og Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme drog væbnet
+      over i Spidsen for Israeliterne, som Moses havde sagt til dem;
+ 13.  henved 40000 Mand i Tal, rustede til Strid, drog de foran HERREN
+      over til Jerikos Sletter til Hamp.
+ 14.  På den Dag gjorde HERREN Josua stor i hele Israels Øjne, og de
+      frygtede ham alle hans Livs Dage, som de havde frygtet Moses.
+
+ 15.  Da sagde HERREN til Josua:
+ 16.  "Byd Præsterne, som bærer Vidnesbyrdets Ark, at stige op fra
+      Jordan!"
+ 17.  Og Josua bød Præsterne: "Stig op fra Jordan!"
+ 18.  Så steg Præsterne, som bar HERRENs Pagts Ark, op fra Jordan, og
+      næppe havde deres Fødder betrådt det tørre Land, før Jordans
+      Vand vendte tilbage til sit Leje og overalt gik over sine
+      Bredder som før.
+ 19.  Og Folket steg op fra Jordan den tiende Dag i den første Måned
+      og slog Lejr i Gilgal ved Østenden af Jerikolandet.
+
+ 20.  Men de tolv Sten, som de havde taget op fra Jordan, rejste Josua
+      i Gilgal,
+ 21.  og han sagde til Israeliterne: "Når eders Børn i Fremtiden
+      spørger deres Fædre: Hvad betyder disse Sten?
+ 22.  så skal I fortælle eders Børn det og sige: På tør Bund gik
+      Israel over Jordan derhenne;
+ 23.  thi HERREN eders Gud lod Jordans Vand tørre bort foran eder,
+      indtil I var kommet over, ligesom HERREN eders Gud gjorde med
+      det røde Hav, som han lod tørre bort foran os, indtil vi var
+      kommet over,
+ 24.  for at alle Jordens Folk skal kende, at HERRENs Arm er stærk, at
+      de må frygte HERREN eders Gud alle Dage."
+
+Josua 5
+
+  1.  Men da alle Amoriterkongerne vesten for Jordan og alle
+      Kana'anæerkongerne ved Havet hørte, at HERREN havde ladet
+      Jordans Vand tørre bort foran Israeliterne, indtil de var gået
+      over, blev de slaget af Rædsel og tabte Modet over for
+      Israeliterne.
+
+  2.  På den Tid sagde HERREN til Josua: "Lav dig Stenknive og omskær
+      på ny Israeliterne!"
+  3.  Da lavede Josua sig Stenknive og omskar Israeliterne ved
+      Forhudshøjen.
+  4.  Og dette var Grunden til, at Josua omskar dem: Alt Mandkøn af
+      Folket, som drog ud af Ægypten, alle våbenføre Mænd, var døde
+      undervejs i Ørkenen, efter at de var draget ud af Ægypten.
+  5.  Hele Folket, som drog ud, havde nok været omskåret, men af det
+      Folk, som var født i Ørkenen under Vandringen, efter at de var
+      draget ud af Ægypten, var ingen blevet omskåret;
+  6.  thi i fyrretyve År havde Israeliterne vandret i Ørkenen, indtil
+      hele Folket, de våbenføre Mænd, som var draget ud af Ægypten,
+      var døde, fordi de ikke havde adlydt HERRENs Røst, hvorfor
+      HERREN havde svoret, at han ikke vilde lade dem se det Land,
+      HERREN havde tilsvoret deres Fædre at ville give os, et Land,
+      der flyder med Mælk og Honning.
+  7.  Men deres Børn, som han havde ladet træde i deres Sted, dem
+      omskar Josua; thi de var uomskårne, eftersom de ikke var blevet
+      omskåret under Vandringen.
+  8.  Da så hele Folket var blevet omskåret, holdt de sig i Ro, hvor
+      de var i Lejren, indtil de kom sig.
+  9.  Men HERREN sagde til Josua: "I Dag har jeg bortvæltet Ægypternes
+      Forsmædelse fra eder." Og han kaldte dette Sted Gilgal, som det
+      hedder den Dag i Dag.
+ 10.  Medens Israeliterne lå i Lejr i Gilgal, fejrede de Påsken om
+      Aftenen den fjortende Dag i Måneden på Jerikos Sletter;
+ 11.  og Dagen efter Påsken spiste de af Landets Afgrøde, usyrede Brød
+      og ristet Korn;
+ 12.  selv samme Dag hørte Mannaen op, da de nu spiste af Landets
+      Afgrøde; Israeliterne fik ikke Manna mer, men spiste det År af
+      Høsten i Kana'ans Land.
+
+ 13.  Og det skete, medens Josua opholdt sig ved Jeriko, at han så op
+      og fik Øje på en Mand, som stod foran ham med draget Sværd i
+      Hånden. Josua gik da hen til ham og sagde: "Er du en af vore
+      eller en af vore Fjender?"
+ 14.  Han svarede: "Ingen af Delene, jeg er Fyrsten over HERRENs Hær;
+      lige nu er jeg kommet!" Da faldt Josua til Jorden på sit Ansigt
+      og tilbad og sagde til ham: "Hvad har min Herre at sige sin
+      Tjener?"
+ 15.  Og Fyrsten over HERRENs Hær svarede Josua: "Drag dine Sko af
+      Fødderne, thi det Sted, du står på, er helligt!" Det gjorde
+      Josua.
+
+Josua 6
+
+  1.  Men Jeriko var lukket og stængt for Israelitterne, ingen gik ud
+      eller ind.
+  2.  Da sagde HERREN til Josua: "Se, jeg giver Jeriko og dets Konge
+      og Krigere i din Hånd.
+  3.  Alle eders våbenføre Mænd skal gå rundt om Byen, een Gang rundt;
+      det skal I gøre seks Dage;
+  4.  og syv Præster skal bære syv Væderhorn foran Arken. Men den
+      syvende Dag skal I gå rundt om Byen syv Gange, og Præsterne skal
+      støde i Hornene.
+  5.  Når der så blæses i Væderhornet, og I hører Hornets Lyd, skal
+      alt Folket opløfte et vældigt Krigsskrig; så skal Byens Mur
+      styrte sammen, og Folket kan gå lige ind, hver fra sin Plads."
+
+  6.  Josua, Nuns Søn, lod da Præsterne kalde og sagde til dem: "I
+      skal bære Pagtens Ark, og syv Præster skal bære syv Væderhorn
+      foran HERRENs Ark!"
+  7.  Og han sagde til Folket: "Drag ud og gå rundt om Byen, således
+      at de, som bærer Våben, går foran HERRENs Ark!"
+  8.  Da nu Josua havde talt til Folket, gik de syv Præster, som bar
+      de syv Væderhorn foran HERREN, frem og stødte i Hornene, medens
+      HERRENs Pagts Ark fulgte efter;
+  9.  og de, som bar Våben, gik foran Præsterne, som stødte i Hornene,
+      og de, som sluttede Toget, fulgte efter Arken, medens der
+      blæstes i Hornene.
+ 10.  Men Josua bød Folket: "I må ikke opløfte Krigsskrig eller lade
+      eders Røst høre, og intet Ord må udgå af eders Mund, før den Dag
+      jeg siger til eder: Råb! Men så skal I råbe!"
+ 11.  Så lod han HERRENs Ark bære rundt om Byen, een Gang rundt, og
+      derpå begav de sig tilbage til Lejren og overnattede der.
+ 12.  Tidligt næste Morgen gjorde Josua sig rede, og Præsterne bar
+      HERRENs Ark,
+ 13.  og de syv Præster, som bar de syv Væderhorn foran HERRENs Ark,
+      gik og stødte i Hornene; de, som bar Våben, gik foran dem, og
+      de, som sluttede Toget, fulgte efter HERRENs Ark, medens der
+      blæstes i Hornene.
+ 14.  Anden Dag gik de een Gang rundt om Byen, hvorefter de vendte
+      tilbage til Lejren; således gjorde de seks Dage.
+
+ 15.  Men den syvende Dag brød de op tidligt, ved Morgenrødens
+      frembrud og gik på samme Måde syv Gange rundt om Byen; kun på
+      denne Dag drog de syv Gange rundt om Byen;
+ 16.  og syvende Gang stødte Præsterne i Hornene, og Josua sagde til
+      Folket: "Opløft Krigsskriget! Thi HERREN har givet eder Byen.
+ 17.  Og Byen skal lyses i Band for HERREN med alt, hvad der er i den;
+      kun Skøgen Rahab skal blive i Live tillige med alle dem, som er
+      i hendes Hus, fordi hun skjulte Sendebudene, som vi udsendte.
+ 18.  Men I skal tage eder vel i Vare for det bandlyste, så I ikke
+      attrår og tager noget af det bandlyste og derved bringer Bandet
+      over Israels lejr og styrter den i Ulykke.
+ 19.  Men alt Sølv og Guld og alle Kobber og Jernsager skal helliges
+      HERREN; det skal bringes ind i HERRENs Skatkammer!"
+ 20.  Så opløftede Folket Krigsskrig, og de stødte i Hornene og da
+      Folket hørte Hornene, opløftede det et vældigt Krigsskrig; da
+      styrtede Muren sammen, og Folket gik lige ind i Byen; således
+      indtog de Byen.
+ 21.  Derpå lagde de med Sværdet Band på alt, hvad der var i Byen,
+      Mænd og Kvinder, unge og gamle, Hornkvæg, Småkvæg og Æsler.
+
+ 22.  Men til de to Mænd, som havde udspejdet Landet, sagde Josua: "Gå
+      ind i Skøgens Hus og før Kvinden og alt, hvad hendes er, ud
+      derfra, som I tilsvor hende!"
+ 23.  De unge Mænd, som havde været Spejdere, gik da ind og førte
+      Rabab ud tillige med hendes Fader og Moder og hendes Brødre,
+      hele hendes Slægt og alt, hvad hendes var; de førte dem ud og
+      lod dem stå uden for Israels Lejr.
+ 24.  Men på Byen og alt, hvad der var i den, stak de Ild; kun Sølvet
+      og Guldet og Kobber og Jernsagerne bragte de ind i HERRENs Hus's
+      Skatkammer.
+ 25.  Men Skøgen Rahab og hendes Fædrenehus og alt, hvad hendes var,
+      lod Josua blive i Live, og hun kom til at bo blandt Israeliterne
+      og gør det den Dag i Dag, fordi hun havde skjult Sendebudene,
+      som Josua havde sendt ud for at udspejde Jeriko.
+
+ 26.  På den Tid tog Josua Folket i Ed, idet han sagde: "Forbandet
+      være den Mand for HERRENs Åsyn, som indlader sig på at opbygge
+      denne By, Jeriko. Det skal koste ham hans førstefødte at lægge
+      Grunden og hans yngste at sætte dens Portfløje ind."
+
+ 27.  Således var HERREN med Josua, og hans Ry udbredte sig over hele
+      Landet.
+
+Josua 7
+
+  1.  Men Israeliterne forgreb sig på det bandlyste, idet Akan, en Søn
+      af Karmi en Søn af Zabdi, en Søn af Zera, af Judas Stamme,
+      tilvendte sig noget af det bandlyste. Da blussede HERRENs Vrede
+      op mod Israeliterne.
+
+  2.  Derpå sendte Josua nogle Mænd fra Jeriko til Aj, som ligger ved
+      Bet Aven, østen for Betel, og sagde til dem: "Drag op og udspejd
+      Egnen!" Og Mændene drog op og udspejdede Aj.
+  3.  Da de kom tilbage til Josua, sagde de til ham: "Lad ikke hele
+      Folket drage derop; lad en to-tre Tusind Mand drage op og
+      indtage Aj; du behøver ikke at umage hele Folket med at drage
+      derop, thi de er få!"
+  4.  Så drog henved 3000 Mand af Folket derop; men de blev slået på
+      Flugt af Ajjiterne,
+  5.  og Ajjiterne dræbte seks og tredive Mand eller så af dem; de
+      forfulgte dem uden for Porten indtil Stenbruddene og huggede dem
+      ned på Skråningen. Da sank Folkets Mod og blev til Vand.
+  6.  Men Josua og Israels Ældste sønderrev deres Klæder og faldt på
+      deres Ansigt på Jorden foran HERRENs Ark og blev liggende til
+      Aften og kastede Støv på deres Hoveder.
+  7.  Og Josua sagde: "Ak, Herre, HERRE! Hvorfor lod du dette Folk gå
+      over Jordan, når du vilde give os i Amoriternes Hånd og lade os
+      gå til Grunde? Havde vi dog blot besluttet os til at blive
+      hinsides Jordan!
+  8.  Ak, Herre! Hvad skal jeg sige, nu Israel har måttet tage Flugten
+      for sine Fjender?
+  9.  Når Kana'anæerne og alle Landets Indbyggere hører det, falder de
+      over os fra alle Sider og udsletter vort Navn af Jorden; hvad
+      vil du da gøre for dit store Navns Skyld?"
+ 10.  Da sagde HERREN til Josua: "Stå op! Hvorfor ligger du på dit
+      Ansigt?
+ 11.  Israel har syndet, thi de har forbrudt sig imod min Pagt, som
+      jeg pålagde dem; de har tilvendt sig noget af det bandlyste, de
+      har stjålet; de har skjult det, de har gemt det i deres
+      Oppakning.
+ 12.  Derfor kan Israeliterne ikke holde Stand over for deres Fjender,
+      men må flygte for dem; thi de er hjemfaldne til Band!  Jeg vil
+      ikke mere være med eder, hvis I ikke bortrydder Bandet af eders
+      Midte.
+ 13.  Stå derfor op, lad Folket hellige sig og sig: Helliger eder til
+      i Morgen, thi så siger HERREN, Israels Gud: Der er Band i din
+      Midte, Israel; og du kan ikke holde Stand over for dine Fjender,
+      før I skaffer Bandet bort fra eder!
+ 14.  I Morgen skal I træde frem Stamme for Stamme, og den Stamme,
+      HERREN rammer, skal træde frem Slægt for Slægt, og den Slægt,
+      HERREN rammer, skal træde frem Familie for Familie, og den
+      Familie, HERREN rammer, skal træde frem Mand for Mand.
+ 15.  Den, som da rammes, fordi han har det bandlyste Gods, skal
+      brændes tillige med alt, hvad der tilhører ham; thi han har
+      brudt HERRENs Pagt og begået en Skændselsdåd i Israel!"
+
+ 16.  Tidligt næste Morgen lod Josua Israel træde frem Stamme for
+      Stamme, og da blev Judas Stamme ramt.
+ 17.  Derpå lod han Judas Slægter træde frem, og Zeraiternes Slægt
+      blev ramt. Derpå lod han Zeraiternes Slægt træde frem Familie
+      for Familie, og Zabdi blev ramt.
+ 18.  Derpå lod han dennes Familie træde frem Mand for Mand, og da
+      blev Akan ramt, en Søn af Harmi, en Søn af Zabdi, en Søn af
+      Zera, af Judas Stamme.
+ 19.  Da sagde Josua til Akan: "Min Søn, giv HERREN, Israels Gud, Ære
+      og Pris, og fortæl mig, hvad du har gjort, skjul ikke noget for
+      mig!"
+ 20.  Akan svarede Josua: "Ja, det er mig, som har syndet mod HERREN,
+      Israels Gud. Således gjorde jeg:
+ 21.  Jeg så imellem Byttet en prægtig babylonisk Kappe, 200 Sekel
+      Sølv og en Guldtunge på halvtredsindstyve Sekel; det fik jeg
+      Lyst til, og jeg tog det; se, det ligger nedgravet i Jorden midt
+      i mit Telt, Sølvet nederst."
+ 22.  Da sendte Josua nogle Folk hen, og de skyndte sig til Teltet, og
+      se, det var gemt i hans Telt, Sølvet nederst;
+ 23.  og de tog det ud af Teltet og bragte det til Josua og alle
+      Israeliterne og lagde det hen foran HERREN.
+ 24.  Men Josua tog sammen med hele Israel Akan, Zeras Søn, og Sølvet,
+      Kappen og Guldtungen og hans Sønner og Døtre, hans Hornkvæg,
+      Æsler og Småkvæg, hans Telt og alt, hvad der tilhørte ham, og
+      førte dem op i Akors dal.
+ 25.  Og Josua sagde: "Hvorfor har du styrtet os i Ulykke? HERREN skal
+      styrte dig i Ulykke på denne Dag!" Derpå stenede hele Israel
+      ham, og de brændte eller stenede dem.
+ 26.  Og de opkastede en stor Stendysse over ham, som står der den Dag
+      i Dag. Da lagde HERRENs heftige Vrede sig. Derfor fik Stedet
+      Navnet Akors Dal, som det hedder den Dag i Dag.
+
+Josua 8
+
+  1.  Derefter sagde HERREN til Josua: "Frygt ikke og vær ikke bange!
+      Tag alt Krigsfolket med dig, bryd op og drag mod Aj! Se, jeg
+      giver Kongen af Aj og hans Folk, hans By og hans Land i din
+      Hånd!
+  2.  Og du skal gøre det samme ved Aj og dets Konge, som du gjorde
+      ved Jeriko og dets Konge; men Godset, I røver der, må I selv
+      beholde som Bytte, ligeledes Kvæget der. Læg Baghold vesten for
+      Byen!"
+  3.  Derpå brød Josua op og drog med alt Krigsfolket op mod Aj; og
+      Josua udvalgte sig 30000 tapre Mænd og sendte dem bort om
+      Natten,
+  4.  idet han bød dem: "Se, I skal lægge eder i Baghold vesten for
+      Byen, ikke for langt fra den, og hold eder alle rede.
+  5.  Jeg og alle de Folk, som er med mig, vil nærme os Byen, og når
+      de gør Udfald imod os ligesom forrige Gang, flygter vi for dem.
+  6.  Når de så følger efter os så langt, at vi får dem lokket bort
+      fra Byen, idet de tænker, at vi flygter for dem ligesom forrige
+      Gang,
+  7.  skal I bryde frem fra Bagholdet og tage Byen, thi HERREN eders
+      Gud vil give den i eders Hånd.
+  8.  Og når I har indtaget byen, skal I stikke den i Brand. Således
+      skal I gøre, det er mit Bud til eder!"
+  9.  Derpå sendte Josua dem bort, og de gik hen og lagde sig i
+      Baghold mellem Betel og Aj, vesten for Aj; men Josua blev den
+      Nat iblandt Krigsfolket.
+
+ 10.  Tidligt næste Morgen mønstrede Josua Folket, og sammen med
+      Israels Ældste drog han op til Aj i Spidsen for Folket.
+ 11.  Hele den Styrke, som var med ham, rykkede nærmere, til de havde
+      Byen foran sig; og de lejrede sig norden for Aj med Dalen mellem
+      sig og Aj.
+ 12.  Derpå tog han henved 5000 Mand og lagde dem i Baghold mellem
+      Betel og Aj, vesten for Byen;
+ 13.  og Krigerne blev bragt i Stilling, hele Hæren, som var norden
+      for Byen, og den Del, som lå i Baghold vesten for Byen; men
+      Josua begav sig om Natten ned i Dalen.
+ 14.  Da nu Kongen af Aj så det, skyndte Byens Mænd sig og rykkede
+      tidligt om Morgenen ud til Kamp mod Israel, Kongen med hele sin
+      Styrke, til Skråningen, hvor Lavningen begynder, uden at vide
+      af, at der var lagt Baghold imod ham vesten for Byen;
+ 15.  og da Josua og hele Israel lod sig slå på Flugt af dem og
+      flygtede ad Ørkenen til,
+ 16.  blev alt Folket i Byen stævnet sammen til at forfølge dem, og de
+      forfulgte Josua og lod sig lokke bort fra Byen;
+ 17.  ikke een Mand blev tilbage i Aj, men alle drog de ud for at
+      forfølge Israel, og de lod Byen stå åben, medens de forfulgte
+      Israel.
+
+ 18.  Da sagde HERREN til Josua: "Ræk Spydet i din Hånd ud mod Aj; thi
+      jeg giver det i din Hånd!" Og Josua rakte Spydet i sin Hånd ud
+      mod Byen.
+ 19.  Og Bagholdet brød hurtigt op fra sin Plads og løb hen til Byen,
+      da han rakte Hånden ud, indtog den og skyndte sig at stikke den
+      i Brand.
+ 20.  Da Mændene fra Aj vendte sig om og så Røgen fra Byen stige op
+      mod Himmelen, var de ude af Stand til at flygte til nogen af
+      Siderne, idet Folket, som var flygtet ad Ørkenen til, vendte sig
+      om mod deres Forfølgere.
+ 21.  Og da Josua og hele Israel så, at Bagholdet havde indtaget Byen,
+      og at Røgen fra byen steg til Vejrs, vendte de om og slog
+      Mændene fra Aj;
+ 22.  og da hine rykkede ud fra Byen imod dem, kom de midt ind imellem
+      Israeliternes to Afdelinger, som huggede dem ned uden at lade en
+      eneste af dem undkomme eller slippe bort.
+ 23.  Men Kongen af Aj fangede de levende og bragte ham til Josua.
+ 24.  Da Israel nu havde hugget alle Ajs Indbyggere ned på åben Mark,
+      på Skråningen, hvor de forfulgte dem, og de alle til sidste Mand
+      var faldet for Sværdet, vendte hele Israel tilbage til Aj og
+      slog det med Sværdet.
+ 25.  Alle de, der faldt på den Dag, Mænd og Kvinder, udgjorde 12000,
+      alle Indbyggerne i Aj.
+ 26.  Og Josua trak ikke sin Hånd med det udrakte Spyd tilbage, før
+      han havde lagt Band på alle Ajs Indbyggere.
+ 27.  Kun Kvæget og Godset, de røvede i denne By, beholdt Israeliterne
+      som Bytte efter den Befaling, HERREN havde givet Josua.
+ 28.  Og Josua stak Aj i Brand og gjorde den til en Ruinhob for
+      bestandig, til den Ødemark, den er den Dag i Dag.
+ 29.  Men Kongen af Aj hængte han på en Pæl og lod ham hænge til
+      Aften; og da Solen gik ned, tog man på Josuas Befaling hans Lig
+      ned af Pælen og kastede det hen ved Indgangen til Byens Port. Og
+      man opkastede over ham en stor Stendysse, som står der den Dag i
+      Dag.
+
+ 30.  Da byggede Josua HERREN, Israels Gud, et Alter på Ebals Bjerg,
+ 31.  som HERRENs Tjener Moses havde pålagt Israeliterne, i
+      Overensstemmelse med, hvad der står skrevet i Moses's Lovbog, et
+      Alter af utilhugne Sten, hvor over der ikke var svunget Jern; og
+      de bragte HERREN Brændofre og ofrede Takofre der.
+ 32.  Og han skrev der på Stenene i Israeliternes Påsyn en Afskrift af
+      Mose Lov, som denne havde skrevet,
+ 33.  idet hele Israel og dets Ældste, Tilsynsmænd og Dommere stod på
+      begge Sider af Arken lige over for Levitpræsterne, som bar
+      HERRENs Pagts Ark, de fremmede såvel som de indfødte, den ene
+      Halvdel hen imod Garizims Bjerg, den anden Halvdel hen imod
+      Ebals Bjerg, således som HERRENs Tjener Moses forhen havde
+      påbudt at velsigne Israels Folk.
+ 34.  Så oplæste han alle Lovens Ord, Velsignelsen og Forbandelsen,
+      alt som det var skrevet i Lovbogen;
+ 35.  ikke et Ord af alt, hvad Moses havde påbudt, undlod Josua at op
+      læse for hele Israels Menighed, Mændene, Kvinderne og Børnene og
+      de fremmede, som var draget med iblandt dem.
+
+Josua 9
+
+  1.  Da alle Kongerne på den anden Side af Jordan, i Bjergene og i
+      Lavlandet og langs hele det store Havs Kyst hen imod Libanon,
+      Hetiterne, Amoriterne, Kana'anæerne, Perizziterne, Hivviterne og
+      Jebusiterne, hørte, hvad der var sket,
+  2.  samlede de sig for i Fællesskab at kæmpe mod Josua og Israel.
+
+  3.  Men da Indbyggerne i Gibeon hørte, hvad Josua havde gjort ved
+      Jeriko og Aj,
+  4.  greb også de til en List; de gik hen og forsynede sig med
+      Rejsetæring, læssede nogle slidte Sække og nogle slidte,
+      sprukne, stoppede Vinsække på deres Æsler
+  5.  og tog slidte, lappede Sko på Fødderne og slidte Klæder på
+      Kroppen, og alt deres Rejsebrød var tørt og mullent.
+  6.  Så gik de til Josua i Lejren ved Gilgal og sagde til ham og
+      Israels Mænd: "Vi kommer fra et fjernt Land; slut derfor Pagt
+      med os!"
+  7.  Israels Mænd svarede Hivviterne: "Det kunde være, at I bor her
+      midt iblandt os, hvorledes kan vi da slutte Pagt med eder?"
+  8.  De sagde til Josua: "Vi er dine Trælle!" Josua spurgte dem så:
+      "Hvem er I, og hvorfra kommer I?"
+  9.  Og de svarede ham: "Fra et såre fjernt Land er dine Trælle
+      kommet for HERREN din Guds Navns Skyld; thi vi har hørt hans Ry
+      og alt, hvad han gjorde i Ægypten,
+ 10.  og alt, hvad han gjorde mod de to Amoriterkonger hinsides
+      Jordan, Kong Sihon af Hesjbon og Kong Og af Basan, som boede i
+      Asjtarot.
+ 11.  og vore Ældste og alle Indbyggerne i vort Land sagde til os: Tag
+      Rejse tæring med eder, drag dem i Møde og sig til dem: Vi er
+      eders Trælle; slut derfor nu Pagt med os!
+ 12.  Vort Brød her var endnu varmt, da vi tog det med hjemmefra,
+      dengang vi begav os af Sted for at drage til eder; men se, nu er
+      det tørt og mullent;
+ 13.  og vore Vinsække her var nye, da vi fyldte dem; se, nu er de
+      sprukne; og vore Klæder og Sko her er slidte, fordi Vejen var så
+      lang!"
+ 14.  Så tog Mændene af deres Rejsetæring; men HERREN rådspurgte de
+      ikke.
+ 15.  Og Josua tilsagde dem Fred og sluttede Overenskomst med dem og
+      lovede at lade dem leve, og Menighedens Øverster tilsvor dem
+      det.
+
+ 16.  Men tre Dage efter at de havde sluttet Pagt med dem, hørte de,
+      at de var fra den nærmeste Omegn og boede midt iblandt dem.
+ 17.  Og Israeliterne brød op og kom den tredje Dag til deres Byer,
+      det var Gibeon, Kefira, Beerot og Kirjat Jearim.
+ 18.  Men Israeliterne dræbte dem ikke, fordi Menighedens Øverster
+      havde, tilsvoret dem Fred ved HERREN, Israels Gud. Da knurrede
+      hele Menigheden mod Øversterne;
+ 19.  men alle Øversterne sagde til hele Menigheden: "Vi har tilsvoret
+      dem Fred ved HERREN, Israels Gud, derfor kan vi ikke gøre dem
+      noget ondt.
+ 20.  Men dette vil vi gøre med dem, når vi skåner deres Liv, at der
+      ikke skal komme Vrede over os for den Ed, vi svor dem:
+ 21.  De skal blive i Live, men være Brændehuggere og Vandbærere for
+      hele Menigheden." Og hele Menigheden gjorde, som Øverstene havde
+      sagt.
+ 22.  Og Josua lod dem kalde og talte således til dem: "Hvorfor førte
+      I os bag Lyset og sagde, at I havde hjemme langt borte fra os,
+      skønt I bor her midt iblandt os?
+ 23.  Derfor skal I nu være forbandede, og ingen af eder skal nogen
+      Sinde ophøre at være Træl; Brændehuggere og Vandbærere skal I
+      være ved min Gus Hus!"
+ 24.  De svarede Josua og sagde:"Det var blevet dine Trælle sagt, at
+      HERREN din Gud pålagde sin Tjener Moses, at når han gav eder
+      hele Landet, skulde I udrydde alle Landets Indbyggere foran
+      eder. Da påkom der os stor Frygt for, at I skulde tage vort Liv;
+      derfor handlede vi således.
+ 25.  Men se, nu er vi i din Hånd; gør med os, som det tykkes dig godt
+      og ret!"
+ 26.  Da handlede han således med dem; han friede dem fra
+      Israeliternes Hånd, så de ikke dræbte dem;
+ 27.  men Josua gjorde dem den Dag til Brændehuggere og Vandbærere for
+      Menigheden og for HERRENs Alter på det Sted, han vilde
+      udvælge. Og det er de den Dag i Dag.
+
+Josua 10
+
+  1.  Da Kong Adonizedek af Jerusalem hørte, at Josua havde indfaget
+      Aj og lagt Band på det som han havde gjort ved Jeriko og Kongen
+      der, gjorde han ved Aj og Kongen der og at Gibeons Indbyggere
+      havde sluttet Overenskomst med Israel og var optaget imellem
+      dem,
+  2.  så påkom der ham stor Frygt; thi Gibeon var en stor By, som en
+      af Kongsbyerne, større end Aj, og alle Mændene der var tapre
+      Krigere.
+  3.  Derfor sendte Kong Adonizedek af Jerusalem Bud til Kong Hobam af
+      Hebron, Kong Piram af Jarmut, Kong Jafia af Lakisj og Kong Debir
+      af Eglon og lod sige:
+  4.  "Kom op til mig og hjælp mig med at slå Gibeon, thi det har
+      sluttet Overenskomst med Josua og Israeliterne!"
+  5.  Da samledes fem Amoriterkonger, Kongerne i Jerusalem, Hebron,
+      Jarmut, Lakisj og Eglon, og de drog op med hele deres Hær og
+      slog Lejr uden for Gibeon og angreb det.
+
+  6.  Men Mændene i Gibeon sendte Bud til Josua i Lejren i Gilgal og
+      lod sige: "Lad ikke dine Trælle i Stikken, men kom hurtigt op
+      til os, hjælp os og stå os bi; thi alle Amoriterkongerne, som
+      bor i Bjergene, har samlet sig imod os!"
+  7.  Da drog Josua op fra Gilgal med alle Krigerne, alle de
+      kampdygtige Mænd.
+  8.  Og HERREN sagde til Josua: "Frygt ikke for dem, thi jeg giver
+      dem i din Hånd; ikke een af dem skal kunne holde Stand imod
+      dig!"
+  9.  Og Josua faldt pludselig over dem, efter at han i Nattens Løb
+      var draget derop fra Gilgal,
+ 10.  og HERREN bragte dem i Uorden foran Israel og tilføjede dem et
+      stort Nederlag ved Gibeon; og de forfulgte dem hen imod Opgangen
+      ved Bet Horon og slog dem lige til Azeka og Makkeda.
+ 11.  Og da de flygtede for Israeliterne og netop var på Skråningen
+      ved Bet Horon, lod HERREN store Sten falde ned på dem fra
+      Himmelen helt hen til Azeka, så de døde; og de, som dræbtes af
+      Haglstenene, var flere end dem, Israeliterne dræbte med Sværdet.
+ 12.  Ved den Lejlighed, den Dag HERREN gav Amoriterne i Israeliternes
+      Magt, talte Josua til HERREN og sagde i Israels Nærværelse:
+      "Sol, stat stille i Gibeon, og Måne i Ajjalons Dal!"
+ 13.  Og Solen stod stille, og Månen standsed, til Folket fik Hævn
+      over Fjenden. Således står der jo skrevet i de Oprigtiges
+      Bog. Og Solen blev stående midt på Himmelen og tøvede næsten en
+      hel Dag med at gå ned.
+ 14.  Og hverken før eller siden har der nogen Sinde været en Dag som
+      denne, en Dag, da HERREN adlød et Menneskes Røst; thi HERREN
+      kæmpede for Israel.
+ 15.  Derpå vendte Josua med hele Israel tilbage til Lejren i Gilgal.
+
+ 16.  Men de fem Konger flygtede og skjulte sig i Hulen ved Makkeda.
+ 17.  Og der blev bragt Josua den Melding: "De fem Konger er fundet
+      skjulte i Hulen ved Makkeda."
+ 18.  Da sagde Josua: "Vælt store Sten for Hulens Indgang og sæt nogle
+      Mænd udenfor til at vogte den.
+ 19.  Men I andre må ikke standse, forfølg eders Fjender, hug
+      Efternølerne ned og lad dem ikke komme ind i deres Byer; thi
+      HERREN eders Gud har givet dem i eders Hånd!"
+
+ 20.  Da Josua og Israeliterne så havde tilføjet dem et meget stort
+      Nederlag og gjort det helt af med dem kun enkelte undslap og
+      reddede sig ind i de befæstede Byer
+ 21.  vendte hele Folket uskadt tilbage til Josua i Lejren ved
+      Makkeda, uden at nogen havde vovet så meget som at knurre imod
+      Israeliterne.
+ 22.  Da sagde Josua: "Luk op for Hulens Indgang og før de fem Konger
+      ud af Hulen fil mig!"
+ 23.  Det gjorde de så og førte de fem Konger ud af Hulen til ham,
+      Kongerne af Jerusalem, Hebron, Jarmut, Lakisj og Eglon.
+ 24.  Da de nu havde ført disse fem Konger ud til Josua, kaldte Josua
+      alle Israels Mænd sammen og sagde til Krigsøversterne, som var
+      draget med ham: "Kom hid og sæt Foden på disse Kongers Nakke!"
+      Og de kom og satte foden på deres Nakke.
+ 25.  Da sagde Josua til dem: "Frygt ikke og vær ikke bange, vær
+      frimodige og stærke! Thi således vil HERREN handle med alle
+      eders Fjender, som I kommer til at kæmpe med!"
+ 26.  Derefter lod Josua dem nedhugge og dræbe og ophænge på fem Pæle,
+      og de blev hængende på Pælene til Aften.
+ 27.  Men ved Solnedgang lod Josua dem tage ned af Pælene og kaste ind
+      i den Hule, de havde skjult sig i, og for Indgangen til Hulen
+      væltede man store Sten, som ligger der den Dag i Dag.
+
+ 28.  Makkeda indtog Josua samme Dag, og han slog Byen og dens Konge
+      ned med Sværdet; han lagde Band på den og på hver levende Sjæl i
+      den uden at lade nogen undkomme; og han gjorde det samme ved
+      Makkedas Konge, som han havde gjort ved Jerikos Konge.
+
+ 29.  Derpå drog Josua med hele Israel fra Makkeda til Libna, og han
+      angreb Libna;
+ 30.  og HERREN gav også denne By og dens Konge i Israels Hånd, og den
+      og hver levende Sjæl i den slog han ned med Sværdet uden at lade
+      nogen undkomme; og han gjorde det samme ved dens Konge, som de
+      havde gjort ved Jerikos Konge.
+
+ 31.  Derpå drog Josua med hele Israel fra Libna til Lakisj, og, han
+      slog Lejr udenfor og angreb Byen;
+ 32.  og HERREN gav Lakisj i Israels Hånd, og den følgende Dag indtog
+      han Byen, og den og hver levende Sjæl i den slog han ned med
+      Sværdet, ganske som han havde gjort ved Libna.
+ 33.  Da rykkede Kong Horam af Gezer Lakisj til Hjælp; men Josua slog
+      ham og hans Folk ned uden at lade nogen undkomme.
+
+ 34.  Så drog Josua med hele Israel fra Lakisj til Eglon, og de slog
+      Lejr udenfor og angreb Byen;
+ 35.  og de indtog den samme Dag og slog den ned med Sværdet; og på
+      hver levende Sjæl i den lagde han den Dag Band, ganske som han
+      havde gjort ved Lakisj.
+
+ 36.  Derpå drog Josua med hele Israel op fra Eglon til Hebron, og de
+      angreb Byen
+ 37.  og indtog den og slog den ned med Sværdet, både Kongen der og
+      alle de Byer, der hørte under den, og hver levende Sjæl i den
+      uden at lade nogen undkomme, ganske som han havde gjort ved
+      Eglon, og han lagde Band på Byen og hver levende Sjæl i den.
+
+ 38.  Derpå vendte Josua sig med hele Israel imod Debir og angreb
+      Byen;
+ 39.  og han undertvang den tillige med dens Konge og alle de Byer der
+      hørte under den; og de slog dem ned med Sværdet og lagde Band på
+      hver levende Sjæl i dem uden at lade nogen undkomme; det samme,
+      han havde gjort ved Hebron og ved Libna og Kongen der, gjorde
+      han også ved Debir og Kongen der.
+
+ 40.  Således slog Josua hele Landet, Bjerglandet, Sydlandet,
+      Lavlandet og Bjergskråningerne og alle Kongerne der uden at lade
+      nogen undkomme, og på hver levende Sjæl lagde han Band, således
+      som HERREN, Israels Gud, havde påbudt;
+ 41.  Josua slog dem fra Kadesj Barnea indtil Gaza, og hele Landskabet
+      Gosjen indtil Gibeon.
+ 42.  Og alle hine Konger og deres Lande undertvang Josua med et Slag;
+      thi HERREN, Israels Gud, kæmpede for Israel.
+ 43.  Derpå vendte Josua med hele Israel tilbage til Lejren i Gilgal.
+
+Josua 11
+
+  1.  Da Kong Jabin af Hazor hørte herom sendte han Bud til Kong Jobab
+      af Madon og Kongerne af Sjimron og Aksjaf.
+  2.  og til Kongerne nordpå i Bjergene, i Arabalavningen sønden for
+      Kinnerot, i Lavlandet og på Højdedraget vestpå ved Dor,
+  3.  til Kana'anæerne i Øst og Vest, Amoriterne, Hivviterne,
+      Perizziterne og Jebusiterne i Bjergene og Hetiterne ved Foden af
+      Hermon i Mizpas Land;
+  4.  og de drog ud med alle deres Hære, Krigsfolk talrige som Sandet
+      ved Havets Bred, og med en stor Mængde Heste og Stridsvogne.
+  5.  Alle disse Konger slog sig sammen og kom og lejrede sig i
+      Forening ved Meroms Vand for at angribe Israel.
+  6.  Men HERREN sagde til Josua: "Frygt ikke for dem! Thi i Morgen
+      ved denne Tid vil jeg lade dem ligge faldne foran Israel; deres
+      Heste skal du lamme, og deres Vogne skal du brænde!"
+  7.  Da kom Josua med hele Hæren uventet over dem ved Meroms Vand og
+      kastede sig over dem,
+  8.  og HERREN gav dem i Israels Hånd, så de slog dem og forfulgte
+      dem til den store Stad Zidon, til, Misrefot Majim og Mizpes
+      Lavning i Øst, og huggede dem ned, så ikke en eneste af dem blev
+      tilbage.
+  9.  Josua gjorde derpå med dem, som HERREN havde sagt ham; deres
+      Heste lammede han, og deres Vogne brændte han.
+
+ 10.  Ved den Tid vendte Josua om og indtog Hazor, og Kongen huggede
+      han ned med Sværdet; Hazor var nemlig fordum alle disse
+      Kongerigers Hovedstad;
+ 11.  og de huggede hver levende Sjæl i den ned med Sværdet og lagde
+      Band på dem, så ikke en levende Sjæl blev tilbage; og Hazor stak
+      han i Brand.
+ 12.  Alle hine Kongsbyer med deres Konger undertvang Josua, og han
+      huggede dem ned med Sværdet og lagde Band på dem, som HERRENs
+      Tjener Moses havde påbudt.
+ 13.  Men ingen af de Byer, som lå på deres Høje, stak Israel i Brand,
+      alene med Undtagelse af Hazor; den stak Josua i Brand.
+ 14.  Kvæget og alt det andet, der røvedes fra disse Byer, beholdt
+      Israeliterne som Bytte; men alle Menneskene huggede de ned med
+      Sværdet til sidste Mand uden at lade en eneste levende Sjæl
+      blive tilbage.
+ 15.  Hvad HERREN havde pålagt sin Tjener Moses, havde Moses pålagt
+      Josua, og det gjorde Josua; han undlod intet som helst af, hvad
+      HERREN havde pålagt Moses.
+
+ 16.  Således indtog Josua hele dette Land, Bjerglandet, hele
+      Sydlandet, hele Landskabet Gosjen, Lavlandet, Arabalavningen,
+      Israels Bjergland og Lavland,
+ 17.  fra det nøgne Bjergdrag, som højner sig hen imod Seir, indtil
+      Ba'al Gad i Libanons Dal ved Hermonbjergets Fod; og alle deres
+      Konger tog han til Fange, huggede dem ned og dræbte dem.
+ 18.  I lang Tid førte Josua Krig med disse Konger
+ 19.  Der var ingen By, som sluttede Overenskomst med Israeliterne,
+      undtagen Hivviterne, som boede i Gibeon. Alt tog de i Kamp;
+ 20.  thi HERREN voldte, at de forhærdede deres Hjerter, så de drog i
+      Kamp mod Israel, for at de skulde lægge Band på dem uden Skånsel
+      og udrydde dem, som HERREN havde pålagt Moses.
+
+ 21.  Ved den Tid drog Josua hen og udryddede Anakiterne af
+      Bjerglandet, af Hebron, Debir og Anab, og af hele Judas og hele
+      Israels Bjergland; på dem og deres Byer lagde Josua Band.
+ 22.  Der blev ingen Anakiter tilbage i Israeliternes Land, kun i
+      Gaza, Gat og Asdod blev der Levninger tilbage.
+
+ 23.  Således indtog Josua hele Landet, ganske som HERREN havde sagt
+      til Moses, og Josua gav Israel det i Eje efter deres Afdelinger,
+      Stamme for Stamme. Og Landet fik Ro efter Krigen.
+
+Josua 12
+
+  1.  Følgende to Konger i Landet blev overvundet af Israeliterne og
+      deres Land taget i Besiddelse af dem, Landet østen for Jordan
+      fra Arnonfloden til Hermonbjerget og hele Arabalavningens østre
+      Del:
+  2.  Amoriterkongen Sibon, som boede i Hesjbon og herskede fra Aroer
+      ved Arnonflodens Bred og fra Midten af Floddalen over Halvdelen
+      af Gilead indtil Jabbokfloden, der er Ammoniternes Grænse,
+  3.  og over Arabalavningen indtil Kionerotsøens Østside og
+      Arabahavets, Salthavets, Østside hen imod Bet-Jesjimot og
+      længere Syd på hen imod Egnen ved Foden af Pisgas Skrænter;
+  4.  og Kong Og af Basan. som hørte til dem, der var tilbage af
+      Refaiterne, og boede i Asjtarot og Edrei
+  5.  og herskede over Hermonbjerget, Salka og hele Basan indtil
+      Gesjuriternes og Måkatiternes Landemærke og over Halvdelen af
+      Gilead indtil Kong Sihon af Hesjbons Landemærke.
+  6.  HERRENs Tjener Moses og Israeliterne havde overvundet dem, og
+      HERRENs Tjener Moses havde givet Rubeniterne, Gaditerne og
+      Manasses halve Stamme Landet i Eje.
+
+  7.  Følgende Konger i Landet blev overvundet af Josua og
+      Israeliterne hinsides Jordan, på Vestsiden, fra Ba'al Gad i
+      Dalen ved Libanon til det nøgne Bjergdrag, som højner sig mod
+      Seir, og deres Land givet Israels Stammer i Eje af Josua efter
+      deres Afdelinger,
+  8.  i Bjerglandet, i Lavlandet, i Arabalavningen, på Skråningerne, i
+      Ørkenen og i Sydlandet, Hetiterne, Amoriterne, Kana'anæerne,
+      Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne:
+  9.  Kongen i Jeriko een; Kongen i Aj ved Betel een;
+ 10.  Kongen i Jerusalem een; Kongen i Hebron een;
+ 11.  Kongen i Jarmut een; Kongen i Lakisj een;
+ 12.  Kongen i Eglon een; Kongen i Gezer een;
+ 13.  Kongen i Debir een; Kongen i Geder een;
+ 14.  Kongen i Horma een; Kongen i Arad een;
+ 15.  Kongen i Libna een; Kongen i Adullam een;
+ 16.  Kongen i Makkeda een; Kongen i Betel een;
+ 17.  Kongen i Tappua een; Kongen i Hefer een;
+ 18.  Kongen i Afek een; Kongen i Lassjaron een;
+ 19.  Kongen i Madon een; Kongen i Hazor een;
+ 20.  Kongen i Sjimron Meron een; Kongen i Aksjaf een;
+ 21.  Kongen i Ta'anak een; Kongen i Megiddo een;
+ 22.  Kongen i Kedesj een; Kongen i Jokneam ved Karmel een;
+ 23.  Kongen i Dor ved Højdedraget Dor een; Kongen over Folkene i
+      Galilæa een;
+ 24.  Kongen i Tirza een; tilsammen en og tredive Konger.
+
+Josua 13
+
+  1.  Da Josua var blevet gammel og til Års, sagde HERREN til ham: "Du
+      er blevet gammel og til Års, og der er endnu såre meget tilbage
+      af Landet at indtage.
+  2.  Dette er det Land, som er tilbage: Hele Filisternes Landområde
+      og alle Gesjuriterne,
+  3.  Landet fra Sjihor østen for Ægypten indtil Ekrons Landemærke i
+      Nord det regnes til Kana'anæerne de fem Filisterfyrster i Gaza,
+      Asdod, Askalon, Gat og Ekron, desuden Avviterne
+  4.  mod Syd, hele Kana'anæerlandet fra Meara, som tilhører
+      Zidonierne, indtil Afek og til Amoriternes Landemærke,
+  5.  og det Land, som mod Øst grænser til Libanon fra Ba'al Gad ved
+      Hermonbjergets Fod til Egnen hen imod Hamat.
+  6.  Alle Indbyggerne i Bjerglandet fra Libanon til Misrefot Majim,
+      alle Zidonierne, vil jeg drive bort foran Israeliterne. Tildel
+      kun Israel det som Ejendom, således som jeg har pålagt dig.
+  7.  Udskift derfor dette Land som Ejendom til de halvtiende
+      Stammer." Manasses halve Stamme
+  8.  såvel som Rubeniterne og Gaditerne havde nemlig fået deres
+      Arvelod, som Moses gav dem hinsides Jordan, på Østsiden, således
+      som HERRENs Tjener Moses gav dem,
+  9.  fra Aroer ved Arnonflodens Bred og Byen midt nede i Dalen, hele
+      Højsletten fra Medeba til Dibon,
+ 10.  alle de Byer, som havde tilhørt Amoriterkongen Sibon, der
+      herskede i Hesjbon, indtil Ammoniternes Landemærke,
+ 11.  fremdeles Gilead og Gesjuriternes og Ma'akatiternes Landemærke,
+      hele Hermonbjerget og hele Basan indtil Salka,
+ 12.  hele det Rige, der havde tilhørt Og af Basan, som herskede i
+      Asjtarot og Edrei, den sidste, der var tilbage af Refaiterne;
+      Moses havde overvundet dem alle og drevet dem bort.
+ 13.  Men Israeliterne drev ikke Gesjuriterne og Ma'akatiterne bort,
+      så at Gesjur og Ma'akat bor i blandt Israel den Dag i bag.
+ 14.  Kun Levis Stamme gav han ingen Arvelod; HERREN, Israels Gud, er
+      hans Arvelod, således som han tilsagde ham.
+
+ 15.  Moses gav Rubeniternes Stamme Land, Slægt for Slægt,
+ 16.  og de fik deres Område fra Aroer ved Arnonflodens Bred og Byen
+      midt nede i Dalen, hele Højsletten indtil
+ 17.  Hesjbon og alle de Byer, som ligger på Højsletten, Dibon, 
+      Bamot Ba'al, Bet Ba'al Meon,
+ 18.  Jaza, Kedemot, Mefa'at,
+ 19.  Kirjatajim, Sibma, Zeret Sjahar på Dalbjerget,
+ 20.  Bet-Peor ved Pisgas Skrænter. Bet-Jesjimot
+ 21.  og alle de andre Byer på Højsletten og hele det Rige, der havde
+      tilhørt Amoriterkongen Sibon, som herskede i Hesjbon, hvem Moses
+      havde overvundet tillige med Midjans Fyrster Evi, Rekem, Zur,
+      Hur og Reba, der var Sihons Lydkonger og boede i Landet;
+ 22.  også Sandsigeren Bileam, Beors Søn, havde Israeliterne dræbt med
+      Sværdet sammen med de andre af dem, der blev slået ihjel.
+ 23.  Rubeniternes Grænse blev Jordan; den var Grænseskel. Det var
+      Rubeniternes Arvelod efter deres Slægter, de nævnte Byer med
+      Landsbyer.
+
+ 24.  Og Moses gav Gads Stamme, Gaditerne, Land, Slægt for Slægt,
+ 25.  og de fik følgende Landområde: Jazer og alle Byerne i Gilead og
+      Halvdelen af Ammoniternes Land indtil Aroer, som ligger østen
+      for Rabba,
+ 26.  og Landet fra Hesjbon til Ramat-Mizpe og Betonim, og fra
+      Mahanajim til Lodebars Landemærke;
+ 27.  og i Lavningen Bet-Haram, Bet-Nimra, Sukkot og Zafon, Resten af
+      Kong Sihon af Hesjbons Rige, med Jordan til Grænse, indtil Enden
+      af Kinnerets Sø, hinsides Jordan, på Østsiden.
+ 28.  Det var Gaditernes Arvelod efter deres Slægter: de nævnte Byer
+      med Landsbyer.
+
+ 29.  Og Moses gav Manasses halve Stamme Land, Slægt for Slægt;
+ 30.  og deres Landområde strakte sig fra Mahanajim over hele Basan,
+      hele Kong Og af Basans Rige og alle Jairs Teltbyer, som ligger i
+      Basan, tresindstyve Byer,
+ 31.  Halvdelen af Gilead og Asjtarot og Edre'i, Ogs Kongsbyer i Basan;
+      det gav han Manasses Søn Makirs Sønner, Halvdelen af Makirs
+      Sønner, Slægt for Slægt.
+
+ 32.  Det er alt, hvad Moses udskiftede på Moabs Sletter hinsides
+      Jordan over for Jeriko, på Østsiden.
+ 33.  Men Levis Stamme gav Moses ingen Arvelod; HERREN, Israels Gud,
+      er deres Arvelod, således som han tilsagde dem.
+
+Josua 14
+
+  1.  Følgende er de Landstrækninger, Israeliterne fik til Arvelod i
+      Kana'ans Land, som Præsten Eleazar og Josua, Nuns Søn, og
+      Overhovederne for de israelitiske Stammers Fædrenehuse tildelte
+      dem
+  2.  ved Lodkastning som deres Ejendom i Overensstemmelse med det
+      Påbud, HERREN havde givet Moses om de halvtiende Stammer.
+  3.  Thi Moses havde givet de halvtredje Stammer Arvelod hinsides
+      Jordan; men Leviterne gav han ikke Arvelod iblandt dem.
+  4.  Josefs Efterkommere udgjorde nemlig to Stammer, Manasse og
+      Efraim; og Leviterne fik ikke Del i Landet, men kun Byer at bo i
+      tillige med de tilhørende Græsmarker til deres Hjorde og Kvæg.
+  5.  Hvad HERREN havde pålagt Moses, gjorde Israeliterne, og de
+      udskiftede Landet.
+
+  6.  Da trådte Judæerne frem for Josua i Gilgal, og Kenizziten Kaleb,
+      Jefunnes Søn, sagde til ham: "Du ved, hvad det var, HERREN
+      talede til den Guds Mand Moses i Kadesj Barnea om mig og dig.
+  7.  Fyrretyve År gammel var jeg, dengang HERRENs Tjener Moses
+      udsendte mig fra Kadesj Barnea for at udspejde Landet; og jeg
+      aflagde ham Beretning efter bedste Overbevisning.
+  8.  Men mine Brødre, som var draget med mig, gjorde Folket modløst,
+      medens jeg viste HERREN min Gud fuld Lydighed.
+  9.  Og Moses svor den Dag: Sandelig, det Land, din Fod har betrådt,
+      skal være din og dine Efterkommeres Arvelod til evig Tid, fordi
+      du har vist HERREN min Gud fuld Lydighed!
+ 10.  Og se, nu har HERREN opfyldt sit Ord og holdt mig i Live fem og
+      fyrretyve År, siden dengang HERREN talede dette Ord til Moses,
+      al den Tid Israel vandrede i Ørkenen, og se, jeg er nu fem og
+      firsindstyve År.
+ 11.  Endnu den Dag i Dag er jeg rask og rørig som på hin Dag, da
+      Moses udsendte mig; nu som da er min Kraft den samme til Kamp og
+      til at færdes omkring.
+ 12.  Så giv mig da dette Bjergland, som HERREN dengang talede om; du
+      hørte det jo selv. Thi der bor Anakiter der, og der er store,
+      befæstede Byer; måske vil HERREN være med mig, så jeg kan drive
+      dem bort, som HERREN har sagt!"
+ 13.  Da velsignede Josua ham, og han gav Kaleb, Jefunnes Søn, Hebron
+      til Arvelod.
+ 14.  Derfor tilfaldt Hebron Kenizziten Kaleb, Jefunnes Søn,, som
+      Arvelod, og den hører ham til den Dag i Dag, fordi han viste
+      HERREN, Israels Gud, fuld Lydighed.
+ 15.  Men Hebron hed forhen Arbas By; han var den største Mand blandt
+      Anakiterne. Og Landet fik Ro efter krigen.
+
+Josua 15
+
+  1.  Loddet faldt for Judæernes Stamme efter deres Slægter således,
+      at deres Landområd strækker sig hen, imod Edoms Område, Zins
+      Ørken mod Syd, yderst mod Syd.
+  2.  Deres Sydgrænse begynder ved Enden af Salthavet, ved den sydlige
+      Bugt,
+  3.  og løber sønden om Akrabbimpasset, går videre til Zin, strækker
+      sig opad sønden om Kadesj-Barnea og går derpå videre til Hezron
+      og op til Addar; så drejer den om mod Karka'a,
+  4.  går videre til Azmon og fortsætter til Ægyptens Bæk; så ender
+      Grænsen ved Havet. Det er deres Sydgrænse.
+  5.  Østgrænsen er Salthavet indtil Jordans Udløb. Nordgrænsen
+      begynder ved Havets Bugt ved Jordans Udløb;
+  6.  derpå strækker Grænsen sig opad til Bet Hogla og går videre
+      norden om Bet Araba; så strækker Grænsen sig opad til Rubens Søn
+      Bohans Sten;
+  7.  derpå strækker Grænsen sig fra Akors Dal op til Debir og drejer
+      nordpå til Gilgal, som ligger lige over for Adummimpasset sønden
+      for Dalen; derefter går Grænsen videre over til Vandet ved
+      Sjemesjkilden og ender ved Rogelkilden;
+  8.  derpå strækker Grænsen sig op i Hinnoms Søns Dal til Sydsiden af
+      Jebusiternes Bjergryg, det er Jerusalem; derpå strækker Grænsen
+      sig op til Toppen af Bjerget lige vesten for Hinnoms Dal ved
+      Refaimdalens Nordende;
+  9.  derpå bøjer Grænsen fra Toppen af dette Bjerg ben til Neftoas
+      Vandkilde og løber videre til Byerne på Efronbjerget; så bøjer
+      Grænsen om til Ba'ala, det er Kirjat-Jearim;
+ 10.  derpå drejer Grænsen om fra Ba'ala mod Vest til Seirbjerget, går
+      videre til Jearimbjergets nordre Udløber, det er Kesalon: så
+      strækker den sig ned til Bet Sjemesj og går videre til Timna;
+ 11.  derpå løber Grænsen i nordlig Retning til Bjergryggen ved Ekron;
+      så bøjer Grænsen om til Sjikkaron, går videre til Ba'alabjerget,
+      løber til Jabne'el og ender ved Havet.
+ 12.  Vestgrænsen er det store Hav. Det er Grænsen rundt om Judæernes
+      Område efter deres Slægter.
+
+ 13.  Men Kaleb, Jefunnes Søn, gav han et Stykke Land imellem Judæerne
+      efter HERRENs Befaling til Josua: Anaks Stamfader Arbas By, det
+      er Hebron;
+ 14.  og Kaleb drev de tre Anakiter bort derfra, Sjesjaj, Abiman og
+      Talmaj, der nedstammede fra Anak.
+ 15.  Derfra drog han op mod Debirs Indbyggere; Debir hed fordum
+      Kirjat Sefer.
+ 16.  Da sagde Kaleb: "Den, som slår Kirjat Sefer og indtager det,
+      giver jeg min datter Aksa til Hustru!"
+ 17.  Og da Benizziten Otniel, Kalebs Broder, indtog det, gav han ham
+      sin Datter Aksa til Hustru.
+ 18.  Men da hun kom til ham, æggede han hende til at bede sin Fader
+      om Agerland. Hun sprang da ned af Æselet, og Kaleb spurgte
+      hende: "Hvad vil du?"
+ 19.  Hun svarede: "Giv mig en Velsignelse!" Siden du har bortgiftet
+      mig i det tørre Sydland, må du give mig Vandkilder!" Da gav han
+      hende de øvre og de nedre Vandkilder.
+
+ 20.  Judæernes Stammes Arvelod efter deres Slægter er:
+ 21.  Byerne i Udkanten af Judæernes Stamme ved Edoms Grænse i
+      Sydlandet er følgende: Kabzeel, Eder, Jagur,
+ 22.  Kina, Dimona, Arara,
+ 23.  Kedesj Hazot, Jitnan,
+ 24.  Zif, Telam, Bealot,
+ 25.  Hazor Hadatta, Kerijjot Hezron, det er Hazor,
+ 26.  Amam, Sjema, Molada,
+ 27.  Hazar Gadda, Hesjmon, Bet Pelet,
+ 28.  Hazar Sjual, Be'ersjeba med Småbyer,
+ 29.  Ba'ala, Ijjim, Ezem,
+ 30.  Eltolad, Betul, Horma,
+ 31.  Ziklag, Madmanna, Sansanna,
+ 32.  Lebaot, Sjilhim og En Rimmox; tilsammen ni og tyve Byer med
+      Landsbyer.
+
+ 33.  I Lavlandet: Esjtaol, Zora, Asjna,
+ 34.  Zanoa, En Gannim, Tappua, Enam, 35 Jarmut, Adullam, Soko, Azeka,
+ 36.  Sja'arajim, Aditajim, Gedera og Gederotajim; tilsammen fjorten
+      Byer med Landsbyer.
+ 37.  Zenan, Hadasja, Migdal Gad,
+ 38.  Dilan, Mizpe, Jokte'el,
+ 39.  Lakisj, Bozkaf, Eglon,
+ 40.  Kabbon, Lamas, Hitlisj,
+ 41.  Gederot, Bet Dagon, Na'ama og Makkeda; tilsammen seksten Byer
+      med Landsbyer.
+ 42.  Libna, Eter, Asjan,
+ 43.  Jifta, Asjna, Nezib,
+ 44.  Keila, Akzib og Maresja; tilsammen ni Byer med Landsbyer.
+ 45.  Ekron med Småbyer og Landsbyer;
+ 46.  fra Ekron til Havet alt, hvad der ligger på Asdodsiden, med
+      tilhørende Landsbyer;
+ 47.  Asdod med Småbyer og Landsbyer; Gaza med Småbyer og Landsbyer
+      indtil Ægyptens Bæk med det store Hav som Grænse.
+
+ 48.  I Bjerglandet: Sjamir, Jattir, Soko,
+ 49.  Danna, Kirjat Sefer, det er Debir,
+ 50.  Anab, Esjtemo, Anim,
+ 51.  Gosjen, Holon og Gilo; tilsammen elleve Byer med Landsbyer.
+ 52.  Arab, Duma, Esjan,
+ 53.  Janum, Bet Tappua, Afeka,
+ 54.  Humta, Kirjat Arba, det er Hebron, og Zior; tilsammen ni Byer
+      med Landsbyer.
+ 55.  Maon, Karmel, Zif, Jutta,
+ 56.  Jizre'el, Jokdeam, Zanoa,
+ 57.  Hain, Gibea og Timna; tilsammen ti Byer med Landsbyer.
+ 58.  Halhul, Bet Zur, Gedor,
+ 59.  Ma'arat, Bet Anon og Eltekon; tilsammen seks Byer med
+      Landsbyer. Tekoa, Efrata, det er Betlehem, Peor, Etam, Kulon,
+      Tatam, Sores, Kerem, Gallim, Beter og Menoho; tilsammen elleve
+      Byer med Landsbyer.
+ 60.  Hirjat Ba'al, det er Hirjat Jearim, og Rabba; tilsammen to Byer
+      med Landsbyer.
+
+ 61.  I Ørkenen: Bet Araba, Middin, Sekaka,
+ 62.  Nibsjan, Ir Mela og En Gedi; tilsammen seks Byer med Landsbyer.
+
+ 63.  Men Jebusiterne, som boede i Jerusalem, kunde Judæerne ikke
+      drive bort; og Jebusiterne bor i Jerusalem sammen med Judæerne
+      den Dag i Dag.
+
+Josua 16
+
+  1.  For Josefs Sønner faldt Loddet således: Mod Øst går Grænsen fra
+      Jordan ved Jeriko, ved Jerikos Vande, op gennem Ørkenen, som fra
+      Jeriko strækker sig op i Bjergland,et til Betel;
+  2.  fra Betel fortsætter den videre til Arkiternes Landemærke, til
+      Atarot,
+  3.  og strækker sig nedad mod Vest til Ja Detiternes Landemærke, til
+      Nedre Bet Horons Landemærke og til Gezer og ender ved Havet.
+
+  4.  Og Josefs Sønner, Manasse og Efraim, fik Arvelodder.
+  5.  Efraimiternes Landemærke efter deres Slægter var følgende:
+      Grænsen for deres Arvelod er mod Øst Atarot Addar og går til
+      Øvre Bet Horon;
+  6.  derpå går Grænsen ud til Havet. Mod Nord er Grænsen Mikmetat;
+      Grænsen går så mod Øst til Ta'anat Sjilo, løber videre østen om
+      Janoa,
+  7.  strækker sig så fra Janoa ned til Atarot og Na'ara, støder op
+      til Jeriko og ender ved Jordan.
+  8.  Fra Tappua går Grænsen mod Vest til Kanabækken og ender ved
+      Havet. Det er Efraimiternes Stammes Arvelod efter deres Slægter.
+  9.  Dertil kommer de Byer, som udskiltes til Efraimiterne inden for
+      Manassiternes Arvelod, alle Byerne med Landsbyer.
+ 10.  Men de fordrev ikke Kana'anæerne, som boede i Gezer, og således
+      er Kana'anæerne blevet boende midt i Efraim indtil den Dag i
+      Dag, idet de siden blev Hoveriarbejdere.
+
+Josua 17
+
+  1.  Og Loddet faldt for Manasses Stamme: thi han var Josefs
+      førstefødte. Makir, Manasses førstefødte, Gileads Fader - han
+      var nemlig Kriger - fik Gilead og Basan.
+  2.  Og de øvrige Manassiter fik Land efter deres Slægter, Abiezers,
+      Heleks, Asriels, Sjekems, Hefers og Sjemidas Sønner; det er
+      Josef's Søn Manasses mandlige Efterkommere efter deres Slægter.
+  3.  Men Zelofhad, en Søn af Hefer, en Søn af Gilead, en Søn af
+      Makir, en Søn af Manasse, havde ingen Sønner, kun Døtre; og hans
+      Døtre hed Mala, Noa, Hogla, Milka og Tirza.
+  4.  De trådte frem for Præsten Eleazar og Josua, Nuns Søn, og
+      Øversterne og sagde: "HERREN bød Moses give os Arvelod iblandt
+      vore Brødre!" Da gav han dem efter HERRENs Bud en Arvelod
+      iblandt deres Faders Brødre.
+  5.  Således faldt ti Parter på Manasse foruden Landet Gilead og
+      Basan hinsides Jordan.
+  6.  Thi Manasses døtre fik Arvelod blandt hans Sønner. Men Landet
+      Gilead tilfaldt Manasses øvrige Efterkommere.
+
+  7.  Og Manasses Grænse går fra Aser til Mikmetat, som ligger østen
+      for Sikem; derpå går Grænsen mod Syd til Befolkningen i
+      En-Tappua.
+  8.  Manasse fik Landskabet Tappua; men Byen Tappua ved Manasses
+      Grænse tilfaldt Efraimiterne.
+  9.  Derpå strækker Grænsen sig ned til Kanabækken, sønden om Bækken;
+      Byerne der tilfaldt Efraim, midt iblandt Manasses Byer; Manasses
+      Landområde ligger norden for Bækken. Grænsen ender derpå ved
+      Havet.
+ 10.  Sydsiden tilhører Efraim og Nordsiden Manasse. Havet danner
+      Grænse; mod Nord støder de op til Aser, mod Øst til Issakar.
+ 11.  I Issakar og Aser tilfaldt følgende Byer Manasse: Bet-Sjean med
+      Småbyer, Jibleam med Småbyer, Befolkningen i Dor med Småbyer,
+      Befolkningen i En-Dor med Småbyer, Befolkningen i Ta'anak med
+      Småbyer og Befolkningen i Megiddo med Småbyer, de tre Højdedrag.
+ 12.  Men Manassiterne kunde ikke drive disse Byers Indbyggere bort,
+      det lykkedes Kana'anæerne at holde sig i disse Egne.
+ 13.  Da Israeliterne blev de stærkeste, gjorde de Kana'anæerne til
+      Hoveriarbejdere, men drev dem ikke bort.
+
+ 14.  Da talte Josefs Sønner til Josua og sagde: "Hvorfor har du kun
+      givet mig een Lod og een Part til Arvelod, skønt jeg er et
+      talrigt Folk, eftersom HERREN hidtil har velsignet mig?"
+ 15.  Josua svarede dem: "Når du er et talrigt Folk, så drag op i
+      Skovlandet og ryd dig Jord der i Perizziternes og Refaiternes
+      Land, siden Efraims Bjergland er dig for trangt!"
+ 16.  "Da sagde Josefs Sønner: "Bjerglandet er os ikke nok, og alle
+      Kana'anærerne, som bor på Slettelandet, både de i Bet-Sjean med
+      Småbyer og de på Jizre'elsletten, har jernbeslagne Vogne!"
+ 17.  Da sagde Josua til Josefs Slægt, til Efraim og Manasse: "Du er
+      et talrigt Folk og har stor Kraft; du skal ikke komme til at
+      nøjes med een Lod,
+ 18.  men et Bjergland skal tilfalde dig, thi det er skovbevokset.  og
+      når du rydder det, skal det tilfalde dig med Udløberne derfra;
+      thi du skal drive Kana'anæerne bort, selv om de har jernbeslagne
+      Vogne; du er nemlig stærkere end de."
+
+Josua 18
+
+  1.  Hele Israeliternes Menighed kom sammen i Silo, og de rejste
+      Åbenbaringsteltet der, da de nu havde underlagt sig Landet.
+
+  2.  Men der var endnu syv Stammer tilbage af Israeliterne, som ikke
+      havde fået deres Arvelod tildelt.
+  3.  Josua sagde derfor til Israeliterne: "Hvor længe vil I endnu
+      nøle med at drage hen og tage det Land i Besiddelse, som HERREN,
+      eders Fædres Gud, har givet eder?
+  4.  Udse eder tre Mænd af hver Stamme, som jeg kan udsende; de skal
+      gøre sig rede og drage Landet rundt og affatte en Beskrivelse
+      derover til Brug ved Fastsættelsen af deres Arvelod og så komme
+      tilbage til mig.
+  5.  De skal dele det i syv Dele; Juda skal beholde sit Område mod
+      Syd og Josefs Slægt sit mod Nord.
+  6.  Og I skal så affatte en Beskrivelse over Landet, delt i syv
+      Dele, og bringe mig den; så vil jeg kaste Lod for eder her for
+      HERREN vor Guds Åsyn.
+  7.  Thi Leviterne får ingen Del iblandt eder, da HERRENs Præstedømme
+      er deres Arvelod; og Gad, Ruben og Manasses halve Stamme har på
+      Jordans Østside fået deres Arvelod, som HERRENs Tjener Moses gav
+      dem!"
+
+  8.  Da begav Mændene sig på Vej; og Josua bød de bortdragende
+      affatte en Beskrivelse over Landet, idet han sagde: "Drag Landet
+      rundt, affat en Beskrivelse over det og kom så tilbage til mig;
+      så vil jeg kaste Lod for eder her for HERRENs Åsyn i Silo!"
+  9.  Så begav, Mændene sig på Vej og drog igennem Landet og affattede
+      en Beskrivelse derover, By for By, i syv Dele; og derpå kom de
+      tilbage til Josua i Lejren ved Silo.
+ 10.  Men Josua kastede Lod for dem i Silo for HERRENs Åsyn og
+      udskiftede der Landet til Israeliterne, Afdeling, for Afdeling.
+
+ 11.  Da faldt Loddet for Benjaminiternes Stamme efter deres Slægter;
+      og det Område, der blev deres Lod, kom til at ligge mellem Judas
+      og Josefs Sønner.
+ 12.  Deres Nordgrænse begynder ved Jordan, og Grænsen strækker sig op
+      til Bjergryggen norden for Jeriko og mod Vest op i Bjerglandet,
+      så den ender i Bet-Avens Ørken;
+ 13.  derfra går Grænsen videre til Luz, til Bjergryggen sønden for
+      Luz, det er Betel, og strækker sig ned til Atarot-Addar over
+      Bjerget sønden for Nedre-Bet-Horon.
+ 14.  Derpå bøjer Grænsen om og løber som Vestgrænse sydpå fra Bjerget
+      lige sønden for Bet-Horon og ender ved Kirjat-Ba'al, det er den
+      judæiske By Kirjat-Jearim; det er Vestgrænsen.
+ 15.  Sydgrænsen begynder ved Udkanten af Kirjat-Ba'al, og Grænsen går
+      til Neftoas Vandkilde;
+ 16.  derpå strækker den sig ned til Randen af Bjerget lige over for
+      Hinnoms Søns dal norden for Refaimdalen og videre til Hinnoms
+      Dal sønden om Jebusiternes Bjergryg og til Rogelkilden;
+ 17.  så drejer den nordpå og fortsætter til Sjemesjkilden og videre
+      til Gelilot lige over for Adummimpasset, derpå ned til Rubens
+      Søn Bohans Sten
+ 18.  og går så videre til Bjergryggen norden for Bet-Araba og ned i
+      Arabalavningen;
+ 19.  så går den videre til bjergryggen norden for Bet-Hogla og ender
+      norden for Salthavets Bugt ved Jordans Udløb; det er Sydgrænsen.
+ 20.  Mod Øst danner Jordan Grænse. Det er Benjaminiternes Arvelod med
+      dens Grænser efter deres Slægter.
+
+ 21.  Og Benjaminiternes Stammes Byer efter deres Slægter er følgende:
+      Jeriko, Bet-Hogla, Emek-Keziz,
+ 22.  Bet-Araba, Zemarajim, Betel,
+ 23.  Avvim, Para, ofra,
+ 24.  Kefar-Ammoni, Ofni og Geba; tilsammen tolv Byer med Landsbyer.
+ 25.  Gibeon, Rama, Be'erot,
+ 26.  Mizpe, Kefira, Moza,
+ 27.  Rekem, Jirpe'el, Tar'ala,
+ 28.  Zela, Elef, Jebus, det er Jerusalem, Gibeat og Kirjat-Jearim;
+      tilsammen fjorten Byer med Landsbyer. Det er Benjaminiternes
+      Arvelod efter deres Slægter.
+
+Josua 19
+
+  1.  Det andet Lod faldt for Simeon, for Simeoniternes Stamme efter
+      deres Slægter; og deres Arvelod kom til at ligge inde i
+      Judæernes Arvelod.
+  2.  Til deres Arvelod hørte: Be'er-sjeba, Sjema, Molada,
+  3.  Hazar-Sjual, Bala, Ezem,
+  4.  Eltolad, Betul, Horma,
+  5.  Ziklag, Bet-Markabot, Hazar-Susa,
+  6.  Bet-Lebaot og Sjaruhen; tilsammen tretten Byer med Landsbyer.
+  7.  En-Rimmon, Token, Eter og Asjan; tilsammen fire Byer med
+      Landsbyer.
+  8.  Desuden alle Landsbyerne rundt om disse Byer indtil
+      Ba'alat-Be'er, Rama i Sydlandet. Det er Simeoniternes Stammes
+      Arvelod efter deres Slægter.
+  9.  Fra Judæernes Del blev Simeoniternes Arvelod taget; thi
+      Judæernes Del var for stor til dem; der for fik Simeoniterne
+      Arvelod inde i deres Arvelod.
+
+ 10.  Det tredje Lod faldt for Zebuloniterne efter deres Slægter.
+      Deres Arvelods Landemærke når til Sarid:
+ 11.  og deres Grænse strækker sig vestpå op til Mar'ala, berører
+      Dabbesjet og støder til Bækken, som løber østen om Jokneam;
+ 12.  fra Sarid drejer den østpå, mod Solens Opgang, hen imod
+      Kis-Idt-Tabors Område og fortsætter til Daberat og op til Jafia;
+ 13.  mod Øst, mod Solens Opgang, løber den derpå over til Gat-Hefer,
+      til Et-Kazin og videre til Rimmona og bøjer om til Nea;
+ 14.  derfra drejer Grænsen i nordlig Retning til Hannaton og ender i
+      Dalen ved Jifta-El.
+ 15.  Og den omfatter Kattat, Nabalal, Sjimron, Jid'ala og Betlehem;
+      tilsammen tolv Byer med Lands-byer.
+ 16.  Det er Zebulonilernes Arvelod efter deres Slægter, nævnte Byer
+      med Landsbyer.
+
+ 17.  For Issakar faldt det fjerde Lod, for Issakariterne efter deres
+      Slægter;
+ 18.  og deres Landemærke var: Jizre'el, Kesullot, Sjunem,
+ 19.  Hafarajim, Sji'on, Anabarat,
+ 20.  Rabbit, Kisjjon, Ebez,
+ 21.  Remet, En-Gannim, En-Hadda og Bet-Pazzez.
+ 22.  Og Grænsen berører Tabor, Sja-hazim og Bet-Sjemesj og ender ved
+      Jordan; tilsammen seksten Byer med Landsbyer.
+ 23.  Det er Issakariternes Stammes Område efter deres Slægter, nævnte
+      Byer med Landsbyer.
+
+ 24.  Det femte Lod faldt for Aseriternes Stamme efter deres Slægter.
+ 25.  Deres Landemærke var: Helkat, Hali, Beten, Aksjaf,
+ 26.  Alammelek, Am'ad og Misj'al; derpå berører Grænsen Harmel mod
+      Vest og Sjihor-Libnat,
+ 27.  drejer så østpå til Betbagon og berører Zebulon og Dalen ved
+      Jifta-El mod Nord; derpå går den til Bet-Emek og Ne'iel og
+      fortsætter nordpå til Kabul,
+ 28.  Abdon, Rebob, Hammon og Hana indtil den store Stad Zidon;
+ 29.  så drejer Grænsen mod Rama og til den befæstede By Tyrus; derpå
+      drejer Grænsen mod Hosa og ender ved Havet; desuden Mahalab,
+      Akzib,
+ 30.  Akko, Afek, Rebob; tilsammen to og tyve Byer med Landsbyer.
+ 31.  Det er Aseriternes Stammes Område efter deres Slægter, nævnte
+      Byer med Landsbyer.
+
+ 32.  For Naftaliterne faldt det sjette Lod, for Naftaliterne efter
+      deres Slægter.
+ 33.  Deres Landemærke går fra Helet, fra Allon-Beza'anannim og
+      Adami-Nekeb og Jabne'el indtil Lakkum og ender ved Jordan;
+ 34.  så drejer Grænsen vestpå til Aznot-Tabor, fortsætter derfra til
+      Hukkok, berører Zebulon mod Syd, Aser mod Vest og Jordan mod
+      Øst.
+ 35.  Befæstede Byer er: Ziddim, Zer, Hammat, Rakkat, Kinneret,
+ 36.  Adama, Rama, Hazor,
+ 37.  Hedesj, Edre'i, En-Hazor,
+ 38.  Jir'on, Migdal-El, Horem, Bet-Anat og Bet-Sjemesj; tilsammen
+      nitten Byer med Landsbyer.
+ 39.  Det er Naftaliternes Stammes Arvelod efter deres Slægter, nævnte
+      Byer med Landsbyer.
+
+ 40.  For Daniternes Stamme efter deres Slægter faldt det syvende Lod.
+ 41.  Deres Arvelods Landemærke var: Zor'a, Esjtaol, Ir-Sjemesj,
+ 42.  Sja'alabbin, Ajjalon, Jitla,
+ 43.  Elon, Timna, Ekron,
+ 44.  Elteke, Gibbeton, Ba'alat,
+ 45.  Jehud, Bene-Berak, Gat-Rim-mon,
+ 46.  Me-Ja1'kon og Rakkon og Egnen hen imod Jafo.
+ 47.  Men Daniternes Område blev dem for trangt; derfor drog Daniterne
+      op og angreb Lesjem, indtog det og slog det med Sværdet; derpå
+      tog de det i Besiddelse og bosatte sig der og gav Lesjem Navnet
+      Dan efter deres Stamfader Dan.
+ 48.  Dette er Daniternes Stammes Arvelod efter deres Slægter, nævnte
+      Byer med Landsbyer.
+
+ 49.  Da Israeliterne var færdige med Udskiftningen af Landet, Stykke
+      for Stykke, gav de Josua, Nuns Søn, en Arvelod imellem sig.
+ 50.  Efter HERRENs Påbud gav de ham den By, han udbad sig,
+      Timnat-Sera i Efraims Bjerge; og han befæstede Byen og bosatte
+      sig der.
+
+ 51.  Det er de Arvelodder, som Præsten Eleazar og Josua, Nuns Søn, og
+      Overhovederne for de israelitiske Stammers Fædrenehuse
+      udskiftede ved Lodkastning i Silo for HERRENs Åsyn ved
+      Åbenbaringsteltets Indgang. Således blev de færdige med
+      Udskiftningen af Landet.
+
+Josua 20
+
+  1.  Og HERREN talede til Josua og sagde
+  2.  "Tal til Israeliterne og sig: Afgiv de Tilflugtsbyer, jeg talede
+      til eder om ved Moses,
+  3.  for at en Manddraber, der uforsætligt og af Vanvare slår en
+      ihjel, kan ty til dem, så at de kan være eder Tilflugtssteder
+      mod Blodhævneren.
+  4.  Når han tyr hen til en af disse Byer og stiller sig i Byportens
+      Indgang og forebringer sin Sag for Byens Ældste, skal de optage
+      ham i Byen hos sig og anvise ham et Sted, hvor han kan bo bos
+      dem;
+  5.  og når Blodhævneren forfølger ham, må de ikke udlevere
+      Manddraberen til ham, thi han har slået sin Næste ihjel af
+      Vanvare uden i Forvejen at have båret Nag til ham;
+  6.  han skal blive boende i denne By, indtil han har været stillet
+      for Menighedens Domstol, eller den Mand, som på den Tid er
+      Ypperstepræst, dør; derefter kan Manddraberen vende tilbage til
+      sin By og sit Hjem, den By, han er flygtet fra."
+
+  7.  Da helligede de Kedesj i Galilæa i Naftalis Bjerge, Sikem i
+      Efrims Bjerge og Kirjat-Arba, det er Hebron, i Judas Bjerge.
+  8.  Og østen for Jordan afgav de Bezer i Ørkenen, på Højsletten, af
+      Rubens Stamme, Ramot i Gilead at Gads Stamme og Golan i Basan af
+      Manasses Stamme.
+  9.  Det var de Byer, som fastsattes for alle Israeliterne og de
+      fremmede, som bor iblandt dem, i det Øjemed at enhver, der
+      uforsætligt slår en ihjel, kan ty derhen og undgå Døden for
+      Blodhævnerens Hånd, før han har været stillet for Menighedens
+      Domstol.
+
+Josua 21
+
+  1.  Derpå trådte Overhovederne for Leviternes Fædrenehuse frem for
+      Præsten Eleazar og Josua, Nuns Søn, og Overhovederne for de
+      israelitiske Stammers Fædrenehuse
+  2.  og talte således til dem i Silo i Kana'ans Land: "HERREN bød ved
+      Moses, at der skulde gives os nogle Byer at bo i med tilhørende
+      Græsmarker til vort Kvæg."
+  3.  Da afgav Israeliterne i Følge HERRENs Bud af deres Arvelod
+      følgende Byer med Græsmarker til Leviterne.
+
+  4.  Loddet faldt først for Kehatiternes Slægter, således at Præsten
+      Arons Sønner blandt Leviterne ved Lodkastningen fik tretten Byer
+      af Judas, Simeoniternes og Benjamins Stammer,
+  5.  mens de andre Hehatiter ved Lodkastningen efter deres Slægter
+      fik ti Byer af Efraims og Dans Stammer og Manasses halve Stamme.
+  6.  Gersoniterne fik ved Lodkastningen efter deres Slægter tretten
+      Byer af Issakars, Asers og Naftalis Stammer og Manasses halve
+      Stamme i Basan.
+  7.  Merariterne fik efter deres Slægter tolv Byer af Rubens, Gads og
+      Zebulons Stammer.
+
+  8.  Og Israeliterne afgav ved Lodkastning følgende Byer med
+      Græsmarker til Leviterne, således som HERREN havde påbudt ved
+      Moses.
+  9.  Af Judæernes og Simeoniternes Stammer afgav de følgende ved
+      Navn, nævnte Byer.
+ 10.  Arons Sønner, der hørte til Kehatiternes Slægter blandt Levis
+      Sønner - thi for dem faldt Loddet først - fik følgende:
+ 11.  Man gav dem Anaks Stamfader Arbas By, det er Hebron, i Judas
+      Bjerge, med omliggende Græsmarker;
+ 12.  men Byens Mark og Landsbyer gav man Kaleb, Jefunnes Søn, i Eje.
+ 13.  Præsten Arons Sønner gav man Hebron, en af Tilflugtsbyerne for
+      Manddrabere, med omliggende Græsmarker, Libna med omliggende
+      Græsmarker,
+ 14.  Jattir med omliggende Græsmarker, Esjtemoa med omliggende
+      Græsmarker,
+ 15.  Holon med omliggende Græsmarker, Debir med omliggende
+      Græsmarker,
+ 16.  Asjan med omliggende Græsmarker, Jutta med omliggende Græsmarker
+      og Bet-Sjemesj med omliggende Græsmarker; tilsammen ni Byer af
+      de to Stammer;
+ 17.  og af Benjamins Stamme Gibeon med omliggende Græsmarker, Geba
+      med omliggende Græsmarker,
+ 18.  Anatot med omliggende Græsmarker og Alemet med omliggende
+      Græsmarker; tilsammen fire Byer.
+ 19.  Præsternes, Arons Sønners, Byer udgjorde i alt tretten Byer med
+      omliggende Græsmarker.
+
+ 20.  Kehatiternes Slægter af Leviterne, de øvrige Kehatiter, fik de
+      Byer af Efraims Stamme, som tildeltes dem ved Lodkastning.
+ 21.  Man gav dem Sikem, en af Tilflugtsbyerne for Manddrabere, med
+      omliggende Græsmarker i Efraims Bjerge, Gezer med omliggende
+      Græsmarker,
+ 22.  Kibzajim med omliggende Græsmarker og Bet-Horon med omliggende
+      Græsmarker; tilsammen fire Byer;
+ 23.  og af Dans Stamme Elteke med omliggende Græsmarker, Gibbeton med
+      omliggende Græsmarker,
+ 24.  Ajjalon med omliggende Græsmarker og Gat-Rimmon med omliggende
+      Græsmarker; tilsammen fire Byer;
+ 25.  og af Manasses halve Stamme Tånak med omliggende Græsmarker og
+      Jibleam med omliggende Græsmarker; tilsammen to Byer;
+ 26.  i alt ti Byer med omliggende Græsmarker tilfaldt de øvrige
+      Kehatiters Slægter.
+
+ 27.  Blandt Leviternes Slægter fik fremdeles Gersoniterne af Manasses
+      halve Stamme Golan i Basan, en af Tilflugtsbyerne for
+      Manddrabere, med omliggende Græsmarker og Asjtarot med
+      omliggende Græsmarker; tilsammen to Byer;
+ 28.  og af Issakars Stamme Kisjjon med omliggende Græsmarker, Daberat
+      med omliggende Græsmarker,
+ 29.  Jarmut med omliggende Græsmarker og En-Gannim med omliggende
+      Græsmarker; tilsammen fire Byer;
+ 30.  og af Asers Stamme Misj'al med omliggende Græsmarker, Abdon med
+      omliggende Græsmarker,
+ 31.  Helkat med omliggende Græsmarker og Rehob med omliggende
+      Græsmarker; tilsammen fire Byer;
+ 32.  og af Naftalis Stamme Bedesj i Galilæa, en af Tilflugtsbyerne
+      for Manddrabere, med omliggende Græsmarker, Hammot-Dor med
+      omliggende Græsmarker og Hartan med omliggende Græsmarker;
+      tilsammen tre Byer;
+ 33.  Gersoniternes Byer efter deres Slægter udgjorde i alt tretten
+      med omliggende Græsmarker.
+
+ 34.  De øvrige Leviter, Merariternes Slægter, fik af Zebulons Stamme
+      Jokneam med omliggende Græsmarker, Karta med omliggende
+      Græsmarker,
+ 35.  Rimmona med omliggende Græsmarker og Nahalal med omliggende
+      Græsmarker; tilsammen fire Byer;
+ 36.  og hinsides Jordan over for Jeriko af Rubens Stamme Bezer i
+      Ørkenen på Højsletten, en af Tilflugtsbyerne for Manddrabere,
+      med omliggende Græsmarker, Jaza med omliggende Græsmarker.
+ 37.  Kedemot med omliggende Græsmarker og Mefa'at med omliggende
+      Græsmarker; tilsammen fire Byer;
+ 38.  og af Gads Stamme Ramot i Gilead, en af Tilflugtsbyerne for
+      Manddrabere, med omliggende Græsmarker, Mahanajim med omliggende
+      Græsmarker,
+ 39.  Hesjbon med omliggende Græsmarker og Ja'zer med omliggende
+      Græsmarker; tilsammen fire Byer;
+ 40.  Byerne, der ved Lodkastningen tilfaldt de øvrige Levitslægter,
+      Merariterne efter deres Slægter, udgjorde i alt tolv.
+ 41.  Levitbyerne inden for Israeliternes Ejendom udgjorde i alt otte
+      og fyrretyve med omliggende Græsmarker.
+ 42.  Disse Byer skulde hver for sig have de omliggende Græsmarker
+      med; det gjaldt for alle disse Byer.
+
+ 43.  Således gav HERREN Israel hele det Land, han havde tilsvoret
+      deres Fædre at ville give dem, og de tog det i Besiddelse og
+      bosatte sig der.
+ 44.  Og HERREN gav dem Ro rundt om, ganske som han havde tilsvoret
+      deres Fædre, og ingen iblandt deres Fjender kunde holde Stand
+      over for dem; alle deres Fjender gav HERREN i deres Hånd.
+ 45.  Ikke eet af alle de gode Ord, HERREN havde talet til Israels
+      Hus, faldt til Jorden; alle sammen gik de i Opfyldelse.
+
+Josua 22
+
+  1.  Derpå lod Josua Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme
+      kalde til sig
+  2.  og sagde til dem: "I har holdt alt, hvad HERRENs Tjener Moses
+      bød eder, og adlydt mig i alt, hvad jeg har påbudt eder.
+  3.  I har ikke svigtet eders Brødre i denne lange Tid; indtil denne
+      Dag har I holdt HERREN eders Guds Bud.
+  4.  Men nu har HERREN eders Gud skaffet eders Brødre Ro, som han
+      lovede dem; vend derfor nu tilbage til eders Telte i det Land,
+      hvor eders Ejendom ligger, som HERRENs Tjener Moses gav eder
+      hinsides Jordan.
+  5.  Kun må I omhyggeligt agte på at holde det Bud og den Lov,
+      HERRENs Tjener Moses pålagde eder, at elske HERREN eders Gud,
+      vandre på alle hans Veje, holde hans Bud, holde fast ved ham og
+      tjene ham af hele eders Hjerte og hele eders Sjæl!"
+  6.  Og Josua velsignede dem og lod dem drage bort, og de begav sig
+      til deres Telte.
+  7.  Den ene Halvdel af Manasses Stamme havde Moses givet Land i
+      Basan, den anden Halvdel derimod havde Josua givet Land sammen
+      med deres Brødre i Landet vesten for Jordan. Og da Josua lod dem
+      drage hver til sit efter at have velsignet dem,
+  8.  vendte de tilbage til deres Telte med store Rigdomme, med Kvæg i
+      Mængde, med Sølv og Guld, Kobber og Jern og Klæder i stor
+      Mængde; og det Bytte, de havde taget fra deres Fjender, delte de
+      med deres Brødre.
+
+  9.  Så forlod Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme
+      Israeliterne i Silo i Kana'ans Land og vendte tilbage til
+      Gilead, det Land, de havde fået i Eje, hvor de havde nedsat sig
+      i Følge HERRENs Bud ved Moses;'
+ 10.  og da Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme kom til
+      Gelilot ved Jordan i Kana'ans Land, byggede de et Alter der ved
+      Jordan, et stort Alter. der sås viden om.
+ 11.  Men det kom Israeliterne for Øre, at Rubeniterne, Gaditerne og
+      Manasses halve Stamme havde bygget et Alter på Grænsen af
+      Kana'ans Land, ved Gelilot ved Jordan, på Israeliternes Side.
+ 12.  Og da Israeliterne hørte det, samledes hele Israeliternes
+      Menighed i Silo for at drage i Kamp imod dem.
+ 13.  Da sendte Israeliterne Pinehas, Præsten Eleazars Søn, til
+      Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme i Gilead
+ 14.  tillige med ti Øverster, een Øverste for hver af alle Israels
+      Stammer; hver af dem var Overhoved for sin Stamme iblandt
+      Israels Tusinder;
+ 15.  og da de kom til Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme
+      i Gilead, talte de således til dem:
+ 16.  "Således siger hele HERRENs Menighed: Hvad er det for en
+      Troløshed, I har begået mod Israels Gud, at I i Dag har vendt
+      eder fra HERREN ved at bygge eder et Alter og vise Genstridighed
+      mod HERREN?
+ 17.  Har vi ikke nok i Brøden med Peor, som vi endnu den Dag i Dag
+      ikke har fået os renset for, og for hvis Skyld der kom Plage
+      over Israels Menighed?
+ 18.  Og dog vender I eder i Dag fra HERREN! Når I i Dag er
+      genstridige mod HERREN, vil hans Vrede i Morgen bryde løs over
+      hele Israels Menighed.
+ 19.  Hvis det Land, I har fået i Eje, er urent, så gå over til det
+      Land, der er HERRENs Ejendom, der, hvor HERRENs Bolig står, og
+      nedsæt eder iblandt os; men vær ikke genstridige mod HERREN, ej
+      heller mod os ved at bygge eder et Alter til foruden HERREN vor
+      Guds Alter!
+ 20.  Dengang Akan, Zeras Søn, øvede Svig med det bandlyste, kom der
+      da ikke Vrede over hele Israels Menighed, skønt han kun var en
+      enkelt Mand? Måtte han ikke dø for sin Brøde?"
+
+ 21.  Da svarede Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme
+      overhovederne for Israels Tusinder således:
+ 22.  "Gud, Gud HERREN, Gud, Gud HERREN ved det, og Israel skal vide
+      det: Hvis det er i Genstridighed eller Troløshed mod HERREN, i
+      den Hensigt at vende os fra HERREN,
+ 23.  at vi har bygget os et Alter, gid han så må unddrage os sin
+      Hjælp i Dag! Hvis det er for at bringe Brændofre og Afgrødeofre
+      derpå eller for at bringe Takofre derpå, så straffe HERREN det!
+ 24.  Nej, vi har gjort det af Frygt for det Tilfælde, at eders Børn
+      engang i Fremtiden skulde sige til vore: Hvad har I med HERREN,
+      Israels Gud, at gøre?
+ 25.  HERREN har jo sat Jordan som Grænse imellem os, og eder,
+      Rubeniter og Gaditer; I har ingen Del i HERREN! Og således kunde
+      eders Børn få vore til at høre op med at frygte HERREN.
+ 26.  Derfor tænkte vi: Lad os bygge dette Alter, ikke til Brændoffer
+      eller Slagtoffer,
+ 27.  men for at det kan være Vidne mellem os og eder og mellem vore
+      Efterkommere efter os om, at vi vil forrette HERRENs Tjeneste'
+      for hans Åsyn med vore Brændofre, Slagtofre og Takofre, for at
+      eders Børn ikke engang i Fremtiden skal sige til vore: I har
+      ingen Del i HERREN!
+ 28.  Og vi tænkte: Hvis de i Fremtiden siger således til os og vore
+      Efterkommere, så siger vi: Læg dog Mærke til, hvorledes det
+      HERRENs Alter er bygget, som vore Forfædre rejste, ikke til
+      Brændofre eller Slagtofre, men for at det kunne være Vidne
+      mellem os og eder.
+ 29.  Det være langt fra os at være genstridige mod HERREN eller vende
+      os fra HERREN i Dag ved at bygge et Alter til Brændoffer,
+      Afgrødeoffer og Slagtoffer foruden HERREN vor Guds Alter, som
+      står foran hans Bolig!"
+
+ 30.  Da Præsten Pinehas og Menighedens Øverster og Overhovederne for
+      Israels Tusinder, som ledsagede ham, hørte de Ord, som
+      Rubeniterne, Gaditerne og Manassiterne talte, var de tilfredse,
+ 31.  og Pinehas, Præsten Eleazars Søn, sagde til Rubeniterne,
+      Gaditerne og Manassiterne: "I Dag erkender vi, at HERREN er
+      iblandt os, siden I ikke har øvet denne Svig imod HERREN; derved
+      har I frelst Israeliterne fra HERRENs Hånd!"
+ 32.  Derpå vendte Pinehas, Præsten Eleazars Søn, og Øversteme tilbage
+      fra Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme i Gilead til
+      Israeliterne i Kana'ans Land og aflagde dem Beretning,
+ 33.  og Israeliterne var tilfredse ved Meddelelsen, og Israeliterne
+      priste Gud og tænkte ikke mere på at drage i Kamp mod dem for at
+      ødelægge det Land, Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve
+      Stamme boede i.
+ 34.  Og Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme kaldte
+      Alteret: Vidne; "thi," sagde de, "det skal være Vidne mellem os
+      om, at HERREN er Gud!"
+
+Josua 23
+
+  1.  Efter længere Tids Forløb, da HERREN havde skaffet Israel Ro for
+      alle dets Fjender rundt om, og Josua var blevet gammel og til
+      Års,
+  2.  lod Josua hele Israel, de Ældste, Overhovederne, Dommerne og
+      Tilsynsmændene kalde til sig og sagde til dem: "Jeg er blevet
+      gammel og til Års.
+  3.  I har selv set alt, hvad HERREN eders Gud har gjort ved alle
+      disse Folkeslag foran eder; thi det var HERREN eders Gud, som
+      kæmpede for eder.
+  4.  Se, jeg har tildelt eders Stammer som Arvelod disse Folk, som er
+      tilbage af alle de Folkeslag, jeg udryddede fra Jordan til det
+      store Hav vestpå;
+  5.  og HERREN eders Gud vil trænge dem tilbage foran eder og drive
+      dem bort foran eder, og I skal tage deres Land i Besiddelse, som
+      HERREN eders Gud lovede eder.
+
+  6.  Vær nu stærke og faste, så I giver Agt på og handler efter alt,
+      hvad der står skrevet i Moses's Lovbog, og ikke viger derfra til
+      højre eller venstre
+  7.  og ikke indlader eder med disse Folk, som er tilbage iblandt
+      eder; I må ikke påkalde deres Guders Navne eller sværge ved dem,
+      ikke dyrke eller tilbede dem,
+  8.  men I skal holde fast ved HERREN eders Gud som hidtil.
+  9.  Derfor drev jo HERREN store og mægtige Folkeslag bort foran
+      eder. Ingen har kunnet holde Stand over for eder til denne Dag;
+ 10.  een Mand iblandt eder jog tusinde på Flugt; thi det var HERREN
+      eders Gud, som kæmpede for eder, som han havde lovet eder.
+ 11.  Våg da for eders Livs Skyld omhyggeligt over, at I elsker HERREN
+      eders Gud!
+ 12.  Thi dersom I falder fra og slutter eder til Levningerne af disse
+      Folk, som er tilbage iblandt eder, og, besvogrer eder med dem
+      eller, indlader eder i Forbindelse med dem,
+ 13.  så skal I vide for vist, at HERREN eders Gud ikke mere vil drive
+      disse Folkeslag bort fra eder, men de skal blive eder en Snare
+      og en Fælde, en Svøbe i eders Sider og Torne i eders Øjne,
+      indtil I selv bliver udryddet fra dette herlige Land, som HERREN
+      eders Gud gav eder.
+
+ 14.  Se, jeg går nu al Støvets Gang; så betænk da med hele eders
+      Hjerte og hele eders Sjæl, at ikke eet af alle de gode Ord,
+      HERREN eders Gud talede til eder, faldt til Jorden; alle sammen
+      er de gået i Opfyldelse for eder; ikke eet Ord deraf faldt til
+      Jorden.
+ 15.  Men ligesom alle de gode Ord, HERREN eders Gud talede til eder,
+      gik i Opfyldelse på eder, således vil HERREN også lade alle sine
+      Trusler gå i Opfyldelse på eder, indtil han har udryddet eder
+      fra dette herlige Land, som HERREN eders Gud gav eder.
+ 16.  Når I overtræder HERREN eders Guds Pagt, som han pålagde eder,
+      og går hen og Dyrker andre Guder og tilbeder dem, så vil HERRENs
+      Vrede blusse op imod eder, og I vil hastelig blive udryddet fra
+      det herlige Land, han gav eder!"
+
+Josua 24
+
+  1.  Derpå kaldte Josua alle Israels Stammer sammen i Sikem og lod
+      Israels Ældste og Overhoved, Dommere og Tilsynsmænd kalde til
+      sig; og de stillede sig op for Guds Åsyn.
+  2.  Da sagde Josua til hele Folket: "Så siger HERREN, Israels Gud:
+      Hinsides Floden boede eders Forfædre i gamle Dage, Tara,
+      Abrahams og Nakors Fader, og de dyrkede andre Guder.
+  3.  Da førte jeg eders Stamfader Abraham bort fra Landet hinsides
+      Floden og lod ham vandre omkring i hele Kana'ans Land, gav ham
+      en talrig Æt og skænkede ham Isak.
+  4.  Og Isak skænkede jeg Jakob og Esau, og Esau gav jeg Se'irs
+      Bjerge i Eje, medens Jakob og hans Sønner drog ned til Ægypten.
+  5.  Derpå sendte jeg Moses og Aron, og jeg plagede Ægypterne med de
+      Gerninger, jeg øvede iblandt dem, og derefter førte jeg eder ud;
+  6.  og da jeg førte eders Fædre ud af Ægypten, og I var kommet til
+      Havet, satte Ægypterne efter eders Fædre med Stridsvogne og
+      Ryttere til det røde Hav.
+  7.  Da råbte de til HERREN, og han satte Mørke mellem eder og
+      Ægypterne og bragte Havet over dem, så det dækkede dem; og I så
+      med egne Øjne, hvad jeg gjorde ved Ægypterne. Og da I havde
+      opholdt eder en Tid lang i Ørkenen,
+  8.  førte jeg eder ind i Amoriternes Land hinsides Jordan, og da de
+      angreb eder, gav jeg dem i eders Hånd, så I tog deres Land i
+      Besiddelse, og jeg tilintetgjorde dem foran eder.
+  9.  Da rejste Zippors Søn, Kong Balak af Moab, sig og angreb Israel;
+      og han sendte Bud og lod Bileam, Beors Søn, hente, for at han
+      skulde forbande eder;
+ 10.  men jeg vilde ikke bønhøre Bileam, og han måtte velsigne eder;
+      således friede jeg eder af hans Hånd.
+ 11.  Derpå gik I over Jordan og kom til Jeriko; og Indbyggerne i
+      Jeriko, Amoriterne, Perizziterne, Kana'anæerne, Hetiterne,
+      Girgasjiterne, Hivviterne og Jebusiterne angreb eder, men jeg
+      gav dem i eders Hånd.
+ 12.  Jeg sendte Gedehamse foran eder, og de drev de tolv
+      Amoriterkonger bort foran eder; det skete ikke ved dit Sværd
+      eller din Bue.
+ 13.  Og jeg gav eder et Land, I ikke havde haft Arbejde med, og Byer,
+      I ikke havde bygget, og I tog Bolig i dem; af Vinhaver og
+      Oliventræer, I ikke plantede, nyder I nu Frugten.
+ 14.  Så frygt nu HERREN og tjen ham i Oprigtighed og Trofasthed, skaf
+      de Guder bort, som eders Forfædre dyrkede hinsides Floden og i
+      Ægypten, og tjen HERREN!
+ 15.  Men hvis I ikke synes om at tjene HERREN, så vælg i Dag, hvem I
+      vil tjene, de Guder, eders Forfædre dyrkede hinsides Floden,
+      eller Amoriternes Guder, i hvis Land I nu bor. Men jeg og mit
+      Hus, vi vil tjene HERREN!"
+
+ 16.  Da svarede Folket: "Det være langt fra os at forlade HERREN for
+      at dyrke andre Guder;
+ 17.  nej, HERREN er vor Gud, han, som førte os og vore Fædre op fra
+      Ægypten, fra Trællehuset, og gjorde hine store Tegn for vore
+      Øjne og bevarede os under hele vor Vandring og blandt alle de
+      Folk, hvis Lande vi drog igennem;
+ 18.  og HERREN drev alle disse Folk og Amoriterne, som boede her i
+      Landet, bort foran os. Derfor vil vi også tjene HERREN, thi han
+      er vor Gud!"
+
+ 19.  Da sagde Josua til Folket: "I vil ikke kunne tjene HERREN, thi
+      han er en hellig Gud; han er en nidkær Gud, som ikke vil tilgive
+      eders Overtrædelser og Synder.
+ 20.  Når I forlader HERREN og dyrker fremmede Guder, vil han vende
+      sig bort og bringe Ulykke over eder og tilintetgøre eder, skønt
+      han tidligere gjorde vel imod eder."
+
+ 21.  Da sagde Folket til Josua: "Nej HERREN vil vi tjene!"
+ 22.  Josua sagde da til Folket: "I er Vidner imod eder selv på, at I
+      har valgt at tjene HERREN.
+ 23.  Så skaf da de fremmede Guder bort, som I har hos eder, og bøj
+      eders Hjerte til HERREN, Israels Gud!"
+ 24.  Da sagde Folket til Josua: "HERREN vor Gud vil vi tjene, og hans
+      Røst vil vi lyde!"
+
+ 25.  Derpå lod Josua samme bag Folket indgå en Pagt, og han fastsatte
+      det Lov og Ret i Sikem.
+ 26.  Og Josua opskrev disse Ord i Guds Lovbog; og han tog en stor
+      Sten og rejste den der under den Eg, som står i HERRENs
+      Helligdom;
+ 27.  og Josua sagde til hele Folket: "Se, Stenen her skal være Vidne
+      imod os; thi den har hørt alle HERRENs Ord, som han talede til
+      os; den skal være Vidne imod eder; at I ikke skal fornægte eders
+      Gud!"
+ 28.  Derpå lod Josua Folket drage bort hver til sin Arvelod.
+
+ 29.  Efter disse Begivenheder døde HERRENs Tjener Josua, Nuns Søn 110
+      År gammel.
+ 30.  Og de jordede ham på hans Arvelod i Timnat-Sera i Efraims Bjerge
+      norden for Bjerget Ga'asj.
+ 31.  Og Israel dyrkede HERREN, så længe Josua levede, og så længe de
+      Ældste var i Live, som overlevede Josua, og som havde kendt hele
+      det Værk, HERREN havde øvet for Israel.
+
+ 32.  Men Josefs Ben, som Israeliterne havde bragt op fra Ægypten
+      jordede de i Sikem på den Mark Jakob havde købt af Hamors,
+      Sikems Faders, Sønner for hundrede Kesita, og som han havde
+      givet Josef i Eje.
+
+ 33.  Da Arons Søn Eleazar døde jordede de ham i hans Søn Pinehass By
+      Gibea, som var givet ham i Efraims Bjerge.
+
+
+Dommer
+
+Dommer 1
+
+  1.  Efter Josuas Død adspurgte Israelitterne HERREN og sagde: "Hvem
+      af os skal først drage op til Kamp mod Kana'anæerne?"
+  2.  HERREN svarede: "Det skal Juda; se, jeg giver Landet i hans
+      Hånd!"
+  3.  Juda sagde da til sin Broder Simeon: "Drag op med mig i min Lod
+      og lad os sammen kæmpe med Kana'anæerne, så skal jeg også drage
+      med dig ind i din Lod!" Så gik da Simeon med ham.
+
+  4.  Juda drog nu op, og HERREN gav Kana'anæerne og Perizziterne i
+      deres Hånd, så de slog dem i Bezek, 10000 Mand.
+  5.  Og da de stødte på Adonibezek i Bezek, angreb de ham og slog
+      Kana'anæerne og Perizziterne.
+  6.  Adonibezek flygtede, men de satte efter ham, og da de havde
+      grebet ham, huggede de Tommelfingrene og Tommeltæerne af ham.
+  7.  Da sagde Adonibezek: "Halvfjerdsindstyve Konger med afhugne
+      Tommelfingre og Tommeltæer havde jeg stadig til at sanke Smuler
+      under mit Bord; hvad jeg har gjort, gengælder Gud mig!" Derpå
+      førte man ham til Jerusalem, og der døde han.
+  8.  Og Judæerne angreb og indtog Jerusalem, huggede Indbyggerne ned
+      og stak Ild på Byen.
+
+  9.  Senere drog Judæerne ned til Kamp mod Kana'anæerne i Bjergene, i
+      Sydlandet og i Lavlandet.
+ 10.  Og Juda drog mod Kana'anæerne i Hebron - Hebron hed fordum
+      Kirjat Arba og slog Sjesjaj,Ahiman og Talmaj.
+ 11.  Derfra drog han op mod Indbyggerne i Debir, der fordum hed
+      Kirjaf-Sefer.
+ 12.  Da sagde Kaleb: "Den, som slår Kirjat Sefer og indtager det, ham
+      giver jeg min Datter Aksa til Hustru!"
+ 13.  Og da Kenizziten Otniel,Kalebs yngre Broder, indtog det, gav han
+      ham sin Datter Aksa til Hustru.
+ 14.  Men da hun kom til ham, æggede han hende til at bede sin Fader
+      om Agerland. Hun sprang da ned af Æselet, og Kaleb spurgte
+      hende: "Hvad vil du?"
+ 15.  Hun svarede: "Giv mig en Velsignelse! Siden du har bortgiftet
+      mig i det tørre Sydland, må du give mig Vandkilder!" Da gav
+      Kaleb hende de øvre og de nedre Vandkilder.
+
+ 16.  Moses's Svigerfaders, Keniten Kobabs, Sønner, drog sammen med
+      Judæerne op fra Palmestaden til Arads Ørken og bosatte sig hos
+      Amalekiterne.
+
+ 17.  Juda drog derpå ud med sin Broder Simeon, og de slog
+      Kana'anæerne, som boede i Zefat, og lagde Band på Byen; derfor
+      blev den kaldt Horma.
+ 18.  Og Juda indtog Gaza med dets Område, Askalon med dets Område og
+      Ekron med dets Område.
+ 19.  Og HERREN var med Juda, så han tog Bjerglandet i Besiddelse;
+      Lavlandets Indbyggere kunde han nemlig ikke drive bort, fordi de
+      havde Jernvogne.
+ 20.  Haleb gav de Hebron, som Moses havde sagt. Og han drev de tre
+      Anaksønner bort derfra.
+ 21.  Men Jebusiterne, som boede i Jerusalem, fik Judæerne ikke drevet
+      bort, og Jebusiterne bor den Dag i Dag i Jerusalem sammen med
+      Judæerne.
+
+ 22.  Men også Josefs Hus drog op og gik mod Betel; og HERREN var med
+      dem.
+ 23.  Da Josefs Hus udspejdede Betel Byen hed fordum Luz
+ 24.  fik Spejderne Øje på en Mand, der gik ud af Byen; og de sagde
+      til ham: "Vis os, hvor vi kan komme ind i Byen, så vil vi skåne
+      dig!"
+ 25.  Da viste han dem, hvor de kunde komme ind i Byen. Derpå huggede
+      de dens Indbyggere ned, men Manden og hele hans. Slægt lod de
+      drage bort,
+ 26.  og Manden begav sig til Hetiternes Land og byggede en By, som
+      han kaldte Luz; og det hedder den endnu den Dag i Dag.
+
+ 27.  Men Indbyggerne i Bet-Sjean og dets Småbyer og i Ta'anak og dets
+      Småbyer, Indbyggerne i Dor og dets Småbyer, i Jibleam og dets
+      Småbyer og i Megiddo og dets Småbyer fik Manasse ikke drevet
+      bort; det lykkedes Kana'anæerne at blive boende i disse Egne.
+ 28.  Da Israelitterne blev de stærkeste, gjorde de Kana'anæerne til
+      Hoveriarbejdere, men drev dem ikke bort.
+
+ 29.  Efraim fik ikke Kana'anæerne, som boede i Gezer, drevet bort;
+      men Kana'anæerne blev boende midt iblandt dem i Gezer.
+
+ 30.  Zebulon fik ikke Indbyggerne i Kitron og Nahalol drevet bort;
+      men Kana'anæerne blev boende midt iblandt dem og blev
+      Hoveriarbejdere.
+
+ 31.  Aser fik ikke Indbyggerne i Akko drevet bort, ej heller
+      Indbyggerne i Zidon, Mahalab, Akzib, Afik og Rehob.
+ 32.  Men Aseriterne bosatte sig midt iblandt Kana'anæerne, der boede
+      i Landet, thi de magtede ikke at drive dem bort.
+
+ 33.  Naftali fik ikke Indbyggerne i Bet Sjemesj og Bet-Anat drevet
+      bort, men bosatte sig midt iblandt Kana'anæerne, der boede i
+      Landet: Men Indbyggerne i Bet Sjemesj og Bet Anat blev deres
+      Hoveriarbejdere.
+
+ 34.  Amoriterne trængte Daniterne op i Bjergene og lod dem ikke komme
+      ned i Lavlandet;
+ 35.  og det lykkedes Amoriterne at blive boende i Har-Heres, Ajjalon
+      og Sja'albim. Men senere, da Josefs Hus fik Overtaget, blev de
+      Hoveriarbejdere.
+
+ 36.  Edomiternes Landemærke strakte sig fra Akrabbimpasset til Sela
+      og højere op.
+
+Dommer 2
+
+  1.  HERRENs Engel drog fra Gilgal op til Betel. Og han sagde: "Jeg
+      førte eder op fra Ægypten og bragte eder ind i det Land, jeg
+      tilsvor eders Fædre. Og jeg sagde: Jeg vil i Evighed ikke bryde
+      min Pagt med eder!
+  2.  Men I må ikke slutte Pagt med dette Lands Indbyggere; deres
+      Altre skal I bryde ned! Men t adlød ikke min Røst! Hvad har I
+      dog gjort!
+  3.  Derfor siger jeg nu: Jeg vil ikke drive dem bort foran eder, men
+      de skal blive Brodde i eders Sider, og deres Guder skal blive
+      eder en Snare!"
+  4.  Da HERRENs Engel talede disse Ord til alle Israelitterne, brast
+      Folket i Gråd.
+  5.  Derfor kaldte man Stedet Bokim. Og de ofrede til HERREN der.
+
+  6.  Da Josua havde ladet Folket fare, drog Israelitterne hver til
+      sin Arvelod for at tage Landet i Besiddelse.
+  7.  Og Folket dyrkede HERREN, så længe Josua levede, og så længe de
+      Ældste var i Live, som overlevede Josua og havde set hele det
+      Storværk, HERREN havde øvet for Israel.
+  8.  Og Josua, Nuns Søn, HERRENs Tjener, døde, 110 År gammel;
+  9.  og de jordede ham på hans Arvelod i Timnat-Heres i Efraims
+      Bjerge norden for Bjerget Ga'asj.
+ 10.  Men også hele hin Slægt samledes til sine Fædre, og efter dem
+      kom en anden Slægt, som hverken kendte HERREN eller det Værk,
+      han havde øvet for Israel.
+ 11.  Da gjorde Israelitterne, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og
+      dyrkede Ba'alerne;
+ 12.  de forlod HERREN, deres Fædres Gud, som havde ført dem ud af
+      Ægypten, og holdt sig til andre Guder, de omboende Folks Guder,
+      og tilbad dem og krænkede HERREN.
+ 13.  De forlod HERREN og dyrkede Ba'al og Astarte.
+ 14.  Da blussede HERRENs Vrede op imod Israel, og han gav dem i
+      Røveres Hånd, så de udplyndrede dem. Han gav dem til Pris for de
+      omboende Fjender, så de ikke længer kunde holde Stand mod deres
+      Fjender.
+ 15.  Hvor som helst de rykkede frem, var HERRENs Hånd imod dem og
+      voldte dem Ulykke, som HERREN havde sagt og tilsvoret dem.
+      Således bragte han dem i stor Vånde. Men når de så råbte til
+      HERREN,
+ 16.  lod han Dommere fremstå, og de frelste dem fra deres Hånd, som
+      udplyndrede dem.
+ 17.  Dog heller ikke deres Dommere adlød de, men bolede med andre
+      Guder og tilbad dem. Hurtig veg de bort fra den Vej, deres Fædre
+      havde vandret på i Lydighed mod HERRENs Bud; de slægtede dem
+      ikke på.
+ 18.  Men hver Gang HERREN lod Dommere fremstå iblandt dem, var HERREN
+      med Dommeren og frelste dem fra deres Fjenders Hånd, så længe
+      Dommeren levede; thi HERREN ynkedes, når de jamrede sig over
+      dem, som trængte og undertrykte dem.
+ 19.  Men så snart Dommeren var død, handlede de atter ilde, ja endnu
+      værre end deres Fædre, idet de holdt sig til andre Guder og
+      dyrkede og tilbad dem. De holdt ikke op med deres onde Gerninger
+      og genstridige Færd.
+
+ 20.  Da blussede HERRENs Vrede op mod Israel, og han sagde: "Efterdi
+      dette Folk har overtrådt min Pagt, som jeg pålagde deres Fædre,
+      og ikke adlydt min Røst,
+ 21.  vil jeg heller ikke mere bortdrive foran dem et eneste af de
+      Folk, som Josua lod tilbage ved sin Død,
+ 22.  for at jeg ved dem kan sætte Israel på Prøve, om de omhyggeligt
+      vil følge HERRENs Veje, som deres Fædre gjorde, eller ej."
+ 23.  HERREN lod da disse Folkeslag blive og hastede ikke med at drive
+      dem bort; han gav dem ikke i Josuas Hånd.
+
+Dommer 3
+
+  1.  Dette var de Folkeslag, HERREN lod blive tilbage for ved dem at
+      sætte Israel Prøve, alle de Israelitter, som ikke havde kendt
+      til Kampene om Kana'an,
+  2.  alene for Israelitternes Slægters Skyld, for at øve dem i Krig,
+      alene for deres Skyld, som ikke havde kendt noget til de
+      tidligere Krige:
+  3.  De fem Filisterfyrster, alle Kana'anæerne, Zidonierne og
+      Hetiterne, som boede i Libanons Bjerge fra Ba'al-Hermon til hen
+      imod Hamat.
+  4.  De blev tilbage, for at Israel ved dem kunde blive sat på Prøve,
+      så det kunde komme for Dagen, om de vilde lyde de Bud, HERREN
+      havde givet deres Fædre ved Moses.
+  5.  Og Israelitterne boede blandt Kana'anæerne, Hetiterne,
+      Amoriterne, Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne.
+  6.  De indgik Ægteskab med deres Døtre og gav deres Sønner deres
+      Døtre til Ægte, og de dyrkede deres Guder.
+  7.  Israelitterne gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne; de
+      glemte HERREN deres Gud og dyrkede Ba'alerne og Asjererne.
+
+  8.  Da blussede HERRENs Vrede op imod Israel, og han gav dem til
+      Pris for Kong Kusjan-Risjatajim af Aram Naharajim, og
+      Israelitterne stod under Kusjan Risjatajim i otte År.
+  9.  Da råbte Israelitterne til HERREN, og HERREN lod en Befrier
+      fremstå iblandt Israelitterne, og han frelste dem, nemlig
+      Kenizziten Otniel, Kalebs yngre Broder.
+ 10.  HERRENs Ånd kom over ham, og han blev Dommer i Israel; han drog
+      ud til Kamp, og HERREN gav Kong Kusjan Risjatajim af Aram i hans
+      Hånd, så han fik Overtaget over ham.
+ 11.  Og Landet havde Ro i fyrretyve År, og Kenizziten Otniel døde.
+
+ 12.  Men Israelitterne blev ved at gøre, hvad der var ondt i HERRENs
+      Øjne. Da gav HERREN Kong Eglon af Moab Magt over Israel, fordi
+      de gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne.
+ 13.  Han fik Ammoniterne og Amalekiterne med sig, drog ud og slog
+      Israel og tog Palmestaden.
+ 14.  Og Israelitterne stod under Kong Eglon af Moab i atten År.
+
+ 15.  Men da Israelitterne råbte til HERREN, lod HERREN en Befrier
+      fremstå iblandt dem, Benjaminiten Ehud, Geras Søn, som var
+      kejthåndet. Da Israelitterne engang sendte Ehud til Kong Eglon
+      af Moab med Skat,
+ 16.  lavede han sig et tveægget Sværd, en Gomed langt, og bandt det
+      til sin højre Hofte under Kappen.
+ 17.  Derpå afleverede han Skatten til Kong Eglon af Moab Eglon var en
+      meget fed Mand
+ 18.  og da han var færdig dermed, ledsagede han Folkene, der havde
+      båret Skatten, på Vej,
+ 19.  men selv vendte han om ved Pesilim ved Gilgal og sagde: "Konge,
+      jeg har noget at tale med dig om i Hemmelighed!" Men han bød ham
+      tie, til alle de, der stod om ham, var gået ud.
+ 20.  Da Ehud kom ind til ham, sad han i sin svale Stue på Taget, hvor
+      han var alene; og Ehud sagde: "Jeg har et Gudsord til dig!"  Da
+      rejste han sig fra sit Sæde,
+ 21.  men idet han stod op, rakte Ehud sin venstre Hånd ud og greb
+      Sværdet ved sin højre Side og stak det i Underlivet på ham,
+ 22.  så endog Grebet gik i med Klingen; og Fedtet sluttede om
+      Klingen, thi han drog ikke Sværdet ud af Livet på ham; og
+      Skarnet gik fra ham.
+ 23.  Så gik Ehud bort gennem Søjlegangen, lukkede Døren til Stuen for
+      ham og låsede den.
+ 24.  Efter at han var gået bort, kom Kongens Folk, og da de fandt
+      Døren til Stuen låset, tænkte de, at han tildækkede sine Fødder
+      i det svale Hammer;
+ 25.  men da de havde biet, indtil de skammede sig, uden at han åbnede
+      Døren til Stuen, hentede de Nøglen og lukkede op; og se, der lå
+      deres Herre død på Gulvet.
+ 26.  Men Ehud slap bort, medens de blev opholdt, og han satte over
+      ved Pesilim og undslap til Seira.
+ 27.  Så snart han derpå nåede Efraims Bjerge, lod han støde i Hornet;
+      og Israelitterne fulgte ham ned fra Bjergene, idet han gik i
+      Spidsen for dem.
+
+ 28.  Og han sagde til dem: "Følg mig ned, thi HERREN har givet eders
+      Fjender Moabiterne i eders Hånd!" Og de fulgte ham ned og fratog
+      Moabiterne Vadestederne over Jordan og lod ikke en eneste komme
+      over.
+ 29.  Ved den Lejlighed nedhuggede de omtrent 10000 Moabiter, lutter
+      stærke og dygtige Mænd, ikke een undslap.
+ 30.  Således blev Moab den Gang underkuet af Israel; og Landet havde
+      Ro i firsindstyve År.
+
+ 31.  Efter ham kom Sjamgar, Anats Søn. Han nedhuggede Filisterne, 600
+      Mand, med en Oksedriverstav; også han frelste Israel.
+
+Dommer 4
+
+  1.  Men da Ehud var død, blev Israelitterne ved at gøre, hvad der
+      var ondt i HERRENs Øjne.
+  2.  Derfor gav han dem til Pris, for Kana'anæerkongen Jabin, som
+      herskede i Hazor; hans Hærfører var Sisera, som boede i
+      Harosjet-Haggojim.
+  3.  Da råbte Israelitterne til HERREN. Thi Jabin havde 900
+      Jernvogne, og han trængte Israelitterne hårdt i tyve År.
+
+  4.  Profetinden Debora, Lappidots Hustru, var på den Tid Dommer i
+      Israel;
+  5.  hun sad under Deborapalmen imellem Rama og Betel i Efraims
+      Bjerge, og Israelitterne drog op til hende med deres
+      Retstrætter.
+  6.  Hun sendte nu Bud efter Barak, Abinoams Søn fra Kedesj i
+      Naftali, og sagde til ham: "Har ikke HERREN, Israels Gud, budt:
+      Bryd op, drag hen på Tabors Bjerg og tag 10000 Mand af Naftali
+      og Zebulon med dig,;
+  7.  så skal jeg drage Jabins Hærfører Sisera med hans Vogne og
+      Hærstyrke hen til dig ved Kisjonbækken og give ham i din Hånd!"
+  8.  Barak svarede hende: "Hvis du vil gå med, vil jeg gå; men hvis
+      du ikke går med, går jeg ikke!"
+  9.  Da sagde hun: "Vel, jeg går med, men så får du ikke Æren af den
+      Færd, du begiver dig ud på, thi HERREN vil overgive Sisera i en
+      Kvindes Hånd!" Så brød Debora op og drog af Sted til Kedesj med
+      Barak.
+ 10.  Barak stævnede nu Zebulon og Naftali sammen i Kedesj, og 10000
+      Mand fulgte med ham derop; også Debora gik med.
+ 11.  Men Keniten Heber havde skilt sig fra Keniterne, Moses's
+      Svigerfader Hobabs Sønner, og slået Telt i Egnen hen imod
+      Elon-Beza'anannim ved Kedesj.
+
+ 12.  Da Sisera fik Melding om, at Barak, Abinoams Søn, var draget op
+      på Tabors Bjerg,
+ 13.  stævnede han alle sine Stridsvogne, 900 jernbeslagne Vogne, og
+      hele sin Krigsstyrke fra Harosjet Haggojim til Kisjonbækken.
+ 14.  Da sagde Debora til Barak: "Bryd nu op! Thi det er i Dag.
+      HERREN vil give Sisera i din Hånd. Er HERREN ikke draget foran
+      dig?" Barak steg da ned fra Tabors Bjerg, fulgt af de 10000
+      Mand.
+ 15.  Og foran Barak bragte HERREN Uorden iblandt alle Siseras
+      Stridsvogne og i hele hans Hær. Sisera sprang af sin Vogn og
+      flygtede til Fods;
+ 16.  men Barak satte efter Vognene og Hæren lige til Harosjet
+      Haggojim, og hele Siseras Hær faldt for Sværdet, ikke een blev
+      tilbage.
+
+ 17.  Sisera var imidlertid flygtet til Fods til Keniten Hebers Hustru
+      Jaels Telt, thi der var Fred imellem Kong Jabin af Hazor og
+      Keniten Hebers Slægt.
+ 18.  Da gik Jael Sisera i Møde og sagde til ham: "Tag dog ind hos
+      mig, Herre, du bar intet at frygte!" Han tog da ind i Teltet hos
+      hende, og hun dækkede ham til med et Tæppe.
+ 19.  Og han sagde til hende: "Giv mig lidt Vand at drikke, thi jeg er
+      tørstig!" Da åbnede hun Mælkesækken og gav ham at drikke og
+      dækkede ham atter til.
+ 20.  Så sagde han til hende: "Stil dig hen i Teltdøren, og hvis der
+      kommer en og spørger, om der er nogen herinde, så sig nej!"
+ 21.  Men Jael, Hebers Hustru, greb en Teltpæl og tog en Hammer i
+      Hånden, listede sig ind til ham og slog Pælen igennem hans
+      Tinding, så den trængte ned i Jorden; thi han var faldet i dyb
+      Søvn, træt som han var; således døde han.
+ 22.  Og se, Barak, søm forfulgte Sisera, kom forbi. Da gik Jael ham i
+      Møde og sagde til ham: "Kom, jeg skal vise dig den Mand, du
+      søger efter!" Så kom han ind til hende. Og se, der lå Sisera død
+      med Teltpælen gennem Tindingen.
+
+ 23.  Således lod Gud på den Dag Kana'anæerkongen Jabin bukke under
+      for Israelitterne;
+ 24.  og Israelitternes Hånd faldt hårdere og hårdere på
+      Kana'anæerkongen Jabin, til de fik ham tilintetgjort.
+
+Dommer 5
+
+  1.  Da sang Debora og Barnk, Abinoams Søn, denne Sang:
+  2.  Frem stod Høvdinger i Israel, Folket gav villigt Møde, lover
+      HERREN!
+  3.  Hør, I Konger, lyt, I Fyrster: Synge vil jeg, synge for HERREN,
+      lovsynge HERREN, Israels Gud!
+
+  4.  HERRE, da du brød op fra Seir, skred frem fra Edoms Mark, da
+      rystede Jorden, Himmelen drypped, Skyerne drypped af Vand;
+  5.  Bjergene bæved for HERRENs Åsyn, for HERREN Israels Guds Åsyn!
+
+  6.  I Sjamgars, Anats Søns, Dage, i Jaels Dage lå Vejene øde,
+      vejfarende sneg sig ad afsides Stier;
+  7.  der var ingen Fører i Israel mer, til jeg Debora stod frem, stod
+      frem, en Moder i Israel.
+  8.  Ofre til Gud hørte op, med Bygbrødet fik det en Ende. Så man vel
+      Skjold eller Spyd hos Israels fyrretyve Tusind?
+
+  9.  For Israels Førere slår mit Hjerte, for de villige af Folket!
+      Lover HERREN!
+ 10.  I, som rider på rødgrå Æsler, I, som sidder på Tæpper, I, som
+      færdes på Vejene, syng!
+ 11.  Hør, hvor de spiller mellem Vandtrugene! Der lovsynger de
+      HERRENs Frelsesværk, hans Værk som Israels Fører. Da drog
+      HERRENs Folk ned til Portene.
+
+ 12.  Op, op, Debora, op, op, istem din Sang! Barak, stå op! Fang dig
+      Fanger, du Abinoams Søn!
+ 13.  Da drog Israel ned som Helte, som vældige Krigere drog HERRENs
+      Folk frem.
+ 14.  Fra Efraim steg de ned i Dalen, din broder Benjamin var blandt
+      dine Skarer. Fra Makir drog Høvedsmænd ned, fra Zebulon de, der
+      bar Herskerstav;
+ 15.  Issakars Førere fulgte Debora, Naftali Baraks Spor, de fulgte
+      ham ned i Dalen. Ved Rubens Bække var Betænkelighederne store.
+ 16.  Hvorfor blev du mellem Foldene for at lytte til Hyrdernes
+      Fløjter? Ved Rubens Bække var Betænkelighederne store!
+ 17.  Gilead blev på hin Side Jordan, og Dan, hvi søgte han fremmed
+      Hyre? Aser sad stille ved Havets Strand; han blev ved sine Vige.
+ 18.  Zebulon var et Folk, der vovede Livet, Naftali med på Markens
+      Høje.
+
+ 19.  Kongerne kom, de kæmped; da kæmped Kana'ans Konger ved Ta'anak,
+      ved Megiddos Vande de fanged ej Sølv som Bytte!
+ 20.  Fra Himmelen kæmped Stjernerne, fra deres Baner stred de mod
+      Sisera!
+ 21.  Kisjon Bæk rev dem bort, Kisjons Bæk, den ældgamle Bæk. Træd
+      frem, min Sjæl, med Styrke!
+ 22.  Da stampede Hestenes Hove under Heltenes jagende Fart.
+ 23.  "Forband", sagde HERRENs Engel "forband Meroz og dem, der bor
+      deri! fordi de ikke kom HERREN til Hjælp kom HERREN til Hjælp
+      som Helte!"
+ 24.  Velsignet blandt Kvinder være Jael, Keniten Hebers Hustru,
+      velsignet blandt Kvinder i Telte!
+ 25.  Han bad om Vand, hun gav ham Mælk, frembar Surmælk i kostbar
+      Skål.
+ 26.  Med Hånden griber hun Pælen, med sin højre Arbejdshammeren,
+      fælder Sisera, kløver hans Hoved, knuser, gennemborer hans
+      Tinding.
+ 27.  For hendes Fødder han segned og faldt; der, hvor han segned, der
+      lå han fældet!
+ 28.  Gennem Vinduet spejded Siseras Moder, gennem Gitteret stirred
+      hun ud: "Hvi tøver hans Vogn med at komme? Hvi nøler hans
+      Forspands Hovslag?"
+ 29.  Da svarer den klogeste af hendes Fruer, og selv hun giver sig
+      samme Svar: "Sikkert de deler det vundne Bytte, en Pige eller to
+      til Mands,
+ 30.  Bytte af spraglede Tøj er til Sisera, et broget Klæde eller to
+      til hans Hals!"
+ 31.  Således skal alle dine Fjender forgå, HERRE, men de, der elsker
+      dig, skal være, som når Sol går op i sin Vælde! Derpå havde
+      Landet Ro i fyrretyve År.
+
+Dommer 6
+
+  1.  Men da Israelitterne gjorde, hvad der var ondt i HERRENS Øjne,
+      gav han dem syv År i Midjans Hånd.
+  2.  Og Midjan fik Overtaget over Israel. For at værge sig mod Midjan
+      indrettede Israelitterne sig de Smuthuller, som findes i
+      Bjergene, Hulerne og Klippeborgene.
+  3.  Hver Gang Israelitterne havde sået, kom Midjaniterne,
+      Amalekiterne og Østens Stammer og drog op imod dem
+  4.  og lejrede sig imod dem, ødelagde Jordens Afgrøde lige til Egnen
+      om Gaza og levnede intet at leve af i Israel, ej heller Småkvæg,
+      Hornkvæg eller Æsler;
+  5.  thi de drog op med deres Hjorde og Telte og kom talrige som
+      Græshopper, så hverken de selv eller deres Kameler kunde tælles,
+      og de trængte ind i Landet for at hærge det.
+  6.  Således blev Israel rent forarmet ved Midjaniternes indfald, og
+      Israelitterne råbte til HERREN.
+  7.  Men da Israelitterne råbte til HERREN over Midjaniterne,
+  8.  sendte han en Profet til dem, og denne sagde til dem: "Så siger
+      HERREN, Israels Gud: Jeg førte eder op fra Ægypten, jeg førte
+      eder ud af Trællehuset,
+  9.  jeg friede eder af Ægyptens Hånd og af deres Hånd, der trængte
+      eder, og jeg drev dem bort foran eder og gav eder deres Land.
+ 10.  Og jeg sagde til eder: Jeg er HERREN eders Gud; frygt ikke
+      Amoriternes Guder, i hvis Land I bor! Men I adlød ikke min
+      Røst!"
+
+ 11.  Da kom HERRENs Engel og satte sig under Egen i Ofra, som
+      tilhørte Abiezriten Joasj, medens hans Søn Gideon var ved at
+      tærske Hvede i Vinpersen for at have den i Sikkerhed for
+      Midjaniterne.
+ 12.  HERRENs Engel viste sig for ham og sagde til ham: "HERREN er med
+      dig, stærke Kriger!"
+ 13.  Men Gideon svarede ham: "Ak, Herre! Hvis HERREN er med os,
+      hvorledes er da alt dette kommet over os? Og hvad er der blevet
+      af alle hans Undergerninger, som vore Fædre fortalte os om, idet
+      de sagde: Førte HERREN os ikke ud af Ægypten? Nu har HERREN
+      forstødt os og givet os i Midjans Hånd!"
+ 14.  Da vendte HERREN sig til ham og sagde: "Drag hen i denne din
+      Kraft, så skal du frelse Israel af Midjans Hånd; sandelig, jeg
+      sender dig!"
+ 15.  Men han svarede ham: "Ak, Herre! Hvorledes skal jeg kunne frelse
+      Israel? Se, min Slægt er den ringeste i Manasse og jeg den
+      yngste i mit Fædrenehus!"
+ 16.  Han svarede ham: "HERREN vil være med dig, og du skal hugge
+      Midjaniterne ned alle som een!"
+ 17.  Da sagde han til ham: "Hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne,
+      så lad mig få et Tegn på, at det er dig, som taler med mig;
+ 18.  gå ikke herfra, før jeg kommer tilbage til dig og bringer dig
+      min Gave og stiller den frem for dig!" Han svarede: "Jeg skal
+      blive, til du kommer tilbage!"
+
+ 19.  Gideon gik da ind og tillavede et Gedekid og usyrede Brød af en
+      Efa Mel; Kødet lagde han i en Kurv, og Suppen hældte han i en
+      Krukke og bar det ud til ham under Egen. Da han kom hen til ham
+      med det,
+ 20.  sagde Guds Engel til ham: "Tag Kødet og det usyrede Brød. Læg
+      det på Klippen der og hæld Suppen ud derover!" Og han gjorde
+      det.
+ 21.  Da udrakte HERRENs Engel Spidsen af den Stav, han havde i
+      Hånden, og rørte ved Kødet og Brødet. Og Ild slog op af Klippen
+      og fortærede Kødet og Brødet; og HERRENs Engel forsvandt for
+      hans Blik.
+ 22.  Gideon skønnede nu, at det havde været HERRENs Engel; og han
+      sagde: "Ve, Herre, HERRE, jeg har jo set HERRENs Engel Ansigt
+      til Ansigt!"
+ 23.  Men HERREN sagde til ham: "Fred være med dig! Frygt ikke, du
+      skal ikke dø!"
+ 24.  Da byggede Gideon HERREN et Alter der og kaldte det "HERREN er
+      Fred"; det står endnu den Dag i Dag i Abiezriternes Ofra.
+
+ 25.  Samme Nat sagde HERREN til ham: "Tag ti af dine Trælle og en
+      syvårs Tyr; nedbryd din Faders Ba'alsalter og hug Asjerastøtten
+      om, som står derved;
+ 26.  byg så af Stensætningen HERREN din Gud et Alter på Toppen af
+      Klippen her og tag Tyren og brænd den som Brændoffer med Træet
+      af den omhuggede Asjerastøtte!"
+ 27.  Gideon tog da ti af sine Trælle og gjorde, som HERREN bød ham;
+      men han gjorde det om Natten, thi af Frygt for sin Familie og
+      sine Bysbørn turde han ikke gøre det om Dagen.
+ 28.  Da Byens Folk næste Morgen tidlig så Ba'alsalteret nedbrudt,
+      Asjerastøtten ved Siden af hugget om og Tyren ofret på det
+      nybyggede Alter,
+ 29.  sagde de til hverandre: "Hvem mon der har gjort det?" Og da de
+      spurgte sig for og foretog en Undersøgelse, blev der sagt, at
+      det var Gideon, Joasjs Søn.
+ 30.  Og Byens Folk sagde til Joasj: "Udlever din Søn, for at han kan
+      lide Døden, thi han har nedbrudt Ba'alsalteret og omhugget
+      Asjerastøtten ved Siden af!"
+ 31.  Men Joasj svarede alle dem, der stod omkring ham: "Vil I
+      virkelig stride for Ba'al eller hjælpe ham? Den, der strider for
+      ham, skal dø inden i Morgen! Er han Gud, så lad ham stride for
+      sig selv, siden hans Alter er nedbrudt!"
+ 32.  Ved den Lejlighed fik Gideon Navnet Jerubba'al, idet man sagde:
+      "Lad Ba'al stride med ham, siden han har nedbrudt hans Alter!"
+
+ 33.  Alle Midjaniterne, Amalekiterne og Østens Stammer sluttede sig
+      sammen, satte over Jordan og slog Lejr på Jizre'elsletten.
+ 34.  Da iklædte HERRENs Ånd sig Gideon, og han stødte i Hornet; og
+      Abiezriterne fylkede sig om ham.
+ 35.  Og da han sendte Bud ud i hele Manasse, fylkede de sig også om
+      ham; og han sendte Bud ud i Aser, Zebulon og Naftali, og de drog
+      op før at møde Fjenderne.
+ 36.  Da sagde Gideon til Gud: "Hvis du vil frelse Israel ved min
+      Hånd, som du har lovet,
+ 37.  så lægger jeg nu dette Fåreskind på Tærskepladsen, og falder der
+      så Dug alene på Skindet, medens Jorden ellers bliver ved at være
+      tør, da ved jeg, at du vil frelse Israel ved min Hånd, som du
+      har lovet."
+ 38.  Og det skete således. Da han næste Morgen vred Skindet, pressede
+      han Dug af det, en hel Skålfuld Vand.
+ 39.  Men Gideon sagde til Gud: "Vredes ikke på mig, når jeg endnu
+      denne ene Gang taler til dig, lad mig blot denne Gang endnu
+      prøve med Skindet: Lad Skindet alene være tørt, medens der
+      falder Dug på Jorden rundt om!"
+ 40.  Da gjorde Gud således om Natten: Skindet alene var ført, men der
+      faldt Dug på Jorden rundt om.
+
+Dommer 7
+
+  1.  Næste Morgen tidlig brød Jerubba'al, det er Gideon, op med alle
+      sine Folk og lejrede sig ved Harodkilden, medens Midjaniternes
+      Lejr var nedenfor på Sletten, norden for Morehøjen.
+  2.  Da sagde HERREN til Gideon: "Du har for mange Folk hos dig, til
+      at jeg kan give Midjaniterne i deres Hånd; gjorde jeg det, vilde
+      Israel gøre sig stor over for mig og sige: Min egen Kraft
+      skaffede mig Sejr!
+  3.  Lad derfor udråbe for Folket: Enhver, som er ræd og angst, skal
+      vende hjem!" Gideon sigtede dem da, og 22000 Mand af Folket
+      vendte hjem, medens 10000 blev tilbage.
+  4.  Men HERREN sagde til Gideon: "Endnu er der for mange Folk; før
+      dem ned til Vandet, der vil jeg sigte dem for dig. Den, jeg
+      siger skal gå med dig, han skal gå med; men enhver, om hvem jeg
+      siger til dig: denne skal ikke gå med dig, han skal ikke gå!"
+  5.  Da han havde ført Folket ned til Vandet, sagde HERREN til
+      Gideon: "Alle dem, der laber Vandet med Tungen som Hunde, skal
+      du stille for sig; ligeså alle dem, der lægger sig på Knæ for at
+      drikke,!"
+  6.  Og Tallet på dem, der labede, var 300; derimod lagde Resten af
+      Folket sig på Knæ for at drikke af Vandet, idet de førte det til
+      Munden med Hånden.
+  7.  Da sagde HERREN til Gideon: "Med de 300 Mand, som labede, vil
+      jeg frelse eder og give Midjaniterne i din Hånd; men Resten af
+      Folket skal drage hver til sit!"
+  8.  Derpå tog han Folkets Krukker og deres Horn fra dem; og alle
+      Israelitterne lod han drage hjem, hver til sit, men de 300 Mand
+      beholdt han hos sig. Og Midjaniternes Lejr var nede på Sletten.
+
+  9.  Samme Nat sagde HERREN til ham: "Stå op og drag ned imod Lejren,
+      thi jeg har givet den i din Hånd!
+ 10.  Men er du bange for at drage derned, så begiv dig med din Tjener
+      Pura ned til Lejren
+ 11.  og hør, hvad de siger der; så vil du få Mod til at drage ned
+      imod Lejren!" Han gik da med sin Tjener Pura ned til Lejrens
+      Forposter.
+ 12.  Midjaniterne, Amalekiterne og alle Østens Stammer havde lejret
+      sig på Sletten mangfoldige som Græshopper, og deres Kameler var
+      utallige, mangfoldige som Sandet ved Havets Bred.
+ 13.  Just som Gideon kom, var en Mand i Færd med at fortælle en anden
+      noget, han havde drømt, idet han sagde: "Jeg har haft en Drøm!
+      Se, et Bygbrød kom rullende ned mod Midjaniternes Lejr, og da
+      det kom til Teltet, stødte det til det og væltede det over Ende,
+      så at Teltet faldt."
+ 14.  Da sagde den anden: "Det kan ikke betyde andet end Israelitten
+      Gideons, Joasjs Søns, Sværd; Gud har givet Midjan og hele Lejren
+      i hans Hånd!"
+ 15.  Da Gideon hørte Beretningen om Drømmen og dens Tydning, tilbad
+      han og vendte derefter tilbage til Israels Lejr, hvor han sagde:
+      "Stå op, thi HERREN har givet Midjaniternes Lejr i eders Hånd!"
+
+ 16.  Derpå delte han de 300 Mand i tre Afdelinger og gav dem alle
+      Horn og tomme Krukker med Fakler i;
+ 17.  og han sagde til dem: "Giv Agt på mig og gør som jeg! Når jeg
+      kommer til Udkanten af Lejren. skal I gøre som jeg;
+ 18.  når jeg og alle de, der er hos mig, støder i Hornet, skal I også
+      støde i Hornene rundt om hele Lejren og råbe: For HERREN og for
+      Gideon!"
+ 19.  Da nu Gideon og de 100 Mand. der var hos ham, kom hen til
+      Udkanten af Lejren ved Begyndelsen af den midterste Nattevagt,
+      lige som man havde stillet Vagtposterne ud, stødte de i Hornene
+      og slog deres Krukker itu.
+ 20.  Så blæste de tre Afdelinger i Hornene og slog Krukkerne itu; men
+      de holdt Faklerne i deres venstre Hånd og i deres højre Hånd
+      Hornene for at blæse i dem, og de råbte: "HERRENs Sværd og
+      Gideons!"
+ 21.  Og de blev stående, hvor de stod, rundt om Lejren, hver på sin
+      Plads. Da vågnede hele Lejren. og de skreg op og flygtede.
+ 22.  Og da de blæste i de 300 Horn, satte HERREN den enes Sværd mod
+      den andens i hele Lejren, og de flygtede til Bet Sjitta hen imod
+      Zerera, til Bredden ved Abel Mehola over for Tabbat.
+
+ 23.  Derpå stævnedes Israelitterne sammen fra Naftali, Aser og hele
+      Manasse, og de satte efter Midjaniterne;
+ 24.  og Gideon sendte Bud ud i hele Efraims Bjergland og lod
+      kundgøre: "Drag Midjaniterne i Møde og afskær dem Adgangen til
+      Vandet lige til Bet-Bara ved Jordan!" Da stævnedes alle
+      Efraimiterne sammen, og de afskar dem Adgangen til Vandet lige
+      til Bet-Bara ved Jordan
+ 25.  og tog Midjaniternes to Høvdinger Oreb og Ze'eb til Fange; Oreb
+      dræbte de på Orebs Klippe, Ze'eb i Ze'ebs Perse; og de forfulgte
+      Midjaniterne og bragte Orebs og Ze'ebs Hoveder til Gideon
+      hinsides Jordan.
+
+Dommer 8
+
+  1.  Men Efraimiterne sagde til ham: "Hvorfor handler du således over
+      for os, at du ikke kaldte os til, da du drog i Kamp mod
+      Midjaniterne?" Og de gik stærkt i Rette med ham.
+  2.  Men han svarede dem: "Hvad er min Dåd i Sammenligning med eders?
+      Er ikke Efraims Efterhøst bedre end Abiezers Vinhøst?
+  3.  I eders Hånd gav Gud Midjaniternes Høvdinger Oreb og Ze'eb, hvad
+      har jeg formået i Sammenligning med eder?" Og da han talte
+      således, lagde deres Vrede sig mod ham.
+
+  4.  Da Gideon nåede Jordan, gik han og de 300 Mand, der var med ham,
+      over, udmattede og sultne.
+  5.  Han sagde da til Folkene i Sukkot: "Giv Folkene, der følger mig,
+      nogle Brød, thi de er udmattede, og jeg er i Færd med at
+      forfølge Midjaniterkongerne Zeba og Zalmunna!"
+  6.  Men Høvedsmændene i Sukkot svarede: "Har du allerede fået fat i
+      Zeba og Zalmunna, siden vi skal give dine Folk Brød?"
+  7.  Da sagde Gideon: "Til Gengæld skal jeg tærske eders Kroppe med
+      Ørkentorne og Tidsler, når HERREN bar givet Zeba og Zalmunna i
+      min Hånd!"
+  8.  Så drog han derfra til Penuel og sagde det samme til dem; og da
+      Folkene i Penuel gav ham samme Svar som Folkene i Sukkot,
+  9.  tiltalte han dem på lignende Måde og sagde: "Når jeg kommer
+      uskadt tilbage, vil jeg nedbryde Borgen her!"
+
+ 10.  Zeba og Zalmunna befandt sig imidlertid med deres Hær i Karkor,
+      henved 15000 Mand; det var alle dem, der var tilbage af Østens
+      Stammers, Hær; de faldne udgjorde 120000 våbenføre Mænd.
+ 11.  Og Gideon drog op ad Teltboernes Vej østen for Noba og Jogbeha
+      og slog Hæren, der ikke anede Uråd.
+ 12.  Zeba og Zalmunna flygtede, men han satte efter dem og fangede de
+      to Midjaniterkonger Zeba og Zalmunna og slog hele Hæren med
+      Rædsel.
+
+ 13.  Da Gideon, Joasjs Søn, vendte tilbage fra Kampen, fra
+      Herespasset,
+ 14.  fik han fat i en ung Mand fra Sukkot og spurgte ham ud, og den
+      unge Mand skrev Navnene på Høvedsmændene og de Ældste i Sukkot
+      op til ham, syv og halvfjerdsindstyve Mænd.
+ 15.  Så drog han til Folkene i Sukkot og sagde: "Se, her er Zeba og
+      Zalmunna, som I hånede mig med, da I sagde: Har du allerede fået
+      fat i Zeba og Zalmunna, siden vi skal give dine udmattede Mænd
+      Brød?"
+ 16.  Derpå greb han Byens Ældste, tog Ørkentorne og Tidsler og
+      tærskede Folkene i Sukkot med dem;
+ 17.  og Borgen i Penuel brød han ned og dræbte Folkene i Byen.
+ 18.  Men til Zeba og Zalmunna sagde han: "Hvorledes var de Mænd, I
+      ihjelslog ved Tabor?" De svarede: "De lignede dig, de så begge
+      ud som Kongesønner!"
+ 19.  Da sagde han: "Mine Brødre, min Moders Sønner var det! Så sandt
+      HERREN lever; havde I skånet deres Liv, havde jeg ikke slået
+      eder ihjel!"
+ 20.  Derpå sagde han til sin førstefødte Søn Jeter: "Stå op og dræb
+      dem!" Men den unge Mand drog ikke sit Sværd; han havde ikke Mod
+      dertil, fordi han endnu var ung.
+ 21.  Da sagde Zeba og Zalmunna: "Stå selv op og giv os Dødsstødet,
+      thi som Manden således hans Styrke!" Så stod Gideon op og dræbte
+      Zeba og Zalmunna. Og han tog de Halvmåner, deres Kameler havde
+      om Halsen.
+
+ 22.  Derefter sagde Israelitterne til Gideon: "Vær vor Hersker, du
+      selv og siden din Søn og din Sønnesøn, da du nu har frelst os af
+      Midjaniternes Hånd!"
+ 23.  Men Gideon svarede dem: "Hverken jeg eller min Søn vil herske
+      over eder; HERREN skal herske over eder!"
+ 24.  Derpå sagde Gideon til dem: "Jeg har noget at bede eder om:
+      Enhver af eder skal give mig de Ringe, der findes mellem hans
+      Bytte!" Hine havde nemlig Guldringe, thi de var Ismaeliter.
+ 25.  De svarede: "Ja, vi vil gerne give dig dem!" Så bredte han sin
+      Kappe ud, og enhver af dem lagde de Ringe, der fandtes mellem
+      hans Bytte, derpå.
+ 26.  Vægten af Guldringene, som han havde bedt om, udgjorde 1700
+      Sekel Guld bortset fra Halvmånerne, Ørenringene og
+      Purpurklæderne, som Midjaniterkongerne bar, og Kæderne på
+      Kamelernes Halse.
+ 27.  Gideon lavede deraf en Efod, som han gav Plads i sin Fødeby
+      Ofra; og alle Israelitterne bolede med den, og den blev Gideon
+      og hans Hus en Snare.
+
+ 28.  Således bukkede Midjaniterne under for Israelitterne, og de
+      rejste sig ikke mere; og Landet havde Ro i fyrretyve År, så
+      længe Gideon levede.
+
+ 29.  Og Jerubba'al, Joasjs Søn, begav sig til sit Hjem og opholdt sig
+      der.
+ 30.  Gideon havde halvfjerdsindstyve Sønner, der var avlede af ham,
+      thi han havde mange Hustruer.
+ 31.  Han havde en Medhustru i Sikem; hun fødte ham en Søn, som han
+      gav Navnet Abimelek.
+ 32.  Gideon, Joasjs Søn, døde i en høj Alder og blev jordet i sin
+      Fader Abiezriten Joasjs Grav i Ofra.
+ 33.  Men da Gideon var død, gav Israelitterne sig atter til at bole
+      med Ba'alerne og gjorde Ba'al-Berit til deres Gud;
+ 34.  og Israelitterne kom ikke HERREN deres Gud i Hu, ham, som
+      frelste dem fra alle deres Fjender, der omgav dem på alle
+      Kanter.
+ 35.  Og de handlede ikke vel mod Jerubba'als, Gideons, Hus, trods alt
+      det gode, han havde gjort Israel.
+
+Dommer 9
+
+  1.  Jerubba'als Søn Abrimelek begav sig til sine Morbrødere i Sikem
+      og talte til dem og til hele sin Moders Fædrenehus's Slægt og
+      sagde:
+  2.  "Sig til alle Sikems Borgere: Hvad båder eder vel bedst, at
+      halvfjerdsindstyve Mænd, alle Jerubba'als Sønner, eller at en
+      enkelt Mand hersker over eder? Kom i Hu, at jeg er eders Bød og
+      Blod!"
+  3.  Hans Morbrødre talte da alle disse Ord til alle Sikems Borgere
+      til Gunst til ham; og deres Hu vendte sig til Abimelek, idet de
+      sagde: "Han er vor Broder."
+  4.  De gav ham derpå halvfjerdsindstyve Sekel Sølv fra Ba'al Berits
+      Hus, og for dem lejede Abimelek nogle dårlige og frække Folk,
+      som sluttede sig til ham.
+  5.  Derpå drog han til sin Faders Hus i Ofra og slog sine Brødre,
+      Jerubba'als halvfjerdsindstyve Sønner, ihjel på een Sten. Kun
+      Jotam, Jerubba'als yngste Søn, blev tilbage, thi han havde
+      skjult sig.
+  6.  Derefter samledes alle Sikems Borgere og hele Millos Hus og gik
+      hen og gjorde Abimelek til Konge ved Egen med Stenstøtten i
+      Sikem.
+
+  7.  Da Jotam fik Efterretning herom, gik han hen og stillede sig på
+      Toppen af Garizims Bjerg og råbte med høj Røst til dem: "Hør
+      mig, Sikems Borgere, så skal Gud høre eder!
+  8.  Engang tog Træerne sig for at salve sig en Konge. De sagde da
+      til Olietræet: Vær du vor Konge!
+  9.  Men Olietræet svarede dem: Skulde jeg give Afkald på min Fedme,
+      for hvilken Guder og Mennesker priser mig, for at give mig til
+      at svæve over Træerne?
+ 10.  Så sagde Træerne til Figentræet: Kom du og vær vor Konge!
+ 11.  Men Figentræet svarede dem: Skulde jeg give Afkald på min Sødme
+      og min liflige Frugt for at give mig til at svæve over Træerne?
+ 12.  Så sagde Træerne til Vinstokken: Kom du og vær vor Konge!
+ 13.  Men Vinstokken svarede dem: Skulde jeg give Afkald på min Most,
+      som glæder Guder og Mennesker, for at give mig til at svæve over
+      Træerne?
+ 14.  Da sagde alle Træerne til Tornebusken: Kom du og vær vor Konge!
+ 15.  Og Tornebusken svarede Træerne: Hvis I mener det ærligt med at
+      salve mig til eders Konge, kom så og søg ind under min Skygge;
+      men hvis ikke, så vil Flammer slå op af Tornebusken og fortære
+      Libanons Cedre!
+ 16.  Hvis I nu er gået ærligt og redeligt til Værks, da I gjorde
+      Abimelek til Konge, og hvis I har handlet vel mod Jerubba'al og
+      hans Hus og gengældt ham, hvad han gjorde -
+ 17.  min Fader kæmpede jo for eder og vovede sit Liv for at frelse
+      eder af Midjaniternes Hånd,
+ 18.  men I har i bag rejst eder mod min Faders Hus, dræbt hans
+      Sønner, halvfjerdsindstyve Mænd, på een Sten og sat hans
+      Trælkvindes Søn Abimelek til Konge over Sikems Borgere, fordi
+      han er eders Broder
+ 19.  ja, hvis I i Dag er gået ærligt og redeligt til Værks mod
+      Jerubba'al og hans Hus, så gid I må få Glæde af Abimelek, og gid
+      han må få Glæde af eder;
+ 20.  men hvis ikke, så slå Flammer op fra Abimelek og fortære Sikems
+      Borgere og Millos Hus, og Flammer slå op fra Sikems Borgere og
+      Millos Hus og fortære Abimelek!"
+ 21.  Derpå tog Jotam Flugten og flygtede til Be'er; og der tog han
+      Ophold for at være i Sikkerhed for sin Broder Abimelek.
+
+ 22.  Da Abimelek havde haft Magten over Israel i tre År,
+ 23.  sendte Gud en ond Ånd mellem Abimelek og Sikems Borgere. og
+      Sikems Borgere faldt fra Abimelek,
+ 24.  for at Voldsgerningen mod Jerubba'als halvfjerdsindstyve Sønner
+      kunde blive hævnet og deres Blod komme over deres Broder
+      Abimelek, som havde dræbt dem, og over Sikems Borgere, som havde
+      sat ham i Stand til at dræbe sine Brødre.
+ 25.  Sikems Borgere lagde da Baghold på Bjergtoppene, og de
+      udplyndrede alle vejfarende, der kom forbi dem. Dette meldtes
+      Abimelek.
+
+ 26.  Nu kom Ga'al, Ebeds Søn, med sine Brødre og flyttede ind i
+      Sikem; og Sikems Borgere fattede Tillid til ham.
+ 27.  De begav sig ud i Marken, plukkede Druer og pressede dem og
+      fejrede deres Vinhøstfest. Og de gik ind i deres Guds Hus, hvor
+      de spiste og drak og udstødte Forbandelser over Abimelek.
+ 28.  Da sagde Ga'al, Ebeds Søn: "Hvem er Abimelek, og hvad er Sikem,
+      at vi skal være hans Trælle! Var ikke Jerubba'als Søn og hans
+      Foged Zebul Trælle for Hamors, Sikems Faders, Mænd hvorfor skal
+      vi da være hans Trælle?
+ 29.  Havde jeg blot Magten over Folket her, skulde jeg nok skaffe
+      Abimelek af Vejen!"
+ 30.  Da Zebul, Byens Høvedsmand, hørte Ga'als, Ebeds Søns, Urd,
+      blussede hans Vrede op,
+ 31.  og han sendte Bud til Abimelek i Aruma og lod sige: "Se, Ga'al,
+      Ebeds Søn, og hans Brødre er kommet til Sikem, og se, de
+      ophidser Byen imod dig; forstærk derfor din Hær og ryk ud!
+ 32.  Og nu, bryd op ved Nattetide med dine Folk og læg dig i Baghold
+      på Marken;
+ 33.  og kast dig så over Byen tidligt om Morgenen, når Solen står op!
+      Når da han og hans Folk rykker ud imod dig, kan du gøre med dem,
+      hvad der falder for!"
+ 34.  Abimelek brød da op ved Nattetide med alle sine Folk, og de
+      lagde sig i Baghold imod Sikem i fire Afdelinger.
+
+ 35.  Da gik Ga'al, Ebeds Søn, ned og stillede sig op ved Byporten.
+      Og Abimelek og hans Folk rejste sig fra deres Baghold.
+ 36.  Da Ga'al fik Øje på Folkene, sagde han til Zebul: "Se, der
+      stiger Folk ned fra Bjergtoppene!" Men Zebul sagde til ham: "Det
+      er Bjergenes.Skygge, du tager for Mænd!"
+ 37.  Men Ga'al sagde atter: "Der stiger Folk ned fra Landets Navle,
+      og en anden Skare kommer i Retning af Sandsigernes Træ!"
+ 38.  Da sagde Zebul til ham: "Hvor er nu dine store Ord fra før: Hvem
+      er Abimelek, at vi skal være hans Trælle? Der er de Folk, du lod
+      hånt om - ryk nu ud og kæmp med dem!"
+ 39.  Ga'al rykkede da ud i Spidsen for Sikems Borgere for at kæmpe
+      mod Abimelek.
+ 40.  Men Abimelek slog ham på Flugt, og mange faldt og lå dræbte helt
+      hen til Byporten.
+ 41.  Abimelek tog så Ophold i Aruma; og Zebul jog Ga'al og hans
+      Brødre bort fra Sikem.
+
+ 42.  Næste Dag begav Folket sig ud på Marken, og det meldtes
+      Abimelek.
+ 43.  Han tog da sine Folk og delte dem i tre dele og lagde Baghold på
+      Marken; og da han så Folket drage ud, overfaldt han dem og slog
+      dem.
+ 44.  Og Abimelek og den Afdeling, han havde hos sig, brød frem og tog
+      Stilling ved Indgangen til Byen, medens de to andre Afdelinger
+      kastede sig over alle dem, der var ude på Marken; og huggede dem
+      ned;
+ 45.  og efter at Abimelek hele Dagen igennem havde angrebet Byen,
+      indtog han den, dræbte Folkene deri, nedbrød Byen og strøede
+      Salt på den.
+
+ 46.  Da hele Besætningen i Sikems Tårn hørte det, begav de sig ben
+      til Kælderrummet i El Berits Hus.
+ 47.  Og da Abimelek fik Melding om, at hele Besætningen i Sikems Tårn
+      var samlet,
+ 48.  gik han med alle sine Folk op på Zalmonbjerget. Her greb han en
+      Økse, afhuggede et Knippe Grene, løftede det op og tog det på
+      Skulderen; og han sagde til sine Folk: "Skynd eder at gøre det
+      samme, som I så, jeg gjorde!"
+ 49.  Alle Folkene afhuggede da også hver sit Knippe og fulgte efter
+      Abimelek og lagde det oven på Kælderrummet og stak Ild på
+      Kælderrummet oven over dem. Således omkom også hele Besætningen
+      i Sikems Tårn, henved 1000 Mænd og Kvinder.
+
+ 50.  Derefter drog Abimelek mod Tebez, og han belejrede Byen og
+      indtog den.
+ 51.  Inde i Byen var der et stærkt befæstet Tårn; derhen flygtede
+      alle Mænd og Kvinder, alle Byens Indbyggere, idet de stængede
+      efter sig og tyede op på Tårnets Tag;
+ 52.  Abimelek rykkede da frem til Tårnet og angreb det; men da han
+      nærmede sig Tårnets Indgang for at stikke Ild derpå,
+ 53.  kastede en Kvinde en Møllesten ned på Abimeleks Hoved og knuste
+      hans Hjerneskal.
+ 54.  Da råbte han i Hast til sin Våbendrager: "Drag dit Sværd og dræb
+      mig, for at det ikke skal siges, at en Kvinde har slået mig
+      ihjel!" Og Våbendrageren gennemborede ham, så han døde.
+ 55.  Men da Israelitterne så, at Abimelek var død, begav de sig hver
+      til sit.
+
+ 56.  Således gengældte Gud det onde, Abimelek havde øvet mod sin
+      Fader ved at dræbe sine halvfjerdsindstyve Brødre;
+ 57.  og al Sikemiternes Ondskab lod Gud komme over deres egne
+      Hoveder. På den Måde kom Jotams, Jerubba'als Søns, Forbandelse
+      over dem.
+
+Dommer 10
+
+  1.  Efter Abimelek fremstod som Israels Befrier Tola, en Søn af
+      Dodos Søn Pua, en Mand af Issakar, som boede i Sjamir i Efraims
+      Bjerge.
+  2.  Han var Dommer i Israel i tre og tyve År. Da han døde, blev han
+      jordet i Sjamir.
+
+  3.  Efter ham fremstod Gileaditen Jair; han var Dommer i Israel i to
+      og tyve År.
+  4.  Han havde tredive Sønner, som red på tredive Æsler, og de havde
+      tredive Byer, som endnu den Dag i Dag kaldes Jairs Teltbyer; de
+      ligger i Gilead.
+  5.  Da Jair døde, blev han jordet i Kamon.
+
+  6.  Men Israelitterne blev ved at gøre, hvad der var ondt i HERRENs
+      Øjne, idet de dyrkede Ba'alerne og Astarterne og Aramæernes,
+      Zidons, Moabs, Ammoniternes og Filisternes Guder og faldt fra
+      HERREN og undlod at dyrke ham.
+  7.  Da blussede HERRENs Vrede op mod Israel, og han gav dem til Pris
+      for Filisterne og Ammoniterne,
+  8.  som kuede og mishandlede Israelitterne i det År; i atten År
+      kuede de alle Israelitterne hinsides Jordan i Amoritemes Land i
+      Gilead.
+  9.  Og Ammoniterne satte over Jordan for også at angribe Juda,
+      Benjamin og Efraims Slægt, så at Israelitterne kom i stor Nød.
+ 10.  Da råbte Israelitterne til HERREN og sagde: "Vi har syndet imod
+      dig, thi vi har forladt HERREN vor Gud og dyrket Ba'alerne!"
+ 11.  Men HERREN svarede Israelitterne: "Har ikke Ægypterne,
+      Amoriterne, Ammoniterne, Filisterne,
+ 12.  Zidonierne, Amalekiterne og Midjaniterne mishandlet eder? Og da
+      I råbte til mig, frelste jeg eder af deres Hånd.
+ 13.  Men I forlod mig og dyrkede andre Guder! Derfor vil jeg ikke
+      mere frelse eder!
+ 14.  Gå nu hen og råb til de Guder, I udvalgte eder, og lad dem
+      frelse eder i eders Nød:"
+ 15.  Da sagde Israelitterne til HERREN: "Vi har syndet! Gør med os,
+      hvad dig tykkes godt, men frels os blot nu!"
+ 16.  Og de skilte sig af med de fremmede Guder og dyrkede HERREN; da
+      kunde han ikke længer holde ud at se Israels Nød.
+
+ 17.  Ammoniterne stævnedes sammen, og de slog Lejr i Gilead; også
+      Israelitterne samlede sig, og de slog Lejr i Mizpa.
+ 18.  Da sagde Folket, Gileads Høvdinger, til hverandre: "Hvis der
+      findes en Mand, som vil tage Kampen op med Ammoniterne, skal han
+      være Høvding over alle Gileads Indbyggere!"
+
+Dommer 11
+
+  1.  Gileaditen Jefta var en dygtig Kriger. Han var Søn af en Skøge.
+      Gilead avlede Jefta.
+  2.  Men Gileads Hustru fødte ham Sønner, og da de voksede op, jog de
+      Jefta bort med de Ord: "Du skal ikke have Arv og Lod i vor
+      Faders Hus, thi du er en fremmed Kvindes Søn!"
+  3.  Jefta flygtede da for sine Brødre og bosatte sig i Landet Tob,
+      hvor nogle dårlige Folk samlede sig om ham og deltog i hans
+      Strejftog.
+
+  4.  Efter nogen Tids Forløb angreb Ammoniterne Israel.
+  5.  Og da Ammoniterne angreb Israel, drog Gileads Ældste hen for at
+      hente Jefta hjem fra Landet Tob.
+  6.  De sagde til Jefta: "Kom og vær vor Fører, at vi kan tage Kampen
+      op med Ammoniterne!"
+  7.  Jefta svarede Gileads Ældste: "Har I ikke hadet mig og jaget mig
+      bort fra min Faders Hus? Hvorfor kommer I da til mig, nu I er i
+      Nød?"
+  8.  Men Gileads Ældste sagde til Jefta: "Derfor kommer vi jo nu
+      tilbage til dig! Vil du drage med os og kæmpe med Ammoniterne,
+      skal du være Høvding over os, over alle Gileads Indbyggere!"
+  9.  Jefta svarede Gileads Ældste: "Dersom I fører mig tilbage, for
+      at jeg skal kæmpe med Ammoniterne, og HERREN giver dem i min
+      Magt, så vil jeg være eders Høvding!"
+ 10.  Da sagde Gileads Ældste til Jefta: "HERREN hører Overenskomsten
+      mellem os; visselig vil vi gøre, som du siger!"
+ 11.  Da drog Jefta med Gileads Ældste; og Folket gjorde ham til deres
+      Høvding og Fører. Og alle sine Ord udtalte Jefta for HERRENs
+      Åsyn i Mizpa.
+
+ 12.  Derpå sendte Jefta Sendebud til Ammoniternes Konge og lod sige:
+      "Hvad er der dig og mig imellem, siden du er draget imod mig for
+      at angribe mit Land?"
+ 13.  Ammoniternes Konge svarede Jeftas Sendebud: "Jo, Israel tog mit
+      Land, da de drog op fra Ægypten, lige fra Arnon til Jabbok og
+      Jordan; giv det derfor tilbage med det gode!"
+ 14.  Men Jefta sendte atter Sendebud til Ammoniternes Konge
+ 15.  og lod sige: "Således siger Jefta: Israel har ikke taget Moabs
+      eller Ammoniternes Land!
+ 16.  Men da de drog op fra Ægypten, vandrede Israel igennem Ørkenen
+      til det røde Hav og kom derpå til Kadesj.
+ 17.  Da sendte Israel Sendebud til Edomiternes Konge og lod sige: Lad
+      mig drage igennem dit Land! Men Edomiternes Konge ænsede det
+      ikke. Ligeledes sendte de Bud til Moabiternes Konge, men han var
+      heller ikke villig dertil. Israel blev da boende i Kadesj.
+ 18.  Derpå drog de igennem Ørkenen og gik uden om Edomiternes og
+      Moabiternes, Land, og da de nåede Egnen østen for Moab, slog de
+      Lejr hinsides Arnon; men de betrådte ikke Moabs Enemærker, thi
+      Arnon er Moabs Grænse.
+ 19.  Israel sendte derpå Sendebud til Kongen af Hesjbon,
+      Amoriterkongen Sihon, og lod sige: Lad os drage igennem dit Land
+      for at nå hen, hvor vi skal!
+ 20.  Men Sihon nægtede Israelitterne Tilladelse til at drage gennem
+      hans Land; og Sihon samlede hele sin Hær, og de slog Lejr i Jaza
+      og angreb Israel.
+ 21.  Da gav HERREN, Israels Gud, Sihon og hele hans Hær i Israels
+      Hånd, så at de slog dem. Og Israel underlagde sig hele det Land,
+      Amoriterne boede i;
+ 22.  de underlagde sig hele Amoriternes Område fra Arnon til Jabbok
+      og fra Ørkenen til Jordan.
+ 23.  Således drev HERREN, Israels Gud, Amoriterne bort foran sit Folk
+      Israel; og nu vil du underlægge dig deres Land!
+ 24.  Ikke sandt, når din Gud Kemosj driver nogen bort, så tager du
+      hans Land? Og hver Gang HERREN vor Gud driver nogen bort foran
+      os, tager vi hans Land.
+ 25.  Er du vel bedre end Zippors Søn, Kong Balak af Moab? Stredes han
+      med Israel, eller indlod han sig i Kamp med dem,
+ 26.  da Israelitterne bosatte sig i Hesjbon med Småbyer, i Aroer med
+      Småbyer og i alle Byerne langs Arnon nu har de boet der i 300
+      År? Hvorfor tilrev I eder dem ikke dengang?
+ 27.  Det er ikke mig, der har forbrudt mig mod dig, men dig, der
+      handler ilde mod mig ved at angribe mig. HERREN, Dommeren, vil i
+      Dag dømme Israelitterne og Ammoniterne imellem!"
+ 28.  Men Ammoniternes Konge ænsede ikke Jeftas Ord, som hans Sendebud
+      overbragte.
+
+ 29.  Da kom HERRENs Ånd over Jefta; og han drog igennem Gilead og
+      Manasse; derpå drog han til Mizpe i Gilead, og fra Mizpe i
+      Gilead drog han mod Ammoniterne.
+ 30.  Og Jefta aflagde HERREN et Løfte og sagde: "Dersom du giver
+      Ammoniterne i min Hånd,
+ 31.  så skal den, som først kommer mig i Møde fra min Husdør når jeg
+      vender uskadt, tilbage fra Ammoniterne, tilfalde HERREN, og jeg
+      vil ofre ham som Brændoffer!"
+ 32.  Så drog Jefta i Kamp mod Ammoniterne, og HERREN gav dem i hans
+      Hånd,
+ 33.  så at han tilføjede dem et stort Nederlag fra Aroer til Egnen
+      ved Minnit, tyve Byer, og til Abel Keramim. Således bukkede
+      Ammoniterne under for Israelitterne.
+
+ 34.  Men da Jefta kom til sit Hjem i Mizpa, se, da kom hans Datter
+      ham i Møde med Håndpauker og Dans. Hun var hans eneste Barn
+      foruden hende havde han hverken Søn eller Datter.
+ 35.  Da han fik Øje på hende, sønderrev han sine Klæder og råbte:
+      "Ak, min Datter, du har bøjet mig dybt, og det er dig, der
+      styrter mig i Ulykke! Thi jeg har åbnet min Mund for HERREN og
+      kan ikke tage mit Ord tilbage!"
+ 36.  Da svarede hun ham: "Fader, har du åbnet din Mund for HERREN, så
+      gør med mig, som dit Ord lød, nu da HERREN har skaffet dig Hævn
+      over dine Fjender, Ammoniterne!"
+ 37.  Men hun sagde til sin Fader: "En Ting må du unde mig: Giv mig to
+      Måneders Frist, så jeg kan gå omkring i Bjergene for at begræde
+      min Jomfrustand sammen med mine Veninder!"
+ 38.  Han sagde: "Gå!" og lod hende drage bort i to Måneder; og hun
+      gik bort med sine Veninder for at begræde sin Jomfrustand i
+      Bjergene.
+ 39.  Da de to Måneder var omme, vendte hun tilbage til sin Fader, og
+      han fuldbyrdede det Løfte, han havde aflagt, på hende; og hun
+      havde ikke kendt Mand. Og det blev Skik i Israel,
+ 40.  at Israels Døtre hvert År går hen for at klage over Gileaditen
+      Jeftas Datter fire Dage om Året.
+
+Dommer 12
+
+  1.  Derpå stævnedes Efraimierne sammen, og de drog nordpå; og de
+      sagde til Jefta: "Hvorfor drog du i Kamp mod Ammoniterne uden at
+      opfordre os til at gå med? Nu brænder vi Huset af over Hovedet
+      på dig!"
+  2.  Men Jeffa svarede dem: "Jeg og mit Folk var i Krig, og
+      Ammoniterne trængte os hårdt; da sendte jeg Bud efter eder, men
+      I hjalp mig ikke imod dem;
+  3.  og da jeg så, at ingen kom mig til Hjælp, vovede jeg Livet og
+      drog mod Ammoniterne, og HERREN gav dem i min Hånd. Hvorfor
+      drager I da nu i Kamp imod mig?"
+  4.  Derpå samlede Jefta alle Gileads Mænd og angreb Efraimiterne; og
+      Gileads Mænd slog Efraimiterne.
+  5.  Og Gileaditerne afskar Efraimiterne fra Jordans Vadesteder.
+      Hver Gang så en af de efraimitiske Flygtninge sagde: "Lad mig
+      komme over!" spurgte Gileads Mænd: "Er du Efraimit?" Og når han
+      svarede: "Nej!"
+  6.  sagde de til ham: "Sig Sjibbolet!" Og når han da sagde Sibbolet,
+      fordi han ikke kunde udtale Ordet rigtigt, greb de ham og
+      huggede ham ned ved Jordans Vadesteder. Ved den Lejlighed faldt
+      42000 Efraimiter.
+
+  7.  Jefta var Dommer i Israel i seks År. Så døde Gileaditen Jefta og
+      blev jordet i sin By i Gilead.
+  8.  Efter ham var Ibzan fra Betlehem Dommer i Israel.
+  9.  Han havde tredive Sønner; tredive Døtre giftede han bort, og
+      tredive Svigerdøtre hjemførte han til sine Sønner.
+ 10.  Han var Dommer i Israel i syv År. Så døde Ibzan og blev jordet i
+      Betlehem.
+
+ 11.  Efter ham var Zebuloniten Elon Dommer i Israel. Han var Dommer i
+      Israel i ti År.
+ 12.  Så døde Zebuloniten Elon og blev jordet i Ajjalon i Zebulons
+      Land.
+
+ 13.  Efter ham var Abdon, Hillels Søn, fra Piraton Dommer i Israel.
+ 14.  Han havde fyrretyve Sønner og tredive Sønnesønner, som red på
+      halvfjerdsindstyve Æsler. Han var Dommer i Israel i otte År.
+ 15.  Så døde Abdon, Hillels Søn, fra Piraton og blev jordet i Piraton
+      i Efraims Land på Amalekiterbjerget.
+
+Dommer 13
+
+  1.  Men Israelitterne blev ved at gøre, hvad der var ondt i HERRENS
+      Øjne, og HERREN gav dem i Filisternes Hånd i fyrretyve År.
+
+  2.  Der levede i Zora en Mand af Daniternes Slægt ved Navn Manoa;
+      hans Hustru var ufrugtbar og havde ingen Børn født.
+  3.  Nu viste HERRENs Engel sig for Kvinden og sagde til hende: "Se,
+      du er ufrugtbar og har ingen Børn født; men du skal blive
+      frugtsommelig og føde en Søn.
+  4.  Vogt dig vel for at drikke Vin eller stærk Drik og for at spise
+      noget som helst urent!
+  5.  Thi se, du skal blive frugtsommelig og føde en Søn. Der må ikke
+      komme Ragekniv på hans Hoved, thi Drengen skal være en Guds
+      Nasiræer fra Moders Liv af; og han skal gøre de første Skridt
+      til at frelse Israel af Filisternes Hånd!"
+
+  6.  Kvinden gik nu hen og sagde til sin Mand: "Der kom en Guds Mand
+      til mig, og han så ud som en Guds Engel; såre frygtindgydende;
+      jeg spurgte ham ikke, hvor han var fra, og sit Navn gav han mig
+      ikke til Kende.
+  7.  Han sagde til mig: Se, du skal blive frugtsommelig og føde en
+      Søn; drik nu ikke Vin eller stærk Drik og spis intet som helst
+      urent, thi Drengen skal være en Guds Nasiræer fra Moders Liv af
+      til sin Dødedag!"
+
+  8.  Da bad Manoa til HERREN og sagde: "Ak, HERRE, lad den Guds Mand,
+      du sendte, atter komme til os for at lære os, hvorledes vi skal
+      bære os ad med den Dreng, der skal fødes!"
+  9.  Og Gud bønhørte Manoa; og Guds Engel kom atter til Kvinden,
+      medens hun sad ude på Marken, men Manoa, hendes Mand, var ikke
+      hos hende.
+ 10.  Da skyndte Kvinden sig hen til sin Mand, fortalte ham det og
+      sagde til ham: "Se, den Mand, som kom til mig forleden, har vist
+      sig for mig!"
+ 11.  Manoa stod da op og gik med sin Hustru, og da han kom hen til
+      Manden, sagde han til ham: "Er du den Mand, som talte til
+      Kvinden?" Og han sagde: "Ja!"
+ 12.  Så sagde Manoa: "Når nu dit Ord går i Opfyldelse, hvorledes skal
+      vi da forholde os og bære os ad med Drengen?"
+ 13.  HERRENs Engel svarede Manoa: "Alt det, jeg talte om til Kvinden,
+      skal hun vogte sig for;
+ 14.  intet af, hvad der vokser på Vinstokken, må hun spise; Vin og
+      stærk Drik må hun ikke drikke, og intet urent må hun spise; alt,
+      hvad jeg bød hende, skal hun overholde!"
+ 15.  Da sagde Manoa til HERRENs Engel: "Vi vilde gerne holde dig
+      tilbage og tillave dig et Gedekid!"
+ 16.  Men HERRENs Engel svarede Manoa: "Selv om du holder mig tilbage,
+      spiser jeg ikke af din Mad; men vil du ofre et Brændoffer, så
+      bring HERREN det!" Thi Manoa vidste ikke, at det var HERRENs
+      Engel.
+ 17.  Og Manoa sagde til HERRENs Engel: "Hvad er dit Navn? Når dit Ord
+      går i Opfyldelse, vil vi ære dig!"
+ 18.  Men HERRENs Engel svarede: "Hvorfor spørger du om mit Navn? Du
+      skal vide, det er underfuldt."
+ 19.  Da tog Manoa Gedekiddet og Afgrødeofferet og ofrede det på
+      Klippen til HERREN, ham, som handler underfuldt, og Manoa og
+      hans Hustru så til.
+ 20.  Og da Flammen slog op imod Himmelen fra Alteret, steg HERRENs
+      Engel op i Alterflammen, medens Manoa og hans Hustru så til; og
+      de faldt til Jorden på deres Ansigt.
+ 21.  Og HERRENs Engel viste sig ikke mere for Manoa og hans Hustru.
+      Så forstod Manoa, at det var HERRENs Engel.
+ 22.  Og Manoa sagde til sin Hustru: "Vi er dødsens, thi vi har set
+      Gud!"
+ 23.  Men hans Hustru sagde til ham: "Havde HERREN i Sinde at dræbe
+      os, havde han ikke modtaget Brændoffer og Afgrødeoffer af vor
+      Hånd; heller ikke havde han ladet os se alt det og nu kundgjort
+      os sådanne Ting!"
+
+ 24.  Og Kvinden fødte en Søn, som hun gav Navnet Samson. Drengen
+      voksede op, og HERREN velsignede ham;
+ 25.  og HERRENs Ånd begyndte at drive på ham i Dans Lejr mellem Zora
+      og Esjtaol.
+
+Dommer 14
+
+  1.  Engang Samson kom ned til Timna, så han en af Filisternes Døtre
+      der.
+  2.  Og da han kom tilbage derfra, fortalte han sin Fader og Moder
+      det og sagde: "Jeg har set en Kvinde i Timna, en af Filisternes
+      Døtre; nu må I hjælpe mig at få hende til Hustru!"
+  3.  Hans Fader og Moder svarede ham: "Findes der da ingen Kvinde
+      blandt dine Landsmænds Døtre eller i hele dit Folk, siden du vil
+      gå hen og tage dig en Hustru hos de uomskårne Filistere?" Men
+      Samson svarede sin Fader: "Nej, hende må du hjælpe mig til, thi
+      det er hende, jeg synes om!"
+  4.  Hans Fader og Moder forstod ikke, at det kom fra HERREN, som
+      søgte en Anledning til Strid over for Filisterne. På den Tid
+      havde Filisterne nemlig Magten over Israel.
+
+  5.  Samson tog nu med sin Fader og Moder ned til Timna. Da de nåede
+      Vingårdene uden for Timna, se, da kom en ung Løve brølende imod
+      ham.
+  6.  Så kom HERRENs Ånd over ham, og han sønderrev den med sine bare
+      Næver, som var det et Gedekid; men sin Fader og Moder fortalte
+      han ikke, hvad han havde gjort.
+  7.  Derpå drog han ned og bejlede til Kvinden; thi Samson syntes om
+      hende.
+  8.  Da han efter nogen Tids Forløb vendte tilbage for at ægte hende,
+      gik han hen for at se til Løvens Ådsel, og se, da var der en
+      Bisværm og Honning i Løvens Krop.
+  9.  Han tog da Honningen i sine Hænder og spiste deraf, medens han
+      gik videre; og da han kom til sin Fader og Moder, gav han dem
+      noget deraf, og de spiste; men han sagde dem ikke, at han havde
+      taget Honningen fra Løvens Krop.
+
+ 10.  Så drog Samson ned til Kvinden; og de holdt Gilde, som de unge
+      havde for Skik.
+ 11.  Da de så ham, udvalgte de tredive Brudesvende til at ledsage
+      ham.
+ 12.  Og Samson sagde til dem: "Jeg vil give eder en Gåde at gætte;
+      hvis I i Løbet af de syv Gildedage kan sige mig Løsningen, vil
+      jeg give eder tredive Linnedkjortler og tredive Sæt klæder;
+ 13.  men kan I ikke sige mig den, skal I give mig tredive
+      Linnedkjortler og tredive Sæt klæder!" De svarede: "Sig din Gåde
+      frem og lad os høre den!"
+ 14.  Da sagde han til dem: "Fra Æderen kom Æde, fra den stærke
+      Sødme!" Men da de tre Dage var omme, havde de ikke kunnet gætte
+      Gåden,
+ 15.  og den fjerde Dag sagde de til Samsons Hustru: "Lok din Mand til
+      at sige os Løsningen, ellers brænder vi dig og din Faders Hus
+      inde! Har I budt os herhen for at tage alting fra os?"
+ 16.  Da hang Samsons Hustru over ham med Gråd og sagde: "Du hader mig
+      jo og elsker mig ikke! Du har givet mine Landsmænd en Gåde at
+      gætte, og mig har du ikke sagt Løsningen!" Han svarede hende:
+      "Jeg har ikke sagt min Fader eller Moder den, og så skulde jeg
+      sige dig den!"
+ 17.  Men hun hang over ham med Gråd, de syv Dage Gildet varede; og
+      den syvende Dag sagde han hende Løsningen, fordi hun plagede
+      ham.  Så sagde hun sine Landsmænd Gådens Løsning;
+ 18.  og den syvende Dag, før han gik ind i Kammeret, sagde Byens Mænd
+      til ham: "Hvad er sødere end Honning, og hvad er stærkere end en
+      Løve?" Men han svarede dem: "Havde I ikke pløjet med min Kalv,
+      havde I ikke gættet min Gåde!"
+
+ 19.  Da kom HERRENs Ånd over ham, og han drog ned til Askalon, slog
+      tredive Mænd ihjel der, trak deres Tøj af dem og gav Klæderne
+      til dem, der havde sagt Løsningen på Gåden. Og hans Vrede
+      blussede op, og han drog tilbage til sin Faders Hus.
+ 20.  Men Samsons Hustru blev givet til den Brudesvend, som havde
+      været hans Brudefører.
+
+Dommer 15
+
+  1.  Efter nogen Tids Forløb, i Hvedehøstens Tid, besøgte Samson sin
+      Hustru og havde et Gedekid med, og han sagde: "Lad mig gå ind i
+      Kammeret til min Hustru!" Men hendes Fader tillod ham det ikke,
+  2.  men sagde: "Jeg tænkte for vist, at du havde fået Uvilje mod
+      hende, derfor gav jeg hende til ham, der var din Brudesvend; men
+      hendes yngre Søster er smukkere end hun, lad hende blive din
+      Hustru i Søsterens Sted!"
+  3.  Da sagde Samson til dem: "Denne Gang er jeg sagesløs over for
+      Filisterne, når jeg gør dem Fortræd!"
+  4.  Så gik Samson hen og fangede 300 Ræve; derpå tog han Fakler,
+      bandt Halerne sammen to og to og fastgjorde en Fakkel midt
+      imellem;
+  5.  så tændte han Faklerne, slap Rævene løs i Filisternes Korn og
+      stak Ild både på Negene og Kornet på Roden, også på Vingårde og
+      Oliventræer.
+  6.  Da Filisterne spurgte, hvem der havde gjort det, blev der sagt:
+      "Det bar Samson, Timnitens Svigersøn, fordi han tog hans Hustru
+      og gav hende til hans Brudesvend." Da gik Filisterne op og
+      brændte hende og hendes Faders Hus inde.
+  7.  Men Samson sagde til dem: "Når I bærer eder således ad, under
+      jeg mig ikke Ro, før jeg får hævnet mig på eder!"
+  8.  Så slog han dem sønder og sammen med vældige Slag, og derpå steg
+      han ned i Fjeldkløften ved Etam og tog Ophold der.
+
+  9.  Filisterne drog nu op og slog Lejr i Juda og spredte sig ved
+      Lehi.
+ 10.  Da sagde Judas Mænd: "Hvorfor er I draget op imod os?" Og de
+      svarede: "Vi er draget herop for at binde Samson og handle mod
+      ham,som han har handlet mod os!"
+ 11.  Så steg 3000 Mand fra Juda ned til Fjeldkløften ved Etam og
+      sagde til Samson: "Ved du ikke, at Filisterne har Magten over
+      os?  Hvad er det dog, du har voldt os?." Han svarede dem: "Som
+      de har handlet mod mig, har jeg handlet mod dem!"
+ 12.  Men de sagde til ham: "Vi er kommet ned for at binde dig og
+      overgive dig til Filisterne!" Da sagde Samson til dem: "Sværg
+      mig til, at I ikke vil slå mig ihjel!"
+ 13.  De svarede ham: "Nej, vi vil Kun binde dig og overgive dig til
+      dem; slå dig ihjel vil vi ikke!" Så bandt de ham med to nye Reb
+      og førte ham op af Fjeldkløften.
+ 14.  Men da han kom til Lehi, og Filisterne hilste hans Komme med
+      Jubelråb, kom HERRENs Ånd over ham, og Rebene om hans Arme blev
+      som svedne Sytråde, og hans Bånd faldt skørnet af hans Hænder.
+ 15.  Og da han fik Øje på en frisk Æselkæbe, rakte han sin Hånd ud,
+      greb den og huggede 1000 Mand ned med den.
+ 16.  Da sagde Samson: "Med en Æselkæbe har jeg flået dem sønder og
+      sammen, med en Æselkæbe har jeg fældet 1000 Mand!"
+ 17.  Med disse Ord kastede han Kæbebenet fra sig, og derfor kaldte
+      man Stedet Ramat Lehi.
+ 18.  Og da han var meget tørstig, råbte han til HERREN og sagde: "Ved
+      din Tjeners Hånd har du skaffet os denne vældige Sejr, skal jeg
+      da nu dø af Tørst og falde i de uomskårnes Hånd?"
+ 19.  Da åbnede Gud Lavningen i Lehi, og der vældede Vand frem deraf;
+      og da han havde drukket, fik han sin Livskraft igen.  Derfor
+      kaldte man denne Kilde En Hakkore; den findes i Lehi endnu den
+      Dag i Dag.
+
+ 20.  Han var Dommer i Israel i Filistertiden i tyve År.
+
+Dommer 16
+
+  1.  Samson drog så til Gaza. Der så han en Skøge og gik ind til
+      hende.
+  2.  Da det spurgtes blandt Folkene i Gaza, at Samson var kommet
+      derhen, gik de hen og lagde sig på Lur efter ham ved Byporten;
+      men de holdt sig rolige Natten over, idet de sagde: "Vi vil
+      vente, til det bliver lyst; så slår vi ham ihjel!"
+  3.  Samson blev liggende den halve Nat, men ved Midnatstide stod han
+      op, greb fat i Byportens to Fløje og begge Portstolper, rykkede
+      dem op tillige med Portslåen, tog dem på Skuldrene og bar dem op
+      på Toppen af Bjerget over for Hebron.
+
+  4.  Siden fik han Kærlighed til en Kvinde ved Navn Dalila i
+      Sorekdalen.
+  5.  Da kom Filisternes Fyrster til hende og sagde til hende: "Se at
+      lokke ud af ham, hvad det er, der giver ham hans vældige
+      Kræfter, og hvorledes vi kan få Bugt med ham, så vi kan binde og
+      kue ham, så vil vi hver give dig 1100 Sekel Sølv!"
+  6.  Dalila sagde da til Samson: "Sig mig dog, hvad det er, der giver
+      dig dine vældige Kræfter, og hvorledes man kan binde og kue
+      dig!"
+  7.  Samson svarede hende: "Hvis man binder mig med syv friske
+      Strenge, som ikke er blevet tørre, bliver jeg svag som ethvert
+      andet Menneske."
+  8.  Filisternes Fyrster bragte hende da syv friske Strenge, der ikke
+      var blevet tørre, og med dem bandt hun ham;
+  9.  samtidig havde hun Folk liggende på Lur i Kammeret. Da sagde hun
+      til ham: "Filisterne er over dig, Samson!" Men han rev Strengene
+      over, og de brast som Blårgarn, der kommer Ild for nær; og
+      hvorledes det hang sammen med hans Kræfter, kom ikke for Dagen.
+ 10.  Da sagde Dalila til Samson: "Se, du har narret mig og løjet for
+      mig; sig mig dog, hvorledes man kan binde dig!"
+ 11.  Han svarede hende: "Hvis man binder mig med nye Reb, som aldrig
+      har været brug til noget, bliver jeg svag som ethvert andet
+      Menneske!"
+ 12.  Da tog Dalila nye Reb og bandt ham. Så sagde hun til ham:
+      "Filisterne er over dig, Samson!" Samtidig lå der Folk på Lur i
+      Kammeret. Men han flåede Rebene af sine Arme, som var det Tråde.
+ 13.  Da sagde Dalila til Samson: "Hidtil har du narret mig og løjet
+      for mig; sig mig dog, hvorledes man kan binde dig!" Han svarede
+      hende: "Hvis du væver mine syv Hovedlokker ind i Rendegarnet og
+      slår dem fast med Slagelen, bliver jeg svag som ethvert andet
+      Menneske."
+ 14.  Så dyssede hun ham i Søvn og vævede hans syv Hovedlokker ind i
+      Rendegarnet og slog dem fast med Slagelen. Og hun sagde til ham:
+      "Filisterne er over dig, Samson!" Så vågnede han og rykkede
+      Væven op sammen med Rendegarnet.
+ 15.  Da sagde hun til ham: "Hvor kan du sige, du elsker mig, når du
+      ingen Fortrolighed har til mig? Tre Gange har du nu narret mig
+      og ikke sagt mig, hvad det er, der giver dig dine vældige
+      Kræfter!"
+ 16.  Da hun således stadig pinte og plagede ham med sine Ord, blev
+      hans Sjæl træt til Døden,
+ 17.  og han talte rent ud og sagde til hende: "Ingen Ragekniv er
+      kommet på mit Hoved, thi jeg har fra Moders Liv af været en Guds
+      Nasiræer; hvis mit Hår rages af, mister jeg mine Kræfter og
+      bliver svag som alle andre Mennesker."
+
+ 18.  Da nu Dalila skønnede, at han havde talt rent ud til hende,
+      sendte hun Bud efter Filisternes Fyrster og lod sige: "Kom nu
+      herop, thi han har talt rent ud til mig!" Og Filisternes Fyrster
+      kom op til hende og bragte Pengene med.
+ 19.  Så dyssede hun ham i Søvn imellem sine Knæ og kaldte på en Mand,
+      som ragede hans syv Hovedlokker af. Da blev han svagere og
+      svagere, og Kræfterne veg fra ham.
+ 20.  Derpå sagde hun: Filisterne er over dig, Samson!" Da vågnede han
+      og tænkte: "Jeg skal nok slippe fra det ligesom de andre Gange
+      og ryste det af mig!" Men han vidste ikke, at HERREN var veget
+      fra ham.
+ 21.  Da greb Filisterne ham og stak Øjnene ud på ham; derpå bragte de
+      ham ned til Gaza og lagde ham i Kobberlænker; og han måtte dreje
+      Kværnen i Fangehuset.
+ 22.  Men hans Hovedhår begyndte at vokse igen, efter at det var raget
+      af.
+
+ 23.  Filisternes Fyrster samledes nu for at holde en stor Offerfest
+      til Ære for deres Gud Dagon og for at fornøje sig; og de sagde:
+      "Vor Gud gav os i Hænde Samson, vor Fjende!"
+ 25.  Da de nu var kommet i godt Lune, sagde de: "Hent Samson, at vi
+      kan more os over ham!" De lod da Samson hente fra Fangehuset, og
+      de morede sig over ham. De stillede ham op ved Søjlerne;
+ 24.  Og da Folket så ham, priste de deres Gud og råbte: "Vor Gud gav
+      os i Hænde Samson, vor Fjende, ham, som vort Land monne skænde,
+      på manges Liv gjorde Ende!"
+ 26.  Da sagde Samson til den unge Mand, som holdt ham i Hånden: "Slip
+      mig og lad mig røre ved Søjlerne, som bærer Hallen, så jeg kan
+      læne mig til dem!".
+ 27.  Hallen var fuld af Mænd og Kvinder; der var alle Filisternes
+      Fyrster, og på Taget var der henved 3000 Mænd og Kvinder, som så
+      til, medens de morede sig over Samson.
+ 28.  Da råbte Samson til HERREN og sagde: "Herre, HERRE, kom mig i Hu
+      og giv mig Kraft, o Gud, kun denne ene Gang, så jeg kan hævne
+      mig på Filisterne for begge mine Øjne på een Gang!"
+ 29.  Så greb Samson om de to Midtersøjler, som bar Hallen, og
+      stemmede sig imod den ene med højre og imod den anden med
+      venstre Hånd.
+ 30.  Og Samson sagde: "Lad mig dø sammen med Filisterne!" Derpå
+      bøjede han sig med sådan Kraft, at Hallen styrtede sammen over
+      Fyrsterne og alle Folkene derinde. Således dræbte han ved sin
+      Død flere, end han havde dræbt i levende Live.
+ 31.  Men hans Brødre og hele hans Faders Hus drog ned og tog ham,
+      bragte ham op og lagde ham i hans Fader Manoas Grav mellem Zora
+      og Esjtaol. Han var Dommer i Israel i tyve År.
+
+Dommer 17
+
+  1.  I Efraims Bjerge levede en Mand, som hed Mika.
+  2.  Han sagde til sin Moder: "De 1100 Sekel Sølv, du har mistet, og
+      for hvis Skyld du udtalte en Forbandelse, som jeg selv hørte,
+      se, de Penge er hos mig; jeg har taget dem, men nu vil jeg give
+      dig dem tilbage."  Da sagde hans Moder: "HERREN velsigne dig,
+      min Søn!"
+  3.  Så gav han sin Moder de 1100 Sekel Sølv tilbage; og Moderen
+      sagde: "Disse Penge helliger jeg HERREN og giver min Søn, for at
+      han kan lave et udskåret og støbt Billede."
+  4.  Så gav han sin Moder Pengene tilbage; og Moderen tog 200 Sekel
+      Sølv deraf og gav dem til Guldsmeden, som lavede et udskåret og
+      støbt Billede deraf, og det fik sin Plads i Mikas Hus.
+  5.  Manden Mika havde et Gudshus, og han lavede sig en Efod og en
+      Husgud og indsatte en af sine Sønner til sin Præst.
+  6.  I de Dage var der ingen Konge i Israel; enhver gjorde, hvad han
+      fandt for godt.
+
+  7.  Nu var der i Betlehem i Juda en ung Mand af Judas Slægt; han var
+      Levit og boede der som fremmed.
+  8.  Denne Mand forlod sin By Betlehem i Juda for at slå sig ned som
+      fremmed, hvor det kunde træffe sig, og på sin Vandring kom han
+      til Mikas Hus i Efraims Bjerge.
+  9.  Da spurgte Mika ham: "Hvorfra kommer du?" Han svarede: "Jeg er
+      Levit og har hjemme i Betlehem i Juda, og jeg er på Vandring for
+      at slå mig ned som fremmed, hvor det kan træffe sig."
+ 10.  Da sagde Mika til ham: "Tag Ophold hos mig og bliv min Fader og
+      Præst; jeg vil give dig ti Sekel Sølv om Året og holde dig med
+      Klæder og give dig Kosten!"
+ 11.  Så gik Leviten ind på at tage Ophold hos Manden, og den unge
+      Mand var ham som en af hans egne Sønner.
+ 12.  Mika indsatte så Leviten, og den unge Mand blev Præst hos ham og
+      tog Ophold i Mikas Hus.
+ 13.  Da sagde Mika: "Nu ved jeg, at HERREN vil gøre vel imod mig,
+      siden jeg har fået en Levit til Præst!"
+
+Dommer 18
+
+  1.  I de Dage var der ingen Konge i Israel, og i de Dage var
+      Daniternes Stamme i Færd med at søge sig en Arvelod, hvor de
+      kunde bo, thi hidindtil var der ikke tilfaldet dem nogen Arvelod
+      blandt Israels Stammer.
+  2.  Daniterne udtog da af deres Slægt fem stærke Mænd fra Zora og
+      Esjtaol og udsendte dem for at udspejde og undersøge Landet, og
+      de sagde til dem: "Drag hen og undersøg Landet!" De kom da til
+      Mikas Hus i Efraims Bjerge og overnattede der.
+  3.  Da de kom i Nærheden af Mikas Hus og kendte den unge Levits
+      Stemme, tog de derind og spurgte ham: "Hvem har ført dig herhen,
+      hvad tager du dig for på dette Sted, og hvorfor er du her?"
+  4.  Han svarede dem: "Det og det har Mika gjort for mig; han har
+      lejet mig til Præst."
+  5.  Da sagde de til ham: "Adspørg da Gud, at vi kan få at vide, om
+      vor Færd skal lykkes!"
+  6.  Præsten sagde da til dem: "Far med Fred, HERREN våger over eders
+      Færd!"
+  7.  Så drog de fem Mænd videre og kom til Lajisj; og de så, at Byen
+      levede trygt på Zidoniernes Vis, at Folket der levede sorgløst
+      og trygt og ikke manglede nogen Verdens Ting, men var rigt, og
+      at de boede langt fra Zidonierne og intet havde med Aramæerne at
+      gøre.
+  8.  Da de kom tilbage til deres Brødre i Zora og Esjtaol, spurgte
+      disse dem: "Hvad har I at melde?"
+  9.  De svarede: "Kom, lad os drage op til Lajisj, thi vi har set
+      Landet, og se, det er såre godt! Hvorfor holder I eder
+      uvirksomme? Nøl ikke med at drage hen og underlægge eder Landet!
+ 10.  Thi Gud bar givet det i eders Hånd et Sted, hvor der ikke er
+      Mangel på nogen Verdens Ting! Når l kommer derhen, kommer I til
+      et Folk, der lever i Tryghed, og det er et vidtstrakt Land!"
+
+ 11.  Så brød 600 væbnede Mænd af Daniternes Slægt op fra Zora og
+      Esjtaol,
+ 12.  og de drog op og slog Lejr i Kirjat Jearim i Juda; derfor kalder
+      man endnu den Dag i Dag dette Sted hans Lejr; det ligger vesten
+      for Kirjat Jearim.
+ 13.  Derfra drog de over til Efraims Bjerge; og da de kom til Mikas
+      Hus,
+ 14.  tog de fem Mænd, der havde været henne at udspejde Landet, til
+      Orde og sagde til deres Brødre: "Ved I, at der i Husene her
+      findes en Efod, en Husgud og et udskåret og støbt Billede? Så
+      indser I vel, hvad I har at gøre!"
+ 15.  De begav sig derhen og kom til den unge Levits Hus, Mikas Hus,
+      og hilste på ham,
+ 16.  medens de 600 væbnede danitiske Mænd stod ved Porten.
+ 17.  Og de fem Mænd, der havde været henne at udspejde Landet, gik op
+      og tog det udskårne og støbte Billede, Efoden og Husguden,
+      medens Præsten og de 600 væbnede Mænd stod ved Porten.
+ 18.  Hine gik ind i Mikas Hus og tog det udskårne og støbte Billede,
+      Efoden og Husguden. Præsten sagde til dem: "Hvad er det, I gør?"
+ 19.  Og de svarede ham: "Stille, læg Fingeren på Munden og følg med
+      os og bliv vor Fader og Præst! Hvad båder dig vel bedst, at være
+      Præst for een Mands Hus eller for en Stamme og Slægt i Israel?"
+ 20.  Da blev Præsten glad, tog Efoden, Husguden og Gudebilledet og
+      sluttede sig til Krigsfolkene.
+ 21.  Derpå vendte de om og drog bort, idet de stillede Kvinderne og
+      Børnene, Kvæget og Trosset forrest i Toget.
+
+ 22.  Da de var kommet et Stykke fra Mikas Hus, stævnedes Mændene i de
+      Huse, der lå ved Mikas Hus, sammen, og de indhentede Daniterne.
+ 23.  Da de råbte efter Daniterne, vendte disse sig om og sagde til
+      Mika: "Hvad er der i Vejen, siden du har kaldt Folk til Hjælp?"
+ 24.  Han svarede: "I har taget min Gud, som jeg havde lavet mig,
+      tillige med Præsten og er rejst eders Vej! Hvad har jeg nu
+      tilbage? Hvor kan I spørge mig, hvad der er i Vejen?"
+ 25.  Men Daniterne svarede ham: "Lad os ikke høre et Ord mere fra
+      dig, ellers kunde det hænde, at nogle Mænd, som er bitre i Hu,
+      faldt over eder, og at du satte både dit eget og dine Husfolks
+      Liv på Spil!"
+ 26.  Dermed drog Daniterne deres Vej, og da Mika så, at de var ham
+      for stærke, vendte han om og begav sig tilbage til sit Hus.
+
+ 27.  De tog så Guden, som Mika havde lavet, tillige med hans Præst og
+      drog mod Lajisj, mod et Folk, der levede sorgløst og trygt,
+      huggede dem ned med Sværdet og stak Ild på Byen,
+ 28.  uden at nogen kunde komme den til Hjælp, thi den lå langt fra
+      Zidon, og de havde intet med Aramæerne at gøre. Den ligger i Bet
+      Rehobs Dal. Så byggede de Byen op igen og bosatte sig der;
+ 29.  og de gav den Navnet Dan efter deres Stamfader Dan, Israels Søn;
+      men før var Byens Navn Lajisj.
+ 30.  Derpå stillede Daniterne Gudebilledet op hos sig; og Jonatan, en
+      Søn af Moses's Søn Gersom, og hans Efterkommere var Præster for
+      Daniternes Stamme, indtil Landets Indbyggere førtes i
+      Landflygtighed.
+ 31.  Og det Gudebillede, Mika havde lavet sig, stillede de op hos
+      sig, og det stod der, al den Tid Guds Hus var i Silo.
+
+Dommer 19
+
+  1.  I de Dage, da der ingen Konge var i Israel, var der en Mand, en
+      Levit, der boede som fremmed i Udkanten af Efraims Bjerge. Han
+      tog sig en Kvinde fra Betlehem i Juda til Medhustu.
+  2.  Men Medhustruen blev vred på ham, forlod ham og tog til sin
+      Faders Hus i Betlehem i Juda. Da hun havde været der en fire
+      Måneders Tid,
+  3.  drog hendes Mand af Sted efter hende for at overtale hende til
+      at vende tilbage. Han havde sin Tjener og et Par Æsler med. Da
+      han kom til hendes Faders Hus, fik den unge Kvindes Fader Øje på
+      ham og kom ham glad i Møde;
+  4.  og hans Svigerfader, den unge Kvindes Fader, holdt på ham, så at
+      han blev hos ham i tre Dage; og de spiste og drak og overnattede
+      der.
+  5.  Tidligt om Morgenen den fjerde Dag gjorde han sig rede til at
+      drage bort; men den unge Kvindes Fader sagde til sin Svigersøn:
+      "Styrk dig først med en Bid Brød, så kan I siden drage bort!"
+  6.  De blev da og spiste og drak begge to sammen, og den unge
+      Kvindes Fader sagde til Manden: "Bestem dig til at blive Natten
+      over og gør dig til gode!"
+  7.  Men Manden gjorde sig rede til at drage bort. Da nødte hans
+      Svigerfader ham, så han atter overnattede der.
+  8.  Tidligt om Morgenen den femte Dag vilde han drage bort, men den
+      unge Kvindes Fader sagde til ham: "Styrk dig først!" De ventede
+      da, til Dagen hældede, og spiste og drak begge to.
+  9.  Så gjorde Manden sig rede til at drage bort med sin Medhustru og
+      sin Tjener. Men hans Svigerfader, den unge Kvindes Fader, sagde
+      til ham: "Se, det lider mod Aften, overnat dog her; se, Dagen
+      hælder, bliv dog her i Nat og gør dig til gode, så kan I i
+      Morgen tidlig begive eder på Vej og du drage til dit Hjem!"
+ 10.  Men Manden vilde ikke blive Natten over; han begav sig på Vej og
+      kom ud for Jebus, det er Jerusalem, fulgt af sine to belæssede
+      Æsler, sin Medhustru og sin Tjener.
+
+ 11.  Da de var i Nærheden af Jebus og Dagen hældede stærkt, sagde
+      Tjeneren til sin Herre: "Kom, lad os tage ind her i Jebusiternes
+      By og blive der Natten over!"
+ 12.  Men hans Herre svarede: "Vi vil ikke tage ind i en By, der ejes
+      af fremmede, som ikke hører til Israelitterne, men vi vil drage
+      videre til Gibea!"
+ 13.  Og han sagde til sin Tjener: "Kom, lad os tage hen til et af de
+      andre Steder og overnatte i Gibea eller Rama!"
+ 14.  De drog så videre, og Solen gik ned, som de var ved Gibea i
+      Benjamin.
+ 15.  Så bøjede de af i den Retning for at nå til Gibea og overnatte
+      der. Da han var kommet derind, Blev han på Byens Torv; men der
+      var ingen, som bød dem ind i sit Hus for Natten.
+ 16.  Så kom der om Aftenen en gammel Mand fra sit Arbejde på Marken,
+      og Manden var fra Efraims Bjerge og boede som fremmed i Gibea,
+      medens Stedets Indbyggere var Benjaminiter;
+ 17.  og da den gamle Mand så op og fik Øje på den vejfarende Mand på
+      Byens Torv, spurgte han: "Hvorhen gælder Rejsen, og hvorfra
+      kommer du?"
+ 18.  Han svarede ham: "Vi er på Rejse fra Betlehem i Juda til
+      Udkanten af Efraims Bjerge, hvor jeg har hjemme; jeg har været i
+      Betlehem i Juda og er nu på Vejen hjem; men der er ingen, som
+      byder mig ind i sit Hus,
+ 19.  skønt jeg har både Strå og Foder til vore Æsler og Brød og Vin
+      til mig selv, din Trælkvinde og din Træls Tjener; vi mangler
+      intet!"
+ 20.  Da sagde den gamle Mand: "Vær velkommen! Lad kun alt, hvad du
+      trænger til, være min Sag; men på Torvet må du ikke overnatte!"
+ 21.  Så førte han ham ind i sit Hus og sørgede for Foder til Æslerne;
+      og da de havde tvættet deres Fødder, spiste de og drak.
+
+ 22.  Men medens de gjorde sig til gode, se, da omringede Mændene i
+      Byen, Niddinger som de var, Huset og hamrede på Døren og råbte
+      til den gamle Mand, Husets Ejer: "Før Manden, som er taget ind i
+      dit Hus, herud, så at vi kan stille vor Lyst på ham!"
+ 23.  Men Manden, der ejede Huset, gik ud til dem og sagde til dem:
+      "Nej, mine Brødre, gør dog ikke noget ondt! Når denne Mand er
+      taget ind i mit Hus, må I ikke øve sådan en Skændselsdåd!
+ 24.  Se, her er min Datter, som er Jomfru; hende fører jeg herud, så
+      kan I skænde hende og handle med hende, som I finder for godt!
+      Men mod denne Mand må I ikke øve sådan en Skændselsdåd!"
+ 25.  Men Mændene vilde ikke høre ham. Så greb Manden sin Medhustru og
+      førte hende ud på Gaden til dem, og de stillede deres Lyst på
+      hende og mishandlede hende Natten igennem til om Morgenen; først
+      da Morgenen gryede, slap de hende.
+ 26.  Ved Morgenens Frembrud kom Kvinden og faldt sammen ved Indgangen
+      til den Mands Hus, hvor hendes Herre var, og lå der, til det
+      blev lyst.
+ 27.  Og da hendes Herre om Morgenen lukkede Husets Dør op og gjorde
+      sig rede til at drage videre, se, da lå Kvinden, hans Medhustru,
+      ved Indgangen til Huset med Hænderne på Tærskelen.
+ 28.  Han sagde da til hende: "Rejs dig og lad os komme af Sted!"  Men
+      der kom intet Svar. Så løftede han hende op på Æselet og rejste
+      til sit Hjem.
+ 29.  Men da han kom hjem, greb han en Kniv, tog sin Medhustru, skar
+      hende i tolv Stykker, Ledemod for Ledemod, og sendte Stykkerne
+      rundt i hele Israels Land;
+ 30.  og han gav de Mænd, han udsendte, den Befaling: "Således skal I
+      sige til alle Israels Mænd: Er sligt hidtil hændet, siden
+      Israelitterne drog op fra Ægypten? Overvej Sagen, hold Råd og
+      sig eders Mening!" Og enhver, som så det, sagde: "Sligt er ikke
+      hidtil hændet eller set, siden Israelitterne drog op fra
+      Ægypten!"
+
+Dommer 20
+
+  1.  Da rykkende alle Israelitterne ud, og Menigheden samledes som
+      een Mand fra Dan til Be'ersjeba for HERREN i Mizpa; også fra
+      Gileads Land kom de.
+  2.  Alle Folkets Støtter, alle Israels Stammer indfandt sig i Guds
+      Folks Forsamling, 400000 Mand Fodfolk, væbnet med Sværd.
+  3.  Benjaminiterne hørte, at Israelitterne var draget op til Mizpa.
+      Og Israelitterne sagde: "Fortæl dog, hvorledes denne Misgerning
+      gik for sig!"
+  4.  Da tog Manden, Leviten, den myrdede Kvindes Mand, til Orde og
+      sagde: "Jeg og min Medhustru kom til Gibea i Benjamin for at
+      overnatte der.
+  5.  Så rejste Gibeas Borgere sig imod mig og omringede mig om Natten
+      i Huset; mig vilde de dræbe, og min Medhustru skændede de, så at
+      hun døde.
+  6.  Da tog jeg min Medhustru, skar hende i Stykker og sendte
+      Stykkerne rundt i hele Israels Arvelods Område, fordi de havde
+      begået grov Utugt og Skændselsdåd i Israel!
+  7.  Nu er I her, alle Israelitter, sig nu eders Mening og kom med
+      eders Råd!"
+  8.  Da rejste hele Folket sig som een Mand og sagde: "Ingen af os
+      vil vende hjem, ingen af os vil begive sig til sit Hus!
+  9.  Men således vil vi handle med Gibea: Vi vil drage op imod det
+      efter Lodkastning,
+ 10.  og vi vil udtage ti Mænd af hundrede af alle Israels Stammer,
+      hundrede af tusind og tusind af titusind til at hente Fødemidler
+      til Folket, til dem, som er kommet for fuldt ud at gengælde
+      Gibea i Benjamin den Skændselsdåd, de har øvet i Israel!"
+
+ 11.  Derpå samlede alle Israels Mænd sig mod Byen, alle som een.
+ 12.  Og Israels Stammer sendte Mænd ud i hele Benjamins Stamme og lod
+      sige: "Hvad er det for en Misgerning, der er sket hos eder?
+ 13.  Udlever nu Mændene i Gibea, de Niddinger, for at vi kan dræbe
+      dem og skaffe Misgerningen bort fra Israel!" Men Benjaminiterne
+      vilde ikke høre deres Brødre Israelitternes Ord.
+ 14.  Og Benjaminiterne stævnede sammen fra deres Byer til Gibea for
+      at drage i Kamp mod Israelitterne.
+ 15.  Da Benjaminiterne fra Byerne mønstredes den bag, udgjorde de
+      25000 våbenføre Mænd, foruden dem af Gibeas Indbyggere, der
+      mønstredes, 700 udsøgte Krigere;
+ 16.  af alle disse Krigsfolk var 700 udvalgte Krigere kejthåndede; de
+      kunde alle slynge med Sten, så de ramte på et Hår uden at fejle.
+ 17.  Da Israels Mænd mønstredes, fraregnet Benjamin, udgjorde de
+      400000 våbenføre Mænd, der alle var Krigere.
+
+ 18.  De brød så op og drog til Betel og rådspurgte Gud; og
+      Israelitterne sagde: "Hvem af os skal først drage i Kamp mod
+      Benjaminiterne?" HERREN svarede: "Det skal Juda!"
+ 19.  Så brød Israelitterne op om Morgenen og slog Lejr uden for
+      Gibea.
+ 20.  Og Israels Mænd rykkede ud til Kamp imod Benjamin, og Israels
+      Mænd stillede sig op til Kamp imod dem for at angribe Gibea.
+ 21.  Men Benjaminiterne gjorde Udfald fra Gibea og fældede den Dag
+      22000 Mand af Israel.
+ 23.  Da drog Israelitterne op til Betel og græd lige til Aften for
+      HERRENs Åsyn; og de adspurgte HERREN: "Skal jeg atter tage
+      Kampen op med min Broder Benjamins Sønner?" Og HERREN svarede:
+      "Drag op imod ham!"
+ 22.  Folket, Israels Mænd, tog sig da sammen og stillede sig atter op
+      til Kamp på samme Sted som den første Dag;
+ 24.  og Israelitterne rykkede Benjaminiterne på nært Hold den anden
+      Dag.
+ 25.  Men Benjaminiterne gjorde Udfald fra Gibea for at møde dem den
+      anden Dag, og de fældede yderligere 18000 Mand af Israelitterne,
+      alle sammen våbenføre Mænd.
+ 26.  Så drog alle Israelitterne, hele Folket, op til Betel; og de
+      græd og sad der for HERRENs Åsyn og fastede den Dag lige til
+      Aften, og de ofrede Brændofre og Takofre for HERRENs Åsyn.
+ 27.  Derpå rådspurgte Israelitterne HERREN i de Dage var Guds Pagts
+      Ark der,
+ 28.  og Pinehas, en Søn af Arons Søn Eleazar, gjorde i de Dage
+      Tjeneste ved den - og de sagde: "Skal jeg atter drage i Kamp mod
+      min Broder Benjamins Sønner eller lade være?" HERREN svarede:
+      "Drag i Kamp, thi i Morgen giver jeg ham i din Hånd!"
+
+ 29.  Israelitterne lagde nu Baghold rundt om Gibea.
+ 30.  Og Israelitterne drog op mod Benjaminiterne på den tredje Dag og
+      stillede sig op til Angreb på Gibea ligesom de tidligere Gange.
+ 31.  Da nu Benjaminiterne gjorde Udfald mod Hæren, blev de afskåret
+      fra Byen og lokket ud på Vejene til Betel og Gibeon; til at
+      begynde med huggede de nogle al Folkene ned på åben Mark ligesom
+      de tidligere Gange, omtrent tredive Mand af Israel,
+ 32.  og Benjaminiterne tænkte nu: "Vi har slået dem ligesom før!"
+      Men Israelitterne sagde: Lad os flygte og således afskære dem
+      fra Byen og lokke dem ud på Vejene!"
+ 33.  Så brød alle Israels Mænd op fra deres Plads og stillede sig op
+      til Kamp i Ba'al-Tamar, medens Bagholdet brød op fra sin Plads
+      vesten for Geba.
+ 34.  Nu rykkede 10000 Mand, udvalgte Folk af hele Israel, frem for
+      Gibea, og Kampen blev hård; men de vidste ikke, at Ulykken var
+      ved at ramme dem.
+ 35.  Så slog HERREN Benjamin foran Israel, og Israelitterne fældede
+      den Dag 25100 Mand af Benjamin, alle våbenføre Mænd;
+ 36.  da indså Benjaminiterne, at de var slagne. Israelitterne trak
+      sig tilbage for Benjamin, idet de stolede på Bagholdet, de havde
+      lagt mod Gibea;
+ 37.  og Bagholdet kastede sig i en Fart over Gibea og drog frem og
+      huggede hele Byens Befolkning ned med Sværdet.
+
+ 38.  Der var truffet den Aftale mellem Israels Mænd og Bagholdet, at
+      de skulde lade en Røgsøjle stige op fra Byen.
+ 39.  Da Israels Mænd vendte om i Kampen, huggede Benjamin til at
+      begynde med henved tredive af Israels Mænd ned, thi de tænkte:
+      "Visselig, vi har slået dem ligesom i den forrige Kamp."
+ 40.  Da nu Søjlen, Røgstøtten, begyndte at stige op fra Byen, vendte
+      Benjamin sig om, og se, Røgen slog op mod Himmelen fra hele
+      Byen,
+ 41.  og samtidig vendte Israels Mænd om fra Flugten. Da blev
+      Benjamins Mænd forfærdede, thi de indså, at Ulykken havde ramt
+      dem;
+ 42.  og de gjorde omkring for Israels Mænd og flygtede ad Ørkenen
+      til.Men Kampen fortsattes i Hælene på dem. Og de fra Byerne
+      huggede ned for Fode iblandt dem;
+ 43.  de omringede Benjaminiterne og forfulgte dem, til de havde Geba
+      foran sig mod Øst.
+ 44.  Af Benjamin faldt 18000 Mand, lutter dygtige Krigere.
+ 45.  De gjorde omkring og flygtede og deres Forfølgere gjorde på
+      Vejene en Efterhøst på 5000 Mand: de forfulgte dem skarpt, til
+      de fik dem tilintetgjort, og huggede 2000 Mand ned af dem.
+ 46.  De, der faldt af Benjamin den Dag, var således i alt 25000
+      våbenføre Mænd, alle tapre Folk.
+ 47.  De gjorde omkring og flygtede ud i Ørkenen til Rimmons Klippe,
+      600 Mand stærke, og blev der i fire Måneder.
+ 48.  Men Israels Mænd vendte tilbage til Benjaminiterne og huggede
+      dem ned med Sværdet, både Mennesker og Kvæg, overhovedet alt.
+      hvad der var, og desuden stak de Ild på alle Byerne der.
+
+Dommer 21
+
+  1.  Men Israels Mænd havde i Mizpa aflagt den Ed: "Ingen af os vil
+      give en Benjaminit sin Datter til Ægte!"
+  2.  Da nu Folket var kommet til Betel, sad de der lige til Aften for
+      Guds Åsyn og opløftede deres Røst, græd heftigt
+  3.  og sagde: "Hvorfor, HERRE, Israels Gud, er dog dette hændet i
+      Israel, så at vi i Dag må savne en Stamme af Israel?"
+  4.  Tidligt næste Morgen byggede Folket et Alter der og ofrede
+      Brændofre og Takofre.
+  5.  Derpå sagde Israelitterne: "Hvem blandt alle Israels Stammer
+      undlod at drage op med Forsamlingen til HERREN?" Der var nemlig
+      svoret en dyr Ed på, at enhver, der undlod at drage op til
+      HERREN i Mizpa, skulde dø.
+  6.  Men nu gjorde det Israelitterne ondt for deres Broder Benjamin,
+      og de sagde: "I Dag er en Stamme hugget af Israel!
+  7.  Hvad skal vi gøre for dem, der er tilbage, for at skaffe dem
+      Hustruer, eftersom vi har svoret ved HERREN, at vi ikke vil give
+      dem nogen af vore Døtre fil Ægte?"
+  8.  Så spurgte de: "Er der måske en af Israels Stammer, der undlod
+      at drage op til HERREN i Mizpa?" Og se, der var ingen kommet til
+      Lejren, til Forsamlingen, fra Jabesj i Gilead.
+
+  9.  Så blev Folket mønstret, og se, der var ingen af Indbyggerne fra
+      Jabesj i Gilead.
+
+ 10.  Da sendte Menigheden 12000 Mand af de tapreste Folk derhen med
+      den Befaling: "Drag hen og hug Indbyggerne i Jabesj i Gilead ned
+      med Sværdet tillige med deres Kvinder og Børn.
+ 11.  Således skal I bære eder ad: Alle af Mandkøn og alle Kvinder,
+      der har haft Omgang med Mænd, skal I lægge Band på!"
+ 12.  De fandt så hos Indbyggerne i Jabesj i Gilead 400 unge Piger,
+      der var Jomfruer og ikke havde haft Omgang med nogen Mand, og
+      dem førte de til Lejren i Silo i Kana'ans Land.
+ 13.  Derpå sendte hele Menigheden Sendebud hen for af underhandle med
+      Benjaminiterne, der befandt sig på Rimmons Klippe, og tilbyde
+      dem Fred.
+ 14.  På det Tidspunkt vendte Benjaminiterne så tilbage, og de gav dem
+      de Kvinder fra Jabesj i Gilead, som man havde ladet i Live.  Men
+      de var ikke nok til dem.
+
+ 15.  Da gjorde det Folket ondt for Benjamin, fordi HERREN havde gjort
+      et Skår i Israels Stammer.
+ 16.  Og Menighedens Ældste sagde: "Hvad skal vi gøre for dem, der er
+      tilbage, for at skaffe dem Hustruer, eftersom alle Kvinder i
+      Benjamin er udryddet?"
+ 17.  Og de sagde: "Hvorledes kan der reddes en Rest af Benjamin, så
+      at ikke en Stamme i Israel går til Grunde?
+ 18.  Vi kan jo ikke give dem nogen af vore Døtre til Ægte!"
+      Israelitterne havde nemlig svoret og sagt: "Forbandet være den,
+      som giver Benjaminiterne en Hustru!"
+ 19.  Da sagde de: "Se, HERRENs Højtid fejres jo hvert År i Silo!"
+      Det ligger norden for Betel, østen for Vejen, der fører op fra
+      Betel til Sikem, og sønden for Lebona.
+ 20.  Og de bød Benjaminiterne: "Gå hen og læg eder på Lur i
+      Vingårdene!
+ 21.  Se så nøje til, og når de unge Kvinder fra Silo kommer ud for at
+      opføre deres Danse, skal I komme frem af Vingårdene og røve hver
+      sin Hustru af de unge Kvinder fra Silo og så drage hjem til
+      Benjamins Land!
+ 22.  Når så deres Fædre eller Brødre kommer for at gå i Rette med
+      eder, skal I sige til dem: Skån os, thi vi fik os ikke alle en
+      Hustru i Krigen! Det er jo ikke eder, der har givet os dem; i så
+      Fald vilde I have forbrudt eder!"
+ 23.  Det gjorde Benjaminiterne da, og de tog sig Hustruer af de
+      dansende Kvinder, som de røvede, een til hver; derpå vendte de
+      tilbage til deres Arvelod, opbyggede deres Byer og boede i dem.
+ 24.  Og samtidig drog Israelitterne derfra, hver til sin Stamme og
+      Slægt, og de gik derfra hver til sin Arvelod,
+
+ 25.  I de Dage var der ingen Konge i Israel; enhver gjorde, hvad han
+      fandt for godt.
+
+
+Rut
+
+Rut 1
+
+  1.  I Dommernes Dage blev der engang Hungersnød i Landet. Da drog en
+      Mand fra Betlehem i Juda til Moabiternes Land for at bo der som
+      fremmed med sin Hustru og sine to Sønner.
+  2.  Manden bed Elimelek, hans Hustru No'omi og hans to Sønner Malon
+      og Hiljon, Efratiter fra Betlehem i Juda, og de kom til
+      Moabiternes Land og opholdt sig der.
+  3.  Så døde Elimelek, No'omis Mand, og hun sad tilbage med sine to
+      Sønner.
+  4.  De tog sig moabitiske Hustruer; den ene hed Orpa, den anden
+      Rut. Men da de havde boet der en halv Snes År,
+  5.  døde også de to, Malon og Kiljon, så at Kvinden sad alene
+      tilbage efter sine to Sønner og sin Mand.
+  6.  Da brød hun op med sine Sønnekoner for at vende hjem fra
+      Moabiternes Land; thi hun havde hørt i Moabiternes Land, at
+      HERREN havde set til sit Folk og givet dem Brød.
+
+  7.  Så drog hun sammen med sine to Sønnekoner bort fra det Sted,
+      hvor hun havde opholdt sig, men på Hjemvejen til Judas Land
+  8.  sagde No'omi til sine to Sønnekoner: "Vend nu tilbage hver til
+      sin Moders Hus! HERREN være barmhjertig imod eder, som I har
+      været imod de døde og mig;
+  9.  HERREN give eder, at I må finde Ro, hver i sin Mands Hus!" Og
+      hun kyssede dem. Men de gav sig til at græde højt
+ 10.  og sagde til hende: "Nej! vi vil følge dig hjem til dit Folk!"
+ 11.  Men No'omi sagde: "Vend tilbage, mine Døtre! Hvorfor vil I drage
+      med mig? Bærer jeg endnu Sønner i mit Skød, som kan blive eders
+      Mænd?
+ 12.  Vend tilbage, mine Døtre, gå nu hjem, thi jeg er for gammel til
+      at blive en Mands Hustru. Og selv om jeg tænkte, at jeg endnu
+      havde Håb, selv om jeg endnu i Nat tilhørte en Mand og virkelig
+      fødte Sønner,
+ 13.  skulde I så derfor vente, til de blev voksne? Skulde I derfor
+      stænge eder inde og leve ugifte? Nej, mine Døtre, det gør mig
+      såre ondt for eder, thi mig har HERRENs Hånd ramt!"
+ 14.  De gav sig da igen til at græde højt, og Orpa kyssede sin
+      Svigermoder, men Rut klyngede sig til hende.
+ 15.  Da sagde hun: "Se, din Svigerinde er vendt tilbage til sit Folk
+      og sin Gud; vend du også tilbage og følg din Svigerinde!"
+ 16.  Men Rut svarede: "Nød mig ikke til at forlade dig og vende
+      tilbage! Nej, hvor du går hen, der vil jeg gå hen, og hvor du
+      tager Bolig, der vil jeg tage Bolig; dit Folk skal være mit
+      Folk, og din Gud skal være min Gud;
+ 17.  hvor du dør, der vil jeg dø, og der vil jeg jordes. HERREN ramme
+      mig både med det ene og det andet: Kun Døden skal skille os ad!"
+ 18.  Da No'omi så, at det var hendes faste Vilje at drage med
+      hende. holdt hun op at tale til hende derom,
+ 19.  og de drog da videre sammen, indtil de kom til Betlehem. Men da
+      de kom til Betlehem, blev der Røre i hele Byen, og Kvinderne
+      sagde: "Er det No'omi?"
+ 20.  Men hun sagde til dem: "Kald mig ikke No'omi; kald mig Mara",
+      thi den Almægtige har voldet mig megen bitter Smerte!
+ 21.  Rig drog jeg herfra, og fattig har HERREN ført mig tilbage.
+      Hvorfor kalder I mig No'omi, når HERREN har vidnet imod mig og
+      den Almægtige tilskikket mig Ulykke?"
+
+ 22.  Således vendte No'omi tilbage fra Moabiternes Land tillige med
+      sin Sønnekone, Moabiterinden Rut, og de kom til Betlehem først
+      på Byghøsten.
+
+Rut 2
+
+  1.  No'omi havde en Slægtning på sin Mands Side, en formuende Mand
+      af Elimeleks Slægt ved Navn Boaz.
+  2.  En Dag sagde Moabiterinden Rut til No'omi: "Jeg vil gå ud i
+      Marken og sanke Aks efter den, for hvis Øjne jeg finder Nåde."
+      Hun svarede hende: "Ja, gør det, min Datter!"
+  3.  Så gik hun hen og sankede Aks på Marken efter Høstfolkene; og
+      det traf sig, at Marken tilhørte Boaz, som var af Elimeleks
+      Slægt.
+  4.  Boaz kom just gående fra Betlehem; han sagde da til Høstfolkene:
+      "HERREN være med eder!" Og de svarede: "HERREN velsigne dig!"
+  5.  Derpå sagde Boaz til den Karl, som havde Opsyn med Høstfolkene:
+      "Hvor hører denne unge Kvinde hjemme?"
+  6.  Karlen, som havde Opsyn med Høstfolkene, svarede: "Det er en
+      moabitisk Pige; det er hende, som fulgte med No'omi tilbage fra
+      Moab;
+  7.  hun sagde: Lad mig få Lov at sanke og samle Aks blandt Negene
+      efter Høstfolkene! Så kom hun og har holdt ud lige fra i Morges
+      tidlig til nu uden at unde sig et Øjebliks Hvile."
+  8.  Da sagde Boaz til Rut: "Hør, min Datter! Du skal ikke gå hen og
+      sanke Aks på nogen anden Mark! Nej, gå ikke herfra, men hold dig
+      til mine Piger her;
+  9.  hold Øje med, hvor de høster på Marken, og gå bag efter. Jeg har
+      pålagt Karlene, at de ikke må fortrædige dig; og bliver du
+      tørstig, kan du gå hen til Karrene og drikke af det, Karlene
+      øser op!"
+ 10.  Da faldt hun på sit Ansigt, bøjede sig til Jorden og sagde til
+      ham: "Hvorledes har jeg fundet Nåde for dine Øjne, så du viser
+      mig Velvilje, skønt jeg er fremmed?"
+ 11.  Boaz svarede hende: "Man har fortalt mig alt, hvad du har været
+      for din Svigermoder efter din Mands Død, hvorledes du forlod din
+      Fader og din Moder og dit Fædreland for at drage til et Folk, du
+      ikke tidligere kendte;
+ 12.  HERREN gengælde dig, hvad du har gjort, og din Løn blive rigelig
+      fra HERREN, Israels Gud, under hvis Vinger du kom og søgte Ly!"
+ 13.  Hun sagde: "Så har jeg da fundet Nåde for dine Øjne, Herre,
+      siden du har trøstet mig og talt venligt til din Trælkvinde,
+      skønt jeg ikke er så meget som en af dine Trælkvinder!"
+
+ 14.  Ved Spisetid sagde Boaz til hende: "Kom herhen og spis med og
+      dyp din Bid i Eddiken!" Så satte hun sig hos Høstfolkene, og han
+      rakte hende så meget ristet Korn, at hun kunde spise sig mæt og
+      endda levne.
+ 15.  Da hun rejste sig for at sanke Aks, bød Boaz sine Karle: "Lad
+      hende også sanke mellem Negene og fornærm hende ikke;
+ 16.  I kan også trække nogle Aks ud af Knipperne til hende og lade
+      dem ligge, så hun kan sanke dem op, og I må ikke skænde på
+      hende!"
+ 17.  Så sankede hun Aks på Marken lige til Aften; og da hun tærskede,
+      hvad hun havde sanket, var det omtrent en Efa Byg.
+
+ 18.  Derpå tog hun det og gik til Byen, og hendes Svigermoder så,
+      hvad hun havde sanket; og Rut tog og gav hende, hvad hun havde
+      levnet efter at have spist sig mæt.
+ 19.  Da sagde hendes Svigermoder til hende: "Hvor har du sanket Aks i
+      Dag, hvor har du været? Velsignet være han, der viste dig
+      Velvilje!" Så fortalte hun sin Svigermoder, hvem hun havde været
+      hos, og sagde: "Den Mand, jeg var hos i Dag, hedder Boaz!"
+ 20.  Da sagde No'omi til sin Sønnekone: "HERREN, som ikke har
+      unddraget de levende og døde sin Miskundhed, velsigne ham!" Og
+      No'omi sagde fremdeles til hende: "Den Mand er en nær Slægtning
+      af os; han er en af vore Løsere."
+ 21.  Moabiterinden Rut sagde: "Han sagde også til mig: Hold dig kun
+      til mine Folk, indtil de er helt færdige med min Høst!"
+ 22.  Da sagde No'omi til sin Sønnekone: "Du gør ret, min Datter. i at
+      følge med hans Piger, at man ikke skal volde dig Men på en anden
+      Mark!"
+ 23.  Så holdt hun sig til Boazs Piger og sankede Aks der, indtil
+      Byghøsten og Hvedehøsten var til Ende; og hun blev boende hos
+      sin Svigermoder.
+
+Rut 3
+
+  1.  Men hendes Svigermoder No'omi sagde til hende: "Min Datter, skal
+      jeg ikke søge at skaffe dig et Hjem, hvor du kan få det godt?
+  2.  Nu vel! Boaz, hvis Piger du var sammen med, er vor Slægtning;
+      se, han kaster i Nat Byg på Tærskepladsen;
+  3.  tvæt dig nu og salv dig, tag dine Klæder på og gå ned på
+      Tærskepladsen; men lad ikke Manden mærke noget til dig, før han
+      er færdig med at spise og drikke;
+  4.  når han da lægger sig, mærk dig så Stedet, hvor han lægger sig,
+      og gå hen og løft Kappen op ved hans Fødder og læg dig der, så
+      skal han nok sige dig, hvad du skal gøre!"
+  5.  Hun svarede: "Jeg vil gøre alt. hvad du siger!"
+
+  6.  Så gik hun ned på Tærskepladsen og gjorde alt, hvad hendes
+      Svigermoder havde pålagt hende.
+  7.  Da Boaz havde spist og drukket og var vel tilpas, gik han hen og
+      lagde sig ved Korndyngen; så gik hun sagte hen og løftede Kappen
+      op ved hans Fødder og lagde sig der.
+  8.  Ved Midnatstide blev Manden opskræmt og bøjede sig frem, og se,
+      da lå der en Kvinde ved hans Fødder.
+  9.  Da sagde han: "Hvem er du?" Og hun svarede: "Jeg er Rut, din
+      Trælkvinde! Bred Fligen af din Kappe ud over din Trælkvinde; thi
+      du er Løser!"
+ 10.  Da sagde han: "HERREN velsigne dig, min Datter! Den Godhed, du
+      nu sidst har udvist, overgår den, du før udviste, at du nu ikke
+      er gået efter de unge Mænd, hverken fattige eller rige!"
+ 11.  Så frygt nu ikke, min Datter! Alt, hvad du siger, vil jeg gøre
+      imod dig; thi enhver i mit Folks Port ved, at du er en dygtig
+      Kvinde.
+ 12.  Det er rigtigt. at jeg er din Løser, men der er en anden, som er
+      nærmere end jeg.
+ 13.  Bliv nu her i Nat; og hvis han i Morgen vil løse dig, godt, så
+      lad ham gøre det; men er han uvillig til at løse dig, gør jeg
+      det, så sandt HERREN lever. Bliv kun liggende, til det bliver
+      Morgen!"
+
+ 14.  Så blev hun liggende ved hans Fødder til Morgen; men hun stod
+      op, før det ene Menneske endnu kunde kende det andet, thi han
+      tænkte: "Det må ikke rygtes, at en Kvinde er kommet ud på
+      Tærskepladsen!"
+ 15.  Derpå sagde han: "Tag og hold det Klæde frem, du har over dig!"
+      Og da hun holdt det frem, afmålte han seks Mål Byg og lagde det
+      på hende. Så gik hun ind i Byen.
+ 16.  Da hun kom til sin Svigermoder, sagde denne: "Hvorledes gik det,
+      min datter?" Så fortalte hun hende alt, hvad Manden havde gjort
+      imod hende,
+ 17.  og sagde; "Disse seks Mål Byg gav han mig med de Ord: Du skal
+      ikke komme tomhændet til din Svigermoder!"
+ 18.  Da sagde hun: "Hold dig nu rolig, min Datter, indtil du får at
+      vide, hvilket Udfald Sagen får; thi den Mand under sig ikke Ro,
+      før han får Sagen afgjort endnu i Dag!"
+
+Rut 4
+
+  1.  Boaz var imidlertid gået op til Byporten og havde sat sig der.
+      Og se, den Løser, Boaz havde talt om, kom netop forbi. Da
+      tiltalte han ham og sagde: "Kom og sæt dig her!" Da den anden
+      kom og satte sig,
+  2.  fik han fat i ti af Byens Ældste og sagde: "Sæt eder her!" Og de
+      satte sig der.
+  3.  Da sagde han til Løseren: "Den Marklod, som tilhørte vor
+      Slægtning Elimelek, vil No'omi, der er kommet tilbage fra Moab,
+      sælge.
+  4.  Derfor tænkte jeg, at jeg vilde lade dig det vide og sige: Køb
+      den i Overværelse af dem, der sidder her, og mit Folks Ældste!
+      Vil du løse den, så gør det; men vil du ikke, så sig til, at jeg
+      kan vide det; thi der er ingen anden til at løse end du og
+      derefter jeg selv!" Han svarede: "Jeg vil løse den!"
+  5.  Da sagde Boaz: "Men samtidig med at du køber Marken af No'omi,
+      køber du også Moabiterinden Rut, den afdødes Enke, for at rejse
+      den afdødes Navn over hans Arvelod!"
+  6.  Da svarede Løseren: "Så kan jeg ikke blive Løser, da jeg derved
+      vilde skade min egen Arvelod. Løs du, hvad jeg skulde løse, thi
+      jeg kan ikke!"
+  7.  Nu havde man i gamle Dage i Israel den Skik til Stadfæstelse af
+      Løsning og Byttehandel, at man trak sin Sko af og gav den anden
+      Part den; således blev en Sag vidnefast i Israel.
+  8.  Idet nu Løseren sagde til Boaz: "Køb du den!" trak han derfor
+      sin Sko af.
+  9.  Da sagde Boaz til de Ældste og alle dem, der var til Stede: "I
+      er i Dag Vidner på, at jeg køber alt, hvad der tilhørte
+      Elimelek, og alt, hvad der tilhørte Kiljon og Malon, af No'omi;
+ 10.  og tillige køber jeg mig Moabiterinden Rut, Malons Enke, til
+      Hustru for at rejse den afdødes Navn over hans Arvelod, at den
+      afdødes Navn ikke skal udslettes blandt hans Brødre og fra hans
+      Hjemstavns Port; I er Vidner i Dag!"
+ 11.  Da sagde alle Folkene, som var i Byporten, og de Ældste: "Vi er
+      Vidner! HERREN lade den Kvinde, der nu drager ind i dit Hus,
+      blive som Rakel og Lea, de to, der byggede Israels Hus. Bliv
+      mægtig i Efrata, og dit Navn vorde priset i Betlehem!
+ 12.  Måtte dit Hus blive som Perezs Hus, ham, Tamar fødte Juda, ved
+      de Efterkommere, HERREN giver dig af denne unge Kvinde!"
+
+ 13.  Så ægtede Boaz Rut, og hun blev hans Hustru; og da han gik ind
+      til hende, lod HERREN hende blive frugtsommelig, og hun fødte en
+      Søn.
+ 14.  Da sagde Kvinderne til No'omi: "Lovet være HERREN, som ikke lod
+      dig uden Løser i Dag, og hans Navn skal prises i Israel.
+ 15.  Han blive din Trøster og Forsørger i din Alderdom; thi din
+      Sønnekone, som viste dig Kærlighed, har født ham, hun, som er
+      dig mere værd end syv Sønner!"
+ 16.  Da tog No'omi Barnet i sin Favn, og hun blev dets Fostermoder.
+ 17.  Og Naboerskerne gav ham Navn, idet de sagde: "No'omi har fået en
+      Søn!" Og de kaldte ham Obed. Han blev Fader til Davids Fader
+      Isaj.
+
+ 18.  Dette er Perezs Slægtebog: Perez avlede Hezron,
+ 19.  Hezron avlede Ram, Ram avlede Amminadab,
+ 20.  Amminadab avlede Nahasjon, Nahasjon avlede Salmon,
+ 21.  Salmon avlede Boaz, Boaz avlede Obed,
+ 22.  Obed avlede Isaj, og Isaj avlede David.
+
+
+1.Samuel
+
+1.Samuel 1
+
+  1.  Der var en Mand fra Ramatajim, en Zufit fra Efraims Bjerge ved
+      Navn Elkana, en Søn af Jerobam, en Søn af Elihu, en Søn af Tohu,
+      en Søn af Zuf, en Efraimit.
+  2.  Han havde to Hustruer; den ene hed Hanna, den anden Peninna;
+      Peninna havde Børn, men Hanna ikke.
+  3.  Denne Mand drog hvert År op fra sin By for at tilbede Hærskarers
+      HERRE og ofre til ham i Silo, hvor Elis to Sønner Hofni og
+      Pinehas Var Præster for HERREN.
+  4.  En Dag ofrede nu Elkana han plejede at give sin Hustru Peninna
+      og alle hendes Sønner og Døtre flere Dele,
+  5.  men skønt han elskede Hanna, gav han hende kun een Del, fordi
+      HERREN havde tillukket hendes Moderliv;
+  6.  hendes Medbejlerske tilføjede hende også grove Krænkelser for
+      den Skam, at HERREN havde tillukket hendes Moderliv.
+  7.  Således gik det År efter År: hver Gang de drog op til HERRENs
+      Hus, krænkede hun hende således så skete det, at hun græd og
+      ikke vilde spise.
+
+  8.  Da sagde hendes Mand Elkana til hende: "Hanna, hvorfor græder
+      du, og hvorfor spiser du ikke? Hvorfor er du mismodig? Er jeg
+      dig ikke mere værd end ti Sønner?"
+  9.  Men da de havde holdt Måltid i Silo, stod Hanna op og trådte hen
+      for HERRENs Åsyn, medens Præsten Eli sad på sin Stol ved en af
+      Dørstolperne i HERRENs Hus;
+ 10.  og i sin Vånde bad hun under heftig Gråd til HERREN
+ 11.  og aflagde det Løfte: "Hærskarers HERRE! Hvis du vil se til din
+      Tjenerindes Nød og komme mig i Hu og ikke glemme din Tjenerinde,
+      men give din Tjenerinde en Søn, så vil jeg give ham til HERREN
+      alle hans Levedage, og ingen Ragekniv skal komme på hans Hoved!"
+ 12.  Således bad hun længe for HERRENs Åsyn, og Eli iagttog hendes
+      Mund;
+ 13.  men da Hanna talte ved sig selv, så kun hendes Læber bevægede
+      sig, og hendes Stemme ikke kunde høres, troede Eli, at hun var
+      beruset,
+ 14.  og sagde til hende: "Hvor længe vil du gå og være drukken? Se at
+      komme af med din Rus!"
+ 15.  Men Hanna svarede: "Nej, Herre! Jeg er en hårdt prøvet Kvinde;
+      Vin og stærk Drik har jeg ikke drukket; jeg udøste kun min Sjæl
+      for HERRENs Åsyn.
+ 16.  Regn ikke din Trælkvinde for en dårlig Kvinde! Nej, hele Tiden
+      har jeg talt ud af min dybe Kummer og Kvide!"
+ 17.  Eli svarede: "Gå bort i Fred! Israels Gud vil give dig, hvad du
+      har bedt ham om!"
+ 18.  Da sagde hun: "Måtte din Trælkvinde finde Nåde for dine Øjne!"
+      Så gik Kvinden sin Vej , og hun spiste og så ikke længer
+      forgræmmet ud.
+
+ 19.  Næste Morgen stod de tidligt op og kastede sig ned for HERRENs
+      Åsyn; og så vendte de tilbage og kom hjem til deres Hus i Rama.
+      Og Elkana kendte sin Hustru Hanna, og HERREN kom hende i Hu;
+ 20.  og hun blev frugtsommelig og fødte en Søn Året efter og gav ham
+      Navnet Samuel; "thi," sagde hun, "jeg har bedt mig ham til hos
+      HERREN!"
+
+ 21.  Da Elkana nu med hele sit Hus drog op for at bringe HERREN det
+      årlige Offer og sit Løfteoffer,
+ 22.  drog Hanna ikke med; thi hun sagde til sin Mand: "Jeg vil vente,
+      til Drengen er vænnet fra, så vil jeg bringe ham derhen, for at
+      han kan stedes for HERRENs Åsyn og blive der for stedse!"
+ 23.  Da sagde hendes Mand Elkana til hende : "Gør, som du synes!
+      Bliv her, indtil du har vænnet ham fra! Måtte HERREN kun gøre
+      dit Ord til Virkelighed!" Så blev Kvinden hjemme og ammede sin
+      Søn, indtil hun vænnede ham fra.
+ 24.  Men da hun havde vænnet ham fra, tog hun ham med, desuden en
+      treårs Tyr, en Efa Mel og en Dunk Vin, og hun kom til HERRENs
+      Hus i Silo og havde Drengen med.
+ 25.  Da nu Tyren var slagtet, kom Drengens Moder til Eli
+ 26.  og sagde: "Hør mig, Herre! Så sandt du lever, Herre, jeg er den
+      Kvinde, som stod her ved din Side og bad til HERREN.
+ 27.  Om denne Dreng bad jeg, og HERREN gav mig, hvad jeg bad ham om.
+ 28.  Derfor vil jeg også overlade ham til HERREN; hele sit Liv skal
+      han være overladt til HERREN!" Og hun lod ham blive der for
+      HERRENs Åsyn.
+
+1.Samuel 2
+
+  1.  Da bad Hanna og sagde: Mit Hjerte jubler over HERREN, mit Horn
+      er løftet ved min Gud, min Mund vidt opladt mod mine Fjender,
+      jeg glæder mig over din Frelse.
+  2.  Der er ingen Hellig som HERREN, nej, der er ingen uden dig, der
+      er ingen Klippe som vor Gud
+  3.  Vær varsomme med eders store Ord, Frækhed undslippe ej eders
+      Mund! Thi en vidende Gud er HERREN, og Gerninger vejes af ham.
+  4.  Heltes Bue er brudt, men segnende omgjorder sig med Kraft;
+  5.  mætte lader sig leje for Brød, men sultnes Slid hører op; den
+      ufrugtbare føder syv, men den med de mange vansmægter.
+  6.  HERREN døder, gør levende, fører ned i Dødsriget og fører op;
+  7.  HERREN gør fattig, gør rig, han nedbøjer
+  8.  han rejser ringe af Støvet, af Skarnet løfter han fattige for at
+      bænke og give dem Ærespladsen. Thi HERRENs er Jordens Søjler,
+      Jorderig bygged han på dem
+  9.  Han vogter sine frommes Skridt, men gudløse omkommer i Mørket;
+      thi ingen vinder Sejr ved egen kraft.
+ 10.  HERREN - hans Fjender forfærdes, den Højeste tordner i Himmelen,
+      HERREN dømmer den vide Jord! Han skænker sin Konge Kraft, løfter
+      sin Salvedes Horn!
+ 11.  Så drog hun til Rama, men Drengen gjorde Tjeneste for HERREN
+      under Præsten Elis Tilsyn.
+
+ 12.  Men Elis Sønner var Niddinger; de ænsede hverken HERREN
+ 13.  eller Præstens Ret over for Folket. Hver Gang en Mand bragte et
+      Slagtoffer, kom Præstens Tjener, medens Kødet kogte, med en
+      tregrenet Gaffel i Hånden
+ 14.  og stak den ned i Karret, Krukken, Kedelen eller Gryden, og alt,
+      hvad Gaffelen fik med op, tog Præsten for sin Del. Således bar
+      de sig ad over for alle de Israelitter, som kom til Silo for at
+      ofre der.
+ 15.  Eller også kom Præstens Tjener, før de bragte Fedtet som
+      Røgoffer, og sagde til Manden, som ofrede: "Giv Præsten Kød til
+      at stege; han tager ikke mod kogt Kød af dig, kun råt!"
+ 16.  Sagde Manden nu til ham: "Først må Fedtet bringes som Røgoffer,
+      bagefter kan du tage så meget, du lyster!" svarede han: "Nej,
+      giv mig det nu, ellers tager jeg det med Magt!"
+ 17.  Og de unge Mænds Synd var såre stor for HERRENs Åsyn, idet de
+      viste Ringeagt for HERRENs Offergaver.
+
+ 18.  Imidlertid gjorde Samuel Tjeneste for HERRENs Åsyn; og Drengen
+      var iført en linned Efod.
+ 19.  Hans Moder lavede hvert År en lille Kappe til ham og bragte ham
+      den, når hun drog op med sin Mand for at ofre det årlige Offer.
+ 20.  Og Eli velsignede Elkana og hans Hustru og sagde: "HERREN give
+      dig Afkom af denne Kvinde til Gengæld for ham, hun overlod
+      HERREN!" Så gik de hjem igen.
+ 21.  Og HERREN så til Hanna, og hun blev frugtsommelig og fødte tre
+      Sønner og to Døtre. Men Drengen Samuel voksede op hos HERREN.
+
+ 22.  Eli var meget gammel, og da han hørte, hvorledes hans Sønner
+      behandlede hele Israel, og at de lå hos Kvinderne, som gjorde
+      Tjeneste ved Indgangen til Åbenbaringsteltet,
+ 23.  sagde han til dem: "Hvorfor gør I sådanne Ting, som jeg hører
+      alt Folket tale om?
+ 24.  Bær eder dog ikke således ad, mine Sønner! Thi det er ikke noget
+      godt Rygte, jeg hører gå fra Mund til Mund i HERRENs Folk.
+ 25.  Når en Mand synder mod en anden, dømmer Gud dem imellem; men
+      synder en Mand mod HERREN, hvem kan da optræde som Dommer til
+      Gunst for ham?" Men de brød sig ikke om deres Faders Advarsel,
+      thi HERREN vilde deres Død.
+ 26.  Men Drengen Samuel voksede til og gik stadig frem i Yndest både
+      hos HERREN og Mennesker.
+
+ 27.  Da kom en Guds Mand til Eli og sagde: Så siger HERREN: "Se, jeg
+      åbenbarede mig for dit Fædrenehus, dengang de var Trælle for
+      Faraos Hus i Ægypten,
+ 28.  og jeg udvalgte det af alle Israels Stammer til at gøre
+      Præstetjeneste for mig, til at træde op på mit Alter for at
+      tænde Offerild og til at bære Efod for mit Åsyn; og jeg tildelte
+      dit Fædrenehus alle Israeliternes Ildofre.
+ 29.  Hvor kan du da se ondt til mit Slagtoffer og Afgrødeoffer, som
+      jeg har påbudt, og ære dine Sønner fremfor mig, idet l gør eder
+      tilgode med det bedste at alle mit Folk Israels Offergaver!
+ 30.  Derfor lyder det fra HERREN, Israels Gud: Vel har jeg sagt, at
+      dit Hus og dit Fædrenehus for stedse skulde færdes for mit Åsyn;
+      men nu, lyder det fra HERREN, være det langt fra mig! Nej, dem,
+      som ærer mig, vil jeg ære, og de, som ringeagter mig, skal
+      beskæmmes.
+ 31.  Se, den Tid skal komme, da jeg, afhugger din og dit Fædrenehus's
+      Arm, så ingen i dit Hus skal blive gammel;
+ 32.  og du skal se ondt til alt det gode, HERREN gør mod Israel, og
+      ingen Sinde skal nogen i din Slægt blive gammel.
+ 33.  Kun en eneste af din Slægt vil jeg undlade at bortrydde fra mit
+      Alter for at lade hans Øjne hentæres og hans Sjæl vansmægte: men
+      alle de andre i din Slægt skal dø for Menneskers Sværd.
+ 34.  Og det Tegn, du får derpå, skal være det, der overgår dine to
+      Sønner Hofni og Pinehas: På een Dag skal de begge dø.
+ 35.  Men jeg vil udvælge mig en trofast Præst; han skal handle efter
+      mit Hjerte og mit Sind, og ham vil jeg bygge et varigt Hus, så
+      han altid skal færdes for min Salvedes Åsyn.
+ 36.  Da skal enhver, som er tilbage af din Slægt, komme og kaste sig
+      til Jorden for ham for at få en Skilling eller en Skive Brød, og
+      han skal sige: Und mig dog Plads ved et af dine Præsteskaber,
+      for at jeg kan have en Bid Brød at spise!"
+
+1.Samuel 3
+
+  1.  Den unge Samuel gjorde så Tjeneste for HERREN under Elis
+      Tilsyn. HERRENs Ord var sparsomt i de Dage, et Syn var sjældent.
+  2.  Ved den Tid - engang da Eli, hvis Øjne var begyndt at blive
+      svage, så han ikke kunde se, lå på sin vante Plads,
+  3.  og Guds Lampe endnu ikke var gået ud, og Samuel lå og sov i
+      HERRENs Helligdom, hvor Guds Ark stod -
+  4.  kaldte HERREN: "Samuel, Samuel!" Han svarede: "Her er jeg!"
+  5.  Og han løb hen til Eli og sagde: "Her er jeg, du kaldte på mig!"
+      Men han sagde: "Jeg kaldte ikke; læg dig kun hen igen!" Og han
+      gik hen og lagde sig.
+  6.  Da kaldte HERREN atter: "Samuel, Samuel!" Og han gik hen til Eli
+      og sagde: "Her er jeg, du kaldte på mig!" Men han sagde: "Jeg
+      kaldte ikke, min Søn; læg dig kun hen igen!"
+  7.  Samuel havde nemlig endnu ikke lært HERREN at kende, og HERRENs
+      Ord var endnu ikke åbenbaret ham.
+  8.  Da kaldte HERREN atter for tredje Gang på Samuel, og han stod
+      op, gik hen til Eli og sagde: "Her er jeg, du kaldte på mig!" Så
+      skønnede Eli, at det var HERREN, der kaldte på Drengen.
+  9.  Og Eli sagde til Samuel: "Læg dig hen igen, og hvis han kalder
+      på dig, så sig: Tal, HERRE, din Tjener hører!" Så gik Samuel hen
+      og lagde sig på sin Plads.
+
+ 10.  Da kom HERREN og trådte hen til ham og kaldte ligesom de forrige
+      Gange: "Samuel, Samuel!" Og Samuel svarede: "Tal, din Tjener
+      hører!"
+ 11.  Så sagde HERREN til Samuel: "Se, jeg vil lade noget ske i
+      Israel, som skal få det til at ringe for begge Ører på enhver,
+      som hører derom.
+ 12.  På den Dag vil jeg lade alt, hvad jeg har talt om Elis Slægt,
+      opfyldes på ham, alt fra først til sidst.
+ 13.  Du skal kundgøre ham, at jeg har dømt hans Slægt for evigt,
+      fordi han vidste, at hans Sønner ringeagtede Gud, og dog ikke
+      talte dem alvorligt til.
+ 14.  Derfor har jeg svoret over Elis Hus: Visselig, Elis Hus's Brøde
+      skal aldrig i Evighed sones ved Slagtofre eller Afgrødeofre!"
+
+ 15.  Samuel blev nu liggende til Morgen, og tidligt næste Morgen
+      åbnede han Døren til HERRENs Hus; men Samuel turde ikke omtale
+      Synet for Eli.
+ 16.  Da kaldte Eli på Samuel og sagde: "Min Søn Samuel!" Han svarede:
+      "Her er jeg!"
+ 17.  Da sagde han: "Hvad var det,han sagde til dig? Dølg det ikke for
+      mig! Gud ramme dig både med det ene og det andet, hvis du dølger
+      noget af, hvad han sagde!"
+ 18.  Så fortalte Samuel ham det hele uden at dølge noget. Da sagde
+      han: "Han er HERREN; han gøre,hvad ham tykkes bedst!"
+
+ 19.  Samuel voksede nu til og HERREN var med ham og lod ikke et
+      eneste af sine Ord falde til Jorden.
+ 20.  Og hele Israel fra Dan til Be'ersjeba forstod, at Samuel
+      virkelig var kaldet til HERRENs Profet.
+ 21.  Og HERREN vedblev at lade sig til Syne i Silo; thi HERREN
+      åbenbarede sig for Samuel.  4,1 Og Samuels Ord nåede ud til hele
+      Israel.
+
+1.Samuel 4
+
+  1.  Og Israel rykkede ud til Kamp imod Filisterne og lejrede sig ved
+      Eben-Ezer, medens Filisterne lejrede sig ved Afek.
+  2.  Filisterne stillede sig op til Kamp mod Israel, og Kampen blev
+      hed; Israel blev slået af Filisterne, og de dræbte i Slaget på
+      åben Mark omtrent 4OOO Mand.
+  3.  Da Folket kom tilbage til Lejren, sagde Israels Ældste: "Hvorfor
+      lod HERREN os i Dag bukke under for Filisterne? Lad os hente vor
+      Guds Ark i Silo, for at han kan være i vor Midte og fri os af
+      vore Fjenders Hånd!"
+  4.  Så sendte Folket Bud til Silo og hentede Hærskarers HERREs Pagts
+      Ark, han, som troner over Keruberne; og Elis to Sønner Hofni og
+      Pinehas fulgte med Guds Pagts Ark.
+
+  5.  Da nu HERRENs Pagts Ark kom til Lejren, brød hele Israel ud i et
+      vældigt Jubelråb, så Jorden rystede derved.
+  6.  Og da Filisterne hørte Jubelråbet, sagde de: "Hvad er det for et
+      vældigt Jubelråb i Hebræernes Lejr?" Og de fik at vide, at
+      HERRENs Ark var kommet til Lejren.
+  7.  Da blev Filisterne bange, thi de tænkte: "Gud er kommet i
+      Lejren!" Og de sagde: "Ve os! Sligt er ikke hændet før!
+  8.  Ve os! Hvem skal fri os af denne vældige Guds Hånd? Det er den
+      Gud, som slog Ægypterne med alle Hånde Plager og Pest.
+  9.  Tag eder nu sammen og vær Mænd, Filistere, for at I ikke skal
+      komme til at trælle for Hebræerne, som de har trællet for eder;
+      vær Mænd og kæmp!"
+ 10.  Så begyndte Filisterne Kampen, og Israel blev slået, og de
+      flygtede hver til sit; Nederlaget blev meget stort; der faldt
+      30000 Mand af det israelitiske Fodfolk,
+ 11.  Guds Ark blev gjort til Bytte, og Elis to Sønner Hofni og
+      Pinehas faldt.
+
+ 12.  En Benjaminit løb bort fra Slaget og nåede samme Dag til Silo
+      med sønderrevne Klæder og Jord på sit Hoved.
+ 13.  Da han kom derhen, se, da sad Eli på sin Stol ved Porten og
+      spejdede hen ad Vejen; thi hans Hjerte var uroligt for Guds Ark.
+      Da Manden så kom ind i Byen og fortalte det, opløftede hele Byen
+      et Skrig,
+ 14.  og Eli hørte Skriget og sagde: "Hvad er det for en Larm?" Og
+      Manden skyndte sig hen og fortalte Eli det.
+ 15.  Men Eli var otte og halvfemsindstyve År gammel, og hans Øjne var
+      blevet sløve, så han ikke kunde se.
+ 16.  Og Manden sagde til Eli: "Det er mig, som kommer fra Slaget; jeg
+      flygtede fra Slaget i Dag!" Da spurgte han: "Hvorledes er det
+      gået, min Søn?"
+ 17.  Og Budbringeren svarede: "Israel flygtede for Filisterne, og
+      Folket led et stort Nederlag; også begge dine Sønner Hofni og
+      Pinehas er faldet, og Guds Ark er taget!"
+ 18.  Og da han nævnede Guds Ark, faldt Eli baglæns ned af Stolen ved
+      Siden af Porten og brækkede Halsen og døde; thi Manden var
+      gammel og tung. Han havde været Dommer for Israel i fyrretyve
+      År.
+
+ 19.  Men da hans Sønnekone, Pinehas's Hustru, der var højt
+      frugtsommelig, hørte Efterretningen om, at Guds Ark var taget,
+      og at hendes Svigerfader og hendes Mand var døde, sank hun om og
+      fødte, thi Veerne kom over hende.
+ 20.  Da hun lå på sit yderste, sagde de omstående Kvinder: "Frygt
+      ikke, du har født en Søn!" Men hun svarede ikke og ænsede det
+      ikke.
+ 21.  Og hun kaldte drengen Ikabod, idet hun sagde: "Borte er Israels
+      Herlighed!" Dermed hentydede hun til, at Guds Ark var taget, og
+      til sin Svigerfader og sin Mand.
+ 22.  Hun sagde: "Borte er Israels Herlighed, thi Guds Ark er taget!"
+
+1.Samuel 5
+
+  1.  Filisterne tog da Guds Ark og bragte den fra Eben Ezer til
+      Asdod.
+  2.  Og Filisterne tog Guds Ark og bragte den ind i Dagons Hus og
+      stillede den ved Siden af Dagon.
+  3.  Men tidligt næste Morgen, da Asdoditerne gik ind i Dagons Hus,
+      se, da var Dagon faldet næsegrus til Jorden foran HERRENs
+      Ark. De tog da Dagon og stillede ham på Plads igen.
+  4.  Men da de kom tidligt næste Morgen, se, da var Dagon faldet
+      næsegrus til Jorden foran HERRENs Ark; Hovedet og begge Hænder
+      var slået af og lå på Tærskelen; kun Kroppen var tilbage af ham.
+  5.  Derfor undgår Dagons Præster og alle, som går ind i dagons Hus,
+      endnu den Dag i Dag at træde på Dagons Tærskel i Asdod.
+
+  6.  Og HERRENs Hånd lå tungt på Asdoditerne; han bragte Fordærvelse
+      over dem, og med Pestbylder slog han Asdod og Egnen der omkring.
+  7.  Da Asdoditerne skønnede, hvorledes det hang sammen, sagde de:
+      "Israels Guds Ark må ikke blive hos os, thi hans Hånd tager
+      hårdt på os og på Dagon, vor Gud!"
+  8.  De sendte da Bud og kaldte alle Filisterfyrsterne sammen hos sig
+      og sagde: "Hvad skal vi gøre med Israels Guds Ark?" De svarede:
+      "Israels Guds Ark skal flyttes til Gat!" Så flyttede de Israels
+      Guds Ark;
+  9.  men efter at de havde flyttet den derhen, ramte HERRENs Hånd
+      Byen, så de grebes af stor Rædsel; og han slog Indbyggerne i
+      Byen, små og store, så der brød Pestbylder ud på dem.
+ 10.  De sendte da Guds Ark til Ekron; men da Guds Ark kom til Ekron,
+      råbte Ekroniterne: "De har flyttet Israels Guds Ark over til mig
+      for at bringe Død over mig og mit Folk!"
+ 11.  Og de sendte Bud og kaldte alle Filisterfyrsterne sammen og
+      sagde: "Send Israels Guds Ark bort og lad den komme hen igen,
+      hvor den har hjemme, for at den ikke skal bringe Død over mig og
+      mit folk!"Thi der var kommet Dødsangst over hele Byen, Guds Hånd
+      lå såre tungt på den.
+ 12.  De Mænd, som ikke døde, blev slået med Pestbylder, så at
+      Klageråbet fra Byen nåede op til Himmelen.
+
+1.Samuel 6
+
+  1.  Efter at HERREN Ark havde været i Filisternes Land syv Måneder,
+  2.  lod Filisterne Præsterne og Sandsigerne kalde og sagde: "Hvad
+      skal vi gøre med HERRENs Ark? Lad os få at vide, hvorledes vi
+      skal bære os ad, når vi sender den hen, hvor den har hjemme!"
+  3.  De svarede: "Når I sender Israels Guds Ark tilbage, må I ikke
+      sende den bort uden Gave; men I skal give den en Sonegave med
+      tilbage; så bliver I raske og skal få at vide, hvorfor hans Hånd
+      ikke vil vige fra eder!"
+  4.  De spurgte da: "Hvilken Sonegave skal vi give den med tilbage?"
+      Og de sagde: "Fem Guldbylder og fem Guldmus svarende til Tallet
+      på Filisterfyrsterne; thi det er en og samme Plage, der har ramt
+      eder og eders Fyrster;
+  5.  I skal eftergøre eders Bylder og Musene, som hærger eders Land,
+      og således give Israels Gud Æren; måske vil han da tage sin Hånd
+      bort fra eder, eders Gud og eders Land.
+  6.  Hvorfor vil I forhærde eders Hjerte, som Ægypterne og Farao
+      forhærdede deres Hjerte? Da han viste dem sin Magt, måtte de da
+      ikke lade dem rejse, så de kunde drage af Sted?
+  7.  Tag derfor og lav en ny Vogn og tag to diegivende Køer, som ikke
+      har båret Åg, spænd Køerne for Vognen og tag Kalvene fra dem og
+      driv dem hjem;
+  8.  tag så HERRENs Ark og sæt den på Vognen, læg de Guldting, I
+      giver den med i Sonegave, i et Skrin ved Siden af og send den så
+      af Sted.
+  9.  Læg siden Mærke til, om den tager Vejen hjem ad Bet-Sjemesj til,
+      thi så er det ham, som har voldt os denne store Ulykke; i modsat
+      Fald ved vi, at det ikke var hans Hånd, som ramte os, men at det
+      var en Hændelse!"
+
+ 10.  Mændene gjorde da således; de tog to diegivende Køer og spændte
+      dem for Vognen, men Kalvene lukkede de inde i Stalden.
+ 11.  Derpå satte de HERRENs Ark på Vognen tillige med Skrinet med
+      Guldmusene og Bylderne.
+ 12.  Men Køerne gik den slagne Vej ad Bet-Sjemesj til; under
+      ustandselig Brølen fulgte de stadig den samme Vej uden at bøje
+      af til højre eller venstre, og Filisterfyrsterne fulgte med dem
+      til Bet-Sjemesj's Landemærke.
+ 13.  Da Bet-Sjemesjiterne, der var ved at høste Hvede i Dalen, så op
+      og fik Øje på Arken, løb de den glade i Møde;
+ 14.  og da Vognen var kommet til Bet-Sjemesjiten Jehosjuas Mark,
+      standsede den. Der lå en stor Sten; de huggede da Træet af
+      Vognen i Stykker og ofrede Køerne som Brændoffer til HERREN.
+ 15.  Og Leviterne løftede HERRENs Ark ned tillige med Skrinet med
+      Guldtingene, der stod ved Siden af, og satte den på den store
+      Sten, og Mændene i Bet-Sjemesj bragte den Dag Brændofre og
+      ofrede Slagtofre til HERREN.
+ 16.  Da de fem Filisterfyrster havde set det, vendte de ufortøvet
+      tilbage til Ekron.
+
+ 17.  Dette er de Guldbylder, Filisterne lod følge med i Sonegave til
+      HERREN: For Asdod een, for Gaza een, for Askalon een, for Gat
+      een og for Ekron een.
+ 18.  Guldmusene svarede til Tallet på alle Filisterbyerne, der
+      tilhørte de fem Fyrster, både de befæstede Byer og Landsbyerne.
+      Vidne derom er den Dag i Dag den store Sten på Bet-Sjemesjifen
+      Jehosjuas Mark, hvorpå de satte HERRENs Ark.
+ 19.  Men Jekonjas Efterkommere havde ikke taget Del i
+      Bet-Sjemesjiternes Glæde over at se HERRENs Ark; derfor
+      ihjelslog han halvfjerdsindstyve Mænd iblandt dem. Da sørgede
+      Folket, fordi HERREN havde slået så mange af dem ihjel;
+ 20.  og Bet-Sjemesjiterne sagde:"Hvem kan bestå for HERRENs, denne
+      hellige Guds, Åsyn? Og hvor vil han drage hen fra os?"
+ 21.  Og de sendte Bud til Indbyggerne i Kirjat-Jearim og lod sige:
+      "Filisterne har sendt HERRENs Ark tilbage. Kom herned og hent
+      den op til eder!"  7-1.  Da kom Mændene fra Kirjat-Jearim og
+      hentede HERRENs Ark op til sig og bragte den til Abinadabs Hus
+      på Højen; og hans Søn El'azar helligede de til at vogte HERRENs
+      Ark.
+
+1.Samuel 7
+  2.  Fra den Dag Arken fik sin Plads i Kirjat Jerim gik der lang Tid;
+      der gik tyve År, og hele Israels Hus sukkede efter HERREN.
+  3.  Da sagde Samuel til hele Israels Hus: "Hvis I vil omvende eder
+      til HERREN af hele eders Hjerte, skil eder så af med de fremmede
+      Guder og Astarterne; vend eders Hu til HERREN og dyrk ham alene,
+      så vil han fri eder af Filisternes Hånd!"
+  4.  Derpå skilte Israeliterne sig af, med Ba'alerne og Astarterne og
+      dyrkede HERREN alene.
+  5.  Da sagde Samuel: "Kald hele Israel sammen i Mizpa, så vil jeg
+      bede til HERREN for eder!"
+  6.  Så samlede de sig i Mizpa og øste Vand og udgød det for HERRENs
+      Åsyn, og de fastede den Dag og sagde der: "Vi har syndet mod
+      HERREN!" Derpå dømte Samuel Israeliterne i Mizpa.
+
+  7.  Da Filisterne hørte, at Israeliterne havde samlet sig i Mizpa,
+      drog Filisterfyrsterne op imod Israel; og da Israeliterne hørte
+      det, blev de bange for Filisterne.
+  8.  Og Israeliterne sagde til Samuel: "Hold ikke op med at råbe til
+      HERREN vor Gud, at han må frelse os af Filisternes Hånd!"
+  9.  Da tog Samuel et diende Lam og bragte HERREN det som Brændoffer,
+      som Heloffer; og Samuel råbte til HERREN for Israel, og HERREN
+      bønhørte ham.
+ 10.  Medens Samuel var i Færd med at bringe Brændofferet, rykkede
+      Filisterne frem til Kamp mod Israel,men HERREN sendte den Dag et
+      vældigt Tordenvejr over Filisterne og bragte dem i Uorden, så de
+      blev slået af Israel;
+ 11.  og Israels Mænd rykkede ud fra Mizpa, satte efter Filisterne og
+      huggede dem ned lige til neden for Bet-Kar.
+ 12.  Derpå tog Samuel en Sten og stillede den op mellem Mizpa og
+      Jesjana; og han kaldte den Eben-Ezer, idet han sagde: "Hidtil
+      har HERREN hjulpet os!"
+ 13.  Således bukkede filisterne under, og de faldt ikke mere ind i
+      Israels Land, men HERRENs Hånd lå tungt på Filisterne, så længe
+      Samuel levede.
+ 14.  De Byer, Filisterne havde taget, fik Israel tilbage, fra Ekron
+      til Gat; også Landet der omkring frarev Israeliterne Filisterne;
+      og der var Fred mellem Israel og Amoriterne.
+
+ 15.  Samuel var Dommer i Israel, så længe han levede;
+ 16.  han plejede årlig at drage rundt til Betel, Gilgal og Mizpa og
+      dømme Israeliterne på alle disse Steder;
+ 17.  derefter kom han hjem til Rama; thi der havde han sit Hjem, og
+      der dømte han Israel. Og han byggede HERREN et Alter der.
+
+1.Samuel 8
+
+  1.  Da Samuel var blevet gammel, satte han sine Sønner til Dommere
+      over Israel;
+  2.  hans førstefødte Søn hed Joel og hans anden Søn Abija; de dømte
+      i Be'ersjeba.
+  3.  Men hans Sønner vandrede ikke i hans Spor; de lod sig lede af
+      egen Fordel, tog imod Bestikkelse og bøjede Retten.
+
+  4.  Da kom alle Israels Ældste sammen og begav sig til Samuel i Rama
+  5.  og sagde til ham: "Se, du er blevet gammel, og dine Sønner
+      vandrer ikke i dit Spor. Sæt derfor en Konge over os til at
+      dømme os, ligesom alle de andre Folk har det!"
+  6.  Men det vakte Samuels Mishag, at de sagde: "Giv os en Konge, som
+      kan dømme os!" Og Samuel bad til HERREN.
+  7.  Da sagde HERREN til Samuel: "Ret dig i et og alt efter, hvad
+      Folket siger, thi det er ikke dig, de vrager, men det er mig, de
+      vrager som deres Konge.
+  8.  Ganske som de har handlet imod mig, lige siden jeg førte dem ud
+      af Ægypten og indtil denne Dag, idet de forlod mig og dyrkede
+      andre Guder, således handler de også imod dig.
+  9.  Men ret dig nu efter dem; dog skal du indtrængende advare dem og
+      lade dem vide, hvad Ret den Konge skal have, som skal herske
+      over dem!"
+
+ 10.  Så forebragte Samuel Folket, som krævede en Konge af ham, alle
+      HERRENs Ord
+ 11.  og sagde: "Denne Ret skal den Konge have, som skal herske over
+      eder: Eders Sønner skal han tage og sætte ved sin Vogn og sine
+      Heste, så de må løbe foran hans Vogn,
+ 12.  og sætte dem til Tusindførere og Halvhundredførere og til at
+      pløje og høste for ham og lave hans Krigsredskaber og Vogntøj.
+ 13.  Eders Døtre skal han tage til at blande Salver, koge og bage.
+ 14.  De bedste af eders Marker, Vingårde og Oliventræer skal han tage
+      og give sine Folk.
+ 15.  Af eders Sæd og Vinhøst skal han tage Tiende og give sine
+      Hofmænd og Tjenere.
+ 16.  De bedste af eders Trælle og Trælkvinder, det bedste af eders
+      Hornkvæg og Æsler skal han tage og bruge til sit eget Arbejde.
+ 17.  Af eders Småkvæg skal han tage Tiende; og I selv skal blive hans
+      Trælle.
+ 18.  Og når l da til den Tid klager over eders Konge, som I har valgt
+      eder, så vil HERREN ikke bønhøre eder!"
+
+ 19.  Folket vilde dog ikke rette sig efter Samuel, men sagde: "Nej,
+      en Konge vil vi have over os,
+ 20.  vi vil have det som alle de andre Folk; vor Konge skal dømme os
+      og drage ud i Spidsen for os og føre vore Krige!"
+ 21.  Da Samuel havde hørt alle Folkets Ord. forebragte han HERREN
+      dem;
+ 22.  og HERREN sagde til Samuel: "Ret dig efter dem og sæt en Konge
+      over dem!" Da sagde Samuel til Israels Mænd: "Gå hjem, hver til
+      sin By!"
+
+1.Samuel 9
+
+  1.  I Benjamin var der en Mand ved Navn Kisj, en Søn af Abiel, en
+      Søn af Zeror, en Søn af Bekorat, en Søn af Afia, en Benjaminit,
+      en formuende Mand.
+  2.  Han havde en Søn ved Navn Saul, statelig og smuk, ingen blandt
+      Israeliterne var smukkere end han; han var et Hoved højere end
+      alt Folket.
+  3.  Engang var nogle af Sauls Fader Kisjs Æsler blevet borte, og
+      Kisj sagde da til sin Søn Saul: "Tag en af Karlene med og gå ud
+      og søg efter Æslerne!"
+  4.  De gik så først gennem Efraims Bjerge og Sjalisja egnen, men
+      fandt dem ikke; derefter gik de gennem Sja'alimegnen, men der
+      var de heller ikke; derpå gik de gennem Benjamins Land, men
+      fandt dem ikke.
+  5.  Da de kom til Zufegnen, sagde Saul til Karlen, som var med ham:
+      "Kom, lad os vende hjem, for at min Fader ikke skal holde op med
+      at tænke på Æslerne og i Stedet blive urolig for os!"
+  6.  Men han svarede ham: "Se, i Byen der bor en Guds Mand, en anset
+      Mand; hvad han siger, sker altid. Lad os nu gå derhen, måske kan
+      han give os Besked angående det, vi går om."
+  7.  Da sagde Saul til Karlen: "Ja, lad os gå derhen! Men hvad skal
+      vi give Manden? Thi vi har ikke mere Brød i vore Tasker, og
+      nogen Gave har vi ikke at give den Guds Mand. Hvad har vi?"
+  8.  Karlen svarede atter Saul: "Se, jeg har en kvart Sekel Sølv, den
+      kan du give den Guds Mand; så siger han os nok Besked om det, vi
+      går om."
+  9.  Fordum sagde man i Israel, når man gik hen for at rådspørge Gud:
+      "Kom, lad os gå til Seeren!" Thi hvad man nu til Dags kalder en
+      Profet, kaldte man fordum en Seer.
+ 10.  Da sagde Saul til Karlen: "Du har Ret! Kom, lad os gå derhen!"
+      Så gik de hen til Byen, hvor den Guds Mand boede.
+ 11.  Som de nu gik ad Vejen op til Byen, traf de nogle unge Piger,
+      der gik ud for at øse Vand, og de spurgte dem: "Er Seeren her?"
+ 12.  De svarede dem: "Ja, han er foran; han kom til Byen lige nu.
+      Folket ofrer nemlig i Dag et Slagtoffer på Offerhøjen.
+ 13.  Når I blot går ind i Byen, kan I træffe ham, før han går op på
+      Offerhøjen til Måltidet; thi Folket spiser ikke, før han kommer,
+      da han skal velsigne Slagtofferet; så først spiser de indbudne.
+      Gå nu op til Byen, thi netop nu kan I træffe ham!"
+ 14.  De gik så op til Byen; og som de gik ind igennem Porten, kom
+      Samuel gående imod dem på Vej op til Offerhøjen.
+
+ 15.  HERREN havde Dagen før Sauls Komme åbnet Samuels Øre og sagt:
+ 16.  "I Morgen ved denne Tid sender jeg en Mand til dig fra Benjamins
+      Land; ham skal du salve til Fyrste over mit Folk Israel; han
+      skal frelse mit Folk fra Filisternes Hånd; thi jeg har givet Agt
+      på mit Folks Nød, dets Klageråb har nået mig!"
+ 17.  Og straks da Samuel fik Øje på Saul, sagde HERREN til ham: "Se,
+      der er den Mand, om hvem jeg sagde til dig: Han skal herske over
+      mit Folk!"
+
+ 18.  Da trådte Saul hen til Samuel midt i Porten og sagde: "Vær så
+      god at sige mig, hvor Seerens Hus er!"
+ 19.  Samuel svarede: "Seeren det er mig; gå i Forvejen op på
+      Offerhøjen; du skal spise sammen med mig i Dag; i Morgen skal
+      jeg følge dig på Vej og kundgøre dig alt, hvad der er i dit
+      Hjerte;
+ 20.  for Æslerne, som for tre Dage siden blev borte for dig, skal du
+      ikke ængste dig; de et fundet. Men til hvem står alt Israels
+      Begær uden til dig og hele dit Fædrenehus?"
+ 21.  Da svarede Saul: "Er jeg ikke fra Benjamin, Israels mindste
+      Stamme? Og min Slægt er den ringeste af alle Benjamins Stammes
+      Slægter. Hvor kan du da tale således til mig?"
+ 22.  Men Samuel tog Saul og hans Karl, førte dem til Gildesalen og
+      gav dem Plads øverst blandt de indbudne der var omtrent tredive
+      Mænd
+ 23.  og Samuel sagde til Kokken: "Ræk mig det Stykke, jeg gav dig og
+      sagde, du skulde lægge til Side!"
+ 24.  Da tog Kokken Køllen og satte den for Saul. Og Samuel sagde:
+      "Se, Kødet står for dig, spis! Thi til den fastsatte Tid har man
+      ventet dig, for at du kunde spise sammen med de indbudne." Så
+      spiste Saul sammen med Samuel den Dag.
+ 25.  Derpå steg de ned fra Offerhøjen fil Byen, og der blev redt til
+      Saul på Taget.
+ 26.  Så lagde han sig til Hvile. Tidligt om Morgenen, da Morgenrøden
+      brød frem, råbte Samuel til Saul oppe på Taget: "Stå op, jeg vil
+      følge dig på Vej!" Da stod Saul op, og han og Samuel gik ud
+      sammen,
+ 27.  Men da de på Nedvejen var kommet til Udkanten af Byen, sagde
+      Samuel til Saul: "Sig til Karlen, at han skal gå i Forvejen! Men
+      bliv du stående et Øjeblik, så vil jeg kundgøre dig Guds Ord!"
+
+1.Samuel 10
+
+  1.  Da tog Samuel Olieflasken og udgød Olien over hans Hoved,
+      kyssede ham og sagde: "Har HERREN ikke salvet dig til Fyrste
+      over sit Folk Israel? Du skal herske over HERRENs Folk og frelse
+      det fra dets Fjender. Og dette skal være dig Tegnet på, at
+      HERREN har salvet dig til Fyrste over sin Arv:
+  2.  Når du i Dag går fra mig, skal du træffe to Mænd ved Rakels Grav
+      ved Benjamins Grænse i Zelza, og de skal sige til dig: Æslerne,
+      du gik ud at lede efter, er fundet; dem har din Fader slået af
+      Tanke, men nu er han urolig for eder og siger: Hvad skal jeg
+      gøre for min Søn?
+  3.  Og når du er gået et Stykke længere frem og kommer til
+      Taboregen, skal du træffe tre Mænd, som er på Vej op til Gud i
+      Betel; den ene bærer tre Kid, den anden tre Brødkager og den
+      tredje en Dunk Vin;
+  4.  de skal hilse på dig og give dig to Brødkager, som du skal tage
+      imod.
+  5.  Derefter kommer du til Guds Gibea, hvor Filisternes Foged bor;
+      og når du kommer hen til Byen, vil du støde på en Flok Profeter,
+      som kommer ned fra Offerhøjen i profetisk Henrykkelse til
+      Harpers, Paukers, Fløjters og Citres Klang;
+  6.  så vil HERRENs Ånd overvælde dig, så du falder i profetisk
+      Henrykkelse sammen med dem, og du skal blive til et andet
+      Menneske.
+  7.  Når disse Tegn indtræffer for dig, kan du trygt gøre, hvad der
+      falder for; thi Gud er med dig.
+  8.  Og du skal gå i Forvejen ned til Gilgal; så kommer jeg ned til
+      dig for at bringe Brændofre og ofre Takofre. Syv Dage skal du
+      vente, til jeg kommer og kundgør dig, hvad du skal gøre!"
+
+  9.  Da han derpå vendte sig for at gå bort fra Samuel, gav Gud ham
+      et helt andet Hjerte, og alle disse Tegn indtraf samme Dag.
+ 10.  Da han kom hen til Gibea, se, da kom en Flok Profeter ham i
+      Møde, og Guds Ånd overvældede ham, og han faldt i profetisk
+      Henrykkelse midt iblandt dem.
+ 11.  Og da alle, som kendte ham fra tidligere Tid, så ham i profetisk
+      Henrykkelse sammen med Profeterne, sagde de til hverandre: "Hvad
+      går der af Kisjs Søn? Er også Saul iblandt Profeterne?"
+ 12.  Så sagde en der fra Stedet: "Hvem er vel deres Fader?" Derfor
+      blev det et Mundheld: "Er også Saul iblandt Profeterne?"
+
+ 13.  Da hans profetiske Henrykkelse var ovre, gik han til Gibea.
+ 14.  Sauls Farbroder spurgte da ham og Karlen: "Hvor har I været
+      henne?" Han svarede: "Ude at lede efter Æslerne; og da vi ikke
+      fandt dem, gik vi hen til Samuel."
+ 15.  Da sagde Sauls Farbroder: "Fortæl mig, hvad Samuel sagde til
+      eder!"
+ 16.  Saul svarede: "Han fortalte os, at Æslerne var fundet!" Men hvad
+      Samuel havde sagt om Kongedømmet, fortalte han ham ikke.
+
+ 17.  Derpå stævnede Samuel Folket sammen hos HERREN i Mizpa;
+ 18.  og han sagde til Israeliterne: "Så siger HERREN, Israels Gud:
+      Jeg førte Israel op fra Ægypten og frelste eder af Ægypternes
+      Hånd og fra alle de Riger, som plagede eder.
+ 19.  Men nu vrager I eders Gud, som var eders Frelser i alle eders
+      Ulykker og Trængsler, og siger: Nej, en Konge skal du sætte over
+      os! Så træd nu frem for HERRENs Åsyn Stamme for Stamme og Slægt
+      for Slægt!"
+ 20.  Derpå lod Samuel alle Israels Stammer træde frem, og Loddet
+      ramte Benjamins Stamme.
+ 21.  Så lod han Benjamins Stamme træde frem Slægt for Slægt, og
+      Matris Slægt ramtes. Så lod han Matris Slægt træde frem Mand for
+      Mand, og Saul, Kisjs Søn, ramtes. Men da man ledte efter ham,
+      var han ikke til at finde.
+ 22.  Da adspurgte de på ny HERREN: "Er Manden her?" Og HERREN
+      svarede: "Se, han holder sig skjult ved Trosset."
+ 23.  Så løb de hen og hentede ham der; og da han trådte ind imellem
+      Folket, var han et Hoved højere end alt Folket.
+ 24.  Da sagde Samuel til hele Folket: "Ser I ham, HERREN har udvalgt?
+      Hans Lige findes ikke i alt Folket!" Og hele Folket brød ud i
+      Jubelskrig og råbte: "Kongen leve!"
+ 25.  Derpå fremsagde Samuel Kongedømmets Ret for Folket og optegnede
+      den i en Bog, som han lagde hen for HERRENs Åsyn. Så lod Samuel
+      hele Folket gå hver til sit:
+ 26.  også Saul gik til sit Hjem i Gibea, og de tapre Mænd, hvis
+      Hjerte Gud rørte, gik med ham.
+ 27.  Men nogle Niddinger sagde: "Hvor skulde denne kunne hjælpe os?"
+      Og de ringeagtede ham og bragte ham ingen Hyldingsgave. Men han
+      var, som han var døv.
+
+1.Samuel 11
+
+  1.  Siden efter drog Ammoniten Nahasj op og belejrede Jabesj i
+      Gilead. Da sagde alle Mændene i Jabesj til Nahasj: "Slut Pagt
+      med os, så vil vi underkaste os!"
+  2.  Men Ammoniten Nahasj svarede: "Ja, på det Vilkår vil jeg slutte
+      Pagt med eder, at jeg må stikke det højre Øje ud på enhver af
+      eder til Forsmædelse for hele Israel!"
+  3.  Da sagde de Ældste i Jabesj til ham: "Giv os syv Dages Frist, så
+      vi kan sende Bud rundt i hele Israels Land; hvis så ingen kommer
+      os til Hjælp, vil vi overgive os til dig!"
+
+  4.  Da Sendebudene kom til Sauls Gibea og forebragte Folket Sagen,
+      brast hele Folket i Gråd.
+  5.  Og se, Saul kom netop hjem med sine Okser fra Marken, og han
+      spurgte: "Hvad er der i Vejen med Folket, siden det græder?" De
+      fortalte ham da, hvad Mændene fra Jabesj havde sagt;
+  6.  og da Saul hørte det, overvældede Guds Ånd ham, og hans Vrede
+      blussede heftigt op.
+  7.  Så tog han et Spand Okser og sønderhuggede dem, sendte Folk ud
+      med Stykkerne i hele Israels Land og lod sige: "Hvis nogen ikke
+      følger Saul og Samuel, skal der handles således med hans Okser!"
+      Da faldt en HERRENs Rædsel over Folket, så de alle som een drog
+      ud.
+  8.  Og han mønstrede dem i Bezek, og der var 300000 Israeliter og
+      30000 Judæere.
+
+  9.  Derpå sagde han til Sendebudene, som var kommet: "Således skal I
+      sige til Mændene i Jabesj i Gilead: I Morgen, når Solen begynder
+      at brænde, skal I få Hjælp!" Da Sendebudene kom og meddelte
+      Mændene i Jabesj det, blev de glade.
+ 10.  Og Mændene i Jabesj sagde: "I Morgen vil vi overgive os til
+      eder, så kan I gøre med os, hvad I finder for godt!"
+ 11.  Dagen efter delte Saul Hæren i tre Afdelinger, og de trængte ind
+      i Lejren ved Morgenvagten og huggede ned blandt Ammoniterne, til
+      det blev hedt; og de, som undslap, splittedes til alle Sider, så
+      ikke to og to blev sammen.
+
+ 12.  Da sagde Folket til Samuel: "Hvem var det, som sagde: Skal Saul
+      være Konge over os? Bring os de Mænd, at vi kan slå dem ihjel!"
+ 13.  Men Saul sagde: "I Dag skal ingen slås ihjel; thi i Dag har
+      HERREN givet Israel Sejr!"
+ 14.  Da sagde Samuel til Folket: "Kom, lad os gå til Gilgal og
+      gentage Kongevalget der!"
+ 15.  Så gik hele Folket til Gilgal og gjorde Saul til Konge for
+      HERRENs Åsyn der i Gilgal, og de bragte Takofre der for Herrens
+      Åsyn. Og Saul og alle Israels Mænd var højlig glade.
+
+1.Samuel 12
+
+  1.  Da sagde Samuel til hele Israel: "Se, jeg har føjet eder i alt,
+      hvad I har bedt mig om, og sat en Konge over eder.
+  2.  Se, nu færdes Kongen for eders Ansigt; jeg er gammel og grå, og
+      mine Sønner er nu iblandt eder; men jeg har færdedes for eders
+      Ansigt fra min Ungdom indtil i Dag.
+  3.  Se, her står jeg; viden imod mig i HERRENs og hans, Salvedes
+      Påhør! Hvis Okse har jeg taget? Hvis Æsel har jeg taget? Hvem
+      har jeg, undertrykt? Hvem har jeg gjort Uret? Af hvem har jeg
+      taget Gave og derfor lukket Øjnene? I så Fald vil jeg give eder
+      Erstatning!"
+  4.  Da sagde de: "Du har ikke undertrykt os eller gjort os Uret
+      eller taget noget fra nogen."
+  5.  Derpå sagde han til dem: "Så er HERREN i Dag Vidne over for
+      eder, også hans Salvede er Vidne, at I ikke har fundet noget hos
+      mig." De sagde: "Ja!"
+
+  6.  Da sagde Samuel til Folket: "HERREN er Vidne, han, som udrustede
+      Moses og Aron og førte eders Fædre op fra Ægypten.
+  7.  Så træd nu frem, at jeg kan gå i Rette med eder for HERRENs Åsyn
+      og kundgøre eder alle de Gerninger, HERREN i sin Retfærdigher
+      har øvet mod eder og eders Fædre.
+  8.  Da Jakob og hans Sønner var kommet til Ægypten, og Ægypterne
+      plagede dem, råbte eders Fædre til HERREN, og HERREN sendte
+      Moses og Aron, som førte eders Fædre ud af Ægypten, og han lod
+      dem bosætte sig her.
+  9.  Men de glemte HERREN deres Gud; derfor prisgav han dem til Kong
+      Jabin af Hazors Hærfører Sisera, til Filisterne og til Moabs
+      Konge, så de angreb dem.
+ 10.  Da råbte de til HERREN og sagde: Vi har syndet, thi vi forlod
+      HERREN og dyrkede Ba'alerne og Astarterne; men fri os nu af vore
+      Fjenders Hånd, så vil vi dyrke dig!
+ 11.  Så sendte HERREN Jerubba'al, Barak, Jefta og Samuel; og han
+      friede eder af eders Fjenders Hånd rundt om, så I kunde bo i
+      Tryghed.
+ 12.  Men da I så Ammoniterkongen Nahasj rykke frem imod eder, sagde I
+      til mig: Nej, en Konge skal herske over os uagtet HERREN eders
+      Gud var eders Konge!
+ 13.  Og nu, her står Kongen, som I har valgt og krævet; se, HERREN
+      har sat en Konge over eder!
+ 14.  Hvis I frygter HERREN og tjener ham, adlyder hans Røst og ikke
+      er genstridige mod HERRENs Bud, men følger HERREN eders Gud,
+      både I og Kongen, som har fået Herredømmet over eder, da skal
+      det gå eder vel.
+ 15.  Adlyder I derimod ikke HERRENs Røst, men er genstridige mod
+      HERRENs Bud, da skal HERRENs Hånd ramme eder og eders Konge og
+      ødelægge eder.
+ 16.  Træd nu frem og se den vældige Gerning, HERREN vil øve for eders
+      Øjne!
+ 17.  Har vi ikke Hvedehøst nu? Men jeg vil råbe til HERREN, at han
+      skal sende Torden og Regn, for at I kan kende og se, at det i
+      HERRENs Øjne var en stor Brøde I begik, da I krævede en Konge!"
+
+ 18.  Derpå råbte Samuel til HERREN, og HERREN sendte samme Dag Torden
+      og Regn. Da frygtede hele folket såre for HERREN og Samuel,
+ 19.  og hele Folket sagde til Samuel: "Bed for dine Trælle til HERREN
+      din Gud, at vi ikke skal dø, fordi vi til vore andre Synder har
+      føjet den Brøde at kræve en Konge!"
+ 20.  Da sagde Samuel til Folket: "Frygt ikke! Vel har I øvet al den
+      Synd; men vend eder nu ikke fra HERREN, tjen ham af hele eders
+      Hjerte
+ 21.  og vend eder ikke til dem, som er Tomhed og hverken kan hjælpe
+      eller frelse, fordi de er Tomhed.
+ 22.  Thi for sit store Navns Skyld vil HERREN ikke forstøde sit Folk,
+      da det jo har behaget HERREN at gøre eder til sit Folk.
+ 23.  Det være også langt fra mig at synde mod HERREN og høre op med
+      at bede for eder; jeg vil også vise eder den gode og rette Vej;
+ 24.  men frygt HERREN og tjen ham oprigtigt af hele eders Hjerte; thi
+      se, hvor store Ting han gjorde imod eder!
+ 25.  Men hvis I handler ilde, skal både I og eders Konge gå til
+      Grunde!"
+
+1.Samuel 13
+
+  1.  Saul var....År ved sin Tronbestigelse, og han herskede i....År
+      over Israel.
+
+  2.  Saul udvalgte sig 3000 Mand af Israel; af dem var 2000 hos Saul
+      i Mikmas og i Bjergene ved Betel, 1000 hos Jonatan i Gibea i
+      Benjamin; Resten af Krigerne lod han gå hver til sit.
+  3.  Da fældede Jonatan Filisternes Foged i Geba. Det kom nu
+      Filisterne for Øre, at Hebræerne havde revet sig løs. Men Saul
+      havde ladet støde i Hornet hele Landet over,
+  4.  og hele Israel hørte, at Saul havde fældet Filisternes Foged, og
+      at Israel havde vakt Filisternes Vrede. Og Folket stævnedes
+      sammen i Gilgal til at følge Saul,
+  5.  men Filisterne havde samlet sig til Kamp mod Israel, 3000
+      Stridsvogne, 6000 Ryttere og Fodfolk så talrigt som Sandet ved
+      Havets Bred, og de drog op og lejrede sig i Mikmas lige over for
+      Bet-Aven.
+  6.  Da Israels Mænd skønnede, hvilken Fare de var i thi Folket blev
+      trængt, skjulte Folket sig i Huler, Jordhuller, Klipperevner,
+      Gruber og Cisterner
+  7.  eller gik over Jordans Vadesteder til Gads og Gileads Land. Men
+      Saul var endnu i Gilgal, og hele Folket fulgte ham med Frygt i
+      Sind.
+  8.  Han ventede syv Dage til den Tid, Samuel havde fastsat; men
+      Samuel kom ikke til Gilgal. Da Folket så spredte sig og forlod
+      Saul,
+  9.  sagde han: "Bring Brændofferet og Takofrene hen til mig!" Så
+      ofrede han Brændofferet.
+ 10.  Men lige som han var færdig med at ofre Brændofferet, se, da kom
+      Samuel, og Saul gik ham i Møde for at hilse på ham.
+ 11.  Da sagde Samuel: "Hvad har du gjort!" Saul svarede: "Jeg så, at
+      Folket spredte sig og forlod mig, men du kom ikke til den
+      fastsatte Tid, og Filisterne samlede sig ved Mikmas;
+ 12.  så tænkte jeg: Nu drager Filisterne ned til Gilgal imod mig, og
+      jeg har endnu ikke vundet HERRENs Gunst; da tog jeg Mod til mig
+      og bragte Brændofferet!"
+ 13.  Samuel sagde til Saul: "Tåbeligt har du handlet. Hvis du havde
+      holdt den Befaling, HERREN din Gud gav dig, vilde HERREN nu have
+      grundfæstet dit Kongedømme over Israel til evig Tid;
+ 14.  men nu skal dit Kongedømme ikke bestå. HERREN har udsøgt sig en
+      Mand efter sit Hjerte, og ham har HERREN kaldet til Fyrste over
+      sit Folk, fordi du ikke holdt, hvad HERREN bød dig!"
+ 15.  Derpå brød Samuel op og gik bort fra Gilgal; men den
+      tilbageblevne Del af Folket drog op i Følge med Saul for at
+      støde til Krigerne, og de kom fra Gilgal til Gibea i
+      Benjamin. Da mønstrede Saul de Folk, han havde hos sig, omtrent
+      600 Mand;
+ 16.  og Saul og hans Søn Jonatan og de Folk, de havde hos sig, lå i
+      Geba i Benjamin, medens Filisterne lå lejret i Mikmas.
+ 17.  Fra Filisternes Lejr drog så en Skare ud i tre Afdelinger for at
+      plyndre; den ene Afdeling drog i Retning af Ofra til Sjualegnen,
+ 18.  den anden i Retning af Bet Horon og den tredje i Retning af den
+      Høj, som rager op over Zeboimdalen, ad Ørkenen til.
+ 19.  Men der fandtes ingen Smede i hele Israels Land; thi Filisterne
+      havde tænkt, at Hebræerne ellers kunde lave sig Sværd og Spyd;
+ 20.  derfor måtte hele Israel drage ned til Filisterne for at få
+      hvæsset deres Plovjern, Hakker, Økser eller Pigkæppe;
+ 21.  det kostede en Pim at få slebet Plovjem og Hakker og en
+      Tredjedel Sekel for Økser og for at indsætte Pig.
+ 22.  Således fandtes der, den Dag Slaget stod ved Mikmas, hverken
+      Sværd eller Spyd hos nogen af Krigerne, som var hos Saul og
+      Jonatan; kun Saul og hans Søn Jonatan havde Våben.
+
+1.Samuel 14
+ 23.  Filisternes Forpost rykkede frem til Mikmaspasset.  14-1. Da
+      hændte det en Dag, at Sauls Søn Jonatan sagde til sin
+      Våbendrager: "Kom, lad os gå over til Filisternes Forpost her
+      lige overfor!" Men til sin Fader sagde han intet derom.
+  2.  Saul sad just ved Udkanten af Geba under Granatæbletræet ved
+      Tærskepladsen, og folkene, som var hos ham, var omtrent 600
+      Mand.
+  3.  Og Ahija, en Søn af Ahitub, der var Broder til Ikabod, en Søn af
+      Pinehas, en Søn af Eli, HERRENs Præst i Silo, bar Efoden. Men
+      Folkene vidste intet om, at Jonatan var gået.
+  4.  I Passet, som Jonatan søgte at komme over for at angribe
+      Filisternes Forpost, springer en Klippespids frem på hver Side;
+      den ene hedder Bozez, den anden Sene.
+  5.  Den ene Spids rager i Vejret på Nordsiden ud for Mikmas, den
+      anden på Sydsiden ud for Geba.
+  6.  Jonatan sagde da til Våbendrageren: "Kom, lad os gå over til
+      disse uomskårnes Forpost; måske vil HERREN stå os bi, thi intet
+      hindrer HERREN i at give Sejr, enten der er mange eller få!"
+  7.  Våbendrageren svarede: "Gør, hvad du har i Sinde! Jeg går med;
+      som du vil, vil også jeg!"
+  8.  Da sagde Jonatan: "Vi søger nu at komme over til de Mænd og
+      sørger for, at de får os at se.
+  9.  Hvis de så siger til os: Stå stille, vi kommer hen til eder! så
+      bliver vi stående, hvor vi står, og går ikke op til dem.
+ 10.  Men siger de: Kom op til os! går vi derop; thi så har HERREN
+      givet dem i vor Hånd; det skal være vort Tegn!"
+ 11.  Da nu Filisternes Forpost fik Øje på dem, sagde Filisterne: "Se,
+      der kommer nogle Hebræere krybende ud af de Jordhuller, de har
+      skjult sig i!"
+ 12.  Og Mændene, der stod på Forpost, råbte til Jonatan og hans
+      Våbendrager: "Kom op til os, så skal vi lære jer!" Da sagde
+      Jonatan til Våbendrageren: "Følg med derop, thi HERREN har givet
+      dem i Israels Hånd!"
+ 13.  Så klatrede Jonatan op på Hænder og Fødder, og Våbendrageren
+      bagefter. Da flygtede de for Jonatan; og han huggede dem ned, og
+      Våbendrageren fulgte efter og gav dem Dødsstødet;
+ 14.  og i første Omgang fældede Jonatan og hans Våbendrager henved
+      tyve Mand på en Strækning af omtrent en halv Dags Pløjeland.
+ 15.  Da opstod der Rædsel både i og uden for Lejren. og alle
+      Krigerne, både Forposten og Strejfskaren, sloges med Rædsel;
+      tilmed kom der et Jordskælv, og det fremkaldte en Guds Rædsel.
+
+ 16.  Men da Sauls Udkigsmænd i Geba i Benjamin så derhen, opdagede
+      de, at det bølgede hid og did i Lejren.
+ 17.  Da sagde Saul til sine Folk: "Hold Mønstring og se efter, hvem
+      af vore der er gået bort!" Og ved Mønstringen viste det sig, at
+      Jonatan og hans Våbendrager manglede.
+ 18.  Da sagde Saul til Ahija: "Bring Efoden hid!" Han bar nemlig
+      dengang Efoden foran Israel.
+ 19.  Men medens Saul talte med Præsten, blev Forvirringen i
+      Filisternes Lejr større og større. Saul sagde da til Præsten:
+      "Lad det kun være!"
+ 20.  Og alle Sauls Krigere samlede sig om ham, og da de kom til
+      Kamppladsen, se, da var den enes Sværd løftet mod den andens, og
+      alt var i stor Forvirring.
+ 21.  Og de Hebræere, som tidligere havde stået under Filisterne og
+      havde gjort dem Hærfølge, faldt fra og sluttede sig til Israel,
+      som fulgte Saul og Jonatan.
+ 22.  Og da de israelitiske Mænd, som havde skjult sig i Efraims
+      Bjerge, hørte, at Filisterne var på Flugt, satte også de efter
+      dem for at bekæmpe dem.
+
+ 23.  Således gav HERREN Israel Sejr den Dag. Da Kampen havde strakt
+      sig hen forbi Bet Horon -
+ 24.  alle Krigerne var med Saul, omtrent 10000 Mand, og Kampen bredte
+      sig over Efraims Bjerge begik Saul den Dag en stor Dårskab, idet
+      han tog Folket i Ed og sagde: "Forbandet være hver den, som
+      nyder noget før Aften, før jeg får taget Hævn over mine
+      Fjender!" Og alt Folket afholdt sig fra at spise.
+ 25.  Der fandtes nogle Bikager på Marken,
+ 26.  og da Folket kom til Bikagerne, var Bierne borte; men ingen
+      førte Hånden til Munden; thi Folket frygtede Eden.
+ 27.  Jonatan havde dog ikke hørt, at hans Fader tog Folket i Ed, og
+      han rakte Spidsen af den Stav, han havde i Hånden, ud, dyppede
+      den i en Bikage og førte Hånden til Munden; derved fik hans Øjne
+      atter Glans.
+ 28.  Da tog en af Krigerne til Orde og sagde: "Din Fader tog Folket i
+      Ed og sagde: Forbandet være hver den, som nyder noget i Dag! Og
+      dog var Folket udmattet."
+ 29.  Men Jonatan sagde: "Min Fader styrter Landet i Ulykke! Se, hvor
+      mine Øjne fik Glans, fordi jeg nød den Smule Honning!
+ 30.  Nej, havde Folket blot i bag spist dygtigt af Byttet, det tog
+      fra Fjenden! Thi nu blev Filisternes Nederlag ikke stort."
+
+ 31.  De slog da den Dag Filisterne fra Mikmas til Ajjalon, og Folket
+      var meget udmattet.
+ 32.  Derfor kastede Folket sig over Byttet, tog Småkvæg, Hornkvæg og
+      Kalve og slagtede dem på Jorden og spiste Kødet med Blodet i.
+ 33.  Da meldte man det til Saul og sagde: "Se, Folket synder mod
+      HERREN ved at spise Kødet med Blodet i!" Og han sagde: "I
+      forbryder eder! Vælt mig en stor Sten herhen!"
+ 34.  Derpå sagde Saul: "Gå rundt iblandt Folket og sig til dem:
+      Enhver skal bringe sin Okse eller sit Får hen til mig og slagte
+      det her! Så kan I spise; men synd ikke mod HERREN ved at spise
+      Kødet med Blodet i!" Da bragte hver og en af Folket, hvad han
+      havde, og slagtede det der.
+ 35.  Og Saul byggede HERREN et Alter; det var det første Alter, han
+      byggede HERREN.
+
+ 36.  Derpå sagde Saul: "Lad os drage ned efter Filisterne i Nat og
+      udplyndre dem, før Dagen gryr, og ikke lade nogen af dem blive
+      tilbage!" De svarede: "Gør, hvad du under for godt!" Men Præsten
+      sagde: "Lad os her træde frem for Gud!"
+ 37.  Så rådspurgte Saul Gud:"Skal jeg drage ned efter Filisterne?
+      Vil du give dem i Israels Hånd?" Men han svarede ham ikke den
+      Dag.
+ 38.  Da sagde Saul: "Kom hid, alle Folkets Øverster, og se efter,
+      hvad det er for en Synd, der er begået i Dag;
+ 39.  thi så sandt HERREN lever, han, som har givet Israel Sejr: Om
+      det så er min Søn Jonatan, der har begået den, skal han dø!" Men
+      ingen af Folket svarede.
+ 40.  Da sagde han til hele Israel: "I skal være den ene Part, jeg og
+      min Søn Jonatan den anden!" Folket svarede Saul: "Gør, hvad du
+      finder for godt!"
+ 41.  Derpå sagde Saul til HERREN: "Israels Gud! Hvorfor svarer du
+      ikke din Tjener i Dag? Hvis Skylden ligger hos mig eller min Søn
+      Jonatan, HERRE, Israels Gud, så lad Urim komme frem; men ligger
+      den hos dit Folk Israel, så lad Tummim komme frem!" Da ramtes
+      Jonatan og Saul af Loddet, men Folket gik fri.
+ 42.  Saul sagde da: "Kast Lod mellem mig og min Søn Jonatan!" Så
+      ramtes Jonatan.
+ 43.  Da sagde Saul til Jonatan: "Sig mig, hvad du har gjort!" Jonatan
+      svarede: "Jeg nød lidt Honning på Spidsen af Staven, jeg havde i
+      Hånden. Se, jeg er rede til at dø!"
+ 44.  Da sagde Saul: "Gud ramme mig både med det ene og det andet!  Du
+      skal visselig dø, Jonatan!"
+ 45.  Men Folket sagde til Saul: "Skal Jonatan dø, han, som har vundet
+      Israel denne store Sejr? Det være langt fra! Så sandt HERREN
+      lever, ikke et Hår skal krummes på hans Hoved; thi med Guds
+      Hjælp vandt han Sejr i Dag!" Da udløste Folket Jonatan, og han
+      blev friet fra Døden.
+ 46.  Men Saul holdt op med at forfølge Filisterne og drog hjem,
+      medens Filisterne trak sig tilbage til deres Land.
+
+ 47.  Da Saul havde vundet Kongedømmet over Israel, førte han Krig med
+      alle sine Fjender rundt om, Moab, Ammoniterne, Edom, Kongen af
+      Zoba og Filisterne, og Sejren fulgte ham overalt, hvor han
+      vendte sig hen.
+ 48.  Han udførte Heltegerninger, slog Amalek og befriede Israel fra
+      dem, som hærgede det.
+
+ 49.  Sauls Sønner var Jonatan, Jisjvi og Malkisjua; af hans to Døtre
+      hed den førstefødte Merab og den yngste Mikal.
+ 50.  Sauls Hustru hed Ahinoam, en Datter af Ahimåz; hans Hærfører hed
+      Abiner, en Søn af Sauls Farbroder Ner;
+ 51.  Sauls Fader Kisj og Abners Fader Ner var Sønner af Abiel.
+
+ 52.  Men Krigen med Filisterne var hård, lige så længe Saul levede;
+      og hver Gang Saul traf en heltemodig og tapper Mand, knyttede
+      han ham til sig.
+
+1.Samuel 15
+
+  1.  Samuel sagde til Saul: "Det var mig, HERREN sendte for at salve
+      dig til konge over hans Folk Israel; lyd nu HERRENs Røst.
+  2.  Så siger Hærskarers HERRE: Jeg vil straffe Amalek for, hvad de
+      gjorde mod Israel, da de stillede sig i Vejen for det på
+      Vandringen op fra Ægypten.
+  3.  Drag derfor hen og slå Amalek og læg Band på dem og på alt, hvad
+      der tilhører dem; skån dem ikke, men dræb både Mænd og Kvinder,
+      Børn og diende, Okser og Får, Kameler og Æsler!"
+  4.  Så stævnede Saul Folket sammen og mønstrede dem i Telaim, 200000
+      Mand Fodfolk og 10000 Mand af Juda.
+
+  5.  Derpå drog Saul mod Amaleks By og lagde Baghold i Dalen.
+  6.  Men Saul sagde til Keniterne: "Skil eder fra Amalekiterne og gå
+      eders Vej, for at jeg ikke skal udrydde eder sammen med dem; I
+      viste jo Venlighed mod alle Israeliterne, dengang de drog op fra
+      Ægypten!" Så trak Keniterne sig tilbage fra Amalek.
+  7.  Og Saul slog Amalek fra Havila til Sjur, som ligger østen for
+      Ægypten,
+  8.  og tog Kong Agag af Amalek levende til Fange. På alt Folket
+      lagde han Band og huggede dem ned med Sværdet;
+  9.  men Saul og Folket skånede Agag og det bedste af Småkvæget og
+      Hornkvæget, de fede og velnærede Dyr, alt det bedste; de vilde
+      ikke lægge Band på dem,men på alt det dårlige og værdiløse Kvæg
+      lagde de Band.
+
+ 10.  Da kom HERRENs Ord til Samuel således:
+ 11.  "Jeg angrer, at jeg gjorde Saul til Konge; thi han har vendt sig
+      fra mig og ikke holdt mine Befalinger!" Da vrededes Samuel og
+      råbte til HERREN hele Natten.
+ 12.  Næste Morgen tidlig, da Samuel vilde gå Saul i Møde, blev der
+      meldt ham: "Saul kom til Karmel og rejste sig et Mindesmærke
+      der; så vendte han om og drog videre ned til Gilgal!"
+ 13.  Samuel begav sig da til Saul. Saul sagde til ham: "HERREN
+      velsigne dig! Jeg har holdt HERRENs Befaling!"
+ 14.  Men Samuel sagde: "Hvad er det for en Brægen af Småkvæg, som når
+      mit Øre, og Brølen af Hornkvæg, jeg hører?"
+ 15.  Saul svarede: "De tog dem med fra Amalekiterne; thi Folket
+      skånede det bedste af Småkvæget og Hornkvæget for at ofre det
+      til HERREN din Gud; på det andet derimod lagde vi Band!"
+ 16.  Da sagde Samuel til Saul: "bet er nok! Jeg vil kundgøre dig,
+      hvad HERREN i Nat har sagt mig!" Han svarede: "Tal!"
+
+ 17.  Da sagde Samuel: "Om du end ikke regner dig selv for noget, er
+      du så ikke Høvding for Israels Stammer, og salvede HERREN dig
+      ikke til Konge over Israel?
+ 18.  Og HERREN sendte dig af Sted med den Befaling: Gå hen og læg
+      Band på Amalekiterne, de Syndere, og før Krig imod dem, indtil
+      du har udryddet dem!
+ 19.  Hvorfor adlød du da ikke HERRENs Røst, men styrtede dig over
+      Byttet og gjorde, hvad der er ondt i HERRENs Øjne?"
+ 20.  Saul svarede Samuel: "Jeg adlød HERRENs Røst og gik, hvor HERREN
+      sendte mig hen; jeg har bragt Kong Agag af Amalek med og lagt
+      Band på Amalek;
+ 21.  men Folket tog Småkvæg og Hornkvæg af Byttet, det bedste af det
+      bandlyste, for at ofre det til HERREN din Gud i Gilgal."
+ 22.  Men Samuel sagde: "Mon HERREN har lige så meget Behag i
+      Brændofre og Slagtofre som i Lydighed mod HERRENs Høst? Nej, at
+      adlyde er mere værd end Slagtoffer, og at være lydhør er mere
+      værd end Væderfedt;
+ 23.  thi Genstridighed er Trolddomssynd, og Egenrådighed er
+      Afgudsbrøde. Fordi du har forkastet HERRENs Ord, har han
+      forkastet dig, så du ikke mere skal være Konge!"
+ 24.  Da sagde Saul til Samuel: "Jeg har syndet, thi jeg har overtrådt
+      HERRENs Befaling og dine Ord, men jeg frygtede Folket og føjede
+      dem:
+ 25.  tilgiv mig dog nu min Synd og vend tilbage med mig, for at jeg
+      kan tilbede HERREN!"
+ 26.  Men Samuel sagde til Saul: "Jeg vender ikke tilbage med dig;
+      fordi du har forkastet HERRENs Ord, har HERREN forkastet dig, så
+      du ikke mer skal være Konge over Israel!"
+ 27.  Derpå vendte Samuel sig for at gå, men Saul greb fat i hans
+      Kappeflig, så den reves af.
+ 28.  Da sagde Samuel til ham: "HERREN har i Dag revet Kongedømmet
+      over Israel fra dig og givet det til en anden, som er bedre end
+      du!
+ 29.  Visselig, han, som er Israels Herlighed, lyver ikke, ej heller
+      angrer han; thi han er ikke et Menneske, at han skulde angre!"
+ 30.  Saul sagde: "Jeg har syndet; men vis mig dog Ære for mit Folks
+      Ældste og Israel og vend tilbage med mig, for at jeg kan tilbede
+      HERREN din Gud!"
+ 31.  Da vendte Samuel tilbage med Saul, og Saul tilbad HERREN.
+
+ 32.  Derpå sagde Samuel: "Bring Kong Agag af Amalek hid til mig!"  Og
+      Agag gik frejdigt hen til ham og sagde: "Visselig, nu er Dødens
+      Bitterhed svundet!"
+ 33.  Da sagde Samuel: "Som dit Sværd har gjort Kvinder barnløse, skal
+      din Moder blive barnløs fremfor andre Kvinder!" Derpå
+      sønderhuggede Samuel Agag for HERRENs Åsyn i Gilgal.
+ 34.  Samuel begav sig så til Rama, mens Saul drog op til sit Hjem i
+      Sauls Gibea.
+ 35.  Og Samuel så ikke mere Saul indtil sin Dødedag; thi Samuel
+      sørgede over Saul.
+
+1.Samuel 16
+      HERREN angrede, at han havde gjort Saul til Konge over Israel;
+16-1. og HERREN sagde til Samuel: "Hvor længe vil du gå og sørge
+      over Saul? Jeg har jo dog forkastet ham, så han ikke mere skal
+      være Konge over Israel. Fyld dit Horn med Olie og drag af Sted!
+      Jeg sender dig til Betlehemiten Isaj, thi jeg har udset mig en
+      Konge blandt hans Sønner."
+  2.  Samuel svarede: "Hvorledes kan jeg det? Får Saul det at høre,
+      dræber han mig!" Men HERREN sagde: "Tag en Kvie med og sig: Jeg
+      kommer for at ofre HERREN et Offer!
+  3.  Og indbyd Isaj til Ofringen; så vil jeg lade dig vide, hvad du
+      skal gøre; du skal salve mig den, jeg siger dig!"
+  4.  Samuel gjorde da, som HERREN sagde. Da han kom til Betlehem, gik
+      Byens Ældste ham forfærdede i Møde og sagde: "Kommer du for det
+      gode?"
+  5.  Han svarede: "Ja! Jeg kommer for at ofre til HERREN. Helliger
+      eder og kom med til Ofringen!" Og han lod Isaj og hans Sønner
+      hellige sig og indbød dem til Ofringen:
+
+  6.  Da de kom, og han så Eliab, tænkte han: "Visselig står nu
+      HERRENs Salvede for ham!"
+  7.  Men HERREN sagde til Samuel: "Se ikke på hans Ydre eller høje
+      Vækst; thi jeg har vraget ham; Gud ser jo ikke, som Mennesker
+      ser, thi Mennesker ser på det, som er for Øjnene, men HERREN ser
+      på Hjertet."
+  8.  Da kaldte Isaj på Abinadab og førte ham hen for Samuel; men han
+      sagde: "Heller ikke ham har HERREN udvalgt!"
+  9.  Isaj førte da Sjamma frem; men han sagde: "Heller ikke ham har
+      HERREN udvalgt!"
+ 10.  Så førte Isaj de andre af sine syv Sønner frem for Samuel; men
+      Samuel sagde til Isaj: "HERREN har ikke udvalgt nogen af dem!"
+ 11.  Samuel spurgte da Isaj: "Er det alle de unge Mænd?" Han svarede:
+      "Endnu er den yngste tilbage; men han vogter Småkvæget!"  Da
+      sagde Samuel til Isaj: "Send Bud efter ham! thi vi sætter os
+      ikke til Bords, før han kommer!"
+ 12.  Så sendte han Bud efter ham. Han var rødmosset, en Yngling med
+      smukke Øjne og skøn at se til. Da sagde HERREN: "Stå op, salv
+      ham, thi ham er det!"
+ 13.  Samuel tog da Oliehornet og salvede ham, medens hans Brødre stod
+      rundt om: Og HERRENs Ånd kom over David fra den Dag af.
+      Derefter brød Samuel op og gik til Rama.
+
+ 14.  Efter at HERRENs Ånd var veget fra Saul, plagedes han af en ond
+      Ånd fra HERREN.
+ 15.  Sauls Folk sagde da til ham: "Se, en ond Ånd fra Gud plager dig;
+ 16.  sig kun et Ord, Herre, dine Trælle står rede til at søge efter
+      en Mand, der kan lege på Strenge; når en ond Ånd fra Gud kommer
+      over dig, skal han røre Strengene; så får du det godt!"
+ 17.  Da sagde Saul til sine Folk: "Find mig en Mand, der er dygtig
+      til Strengeleg, og bring ham til mig!"
+ 18.  En af Tjenerne tog til Orde og sagde: "Jeg har set en Søn af
+      Betlehemiten Isaj, han kan lege på Strenge og er en dygtig
+      Kriger, en øvet Krigsmand; han ved at føje sine Ord og er en
+      smuk Mand, og HERREN er med ham!"
+ 19.  Saul sendte da Bud til Isaj og lod sige: "Send mig din Søn
+      David, som er ved Fårene!"
+ 20.  Da tog Isaj ti Brød, en Lædersæk Vin og et Gedekid og sendte sin
+      Søn David til Saul dermed.
+ 21.  Således kom David til Saul og trådte i hans Tjeneste; Saul fik
+      ham såre kær, og han blev hans Våbendrager.
+ 22.  Og Saul sendte Bud til Isaj og lod sige: "Lad David blive i min
+      Tjeneste, thi jeg har fattet Godhed for ham!"
+ 23.  Når nu Ånden fra Gud kom over Saul, tog David sin Citer og rørte
+      Strengene; så følte Saul Lindring og fik det godt, og den onde
+      Ånd veg fra ham.
+
+1.Samuel 17
+      Filisterne samlede deres Hær til Kamp. De samlede sig ved Soko i
+      Juda og slog Lejr mellem Soko og Azeka i Efes-Dammim.
+  2.  Ligeledes samlede Saul og Israels Mænd sig og slog Lejr i
+      Terebintedalen og gjorde sig rede til at angribe Filisterne.
+  3.  Filisterne stod ved Bjerget på den ene Side, Israeliterne ved
+      Bjerget på den anden, med Dalen imellem sig.
+  4.  Da trådte en Tvekæmper ved Navn Goliat fra Gat ud af Filisternes
+      Rækker, seks Alen og et Spand høj.
+  5.  Han havde en Kobberhjelm på Hovedet, var iført en Skælbrynje,
+      hvis Kobber vejede 5000 Sekel,
+  6.  og havde Kobberskinner på Benene og et Kobberspyd over
+      Skulderen.
+  7.  Hans Spydstage var som en Væverbom, og hans Spydsod var af Jern
+      og vejede 600 Sekel; hans Skjolddrager gik foran ham.
+  8.  Han stod frem og råbte over til Israels Slagrækker: "Hvorfor
+      drager I ud til Angreb? Er jeg ikke en Filister og I Sauls
+      Trælle? Vælg jer en Mand og lad ham komme herned til mig!
+  9.  Hvis han kan tage Kampen op med mig og dræber mig, vil vi være
+      eders Trælle, men får jeg Bugt med ham og dræber ham, skal I
+      være vore Trælle og trælle for os!"
+ 10.  Yderligere sagde Filisteren: "I Dag har jeg hånet Israels
+      Slagrækker; kom med en Mand, så vi kan kæmpe sammen!"
+ 11.  Da Saul og hele Israel hørte disse Filisterens Ord, blev de
+      forfærdede og grebes af Rædsel.
+ 12.  David var Søn af en Efratit i Betlehem i Juda ved Navn Isaj, som
+      havde otte Sønner. Denne Mand var på Sauls Tid gammel og til
+      Års.
+ 13.  Isajs tre ældste Sønner havde fulgt Saul i Krigen, og Navnene på
+      hans tre ældste Sønner, som var draget i Krigen, var Eliab, den
+      førstefødte, Abinadab, den næstældste, og Sjamma, den tredje;
+ 14.  David var den yngste. De tre ældste havde fulgt Saul;
+ 15.  og David gik af og til hjem fra Saul for at vogte sin Faders
+      Småkvæg i Betlehem.
+ 16.  Men Filisteren trådte frem og tilbød Kamp hver Morgen og Aften i
+      fyrretyve Dage.
+ 17.  Nu sagde Isaj engang til sin Søn David: "Tag en Efa af det
+      ristede Korn her og disse ti Brød til dine Brødre og løb hen til
+      dem i Lejren med det
+ 18.  og bring disse ti Skiver Flødeost til Tusindføreren; og se så,
+      hvorledes det går dine Brødre, og få et Pant af dem;
+ 19.  Saul ligger med dem og alle Israels Mænd i Terebintedalen og
+      kæmper med Filisterne!"
+
+ 20.  Næste Morgen tidlig overlod David Småkvæget til en Vogter, tog
+      Sagerne og gav sig på Vej,som Isaj havde pålagt ham; og han kom
+      til Vognborgen, netop som Hæren rykkede ud til Slag og opløftede
+      Kampråbet.
+ 21.  Både Israel og Filisterne stod rede til Kamp, Slagorden mod
+      Slagorden.
+ 22.  David lagde sine Sager fra sig og overlod dem til Vagten ved
+      Trosset, løb ind mellem Slagrækkerne og gik hen og hilste på
+      sine Brødre.
+ 23.  Medens han talte med dem, se, da kom Tvekæmperen - Filisteren
+      Goliat hed han og var fra Gat - frem fra Filisternes Slagrækker
+      og talte, som han plejede, medens David hørte på det.
+ 24.  Da Israels Mænd så Manden, flygtede de alle rædselsslagne for
+      ham.
+ 25.  Og Israels Mænd sagde: "Ser I den Mand, som kommer der? Det er
+      for at håne Israel, han kommer; den, som dræber ham, vil Kongen
+      give stor Rigdom; sin Datter vil han give ham, og hans
+      Fædrenehus vil han fritage for Skat i Israel!"
+ 26.  David spurgte da de Mænd,som stod om ham: "Hvilken Løn får den,
+      som dræber denne Filister og tager Skammen fra Israel? Thi hvem
+      er vel denne uomskårne Filister, at han vover at håne den
+      levende Guds Slagrækker?"
+ 27.  Og Folkene gentog for ham: "Det og det får den, som dræber ham!"
+ 28.  Men da hans ældste Broder Eliab hørte ham tale med Mændene, blev
+      han vred på David og sagde: "Hvad vil du her? Og hvem har du
+      overladt de stakkels Får i Ørkenen? Jeg kender dit Overmod og
+      dit Hjertes Ondskab; du kom jo herned for at se på Kampen!"
+ 29.  Da sagde David: "Hvad har jeg nu gjort? Det var jo da kun et
+      Spørgsmål!"
+ 30.  Og han vendte sig fra ham til en anden og sagde det samme, og
+      Folkene svarede ham som før.
+
+ 31.  Imidlertid rygtedes det, hvad David havde sagt; det kom også
+      Saul for Øre, og han lod ham hente.
+ 32.  Da sagde David til Saul: "Min Herre må ikke tabe Modet! Din Træl
+      vil gå hen og kæmpe med den Filister!"
+ 33.  Saul svarede David: "Du kan ikke gå hen og kæmpe med den
+      Filister; thi du er en ung Mand, og han har været Kriger fra sin
+      Ungdom!"
+ 34.  Men David sagde til Saul: "Din Træl har vogtet sin Faders Små
+      kvæg; og kom der en Løve eller en Bjørn og slæbte et Dyr bort
+      fra Hjorden,
+ 35.  løb jeg efter den og slog den og rev det ud af Gabet på den;
+      kastede den sig så over mig, greb jeg den i Skægget og slog den
+      ihjel.
+ 36.  Både Løve og Bjørn har din Træl dræbt, og det skal gå denne
+      uomskårne Filister som en at dem; thi han har hånet den levende
+      Guds Slagrækker!"
+ 37.  Fremdeles sagde David: "HERREN, som har reddet mig fra Løvers og
+      Bjørnes Vold, vil også redde mig fra denne Filisters Hånd!"Da
+      sagde Saul til David: "Gå! HERREN være med dig!"
+
+ 38.  Saul iførte nu David sin Våbenkjortel, satte en Kobberhjelm på
+      hans Hoved, iførte ham en Brynje
+ 39.  og spændte sit Sværd om ham over Våbenkjortelen; men det var
+      forgæves, han søgte at gå dermed, thi han havde aldrig prøvet
+      det før. Da sagde David til Saul: "Jeg kan ikke gå dermed, thi
+      jeg har aldrig prøvet det før!" Og David tog det af.
+ 40.  Derpå tog han sin Stav i Hånden og udsøgte sig fem af de
+      glatteste Sten i Flodlejet, lagde dem i sin Hyrdetaske, der
+      tjente ham som Slyngestenstaske, tog sin Slynge i Hånden og gik
+      mod Filisteren.
+ 41.  Imidlertid kom Filisteren David nærmere og nærmere med
+      Skjolddrageren foran sig;
+ 42.  og da Filisteren så til og fik Øje på David, ringeagtede han
+      ham, fordi han var en ung Mand, rødmosset og smuk at se til.
+ 43.  Og Filisteren sagde til David:"Er jeg en Hund, siden du kommer
+      imod mig med en Stav?" Og Filisteren forbandede David ved sin
+      Gud.
+ 44.  Derpå sagde Filisteren til David: "Kom herhen, så skal jeg give
+      Himmelens Fugle og Markens vilde Dyr dit Kød!"
+ 45.  David svarede Filisteren: "Du kommer imod mig med Sværd og Spyd
+      og kastevåben, men jeg kommer imod dig i Hærskarers HERREs,
+      Israels Slagrækkers Guds, Navn, ham, du har hånet.
+ 46.  I Dag giver HERREN dig i min Hånd; jeg skal slå dig ned og hugge
+      Hovedet af dig og i Dag give Himmelens Fugle og Jordens vilde
+      Dyr din og Filisterhærens døde Kroppe, for at hele Jorden kan
+      kende, at der er en Gud i Israel,
+ 47.  og for at hele denne Forsamling kan kende, at HERREN ikke giver
+      Sejr ved Sværd eller Spyd; thi HERREN råder for Kampen, og han
+      vil give eder i vor Hånd!"
+
+ 48.  Da Filisteren nu satte sig i Bevægelse og gik nærmere hen imod
+      David, løb David hurtigt hen imod Slagrækken for at møde
+      Filisteren.
+ 49.  Og David greb ned i Tasken, tog en Sten af den, slyngede den ud
+      og ramte Filisteren i Panden, så Stenen trængte ind i hans
+      Pande, og han styrtede næsegrus til Jorden.
+ 50.  Således fik David Bugt med Filisteren med Slynge og Sten, og han
+      slog Filisteren ihjel, skønt han ikke havde Sværd i Hånden.
+ 51.  Så løb David hen ved Siden af Filisteren, greb hans Sværd, drog
+      det af Skeden og gav ham Dødsstødet og huggede Hovedet af ham
+      dermed. Da Filisterne så, at deres Helt var død, flygtede de;
+ 52.  men Israels og Judas Mænd satte sig i Bevægelse, opløftede
+      Kampråbet og forfulgte Filisterne lige til Gat og Ekrons Porte,
+      og de faldne Filistere lå på Vejen fra Sja'arajim lige til Gat
+      og Ekron.
+ 53.  Derpå vendte Israeliterne tilbage fra Forfølgelsen af Filisterne
+      og plyndrede deres Lejr.
+ 54.  Og David tog Filisterens Hoved og bragte det til Jerusalem, men
+      hans Våben lagde han i sit Telt.
+
+ 55.  Da Saul så David gå imod Filisteren, sagde han til Hærføreren
+      Abner: "Hvis Søn er denne unge Mand, Abner?" Abner svarede: "Så
+      sandt du lever, Konge, jeg ved det ikke!"
+ 56.  Da sagde Kongen: "Forhør dig om, hvis Søn denne Yngling er!"
+ 57.  Da så David vendte tilbage efter at have dræbt Filisteren, tog
+      Abner ham og førte ham frem for Saul, og han havde Filisterens
+      Hoved i Hånden.
+ 58.  Saul sagde til ham: "Hvis Søn er du, unge Mand?" David svarede:
+      "Jeg er Søn af din Træl, Betlehemiten Isaj!"
+
+1.Samuel 18
+
+  1.  Efter Davids Samtale med Saul blev Jonatans Sjæl bundet til
+      Davids Sjæl, og han elskede ham som sin egen Sjæl;
+  2.  og Saul tog ham samme dag til sig og tillod ham ikke at vende
+      tilbage til sin Faders Hus.
+  3.  Og Jonatan sluttede Pagt med David, fordi han elskede ham som
+      sin egen Sjæl.
+  4.  Og Jonatan afførte sig sin Kappe og gav David den tillige med
+      sin Våbenkjortel, ja endog sit Sværd, sin Bue og sit Bælte.
+
+  5.  Og David drog ud; hvor som helst Saul sendte ham hen, havde han
+      Lykken med sig; derfor satte Saul ham over Krigerne, og han
+      vandt Yndest hos alt Folket, endog hos Sauls Folk.
+  6.  Men da de kom hjem, da David vendte tilbage efter at have fældet
+      Filisteren, gik Kvinderne fra alle Israels Byer Saul i Møde med
+      Sang og Dans, med Håndpauker, Jubel og Cymbler,
+  7.  og de dansende Kvinder sang: "Saul slog sine Tusinder, men David
+      sine Titusinder!"
+
+  8.  Da blev Saul meget vred; disse Ord mishagede ham, og han sagde:
+      "David giver de Titusinder, og mig giver de Tusinder; nu mangler
+      han kun Kongemagten!"
+  9.  Og fra den Dag af så Saul skævt til David.
+ 10.  Næste Dag overvældede en ond Ånd fra Gud Saul, så han rasede i
+      Huset, medens David som sædvanligt legede på Strenge; Saul havde
+      sit Spyd i Hånden
+ 11.  og kastede det i den Tanke: "Jeg vil spidde David til Væggen!"
+      Men David undveg ham to Gange.
+
+ 12.  Da kom Saul til at frygte David, fordi HERREN var med ham,
+      medens han var veget fra Saul.
+ 13.  Derfor fjernede Saul ham fra sig og gjorde ham til Tusindfører;
+      og han drog ud til Kamp og hjem igen i Spidsen for Krigerne;
+ 14.  og Lykken fulgte David i alt, hvad han foretog sig; thi HERREN
+      var med ham.
+ 15.  Da Saul så, i hvor høj Grad Lykken fulgte ham, gruede han for
+      ham;
+ 16.  men hele Israel og Juda elskede David, fordi han drog ud til
+      Kamp og hjem i Spidsen for dem.
+ 17.  Da sagde Saul til David: "Se, her er min ældste Datter Merab;
+      hende vil jeg give dig til Hustru, dersom du viser dig som en
+      tapper Mand i min Tjeneste og fører HERRENs Krige!" Saul tænkte
+      nemlig: "Han skal ikke falde for min, men for Filisternes Hånd!"
+ 18.  David sagde til Saul: "Hvem er jeg, og hvad er min Familie, min
+      Faders Slægt i Israel, at jeg skulde blive Kongens Svigersøn?"
+ 19.  Men da Tiden kom, at Sauls Datter Merab skulde gives David til
+      Ægte, blev hun givet til Adriel fra Mehol
+
+ 20.  Sauls Datter Mikal fattede Kærlighed til David. Det kom Saul for
+      Øre, og han syntes godt derom;
+ 21.  Saul tænkte nemlig: "Jeg vil give hende til ham, for at hun kan
+      blive ham en Snare, så han falder for Filisternes Hånd!" Da
+      sagde Saul til David: "I Dag skal du for anden Gang blive min
+      Svigersøn!"
+ 22.  Og Saul gav sine Folk Befaling til underhånden at sige til
+      David: "Kongen synes godt om dig, og alle hans Folk elsker dig;
+      så bliv nu Kongens Svigersøn!"
+ 23.  Men da Sauls Folk sagde det til David, svarede han: "Synes det
+      eder en ringe Ting at blive Kongens Svigersøn? Jeg er jo en
+      fattig og ringe Mand!"
+ 24.  Og Sauls Folk meddelte ham det og sagde: "Det og det sagde
+      David."
+ 25.  Da sagde Saul: "Således skal I sige til David: Kongen ønsker
+      ikke andet i Brudekøb end 100 Filisterforhuder, så at han kan få
+      Hævn over sine Fjender!" Saul gjorde nemlig Regning på at få
+      David fældet ved Filisternes Hånd.
+ 26.  Da hans Folk fortalte David dette, samtykkede han i at blive
+      Kongens Svigersøn.
+ 27.  Derpå brød David op og drog ud med sine Mænd og dræbte 2OO
+      Filistere, og David kom med deres Forhuder og leverede Kongen
+      dem fuldtallige for at blive hans Svigersøn. Så gav Saul ham sin
+      Datter Mikal til Ægte.
+ 28.  Men da Saul så og skønnede, at HERREN var med David, og at hele
+      Israel elskede ham,
+ 29.  frygtede han David endnu mere, og Saul blev for stedse David
+      fjendsk.
+ 30.  Filisternes Høvdinger rykkede i Marken; og hver Gang de rykkede
+      ud, havde David mere Held med sig end alle Sauls Folk, og han
+      vandt stort Ry.
+
+1.Samuel 19
+
+  1.  Saul talte nu med sin Søn Jonatan og alle sine Folk om at slå
+      David ihjel. Men Sauls Søn Jonatan holdt meget af David.
+  2.  Derfor fortalte Jonatan David det og sagde: "Min Fader Saul står
+      dig efter Livet; tag dig derfor i Vare i Morgen, gem dig og hold
+      dig skjult!
+  3.  Men jeg vil gå ud og stille mig hen hos min Fader på Marken der,
+      hvor du er; så vil jeg tale til ham om dig, og hvis jeg mærker
+      noget, vil jeg lade dig det vide."
+  4.  Så talte Jonatan Davids Sag hos sin Fader Saul og sagde til ham:
+      "Kongen forsynde sig ikke mod sin Træl David; thi han har ikke
+      forsyndet sig mod dig, og hvad han har udrettet, har gavnet dig
+      meget;
+  5.  han vovede Livet for at dræbe Filisteren, og HERREN gav hele
+      Israel en stor Sejr. Du så det selv og glædede dig derover;
+      hvorfor vil du da forsynde dig ved uskyldigt Blod og dræbe David
+      uden Grund?"
+  6.  Og Saul lyttede til Jonatans Ord, og Saul svor: "Så sandt HERREN
+      lever, han skal ikke blive dræbt!"
+  7.  Derpå lod Jonatan David hente og fortalte ham det hele; og
+      Jonatan førte David til Saul, og han var om ham som før.
+
+  8.  Men Krigen fortsattes, og David drog i Kamp mod Filisterne og
+      tilføjede dem et stort Nederlag, så de flygtede for ham.
+  9.  Da kom der en ond Ånd fra HERREN over Saul, og engang han sad i
+      sit Hus med sit Spyd i Hånden, medens David legede på Strengene,
+ 10.  søgte Saul at spidde David til Væggen med Spydet; men han veg
+      til Side for Saul, så han jog Spydet i Væggen, medens David
+      flygtede og undslap.
+ 11.  Om Natten sendte Saul Folk til Davids Hus for at passe på ham og
+      dræbe ham om Morgenen. Men Davids Hustru Mikal røbede ham det og
+      sagde: "Hvis du ikke redder dit Liv i Nat, er du dødsens i
+      Morgen!"
+ 12.  Så hejste Mikal David ned igennem Vinduet, og han flygtede bort
+      og undslap.
+ 13.  Derpå tog Mikal Husguden, lagde den i Sengen, bredte et
+      Gedehårsnet over Hovedet på den og dækkede den til med et Tæppe.
+ 14.  Da nu Saul sendte Folk hen for at hente David, sagde hun: "Han
+      er syg."
+ 15.  Men Saul sendte Sendebudene hen for at se David, idet han sagde:
+      "Bring ham på Sengen op til mig, for at jeg kan dræbe ham!"
+ 16.  Da Sendebudene kom derhen, opdagede de, at det var Husguden, der
+      lå i Sengen med Gedehårsnettet over Hovedet.
+ 17.  Da sagde Saul til Mikal: "Hvorfor førte du mig således bag Lyset
+      og hjalp min fjende bort, så han undslap?" Mikal svarede
+      Saul:"Han sagde til mig: Hjælp mig bort, ellers slår jeg dig
+      ihjel!"
+
+ 18.  Men David var flygtet og havde bragt sig i Sikkerhed. Derpå gik
+      han til Samuel i Rama og fortalte ham alt, hvad Saul havde gjort
+      imod ham; og han og Samuel gik hen og tog Ophold i Najot.
+ 19.  Da nu Saul fik at vide, at David var i Najot i Rama,
+ 20.  sendte han Folk ud for at hente David; men da de så Profetskaren
+      i profetisk Henrykkelse og Samuel stående hos dem, kom Guds Ånd
+      over Sauls Sendebud, så at også de faldt i profetisk
+      Henrykkelse.
+ 21.  Da Saul hørte det, sendte han andre Folk af Sted; men også de
+      faldt i Henrykkelse. Så sendte Saul på ny, tredje Gang, Folk af
+      Sted; men også de faldt i Henrykkelse.
+ 22.  Da begav han sig selv til Rama, og da han kom til Cisternen på
+      Tærskepladsen, som ligger på den nøgne Høj, spurgte han: "Hvor
+      er Samuel og David?" Man svarede: "I Najot i Rama!"
+ 23.  Men da han gik derfra til Najot i Rama, kom Guds Ånd også over
+      ham, og han gik i Henrykkelse hele Vejen, lige til han nåede
+      Najot i Rama.
+ 24.  Da rev også han sine Klæder af sig, og han var i Henrykkelse
+      foran Samuel og faldt nøgen om og blev liggende således hele den
+      Dag og den følgende Nat. Derfor hedder det: "Er også Saul
+      iblandt Profeterne?"
+
+1.Samuel 20
+
+  1.  Men David flygtede fra Najot i Rama og kom til Jonatan og sagde:
+      "Hvad har jeg gjort? Hvad er min Brøde? Og hvad er min Synd mod
+      din Fader, siden han står mig efter Livet?"
+  2.  Han svarede: "Det være langt fra! Du skal ikke dø! Min Fader
+      foretager sig jo intet, hverken stort eller småt, uden at lade
+      mig det vide; hvorfor skulde min Fader så dølge dette for mig?
+      Der er intet om det!"
+  3.  Men David svarede: "Din Fader ved sikkert, at du har fattet
+      Godhed for mig, og tænker så: Det må Jonatan ikke få at vide, at
+      det ikke skal gøre ham ondt; nej, så sandt HERREN lever, og så
+      sandt du lever, der er kun et Skridt imellem mig og Døden!"
+  4.  Da sagde Jonatan til David: "Alt, hvad du ønsker, vil jeg gøre
+      for dig!"
+  5.  David sagde til Jonatan: "I Morgen er det jo Nymånedag, og jeg
+      skulde sidde til Bords med Kongen; men lad mig gå bort og skjule
+      mig på Marken indtil Aften.
+  6.  Hvis din Fader savner mig, så sig: David har bedt mig om Lov til
+      at skynde sig til Betlehem, sin Fødeby, da hele hans Slægt har
+      sit årlige Slagtoffer der.
+  7.  Hvis han så siger: Godt! er der ingen Fare for din Træl; men
+      bliver han vred, så vid, at han vil min Ulykke.
+  8.  Vis din Træl den Godhed, siden du er gået i Pagt med din Træl
+      for HERRENs Åsyn. Men har jeg forbrudt mig, så slå du mig ihjel;
+      thi hvorfor skulde du bringe mig til din Fader?"
+  9.  Jonatan svarede: "Det være langt fra! Hvis jeg virkelig kommer
+      under Vejr med, at min Fader vil din Ulykke, skulde jeg så ikke
+      lade dig det vide?"
+ 10.  Da sagde David til Jonatan: "Men hvem skal lade mig det vide, om
+      din Fader giver dig et hårdt Svar?"
+ 11.  Jonatan svarede David: "Kom, lad os gå ud på Marken!" Og de gik
+      begge ud på Marken.
+
+ 12.  Da sagde Jonatan til David: "HERREN, Israels Gud, er Vidne: Jeg
+      vil i Morgen ved denne Tid udforske min Faders Sindelag, og hvis
+      der ingen Fare er for David, skulde jeg da ikke sende dig Bud og
+      lade dig det vide?
+ 13.  HERREN ramme Jonatan både med det ene og det andet: Hvis det er
+      min Faders bestemte Vilje at bringe Ulykke over dig, vil jeg
+      lade dig det vide og hjælpe dig bort, så du kan fare i Fred.
+      HERREN være med dig, som han har været med min Fader.
+ 14.  Og måtte du så, hvis jeg endnu er i Live, måtte du så vise
+      HERRENs Godhed imod mig. Men skulde jeg være død,
+ 15.  så unddrag ingen Sinde min Slægt din Godhed. Og når HERREN
+      udrydder hver eneste af Davids Fjender af Jorden,
+ 16.  måtte da Jonatans Navn ikke blive udryddet, men bestå sammen med
+      Davids Hus, og måtte HERREN kræve det af Davids Fjenders Hånd!"
+ 17.  Da svor Jonatan på ny David en Ed, fordi han elskede ham; thi
+      han elskede ham af hele sin Sjæl.
+
+ 18.  Da sagde Jonatan til ham: "I Morgen er det Nymånedag; da vil du
+      blive savnet, når din Plads står tom;
+ 19.  men i Overmorgen vil du blive savnet endnu mere; gå så hen til
+      det Sted, hvor du holdt dig skjult, den Dag Skændselsdåden
+      skulde have fundet Sted, og sæt dig ved Jorddyngen der;
+ 20.  i Overmorgen vil jeg så skyde med Pile der, som om jeg skød til
+      Måls.
+ 21.  Jeg sender så Drengen hen for at lede efter Pilen, og hvis jeg
+      da siger til ham: Pilen ligger her på denne Side af dig, hent
+      den! så kan du komme; thi da står alt vel til for dig, og der er
+      ingen Fare, så sandt HERREN lever.
+ 22.  Men siger jeg til den unge Mand: Pilen ligger på den anden Side
+      af dig, bedre frem! så fly,thi da vil HERREN have dig bort.
+ 23.  Men om det, vi to har aftalt sammen, gælder, at HERREN står
+      mellem mig og dig for evigt!"
+
+ 24.  David skjulte sig så ude på Marken. Da Nymånedagen kom,satte
+      Kongen sig til Bords for at spise;
+ 25.  Kongen sad på sin vante Plads, på Pladsen ved Væggen, medens
+      Jonatan sad lige overfor og Abner ved Siden af Saul, men Davids
+      Plads stod tom.
+ 26.  Saul sagde intet den Dag, thi han tænkte: "Der er vel hændet ham
+      noget, så han ikke er ren, fordi han endnu ikke har renset sig."
+ 27.  Men da Davids Plads også stod tom næste Dag, Dagen efter
+      Nymånedagen, sagde Saul til sin Søn Jonatan: "Hvorfor kom Isajs
+      Søn hverken til Måltidet i Går eller i Dag?"
+ 28.  Jonatan svarede Saul: "David bad mig om Lov til at gå til
+      Betlehem;
+ 29.  han sagde: Lad mig gå, thi vor Slægt har Offerfest der i Byen,
+      og mine Brødre har pålagt mig at komme; hvis du har Godhed for
+      mig, lad mig så få fri, for at jeg kan besøge mine Slægtninge!
+      Det er Grunden til, at han ikke er kommet til Kongens Bord!"
+ 30.  Da blussede Sauls Vrede op imod Jonatan, og han sagde til ham;
+      "Du Søn af en vanartet Kvinde! Ved jeg ikke, at du er Ven med
+      Isajs Søn til Skam for dig selv og for din Moders Blusel?
+ 31.  Thi så længe Isajs Søn er i Live på Jorden, er hverken du eller
+      dit Kongedømme i Sikkerhed. Send derfor Bud og hent ham til mig,
+      thi han er dødsens!"
+ 32.  Jonatan svarede sin Fader Saul: "Hvorfor skal han dræbes? Hvad
+      har han gjort?"
+ 33.  Da kastede Saul Spydet efter ham for at ramme ham. Så skønnede
+      Jonatan, at det var hans Faders bestemte Vilje at dræbe David.
+ 34.  Og Jonatan rejste sig fra Bordet i heftig Vrede og spiste intet
+      den anden Nymånedag, thi det gjorde ham ondt for David, at hans
+      Fader havde smædet ham.
+
+ 35.  Næste Morgen gik Jonatan fulgt af en dreng ud i Marken, til den
+      Tid han havde aftalt med David.
+ 36.  Derpå sagde han til Drengen, han havde med: "Løb hen og led
+      efter den Pil, jeg skyder af!" Medens Drengen løb, skød han
+      Pilen af over hans Hoved,
+ 37.  og da Drengen nåede Stedet, hvor Pilen, som Jonatan havde
+      afskudt, lå, råbte Jonatan til ham: "Pilen ligger jo på den
+      anden Side af dig, bedre frem!"
+ 38.  Derpå råbte Jonatan til Drengen: "Skynd dig alt, hvad du kan, og
+      bliv ikke stående!" Så tog Jonatans dreng Pilen og bragte sin
+      Herre den.
+ 39.  Og Drengen vidste ikke noget, thi kun Jonatan og David kendte
+      Sammenhængen.
+ 40.  Jonatan gav derpå sin Dreng Våbnene og sagde til ham: "Tag dem
+      med til Byen!"
+ 41.  Da Drengen var gået, rejste David sig fra sit Skjul ved
+      Jorddyngen og faldt til Jorden på sit Ansigt og bøjede sig ned
+      tre Gange. Og de kyssede hinanden og græd bitterlig sammen.
+ 42.  Derpå sagde Jonatan til David: "Far i Fred! Om det, vi to har
+      tilsvoret hinanden i HERRENs Navn, gælder, at HERREN står mellem
+      mig og dig, mellem mine og dine Efterkommere for evigt!"
+ 43.  Så brød David op og drog bort, medens Jonatan gik ind i Byen.
+
+1.Samuel 21
+
+  1.  David kom derpå til Præsten Ahimelek i Nob. Ahimelek kom
+      ængstelig David i Møde og sagde til ham: "Hvorfor er du alene og
+      har ingen med dig?"
+  2.  David svarede Præsten Ahimelek: "Kongen overdrog mig et Ærinde
+      og sagde til mig: Ingen må vide noget om det Ærinde, jeg sender
+      dig ud i og overdrager dig! Derfor har jeg sat Folkene Stævne på
+      et aftalt Sted.
+  3.  Men hvis du har fem Brød ved Hånden, så giv mig dem, eller hvad
+      du har!"
+  4.  Præsten svarede David: "Jeg har intet almindeligt Brød ved
+      Hånden, kun helligt Brød; Folkene har da vel holdt sig fra
+      Kvinder?"
+  5.  David svarede Præsten: "Ja visselig, vi har været afskåret fra
+      Omgang med Kvinder i flere Dage. Da jeg drog ud, var Folkenes
+      Legemer rene, skønt det var en dagligdags Rejse; hvor meget mere
+      må de da i Dag være rene på Legemet!"
+  6.  Præsten gav ham da det hellige Brød; thi der var ikke andet Brød
+      der end Skuebrødene, som tages bort fra deres Plads for HERRENs
+      Åsyn, samtidig med at der lægges frisk Brød i Stedet.
+  7.  Men den Dag var en Mand af Sauls Folk lukket inde der for
+      HERRENs Åsyn, en Edomit ved Navn Doeg, den øverste af Sauls
+      Hyrder.
+  8.  David spurgte derpå Ahimelek: "Har du ikke et Spyd eller et
+      Sværd ved Hånden her? Thi hverken mit Sværd eller mine andre
+      Våben fik jeg med, da Kongens Ærinde havde Hast."
+  9.  Præsten svarede: "Det Sværd, som tilhørte Filisteren Goliat,
+      ham, som du dræbte i Terebintedalen, er her, hyllet i en Kappe
+      bag Efoden. Vil du have det, så tag det! Thi her er intet
+      andet!"  Da sagde David: "Dets Lige findes ikke; giv mig det!"
+
+ 10.  Derpå brød David op og flygtede samme Dag for Saul, og han kom
+      til Kong Akisj af Gat.
+ 11.  Men Akisj's Folk sagde til ham: "Er det ikke David, Landets
+      Konge, er det ikke ham, om hvem man sang under Dans: Saul slog
+      sine Tusinder, men David sine Titusinder!"
+ 12.  Disse Ord gav David Agt på,og han grebes af stor Frygt for Kong
+      Akisj af Gat;
+ 13.  derfor lod han afsindig overfor dem og rasede imellem Hænderne
+      på dem, idet han trommede på Portfløjene og lod sit Spyt flyde
+      ned i Skægget.
+ 14.  Da sagde Akisj til sine Folk: "I kan da se, at Manden er gal;
+      hvorfor bringer I ham til mig?
+ 15.  Har jeg ikke gale Mennesker nok, siden I bringer mig ham til at
+      plage mig med sin Galskab? Skal han komme i mit Hus?"
+
+1.Samuel 22
+
+  1.  Derpå drog David bort derfra og Redde sig ind i Adullams Hule.
+      Da hans Brødre og hele hans Faders Hus fik det at vide, kom de
+      derned til ham.
+  2.  Og alle Slags Mennesker, som var i Nød, flokkede sig om ham,
+      forgældede Mennesker og Folk, som var bitre i Hu, og han blev
+      deres Høvding. Henved 4OO Mand sluttede sig til ham.
+  3.  Derfra drog David til Mizpe i Moab og sagde til Moabiternes
+      Konge: "Lad min Fader og min Moder bo hos eder, indtil jeg får
+      at vide, hvad Gud har for med mig!"
+  4.  Han lod dem da tage Ophold hos Moabiternes Konge, og de boede
+      hos ham, al den Tid David var i Klippeborgen.
+  5.  Men Profeten Gad sagde til David: "Du skal ikke blive i
+      Klippeborgen; bryd op og drag til Judas Land!" Så drog David til
+      Ja'ar-Heret.
+
+  6.  Nu kom dette Saul for Øre, thi David og de Mænd, han havde hos
+      sig, havde vakt Opmærksomhed. Saul sad engang i Gibea under
+      Tamarisken på Højen med sit Spyd i Hånden, omgivet af alle sine
+      Folk.
+  7.  Da sagde Saul til sine folk, som stod hos ham: "Hør dog, I
+      Benjaminiter! Vil Isajs Søn give eder alle sammen Marker og
+      Vingårde eller gøre eder alle til Tusind- og Hundredførere,
+  8.  siden I alle har sammensvoret eder imod mig, og ingen lod mig
+      det vide, da min Søn sluttede Pagt med Isajs Søn? Ingen af eder
+      havde Medfølelse med mig og lod mig vide, at min Søn havde fået
+      min Træl til at optræde som min Fjende, som han nu gør."
+  9.  Da tog Edomiten Doeg, der stod blandt Sauls Folk, Ordet og
+      sagde: "Jeg så, at Isajs Søn kom til Ahimelek, Ahitubs Søn, i
+      Nob,
+ 10.  og han rådspurgte HERREN for ham og gav ham Rejsetæring og
+      Filisteren Goliats Sværd!"
+
+ 11.  Da sendte Kongen Bud og lod Præsten Ahimelek, Ahitubs Søn, hente
+      tillige med hele hans Fædrenehus, Præsterne i Nob; og da de alle
+      var kommet til Kongen,
+ 12.  sagde Saul: "Hør nu, Ahitubs Søn!" Han svarede: "Ja, Herre!"
+ 13.  Da sagde Saul til ham: "Hvorfor sammensvor du og Isajs Søn eder
+      imod mig? Du gav ham jo Brød og Sværd og rådspurgte Gud for ham,
+      så at han kunde optræde som min Fjende, som han nu gør!"
+ 14.  Ahimelek svarede Kongen:"Hvem blandt alle dine Folk er så
+      betroet som David? Han er jo Kongens Svigersøn, Øverste for din
+      Livvagt og højt æret i dit Hus?
+ 15.  Er det første Gang, jeg har rådspurgt Gud for ham? Det være
+      langt fra! Kongen må ikke lægge sin Træl eller hele mit
+      Fædrenehus noget til Last, thi din Træl kendte ikke det mindste
+      til noget af dette!"
+ 16.  Men Kongen sagde: "Du skal dø, Ahimelek, du og hele dit
+      Fædrenehus!"
+ 17.  Og Kongen sagde til Vagten, som stod hos ham: "Træd frem og dræb
+      HERRENs Præster; thi de står også i Ledtog med David, og skønt
+      de vidste, at han var på Flugt, gav de mig ikke Underretning
+      derom!" Men Kongens Folk vilde ikke lægge Hånd på HERRENs
+      Præster.
+ 18.  Da sagde Kongen til Doeg: "Træd du så frem og stød Præsterne
+      ned!" Da trådte Edomiten Doeg frem og stødte Præsterne ned; han
+      dræbte den Dag femogfirsindstyve Mænd, som bar Efod.
+ 19.  Og Nob, Præsternes By, lod Kongen hugge ned med Sværdet. Mænd og
+      Kvinder, Børn og diende, Hornkvæg, Æsler og Får.
+
+ 20.  Kun een af Ahimeleks, Ahitubs Søns, Sønner ved Navn Ebjatar
+      undslap og flygtede til David.
+ 21.  Og Ebjatar fortalte David, at Saul havde dræbt HERRENs Præster.
+ 22.  Da sagde David til Ebjatar: "Jeg vidste dengang, at når Edomiten
+      Doeg var der, vilde han give Saul Underretning derom!  Jeg bærer
+      Skylden for hele dit Fædrenehus's Død.
+ 23.  Bliv hos mig, frygt ikke! Den, som står dig efter Livet, står
+      mig efter Livet, thi du står under min Varetægt."
+
+1.Samuel 23
+
+  1.  Da fik David at vide, at Filisterne belejrede Ke'ila og
+      plyndrede Tærskepladserne.
+  2.  Og David rådspurgte HERREN: "Skal jeg drage hen og slå
+      Filisterne der?" HERREN svarede David; "Drag hen og slå
+      Filisterne og befri Ke'ila!"
+  3.  Men Davids Mænd sagde til ham: "Se, vi lever i stadig Frygt her
+      i Juda; kan der så være Tale om, at vi skal drage til Ke'ila mod
+      Filisternes Slagrækker?"
+  4.  Da rådspurgte David på ny HERREN, og HERREN svarede ham: "Drag
+      ned til Ke'ila, thi jeg giver Filisterne i din Hånd!"
+  5.  David og hans Mænd drog da til Ke'ila, angreb Filisterne,
+      bortførte deres Kvæg og tilføjede dem et stort Nederlag. Således
+      befriede David Ke'ilas Indbyggere.
+  6.  Dengang Ebjatar, Ahimeleks Søn, flygtede til David - han drog
+      med David ned til Ke'ila - havde han Efoden med.
+
+  7.  Da Saul fik at vide, at David var kommet til Ke'ila, sagde han:
+      "Gud har givet ham i min Hånd! Thi han lukkede sig selv inde, da
+      han gik ind i en By med Porte og Slåer."
+  8.  Derfor stævnede Saul hele Folket sammen for at drage ned til
+      Ke'ila og omringe David og hans Mænd.
+  9.  Da David hørte, at Saul pønsede på ondt imod ham, sagde han til
+      Præsten Ebjatar: "Bring Efoden hid!"
+ 10.  Derpå sagde David: "HERRE, Israels Gud! Din Tjener har hørt, at
+      Saul har i Sinde at gå mod Ke'ila og ødelægge Byen for min
+      Skyld.
+ 11.  Vil Folkene i Ke'ila overgive mig i Sauls Hånd? Vil Saul drage
+      herned, som din Tjener har hørt? HERRE, Israels Gud, kundgør din
+      Tjener det!" HERREN svarede: "Ja, han vil!"
+ 12.  Så spurgte David: "Vil Folkene i Ke'ila overgive mig og mine
+      Mænd til Saul?" HERREN svarede: "Ja, de vil!"
+ 13.  Da brød David op med sine Mænd, henved 600 i Tal, og de drog
+      bort fra Ke'ila og flakkede om fra Sted til Sted. Men da Saul
+      fik at vide, at David var sluppet bort fra Ke'ila, opgav han sit
+      Togt.
+
+ 14.  Nu opholdt David sig i Ørkenen på Klippehøjderne og i Bjergene i
+      Zifs Ørken. Og Saul efterstræbte ham hele tiden, men Gud gav ham
+      ikke i hans Hånd.
+ 15.  Og David så, at Saul var draget ud for at stå ham efter Livet.
+      Medens David var i Horesj i Zifs Ørken,
+ 16.  begav Sauls Søn Jonatan sig til David i Horesj og styrkede hans
+      Kraft i Gud,
+ 17.  idet han sagde til ham: "Frygt ikke! Min Fader Sauls Arm skal
+      ikke nå dig. Du bliver Konge over Israel og jeg den næste efter
+      dig; det ved min Fader Saul også!"
+ 18.  Derpå indgik de to en Pagt for HERRENs Åsyn, og David blev i
+      Horesj, medens Jonatan drog hjem.
+
+ 19.  Men nogle Zifiter gik op til Saul i Gibea og sagde: "David
+      holder sig skjult hos os på Klippehøjderne ved Horesj i
+      Gibeat-Hakila sønden for Jesjimon.
+ 20.  Så kom nu herned, Konge, som du længe har ønsket; det skal da
+      være vor Sag at overgive ham til Kongen!"
+ 21.  Saul svarede: "HERREN velsigne eder, fordi l har Medfølelse med
+      mig!
+ 22.  Gå nu hen og pas fremdeles på og opspor, hvor han kommer hen på
+      sin ilsomme Færd; thi man har sagt mig, at han er meget snu.
+ 23.  Opspor alle de Skjulesteder, hvor han gemmer sig, og vend
+      tilbage til mig med pålidelig Underretning; så vil jeg følge med
+      eder, og hvis han er i Landet, skal jeg opsøge ham iblandt alle
+      Judas Tusinder!"
+ 24.  Da brød de op og drog forud for Saul til Zif. Men David var
+      dengang med sine Mænd i Maons Ørken i Lavningen sønden for
+      Jesjimon.
+
+ 25.  Så drog Saul og hans Mænd ud for at opsøge ham, og da David kom
+      under Vejr dermed, drog han ned til den Klippe, som ligger i
+      Maons Ørken; men da det kom Saul for Øre, fulgte han efter David
+      i Maons Ørken.
+ 26.  Saul gik med sine Mænd på den ene Side af Bjerget, medens David
+      med sine Mænd var på den anden, og David fik travlt med at
+      slippe bort fra Saul. Men som Saul og hans Mænd var ved at
+      omringe og gribe David og hans Mænd,
+ 27.  kom der et Sendebud og sagde til Saul: "Skynd dig og kom!
+      Filisterne har gjort Indfald i Landet!"
+ 28.  Saul opgav da at forfølge David og drog mod Filisterne. Derfor
+      kalder man det Sted Malekots Klippe.
+
+1.Samuel 24
+
+  1.  Derpå drog David op til Klippehøjderne ved En-Gedi og opholdt
+      sig der.
+  2.  Da Saul kom tilbage fra Forfølgelsen af Filisterne, blev det
+      meldt ham, at David var i En-Gedis Ørken.
+  3.  Så tog Saul 3000 Krigere, udsøgte af hele Israel, og drog ud for
+      at søge efter David og hans Mænd østen for Stenbukke klipperne.
+  4.  Og han kom til Fårefoldene ved Vejen. Der var en Hule, og Saul
+      gik derind for at tildække sine Fødder. Men David og hans Mænd
+      lå inderst i Hulen.
+  5.  Da sagde Davids Mænd til ham: "Se, nu er den Dag kommet, HERREN
+      havde for Øje, da han sagde til dig: Se, jeg giver din Fjende i
+      din Hånd, så du kan gøre med ham, hvad du finder for godt!"
+  6.  Men han svarede sine Mænd: "HERREN lade det være langt fra mig!
+      Slig en Gerning gør jeg ikke mod min Herre, jeg lægger ikke Hånd
+      på HERRENs Salvede; thi HERRENs Salvede er han!" Og David satte
+      sine Mænd strengt i Rette og tillod dem ikke at overfalde Saul.
+  7.  Da stod David op og skar ubemærket Fligen af Sauls Kappe. Men
+      bagefter slog Samvittigheden David, fordi han havde skåret Sauls
+      kappeflig af.
+
+  8.  Da nu Saul rejste sig og forlod Hulen for at drage videre,
+  9.  stod David op bagefter, gik ud af Hulen og råbte efter Saul:
+      "Herre Konge!" Og da Saul så sig tilbage, kastede David sig ned
+      med Ansigtet mod Jorden og bøjede sig for ham.
+ 10.  Og David sagde til Saul: "Hvorfor lytter du til, hvad folk
+      siger: Se, David har ondt i Sinde imod dig?
+ 11.  I Dag har du dog med egne Øjne set, at HERREN gav dig i min Hånd
+      inde i Hulen; og dog vilde jeg ikke dræbe dig, men skånede dig
+      og sagde: Jeg vil ikke lægge Hånd på min Herre, thi han er
+      HERRENs Salvede!
+ 12.  Og se, Fader, se, her har jeg Fligen af din kappe i min Hånd!
+      Når jeg skar din Kappeflig af og ikke dræbte dig, så indse dog,
+      at jeg ikke har haft noget ondt eller nogen Forbrydelse i Sinde
+      eller har forsyndet mig imod dig, skønt du lurer på mig for at
+      tage mit Liv.
+ 13.  HERREN skal dømme mig og dig imellem, og HERREN skal give mig
+      Hævn over dig; men min Hånd skal ikke være imod dig!
+ 14.  Som det gamle Ord siger: Fra de gudløse kommer Gudløshed! Men
+      min Hånd skal ikke være imod dig.
+ 15.  Hvem er det, Israels Konge er draget ud efter, hvem er det, du
+      forfølger? En død Hund, en Loppe!
+ 16.  Men HERREN skal være Dommer og dømme mig og dig imellem; han
+      skal se til og føre min Sag og skaffe mig Ret over for dig!"
+
+ 17.  Da David havde talt disse Ord til Saul, sagde Saul: "Er det din
+      Røst, min Søn David?" Og Saul brast i Gråd
+ 18.  og sagde til David: "Du er retfærdigere end jeg; thi du har
+      gjort mig godt, medens jeg har gjort dig ondt,
+ 19.  og du har i Dag vist mig stor Godhed, siden du ikke dræbte mig,
+      da HERREN gav mig i din Hånd.
+ 20.  Hvem træffer vel sin Fjende og lader ham gå i Fred? HERREN
+      gengælde dig det gode, du har øvet imod mig i Dag!
+ 21.  Se, jeg ved, at du bliver Konge, og at Kongedømmet over Israel
+      skal blive i din Hånd;
+ 22.  så tilsværg mig nu ved HERREN, at du ikke vil udrydde mine
+      Efterkommere efter mig eller udslette mit Navn af mit
+      Fædrenehus!"
+ 23.  Det tilsvor David Saul, hvorefter Saul drog hjem, medens David
+      og hans Mænd gik op i Klippeborgen.
+
+1.Samuel 25
+
+  1.  Da Samuel var død, samledes hele Israel og holdt Klage over ham;
+      og man jordede ham i hans Hjem i Rama. Derpå brød David op og
+      drog ned til Maons Ørken.
+
+  2.  I Maon boede en Mand, som havde sin Bedrift i Karmel; denne Mand
+      var hovedrig, han havde 3000 får og 1000 Geder; og han var netop
+      i Karmel til Fåreklipning.
+  3.  Manden hed Nabal, hans Hustru Abigajil; hun var en klog og smuk
+      Kvinde, medens Manden var hård og ond. Han var Kalebit.
+  4.  Da David ude i Ørkenen hørte, at Nabal havde Fåreklipning,
+  5.  sendte han ti af sine Folk af Sted og sagde til dem: "Gå op til
+      Karmel, og når l kommer til Nabal, så hils ham fra mig
+  6.  og sig til min Broder: Fred være med dig, Fred være med dit Hus,
+      og Fred være med alt, hvad dit er!
+  7.  Jeg har hørt, at du har Fåreklipning. Nu har dine Hyrder opholdt
+      sig hos os; vi har ikke fornærmet dem, og de har intet mistet, i
+      al den Tid de har været i Karmel;
+  8.  spørg kun dine Folk, så skal de fortælle dig det. Fat Godhed for
+      Folkene! Vi kommer jo til en Festdag; giv dine Trælle og din Søn
+      David, hvad du vil unde os!"
+
+  9.  Davids Folk kom hen og sagde alt dette til Nabal fra David og
+      biede så på Svar.
+ 10.  Men Nabal svarede Davids Folk: "Hvem er David, hvem er Isajs
+      Søn? Nu til Dags er der så mange Trælle, der løber fra deres
+      Herre.
+ 11.  Skulde jeg tage mit Brød, min Vin og mit Slagtekvæg, som jeg har
+      slagtet til mine Fåreklippere, og give det til Mænd, jeg ikke
+      ved, hvor er fra?"
+ 12.  Så begav Davids Folk sig på Hjemvejen, og da de kom tilbage,
+      fortalte de ham det hele:
+ 13.  Da sagde David til sine Folk:"Spænd alle eders Sværd ved Lænd!"
+      Da spændte de alle deres Sværd om, også David. Og henved 400
+      Mand fulgte David, medens 200 blev ved Trosset.
+
+ 14.  Men en af Folkene fortalte Nabals Hustru Abigajil det og sagde:
+      "David sendte Bud fra Ørkenen for at hilse på vor Herre; men han
+      overfusede dem,
+ 15.  skønt de Mænd har været meget gode mod os og ikke fornærmet os,
+      og vi har intet mistet, i al den Tid vi færdedes sammen med dem,
+      da vi var ude i Marken.
+ 16.  De var en Mur om os både Nat og Dag, i al den Tid vi vogtede
+      Småkvæget i Nærheden af dem.
+ 17.  Se nu til, hvad du vil gøre, thi Ulykken hænger over Hovedet på
+      vor Herre og hele hans Hus; han selv er jo en Usling, man ikke
+      kan tale med!"
+
+ 18.  Så gik Abigajil straks hen og tog 200 Brød, to Dunke Vin, fem
+      tillavede Får, fem Sea ristet Korn, 100 Rosinkager og 200
+      Figenkager, lagde det på Æslerne
+ 19.  og sagde til sine Karle: "Gå i Forvejen, jeg kommer bagefter!"
+      Men sin Mand Nabal sagde hun intet derom.
+ 20.  Som hun nu på sit Æsel red ned ad Vejen i Skjul af Bjerget, kom
+      David og hans Mænd ned imod hende, så hun mødte dem.
+ 21.  Men David havde sagt: "Det er slet ingen Nytte til, at jeg i
+      Ørkenen har værnet om alt, hvad den Mand ejede, så intet deraf
+      gik tabt; han har gengældt mig godt med ondt.
+ 22.  Gud ramme David både med det ene og det andet, om jeg levner
+      noget mandligt Væsen af alt, hvad hans er, til Morgenens
+      Frembrud!"
+
+ 23.  Da Abigajil fik Øje på David, sprang hun straks af Æselet og
+      kastede sig ned for David på sit Ansigt, bøjede sig til Jorden,
+ 24.  faldt ned for hans Fødder og sagde: "Skylden er min, Herre!  Lad
+      din Trælkvinde tale til dig og hør din Trælkvindes Ord!
+ 25.  Min Herre må ikke regne med den Usling fil Nabal! Han svarer til
+      sit Navn; Nabal hedder han, og fuld af Dårskab er han; men jeg,
+      din Trælkvinde, så ikke min Herres Folk, som du sendte hid.
+ 26.  Men nu, min Herre, så sandt HERREN lever, og så sandt du lever,
+      du, hvem HERREN har holdt fra at pådrage dig Blodskyld og tage
+      dig selv til Rette: Måtte det gå dine Fjender og dem, som pønser
+      på ondt mod min Herre, som Nabal!
+ 27.  Lad nu Folkene, som følger min Herre, få denne Gave, som din
+      Trælkvinde bringer min Herre.
+ 28.  Tilgiv dog din Trælkvinde hendes Brøde; thi HERREN vil visselig
+      bygge min Herre et Hus, som skal stå, eftersom min Herre fører
+      HERRENs Krige, og der ikke har været noget ondt at finde hos
+      dig, så længe du har levet.
+ 29.  Og skulde nogen rejse sig for at forfølge dig og stå dig efter
+      Livet, måtte da min Herres Liv være bundet i de levendes Knippe
+      hos HERREN din Gud; men dine Fjenders Liv slynge han bort med
+      Slyngeskålen!
+ 30.  Når HERREN så for min Herre opfylder alt det gode, han lovede
+      dig, og sætter dig til Fyrste over Israel,
+ 31.  da får du ikke dette at bebrejde dig selv, og min Herre får ikke
+      Samvittighedsnag af, at han uden Grund udgød Blod, og at min
+      Herre tog sig selv til Rette. Og når HERREN gør vel imod min
+      Herre, kom da din Trælkvinde i Hu!"
+
+ 32.  Da sagde David til Abigajil: "Priset være HERREN, Israels Gud,
+      som i Dag sendte mig dig i Møde,
+ 33.  priset være din Klogskab, og priset være du selv, som i bag
+      holdt mig fra at pådrage mig Blodskyld og tage mig selv til
+      Rette!
+ 34.  Men så sandt HERREN, Israels Gud, lever, som holdt mig fra at
+      gøre dig Men: Hvis du ikke var ilet mig i Møde, var ikke et
+      mandligt Væsen levnet Nabal til i Morgen!"
+ 35.  Og David modtog af hende, hvad hun havde bragt ham, og sagde til
+      hende: "Gå op til dit Hus i Fred! Jeg har lånt dig Øre og
+      opfyldt dit Ønske."
+
+ 36.  Da Abigajil kom hjem til Nabal, holdt han netop i sit Hus et
+      Gæstebud som en Konges; og da han var glad og stærkt beruset,
+      sagde hun ham ikke det mindste, før det dagedes.
+ 37.  Men om Morgenen, da Nabals Rus var ovre, fortalte hans Hustru
+      ham Sagen. Da lammedes Hjertet i hans Bryst, og han blev som
+      Sten;
+ 38.  og en halv Snes Dage efter slog HERREN Nabal, så han døde.
+ 39.  Da David fik at vide, at Nabal var død, sagde han: "Lovet være
+      HERREN, som har hævnet den Krænkelse, Nabal tilføjede mig, og
+      holdt sin Tjener fra at gøre ondt; HERREN har ladet Nabals
+      Ondskab falde tilbage på hans eget Hoved!" Derpå sendte David
+      Bud og bejlede til Abigajil.
+ 40.  Og da Davids Trælle kom til Abigajil i Karmel, talte de således
+      til hende: "David har sendt os til dig for at bejle til dig!"
+ 41.  Da rejste hun sig, bøjede sig med Ansigtet mod Jorden og sagde:
+      "Din Tjenerinde er rede til at blive min Herres Trælkvinde og
+      tvætte hans Trælles Fødder!"
+ 42.  Så stod Abigajil hastigt op og satte sig på sit Æsel, og hendes
+      fem Piger ledsagede hende; og hun fulgte med Davids Sendebud og
+      blev hans Hustru.
+
+ 43.  Desuden havde David ægtet Ahinoam fra Jizre'el. Således blev de
+      begge to hans Hustruer.
+ 44.  Men Saul gav sin Datter Mikal, Davids Hustru, til Palti,
+      Lajisj's Søn, fra Gallim.
+
+1.Samuel 26
+
+  1.  Zifiterne kom til Saul i Gibea og sagde: "Mon ikke David holder
+      sig skjult i Gibeat-Hakila over for Jesjimon!"
+  2.  Da brød Saul op og drog ned til Zifs Ørken med 3000 udsøgte Mænd
+      af Israel for at søge efter David i Zifs Ørken;
+  3.  og han slog Lejr i Gibeat-Hakila østen for Jesjimon ved Vejen,
+      medens David opholdt sig i Ørkenen. Da David erfarede, at Saul
+      var draget ind i Ørkenen for at forfølge ham,
+  4.  udsendte han Spejdere og fik at vide, at Saul var kommet til
+      Nakon.
+  5.  Da stod David op og begav sig til det Sted, hvor Saul havde
+      lejret sig, og David fik Øje på det Sted, hvor Saul og hans
+      Hærfører Abner, Ners Søn, lå; det var i Vognborgen, Saul lå, og
+      hans Folk var lejret rundt om ham.
+  6.  Og David tog til Orde og sagde til Hetiten Ahimelek og til Joabs
+      Broder Abisjaj, Zerujas Søn: "Hvem vil følge mig ned til Saul i
+      Lejren?" Abisjaj svarede: "Det vil jeg!"
+  7.  Så kom David og Abisjaj om Natten til Hæren, og se, Saul lå og
+      sov i Vognborgen med sit Spyd stukket i Jorden ved sit
+      Hovedgærde, medens Abner og Krigerne lå rundt om ham.
+  8.  Da sagde Abisjaj til David: "Gud har i Dag givet din Fjende i
+      din Hånd! Lad mig nagle ham til Jorden med hans Spyd, så jeg
+      ikke skal behøve at gøre det om!"
+  9.  Men David svarede Abisjaj: "Gør ham ikke noget ondt! Thi hvem
+      lægger ustraffet Hånd på HERRENs Salvede?"
+ 10.  Og David sagde endvidere: "Nej, så sandt HERREN lever, HERREN
+      selv vil ramme ham; hans Time kommer, eller han vil blive revet
+      bort, når han drager i Krigen.
+ 11.  HERREN lade det være langt fra mig at lægge Hånd på HERRENs
+      Salvede! Men tag nu Spydet ved hans Hovedgærde og Vandkrukken,
+      og lad os så gå vor Vej!"
+ 12.  Så tog David Spydet og Vandkrukken fra Sauls Hovedgærde, og de
+      gik deres Vej, uden at nogen så eller mærkede det eller vågnede;
+      thi de sov alle, eftersom en tung Søvn fra HERREN var faldet
+      over dem.
+
+ 13.  Derpå gik David over på den anden Side og stillede sig langt
+      borte på Toppen af Bjerget, så at der var langt imellem dem.
+ 14.  Så råbte han til Krigerne og Abner, Ners Søn: "Svarer du ikke,
+      Abner?" Abner svarede: "Hvem er det, som kalder på Kongen?"
+ 15.  David sagde til Abner: "Er du ikke en Mand? Og hvem er din Lige
+      i Israel? Hvorfor vogtede du da ikke din Herre Kongen? Thi en af
+      Krigerne kom for at gøre din Herre Kongen Men.
+ 16.  Der har du ikke båret dig vel ad! Så sandt HERREN lever: I er
+      dødsens, I, som ikke vogtede eders Herre, HERRENs Salvede! Se nu
+      efter: Hvor er Kongens Spyd og Vandkrukken, som stod ved hans
+      Hovedgærde?"
+ 17.  Da kendte Saul Davids Røst, og han sagde: "Er det din Røst, min
+      Søn David?" David svarede: "Ja, Herre Konge!"
+ 18.  Og han føjede til: "Hvorfor forfølger min Herre dog sin Træl?
+      Hvad har jeg gjort, og hvad ondt har jeg øvet?
+ 19.  Måtte min Herre Kongen nu høre sin Træls Ord! Hvis det er
+      HERREN, der har ægget dig imod mig, så lad ham få Duften af en
+      Offergave. Men er det Mennesker,da være de forbandet for HERRENs
+      Åsyn, fordi de nu har drevet mig bort, så at jeg er udelokket
+      fra HERRENs Arvelod, og fordi de har sagt til mig: Gå bort og
+      dyrk fremmede Guder!
+ 20.  Nu beder jeg: Lad ikke mit Blod væde Jorden fjernt fra HERRENs
+      Åsyn! Israels Konge er jo draget ud for at stå mig efter Livet,
+      som når Ørnen jager en Agerhøne på Bjergene!"
+ 21.  Da sagde Saul: "Jeg har syndet; kom tilbage, min Søn David!  Thi
+      jeg vil ikke mer gøre dig noget ondt, eftersom mit Liv i Dag var
+      dyrebart i dine Øjne. Se, jeg har handlet som en Dåre og gjort
+      mig skyldig i en såre stor Vildfarelse!
+ 22.  David svarede: "Se, her er Kongens Spyd; lad en af Folkene komme
+      herover og hente det.
+ 23.  Men HERREN vil gengælde enhver hans Retfærdighed og Troskab;
+      HERREN gav dig i Dag i min Hånd, men jeg vilde ikke lægge Hånd
+      på HERRENs Salvede!
+ 24.  Men som dit Liv i Dag var agtet højt i mine Øjne, måtte således
+      mit Liv være agtet højt i HERRENs Øjne, så at han frier mig fra
+      al Nød!"
+ 25.  Da sagde Saul til David: "Velsignet være du, min Søn David!  For
+      dig lykkes alt, hvad du tager dig for!" Derpå gik David sin Vej,
+      og Saul vendte tilbage til sit Hjem.
+
+1.Samuel 27
+
+  1.  Men David sagde til sig selv: "Jeg falder dog en skønne Dag for
+      Sauls Hånd. Jeg har ingen anden udvej end at søge Tilflugt i
+      Filisternes Land; så opgiver Saul at søge efter mig nogetsteds i
+      Israels Land, og jeg er uden for hans Rækkevidde!"
+  2.  David brød da op og drog med sine 600 Mænd over til Maoks Søn,
+      Kong Akisj af Gat;
+  3.  og David boede hos Akisj i Gat tillige med sine Mænd, som havde
+      deres Familier med, ligesom David havde sine to Hustruer med,
+      Ahinoam fra Jizre'el og Abigajil, Karmeliten Nabals Hustru.
+  4.  Da Saul fik at vide, at David var flygtet til Gaf, holdt han op
+      at søge efter ham.
+  5.  Men David sagde til Akisj: "Hvis jeg har fundet Nåde for dine
+      Øjne, lad mig så få et Sted at bo i en af Byerne ude i Landet,
+      thi hvorfor skal din Træl bo hos dig i Hovedstaden?"
+  6.  Akisj lod ham da med det samme få Ziklag; og derfor tilhører
+      Ziklag endnu den Dag i Dag Judas Konger.
+  7.  Den Tid, David boede i Filisternes Land, udgjorde et År og fire
+      Måneder.
+
+  8.  Og David og hans Mænd drog op og plyndrede hos Gesjuriterne,
+      Gizriterne og Amalekiterne; thi de boede i Landet fra Telam hen
+      imod Sjur og hen til Ægypten;
+  9.  og når David plyndrede Landet, lod han hverken Mænd eller
+      Kvinder blive i Live, men Småkvæg, Hornkvæg, Æsler, Kameler og
+      Klæder tog han med; når han så vendte tilbage og kom til Akisj,
+ 10.  og han spurgte: "Hvor hærgede I denne Gang?" svarede David:
+      "Idet judæiske Sydland!" eller: "I det jerame'elitiske Sydland!"
+      eller: "I det kenitiske Sydland!"
+ 11.  David lod ingen Mand eller Kvinde blive i Live for ikke at måtte
+      tage dem med til Gat; thi han tænkte: "De kunde røbe os og sige:
+      Det og det har David gjort!" Således bar han sig ad, al den Tid
+      han opholdt sig i Filisternes Land.
+ 12.  Derfor fik Akisj Tillid til David, idet han tænkte: "Han har
+      gjort sig grundig forhadt hos sit Folk Israel; han vil tjene mig
+      for stedse!"
+
+1.Samuel 28
+
+  1.  På den Tid samlede Filisterne deres Hær til Kamp for at angribe
+      Israel. Da sagde Akisj til David: "Det må du vide, at du og dine
+      Mænd skal følge med mig i Hæren!"
+  2.  David svarede Akisj: "Godt, så skal du også få at se, hvad din
+      Træl kan udrette!" Da sagde Akisj til David: "Godt, så sætter
+      jeg dig til hele Tiden at vogte mit Liv!"
+
+  3.  Samuel var død, og hele Israel havde holdt Klage over ham, og
+      han var blevet jordet i Rama, hans By. Og Saul havde udryddet
+      Dødemanerne og Besværgerne af Landet.
+
+  4.  Imidlertid samlede Filisterne sig og kom og slog Lejr i Sjunem,
+      og Saul samlede hele Israel, og de slog Lejr på Gilboa.
+  5.  Da Saul så Filisternes Hær, grebes han af Frygt og blev såre
+      forfærdet.
+  6.  Da rådspurgte Saul HERREN; men HERREN svarede ham ikke, hverken
+      ved Drømme eller ved Urim eller ved Profeterne.
+  7.  Saul sagde derfor til sine Folk: "Opsøg mig en Kvinde, som kan
+      mane; så vil jeg gå til hende , og rådspørge hende!" Hans Folk
+      svarede ham: "I En-Dor er der en Kvinde, som kan mane!"
+
+  8.  Da gjorde Saul sig ukendelig og tog andre Klæder på og gav sig
+      på Vej, fulgt af to Mænd. Da de om Natten kom til Kvinden, sagde
+      han: "Spå mig ved en Genfærdsånd og man mig den, jeg siger dig,
+      frem!"
+  9.  Kvinden svarede ham: "Du ved jo, hvad Saul har gjort, hvorledes
+      han har udryddet Dødemanerne og Besværgerne af Landet. Hvorfor
+      vil du da lægge Snare for mit Liv og volde min Død?"
+ 10.  Da tilsvor Saul hende ved HERREN: "Så sandt HERREN lever, skal
+      intet lægges dig til Last i denne Sag!"
+ 11.  Så sagde Kvinden: "Hvem skal jeg da mane dig frem?" Han svarede:
+      "Man mig Samuel frem!"
+ 12.  Kvinden så da Samuel og udstødte et højt Skrig; og Kvinden sagde
+      til Saul: "Hvorfor har du ført mig bag Lyset? Du er jo Saul!"
+ 13.  Da sagde Kongen til hende: "Frygt ikke! Men hvad ser du?"
+      Kvinden svarede Saul: "Jeg ser en Ånd stige op af Jorden!"
+ 14.  Han sagde atter til hende: "Hvorledes ser han ud?" Hun svarede:
+      "En gammel Mand stiger op, hyllet i en Kappe!" Da skønnede Saul,
+      at det var Samuel, og han kastede sig med Ansigtet til Jorden og
+      bøjede sig.
+
+ 15.  Men Samuel sagde til Saul: "Hvorfor har du forstyrret min Ro og
+      kaldt mig frem?" Saul svarede: "Jeg er i stor Vånde; Filisterne
+      angriber mig, og Gud har forladt mig og svarer mig ikke mere,
+      hverken ved Profeterne eller ved Drømme. Derfor lod jeg dig
+      kalde, for at du skal sige mig, hvad jeg skal gribe til."
+ 16.  Da sagde Samuel: "Hvorfor spørger du mig, når HERREN har forladt
+      dig og er blevet din Fjende?
+ 17.  HERREN har handlet imod dig, som han kundgjorde ved mig, og
+      HERREN har revet Kongedømmet ud af din Hånd og givet din
+      Medbejler David det.
+ 18.  Eftersom du ikke adlød HERREN og ikke lod hans glødende Vrede
+      ramme Amalek, så har HERREN nu voldet dig dette;
+ 19.  HERREN vil også give Israel i Filisternes Hånd sammen med dig!
+      I Morgen skal både du og dine Sønner falde; også Israels Hær vil
+      HERREN give i Filisternes Hånd!"
+ 20.  Da faldt Saul bestyrtet til Jorden, så lang han var,
+      rædselsslagen over Samuels Ord; han var også ganske afkræftet,
+      da han Døgnet igennem intet havde spist.
+
+ 21.  Kvinden kom nu hen til Saul, og da hun så, at han var ude af sig
+      selv af Skræk, sagde hun til ham: "Se, din Trælkvinde adlød dig;
+      jeg satte mit Liv på Spil og adlød de Ord, du talte til mig.
+ 22.  Så adlyd du nu også din Trælkvinde; lad mig sætte et Stykke Brød
+      frem for dig; spis det, for at du kan være ved Kræfter, når du
+      går bort!"
+ 23.  Men han værgede sig og sagde: "Jeg kan ikke spise!" Men da både
+      hans Mænd og Kvinden nødte ham, gav han efter for dem, rejste
+      sig fra Jorden og satte sig på Lejet.
+ 24.  Kvinden havde en Fedekalv i Huset, den skyndte hun sig at
+      slagte; derpå tog hun Mel, æltede det og bagte usyret Brød
+      deraf.
+ 25.  Så satte hun det frem for Saul og hans Mænd; og da de havde
+      spist, stod de op og gik bort samme Nat.
+
+1.Samuel 29
+
+  1.  Filisterne samlede hele deres Hær i Afek, medens Israel havde
+      slået lejr om Kilden ved Jizre'el.
+  2.  Og Filisternes Fyrster rykkede frem med deres Hundreder og
+      Tusinder, og sidst kom David og hans Mænd sammen med Akisj.
+  3.  Da sagde Filisternes Høvdinger: "Hvad skal de Hebræere her?"
+      Akisj svarede: "Det er jo David, Kong Saul af Israels Tjener,
+      som nu allerede har været hos mig et Par År, og jeg har ikke
+      opdaget noget mistænkeligt hos ham, siden han gik over til mig."
+  4.  Men Filisternes Høvdinger blev vrede på ham og sagde: "Send den
+      Mand tilbage til det Sted, du har anvist ham. Han må ikke drage
+      i Kamp med os, for at han ikke skal vende sig imod os under
+      Slaget; thi hvorledes kan denne Mand bedre vinde sin Herres
+      Gunst end med disse Mænds Hoveder?
+  5.  Det var jo David, om hvem man sang under Dans: Saul slog sine
+      Tusinder, men David sine Titusinder!"
+  6.  Da lod Akisj David kalde og sagde til ham: "Så sandt HERREN
+      lever: Du er redelig, og jeg er vel tilfreds med, at du går ud
+      og ind hos mig i Lejren, thi jeg har ikke opdaget noget
+      mistænkeligt hos dig, siden du kom til mig; men Fyrsterne er
+      ikke glade for dig.
+  7.  Vend nu derfor tilbage og gå bort i Fred, for at du ikke skal
+      gøre noget, som mishager Filisternes Fyrster!"
+  8.  Da sagde David til Akisj: "Hvad har jeg gjort, og hvad har du
+      opdaget hos din Træl, fra den Dag jeg trådte i din Tjeneste,
+      siden jeg ikke må drage hen og kæmpe mod min Herre Kongens
+      Fjender?"
+  9.  Akisj svarede David: "Du ved, at du er mig kær som en Guds
+      Engel, men Filisternes Høvdinger siger: Han må ikke drage med os
+      i Kampen!
+ 10.  Gør dig derfor rede i Morgen tidlig tillige med din Herres Folk,
+      som har fulgt dig, og gå til det Sted, jeg har anvist eder; tænk
+      ikke ilde om mig, thi du er mig kær; gør eder rede i Morgen
+      tidlig og drag af Sted, så snart det bliver lyst!"
+ 11.  David og hans Mænd begav sig da tidligt næste Morgen på
+      Hjemvejen til Filisternes Land, medens Filisterne drog op til
+      Jizre'el.
+
+1.Samuel 30
+
+  1.  Da David og hans Mænd Tredjedagen efter kom til Ziklag, var
+      Amalekiterne faldet ind i Sydlandet og Ziklag, og de havde
+      indtaget Ziklag og stukket det i Brand;
+  2.  Kvinderne og alle, som var der, små og store, havde de taget til
+      Fange; de havde ingen dræbt, men ført dem med sig, da de drog
+      bort.
+  3.  Da David og hans Mænd kom til Byen, se, da var den nedbrændt og
+      deres Hustruer, Sønner og Døtre taget til Fange.
+  4.  Da brast David og hans Krigere i lydelig Gråd, og de græd, til
+      de ikke kunde mere.
+  5.  Også Davids to Hustruer Ahinoam fra Jizre'el og Abigajil,
+      Karmeliten Nabals Hustru, var taget til Fange.
+  6.  Og David kom i stor Vånde, thi Folkene tænkte på at stene ham,
+      da de alle græmmede sig over deres Sønner eller Døtre. Men David
+      søgte Styrke hos HERREN sin Gud;
+  7.  og David sagde til Præsten Ebjatar, Ahimeleks Søn: "Bring mig
+      Efoden hid!" Og Ebjatar bragte David den.
+  8.  Da rådspurgte David HERREN: "Skal jeg sætte efter denne
+      Røverskare? Kan jeg indhente den?" Han svarede: "Sæt efter den;
+      thi du skal indhente den og bringe Redning!"
+
+  9.  Så drog David af Sted med de 600 Mand, som var hos ham, og de
+      kom til Besorbækken, hvor de, som skulde lades tilbage, blev
+      stående;
+ 10.  men David begyndte Forfølgelsen med 400 Mand, medens 200 Mand,
+      som var for udmattede til at gå over Besorbækken, blev tilbage.
+ 11.  Og de fandt en Ægypter liggende på Marken; ham tog de med til
+      David og gav ham Brød at spise og Vand at drikke;
+ 12.  desuden gav de ham en Figenkage og to Rosinkager. Da han havde
+      spist, kom han til Kræfter; - thi han havde hverken spist eller
+      drukket i hele tre Døgn.
+ 13.  David spurgte ham da: "Hvem tilhører du, og hvor er du fra?"
+      Han svarede: "Jeg er en ung Ægypter, Træl hos en Amalekit; min
+      Herre efterlod mig her, da jeg for tre Dage siden blev syg.
+ 14.  Vi gjorde Indfald i det kretiske Sydland, i Judas Område og i
+      Kalebs Sydland, og Ziklag stak vi i Brand."
+ 15.  Da sagde David til ham: "Vil du vise mig Vej til denne
+      Røverskare?" Han svarede: "Tilsværg mig ved Gud, at du hverken
+      vil dræbe mig eller udlevere mig til min Herre, så vil jeg vise
+      dig Vej til den!"
+ 16.  Så viste han dem Vej, og de traf dem spredte rundt om i hele
+      Egnen i Færd med at spise og drikke og holde Fest på hele det
+      store Bytte, de havde taget fra Filisterlandet og Judas Land.
+ 17.  David huggede dem da ned fra Dæmring til Aften; og ingen af dem
+      undslap undtagen 400 unge Mænd, som svang sig på Kamelerne og
+      flygtede.
+ 18.  Og David reddede alt, hvad Amalekiterne havde røvet, også sine
+      to Hustruer.
+ 19.  Og der savnedes intet, hverken småt eller stort, hverken Byttet
+      eller Sønnerne og Døtrene eller noget af, hvad de havde taget
+      med; det hele bragte David tilbage.
+ 20.  Da tog de alt Småkvæget og Hornkvæget og drev det hen for David
+      og sagde: "Her er Davids Bytte!"
+
+ 21.  Da David kom til de 200 Mand, som havde været for udmattede til
+      at følge ham, og som han havde ladet blive ved Besorbækken, gik
+      de David og hans Folk i Møde, og David gik hen til Folkene og
+      hilste på dem.
+ 22.  Men alle ildesindede Niddinger blandt dem, som havde fulgt
+      David, tog til Orde og sagde: "De fulgte os ikke, derfor vil vi
+      intet give dem af Byttet, vi har reddet; kun deres Hustruer og
+      Børn må de tage med hjem!"
+ 23.  David sagde: "Således må I ikke gøre, nu da HERREN har været
+      gavmild imod os og skærmet os og givet Røverskaren, som
+      overfaldt os, i vor Hånd.
+ 24.  Hvem er der vel, som vil følge eder i det? Nej, den, der drog i
+      Kampen, og den, der blev ved Trosset, skal have lige Del, de
+      skal dele med hinanden!"
+ 25.  Og derved blev det både den Dag og siden; han gjorde det til Lov
+      og Ret i Israel, som det er den Dag i bag.
+
+ 26.  Da David kom til Ziklag, sendte han noget af Byttet til de
+      Ældste i Juda, som var hans Venner, med det Bud: "Her er en Gave
+      til eder af Byttet, der er taget fra HERRENs Fjender!"
+ 27.  Det var til dem i Betel, i Ramot i Sydlandet, i Jattir,
+ 28.  dem i Ar'ara, i Sifmot, i Esjtemoa,
+ 29.  i Karmel, i Jerame'eliternes Byer, i Keniternes Byer,
+ 30.  i Horma, i Bor-Asjan, i Atak,
+ 31.  i Hebron, og ligeledes til alle de andre Steder, hvor David
+      havde færdedes med sine Mænd.
+
+1.Samuel 31
+
+  1.  Imidlertid angreb Filisterne Israel; og Israels Mænd flygtede
+      for Filisterne, og de faldne lå rundt om på Gilboas Bjerg.
+  2.  Og Filisterne forfulgte Saul og hans Sønner og dræbte Sauls
+      Sønner, Jonatan, Abinadab og Malkisjua.
+  3.  Kampen rasede om Saul, og han blev opdaget af Bueskytterne og
+      grebes af stor Angst for dem.
+  4.  Da sagde Saul til sin Våbendrager: "Drag dit Sværd og gennembor
+      mig, for at ikke disse uomskårne skal komme og gennembore mig og
+      mishandle mig!" Men Våbendrageren vilde ikke, thi han gøs
+      tilbage derfor. Da tog Saul Sværdet og styrtede sig i det;
+  5.  og da Våbendrageren så, at Saul var død, styrtede også han sig i
+      sit Sværd og fulgte ham i Døden.
+  6.  Således fulgtes denne Dag Saul, hans tre Sønner, hans
+      Våbendrager og alle hans Mænd i Døden.
+  7.  Men da Israels Mænd i Byerne i Dalen og ved Jordan så, at
+      Israels Mænd var flygtet, og at Saul og hans Sønner var faldet,
+      forlod de Byerne og flygtede, hvorpå Filisterne kom og besatte
+      dem.
+
+  8.  Da Filisterne Dagen efter kom for at plyndre de faldne, fandt de
+      Saul og hans tre Sønner liggende på Gilboas Bjerg;
+  9.  de huggede da Hovedet at ham, afførte ham hans Våben og sendte
+      Bud rundt i Filisternes Land for at bringe deres Afguder og
+      Folket Glædesbudet.
+ 10.  Våbnene lagde de i Astartes Tempel, men Kroppen hængte de op på
+      Bet-Sjans Mur.
+ 11.  Men da Indbyggerne i Jabesj i Gilead hørte, hvad Filisterne
+      havde gjort ved Saul,
+ 12.  brød alle våbenføre Mænd op, og efter at have gået hele Natten
+      igennem tog de Sauls og hans Sønners Kroppe ned fra Bet-Sjans
+      Mur, bragte dem med til Jabesj og brændte dem der.
+ 13.  Så tog de deres Ben og jordede dem under Tamarisken i Jabesj og
+      fastede syv Dage.
+
+
+
+2.Samuel
+
+2.Samuel 1
+
+  1.  Da David efter Sauls Død var vendt tilbage fra Sejeren over
+      Amalek og havde opholdt sig to Dage i Ziklag,
+  2.  kom der Tredjedagen en Mand fra Hæren, fra Saul, med sønderrevne
+      Klæder og Jord på Hovedet, og da han kom hen til David, kastede
+      han sig til Jorden og bøjede sig.
+  3.  David spurgte ham: "Hvor kommer du fra?" Han svarede: "Jeg slap
+      bort fra Israels Hær!"
+  4.  David sagde da til ham: "Hvorledes gik det? Fortæl mig det!"
+      Han svarede: "Folket flygtede fra Kampen, og mange af Folket
+      faldt og døde; også Saul og hans Søn Jonatan er døde."
+  5.  Da sagde David til den unge Mand, som bragte ham Budet: "Hvoraf
+      ved du, at Saul og hans Søn Jonatan er døde?"
+  6.  Den unge Mand, der bragte ham Budet, svarede: "Det traf sig, at
+      jeg var på Gilboas Bjerg, og se, Saul stod lænet til sit Spyd,
+      medens Vognene og Rytterne trængte ham;
+  7.  og da han vendte sig om, fik han Øje på mig og kaldte på mig; og
+      jeg sagde: Her er jeg!
+  8.  Da spurgte han mig: Hvem er du? Og jeg svarede: Jeg er en
+      Amalekit!
+  9.  Så sagde han til mig: Kom herhen og giv mig Dødsstødet! Thi
+      Krampen har grebet mig, men jeg lever endnu!
+ 10.  Og jeg trådte hen til ham og gav ham Dødsstødet, thi jeg så, at
+      han ikke kunde leve, når han faldt om. Så tog jeg Diademet, han
+      havde på Hovedet, og et Armbånd, han bar på Armen, og dem har
+      jeg med hid til min Herre."
+ 11.  Da tog David fat i sine Klæder og sønderrev dem, og ligeså
+      gjorde alle hans Mænd;
+ 12.  og de holdt Klage, græd og fastede til Aften over Saul og hans
+      Søn Jonatan og HERRENs Folk og Israels Hus, fordi de var faldet
+      for Sværdet.
+
+ 13.  Derpå sagde David til den unge Mand, som havde bragt ham Budet:
+      "Hvor er du fra?" Han svarede: "Jeg er Søn af en Amalekit, der
+      bor her som fremmed."
+ 14.  Da sagde David: "Frygtede du dog ikke for at lægge Hånd på
+      HERRENs Salvede og dræbe ham!"
+ 15.  David kaldte så på en af sine Folk og sagde: "Kom herhen og stød
+      ham ned!" Og han slog ham ihjel.
+ 16.  Men David sagde til ham: "Dit Blod komme over dit eget Hoved!
+      Thi din egen Mund vidnede imod dig, da du sagde: Jeg gav HERRENs
+      Salvede Dødsstødet!"
+
+ 17.  Da sang David denne Klagesang over Saul og hans Søn Jonatan.
+ 18.  Den skal læres af Judas Sønner; den står optegnet i de
+      Oprigtiges Bog.
+ 19.  Din Pryd, Israel, ligger dræbt på dine Høje. Ak, at dog Heltene
+      faldt!
+ 20.  Forkynd det ikke i Gat, ej lyde der Glædesbud på Askalons Gader,
+      at ikke Filisternes Døtre skal fryde sig, de uomskårnes Døtre
+      juble!
+ 21.  Gilboas Bjerge! Ej falde Dug og Regn på eder, I Dødens Vange!
+      Thi Heltenes Skjolde vanæredes der; Sauls Skjold er ej salvet
+      med Olie.
+ 22.  Uden faldnes Blod, uden Heltes Fedt kom Jonatans Bue ikke
+      tilbage, Sauls Sværd ikke sejrløst hjem.
+ 23.  Saul og Jonatan, de elskelige, hulde, skiltes ikke i Liv eller
+      Død; hurtigere var de end Ørne, stærkere var de end Løver!
+ 24.  O, Israels Døtre, græd over Saul, som klædte eder yndigt i
+      Purpur, satte Guldsmykker på eders Klæder!
+ 25.  Ak, at dog Heltene faldt i Slagets Tummel - dræbt ligger Jonatan
+      på dine Høje!
+ 26.  Jeg sørger over dig, Jonatan, Broder, du var mig såre kær;
+      underfuld var mig din Kærlighed, mere end Kvinders Kærlighed.
+ 27.  Ak, at dog Heltene faldt, Stridsvåbnene lagdes øde!
+
+2.Samuel 2
+
+  1.  Derefter rådspurgte David HERREN: "Skal jeg drage op til en af
+      Judas Byer?" HERREN svarede:"Gør det!" Og David spurgte: "Hvor
+      skal jeg drage hen?" Da svarede han: "Til Hebron!"
+  2.  Så drog David derop tillige med sine to Hustruer Ahinoam fra
+      Jizre'el og Abigajil, Karmeliten Nabals Hustru;
+  3.  og han tog sine Mænd med derop tillige med deres Familier, og de
+      bosatte sig i Byerne omkring Hebron.
+
+  4.  Da kom Judas Mænd derhen og salvede David til Konge over Judas
+      Hus. Da David fik at vide, at Mændene i Jabesj i Gilead havde
+      jordet Saul,
+  5.  sendte han Sendebud til Mændene i Jabesj i Gilead og lod sige:
+      "HERREN velsigne eder, fordi I således viste Godhed mod eders
+      Herre Saul og jordede ham.
+  6.  Måtte nu HERREN vise eder Godhed og Trofasthed! Men også jeg vil
+      gøre godt imod eder, fordi I gjorde dette.
+  7.  Tag eder derfor sammen og vis eder som stærke Mænd; thi eders
+      Herre Saul er død, og Judas Hus har allerede salvet mig til
+      Konge!"
+
+  8.  Men Abner, Ners Søn, Sauls Hærfører, tog Sauls Søn Isjbosjet og
+      bragte ham over til Mahanajim
+  9.  og udråbte ham til Konge over Gilead, Aseriterne, Jizre'el,
+      Efraim og Benjamin, over hele Israel.
+ 10.  Isjbosjet, Sauls Søn, var fyrretyve År, da han blev Konge over
+      Israel, og han herskede to År. Kun Judas Hus sluttede sig til
+      David.
+ 11.  Den Tid David herskede i Hebron over Judas Hus, var syv År og
+      seks Måneder.
+
+ 12.  Abner, Ne'rs Søn, drog med Isjbosjets, Sauls Søns, Folk fra
+      Mahanajim til Gibeon;
+ 13.  ligeledes drog Joab, Zerujas Søn ud med Davids folk, og de
+      stødte sammen med dem ved Dammen i Gibeon; og de slog sig ned
+      hver på sin Side af Dammen.
+ 14.  Da sagde Abner til Joab: "Lad de unge Mænd stå op og udføre
+      Våben lege for os!" Og Joab sagde: "Ja, lad dem stå op!"
+ 15.  Så stod de op og gik frem lige mange fra hver Side, tolv
+      Benjaminiter for Isjbosjet, Sauls Søn, og tolv af Davids Folk;
+ 16.  men de greb hverandre om Hovedet og stødte Sværdet i Siden på
+      hverandre, så de faldt alle til Hobe. Derfor kalder man dette
+      Sted Helkat-Hazzurim; det ligger ved Gibeon.
+ 17.  Samme Dag kom det til en meget hård Kamp, i hvilken Abner og
+      Israels Mænd blev drevet på Flugt af Davids Folk.
+
+ 18.  Ved den Lejlighed var Zerujastre Sønner med, Joab, Abisjaj og
+      Asa'el; og Asa'el, der var rapfodet som Markens Gazeller,
+ 19.  forfulgte Abner uden at bøje af til højre eller venstre.
+ 20.  Abner vendte sig om og spurgte: "Er det dig, Asa'el?" Han
+      svarede: "Ja, det er!"
+ 21.  Da sagde Abner: "Bøj af til en af Siderne, grib en af de unge
+      Mænd og tag dig hans Rustning!" Men Asa'el vilde ikke opgive at
+      forfølge ham.
+ 22.  Da sagde Abner videre til Asa'el: "Stands med at forfølge mig!
+      Hvorfor skal jeg slå dig til Jorden? Og hvorledes skal jeg så
+      kunne se din Broder Joab i Øjnene?"
+ 23.  Men han vægrede sig ved at standse, og Abner stødte da baglæns
+      Spydet gennem Underlivet på ham, så det kom ud af Ryggen, og han
+      faldt død om på Stedet. Og alle, som kom til Stedet, hvor Asa'el
+      lå og var død, stod stille.
+
+ 24.  Men Joab og Abisjaj forfulgte Abner, og da Solen gik ned, havde
+      de nået Gibeat-Amma, som ligger østen for Gia ved Vejen til
+      Gibeons Ørken.
+ 25.  Da samlede Benjaminiterne sig om Abne'r og stillede sig i Klynge
+      på Toppen af Gibeat-Amma.
+ 26.  Men Abner råbte til Joab: "Skal da Sværdet altid blive ved at
+      fortære? Ved du ikke, at Eftersmagen er besk? Hvor længe skal
+      det vare, inden du byder Folket standse med at forfølge deres
+      Brødre?"
+ 27.  Joab svarede: "Så sandt HERREN lever: Havde du ikke talt, vilde
+      Folkene først i Morgen have standset med at forfølge deres
+      Brødre!"
+ 28.  Derpå stødte Joab i Hornet, og hele Folket standsede; de
+      forfulgte ikke mere Israel og fortsatte ikke Kampen.
+
+ 29.  Abner og hans Mænd vandrede så i Løbet af Natten igennem
+      Arabalavningen, satte over Jordan, gik hele Kløften igennem og
+      kom til Mahanajim.
+ 30.  Da Joab vendte tilbage fra Forfølgelsen af Abner og samlede alle
+      Krigerne, savnedes foruden Asa'el nitten Mand af Davids Folk,
+ 31.  medens Davids Folk havde slået 360 Mand ihjel af Benjaminiterne,
+      Abners Folk.
+ 32.  Derpå bar de Asa'el bort og jordede ham i hans Faders Grav i
+      Betlehem, og Joab og hans Mænd vandrede hele Natten igennem; da
+      Solen stod op, nåede de Hebron.  3-1.  Krigen imellem Sauls og
+      Davids Huse trak i Langdrag; men David blev stærkere og
+      stærkere, Sauls Hus svagere og svagere.
+
+2.Samuel 3
+  2.  I Hebron fødtes der David Sønner; hans førstefødte var Amnon,
+      Søn af Ahinoam fra Jizre'el,
+  3.  den næstældste Kil'ab, Søn af Abigajil, Harmeliten Nabals
+      Hustru, den tredje Absalon, en Søn af Kong Talmaj af Gesjurs
+      Datter Ma'aka,
+  4.  den fjerde Adonija, en Søn af Haggit, den femte Sjefatja, en Søn
+      af Abital,
+  5.  og den sjette Jitream, Søn af Davids Hustru Egla. Disse fødtes
+      David i Hebron.
+
+  6.  Under Krigen mellem Sauls og Davids Huse ydede Abner Sauls Hus
+      kraftig Støtte.
+  7.  Nu havde Saul haft en Medhustru ved Navn Rizpa, Ajjas Datter.
+      Og Isjbosjet sagde til Abner: "Hvorfor gik du ind til min Faders
+      Medhustru?"
+  8.  Abner blev opbragt over Isjbosjets Ord og sagde: "Er jeg nu
+      blevet et Hundehoved fra Juda? Nu har jeg Gang på Gang vist
+      Godhed mod din Fader Sauls Hus, hans Brødre og Venner og ikke
+      ladet dig falde i Davids Hånd, og så går du nu i Rette med mig
+      for en Kvindes Skyld!
+  9.  Gud ramme Abner både med det ene og det andet: Hvad HERREN
+      tilsvor David, skal jeg nu sørge for bliver opfyldt på ham;
+ 10.  jeg skal sørge for, at Sauls Hus mister Kongedømmet og Davids
+      Trone bliver rejst over Israel og Juda fra Dan til Be'ersjeba!"
+ 11.  Og af Frygt for Abner kunde Isjbosjet ikke svare et Ord.
+
+ 12.  Så sendte Abner Sendebud til David i Hebron og lod sige: "Slut
+      Pagt med mig! Se, jeg vil hjælpe dig og bringe hele Israel over
+      på din Side!"
+ 13.  Han svarede: "Vel, jeg vil slutte Pagt med dig; men een Ting
+      kræver jeg af dig: Du bliver ikke stedet for mit Åsyn, med
+      mindre du har Sauls Datter Mikal med, når du kommer!"
+ 14.  David sendte derpå Bud til Isjbosjet, Sauls Søn, og lod
+      sige:"Giv mig min Hustru Mikal, som jeg blev trolovet med for
+      100 Filisterforhuder!"
+ 15.  Da sendte Isjbosjet Bud og lod hende hente hos hendes Mand
+      Paltiel, Lajisj's Søn.
+ 16.  Hendes Mand fulgte hende grædende lige til Bahurim; her sagde
+      Abner til ham: "Gå nu hjem!" Så vendte han hjem.
+
+ 17.  Men Abner havde forhandlet med Israels Ældste og sagt: "Allerede
+      tidligere ønskede I David til Konge;
+ 18.  så gør nu Alvor af det! Thi HERREN har sagt om David: Ved min
+      Tjener Davids Hånd vil jeg frelse mit Folk Israel fra
+      Filisternes og alle dets fjenders Hånd!"
+ 19.  Abner talte også til Benjamin derom. Endelig gik Abner også til
+      Hebron for at meddele David alt, hvad Israel og hele Benjamins
+      Hus havde vedtaget.
+ 20.  Da Abner, fulgt af tyve Mænd, kom til David i Hebron, gjorde
+      David Gæstebud for Abner og Mændene, som var med ham.
+ 21.  Derpå sagde Abner til David: "Lad mig bryde op og drage hen og
+      samle hele Israel om min Herre Kongen, for at de kan slutte Pagt
+      med dig, at du kan blive Konge over alt, hvad din Hu står til!"
+      Da lod David Abner rejse, og han drog bort i Fred.
+
+ 22.  Just da kom Davids Folk og Joab hjem fra et Strejftog og
+      medførte et rigt Bytte; Abner var da ikke mere hos David i
+      Hebron, thi David havde ladet ham rejse, og han var draget bort
+      i Fred.
+ 23.  Da nu Joab var vendt hjem med hele sin Hær, fik han at vide at
+      Abner, Ners Søn, havde været hos Kongen, og at denne havde ladet
+      ham rejse, så han var draget bort i Fred.
+ 24.  Da gik Joab til Kongen og sagde: "Hvad har du gjort? Abner har
+      jo været hos dig! Hvorfor lod du ham rejse, så han frit kunde
+      drage bort?
+ 25.  Indser du ikke, at Abner, Ners Søn, kun kom for at bedrage
+      dig. udspejde din Færd og få at vide, hvad du har for!"
+ 26.  Så gik Joab bort fra David og sendte uden Davids Vidende
+      Sendebud efter Abner og de hentede ham tilbage fra Bor-Sira.
+ 27.  Og da Abner kom tilbage til Hebron, tog Joab ham til Side midt i
+      Porten for at tale uhindret med ham; og der dræbte han ham ved
+      et Stik i Underlivet for at hævne sin Broder Asa'els Blod.
+
+ 28.  Da det siden kom David for Øre, sagde han: "Jeg og mit Rige er
+      til evig Tid uden Skyld for HERREN i Abners, Ners Søns, Blod!
+ 29.  Det komme over Joabs Hoved og over hele hans Fædrenehus; og
+      Joabs Hus være aldrig frit for Folk, som lider af Flåd eller
+      Spedalsk hed, går med Krykke eller falder for Sværdet eller
+      mangler Brød!"
+ 30.  Men Joab og hans Broder Abisjaj havde slået Abner ihjel, fordi
+      han havde fældet deres Broder Asa'el i Kampen ved Gibeon.
+ 31.  Derpå sagde David til Joab og alle Folkene, som fulgte ham:
+      "Sønderriv eders Klæder, tag Sæk om eder og hold Klage over
+      Abner!" Og Kong David gik selv bag efter Båren.
+ 32.  Og da man jordede Abner i Hebron, græd Kongen højt ved Abners
+      Grav, og alt Folket græd med,
+ 33.  Da sang Kongen denne Klagesang over Abner: Skulde Abner dø en
+      Dåres Død? 34 Dine Hænder var ikke bundne, dine Fødder ikke lagt
+      i Lænker, du faldt, som man falder for Misdædere! Da græd hele
+      Folket end mere over ham,
+ 35.  og da hele Folket kom for at få David til af spise, medens det
+      endnu var Dag, svor David: "Gud ramme mig både med det ene og
+      det andet, om jeg smager Brød eller noget andet, før Sol går
+      ned!"
+ 36.  Hele Folket lagde Mærke dertil, og det gjorde et godt Indtryk på
+      dem; alt, hvad Kongen foretog sig, gjorde et godt Indtryk på alt
+      Folket;
+ 37.  og hele Folket og hele Israel skønnede den Dag, at Kongen ikke
+      var Ophavsmand til Drabet på Abner, Ners Søn.
+ 38.  Og Kongen sagde til sine Folk: "Ved I ikke, af der i Dag er
+      faldet en Øverste og Stormand i Israel?
+ 39.  Men jeg er endnu for svag, skønt jeg er salvet til Konge, og
+      disse Mænd, Zerujasønnerne, er mig for stærke. HERREN gengælde
+      Udådsmanden hans Skændsels- dåd!"
+
+2.Samuel 4
+
+  1.  Da Isjbosjet, Sauls Søn, hørte, at Abner var død i Hebron, tabte
+      han Modet, og hele Israel grebes af Skræk.
+  2.  Nu havde Isjbosjet, Sauls Søn, to Mænd, der var Førere for
+      Strejfskarer, den ene hed Ba'ana, den anden Rekab, Sønner af
+      Benjaminiten Rimmon fra Be'erot; thi også Be'erot regnes til
+      Benjamin;
+  3.  dog var Be'erotiterne flygtet til Gittajim, hvor de bor som
+      fremmede den Dag i Dag.
+  4.  Sauls Søn Jonatan havde en Søn, der var lam i Fødderne; han var
+      fem År gammel, da Efterretningen om Saul og Jonatan kom fra
+      Jizre'el, og hans Fostermoder tog ham og flygtede; men under
+      hendes skyndsomme Flugt faldt han fra hende og blev lam; hans
+      Navn var Mefibosjet.
+  5.  Be'erotiten Rimmons Sønner Rekab og Ba'ana gav sig på Vej og kom
+      ved Middagstide til Isjbosjets Hus, medens han sov til Middag;
+  6.  og da Dørvogtersken, som var ved at rense Hvede, var faldet i
+      Søvn, slap Rekab og hans Broder Ba'ana forbi
+  7.  og trængte ind i Huset, hvor Isjbosjet lå på sit Leje i
+      Soveværelset; og de slog ham ihjel og huggede Hovedet af ham;
+      derpå tog de Hovedet og vandrede i Løbet at Natten gennem
+      Arabalavningen
+  8.  og bragte Isjbosjets Hoved til David i Hebron, idet de sagde til
+      Kongen: "Her er Hovedet af Isjbosjet, din Fjende Sauls Søn, han,
+      som stod dig efter Livet; i Dag har HERREN givet min Herre
+      Kongen Hævn over Saul og hans Afkom!"
+
+  9.  Da svarede David Be'erotiten Rimmons Sønner Rekab og hans Broder
+      Ba'ana: "Så sandt HERREN lever, som har udfriet mig af al
+      Trængsel:
+ 10.  Den, som bragte mig Efterretning om Sauls Død, i den Tro at han
+      bragte et Glædesbud, ham greb jeg og lod dræbe i Ziklag for at
+      give ham Løn for hans Glædesbud;
+ 11.  hvor meget mere skulde jeg da ikke nu, når gudløse Mænd har
+      myrdet en retfærdig Mand på hans Leje i hans eget Hus, kræve
+      hans Blod af eder og udrydde eder af Jorden!"
+ 12.  Derpå bød David sine Folk dræbe dem, og de huggede Hænder og
+      Fødder af dem og hængte dem op ved Dammen i Hebron; men
+      Isjbosjets Hoved tog de og jordede i Abners Grav i Hebron.
+
+2.Samuel 5
+
+  1.  Derpå kom alle Israels Stammer til David i Hebron og sagde: "Vi
+      er jo dit Kød og Blod!
+  2.  Allerede før i Tiden, da Saul var Konge over os, var det dig,som
+      førte Israel ud i Kamp og hjem igen; og HERREN sagde til dig: Du
+      skal vogte mit Folk Israel og være Hersker over Israel!"
+  3.  Og alle Israels Ældste kom til Kongen i Hebron, og Kong David
+      sluttede i Hebron Pagt med dem for HERRENs Åsyn, og de salvede
+      David til Konge over Israel.
+  4.  David var tredive År, da han blev Konge, og han herskede
+      fyrretyve År.
+  5.  I Hebron herskede han over Juda syv År og seks Måneder, og i
+      Jerusalem herskede han tre og tredive År over hele Israel og
+      Juda.
+
+  6.  Derpå drog Kongen med sine Mænd til Jerusalem mod Jebusiterne,
+      som boede deri Landet. Man sagde til Kongen: "Her kan du ikke
+      trænge ind, thi blinde og lamme vil slå dig tilbage!" Dermed
+      vilde de sige: "David kommer ikke herind!"
+  7.  Men David indtog Klippeborgen Zion, det er Davidsbyen.
+  8.  På den Dag sagde David: "Enhver, som trænger frem til
+      Vandledningen og slår en Jebusit, de halte og blinde, som Davids
+      Sjæl hader, skal være Øverste og Hærfører". Derfor siger man:
+      "En blind og en lam kommer ikke ind i Huset!"
+  9.  Så tog David Bolig i Klippeborgen og kaldte den Davidsbyen; og
+      han befæstede Byen rundt om fra Millo og indefter.
+ 10.  Og David blev mægtigere og mægtigere; HERREN, Hærskarers Gud,
+      var med ham.
+
+ 11.  Kong Hiram af Tyrus sendte Sendebud til David med Cedertræer og
+      tillige Tømmermænd og Stenhuggere, som byggede ham et Hus.
+ 12.  Da skønnede David, at HERREN havde sikret hans Kongemagt over
+      Israel og højnet hans Kongedømme for sit Folk Israels Skyld.
+
+ 13.  David tog i Jerusalem endnu flere Medhustruer og Hustruer, efter
+      at han var kommet dertil fra Hebron, og der fødtes ham flere
+      Sønner og Døtre.
+ 14.  Navnene på dem, som fødtes ham i Jerusalem, er følgende:
+      Sjammua, Sjobab, Natan, Salomo,
+ 15.  Jibhar, Elisjua, Nefeg, Jafia,
+ 16.  Elisjama, Ba'aljada og Elifelet.
+
+ 17.  Men da Filisterne hørte, at David var salvet til Konge over
+      Israel, rykkede de alle ud for at søge efter ham. Ved
+      Efterretningen herom drog David ned til Klippeborgen,
+ 18.  medens Filisterne kom og bredte sig i Refaimdalen.
+ 19.  David rådspurgte da HERREN: "Skal jeg drage op mod Filisterne?
+      Vil du give dem i min Hånd?" Og HERREN svarede David: "Drag op,
+      thi jeg vil give Filisterne i din Hånd!"
+ 20.  Så drog David til Ba'al-Perazim, og der slog han dem. Da sagde
+      han: "HERREN har brudt igennem mine Fjender foran mig, som Vand
+      bryder igennem!" Derfor kalder man Stedet Ba'al-Perazim.
+ 21.  Og de lod deres Guder i Stikken der, og David og hans Mænd tog
+      dem.
+
+ 22.  Men Filisterne bredte sig på ny i Refaimdalen.
+ 23.  Da David rådspurgte HERREN, svarede han: "Drag ikke imod dem,
+      men omgå dem og fald dem i Ryggen ud for Bakabuskene.
+ 24.  Når du da hører Lyden af Skridt i Bakabuskenes Toppe, skal du
+      skynde dig, thi så er HERREN draget ud foran dig for at slå
+      Filisternes Hær!"
+ 25.  David gjorde, som HERREN bød,og slog Filisterne fra Gibeon til
+      hen imod Gezer.
+
+2.Samuel 6
+
+  1.  David samlede alt udsøgt Mandskab i Israel, 30000 Mand.
+  2.  Derpå brød David op med alle sine Krigere og drog til Ba'al i
+      Juda for der at hente Guds Ark, over hvilken Hærskarers HERREs
+      Navn er nævnet, han, som troner over Keruberne.
+  3.  De satte da Guds Ark på en ny Vogn og førte den bort fra
+      Abinadabs Hus på Højen, og Abinadabs Sønner Uzza og Ajo kørte
+      Vognen,
+  4.  således at Uzza gik ved Siden af og Ajo foran Guds Ark.
+  5.  David og hele Israel legede af alle Kræfter for HERRENs Åsyn til
+      Sang og til Citre, Harper, Pauker, Bjælder og Cymbler.
+  6.  Men da de kom til Nakons Tærskeplads, rakte Uzza Hånden ud og
+      greb fat i Guds Ark, fordi Okserne snublede.
+  7.  Da blussede HERRENS Vrede op mod Uzza, og Gud slog ham der,
+      fordi han rakte Hånden ud mod Arken, og han døde på Stedet ved
+      Siden af Guds Ark.
+  8.  Men David græmmede sig over, at HERREN havde tilføjet Uzza et
+      Brud. Derfor kaldte man Stedet Perez-Uzza, som det hedder den
+      Dag i Dag.
+  9.  Og David grebes den Dag af Frygt for HERREN og sagde: "Hvor kan
+      da HERRENs Ark komme hen hos mig!"
+ 10.  Og David vilde ikke flytte HERRENs Ark hen hos sig i Davidsbyen,
+      men lod den sætte ind i Gatiten Obed-Edoms Hus.
+ 11.  HERRENs Ark blev så i Gatiten Obed-Edoms Hus tre Måneder, og
+      HERREN velsignede Obed-Edom og hele hans Hus.
+
+ 12.  Da nu Kong David fik Underretning om, at HERREN for Guds Arks
+      Skyld havde velsignet Obed-Edoms Hus og alt, hvad hans var, gik
+      han hen og lod under Festglæde Guds Ark bringe op fra Obed-Edoms
+      Hus til Davidsbyen.
+ 13.  Og da de, som bar HERRENs Ark, havde gået seks Skridt, ofrede
+      han en Okse og en Fedekalv.
+ 14.  Og David dansede af alle Kræfter for HERRENs Åsyn, iført en
+      linned Efod.
+ 15.  Således bragte David og hele Israel HERRENs Ark op under
+      Festjubel og Hornblæsning.
+ 16.  Men da HERRENs Ark kom til Davidsbyen, så Sauls Datter Mikal ud
+      af Vinduet; og da hun så Kong David springe og danse for HERRENs
+      Åsyn, ringeagtede hun ham i sit Hjerte.
+ 17.  De førte så HERRENs Ark ind og stillede den på Plads midt i det
+      Telt, David havde rejst den, og David ofrede Brændofre og
+      Takofre for HERRENs Åsyn.
+ 18.  Og da David var færdig med Brændofrene og Takofrene, velsignede
+      han Folket i Hærskarers HERREs Navn
+ 19.  og uddelte til alt Folket, til hver enkelt af hele Israels
+      Mængde, både Mand og Kvinde, et Brød, et Stykke Kød og en
+      Rosinkage; derpå gik alt Folket hver til sit.
+
+ 20.  Men da David vendte hjem for at velsigne sit Hus, gik Sauls
+      Datter Mikal ham i Møde og sagde: "Hvor ærbart Israels Konge
+      opførte sig i Dag, da han blottede sig for sine Undersåtters
+      Trælkvinders Øjne, som letfærdige Mennesker plejer at gøre!"
+ 21.  David svarede Mikal: "For HERRENs Åsyn vil jeg lege, så sandt
+      HERREN lever, som udvalgte mig fremfor din Fader og hele hans
+      Hus, så han satte mig til Fyrste over HERRENs Folk Israel; jeg
+      vil lege for HERRENs Åsyn,
+ 22.  selv om jeg derved nedværdiges og synker endnu dybere i dine
+      Øjne; men hos Trælkvinderne, du talte om, skal jeg vinde Ære!"
+ 23.  Og Sauls Datter Mikal fik til sin Dødedag intet Barn.
+
+2.Samuel 7
+
+  1.  Engang Kongen sad i sit Hus, efter at HERREN havde skaffet ham
+      Ro for alle hans Fjender rundt om,
+  2.  sagde han til Profeten Natan: "Se, jeg har et Cedertræshus at bo
+      i, men Guds Ark har Plads i et Telt!"
+  3.  Natan svarede Kongen: "Gør alt, hvad din Hu står til, thi HERREN
+      er med dig!"
+  4.  Men samme Nat kom HERRENs Ord til Natan således:
+  5.  "Gå hen og sig til min Tjener David: Så siger HERREN: Skulde du
+      bygge mig et Hus at bo i?
+  6.  Jeg har jo ikke haft noget Hus at bo i, siden den Dag jeg førte
+      Israeliterne op fra Ægypten, men vandrede med, boende i et Telt.
+  7.  Har jeg, i al den Tid jeg vandrede om blandt alle Israeliterne,
+      sagt til nogen af Israels Dommere, som jeg satte til at vogte
+      mit Folk Israel: Hvorfor bygger I mig ikke et Cedertræshus?
+  8.  Sig derfor til min Tjener David: Så siger Hærskarers HERRE: Jeg
+      tog dig fra Græsgangen, fra din Plads bag Småkvæget til at være
+      Fyrste over mit folk Israel,
+  9.  og jeg var med dig, overalt hvor du færdedes, og udryddede alle
+      dine Fjender foran dig; jeg vil skabe dig et Navn som de
+      størstes på Jorden
+ 10.  og skaffe mit Folk Israel en Hjemstavn og plante det, så det kan
+      blive boende på sit Sted uden mere at skulle forstyrres i sin
+      Ro, og uden at Voldsmænd mere skal plage det som tidligere,
+ 11.  dengang jeg satte Dommere over mit Folk Israel; og jeg vil give
+      det Ro for alle dets Fjender. Så kundgør HERREN dig nu: Et Hus
+      vil HERREN bygge dig!
+ 12.  Når dine Dage er omme, og du hviler hos dine Fædre, vil jeg
+      efter dig oprejse din Sæd, som udgår af dit Liv, og grundfæste
+      hans Kongedømme.
+ 13.  Han skal bygge mit Navn et Hus, og jeg vil grundfæste hans
+      Kongetrone evindelig.
+ 14.  Jeg vil være din Sæd en Fader, og den skal være mig en Søn!  Når
+      den synder, vil jeg tugte den med Menneskestok og Menneskers
+      Slag,
+ 15.  men min Miskundhed vil jeg ikke tage fra den, som jeg tog den
+      fra din Forgænger.
+ 16.  Dit Hus og dit Kongedømme skal stå fast for mit Åsyn til evig
+      Tid, din Trone skal stå til evig Tid!"
+ 17.  Alle disse Ord og hele denne Åbenbaring meddelte Natan David.
+
+ 18.  Da gik Kong David ind og dvælede for HERRENs Åsyn og sagde:
+      "Hvem er jeg, Herre, HERRE, og hvad er mit Hus, at du har bragt
+      mig så vidt?
+ 19.  Men end ikke det var dig nok Herre, HERRE, du gav også din
+      Tjeners Hus Forjættelser for fjerne Tider og lod mig skue
+      kommende Slægter, Herre, HERRE!
+ 20.  Hvad mere har David at sige dig Du kender jo dog din Tjener,
+      Herre, HERRE.
+ 21.  For din Tjeners Skyld, og fordi din Hu stod dertil, gjorde du
+      dette og kundgjorde din Tjener alt dette store,
+ 22.  Herre, HERRE; thi ingen er som du, og der er ingen Gud uden dig
+      efter alt hvad vi har hørt med vore Ører.
+ 23.  Og hvor på Jorden findes et Folk som dit Folk Israel, et Folk.
+      som Gud kom og udfriede og gjorde til sit Folk for at vinde sig
+      et Navn og udføre store og frygtelige Gerninger for dem ved at
+      drive andre Folkeslag med deres Guder bort foran sit Folk, det,
+      du udfriede fra Ægypten?
+ 24.  Du har grundfæstet dit Folk Israel som dit Folk til evig Tid, og
+      du, HERRE, er blevet deres Gud.
+ 25.  Så opfyld da, HERRE, Gud, til evig Tid den Forjættelse, du
+      udtalte om din Tjener og hans Hus og gør, som du sagde!
+ 26.  Da skal dit Navn blive stort til evig Tid, så man siger:
+      Hærskarers HERRE, Gud over Israel! Og din Tjener Davids Hus skal
+      stå fast for dit Åsyn.
+ 27.  Thi du, Hærskarers HERRE, Israels Gud, har åbenbaret for din
+      Tjener: Jeg vil bygge dig et Hus! Derfor har din Tjener fundet
+      sit Hjerte til af bede denne Bøn til dig.
+ 28.  Derfor, Herre, HERRE, du er Gud, og dine Ord er Sandhed! Du har
+      givet din Tjener denne Forjættelse,
+ 29.  så lad det behage dig at velsigne din Tjeners Hus, at det til
+      evig Tid må stå fast for dit Åsyn. Thi du, Herre, HERRE, har
+      talt, og med din Velsignelse skal din Tjeners Hus velsignes
+      evindelig!"
+
+2.Samuel 8
+
+  1.  Nogen Tid efter slog David Filisterne og undertvang dem, og
+      David fratog Filisterne Meteg-Ha'amma.
+  2.  Fremdeles slog han Moabiterne, og han målte dem med en Snor,
+      idet han lod dem lægge sig ned på Jorden og afmålte to
+      Snorlængder, der skulde dræbes, og een, der skulde blive i Live.
+      Således blev Moabiterne Davids skatskyldige Undersåtter.
+  3.  Ligeledes slog David Rehobs Søn, Kong Hadad'ezer af Zoba, da han
+      var draget ud for at genoprette sit Herredømme ved Floden.
+  4.  David fratog ham 1700 Ryttere og 20000 Mand Fodfolk og lod alle
+      Stridshestene lamme på hundrede nær, som han skånede.
+  5.  Og da Aramæerne fra Damaskus kom Hadad'ezer af Zoba til Hjælp,
+      slog David 22000 Mand af Aramæerne.
+  6.  Derpå indsatte David Fogeder i det damaskenske Aram, og
+      Aramæerne blev Davids skatskyldige Undersåtter. Således, gav
+      HERREN David Sejr, overalt hvor han drog frem.
+  7.  Og David tog de Guldskjolde, Hadad'ezers Folk havde båret, og
+      bragte dem til Jerusalem;
+  8.  og fra Hadad'ezers Byer Teba og Berotaj bortførte Kong David
+      Kobber i store Mængder.
+
+  9.  Men da Kong To'i af Hamat hørte, at David havde slået hele
+      Hadad'ezers Stridsmagt,
+ 10.  sendte han sin Søn Hadoram til Kong David for at hilse på ham og
+      lykønske ham til, at han havde kæmpet med Hadad'ezer og slået
+      ham - Hadad'ezer havde nemlig ligget i Krig med To'i - og han
+      medbragte Sølv-, Guld- og Kobber-sager.
+ 11.  Også dem helligede Kong David HERREN tillige med det Sølv og
+      Guld, han havde helliget af Byttet fra alle de undertvungne
+      Folk,
+ 12.  Edom, Moab Ammoniterne, Filisterne, Amalek, og af det Bytte, han
+      havde taget fra Rehobs Søn, Kong Hadad'ezer af Zoba.
+
+ 13.  Og David vandt sig et Navn. Da han vendte tilbage fra Sejren
+      over Aram, slog han Edom i Saltdalen, 18000 Mand;
+ 14.  derpå indsatte han Fogeder i Edom; i hele Edom indsatte han
+      Fogeder, og alle Edomiterne blev Davids Undersåtter, Således gav
+      HERREN David Sejr, overalt hvor han drog frem.
+ 15.  Og David var Konge over hele Israel, og han øvede Ret og
+      Retfærdighed mod hele sit Folk.
+
+ 16.  Joab, Zerujas Søn, var sat over Hæren; Josjafat, Ahiluds Søn,
+      var Kansler;
+ 17.  Zadok, Abitubs Søn, og Ebjatar, Ahimeleks Søn, var Præster;
+      Seraja var Statsskriver;
+ 18.  Benaja, Jojadas Søn, var sat over Kreterne og Pleterne, og
+      Davids Sønner var Præster.
+
+2.Samuel 9
+
+  1.  David sagde: "Er der endnu nogen tilbage af Sauls Hus? Så vil
+      jeg vise Godhed imod ham for Jonatans Skyld!"
+  2.  Nu var der i Sauls Hus en Træl ved Navn Ziba; han blev kaldt op
+      til David, og Kongen sagde til ham:"Er du Ziba?" Han svarede:
+      "Ja, det er din Træl!"
+  3.  Da sagde Kongen: "Er der ingen tilbage af Sauls Hus? Så vil jeg
+      vise Guds Godhed imod ham." Ziba svarede Kongen: "Der lever
+      endnu en Søn af Jonatan; han er lam i Fødderne."
+  4.  Da spurgte Kongen: "Hvor er han?" Og Ziba svarede Kongen: "Han
+      er i Makirs, Ammiels Søns, Hus i Lodebar."
+  5.  Så lod Kong David ham hente i Makirs, Ammiels Søns, Hus i
+      Lodebar.
+  6.  Da Mefibosjet, Sauls Søn Jonatans Søn, kom ind til David, faldt
+      han på sit Ansigt og bøjede sig. David sagde: "Mefibosjet!" Han
+      svarede: "Ja, her er din Træl!"
+  7.  David sagde til ham: "Frygt ikke! Jeg vil vise dig Godhed for
+      din Fader Jonatans Skyld og give dig hele din Fader Sauls
+      Jordegods tilbage; og du skal altid spise ved mit Bord."
+  8.  Da bøjede han sig og sagde: "Hvad er din Træl, siden du tager
+      Hensyn til en død Hund som mig?"
+
+  9.  Derpå lod Kongen Sauls Tjener Ziba kalde og sagde til ham: "Alt,
+      hvad der tilhørte Saul og hele hans Hus, har jeg givet din
+      Herres Søn;
+ 10.  men du tillige med dine Sønner og Trælle skal dyrke Jorden og
+      indhøste Afgrøden, for at din Herres Hus kan have sit Underhold
+      deraf; men din Herres Søn Mefibosjet skal altid spise ved mit
+      Bord." Ziba havde femten Sønner og tyve Trælle.
+ 11.  Da sagde Ziba til Kongen: "Din Træl vil gøre, ganske som min
+      Herre Kongen byder!" Mefibosjet spiste så ved Davids Bord, som
+      var han en af Kongens Sønner.
+ 12.  Mefibosjet havde en lille Søn ved Navn Mika. Hele Zibas Husstand
+      var Mefibosjets Trælle.
+ 13.  Og Mefibosjet boede i Jerusalem, thi han spiste altid ved
+      Kongens Bord. Og han var lam i begge Fødder.
+
+2.Samuel 10
+
+  1.  Nogen Tid efter døde Ammomiternes Konge, og hans Søn Hanun blev
+      Konge i hans Sted.
+  2.  Da tænkte David: "Jeg vil vise Hanun, Nahasj's Søn, Venlighed,
+      ligesom hans Fader viste mig Venlighed." Og David sendte Folk
+      for at vise ham Deltagelse i Anledning af hans Faders Død. Men
+      da Davids Mænd kom til Ammoniternes Land.
+  3.  sagde Ammoniternes Høvdinger til deres Herre Hanun: "Tror du
+      virkelig, det er for at hædre din Fader, at David sender Bud og
+      viser dig Deltagelse? Mon ikke det er for at udforske og
+      udspejde Byen og ødelægge den, at David sender sine Folk til
+      dig?"
+  4.  Da tog Hanun Davids Folk og lod det halve af deres Skæg afrage
+      og Halvdelen af deres Klæder skære af til Sædet, og derpå lod
+      han dem gå.
+  5.  Da David fik Efterretning herom, sendte han dem et Bud i Møde,
+      thi Mændene var blevet grovelig forhånet; og Kongen lod sige:
+      "Bliv i Jeriko, til eders Skæg er vokset ud!"
+
+  6.  Men da Ammoniterne så, at de havde lagt sig for Had hos David,
+      sendte de Bud og lejede Aramæerne fra Bef-Rehob og Zoba, 20000
+      Mand Fodfolk, Kongen af Ma'aka med 1000 Mand og Folkene fra Tob,
+      12000 Mand.
+  7.  Da David hørte det, sendte han Joab af Sted med hele Hæren og
+      Kærnetropperne.
+  8.  Ammoniterne rykkede så ud og stillede sig op til Kamp lige uden
+      for Porten, medens Aramæerne fra Zoba og Rehob og Mændene fra
+      Tob og Ma'aka stod for sig selv på åben Mark.
+  9.  Da Joa så, at Angreb truede ham både forfra og bagfra, gjorde
+      han et Udvalg blandt alt Israels udsøgte Mandskab og tog
+      Stilling over for Aramæerne,
+ 10.  medens han overlod Resten af Mandskabet til sin Broder Abisjaj,
+      som tog Stilling over for Ammoniterne.
+ 11.  Og han sagde: "Hvis Aramæerne bliver mig for stærke, skal du ile
+      mig til Hjælp; men bliver Ammoniterne dig for stærke, skal jeg
+      komme og hjælpe dig.
+ 12.  Tag Mod til dig og lad os tappert værge vort Folk og vor Guds
+      Byer - så får HERREN gøre, hvad ham tykkes godt!"
+ 13.  Derpå rykkede Joab frem med sine Folk til Kamp mod Aramæerne, og
+      de flygtede for ham.
+ 14.  Og da Ammoniterne så, at Aramæerne tog Flugten, flygtede de for
+      Abisjaj og trak sig ind i Byen. Derpå vendte Joab tilbage fra
+      Kampen med Ammoniterne og kom til Jerusalem.
+
+ 15.  Men da Aramæerne så, at de var slået af Israel, samlede de sig,
+ 16.  og Hadad'ezer sendte Bud og lod Aramæerne hinsides Floden rykke
+      ud, og de kom til Helam med Sjobak, Hadad'ezers Hærfører, i
+      Spidsen.
+ 17.  Da David fik Efterretning herom, samlede han hele Israel, satte
+      over Jordan og kom til Helam, hvor Aramæerne stillede sig op til
+      Kamp mod David og angreb ham.
+ 18.  Men Aramæerne flygtede for Israel, og David nedhuggede 700
+      Stridsheste og 40000 Mand af Aram; også deres Hærfører Sjobak
+      slog han ihjel der.
+ 19.  Da alle Hadad'ezers Lydkonger så, at de var slået af Israel,
+      sluttede de Fred med Israel og underkastede sig. Og Aramæerne
+      vovede ikke at hjælpe Ammoniterne mere.
+
+2.Samuel 11
+
+  1.  Næste År, ved den Tid Kongerne drager i Krig, sendte David Joab
+      ud med sine folk og hele Israel, og de hærgede Ammoniternes Land
+      og belejrede Rabba. David blev derimod selv i Jerusalem.
+  2.  Så skete det en Aftenstund, da David havde rejst sig fra sit
+      Leje og vandrede på Kongepaladsets Tag, at han fik Øje på en
+      Kvinde, der var i Færd med at bade sig; og Kvinden, var meget
+      smuk.
+  3.  David sendte da Bud for at forhøre sig om hende, og der blev
+      sagt: "Det er vist Batseba, Eliams Datter, Hetiten Urias's
+      Hustru!"
+  4.  Så lod David hende hente, og da hun kom til ham, lå han hos
+      hende; hun havde lige renset sig efter sin Urenhed. Derefter
+      vendte hun hjem igen.
+
+  5.  Men da Kvinden blev frugtsommelig, sendte hun Bud til David og
+      lod sige: "Jeg er frugtsommelig!"
+  6.  Da sendte David det Bud til Joab: "Send Hetiten Urias til mig!"
+      Og Joab sendte Urias til David.
+  7.  Da Urias kom, spurgte David, hvorledes det stod til med Joab og
+      Hæren, og hvorledes det gik med Krigen.
+  8.  Derpå sagde David til Urias: "Gå nu ned til dit Hus og tvæt dine
+      Fødder!" Urias gik da ud af Kongens Palads, og en Gave fra
+      Kongen blev sendt efter ham;
+  9.  men Urias lagde sig ved Indgangen til Kongens Palads hos sin
+      Herres Folk og, gik ikke ned til sit Hus.
+ 10.  Da David fik at vide, at Urias ikke var gået ned til sit Hus,
+      sagde han til ham: "Kommer du ikke lige fra Rejsen? Hvorfor går
+      du så ikke ned til dit Hus?"
+ 11.  Urias svarede David: "Arken og Israel og Juda bor i Hytter, og
+      min Herre Joab og min Herres Trælle ligger lejret på åben Mark;
+      skulde jeg da gå til mit Hus for at spise og drikke og søge min
+      Hustrus Leje? Så sandt HERREN lever, og så sandt du lever, jeg
+      gør det ikke!"
+ 12.  Da sagde David til Urias: "Så bliv her i Dag; i Morgen vil jeg
+      lade dig rejse!" Urias blev da i Jerusalem den Dag.
+ 13.  Næste Dag indbød David ham til at spise og drikke hos sig og fik
+      ham beruset. Men om Aftenen gik han ud og lagde sig på sit Leje
+      hos sin Herres Folk; til sit Hus gik han ikke ned.
+
+ 14.  Næste Morgen skrev David et Brev til Joab og sendte det med
+      Urias.
+ 15.  I Brevet skrev han: "Sæt Urias der, hvor Kampen er hårdest, og
+      lad ham i Stikken, så han kan blive dræbt!"
+ 16.  Joab, der var ved at belejre Byen, satte da Urias på en Plads,
+      hvor han vidste, der stod tapre Mænd over for ham:
+ 17.  og da Mændene i Byen gjorde Udfald og angreb Joab, faldt nogle
+      af Folket, af Davids Mænd; også Hetiten Urias faldt.
+ 18.  Da sendte Joab David Melding om hele Slagets Gang,
+ 19.  og han gav Sendebudet den Befaling: "Når du har givet Kongen
+      Beretning om hele Slagets Gang,
+ 20.  kan det være, at Kongen bruser op i Vrede og siger til dig:
+      Hvorfor kom I Byen så nær i Slaget? I måtte jo vide, at der
+      vilde blive skudt oppe fra Muren!.
+ 21.  Hvem var det, der dræbte Abimelek, Jerubba'als Søn? Var det ikke
+      en Kvinde, som kastede en Møllesten ned på ham fra Muren, så han
+      fandt sin Død i Tebez? Hvorfor kom I Muren så nær? Så skal du
+      sige: Også din Træl Hetiten Urias faldt!"
+ 22.  Så drog Budet af Sted og kom og meldte David alt, hvad Joab
+      havde pålagt ham, hele Slagets Gang. Da blussede Davids Vrede op
+      mod Joab, og han sagde til Budet:"Hvorfor kom I Byen så nær i
+      Slaget? I måtte jo vide, at der vilde blive skudt oppe fra
+      Muren!  Hvem var det, der dræbte Abimelek, Jerubba'als Søn? Var
+      det ikke en Kvinde, som kastede en Møllesten ned på ham fra
+      Muren, så han fandt sin Død i Tebez? Hvorfor kom I Muren så
+      nær?"
+ 23.  Budet sagde til David: "Mændene var os overlegne og rykkede ud
+      imod os på åben Mark, men vi trængte dem tilbage til Portens
+      Indgang;
+ 24.  så skød Bueskytterne oppe fra Muren på dine Trælle, og nogle af
+      Kongens Trælle faldt; også din Træl Hetiten Urias faldt!"
+ 25.  Da sagde David til Budet: "Sig til Joab: Du skal ikke græmme dig
+      over den Ting; thi Sværdet fortærer snart den ene, snart den
+      anden; fortsæt med Kraft Kampen mod Byen og riv den ned! Med de
+      Ord skal du sætte Mod i ham!"
+
+ 26.  Da Urias's Hustru hørte, at hendes Mand var faldet, holdt hun
+      Dødeklage over sin Ægtefælle.
+ 27.  Men da Sørgetiden var omme, lod David hende hente til sit Hus,
+      og hun blev hans Hustru og fødte ham en Søn. Men det, David
+      havde gjort, var ondt i HERRENs Øjne.
+
+2.Samuel 12
+
+  1.  Og HERREN sendte Natan til David. Da han kom ind til ham, sagde
+      han: "Der boede to Mænd i samme By, en rig og en fattig.
+  2.  Den rige havde Småkvæg og Hornkvæg i Mængde,
+  3.  medens den fattige ikke ejede andet end et eneste lille Lam, som
+      han havde købt og opdrættet, og som var vokset op hos ham sammen
+      med hans Børn; det åd af hans Brød, drak af hans Bæger og lå i
+      hans Skød og var ham som en Datter.
+  4.  Men da den rige Mand engang fik Besøg, ømmede han sig ved at
+      tage noget af sit eget Småkvæg eller Hornkvæg og tillave det til
+      den vejfarende Mand, som var kommet til ham, men tog den fattige
+      Mands Lam og tillavede det til sin Gæst!"
+
+  5.  Da blussede Davids Vrede heftigt op mod den Mand, og han sagde
+      til Natan: "Så sandt HERREN lever: Den Mand, som gjorde det, er
+      dødsens,
+  6.  og Lammet skal han erstatte trefold, fordi han handlede så
+      hjerteløst!"
+  7.  Men Natan sagde til David: "Du er Manden! Så siger HERREN,
+      Israels Gud: Jeg salvede dig til Konge over Israel, og jeg
+      friede dig af Sauls Hånd;
+  8.  jeg gav dig din Herres Hus, lagde din Herres Hustruer i din Favn
+      og gav dig Israels og Judas Hus; og var det for lidet, vilde jeg
+      have givet dig endnu mere, både det ene og det andet.
+  9.  Hvorfor har du da ringeagtet HERRENs Ord og gjort, hvad der er
+      ondt i hans Øjne? Hetiten Urias har du dræbt med Sværdet; hans
+      Hustru har du taget til Ægte, og ham har du slået ihjel med
+      Ammoniternes Sværd.
+ 10.  Så skal nu Sværdet aldrig vige fra dit Hus, fordi du ringeagtede
+      mig og tog Hetiten Urias's Hustru til Ægte.
+ 11.  Så siger HERREN: Se, jeg lader Ulykke komme over dig fra dit
+      eget Hus, og jeg tager dine Hustruer bort for Øjnene af dig og
+      giver dem til en anden, som skal ligge hos dine Hustruer ved
+      højlys Dag.
+ 12.  Thi du handlede i det skjulte, men jeg vil opfylde dette Ord i
+      hele Israels Påsyn og ved højlys Dag!"
+ 13.  Da sagde David til Natan: "Jeg har syndet mod HERREN!" Og Natan
+      sagde til David: "Så har HERREN også tilgivet dig din Synd; du
+      skal ikke dø.
+ 14.  Men fordi du ved denne Gerning har vist Foragt for HERREN, skal
+      Sønnen, som er født dig, visselig dø!"
+
+ 15.  Derpå gik Natan til sit Hus. Og HERREN ramte det Barn, Urias's
+      Hustru havde født David, med Sygdom.
+ 14.  Da søgte David Gud for Barnet, holdt Faste og gik hen og lagde
+      sig om Natten på Jorden i Sæk.
+ 17.  De ældste i hans Hus kom til ham for at få ham til at rejse sig,
+      men han vilde ikke, og han holdt ikke Måltid sammen med dem.
+ 18.  Syvendedagen døde Barnet; men Davids Folk turde ikke lade ham
+      vide, at Barnet var død, thi de tænkte: "Da Barnet levede, vilde
+      han ikke låne os Øre, når vi talte til ham; hvor kan vi da nu
+      sige til ham, at Barnet er død? Han kunde gøre en Ulykke!"
+ 19.  Men da David så, at hans Folk hviskede sammen, skønnede han, at
+      Barnet var død. Så spurgte David sine Folk: "Er Barnet død?"  Og
+      de svarede: "Ja, han er død!"
+ 20.  Da rejste David sig fra Jorden, tvættede og salvede sig, tog
+      andre Klæder på og gik ind i HERRENs Hus og bad; så gik han
+      hjem, forlangte at få Mad sat frem og spiste.
+ 21.  Da sagde hans Folk til ham: "Hvorledes er det dog, du bærer dig
+      ad? Medens Barnet endnu levede, fastede du og græd; og nu da
+      Barnet er død, rejser du dig og spiser!"
+ 22.  Han svarede: "Så længe Barnet levede, fastede jeg og græd; thi
+      jeg tænkte: Måske er HERREN mig nådig, så Barnet bliver i Live.
+ 23.  Men hvorfor skulde jeg faste, nu han er død? Kan jeg bringe ham
+      tilbage igen? Jeg går til ham, men han kommer ikke tilbage til
+      mig!"
+
+ 24.  Derpå trøstede David sin Hustru Batseba, og efter at han var
+      gået ind til hende og havde ligget hos hende, fødte hun en Søn,
+      som han kaldte Salomo, og ham elskede HERREN.
+ 25.  Han overgav ham til Profeten Natan, og på HERRENs Ord kaldte
+      denne ham Jedidja.
+
+ 26.  Joab angreb imidlertid Rabba i Ammon og indtog Vandbyen.
+ 27.  Derpå sendte Joab Bud til David og lod sige: "Jeg har angrebet
+      Rabba og indtaget Vandbyen;
+ 28.  kald nu Resten af Hæren sammen, så du kan belejre Byen og
+      indtage den, for at det ikke skal blive mig, der indtager den og
+      får mit Navn udråbt over den!"
+ 29.  Da samlede David hele Hæren og drog til Rabba, angreb og indtog
+      det.
+ 30.  Og han tog Kronen af Milkoms Hoved; den var af Guld og vejede en
+      Talent; der var en Ædelsten på den, og den blev sat på Davids
+      Hoved. Et vældigt Bytte fra Byen førte han med sig,
+ 31.  og Indbyggerne slæbte han bort, satte dem til Savene,
+      Jernhakkerne - og Jernøkserne og lod dem trælle ved Teglovnene.
+      Således gjorde han ved alle Ammoniternes Byer. Derpå vendte
+      David og hele Hæren tilbage til Jerusalem.
+
+2.Samuel 13
+
+  1.  Nogen Tid efter tildrog følgende sig. Davids Søn Absalon havde
+      en smuk Søster, som hed Tamar, og Davids Søn Amnon fattede
+      Kærlighed til hende.
+  2.  Amnon blev syg af Attrå efter sin Søster Tamar; thi hun var
+      Jomfru, og Amnon øjnede ingen Mulighed for at få sin Vilje med
+      hende.
+  3.  Men Amnon havde en Ven ved Navn Jonadab, en Søn af Davids Broder
+      Sjim'a, og denne Jonadab var en såre klog Mand;
+  4.  han sagde til ham: "Hvorfor er du så elendig hver Morgen,
+      Kongesøn? Vil du ikke sige mig det?" Amnon svarede: "Jeg elsker
+      min Broder Absalons Søster Tamar!"
+  5.  Da sagde Jonadab til ham: "Læg dig til Sengs og lad, som du er
+      syg! Når så din Fader kommer for at se til dig, skal du sige:
+      Lad min Søster Tamar komme og give mig noget at spise! Når hun
+      laver Maden i mit Påsyn, så at jeg kan se det, og hun selv giver
+      mig den, kan jeg spise."
+  6.  Så gik Amnon til Sengs og lod. som han var syg; og da Kongen kom
+      for at se til ham, sagde Amnon til Kongen: "Lad min Søster Tamar
+      komme og lave et Par Kager i mit Påsyn og selv give mig dem: så
+      kan jeg spise."
+  7.  David sendte da Bud ind i Huset til Tamar og lod sige: "Gå over
+      til din Broder Amnons Hus og lav Mad til ham!"
+  8.  Og Tamar gik over til sin Broder Amnons Hus, hvor han lå til
+      Sengs, tog Dejen, æltede den og lavede Kagerne i hans Påsyn og
+      bagte dem;
+  9.  derpå tog hun Panden og hældte dem ud i hans Påsyn; Amnon vilde
+      dog ikke spise, men sagde: "Lad alle gå udenfor!" Og da de alle
+      var gået udenfor,
+ 10.  sagde Amnon til Tamar: "Bær Maden ind i Inderværelset og lad mig
+      få den af din egen Hånd!" Da tog Tamar Kagerne, som hun havde
+      lavet, og bar dem ind i Inderværelset til sin Broder Amnon.
+ 11.  Men da hun bar dem hen til ham, for at han skulde spise, greb
+      han fat i hende og sagde: "Kom og lig hos mig, Søster!"
+ 12.  Men hun sagde: "Nej, Broder! Krænk mig ikke! Således gør man
+      ikke i Israel! Øv dog ikke denne Skændselsdåd!
+ 13.  Hvor skulde jeg gå hen med min Skam? Og du vilde blive regnet
+      blandt Dårer i Israel! Tal hellere med Kongen; han nægter dig
+      ikke at få mig!"
+ 14.  Han, vilde dog ikke høre hende, men tog hende med Vold, krænkede
+      hende og lå hos hende.
+
+ 15.  Men bagefter hadede Amnon hende med et såre stort Had; ja det
+      Had, han følte mod hende, var større end den Kærlighed, han
+      havde båret til hende. Og Amnon sagde til hende: "Stå op og gå
+      din Vej!"
+ 16.  Da sagde hun til ham: "Nej, Broder! Den Udåd, at du nu jager mig
+      bort, er endnu større end den anden, du øvede imod mig!" Han
+      vilde dog ikke høre hende,
+ 17.  men kaldte på den unge Mand, der var hans Tjener, og sagde: "Få
+      mig hende der ud af Huset og stæng Døren efter hende!"
+ 18.  Hun bar en fodsid Kjortel med Ærmer; thi således klædte
+      Jomfruerne blandt Kongedøtrene sig fordum. Tjeneren førte hende
+      da ud af Huset og stængede Døren efter hende.
+ 19.  Men Tamar strøede Aske på sit Hoved og sønderrev den fodside
+      Kjortel, hun havde på, og tog sig til Hovedet og skreg
+      ustandseligt, medens hun gik bort.
+ 20.  Da sagde hendes Broder Absalon til hende: "Har din Broder Amnon
+      været hos dig? Ti nu stille, Søster! Han er jo din Broder; tag
+      dig ikke den Sag nær!" Tamar sad da ensom hen i sin Broder
+      Absalons Hus.
+ 21.  Da Kong David hørte alt dette, blev han meget vred; men han
+      bebrejdede ikke sin Søn Amnon noget, thi han elskede ham, fordi
+      han var hans førstefødte.
+ 22.  Og Absalon talte ikke til Amnon, hverken ondt eller godt; thi
+      Absalon hadede Amnon, fordi han havde krænket hans Søster Tamar.
+
+ 23.  Men et Par År efter holdt Absalon Fåreklipning i Ba'al-Hazor,
+      som ligger ved Efraim, og dertil indbød Absalon alle
+      Kongesønnerne.
+ 24.  Absalon kom til Kongen og sagde: "Se, din Træl holder
+      Fåreklipning; vil ikke Kongen og hans Folk tage med din Træl
+      derhen?"
+ 25.  Men Kongen sagde til Absalon: "Nej, min Søn! Vi vil ikke alle gå
+      med, for at vi ikke skal falde dig til Byrde!" Og skønt han
+      nødte ham, vilde han ikke gå med, men tog Afsked med ham.
+ 24.  Da sagde Absalon: "Så lad i alt Fald min Broder Amnon gå med!"
+      Men Kongen sagde til ham: "Hvorfor skal han med?"
+ 27.  Da Absalon nødte ham, lod han dog Amnon og de andre Kongesønner
+      gå med. Og Absalon gjorde et kongeligt Gæstebud.
+ 28.  Men Absalon gav sine Folk den Befaling: "Pas på, når Vinen er
+      gået Amnon til Hovedet; når jeg så siger til eder: Hug Amnon
+      ned!  dræb ham så! Frygt ikke; det er mig, som befaler jer
+      det. Tag Mod til jer og vis jer som kække Mænd!"
+ 29.  Absalons Folk gjorde ved Amnon, som Absalon havde befalet. Da
+      brød alle Kongesønnerne op, besteg deres Muldyr og flyede.
+ 30.  Medens de endnu var undervejs, nåede det Rygte David: "Absalon
+      har hugget alle Kongesønnerne ned, ikke en eneste er tilbage af
+      dem!"
+ 31.  Da stod Kongen op, sønderrev sine Klæder og lagde sig på Jorden;
+      også alle hans Folk, som stod hos, sønderrev deres Klæder.
+ 32.  Men Jonadab Davids Broder Sjim'as Søn, tog til Orde og sagde:
+      "Min Herre må ikke tro, at de har dræbt alle de unge
+      Kongesønner; kun Amnon er død, thi der har været noget ved
+      Absalons Mund, som ikke varslede godt, lige siden den Dag Amnon
+      krænkede hans Søster Tamar.
+ 33.  Derfor må min Herre Kongen ikke, tage sig det nær og tro, at
+      alle Kongesønnerne er døde. Kun Amnon er død!"
+ 34.  Da den unge Mand, som holdt Udkig, så ud, fik han Øje på en
+      Mængde Mennesker, som kom ned ad Skråningen på Vejen til
+      Horonajim, og han gik ind og meldte Kongen: "Jeg kan se, der
+      kommer Mennesker ned ad Bjergsiden på Vejen til Horonajim."
+ 35.  Da sagde Jonadab til Kongen: "Der kommer Kongesønnerne; det er,
+      som din Træl sagde!"
+ 36.  Og som han havde sagt det, kom Kongesønnerne, og de brast i
+      Gråd; også Kongen og alle hans folk brast i heftig Gråd.
+ 37.  Men Absalon flygtede og begav sig til Kong Talmaj, Ammihuds Søn,
+      i Gesjur. Og Kongen sørgede over sin Søn i al den Tid.
+ 38.  Da Absalon flygtede, begav han sig til Gesjur, og der blev han
+      tre År.
+
+2.Samuel 14
+ 39.  Men Kongen begyndte at længes inderligt efter Absalon, thi han
+      havde trøstet sig over Amnons Død.  14-1 Da nu Joab, Zerujas
+      Søn, mærkede, at Kongens Hjerte hang ved Absalon,
+  2.  sendte han Bud til Tekoa efter en klog Kvinde og sagde til
+      hende: "Lad, som om du har Sorg, ifør dig Sørgeklæder, lad være
+      at salve dig med Olie, men bær dig ad som en Kvinde, der alt i
+      lang Tid har sørget over en afdød;
+  3.  gå så til Kongen og sig således til ham" - og Joab lagde hende
+      Ordene i Munden.
+  4.  Kvinden fra Tekoa gik så til Kongen, faldt til Jorden på sit
+      Ansigt, bøjede sig og sagde: "Hjælp Konge!"
+  5.  Kongen spurgte hende: "Hvad fattes dig?" Og hun sagde: "Jo, jeg
+      er Enke, min Mand er død.
+  6.  Din Trælkvinde havde to Sønner; de kom i Klammeri ude på Marken,
+      og der var ingen til at bilægge deres Tvist; så slog den ene den
+      anden ihjel.
+  7.  Men nu træder hele Slægten op imod din Trælkvinde og siger:
+      Udlever Brodermorderen, for at vi kan slå ham ihjel og hævne
+      Broderen, som han dræbte! Således siger de for at få Arvingen
+      ryddet af Vejen og slukke den sidste Glød, jeg har tilbage, så
+      at min Mand ikke får Eftermæle eller Efterkommere på Jorden!"
+  8.  Da sagde Kongen til Kvinden: "Gå kun hjem, jeg skal jævne Sagen
+      for dig!"
+  9.  Men kvinden fra Tekoa sagde til Kongen: "Lad Skylden komme over
+      mig og mit Fædrenehus, Herre Konge, men Kongen og hans Trone
+      skal være skyldfri!"
+ 10.  Kongen sagde da: "Enhver, som vil dig noget, skal du bringe til
+      mig, så skal han ikke mere volde dig Men!"
+ 11.  Men Kvinden sagde: "Vilde dog Kongen nævne HERREN din Guds Navn,
+      for at Blodhævneren ikke skal volde endnu mere Ulykke og min Søn
+      blive ryddet af Vejen!" Da sagde han: "Så sandt HERREN lever,
+      der skal ikke krummes et Hår på din Søns Hoved!"
+
+ 12.  Da sagde Kvinden: "Må din Trælkvinde sige min Herre Kongen et
+      Ord?" Han svarede: "Tal!"
+ 13.  Og Kvinden sagde: "Hvor kan du da tænke på at gøre det samme ved
+      Guds Folk - når Kongen taler således, dømmer han jo sig selv -
+      og det gør Kongen, når han ikke vil lade sin forstødte Søn vende
+      tilbage.
+ 14.  Thi vi skal visselig alle dø, vi er som Vandet, der ikke kan
+      samles op igen, når det hældes ud på Jorden; men Gud vil ikke
+      tage det Menneskes Liv, der omgås med den Tanke, at en forstødt
+      ikke skal være forstødt for stedse.
+ 15.  Når jeg nu er kommet for at tale om denne Sag til min Herre
+      Kongen, så er det, fordi de Folk har gjort mig bange; din
+      Trælkvinde tænkte: Jeg vil tale til Kongen, måske opfylder
+      Kongen sin Trælkvindes Bøn;
+ 16.  thi Kongen vil bønhøre mig og fri sin Trælkvinde af den Mands
+      Hånd, som tragter efter at udrydde mig tillige med min Søn af
+      Guds Arvelod.
+ 17.  Og din Trælkvinde tænkte: Min Herre Kongens Ord vil være mig en
+      Lindring; thi min Herre Kongen er som en Guds Engel til at
+      skønne over godt og ondt! HER- REN din Gud være med dig!"
+
+ 18.  Da sagde Kongen til Kvinden: "Svar mig på det Spørgsmål, jeg nu
+      stiller dig, dølg ikke noget!"Kvinden sagde: "Min Herre Kongen
+      tale!"
+ 19.  Da sagde Kongen: "Har Joab en Finger med i alt dette?" Og
+      Kvinden svarede: "Så sandt du lever, Herre Konge, det er umuligt
+      at slippe uden om, hvad min Herre Kongen siger. Ja, det var din
+      Træl Joab, som pålagde mig dette og lagde din Trælkvinde alle
+      disse Ord i Munden.
+ 20.  For at give Sagen et andet Udseende har din Træl Joab gjort
+      således. Men min Herre er viis som en Guds Engel, så han ved
+      alle Ting på Jorden!"
+
+ 21.  Derpå sagde Kongen til Joab: "Vel, jeg vil gøre det! Gå hen og
+      bring den unge Mand, Absalon, tilbage!"
+ 22.  Da faldt Joab på sit Ansigt til Jorden og bøjede sig og
+      velsignede Kongen og sagde: "Nu ved din Træl, at jeg har fundet
+      Nåde for dine Øjne, Herre Konge, siden Kongen har opfyldt sin
+      Træls Bøn!"
+ 23.  Derpå begav Joab sig til Gesjur og hentede Absalon tilbage til
+      Jerusalem.
+ 24.  Men Kongen sagde: "Lad ham gå hjem til sit Hus; for mit Åsyn
+      bliver han ikke stedet!" Da gik Absalon hjem til sit Hus, og for
+      Kongens Åsyn blev han ikke stedet.
+
+ 25.  Men ingen Mand i hele Israel blev beundret så højt for sin
+      Skønhed som Absalon; fra Fodsål til Isse var der ikke en Lyde
+      ved ham.
+ 26.  Og når han lod sit Hår klippe - han lod det klippe, hver Gang
+      der var gået et År, fordi det blev ham for tungt, derfor måtte
+      han lade det klippe - vejede det 2OO Sekel efter kongelig Vægt.
+ 27.  Der fødtes Absalon tre Sønner og een Datter ved Navn Tamar; hun
+      var en smuk Kvinde.
+
+ 28.  Absalon boede nu to År i Jerusalem uden at blive stedet for
+      Kongen.
+ 29.  Da sendte Absalon Bud efter Joab for at få ham til at gå til
+      Kongen; men han vilde ikke komme. Han sendte Bud een Gang til,
+      men han vilde ikke komme. 30 Da sagde han til sine Folk "Se den
+      Bygmark, Joab har der ved Siden af min! Gå hen og stik Ild på
+      den!" Og Absalons Folk stak Ild på Marken.
+ 31.  Da begav Joab sig ind til Absalon og sagde til ham: "Hvorfor har
+      dine Folk stukket Ild på min Mark?"
+ 32.  Absalon svarede Joab: "Se, jeg sendte Bud efter dig og bad dig
+      komme herhen, for at jeg kunde sende dig til Kongen og sige:
+      Hvorfor kom jeg tilbage fra Gesjur? Det havde været bedre for
+      mig, om jeg var blevet der! Men nu vil jeg stedes for Kongen; er
+      der Skyld hos mig så lad ham dræbe mig!"
+ 33.  Joab gik da til Kongen og overbragte ham disse Ord. Så lod han
+      Absalon kalde, og han kom ind til Kongen; og han bøjede sig for
+      ham og faldt på sit Ansigt til Jorden for Kongen. Så kyssede
+      Kongen Absalon.
+
+2.Samuel 15
+
+  1.  Men nogen tid efter skaffede Absalon sige Vogn og Heste og
+      halvtredsindstyve Forløbere;
+  2.  og om Morgenen stillede han sig ved Portvejen, og når nogen gik
+      til Kongen for af få en Retssag afgjort, kaldte Absalon ham til
+      sig og spurgte ham: "Hvilken By er du fra?" Når han da svarede:
+      "Din Træl er fra den eller den af Israels Stammer!"
+  3.  så sagde Absalon til ham: "Ja, din Sag er god og retfærdig; men
+      hos Kongen finder du ikke Øre!"
+  4.  Og Absalon tilføjede: "Vilde man blot sætte mig til Dommer i
+      Landet! Da måtte enhver, der har en Retssag eller Retstrætte,
+      komme til mig, og jeg vilde hjælpe ham til hans Ret."
+  5.  Og når nogen nærmede sig for at kaste sig ned for ham, rakte han
+      Hånden ud og holdt ham fast og kyssede ham.
+  6.  Således gjorde Absalon over for alle Israeliterne, som kom til
+      Kongen for at få deres Sager afgjort, og Absalon stjal Israels
+      Mænds Hjerte.
+
+  7.  Da der var gået fire År, sagde Absalon til Kongen: "Lad mig få
+      Lov at gå til Hebron og indfri et Løfte, jeg har aflagt HERREN;
+  8.  thi medens din Træl boede i Gesjur i Aram, aflagde jeg det
+      Løfte: Hvis HERREN lader mig komme tilbage til Jerusalem, vil
+      jeg ære HERREN i Hebron!"
+  9.  Kongen svarede ham: "Gå med Fred!" Og han begav sig til Hebron.
+ 10.  Men Absalon havde i al Hemmelighed sendt Bud ud i alle Israels
+      Stammer og ladet sige: "Når I hører, der stødes i Horn, så skal
+      I råbe: Absalon er blevet Konge i Hebron!"
+ 11.  Og med Absalon fulgte fra Jerusalem 200 Mænd, som han havde
+      indbudt, og som drog med i god Tro uden at vide af noget.
+ 12.  Og da Absalon ofrede, Slagtofre, lod han Giloniten Akitofel,
+      Davids Rådgiver, hente i hans By Gilo. Og Sammensværgelsen vandt
+      i Styrke, idet flere og flere af Folket gik over til Absalon.
+
+ 13.  Da kom en og meldte David det og sagde: "Israels Hu har vendt
+      sig til Absalon!"
+ 14.  Og David sagde til alle sine folk, som var hos ham i Jerusalem:
+      "Kom, lad os flygte; ellers kan vi ikke undslippe Absalon; skynd
+      jer af Sted, at han ikke skal skynde sig og nå os, bringe ulykke
+      over os og nedhugge Byens Indbyggere med Sværdet!"
+ 15.  Kongens Folk svarede: "Dine Trælle er rede til at gøre alt, hvad
+      du finder rigtigt, Herre Konge!"
+ 16.  Så drog Kongen ud, fulgt af hele sit Hus; dog lod Kongen ti
+      Medhustruer blive tilbage for at se efter Huset.
+ 17.  Så drog Kongen ud, fulgt af alle sine Folk. Ved det sidste Hus
+      gjorde de Holdt,
+ 18.  og alle Krigerne gik forbi ham, ligeledes alle Kreterne og
+      Pleterne; også alle Gatiten Ittajs Mænd, 600 Mand, som havde
+      fulgt ham fra Gat, gik forbi Kongen.
+ 19.  Da sagde Kongen til Gatiten Ittaj: "Hvorfor går også du med?
+      Vend om og bliv hos Kongen; thi du er Udlænding og er vandret ud
+      fra din Hjemstavn;
+ 20.  i Går kom du, og i Dag skulde jeg tage dig med på vor Omflakken,
+      jeg, som går uden at vide hvorhen! Vend tilbage og tag dine
+      Landsmænd med; HERREN vise dig Miskundhed og Trofasthed!"
+ 21.  Men Ittaj svarede Kongen: "Så sandt HERREN lever, og så sandt
+      du, Herre Konge, lever: Hvor du, Herre Konge, er, der vil din
+      Træl være, hvad enten det bliver Liv eller Død!"
+ 22.  Da sagde David til Ittaj: "Vel, så drag forbi!" Så drog Gatiten
+      Ittaj forbi med alle sine Mænd og hele sit Følge af Kvinder og
+      Børn.
+ 23.  Hele Landet græd højt, medens alle Krigerne gik forbi; og Kongen
+      stod i Kedrons Dal, medens alle Krigerne gik forbi ham ad Vejen
+      til Oliventræet i Ørkenen.
+
+ 24.  Også Zadok og Ebjatar, som bar Guds Pagts Ark, kom til Stede; de
+      satte Guds Ark ned og lod den stå, indtil alle Krigerne fra Byen
+      var gået forbi.
+ 25.  Da sagde Kongen til Zadok: "Bring Guds Ark tilbage til Byen!
+      Hvis jeg finder Nåde for HERRENs Øjne, fører han mig tilbage og
+      lader mig stedes for ham og hans Bolig;
+ 26.  siger han derimod: Jeg har ikke Behag i dig! se, da er jeg rede;
+      han gøre med mig, hvad ham tykkes godt!"
+ 27.  Og Kongen sagde til Præsten Zadok: "Se, du og Ebjatar skal med
+      Fred vende tilbage til Byen tillige med eders to Sønner, din Søn
+      Ahima'az og Ebjatars Søn Jonatan!
+ 28.  Se, jeg bier ved Vadestederne på Jordansletten, indtil jeg får
+      Bud fra eder med Efterretning."
+ 29.  Zadok og Ebjatar bragte da Guds Ark tilbage til Jerusalem, og de
+      blev der. 30 Men David gik grædende op ad Oliebjerget med
+      tilhyllet Hoved og bare Fødder, og alle Krigerne, som fulgte
+      ham, havde tilhyllet deres Hoveder og gik grædende opefter.
+ 31.  Da David fik at vide, at Akitofel var iblandt de sammensvorne,
+      som holdt med Absalon, sagde han: "Gør Akitofels Råd til Skamme,
+      HERRE!"
+
+ 32.  Da David var kommet til Bjergets Top, hvor man plejede at
+      tilbede Gud, kom Arkiten Husjaj, Davids Ven, ham i Møde med
+      sønderrevet Kjortel og Jord på Hovedet.
+ 33.  Da sagde David til ham: "Hvis du drager med, bliver du mig til
+      Byrde;
+ 34.  men vender du tilbage til Byen og siger til Absalon: Jeg vil
+      være din Træl, Konge; din Faders Træl var jeg fordum, men nu vil
+      jeg være din Træl! så kan du gøre mig Akitofels Råd til Skamme.
+ 35.  Der har du jo Præsterne Zadokog Ebjatar; alt, hvad du hører fra
+      Kongens Palads, må du give Præsterne Zadok og Ebjatar Nys om.
+ 36.  Se, de har der deres to Sønner hos sig, Zadoks Søn Ahima'az og
+      Ebjatars Søn Jonatan; send mig gennem dem Bud om alt, hvad I
+      hører."
+ 37.  Så kom Husjaj, Davids Ven, til Byen, og samtidig kom Absalon til
+      Jerusalem.
+
+2.Samuel 16
+
+  1.  Da David var kommet lidt på den anden Side af Bjergets Top, Kom
+      Mefibosjets Tjener Ziba ham i Møde med et Par opsadlede Æsler,
+      som bar 200 Brød, 100 Rosinkager, 100 Frugter og en Dunk Vin.
+  2.  Da sagde Kongen til Ziba: "Hvad vil du med det?" Og Ziba
+      svarede: "Æslerne er bestemt til Ridedyr for Kongens Hus,
+      Brødene og Frugterne til Spise for Folkene og Vinen til Drikke
+      for dem, der bliver trætte i Ørkenen!"
+  3.  Så sagde Kongen: '"Hvor er din Herres Søn?" Ziba svarede Kongen:
+      "Han blev i Jerusalem; thi han tænkte: Nu vil Israels Hus give
+      mig min Faders Kongedømme tilbage!"
+  4.  Da sagde Kongen til Ziba: "Dig skal hele Mefibosjets Ejendom
+      tilhøre!" Og Ziba sagde: "Jeg bøjer mig dybt! Måtte jeg finde
+      Nåde for min Herre Kongens Øjne!"
+  5.  Men da Kong David kom til Bahurim, se, da kom en Mand ved Navn
+      Simei, Geras Søn, af samme Slægt som Sauls Hus, gående ud af
+      Byen, alt imedens han udstødte Forbandelser,
+  6.  og han kastede Sten efter David og alle Kong Davids Folk, skønt
+      alle Krigerne og alle Kærnetropperne gik på begge Sider af ham.
+  7.  Og Simei forbandede ham med de Ord: "Bort, bort med dig, din
+      Blodhund, din Usling!
+  8.  HERREN har nu bragt alt Sauls Hus's Blod over dig, han, i hvis
+      Sted du blev Konge, og HERREN har nu givet din Søn Absalon
+      Kongedømmet; nu har Ulykken ramt dig. for,i du er en Blodhund!"
+  9.  Da sagde Abisjaj, Zerujas Søn, til Kongen: "Hvorfor skal den
+      døde Hund have Lov at forbande min Herre Kongen? Lad mig gå hen
+      og hugge Hovedet af ham!"
+ 10.  Men Kongen svarede: "Hvad har jeg med eder at gøre,
+      Zerujasønner! Når han forbander, og når HERREN har budt ham at
+      forbande David, hvem tør da sige: Hvorfor gør du det?"
+ 11.  Og David sagde til Abisjaj og alle sine Folk: "Når min egen Søn,
+      som er udgået af min Lænd, står mig efter Livet, hvad kan man da
+      ikke vente af denne Benjaminit! Lad ham kun forbande, når HERREN
+      har budt ham det!
+ 12.  Måske vil HERREN se til mig i min Nød og gøre mig godt til
+      Gengæld for hans Forbandelse i Dag!"
+ 13.  Derpå gik David med sine Mænd hen ad Vejen, medens Simei fulgte
+      ham oppe på Bjergskråningen og stadig udstødte Forbandelser,
+      slog med Sten og kastede Støv efter ham.
+ 14.  Således kom Kongen og alle Krigerne, som fulgte ham, udmattede
+      til Jordan og hvilede ud der.
+
+ 15.  Imidlertid var Absalon draget ind i Jerusalem med alle Israels
+      Mænd, og Akitofel var hos ham.
+ 16.  Da nu Arkiten Husjaj, Davids Ven, kom til Absalon, sagde han til
+      ham: "Kongen leve, Kongen leve!"
+ 17.  Absalon sagde til Husjaj: "Er det sådan, du viser din Ven
+      Godhed? Hvorfor fulgte du ikke din Ven?"
+ 18.  Husjaj svarede Absalon: "Nej, den, som HERREN og dette Folk og
+      alle Israels Mænd har valgt, i hans Tjeneste vil jeg træde, og
+      hos ham vil jeg blive!
+ 19.  Og desuden: Hvem er det, jeg tjener? Mon ikke hans Søn? Som jeg
+      har tjent din Fader, vil jeg tjene dig!"
+
+ 20.  Absalon sagde så til Akitofel: "Kom med eders Råd! Hvad skal vi
+      gøre?"
+ 21.  Akitofel svarede Absalon: "Gå ind til din Faders Medhustruer,
+      som han har ladet blive tilbage for at se efter Huset; så kan
+      hele Israel skønne, at du har lagt dig for Had hos din Fader, og
+      alle de, der har sluttet sig til dig, vil få nyt Mod!"
+ 22.  Absalons Telt blev så rejst på Taget, og Absalon gik ind til sin
+      Faders Medhustruer i hele Israels Påsyn.
+ 23.  Det Råd, Akitofel gav i de Tider, gjaldt nemlig lige så meget,
+      som når man adspurgte Gud; så meget gjaldt ethvert Råd af
+      Akitofel både hos David og Absalon.
+
+2.Samuel 17
+
+  1.  Derpå sagde Akitofel til Absalon; " Lad mig udvælge 12000 Mand
+      og bryde op i Nat og sætte efter David.
+  2.  Når jeg overfalder ham, medens han er udmattet og modfalden, kan
+      jeg indjage ham Skræk, og alle hans Folk vil flygte, så at jeg
+      kan fælde Kongen uden at røre nogen anden;
+  3.  så bringer jeg hele Folket tilbage til dig, som en Brud vender
+      tilbage til sin Mand. Du attrår jo dog kun en enkelt Mands Liv,
+      og hele Folket vil da være uskadt!"
+  4.  Det Forslag tiltalte Absalon og alle Israels Ældste.
+  5.  Men Absalon sagde: "Kald dog også Arkiten Husjaj hid, for at vi
+      også kan høre, hvad han råder til!"
+  6.  Da Husjaj kom ind, sagde Absalon til ham: "Det og det har
+      Akitofel sagt; skal vi følge hans Råd? Hvis ikke, så sig du din
+      Mening!"
+  7.  Husjaj svarede Absalon: "Denne Gang er Akitofels Råd ikke godt!"
+  8.  Og Husjaj sagde fremdeles: "Du ved, at din Fader og hans Mænd er
+      Helte, og bitre i Hu er de som en Bjørn på Marken, hvem Ungerne
+      er taget fra; desuden er din Fader en rigtig Kriger, som ikke
+      lægger sig til Hvile om Natten med Folkene.
+  9.  For Øjeblikket holder han sig sikkert skjult i en Kløft eller et
+      andet Sted; falder der nu straks i Begyndelsen nogle af Folkene,
+      vil det rygtes, og man vil sige, at Absalons Tilhængere har lidt
+      Nederlag;
+ 10.  og da bliver selv den tapre, hvis Mod er som Løvens, forsagt;
+      thi hele Israel ved, at din Fader er en Helt og hans Ledsagere
+      tapre Mænd.
+ 11.  Mit Råd er derfor: Lad hele Israel fra Dan til Be'ersjeba samles
+      om dig, talrigt som Sandet ved Havet, og drag selv med i deres
+      Midte.
+ 12.  Støder vi så på ham et eller andet Sted, hvor han nu befinder
+      sig, kan vi falde over ham som Dug over Jorden, og der skal ikke
+      blive en eneste tilbage, hverken han eller nogen af alle hans
+      Mænd;
+ 13.  men kaster han sig ind i en By, skal hele Israel lægge Reb om
+      den, og vi vil slæbe den ned i Dalen, så der ikke bliver Sten på
+      Sten tilbage af den!" Da sagde Absalon og alle Israels Mænd:
+      "Arkiten Husjajs Råd er bedre end Akitofels!"
+ 14.  HERREN havde nemlig sat sig for at gøre Akitofels gode Råd til
+      Skamme, for at HERREN kunde bringe Ulykke over Absalon.
+
+ 15.  Derpå sagde Husjaj til Præsterne Zadok og Ebjatar: "Det og det
+      Råd har Akitofel givet Absalon og Israels Ældste, og det og det
+      Råd har jeg givet.
+ 16.  Skynd eder nu at sende Bud til David og bring ham det Bud: Bliv
+      ikke Natten over ved vadestederne på Jordansletten, men søg over
+      på den anden Side, for at ikke Kongen og alle hans Folk skal gå
+      til Grunde!"
+ 17.  Jonatan og Ahima'az stod ved Rogelkilden, hvorhen en
+      Tjenestepige til Stadighed kom og bragte dem Melding, hvorefter
+      de gik hen og bragte Kong David Melding; thi de turde ikke vise
+      sig i Byen.
+ 18.  Men en ung Mand opdagede dem og meldte det til Absalon; så
+      skyndte de sig begge bort og kom ind hos en Mand i Bahurim. Han
+      havde en Brønd i Gården, og i den steg de ned;
+ 19.  Konen tog et Tæppe, bredte det ud over Brønden og hældte Korn
+      derpå, så at man intet kunde opdage.
+ 20.  Nu kom Absalons Folk imod i Huset til Konen og spurgte: "Hvor er
+      Ahima'az og Jonatan?" Konen svarede: "De gik over Vandbækken!"
+      Så søgte de efter dem, men da de ikke fandt dem, vendte de
+      tilbage til Jerusalem.
+ 21.  Så snart de var gået bort, steg de to op af Brønden og gik hen
+      og bragte Kong David Melding; og de sagde til David: "Bryd op og
+      skynd eder over på den anden Side af Vandet; thi det og det Råd
+      kom Akitofel med angående eder!"
+ 22.  Da brød David op med alle sine Folk og satte over Jordan; og ved
+      Daggry manglede ikke en eneste, alle var de kommet over Jordan.
+
+ 23.  Men da Akitofel så, at hans Råd ikke blev fulgt, sadlede han sit
+      Æsel og drog hjem til sin By; og efter at have beskikket sit Hus
+      hængte han sig og døde. Han blev jordet i sin Faders Grav.
+
+ 24.  David havde nået Mahanajim, da Absalon tillige med alle Israels
+      Mænd gik over Jordan.
+ 25.  Absalon havde i Joabs Sted sat Amasa over Hæren; Amasa var Søn
+      af en Ismaelit ved Navn Jitra, som var gået ind til Abigajil, en
+      Datter af Isaj og Søster til Joabs Moder Zeruja.
+ 26.  Og Israel og Absalon slog Lejr i Gilead.
+ 27.  Men da David kom til Mahaoajim, bragte Sjobi, Nahasj's Søn fra
+      Rabba i Ammon, Makir, Ammiels Søn fra Lodebar, og Gileaditen
+      Barzillaj fra Rogelim
+ 28.  Senge, Tæpper, Skåle og Lerkar; og Hvede, Byg, Mel, ristet Korn,
+      Bønner, Linser,
+ 29.  Honning, Surmælk, Småkvæg og Komælksost bragte de David og hans
+      Folk til Føde; thi de tænkte: "Folkene er sultne, udmattede og
+      tørstige i Ørkenen."
+
+2.Samuel 18
+
+  1.  Derpå holdt David Mønstring over sit Mandskab og satte
+      Tusindførere og Hundredførere over dem;
+  2.  og David delte Mandskabet i tre Dele; den ene Tredjedel stillede
+      han under Joab, den anden under Abisjaj, Zerujas Søn og Joabs
+      Broder, og den sidste Tredjedel under Gatiten Ittaj. Kongen
+      sagde så til Folkene: "Jeg vil selv drage med i Kampen!"
+  3.  Men de svarede: "Du må ikke drage med; thi om vi flygter, ænser
+      man ikke os; ja, selv om Halvdelen af os falder, ænser man ikke
+      os, men du gælder lige så meget som ti Tusinde af os; derfor er
+      det bedst, at du holder dig rede til at ile os til Hjælp fra
+      Byen."
+  4.  Kongen svarede: "Jeg gør, hvad I finder bedst!" Derpå stillede
+      Kongen sig ved Porten, medens hele Mandskabet drog ud,
+      hundredvis og tusindvis.
+  5.  Men Kongen gav Joab, Abisjajog Ittaj den Befaling: "Far nu
+      lempeligt med den unge Absalon!" Og hele Mandskabet hørte,
+      hvorledes Kongen gav alle Øversterne Befaling om Absalon.
+
+  6.  Derpå rykkede Krigerne i Marken mod Israel, og Slaget kom til at
+      stå i Efraims Skov.
+  7.  Der blev Israels Hær slået af Davids Folk, og der fandt et stort
+      Mandefald Sted den Dag; der faldt 200000 Mand.
+  8.  Kampen bredte sig over hele Egnen, og Skoven fortærede den Dag
+      flere Folk end Sværdet.
+
+  9.  Absalon selv stødte på nogle af Davids Folk; Absalon red på sit
+      Muldyr, og da Muldyret kom ind under en stor Terebintes tætte
+      Grene, blev hans Hoved hængende i Terebinten, så han hang mellem
+      Himmel og Jord, medens Muldyret, han sad på, løb bort.
+ 10.  En Mand, der så det meldte det til Joab og sagde: "Jeg så
+      Absalon hænge i en Terebinte."
+ 11.  Da sagde Joab til Manden, der havde meldt ham det: "Når du så
+      det, hvorfor slog du ham da ikke til Jorden med det samme? Så
+      havde jeg givet dig ti Sekel Sølv og et Bælte!"
+ 12.  Men Manden svarede Joab: "Om jeg så havde fået tilvejet tusind
+      Sekel, havde jeg ikke lagt Hånd på Kongens Søn; thi vi hørte jo
+      selv, hvorledes Kongen bød dig, Abisjaj og Ittaj: Vogt vel på
+      den unge Absalon!
+ 13.  Dersom jeg havde handlet svigefuldt imod ham -intet bliver jo
+      skjult for Kongen - vilde du have ladet mig i Stikken!"
+ 14.  Da sagde Joab: "Så gør jeg det for dig!" Dermed greb han tre
+      Spyd og stødte dem i Brystet på Absalon, som endnu levede og
+      hang mellem Terebintens Grene.
+ 15.  Derpå trådte ti unge Mænd, der var Joabs Våbendragere, til og
+      gav Absalon Dødsstødet.
+ 16.  Joab lod nu støde i Hornet, og Hæren opgav at forfølge Israel,
+      thi Joab bød Folkene standse.
+ 17.  Derpå tog de og kastede Absalon i en stor Grube i Skoven og
+      ophobede en mægtig Stendynge over ham. Og hele Israel flygtede
+      hver til sit.
+ 18.  Men medens Absalon endnu levede, havde han taget og rejst sig
+      den Stenstøtte, som står i Kongedalen; thi han sagde: "Jeg har
+      ingen Søn til at bevare Mindet om mit Navn." Han havde opkaldt
+      Stenstøtten efter sig selv, og endnu den Dag i Dag kaldes den
+      "Absalons Minde".
+
+ 19.  Da sagde Ahima'az, Zadoks Søn: "Lad mig løbe hen og bringe
+      Kongen den gode Tidende, at HERREN har skaffet ham Ret over for
+      hans Fjender!"
+ 20.  Men Joab svarede ham: "Du skal ikke være den, der bringer Bud i
+      Dag; en anden Gang kan du bringe Bud, men i bag skal du ikke
+      gøre det, da Kongens Søn er død!"
+ 21.  Og Joab sagde til Etiopieren: "Gå du hen og meld Kongen, hvad du
+      har set!" Da kastede Etiopieren sig til Jorden for Joab og ilede
+      af Sted.
+ 22.  Men Ahima'az, Zadoks Søn, sagde atter til Joab: "Ske, hvad der
+      vil! Lad også mig løbe bag efter Etiopieren!" Da sagde Joab:
+      "Hvorfor vil du det, min Søn? For dig er der ingen Budløn at
+      hente!"
+ 23.  Men han blev ved: "Ske, hvad der vil! Jeg løber!" Så sagde han:
+      "Løb da!" Og Ahima'az løb ad Vejen gennem Jordanegnen og nåede
+      frem før Etiopieren.
+
+ 24.  David sad just mellem de to Porte, og Vægteren steg op på
+      Porttaget ved Muren; da han så ud, se, da kom en Mand løbende
+      alene.
+ 25.  Vægteren råbte og meldte det til Kongen, og Kongen sagde: "Er
+      han alene, har han Bud at bringe!" Men medens Manden fortsatte
+      sit Løb og kom nærmere,
+ 26.  så Vægteren en anden Mand komme løbende og råbte ned i Porten:
+      "Der kommer een Mand til løbende alene!" Kongen sagde: "Også han
+      har Bud at bringe!"
+ 27.  Da råbte Vægteren: "Den forreste løber således, at det ser ud
+      til at være Ahima'az, Zadoks Søn!" Kongen sagde: "Det er en god
+      Mand, han kommer med godt Bud!"
+ 28.  Imidlertid var Ahima'az kommet nærmere og råbte til Kongen: "Hil
+      dig!" Så kastede han sig ned på Jorden for Kongen og sagde:
+      "Lovet være HERREN din Gud, som gav dem, der løftede Hånd mod
+      min Herre Kongen, i din Hånd!"
+ 29.  Kongen spurgte: "Er den unge Absalon uskadt?" Ahima'az svarede:
+      "Jeg så, at der var stor Tummel, da Kongens Træl Joab sendte din
+      Træl af Sted, men jeg ved ikke, hvad det var."
+ 30.  Kongen sagde da: "Træd til Side og stil dig der!" Og han trådte
+      til Side og blev stående.
+ 31.  I det samme kom Etiopieren; og Etiopieren sagde: "Der er Bud til
+      min Herre Kongen: HERREN har i Dag skaffet dig Ret over for alle
+      dine Modstandere!"
+ 32.  Kongen spurgte Etiopieren: "Er den unge Absalon uskadt?" Og han
+      svarede: "Det gå min Herre Kongens Fjender og alle dine
+      Modstandere som den unge Mand!"
+
+ 33.  Da blev Kongen dybt rystet, og han gik op i Stuen på Taget over
+      Porten og græd; og han gik frem og tilbage og klagede: Min Søn
+      Absalon, min Søn, min Søn Absalon! Var jeg blot død i dit Sted!
+      Absalon, min Søn, min Søn!"
+
+2.Samuel 19
+
+  1.  Joab fik nu Efterretning om, at Kongen græd og sørgede over
+      Absalon,
+  2.  og Sejren blev den Dag til Sorg for alt Folket, fordi det hørte,
+      at Kongen sørgede dybt over sin Søn.
+  3.  Og Folket stjal sig den Dag ind i Byen, som man stjæler sig bort
+      af Skam, når man har taget Flugten i Kampen.
+  4.  Kongen havde tilhyllet sit Ansigt og klagede højt: "Min Søn
+      Absalon, min Søn, Absalon, min Søn!"
+  5.  Da gik Joab ind til Kongen og sagde: "Du beskæmmer i Dag alle
+      dine Folk, der dog i bag har reddet dit Liv og dine Sønners og
+      Døtres, Hustruers og Medhustruers Liv,
+  6.  siden du elsker dem, som hader dig, og hader dem, som elsker
+      dig; thi i dag viser du, at Øverster og Folk er intet for dig.
+      Ja, nu forstår jeg, at du vilde have været tilfreds, hvis
+      Absalon i Dag var i Live og alle vi andre døde.
+  7.  Stå nu op og gå ud og tal godt for dine Folk; thi jeg sværger
+      ved HERREN, at hvis du ikke gør det, bliver ikke en eneste Mand
+      hos dig Natten over, og dette vil volde dig større Ulykke end
+      alt, hvad der har ramt dig fra din Ungdom af og til nu!"
+
+  8.  Så stod Kongen op og satte sig i Porten; og da man fik at vide,
+      at Kongen sad i Porten, kom alt Folket hen og stillede sig foran
+      Kongen. Men efter at Israeliterne var flygtet hver til sit,
+  9.  begyndte alt Folket i alle Israels Stammer at gå i Rette med
+      hverandre, idet de sagde: "Kongen frelste os fra vore Fjenders
+      Hånd; det var ham, som reddede os af Filisternes Hånd; og nu har
+      han måttet rømme Landet for Absalon.
+ 10.  Men Absalon, som vi havde salvet til Konge over os, er faldet i
+      Kampen. Hvorfor tøver l da med at føre Kongen tilbage?"
+ 11.  Men da alle Israeliternes Ord kom Kong David for Øre, sendte han
+      Bud til Præsterne Zadok og Ebjatar og lod sige: "Tal til Judas
+      Ældste og sig: Hvorfor vil I være de sidste til at føre Kongen
+      tilbage til hans Hus?
+ 12.  I er jo mine Brødre, I er mit Kød og Blod. Hvorfor vil I være de
+      sidste til at føre Kongen tilbage?
+ 13.  Og til Amasa skal l sige: Er du ikke mit Kød og Blod? Gud ramme
+      mig både med det ene og det andet, om du ikke for stedse skal
+      være min Hærfører i Joabs Sted!"
+ 14.  Så vendte alle Judas Mænds Hjerter sig til ham, alle som een, og
+      de sendte Bud til Kongen: "Vend tilbage med alle dine Folk!"
+ 15.  Og da Kongen på Hjemvejen kom til Jordan, var Judæerne kommet
+      til Gilgal for at gå Kongen i Møde og føre ham over Jordan.
+
+ 16.  Da skyndte Benjaminiten Simei, Geras Søn, fra Bahurim sig sammen
+      med Judas Mænd ned for at gå Kong David i Møde,
+ 17.  fulgt af tusind Mænd fra Benjamin. Også Ziba, som var Tjener i
+      Sauls Hus, var med sine femten Sønner og tyve Trælle ilet til
+      Jordan forud for Kongen,
+ 18.  og de var sat over Vadestedet for at sætte Kongens Hus over og
+      være ham til Tjeneste. Men da Kongen skulde til at gå over
+      Floden kastede Simei, Geras Søn, sig ned for ham
+ 19.  og sagde: "Min Herre tilregne mig ikke min Brøde og tænke ikke
+      mere på, hvad din Træl forbrød, den Dag min Herre Kongen drog
+      bort fra Jerusalem ' Kongen agte ikke derpå;
+ 20.  thi din Træl ved, at han har syndet, men se, jeg er i Dag den
+      første af hele Josefs Hus, der er kommet herned for at gå min
+      Herre Kongen i Møde!"
+ 21.  Da tog Abisjaj, Zerujas Søn, Ordet og sagde: "Skal Simei ikke
+      lide Døden til Straf for, at han forbandede HERRENs Salvede?"
+ 22.  Men David svarede: "Hvad er der mig og eder imellem, I
+      Zerujasønner, at I vil være mine Modstandere i Dag? Skulde nogen
+      i Israel lide Døden i Dag? Ved jeg da ikke, at jeg nu er Konge
+      over Israel?"
+ 23.  Derpå sagde Kongen til Simei: "Du skal ikke dø!" Og Kongen
+      tilsvor ham det.
+
+ 24.  Også Mefibosjet, Sauls Sønnesøn, var draget ned for at gå Kongen
+      i Møde. Han havde ikke plejet sine Fødder eller sit Skæg eller
+      tvættet sine Klæder, fra den Dag Kongen gik bort, til den Dag
+      han kom uskadt tilbage.
+ 25.  Da han nu kom fra Jerusalem for at gå Kongen i Møde, sagde
+      Kongen til ham: "Hvorfor fulgte du mig ikke, Mefibosjet?"
+ 24.  Han svarede: "Herre Konge, min Træl bedrog mig; thi din Træl bød
+      ham sadle mit Æsel, for at jeg kunde sidde op og følge Kongen;
+      din Træl er jo lam;
+ 27.  men i Stedet bagtalte han din Træl hos min Herre Kongen. Dog,
+      min Herre Kongen er jo som en Guds Engel. Gør, hvad du finder
+      for godt!
+ 28.  Thi skønt hele mit Fædrenehus kun havde Døden at vente af min
+      Herre Kongen, gav du din Træl Plads imellem dine Bordfæller;
+      hvad Ret har jeg da endnu til at kræve noget eller anråbe
+      Kongen?"
+ 29.  Da sagde Kongen til ham: "Hvorfor bliver du ved med at tale?
+      Her er mit Ord: Du og Ziba skal dele Jordegodset!"
+ 30.  Mefibosjet svarede Kongen: "Han må gerne få det hele, nu min
+      Herre Kongen er kommet uskadt hjem!"
+
+ 31.  Også Gileaditen Barzillaj drog ned fra Rogelim og fulgte med
+      Kongen for at ledsage ham til Jordan.
+ 32.  Barzillaj var en Olding på firsindstyve År; det var ham, som
+      havde sørget for Kongens Underhold, medens han var i Mahanajim,
+      thi han var en meget velstående Mand.
+ 33.  Kongen sagde nu til Barzillaj: "Følg med mig, jeg vil sørge for,
+      at du i din Alderdom får dit Underhold hos mig i Jerusalem!"
+ 34.  Men Barzillaj svarede Kongen: "Hvor lang Tid har jeg endnu
+      tilbage, at jeg skulde følge med Kongen op til Jerusalem?
+ 35.  Jeg er nu firsindstyve År gammel; mon jeg kan skelne mellem godt
+      og ondt, eller mon din Træl har nogen Smag for, hvad jeg spiser
+      eller drikker, mon jeg endnu har Øre for Sangeres og
+      Sangerinders Røst? Hvorfor skulde din Træl da i Fremtiden falde
+      min Herre Kongen til Byrde?
+ 36.  Kun det lille Stykke Vej til Jordan vilde din Træl ledsage
+      Kongen; hvorfor vil Kongen give mig så meget til Gengæld?
+ 37.  Lad din Træl vende tilbage, at jeg kan dø i min egen By ved mine
+      Forældres Grav! Men her er din Træl Kimham; lad ham følge med
+      min Herre Kongen, og gør med ham, hvad dig tykkes bedst!"
+ 38.  Da sagde Kongen: "Kimham skal følge med mig, og jeg vil gøre med
+      ham, hvad dig tykkes bedst; alt, hvad du ønsker, vil jeg gøre
+      for dig!"
+ 39.  Derpå gik alle Krigerne over Jordan, medens Kongen blev stående;
+      og Kongen kyssede Barzillaj og velsignede ham, hvorefter
+      Barzillaj vendte tilbage til sit Hjem.
+ 40.  Så drog Kongen over til Gilgal, og Kimham drog med ham. Hele
+      Judas Folk fulgte med Kongen og desuden Halvdelen af Israels
+      Folk.
+
+ 41.  Men nu kom alle Israeliterne til Kongen og sagde: "Hvorfor har
+      vore Brødre, Judas Mænd, bortført dig og bragt Kongen og hans
+      Hus over Jordan tillige med alle Davids Mænd?"
+ 42.  Da svarede alle Judas Mænd Israels Mænd: "Kongen står jo os
+      nærmest; hvorfor er I vrede over det? Har vi levet af Kongen
+      eller taget noget fra ham?"
+ 43.  Israels Mænd svarede Judas Mænd: "Vi har ti Gange Part i kongen,
+      og tilmed har vi Førstefødselsretten fremfor eder; hvorfor har I
+      da tilsidesat os? Og var det ikke os, der først talte om at føre
+      vor Konge tilbage?" Men Judas Mænds Svar var endnu hårdere end
+      Israels Mænds.
+
+2.Samuel 20
+
+  1.  Nu var der tilfældigvis en slet Person ved navn Sjeba, Bikris
+      Søn, en Benjaminit. Han stødte i Hornet og sagde: "Vi har ingen
+      Del i David, ingen Lod i Isajs Søn! Hver Mand til sine Telte,
+      Israel!"
+  2.  Da faldt alle Israels Mænd fra David og gik over til Sjeba,
+      Bikris Søn, medens Judas Mænd trofast fulgle deres Konge fra
+      Jordan til Jerusalem.
+  3.  Da David kom til sit Hus i Jerusalem, tog Kongen sine ti
+      Medhustruer, som han havde ladet tilbage for at se efter Huset,
+      og lod dem bringe til et bevogtet Hus, hvor han sørgede for
+      deres Underhold; men han gik ikke mere ind til dem, og således
+      levede de indespærret til deres Dødedag som Kvinder, der er
+      Enker, skønt deres Mænd endnu lever.
+  4.  Derpå sagde Kongen til Amasa: "Stævn Judas Mænd sammen i Løbet
+      af tre Dage og indfind dig da her!"
+  5.  Amasa gik så bort for at stævne Judas Mænd sammen. Men da han
+      tøvede ud over den fastsatte Frist,
+  6.  sagde David til Abisjaj: "Nu bliver Sjeba, Bikris Søn, os
+      farligere end Absalon! Tag derfor din Herres Folk og sæt efter
+      ham, for at han ikke skal kaste sig ind i befæstede Byer og
+      slippe fra os!"
+  7.  Med Abisjaj drog Joab, Kreterne og Pleterne og alle
+      Kærnetropperne ud fra Jerusalem for at sætte efter Sjeba, Bikris
+      Søn.
+
+  8.  Men da de var ved den store Sten i Gibeon, kom Amasa dem i
+      Møde. Joab var iført sin Våbenkjortel, og over den havde han
+      spændt et Sværd, hvis Skede var bundet til hans Lænd; og det
+      gled ud og faldt til Jorden.
+  9.  Joab sagde da til Amasa: "Går det dig vel, Broder?" Og Joab greb
+      med højre Hånd om Amasas Skæg for at kysse ham.
+ 10.  Men Amasa tog sig ikke i Vare for det Sværd, Joab havde i sin
+      venstre Hånd; Joab stødte det i Underlivet på ham, så hans
+      Indvolde væltede ud på Jorden, og han døde ved det ene Stød.
+      Derpå satte Joab og hans Broder Abisjaj efter Sjeba, Bikris Søn,
+ 11.  medens en af Joabs Folk blev stående ved Amasa og råbte:
+      "Enhver, der bryder sig om Joab og holder med David, følge efter
+      Joab!"
+ 12.  Men Amasa lå midt på Vejen, svømmende i sit Blod, og da Manden
+      så, at alt Folket stod stille der, væltede han Amasa fra Vejen
+      ind på Marken og kastede en Kappe over ham; thi han så, at alle,
+      der kom forbi, stod stille.
+ 13.  Så snart han var fjernet fra Vejen, fulgte alle efter Joab for
+      at sætte efter Sjeba, Bikris Søn.
+
+ 14.  Denne drog imidlertid gennem alle Israels Stammer indtil
+      Abel-Bet-Ma'aka, og alle Bikriterne samlede sig og fulgte ham.
+ 15.  Da kom de og belejrede ham i Abel-Bet-Ma'aka, idet de opkastede
+      en Vold om Byen. Men medens alt Krigsfolket, der var med Joab,
+      arbejdede på at bringe Muren til Fald,
+ 16.  trådte en klog Kvinde fra Byen hen på Formuren og råbte: "Hør,
+      hør! Sig til Joab, at han skal komme herhen; jeg vil tale med
+      ham!"
+ 17.  Da han kom hen til hende, spurgte Kvinden: "Er du Joab?" Og da
+      han svarede ja, sagde hun: "Hør din Trælkvindes Ord!" Han
+      svarede: "Jeg hører!"
+ 18.  Så sagde hun: "I gamle Dage sagde man: Man spørge dog i Abel og
+      Dan, om det er gået af Brug, hvad gode Folk i Israel vedtog!
+ 19.  Og nu søger du at bringe Død over en By, som er en Moder i
+      Israel! Hvorfor vil du ødelægge HERRENs Arvelod?"
+ 20.  Joab svarede: "Det være langt fra mig, det være langt fra mig at
+      ødelægge eller volde Fordærv!
+ 21.  Således er det ingenlunde ment! Men en Mand fra Efraims Bjerge
+      ved Navn Sjeba, Bikris Søn, har løftet sin Hånd mod Kong David;
+      hvis I blot vil udlevere ham, bryder jeg op fra Byen!" Da sagde
+      Kvinden til Joab: "Hans Hoved skal blive kastet ned til dig
+      gennem Muren!"
+ 22.  Kvinden fik så ved sin Klogskab hele Byen overtalt til at hugge
+      Hovedet af Sjeba, Bikris Søn, og de kastede det ned til Joab. Da
+      stødte han; i Hornet, og de brød op fra Byen og spredte sig hver
+      til sit, medens Joab selv vendte tilbage til Kongen i Jerusalem.
+
+ 23.  Joab stod over hele Israels Hær; Benaja, Jojadas Søn, over
+      Kreterne og Pleterne;
+ 24.  Adoniram havde Tilsynet med Hoveriarbejdet; Josjafat, Ahiluds
+      Søn, var Kansler;
+ 25.  Sjeja var Statsskriver, Zadok og Ebjatar Præster;
+ 26.  også Ja'iriten Ira var Præst hos David.
+
+2.Samuel 21
+
+  1.  Under Davids Regering blev der Hungersnød tre År i Træk. Da
+      søgte David HERRENs Åsyn; og HERREN sagde: "Der hviler Blodskyld
+      på Saul og hans Hus, fordi han dræbte Gibeoniterne!"
+  2.  Kongen lod derfor Gibeoniterne kalde og sagde til dem -
+      Gibeoniterne hørte ikke til Israeliterne, men til Levningerne af
+      Amoriterne; og skønt Israeliterne havde givet dem endeligt
+      Tilsagn, havde Saul i sin Iver for Israeliterne og Juda søgt at
+      udrydde dem -
+  3.  David sagde til Gibeoniterne: "Hvad kan jeg gøre for eder, og
+      hvorledes skal jeg skaffe Soning, så at I kan velsigne HERRENs
+      Arvelod?"
+  4.  Gibeoniterne svarede: "Det er ikke Sølv eller Guld, der er os og
+      Saul og hans Hus imellem, og vi har ikke Lov at dræbe nogen Mand
+      i Israel!" Han sagde da: "Hvad I forlanger, vil jeg gøre for
+      eder!"
+  5.  Så sagde de til Kongen: "Den Mand, som bragte Ødelæggelse over
+      os og tænkte på at udrydde os, så vi ikke skulde kunne være
+      nogetsteds inden for Israels Landemærke.
+  6.  lad syv Mænd af hans Efterkommere blive udleveret os, for at vi
+      kan hænge dem op for HERREN i Gibeon på HERRENs Bjerg!" Kongen
+      sagde: "Jeg vil udlevere dem!"
+  7.  Men Kongen skånede Mefibosjet, en Søn af Sauls Søn Jonatan, af
+      Hensyn til den Ed ved HERREN, som var imellem David og Sauls Søn
+      Jonatan.
+  8.  Derimod tog Kongen de to Sønnner, som Rizpa, Ajjas Datter, havde
+      født Saul, Armoni og Mefibosjet, og de fem Sønner, som Merab,
+      Sauls Datter, havde født Adriel, en Søn af Barzillaj fra Mehola,
+  9.  og udleverede dem til Gibeoniterne, som hængte dem op på Bjerget
+      for HERRENs Åsyn. Således omkom alle syv på een Gang, og de blev
+      dræbt først på Høsten, i Byghøstens Begyndelse.
+
+ 10.  Men Rizpa, Ajjas Datter, tog sit Sørgeklæde, bredte det ud på
+      Klippen og sad der fra Høstens Begyndelse, indtil der atter
+      strømmede Vand fra Himmelen ned over dem; og hun tillod ikke
+      Himmelens Fugle at kaste sig over dem om Da- gen eller Markens
+      Dyr om Natten.
+ 11.  Da David fik at vide, hvad Rizpa, Ajjas Datter, Sauls Medhustru,
+      havde gjort,
+ 12.  drog han hen og hentede Sauls og hans Søn Jonatans Ben hos
+      Borgerne i Jabesj i Gilead, som havde stjålet dem på Torvet i
+      Bet-Sjan, hvor Filisterne havde hængt dem op, dengang de slog
+      Saul på Gilboa.
+ 13.  Og da han havde hentet Sauls og hans Søn Jonatans Ben der,
+      samlede man Benene af de hængte
+ 14.  og jordede dem sammen med Sauls og hans Søn Jonatans Ben i Zela
+      i Benjamins Land i hans Fader Kisj's Grav. Alt, hvad Kongen
+      havde påbudt, blev gjort; derefter forbarmede Gud sig over
+      Landet.
+
+ 15.  Da det atter kom til Kamp mellem Filisterne og Israel, drog
+      David med sine Folk ned og kastede sig ind i Gob og kæmpede med
+      Filisterne.
+ 16.  Da fremstod Dod, som var af Rafaslægten, og hvis Spyd vejede 300
+      Sekel Kobber; han var iført en ny Rustning, og han havde i Sinde
+      at slå David ihjel.
+ 17.  Men Abisjaj, Zerujas Søn, kom ham til Hjælp og huggede
+      Filisteren ned. Da besvor Davids Mænd ham og sagde: "Du må ikke
+      mere drage i Kamp med os, for at du ikke skal slukke Israels
+      Lampe!"
+
+ 18.  Siden hen kom det atter til Kamp med Filisterne i Gob.
+      Husjatiten Sibbekaj nedhuggede da Saf, som var af Rafaslægten.
+
+ 19.  Atter kom det til Kamp med Filisterne i Gob, Beflehemiten
+      Elhanan, Ja'irs Søn, nedhuggede da Gatiten Goliat, hvis
+      Spydstage var som en Væverbom.
+
+ 20.  Atter kom det til Kamp i Gat. Da var der en kæmpestor Mand med
+      seks Fingre på hver Hånd og seks Tæer på hver Fod, i alt fire og
+      tyve; han var også af Rafaslægten.
+ 21.  Han hånede Israel, og derfor huggede Jonatan, en Søn af Davids
+      Broder Sjim'a, ham ned.
+
+ 22.  Disse fire var af Rafaslægten i Gat; de faldt for Davids og hans
+      Mænds Hånd.
+
+2.Samuel 22
+
+  1.  David sang HERREN denne Sang, dengang HERREN havde frelst ham af
+      alle hans Fjenders og af Sauls Hånd.
+  2.  Han sang: "HERRE, min Klippe, min Borg, min Befrier,
+  3.  min Gud, mit Bjerg, hvortil jeg tyr, mit Skjold, mit
+      Frelseshorn, mit Værn, min Tilflugt, min Frelser, som frelser
+      mig fra Vold!
+  4.  Jeg påkalder HERREN, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender.
+
+  5.  Dødens Brændinger omsluttede mig, Ødelæggelsens Strømme
+      forfærdede mig,
+  6.  Dødsrigets Reb omspændte mig, Dødens Snarer faldt over mig;
+  7.  i min Vånde påkaldte jeg HERREN og råbte til min Gud. Han hørte
+      min Røst fra sin Helligdom, mit Råb fandt ind til hans Ører!
+  8.  Da rystede Jorden og skjalv, Himlens Grundvolde bæved og rysted,
+      thi hans Vrede blussede op.
+  9.  Røg for ud af hans Næse, fortærende Ild af hans Mund, Gløder
+      gnistrede fra ham.
+ 10.  Han sænkede Himlen, steg ned med Skymulm under sine Fødder;
+ 11.  båret af Keruber fløj han, svæved på Vindens Vinger;
+ 12.  han omgav sig med Mulm som en Bolig, mørke Vandmasser,
+      vandfyldte Skyer.
+ 13.  Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder ud.
+ 14.  HERREN tordned fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst;
+ 15.  han udslynged Pile, adsplittede dem, lod Lynene funkle og
+      skræmmede dem.
+ 16.  Havets Bund kom til Syne, Jordens Grundvolde blottedes ved
+      HERRENs Trusel, for hans Vredes Pust.
+
+ 17.  Han udrakte Hånden fra det høje og greb mig, drog mig op af de
+      vældige Vande,
+ 18.  frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de
+      var mig for stærke.
+ 19.  På min Ulykkes Dag faldt de over mig, men HERREN blev mig et
+      Værn.
+ 20.  Han førte mig ud i åbent Land, han frelste mig, thi han havde
+      Behag i mig.
+
+ 21.  HERREN gengældte mig efter min Retfærd, lønned mig efter mine
+      Hænders Uskyld;
+ 22.  thi jeg holdt mig til HERRENs Veje, svigted i Gudløshed ikke min
+      Gud;
+ 23.  hans Bud stod mig alle for Øje, jeg veg ikke fra hans Love.
+ 24.  Ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for Brøde.
+ 25.  HERREN lønned mig efter min Retfærd, mine Hænders Uskyld, som
+      var ham for Øje!
+ 26.  Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige,
+ 27.  du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde.
+ 28.  De arme giver du Frelse, hovmodiges Øjne Skam!
+ 29.  Ja, du er min Lampe, HERRE! HERREN opklarer mit Mørke.
+ 30.  Thi ved din Hjælp søndrer jeg Mure, ved min Guds Hjælp springer
+      jeg over Volde.
+ 31.  Fuldkommen er Guds Vej, lutret er HERRENs Ord. Han er et Skjold
+      for alle, der sætter deres Lid til ham.
+
+ 32.  Ja, hvem er Gud uden HERREN, hvem er en Klippe uden vor Gud,
+ 33.  den Gud, der omgjorded mig med Kraft, jævnede Vejen for mig,
+ 34.  gjorde mine Fødder som Hindens og gav mig Fodfæste på Højne,
+ 35.  oplærte min Hånd til Krig, så mine Arme spændte Kobberbuen?
+ 36.  Du gav mig din Frelses Skjold, din Nedladelse gjorde mig stor;
+ 37.  du skaffede Plads for mine Skridt, mine Ankler vaklede ikke.
+ 38.  Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var
+      gjort til intet,
+ 39.  slog dem ned, så de ej kunde rejse sig, men lå faldne under min
+      Fod.
+ 40.  Du omgjorded mig med Kraft til Kampen, mine Modstandere tvang du
+      i Knæ for mig;
+ 41.  du slog mine Fjender på Flugt mine Avindsmænd ryddede jeg af
+      Vejen.
+ 42.  De råbte, men ingen hjalp, til HERREN, han svared dem ikke.
+ 43.  Jeg knuste dem som Jordens Støv, som Gadeskarn tramped jeg på
+      dem.
+
+ 44.  Du friede mig af Folkekampe, du satte mig til Folkeslags
+      Høvding; nu tjener mig ukendte Folk;
+ 45.  Udlandets Sønner kryber for mig; blot de hører om mig, lyder de
+      mig:
+ 44.  Udlandets Sønner vansmægter, kommer skælvende frem af deres
+      Skjul.
+ 47.  HERREN lever, højlovet min Klippe, ophøjet være min Frelses Gud,
+ 48.  den Gud, som giver mig Hævn, lægger Folkeslag under min Fod
+ 49.  og frier mig fra mine Fjender! Du ophøjer mig over mine
+      Modstandere, fra Voldsmænd frelser du mig.
+ 50.  HERRE, derfor priser jeg dig blandt Folkene og lovsynger dit
+      Navn,
+ 51.  du, som kraftig hjælper din Konge og viser din Salvede
+      Miskundhed. David og hans Æt evindelig.
+
+2.Samuel 23
+
+  1.  Dette er Davids sidste Ord; Så siger David, Isajs Søn, så siger
+      Manden, Højt ophøjet, Jakobs Guds salvede, Helten i Israels
+      Sange:
+  2.  Ved mig talede HERRENs Ånd, hans Ord var på min Tunge.
+  3.  Jakobs Gud talede til mig, Israels Klippe sagde: "En retfærdig
+      Hersker blandt Mennesker, en, der hersker i Gudsfrygt,
+  4.  han stråler som Morgenrøden, som den skyfri Morgensol, der
+      fremlokker Urter af Jorden efter Regn."
+  5.  Således har jo mit Hus det med Gud. Han gav mig en evig Pagt,
+      fuldgod og vel forvaret. Ja, al min Frelse og al min Lyst,
+      skulde han ikke lade den spire frem?
+  6.  Men Niddinger er alle som Torne i Ørk, der tages ikke på dem med
+      Hænder;
+  7.  ingen rører ved dem uden med Jern og Spydstage, i Ilden brændes
+      de op.
+
+  8.  Navnene på Davids Helte var følgende: Hakmoniten Isjbosjet,
+      Anføreren for de tre; det var ham, der engang svang sit Spyd
+      over 800 faldne på een Gang.
+  9.  Blandt de tre Helte kom efter ham Ahohiten El'azar, Dodis Søn;
+      han var med David ved Pas-Dammim, dengang Filisterne samlede sig
+      der til Kamp. Da Israels Mænd trak sig tilbage,
+ 10.  holdt han Stand og huggede ned blandt Filisterne, til hans Hånd
+      blev træt og klæbede fast ved Sværdet; HERREN gav dem den bag en
+      stor Sejr. Så vendte Folket tilbage og fulgte ham, kun for at
+      plyndre.
+ 11.  Efter ham kom Harariten Sjamma, Ages Søn. Engang havde
+      Filisterne samlet sig i Lehi, hvor der var en Mark fuld af
+      Linser, og Folket flygtede for Filisterne;
+ 12.  men han stillede sig op midt på Marken og holdt den og huggede
+      Filisterne ned; og HERREN gav dem en stor Sejr.
+
+ 13.  Engang drog tre af de tredive ned og kom til David på Klippens
+      Top, til Adullams Hule, medens Filisterskaren var lejret i
+      Refaimdalen.
+ 14.  David var dengang i Klippeborgen, medens Filisternes Besætning
+      lå i Betlehem.
+ 15.  Så vågnede Lysten hos David, og han sagde: "Hvem skaffer mig en
+      Drik Vand fra Cisternen ved Betlehems Port?"
+ 16.  Da banede de tre Helte sig Vej gennem Filisternes Lejr, øste
+      Vand af Cisternen ved Betlehems Port og bragte David det. Han
+      vilde dog ikke drikke det, men udgød det for HERREN
+ 17.  med de Ord: "HERREN vogte mig for at gøre det! Skulde jeg drikke
+      de Mænds Blod, som har vovet deres Liv!" Og han vilde ikke
+      drikke det. Den Dåd udførte de tre Helte.
+
+ 18.  Abisjaj, Joabs Broder, Zerujas Søn, var Anfører for de
+      tredive. Han svang sit Spyd over 300 faldne, og han var
+      navnkundig iblandt de tredive;
+ 19.  iblandt de tredive var han højtæret, og han var deres Anfører;
+      men de tre nåede han ikke.
+
+ 20.  Benaja, Jojadas Søn, var en tapper Mand fra Kabze'el, der havde
+      udført store Heltegerninger; han fældede de to Arielsønner fra
+      Moah; og han steg ned og fældede en Løve i en Cisterne, en Dag
+      der var faldet Sne.
+ 21.  Ligeledes fældede han Ægypteren, en kæmpestor Mand. Ægypteren
+      havde et Spyd i Hånden, men han gik ned imod ham meden Stok,
+      vristede Spydet ud af Hånden på ham og dræbte ham med hans eget
+      Spyd.
+ 22.  Disse Heltegerninger udførte Benaja, Jojadas Søn, og han var
+      navnkundig iblandt de tredive Helte;
+ 23.  iblandt de tredive var han højt æret, men de tre nåede han
+      ikke. David satte ham over sin Livvagt.
+
+ 24.  Til de tredive hørte Asa'el' Joabs Broder; Elbanan, Dodos Søn
+      fra Betlehem;
+ 25.  Haroditen Sjamma; Haroditen Elika;
+ 26.  Paltiten Helez; Ira, Ikkesj's Søn fra Tekoa;
+ 27.  Abiezer fra Anatot; Husjatiten Sibbekaj;
+ 28.  Ahohiten Zalmon; Maharaj fra Netofa;
+ 29.  Heled, Ba'anas Søn, fra Nefofa; Ittaj, Ribajs Søn, fra det
+      benjaminitiske Gibea;
+ 30.  Benaja fra Pir'aton; Hiddaj fra Nahale-Ga'asj;
+ 31.  Abiba'al fra Araba; Azmavet fra Bahurim;
+ 32.  Sja'alboniten Eljaba; Guniten Jasjen;
+ 33.  Harariten Jonatan, Sjammas Søn; Harariten Ahi'am, Sjarars Søn;
+ 34.  Elifelet, Ahazbajs Søn, fra Bet-Ma'aka; Eliam, Akitofels Søn,
+      fra Gilo;
+ 35.  Hezro fra Karmel; Pa'araj fra Arab;
+ 36.  Jig'al, Natans Søn, fra Zoba; Gaditen Bani;
+ 37.  Ammoniten Zelek; Naharaj fra Be'erot, der var Joabs, Zerujas
+      Søns, Våbendrager;
+ 38.  Ira fra Jattir; Gareb fra Jattir;
+ 39.  Hetiten Urias. I alt syv og tredive.
+
+2.Samuel 24
+
+  1.  Men HERRENS vrede blussede atter op mod Israel, så at han æggede
+      David mod dem og sagde: "Gå hen og hold Mandtal over Israel og
+      Juda!"
+  2.  Kongen sagde da til Joab og Hærførerne, der var hos ham: "Drag
+      rundt i alle Israels Stammer fra Dan til Be'ersjeba og hold
+      Mønstring over Folket, for at jeg kan få Tallet på det at vide!"
+  3.  Men Joab svarede Kongen: "Måtte HERREN din Gud forøge Folket
+      hundredfold, og måtte min Herre Kongen selv opleve det - men
+      hvorfor har min Herre Kongen sat sig sligt for?"
+
+  4.  Men Joab og Hærførerne måtte bøje sig for Kongens Ord. Joab og
+      Hærførerne forlod derfor Kongen for at holde Mønstring over
+      Israels Folk.
+  5.  De gik over Jordan og begyndte ved Aroer og Byen, der ligger
+      midt i Dalen; drog ad Gad til og i Retning af Ja'zer;
+  6.  så kom de til Gilead og til Hetiternes Land hen imod Kadesj,
+      derpå til Dan, og fra Dan vendte de sig hen mod Zidon;
+  7.  så kom de til Fæstningen Tyrus og alle Hivviternes og
+      Kana'anæernes Byer, hvorfra de gik til Be'ersjeba i det judæiske
+      Sydland.
+  8.  Efter at de var draget hele Landet rundt i ni Måneder og tyve
+      Dage, kom de tilbage til Jerusalem.
+  9.  Joab opgav derpå Kongen Tallet, der var fundet ved
+      Folktællingen, og Israel talte 800000 kraftige, våbenføre Mænd,
+      Juda 500000 Mænd.
+
+ 10.  Men efter at David havde holdt Mandtal over Folket. slog
+      Samvittigheden ham, og han sagde til HERREN: "Jeg har syndet
+      svarlig i, hvad jeg har gjort! Men tilgiv nu, HERRE, din Tjeners
+      Brøde, thi jeg har handlet som en stor Dåre!"
+ 11.  Da David stod op om Morgenen kom HERRENs Ord til Profeten Gad,
+      Davids Seer, således:
+ 12.  "Gå hen og sig til David: Så siger HERREN; Jeg forelægger dig
+      tre Ting; vælg selv, hvilken jeg skal lade times dig!"
+ 13.  Gad kom da til David og kundgjorde ham det og sagde: "Skal der
+      komme tre Hungersnødsår over dig i dit Land, eller vil du i tre
+      Måneder jages på Flugt, forfulgt af din Fjende, eller skal der
+      komme tre Dages Pest i dit Land? Overvej nu, hvad jeg skal svare
+      ham, der har sendt mig!"
+ 14.  David svarede Gad: "Jeg er i såre stor Vånde - lad os så falde i
+      HERRENs Hånd, thi hans Barmhjertighed er stor; i Menneskehånd
+      vil jeg ikke falde!"
+ 15.  Så valgte David da Pesten. Ved Hvedehøstens Tid begyndte Soten
+      at ramme Folket; og der døde 70000 Mand af Folket fra Dan til
+      Be'ersjeba.
+ 16.  Da Engelen udrakte sin Hånd mod Jerusalem for at ødelægge det,
+      angrede HERREN det onde, og han sagde til Engelen, som ødelagde
+      Folket "Nu er det nok, drag din Hånd tilbage!" HERRENs Engel var
+      da ved Jebusiten Aravnas Tærskeplads.
+ 17.  Men da David så Engelen, som slog Folket, sagde han til HERREN:
+      "Det er mig, der har syndet, mig, der har begået Brøden; men
+      Fårene der, hvad har de gjort? Lad din Hånd dog ramme mig og mit
+      Fædrenehus!"
+
+ 18.  Samme Dag kom Gad til David og sagde: "Gå op og rejs HERREN et
+      Alter på Jebusiten Aravnas Tærskeplads!"
+ 19.  Og David gik derop efter Gads Ord, således som HERREN havde
+      påbudt.
+ 20.  Da Aravna, der var ved at tærske Hvede, så ned og fik Øje på
+      Kongen og hans Folk, som kom hen imod ham, gik han ud og kastede
+      sig på sit Ansigt til Jorden for ham;
+ 21.  og Aravna sagde: "Hvorfor kommer min Herre Kongen til sin Træl?"
+      David svarede: "For at købe Tærskepladsen af dig og bygge HERREN
+      et Alter, at Folket må blive friet fra Plagen!"
+ 22.  Da sagde Aravna til David: "Min Herre Kongen tage den og ofre,
+      hvad ham tykkes ret! Her er Okserne til Brændoffer og
+      Tærskeslæderne og Oksernes Stavtøj til Brændsel!
+ 23.  Min Herre Kongens Træl giver Kongen det hele!" Og Aravna sagde
+      til Kongen: "Måtte HERREN din Gud have Behag i dig!"
+ 24.  Men Kongen svarede Aravna: "Nej, jeg vil købe det af dig for
+      dets fulde Værdi; jeg vil ikke bringe HERREN min Gud Brændofre,
+      som intet koster mig!" Så købte David Tærskepladsen og Okserne
+      for halvtredsindstyve Sølvsekel;
+ 25.  og David byggede HERREN et Alter der og ofrede Brændofre og
+      Takofre. Da forbarmede HERREN sig over Landet, og Israel blev
+      friet fra Plagen.
+
+
+Første Kongebog
+
+Første Kongebog 1
+
+  1.  Da Kong David var gammel og til års, kunne han ikke blive varm,
+      skønt man dækkede ham til med Tæpper.
+  2.  Da sagde hans Folk til ham: "Det er bedst, man søger efter en
+      ung Jomfru til min Herre Kongen, for at hun kan være om Kongen
+      og pleje ham; når hun ligger i din Favn, bliver min Herre Kongen
+      varm!"
+  3.  Så søgte de efter en smuk ung Pige i hele Israels Land og fandt
+      Abisjag fra Sjunem og bragte hende til Kongen.
+  4.  Hun var en såre smuk Pige: og hun plejede kongen og gik ham til
+      Hånde; men Kongen havde ikke Omgang med hende.
+
+  5.  Adonija, Haggits Søn, dristede sig til at sige: "Jeg vil være
+      Konge!" Og han skaffede sig Vogne og Heste og halvtredsindstyve
+      Mænd til at løbe foran sig.
+  6.  Hans Fader havde ingen Sinde irettesat ham og sagt: "Hvorfor
+      bærer du dig således ad?" Han havde et såre smukt Ydre og var
+      den ældste efter Absalom.
+  7.  Han underhandlede med Joab, Zerujas Søn, og Præsten Ebjatar; de
+      tog Adonijas Parti og støttede ham,
+  8.  mens Præsten Zadok, Jojadas Søn Benaja, Profeten Natan, Sjim i
+      og Re'i og Davids Kærnetropper ikke sluttede sig til Adonija.
+  9.  Adonija lod nu slagte Små kvæg, Hornkvæg og Fedekvæg ved
+      Slangestenen, der står ved Rogelkilden, og indbød alle sine
+      Brødre, Kongesønnerne, og alle de judæiske Mænd, der stod i
+      Kongens Tjeneste;
+ 10.  men Profeten Natan, Benaja, Kærnetropperne og sin Broder Salomo
+      indbød han ikke.
+
+ 11.  Da sagde Natan til Batseba, Salomos Moder: "Du har vel hørt, at
+      Adonija, Haggits Søn, har opkastet sig til Konge uden vor Herre
+      Davids Vidende?
+ 12.  Lad mig nu give dig et Råd, for at du kan redde dit eget og din
+      søn Salomos Liv:
+ 13.  Du skal gå ind til Kong David og sige til ham: Herre konge, du
+      har jo tilsvoret din Trælkvinde: Din Søn Salomo skal være Konge
+      efter mig og sidde på min Trone! Hvorfor har da Adonija opkastet
+      sig til Konge?
+ 14.  Og medens du endnu står og taler med Kongen, kommer jeg til og
+      bekræfter dine Ord!"
+
+ 15.  Da gik Batseba ind til kongen i hans Værelse - Kongen var meget
+      gammel, og Abisjag fra Sjunem gik ham til Hånde -
+ 16.  og Batseba bøjede sig og kastede sig til Jorden for Kongen. Da
+      sagde Kongen: "Hvad ønsker du?"
+ 17.  Hun svarede: "Herre, du har jo tilsvoret din Trælkvinde ved
+      HERREN din Gud: Din Søn Salomo skal være konge efter mig og
+      sidde på min Trone!
+ 18.  Men se, nu har Adonija opkastet sig til Konge uden dit Vidende,
+      Herre Konge!
+ 19.  Han har ladet slagte Hornkvæg, Fedekvæg og Småkvæg i Mængde og
+      indbudt alle Kongesønnerne, Præsten Ebjatar og Hærføreren Joab,
+      men din Træl Salomo har han ikke indbudt.
+ 20.  På dig, Herre Konge, er hele Israels Øjne rettet, for at du skal
+      give dem til Kende, hvem der skal være din Efterfølger og sidde
+      på min Herre Kongens Trone.
+ 21.  Ellers gælder det mit og min Søn Salomos Liv, når min Herre
+      Kongen har lagt sig til Hvile hos sine Fædre!"
+
+ 22.  Medens hun endnu talte med Kongen, kom Profeten Natan,
+ 23.  og det blev meldt Kongen: "Profeten Natan er her!" Så trådte han
+      frem for Kongen og kastede sig på sit Ansigt til Jorden for ham.
+ 24.  Derpå sagde Natan: "Herre konge, du har vel sagt, at Adonija
+      skal være Konge efter dig og sidde på din Trone?
+ 25.  Thi han er i Dag draget ned og har ladet slagte Hornkvæg,
+      Fedekvæg og Småkvæg i Mængde og indbudt alle Kongesønnerne,
+      Hærførerne og Præsten Ebjatar, og nu spiser og drikker de sammen
+      med ham og råber: Leve Kong Adonija!
+ 26.  Men han har hverken indbudt mig, din Træl, eller Præsten Zadok
+      eller Benaja, Jojadas Søn, eller din Træl Salomo!
+ 27.  Er det virkelig sket efter min Herre Kongens Befaling, uden at
+      du har ladet dine Trælle vide, hvem der skal sidde på min Herre
+      Kongens Trone efter dig?"
+
+ 28.  Da svarede Kong David: "Kald mig Batseba hid!" Og hun trådte
+      frem for Kongen og stillede sig foran ham.
+ 29.  Da svor Kongen og sagde: "Så sandt HERREN, der udløste mig af al
+      min Nød, lever:
+ 30.  Som jeg tilsvor dig ved HERREN, Israels Gud, at din Søn Salomo
+      skulde være Konge efter mig og sidde på min Trone i mit Sted,
+      således vil jeg handle i Dag!"
+ 31.  Da bøjede Batseba sig med sit Ansigt til Jorden og faldt ned for
+      Kongen og sagde: "Måtte min Herre, Kong David, leve evindelig!"
+
+ 32.  Derpå sagde Kong David: "Kald mig Præsten Zadok, Profeten Natan
+      og Benaja, Jojadas Søn, hid!" Og de trådte frem for Kongen.
+ 33.  Da sagde Kongen til dem: "Tag eders Herres Folk med eder, sæt
+      min Søn Salomo på mit eget Muldyr og før ham ned til Gihon.
+ 34.  Der skal Præsten Zadok og Profeten Natan salve ham til Konge
+      over Israel, og I skal støde i Hornet og råbe: Leve Kong Salomo!
+ 35.  Så skal I følge ham herop, og han skal gå hen og sætte sig på
+      min Trone og være Konge i mit Sted; thi det er ham, jeg har
+      udset til Fyrste over Israel og Juda!"
+ 36.  Da svarede Benaja, Jojadas Søn, Kongen: "Det ske! Måtte HERREN,
+      min Herre Kongens Gud, gøre således!
+ 37.  Måtte HERREN være med Salomo, som han har været med min Herre
+      Kongen, og gøre hans Trone endnu mægtigere end min Herre kong
+      Davids!"
+
+ 38.  Derpå drog Præsten Zadok, Profeten Natan og Benaja, Jojadas Søn,
+      og Kreterne og Pleterne ned og satte Salomo på Kong Davids
+      Muldyr og førte ham til Gihon;
+ 39.  og Præsten Zadok tog Oliehornet fra Teltet og salvede Salomo; de
+      stødte i Hornet, og hele Folket råbte: "Leve Kong Salomo!"
+ 40.  Så fulgte hele Folket ham op og Folket spillede på Fløjter og
+      jublede højt, så at Jorden var ved at revne af deres Råb.
+
+ 41.  Det hørte Adonija og alle hans Gæster, netop som de var færdige
+      med Måltidet, og da Joab hørte Hornets klang, sagde han:
+      "Hvorfor er der så stort Røre i Byen?"
+ 42.  Endnu medens han talte, kom Jonatan, Præsten Ebjatars
+      Søn. Adonija sagde: "Kom herhen, thi du er en brav Mand og
+      bringer godt nyt!"
+ 43.  Men Jonatan svarede og sagde til Adonija: "Tværtimod; vor Herre
+      Kong David har gjort Salomo til Konge!
+ 44.  Kongen sendte Præsten Zadok, Profeten Natan, Benaja, Jojadas
+      Søn, og Kreterne og Pleterne med ham, og de satte ham på Kongens
+      Muldyr;
+ 45.  og Præsten Zadok og Profeten Natan salvede ham til Konge ved
+      Gihon; derefter drog de under Jubel op derfra, og der blev Røre
+      i Byen; det var den Larm, I hørte.
+ 46.  Salomo satte sig også på Kongetronen;
+ 47.  tilmed kom Kongens Folk og lykønskede vor Herre Kong David med
+      de Ord: Måtte din Gud gøre Salomos Navn endnu herligere end dit
+      og hans Trone mægtigere end din! Og Kongen tilbad på sit Leje;
+ 48.  ydermere sagde han: Lovet være HERREN, Israels Gud, som i Dag
+      har ladet en Mand sætte sig på min Trone, endnu medens jeg selv
+      kan se det!"
+
+ 49.  Da blev alle Adonijas Gæster skrækslagne og brød op og gik hver
+      sin Vej;
+ 50.  men Adonija frygtede for Salomo og ilede hen og greb fat om
+      Alterets Horn.
+ 51.  Og man meldte Salomo: "Se, Adonija frygter for Kong Salomo, og
+      se, han har grebet fat om Alterets Horn og siger: Kong Salomo
+      skal først sværge mig til, at han ikke vil lade sin Træl slå
+      ihjel med Sværd!"
+ 52.  Da sagde Salomo: "Dersom han opfører sig som en brav Mand, skal
+      der ikke krummes et Hår på hans Hoved; men gribes han i noget
+      ondt, skal han dø!"
+ 53.  Derpå sendte Kong Salomo Bud og lod ham hente ned fra Alteret;
+      og han kom og kastede sig ned for Kong Salomo. Da sagde Salomo
+      til ham: "Gå til dit Hjem!"
+
+Første Kongebog 2
+
+  1.  Da det nu lakkede ad Enden med Davids Liv, gav han sin Søn
+      Salomo disse Befalinger:
+  2.  "Jeg går nu al Kødets Gang; så vær nu frimodig og vis dig som en
+      Mand!
+  3.  Og hold HERREN din Guds Forskrifter, så du vandrer på hans Veje
+      og, holder hans Anordninger, Bud, Bestemmelser og Vidnesbyrd,
+      således som skrevet står i Mose Lov, for at du må have Lykken
+      med dig i alt, hvad du gør, og i alt, hvad du tager dig for,
+  4.  for at HERREN kan opfylde den Forjættelse, han gav mig, da han
+      sagde: Hvis dine Sønner vogter på deres Vej, så de vandrer i
+      Trofasthed for mit Åsyn af hele deres Hjerte og hele deres Sjæl,
+      skal der aldrig fattes dig en Efterfølger på Israels Trone!
+  5.  Du ved jo også, hvad Joab, Zerujas Søn, har voldet mig,
+      hvorledes han handlede mod Israels to Hærførere, Abner, Ners
+      Søn, og Amasa, Jeters Søn, hvorledes han slog dem ihjel og
+      således i Fredstid hævnede Blod, der var udgydt i Krig, og
+      besudlede Bæltet om min Lænd og Skoene på mine Fødder med
+      uskyldigt Blod;
+  6.  gør derfor, som din Klogskab tilsiger dig, og lad ikke hans grå
+      Hår stige ned i Dødsriget med Fred.
+  7.  Men mod Gileaditen Barzillajs Sønner skal du vise Godhed, og de
+      skal have Plads mellem dem, der spiser ved dit Bord, thi på den
+      Måde kom de mig i Møde, da jeg måtte flygte for din Broder
+      Absalom.
+  8.  Og se, så har du hos dig Benjaminiten Simeon, Geras Søn, fra
+      Bahurim, ham, som udslyngede en grufuld Forbandelse imod mig,
+      dengang jeg drog til Mahanajim. Da han senere kom mig i Møde ved
+      Jordan, tilsvor jeg ham ved HERREN: Jeg vil ikke slå dig ihjel
+      med Sværd!
+  9.  Men du skal ikke lade ham ustraffet, thi du er en klog Mand og
+      vil vide, hvorledes du skal handle med ham, og bringe hans grå
+      Hår blodige ned i Dødsriget."
+
+ 10.  Så lagde David sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i
+      Davidsbyen.
+ 11.  Tiden, han havde været Konge over Israel, udgjorde fyrretyve År;
+      i Hebron herskede han syv År, i Jerusalem tre og tredive År.
+ 12.  Derpå satte Salomo sig på sin Fader Davids Trone, og hans
+      Herredømme blev såre stærkt.
+
+ 13.  Men Adonija, Haggits Søn, kom til Batseba, Salomos Moder. Hun
+      spurgte da: "Kommer du for det gode?" Han svarede: "Ja, jeg
+      gør!"
+ 14.  Og han fortsatte: "Jeg har en Sag at tale med dig om." Hun
+      svarede: "Så tal!"
+ 15.  Da sagde han: "Du ved at Kongeværdigheden tilkom mig, og at hele
+      Israel havde Blikket rettet på mig som den, der skulde være
+      Konge; dog gik Kongeværdigbeden over til min Broder, thi HERREN
+      lod det tilfalde ham.
+ 16.  Men nu har jeg een eneste Bøn til dig; du må ikke afvise mig!"
+      Hun svarede: "Så tal!"
+ 17.  Da sagde han: "Sig til Kong Salomo - dig vil han jo ikke afvise
+      - at han skal give mig Abisj fra Sjunem til Ægte!"
+ 18.  Og Batseba svarede: "Vel, jeg skal tale din Sag hos Kongen!"
+
+ 19.  Derpå begav Batseba sig til Kong Salomo for at tale Adonijas
+      Sag; og Kongen rejste sig, gik hende i Møde og bøjede sig for
+      hende; derpå satte han sig på sin Trone og lod også en Trone
+      sætte frem til Kongemoderen, og hun satte sig ved hans højre
+      Side.
+ 20.  Så sagde hun: "Jeg har en eneste ringe Bøn til dig; du må ikke
+      afvise mig!" Kongen svarede: "Kom med din Bøn, Moder, jeg vil
+      ikke afvise dig!"
+ 21.  Da sagde hun: "Lad din Broder Adonija få Abisjag fra Sjunem til
+      Hustru!"
+ 22.  Men Kong Salomo svarede sin Moder: "Hvorfor beder du om Abisjag
+      fra Sjunem til Adonija? Du skulde hellere bede om
+      Kongeværdigheden til ham; han er jo min ældre Broder, og Præsten
+      Ebjatar og Joab, Zerujas Søn, står på hans Side!"
+ 23.  Og Kong Salomo svor ved HERREN: "Gud ramme mig både med det ene
+      og det andt, om ikke det Ord skal koste Adonija Livet!
+ 24.  Så sandt HERREN lever, som indsatte mig og gav mig Plads på min
+      Fader Davids Trone og byggede mig et Hus, som han lovede: Endnu
+      i Dag skal Adonija miste Livet!"
+ 25.  Derpå gav Kong Salomo Benaja, Jojadas Søn, Ordre til at hugge
+      ham ned; således døde han.
+
+ 26.  Men til Præsten Ebjatar sagde Kongen: "Begiv dig til din
+      Landejendom i Anatot, thi du har forbrudt dit Liv; og når jeg
+      ikke dræber dig i Dag, er det, fordi du bar den Herre HERRENs
+      Ark foran min Fader David og delte alle min Faders Lidelser!"
+ 27.  Derpå afsatte Salomo Ebjatar fra hans Stilling som HERRENs Præst
+      for at opfylde det Ord, HERREN havde talet mod Elis Hus i Silo.
+
+ 28.  Da Rygtet, herom nåede Joab - Joab havde jo sluttet sig til
+      Adonijas Parti, medens han ikke havde sluttet sig til Absaloms -
+      søgte han Tilflugt i HERRENs Telt og greb fat om Alterets Horn,
+ 29.  og det meldtes Kong Salomo, at Joab havde søgt Tilflugt i
+      HERRENs Telt og stod ved Alteret. Da sendte Salomo Benaja,
+      Jojadas Søn, derhen og sagde: "Gå hen og hug ham ned!"
+ 30.  Og da Benaja kom til HERRENs Telt, sagde han til ham: "Således
+      siger Kongen: Kom herud!" Men han svarede: "Nej, her vil jeg
+      dø!" Benaja meldte da tilbage til Kongen, hvad Joab havde sagt
+      og svaret ham.
+ 31.  Men Kongen sagde til ham: "Så gør, som han siger, hug ham ned og
+      jord ham og fri mig og min Faders Hus for det uskyldige Blod,
+      Joab har udgydt;
+ 32.  HERREN vil lade hans Blodskyld komme over hans eget Hoved, at
+      han huggede to Mænd ned, der var retfærdigere og bedre end han
+      selv, og slog dem ihjel med Sværdet uden min Fader Davids
+      Vidende, Abner, Ners Søn, Israels Hærfører, og Amasa, Jeters
+      Søn, Judas Hærfører;
+ 33.  så kommer deres Blod over Joabs og hans, Slægts Hoved evindelig,
+      medens HERREN giver David og hans Slægt, hans Hus og hans Trone
+      Fred til evig Tid!"
+ 34.  Da gik Benaja, Jojadas Søn, hen og huggede ham ned og dræbte
+      ham; og han blev jordet i sit Hus i Ørkenen.
+ 35.  Og Kongen satte Benaja Jojadas Søn, over Hæren i hans Sted,
+      medens han gav Præsten Zadok Ebjatars Stilling.
+
+ 36.  Derpå lod Kongen Simei kalde og sagde til ham: "Byg dig et Hus i
+      Jerusalem, bliv der og drag ikke bort, hvorhen det end er;
+ 37.  thi den Dag du drager bort og overskrider Kedrons Dal, må du
+      vide, du er dødsens; da kommer dit Blod over dit Hoved!"
+ 38.  Og Simei svarede Kongen: "Godt! Som min Herre Kongen siger,
+      således vil din Træl gøre!" Simei blev nu en Tid lang i
+      Jerusalem.
+ 39.  Men efter tre Års Forløb flygtede to af Simeis Trælle til
+      Ma'akas Søn, Kong Akisj af Gat, og da Simei fik at vide, at hans
+      Trælle var i Gat,
+ 40.  brød han op, sadlede sit Æsel og drog til Akisj i Gat for at
+      hente sine Trælle; Simei drog altså af Sted og fik sine Trælle
+      med hjem fra Gat.
+ 41.  Men da Salomo fik af vide, at Simei var rejst fra Jerusalem til
+      Gat og kommet tilbage igen,
+ 42.  lod Kongen ham kalde og sagde til ham: "Tog jeg dig ikke i Ed
+      ved HERREN, og advarede jeg dig ikke: Den Dag du drager bort og
+      begiver dig andetsteds hen, hvor det end er, må du vide, du er
+      dødsens! Og svarede du mig ikke: Godt! Jeg har hørt det?
+ 43.  Hvorfor holdt du da ikke den Ed, du svor ved HERREN, og den
+      Befaling, jeg gav dig?"
+ 44.  Endvidere sagde Kongen til Simei: "Du ved selv, og dit Hjerte er
+      sig det bevidst, alt det onde, du gjorde min Fader David; nu
+      lader HERREN din Ondskab komme over dit eget Hoved;
+ 45.  men Kong Salomo skal være velsignet, og Davids Trone skal stå
+      urokkelig fast for HERRENs Åsyn til evig Tid!"
+ 46.  Derpå gav Kongen Ordre til Benaja, Jojadas Søn, og han gik hen
+      og huggede ham ned; således døde han.
+
+Første Kongebog 3
+
+  1.  Da nu Salomo havde fået Kongedømmet sikkert i hænde besvogrede
+      han sig med Farao, Ægypterkongen, idet han ægtede Faraos Datter;
+      og han førte hende ind i Davidsbyen, til han fik sit eget Hus,
+      HERRENs Hus og Muren om Jerusalem bygget færdig.
+  2.  Kun ofrede Folket på Offerhøjene, thi hidindtil var der ikke
+      bygget HERRENs Navn et Hus.
+  3.  Salomo elskede HERREN, så at han vandrede efter sin Fader Davids
+      Anordninger; kun ofrede han på Højene og tændte Offerild der.
+  4.  Og Kongen begav sig til Gibeon for at ofre der; thi det var den
+      store Offerhøj; tusind Brændofre ofrede Salomo på Alteret der.
+
+  5.  I Gibeon lod HERREN sig til Syne for Salomo i en Drøm om
+      Natten. Og Gud sagde: "Sig, hvad du ønsker, jeg skal give dig!"
+  6.  Da sagde Salomo: "Du viste stor Miskundhed mod din Tjener, min
+      Fader David, der jo også vandrede for dit Åsyn i Troskab,
+      Retfærdighed og Hjertets Oprigtighed; og du lod denne store
+      Miskundhed blive over ham og gav ham en Søn, der nu sidder på
+      hans Trone.
+  7.  Ja, nu har du, HERRE min Gud, gjort din Tjener til Konge i min
+      Fader Davids Sted. Men jeg er ganske ung og ved ikke, hvorledes
+      jeg skal færdes ret;
+  8.  og din Tjener står midt i det Folk, du udvalgte, et stort Folk,
+      som ikke kan tælles eller udregnes, så mange er de.
+  9.  Giv derfor din Tjener et lydhørt Hjerte, så han kan dømme dit
+      Folk og skelne mellem godt og ondt; thi hvem kan dømme dette dit
+      store Folk!"
+ 10.  Det vakte HERRENs Velbehag, at Salomo bad derom;
+ 11.  og Gud sagde til ham: "Fordi du bad om dette og ikke om et langt
+      Liv, ej heller om Rigdom eller om dine Fjenders Liv, men om
+      Forstand til at skønne, hvad ret er,
+ 12.  se, derfor vil jeg gøre, som du beder: Se, jeg giver dig et
+      viist og forstandigt Hjerte, så at din Lige aldrig før har
+      været, ej heller siden skal fremstå;
+ 13.  men jeg giver dig også, hvad du ikke bad om, både Rigdom og Ære,
+      så at du ikke skal have din Lige blandt Konger, så længe du
+      lever.
+ 14.  Og hvis du vandrer på mine Veje, så du holder mine Anordninger
+      og Bud, således som din Fader David gjorde, vil jeg give dig et
+      langt Liv."
+ 15.  Da vågnede Salomo, og se, det var en Drøm. Derpå begav han sig
+      til Jerusalem og stillede sig foran HERRENs Pagts Ark og ofrede
+      Brændofre, bragte Takofre og gjorde et Gæstebud for alle sine
+      Folk.
+
+ 16.  På den Tid kom to Skøger til Kongen og trådte frem for ham.
+ 17.  Den ene Kvinde sagde: "Hør mig, Herre! Jeg og den Kvinde der bor
+      i Hus sammen. Hjemme i vort Hus fødte jeg i hendes Nærværelse et
+      Barn,
+ 18.  og tre Dage efter min Nedkomst fødte også hun et Barn. Vi var
+      sammen; der var ingen andre hos os i Huset, vi to var ene i
+      Huset.
+ 19.  Så døde hendes Dreng om Natten, fordi hun kom til at ligge på
+      ham;
+ 20.  men midt om Natten, medens din Trælkvinde sov, stod hun op og
+      tog min Dreng fra min Side og lagde ham ved sit Bryst; men sin
+      døde Dreng lagde hun ved mit Bryst.
+ 21.  Da jeg så om Morgenen rejste mig for at give min Dreng at die,
+      se, da var han død; men da jeg så nøje på ham om Morgenen, se,
+      da var det ikke min Dreng, ham, som jeg havde født!"
+ 22.  Men den anden Kvinde sagde: "Det er ikke sandt; den levende er
+      min Dreng, og den døde er din!" Og den første sagde: "Nej, den
+      døde er din Dreng, og den levende er min!" Således mundhuggedes
+      de foran Kongen.
+ 23.  Da sagde Kongen: "Den ene siger: Han her, den levende, er min
+      Dreng, den døde er din! Og den anden siger: Nej, den døde er din
+      Dreng, den levende min!"
+ 24.  Derpå sagde Kongen: "Hent mig et Sværd!" Og de bragte Kongen et.
+ 25.  Da sagde Kongen: "Hug det levende Barn over og giv hver af dem
+      det halve!"
+ 26.  Da rørte Kærligheden til Barnet sig heftigt i den Kvinde, som
+      var Moder til det levende Barn, og hun sagde til Kongen: "Hør
+      mig, Herre! Giv hende det levende Barn; dræb det endelig ikke!"
+      Men den anden sagde: "Det skal hverken tilhøre mig eller dig,
+      hug det kun over!"
+ 27.  Da tog Kongen til Orde og sagde: "Giv hende der det levende Barn
+      og dræb det ikke; thi hun er Moderen!"
+ 28.  Og da Israel hørte om den Dom, Kongen havde fældet, fyldtes de
+      alle af Ærefrygt for Kongen; thi de så, at han sad inde med Guds
+      Visdom til at skifte Ret.
+
+Første Kongebog 4
+
+  1.  Kong Salomo var Konge over hele Israel
+  2.  Hans øverste Embedsmænd var følgende: Azarja, Zadoks Søn, var
+      Ypperstepræst;
+  3.  Elihoref og Ahija, Sjisjas Sønner, var Statsskrivere; Josjafat,
+      Ahiluds Søn, var Kansler;
+  4.  Benaja, Jojadas Søn, stod i Spidsen for Hæren; Zadok og Ebjatar
+      var Præster;
+  5.  Azarja, Natans Søn, var Overfoged; Præsten Zabud, Natans Søn,
+      var Kongens Ven;
+  6.  Ahisjar var Slotshøvedsmand; Adoniram, Abdas Søn, havde Tilsyn
+      med Hoveriarbejdet.
+
+  7.  Fremdeles havde Salomno tolv Fogeder over hele Israel, som
+      skulde sørge for Kongens og Hoffets Underhold, hver af dem en
+      Måned om Året.
+  8.  Deres Navne var: Hurs Søn i Efraims Bjerge;
+  9.  Dekers Søn i Makaz-Sja'albim, Bet-Sjemesj og Elon indtil
+      Bet-Hanan;
+ 10.  Heseds Søn i Arubbot; han havde Soko og hele Hefers Land;
+ 11.  Abinadabs Søn havde hele Dors Højland; han var gift med Salomos
+      Datter Tafat;
+ 12.  Ba'ana, Ahiluds Søn, havde Ta'anak, Megiddo og hele Bet- Sjean
+      op til Zaretan, neden for Jizre'el fra Bet-Sjean til Abel-Mehola
+      ud over Jokmeam;
+ 13.  Gebers Søn i Ramot i Gilead; han havde Manasses Søn Ja'irs
+      Teltbyer i Gilead, og han havde Argoblandet i Basan,
+      tresindstyve store Byer med Mure og Kobberportstænger;
+ 14.  Ahinadab, Iddos Søn, havde Mahanajim;
+ 15.  Ahima'az i Naftali; han var ligeledes gift med en Datter af
+      Salomo, Basemat;
+ 16.  Ba'ana, Husjajs Søn, i Aser og Bealot;
+ 17.  Josjafat, Paruas Søn, i Issakar;
+ 18.  Sjim'i, Elas Søn, i Benjamin;
+ 19.  Geber, Uris Søn, i Gads Land, det Land, der havde tilhørt
+      Amoriiterkongen Sihon og Kong Og af Basan; der var kun een Foged
+      i det Land.
+
+ 20.  Juda og Israel var talrige, så talrige som Sandet ved Havet, og
+      de spiste og drak og var glade.
+ 21.  Og Salomo herskede over alle Rigerne fra Floden til Filisternes
+      Land og Ægyptens Grænse og de bragte Gaver og tjente Salomo, så
+      længe han levede.
+ 22.  Salomos daglige Bebov af Levnedsmidler var tredive Kor fint
+      Hvedemel og tresindstyve Kor almindeligt Mel,
+ 23.  ti Stykker Fedekvæg, tyve Stykker Græskvæg og hundrede Stykker
+      Småkvæg foruden Hjorte, Gazeller, Antiloper og fede Gæs.
+ 24.  Thi han herskede over hele Landet hinsides Floden, fra Tifsa til
+      Gaza, over alle Kongerne hinsides Floden, og han håvde Fred
+      rundt om til alle Sider;
+ 25.  og Juda og Israel boede trygt, så længe Salomo levede, hver Mand
+      under sin Vinstok og sit Figentræ, fra ban til Be'ersjeba.
+ 26.  Og Salomo havde 40 000 Spand Heste til sit Vognhold og 12 000
+      Ryttere.
+ 27.  Og de nævnte Fogeder sørgede for Underhold til Kong Salomo og
+      alle, der havde Adgang til hans Bord, hver i sin Måned, og de
+      lod det ikke skorte på noget;
+ 28.  og Byggen og Strået til Hestene og Forspandene bragte de til det
+      Sted, hvor han var, efter som Turen kom til hver enkelt.
+
+ 29.  Gud skænkede Salomo Visdom og Kløgt i såre rigt Mål og en
+      omfattende Forstand, som Sandet ved Havets Bred,
+ 30.  så at Salomos Visdom var større end alle Østerlændingenes og
+      alle Ægypternes Visdom.
+ 31.  Han var visere end alle andre, ja visere end Ezraiten Etan og
+      visere end Heman, Kalkol og Darda, Mabols Sønner, og hans Ry
+      nåede ud til alle Folkeslag rundt om.
+ 32.  Han fremsagde 3000 Tanke sprog, og Tallet på hans Sange var 1
+      005"
+ 33.  Han talte om Træerne lige fra Cederen på Libanon til Ysopen, der
+      vokser frem af Muren; og han talte om Dyrene, Fuglene,
+      Krybdyrene og Fiskene.
+ 34.  Fra alle Folkeslag kom man for at lytte til Salomos Visdom, fra
+      alle Jordens Konger, der hørte om hans Visdom.
+
+Første Kongebog 5
+
+  1.  Da Kong Hiram af Tyrus hørte, at Salomo var salvet til Konge i
+      stedet for sin Fader, sendte han nogle af sine Folk til ham; thi
+      Hiram havde altid været Davids Ven.
+  2.  Og Salomo sendte Hiram følgende Bud:
+  3.  "Du ved, at min Fader David ikke kunde bygge HERREN sin Guds
+      Navn et Hus for de Kriges Skyld, man fra alle Sider påførte ham,
+      indtil HERREN lagde hans Fjender under hans Fødder.
+  4.  Men nu har HERREN min Gud skaffet mig Ro til alle Sider; der
+      findes ingen Modstandere, og der er ingen Fare på Færde.
+  5.  Se, derfor har jeg i Sinde at bygge HERREN min Guds Navn et Hus
+      efter HERRENs Ord til min Fader David: Din Søn, som jeg sætter
+      på din Trone i dit Sted, han skal bygge Huset for mit Navn.
+  6.  Giv derfor Ordre til, at der fældes Cedre til mig på
+      Libanon. Mine Folk skal arbejde sammen med dine, og jeg vil give
+      dineFolk den Løn, du kræver; thi du ved jo, at der ikke findes
+      nogen hos os, der kan fælde Træer som Zidonierne!"
+
+
+  7.  Da Hiram modtog dette Bud fra Salomo, glædede det ham meget, og
+      han sagde: "Lovet være HERREN i dag, fordi han har givet David
+      en viis Søn til at herske over dette store Folk!"
+  8.  Og Hiram sendte Salomo følgende Svar: "Jeg har modtaget det Bud,
+      du sendte mig, og jeg skal opfylde alt, hvad du ønsker med
+      Hensyn til Ceder- og Cyprestræer;
+  9.  mine Folk skal bringe dem fra Libanon ned til Havet, og så skal
+      jeg lade dem samle til Tømmerflåder på Havet og sende dem til
+      det Sted, du anviser mig; der skal jeg lade dem skille ad, så at
+      du kan lade dem hente. Men du vil da også opfylde mit Ønske og
+      sende Fødevarer til mit Hof!"
+ 10.  Så sendte Hiram Salomo alt, hvad han ønskede af Ceder- og
+      Cyprestræer;
+ 11.  og Salomo sendte Hiram 20 000 Kor Hvede til Underhold for hans
+      Hof og 20 Kor Olie af knuste Oliven. Så meget sendte Salomo
+      Hiram År efter År.
+ 12.  Og HERREN gav Salomo Visdom, som han havde lovet ham; og der var
+      Fred mellem Hiram og Salomo, og de sluttede Pagt med hinanden.
+
+ 13.  Kong Salomo udskrev nu Hoveriarbejdere overalt i Israel, og
+      Hoveriarbejderne udgjorde 30 000 Mand.
+ 14.  Dem sendte han så til Libanon, et Hold på 10 000 om Måneden,
+      således at de var en Måned på Libanon og to Måneder
+      hjemme. Adoniram havd Tilsyn med Hoveriarbejderne.
+ 15.  Salomo havde 70 000 Lastdragere og 80 000 Stenhuggere i Bjergene
+ 16.  foruden Overfogeder, der ledede Arbejdet, 3 300 Mand, som havde
+      Opsyn med Folkene, der arbejdede.
+ 17.  På Kongens Bud brød de store Stenblokke, kostbare Sten til
+      Templets Grundvold, Kvadersten;
+ 18.  og Salomos og Hiroms Bygmestre og Folkene fra Gebal huggede dem
+      til, og de gjorde Træstammerne og Stenene i Stand til Templets
+      Opførelse.
+
+Første Kongebog 6
+
+  1.  480 År efter at Israeliterne var vandret ud af Ægypten, i Ziv
+      Måned, det er den anden Måned, i det fjerde År Salomo herskede i
+      Israel, begyndte han at bygge HERREN Templet.
+  2.  Templet, som Kong Salomo byggede HERREN, var tresindstyve Alen
+      langt, tyve Alen bredt og tredive Alen højt.
+  3.  Forhallen foran Templets Hellige var tyve Alen lang, svarende
+      til Templets Bredde, og ti Alen bred.
+  4.  Han forsynede Templet med Gittervinduer i Bjælkerammer,
+  5.  og op til Tempelmuren byggede han en Tilbygning rundt om
+      Templets Mure, rundt om det Hellige og inderhallen, og
+      indrettede Siderum rundt om.
+  6.  Det nederste Rum var fem Alen bredt, det mellemste seks og det
+      tredje syv, thi han byggede Fremspring i Templets Ydermur rundt
+      om, for at man ikke skulde være nødt til at lade Bjælkerne gribe
+      ind i Templets Mure.
+  7.  Ved Templets Opførelsebyggede man med Sten, der var gjort
+      færdige i Stenbrudet, derfor hørtes hverken Lyd af Hamre,
+      Mejsler eller andet Jernværktøj, medens Templet byggedes.
+  8.  Indgangen til det nederste Rum var på Templets Sydside, og
+      derfra førte Vindeltrapper op til det mellemste og derfra igen
+      op til det tredje Rum.
+  9.  Således byggede han Templet færdigt, og han lagde Taget med
+      Bjælker og Planker af Cedertræ.
+ 10.  Han byggede Tilbygningen rundt om hele Templet, hvert Stokværk
+      fem Alen højt, og den blev forbundet med Templet med
+      Cederbjælker.
+
+ 11.  Da kom HERRENs Ord til Salomo således:
+ 12.  "Dette Hus, som du er ved at bygge - dersom du vandrer efter
+      mine Anordninger og gør efter mine Lovbud og omhyggeligt vandrer
+      efter alle mine Bud, vil jeg på dig stadfæste det Ord, jeg
+      talede til din Fader David, -
+ 13.  og tage Bolig blandt Israeliterne og ikke forlade mit Folk
+      Israel."
+
+ 14.  Således byggede Salomo Templet færdigt.
+ 15.  Templets Vægge dækkede han indvendig med Cederbrædder; fra
+      Bygningens Gulv til Loftsbjælkerne dækkede han dem indvendig med
+      Træ; og over Templets Gulv lagde han Cypresbrædder.
+ 16.  Han dækkede de tyve bageste Alen af Templet med Cederbrædder fra
+      Gulv til Bjælker og indrettede sig Rummet derinde til en
+      Inderhal, det Allerhelligste.
+ 17.  Fyrretyve Alen målte det Hellige foran Inderhallen.
+ 18.  Templet var indvendig dækket med Cedertræ, udskåret Arbejde i
+      Form af Agurker og Blomsterkranse; alt var af Cedertræ, ikke en
+      Sten var at se.
+ 19.  Han indrettede inderhallen inde i Templet for der at opstille
+      HERRENs Pagts Ark.
+ 20.  Inderhallen var tyve Alen lang, tyve Alen bred og tyve Alen høj,
+      og han overtrak den med fint Guld. Fremdeles lavede han et Alter
+      af Cedertræ
+ 21.  foran Inderhallen og overtrak det med Guld. Og Salomo overtrak
+      Templet indvendig med fint Guld og trak for med Guldkæder.
+ 22.  Hele Templet overtrak han med Guld, hele Templet fra den ene
+      Ende til den anden; også hele Alteret foran inderhallen overtrak
+      han med Guld.
+
+ 23.  I Inderhallen satte han to Keruber af vildt Oliventræ, ti Alen
+      høje;
+ 24.  den ene Kerubs Vinger var hver fem Alen, der var ti Alen fra den
+      ene Vingespids til den anden;
+ 25.  ti Alen målte også den anden Kerub; begge keruber havde samme
+      Mål og Skikkelse;
+ 26.  begge Keruber var ti Alen høje.
+ 27.  Og han opstillede Keruberne midt i den inderste Del af Templet,
+      og de udbredte deres Vinger således, at den enes ene Vinge rørte
+      den ene Væg og den andens ene Vinge den modsatte Væg, medens de
+      to andre Vinger rørte hinanden midt i Templet.
+ 28.  Keruberne overtrak han med Guld.
+
+ 29.  Rundt på alle Vægge i Templet anbragte han udskåret Arbejde,
+      Keruber, Palmer og Blomsterkranse, både i den inderste og den
+      yderste Hal,
+ 30.  og Templets Gulv overtrak han med Guld, både i den inderste og
+      den yderste Hal.
+ 31.  Til Inderhallens Indgang lod han lave to Dørfløje af vildt
+      Oliventræ; Overliggeren og Dørposterne dannede en Femkant.
+ 32.  Og på de to Oliventræsfløje lod han udskære Keruber, Palmer og
+      Blomsterkranse og overtrak dem med Guld, idet han lod Guldet
+      trykke ned i de udskårne Keruber og Palmer.
+ 33.  Ligeledes lod han til indgangen til det Hellige lave Dørstolper
+      af vildt Oliventræ, firkantede Dørstolper,
+ 34.  og to Dørfløje af Cyprestræ, således at hver af de to Dørfløje
+      bestod af to bevægelige Dørflader;
+ 35.  og han lod udskære Keruber, Palmer og Blomsterkranse i dem og
+      overtrak dem med Guld, der lå i et tyndt Lag over de udskårne
+      Figurer.
+
+ 36.  Ligeledes indrettede han den indre Forgård ved at bygge tre Lag
+      Kvadersten og et Lag Cederbjælker.
+
+ 37.  I det fjerde År lagdes Grunden til HERRENs Hus i Ziv Måned;
+ 38.  og i det ellevte År i Bul Måned, det er den ottende Måned,
+      fuldførtes Templet i alle dets Dele og Stykker; han byggede på
+      det i syv År.
+
+Første Kongebog 7
+
+  1.  På sit Palads byggede Salomo i tretten År; så fik han hele sit
+      Palads færdigt.
+  2.  Han byggede Libanonskovhuset, hundrede Alen langt,
+      halvtredsindstyve Alen bredt og tredive Alen højt, hvilende på
+      tre Rækker Cedersøjler med Skråstøtter af Cedertræ.
+  3.  Det var oven over Rummene tækket med Cederbjælker, der hvilede
+      på fem og fyrretyve Søjler, femten i hver Række.
+  4.  Der var tre Lag Bjælker, og Lysåbning sad over for Lysåbning tre
+      Gange.
+  5.  Alle Døre og Lysåbninger havde firkantede Bjælkerammer, og
+      Lysåbning sad over for Lysåbning tre Gange.
+  6.  Fremdeles opførte han Søjlehallen, halvtredsindstyve Alen lang
+      og tredive Alen bred, med en Hal, Søjler og Trappe foran.
+  7.  Fremdeles opførte han Tronhallen, hvor han holdt Rettergang,
+      Domhallen; den var dækket med Cedertræ fra Gulv til Loft,
+  8.  Hans eget Hus, det, han boede i, i den anden Forgård inden for
+      Hallen, var bygget på samme Måde. Og til Faraos Datter, som
+      Salomo havde ægtet, opførte han et Hus i Lighed med denne Hal.
+
+  9.  Det hele var af kostbare Sten, tilhugget efter Mål, tilsavet
+      både indvendig og udvendig, lige fra Grunden til Murkanten,
+      hvilket også gjaldt den store Forgård uden om Templets Forgård.
+ 10.  Grunden blev lagt med kostbare, store Sten, nogle på ti, andre
+      på otte Alen.
+ 11.  Ovenpå lagdes kostbare Sten, tilhugget efter Mål, og
+      Cederbjælker.
+ 12.  Den store Forgård var hele Vejen rundt omgivet af tre Lag
+      tilhugne Sten og et Lag Cederbjælker, ligeledes HERRENs Huss
+      Forgård, den indre, og Forgården om Paladsets Forhal.
+
+ 13.  Kong Salomo sendte Bud til Tyrus efter Hiram.
+ 14.  Han var Søn af en Enke fra Naftalis Stamme, men hans Fader var
+      en Kobbersmed fra Tyrus. Han sad inde med Visdom, Forstand og
+      Indsigt i at udføre alskens Kobberarbejde; og han kom til Kong
+      Salomo og udførte alt det Arbejde, han skulde have udført.
+
+ 15.  Han støbte de to kobbersøjler foran Forhallen. Den ene var atten
+      Alen høj; den målte tolv Alen i Omkreds; den var hul, og
+      Kobberet var fire Fingerbredder tykt. Ligeså den anden Søjle.
+ 16.  Og han lavede to Søjlehoveder til at sidde oven på Søjlerne,
+      støbt af Kobber, hvert Søjlehoved fem Alen højt.
+ 17.  Og han lavede to Fletværker, flettet Arbejde, Snore, kædeformet
+      Arbejde, til at dække Søjlehovederne oven på Søjlerne, et
+      Fletværk fil hvert Søjleboved;
+ 18.  og han lavede Granatæblerne, to Rækker rundt om det ene
+      Fletværk; der var 200 Granatæbler i Rækker rundt om det ene
+      Søjlehoved; på samme Måde gjorde han også ved det andet.
+ 19.  Søjlehovedeme på de to Søjler var liljeformet Arbejde.
+ 20.  Søjlehovederne sad på de to Søjler.
+ 21.  Derpå opstillede han Søjlerne ved Templets Forhal; den Søjle,
+      han opstillede til højre, kaldte han Jakin, og den, han
+      opstillede til venstre, kaldte han Boaz.
+ 22.  Øverst på Søjlerne var der liljeformet Arbejde. Således blev
+      Arbejdet med Søjlerne færdigt.
+
+ 23.  Fremdeles lavede han Havet i støbt Arbejde, ti Alen fra Rand til
+      Rand, helt rundt, fem Alen højt; det målte tredive Alen i
+      Omkreds.
+ 24.  Under Randen var det hele Vejen rundt omgivet af agurklignende
+      Prydelser, der nåede helt omkring Havet, tredive Alen; i to
+      Rækker sad de agurklignende Prydelser, støbt i eet dermed.
+ 25.  Det stod på tolv Okser, således at tre vendte mod Nord, tre mod
+      Vest, tre mod Syd og tre mod Øst; Havet stod oven på dem; de
+      vendte alle Bagkroppen indad.
+ 26.  Det var en Håndsbred tykt, og Randen var formet som Randen på et
+      Bæger, som en udsprungen Lilje. Det tog 2000 Bat.
+
+ 27.  Fremdeles lavede han de ti Vognstel af Kobber; hvert Stel var
+      fire Alen langt, fire Alen bredt og tre Alen højt.
+ 28.  Og Stellene var indrettet så ledes: De havde Mellemstykker, og
+      Mellemstykkerne sad mellem Rammestykkerne.
+ 29.  På Mellemstykkerne mellem Rammestykkerne var der Løver, Okser og
+      Keruber, ligeledes på Rammestykkerne. Over og under Løverne og
+      Okserne var der Kranse, lavet således, at de hang ned.
+ 30.  Hvert Stel havde fire Kobber hjul og Kobberaksler. De fire
+      Hjørner havde Bærearme; under Bækkenet var Bærearmene faststøbt,
+      og midt for hver af dem var der Kranse.
+ 31.  Dets Rand var inden for Bærearmene, een Alen høj, og den var
+      rund: også på Randen var der udskåret Arbejde. Mellemstykkerne
+      var firkantede, ikke runde.
+ 32.  De fire Hjul sad under Mellemstykkerne, og Hjulenes Akselholdere
+      sad på Stellet; hvert Hjul var halvanden Alen højt.
+ 33.  Hjulene var indrettet som Vognhjul, og deres Akselholdere,
+      Fælge, Eger og Nav var alle støbt.
+ 34.  Der var en Bæream på hvert Stels fire Hjørner, og Bærearmene var
+      i eet med Stellet;
+ 35.  og oven på Stellet var der en Slags Fatning, en halv Alen høj og
+      helt rund; og Akselholdere og Mellemstykker sad fast på Stellet.
+ 36.  På Fladerne indgraverede han Keruber, Løver og Palmer, efter som
+      der var Plads til, omgivet af Kranse.
+ 37.  Således lavede han de ti Stel; de var alle støbt på samme Måde,
+      med samme Mål og af samme Form.
+ 38.  Tillige lavede han ti Kobberbækkener; fyrretyve Bat tog hvert
+      Bækken, og hvert Bækken målte fire Alen, et Bækken til hvert af
+      de ti Stel.
+ 39.  Og han satte fem af Stellene ved Templets Sydside, fem ved
+      Nordsiden; og Havet opstillede han ved Templets Sydside, ved det
+      sydøstre Hjørne.
+
+ 40.  Fremdeles lavede Hirom Karrene, Skovlene og Skålene. Der med var
+      Hiram færdig med alt sit Arbejde for Kong Salomo til HERRENs
+      Hus:
+
+ 41.  De to Søjler, og de to kuglefornede Søjlehoveder ovenpå, de to
+      Fletværker til at dække de to kugleformede Søjlehoveder på
+      Søjlerne,
+ 42.  de 400 Granatæbler til de to Fletværker, to Rækker Granatæbler
+      til hvert Fletværk til at dække de to kugleformede Søjlehoveder
+      på de to Søjler,
+ 43.  de ti Stel med de ti Bækkener på,
+ 44.  Havet med de tolv Okser under,
+ 45.  Karrene, Skovlene og Skålene. Alle disse Ting, som Hiram lavede
+      for Kong Salomo til HERRENs Hus, var af blankt Kobber.
+ 46.  I Jordanegnen lod Kongen dem støbe, ved Adamas Vadested mellem
+      Sukkot og Zaretan.
+
+ 47.  Salomo lod alle Tingene uvejet på Grund af deres såre store
+      Mængde, Kobberet blev ikke vejet.
+
+ 48.  Og Salomo lod alle Tingene, som hørte til HERRENs Hus, lave:
+      Guldalteret, Guldbordet, som Skuebrødene lå på,
+ 49.  Lysestagerne, fem til højre og fem til venstre, foran
+      Inderhallen, af purt Guld, med Blomsterbægrene, Lamperne og
+      Lysesaksene af Guld,
+ 50.  Fadene, Knivene, Skålene, Kanderne og Panderne af fint Guld,
+      Hængslerne til Dørene for den inderste Hal, det Allerhelligste,
+      og til Dørene for den yderste Hal, det Hellige, af Guld.
+
+ 51.  Da hele Arbejdet, som Salomo lod udføre ved HERRENs Hus, var
+      færdigt, bragte Salomo sin Fader Davids Helliggaver, Sølvet og
+      Guldet, derind og lagde alle Tingene i Skatkamrene i HERRENs
+      Hus.
+
+Første Kongebog 8
+
+  1.  Derpå kaldte Salomo Israels Ældste og alle Stammernes
+      Overhoveder, Israeliternes Fædrenehuses Øverster, sammen hos sig
+      i Jerusalem for at føre HERRENs Pagts Ark op fra Davidsbyen, det
+      er Zion.
+  2.  Så samledes alle Israels Mænd hos Kong Salomo på Højtiden i
+      Etanim Måned, det er den syvende Måned.
+  3.  Og alle Israels Ældste kom, og Præsterne bar Arken.
+  4.  Og de bragte HERRENs Ark op tillige med Åbenbaringsteltet og
+      alle de hellige Ting, der var i Teltet; Præsterne og Leviterne
+      bragte dem op.
+  5.  Og Kong Salomo tillige med hele Israels Menighed, som havde
+      givet Møde hos ham foran Arken, ofrede Småkvæg og Hornkvæg, så
+      meget, at det ikke var til at tælle eller overse.
+  6.  Så førte Præsterne HERRENs Pagts Ark ind på dens Plads i
+      Templets Inderhal, det Allerhelligste, og stillede den under
+      Kerubernes Vinger;
+  7.  thi Keruberne udbredte deres Vinger over Pladsen, hvor Arken
+      stod, og således dannede Keruberne et Dække over Arken og dens
+      Bærestænger.
+  8.  Stængerne var så lange, at Enderne af dem kunde ses fra det
+      Hellige foran Inderhallen, men de kunde ikke ses længere ude; og
+      de er der den Dag i Dag.
+  9.  Der var ikke andet i Arken end de to Stentavler, Moses havde
+      lagt ned i den på Horeb, Tavlerne med den Pagt, HERREN havde
+      sluttet med Israeliterne, da de drog bort fra Ægypten.
+ 10.  Da Præsterne derpå gik ud af Helligdommen, fyldte Skyen HERRENs
+      Hus,
+ 11.  så at Præsterne af Skyen hindredes i at stå og udføre deres
+      Tjeneste; thi HERRENs Herlighed fyldte HERRENs Hus.
+
+ 12.  Ved den Lejlighed sang Salomo: HERREN satte Solen på Himlen, men
+      selv, har han sagt, vil han bo i Mulmet.
+ 13.  Nu har jeg bygget dig et Hus til Bolig, et Sted, du for evigt
+      kan dvæle.  Det står jo optegnet i Sangenes Bog.
+
+ 14.  Derpå vendte Kongen sig om og velsignede hele Israels
+      Forsamling, der imens stod op;
+ 15.  og han sagde: "Lovet være HERREN, Israels Gud, hvis Hånd har
+      fuldført, hvad hans Mund talede til min Fader David, dengang han
+      sagde:
+ 16.  Fra den Dag jeg førte mit Folk Israel ud af Ægypten, har jeg
+      ikke udvalgt nogen By i nogen af Israels Stammer for der at
+      bygge et Hus til Bolig for mit Navn; men Jerusalem udvalgte jeg
+      til Bolig for mit Navn, og David udvalgte jeg til at herske over
+      mit Folk Israel.
+ 17.  Og min Fader David fik i Sinde at bygge HERRENs, Israels Guds,
+      Navn et Hus;
+ 18.  men HERREN sagde til min Fader David: At du har i Sinde at bygge
+      mit Navn et Hus, er ret af dig;
+ 19.  dog skal du ikke bygge det Hus, men din Søn, der udgår af din
+      Lænd; skal bygge mit Navn det Hus.
+ 20.  Nu har HERREN opfyldt det Ord, han talede, og jeg er trådt i min
+      Fader Davids Sted og sidder på Israels Trone, som HERREN sagde,
+      og jeg har bygget HERRENs, Israels Guds, Navn Huset;
+ 21.  og jeg har der beredt en Plads til Arken med den Pagt, HERREN
+      sluttede med vore Fædre, da han førte dem bort fra Ægypten."
+
+ 22.  Derpå trådte Salomo frem foran HERRENs Alter lige over for hele
+      Israels Forsamling, udbredte sine Hænder mod Himmelen
+ 23.  og sagde: "HERRE Israels Gud, der er ingen Gud som du i Himmelen
+      oventil og på Jorden nedentil, du, som holder fast ved din Pagt
+      og din Miskundhed mod dine Tjenere, når de af hele deres Hjerte
+      vandrer for dit Åsyn,
+ 24.  du, som har holdt, hvad du lovede din Tjener, min Fader David,
+      og i Dag opfyldt med din Hånd, hvad du talede med din Mund.
+ 25.  Så hold da nu, HERRE, Israels Gud, hvad du lovede din Tjener,
+      min Fader David, da du sagde: En Efterfølger skal aldrig fattes
+      dig til at sidde på Israels Trone for mit Åsyn, når kun dine
+      Sønner vil tage Vare på deres Vej og vandre for mit Åsyn, som du
+      har gjort.
+ 26.  Så lad nu, HERRE, Israels Gud, det Ord opfyldes, som du tilsagde
+      din Tjener, min Fader David!
+
+ 27.  Men kan Gud da virkelig bo på Jorden? Nej visselig, Himlene, ja
+      Himlenes Himle kan ikke rumme dig, langt mindre dette Hus, som
+      jeg har bygget!
+ 28.  Men vend dig til din Tjeners Bøn og Begæring, HERRE min Gud, så
+      du hører det Råb og den Bøn, din Tjener i Dag opsender for dit
+      Åsyn;
+ 29.  lad dine Øjne være åbne over dette Hus både Nat og Dag, over det
+      Sted, hvor du har sagt, dit Navn skal bo, så du hører den Bøn,
+      din Tjener opsender, vendt mod dette Sted!
+ 30.  Og hør den Bøn, din Tjener og dit Folk Israel opsender, vendt
+      mod dette Sted; du høre den der, hvor du bor, i Himmelen, du
+      høre og tilgive!
+
+ 31.  Når nogen synder imod sin Næste, og man afkræver ham Ed og lader
+      ham sværge, og han kommer og aflægger Ed foran dit Alter i dette
+      Hus,
+ 32.  så høre du det i Himmelen og gøre det og dømme dine Tjenere
+      imellem, så du kender den skyldige skyldig og lader hans Gerning
+      komme over hans Hoved og frikender den uskyldige og gør med ham
+      efter hans Uskyld!
+
+ 33.  Når dit Folk Israel tvinges til at fly for en Fjende, fordi de
+      synder imod dig, og de så omvender sig til dig og bekender dit
+      Navn og opsender Bønner og Begæringer til dig i dette Hus,
+ 34.  så høre du det i Himmelen og tilgive dit Folk Israels Synd og
+      føre dem tilbage til det Land, du gav deres Fædre!
+
+ 35.  Når Himmelen lukkes, så Regnen udebliver, fordi de synder imod
+      dig, og de så beder, vendt mod dette Sted, og bekender dit Navn
+      og omvender sig fra deres Synd, fordi du revser dem,
+ 36.  så høre du det i Himmelen og tilgive din Tjeners og dit Folk
+      Israels Synd, ja du vise dem den gode Vej, de skal vandre, og
+      lade det regne i dit Land, som du gav dit Folk i Eje!
+
+ 37.  Når der kommer Hungersnød i Landet, når der kommer Pest, når der
+      kommer Kornbrand og Rust, Græshopper og Ædere, når Fjenden
+      belejrer Folket i en af dets Byer, når alskens Plage og Sot
+      indtræffer -
+ 38.  enhver Bøn, enhver Begæring, hvem den end kommer fra i hele dit
+      Folk Israel, når de føler sig truffet i deres Samvittighed og
+      udbreder Hænderne mod dette Hus,
+ 39.  den høre du i Himmelen, der, hvor du bor, og tilgive og gøre
+      det, idet du gengælder enhver hans Færd, fordi du kender hans
+      Hjerte, thi du alene kender alle Menneskebørnenes Hjerter,
+ 40.  for at de må frygte dig, al den Tid de lever på den Jord, du gav
+      vore Fædre.
+
+ 41.  Selv den fremmede, der ikke hører til dit Folk Israel, men
+      kommer fra et fjernt Land for dit Navns Skyld, -
+ 42.  thi man vil høre om dit store Navn, din stærke Hånd og din
+      udstrakte Arm - når han kommer og beder, vendt mod dette Hus,
+ 43.  da høre du det i Himmelen, der, hvor du bor, og da gøre du efter
+      alt, hvad den fremmede råber til dig om, for at alle Jordens
+      Folkeslag må lære dit Navn at kende og frygte dig ligesom dit
+      Folk Israel og erkende, at dit Navn er nævnet over dette Hus,
+      som jeg har bygget.
+
+ 44.  Når dit Folk drager i Krig mod sin Fjende, hvor du end sender
+      dem hen, og de beder til HERREN, vendt mod den By, du har
+      udvalgt, og det Hus, jeg har bygget dit Navn,
+ 45.  så høre du i Himmelen deres Bøn og Begæring og skaffe dem deres
+      Ret!
+ 46.  Når de synder imod dig thi der er intet Menneske, som ikke
+      synder - og du vredes på dem og giver dem i Fjendens Magt, og
+      Sejrherrerne fører dem fangne til Fjendens Land, det være sig
+      fjernt eller nær,
+ 47.  og de så går i sig selv i det Land, de er bortført til, og
+      omvender sig og råber til dig i Sejrherrernes Land og siger: Vi
+      har syndet, handlet ilde og været ugudelige!
+ 48.  når de omvender sig til dig af hele deres Hjerte og af hele
+      deres Sjæl i deres Fjenders Land, som de bortførtes til, og de
+      beder til dig, vendt mod deres Land, som du gav deres fædre, mod
+      den By, du har udvalgt, og det Hus, jeg har bygget dit Navn
+ 49.  så høre du i Himmelen, der, hvor du bor, deres Bøn og Begæring
+      og skaffe dem deres Ret,
+ 50.  og du tilgive dit Folk, hvad de syndede imod dig, alle de
+      Overtrædelser, hvori de gjorde sig skyldige imod dig, og lade
+      dem finde Barmhjertighed hos Sejrherrerne, så de forbarmer sig
+      over dem;
+ 51.  de er jo dit Folk og din Ejendom, som du førte ud af Ægypten, af
+      Smelteovnen.
+ 52.  Lad dine Øjne være åbne for din Tjeners og dit Folk Israels
+      Begæring, så du hører dem, hver Gang de råber til dig.
+ 53.  Thi du har udskilt dem fra alle Jordens Folkeslag til at være
+      din Ejendom, som du lovede ved din Tjener Moses, da du førte
+      vore Fædre bort fra Ægypten, Herre, HERRE!"
+
+ 54.  Da Salomo var færdig med hele denne Bøn og Begæring til HERREN
+      rejste han sig fra Pladsen foran HERRENs Alter, hvor han havde
+      ligget på Knæ med Hænderne udbredt mod Himmelen.
+ 55.  Derpå trådte han frem og velsignede med høj Røst hele Israels
+      Forsamling, idet han sagde:
+ 56.  "Lovet være HERREN, der har givet sit Folk Israel Hvile, ganske
+      som han talede, uden at et eneste Ord er faldet til Jorden af
+      alle de herlige Forjættelser, han udtalte ved sin Tjener Moses.
+ 57.  HERREN vor Gud være med os, som han var med vore Fædre, han
+      forlade og forstøde os ikke,
+ 58.  at vort Hjerte må drages til ham, så vi vandrer på alle hans
+      Veje og holder hans Bud, Anordninger og Lovbud, som han pålagde
+      vøre Fædre!
+ 59.  Måtte disse Bønner, som jeg har opsendt for HERRENs Åsyn, være
+      nærværende for HERREN vor Gud både Nat og Dag, så han skaffer
+      sin Tjener og sit Folk Israel Ret efter hver Dags Behov,
+ 60.  for at alle Jordens Folk må kende, at HERREN og ingen anden er
+      Gud.
+ 61.  Og måtte eders Hjerte være helt med HERREN vor Gud, så I følger
+      hans Anordninger og holder hans Bud som i Dag!"
+
+ 62.  Kongen ofrede nu sammen med hele Israel Slagtofre for HERRENs
+      Åsyn.
+ 63.  Til de Takofre, Salomo ofrede til HERREN, tog han 22 000 Stykker
+      Hornkvæg og 12 000 Stykker Småkvæg. Således indviede Kongen og
+      alle Israeliterne HERRNs Hus.
+ 64.  Samme Dag helligede Kongen den mellemste Del af Forgården foran
+      HERRENs Hus, thi der måtte han ofre Brændofrene, Afgrødeofrene
+      og Fedtstykkerne af Takofrene, da Kobberalteret foran HERRENs
+      Åsyn var for lille til at rumme Ofrene.
+
+ 65.  Samtidig fejrede Salomo i syv Dage Højtiden for HERREN vor Guds
+      Åsyn sammen med hele Israel, en vældig Forsamling (lige fra
+      Egnen ved Hamat og til Ægyptens Bæk).
+ 66.  Ottendedagen lod han Folket gå, og de velsignede Kongen og drog
+      hver til sit, glade og vel til Mode over al den Godhed, HERREN
+      havde vist sin Tjener David og sit Folk Israel.
+
+Første Kongebog 9
+
+  1.  Men da Salomo var færdig med at opføre HERRENs Hus og Kongens
+      Palads og alt, hvad han havde fået Lyst til og sat sig for at
+      udføre,
+  2.  lod HERREN sig anden Gang til Syne for ham, som han havde ladet
+      sig til Syne for ham i Gibeon;
+  3.  og HERREN sagde til ham: "Jeg har hørt den Bøn og Begæring, du
+      opsendte for mit Åsyn. Jeg har helliget dette Hus, som du har
+      bygget, for der at stedfæste mit Navn til evig Tid, og mine Øjne
+      og mit Hjerte skal være der alle Dage.
+  4.  Hvis du nu vandrer for mit Åsyn som din Fader David i Hjertets
+      Uskyld og i Upriglighed, så du gør alt, hvad jeg har pålagt dig,
+      og holder mine Anordninger og Lovbud,
+  5.  så vil jeg opretholde din Kongetrone i Israel evindelig, som jeg
+      lovede din Fader David, da jeg sagde: En Efterfølger skal aldrig
+      fattes dig på Israels Trone.
+  6.  Men hvis I eller eders Børn vender eder bort fra mig og ikke
+      holder mine Bud, mine Annordninger, som jeg har forelagt eder,
+      men går hen og dyrker andre Guder og tilbeder dem
+  7.  så vil jeg udrydde Israel fra det Land, jeg gav dem; og det Hus,
+      jeg har helliget for mit Navn, vil jeg forkaste fra mit Åsyn, og
+      Israel skal blive til Spot og Spe blandt alle Folk,
+  8.  og dette Hus skal blive en Ruindynge, og enhver, som går der
+      forbi, skal blive slået af Rædsel og give sig til at
+      hånfløjte. Og når man siger: Hvorfor har HERREN handlet således
+      mod dette Land og dette Hus?
+  9.  skal der svares: Fordi de forlod HERREN deres Gud, som førte
+      deres Fædre ud af Ægypten, og holdt sig til andre Guder, tilbad
+      og dyrkede dem; derfor har HERREN bragt al denne Elendighed over
+      dem!"
+
+ 10.  Da de tyve År var omme, i hvilke Salomo havde bygget på de to
+      Bygninger, HERRENs Hus og Kongens Palads -
+ 11.  Kong Hiram af Tyrus havde sendt Salomo Cedertræ, Cyprestræ og
+      Guld, så meget han ønskede da gav Kong Salomo Hiram tyve Byer i
+      Landskabet Galilæa.
+ 12.  Men da Hiram kom fra Tyrus for at se de Byer, Salomo havde givet
+      ham, syntes han ikke om dem;
+ 13.  og han sagde: "Hvad er det for Byer, du har givet mig, Broder?"
+      Derfor kaldte man den Habullandet, som det hedder den Dag i Dag
+ 14.  Men Hiram sendte Kongen l20 Guldtalenter.
+
+ 15.  På følgende Måde hang det sammen med de Hoveriarbejdere, Kong
+      Salomo udskrev til at opføre HERRENs Hus, hans eget Palads,
+      Millo Jerusalems Mur, Hazor, Megiddo og Gezer
+ 16.  Farao, Ægypterkongen, var draget op, havde indtaget Gezer og
+      stukket det i Brand; alle Kanånæere, der boede i Byen, havde han
+      ladet dræbe og derpå givet sin Datter, Salomos Hustru den i
+      Medgift.
+ 17.  Nu genopbyggede Salomo Gezer, Nedre-Bet-Horon,
+ 18.  Bålat, Tamar i Ørkenen i Juda Land,
+ 19.  alle Salomos Forrådsbyer, Vognbyerne og Rytterbyerne, og alt
+      andet, som Salomo fik Lyst til at bygge i Jerusalem, i Libanon
+      og i hele sit Rige:
+ 20.  Alt, hvad der var tilbage af Amoriterne, Hetiterne,
+      Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne, og som ikke hørte til
+      Israeliterne,
+ 21.  deres Efterkommere, som var tilbage efter dem i Landet, og som
+      Israeliterne ikke havde været i Stand til at lægge Band på, dem
+      udskrev Salomo til Hoveriarbejde, som det er den Dag i Dag.
+ 22.  Af Israeliterne derimod satte Salomo ingen til Arbejde,men de
+      var Krigsfolk og Hoffolk, Hærførere og Høvedsmænd hos, ham og
+      Førere for hans Stridsvogne og Rytteri. -
+ 23.  Tallet på Overfogederne, der ledede Arbejdet for Salomo, var
+      550; de havde Tilsyn med Folkene, der arbejdede.
+ 24.  Faraos Datter var lige flyttet fra Davidsbyen ind i det Hus, han
+      havde bygget til hende, da tog han fat på at opføre Millo.
+ 25.  Tre Gange om Året ofrede Salomo Brændofre og Takofre på det
+      Alter, han bavde bygget HERREN, og tændte Offerild for HERRENs
+      Åsyn; og han fuldførte Templet.
+
+ 26.  Kong Salomo byggede også Skibe i Ezjongeber, der ligger ved Elat
+      ved det røde Havs Kyst i Edom;
+ 27.  og Hiram sendte sine Folk, befarne Søfolk, om Bord på Skibene
+      sammen med Salomos Folk.
+ 28.  De sejlede til Ofir, hvor de hen tede 420 Talenter Guld, som de
+      bragte Kong Salomo.
+
+Første Kongebog 10
+
+  1.  Da Dronningen af Saba hørte Salomos Ry, kom hun for at prøve ham
+      med Gåder.
+  2.  Hun kom til Jerusalem med et såre stort Følge og med Kameler,
+      der bar Røgelse, Guld i store Mængder og Ædelsten. Og da hun var
+      kommet til Salomo, talte hun til ham om alt, hvad der lå hende
+      på Hjerte.
+  3.  Men Salomo svarede på alle hendes Spørgsmål, og intet som helst
+      var skjult for Kongen, han gav hende Svar på alt.
+  4.  Og da Dronningen af Saba så al Salomos Visdom, Huset han havde
+      bygget,
+  5.  Maden på hans Bord, hans Folks Boliger, han træden og deres
+      Klæder, hans Mundskænke og Brændofrene, han ofrede i HERRENs
+      Hus, var hun ude af sig selv;
+
+  6.  og hun sagde til Kongen: "Sandt var, hvad jeg i mit Land hørte
+      sige om dig og din Visdom!
+  7.  Jeg troede ikke, hvad der sagdes, før jeg kom og så det med egne
+      Øjne; og se, ikke engang det halve er mig fortalt, thi din
+      Visdom og Herlighed overgår, hvad rygte sagde.
+  8.  Lykkelige dine Hustruer, lykkelige dine Folk, som altid er om
+      dig og hører din Visdom!
+  9.  Lovet være HERREN din Gud, som fandt behag i dig og satte dig på
+      Israels Trone! Fordi HERREN elsker Israel evindelig, satte han
+      dig til Konge, til at øve ret og Retfærdighed."
+
+ 10.  Derpå gav hun Kongen 120 Guldtalenter, Røgelse i store Mængder
+      og Ædelsten; og aldrig er der siden kommet så megen Røgelse til
+      Landet som den, Dronningen af Saba gav Kong Salomo.
+ 11.  Desuden bragte Hirams Skibe, som hentede Guld i Ofir, Almug
+      gumtræ i store Mængder og Ædel sten fra Ofir,
+ 12.  og af Almuggimtræet lod Kongen lave Rækværk til HERRENs Hus og
+      Kongens Palads, desuden Citre og Harper til Sangerne. Så meget
+      Almuggimtræ er hidtil ikke set eller kommet til Landet.
+ 13.  Og Kong Salomo gav Dronningen af Saba alt, hvad hun ønskede og
+      bad om, foruden hvad han af sig selv kongeligen skænkede
+      hende. Derpå begav hun sig med sit Følge hjem til sit Land.
+
+ 14.  Vægten af det Guld, som i et År indførtes af Salomo, udgjorde
+      666 Guldtalenter,
+ 15.  de ikke medregnet, hvad der indkom i Afgift fra de undertvungne
+      Folk og ved Købmændenes Handel og fra alle Arabiens Konger og
+      Landets Statholdere.
+ 16.  Kong Salomo lod hamre 200 Guldskjolde, hvert på 600 Sekel Guld,
+ 17.  og 300 mindre Guldskjolde, hvert på tre Miner Guld; dem lod
+      Kongen henlægge i Libanonskovhuset.
+ 18.  Fremdeles lod Kongen lave en stor Elfenbenstrone, overtrukket
+      med lutret Guld.
+ 19.  Tronen havde seks Trin, og på dens Ryg var der Tyrehoveder; på
+      begge Sider af Sædet var der Arme, og ved Armene stod der to
+      Løver;
+ 20.  tillige stod der tolv Løver påde seks Trin, seks på hver
+      Side. Der er ikke lavet Mage til Trone i noget andet Rige.
+ 21.  Alle Kong Salomos Drikkekar var af Guld og alle Redskaber i
+      Libanonskovhuset af fint Guld; Sølv regnedes ikke for noget i
+      Kong Salomos Dage.
+ 22.  Kongen havde nemlig Tarsisskibe i Søen sammen med Hirams Skibe;
+      og en Gang hvert tredje År kom Tarsisskibene, ladet med Guld,
+      Sølv, Elfenben, Aber og Påfugle.
+
+ 23.  Kong Salomo overgik alle Jordens Konger i Rigdom og Visdom.
+ 24.  Fra alle Jordens Egne søgte man hen til Salomo for at høre den
+      Visdom, Gud havde lagt i hans Hjerte;
+ 25.  og alle bragte de Gaver med: Sølv og Guldsager, Klæder, Våben,
+      Røgelse, Heste og Muldyr; således gik det År efter År.
+ 26.  Salomo anskaffede sig Stridsvogne og Ryttere, og han havde 1.400
+      Vogne og l2.000 Ryttere; dem lagde han dels i Vognbyerne, dels
+      hos sig i Jerusalem.
+ 27.  Kongen bragte det dertil, at Sølv i Jerusalem var lige så
+      almindeligt som Sten, og Cedertræ lige så almindeligt som
+      Morbærfigentræ i Lavlandet. -
+ 28.  Hestene, Salomo indførte, kom fra Mizrajim og Kove; Kongens
+      Handelsfolk købte dem i Kove.
+ 29.  En Vogn udførtes fra Mizrajim for 600 Sekel Sølv, en Hest for
+      150.  Ligeledes udførtes de ved Handelsfolkene fil alle
+      Hetiternes og Arams Konger.
+
+Første Kongebog 11
+
+  1.  Kong Salomo elskede foruden Faraos Datter mange fremmede
+      Kvinder, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, zidoniske og
+      hetitiske Kvinder,
+  2.  Kvinder fra de Folkeslag, HERREN havde sagt om til Israeliterne:
+      "I må ikke have med dem at gøre og de ikke med eder, ellers
+      drager de eders Hjerte til deres Guder!" Ved dem hang Salomo i
+      Kærlighed.
+  3.  Han havde 700 fyrsfelige Hustruer og 3OO Medhustruer, og hans
+      Hustruer drog hans Hjerte bort fra Herren.
+  4.  Da Salomo blev gammel, drog hans Hustruer hans Hjerte til
+      fremmede Guder, og hans Hjerte var ikke mere helt med HERREN
+      hans Gud som hans fader Davids.
+  5.  Salomo holdt sig da til Astarte, Zidoniernes Gudinde, og til
+      Milkom, Ammoniternes væmmelige Gud.
+  6.  Således gjorde Salomo, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og
+      viste ikke HERREN fuld Lydighed som hans Fader David.
+
+  7.  Ved den Tid byggede Salomo en Offerhøj for Kemosj, Moabs
+      væmmelige Gud, på Bjerget østen for Jerusalem, og for Milkom,
+      Ammoniternes væmmelige Gud;
+  8.  og samme Hensyn viste han alle sine fremmede Hustruer, som
+      tændte Offerild for deres Guder og ofrede til dem.
+  9.  Da vrededes HERREN på Salomo, fordi han vendte sit Hjerte bort
+      fra HERREN, Israels Gud, der dog to Gange havde ladet sig til
+      Syne for ham
+ 10.  og udtrykkelig havde påbudt ham ikke at holde sig til fremmede
+      Guder; men han holdt ikke, hvad HERREN havde påbudt ham.
+ 11.  Derfor sagde HERREN til Salomo: "Fordi det står således til med
+      dig, og fordi du ikke har holdt min Pagt og mine Anordninger,
+      som jeg pålagde dig, vil jeg visselig rive Riget fra dig og give
+      din Træl det.
+ 12.  Dog vil jeg ikke gøre det i din Levetid for din Fader Davids
+      Skyld men jeg vil rive det ud af din Søns Hånd.
+ 13.  Kun vil jeg ikke rive hele Riget fra ham, men give din Søn en
+      Stamme deraf for min Tjener Davids Skyld og for Jerusalems
+      Skyld, den By, jeg udvalgte.
+
+ 14.  HERREN gav Salomo en Modstander i Edomiten Hadad af Kongeslægten
+      i Edom.
+ 15.  Thi dengang David lod Edomiterne hugge ned, da Hærføreren Joab
+      drog op for at jorde de faldne og hugge alle af Mandkøn ned i
+      Edom -
+ 16.  Joab og hele Israel blev der i seks Måneder, til han havde
+      udryddet alle af Mandkøn i Edom -
+ 17.  da var Adad med nogle edomitiske Mænd af hans Faders Folk
+      flygtet ad Ægypten til. Dengang var Hadad endnu en lille Dreng.
+ 18.  De brød op fra Midjan og nåede Paran; og efter at have taget
+      nogle Mænd fra Paran med sig drog de til Ægypten, hvor Farao,
+      Ægypterkongen, overlod ham et Hus, tilsagde ham daglig Føde og
+      gav ham Land.
+ 19.  Og da Farao fattede særlig Godhed for Hadad, gav han ham sin
+      Svigerinde, en Søster til Dronning Takpenes, til Ægte.
+ 20.  Takpeness Søster fødte ham Sønnen Genubat; og da Takpenes havde
+      vænnet Barnet fra i Faraos Hus, blev Genubat i Faraos Hus blandt
+      Faraos egne Børn.
+ 21.  Da nu Hadad i Ægypten hørte, at David havde lagt sig til Hvile
+      hos sine Fædre, og at Hærføreren Joab var død, sagde han til
+      Farao: "Lad mig drage til mit Land!"
+ 22.  Farao sagde til ham: "Hvad savner du her hos mig, siden du
+      ønsker at drage til dit Land?" Men han svarede: "Å jo, lad mig
+      nu rejse!" Så vendte Hadad tilbage til sit Land. Det var den
+      ulykke, Hadad voldte: Han bragte Trængsel over Israel og blev
+      Konge over Edom. -
+
+ 23.  Fremdeles gav Gud ham en Modstander i Rezon, Eljadas Søn, der
+      var flygtet fra sin Herre, Kong Hadadezer af Zoba.
+ 24.  Han samlede en Del Mænd om sig og blev Høvding for en
+      Friskare. Han indtog Damaskus, satte sig fast der og blev Konge
+      i Damaskus.
+ 25.  Han var Israels Modstander, så længe Salomo levede.
+
+ 26.  Endvidere var der Efraimiten Jeroboam, Nebats Søn, fra Zereda,
+      som stod i Salomos Tjeneste, og hvis Moder hed Zerua og var
+      Enke; han løftede Hånd mod Kongen.
+ 27.  Hermed gik det således til Salomo byggede på Millo; han lukkede
+      Hullet i sin Fader Davids By.
+ 28.  Nu var Jeroboam et dygtigt Menneske, og da Salomo så, hvorledes
+      den unge Mand udførte Arbejdet, gav han ham Opsyn med hele
+      Arbejdsstyrken af Josefs Hus.
+ 29.  På den Tid hændte det sig, engang Jeroboam var rejst fra
+      Jerusalem, at Profeten Ahija fra Silo traf ham på Vejen. Ahija
+      var iført en ny Kappe, og de to var ene på Marken.
+ 30.  Da greb Ahija fat i den ny Kappe, han havde på, rev den i tolv
+      Stykker
+ 31.  og sagde til Jeroboam: "Tag dig de ti Stykker, thi så siger
+      HERREN, Israels Gud: Se, jeg river Riget ud af Salomos Hånd og
+      giver dig de ti Stammer.
+ 32.  Den ene Stamme skal han beholde for min Tjener Davids Skyld og
+      for Jerusalems Skyld, den By, jeg udvalgte af alle Israels
+      Stammer;
+ 33.  det vil jeg gøre, fordi han har forladt mig og tilbedt Astarte,
+      Zidoniernes Gudinde, Kemosj, Moabs Gud, og Milkom, Ammoniternes
+      Gud, og ikke vandret på mine Veje og gjort, hvad der er ret i
+      mine Øjne, eller holdt mine Anordninger og Lovbud som hans Fader
+      David.
+ 34.  Fra ham vil jeg dog ikke tage Riget, men lade ham være Fyrste,
+      så længe han lever, for min Tjener Davids Skyld, som jeg
+      udvalgte, og som holdt mine Bud og Anordninger.
+ 35.  Men jeg vil tage Riget fra hans Søn og give dig det, de ti
+      Stammer;
+ 36.  og hans Søn vil jeg give en Stamme, for at min Tjener David
+      altid kan have en Lampe for mit Åsyn i Jerusalem, den By, jeg
+      udvalgte for der at stedfæste mit Navn.
+ 37.  Men dig vil jeg tage og sætte til Hersker over alt, hvad du
+      attrår, og du skal være Konge over Israel.
+ 38.  Dersom du da er lydig i alt hvad jeg byder dig, vandrer på mine
+      Veje og gør, hvad der er ret i mine Øjne, så du holder mine
+      Anordnioger og Bud, som min Tjener David gjorde, vil jeg være
+      med dig og bygge dig et varigt Hus, som jeg gjorde det for
+      David. Dig giver jeg Israel;
+ 39.  men jeg ydmyger Davids Slægt for den Sags Skyld, dog ikke for
+      stedse!"
+ 40.  Da nu Salomo stod Jeroboam efter Livet, flygtede han til
+      Ægypten, til Ægypterkoogen Sjisjak; og han blev i Ægypten, til
+      Salomo døde.
+
+ 41.  Hvad der ellers er at fortælle om Salomo, alt, hvad han gjorde,
+      og hans Visdom, står jo optegnet i Salomos Krønike.
+ 42.  Den Tid, Salomo herskede i Jerusalem over hele Israel, udgjorde
+      fyrretyve År.
+ 43.  Så lagde Salomo sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i
+      sin Fader Davids By. Og hans Søn Rehabeam blev Konge i hans
+      Sted.
+
+Første Kongebog 12
+  2.  Da Jeroboam, Nebats Søn, der endnu opholdt sig i Ægypten,
+      hvorhen han var flygtet for Kong Salomo, fik Nys om, at Salomo
+      var død, vendte han hjem fra Ægypten.
+
+  1.  Men Rehabeam begav sig til Sikem, thi derhen var hele Israel
+      stævnet for at hylde ham som Konge.
+  3.  Og de sagde til Rehabeam:
+  4.  "Din Fader lagde et hårdt Åg på os, men let du nu det hårde
+      Arbejde, din Fader krævede, og det tunge Åg han lagde på os, så
+      vil vi tjene dig!"
+  5.  Han svarede dem: "Gå bort, bi tre Dage og kom så til mig igen!"
+      Så gik Folket.
+
+  6.  Derpå rådførte Kong Rehabeam sig med de gamle, der havde stået i
+      hans Fader Salomos Tjeneste, dengang han levede, og spurgte dem:
+      "Hvad råder I mig til at svare dette Folk?"
+  7.  De svarede: "Hvis du i Dag vil være dette Folk til Tjeneste,
+      være dem til Behag, svare dem vel og give dem gode Ord, så vil
+      de blive dine Tjenere for bestandig!"
+  8.  Men han fulgte ikke det Råd, de gamle gav ham; derimod rådførte
+      han sig med de unge, der var vokset op sammen med ham og stod i
+      hans Tjeneste,
+  9.  og spurgte dem: "Hvad råder I os til at svare dette Folk, som
+      kræver af mig, at jeg skal lette dem det Åg, min Fader lagde på
+      dem?"
+ 10.  De unge, der var vokset op sammen med ham, sagde da til ham:
+      "Således skal du svare dette Folk, som sagde til dig: Din Fader
+      lagde et tungt Åg på os, let du det for os! Således skal du
+      svare dem: Min Lillefinger er tykkere end min Faders Hofter!
+ 11.  Har derfor min Fader lagt et tungt Åg på eder, vil jeg gøre Åget
+      tungere; har min Fader tugtet eder med Svøber, vil jeg tugte
+      eder med Skorpioner!"
+
+ 12.  Da alt Folket Tredjedagen kom til Rehabeam, som Kongen havde
+      sagt,
+ 13.  gav han dem et hårdt Svar, og uden at tage Hensyn til de gamles
+      Råd
+ 14.  sagde han efter de unges Råd til dem: "Har min Fader lagt et
+      tungt Åg på eder, vil jeg gøre Åget tungere; har min Fader
+      tugtet eder med Svøber, vil jeg tugte eder med Skorpioner!"
+ 15.  Kongen hørte ikke på Folket, thi HERREN føjede det således for
+      at opfylde det Ord, HERREN havde talet ved Ahija fra Silo til
+      Jeroboam, Nebats Søn.
+ 16.  Men da hele Israel mærkede, at Kongen ikke hørte på dem, gav
+      Folket Kongen det Svar: "Hvad Del har vi i David? Vi har ingen
+      Lod i Isajs Søn! Til dine Telte, Israel! Sørg nu, David, for dit
+      eget Hus!"  Derpå vendte Israel tilbage til sine Telte.
+ 17.  Men over de Israeliter, der boede i Judas Byer, blev Rehabeam
+      Konge.
+
+ 18.  Nu sendte Kong Rehabeam Adoniram, der havde Opsyn med
+      Hoveriarbejdet, ud til dem, men hele Israel stenede ham til
+      Døde. Da steg Kong Rebabeam i største Hast op på sin Stridsvogn
+      og flygtede til Jerusalem.
+ 19.  Således brød Israel med Davids Hus, og det er Stillingen den Dag
+      i Dag.
+ 20.  Men da hele Israel hørte, at Jeroboam var kommet tilbage, lod de
+      ham hente til Forsamlingen og hyldede ham som Konge over hele
+      Israel. Der var ingen, som holdt fast ved Davids Hus undtagen
+      Judas Stamme.
+
+ 21.  Da Rehabeam var kommet til Jerusalem, samlede han hele Judas Hus
+      og Benjamins Stamme, 180 000 udsøgte Folk, øvede Krigere, til at
+      føre Krig med Israels Hus og vinde Riget tilbage til Rehabeam,
+      Salomos Søn.
+ 22.  Men da kom Guds Ord til den Guds Mand Sjemaja således:
+ 23.  "Sig til Judas Konge Rehabeam, Salomos Søn, og til hele Judas og
+      Benjamins Hus og det øvrige Folk:
+ 24.  Så siger HERREN: I må ikke drage op og kæmpe med eders Brødre
+      Israeliterne; vend hjem hver til sit, thi hvad her er sket, har
+      jeg tilskikket!" Da adlød de HERRENs Ord og vendte tilbage.
+
+ 25.  Jeroboam befæstede Sikem i Efraims Bjerge og tog Bolig der;
+      senere drog han derfra og befæstede Penuel.
+ 26.  Men Jeroboam tænkte ved sig selv: "Som det nu går, vil Riget
+      atter tilfalde Davids Hus;
+ 27.  når Folket her drager op for at ofre i HERRENs Hus i Jerusalem,
+      vil dets Hu atter vende sig til dets Herre, Kong Rehabeam af
+      Juda; så slår de mig ihjel og vender tilbage til Kong Rehabeam
+      af Juda!"
+ 28.  Og da Kongen havde overvejet Sagen, lod han lave to Guldkalve og
+      sagde til Folket "Det er for meget for eder med de Rejser til
+      Jerusalem! Se, Israel, her er dine Guder, som førte dig ud af
+      Ægypten!"
+ 29.  Den ene lod han opstille i Betel, den anden i Dan.
+ 30.  Det blev Israel til Synd. Og Folket ledsagede i Optog den ene
+      til Dan.
+ 31.  Tillige indrettede han Offerhuse på Højene og indsatte til
+      Præster alle Slags Folk, der ikke hørte til Leviterne.
+ 32.  Og Jeroboam lod fejre en Fest på den femtende Dagi den ottende
+      Måned i Lighed med den Fest, man havde i Juda; og han steg op på
+      Alteret, han havde ladet lave i Betel, for at ofre til de
+      Tyrekalve han havde ladet lave; og han lod de Præster, han havde
+      indsat på Højene, gøre Tjeneste i Betel.
+ 33.  Han steg op på Alteret, han havde ladet lave i Betel, på den
+      femtende Dag i den ottende Måned, den Måned, han egenmægtig hade
+      udtænkt, og lod Israeliteme fejre en Fest; han steg op på
+      Alteret for at tænde Offerild.
+
+Første Kongebog 13
+
+  1.  Og se, på HERRENs Bud kom en Guds Mand fra Juda til Betel, netop
+      som Jeroboam stod på Alteret for at tænde Offerild.
+  2.  Og han råbte med HERRENs Ord imod Alteret: "Alter, Alter! Så
+      siger HERREN: Der skal fødes Davids Hus en Søn ved Navn Josias,
+      og på dig skal han ofre Højenes Præster, som tænder Offerild på
+      dig, og han skal brænde Menneskeknogler på dig!"
+  3.  Og samtidig kundgjorde han et Tegn, idet han sagde: "Dette er
+      Tegnet på, at HERREN har talet: Se, Alteret skal revne, så Asken
+      derpå vælter ud!"
+  4.  Da nu Kongen hørte de Ord, den Guds Mand råbte mod Alteret i
+      Betel, rakte Jeroboam sin Hånd ud fra Alteret og sagde: "Grib
+      ham!" Men Hånden, han rakte ud imod ham, visnede, og han kunde
+      ikke tage den til sig igen;
+  5.  og Alteret revnede, så Asken væltede ud fra Alteret - det Tegn,
+      den Guds Mand havde kundgjort med HERRENs Ord.
+  6.  Da tog Kongen til Orde og sagde til den Guds Mand: "Bed dog
+      HERREN din Gud om Nåde og gå i Forbøn for mig, at jeg kan tage
+      Hånden til mig igen!" Og den Guds Mand bad HERREN om Nåde, og
+      Kongen kunde tage Hånden til sig igen, og den var som før.
+  7.  Derpå sagde Kongen til den Guds Mand: "Følg med mig hjem og
+      vederkvæg dig, så vil jeg give dig en Gave!"
+  8.  Men den Guds Mand svarede Kongen: "Om du så giver mig Halvdelen
+      af dit Hus, vil jeg ikke følge med dig, og jeg vil hverken spise
+      eller drikke på dette Sted;
+  9.  thi det Bud har jeg fået med HERRENs Ord: Du må hverken spise
+      eller drikke, og du må ikke vende hjem ad den Vej, du kom!"
+ 10.  Derpå drog han bort ad en anden Vej og vendte ikke hjem ad den
+      Vej, han var kommet til Betel.
+
+ 11.  Nu boede der i Betel en gammel Profet; hans Sønner kom og
+      fortalte ham om alt, hvad den Guds Mand den Dag havde gjort i
+      Betel, og om de Ord, han havde talt til Kongen. Men da de havde
+      fortalt deres Fader det,
+ 12.  spurgte han dem: "Hvilken Vej gik han?" Og hans Sønner viste
+      ham, hvilken Vej den Guds Mand, der var kommet fra Juda, var
+      gået.
+ 13.  Da sagde han til sine Sønner: "Læg Sadelen på mit Æsel!" Og da
+      de havde sadlet Æselet, satte han sig op,
+ 14.  red efter den Guds Mand og traf ham siddende under Egetræet. Han
+      spurgte ham da: "Er du den Guds Mand, der kom fra Juda?" Han
+      svarede: "Ja!"
+ 15.  Så sagde han til ham: "Kom med mig hjem og få noget at spise!"
+ 16.  Men han svarede: "Jeg kan ikke vende om og følge med dig, og jeg
+      kan hverken spise eller drikke sammen med dig på dette Sted,
+ 17.  thi der er sagt mig med HERRENs Ord: Du må hverken spise eller
+      drikke der, og du må ikke vende tilbage ad den Vej, du kom!"
+ 18.  Da sagde han til ham: "Også jeg er Profet som du, og en Engel
+      har med HERRENs Ord sagt til mig: Tag ham med dig hjem, for at
+      han kan få noget at spise og drikke!" Men han løj for ham.
+ 19.  Så vendte han tilbage med ham og spiste og drak i hans Hus.
+
+ 20.  Men medens de sad til Bords, kom HERRENs Ord til Profeten, der
+      havde fået ham tilbage,
+ 21.  og han råbte til den Guds Mand, der var kommet fra Juda: "Så
+      siger HERREN: Fordi du har været genstridig mod HERRENs Ord og
+      ikke holdt det Bud, HERREN din Gud pålagde dig,
+ 22.  men vendte tilbage og spiste og drak på det Sted, hvor han
+      sagde, du ikke måtte spise og drikke, derfor skal dit Lig ikke
+      komme i dine Fædres Grav!"
+ 23.  Efter at han havde spist og drukket, sadlede han Æselet til ham,
+      og han gav sig på Hjemvjen.
+ 24.  Men en Løve kom imod ham på Vejen og dræbte ham. Og hans Lig lå
+      henslængt på Vejen, og Æselet stod ved Siden af; også Løven stod
+      ved Siden af Liget.
+ 25.  Og se, nogle Mænd kom der forbi og så Liget ligge henslængt på
+      Vejen, og Løven stå ved Siden af, og de kom og fortalte det i
+      Byen, hvor den gamle Profet boede;
+ 26.  og da Profeten, der havde fået ham til at vende om, hørte det,
+      sagde han: "Det er den Guds Mand, som var genstridig mod HERRENs
+      Ord; derfor har HERREN givet ham i Løvens Vold, og den har
+      sønderrevet ham og dræbt ham efter det Ord, HERREN talede til
+      ham!"
+ 27.  Derpå sagde han til sine Sønner: "Læg Sadelen på mit Æsel!" Og
+      da de havde gjort det,
+ 28.  red han hen og fandt hans Lig liggende henslængt på vejen og
+      Æselet og Løven stående ved Siden af, uden at Løven havde ædt
+      Liget eller sønderrevet Æselet.
+ 29.  Da løftede Profeten den Guds Mands Lig op, lagde ham på Æselet
+      og førte ham tilbage til Byen for at holde Dødeklage og jorde
+      ham;
+ 30.  og da han havde lagt Liget i sin egen Grav, holdt de Dødeklage
+      over ham og sagde: "Ak ve min Broder!"
+ 31.  Og efter at have jordet ham sagde han til sine Sønner: "Når jeg
+      dør, skal I lægge mig i samme Grav, som den Guds Mand ligger i;
+      ved Siden af hans Ben skal I lægge mig, for at mine Ben kan
+      blive skånet sammen md hans;
+ 32.  thi det Ord skal gå i Opfyldelse, som han med HERRENs Ord råbte
+      mod Alteret i Betel og alle Offerhusene på Højene i Samarias
+      Byer!"
+
+ 33.  Heller ikke efter denne Begivenhed opgav Jeroboam sin onde Færd,
+      men gjorde på ny alle Slags Folk til Præster på Højene, idet han
+      indsatte enhver, der havde Lyst, til Præst på Højene.
+ 34.  Og det blev Jeroboams Hus til Synd og førte til, at det blev
+      tilintetgjort og udryddet af Jorden.
+
+Første Kongebog 14
+
+  1.  Ved den Tid blev Jeroboams Søn Abija syg.
+  2.  Da sagde Jeroboam til sin Hustru: "Tag og forklæd dig, så man
+      ikke kan kende, at du er Jeroboams Hustru, og begiv dig til
+      Silo, thi der bor Profeten Ahija, som kundgjorde mig, at jeg
+      skulde blive Konge over dette Folk;
+  3.  tag ti Brød, noget Bagværk og en Krukke Honning med og henvend
+      dig til ham, så vil han sige dig, hvorledes det skal gå
+      Drengen!"
+  4.  Jeroboams Hustru gjorde nu således; hun begav sig til Silo og
+      gik ind i Ahijas Hus. Ahija kunde ikke se, da hans Øjne var
+      sløve af Alderdom;
+  5.  men HERREN havde sagt til Ahija: "Se, Jeroboams Hustru kommer
+      til dig for at høre sig for hos dig angående sin Søn, da han er
+      syg; det og det skal du svare hende; men når hun kommer, er hun
+      forklædt."
+  6.  Da nu Ahija hørte Lyden af hendes Trin, som hun gik ind ad
+      Døren, sagde han: "Kom kun ind, Jeroboams Hustru! Hvorfor er du
+      forklædt? Mig er det pålagt at bringe dig en tung Tidende.
+  7.  Gå hen og sig til Jeroboam: Så siger HERREN, Israels Gud: Jeg
+      ophøjede dig af Folkets Midte og gjorde dig til Fyrste over mit
+      Folk Israel
+  8.  og rev Riget fra Davids Hus og gav dig det; dog har du ikke
+      været som min Tjener David, der holdt mine Bud og fulgte mig af
+      hele sit Hjerte og kun gjorde, hvad der er ret i mine Øjne,
+  9.  men du har handlet værre end alle dine Forgængere; du gik hen og
+      krænkede mig og gjorde dig andre Guder og støbte Billeder, men
+      mig kastede du bag din Ryg;
+ 10.  se, derfor vil jeg bringe Ulykke over Jeroboams Hus og udrydde
+      hvert mandligt Væsen, hver og en af Jeroboams Slægt i Israel, og
+      jeg vil feje Jeroboams Hus bort, som man fejer Skarn bort, til
+      der ikke er Spor tilbage!
+ 11.  Den af Jeroboams Slægt, som dør i Byen, skal Hundene æde, og
+      den, som dør på Marken, skal Himmelens Fugle æde, thi det er
+      HERREN, der har talet!
+ 12.  Men gå nu hjem! Når din Fod betræder Byen, skal Barnet dø;
+ 13.  og hele Israel skal holde Dødeklage over ham og jorde ham, thi
+      han er den eneste af Jeroboams Slægt, der skal komme i en Grav;
+      thi hos ham fandtes dog noget, der vandt HERREN Israels Guds
+      Behag inden for Jeroboams Slægt.
+ 14.  Men HERREN vil oprejse sig en Konge over Israel, der skal
+      udrydde Jeroboams Hus på den Dag.
+ 15.  Men også siden vil HERREN slå Israel, så at de svajer hid og did
+      som Sivet i Vandet, og rykke Israel op fra dette herlige Land,
+      som han gav deres Fædre, og sprede dem hinsides Floden, fordi de
+      har lavet sig Asjerastøtter og krænket HERREN;
+ 16.  og han vil give Israel til Pris for de Synders Skyld, Jeroboam
+      har begået og forledt Israel til."
+ 17.  Da gav Jeroboams Hustru sig på Vej og kom til Tirza; og da hun
+      betrådte Husets Tærskel, døde Drengen;
+ 18.  og man jordede ham, og hele Israel holdt Dødeklage over ham
+      efter det Ord, HERREN havde talet ved sin Tjener, Profeten
+      Ahija.
+
+ 19.  Hvad der ellers er at fortælle om Jeroboam, hvorledes han førte
+      Krig, og hvorledes han herskede står jo optegnet i Israels
+      kongers Krønike.
+ 20.  Jeroboams Regeringstid udgjorde to og tyve År. Så lagde han sig
+      til Hvile hos sine Fædre, og hans Søn Nadab blev Konge i hans
+      Sted.
+
+ 21.  Rehabeam, Salomos Søn, blev Kongei Juda. Rehabeam var een og
+      fyrretyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede sytten
+      År i Jerusalem, den By, HERREN havde udvalgt af alle Israels
+      Stammer for der at stedfæste sit Navn.  Hans Moder var en
+      ammonitisk Kvinde ved Navn Na'ama.
+ 22.  Og Juda gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og med de
+      Synder, de begik, vakte de hans Nidkærhed, mere end deres Fædre
+      havde gjort.
+ 23.  Også de byggede sig Offerhøje, Stenstøtter og Asjerastøtter på
+      alle høje Steder og under alle grønne Træer;
+ 24.  ja, der var endog Mandsskøger i Landet. De øvede alle de
+      Vederstyggeligheder, som var begået af de Folk, HERREN havde
+      drevet bort foran Israeliterne.
+
+ 25.  Men i Kong Rebabeams femte Regeringsår drog Ægypterkongen
+      Sjisjak op imod Jerusalem
+ 26.  og tog Skattene i HERRENs Hus og i Kongens Palads; alt tog han,
+      også de Guldskjolde, Salomo havde ladet lave.
+ 27.  Kong Rehabeam lod da i Stedet lave Kobberskjolde og gav dem i
+      Forvaring hos Høvedsmændene for Livvagten, der holdt Vagt ved
+      Indgangen til Kongens Palads;
+ 28.  og hver Gang Kongen begav sig til HERRENs Hus, bentede Livvagten
+      dem, og bagefter bragte de dem tilbage til Vagtstuen.
+
+ 29.  Hvad der ellers er at fortælle om Rehabeam, alt, hvad han
+      gjorde, står jo optegnet i Judas Kongers Krønike.
+ 30.  Rehabeam og Jeroboam lå i Krig med hinanden hele Tiden.
+ 31.  Så lagde Rehabeam sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet
+      hos sine Fædre i Davidsbyen. Hans Moder var en ammonitisk Kvinde
+      ved Navn Na'ama. Og hans Søn Abija blev Konge i hans Sted.
+
+Første Kongebog 15
+
+  1.  I Kong Jeroboams, Nebats Søns, attende Regeringsår blev Abija
+      Konge over Juda.
+  2.  Tre År herskede han i Jerusalem. Hans Moder hed Ma'aka og var en
+      datter af Absalom.
+  3.  Han vandrede i alle de Synder, hans Fader havde begået før ham,
+      og hans Hjerte var ikke helt med HERREN hans Gud som hans Fader
+      Davids.
+  4.  Men for Davids Skyld lod HERREN hans Gud ham få en Lampe i
+      Jerusalem, idet han ophøjede hans Sønner efter ham og lod
+      Jerusalem bestå,
+  5.  fordi David havde gjort, hvad der var ret i HERRENs Øjne, og
+      ikke, så længe han levede, var veget fra noget af, hvad han
+      havde pålagt ham, undtagen over for Hetiten Urias.
+  6.  (Rehabeam lå i Krig med Jeroboam, så længe han levede).
+
+  7.  Hvad der ellers er at fortælle om Abija, alt, hvad han gjorde,
+      står jo optegnet i Judas Kongers Krønike. Abija og Jeroboam lå i
+      Krig med hinanden.
+  8.  Så lagde Abija sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede ham
+      i Davidsbyen; og hans Søn Asa blev Konge i hans Sted.
+
+  9.  I Kong Jeroboam af Israels tyvende Regeringsår blev Asa Konge
+      over Juda,
+ 10.  og han herskede een og fyrretyve År i Jerusalem. Hans Moder hed
+      Ma'aka og var en Datter af Absalom.
+ 11.  Asa gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, ligesom hans Fader
+      David;
+ 12.  han jog Mandsskøgerne ud af Landet og fjernede alle
+      Afgudsbillederne, som hans Fædre havde ladet lave.
+ 13.  Han fratog endog sin Moder Ma'aka Værdigheden som Herskerinde,
+      fordi hun havde ladet lave et Skændselsbillede til Ære for
+      Asjera; Asa lod hendes Skændselsbillede nedbryde og brænde i
+      Kedrons Dal.
+ 14.  Vel forsvandt Offerhøjene ikke, men alligevel var Asas Hjerte
+      helt med HERREN, så længe han levede.
+ 15.  Og han bragte sin Faders og sine egne Helliggaver ind i HERRENs
+      Hus, Sølv, Guld og forskellige Kar.
+
+ 16.  Asa og Kong Basja af Israel lå i Krig med hinanden, så længe de
+      levede.
+ 17.  Kong Basja af Israel drog op imod Juda og befæstede Rama for at
+      hindre, at nogen af Kong Asa af Judas Folk drog ud og ind.
+ 18.  Da tog Asa alt det Sølv og Guld, der var tilbage i Skatkamrene i
+      HERRENs Hus og i Kongens Palads, overgav det til sine Folk og
+      sendte dem til Kong Benhadad af Aram, en Søn af Hezjons Søn
+      Tabrimmon, som boede i Damaskus, idet han lod sige:
+ 19.  "Der består en Pagt mellem mig og dig, mellem min Fader og din
+      Fader; her sender jeg dig en Gave af Sølv og Guld; bryd derfor
+      din Pagt med Kong Basja af Israel, så at han nødes til at drage
+      bort fra mig!"
+ 20.  Benhadad gik ind på Kong Asas Forslag og sendte sine Hærførere
+      mod Israels Byer og indtog Ijjon, Dan, Abel-Bet-Ma'aka og hele
+      Kinnerot tillige med hele Naftalis Land.
+ 21.  Da Basja hørte det, opgav han at befæste Rama og vendte tilbage
+      til Tirza.
+ 22.  Men Kong Asa stævnede hver eneste Mand i hele Juda sammen, og de
+      førte Stenene og Træværket bort, som Basja havde brugt ved
+      Befæstningen af Rama; dermed befæstede Kong Asa så Geba i
+      Benjamin og Mizpa.
+
+ 23.  Hvad der ellers er at fortælle om Asa, alle hans Heltegerninger,
+      alt, hvad han gjorde, og de Byer, han befæstede, står jo
+      optegnet i Judas Kongers Krønike. I øvrig led han i sin Alderdom
+      af en Sygdom i Fødderne.
+ 24.  Så lagde han sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet hos
+      sine Fædre i sin Fader Davids By; og hans Søn Josafat blev Konge
+      i hans Sted.
+
+ 25.  Nadab, Jeroboams Søn, blev Konge over Israel i Kong Asa af Judas
+      andet Regeringsår, og han herskede to År over Israel.
+ 26.  Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og vandrede i sin
+      Faders Spor og i de Synder, han havde forledt Israel til.
+ 27.  Da stiftede Basja, Ahijas Søn af Issakars Hus, en
+      Sammensværgelse imod ham, og Basja huggede ham ned ved Gibbeton,
+      der tilhørte Filisterne, medens Nadab og hele Israel belejrede
+      Byen.
+ 28.  Basja dræbte ham i Kong Asa af Judas tredje Regeringsår og blev
+      Konge i hans Sted;
+ 29.  nu da han var blevet Konge, lod han hele Jeroboams Hus nedhugge,
+      idet han ikke skånede en eneste Sjæl af Jeroboams Slægt, men
+      udryddede dem efter det Ord, HERREN havde talet ved sin Tjener
+      Ahija fra Silo,
+ 30.  for de Synders Skyld, Jeroboam havde begået og forledt Israel
+      til, for den Krænkelse, han havde tilføjet HERREN, Israels Gud.
+
+ 31.  Hvad der ellers er at fortælle om Nadab, alt, hvad han gjorde,
+      står jo optegnet i Israels Kongers Krønike
+ 32.  ( Asa og kong Ba'sja af Israel lå i Krig med hinanden, så længe
+      de levede.)
+
+ 33.  I Kong Asa af Judas tredje Regeringsår blev Basja, Ahijas Søn,
+      Konge over hele Israel, og han herskede tre og tyve År i Tirza.
+ 34.  Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og vandrede i
+      Jeroboams Spor og de Synder, han havde forledt Israel til.
+
+Første Kongebog 16
+
+  1.  Men til Jehu, Hananis Søn, kom HERRENs ord mod Ba'sja således:
+  2.  "Jeg ophøjede dig af Støvet og gjorde dig til Fyrste over mit
+      Folk Israel, dog har du vandret i Jeroboams Spor og forledt mit
+      Folk Israel til Synd, så de krænker mig ved deres Synder;
+  3.  se, derfor vil jeg nu feje Basja og hans Hus bort og gøre det
+      samme ved dit Hus, som jeg gjorde ved Jeroboams, Nebats Søns,
+      Hus;
+  4.  den af Basjas Slægt, som dør i Byen, skal Hundene æde, og den,
+      som dør på Marken, skal Himmelens Fugle æde!"
+
+  5.  Hvad der ellers er at fortælle om Ba'sja, hvad han gjorde, og
+      hans Heltegerninger, står jo optegnet i Israels Kongers Krønike.
+  6.  Så lagde Ba'sja sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i
+      Tirza; og hans Søn Ela blev Konge i hans Sted.
+
+  7.  Desuden kom HERRENs Ord ved Profeten Jehu, Hananis Søn, mod
+      Ba'sja og hans Hus både på Grund af alt det, han havde gjort,
+      som var ondt i HERRENs Øjne, idet han krænkede ham ved sine
+      Hænders Værk og efterlignede Jeroboams Hus, og tillige fordi han
+      lod dette nedhugge.
+
+  8.  I Kong Asa af Judas seks og tyvende Regeringsår blev Ela,
+      Ba'sjas Søn, Konge over Israel, og han herskede to År i Tirza.
+  9.  Så stiftede en af hans Mænd, Zimri, der var Fører for den ene
+      Halvdel af Stridsvognene, en Sammensværgelse imod ham; og
+      engang, da han i Tirza var beruset ved et Drikkelag i sin
+      Paladsøverste Arzas Hus,
+ 10.  trængte Zimri ind og slog ham ihjel - i Kong Asa af Judas syv og
+      tyvende Regeringsår - og blev Konge i hans Sted.
+ 11.  Da han var blevet Konge og havde besteget Tronen, lod han hele
+      Basjas Hus dræbe uden at levne et mandligt Væsen og tillige hans
+      nærmeste Slægtninge og Venner;
+ 12.  således udryddede Zimri hele Ba'sjas Hus efter det Ord, HERREN
+      havde talet til Basja ved Profeten Jehu,
+ 13.  for alle de Synders Skyld, som Ba'sja og hans Søn Ela havde
+      begået og forledt Israel til, så at de krænkede HERREN, Israels
+      Gud, ved deres Afguder.
+
+ 14.  Hvad der ellers er af fortælle om Ela, alt, hvad han gjorde,
+      står jo optegnet i Israels Kongers Krønike.
+
+ 15.  I Kong Asa af Judas syv og tyvende Regeringsår blev Zimri Konge,
+      og han herskede syv Dage i Tirza. Hæren var på det Tidspunkt ved
+      at belejre Gibbeton, som tilhørte Filisterne;
+ 16.  og da nu Hæren under Belejringen hørte, at Zimri havde sfiftet
+      en Sammensværgelse mod Kongen og endda dræbt ham, udråbte hele
+      Israel samme Dag i Lejren Omri, Israels Hærfører, til Konge.
+ 17.  Derpå hrød Omri op med hele Israel fra Gibbeton og begyndte at
+      belejre Tirza;
+ 18.  og da Zimri så at Byen var taget, begav han sig ind i Kongens
+      Palads og stak det i Brand over sig; således døde han
+ 19.  for de Synders Skyld, han havde begået, idet han gjorde, hvad
+      der var ondt i HERRENs Øjne, og vandrede i Jeroboams Spor og i
+      de Synder, han havde begået, da han forledte Israel til at
+      synde.
+
+ 20.  Hvad der ellers er at fortælle om Zimri og den Sammensværgelse,
+      han stiftede, står jo optegnet i Israels Kongers Krønike.
+
+ 21.  Ved den Tid delte Israels Folk sig, idet den ene Halvdel
+      slutfede sig fil Tibni, Ginats Søn, og udråbte ham til Konge,
+      medens den anden sluttede sig til Omri.
+ 22.  Men den Del af Folket, der sluttede sig til Omri, fik Overtaget
+      over dem, der sluttede sig til Tibni, Ginats Søn, og da Tibni
+      døde ved den Tid, blev Omri Konge.
+
+ 23.  I Kong Asa af Judas een og tredivte Regeringsår blev Omri Konge
+      over Israel, og han herskede tolv År. Først herskede han seks År
+      i Tirza;
+ 24.  men siden købte han Samarias Bjerg af Semer for to Talenter Sølv
+      og byggede på Bjerget en By, som han efter Semer, Bjergets Ejer,
+      kaldte Samaria.
+ 25.  Omri gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og handlede endnu
+      værre end alle hans Forgængere;
+ 26.  han vandrede helt i Jeroboams, Nebats Søns, Spor og i de Synder,
+      han havde forledt Israel til, så at de krænkede HERREN, Israels
+      Gud, ved deres Afguder.
+
+ 27.  Hvad der ellers er at fortælle om Omri, alt, hvad han gjorde, og
+      de Heltegerninger, han udførte, står jo optegnet i Israels
+      Kongers Krønike.
+ 28.  Så lagde Omri sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i
+      Samaria; og hans Søn Akab blev Konge i hans Sted.
+
+ 29.  Akab, Omris Søn, blev Konge over Israel i Kong Asa af Judas otte
+      og tredivte Regeringsår, og Akab, Omris Søn, herskede to og tyve
+      År over Israel i Samaria.
+ 30.  Akab, Omris Søn, gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, i
+      højere Grad end alle hans Forgængere.
+ 31.  Og som om det ikke var nok med, at han vandrede i Jeroboams,
+      Nebats Søns, Synder, ægtede han oven i Købet Jesabel, en Datter
+      af Zidoniemes Konge Etba'al, og gik hen og dyrkede Ba'al og
+      tilbad ham.
+ 32.  Han rejste Ba'al et Alter i Ba'alstemplet, som han lod bygge i
+      Samaria.
+ 33.  Og Akab lavede Asjerastøtten og gjorde endnu flere Ting, hvorved
+      han krænkede HERREN, Israels Gud, værre end de Konger, der havde
+      hersket før ham i Israel. -
+
+ 34.  I hans Dage genopbyggede Beteliten Hiel Jeriko; efter det Ord,
+      HERREN havde taleted Josua, Nuns Søn, kostede det ham hans
+      førstefødte Abiram at lægge Grunden og hans yngste Søn Seguh at
+      sætte dens Portfløje ind.
+
+Første Kongebog 17
+
+  1.  Tisjbiten Elias fra Tisjbe i Gilead sagde til Akab: "Så sandt
+      HERREN, Israels Gud, lever, han, for hvis Åsyn jeg står, i de
+      kommende År skal der ikke falde dug eller Regn uden på mit
+      udtrykkelige Bud!"
+
+  2.  Derpå kom HERRENs Ord til ham således:
+  3.  "Gå bort herfra og begiv dig østerpå og hold dig skjult ved
+      Bækken Krit østen for Jordan;
+  4.  du skal drikke af Bækken, og Ravnene har jeg pålagt at sørge for
+      Føde til dig der."
+  5.  Da gik han og gjorde efter HERRENs Ord, han gik hen og tog Bolig
+      ved Bækken Krit østen for Jordan;
+  6.  og Ravnene bragte ham Brød om Morgenen og kød om Aftenen, og han
+      drak af Bækken.
+
+  7.  Men nogen Tid efter tørrede Bækken ud, eftersom der ingen Regn
+      faldt i Landet.
+  8.  Da kom HERRENs Ord til ham således:
+  9.  "Begiv dig til Zarepta, som hører til Zidon, og tag Bolig der;
+      se, jeg har pålagt en Enke der at sørge for Føde til dig."
+ 10.  Så begav han sig til Zarepta, og da han kom til Byens Port, fik
+      han Øje på en Enke, som var ved at sanke Brænde, og råbte til
+      hende: "Hent mig lidt Vand i et Kar, for at jeg kan drikke!"
+ 11.  Og da hun gik bort for at hente det, råbte han efter hende: "Tag
+      også et Stykke Brød med til mig!"
+ 12.  Men hun svarede: "Så sandt HERREN din Gud lever, jeg ejer ikke
+      Brød, men kun en Håndfuld Mel i Krukken og lidt Olie i Dunken;
+      jeg var nettop ved at sanke et Par Stykker Brænde for at gå hjem
+      og tillave det til mig og min Søn; og når vi har spist det, må
+      vi dø!"
+ 13.  Da sagde Elias til hende: "Frygt ikke! Gå hjem og gør, som du
+      siger; men lav først et lille Brød deraf til mig og bring mig
+      det; siden kan du lave noget til dig selv og din Søn!
+ 14.  Thi så siger HERREN, Israels Gud: Melkrukken skal ikke blive
+      tom, og Olien i Dunken skal ikke slippe op, før den Dag HERREN
+      sender Regn over Jorden!"
+ 15.  Da gik hun og gjorde, som Elias sagde; og både hun og han og
+      hendes Søn havde noget at spise en Tid lang.
+ 16.  Melkrukken blev ikke tom, og olien i Dunken slap ikke op, efter
+      det Ord HERREN havde talet ved Elias.
+
+ 17.  Men nogen Tid efter blev Kvindens, Husets Ejerindes, Søn syg, og
+      hans Sygdom tog heftigt til, så der til sidst ikke mere var Liv
+      i ham.
+ 18.  Da sagde hun til Elias: "Hvad har jeg med dig at gøre, du Guds
+      Mand! Er du kommet for at bringe min Synd i Erindring og volde
+      min Søns Død?"
+ 19.  Men han svarede hende: "Lad mig få din Søn!" Og han tog ham fra
+      hendes Skød og bar ham op i Stuen på Taget, hvor han boede, og
+      lagde ham på sin Seng.
+ 20.  Så råbte han til HERREN: "HERRE min Gud, vil du virkelig handle
+      så ilde mod den Enke; i hvis Hus jeg er Gæst, at du lader hendes
+      Søn dø?"
+ 21.  Derpå strakfe han sig tre Gange hen over Drengen og råbte til
+      HERREN: "HERRE min Gud, lad dog Drengens Sjæl vende tilbage!"
+ 22.  Og HERREN hørte Eliass Røst; Drengens Sjæl vendte tilbage, så
+      han blev levende.
+ 23.  Så tog Elias Drengen og bragte ham fra Stuen på Taget ned i
+      Huset og gav hans Moder ham, idet han sagde: "Se, din Søn
+      lever!"
+ 24.  Da sagde Kvinden til Elias: "Nu ved jeg vist, at du er en Guds
+      Mand, og at HERRENs Ord i din Mund er Sandhed."
+
+Første Kongebog 18
+
+  1.  Lang Tid efter, i det tredie År, kom HERRENs ord således: "Gå
+      hen og træd frem for Akab, så vil jeg sende Regn over Jorden!"
+  2.  Da gav Elias sig på Vej for at træde frem for Akab. Da
+      Hungersnøden blev trykkende i Samaria,
+  3.  kaldte Akab Paladsøversten Obadja til sig. Obadja var en Mand,
+      der alvorligt frygtede HERREN,
+  4.  og dengang Jesabel lod HERRENs Profeter udrydde, tog han og
+      skjulte hundrede Profeter, halvtredsindstyve i een Hule og
+      halvtredsindstyve i en anden, og sørgede for Brød og Vand til
+      dem.
+  5.  Akab sagde nu til Obadja: "Kom, lad os drage rundt i Landet til
+      alle Vandkilder og Bække, om vi mulig kan finde så meget Græs,
+      at vi kan holde Liv i Hestene og Muldyrene og slippe for at
+      dræbe noget af Dyrene!"
+  6.  Så delte de Landet, som de skulde gennemvandre, mellem sig,
+      således at Akab og Obadja drog hver sin Vej.
+
+  7.  Medens nu Obadja var undervejs, se, da trådte Elias ham i Møde;
+      Obadja genkendte ham og faldt på sit Ansigt og sagde: "Er det
+      dig, min Herre Elias?"
+  8.  Han svarede: "Ja, det er mig! Gå hen og sig til din Herre, at
+      Elias er her!"
+  9.  Men han sagde: "Hvormed har jeg dog syndet, siden du vil give
+      din Træl i Akabs Hånd, for at han kan slå mig ihjel?
+ 10.  Så sandt HERREN din Gud lever, der er ikke et Folk eller Rige,
+      min Herre ikke har sendt Bud til for at lede efter dig; og blev
+      der sagt, at du ikke var der, tog han Riget og Folket i Ed på,
+      at de ikke havde fundet dig.
+ 11.  Og nu siger du, at jeg skal gå hen og sige til min Herre, at
+      Elias er her!
+ 12.  Hvis nu HERRENs Ånd, når jeg har forladt dig, fører dig bort til
+      et Sted, jeg ikke kender, og jeg kommer og melder det til Akab,
+      og han ikke finder dig, lader han mig dræbe. Og din Træl har dog
+      frygtet HERREN fra Ungdommen af!
+ 13.  Er det ikke kommet min Herre for Øre, hvad jeg gjorde, da
+      Jesabel lod HERRENs Profeter dræbe, hvorledes jeg skjulte
+      hundrede af HERRENs Profeter, halvtredsindstyve i een Hule og
+      halvtredsindstyve i en anden, og sørgede for Brød og Vand til
+      dem?
+ 14.  Og nu siger du, at jeg skal gå hen og sige til din Herre, at
+      Elias er her - han lader mig dræbe!"
+ 15.  Da sagde Elias: "Så sandt Hærskarers HERRE lever, han, for hvis
+      Åsyn jeg står, i Dag vil jeg træde frem for ham."
+
+ 16.  Obadja gik da Akab i Møde og meldte ham det, og Akab gik Elias i
+      Møde.
+ 17.  Da Akab fik Øje på Elias, sagde han til ham: "Er det dig, du,
+      som bringer Ulykke over Israel!"
+ 18.  Men han svarede: "Det er ikke mig, der har bragt Ulykke over
+      Israel, men dig og din Faders Hus, fordi I har forladt HERREN og
+      holder eder til Ba'alerne!
+ 19.  Men send nu Bud og kald hele Israel sammen til mig på Karmels
+      Bjerg og tillige de 450 Ba'alsprofeter og de 400 Asjeraprofeter,
+      som spiser ved Jesabels Bord!"
+
+ 20.  Da sendte Akab Bud rundt til alle Israeliterne og samlede
+      Profeterne på Karmels Bjerg.
+ 21.  Elias trådte så frem for alt Folket og sagde: "Hvor længe vil I
+      blive ved at halte til begge Sider? Er HERREN Gud, så hold eder
+      til ham, og er Ba'al Gud, så hold eder til ham!" Men Folket
+      svarede ham ikke et Ord.
+ 22.  Da sagde Elias til Folket: "Jeg er den eneste af HERRENs
+      Profeter, der er tilbage, og Ba'als Profeter er 450 Mand;
+ 23.  lad os nu få to unge Tyre; så skal de vælge den ene Tyr og hugge
+      den i Stykker og lægge den på Brændet, men Ild må de ikke lægge
+      til; den anden vil jeg lave til og lægge på Brændet, men uden at
+      tænde Ild.
+ 24.  Så skal I påkalde eders Guds Navn, og jeg vil påkalde HERRENs
+      Navn; den Gud, der svarer med Ild, han er Gud!" Alt Folket
+      sagde: "Det Forslag er godt!"
+ 25.  Derpå sagde Elias til Ba'als Profefer: "Vælg eder den ene Tyr og
+      lav den til først, thi I er de mange, og påkald så eders Guds
+      Navn, men I må ikke tænde Ild!"
+ 26.  Så tog de Tyren og lavede den til og påkaldte Ba'als Navn fra
+      Morgen til Middag, idet de råbte: "Hør os, Ba'al!" Men ikke en
+      Lyd hørtes, der var ingen, som svarede; og de dansede haltende
+      omkring det Alter, de havde opført.
+ 27.  Men da det var blevet Middag, hånede Elias dem og sagde: "I må
+      råbe højt, thi han er jo en Gud! Han er vel faldet i Tanker
+      eller gået afsides eller rejst bort, eller han er faldet i Søvn
+      og må først vågne!"
+ 28.  Da råbte de højt, og som de havde for Skik, sårede de deres
+      Legemer med Sværd og Spyd, til Blodet flød ned ad dem.
+ 29.  Og da det var over Middag, begyndte de at rase, og det varede
+      lige til hen imod Afgrødeofferets Tid, men ikke en Lyd hørtes,
+      ingen svarede, og ingen agtede derpå.
+
+ 30.  Da sagde Elias til alt Folket: "Kom hen til mig!" Og da alt
+      Folket var kommet hen til ham, satte han HERRENs nedbrudte Alter
+      i Stand.
+ 31.  Elias tog tolv Sten, svarende til Tallet på Jakobs Sønners
+      Stammer, han, til hvem HERRENs Ord lød: "Israel skal dit Navn!"
+ 32.  Og af disse Sten byggede han et Alter i HERRENs Navn og gravede
+      rundt om Alteret en Rende på omtrent to Sea Land.
+ 33.  Derpå lagde han Brændet tilrette, huggede Tyren i Stykker og
+      lagde den på Brændet.
+ 34.  Så sagde han: "Fyld fire Krukker med Vand og hæld det ud over
+      Brændofferet og Brændet!" Og da de havde gjort det, sagde han:
+      "Een Gang til!" Og da de havde gjort det anden Gang, sagde han:
+      "Een Gang til!" Og de gjorde det endnu en Gang.
+ 35.  Det drev af Vand rundt om Alteret, også Renden fik han fyldt med
+      Vand.
+ 36.  Men ved Afgrødeofferets Tid trådte Profeten Elias frem og sagde:
+      "HERRE, Abrahams, Isaks og Israels Gud! Lad det kendes i Dag, at
+      dut er Gud i Israel og jeg din Tjener, og at jeg har gjort alt
+      dette på dit Ord!
+ 37.  Hør mig, HERRE, hør mig, for at dette Folk må kende, at du HERRE
+      er Gud, og at du atter drager deres Hjerte til dig"
+ 38.  Da for HERRENs Ild ned og fortærede Brændofferet og Brændet og
+      Stenene og Jorden; endog Vandet i Renden slikkede den bort.
+ 39.  Da alt Folket så det, faldt de på deres Ansigt og råbte: "HERREN
+      er Gud, HERREN er Gud!"
+ 40.  Men Elias sagde til dem: "Grib Ba'als Profeter, lad ingen af dem
+      slippe bort!" Og de greb dem, og Elias førte dem ned til
+      Kisjonbækken og dræbte dem der.
+
+ 41.  Derpå sagde Elias til Akab: "Gå op og spis og drik, thi der
+      høres Susen af Regn."
+ 42.  Da gik Akab op for at spise og drikke; men Elias gik op på
+      Karmels Top og bøjede sig til Jorden med Ansigtet mellem Knæene.
+ 43.  Så sagde han til sin Tjener: "Gå op og se ud over Havet!" Og han
+      gik op og så ud, men sagde: "Der er intet!" Syv Gange sagde han
+      til ham: "Gå derop igen!" Og syv Gange vendte Tjeneren tilbage.
+ 44.  Men syvende Gang sagde han: "Nu stiger der en lille Sky op af
+      Havet, så stor som en Mands Hånd!" Da sagde Elias: "Gå hen og
+      sig til Akab: Spænd for og kør hjem, at du ikke skal blive
+      opholdt af Regnen!"
+ 45.  Et Øjeblik efter var Himmelen sort af Stormskyer, og der faldt
+      en voldsom Regn. Akab steg til Vogns og kørte til Jizre'el;
+ 46.  men HERRENs Hånd kom over Elias, så han omgjordede sine Lænder
+      og løb foran Akab lige til Jizre'el.
+
+Første Kongebog 19
+
+  1.  Akab fortalte nu Jesabel alt, hvad Elias havde gjort, og
+      hvorledes han havde ihjelslået alle Profeterne med Sværd,
+  2.  og Jesabel sendte et Sendebud til Elias og lod sige: "Guderne
+      ramme mig både med det ene og det andet, om jeg ikke i Morgen
+      ved denne Tid handler med dit Liv, som der er handlet med
+      deres!"
+  3.  Da blev han bange, stod op og drog bort for at redde sit
+      Liv. Han kom da til Be'ersjeba i Juda. Der lod han sin Tjener
+      blive
+  4.  og vandrede selv en Dagsrejse ud i Ørkenen og satte sig under en
+      Gyvelbusk og ønskede sig Døden, idet han sagde: "Nu er det nok,
+      HERRE; tag mit Liv, thi jeg er ikke bedre end mine Fædre!"
+  5.  Så lagde han sig til at sove under en Gyvelbusk. Og se, en Engel
+      rørte ved ham og sagde: "Stå op og spis!"
+  6.  Og da han så sig om, se, da lå der, hvor hans Hoved havde
+      hvilet, et ristet Brød, og der stod en Krukke Vand; og han
+      spiste og drak og lagde sig igen.
+  7.  Men HERRENs Engel kom atter og rørte ved ham og sagde: "Stå op
+      og spis, ellers bliver Vejen dig for lang!"
+  8.  Da stod han op og spiste og drak; og styrket af dette Måltid
+      vandrede han i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter lige til Guds
+      Bjerg Horeb.
+
+  9.  Der gik han ind i en Hule og overnattede. Da lød HERRENs Ord til
+      ham: "Hvad er du her efter, Elias?"
+ 10.  Han svarede: "Jeg har været fuld af Nidkærhed for HERREN,
+      Hærskarers Gud, fordi Israeliterne har forladt din Pagt; dine
+      Altre har de nedbrudt, og dine Profeter har de ihjelslået med
+      Sværd! Jeg alene er tilbage, og nu står de mig efter Livet!"
+ 11.  Da sagde han: "Gå ud og stil dig på Bjerget for HERRENs Åsyn!"
+      Og se, HERREN gik forbi, og et stort og stærkt Vejr, der
+      sønderrev Bjerge og sprængte Klipper, gik foran HERREN, men
+      HERREN var ikke i Vejret. Efter Vejret kom der et Jordskælv, men
+      HERREN var ikke i Jordskælvet.
+ 12.  Efter Jordskælvet kom der Ild, men HERREN var ikke i Ilden. Men
+      efter Ilden kom der en stille, sagte Susen,
+ 13.  og da Elias hørte den, hyllede han sit Hoved i sin Kappe og gik
+      ud og stillede sig ved Indgangen til Hulen; og se, en Røst lød
+      til ham: "Hvad er du her efter Elias?"
+ 14.  Han svarede: "Jeg har været fuld af Nidkærhed for HERREN,
+      Hærskarers Gud, fordi Israeliterne har forladt din Pagt; dine
+      Altre har de nedbrudt, og dine Profeter har de ihjelslået med
+      Sværd! Jeg alene er tilbage, og nu står de mig efter Livet!"
+ 15.  Da sagde HERREN til ham: "Vend tilbage ad den Vej, du kom, og gå
+      til Ørkenen ved Damaskus; gå så hen og salv Hazael til Konge
+      over Aram,
+ 16.  salv Jehu, Nimsjis Søn, til Konge over Israel og salv Elisa,
+      Sjafats Søn, fra Abel Mehola til Profet i dit Sted!
+ 17.  Den, der undslipper Hazaels Sværd, skal Jehu dræbe, og den, der
+      undslipper Jehus Sværd, skal Elisa dræbe.
+ 18.  Jeg vil lade syv Tusinde blive tilbage i Israel, hvert Knæ, der
+      ikke har bøjet sig for Ba'al, og hver Mund, der ikke har kysset
+      ham."
+
+ 19.  Så gik han derfra; og han traf Elisa, Sjafats Søn, i Færd med at
+      pløje; tolv Spand Okser havde han foran sig, og selv var han ved
+      det tolvte. Da nu Elias gik forbi ham, kastede han sin Kappe
+      over ham.
+ 20.  Så forlod han Okserne og løb efter Elias og sagde: "Lad mig
+      først kysse min Fader og min Moder, så vil jeg følge dig!" Han
+      svarede: "Gå kun tilbage, thi hvad er det ikke, jeg har gjort
+      ved dig!"
+ 21.  Da forlod han ham og vendte tilbage; så tog han og slagtede
+      Oksespandet, kogte Okserne ved Stavtøjet og gav Folkene dem at
+      spise; derpå brød han op og fulgte Elias og gik ham til Hånde.
+
+Første Kongebog 20
+
+  1.  Kong Benhadad af Aram samlede hele sin Hær, og to og tredive
+      Konger fulgte ham med Heste og Stridsvogne; og han drog op og
+      indesluttede Samaria og belejrede det.
+  2.  Han sendte nu Sendebud ind i Byen til Kong Akab af Israel
+  3.  og lod sige til ham: "Således siger Benhadad: Dit Sølv og Guld
+      er mit, men dine Hustruer og børn kan du beholde!"
+  4.  Israels Konge lod svare: "Som du byder, Herre Konge! Jeg og alt,
+      hvad mit er, tilhører dig."
+  5.  Men Sendebudene vendte tilbage og sagde: "Således siger Benha
+      dad: Jeg sendte Bud til dig og lod sige: Dit Sølv og Guld og
+      dine Hustruer og Børn skal du give mig!
+  6.  Så sender jeg da i Morgen ved denne Tid mine Folk til dig, og de
+      skal gennemsøge dit Hus og dine Folks Huse og tilvende sig og
+      tage alt, hvad de lyster!"
+
+  7.  Da lod Israels Konge alle Landets Ældste kalde og sagde: "Der
+      ser I, at Manden har ondt i Sinde, thi nu sender han Bud til mig
+      om mine Hustruer og Børn, og mit Sølv og Guld havde jeg ikke
+      nægtet ham!"
+  8.  Alle de Ældste og alt Folket svarede ham: "Hør ham ikke; du må
+      ikke give efter!"
+  9.  Da sagde han til Benhadads Sendebud: "Sig til min Herre Kongen:
+      Alt, hvad du første Gang krævede af din Træl, vil jeg gøre, men
+      dette Krav kan jeg ikke opfylde!" Med det Svar vendte
+      Sendebudene tilbage.
+ 10.  Da sendte Benhadad Bud til ham og lod sige: "Guderne ramme mig
+      både med det ene og det andet, om Støvet i Samaria forslår til
+      at fylde Hænderne på alle de Krigere, der følger mig!"
+ 11.  Men Israels Konge lod svare: "Sig således: Den, der spænder
+      Bæltet, skal ikke rose sig som den, der løser det!"
+ 12.  Benhadad modtog Svaret, just som han sad og drak sammen med
+      Kongerne i Løvhytterne; da sagde han til sine Folk: "Til Storm!"
+      Og de gjorde sig rede til at storme Byen.
+
+ 13.  Men en Profet trådte hen til Kong Akab af Israel og sagde: "Så
+      siger HERREN: Ser du hele den vældige Menneskemængde der? Se,
+      jeg giver den i Dag i din Hånd, og du skal kende, at jeg er
+      HERREN!"
+ 14.  Akab spurgte: "Ved hvem?" Han svarede: "Så siger HERREN: Ved
+      Fogedernes Folk!" Derpå spurgte han: "Hvem skal åbne Kampen?"
+      Han svarede: "Du!"
+ 15.  Så mønstrede han Fogedernes Folk, og de var 232; derefter
+      mønstrede han hele Hæren, alle Israeliterne, 7000 Mand.
+ 16.  Og ved Middagstid gjorde de et Udfald, just som Benhadad og de
+      to og tredive Konger, der fulgte ham, sad og drak i Løvhytterne.
+ 17.  Først rykkede Fogedernes Folk ud. Man sendte da Bud til Benhadad
+      og meldte: "Der rykker Mænd ud fra Samaria!"
+ 18.  Da sagde han: "Hvad enten de rykker ud for at få Fred eller for
+      at kæmpe, så grib dem levende!"
+ 19.  Da Fogedernes Folk og Hæren, som fulgte efter, var rykket ud fra
+      Byen,
+ 20.  huggede de ned for Fode, så at Aramæerne tog Flugten; og
+      Israeliterne satte efter dem. Men Kong Benhadad af Aram undslap
+      til Hest sammen med nogle Ryttere.
+ 21.  Da rykkede Israels Konge ud og gjorde Hestene og Vognene til
+      Bytte, og han tilføjede Aramæerne et stort Nederlag.
+
+ 22.  Men Profeten trådte hen til Israels Konge og sagde til ham: "Tag
+      dig sammen og se vel til, hvad du vil gøre, thi næste År drager
+      Arams Konge op imod dig igen!"
+
+ 23.  Men Aramæerkongens Folk sagde til ham: "Deres Gud er en
+      Bjerggud, derfor blev de os for stærke; men lad os se, om vi
+      ikke kan blive de stærkeste, når vi angriber dem på
+      Slettelandet!
+ 24.  Således skal du gøre: Afsæt alle Kongerne, sæt Statholdere i
+      deres Sted
+ 25.  og stil lige så stor en Hær på Benene som den, du mistede, og
+      lige så mange Heste og Vogne som før! Når vi så kæmper med dem
+      på Slettelandet, sandelig, om vi ikke bliver de stærkeste!" Og
+      han fulgte deres Råd og handlede derefter.
+
+ 26.  Næste År mønstrede Benha dad Aramæeme og drog op til Atek for at
+      kæmpe med Israel.
+ 27.  Også Israeliterne blev mønstret og forsynede sig med
+      Levnedsmidler, hvorefter de rykkede dem i Møde og lejrede sig
+      lige over for dem som to små Gedehjorde, medens Aramæerne
+      oversvømmede Landet.
+ 28.  Da trådte en Guds Mand hen til Israels Konge og sagde: "Så siger
+      HERREN: Fordi Aramæerne siger: HERREN er en Bjerggud og ikke en
+      Dalgud! vil jeg give hele den vældige Menneskemængde der i din
+      Hånd, og I skal kende, at jeg er HERREN!"
+ 29.  De lå nu lejret over for hinanden i syv Dage, men Syvendedagen
+      kom det til Kamp, og Israeliterne huggede Aramæerne ned, 100.000
+      Mand Fodfolk på een Dag.
+
+ 30.  De, der blev tilovers, flygtede til Byen Afek, men Muren
+      styrtede ned over dem, der var tilbage, 27000 Mand. Benhadad
+      flygtede ind i Byen, hvor han løb fra Kammer til Kammer.
+ 31.  Da sagde hans Folk til ham: Vi har hørt, at Kongerne over
+      Israels Hus er nådige Konger; lad os binde Sæk om Lænderne og
+      Reb om Hovederne og gå ud til Israels Konge, måske han da vil
+      skåne dit Liv!"
+ 32.  Så bandt de Sæk om Lændeme og Reb om Hovederne og kom til
+      Israels Konge og sagde: "Din Træl Benhadad siger: Lad mig leve!"
+      Han svarede: "Er han endnu i Live? Han er min Broder!"
+ 33.  Det tog Mændene for et godt Varsel. og de tog ham straks på
+      Ordet, idet de sagde: "Benhadad er din Broder!" Da sagde han:
+      "Gå hen og hent ham!" Så gik Benhadad ud til ham, og han tog ham
+      op i Vognen til sig.
+ 34.  Benhadad sagde nu til ham: "De Byer, min Fader fratog din Fader,
+      vil jeg give tilbage, og du må bygge dig Gader i Damaskus, lige
+      som min Fader gjorde i Samaria! På disse Vilkår give du mig
+      fri!" Og han sluttede Pagt med ham og lod ham gå.
+
+ 35.  Men en af Profetsønnerne sagde med HERRENs Ord til sin Fælle:
+      "Slå mig!"  Men han vægrede sig derved.
+ 36.  Da sagde han til ham: "Fordi du ikke har adlydt HERRENs
+      Ord. skal en Løve dræbe dig, når du går bort fra mig!" Og da han
+      gik bort fra ham, traf en Løve på ham og dræbte ham.
+ 37.  Så traf Profetsønnen en anden og sagde til ham: "Slå mig!" Og
+      den anden slog ham og sårede ham.
+ 38.  Så gik Profeten hen og stillede sig på den Vej, Kongen kom, og
+      gjorde sig ukendelig med et Bind for Øjnene.
+ 39.  Da Kongen kom forbi, råbte han til ham: "Din Træl var draget med
+      i Kampen; da kom en hen til mig med en Mand og sagde: Vogt den
+      Mand vel! Slipper han bort, skal du svare for hans Liv med dit
+      eget Liv eller bøde en Talent Sølv!
+ 40.  Men din Træl var optaget snart her, snart der, og borte var
+      han." Da sagde Israels Konge til ham: "Det er din Dom, du har
+      selv fældet den!"
+ 41.  Så tog han hurtig Bindet fra Øjnene, og Israels Konge genkendte
+      ham som en af Ptofeterne.
+ 42.  Og han sagde til ham: "Så siger HERREN: Fordi du gav Slip på den
+      Mand, der var hjemfaldet til mit Band, skal du svare for hans
+      Liv med dit eget Liv og for hans Folk med dit eget Folk!"
+ 43.  Da drog Israels Konge hjem, misfornøjet og ilde til Mode, og han
+      kom til Samaria.
+
+Første Kongebog 21
+
+  1.  Derefter hændte følgende. Jizrae'eliten Nabot havde en Vingård i
+      Jizre'el lige ved Kong Akab af Samarias Palads.
+  2.  Akab sagde til Nabot: "Overlad mig din Vingård, for at jeg kan
+      få den til Køkkenhave; den ligger jo lige ved mit Palads; jeg
+      vil give dig en bedre Vingård i Bytte eller betale dig, hvad den
+      er værd, i rede Penge, om du foretrækker det."
+  3.  Men Nabot svarede Akab: "HERREN bevare mig fra at overlade dig
+      mine Fædres Arvelod!"
+  4.  Så gik Akab hjem, misfornøjet og ilde til Mode over det Svar,
+      Jizre'eliten Nabot havde givet ham: "Jeg vil ikke overlade dig
+      mine Fædres Arvelod!" Og han lagde sig til Sengs, vendte sit
+      Ansigt bort og spiste ikke.
+  5.  Da kom hans Hustru Jesabel ind og sagde til ham: "Hvorfor er du
+      så misfornøjet, og hvorfor spiser du ikke?"
+  6.  Han svarede hende: "Jo, jeg sagde til Jizreeliten Nabot: Overlad
+      mig din Vingård for rede Penge, eller mod at jeg giver dig en
+      anden Vingård i Bytte, om du hellere vil det! Men han svarede:
+      Jeg vil ikke overlade dig min Vingård!"
+  7.  Da sagde hans Hustru Jesabel til ham: "Er det dig, der for Tiden
+      er Konge i Israel? Stå op, spis og vær ved godt Mod, jeg skal
+      skaffe dig Jizre'eliten Nabots Vingård!"
+
+  8.  Derpå skrev hun et Brev i Akabs Navn, satte hans Segl under og
+      sendte det til de Ældste og de fornemme i Nabots By, dem, han
+      boede imellem.
+  9.  I Brevet havde hun skrevet: "Udråb en Fastedag og sæt Nabot
+      øverst blandt Folket
+ 10.  og lige over for ham to Niddinger, som kan vidne imod ham og
+      sige: Du har forbandet Gud og Kongen! Og før ham så ud og sten
+      ham til Døde!"
+ 11.  Hans Bysbørn, de Ældste og de fornemme, som boede i hans By,
+      gjorde nu, som Jesabel havde sendt Bud til dem om, således som
+      der stod i Brevet, hun havde sendt dem;
+ 12.  de udråbte en Fastedag og satte Nabot øverst blandt Folket;
+ 13.  og de to Niddinger kom og satte sig lige over for ham og vidnede
+      imod ham i Folkets Påhør og sagde: "Nabot har forbandet Gud og
+      Kongen!" Og derpå førte de ham uden for Byen og stenede ham til
+      Døde.
+ 14.  Så sendte de Jesabel det Bud: "Nabot er stenet til Døde!"
+ 15.  Og da Jesabel hørte, at Nabot var stenet til Døde, sagde hun til
+      Akab: "Stå op og tag Jizre'eliten Nabots Vingård, som han
+      vægrede sig ved at sælge dig, i Besiddelse, thi Nabot lever ikke
+      mere, han er død!"
+ 16.  Så snart Akab hørte, at Nabot var død, rejste han sig og gik ned
+      til Jizre'eliten Nabots Vingård for at tage den i Besiddelse.
+
+ 17.  Men HERRENs Ord kom til Tisjbiten Elias således:
+ 18.  "Stå op, gå Akab, Israels Konge i Samaria, i Møde; han er just i
+      Nabots Vingård, som han er gået ned at tage i Besiddelse.
+ 19.  Og tal således til ham: Så siger HERREN: Har du myrdet og
+      allerede tiltrådt Arven? Sig fremdeles til ham: Så siger HERREN:
+      På samme Sted, Hundene slikkede Nabots Blod, skal de også slikke
+      dit!"
+ 20.  Da sagde Akab til Elias: "Har du fundet mig, min Fjende?" Og han
+      svarede: "Ja, jeg har fundet dig! Fordi du har solgt dig selv
+      til at gøre, hvad der er ondt i HERRENs Øjne,
+ 21.  se, derfor vil jeg bringe Ulykke over dig og feje dig bort og
+      udrydde hvert mandligt Væsen, store og små, af Akabs Slægt, i
+      Israel;
+ 22.  jeg vil handle med dit Hus som med Jeroboams, Nebats Søns, Hus
+      og Basjas, Abijas Søns, Hus for den Krænkelse, du har øvet, og
+      fordi du har forledt Israel til Synd.
+ 23.  Men også om Jesabel har HERREN talet og sagt: Hundene skal æde
+      Jesabel på Jizre'els Mark!
+ 24.  Den af Akabs Slægt, der dør i Byen, skal Hundene æde, og den,
+      der dør på Marken, skal Himmelens Fugle æde!"
+
+ 25.  Aldrig har der været nogen der som Akab solgte sig selv til at
+      gøre, hvad der er ondt i HERRENs Øjne, fordi hans Hustru Jesabel
+      forledte ham dertil;
+ 26.  han handlede såre vederstyggeligt, idet han boldt sig til
+      Afgudsbillederne ganske som Amoriterne, dem, HERREN drev bort
+      foran Israeliterne.
+
+ 27.  Da Akab hørte de Ord, sønderrev han sine Klæder og bandt Sæk om
+      sin bare Krop og fastede, og han sov i Sæk og gik sagtelig om.
+ 28.  Da kom HERRENs Ord til Tisjbiten Elias således:.
+ 29.  "Har du set, hvorledes Akab ydmyger sig for mig? Fordi han
+      ydmyger sig for mig, vil jeg ikke lade Ulykken komme i hans
+      Dage; i hans Søns Dage vil jeg lade Ulykken komme over hans
+      Hus!"
+
+Første Kongebog 22
+
+  1.  De holdt sig nu rolige i tre År, der var ikke Krig mellem Aram
+      og Israel.
+  2.  Og i det tredje År drog Kong Josafat af Juda ned til Israels
+      Konge.
+  3.  Da sagde Israels Konge til sine Folk: "I ved jo, at Ramot i
+      Gilead hører os til, og dog rører vi os ikke for at tage det fra
+      Arams Konge!"
+  4.  Og han sagde til Josafat: "Vil du drage med i Krig mod Ramot i
+      Gilead?"  Josafat svarede Israels Konge: "Jeg som du, mit Folk
+      som dit, mine Heste som dine!"
+
+  5.  Josafat sagde fremdeles til Israels Konge: "Spørg dog først om,
+      hvad HERREN siger!"
+  6.  Da lod Israels Konge Profeterne kalde sammen, henved 400 Mand,
+      og spurgte dem: "Skal jeg drage i Krig mod Ramot i Gilead, eller
+      skal jeg lade være?" De svarede: "Drag derop, så skal HERREN
+      give det i Kongens Hånd!"
+  7.  Men Josafat spurgte: "Er her ikke endnu een af HERRENs Profe
+      ter, vi kan spørge?
+  8.  Israels Konge svarede: "Her er endnu en Mand, ved hvem vi kan
+      rådspørge HERREN; men jeg hader ham, fordi han aldrig spår mig
+      godt, kun ondt; det er Mika, Jimlas Søn." Men Josafat sagde:
+      Således må Kongen ikke tale!"
+  9.  Da kaldte Israels Konge på en Hofmand og sagde: "Hent hurtig
+      Mika, Jimlas Søn!"
+
+ 10.  Imidlertid sad Israels Konge og Kong Josafat af Juda, iført
+      deres Skrud, hver på sin Trone i Samarias Portåbning, og alle
+      Profeterne spåede foran dem.
+ 11.  Da lavede Zidkija, Kena'anas Søn, sig Horn af Jern og sagde: "Så
+      siger HERREN: Med sådanne skal du støde Aramæerne ned, til de er
+      tilintetgjort!
+ 12.  Og alle Profeterne spåede det samme og sagde: "Drag op mod Ramot
+      i Gilead, så skal Lykken følge dig, og HERREN vil give det i
+      Kongens Hånd!"
+
+ 13.  Men Budet, der var gået efter Mika, sagde til ham: Se,
+      Profeterne har alle som een givet Kongen gunstigt Svar. Tal du
+      nu som de og giv gunstigt Svar!
+ 14.  Men Mika svarede: "Så sandt HERREN lever: Hvad HERREN siger mig,
+      det vil jeg tale!
+ 15.  Da han kom til Kongen, spurgte denne ham: "Mika, skal vi drage i
+      Krig mod Ramot i Gilead, eller skal vi lade være?" Da svarede
+      han: "Drag derop, så skal Lykken følge dig, og HERREN vil give
+      det i Kongens Hånd!"
+ 16.  Men Kongen sagde til ham: "Hvor mange Gange skal jeg besvære
+      dig, at du ikke siger mig andet end Sandheden i HERRENs Navn?"
+ 17.  Da sagde han: Jeg så hele Israel spredt på Bjergene som en Hjord
+      uden Hyrd: og HERREN sagde: De Folk har ingen Herre, lad dem
+      vende tilbage i Fred, hver til sit!
+ 18.  Israels Konge sagde da til Josafat: "Sagde jeg dig ikke, at han
+      aldrig spår mig godt, kun ondt!
+
+ 19.  Da sagde Mika: "Så hør da HERRENs Ord! Jeg så HERREN sidde på
+      sin Trone og hele Himmelens Hær stå til højre og venstre for
+      ham;
+ 20.  og HERREN sagde: Hvem vil dåre Akab, så han drager op og falder
+      ved Ramot i Gilead? En sagde nu eet, en anden et andet;
+ 21.  men så trådte en Ånd frem og stillede sig foran HERREN og sagde:
+      Jeg vil dåre ham! HERREN spurgte ham: Hvorledes?
+ 22.  Han svarede: Jeg vil gå hen og blive en Løgnens Ånd i alle hans
+      Profefers Mund! Da sagde HERREN: Ja, du kan dåre ham; gå hen og
+      gør det!
+ 23.  Se, således har HERREN lagt en Løgnens Ånd i alle disse dine
+      Profeters Mund, thi HERREN har ondt i Sinde imod dig!"
+
+ 24.  Da trådte Zidkija, Kena'as Søn, frem og slog Mika på kinden og,
+      sagde: "Ad hvilken Vej skulde HERRENs Ånd have forladt mig for
+      at tale til dig?"
+ 25.  Men Mika sagde: "Det skal du få at se, den Dag du flygter fra
+      Kammer til Kammer for at skjule dig!"
+ 26.  Så sagde Israels Konge: "Tag Mika og bring ham tilbage til Amon,
+      Byens Øverste, og Kongesønnen Joasj
+ 27.  og sig: Såleds siger Kongen: Kast denne Mand i Fængsel og sæt
+      ham på Trængselsbrød og Trængselsvand, indtil jeg kommer uskadt
+      tilbage!"
+ 28.  Men Mika sagde: "Kommer du uskadt tilbage, så har HERREN ikke
+      talet ved mig!" Og han sagde: "Hør, alle I Folkeslag!"
+
+ 29.  Så drog Israels Konge og Kong Josafat af Juda op mod Ramot i
+      Gilead.
+ 30.  Og Israels Konge sagde til Josafat: "Jeg vil forklæde mig, før
+      jeg drager i Kampen; men tag du dine egne Klæder på!" Og Israels
+      Konge forklædte sig og drog så i Kampen.
+ 31.  Men Arams Konge havde givet sine to og tredive Vognstyrere den
+      Befaling: "I må ikke angribe nogen, være sig høj eller lav, uden
+      Israels Konge alene!"
+ 32.  Da nu Vognstyrerne fik Øje på Josafat, tænkte de: "Det er
+      sikkert Israels Konge!" Og de rettede deres Angreb mod ham. Da
+      gav Josafat sig til at råbe;
+ 33.  og da Vognstyrene opdagede, at det ikke var Israels konge, trak
+      de sig bort fra ham.
+
+ 34.  Men en Mand, der skød en Pil af på Lykke og Fromme, ramte
+      Israels Konge mellem Remmene og Brynjen. Da sagde han til sin
+      Vognstyrer: "Vend og før mig ud af Slaget, thi jeg er såret!"
+ 35.  Men Kampen blev hårdere og hårdere den Dag, og Kongen holdt sig
+      oprejst i sin Vogn over for Aramæerne til Aften, skønt Blodet
+      fra Såret flød ned i Bunden at Vognen; men om Aftenen døde han.
+ 36.  Da Solen gik ned, gik det Råb gennem Lejren: "Enhver drage hjem
+      til sin By og sit Land,
+ 37.  thi Kongen er død!" Så kom de til Samaria, og de jordede Kongen
+      der.
+ 38.  Og da man skyllede Vognen ved Samarias Dam, slikkede Hundene
+      hans Blod, og Skøgerne badede sig deri efter det Ord, HERREN
+      havde talet.
+
+ 39.  Hvad der ellers er at fortælle om Akab, alt, hvad han gjorde,
+      Elfenbenshuset, han lod opføre, og alle de Byer, han befæstede,
+      står jo optegnet i Israels Kongers Krønike.
+ 40.  Så lagde Akab sig til Hvile hos sine Fædre; og hans Søn Ahazja
+      blev Konge i hans Sted.
+
+ 41.  Josafat, Asas Søn, blev Konge over Juda i Kong Akab af Israels
+      fjerde Regeringsår.
+ 42.  Josafat var fem og tredive År gammel, da han blev Konge, og han
+      herskede fem og tyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Azuba og var
+      en Datter af Sjilhi.
+ 43.  Han vandrede nøje i sin Fader Asas Spor og veg ikke derfra, idet
+      han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne.
+ 44.  Kun blev Offerhøjene ikke fjernet, og Folket blev ved at ofre og
+      tænde Offerild på Højene.
+ 45.  Og Josafat havde Fred med Israels Konge.
+
+ 46.  Hvad der ellers er at fortælle om Josafat, de Heltegerninger,
+      han udførte, og de Krige, han førte, står jo optegnet i Judas
+      Kongers Krønike.
+ 47.  De sidste af Mandsskøgerne, som var tilbage fra hans Fader Asas
+      Tid, udryddede han af Landet.
+ 48.  På den Tid var der ingen Konge i Edom.
+ 49.  Kong Josafats Statholder byggede et Tarsisskib til Fart på Ofir
+      efter Guld; men der kom intet ud af det, da Skibet gik under ved
+      Ezjongeber.
+ 50.  Da foreslog Ahazja, Akabs Søn, Josafat at lade sine Folk sejle
+      med hans; men Josafat afslog det.
+ 51.  Så lagde Josafat sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet hos
+      sine Fædre i sin Fader Davids By og hans Søn Joram blev Konge i
+      hans Sted.
+
+ 52.  Ahazja, Akabs Søn, blev Konge over Israel i Samaria i Kong
+      Josafat af Judas syttende Regeringsår, og han herskede to År
+      over Israel.
+ 53.  Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og vandrede i sin
+      Faders og sin Moders Spor og i Jeroboams, Nebats Søns, Spor,
+      han, som forledte Israel til at synde.
+ 54.  Han dyrkede Ba'al og tilbad ham og krænkede HERREN, Israels Gud,
+      nøjagtigt som hans Fader havde gjort.
+
+
+Anden Kongebog
+
+Anden Kongebog 1
+
+  1.  Efter Alkahs Død faldt Moab fra Israel.
+
+  2.  Og Ahazja faldt ud gennem Vinduesgitteret for sin Stue på Taget
+      i Samaria og blev syg; da sendte han Sendebud af Sted og sagde
+      til dem: "Gå hen og spørg Ekrons Gud Ba'al-Zebub, om jeg kommer
+      mig af min Sygdom!"
+  3.  Men HERRENs Engel sagde til Tisjbiten Elias: "Gå Sendebudene fra
+      Samarias Konge i Møde og sig til dem: Mon det er, fordi der
+      ingen Gud er i Israel, at I drager hen for at rådspørge Ekrons
+      Gud Ba'al-Zebub?
+  4.  Derfor, så siger HERREN: Det Leje, du steg op på, kommer du ikke
+      ned fra, thi du skal dø!" Dermed gik Elias bort.
+
+  5.  Da Sendebudene kom tilbage til ham, spurgte han dem: "Hvorfor
+      kommer I tilbage?"
+  6.  De svarede: "En Mand kom os i Møde og sagde til os: Vend tilbage
+      til Kongen, som har sendt eder, og sig: Så siger HERREN: Mon det
+      er, fordi der ingen Gud er i Israel, at du sender Bud for at
+      rådspørge Ekrons Gud Ba'al-Zebub? Derfor: Det Leje, du steg op
+      på, kommer du ikke ned fra, thi du skal dø!"
+  7.  Han spurgte dem da: "Hvorledes så den Mand ud, som kom eder i
+      Møde og sagde disse Ord til eder?"
+  8.  De svarede: "Det var en Mand i en lådden Kappe med et Læderbælte
+      om Lænderne." Da sagde han: "Det er Tisjbiten Elias."
+
+  9.  Derpå sendte han en Halvhundredfører med hans halvtredsindstyve
+      Mand ud efter ham; og da han kom op til ham på Bjergets Top,
+      hvor han sad, sagde han til ham: "Du Guds Mand! Kongen byder:
+      Kom ned!"
+ 10.  Men Elias svarede Halvhundredføreren: "Er jeg en Guds Mand, så
+      fare Ild ned fra Himmelen og fortære dig og dine
+      halvtredsindstyve Mand!" Da for Ild ned fra Himmelen og
+      fortærede ham og hans halvtredsindstyve Mand.
+ 11.  Atter sendte Kongen en Halvhundredfører med hans
+      halvtredsindstyve Mand ud efter ham; og da han kom derop, sagde
+      han til ham: "Du Guds Mand! Således siger Kongen: Kom straks
+      ned!"
+ 12.  Men Elias svarede ham: "Er jeg en Guds Mand, så fare Ild ned fra
+      Himmelen og fortære dig og dine halvtredsindstyve Mand!" Da for
+      Guds Ild ned fra Himmelen og fortærede ham og hans
+      halvtredsindstyve Mand.
+ 13.  Atter sendte Kongen en Halvhundredfører ud efter ham: men da den
+      tredje Halvhundredfører kom derop, kastede han sig på Knæ for
+      Elias, bønfaldt ham og sagde: "du Guds Mand! Lad dog mit og
+      disse dine halvtredsindstyve Trælles Liv være dyrebarl i dine
+      Øjne!
+ 14.  Se, Ild for ned fra Himmelen og fortærede de to første
+      Halvhundredførere og deres halvtredsindstyve Mand, men lad nu
+      mit Liv være dyrebart i dine Øjne!"
+ 15.  Da sagde HERRENs Engel til Elias: "Gå ned med ham, frygt ikke
+      for ham!" Så gik han ned med ham og fulgte ham til Kongen.
+ 16.  Og han sagde til Kongen: "Så siger HERREN: Fordi du har sendt
+      Sendebud hen at rådspørge Ekrons Gud Ba'al-Zebub - men det er,
+      fordi der ingen Gud er i Israel, du kunde rådspørge? - derfor:
+      Det Leje, du steg op på, kommer du ikke ned fra, thi du skal
+      dø!"
+ 17.  Og han døde efter det HERRENs Ord, som Elias havde talt. Og hans
+      Broder Joram blev Konge i hans Sted i Josafats Søns, Kong Joram
+      af Judas, andet Regeringsår; thi han havde ingen Søn.
+
+ 18.  Hvad der ellers er at fortælle om Ahazja, hvad han udførte, står
+      jo optegnet i Israels Kongers Krønike.
+
+Anden Kongebog 2
+
+  1.  Dengang HERREN ville lade Elias fare op til Himmelen i et
+      Stormvejr, gik Elias fra Gilgal.
+  2.  Og Elias sagde til Elisa: "Bliv her, thi HERREN vil have mig til
+      Betel!"  Men Elisa svarede: "Så sandt HERREN lever, og så sandt
+      du lever, jeg går ikke fra dig!" De gik da ned til Betel.
+  3.  Så kom Profetsønnerne i Betel ud til Elisa og sagde til ham:
+      "Ved du, at HERREN i dag vil tage din Herre bort fra dig?" Han
+      svarede: "Ja, jeg ved det, ti kun stille!"
+  4.  Derpå sagde Elias til ham: "Bliv her, Elisa, thi HERREN vil have
+      mig til Jeriko!" Men han svarede: "Så sandt HERREN lever, og så
+      sandt du lever, jeg går ikke fra dig!" De kom da til Jeriko.
+  5.  Men Profetsønnerne i Jeriko trådte hen til Elisa og sagde til
+      ham: "Ved du, at HERREN i Dag vil tage din Herre bort fra dig?"
+      Han svarede: "Ja, jeg ved det, ti kun stille!"
+  6.  Derpå sagde Elias til ham: "Bliv her, thi HERREN vil have mig
+      til Jordan!"  Men han svarede: "Så sandt HERREN lever, og så
+      sandt du lever, jeg går ikke fra dig!" Så fulgtes de ad.
+  7.  Men halvtredsindstyve af Profetsønnerne gik hen og stillede sig
+      et godt Stykke derfra, medens de to stod ved Jordan.
+
+  8.  Elias tog nu sin Kappe, rullede den sammen og slog Vandet med
+      den; da skiltes det ad, og de gik begge over på tør Bund.
+  9.  Og da de var kommet over, sagde Elias til Elisa: "Sig, hvad du
+      ønsker, jeg skal gøre for dig, før jeg tages bort fra dig!"
+      Elisa svarede: "Måtte to Dele af din Ånd komme over mig!"
+ 10.  Da sagde han: "Det er et stort Forlangende, du kommer med!
+      Dersom du ser mig, når jeg tages bort fra dig, skal det blive
+      dig til Del, ellers ikke!"
+ 11.  Medens de nu gik og talte sammen, se, da kom en lldvogn og
+      Ildheste og skilte dem ad, og Elias for op til Himmelen i
+      Stormvejret.
+ 12.  Og Elisa så det og råbte: "Min Fader, min Fader, du Israels
+      Vogne og Ryttere!" Og han så ham ikke mere. Så greb han sine
+      Klæder og sønderrev dem.
+
+ 13.  Derpå tog han Elias's Kappe, som var faldet af ham, op og gik
+      tilbage og stillede sig ved Jordans Bred,
+ 14.  og han tog Elias's Kappe, som var faldet af ham, slog Vandet med
+      den og sagde: "Hvor er nu HERREN, Elias's Gud?" Og da han havde
+      slået Vandet, skiltes det ad, og Elisa gik over.
+ 15.  Da Profetsønnerne fra Jeriko så det derovre, sagde de: "Elias's
+      Ånd hviler på Elisa!" Og de gik ham i Møde og kastede sig til
+      Jorden for ham.
+ 16.  Derpå sagde de til ham: "Se, her hos dine Trælle er der
+      halvtredsindstyve raske Mænd, lad dem gå ud og lede efter din
+      Herre; måske HERRENs Ånd har taget ham og kastet ham hen på et
+      af Bjergene eller i en af Dalene!" Men han svarede: "I skal ikke
+      sende dem af Sted!"
+ 17.  Men da de blev ved at trænge ind på ham, sagde han: "Så send dem
+      da af Sted!" Så sendte de halvtredsindstyve Mænd ud, og de ledte
+      efter ham i tre Dage, men fandt ham ikke.
+ 18.  Og da de kom tilbage, medens han endnu var i Jeriko, sagde han
+      til dem: "Sagde jeg ikke til eder, at I ikke skulde gå?"
+
+ 19.  Mændene i Byen sagde til Elisa: "Byen ligger godt nok, som min
+      Herre ser, men Vandet er dårligt og volder utidige Fødsler i
+      Egnen."
+ 20.  Da sagde han: "Hent mig en ny Skål og kom Salt deri!" Og de
+      hentede den til ham.
+ 21.  Så gik han ned til Kildevældet og kastede Salt deri, idet han
+      sagde: "Så siger HERREN: Jeg gør dette Vand sundt, så at der
+      ikke mer skal komme Død eller utidige Fødsler deraf!"
+ 22.  Så blev Vandet sundt, efter det Ord Elisa talte; og det er det
+      den Dag i dag.
+
+ 23.  Derfra begav han sig op til Betel. Som han var på Vej derop, kom
+      nogle Smådrenge ud af Byen og spottede ham og råbte: "Kom herop,
+      Skaldepande, kom herop, Skaldepande!"
+ 24.  Han vendte sig om, og da han fik Øje på dem, forbandede han dem
+      i HERRENs Navn. Så kom to Bjørne ud af Krattet og sønderrev to
+      og fyrretyve af Drengene.
+ 25.  Derfra begav han sig til Karmels Bjerg, og derfra vendte han
+      tilbage til Samaria.
+
+Anden Kongebog 3
+
+  1.  Joram, Akabs Søn, blev Konge over Israel i Samaria i Kong
+      Josafat af Judas attende Regeringsår, og han herskede i tolv År.
+  2.  Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, dogikke som bans
+      Fader og Moder, og han fjernede Ba'als Stenstøtter, som hans
+      Fader havde ladet lave.
+  3.  Men han holdt fast ved de Synder, som Jeroboam, Nebats Søn,
+      forledte Israel til; dem veg han ikke fra.
+
+  4.  Kong Mesja af Moab drev Kvægavl og svarede Israels Konge en
+      Afgift på 100.000 Lam og Ulden af 100.000 Vædre.
+  5.  Men efter Akabs Død faldt Moabs Konge fra Israels Konge.
+  6.  Da drog Koog Joram straks ud fra Samaria og mønstrede hele
+      Israel;
+  7.  desuden sendte han Bud til Kong Josafat af Juda og lod sige:
+      "Moabs Konge er faldet fra mig; vil du drage med i Krig mod
+      Moab?" Han svarede: "Ja, jeg vil; jeg som du, mit Folk som dit,
+      mine Heste som dine!"
+  8.  Og han spurgte: "Hvilken Vej skal vi drage?" Han svarede:
+      "Gennem Edoms Ørken!"
+
+  9.  Så drog Israels, Judas og Edoms Konger af Sted. Men da de havde
+      tilbagelagt en Strækning af syv Dagsrejser, var der ikke Vand
+      til Hæren og Dyrene, som de havde med.
+ 10.  Da sagde Israels Konge: "Ak, at HERREN har kaldt disse tre
+      Konger sammen for at overgive dem i Moabs Hånd!"
+ 11.  Men Josafat sagde: "Er her ingen af HERRENs Profeter, ved hvem
+      vi kan rådspørge HERREN?" Da svarede en af Israels Konges Folk:
+      "Jo, her er Elisa, Sjafats Søn, som øste Vand på Elias's
+      Hænder."
+ 12.  Josafat sagde: "Hos ham er HERRENs Ord!" Og Israels Konge og
+      Josafat og Edoms Konge begav sig ned til ham.
+
+ 13.  Men Elisa sagde til Israels Konge: "Hvad har jeg med dig at
+      gøre? Gå du til din Faders og Moders Profeter!" Israels Konge
+      svarede: "Ak nej, thi HERREN har kaldt disse tre Konger sammen
+      for at give dem i Moabs Hånd."
+ 14.  Da sagde Elisa: "Så sandt Hærskarers HERRE lever, for hvis Åsyn
+      jeg står: Var det ikke for Kong Josafat af Judas Skyld, vilde
+      jeg ikke se til dig eller værdige dig et Blik!
+ 15.  Men hent mig nu en Strengespiller!" Thi når Strengespilleren
+      spillede, kom HERRENs Hånd over ham.
+ 16.  Derpå sagde han: "Så siger HERREN: Grav Grøft ved Grøft i Dalen
+      her!
+ 17.  Thi så siger HERREN: I skal hverken mærke til Blæst eller Regn,
+      men alligevel skal Dalen her fyldes med Vand, så at I, eders Hær
+      og eders Dyr kan drikke!
+ 18.  Dog tykkes dette HERREN for lidet, han vil også give Moab i
+      eders Hånd;
+ 19.  I skal indtage alle befæstede Byer og alle betydelige Byer, alle
+      Frugttræer skal t fælde, alle Kilder skal I tilstoppe, og al
+      frugtbar Agerjord skal I ødelægge med Sten!"
+ 20.  Og næste Morgen ved Afgrødeofferets Tid kom der Vand fra den
+      Kant, hvor Edom ligger, så hele Egnen blev fuld af Vand.
+
+ 21.  Da alle Moabiterne hørte, at Kongerne var draget op for at føre
+      Krig med dem, blev enhver, der overhovedet kunde bære Våben,
+      opbudt, og de tog Stilling ved Grænsen.
+ 22.  Men tidligt om Morgenen, da Solen stod op over Vandet, så
+      Moabiterne Vandet foran sig rødt som Blod.
+ 23.  Da råbte de: "Det er Blod! Kongerne har fuldstændig
+      tilintetgjort hverandre, de har hugget hverandre ned; nu til
+      Byttet, Moab!"
+ 24.  Men da de nåede Israels Lejr, brød Israeliterne op og slog
+      Moabiterne på Flugt. Derpå rykkede de frem og huggede Moabiterne
+      ned;
+ 25.  Byerne nedbrød de; på al frugtbar Agerjord kastede de hver sin
+      Sten, så den blev fuld af Sten; alle Kildevæld tilstoppede de,
+      og alle Frugttræer fældede de. Til sidst var kun Kir-Hareset
+      tilbage, og denne By omringede Slyngekasterne og skød på den.
+ 26.  Da Moabs Konge så, at han ikke kunde modstå Angrebet, samlede
+      han 700 sværdvæbnede Mænd for at bryde igennem hen til Kongen af
+      Edom. men det lykkedes ikke.
+ 27.  Så tog han sin førstefødte Søn, der skulde følge ham på Tronen,
+      og ofrede ham som Brændoffer på Muren. Da kom heftig Vrede over
+      Israel, og de brød op og vendte hjem til deres Land.
+
+Anden Kongebog 4
+
+  1.  En Kvinde, som var gift med en af Profetsønnerne råbte til
+      Elisa: "Din Træl, min Mand, er død; og du ved, at din Træl
+      frygtede HERREN. Og nu kommer en, der har Krav på ham, for at
+      tage mine fo Drenge til Trælle!"
+  2.  Da sagde Elisa til hende: "Hvad kan jeg gøre for dig? Sig mig,
+      hvad du har i Huset?" Hun svarede: "Din Trælkvinde har ikke
+      andet i Huset end et Krus Olie."
+  3.  Da sagde han: "Gå ud og bed alle dine Naboer om tomme Dunke,
+      ikke for få!
+  4.  Så lukker du dig inde med dine Sønner og fylder på alle disse
+      Dunke, og når de er fulde, sætter du dem til Side!"
+  5.  Så gik hun fra ham og lukkede sig inde med sine Sønner; og de
+      rakte hende Dunkene, medens hun fyldte på.
+  6.  Og da Dunkene var fulde, sagde hun til Sønnen: "Ræk mig een Dunk
+      til!" Men han svarede: "Der er ikke flere Dunke!" Da holdt Olien
+      op at flyde.
+  7.  Det kom hun og fortalte den Guds Mand; og han sagde: "Gå hen og
+      sælg Olien og betal din Gæld; og lev så med dine Sønner af
+      Resten!"
+
+  8.  Det skete en Dag, at Elisa på sin Vej kom til Sjunem. Der boede
+      en velhavende Kvinde, som nødte ham til at spise hos sig; og
+      hver Gang han senere kom forbi, tog han derind og spiste.
+  9.  Hun sagde nu til sin Mand: "Jeg ved, af det er en hellig Guds
+      Mand., der stadig kommer her forbi;
+ 10.  lad os mure en lille Stue på Taget og sætfe Seng, Bord, Stol og
+      Lampe ind til ham, for at han kan gå derind, når han kommer til
+      os!"
+ 11.  Så kom han en Dag derhen og gik op i Stuen og lagde sig.
+ 12.  Og han sagde til sin Tjener Gehazi: "Kald på Sjunemkvinden!" Og
+      han kaldte på hende, og hun trådte frem for ham.
+ 13.  Da sagde han til Gehazi: "Sig til hende: Se, du har Itaft al den
+      Ulejlighed for vor Skyld; hvad kan jeg gøre for dig? Ønsker du,
+      at jeg skal tale din Sag hos Kongen eller Hærføreren?" Men hun
+      svarede: "Jeg bor midt iblandt mit Folk!"
+ 14.  Da sagde han: "Hvad kan jeg da gøre for hende?" Gehazi sagde:
+      "Jo, hun har ingen Søn, og hendes Mand er gammel."
+ 15.  Da sagde han: "Kald på hende!" Og han kaldte på hende, og bun
+      tog Plads ved Døren.
+ 16.  Da sagde han: "Om et År ved denne Tid har du en Dreng ved
+      Brystet!" Men hun sagde: "Nej dog, Herre! Den Guds Mand må ikke
+      narre sin Trælkvinde!"
+ 17.  Men Kvinden blev frugtsommelig og fødte en Søn Året efter ved
+      samnme Tid, således som Elisa havde sagt hende.
+
+ 18.  Da Drengen var blevet stor, gik han en Dag ud til sin Fader hos
+      Høstfolkene.
+ 19.  Da sagde han til sin Fader: "Mit Hoved, mit Hoved!" Og hans
+      Fader sagde til en Karl " "Bær ham hjem til hans Moder!"
+ 20.  Han tog, ham og har ham hjem til hans Moder, og han sad på
+      hendes Skød til Middag; så døde han.
+ 21.  Men hun gik op og lagde ham på den Guds Mands Seng, og derefter
+      lukkede hun Døren og gik.
+ 22.  Så kaldte hun på sin Mand og sagde: "Send mig en af Karlene med
+      et Æsel, for at jeg hurfig kan komme hen til den Guds Mand og
+      hjem igen!"
+ 23.  Han spurgte: "Hvad vil du hos ham i Dag? Det er jo hverken
+      Nymånedag eller Sabbat!" Men hun sagde: "Lad mig om det!"
+ 24.  Derpå sadlede hun Æselet og sagde til Karlen: "Driv nu godt på!
+      Stands mig ikke i Farten, før jeg siger til!"
+
+ 25.  Så drog hun af Sted og kom til den Guds Mand på Kamels Bjerg. Da
+      den Guds Mand fik Øje på hende i Frastand, sagde han til sin
+      Tjener Gehazi: "Se, der er Sjunemkvinden!
+ 26.  Løb hende straks i Møde og spørg hende: Har du det godt? Har din
+      Mand det godt? Har Drengen det godt?" Hun svarede: "Ja, vi har
+      det godt!"
+ 27.  Men da hun kom hen til den Guds Mand på Bjerget, klamrede hun
+      sig til hans Fødder. Gehazi trådte til for at støde hende
+      bort. men den Guds Mand sagde: "Lad hende være, hun er i Vånde,
+      og HERREN har dulgt det for mig og ikke åbenbaret mig det!"
+ 28.  Da sagde hun: "Har jeg vel bedt min Herre om en Søn? Sagde jeg
+      ikke, at du ikke måtte narre mig?"
+ 29.  Så sagde han til Gehazi: "Omgjord din Lænd, tag min Stav i
+      Hånden og drag af Sted! Møder du nogen, så hils ikke på ham. og
+      hilser nogen på dig, så gengæld ikke hans Hilsen; og læg min
+      Stav på Drengens Ansigt!"
+ 30.  Men Drengens Moder sagde: "Så sandt HERREN lever, og så sandt du
+      lever, jeg går ikke fra dig!" Da stod han op og gik med hende.
+
+ 31.  Imidlertid var Gehazi gået i Forvejen og havde lagt Staven på
+      Drengens Ansigt; men ikke en Lyd hørtes, og der var intet
+      Livstegn. Da vendte han tilbage og gik Elisa i Møde, meldte ham
+      det og sagde: "Drengen vågnede ikke!"
+ 32.  Og da Elisa var kommet ind i Huset, så han Drengen ligge død på
+      Sengen.
+ 33.  Han gik da hen og lukkede sig inde med ham og bad til HERREN.
+ 34.  Derpå steg han op og lagde sig oven på Drengen med sin Mund på
+      hans Mund, sine Øjne på hans Øjne og sine Hænder på hans Hænder,
+      og medens han således bøjede sig over ham, blev Drengens Legeme
+      varmt.
+ 35.  Så steg han ned og gik een Gang frem og tilbage i Huset, og da
+      han atter steg op og bøjede sig over Drengen, nyste denne syv
+      Gange og slog Øjnene op.
+ 36.  Derpå kaldte han på Gehazi og sagde: "Kald på Sjunemkvinden!"
+      Han kaldte så på hende, og hun kom til ham. Da sagde han: "Tag
+      din Dreng!"
+ 37.  Og hun trådte hen og faldt ned for hans Fødder og kastede sig
+      til Jorden, tog så sin Dreng og gik ud.
+
+ 38.  Dengang Hungersnøden var i Landet, vendte Elisa tilbage til
+      Gilgal. Som nu Profetsønnerne sad hos ham, sagde han til sin
+      Tjener: "Sæt den store Gtyde over og kog en Ret Mad til
+      Profetsønnerne!"
+ 39.  Så gik en ud på Marken for at plukke Urter, og da han fandt en
+      Slyngplante med vilde Agurker, plukkede han så mange, han kunde
+      bære i sin Kappe; da han kom tilbage, skar han dem itu og kom
+      dem i Gryden, thi han kendte dem ikke.
+ 40.  Derpå øste man op for Mændene, for at de kunde spise, men så
+      snart de smagte Maden, skreg de op og råbte: "Døden er i Gryden,
+      du Guds Mand!" Og de kunde ikke spise Maden.
+ 41.  Men han sagde: "Hent noget Mel!" Og da han havde hældt det i
+      Gryden, sagde han: "Øs nu op for Folkene, så de kan spise!" Så
+      var der ingen Ulykke i Gryden mere.
+
+ 42.  Engang kom en Mand fra Ba'al-Sjalisja og bragte den Guds Mand
+      Brød af nyt Korn, tyve Bygbrød, og nyhøstet Korn i sin
+      Ransel. Da sagde han: "Giv Folkene det at spise!"
+ 43.  Men hans Tjener sagde: "Hvorledes skal jeg kunne sætte dette
+      frem for hundrede Mennesker?" Men han sagde: "Giv Folkene det at
+      spise! Thi så siger HERREN: De skal spise og levne!"
+ 44.  Da satte han det frem for dem, og de spiste og levnede efter
+      HERRENs Ord.
+
+Anden Kongebog 5
+
+  1.  Na'aman, Kongen af Arams Hærfører, havde meget at sige hos sin
+      Herre og var højt agtet; thi ved ham havde HERREN givet
+      Aramæerne Sejr; men Manden var spedalsk.
+  2.  Nu havde Aramæerne engang på et Strejtog røvet en lille Pige i
+      Israels Land; hun var kommet i Tjeneste hos Na'amans Hustru,
+  3.  og hun sagde til sin Frue: "Gid min Herre var hos Profeten i
+      Samaria; han vilde sikkert skille ham af med hans Spedalskhed!"
+  4.  Så kom Na'aman og fortalte sin Herre, hvad Pigen fra Israels
+      Land havde sagt.
+  5.  Da sagde Arams Konge: "Rejs derhen! Jeg skal sende etBrevmed til
+      Israels Konge!" Så rejste han og tog ti Talenter Sølv, 6000
+      Sekel Guld og ti Sæt Festklæder med.
+  6.  Og han overbragte IsraelsKonge Brevet. Deri stod der: "Når dette
+      Brev kommer dig i Hænde, skal du vide, at jeg sender min Tjener
+      Na'aman til dig, for at du skal skille ham af med hans
+      Spedalskhed!"
+  7.  Da Israels Konge havde læst Brevet, sønderrev han sine klæder og
+      sagde: "Er jeg Gud, så jeg råder over Liv og Død, siden han
+      skriver til mig, at jeg skal skille en Mand afmed hans
+      Spedalskhed Nej, I kan da se, at han søger Lejlighed til Strid
+      med mig!"
+
+  8.  Men da den Guds Mand Elisa hørte, at Israels Konge havde
+      sønderrevet sine klæder, sendte han det Bud til Kongen: "Hvorfor
+      sønderriver du dine Klæder?  Lad ham komme til mig, så skal han
+      kende, at der er en Profet i Israel!"
+  9.  Da kom Na'aman med Heste og Vogne og holdt uden for Døren til
+      Elisas Hus.
+ 10.  Elisa sendte et Bud ud til ham og lod sige: "Gå hen og bad dig
+      syv Gange i Jordan, så bliver dit Legeme atter friskt, og du
+      bliver ren!"
+ 11.  Men Na'aman blev vred og drog bort med de Ord: "Se, jeg havde
+      tænkt, at han vilde komme ud til mig, stå og påkalde HERREN sin
+      Guds Navn og svinge sin Hånd i Retning af Helligdommen og
+      således gøre Ende på Spedalskheden!
+ 12.  Er ikke Damaskus's Floder Abana og Parpar fuldt så gode som alle
+      Israels Vande? Kunde jeg ikke blive ren ved at bade mig i dem?"
+      Og han vendte sig og drog bort i Vrede.
+ 13.  Men hans Trælle kom og sagde til ham: "Dersom Profeten havde
+      pålagt dig noget, som var vanskeligt vilde du så ikke have gjort
+      det? Hvor meget mere da nu, da han sagde til dig: Bad dig, så
+      bliver du ren!"
+ 14.  Så drog han ned og dykkede sig syv Gange i Jordan efter den Guds
+      Mands Ord; og hans Legeme blev atter friskt som et Barns, og han
+      blev ren.
+
+ 15.  Så vendte han med hele sit Følge tilbage til den Guds Mand, og
+      da han var kommet derhen, trådtehan frem forham og sagde: "Nu
+      ved jeg, at der ingensteds på Jorden er nogen Gud uden i Israel!
+      Så modtag nu en Takkegave af din Træl!"
+ 16.  Men han svarede: "Så sandt HERREN lever, for hvis Åsyn jeg står,
+      jeg modtager ikke noget!" Og skønt han nødte ham, vægrede han
+      sig ved at modtage noget.
+ 17.  Da sagde Na'aman: "Så lad da være! Men lad din Træl få så megel
+      Jord, som et Par Muldyr kan bære, thi din Træl vil aldrig mere
+      ofre Brændoffer eller Slagtoffer til nogen anden Gud end HERREN!
+ 18.  Men i een Ting vil HERREN nok bære over med din Træl: Når min
+      Herre går ind i Rimmons Hus for at tilbede og støtfer sig til
+      min Arm og jeg så sammen med ham kaster mig til Jorden i Rimmons
+      Hus, da vil HERREN nok bære over ed din Træl i den Ting!"
+
+ 19.  Han svarede: "Far i Fred!" Men da han var kommet et Stykke hen
+      ad Vejen,
+ 20.  sagde Gehazi, den Guds Mand Elisas Tjener, ved sig selv: "Der
+      har min Herre ladet denne Aramæer Na'aman slippe og ikke
+      modtaget af ham, hvad han havde med; så sandt HERREN lever, jeg
+      vil løbe efter ham for at få noget af ham!"
+ 21.  Så satte Gehazi efter Na'aman. og da Na'aman så ham komme
+      løbende efter sig, sprang han af Vognen, gik ham i Møde og
+      spurgte: "Står det godt til?"
+ 22.  Han svarede: "Ja, det står godt til! Min Herre sender mig med
+      det Bud: Der kom lige nu to unge Mænd, som hører til
+      Profetsønnerne, til mig fra Efraims Bjerge: giv dem en Talent
+      Sølv og to Sæt Festklæder!"
+ 23.  Da sagde Na'aman: "Tag dog mod to Talenter Sølv!" Og han nødte
+      ham. Så bandt han to Talenter ind i to Punge og tog to Sæt
+      Festklæder og gav to af sine Trælle dem, for at de skulde bære
+      dem foran ham.
+ 24.  Men da de kom til Højen, tog han Pengene fra dem, gemte dem i
+      Huset og lod Mændene gå.
+ 25.  Så gik han ind til sin Herre og trådte hen til ham. Da spurgte
+      Elisa: "Hvor har du været, Gehazi?" Han svarede: "Din Træl har
+      ingen Steder været!"
+ 26.  Så sagde han til ham: "Gik jeg ikke i Ånden hos dig, da en stod
+      af sin Vogn og gik tilbage for at møde dig? Nu har du fået
+      Penge, og du kan få Klæder, Olivenlunde og Vingårde, Småkvæg og
+      Hornkvæg, Trælle og Trælkvinder,
+ 27.  men Na'amans Spedalskhed skal hænge ved dig og dit Afkom til
+      evig Tid!" Og Gehazi gik fra ham, hvid som Sne af Spedalskhed.
+
+Anden Kongebog 6
+
+  1.  Profetsønnerne sagde engang til Elisa: "Se, der er for lidt
+      Plads til os her, hvor vi sidder hos dig.
+  2.  Vi vil gå til Jordan og hver fage en Bjælke og der indrette os
+      et Rum, vi kan sidde i!" Han sagde: "Ja, gør det!"
+  3.  Men en af dem sagde: "Vil du ikke nok følge med dine Trælle!" Og
+      han svarede: "Jo, det vil jeg!"
+  4.  Han gik så med, og da de kom til Jordan, gav de sig til at fælde
+      Træer.
+  5.  Medens nu en af dem var ved at fælde en Bjælke, faldt hans
+      Øksejern i Vandet. Da gav han sig til at råbe: "Ak, min Herre!
+      Og det var endda lånt!"
+  6.  Men den Guds Mand sagde: "Hvor faldt det?" Og da han havde vist
+      ham Stedet, skar han en Gren af og kastede den derhen. Da kom
+      Øksen op på Overfladen;
+  7.  og han sagde: "Tag den op!" Så rakte han Hånden ud og tog den.
+
+  8.  Engang Arams Konge lå i Krig med Israel, aftalte han med sine
+      Folk, at de skulde lægge sig iBaghold på det og det Sted.
+  9.  Men den Guds, Mand sendte Bud til Israels Konge og lod sige:
+      "Vogt dig for at drage forbi det Sted, thi der ligger Aramæerne
+      i Baghold!"
+ 10.  Israels Konge sendte da Folk til det Sted, den Guds Mand havde
+      sagt ham.  Således mindede han ham om at være på sin Post der;
+      og det gjorde han ikke een, men flere Gange.
+ 11.  Derover blev Arams Konge urolig i sit Sind, og han lod sine Folk
+      kalde og spurgte dem: "Han I ikke sige mig, hvem det er, der
+      forråder os til Israels Konge?"
+ 12.  Da sagde en af hans Hærførere: "Det er ingen af os, Herre Konge;
+      det er Profeten Elisa i Israel, der lader Israels Konge vide,
+      hvad du taler i dit Sovekammer."
+
+ 13.  Da sagde han: "Gå hen og se, hvor han er, for at jeg kan sende
+      Folk ud og lade ham gribe!" Da det meldtes ham, at han var i
+      Dotan,
+ 14.  sendte han Heste og Vogne og en stor Hærstyrke derhen; og de kom
+      ved Nattetide og omringede Byen.
+ 15.  Næste Morgen tidlig, da den Guds Mand gik ud, se, da var Byen
+      omringet af en Hær og Heste og Vogne, Da sagde hans Tjener til
+      ham: "Ak, Herre, hvad skal vi dog gribe til?"
+ 16.  Men han svarede: "Frygt ikke, thi de, der er med os, er flere
+      end de, der er med dem!"
+ 17.  Og Elisa bad og sagde: "HERRE, luk hans Øjne op, så han kan se!"
+      Da lukkede HERREN Tjenerens Øjne op, og han så, at Bjerget var
+      fuldt af Ildheste og Ildvogne rundt om Elisa.
+
+ 18.  Da nu Fjenderne rykkede ned imod ham, bad Elisa til HERREN og
+      sagde: "Slå de Folk med Blindhed!" Og han slog dem med Blindhed
+      efter Elisas Ord.
+ 19.  Da sagde Elisa til dem: "Det er ikke den rigtige Vej eller den
+      rigtige By; følg med mig, så skal jeg føre eder til den Mand, I
+      søger!" Han førte dem så til Samaria,
+ 20.  og da de var kommet ind i Samaria, bad Elisa: "Herre, luk nu
+      deres Øjne op, så at de kan se!" Da lukkede HERREN deres Øjne
+      op, og de så, at de var midt i Samaria.
+ 21.  Da Israels Konge så dem, spurgte han Elisa: "Skal jeg hugge dem
+      ned, min Fader?"
+ 22.  Men han svarede: "Nej, du må ikke hugge dem ned! Bruger du at
+      hugge Folk ned, som du ikke har taget til Fange med Sværd eller
+      Bue? Sæt Brød og Vand for dem, at de kan spise og drikke, og lad
+      dem så vende tilbage til deres Herre!"
+ 23.  Så gav han dem et godt Måltid, og da de havde spist og drukket,
+      lod han dem gå, og de drog tilbage til deres Herre. Men fra den
+      Tid af kom der ikke flere aramaiske Strejfskarer i Israels Land.
+
+ 24.  Siden hændte det, at Kong Benhadad af Aram samlede hele sin Hær
+      og drog op og belejrede Samaria;
+ 25.  og under Belejringen blev der stor Hungersnød i Byen, så at et
+      Æselhoved til sidst kostede tresindstyve Sekel Sølv og en
+      Fjerdedel Kab Duegødning fem.
+
+ 26.  Da Israels Konge en Dag gik oppe på Bymuren, råbte en Kvinde til
+      ham: "Hjælp, Herre Konge!"
+ 27.  Han svarede: "Hjælper HERREN dig ikke, hvor skal så jeg skaffe
+      dig Hjælp fra? Fra Tærskepladsen eller Vinpersen?"
+ 28.  Og Kongen spurgte hende vi dere: "Hvad fattes dig?" Da sagde
+      hun: "Den Kvinde der sagde til mig: Hom med din Dreng, så
+      fortærer vi ham i Dag; i Morgen vil vi så fortære min Dreng!
+ 29.  Så kogte vi min breng og fortærede ham. Næste Dag sagde jeg til
+      hende: Kom nu med din Dreng, at vi kan fortære ham! Men hun
+      holdt Drengen skjult."
+ 30.  Da Kongen hørte Kvindens Ord, sønderrev han sine Klæder, som han
+      stod der på Muren; og Folket så da, at han indenunder har Sæk på
+      den bare Krop.
+ 31.  Og han sagde: "Gud ramme mig både med det ene og det andet, om
+      Elisas, Sjafats Søns, Hoved skal blive siddende mellem Skuldrene
+      på ham Dagen til Ende!"
+
+ 32.  Elisa sad imidlertid i sit Hus sammen med de Ældste; da sendte
+      Kongen en Mand i Forvejen. Men før Sendebudet kom til ham, sagde
+      han til de Ældste: "Ved I, at denne Mordersjæl har sendt en Mand
+      herhen for at tage mit Hoved?  Se, når Budet kommer, skal I
+      lukke Døren og stemme jer imod den! Allerede hører jeg hans
+      Herres trin bag ham."
+ 33.  Og medens han endnu talte med dem, kom Kongen ned til ham og
+      sagde: "Se, hvilken Ulykke HERREN har bragt over os! Hvorfor
+      skal jeg da bie længer på HERREN?"
+
+Anden Kongebog 7
+
+  1.  Men Elisa sagde: "Hør HERRENs Ord! Så siger HERREN: I Morgen ved
+      denne Tid skal en Sea fint Hvedemel koste en Sekel og to Sea Byg
+      ligeledes en Sekel i Samarias Port!"
+  2.  Men Høvedsmanden, til hvis Arm Kongen støttede sig, svarede den
+      Guds Mand og sagde: "Om så HERREN satte Vinduer på Himmelen, mon
+      da sligt kunde ske?"  Han sagde: "Med egne Øjne skal du få det
+      at se, men ikke komme til at spise deraf!"
+
+  3.  Imidlertid varder fire spedalske Mænd ved indgangen til Porten;
+      de sagde til hverandre: "Hvorfor skal vi blive her, til vi dør?
+  4.  Dersom vi bestemmer os til at gå ind i Byen, dør vi der - der er
+      jo Hungersnød i Byen - og bliver vi her, dør vi også! Kom derfor
+      og lad os løbe over til Aramæernes Lejr! Lader de os leve, så
+      bliver vi i Live, og slår de os ihjel, så dør vi!"
+  5.  Så begav de sig i Mørkningen på Vej til Aramæernes Lejr; men da
+      de kom til Udkanten af Aramæernes Lejr, var der ikke et Menneske
+      at se.
+  6.  HERREN havde nemlig ladet Aramæernes Lejr høre Larm at Vogne og
+      Heste, Larm af en stor Hær, og de havde sagt til hverandre: "Se,
+      Israels Konge har købt Hetiternes og Mizrajims Konger til at
+      falde over os!"
+  7.  Derfor havde de taget Flugten i Mørkningen og efterladt Lejren,
+      som den stod, deres Telte, Heste og Æsler, og var flygtet for at
+      redde Livet.
+  8.  Da nu de spedalske havde nået Udkanten af Lejren, gik de ind i
+      et af Teltene, spiste og drak og tog Sølv og Guld og klæder, som
+      de gik hen og gemte; derpå kom de tilbage og gik ind i et andet
+      Telt; også der tog de noget, som de gik hen og gemte.
+
+  9.  Så sagde de til hverandre: "Det er ikke rigtigt, som vi bærer os
+      ad! Denne Dag er et godt Budskabs Dag; tier vi stille og venter
+      til Daggry, pådrager vi os Skyld; lad os derfor gå hen og melde
+      det i Kongens Palads!"
+ 10.  Så gik de hen og råbte til Byens Portvægtere og bragte dem den
+      Melding: "Vi kom til Aramæernes Lejr, og der var ikke et
+      Menneske at se eller høre, men vi fandt Hestene og Æslerne
+      bundet og Teltene urørt!"
+ 11.  Portvægterne råbte det ud, og man meldte det inde i Kongens
+      Palads.
+ 12.  Men Kongen stod op om Natten og sagde til sine Folk: "Jeg skal
+      sige eder, hvad Aramæerne har for med os; de ved, at vi er
+      udsultet, derfor har de forladt Lejren og skjult sig på Marken,
+      i den Tanke at vi skal gå ud af Byen, så de kan fange os levende
+      og trænge ind i Byen!"
+ 13.  Men en af Folkene svarede: - "Vi kan jo tage en fem Stykker af
+      de Heste, der er tilbage her - det vil jo dog gå dem som alle de
+      mange, der allerede var omkommet - og sende Folk derhen, så får
+      vi se!"
+ 14.  De tog da to Spand Heste, og Kongen sendte Folk efter Aramæernes
+      Hær og sagde: "Rid hen og se efter!"
+ 15.  Så drog de efter dem lige til Jordan og fandt hele Vejen fuld af
+      Klæder og Våben, som Aramæerne havde kastet fra sig på deres
+      hovedkulds Flugt. Derpå vendte Sendebudene tilbage og meldte det
+      til Kongen.
+ 16.  Så drog Folket ud og plyndrede Aramæernes Lejr; og således kom
+      en Sea fint Hvedemel til at koste en Sekel og to Sea Byg
+      ligeledes en Sekel, som HERREN havde sagt.
+
+ 17.  Kongen havde overdraget Høvedsmanden, til hvis Arm han støttede
+      sig, Tilsynet med Porten, men Folket trådte ham ned i Porten, så
+      han døde, således som den Guds Mand havde sagt, dengang Kongen
+      kom ned til ham.
+ 18.  Da den Guds Mand sagde til Kongen: "To Sea Byg skal koste en
+      Sekel og en Sea fitnt Hvedemel ligeledes en Sekel i Morgen ved
+      denne Tid i Samarias Port!"
+ 19.  da havde Høvedsmanden svaret ham: "Om så HERREN satte Vinduer på
+      Himmelen, mon da sligt kunde ske?" Og den Guds Mand havde sagt:
+      "Med egne Øjne skal du få det at se, men ikke komme til at spise
+      deraf!"
+ 20.  Således gik det ham; Folket trådte ham ned i Porten, så han
+      døde.
+
+Anden Kongebog 8
+      Elisa talte til den Kvinde, hvis Søn han havde kaldt til Live, og sagde:
+      "Drag bort med dit Hus og slå dig ned som fremmed et eller andet Sted, thi
+      HERREN har kaldt Hungersnøden hid; og den vil komme over Landet og vare syv
+      År!"
+  2.  Da brød Kvinden op og gjorde, som den Guds Mand havde sagt, og
+      drog med sit Hus hen og boede syv År som fremmed i Filisternes
+      Land.
+  3.  Men da der var gået syv År, vendte Kvinden tilbage fra
+      Filisternes Land; Og hun gik hen og påkaldte Kongens Hjælp til
+      at få sit Hus og sin Jord tilbage.
+  4.  Kongen talte just med den Guds Mands Tjener Gehazi og sagde:
+      "Fortæl mig om alle de storeGerninger, Elisa harudført!"
+  5.  Og netop som han fortalte Kongen, hvorledes han havde kaldt den
+      døde til Live, kom Kvinden, hvis Søn han havde kaldt til Live,
+      og påkaldt Kongens Hjælp til at få sit Hus og sin Jord
+      tilbage. Da sagde Gehazi: "Herre Konge, der er den Kvinde, og
+      der er hendes Søn. som Elisa kaldte til Live!"
+  6.  Kongen spurgte så Kvinden ud, og hun forfalte. Derpå gav Kongen
+      hende en Hofmand med og sagde: "Sørg for, at hun får al sin
+      Ejendom tilbage og alt, hvad hendes Jord har båret, siden den
+      Dag hun forlod Landet!"
+
+  7.  Siden begav Elisa sig til Damaskus, hvor Kong Benbadad af Aram
+      lå syg. Da Kongen fik at vide, at den Guds Mand var på Vej
+      derhen,
+  8.  sagde han til Hazael: "Tag en Gave med, gå den Guds Mand i Møde
+      og rådspørg HERREN gennem ham, om jeg kommer mig af min Sygdom!"
+  9.  Da gik Hazael ham i Møde; han tog en Gave med af alskens
+      Kostbarheder, som fandfes i Damaskus, fyrretyve Kamelladninger,
+      og trådte frem for ham og sagde: "Din Søn Benhadad, Arams Konge
+      sender mig til dig og lader spørge: Kommer jeg mig af min
+      Sygdom?"
+ 10.  Elisa svarede: "Gå hen og sig ham: Du kommer dig!" Men HERREN
+      har ladet mig skue, at han skal dø!"
+ 11.  Og han stirrede stift frem for sig og var ude af sig selv af
+      Rædsel. Så brast den Guds Mand i Gråd,
+ 12.  og Hazael sagde: "Hvorfor græder min Herre?" Han svarede: "Fordi
+      jeg ved, hvilke Ulykkkr du skal bringe over Israeliterne! Deres
+      Fæstninger skal du stikke i Brand, deres unge Mænd skal du hugge
+      ned med Sværdet, deres spæde Børn skal du knuse, og på deres
+      frugtsommelige Kvinder skal du rive Livet op!"
+ 13.  Da sagde Hazael: "Hvad er din Træl, den Hund, at han skal kunne
+      gøre slige store Ting!" Elisa svarede: "HERREN har ladet mig
+      skue dig som Konge over Aram!"
+
+ 14.  Derpå forlod han Elisa og kom til sin Herre; og han spurgte ham:
+      "Hvad sagde Elisa til dig?" Han svarede: "Han sagde: Du kommer
+      dig!"
+ 15.  Men næste Dag tog han et Klæde, dyppede det i Vand og bredte det
+      over Ansigtet på Kongen, og det blev hans Død. Og Hazael blev
+      Konge i hans Sted.
+
+ 16.  I Akabs Søns, Kong Joram af Israels, femte Regeringsår blev
+      Joram, Josafats Søn, Konge over Juda.
+ 17.  Han var to og tredive År gammel, da han blev Konge, og han
+      herskede otte År i Jerusalem.
+ 18.  Han vandrede i Israels Kongers Spor ligesom Akabs Hus, thi han
+      havde en Datter af Akab til Hustru, og han gjorde, hvad der var
+      ondt i HERRENs Øjne.
+ 19.  Dog vilde HERREN ikke tilintetgøre Juda for sin Tjener Davids
+      Skyld efter det Løfte, han havde givet ham, at han altid skulde
+      have en Lampe for hans Åsyn.
+
+ 20.  I hans Dage rev Edomiterne sig løs fra Judas Overherredømme og
+      valgte sig en Konge.
+ 21.  Da drog Joram over til Za'ir med alle sine Stridsvogne. Og han
+      stod op om Natten, og sammen med Vognstyrerne slog han sig
+      igennem Edoms Rækker, der havde omringet ham, hvorpå Folket
+      flygtede tilbage hver til sit.
+ 22.  Således rev Edom sig løs fra Judas Overherredømme, og således er
+      det den Dag i Dag. På samme Tid rev også Libna sig løs.
+
+ 23.  Hvad der ellers er at fortælle om Joram, alt, hvad han udførte,
+      står optegnet i Judas Kongers Krønike.
+ 24.  Så lagde Joram sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet hos
+      sine Fædre i Davidsbyen; og hans Søn Ahazja blev Konge i hans
+      Sted.
+
+ 25.  I Akabs Søns, Kong Joram af Israels, tolvte Regeringsår blev
+      Ahazja, Jorams Søn, Konge over Juda.
+ 26.  Ahazja var to og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
+      herskede eet År i Jerusalem. Hans Moder hed Atalja og var Datter
+      af Kong Omri af Israel.
+ 27.  Han vandrede i Akabs Hus's Spor og gjorde, hvad der var ondt i
+      HERRENs Øjne, ligesom Akabs Hus, thi han var besvogret med Akabs
+      Hus.
+ 28.  Sammen med Joram, Akabs Søn, drog han i Krig mod Kong Hazael af
+      Aram ved Ramot i Gilead. Men Aramæerne sårede Joram.
+ 29.  Så vendte Kong Joram tilbage for i Jizre'el at søge Helbredelse
+      for de Sår, Aramæerne havde tilføjet ham ved Ramot, da han
+      kæmpede med Kong Hazael af Aram; og Jorams Søn, Kong Ahazja af
+      Juda, drog ned for at se til Joram, Akabs Søn, i Jizre'el, fordi
+      han lå syg.
+
+Anden Kongebog 9
+
+  1.  Profeten Elisa kaldte en af Profetsønnerne til sig og sagde til
+      ham: "Omgjord dine Lænder, tag denne Flaske Olie med og drag til
+      Ramot i Gilead.
+  2.  Når du kommer derhen, opsøg så Jehu, Nimsjis Søn Josjafats Søn;
+      gå hen og få ham til at stå op fra sine Fæller og før ham ind i
+      det inderste Hammer;
+  3.  tag så Olieflasken og gyd Olien ud over hans Hoved med de Ord:
+      Så siger HERREN: Jeg salver dig til Konge over Israel! Derefter
+      skal du lukke Døren op og flygte ufortøvet!"
+
+  4.  Den unge Mand, Profetens Tjener, drog så til Ramot i Gilead;
+  5.  og da han kom derhen, traf han Hærførerne siddende sammen. Han
+      sagde da: "Jeg har et Ærinde til dig, Hærfører!" Jehu spurgte:
+      "Til hvem af os?" Han svarede: "Til dig, Hærfører!"
+  6.  Så rejste han sig og gik ind i Huset; der gød han Olien ud over
+      hans Hoved og sagde til ham: "Så siger HERREN, Israels Gud: Jeg
+      salver dig til Konge over HERRENs Folk, over Israel!
+  7.  Du skal hugge din Herre Akabs Hus ned, så jeg får Hævn over
+      Jesabel for mine Tjenere Profeternes og alle HERRENsjeneres
+      Blod.
+  8.  Hele Akabs Hus skal omkomme, jeg vil udrydde hvert mandligt
+      Væsen, hver og en af Akabs Slægt i Israel;
+  9.  jeg vil handle med Akabs Hus som med Jeroboams, Nebats Søns, og
+      Ba'sjas, Ahijas Søns, Hus.
+ 10.  Og Jesabel skal Hundene æde på Jizre'els Mark, og ingen skal
+      jorde hende!"  Derpå lukkede han Døren op og flygtede.
+
+ 11.  Da Jebu kom ud til sin Herres Folk, spurgte de ham: "Hvorledes
+      står det til? Hvad vilde den gale Mand hos dig?" Han svarede: "I
+      kender jo den Mand og hans Snak!"
+ 12.  Men de sagde: "Udflugter! Sig os det nu!" Da sagde han: "Således
+      sagde han til mig: Så siger HERREN: Jeg salver dig til Konge
+      over Israel!"
+ 13.  Øjeblikkelig tog de da hver sin Kappe og lagde under ham på
+      selve Trappen, og de stødte i Hornet og udråbte Jehu til Konge.
+ 14.  Således stiftede Jehu, Nimsjis Søn Josjafats Søn, en
+      Sammensværgelse mod Joram. Joram havde med hele Israel forsvaret
+      Ramot i Gilead mod Kong Hazael af Aram;
+ 15.  men Kong Joram var vendt tilbage for i Jizre'el at søge
+      Helbredelse for de Sår, Aramæerne havde tilføjet ham, da han
+      kæmpede med Kong Hazael af Aram. Da sagde Jehu: "Vil I som jeg,
+      så lad ikke en eneste slippe ud af Byen og bringe Bud til
+      Jizre'el."
+
+ 16.  Derpå steg Jehu til Vogns og kørte til Jizre'el; thi der lå
+      Joram syg, og Kong Ahazja af Juda var rejst ned for at se til
+      ham.
+ 17.  Da Vægteren, som stod på Tårnet i Jizre'el, så Støvskyen efter
+      Jehu, sagde han: "Jeg ser en Støvsky!" Da sagde Joram: "Tag en
+      Rytter og send ham ud imod dem, for at han kan spørge, om de
+      kommer med Fred!"
+ 18.  Så red Rytteren ham i Møde og sagde: "Således siger Kongen:
+      Kommer du med Fred?" Jehu svarede: "Hvad vedkommer det dig, om
+      det er med Fred? Omkring, følg mig!" Vægteren meldte:
+      "Sendebudet har nået dem, men han kommer ikke tilbage!"
+ 19.  Så sendte han en anden Rytter ud; og da han var kommet hen til
+      dem, sagde han: "Således siger Kongen: Kommer du med Fred?" Jehu
+      svarede: "Hvad vedkommer det dig, om jeg kommer med Fred?
+      Omkring, følg mig!"
+ 20.  Vægteren tneldte: "Han har nået dem, men han kommet ikke
+      tilbage. Og de har en Fart på, som var det Jebu, Nimsjis Søn,
+      thi han farer af Sted som rasende."
+
+ 21.  Da sagde Joram: "Spænd for!" Og da der var spændt for, kørte
+      Kong Joram af Israel og Kong Ahazja af Juda ud hver i sin
+      Vogn. De kørte Jehu i Møde og traf ham ved Jizre'eliten Nabots
+      Mark.
+ 22.  Da Joram fik Øje på Jehu, spurgte han: "Kommer du med Fred,
+      Jehu?" Men han svarede: "Hvad! Skulde jeg komme med Fred, så
+      længe det ikke har Ende med din Moder Jesabels Bolen og hendes
+      mange Trolddomskunster!"
+ 23.  Da drejede Joram omkring og flygtede, idet han roabte tiIAhazja:
+      "Svig, Ahazja!"
+ 24.  Men Jehu greb sin Bue og skød Joram i Ryggen, så at Pilen gik
+      igennem Hjertet, og han sank sammen i Vognen;
+ 25.  og Jehu sagde til sin Høvedsmand Bidkar: "Tag og kast ham hen på
+      Jizre'eliten Nabots Mark, thi det rinder mig i Hu, hvorledes jeg
+      og du kørte sammen bag efter hans Fader Akab, dengang HERREN
+      fremsatte dette Udsagn imod ham:
+ 26.  Sandelig, Nabots og hans Sønners Blod så jeg i Går, lyder det
+      fra HERREN, og jeg bringer Gengældelse over dig her på denne
+      Mark, lyder det fra HERREN!  Tag derfor og kast ham hen på
+      Marken efter HERRENs Ord!"
+
+ 27.  Da Kong Ahazja at Juda så det, flygtede han ad Vejen til
+      BetHagan; men Jehu satte efter ham og råbte: "Også ham!" Og i
+      Gurpasset, i Nærheden afJibleam, skød de ham ned i Vognen. Han
+      undslap til Megiddo, men der døde han.
+ 28.  Hans Folk førte ham til Jerusalem og jordede ham i hans Grav hos
+      hans Fædre i Davidsbyen.
+ 29.  I Akabs Søn Jorams ellevte Regerinsgår blev Ahazja Konge over
+      Juda.
+
+ 30.  Jehu kom nu til Jizre'el. Så snart Jesabel hørte det, sminkede
+      hun sine Øjne og smykkede sit Hoved og bøjede sig ud af Vinduet;
+ 31.  og da Jehu kørte ind igennem Porten, råbte hun: "Kommer du med
+      Fred, Zimri Kongemorder?"
+ 32.  Men han så op til Vinduet og sagde: "Hvem holder med mig? Hvem?"
+      Så var der et Par Hofmænd, som så ud efter ham,
+ 33.  og han råbte: "Styrt hende ned!" Så styrtede de hende ned. og
+      Blodet sprøjtede op på Muren og på Hestene, og de trådte hende
+      ned.
+ 34.  Derpå gik han ind og spiste og drak. Så sagde han: "Tag jer af
+      hende, den forbandede, og jord hende, hun var jo dog en
+      Kongedatter!"
+ 35.  Men da de gik ud for at jorde hende, fandt de ikke andet af
+      hende end Hjerneskallen, Fødderne og Hænderne.
+ 36.  Og de kom tilbage og meldte ham det; da sagde han: "Det er det
+      Ord, HERREN talede ved sin Tjener Tisjbiten Elias: På Jizre'els
+      Mark skal Hundene æde Jesabels Legeme!
+ 37.  og Jesabels Lig skal blive som Gødning på Ageren på Jizre'els
+      Mark, så ingen kan sige: Dette er Jesabel!"
+
+Anden Kongebog 10
+
+  1.  Der var i Samaria halvfjerdsindstyve Sønner af Akab. Jehu skrev
+      nu Breve og sendte dem til Samaria til Byens Øverster, deÆldste
+      og Akabs Sønners Fosterfædre. Deri stod:
+  2.  "I har jo eders Herres Sønner hos eder og råder over
+      Stridsvognene og Hestene, Fæstningerne og Våbenforrådene. Når nu
+      dette Brev kommer eder i Hænde,
+  3.  udvælg så den bedste og dygtigste af eders Herres Sønner, sæt
+      ham på hans Faders Trone og kæmp for eders Herres Hus!"
+  4.  Men de grebes af stor Forfærdelse og sagde: "Se, de to Konger
+      kunde ikke stå sig imod ham, hvor skal vi så kunne det?"
+  5.  Derfor sendte Paladsets og Byens øverste Befalingsmænd, de
+      Ældste og Fosterfædrene det Bud til Jehu: "Vi er dine Trælle, og
+      alt, hvad du kræver af os, vil vi gøre. Vi vil ikke gøre nogen
+      til Konge; gør, hvad du finder for godt!"
+  6.  Da skrev han et nyt Brev til dem, og der stod: "Dersom I holder
+      med mig og vil høre mig, tag så eders Herres Sønners Hoveder og
+      kom i Morgen ved denne Tid til mig i Jizre'el!" Kongesønnerne,
+      halvfjerdsindstyve Mænd, var nemlig hos Byens Stormænd, som var
+      deres Fosterfædre.
+
+  7.  Da Brevet kom til dem, tog de Kongesønnerne og dræbte dem,
+      halvfjerdsindstyve Mænd, lagde deres Hoveder i Kurve og sendte
+      dem til Jehu i Jizre'el.
+  8.  Da Budet kom og meldte: "Kongesønnernes Hoveder er bragt hid!"
+      sagde han: "Læg dem i to Bunker foran Porten til i Morgen!"
+  9.  Næste Morgen gik han ud, trådte frem og sagde til alt Folket: "I
+      er uden Skyld; det er mig, der har stiftet en Sammensværgelse
+      mod min Herre og dræbt ham - men hvem har dræbt alle disse?
+ 10.  Kend nu, at intet af det Ord, HERREN talede mod Akabs Hus, var
+      faldet til Jorden, men HERREN har gjort, hvad han talede ved sin
+      Tjener Elias!"
+ 11.  Derpå lod Jehu alle dem, der var tilbage af Akabs Hus i
+      Jizre'el, dræbe, alle hans Stormænd, Venner og Præster, så at
+      ikke en eneste blev tilbage og slap bort.
+
+ 12.  Så brød han op og drog ad Samaria til. Da han kom til Bet
+      Eked-Haro'im ved Vejen,
+ 13.  mødte han Kong Ahazja af Judas Brødre. Han spurgte dem: "Hvem er
+      I?" De svarede: "Vi er Ahazjas Brødre, og vi drager herned for
+      at hilse på Kongens og Kongemoderens Sønner."
+ 14.  Da sagde han: "Grib dem levende!" Så greb de dem levende, og han
+      lod dem dræbe ved Bet Ekeds Brønd, to og fyrretyve Mænd; ikke
+      een lod han blive tilbage.
+
+ 15.  Da han drog videre, traf han Jonadab, Rekabs Søn, der kom ham i
+      Møde, og han hilste på ham og spurgte: "Er du af Hjertet
+      oprigtig mod mig som jeg mod dig?" Jonadab svarede: "Ja, jeg
+      er!" Da sagde Jehu: "Så giv mig din Hånd!"  Han gav ham da
+      Hånden, og Jehu tog ham op til sig i Vognen
+ 16.  og sagde: "Følg mig og se min Nidkærhed for HERREN!" Og han tog
+      ham med i Vognen,
+ 17.  Så drog han til Samaria og lod alle, der var tilbage af Akabs
+      Slægt i Samaria, dræbe, så at den blev fuldstændig udryddet
+      efter det Ord, HERREN havde talet til Elias.
+
+ 18.  Derefter kaldte Jebu hele Folket sammen og sagde til dem: "Akab
+      dyrkede Ba'al lidt, Jehu vil dyrke ham mere!
+ 19.  Kald derfor alle Ba'als Profeter, alle, der dyrker ham, og alle
+      hans Præster hid til mig, ikke een må udeblive, thi jeg har et
+      stort Slagtoffer for til Ære for Ba'al; enhver, der udebliver,
+      skal bøde med Livet!" Men det var en Fælde, Jehu stillede, for
+      at udrydde Ba'alsdyrkerne.
+ 20.  Derpå sagde Jehu: "Helliger en festlig Samling til Ære for
+      Ba'al!" Og de udråbte en festlig Samling.
+ 21.  Og Jehu sendte Bud rundt i hele Israel, og alle Ba'alsdyrkerne
+      uden Undtagelse indfandt sig; de begav sig til Ba'als Hus, og
+      det blev fuldt fra Ende til anden.
+ 22.  Så sagde han til Opsynsman den over Klædekammeret: "Tag en
+      Klædning frem til hver af Ba'als dyrkerne!" Og han tog
+      Klædningerne frem til dem.
+ 23.  Så gik Jehu og Jonadab, Rekabs Søn, ind i Ba'als Hus; og han
+      sagde til Ba'alsdyrkeme: "Se nu godt efter; at der ikke her
+      iblandt eder findes nogen, som dyrker HERREN, men kun
+      Ba'alsdyrkere!"
+ 24.  Derpå gik han ind for at ofre Slagtofre og Brændofre. Men Jehu
+      havde opstillet firsindstyve Mand udenfor og sagt: "Den, der
+      lader nogen af de Mænd undslippe, som jeg overgiver i eders
+      Hænder, skal bøde Liv for Liv!"
+ 25.  Da han så var færdig med at ofre Brændofferet, sagde han til
+      Livvagten og Høvedsmændene: "Gå nu ind og hug dem ned! Ikke een
+      må slippe bort!" Og de huggede dem ned med Sværdet, og Livvagten
+      og Høvedsmændene slængte dem bort; så gik de ind i Ba'alshusets
+      inderste Rum,
+ 26.  bragte Ba'alshusets Asjerastøtte ud og opbrændte den;
+ 27.  og de nedbrød Ba'als Stenstøtte, rev Ba'als Hus ned og gjorde
+      det til Nødtørftssteder, og, de er der den Dag i Dag.
+
+ 28.  Således udryddede Jehu Ba'al af Israel.
+ 29.  Men fra de Synder, Jeroboam, Nebats Søn, havde forledt Israel
+      til, Guldkalvene i Betel og Dan, veg Jehu ikke.
+ 30.  Og HERREN sagde til Jehu: "Fordi du har handlet vel og gjort,
+      hvad der er ret i mine Øjne, og handlet med Akabs Hus ganske
+      efter mit Sind, skal dine Sønner sidde på IsraelsTrone indtil
+      fjerde Led!"
+ 31.  Men Jehu tog ikke Vare på at følge HERRENs, Israels Guds, Lov af
+      bele sit Hjerte; han veg ikke fra de Synder, Jeroboam havde
+      forledt Israel til.
+
+ 32.  På den Tid begyndte HERREN at rive Stykker fra Israel, og Hazael
+      slog Israel i alle dets Grænseegne,
+ 33.  Øst for Jordan, hele Gilead, Gaditernes, Rubeniternes og
+      Manassiternes Land fra Aroer ved Amonflodens Bred, både Gilead
+      og Basan.
+
+ 34.  Hvad der ellers er at fortælle om Jehu, alt, hvad han gjorde, og
+      alle hans Heltegerninger, står jo optegnet i Israels Kongers
+      Krønike.
+ 35.  Så lagde Jehu sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede ham i
+      Samaria; og hans Søn Joahaz blev Konge i hans Sted.
+ 36.  Den Tid, Jehu herskede over Israel, udgjorde otte og tyve År.
+
+Anden Kongebog 11
+
+  1.  Da Atalja, Ahazjas Moder, fik at vide, at hendes Søn var død,
+      tog hun sig for at udrydde hele den kongelige Slægt.
+  2.  Men Kong Jorams Datter Josjeba, Ahazjas Søster, tog Ahazjas Søn
+      Joas og fik ham hemmeligt af Vejen, så han ikke var imellem
+      Kongesønnerne, der blev dræbt, og hun gemte ham og hans, Amme i
+      Sengekammeret og holdt ham skjult for Atalja, så han ikke blev
+      dræbt;
+  3.  og han var i seks År skjult hos Josjebai HERRENs Hus, medens
+      Atalja herskede i Landet.
+
+  4.  Men i det syvende År lod Jojada Hundredførerne for Harernel og
+      Livvagten hente ind til sig i HERRENs Hus; og efter at have
+      sluttet Pagt med dem og taget dem i Ed i HERRENs Hus
+      fremstillede han Kongesønnen for dem.
+  5.  Derpå bød han dem og sagde: "Således skal I gøre: Den Tredje del
+      af eder, der om Sabbaten rykker ind for at overtage Vagten i
+      Kongens Palads,
+  6.  og de to Afdelinger af eder, som har Vagten i Kongens Palads den
+      ene Tredjedel ved Surporten, den anden ved Porten bag Livvagten
+  7.  og som begge om Sabbaten rykker ud for at overtage Vagten i
+      HERRENs Hus,
+  8.  I skal alle med Våben i Hånd slutte Kreds om Kongen, og enhver,
+      der nærmer sig Rækkerne, skal dræbes. Således skal I være om
+      Kongen, når han går ud, og når han går ind!"
+
+  9.  Hundredførerne gjorde alt hvad Præsten Jojada havde påbudt, idet
+      de tog hver sine Folk, både dem, der rykkede ud, og dem, der ryk
+      kede ind om Sabbaten, og kom til Præsten Jojada.
+ 10.  Og Præsten gav Hundredfø rerne Spydene og Skjoldene, som havde
+      tilhørt Kong David og var i HERRENs Hus.
+ 11.  Livvagten stillede sig, alle med Våben i Hånd, fra Templets Syd
+      side til Nordsiden, hen til Alteret og derfra igen hen til
+      Templet, rundt om Kongen.
+ 12.  Så førte han Kongesønnen ud og satte Kronen og Armspangene på
+      ham; derefter udråbte de ham til Konge og salvede ham; og de
+      klappede i Hænderne og råbte: "Kongen leve!"
+
+ 13.  Da Atalja hørte Larmen af Folket, gik hun hen til Folket i
+      HERRENs Hus,
+ 14.  og der så hun Kongen stå ved Søjlen, som Skik var, og Øversterne
+      og Trompetblæserne ved Siden af, medens alt Folket fra Landet
+      jublede og blæste i Trompeterne. Da sønderrev Atalja sine Klæder
+      og råbte: "Forræderi, Forræderi!"
+ 15.  Men præsten Jojada bød Hundredførerne, Hærens Befalingsmænd:
+      "Før hende uden for Forgårdene og hug enhver ned, der følger
+      hende!" Præsten sagde nemlig: "Hun skal ikke dræbes i HERRENs
+      Hus!"
+ 16.  Så greb de hende, og da hun ad Hesteindgangen var kommet til
+      Kongens Palads, blev hun dræbt der.
+
+ 17.  Men Jojada sluttede Pagt mellem HERREN og Folket og Kongen om,
+      at de skulde være HERRENs Folk, ligeledes mellem Kongen og
+      Folket.
+ 18.  Og alt Folket fra Landet begav sig til Ba'als Hus og nedbrød
+      det; Altrene og Billederne ødelagde de i Bund og Grund, og
+      Ba'als Præst Mattan dræbte de foran Altrene. Derpå satte Præsten
+      Vagtposter ved HERRENs Hus;
+ 19.  og han tog Hundredførerne, Karerne og Livvagten, desuden alt
+      Folket fra Landet med sig, og de førte Kongen ned fra HERRENs
+      Hus. gik igennem Livvagtens Port til Kongens Palads, og han
+      satte sig på Kongetronen.
+ 20.  Da glædede alt Folket fra Landet sig, ogByen holdt sig
+      rolig. Men Atalja huggede de ned i Kongens Palads.
+
+Anden Kongebog 12
+ 21.  Joas var syv År gammel, da han blev Konge.
+
+  1.  I Jehus syvende Regeringsår blev Joas Konge, og han herskede
+      fyrretyveÅr i Jerusalem. Hans Moder hed Zibja og var fra
+      Be'ersjeba.
+  2.  Joas gjorde hele sit Liv, hvad der var ret i HERRENs Øjne, idet
+      Præsten Jojada vejledede ham.
+  3.  Hun forsvandt Offerhøjene ikke, men Folket blev ved med at ofre
+      og tænde Offerild på Højene.
+
+  4.  Joas sagde til Præsterne: "Alle Penge, der indkommer i HERRENs
+      Hus som Helliggaver, de Penge, det pålægges at udrede efter
+      Vurdering - de Penge, Personer vurderes til - og alle Penge, man
+      efter Hjertets Tilskyndelse bringer til HERRENs Hus,
+  5.  skal Præsterne tage imod, hver af sine Kendinge, og for dem skal
+      de istandsætte de brøstfældige Steder på Templet, alle
+      brøstfældige Steder, som findes."
+  6.  Men i Kong Joas's tre og tyvende Regeringsår havde Præsterne
+      endnu ikke istandsat de brøstfældige Steder på Templet.
+  7.  Da lod Kong Joas Præsten Jojada og de andre Præster kalde og
+      sagde til dem: "Hvorfor istandsætter I ikke de brøstfældige
+      Steder på Templet? Nu må I ikke mere tage mod Penge af eders
+      Kendinge, men I skal afgive Pengene til Istandsættelse af de
+      brøstfældige Steder på Templet!"
+  8.  Og Præsterne gik ind på ikke mere at modtage Penge af Folket,
+      mod at de blev fri for at istandsætte de brøstfældige Steder på
+      Templet.
+  9.  Præsten Jojada tog så en Kiste, borede Hul i Låget og satte den
+      ved Stenstøtten til højre for Indgangen til HERRENs Hus, og der
+      lagde Præsterne, der holdt Vagt ved Dørtærskelen, alle de Penge,
+      der indkom i HERRENs Hus.
+ 10.  Og når de så, at der var mange Penge i Kisten, kom Kongens
+      Skriver og Ypperstepræsten op og bandt Pengene, som fandtes i
+      HERRENs Hus, sammen og talte dem.
+ 11.  Derpå gav man de afvejede Penge til dem, der stod for Arbejdet,
+      dem, der havde Tilsyn med HERRENs Hus, og de udbetalte dem til
+      Tømrerne og Bygningsmændene, der arbejdede på HERRENs Hus,
+ 12.  til Murerne og Stenhuggerne, eller brugte dem til Indkøb af Træ
+      og tilhugne Sten til Istandsættelse af de brøstfældige Steder på
+      HERRENs Hus og til at dække alle Udgifter ved Templets
+      Istandsættelse.
+ 13.  Derimod blev der for de Penge, der indkom i HERRENs Hus, hverken
+      lavet Sølvfade eller Knive, Skåle, Trompeter eller nogen som
+      helst anden Ting af Sølv eller Guld til HERRENs Hus;
+ 14.  men Pengene blev givet til dem, der stod for Arbejdet, og de
+      brugte dem til Istandsættelsen af HERRENs Hus.
+ 15.  Og man holdt ikke Regnskab med de Mænd, hvem Pengene overlodes
+      til Udbetaling til Arbejderne, men de handlede på Tro og Love.
+ 16.  Men Skyldoffer- og Syndofferpengene blev ikke bragt til HERRENs
+      Hus; de tilfaldt Præsterne.
+
+ 17.  På den Tid drog Kong Hazael af Aram op og belejrede og indtog
+      Gat. Da han truede med at drage mod Jerusalem,
+ 18.  tog Kong Joas af Juda alle de Helliggaver, som hans Fædre, Judas
+      Konger Josafat, Joram og Ahazja havde helliget, sine egne
+      Helliggaver og alt det Guld, der fandtes i Skatkamrene i HERRENs
+      Hus og Kongens Palads, og sendte det til Kong Hazael af Aram. Så
+      opgav han Angrebet på Jerusalem og drog bort.
+
+ 19.  Hvad der ellers er at fortælle om Joas, alt, hvad han udførte,
+      står optegnet i Judas Kongers Krønike.
+ 20.  Men Joas's Hoffolk rejste sig og stiftede en Sammensværgelse og
+      dræbte ham, engang han gik ned til Millos Hus.
+ 21.  Det var hans Hoffolk Jozakar, Sjimats Søn, og Jozabad, Sjomers
+      Søn, der slog ham ibjel. Og man jordede ham hos hans Fædre i
+      Davidsbyen; og hans Søn Amazjablev Konge i hans Sted.
+
+Anden Kongebog 13
+
+  1.  I Ahazjas Søns, Kong Joas af Judas, tre og tyvende Regeringsår
+      blev Joahaz, Jehus Søn, Konge over Israel, og han herskede
+      sytten År i Samaria.
+  2.  Han gjorde, hvad der var ondt i HERRNs Øjne, og vandrede i de
+      Synder, Jeroboam, Nebats Søn, havde forledt Israel til; fra dem
+      veg han ikke.
+  3.  Da blussede HERRENs Vrede op mod Israel, og han gav dem til
+      Stadighed i Kong Hazael af Arams og hans Søn Benhadads Hånd.
+  4.  Men Joahaz bad HERREN om Nåde, og HERREN bønhørte ham, fordi han
+      så Israels Trængsel; thi Arams Konge bragte Trængsel over dem;
+  5.  og HERREN gav Israel en Befrier, som friede dem af Arams Hånd;
+      så boede Israeliterne i deres Telte som før.
+  6.  Dog veg de ikke fra de Synder, Jeroboams Hus havde forledt
+      Israel til, men vandrede i dem; også Asjerastøtten blev stående
+      i Samaria.
+  7.  Thi Arams Konge levnede,ikke Joahaz flere Krigsfolk end
+      halvtredsindstyve Ryttere, ti Stridsvogne og ti Tusinde Mand
+      Fodfolk, men han tilintetgjorde dem og knuste dem til Støv.
+
+  8.  Hvad der ellers er at fortælle om Joahaz, alt, hvad han udførte,
+      og hans Heltegerninger står jo optegnet i Israels Kongers
+      Krønike.
+  9.  Så lagde Joahaz sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede ham
+      i Samaria; og hans Søn Joas blev Konge i hans Sted.
+
+ 10.  I Kong Joas af Judas syv og tredivte Regeringsår blev
+      Joas. Joahaz's Søn, konge over Israel, og han herskede seksten
+      År i Samaria.
+ 11.  Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og veg ikke fra
+      nogen af de Synder, Jeroboam, Nebats Søn, havde forledt Israel
+      til, men vandrede i dem.
+
+ 12.  Hvad der ellers er at fortælle om Joas, alt, hvad han udførte,
+      og hans Heltegerninger, hvorledes han førte Krig med Kong Amazja
+      af Juda, står jo optegnet i Israels Kongers Krønike.
+ 13.  Så lagde Joas sig til Hvile hos sine Fædre; og Jeroboam satte
+      sig på hans Trone. Joas blev jordet i Samaria hos Israels
+      Konger.
+
+ 14.  Da Elisa blev ramt af den Sygdom, han døde af, kom Kong Joas af
+      Israel ned til ham, bøjede sig grædende over ham og sagde: "Min
+      Fader, min Fader, du Israels Vogne. og Ryttere!"
+ 15.  Men Elisa sagde til ham: "bring Bue og Pile!" Og han bragte ham
+      Bue og Pile.
+ 16.  Da sagde han til Israels Konge: "Læg din Hånd på Buen!" Og da
+      han gjorde det, lagde Elisa sine Hænder på Kongens
+ 17.  og sagde: "Luk Vinduet op mod Øst!" Og da han havde gjort det,
+      sagde Elisa: "Skyd!" Og han skød. Da sagde Elisa: "En Sejrspil
+      fra HERREN, en Sejrspil mod Aram! Du skal tilføje Aram et
+      afgørende Nederlag ved Afek!"
+ 18.  Derpå sagde han: "Tag Pilene!" Og han tog dem. Da sagde han til
+      Israels Konge: "Slå på Jorden!" Og han slog tre Gange, men holdt
+      så op.
+ 19.  Da vrededes den Guds Mand på ham og sagde: "Du burde have slået
+      fem-seks Gange, så skulde du have tilføjet Aram et afgørende
+      Nederlag, men nu skal du kun slå Aram tre Gange!"
+
+ 20.  Så døde Elisa, og de jordede ham. År efter År trængte moabitiske
+      Strejfskarer ind i Landet;
+ 21.  og da nogle Israeliter engang fik Øje på en sådan Skare, netop
+      som de var ved at jorde en Mand, kastede de Manden i Elisas Grav
+      og løb deres Vej. Men da Manden kom i Berøring med Elisas Ben,
+      blev han levende og rejste sig op.
+
+ 22.  Kong Hazael af Aram trængle Israel hårdt, så længe Joabaz
+      levede.
+ 23.  Men HERREN forbarmede sig og ynkedes over dem og vendte sig til
+      dem på Grund af sin Pagt med Abraham, Isak og Jakob; han vilde
+      ikke tilintetgøre dem og havde endnu ikke stødt dem bort fra sit
+      Åsyn.
+ 24.  Men da Kong Hazael af Aram døde, og hans Søn Benhadad blev Konge
+      i hans Sted,
+ 25.  tog Joas, Joahaz's Søn, de Byer tilbage fra Benhadad, Hazaels
+      Søn, som han i Krigen havde frataget hans Fader Joahaz. Tre
+      Gange slog Joas ham og tog de israelitiske Byer tilbage.
+
+Anden Kongebog 14
+
+  1.  I Joahaz' Søns, Kong Joas af Israel, andet Regeringsår blev
+      Amazja, Joas's Søn, Konge over Juda.
+  2.  Han var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
+      herskede ni og tyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Jehoaddan og
+      var fra Jerusalem.
+  3.  Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, om end ikke som
+      hans Fader David; han handlede ganske som sin Fader Joas.
+  4.  Hun forsvandt Offerhøjene ikke. men Folket blev ved med at ofre
+      og tænde Offerild på Højene.
+
+  5.  Da han havde sikret sig Magten, lod han dem af sine Folk dræbe,
+      der havde dræbt hans Fader Kongen;
+  6.  men Mordernes Børn lod han ikke ihjelslå, i Henhold til hvad der
+      står skrevet i Moses's Lovbog, hvor HERREN byder: "Fædre skal
+      ikke lide Døden for Børns Skyld, og Børn skal ikke lide Døden
+      for Fædres Skyld. Men enhver skal lide Døden for sin egen Synd."
+
+  7.  Det var ham, der slog Edom i Saltdalen, 10.000 Mand, og indtog
+      Sela, og han kaldte det Jokte'el, som det hedder den Dag i Dag.
+
+  8.  Ved den Tid sendte Amazja Sendebud til Jebus Søn Joahaz's Søn,
+      Kong Joas af Israel, og lod sige: "Kom, lad os se hinanden under
+      Øjne!"
+  9.  Men Kong Joas af Israel sendte Kong Amazja af Juda det Svar:
+      "Tidselen på Libanon sendte engang det Bud til Cederen på
+      Libanon: Giv min Søn din Datter til Ægte! Men Libanons vilde byr
+      løb hen over Tidselen og trampede den ned.
+ 10.  Du har slået Edom, og det har gjort dig overmodig; lad dig nu
+      nøje med den Ære og bliv, hvor du er! Hvorfor vil du udfordre
+      Ulykken og udsætte både dig selv og Juda for Fald?"
+ 11.  Men Amazja vilde intet høre. Så drog Kong Joas af Israel ud, og
+      han og Kong Amazja af Juda så hinanden under Øjne ved Bet
+      Sjemesj i Juda;
+ 12.  Juda blev slået af Israel, og de flygtede hver til sit.
+ 13.  Men Kong Joas af Israel tog Ahazjas Søn Joas's Søn. Kong Amazja
+      af Juda, til Fange ved BetSjemesj og førte ham til
+      Jerusalem. Derpå nedrev han Jerusalems Mur på en Strækning af
+      400 Alen, fra Efraimsporten til Hjørneporten;
+ 14.  og han tog alt det Guld og Sølv og alle de Kar, der fandtes i
+      HERRENs Hus og i Skatkammeret i Kongens Palads; desuden tog han
+      Gidsler og vendte så tilbage til Samaria.
+
+ 15.  Hvad der ellers er at fortælle om Joas, alt, hvad han udførte,
+      og alle hans Heltegerninger, og hvorledes han førte Krig med
+      Kong Amazja af Juda, står jo optegoet i Israels Kongers Krønike.
+ 16.  Så lagde Joas sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i
+      Samaria hos Israels Konger; og hans Søn Jeroboam blev Konge i
+      hans Sted.
+
+ 17.  Joas's Søn, Kong Amazja af Juda, levede endnu femten År, efter
+      at Joahaz's Søn, Kong Joas af Israel, var død.
+
+ 18.  Hvad der ellers er at fortælle om Amazja, står jo optegnet i
+      Judas Kongers Krønike.
+ 19.  Da der stiftedes en Sammensværgelse mod ham i Jerusalem,
+      flygtede han til Lakisj; men der blev sendt Folk efter ham til
+      Lakisj, og de dræbte ham der.
+ 20.  Så løftede man ham op på Heste, og han blev jordet i Jerusalem
+      hos sine Fædre i Davidsbyen.
+ 21.  Hele Folket i Juda tog så Azarja, der dengang var seksten År
+      gammel, og gjorde ham til Konge i hans Fader Amazjas Sted.
+ 22.  Det var ham, der befæstede Elat og atter forenede det med Juda,
+      efter at Kongen havde lagt sig til Hvile hos sine Fædre.
+
+ 23.  I Joas's Søns, Kong Amazja af Judas, femtende Regeringsår ble
+      Jeroboam, Joas's Søn, Konge over Israel, og han herskede een og
+      fyrretyve År i Samaria.
+ 24.  Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og veg ikke fra
+      nogen af de Synder, Jeroboam, Nebats Søn, havde forledt Israel
+      til.
+ 25.  Han tog Israels Landområde tilbage fra Egnen hen imod Hamat og
+      til Arabasøen, efter det Ord, HERREN, Israels Gud, havde talet
+      ved sin Tjener, Profeten Jonas, Amittajs Søn, fra Gat-Hefer.
+ 26.  Thi HERREN havde set Israels bitre Kvide, hvorledes de reves
+      bort alle som een, fordi Israel ikke havde nogen Hjælper;
+ 27.  og HERREN havde ikke talet om, at han vilde udslette Israels
+      Navn under Himmelen, derfor frelste han dem ved Jeroboam, Joas's
+      Søn.
+
+ 28.  Hvad der ellers er at fortælle om Jeroboam, alt, hvad han
+      udførte, og hans Heltegerninger, hvorledes han førte Krig, og
+      hvorledes han tog Damaskus og Hamat til bage til Israel, står jo
+      optegnet i Israels Kongers Krønike.
+ 29.  Så lagde Jeroboam sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i
+      Samaria hos Israels Konger; og hans Søn Zekarja blev Konge i
+      hans Sted.
+
+Anden Kongebog 15
+
+  1.  I Kong Jeroboam af Israels syvogtyvende Regeringsår blev Azarja,
+      Amazjas Søn, Konge over Juda.
+  2.  Han var seksten År gammel, da han blev Konge, og han herskede to
+      og halvtredsindstyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Jekolja og
+      var fra Jerusalem.
+  3.  Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, ganske som hans
+      Fader Amazja.
+  4.  Kun forsvandt Offerhøjeneikke, men Folket blev ved med at ofre
+      og tænde Offerild på Højene,
+  5.  Men HERREN ramte Kongen, så han blev spedalsk til sin Dødedag;
+      og han fik Lov at blive boende i sit Hus, medens Kongens Søn
+      Jotam rådede i Paladset og dømte Folket i Landet.
+
+  6.  Hvad der ellers er at fortælle om Azarja, alt, hvad han udførte,
+      står jo optegnet i Judas Kongers Krønike.
+  7.  Så jagde han sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede ham
+      hos hans Fædre i Davidsbyen; og hans Søn Jotam blev Konge i hans
+      Sted.
+
+  8.  I Kong Azarja af Judas otte og tredivte Regeringsår blev
+      Zekarja, Jeroboams Søn, Konge over Israel, og han herskede seks
+      Måneder i Samaria.
+  9.  Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, ligesom hans
+      Fædre, og han veg ikke fra de Synder, Jeroboam Nebats Søn, havde
+      forledt Israel til.
+ 10.  Men Sjallum, Jabesjs Søn, stiftede en Sammensværgelse modham,
+      huggede ham ned og dræbte ham i Jibleam og blev Konge i hans
+      Sted.
+
+ 11.  Hvad der ellers er at fortælle om Zekarja, står optegnet i
+      Israels Kongers Krønike.
+ 12.  Således opfyldtes det Ord HERREN havde talet til Jehu, da han
+      sagde: "Dine Sønner skal sidde på Israels Trone indtil fjerde
+      Led." Således gik det.
+
+ 13.  I Kong Uzzija af Judas ni og tredivte Regeringsår blev Sjallum,
+      Jabesjs Søn, Konge, og han herskede en Måneds Tid i Samaria.
+ 14.  Da drog Menahem, Gadis Søn, op fra Tirza til Samaria, og der
+      huggede han Sjallum, Jabesjs Søn, ned og dræbte ham og blev
+      Konge i hans Sted.
+
+
+ 15.  Hvad der ellers er at fortælle om Sjallum og den
+      Sammensværgelse, han stiftede, står optegnet i Israels Kongers
+      Krønike.
+ 16.  Fra Tirza hærgede Menahem ved den Tid Tappua og alt, hvad der
+      var deri, og hele dets Område, fordi de ikke havde åbnet Portene
+      for ham; derfor hærgede han det og lod Livet rive op på alle
+      frugtsommelige Kvinder der.
+
+ 17.  I Kong Azarja af Judas ni og tredivte Regeringsår blev Menahem,
+      Gadis Søn, Konge over Israel, og han herskede ti År i Samaria.
+ 18.  Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og veg ikke fra
+      nogen af de Synder, Jeroboam, Nebats Søn, havde forledt Israel
+      til. I hans Dage
+ 19.  faldt Kong Pul af Assyrien ind i Landet. Men Menahem gav Pul
+      1000 Talenter Sølv, for at han skulde støtfe ham og sikre ham
+      Magten;
+ 20.  Menahem inddrev disse Penge hos Israel, hos alle de velhavende,
+      halvtredsindstyve Sekel Sølv hos hver, for at udbetale dem til
+      Assyrerkongen. Så vendte Assyrerkongen hjem og blev ikke længer
+      der i Landet.
+
+ 21.  Hvad der ellers er at fortælle om Menahem, alt, hvad han
+      udførte, står jo optegnet i Israels Kongers Krønike.
+ 22.  Så lagde Menahem sig til Hvile hos sine Fædre, og hans Søn
+      Pekaja blev Konge i hans Sted.
+
+ 23.  I Kong Azarja af Judas halvtredsindstyvende Regeringsår blev
+      Pekaja, Menahems Søn, Konge over Israel, og han herskede to År i
+      Samaria.
+ 24.  Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og veg ikke fra de
+      Synder, Jeroboam, Nebats Søn, havde forledt Israel til.
+ 25.  Men hans Høvedsmand Peka, Remaljas Søn, stiftede en
+      Sammensværgelse mod ham, og fulgt af halvtredsindstyve
+      gileaditiske Mænd huggede han ham ned i Samada i Kongeborgen...,
+      og efter at have dræbt ham blev han Konge i hans Sted.
+
+ 26.  Hvad der ellers er at fortælle om Pekaja, alt, hvad han udførte,
+      står optegnet i Israels Kongers Krønike.
+
+ 27.  I Kong Azarja af Judas to og halvtredsindstyvende Regeringsår
+      blev Peka, Remaljas Søn, Konge over Israel, og han herskede tyve
+      År i Samaria.
+ 28.  Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og veg ikke fra de
+      Synder, Jeroboam, Nebats Søn, havde forledt Israel til.
+
+ 29.  I Kong Peka af Israels Dage kom Assyrerkongen Tiglat-Pileser og
+      indtog Ijjon, Abel-Bet-Ma'aka, Ianoa, Kedesj, Hazor, Gilead og
+      Galilæa, hele Naftalis Land, og førte Indbyggerne bort til
+      Assyrien.
+ 30.  Men Hosea, Elas' Søn, stiftede en Sammensværgelse mod Peka,
+      Remaljas Søn, huggede ham ned og dræbteham; og han blev Konge i
+      hans Sted i Jotams, Uzzijas Søns, tyvende Regeringsår.
+
+ 31.  Hvad der ellers er at fortælle om Peka, alt, hvad han udførte,
+      står optegnet i Israels Kongers Krønike.
+
+ 32.  I Remaljas Søns, Kong Peka af Israels, andet Regeringsår blev
+      Jotam, Azarjas Søn, Konge over Juda.
+ 33.  Han var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
+      herskede seksten År i Jerusalem. Hans Moder hed Jerusja og var
+      en Datter af Zadok.
+ 34.  Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, ganske som hans
+      Fader Uzzija.
+ 35.  Kun forsvandt Offerhøjene ikke, men Folket blev ved med at ofre
+      og tænde Offerild på Højene. Det var ham, der lod Øvreporten i
+      HERRENs Hus opføre.
+
+ 36.  Hvad der ellers er at fortælle om Jotam, alt, hvad han udførte,
+      står jo optegnet i Judas Kongers Krønike.
+ 37.  På den Tid begyndte HERREN at lade Kong Rezin af Aram og Peka,
+      Remaljas Søn, angribe Juda.
+ 38.  Så lagde Jotam sig til Hvile hos sine Fædre, og han blev jordet
+      hos sine Fædre i sin Fader Davids By; og hans Søn Akaz blev
+      Konge i hans Sted.
+
+Anden Kongebog 16
+
+  1.  I Pekas, Remaljas Søns, syttende Regeringsår blev Akaz, Jotams
+      Søn, Konge over Juda.
+  2.  Akaz var tyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede
+      seksten År i Jerusalem. Han gjorde ikke, hvad der var ret i
+      HERREN hans Guds Øjne, som hans Fader David,
+  3.  men vandrede i Israels Kongers Spor. Ja, han lod endog sin Søn
+      gå igennem Ilden efter de Folks vederstyggelige Skik, som HERREN
+      havde drevet bort foran Israeliterne.
+  4.  Han ofrede og tændte Offerild på Offerhøjene og de høje Steder
+      og under alle grønne Træer.
+
+  5.  På den Tid drog Kong Aezin af Aram og Remaljas Søn, Kong Peka af
+      Israel, op for at angribe Jerusalem; og de indesluttede Akaz,
+      men var ikke stærke nok til at angribe.
+  6.  Ved den Lejlighed tog Edoms Konge; Elat tilbage til Edom; og
+      efter at han havde jaget Judæerne ud af Elat, kom Edomiterne og
+      bosatte sig der, og de bor der den Dag i Dag.
+  7.  Men Akaz sendte Sendebud til Assyrerkongen Tiglat-Pileser og lod
+      sige: "Jeg er din Træl og din Søn! Kom op og frels mig fra Arams
+      og Israels Konger, som angriber mig!"
+  8.  Tillige tog Akaz det Sølv og Guld, der fandtes i HERRENs Hus og
+      Skat Kammeret i Kongens Palads, og sendte det som Gave til
+      Assyrerkongen.
+  9.  Assyrerkongen opfyldte hans Ønske og drog op mod Damaskus og
+      indtog det; Indbyggerne førte han bort til Kir, og Rezin lod han
+      dræbe.
+
+ 10.  Da Kong Akaz var draget op til Damaskus for at mødes med
+      Assyrerkongen Tiglat-Pileser, så han Alteret i Damaskus, og Kong
+      Akaz sendte Alterets Mål og en Tegning af det i alle Enkeltheder
+      til Præsten Urija.
+ 11.  Og Præsten Urija byggede Alteret; i nøje Overensstemmelse med
+      den Vejledning, Kong Akaz havde sendt fra Damaskus, udførte
+      Præsten Urija det, før Kong Akaz kom hjem fra Damaskus.
+ 12.  Da Kongen kom hjem fra Damaskus og så Alteret, trådte han hen og
+      steg op derpå;
+ 13.  og han ofrede sit Brændoffer og Afgrødeoffer, udgød sit
+      Drikoffer og sprængte Blodet af sine Takofre på Alteret.
+ 14.  Men Kobberalteret, der stod for HERRENs Åsyn, fjernede han fra
+      dets Plads foran Templet mellem Alteret og HERRENS Hus og
+      flyttede det hen til Nordsiden af Alteret.
+ 15.  Derpå bød Kong Akaz Præsten Urija: "På det store Alter skal du
+      ofre Morgenbrændofrene og Aftenafgrødeofrene, Kongens Brændofre
+      og Afgrødeofre og Brændofrene fra alt Landets Folk såvel som
+      deres Afgrødeofre og Drikofre og sprænge alt Blodet fra
+      Brændofrene og Slagtofrene derpå. Hvad der skal gøres ved
+      Kobberalteret, vil jeg tænke over."
+ 16.  Og Præsten Urija gjorde ganske som Kong Akaz bød.
+ 17.  Fremdeles lod Kong Aka Mellemstykkerne bryde af Stellene og
+      Bækkenerne tage ned af dem; ligeledes lod han Havet løfte ned
+      fra Kobberokserne, som har det, og opstille på Stenfliser;
+ 18.  den overdækkede Sabbatsgang, man havde bygget i Templet, og den
+      kongelige Indgang udenfor lod han fjerne fra HERRENs Hus for
+      Assyrerkongens Skyld.
+
+ 19.  Hvad der ellers er at fortælle om Akaz, alt, hvad han
+      udførte. står jo optegnet i Judas Kongers Krønike.
+ 20.  Så lagde Akaz sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet hos
+      sine Fædre i Davidsbyen; og hans Søn Ezekias blev Konge i hans
+      Sted.
+
+Anden Kongebog 17
+
+  1.  I Kong Akaz af Judas tolvte Regeringsår blev Hosea, Elas Søn,
+      Konge i Samaria over Israel, og han herskede ni År.
+  2.  Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, dog ikke som de
+      Konger i Israel, der var før ham.
+  3.  Mod ham drog Assyrerkongen Salmanassar op, og Hosea underkastede
+      sig og svarede ham Skat.
+  4.  Men siden opdagede Assyrerkongen, at Hosea var ved at stifte en
+      Sammensværgelse, idet han sendte Sendebud til Kong So af Ægypten
+      og ikke mere svarede Assyrerkongen den årlige Skat. Så berøvede
+      Assyrerkongen ham Friheden og lod ham kaste i Fængsel.
+  5.  Assyrerkongen drog op og besatte hele Landet; han rykkede frem
+      mod Samaria og belejrede det i tre År;
+  6.  og i Hoseas niende Regeringsår indtog Assyrerkongen Samaria,
+      bortførte Israel til Assyrien og lod dem bosætte sig i Hala, ved
+      Habor, Gozans Flod, og i Mediens Byer.
+
+  7.  Således gik det, fordi Israeliterne syndede mod HERREN deres
+      Gud, der havde ført dem op fra Ægypten og udfriet dem af
+      Ægypterkongen Faraos Hånd, og fordi de frygtede andre Guder;
+  8.  de fulgte de Folkeslags Skikke, som HERREN havde drevet bort
+      foran Israeliterne, og de Kongers Skik, som Israel havde indsat;
+  9.  og Israeliterne udtænkte utilbørlige Ting mod HERREN deres Gud
+      og byggede sig Offerhøje i alle deres Byer, lige fra Vagttårnene
+      til de befæstede Byer;
+ 10.  de rejste sig Stenstøtter og Asjerastøtter på alle høje Steder
+      og under alle grønne Træer
+ 11.  og tændte Offerild der på alle Høje ligesom de Folkeslag, HERREN
+      havde ført bort foran dem, og øvede onde Ting, så at de krænkede
+      HERREN;
+ 12.  de dyrkede Afgudsbillederne, skønt HERREN havde sagt: "Det må I
+      ikke gøre!"
+ 13.  Og HERREN advarede Israel og Juda ved alle sine Profeter, alle
+      Seerne, og sagde: "Vend om fra eders onde Færd og hold mine Bud
+      og Anordninger i nøje Overensstemmelse med den Lov, jeg pålagde
+      eders Fædre og kundgjorde eder ved mine Tjenere Profeterne!"
+ 14.  Men de vilde ikke høre; de gjorde sig halsstarrige som deres
+      Fædre, der ikke stolede på HERREN deres Gud;
+ 15.  de lod hånt om hans Anordninger og den Pagt, han havde sluttet
+      med deres Fædre, og om de Vidnesbyrd, han havde givet dem, og de
+      holdt sig til Tomhed, så de blev til Tomhed, og efterlignede
+      Folkeslagene rundt om dem, skønt HERREN havde pålagt dem ikke at
+      gøre som de;
+ 16.  de sagde sig løs fra HERREN deres Guds Bud og lavede sig støbte
+      Billeder, to Tyrekalve; de lavede sig også Asjerastøtter, tilbad
+      hele Himmelens Hær og dyrkede Ba'al:
+ 17.  de lod deres Sønner og Døtre gå igennem Ilden, drev
+      Spådomskunster og Sandsigeri og solgte sig til at gøre, hvad der
+      er ondt i HERRENs Øjne, så de krænkede ham.
+ 18.  Derfor blev HERREN såre fortørnet på Israel og drev dem bort fra
+      sit Åsyn, så der ikke blev andet end Judas Stamme tilbage.
+ 19.  Men heller ikke Juda holdt HERREN deres Guds Bud, men fulgte de
+      Skikke, Israel havde indført.
+ 20.  Derfor forkastede HERREN bele Israels Slægt, ydmygede dem, ga
+      dem til Pris for Røvere og stødte dem til sidst bort fra sit
+      Åsyn.
+
+ 21.  Thi da Israel havde revet sig løs fra Davids Hus og gjort
+      Jeroboam, Nebats Søn, til Konge, drog denne Israel bort fra
+      HERREN og forledte dem til en stor Synd;
+ 22.  og Israeliterne vandrede i alle de Synder, Jeroboam havde
+      begået, og veg ikke derfra,
+ 23.  så at HERREN til sidst drev Israel bort fra sit Åsyn, som han
+      havde sagt ved alle sine Tjenere Profeterne; og Israel måtte
+      vandre bort fra sit Land til Assyrien, hvor det er den Dag i
+      Dag.
+
+ 24.  Derefter lod Assyrerkongen Folk fra Babel, Kuta, Avva, Hamat og
+      Sefarvajim komme og bosætte sig i Samarias Byer i Stedet for
+      Israeliterne; og de tog Samaria i Besiddelse og bosatte sig i
+      Byerne.
+ 25.  Men den første Tid de boede der, frygtede de ikke HERREN; derfor
+      sendte HERREN Løver iblandt dem, som dræbte dem.
+ 26.  Da sendte de Assyrerkongen det Bud: "De Folk, du førte bort fra
+      deres Hjem og lod bosætte sig i Samarias Byer, ved ikke,
+      hvorledes Landets Gud skal dyrkes; derfor har han sendt Løver
+      imod dem, og de dræber dem, fordi de ikke ved, hvorledes Landets
+      Gud skal dyrkes!"
+ 27.  Og Assyrerkongen bød: "Lad en af de Præster, jeg førte bort
+      derfra, drage derhen, lad ham drage hen og bosætte sig der og
+      lære dem, hvorledes Landets Gud skal dyrkes!"
+ 28.  Så kom en af de Præster, de havde ført bort fra Samaria, og
+      bosatte sig i Betel, og han lærte dem, hvorledes de skulde
+      frygte HERREN.
+ 29.  Men hvert Folk gav sig til at lave sig sin egen Gud og stillede
+      ham op i Offerhusene på Højene, som Samaritanerne havde opførf,
+      hvert Folk i sin By, hvor de havde bosat sig;
+ 30.  Folkene fra Babel lavede Sukkot-Benot, Folkene fra Kuta Nergal,
+      Folkene fra Hamat Asjima,
+ 31.  Avvijiterne Nibhaz og Tartak, og Sefarviterne brændte deres Børn
+      til Ære for Adrammelek og Anammelek, Sefarvajims Guder.
+ 32.  Men de frygtede også HERREN og indsatte Folk at deres egen Midte
+      til Præstr ved Offerhøjene, og disse ofrede for dem i
+      Offerhusene på Højene.
+ 33.  De frygte de HERREN, men dyrkede også deres egne Guder på de
+      Folkeslags Vis, de var ført bort fra.
+
+ 34.  Endnu den Dag i Dag følger de deres gamle Skikke. De frygtede
+      ikke HERREN og handlede ikke efter de Anordninger og Lovbud, de
+      havde fået, eller efter den Lov og det Bud, HERREN havde givet
+      Jakobs Sønner, han, hvem han gav Navnet Israel.
+ 35.  Og HERREN havde sluttet en Pagt med dem og givet dem det Bud: "I
+      må ikke frygte andre Guder eller tilbede dem, ikke dyrke dem
+      eller ofre til dem;
+ 36.  men HERREN, som førte eder ud af Ægypten med vældig Kraft og
+      udstrakt Arm, ham skal I frygte, ham skal I tilbede, og til ham
+      skal I ofre!
+ 37.  De Anordninger og Lovbud, den Lov og det Bud, han har opskrevet
+      for eder, skal I omhyggeligt holde til alle Tider, og I må ikke
+      frygte andre Guder!
+ 38.  Den Pagt, han har sluttet med eder, må I ikke glemme, og I må
+      ikke frygte andre Guder;
+ 39.  men HERREN eders Gud skal I frygte, så vil han fri eder af alle
+      eders Fjenders Hånd!"
+ 40.  Dog vilde de ikke høre, men blev ved at handle som før.
+
+ 41.  Således frygtede disse Folkeslag HERREN, men dyrkede tillige
+      deres udskårne Billeder; og deres Børn og Børnebørn gør endnu
+      den Dag i Dag som deres Fædre.
+
+Anden Kongebog 18
+
+  1.  I Elas Søns, Kong Hosea af Israels, tredje Regeringsår blev
+      Ezekias, Akaz's Søn, Konge over Juda.
+  2.  Han var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
+      herskede ni og tyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Abi og var en
+      Datter af Zekarja.
+  3.  Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, ganske som hans
+      Fader David.
+  4.  Han skaffede Offerhøjene bort, sønderbrød Stenstøtterne,
+      omhuggede Asjerastøtten og knuste Kobberslangen, som Moses havde
+      lavet; thi indtil den Tid havde Israeliterne tændt Offerild for
+      den, og man kaldte den Nehusjtan.
+  5.  Til HERREN, Israels Gud, satte han sin Lid, og hverken før eller
+      siden fandtes hans Lige blandt alle Judas Konger.
+  6.  Han holdt fast ved HERREN og veg ikke fra ham, og han overholdt
+      de Bud, HERREN havde givet Moses.
+  7.  Og HERREN var med ham; i alt, hvad han tog sig for, havde han
+      Lykken med sig. Han gjorde Oprør mod Assyrerkongen og vilde ikke
+      stå under ham.
+  8.  Han slog Filisterne lige til Gaza og dets Omegn, både
+      Vagttårnene og de befæstede Byer.
+
+  9.  I Kong Ezekias's fjerde, Elas Søns, Kong Hosea af Israels,
+      syvende Regeringsår, drog Assyrer kongen Salmanassar op mod Sa
+      maria, belejrede
+ 10.  og indtog det. Efter tre Års Forløb, i Ezekias's sjette, Kong
+      Hosea af Israels niende Regeringsår, blev Samaria indtaget.
+ 11.  Og Assyrerkongen førte Israel i Landflygtighed til Assyrien og
+      lod dem bosætte sig i Hala, ved Habor, Gozans Flod, og i Mediens
+      Byer,
+ 12.  til Straf for at de ikke havde adlydt HERREN deres Guds Røst,
+      men overtrådt hans Pagt, alt hvad HERRENs Tjener Moses havde
+      påbudt; de hørte ikke derpå og gjorde ikke derefter.
+
+ 13.  I Kong Ezekias's fjortende Regeringsår drog Assyrerkongen
+      Sankerib op mod alle Judas befæstede Byer og indtog dem.
+ 14.  Da sendte Kong Ezekias af Juda Bud til Assyrerkongen i Lakisj og
+      lod sige: "Jeg har forbrudt mig; drag bort fra mig igen! Hvad du
+      pålægger mig, vil jeg tage på mig!" Da pålagde Assyrerkongen
+      Kong Ezekias af Juda at udrede 300 Talenter Sølv og 300 talenter
+      Guld;
+ 15.  og Ezekias udleverede alt det Sølv, der var i HERRENs Hus og i
+      Skatkamrene i Kongens Palads.
+ 16.  Ved den Lejlighed plyndrede Ezekias Dørene i HERRENs Helligdom
+      og Pillerne for det Guld, han selv havde overtrukket dem med, og
+      udleverede det til Assyrerkongen.
+
+ 17.  Assyrerkongen sendte så Tartan, Rabsaris og Rabsjake med en
+      anselig Styrke fra Lakisj til Kong Ezekias i Jerusalem, og de
+      drog op og kom til Jerusalem og gjorde Holdt ved Øvredammens
+      Vandledning, ved Vejen til Blegepladsen.
+ 18.  Da de krævede at få Kongen i Tale, gik Paladsøversten Eljakim,
+      Hilkijas Søn, Statsskriveren Sjebna og Kansleren Joa, Asafs Søn,
+      ud til dem.
+ 19.  Rabsjake sagde til dem: "Sig til Ezekias: Således siger
+      Storkongen, Assyrerkongen: Hvad er det for en Fortrøstning, du
+      hengiver dig til?
+ 20.  Du mener vel, at et blot og bart Ord er det samme som Plan og
+      Styrke i Krig? Og til hvem sætter du egentlig din Lid, siden du
+      gør Oprør imod mig?
+ 21.  Se nu, du sætter din Lid til Ægypten, denne brudte Rørkæp, som
+      river Sår i Hånden på den, der støtter sig til den! Thi således
+      går det alle dem, der sætter deres Lid til Farao, Ægyptens
+      Konge.
+ 22.  Men vil I sige til mig: Det er HERREN vor Gud, vi sætter vor Lid
+      til! er det så ikke ham, hvis Offerhøje og Altre Ezekias
+      skaffede bort, da han sagde til Juda og Jerusalem: Foran dette
+      Alter, i Jerusalem skal I tilbede!
+ 23.  Og nu, indgå et Væddemål med min Herre, Assyrerkongen: Jeg giver
+      dig to Gange tusind Heste, hvis du kan stille Ryttere til dem!
+ 24.  Hvorledes vil du afslå et Angreb af en eneste Statholder, en af
+      min Herres ringeste Tjenere? Og du sætter din Lid til Ægypten,
+      til Vogne og Heste?
+ 25.  Mon det desuden er uden HERRENs Vilje, at jeg er draget op mod
+      dette Sted for at ødelægge det? Det var HERREN selv, der sagde
+      til mig: Drag op mod dette Land og ødelæg det!"
+
+ 26.  Men Eljakim, Hilkijas Søn, Sjebna og Joa sagde til Rabsjake:
+      "Tal dog Aramaisk til dine Trælle, det forstår vi godt; tal ikke
+      Judæisk til os, medens Folkene på Muren hører på det!"
+ 27.  Men Habsjake svarede dem: "Er det til din Herre og dig, min
+      Herre har sendt mig med disse Ord? Er det ikke til de Mænd, der
+      sidder på Muren hos eder og æder deres eget Skarn og drikker
+      deres eget Vand!"
+ 28.  Og Rabsjake trådte hen og råbte med høj Røst på Judæisk: "Hør
+      Storkongens, Assyrerkongens, Ord!
+ 29.  Således siger Kongen: Lad ikke Ezekias vildlede eder, thi han er
+      ikke i Stand til at frelse eder af min Hånd!
+ 30.  Og lad ikke Ezekias forlede eder til at sætte eders Lid til
+      HERREN, når han siger: HERREN skal sikkert frelse os, og denne
+      By skal ikke overgives i Assyrerkongens Hånd!
+ 31.  Hør ikke på Ezekias; thi således - siger Assyrerkongen: Vil I
+      slutte Fred med mig og overgive eder til mig, så skal enhver af
+      eder spise af sin Vinstok og sit Figentræ og drikke af sin
+      Brønd,
+ 32.  indtil jeg kommer og tager eder med til et Land, der ligner
+      eders, et Land med Korn og Most, et Land med Brød og Vingårde,
+      et Land med Oliventræer og Honning; så skal I leve og ikke
+      dø. Hør derfor ikke på Ezekias, når han vil forføre eder og
+      siger: HERREN vil frelse os!
+ 33.  Mon nogen af Folkeslagenes Guder har kunnet frelse sit Land af
+      Assyrerkongens Hånd?
+ 34.  Hvor er Hamats og Arpads Guder, hvor er Sefarvajims, Henas og
+      Ivvas Guder?  Hvor er Landet Samarias Guder? Mon de frelste
+      Samaria af min Hånd?
+ 35.  Hvor er der blandt alle Landes Guder nogen, der har frelst sit
+      Land af min Hånd? Mon da HERREN skulde kunne frelse Jerusalem?"
+ 36.  Men de tav og svarede ham ikke et Ord, thi Kongens Bud lød på,
+      at de ikke måtte svare ham.
+
+Anden Kongebog 19
+ 37.  Derpå gik Paladsøversten Eljakim, Hilkijas Søn, Statsskriveren
+      Sjebna og Kansleren Joa, Asafs Søn, med sønderrevne Klæder til
+      Ezekias og meddelte ham, hvad Rabsjake havde sagt.
+
+  1.  Da Kong Ezekias hørte det, sønderrev han sine Klæder, hyllede
+      sig i Sæk og gik ind i HERRENs Hus.
+  2.  Og han sendte Paladsøversten Eljakim og Statsskriveren Sjebna og
+      Præsternes Ældste, hyllet i Sæk, til Profeten Esajas, Amoz's
+      Søn,
+  3.  for at sig til ham: "Ezekias lader sige: En Nødens, Tugtelsens
+      og Forsmædelsens Dag er denne dag, thi Barnet er ved at fødes,
+      men der er ikke Kraft til at bringe det til Verden!
+  4.  Dog vil HERREN din Gud måske høre alt, hvad Rabsjake har sagt,
+      han, som er sendt af sin Herre, Assyrerkongen, for at håne den
+      levende Gud, og måske vil han straffe ham for de Ord, som HERREN
+      din Gud har hørt - gå derfor i Forbøn for den Rest, der endnu er
+      tilbage!"
+  5.  Da Kong Ezekias's Folk kom til Esajas,
+  6.  sagde han til dem: "Således skal I svare eders Herre: Så siger
+      HERREN: Frygt ikke for de Ord, du har hørt, som Assyrerkongens
+      Trælle har hånet mig med!
+  7.  Se, jeg vil indgive ham en Ånd, og han skal få en Tidende at
+      høre, så han vender tilbage til sit Land, og i hans eget Land
+      vil jeg fælde ham med Sværdet!"
+
+  8.  Rabsjake vendte så tilbage og traf Assyrerkongen i Færd med at
+      belejre Libna; thi han havde hørt, at Kongen var brudt op fra
+      Lakisj.
+
+  9.  Så fik han Underretning om, at Kong Tirhaka af Ætiopien var
+      rykket ud for at angribe ham, og han sendte atter Sendebud til
+      Ezekias og sagde:
+ 10.  "Således skal I sige til Kong Ezekias af Juda: Lad ikke din Gud,
+      som du slår din Lid til, vildlede dig med at sige, at Jerusalem
+      ikke skal gives i Assyrerkongens Hånd!
+ 11.  Du har jo dog hørt, hvad Assyrerkongerne har gjort ved alle
+      Lande, hvorledes de har lagt Band på dem - og du skulde kunne
+      undslippe!
+ 12.  De Folk, mine Fædre tilintetgjorde, Gozan, Haran, Rezef og
+      Folkene fra Eden i Telassar, har deres Guder kunnet frelse dem?
+ 13.  Hvor er Kongen af Hamat, Kongen af Arpad eller Kongen af La'ir,
+      Sefarvajim, Hena og Ivva?"
+
+ 14.  Da Ezekias havde modtaget Brevet af Sendebudenes Hånd og læst
+      det, gik han op i HERRENs Hus og bredte det ud for HERRENs Åsyn.
+ 15.  Derpå bad Ezekias den Bøn for HERRENs Åsyn: "HERRE, Israels Gud,
+      du, som troner over heruberne, du alene er Gud over alle Jordens
+      Riger; du har gjort Himmelen og Jorden!
+ 16.  Bøj nu dit Øre, HERRE, og lyt, åbn dine Øjne, HERRE, og se! Læg
+      Mærke til de Ord, Sankerib har sendt hid for at spotte den
+      levende Gud!
+ 17.  Det er sandt, HERRE, at Assyrerkongerne har tilintetgjort de
+      Folk og deres Lande
+ 18.  og kastet deres Guder i Ilden; men de er ikke Guder, kun
+      Menneskehænders Værk af Træ eller Sten, derfor kunde de ødelægge
+      dem.
+ 19.  Men frels os nu, HERRE vor Gud, af hans Hånd, så alle Jordens
+      Riger kan kende, at du, HERRE, alene er Gud!"
+
+ 20.  Så sendte Esajas, Amoz's Søn, Bud til Ezekias og lod sige: "Så
+      siger HERREN, Israels Gud: Din Bøn angående Assyrerkongen
+      Sankerib har jeg hørt!"
+ 21.  Således lyder det Ord, HERREN talede imod ham: Hun håner, hun
+      spotter dig, Jomfruen, Zions Datter, Jerusalems Datter ryster på
+      Hovedet ad dig!
+ 22.  Hvem har du hånet og smædet, mod hvem har du løftet din Røst?
+      Mod Israels Hellige løfted i Hovmod du Blikket!
+ 23.  Ved dine Sendebud håned du HERREN og sagde: "Med mine talløse
+      Vogne besteg jeg Bjergenes Højder, Libanons afsides Egne; jeg
+      fælded dets Cedres Højskov, dets ædle Cypresser, trængte frem
+      til dets øverste Raststed, dets Havers Skove.
+ 24.  Fremmed Vand grov jeg ud, og jeg drak det, tørskoet skred jeg
+      over Ægyptens Strømme!"
+ 25.  Har du ej hørt det? For længst kom det op i min Tanke, jeg lagde
+      det fordum til Rette, nu lod jeg det ske, og du gjorde murstærke
+      Byer til øde Stenhobe,
+ 26.  mens Folkene grebes i Afmagt af Skræk og Skam, blev som Græsset
+      på Marken, det spirende Grønne, som Græs på Tage, som Mark for
+      Østenvinden. Jeg ser, når du rejser
+ 27.  og sætter dig, ved, når du går og kommer.
+ 28.  Fordi du raser imod mig, din Trods er mig kommet for Øre, lægger
+      jeg Ring i din Næse og Bidsel i Munden og fører dig bort ad
+      Vejen, du kom!
+
+ 29.  Og dette skal være dig Tegnet: I År skal man spise, hvad der
+      såed sig selv, og Året derpå, hvad der skyder af Rode, tredje År
+      skal man så oghøste, plante Vin og nyde dens Frugt.
+
+ 30.  Den bjærgede Rest af Judas Hus slår atter Rødder forneden og
+      bærer sin Frugt foroven; thi fra Jerusalem udgår en Rest, en
+      Levning fra Zions Bjerg.
+ 31.  HERRENs Nidkærhed virker dette.
+
+ 32.  Derfor, så siger HERREN om Assyrerkongen: I Byen her skal han ej
+      komme ind, ej sende en Pil herind, ej nærme sig den med Skjolde
+      eller opkaste Vold imod dem;
+ 33.  ad Vejen, han kom, skal han gå igen, i Byen her skal han ej
+      komme ind så lyder det fra HERREN.
+ 34.  Jeg værner og frelser denne By for min og min Tjener Davids
+      Skyld!
+
+ 35.  Samme Nat gik HERRENs Engel ud og ihjelslog i Assyrernes Lejr
+      185000 Mand; og se, næste Morgen tidlig lå de alle døde.
+ 36.  Da brød Assyrerkongen Sankerib op, vendte hjem og blev siden i
+      Nineve.
+ 37.  Men da han engang tilbad i sin Gud Nisroks Hus, slog Adrammelek
+      og Sarezer ham ihjel med deres Sværd, hvorefter de flygtede til
+      Ararats Land; og hans Søn Asarhaddon blev Konge i hans Sted.
+
+Anden Kongebog 20
+
+  1.  Ved den Tid blev Ezekias dødssyg. Da kom Profeten Esajas, Amoz's
+      Søn, til ham og sagde: "Så siger HERREN: Beskik dit Hus, thi du
+      skal dø og ikke leve!"
+  2.  Da vendte han Ansigtet om mod Væggen og bad således til HERREN:
+  3.  "Ak, HERRE, kom dog i Hu, hvorledes jeg har vandret for dit Åsyn
+      i Oprigtighed og med helt Hjerte og gjort, hvad der er godt i
+      dine Øjne!" Og Ezekias græd højt.
+  4.  Men Esajas var endnu ikke ude af den mellemste Forgård, før
+      HERRENs Ord kom til ham således:
+  5.  "Vend tilbage og sig til Ezekias, mit Folks Fyrste: Så siger
+      HERREN, din Fader Davids Gud: Jeg har hørt din Bøn, jeg har set
+      dine Tårer! Se, jeg vil helbrede dig; i Overmorgen kan du gå op
+      i HERRENs Hus;
+  6.  og jeg vil lægge femten År til dit Liv og udfri dig og denne By
+      af Assyrerkongens Hånd og værne om denne By for min og min
+      Tjener Davids Skyld!"
+  7.  Derpå sagde Esajas: "Kom med et Figenplaster!" Og da de kom med
+      Plasteret og lagde det på det syge Sted, blev han rask.
+  8.  Men Ezekias sagde til Esajas: "Hvad er Tegnet på, at HERREN vil
+      helbrede mig, så jeg i Overmorgen kan gå op i HERRENs Hus?"
+  9.  Da svarede Esajas: "Dette skal være dig Tegnet fra HERREN på, at
+      HERREN vil udføre, hvad han har sagt: Skal Skyggen gå ti Streger
+      frem eller ti Streger tilbage?"
+ 10.  Ezekias sagde: "Skyggen kan let strække sig ti Streger frem nej,
+      lad den gå ti Streger tilbage!"
+ 11.  Da råbte Profeten Esajas til HERREN; og han lod Skyggen på
+      Akaz's Solur gå ti Streger tilbage.
+
+ 12.  Ved den Tid sendte Bal'adans Søn, Kong Merodak-Bal'adan af
+      Babel, Brev og Gave til Ezekias, da han hørte, at Ezekias havde
+      været syg.
+ 13.  Og Ezekias glædede sig over deres Komme og viste dem hele Huset,
+      hvor han havde sine Skatte, Sølvet og Guldet, Røgelsestofferne,
+      den fine Olie, hele sit Våbenoplag og alt, hvad der var i hans
+      Skatkamre; der var ikke den Ting i hans Hus og hele hans Rige,
+      som Ezekias ikke viste dem.
+ 14.  Da kom Profeten Esajas til Kong Ezekias og sagde til ham: "Hvad
+      sagde disse Mænd, og hvorfra kom de til dig?" Ezekias svarede:
+      "De kom fra et fjernt Land, fra Babel!"
+ 15.  Da spurgte han: "Hvad fik de at se i dit Hus?" Ezekias svarede:
+      "Alf, hvad der er i mit Hus, så de; der er ikke den Ting i mine
+      Skatkamre, jeg ikke viste dem!"
+ 16.  Da sagde Esajas til Ezekias: "Hør HERRENs Ord!
+ 17.  Se, Dage skal komme, da alt, hvad der er i dit Hus, og hvad dine
+      Fædre har samlet indtil denne Dag, skal bringes til Babel og
+      intet lades tilbage, siger HERREN!
+ 18.  Og af dine Sønner, der nedstammer fra dig, og som du avler, skal
+      nogle tages og gøres til Hofmænd i Babels Konges Palads!"
+ 19.  Men Ezekias sagde til Esajas: "Det Ord fra HERREN, du har
+      kundgjort, er godt!" Thi han tænkte: "Så bliver der da Fred og
+      Tryghed, så længe jeg lever!"
+
+ 20.  Hvad der ellers er at fortælle om Ezekias og hans
+      Heltegerninger, og hvorledes han anlagde Vanddammen og
+      Vandledningen og ledede Vandet ind i Byen, står jo optegnet i
+      Judas Kongers Krønike.
+ 21.  Så lagde Ezekias sig til Hvile hos sine Fædre; og hans Søn
+      Manasse blev Konge i hans Sted.
+
+Anden Kongebog 21
+
+  1.  Manasse var tolv År gammel, da han blev Konge, og han herskede
+      fem og halvtredsindstyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Hefziba.
+  2.  Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og efterlignede de
+      Folkeslags Vederstyggeligheder, som HERREN havde drevet bort
+      foran Israeliterne.
+  3.  Han byggede atter de Offerhøje, som hans Fader Ezekias havde
+      ødelagt, rejste Altre for Ba'al, lavede en Asjerastøtte, ligesom
+      Kong Akab af Israel havde gjort, og tilbad og dyrkede hele
+      Himmelens Hær.
+  4.  Og han byggede Altre i HERRENs Hus, om hvilket HERREN havde
+      sagt: "I Jerusalem vil jeg stedfæste mit Navn."
+  5.  Og han byggede Altre for hele Himmelens Hær i begge HERRENs
+      Hus's Forgårde.
+  6.  Han lod sin Søn gå igennem Ilden, drev Trolddom og tog Varsler
+      og ansatte Dødemanere og Sandsigere; han gjorde meget, som var
+      ondt i HERRENs Øjne, og krænkede ham.
+  7.  Den Asjerastøtte, han lod lave, opstillede han i det Hus, om
+      bvilket HERREN havde sagt til David og hans Søn Salomo: "I dette
+      Hus og i Jerusalem, som jeg har udvalgt af alle Israels Stammer,
+      vil jeg stedfæste mit Navn til evig Tid;
+  8.  og jeg vil ikke mere lade Israel vandre bort fra det Land, jeg
+      gav deres Fædre, dog kun på det Vilkår, at de omhyggeligt
+      overholder alt, hvad jeg har pålagt dem, hele den Lov, min
+      Tjener Moses gav dem."
+  9.  Men de vilde ikke høre, og Manasse forførte dem til at handle
+      værre end de Folkeslag, HERREN havde udryddet foran
+      Israeliterne.
+
+ 10.  Da talede HERREN ved sine Tjenere Profeterne således:
+ 11.  "Efterdi Kong Manasse af Juda har øvet disse
+      Vederstyggeligheder, ja øvet Ting, som er værre end alt, hvad
+      Amoriterne, der var før ham. øvede, og tillige ved sine
+      Afgudsbilleder har forledt Juda til Synd,
+ 12.  derfor, så siger HERREN, Israels Gud: Se, jeg bringer Ulykke
+      over Jerusalem og Juda, så det skal ringe for Ørene på enhver,
+      der hører derom!
+ 13.  Jeg vil trække samme Målesnor over Jerusalem som over Samaria og
+      bruge samme Lod som ved Akabs Hus; jeg vil afviske Jerusalem,
+      som man afvisker et Fad og vender det om;
+ 14.  jeg forstøder, hvad der er tilbage af min Ejendom, oggiver dem i
+      deres Fjenders Hånd, og de skal blive til Rov og Bytte for alle
+      deres Fjender,
+ 15.  fordi de gjorde, hvad der var ondt i mine Øjne, og krænkede mig,
+      lige fra den Dag deres Fædre drog ud af Ægypten og indtil i
+      Dag!"
+
+ 16.  Desuden udgød Manasse uskyldigt Blod i store Måder, så han
+      fyldte Jerusalem dermed til Randen, for ikke at tale om den
+      Synd; han begik ved at forlede Juda til Synd, så de gjorde, hvad
+      der var ondt i HERRENs Øjne.
+
+ 17.  Hvad der ellers er at fortælle om Manasse, alt, hvad han
+      udførte, og den Synd, han begik, står jo optegnet i Judas
+      Kongers Krønike.
+ 18.  Så lagde Manasse sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i
+      Haven ved sit Hus, i Uzzas Have; og hans Søn Amon blev Konge i
+      hans Sted.
+
+ 19.  Amon var to og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
+      herskede to År i Jerusalem. Hans Moder hed Mesjullemet og var en
+      Datter af Haruz fra Jotba.
+ 20.  Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne,,ligesom hans Fader
+      Manasse;
+ 21.  han vandrede nøje i sin Faders Spor og dyrkede Afgudsbillederne,
+      som hans Fader havde dyrket, og tilbad dem;
+ 22.  han forlod HERREN, sine Fædres Gud, og vandrede ikke på HERRENs
+      Vej.
+ 23.  Amons Folk sammensvor sig imod ham og dræbte Kongen i hans
+ 24.  men Folket fra Landet dræbte alle dem, der havde sammensvoret
+      sig imod Kong Amon, og gjorde hans Søn Josias til Konge i hans
+      Sted.
+
+ 25.  Hvad der ellers er at fortælle om Amon, og hvad han udførte,
+      står jo optegnet i Judas Kongers Krønike.
+ 26.  Man jordede ham i hans Faders Grav i Uzzas Have; og hans Søn
+      Josias blev Konge i hans Sted.
+
+Anden Kongebog 22
+
+  1.  Josias var otte År gammel, da han blev Konge, og han herskede
+      een og tredive År i Jerusalem. Hans Moder hed Jedida og var en
+      Datter af Adaja fra Bozkat.
+  2.  Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, og vandrede nøje i
+      sin Fader Davids Spor uden at vige til højre eller venstre.
+
+  3.  I Kong Josias's attende Regeringsår sendte Kongen Statsskriveren
+      Sjafan, en Søn af Mesjullams Søn Azalja, til HERRENs Hus og
+      sagde:
+  4.  "Gå op til Ypperstepræsten Hilkija og lad ham tage de Penge
+      frem, der er indkommet i HERRENs Hus, og som Dørvogterne har
+      samlet ind hos Folket,
+  5.  for af man kan give Pengene til dem, der står for Arbejdet, dem,
+      der har Tilsyn med HERRENs Hus; de skal så give dem til
+      Arbejderne i HERRENs Hus til Istandsættelse af de brøstfældige
+      Steder på Templet,
+  6.  til Tømrerne, Bygningsmændene og Murerne, og til Indkøb af Træ
+      og tilhugne Sten til Templets Istandsættelse.
+  7.  Bog skal der ikke holdes Regnskab med dem over de Penge, der
+      overlades dem, men de skal handle på Tro og Love."
+
+  8.  Da sagde Ypperstepræsten Hilkija til Statsskriveren Sjafan: "Jeg
+      har fundet Lovbogen i HERRENS Hus!" Og Hilkija gav Sjafan Bogen,
+      og han læste den.
+  9.  Derpå begav Statsskriveren Sjafan sig til Kongen og aflagde
+      Beretning for ham og sagde: "Dine Trælle har taget de Penge
+      frem, der fandtes i Templet, og givet dem til dem, der står for
+      Arbejdet, dem, der har Tilsyn med HERRENs Hus."
+ 10.  Derpå gav Statsskriveren Sjafan Kongen den Meddelelse: "Præsten
+      Hilkija gav mig en Bog!" Og Sjafan læste den for Kongen.
+ 11.  Men da Kongen hørte, hvad der stod i Lovbogen, sønderrev han
+      sine Klæder;
+ 12.  og Kongen bød Præsten Hilkija, Ahikam, Sjafans Søn, Akbor, Mikas
+      Søn, Statsskriveren Sjafan og Kongens Tjener Asaja:
+ 13.  "Gå hen og rådspørg på mine og Folkets og hele Judas Vegne
+      HERREN om Indholdet af denne Bog, der er fundet; thi stor er
+      Vreden, der er blusset op hos HERREN imod os, fordi vore Fædre
+      ikke har adlydt Ordene i denne Bog og ikke har handlet nøje
+      efter, hvad der står skrevet deri."
+
+ 14.  Præsten Hilkija, Ahikam, Akbor, Sjafan og Asaja gik da hen og
+      talte med Profetinden Hulda, som var gift med Sjallum,
+      Opsynsmanden over Tøjet, en Søn af Harhas's Søn Tikva, og som
+      boede i Jerusalem i den nye Bydel.
+ 15.  Hun sagde til dem: "Så siger HERREN, Israels Gud: Sig til den
+      Mand, der sendte eder til mig:
+ 16.  Så siger HERREN: Se, jeg vil bringe Ulykke over dette Sted og
+      dets Indbyggere, alt, hvad der står i den Bog, Judas Konge har
+      læst,
+ 17.  til Straf for at de har forladt mig og tændt Offerild for andre
+      Guder, så at de krænkede mig med alt deres Hænders Værk, og min
+      Vrede vil blusse op mod dette Sted uden at slukkes!
+ 18.  Men til Judas Konge, der sendte eder for at rådspørge HERREN,
+      skal I sige således: Så siger HERREN, Israels Gud: De Ord, du
+      har hørt, står fast;
+ 19.  men efterdi dit Hjerte bøjede sig og du ydmygede dig for HERREN,
+      da du hørte, hvad jeg har talet mod dette Sted og dets
+      Indbyggere, at de skal blive til Rædsel og Forbandelse, og
+      efterdi du sønderrev dine Klæder og græd for mit Åsyn, så har
+      også jeg hørt dig, lyder det fra HERREN!
+ 20.  Og jeg vil lade dig samles til dine Fædre, og du skal samles til
+      dem i Fred i din Grav, uden at dine Øjne får al den Ulykke at
+      se, som jeg vil bringe over defte Sted." Det Svar bragte de
+      Kongen.
+
+Anden Kongebog 23
+
+  1.  Da sendte Kongen Bud og lod alle Judas og Jerusalems Ældste
+      kalde sammen hos sig.
+  2.  Derpå gik Kongen op i HERRENs Hus, fulgt af alle Judas Mænd og
+      alle Jerusalems Indbyggere, Præsterne, Profeterne og hele
+      Folket, små og store, og han forelæste dem alt, hvad der stod i
+      Pagtsbogen, som var fundet i HERRENs Hus.
+  3.  Så tog Kongen Plads ved Søjlen og sluttede Pagt for HERRENs Åsyn
+      om, at de skulde holde sig til HERREN og holde hans Bud,
+      Vidnesbyrd og Anordninger af hele deres Hjerte og hele deres
+      Sjæl, for at han kunde opfylde denne Pagts Ord, således som de
+      var skrevet i denne Bog. Og alt Folket indgik Pagten.
+
+  4.  Derpå bød Kongen Ypperstepræsten Hilkija og Andenpræsten og
+      Dørvogterne at bringe alle de Ting, der var lavet til Ba'al,
+      Asjera og hele Himmelens Hær, ud af HERRENs Helligdom, og han
+      lod dem opbrænde uden for Jerusalem på Markerne ved Hedron, og
+      Asken lod han bringe til Betel.
+  5.  Og han afsatte Afgudspræsterne, som Judas Konger havde indsat,
+      og som havde tændt Offerild på Højene i Judas Byer og Jerusalems
+      Omegn, ligeledes dem, som havde tændt Offerild for Ba'al og for
+      Solen, Månen, Stjernebillederne og hele Himmelens Hær.
+  6.  Og han lod Asjerastøtten bringe fra HERRENs Hus uden for
+      Jerusalem til Kedrons Dal og opbrænde der, og han lod den knuse
+      til Støv og Støvet kaste hen, hvor Småfolk havde deres Grave.
+  7.  Han lod Mandsskøgernes Kamre i HERRENs Hus rive ned, dem i
+      hvilke Kvinderne vævede Kjortler til Asjera.
+  8.  Han lod alle Præsterne hente fra Judas Byer og vanhelligede
+      Offer: højene, hvor Præsterne havde tændt offerild, fra Geba til
+      Be'er-sjeba. Og han lod Portofferhøjen rive ned, som var ved
+      Indgangen til Byøversten Jehosjuas Port til venstre, når man går
+      ind ad Byporten.
+  9.  Dog fik Præsterne ved Højene ikke Adgang til HERRENs Alter i
+      Jerusalem, men de måtte spise usyret Brød blandt deres Brødre.
+ 10.  Han vanhelligede Ildstedet i Hinnoms Søns Dal, så at ingen mere
+      kunde lade sin Søn eller Datter gå igennem Ilden for Molok.
+ 11.  Han fjernede de Heste, Judas Konger havde opstillet for Solen
+      ved Indgangen til HERRENs Hus hen imod Hofmanden Netan Me'leks
+      Kammer i Parvarim, og Solens Vogne lod han opbrænde.
+ 12.  Altrene, som Judas Konger havde rejst på Taget (Akaz's
+      Tagbygning), og Altrene, som Manasse havde rejst i begge
+      Forgårdene til HERRENs Hus, lod Kongen nebdryde og knuse på
+      Stedet, og Støvet lod han kaste, hen i Kedrons Dal.
+ 13.  Og Offerhøjene østen for Jerusalem på Sydsiden af Fordærvelsens
+      Bjerg, som Kong Salomo af Israel havde bygget for Astarte;
+      Zidoniernes væmmelige Gud, Kemosj, Moabiternes væmmelige Gud, og
+      Milkom, Ammoniternes vederstyggelige Gud, vanhelligede Kongen.
+ 14.  Han lod Stenstøtterne nedbryde og Asjerastøtterne omhugge og
+      Pladsen fylde med Menneskeknogler.
+
+ 15.  Også Alteret i Betel, den Offerhøj, som Jeroboam, Nebats Søn
+      havde rejst han der forledte Israel til Synd, også det Alter
+      tillige med Offerhøjen lod han nedbryde; Stenene lod han nedrive
+      og knuse til Støv, og Asjerastøtten lod han opbrænde.
+ 16.  Da Josias vendte sig om og fik Øje på Gravene på Bjerget, sendte
+      han Folk hen og lod dem tage Benene ud af Gravene og opbrænde
+      dem på Alteret for, at vanhellige det efter HERRENs Ord, som den
+      Guds Mand udråbte, da han kundgjorde disse Ting,
+ 17.  Så sagde han: "Hvad er det for et Gravmæle, jeg ser der?" Byens
+      Folk svarede ham: "Det er den Guds Mands Grav, der kom fra Juda
+      og kundgjorde det, du nu har gjort med Alteret i Betel."
+ 18.  Da sagde han: "Lad ham ligge i Ro, ingen må flytte hans Ben!" Så
+      lod de både hans og Profeten fra Samarias Ben fred.
+
+ 19.  Også alle Offerhusene på Højene i Samarias Byer, som Israels
+      Konger havde opført for at krænke HERREN, lod Josias fjerne, og
+      han handlede med dem ganske som han havde gjort i Betel;
+ 20.  og han lod alle Højenes Præster, som var der ved Altrene, dræbe,
+      og han opbrændte Menneskeknogler på Altrene. Så vendte han
+      tilbage til Jerusalem.
+
+ 21.  Derefter gav Kongen alt Folket, den Befaling: "Hold Påske for
+      HERREN eders Gud, som der er foreskrevet her i Pagtsbogen!"
+ 22.  Thi slig en Påske var ikke nogen Sinde blevet holdt i Israels og
+      Judas Kongers Tid, ikke siden Dommerne dømte Israel;
+ 23.  men først i Kong Josias's attende Regeringsår blev en sådan
+      Påske fejret for HERREN i Jerusalem.
+
+ 24.  Også Dødemanerne og Sandsigerne, Husguderne, Afgudsbillederne og
+      alle de væmmelige Guder, der var at se i Judas Land og
+      Jerusalem, udryddede Josias for at opfylde Lovens Ord, der stod
+      skrevet i den Bog, Præsten Hilkija havde fundet i HERRENs Hus.
+ 25.  Der havde ikke før været nogen Konge, der som han af hele sit
+      Hjerte og hele sin Sjæl og al sin Kraft omvendte sig til HERREN
+      og fulgte hele Mose Lov; og heller ikke efter ham opstod hans
+      Lige.
+
+ 26.  Alligevel lagde HERRENs mægtige Vredesglød sig ikke, thi hans
+      Vrede var blusset op mod Juda over alle de Krænkelser, Manasse
+      havde tilføjet ham.
+ 27.  Og HERREN sagde: "Også Juda vil jeg fjerne fra mit Åsyn, ligesom
+      jeg fjernede Israel, og jeg vil forkaste Jerusalem, denne min
+      udvalgte By, og det Hus, om hvilket jeg har sagt: Mit Navn skal
+      være der!"
+
+ 28.  Hvad der ellers er at fortælle om Josias, alt, hvad han udførte,
+      står jo optegnet i Judas Kongers Krønike.
+
+ 29.  I hans Dage drog Ægypterkongen Parao Neko op til Eufratfloden
+      imod Assyrerkongen. Kong Josias rykkede imod ham, men Neko
+      fældede ham ved Megiddo, straks han så ham.
+ 30.  Og hans Folk førte ham død bort fra Megiddo, bragte ham til
+      Jerusalem og jordede ham i hans Grav. Men Folket fra Landet tog
+      Joahaz, Josias's Søn, og salvede og hyldede ham til Bonge i hans
+      Faders Sted.
+
+ 31.  Joahaz var tre og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
+      herskede tre Måneder i Jerusalem. Hans Moder hed Hamutal og var
+      en Datter af Jirmeja fra, Libna.
+ 32.  Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, ganske som hans
+      Fædre.
+ 33.  Men Farao Neko lod ham fængsle i Ribla i Hamats Land og gjorde
+      dermed Ende på hans Herredømme i Jerusalem og lagde en Skat af
+      hundrede Talenter Sølv og ti Talenter Guld på Landet.
+ 34.  Derpå gjorde Farao Neko Eljakim, Josias's Søn, til Konge i hans
+      Fader Josias's Sted, og han ændrede hans Navn til Jojakim;
+      Joahaz derimod tog han med til Ægypten, og der døde han.
+ 35.  Sølvet og Guldet udredede Jojakim til Farao; men for.at kunne
+      udrede Pengeneefter Faraos Befaling satte han Landet i Skat;
+      efter som hver især var sat i Skat, inddrev han Sølvet og Guldet
+      for at give Farao Neko det.
+
+ 36.  Jojakim var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
+      herskede elleve År i Jerusalem. Hans Moder hed Zebida og var en
+      Datter af Pedaja fra Ruma.
+ 37.  Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, ganske som hans
+      Fædre.
+
+Anden Kongebog 24
+
+  1.  I hans Dage drog Kong Nebukadnezar af Balel op, og Jojakim
+      underkastede sig ham; men efter tre Års Forløb faldt han fra ham
+      igen.
+  2.  Da sendte HERREN kaldæiske, aramaiske, moabitiske og ammonitiske
+      Strejfskarer imod ham; dem sendte han ind i Juda for at ødelægge
+      det efter det Ord, HERREN havde talet ved sine Tjenere
+      Profeterne.
+  3.  Det skyldtes ene og alene HERRENs Vrede, at Juda blev drevet
+      bort fra HERRENs Åsyn; det var for Manasses Synders Skyld, for
+      alt det, han havde gjort,
+  4.  også for det uskyldige Blods Skyld, som han havde udgydt så
+      meget af, at han havde fyldt Jerusalem dermed; det vilde HERREN
+      ikke tilgive.
+
+  5.  Hvad der ellers er at fortælle om Jojakim, alt, hvad han
+      udførte, står jo optegnet i Judas Kongers Krønike.
+  6.  Så lagde Jojakim sig til Hvile hos sine Fædre; og hans Søn
+      Jojakin blev Kooge i hans Sted.
+  7.  Men Ægypterkongen drog ikke mere ud af sit Land, thi Babels
+      Konge havde taget alt, hvad der tilhørte Ægypterkongen fra
+      Ægyptens Bæk til Eufratfloden.
+
+  8.  Jojakin var atten År gammel, da han blev Konge, og han herskede
+      tre Måneder i Jerusålem. Hans Moder hed Nehusjta og var en
+      Datter af Elnatan fra Jerusalem.
+  9.  Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, ganske som hans
+      Fader.
+ 10.  På den Tid drog Kong Nebukadnezar af Babels Folk op mod
+      Jerusalem, og Byen blev belejret.
+ 11.  Kong Nebukadnezar af Babel kom til Jerusalem, medens hans Folk
+      belejrede det.
+ 12.  Da overgav Kong Jojakin af Juda sig med sin Modet, sine Tjenere,
+      Øverster og Hoffolk til Babels Konge, og han tog imod ham; det
+      var i Kongen af Babels ottende Regeringsår.
+ 13.  Og som HERREN havde forudsagt, førte han alle Skattene i HERRENs
+      Hus og Kongens Palads bort og brød Guldet af alle de Ting, Kong
+      Salomo af Israel havde ladet lave i HERRENs Helligdom.
+ 14.  Og han førte hele Jerusalem, alle Øversterne og de velhavende,
+      10.000 i Tal, bort som Fanger, ligeledes Grovsmede og Låsesmede,
+      så der ikke blev andre tilbage end de fattigste af Folket fra
+      Landet.
+ 15.  Så førte han Jojakin som Fange til Babel, også Kongens Moder og
+      Hustruer, hans Hoffolk og alle de højtstående i Landet førte han
+      som Fanger fra Jerusalem til Babel;
+ 16.  fremdeles alle de velbavende, 7000 i Tal, Grovsmedene og
+      Låsesmedene, 1800 i Tal, alle øvede Krigere - dem førte Babels
+      Konge som Fanger til Babel.
+ 17.  Men i Jojakins Sted gjorde Babels Konge hans Farbroder Mattanja
+      til Konge, og han ændrede hans Navn til Zedekias.
+
+ 18.  Zedekias var een og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
+      herskede elleve År i Jerusalem. Hans Moder hed Hamital og var en
+      Datter af Jirmeja fra Libna.
+ 19.  Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, ganske som
+      Jojakim.  20.a. Thi for HERRENs Vredes Skyld timedes dette
+      Jerusalem og Juda, og til sidst stødte han dem bort fra sit
+      Åsyn.
+
+Anden Kongebog 25
+      20.b. Og Zedekias faldt fra Babels Konge.
+
+  1.  I hans niende Regeringsår på den tiende Dag i den tiende Måned
+      drog Kong Nebukadnezar af Babel da med hele sin Hær mod
+      Jerusalem og belejrede det, og de byggede Belejringstårne imod
+      det rundt omkring;
+  2.  og Belejringen varede til Kong Zedekias's ellevte Regeringsår.
+  3.  På den niende Dag i den fjerde Måned blev Hungersnøden hård i
+      Byen, og Folket fra Landet havde ikke Brød.
+  4.  Da blev Byens Mur gennembrudt. Kongen og alle Krigsfolkene
+      flygtede om Natten gennem Porten mellem de to Mure ved Kongens
+      Have, medens Kaldæerne holdt Byen omringet, og han tog Vejen ad
+      Arabalavningen til.
+  5.  Men Kaldæernes Hær satte efter Kongen og indhentede ham på
+      Jerikosletten, efter at hele hans Hær var blevet splittet til
+      alle Sider.
+  6.  Så greb de Kongen og bragte ham op til Ribla til Babels Konge,
+      der fældede Dommen over ham.
+  7.  Hans Sønner lod han henrette i hans Påsyn, og på Zedekias selv
+      lod han Øjnene stikke ud; derpå lod han ham lægge i
+      Kobberlænker, og således førte de ham til Babel.
+
+  8.  På den syvende Dag i den femte Måned, det var Babels Konge
+      Nebukadnezars nittende Regeringsår, kom Nebuzaradan, Øversten
+      for Livvagten, Babels Konges Tjener, til Jerusalem.
+  9.  Han satte Ild på HERRENs Hus og Kongens Palads og alle Husene i
+      Jerusalem; på alle Stormændenes Huse satte han Ild;
+ 10.  og Murene om Jerusalem nedbrød alle Kaldæernes Folk, som
+      Øversten for Livvagten havde med sig.
+ 11.  De sidste Folk, som var tilbage i Byen, og Overløberne, der var
+      gået over til Babels Konge, og,de sidste Håndværkere førte
+      Nebuzaradan, Øversten for Livvagten, bort.
+ 12.  Men nogle af de fattigste at Folket fra Landet lod Øversten for
+      Livvagten blive tilbage som Vingårdsmænd og Agerdyrkere.
+ 13.  Kobbersøjlerne i HERRENs Hus, Stellene og Kobberhavet i HERRENs
+      Hus slog Kaldæerne i Stykker og førte Kobberet til Babel.
+ 14.  Karrene, Skovlene, Hnivene, Kanderne og alle Kobbersagerne, som
+      brugtes ved Tjenesten, røvede de;
+ 15.  også Panderne og Skålene, alt, hvad der helt var af Guld eller
+      Sølv, røvede Øversten for Livvagten.
+ 16.  De to Søjler, Havet og Stellene, som Salomo havde ladet lave til
+      HERRENs Hus - Kobberet i alle disse Ting var ikke til at veje.
+ 17.  Atten Alen høj var den ene Søjle, og der var et Søjlehoved af
+      Kobber oven på den, tre Alen højt, og rundt om Søjlehovederne
+      var der Fletværk og Granatæbler, alt af Kobber; og på samme Måde
+      var det med den anden Søjle.
+
+ 18.  Øversten for Livvagten tog Ypperstepræsten Seraja, Andenpræsten
+      Zefanja og de tre Dørvogtere;
+ 19.  og fra Byen tog han en Hofmand, der havde Opsyn med Krigs
+      folket, og fem Mænd, der hørte til Kongens nærmeste Omgivelser,
+      og som endnu fandtes i Byen, desuden Hærførerens Skriver, der
+      udskrev Folket fra Landet til Krigstjeneste, og dertil
+      tresindstyve Mænd af Folket fra Landet, der fandtes i Byen,
+ 20.  dem tog Øversten for Livvagten Nebuzaradan og førte til Babels
+      Konge i Ribla;
+ 21.  og Babels Konge lod dem dræbe i Ribla i Hamats Land. Så førtes
+      Juda i Landflygtighed fra sit Land.
+
+ 22.  Over de Folk, der blev tilbage i Judas Land, dem, Babels Konge
+      Nebukadnezar lod blive tilbage, satte han Gedalja, Ahikams Søn,
+      Sjafans Sønnesøn.
+ 23.  Da nu alle Hærførerne med deres Folk hørte, at Babels Konge
+      havde indsat Gedalja, kom de til ham i Mizpa, Jisjmael, Netanjas
+      Søn, Johanan,Bareas Søn, Seraja, Tanhumets Søn fra Netofa, og
+      Ja'azanja, Ma'akatitens Søn, tillige med deres Folk.
+ 24.  Og Gedalja besvor dem og deres Folk og sagde: "Frygt ikke for
+      Kaldæerne!  Bliv i Landet og underkast eder Babels Konge, så vil
+      det gå eder vel!"
+ 25.  Men i den syvende Måned kom Jisjmael, Netanjas Søn, Elisjamas
+      Sønnesøo, en Mand af kongelig Byrd, med ti Mænd og slog Gedalja
+      ihjel tillige med de Judæere og Kaldæere, der var hos ham i
+      Mizpa.
+ 26.  Da brød hele Folket, store og små, og Hærførerne op og drog til
+      Ægypten; thi de frygtede for Kaldæerne.
+
+ 27.  I det syv og tredivte År efter Kong Jojakin af Judas Bortførelse
+      på den syv og tyvende Dag i den tolvte Måned tog Babels Konge
+      Evil-Merodak, der i det År kom på Tronen, Kong Jojakin af Juda
+      til Nåde og førte ham ud af Fængselet.
+ 28.  Han talte ham venligt til og gav ham Sæde oven for de Konger,
+      der var hos ham i Babel.
+ 29.  Jojakin aflagde sin Fangedragt og spiste daglig hos ham, så
+      længe han levede.
+ 30.  Han fik sit daglige Underhold af Kongen, hver Dag hvad han
+      behøvede for den Dag, så længe han levede.
+
+
+Første Krønikebog
+
+Første Krønikebog 1
+
+  1.  Adam, Set Enosj,
+  2.  Kenan, Mahalal'el, Jered,
+  3.  Enok, Metusalem, Lemek,
+  4.  Noa, Sem, Kam og Jafet.
+  5.  Jafets Sønner: Gomer, Magog, Madaj, Javan, Tubal, Mesjek og
+      Tiras.
+  6.  Gomers Sønner: Asjkenaz, Rifat og Togarma.
+  7.  Javans Sønner: Elisja, Tarsis, Kitæerne og Rodosboerne.
+
+  8.  Kams Sønner: Kusj, Mizrajim, Put og Kana'an.
+  9.  Kusj' Sønner: Seba, Havila, Sabta, Ra'ma og Sabteka. Ra'mas
+      Sønner: Saba og Dedan.
+ 10.  Og Kusj avlede Nimrod, som var den første Storhersker på Jorden.
+ 11.  Mizrajim avlede Luderne, Anamerne, Lehaberne, Naftuherne,
+ 12.  Patruserne, Kasluherne, fra hvem Filisterne udgik, og
+      Kaftorerne.
+ 13.  Kana'an avlede Zidon, hans førstefødte, og Het,
+ 14.  Jebusiterne, Amoriterne, Girgasjiterne,
+ 15.  Hivviterne, Arkiterne, Siniterne,
+ 16.  Arvaditerne, Zemariterne og Hamatiterne.
+
+ 17.  Sems Sønner: Elam, Assur, Arpaksjad, Lud og Aram. Arams Sønner:
+      Uz, Hul, Geter og Masj.
+ 18.  Arpaksjad avlede Sjela; Sjela avlede Eber;
+ 19.  Eber fødtes der to Sønner; den ene hed Peleg, thi på hans Tid
+      adsplittedes Jordens Befolkning, og hans Broder hed Joktan.
+ 20.  Joktan avlede Almodad, Sjelef, Hazarmavet, Jera,
+ 21.  Hadoram, Uzal, Dikla,
+ 22.  Ebal, Abimael, Saba,
+ 23.  Ofir, Havila og Jobab. Alle disse var Joktans Sønner.
+ 24.  Sems Sønner: Arpaksjad, Sjela,
+ 25.  Eber, Peleg, Re'u,
+ 26.  Serug, Nakor, Tara
+ 27.  og Abram, det er Abraham.
+
+ 28.  Abrahams Sønner: Isak og Ismael.
+ 29.  Dette er deres Slægtebog: Ismaels førstefødte Nebajot, dernæst
+      Kedar, Adbe'el, Mibsam,
+ 30.  Misjma, Duma, Massa, Hadad, Tema,
+ 31.  Jetur, Nafesj og Kedma. Det var Ismaels Sønner.
+ 32.  De Sønner, som Abrahams Medhustru Hetura fødte: Zimran, Joksjan,
+      Medan, Midjan, Jisjbak og Sjua. Joksjans Sønner: Saba og Dedan.
+ 33.  Midjans Sønner: Efa, Efer, Hallok, Ahida og Elda'a. Alle disse
+      var Keturas Sønner.
+ 34.  Abraham avlede Isak. Isaks Sønner: Jakob og Esau.
+
+ 35.  Esaus Sønner: Elifaz, Re'uel, Je'usj, Jalam og Kora.
+ 36.  Elifaz's Sønner: Teman, Omar, Zef, Gatam, Kenaz, Timna og
+      Amalek.
+ 37.  Re'uels Sønner: Nahat, Zera, Sjamma og Mizza.
+ 38.  Se'irs Sønner: Lotan, Sjobal, Zib'on, Ana, Disjon, Ezer og
+      Disjan.
+ 39.  Iotans Sønner: Hori og Hemam; og Lotans Søster var Timna.
+ 40.  Sjobals Sønner: Alvan, Manahat, Ebal, Sjeft og Onam. Zib'ons
+      Sønner: Ajja og Ana.
+ 41.  Anas Sønner: Disjon. Disjons Sønner: Hemdan. Esjban, Jitran og
+      Keran.
+ 42.  Ezers Sønner: Bilhan, Za'avan og Akan. Disjans Sønner: Uz og
+      Aran.
+
+ 43.  Følgende var de Konger, der herskede i Edoms, Land, før
+      Israeliterne fik Konger: Bela, Beors Søn; hans By hed Dinhaba.
+ 44.  Da Bela døde, blev Jobab, Zeras Søn fra Bozra, Konge i hans
+      Sted.
+ 45.  Da Jobab døde, blev Husjam fra Temaniternes Land Konge i hans
+      Sted.
+ 46.  Da Husjam døde, blev Hadad, Bedads Søn, Konge i hans Sted; det
+      var ham, der slog Midjaniterne på Moabs Slette; hans By hed
+      Avit.
+ 47.  Da Hadad døde, blev Samla fra Masreka Konge i hans Sted.
+ 48.  Da Samla døde, blev Sja'ul fra Rehobot ved Floden Konge i hans
+      Sted.
+ 49.  Da Sja'ul døde, blev Ba'al-Hanan, Akbors Søn, Konge i hans Sted.
+ 50.  Da Ba'al-Hanan døde, blev Hadad Konge i hans Sted; hans By hed
+      Pa'i, og hans Hustru hed Mehetab'el, en Datter af Matred, en
+      Datter af Mezahab.
+ 51.  DaHadad døde, fremtrådte Edoms Stammehøvdinger: Høvdingerne
+      Timna, Alja, Jetet,
+ 52.  Oholibama, Ela, Pioon,
+ 53.  Kenaz, Teman, Mibzar,
+ 54.  Magdiel og Iram. Det var Edoms Stammehøvdinger.
+
+Første Krønikebog 2
+
+  1.  Israels Sønner var følgende: Ruben, Simeon, Levi, Juda, Issakar,
+      Zabulon,
+  2.  Dan, Josef, Benjamin, Naftali, Gad og Aser.
+
+  3.  Judas Sønner: Er, Onan og Sjela; disse tre fødtes ham af
+      Kana'anæer kvinden Batsjua. Men Er, Judas førstefødte, var
+      HERREN imod, og han lod ham dø.
+  4.  Derpå fødte Judas Sønnekone Tamar ham Perez og Zera, så at Judas
+      Sønner i alt var fem.
+
+  5.  Perez's Sønner: Hezron og Hamul.
+  6.  Zeras Sønner: Zimri, Etan, Heman, Kalkol og Darda, i alt fem.
+  7.  Karmis Sønner: Akar, der styrtede Israel i Ulykke, idet han
+      forgreb sig på det Gods, der var lagt Band på.
+  8.  Etans Sønner: Azarja.
+  9.  Hezrons Sønner, som fødfes ham: Jerame'el, Ram og Kelubaj.
+
+ 10.  Ram avlede Amminadab; Amminadab avlede Nahasjon, Judæernes
+      Øverste;
+ 11.  Nahasjon avlede Salma; Salma avlede Boaz;
+ 12.  Boaz avlede Obed; Obed avlede Isaj;
+ 13.  Isaj avlede sin førstefødte Eliab, sin anden Søn Abinadab, sin
+      tredje Søn, Sjim'a,
+ 14.  sin fjerde Søn Netan'el, sin femte Søn Raddaj,
+ 15.  sin sjette Søn Ozem og sin syvende Søn David;
+ 16.  deres Søstre var Zeruja og Abigajil. Zerujas Sønner: Absjaj,
+      Joab og Asa'el, tre.
+ 17.  Abigajil fødte Amasa, hvis Fader var Ismaeliten Jeter.
+
+ 18.  Hezrons Søn Kaleb avlede med sin Hustru Azuba Jeriot; og hendes
+      Sønner var følgende: Jesjer, Sjobab og Ardon.
+ 19.  Da Azuba døde, ægtede Kaleb frat, som fødte ham Hur.
+ 20.  Hur avlede Uri, og Uri avlede Bezal'el.
+ 21.  Derefter gik Hezron ind til Gileads Fader Makirs Datter, som han
+      ægtede, da han var tredsindstyve År gammel, og hun fødte ham
+      Segub.
+ 22.  Segub avlede Ja'ir, som ejede tre og tyve Byer i Gileads Land.
+ 23.  Men Gesjur og Aram fratog dem Ja'irs Teltbyer, Kenat med
+      Småbyer, tresindstyve Byer. Alle disse var Gileads Fader Makirs
+      Sønner.
+ 24.  Efter Hezrons Død gik Kaleb ind til sin Fader Hezrons Hustru
+      Efrata, og hun fødte ham Asjhur, der blev Fader til Tekoa.
+
+ 25.  Jerame'els, Hezrons førstefødtes, Sønner: Ram, den førstefødte,
+      dernæst Buna, Oren og Ozem, hans Brødre.
+ 26.  Og Jerame'el havde en anden Hustru ved Navn Atara, som var Moder
+      til Onam.
+ 27.  Rams, Jerame'els førstefødtes, Sønner: Ma'az, Jamin og Eker.
+ 28.  Onams Sønner: Sjammaj og Jada. Sjammajs Sønner: Nadab og
+      Abisjur.
+ 29.  Abisjurs Hustru hed Abihajil; hun fødte ham Aban og Molid.
+ 30.  Nadabs Sønner: Seled og Appajim; Seled døde barnløs.
+ 31.  Appajims Sønner: Jisj'i. Jisj'is Sønner: Sjesjan. Sjesjans
+      Sønner: Alaj.
+ 32.  Sjammajs Broder Jadas Sønner: Jeter og Jonatan. Jeter døde
+      barnløs.
+ 33.  Jonatans Sønner: Pelet og Zaza. Det var Jerame'els Efterkommere.
+
+ 34.  Sjesjan havde kun Døtre, ingen Sønner. Men Sjesjan havde en
+      ægyptisk Træl ved Navn Jarha,
+ 35.  og Sjesjan gav sin Træl Jarha sin Datter til Ægte, og hun fødte
+      ham Attaj.
+ 36.  Attaj avlede Natan; Natan avlede Zabad;
+ 37.  Zabad avlede Eflal; Eflal avlede Obed;
+ 38.  Obed avlede Jehu; Jehu avlede Azarja;
+ 39.  Azarja avlede Helez; Helez avlede El'asa;
+ 40.  El'asa avlede Sismaj; Sismaj avlede Sjallum;
+ 41.  Sjallum avlede Jekamja; Jekamja avlede Elisjama.
+
+ 42.  Jerame'els Broder Kalebs Sønner: Maresja, hans førstefødte, som
+      var Fader til Zif. Maresjas Sønner: Hebron.
+ 43.  Hebrons Sønner: Kora, Tappua, Rekem og Sjema.
+ 44.  Sjema avlede Raham, der var Fader til Jorke'am. Rekem avlede
+      Sjammaj.
+ 45.  Sjammajs Søn var Maon, som var Fader til Bet-Zur.
+ 46.  Kalebs Medhustru Efa fødte Karan, Moza og Gazez; Karan avlede
+      Gazez.
+ 47.  Jadajs Sønner: Regem, Jotam, Gersjan, Pelet, Efa og Sja'af.
+ 48.  Halebs Medhustru Ma'aka fødfe Sjeber og Tirhana.
+ 49.  Sja'af, Madmannasader, avlede Sjeva, Makbenas Fader og Gibeas
+      Fader.  Kalebs Datter var Aksa.
+
+ 50.  Det var Halebs Efterkommere. Hurs, Efratas førstefødtes, Sønner:
+      Sjobal, Kirjat-Jearims Fader,
+ 51.  Salma, Betlehems Fader, og Haref, Bef-Gaders Fader.
+ 52.  Sjobal, Birjat-Jearims Fader, havde følgende Sønner: Reaja,
+      Halvdelen af Manahatiterne.
+ 53.  Kirjat-Jearims Slægter: Jitriterne, Putiterne, Sjumatiterne og
+      Misjraiterne; fra dem udgik Zor'atiterne og Esjtaoliterne.
+ 54.  Salmas Sønner: Betlehem, Netofatiterne, Atarot-Bet-Joab,
+      Halvdelen af Manahatiterne og Zor'iterne.
+ 55.  De i Jabez bosatte skriftlærdes Slægter: Tir'atiterne,
+      Sjim'atiterne og Sukatiterne, det er Kiniterne, som nedstammede
+      fra Hammat, Rekabs Slægts Fader.
+
+Første Krønikebog 3
+
+  1.  Davids Sønner, som fødtes ham i Hebron, var følgende: Ammon, den
+      førstefødte, som han havde med Ahinoam fra Jizre'el, den anden
+      Daniel, med Abigajil fra Karmel,
+  2.  den tredje Absalom, en Søn af Ma'aka, Kong Talmaj af Gesjurs
+      Datter, den fjerde Adonija, Haggits Søn,
+  3.  den femte Sjefafja, som han havde med Abital, den sjette
+      Jitream, som han havde med sin Hustru Egla.
+  4.  Seks fødtes ham i Hebron, hvor han herskede syv År og seks
+      Måneder. Tre og tredive År herskede han i Jerusalem.
+  5.  Følgende fødtes ham i Jerusalem: Sjim'a, Sjobab, Natan og
+      Salomo, hvilke fire han havde med Ammiels Datter Batsjua;
+  6.  fremdeles Jibhar, Elisjama, Elifelet,
+  7.  Noga, Nefeg, Jafia,
+  8.  Elisjama. Be'eljada og Elifelet, i alt ni.
+  9.  Det var alle Davids Sønner foruden Medhustruernes Sønner; og
+      Tamar var deres Søster.
+
+ 10.  Salomos Søn Rehabeam, hans Søn Abija, hans Søn Asa, hans Søn
+      Josafat,
+ 11.  hans Søn Joram, hans Søn Ahazja, hans Søn Joas,
+ 12.  hans Søn Amazja, hans Søn Azarja, hans Søn Jotam,
+ 13.  hans Søn Akaz, hans Søn Ezekias, hans Søn Manasse,
+ 14.  hans Søn Amon, hans Søn Josias.
+ 15.  Josias's Sønner: Johanan, den førstefødte, den anden Jojakim,
+      den tredje Zedekias, den fjerde Sjallum.
+ 16.  Jojakims Sønner: Hans Søn Jekonja, hans Søn Zedekias.
+
+ 17.  Den fængslede Jekonjas Sønner: Hans Søn Sjealtiel,
+ 18.  Malkiram, Pedaja, Sjen'azzar, Jekamja, Hosjama og Nedabja.
+ 19.  Pedajas Sønner: Zerubbabel og Sjim'i. Zerubbabels Sønner:
+      Mesjullam og Hananja og deres Søster Sjelomit.
+ 20.  Mesjullams Sønner: Hasjuba, Ohel, Berekja, Hasadja og Jusjab
+      Hesed, fem.
+ 21.  Hananjas Sønner: Pelatja, Jesja'ja, Refaja, Arnan, Obadja og
+      Sjekanja.
+ 22.  Sje'kanjas Sønner: Sjemaja, Hattusj, Jig'al, Baria, Nearja og
+      Sjafat, seks.
+ 23.  Nearjas Sønner: Eljoenaj, Hizkija og Azrikam, tre.
+ 24.  Eljoenajs Sønner: Hodavja, Eljasjib, Pelaja, Akkub, Johanan,
+      Delaja og Anani, syv.
+
+Første Krønikebog 4
+
+  1.  Judas Sønner: Perez, Hezron, Karmi, Hur og Sjobal.
+  2.  Sjobals Søn Reaja avlede Jahat; Jahat avlede Ahumaj og
+      Lahad. Det var Zor'atitemes Slægter.
+  3.  Etams Fader Hurs Sønner var følgende: Jizre'el, Jisjma og
+      Jidbasj; deres Søster hed Hazlelponi;
+  4.  og Penuel, Gedors Fader, og Ezer, Husjas Fader; det var Efratas'
+      førstefødte Hurs, Betlehems Faders, Sønner.
+
+  5.  Asjhur, Tekoas Fader, havde to Hustruer: Hel'a og Na'ara.
+  6.  Na'ara fødte ham Ahuzzam, Hefer, Teme'ni og Ahasjtariteme; det
+      var Na'aras Sønner.
+  7.  Hel'as Sønner: Zeret, Zohar, Etnan og Koz.
+  8.  Koz avlede Anub, Hazzobeba og Aharhels "Harums Søns, Slægter.
+  9.  Jabez var mere anset end sine Brødre. Hans Moder havde givet ham
+      Navnet Jabez, idet hun sagde: "Jeg har født ham med Smerte!
+ 10.  Jabez påkaldte Israels Gud således: "Gid " du vilde velsigne mig
+      rigeligt og gøre mit Område stort, lade din Hånd være med mig og
+      fri mig fra Ulykke, så der ikke voldes mig Smerte! Og Gud gav
+      ham alt, hvad han bad om.
+
+ 11.  Kelub, Sjuhas Broder, avlede Mehir, det er Esjtons Fader.
+ 12.  Esjton avlede Bet-Rafa, Pasea og Tehinna, Fader til Nahasjs By;
+      det er Mændene fra Reka.
+ 13.  Kenaz's Sønner: Otniel og Seraja. Otniels Sønner: Hatat og
+      Meonotaj.
+ 14.  Meonotaj avlede Ofra. Seraja avlede Joab, Fader. til
+      Ge-Harasjim; de var nemlig Håndværkere.
+ 15.  Jefunnes Søn kalebs Sønner: Ir, Ela og Na'am, Elas Sønner. og
+      Kenaz.
+
+ 16.  Perez's Sønner: Jehallel'el og Ezra. Je'hallel'els Sønner: Zif,
+      Zifa, Tireja og Asar'el.
+ 17.  Ezras Sønner: Jeter, Mered og Efer. Jeter avlede Mirjam, Sjammaj
+      og Jisjba, Esjtemoas Fader.
+ 18.  Hans judæiske Hustru fødte Jered, Gedors Fader, Heber, Sokos
+      Fader, og Jekutiel, Zanoas Fader.
+ 19.  Sønnerne af Faraos Datter Bitja, som Mered ægtede, var følgende:
+      Nahams Søsters, Sønner var følgende: Garmiten og Ma'akafiten
+      Esjtemoa.
+ 20.  Sjimons Sønner: Amnon og Rinna, Benhanan og Tilon. Jisj'is
+      Sønner: Zohet.  Zohets Søn:
+
+ 21.  Judas Søn Sjelas Sønner: Er, Lekas Fader, Lada, Maresjas Fader
+      Linnedvæveriets Slægter af Asjbeas Hus,
+ 22.  Jokim, Kozebas Mænd og Joasj og Saraf, som herskede over Moab og
+      vendte tilbage til Betlehem. Det er jo gamle Begivenheder.
+ 23.  Dette er Pottemagerne og Beboerne i Netaim og Gedera; de boede
+      der i Kongens Nærhed og stod i hans Tjeneste.
+
+ 24.  Simeons Sønner: Nemuel, Ja'min, Jarib, Zera og Sja'ul
+ 25.  hans Søn Sjallum, hans Søn Mibsam, hans Søn Misjma.
+ 26.  Misjmas Sønner: Hans Søh Hammuel, hans Søn Zakkur, hans Søn
+      Sjim'i.
+ 27.  Sjim'i havde seksten Sønner og seks Døtre; men hans Brødre havde
+      ikke mange Sønner, og deres hele Slægt blev ikke så talrig som
+      Judæerne.
+
+ 28.  De boede i Be'ersjeba Molada, Hazar-Sjual,
+ 29.  Bilha, Ezem, Tolad,
+ 30.  Betuel, Horma, Ziklag,
+ 31.  Bet-Markabot, Hazar-Susim, Bet-Bir'i og Sja'arajim - det var
+      indtil Davids Regering deres Byer
+ 32.  med Landsbyer - fremdeles Etam, Ajin, Rimmon, Token og Asjan,
+      fem Byer;
+ 33.  desuden alle deres Landsbyer, som lå rundt om disse Byer indtil
+      Ba'al. Det var deres Bosteder; og de havde deres egen Slægtebog.
+
+ 34.  Fremdeles: Mesjobab, Jamlek, Amazjas Søn Josja,
+ 35.  Joel, Jehu, en Søn af Josjibja, en Søn af Seraja, en Søn af
+      Asiel,
+ 36.  Eljoenaj, Ja'akoba, Jesjohaja, Asaja, Adiel, Jesimiel, Benaja
+ 37.  og Ziza, en Søn af Sjif'i, en Søn af Allon, en Søn af Jedaja, en
+      Søn af Sjimri, en Søn af Sjemaja;
+ 38.  de her ved Navn nævnte var Øverster i deres Slægter, efter at
+      deres Fædrenehuse havde bredt sig stærkt.
+ 39.  Da de engang drog i Retning af Gerar østen for Dalen for at søge
+      Græsning til deres Småkvæg,
+ 40.  fandt de fed og god Græsning, og Landet var udstrakt, og der var
+      Fred og Ro, da de tidligere Beboere nedstammede fra Kam.
+ 41.  I Kong Ezekias af Judas Dage drog de her ved Navn nævnte hen og
+      overfaldt deres Telte og slog Me'uniterne, som de traf der, og
+      de lagde Band på dem, så de nu ikke mere er til; derefter bosate
+      de sig i deres Land, da der var Græsning til deres Småkvæg.
+ 42.  Af dem, af Simeoniterne, drog 500 Mand til Se'irs Bjerge under
+      Ledelse af Pelatja, Nearj'a, Refaja og Uzziel, Jisj'is Sønner,
+ 43.  og de nedhuggede de sidste Amalekiter, der var tilbage; og de
+      bosatte sig der og bor der den Dag i Dag.
+
+Første Krønikebog 5
+
+  1.  Rubens, Israels førstefødtes, Sønner - han var nemlig den
+      førstefødte, men da han vanærede sin Faders Leje, gaves hans
+      Førstefødselsret til Israels Søn Josefs Sønner, dog ikke
+      således, at de i Slægtebogen opføres som førstefødte;
+  2.  thi Juda herskede over sine Brødre, og af hans Midte skulde
+      Fyrsten tages, men Førstefødselsretten blev Josefs
+  3.  Rubens, Israels førstefødtes, Sønner: Hanok, Pallu, Hezron og
+      Karmi.
+  4.  Joels Sønner: Hans Søn Sjemaja, hans Søn Gog, hans Søn Sjim'i
+  5.  hans Søn Mika, hans Søn Reaja, hans Søn Ba'al
+  6.  hans Søn Be'era, hvem Assyrerkongen Tillegat-Pilneser førte i
+      Landflygtighed, da han var Rubeniternes Øverste.
+  7.  Og hans Brødre efter deres Slægter, somde var optegnede i
+      Slægtebogen efter deres Nedstamning Først Je'iel, dernæst
+      Zekarja
+  8.  og Bela, en Søn af Azaz, en Søn af Sjema, en Søn af Joel, som
+      boede i Aroer og hen til Nebo og Ba'al-Meon;
+  9.  og mod Øst nåede det Område, hvor han boede, hen imod
+      Ørkenegnene, der strækker sig over mod Eufratfloden; thi de
+      havde talrige Hjorde i Gileads Land.
+ 10.  I Sauls Dage førte de Krig med Hagriterne, og disse faldt i
+      deres Hånd; så bosatte de sig i deres Telte på hele Gileads
+      Østside.
+
+ 11.  Gads Sønner, som boede lige over for dem i Basans Land indtil
+      Salka:
+ 12.  Først Joel, dernæst Sjafam, Ja'naj og Sjafat i Basan;
+ 13.  og deres Brødre efter deres Fædrenehuse: Mikael, Mesjullam,
+      Sjeba, Joraj, Jakan, Zia og Eber, syv.
+ 14.  De var Sønner af Abihajil, en Søn af Huri, en Søn af Jaroa, en
+      Søn af Gilead, en Søn af Mikael, en Søn af Jesjisjaj, en Søn af
+      Jado, en Søn af Buz.
+ 15.  Ahi, en Søn af Abdiel, en Søn af Guni, var Overhoved for deres
+      Fædrenehuse.
+ 16.  De boede i Gilead, i Basan og Småbyerne det og i alle Sirjons
+      Græsgange, så langt de strækker sig.
+ 17.  De indførtes alle i Slægtebog i Kong Jotam af Judas og Kong
+      Jeroboam af Israels Dage.
+
+ 18.  Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme, alle de
+      krigsdygtige Mænd, der har Skjold og Sværd, spændte Bue og var
+      øvet i Kamp, 44760 Mand, der kunde drage i Kamp,
+ 19.  førte Krig med Hagriterne, Jetur, Nafisj og Nodab;
+ 20.  og de fik Hjælp imod dem, så at Hagriterne og alle deres
+      Forbundsfæller overgaves i deres Hånd, thi de råbte til Gud i
+      Kampen, og han bønhørte dem, fordi de slog deres Lid til ham.
+ 21.  Så tog de deres Hjorde, 50.000 Kameler, 250.000 Stykker Småkvæg,
+      2.000 Æsler og 100.000 Mennesker som Bytte.
+ 22.  Der skete nemlig et stort Mandefald, thi Gud havde villet
+      Krigen; og de boede nu i Landet i deres Sted lige til
+      Landflygtigheden.
+
+ 23.  Manasses halve Stammes Sønner boede i Landet fra Basan til
+      Ba'al-Hermon, Senir og Hermonbjerget; de var talrige.
+ 24.  Overhovederne for deres Fædrenehuse var følgende: Efer, Jisj'i,
+      Eliel, Azriel, Jirmeja, Hodavja og Jadiel, dygtige Krigere og
+      navnkundige Mænd, Overhoveder for deres Fædrenehuse.
+ 25.  Men de var deres Fædres Gud utro og bolede med de Guder, der
+      dyrkedes af Landets Folkeslag, som Gud havde udryddet foran dem.
+ 26.  Da æggede Israels Gud Assyrerkongerne Puls og Tillegat-Pilnesers
+      Sind, så han slæbte dem bort, Rubeniterne, Gaditerne og Manasses
+      halve Stamme, og bragte dem til Hala, Habor, Hara og
+      Gozan-floden, hvor de er den Dag i Dag.
+
+Første Krønikebog 6
+
+  1.  Levis Sønner: Gerson, Kehat og Merari.
+  2.  Kehats Sønner: Amram, Jizhar, Hebron og Uzziel.
+  3.  Amrams Børn: Aron, Moses og Mirjam. Arons Sønner: Nadab, Abihu,
+      Eleazar og Itamar.
+  4.  Eleazar avlede Pinehas; Pinehas avlede Abisjua;
+  5.  Abisjua avlede Bukki; Bukki avlede Uzzi;
+  6.  Uzzi avlede Zeraja; Zeraja avlede Merajot;
+  7.  Merajot avlede Amarja; Amarja avlede Ahitub;
+  8.  Ahitub avlede Zadok; Zadok avlede Ahima'az;
+  9.  Ahima'az avlede Azarja; Azarja avlede Johanan;
+ 10.  Johanan avlede Azarja, der var Præst i det Tempel, Salomo
+      byggede i Jerusalem;
+ 11.  Azarja avlede Amarja; Amarja avlede Ahitub;
+ 12.  Ahitub avlede Zadok; Zadokavlede Sjallum;
+ 13.  Sjallum avlede Hilkija; Hilkija avlede Azarja;
+ 14.  Azarja avlede Seraja; Seraja avlede Jozadak,
+ 15.  Men Jozadak drog med, da HERREN lod Juda og Jerusalem føre i
+      Landflygtighed af Nebukadnezar.
+
+ 16.  Levis ønner: Gerson, Kehat og Me'rari.
+ 17.  Navnene på Gersons Sønner var følgende: Libni og Sjim'i.
+ 18.  Kehats Sønner: Amram, Jizhar, Hebron og Uzziel.
+ 19.  Meraris Sønner: Mali og Nusji. Det er Leviternes Slægter efter
+      deres Fædrenehuse.
+ 20.  Fra Gerson nedstammede: Hans Søn Libni, hans Søn Jahat, hans Søn
+      Zimma,
+ 21.  hans Søn Joa, hans Søn Iddo, hans Søn Zera og hans Søn Jeateraj.
+ 22.  Kehats Sønner: Hans Søn Amminadab, hans Søn Kora, hans Søn
+      Assir,
+ 23.  hans Søn Elkana, hans Søn Ebjasaf, hans Søn Assir,
+ 24.  hans Søn Tahat, hans Søn Uriel, hans Søn Uzzija og hans Søn
+      Sja'ul.
+ 25.  Elkanas Sønner: Amasaj og Ahimot,
+ 26.  hans Søn Elkana, hans Søn Zofaj, hans Søn Tohu,
+ 27.  hans Søn Eliab, hans Søn Jeroham,hans SønElkana oghans Søn
+      Samuel.
+ 28.  Samoels Sønner: Joel, den førstefødte, og den anden Abija.
+ 29.  Meraris Sønner: Mali, hans Søn Libni, hans Søn Sjim'i, hans Søn
+      Uzza,
+ 30.  hans Søn Sjim'a, hans Søn Haggija og hans Søn Asaja.
+
+ 31.  Følgende er de, hem David overdrog Sangen i HERRENs Hus, efter
+      at Arken havde fået et Hvilested,
+ 32.  ogsom gjorde Tjeneste foran Åbenbaringsteltets Bolig som
+      Sangere, indtil Salomo byggede HERRENs Hus i Jerusalem; de
+      udførte deres Tjeneste efter de Forskrifter, der var dem givet.
+ 33.  De, som udførfe denne Tjeneste, og deres Sønner var følgende: Af
+      Hehatiterne Sangeren Heman, en Søn af Joel, en Søn af Samuel,
+ 34.  en Søn af Elkana, en Søn af Jeroham, en Søn af Eliel, en Søn af
+      Toa,
+ 35.  en Søn af Zuf, en Søn af Elkana, en Søn af Mahat, en Søn af
+      Amasaj,
+ 36.  en Søn af Elkaoa, en Søn af Joel, en Søn af Azarja, en Søn af
+      Zefanja,
+ 37.  en Søn af Tahat, en Søn af Assir, en Søn af Ebjasaf, en Søn af
+      Hora,
+ 38.  en Søn af Jizhar, en Søn af Kehat, en Søn af Levi, en Søn af
+      Israel.
+ 39.  Hans Broder Asaf, der havde Plads til højre for ham: Asaf, en
+      Søn af Berekja, en Søn af Sjim'a,
+ 40.  en Søn af Mikael, en Søn af Ba'aseja, en Søn af Malkija,
+ 41.  en Søn af Etni, en Søn af Zera, en Søn af Adaja,
+ 42.  en Søn af Etan, en Søn af Zimma, en Søn af Sjim'i,
+ 43.  en Søn af Jahat, en Søn af Gerson, en Søn af Levi.
+ 44.  Deres Brødre, Meraris Sønner, der havde Plads til venstre: Etan,
+      en, Søn af Kisji en Søn af Abdi, en af Malluk,
+ 45.  en Søn af Hasjabja, en Søn af Amazja, en Søn af Hilkija,
+ 46.  en Søn af Amzi, en Søn af Bani, en Søn af Sjemer,
+ 47.  en Søn af Mali en Søn af Musji, en Søn af Merari, en Søn af
+      Levi.
+
+ 48.  Deres Brød Leviterne var pligtige at gøre alt Arbejdet ved Guds
+      Hus's Bolig;
+ 49.  men Aron og hans Sønner ofrede Røgofre på Brændofferalteret og
+      Røgofferalteret, de udførte alt Arbejde i det Allerhelligste og
+      skaffede Israel Soning, ganske som Guds Tjener Moses havde
+      påbudt.
+ 50.  Arons Sønner var følgende: Hans Søn Eleazar, hans Søn Pinehas,
+      hans Søn Abisjua,
+ 51.  hans Søn Bukki, hans Søn Uzzi, hans Søn Zeraja,
+ 52.  hans Søn Merajot, hans Søn Amarja, hans Søn Ahitub, 53; hans Søn
+      Zadok og hans Søn Ahima'az.
+
+ 54.  Deres Boliger, deres Teltlejre i deres Område var følgende:
+      Arons Sønner af Kehatiternes Slægt - thi, for dem faldt Loddet
+      først
+ 55.  gav man Hebron i Judas Land med tilhørende Græsmarker;
+ 56.  men Byens Landområde og Landsbyer gav, man Haleb, Jefunnes Søn.
+ 57.  Arons Sønner gav, man Tilflugtsbyen Hebron, Libna.. med
+      Græsmarker.  Jattir, Esjtemoa, med Græsmarker,
+ 58.  Hilen med Græsmarker, Debir med Græsmarker,
+ 59.  Asjan med Græsmarker, Jutta med Græsmarker og Bet-Sjemesj med
+      Græsmarker:
+ 60.  Af Benjamins Stamme: Gibeon med Græsmarker, Geba med Græsmarker,
+      Alemet med Græsmarker og Anatot med Græsmarker. I alt tretten
+      Byer med Græsmarker.
+
+ 61.  Kehats øvrige Sønner tilfaldt efter deres Slægter ved
+      Lodkastning ti Byer af Efraims og Dans Stammer og Manasses halve
+      Stamme.
+ 62.  Gersons Sønner tilfaldt efter deres Slægter tretten Byer af
+      Issakars, Asers og Naftalis Stammer og Manasses halve Stamme i
+      Basan.
+ 63.  Meraris Sønner tilfaldt efter deres Slægter ved Lodkastning tolv
+      Byer af Rubens, Gads og Zebulons Stammer.
+
+ 64.  Så gav Israeliterne Leviterne Byerne med Græsmarker.
+
+ 65.  De gav dem ved Lodkastning af Judæernes, Simeoniternes og
+      Benjaminiternes Stammer de ovenfor nævnte Byer.
+
+ 66.  Kehatiternes Slægter fik de dem ved Lodkastning tildelte Byer af
+      Efraims Stamme;
+ 67.  man gav dem Tilflugtsbyen Sikem med Græsmarker i Efraims Bjerge,
+      Gezer med Græsmarker,
+ 68.  Jokmeam med Græsmarker. Bet-Horon med Græsmarker,
+ 69.  Ajjalon med Græsmarker og Gat: Rimmon med Græsmarker;
+ 70.  af Manasses halve Stamme Aner med Græsmarker og Jibleam med
+      Græsmarker; det tilfaldt de øvrige Hehatiters Slægter.
+
+ 71.  Gersoniterne efter deres Slægter tilfaldt af den anden Halvdel
+      af Manasses Stamme Golan i Basan med Græsmarker og Asjtarot med
+      Græsmarker;
+ 72.  af Issakars Stamme Kedesj med Græsmarker, Dobrat med Græsmarker,
+ 73.  Jarmut med Græsmarker og En-Gannim med Græsmarker;
+ 74.  af Asers Stamme Masjal med Græsmarker, Abdon med Græsmarker,
+ 75.  Hukok med Græsmarker og Rehob med Græsmarker;
+ 76.  af Naftalis Stamme Bedesj i Galilæa med Græsmarker, Hammot med
+      Græsmarker og Kirjatajim med Græsmarker.
+
+ 77.  De øvrige Leviter, Merariterne, tilfaldt af Zebulons Stamme
+      Rimmon med Græsmarker og Tabor med Græsmarker;
+ 78.  og hinsides Jordan over for Jeriko, østen for Jordan, af Rubens
+      Stamme Bezer i Ørkenen med Græsmarker, Jaza med Græsmarker,
+ 79.  Kedemot med Græsmarker og Mefa'at med Græsmarker;
+ 80.  af Gads Stamme Ramot i Gilead med Græsmarker, Mahanajim med
+      Græsmarker,
+ 81.  Hesjbon med Græsmarker og Ja'zer med Græsmarker.
+
+Første Krønikebog 7
+
+  1.  Issakas Sønner var: Tola, Pua, Jasjub og Sjimron, fire.
+  2.  Tolas Sønner: Uzzi, Refaja, Jeriel, Jamaj, Jibsam og Sjemuel,
+      Overhoveder for Tolas Fædrenehuse, dygtige Krigere. Efter deres
+      Slægtebøger udgjorde deres Tal på Davids Tid 22600.
+  3.  Uzzis Sønner: Jizraja, Jizrajas Sønner Mikael, Obadja, Joel og
+      Jissjija, fem, alle sammen Overhoveder.
+  4.  Til dem hørte efter deres Slægtebøger, efter deres Fædrenehuse,
+      krigsrustede Skarer, 36000; de havde nemlig mange kvinder og
+      Børn.
+  5.  Deres Brødre, alle Issakars Slægter, var dygtige Krigere; de,
+      som var indført i deres Slægtebog, udgjorde i alt 87 000.
+
+  6.  Benjamins Sønner: Bela, Beker og Jediael, tre.
+  7.  Belas Sønner: Ezbon, Uzzi, Uzziel Jerimot og Iri, fem,
+      Overhoveder for Fædrenehuse, dygtige Krigere; de, som var
+      indført i deres Slægtebog, udgjorde 22034.
+  8.  Bekers Sønner: Zemira, Joasj, Eliezer, Eljoenaj, Omri, Jeremot,
+      Abija, Anatot og Alemet; alle disse var Bekers Sønner;
+  9.  de, som var indført i deres Slægtebog efter deres Slægter,
+      Overhovederne for Fædrenehusene, dygtige Krigere, udgjorde 20
+      200.
+ 10.  Jediaels Sønner: Bilhan; Bilhans Sønner: Je'usj, Binjamin, Ehud,
+      Kena'ana, Zetan, Tarsjisj og Ahisjahar;
+ 11.  alle disse var Jediaels Sønner, Overhoveder for deres
+      Fædrenehuse, dygtige Krigere, 17200 øvede Krigere.
+ 12.  Og Sjuppim og Huppim var Irs Sønner, og Husjim var Ahers Sønner
+
+ 13.  Naftalis Sønner var: Jabaziel, Guni, Jezer og Sjallum. Bilhas
+      Sønner:.
+
+ 14.  Manasses Sønner, som hans aramaiske Medhustru fødte: Hun fødte
+      Makir, Gileads Fader.
+ 15.  Gilead ægtede en Kvinde ved Navn Ma'aka; hans Søster hed
+      Hammoleket, og hans Broder hed Zelobad; Zelofbad havde kun
+      Døtre.
+ 16.  Gileads Hustru Ma'aka fødte en Søn, som hun kaldte Peresj,
+      medens hans Broder hed Sjeresj; hans Sønnervar Ulam og Rekem.
+ 17.  Ulams Sønner: Bedan. Det var Sønner af Gilead, en Søn af Makir,
+      en Søn af Manasse.
+ 18.  Hans Søster Hammoleket fødte Isjhod, Abiezer og Mala.
+ 19.  Sjemidas Sønner: Ajan, Sjekm, Likhi og Ani'am.
+
+ 20.  Efraims Sønner: Sjutela hans Søn Bered, hans Søn Tahat, hans Søn
+      El'ada, hans Sønahat,
+ 21.  hans Søn Zabad, hans Søn Sjutela - og Ezer og El'ad. Dem dræbte
+      Mændene fra Gat, de indfødfe i Landet, fordi de var draget ned
+      for at tage deres Hjorde.
+ 22.  Deres Fader Efraim sørgede i lang Tid over dem, og hans Brødre
+      kom for at trøste ham.
+ 23.  Så gik han ind til sin Hustru, og hun blev frugtsommelig og
+      fødte en Søn, som han kaldte Beri'a, fordi hans Hus var i
+      Ulykke, da det skete.
+ 24.  Hans Datter var Sje'era, som byggede Nedre- og Øvre-Bet-Horon og
+      Uzzen-Sje'era.
+ 25.  Hans Søn var Refa, hans Søn Resjef, hans Søn Tela, hans Søn
+      Tahan,
+ 26.  hans Søn Ladan, hans Søn Ammihud, hans Søn Elisjama,
+ 27.  hans Søn Nun, hans Søn Josua.
+ 28.  Deres Besiddelser og Boliger var Betel med Småbyer, mod Øst
+      Na'aran, mod Vest Gezer med Småbyer, fremdeles Sikem med Småbyer
+      indtil Ajja med Småbyer;
+ 29.  langs Manassiternes Grænse Bet-Sjean med Småbyer, Ta'anak med
+      Småbyer, Megiddo med Småbyer og Dor med Småbyer. I dem boede
+      Israels Søn Josefs Sønner.
+
+ 30.  A Sønner: Jimna, Jisjva, Jisjvi og Beri'a og deres Søster Sera.
+ 31.  Beri'as Sønner: Heber og Malkiel, som var Birzajits Fader.
+ 32.  Heber avlede Jaflet, Sjomer, Hotam og deres Søster Sjua.
+ 33.  Jaflets Sønner: Pasak, Bimhal og Asjvat; det var Jaflets Sønner.
+ 34.  Sjemers Sønner: Ahi, Roga, Hubba og Aram.
+ 35.  Hans Broder Hotams Sønner: Zofa, Jimna, Sjelesj og Amal.
+ 36.  Zofas Sønner: Sua, Harnefer, Sjual, Beri, Jimra,
+ 37.  Bezer, Hod, Sjamma, Sjilsja, Jitran og Be'era.
+ 38.  Jeters Sønner: Jefunne, Pispa og Ara.
+ 39.  Ullas Sønner: Ara, Hanniel og Rizja.
+ 40.  Alle disse var Asers Sønner. Overhoveder for Fædrenehusene,
+      udsøgte dygtige Krigere, Overhoveder for Øversterne. De, der var
+      indført i Slægtebogen som brugelige til Krigstjeneste, talte
+      26000.
+
+Første Krønikebog 8
+
+  1.  Benjamin avlede Bela, den førstfødte, Asjbel den anden, Ahiram
+      den tredje,
+  2.  Noha den fjerde og Rafa den femte.
+  3.  Bela havde Sønner: Ard, Gera, Ehuds Fader,
+  4.  Abisjua, Na'aman, Ahoa,
+  5.  Gera, Sjefufan og Hufam.
+
+  6.  Ehuds Sønner var følgende de var Overhoveder for Fædrenehusene
+      blandt Gebas Indbyggere, men førtes bort til Manahat,
+  7.  da Na'aman, Ahija og Gerå førte dem bort -: Han avlede Uzza og
+      Ahihud.
+  8.  Sjaharajim avlede på Moabs Slette - efter at han havde sendt
+      sine Hustruer Husjim og Ba'ara bort
+  9.  han avlede med sin Hustru Hodesj: Jobab, Zibja, Mesja, Malkam,
+ 10.  Je'uz, Sakeja og Mirma; det var hans Sønner, Overhoveder for
+      Fædrenehuse;
+ 11.  og med Husjim avlede han Abitub og Elpa'al.
+ 12.  Elpa'als Sønner: Eber, Misj'am og Sjemer, som byggede Ono og Lod
+      med Småbyer.
+
+ 13.  Beri'a og Sjema var Overhoveder for Fædrenehusene blandt
+      Indbyggerne i Ajjalon; det var dem, der slog Indbyggerne i Gat
+      på Flugt.
+ 14.  Deres Brødre var Elpa'al Sjasjak og Jeremot.
+ 15.  Og Zebadja, Arad, Eder,
+ 16.  Mikael, Jisjpa og Joha var Beri'as Sønner.
+ 17.  Zebadja, Mesjullam' Hizki, Heber,
+ 18.  Jisjmeraj, Jizli'a og Jobab var Elpa'als Sønner.
+ 19.  Jakim, Zikri, Zabdi,
+ 20.  Eljoenaj, Zilletaj, Eliel,
+ 21.  Adaja, Beraja og Sjimrat var Sjim'is Sønner.
+ 22.  Jisjpan, Eber, Eliel,
+ 23.  Abdon, Zikri, Hanan,
+ 24.  Hananja, Elam, Antotija,
+ 25.  Jifdeja og Penuel var Sjasjaks Sønner.
+ 26.  Sjamsjeraj, Sjeharja, Atalja,
+ 27.  Ja'aresjja, Elija og Zikri var Jerohatns Sønner.
+ 28.  Disse var Overhoveder for Fædrenehuse, Overhoveder efter deres
+      Slægter; de boede i Jerusalem.
+
+ 29.  I Gibeon boede Je'uel, Gibeons Fader, hvis Hustru hed Ma'aka;
+ 30.  hans førstefødte Søn var Abdon, dernæst Zur, Kisj, Ba'al, Ner,
+      Nadab,
+ 31.  Gedor, Ajo, Zeker og Miklot.
+ 32.  Miklot avlede Sjim'a. Også disse boede over for deres Brødre
+      sammen med deres Brødre i Jerusalem.
+ 33.  Ner avlede Kisj. Kisj avlede Saul. Saul avlede Jonatan,
+      Malkisjua, Abinadab og Esjba'al.
+ 34.  Jonatans Søn var Meribba'al. Meribba'al avlede Mika.
+ 35.  Mikas Sønner: Piton, Melek, Ta'rea og Ahaz.
+ 36.  Ahaz avlede Jehoadda. Jehoadda avlede Alemet, Azmavet og
+      Zimri. Zimri avlede Moza.
+ 37.  Moza avlede Bin'a, hans Søn var Rafa hans Søn El'asa, hans Søn
+      Azel.
+ 38.  Azel havde seks Sønner, hvis Navne var Azrikam, Bokeru,
+      Jisjmael, Sjearja, Obadja og Hanan; alle disse var Azels Sønner.
+ 39.  Hans Broder Esjeks Sønner: Ulam, den førstefødte, Je'usj den
+      anden og Elifelet den tredje.
+ 40.  Ulams Sønner var dygtige Krigere, der spændte Bue og havde mange
+      Sønner og Sønnesønner. Alle disse var Benjamins Sønner.
+
+Første Krønikebog 9
+
+  1.  Alle Isreaeliter blev indført i Slægtebøger og findes optegnede
+      i Israels Kongers Bog. Men Juda blev ført i Landflygtighed til
+      Babel for sin Utroskabs Skyld.
+  2.  De tidligere Indbyggere, som levede på deres Ejendom i deres
+      Byer: Israel, Præsterne, Leviterne og Tempeltrællene.
+  3.  I Jerusalem boede af Judæere, Benjaminiter, Efraimiter og
+      Manassiter følgende.
+  4.  Af Judæerne: Utaj, en Søn af Ammihud, en Søn af Omri, en Søn af
+      Imri, en Søn af Bani, en af Judas Søn Perez's Sønner.
+  5.  Af Sjelaniterne: Den førstefødte Asaja og hans Sønner.
+  6.  Af Zeraiterne: Je'uel og deres Brødre, 690.
+  7.  Af Benjaminiterne: Sallu, en Søn af Mesjullam, en Søn af
+      Hodavja, en Søn af Hassenua;
+  8.  Jibneja, en Søn af Jeroham; Ela, en Søn af Mikris Søn Uzzi;
+      Mesjullam, en Søn af Sjefatja, en Søn af Re'uel, en Søn af
+      Jibneja;
+  9.  desuden deres Brødre efter deres Slægter, 956. Alle disse Mænd
+      var Overhoveder for deres Fædrenehuse.
+
+ 10.  Af Præsterne: Jedaja, Jojarib, Jakin,
+ 11.  Azarja, en Søn af Hilkija, en Søn af Mesjullam, en Søn af Zadok,
+      en Søn af Merajot, en Søn af Ahitub, Øversten over Guds Hus;
+ 12.  Adaja, en Søn af Jeroham, en Søn af Pasjhur, en Søn af Malkija;
+      Masaj, en Søn af Adiel, en Søn at Jazera, en Søn af Mesjullam,
+      en Søn af Mesjillemit, en Søn af Immer;
+ 13.  desuden deres Brødre, Overhovederne for deres Fædrenehuse, 1760,
+      dygtige Mænd til Tjenesten i Guds Hus.
+
+ 14.  Af Leviterne: Sjemaja, en Søn af Hassjub, en Søn at Azrikam, en
+      Søn af Hasjabja af Merariterne,
+ 15.  Bakbakkar, Heresj, Galal, Mattanja en Søn af Mika, en Søn af
+      Zikri, en Søn af Asaf,
+ 16.  Obadja, en Søn af Sjemaja, en Søn af Galal, en Søn af Jedutun,
+      og Berekja, en Søn af Asa, en Søn af Elkana, som boede i
+      Netofatiternes Landsbyer.
+ 17.  Dørvogterne: Sjallum, Akkub, Talmon og Ahiman og deres Brødre;
+      Sjallum var Overhovedet
+ 18.  og har endnu sin Plads ved Kongeporten mod Øst. Det var
+      Dørvogterne i Leviternes Lejre.
+ 19.  Sjallum, en Søn af Kore, en Søn af Ebjasaf, en Søn af Hora, og
+      hans Brødre af hans Fædrenehus, Koraiterne, havde Vagttjenesten
+      ved Teltets Tærskler; deres Fædre havde nemlig holdt Vagt ved
+      Indgangen til HERRENs Lejr;
+ 20.  Pinehas, Eleazars Søn - HERREN være med ham! - var fordum deres
+      Øverste;
+ 21.  Mesjelemjas Søn Zekarja var Dørvogter ved Indgangen til
+      Åbenbaringsteltet.
+ 22.  Tilsammen udgjorde de, der var udvalgt til at holde Vagt ved
+      Tærsklerne, 212. De indførtes i de res Slægtebøger i deres
+      Landsbyer. David og Seeren Samuel indsatte dem i deres Embede;
+ 23.  de og deres Sønner holdt Vagt ved Portene til HERRENs Hus,
+      Teltboligen.
+ 24.  Dørvogterne stod mod alle fire Verdenshjørner, mod Øst, Vest,
+      Nord og Syd,
+ 25.  og deres Brødre i deres Landsbyer skulde fra Tid til anden, syv
+      Dage ad Gangen, møde for at stå dem bi;
+ 26.  thi hine fire Øverster for Dørvogterne gjorde stadig
+      Tjeneste. Det var Leviferne. Fremdeles havde de Tilsyn med
+      Kamrene og Forrådsrummene i Guds Hus,
+ 27.  og de overnattede rundt omkring Guds Hus, thi de havde det Hverv
+      at holde Vagt, og de skulde lukke op hver Morgen.
+ 28.  Nogle af dem havde Tilsyn med de til Tjenesten hørende Ting og
+      talte dem, både når de gemte dem hen, og når de tog dem frem.
+ 29.  Andre var sat til at føre Tilsyn med Tingene, alle de hellige
+      Ting, og med Hvedemelet, Vinen, Olien, Røgelsen og de
+      vellugtende Stoffer.
+ 30.  Nogle af Præsternes Sønner lavede Salven af de vellugtende
+      Stoffer.
+ 31.  En af Leviterne, Mattitja, Koraiten Sjallums førstefødte
+      Søn. havde det Hverv at tillave Bagværket.
+ 32.  Nogle af deres Brødre Kehatiterne havde Tilsyn med Skuebrødene
+      og skulde lægge dem til Rette hver Sabbat.
+
+ 33.  Det var Sangerne, Overhovederne for Leviternes Fædrenehuse. De
+      opholdt sig i Kamrene, fri for anden Gerning, da de havde
+      Tjeneste Dag og Nat.
+
+ 34.  Det var Overhovederne for Leviternes Fædrenehuse, Overhoveder
+      efter deres Slægter. De boede i Jerusalem.
+
+ 35.  I Gibeon boede Je'uel, Gibeons Fader, hvis Hustru hed Ma'aka;
+ 36.  hans førstefødfe Søn var Abdon, dernæst Zur, Kisj, Ba'al, Ner,
+      Nadab,
+ 37.  Gedor, Ajo, Zekarja og Miklot.
+ 38.  Miklot avlede Sjim'am. Også de boede over for deres Brødre
+      sammen med deres Brødre i Jerusalem.
+ 39.  Ner avlede Kisj. Kisj avlede Saul. Saul avlede Jonatan,
+      Malkisjua, Abinadab og Esjba'al.
+ 40.  Jonatans Søn var Meribba'al. Meribba'al avlede Mika.
+ 41.  Mikas Sønner: Piton, Melek, Ta'rea og Ahaz.
+ 42.  Ahaz avlede Jehoadda. Jehoadda avlede Alemet, Azmavet og
+      Zimri. Zimri avlede Moza.
+ 43.  Moza avlede Bin'a, hans Søn var Refaja, hans Søn El'asa, hans
+      Søn Azel.
+ 44.  Azel havde seks Sønner, hvis Navne var Azrikam, Bokeru,
+      Jisjmael, Sjearja, Obadja og Hanan; det var Azels Sønner.
+
+Første Krønikebog 10
+
+  1.  Filisterne angreb Israel; og Israeals Mænd flygtede for
+      Filisterne, og de faldne lå rundt om på Gilboas Bjerg.
+  2.  Og Filisterne forfulgte Saul og hans Sønner og dræbte Sauls
+      Sønner, Jonatan, Abinadab og Malkisjua.
+  3.  Kampen rasede om Saul, og han blev opdaget af Bueskytterne og
+      grebes af stor Angst for dem.
+  4.  Da sagde Saul til sin Våbendrager: "Drag dit Sværd og gennembor
+      mig, for at ikke disse uomskårne skal komme og mishandle mig!"
+      Men Våbendrageren vilde ikke, thi han gøs tilbage derfor. Da tog
+      Saul Sværdet og styrtede sig i det,
+  5.  og da Våbendrageren så, at Saul var død, styrtede også han sig i
+      sit Sværd og døde.
+  6.  Således fulgtes Saul, hans tre Sønner og hele hans Slægt i
+      Døden.
+  7.  Men da alle Israeliteme i Dalen så, at Israels Mænd var flygtet,
+      og at Saul og hans Sønner var faldet, forlod de deres Byer og
+      flygtede, hvorpå Filisterne kom og besatte dem.
+
+  8.  Da Filisterne Dagen efter kom for at plyndre de faldne, fandt de
+      Saul og hans Sønner liggende på Gilboas Bjerg.
+  9.  De plyndrede ham da og tog hans hoved og Våben med sig og sendte
+      Bud rundt iilisternes Land for at bringe deres Afguder og Folket
+      Glædesbudet.
+ 10.  Våbnene lagde dei deres Guds Hus, men Hovedskallen hængte de op
+      i Dagons Hus.
+ 11.  Men da alle de, som boede i Gilead, hørte alt, hvad Filisterne
+      havde gjort ved Saul,
+ 12.  brød alle våbenføre Mænd op, og de tog Sauls og hans Sønners Lig
+      ned, bragte dem med til Jabesj og jordede deres Ben under
+      Terebinten i Jabesj og fastede syv Dage.
+
+ 13.  Således døde Saul for den Utroskabs Skyld, han havde vist
+      HERREN, fordi han ikke havde givet Agt på HERRENs Ord, også
+      fordi han havde adspurgt en Ånd for at få et Råd
+ 14.  og ikke søgt; Råd hos HERREN. Derfor lod han ham dø, og
+      Kongemagten lod han gå over til David, Isajs Søn.
+
+Første Krønikebog 11
+
+  1.  Derpå samlede hele Israel sig hos David i Hebron og sagde: "Vi
+      er jo dit Kød og Blod!"
+  2.  Allerede før i Tiden, medens Saul var Konge, var det dig, som
+      førte Israel ud i Kamp og hjem igen; og HERREN din Gud sagde til
+      dig: Du skal vogte mit Folk Israel og være Hersker over mit Folk
+      Israel!"
+  3.  Og alle Israels Ældste kom til Kongen i Hebron, og David
+      sluttede i Hebron Pagt med dem for HERRRNs Åsyn, og de salvede
+      David til Konge over Israel efter HERRENs Ord ved Samuel.
+
+  4.  Derpå drog David med hele Israel til Jerusalem, det er Jebus;
+      der boede Jebusiterne, Landets oprindelige Indbyggere;
+  5.  og Indbyggerne i Jebus sagde til David: "Her kan du ikke trænge
+      ind!" Men David indtog Klippeborgen Zion, det er Davidsbyen.
+  6.  Og David sagde: "Den, der først slår en Jebusit, skal være
+      Øverste og Hærfører!" Og da Joab, Zentjas Søn, var den første,
+      der steg derop, blev han Øverste.
+  7.  Så tog David Bolig i Klippeborgen, hvorfor man kaldte den
+      Davidsbyen;
+  8.  og han befæstede Byen hele Vejen rundt fra Millo af; Resten af
+      Byen genopførte Joab.
+  9.  Og David blev mægtigere og mægtigere; Hærskarers HERRE var med
+      ham.
+
+ 10.  Følgende var de ypperste at Davids Helte, som sammen med hele
+      Israel kraftig stod ham bi med at nå Kongedømmet, så de fik ham
+      valgt til Konge efter HERRENs Ord til Israel.
+ 11.  Navnene på Davids Helte var følgende: Isjba'al, Hakmonis Søn,
+      Anføreren for de tre; det var ham, som engang svang sit Spyd
+      over 300 faldne på een Gang.
+ 12.  Blandt de tre Helte kom efter ham Ahohiten El'azar, Dodos Søn;
+ 13.  han var med David ved PasDammim, dengang Filisterne samlede sig
+      der til Kamp. Marken var fuld af Byg, og Folkene flygtedefor
+      Filisterne;
+ 14.  men han stillede sig op midt på Marken og holdt den og huggede
+      Filisterne ned; og HERREN gav dem en stor Sejr.
+
+ 15.  Engang drog tre af de tredive ned til David på Klippen, til
+      Adullams Hule, medens Filisternes Hær var lejret i Refaimdalen.
+ 16.  David var dengang i Hlippeborgen, medens Filisternes Foged var i
+      Betlehem.
+ 17.  Så vågnede Lysten hos David, og han sagde: "Hvem skaffer mig en
+      Drik Vand fra Cisternen ved Betlehems Port?"
+ 18.  Da banede de tre Helte sig Vej gennem Filisternes Lejr, øste
+      Vand af Cisternen ved Betlehems Port og bragte David det. Han
+      vilde dog ikke drikke det, men udgød det for HERREN
+ 19.  med de Ord: "Gud vogte mig for at gøre det! Skulde jeg drikke de
+      Mænds blod, som har vovet deres Liv? Thi med Fare for deres Liv
+      har de hentet det!"  Og han vilde ikke drikke det. Den Dåd
+      udførte de tre Helte.
+
+ 20.  Abisjaj, Joabs Broder, var Anfører for de tredive. Han svang sit
+      Spyd over de faldne, og han var navnkundig blandt de tredive;
+ 21.  iblandt de tredive var han højt æret, og han var deres Anfører;
+      men de tre nåede han ikke.
+
+ 22.  Benaja, Jojadas Søn, var en tapper Mand fra Kabze'el, der havde
+      udført store Heltegeminger; han fældede de to Arielsønner fra
+      Moab; og han steg ned og fældede en Løve i en Cisterne, en Dag
+      den var faldet Sne.
+ 23.  Ligeledes fældede han Ægypteren, en kæmpestor Mand, fem Alen
+      høj. Ægypteren havde et Spyd som en Væverbom i Hånden, men han
+      gik ned imod ham med en Stok, vristede Spydet ud af Hånden på
+      ham og dræbte ham med hans eget Spyd.
+ 24.  Disse Heltegerninger udførte Benaja, Jojadas Søn, og han var
+      navnkundig iblandt de tredive Helte;
+ 25.  iblandt de tredive var han højt æret, men de tre nåede han
+      ikke. David satte ham over sin Livvagt.
+
+ 26.  De tapre Helte var: Asa'el, Joabs Broder; Elhanan, Dodos Søn,
+      fra Betlehem;
+ 27.  Haroriten Sjammot; Peloniten Helez;
+ 28.  Ira, Ikkesj's Søn, fra Tekoa; Abiezer fra Anatot;
+ 29.  Husjatiten Sibbekaj; Ahohiten Ilaj;
+ 30.  Maharaj fra Netofa; Heled, Ba'anas Søn, fra Netofa;
+ 31.  Itaj, Ribajs Søn, fra det benjaminitiske Gibea; Benaja fra
+      Pir'aton;
+ 32.  Huraj fra Nahale-Ga'asj; Abiel fra Araba;
+ 33.  Azmavet fra Bahurim.; Sja'alboniten Eljaba;
+ 34.  Guniten Jasjen; Harariten Jonatan, Sjammas, Søn;
+ 35.  Harariten Ahi'am, Sakars Søn; Elifal, Urs Søn;
+ 36.  Mekeratiten Hefer; Peloniten Ahija;
+ 37.  Hezro fra Karmel; Na'araj, Ezbajs Søn;
+ 38.  Joel, Natans Broder; Mibhar, Hagritens Søn;
+ 39.  Ammoniten Zelek; Naharaj fra Berot, der var Joabs, Zerujas Søns,
+      Våbendrager;
+ 40.  Ira fra Jattir; Gareb fra Jattir;
+ 41.  Hetiten Urias; Zabad, Alajs Søn;
+ 42.  Rubeniten Adina, Sjizas Søn, et af Rubeniternes Overhoveder over
+      tredive;
+ 43.  Hanan, Ma'akas Søn; Mitniten Josjafat;
+ 44.  Uzzija fra Asjtarot; Sjama og Je'uel, Aroeriten Hotams Sønner;
+ 45.  Jediael, Sjimris Søn, og hans Broder Tiziten Joha;
+ 46.  Mahaviten Eliel; Jeribaj og Josjavja, Elna'ams Sønner; Moabiten
+      Jitma;
+ 47.  Eliel, Obed og Ja'asiel fra Zoba.
+
+Første Krønikebog 12
+
+  1.  Følgende er de, der kom til David i Ziklag, medens han måtte
+      holde sig skjult for Saul, Kisj's Søn. De hørte til Heltene, som
+      hjalp til i Kampen;
+  2.  de var væbnet med Bue og øvet i Stenkast og Pileskydning både
+      med højre og venstre Hånd; de hørte til Sauls Brødre,
+      Benjaminiterne.
+  3.  Deres Overhoved var Ahiezer; dernæst Joasj, Sjema'as Søn, fra
+      Gibea, Jeziel og Pelet, Azmavets Sønner, Beraka, Jehu fra
+      Anatot,
+  4.  Jisjmaja fra Gibeon, en Helt blandt de tredive og Høvedsmand
+      over de tredive, Jirme'ja, Jahaziel, Johanan, Jozabad fra
+      Gedera,
+  5.  El'uzaj, Jerimot, Bealja, Sjemarja, Sjefatja fra Harif,
+  6.  Elkana, Jissjija, Azar'el, Jo'ezer og Jasjobam, Koraiterne,
+  7.  Joela og Zebadja, Sønner af Jeroham fra Gedor.
+
+  8.  Af Gaditerne slutfede nogle sig dygtige Krigere, øvede
+      Krigsmænd, væbnet med Skjold og Spyd; de var som Løver at se på
+      og rappe som Gazellerne på Bjergene.
+  9.  Deres Overhoved var Ezer, Obadja den anden, Eliab den tredje,
+ 10.  Masjmanna den fjerde, Jirmeja den femte,
+ 11.  Attaj den sjette, Eliel den syvende,
+ 12.  Johanan den ottende, Elzabad den niende,
+ 13.  Jirmeja den tiende, Makbannaj den ellevte.
+ 14.  De var Anførere blandt Gaditerne; den mindste af dem tog det op
+      med hundrede, den største med tusind.
+ 15.  Det var dem, der gik over Jordan i den første Måned, engang den
+      overalt var gået over sine Bredder, og slog alle Dalboerne på
+      Flugt både mod Øst og Vest.
+
+ 16.  Engang kom nogle Benjaminiter og Judæere til David i
+      Klippeborgen;
+ 17.  David gik ud til dem, tog til Orde og sagde: "Hvis I kommer til
+      mig i fredelig Hensigt, for at hjælpe mig, er jeg af Hjertet
+      rede til at gøre fælles Sag med eder; men er det for at forråde
+      mig til mine Fjender, skønt der ikke er Uret i mine Hænder, da
+      se vore Fædres Gud til og straffe det!"
+ 18.  Så iførte Ånden sig Amasaj, de tredives Anfører, og han sagde:
+      "For dig, David, og med dig, Isajs Søn!  Fred, Fred være med
+      dig, og Fred med dine Hjælpere, thi dig hjælper din Gud!" Da tog
+      David imod dem og satte dem i Spidsen for Krigerskaren.
+
+ 19.  Af Manasse gik nogle over til David. Det var, dengang han sammen
+      med Filisterne drog i Kamp mod Saul, uden at han dog blev dem
+      til Hjælp, fordi Filisternes Fyrster efter at have holdt
+      Rådslagning sendte ham bort, idet de sagde: "Det koster vore
+      Hoveder, hvis han går over til sin Herre Saul!"
+ 20.  Da han så drog til Ziklag, gik følgende Manassiter over til ham:
+      Adna, Jozabad, Jediael, Mikael, Jozabad, Elibu og Zilletaj, der
+      var Overhoveder for Slægter i Manasse;
+ 21.  de hjalp siden David imod Strejfskarerne, thi de var alle
+      dygtige Krigere og blev Førere i Hæren.
+ 22.  Der kom nemlig daglig Folk til David for at hjælpe ham, så det
+      til sidst blev en stor Hær, stor som Guds Hær.
+
+ 23.  Følgende er Tallene på Førerne for de væbnede Krigere, der kom
+      til David i Hebron for at gøre ham til Konge i Sauls Sted efter
+      HERRENs Bud:
+ 24.  Af Judæere, der har Skjold og Spyd, 6800 væbnede Krigere;
+ 25.  af Simeoniterne 7100 dygfige Krigshelte;
+ 26.  af Leviterne 4600,
+ 27.  dertil Øverstenover Arons Slægt, Jojada, fulgt af 3700,
+ 28.  og Zadok, en ung, dygtig Kriger, med sit Fædrenehus, 22 Førere;
+ 29.  af Benjaminiterne, Sauls Brødre, 3000, men de fleste af dem
+      holdt endnu fast ved Sauls Hus;
+ 30.  af Efraimiterne 20800 dygtige Krigere, navnkundige Mænd i deres
+      Fædrenehuse;
+ 31.  af Manasses halve Stamme 18.000 navngivne Mænd, der skulde gå
+      hen og gøre David til Konge;
+ 32.  af Issakariterne, der forstod sig på Tiderne, så de skønnede,
+      hvad Israel havde at gøre, 200 Førere og alle deres Brødre, der
+      stod under dem;
+ 33.  af Zebulon 50.000, øvede Krigere, udrustet med alle Hånde Våben,
+      med een Vilje rede til Kamp;
+ 34.  af Naftali 1.000 Førere, fulgt af 37.000 Mænd med Skjold og
+      Spyd;
+ 35.  af Daniterne 28.600, udrustede Mænd;
+ 36.  af Aser 40.000, øvede Krigere, rustet til Kamp;
+ 37.  fra den anden Side af Jordan, fra Rubeniterne, Gaditerne og
+      Manasses halve Stamme, 120.000 Mænd med alle Hånde Krigsvåben.
+
+ 38.  Med helt Hjerte og rede til Kamp kom alle disse Krigere til
+      Hebron for at gøre David til Konge over hele Israel; men også
+      det øvrige Israel var endrægtigt med til at gøre David til
+      Konge.
+ 39.  De blev der hos David i tre Dage og spiste og drak, thi deres
+      Brødre havde forsynet dem;
+ 40.  også de, der boede i deres Nærhed lige til Issakar, Zebulon og
+      Naftali, bragte dem Levnedsmidler på Æsler, Kameler, Muldyr og
+      Okser, Fødevarer af Mel, Figenkar, Rosinkager, Vin, Olie,
+      Hornkvæg og Småkvæg i Mængde; thi der var Glæde i Israel.
+
+Første Krønikebog 13
+
+  1.  Efter at have rådført sig med Tusindførerne og Hundredeførerne,
+      alle Øversterne,
+  2.  sagde David til hele Israels Forsamling: "Hvis det tykkes eder
+      godt, og det er HERREN vor Guds Vilje, lad os så sende Bud til
+      vore Brødre, der er tilbage i alle Israels Landsdele, og
+      ligeledes til Præsterne og Leviterne i Byerne, hvor de har deres
+      Græsmarker, at de skal samles hos os,
+  3.  for at vi kan bringe vor Guds Ark tilbage til os, thi i Sauls
+      Dage spurgte vi ikke om den."
+  4.  Og hele Forsamlingen svarede, at det skulde man gøre, thi alt
+      Folket fandt Forslaget rigtigt.
+  5.  Så samlede David bele Israel lige fra Sjihor i Ægypten til Egnen
+      ved Hamat for at hente Guds Ark i Kirjat-Jearim.
+
+  6.  Derpå drog David og hele tsrael op til Ba'ala, til Kirjat-Jearim
+      i Juda for der at hente Gud HERRENs Ark, over hvilken hans Navn
+      er nævnet, han, som troner over Keruberne.
+  7.  De førte da Guds Ark bort fra Abinadabs Hus på en ny Vogn, og
+      Uzza og Ajo kørte Vognen.
+  8.  David og hele Israel legede af alle Kræfter for Guds Åsyn til
+      Sang og til Citre, Harper, Pauker, Cymbler og Trompeter.
+
+  9.  Men da de kom til Kidons Tærskeplads, rakte Uzza Hånden ud for
+      at gribe fat i Arken, fordi Okserne snublede.
+ 10.  Da blussede HERRENs Vrede op mod Uzza, og han slog ham, fordi
+      han rakte Hånden ud mod Arken, og han døde på Stedet for Guds
+      Åsyn.
+ 11.  Men David græmmede sig over, at HERREN havde tilføjet Uzza et
+      Brud. Derfor kaldte man Stedet Perez-Uzza, som det hedder den
+      Dag i Dag.
+ 12.  Og David grebes den Dag af Frygt for Gud og sagde: "Hvor kan jeg
+      da lade Guds Ark komme hen hos mig!"
+ 13.  Og David flyttede ikke Arken hen hos sig i Davidsbyen, men lod
+      den sætte ind i Gatiten Obed-Edoms Hus.
+ 14.  Guds Ark blev så i Obed-Edoms Hus tre Måneder, og HERREN
+      velsignede Obed-Edoms Hus og alt, hvad hans var.
+
+Første Krønikebog 14
+
+  1.  Kong Hiram af Tyrus sendte Sendebud til David med Cedertræer og
+      tillige Murere og Tømmermænd for at bygge ham et Hus.
+  2.  Da skønnede David, at HERREN havde sikret hans Kongemagt over
+      Israel og højnet hans Kongedømme for sit Folk Israels Skyld.
+
+  3.  David tog i Jerusalem endnu flere Hustruer og avlede flere
+      Sønner og Døtre.
+  4.  Navnene på de Børn, han fik i Jerusalem, er følgende: Sjammua,
+      Sjobab, Natan, Salomo,
+  5.  Jibhar, Elisjua, Elpelet,
+  6.  Noga, Nefeg, Jaf1a,
+  7.  Elisjama, Be'eljada og Elifelet.
+
+  8.  Men da Fiilisterne hørte, at David var salvet til Konge over
+      hele Israel, rykkede de alle ud for at søge efter ham. Ved
+      Efterretningen herom drog David ud for at møde dem,
+  9.  medens Filisterne kom og bredte sig i Refaimdalen.
+ 10.  David rådspurgte da Gud: "Skal jeg drage op mod Filisterne? Vil
+      du give dem i min Hånd?" Og HERREN svarede ham: "Drag op, thi
+      jeg vil give dem i din Hånd!"
+ 11.  Så drog de op til Ba'al-Perazim, og der slog han dem. Da sagde
+      David: "Gud har brudt igennem mine Fjender ved min Hånd, som
+      Vand bryder igennem!" Derfor kalder man Stedet Ba'al-Perazim.
+ 12.  Og de lod deres Guder i Stikken der, og David bød, at de skulde
+      opbrændes.
+
+ 13.  Men Filisterne bredte sig på ny i Dalen.
+ 14.  Da David atter rådspurgte Gud, svarede han: "Drag ikke efter
+      dem, men omgå dem og fald dem i Ryggen ud for Bakabuskene.
+ 15.  Når du da hører Lyden af Skridt i Bakabuskenes Toppe, skal du
+      drage i Kamp, thi så er Gud draget ud foran dig for at slå
+      Filisternes Hær."
+ 16.  David gjorde, som Gud bød, og de slog Filisternes Hær fra Gibeon
+      til hen imod Gezer.
+ 17.  Og Davids Ry bredte sig i alle Lande, idet HERREN Iod Frygt for
+      ham komme over alle Hedningefolkene.
+
+Første Krønikebog 15
+
+  1.  Siden byggede han sig Huse i Davidsbyen og beredte Guds Ark et
+      Sted, idet han rejste den et Telt
+  2.  Ved den Lejlighed sagde David: "Ingen andre end Leviterne må
+      bære Guds Ark, thi dem har HERREN udvalgt til at bære Guds Ark
+      og til at gøre Tjeneste for ham til evig Tid."
+  3.  Og David samlede hele Israel i Jerusalem for at føre HERRENs Ark
+      op til det Sted, han havde beredt den.
+  4.  Og David samlede Arons Sønner og Leviterne:
+  5.  Af Kehatiterne Øversten Uriel og hans Brødre, 120;
+  6.  af Merariterne Øversten Asaja og hans Brødre, 220;
+  7.  af Gersoniterne Øversten Joel og hans Brødre, 130;
+  8.  af Elizafans Sønner Øversten Sjemaja og hans Brødre, 200;
+  9.  af Hebrons Sønner Øversten Eliel og hans Brødre, 80;
+ 10.  af Uzziels Sønner Øversten Amminadab og hans Brødre, 112.
+
+ 11.  Så lod David Præsterne Zadok og Ebjatar og Leviterne Uriel,
+      Asaja, Joel, Sjemaja, Eliel og Amminadab kalde
+ 12.  og sagde til dem: "I er Overhoveder for Leviternes Fædrenehuse;
+      helliger eder tillige med eders Brødre og før HERRENs, Israels
+      Guds, Ark op til det Sted, jeg har beredt den;
+ 13.  det var jo, fordi I ikke var med første Gang, at HERREN vor Gud
+      tilføjede os et Brud; thi vi søgte ham ikke på rette Måde."
+ 14.  Så helligede Præsferne og Leviterne sig for at føre HERRENs,
+      Israels Guds, Ark op;
+ 15.  og Levis Sønner løftede med Bærestængerne Guds Ark op på
+      Skuldrene, som Moses havde påbudt efter HERRENS Ord.
+
+ 16.  Fremdeles bød David Leviternes Øverster at lade deres Brødre
+      Sangerne stille sig op med Musikinstrumenter, Harper, Citre og
+      Cymbler og lade høje Jubeltoner klinge.
+ 17.  Så lod Leviterne Heman, Joels Søn, og af hans Brødre Asaf,
+      Berekjas Søn, og af deres Brødre Merariterne Etan, Husjajas Søn,
+      stille sig op
+ 18.  og ved Siden af dem deres Brødre af anden Rang Zekarja, Uzziel,
+      Sjemiramot, Jehiel, Unni, Eliab, Benaja, Ma'aseja, Mattitja,
+      Elipelehu og Miknejahu og Dørvogterne Obed-Edom og Je'iel;
+ 19.  Sangerne Heman, Asaf og Etan skulde spille på Kobbercymbler,
+ 20.  Zekarja, Uzziel, Sjemiramot, Jehiel, Unni, Eliab, Ma'aseja og
+      Benaja på Harper al-alamot;
+ 21.  Mattitja, Elipelehu, Miknejahu, Obed-Edom og Je'iel skulde lede
+      Sangen med Citre al-hassjeminit;
+ 22.  Konanja, Leviternes Øverste over dem, der bar, skulde lede
+      disse, da han forstod sig derpå;
+ 23.  Berekja og Elkana skulde være Dørvogtere ved Arken;
+ 24.  Præsterne Sjebanja, Josjafat, Netan'el, Amasaj, Zekarja, Benaja
+      og Eliezer skulde blæse i Trompeterne foran Guds Ark; og
+      Obed-Edom og Jehija skulde være Dørvogtere ved Arken.
+
+ 25.  Derpå drog David, Israels Ældste og Tusindførerne hen for under
+      Festglæde at lade HERRENs Pagts Ark bringe op fra Obed-Edoms
+      Hus,
+ 26.  og da Gud hjalp Leviterne, der har HERRENs Pagts Ark, ofrede man
+      syv Tyre og syv Vædre.
+ 27.  David har en fin linned Kappe, ligeledes alle Leviterne, der har
+      Arken, og Sangerne og Konanja, som ledede dem, der bar. Og David
+      var iført en linned Efod.
+ 28.  Og hele Israel bragte HERRENs Pagts Ark op under Festjubel og
+      til Hornets, Trompeternes og Cymblernes Klang, under Harpe- og
+      Citerspil.
+ 29.  Men da HERRENs Pagts Ark kom til Davidsbyen, så Sauls Datter
+      Mikal ud af Vinduet, og da hun så Kong David springe og danse,
+      ringeagtede hun ham i sit Hjerte.
+
+Første Krønikebog 16
+
+  1.  De førte så Guds Pagts Ark ind og stillede den midt i det Telt,
+      David havde rejst den; og de ofrede Brændofre og Takofre for
+      Guds Åsyn.
+  2.  Og da David var færdig med Brændofrene og Takofrene, velsignede
+      han Folket i HERRENs Navn
+  3.  og uddelte til hver enkelt Israelit, både Mand og Kvinde, en
+      Brødskive, et Stykke Kød og en Rosinkage.
+
+  4.  Foran HERRENs Ark stillede han nogle af Leviterne til at gøre
+      Tjeneste og til at takke, love og prise HERREN, Israels Gud;
+  5.  Asaf var Leder, og næst efter ham kom Zekarja, så Uzziel,
+      Sjemiramot, Jehiel, Mattitja, Eliab, Benaja, Obed-Edom og Je'iel
+      med Harper og Citre, medens Asaf lod Cymblerne klinge,
+  6.  og Præsterne Benaja og Jahaziel stadig blæste i Trompeterne
+      foran Guds Pagts Ark.
+  7.  Den Dag, ved den Lejlighed, overdrog David for første Gang Asaf
+      og hans Brødre at lovsynge HERREN.
+  8.  Pris HERREN, påkald hans Navn, gør hans Gerninger kendte blandt
+      Folkeslag!
+  9.  Syng og spil til hans Pris, tal om alle hans Undere,
+ 10.  ros jer af hans hellige Navn, eders Hjerte glæde sig, I, som
+      søger HERREN,
+ 11.  spørg efter HERREN og hans Magt, søg bestandig hans Åsyn;
+ 12.  kom i Hu de Undere, han øved, hans Tegn og hans Munds Domme,
+ 13.  I, hans Tjener, Israels Sæd. hans udvalgte, Jakobs Sønner!
+ 14.  Han, HERREN, er vor Gud, hans Domme når ud over Jorden;
+ 15.  han ihukommer for evigt sin Pagt, i tusind Slægter sit Tilsagn,
+ 16.  Pagten. han slutted med Abraham, Eden, han tilsvor Isak:
+ 17.  han holdt dem i Hævd som Ret for Jakob, en evig Pagt for Israel,
+ 18.  idet han sagde: "Dig giver jeg Kana'ans Land som eders Arvelod."
+ 19.  Da de kun var en liden Hob, kun få og fremmede der,
+ 20.  og vandred fra Folk til Folk, fra et Rige til et andet,
+ 21.  tillod han ingen at volde dem Men, men tugted for deres Skyld
+      Konger:
+ 22.  "Rør ikke mine Salvede, gør ikke mine Profeter ondt!"
+ 23.  Syng for HERREN, al Jorden, fortæl om hans Frelse Dag efter dag;
+ 24.  kundgør hans Ære blandt Folkene, hans Undere blandt alle
+      Folkeslag!
+ 25.  Thi stor og højlovet er HERREN, forfærdelig over alle Guder;
+ 26.  thi alle Folkeslagenes Guder er Afguder, HERREN er Himlens
+      Skaber.
+ 27.  For hans Åsyn er Højhed og Hæder, Pris og Fryd i hans Helligdom.
+ 28.  Giv HERREN, I Folkeslags Slægter, giv HERREN Ære og Pris,
+ 29.  giv HERREN hans Navns Ære, bring Gaver og kom for hans Åsyn,
+      tilbed HERREN i helligt Skrud,
+ 30.  bæv for hans Åsyn, al Jorden!  Han grundfæsted Jorden, den
+      rokkes ikke.
+ 31.  Himlen glæde sig Jorden juble, det lyde blandt Folkene: "HERREN
+      har vist, han er Konge!"
+ 32.  Havet med dets Fylde bruse, Marken juble og alt, hvad den bærer.
+ 33.  Da fryder sig Skovens Træer for HERRENs Åsyn, thi han kommer,
+      han kommer at dømme Jorden.
+ 34.  Lov HERREN, thi han er god, og hans Miskundhed varer evindelig!
+ 35.  Og sig: "Frels os, vor Frelses Gud, saml os og fri os fra
+      Folkene, at vi må love dit hellige Navn; med Stolthed synge din
+      Pris!"
+ 36.  Lovet være HERREN, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed! Da
+      sagde hele Folket: "Amen!" og: "Lov HERREN!"
+
+ 37.  Så lod han Asaf og hans Brødre blive der foran HERRENs Pagts Ark
+      for altid at gøre Tjeneste foran Arken efter hver Dags Behov;
+ 38.  og Obed-Edom, Jedituns Søn, og Hosa med deres Brødre, i alt otte
+      og tresindstyve, lod han blive som Dørvogtere.
+ 39.  Men Præsten Zadok og hans Brødre Præsterne lod han blive foran
+      HERRENs Bolig på Oerhøjen i Gibeon
+ 40.  for daglig, både Aften og Morgen, at ofre HERREN Brændofre på
+      Brændofferalteret ganske som det er foreskrevet i den Lov,
+      HERREN havde pålagt Israel;
+ 41.  og sammen med dem Heman og Jedutun og de øvrige før nævnte
+      udvalgte Mænd til at love HERREN med Ordene "thi hans Miskundhed
+      varer evindelig!"
+ 42.  Og de havde hos sig Trompeter og Cymbler til dem, der spillede,
+      og instrumenter til Guds Sange; men Jedutuns Sønner var
+      Dørvogtere.
+
+ 43.  Derpå gik alt Folket hver til sit, og David vendte hjem for at
+      velsigne sit Hus.
+
+Første Krønikebog 17
+
+  1.  Engang David sad i sit Hus, sagde han til Profeten Natan: "Se,
+      jeg har et Cedertræshus at bo i, men HERRENs Pagts Ark har Plads
+      i et Telt!"
+  2.  Natan svarede David: "Gør alt, hvad din Hu står til, thi Gud er
+      med dig!"
+  3.  Men samme Nat kom Guds Ord til Natan således:
+  4.  "Gå hen og sig til min Tjener David: Så siger HERREN: Ikke du
+      skal bygge mig det Hus, jeg skal bo i!
+  5.  Jeg har jo ikke haft noget Hus at bo i, siden den Dag jeg førte
+      Israeliterne op, men vandrede med, boende i et Telt.
+  6.  Har jeg, i al den Tid jeg vandrede om blandt alle Israeliterne,
+      sagt til nogen af Israels Dommere, som jeg satte til at vogte
+      mit Folk: Hvorfor bygger I mig ikke et Cedertræshus?
+  7.  Sig derfor til min Tjener David: Så siger Hærskarers HERRE: Jeg
+      tog dig fra Græsgangen, fra din Plads bag Småkvæget til at være
+      Fyrste over mit Folk Israel,
+  8.  og jeg var med dig, overalt hvor du færdedes, og udryddede alle
+      dine Fjender foran dig; jeg vil skabe dig et Navn som de
+      størstes på Jorden
+  9.  og skaffe mit Folk Israel en Hjemstavn og plante det, så det kan
+      blive boende på sit Sted uden mere at skulle forstyrres i sin
+      Ro, og uden at Voldsmænd mere skal ødelægge det som tidligere,
+ 10.  dengang jeg satte Dommere over mit Folk Israel; og jeg vil
+      underkue alle dine Fjender. Så kundgør jeg dig nu: Et Hus vil
+      HERREN bygge dig!
+ 11.  Når dine Dage er omme og du vandrer til dine Fædre, vil jeg
+      efter dig oprejse din Sæd, en af dine Sønner, og grundfæste hans
+      Kongedømme.
+ 12.  Han skal bygge mig et Hus, og jeg vil grundfæste hans Trone
+      evindelig.
+ 13.  Jeg vil være ham en Fader, og han skal være mig en Søn; og min
+      Miskundhed vil jeg ikke tage fra ham, som jeg tog den fra din
+      Forgænger;
+ 14.  jeg vil indsætte ham i mit Hus og mit Kongedømme til evig Tid,
+      og hans Trone skal stå fast til evig Tid!"
+ 15.  Alle disse Ord og hele denne Åbenbaring meddelte Natan David.
+
+ 16.  Da gik Kong David ind og dvælede for HERRENs Åsyn og sagde:
+      "Hvem er jeg, Gud HERRE, og hvad er mit Hus, at du har bragt mig
+      så vidt?
+ 17.  Men det var dig ikke nok o Gud, du gav også din Tjeners Hus
+      Forjættelser for fjerne Tider og lod mig skue kommende Slægter,
+      Gud HERRE!
+ 18.  Hvad mere har David at sige dig? Du kender jo dog din Tjener,
+ 19.  HERRE! For din Tjeners Skyld, og fordi din Hu stod dertil,
+      gjorde du alt dette store og kundgjorde alle disse store Ting,
+ 20.  HERRE! Ingen er som du, og der er ingen Gud uden dig, efter alt
+      hvad vi har hørt med vore Ører.
+ 21.  Og hvor på Jorden findes et Folk som dit Folk Israel, et Folk,
+      som Gud kom og udfriede og gjorde til sit Folk for at vinde sig
+      et Navn og udføre store og frygtelige Gerninger ved at drive
+      andre Folkeslag bort foran sit Folk, det, du udfriede fra
+      Ægypten?
+ 22.  Du har grundfæstet dit Folk Israel som dit, Folk til evig Tid,
+      og du, HERRE, er blevet deres Gud.
+ 23.  Så lad da, HERRE, den Forjættelse, du udtalte om din Tjener og
+      hans Hus, gælde til evig Tid og gør, som du sagde!
+ 24.  Da skal dit Navn stå fast og blive stort til evig Tid, så man
+      siger: Hærskarers HERRE, Israels Gud, Gud over Israel! Og din
+      Tjener Davids Hus skal stå fast for dit Åsyn.
+ 25.  Thi du, min Gud, har åbenbaret for din Tjener: Jeg vil bygge dig
+      et Hus!  Derfor har din Tjener dristet sig til at bede for dit
+      Åsyn.
+ 26.  Derfor, HERRE, du er Gud, du har givet din Tjener denne
+      Forjættelse,
+ 27.  så lad det behage dig at velsigne din Tjeners Hus, at det til
+      evig Tid må stå fast for dit Åsyn. Thi du, HERRE, har velsignet
+      det, og det bliver velsignet evindelig!"
+
+Første Krønikebog 18
+
+  1.  Nogen Tid efter slog David Filisterne og undertvang dem, og han
+      fratog Filisterne Gat med Småbyer.
+  2.  Fremdeles slog han Moabiterne; og Moabiterne blev Davids
+      skatskyldige Undersåtter.
+  3.  Ligeledes slog David Kong Hadar'ezer af Zoba i Nærheden af
+      Hamat, da han var draget ud for at underlægge sig Egnene ved
+      Eufratfloden.
+  4.  David fratog ham 1.000 Vogne, 7.008 Ryttere og 20.000 Mand
+      Fodfolk og lod alle Hestene lamme på hundrede nær, som han
+      skånede.
+  5.  Og da Aramæerne fra Darmaskus kom Kong Hadar'ezer af Zoba til
+      Hjælp, slog David 22.000 Mand af Aramæerne.
+  6.  Derpå indsatte David Fogeder i det darmaskenske Aram, og
+      Aramæerne blev Davids skatskyldige Undersåtter. Således gav
+      HERREN David Sejr, overalt hvor han drog frem.
+  7.  Og David tog de Guldskjolde, Hadar'ezers Folk havde båret, og
+      bragte dem til Jerusalem;
+  8.  og fra Hadar'ezers Byer, Tibhat og Kun, bortførte David Kobber i
+      store Mængder; deraf lod Salomo Kobberhavet, Søjlerne og
+      Kobbersagerne lave.
+
+  9.  Men da Kong To'u af Hamat hørte, at David havde slået hele Kong
+      Hadar'ezer af Zobas Stridsmagt,
+ 10.  sendte han sin Søn Hadoram til Kong David for at hilse på ham og
+      lykønske ham til, at han havde kæmpet med Hadar'ezer og slået
+      ham - Hadar'ezer havde nemlig ligget i Krig med To'u - og han
+      medbragte alle Hånde Sølv-, Guld og Kobbersager.
+ 11.  Også dem helligede Kong David HERREN tillige med det Sølv og
+      Guld, han havde taget fra alle Folkeslagene, Edom, Moab,
+      Ammoniterne, Filisterne og Amalek.
+ 12.  Og Absjaj, Zerujas Søn, slog Edom i Saltdalen, 18000 Mand;
+ 13.  derpå indsatte han Fogeder i Edom, og alle Edomiterne blev
+      Davids Undersåtter. Således gav HERREN David Sejr, overalt hvor
+      han drog frem.
+ 14.  Og David var Konge over hele Israel, og han øvede Ret og
+      Retfærdighed mod hele sit Folk.
+
+ 15.  Joab, Zerujas Søn, var sat over Hæren; Josjafat, Ahiluds Søn,
+      var Kansler;
+ 16.  Zadok, Ahitubs Søn, og Abimelek, Ebjatars Søn, var Præster;
+      Sjavsja var Statsskriver;
+ 17.  Benaja, Jojadas Søn, var sat over Kreterne og Pleterne, og
+      Davids Sønner var de ypperste ved Kongens Side.
+
+Første Krønikebog 19
+
+  1.  Nogen Tid efter døde Ammoniternes Konge Nahasj, og hans Søn
+      Hanun blev Konge i hans Sted.
+  2.  Da tænkte David: "Jeg vil vise Hanun, Nahasj's Søn, Venlighed,
+      thi hans Fader viste mig Venlighed." Og David sendte Folk for at
+      vise ham Deltagelse i Anledning at hans Faders Død. Men da
+      Davids Mænd kom til Ammoniteroes Land til Hanun for at vise ham
+      Deltagelse,
+  3.  sagde Ammoniternes Høvdinger til Hanun: "Tror du virkelig, det
+      er for at hædre din Fader, at David sender Bud og viser dig
+      Deltagelse? Mon ikke det er for at udforske og ødelægge Landet
+      og udspejde det, at hans Folk kommer til dig?"
+  4.  Da tog Hanun Davids Folk og lod dem rage og Halvdelen af deres
+      Klæder skære af til Skridtet, og derpå lod han dem gå.
+  5.  Da David fik Efterretning om Mændenes Behandling, sendte han dem
+      et Bud i Møde; thi Mændene var blevet grovelig forhånet; og
+      Kongen lod sige: "Bliv i Jeriko, til eders Skæg er vokset ud!"
+
+  6.  Men da Ammoniterne så, at de havde lagt sig for Had hos David,
+      sendte Hanun og Ammoniterne 1000 Talenter Sølv for at leje Vogne
+      og Ryttere i Aram-Naharajim, Aram Ma'aka og Zoba;
+  7.  og de lejede 32000 Vogne og Kongen af Ma'aka med hans Folk, og
+      de kom og slog Lejr uden for Medeba; imidlertid havde
+      Ammoniterne samlet sig fra deres Byer og rykkede ud til Kamp.
+  8.  Da David hørte det, sendte han Joab af Sted med hele Hæren og
+      Kærnetropperne.
+  9.  Ammoniterne rykkede så ud og stillede sig op til Kamp ved Byens
+      Port, medens Kongerne, der var kommet til, stod for sig selv på
+      åben Mark.
+ 10.  Da Joab så, at Angreb truede ham både forfra og bagfra, gjorde
+      han et Udvalg blandt alt Israels udsøgte Mandskab og tog
+      Stilling over for Aramæerne,
+ 11.  medens han overlod Resten af Mandskabet til sin Broder Absjaj,
+      og de tog Stilling over for Ammoniterne.
+ 12.  Og han sagde: "Hvis Aramæerne bliver mig for stærke, skal du ile
+      mig til Hjælp; men bliver Ammoniterne dig for stærke, skal jeg
+      hjælpe dig.
+ 13.  Tag Mod til dig og lad os tappert værge vort Folk og vor Guds
+      Byer - så får HERREN gøre, hvad ham tykkes godt!"
+ 14.  Derpå rykkede Joab frem med sine Folk til Kamp mod Aramæerne, og
+      de flygtede for ham.
+ 15.  Og da Ammoniterne så, at Aramæerne tog Flugten, flygtede også de
+      forhans Broder Absjaj og trak sig ind i Byen. Derpå kom Joab til
+      Jerusalem.
+
+ 16.  Men da Aramæerne så, at de var slået af Israel, sendte de Bud og
+      fik Aramæerne hinsides Floden til at rykke ud med Sjofak,
+      Hadar'ezers Hærfører, i Spidsen.
+ 17.  Da David fik Efterretning herom, samlede han hele Israel, satte
+      over Jordan og kom til Helam, hvor David stillede sig op til
+      Kamp mod Aramæerne, og de angreb ham.
+ 18.  Men Aramæerne flygtede for Israel, og David nedhuggede 7.000
+      Stridsheste og 40.000 Mand Fodfolk af Aram; også Hærføreren
+      Sjofak huggede han ned.
+ 19.  Da alle Hadar'ezers Lydkonger så, at de var slået af Israel,
+      sluttede de Fred med David og underkastede sig, og Aramæerne
+      vilde ikke hjælpe Ammoniterne mere.
+
+Første Krønikebog 20
+
+  1.  Næste År, ved den Tid Kongerne drager i Krig, førte Joab
+      Krigshæren ud og hærgede Ammoniternes Land; derpå drog han hen
+      og belejrede Rabba. David blev derimod selv i Jerusalem. Og Joab
+      indtog Rabba og ødelagde det.
+  2.  Da tog David Kronen af Milkoms Hoved, og han fandt, at den var
+      af Guld og vejede en Talent; der var en Ædelsten på den, og den
+      blev sat på Davids Hoved. Et vældigt Bytte fra Byen førte han
+      med sig,
+  3.  og Indbyggerne slæbte han bort og satte dem til Savene,
+      Jernhakkerne og Økserne. Således gjorde han ved alle Ammonifemes
+      Byer. Derpå vendte David og hele Hæren tilbage til Jerusalem.
+
+  4.  Siden hen kom det atter til Kamp med Filisterne i
+      Gezer. Husjatiten Sibbekaj nedhuggede da Sippaj, som var af
+      Rafaslægten, og de blev underkuet.
+
+  5.  Atter kom det til Kamp med Filis,terne. Elhanan, Ja'irs Søn,
+      nedhuggede da Lami, Gatiten Goliats Broder, hvis Spydstage var
+      som en Væverbom.
+
+  6.  Atter kom det til Kamp i Gat. Da var der en kæmpe stor Mand med
+      seks Fingre på hver Hånd og seks Tæer på hver Fod, i alt fire og
+      tyve; han var også af Rafaslægten.
+  7.  Han hånede Israel, og derfor huggede Jonatan, en Søn af Davids
+      Broder Sjim'a, ham ned.
+
+  8.  Disse var af Rafaslægten i Gat; de faldt for Davids og hans
+      Mænds Hånd.
+
+Første Krønikebog 21
+
+  1.  Satan trådte op mod Israel og æggede David til at holde Mandtal
+      over Israel.
+  2.  David sagde da til Joab og Hærførerne: "Drag ud og tæl Israel
+      fra Be'ersjeba til Dan og bring mig Efterretning, for at jeg kan
+      få Tallet på dem at vide!"
+  3.  Men Joab svarede: "Måtte HERREN forøge sit Folk hundredfold! Er
+      de ikke, Herre Konge, min Herres Trælle alle sammen? Hvorfor vil
+      min Herre det?  Hvorfor skal det blive Israel til Skyld?"
+  4.  Men Joab måtte bøje sig for Kongens Ord, og Joab begav sig
+      derfor bort, drog hele Israel rundt og kom tilbage til
+      Jerusalem.
+  5.  Joab opgav derpå David Tallet, der var fundet ved
+      Folketællingen, og hele Israel talte 1.100.000 kraftige Mænd,
+      Juda 470.000.
+  6.  Men Levi og Benjamin havde han ikke talt med, thi Kongens Ord
+      var Joab en Gru.
+
+  7.  Dette var ondt i Guds Øjne, og han slog Israel.
+  8.  Da sagde David til Gud: "Jeg har syndet svarlig i, hvad jeg har
+      gjort. Men tilgiv nu din Tjeners Brøde, thi jeg har handlet som
+      en stor Dåre!"
+  9.  Men HERREN talede således til Gad, Davids Seer:
+ 10.  "Gå hen og sig således til David: Så siger HERREN: Jeg
+      forelægger dig tre Ting; vælg selv, hvilken jeg skal lade times
+      dig!"
+ 11.  Gad kom da til David og sagde til ham: "Så siger HERREN: Vælg!
+ 12.  Vælger du tre Hungersnødsår, eller vil du i tre Måneder flygte
+      for dine Fjender og dine Avindsmænds Sværd, eller skal der komme
+      tre Dage med HERRENs Sværd og Pest i Landet, i hvilke HERRENs
+      Engel spreder Ødelæggelse i hele Israels Område? Se nu til, hvad
+      jeg skal svare ham, der har sendt mig!"
+ 13.  David svarede Gad: "Jeg er i såre stor Vånde - lad mig så falde
+      i HERRENs Hånd, thi hans Barmhjertighed er såre stor; i
+      Menneskehånd vil jeg ikke falde!"
+
+ 14.  Så sendte HERREN Pest over Israel, og af Israel døde 70.000
+      Mennesker.
+ 15.  Og Gud sendte en Engel til Jerusalem for at ødelægge det. Men
+      lige som han skulde til at ødelægge Byen, så HERREN til og
+      angrede det onde; og han sagde til Engelen, som var ved at
+      ødelægge: "Nu er det nok, drag din Hånd tilbage!"  HERRENs Engel
+      stod da ved Jebusiten Ornans Tærskeplads.
+ 14.  Da David løftede sit Blik og så HERRENs Engel stå mellem Himmel
+      og Jord med draget Sværd i Hånd, rettet mod Jerusalem, faldt han
+      og de Ældste, der var klædt i Sæk, på deres Ansigt;
+ 17.  og David sagde til Gud: "Var det ikke mig, der sagde, at Folket
+      skulde tælles? Det er mig, der har syndet, og såre ilde har jeg
+      handlet; men Fårene der, hvad har de gjort? HERRE min Gud, lad
+      din Hånd dog ramme mig og mit Fædrenehus, men lad Plagen ikke
+      ramme dit Folk!"
+
+ 18.  Da sagde HERRENs Engel til Gad, at han skulde byde David gå op
+      og rejse HERREN et Alter på Jebusiten Ornans Tærskeplads.
+ 19.  Og David gik derop, efter det Ord Gad havde talt i HERRENs Navn.
+ 20.  Da Ornan vendte sig om, så han Kongen og hans fire Sønner, der
+      var hos ham, komme gående. Ornan var ved at tærske Hvede.
+ 21.  Og David nåede hen til Ornan, og da Ornan så op og fik Øje på
+      David,forlodhanTærskepladsen og kastede sig på sit Ansigt til
+      Jorden for ham.
+ 22.  Da sagde David til Oroan: "Overlad mig din Tærskeplads, for at
+      jeg der kan bygge HERREN et Alter! For fuld betaling skal du
+      overlade mig den, at Folkett må blive friet fra Plagen!"
+ 23.  Da sagde Ornan til David: "Min Herre Kongen tage den og gøre,
+      hvad ham tykkes ret; se, jeg giver Okserne til Brændofre,
+      Tærskeslæderne til Brændsel og Hveden til Afgrødeoffer; jeg
+      giver det hele!"
+ 24.  - Men Kong David svarede Ornan: "Nej, jeg vil købe det for fuld
+      Betaling, thi til HERREN vil jeg ikke tage, hvad dit er, eller
+      bringe et Brændoffer, som intet koster mig!"
+ 25.  Så gav David Ornan Guld til en Vægt af 600 Sekel for Pladsen;
+ 26.  og David byggede HERREN et Alter der og ofrede Brændofre og
+      Takofre; og da han råbte til HERREN, svarede HERREN ham ved at
+      lade Ild falde ned fra Himmelen på Brændofferalteret,
+ 27.  Og på HERRENs Bud stak Engelen sit Sværd i Balgen igen.
+
+ 28.  På den Tid ofrede David på Jebusiten Ornans Tærskeplads, fordi
+      han havde set, at HERREN havde svaret ham der;
+ 29.  men HERRENs Bolig, som Moses havde rejst i Ørkenen, og
+      Brændofferalteret stod på den Tid på Offerhøjen i Gibeon.
+ 30.  Men David kunde ikke gå hen og søge Gud foran Alteret, thi han
+      var rædselsslagen over HERRENs Engels Sværd.
+
+Første Krønikebog 22
+
+  1.  Da sagde David: "Her skal Gud HERRENs Hus stå, her skal Israels
+      Brændofferalter stå!"
+  2.  David bød så, at man skulde samle alle de fremmede, som boede i
+      Israels Land, og han satte Stenhuggere til at tilhugge
+      Kvadersten til Opførelsen af Guds Hus;
+  3.  fremdeles anskaffede David Jern i Mængde til Nagler på
+      Portfløjene og til Kramper, en umådelig Mængde Kobber
+  4.  og talløse Cederbjælker, idet Zidonierne og Tyrierne bragte
+      David Cederbjælker i Mængde.
+  5.  Thi David tænkte: "Min Søn Salomo er ung og uudviklet, men
+      Huset, som skal bygges HERREN, skal være stort og mægtigt, for
+      at det kan vinde Navnkundighed og Ry i alle Lande; jeg vil
+      træffe Forberedelser for ham." Og David traf store
+      Forberedelser, før han døde.
+
+  6.  Derpå lod han sin Søn Salomo kalde og bød ham bygge HERREN,
+      Israels Gud, et Hus.
+  7.  Og David sagde til Salomo: "Min Søn! Jeg havde selv i Sinde at
+      bygge HERREN min Guds Navn et Hus;
+  8.  men da kom HERRENs Ord til mig således: Du har udgydt meget Blod
+      og ført store brige; du må ikke bygge mit Navn et Hus, thi du
+      har udgydt meget Blod på Jorden for mit Åsyn.
+  9.  Se, en Søn skal fødes dig; han skal være en Fredens Mand, og jeg
+      vil skaffe ham Fred for alle hans Fjender rundt om; thi hans
+      Navn skal være Salomo, og jeg vil give Israel Fred og Ro i hans
+      Dage.
+ 10.  Han skal bygge mit Navn et Hus; og han skal være mig en Søn, og
+      jeg vil være ham en Fader, og jeg vil grundfæste hans
+      Kongedømmes Trone over Israel til evig Tid!
+ 11.  Så være da HERREN med dig, min Søn, at du må få Lykke til at
+      bygge HERREN din Guds Hus, således som han har forjættet om dig.
+ 12.  Måtte HERREN kun give dig Forstand og Indsigt, så han kan sætte
+      dig over Israel og du kan holde HERREN din Guds Lov!
+ 13.  Så vil det gå dig vel når du nøje holder Anordningerne og
+      Lovbudene, som HERREN bød Moses at pålægge Israel. Vær frimodig
+      og stærk, frygt ikke og tab ikke Modet!
+ 14.  Se, med stor Møje har jeg til HERRENs Hus tilvejebragt 100.000
+      Talenter Guld og en Million Talenter Sølv og desuden Kobber og
+      Jern, som ikke er til at veje, så meget er der; dertil har jeg
+      tilvejebragt Bjælker og Sten; og du skal sørge for flere.
+ 15.  En Mængde Arbejdere står til din Rådighed, Stenhuggere, Murere,
+      Tømrere og alle Slags Folk, der forstår sig på Arbejder af
+      enhver Art.
+ 16.  Af Guld, Sølv, Kobber og Jern er der umådelige Mængder til Stede
+      - så tag da fat, og HERREN være med dig!"
+
+ 17.  Og David bød alle Israels Øverster hjælpe hans Søn Salomo og
+      sagde:
+ 18.  "Er HERREN eders Gud ikke med eder, har han ikke skaffet eder Ro
+      til alle Sider? Han har jo givet Landets Indbyggere i min Hånd,
+      og Landet er underlagt HERREN og hans Folk;
+ 19.  så giv da eders Hjerter og Sjæle hen til at søge HERREN eders
+      Gud og tag fat på at bygge Gud HERRENs Helligdom, så at HERRENs
+      Pagts Ark og Guds hellige Ting kan føres ind i Huset, der skal
+      bygges HERRENS Navn."
+
+Første Krønikebog 23
+
+  1.  Da David var blevet gammel og mæt af Dage, gjorde han sin Søn
+      Salomo til Konge over Israel.
+  2.  Han samlede alle Israels Øverster og Præsterne og Leviterne.
+  3.  Og Leviterne blev talt fra Trediveårsalderen og opefter, og
+      deres Tal udgjorde, Hoved for Hoved, Mand for Mand, 38000.
+  4.  "Af dem," sagde han, "skal 24000 forestå Arbejdet ved HERRENs
+      Hus, 6000 være Tilsynsmænd og Dommere,
+  5.  4000 være Dørvogtere og 4000 love HERREN med de instrumenter,
+      jeg har ladet lave til Lovsangen."
+
+  6.  Og David inddelte dem i Skifter efter Levis Sønner Gerson, Kehat
+      og Merari.
+  7.  Til Gersoniterne hørte: Ladan og Sjim'i;
+  8.  Ladans Sønner: Jehiel, som var Overhoved, Zetam og Joel, tre;
+  9.  Sjim'is Sønner: Sjelomit, Haziel og Haran, tre. De var
+      Overhoveder for Ladans Fædrenehuse.
+ 10.  Sjim'is Sønner: Jahat,Ziza, Je'usj og Beri'a. Disse fire var
+      Sjim'is Sønoer.
+ 11.  Jahat var Overhoved og Ziza den næste; Je'usj og Beri'a havde
+      ikke mange Sønner og regnedes derfor for eet Fædrenehus, eet
+      Embedsskifte.
+
+ 12.  Kehatiterne: Amram, Jizhar, Hebron og Uzziel, fire;
+ 13.  Amrams Sønner: Aron og Moses. Aron udskiltes sammen med sine
+      Sønner til at helliges som højhellig til evig Tid, til at tænde
+      Offerild for HERRENs Åsyn, til at tjene ham og velsigne i hans
+      Navn til evig Tid.
+ 14.  Den Guds Mand Moses's Sønner regnedes derimod til Levis Stamme.
+ 15.  Moses's Sønner: Gersom og Eliezer;
+ 16.  Gersoms Sønner; Sjubael, som var Overhoved;
+ 17.  Eliezers Sønner: Rehabja, som var Overhoved; andre Sønner havde
+      Eliezer ikke, men Rehabjas Sønner var overmåde talrige.
+ 18.  Jizhars Sønner: Sjelomit, som var Overhoved.
+ 19.  Hebrons Sønner: Jerija, som var Overhoved, Amarja den anden,
+      Uzziel den tredje, Jekam'am den fjerde.
+ 20.  Uzziels Sønner: Mika, som var Overhoved, og Jissjija den anden.
+
+ 21.  Meraiterne var: Mali og Musji. Malis Sønner: El'azar og Kisj.
+ 22.  El'azar efterlod sig ved sin Død ingen Sønner, men kun Døtre,
+      som deres Brødre, Kisj's Sønner, ægtede.
+ 23.  Musjis Sønner: Mali, Eder og Jeremot, tre.
+
+ 24.  Det var Levis Sønner efter deres Fædrenebuse, Overhovederne for
+      Fædrenehusene, de, som mønstredes ved Optælling af Navnene,
+      Hoved for Hoved, de, som udførte Arbejdet ved Tjenesten i
+      HERRENs Hus, fra Tyveårsalderen og opefter.
+ 25.  Thi David tænkte: "HERREN, Israels Gud, har skaffet sit Folk Ro
+      og taget Boligi Jerusalem for evigt;
+ 26.  derfor behøver Leviterne heller ikke mere at bære Boligen og
+      alle de Ting, som hører til dens Tjeneste."
+ 27.  (Ifølge Davids sidste Forordninger regnes Tallet på Leviterne
+      fra Tyveårsalderen og opefter).
+ 28.  Men deres Plads er ved Arons Sønners Side, for at de kan udføre
+      Tjenesten i HERRENs Hus; de skal tage sig af Forgårdene,
+      Kamrene, Renholdelsen af alle de hellige Ting og Arbejdet, der
+      skal udføres i Guds Hus;
+ 29.  de skal sørge for Skuebrødene, Melet til Afgrødeofrene, de
+      usyrede Fladbrød, Panden, Dejgen og alle Rum- og Længdemål;
+ 30.  hver Morgen skal de stå og love og prise HERREN, ligeså om
+      Aftenen,
+ 31.  og hver Gang der ofres Brændofre til HERREN på Sabbaterne,
+      Nymånedagene og Højtiderne; i det fastsatte Antal efter den for
+      dem gældende Forskrift skal de altid stå for HERRENs Åsyn.
+ 32.  Således skal de tage Vare på, hvad der er at varetage ved
+      Åbenbaringsteltet og ved det hellige og hjælpe deres Brødre,
+      Arons Sønner, med Tjenesten i HERRENs Hus.
+
+Første Krønikebog 24
+
+  1.  Arons Sønner, delte i Skifter, var: Arons Sønner Nadab, Abihu,
+      Eleazar og Itamar;
+  2.  Nadab og Abihu døde før deres Fader uden at efterlade sig
+      Sønoer, men Eleazar og Itamar fik Præsteværdigheden.
+  3.  David tillige med Zadok af Eleazars Sønner og Ahimelek af
+      Itamars Sønner inddelte dem efter deres Embedsskifter ved deres
+      Tjeneste.
+  4.  Og da det viste sig, at Eleazars Sønner havde flere Overhoveder
+      end Itamars, delte de dem således, at Eleazars Sønner fik
+      seksten Overhoveder over deres Fædrenebuse. Itamars Sønner otte.
+  5.  Og de delte, begge Hold ved Lodkastning, thi der fandtes hellige
+      Øverster og Guds Øverster både iblandt Eleazars og Itamars
+      Sønner.
+  6.  Skriveren Sjemaja, Netan'els Søn af Levis Slægt, optegnede dem i
+      Påsyn af Kongen, Øversterne, Præsten Zadok, Ahimelek, Ebjatars
+      Søn, og Overhovederne for Præsternes og Leviternes
+      Fædrenebuse. Der udtoges eet Fædrenehus af Itamar for hvert to
+      af Eleazar.
+
+  7.  Det første Lod traf Jojarib, det andet Jedaja,
+  8.  det tredje Harim, det fjerde Seorim,
+  9.  det femte Malkija, det sjette Mijjamin,
+ 10.  det syvende Hakkoz, det ottende Abija,
+ 11.  det niende Jesua, det tiende Sjekanja,
+ 12.  det ellevte Eljasjib, det tolvte Jakim,
+ 13.  det trettende Huppa, det fjortende Jisjba'al,
+ 14.  det femtende Bilga, det sekstende Immer,
+ 15.  det syttende Hezir, det attende Happizzez,
+ 16.  det nittende Petaja, det tyvende Jehezkel,
+ 17.  det een og tyvende Jakin, det to og tyvende Gamul,
+ 18.  det tre og tyvende Delaja og det fire og tyvende Ma'azja.
+ 19.  Det var deres Embedsskifter ved deres Tjeneste, når de gik ind i
+      HERRENs Hus, efter den Forpligtelse deres Fader Aron pålagde
+      dem, efter hvad HERREN, Israels Gud, havde pålagt ham.
+
+ 20.  De andre Leviter var: Af Amrams Sønner Sjubael; af Sjubaels
+      Sønner Jedeja.
+ 21.  Af Rehabjas Sønner Jissjija, som var Overhoved.
+ 22.  Af Jizhariterne Sjelomot; af Sjelomots Sønner Jahat.
+ 23.  Hebrons Sønner: Jerija, som var Overhoved, Amarja den anden,
+      Uzziel den tredje, Jekam'am den fjerde.
+ 24.  Uzziels Sønner: Mika; af Mikas Sønner Sjamir.
+ 25.  Mikas Broder Jissjija; af Jissjijas' Sønner Zekarja.
+ 26.  Meraris Sønner: Mali og Musji og hans Søn Uzzijas Sønner.
+ 27.  Meraris Søn Uzzijas Sønner: Sjoham, Zakkur og Ibri.
+ 28.  Af Mali El'azar, der ingen Sønner havde, og Kisj;
+ 29.  af Kisj Kisj's Sønner: Jerame'el.
+
+ 30.  Musjis Sønner: Mali, Eder og Jerimot. Det var Leviternes
+      Efterkommere efter deres Fædrenehuse.
+ 31.  Også de kastede Lod ligesom deres Brødre, Arons Sønner, i Påsyn
+      af Kong David, Zadok og Ahimelek og Overhovederne for Præsternes
+      og Leviternes Fædrenehuse - Fædrenehusenes Overhoveder ligesom
+      deres yngste Brødre.
+
+Første Krønikebog 25
+
+  1.  Derpå udskilte David og Hærførerne til Tjenesten Asafs, Hemans
+      og Jedutuns Sønner, som i profetisk Henrykkelse spillede på
+      Citre, Harper og Cymbler; og Tallet på de Mænd, der havde med
+      denne Tjeneste at gøre, var:
+  2.  Af Asafs Sønner: Zakkur, Josef, Netanja og Asar'ela, Asafs
+      Sønner under Ledelse af Asaf, der spillede i profetisk
+      Henrykkelse under Kongens Ledelse.
+  3.  Af Jedutun: Jedutuns Sønner Gedalja, Jizri, Jesja'ja, Sjim'i,
+      Hasjabja og Mattitja, seks, under Ledelse af deres Fader
+      Jedutun, der i profetisk Henrykkelse spillede på Citer, når
+      HERREN blev lovet og priset.
+  4.  Af Heman: Hemans Sønner Bukkija, Mattanja, Uzziel, Sjubael,
+      Jerimot, Hananja, Hanani, Eliata, Giddalti, Romamti-Ezer,
+      Josjbekasja, Malloti, Hotir og Mahaziot.
+  5.  Alle disse var Sønner af Heman, Kongens Seer i Guds Ord; for at
+      løfte hans Horn gav Gud Heman fjorten Sønner og tre Døtre.
+  6.  Alle disse spillede under deres Faders Ledelse ved Sangen i
+      HERRENs Hus på Cymbler, Harper og Citre for således at gøre
+      Tjeneste i Guds Hus under Ledelse af Kongen, Asaf, Jedutun og
+      Heman.
+  7.  Deres Tal, sammenregnet med deres Brødre, der var oplært til at
+      synge HERRENs Sange, var 288, kyndige Folk til Hobe.
+
+  8.  De kastede Lod om Ordningen af Tjenesten med lige Kår både for
+      små og for store, Mestre og Lærlinge.
+  9.  Det første Lod traf Josef, ham selv med hans Brødre og Sønner,
+      tolv; det andet Gedalja, ham selv med hans Brødre og Sønner,
+      tolv;
+ 10.  det tredje Zakkur, hans Sønner og Brødre, tolv;
+ 11.  det fjerde Jizri, hans Sønner og Brødre, tolv;
+ 12.  det femte Netanja, hans Sønner og Brødre, tolv;
+ 13.  det sjette Bukkija, hans Sønner og Brødre, tolv;
+ 14.  det syvende Jesar'ela, hans Sønner og Brødre, tolv;
+ 15.  det ottende Jesjaja, hans Sønner og Brødre, tolv;
+ 16.  det niende Mattanja, hans Sønner og Brødre, tolv;
+ 17.  det tiende Sjim'i, hans Sønner og Brødre, tolv;
+ 18.  det ellevte Uzziel, hans Sønner og Brødre, tolv;
+ 19.  det tolvte Hasjabja, hans Sønner og Brødre, tolv;
+ 20.  det trettende Sjubael, hans Sønner og Brødre, tolv;
+ 21.  det fjortende Mattitja, hans Sønner og Brødre, tolv;
+ 22.  det femtende Jeremot, hans Sønner og Brødre, tolv;
+ 23.  det sekstende Hananja, hans Sønner og Brødre, tolv;
+ 24.  det syttende Josjbekasja, hans Sønner og Brødre, tolv;
+ 25.  det attende Hanani, hans Sønner og Brødre, tolv;
+ 26.  det nittende Malloti, hans Sønner og Brødre, tolv;
+ 27.  det tyvende Eliata, hans Sønner og Brødre, tolv;
+ 28.  det een og tyvende Hotir, hans Sønner og Brødre, tolv;
+ 29.  det to og tyvende Giddalti, hans Sønner og Brødre, tolv;
+ 30.  det tre og tyvende Mahaziot, hans Sønner og Brødre, tolv;
+ 31.  det fire og tyvende Romamti-Ezer, hans Sønner og Brødre, tolv.
+
+Første Krønikebog 26
+
+  1.  Dørvogternes Skifeter var følgende: af Koraiterne Mesjelemja, en
+      Søn af Kore af Abi'asafs Sønner.
+  2.  Mesjelemja havde Sønner: Zekarja den førstefødte, Jediael den
+      anden, Zebadja den tredje, Jatniel den fjerde,
+  3.  Elam den femte, Johanan den sjette og Eljoenaj den syvende.
+  4.  Obed-Edom havde Sønner: Sjemaja den førstefødte, Jozabad den
+      anden, Joa den tredje, Sakar den fjerde, Netan'el den femte,
+  5.  Ammiel den sjette, Issakar den syvende og Pe'ulletaj den
+      ottende; thi Gud havde velsignet ham.
+  6.  Hans Søn Sjemaja fødtes Sønner, som var Herskere i deres
+      Fædrenehus, da de var dygtige Folk.
+  7.  Sjemajas Sønner var: Otni, Retael, Obed, Elzabad og hans Brødre,
+      dygtige Folk, Elihu og Semakja;
+  8.  alle disse hørte tillige med deres Sønner og Brødre til
+      Obed-Edoms Sønner, dygtige Folk med Evner til Tjenesten, i alt
+      to og tresindstyve Efterkommere af Obed-Edom.
+  9.  Mesjelemja havde Sønner og Brødre, dygtige Folk, atten.
+ 10.  Hosa at Meraris Sønner havde Sønner: Sjimri, som var Overhoved -
+      thi skønt han ikke var den førstefødte, gjorde hans Fader ham
+      til Overhoved
+ 11.  Hilkija den anden, Tebalja den tredje og Zekarja den
+      fjerde. Hosas Sønner og Brødre var i alt tretten.
+
+ 12.  Disse Dørvogternes Skifter, deres Overhoveder sammen med deres
+      Brødre, blev Vagttjenesten overdraget, og således gjorde de
+      Tjeneste i HERRENs Hus;
+ 13.  og om hver enkelt Port kastede de Lod mellem små som store,
+      efter deres Fædrenehuse.
+ 14.  Loddet for Østporten ramte Sjelemja. Også for hans Søn Zekarja,
+      en klog Rådgiver, kastede man Lod, og Loddet traf Nordporten.
+ 15.  Por Obed-Edom traf det Sydporten og for hans Sønner
+      Forrådskamrene.
+ 16.  Og for Hosa traf Loddet Vestporten tillige med Sjalleketporten
+      ved Vejen, der fører opad, den ene Vagtpost ved den anden.
+ 17.  Mod Øst var der seks Leviter, mod Nord daglig fire, mod Syd
+      daglig tre, ved hvert af Forrådskamrene to,
+ 18.  ved Parbar mod Vest var der fire ved Vejen, to ved Parbar.
+ 19.  Det var Dørvogternes Skifter af Koraiternes og Meraris
+      Efterkommere.
+
+ 20.  Deres Brødre Leviterne, som havde Tilsyn med Guds Hus's
+      Skatkamre og Skatkamrene til Helliggaverne:
+ 21.  Ladans Sønner, Gersoniternes Efterkommere gennem Ladan,
+      Overhovederne for Gersoniten Ladans Fædrenehuse: Jehieliterne.
+ 22.  Jehieliternes Sønner Zetam og hans Broder Joel havde Tilsynet
+      med HERRENs Hus's Skafte.
+ 23.  Af Amramiterne, Jizhariterne, Hebroniterne og Uzzieliterne
+ 24.  var Sjubael, en Søn af Moses's Søn Gersom, Overopsynsmand over
+      Skattene.
+ 25.  Hans fra Eliezer nedstammende Brødre: Hans Søn Rehabja, hans Søn
+      Jesjaja, hans Søn Joram, hans Søn Zikri, hans Søn Sjelomit.
+ 26.  Denne Sjelomit og hans Brødre havde Tilsynet med de Skatte af
+      Helliggaver, som Kong David, Fædrenehusenes Overhoveder, Tusind-
+      og Hundredførerne og Hærførerne havde helliget -
+ 27.  de havde helliget dem af Krigsbyttet til Hjælp ved Bygningen at
+      HERRENs Hus
+ 28.  og med alt, hvad Seeren Samuel, Saul, Kisj's Søn, Abner, Ners
+      Søn, og Joab, Zerujas Søn, havde helliget; alt, hvad der var
+      helliget, var betroet Sjelomit og hans Brødre.
+
+ 29.  Af Jizhariteme udtoges Honanja og hans Sønner til Arbejdet ude i
+      Israel som Fogeder og Dommere.
+ 30.  Af Hebroniterne var Hasjabja og hans Brødre, 1700 dygtige Folk,
+      sat til at varetage alt, hvad der vedrørte HERRENs Tjeneste og
+      Kongens Tjeneste i Israel vesten for Jordan.
+ 31.  Til Hebroniterne hørte Jerija, Overhovedet forHebroniterne,
+      efter deres Nedstamning, efter Fædrenehusene - i Davids
+      fyrretyvende Regeringsår blev der iværksat en Undersøgelse
+      angående dem, og der fandtes dygtige Folk iblandt dem i Ja'zer i
+      Gilead
+ 32.  og hans Brødre, 2700 dygtige Folk, Overhoveder for
+      Fædrenehusene; dem satte Kong David over Rubeniteme, Gaditerne
+      og Manasses halve Stamme til at varetage alle Sager, som
+      vedrørte Gud og Kongen.
+
+Første Krønikebog 27
+
+  1.  Israeliterne efter deres Tal: Fædrenehusenes Overhoveder,
+      Tusind- og Hundredførerne og deres Fogeder, som tjente Kongen i
+      alle Sager vedrørende Skifterne, de, der skiftevis trådte til og
+      fra hver Måned hele Året rundt, hvert Skifte på 24000 Mand:
+
+  2.  Over det første Skifte, den første Måneds Skifte stod Isjba'al,
+      Zabdiels Søn - til hans Skifte hørte 24000 Mand
+  3.  af Perez's Efterkommere, Overhoved for alle Hærførerne; det var
+      den første Måned.
+  4.  Over den anden Måneds Skifte stod Ahohiten El'azar, Dodajs Søn;
+      til hans Skifte hørte 24000 Mand.
+  5.  Den tredje Hærfører, ham i den tredje Måned, var Benaja,
+      Ypperstepræsten Jojadas Søn; til hans Skifte hørte 24000 Mand.
+  6.  Denne Benaja var Helten blandt de tredive og stod i Spidsen for
+      de tredive, og ved hans Skifte var hans Søn Ammizabad.
+  7.  Den fjerde, ham i den fjerde Måned, var Joabs Broder Asa'el og
+      efter ham hans Søn Zebadja; til hans Skifte hørte 24000 Mand.
+  8.  Den femte, ham i den femte Måned, var Hærføreren Zeraiten
+      Sjamhut; til hans Skifte hørte 24000 Mand.
+  9.  Den sjette, ham i den sjette Måned, var Ira, Ikkesjs Søn, fra
+      Tekoa; til hans Skifte hørte 24000 Mand.
+ 10.  Den syvende, ham i den syvende Måned, var Peloniten Helez af
+      Efraimiterne; til hans Skifte hørte 24000 Mand.
+ 11.  Den ottende, ham i den ottende Måned, var Husjatiten Sibbekaj af
+      Zeras Slægt; til hans Skifte hørte 24000 Mand.
+ 12.  Den niende, ham i den niende Måned, var Abiezer fra Anatot at
+      Benjaminiterne; til hans Skifte hørte 24000 Mand.
+ 13.  Den tiende, ham i den tiende Måned, var Maharaj fra Netofa af
+      Zeras Slægt, til hans Skifte hørte 24000 Mand.
+ 14.  Den ellevte, ham i den ellevte Måned, var Benaja fra Pir'aton af
+      Efraimiterne; til hans Skifte hørte 24000 Mand.
+ 15.  Den tolvte, ham i den tolvte Måned, var Heldaj fra Netofa af
+      Otniels Slægt; til hans Skifte hørte 24000 Mand.
+
+ 16.  I Spidsen for Israels Stammer stod: Som Fyrste for Rubeniterne
+      Eliezer, Zikris Søn; for Simeoniterne Sjefatja, Ma'akas Søn;
+ 17.  for Levi Hasjabja, Hemuels Søn, for Aron Zadok;
+ 18.  for Juda Eliab, en af Davids Brødre; for Issakar Omri, Mikaels
+      Søn;
+ 19.  for Zebulon Jisjmaja, Obadjas Søn; for Naftali Jerimot, Azriels
+      Søn;
+ 20.  for Efraimiterne Hosea, Azazjas Søn; for Manasses halve Stamme
+      Joel, Pedajas Søn;
+ 21.  for Manasses anden Halvdel i Gilead Jiddo, Zekarjas Søn; for
+      Benjamin Ja'asiel, Abners Søn;
+ 22.  for Dan Azar'el, Jerobams Søn. Det var Israels Stammers
+      Øverster.
+
+ 23.  David tog ikke Tal på dem, dervar under tyve År, thi HERREN
+      havde forjættet at ville gøre Israel talrigt som Himmelens
+      Stjerner.
+ 24.  Joab, Zerujas Søn, begyndte at tælle dem, men fuldførfe det
+      ikke; thi for den Sags Skyld ramtes Israel af Vrede, og Tallet
+      indførtes ikke i Kong Davids Krønike.
+
+ 25.  Over Kongens Skatte havde Azmavet, Adiels Søn, Opsynet, og over
+      Forrådene ude på Landet, i Byerne, Landsbyerne og Fæstningerne
+      Jonatan, Uzzijas Søn;
+ 26.  over Markarbejderne ved Jordens Dyrkning Ezri, Kelubs Søn;
+ 27.  over Vingårdene Sjim'i fra Rama; over Vinforrådene i Vingårdene
+      Sjifmiten Zabdi;
+ 28.  over Oliventræerne og Morbærfigentræerne i Lavlandet Ba'al-Hanan
+      fra Geder; over Olieforrådene Joasj;
+ 29.  over Hornkvæget, der græssede på Saron, Saroniten Sjitraj; over
+      Hornkvæget i Dalene Sjafat, Adlajs Søn;
+ 30.  over Kamelerne Ismaelitem Obil; over Æslerne Jedeja fra Meronot;
+ 31.  over Småkvæget Hagriten Jaziz. Alle disse var Overopsynsmænd
+      over Kong Davids Ejendele.
+
+ 32.  Davids Farbroder Jonatan, en indsigtsfuld og skriffkyndig Mand,
+      var Rådgiver. Jehiel, Hakmonis Søn, opdrog Kongens Sønner.
+ 33.  Akitofel var Kongens Rådgiver og Arkiten Husjaj Kongens Ven.
+ 34.  Akitofels Eftermand var Jojada, Benajas Søn, og Ebjatar. Joab
+      var Kongens Hærfører.
+
+Første Krønikebog 28
+
+  1.  Derpå samlede David i Jerusalem alle Israels Øverster,
+      Stammeøversterne, Skifternes Øverster, som var i Kongens
+      Tjeneste, Tusind- og Hundredførerne, Overopsynsmændene over alle
+      Kongens og hans Sønners Ejendele og Kvæg, ligeledes Hofmændene,
+      Kærnetropperne og alle dygtige Krigere.
+  2.  Kong David rejste sig op og sagde: "Hør mig, mine Brødre og mit
+      Folk! Jeg havde i Sinde at bygge HERRENs Pagts Ark og vor Guds
+      Fodskammel et Hus at hvile i og havde truffet forberedelser til
+      at bygge.
+  3.  Men Gud sagde til mig: Du skal ikke bygge mit Navn et Hus, thi
+      du er en Krigens Mand og har udgydt Blod!
+  4.  Af mit Fædrenehus udvalgte HERREN, Israels Gud, ene mig til
+      Konge over Israel evindelig, thi han udvalgte Juda til Fyrste og
+      af Juda mit Fædrenehus, og mellem min Faders Sønner fandt han
+      Behag i mig, så han gjorde mig til Konge over hele Israel.
+  5.  Og af alle mine Sønner - HERREN har givet mig mange Sønner har
+      han udvalgt min Søn Salomo til at sidde på HERRENs Kongetrone og
+      herske over Israel.
+  6.  Og han sagde til mig: Din Søn Salomo er den, som skal bygge mit
+      Hus og mine Forgårde, thi ham har jeg udvalgt til min Søn, og
+      jeg vil være ham en Fader;
+  7.  jeg vil grundfæste hans Kongedømme til evig Tid, hvis han holder
+      fast ved mine Bud og Lovbud og gør efter dem således som nu.
+  8.  Og nu, for hele Israels, HERRENs Forsamlings, Øjne og i vor Guds
+      Påhør siger jeg: Stræb at holde alle HERREN eders Guds Bud, at I
+      må eje dette herlige Land og lade det gå i Arv til eders
+      Efterkommere til evig Tid!
+  9.  Og du, min Søn Salomo! Kend din Faders Gud og tjen ham med et
+      helt Hjerte og en villig Sjæl, thi HERREN ransager alle Hjerter
+      og kender alt, hvad der rører sig i deres Tanker. Hvis du søger
+      ham, vil han lade sig fmde af dig, men forlader du ham, vil han
+      forkaste dig for evigt.
+ 10.  Så se da til, thi HERREN har udvalgt dig til at bygge et Hus til
+      Helligdom! Gå til Værket med Frimodighed!"
+
+ 11.  Derpå gav David sin Søn Salomo Planen til Forhallen, Templets
+      Bygninger, Forrådskamrene, Rummene på Taget, de indre Kamre og
+      Hallen til Sonedækket
+ 12.  og Planen til alt, hvad der stod for hans Tanke med Hensyn til
+      HERRENs Hus's Forgårde og alle Kamrene rundt om, Guds Hus's
+      Skatkamre og Skatkamrene til Helliggaverne,
+ 13.  fremdeles Anvisninger om Præsternes og Leviternes Skifter og alt
+      Arbejdet ved Tjenesten i HERRENs Hus og alting, som hørte til
+      Tjenesten i HERRENs Hus,
+ 14.  om Guldet, den Vægt, der skulde til hver enkelt Ting, som hørte
+      til Tjenesten, og om alle Sølvtingene, den Vægt, der skulde til
+      hver enkelt Ting, som hørte til Tjenesten,
+ 15.  fremdeles om Vægten på Guldlysestagerne og deres Guldlamper,
+      Vægten på hver enkelt Lysestage og dens Lamper, og på
+      Sølvlysestagerne, Vægten på hver enkelt Lysestage og dens
+      Lamper, svarende til hver enkelt Lysestages Brug ved Tjenesten,
+ 16.  fremdeles om Vægten på Guldet til Skuebrødsbordene, til hvert
+      enkelt Skuebrødsbord, og på Sølvet til Sølvbordene
+
+ 17.  og om Gaflerne, Skålene og Krukkerne af purt Guld og om
+      Guldbægrene, Vægten på hvert enkelt Bæger, og Sølvbægrene,
+      Vægten på hvert enkelt Bæger,
+ 18.  øg om Vægten på Røgofferalteret af purt Guld og om Tegningen til
+      Vognen, til Guldkeruberoe, som udbredte Vingerne skærmende over
+      HERRENs Pagts Ark.
+ 19.  "HERREN har sat mig ind i alt dette ved et Skrift, jeg har fra
+      hans egen Hånd, i alle de Arbejder, Planen omfatter."
+
+ 20.  Derpå sagde David til sin Søn Salomo: "Gå til Værket og vær
+      frimodig og stærk, frygt ikke og tab ikke Modet, thi Gud HERREN,
+      min Gud, vil være med dig! Han vil ikke slippe dig og ikke
+      forlade dig, før alt Arbejdet med HERRENs Hus er fuldført.
+ 21.  Se, Præsternes og Leviternes Skifter er rede til alt Arbejdet
+      ved Guds Hus; og til alt, hvad der skal udføres, har du Folk hos
+      dig, der alle er villige og forstår sig på Arbejder af enhver
+      Art, og Øversterne og hele Folket er rede til alt, hvad du
+      kræver."
+
+Første Krønikebog 29
+
+  1.  Fremdeles sagde Kong David til hele Forsamlingen: "Min Søn
+      Salomo, som Gud har udvalgt, er ung og uudviklet, og Arbejdet er
+      stort, thi Borgen er ikke bestemt for et Menneske, men for Gud
+      HERREN.
+  2.  Jeg har derfor sat al min Kraft ind på til min Guds Hus at
+      tilvejebringe Guldet, Sølvet, Kobberet, Jernet og Træet til det,
+      der skal laves af Guld, Sølv, Kobber, Jern og Træ, desuden
+      Sjohamsten og Indfatningssten, Rubiner, brogede Sten, alle Slags
+      Ædelsten og Marmorsten i Mængde.
+  3.  I min Glæde over min Guds Hus giver jeg der hos til min Guds
+      Hus, hvad jeg ejer af Guld og Sølv, ud over alt, hvad jeg har
+      bragt til Veje til det hellige Hus:
+  4.  3.000 Talenter Guld, Offrguld, og 7.000 Talenter lutret Sølv til
+      at overtrække Bygningernes Vægge med,
+  5.  Guldet til det, der skal forgyldes, og Sølvet til det, der skal
+      forsølves, og til ethvert Arbejde, der skal udføres af
+      Håndværkernes Hånd. Hvem er nu villig til i Dag at bringe HERREN
+      Gaver?"
+
+  6.  Da kom Øversterne for Fædrenehusene, Øversterne for Israels
+      Stammer, Tusind- og Hundredførerne og Øversterne i Kongens
+      Tjeneste frivilligt
+  7.  og gav til Arbejdet på Guds Hus 5.000 Talenter og 10.000
+      Darejker Guld, 10.000 Talenter Sølv, 18.000 Talenter Kobber og
+      100.000 Talenter Jern;
+  8.  og de, som ejede Ædelsten, gav dem til HERRENs Hus's Skat, der
+      stod under Gersoniten Jehiels Tilsyn.
+  9.  Og Folket glædede sig over deres Vilje til at give, thi af et
+      helt Hjerte gav de HERREN frivillige Gaver; også Kong David
+      følte stor Glæde.
+
+ 10.  Og David priste HERREN i hele forsamlingens Nærværelse, og David
+      sagde: "Lovet være du HERRE, vor Fader Israels Gud fra Evighed
+      til Evighed!
+ 11.  Din, HERRE, er Storheden, Magten, Æren, Glansen og Herligheden,
+      thi alt i Himmelen og på Jorden er dit; dit, o HERRE, er Riget,
+      og selv løfter du dig som Hoved over alle.
+ 12.  Rigdom og Ære kommer fra dig, og du hersker over alt; i din Hånd
+      er Kraft og Vælde, og i din Hånd står det at gøre, hvem det skal
+      være, stor og stærk.
+ 13.  Derfor priser vi dig nu, vor Gud, og lovsynger dit herlige Navn!
+ 14.  Thi hvad er jeg, og hvad er mit Folk, at vi selv skulde evne at
+      give sådanne frivillige Gaver? Fra dig kommer det alt sammen, og
+      af din egen Hånd har vi givet dig det.
+ 15.  Thi vi er fremmede for dit Åsyn og Gæster som alle vore Fædre;
+      som em Skygge er vore Dage på Jorden, uden Håb!
+ 16.  HERRE vor Gud, al denne Rigdom, som vi har bragt til Veje for at
+      bygge dit hellige Navn et Hus, fra din Hånd kommer den, og dig
+      tilhører det alt sammen.
+ 17.  Jeg ved, min Gud. at du prøver Hjerter og har Behag i
+      Oprigtighed; af oprigtigt Hjerte har jeg villigt givet alt
+      dette, og nu har jeg set med Glæde, at dit Folk, der er her til
+      Stede, villigt har givet dig Gaver.
+ 18.  HERRE, vore Fædre Abrahams, Isaks og Israels Gud, bevar til evig
+      Tid et sådant Sind og sådanne Tanker i dit Folks Hjerte og vend
+      deres Hjerter til dig!
+ 19.  Og giv min Søn Salomo et helt Hjerte til at holde dine Bud,
+      Vidnesbyrd og Anordninger og udføre det alt sammen og bygge den
+      Borg, jeg har truffet Forberedelser til at opføre!"
+
+ 20.  Derpå sagde David til hele Forsamlingen: "Lov HERREN eders Gud!"
+      Og hele Forsamlingen lovede HERREN, deres Fædres Gud, og kastede
+      sig ned for HERREN og Kongen.
+ 21.  Så ofrede de Slagtofre til HERREN, og Dagen efter bragte de ham
+      som Brændoffer l000 Tyre, 1000 Vædre og 1000 Lam med tilhørende
+      Drikofre og en Mængde Slagtofre for hele Israel;
+ 22.  og de spiste og drak den Dag for HERRENs Åsyn med stor
+      Glæde. Derefter indsatte de på ny Davids Søn til Konge, og de
+      hyldede ham som HERRENs Fyrste og Zadok som Præst;
+ 23.  og Salomo satte sig på HERRENs Trone som Konge i sin Fader
+      Davids Sted; Lykken var med ham, og hele Israel var ham lydigt;
+ 24.  og alle Øversterne og Kærnetropperne, ligeledes alle Kong Davids
+      Sønner hyldede Kong Salomo.
+ 25.  HERREN gjorde Salomo overmåde mægtig for hele Israels Øjne og
+      gav ham en kongelig Herlighed, som ingen Konge før ham havde
+      haft i Israel.
+
+ 26.  David, Isajs Søn, havde hersket over hele Israel.
+ 27.  Tiden, han var Konge over Israel, udgjorde fyrretyve År; i
+      Hebron herskede han syv År, i Jerusalem tre og tredive År.
+ 28.  Han døde i en god Alder, mæt af Dage, Rigdom og Ære; og hans Søn
+      Salomo blev Konge i hans Sted.
+
+ 29.  Kong Davids Historie fra først til sidst står optegnet i Seeren
+      Samuels Krønike, Profeten Natans Krønike og Seeren Gads Krønike
+ 30.  tillige med hele hans Regering og hans Heltegerninger og de
+      Tildragelser, som hændtes ham og Israel og alle Lande og Riger.
+
+
+Anden Krønikebog
+
+Anden Krønikebog 1
+
+  1.  Salomo, Davids Søn, fik sikret sig Magten, og HERREN hans Gud
+      var med ham og gjorde ham overmåde mægtig.
+  2.  Da tilsagde Salomo hele Israel, Tusind- og Hundredførerne,
+      Dommerne og alle Israels Øverster, Fædrenehusenes Overhoveder,
+  3.  og ledsaget af hele Forsamlingen drog han til Offerhøjen i
+      Gibeon. Der stod Guds Åbenbaringstelt, som HERRENs Tjener Moses
+      havde rejst i Ørkenen,
+  4.  men Guds Ark havde David bragt op fra Kijat-Jearim til det Sted,
+      han havde beredt den, idet han havde ladet rejse et Telt til den
+      i Jerusalem.
+  5.  Men Kobberalteret, som Bezal'el, en Søn af Hurs Søn Uri, havde
+      lavet, stod der foran HERRENs Bolig, og der søgte Salomo og
+      Forsamlingen ham.
+  6.  Og Salomo ofrede der på Åbenbaringsteltets Kobberalter, som stod
+      foran HERRENs Åsyn, han ofrede 1000 Brændofre derpå.
+
+  7.  Samme Nat lod Gud sig til Syne for Salomo og sagde til ham:
+      "Sig, hvad du ønsker, jeg skal give dig!"
+  8.  Da sagde Salomo til Gud: "Du viste stor Miskundhed mod min Fader
+      David, og du har gjort mig til Konge i hans Sted.
+  9.  Så lad da, Gud HERRE, din Forjæftelse til min Fader David gå i
+      Opfyldelse, thi du har gjort mig til Konge over et Folk, der er
+      talrigt som Jordens Støv.
+ 10.  Giv mig derfor Visdom og Indsigt, så jeg kan færdes ret over for
+      dette Folk, thi hvem kan dømme dette dit store Folk?"
+ 11.  Da sagde Gud til Salomo: "Fordi din Hu står til dette, og du
+      ikke bad om Rigdom, Gods og Ære eller om dine Avindsmænds Liv,
+      ej heller om et langt Liv, men om Visdom og Indsigt til at dømme
+      mit Folk, som jeg gjorde dig til Konge over,
+ 12.  så skal du få Visdom og Indsigt; men jeg giver dig også Rigdom,
+      Gods og Ære, så at ingen Konge før dig har haft Mage dertil. og
+      ingen efter dig skal have det."
+ 13.  Derpå begav Salomo sig fra Offerhøjen i Gibeon, fra Pladsen
+      foran Åbenbaringsteltet, til Jerusalem; og han herskede som
+      Konge over Israel.
+
+ 14.  Salomo anskaffede sig Stridsvogne og Ryttere, og han havde 1400
+      Vogne og l2000 Ryttere; dem lagde han dels i Vognbyerne, dels
+      hos sig i Jerusalem.
+ 15.  Kongen bragte det dertil, af Sølv og Guld i Jerusalem var lige
+      så almindeligt som Sten, og Cedertræ lige så almindeligt som
+      Morbærfigentræ i Lavlandet.
+ 16.  Hestene, Salomo indførte, kom fra Mizrajim og Kove; Kongens
+      Handelsfolk købte dem i Kove.
+ 17.  De udførte en Vogn fra Mizrajim for 600 Sekel Sølv, en Hest for
+      150. Ligeledes udførtes de ved Handelsfolkenes Hjælp til alle
+      Hetiternes og Arams Konger.
+
+Anden Krønikebog 2
+
+  1.  Salomo fik i Sinde at bygge et Hus for HERRENs Navn og et
+      kongeligt Palads.
+  2.  Salomo lod derfor udskrive 70.000 Mand til Lastdragere og 80.000
+      Mand til Stenhuggere i Bjergene og 3600 til at føre Tilsyn med
+      dem.
+  3.  Og Salomo sendte Kong Huram af Tyrus følgende Bud: "Vær mod mig
+      som mod min Fader David, hvem du sendte Cedertræ, for at han
+      kunde bygge sig et Palads at bo i.
+  4.  Se, jeg er ved at bygge HERREN min Guds Navn et Hus; det skal
+      helliges ham, for at man kan brænde vellugtende Røgelse for hans
+      Åsyn, altid have Skuebrødene fremme og ofre Brændofre hver
+      Morgen og Aften, på Sabbaterne, Nymånedagene og HERREN vor Guds
+      Højtider, som det til evig Tid påhviler Israel.
+  5.  Huset, jeg vil bygge, skal være stort; thi vor Gud er større end
+      alle Guder.
+  6.  Hvem magter at bygge ham et Hus, når dog Himmelen og Himlenes
+      Himle ikke kan rumme ham? Og hvem erjeg, at jeg skulde bygge ham
+      et Hus, når det ikke var for at tænde Offerild for hans Åsyn!
+  7.  Så send mig da en Mand, der har Forstand på at arbejde i
+      Guld. Sølv, Kobber, Jern, rødt Purpur, Karmoisin og violet
+      Purpur og forstår sig på Billedskærerarbejde, til at arbejde
+      sammen med mine egne Mestre her i Juda og Jerusalem, dem, som
+      min Fader antog;
+  8.  og send mig Ceder- Cypres- og Algummimtræ fra Libanon, thi jeg
+      ved at dine Folk forstår at fælde Libanons Træer; og mine Folk
+      skal hjælpe dine;
+  9.  men Træ må jeg have i Mængde, thi Huset, jeg vil bygge, skal
+      være stort, det skal være et Underværk.
+ 10.  For Tømrerne, som fælder Træerne, vil jeg til Underhold for dine
+      Folk give 20.000 Kor Hvede, 20.000 Kor Byg, 20.000 Bat Vin og
+      20.000 Bat Olie."
+
+ 11.  Kong Huram af Tyrus svarede i et Brev, som han sendte Salomo:
+      "Fordi HERREN elsker sit Folk, har han gjort dig til Konge over
+      dem!"
+ 12.  Og Huram føjede til: "Lovet være HERREN, Israels Gud, som har
+      skabt Himmelen og Jorden, at han har givet Kong David en viis
+      Søn, der har Forstand og Indsigt til at bygge et Hus for HERREN
+      og et kongeligt Palads.
+ 13.  Her sender jeg dig en kyndig og indsigtsfuld Mand, Huram-Abi;
+ 14.  han er Søn af en Kvinde fra Dan, men hans Fader er en Tyrier;
+      han forstår at arbejde i Guld. Sølv, Kobber, Jern, Stem, Træ,
+      rødt og violet Purpur, fint Linned og karmoisinfarvet Stof,
+      forstår sig på al Slags Billedskærerarbejde og kan udtænke alle
+      de Kunstværker, han sættes til; han skal arbejde sammen med dine
+      og med min Herres, din Fader Davids, Mestre.
+ 15.  Min Herre skal derfor sende sine Trælle Hveden, Byggen, Vinen og
+      Olien, han talte om;
+ 16.  så vil vi fælde så mange Træer på Libanon, som du har Brug for,
+      og sende dig dem i Tømmerflåder på Havet til Jafo; men du må
+      selv få dem op til Jerusalem."
+ 17.  Salomo lod da alle fremmede Mænd, der boede i Israels Land,
+      tælle - allerede tidligere havde hans fader David ladet dem
+      tælle - og de fandtes at udgøre 153.600.
+ 18.  Af dem gjorde han 70.000 til Lastdragere, 80.000 til Stenhuggere
+      i Bjergene og 3.600 til Opsynsmænd til at lede Folkenes Arbejde.
+
+Anden Krønikebog 3
+
+  1.  Derpå tog Salomo fat på at bygge HERRENs Hus i Jerusalem på
+      Morija Bjerg, hvor HERREN havde ladet sig til Syne for hans
+      Fader David, på det Sted, David havde beredt, på Jebusiten
+      Ornans Tærskeplads.
+  2.  Han tog fat på Byggearbejdet i den anden Måned i sit fjerde
+      Regeringsår.
+  3.  Målene på Grunden, som Salomo lagde ved Opførelsen af Guds Hus,
+      var følgende: Længden var tresindstyve Alen efter gammelt Mål,
+      Bredden tyve.
+  4.  Forhallen foran Templets Hellige var tyve Alen lang, svarende
+      til Templets Bredde, og tyve Alen høj; og han overtrak den
+      indvendig med purt Guld.
+  5.  Den store Hal dækkede han med Cyprestræ og overtrak den desuden
+      med ægte Guld og prydede den med Palmer og Kranse.
+  6.  Han smykkede Hallen med Ædelsten; og Guldet var Parvajimguld;
+  7.  han overtrak Templet, Bjælkerne, Dørtærsklerne, Væggene og
+      Dørfløjene med Guld og lod indgravere Keruber på Væggene.
+  8.  Han byggede fremdeles det Allerhelligste; dets Længde på tværs
+      af Templet var tyve Alen, dets Bredde tyve; og han overtrak det
+      med ægte Guld til en Vægt af 600 Talenter.
+  9.  Naglerne havde en Vægt af halvtredsindstyve Guldsekel; og
+      Rummene på Taget overtrak han med Guld.
+
+ 10.  I det Allerhelligste satte han to Keruber i Billedskærerarbejde,
+      og han overtrak dem med Guld.
+ 11.  Kerubernes Vinger målte tilsammen tyve Alen i Længden; den enes
+      ene Vinge, fem Alen lang, rørte Hallens ene Væg, medens den
+      anden, fem Alen lang, rørte den andens Vinge;
+ 12.  og den anden Kerubs ene Vinge, fem Alen lang, rørte Hallens
+      modsatte Væg, medens den anden, fem Alen lang, nåede til den
+      førsfe Kerubs Vinge.
+ 13.  Disse Kerubers Vinger mnålte i deres fulde Udstrækning tyve Alen
+      og de stod oprejst med Ansigtet indad.
+
+ 14.  Tillige lavede han Forhænget af violet og rødt Purpur,
+      karmoisinfarvet Stof og fint Linned og prvdede det med Keruber.
+
+ 15.  Foran Templet lavede han to Søjler. De var fem og tredive Alen
+      høje, og Søjlehovedet oven på dem var fem Alen.
+ 16.  Så lavede han Kranse som en Halskæde og anbragte dem øverst på
+      Søjlerne, og fremdeles lavede han l00 Granatæbler og satte dem
+      på Kransene.
+ 17.  Disse Søjler rejste han foran Helligdommen, en til højre og en
+      til venstre: den højre kaldte han Jakin, den venstre Boaz.
+
+Anden Krønikebog 4
+
+  1.  Fremdeles lavede han et Kobberalter, tyve Alen bredt og ti Alen
+      højt.
+
+  2.  Fremdeles lavede han Havet i støbt Arbejde, ti Alen fra Rand til
+      Rand, helt rundt, fem Alen højt; det målte tredive Alen i
+      Omkreds.
+  3.  Under Randen var det hele Vejen rundt omgivet af agurklignende
+      Prydelser, der omsluttede Havet helt rundt, tredive Alen; i to
+      Rækker sad de agurklignende Prydelser, støbt i eet dermed.
+  4.  Det stod på tolv Okser, således at tre vendte mod Nord, tre mod
+      Vest, tre mod Syd og tre mod Øst; Havet stod oven på dem; de
+      vendte alle Bagkroppen indad.
+  5.  Det var en Håndsbred tykt, og Randen var formet som Randen på et
+      Bæger, som en udsprungen Lilje. Det tog 3000 Bat.
+
+  6.  Fremdeles lavede han ti Bækkener og satte fem til højre og fem
+      til venstre, til Tvætning; i dem skyllede man, hvad der brugtes
+      ved Brændofrene, medens Præsterne brugte Havet til at tvætle sig
+      i.
+
+  7.  Fremdeles lavede han de ti Guldlysestager, som de skulde væte,
+      og satte dem i Helligdommen, fem til højre og fem til venstre.
+
+  8.  Fremdeles lavede han ti Borde og satte dem i Helligdommen, fem
+      til højre og fem til venstre; fillige lavede han 100 Skåle af
+      Guld.
+
+  9.  Fremdeles indrettede han Præsternes Forgård og den store Gård og
+      Porte til Gården; Portfløjene overtrak han med Kobber.
+ 10.  Havet opstillede han ved Templets Sydside, ved det sydøstre
+      Hjørne.
+
+ 11.  Fremdeles lavede Huram Karrene, Skovlene og Skålene. Dermed var
+      Huram færdig med sit Arbejde for Kong Salomo ved Guds Hus:
+ 12.  De to Søjler og de to kugleformede Søjlehoveder ovenpå, de to
+      Fletværker til at dække de to, kugleformede Søjlehoveder på
+      Søjlerne,
+
+ 13.  de 400 Granatæbler til de to Fletværker, to Rækker Granatæbler
+      til hvert Fletværk til at dække de to kugleformede Søjlehoveder
+      på de to Søjler,
+ 14.  de ti Stel med de ti Bækkener på,
+ 15.  Havet med de tolv Okser under.
+ 16.  Karrene, Skovlene og Skålene og alle de Ting, som hørte til,
+      lavede Huram-Abi af blankt Kobber for Kong Salomo til HERRENs
+      Hus.
+ 17.  I Jordandalen lod Kongen dem støbe, ved Adamas Vadested mellem
+      Sukkot og Zereda.
+ 18.  Salomo lod alle disse Ting lave i stor Mængde, thi Kobberet blev
+      ikke vejet.
+
+ 19.  Og Salomo lod alle Tingene, som hørte til Guds Hus, lave:
+      Guldalteret, Bordene, som Skuebrødene lå på,
+ 20.  Lysestagerne med Lamperne, der skulde tændes på den foreskrevne
+      Måde, foran Inderhallen, af purt Guld,
+ 21.  med Blomsterbægrene, Lamperne og Lysesaksene af Guld, ja af det
+      allerbedste Guld,
+ 22.  Knivene, Skålene, Kanderne og Panderne af fint Guld og
+      Dørhængslerne til Templet, til Inderdørene for det
+      Allerltelligste og til Dørene for det Hellige, af Guld.
+
+Anden Krønikebog 5
+
+  1.  Da hele Arbejdet, som Salomo lod udføre ved HERRENs Hus, var
+      færdigt, bragte Salomo sin Fader Davids Helliggaver, Sølvet og
+      Guldet, derind og lagde alle Tingene i Skatkamrene i Guds Hus.
+
+  2.  Derpå kaldte Salomo Israels Ældste og alle Stammernes
+      Overhoveder, Israeliternes Fædrenehuses Øverster, sammen i
+      Jerusalem for at føre HERRENs Pagts Ark op fra Davidsbyen, det
+      er Zion.
+  3.  Så samledes alle Israels Mænd hos Kongen på Højtiden i Etanim
+      Måned, det er den syvende Måned.
+  4.  Og alle Israels Ældste kom, og Leviterne har Arken.
+  5.  Og de bragte Arken op tillige med Åbenbaringsteltett og alle de
+      hellige Ting, der var i Teltet; Præsterne og Leviterne bragte
+      dem op:
+  6.  Og Kong Salomo tillige med hele Israels Menighed, som havde
+      givet Møde hos ham foran Arken, ofrede Småkvæg og Hornkvæg, så
+      meget, at det ikke var til at tælle eller overse.
+  7.  Så førte Præsterne HERRENs Pagts Ark ind på dens Plads i
+      Templets Inderhal, det Allerhelligste, og stillede den under
+      Kerubernes Vinger;
+  8.  og Keruberne udbredte deres Vinger over Pladsen, hvor Arken
+      stod, og således dannede Keruberne et Dække over Arken og dens
+      Bærestænger.
+  9.  Stængerne var så lange, at Enderne af dem kunde ses fra det
+      Hellige foran Inderhallen, men de kunde ikke ses længere ude; og
+      de er der den Dag i Dag.
+ 10.  Der var ikke andet i Arken end de to Tavler, Moses havde lagt
+      ned i den på Horeb, Tavlerne med den Pagt, HERREN havde sluttet
+      med Israeliterne, da de drog bort fra Ægypten.
+ 11.  Da Præsteme derpå gik ud af Helligdommen - alle de Præster, der
+      var til Stede, havde nemlig helliget sig uden Hensyn til
+      Skifterne;
+ 12.  og alle de levitiske Sangere, Asaf, Heman og Jedutun tillige med
+      deres Sønner og Brødre stod østen for Alteret i Klæder af fint
+      Linned med Cymbler, Harper og Citre, og sammen med dem stod 120
+      Præster, der blæste i Trompeter -
+ 13.  i samme Øjeblik som Trompetblæserne og Sangerne på een Gang
+      stemte i for at love og prise HERREN og lod Trompeterne,
+      Cymblerne og Musikinstrumenterne klinge og lovede HERREN med
+      Ordene "thi han er god, og hans Miskundhed varer evindelig!" -
+      fyldte Skyen HERRENs Hus,
+ 14.  så at Præsterne af Skyen hindredes i at stå og udføre deres
+      Tjeneste, thi HERRENs Herlighed fyldte Guds Hus.
+
+Anden Krønikebog 6
+
+  1.  Ved den Lejlighed sang Salomo: "HERREN har sagt, han vil bo i
+      Mulmet!"
+  2.  Nu har jeg bygget dig et Hus til Bolig, et Sted, du for evigt
+      kan dvæle.
+
+  3.  Derpå vendte Kongen sig om og velsignede hele Israels
+      Forsamling, der imens stod op;
+  4.  og han sagde: "Lovet være HERREN, Israels Gud, hvis Hånd har
+      fuldført, hvad hans Mund talede til min Fader David, dengang han
+      sagde:
+  5.  Fra den Dag jeg førte mit Folk ud af Ægypten, har jeg ikke
+      udvalgt nogen By i nogen af Israels Stammer, hvor man skulde
+      bygge et Hus til Bolig for mit Navn, og jeg har ikke udvalgt
+      nogen Mand til at være Hersker over mit Folk Israel;
+  6.  men Jerusalem udvalgte jeg til Bolig for mit Navn, og David
+      udvalgte jeg til at herske over mit Folk Israel.
+  7.  Og min Fader David fik i Sinde at bygge HERRENs, Israels Guds,
+      Navn et Hus;
+  8.  men HERREN sagde til min Fader David: At du har i Sinde at bygge
+      mit Navn et Hus, er ret af dig;
+  9.  dog skal ikke du bygge det Hus, men din Søn, der udgår af din
+      Lænd, skal bygge mit Navn det Hus.
+ 10.  Nu har HERREN opfyldt det Ord, han talede, og jeg er trådt i min
+      Fader Davids Sted og sidder på Israels Trone, som HERREN sagde,
+      og jeg har bygget HERRENs, Israels Guds, Navn Huset;
+ 11.  og jeg har der beredt en Plads til Arken med den Pagt, HERREN
+      sluttede med Israeliterne."
+
+ 12.  Derpå trådte Salomo frem foran HERRENs Alfer lige over for hele
+      Israels Forsamling og udbredte Hænderne.
+ 13.  Salomo havde nemlig ladet lave en fem Alen lang, fem Alen bred
+      og tre Alen høj Talerstol af Hobber og stillet den op midt i
+      Gården; på den trådte han op og kastede sig på Knæ foran hele
+      Israels Forsamling, udbredte sine Hænder mod Himmelen
+ 14.  og sagde: "HERRE, Israels Gud, der er ingen Gud som du i
+      Himmelen og på Jorden, du, som holder fast ved din Pagt og din
+      Miskundhed mod dine Tjenere, når de af hele deres Hjerte vandrer
+      for dit Åsyn,
+ 15.  du, som har holdt, hvad du lovede din Tjener, min Fader David,
+      og i Dag opfyldt med din Hånd, hvad du talede med din Mund.
+ 16.  Så hold da nu, HERRE, Israels Gud, hvad du lovede din Tjener,
+      min Fader David, da du sagde: En Efterfølger skal aldrig fattes
+      dig for mit Åsyn til at sidde på Israels Trone, når kun dine
+      Sønner vil tage Vare på deres Vej og vandre i min Lov, som du
+      har vandret for mit Åsyn!
+ 17.  Så lad nu, HERRE, Israels Gud, det Ord opfyldes, som du tilsagde
+      din Tjener David!
+
+ 18.  Men kao Gud da virkelig bo blandt Menneskene på Jorden? Nej
+      visselig, Himlene, ja Himlenes Himle kan ikke rumme dig, langt
+      mindre dette Hus, som jeg har bygget!
+ 19.  Men vend dig til din Tjeners Bøn og Begæring, HERRE min Gud, så
+      du hører det Råb og den Bøn, din Tjener opsender for dit Åsyn;
+ 20.  lad dine Øjne være åbne over dette Hus både Dag og Nat, over det
+      Sted, hvor du har sagt, du vilde stedfæste dit Navn, så du hører
+      den Bøn, din Tjener opsender, vendt mod dette Sted!
+ 21.  Og hør den Bøn, dinjener og dit Folk Israel opsender, vendt mod
+      dette Sted; du høre den der, hvor du bor, i Himmelen, du høre og
+      tilgive!
+
+ 22.  Når nogen synder imod sin Næste, og man afkræver ham Ed og lader
+      ham sværge, og han kommer og aflægger Ed foran dit Alter i dette
+      Hus,
+ 23.  så høre du det i Himmelen og gøre det og dømme dine Tjenere
+      imellem, så du gengælder den skyldige og lader hans Gerning
+      komme overhans Hoved og frikender den uskyldige og gør med ham
+      efter hans Uskyld.
+
+ 24.  Når dit Folk Israel tvinges til at fly for en Fjende, fordi de
+      synder imod dig, og de så omvender sig og bekender dit Navn og
+      opsender Bønner og Begæringer for dit Åsyn i dette Hus,
+ 25.  så høre du det i Himmelen og tilgive dit Folk Israels Synd og
+      føre dem tilbage til det Land, du gav dem og deres Fædre.
+
+ 26.  Når Himmelen lukkes, så Regnen udebliver, fordi de synder imod
+      dig, og de så beder, vendt mod dette Sted, og bekender dit Navn
+      og omvender sig fra deres Synd, fordi du revser dem,
+ 27.  så høre du det i Himmelen og tilgive din Tjeners og dit Folk
+      Israels Synd, ja du vise dem den gode Vej, de skal vandre, og
+      lade det regne i dit Land, som du gav dit Folk i Eje.
+
+ 28.  Når der kommer Hungersnød i Landet, når der kommer Pest, når der
+      kommer Hornbrand og Rust, Græshopper og Ædere, når Fjenden
+      belejrer Folket i en af dets Byer, når alskens Plage og Sot
+      indtræffer
+ 29.  enhver Bøn, enhver Begæring, hvem den end kommer fra i hele dit
+      Folk Israel, når de føler deres Plage og Smerte og udbreder
+      Hænderne mod dette Hus,
+ 30.  den høre du i Himmelen, der, hvor du bor, og tilgive, idet du
+      gengælder enhver hans Færd, fordi du kender hans Hjerte, thi du
+      alene kender Menneskebørnenes Hjerter,
+ 31.  for at de må frygte dig og følge dine Veje, al den Tid de lever
+      på den Jord, du gav vore Fædre.
+
+ 32.  Selv den fremmede, der ikke hører til dit Folk Israel, men
+      kommer fra et fjernt Land for dit store Navns, din stærke Hånds
+      og din udstrakte Arms Skyld, når de kommer og beder, vendt mod
+      dette Hus,
+ 33.  da børe du det i Himmelen, der. hvor du bor, og da gøre du efter
+      alt, hvad den fremmede råber til dig om, for at alle Jordens
+      Folkeslag må lære dit Navn at kende og frygte dig ligesom dit
+      Folk Israel og erkende, at dit Navn er nævnet over dette Hus,
+      som jeg har bygget.
+
+ 34.  Når dit Folk drager i Krig mod sine Fjender, hvor du end sender
+      dem hen, og de beder til dig, vendt mod den By, du har udvalgt,
+      og det Hus, jeg har bygget dit Navn,
+ 35.  så høre du i Himmelen deres Bøn og Begæring og skaffe dem deres
+      Ret.
+ 36.  Når de synder imod dig - thi der er intet Menneske, som ikke
+      synder - og du vredes på dem og giver dem i Fjendens Magt, og
+      Sejrherrerne fører dem fangne til et andet Land, det være sig
+      fjernt eller nær,
+ 37.  og de så går i sig selv i det Land, de er bortført til, og
+      omvender sig og råber til dig i deres Landflygtigheds Land og
+      siger: Vi har syndet, handlet ilde og været ugudelige!
+ 38.  når de omvender sig til dig al hele deres Hjerte og af hele
+      deres Sjæl i Sejrherrernes Land, som de bortførtes til, og de
+      beder, vendt mod deres Land, som du gav deres Fædre, mod den By,
+      du har udvalgt, og det Hus, jeg har bygget dit Navn -
+ 39.  så høre du i Himmelen, der, hvor du bor, deres Bøn og Begæring
+      og skaffe dem deres Ret, og du tilgive dit Folk, hvad de syndede
+      imod dig!
+ 40.  Så lad da, min Gud, dine Øjne være åbne og dine Ører lytte til
+      Bønnen, der bedes på dette Sted,
+ 41.  bryd op da, Gud HERRE, til dit Hvilested, du selv og din Vældes
+      Ark! Dine Præster, Gud HERRE, være iklædt Frelse, dine fromme
+      glæde sig ved dine Goder!
+ 42.  Gud HERRE, afvis ikke din Salvede, kom Nåden mod din Tjener
+      David i Hu!"
+
+Anden Krønikebog 7
+
+  1.  Da Salomo havde endt sin Bøn, for Ild ned fra Himmelen og
+      fortærede Brændofferet og Slagtofrene, og HERRENs Herlighed
+      fyldte Templet,
+  2.  og Præsterne kunde ikke gå ind i HERRENs Hus, fordi HERRENs
+      Herlighed fyldte det.
+  3.  Og da alle Israeliterne så Ilden og HERRENs Herlighed fare ned
+      over Templet, kastede de sig på Knæ på Stenbroen med Ansigtet
+      mod Jorden og filbad og lovede HERREN med Ordene "thi han er
+      god, og hans Miskundhed varer evindelig!"
+
+  4.  Kongen ofrede nu sammen med alt Folket Slagtofre for HEERRENs
+      Åsyn.
+  5.  Til Slagtofferet tog Kong Salomo 22.000 Stykker Hornkvæg og
+      120.000 Stykker Småkvæg. Således indviede Kongen og alt Folket
+      Guds Hus.
+  6.  Og Præsterne stod på deres Pladser, og Leviterne stød med
+      HERRENs Musikinstrumenter, som Kong David havde ladet lave, for
+      at love HERREN med Davids Lovsangs Ord "thi hans Miskundhed
+      varer evindelig!" og Præsterne stod lige over for dem og blæste
+      i trompeter, og hele Israel stod op:
+  7.  Og Salomo helligede den mellemste Del af Forgården foran HERRENs
+      Hus, thi der måtte han ofre Brændofrene og Fedtstykkerne af
+      Takofrene, da Kobberalteret, som Salomo havde ladet lave, ikke
+      kunde rumme Brændofferet, Afgrødeoffret og Fedtstykkerne.
+
+  8.  Samtidig fejrede Salomo i syv Dage Højtiden sammen med hele
+      Israel, en vældig Forsamling lige fra Egnen ved Hamat og til
+      Ægyptens Bæk.
+  9.  Ottendedagen holdt man festlig Samling, thi de fejrede Alterets
+      Indvielse i syv Dage og Højtiden i syv.
+ 10.  Og på den tre og tyvende Dag i den syvende Måned lod han Folket
+      gå hver til sit, glade og vel til Mode over den Godhed, HERREN
+      havde vist sin Tjenet David og Salomo og sit Folk Israel.
+
+ 11.  Salomo var nu færdig med at opføre HERRENs Hus og Kongens
+      Palads; og alt, hvad Salomo havde sat sig for at udføre ved
+      HERRENs Hus og sit Palads, havde han lykkeligt ført igennem.
+ 12.  Da lod HERREN sig til Syne for Salomo om Natten og sagde til
+      ham: "Jeg har hørt din Bøn og udvalgt mig dette Sted til
+      Offersted.
+ 13.  Dersom jeg tillukker Himmelen, så Regnen udebliver, eller jeg
+      opbyder Græshopperne til at æde Landet op, eller jeg sender Pest
+      i mit Folk,
+ 14.  og mit Folk, som mit Navn nævnes over, da ydmyger sig, beder og
+      søger mit Åsyn og vender om fra deres onde Veje, så vil jeg høre
+      det i Himmelen og tilgive deres Synd og læge deres Land,
+ 15.  Nu skal mine Øjne være åbne og mine Ører lytte til Bønnen, der
+      bedes på dette Sted.
+ 16.  Og nu har jeg udvalgt og billiget dette Hus, for at mit Navn kan
+      bo der til evig Tid, og mine Øjne og mit Hjerte skal være der
+      alle Dage.
+ 17.  Hvis du nu vandrer for mit Åsyn som din Fader David, så du gør
+      alt, hvad.jeg har pålagt dig, og, holder mine Anordninger og
+      Lovbud,
+ 18.  så vil jeg opretholde din Kongetrone, som jeg tilsagde din Fader
+      David, da jeg sagde: En Efterfølger skal aldrig fattes dig til
+      at herske over Israel.
+ 19.  Men hvis I vender eder bort og forlader mine Anordninger og Bud,
+      som jeg har forelagt eder, og går hen og dyrker fremmede Guder
+      og tilbeder dem,
+ 20.  så vil jeg rykke eder op fra mit Land, som jeg gav eder; og
+      dette Hus, som jeg har belliget for mit Navn, vil jeg forkaste
+      fra mit Åsyn og gøre det til Spot og Spe blandt alle Folk,
+ 21.  og dette Hus, som var så ophøjet, over det skal enhver, som
+      kommer der forbi, blive slået af Rædsel. Og når man siger:
+      Hvorfor har HERREN handlet således mod dette Land og dette Hus?
+ 22.  skal der svares: Fordi de forlod HERREN, deres Fædres Gud, som
+      førte dem ud af Ægypten, og holdt sig til andre Guder, tilbad og
+      dyrkede dem; derfor har HERREN bragt al denne Elendighed over
+      dem!"
+
+Anden Krønikebog 8
+
+  1.  Da de tyve År var omme, i hvilke Salomo havde bygget på HERRENs
+      Hus og sit Palads -
+  2.  også de Byer, Huram afstod til Salomo, befæstede Salomo og lod
+      Israeliterne bosætte sig i dem -
+  3.  drog Salomo til Hamat-Zoba og indtog det.
+  4.  Han befæstede også Tadmor i Ørkenen og alle de Forrådsbyer, han
+      byggede i Hamat;
+  5.  ligeledes genopbyggedehan Øvre og Nedre-Bet-Horon, så de blev
+      Fæstninger med Mure, Porte og Portslåer,
+  6.  ligeledes Ba'alat og alle Salomos Forrådsbyer, Vognbyerne og
+      Rytterbyerne, og alt andet, som Salomo fik Lyst til at bygge i
+      Jerusalem, i Libanon og i hele sit Rige.
+
+  7.  Alt, hvad der var tilbage af Hetiterne, Amoriterne,
+      Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne, og som ikke hørte til
+      Israeliterne,
+  8.  deres Efterkommere, som var tilbage efter dem i Landet, og som
+      Israeliterne ikke havde tilintetgjort. dem udskrev Salomo til
+      Hoveriarbejde, som det er den Dag i Dag.
+  9.  Af Israeliterne derimod gjorde Salomo ingen til Arbejdstrælle
+      for sig, men de var Krigsfolk, Hærførere og Vognkæmpere hos ham
+      og Førere for hans Stridsvogne og Rytteri.
+ 10.  Tallet på Kong Salomos Overfogeder var 250; de havde Tilsyn med
+      Folkene.
+
+ 11.  Faraos Datter flyttede Salomo fra Davidsbyen ind i det Hus, han
+      havde bygget til hende; thi han tænkte: "Jeg vil ikke have en
+      Kvinde boende i Kong David af Israels Palads, thi bellige er de
+      Steder, hvor HERRENs Ark kommer."
+
+ 12.  Nu ofrede Salomo Brændofre til HERREN på HERRENs Alter, som han
+      Havde bygget foran Forhallen,
+ 13.  idet han ofrede, som det efter Moses's Bud hørte sig til hver
+      enkelt Dag, på Sabbaterne, Nymånedagene og Højtiderne tre Gange
+      om Året, de usyrede Brøds Højtid, Ugernes Højtid og Løvhytternes
+      Højtid.
+ 14.  Og efter den Ordning, hans Fader David havde truffet, satte han
+      Præsternes Skifter til deres Arbejde og Leviterne til deres
+      Tjeneste, til at synge Lovsangen og gå Præsterne til Hånde efter
+      hver Dags Behov, ligeledes Dørvogterne efter deres Skifter til
+      at holde Vagt ved de enkelte Porte; thi således var den Guds
+      Mand Davids Bud.
+ 15.  Og man fraveg ikke i mindste Måde Kongens Bud vedrørende
+      Præsterne og Leviterne og Skatkamrene.
+
+ 16.  Således fuldendtes hele Salomos Værk, fra den Dag Grundvolden
+      lagdes til HERRENs Hus, til Salomo var færdig med HERRENs Hus.
+
+ 17.  Ved den Tid drog Salomo til Ezjongeber og Elot ved Edoms Kyst;
+ 18.  og Huram sendte ham Folk med Skibe og befarne Søfolk, der sammen
+      med Salomos Folk sejlede til Ofir, hvor de hentede 450 Talenter
+      Guld, som de bragte Kong Salomo.
+
+Anden Krønikebog 9
+
+  1.  Da Dronningen af Saba hørte Salomos Ry, kom hun, for at prøve
+      ham med Gåder, til Jerusalem med et såre stort Følge og med
+      Kameler, der har Røgelse, Guld i Mængde og Ædelsten. Og da hun
+      var kommet til Salomo, talte hun til ham om alt, hvad der lå
+      hende på Hjerte.
+  2.  Men Salomo svarede på alle hendes Spørgsmål, og intet som helst
+      var skjult for Salomo, han gav hende Svar på alt.
+  3.  Og da Dronningen at Saba så Salomos Visdom, Huset, han havde
+      bygget,
+  4.  Maden på hans Bord, hans Folks Boliger, hans Tjeneres Optræden
+      og deres Klæder, hans Mundskænke og deres Klæder og Brændofrene,
+      han ofrede i HERRENs Hus, var hun ude af sig selv;
+  5.  og hun sagde til Kongen: "Sandt var, hvad jeg i mit Land hørte
+      sige om dig og din Visdom!
+  6.  Jeg troede ikke, hvad der sagdes, før jeg kom og så det med egne
+      Øjne; og se, ikke engang det halve af din store Visdom er mig
+      fortalt, thi du overgår, hvad Rygtet sagde mig om dig!
+  7.  Lykkelige dine Mænd, lykkelige dine Folk, som altid er om dig og
+      hører din Visdom!
+  8.  Lovet være HERREN din Gud, som fandt Behag i dig og satte dig på
+      sin Trone som Konge for HERREN din Gud. Fordi din Gud elsker
+      Israel og for at opretholde det evindeligt, satte han dig til
+      Konge over dem, til at øve Ret og Retfærdighed!"
+
+  9.  Derpå gav hun Kongen l20 Guldtalenter, Røgelse i store Mængder
+      og Ædelsten; og aldrig har der siden været så megen Røgelse i
+      Landet som den, Dronningen af Saba gav Kong Salomo.
+ 10.  Desuden bragte Hurams og Salomos Folk, som hentede Guld i Ofir,
+      Algummimtræ og Ædelsten;
+ 11.  og af Algummimtræet lod Kongen lave Rækværk til HERRENs Hus og
+      Kongens Palads, desuden Citre og Harper til Sangerne; og Mage
+      dertil var ikke tidligere set i Judas Land.
+ 12.  Og Kong Salomo gav Dronningen af Saba alt, hvad hun ønskede og
+      bad om, langt ud over hvad hun bragte til Kongen. Derpå vendte
+      hun med sit Følge tilbage til sit Land.
+
+ 13.  Vægten af det Guld, som i eet År indførtes af Salomo, udgjorde
+      666 Guldtalenter,
+ 14.  deri ikke medregnet hvad der indkom i Afgift fra de undertvungne
+      Folk og ved Købmændenes Handel og fra alle Arabiens Konger og
+      Landets Statholdere, som bragte Salomo Guld og Sølv.
+ 15.  Kong Salomo lod hamre 200 Guldskjolde, hvert på 600 Sekel Guld,
+ 16.  og 300 mindre Guldskjolde, hvert på 300 Sekel Guld; dem lod
+      Kongen henlægge i Libanonskovhuset.
+ 17.  Fremdeles lod Kongen lave en stor, Elfenbenstrone, overtrukket
+      mned lutret Guld.
+ 18.  Tronen havde seks Trin, og på dens Ryg var der et Latn af Guld;
+      på begge Sider af Sædet var der Arme, og ved Armene stod der to
+      Løver;
+ 19.  tillige stod der tolv Løver på de seks Trin, seks på hver
+      Side. Der er ikke lavet Mage til Trone i noget andet Rige.
+ 20.  Alle Kong Salomos Drikkekar var af Guld og alle Redskaber i
+      Libanonskovhuset af fint Guld; Sølv regnedes ikke for noget i
+      Kong Salomos Dage.
+ 21.  Kongen havde nemlig Skibe, det sejlede på Tarsis med Hurams
+      Folk; og een Gang hverttredje År kom Tarsisskibene, ladet med
+      Guld, Sølv, Elfenben, Aber og Påfugle.
+
+ 22.  Kong Salomo overgik alle Jordens Konger i Rigdom og Visdom.
+ 23.  Alle Jordens Konger søgte hen til Salomo for at høre den Visdom,
+      Gud havde lagt i hans Hjerte;
+ 24.  og alle bragte de Gaver med: Sølv- og Guldsager, Klæder, Våben,
+      Røgelse, Heste og Muldyr; således gik det År efter År. Salomo
+      havde 4000 Spand Heste og Vogne og l2000 Ryttere; dem lagde han
+      dels i Vognbyerne, dels hos sig i Jerusalem.
+ 26.  Han herskede over alle Konger fra Floden til Filisternes Land og
+      Ægyptens Grænse.
+ 27.  Kongen bragte det dertil, at Sølv i Jerusalem var lige så
+      almindeligt som Sten, og Cedertræ lige så almindeligt som
+      Morbærfigentræ i Lavlandet.
+ 28.  Der indførtes Heste til Salomo fra Mizrajim og fra alle Lande.
+ 29.  Salomos øvrige Historie fra først til sidst findes optegnet i
+      Profeten Natans Krønike, Siloniten Ahijas Profeti og Seeren
+      Jedos Syn om Jeroboam, Nebats Søn.
+ 30.  Salomo herskede i Jerusalem over hele Israel i fyrretyve År.
+ 31.  Derpå lagde Salomo sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i
+      sin Fader Davids By. Og hans Søn Rehabeam blev Konge i hans
+      Sted.
+
+Anden Krønikebog 10
+
+  1.  Rehabeam begav sig til Sikem, thi derhen var hele Israel stævnet
+      for at hylde ham som Konge.
+  2.  Men da Jeroboam, Nebats Søn, der opholdt sig i Ægypten, hvorhen
+      han var flygtet for Kong Salomo, fik Nys derom, vendte han hjem
+      fra Ægypten.
+  3.  Man sendte da Bud og lod ham kalde. Og Jeroboam kom. Da sagde
+      hele Israel til Rehabeam:
+  4.  "Din Fader lagde et hårdt Åg på os, men let du nu det hårde
+      Arbejde for os, som din Fader krævede, og det tunge Åg, han
+      lagde på os, så vil vi tjene dig!"
+  5.  Han svarede dem: "Gå bort, bi tre Dage og kom så til mig igen!"
+      Så gik Folket.
+
+  6.  Derpå rådførte Kong Rehabeam sig med de gamle, der havde stået i
+      hans Fader Salomos Tjeneste, dengang han levede, og spurgte dem:
+      "Hvad råder I mig til at svare dette Folk?"
+  7.  De svarede: "Hvis du i Dag vil være venlig mod dette Folk og
+      føje dem og give dem gode Ord, så vil de blive dine Tjenere for
+      bestandig!"
+  8.  Men han fulgte ikke det Råd, de gamle gav ham; derimod rådførte
+      han sig med de unge, der var vokset op sammen med ham og stod i
+      hans Tjeneste,
+  9.  og spurgte dem: "Hvad råder I os til at svare dette Folk, som
+      kræver af mig, at jeg skal lette dem det Åg, min Fader lagde på
+      dem?"
+ 10.  De unge, der var vokset op sammen med ham, sagde da til ham:
+      "Således skal du svare dette Folk, som sagde til dig: Din Fader
+      lagde et tungt Åg på os, let du det for os! Således skal du
+      svare dem: Min Lillefinger er tykkere end min Faders Hofter!
+ 11.  Har derfor min Fader lagt et tungt Åg på eder, vil jeg gøre Åget
+      tungere; har min Fader tugtet eder med Svøber, vil jeg tugte
+      eder med Skorpioner!"
+
+ 12.  Da Jeroboam og alt Folket Tredjedagen kom til Rehabeam, som
+      Kongen havde sagt,
+ 13.  gav han dem et hårdt Svar, og uden at tage Hensyn til de gamles
+      Råd
+ 14.  sagde han efter de unges Råd til dem: "Har min Fader lagt et
+      tungt Åg på eder, vil jeg gøre det tungere; har min Fader tugtet
+      eder med Svøber, vil jeg tugte eder med Skorpioner!"
+ 15.  Kongen hørte ikke på Folket, thi Gud føjede det således for at
+      opfylde det Ord, HERREN havde talet ved Ahija fra Silo til
+      Jerøboam, Nebats Søn.
+ 16.  Men da hele Israel mærkede, at Kongen ikke hørte på dem, gav
+      Folket Kongen det Svar: "Hvad Del har vi i David? Vi har ingen
+      Lod i Isajs Søn! Til dine Telte, Israel! Sørg nu, David, for dit
+      eget Hus!" Derpå vendte Israel tilbage til sine Telte.
+ 17.  Men over de Israeliter, der boede i Judas Byer, blev Rehabeam
+      Konge.
+
+ 18.  Nu sendte Kong Rehabeam Adoniram, der havde Opsyn med
+      Hoveriarbejdet, ud til dem, men Israeliterne stenede ham til
+      Døde. Da steg Kong Rehabeam i største Hast op på sin Stridsvogn
+      og flygtede til Jerusalem.
+ 19.  Så brød Israel med Davids Hus, og således er det den Dag i Dag.
+
+Anden Krønikebog 11
+
+  1.  Da Rehabeam var kommet til Jerusalem, samlede han hele Judas og
+      Benjamins Hus, 180.000 udsøgte Folk, øvede Krigere, til at føre
+      Krig med Israel og vinde Kongedømmet tilbage til Rehabeam.
+  2.  Men da kom HERRENs Ord til den Guds Mand Sjemaja således:
+  3.  "Sig til Judas Konge Rehabeam, Salomos Søn, og til hele Israel i
+      Juda og Benjamin:
+  4.  Så siger HERREN: I må ikke drage op og kæmpe med eders Brødre;
+      vend hjem hver til sit, thi hvad her er sket, har jeg
+      tilskikket!" Da adlød de HERRENs Ord og vendte tilbage og drog
+      ikke mod Jeroboam.
+
+  5.  Rehabeam boede så i Jerusalem, og han befæstede flere Byer i
+      Juda.
+  6.  Således befæstede han Betlehem, Etam, Tekoa, Bet-Zur, Soko,
+      Adullam,
+  8.  Gat, Maresj a, Zif,
+  9.  Adorajim, Lakisj, Azeka,
+ 10.  Zor'a, Ajjalon og Hebron, alle i Juda og Benjamin;
+ 11.  og han gjorde Fæstningerne stærke, indsatte Befalingsmænd i dem
+      og forsynede dem med Forråd af Levnedsmidler, Olie og Vin
+ 12.  og hver enkelt By med Skjolde og Spyd og gjorde dem således
+      meget stærke.  Ham tilhørte Juda og Benjamin.
+
+ 13.  Præsterne og Leviterne i hele Israel kom alle Vegne fra, hvor de
+      boede, og stillede sig til hans Tjeneste;
+ 14.  thi Leviterne forlod deres Græsmarker og Ejendom og begav sig
+      til Juda og Jerusalem, fordi Jeroboam og hans Sønner afsatte dem
+      fra Stillingen som HERRENs Præster,
+ 15.  idet han indsatte sig Præster for Offerhøjene og Bukketroldene
+      og Tyrekalvene, som han, havde ladet lave.
+ 16.  Og i Følge med Leviterne kom fra alle Israels Stammer de, hvis
+      Hjerte var vendt til at søge HERREN, Israels Gud, til Jerusalem
+      for at ofre til HERREN, deres Fædres Gud;
+ 17.  og de styrkede Juda Rige og hævdede Rehabeams, Salomos Søns,
+      Magt i et Tidsrum af tre År. Thi i tre År fulgte han Davids og
+      Salomos Veje.
+
+ 18.  Rehabeam ægtede Mahalat; en Datter af Davids Søn Jerimot og
+      Abihajil, en Datter af Eliab, Isajs Søn.
+ 19.  Hun fødte ham Sønnerne Je'usj, Sjemarja og Zaham.
+ 20.  Senere ægtede han Absaloms Datter Ma'aka, som fødte ham Abija,
+      Attaj, Ziza og Sjelomit.
+ 21.  Rehabeam elskede Absaloms Datter Ma'aka højere end sine andre
+      Hustruer og Medhustruer; han havde nemlig atten Hustruer og
+      tresindstyve Medhustruer og avlede otte og tyve Sønner og
+      tresindstyve Døtre.
+ 22.  Og Rehabeam satte Ma'akas Søn Abija til Overhoved, til Fyrste
+      blandt hans Brødre; thi han havde i Sinde at gøre, ham til
+      Konge;
+ 23.  og han fordelte klogelig alle sine Sønner rundt i alle Judas og
+      Benjamins Landsdele og i alle de befæstede Byer og gav dem
+      rigeligt Underhold og skaffede dem Hustruer.
+
+Anden Krønikebog 12
+
+  1.  Men da Rehabeams Kongedømme var grundfæstet og hans Magt
+      styrket, forlod han tillige med hele Israel HERRENs Lov.
+  2.  Da drog i Kong Rehabeams femte Regeringsår Ægypterkongen Sjisjak
+      op imod Jerusalem, fordi de havde været troløse mod HERREN,
+  3.  med 1200 Stridsvogne og 60.000 Ryttere, og der var ikke Tal på
+      Krigerne, der drog med ham fra Ægypten, Libyere, Sukkijiter og
+      Ætiopere;
+  4.  og efter at have indtaget Fæstningerne i Juda drog han mod
+      Jerusalem.
+  5.  Da kom Profeten Sjemaja til Rehabeam og Judas Øverster, som var
+      tyet sammen i Jerusalem for Sjisjak, og sagde til dem: "Så siger
+      HERREN: I har forladt mig, derfor har jeg også forladt eder og
+      givet eder i Sjisjaks Hånd!"
+  6.  Da ydmygede Israels Øverster og Kongen sig og sagde: "HERREN er
+      retfærdig!"
+  7.  Og da HERREN så, at de havde ydmyget sig, kom HERRENs Ord til
+      Sjemaja således: "De har ydmyget sig; derfor vil jeg ikke
+      tilintetgøre dem, men frelse dem om ikke længe, og min Vrede
+      skal ikke udgydes over Jerusalem ved Sjisjak;
+  8.  men de skal komme til at stå under ham og lære at kende
+      Forskellen mellem at tjene mig og at tjene Hedningemagterne!"
+
+  9.  Så drog Sjisjak op mod Jerusalem og tog Skattene i HERRENs Hus
+      og i Kongens Palads; alt tog han, også de Guldskjolde, Salomo
+      havde ladet lave.
+ 10.  Kong Rehabeam lod da i Stedet lave Kobberskjolde og gav dem i
+      Forvaring hos Høvedsmændene for Livvagten, der holdt Vagt ved
+      Indgangen til Kongens Palads;
+ 11.  og hver Gang Kongen begav sig til HERRENs Hus, kom Livvagten og
+      hentede dem, og bagefter bragte de dem tilbage til Vagtstuen.
+ 12.  Men da han havde ydmyget sig, vendfe HERRENs Vrede sig fra ham,
+      så han ikke helt tilintetgjorde ham; også i Juda var Forholdene
+      gode.
+
+ 13.  Således styrkede Kong Rehabeam sin Magt i Jerusalem og blev ved
+      at herske; thi Rehabeam var een og fyrretyve År gammel, da han
+      blev Konge, og han herskede sytten År i Jerusalem, den By,
+      HERREN havde udvalgt af alle Israels Stammer for der at
+      stedfæste sit Navn. Hans Moder var en ammonitisk Kvinde ved Navn
+      Na'ama.
+ 14.  Han gjorde, hvad der var ondt, thi hans Hjerte var ikke vendt
+      til at søge HERREN.
+
+ 15.  Rehabeams Historie fra først til sidst står jo optegnet i
+      Profeten Sjemajas og Seeren tddos Krønike. Rehabeam og Jeroboam
+      lå i Krig med hinanden hele Tiden.
+ 16.  Så lagde Rehabeam sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet i
+      Davidsbyen. Og hans Søn Abija blev Konge i hans Sted.
+
+Anden Krønikebog 13
+
+  1.  I Kong Jerobeams attende Regeringsår blev Abija Konge over Juda.
+  2.  Tre År herskede han i Jerusalem. Hans Moder hed Mikaja og var
+      Datter af Uriel fra Gibea. Abija og Jeroboam lå i Krig med
+      hinanden.
+  3.  Abija åbnede Krigen med en krigsdygtig Hær, 400.000 udsøgte
+      Mænd, og Jeroboam mødte ham med 800.000 udsøgte Mænd, dygtige
+      Krigere,
+  4.  Da stillede Abija sig på Bjerget Zemarajim, der hører til
+      Efraims Bjerge, og sagde: "Hør mig, Jeroboam og hele Israel!
+  5.  Burde I ikke vide, at HERREN, Israels Gud, har givet David og
+      hans Efterkommere Kongemagten over Israel til evig Tid ved en
+      Saltpagt?
+  6.  Men Jeroboam, Nebats Søn, Davids Søn Salomos Træl, rejste sig og
+      gjorde Oprør mod sin Herre,
+  7.  og dårlige Folk, Niddinger, samlede sig om ham og bød Rehabeam,
+      Salomos Søn, Trods; og Rebabeam var ung og veg og kunde ikke
+      hævde sig over for dem.
+  8.  Og nu mener I at kunne hævde eder over for HERRENs Kongedømme i
+      Davids Efterkommeres Hånd, fordi I er en stor Hob og på eders
+      Side har de Guldkalve, Jeroboam lod lave eder til Guder!
+  9.  Har I ikke drevet HERRENs Præster, Arons Sønner, og Leviterne
+      bort og skaffet eder Præster på samme Måde som Hedningefolkene?
+      Enhver, der kommer med en ung Tyr og syv Vædre for at indsættes,
+      bliver Præst for Guder, der ikke er Guder!
+ 10.  Men vor Gud er HERREN, og vi har ikke forladt ham; de Præster,
+      der tjener HERREN, er Arons Sønner og Leviterne udfører den
+      øvrige Tjeneste;
+ 11.  de antænder hver Morgen og Aften Brændofre til HERREN og
+      vellugtende Røgelse, lægger Skuebrødene til Rette på Guldbordet
+      og tænder Guldlysestagen og dens Lamper Aften efter Aften, thi
+      vi holder HERREN vor Guds Forskrifter, men l har forladt ham!
+ 12.  Se, med os, i Spidsen for os er Gud og hans Præster og
+      Alarmtrompeterne, med hvilke der skal blæses til Kamp imod eder!
+      Israeliter, indlad eder ikke i Kamp med HERREN, eders Fædres
+      Gud, thi I får ikke Lykken med eder!"
+
+ 13.  Jeroboam lod imidlertid Bagholdet gøre en omgående Bevægelse for
+      at komme i Ryggen på dem, og således havde Judæerne Hæren foran
+      sig og Bagholdet i Ryggen.
+ 14.  Da Judæerne vendte sig om og så, at Angreb truede dem både
+      forfra og bagfra, råbte de til HERREN, medens Præsterne blæste i
+      Trompeterne.
+ 15.  Så udstødte Judæerne Krigsskriget, og da Judæerne udstødte
+      Krigsskriget, slog Gud Jeroboam og hele Israel foran Abija og
+      Juda.
+ 16.  Israeliterne flygtede for Judæerne, og Gud gav dem i deres Hånd;
+ 17.  og Abija og hans Folk tilføjede dem et stort Nederlag, så der af
+      Israeliterne faldt 500.000 udsøgte Krigere.
+ 18.  Således ydmygedes Israeliterne den Gang, men Judæerne styrkedes,
+      fordi de støttede sig til HERREN, deres Fædres Gud.
+ 19.  Og Abija forfulgte Jeroboam og fratog ham flere Byer, Betel med
+      Småbyer, Jesjana med Småbyer og Efrajin med Småbyer.
+ 20.  Jeroboam kom ikke til Kræfter mere, så længe Abija levede; og
+      HERREN slog ham, så han døde.
+ 21.  Men Abijas Magt voksede. Han ægtede fjorten Hustruer og avlede
+      to og tyve Sønner og seksten Døtre.
+
+ 22.  Hvad der ellers er at fortælle om Abija, hans Færd og Ord, står
+      jo optegnet i Profeten Iddos Udlægning".
+
+Anden Krønikebog 14
+
+  1.  Så lagde Abija sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede ham
+      i Davidsbyen; og hans Søn Asa blev Konge i hans Sted. På hans
+      Tid havde Landet Fred i ti År.
+  2.  Asa gjorde, hvad der var godt og ret i HERREN hans Guds Øjne.
+  3.  Han fjernede de fremmede Altre og Offerhøjene, sønderbrød
+      Stenstøtterne og omhuggede Asjerastøtterne
+  4.  og bød Judæerne søge HERREN, deres Fædres Gud, og holde Loven og
+      Budet,
+  5.  og han fjernede Offerhøjene og Solstøtterne fra alle Judas Byer,
+      og Landet havde Fred, så længe han levede.
+  6.  Han byggede Fæstninger i Juda, thi Landet havde Fred, og han
+      havde ingen Krig i de År, thi HERREN lod ham have Ro.
+  7.  Han sagde da til Judæerne: "Lad os befæste disse Byer og omgive
+      dem med Mure og Tårne, Porte og Portslåer, medens vi endnu har
+      Landet i vor Magt, thi vi har søgt HERREN vor Gud; vi har søgt
+      ham, og han har ladet os have Ro til alle Sider!" Så byggede de,
+      og Lykken stod dem bi.
+  8.  Asa havde en Hær, af Juda 300.000 væbnet med Skjold og Spyd, og
+      af Benjamin 280.000, der har Småskjolde og spændte Buer, alle
+      sammen dygtige Krigere.
+
+  9.  Men Kusjiten Zera drog ud imod dem med en Hær på 1.000.000 Mand
+      og 300 Stridsvogne. Da han havde nået Maresja,
+ 10.  rykkede Asa ud imod ham, og de stillede sig op til Kamp i
+      Zefatadalen ved Maresja.
+ 11.  Da råbte Asa til HERREN sin Gud: "HERRE, hos dig er der ingen
+      Forskel på at hjælpe den, der har megen Kraft, og den, der ingen
+      har; hjælp os, HERRE vor Gud, thi til dig støtter vi os, og i
+      dit Navn er vi draget mod denne Menneskemængde, HERRE, du er vor
+      Gud, mod dig kan intet Menneske holde Stand."
+ 12.  Da slog HERREN Kusjiterne foran Asa og Judæerne, og Kusjiterne
+      tog Flugten.
+ 13.  Asa og hans Folk forfulgte dem til Gerar, og alle Kusjiterne
+      faldt, ingen reddede Livet, thi de knustes foran HERREN og hans
+      Hær. Judæerne gjorde et umådeligt Bytte
+ 14.  og indtog alle Byerne i Omegnen af Gerar, thi en HERRENs Rædsel
+      var kommet over dem, og de plyndrede alle Byerne, thi der var et
+      stort Bytte i dem;
+ 15.  også indtog de Teltene til Kvæget og slæbte en Mængde Småkvæg og
+      Kameler med sig; så vendte de tilbage til Jerusalem.
+
+Anden Krønikebog 15
+
+  1.  Guds Ånd kom over Azarja, Odeds Søn,
+  2.  og han trådte frem for Asa og sagde til ham: "Hør mig, Asa og
+      hele Juda og Benjamin! HERREN er med eder, når I er med ham; og
+      hvis I søger ham, lader han sig finde af eder, men forlader I
+      ham, forlader han også eder!
+  3.  I lange Tider var Israel uden sand Gud, uden Præster til at
+      vejlede og uden Lov,
+  4.  men i sin Trængsel omvendte det sig til HERREN, Israels Gud, og
+      søgte ham, og han lod sig finde at dem.
+  5.  I de Tider kunde ingen gå ud og ind i Fred, thi der var vild
+      Rædsel over alle Landes Indbyggere;
+  6.  Folk knustes mod Folk, By mod By, thi Gud bragte dem i vild
+      Rædsel med alle mulige Trængsler.
+  7.  Men I, vær frimodige og lad ikke Hænderne synke, thi der er Løn
+      for eders Gerning."
+
+  8.  Da Asa hørte de Ord og den Profeti, tog han Mod til sig og
+      fjernede de væmmelige Guder fra hele Judas og Benjamins Land og
+      fra de Byer, han havde indtaget i Efraims Bjerge; oghan byggede
+      påny HERRENs Alter foran HERRENs Forhal.
+  9.  Så samlede han hele Juda og Benjamin og de Folk fra Efraim,
+      Manasse og Simeon, der boede som fremmede hos dem; thi en Mængde
+      Israeliter var gået over til ham, da de så, at HERREN hans Gud
+      var med ham.
+ 10.  De samledes i Jerusalem i den tredje Måned i Asas femtende
+      Regeringsår
+ 11.  og ofrede den Dag HERREN Ofre af Byttet, de havde medbragt, 700
+      Stykker Hornkvæg og 7000 Stykker Småkvæg.
+ 12.  Derpå sluttede de en Pagt om at søge HERREN, deres Fædres Gud,
+      af hele deres Hjerte og hele deres Sjæl;
+ 13.  og enhver, der ikke søgte HERREN, Israels Gud, skulde lide
+      Døden, være sig lille eller stor, Mand eller Kvinde.
+ 14.  Det tilsvor de HERREN med høj Røst under Jubel og til Trompeters
+      og Horns Klang,
+ 15.  Og hele Juda glædede sig over den Ed, thi de svor af hele deres
+      Hjerte og søgte ham af hele deres Vilje; og han lod sig finde af
+      dem og lod dem få Ro til alle Sider.
+
+ 16.  Kong Asa fratog endog sin Moder Ma'aka Værdigheden som
+      Herskerinde, fordi hun havde ladet lave et Skændselsbillede til
+      Ære for Asjera; Asa lod hendes Skændselsbillede nedbryde,
+      sønderknuse og brænde i Kedrons Dal.
+ 17.  Vel forsvandt Offerhøjene ikke af Israel, men alligevel var Asas
+      Hjerte helt med HERREN, så længe han levede.
+ 18.  Og han bragte sin Faders og sine egne Helliggaver ind i Guds
+      Hus, Sølv, Guld og forskellige Kar.
+
+Anden Krønikebog 16
+ 19.  Der var ikke Krige føer efter Asas fem og tredivte Regeringsår.
+
+  1.  Men i Asas seks og tredivte Regeringsår drog Kong Ba'sja af
+      Israel op imod Juda og befæstede Rama for at hindre, at nogen af
+      Kong Asa af Judas Folk drog ud og ind.
+  2.  Da tog Asa Sølv og Guld ud af Skatkamrene i HERRENs Hus og i
+      Kongens Palads og sendte det til Kong Benhadad af Aram, som
+      boede i Darmaskus, idet han lod sige:
+  3.  "Der består en Pagt mellem mig og dig og mellem min Fader og din
+      Fader; her sender jeg dig en Gave af Sølv og Guld; bryd derfor
+      din Pagt med Kong Ba'sja af Israel, så at han nødes til at drage
+      bort fra mig!"
+  4.  Benhadad gik ind på Kong Asas Forslag og sendte sine Hærførere
+      mod Israels Byer og indtog Ijjon, Dan, Abel-Majim og
+      Forrådshusene i Naftalis Byer.
+  5.  Da Ba'sja hørte det, opgav han at befæste Rama og standsede
+      Arbejdet.
+  6.  Men Kong Asa tog hele Juda til at føre Stenene og Træværket, som
+      Ba'sja havde brugt ved Befæstningen af Rama, bort, og han
+      befæstede dermed Geba og Mizpa.
+
+  7.  På den Tid kom Seeren Hanani til Kong Asa af Juda og sagde til
+      ham: "Fordi du søgte Støtte hos Aramæerkongen og ikke hos HERREN
+      din Gud, skal Aramæerkongens Hær slippe dig af Hænde!
+  8.  Var ikke Kusjiterne og Libyerne en vældig Hær med en vældig
+      Mængde Vogne og Ryttere? Men da du søgte Støtte hos HERREN, gav
+      han dem i din Hånd!
+  9.  Thi HERRENs Øjne skuer omkring på hele Jorden, og han viser sig
+      stærk til at hjælpe dem, hvis Hjerte er helt med ham. I denne
+      Sag har du handlet som en Dåre; thi fra nu af skal du altid
+      ligge i Krig!"
+ 10.  Men Asa blev fortørnet på Seeren og satte ham i Huset med
+      Blokken, thi han var blevet vred på ham derfor. Asa for også
+      hårdt frem mod nogle af Folket på den Tid.
+
+ 11.  Asas Historie fra først til sidst står jo optegnet i Bogen om
+      Judas og Israels Konger.
+ 12.  I sit ni og tredivte Regeringsår fik Asa en Sygdom i Fødderne,
+      og Sygdommen blev meget alvorlig. Heller ikke under sin Sygdom
+      søgte han dog HERREN, men Lægerne.
+ 13.  Så lagde Asa sig til Hvile bos sine Fædre og døde i sit een og
+      fyrretyvende Regerings,år.
+ 14.  Man jordede ham i en Grav, han havde ladet sig udhugge i
+      Davidsbyen, og lagde ham på et Leje, som man havde fyldt med
+      vellugtende Urter og Stoffer, tillavet som Salve, og tændte et
+      vældigt Bål til hans Ære.
+
+Anden Krønikebog 17
+
+  1.  Hans Søn Josafat blev Konge i hans Sted. Han styrkede sin
+      Stilling over for Israel
+  2.  ved at lægge Besætning i alle Judas befæstede Byer og indsætte
+      Fogeder i Judas Land og de efraimitiske Byer, hans Fader Asa
+      havde indtaget.
+  3.  Og HERREN var med Josafat, thi han vandrede de Veje, hans Fader
+      David til at begynde med havde vandret, og søgte ikke hen til
+      Ba'alerne,
+  4.  men til sin Faders Gud og fulgte hans Bud og gjorde ikke som
+      Israel.
+  5.  Derfor grundfæstede HERREN Kongedømmet i hans Hånd; og hele Juda
+      bragte Josafat Gaver, så han vandt stor Rigdom og Ære.
+  6.  Da voksede hans Mod til at vandre på HERRENs Veje, så han også
+      udryddede Offerhøjene og Asjerastøtterne i Juda.
+
+  7.  I sit tredje Regeringsår sendte han sine Øverster Benhajil,
+      Obadja, Zekarja, Netan'el og Mika ud for at undevise i Judas
+      Byer,
+  8.  ledsaget af Leviterne Sjemaja, Netanja, Zebadja, Asa'el,
+      Sjemiramot, Jonatan, Adonija, Tobija og Tob-Adonija, Leviterne,
+      og præsterne Elisjama og Joram.
+  9.  De havde HERRENs Lovbog med sig og undeviste i Juda, og de drog
+      rundt i alle Judas Byer og underviste Folket.
+
+ 10.  En HERRENs Rædsel kom over alle Lande og Riger rundt om Juda, så
+      de ikke indlod sig i Krig med Josafat.
+ 11.  Fra Filisterne kom der Folk, som bragte Josafat Gaver og svarede
+      Sølv i Skat; også Araberne bragte ham Småkvæg, 7700 Vædre og
+      7700 Bukke.
+ 12.  Således gik det stadig fremad for Josafat, så han til sidst fik
+      meget stor Magt; og han byggede Borge og Forrådsbyer i Juda,
+ 13.  og han havde store Forråd i Judas Byer og Krigsfolk, dygtige
+      Krigere i Jerusalem.
+ 14.  Her følger en Fortegnelse over dem efter deres Fædrenehuse. Til
+      Juda hørte følgende Tusindførere: Øversten Adna med 300.000
+      dygtige Krigere;
+ 15.  ved Siden af ham Øversten Johanan med 280.000 Mand;
+ 16.  ved Siden af ham Amasja, Zikris Søn, der frivilligt gav sig i
+      HERRENs Tjeneste, med 200.000 dygtige Krigere;
+ 17.  fra Benjamin var Eljada, en dygtig Koger, med 200.000 Mand,
+      væbnet med Bue og Skjold;
+ 18.  ved Siden af ham Jozabad med 80.000 vel rustede Mand.
+ 19.  Disse stod i Kongens Tjeneste, og dertil kom de, som Kongen
+      havde lagt i de befæstede Byer hele Juda over.
+
+Anden Krønikebog 18
+
+  1.  Da Josafat havde vundet stor Rigdom og Hæder, besvogrede han sig
+      med Akab.
+  2.  Efter nogle Års Forløb drog han ned til Akab i Samaria, og Akab
+      lod slagte en Mængde Småkvæg og Hornkvæg til ham og Folkene, han
+      havde med sig; og så overtalte han ham til at drage op mod Ramot
+      i Gilead.
+  3.  Kong Akab af Israel sagde nemlig til Kong Josafat af Juda: "Vil
+      du drage med mig mod Ramot i Gilead?" Han svarede ham: "Jeg som
+      du, mit Folk som dit, jeg går med i Krigen."
+  4.  Josafat sagde fremdeles til Israels Konge: "Spørg dog først om,
+      hvad HERREN siger!"
+  5.  Da lod Israels Konge Profeterne kalde sammen, 400 Mand, og
+      spurgte dem: "Skal jeg drage i Krig mod Ramot i Gilead, eller
+      skal jeg lade være?" De svarede: "Drag derop, så vil Gud give
+      det i Kongens Hånd!"
+  6.  Men Josafat spurgte: "Er her ikke endnu en af HERRENs Profeter,
+      vi kan spørge?"
+  7.  Israels Konge svarede: "Her er endnu en Mand, ved hvem vi kan
+      rådspørge HERREN; men jeg hader ham, fordi han aldrig spår mig
+      godt, men altid ondt; det er Mika, Jimlas Søn." Men Josafat
+      sagde: "Således må Kongen ikke tale!"
+  8.  Da kaldte Israels Konge på en Hofmand og sagde: "Hent hurtigt
+      Mika, Jimlas Søn!"
+
+  9.  Imidlertid sad Israels Konge og Kong Josafat af Juda, iført
+      deres Skrud, hver på sin Trone i Samarias Portåbning, og alle
+      Profeterne spåede foran dem.
+ 10.  Da lavede Zidkija, Kena'anas Søn, sig Horn af Jern og sagde: "Så
+      siger HERREN: Med sådanne skal du støde Aramæerne ned, til de er
+      tilintetgjot!"
+ 11.  Og alle Profeterne spåede det samme og sagde: "Drag op mod Ramot
+      i Gilead, så skal Lykken følge dig, og HERREN vil give det i
+      Kongens Hånd!"
+ 12.  Men Budet der var gået efter Mika, sagde til ham: "Se,
+      Profeterne har alle som een givet Kongen gunstigt Svar. Tal du
+      nu som de og giv gunstigt Svar!"
+ 13.  Men Mika svarede: "Så sandt HERREN lever: Hvad min Gud siger,
+      det vil jeg tale!"
+ 14.  Da han kom til Kongen, spurgte denne ham: "Mika, skal vi drage i
+      Krig mod Ramot i Gilead, eller skal vi lade være?" Da svarede
+      han: "Drag derop, så skal Lykken følge eder, og de skal gives i
+      eders Hånd!"
+ 15.  Men Kongen sagde til ham: "Hvor mange Gange skal jeg besværge
+      dig, at du ikke siger mig andet end Sandheden i HERRENs Navn?"
+ 16.  Da sagde han: "Jeg så hele Israel spredt på Bjergene som en
+      Hjord uden Hyrde; og HERREN sagde: De Folk har ingen Herre, lad
+      dem vende tilbage i Fred, hver til sit!"
+ 17.  Israels Konge sagde da til Josafat: "Sagde jeg dig ikke, at han
+      aldrig spår mig godt, men kun ondt!"
+
+ 18.  Da sagde Mika: "Så hør da HERRENs Ord! Jeg så HERREN sidde på
+      sin Trone og hele Himmelens Hær stå til højre og venstre for
+      ham;
+ 19.  og HERREN sagde: Hvem vil dåre Kong Akab af Israel, så han
+      drager op og falder ved Ramot i Gilead? En sagde nu et, en anden
+      et andet;
+ 20.  men så trådte en Ånd frem og stillede sig foran HERREN og Sagde:
+      Jeg vil dåre ham! HERREN spurgte ham: Hvorledes?
+ 21.  Han svarede: Jeg vil gå hen og blive en Løgnens Ånd i alle hans
+      Profeters Mund! Da sagde HERREN: Ja, du kan dåre ham; gå hen og
+      gør det!
+ 22.  Se, således har HERREN lagt en Løgnens Ånd i disse dine
+      Profeters Mund, thi HERREN har ondt i Sinde imod dig!"
+
+ 23.  Da trådte Zidkija, Kena'anas Søn, frem og slog Mika på Kinden og
+      sagde: "Ad hvilken Vej skulde HERRENs Ånd have forladt mig for
+      at tale til dig?"
+ 24.  Men Mika sagde: "Det skal du få at see, den Dag du flygter fra
+      Kammer til Kammer for at skjule dig!"
+ 25.  Så sagde Israels Konge: "Tag Mika og bring ham til Amon, Byens
+      Øverste, og Kongesønnen Joasj
+ 26.  og sig: Således siger Kongen: Kast denne Mand i Fængsel og sæt
+      ham på Trængselsbrød og Trængselsvand, indtil jeg kommer uskadt
+      tilbage!"
+ 27.  Men Mika sagde: "Kommer du uskadt tilbage, så har HERREN ikke
+      talet ved mig!" Og han sagde: "Hør, alle I Folkeslag"l!"
+
+ 28.  Så drog Israels Konge og Kong Josafat af Juda op mod Ramot i
+      Gilead.
+ 29.  Og Israels Konge sagde til Josafat: "Jeg vil forklæde mig, før
+      jeg drager i Kampen; men tag du dine egne Klæder på!" Og Israels
+      Konge forklædte sig, og så drog de i Kampen.
+ 30.  Men Arams Konge havde ffivet sine Vognstyrere den Befaling: "I
+      må ikke angribe nogen, være sig høj eller lav, uden Israels
+      Konge alene."
+ 31.  Da nu Vognstyrerne fik Øje på Josafat, tænkte de: "Det er
+      sikkert Israels Konge!" Og de rettede deres Angreb mod ham fra
+      alle Sider. Da gav Josafat sig til at, råbe, og HERREN frelste
+      ham, idet Gud lokkede dem bort fra ham;
+ 32.  og da Vognstyrerne opdagede, at det ikke var Israels Konge, trak
+      de sig bort fra ham.
+
+ 33.  Men en Mand, der skød en Pil af på Lykke og Fromme, ramte
+      Israels Konge mellem Remmene og Brynjen. Da sagde han til sin
+      Vognstyrer: "Vend og før mig ud af Slaget, thi jeg er såret!"
+ 34.  Men kampen blev hårdere og hårdere den Dag, og Israels Konge
+      holdt sig oprejst i sin Vogn over for Aramæerne til Aften; men
+      da Solen gik ned, døde han.
+
+Anden Krønikebog 19
+
+  1.  Kong Josafat af Juda derimod vendte uskadt hjem igen til sit
+      Palads i Jerusalem.
+  2.  Da trådte Seeren Jehu, Hananis Søn, frem for ham, og han sagde
+      til Kong Josafat: "Skal man hjælpe de ugudelige? Elsker du dem,
+      der hader HERREN? For den Sags Skyld er HERRENs Vrede over dig!
+  3.  Noget godt er der dog hos dig, thi du har udryddet Asjererne af
+      Landet, og du har vendt dit Hjerte til at søge Gud."
+  4.  Josafat blev nu i Jerusalem, Så drog han atter ud blandt Folket
+      fra Be'ersjeba til Efraims Bjerge og førte dem tilbage til
+      HERREN, deres Fædres Gud.
+  5.  Og han indsatte Dommere i Landet i hver enkelt af de befæsfede
+      Byer i Juda.
+  6.  Og han sagde til Dommerne: "Se til, hvad I gør, thi det er ikke
+      for Mennesker, men for HERREN, I fælder Dom, og han er hos eder,
+      når I afsiger Hendelser.
+  7.  Derfor være HERRENs Frygt over eder! Vær varsomme med, hvad I
+      foretager eder, thi hos HERREN vor Gud er der hverken Uret eller
+      Personsanseelse, ej heller tager han imod Bestikkelse!"
+  8.  Også i Jerusalem indsatte Josafat nogle af Leviterne, Præsterne
+      og Overhovederne for Israels Fædrenehuse til at dømme i HERRENs
+      Sager og i Stridigheder mellem Jerusalems Indbyggere.
+  9.  Og han bød dem: "Således skal I gøre i HERRENs Frygt, i
+      Sanddruhed og med redeligt Hjerte:
+ 10.  Hver Gang der forelægges eder en Retssag af eders Brødre, der
+      bor i deres Byer, hvad enten det drejer sig om Blodskyld eller
+      om Love, Anordninger og Lovbud, skal I hjælpe dem til Rette, at
+      de ikke skal pådrage sig Skyld forHERREN, så der kommer Vrede
+      over eder og eders Brødre; gør således for ikke at pådrage eder
+      Skyld.
+ 11.  I alle HERRENs Sager skal Ypperstepræsten Amarja være eders
+      foresatte, i alle Kongens Sager Zebadja, Jisjmaels Søn, Fyrsten
+      i Judas Hus; og Leviterne står eder til Tjeneste som
+      Retsskrivere. Gå nu frimodigt til Værket, HERREN vil være med
+      enhver, der gør sin Pligt."
+
+Anden Krønikebog 20
+
+  1.  Siden hændte det sig, at Moabiterne og ammoniterne sammen med
+      Folk fra Maon drog i Krig mod Josafat.
+  2.  Og man kom og bragte Josafat den Efterretning: "En vældig
+      Menneskemængde rykker frem imod dig fra Egnene binsides Havet),
+      fra Edom, og de står allerede i Hazazon-Tamar (det er En-Gedi)!"
+  3.  Da grebes Josafat af Frygt, og han vendte sig til HERREN og
+      søgte ham og lod en Faste udråbe i bele Juda.
+  4.  Så samledes Judæerne for at søge Hjælp hos HERREN; også fra alle
+      Judas Byer kom de for at søge HERREN.
+  5.  Men Josafat trådte frem i Judas og Jerusalems Forsamling i
+      HERRENs Hus foran den nye Forgård
+  6.  og sagde: "HERRE, vore Fædres Gud! Er du ikke Gud i Himmelen, er
+      det ikke dig, der hersker over alle Hedningerigerne? I din Hånd
+      er Kraft og Styrke, og mod dig kan ingen holde Stand!
+  7.  Var det ikke dig, vor Gud, der drev dette Lands Indbyggere bort
+      foran dit Folk Israel og gav din Ven Abrahams Efterkommere det
+      for evigt?
+  8.  Og de bosatte sig der og byggede dig der en Helligdom for dit
+      Navn, idet de sagde:
+  9.  Hvis Ulykke rammer os, Sværd, Straffedom, Pest eller Hungersnød,
+      vil vi træde frem foran dette Hus og for dit Åsyn, thi dit Navn
+      bor i dette Hus, og råbe til dig om Hjælp i vor Nød, og du vil
+      høre det og frelse os!
+ 10.  Se nu, hvorledes Ammoniterne og Moabiterne og de fra Se'irs
+      Bjerge, hvem du ikke tillod Israeliterne at angribe, da de kom
+      fra Ægypten, tværtimod holdt de sig tilbage fra dem og
+      tilintetgjorde dem ikke,
+ 11.  se nu, hvorledes de gengælder os det med at komme for at drive
+      os bort fra din Ejendom, som du gav os i Eje!
+ 12.  Vor Gud, vil du ikke holde Dom over dem? Thi vi er afmægtige
+      over for denne vældige Menneskemængde, som kommer over os; vi
+      ved ikke, hvad vi skal gøre, men vore Øjne er vendt til dig!"
+
+ 13.  Medens nu alle Judæerne stod for HERRENs Åsyn med deres
+      Familier, Kvinder og Børn,
+ 14.  kom HERRENs Ånd midt i Forsamlingen over Leviten Jahaziel, en
+      Søn af Zekarja, en Søn af Benaja, en Søn af Je'iel, en Søn af
+      Mattanja, af Asafs Sønner,
+ 15.  og han sagde: "Lyt til, alle I Judæere, Jerusalems Indbyggere og
+      Kong Josafat! Så siger HERREN til eder: Frygt ikke og forfærdes
+      ikke for denne vældige Menneskemængde, thi Kampen er ikke eders,
+      men Guds!
+ 16.  Drag i Morgen ned imod dem; se, de er ved at stige op ad Vejen
+      ved Hazziz, og l vil træffe dem ved Enden af Dalen østen for
+      Jeruels Ørken.
+ 17.  Det er ikke eder, der skal kæmpe her; stil eder op og bliv
+      stående, så skal I se, hvorledes HERREN frelser eder, I Judæere
+      og Jerusalems Indbyggere!  Frygt ikke og forfærdes ikke, men
+      drag i Morgen imod dem, og HERREN vil være med eder!"
+ 18.  Da bøjede Josafat sig med Ansigtet til Jorden, og alle Judæerne
+      og Jerusalems Indbyggere faldt ned for HERREN og tilbad ham;
+ 19.  men Leviterne af Keh'atiternes og Koraiternes Sønner stod op for
+      at lovprise HERREN, Israels Gud, med vældig Røst.
+
+ 20.  Tidligt næste Morgen drog de ud til Tekoas Ørken; og medens de
+      drog ud, stod Josafat og sagde: "Hør mig, I Judæere og
+      Jerusalems Indbyggere! Tro på HERREN eders Gud, og l skal blive
+      boende, tro på hans Profeter, og Lykken skal følge eder!"
+ 21.  Og efter at have rådført sig med Folket opstillede han Sangere
+      til med Ordene "lov HERREN, thi hans Miskundhed varer
+      evindelig!" at lovprise HERREN i helligt Skrud, medens de drog
+      frem foran de væbnede.
+ 22.  Og i samme Stund de begyndte med Jubelråb og Lovsang, lod HERREN
+      et Baghold komme over Ammoniterne, Moabiterne og dem fra Se'irs
+      Bjerge, der rykkede frem mod Juda, så de blev slået.
+ 23.  Ammoniterne og Moabiterne angreb dem, der boede i Se'irs Bjerge,
+      og lagde Band på dem og tilintetgjorde dem, og da de var færdige
+      med dem fra Se'ir, gav de sig til at udrydde hverandre.
+
+ 24.  Da så Judæerne kom op på Varden, hvorfra man ser ud over
+      Ørkenen, og vendte Blikket mod Menneskemængden, se, da lå deres
+      døde Kroppe på Jorden, ingen var undsluppet.
+ 25.  Så kom Josafat og hans Folk hen for at udplyndre dem, og de
+      fandt en Mængde Kvæg, Gods, Klæder og kostbare Ting. De røvede
+      så meget, at de ikke kunde slæbe det bort, og brugte tre Dage
+      til at plyndre; så meget var der.
+ 26.  Den fjerde Dag samledes de i Berakadalen, thi der lovpriste de
+      HERREN, og derfor kaldte man Stedet Berakadalen, som det hedder
+      den Dag i Dag.
+ 27.  Derpå vendte alle Folkene fra Juda og Jerusalem med Josafat i
+      Spidsen om og drog tilbage til Jerusalem med Glæde, thi HERREN
+      havde bragt dem Glæde over deres Fjender;
+ 28.  og med Harper, Citre og Trompeter kom de lil Jerusalem, til
+      HERRENs Hus.
+ 29.  Men en Guds Rædsel kom over alle Lande og Riger, da de hørte, at
+      HERREN havde kæmpet mod Israels Fjender.
+ 30.  Således fik Josafats Rige Fred, og hans Gud skaffede ham Ro til
+      alle Sider.
+
+ 31.  Josafat var fem og tredive År gammel, da han blev Konge over
+      Juda, og han herskede fem og tyve År i Jerusalem. Hans Moder hed
+      Azuba og var Datter af Sjilhi.
+ 32.  Han vandrede i sin Fader Asas Spor og veg ikke derfra, idet han
+      gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne.
+ 33.  Kun blev Offerhøjene ikke fjernet, og Folket vendte endnu ikke
+      Hjertet til deres Fædres Gud.
+
+ 34.  Hvad der ellers er at fortælle om Josafaf fra først til sidst,
+      står jo optegnet i Jehus, Hananis Søns, Krønike, som er optaget
+      i Bogen om Israels Konger.
+
+ 35.  Senere slog Kong Josafat af Juda sig sammen med Kong Ahazja af
+      Israel, der var ugudelig i al sin Færd;
+ 36.  han slog sig sammen med ham om at bygge Skibe, der skulde sejle
+      til Tarsis. De byggede Skibe i Ezjongeber.
+ 37.  Men Eliezer, Dodavahus Søn, fra Maresja profeterede mod Josafat
+      og sagde: "Fordi du har slået dig sammen med Ahazja, vil HERREN
+      gøre dit Værk til intet!" Og Skibene gik under og nåede ikke
+      Tarsis.
+
+Anden Krønikebog 21
+
+  1.  Så lagde Josafat sig nu til Hvile hos sine Fædre og blev jordet
+      hos sine Fædre i Davidsbyen; og hans Søn Joram blev Konge i hans
+      Sted.
+  2.  Han havde nogle Brødre, Sønner af Josafat: Azarja, Jehiel,
+      Zekarja, Azarjahu, Mikael og Sjefatja, alle Sønner af Kong
+      Josatat af Juda.
+  3.  Deres Fader havde givet dem store Gaver, Sølv, Guld og
+      Kostbarheder tillige med betæstede Byer i Juda, men Joram havde
+      han givet Kongedømmet, fordi han var den førstefødte.
+  4.  Men da Joram havde overtaget sin Faders Rige og styrket sin
+      Magt, lod han alle sine Brødre dræbe med Sværd tillige med nogle
+      af Israels Øverster.
+
+  5.  Joram var fo og tredive År gammel, da han blev Konge, og han
+      herskede otte År i Jerusalem.
+  6.  Han vandrede i Israels Kongers Spor ligesom Akabs Hus, thi han
+      havde en Datter af Akab til Hustru, og han gjorde, hvad der var
+      ondt i HERRENs Øjne.
+  7.  Dog vilde HERREN ikke tilintetgøre Davids Slægt for den Pagts
+      Skyld, han havde sluttet med David, og efter det Løfte, han
+      havde givet, at han altid skulde have en Lampe for hans Åsyn.
+
+  8.  I hans Dage rev Edomiterne sig løs fra Judas Overherredømme og
+      valgte sig en Konge.
+  9.  Da drog Joram over til Za'ir med alle sine Stridsvogne. Og han
+      stod op om Natten, og sammen med Vognstyrerne slog han sig
+      igennem Edoms Rækker, der havde omringet ham.
+ 10.  Således rev Edom sig løs fra Judas Overherredømme, og således er
+      det den Dag i Dag. På samme Tid rev også Libna sig løs fra hans
+      Overherredømme, fordi han forlod HERREN, sine Fædres Gud.
+ 11.  Også han rejste Offerhøje i Judas Byer og forledte Jerusalems
+      Indbyggere til at bole og Juda til at falde fra.
+
+ 12.  Da kom der et Brev fra Profeten Elias til ham, og deri stod: "Så
+      siger HERREN, din Fader Davids Gud: Fordi du ikke har vandret i
+      din Fader Josafats og Kong Asa af Judas Spor,
+ 13.  men i Israels Kongers Spor og forledt Juda og Jerusalems
+      Indbyggere til at bole, ligesom Akabs Hus gjorde, og tilmed
+      dræbt dine Brødre, din Faders Hus, der var bedre end du selv,
+ 14.  se, derfor vil HERREN nu ramme dit Folk, dine Sønner, dine
+      Hustruer og alt, hvad du ejer, med et tungt Slag.
+ 15.  Og selv skal du falde i en hård Sygdom og blive syg i dine
+      Indvolde, så at Indvoldene nogen Tid efter skal træde ud som
+      Følge af Sygdommen!"
+
+ 16.  Så æggede HERREN Filisterne og Araberne, der var Naboer til
+      Kusjiterne, imod Joram,
+ 17.  og de drog opmod Juda trængte ind og røvede alle Kongens
+      Ejendele, som fandtes i hans Palads, også hans Sønner og
+      Hustruer, så der ikke levnedes ham nogen Søn undtagen Joahaz,
+      den yngste af hans Sønner.
+ 18.  Og efter alt dette slog HERREN ham med en uhelbredelig Sygdom i
+      hans Indvolde.
+ 19.  Nogen Tid efter, da to År var gået, trådte Indvoldene ud som
+      Følge af Sygdommen, og han døde under hårde Lidelser. Hans Folk
+      tændte intet Bål til Ære for ham som for hans Fædre.
+ 20.  Han var to og tredive År gammel, da han blev Konge, og han
+      herskede otte År i Jerusalem. Han gik bort uden at savnes. Man
+      jordede ham i Davidsbyen, dog ikke i Kongegravene.
+
+Anden Krønikebog 22
+
+  1.  Derpå gjorde Jerusalems Indbyggere hans yngste Søn Ahazja til
+      Konge i hans Sted, thi de ældre var dræbt af Røverskaren, der
+      brød ind i Lejren sammen med Araberne. Således blev Ahazja,
+      Jorams Søn, Konge i Juda.
+  2.  Ahazja var to og fyrretyve År gammel, da han blev Konge, og han
+      herskede eet År i Jerusalem. Hans Moder hed Atalja og var Datter
+      af Omri.
+  3.  Også han vandrede i Akabs Hus's Spor, thi hans Moder forledte
+      ham til Ugudelighed ved sine Råd.
+  4.  Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, ligesom Akabs Hus,
+      thi efter Faderens Død blev de hans Rådgivere, og det blev hans
+      Fordærv.
+  5.  Det var også efter deres Råd, han sammen med Akabs Søn, Kong
+      Joram af Israel, drog i Krig mod Kong Hazael af Aram ved Ramot i
+      Gilead. Men Aramæerne sårede Joram.
+  6.  Så vendte Joram tilbage for i Jizre'el at søge Helbredelse for
+      de Sår, man havde tilføjet ham ved Rama, da han kæmpede med Kong
+      Hazael af Aram; og Jorams Søn, Kong Ahazja af Juda, drog ned for
+      at se til Joram, Akabs Søn, i Jizre'el, fordi han lå syg.
+  7.  Men til Ahazjas Undergang var det tilskikket af Gud, at han
+      skulde komme til Joram; thi da han var kommet derhen, gik han
+      med Joram ud til Jehu, Nimsjis Søn, som HERREN havde salvet til
+      at udrydde Akabs Hus.
+  8.  Og da Jehu fuldbyrdede Dommen over Akabs Hus, traf han på Judas
+      Øverster og Ahazjas Brodersønner, der var i Ahazjas Tjeneste, og
+      dræbte dem;
+  9.  derpå lod han Ahazja eftersøge, og man fangede ham, medens han
+      holdt sig skjult i Samaria, ogbragte ham til Jehu, der lod ham
+      dræbe. Så jordede de ham, thi de sagde: "Han var dog en Søn af
+      Josafat, der søgte HERREN af hele sit Hjerte." Men af Ahazjas
+      Hus var ingen stærk nok til at tage Magten.
+
+ 10.  Da Atalja, Ahazjas Moder, fik at vide, at hendes Søn var død,
+      tog hun sig for at udrydde hele den kongelige Slægt af Judas
+      Hus.
+ 11.  Men Kongens Datter Josjab'at tog Ahazjas Søn Joas og fik ham
+      hemmeligt af Vejen, så han ikke var imellem Kongesønnerne, der
+      blev dræbt, og hun gemte ham og hans Amme i
+      Sengekammeret. Således holdt Josjab'at, Kong Jorams Datter,
+      Præsten Jojadas Hustru, der jo var Søster til Ahazja, ham skjult
+      for Atalja, så hun ikke fik ham dræbt;
+ 12.  og han var i seks År skjult hos dem i HERRENs Hus, medens Atalja
+      herskede i Landet.
+
+Anden Krønikebog 23
+
+  1.  Men i det syvende År tog Jojada Mod til sig og indgik Pagt med
+      Hundredførerne Azarja, Jerhams Søn, Jisjmael, Johanans Søn,
+      Azarja, Obeds Søn, Ma'aseja, Adajas Søn, og Elisjafat, Zikris
+      Søn.
+  2.  De drog Juda rundt og samlede Leviterne fra alle Judas Byer og
+      Overhovederne for Israels Fædrenehuse, og de kom så til
+      Jerusalem.
+  3.  Så sluttede hele Forsamlingen i Guds Hus en Pagt med Kongen. Og
+      Jojada sagde til dem: "Se, Kongesønnen skal være Konge efter det
+      Løfte, HERREN har givet om Davids Sønner!
+  4.  Og således skal I gøre: Den Tredjedel af eder Præster og
+      Leviter, der rykker ind om Sabbaten, skal tjene som Dørvogtere;
+  5.  den anden Tredjedel skal besætte Kongens Palads og den tredje
+      Jesodporten, medens alt Folket skal besætte Forgården etiI
+      HERRENs Hus.
+  6.  Men ingen må betræde HERRENs Hus undtagen Præsterne og de
+      Leviter, der gør Tjeneste; de må gå derind, thi de er hellige;
+      men hele Folket skal holde sig HERRENs Forskrift efterrettelig.
+  7.  Så skal Leviterne, alle med Våben i Hånd, slutte Kreds om
+      Kongen, og enhver, der nærmer sig Templet, skal dræbes. Således
+      skal I være om Kongen, når han går ind, og når han går ud."
+
+  8.  Leviterne og alle Judæerne gjorde alt, hvad Præsten Jojada havde
+      påbudt, idet de tog hver sine Folk, både dem, der rykkede ud, og
+      dem, der rykkede ind om Sabbaten, thi Præsten Jojada gav ikke
+      Skifterne Orlov.
+  9.  Og Præsten Jojada gav Hundredførerne Spydene og de små og store
+      Skjolde, som havde tilhørt Kong David og var i Guds Hus.
+ 10.  Derpå opstillede han alt Folket, alle med Spyd i Hånd, fra
+      Templets Sydside til Nordsiden, hen til Alteret og derfra igen
+      hen til Templet, rundt om Kongen.
+ 11.  Så førte de Kongesønnen ud, satte Kronen og Vidnesbyrdet på ham;
+      derefter udråbte de ham til Konge, og Jojada og hans Sønner
+      salvede ham og råbte: "Kongen leve!"
+
+ 12.  Da Atalja hørte Larmen af Folket, som løb og jublede for Kongen,
+      gik hun hen til Folket i HERRENs Hus,
+ 13.  og der så hun Kongen stå på sin Plads ved Indgangen og
+      Øversterne og Trompetblæserne ved Siden af, medens alt Folket
+      fra Landet jublede og blæste i Trompeterne, og Sangerne med
+      deres Instrumenter ledede Lovsangen. Da sønderrev Atalja sine
+      Klæder og råbte: "Forræderi, Forræderi!"
+ 14.  Men Præsten Jojada bød Hundredførerne, Hærens Befalingsmænd:
+      "Før hende uden for Forgårdene og hug enhver ned, der følger
+      hende, thi - sagde Præsten - I må ikke dræbe hende i HERRENs
+      Hus!"
+ 15.  Så greb de hende, og da hun ad Hesteporten var kommet til
+      Kongens Palads, dræbte de hende der.
+
+ 16.  Men Jojada sluttede Pagt mellem sig og hele Folket og Kongen om,
+      at de skulde være HERRENS folk.
+ 17.  Og alt Folket begav sig til Ba'als Hus og nedbrød det; Altrene
+      og Billederne huggede de i Stykker, og Ba'als Præst Mattan
+      dræbte deforan Altrene.
+
+ 18.  Derpå satte Jojada Vagtposter ved HERRENs Hus under Ledelse af
+      Præsterne og Leviterne, som David havde tildelt HERRENs Hus, for
+      at de skulde bringe HERREN Brændofre, som det er foreskrevet i
+      Mose Lov, under Jubel og Sang efter Davids Anordning;
+ 19.  og han opstillede Dørvogterne ved HERRENs Hus's Porte, for at
+      ingen, der i nogen Måde var uren, skulde gå derind;
+ 20.  og han tog Hundredførerne og Stormændene og Folkets overordnede
+      og alt Folket fra Landet og førte Kongen ned fra HERRENs Hus; de
+      gik igennem Øvreporten til Kongens Palads og satte Kongen på
+      Kongetronen.
+ 21.  Da glædede alt Folket fra Landet sig, og Byen holdt sig
+      rolig. Men Atalja huggede de ned.
+
+Anden Krønikebog 24
+
+  1.  Joas var syv År gammel da han blev konge og han herskede i
+      fyrretyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Zibja og var fra
+      Be'ersjeba.
+  2.  Joas gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, så længe Præsten
+      Jojada levede.
+  3.  Jojada tog ham to Hustruer, og han avlede Sønner og Døtre.
+
+  4.  Siden kom Joas i Tanker om at udbedre HERRENs Hus.
+  5.  Han samlede derfor Præsterne og Leviterne og sagde til dem:
+      "Drag ud til Judas Byer og saml Penge ind i hele Israel til at
+      istandsætte eders Guds Hus År efter År; men I må skynde eder!"
+      Leviterne skyndte sig dog ikke.
+  6.  Så lod Kongen Ypperstepræsten Jojada kalde og sagde til ham:
+      "Hvorfor har du ikke holdt Øje med, at Leviterne i Juda og
+      Jerusalem indsamler den Afgift, HERRENs Tjener Moses pålagde
+      Israels Forsamling til Vidnesbyrdets Telt?
+  7.  Thi den ugudelige Atalja og hendes Sønner har ødelagt Guds Hus
+      og oven i Købet brugt Helliggaverne i HERRENs Hus til
+      Ba'alerne."
+  8.  På Kongens Bud lavede man så en Kiste og satte den uden for
+      Porten til HERRENs Hus;
+  9.  og det kundgjordes i Juda ogJerusalem, at den Afgift, Moses
+      havde pålagt Israeliterne i Ørkenen, skulde udredes til HERREN.
+ 10.  Alle Øversterne og hele Folket bragte da Afgiften med Glæde og
+      lagde den i Kisten, til den var fuld;
+ 11.  og hver Gang kisten af Leviterne blev bragt til de kongelige
+      Tilsynsmænd, når de så, at der var mange Penge, kom Kongens
+      Skriver og Ypperstepræstens Tilsynsmand og tømte Kisten; og så
+      tog de og satte den på Plads igen. Således gjorde de Gang på
+      Gang, og de samlede en Mængde Penge.
+ 12.  Og Kongen og Jojada gav Pengene til dem, der stod for Arbejdet
+      ved HERRENs Hus, og de lejede Stenhuggere og Tømmermænd til at
+      udbedre HERRENs Hus og derhos Jern og Kobbersmede til at
+      istandsætte HERRENs Hus.
+ 13.  Og de, der stod for Arbejdet, tog fat, og
+      Istandsættelsesarbejdet skred frem under deres Hænder, og de
+      bygggede Guds Hus op efter de opgivne Mål og satte det i god
+      Stand.
+ 14.  Da de var færdige, bragte de Resten af Pengene til Kongen og
+      Jojada, og for dem lod han lave Redskaber til HERRENs Hus,
+      Redskaber til Tjenesten og Ofrene, Kander og Kar af Guld og
+      Sølv. Og de ufrede stadig Brændofre i HERRENs Hus, så længe
+      Jojada levede.
+
+ 15.  Men Jojada blev gammel og mæt af Dage og døde; han var ved sin
+      Død 130 År gammel.
+ 16.  Man jordede ham i Davidsbyen hos Kongerne, fordi han havde gjort
+      sig fortjent af Israel og over for Gud og hans Hus.
+ 17.  Men efter Jojadas Død kom Judas Øverster og kastede sig ned for
+      Kongen. Da hørte Kongen dem villig,
+ 18.  Og de forlod HERREN, deres Fædres Guds Hus og dyrkede Asjererne
+      og Gudebillederne. Og der kom Vrede over Juda og Jerusalem for
+      denne deres Synds Skyld.
+ 19.  Så sendte han Profeter iblandt dem for at omvende dem til
+      HERREN, og de advarede dem, men de hørte ikke.
+ 20.  Men Guds Ånd iførte sig Zekarja, Præsten Jojadas Søn, og han
+      trådte frem for Folket og sagde til dem: "Så siger Gud: Hvorfor
+      overtræder I HERRENs Bud så Lykken viger fra eder? Fordi I har
+      forladt HERREN, har han forladt eder!"
+ 21.  Men de sammensvor sig imod ham og stenede ham på Kongens Bud i
+      Forgården til HERRENs Hus;
+ 22.  Kong Joas kom ikke den Kærlighed i Hu, hans Fader Jojada havde
+      vist ham, men lod Sønnen dræbe, Men da han døde, råbte han:
+      "HERREN ser og straffer!"
+
+ 23.  Ved Jævndøgnstide drog Aramæernes Hær imod Kongen, og de trængte
+      ind i Juda og Jerusalem og udryddede alle Øverster af Folket og
+      sendte alt Byttet, de tog fra dem. til Kongen af Darmaskus.
+ 24.  Skønt Aramæernes Hær kom i et ringe Tal, gav HERREN en såre stor
+      Hær i deres Hånd, fordi de havde forladt HERREN, deres Fædres
+      Gud; således fuldbyrdede de Dommen over Joas.
+ 25.  Og da de drog bortfra ham - de forlod ham nemlig i hårde
+      Lidelser - stiftede hans Folk en Sammensærgelse imod ham til
+      Straf for Mordet på Præsten Jojadas Søn og dræbte ham i hans
+      Seng. Således døde han, og man jordede ham i Davidsbyen, dog
+      ikke i Kongegravene.
+ 26.  De sammensvorne var Zakar, en Søn af Ammoniterkvinden
+      Sjim'at. og Jozahad, en Søn af Moabiterkvinden Sjimrit.
+ 27.  Hans Sønners Navne, de mange profetiske Udsagn imod ham og hans
+      grundige Udbedring af Guds, Hus står jo optegnet i Udlægningen
+      til Kongernes Bog. Hans Søn Amazja blev Konge i hans Sted.
+
+Anden Krønikebog 25
+
+  1.  Amazja var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
+      herskede ni og tyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Jehoaddan og
+      var fra Jerusalem.
+  2.  Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, dog ikke med et
+      helt Hjerte.
+  3.  Da han havde sikret sig Magten, lod han dem af sine Folk dræbe,
+      der havde dræbt hans Fader Kongen,
+  4.  men deres Børn lod han ikke ihjelslå, i Henhold til hvad der
+      står skrevet i Moses's Lovbog, hvor HERREN påbyder: "Fædre skal
+      ikke lide Døden for Børns Skyld, og Børn skal ikke lide Døden
+      for Fædres Skyld. Men enhver skal lide Døden for sin egen Synd."
+
+  5.  Amazja samlede Judæerne og opstillede dem efter Fædrenehuse
+      under Tusind- og Hundredførerne, hele Juda og Benjamin, og da
+      han mnønstrede dem fra Tyveårsalderen og opefter, fandt han, at
+      de udgjorde 300.000 udvalgte Folk, øvede Krigere, der har Skjold
+      og Spyd.
+  6.  Dertil lejede han i Israel 100.000 dygtige Krigere for 100
+      Sølvtalenter.
+  7.  Men en Guds Mand kom til ham og sagde: "Israels Hær må ikke
+      følge dig, Konge, thi HERREN er ikke med Israel, ikke med nogen
+      af Efraimiterne;
+  8.  og hvis du mener, at du kan vinde Styrke på den Måde, vil Gud
+      bringe dig til Fald for Fjenden, thi hos Gud er der Kraft til at
+      hjælpe og til at bringe til Fald!"
+  9.  Amazja spurgte den Guds Mand: "Hvad så med de 100 Sølvtalenter,
+      jeg gav de israelitiske Krigsfolk?" Og den Guds Mand svarede:
+      "HERREN kan give dig langt mere end det!"
+ 10.  Da udskilte Amazja de Krigsfolk, der var kommet til ham fra
+      Efraim, og lod dem drage hjem; men deres Vrede blussede heftigt
+      op mod Juda, og de vendte hjem i fnysende Vrede.
+
+ 11.  Amazja tog nu Mod til sig og førte sine Krigere til Saltdalen og
+      nedhuggede 10.000 af Se'iriterne;
+ 12.  desuden tog Judæerne 10.000 levende til Fange; dem førte de op
+      på Klippens Top og styrtede dem ned derfra, så de alle knustes.
+ 13.  Men de Krigsfolk, Amazja havde sendt hjem, så de ikke kom til at
+      følge ham i Krigen, faldt ind i Judas Byer fra Samaria til
+      Bet-Horon, huggede 3.000 af Indbyggerne ned og gjorde stort
+      Bytte.
+
+ 14.  Da Amazja kom hjem fra Sejren over Edomiterne, havde han
+      Se'iriternes Guder med, og han opstillede dem som sine Guder,
+      tilbad dem og tændte Offerild for dem.
+ 15.  Da blussede HERRENs Vrede op mod Amazja, og han sendte en Profet
+      til ham, og denne sagde til ham: "Hvorfor søger du dette Folks
+      Guder, som ikke kunde frelse deres Folk af din Hånd?"
+ 16.  Men da han talte således, sagde Kongen til ham: "Har man gjort
+      dig til Kongens Rådgiver? Hold inde, ellers bliver du slået
+      ihjel!" Da holdt Profeten inde og sagde: "Jeg indser, at Gud har
+      i Sinde at ødelægge dig, siden du bærer dig således ad og ikke
+      hører mit Råd!"
+
+ 17.  Efter at have overtænkt Sagen sendte Kong Amazja af Juda Bud til
+      Jehus Søn Joahaz's Søn, Kong Joas af Israel, og lod sige: "Kom,
+      lad os se hinanden under Øjne!"
+ 18.  Men Kong Joas af Israel sendte Kong Amazja, af Juda det Svar:
+      "Tidselen på Libanon sendte engang det Bud til Cederen på
+      Libanon: Giv min Søn din Datter til Ægte! Men Libanons vilde Dyr
+      løb hen over Tidselen og trampede den ned!
+ 19.  Du tænker: Se, jeg har slået Edom! Og det har gjort dig
+      overmodig, så du vil vinde mere Ære. Bliv, hvor du er! Hvorfor
+      vil du udfordre Ulykken og udsætte både dig selv og Juda for
+      Fald?"
+ 20.  Men Amazja vilde intet høre, thi Gud føjede det såledesfor at
+      give dem til Pris, fordi de søgte Edoms Guder.
+ 21.  Så drog Kong Joas af Israel ud, og han og Kong Amazja af Juda så
+      hinanden under Øjne ved Bet-Sjemesj i Juda;
+ 22.  Juda blev slået af Israel, og de flygtede hver til sit.
+ 23.  Men Kong Joas af Israel tog Joahaz's Søn Joas's Søn, Kong Amazja
+      af Juda, tifange ved Bet-Sjemesj og førte ham til
+      Jerusalem. Derpå nedrev han Jerusalems Mur på en Strækning af
+      400 Alen, fra Efraimsporten til Hjørneporten;
+ 24.  og han tog alt det Guld og Sølv og alle de Kar, der fandtes i
+      Guds Hus hos Obed-Edom og i Skatkammeret i Kongens Palads;
+      desuden tog han Gidsler og vendte så tilbage til Samaria.
+
+ 25.  Joas's Søn, Kong Amazja af Juda, levede endnu femten År, efter
+      at Joahaz's Søn, Kong Joas at Israel, var død.
+ 26.  Hvad der ellers er at fortælle om Amazja fra først til sidst,
+      står optegnet i Bogen om Judas og Israels Konger.
+ 27.  Men ved den Tid Amazja faldt fra HERREN, stiftedes der en
+      Sammensværgelse mod ham i Jerusalem, og han flygtede til Lakisj,
+      men der blev sendt Folk efter ham til Lakisj, og de dræbte ham
+      der.
+ 28.  Så løftede man ham op på Heste og jordede ham hos hans Fædre i
+      Davidsbyen.
+
+Anden Krønikebog 26
+
+  1.  Alt Folket i Juda tog så Uzzija, der da var seksten År gammel,
+      og gjorde ham til Konge i hans Fader Amazjas Sted.
+  2.  Det var ham, der befæstede Elot og atter forenede det med Juda
+      efter at Kongen havde lagt sig til Hvile hos sine Fædre.
+  3.  Uzzija var seksten År gammel da han blev Konge, og han herskede
+      to og halvtredsindstyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Jekolja
+      og var fra Jerusalem.
+  4.  Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, ganske som hans
+      Fader Amazja;
+  5.  og han blev ved med at søge Gud, så længe Zekarja, der havde
+      undervist ham i Gudsfrygt, levede. Og så længe han søgte HERREN,
+      gav Gud ham Lykke.
+
+  6.  Han gjorde et Krigstog mod Filisterne og nedrev Bymurene i Gat,
+      Jabne og Asdod og byggede Byer i Asdods Område og
+      Filisterlandet.
+  7.  Gud hjalp ham mod Filisterne og Araberne, der boede i Gur-Ba'al
+      og mod Me'uniterne.
+  8.  Atnmoniterne svarede Uzzija Skat, og hans Ry nåede til Ægypten,
+      thi han blev overmåde mægtig.
+  9.  Og Uzzija byggede Tårne i Jerusalem ved Hjørneporten, Dalporten
+      og Murhjørnet og befæstede
+ 10.  Fremdeles byggede han Tårne i Ørkenen og lod mange Cisterner
+      udhugge, thi han havde store Hjorde både i Lavlandet og på
+      Højsletten, der hos Agerdyrkere og Vingårdsmænd på Bjergene og i
+      Frugtlandet, thi han var ivrig Landmand.
+ 11.  Og Uzzija havde en øvet Krigshær, der drog i Krig Deling for
+      Deling i det Tal, der fremgik af Mønstringen, som Statsskriveren
+      Je'uel og Retsskriveren Ma'aseja foretog under Tilsyn af
+      Hananja, en at Kongens Øverster.
+ 12.  Det fulde Tal på de dygtige Krigere, som var Overhoveder for
+      Fædrenehusene, var 2600.
+ 13.  Under deres Befaling stod en Hærstyrke på 307500 krigsvante Folk
+      i deres fulde Kraft til at hjælpe Kongen mod Fjenden.
+ 14.  Uzzija udrustede hele Hæren med Skjolde, Spyd, Hjelme, Brynjer,
+      Buer og Slyngesten.
+ 15.  Ligeledes lod han i Jerusalem lave snildt udtænkte
+      Krigsmaskiner, der opstilledes på Tårnene og Murtinderne til at
+      udslynge Pile og store Sten. Og hans Ry nåede viden om, thi på
+      underfuld Måde blev han hjulpet til stor Magt.
+
+ 16.  Men da han var blevet mægtig, blev hans Hjerte overmodigt, så
+      han gjorde, hvad fordærveligt var; han handlede troløst mod
+      HERREN sin Gud, idet han gik ind i HERRENs Helligdom for at
+      brænde Røgelse på Røgelsealteret.
+ 17.  Præsten Azarja fulgte efter ham, ledsaget af firsindstyve af
+      HERRENs Præster, modige Mænd;
+ 18.  og de trådte frem for Kong Uzzija og sagde til ham: "At ofre
+      HERREN Røgelse tilkommer ikke dig, Uzzija, men Arons Sønner,
+      Præsterne, som er helliget til at ofre Røgelse; gå ud af
+      Helligdommen, thi du har handlet troløst, og det tjener dig ikke
+      til Ære for HERREN din Gud!"
+ 19.  Uzzija, der holdt Røgelsekarret i Hånden for at brænde Røgelse,
+      blev rasende; men som han rasede mod Præsterne, slog Spedalskhed
+      ud på hans Pande, medens han stod der over for Præsterne foran
+      Røgelsealteret i HERRENs Hus;
+ 20.  og da Ypperstepræsten Azarja og alle Præsterne vendte sig imod
+      ham, se, da var han spedalsk i Panden. Så førte de ham hastigt
+      bort derfra, og selv fik han travlt med at komme ud, fordi
+      HERREN havde ramt ham.
+ 21.  Så var Kong Uzzija spedalsk til sin Dødedag; og skønt spedalsk
+      fik han Lov at blive boende i sit Hus, men var udelukket fra
+      HERRENs Hus, medens hans Søn Jotam rådede i Kongens Palads og
+      dømte Folket i Landet.
+
+ 22.  Hvad der ellers er at fortælle om Uzzija fra først til sidst,
+      har Profeten Esajas, Amoz's Søn, optegnet.
+ 23.  Så lagde han sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede ham
+      hos hans Fædre på den Mark, hor Kongegravene var, under Hensyn
+      til at han havde været spedalsk; og hans Søn Jotam blev Konge i
+      hans Sted.
+
+Anden Krønikebog 27
+
+  1.  Jotam var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
+      herskede seksten År i Jerusalem. Hans Moder hed Jerusja og var
+      Datter af Zadok.
+  2.  Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, ganske som hans
+      Fader Uzzija havde gjort, men han gik ikke ind i HERRENs
+      Helligdom. Men Folket gjorde fremdeles, hvad fordærveligt var.
+  3.  Det var ham, der opførte Øvreporten i HERRENs Hus, og desuden
+      byggede han meget på Ofels Mur.
+  4.  Han opførte Byer i Judas Bjerge og Borge og Tårne i Skovene.
+  5.  Han førte Krig med Ammoniternes Konge og overvandt dem, så
+      Ammoniterne det År måtte svare ham 100 Talenter Sølv, 10.000 Kor
+      Hvede og 10.000 Kor Byg i Skat; og lige så meget svarede
+      Ammoniterne ham det andet og tredje År.
+  6.  Således blev Jotam stærk, fordi han vandrede troligt for HERREN
+      sin Guds Åsyn.
+  7.  Hvad der ellers er at fortælle om Jotam, alle hans Krige og
+      Foretagender, står jo optegnet i Bogen om Israels og Judas
+      Konger.
+  8.  Han var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
+      herskede seksten År i Jerusalem.
+  9.  Så lagde Jotam sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede ham
+      i Davidsbyen; oghans Søn Akazblev Konge i hans Sted.
+
+Anden Krønikebog 28
+
+  1.  Akaza var tyve År gammel da han blev Konge, og han herskede
+      seksten År i Jerusalem. Han gjorde ikke, hvad der var ret i
+      HERRENs Øjne, som hans Fader David,
+  2.  men vandrede i Israels Kongers Spor Ja, han lod lave støbte
+      Billeder til Ba'alerne;
+  3.  han tændte selv Offerild i Hinnoms Søns Dal og lod sine Sønner
+      gå igennem Ilden efter de Folks vederstyggelige Skik, som HERREN
+      havde drevet bort foran Israeliterne.
+  4.  Han ofrede og tændte Offerild på Offerhøjene og de høje Steder
+      og under alle grønne Træer.
+
+  5.  Derfor gav HERREN hans Gud ham i Arams Konges Hånd, og de slog
+      ham og tog mange af hans Folk til Fange og førte dem til
+      Darmaskus. Ligeledes blev han givet i Israels Konges Hånd, og
+      denne tilføjede ham et stort Nederlag.
+  6.  Peka, Remaljas Søn, dræbte i Juda 120.000 Mennesker på een Dag,
+      lutter dygtige Krigsfolk, fordi de havde forladt HERREN, deres
+      Fædres Gud.
+  7.  Den efraimitiske Helt Zikri dræbte Kongesønnen Ma'aseja,
+      Paladsøversten Azrikam og Elkana, den ypperste næst Kongen.
+  8.  Israeliterne bortførte fra deres Brødre 200.000 Hustruer, Sønner
+      og Døtre som Fanger og fratog dem et stort Bytte, som de førte
+      til Samaria.
+
+  9.  Her boede en HERRENs Profet ved Navn Oded; han gik Hæren i Møde,
+      da den kom til Samaria, og sagde til dem: "Fordi HERREN, eders
+      Fædres Gud, var vred på Juda, gav han dem i eders Hånd; men I
+      har anrettet et Blodbad iblandt dem med et Raseri, der når til
+      Himmelen!
+ 10.  Og nu tænker I på at få Magten over Folkene fra Juda og
+      Jerusalem og gøre dem til eders Trælle og Trælkvinder! Har l da
+      ikke også selv nok på Samvittigheden over for HERREN eders Gud!
+ 11.  Lyd derfor mig og send de Fanger tilbage, som I har gjort blandt
+      eders Brødre, thi HERRENs glødende Vrede er over eder!"
+
+ 12.  Da trådte nogle af Efraimiternes Overhoveder, Azarja, Johanans
+      Søn, Berekja, Mesjillemots Søn, Hizkija, Sjallums Søn, og Amasa,
+      Hadlajs Søn, frem for de hjemvendte Krigere
+ 13.  og sagde til dem: "I må ikke bringe Fangerne herhen! Thi I har i
+      Sinde at øge vote Synder og vor Skyld ud over den Skyld, vi har
+      over for HERREN; thi stor er vor Skyld, og glødende Vrede er
+      over Israel!"
+ 14.  Da gav de væbnede Slip på Fangerne og Byttet i Øversternes og
+      hele Forsamlingens Påsyn;
+ 15.  og de ovenfor nævnte Mænd stod op og tog sig af Fangerne, gav
+      alle de nøgne iblandt dem Klæder af Byttet, forsynede dem med
+      Klæder og Sko, gav dem Mad og Drikke, salvede dem, lod dem, der
+      ikke kunde gå, ride på Æsler og bragte dem til Jeriko,
+      Palmestaden, hen i Nærheden af deres Brødre; derpå vendte de
+      tilbage til Samaria.
+
+ 16.  På den Tid sendte Kong Akaz Assyrerkongen Bud om Hjælp.
+ 17.  Tilmed trængte Edomiterne ind og slog Judæerne og slæbte
+      Krigsfanger bort.
+ 18.  Og Filisterne faldt ind i Lavlandets Byer og den judæiske Del af
+      Sydlandet og indtog Bet-Sjemesj, Ajjalon, Gederot, Soko med
+      Småbyer, Timna med Småbyer og Gimzo med Småbyer og bosatte sig
+      der.
+ 19.  Thi HERREN ydmygede Juda for Kong Akaz af Judas Skyld, fordi han
+      havde ladet Tøjlesløshed opkomme i Juda og været troløs mod
+      HERREN.
+ 20.  Men Assyrerkongen Tillegat-Pilneser drog imod ham og bragte ham
+      i Nød i Stedet for at hjælpe ham;
+ 21.  thi Akaz plyndrede HERRENs Hus, og Kongens Palads og Øversternes
+      Palads og gav det til Assyrerkongen, men det hjalp ham intet.
+
+ 22.  Og selv da Assyrerkongen bragte ham i Nød, var Kong Akaz på ny
+      troløs mod HERREN;
+ 23.  han ofrede til Darmaskus's Guder, som havde slået ham, idet han
+      sagde: "Aramæerkongernes Guder har jo hjulpet dem; til dem vil
+      jeg ofre, at de også må hjælpe mig!" Men de blev ham og hele
+      Israel til Fald.
+ 24.  Også samlede Akaz Karrene i Guds Hus og slog dem i Stykker; og
+      han lukkede HERRENs Hus's Porte og lavede sig Altre ved hvert et
+      Hjørne i Jerusalem;
+ 25.  og i hver eneste By i Juda indrettede han Offerhøje for at tænde
+      Offerild for fremmede Guder; således krænkede han HERREN, sine
+      Fædres Gud.
+
+ 26.  Hvad der ellers er at fortælle om ham og hele hans Færd fra
+      først til sidst, står jo optegnet i Bogen om Judas og Israels
+      Konger.
+ 27.  Så lagde Akaz sig til Hvile bos sine Fædre, og man jordede ham i
+      Jerusalem, inde i Byen, thi man vilde ikke jorde ham i Israels
+      Kongegrave; og hans Søn Ezekias blev Konge i hans Sted.
+
+Anden Krønikebog 29
+
+  1.  Ezekias var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
+      herskede ni og tyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Abija og var
+      en Datter af Zekarja.
+  2.  Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, ganske som hans
+      Fader David.
+
+  3.  I sit første Regeringsårs første Måned lod han HERRENs Hus's
+      Porte åbne og sætte i Stand.
+  4.  Derpå lod han Præsterne og Leviterne komme, samlede dem på den
+      åbne Plads mod Øst
+  5.  og sagde til dem: "Hør mig, Leviter! Helliger nu eder selv og
+      helliger HERRENs, eders Fædres Guds, Hus og få det urene ud af
+      Helligdommen.
+  6.  Thi vore Fædre var troløse og gjorde, hvad der var ondt i HERREN
+      vor Guds Øjne, de forlod ham, idet de vendte Ansigtet bort fra
+      HERRENs Bolig og vendte den Ryggen;
+  7.  de lukkede endog Forhallens Porte, slukkede Lamperne, brændte
+      ikke Røgelse og bragte ikke Israels Gud Brændofre i
+      Helligdommen.
+  8.  Derfor kom HERRENs Vrede over Juda og Jerusalem, og han gjorde
+      dem til Rædsel, Forfærdelse og Skændsel, som I kan se med egne
+      Øjne.
+  9.  Se, vore Fædre er faldet for Sværdet, vore Sønner, Døtre og
+      Hustruer ført i Fangenskab for den Sags Skyld.
+ 10.  Men nu har jeg i Sinde at slutte en Pagt med HERREN, Israels
+      Gud, for at hans glødende Vrede må vende sig fra os.
+ 11.  Så lad det nu, mine Sønner, ikke skorte på Iver, thi eder har
+      HERREN udvalgt til at stå for hans Åsyn og tjene ham og til at
+      være hans Tjenere og tænde Offerild for ham!"
+
+ 12.  Da rejste følgende Leviter sig: Mahat, Amasajs Søn, og Joel,
+      Azarjas Søn, af Kehatiternes Sønner; af Merariterne Kisj, Abdis
+      Søn, og Azarja, Jehallel'els Søn; af Gersoniterne Joa, Zimmas
+      Søn, og Eden, Joas Søn;
+ 13.  af Elizafans Sønner Sjimri og Je'uel; af Asafs Sønner Zekarja og
+      Mattanja;
+ 14.  af Hemans Sønner Jehiel og Sjim'i; og af Jedutuns Sønner Sjemaja
+      og Uzziel;
+ 15.  og de samlede deres Brødre, og de helligede sig og skred så
+      efter Kongens Befaling til at rense HERRENs Hus i Henhold til
+      HERRENs Forskrifter.
+ 16.  Og Præsterne gik ind i det indre af HERRENS Hus for at rense
+      det, og alt det urene, de fandt i HERRENs Tempel, bragte de ud i
+      HERRENs Hus's Forgård, hvor Leviterne tog imod det for at bringe
+      det ud i Kedrons Dal.
+ 17.  På den første Dag i den første Måned begyndte de at hellige, og
+      på den ottende Dag i Måneden var de kommet til HERRENs Forhal;
+      så helligede de HERRENs Hus i otte Dage, og på den sekstende Dag
+      i den første Måned var de færdige.
+ 18.  Derpå gik de ind til Kong Ezekias og sagde: "Vi har nu renset
+      hele HERRENs Hus, Brændofferalteret med alt, hvad der hører
+      dertil, og Skuebrødsbordet med alt, hvad der hører dertil;
+ 19.  og alle de Kar, som Kong Akaz i sin Troløshed vanhelligede, da
+      han var Konge, dem har vi bragt på Plads og helliget; se, de
+      står nu foran HERRENs Alter!"
+
+ 20.  Næste Morgen tidlig samlede Kong Ezekias Byens Øverster og gik
+      op til HERRENs Hus.
+ 21.  Derpå bragte man syv Tyre, syv Vædre, syv Lam og syv Gedebukke
+      til Syndoffer for Riget, Helligdommen og Juda; og han bød Arons
+      Sønner Præsterne ofre dem på HERRENs Alter.
+ 22.  De slagtede så Tyrene, og Præsterne tog imod Blodet og sprængte
+      det på Alteret; så slagtede de Vædrene og sprængte Blodet på
+      Alteret; så slagtede de Lammene og sprængte Blodet på Alteret;
+ 23.  endelig bragte de Syndofferbukkene frem for Kongen og
+      Forsamlingen, og de lagde Hænderne på dem;
+ 24.  så slagtede Præsterne dem og bragte Blodet på Alteret som
+      Syndoffer for at skaffe hele Israel Soning; thi Kongen havde
+      sagt, at Brændofferet og Syndofferet skulde være for hele
+      Israel.
+
+ 25.  Og han opstillede Leviterne ved HERRENs Hus med Cymbler, Harper
+      og Citre efter Davids, Kongens Seer Gads og Profeten Natans Bud,
+      thi Budet var givet af HERREN gennem hans Profeter.
+ 26.  Og Leviterne stod med Davids Instrumenter og Præsterne med
+      Trompeterne.
+ 27.  Derpå bød Ezekias, at Brændofferet skulde ofres på Alteret, og
+      samtidig med Ofringen begyndte også HERRENs Sang og Trompeterne,
+      ledsaget af Kong David af Israels Instrumenter.
+ 28.  Da kastede hele Forsamlingen sig til Jorden, medens Sangen lød
+      og Trompeterne klang, og alt dette varede, til man var færdig
+      med Brændofferet.
+ 29.  Så snart man var færdig med Brændofferet, knælede Kongen og
+      alle, der var hos ham, ned og tilbad.
+ 30.  Derpå bød Kong Ezekias og Øversterne Leviterne at lovsynge
+      HERREN med Davids og Seeren Asafs Ord; og de sang Lovsangen med
+      Jubel og bøjede sig og tilbad.
+
+ 31.  Ezekias tog da til Orde og sagde: "I har nu indviet eder til
+      HERREN; så træd da frem og bring Slagtofre og Lovprisningsofre
+      til HERRENs Hus!" Så bragte Forsamlingen Slagtofre og
+      Lovprisningsofre, og enhver, hvis Hje1te tilskyndede ham dertil,
+      bragte Brændofre.
+ 32.  De Brændofre, Forsamlingen bragte, udgjorde 70 Stykker Hornkvæg,
+      100 Vædre og 200 Lam, alt som Brændofre til HERREN;
+ 33.  og Helligofrene udgjorde 600 Stykker Hornkvæg og 3000 Stykker
+      Småkvæg.
+ 34.  Dog var Præsterne for få til at flå Huden af alle Brændofrene,
+      derfor hjalp deres Brødre Leviterne dem, indtil Arbejdet var
+      fuldført og Præsterne havde helliget sig; thi Leviterne viste
+      redeligere Vilje til at hellige sig end Præsterne.
+ 35.  Desuden var der en Mængde Brændofre, hvortil kom Fedtstykkerne
+      af Takofrene og Drikofrene til Brændofrene. Således bragtes
+      Tjenesten i HERRENs Hus i Orden.
+ 36.  Og Ezekias og alt Folket glædede sig over, hvad Gud havde beredt
+      Folkel, thi det hele var sket så hurtigt.
+
+Anden Krønikebog 30
+
+  1.  Derpå sendte Ezekias Bud til hele Israel og Juda og skrev
+      desuden Breve til Efraim og Manasse om at komme til HERRENs Hus
+      i Jerusalem for at fejre Påsken for HERREN, Israels Gud.
+  2.  Og Kongen, hans Øverster og hele Forsamlingen i Jerusalem
+      rådslog om at fejre Påsken i den anden Måned;
+  3.  thi de kunde ikke fejre den med det samme, da Præsterne ikke
+      havde helliget sig i tilstrækkeligt Tal, og Folket ikke var
+      samlet i Jerusalem.
+  4.  Kongen og hele Forsamlingen fandt det rigtigt;
+  5.  derfor vedtog de at lade et Opråb udgå i hele Israel fra
+      Be'ersjeba til Dan om at komme og fejre Påsken i Jerusalem for
+      HERREN, Israels Gud, thi man havde ikke fejret den så
+      fuldtalligt som foreskrevet.
+
+  6.  Så gik Ilbudene ud i hele Israel og Juda med Breve fra Kongens
+      og hans Øversters Hånd og sagde efter Kongens Befaling:
+      "Israeliter! Vend tilbage til HERREN, Abrahams, Isaks og Israels
+      Gud, at han må vende sig til den Levnin: af eder, der er
+      undsluppet Assyrerkongernes Hånd.
+  7.  Vær ikke som eders Fædre og Brødre, der var troløse mod HERREN,
+      deres Fædres Gud, hvorfor han gjorde dem til Rædsel, som I selv
+      kan se.
+  8.  Vær nu ikke halsstarrige som eders Fædre, men ræk HERREN Hånden
+      og kom til hans Helligdom, som han har helliget til evig Tid, og
+      tjen HERREN eders Gud, at hans glødende Vrede må vende sig fra
+      eder.
+  9.  Thi når I omvender eder til HERREN, skal eders Brødre og Sønner
+      finde Barmhjertighed hos dem, der førte dem bort, og vende
+      tilbage til dette Land.  Thi HERREN eders Gud er nådig og
+      barmhjertig og vil ikke vende sit Åsyn fra eder, når l omvender
+      eder til ham!"
+ 10.  Og Ilbudene gik fra By til By i Efraims og Manasses Land og lige
+      til Zebulon, men man lo dem ud og hånede dem.
+ 11.  Dog var der nogle i Aser, Manasse og Zebulon, der ydmygede sig
+      og kom til Jerusalem;
+ 12.  også i Juda virkede Guds Hånd, så at han gav dem et endrægtigt
+      Hjerte til at udføre, hvad Kongen og Øversterne havde påbudt i
+      Kraft af HERRENs Ord.
+
+ 13.  Så samlede der sig i Jerusalem en Mængde Mennesker for at fejre
+      de usyrede Brøds Højtid i den anden Måned, en vældig Forsamling.
+ 14.  De gav sig til at fjerne de Altre, der var i Jerusalem;
+      ligeledes fjernede de alle Røgelsekarrene og kastede dem ned i
+      Kedrons Dal.
+ 15.  Derpå slagtede de Påskelammet på den fjortende Dag i den anden
+      Måned.  Præsterne og Leviterne skammede sig og helligede sig og
+      bragte Brændofre til HERRENs Hus;
+ 16.  og de stillede sig på deres Plads, som deres Pligt var efter den
+      Guds Mand Moses's Lov; Præsterne sprængte Blodet, som de modtog
+      af Leviterne.
+ 17.  Thi mange i Forsamlingen havde ikke helliget sig; derfor
+      slagtede Leviterne Påskelammene for alle dem, der ikke var rene,
+      for således at hellige HERREN dem.
+ 18.  Thi de flesfe af Folket, især mange fra Efraim, Manasse, Issakar
+      og Zebulon, havde ikke renset sig, men spiste Påskelammet
+      anderledes end foreskrevet. Men Ezekias giki Forbøn for dem og
+      sagde: "HERREN, den gode, tilgive
+ 19.  enhver, som har vendt sit Hjerte til at søge Gud HERREN, hans
+      Fædres Gud, selv om han ikke er ren, som Helligdommen kræver
+      det!"
+ 20.  Og HERREN bønhørte Ezekias og lod Folket uskadt.
+
+ 21.  Så fejrede de Israeliter, der var til Stede i Jerusalem, de
+      usyrede Brøds Højtid med stor Glæde i syv Dage; og Leviterne og
+      Præsterne sang af alle Kræfter dagligt Lovsange for HERREN.
+ 22.  Og Ezekias talte venlige Ord til alle de Leviter, der havde
+      udvist særlig Dygtighed i HERRENs Tjeneste; og de fejrede
+      Højtiden til Ende de syv Dage, idet de ofrede Takofre og
+      lovpriste HERREN, deres Pædres Gud.
+ 23.  Men derefter vedtog hele Forsamlingen at holde Højtid syv Dage
+      til, og det gjorde de så med Glæde,
+ 24.  thi Kong Ezekias af Juda gav Forsamlingen en Ydelse af 1.000
+      Tyre og 7.000 Stykker Småkvæg, og Øversterne gav Forsamlingen
+      1.000 Tyre og 10.000 Stykker Småkvæg; og en Mængde Præster
+      helligede sig.
+ 25.  Da frydede hele Judas Forsamling sig, ligeledes Præsterne og
+      Leviterne og hele den Forsamling, der var kommet fra Israel, og
+      de fremmede, der var kommet fra Israels Land eller boede i Juda;
+ 26.  og der var stor Glæde i Jerusalem, thi siden Davids Søns, Kong
+      Salomo af Israels, Dage var sligt ikke sket i Jerusalem;
+ 27.  og Præsterne og Leviterne stod op og velsignede Folket, og deres
+      Røst hørtes, og deres Bøn nåede Himmelen, hans hellige Bolig.
+
+Anden Krønikebog 31
+
+  1.  Da alt det var til ende, drog alle de Israeliter, som var til
+      stede, ud til Judas Byer, og de sønderbrød Stenstøtterne,
+      omhuggede Asjerastøtterne og nedrev Offerhøjene og Altrene i
+      hele Juda og Benjamin og i Efraim og Manasse, så der ikke blev
+      Spor tilhage; så vendte alle Israeliterne hjem, hver til sin
+      Ejendom i deres Byer.
+
+  2.  Så ordnede Ezekias Præsternes og Leviternes Skifter, Skifte for
+      Skifte, så at hver enkelt Præst og Levit fik sin særlige Gerning
+      med at ofre Brændofre og Takofre og med af gøre Tjeneste og love
+      og prise i HERRENs Lejrs Porte.
+  3.  Hvad Kongen gav af sit Gods, var til Brændofrene, Morgen- og
+      Aftenbrændofrene og Brændofrene på Sabbaterne, Nymånerne og
+      Højtiderne, som det er foreskrevet i HERRENs Lov.
+  4.  Og han bød Folket, dem, der boede i Jerusalem, at afgive, hvad
+      der tilkom Præsterne og Leviterne, for at de kunde holde fast
+      ved HERRENs Lov.
+  5.  Så snart det Bud kom ud, bragte Israeliterne i rigelig Mængde
+      Førstegrøde af Korn, Most, Olie og Honning og al Markens
+      Afgrøde, og de gav Tiende af alt i rigeligt Mål;
+  6.  også de Israeliter, der boede i Judas Byer, gav Tiende af
+      Hornkvæg og Småkvæg, og de bragte Helliggaverne, der var
+      belliget HERREN deres Gud, og lagde dem Bunke for Bunke.
+  7.  I den tredje Måned begyndte de at ophobe Bunkerne, og i den
+      syvende Måned var de færdige.
+  8.  Ezekias og Øversterne kom så og synede Bunkerne, og de priste
+      HERREN og hans Folk Israel.
+  9.  Da Ezekias spurgfe sig for hos Præsterne og Leviterne om
+      Bunkerne,
+ 10.  svarede Ypperstepræsten Azarja af Zadoks Hus: "Siden man
+      begyndte at bringe Offerydelsen til HERRENs Hus, har vi spist os
+      mætte og fået rigelig tilovers, thi HERREN har velsignet sit
+      Folk, så at vi har fået al den Rigdom her tilovers!"
+
+ 11.  Ezekias gav da Befaling til at indrette Kamre i HERRENs Hus; og
+      det gjorde man.
+ 12.  Så bragte man samvittighedsfuldt Offerydelsen, Tienden og
+      Helliggaverne derind. Den øverste Opsynsmand derover var Leviten
+      Konanja, den næstøverste hans Broder Sjim'i;
+ 13.  og Jehiel, Azarja, Nahat, Asa'el Jerimot, Jazabad, Eliel,
+      Jismakjahu, Mahat og Benaja var Opsynsmænd underKonanja oghans
+      Broder Sjim'i efter den Ordning, som var truffet af Ezekias og
+      Azarja, Øversten i Guds Hus.
+ 14.  Leviten Kore, Jimnas Søn, der var Dørvogter på Østsiden, havde
+      Tilsyn med de frivillige Gaver til Gud og skulde uddele HERRENs
+      Offerydelse og de højhellige Gaver;
+ 15.  under ham sattes Eden, Minjamin, Jesua, Sjemaja, Amarja og
+      Sjekanja i Præstebyerne til samvittighedsfuldt attorestå
+      Uddelingen til deres Brødre i Skitterne, både store og små,
+ 16.  dem af Mandkøn, der var indført i Fortegnelserne fra
+      Treårsalderen og opefter. Undtaget var alle, der kom til HERRENs
+      Hus for efter de enkelte Dages Krav at udføre deres
+      Embedsgerning efter deres Skifter.
+ 17.  Præsterne indførtes i Fortegnelserne efter deres Fædrenehuse,
+      Leviterne fra Tyveårsalderen og opefter efter deres
+      Embedspligter, efter deres Skifter,
+ 18.  Og de indførtes i Fortegnelserne med hele deres Familie, deres
+      Hustruer, Sønner og Døtre, hele Standen, thi de tog sig
+      samvittighedsfuldt af det hellige.
+ 19.  Arons Sønner, Præsterne, som boede på Græsmarkerne omkring deres
+      Byer, havde i hver By nogle navngivne Mænd til at uddele, hvad
+      der tilkom alle af Mandkøn blandt Præsterne og de i
+      Fortegnelserne indførte Leviter.
+
+ 20.  Således gik Ezekias frem i hele Juda, og han gjorde, hvad der
+      var godt, ret og sandt for HERREN hans Guds Åsyn.
+ 21.  Alt, hvad han tog fat på vedrørende Tjenesten i Guds Hus eller
+      Loven eller Budet for således at søge sin Gud, det gjorde han af
+      hele sit Hjerte, og det lykkedes for ham.
+
+Anden Krønikebog 32
+
+  1.  Efter disse Tildragelser og disse Vidnesbyrd om Troskab kom
+      Assyrerkongen Sankerib og rykkede ind i Juda og belejrede de
+      befæstede Byer i det Øjemed at bemægtige sig dem.
+  2.  Da Ezekias så, at Sankerib kom, og at han havde i Sinde at
+      angribe Jerusalem,
+  3.  rådførte han sig med sine Hærførere og tapre Folk om at stoppe
+      for Vandet i Kilderne uden for Byen, og de tilsagde ham deres
+      Hjælp.
+  4.  Så samledes en Mængde Folk, og de stoppede for alle Kilderne og
+      for Bækken, som løber midt igennem Landet, idet man sagde:
+      "Hvorfor skulde Assyrerkongerne finde rigeligt Vand, når de
+      kommer?"
+  5.  Derpå tog han Mod til sig og byggede Muren op, overalt hvor den
+      var brudt ned, og byggede Tårne på den, og han byggede den anden
+      Mur udenfor og befæstede Millo i Davidsbyen og lod lave en
+      Mængde Kastevåben og Skjolde.
+  6.  Tillige indsatte han Hærtørere over Krigsfolket, samlede dem om
+      sig på den åbne Plads ved Byporten og talte opmuntrende Ord til
+      dem og sagde:
+  7.  "Vær frimodige og slærke; frygt ikke og forfærdes ikke for
+      Assyrerkongen og hele den Menneskemængde, han har med sig; thi
+      en større er med os end med ham!
+  8.  Med ham er en Arm at Kød, men med os er HERREN vor Gud, der vil
+      hjælpe os og føre vore Krige!" Og Folket satte sin Lid til Kong
+      Ezekias af Judas Ord.
+
+  9.  Derefter sendte Assyrerkongen Sankerib, der selv med hele sin
+      Krigsmagt lå foran Lakisj, sine. Tjenere til Kong Ezekias af
+      Juda og alle Judæerne i Jerusalem og lod sige:
+ 10.  "Således siger Assyrerkongen Sankerib: Hvad er det, I fortrøster
+      eder til, nu I sidder indesluttet i Jerusalem?
+ 11.  Mon ikke Ezekias lokker eder til at dø af Hunger og Tørst, når
+      han siger: HERREN vor Gud vil frelse os af Assyrerkongens Hånd!
+ 12.  Har ikke samme Ezekias skaffet hans Offerhøje og Altre bort og
+      sagt til Juda og Jerusalem: Kun foran et eneste Alter må I
+      tilbede, og på det skal I tænde Offerild!
+ 13.  Ved I ikke, hvad jeg og mine Fædre har gjort ved alle Landenes
+      Folkeslag?  Mon Landenes Folks Guder kunde frelse deres Land af
+      min Hånd?
+ 14.  Hvilken af alle de Guder, som dyrkedes af disse Folk, på hvilke
+      mine Fædre lagde Band, har kunnet frelse sit Folk af min Hånd?
+      Og så skutlde eders Gud kunne frelse eder af min Hånd!
+ 15.  Lad derfor ikke Ezekias vildlede eder og lokke eder på den Måde!
+      Tro ham ikke, thi ikke et eneste Folks eller Riges Gud har
+      kunnet frelse sit Folk af min Hånd eller af mine Fædres Hånd;
+      hvor meget mindre kan da eders Gud frelse eder af min Hånd!"
+ 16.  Og hans Tjenere talte endnu flere Ord mod Gud HERREN og mod hans
+      Tjener Ezekias.
+ 17.  Han skrev også et Brev for at smæde HERREN, Israels Gud, og tale
+      imod ham; heri stod der: "Så lidt som Landenes Folks Guder har
+      frelst deres Folk af min Hånd, skal Ezekias's Gud frelse sit
+      Folk af min Hånd!"
+ 18.  Og de råbte med høj Røst på Judæisk til Folkene i Jerusalem, som
+      stod på Muren, for at indjage dem Angst og Skræk, i Håb om at
+      kunne tage Byen.
+ 19.  Og de talte om Jerusalems Gud på samme Måde som om Jordens
+      Folkeslags Guder, der er Værker af Menneskehænder!
+ 24.  Derfor bad Kong Ezekias og Profeten Esajas, Amoz's Søn, og råbte
+      til Himmelen.
+ 21.  Og HERREN sendte en Engel, der tilintetgjorde alle Krigere,
+      Høvedsmænd og Hærførere i Assyrerkongens Lejr, så han med Spot
+      og Spe måtte vende hjem til sit Land. Og da han gik ind i sin
+      Guds Hus, fældede nogle af hans kødelige Frænder ham der med
+      Sværdet.
+ 22.  Således frelste HERREN Ezekias og Jerusalems Indbyggere af
+      Assyrerkongen Sankeribs Hånd og at alle andres og skaffede dem
+      Ro på alle Kanter.
+ 23.  Og mange bragte Gaver til Jerusalem til HERREN og kostbare Ting
+      til Kong Ezekias af Juda, så han siden blev højt anset blandt
+      alle Hedningefolk.
+
+ 24.  Ved den Tid blev Ezekias dødssyg. Da bad han til HERREN, og han
+      svarede ham og gav ham et Tegn.
+ 25.  Men Ezekias gengældte ikke den Velgerning, der var vist ham;
+      hans Hjerte blev hovmodigt, og derfor kom der Vrede over ham og
+      over Juda og Jerusalem.
+ 26.  Men da Ezekias ydmygede sig og vendte om fra sit Hovmod sammen
+      med Jerusalems Indbyggere, kom HERRENs Vrede ikke over dem i
+      Ezekias's Dage.
+
+ 27.  Ezekias var overmåde rig og æret. Han byggede sig Skatkamre til
+      Sølv, Guld, Ædelsten, Høgelsestoffer, Skjolde og alle Hånde
+      kostelige Ting
+ 28.  og Forrådskamre til Afgrøden af Horn, Most og Olie, Stalde til
+      alle Slags Kvæg og Folde til Hjordene;
+ 29.  Byer byggede han sig også, og han havde Hjorde i Mængde af
+      Hornkvæg og Småkvæg, thi Gud gav ham såre meget Gods.
+ 30.  Samme Ezekias tilstoppede Gihons øvre Kilde og ledede Vandet mod
+      Vest nedad til Davidsbyen. Alt, hvad Ezekias tog sig for,
+      lykkedes for ham.
+ 31.  Derfor var det også, at Gud gav ham til Pris for Sendebudene,
+      der var sendt til ham fra Babels Fyrster for at høre om det
+      Under, der var sket i Landet; det var for at sætte ham på Prøve
+      og således få Kendskab til alt, hvad der var i hans Hjerte.
+
+ 32.  Hvad der ellers er at fortælle om Ezekias og hans fromme
+      Gerninger, står jo optegnet i Profeten Esajas's, Amoz's Søns,
+      Åbenbaring og i Bogen om Judas og Israels Konger.
+ 33.  Så lagde Ezekias sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede
+      ham på Skråningen op til Davids Efterkommeres Grave; og hele
+      Juda og Jerusalems Indbyggere viste ham stor Ære ved hans Død;
+      og hans Søn Manasse blev Konge i hans Sted.
+
+Anden Krønikebog 33
+
+  1.  Manasse var tolv År gammel, da han blev Konge, og han herskede
+      fem og halvtredsindstyve År i Jerusalem.
+  2.  Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og efterlignede de
+      Folkeslags Vederstyggeligheder, som HERREN havde drevet bort
+      foran Israeliterne.
+  3.  Han byggede atter de Offerhøje, som hans Fader Ezekias havde
+      nedrevet, rejste Altre for Ba'alerne, lavede Asjerastøtter og
+      tilbad hele Himmelens Hær og dyrkede dem.
+  4.  Og han byggede Altre i HERRENs Hus, om hvilket HERREN havde
+      sagt: "I Jerusalem skal mit Navn være til evig Tid."
+  5.  Og han byggede Altre for hele Himmelens Hær i begge HERRENs
+      Hus's Forgårde.
+  6.  Han lod sine Sønner gå igennem Ilden i Hinnoms Søns Dal, drev
+      Trolddom og tog Varsler, drev hemmelige Kunster og ansatte
+      Dødemanere og Sandsigere; han gjorde meget, som var ondt i
+      HERRENs Øjne, og krænkede ham.
+  7.  Det Gudebillede, han lod lave, opstillede han i Guds Hus, om
+      hvilket Gud havde sagt til David og hans Søn Salomo: "I dette
+      Hus og i Jerusalem, som jeg har udvalgt af alle Israels Stammer,
+      vil jeg stedfæste mit Navn til evig Tid;
+  8.  og jeg vil ikke mere fjerne Israels Fod fra det Land, jeg gav
+      deres Fædre, dog kun på det Vilkår, at de omhyggeligt overholder
+      alt, hvad jeg har pålagt dem, hele Loven, Anordningerne og
+      Lovbudene, som de fik ved Moses,"
+  9.  Men Manasse forførte Juda og Jerusalems Indbyggere til at handle
+      værre end de Folkeslag, HERREN havde udryddet for Israeliterne.
+
+ 10.  Da talede HERREN Manasse og hans Folk til, men de ænsede det
+      ikke.
+ 11.  Så førte HERREN Assyrerkongens Hærførere mod dem, og de fangede
+      Manasse med Kroge, lagde ham i Kobberlænker og førte ham til
+      Babel.
+ 12.  Men da han var i Nød, bad han HERREN sin Gud om Nåde og ydmygede
+      sig dybt for sine Fædres Gud.
+ 13.  Og da han bad til ham, bønhørte han ham; han hørte hans Bøn og
+      bragte ham tilbage til Jerusalem til hans Kongedømme; da indså
+      Manasse, at HERREN er Gud.
+
+ 14.  Senere byggede han en ydre Mur ved Davidsbyen vesten for Gihon i
+      Dalen og hen imod Fiskeporten, så at den omsluttede Ofel; og han
+      byggede den meget høj. I alle de befæstede Byer i Juda ansatte
+      han Hærførere.
+ 15.  Han fjernede de fremmede Guder og Gudebilledet fra HERRENs Hus
+      og alle de Altre, han havde bygget på Tempelbjerget og i
+      Jerusalem, og kastede dem uden for Byen.
+ 16.  Og han istandsatte HERRENs Alter og ofrede Tak- og
+      Lovprisningsofre derpå; og han bød Juda at dyrke HERREN, Israels
+      Gud.
+ 17.  Men Folket vedblev at ofre på Offerhøjene, dog kun til HERREN
+      deres Gutd.
+
+ 18.  Hvad der ellers er at fortælle om Manasse, hans Bøn til sin Gud
+      og de Seeres Ord, som talte til ham i HERRENs, Israels Guds,
+      Navn, står jo optegnet i Israels Kongers Krønike;
+ 19.  hans Bøn og Bønhørelse, al hans Synd og Troløshed og de Steder,
+      hvor han opførte Offerhøje og opstillede Asjerastøtter og
+      Gudebilleder, før han ydmygede sig, står jo optegnet i Seernes
+      Krønike.
+ 20.  Så lagde Manasse sig til Hvile hos sine Fædre, og man jordede
+      ham i Haven ved hans Hus; og hans Søn Amon blev Konge i hans
+      Sted.
+
+ 21.  Amon var to og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
+      hersltede to År i Jerusalem.
+ 22.  Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, ligesom hans Fader
+      Manasse, og Amon ofrede til alle de Gudebilleder, hans Fader
+      Manasse havde ladet lave, og dyrkede dem.
+ 23.  Han ydmygede sig ikke for HERRENs Åsyn, som hans Fader Manasse
+      havde gjort, men Amon dyngede Skyld på Skyld.
+ 24.  Hans Tjenere sammensvor sig imod ham og dræbte ham i hans Hus;
+ 25.  men Folket fra Landet dræbte alle dem, der havde sammensvoret
+      sig imod Kong Amon, og gjorde hans Søn Josias til Konge i hans
+      Sted.
+
+Anden Krønikebog 34
+
+  1.  Josias var otte År gammel, da han blev Konge, og han herskede en
+      og tredive År i Jerusalem.
+  2.  Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, og vandrede i sin
+      lader Davids Spor uden al vige til højre eller venstre.
+
+  3.  I sit ottende Regeringsår, endnu ganske ung, begyndte han at
+      søge sin Fader Davids Gud, og i det tolvte År begyndte han at
+      rense Juda og Jerusalem for Offerhøjene, Asjerastøtterne og de
+      udskårne og støbte Billeder.
+  4.  I hans Påsyn nedrev man Ba'alernes Altre; Solstøtterne, der stod
+      oven på dem, huggede han om, og Asjerastøtterne og de udskårne
+      og støbte Billeder lod han sønderhugge og knuse og strø ud på
+      deres Grave, som havde ofret til dem;
+  5.  Benene af Præsterne lod han brænde på deres Altre. Således
+      rensede han Juda og Jerusalem.
+  6.  Men også i Byerne i Manasse, Efraim og Simeon og lige til
+      Naftali, rundt om i deres Ruinhobe,
+  7.  lod han Altrene nedbryde, Asjerastøtterne og Gudebillederne
+      sønderslå og knuse og alle Solstøtterne omhugge i hele Israels
+      Land; så vendte han tilbage til Jerusalem.
+
+  8.  I sit attende Regeringsår gav han sig til at rense Landet og
+      Templet; han sendte Sjafan, Azaljas Søn, Byens Øverste Ma'aseja
+      og Kansleren Joa, Joahaz's Søn, hen for at istandsætte HERREN
+      hans Guds Hus.
+  9.  Da de kom til Ypperstepræsten Hilkija, afleverede de Pengene,
+      der var kommet ind til Guds Hus, dem, som Leviterne, der holdt
+      Vagt ved Tærskelen, havde samlet hos Manasse og Efraim og det
+      øvrige Israel og hos hele Juda og Benjamin og Jerusalems
+      Indbyggere;
+ 10.  de overgav Pengene til dem, der stod for Arbejdet, dem, der
+      havde Tilsyn med HERRENs Hus; og de, der stod for Arbejdet på
+      HERRENs Hus, brugte dem til at udbedre og istandsætte Templet,
+ 11.  idet de overgav dem til Tømrerne og Bygningsmændene til Indkøb
+      af tilhugne Sten og Tømmer til Tværbjælker og til Bjælker i de
+      Bygninger, Judas Konger havde ødelagt.
+ 12.  Folkene udførte Arbejdet samvittighedsfuldt; og Tilsynet med dem
+      var overdraget Leviterne Jahat og Obadja af Merariterne og
+      Zekarja og Mesjullam af Kehatiternes Sønner, for at de skulde
+      lede dem.
+ 13.  Og Leviterne havde Tilsyn med Lastdragerne og ledede alle dem,
+      der havde med de forskellige Arbejder at gøre. Og af Leviterne
+      var nogle Skrivere, Fogeder og Dørvogtere.
+
+ 14.  Men da de tog Pengene frem, der var kommet ind til HERRENs Hus,
+      fandt Præsten Hilkija Bogen med HERRENs Lov, som var givet ved
+      Moses;
+ 15.  og Hilkija tog til Orde og sagde til Statsskriveren Sjafan: "Jeg
+      har fundet Lovbogen i HERRENs Hus!" Og Hilkija gav Sjafan Bogen,
+ 16.  og Sjafan bragte Bogen til Kongen og aflagde der hos Beretning
+      for ham, idet han sagde: "Alt, hvad dine Trælle er sat til,
+      udfører de;
+ 17.  de har taget de Penge frem, der fandtes i HERRENs Hus, og givet
+      dem til Tilsynsmændene og dem, der står for Arbejdet."
+ 18.  Derpå gav Statsskriveren Sjafan Kongen den Meddelelse: "Præsten
+      Hilkija gav mig en Bog." Og Sjafan læste op af den for Kongen.
+ 19.  Men da Kongen hørte, hvad der stod i Loven, sønderrev han sine
+      Klæder;
+ 20.  og Kongen bød Hilkija, Ahikam. Sjafans Søn, Abdon, Mikas Søn,
+      Statsskriveren Sjafan og Kongens Tjener Asaja:
+ 21.  "Gå hen og rådspørg HERREN på mine Vegne og på deres, som er
+      blevet tilovers i Israel og Juda, om Indholdet af denne Bog, der
+      er fundet; thi stor er Vreden, der er blusset op hos HERREN imod
+      os, fordi vore Fædre ikke adlød HERRENs Ord og handlede nøje
+      efter. hvad der står skrevet i denne Bog!"
+
+ 22.  Hilkija og de andre, Kongen sendte af Sted, gik da hen og talte
+      derom med Profetinden Hulda, som var gift med Sjallum,
+      Opsynsmanden over Tøjet, en Søn af Hasras Søn Tokhat, og som
+      boede i Jerusalem i den nye Bydel.
+ 23.  Hun sagde til dem: "Så siger HERREN, Israels Gud: Sig til den
+      Mand, der sendte eder til mig:
+ 24.  Så siger HERREN: Se, jeg vil bringe Ulykke over dette Sted og
+      dets Indbyggere, alle de Forbandelser, der er optegnet i den
+      Bog. som er læst op for Judas Konge,
+ 25.  til Straf for at de har forladt mig og tændt Offerild for andre
+      Guder, så de krænkede mig med alt deres Hænders Værk, og min
+      Vrede vil blusse op mod dette Sted uden at slukkes!
+ 26.  Men til Judas Konge, der sendte eder for at rådspørge
+      HERREN,skal I sige således: Så siger HERREN. Israels Gud: De
+      Ord, du har hørt, står fast;
+ 27.  men efterdi dit Hjerte bøjede sig og du ydmygede dig for Gud. da
+      du hørte hans Ord mod dette Sted og dets Indbyggere, og efterdi
+      du ydmygede dig for mit Åsyn og sønderrev, dine Klæder og græd
+      for mit Åsyn, så har også jeg hørt dig, lyder det fra HERREN!
+ 28.  Så vil jeg da lade dig samles til dine Fædre, og du skal samles
+      til dem i Fred i din Grav, uden at dine Øjne får al den Ulykke
+      at se, som jeg vil bringe over dette Sted og dets Beboere!" Det
+      Svar hragte de til Kongen.
+
+ 29.  Da sendte Kongen Bud og lod alle Judas og Jerusalems Ældste
+      kalde sammen.
+ 30.  Derpå gik Kongen op i HERRENs Hus, fulgt af alle Judas Mænd og
+      Jerusalems Indbyggere, Præsterne, Leviterne og alt Folket, store
+      og små, og han forelæste dem alt, hvad der stod i Pagtsbogen,
+      som var fundet i HERRENs Hus.
+ 31.  Derpå stillede Kongen sig på sin Plads og sluttede Pagt for
+      HERRENs Åsyn om, at de skulde holde sig til HERREN og holde hans
+      Bud, Vidnesbyrd og Anordninger af hele deres Hjerte og hele
+      deres Sjæl, for at han kunde opfylde Pagtens Ord, dem, der var
+      skrevet i denne Bog.
+ 32.  Og han lod alle dem, der var til Stede i Jerusalem, indgå
+      Pagten; og Jerusalems Indbyggere haodlede efter Guds, deres
+      Fædres Guds, Pagt.
+ 33.  Derpå fjernede Josias alle Vederstyggelighederne fra alle de
+      Landsdele, der tilhørte Iraeliterne, og sørgede for, at enhver i
+      Israel dyrkede HERREN deres Gud. Så længe han levede, veg de
+      ikke fra HERREN, deres Fædres Gud.
+
+Anden Krønikebog 35
+
+  1.  Derpå fejrede Josias Påske for HERREN i Jerusalem, og de
+      slagtede Påskelammet den fjortende Dag i den første Måned.
+  2.  Han satte Præsterne til det, de havde at varetage, og opmuntrede
+      dem til Tjenesten i HERRENs Hus;
+  3.  og til Leviterne, som underviste hele Israel og var helliget
+      HERREN, sagde han: "Sæt den hellige Ark i Templet, som Davids
+      Søn, Kong Salomo af Israel, byggede; I skal ikke mere bære den
+      på Skuldrene. Tjen nu HERREN eders Gud og hans Folk Israel!
+  4.  Gør eder rede Fædrenehus for Fædrenehus, Skifte for Skifte,
+      efter Kong David af Israels Forskrift og hans Søn Salomos
+      Anvisning,
+  5.  og stil eder op i Helligdommen, således at der bliver et Skifte
+      af et levitisk Fædrenehus for hver Afdeling af eders Brødres,
+      Almuens, Fædrenehuse,
+  6.  og slagt så Påskeofferdyrene, helliger eder og tillav dem til
+      eders Brødre for at handle efter HERRENs Ord ved Moses."
+
+  7.  Josias gav frivilligt Almuen, alle dem, der var til Stede, en
+      Ydelse af Småkvæg, Lam og Gedekid, alt sammen til Påskeofferdyr,
+      30.000 Stykker i Tal, og 3.000 Stykker Hornkvæg, alt af Kongens
+      Ejendom;
+  8.  og hans Øverster gav frivilligt Folket, Præslerne og Leviterne
+      en Ydelse; Hilkija, Zekarja og Jehiel, Guds Hus's Øverster, gav
+      Præsterne til Påskeofferdyr 2.600 Stykker Småkvæg og 300 Stykker
+      Hornkvæg.
+  9.  Leviternes Øverster Konanja og hans Brød1e Sjemaja og Netan'el,
+      Hasjabja, Je'iel og Jozabad ydede Leviterne til Påskeofferdyr
+      5.000 Stykker Småkvæg og 500 Stykker Hornkvæg.
+
+ 10.  Således ordnedes Tjenesten, og Præsterne stod på deres Plads,
+      ligeledes Leviterne, Skifte for Skifte efter Kongens Bud.
+ 11.  De slagtede Påskedyrene, og Præsterne sprængte Blodet, som de
+      rakte dem, medens Leviterne flåede Huden af.
+ 12.  Derpå gjorde de Brændofrene tede for at give dem til de enkelte
+      Afdelinger af Almuens Fædrenehuse, så at de kunde frembæres for
+      HERREN, som det er foreskrevet i Moses's Bog, og på samme Måde
+      gjorde de med Hornkvæget.
+ 13.  Påskedyrene stegte de over Ilden på den foreskrevne Måde, men de
+      hellige Stykker kogte de i Gryder, Kedler og Skåle og bragte dem
+      skyndsomt til Almuen.
+ 14.  Derefter gjorde de Påskedyr rede til sig selv og Præsterne, thi
+      Præsterne, Arons Sønner, var sysselsatte med at ofre 81ændofrene
+      og Fedtstykkerne lige til Nattens Frembrud; derfor gjorde
+      Leviterne Ofre rede både for sig selv og Præsterne, Arons
+      Sønner.
+ 15.  Sangerne, Asafs Sønner, var på deres Plads efterDavids, Asafs,
+      Hemans og Kongens Seer Jedutuns Bud, og Dørvogterne ved de
+      forskellige Porte; de måtte ikke forlade deres Plads, men deres
+      Brødre Leviterne gjorde Påskedyr rede for dem.
+
+ 16.  Således ordnedes hele HERRENs Tjeneste den Dag, idet man fejrede
+      Påsken og bragte Brændofre på HERRENs Alter efter Kong Josias's
+      Bud;
+ 17.  og Israeliterne, som var til Stede, fejrede dengang Påsken og de
+      usyrede Brøds Højtid i syv Dage.
+ 18.  En Påske som den var ikke blevet fejret i Israel siden Profeten
+      Samuels Dage, og ingen af Israels Konger havde fejret en Påske
+      som den, Josias, Præsterne og Leviterne og alle de Judæere og
+      Israeliter, som var til Stede, og Jerusalems Indbyggere fejrede.
+ 19.  I Josias's attende Regeringsår blev denne Påsk fejret.
+
+ 20.  Efter alt dette, da Josias havde sat Templet i Stand, drog
+      Ægypterkongen Neko op til Kamp ved Karkemisj, der ligger ved
+      Eufrat. Josias drog imod ham;
+ 21.  men han sendte Sendebud til ham og lod sige: "Hvad er der mig og
+      dig imellem, Judas Konge? Det er ikke dig, det nu gælder, men
+      det Kongehus, jeg ligget i Krig med; og Gud har sagt, at jeg
+      skulde haste. Gå ikke imod den Gud, der er med mig, at han ikke
+      skal ødelægge dig!"
+ 22.  Josias vendte dog ikke om, men vovede at indlade sig i Hamp med
+      ham; han tog ikke Hensyn til Nekos Ord, der dog kom fra Guds
+      Mund, men drog ud til Kamp på Megiddos Slette.
+ 23.  Da ramte Bueskytterne Kong Josias; og Kongen sagde til sine
+      Folk: "Før mig bort, thi jeg er hårdt såret!"
+ 24.  Hans Folk bragte ham da bort fra Vognen og satte ham på hans
+      anden Vogn og førte ham til Jerusalem, hvor han døde. De jordede
+      ham i hans Fædres Grave, og hele Juda og Jerusalem sørgede over
+      Josias.
+ 25.  Jeremias sang en Klagesang over Josias, og alle Sangerne og
+      Sangerinderne talte i deres Klagesange om ham, som de gør den
+      Dag i Dag; man gjorde dette til en stående Skik i Israel, og
+      Sangene står optegnet blandt Klagesangene.
+
+ 26.  Hvad der ellers er at fortælle om Josias og hans fromme
+      Gerninger, der sfemte med, hvad der er foreskrevet i HERRENs
+      Lov,
+ 27.  hans Historie fra først til sidst står jo optegnet i Bogen om
+      Israels og Judas Konger.
+
+Anden Krønikebog 36
+
+  1.  Folket fra Landet tog nu Josias's Søn Joahaz og hyldede ham til
+      Konge i Jerusalem i hans Faders Sted.
+  2.  Joahaz var tre og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
+      herskede tre Måneder i Jerusalem.
+  3.  Men Ægypterkongen afsatte ham fra Regeringen i Jerusalem og
+      lagde en Skat af hundrede Talenter Sølv og ti Talenter Guld på
+      Landet.
+  4.  Derpå gjorde Ægypterkongen hans Broder Eljakim til Konge over
+      Juda og Jerusalem, og han ændrede hans Navn til Jojakim; hans
+      Broder Joahaz derimod tog Neko med til Ægypten.
+
+  5.  Jojakim var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
+      herskede elleve År i Jerusalem. Han gjorde, hvad der var ondt i
+      HERREN hans Guds Øjne.
+  6.  Kong Nebukadnezer af Babel drog op imod ham og lagde ham i
+      Kobberlænker for at føre ham til Babel;
+  7.  og Nebukadnezar lod en Del af HERRENs Hus's Kar bringe til Babel
+      og opstillede dem i sin Borg i Babel.
+  8.  Hvad der ellers er at fortælle om Jojakim og de
+      Vederstyggeligheder, han øvede, hvad der er at sige om ham, står
+      optegnet i Bogen om Israels og Judas Konger. Og hans Søn Jojakin
+      blev Konge i hans Sted.
+
+  9.  Jojakin var atten År gammel, da han blev Konge, og han herskede
+      tre Måneder og ti Dage i Jerusalem. Han gjorde, hvad der var
+      ondt i HERRENs Øjne.
+ 10.  Næste År sendfe Kong Nebukadnezar Folk og lod ham bringe til
+      Babel tillige med HERRENs Hus's kostelige Kar; og han gjorde
+      hans Broder Zedekias til Konge over Juda og Jerusalem.
+
+ 11.  Zedekias var een og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
+      herskede i elleve År i Jerusalem.
+ 12.  Han gjorde, hvad der var ondt i HERREN hans Guds Øjne. Han
+      ydmygede sig ikke under de Ord, Profeten Jeremias talte fra
+      HERRENs Mund.
+ 13.  Desuden faldt han fra Kong Nebudkanezar, der havde taget ham i
+      Ed ved Gud; og han var halsstarrig og forhærdede sit Hjerte, så
+      han ikke omvendte sig til HERREN, Israels Gud.
+ 14.  Ligeledes gjorde alle Judas Øverster og Præsterne og Folket sig
+      skyldige i megen Troløshed ved at efterligne alle
+      Hedningefolkenes Vederstyggeligheder, og de besmittede HERRENs
+      Hus, som han havde helliget i Jerusalem.
+ 15.  HERREN, deres Fædres Gud, sendte tidlig og silde manende Ord til
+      dem ved sine Sendebud, fordi han ynkedes oer sit Folk og sin
+      Bolig;
+ 16.  men de spottede Guds Sendebud, lod hånt om hans Ord og gjorde
+      sig lystige over hans Profeter, indtil HERRENs Vrede mod hans
+      Folk tog til i den Grad, at der ikke mere var Lægedom.
+ 17.  Han førte Kaldæernes Konge imod dem, og han dræbte deres unge
+      Mandskab med Sværdet i deres hellige Tempel og ynkedes ikke over
+      Yngling eller Jomfru, gammel eller Olding - alt overgav han i
+      hans Hånd.
+ 18.  Alle Karrene i Guds Hus, store og små, HERRENs Hus's Skatte og
+      Kongens og hans Øverstes Skatte lod han alt sammen bringe til
+      Babel.
+ 19.  De stak Ild på Guds Hus, nedrev Jerusalems Mur, opbrændte alle
+      dets Borge og ødelagde alle kostelige Ting deri.
+ 20.  Dem, Sværdet levnede, førte han som Fanger til Babel, hvor de
+      blev Trælle for ham og hans Sønner, indtil Perserriget fik
+      Magten,
+ 21.  for at HERRENs Ord gennem Jeremias's Mund kunde opfyldes, indtil
+      Landet fik sine Sabbater godtgjort; så længe Ødelæggelsen
+      varede, hvilede det, til der var gået halvfjerdsindstyve År.
+
+ 22.  Men i Perserkongen Kyros's første Regeringsår vakte HERREN, for
+      at hans Ord gennem Jeremias's Mund kunde opfyldes, Perserkongen
+      Kyros's Ånd, så han lod følgende udråbe i hele sit Rige og
+      desuden kundgøre ved en Skrivelse:
+ 23.  "Perserkongen Kyros gør vitterligt: Alle Jordens Riger har
+      HERREN, Himmelens Gud, givet mig; og han har pålagt mig at bygge
+      ham et Hus i Jerusalem i Juda. Hvem iblandt eder, der hører til
+      hans Folk, med ham være HERREN hans Gud, og han drage derop!"
+
+
+Ezra
+
+Ezra 1
+
+  1.  Og i Perserkongen Kyros's første Regeringsår vakte HERREN, for
+      at hans Ord gennem Jeremias's Mund kunde opfyldes, Perserkongen
+      Kyros's Ånd, så han lod følgende udråbe i hele sit Rige og
+      desuden kundgøre ved en Skrivelse:
+  2.  Perserkongen, Kyros gør vitterligt: Alle Jordens Riger har
+      HERREN, Himmelens Gud, givet mig; og han har pålagt mig at bygge
+      ham et Hus i Jerusalem i Juda.
+  3.  Hvem iblandt eder, der hører til hans Folk, med ham være hans
+      Gud, og han drage op til Jerusalem i Juda og bygge HERRENs,
+      Israels Guds, Hus; han er den Gud, som bor i Jerusalem;
+  4.  og alle Steder, hvor de tiloversblevne bor som fremmede, skal
+      Beboerne støtte dem med Sølv, Guld, Heste og Kvæg, bortset fra
+      de frivillige Gaver til Guds Hus i Jerusalem.
+
+  5.  Da brød Overhovederne for Judas og Benjamins Fædrenehuse og
+      Præsterne og Leviterne op, alle, hvis Ånd Gud vakte, så de drog
+      op for at bygge HERRENs Hus i Jerusalem;
+  6.  og bortset fra alle de frivillige Gaver kom alle deres Naboer
+      dem til Hjælp med alt, både Sølv, Guld, Heste og Kvæg og
+      Kostbarheder i Mængde.
+  7.  Og Kong Kyros udleverede Karrene fra HERRENs Hus, som
+      Nebudkadnezar havde ført bort fra Jerusalem og ladet opstille i
+      sin Guds Hus;
+  8.  dem gav Perserkongen Kyros ny til Skatmesteren Mitredat, og han
+      talte dem og overgav dem til Sjesjbazzar, Judas Fyrste.
+  9.  Og Tallet på dem var følgende: 30 Guldbækkener, 1000 Sølvbakker,
+      29 Røgelsesskåle,
+ 10.  30 Guldbægre, 410 Sølvbægre af ringere Art og 1000 andre Kar,
+ 11.  i alt 5400 Kar, dels af Guld og dels af Sølv. Alt dette bragte
+      Sjesjbazzar med sig, da de landflygtige drog op fra Babel til
+      Jerusalem.
+
+Ezra 2
+
+  1.  Følgende er de Folk fra vor Landsdel, der drog op fra
+      Landflygtigheden og Fangenskabet. Kong Nebukadnezar af Babel
+      havde ført dem bort til Babel, men nu vendte de tilbage til
+      Jerusalem og Juda, hver til sin By;
+  2.  de kom i Følge med Zerubbabel, Jesua, Nehemja, Seraja, Re'elaja,
+      Mordokaj, Bilsjan, Mispar, Bigvaj, Rehum og Ba'ana'. Tallet på
+      Mændene i Israels Folk var:
+
+  3.  Par'osj's Efterkommere 2172,
+  4.  Sjefatjas Efterkommere 372,
+  5.  Aras Efterkommere 775,
+  6.  Pahat-Moabs Efterkommere, Jesuas og Joabs Efterkommere, 2812,
+  7.  Elams Efterkommere 1254,
+  8.  7attus Efterkommere 945,
+  9.  Zakkajs Efterkommere 760,
+ 10.  Banis Efterkommere 642,
+ 11.  Bebajs Efterkommere 623,
+ 12.  Azgads Efterkommere 1222,
+ 13.  Adonikams Efterkommere 666,
+ 14.  Bigvajs Efterkommere 2056,
+ 15.  Adins Efterkommere 454,
+ 16.  Aters Efterkommere gennem Hizkija 98,
+ 17.  Bezajs Efterkommere 323,
+ 18.  Joras Efterkommere 112,
+ 19.  Hasjums Efterkommere 223,
+ 20.  Gibbars Efterkommere 95,
+ 21.  Betlehems Efterkommere 123,
+ 22.  Mændene fra Netofa 56,
+ 23.  Mændene fra Anatot 128,
+ 24.  Azmavets Efterkommere 42,
+ 25.  Kirjat-Jearims, Kefiras og Be'erots Efterkommere 743,
+ 26.  Ramas og Gebas Efterkommere 621,
+ 27.  Mændene fra Mikmas 122,
+ 28.  Mændene fra Betel og Aj 223,
+ 29.  Nebos Efterkommere 52,
+ 30.  Magbisj's Efterkommere 156,
+ 31.  det andet Elams Efterkommere 1254,
+ 32.  Harims Efterkommere 320,
+ 33.  Lods, Hadids og Onos Efterkommere 725,
+ 34.  Jerikos Efterkommere 345,
+ 35.  Sena'as Efterkommere 3630.
+ 34.  Præsterne var: Jedajas Efterkommere af Jesuas Hus 973,
+ 37.  Immers Efterkommere 1052,
+ 38.  Pasjhurs Efterkommere 1247,
+ 39.  Harims Efterkommere 1017.
+
+ 40.  Leviterne var: Jesuas og Kadmiels Efterkommere af Hodavjas
+      Efterkommere 74,
+
+ 41.  Tempelsangerne var: Asafs Sønner 128.
+
+ 42.  Dørvogterne var: Sjallums, Aters, Talmons, Akkubs, Hatitas og
+      Sjobajs Efterkommere, i alt 139.
+
+ 43.  Tempeltrællene var: Zihas, Hasufas, Tabbaots,
+ 44.  Keros's, Si'as, Padons,
+ 45.  Lebanas, Hagabas, Akkubs,
+ 46.  Hagabs, Salmajs, Hanans,
+ 47.  Giddels, Gahars, Reajas,
+ 48.  Rezins, Nekodas, Gazzams,
+ 49.  Uzzas, Paseas, Besajs,
+ 50.  Asnas, Me'uniternes, Nefusifernes,
+ 51.  Bakbuks, Hakufas, Harhurs,
+ 52.  Bazluts, Mehidas, Harsjas,
+ 53.  Barkos's, Siseras, Temas,
+ 54.  Nezias og Hatifas Efterkommere.
+
+ 55.  Efterkommere af Salomos Trælle var: Sotajs, Soferets, Perudas,
+ 56.  Ja'alas, Darkons, Giddels,
+ 57.  Sjefatjas, Hattils, Pokeret-Hazzebajims og Amis Efterkommere.
+ 58.  Tempeltrællene og Efterkommerne af Salomos Trælle var i alt 392.
+
+ 59.  Følgende, som drog op fra Tel-Mela, Tel-Harsja, Kerub-Addan og
+      Immer, kunde ikke opgive deres Fædrenehuse og Slægt, hvor vidt
+      de hørte til Israel:
+ 60.  Delajas, Tobijas og Nekodas Efterkommere 652.
+ 61.  Og af Præsterne: Habaj as, Hakkoz's og Barzillajs Efterkommere;
+      denne sidste havde ægtet en af Gileaditen Barzillajs Døtre og
+      var blevet opkaldt efter dem.
+ 62.  De ledte efter deres Slægtebøger, men kunde ikke finde dem,
+      derfor blev de som urene udelukket fra Præstestanden.
+ 63.  Statholderen forbød dem at spise af det højhellige, indtil der
+      fremstod en Præst med Urim og Tummim.
+
+ 64.  Hele Menigheden udgjorde 42360
+ 65.  foruden deres Trælle og Trælkvinder, som udgjorde 7337, hvortil
+      kom 200 Sangere og Sangerinder.
+ 66.  Deres Heste udgjorde 736, deres Muldyr 245,
+ 67.  deres Kameler 435 og deres Æsler 6720.
+
+ 68.  Af fædrenehusenes Overhoveder gav nogle, da de kom til HERRENs
+      Hus i Jerusalem, frivillige Gaver til Guds Hus, for at det kunde
+      genopbygges på sin Plads;
+ 69.  de gav efter deres Evne til Byggesummen 61000 Drakmer Guld, 5000
+      Miner Sølv og 100 Præstekjortler.
+
+ 70.  Derpå bosatte Præsterne, Leviterne og en Del al Folket sig i
+      Jerusalem og dets Område, men Sangerne, Dørvogterne og
+      Tempeltrællene og hele det øvrige Israel i deres Byer.
+
+Ezra 3
+
+  1.  Da den syvende Måned indtraf - Israeliterne boede nu i deres
+      Byer - samledes Folket fuldtalligt i Jerusalem;
+  2.  og Jesua, Jozadaks Søn, og hans Brødre Præsterne og Zerubbabel,
+      Sjealtiels Søn, og hans Brødre skred til at bygge Israels Guds
+      Alter for at ofre Brændofre derpå som foreskrevet i den Guds
+      Mand Moses's Lov.
+  3.  En Del af Hedningerne samlede sig imod dem, men de rejste dog
+      Alteret på dets gamle Plads og ofrede Brændofre derpå til
+      HERREN, Morgen- og Aftenbrændofre.
+  4.  Derpå fejrede de Løvhyttefesten som foreskrevet og ofrede
+      Brændofre Dag for Dag i det rette Tal og på den foreskrevne
+      Måde, hver Dag hvad der hørte sig til,
+  5.  og siden det daglige Brændoffer og de Brændofre, som hørte til
+      Nymånerne og alle HERRENs hellige Højtider, og alle de
+      Brændofre, man frivilligt bragte HERREN.
+  6.  Den første Dag i den syvende Måned begyndte de at ofre Brændofre
+      til HERREN, før Grunden til HERRENs Helligdom endnu var lagt.
+
+  7.  Derpå gav de Stenhuggerne og Tømmermændene Penge og Zidonierne
+      og Tyrierne Fødevarer, Drikkevarer og Olie, for at de skulde
+      bringe Cederstammer fra Libanon til Havet ud for Jafo, efter den
+      Fuldmagt, Perserkongen Kyros havde givet dem.
+  8.  I den anden Måned i det andet År efter deres Ankomst til Guds
+      Hus i Jerusalem gjorde Zerubbabel, Sjealtiels Søn, og Jesua,
+      Jozadaks Søn, sammen med alle deres Brødre, Præsterne og
+      Leviterne, og alle dem, der var kommet fra Fangenskabet til
+      Jerusalem, Begyndelsen, idet de satte Leviteme fra
+      Tyveårsalderen og opefter til at lede Arbejdet med HERRENs Hus.
+  9.  Og Leviterne Jesua og hans Sønner og Brødre, Kadmiel og hans
+      Sønner, Hodavjas Sønner og Henadads Sønner, deres Sønner og
+      Brødre, trådte til i Endrægtighed for at føre Tilsyn med dem,
+      der arbejdede på Guds Hus.
+
+ 10.  Og da Bygningsmændene lagde Grunden til HERRENs Helligdom, stod
+      Præsterne i Embedsdragt med Trompeter, og Leviterne, Asafs
+      Efterkommere, med Cymbler for at lovprise HERREN efter Kong
+      David af Israels Anordning;
+ 11.  og de stemte i med Lov og Pris for HERREN med Ordene thi han er
+      god, og hans Miskundhed mod Israel varer evindelig!" Og hele
+      Folket brød ud i høj Jubel, idet de priste HERREN, fordi Grunden
+      var lagt til HERRENs Hus.
+ 12.  Men mange af Præsterne, Leviterne og Overhovederne for
+      Fædrenehusene, de gamle, der havde set det første Tempel, græd
+      højt, da de så Grunden blive lagt til dette Tempel, men mange
+      var også de, der opløftede deres Røst med Jubel og Glæde,
+ 13.  og man kunde ikke skelne Glædesjubelen fra Folkets Gråd; thi så
+      højt var Folkefs Jubelråb, at det hørfes langt bort.
+
+Ezra 4
+
+  1.  Men da Judas og Benjamins Fjender hørte, at de, der havde været
+      i Landflygtighed, byggede HERREN, Israels Gud, en Helligdom,
+  2.  henvendte de sig til Zerubbabel, Jesua og Overhovederne for
+      Fædrenehusene og sagde til dem: Lad os være med til at bygge,
+      thi vi søger eders Gud såvel som I, og ham har vi ofret til,
+      siden Assyrerkongen Asarhaddon førte os herhen!
+  3.  Men Zerubbabel, Jesua og de andre Overhoveder for Israels
+      Fædrenehuse svarede: I skal ikke være fælles med os om at bygge
+      vor Gud et Hus, men vi vil være ene om at bygge for HERREN,
+      Israels Gud, således som Kong Kyros, Perserkongen, pålagde os!"
+  4.  Så bragte Hedningerne i Landet Judas Folks Hænder til at synke
+      og skræmmede dem fra at bygge;
+  5.  og de købte Folk til med deres Råd at modarbejde dem og bringe
+      deres Planer til at strande; således gik det, så længe
+      Perserkongen Kyros levede, lige til Perserkongen Darius's
+      Regering.
+
+  6.  Under Ahasverus's Regering, i hans første Regeringstid, skrev de
+      en Klage oer Judas og Jerusalems lodbyggere.
+
+  7.  I Artaxerxes's Dage affattede Bisjlam, Mitredat, Tabe'el og alle
+      hans andre Embedsbrødre en Skrivelse til Perserkongen
+      Artaxerxes. Skrivelsen var affattet på Aramaisk og oversat.
+
+  8.  Statholderen Rehum og Skriveren Sjimsjaj skrev et Brev mod
+      Jerusalem til Kong Artaxerxes af følgende Indhold.
+  9.  De, der dengang skrev, var Statholderen Rehum og Skriveren
+      Sjimsjaj og alle deres andre Embedsbrødre, Diniterne,
+      Afarsatkiterne, Tarpeliterne, Afaresiterne, Arkiterne,
+      Babylonerne,
+ 10.  Susaniterne, Dehaviterne,Elamiterne og de andre Folk, som den
+      store og navnkundige Asenappar havde ført bort og ladet bosætte
+      sig i Samarias Byer og andensteds hinsides Floden, og så videre.
+ 11.  Dette er en Afskrift af Brevet, de sendte ham: "Til Kong
+      Artaxerxes. Dine Trælle, Folkene hinsides Floden, og så videre:
+ 12.  Det være Kongen kundgjort, at Jøderne, som drog op til os fra
+      dig, er kommet til Jerusalem; de er i Færd med at genopbygge
+      denne oprørske og onde By; de genopfører Murene og udbedrer
+      Grunden.
+ 13.  Men nu være det Kongen kundgjort, at hvis denne By bygges op og
+      Murene genopføres, så vil de ikke svare Skat, Afgift eller
+      Skyld, og der bliver Skår i Kongens Indtægter.
+ 14.  Da vi nu spiser Paladsets Salt, og det ikke sømmer sig for os at
+      se på, at Kongen lider Skade, sender vi herved Bud og lader
+      Kongen det vide,
+ 15.  for at der kan blive set efter i dine Fædres Krønikebog; i den
+      vil du finde og se, at denne By er en oprørsk By, der har voldt
+      Konger og Lande Skade, og at der fra gammel Tid har fundet
+      Opstande Sted i den. Det er Grunden til, at denne By blev
+      ødelagt.
+ 16.  Så lader vi da Kongen vide, at hvis denne By bygges op og
+      Murerne genopføres, har du ikke mere nogen Besiddelse hinsides
+      Floden!"
+
+ 17.  Kongen sendte da følgende Svar til Statholderen Rehum, Skriveren
+      Sjimsjaj og alle deres andre Embeddsbrødre, som boede i Samaria
+      og de andre Lande hinsides Floden: "Hilsen, og så videre.
+ 18.  Den Skrivelse, I har sendt mig, er forelæst mig grundigt.
+ 19.  Og på mit Bud har man set efter og fundet, at denne By fra
+      gammel Tid har sat sig op mod Konger, og at der har fundet Oprør
+      og Opstande Sted i den;
+ 20.  over Jerusalem har der hersket mægtige Konger, som udstrakte
+      deres Magt over alt hinsides Floden, og til hvem der svaredes
+      Skat, Afgift og Skyld.
+ 21.  Giv derfor Ordre til at standse disse Mænd og til, at denne By
+      ikke må genopbygges, før der kommer Befaling fra mig;
+ 22.  og tag eder vel i Vare for at vise Forsømmelighed i denne Sag,
+      at ikke der skal lides store Tab til Skade for Kongerne!
+ 23.  Så snart Afskriften af denne Skrivelse fra Kong Artaxerxes var
+      blevet læst for Rehum, Skriveren Sjimsjaj og deres Embedsbrødre,
+      begav de sig uopholdelig til Jøderne i Jerusalem og tvang dem
+      med Magt til at standse Arbejdet.
+
+ 24.  Så standsede Arbejdet på Guds Hus i Jerusalem, og det hvilede
+      til Perserkongen Darius's andet Regeringsår.
+
+Ezra 5
+
+  1.  Men Profeterne Haggaj og Zakarias, Iddos Søn, profeterede for
+      Jøderne i Juda og Jerusalem i Israels Guds Navn, som var over
+      dem.
+  2.  Da tog Zerubbabel, Sjealtiels Søn, og Jesua, Jozadaks Søn, fat
+      og begyndte at bygge på Guds Hus i Jerusalem sammen med Guds
+      Profeter, som støttede dem.
+  3.  Men på den Tid kom Tattenaj, Statholderen hinsides Floden,
+      Sjetar-Bozenaj og deres Embedsbrødre til dem og sagde: "Hvem har
+      givet eder Lov til at bygge dette Tempel og genopføre denne
+      Helligdom,
+  4.  og hvad er Navnene på de Mænd, der bygger denne Bygning?
+  5.  Men over Jødernes Ældste vågede deres Guds Øje, så de ikke
+      standsede dem i Arbejdet, før Sagen var forelagt Darius og der
+      var kommet Svar derpå.
+
+  6.  Afskrift af det Brev, som Tattenaj, Statholderen hinsides
+      Floden, Sjetar-Bozenaj og hans Embedsbrødre, Afarsekiterne
+      hinsides Floden, sendte Kong Darius;
+  7.  de sendte ham en Skrivelse, hvori der stod: Kong Darius ønsker
+      vi al Fred!
+  8.  Det være Kongen kundgjort, at vi begav os til Landsdelen Judæa
+      til den store Guds Hus; det bliver bygget af Kvadersten, der
+      lægges Bjælker i Muren, og Arbejdet udføres med Omhu og skyder
+      frem under deres Hænder.
+  9.  Vi spurgte da de Ældste der og talte således til dem: "Hvem har
+      givet eder Lov til at, bygge dette Tempel og opføre denne
+      Helligdom?
+ 10.  Vi spurgte dem også om deres Navne for at lade dig dem vide, og
+      vi opskrev Navnene på de Mænd, der står i Spidsen for dem.
+ 11.  Og Svaret, de gav os, lød således: Vi er Himmelens og Jordens
+      Guds Tjenere, og vi bygger det Tempel, som blev bygget for mange
+      År siden, da en stor Konge i Israel byggede og opførte det.
+ 12.  Da imidlertid vore Fædre vakte Himmelens Guds Vrede, gav han dem
+      i Babels Konges, Kaldæeren Nebukadnezars, Hånd, og han nedbrød
+      dette Tempel og førte Folket i Landflygtighed til Babel.
+ 13.  Men i sit første Regeringsår gav Kong Kyros af Babel Befaling
+      til at genopbygge dette Gudshus;
+ 14.  og Kong Kyros lod tillige de til Gudshusef hørende Guld- og
+      Sølvkar, som Nebukadnezar havde borttaget fra Helligdommen i
+      Jerusalem og ført til sin Helligdom i Babel, tage ud af
+      Helligdommen i Babel, og de overgaves til en Mand ved Navn
+      Sjesjbazzar, som han havde indsat til Statholder;
+ 15.  og han sagde til ham: "Tag disse Kar og drag ben og lad dem få
+      deres Plads i Helligdommen i Jerusalem og lad Gudshuset blive
+      genopbygget på sin gamle Plads!"
+ 16.  Så kom denne Sjesjbazzar og lagde Grunden til Gudshuset i
+      Jerusalem, og siden den Tid er der bygget derpå, men det er ikke
+      færdigt.
+ 17.  Hvis derfor Kongen synes, så lad der blive set efter i det
+      kongelige Skatkammer ovre i Babel, om det har sig således, at
+      der af Kong Kyros er givet Befaling til at bygge dette Gudshus i
+      Jerusalem; og Kongen give os så sin Vilje i denne Sag til
+      Kende!"
+
+Ezra 6
+
+  1.  Så gave Kong Darius Befaling til at se efter i Skatkammeret,
+      hvor man i Babel gemte Dokumenterne;
+  2.  og man fandt da i Borgen i Ameta i Landsdelen Medien en
+      Skriftrulle, hvori der stod: "Til Ihukommelse.
+  3.  I sit første Regeringsår udstedte Kong Kyros følgende Befaling:
+      Gudsbuset i Jerusalem skal genopbygges, for at man der kan ofre
+      Slagtofre og frembære Guds Ildofre; det skal være tresindstyve
+      Alen højt og tresindstyve Alen bredt
+  4.  med tre Lag Kvadersten og eet Lag Bjælker; Omkostningerne
+      udredes af Kongens Hus.
+  5.  Desuden skal Gudshusets Guld- og Sølvkar, som Nebukadnezar
+      borttog fra Helligdommen i Jerusalem og førte til Babel, gives
+      tilbage, og de skal bringes tilbage til deres Plads i
+      Helligdommen i Jerusalem, og du skal sætte dem ind i Gudshuset!
+
+  6.  Derfor skal I, Tattenaj, Statholder hinsides Floden, og
+      SjetarBozenaj med eders Emhedsbrødre, Afarsekiterne hinsides
+      Floden, ikke blande eder deri.
+  7.  Lad Arbejdet med dette Gudshus gå sin Gang, lad Jødernes
+      Statholder og Jødernes Ældste bygge dette Gudshus på den gamle
+      Plads.
+  8.  Og hermed giver jeg Påbud om, hvorledes I skal stille eder over
+      for disse Jødernes Ældste med Hensyn til Opførelsen af dette
+      Gudshus: Af Kongens Skatteindtægter fra Landene hinsides Floden
+      skal Omkostningerne nøjagtigt udredes til disse Mænd, og det
+      ufortøvet;
+  9.  og hvad der ellers er Brug for: Tyre, Vædre og Lam til Brændofre
+      for Himmelens Gud, Hvede, Salt, Vin og Olie, det skal efter
+      Opgivende af Præsterne i Jerusalem udleveres dem Dag for Dag
+      uden Afkortning,
+ 10.  for at de kan bringe Ofre til en liflig Duft for Himmelens Gud
+      og bede for Kongens og hans Sønners Liv.
+ 11.  Og hermed påbyder jeg, at om nogen overtræder denne For ordning,
+      skal en Bjælke rives ud af hans Hus, og til Straf skal han
+      hænges op og nagles fast på den, og hans Hus skal gøres til en
+      Grusdynge.
+ 12.  Og den Gud, der har ladet sit Navn bo der, han slå enhver Kon ge
+      og ethvert Folk til Jorden, som rækker Hånden ud for at over
+      træde denne Forordning og øde lægge dette Gudshus i
+      Jerusalem. Jeg, Darius, giver dette Påbud; lad det blive nøje
+      udført!
+
+ 13.  Da handlede Tattenaj, Statholderen hinsides Floden,
+      Sjetar-Bozenaj og deres Embedsbrødre nøje efter det Påbud, Kong
+      Darius havde sendt dem.
+ 14.  Og Jødemes Ældste byggede, og det lykkedes dem i Henhold til
+      Profeterne Haggajs og Zakarias's, Iddos Søns, Profeti; de
+      byggede og fuldførte Værket efter Israels Guds Bud og efter
+      Kyros's og Darius's og Perserkongen Aetaxerxes's Befaling.
+ 15.  De fuldendte Templet på den tredje Dag i Adar Måned i Kong
+      Darius's sjette Regeringsår.
+
+ 16.  Så fejrede Israeliterne, Præsterne, Leviterne og de andre, der
+      havde været i Landflygtighed, Gudshusets Indvielse med Glæde;
+ 17.  og de ofrede ved Indvielsen 100 Tyre, 200 Vædre og 400 Lam og
+      til Syndofre for hele Israel 12 Gedebukke efter Tallet på
+      Israels Stammer;
+ 18.  og de indsatte Præsterne efter deres Afdelinger og Leviterne
+      efter deres Skifter til Gudstjenesten i Jerusalem som
+      foreskrevet i Moses's Bog.
+
+ 19.  Derpå fejrede de, der havde været i Landflygtighed, Påsken den
+      fjortende Dag i den første Måned.
+ 20.  Thi Præsterne og Leviterne havde renset sig og var rene alle som
+      een; og de slagtede Påskelam for alle dem, der havde været i
+      Landflygtighed, for deres Brødre Præsterne og for sig selv.
+ 21.  Og Israeliterne, der var vendt tilbage fra Landflygtigheden,
+      spiste deraf sammen med alle dem, der havde udskilt sig fra
+      Hedningerne i Landet og deres Urenhed og sluttet sig til dem for
+      at søge HERREN, Israels Gud.
+ 22.  Og de fejrede de usyrede Brøds Højtid i syv Dage med Glæde,
+      fordi HERREN havde glædet dem og vendt Assyrerkongens Hjerte til
+      dem, så at han styrkede deres Hænder i Arbejdet på Guds, Israels
+      Guds, Hus.
+
+Ezra 7
+
+  1.  Efter disse Tildragelser drog under Perserkongen Artaxerxes's
+      Regering Ezra, en Søn af Seraja, en Søn af Azarja, en Søn af
+      Hilkija,
+  2.  en Søn af Sjallum, en Søn af Zadok, en Søn af Ahitub,
+  3.  en Søn af Amarja, en Søn af Azarja, en Søn af Merajot,
+  4.  en Søn af Zeraja, en Søn af Uzzi, en Søn af Bukki,
+  5.  en Søn af Abisjua, en Søn af Pinehas, en Søn af Eleazar, en Søn
+      af Ypperstepræsten Aron -
+  6.  denne Ezra drog op fra Babel. Han var skriftlærd, hjemme i Mose
+      Lov, som HERREN, Israels Gud, havde givet; og Kongen opfyldte
+      alle hans Ønsker, eftersom HERREN hans Guds Hånd var over ham.
+  7.  Og en Del af Israeliterne og at Præsterne, Leviterne
+      Tempelsangerne, Dørvogterne og Tempeltrællene drog ligeledes op
+      til Jerusalem i Kong Artaxerxes's syvende Regeringsår.
+  8.  De kom til Jerusalem i den femte Måned i Kongens syvende
+      Regeringsår;
+  9.  thi på den første Dag i den første Måned tog han Bestemmelse om
+      Opbruddet fra Babel, og på den første Dag i den femte Måned kom
+      han til Jerusalem, eftersom hans Guds gode Hånd var over ham.
+ 10.  Thi Ezra havde vendt sit Hjerte til at granske i HERRNs Lov og
+      handle efter den og undervise Israel i Lov og Ret.
+
+ 11.  Dette er en Afskrift, af den Skrivelse, Kong Artaxerxes medgav
+      Præsten Ezra den Skriftlærde, den skriftlærde Kender af Bøgerne
+      med HERRENs Bud og Anordninger til Israel:
+ 12.  Artaxerxes, Kongernes Konge, til Præsten Ezra, den skriftlærde
+      Kender af Himmelens Guds Lov, og så videre:
+ 13.  Hermed giver jeg Tilladelse til, at enhver af Israels Folk og
+      dets Præster og Leviter i mit Rige, der er til Sinds at drage
+      til Jerusalem, må drage med dig,
+ 14.  al den Stund du af Kongen og hans syv Rådgivere sendes for at
+      undersøge Forholdene i Judæa og Jerusalem på Grundlag af din
+      Guds Lov, som er i din Hånd,
+ 15.  og for at bringe det Sølv og Guld derhen, som Kongen og hans
+      Rådgivere frivilligt har givet Israels Gud, hvis Bolig er i
+      Jerusalem,
+ 16.  og alt det Sølv og Guld, som du får rundt om i Landsdelen Babel,
+      tillige med de frivillige Gaver fra Folket og Præsterne, der
+      giver frivillige Gaver til deres Guds Hus i Jerusalem.
+ 17.  Derfor skal du samvittighedstuldt for disse Penge købe Tyre,
+      Vædre og Lam med tilhørende Afgrøde- og Drikofre og ofre dem på
+      Alteret i eders Guds Hus i Jerusalem;
+ 18.  og hvad du og dine Brødre finder for godt at gøre med det Sølv
+      og Guld, der bliver tilovers, det må I gøre efter eders Guds
+      Vilje.
+ 19.  De Kar, der skænkes dig til Tjenesten i din Guds Hus, skal du
+      afgive og stille for Israels Guds Åsyn i Jerusalem.
+ 20.  Og de andre nødvendige Udgifter til din Guds Hus, som det
+      tilfalder dig at udrede, må du udrede af det kongelige
+      Skatkammer.
+ 21.  Jeg, Kong Artaxerxes, giver hermed den Befaling til alle
+      Skatmestre hinsides Floden: Alt, hvad Præsten Ezra, den
+      skriftlærde Kender af Himmelens Guds Lov, kræver af eder, skal
+      nøjagtigt ydes
+ 22.  indtil 100 Sølvtalenter, 100 Kor Hvede, 100 Bat Vin, 100 Bat
+      Olie og Salt i ubegrænset Mængde.
+ 23.  Alt, hvad der er påbudt af Himmelens Gud, skal punktligt ydes
+      til Himmelens Guds Hus, at der ikke skal komme Vrede over
+      Kongens og hans Sønners Rige.
+ 24.  Og det være eder kundgjort, at ingen har Ret til at pålægge
+      nogen af Præsterne, Leviterne, Tempelsangerne, Dørvogterne,
+      Tempeltrællene eller overhovedet nogen, der er sysselsat ved
+      dette Guds Hus, Skat, Afgift eller Skyld!
+ 25.  Men du, Ezra, skal i Kraft af Guds Visdom, som er i din Hånd,
+      indsætte Dommere og Retsbetjente til at dømme alt Folket
+      hinsides Floden, alle dem, som kender, din Guds Lov; og hvem der
+      ikke kender den, skal I undervise deri.
+ 26.  Og enhver, der ikke handler efter din Guds Lov og Kongens Lov,
+      over ham skal der samvittighedsfuldt fældes Dom, være sig til
+      Død, Landsforvisning, Pengebøde eller Fængsel.
+
+ 27.  Lovet være HERREN, vore Fædres Gud, som indgav Kongen sådanne
+      Tanker for at herliggøre HERRENs Hus i Jerusalem
+ 28.  og vandt mig, Nåde hos Kongen og hans Rådgivere og alle Kongens
+      mægtige Fyrster! Så fattede jeg da Mod, eftersom HERREN min Guds
+      Hånd var over mig, og jeg samlede en Del Overhoveder af Israel
+      til at drage op med mig.
+
+Ezra 8
+
+  1.  Følgende er de Overhoveder over Fædrenehusene og de i deres
+      Slægtsfortegnelser opførte, som drog op med mig fra Babel under
+      Kong Artaxerxes's Regering:
+  2.  Af Pinehas's Efterkommere Ger som; af Itamars Efterkommere
+      Daniel; af Davids Efterkommere Hattusj,
+  3.  Sjekanjas Søn; af Par'osj's Efterkommere Zekarja, i hvis
+      Slægtsfortegnelse der var opført 150 Mandspersoner;
+  4.  af Pahat-Moabs Efterkommere Eljoenaj, Zerajas Søn, med 200
+      Mandspersoner;
+  5.  af Zattus Efterkommere Sjekanja, Jahaziels Søn, med 300
+      Mandspersoner;
+  6.  af Adins Efterkommere Ebed. Jonatans Søn, med 50 Mandspersoner;
+  7.  af Elams Efterkommere Jesja'ja. Ataljas Søn, med 70
+      Mandspersoner;
+  8.  af Sjefatjas Efterkommere Zebadja, Nikaels Søn, med 80
+      Mandspersoner;
+  9.  af Joabs Efterkommere 'Obadja. Jehiels' Søn, med 218
+      Mandspersoner;
+ 10.  af Banis Efterkommere Sjelomit, Josifjas Søn, med 160
+      Mandspersoner;
+ 11.  af Bebajs Efterkommere Zekarja, Bebajs Søn, med 28
+      Mandspersoner;
+ 12.  af Azgads Efterkommere Johanan, Hakkatans Søn, med 110
+      Mandspersoner;
+ 13.  af Adonikams Efterkommere de sidst komne, nemlig
+      Elifelet. Je'iel og Sjemaja, med 60 Mandspersoner;
+ 14.  af Bigvajs Efterkommere Utaj og Zabud med 70 Mandspersoner.
+
+ 15.  Og jeg samlede dem ved den Flod, der løber ad Ahava til, og vi
+      lå lejret der i tre Dage. Men da jeg tog Folket og Præsterne
+      nærmere i Øjesyn, fandt jeg ingen Leviter der.
+ 16.  Jeg sendte derfor Overhovederne Eliezer, Ariel, Sjemaja,
+      Elnatan, Jarib, Elnatan, Natan, Zekarja og Mesjullam og Lærerne
+      Jojarib og Elnatan hen
+ 17.  og bød dem gå til Overhovedet Iddo i Byen Kasifja, idet jeg
+      lagde dem de Ord i Munden, hvormed de skulde overtale Iddo og
+      hans Brødre i Byen Kasifja til at sende os Tjenere til vor Guds
+      Hus;
+ 18.  og eftersom vor Guds gode Hånd var over os, sendte de os en
+      forstandig Mand afEfterkommerne efter Mali, Israels Søn Levis
+      Søn, Sjerebja med hans Sønner og Brødre, atten Mand
+ 19.  og Hasjabja og Jesja'ja af Meraris Efterkommere med deres Brødre
+      og Sønner, tyve Mand,
+ 20.  og af Tempeltrællene, som David og Øversterne havde stillet til
+      Leviternes Tjeneste, 220 Tempeltrælle, alle med Navns Nævnelse.
+
+ 21.  Så lod jeg der ved Floden Ahava udråbe en Faste til Ydmygelse
+      for vor Guds Åsyn for hos ham at udvirke en lykkelig Rejse for
+      os og vore Familier og Ejendele;
+ 22.  thi jeg undså mig ved at bede Kongen om Krigsfolk og Ryttere til
+      at hjælpe os undervejs mod Fjenden, eftersom vi havde sagt til
+      Kongen: Vor Guds Hånd er over alle; der søger ham, og hjælper
+      dem, men hans Vælde og Vrede kommer over alle dem, der forlader
+      ham.
+ 23.  Så fastede vi og bad til vor Gud derom, og han bønbørte os.
+
+ 24.  Derpå udvalgte jeg tolv af Præsternes Øverster og Sjerebja og
+      Hasjabja og ti af deres Brødre;
+ 25.  og dem tilvejede jeg Sølvet og Guldet og gav dem Karrene, den
+      Offerydelse til vor Guds Hus, som Kongen, hans Rådgivere og
+      Fyrster og alle de der boende Israeliter havde ydet;
+ 26.  jeg tilvejede dem af Sølv 650 Talenter, Sølvkar til en Værdi af
+      100 Talenter, af Guld 100 Talenter,
+ 27.  tyve Guldbægre til 1000 Darejker og to Kar af fint,
+      guldglinsende Kobber, kostbare som Guld.
+ 28.  Så sagde jeg til dem: I er helliget HERREN, og Karrene er
+      helliget, og Sølvet og Guldet er en frivillig Gave til HERREN,
+      eders Fædres Gud;
+ 29.  våg derfor over det og vogt på det, indtil I i Påsyn af
+      Præsternes og Leviternes Øverster og Israels Fædrenehuses
+      Øverster vejer det ud i Jerusalem i Kamrene i HERRENs Hus!"
+ 30.  Da modtog Præsterne og Leviterne det tilvejede, Sølvet og Guldet
+      og Karrene, for at bringe det til vor Guds Hus i Jerusalem.
+
+ 31.  Så brød vi op fra Floden Ahava på den tolvte Dag i den første
+      Måned for at drage til Jerusalem; og vor Guds Hånd var over os,
+      så han frelste os fra Fjendernes og Røvernes Hånd undervejs.
+ 32.  Da vi var kommet til Jerusalem, holdt vi os rolige der i tre
+      Dage;
+ 33.  og på den fjerde Dag blev Sølvet, Guldet og Karrene afvejet i
+      vor Guds Hus og overgivet Præsten Meremot, Urijas Søn, tillige
+      med El'azar, Pinehas's Søn, og Leviterne Jozabad, Jesuas Søn, og
+      Noadja, Binnujs Søn,
+ 34.  alt sammen efter Tal og Vægt, og hele Vægten blev optegnet: På
+      samme Tid
+ 35.  bragte de, der kom fra Fangenskabet, de, der havde været i
+      Landflygtighed, Brændofre til Israels Gud: 12 Tyre for hele
+      tsrael, 96 Vædre, 77 Lam og 12 Gedebukke til Syndofre, alt
+      sammen som Brændoffer til HERREN.
+ 36.  Og de overgav Kongens Befalinger til Kongens Satraper og
+      Statholderne hinsides Floden, og disse ydede Folket og Guds Hus
+      deres Hjælp.
+
+Ezra 9
+
+  1.  Men da alt dette var gjort, kom Øversterne til mig og sagde:
+      "Folket, Israel og Præsterne og Leviterne, har ikke skilt sig ud
+      fra Hedningerne eller fra deres Vederstyggeligheder,
+      Kana'anæerne, Hetiterne, Perizziterne, Jebusiterne, Ammoniterne,
+      Moabiterne, Ægypterne og Amoriterne;
+  2.  thi af deres Døtre har de taget sig selv og deres Sønner
+      Hustruer, så at den hellige Sæd har blandet sig med Hedningerne;
+      og Øversterne og Forstanderne var de første til at øve denne
+      Troløshed!
+  3.  Da jeg hørte den Tale, sønderrev jeg min Kjortel og min Kappe,
+      rev Hår af mit Hoved og Skæg og satte mig hen i stum Smerte.
+  4.  Da samlede sig omkring mig alle de, der bævede for Israels Guds
+      Ord mod Troløsheden hos dem, der havde været i Landflygtighed;
+      og jeg sad i stum Smerte til Aftenafgrødeofferets Tid.
+
+  5.  Men ved Aftenafgrødeofferets Tid rejste jeg mig af min
+      Selvydmygelse, og idet jeg sønderrev min Kjortel og min Kappe,
+      kastede jeg mig på Knæ og udbredte Hænderne til, HERREN min Gud
+  6.  og sagde: Min Gud, jeg skammer mig og blues ved at løfte mit
+      Ansigt til dig, min Gud, thi vore Misgerninger er vokset os over
+      Hovedet, og vor Skyld er så stor, at den rækker til Himmelen!
+  7.  Fra vore Fædres Tid indtil denne Dag.har vor Skyld været stor,
+      og for vore Misgerninger blev vi, vore Konger og Præster givet
+      til Pris for Landenes Konger, for Sværd, Fangenskab, Udplyndring
+      og Vanære, således som det er den Dag i Dag."
+  8.  Og nu er der en føje Stund blevet os Nåde til Del fra HERREN vor
+      Gud, idet han har ladet os beholde en undsluppet Rest og givet
+      os at slå vor Teltpæl på sit hellige Sted, for at vor Gud kan
+      lade vore Øjne lyse og give os en Smule Livskraft i vor Trældom;
+  9.  thi er vi end Trælle, har vor Gud dog ikke forladt os i vor
+      Trældom, men vundet os Nåde for Perserkongernes Åsyn, så at han
+      har givet os Livskraft til at rejse vor Guds Hus og opbygge dets
+      Grushobe og givet os et Gærde i Juda og Jerusalem.
+ 10.  Men hvad skal vi nu sige, vor Gud, efter alt dette? Vi har jo
+      forladt dine Bud,
+ 11.  som du gav os ved dine Tjenere Profeterne, da du sagde: Det
+      Land, I drager ind i og tager i Besiddelse, er et urent Land på
+      Grund af Hedningernes Urenhed, på Grund af de
+      Vederstyggeligheder, de i deres Urenhed har fyldt det med fra
+      Ende til anden;
+ 12.  derfor må I ikke give deres Sønner eders Døtre eller tage deres
+      Døtre til Hustruer for eders Sønner og ingen Sinde søge deres
+      Velfærd og Lykke, at I kan blive stærke og nyde Landets Goder og
+      sikre eders Sønner Besiddelsen deraf for evigt!
+ 13.  Efter alt, hvad der er vederfaret os på Grund af vore onde
+      Gerninger og vor svare Skyld - og endda har du vor Gud ikke i
+      fuldt Mål tilregnet os vore Synder, men skænket os en sådan Flok
+      undslupne -
+ 14.  skal vi da på ny krænke dine Bud ved at besvogre os med Folk,
+      der øver slige Vederstyggeligheder? Vil du da ikke vredes
+      således på os, at du ødelægger os aldeles, så der ikke levnes
+      nogen Rest, og ingen undslipper?
+ 15.  HERRE, Israels Gud! Du er retfærdig, derfor er vi nu en Rest
+      tilbage, som er undsluppet; se, vi står for dig i vor
+      Syndeskyld; thi det er umuligt at bestå for dit Åsyn, når sligt
+      kan ske!"
+
+Ezra 10
+
+  1.  Medens Ezra nu under Bøn og Syndsbekendelse grædende kastede sig
+      ned foran Guds Hus, samlede en stor Skare Israeliter sig om ham,
+      både Mænd, Kvinder og Børn, thi Folket græd heftigt.
+  2.  Derpå tog Sjekanja, Jehiels Søn, af Elams Efterkommere til Orde
+      og sagde til Ezra: Vi har været froløse mod vor Gud ved at
+      hjemføre fremmede Kvinder af Hedningerne i Landet. Men trods alt
+      er der endnu Håb for Israel.
+  3.  Lad os slutte Pagt for vor Gud om at sbille os af med alle vore
+      fremmede Kvinder og deres Børn efter min Herres Bestemmelse og
+      deres, som bæver for Guds Bud, og lad der blive handlet efter
+      Loven!
+  4.  Stå op, thi det er dig, der skal tage dig af Sagen, og vi vil
+      stå dig bi; vær frimodig og tag fat!
+  5.  Da stod Ezra op og tog Præsternes, Leviternes og hele Israels
+      Øverster i Ed på, at de vilde handle således, og de aflagde
+      Eden.
+  6.  Derpå rejste Ezra sig fra Pladsen foran Guds Hus og begav sig
+      til Johanans, Eljasjibs Søns, Kammer, hvor han tilbragte Natten;
+      han hverken spiste eller drak, fordi han græmmede sig over
+      Troløsheden hos dem, der havde været i Landflygtighed.
+
+  7.  Derpå lod man kundgøre i Juda og Jerusalem forætlle dem, der
+      havde været i Landflygtighed, at de skulde give Møde i
+      Jerusalem;
+  8.  og enhver, som ikke indfandt sig Tredjedagen derefter ifølge
+      Øversternes og de Ældstes Bestemmelse, al hans Ejendom skulde
+      der lægges Band på, og han selv skulde udelukkes fra deres
+      Forsamling, der havde været i Landflygtighed.
+  9.  Så samledes alle Mænd af Juda og Benjamin på Tredjedagen i
+      Jerusalem; det var den tyvende Dag i den niende Måned; og alt
+      Folket stillede sig op på den åbne Plads ved Guds Hus, skælvende
+      både for Sagens Skyld og som Følge af Regnskyllene.
+ 10.  Derpå stod Præsten Ezra op og sagde til dem: "I har forbrudt
+      eder ved at hjemføre fremmede Kvinder og således øget Israels
+      Syndeskyld;
+ 11.  så bekend da nu eders Synd for HERREN, eders Fædres Gud, og gør
+      hans Vilje; skil eder ud fra Hedningerne i Landet og fra de
+      fremmede Kvinder!"
+ 12.  Og hele Forsamlingen svarede med høj Røst: "Som du siger, bør vi
+      gøre!
+ 13.  Men Folket er talrigt, og det er Vinterregnens Tid, så vi kan
+      ikke blive stående her ude; og Sagen kan heller ikke afgøres på
+      en Dag eller to, da vi har forbrudt os højligen her.
+ 14.  Lad derfor Øversterne for hele vor Forsamling give Møde og lad
+      alle dem, der i vore Byer har hjemført fremmede Kvinder,
+      indfinde sig til en fastsat Tid, ledsaget af de enkelte Byers
+      Ældste og Dommere, for at vi kan blive friet fra vor Guds Vrede
+      i denne Sag!
+ 15.  Kun Jonatan, Asa'els Søn, og Jazeja, Tikvas Søn, satte sig
+      derimod med Støtte fra Mesjullam og Leviten Sjabbetaj.
+ 16.  Men de, der havde været i Landflygtighed, handlede derefter; og
+      Præsten Ezra udvalgte sig nogle Mænd, Overhovederne for de
+      enkelte Fædrenehuse, alle med Navns Nævnelse. Disse holdt da
+      Møde den første Dag i den tiende Måned for at undersøge Sagen,
+ 17.  og de var færdige med alle de Mænd, som havde hjemført fremmede
+      Kvinder, til den første Dag i den første Måned.
+
+ 18.  Blandt Præsterne fandtes følgende, der havde hjemført fremmede
+      Kvinder: Af Jesuas, Jozadaks Søns, Efterkommere og hans Brødre
+      Ma'aseja, Eliezer, Jarib og Gedalja;
+ 19.  disse gav deres Hånd på at ville sende deres Hustruer bort, og
+      deres Skyldoffer var en Væder for deres Syndeskyld.
+ 20.  Af Immers Efterkommere: Hanani og Zebadja.
+ 21.  Af Harims Efterkommere: Ma'aseja, Elija, Sjemaja, Jehiel og
+      Uzzija.
+ 22.  Af Pasjhurs Efterkommere: Eljoenaj, Ma'aseja, Jisjmael,
+      Netan'el, Jozabad og El'asa.
+ 23.  Af Leviterne: Jozabad, Sjim'i. Kelaja, det er Kelita, Petaja,
+      Juda og Eliezer.
+ 24.  Af Tempelsangerne: Eljasjib og Zakkur. Af Dørvogterne Sjallum,
+      Telem og Uri.
+ 25.  Af Israel: Af Par'osj's Efterkommere: Ramja, Jizzija, Malkija,
+      Mijjamin, El'azar, Malkija og Benaja.
+ 26.  Af Elams Efterkommere: Mattanja, Zekarja, Jehiel, Abdi, Jeremot
+      og Elija.
+ 27.  Af Zattus Efterkommere: Eljoenaj, Eljasjib, Mattanja, Jeremot,
+      Zabad og Aziza.
+ 28.  Af Bebajs Efterkommere: Johanan, Hananja, Zabbaj og Atlaj.
+ 29.  Af Banis Efterkommere: Mesjullam, Malluk, Adaja, Jasjub, Sjeal
+      og Ramot.
+ 30.  Af Pahat-Moabs Efterkommere: Adna, Kelal, Benaja, Ma'aseja,
+      Mattanja, Bezal'el, Binnuj og Menassje.
+ 31.  Af Harims Efterkommere: Eliezer, Jissjija, Malkija, Sjemaja,
+      Sjim'on,
+ 32.  Binjamin, Malluk og Sjemarja.
+ 33.  Af Hasjums Efterkommere: Mattenaj, Mattatta, Zabad, Elifelef,
+      Jeremaj, Menassje og Sjim'i.
+ 34.  Af Banis Efterkommere: Ma'adaj, Amram, Uel,
+ 35.  Benaja, Bedeja, Keluhu,
+ 36.  Vanja, Meremot, Eljasjib,
+ 37.  Mattanja, Mattenaj og Ja'asaj.
+ 38.  Af Binnujs Efterkommere: Sjim'i,
+ 39.  Sjelemja, Natan, Adaja,
+ 40.  Maknadbaj, Sjasjaj, Sjaraj,
+ 41.  Azar'el, Sjelemja, Sjemarja,
+ 42.  Sjallum, Amarja og Josef.
+ 43.  Af Nebos Efterkommere: Je'iel, Mattitja, Zabad, Zebina, Jaddaj,
+      Joel og Benaja.
+
+ 44.  Alle disse havde taget fremmede Kvinder til Ægte, men sendte nu
+      Hustruer og Børn bort.
+
+
+Nehemias
+
+Nehemias 1
+
+  1.  Nehemias's, Hakaljas Søns, Beretning. I Kislev Måned i det
+      tyvende År, medens jeg var i Borgen i Susan,
+  2.  kom Hanani, en af mine Brødre, sammen med nogle Mænd fra
+      Juda. Og da jeg udspurgte dem om Jøderne, den Rest, der var
+      undsluppet fra Fangenskabet, og om Jerusalem,
+  3.  sagde de til mig: De tiloversblevne, de, som er tilbage fra
+      Fangenskabet der i Landet, lever i stor Nød og Forsmædelse, og
+      Jerusalems Mur er nedrevet og Portene opbrændt.
+
+  4.  Da jeg hørte denne Tidende, satte jeg mig hen og græd og sørgede
+      i flere Dage, og jeg fastede og bad for Himmelens Guds Åsyn,
+  5.  idet jeg sagde: Ak, HERRE, Himmelens Gud, du store, frygtelige
+      Gud, som tager Vare på Pagten og Miskundheden mod dem, der
+      elsker dig og holder dine Bud!
+  6.  Lad dog dit Øre være lydhørt og dit Øje åbent, så du hører din
+      Tjeners Bøn, som jeg nu beder for dit Åsyn både Nat og Dag for
+      dine Tjenere tsraeliterne, idet jeg bekender deres Synder, som
+      vi også jeg og min Faders Hus har begået imod dig.
+  7.  Såre ilde har vi handlet imod dig, og vi har ikke holdt de Bud,
+      Anordninger og Lovbud, du pålagde din Tjener Moses.
+  8.  Kom det Ord i Hu, som du pålagde din Tjener Moses: Dersom I er
+      troløse, vil jeg adsplitte eder blandt Folkene;
+  9.  men hvis I omvender eder til mig og holder mine Bud og handler
+      efter dem, så vil jeg, om eders fordrevne end er ved Himmelens
+      Ende, dog samle dem derfra og bringe dem til det Sted, jeg
+      udvalgte til Bolig for mit Navn.
+ 10.  De er jo dine Tjenere og dit Folk, som du udløste ved din store
+      Kraft og din stærke Hånd.
+ 11.  Ak, Herre, lad dit Øre være lydhørt for din Tjeners og dine
+      Tjeneres Bøn, vi, som gerne vil frygte dit Navn, og lad det i
+      Dag lykkes for din Tjener og lad ham finde Nåde for denne Mands
+      Åsyn! Jeg var nemlig Mundskænk hos Kongen.
+
+Nehemias 2
+
+  1.  I Nisan Måned i Kong Artaxerxes's tyvende Regeringsår, da jeg
+      skulde sørge for Vin, har jeg engang Vinen frem og rakte Kongen
+      den. Jeg havde ikke før set modfalden ud, når jeg stod for hans
+      Ansigt.
+  2.  Og Kongen sagde til mig: Hvorfor ser du så modfalden ud? Du er
+      jo ikke syg; det kan ikke være andet, end at du har en
+      Hjertesorg! Da blev jeg såre bange,
+  3.  og jeg sagde til Kongen: "Kongen leve evindelig! Hvor kan jeg
+      andet end se modfalden ud, når den By, hvor mine Fædres Grave
+      er, ligger øde, og dens Porte er fortæret af Ilden?
+  4.  Kongen spurgte mig da: "Hvad er det, du ønsker? Så bad jeg til
+      Himmelens Gud,"
+  5.  og jeg sagde til Kongen: "Hvis Kongen synes, og hvis din Tjener
+      er dig til Behag, beder jeg om, at du vil lade mig rejse til
+      Juda, til den By, hvor mine Fædres Grave er, og lade mig bygge
+      den op igen!
+  6.  Da sagde Kongen til mig, medens Dronningen sad ved hans Side:
+      "Hvor længe vil den Rejse vare, og hvornår kan du vende tilbage?
+      Og da Kongen således fandt for godt at lade mig rejse, opgav jeg
+      ham en Tid.
+  7.  Og jeg sagde til Kongen: Hvis Kongen synes, så lad mig få Breve
+      med til Statholderne hinsides Floden, så de lader mig drage
+      videre, til jeg når Juda,
+  8.  og et Brev til Asaf, Opsynsmanden.over den kongelige Skov, at
+      han skal give mig Træ til Bjælkeværket i Tempelborgens Porte og
+      til Byens Mur og det Hus, jeg tager ind i! Det gav Kongen mig,
+      eftersom min Guds gode Hånd var over mig.
+
+  9.  Da jeg kom til Statholderne hinsides Floden, gav jeg dem Kongens
+      Breve; desuden havde Kongen givet mig Hærførere og Ryttere med
+      på Rejsen.
+ 10.  Men da Horoniten Sanballat og den ammonitiske Træl Tobija hørte
+      det, ærgrede de sig højligen over, at der var kommet en Mand for
+      at arbejde på Israeliternes Bedste.
+
+ 11.  Så kom jeg til Jerusalem, og da jeg havde været der i tre Dage,
+ 12.  brød jeg op ved Nattetide sammen med nogle få Mænd uden at have
+      sagt noget Menneske, hvad min Gud havde skudt mig i Sinde at
+      gøre for Jerusalem; og der var intet andet Dyr med end det, jeg
+      red på.
+ 13.  Jeg red så om Natten ud gennem Dalporten i Retning af
+      Dragekilden og hen til Møgporten, idet jeg undersøgte Jerusalems
+      Mure, der var nedrevet, og Portene, der var fortæret af Ilden;
+ 14.  derpå red jeg videre til Kildeporten og Kongedammen, men der var
+      ikke Plads nok til, at mit Ridedyr kunde komme frem med mig.
+ 15.  Så red jeg om Natten op igennem Dalen og undersøgte Muren,
+      forandrede Retning og red så ind igennem Dalporten, hvorpå jeg
+      vendte hjem.
+ 16.  Forstanderne vidste ikke, hvor jeg var gået hen, eller hvad jeg
+      foretog mig; og hverken Jøderne, Præsterne, Stormændene,
+      Forstanderne eller de andre, der skulde have med Arbejdet at
+      gøre, havde jeg endnu sagt noget.
+ 17.  Men nu sagde jeg til dem: I ser den Ulykke, vi er i, hvorledes
+      Jerusalem er ødelagt og Portene opbrændt; kom derforog lad os
+      opbygge Jerusalems Mur, så vi ikke mere skal være til Spot!
+ 18.  Og da jeg fortalte dem, hvorledes min Guds gode Hånd havde været
+      over mig, og om de Ord, Kongen havde talt til mig, sagde de: Lad
+      os gøre os rede og bygge! Og de tog sig sammen til det gode
+      Værk.
+
+ 19.  Da Horoniten Sanballat, den ammonitiske Træl Tobija og Araberen
+      Gesjem hørte det, spottede de os og sagde hånligt til os: Hvad
+      er det, I der har for? Sætter I eder op mod Kongen?
+ 20.  Men jeg gav dem til Svar: "Himmelens Gud vil lade det lykkes for
+      os, og vi, hans Tjenere, vil gøre os rede og bygge; men I har
+      ingen Del eller Ret eller Ihukommelse i Jerusalem!"
+
+Nehemias 3
+
+  1.  Ypperstepræsten Eljasjib og hans Brødre Præsterne tog fat på at
+      bygge Fåreporten; de forsynede den med Bjælkeværk og indsatte
+      Portfløjene; derefter byggede de videre hen til Meatårnet og
+      helligede det og igen videre hen til Hanan'eltårnet.
+  2.  Ved Siden af ham byggede Mændene fra Jeriko, ved Siden af dem
+      Zakkur, Imris Søn.
+
+  3.  Fiskeporten byggede Sena'as Efterkommere; de forsynede den med
+      Bjælkeværk og indsatte Portfløje, Kramper og Portslåer.
+  4.  Ved Siden af dem arbejdede Meremot, en Søn af Hakkoz's Søn
+      Uruja, med at istandsætte Muren. Ved Siden af ham arbejdede
+      Mesjullam, en Søn af Berekja, en Søn af Mesjezab'el, ved Siden
+      af ham Zadok, Ba'anas Søn.
+  5.  Ved Siden af ham arbejdede Folkene fra Tekoa, men de store
+      iblandt dem bøjede ikke deres Nakke under deres Herres Arbejde.
+
+  6.  Jesjanaporten istandsatte Jojada, Paseas Søn, og Mesjullam,
+      Besodejas Søn; de forsynede den med Bjælkeværk og indsatte
+      Portfløje, Kramper og Portslåer.
+  7.  Ved Siden af dem arbejdede Gibeoniten Melatja og Meronotiten
+      Jadon sammen med Mændene fra Gibeon og Mizpa, der stod under
+      Statholderen hinsides Floden.
+  8.  Ved Siden af ham arbejdede Uzziel, en Søn af Harhaja, en af
+      Guldsmedene.  Ved Siden af ham arbejdede Hananja, en af
+      Salvehandlerne; de udbedrede Jerusalem hen til den brede Mur.
+  9.  Ved Siden af dem arbejdede Øversten over den ene Halvdel af
+      Jerusalems Område, Refaja, Hurs Søn.
+ 10.  Ved Siden af ham arbejdede Jedaja, Harumafs Søn, ud for sit eget
+      Hus. Ved Siden af ham arbejdede Hattusj, Hasjabnejas Søn.
+ 11.  En anden Strækningistandsatte Malkija, Harims Søn, og Hassjub,
+      Pahat-Moabs Søn, hen til Ovntårnet.
+ 12.  Ved Siden af ham arbejdede Øversten over den anden Halvdel af
+      Jerusalems Område, Sjallum, Hallohesj's Søn, sammen med sine
+      Døtre.
+
+ 13.  Dalporten istandsatte Hanun og Folkene fra Zanoa; de byggede den
+      og indsatte Portfløje, Kramper og Portslåer, og desuden 1000
+      Alen af Muren hen til Møgporten.
+ 14.  Møgporten istandsatte Øversten over Bet-Kerems Område, Malkija,
+      Rekabs Søn; han byggede den og indsatte Portfløje, Kramper og
+      Portslåer.
+
+ 15.  Kildeporten istandsatte Øversten over Mizpas Område, Sjallun,
+      Kol-Hozes Søn; han byggede den, forsynede den med Tag og
+      indsatte Portfløje, Kramper og Portslåer; han byggede også Muren
+      ved Dammen, fra hvilken Vandledningen fører til Kongens Have, og
+      hen til Trinene, der fører ned fra Davidsbyen.
+ 16.  Efter ham arbejdede Øversten over den ene Halvdel af Bet-Zurs
+      Område, Nehemja, Azbuks Søn, hen til Pladsen ud for Davids
+      Grave, til den udgravede Dam og til Kærnetroppernes Hus.
+ 17.  Efter ham arbejdede Leviterne, ført af Rehum, Banis Søn. Ved
+      Siden af ham arbejdede Øversten over den ene Halvdel af Ke'ilas
+      Område, Hasjabja.
+ 18.  Efter ham arbejdede deres Bysbørn, ført af Binnuj, Henadads Søn,
+      Øversten over den anden Halvdel af Ke'ilas Område.
+ 19.  Ved Siden af ham istandsatte Øversten over Mizpa, Ezer, Jesuas
+      Søn, en anden Strækning lige ud for Opgangen til Tøjhuset i
+      Hro'en'
+ 20.  Efter ham istandsatte Baruk, Zabbajs Søn, op ad Bjerget en
+      Strækning fra Krogen til Indgangen til Ypperstepræsten
+      El-jasjibs Hus.
+ 21.  Efter ham istandsatte Meremot, en Søn af Hakkoz's Søn Urija, en
+      Strækning fra Indgangen til Eljasjibs Hus til Gavlen.
+ 22.  Efter ham arbejdede Præsterne, Mændene fra Omegnen.
+ 23.  Efter dem arbejdede Binjamin og Hassjub ud for deres Huse. Efter
+      ham arbejdede Azarja, en Søn af Ma'aseja, en Søn af Ananja, ved
+      Siden af sit Hus.
+ 24.  Efter ham istandsatte Binnuj, Henadads Søn, en Strækning fra
+      Azarjas Hus til Krogen og til Hjørnet.
+ 25.  Efter ham arbejdede Palal, Uzajs Søn, lige ud for Krogen og det
+      Tårn, der springer frem fra det øvre kongelige Hus ved
+      Fængselsgården. Efter ham arbejdede Pedaja, Par'osj's Søn,
+ 28.  til Stedet ud for Vandporten mod Øst og det fremspringende Tårn.
+ 27.  Efter ham istandsatte Folkene fra Tekoa en Strækning fra Stedet
+      ud for det store, fremspringende Tårn til Ofels Mur. (På Ofel
+      boede Tempeltrællene).
+
+ 28.  Over for Hesteporten arbejdede Præsterne, hver lige ud for sit
+      Hus.
+ 29.  Efter dem arbejdede Zadok, Immers Søn, ud for sit Hus. Efter ham
+      arbejdede Østportens Vogter Sjemaja, Sjekanjas Søn.
+ 30.  Efter ham istandsatte Hananja, Sjelemjas Søn, og Hanun, Zalafs
+      sjette Søn, en Strækning. Efter ham arbejdede Mesjullam,
+      Berekjas Søn, ud for sit Kammer.
+ 31.  Efter ham arbejdede Malkija, en af Guldsmedene, hen til
+      Tempeltrællenes Hus. Og Kræmmeme istandsatte Stykket ud for
+      Mifkadporten og hen til Tagbygningen ved Hjørnet.
+ 32.  Og mellem Tagbygningen ved Hjørnet og Fåreporten arbejdede
+      Guldsmedene og Kræmmerne.
+
+Nehemias 4
+
+  1.  Men da Sanballat hørte, at vi byggede på Muren, blev han vred og
+      harmfuld; og han spottede Jøderne
+  2.  og sagde i Påhør af sine Brødre og Samarias Krigsfolk: "Hvad er
+      det, disse usle Jøder har for? Vil de overlade Gud det? Vil de
+      ofre? Kan de gøre det færdigt endnu i Dag? Kan de kalde Stenene
+      i disse Grusdynger til Live, når de er forbrændt?"
+  3.  Og Ammoniten Tobija, der stod ved siden af ham, sagde: "Lad dem
+      bygge, så meget de vil; en Ræv kan rive deres Stenmur ned, blot
+      den springer derop!"
+  4.  Hør, vor Gud, hvorledes vi er blevet hånet! Lad deres Spot falde
+      tilbage på deres eget Hoved, og lad dem blive hånet som Fanger i
+      et Fremmed Land!
+  5.  Skjul ikke deres Brøde og lad ikke deres Synd blive udslettet
+      for dit Åsyn, thi med deres Ord krænkede de dem, der byggede!
+  6.  Men vi byggede på Muren, og hele Muren blev bygget færdig i halv
+      Højde, og Folket arbejdede med god Vilje.
+
+  7.  Da nu Sanballat og Tobija og Araberne, Ammoniterne og
+      Asdoditerne børte, at det skred fremad med Istandsættelsen af
+      Jerusalems Mure, og at Hullerne i Muren begyndte at lukkes, blev
+      de meget vrede,
+  8.  og de sammensvor sig alle om at drage hen og angribe Jerusalem
+      og fremkalde Forvirring der.
+  9.  Da bad vi til vor Gud og satte Vagt både Dag og Naf for at værne
+      os imod dem.
+ 10.  Men Jøderne sagde: Lastdragernes Kræfter svigter, og
+      Grusdyngerne er for store; vi kan ikke bygge på Muren!
+ 11.  Og vore Fjender sagde: De må ikke mærke noget, før vi står midt
+      iblandt dem og hugger dem ned og således får Arbejdet til at gå
+      i Stå!
+ 12.  Da nu de Jøder, der boede dem nærmest, Gang på Gang kom og lod
+      os vide, at de rykkede op imod os fra alle Steder, hvor de
+      boede,
+ 13.  og da Folkene kun turde stille sig op på Steder, der lå lavere
+      end Pladsen bag Muren, i Kælderrum, så opstillede jeg Folket
+      Slægt for Slægt, væbnet med Sværd, Spyd og Buer;
+ 14.  og da jeg så det, trådte jeg frem og sagde til Stormændene og
+      Forstanderne og det øvrige Folk: Frygt ikke for dem! Kom den
+      store, frygtelige Gud i Hu og kæmp for eders Brødre, Sønner og
+      Døtre, eders Hustruer og Huse!
+
+ 15.  Men da vore Fjender hørte, at vi havde fået det at vide, og at
+      Gud gjorde deres Råd til intet, vendte vi alle tilbage til
+      Muren, hver til sit Arbejde.
+ 16.  Men fra den Tid af arbejdede kun den ene Halvdel af mine Folk,
+      medens den anden Halvdel stod væbnet med Spyd, Skjolde, Buer og
+      Brynjer; og Øversterne stod bag ved alle de Jøder,
+ 17.  der byggede på Muren. Også Lastdragerne var væbnet; med den ene
+      Hånd arbejdede de, og med den anden.holdt de Spydet;
+ 18.  og de, der byggede, havde under Arbejdet hver sit Sværd bundet
+      til Lænden.  Ved Siden af mig stod Hornblæseren;
+ 19.  og jeg sagde til de store og Forstanderne og det øvrige Folk:
+      "Arbejdet er stort og omfattende, og vi er spredt på Muren langt
+      fra hverandre;
+ 20.  hvor l nu hører Hornet gjalde, skal l samles om os; vor Gud vil
+      stride for os!
+ 21.  Således udførte vi Arbejdet, idet Halvdelen af os holdt Spydene
+      rede fra Morgengry til Stjernernes Opgang.
+ 22.  Samtidig sagde jeg også til Folket: Enhver skal sammen med sin
+      Dreng overnatte i Jerusalem, for at vi kan have dem til Vagt om
+      Natten og til Arbejde om Dagen!"
+ 23.  Og hverken jeg eller mine Brødre eller mine Folk eller Vagten,
+      der fulgte mig, afførte os vore Klæder, og enhver, der blev
+      sendt efter Vand, havde Spydet med.
+
+Nehemias 5
+
+  1.  Der lød nu højrøstede Klager fra Folket og deres Kvinder mod
+      deres Brødre, Jøderne.
+  2.  Nogle sagde: "Vore Sønner og Døtre må vi give i Pant for at få
+      Korn til Livets Ophold!"
+  3.  Andre sagde: "Vore Marker, Vingårde og Huse må vi give i Pant
+      for at få Korn under Hungersnøden!"
+  4.  Atter andre sagde: "Vi har måttet låne på vore Marker og
+      Vingårde for at kunne udrede de kongelige Skatter!
+  5.  Og vore Legemer er dog lige så gode som vore Brødres og vore
+      Sønner lige så gode som deres; men vi er nødt til at give vore
+      Sønner og Døtre hen til at blive Trælle, ja, nogle af vore Døtre
+      er det allerede, og det stod ikke i vor Magt at hindre det,
+      effersom vore Marker og Vingårde tilhører andre!"
+
+  6.  Da jeg hørte deres Klager og disse deres Ord, blussede Vreden
+      heftigt op i mig;
+  7.  og efter at have tænkt over Sagen gik jeg i Rette med de store
+      og Forstanderne og sagde til dem: I driver jo Åger over for
+      eders Næste! Så kaldte jeg en stor Folkeforsamling sammen imod
+      dem
+  8.  og sagde til dem: Så vidt vi var i Stand dertil, har vi frikøbt
+      vore jødiske Brødre, der måtte sælge sig til Hedningerne; og I
+      sælger eders Brødre, så de må sælge sig til os! Da tav de og
+      fandt intet at svare.
+  9.  Men jeg fortsatte: Det er ikke ret af eder at handle således!
+      Skulde I ikke vandre i Frygt for vor Gud af Hensyn til
+      Hedningerne, vore Fjenders Spot?
+ 10.  Også jeg og mine Brødre og mine Folk har lånt dem Penge og Korn;
+      men lad os nu eftergive dem, hvad de skylder!
+ 11.  Giv dem straks dere Marker, Vingårde, Oliventræer og Huse
+      tilbage og eftergiv dem Pengene, Kornet, Moslen og Olien, som I
+      har lånt dem!
+ 12.  Da svarede de: Ja, vi vil give det tilbage og ikke afkræve dem
+      noget; som du siger, vil vi gøre! Jeg lod da Præsterne kalde og
+      lod dem sværge på, at de vilde handle således.
+ 13.  Og jeg rystede min Brystfold og sagde: Enhver, der ikke holder
+      dette Ord, vil Gud således ryste ud af hans Hus og Ejendom; ja,
+      således skal han blive udrystet og tømt! Da sagde hele
+      Forsamlingen: Amen! Og de lovpriste HERREN; og Folket handlede
+      efter sit Løfte.
+
+ 14.  Desuden skal det nævnes, at fra den Dag Kong Artaxerxes bød mig
+      være deres Statholder i Judas Land, fra Kong Artaxerxes's
+      tyvende til hans to og tredivte Regeriogsår, hele tolv År,
+      spiste hverken jeg eller mine Brødre det Brød, der tilkom
+      Statholderen,
+ 15.  medens mine Forgængere, de tidligere Statholdere, lagde Tynge på
+      Folket og for Brød og Vin daglig afkrævede dem fyrretyve Sekel
+      Sølv, ligesom også deres Tjenere optrådte som Folkets
+      Herrer. Det undlod jeg at gøre af Frygt for Gud.
+ 16.  Og desuden tog jeg selv fat ved Arbejdet på denne Mur, skønt vi
+      ingen Mark havde købt, og alle mine Folk var samlet der ved
+      Arbejdet.
+ 17.  Og Jøderne, både Forstanderne, 150 Mand, og de, der kom til os
+      fra de omboende Hedningefolk, spiste ved mit Bord;
+ 18.  og hvad der daglig lavedes til, et Stykke Hornkvæg, seks udsøgte
+      Får og Fjerkræ, afholdt jeg Udgifferne til; dertil kom hver
+      tiende Dag en Masse Vin af alle Sorter. Men alligevel krævede
+      jeg ikke det Brød, der tilkom Statholderen, fordi Arbejdet
+      tyngede hårdt på Folket.
+ 19.  Kom i Hu alt, hvad jeg har gjort for dette Folk, og regn mig det
+      til gode, min Gud!
+
+Nehemias 6
+
+  1.  Da det nu kom Sanballat, Araberen Gesjem og vore andre Fjender
+      for Øre, at jeg havde bygget Muren, og at der ikke var flere
+      Huller i den - dog havde jeg på den Tid ikke sat Fløje i Portene -
+  2.  sendte Sanballat og Gesjem Bud og opfordrede mig til en
+      Sammenkomst i Kefirim i Onodalen. Men de havde ondt i Sinde imod
+      mig.
+  3.  Derfor sendte jeg Bud til dem og lod sige: "Jeg har et stort
+      Arbejde for og kan derfor ikke komme derned; hvorfor skulde
+      Arbejdet standse? Og det vilde ske, hvis jeg lod det ligge for
+      at komme ned til eder.
+  4.  Fire Gange sendte de mig samme Bud, og hver Gang gav jeg dem
+      samme Svar.
+  5.  Da sendte Sanballat for femte Gang sin Tjener til mig med samme
+      Bud, og han havde et åbent Brev med,
+  6.  i hvilket der stod: Det hedder sig blandt Folkene, og Gasjmut
+      bekræfter det, at du og Jøderne pønser på Oprør; derfor er det,
+      du bygger Muren, og at du vil være deres Konge.
+  7.  Og du skal endog have fået Profeter til i Jerusalem at udråbe
+      dig til Konge i Juda. Dette Rygte vil nu komme Kongen for Øre;
+      kom derfor og lad os tales ved!
+  8.  Men jeg sendte ham det Bud: Slige Ting, som du omtaler, er slet
+      ikke sket; det er dit eget Påfund!
+  9.  Thi de havde alle til Hensigt at indjage os Skræk, idet de
+      tænkte, at vi skulde lade Hænderne synke, så Arbejdet ikke blev
+      til noget. Men styrk du nu mine Hænder!
+
+ 10.  Og da jeg gik ind i Sjemajas, Mehetab'els Søn Delajas Søns, Hus,
+      som ved den Tid måtte holde sig inde, sagde han: Lad os tales
+      ved i Guds Hus, i Helligdommens Indre, og stænge Dørene, thi der
+      kommer nogle Folk, som vil dræbe dig; de kommer i Nat for at
+      dræbe dig!"
+ 11.  Men jeg svarede: Skulde en Mand som jeg flygte? Og hvorledes
+      skulde en Mand som jeg kunne betræde Helligdommen og blive i
+      Live? Jeg går ikke derind!
+ 12.  Thi jeg skønnede, at det ikke var Gud, som havde sendt ham, men
+      at han var kommet med det Udsagn om mig, fordi Tobija og
+      Sanballat havde lejet ham dertil,
+ 13.  for at jeg skulde blive bange og forsynde mig ved slig Adfærd og
+      de få Anledning til ilde Omtale, så de kunde bagvaske mig.
+ 14.  Kom Tobija og Sanballat i Hu, min Gud, efter deres Gerninger,
+      ligeledes Profetinden Noadja og de andre Profeter, der vilde
+      gøre mig bange!
+
+ 15.  Således blev Muren færdig den fem og tyvende Dag i Elul Måned
+      efter to og halvtredsindstyve Dages Forløb.
+ 16.  Og da alle vore Fjender hørte det, blev alle Hedningerne rundt
+      om os bange og såre nedslåede, idet de skønnede, at dette Værk
+      var udført med vor Guds Hjælp.
+ 17.  Men der gik også i de Dage en Mængde Breve frem og tilbage
+      mellem Tobija og de store i Juda;
+ 18.  thi mange i Juda stod i Edsforbund med ham, da han var Svigersøn
+      af Sjekanja, Aras Søn, og hans Søn Johanan var gift med en
+      Datter af Mesjullam, Berekjas Søn.
+ 19.  Også plejede de både at tale godt om ham til mig og at
+      forebringe ham mine Ord; Tobija sendte også Breve for at gøre
+      mig bange.
+
+Nehemias 7
+
+  1.  Da Muren var bygget, lod jeg Portfløjene indsætte, og
+      Dørvogterne, Sangerne og Leviterne blev ansat.
+  2.  Overbefalingen over Jerusalem gav jeg min Broder Hanani og
+      Borgøversten Hananja; thi han var en pålidelig Mand og frygtede
+      Gud som få;
+  3.  og jeg sagde til dem: "Jerusalems Porte må ikke åbnes, før Solen
+      står højt på Himmelen; og medens den endnu står der, skal man
+      lukke og stænge Portene og sætte Jerusalems Indbyggere på Vagt,
+      hver på sin Post, hver ud for sit Hus!"
+
+  4.  Men Byen var udstrakt og stor og dens Indbygere få, og Husene
+      var endnu ikke opbygget.
+  5.  Da skød min Gud mig i Sinde at samle de store, Forstanderne og
+      Folket for at indføre dem i Slægtsfortegnelser. Og da fandt jeg
+      Slægtebogen over dem, der først var draget op, og i den fandt
+      jeg skrevet:
+
+  6.  Følgende er de Folk fra vor Landsdel, der drog op fra Land
+      flygtigheden og Fangenskabet. Kong Nebukadnezar af Babel havde
+      ført dem bort, men nu vendte de til bage til Jerusalem og Juda,
+      hver til sin By;
+  7.  de kom sammen med Zerubbabel, Jesua, Nehemja, Azarja, Ra'amja,
+      Nahamani, Mordokaj, Bilsjan, Misperet, Bigvaj, Nehum og
+      Ba'ana. Tallet på Mændene i Israels Folk var:
+
+  8.  Par'osj's Efterkommere 2172,
+  9.  Sjefatjas Efterkommere 372,
+ 10.  Aras Efterkommere 652,
+ 11.  Pahat-Moabs Efterkommere, Jesuas og Joabs Efterkommere, 2818,
+ 12.  Elams Efterkommere 1254,
+ 13.  Zattus Efterkommere 845,
+ 14.  Zakkajs Efterkommere 760,
+ 15.  Binnujs Efterkommere 648,
+ 16.  Bebajs Efterkommere 628,
+ 17.  Azgads Efterkommere 2322,
+ 18.  Adonikams Efterkommere 667,
+ 19.  Bigvajs Efterkommere 2067,
+ 20.  Adins Efterkommere 655,
+ 21.  Aters Efterkommere gennem Hizkija 98,
+ 22.  Hasjums Efterkommere 328,
+ 23.  Bezajs Efterkommere 324,
+ 24.  Harifs Efterkommere 112,
+ 25.  Gibeons Efterkommere 95,
+ 26.  Mændene fra Betlehem og Netofa 188,
+ 27.  Mændene fra Anatot 128,
+ 28.  Mændene fra Bet-Azmavet 42,
+ 29.  Mændene fra Hirjat-Jearim, Kefra og Be'erot 743;
+ 30.  Mændene fra Rama og Geba 621,
+ 31.  Mændene fra Mikmas 122,
+ 32.  Mændene fra Betel og Aj 123,
+ 33.  Mændene fra det andet Nebo 52,
+ 34.  det andet Elams Efterkommere 1254,
+ 35.  Harims Efterkommere 320,
+ 36.  Jerikos Efterkommere 345,
+ 37.  Lods, Hadids og Onos Efterkommere 721,
+ 38.  Sena'as Efterkommere 3930.
+
+ 39.  Præsterne var: Jedajas Efterkommere af Jesuas Hus 973,
+ 40.  Immers Efterkommere 1052,
+ 41.  Pasjhurs Efterkommere 1247,
+ 42.  Harims Efterkommere 1017.
+
+ 43.  Leviterne var: Jesuas og Kadmiels Efterkommere af Hodavjas
+      Efterkommere 74.
+
+ 44.  Tempelsangerne var: Asafs Efterkommere 148.
+
+ 45.  Dørvogterne var: Sjallums, Aters, Talmons, Akkubs, Hatitas og
+      Sjobajs Efterkommere 138.
+
+ 48.  Tempeltrællene var: Zihas, Hasufas, Tabbaots,
+ 47.  Keros's, Si'as, Padons,
+ 48.  Lebanas, Hagabas, Salmajs,
+ 49.  Hanans, Giddels, Gahars,
+ 50.  Reajas, Rezins, Nekodas,
+ 51.  Gazzams, Uzzas, Paseas,
+ 52.  Besajs, Me'uniternes, Nefusiternes,
+ 53.  Bakbuks, Hakufas, Harhurs,
+ 54.  Bazluts, Mehidas, Harsjas,
+ 55.  Barkos's, Siseras, Temas,
+ 56.  Nezias og Hatifas Efterkommere.
+
+ 57.  Efterkommerne af Salomos Trælle var: Sotajs, Soferets, Peridas,
+ 58.  Ja'alas, Darkons, Giddels,
+ 59.  Sjefatjas, Hattils, Pokeret-Hazzebajims og Amons Efterkommere.
+ 60.  Alle Tempeltrælle og Efferkommerne af Salomos Trælle var
+      tilsammen 392.
+
+ 61.  Følgende, som drog op fra Tel-Mela, Tel-Harsja, Kerub-Addon og
+      Immer, kunde ikke opgive, hvorvidt deres Fædrenehuse og Slægt
+      hørte til Israeliterne:
+ 62.  Delajas, Tobijas og Nekodas Efterkommere 642.
+ 63.  Og følgende Præster: Habajas, Hakoz's og Barzillajs
+      Efterkommere; denne sidste havde ægtet en af Gileaditen
+      Barzillajs Døtre og var blevet opkaldt efter dem.
+ 64.  De ledte efter deres Slægtebøger, men kunde ikke finde dem;
+      derfor blev de som urene udelukket fra Præstestanden.
+ 65.  Statholderen forbød dem at spise af det højhellige, indtil der
+      fremstod en Præst med Urim og Tummim.
+
+ 66.  Hele Menigheden udgjorde 42360
+ 67.  foruden deres Trælle og Trælkvinder, som udgjorde 7337, hvor til
+      kom 245 Sangere og Sangerinder. Deres Heste udgjorde 736, deres
+      Mulddyr 245,
+ 68.  deres Kameler 435 og deres Æsler 6720.
+
+ 69.  En Del af Fædrenehusenes Overhoveder ydede Tilskud til
+      Byggearbejdet.  Statholderen gav til Byggesummen 1000 Drakmer
+      Guld, 50 Skåle og 30 Præstekjortler.
+ 70.  Af Fædrenehusenes Overhoveder gav nogle til Byggesummen 20.000
+      Drakmer Guld og 2.200 Miner Sølv.
+ 71.  Og hvad det øvrige Folk gav, løb op til 20.000 Drakmer Guld,
+      2.000 Miner Sølv og 67 Præstekjortler.
+
+ 72.  Derpå bosatte Præsterne, Leviterne og en Del af Folket sig i
+      Jerusalem og dets Område, men Sangerne, Dørvogterne og hele det
+      øvrige Israel i deres Byer. 
+
+Nehemias 8
+
+  1.  Da den syvende Måned indtraf - Israeliterne boede nu i deres 
+      Byer - samledes hele Folket fuldtalligt på den åbne Plads foran
+      Vandporten og bad Ezra den Skriftlærde om at hente Bogen med
+      Mose Lov, som HERREN havde pålagt Israel.
+  2.  Så hentede Præsten Ezra Loven og fremlagde den for forsamlingen,
+      Mænd, Kvinder og alle, der havde Forstand til at høre; det var
+      den første Dag i den syvende Måned;
+  3.  og vendt mod den åbne Plads foran Vandporten læste han den op
+      fra Daggry til Middag for Mændene, Kvinderne og dem, der kunde
+      fatte del, og alt Folket lyttede til Lovbogens Ord.
+  4.  Ezra den Skriftlærde stod på en Forhøjning af Træ, som var lavet
+      i den Anledning, og ved Siden af ham stod til højre Mattitja,
+      Sjema, Anaja, Urija, Hilkija og Ma'aseja, til venstre Pedaja,
+      Misjael, Malkija, Hasjum, Hasjbaddana, Zekarja og Mesjullam.
+  5.  Og Ezra åbnede Bogen i hele Folkets Påsyn, thi han stod højere
+      end Folket, og da han åbnede den, rejste hele Folket sig op.
+  6.  Derpå lovpriste Ezra HERREN, den store Gud, og hele Folket
+      svarede med oprakte Hænder: Amen, Amen! Og de bøjede sig og
+      kastede sig med Ansigtet til Jorden for HERREN.
+  7.  Og Leviterne Jesua, Bani, Sjerebja, Jamin, Akkub, Sjabbetaj,
+      Hodija, Ma'aseja, Kelita, Azarja, Jozabad, Hanan og Pelaja
+      udlagde Loven for Folket, medens Folket blev på sin Plads,
+  8.  og de oplæste Stykke for Stykke af Bogen med Guds Lov og udlagde
+      det, så man kunde fatte det.
+
+  9.  Derpå sagde Nehemias, det er Statholderen, og Præsten Ezra den
+      Skriftlærde og Leviterne, der underviste Folket, til alt Folket:
+      Denne Dag er helliget HERREN eders Gud! Sørg ikke og græd ikke!
+      Thi hele Folket græd, da de hørte Lovens Ord.
+ 10.  Og han sagde til dem: Gå hen og spis fede Spiser og drik søde
+      brikke og send noget til dem, der intet har, thi denne Dag er
+      helliget vor Herre; vær ikke nedslåede, thi HERRENs Glæde er
+      eders Styrke!
+ 11.  Og Leviterne tyssede på alt Folket og sagde: Vær stille, thi
+      denne Dag er hellig, vær ikke nedslåede!
+ 12.  Da gik alt Folket hen og spiste og drak og sendte Gaver, og de
+      fejrede en stor Glædesfest; thi de fattede Ordene, man havde
+      kundgjort dem.
+
+ 13.  Næste Dag samledes Overhovederne for alt Folkets Fædrenehuse og
+      Præsterne og Leviterne hos Ezra den Skriftlærde for at mærke sig
+      Lovens Ord,
+ 14.  og i Loven som HERREN havde påbudt ved Moses, fandt de skrevet,
+      at Israeliterne på Højtiden i den syvende Måned skulde bo i
+      Løvhytter,
+ 15.  og at man i alle deres Byer og i Jerusalem skulde udråbe og
+      kundgøre følgende Budskab: Gå ud i Bjergene og hent Grene af
+      ædle og vilde Oliventræer, Myrter, Palmer og andre Løvtræer for
+      at bygge Løvhytter som foreskrevet!
+ 16.  Så gik Folket ud og hentede det og byggede sig Løvhytter på
+      deres Tage og i deres Forgårde og i Guds Hus's Forgårde og på de
+      åbne Pladser ved Vandporten og Efraimsporfen.
+ 17.  Og hele Forsamlingen, der var vendt tilbage fra Fangenskabet,
+      byggede Løvbytter og boede i dem. Thi fra Josuas, Nuns Søns,
+      Dage og lige til den Dag havde Israeliterne ikke gjort det, og
+      der herskede såre stor Glæde.
+ 18.  Og han læste op af Bogen med Guds Lov Dag for Dag fra den første
+      til den sidste; og de fejrede Højtiden i syv Dage, og på den
+      ottende holdtes der festlig Samling på foreskreven Måde.
+
+Nehemias 9
+
+  1.  Men på den fire og tyvende Dag i samme Måned samledes
+      Israeliterne under Faste og i Sørgedragt med Jord på Hovedet;
+  2.  og de, der var af Israels Slægt, skilte sig ud fra alle fremmede
+      og trådte frem og bekendte deres Synder og deres Fædres
+      Misgerninger.
+  3.  Så rejste de sig på deres Plads, og der blev læst op af Bogen
+      med HERREN deres Guds Lov i en Fjerdedel af Dagen, og i en anden
+      Fjerdedel bekendte de deres Synder og tilbad HERREN deres Gud.
+  4.  Og Jesua, Bani, Kadmiel, Sjebanja, Bunni, Sjerebja, Bani og
+      Kenani trådte op på Leviternes Forhøjning og råbte med høj Røst
+      til HERREN deres Gud;
+  5.  og Leviterne Jesua, Kadmiel, Bani, Hasjabneja, Sjerebja, Hodija,
+      Sjebanja og Petaja sagde: "Stå op og lov HERREN eders Gud fra
+      Evighed til Evighed!" Da lovede de hans herlige Navn, som er
+      ophøjet over al Lov og Pris.
+
+  6.  Derpå sagde Ezra: "Du, HERRE, er den eneste; du har skabt
+      Himmelen, Himlenes Himle med al deres Hær, Jorden med alt, hvad
+      der er på den, Havene med alt, hvad der er i dem; du giver dem
+      alle Liv, og Himmelens Hær tilbeder dig.
+  7.  Du er Gud HERREN, der udvalgte Abram og førte ham bort fra
+      Ur-Kasdim og gav ham Navnet Abraham;
+  8.  og du fandt hans Hjerte fast i Troen for dit Åsyn og sluttede
+      Pagt med ham om at give hans Afkom Kana'anæernes, Hetiternes,
+      Amoriternes, Perizziternes, Jebusiternes og Girgasjiternes Land;
+      og du holdt dit Ord; thi du er retfærdig.
+  9.  Og da du så vore Fædres Nød i Ægypten og hørte deres Råb ved det
+      røde Hav,
+ 10.  udførte du Tegn og Undere på Farao og alle hans Tjenere og alt
+      Folket i hans Land, fordi du vidste, at de havde handlet
+      overmodigt med dem. Og således skabte du dig et Navn, som du har
+      den Dag i Dag.
+ 11.  Du kløvede Havet for deres Øjne, så de vandrede midt igennem
+      Havet på tør Bund, og dem, der forfulgte dem, styrtede du i
+      Dybet som Sten i vældige Vande.
+ 12.  I en Skystøtte førte du dem om Dagen og i en Ildstøtte om
+      Natten, så den lyste for dem på Vejen, de skulde vandre.
+ 13.  Du steg ned på Sinaj Bjerg, du talede med dem fra Himmelen og
+      gav dem retfærdige Lovbud og tilforladelige Love, gode
+      Anordninger og Bud.
+ 14.  Du kundgjorde dem din hellige Sabbat og pålagde dem Bud,
+      Anordninger og Love ved din Tjener Moses.
+ 15.  Du gav dem Brød fra Himmelen til at stille deres Sult og lod
+      Vand springe ud af Klippen til at slukke deres Tørst. Og du bød
+      dem drage hen og tage det Land i Besiddelse, som du med løftet
+      Hånd havde lovet dem.
+
+ 16.  Men vore Fædre blev overmodige og halsstarrige og hørte ikke på
+      dine Bud;
+ 17.  de vægrede sig ved at lyde og ihukom ikke dine Undergerninger,
+      som du havde gjort iblandt dem; de blev halsstarrige og satte
+      sig i Hovedet at vende tilbage til Trældommen i Ægypten. Men du
+      er Forladelsens Gud, nådig og barmhjertig, langmodig og rig på
+      Miskundhed, og du svigtede dem ikke.
+ 18.  Selv da de lavede sig et støbt Billede af en Kalv og sagde: Der
+      er din Gud, som førte dig ud af Ægypten! og gjorde sig skyldige
+      i svare Gudsbespottelser,
+ 19.  svigtede du dem i din store Barmhjertighed ikke i Ørkenen;
+      Skystøtten veg ikke fra dem om Dagen, men ledede dem på Vejen,
+      ej heller Ildstøtten om Natten, men lyste for dem på Vejen, de
+      skulde vandre.
+ 20.  Du gav dem din gode Ånd for at give dem Indsigt og forholdt ikke
+      deres Mund din Manna, og du gav dem Vand til at slukke deres
+      Tørst.
+ 21.  I fyrretyve År sørgede du for dem i Ørkenen, så de ingen Nød
+      led; deres Klæder sledes ikke op, og deres Fødder hovnede ikke.
+ 22.  Du gav dem Riger og Folkeslag; som du uddelte Stykke for
+      Stykke. De tog Kong Sihon af Hesjbons Land og Kong Og af Basans
+      Land i Besiddelse.
+ 23.  Du gjorde deres Børn talrige som Himmelens Stjerner og førte dem
+      ind i det Land, du havde lovet deres Fædre, at de skulde komme
+      ind i og tage i Besiddelse;
+ 24.  og Børnene kom og tog Landet i Besiddelse, og du underlagde dem
+      Landets indbyggere, Kana'anæerne, og gav dem i deres Hånd, både
+      deres Konger og Folkene i Landet, så de kunde handle med dem,
+      som de fandt for godt.
+ 25.  De indtog befæstede Byer og frugtbart Land, og Huse, fulde af
+      alle Slags Goder, tog de i Besiddelse og udhugne Cisterner,
+      Vingårde, Oliventræer og Frugttræer i Mængde; og de spiste sig
+      mætte og blev fede og gjorde sig til gode med dine store
+      Rigdomme.
+
+ 26.  Men de var genstridige og satte sig op imod dig; de kastede din
+      Lov bag deres Ryg, dræbte dine Profeter, som talte dem alvorligt
+      til for at lede dem tilbage til dig, og gjorde sig skyldige i
+      svare Gudsbespottelser.
+ 27.  Da gav du dem i deres Fjenders Hånd, og de bragte Trængsel over
+      dem. Men når de da i deres Trængsel råbte til dig, hørte du dem
+      i Himmelen og sendte dem i din store Barmhjertighed Befriere,
+      som friede dem af deres Fjenders Hånd.
+ 28.  Men når de fik Ro, handlede de atter ilde for dit Åsyn. Da
+      overlod du dem i deres Fjenders Hånd, og de undertvang dem. Men
+      når de atter råbte til dig, hørte du dem i Himmelen og udfriede
+      dem i din Barmhjertighed Gang på Gang.
+ 29.  Du talede dem alvorligt til for at lede dem tilbage til din Lov,
+      men de var overmodige og vilde ikke høre på dine Bud, og de
+      syndede mod dine Lovbud, som dog holder det Menneske i Live, der
+      gør efter dem; de vendte i Genstridighed Ryggen til og var
+      halsstarrige og vilde ikke lyde.
+ 30.  I mange År var du langmodig imod dem og talede dem alvorligt til
+      ved din Ånd gennem dine Profeter; men da de ikke vilde høre, gav
+      du dem til Pris for Hedningefolkene.
+ 31.  Dog har du i din store Barmhjertighed ikke helt tilintetgjort
+      dem eller forladt dem, thi du er en nådig og barmhjertig Gud!
+
+ 32.  Og nu, vor Gud, du store, vældige, frygtelige Gud, som holder
+      fast ved Pagten og Miskundheden! Lad ikke alle de Lidelser, der
+      har ramt os, vore Konger, Øverster, Præster, Profeter, vore
+      Fædre og hele dit Folk fra Assyrerkongernes Dage indtil i Dag,
+      synes ringe for dine Øjne!
+ 33.  I alt, hvad der er kommet over os, står du retfærdig, thi du har
+      vist dig trofast, men vi var ugudelige.
+ 34.  Vore Konger, Øverster og Præster og vore Fædre handlede ikke
+      efter din Lov og lyttede ikke til dine Bud og de Vidnesbyrd, du
+      lod dem blive til Del.
+ 35.  Da de var i Besiddelse af deres Rige og de store Rigdomme, du
+      gav dem, og af det vidtstrakte, frugtbare Land, du oplod for
+      dem, tjente de dig ikke, og de omvendte sig ikke fra deres onde
+      Gerninger.
+ 36.  Se, derfor er vi nu Trælle; i det Land, du gav vore Fædre, for
+      at de skulde nyde dets Frugter og Rigdom, er vi Trælle;
+ 37.  dets rige Afgrøde tilfalder de Konger, du for vore Synders Skyld
+      har øvet Magten over os, og de gør, hvad de lyster, med vore
+      Kroppe og vort Kvæg. Vi er i stor Nød!"
+
+ 38.  I Henhold til alt dette indgår vi med Navns Underskrift en
+      urokkelig Pagt, og den beseglede Skrivelse er underskrevet af
+      vore Øverster, Leviter og Præster.
+
+Nehemias 10
+
+  1.  Den beseglede Skrivelse er underskrevet af: Statholderen
+      Nehemias, Hakaljas Søn, og Zidkija,
+  2.  Seraja, Azarja, Jirmeja,
+  3.  Pasjhur, Amarja, Malkija,
+  4.  Hattusj, Sjebanja, Malluk,
+  5.  Harim, Meremot, Obadja,
+  6.  Daniel, Ginneton, Baruk,
+  7.  Mesjullam, Abija, Mijjamin,
+  8.  Ma'azja, Bilgaj og Sjemaja det var Præsterne.
+  9.  Leviterne Jesua, Azanjas Søn, Binnuj af Henadads Sønner, Kadmiel
+ 10.  og deres Brødre Sjebanja, Hodija, Kelita, Pelaja, Hanan,
+ 11.  Mika, Rehob, Hasjabja,
+ 12.  Zakkur, Sjerebja, Sjebanja,
+ 13.  Hodija, Bani og Beninu.
+ 14.  Folkets Overhoveder Par'osj, Pahat-Moab, Elam, Zattu, Bani,
+ 15.  Bunni Azgad, Bebaj,
+ 16.  Adonija, Bigvaj, Adin,
+ 17.  Ater, Hizkija, Azzur,
+ 18.  Hodija, Hasjum, Bezaj,
+ 19.  Harif, Anatot, Nebaj,
+ 20.  Magpiasj, Mesjullam, Hezir,
+ 21.  Mesjezab'el, Zadok Jaddua,
+ 22.  Pelatja, Hanan, Anaja,
+ 23.  Hosea, Hananja, Hassjub,
+ 24.  Hallohesj, Pilha, Sjobek,
+ 25.  Rehum, Hasjabna, Ma'aseja,
+ 26.  Ahija, Hanan, Anan,
+ 27.  Malluk, Harim og Ba'ana.
+
+ 28.  Og det øvrige Folk, Præsterne, Leviterne, Dørvogterne, Sangerne,
+      Tempeltrællene og alle de, der har skilt sig ud fra Hedningerne
+      for at holde sig til Guds Lov, med deres Hustruer, Sønner og
+      Døtre, for så vidt de har Forstand til at fatte det,
+ 29.  slutter sig til deres højere stående Brødre og underkaster sig
+      Forbandelsen og Eden om at ville følge Guds Lov, der er givet os
+      ved Guds Tjener Moses, og overholde og udføre alle HERRENs, vor
+      Herres, Bud, Bestemmelser og Anordninger:
+ 30.  Vi vil ikke give Hedningerne i Landet vore Døtre eller tage
+      deres Døtre til Hustruer for vore Sønner;
+ 31.  vi vil ikke på Sabbaten eller nogen Helligdag købe noget af
+      Hedningerne i Landet, når de på Sabbaten kommer med deres Varer
+      og al Slags Korn og falbyder det; vi vil hvert syvende År lade
+      Landet ligge hen og give Afkald på enhver Fordring;
+ 32.  vi vil påtage os en årlig Skat på en Tredjedel Sekel til
+      Tjenesten i vor Guds Hus,
+ 33.  til Skuebrødene, det daglige Afgrødeoffer, det daglige
+      Brændoffer, Ofrene på Sabbaterne, Nymånedagene og Højtiderne,
+      Helligofrene og Syndofrene til Soning for Israel og til alt
+      Arbejde ved vor Guds Hus.
+ 34.  Hvad Brænde der ydes, har vi, Præsterne, Leviterne og Folket,
+      kastet Lod om at bringe til vor Guds Hus, Fædrenehus for
+      Fædrenehus, til fastsat Tid År efter År for at skaffe Ild på
+      HERREN vor Guds Alter, som det er foreskrevet i Loven.
+ 35.  Vi vil År for År bringe Førstegrøden af vor Jord og af alle
+      Frugttræer til HERRENs Hus,
+ 36.  og vi vil bringe det førstefødte af vore Sønner og vort Kvæg,
+      som det er foreskrevet i Loven, og det førstefødte af vort
+      Hornkvæg og Småkvæg til vor Guds Hus til Præsterne, som gør
+      Tjeneste i vor Guds Hus;
+ 37.  og Førstegrøden af vort Grovmel og af Frugten af alle Slags
+      Træer, af Most og Olie vil vi bringe til Kamrene i vor Guds Hus
+      til Præsterne og Tienden af vore Marker til Leviterne. Leviterne
+      samler selv Tienden ind i alle de Byer, hvor vi har vort
+      Agerbrug;
+ 38.  og Præsten, Arons Søn, er til Stede hos Leviterne, når de
+      indsamler Tienden; og Leviterne bringer Tiende af Tienden til
+      vor Guds Hus, til Forrådshusets Kamre.
+ 39.  Thi Israeliterne og Levis Efterkommere bringer Offerydelsen af
+      Kornet, Mosten og Olien til Kamrene, hvor Helligdommens Kar og
+      de tjenstgørende Præster, Dørvogterne og Sangerne er. Vi vil
+      således ikke svigte vor Guds Hus.
+
+Nehemias 11
+
+
+  1.  Og Folkets Øverster bosatte sig i Jerusalem, medens det øvrige
+      Folk kastede Lod således, at hver tiende Mand skulde bosætte sig
+      i Jerusalem, den hellige By, medens de ni Tiendedele skulde bo i
+      Byerne.
+  2.  Og Folket velsignede alle de Mænd, som frivilligt bosatte sig i
+      Jerusalem.
+
+  3.  Følgende er de Overhoveder i vor Landsdel, som boede i Jerusalem
+      og i Judas Byer; de boede hver på sin Ejendom i deres Byer,
+      Israel, Præsterne, Leviterne, Tempeltrællene og Efterkommerne af
+      Salomos Trælle.
+
+  4.  I Jerusalem boede af Judæere og Benjaminiter: Af Judæerne:
+      Ataja, en Søn af Uzzija, en Søn af Zekarja, en Søn af Amarja, en
+      Søn af Sjefatja, en Søn af Mahalal'el af Perez's Efterkommere,
+  5.  og Ma'aseja, en Søn af Baruk, en Søn af Kol-Hoze, en Søn af
+      Hazaja, en Søn af Adaja, en Søn af Jojarib, en Søn af Sjelaniten
+      Zekarja.
+  6.  Alle Perez's Efterkommere, der boede i Jerusalem, udgjorde 468
+      dygtige Mænd.
+
+  7.  Følgende Benjaminiter: Sallu, en Søn af Mesjullam, en Søn af
+      Joed, en Søn af Pedaja, en Søn af Kolaja, en Søn af Ma'aseja, en
+      Søn af Itiel, en Søn af Jesja'ja,
+  8.  og hans Brødre, dygtige Krigere. 928.
+  9.  Joel, Zikris Søn, var deres Befalingsmand, og Juda, Hassenuas
+      Søn, var den næstøverste Befalingsmand i Byen.
+
+ 10.  Af Præsterne: Jedaja, Jojarib Jakin,
+ 11.  Seraja, en Søn af Hilkija, en Søn af Mesjullam, en Søn af Zadok,
+      en Søn af Merajot, en Søn af Ahitub, Øversten over Guds Hus,
+ 12.  og deres Brødre, der udførte Tjenesten i Templet, 822; og Adaja,
+      en Søn af Jeroham, en Søn af Pelalja, en Søn af Amzi, en Søn af
+      Zekarja, en Søn af Pasjhur, en Søn af Malkija,
+ 13.  og hans Brødre, Overhovederne for Fædrenehusene, 242; og
+      Amasjsaj, en Søn af Azar'el, en Søn af Azaj, en Søn af
+      Mesjillemot, en Søn af Immer,
+ 14.  og hans Brødre, dygtige Mænd 128. Deres Befalingsmand var
+      Zabdiel, Gedolims Søn.
+
+ 15.  Af Leviterne: Sjemaja, en Søn af Hassjub, en Søn af Azrikam, en
+      Søn af Hasjabja, en Søn af Bunni,
+ 16.  og Sjabbetaj og Iozabad, som forestod de ydre Arbejder ved Guds
+      Hus og hørte til Leviternes Overhoveder,
+ 17.  og Mattanja, en Søn af Mika, en Søn af Zabdi, en Søn af Asaf,
+      Lederen af Lovsangen, der ved Bønnen istemte Ordene lov HERREN!
+      og Bakbukja, den næstøverste af hans Brødre, og Abda, en Søn af
+      Sjammua, en Søn af Galal, en Søn af Jedutun.
+ 18.  Alle Leviterne i den hellige By udgjorde 284.
+
+ 19.  Af Dørvogterne: Akkub, Talmon og deres Brødre, der holdt Vagt
+      ved Portene, 172.
+
+ 20.  Resten af Israeliterne, Præsterne og Leviterne boede i alle de
+      andre Byer i Juda, hver på sin Ejendom.
+ 21.  Tempeltrællene boede på Ofel; Ziha og Gisjpa var sat over
+      Tempeltrællene.
+ 22.  Leviternes foresatte i Jerusalem ved Tjenesten i Guds Hus var
+      Uzzi, en Søn af Bani, en Søn af Hasjabja, en Søn af Mattanja, en
+      Søn af Mika af Asafs Efterkommere, det er Sangerne.
+ 23.  Der var nemlig udstedt en kongelig Befaling om dem, og der var
+      tilsikret Sangerne dagligt Underhold.
+ 24.  Petaja, Mesjezab'els Søn, af Judas Søn Zeras Efterkommere,
+      forhandlede med Kongen i alle Folkets Sager.
+
+ 25.  Hvad de åbne Byer med deres Marker angår, boede der Judæere i
+      Kirjat-Arba med Småbyer, Dibon med Småbyer, Jekabze'el med
+      Småbyer,
+ 26.  Jesua, Molada, Bet-Pelet,
+ 27.  Hazar-Sjual, Be'ersjeba med Småbyer,
+ 28.  Ziklag, Mekona med Småbyer,
+ 29.  En-Rimmon, Zor'a, Jarmut,
+ 30.  Zanoa, Adullam med Landsbyer, Lakisj med Marker og Azeka med
+      Småbyer. De bosatte sig fra Be'ersjeba til Hinnoms Dal.
+
+ 31.  Benjaminiterne boede i Geba, Mikmas, Ajja, Betel med Småbyer,
+ 32.  Anatot, Nob, Ananja,
+ 33.  Hazor, Rama, Gittajim,
+ 34.  Hadid, Zebo'im, Neballat,
+ 35.  Lod, Ono og Håndværkerdalen.
+
+ 36.  Af Leviterne boede nogle Afdelinger i Juda og Benjamin.
+
+Nehemias 12
+
+  1.  Følgende er Præsterne og Leviter, der drog op med Zerubbabel,
+      Sjealtiels Søn, og Jesua: Seraja, Jirmeja, Ezra,
+  2.  Amarja, Malluk, Hattusj.
+  3.  Sjekanja, Harim, Meremot,
+  4.  Iddo, Ginnetoj, Abija,
+  5.  Mijjamin, Ma'adja, Bilga,
+  6.  Sjemaja, Jojarib, Jedaja,
+  7.  Sallu, Amok, Hilkija og Jedaja. Det var Overhovederne for
+      Præsterne og deres Brødre på Jesuas Tid.
+
+  8.  Leviterne: Jesua, Binnuj, Kadmiel, Sjerebja, Juda, Mattanja, der
+      sammen med sine Brødre forestod Lovsangen,
+  9.  medens Bakbukja og Unni sammen med deres Brødre stod over for
+      dem efter deres Afdelinger.
+
+ 10.  Jesua avlede Jojakim, Jojakim avlede Eljasjib, Eljasjib avlede
+      Jojada,
+ 11.  Jojada avlede Johanan, og Johanan avlede Jaddua.
+
+ 12.  På Jojakims Tid var Overhovederne for Præsternes Fædrenehuse
+      følgende: Meraja for Seraja, Hananja for Jirmeja,
+ 13.  Mesjullam for Ezra, Johanan for Amarja,
+ 14.  Jonatan for Malluk, Josef for Sjebanja,
+ 15.  Adna for Harim, Helkajtor Merajot,
+ 16.  Zekarja for Iddo, Mlesjullam for Ginneton,
+ 17.  Zikri for Abija, .... for Minjamin, Piltaj for Ma'adja,
+ 18.  Sjammua for Bilga, Jonatan for Sjemaja,
+ 19.  Mattenaj for Jojarib, Uzzi for Jedaja,
+ 20.  Kallaj for Sallu, Eber for Amok,
+ 21.  Hasjabja for Hilkija og Netan'el for Jedaja.
+ 22.  Leviterne: .... I Eljasjibs, Jojadas, Johanans og Jadduas Dage
+      optegnedes Overhovederne for Fædrenehusene og Præsterne indtil
+      Perseren Darius's Regering.
+
+ 23.  Af Levis Efterkommere optegnedes Overhovederne for Fædrenehusene
+      i Krønikebogen ned til Johanans, Eljasjibs Søns, Dage.
+ 24.  Og Leviternes Overhoveder var: Hasjabja, Sjerebja, Jesua,
+      Binnuj, Kadmiel og deres Brødte, der stod over for dem for at
+      synge Lovsangen og Takkesangen efter den Guds Mand Davids Bud,
+      den ene Afdeling efter den anden;
+ 25.  og Mattanja, Bakbukja og Obadja, Mesjullam, Talmon og Akkub var
+      Dørvogtere og holdt Vagt ved Portenes Forrådskamre.
+ 26.  Disse var Overhoveder på Jojakims Tid, en Søn af Jesua, en Søn
+      af Jozadak, og på Statholderen Nehemias's og Præsten Ezra den
+      Skriftlærdes Tid.
+
+ 27.  Da Jerusalems Mur skulde indvies opsøgte man Leviterne alle
+      Vegne, hvor de boede, og bragte dem til Jerusalem, for at de
+      skulde fejre Indvielsen med Fryd og Takkesang, med Sang,
+      Cymbler, Harper og Citre.
+ 28.  Da samledes Sangerne fra Egnen om Jerusalem og fra
+      Netofatifernes Landsbyer,
+ 29.  fra Bet-Gilgal, fra Gebas og Azmavets Marker; thi Sangerne havde
+      bygget sig Landsbyer rundt om Jerusalem.
+ 30.  Da Præsterne og Leviterne havde renset sig, rensede de Folket,
+      Portene og Muren.
+ 31.  Så lod jeg Judas Øverster stige op på Muren og opstillede to
+      store Lovprisningstog. Det ene drog til højre oven på Muren ad
+      Møgporten til,
+ 32.  og med det fulgte Hosjaja og den ene Halvdel af Judas Øverster;
+ 33.  dernæst nogle af Præsterne med Trompeter, Azarja, Ezra,
+      Mesjullam,
+ 34.  Juda, Benjamin, Sjemaja og Jirmeja;
+ 35.  endvidere Zekarja, en Søn af Jonatan, en Søn af Sjemaja, en Søn
+      af Mattanja, en Søn af Mika, en Søn af Zakkur, en Søn af Asaf,
+ 36.  og hans Brødre Sjemaja, Azar'el, Milalaj, Gilalaj, Ma'aj,
+      Netan'el, Juda, Hanani med den Guds Mand Davids
+      Musikinstrumenter, med Ezra den Skriftlærde i Spidsen;
+ 37.  og de gik over Kildeporten; derpå gik de lige ud op ad Trinene
+      til Davidsbyen, ad Opgangen på Muren oven for Davids Palads hen
+      til Vandporten mod Øst.
+ 38.  Det andet Lovprisningstog, hvor jeg og den anden Halvdel af
+      Folkets Øverster var med, drog til venstre oven på Muren, over
+      Ovntårnet til den brede Mur
+ 39.  og videre over Efraimsporten, den gamle Port, Fiskeporten,
+      Hanan'eltårnet og Meatårnet til Fåreporten og stillede sig op i
+      Fængselsporten.
+ 40.  Derpå stillede de to Lovprisningstog sig op i Guds Hus, jeg
+      sammen med Halvdelen af Øversterne
+ 41.  og Præsterne Eljakim, Ma'aseja, Minjamin, Mika, Eljoenaj,
+      Zekarja, Hananja med Trompeter,
+ 42.  endvidere Ma'aseja, Sjemaja, El'azar, Uzzi, Johanan, Malkija,
+      Elam og Ezer. Og Sangerne stemte i, ledede af Jizraja.
+ 43.  På den Dag ofrede de store Slagtofre og var glade, thi Gud havde
+      bragt dem stor Glæde; også Kvinderne og Børnene var glade; og
+      Glæden i Jerusalem hørtes langt bort.
+
+ 44.  På den Dag indsattes der Mænd til at have Tilsyn med de Kamre,
+      der brugtes til Forrådene, Offerydelserne, Førstegrøden og
+      Tienden, for i dem at opsamle de i Loven foreskrevne Afgifter
+      til Præsterne og Leviterne fra de forskellige Bymarker, thi Juda
+      glædede sig over Præsterne og Leviterne, der gjorde tjeneste;
+ 45.  og disse tog Vare på, hvad der var at varetage for deres Gud og
+      ved Renselsen, ligesom også Sangerne og Dørvogterne gjorde deres
+      Gerning efter Davids og hans Søn Salomos Bud.
+ 46.  Thi allerede på Davids Tid var Asaf Leder for Sangerne og for
+      Lov- og Takkesangene til Gud.
+ 47.  Hele Israel gav på Zerubbabels og Nehemias's Tid Afgifter til
+      Sangerne og Dørvogterne, efter som det krævedes Dag for Dag; og
+      de gav Leviterne Helliggaver, og Leviterne gav Arons Sønner
+      Helliggaver.
+
+Nehemias 13
+
+  1.  På den Tid blev der læst op af Moses's Bog for Folket, og man
+      fandt skrevet deri, at ingen Ammonit eller Moabit nogen Sinde
+      måtte få Adgang til Guds Menighed,
+  2.  fordi de ikke kom Israeliterne i Møde med Brød og Vand, og fordi
+      han havde lejet Bileam til at forbande dem, men vor Gud vendte
+      Forbandelsen til Velsignelse.
+  3.  Da de nu hørte Loven, udskilte de alle fremmede af Israel.
+
+  4.  Nogen Tid i Forvejen havdePræsten Eljasjib, hvem Opsynet med
+      Kamrene i vor Guds Hus var overdraget, og som var i Slægt med
+      Tobija,
+  5.  ladet indrette et stort Kammer til Tobija der, hvor man før
+      henlagde Afgrødeofferet, Røgelsen, Karrene, Tienden af Kornet,
+      Mosten og Olien, de i Loven foreskrevne Afgifter til Leviterne,
+      Sangerne og Dørvogterne såvel som Offerydelsen til Præsterne.
+  6.  Da alt dette fandt Sted, var jeg ikke i Jerusalem, thi i Kong
+      Artaxerxes af Babels to og tredivte Regeringsår var jeg rejst
+      til Kongen. Men nogen Tid efter bad jeg Kongen om Tilladelse til
+      at rejse,
+  7.  og da jeg kom til Jerusalem og opdagede det onde, Eljasjib havde
+      øvet for Tobijas Skyld ved at indrette ham et Kammer i Guds
+      Hus's Forgårde,
+  8.  harmede det mig højligen; og jeg kastede alt Tobijas Bohave ud
+      af Kammeret
+  9.  og bød, at man skulde rense Kammeret, hvorefter jeg atter bragte
+      Guds Hus's Kar, Afgrødeofferet og Røgelsen derind.
+
+ 10.  Da fik jeg at vide, at Afgifterne til Leviterne ikke svaredes
+      dem, og derfor var de Leviter og Sangere, der skulde gøre
+      Tjeneste, flyttet ud hver til sin Landejendom;
+ 11.  så gik jeg i Rette med Forstanderne og spurgte dem: Hvorfor er
+      Guds Hus blevet vanrøgtet?" Og jeg fik atter Leviterne samlet og
+      satte dem på deres Pladser.
+ 12.  Så bragte hele Juda Tienden af Kornet, Mosten og Olien til
+      Forrådskamrene;
+ 13.  og jeg overdrog Tilsynet med Forrådskamrene til Præsten
+      Sjelemja, Skriveren Zadok og Pedaja af Leviterne og gav dem til
+      Medhjælper Hanan, en Søn af Zakkur, en Søn af Mattanja, da de
+      regnedes for pålidelige; og dem pålå det så at uddele Tienden
+      til deres Brødre.
+ 14.  Kom mig det i Hu, min Gud, og udslet ikke de
+      Kærlighedsgerninger, jeg har gjort mod min Guds Hus til Gavn for
+      Tjenesten der!
+
+ 15.  I de Dage så jeg i Juda nogle træde Persekarrene på Sabbaten, og
+      andre så jeg bringe Horn i Hus eller læsse det på deres Æsler,
+      ligeledes Vin, Druer, Figener og alle Slags Varer, og bringe det
+      til Jerusalem på Sabbaten. Dem formanede jeg da, når de solgte
+      Levnedsmidler.
+ 16.  Også havde Folk fra Tyrus bosat sig der, og de kom med Fisk og
+      alskens Varer og solgte dem på Sabbaten til Jøderne i Jerusalem.
+ 17.  Jeg gik derfor i Rette med de store i Juda og sagde til dem:
+      Hvor kan l handle så ilde og vanhellige Sabbatsdagen?
+ 18.  Har ikke vor Gud bragt al denne Ulykke over os og over denne By,
+      fordi eders Fædre handlede således? Og I bringer endnu mere
+      Vrede over Israel ved at vanhellige Sabbaten!
+ 19.  Og så snart Mørket faldt på i Jerusalems Porte ved Sabbatens
+      Frembrud, bød jeg, at Portene skulde lukkes, og at de ikke måtte
+      åbnes, før Sabbaten var omme; og jeg satte nogle af mine Folk
+      ved Portene for at vogte på, at der ikke førtes Varer ind på
+      Sabbaten.
+ 20.  Da nu de handlende og de, der solgte alle Slags Varer, et Par
+      Gange var blevet uden for Jerusalem Natten over,
+ 21.  advarede jeg dem og sagde: "Hvorfor bliver I Natten over uden
+      for Muren?  Hvis I gør det en anden Gang, lægger jeg Hånd på
+      eder!" Og siden kom de ikke mere på Sabbaten.
+ 22.  Fremdeles bød jeg Leviterne, at de skulde rense sig og komme og
+      holde Vagt ved Portene, for at Sabbatsdagen kunde holdes
+      hellig. Kom mig også det i Hu, min Gud, og forbarm dig over mig
+      efter din store Miskundhed!
+
+ 23.  På samme Tid lagde jeg også Mærke til, at hos de Jøder, der
+      havde ægtet asdoditiske, ammonitiske eller moabitiske Kvinder,
+ 24.  talte Halvdelen af børnene Asdoditisk eller et af de andre Folks
+      Sprog, men kunde ikke tale Jødisk.
+ 25.  Da gik jeg i Rette med dem og forbandede dem, ja, jeg slog nogle
+      af dem og rykkede dem i Håret og besvor dem ved Gud: Giv dog
+      ikke deres Sønner eders Døtre til Ægte og tag ikke deres Døtre
+      til Hustruer for eders Sønner eller eder selv!
+ 26.  Syndede ikke Kong Salomo af Israel for slige Kvinders Skyld?
+      Mage til Konge fandtes dog ikke blandt de mange Folk, og han var
+      så elsket af sin Gud, at Gud gjorde ham til Konge over hele
+      Israel; og dog fik de fremmede Kvinder endog ham til at synde!
+ 27.  Skal vi da virkelig høre om eder, at I begår al denne svare
+      Misgerning og forbryder eder mod vor Gud ved at ægte fremmede
+      Kvinder?
+
+ 28.  En af Ypperstepræsten Eljasjibs Søn Jojadas Sønner, der var
+      Horoniten Sanballats Svigersøn, jog jeg bort fra min Nærhed.
+ 29.  Tilregn dem, min Gud, at de besmittede Præstedømmet og
+      Præsternes og Leviternes Pagt!
+
+ 30.  Således rensede jeg dem for alt fremmed, og jeg ordnede
+      Tjenesten for Præsterne og Leviterne efter det Arbejde, hver
+      især havde.
+ 31.  og Ydelsen af Brænde til fastsatte Tider og af
+      Førstegrøderne. Kom mig i Hu, min Gud, og regn mig det til gode!
+
+
+Ester
+
+Ester 1
+
+  1.  I Ahasverus's Dage - den Ahasverus, der herskede over Landene
+      fra Indien til Ætiopien, 127 Lande -
+  2.  i hine Dage, da Kong Ahasverus sad på sin Kongetrone i Borgen
+      Susan, tildrog der sig følgende.
+  3.  I sit tredje Regeringsår gjorde han et Gæstebud for alle sine
+      Fyrster og sine Folk; Persiens og Mediens ypperste Hærførere og
+      Landsdelenes Fyrster var hans Gæster,
+  4.  og han udfoldede sin kongelige Herligheds Rigdom og sin Magts
+      Glans og Pragt for dem i mange Dage, 180 Dage.
+  5.  Og da disse Dage var omme, gjorde Kongen for hele Folket i
+      Borgen Susan, fra den højeste til den laveste, et syv Dages
+      Gæstebud på den åbne Plads foran Parken ved Kongeborgen.
+  6.  Hvidt Linned og violet Purpur var med Snore af fint Linned og
+      rødt Purpur hængt op på Sølvstænger og Marmorsøjler, og Guld- og
+      Sølvdivaner stod på et Gulv, der var indlagt med broget og hvidt
+      Marmor, Perlemor og sorte Sten.
+  7.  Drikkene skænkedes i Guldbægre, alle forskellige, og der var
+      kongelig Vin i store Måder på ægte Fyrstevis;
+  8.  og ved Drikkelaget gjaldt den Regel, at man ikke nødte nogen;
+      thi Kongen havde pålagt alle sine Hovmestre at lade enhver om,
+      hvor meget han vilde have.
+  9.  Også Dronning Vasjti gjorde et Gæstebud for Kvinderne i Kong
+      Ahasverus's Kongeborg.
+
+ 10.  Da Kongen den syvende Dag var oprømt af Vinen, bød han Mehuman,
+      Bizta, Harbona, Bigta, Abagta, Zetar og Karkas, de syv Hofmænd,
+      som stod i Kong Ahasverus's Tjeneste,
+ 11.  at føre Dronning Vasjti, prydet med det kongelige Diadem, frem
+      for Kongen, for at han kunde vise Folkene og Fyrsterne hendes
+      Dejlighed. Thi hun var meget smuk.
+ 12.  Men bronning Vasjti vægrede sig ved at komme på Kongens Bud, som
+      Hofmændene overbragte. Da blev Kongen harmfuld, og Vreden
+      blussede op i ham.
+ 13.  Og Kongen spurgte de vise, som kendte til Tidernes Tydning - thi
+      Kongens Ord blev efter Skik og Brug forelagt alle de lov- og
+      retskyndige,
+ 14.  og de, der stod ham nærmest, var Karsjena, Sjetar, Admata,
+      Tarsjisj, Meres, Marsena og Memukan, de syv persiske og mediske
+      Fyrster, som så Kongens Åsyn og havde den øverste Magt i Riget:
+ 15.  Hvad skal der efter Loven gøres ved Dronning Vasjti, fordi hun
+      ikke adlød den Befaling, Kong Ahasverus gav hende ved
+      Hofmændene?
+ 16.  Da sagde Memukan i Kongens og Fyrsternes Påhør: "Dronning Vasjti
+      har ikke alene forbrudt sig imod Kongen, men også imod alle
+      Fyrster og alle Folk i alle Kong Ahasverus's Lande;
+ 17.  thi Dronningens Opførsel vil rygtes blandt alle Kvinderne, og
+      Følgen bliver, at de viser deres Mænd Ringeagt, når det hedder
+      sig: Kong Ahasverus bød, at man skulde føre Dronning Vasjti til
+      ham, men hun kom ikke!
+ 18.  Og så snart de hører om Dronningens Adfærd, lader Persiens og
+      Mediens Fyrstinder alle Kongens Fyrster det høre; deraf kan der
+      kun komme Ringeagt og Vrede.
+ 19.  Hvis Kongen synes, så lade han udgå et kongeligt Bud, som skal
+      optegnes i Persiens og Mediens Love og være uigenkaldeligt, om
+      at Vasjti aldrig mere må vise sig for Kong Ahasverus; og Kongen
+      skal give hendes kongelige Værdighed til en anden, som er bedre
+      end hun.
+ 20.  Når så den Forordning, kongen lader udgå, bliver kendt i hele
+      hans Rige - thi det er stort - da vil alle Kvinderne, både høje
+      og lave, vise deres Mænd Agtelse.
+ 21.  Det Forslag var godt i Kongens og Fyrsternes Øjne, og Kongen
+      fulgte Memukans Forslag.
+ 22.  Han sendte Skrivelser til alle Kongens Lande, til hver Landsdel
+      med dens egen Skrift og til hvert Folk på dets eget Sprog, om at
+      hver Mand skulde være Herre i sit eget Hus og tale sit Folks
+      Sprog.
+
+Ester 2
+
+  1.  Men da der var gået nogen Tid, og Kong Ahasverus's Vrede havde
+      lagt sig, kom han til at tænke på Vasjti, og hvad hun havde
+      gjort, og hvad der var besluttet om hende.
+  2.  Da sagde Kongens Folk, der gik ham til Hånde: Man bør søge efter
+      unge, smukke Jomfruer til Kongen;
+  3.  og Kongen bør overdrage Folk i alle sit Riges Dele det Hverv at
+      samle alle unge, smukke Jomfruer og sende dem til Fruerstuen i
+      Borgen Susan og der lade dem stille under Opsyn af Kongens
+      Hofmand Hegaj, som vogter Kvinderne; lad dem så gennemgå
+      Skønhedsplejen,
+  4.  og den unge Pige, Kongen synes om, skal være Dronning i Vasjtis
+      Sted. Det Forslag var godt i Hongens Øjne, og han gjorde
+      derefter.
+
+  5.  Nu var der i Borgen Susao en jødisk Mand ved Navn Mordokaj, en
+      Søn af Ja'ir, en Søn af Sjim'i, en Søn af Kisj, en Benjaminit,
+  6.  som var ført bort fra Jerusalem blandt de Fanger, Kong
+      Nebukadnezar af Babel bortførte sammen med Kong Jekonja af Juda.
+  7.  Han var Plejefader for Hadassa - det er Ester - hans Farbroders
+      Datter; thi hun havde hverken Fader eller Moder. Den unge Pige
+      havde en smuk Skikkelse og så godt ud; og efter hendes Forældres
+      Død havde Mordokaj taget hende til sig i Datters Sted.
+  8.  Da nu Kongens Befaling og Bud blev kendt, og mange unge Piger
+      samledes i Borgen Susan, hvor de stilledes under Opsyn af Hegaj,
+      blev også Ester bragt til Kongens Hus og stillet under Opsyn af
+      Hegaj, som vogtede Kvinderne.
+  9.  Pigen tiltalte ham og vandt hans Yndest, og så hurtigt som
+      muligt lod han Skønhedsplejen foretage på hende og gav hende den
+      Kost, hun skulde have, og stillede tillige de syv dertil udsete
+      Piger fra Kongens Hus til hendes Tjeneste; og han lod hende og
+      Pigerne flytte til den bedste Del af Fruerstuen.
+ 10.  Ester røbede imidlertid ikke sit Folk og sin Slægt, thi det
+      havde Mordokaj forbudt hende.
+ 11.  Og Mordokaj gik Dag efter Dag frem og tilbage foran Fruerstuens
+      Gård for at få at vide, hvorledes Ester havde det, og hvorledes
+      det gik hende.
+
+ 12.  Nu var det således, at når en af de unge Pigers Tid til at gå
+      ind til Kong Ahasverus kom, efter at hun i tolv Måneder var
+      behandlet efter Forskriften for Kvinderne sålang Tid tog nemlig
+      Skønhedsplejen; seks Måneder blev de behandlet med Myrraolie og
+      andre seks Måneder med vellugtende Stoffer og de andre
+      Skønhedsmidler, som bruges af Kvinder
+ 13.  når så den unge Pige gik ind til Kongen, gav man hende alt, hvad
+      hun bad om, med fra Fruerstuen til Kongens Hus.
+ 14.  Hun gik da derind om Aftenen, og næste Morgen vendte hun tilbage
+      og kom så ind i den anden Fruerstue og blev stillet under Opsyn
+      af Sja'asjgaz, den kongelige Hofmand, som vogtede Medhustruerne;
+      så kom hun ikke mere til Kongen, medmindre Kongen havde syntes
+      særlig godt om hende og hun udtrykkelig blev kaldt til ham.
+
+ 15.  Da nu Tiden kom til, at Ester, en Datter af Abihajil, der var
+      Farbroder til Mordokaj, som havde taget hende til sig i Datters
+      Sted, skulde gå ind til Kongen, krævede hun ikke andet, end hvad
+      Hegaj, den kongelige Hofmand, som vogtede Kvinderne, rådede
+      til. Og Ester vandt Yndest hos alle, som så hende.
+ 16.  Så blev Ester hentet til Kong Ahasverus i hans kongelige Palads
+      i den tiende Måned, det er Tebet Måned, i hans syvende
+      Regeringsår.
+ 17.  Og Kongen fik Ester kærere end alle de andre Kvinder, og hun
+      vandt hans Yndest og Gunst mere end alle de andre Jomfruer. Og
+      han satte et kongeligt Diadem på hendes Hoved og gjorde hende
+      til Dronning i Vasjtis Sted.
+ 18.  Derpå gjorde Kongen et stort Gæstebud for alle sine Fyrster og
+      Folk til Ære for Ester, og han eftergav Straf i sine Lande og
+      uddelte Gaver, som det sømmede sig en Konge.
+
+ 19.  Da Mordokaj engang sad i Kongens Port -
+ 20.  Ester havde, som Mordokaj havde pålagt hende, intet røbet om sin
+      Slægt og sit Folk; thi Ester gjorde, hvad Mordokaj sagde, som
+      hun havde gjort, da hun var i Pleje hos ham
+ 21.  som Mordokaj ved den Tid engang sad i Kongens Port, blev Bigtan
+      og Teresj, to kongelige Hofmænd, der hørte til Dørvogterne,
+      vrede på Kong Ahasverus og søgte Lejlighed til at lægge Hånd på
+      ham.
+ 22.  Det fik Mordokaj at vide og meddelte Dronning Ester det; og
+      Ester sagde det til Kongen fra Mordokaj.
+ 23.  Sagen blev undersøgt, og da den havde sin Rigtighed, blev de
+      begge hængt i en Galge. Det blev optegnet i Krøniken i Kongens
+      Påsyn.
+
+Ester 3
+
+  1.  Nogen Tid efter gav Kong Ahasverus Agagiten Haman, Hammedatas
+      Søn, en høj Stilling og udmærkede ham og gav ham Forsædet blandt
+      alle Fyrsterne, som var hos ham.
+  2.  Og alle Kongens Tjenere, som var i Kongens Port, faldt på Knæ og
+      kastede sig til Jorden for Haman, thi den Ære havde Kongen
+      påbudt at vise ham. Men Mordokaj faldt ikke på Knæ og kastede
+      sig ikke til Jorden.
+  3.  Kongens Tjenere, som var i Kongens Port, sagde da til Mordokaj:
+      "Hvorfor overtræder du Kongens Bud?"
+  4.  Og da de havde sagt det til ham flere Dage i Træk, uden at han
+      ænsede det, meldte de Haman det for at se, om Mordokajs Ord
+      vilde blive taget for gyldige; thi han havde gjort gældende over
+      for dem, at han var Jøde.
+  5.  Da nu Haman så, at Mordokaj hverken faldt på Knæ eller kastede
+      sig til Jorden for ham, blev han såre opbragt.
+  6.  Og da det blev fortalt ham, hvilket Folk Mordokaj tilhørte, var
+      han ikke tilfreds med kun at lægge Hånd på Mordokaj, men satte
+      sig til Mål at få alle Jøderne i hele Ahasverus's Rige udryddet,
+      fordi det var Mordokajs Folk.
+  7.  I den første Måned, det er Nisan Måned, i Kong Ahasverus's
+      tolvte Regeringsår kastede man i Hamans Påsyn Pur, det er Lod,
+      om hver enkelt Dag og hver enkelt Måned, og Loddet traf den
+      trettende Dag i den tolvte Måned, det er Adar Måned.
+
+  8.  Haman sagde derpå til Kong Ahasverus: Der findes et Folk, som
+      bor spredt og lever for sig selv iblandt Folkene i alle dit
+      Riges Dele; deres Love er anderledes end alle andre Folks, og
+      Kongens Love holder de ikke. Derfor er det ikke Kongen værdigt
+      at lade dem være i Fred.
+  9.  Hvis Kongen synes, lad der så udgå skriftlig Befaling til at
+      udrydde dem; jeg vil da kunne tilveje Embedsmændene 10.000
+      Talenter Sølv til at lægge i Kongens Skatkamre.
+ 10.  Da tog Kongen Seglringen at sin Hånd og gav den til Agagiten
+      Haman, Hammedatas Søn, Jødernes Fjende,
+ 11.  og Kongen sagde til Haman: "Sølvet skal tilhøre dig, og med
+      Folket kan du gøre, hvad du finder for godt!"
+
+ 12.  Kongens Skrivere blev så tilkaldt den trettende Dag i den første
+      Måned; og ganske som Haman bød, affattedes Skrivelser til de
+      kongelige Satraper og Statholdere over hver enkelt Laodsdel og
+      til hvert enkelt Folks Fyrster, til hver Landsdel med dens egen
+      Skrift og til hvert Folk på dets eget Sprog. I Kong Ahasverus's
+      Navn blev de skrevet, og de forsegledes med Kongens Seglring.
+ 13.  Skrivelser sendtes så ved Ilbud ud i alle Kongens Lande med
+      Befaling til at udrydde, ihjelslå og tilintetgøre alle Jøder,
+      unge og gamle, Børn og Kvinder, på een Dag, den trettende Dag i
+      den tolvte Måned, det er Adar Måned, og at prisgive deres
+      Ejendele.
+ 14.  En Afskrift af Skrivelsen, der skulde udstedes som Forordning i
+      alle Rigets Dele, blev kundgjort for alle Folkene, for at de
+      kunde være rede til den Dag.
+ 15.  Ilbudene skyndte sig af Sted på Kongens Bud, så snart
+      Forordningen var udgået i Borgen Susan. Kongen og Haman satte
+      sig så til at drikke; men Byen Susan var rædselsslagen.
+
+Ester 4
+
+  1.  Da Mordokaj fik at vide alt, hvad der var sket, sønderrev han
+      sine Klæder, klædte sig i Sæk og Aske og gik ud i Byen og
+      udstødte høje Veråb;
+  2.  og han kom hen på Pladsen foran Kongens Port, men heller ikke
+      længere, fordi det ikke var tilladt at gå ind i Kongens Port,
+      når man var klædt i Sæk.
+  3.  Og i hver eneste Landsdel, overalt, hvor Kongens Bud og
+      Forordning nåede hen, var der blandt Jøderne stor Sorg og Faste,
+      Gråd og Klage, og mange af dem redte sig et Leje af Sæk og Aske.
+
+  4.  Da nu Esters Piger og Hofmænd kom og fortalte hende det, grebes
+      Dronningen af heftig Smerte; og hun sendte Klæder ud til
+      Mordokaj, for at man skulde give ham dem på og tage
+      Sørgeklæderne af ham; men han tog ikke imod dem.
+  5.  Da lod Ester Hatak, en af Kongens Hofmænd, som han havde stillet
+      til hendes Tjeneste, kalde, og sendte ham til Mordokaj for at få
+      at vide, hvad det skulde betyde, og hvad Grunden var dertil.
+  6.  Da Hatak kom ud til Mordokaj på Byens Torv foran Kongens Port,
+  7.  fortalte Mordokaj ham alt, hvad der var hændt ham, og opgav ham
+      nøje, hvor meget Sølv Haman havde lovet at tilveje Kongens
+      Skatkamre for at få Lov til at tilintetgøre Jøderne.
+  8.  Desuden gav han ham en Afskrift af Skrivelsen med den den i
+      Susan udgåede Forordning om at udrydde dem, for at han skulde
+      vise Ester den og tilkendegive hende det og pålægge hende at gå
+      ind til Kongen og bede ham om Nåde og gå i Forbøn hos ham for
+      sit Folk.
+
+  9.  Halak gik så ind og lod Ester vide, hvad Mordokaj havde sagt.
+ 10.  Men Ester sendte Halak til Mordokaj med følgende Svar:
+ 11.  Alle Kongens Tjenere og Folkene i Kongeos Lande ved, at der for
+      enhver, Mand eller Kvinde, som ukaldet går ind til Kongen i den
+      inderste Gård, kun gælder een Lov, den, at han skal lide Døden,
+      medmindre Kongen rækker sit gyldne Septer ud imod ham; i så Fald
+      beholder han Livet. Men jeg har nu i tredive Dage ikke været
+      kaldt til Kongen!
+
+ 12.  Da han havde meddelt Mordokaj Esters Ord,
+ 13.  bød Mordokaj ham svare Ester: "Tro ikke, at du alene af alle
+      Jøder skal undslippe, fordi du er i Kongens Hus!
+ 14.  Nej, dersom du virkelig tier ved denne Lejlighed, så kommer der
+      andetsteds fra Hjælp og Redning til Jøderne; men du og din Slægt
+      skal omkomme. Hvem ved, om det ikke netop er for sligt Tilfældes
+      Skyld, at du er kommet til kongelig Værdighed!
+ 15.  Da sendte Ester Mordokaj det Svar:
+ 16.  Gå hen og kald alle Susans Jøder sammen og hold Faste for mig,
+      således at I hverken spiser eller drikker Dag eller Nat i tre
+      Døgn; på samme Måde vil også jeg og mine Terner faste; og
+      derefter vil jeg gå ind til Kongen, skønt det er imod Loven;
+      skal jeg omkomme, så lad mig da omkomme!
+ 17.  Så gik Mordokaj hen og gjorde ganske som Ester havde pålagt ham.
+
+Ester 5
+
+  1.  Den tredje Dag iførte Ester sig det kongelige Skrud og trådte
+      ind i den indre Gård til Kongens Palads, foran Kongens Palads,
+      medens Kongen sad på sin Kongetrone i det kongelige Palads ud
+      imod Indgangen.
+  2.  Da Kongen så Dronning Ester stå i Gården, fandt hun Nåde for
+      hans Øjne, og Kongen rakte det gyldne Scepter, som han havde i
+      Hånden, ud imod Ester. Da trådte Ester hen og rørte ved Spidsen
+      af Scepteret;
+  3.  og Kongen sagde til hende: "Hvad fattes dig, Dronning Ester, og
+      hvad er dit Ønske? Om det så er Halvdelen af Riget, skal du få
+      det!
+  4.  Ester svarede: "Hvis Kongen synes, vil jeg bede Kongen og Haman
+      om i Dag at komme til et Gæstebud, jeg har gjort rede for ham."
+
+  5.  Da sagde Kongen: Send hurtigt Bud efter Haman, for at Esters
+      Ønske kan blive opfyldt!" Så kom Haman og Kongen til det
+      Gæstebud, Ester havde gjort rede,
+  6.  og da de sad ved Vinen, sagde Kongen til Ester: Hvad er din Bøn?
+      Du skal få den opfyldt. Og hvad er dit Ønske? Om det så er
+      Halvdelen af Riget, skal det tilstås dig!
+  7.  Ester svarede: "Min Bøn og mit Ønske er
+  8.  hvis jeg har fundet Nåde for Kongens Øjne, og hvis det synes
+      Kongen ret at opfylde min Bøn og tilstå mig mit Ønske, så komme
+      Kongen og Haman til et Gæstebud, jeg vil gøre rede for dem. I
+      Morgen vil jeg da gøre, som Kongen siger!"
+
+  9.  Haman gik glad og vel til Mode derfra den Dag. Men da Haman så
+      Mordokaj i Kongens Port, og han hverken rejste sig op eller
+      rørte sig af Pletten for ham, opfyldtes han af Vrede mod
+      Mordokaj.
+ 10.  Dog tvang han sig; men da han var kommet hjem, sendte han Bud
+      efter sine Venner og sin Hustru Zeresj;
+ 11.  og Haman talte til dem om sin overvættes Rigdom og sine mange
+      Sønner og om al den Ære, Kongen havde vist ham, og hvorledes han
+      havde udmærket ham frem for Fyrsterne og Kongens Folk.
+ 12.  Og Haman sagde: Dronning Ester lod heller ikke andre end mig
+      komme med Kongen til det Gæstebud, hun havde gjoet rede; og jeg
+      er også indbudt af hende til i Morgen sammen med Kongen.
+ 13.  Men alt det er mig ikke nok, så længe jeg ser denne Jøde
+      Mordokaj sidde i Kongens Port."
+ 14.  Da sagde hans Hustru Zeresj og alle hans Venner til ham: "Lad en
+      Galge rejse, halvtredsindstyve Alen høj, og bed i Morgen tidlig
+      Kongen om, at Mordokaj må blive hængt i den; så kan du gå glad
+      til Gæstebudet med Kongen.  Det vandt Hamans Bifald, og han lod
+      Galgen rejse.
+
+Ester 6
+
+  1.  Samme Nat veg Søvnen fra Kongen. Da bød han, at man skulde hente
+      Krøniken, i hvilken mindeværdige Tildragelser var optegnet, og
+      man læste op for Kongen af den.
+  2.  Man fandt da optegnet, hvorledes Mordokaj havde meldt, at
+      Bigtana og Teresj, to kongelige Hofmænd, der hørte til
+      Dørvogterne, havde søgt Lejlighed til at lægge Hånd på Kong
+      Ahasverus.
+  3.  Kongen spurgte da: "Hvilken Ære og Udmærkelse er der vist
+      Mordokaj til Gengæld?" Kongens Folk, som gik ham til Hånde,
+      svarede: "Der er ingen Ære vist ham."
+  4.  Så spurgte Kongen: Hvem er ude i Gården? Haman var netop kommet
+      ind i den ydre Gård til Kongens Palads for at bede Kongen om, at
+      Mordokaj måtte blive hængt i den Galge, han havde rejst til ham.
+  5.  Kongens Folk svarede ham: "Det er Haman, der står ude i Gården."
+      Da sagde Kongen: "Lad ham komme ind!"
+
+  6.  Da Haman var kommet ind; sagde Kongen til ham: "Hvad gør man ved
+      den Mand, Kongen ønsker at hædre?" Haman tænkte ved sig selv:
+      "Hvem andre end mig skulde Kongen ønske at hædre?"
+  7.  Derfor svarede Haman Kongen: "Hvis Kongen ønsker at hædre en
+      Mand,
+  8.  skal man lade hente en kongelig Klædning, som Kongen selv har
+      båret, og en Hest, som Kongen selv har redet, og på hvis Hoved
+      der er sat en kongelig Krone,
+  9.  og man skal overgive Klædningen og Hesten til en af Kongens
+      ypperste Fyrster og give den Mand, Kongen ønsker at hædre,
+      Klædningen på og føre ham på Hesten over Byens Torv og råbe
+      foran ham: Således gør man ved den Mand, Kongen ønsker at hædre!
+ 10.  Da sagde Kongen til Haman: "Skynd dig at hente Klædningen og
+      Hesten, som du sagde, og gør således ved Jøden Mordokaj, som
+      sidder i den kongelige Port!  Undlad intet af, hvad du sagde!
+ 11.  Så hentede Haman Klædningen og Hesten, gav Mordokaj Klædningen
+      på'og førte ham på Hesten over Byens Torv og råbte foran ham:
+      Således gør man ved den Mand, Kongen ønsker at hædre!
+
+ 12.  Derefter gik Morkodaj tilbage til Kongens Port. Men Haman
+      skyndte sig hjem, nedslået og med tilhyllet Hoved.
+ 13.  Og Haman fortalte sin Hustru Zeresj og alle sine Venner alt,
+      hvad der var hændet ham. Da sagde hans Venner og hans Hustru
+      Zeresj til ham: Hvis Mordokaj, over for hvem du nu for første
+      Gang er kommet til kort, er af jødisk Æt, så kan du intet
+      udrette imod ham, men det bliver dit Fald til sidst!
+
+ 14.  Medens de endnu talte med ham, indtraf de kongelige Hofmænd for
+      hurtigt at hente Haman til det Gæstebud, Ester havde gjort rede.
+
+Ester 7
+
+  1.  Da Kongen tillige med Haman var kommet til Gæstebudet hos
+      Dronning Ester
+  2.  spurgte Kongen atter den Dag Ester, medens de sad ved Vinen:
+      "Hvad er din Bøn, Dronning Ester? Du skal få den opfyldt. Og
+      hvad er dit Ønske? Om det så er Halvdelen af Riget, skal det
+      tilstås dig!"
+  3.  Dronning Ester svarede: "Hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne,
+      Konge, og hvis Kongen synes, giv mig så mit Liv på min Bøn og
+      giv mig mit Folk på mit Ønske;
+  4.  thi jeg og mit Folk er solgt til at udryddes, ihjelslås og
+      tilintetgøres.  Var vi endda solgt som Trælle og Trælkvinder,
+      vilde jeg have tiet, thi så havde Ulykken ikke været stor nok
+      til at ulejlige Kongen med!"
+  5.  Da svarede Kong Ahasverus Dronning Ester: "Hvem er han, og hvor
+      er han, som har fået i Sinde at gøre dette?"
+  6.  Ester svarede: En fjendsk og ildesindet Mand, den onde Haman
+      der!" Da blev Haman slaget af Rædsel for Kongen og Dronningen.
+  7.  Og Kongen rejste sig i Vrede fra Gæstebudet og gik ud i
+      Paladsets Park, men Haman blev tilbage for al bønfalde Dronning
+      Ester om sit Liv; thi han mærkede, at det var Kongens faste
+      Vilje at styrte ham i Ulykke.
+  8.  Da Kongen kom tilbage fra Paladsets Park til Gæstebudsalen,
+      havde Haman netop kastet sig ned over Divanen, som Ester lå
+      på. Så sagde Kongen: "Vil han oven i Købet øve Vold imod
+      Dronningen her i Huset i min Nærværelse!" Næppe var det Ord
+      udgået af Kongens Mund, før man tilhyllede Hamans Ansigt;
+  9.  og Harbona, en af Hofmændene, der stod i Kongens Tjeneste,
+      sagde: "Ved Hamans Hus står allerede den halvtredsindstyve Alen
+      høje Galge, som Haman har ladet rejse til Mordokaj, hvis Ord dog
+      var Kongen til Gavn!" Da sagde Kongen: "Hæng ham i den!"
+ 10.  Og de hængte Haman i den Galge, han havde rejst til Mordokaj. Så
+      lagde Kongens Vrede sig.
+
+Ester 8
+
+  1.  Samme Dag gav Kong Ahasverus Dronning Ester Hamans, Jødernes
+      Fjendes, Hus.  Og Mordokaj fik Foretræde hos Kongen, thi Ester
+      havde fortalt, hvad han havde været for hende.
+  2.  Og Kongen tog sin Seglring, som han havde frataget Haman, og gav
+      Mordokaj den. Og Ester satte Mordokaj over Hamans Hus.
+
+  3.  Men Ester henvendte sig atter til Kongen, og hun kastede sig ned
+      for hans Fødder og græd og bønfaldt ham om at afværge de onde
+      Råd, Agagiten Haman havde lagt op imod Jøderne.
+  4.  Kongen rakte det gyldne Scepter ud imod Ester, og Ester rejste
+      sig op og trådte hen til Kongen
+  5.  og sagde: Hvis Kongen synes, og hvis jeg har fundet Nåde for
+      hans Ansigt og Kongen holder det for ret, og han har Behag i
+      mig, lad der så blive givet skriftlig Befaling til at
+      tilbagekalde de Skrivelser, Agagiten Haman, Hammedatas Søn,
+      udpønsede, og som han lod udgå for at udrydde Jøderne i alle
+      Kongens Lande;
+  6.  thi hvor kan jeg udholde at se den Ulykke, som rammer mit Folk,
+      og hvor kan jeg udholde at se min Slægts Undergang!"
+  7.  Da sagde Kong Ahasverus til Dronning Ester og Jøden Mordokaj:
+      Hamans Hus har jeg givet Ester, og han, selv er blevet hængt i
+      Galgen, fordi han stod Jødeme efter Livet.
+  8.  Nu kan I selv i Kongens Navn affatte en Skrivelse om Jøderne,
+      som I finder det for godt, og sætte det kongelige Segl under;
+      thi en Skrivelse, der een Gan: er udgået i Kongens Navn og
+      forseglet med det kongelige Segl, kan ikke kaldes tilbage.
+
+  9.  Så blev Kongens Skrivere med det samme tilkaldt på den tre og
+      tyvende Dag i den tredje Måned, det er Sivan Måned, og der blev
+      skrevet, ganske som Mordokaj bød, til Jøderne og til Satraperne
+      og Statholderne og Fyrsterne i Landene fra Indien til Ætiopien,
+      127 Landsdele, til hver Landsdel med dens egen Skrift og til
+      hvert Folk på dets eget Sprog, også til Jøderne med deres egen
+      Skrift og på deres eget Sprog.
+ 10.  Han affattede Skrivelser i Kong Ahasverus's Navn og forseglede
+      dem med Kongens Seglring; derefter sendte han dem ud ved ridende
+      Ilbud, der red på Gangere fra de kongelige Stalde, med
+      Kundgørelse om,
+ 11.  at Kongen tilstedte Jøderne i hver enkelt By at slutte sig
+      sammen og værge deres Liv og i hvert Folk og hvert Land at
+      udrydde, ihjelslå og tilintetgøre alle væbnede Skarer, som
+      angreb dem, tillige med Børn og Kvinder, og at plyndre deres
+      Ejendele,
+ 12.  alt på en og samme Dag i alle Kong Ahasverus's Lande, på den
+      trettende Dag i den tolvte Måned, det er Adar Måned.
+ 13.  En Afskrift af Skrivelsen, der skulde udgå som Forordning i alle
+      Rigets Dele, blev kundgjort for alle Folkene, for at Jøderne den
+      Dag kunde være rede til at tage Hævn over deres Fjender.
+ 14.  Så snart Forordningen var givet i Borgen Susan, skyndte
+      Ilbudene, som red på de kongelige Gangere, sig på Kongens Bud af
+      Sted så hurtigt, de kunde.
+ 15.  Men Mordokaj gik fra Kongen i en Kongelig Klædning af violet
+      Purpur og hvidt Linned, med et stort Gulddiadem og en Kappe af
+      fint Linned og rødt Purpur, medens Byen Susan jublede og glædede
+      sig.
+ 16.  Jøderne havde nu Lykke og Glæde, Fryd og Ære;
+ 17.  og i hver eneste Landsdel og i hver eneste By, hvor bongens Bud
+      og Forordning nåede hen, var der Fryd og Glæde blandt Jøderne
+      med Gæstebud og Fest. Og mange af Hedningerne gik over til
+      Jødedommen, thi Frygt for Jøderne var faldet på dem.
+
+Ester 9
+
+  1.  På den trettende Dag i den tolvte Måned, det er Adar Måned, det
+      er den Dag, da Kongens Befaling og Forordning skulde udføres,
+      den Dag, da Jødernes Fjender havde håbet at kunne overvælde dem,
+      medens det nu omvendt blev Jøderne, der på den Dag skulde
+      overvælde deres Avindsmænd,
+  2.  sluttede Jøderne sig sammen i deres Byer i alle Kong Ahasverus's
+      Lande for at lægge Hånd på dem, der vilde dem ondt; og ingen
+      holdt Stand imod dem, thi Frygt for dem var faldet på alle
+      Folkene.
+  3.  Og alle Landenes Fyrster og Satraperne og Statholderne og de
+      kongelige Embedsmænd hjalp Jøderne, thi Frygt for Mordokaj var
+      faldet på dem.
+  4.  Thi Mordokaj havde meget at sige ved Kongens Hof, og der gik Ry
+      af ham i alle Lande; thi samme Mordokaj blev mægtigere og
+      mægtigere.
+
+  5.  Således slog Jøderne løs på alle deres Fjender med Sværdhug,
+      Drab og Ødelæggelse, og de handlede med deres Avindsmænd, som de
+      havde Lyst.
+  6.  I Borgen Susan dræbte og tilintetgjorde Jøderne 500 Mand;
+  7.  og Parsjandata, Dalfon, Aspata,
+  8.  Porata, Adalja, Aridata,
+  9.  Parmasjta, Arisaj, Aridaj og Vajezata,
+ 10.  de ti Sønner af Haman, Hammedatas Søn, Jødernes Fjende, dræbte
+      de. Men efter Byttet rakte de ikke Hænderne ud.
+
+ 11.  Samme dag kom Tallet på dem, der var dræbt i Borgen Susan,
+      Kongen for Øre.
+ 12.  Da sagde Kongen til Dronning Ester: I Borgen Susan har Jøderne
+      dræbt og tilintetgjort 500 Mand, også Hamans ti Sønner; hvad må
+      de da ikke have gjort i de andre kongelige Landsdele! Dog, hvad
+      er din Bøn? Du skal få den opfyldt.  Og hvad er yderligere dit
+      Ønske? Det skal tilstås dig!
+ 13.  Ester svarede: Hvis Kongen synes, lad det så også i Morgen
+      tillades Jøderne i Susan at handle som i Dag og lad Hamans ti
+      Sønner blive hængt op i Galger!
+ 14.  Da bød Kongen, at det skulde ske; og der udgik en Forordning
+      derom i Susan, og Hamans ti Sønner blev hængt op i Galger.
+ 15.  Så sluttede Jøderne i Susan sig også sammen på den fjortende Dag
+      i Adar Måned og dræbte 300 Mand i Susan. Men efter Byttet rakte
+      de ikke Hænderne ud.
+
+ 16.  Men også de andre Jøder i Kongens Lande sluttede sig sammen og
+      værgede deres Liv og tog Hævn over deres Fjender og dræbte blandt
+      deres Avindsmænd 75000
+ 17.  på den trettende Dag i Adar Måned; men efter Byttet rakte de
+      ikke Hænderne ud; og de hvilede på den fjortende og gjorde den
+      til en Gæstebuds- og Glædesdag.
+ 18.  Men Jøderne i Susan sluttede sig sammen både den trettende og
+      fjortende Dag i Måoeden og hvilede på den femtende, og den
+      gjorde de til Gæstebuds- og Glædesdag.
+ 19.  Derfor fejrer Jøderne på Landet, de, der bor i Landsbyerne, den
+      fjortende Dag i Adar Måned som en Glædes-, Gæstebuds- og
+      Festdag, på hvilken de sender hverandre Gaver.
+
+ 20.  Og Mordokaj nedskrev disse Tildragelser og udsendte Skrivelser
+      til alle Jøder i alle Kong Ahasverus's Lande nær og fjern
+ 21.  for at gøre det til Pligt for dem hvert År at fejre den
+      fjortende og femtende Adar
+ 22.  de Dage, da Jøderne fik Ro for deres Fjender, og den Måned, da
+      deres Trængsel vendtes til Glæde og deres Sorg til en Festdag -
+      at fejre dem som Gæstebuds- og Glædesdage, på hvilke de skulde
+      sende hverandre af deres Mad og de fattige Gaver.
+ 23.  Og Jøderne vedtog, at det, som de nu for første Gang havde
+      gjort, og som Mordokaj havde skrevet til dem om, skulde være en
+      fast Skik.
+ 24.  Fordi Agagiten Haman, Hammedatas Søn, alle Jøders Fjende, havde
+      lagt Råd op imod Jøderne om at tilintetgøre dem og kastet Pur -
+      det er Lod - for at ødelægge og tilintetgøre dem,
+ 25.  men Kongen havde, da det kom ham for Øre, givet skriftlig
+      Befaling til, at det onde Råd, Homan havde lagt op mod Jøderne,
+      skulde falde tilbage på hans eget Hoved, og ladet ham og hans
+      Sønner hænge i Galgen,
+ 26.  derfor kaldte man de bage Purim efter Ordet Pur. Og derfor, på
+      Grund af alt, hvad Brevet indeholdt, og hvad de selv havde
+      oplevet i så Henseende, og hvad der var tilstødt dem,
+ 27.  gjorde Jøderne det til en fast Skik og Brug for sig selv, deres
+      Efterkommere og alle, som sluttede sig til dem, at de ubrødeligt
+      År efter År skulde fejre de to Dage efter Forskrifterne om dem
+      og til den fastsatte Tid,
+ 28.  og at de Dage skulde ihukommes og fejres i alle Tidsaldre og
+      Slægter, i hvert Laod og hver By, så at disse Purimsdage aldrig
+      skulde gå af Brug hos Jøderne og deres Ihukommelse aldrig ophøre
+      blandt deres Efterkommere.
+
+ 29.  Derpå lod Dronning Ester, Abihajils Datter, og Jøden Mordokaj en
+      eftertrykkelig Skrivelse udgå for at stadfæste dette Brev om
+      Purim.
+ 30.  Og han sendte Breve til alle Jøder i de 127 Lande i Ahasverus's
+      Rige med Freds og Sandheds Ord
+ 31.  om at holde disse Purimsdage i Hævd på den fastsatte Tid,
+      således som Jøden Mordokaj og Dronning Ester havde gjort det til
+      Pligt for dem, og således som de havde bundet sig selv og deres
+      Efterkommere til de foreskrevne Faster og Klageråb.
+ 32.  Således stadfæstedes disse Purimsforskrifter ved Esters
+      Befaling; og det blev optegnet i en Bog.
+
+Ester 10
+
+  1.  Kong Ahasverus lagde Skat på Fastlandet og Kystlandene.
+  2.  Og alt, hvad han gjorde i sin Magt og Vælde, og en nøjagtig
+      Skildring af den høje Værdighed, Kongen ophøjede Mordokaj til,
+      står optegnet i Mediens og Persiens Kongers Krønike.
+  3.  Thi Jøden Mordokaj havde den højeste Værdighed efter Kong
+      Ahasverus, og han stod i høj Anseelse hos Jøderne og var elsket
+      af sine mange Landsmænd, fordi han virkede for sit Folks vel og
+      talte til Bedste for al sin Slægt.
+
+
+Job
+
+Job 1
+
+  1.  Der levede engang i Landet Uz en mand ved Navn Job. Det var en
+      from og retsindig Mand, der frygtede Gud og veg fra det onde.
+  2.  Syv Sønner og tre Døtre fødtes ham;
+  3.  og hans Ejendom udgjorde 7000 Stykker Småkvæg, 3000 Kameler, 500
+      Spand Okser, 500 Aseninder og såre mange Trælle, så han var
+      mægtigere end alle Østens Sønner.
+  4.  Hans Sønner havde for Skik at holde Gæstebud på Omgang hos
+      hverandre, og de indbød deres tre Søstre til at spise og drikke
+      sammen med sig.
+  5.  Når så Gæstebudsdagene havde nået Omgangen rundt, sendte Job Bud
+      og lod Sønnerne hellige sig, og tidligt om Morgenen ofrede han
+      Brændofre, et for hver af dem. Thi Job sagde: "Måske har mine
+      Sønner syndet og forbandet Gud i deres Hjerte." Således gjorde
+      Job hver Gang.
+
+  6.  Nu hændte det en Dag, at Guds Sønner kom og trådte frem for
+      HERREN, og iblandt dem kom også Satan.
+  7.  HERREN spurgte Satan: "Hvor kommer du fra?" Satan svarede
+      HERREN: "Jeg har gennemvanket Jorden på Kryds og tværs."
+  8.  HERREN spurgte da Satan: " Har du lagt Mærke til min Tjener Job?
+      Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en
+      Mand, som frygter Gud og viger fra det onde."
+  9.  Men Satan svarede HERREN: "Mon det er for intet, Job frygter
+      Gud?
+ 10.  Har du ikke omgærdet ham og hans Hus og alt, hvad han ejer, på
+      alle Kanter? Hans Hænders Idræt har du velsignet, og hans Hjorde
+      breder sig i Landet.
+ 11.  Men ræk engang din Hånd ud og rør ved alt, hvad han ejer!
+      Sandelig, han vil forbande dig lige op i dit Ansigt!"
+ 12.  Da sagde HERREN til Satan: "Se, alt hvad han ejer, er i din
+      Hånd; kun mod ham selv må du ikke udrække din Hånd!" Så gik
+      Satan bort fra HERRENs Åsyn.
+
+ 13.  Da nu en Dag hans Sønner og Døtre spiste og drak i den ældste
+      Broders Hus,
+ 14.  kom et Sendebud til Job og sagde: "Okserne gik for Ploven, og
+      Aseninderne græssede i Nærheden;
+ 15.  så faldt Sabæerne over dem og tog dem; Karlene huggede de ned
+      med Sværdet; jeg alene undslap for at melde dig det."
+ 16.  Medens han endnu talte, kom en anden og sagde: "Guds Ild faldt
+      ned fra Himmelen og slog ned iblandt Småkvæget og Karlene og
+      fortærede dem; jeg alene undslap for at melde dig det."
+ 17.  Medens han endnu talte, kom en tredje og sagde: "Kaldæerne kom i
+      tre Flokke og kastede sig over Kamelerne og tog dem; Karlene
+      huggede de ned med Sværdet; jeg alene undslap for at melde dig
+      det."
+ 18.  Medens han endnu talte, kom en fjerde og sagde: "Dine Sønner og
+      Døtre spiste og drak i deres ældste Broders Hus;
+ 19.  og se, da for der et stærkt Vejr hen over Ørkenen, og det tog i
+      Husets fire Hjørner, så det styrtede ned over de unge Mænd, og
+      de omkom; jeg alene undslap for at melde dig det."
+ 20.  Da stod Job op, sønderrev sin Kappe, skar sit Hovedhår af og
+      kastede sig til Jorden, tilbad
+ 21.  og sagde: Nøgen kom jeg af Moders Skød, og nøgen vender jeg did
+      tilbage.  HERREN gav, og HERREN tog, HERRENs Navn være lovet!"
+ 22.  I alt dette syndede Job ikke og tillagde ikke Gud noget vrangt.
+
+
+Job 2
+
+  1.  Nu hændte det en Dag, at Guds Sønner kom og trådte frem for
+      HERREN, og iblandt dem kom også Satan og trådte frem for ham.
+  2.  HERREN spurgte Satan: "Hvor kommer du fra?" Satan svarede
+      HERREN: "Jeg bar gennemvanket Jorden på Kryds og tværs."
+  3.  HERREN spurgte da Satan: "Har du lagt Mærke til min Tjener Job?
+      Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en
+      Mand, som frygter Gud og viger fra det onde. Endnu holder han
+      fast ved sin Fromhed, og uden Grund har du ægget mig til at
+      ødelægge ham!"
+  4.  Men Satan svarede HERREN: "Hud for Hud! En Mand giver alt, hvad
+      han ejer, for sit Liv!
+  5.  Men ræk engang din Hånd ud og rør ved hans Ben og Kød! Sandelig,
+      han vil forbande dig lige op i dit Ansigt!"
+  6.  Da sagde HERREN til Satan: "Se, han er i din Hånd; kun skal du
+      skåne hans Liv!"
+
+  7.  Så gik Satan bort fra HERRENs Åsyn, og han slog Job med ondartet
+      Bylder fra Fodsål til Isse,
+  8.  Og Job tog sig et Potteskår til at skrabe sig med, medens han
+      sad i Askedyngen.
+
+  9.  Da sagde hans Hustru til ham: "Holder du endnu fast ved din
+      Fromhed? Forband Gud og dø!"
+ 10.  Men han svarede hende: "Du taler som en Dåre! Skulde vi tage
+      imod det gode fra Gud, men ikke imod det onde?" I alt dette
+      syndede Job ikke med sine Læber.
+
+ 11.  Da Jobs tre Venner hørte om al den Ulykke, der havde ramt ham,
+      kom de hver fra sin Hjemstavn. Temaniten Elifaz, Sjuhiten Bildad
+      og Na'amatiten Zofar, og aftalte at gå hen og vise ham deres
+      Medfølelse og trøste ham.
+ 12.  Men da de i nogen Frastand så op og ikke kunde genkende ham,
+      opløftede de deres Røst og græd, sønderrev alle tre deres Kapper
+      og kastede Støv op over deres Hoveder.
+ 13.  Så sad de på Jorden hos ham i syv Dage og syv Nætter, uden at
+      nogen af dem mælede et Ord til ham; thi de så, at hans Lidelser
+      var såre store.
+
+
+Job 3
+
+  1.  Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag,
+  2.  og Job tog til Orde og sagde:
+  3.  Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: "Se, en
+      Dreng!"
+  4.  Denne Dag vorde Mørke, Gud deroppe spørge ej om den, over den
+      stråle ej Lyset frem!
+  5.  Mulm og Mørke løse den ind, Tåge lægge sig over den,
+      Formørkelser skræmme den!
+  6.  Mørket tage den Nat, den høre ej hjemme blandt Årets Dage, den
+      komme ikke i Måneders Tal!
+  7.  Ja, denne Nat vorde gold, der lyde ej Jubel i den!
+  8.  De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidse
+      Livjatan";
+  9.  dens Morgenstjerner formørkes, den bie forgæves på Lys, den skue
+      ej Morgenrødens Øjenlåg,
+ 10.  fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for
+      mit Blik!
+
+ 11.  Hvi døde jeg ikke i Moders Liv eller udånded straks fra Moders
+      Skød?
+ 12.  Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der
+      Bryster at die?
+ 13.  Så havde jeg nu ligget og hvilet, så havde jeg slumret i Fred
+ 14.  blandt Konger og Jordens Styrere, der bygged sig Gravpaladser,
+ 15.  blandt Fyrster, rige på Guld, som fyldte deres Huse med Sølv.
+ 16.  Eller var jeg dog som et nedgravet Foster. som Børn, der ikke
+      fik Lyset at se!
+ 17.  Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud,
+ 18.  alle de fangne har Ro, de hører ej Fogedens Røst;
+ 19.  små og store er lige der og Trællen fri for sin Herre.
+
+ 20.  Hvi giver Gud de lidende Lys, de bittert sørgende Liv,
+ 21.  dem, som bier forgæves på Døden, graver derefter som efter
+      Skatte,
+ 22.  som glæder sig til en Stenhøj, jubler, når de finder deres Grav
+ 23.  en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget inde?
+ 24.  Thi Suk er blevet mit daglige Brød, mine Ve råb strømmer som
+      Vand.
+ 25.  Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer
+      over mig.
+ 26.  Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, så
+      kommer Uro!
+
+
+Job 4
+
+  1.  Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
+  2.  Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være
+      tavs?
+  3.  Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder, 4
+      dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft.
+  5.  Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer dig
+      selv, er du slaget af Skræk!
+
+  6.  Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Håb?
+  7.  Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige
+      under?
+  8.  Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høster
+      det selv.
+  9.  For Guds Ånd går de til Grunde, for hans Vredes Pust går de til.
+ 10.  Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slås ud;
+ 11.  Løven omkommer af Mangel på Rov, og Løveungerne spredes.
+
+ 12.  Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken
+ 13.  i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;
+ 14.  Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;
+ 15.  et Pust strøg over mit Ansigt, Hårene rejste sig på min Krop.
+ 16.  Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en
+      Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:
+ 17.  "Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?
+ 18.  End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,
+ 19.  endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres
+      Grundvold i Støvet!
+ 20.  De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslås
+      uden at ænses, for evigt går de til Grunde.
+ 21.  Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom."
+
+
+Job 5
+
+  1.  Råb kun! Giver nogen dig Svar? Og til hvem af de Hellige vender
+      du dig?
+  2.  Thi Dårens Harme koster ham Livet, Tåbens Vrede bliver hans Død.
+  3.  Selv har jeg set en Dåre rykkes op, hans Bolig rådne brat;
+  4.  hans Sønner var uden Hjælp, trådtes ned i Porten, ingen reddede
+      dem;
+  5.  sultne åd deres Høst, de tog den, selv mellem Torne, og tørstige
+      drak deres Mælk.
+  6.  Thi Vanheld vokser ej op af Støvet, Kvide spirer ej frem af
+      Jorden,
+  7.  men Mennesket avler Kvide, og Gnisterne flyver til Vejrs.
+
+  8.  Nej, jeg vilde søge til Gud og lægge min Sag for ham,
+  9.  som øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal,
+ 10.  som giver Regn på Jorden og nedsender Vand over Marken
+ 11.  for at løfte de bøjede højt, så de sørgende opnår Frelse,
+ 12.  han, som krydser de kloges Tanker, så de ikke virker noget, der
+      varer,
+ 13.  som fanger de vise i deres Kløgt, så de listiges Råd er
+      forhastet;
+ 14.  i Mørke raver de, selv om Dagen, famler ved Middag, som var det
+      Nat.
+ 15.  Men han frelser den arme fra Sværdet og fattig af stærkes Hånd,
+ 16.  så der bliver Håb for den ringe og Ondskaben lukker sin Mund.
+
+ 17.  Held den Mand, som revses at Gud; ringeagt ej den Almægtiges
+      Tugt!
+ 18.  Thi han sårer, og han forbinder, han slår, og hans Hænder læger.
+ 19.  Seks Gange redder han dig i Trængsel, syv går Ulykken uden om
+      dig;
+ 20.  han frier dig fra Døden i Hungersnød, i Krig fra Sværdets Vold;
+ 21.  du er gemt for Tungens Svøbe, har intet at frygte, når Voldsdåd
+      kommer;
+ 22.  du ler ad Voldsdåd og Hungersnød og frygter ej Jordens vilde
+      dyr;
+ 23.  du har Pagt med Markens Sten, har Fred med Markens Vilddyr;
+ 24.  du kender at have dit Telt i Fred, du mønstrer din Bolig, og
+      intet fattes;
+ 25.  du kender at have et talrigt Afkom, som Jordens Urter er dine
+      Spirer;
+ 26.  Graven når du i Ungdomskraft, som Neg føres op, når Tid er inde.
+ 27.  Se, det har vi gransket, således er det; det har vi hørt, så vid
+      også du det!
+
+
+Job 6
+
+  1.  Så tog Job til Orde og svarede:
+  2.  "Gid man vejed min Harme og vejed min Ulykke mod den!
+  3.  Thi tungere er den end Havets Sand, derfor talte jeg over mig!
+  4.  Thi i mig sidder den Almægtiges Pile, min Ånd inddrikker deres
+      Gift; Rædsler fra Gud forvirrer mig.
+  5.  Skriger et Vildæsel midt i Græsset, brøler en Okse ved sit
+      Foder?
+  6.  Spiser man ferskt uden Salt, smager mon Æggehvide godt?
+  7.  Min Sjæl vil ej røre derved, de Ting er som Lugt af en Løve.
+
+  8.  Ak, blev mit Ønske dog opfyldt, Gud give mig det, som jeg håber
+  9.  vilde d dog knuse mig, række Hånden ud og skære mig fra,
+ 10.  så vilde det være min Trøst - jeg hopped af Glæde trods
+      skånselsløs Kval at jeg ikke har nægtet den Helliges Ord.
+ 11.  Hvad er min Kraft, at jeg skal holde ud, min Udgang, at jeg skal
+      være tålmodig?
+ 12.  Er da min Kraft som Stenens, er da mit Legeme Kobber?
+ 13.  Ak, for mig er der ingen Hjælp, hver Udvej lukker sig for mig.
+
+ 14.  Den, der nægter sin Næste Godhed, han bryder med den Almægtiges
+      Frygt.
+ 15.  Mine Brødre sveg mig som en Bæk, som Strømme, hvis Vand svandt
+      bort,
+ 16.  de, der var grumset af os, og som Sneen gemte sig i,
+ 17.  men som svandt ved Solens Glød, tørredes sporløst ud i Hede;
+ 18.  Karavaner bøjer af fra Vejen, drager op i Ørkenen og går til
+      Grunde;
+ 19.  Temas Karavaner spejder, Sabas Rejsetog håber på dem,
+ 20.  men de beskæmmes i deres Tillid, de kommer derhen og skuffes!
+ 21.  Ja, slige Strømme er I mig nu, Rædselen så I og grebes af Skræk!
+ 22.  Har jeg mon sagt: "Giv mig Gaver, løs mig med eders Velstand,
+ 23.  red mig af Fjendens Hånd, køb mig fri fra Voldsmænds Hånd!"
+
+ 24.  Lær mig, så vil jeg tie, vis mig, hvor jeg har fejlet!
+ 25.  Redelig Tale, se, den gør Indtryk; men eders Revselse, hvad er
+      den værd?
+ 26.  Er det jer Hensigt at revse Ord? Den fortvivledes Ord er dog
+      Mundsvejr!
+ 27.  Selv om en faderløs kasted I Lod og købslog om eders Ven.
+
+ 28.  Men vilde I nu dog se på mig! Mon jeg lyver jer op i Ansigtet?
+ 29.  Vend jer hid, lad der ikke ske Uret, vend jer, thi end har jeg
+      Ret!
+ 30.  Er der Uret på min Tunge, eller skelner min Gane ej, hvad der er
+      ondt?
+
+
+Job 7
+
+  1.  Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans
+      Dage.
+  2.  Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter
+      på Løn,
+  3.  så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del. 4
+      Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan
+      stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes
+      af Uro, til Dagen gryr.
+  5.  Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og
+      væsker.
+  6.  Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden
+      Håb.
+  7.  Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at
+      skue!
+  8.  Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke
+      mere.
+  9.  Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i
+      Døden, borte,
+ 10.  han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig
+      at se igen.
+
+ 11.  Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens
+      Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
+ 12.  Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved
+      mig?
+ 13.  Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
+ 14.  da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
+ 15.  så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.
+ 16.  Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
+ 17.  Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
+ 18.  hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
+ 19.  Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har
+      sunket mit Spyt?
+ 20.  Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets
+      Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til
+      Byrde?
+ 21.  Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset?
+      Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke
+      mere!
+
+
+Job 8
+
+  1.  Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:
+  2.  "Hvor længe taler du så, hvor længe skal Mundens Uvejr rase?
+  3.  Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd?
+  4.  Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i
+      Vold,
+  5.  så søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Nåde!
+  6.  Såfremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han våge over dig,
+      genrejse din Retfærds Bolig;
+  7.  din fordums Lykke vil synes ringe, såre stor skal din Fremtid
+      blive.
+
+  8.  Thi spørg dog den befarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes
+      Granskning!
+  9.  Vi er fra i Går, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage på
+      Jord.
+ 10.  Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af
+      Hjertet:
+ 11.  Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor
+      der ikke er Vand?
+ 12.  Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs.
+ 13.  Så går det enhver, der glemmer Gud, en vanhelliges Håb slår
+      fejl:
+ 14.  som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv; 15
+      han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til
+      det, ej står det fast.
+ 16.  I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven
+      over,
+ 17.  i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast
+      mellem Sten;
+ 18.  men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: "Jeg har
+      ikke set dig!"
+ 19.  Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer
+      en anden!
+
+ 20.  Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de
+      ondes Hånd.
+ 21.  End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel;
+ 22.  dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes
+      mer!
+
+
+Job 9
+
+  1.  Så tog Job til Orde og svarede:
+  2.  "Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig
+      over for Gud?
+  3.  Vilde Gud gå i Rette med ham, kan han ikke svare på et af
+      tusind!
+  4.  Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel
+      derfra?
+  5.  Han flytter Bjerge så let som intet, vælter dem om i sin Vrede,
+  6.  ryster Jorden ud af dens Fuger, så dens Grundstøtter bæver;
+  7.  han taler til solen, så skinner den ikke, for Stjernerne sætter
+      han Segl,
+  8.  han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,
+  9.  han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,
+ 10.  han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!
+ 11.  Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker
+      ham ikke;
+ 12.  røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham:
+      "Hvad gør du?"
+
+ 13.  Gud lægger ikke Bånd på sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig
+      under ham;
+ 14.  hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!
+ 15.  Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, må bede min Dommer om
+      Nåde!
+ 16.  Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke
+      min Røst,
+ 17.  han, som river mig bort i Stormen, giver mig - Sår på Sår uden
+      Grund,
+ 18.  ikke lader mig drage Ånde, men lader mig mættes med beskeing.
+ 19.  Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo
+      stævner ham da!
+ 20.  Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri,
+      han gør mig dog vrang!
+
+ 21.  Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for
+      intet!
+ 22.  Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri og skyldig gør han til
+      intet!
+ 23.  Når Svøben kommer med Død i et Nu, så spotter han skyldfries
+      Hjertekval;
+ 24.  Jorden gav han i gudløses Hånd, hylder dens Dommeres Øjne til,
+      hvem ellers, om ikke han?
+ 25.  Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og så ikke Lykke,
+ 26.  gled hen som Både af Si, som en Ørn, der slår ned på Bytte.
+ 27.  Dersom jeg siger: "Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og
+      være glad,"
+ 28.  må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke
+      fri.
+
+ 29.  Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen
+      Nytte?
+ 30.  Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,
+ 31.  du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig.
+ 32.  Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde
+      gå for Retten sammen;
+ 33.  vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Hånd på os begge!
+ 34.  Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,
+ 35.  da talte jeg uden at frygte ham, thi min Dom om mig selv er en
+      anden!
+
+
+Job 10
+
+  1.  Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage
+      over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,
+  2.  sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du
+      tvister med mig!
+  3.  Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder
+      danned, men smile til gudløses Råd?
+  4.  Har du da kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,
+  5.  er dine Dage som Menneskets Dage, er dine År som Mandens Dage,
+  6.  siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,
+  7.  endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Hånd er der
+      ingen Redning!
+
+  8.  Dine Hænder gjorde og danned mig først, så skifter du Sind og
+      gør mig til intet!
+  9.  Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter
+      gøre mig!
+ 10.  Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,
+ 11.  iklædte mig Hud og kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?
+ 12.  Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Ånd
+ 13.  og så gemte du dog i dit Hjerte på dette, jeg skønner, dit
+      Øjemed var:
+ 14.  Synded jeg, vogted du på mig og tilgav ikke min Brøde.
+ 15.  Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde
+      dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med
+      Nød.
+ 16.  Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt
+      med mig;
+ 17.  nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød
+      atter en Hær imod mig!
+ 18.  Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udåndet, uset
+      af alle;
+ 19.  jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra
+      Moders Skød.
+
+ 20.  Er ej mine Livsdage få? Så slip mig, at jeg kan kvæges lidt, 21
+      før jeg for evigt går bort til Mørkets og Mulmets Land,
+ 22.  Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset
+      selv er som Mørket."
+
+
+Job 11
+
+  1.  Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde:
+  2.  "Skal en Ordgyder ej have Svar, skal en Mundheld vel have Ret?
+  3.  Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke få
+      Skam?
+
+  4.  Du siger: "Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!"
+  5.  Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig,
+  6.  kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da
+      vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld!
+  7.  Har du loddet Bunden i Gud og nået den Almægtiges Grænse?
+  8.  Højere er den end Himlen hvad kan du? Dybere end Dødsriget -
+      hvad ved du?
+  9.  Den overgår Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt end Havet.
+ 10.  Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham?
+ 11.  Han kender jo Løgnens Mænd, Uret ser han og agter derpå,
+ 12.  så tomhjernet Mand får Vid, og Vildæsel fødes til Menneske.
+ 13.  Hvis du får Skik på dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham,
+ 14.  hvis Uret er fjern fra din Hånd, og Brøde ej bor i dit Telt, 
+ 15   ja, da kan du lydefri løfte dit Åsyn og uden at frygte stå fast,
+ 16.  ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der
+      flød bort;
+ 17.  dit Liv skal overstråle Middagssolen, Mørket vorde som lyse
+      Morgen.
+ 18.  Tryg skal du være, fordi du har Håb; du ser dig om og går trygt
+      til Hvile,
+
+ 19.  du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle.
+ 20.  Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt,
+      deres Håb er blot at udånde Sjælen!
+
+
+Job 12
+
+  1.  Så tog Job til Orde og svarede:
+  2.  "Ja, sandelig, I er de rette, med eder dør Visdommen ud!
+  3.  Også jeg har som I Forstand, står ikke tilbage for eder, hvo
+      kender vel ikke sligt?
+
+  4.  Til Latter for Venner er den, der råbte til Gud og fik Svar. den
+      retfærdige er til Latter.
+  5.  I Ulykke falder de fromme, den sorgløse spotter Faren, hans Fod
+      står fast, mens Fristen varer.
+  6.  I Fred er Voldsmænds Telte, og trygge er de, der vækker Guds
+      Vrede, den, der fører Gud i sin Hånd.
+
+  7.  Spørg dog Kvæget, det skal lære dig, Himlens Fugle, de skal
+      oplyse dig,
+  8.  se til Jorden, den skal lære dig lad Havets Fisk fortælle dig
+      det!
+  9.  Hvem blandt dem alle ved vel ikke, at HERRENs Hånd har skabt
+      det;
+ 10.  han holder alt levendes Sjæl i sin Hånd, alt Menneskekødets Ånd!
+
+ 11.  Prøver ej Øret Ord, og smager ej Ganen Maden?
+ 12.  Er Alderdom eet med Visdom, Dagenes Række med Indsigt?
+ 13.  Hos ham er der Visdom og Vælde, hos ham er der Råd og Indsigt.
+
+ 14.  Hvad han river ned, det bygges ej op, den, han lukker inde,
+      kommer ej ud;
+ 15.  han dæmmer for Vandet, og Tørke kommer, han slipper det løs, og
+      det omvælter Jorden.
+ 16.  Hos ham er der Kraft og Fasthed; den, der farer og fører vild,
+      er hans Værk.
+ 17.  Rådsherrer fører han nøgne bort, og Dommere gør han til Tåber;
+ 18.  han løser, hvad Konger bandt, og binder dem Reb om Lænd;
+ 19.  Præster fører han nøgne bort og styrter ældgamle Slægter;
+ 20.  han røver de dygtige Mælet og tager de gamles Sans;
+ 21.  han udøser Hån over Fyrster og løser de stærkes Bælte;
+ 22.  han drager det skjulte frem af Mørket og bringer Mulmet for
+      Lyset,
+ 23.  gør Folkene store og lægger dem øde, udvider Folkeslags Grænser
+      og fører dem atter bort;
+ 24.  han tager Jordens Høvdingers Vid og lader dem rave i vejløst
+      Øde;
+ 25.  de famler i Mørke uden Lys og raver omkring som drukne.
+
+
+Job 13
+
+  1.  Se, mit Øje har skuet alt dette, mit Øre har hørt og mærket sig
+      det;
+  2.  hvad I ved, ved også jeg, jeg falder ikke igennem for jer.
+  3.  Men til den Almægtige vil jeg tale, med Gud er jeg sindet at gå
+      i Rette,
+  4.  mens I smører på med Løgn; usle Læger er I til Hobe.
+  5.  Om I dog vilde tie stille, så kunde I regnes for vise!
+  6.  Hør dog mit Klagemål, mærk mine Læbers Anklage!
+  7.  Forsvarer I Gud med Uret, forsvarer I ham med Svig?
+  8.  Vil I tage Parti for ham, vil I træde i Skranken for Gud?
+  9.  Går det godt, når han ransager eder, kan I narre ham, som man
+      narrer et Menneske?
+ 10.  Revse jer vil han alvorligt, om I lader som intet og dog er
+      partiske.
+ 11.  Vil ikke hans Højhed skræmme jer og hans Rædsel falde på eder?
+ 12.  Eders Tankesprog bliver til Askesprog, som Skjolde af Ler eders
+      Skjolde.
+
+ 13.  Ti stille, at jeg kan tale, så overgå mig, hvad der vil!
+ 14.  Jeg vil bære mit Kød i Tænderne og tage mit Liv i min Hånd;
+ 15.  se, han slår mig ihjel, jeg har intet Håb, dog lægger jeg for
+      ham min Færd.
+ 16.  Det er i sig selv en Sejr for mig, thi en vanhellig vover sig
+      ikke til ham!
+ 17.  Hør nu ret på mit Ord, lad mig tale for eders Ører!
+ 18.  Se, til Rettergang er jeg rede, jeg ved, at Retten er min!
+ 19.  Hvem kan vel trætte med mig? Da skulde jeg tie og opgive Ånden!
+ 20.  Kun for to Ting skåne du mig, så kryber jeg ikke i Skjul for
+      dig:
+ 21.  Din Hånd må du tage fra mig, din Rædsel skræmme mig ikke!
+
+ 22.  Så stævn mig, og jeg skal svare, eller jeg vil tale, og du skal
+      svare!
+ 23.  Hvor stor er min Skyld og Synd? Lad mig vide min Brøde og Synd!
+ 24.  Hvi skjuler du dog dit Åsyn og regner mig for din Fjende?
+ 25.  Vil du skræmme et henvejret Blad, forfølge et vissent Strå,
+ 26.  at du skriver mig så bitter en Dom og lader mig arve min Ungdoms
+      Skyld,
+ 27.  lægger mine Fødder i Blokken, vogter på alle mine
+      Veje. indkredser mine Fødders Trin!
+
+
+Job 14
+ 28.  Og så er han dog som smuldrende Trøske, som Klæder, der ædes op
+      af Møl,
+
+  1.  Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af
+      Uro;
+  2.  han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke
+      fast.
+  3.  Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!
+  4.  Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!
+  5.  Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du
+      har sat ham en uoverskridelig Grænse,
+  6.  tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag
+      som en Daglejer!
+
+  7.  Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det
+      fattes ej nye Skud;
+  8.  ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:
+  9.  lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet
+      Træ;
+ 10.  men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er
+      han da?
+ 11.  Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,
+ 12.  så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen
+      forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.
+
+ 13.  Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er
+      ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu!
+ 14.  Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al
+      Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;
+ 15.  du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders
+      Værk!
+ 16.  Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,
+ 17.  forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du
+      lukket til.
+
+ 18.  Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra
+      Grunden,
+ 19.  som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du
+      udslukt Menneskets Håb.
+ 20.  For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt
+      og lader ham fare.
+ 21.  Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han
+      mærker det ikke;
+ 22.  ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder
+      Sorg.
+
+
+Job 15
+
+  1.  Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
+  2.  "Mon Vismand svarer med Mundsvejr og fylder sit Indre med
+      Østenvind
+  3.  for at hævde sin Ret med gavnløs Tale, med Ord, som intet båder?
+  4.  Desuden nedbryder du Gudsfrygt og krænker den Stilhed, som
+      tilkommer Gud.
+  5.  Din Skyld oplærer din Mund, du vælger de listiges Sprog. Din
+      Mund domfælder dig, ikke jeg, dine Læber vidner imod dig!
+  7.  Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højene
+      var?
+  8.  Mon du lytted til, da Gud holdt Råd, og mon du rev Visdommen til
+      dig?
+  9.  Hvad ved du, som vi ikke ved, hvad forstår du, som vi ikke
+      kender?
+ 10.  Også vi har en gammel iblandt os, en Olding, hvis Dage er fler
+      end din Faders!
+ 11.  Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han mildelig talede til
+      dig?
+ 12.  Hvi river dit Hjerte dig hen, hvi ruller dit Øje vildt?
+ 13.  Thi du vender din Harme mod Gud og udstøder Ord af din Mund.
+ 14.  Hvor kan et Menneske være rent, en kvindefødt have Ret?
+ 15.  End ikke sine Hellige tror han, og Himlen er ikke ren i hans
+      Øjne,
+ 16.  hvad da den stygge, den onde, Manden, der drikker Uret som Vand!
+
+ 17.  Jeg vil sige dig noget, hør mig, jeg fortæller, hvad jeg har
+      set,
+ 18.  hvad vise Mænd har forkyndt, deres Fædre ikke dulgt,
+ 19.  dem alene var Landet givet, ingen fremmed færdedes blandt dem:
+ 20.  Den gudløse ængstes hele sit Liv, de stakkede År, en Voldsmand
+      lever;
+ 21.  Rædselslyde fylder hans Ører, midt under Fred er Hærgeren over
+      ham;
+ 22.  han undkommer ikke fra Mørket, opsparet er han for Sværdet,
+ 23.  udset til Føde for Gribbe, han ved, at han står for Fald;
+ 24.  Mørkets Dag vil skræmme ham. Trængsel og Angst overvælde ham som
+      en Konge, rustet til Strid.
+ 25.  Thi Hånden rakte han ud mod Gud og bød den Almægtige Trods,
+ 26.  stormed bårdnakket mod ham med sine tykke, buede Skjolde.
+ 27.  Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede Huld på sin Lænd.
+ 28.  tog Bolig i Byer, der øde lå hen. i Huse, man ikke må bo i,
+      bestemt til at ligge i Grus.
+ 29.  Han bliver ej rig, hans Velstand forgår, til Jorden bøjer sig
+      ikke hans Aks;
+ 30.  han undkommer ikke fra Mørket. Solglød udtørrer hans Spire, hans
+      Blomst rives bort af Vinden.
+ 31.  Han stole ikke på Tomhed han farer vild thi Tomhed skal være
+      hans Løn!
+ 32.  I Utide visner hans Stamme, hans Palmegren skal ikke grønnes;
+ 33.  han ryster som Ranken sin brue af og kaster som Olietræet sin
+      Blomst.
+ 34.  Thi vanhelliges Samfund er goldt, og Ild fortærer Bestikkelsens
+      Telte;
+ 35.  svangre med Kvide, føder de Uret, og deres Moderskød fostrer
+      Svig!
+
+
+Job 16
+
+  1.  Så tog Job til Orde og svarede:
+  2.  "Nok har jeg hørt af sligt, besværlige Trøstere er I til Hobe!
+  3.  Får Mundsvejret aldrig Ende? Hvad ægged dig dog til at svare?
+  4.  Også jeg kunde tale som I, hvis I kun var i mit Sted, føje mine
+      Ord imod jer og ryste på Hovedet ad jer,
+  5.  styrke jer med min Mund, ej spare på ynksomme Ord!
+  6.  Taler jeg, mildnes min Smerte ikke og om jeg tier, hvad Lindring
+      får jeg?
+  7.  Dog nu har han udtømt min Kraft, du bar ødelagt hele min Kreds;
+  8.  at du greb mig, gælder som Vidnesbyrd mod mig, min Magerhed
+      vidner imod mig.
+  9.  Hans Vrede river og slider i mig, han skærer Tænder imod
+      mig. Fjenderne hvæsser Blikket imod mig,
+ 10.  de opspiler Gabet imod mig, slår mig med Hån på Kind og flokkes
+      til Hobe omkring mig;
+ 11.  Gud gav mig hen i Niddingers Vold, i gudløses Hænder kasted han
+      mig.
+ 12.  Jeg leved i Fred, så knuste han mig, han greb mig i Nakken og
+      sønderslog mig; han stilled mig op som Skive,
+ 13.  hans Pile flyver omkring mig, han borer i Nyrerne uden Skånsel,
+      udgyder min Galde på Jorden;
+ 14.  Revne på Revne slår han mig, stormer som Kriger imod mig.
+ 15.  Over min Hud har jeg syet Sæk og boret mit Horn i Støvel;
+ 16.  mit Ansigt er rødt af Gråd, mine Øjenlåg hyllet i Mørke,
+ 17.  skønt der ikke er Vold i min Hånd, og skønt min Bøn er ren!
+
+ 18.  Dølg ikke, Jord, mit Blod, mit Skrig komme ikke til Hvile!
+ 19.  Alt nu er mit Vidne i Himlen, min Talsmand er i det høje;
+ 20.  gid min Ven lod sig finde! Mit Øje vender sig med Tårer til Gud,
+ 21.  at han skifter Ret mellem Manden og Gud, mellem Mennesket og
+      hans Ven!
+
+
+Job 17
+ 22.  Thi talte er de kommende År, jeg skal ud på en Færd, jeg ej
+      vender hjem fra.
+
+  1.  Brudt er min Ånd, mine Dage slukt, og Gravene venter mig;
+  2.  visselig, Spot er min Del, og bittert er, hvad mit Øje må skue.
+  3.  Stil Sikkerhed for mig hos dig! Hvem anden giver mig Håndslag?
+  4.  Thi du lukked deres Hjerte for Indsigt, derfor vil du ikke
+      ophøje dem;
+  5.  den, der forråder Venner til Plyndring, hans Sønners Øjne
+      hentæres.
+  6.  Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegn
+      for dem;
+  7.  mit Øje er sløvet af Kvide, som Skygger er mine Lemmer til Hobe;
+  8.  retsindige stivner af Rædsel ved sligt, over vanhellig harmes
+      den skyldfri,
+  9.  men den retfærdige holder sin Vej, en renhåndet vokser i Kraft.
+ 10.  Men I, mød kun alle frem igen, en Vismand fnder jeg ikke iblandt
+      jer!
+ 11.  Mine Dage stunder mod Døden, brudt er mit Hjertes Ønsker;
+ 12.  Natten gør jeg til Dag, Lyset for mig er Mørke;
+ 13.  vil jeg håbe, får jeg dog Bolig i Døden, jeg reder i Mørket mit
+      Leje,
+ 14.  Graven kalder jeg Fader, Forrådnelsen Moder og Søster.
+ 15.  Hvor er da vel mit Håb, og hvo kan øjne min Lykke?
+ 16.  Mon de vil følge mig ned i Dødsriget, skal sammen vi synke i
+      Støvet?
+
+
+Job 18
+
+  1.  Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:
+  2.  "Så gør dog en Ende på dine Ord, kom til Fornuft og lad os tale!
+  3.  Hvi skal vi regnes for Kvæg og stå som umælende i dine Øjne? 4
+      Du, som i Vrede sønderslider din Sjæl, skal for din Skyld Jorden
+      blive øde og Klippen flyttes fra sit Sted?
+
+  5.  Nej, den gudløses Lys bliver slukt, hans Ildslue giver ej Lys;
+  6.  Lyset i hans Telt går ud, og hans Lampe slukkes for ham;
+  7.  hans kraftige Skridt bliver korte, han falder for eget Råd;
+  8.  thi hans Fod drives ind i Nettet, på Fletværk vandrer han frem,
+  9.  Fælden griber om Hælen, Garnet holder ham fast;
+ 10.  Snaren er skjult i Jorden for ham og Saksen på hans Sti;
+ 11.  Rædsler skræmmer ham alle Vegne og kyser ham Skridt for Skridt:
+ 12.  Ulykken hungrer efter ham, Undergang lurer på hans Fald:
+ 13.  Dødens førstefødte æder hans Lemmer, æder hans Legemes Lemmer;
+ 14.  han rives bort fra sit Telt, sin Fortrøstning; den styrer hans
+      Skridt til Rædslernes Konge;
+ 15.  i hans Telt har Undergang hjemme, Svovl strøs ud på hans Bolig;
+ 16.  nedentil tørrer hans Rødder, oventil visner hans Grene;
+ 17.  hans Minde svinder fra Jord, på Gaden nævnes ikke hans Navn;
+ 18.  man støder ham ud fra Lys i Mørket og driver ham bort fra
+      Jorderig;
+ 19.  i sit Folk har han ikke Afkom og Æt, i hans Hjem er der ingen
+      tilbage;
+ 20.  de i Vester stivner ved hans Skæbnedag, de i Øst bliver slagne
+      af Rædsel.
+ 21.  Ja, således går det den lovløses Bolig, dens Hjem, der ej kender
+      Gud!
+
+
+Job 19
+
+  1.  Så tog Job til Orde og svarede:
+  2.  "Hvor længe vil I krænke min Sjæl og slå mig sønder med Ord?
+  3.  I håner mig nu for tiende Gang, mishandler mig uden Skam.
+  4.  Har jeg da virkelig fejlet, hænger der Fejl ved mig?
+  5.  Eller gør I jer store imod mig og revser mig ved at smæde?
+
+  6.  Så vid da, at Gud har bøjet min Ret, omspændt mig med sit Net.
+  7.  Se, jeg skriger: Vold! men får ikke Svar, råber om Hjælp, der er
+      ingen Ret.
+  8.  Han spærred min Vej, jeg kom ikke frem, han hylled mine Stier i
+      Mørke;
+  9.  han klædte mig af for min Ære, berøved mit Hoved Kronen,
+ 10.  brød mig ned overalt, så jeg må bort, oprykked mit Håb som
+      Træet;
+ 11.  hans Vrede blussede mod mig, han regner mig for sin Fjende;
+ 12.  samlede rykker hans Flokke frem og bryder sig Vej imod mig, de
+      lejrer sig om mit Telt.
+ 13.  Mine Brødre har fjernet sig fra mig, Venner er fremmede for mig,
+ 14.  mine nærmeste og Hendinge holder sig fra mig, de, der er i mit
+      Hus, har glemt mig;
+ 15.  mine Piger regner mig for en fremmed, vildfremmed er jeg i deres
+      Øjne;
+ 16.  ej svarer min Træl, når jeg kalder, jeg må trygle ham med min
+      Mund;
+ 17.  ved min Ånde væmmes min Hustru, mine egne Brødre er jeg en
+      Stank;
+ 18.  selv Drenge agter mig ringe, når jeg reljser mig, taler de mod
+      mig;
+ 19.  Standsfælleræmmes til Hobe ved mig, de, jeg elskede, vender sig
+      mod mig.
+ 20.  Benene hænger fast ved min Hud, med Kødet i Tænderne slap jeg
+      bort.
+ 21.  Nåde, mine Venner, Nåde, thi Guds Hånd har rørt mig!
+ 22.  Hvi forfølger og I mig som Gud og mættes ej af mit Kød?
+
+ 23.  Ak, gid mine Ord blev skrevet op, blev tegnet op i en Bog,
+ 24.  med Griffel af Jern, med Bly indristet i Hlippen for evigt!
+ 25.  Men jeg ved, at min Løser lever, over Støvet vil en Forsvarer
+      stå frem.
+ 26.  Når min sønderslidte Hud er borte, skal jeg ud fra mit Kød skue
+      Gud,
+ 27.  hvem jeg skal se på min Side; ham skal mine Øjne se, ingen
+      fremmed! Mine Nyrer forgår i mit Indre!
+
+ 28.  Når I siger: "Hor vi skal forfølge ham, Sagens Rod vil vi
+      udfinde hos ham!"
+ 29.  så tag jer i Vare for Sværdet; thi Vrede rammer de lovløse, at I
+      skal kende, der kommer en Dom!
+
+
+Job 20
+
+  1.  Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde
+  2.  "Derfor bruser Tankerne i mig, og derfor stormer det i mig;
+  3.  til min Skam må jeg høre på Tugt, får tankeløst Mundsvejr til
+      Svar!
+
+  4.  Ved du da ikke fra Arilds Tid, fra Tiden, da Mennesket sattes på
+      Jorden,
+  5.  at gudløses Jubel er kort og vanhelliges Glæde stakket?
+  6.  Steg end hans Hovmod til Himlen, raged hans Hoved i Sky,
+  7.  som sit Skarn forgår han for evigt, de, der så ham, siger: "Hvor
+      er han?"
+  8.  Han flyr som en Drøm, man finder ham ikke, som et Nattesyn jages
+      han bort;
+  9.  Øjet, der så ham, ser ham ej mer, hans Sted får ham aldrig at se
+      igen.
+ 10.  Hans Sønner bejler til ringes Yndest, hans Hænder må give hans
+      Gods tilbage.
+ 11.  Hans Ben var fulde af Ungdomskraft, men den lægger sig med ham i
+      Støvet.
+ 12.  Er det onde end sødt i hans Mund, når han gemmer det under sin
+      Tunge,
+ 13.  sparer på det og slipper det ikke, holder det fast til sin Gane,
+ 14.  så bliver dog Maden i hans Indre til Slangegift inden i ham;
+ 15.  Godset, han slugte, må han spy ud, Gud driver det ud af hans
+      Bug,
+ 16.  han indsuger Slangernes Gift, og Øgleungen slår ham ihjel;
+ 17.  han skuer ej Strømme af Olie, Bække af Honning og Fløde;
+ 18.  han må af med sin Vinding, svælger den ej, får ingen Glæde af
+      tilbyttet Gods.
+ 19.  Thi han knuste de ringe og lod dem ligge, ranede Huse, han ej
+      havde bygget.
+ 20.  Thi han har ingen Hjælp af sin Rigdom, trods sine Skatte reddes
+      han ikke;
+ 21.  ingen gik fri for hans Glubskhed, derfor varer hans Lykke ikke;
+ 22.  midt i sin Overflod har han det trangt, al Slags Nød kommer over
+      ham.
+ 23.  For at fylde hans Bug sender Gud sin Vredes Glød imod ham, lader
+      sin Harme regne på ham.
+ 24.  Flyr han for Brynje af Jern, så gennemborer ham Kobberbuen;
+ 25.  en Kni kommer ud af hans Ryg, et lynende Stål af hans Galde;
+      over ham falder Rædsler,
+ 26.  idel Mørke er opsparet til ham; Ild, der ej blæses op, fortærer
+      ham, æder Levningen i hans Telt.
+ 27.  Himlen bringer hans Brøde for Lyset, og Jorden rejser sig mod
+      ham.
+ 28.  Hans Huses Vinding må bort, rives bort på Guds Vredes Dag.
+ 29.  Slig er den gudløses Lod fra Gud og Lønnen fra Gud for hans
+      Brøde!
+
+
+Job 21
+
+  1.  Så tog Job til Orde og svarede:
+  2.  "Hør dog, hør mine Ord, lad det være Trøsten, I giver!
+  3.  Find jer nu i, at jeg taler, siden kan I jo håne!
+  4.  Gælder min Klage Mennesker? Hvi skulde jeg ej være utålmodig?
+  5.  Vend jer til mig og stivn af Rædsel, læg Hånd på Mund!
+  6.  Jeg gruer, når jeg tænker derpå, mit Legeme gribes af Skælven:
+  7.  De gudløse, hvorfor lever de, bliver gamle, ja vokser i Kraft?
+  8.  Deres Æt har de blivende hos sig, deres Afkom for deres Øjne;
+  9.  deres Huse er sikre mod Rædsler, Guds Svøbe rammer dem ikke;
+ 10.  ej springer deres Tyr forgæves, Koen kælver, den kaster ikke;
+ 11.  de slipper deres Drenge ud som Får, deres Børneflok boltrer sig
+      ret;
+ 12.  de synger til Pauke og Citer, er glade til Fløjtens Toner;
+ 13.  de lever deres Dage i Lykke og synker med Fred i Dødsriget,
+ 14.  skønt de siger til Gud: "Gå fra os, at kende dine Veje er ikke
+      vor Lyst!
+ 15.  Den Almægtige? Hvad han? Skal vi tjene ham? Hvad Gavn at banke
+      på hos ham?"
+ 16.  Er ej deres Lykke i deres Hånd og gudløses Råd ham fjernt?
+ 17.  Når går de gudløses Lampe ud og når kommer Ulykken over dem? Når
+      deler han Loddet ud i sin Vrede,
+ 18.  så de bliver som Strå for Vinden, som Avner, Storm fører bort?
+ 19.  Gemmer Gud hans Ulykkeslod til hans Børn? Ham selv gengælde han,
+      så han mærker det,
+ 20.  lad ham selv få sit Vanheld at se, den Almægtiges Vrede at
+      drikke!
+ 21.  Thi hvad bryder han sig siden om sit Hus, når hans Måneders Tal
+      er udrundet?
+ 22.  Kan man vel tage Gud i Skole, ham, som dømmer de højeste Væsner?
+ 23.  En dør jo på Lykkens Tinde, helt tryg og så helt uden Sorger:
+ 24.  hans Spande er fulde af Mælk, hans Knogler af saftig Marv;
+ 25.  med bitter Sjæl dør en anden og har aldrig nydt nogen Lykke;
+ 26.  de lægger sig begge i Jorden, og begge dækkes af Orme!
+ 27.  Se, jeg kender så vel eders Tanker og de Rænker, I spinder imod
+      mig,
+ 28.  når I siger: "Hvor er Stormandens Hus og det Telt, hvor de
+      gudløse bor?"
+ 29.  Har I aldrig spurgt de berejste og godkendt deres Beviser:
+ 30.  Den onde skånes på Ulykkens Dag og frelses på Vredens Dag.
+ 31.  Hvem foreholder ham vel hans Færd, gengælder ham, hvad han gør?
+ 32.  Til Graven bæres han hen, ved hans Gravhøj holdes der Vagt;
+ 33.  i Dalbunden hviler han sødt, Alverden følger så efter, en Flok
+      uden Tal gik forud for ham.
+ 34.  Hvor tom er den Trøst, som I giver! Eders Svar - kun Svig er
+      tilbage!
+
+
+Job 22
+
+  1.  Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
+
+  2.  "Gavner et Menneske Gud? Nej, den kloge gavner sig selv.
+  3.  Har den Almægtige godt af din Retfærd, Vinding af, at din Vandel
+      er ret?
+  4.  Revser han dig for din Gudsfrygt? Eller går han i Rette med dig
+      derfor?
+  5.  Er ikke din Ondskab stor og din Brøde uden Ende?
+
+  6.  Thi du pantede Brødre uden Grund, trak Klæderne af de nøgne,
+  7.  gav ikke den trætte Vand at drikke og nægted den sultne Brød.
+  8.  Den mægtige - hans var Landet, den hædrede boede der.
+  9.  Du lod Enker gå tomhændet bort, knuste de faderløses Arme.
+ 10.  Derfor var der Snaret omkring dig, og Rædsel ængsted dig brat.
+ 11.  Dit Lys blev Mørke, du kan ej se, og Strømme af Vand går over
+      dig!
+
+ 12.  Er Gud ej i højen Himmel? Se Stjernernes Tinde, hvor højt de
+      står!
+ 13.  Dog siger du: "Hvad ved Gud, holder han Dom bag sorten Sky?
+ 14.  Skyerne skjuler ham, så han ej ser, på Himlens Runding går han!"
+ 15.  Vil du følge Fortidens Sti, som Urettens Mænd betrådte,
+ 16.  de, som i Utide reves bort, hvis Grundvold flød bort som en
+      Strøm,
+ 17.  som sagde til Gud: "Gå fra os! Hvad kan den Almægtige gøre os?"
+ 18.  Og han havde dog fyldt deres Huse med godt. Men de gudløses Råd
+      er ham fjernt.
+ 19.  De retfærdige så det og glædede sig, den uskyldige spottede dem:
+ 20.  For vist, vore Fjender forgik, og Ild fortæred de sidste af dem.
+
+ 21.  Bliv Ven med ham og hold Fred. derved vil der times dig Lykke;
+ 22.  tag dog mod Lærdom af ham og læg dig hans Ord på Sinde!
+ 23.  Vender du ydmygt om til den Almægtige, fjerner du Uretten fra
+      dit Telt,
+ 24.  kaster du Guldet på Jorden, Ofirguldet blandt Bækkenes Sten,
+ 25.  så den Almægtige bliver dit Guld, hans Lov dit Sølv,
+ 26.  ja, da skal du fryde dig over den Almægtige og løfte dit Åsyn
+      til Gud.
+ 27.  Beder du til ham, hører han dig, indfri kan du, hvad du har
+      lovet;
+ 28.  hvad du sætter dig for, det lykkes, det lysner på dine Veje;
+ 29.  thi stolte, hovmodige ydmyger han, men hjælper den, der slår
+      Øjnene ned;
+ 30.  han frelser uskyldig Mand; det sker ved hans Hænders Renhed!
+
+
+Job 23
+
+  1.  Så tog Job til Orde og svarede:
+  2.  "Også i Dag er der Trods i min Klage, tungt ligger hans Hånd på
+      mit Suk!
+  3.  Ak, vidste jeg Vej til at finde ham, kunde jeg nå hans Trone!
+  4.  Da vilde jeg udrede Sagen for ham og fylde min Mund med Beviser,
+  5.  vide, hvad Svar han gav mig, skønne, hvad han sagde til mig!
+  6.  Mon han da satte sin Almagt imod mig? Nej, visselig agted han på
+      mig;
+  7.  da gik en oprigtig i Rette med ham, og jeg bjærged for evigt min
+      Ret.
+  8.  Men går jeg mod Øst, da er han der ikke, mod Vest, jeg mærker ej
+      til ham;
+  9.  jeg søger i Nord og ser ham ikke, drejer mod Syd og øjner ham
+      ej.
+ 10.  Thi han kender min Vej og min Vandel, som Guld går jeg frem af
+      hans Prøve.
+ 11.  Min Fod har holdt fast ved hans Spor, hans Vej har jeg fulgt,
+      veg ikke derfra,
+ 12.  fra hans Læbers Bud er jeg ikke veget, hans Ord har jeg gemt i
+      mit Bryst.
+ 13.  Men han gjorde sit Valg, hvem hindrer ham Han udfører, hvad hans
+      Sjæl attrår.
+ 14.  Thi han fuldbyrder, hvad han bestemte, og af sligt har han meget
+      for.
+ 15.  Derfor forfærdes jeg for ham og gruer ved Tanken om ham.
+ 16.  Ja, Gud har nedbrudt mit Mod, forfærdet mig har den Almægtige;
+ 17.  thi jeg går til i Mørket, mit Åsyn dækkes af Mulm.
+
+
+Job 24
+
+  1.  Hvorfor har ej den Almægtige opsparet Tider, hvi får de, som
+      kender ham, ikke hans Dage at se?
+  2.  De onde flytter Markskel, ranede Hjorde har de på Græs.
+  3.  faderløses Æsel fører de bort, tager Enkens Okse som Borgen:
+  4.  de trænger de fattige af Vejen. Landets arme må alle skjule sig.
+
+  5.  Som vilde Æsler i Ørkenen går de ud til deres Gerning søgende
+      efter Næring; Steppen er Brød for Børnene.
+  6.  De høster på Marken om Natten, i Rigmandens Vingård sanker de
+      efter.
+  7.  Om Natten ligger de nøgne, uden Klæder, uden Tæppe i Hulden.
+  8.  De vædes af Bjergenes Regnskyl, klamrer sig af Mangel på Ly til
+      Klippen.
+  9.  - Man river den faderløse fra Brystet, tager den armes Barn som
+      Borgen.
+ 10.  Nøgne vandrer de, uden Klæder, sultne bærer de Neg;
+ 11.  mellem Murene presser de Olie. de træder Persen og tørster.
+ 12.  De drives fra By og Hus, og Børnenes Hunger skriger. Men Gud,
+      han ænser ej vrangt.
+
+ 13.  Andre hører til Lysets Fjender, de kender ikke hans Veje og
+      holder sig ej på hans Stier:
+ 14.  Før det lysner, står Morderen op, han myrder arm og fattig; om
+      Natten sniger Tyven sig om;
+ 15.  Horkarlens Øje lurer på Skumring, han tænker: "Intet Øje kan se
+      mig!" og skjuler sit Ansigt under en Maske.
+ 16.  I Mørke bryder de ind i Huse, de lukker sig inde om Dagen, thi
+      ingen af dem vil vide af Lys.
+ 17.  For dem er Mørket Morgen, thide er kendt med Mørkets Rædsler.
+
+ 18.  Over Vandfladen jages han hen, hans Arvelod i Landet forbandes,
+      han færdes ikke på Vejen til Vingården.
+ 19.  Som Tørke og Hede tager Snevand, så Dødsriget dem, der har
+      syndet.
+ 20.  Han er glemt på sin Hjemstavns Torv, hans Storhed kommes ej mer
+      i Hu, Uretten knækkes som Træet.
+ 21.  Han var ond mod den golde, der ikke fødte, mod Enken gjorde han
+      ikke vel;
+ 22.  dem, det gik skævt, rev han bort i sin Vælde. Han står op og er
+      ikke tryg på sit Liv,
+ 23.  han styrtes uden Håb og Støtte, og på hans Veje er idel Nød.
+ 24.  Hans Storhed er stakket, så er han ej mer, han bøjes og skrumper
+      ind som Melde og skæres af som Aksenes Top.
+ 25.  Og hvis ikke - hvo gør mig til Løgner, hvo gør mine Ord til
+      intet?
+
+
+Job 25
+
+  1.  Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:
+  2.  "Hos ham er der Vælde og Rædsel, han skaber Fred i sin høje
+      Bolig.
+  3.  Er der mon Tal på hans Skarer? Mod hvem står ikke hans Baghold
+      op?
+  4.  Hvor kan en Mand have Ret imod Gud, hvor kan en kvindefødt være
+      ren?
+  5.  Selv Månen er ikke klar i hans Øjne og Stjernerne ikke rene
+  6.  endsige en Mand, det Kryb, et Menneskebarn, den Orm!
+
+
+Job 26
+
+  1.  Så tog Job til Orde og svarede:
+  2.  "Hvor har du dog hjulpet ham, den afmægtige, støttet den
+      kraftløse Arm!
+  3.  Hvor har du dog rådet ham, den uvise, kundgjort en Fylde af
+      Visdom!
+  4.  Hvem hjalp dig med at få Ordene frem, hvis Ånd mon der talte af
+      dig?
+  5.  Skyggerne skælver af Angst, de, som bor under Vandene;
+  6.  blottet er Dødsriget for ham, Afgrunden uden Dække.
+  7.  Han udspænder Norden over det tomme, ophænger Jorden på intet;
+  8.  Vandet binder han i sine Skyer, og Skylaget brister ikke
+      derunder;
+  9.  han fæstner sin Trones Hjørner og breder sit Skylag derover;
+ 10.  han drog en Kreds over Vandene, der, hvor Lys og Mørke skilles.
+ 11.  Himlens Støtter vakler, de gribes af Angst ved hans Trusel;
+ 12.  med Vælde bragte han Havet til Ro og knuste Rahab med Kløgt;
+ 13.  ved hans Ånde klarede Himlen op hans Hånd gennembored den
+      flygtende Slange.
+ 14.  Se, det er kun Omridset af hans Vej, hvad hører vi andet end
+      Hvisken? Hans Vældes Torden, hvo fatter vel den?
+
+
+Job 27
+
+  1.  Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
+  2.  "Så sandt Gud lever, som satte min Ret til Side, den Almægtige,
+      som gjorde mig mod i Hu:
+  3.  Så længe jeg drager Ånde og har Guds Ånde i Næsen,
+  4.  skal mine Læber ej tale Uret, min Tunge ej fare med Svig!
+  5.  Langt være det fra mig at give jer Ret; til jeg udånder, opgiver
+      jeg ikke min Uskyld.
+  6.  Jeg hævder min Ret, jeg slipper den ikke, ingen af mine Dage
+      piner mit Sind.
+
+  7.  Som den gudløse gå det min Fjende, min Modstander som den
+      lovløse!
+  8.  Thi hvad er den vanhelliges Håb, når Gud bortskærer og kræver
+      hans Sjæl?
+  9.  Hører mon Gud hans Skrig, når Angst kommer over ham?
+ 10.  Mon han kan fryde sig over den Almægtige, føjer han ham, når han
+      påkalder ham?
+ 11.  Jeg vil lære jer om Guds Hånd, den Almægtiges Tanker dølger jeg
+      ikke;
+ 12.  se, selv har I alle set det, hvi har I så tomme Tanker?
+ 13.  Det er den gudløses Lod fra Gud, Arven, som Voldsmænd får fra
+      den Almægtige:
+ 14.  Vokser hans Sønner, er det for Sværdet, hans Afkom mættes ikke
+      med Brød;
+ 15.  de øvrige bringer Pesten i Graven, deres Enker kan ej holde
+      Klage over dem.
+ 16.  Opdynger han Sølv som Støv og samler sig Klæder som Ler
+ 17.  han samler, men den retfærdige klæder sig i dem, og Sølvet arver
+      den skyldfri;
+ 18.  han bygger sit Hus som en Edderkops, som Hytten, en Vogter gør
+      sig;
+ 19.  han lægger sig rig, men for sidste ang, han slår Øjnene op, og
+      er det ej mer;
+ 20.  Rædsler når ham som Vande, ved Nat river Stormen ham bort;
+ 21.  løftet af Østenstorm farer han bort, den fejer ham væk fra hans
+      Sted.
+ 22.  Skånselsløst skyder han på ham, i Hast må han fly fra hans Hånd;
+ 23.  man klapper i Hænderne mod ham og piber ham bort fra hans Sted!
+
+
+Job 28
+
+  1.  Sølvet har jo sit Leje, som renses, sit sted
+  2.  Jern hentes op af Jorden, og Sten smeltes om til Kobber.
+  3.  På Mørket gør man en Ende og ransager indtil de dybeste Kroge
+      Mørkets og Mulmets Sten;
+  4.  man bryder en Skakt under Foden, og glemte, foruden Fodfæste,
+      hænger de svævende fjernt fra Mennesker.
+  5.  Af Jorden fremvokser Brød, imedens dens Indre omvæltes som af
+      Ild;
+  6.  i Stenen der sidder Safiren, og der er Guldstøv i den.
+  7.  Stien derhen er Rovfuglen ukendt, Falkens Øje udspejder den
+      ikke;
+  8.  den trædes ikke af stolte Vilddyr, Løven skrider ej frem ad den.
+  9.  På Flinten lægger man Hånd og omvælter Bjerge fra Roden;
+ 10.  i Klipperne hugger man Gange, alskens Klenodier skuer Øjet;
+ 11.  man tilstopper Strømmenes Kilder og bringer det skjulte for
+      Lyset.
+
+ 12.  Men Visdommen - hvor mon den findes, og hvor er Indsigtens Sted?
+ 13.  Mennesket kender ikke dens Vej, den findes ej i de levendes
+      Land;
+ 14.  Dybet siger: "I mig er den ikke!" Havet: "Ej heller hos mig!"
+ 15.  Man får den ej for det fineste Guld, for Sølv kan den ikke
+      købes,
+ 16.  den opvejes ikke med Ofirguld, med kostelig Sjoham eller Safir;
+ 17.  Guld og Glar kan ej måle sig med den, den fås ej i Bytte for
+      gyldne Kar,
+ 18.  Krystal og Koraller ikke at nævne. At eje Visdom er mere end
+      Perler,
+ 19.  Ætiopiens Topas kan ej måle sig med den, den opvejes ej med det
+      rene Guld.
+
+ 20.  Men Visdommen - hvor mon den kommer fra, og hvor er Indsigtens
+      Sted?
+ 21.  Den er dulgt for alt levendes Øje og skjult for Himmelens Fugle;
+ 22.  Afgrund og Død må sige: "Vi hørte kun tale derom."
+ 23.  Gud er kendt med dens Vej, han ved, hvor den har sit Sted;
+ 24.  thi han skuer til Jordens Ender, alt under Himmelen ser han.
+ 25.  Dengang han fastsatte Vindens Vægt og målte Vandet med Mål,
+ 26.  da han satte en Lov for Regnen, afmærked Tordenskyen dens Vej,
+ 27.  da skued og mønstred han den, han stilled den op og ransaged
+      den.
+
+ 28.  Men til Mennesket sagde han: "Se, HERRENs Frygt, det er Visdom,
+      at sky det onde er Indsigt."
+
+
+Job 29
+
+  1.  Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
+
+  2.  Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,
+  3.  da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt
+      frem i Mørke,
+  4.  som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,
+  5.  da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,
+  6.  da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,
+  7.  da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet.
+  8.  Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og
+      stod,
+  9.  Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd på Mund,
+ 10.  Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;
+ 11.  Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet så og tilkendte mig Ære.
+ 12.  Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der
+      savned en Hjælper;
+ 13.  den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;
+ 14.  jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og
+      Hovedbind.
+ 15.  Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;
+ 16.  jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;
+ 17.  den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.
+ 18.  Så tænkte jeg da: "Jeg skal dø i min Rede, leve så længe som
+      Føniksfuglen;
+ 19.  min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;
+ 20.  min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Hånd!"
+ 21.  Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd;
+ 22.  ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende på
+      dem;
+ 23.  de bied på mig som på Regn, spærred Munden op efter Vårregn.
+ 24.  Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at
+      svinde.
+ 25.  Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge
+      blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.
+
+
+Job 30
+
+  1.  Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre
+      jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.
+  2.  Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft
+      har de mistet,
+  3.  tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark
+  4.  og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.
+  5.  Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem.
+  6.  De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes
+      Huler.
+  7.  De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,
+  8.  en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.
+  9.  Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;
+ 10.  de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad
+      mig.
+ 11.  Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de
+      Tøjlerne af.
+ 12.  Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger
+      sig Ulykkesveje imod mig
+ 13.  min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen
+      hindrer dem i det;
+ 14.  de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under
+      Ruiner,
+ 15.  Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af
+      Storm, min Lykke svandt som en Sky.
+ 16.  Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:
+ 17.  Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.
+ 18.  Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var
+      det min Kjortel.
+ 19.  Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.
+ 20.  Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser
+      mig ikke;
+ 21.  grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd.
+ 22.  Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen
+      gennemryster mig;
+ 23.  thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt
+      levende samles.
+ 24.  Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp,
+      når han går under?
+ 25.  Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke
+      min Sjæl for den fattiges Skyld?
+ 26.  Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke
+      kom;
+ 27.  ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;
+ 28.  trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og
+      råber;
+ 29.  Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.
+ 30.  Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;
+ 31.  min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd!
+
+
+Job 31
+
+  1.  Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se på en Jomfru;
+  2.  hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den
+      Almægtige gav fra det høje?
+  3.  Har ikke den lovløse Vanheld i Vente, Udådsmændene Modgang?
+  4.  Ser han ej mine Veje og tæller alle mine Skridt?
+  5.  Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min Fod til Svig
+  6.  på Rettens Vægtskål veje han mig, så Gud kan kende min Uskyld
+  7.  er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har mit Hjerte fulgt mine
+      Øjne, hang noget ved mine Hænder,
+  8.  da gid jeg må så og en anden fortære, og hvad jeg planted,
+      oprykkes med Rode!
+  9.  Blev jeg en Dåre på Grund at en Kvinde, og har jeg luret ved
+      Næstens Dør,
+ 10.  så dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig over
+      hende!
+ 11.  Thi sligt var Skændselsdåd, Brøde, der drages for Retten,
+ 12.  ja, Ild, der æder til Afgrunden og sætter hele min Høst i Brand!
+ 13.  Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, når de
+      trættede med mig,
+ 14.  hvad skulde jeg da gøre, når Gud stod op, hvad skulde jeg svare,
+      når han så efter?
+ 15.  Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej
+      dannet os begge i Moders Liv?
+ 16.  Har jeg afslået ringes Ønske, ladet Enkens Øjne vansmægte,
+ 17.  var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist
+      deraf
+ 18.  nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hende
+      fra min Moders Skød.
+ 19.  Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder, en fattig savne et
+      Tæppe
+ 20.  visselig nej, hans Hofter velsigned mig, når han varmed sig i
+      Uld af mine Lam.
+ 21.  Har jeg løftet min Bånd mod en faderløs, fordi jeg var vis på
+      Medhold i Retten,
+ 22.  så falde min Skulder fra Nakken, så rykkes min Arm af Led!
+ 23.  Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og når han rejste sig,
+      magted jeg intet!
+ 24.  Har jeg slået min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min
+      Fortrøstning,
+ 25.  var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Hånd fik
+      sanket så meget,
+ 26.  så jeg, hvorledes Sollyset stråled, eller den herligt skridende
+      Måne,
+ 27.  og lod mit Hjerte sig dåre i Løn, så jeg hylded dem med Kys på
+      min Hånd
+ 28.  også det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg
+      Gud hist oppe.
+ 29.  Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, når han ramtes af
+      Vanheld
+ 30.  nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, så jeg bandende kræved
+      hans Sjæl.
+ 31.  Har min Husfælle ej måttet sige: "Hvem mættedes ej af Kød fra
+      hans Bord"
+ 32.  nej, den fremmede lå ej ude om Natten, jeg åbned min Dør for
+      Vandringsmænd.
+ 33.  Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør, så jeg dulgte min
+      Brøde i Brystet
+ 34.  af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders Ringeagt,
+      så jeg blev inden Døre i Stilhed!
+ 35.  Ak, var der dog en, der hørte på mig! Her er mit Bomærke - lad
+      den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg!
+ 36.  Sandelig, tog jeg det på min Skulder, kransed mit Hoved dermed
+      som en Krone,
+ 37.  svared ham for hvert eneste Skridt og mødte ham som en Fyrste.
+ 38.  Har min Mark måttet skrige over mig og alle Furerne græde,
+ 39.  har jeg tæret dens Kraft uden Vederlag, udslukt dens Ejeres Liv,
+ 40.  så gro der Tjørn for Hvede og Ukrudt i Stedet for Byg! Her ender
+      Jobs Ord.
+
+
+Job 32
+
+  1.  Da nu hine tre Mænd ikke mere svarede Job, fordi han var
+      retfærdig i sine egne Øjne,
+  2.  blussede Vreden op i Buziten Elihu, Barak'els Søn, af Rams
+      Slægt. På Job vrededes han, fordi han gjorde sig retfærdigere
+      end Gud,
+  3.  og på hans tre Venner, fordi de ikke fandt noget Svar og dog
+      dømte Job skyldig.
+  4.  Elihu havde ventet, så længe de talte med Job, fordi de var
+      ældre end han;
+  5.  men da han så, at de tre Mænd intet havde at svare, blussede
+      hans Vrede op;
+
+  6.  og Buziten Elihu, Barak'els Søn, tog til Orde og sagde: Ung af
+      Dage er jeg, og I er gamle Mænd, derfor holdt jeg mig tilbage,
+      angst for at meddele eder min Viden;
+  7.  jeg tænkte: "Lad Alderen tale og Årenes Mængde kundgøre Visdom!"
+  8.  Dog Ånden, den er i Mennesket, og den Almægtiges Ånde giver dem
+      Indsigt;
+  9.  de gamle er ikke altid de kloge, Oldinge ved ej altid, hvad Ret
+      er;
+ 10.  derfor siger jeg: Hør mig, lad også mig komme frem med min
+      Viden!
+ 11.  Jeg biede på, at I skulde tale, lyttede efter forstandige Ord,
+      at I skulde finde de rette Ord;
+ 12.  jeg agtede nøje på eder; men ingen af eder gendrev Job og gav
+      Svar på hans Ord.
+ 13.  Sig nu ikke: "Vi stødte på Visdom, Gud må fælde ham, ikke et
+      Menneske!"
+ 14.  Mod mig har han ikke rettet sin Tale, og med eders Ord vil jeg
+      ikke svare ham.
+ 15.  De blev bange, svarer ej mer, for dem slap Ordene op.
+ 18.  Skal jeg tøve, fordi de tier og står der uden at svare et Ord?
+ 17.  Også jeg vil svare min Del, også jeg vil frem med min Viden!
+ 18.  Thi jeg er fuld af Ord, Ånden i mit Bryst trænger på;
+ 19.  som tilbundet Vin er mit Bryst, som nyfyldte Vinsække nær ved at
+      sprænges;
+ 20.  tale vil jeg for at få Luft, åbne mine Læber og svare.
+ 21.  Forskel gør jeg ikke og smigrer ikke for nogen;
+ 22.  thi at smigre bruger jeg ikke, snart rev min Skaber mig ellers
+      bort!
+
+
+Job 33
+
+  1.  Men hør nu Job, på min Tale og lyt til alle mine Ord!
+  2.  Se, jeg har åbnet min Mund, min Tunge taler i Ganen;
+  3.  mine Ord er talt af oprigtigt Hjerte, mine Læber fører lutret
+      Tale.
+  4.  Guds Ånd har skabt mig, den Almægtiges Ånde har givet mig Liv.
+  5.  Svar mig, i Fald du kan, rust dig imod mig, mød frem!
+  6.  Se, jeg er din Lige for Gud, også jeg er taget af Ler;
+  7.  Rædsel for mig skal ikke skræmme dig, min Hånd skal ej ligge
+      tyngende på dig.
+
+  8.  Dog, det har du sagt i mit Påhør, jeg hørte så lydende Ord:
+  9.  "Jeg er ren og uden Brøde, lydeløs, uden Skyld;
+ 10.  men han søger Påskud imod mig, regner mig for sin Fjende;
+ 11.  han lægger mine Fødder i Blokken, vogter på alle mine Veje."
+
+ 12.  Se, der har du Uret, det er mit Svar, thi Gud er større end
+      Mennesket.
+ 13.  Hvorfor tvistes du med ham, fordi han ej svarer på dine Ord?
+ 14.  Thi på een Måde taler Gud, ja på to, men man ænser det ikke:
+ 15.  I Drømme, i natligt Syn, når Dvale falder på Mennesker, når de
+      slumrende hviler på Lejet;
+ 16.  da åbner han Menneskers Øre, gør dem angst med Skræmmebilleder
+ 17.  for at få Mennessket bort fra Uret og udrydde Hovmod af Manden,
+ 18.  holde hans Sjæl fra Graven, hans Liv fra Våbendød.
+
+ 19.  Eller han revses med Smerter på Lejet, uafbrudt sfår der Hamp i
+      hans Ben;
+ 20.  Livet i ham væmmes ved Brød og hans Sjæl ved lækker Mad
+ 21.  hans Kød svinder hen, så det ikke ses, hans Knogler, som før
+      ikke sås, bliver blottet;
+ 22.  hans Sjæl kommer Graven nær, hans Liv de dræbende Magter.
+
+ 23.  Hvis da en Engel er på hans Side, een blandt de tusind Talsmænd,
+      som varsler Mennesket Tugt,
+ 24.  og den viser ham Nåde og siger: "Fri ham fra at synke i Graven,
+      Løsepenge har jeg fået!"
+ 25.  da svulmer hans Legem af Friskhed, han oplever atter sin Ungdom.
+ 26.  Han beder til Gud, og han er ham nådig, han skuer med Jubel hans
+      Åsyn, fortæller Mennesker om sin Frelse.
+ 27.  Han synger det ud for Folk: "Jeg synded og krænkede Retten og
+      fik dog ej Løn som forskyldt!
+ 28.  Han har friet min Sjæl fra at fare i Grav, mit Liv ser Lyset med
+      Lyst!"
+ 29.  Se, alle disse Ting gør Gud to Gange, ja tre med Mennesket
+ 30.  for at redde hans Sjæl fra Graven, så han skuer Livets Lys!
+
+ 31.  Lyt til og hør mig, Job, ti stille, så jeg kan tale!
+ 32.  Har du noget at sige, så svar mig, tal, thi gerne gav jeg dig
+      Ret;
+ 33.  hvis ikke, så høre du på mig, ti stille, at jeg kan lære dig
+      Visdom!
+
+
+Job 34
+
+  1.  Og Elihu tog til Orde og sagde: "Hør mine Ord, I vise, I
+      forstandige Mænd, lån mig Øre!
+  3.  Thi Øret prøver Ord, som Ganen smager på Mad;
+  4.  lad os udgranske, hvad der er Ret, med hinanden skønne, hvad der
+      er godt!
+
+  5.  Job sagde jo: "Jeg er retfærdig, min Ret har Gud sat til Side;
+  6.  min Ret til Trods skal jeg være en Løgner? Skønt brødefri er jeg
+      såret til Døden!"
+
+  7.  Er der mon Mage til Job? Han drikker Spot som Vand,
+  8.  søger Selskab med Udådsmænd og Omgang med gudløse Folk!
+  9.  Thi han sagde: "Det båder ikke en Mand, at han har Venskab med
+      Gud!"
+
+ 10.  Derfor, I kloge, hør mig: Det være langt fra Gud af synde, fra
+      den Almægtige at gøre ondt;
+ 11.  nej, han gengælder Menneskets Gerning, handler med Manden efter
+      hans Færd;
+ 12.  Gud forbryder sig visselig ej, den Almægtige bøjer ej Retten!
+ 13.  Hvo gav ham Tilsyn med Jorden, hvo vogter, mon hele Verden?
+ 14.  Drog han sin Ånd tilbage og tog sin Ånde til sig igen,
+ 15.  da udånded Kødet til Hobe, og atter blev Mennesket Støv!
+
+ 16.  Har du Forstand, så hør derpå, lån Øre til mine Ord!
+ 17.  Mon en, der hadede Ret, kunde styre? Dømmer du ham, den
+      Retfærdige, Vældige?
+ 18.  Han, som kan sige til Kongen: "Din Usling!" og "Nidding, som du
+      er!" til Stormænd,
+ 19.  som ikke gør Forskel til Fordel for Fyrster ej heller
+      foretrækker rig for ringe, thi de er alle hans Hænders Værk.
+ 20.  Brat må de dø, endda midt om Natten; de store slår han til, og
+      borte er de, de vældige fjernes uden Menneskehånd.
+ 21.  Thi Menneskets Veje er ham for Øje, han skuer alle dets Skridt;
+ 22.  der er intet Mørke og intet Mulm, som Udådsmænd kan gemme sig i.
+ 23.  Thi Mennesket sættes der ingen Frist til at møde i Retten for
+      Gud;
+ 24.  han knuser de vældige uden Forhør og sætter andre i Stedet.
+ 25.  Jeg hævder derfor: Han ved deres Gerninger, og ved Nattetide
+      styrter han dem;
+ 26.  for deres Gudløshed slås de sønder, for alles Øjne tugter han
+      dem,
+ 27.  fordi de veg borf fra ham og ikke regned hans Veje det mindste,
+ 28.  så de voldte, at ringe råbte til ham, og han måtte høre de armes
+      Skrig.
+
+ 29.  Tier han stille, hvo vil dømme ham? Skjuler han sit Åsyn, hvo
+      vil laste ham? Over Folk og Mennesker våger han dog,
+ 30.  for at ikke en vanhellig skal herske, en af dem, der er Folkets
+      Snarer.
+ 31.  Siger da en til Gud: "Fejlet har jeg, men synder ej mer,
+ 32.  jeg ser det, lær du mig; har jeg gjort Uret, jeg gør det ej
+      mer!"
+ 33.  skal han da gøre Gengæld, fordi du vil det, fordi du indvender
+      noget? Ja du, ikke jeg, skal afgøre det, så sig da nu, hvad du
+      ved!
+
+ 34.  Kloge Folk vil sige til mig som og vise Mænd, der hører mig:
+ 35.  "Job taler ikke med Indsigt, hans Ord er uoverlagte!
+ 36.  Gid Job uden Ophør må prøves, fordi han svarer som slette Folk!
+ 37.  Thi han dynger Synd på Synd, han optræder hovent iblandt os og
+      fremfører mange Ord imod Gud!"
+
+
+Job 35
+
+  1.  Og Elihu tog til Orde og sagde:
+  2.  "Holder du det for Ret, og kalder du det din Ret for Gud,
+  3.  at du siger: "Hvad båder det mig, hvad hjælper det mig, at jeg
+      ikke synder?"
+
+  4.  Jeg vil give dig Svar og tillige med dig dine Venner:
+  5.  Løft dit Blik imod Himlen og se, læg Mærke til Skyerne, hvor
+      højt de, er over dig!
+  6.  Hvis du synder, hvad skader du ham? Er din Brøde svar, hvad gør
+      det da ham?
+  7.  Er du retfærdig, hvad gavner du ham, hvad mon han får af din
+      Hånd?
+  8.  Du Menneske, dig vedkommer din Gudløshed, dig, et Menneskebarn,
+      din Retfærd!
+
+  9.  Man skriger over den megen Vold, råber om Hjælp mod de mægtiges
+      Arm,
+ 10.  men siger ej: "Hvor er Gud, vor Skaber, som giver Lovsang om
+      Natten,
+ 11.  lærer os mer end Jordens Dyr, gør os vise fremfor Himlens
+      Fugle?"
+ 12.  Der råber man, uden at han giver Svar, over de ondes Hovmod;
+ 13.  til visse, Gud hører ej tomme Ord, den Almægtige ænser dem ikke,
+ 14.  endsige din Påstand om ikke at se ham! Vær stille for hans Åsyn
+      og bi på ham!
+ 15.  Men nu, da hans Vrede ej bringer Straf og han ikke bekymrer sig
+      stort om Synd,
+ 16.  så oplader Job sin Mund med Tant, uden Indsigt taler han store
+      Ord.
+
+
+Job 36
+
+  1.  Og videre sagde Elihu:
+  2.  Bi nu lidt, jeg har noget at sige dig, thi end har jeg Ord til
+      Forsvar for Gud.
+  3.  Jeg vil hente min Viden langvejsfra og skaffe min Skaber Ret;
+  4.  thi for vist, mine Ord er ikke Opspind, en Mand med fuldkommen
+      Indsigt har du for dig.
+
+  5.  Se, Gud forkaster det stive Sind,
+  6.  den gudløse holder han ikke i Live; de arme lader han få deres
+      Ret,
+  7.  fra retfærdige vender han ikke sit Blik, men giver dem Plads for
+      stedse hos Konger på Tronen i Højhed.
+  8.  Og hvis de bindes i Lænker, fanges i Nødens Bånd,
+  9.  så viser han dem deres Gerning, deres Synder, at de hovmodede
+      sig,
+ 10.  åbner deres Øre for Tugt og byder dem vende sig bort fra det
+      onde.
+ 11.  Hvis de så hører og bøjer sig, da ender de deres Dage i Lykke, i
+      liflig Fryd deres År.
+ 12.  Men hører de ikke, falder de for Sværd og opgiver Ånden i
+      Uforstand.
+ 13.  Men vanhellige Hjerter forbitres; når han binder dem, råber de
+      ikke om Hjælp;
+ 14.  i Ungdommen dør deres Sjæl, deres Liv får Mandsskøgers Lod.
+ 15.  Den elendige frelser han ved hans Elende og åbner hans Øre ved
+      Trængsel.
+
+ 16.  Men dig har Medgangen lokket, du var i Fred for Ulykkens Gab;
+      ingen Trængsel indjog dig Skræk, fuldt var dit Bord af fede
+      Retter.
+ 17.  Den gudløses som kom til fulde over dig, hans retfærdige Dom
+      greb dig fat.
+ 18.  Lad dig ikke lokke af Vrede til Spot eller Bødens Storhed lede
+      dig vild!
+ 19.  Kan vel dit Skrig gøre Ende på Nøden, eller det at du opbyder al
+      din Kraft?
+ 20.  Ej må du længes efter Natten, som. opskræmmer Folkeslag der,
+      hvor de er;
+ 21.  var dig og vend dig ikke til Uret, så du foretrækker ondt for at
+      lide.
+
+ 22.  Se, ophøjet er Gud i sin Vælde, hvo er en Lærer som han?
+ 23.  Hvo foreskrev ham hans Vej, og hvo turde sige: "Du gjorde Uret!"
+ 24.  Se til at ophøje hans Værk, som Mennesker priser i Sang!
+ 25.  Alle Mennesker ser det med Fryd, skønt dødelige skuer det kun
+      fra det fjerne.
+ 26.  Se, Gud er ophøjet, kan ikke ransages, Tal på hans År kan ikke
+      fides.
+ 27.  Thi Dråber drager han ud af Havet, i hans Tåge siver de ned som
+      Regn,
+ 28.  og Skyerne lader den strømme og dryppe på mange Folk.
+ 29.  Hvo fatter mon Skyernes Vidder eller hans Boligs Bulder?
+ 30.  Se, han breder sin Tåge om sig og skjuler Havets Rødder;
+ 31.  Thi dermed nærer han Folkene, giver dem Brød i Overflod;
+ 32.  han hyller sine Hænder i Lys og sender det ud imod Målet;
+ 33.  hans Torden melder hans Komme, selv Kvæget melder hans Optræk.
+
+
+Job 37
+
+  1.  Ja, derover skælver mit Hjerte, bævende skifter det Sted!
+  2.  Lyt dog til hans bragende Røst, til Drønet, der går fra hans
+      Mund!
+  3.  Han slipper det løs under hele Himlen, sit Lys til Jordens
+      Ender;
+  4.  efter det brøler hans Røst, med Højhed brager hans Torden; han
+      sparer ikke på Lyn, imedens hans Stemme høres.
+  5.  Underfuldt lyder Guds Tordenrøst, han øver Vælde, vi fatter det
+      ej.
+  6.  Thi han siger til Sneen: "Fald ned på Jorden!" til Byger og
+      Regnskyl: "Bliv stærke!" For alle Mennesker sætter han Segl, at
+      de dødelige alle må kende hans Gerning.
+  8.  De vilde Dyr søger Ly og holder sig i deres Huler:
+  9.  Fra Kammeret kommer der Storm, fra Nordens Stjerner Kulde.
+ 10.  Ved Guds Ånde bliver der Is, Vandfladen lægges i Fængsel.
+ 11.  Så fylder han Skyen med Væde, Skylaget spreder hans Lys;
+ 12.  det farer hid og did og bugter sig efter hans Tanke og udfører
+      alt, hvad han byder, på hele den vide Jord,
+ 13.  hvad enten han slynger det ud som Svøbe, eller han sender det
+      for at velsigne.
+ 14.  Job du må lytte hertil, træd frem og mærk dig Guds Underværker!
+ 15.  Fatter du, hvorledes Gud kan magte dem og lade Lys stråle frem
+      fra sin Sky?
+ 16.  Fatter du Skyernes Svæven, den Alvises Underværker?
+ 17.  Du, hvis Klæder ophedes, når Jorden døser ved Søndenvind?
+ 18.  Hvælver du Himlen sammen med ham, fast som det støbte Spejl?
+ 19.  Lær mig, hvad vi skal sige ham! Intet kan vi få frem for Mørke.
+ 20.  Meldes det ham, at jeg taler? Siger en Mand, at han er fra
+      Samling?
+ 21.  Og nu: Man ser ej Lyset, skygget af mørke Skyer, men et Vejr
+      farer hen og renser Himlen,
+ 22.  fra Norden kommer en Lysning. Over Gud er der frygtelig Højhed,
+ 23.  og den Almægtige finder vi ikke. Almægtig og rig på Retfærd
+      bøjer han ikke Retten;
+ 24.  derfor frygter Mennesker ham, men af selv kloge ænser han ingen.
+
+
+Job 38
+
+  1.  Så svarede HERREN Job ud fra Stormvejret og sagde:
+  2.  "Hvem fordunkler mit Råd med Ord, som er uden Mening?
+  3.  Omgjord som en Mand dine Lænder, jeg vil spørge, og du skal lære
+      mig!
+  4.  Hvor var du, da jeg grundede Jorden? Sig frem, om du har nogen
+      Indsigt!  Hvem bestemte dens Mål - du kender det jo - hvem
+      spændte Målesnor ud derover?
+  6.  Hvorpå blev dens Støtter sænket, hvem lagde dens Hjørnesten,
+  7.  mens Morgenstjernerne jubled til Hobe, og alle Gudssønner råbte
+      af Glæde?
+  8.  Hvem stængte for Havet med Porte, dengang det brusende udgik af
+      Moders Skød,
+  9.  dengang jeg gav det Skyen til Klædning og Tågemulm til Svøb,
+ 10.  dengang jeg brød det en Grænse og indsatte Portslå og Døre
+ 11.  og sagde: "Hertil og ikke længer! Her standse dine stolte
+      Vover!"
+ 12.  Har du nogen Sinde kaldt Morgenen frem, ladet Morgenrøden vide
+      sit Sted,
+ 13.  så den greb om Jordens Flige og gudløse rystedes bort,
+ 14.  så den dannedes til som Ler under Segl, fik Farve, som var den
+      en Klædning?
+ 15.  De gudløses Lys toges fra dem, den løftede Arm blev knust.
+ 16.  Har du mon været ved Havets Kilder, har du mon vandret på Dybets
+      Bund?
+ 17.  Mon Dødens Porte har vist sig for dig, skued du Mulmets Porte?
+ 18.  Så du ud over Jordens Vidder? Sig frem, om du ved, hvor stor den
+      er!
+ 19.  Hvor er Vejen til Lysets Bolig, og hvor har Mørket mon hjemme,
+ 20.  så du kunde hente det til dets Rige og bringe det hen på Vej til
+      dets Bolig?
+ 21.  Du ved det, du blev jo født dengang, dine Dages Tal er jo stort!
+ 22.  Har du været, hvor Sneen gemmes, og skuet, hvor Hagelen vogtes,
+ 23.  den, jeg gemmer til Trængselens Tid, til Kampens og Krigens Dag?
+ 24.  Hvor er Vejen did, hvor Lyset deler sig, hvor Østenvinden
+      spreder sig ud over Jorden?
+ 25.  Hvem åbnede Regnen en Rende og Tordenens Lyn en Vej
+ 26.  for at væde folketomt Land, Ørkenen, hvor ingen bor,
+ 27.  for at kvæge Øde og Ødemark og fremkalde Urter i Ørkenen?
+ 28.  Har Regnen mon en Fader, hvem avlede Duggens Dråber?
+ 29.  Af hvilket Skød kom Isen vel frem, hvem fødte mon Himlens Rim?
+ 30.  Vandet størkner som Sten, Dybets Flade trækker sig sammen.
+ 31.  Knytter du Syvstjernens Bånd, kan du løse Orions Lænker?
+ 32.  Lader du Aftenstjemen gå op i Tide, leder du Bjørnen med Unger?
+ 33.  Kender du Himmelens Love, fastsætter du dens Magt over Jorden?
+ 34.  Kan du løfte Røsten til Sky, så Vandskyl adlyder dig?
+ 35.  Sender du Lynene ud, så de går, og svarer de dig: "Her er vi!"
+ 36.  Hvem lagde Visdom i sorte Skyer, hvem gav Luftsynet Kløgt?
+ 37.  Hvem er så viis, at han tæller Skyerne, hvem hælder Himmelens
+      Vandsække om,
+ 38.  når Jorden ligger i Ælte, og Leret klumper sig sammen?
+
+
+Job 39
+
+  1.  Jager du Rov til Løvinden, stiller du Ungløvers hunger,
+  2.  når de dukker sig i deres Huler; ligger på Lur i Krat?
+  3.  Hvem skaffer Ravnen Æde, når Ungerne skriger til Gud og flakker
+      om uden Føde?
+  4.  Kender du Tiden, da Stengeden føder, tager du Vare på Hindenes
+      Veer,
+  5.  tæller du mon deres Drægtigheds Måneder, kender du Tiden, de
+      føder?
+  6.  De lægger sig ned og føder og kaster Kuldet,
+  7.  Ungerne trives, gror til i det frie, løber bort og kommer ej til
+      dem igen.
+  8.  Hvem slap Vildæslet løs, hvem løste mon Steppeæslets Reb,
+  9.  som jeg gav Ørkenen til Hjem, den salte Steppe til Bolig?
+ 10.  Det ler ad Byens Larm og hører ej Driverens Skælden;
+ 11.  det ransager Bjerge, der har det sin Græsgang, det leder hvert
+      Græsstrå op.
+ 12.  Er Vildoksen villig at trælle for dig, vil den stå ved din
+      Krybbe om Natten?
+ 13.  Binder du Reb om dens Hals, pløjer den Furerne efter dig?
+ 14.  Stoler du på dens store Kræfter; overlader du den din Høst?
+ 15.  Tror du, den kommer tilbage og samler din Sæd på Loen?
+ 16.  Mon Strudsens Vinge er lam, eller mangler den Dækfjer og Dun,
+ 17.  siden den betror sine Æg til Jorden og lader dem varmes i
+      Sandet,
+ 18.  tænker ej på, at en Fod kan knuse dem, Vildtet på Marken træde
+      dem sønder?
+ 19.  Hård ved Ungerne er den, som var de ej dens; spildt er dens
+      Møje, det ængster den ikke.
+ 20.  Thi Gud lod den glemme Visdom og gav den ej Del i Indsigt.
+ 21.  Når Skytterne kommer, farer den bort, den ler ad Hest og Rytter.
+ 22.  Giver du Hesten Styrke, klæder dens Hals med Manke
+ 23.  og lærer den Græshoppens Spring? Dens stolte Prusten indgyder
+      Rædsel.
+ 24.  Den skraber muntert i Dalen, går Brynjen væligt i Møde;
+ 25.  den ler ad Rædselen, frygter ikke og viger ikke for Sværdet;
+ 26.  Koggeret klirrer over den, Spydet og Køllen blinker;
+ 27.  den sluger Vejen med gungrende Vildskab, den tøjler sig ikke,
+      når Hornet lyder;
+ 28.  et Stød i Hornet, straks siger den: Huj! Den vejrer Kamp i det
+      fjerne, Kampskrig og Førernes Råb.
+ 29.  Skyldes det Indsigt hos dig, at Falken svinger sig op og breder
+      sin Vinge mod Sønden?
+ 30.  Skyldes det Bud fra dig, at Ørnen flyver højt og bygger sin
+      højtsatte Rede?
+ 31.  Den bygger og bor på Klipper, på Klippens Tinde og Borg;
+ 32.  den spejder derfra efter Æde, viden om skuer dens Øjne.
+ 33.  Ungerne svælger i Blod; hvor Valen findes, der er den!
+
+ 34.  Og HERREN svarede Job og sagde:
+ 35.  Vil den trættekære tvistes med den Almægtige? Han, som revser
+      Gud, han svare herpå!
+
+
+ 36.  Da svarede Job HERREN og sagde:
+ 37.  Se, jeg er ringe, hvad skal jeg svare? Jeg lægger min Hånd på
+      min Mund!
+ 38.  Een Gang har jeg talt, gentager det ikke, to Gange, men gør det
+      ej mer!
+
+
+Job 40
+
+  1.  Da svarede HERREN Job ud fra Stormvejret og sagde:
+  2.  "Omgjord som en Mand dine Lænder, jeg vil spørge, og du skal
+      lære mig!
+  3.  Mon du vil gøre min Ret til intet, dømme mig, for af du selv kan
+      få Ret?
+  4.  Har du en Arm som Gud, kan du tordne med Brag som han?
+  5.  Smyk dig med Højhed og Storhed, klæd dig i Glans og Herlighed!
+  6.  Udgyd din Vredes Strømme, slå de stolte ned med et Blik,
+  7.  bøj med et Blik de stolte og knus på Stedet de gudløse,
+  8.  skjul dem i Støvet til Hobe og lænk deres Åsyn i Skjulet!
+  9.  Så vil jeg også love dig for Sejren, din højre har vundet.
+
+ 10.  Se Nilhesten! Den har jeg skabt såvel som dig. Som Oksen æder
+      den Græs.
+ 11.  Se, hvilken Kraft i Lænderne og hvilken Styrke i Bugens Muskler!
+ 12.  Halen holder den stiv som en Ceder, Bovens Sener er flettet
+      sammen;
+ 13.  dens Knogler er Rør af, Kobber, Benene i den som Stænger af
+      Jern.
+ 14.  Den er Guds ypperste Skabning, skabt til at herske over de
+      andre;
+ 15.  thi Foder til den bærer Bjergene, hvor Markens Vildt har
+      Legeplads.
+ 16.  Den lægger sig hen under Lotusbuske, i Skjul af Siv og Rør;
+ 17.  Lotusbuskene giver den Tag og Skygge, Bækkens Pile yder den
+      Hegn.
+ 18.  Den taber ej Modet, når Jordan stiger, er rolig, om Strømmen end
+      svulmer mod dens Gab.
+ 19.  Hvem kan gribe den i dens Tænder og trække Reb igennem dens
+      Snude?
+
+ 20.  Kan du trække Krokodillen op med Krog og binde dens Tunge med
+      Snøre?
+ 21.  Kan du mon stikke et Siv i dens Snude, bore en Krog igennem dens
+      Kæber?
+ 22.  Mon den vil trygle dig længe og give dig gode Ord?
+ 23.  Mon den vil indgå en Pagt med dig, så du får den til Træl for
+      evigt?
+ 24.  Han du mon lege med den som en Fugl og tøjre den for dine
+      Pigebørn?
+ 25.  Falbyder Fiskerlauget den og stykker den ud mellem Sælgerne?
+ 26.  Mon du kan spække dens Hud med Kroge og med Harpuner dens Hoved?
+ 27.  Læg dog engang din Hånd på den! Du vil huske den Kamp og gør det
+      ej mer.
+ 28.  Det Håb vilde blive til Skamme, alene ved Synet lå du der.
+
+
+Job 41
+
+  1.  Ingen drister sig til at tirre den, hvem holder Stand imod den?
+  2.  Hvem møder den og slipper fra det hvem under hele Himlen?
+  3.  Jeg tier ej om dens Lemmer, hvor stærk den er, hvor smukt den er
+      skabt.
+  4.  Hvem har trukket dens Klædning af, trængt ind i dens dobbelte
+      Panser?
+  5.  Hvem har åbnet dens Ansigts Døre? Rundt om dens Tænder er
+      Rædsel.
+  6.  Dens Ryg er Reder af Skjolde, dens Bryst er et Segl af Sten;
+  7.  de sidder tæt ved hverandre, Luft kommer ikke ind derimellem;
+  8.  de hænger fast ved hverandre, uadskilleligt griber de ind i
+      hverandre.
+  9.  Dens Nysen fremkalder strålende Lys, som Morgenrødens Øjenlåg er
+      dens Øjne.
+ 10.  Ud af dens Gab farer Fakler, Ildgnister spruder der frem.
+ 11.  Em står ud af dens Næsebor som af en ophedet, kogende Kedel.
+ 12.  Dens Ånde tænder som glødende Kul, Luer står ud af dens Gab.
+ 13.  Styrken bor på dens Hals, og Angsten hopper foran den.
+ 14.  Tæt sidder Kødets Knuder, som støbt til Kroppen; de rokkes ikke;
+ 15.  fast som Sten er dens Hjerte støbt, fast som den nederste
+      Møllesten.
+ 16.  Når den rejser sig, gyser Helte, fra Sans og Samling går de af
+      Skræk.
+ 17.  Angriberens Sværd holder ikke Stand, ej Kastevåben, Spyd eller
+      Pil.
+ 18.  Jern regner den kun for Halm og Kobber for trøsket Træ;
+ 19.  Buens Søn slår den ikke på Flugt, Slyngens Sten bliver Strå for
+      den,
+ 20.  Stridskøllen regnes for Rør, den ler ad det svirrende Spyd.
+ 21.  På Bugen er der skarpe Rande, dens Spor i Dyndet er som
+      Tærskeslædens;
+ 22.  Dybet får den i Kog som en Gryde, en Salvekedel gør den af
+      Floden;
+ 23.  bag den er der en lysende Sti, Dybet synes som Sølverhår.
+ 24.  Dens Lige findes ikke på Jord, den er skabt til ikke at frygte.
+ 25.  Alt, hvad højt er, ræddes for den, den er Konge over alle stolte
+      Dyr.
+
+
+Job 42
+
+  1.  Så svarede Job HERREN og sagde:
+  2.  "Jeg ved, at du magter alt, for dig er intet umuligt!
+  3.  "Hvem fordunkler mit Råd med Ord, som er uden Indsigt?" Derfor:
+      jeg talte uden Forstand om noget, som var mig for underfuldt, og
+      som jeg ej kendte til.
+  4.  Hør dog, og jeg vil tale, jeg vil spørge, og du skal lære mig!
+  5.  Jeg havde kun hørt et Rygte om dig, men nu har mit Øje set dig;
+  6.  jeg tager det derfor tilbage og angrer i Støv og Aske!
+
+  7.  Men efter at HERREN havde talet disse Ord til Job, sagde han til
+      Temaniten Elifaz: "Min Vrede er blusset op mod dig og dine to
+      Venner, fordi I ikke talte rettelig om mig som min Tjener Job!
+  8.  Tag eder derfor syv Tyre og syv Vædre og gå til min Tjener Job
+      og bring et Brændoffer for eder. Og min Tjener Job skal gå i
+      Forbøn for eder, thi ham vil jeg bønhøre, så jeg ikke gør en
+      Ulykke på eder, fordi I ikke talte rettelig om mig som min
+      Tjener Job!"
+  9.  Så gik Temaniten Elifaz, Sjuhiten Bildad og Na'amatiten Zofar
+      hen og gjorde, som HERREN havde sagt, og HERREN bønhørte Job.
+
+ 10.  Og HERREN vendte Jobs Skæbne, da han gik i Forbøn for sine
+      Venner; og HERREN gav Job alt, hvad han havde ejet, tvefold
+      igen.
+ 11.  Så kom alle hans Brødre og Søstre og alle, der kendte ham
+      tilforn, og holdt Måltid med ham i hans Hus, og de viste ham
+      deres Medfølelse og trøstede ham over al den Ulykke, HERREN
+      havde bragt over ham, og de gav ham hver en Kesita og en
+      Guldring.
+ 12.  Og HERREN velsignede Jobs sidste Tid mere end hans første. Han
+      fk 14000 Stykker Småkvæg, og 1000 Aseninder.
+ 13.  Og han fik syv Sønner og tre Døtre,
+ 14.  og han kaldte den ene Jemima, den anden Kezia og den tredje
+      Keren-Happuk.
+ 15.  Så smukke Kvinder som Jobs Døtre fandtes ingensteds på Jorden;
+      og deres Fader gav dem Arv imellem deres Brødre:
+ 16.  Siden levede Job 140 År og så sine Børn og Børnebørn, fire
+      Slægtled.
+ 17.  Så døde Job gammel og mæt af Dage.
+
+
+Salmerne
+
+Salme 1
+
+  1.  Salig den Mand, som ikke går efter gudløses Råd, står på
+      Synderes Vej eller sidder i Spotteres Lag,
+  2.  men har Lyst til HERRENs Lov, og som grunder på hans Lov både
+      Dag og Nat.
+  3.  Han er som et Træ, der, plantet ved Bække, bærer sin Frugt til
+      rette Tid, og Bladene visner ikke: Alt, hvad han gør, får han
+      Lykke til.
+
+  4.  De gudløse derimod er som Avner, Vinden bortvejrer.
+  5.  Derfor består de gudløse ikke i Dommen og Syndere ej i
+      retfærdiges Menighed.
+  6.  Thi HERREN kender retfærdiges Vej, men gudløses Vej brydes af.
+
+Salme 2
+
+  1.  Hvorfor fnyser Hedninger, hvi pønser Folkefærd på hvad fåfængt
+      er?
+  2.  Jordens Konger rejser sig, Fyrster samles til Råd mod HERREN og
+      mod hans Salvede:
+  3.  "Lad os sprænge deres Bånd og kaste Rebene af os!"
+
+  4.  Han, som troner i Himlen, ler, Herren, han spotter dem.
+  5.  Så taler han til dem i Vrede, forfærder dem i sin Harme:
+  6.  "Jeg har dog indsat min Konge på Zion, mit hellige Bjerg!"
+  7.  Jeg kundgør HERRENs Tilsagn. Han sagde til mig: "Du er min Søn,
+      jeg har født dig i Dag!
+  8.  Bed mig, og jeg giver dig Hedningefolk til Arv og den vide Jord
+      i Eje;
+  9.  med Jernspir skal du knuse dem og sønderslå dem som en
+      Pottemagers Kar!"
+
+ 10.  Og nu, I Konger, vær kloge, lad eder råde, I Jordens Dommere,
+ 11.  tjener HERREN i Frygt, fryd jer med Bæven!
+ 12.  Kysser Sønnen, at ikke han vredes og I forgår! Snart blusset
+      hans Vrede op. Salig hver den, der lider på ham!
+
+Salme 3
+
+  1.  (En Salme af David, da han flygtede for sin søn Absalom.)
+  2.  HERRE, hvor er mine Fjender mange! Mange er de, som rejser sig
+      mod mig,
+  3.  mange, som siger om min Sjæl: "Der er ingen Frelse for ham hos
+      Gud!" - Sela.
+
+  4.  Men, HERRE, du er et Skjold for mig, min Ære og den, der løfter
+      mit Hoved.
+  5.  Jeg råber højlydt til HERREN, han svarer mig fra sit hellige
+      Bjerg. - Sela.
+  6.  Jeg lagde mig og sov ind, jeg vågned, thi HERREN holder mig
+      oppe.
+  7.  Jeg frygter ikke Titusinder af Folk, som trindt om lejrer sig
+      mod mig.
+
+  8.  Rejs dig, HERRE, frels mig, min Gud, thi alle mine Fjender slog
+      du på Kind, du brød de gudløses Tænder!
+  9.  Hos HERREN er Frelsen; din Velsignelse over dit Folk! - Sela.
+
+Salme 4
+
+  1.  (Til sangmesteren. Med strengespil. En salme af David.)
+  2.  Svar, når jeg råber, min Retfærds Gud! I Trængsel skaffede du
+      mig Rum. Vær nådig og hør min Bøn!
+
+  3.  Hvor længe, I Mænd, skal min Ære skændes? Hvor længe vil I elske
+      Tomhed, søge Løgn? - Sela.
+  4.  Vid dog, at HERREN er mig underfuldt god; når jeg påkalder
+      HERREN, hører han mig.
+  5.  Vredes kun, men forsynd eder ikke, tænk efter på eders Leje og
+      ti! - Sela.
+  6.  Bring rette Ofre og stol på HERREN!
+
+  7.  Mange siger: "Hvo bringer os Lykke?" Opløft på os dit Åsyns Lys!
+  8.  HERRE, du skænked mit Hjerte en Glæde, større end deres, da Korn
+      og Most flød over.
+  9.  I Fred går jeg til Hvile og slumrer straks, thi, HERRE, du lader
+      mig bo alene i Tryghed.
+
+Salme 5
+
+  1.  (Til sangmesteren. El-hannehilot. En salme af David.)
+  2.  HERRE, lytt til mit Ord og agt på mit suk,
+  3.  lån Øre til mit Nødråb, min Konge og Gud, thi jeg beder til dig!
+  4.  Årle hører du, HERRE, min Røst, årle bringer jeg dig min Sag og
+      spejder.
+
+  5.  Thi du er ikke en Gud, der ynder Ugudelighed, den onde kan ikke
+      gæste dig,
+  6.  for dig skal Dårer ej træde frem, du hader hver Udådsmand,
+  7.  tilintetgør dem, der farer med Løgn; en blodstænkt, svigefuld
+      Mand er HERREN en Afsky.
+  8.  Men jeg kan gå ind i dit Hus af din store Nåde og vendt mod dit
+      hellige Tempel bøje mig i din Frygt.
+
+  9.  Så led mig for mine Fjenders Skyld i din Retfærd, HERRE, jævn
+      din Vej for mit Ansigt!
+ 10.  Thi blottet for Sandhed er deres Mund, deres Hjerte en Afgrund,
+      Struben en åben Grav, deres Tunge er glat.
+ 11.  Døm dem, o Gud, lad dem falde for egne Rænker, bortstød dem for
+      deres Synders Mængde, de trodser jo dig.
+ 12.  Lad alle glædes, som lider på dig, evindelig frydes, skærm dem,
+      som elsker dit Navn, lad dem juble i dig!
+ 13.  Thi du velsigner den retfærdige, HERRE, du dækker ham med Nåde
+      som Skjold.
+
+Salme 6
+
+  1.  (Til sangmesteren. Med strengespil. Efter den ottende. En 
+      salme af David.)
+  2.  HERRE, revs mig ej i din Vrede, tugt mig ej i din Harme,
+  3.  vær mig nådig Herre, jeg sygner hen, mine Ledmod skælver, læg
+      mig, Herre!
+  4.  Såre skælver min Sjæl; o HERRE, hvor længe endnu?
+  5.  Vend tilbage, HERRE, og frels min Sjæl, hjælp mig dog for din
+      Miskundheds Skyld!
+  6.  Thi i Døden kommes du ikke i Hu, i Dødsriget hvo vil takke dig
+      der?
+  7.  Jeg er så træt af at sukke; jeg væder hver Nat mit Leje, bader
+      med Tårer min Seng;
+  8.  mit Øje hentæres af Sorg, sløves for alle mine Fjenders Skyld.
+
+  9.  Vig fra mig, alle I Udådsmænd, thi HERREN har hørt min Gråd,
+ 10.  HERREN har hørt min Tryglen, min Bøn tager HERREN imod.
+ 11.  Beskæmmes skal alle mine Fjender og såre forfærdes, brat skal de
+      vige med Skam.
+
+Salme 7
+
+  1.  (En Sjiggajon af David, som han sang for HERREN i anledning af
+      benjaminitten Kusj' ord.)
+  2.  HERRE min Gud, jeg lider på dig, frels mig og fri mig fra hver
+      min Forfølger,
+  3.  at han ej som en Løve skal rive mig sønder, bortrive, uden at
+      nogen befrier.
+  4.  HERRE min Gud, har jeg handlet så, er der Uret i mine Hænder,
+  5.  har jeg voldet dem ondt, der holdt Fred med mig, uden Årsag
+      gjort mine Fjender Men,
+  6.  så forfølge og indhente Fjenden min Sjæl, han træde mit Liv til
+      Jorden og kaste min Ære i Støvet. - Sela.
+
+  7.  HERRE, stå op i din Vrede, rejs dig imod mine Fjenders Fnysen,
+      vågn op, min Gud, du sætte Retten!
+  8.  Lad Folkeflokken samles om dig, tag Sæde over den hist i det
+      høje!
+  9.  HERREN dømmer Folkeslag. Mig dømme du, HERRE, efter min Retfærd
+      og Uskyld!
+ 10.  På gudløses Ondskab gøre du Ende, støt den retfærdige, du, som
+      prøver Hjerter og Nyrer, retfærdige Gud.
+ 11.  Mit Skjold er hos Gud, han frelser de oprigtige af Hjertet;
+ 12.  retfærdig som Dommer er Gud, en Gud, der hver Dag vredes.
+
+ 13.  Visselig hvæsser han atter sit Sværd, han spænder sin Bue og
+      sigter;
+ 14.  men mod sig selv har han rettet de dræbende Våben, gjort sine
+      Pile til brændende Pile.
+ 15.  Se, hanundfanger Tomhed, svanger med Ulykke føder han Blændværk;
+ 16.  han grov en Grube, han huled den ud, men faldt i den Grav, han
+      gjorde.
+ 17.  Ulykken falder ned på hans Hoved, hans Uret rammer hans egen
+      Isse.
+ 18.  Jeg vil takke HERREN for hans Retfærd, lovsynge HERREN den
+      Højestes Navn.
+
+Salme 8
+
+  1.  (Til sangmesteren. Al-haggittit. En salme af David.)
+  2.  HERRE, vor Herre, hvor herligt er dit Navn på den vide Jord du,
+      som bredte din Højhed ud over Himlen!
+  3.  Af spædes og diendes Mund har du rejst dig et Værn for dine
+      Modstanderes Skyld, for at bringe til Tavshed Fjende og Hævner.
+
+  4.  Når jeg ser din Himmel, dine Fingres Værk, Månen og Stjernerne,
+      som du skabte,
+  5.  hvad er da et Menneske, at du kommer ham i Hu, et Menneskebarn,
+      at du tager dig af ham?
+  6.  Du gjorde ham lidet ringere end Gud. med Ære og Herlighed kroned
+      du ham;
+  7.  du satte ham over dine Hænders Værk, alt lagde du under hans
+      Fødder,
+  8.  Småkvæg og Okser til Hobe, ja, Markens vilde Dyr,
+  9.  Himlens Fugle og Havets Fisk, alt, hvad der farer ad Havenes
+      Stier.
+ 10.  HERRE, vor Herre, hvor herligt er dit Navn på den vide Jord!
+
+Salme 9
+
+  1.  (Til sangmesteren. Al-mut-labben. En Salme af David.)
+  2.  Jeg vil takke HERREN af hele mit Hjerte, kundgøre alle dine
+      Undere,
+  3.  glæde og fryde mig i dig, lovsynge dit Navn, du Højeste,
+  4.  fordi mine Fjender veg, faldt og forgik for dit Åsyn.
+  5.  Thi du hævded min Ret og min Sag, du sad på Tronen som Retfærds
+      Dommer.
+  6.  Du trued ad Folkene, rydded de gudløse ud, deres Navn har du
+      slettet for evigt.
+  7.  Fjenden er borte, lagt øde for stedse, du omstyrted Byer, de
+      mindes ej mer.
+
+  8.  Men HERREN troner evindelig, han rejste sin Trone til Dom,
+  9.  skal dømme Verden med Retfærd, fælde Dom over Folkefærd med Ret.
+ 10.  HERREN blev de fortryktes Tilflugt, en Tilflugt i
+      Trængselstider;
+ 11.  og de stoler på dig, de, som kender dit Navn, thi du svigted ej
+      dem, der søgte dig, HERRE.
+ 12.  Lovsyng HERREN, der bor på Zion, kundgør blandt Folkene, hvad
+      han har gjort!
+ 13.  Thi han, der hævner Blodskyld, kom dem i Hu, han glemte ikke de
+      armes Råb:
+ 14.  "HERRE, vær nådig, se, hvad jeg lider af Avindsmænd, du, som
+      løfter mig op fra Dødens Porte,
+ 15.  at jeg kan kundgøre al din Pris, juble over din Frelse i Zions
+      Datters Porte!"
+ 16.  Folkene sank i Graven, de grov, deres Fod blev hildet i Garnet,
+      de satte.
+ 17.  HERREN blev åbenbar, holdt Dom, den gudløse hildedes i sine
+      Hænders Gerning. - Higgajon Sela.
+ 18.  Til Dødsriget skal de gudløse fare, alle Folk, der ej kommer Gud
+      i Hu.
+ 19.  Thi den fattige glemmes ikke for evigt, ej skuffes evindelig
+      ydmyges Håb.
+
+ 20.  Rejs dig, HERRE, lad ikke Mennesker få Magten, lad Folkene
+      dømmes for dit Åsyn;
+ 21.  HERRE, slå dem med Rædsel, lad Folkene kende, at de er
+      Mennesker! - Sela.
+
+Salme 10
+
+  1.  Hvorfor står du så fjernt, o Herre, hvi dølger du dig i
+      Trængselstider?
+  2.  Den gudløse jager i Hovmod den arme, fanger ham i de Rænker, han
+      spinder;
+  3.  thi den gudløse praler af sin Sjæls Attrå, den gridske
+      forbander, ringeagter HERREN.
+  4.  Den gudløse siger i Hovmod: "Han hjemsøger ej, der er ingen
+      Gud"; det er alle hans Tanker.
+  5.  Dog altid lykkes hans Vej, højt over ham går dine Domme; han
+      blæser ad alle sine Fjender.
+  6.  Han siger i Hjertet: "Jeg rokkes ej, kommer ikke i Nød fra Slægt
+      til Slægt."
+  7.  Hans Mund er fuld af Banden og Svig og Vold, Fordærv og Uret er
+      under hans Tunge;
+  8.  han lægger sig på Lur i Landsbyer, dræber i Løn den skyldfri,
+      efter Staklen spejder hans Øjne;
+  9.  han lurer i Skjul som Løve i Krat, på at fange den arme lurer
+      han, han fanger den arme ind i sit Garn;
+ 10.  han dukker sig, sidder på Spring, og Staklerne falder i hans
+      Kløer.
+ 11.  Han siger i Hjertet: "Gud glemmer, han skjuler sit Åsyn; han ser
+      det aldrig."
+
+ 12.  Rejs dig, HERRE! Gud, løft din Hånd, de arme glemme du ikke!
+ 13.  Hvorfor skal en gudløs spotte Gud, sige i Hjertet, du hjemsøger
+      ikke?
+ 14.  Du skuer dog Møje og Kvide, ser det og tager det i din Hånd;
+      Staklen tyr hen til dig, du er den faderløses Hjælper.
+ 15.  Knus den ondes, den gudløses Arm, hjemsøg hans Gudløshed, så den
+      ej findes!
+
+ 16.  HERREN er Konge evigt og altid, Hedningerne er ryddet bort af
+      hans Land;
+ 17.  du har hørt de ydmyges Ønske, HERRE, du styrker deres Hjerte,
+      vender Øret til
+ 18.  for at skaffe fortrykte og faderløse Ret. Ikke skal dødelige mer
+      øve Vold.
+
+Salme 11
+
+  1.  (Til sangmesteren. Af David.)
+      Jeg tager min Tilflugt til HERREN! Hvor kan I sige til min Sjæl:
+      "Fly som en Fugl til Bjergene!
+  2.  Thi se, de gudløse spænder Buen, lægger Pilen til Rette på
+      Strengen for i Mørke at ramme de oprigtige af Hjertet.
+  3.  Når selv Grundpillerne styrter, hvad gør den retfærdige da?"
+
+  4.  HERREN er i sin hellige Hal, i Himlen er HERRENs Trone; på
+      Jorderig skuer hans Øjne ned, hans Blik ransager Menneskens
+      Børn;
+  5.  retfærdige og gudløse ransager HERREN; dem, der elsker Uret,
+      hader hans Sjæl;
+  6.  over gudløse sender han Regn af Gløder og Svovl, et Stormvejr er
+      deres tilmålte Bæger.
+  7.  Thi retfærdig er HERREN, han elsker at øve Retfærd, de oprigtige
+      skuer hans Åsyn!
+
+Salme 12
+
+  1.  (Til sangmesteren. Efter den ottende. En salme af David.)
+  2.  HERRE, hjælp, thi de fromme er borte, svundet er Troskab blandt
+      Menneskens Børn;
+  3.  de taler Løgn, den ene til den anden, med svigefulde Læber og
+      tvedelt Hjerte.
+  4.  Hver svigefuld Læbe udrydde HERREN, den Tunge, der taler store
+      Ord,
+  5.  dem, som siger: "Vor Tunge gør os stærke, vore Læber er med os,
+      hvo er vor Herre?"
+
+  6.  "For armes Nød og fattiges Suk vil jeg nu stå op", siger HERREN,
+      "jeg frelser den, som man blæser ad."
+
+  7.  HERRENs Ord er rene Ord, det pure, syvfold lutrede Sølv.
+  8.  HERRE, du vogter os, værner os evigt mod denne Slægt.
+  9.  De gudløse færdes frit overalt, når Skarn ophøjes blandt
+      Menneskens Børn.
+
+Salme 13
+
+  1.  (Til sangmesteren. En salme af David.)
+  2.  Hvor længe vil du evigt glemme mig, Herre, hvor længe skjule dit
+      Åsyn for mig?
+  3.  Hvor længe skal jeg huse Sorg i min Sjæl, Kvide i Hjertet Dag og
+      Nat? Hvor længe skal Fjenden ophøje sig over mig?
+
+  4.  Se til og svar mig, HERRE min Gud, klar mine Øjne, så jeg ej
+      sover ind i Døden
+  5.  og min Fjende skal sige: "Jeg overvandt ham!" mine Uvenner
+      juble, fordi jeg vakler!
+  6.  Dog stoler jeg fast på din Miskundhed, lad mit Hjerte juble over
+      din Frelse! Jeg vil synge for HERREN, thi han var mig god!
+
+Salme 14
+
+  1.  (Til sangmesteren. Af David.)
+      Dårerne siger i Hjertet: "Der er ingen Gud!" Slet og afskyeligt
+      handler de, ingen gør godt.
+  2.  HERREN skuer ned fra Himlen på Menneskens Børn for at se, om der
+      findes en forstandig, nogen, der søger Gud.
+  3.  Afveget er alle, til Hobe fordærvet, ingen gør godt, end ikke
+      een!
+
+  4.  Er alle de Udådsmænd da uden Forstand, der æder mit Folk, som åd
+      de Brød, og ikke påkalder HERREN?
+  5.  Af Rædsel gribes de da, thi Gud er i de retfærdiges Slægt.
+  6.  Gør kun den armes Råd til Skamme, HERREN er dog hans Tilflugt.
+
+  7.  Ak, kom dog fra Zion Israels Frelse! Når HERREN vender Folkets
+      Skæbne, skal Jakob juble, Israel glædes!
+
+Salme 15
+
+  1.  (En salme af David.)
+      HERRE, hvo kan gæste dit Telt, hvo kan bo på dit hellige Bjerg?
+  2.  Den, som vandrer fuldkomment og øver Ret, taler Sandhed af sit
+      Hjerte;
+  3.  ikke bagtaler med sin Tunge, ikke volder sin Næste ondt og ej
+      bringer Skam over Ven,
+  4.  som agter den forkastede ringe, men ærer dem, der frygter
+      HERREN, ej bryder Ed, han svor til egen Skade,
+  5.  ej låner Penge ud mod Åger og ej tager Gave mod skyldfri. Hvo
+      således gør, skal aldrig rokkes.
+
+Salme 16
+
+  1.  (En miktam af David.)
+      Vogt mig, Gud, thi jeg lider på dig!
+  2.  Jeg siger til HERREN: "Du er min Herre; jeg har ikke andet Gode
+      end dig.
+  3.  De hellige, som er i Landet, de er de herlige, hvem al min Hu
+      står til."
+  4.  Mange Kvaler rammer dem, som vælger en anden Gud; deres Blodofre
+      vil jeg ikke udgyde, ej tage deres Navn i min Mund.
+  5.  HERREN er min tilmålte Del og mit Bæger. Du holder min Arvelod i
+      Hævd.
+  6.  Snorene faldt mig på liflige Steder, ja, en dejlig Arvelod
+      tilfaldt mig.
+  7.  Jeg vil prise HERREN, der gav mig Råd, mine Nyrer maner mig,
+      selv om Natten.
+
+  8.  Jeg har altid HERREN for Øje, han er ved min højre, jeg rokkes
+      ikke.
+  9.  Derfor glædes mit Hjerte, min Ære jubler, endogså mit Kød skal
+      bo i Tryghed.
+ 10.  Thi Dødsriget giver du ikke min Sjæl, lader ikke din hellige
+      skue Graven.
+ 11.  Du lærer mig Livets Vej; man mættes af Glæde for dit Åsyn,
+      Livsalighed er i din højre for evigt.
+
+Salme 17
+
+  1.  (En bøn af David.)
+      HERRE, hør en retfærdig Sag, lyt til min Klage lån Øre til Bøn
+      fra svigløse Læber!
+  2.  Fra dig skal min Ret udgå, thi hvad ret er, ser dine Øjne.
+  3.  Prøv mit Hjerte, se efter om Natten, ransag mig, du finder ej
+      Svig hos mig.
+  4.  Ej synded min Mund, hvad end Mennesker gjorde; ved dine Læbers
+      Ord vogted jeg mig for Voldsmænds Veje;
+  5.  mine Skridt har holdt dine Spor, jeg vaklede ej på min Gang.
+
+  6.  Jeg råber til dig, thi du svarer mig, Gud, bøj Øret til mig, hør
+      på mit Ord!
+  7.  Vis, dig underfuldt nådig, du Frelser for dem, der tyr til din
+      højre for Fjender!
+  8.  Vogt mig som Øjestenen, skjul mig i dine Vingers Skygge
+  9.  for gudløse, der øver Vold imod mig, glubske Fjender, som
+      omringer mig;
+ 10.  de har lukket deres Hjerte med Fedt, deres Mund fører
+      Hovmodstale.
+ 11.  De omringer os, overalt hvor vi går, de sigter på at slå os til
+      Jorden.
+ 12.  De er som den rovgridske Løve, den unge Løve, der ligger på Lur.
+
+ 13.  Rejs dig, HERRE, træd ham i Møde, kast ham til Jorden, fri med
+      dit Sværd min Sjæl fra den gudløses Vold,
+ 14.  fra Mændene, HERRE, med din Hånd, fra dødelige Mænd - lad dem få
+      deres Del i levende Live! Fyld deres Bug med dit Forråd af
+      Vrede, lad Børnene mættes dermed og efterlade deres Børn, hvad
+      de levner!
+ 15.  Men jeg skal i Retfærd skue dit Åsyn, mættes ved din Skikkelse,
+      når jeg vågner.
+
+Salme 18
+
+  1.  (Til sangmesteren. Af HERRENS tjener David, som sang HERREN 
+      denne sang, dengang HERREN havde frelst ham af alle hans
+      fjenders og af Sauls hånd.  
+  2.  Han sang:) HERRE, jeg har dig hjerteligt kær, min Styrke!
+  3.  HERRE, min Klippe, min Borg. min Befrier, min Gud, mit Bjerg,
+      hvortil jeg tyr, mit Skjold, mit Frelseshorn, mit Værn!
+  4.  Jeg påkalder HERREN, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender.
+
+  5.  Dødens Reb omsluttede mig, Ødelæggelsens Strømme forfærdede mig,
+  6.  Dødsrigets Reb omspændte mig, Dødens Snarer faldt over mig;
+  7.  i min Vånde påkaldte jeg HERREN og råbte til min Gud. Han hørte
+      min Røst fra sin Helligdom, mit Råb fandt ind til hans Ører!
+  8.  Da rystede Jorden og skjalv, Bjergenes Grundvolde bæved og
+      rysted, thi hans Vrede blussede op.
+  9.  Røg for ud af hans Næse, fortærende Ild af hans Mund, Gløder
+      gnistrede fra ham.
+ 10.  Han sænkede Himlen, steg ned med Skymulm under sine Fødder;
+ 11.  båret af Keruber fløj han, svæved på Vindens Vinger;
+ 12.  han omgav sig med Mulm som en Bolig, mørke Vandmasser,
+      vandfyldte Skyer.
+ 13.  Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder gennem hans
+      Skyer.
+ 14.  HERREN tordnede fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst, Hagl
+      og Ildgløder.
+ 15.  Han udslyngede Pile, adsplittede dem, Lyn i Mængde og skræmmede
+      dem.
+ 16.  Vandenes Bund kom til Syne, Jordens Grundvolde blottedes ved din
+      Trusel, HERRE, for din Vredes Pust.
+ 17.  Han udrakte Hånden fra det høje og greb mig, drog mig op af de
+      vældige Vande,
+ 18.  frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de
+      var mig for stærke.
+ 19.  På min Ulykkes Dag faldt de over mig, men HERREN blev mig til
+      Værn.
+ 20.  Han førte mig ud i åbent Land, han frelste mig, thi han havde
+      Behag i mig.
+
+ 21.  HERREN gengældte mig efter min Retfærd, lønned mig efter mine
+      Hænders Uskyld;
+ 22.  thi jeg holdt mig til HERRENs Veje, svigted i Gudløshed ikke min
+      Gud
+ 23.  hans Bud stod mig alle for Øje, hans Lov skød jeg ikke fra mig.
+ 24.  Ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for Brøde.
+ 25.  HERREN lønned mig efter min Retfærd, mine Hænders Uskyld, som
+      stod ham for Øje!
+ 26.  Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige,
+ 27.  du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde.
+ 28.  De arme giver du Frelse, hovmodiges Øjne Skam!
+
+ 29.  Ja, min Lampe lader du lyse, HERRE, min Gud opklarer mit Mørke.
+ 30.  Thi ved din Hjælp søndrer jeg Mure, ved min Guds Hjælp springer
+      jeg over Volde.
+ 31.  Fuldkommen er Guds Vej, lutret er HERRENs Ord. Han er et Skjold
+      for alle, der sætter deres Lid til ham.
+
+ 32.  Ja, hvem er Gud uden HERREN, hvem er en Klippe uden vor Gud,
+ 33.  den Gud, der omgjorded mig med Kraft, jævnede Vejen for mig,
+ 34.  gjorde mine Fødder som Hindens og gav mig Fodfæste på Højene,
+ 35.  oplærte min Hånd til Krig, så mine Arme spændte Kobberbuen!
+ 36.  Du gav mig din Frelses Skjold, din højre støttede mig, din
+      Nedladelse gjorde mig stor;
+ 37.  du skaffede Plads for mine Skridt, mine Ankler vaklede ikke.
+ 38.  Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var
+      gjort til intet,
+ 39.  slog dem ned, så de ej kunde rejse sig, men lå faldne under min
+      Fod.
+ 40.  Du omgjorded mig med Kraft til Kampen, mine Modstandere tvang du
+      i Knæ for mig;
+ 41.  du slog mine Fjender på Flugt, mine Avindsmænd rydded jeg af
+      Vejen.
+ 42.  De råbte, men ingen hjalp, til HERREN, han svared dem ikke.
+ 43.  Jeg knuste dem som Støv for Vinden, fejed dem bort som
+      Gadeskarn.
+
+ 44.  Du friede mig af Folkekampe, du satte mig til Folkeslags
+      Høvding; nu tjener mig ukendte Folk;
+ 45.  hører de om mig, lyder de mig, Udlandets Sønner kryber for mig;
+ 46.  Udlandets Sønner vansmægter, slæber sig frem af deres Skjul.
+ 47.  HERREN lever, højlovet min Klippe, ophøjet være min Frelses Gud,
+ 48.  den Gud, som giver mig Hævn, tvinger Folkeslag under min Fod
+ 49.  og frier mig fra mine vrede Fjender! Du ophøjer mig over mine
+      Modstandere, fra Voldsmænd frelser du mig.
+ 50.  HERRE, derfor priser jeg dig blandt Folkene og lovsynger dit
+      Navn,
+ 51.  du, som kraftig hjælper din Konge og viser din Salvede
+      Miskundhed, David og hans Æt evindelig.
+
+Salme 19
+
+  1.  (Til sangmesteren. En salme af David.)
+  2.  Himlen forkynder Guds Ære, Hvælvingen kundgør hans Hænders værk.
+  3.  Dag bærer Bud til Dag, Nat lader Nat det vide.
+  4.  Uden Ord og uden Tale, uden at Lyden høres,
+  5.  når Himlens Røst over Jorden vide, dens Tale til Jorderigs
+      Ende. På Himlen rejste han Solen et Telt;
+  6.  som en Brudgom går den ud af sit Kammer, er glad som en Helt ved
+      at løbe sin Bane,
+  7.  rinder op ved Himlens ene Rand, og dens Omløb når til den
+      anden. Intet er skjult for dens Glød.
+
+  8.  HERRENs Lov er fuldkommen, kvæger Sjælen, HERRENs Vidnesbyrd
+      holder, gør enfoldig viis,
+  9.  HERRENs Forskrifter er rette, glæder Hjertet, HERRENs Bud er
+      purt, giver Øjet Glans,
+ 10.  HERRENs Frygt er ren, varer evigt, HERRENs Lovbud er Sandhed,
+      rette til Hobe,
+ 11.  kostelige fremfor Guld, ja fint Guld i Mængde, søde fremfor
+      Honning og Kubens Saft.
+ 12.  Din Tjener tager og Vare på dem; at holde dem lønner sig rigt.
+
+ 13.  Hvo mærker selv, at han fejler? Tilgiv mig lønlige Brøst!
+ 14.  Værn også din Tjener mod frække, ej råde de over mig! Så bliver
+      jeg uden Lyde og fri for svare Synder.
+ 15.  Lad min Munds Ord være dig til Behag, lad mit Hjertes Tanker nå
+      frem for dit Åsyn, HERRE, min Klippe og min Genløser!
+
+Salme 20
+
+  1.  (Til sangmesteren. En salme af David.)
+  2.  På trængselens dag bønhøre Herren dig, værne dig Jakobs Guds
+      Navn!
+  3.  Han sende dig Hjælp fra Helligdommen, fra Zion styrke han dig;
+  4.  han komme alle dine Afgrødeofre i Hu og tage dit Brændoffer
+      gyldigt! - Sela.
+  5.  Han give dig efter dit Hjertes Attrå, han fuldbyrde alt dit Råd,
+  6.  at vi må juble over din Frelse, løfte Banner i vor Guds Navn !
+      HERREN opfylde alle dine Bønner!
+
+  7.  Nu ved jeg, at HERREN frelser sin Salvede og svarer ham fra sin
+      hellige Himmel med sin højres frelsende Vælde.
+  8.  Nogle stoler på Heste, andre på Vogne, vi sejrer ved HERREN vor
+      Guds Navn.
+  9.  De synker i Knæ og falder, vi rejser os og kommer atter på Fode.
+ 10.  HERRE, frels dog Kongen og svar os, den Dag vi kalder!
+
+Salme 21
+
+  1.  (Til sangmesteren. En salme af David.)
+  2.  HERRE, Kongen er glad ved din Vælde, hvor frydes han højlig over
+      din Frelse!
+  3.  Hvad hans Hjerte ønskede, gav du ham, du afslog ikke hans Læbers
+      Bøn. - Sela.
+  4.  Du kom ham i Møde med rig Velsignelse, satte en Krone af Guld på
+      hans Hoved.
+  5.  Han bad dig om Liv, og du gav ham det, en Række af Dage uden
+      Ende.
+  6.  Stor er hans Glans ved din Frelse, Højhed og Hæder lægger du på
+      ham.
+  7.  Ja, evig Velsignelse gav du ham, med Fryd for dit Åsyn glæded du
+      ham.
+  8.  Thi Kongen stoler på HERREN, ved den Højestes Nåde rokkes han
+      ikke.
+
+  9.  Til alle dine Fjender når din Hånd, din højre når dine
+      Avindsmænd.
+ 10.  Du gør dem til et luende Bål, når du viser dig; HERREN sluger
+      dem i sin Vrede. Ild fortærer dem.
+ 11.  Du rydder bort deres Frugt af Jorden, deres Sæd blandt
+      Menneskens Børn.
+ 12.  Thi de søger at volde dig ondt, spinder Rænker, men evner intet;
+ 13.  thi du slår dem på Flugt, med din Bue sigter du mod deres
+      Ansigt.
+
+ 14.  HERRE, stå op i din Vælde, med Sang og med Spil vil vi prise dit
+      Storværk!
+
+Salme 22
+
+  1.  (Til sangmesteren. Efter "morgenrødens hind". En salme af David.)
+  2.  Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til
+      Trods er Frelsen mig fjern.
+  3.  Min Gud, jeg råber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men
+      finder ej Hvile.
+  4.  Og dog er du den hellige, som troner på Israels Lovsange.
+  5.  På dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem;
+  6.  de råbte til dig og frelstes, forlod sig på dig og blev ikke til
+      Skamme.
+  7.  Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk
+      til Spe;
+  8.  alle, der ser mig, håner mig, vrænger Mund og ryster på Hovedet:
+  9.  "Han har væltet sin Sag på HERREN; han fri ham og frelse ham,
+      han har jo Velbehag i ham."
+
+ 10.  Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min
+      Moders Bryst;
+ 11.  på dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du
+      min Gud.
+ 12.  Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som
+      hjælper!
+ 13.  Stærke Tyre står omkring mig, Basans vældige omringer mig,
+ 14.  spiler Gabet op imod mig som rovgridske, brølende Løver.
+ 15.  Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit
+      Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet på mig;
+ 16.  min Gane er tør som et Potteskår til Gummerne klæber min Tunge,
+      du lægger mig ned i Dødens Støv.
+ 17.  Thi Hunde står omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har
+      gennemboret mine Hænder og Fødder,
+ 18.  jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de på mig.
+ 19.  Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod.
+ 20.  Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp!
+ 21.  Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste af Hundes Vold!
+ 22.  Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt
+      mig.
+
+ 23.  Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre, prise dig midt i
+      Forsamlingen:
+ 24.  "I, som frygter HERREN, pris ham, ær ham; al Jakobs Æt, bæv for
+      ham, al Israels Æt!
+ 25.  Thi han foragtede ikke, forsmåede ikke den armes Råb, skjulte
+      ikke sit Åsyn for ham, men hørte, da han råbte til ham!"
+ 26.  Jeg vil synge din Pris i en stor Forsamling, indfri mine Løfter
+      iblandt de fromme;
+ 27.  de ydmyge skal spise og mættes; hvo HERREN søger, skal prise
+      ham; deres Hjerte leve for evigt!
+ 28.  Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til HERREN, og
+      alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Åsyn;
+ 29.  thi HERRENs er Riget, han er Folkenes Hersker.
+ 30.  De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje
+      sig for hans Åsyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt
+      deres Sjæl i Live.
+ 31.  Ham skal Efterkommeme tjene; om HERREN skal tales til Slægten,
+      der kommer;
+ 32.  de skal forkynde et Folk, der fødes, hans Retfærd. Thi han greb
+      ind.
+
+Salme 23
+
+  1.  (En salme af David.)
+      HERREN er min Hyrde, mig skal intet fattes,
+  2.  han lader mig ligge på grønne Vange. Til Hvilens Vande leder han
+      mig, han kvæger min Sjæl,
+  3.  han fører mig ad rette Veje for sit Navns Skyld.
+  4.  Skal jeg end vandre i Dødsskyggens Dal, jeg frygter ej ondt; thi
+      du er med mig, din Kæp og din Stav er min Trøst.
+
+  5.  I mine Fjenders Påsyn dækker du Bord for mig, du salver mit
+      Hoved med Olie, mit Bæger flyder over.
+  6.  Kun Godhed og Miskundhed følger mig alle mine Dage, og i HERRENs
+      Hus skal jeg bo gennem lange Tider.
+
+Salme 24
+
+  1.  (Af David. En salme.)
+      HERRENs er Jorden og dens Fylde, Jorderig og de, som bor derpå;
+  2.  thi han har grundlagt den på Have, grundfæstet den på Strømme.
+  3.  Hvo kan gå op på HERRENs Bjerg, og hvo kan stå på hans hellige
+      Sted?
+  4.  Den med skyldfri Hænder og Hjertet rent, som ikke sætter sin Hu
+      til Løgn og ikke sværger falsk;
+  5.  han får Velsignelse fra HERREN, Retfærdighed fra sin Frelses
+      Gud.
+  6.  Så er den Slægt, som spørger efter ham, som søger dit Åsyn,
+      Jakobs Gud! - Sela.
+
+  7.  Løft eders Hoveder, I Porte, løft jer, I ældgamle Døre, at Ærens
+      Konge kan drage ind!
+  8.  Hvo er den Ærens Konge? HERREN, stærk og vældig, HERREN, vældig
+      i Krig!
+  9.  Løft eders Hoveder, I Porte, løft jer, I ældgamle Døre, at Ærens
+      Konge kan drage ind!
+ 10.  Hvo er han, den Ærens Konge? HERREN, Hærskarers Herre, han er
+      Ærens Konge! - Sela.
+
+Salme 25
+
+  1.  (Af David.)
+      HERRE, jeg løfter min sjæl til dig
+  2.  min Gud jeg stoler på dig, lad mig ikke beskæmmes, lad ej mine
+      Fjender fryde sig over mig.
+  3.  Nej, ingen som bier på dig, skal beskæmmes; beskæmmes skal de,
+      som er troløse uden Grund.
+  4.  Lad mig kende dine Veje, HERRE lær mig dine Stier.
+  5.  Led mig på din Sandheds Vej og lær mig, thi du er min Frelses
+      Gud; jeg bier bestandig på dig.
+  6.  HERRE, kom din Barmhjertighed i Hu og din Nåde, den er jo fra
+      Evighed af.
+  7.  Mine Ungdomssynder og Overtrædelser komme du ikke i Hu, men
+      efter din Miskundhed kom mig i Hu, for din Godheds Skyld, o
+      HERRE!
+  8.  God og oprigtig er HERREN, derfor viser han Syndere Vejen.
+  9.  Han vejleder ydmyge i det, som er ret, og lærer de ydmyge sin
+      Vej.
+ 10.  Alle HERRENs Stier er Miskundhed og Trofasthed for dem, der
+      holder hans Pagt og hans Vidnesbyrd.
+ 11.  For dit Navns Skyld, HERRE, tilgive du min Brøde, thi den er
+      stor.
+ 12.  Om nogen frygter HERREN, ham viser han den Vej, han skal vælge;
+ 13.  selv skal han leve i Lykke og hans Sæd få Landet i Eje.
+ 14.  Fortroligt Samfund har HERREN med dem, der frygter ham, og han
+      kundgør dem sin Pagt.
+ 15.  Mit Øje er stadig vendt imod HERREN, thi han frier mine Fødder
+      af Snaren.
+ 16.  Vend dig til mig og vær mig nådig, thi jeg er ene og arm.
+ 17.  Let mit Hjertes Trængsler og før mig ud af min Nød.
+ 18.  Se hen til min Nød og min Kvide og tilgiv alle mine Synder.
+ 19.  Se hen til mine Fjender, thi de er mange og hader mig med Had
+      uden Grund.
+ 20.  Vogt min Sjæl og frels mig, jeg lider på dig, lad mig ikke
+      beskæmmes.
+ 21.  Lad Uskyld og Retsind vogte mig, thi jeg bier på dig, HERRE.
+ 22.  Forløs, o Gud, Israel af alle dets Trængsler!
+
+Salme 26
+
+  1.  (Af David.)
+      Skaf mig ret, o HERRE, thi jeg vandrer i Uskyld, stoler på HERREN
+      uden at vakle.
+  2.  Ransag mig, HERRE, og prøv mig, gransk mine Nyrer og mit Hjerte;
+  3.  thi din Miskundhed står mig for Øje, jeg vandrer i din Sandhed.
+  4.  Jeg tager ej Sæde blandt Løgnere, blandt falske kommer jeg ikke.
+  5.  Jeg hader de ondes Forsamling, hos gudløse sidder jeg ej.
+  6.  Jeg tvætter mine Hænder i Renhed, at jeg kan vandre omkring dit
+      Alter, HERRE,
+  7.  for at istemme Takkesang, fortælle om alle dine Undere.
+  8.  HERRE, jeg elsker dit Hus, det Sted, hvor din Herlighed bor.
+
+  9.  Bortriv ikke min Sjæl med Syndere, mit Liv med blodstænkte Mænd,
+ 10.  i hvis Hænder er Skændselsdåd, hvis højre er fuld af
+      Bestikkelse.
+ 11.  Jeg har jo vandret i Uskyld, forløs mig og vær mig nådig!
+ 12.  Min Fod står på den jævne Grund, i Forsamlinger vil jeg love
+      HERREN.
+
+Salme 27
+
+  1.  (Af David.)
+      HERREN er mit Lys og min Frelse, hvem skal jeg frygte? HERREN er
+      Værn for mit Liv, for hvem skal jeg ræddes?
+  2.  Når onde kommer imod mig for at æde mit Kød, så snubler og
+      falder de, Uvenner og Fjender!
+  3.  Om en Hær end lejrer sig mod mig, er mit Hjerte uden Frygt; om
+      Krig bryder løs imod mig, dog er jeg tryg.
+  4.  Om eet har jeg bedet HERREN, det attrår jeg: alle mine Dage at
+      bo i HERRENs Hus for at skue HERRENs Livsalighed og grunde i
+      hans Tempel.
+  5.  Thi han gemmer mig i sin Hytte på Ulykkens Dag, skjuler mig i
+      sit Telt og løfter mig op på en Klippe.
+  6.  Derfor løfter mit Hoved sig over mine Fjender omkring mig. I
+      hans Telt vil jeg ofre Jubelofre, med Sang og med Spil vil jeg
+      prise HERREN.
+
+  7.  HERRE, hør mit Råb, vær nådig og svar mig!
+  8.  Jeg mindes, du sagde: "Søg mit Åsyn!" Dit Åsyn søger jeg, HERRE;
+  9.  skjul ikke dit Åsyn for mig! Bortstød ikke din Tjener i Vrede,
+      du er min Hjælp, opgiv og slip mig ikke, min Frelses Gud!
+ 10.  Thi Fader og Moder forlod mig, men HERREN tager mig til sig.
+ 11.  Vis mig, HERRE, din Vej og led mig ad jævne Stier for Fjendernes
+      Skyld;
+ 12.  giv mig ikke i glubske Uvenners Magt! Thi falske Vidner, der
+      udånder Vold, står frem imod mig.
+ 13.  Havde jeg ikke troet, at jeg skulde skue HERRENs Godhed i de
+      levendes Land -
+ 14.  Bi på HERREN, fat Mod, dit Hjerte være stærkt, ja bi på HERREN!
+
+Salme 28
+
+  1.  (Af David.)
+      Jeg råber til dig, o Herre, min Klippe, vær ikke tavs imod mig,
+      at jeg ej, når du tier, skal blive som de, der synker i Graven.
+  2.  Hør min tryglende Røst, når jeg råber til dig, løfter Hænderne
+      op mod dit hellige Tempel.
+  3.  Riv mig ej bort med gudløse, Udådsmænd, som har ondt i Sinde mod
+      Næsten trods venlige Ord.
+  4.  Løn dem for deres Idræt og onde Gerninger; løn dem for deres
+      Hænders Værk, gengæld dem efter Fortjeneste!
+  5.  Thi HERRENs Gerning ænser de ikke, ej heller hans Hænders
+      Værk. Han nedbryde dem og opbygge dem ej!
+
+  6.  Lovet være HERREN, thi han har hørt min tryglende Røst;
+  7.  min Styrke, mit Skjold er HERREN, mit Hjerte stoler på ham. Jeg
+      fik Hjælp, mit Hjerte jubler, jeg takker ham med min Sang.
+
+  8.  HERREN er Værn for sit Folk, sin Salvedes Tilflugt og Frelse.
+  9.  Frels dit Folk og velsign din Arv, røgt dem og bær dem til evig
+      Tid!
+
+Salme 29
+
+  1.  (En salme af David.)
+      Giver HERREN, I Guds Sønner, giver Herren Ære og Pris,
+  2.  giver HERREN hans Navns Ære; tilbed HERREN i helligt Skrud!
+  3.  HERRENs Røst er over Vandene, Ærens Gud lader Tordenen rulle,
+      HERREN, over de vældige Vande!
+  4.  HERRENs Røst med Vælde, HERRENs Røst i Højhed,
+  5.  HERRENs Røst, den splintrer Cedre, HERREN splintrer Libanons
+      Cedre,
+  6.  får Libanon til at springe som en Kalv og Sirjon som den vilde
+      Okse!
+  7.  HERRENs Røst udslynger Luer.
+  8.  HERRENs Røst får Ørk til at skælve, HERREN får Kadesj's Ørk til
+      at skælve!
+  9.  HERRENs Røst får Hind til at føde, og den gør lyst i Skoven.
+      Alt i hans Helligdom råber: "Ære!"
+ 10.  HERREN tog Sæde og sendte Vandfloden, HERREN tog Sæde som Konge
+      for evigt.
+ 11.  HERREN give Kraft til sit Folk, HERREN velsigne sit Folk med
+      Fred!
+
+Salme 30
+
+  1.  (En salme. En sang ved husets indvielse. Af David.)
+  2.  HERRE, jeg ophøjer dig, thi du bjærgede mig, lod ej mine Fjender
+      glæde sig over mig;
+  3.  HERRE min Gud, jeg råbte til dig, og du helbredte mig.
+  4.  Fra Dødsriget, HERRE, drog du min Sjæl, kaldte mig til Live af
+      Gravens Dyb.
+  5.  Lovsyng HERREN, I hans fromme, pris hans hellige Navn!
+  6.  Thi et Øjeblik varer hans Vrede, Livet igennem hans Nåde; om
+      Aftenen gæster os Gråd, om Morgenen Frydesang.
+
+  7.  Jeg tænkte i min Tryghed: "Jeg rokkes aldrig i Evighed!"
+  8.  HERRE, i Nåde havde du fæstnet mit Bjerg; du skjulte dit Åsyn,
+      jeg blev forfærdet.
+  9.  Jeg råbte, HERRE, til dig, og tryglende bad jeg til HERREN:
+ 10.  "Hvad Vinding har du af mit Blod, af at jeg synker i Graven?
+      Kan Støv mon takke dig, råbe din Trofasthed ud?
+ 11.  HERRE, hør og vær nådig, HERRE, kom mig til Hjælp!"
+ 12.  Du vendte min Sorg til Dans, løste min Sørgedragt, hylled mig i
+      Glæde,
+ 13.  at min Ære skal prise dig uden Ophør. HERRE min Gud, jeg vil
+      takke dig evigt!
+
+Salme 31
+
+  1.  (Til sangmesteren. En salme af David.)
+  2.  HERRE, jeg lider på dig, lad mig aldrig i Evighed skuffes.
+      Udfri mig i din Retfærd,
+  3.  du bøje dit Øre til mig; red mig i Hast og vær mig en
+      Tilflugtsklippe, en Klippeborg til min Frelse;
+  4.  thi du er min Klippe og Borg. For dit Navns Skyld lede og føre
+      du mig,
+  5.  fri mig fra Garnet, de satte for mig; thi du er min Tilflugt,
+  6.  i din Hånd befaler jeg min Ånd. Du forløser mig, HERRE, du tro
+      faste Gud,
+  7.  du hader dem, der bolder på Løgneguder. Men jeg, jeg stoler på
+      HERREN,
+  8.  jeg vil juble og glæde mig over din Miskundhed; thi du har set
+      min Nød, agtet på min Sjælekvide.
+  9.  Du gav mig ikke i Fjendens Hånd, men skaffede Rum for min Fod.
+
+ 10.  Vær mig nådig, HERRE, thi jeg er angst, af Kummer hentæres mit
+      Øje, min Sjæl og mit Indre.
+ 11.  Thi mit Liv svinder hen i Sorg, mine År i Suk, min Kraft er
+      brudt for min Brødes Skyld, mine Ben hentæres.
+ 12.  For alle mine Fjenders Skyld er jeg blevet til Spot, mine
+      Naboers Gru, mine Keodinges Rædsel; de, der ser mig på Gaden,
+      flygter for mig.
+ 13.  Som en død er jeg gået dem at Minde, jeg er som et ødelagt Kar.
+ 14.  Thi mange hører jeg hviske, trindt om er Rædsel, når de holder
+      Råd imod mig, pønser på at tage mit Liv.
+
+ 15.  Men, HERRE, jeg stoler på dig; jeg siger: Du er min Gud,
+ 16.  mine Tider er i din Hånd. Red mig fra Fjenders Hånd, fra dem,
+      der forfølger mig,
+ 17.  lad dit Ansigt lyse over din Tjener, frels mig i din Miskundhed.
+ 18.  HERRE, lad mig ej blive til Skamme, jeg råber jo til dig, lad de
+      gudløse blive til Skamme og synke tavse i Døden.
+ 19.  Lad de falske Læber forstumme, som taler frækt om den retfærdige
+      med Hovmod og Foragt.
+
+ 20.  Hvor stor er dog din Godhed, som du gemmer til dem, der frygter
+      dig, over mod dem, der lider på dig, for Menneskebørnenes Øjne.
+ 21.  Du skjuler dem i dit Åsyns Skjul for Menneskers Stimmel; du
+      gemmer dem i en Hytte for Tungers Kiv.
+ 22.  Lovet være HERREN, thi under fuld Miskundhed har han vist mig i
+      en befæstet Stad.
+ 23.  Og jeg, som sagde i min Angst: "Jeg er bortstødt fra dine Øjne!"
+      Visselig, du hørte min tryglende Røst, da jeg råbte til dig.
+ 24.  Elsk HERREN, alle hans fromme; de trofaste skærmer HERREN; men
+      den, der handler i Hovmod, gengælder han mangefold.
+ 25.  Fat Mod, eders Hjerte være stærkt, alle I, som bier på HERREN!
+
+Salme 32
+
+  1.  (Af David. En maskil.)
+      Salig den, hvis Overtrædselse er forladt, hvis Synd er
+      skjult;
+  2.  saligt det Menneske, HERREN ej tilregner Skyld, og i hvis Ånd
+      der ikke er Svig.
+
+  3.  Mine Ben svandt hen, så længe jeg tav, under Jamren Dagen
+      igennem,
+  4.  thi din Hånd lå tungt på mig både Dag og Nat, min Livskraft
+      svandt som i Sommerens Tørke. - Sela.
+  5.  Min Synd bekendte jeg for dig, dulgte ikke min Skyld; jeg sagde:
+      "Mine Overtrædelser vil jeg bekende for HERREN!" Da tilgav du
+      mig min Syndeskyld. - Sela.
+  6.  Derfor bede hver from til dig, den Stund du findes. Kommer da
+      store Vandskyl, ham skal de ikke nå.
+  7.  Du er mit Skjul, du frier mig af Trængsel, med Frelsesjubel
+      omgiver du mig. - Sela.
+
+  8.  Jeg vil lære dig og vise dig, hvor du skal gå, jeg vil råde dig
+      ved at fæste mit Øje på dig.
+  9.  Vær ikke uden Forstand som Hest eller Muldyr, der tvinges med
+      Tømme og Bidsel, når de ikke vil komme til dig.
+ 10.  Den gudløses Smerter er mange, men den, der stoler på HERREN,
+      omgiver han med Nåde.
+ 11.  Glæd jer i HERREN, I retfærdige, fryd jer, jubler, alle I
+      oprigtige af Hjertet!
+
+Salme 33
+
+  1.  Jubler i Herren, I retfærdige, for de oprigtige sømmer sig
+      Lovsang;
+  2.  lov HERREN med Citer, tak ham til tistrenget Harpe;
+  3.  en ny Sang synge I ham, leg lifligt på Strenge til Jubelråb!
+
+  4.  Thi sandt er HERRENs Ord, og al hans Gerning er trofast;
+  5.  han elsker Retfærd og Ret, af HERRENs Miskundhed er Jorden fuld.
+  6.  Ved HERRENs Ord blev Himlen skabt og al dens Hær ved hans Munds
+      Ånde.
+  7.  Som i Vandsæk samled han Havets Vand, lagde Dybets Vande i
+      Forrådskamre.
+  8.  Al Jorden skal frygte for HERREN, Alverdens Beboere skælve for
+      ham;
+  9.  thi han talede, så skete det, han bød, så stod det der.
+ 10.  HERREN kuldkasted Folkenes Råd, gjorde Folkeslags Tanker til
+      intet;
+ 11.  HERRENs Råd står fast for evigt, hans Hjertes Tanker fra Slægt
+      til Slægt.
+ 12.  Saligt det Folk, der har HERREN til Gud, det Folkefærd, han
+      valgte til Arvelod!
+
+ 13.  HERREN skuer fra Himlen, ser på alle Menneskens Børn;
+ 14.  fra sit Højsæde holder han Øje med alle, som bor på Jorden;
+ 15.  han, som danned deres Hjerter til Hobe, gennemskuer alt deres
+      Værk.
+
+ 16.  Ej frelses en Konge ved sin store Stridsmagt, ej fries en Helt
+      ved sin store Kraft;
+ 17.  til Frelse slår Stridshesten ikke til, trods sin store Styrke
+      redder den ikke.
+ 18.  Men HERRENs Øje ser til gudfrygtige, til dem, der håber på
+      Nåden,
+ 19.  for at fri deres Sjæl fra Døden og holde dem i Live i Hungerens
+      Tid.
+ 20.  På HERREN bier vor Sjæl, han er vor Hjælp og vort Skjold;
+ 21.  thi vort Hjerte glæder sig i ham, vi stoler på hans hellige
+      Navn.
+
+ 22.  Din Miskundhed være over os, HERRE, såsom vi håber på dig.
+
+Salme 34
+
+  1.  (Af David, da han lod afsindig for Abimelek, og denne jog ham
+      fra sig, og han drog bort.)
+  2.  Jeg vil love HERREN til hver en Tid, hans Pris skal stadig fylde
+      min Mund
+  3.  min Sjæl skal rose sig af HERREN, de ydmyge skal høre det og
+      glæde sig.
+  4.  Hylder HERREN i Fællig med mig, lad os sammen ophøje hans Navn!
+  5.  Jeg søgte HERREN, og han svarede mig og friede mig fra alle mine
+      Rædsler.
+  6.  Se hen til ham og strål af Glæde, eders Åsyn skal ikke
+      beskæmmes.
+  7.  Her er en arm, der råbte, og HERREN hørte, af al hans Trængsel
+      frelste han ham.
+  8.  HERRENs Engel slår Lejr om dem, der frygter ham, og frier dem.
+
+  9.  Smag og se, at HERREN er god, salig den Mand, der lider på ham!
+ 10.  Frygter HERREN, I hans hellige, thi de, der frygter ham, mangler
+      intet.
+ 11.  Unge Løver lider Nød og sulter, men de, der søger HERREN, dem
+      fattes intet godt.
+ 12.  Kom hid, Børnlille, og hør på mig, jeg vil lære jer HERRENs
+      Frygt.
+ 13.  Om nogen attrår Liv og ønsker sig Dage for at skue Lykke,
+ 14.  så var din Tunge for ondt, dine Læber fra at tale Svig;
+ 15.  hold dig fra ondt og øv godt, søg Fred og jag derefter.
+
+ 17.  Mod dem, der gør ondt, er HERRENs Åsyn for at slette deres Minde
+      af Jorden; (vers 16 og 17 har byttet plads)
+ 16.  på retfærdige hviler hans Øjne, hans Ører hører deres Råb;
+ 18.  når de skriger, hører HERREN og frier dem af al deres Trængsel.
+ 19.  HERREN er nær hos dem, hvis Hjerte er knust, han frelser dem,
+      hvis Ånd er brudt.
+ 20.  Den retfærdiges Lidelser er mange, men HERREN frier ham af dem
+      alle;
+ 21.  han vogter alle hans Ledemod, ikke et eneste brydes.
+ 22.  Ulykke bringer de gudløse Død, og bøde skal de, der hader
+      retfærdige.
+ 23.  HERREN forløser sine Tjeneres Sjæl, og ingen, der lider på ham,
+      skal bøde.
+
+Salme 35
+
+  1.  (Af David.)
+      HERRE, træt med dem, der trætter med mig, strid imod dem, der
+      strider mod mig,
+  2.  grib dit Skjold og dit Værge, rejs dig og hjælp mig,
+  3.  tag Spyd og Økse frem mod dem, der forfølger mig, sig til min
+      Sjæl: "Jeg er din Frelse!"
+  4.  Lad dem beskæmmes og blues, som vil mig til Livs, og de, der
+      ønsker mig ondt, lad dem rødmende vige,
+  5.  de blive som Avner for Vinden, og HERRENs Engel nedstøde dem,
+  6.  deres Vej blive mørk og glat, og HERRENs Engel forfølge dem!
+  7.  Thi uden Grund har de sat deres Garn for mig, gravet min Sjæl en
+      Grav.
+  8.  Lad Undergang uventet ramme ham, lad Garnet, han satte, hilde
+      ham selv, lad ham falde i Graven.
+  9.  Min Sjæl skal juble i HERREN, glædes ved hans Frelse,
+ 10.  alle mine Ledemod sige: "HERRE, hvo er som du, du, som frelser
+      den arme fra hans Overmand, den arme og fattige fra Røveren!"
+
+ 11.  Falske Vidner står frem, de spørger mig om, hvad jeg ej kender
+      til;
+ 12.  de lønner mig godt med ondt, min Sjæl er forladt.
+ 13.  Da de var syge, gik jeg i Sæk, med Faste spæged jeg mig, jeg bad
+      med sænket Hoved,
+ 14.  som var det en Ven eller Broder; jeg gik, som sørged jeg over
+      min Moder, knuget af Sorg.
+ 15.  Men nu jeg vakler, glæder de sig, de stimler sammen, Uslinger,
+      fremmede for mig, stimler sammen imod mig, håner mig uden Ophør;
+ 16.  for min Venlighed dænger de mig med Hån, de skærer Tænder imod
+      mig.
+ 17.  Herre, hvor længe vil du se til? Frels dog min Sjæl fra deres
+      Brøl, min eneste fra Løver.
+ 18.  Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, love dig blandt mange
+      Folk.
+
+ 19.  Lad ej dem, som med Urette er mine Fjender, glæde sig over mig,
+      lad ej dem, som hader mig uden Grund, sende spotske Blikke!
+ 20.  Thi de taler ej Fred mod de stille i Landet udtænker de Svig;
+ 21.  de spærrer Munden op imod mig og siger: "Ha, ha! Vi så det med
+      egne Øjne!"
+ 22.  Du så det, HERRE, vær ikke tavs, Herre, hold dig ej borte fra
+      mig;
+ 23.  rejs dig, vågn op for min Ret, for min Sag, min Gud og Herre,
+ 24.  døm mig efter din Retfærd HERRE, min Gud, lad dem ikke glæde sig
+      over mig
+ 25.  Og sige i Hjertet: "Ha! som vi ønsked!" lad dem ikke sige: "Vi
+      slugte ham!"
+ 26.  Til Skam og Skændsel blive enhver, hvem min Ulykke glæder; lad
+      dem, der hovmoder sig over mig, hyldes i Spot og Spe.
+ 27.  Men de, der vil min Ret, lad dem juble og glæde sig, stadigen
+      sige: "Lovet være HERREN, som under sin Tjener Fred!"
+ 28.  Min Tunge skal forkynde din Retfærd, Dagen igennem din Pris.
+
+Salme 36
+
+  1.  (Til sangmesteren. Af HERRENs tjener David.)
+  2.  Synden taler til den Gudløse inde i hans Hjerte; Gudsfrygt har
+      han ikke for Øje;
+  3.  thi den smigrer ham frækt og siger, at ingen skal finde hans
+      Brøde og hade ham.
+  4.  Hans Munds Ord er Uret og Svig, han har ophørt at handle klogt
+      og godt;
+  5.  på sit Leje udtænker han Uret, han træder en Vej, som ikke er
+      god; det onde afskyr han ikke.
+  6.  HERRE, din Miskundhed rækker til Himlen, din Trofasthed når til
+      Skyerne,
+  7.  din Retfærd er som Guds Bjerge, dine Domme som det store Dyb;
+      HERRE, du frelser Folk og Fæ,
+  8.  hvor dyrebar er dog din Miskundhed, Gud! Og Menneskebørnene
+      skjuler sig i dine Vingers Skygge;
+  9.  de kvæges ved dit Huses Fedme, du læsker dem af din Lifligheds
+      Strøm;
+ 10.  thi hos dig er Livets Kilde, i dit Lys skuer vi Lys!
+
+ 11.  Lad din Miskundhed blive over dem, der kender dig, din Retfærd
+      over de oprigtige af Hjertet.
+ 12.  Lad Hovmods Fod ej træde mig ned, gudløses Hånd ej jage mig
+      bort.
+ 13.  Se, Udådsmændene falder, slås ned, så de ikke kan rejse sig.
+
+Salme 37
+
+  1.  (Af David.)
+      Græm dig ikke over Ugerningsmænd, misund ikke dem, der gør Uret!
+  2.  Thi hastigt svides de af som Græsset, visner som det friske
+      Grønne.
+  3.  Stol på HERREN og gør det gode, bo i Landet og læg Vind på
+      Troskab,
+  4.  da skal du have din Fryd i HERREN, og han skal give dig, hvad
+      dit Hjerte attrår.
+  5.  Vælt din Vej på HERREN, stol på ham, så griber han ind
+  6.  og fører din Retfærdighed frem som Lyset, din Ret som den klare
+      Dag.
+  7.  Vær stille for HERREN og bi på ham, græm dig ej over den, der
+      har Held, over den, der farer med Rænker.
+  8.  Tæm din Harme, lad Vreden fare, græm dig ikke, det volder kun
+      Harm.
+  9.  Thi Ugerningsmænd skal ryddes ud, men de, der bier på HERREN,
+      skal arve Landet.
+ 10.  En liden Stund, og den gudløse er ikke mere; ser du hen til hans
+      Sted, så er han der ikke.
+ 11.  Men de sagtmodige skal arve Landet, de fryder sig ved megen
+      Fred.
+ 12.  Den gudløse vil den retfærdige ilde og skærer Tænder imod ham;
+ 13.  men Herren, han ler ad ham, thi han ser hans Time komme.
+ 14.  De gudløse drager Sværdet og spænder Buen for at fælde arm og
+      fattig, for at nedslagte dem, der vandrer ret;
+ 15.  men Sværdet rammer dem selv i Hjertet, og Buerne brydes sønder
+      og sammen.
+ 16.  Det lidt, en retfærdig har, er bedre end mange gudløses Rigdom;
+ 17.  thi de gudløses Arme skal brydes, men HERREN støtter de
+      retfærdige;
+ 18.  HERREN kender de uskyldiges Dage, deres Arvelod bliver
+      evindelig;
+ 19.  de beskæmmes ikke i onde Tider, de mættes i Hungerens Dage.
+ 20.  Thi de gudløse går til Grunde, som Engenes Pragt er HERRENs
+      Fjender, de svinder, de svinder som Røg.
+ 21.  Den gudløse låner og bliver i Gælden, den retfærdige ynkes og
+      giver;
+ 22.  de, han velsigner, skal arve Landet, de, han forbander,
+      udryddes.
+ 23.  Af HERREN stadfæstes Mandens Skridt, når han har Behag i hans
+      Vej;
+ 24.  om end han snubler, falder han ikke, thi HERREN støtter hans
+      Hånd.
+ 25.  Ung har jeg været, og nu er jeg gammel, men aldrig så jeg en
+      retfærdig forladt eller hans Afkom tigge sit Brød;
+ 26.  han ynkes altid og låner ud, og hans Afkom er til Velsignelse.
+ 27.  Vig fra ondt og øv godt, så bliver du boende evindelig;
+ 28.  thi HERREN elsker Ret og svigter ej sine fromme. De onde
+      udslettes for evigt, de gudløses Afkom udryddes;
+ 29.  de retfærdige arver Landet og skal bo der til evig Tid.
+ 30.  Den retfærdiges Mund taler Visdom; hans Tunge siger, hvad ret
+      er;
+ 31.  sin Guds Lov har han i Hjertet, ikke vakler hans Skridt.
+ 32.  Den gudløse lurer på den retfærdige og står ham efter Livet,
+ 33.  men, HERREN giver ham ej i hans Hånd og lader ham ikke dømmes
+      for Retten.
+ 34.  Bi på HERREN og bliv på hans Vej, så skal han ophøje dig til at
+      arve Landet; du skal skue de gudløses Undergang.
+ 35.  Jeg har set en gudløs trodse, bryste sig som en Libanons Ceder
+ 36.  men se, da jeg gik der forbi, var han borte; da jeg søgte ham,
+      fandtes han ikke.
+ 37.  Vogt på Uskyld, læg Vind på Oprigtighed, thi Fredens Mand har en
+      Fremtid;
+ 38.  men Overtræderne udryddes til Hobe, de gudløses Fremtid går
+      tabt.
+ 39.  De retfærdiges Frelse kommer fra HERREN, deres Tilflugt i Nødens
+      Stund;
+ 40.  HERREN hjælper og frier dem, fra de gudløse frier og frelser han
+      dem; thi hos ham har de søgt deres Tilflugt.
+
+Salme 38
+
+  1.  (En salme af David. Lehazkir.)
+  2.  HERRE, revs mig ej i din vrede, tugt mig ej i din Harme!
+  3.  Thi dine pile sidder i mig, din Hånd har lagt sig på mig.
+  4.  Intet er karskt på min Krop for din Vredes Skyld, intet uskadt i
+      mine Ledemod for mine Synders Skyld;
+  5.  thi over mit Hoved skyller min Brøde som en tyngende Byrde, for
+      tung for mig.
+  6.  Mine Sår både stinker og rådner, for min Dårskabs Skyld går jeg
+      bøjet;
+  7.  jeg er såre nedtrykt, sorgfuld vandrer jeg Dagen lang.
+  8.  Thi Lænderne er fulde af Brand, intet er karskt på min Krop,
+  9.  jeg er lammet og fuldkommen knust, jeg skriger i Hjertets Vånde.
+ 10.  HERRE, du kender al min Attrå, mit Suk er ej skjult for dig;
+ 11.  mit Hjerte banker, min Kraft har svigtet, selv mit Øje har
+      mistet sin Glans.
+
+ 12.  For min Plages Skyld flyr mig Ven og Frænde, mine Nærmeste
+      holder sig fjert;
+ 13.  de, der vil mig til Livs, sætter Snarer, og de, der vil mig
+      ondt, lægger Råd om Fordærv, de tænker Dagen igennem på Svig.
+ 14.  Men jeg er som en døv, der intet hører, som en stum, der ej
+      åbner sin Mund,
+ 15.  som en Mand, der ikke kan høre, i hvis Mund der ikke er Svar.
+ 16.  Thi til dig står mit Håb, o HERRE, du vil bønhøre, Herre min
+      Gud,
+ 17.  når jeg siger: "Lad dem ikke glæde sig over mig, hovmode sig
+      over min vaklende Fod!"
+ 18.  Thi jeg står allerede for Fald, mine Smerter minder mig stadig;
+ 19.  thi jeg må bekende min Skyld må sørge over min Synd.
+ 20.  Mange er de, der med Urette er mine Fjender, talrige de, der
+      hader mig uden Grund,
+ 21.  som lønner mig godt med ondt, som står mig imod, fordi jeg søger
+      det gode.
+ 22.  HERRE, forlad mig ikke, min Gud, hold dig ikke borte fra mig,
+ 23.  il mig til Hjælp, o Herre, min Frelse!
+
+Salme 39
+
+  1.  (Til sangmesteren. Til Jedutun. En salme af David.)
+  2.  Jeg sagde: "Mine Veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med
+      Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, så længe den gudløse er
+      mig nær!"
+  3.  Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min
+      Smerte naged,
+  4.  mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da
+      talte jeg med min Tunge.
+
+  5.  Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har,
+      lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!
+  6.  Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet
+      for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. - Sela.
+  7.  Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres
+      Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det.
+  8.  Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står ene til dig.
+  9.  Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Dårer!
+ 10.  Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo.
+ 11.  Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til.
+ 12.  Når du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans
+      Herlighed hen som Møl; kun et Åndepust er hvert Menneske. -
+      Sela.
+ 13.  Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie
+      du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine
+      Fædre.
+ 14.  Se bort fra mig, så jeg kvæges, før jeg går bort og ej mer er
+      til!
+
+Salme 40
+
+  1.  (Til sangmesteren. Af David. En salme.)
+  2.  Jeg biede troligt på Herren, han bøjede sig til mig, og hørte
+      mit Skrig.
+  3.  Han drog mig op af den brusende Grav, af det skidne Dynd, han
+      satte min Fod på en Klippe, gav Skridtene Fasthed,
+  4.  en ny Sang lagde han i min Mund, en Lovsang til vor Gud. Mange
+      skal se det og frygte og stole på HERREN.
+  5.  Salig den Mand, der sætter sin Lid til HERREN, ej vender sig til
+      hovmodige eller dem, der hælder til Løgn.
+  6.  Mange Undere gjorde du, HERRE min Gud, og mange Tanker tænkte du
+      for os; de kan ikke opregnes for dig; ellers forkyndte og
+      fortalte jeg dem; til at tælles er de for mange.
+
+  7.  Til Slagt- og Afgrødeoffer har du ej Lyst, du gav mig åbne Ører,
+      Brænd- og Syndoffer kræver du ikke.
+  8.  Da sagde jeg: "Se, jeg kommer, i Bogrullen er der givet mig
+      Forskrift;
+  9.  at gøre din Vilje, min Gud, er min Lyst, og din Lov er i mit
+      Indre."
+ 10.  I en stor Forsamling forkyndte jeg Retfærd, se, mine Læber
+      lukked jeg ikke; HERRE, du ved det.
+ 11.  Din Retfærd dulgte jeg ej i mit Hjerte, din Trofasthed og Frelse
+      talte jeg Om, din Nåde og Sandhed fornægted jeg ej i en stor
+      Forsamling.
+ 12.  Du, HERRE, vil ikke lukke dit Hjerte for mig, din Nåde og
+      Sandhed skal altid være mit Værn.
+
+ 13.  Thi Ulykker lejrer sig om mig i talløs Mængde, mine Synder har
+      indhentet mig, så jeg ikke kan se, de er flere end Hovedets Hår,
+      og Modet har svigtet.
+ 14.  Du værdiges, HERRE, at fri mig, HERRE, il mig til Hjælp.
+ 15.  Lad dem beskæmmes og rødme, som vil mig til Livs, og de, der
+      ønsker mig ondt, lad dem vige med Skændsel;
+ 16.  Lad dem stivne af Rædsel ved deres Skam, de, som siger: "Ha,
+      ha!" til mig!
+ 17.  Lad alle, som søger dig, frydes og glædes i dig; lad dem, som
+      elsker din Frelse, bestandig sige: "HERREN er stor!"
+ 18.  Er jeg end arm og fattig, vil Herren dog tænke på mig. Du er min
+      Hjælp og min Frelser; tøv ej, min Gud!
+
+Salme 41
+
+  1.  (Til sangmesteren. En salme af David.)
+  2.  Salig den Mand, der tager sig af de svage, ham frelser HERREN på
+      Ulykkens Dag;
+  3.  HERREN vogter ham, holder ham i Live, det går ham vel i Landet,
+      han giver ham ikke i Fjendevold.
+  4.  På Sottesengen står HERREN ham bi, hans Smertensleje gør du ham
+      let.
+
+  5.  Så siger jeg da: Vær mig nådig, HERRE, helbred min Sjæl, jeg har
+      syndet mod dig!
+  6.  Mine Fjender ønsker mig ondt: "Hvornår mon han dør og hans Navn
+      udslettes?"
+  7.  Kommer en i Besøg, så fører han hyklerisk Tale, hans Hjerte
+      samler på ondt, og så går han bort og taler derom.
+  8.  Mine Avindsmænd hvisker sammen imod mig, alle regner de med, at
+      det går mig ilde:
+  9.  "En dødelig Sot har grebet ham; han ligger der - kommer aldrig
+      op!"
+ 10.  Endog min Ven, som jeg stolede på, som spiste mit Brød, har
+      løftet Hælen imod mig.
+ 11.  Men du, o HERRE, vær mig nådig og rejs mig, så jeg kan øve
+      Gengæld imod dem.
+ 12.  Deraf kan jeg kende, at du har mig kær, at min Fjende ikke skal
+      juble over mig.
+ 13.  Du holder mig oppe i Kraft af min Uskyld, lader mig stå for dit
+      Åsyn til evig Tid.
+
+ 14.  Lovet være HERREN, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed,
+      Amen, Amen!
+
+Salme 42
+
+  1.  (Til sangmesteren. En maskil af Koras sønner.)
+  2.  Som Hjorten skriger efter rindende Vand, således skriger min
+      Sjæl efter dig, o Gud.
+  3.  Min Sjæl tørster efter Gud, den levende Gud; når skal jeg komme
+      og stedes for Guds Åsyn?
+  4.  Min Gråd er blevet mit Brød både Dag og Nat, fordi de stadig
+      spørger mig: "Hvor er din Gud?"
+  5.  Min Sjæl er opløst, når jeg kommer i Hu, hvorledes jeg vandred
+      med Skaren op til Guds Hus under Jubelråb og Lovsang i
+      Højtidsskaren.
+  6.  Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud,
+      thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud!
+
+  7.  Nedbøjet er min Sjæl, derfor mindes jeg dig fra Jordans og
+      Hermontindernes Land, fra Mizars Bjerg.
+  8.  Dyb råber til Dyb ved dine Vandfalds Brusen, alle dine
+      Brændinger og Bølger skyller hen over mig.
+  9.  Sin Miskundhed sender HERREN om Dagen, hans Sang er hos mig om
+      Natten, en Bøn til mit Livs Gud.
+ 10.  Jeg siger til Gud, min Klippe: Hvorfor har du glemt mig, hvorfor
+      skal jeg vandre sorgfuld, trængt af Fjender?
+ 11.  Det er, som knustes mine Ben, når Fjenderne håner mig, når de
+      stadig spørger mig : "Hvor er din Gud?"
+ 12.  Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud,
+      thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud!
+
+Salme 43
+
+  1.  Skaf mig Ret, o Gud, og strid for mig mod Folk, som ej kender
+      til Mildhed, fri mig fra en falsk, uretfærdig Mand!
+  2.  Thi du er min Tilflugts Gud, hvi har du forstødt mig? Hvorfor
+      skal jeg vandre sorgfuld, trængt af Fjender?
+  3.  Send dit Lys og din Sandhed, de lede mig, bringe mig til dit
+      hellige Bjerg og til dine Boliger,
+  4.  at jeg må komme til Guds Alter, til min Glædes Gud, juble og
+      prise dig til Citer, Gud, min Gud!
+
+  5.  Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud,
+      thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud!
+
+Salme 44
+
+  1.  (Til sangmesteren. Af Koras sønner. En maskil.)
+  2.  Gud, vi har hørt det med egne ører, vore Fædre har fortalt os
+      derom; du øved en Dåd i deres Dage, i Fortids Dage med din Hånd;
+  3.  Folk drev du bort, men plantede hine, Folkeslag knuste du, men
+      dem lod du brede sig;
+  4.  thi de fik ej Landet i Eje med Sværdet, det var ej deres Arm,
+      der gav dem Sejr, men det var din højre, din Arm og dit Ansigts
+      Lys, thi du havde dem kær.
+  5.  Du, du er min Konge, min Gud, som sender Jakob Sejr.
+  6.  Ved dig nedstøder vi Fjenden, Modstanderne træder vi ned i dit
+      Navn;
+  7.  thi ej på min Bue stoler jeg, mit Sværd kan ikke give mig Sejr;
+  8.  men du gav os Sejr over Fjenden, du lod vore Avindsmænd blive
+      til Skamme.
+  9.  Vi roser os altid af Gud, dit Navn vil vi love for evigt. -
+      Sela.
+
+ 10.  Dog har du forstødt os, gjort os til Spot, du drager ej med vore
+      Hære;
+ 11.  du lader os vige for Fjenden, vore Avindsmænd tager sig Bytte;
+ 12.  du har givet os hen som Slagtekvæg, og strøet os ud mellem
+      Folkene,
+ 13.  dit Folk har du solgt til Spotpris, vandt ikke Rigdom ved
+      Salget.
+ 14.  Til Hån for Naboer gør du os, til Spot og Spe for Grander,
+ 15.  du gør os til Mundheld blandt Folkene, lader Folkeslagene ryste
+      på Hovedet ad os.
+ 16.  Min Skændsel er mig altid i Tanke, og Skam bedækker mit Åsyn
+ 17.  for spottende, hånende Tale, for Fjendens og den hævngerriges
+      Blikke.
+
+ 18.  Alt det kom over os, skønt vi glemte dig ikke, sveg ikke heller
+      din Pagt!
+ 19.  Vort Hjerte veg ikke fra dig, vore Skridt forlod ej din Vej.
+ 20.  Dog knuste du os, hvor Sjakalerne bor, og indhylled os i Mørke.
+ 21.  Havde vi glemt vor Guds Navn, bredt Hænderne ud mod en fremmed
+      Gud,
+ 22.  vilde Gud ej opspore det? Han kender jo Hjerternes Løn dom
+ 23.  nej, for din Skyld dræbes vi Dagen lang og regnes som
+      Slagtekvæg!
+ 24.  Vågn op, hvi sover du, Herre? Bliv vågen, forstød ej for stedse!
+ 25.  Hvorfor vil du skjule dit Åsyn, glemme vor Nød og Trængsel?
+ 26.  Thi vor Sjæl ligger bøjet i Støvet, vort Legeme klæber ved
+      Jorden.
+ 27.  Stå op og kom os til Hjælp, forløs os for din Miskundheds Skyld!
+
+Salme 45
+
+  1.  (Til sangmesteren. Af Koras sønner. Al-alamot. En sang.)
+  2.  Mit Hjerte svulmer af liflige Ord, jeg kvæder mit Kvad til
+      Kongens Pris, som Hurtigskriverens Pen er min Tunge.
+
+  3.  Den skønneste er du af Menneskens Børn, Ynde er udgydt på dine
+      Læber, derfor velsignede Gud dig for evigt.
+  4.  Omgjord din Lænd med Sværdet, o Helt,
+  5.  Lykken følge din Højhed og Hæder, far frem for Sandhedens Sag,
+      for Ydmyghed og Retfærd, din højre lære dig frygtelige Ting!
+  6.  Dine Pile er hvæssede, Folkeslag falder for din Fod, Kongens
+      Fjender rammes i Hjertet.
+  7.  Din Trone, o Gud, står evigt fast, en Retfærds Stav er din
+      Kongestav.
+  8.  Du elsker Ret og hader Uret; derfor salvede Gud, din Gud, dig
+      med Glædens Olie fremfor dine Fæller,
+  9.  af Myrra, Aloe og Kassia dufter alle dine Klæder. Du glædes ved
+      Strengeleg fra Elfenbenshaller,
+ 10.  Kongedøtre står i kostbare Klæder, Dronningen i Ofirguldets Skrud
+      ved din højre.
+
+ 11.  Hør, min Datter, opmærksomt og bøj dit Øre : Glem dit Folk og
+      din Faders Hus,
+ 12.  at Kongen må attrå din Skønhed, thi han er din Herre.
+ 13.  Tyrus's Datter skal hylde dig med Gaver, Folkets Rigmænd bejle
+      til din Yndest.
+ 14.  Idel Pragt er Kongedatteren, hendes Dragt er Perler, stukket i
+      Guld;
+ 15.  fulgt af Jomfruer føres hun frem i broget Pragt, Veninderne
+      fører hende hen til Kongen.
+ 16.  De føres frem under Glæde og Jubel, holder deres Indtog i
+      Kongens Palads.
+
+ 17.  Dine Sønner træde ind i dine Fædres Sted, sæt dem til Fyrster
+      rundt i Landet!
+ 18.  Jeg vil minde om dit Navn fra Slægt til Slægt; derfor skal
+      Folkene love dig evigt og altid.
+
+Salme 46
+
+  1.  (Til sangmesteren. Af Koras sønner. Al-alamot. En sang.)
+  2.  Gud er vor Tilflugt og Styrke, en Hjælp i Angster, prøvet til
+      fulde
+  3.  Derfor frygter vi ikke, om Jorden end bølger og Bjergene styrter
+      i Havenes Skød,
+  4.  om end deres Vande bruser og syder og Bjergene skælver ved deres
+      Vælde. - Sela.
+
+  5.  En Flod og dens Bække glæder Guds Stad, den Højeste har helliget
+      sin Bolig;
+  6.  i den er Gud, den rokkes ikke, Gud bringer den Hjælp, når Morgen
+      gryr.
+  7.  Folkene larmed, Rigerne vakled, han løfted Røsten, så Jorden
+      skjalv,
+  8.  Hærskarers HERRE er med os, Jakobs Gud er vor faste Borg. -
+      Sela.
+
+  9.  Kom hid og se på HERRENs Værk, han har udført frygtelige Ting på
+      Jord.
+ 10.  Han gør Ende på Krig til Jordens Grænser, han splintrer Buen,
+      sønderbryder Spydene, Skjoldene tænder han i Brand.
+ 11.  Hold inde og kend, at jeg er Gud, ophøjet blandt Folkene,
+      ophøjet på Jorden!
+ 12.  Hærskarers HERRE er med os, Jakobs Gud er vor faste Borg. -
+      Sela.
+
+Salme 47
+
+  1.  (Til sangmesteren. Af Koras sønner. En salme.)
+  2.  Alle Folkeslag, klap i Hænderne, bryd ud i jublende Lovsang for
+      Gud!
+  3.  Thi HERREN, den Højeste, er frygtelig, en Konge stor over hele
+      Jorden.
+  4.  Han bøjede Folkefærd under os og Folkeslag under vor Fod;
+  5.  han udvalgte os vor Arvelod, Jakob hans elskedes Stolthed. -
+      Sela.
+  6.  Gud steg op under Jubel, HERREN under Homets Klang.
+  7.  Syng, ja syng for Gud, syng, ja syng for vor Konge;
+  8.  thi han er al Jordens Konge, syng en Sang for Gud.
+  9.  Gud har vist, han er Folkenes Konge, på sin hellige Trone har
+      Gud taget Sæde.
+ 10.  Folkenes Stormænd samles med Folket, der tilhører Abrahams Gud;
+      thi Guds er Jordens Skjolde, højt ophøjet er han!
+
+Salme 48
+
+  1.  (En sang. En salme af Koras sønner.)
+  2.  Stor og højlovet er vor Gud i sin Stad.
+  3.  Smukt løfter sig hans hellige Bjerg, al Jordens Fryd, Zions
+      Bjerg i det højeste Nord, den store Konges By.
+  4.  Som Værn gjorde Gud sig kendt i dens Borge.
+  5.  Thi Kongerne samlede sig, rykked frem tilsammen;
+  6.  de så og tav på Stedet, flyed i Angst,
+  7.  af Rædsel grebes de brat, af Veer som en, der føder.
+  8.  Med Østenstormen knuser du Tarsisskibe.
+
+  9.  Som vi havde hørt det, så vi det selv i Hærskarers HERREs By, i
+      vor Guds By; til evig Tid lader Gud den stå. - Sela.
+ 10.  I din Helligdom tænker vi, Gud, på din Miskundhed;
+ 11.  som dit Navn så lyder din Pris til Jordens Grænser. Din højre er
+      fuld af Retfærd,
+ 12.  Zions Bjerg fryder sig, Judas Døtre jubler over dine Domme.
+ 13.  Drag rundt om Zion, gå rundt og tæl dets Tårne,
+ 14.  læg Mærke til dets Ringmur, så gennem dets Borge, at I kan melde
+      Slægten, der
+ 15.  kommer: Sådan er Gud, vor Gud for evigt og altid, han skal lede
+      os.
+
+Salme 49
+
+  1.  (Til sangmesteren. Af Koras sønner. En salme.)
+  2.  Hør det, alle Folkeslag, lyt til, al Verdens Folk,
+  3.  både høj og lav, både rig og fattig!
+  4.  Min Mund skal tale Visdom, mit Hjerte udgransker Indsigt;
+  5.  jeg bøjer mit Øre til Tankesprog, råder min Gåde til Strengeleg.
+
+  6.  Hvorfor skulle jeg frygte i de onde dage, når mine lumske
+      Fjender omringer mig med Brøde,
+  7.  de, som stoler på deres gods og bryster sig af deres store
+      rigdom?
+  8.  Visselig, ingen kan købe sin sjæl fri og give Gud en løsesum
+  9.  - Prisen for hans sjæl blev for høj, for evigt måtte han opgive
+      det - så han kunde blive i Live
+ 10.  og aldrig få Graven at se;
+ 11.  nej, han skal se den; Vismænd dør, både Dåre og Tåbe går
+      bort. Deres Gods må de afstå til andre,
+ 12.  deres Grav er deres Hjem for evigt, deres Bolig Slægt efter
+      Slægt, om Godser end fik deres Navn.
+ 13.  Trods Herlighed bliver Mennesket ikke, han er som Dyrene, der
+      forgår.
+ 14.  Så går det dem, der tror sig trygge, så ender det for dem, deres
+      Tale behager. - Sela.
+ 15.  I Dødsriget drives de ned som Får, deres Hyrde skal Døden være;
+      de oprigtige træder på dem ved Gry, deres Skikkelse går
+      Opløsning i Møde, Dødsriget er deres Bolig.
+ 16.  Men Gud udløser min Sjæl af Dødsrigets Hånd, thi han tager mig
+      til sig. - Sela.
+ 17.  Frygt ej, når en Mand bliver rig, når hans Huses Herlighed øges;
+ 18.  thi intet tager han med i Døden, hans Herlighed følger ham ikke.
+ 19.  Priser han end i Live sig selv: "De lover dig for din Lykke!"
+ 20.  han vandrer til sine Fædres Slægt, der aldrig får Lyset at skue.
+ 21.  Den, som lever i Herlighed, men uden Forstand, han er som
+      Dyrene, der forgår.
+
+Salme 50
+
+  1.  (En salme af Asaf.)
+  2.  Gud, Gud HERREN talede og stævnede Jorden hid fra Sol i Opgang
+      til Sol i Bjærge;
+  2.  fra Zion, Skønhedens Krone, viste Gud sig i Stråleglans
+  3.  vor Gud komme og tie ikke! - Foran ham gik fortærende Ild,
+      omkring ham rasede Storm;
+  4.  han stævnede Himlen deroppe hid og Jorden for at dømme sit Folk:
+  5.  "Saml mig mine fromme, der sluttede Pagt med mig ved Ofre!"
+  6.  Og Himlen forkyndte hans Retfærd, at Gud er den, der dømmer.
+      Sela.
+
+  7.  Hør, mit Folk, jeg vil tale, Israel, jeg vil vidne imod dig,
+      Gud, din Gud er jeg!
+  8.  Jeg laster dig ikke for dine Slagtofre, dine Brændofre har jeg
+      jo stadig for Øje;
+  9.  jeg tager ej Tyre fra dit Hus eller Bukke fra dine Stalde;
+ 10.  thi mig tilhører alt Skovens Vildt, Dyrene på de tusinde Bjerge;
+ 11.  jeg kender alle Bjergenes Fugle, har rede på Markens Vrimmel.
+ 12.  Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig, thi mit er Jorderig
+      og dets Fylde!
+ 13.  Mon jeg æder Tyres Kød eller drikker Bukkes Blod?
+ 14.  Lovsang skal du ofre til Gud og holde den Højeste dine Løfter.
+ 15.  Og kald på mig på Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære
+      mig,
+
+ 16.  Men til Den gudløse siger Gud: Hvi regner du op mine Bud og
+      fører min Pagt i Munden,
+ 17.  når du dog hader Tugt og kaster mine Ord bag din Ryg?
+ 18.  Ser du en Tyv, slår du Følge med ham, med Horkarle bolder du
+      til,
+ 19.  slipper Munden løs med ondt, din Tunge bærer på Svig.
+ 20.  Du sidder og skænder din Broder, bagtaler din Moders Søn;
+ 21.  det gør du, og jeg skulde tie, og du skulde tænke, jeg er som
+      du! Revse dig vil jeg og gøre dig det klart.
+ 22.  Mærk jer det, I, som glemmer Gud, at jeg ikke skal rive jer
+      redningsløst sønder.
+ 23.  Den, der ofrer Taksigelse, ærer mig; den, der agter på Vejen,
+      lader jeg se Guds Frelse.
+
+Salme 51
+
+  1.  (Til sangmesteren. En salme af David,
+  2.  dengang Natan kom til ham, efter at han havde været inde hos
+      Batseba.)
+  3.  Gud, vær mig nådig efter din Miskundhed, udslet mine
+      Overtrædelser efter din store Barmhjertighed,
+  4.  tvæt mig fuldkommen ren for min Skyld og rens mig for min Synd!
+  5.  Mine Overtrædelser kender jeg jo, min Synd står mig altid for
+      Øje.
+  6.  Mod dig har jeg syndet, mod dig alene, og gjort, hvad i dine
+      Øjne er ondt, at du må få Ret, når du taler, stå ren, når du
+      dømmer.
+  7.  Se, jeg er født i Misgerning, min Moder undfanged mig i Synd.
+  8.  Du elsker jo Sandhed i Hjertets Løndom, så lær mig da Visdom i
+      Hjertedybet.
+  9.  Rens mig for Synd med Ysop, tvæt mig hvidere end Sne;
+ 10.  mæt mig med Fryd og Glæde, lad de Ben, du knuste, juble;
+ 11.  skjul dit Åsyn for mine Synder, udslet alle mine Misgerninger;
+ 12.  skab mig, o Gud, et rent Hjerte, giv en ny, en stadig Ånd i mit
+      Indre;
+ 13.  kast mig ikke bort fra dit Åsyn, tag ikke din hellige Ånd fra
+      mig;
+ 14.  glæd mig igen med din Frelse, giv mig til Støtte en villig Ånd!
+ 15.  Da vil jeg lære Overtrædere dine Veje, og Syndere skal vende om
+      til dig.
+ 16.  Fri mig fra Blodskyld, Gud, min Frelses Gud, så skal min Tunge
+      lovsynge din Retfærd;
+ 17.  Herre, åben mine Læber, så skal min Mund forkynde din Pris.
+
+ 18.  Thi i Slagtoffer har du ikke Behag, og gav jeg et Brændoffer,
+      vandt det dig ikke.
+ 19.  Offer for Gud er en sønderbrudt Ånd; et sønderbrudt, sønderknust
+      Hjerte agter du ikke ringe, o Gud.
+
+ 20.  Gør vel i din Nåde mod Zion, opbyg Jerusalems Mure!
+ 21.  Da skal du have Behag i rette Ofre, Brænd- og Heloffer, da
+      bringes Tyre op på dit Alter.
+
+Salme 52
+
+  1.  (Til sangmesteren. En maskil af David,
+  2.  da edomitten Doeg kom og meldte Saul, at David var gået ind i
+      Ahimeleks hus.)
+  3.  Du stærke, hvi bryster du dig af din Ondskab imod den fromme?
+  4.  Du pønser hele Dagen på ondt; din Tunge er hvas som en Kniv, du
+      Rænkesmed,
+  5.  du foretrækker ondt for godt, Løgn for sanddru Tale. - Sela.
+  6.  Du elsker al ødelæggende Tale, du falske Tunge!
+
+  7.  Derfor styrte Gud dig for evigt, han gribe dig, rive dig ud af
+      dit Telt, han rykke dig op af de levendes Land! - Sela.
+  8.  De retfærdige ser det, frygter og håner ham leende:
+  9.  "Se der den Mand, der ej gjorde Gud til sit Værn, men stoled på
+      sin megen Rigdom, trodsede på sin Velstand!"
+
+ 10.  Men jeg er som et frodigt Olietræ i Guds Hus, Guds Miskundhed
+      stoler jeg evigt og altid på.
+ 11.  Evindelig takker jeg dig, fordi du greb ind; jeg vidner iblandt
+      dine fromme, at godt er dit Navn.
+
+Salme 53
+
+  1.  (Til sangmestern. Al-mahalat. En maskil af David.)
+  2.  Dårerne siger i Hjertet: "Der er ingen Gud!" Slet og afskyeligt
+      handler de, ingen gør godt.
+  3.  Gud skuer ned fra Himlen på Menneskenes Børn for at se, om der
+      findes en forstandig, nogen, der søger Gud.
+  4.  Afveget er alle, til Hobe fordærvet, ingen gør godt, end ikke
+      een.
+
+  5.  Er de Udådsmænd da uden Forstand de, der æder mit Folk, som åd
+      de Brød, og ikke påkalder Gud?
+  6.  Af Rædsel gribes de da, hvor ingen Rædsel var; thi Gud
+      adsplitter din Belejres Ben; de bliver til Skamme, thi Gud
+      forkaster dem.
+
+  7.  Ak, kom dog fra Zion Israels Frelse! Når Gud vender sit Folks
+      Skæbne, skal Jakob juble, Israel glædes.
+
+Salme 54
+
+  1.  (Til sangmesteren. Med strengespil. En maskil af David,
+  2.  da zifitterne kom og sagde til Saul: "David har skjult sig hos os".)
+  3.  Frels mig o Gud, ved dit navn og skaf mig min ret ved din Vælde,
+  4.  hør, o Gud, min Bøn, lyt til min Munds Ord!
+  5.  Thi frække står op imod mig, Voldsmænd vil tage mit Liv; Gud har
+      de ikke for Øje. - Sela.
+
+  6.  Se, min Hjælper er Gud, Herren støtter min Sjæl!
+  7.  Det onde vende sig mod mine Fjender, udryd dem i din Trofasthed!
+  8.  Da vil jeg frivilligt ofre til dig, prise dit Navn, o HERRE, thi
+      det er godt;
+  9.  thi det frier mig ud af al Nød; mit Øje skuer med Fryd mine
+      Fjender!
+
+Salme 55
+
+  1.  Til sangmesteren. Med strengespil. En maskil af David.)
+  2.  Lyt, o Gud, til min Bøn, skjul dig ej for min tryglen,
+  3.  lå mig Øre og svar mig, jeg vånder mig i Klage,
+  4.  jeg stønner ved Fjendernes Råb og de gudløses Skrig; thi Ulykke
+      vælter de over mig, forfølger mig grumt;
+  5.  Hjertet er angst i mit Bryst, Dødens Rædsler er faldet over mig.
+  6.  Frygt og Angst falder på mig, Gru er over mig.
+  7.  Jeg siger: Ak, havde jeg Vinger som Duen, da fløj jeg i Ly,
+  8.  ja, langt bort vilde jeg fly og blive i Ørkenen. - Sela.
+  9.  Da søgte jeg skyndsomt Tilflugt for rivende Storm og Uvejr.
+ 10.  Herre, forvir og split deres Tungemål! Thi Vold og Ufred ser jeg
+      i Byen;
+ 11.  de går Rundgang Dag og Nat på dens Mure;
+ 12.  Ulykke, Kvide og Vanheld råder derinde, Voldsfærd og Svig viger
+      aldrig bort fra dens Torve.
+
+ 13.  Det var ikke en Fjende, som hånede mig - det kunde bæres; min
+      uven ydmygede mig ej - ham kunde jeg undgå;
+ 14.  men du, en Mand af min Stand, en Ven og fortrolig,
+ 15.  og det skønt vi delte Samværets Sødme, vandrede endrægtelig i
+      Guds Hus.
+
+ 16.  Over dem komme Død, lad dem levende synke i Dødsriget! Thi der
+      er Ondskab i deres Bolig, i deres Indre!
+ 17.  Jeg, jeg råber til Gud, og HERREN vil frelse mig.
+ 18.  Jeg klager og stønner ved Kvæld, ved Gry og ved Middag; min Røst
+      vil han høre
+ 19.  og udfri min Sjæl i Fred, så de ikke kan komme mig nær; thi
+      mange er de imod mig.
+ 20.  Gud, som troner fra Fortids Dage, vil høre og ydmyge dem. -
+      Sela. Thi der er ingen Forandring hos dem, og de frygter ikke
+      for Gud.
+
+ 21.  På Venner lagde han Hånd og brød sin Pagt.
+ 22.  Glattere end Smør er hans Mund, men Hjertet vil Krig, blødere
+      end Olie hans Ord, skønt dragne Sværd.
+
+ 23.  Kast din Byrde på HERREN, så sørger han for dig, den retfærdige
+      lader han ikke i Evighed rokkes.
+ 24.  Og du, o Gud, nedstyrt dem i Gravens Dyb! Ej skal blodstænkte,
+      svigefulde Mænd nå Hælvten af deres Dage. Men jeg, jeg stoler på
+      dig!
+
+Salme 56
+
+  1.  (Til sangmesteren. Al-jonat-elem-rehokim. Af David. En miktam,
+      da filisterne greb ham i Gat.)
+  2.  Vær mig nådig Gud, thi Mennesker vil mig til livs, jeg trænges
+      stadig af Stridsmænd;
+  3.  mine Fjender vil mig stadig til Livs, thi mange strider bittert
+      imod mig!
+  4.  Når jeg gribes af Frygt, vil jeg stole på dig,
+  5.  og med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord. Jeg stoler på Gud,
+      jeg frygter ikke, hvad kan Kød vel gøre mig?
+  6.  De oplægger stadig Råd imod mig, alle deres Tanker går ud på
+      ondt.
+  7.  De flokker sig sammen, ligger på Lur, jeg har dem lige i Hælene,
+      de står mig jo efter Livet.
+  8.  Gengæld du dem det onde, stød Folkene ned i Vrede, o Gud!
+  9.  Selv har du talt mine Suk, i din Lædersæk har du gemt mine
+      Tårer; de står jo i din Bog.
+ 10.  Da skal Fjenderne vige, den Dag jeg kalder; så meget ved jeg, at
+      Gud er med mig.
+ 11.  Med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord, med HERRENs Hjælp skal
+      jeg prise hans Ord.
+ 12.  Jeg stoler på Gud, jeg frygter ikke, hvad kan et Menneske gøre
+      mig?
+ 13.  Jeg har Løfter til dig at indfri, o Gud, med Takofre vil jeg
+      betale dig.
+ 14.  Thi fra Døden frier du min Sjæl, ja min Fod fra Fald, at jeg kan
+      vandre for Guds Åsyn i Livets Lys.
+
+Salme 57
+
+  1.  (Til sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En miktam, da han 
+      flygtede ind i hulen for Saul.)
+  2.  Vær mig nådig, Gud, vær mig nådig, thi hos dig har min Sjæl søgt
+      Ly; i dine Vingers Skygge søger jeg Ly, til Ulykken er drevet
+      over.
+  3.  Gud, den Højeste, påkalder jeg, den Gud, der gør vel imod mig;
+  4.  han sender mig Hjælp fra Himlen og frelser min Sjæl fra dem, som
+      vil mig til Livs. Gud sender sin Nåde og Trofasthed.
+  5.  Jeg må ligge midt iblandt Løver, bo mellem Folk, der spyr Ild,
+      hvis Tænder er Spyd og Pile, hvis Tunge er hvas som et Sværd.
+  6.  Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!
+  7.  Et Net har de udspændt for mine Skridt, deres egen Fod skal
+      hildes deri; en Grav har de gravet foran mig, selv skal de falde
+      deri. - Sela.
+
+  8.  Mit Hjerte er trøstigt, Gud, mit Hjerte er trøstigt; jeg vil
+      synge og lovprise dig,
+  9.  vågn op, min Ære! Harpe og Citer vågn op, jeg vil vække
+      Morgenrøden.
+ 10.  Jeg vil takke dig, Herre, blandt Folkeslag, prise dig blandt
+      Folkefærd;
+ 11.  thi din Miskundhed når til Himlen, din Sandhed til Skyerne.
+ 12.  Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!
+
+Salme 58
+
+  1.  (Til sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En miktam.)
+  2.  Er det virkelig Ret, I taler, I Guder, dømmer I Menneskenes Børn
+      retfærdigt?
+  3.  Nej, alle øver I Uret på Jord, eders Hænder udvejer Vold.
+  4.  Fra Moders Liv vanslægted de gudløse, fra Moders Skød for
+      Løgnerne vild.
+  5.  Gift har de i sig som Slangen, den stumme Øgle, der døver sit
+      Øre
+  6.  og ikke vil høre på Tæmmerens Røst, på den kyndige
+      Slangebesværger.
+  7.  Gud, bryd Tænderne i deres Mund, Ungløvernes Kindtænder knuse
+      du, HERRE;
+  8.  lad dem svinde som Vand, der synker, visne som nedtrampet Græs.
+  9.  Lad dem blive som Sneglen, opløst i Slim som et ufuldbårent
+      Foster, der aldrig så Sol.
+ 10.  Før eders Gryder mærker til Tjørnen, ja, midt i deres Livskraft
+      river han dem bort i sin Vrede
+
+ 11.  Den retfærdige glæder sig, når han ser Hævn, hans Fødder skal
+      vade i gudløses Blod;
+ 12.  Og Folk skal sige: "Den retfærdige får dog sin Løn, der er dog
+      Guder, som dømmer på Jord!"
+
+Salme 59
+
+  1.  (Til sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En miktam, da Saul 
+      sendte folk, som skulle vogte huset for at dræbe ham.)
+  2.  Fri mig fra mine Fjender, min Gud, bjærg mig fra dem, der rejser
+      sig mod mig;
+  3.  fri mig fra Udådsmænd, frels mig fra blodstænkte Mænd!
+  4.  Thi se, de lurer efter min Sjæl, stærke Mænd stimler sammen imod
+      mig, uden at jeg har Skyld eller Brøde.
+  5.  Uden at jeg har forbrudt mig, HERRE, stormer de frem og stiller
+      sig op. Vågn op og kom mig i Møde, se til!
+  6.  Du er jo HERREN, Hærskarers Gud, Israels Gud. Vågn op og hjemsøg
+      alle Folkene, skån ej een af de troløse Niddinger! - Sela.
+  7.  Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem
+      Byen!
+  8.  Se, deres Mund løber over, på deres Læber er Sværd, thi: "Hvem
+      skulde høre det?"
+
+  9.  Men du, o HERRE, du ler ad dem, du spotter alle Folk,
+ 10.  dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn;
+ 11.  med Nåde kommer min Gud mig i Møde, Gud lader mig se mine
+      Fjender med Fryd!
+ 12.  Slå dem ikke ihjel, at ikke mit Folk skal glemme, gør dem
+      hjemløse med din Vælde og styrt dem,
+ 13.  giv dem hen, o Herre, i Mundens Synd, i Læbernes Ord, og lad dem
+      hildes i deres Hovmod for de Eder og Løgne, de siger;
+ 14.  udryd dem i Vrede, gør Ende på dem, så man kan kende til Jordens
+      Ender, at Gud er Hersker i Jakob! - Sela.
+ 15.  Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem
+      Byen,
+ 16.  vanker rundt efter Føde og knurrer, når de ikke mættes.
+
+ 17.  Men jeg, jeg vil synge om din Styrke, juble hver Morgen over din
+      Nåde; thi du blev mig et Værn, en Tilflugt på Nødens Dag.
+ 18.  Dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn, min
+      nådige Gud.
+
+Salme 60
+
+  1.  (Til sangmesteren. Al-sjusjan-edut. En miktam af David til til
+      indøvelse,
+  2.  dengang han kæmpede med Aram-Naharajim og Aram-Zoba, og Joab
+      vendte tilbage og slog edomitterne i Saltdalen, 12000 mand.)
+  3.  Gud, du har stødt os fra dig, nedbrudt os, du vredes - vend dig
+      til os igen;
+  4.  du lod Landet skælve, slå Revner, læg nu dets Brist, thi det
+      vakler!
+  5.  Du lod dit Folk friste ondt, iskænked os døvende Vin.
+  6.  Dem, der frygter dig, gav du et Banner, hvorhen de kan fly for
+      Buen. - Sela.
+  7.  Til Frelse for dine elskede hjælp med din højre, bønhør os!
+
+  8.  Gud talede i sin Helligdom: "Jeg vil udskifte Sikem med jubel,
+      udmåle Sukkots Dal;
+  9.  mit er Gilead, mit er Manasse, Efraim er mit Hoveds Værn, Juda
+      min Herskerstav,
+ 10.  Moab min Vaskeskål, på Edom kaster jeg min Sko, over
+      Filisterland jubler jeg."
+ 11.  Hvo bringer mig hen til den faste Stad, hvo leder mig hen til
+      Edom?
+
+ 12.  Har du ikke, Gud, stødt os fra dig? Du ledsager ej vore Hære.
+ 13.  Giv os dog Hjælp mod Fjenden! Blændværk er Menneskers Støtte.
+ 14.  Med Gud skal vi øve vældige Ting, vore Fjender træder han ned!
+
+Salme 61
+
+  1.  (Til sangmesteren. Til strengespil. Af David.)
+  2.  Hør, o Gud, på mit råb og lyt til min bøn!
+  3.  Fra Jordens Ende råber jeg til dig. Når mit Hjerte vansmægter,
+      løft mig da op på en Klippe,
+  4.  led mig, thi du er min Tilflugt, et mægtigt Tårn til Værn imod
+      Fjenden.
+  5.  Lad mig evigt bo som Gæst i dit Telt, finde Tilflugt i dine
+      Vingers Skjul! - Sela.
+  6.  Ja du, o Gud, har hørt mine Løfter, opfyldt deres Ønsker, der
+      frygter dit Navn.
+
+  7.  Til Kongens Dage lægger du Dage, hans År skal være fra Slægt til
+      Slægt.
+  8.  Han skal trone evigt for Guds Åsyn; send Nåde og Sandhed til at
+      bevare ham!
+  9.  Da vil jeg evigt love dit Navn og således Dag efter Dag indfri
+      mine Løfter.
+
+Salme 62
+
+  1.  (Til sangmesteren. Til Jedutun. En salme af David.)
+  2.  Min Sjæl er Stille for Gud alene, min Frelse kommer fra ham; 
+  3.  ja, han er min Klippe, min Frelse, mit Værn, jeg skal ikke rokkes 
+      meget. 
+  4.  Hvor længe stormer I løs på en Mand, - alle slår I ham ned - som på 
+      en hældende Væg, en faldende Mur? 
+  5.  Ja, de oplægger Råd om at styrte ham fra hans Højhed. De elsker 
+      Løgn, velsigner med Munden, men forbander i deres Indre. - Sela. 
+  6.  Vær stille hos Gud alene, min Sjæl, thi fra ham kommer mit Håb; 
+  7.  ja, han er min Klippe, min Frelse, mit Værn, jeg skal ikke rokkes. 
+  8.  Hos Gud er min Hjælp og min Ære, min stærke Klippe, min Tilflugt 
+      har jeg i Gud; 
+  9.  stol på ham, al Folkets Forsamling, udøs for ham eders Hjerte, Gud 
+      er vor Tilflugt. - Sela.
+
+ 10.  Kun Tomhed er Mennesker, Mænd en Løgn, på Vægtskålen vipper de
+      op, de er Tomhed til Hobe.
+ 11.  Forlad eder ikke på vold, lad jer ikke blænde af Ran; om
+      Rigdommen vokser, agt ikke derpå!
+ 12.  Een Gang talede Gud, to Gange hørte jeg det: at Magten er Guds,
+ 13.  Og Miskundhed er hos dig, o Herre. Thi enhver gengælder du efter
+      hans Gerning.
+
+Salme 63
+
+  1.  (En salme af David, da han var i Judas ørken.)
+  2.  Gud, du er min Gud, dig søger jeg, efter dig tørster min Sjæl,
+      efter dig længes mit Kød i et tørt, vansmægtende,vandløst Land
+  3.  (således var det, jeg så dig i Helligdommen) for at skue din
+      Vælde og Ære;
+  4.  thi din Nåde er bedre end Liv, mine Læber skal synge din Pris.
+  5.  Da vil jeg love dig hele mit Liv, opløfte Hænderne i dit Navn,
+  6.  Som med fede Retter mættes min Sjæl, med jublende Læber priser
+      min Mund dig,
+  7.  når jeg kommer dig i Hu på mit Leje, i Nattevagterne tænker på
+      dig;
+  8.  thi du er blevet min Hjælp, og jeg jubler i dine Vingers Skygge.
+  9.  Dig klynger min Sjæl sig til, din højre holder mig fast.
+
+ 10.  Forgæves står de mig efter livet, i Jordens Dyb skal de synke,
+ 11.  gives i Sværdets Vold og vorde Sjakalers Bytte.
+ 12.  Men Kongen glædes i Gud; enhver, der sværger ved ham, skal
+      juble, thi Løgnernes Mund skal lukkes.
+
+Salme 64
+
+  1.  (Til sangmesteren. En salme af David.)
+  2.  Hør, o Gud, min røst, når jeg klager, skærm mit Liv mod den
+      rædsomme Fjende;
+  3.  skjul mig for Ugerningsmændenes Råd, for Udådsmændenes travle
+      Hob.
+  4.  der hvæsser Tungen som Sværd, lægger giftige Ord på Buen
+  5.  for i Løn at ramme den skyldfri, ramme ham brat og uset.
+  6.  Ihærdigt lægger de onde Råd, skryder af, at de lægger Snarer
+      siger: "Hvem skulde se os?"
+  7.  De udtænker onde Gerninger, fuldfører en gennemtænkt Tanke - og
+      Menneskets Indre og Hjerte er dybt.
+
+  8.  Da rammer Gud dem med en Pil af Slaget rammes de brat;
+  9.  han styrter dem for deres Tunges Skyld. Enhver, som ser dem,
+      ryster på Hovedet;
+
+ 10.  alle Mennesker frygter, forkynder, hvad Gud har gjort, og fatter
+      hans Hænders Geming;
+ 11.  de retfærdige glædes i HERREN og lider på ham, de oprigtige af
+      Hjertet jubler til Hobe!
+
+Salme 65
+
+  1.  (Til sangmesteren. En salme af David. En sang.)
+  2.  Lovsang tilkommer dig på Zion,o Gud, dig indfrier man Løfter,
+      du, som hører Bønner;
+  3.  alt Kød kommer til dig, når Brøden tynger.
+  4.  Vore Overtrædelser blev os for svare, du tilgiver dem.
+  5.  Salig den, du udvælger, lader bo i dine Forgårde! Vi mættes af
+      dit Huses Rigdom, dit Tempels Hellighed.
+
+  6.  Du svarer os underfuldt i Retfærd, vor Frelses Gud, du Tilflugt
+      for den vide Jord, for fjerne Strande,
+  7.  du, som grundfæster Bjerge med Vælde, omgjorde med Kraft,
+  8.  du, som dæmper Havenes Brusen, deres Bølgers Brusen og
+      Folkefærds Larm,
+  9.  så Folk ved Verdens Ende gruer for dine Tegn; hvor Morgen og
+      Aften oprinder, bringer du Jubel.
+
+ 10.  Du så til Landet, vanded det, gjorde det såre rigt, Guds Bæk er
+      fuld af Vand, du bereder dets Korn,
+ 11.  du vander dets Furer, jævner knoldene, bløder det med Regn,
+      velsigner dets Sæd.
+ 12.  Med din Herlighed kroner du Året, dine Vognspor flyder af Fedme;
+ 13.  de øde Græsgange flyder, med Jubel omgjordes Højene;
+ 14.  Engene klædes med Får, Dalene hylles i Korn, i Jubel bryder de
+      ud og synger!
+
+Salme 66
+
+  1.  (Til sangmesteren. En salme. En sang.)
+      Bryd ud i Jubel for Gud, al Jorden,
+  2.  lovsyng hans Navns Ære, syng ham en herlig Lovsang,
+  3.  sig til Gud: "Hvor forfærdelige er dine Gerninger! For din
+      vældige Styrkes Skyld logrer Fjenderne for dig,
+  4.  al Jorden tilbeder dig, de lovsynger dig, lovsynger dit Navn."
+      - Sela.
+  5.  Kom hid og se, hvad Gud har gjort i sit Virke en Rædsel for
+      Menneskenes Børn.
+  6.  Han forvandlede Hav til Land, de vandrede til Fods over
+      Strømmen; lad os fryde os højlig i ham.
+  7.  Han hersker med Vælde for evigt, på Folkene vogter hans Øjne, ej
+      kan genstridige gøre sig store. - Sela.
+  8.  I Folkeslag, lov vor Gud, lad lyde hans Lovsangs Toner,
+  9.  han, som har holdt vor Sjæl i Live og ej lod vor Fod glide ud!
+ 10.  Thi du ransaged os, o Gud, rensede os, som man renser Sølv;
+ 11.  i Fængsel bragte du os, lagde Tynge på vore Lænder,
+ 12.  lod Mennesker skride hen over vort Hoved, vi kom gennem Ild og
+      Vand; men du førte os ud og bragte os Lindring!
+
+ 13.  Med Brændofre vil jeg gå ind i dit Hus og indfri dig mine
+      Løfter,
+ 14.  dem, mine Læber fremførte, min Mund udtalte i Nøden.
+ 15.  Jeg bringer dig Ofre af Fedekvæg sammen med Vædres Offerduft,
+      jeg ofrer Okser tillige med Bukke. - Sela.
+ 16.  Kom og hør og lad mig fortælle jer alle, som frygter Gud, hvad
+      han har gjort for min Sjæl!
+ 17.  Jeg råbte til ham med min Mund og priste ham med min Tunge.
+ 18.  Havde jeg tænkt på ondt i mit Hjerte, da havde Herren ej hørt;
+ 19.  visselig, Gud har hørt, han lytted til min bedende Røst.
+ 20.  Lovet være Gud, som ikke har afvist min Bøn eller taget sin
+      Miskundhed fra mig!
+
+Salme 67
+
+  1.  (Til sangmesteren. Med strengespil. En salme. En sang.)
+  2.  Gud være os nådig og velsigne os, han lade sit Ansigt lyse over
+      os - Sela -
+  3.  for at din Vej må kendes på Jorden, din Frelse blandt alle Folk.
+  4.  Folkeslag skal takke dig, Gud, alle Folkeslag takke dig;
+  5.  Folkefærd skal glædes og juble, thi med Retfærd dømmer du
+      Folkeslag, leder Folkefærd på Jorden, - Sela.
+  6.  Folkeslag skal takke dig Gud, alle Folkeslag takke dig!
+  7.  Landet har givet sin Grøde, Gud, vor Gud, velsigne os,
+  8.  Gud velsigne os, så den vide Jord må frygte ham!
+
+Salme 68
+
+  1.  (Til sangmesteren. Af David. En salme. En sang.)
+  2.  Når Gud står op, da splittes hans fjender, hans Avindsmænd flyr
+      for hans Åsyn,
+  3.  som Røg henvejres, så henvejres de; som Voks, der smelter for
+      Ild, går gudløse til Grunde for Guds Åsyn.
+  4.  Men retfærdige frydes og jubler med Glæde og Fryd for Guds Åsyn.
+  5.  Syng for Gud, lovsyng hans Navn, hyld ham, der farer frem gennem
+      Ørknerne! HERREN er hans Navn, jubler for hans Åsyn,
+  6.  faderløses Fader, Enkers Værge, Gud i hans hellige Bolig,
+  7.  Gud, som bringer ensomme hjem, fører Fanger ud til Lykke; men
+      genstridige bor i tørre Egne.
+
+  8.  Da du drog ud, o Gud, i Spidsen for dit Folk, skred frem gennem
+      Ørkenen - Sela - da rystede Jorden,
+  9.  ja, Himlen dryppede for Guds Åsyn, for Guds Åsyn, Israels Guds.
+ 10.  Regn i Strømme lod du falde, o Gud, din vansmægtende Arvelod
+      styrkede du;
+ 11.  din Skare tog Bolig der, for de arme sørged du, Gud, i din
+      Godhed,
+ 12.  Ord lægger Herren de Kvinder i Munden, som bringer Glædesbud, en
+      talrig Hær:
+ 13.  "Hærenes Konger flyr, de flyr, Husets Frue uddeler Bytte.
+ 14.  Vil l da blive imellem Foldene? Duens Vinger dækkes af Sølv,
+      dens Fjedre af gulgrønt Guld.
+ 15.  Da den Almægtige splittede Kongerne der, faldt der Sne på
+      Zalmon."
+ 16.  Et Gudsbjerg er Basans Bjerg, et Bjerg med spidse Tinder er
+      Basans Bjerg;
+ 17.  Hvi skæver I Bjerge med spidse Tinder til Bjerget, Gud ønskede
+      til Bolig, hvor HERREN også vil bo for evigt?
+ 18.  Titusinder er Guds Vogne, tusinde Gange tusinde, HERREN kom fra
+      Sinaj til Helligdommen.
+ 19.  Du steg op til det høje, du bortførte Fanger, Gaver tog du
+      blandt Mennesker, også iblandt de genstridige, at du måtte bo
+      der, HERRE, o Gud.
+
+ 20.  Lovet være Herren! Fra Dag til Dag bærer han vore Byrder; Gud er
+      vor Frelse. - Sela.
+ 21.  En Gud til Frelse er Gud for os, hos den Herre HERREN er Udgange
+      fra Døden.
+ 22.  Men Fjendernes Hoveder knuser Gud, den gudløses Isse, der
+      vandrer i sine Synder.
+ 23.  Herren har sagt: "Jeg henter dem hjem fra Basan, henter dem hjem
+      fra Havets Dyb,
+
+ 24.  at din Fod må vade i Blod, dine Hundes Tunger få del i
+      Fjenderne."
+ 25.  Se på Guds Højtidstog, min Guds, min Konges Højtidstog ind i
+      Helligdommen!
+ 26.  Sangerne forrest, så de, der spiller, i Midten unge Piger med
+      Pauker:
+ 27.  "Lover Gud i Festforsamlinger, Herren, I af Israels Kilde!"
+ 28.  Der er liden Benjamin forrest, Judas Fyrster i Flok, Zebulons
+      Fyrster, Naftalis Fyrster.
+
+ 29.  Opbyd, o Gud, din Styrke, styrk, hvad du gjorde for os, o Gud!
+ 30.  For dit Tempels Skyld skal Konger bringe dig Gaver i Jerusalem.
+ 31.  Tru ad Dyret i Sivet, Tyreflokken, Folkeslags Herrer, så de
+      hylder dig med deres Sølvstykker. Adsplit Folkeslag, der elsker
+      Strid!
+ 32.  De kommer med Olie fra Ægypten, Ætiopeme iler til Gud med fulde
+      Hænder.
+ 33.  I Jordens Riger, syng for Gud, lovsyng HERREN;
+ 34.  hyld ham der farer frem på Himlenes Himle, de gamle! Se, han
+      løfter sin Røst, en vældig Røst.
+ 35.  Giv Gud Ære! Over Israel er hans Højhed, Hans Vælde i Skyerne,
+ 36.  frygtelig er Gud i sin Helligdom. Israels Gud; han giver Folket
+      Styrke og Kraft. Lovet være Gud!
+
+Salme 69
+
+  1.  (Til Sangmesteren. Til Liljerne. Af David.)
+  2.  Frels mig Gud, thi Vandene når mig til Sjælen,
+  3.  jeg er sunket i bundløst Dynd, hvor der intet Fodfæste er,
+      kommet i Vandenes Dyb, og Strømmen går over mig;
+  4.  træt har jeg skreget mig, Struben brænder, mit Øje er mat af at
+      bie på min Gud;
+  5.  flere end mit Hoveds Hår er de, der hader mig uden Grund, mange
+      er de, som vil mig til Livs, uden Skel er mig fjendske; hvad jeg
+      ikke har ranet, skal jeg dog erstatte!
+  6.  Gud, du kender min Dårskab, min Skyld er ej skjult for dig.
+
+  7.  Lad mig ej bringe Skam over dem, som bier på dig, o Herre,
+      Hærskarers HERRE, lad mig ej bringe Skændsel over dem der søger
+      dig, Israels Gud!
+  8.  Thi for din Skyld bærer jeg Spot, mit Åsyn dækkes af Skændsel;
+  9.  fremmed er jeg for mine Brødre en Udlænding for min Moders
+      Sønner.
+ 10.  Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, Spotten mod dig er
+      faldet på mig:
+ 11.  jeg spæged min Sjæl med Faste, og det blev mig til Spot;
+ 12.  i Sæk har jeg klædt mig, jeg blev dem et Mundheld.
+ 13.  De, der sidder i Porten, taler om mig, ved Drikkelagene synger
+      de om mig.
+
+ 14.  Men jeg beder, HERRE, til dig i Nådens Tid, o Gud, i din store
+      Miskundhed svare du mig!
+ 15.  Frels mig med din trofaste Hjælp fra Dyndet, at jeg ikke skal
+      synke; red mig fra dem, der hader mig, fra Vandenes Dyb,
+ 16.  lad Strømmen ikke gå over mig; lad Dybet ikke sluge mig eller
+      Brønden lukke sig over mig.
+ 17.  Svar mig, HERRE, thi god er din Nåde, vend dig til mig efter din
+      store Barmhjertighed;
+ 18.  dit Åsyn skjule du ej for din Tjener, thi jeg er i Våde, skynd
+      dig og svar mig;
+ 19.  kom til min Sjæl og løs den, fri mig for mine Fjenders Skyld!
+ 20.  Du ved, hvorledes jeg smædes og bærer Skam og Skændsel; du har
+      Rede på alle mine Fjender.
+ 21.  Spot har ulægeligt knust mit Hjerte; jeg bied forgæves på
+      Medynk, på Trøstere uden at finde;
+ 22.  de gav mig Malurt at spise og slukked min Tørst med Eddike.
+
+ 23.  Lad Bordet foran dem blive en Snare, deres Takofre blive en
+      Fælde;
+ 24.  lad Øjnene slukkes, så Synet svigter, lad Lænderne altid vakle!
+ 25.  Din Vrede udøse du over dem din glødende Harme nå dem;
+ 26.  deres Teltlejr blive et Øde, og ingen bo i deres Telte!
+ 27.  Thi de forfølger den, du slog, og øger Smerten for dem, du
+      såred.
+ 28.  Tilregn dem hver eneste Brøde lad dem ikke få Del i din Retfærd;
+ 29.  lad dem slettes af Livets Bog, ej optegnes blandt de retfærdige!
+
+ 30.  Men mig, som er arm og lidende, bjærge din Frelse, o Gud!
+ 31.  Jeg vil prise Guds Navn med Sang og ophøje ham med Tak;
+ 32.  det er mer for HERREN end Okser end Tyre med Horn og Klove!
+
+ 33.  Når de ydmyge ser det, glæder de sig; I, som søger Gud, eders
+      Hjerte oplives!
+ 34.  Thi HERREN låner de fattige Øre, han agter ej fangne Venner
+      ringe.
+
+ 35.  Himmel og Jord skal prise ham, Havet og alt, hvad der rører sig
+      der;
+ 36.  thi Gud vil frelse Zion og opbygge Judas Byer; der skal de bo og
+      tage det i Eje;
+ 37.  hans Tjeneres Afkom skal arve det, de, der elsker hans Navn,
+      skal bo deri.
+
+Salme 70
+
+  1.  (Til Sangmesteren. Af David. Lehazkir.)
+  2.  Du værdiges, Gud, at fri mig, Herre, il mig til Hjælp!
+  3.  Lad dem beskæmmes og røme, som vil mig til Livs, og de, der
+      ønsker mig ondt, lad dem vige med Skændsel;
+  4.  lad dem stivne af Rædsel ved deres Skam, de, som siger: "Ha,
+      ha!"
+  5.  Lad alle, som søger dig, frydes og glædes i dig; lad dem, som
+      elsker din Frelse, bestandig sige: "Gud er stor!"
+  6.  Arm og fattig er jeg, il mig til Hjælp, o Gud! Du er min Hjælp
+      og min Frelser; tøv ej, HERRE!
+
+Salme 71
+
+  1.  HERRE, jeg lider på dig, lad mig aldrig i evighed skuffes.
+  2.  Frels mig og udfri mig i din Retfærdighed, du bøjede dit Øre til
+      mig;
+  3.  red mig og vær mig en Tilflugtsklippe, en Klippeborg til min
+      Frelse; thi du er min Klippe og Borg!
+  4.  Min Gud, fri mig ud af gudløses Hånd, af Niddings og Voldsmands
+      Kløer;
+  5.  thi du er mit Håb, o Herre! Fra min Ungdom var HERREN min
+      Tillid;
+  6.  fra Moders Skød har jeg støttet mig til dig, min Forsørger var
+      du fra Moders Liv, dig gælder altid min Lovsang.
+  7.  For mange står jeg som mærket af Gud, men du er min stærke
+      Tilflugt;
+  8.  min Mund er fuld af din Lovsang, af din Ære Dagen lang.
+
+  9.  Forkast mig ikke i Alderdommens Tid og svigt mig ikke, nu
+      Kraften svinder;
+ 10.  thi mine Fjender taler om mig, de der lurer på min Sjæl, holder
+      Råd:
+ 11.  "Gud har svigtet ham! Efter ham! Grib ham, thi ingen frelser!"
+ 12.  Gud, hold dig ikke borte fra mig, il mig til Hjælp, min Gud;
+ 13.  lad dem blive til Skam og Skændsel, dem, der står mig imod, lad
+      dem hylles i Spot og Spe, dem, der vil mig ondt!
+ 14.  Men jeg, jeg vil altid håbe, blive ved at istemme din Pris;
+ 15.  min Mund skal vidne om din Retfærd, om din Frelse Dagen lang;
+      thi jeg kender ej Ende derpå.
+ 16.  Jeg vil minde om den Herre HERRENs Vælde, lovsynge din Retfærd,
+      kun den alene.
+ 17.  Gud, du har vejledt mig fra min Ungdom af, dine Undere har jeg
+      forkyndt til nu;
+ 18.  indtil Alderdommens Tid og de grånende Hår svigte du mig ikke, o
+      Gud. End skal jeg prise din Arm for alle kommende Slægter.
+ 19.  Din Vælde og din Retfærdighed når til Himlen, o Gud; du, som
+      øvede store Ting, hvo er din Lige, Gud?
+ 20.  Du, som lod os skue mange fold Trængsel og Nød, du kalder os
+      atter til Live og drager os atter af Jordens Dyb;
+ 21.  du vil øge min Storhed og atter trøste mig.
+ 22.  Til Gengæld vil jeg til Harpespil prise din Trofasthed, min Gud,
+      lege på Citer for dig, du Israels Hellige;
+ 23.  juble skal mine Læber - ja, jeg vil lovsynge dig og min Sjæl,
+      som du udløste;
+ 24.  også min Tunge skal Dagen igennem forkynde din Retfærd, thi Skam
+      og Skændsel får de, som vil mig ilde.
+
+Salme 72
+
+  1.  (Af Salomo.)
+      Gud, giv Kongen din ret, Kongesønnen din retfærd,
+  2.  så han dømmer dit Folk med Retfærdighed og dine arme med Ret!
+  3.  Da bærer Bjerge og Høje Fred for Folket i Retfærd.
+  4.  De arme blandt Folket skaffer han Ret, han bringer de fattige
+      Frelse, og han slår Voldsmanden ned.
+  5.  Han skal leve, så længe Solen lyser og Månen skinner, fra Slægt
+      til Slægt.
+  6.  Han kommer som Regn på slagne Enge, som Regnskyl, der væder
+      Jorden;
+  7.  i hans dage blomstrer Retfærd, og dyb Fred råder, til Månen
+      forgår.
+
+  8.  Fra Hav til Hav skal han herske, fra Floden til Jordens Ender;
+  9.  hans Avindsmænd bøjer knæ for ham, og hans Fjender slikker
+      Støvet;
+ 10.  Konger fra Tarsis og fjerne Strande frembærer Gaver, Sabas og
+      Sebas Konger kommer med Skat;
+ 11.  alle Konger skal bøje sig for ham, alle Folkene være hans
+      Tjenere.
+
+ 12.  Thi han skal redde den fattige, der skriger om Hjælp, den arme,
+      der savner en Hjælper,
+ 13.  ynkes over ringe og fattig og frelse fattiges Sjæle;
+ 14.  han skal fri deres Sjæle fra Uret og vold, deres Blod er dyrt i
+      hans Øjne.
+ 15.  Måtte han leve og Guld fra Saba gives ham! De skal bede for ham
+      bestandig, velsigne ham Dagen igennem.
+ 16.  Korn skal der være i Overflod i Landet, på Bjergenes Top; som
+      Libanon skal dets Afgrøde bølge og Folk spire frem af Byen som
+      Jordens Urter.
+ 17.  Velsignet være hans Navn evindelig, hans Navn skal leve, mens
+      Solen skinner. Ved ham skal man velsigne sig, alle Folk skal
+      prise ham lykkelig!
+
+ 18.  Lovet være Gud HERREN, Israels Gud som ene gør Undergerninger,
+ 19.  og lovet være hans herlige Navn evindelig; al Jorden skal fyldes
+      af hans Herlighed. Amen, Amen!
+
+ 20.  Her ender Davids, Isajs Søns, Bønner.
+
+Salme 73
+
+  1.  (En Salme af Asaf.)
+      Visselig, god er Gud mod Israel; mod dem, der er rene af
+      Hjertet!
+  2.  Mine Fødder var nær ved at snuble, mine Skridt var lige ved at
+      glide;
+  3.  thi over Dårerne græmmed jeg mig, jeg så, at det gik de gudløse
+      vel;
+  4.  thi de kender ikke til Kvaler, deres Livskraft er frisk og sund;
+  5.  de kender ikke til menneskelig Nød, de plages ikke som andre.
+  6.  Derfor har de Hovmod til Halssmykke, Vold er Kappen, de svøber
+      sig i.
+  7.  Deres Brøde udgår af deres Indre, Hjertets Tanker bryder
+      igennem.
+  8.  I det dybe taler de ondt, i det høje fører de Urettens Tale,
+  9.  de løfter Munden mod Himlen, Tungen farer om på Jorden.
+ 10.  Derfor vender mit Folk sig hid og drikker Vand i fulde Drag.
+ 11.  De siger: "Hvor skulde Gud vel vide det, skulde den Højeste
+      kende dertil?"
+ 12.  Se, det er de gudløses kår, altid i Tryghed, voksende Velstand!
+ 13.  Forgæves holdt jeg mit Hjerte rent og tvætted mine Hænder i
+      Uskyld,
+ 14.  jeg plagedes Dagen igennem, blev revset på ny hver Morgen!
+
+ 15.  Men jeg tænkte: "Taler jeg så, se, da er jeg troløs imod dine
+      Sønners Slægt."
+ 16.  Så grundede jeg på at forstå det, møjsommeligt var det i mine
+      Øjne,
+ 17.  Til jeg kom ind i Guds Helligdomme, skønned, hvordan deres
+      Endeligt bliver:
+ 18.  Du sætter dem jo på glatte Steder, i Undergang styrter du dem.
+ 19.  Hvor brat de dog lægges øde, går under, det ender med Rædsel!
+ 20.  De er som en Drøm, når man vågner, man vågner og regner sit Syn
+      for intet.
+ 21.  Så længe mit Hjerte var bittert og det nagede i mine Nyrer,
+ 22.  var jeg et Dyr og fattede intet, jeg var for dig som Kvæg.
+
+ 23.  Dog bliver jeg altid hos dig, du holder mig fast om min højre;
+ 24.  du leder mig med dit Råd og tager mig siden bort i Herlighed.
+ 25.  Hvem har jeg i Himlen? Og har jeg blot dig, da attrår jeg intet
+      på Jorden!
+ 26.  Lad kun mit Kød og mit Hjerte vansmægte, Gud er mit Hjertes
+      Klippe, min Del for evigt.
+ 27.  Thi de, der fjerner sig fra dig, går under, - du udsletter hver,
+      som er dig utro.
+ 28.  Men at leve Gud nær er min Lykke, min Lid har jeg sat til den
+      Herre HERREN, at jeg kan vidne om alle dine Gerninger.
+
+Salme 74
+
+  1.  (En maskil af Asaf.)
+      Hvorfor har du, Gud, stødt os bort for evig, hvi ryger din Vrede
+      mod Hjorden, du røgter?
+  2.  Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig, - du udløste den
+      til din Ejendoms Stamme - Zions Bjerg, hvor du har din Bolig.
+  3.  Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i
+      Helligdommen øde.
+  4.  Dine Fjender brøled i dit Samlingshus, satte deres Tegn som Tegn
+      deri.
+  5.  Det så ud, som når man løfter Økser i Skovens Tykning.
+  6.  Og alt det udskårne Træværk der! De hugged det sønder med Økse
+      og Hammer.
+  7.  På din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns
+      Bolig.
+  8.  De tænkte: "Til Hobe udrydder vi dem!" De brændte alle Guds
+      Samlingshuse i Landet.
+  9.  Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe,
+      ved ingen af os.
+ 10.  Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved
+      at håne dit Navn?
+ 11.  Hvorfor holder du din Hånd tilbage og skjuler din højre i
+      Kappens Fold?
+
+ 12.  Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk
+      i Landet.
+ 13.  Du kløvede Havet med Vælde, knuste på Vandet Dragernes Hoved;
+ 14.  du søndrede Hovederne på Livjatan og gav dem som Æde til
+      Ørkenens Dyr;
+ 15.  Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende
+      Strømme;
+ 16.  din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol,
+ 17.  du fastsatte alle Grænser på Jord, du frembragte Sommer og
+      Vinter.
+
+ 18.  Kom i Hu, o HERRE, at Fjenden har hånet, et Folk af Dårer har
+      spottet dit Navn!
+ 19.  Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine
+      armes Liv;
+ 20.  se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med
+      Voldsfærds Boliger.
+ 21.  Lad ej den fortrykte gå bort med Skam, lad de arme og fattige
+      prise dit Navn!
+ 22.  Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes
+      af bårer,
+ 23.  lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine
+      Fjenders Larm!
+
+Salme 75
+
+  1.  (Til Sangmesteren. Al-tasjhet. En Salme af Asaf. En sang.)
+  2.  Vi takker dig, Gud, vi takker dig; de, der påkalder dit Navn,
+      fortæller dine Undere.
+  3.  "Selv om jeg udsætter Sagen, dømmer jeg dog med Retfærd;
+  4.  vakler end Jorden og alle, som bor derpå, har jeg dog
+      grundfæstet dens Støtter." - Sela.
+
+  5.  Til Dårerne siger jeg: "Vær ej Dårer!" og til de gudløse: "Løft
+      ej Hornet,
+  6.  løft ikke eders Horn mod Himlen, tal ikke med knejsende Nakke!"
+  7.  Thi hverken fra Øst eller Vest kommer Hjælp, ej heller fra Ørk
+      eller Bjerge.
+
+  8.  Nej, den, som dømmer, er Gud, han nedbøjer en, ophøjer en anden.
+  9.  Thi i HERRENs Hånd er et Bæger med skummende, krydet Vin. han
+      skænker i for een efter een, selv Bærmen drikker de ud; alle
+      Jordens gudløse drikker.
+ 10.  Men jeg skal juble evindelig, lovsynge Jakobs Gud;
+ 11.  alle de gudløses Horn stødes af, de retfærdiges Horn skal
+      knejse!
+
+Salme 76
+
+  1.  (Til Sangmesteren. Med Strengespil. En Salme af Asaf. En Sang.)
+  2.  Gud er kendt i Juda, hans navn er stort i Israel,
+  3.  i Salem er hans Hytte, hans Bolig er på Zion.
+  4.  Der brød han Buens Lyn, skjold og Sværd og Krigsværn. - Sela.
+  5.  Frygtelig var du, herlig på de evige Bjerge.
+  6.  De tapre gjordes til Bytte, i Dvale sank de, og kraften svigted
+      alle de stærke Kæmper.
+  7.  Jakobs Gud, da du truede, faldt Vogn og Hest i den dybe Søvn.
+
+  8.  Frygtelig er du! Hvo holder Stand mod dig i din Vredes Vælde?
+  9.  Fra Himlen fældte du Dom. Jorden grued og tav,
+ 10.  da Gud stod op til Dom for at frelse hver ydmyg på Jord. - Sela.
+ 11.  Thi Folkestammer skal takke dig, de sidste af Stammerne fejre
+      dig.
+ 12.  Aflæg Løfter og indfri dem for HERREN eders Gud, alle omkring
+      ham skal bringe den Frygtindgydende Gaver.
+ 13.  Han kuer Fyrsternes Mod, indgyder Jordens Konger Frygt.
+
+Salme 77
+
+  1.  (Til Sangmesteren. Til Jedutun. Af Asaf. En Salme.)
+  2.  Jeg råber, højt til Gud, og han hører mig,
+  3.  jeg søger Herren på Nødens Dag, min Hånd er om Natten utrættet
+      udrakt, min Sjæl vil ikke lade sig trøste;
+  4.  jeg ihukommer Gud og stønner, jeg sukker, min Ånd vansmægter. 
+      - Sela.
+  5.  Du holder mine Øjne vågne, jeg er urolig og målløs.
+  6.  Jeg tænker på fordums dage, ihukommer længst henrundne År;
+  7.  jeg gransker om Natten i Hjertet, grunder og ransager min Ånd.
+  8.  Vil Herren bortstøde for evigt og aldrig mer vise Nåde,
+  9.  er hans Miskundhed ude for stedse, hans Trofasthed omme for
+      evigt og altid,
+ 10.  har Gud da glemt at ynkes, lukket sit Hjerte i Vrede? - Sela.
+
+ 11.  Jeg sagde: Det er min Smerte; at den Højestes højre er ikke som
+      før.
+ 12.  Jeg kommer HERRENs Gerninger i Hu, ja kommer dine fordums Undere
+      i Hu.
+ 13.  Jeg tænker på al din Gerning og grunder over dine Værker.
+ 14.  Gud, din Vej var i Hellighed, hvo er en Gud så stor som Gud!
+ 15.  Du er en Gud, som gør Undere, du gjorde din Vælde kendt blandt
+      Folkene,
+ 16.  udøste dit Folk med din Arm, Jakobs og Josefs Sønner. - Sela.
+ 17.  Vandene så dig, Gud, Vandene så dig og vred sig i Angst, ja
+      Dybet tog til at skælve;
+ 18.  Skyerne udøste Vand, Skyhimlens Stemme gjaldede, dine Pile for
+      hid og did;
+ 19.  din bragende Torden rullede, Lynene oplyste Jorderig, Jorden
+      bæved og skjalv;
+ 20.  din Vej gik midt gennem Havet, din Sti gennem store Vande, dine
+      Fodspor kendtes ikke.
+ 21.  Du førte dit Folk som en Hjord ved Moses's og Arons Hånd.
+
+Salme 78
+
+  1.  (En Maskil af Asaf.)
+      Lyt, mit folk til min lære, bøj eders øre til ord fra min Mund;
+  2.  jeg vil åbne min Mund med Billedtale, fremsætte Gåder fra
+      fordums Tid,
+  3.  hvad vi har hørt og ved, hvad vore Fædre har sagt os;
+  4.  vi dølger det ikke for deres Børn, men melder en kommende Slægt
+      om HERRENs Ære og Vælde og Underne, som han har gjort.
+  5.  Han satte et Vidnesbyrd i Jakob, i Israel gav han en Lov, idet
+      han bød vore Fædre at lade deres Børn det vide,
+  6.  at en senere Slægt kunde vide det, og Børn, som fødtes siden,
+      stå frem og fortælle deres Børn derom,
+  7.  så de slår deres Lid til Gud og ikke glemmer Guds Gerninger, men
+      overholder hans Bud,
+  8.  ej slægter Fædrene på, en vanartet, stridig Slægt, hvis Hjerte
+      ikke var fast, hvis Ånd var utro mod Gud
+  9.  - Efraims Børn var rustede Bueskytter, men svigted på Stridens
+      Dag -
+ 10.  Gudspagten holdt de ikke, de nægtede at følge hans Lov;
+ 11.  hans Gerninger gik dem ad Glemme, de Undere, han lod dem skue.
+ 12.  Han gjorde Undere for deres Fædre i Ægypten på Zoans Mark;
+ 13.  han kløvede Havet og førte dem over, lod Vandet stå som en Vold;
+ 14.  han ledede dem ved Skyen om Dagen, Natten igennem ved Ildens
+      Skær;
+ 15.  han kløvede Klipper i Ørkenen, lod dem rigeligt drikke som af
+      Strømme,
+ 16.  han lod Bække rinde af Klippen og Vand strømme ned som Floder.
+
+ 17.  Men de blev ved at synde imod ham og vække den Højestes Vrede i
+      Ørkenen;
+ 18.  de fristede Gud i Hjertet og krævede Mad til at stille Sulten,
+ 19.  de talte mod Gud og sagde: "Kan Gud dække Bord i en Ørken?
+ 20.  Se, Klippen slog han, så Vand flød frem, og Bække vælded ud; mon
+      han også kan give Brød og skaffe kød til sit Folk?"
+ 21.  Det hørte HERREN, blev vred, der tændtes en Ild mod Jakob, ja
+      Vrede kom op mod Israel,
+ 22.  fordi de ikke troede Gud eller stolede på hans Frelse.
+ 23.  Da bød han Skyerne oventil, lod Himlens Døre åbne
+ 24.  og Manna regne på dem til Føde, han gav dem Himmelkorn;
+ 25.  Mennesker spiste Englebrød, han sendte dem Mad at mætte sig med.
+ 26.  Han rejste Østenvinden på Himlen, førte Søndenvinden frem ved
+      sin Kraft;
+ 27.  Kød lod han regne på dem som Støv og vingede Fugle som Havets
+      Sand,
+ 28.  lod dem falde midt i sin Lejr, rundt omkring sine Boliger;
+ 29.  Og de spiste sig overmætte, hvad de ønskede, lod han dem få.
+ 30.  Men før deres Attrå var stillet, mens Maden var i deres Mund,
+ 31.  rejste Guds Vrede sig mod dem; han vog deres kraftige Mænd,
+      fældede Israels Ynglinge.
+
+ 32.  Og dog blev de ved at synde og troede ej på hans Undere.
+ 33.  Da lod han deres Dage svinde i Tomhed og endte brat deres År.
+ 34.  Når han vog dem, søgte de ham, vendte om og spurgte om Gud,
+ 35.  kom i Hu, at Gud var deres Klippe, Gud den Allerhøjeste deres
+      Genløser.
+ 36.  De hyklede for ham med Munden, løj for ham med deres Tunge;
+ 37.  deres Hjerter holdt ikke fast ved ham, hans Pagt var de ikke
+      tro.
+ 38.  Og dog er han barmhjertig, han tilgiver Misgerning, lægger ej
+      øde, hans Vrede lagde sig Gang på Gang, han lod ikke sin Harme
+      fuldt bryde frem;
+ 39.  han kom i Hu, de var Kød, et Pust, der svinder og ej vender
+      tilbage.
+
+ 40.  Hvor tit stod de ham ikke imod i Ørkenen og voldte ham Sorg i
+      det øde Land!
+ 41.  De fristede alter Gud, de krænkede Israels Hellige;
+ 42.  hans Hånd kom de ikke i Hu, de Dag han friede dem fra Fjenden,
+ 43.  da han gjorde sine Tegn i Ægypten, sine Undere på Zoans Mark,
+ 44.  forvandlede deres Floder til Blod, så de ej kunde drikke af
+      Strømmene,
+ 45.  sendte Myg imod dem, som åd dem, og Frøer, som lagde dem øde,
+ 46.  gav Æderen, hvad de avlede, Græshoppen al deres Høst,
+ 47.  slog deres Vinstokke ned med Hagl, deres Morbærtræer med Frost,
+ 48.  prisgav Kvæget for Hagl og deres Hjorde for Lyn.
+ 49.  Han sendte sin Vredesglød mod dem, Harme, Vrede og Trængsel, en
+      Sendefærd af Ulykkesengle;
+ 50.  frit Løb gav han sin Vrede, skånede dem ikke for Døden, gav
+      deres Liv til Pris for Pest;
+ 51.  alt førstefødt i Ægypten slog han, Mandskraftens Førstegrøde i
+      Kamiternes Telte,
+ 52.  lod sit Folk bryde op som en Hjord, ledede dem som Kvæg i
+      Ørkenen,
+ 53.  ledede dem trygt, uden Frygt, mens Havet lukked sig over deres
+      Fjender;
+ 54.  han bragte dem til sit hellige Land, de Bjerge, hans højre
+      vandt,
+ 55.  drev Folkeslag bort foran dem, udskiftede ved Lod deres Land og
+      lod Israels Stammer bo i deres Telte.
+
+ 56.  Dog fristed og trodsede de Gud den Allerhøjeste og overholdt
+      ikke hans Vidnesbyrd;
+ 57.  de faldt fra, var troløse som deres Fædre, svigtede som en
+      slappet Bue,
+ 58.  de krænkede ham med deres Offerhøje, æggede ham med deres
+      Gudebilleder.
+ 59.  Det hørte Gud og blev vred følte højlig Lede ved Israel;
+ 60.  han opgav sin Bolig i Silo, det Telt, hvor han boede blandt
+      Mennesker;
+ 61.  han gav sin Stolthed i Fangenskab, sin Herlighed i Fjendehånd,
+ 62.  prisgav sit Folk for Sværdet, blev vred på sin Arvelod;
+ 63.  Ild fortærede dets unge Mænd, dets Jomfruer fik ej
+      Bryllupssange,
+ 64.  dets Præster faldt for Sværdet, dets Enker holdt ikke Klagefest.
+
+ 65.  Da vågnede Herren som en, der har sovet, som en Helt, der er
+      døvet af Vin;
+ 66.  han slog sine Fjender på Ryggen, gjorde dem evigt til Skamme.
+ 67.  Men han fik Lede ved Josefs Telt, Efraims Stamme udvalgte han
+      ikke;
+ 68.  han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elsker;
+ 69.  han byggede sit Tempel himmelhøjt, grundfæstede det evigt som
+      Jorden.
+ 70.  Han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Fårenes Folde,
+ 71.  hentede ham fra de diende Dyr til at vogte Jakob, hans Folk,
+      Israel, hans Arvelod;
+ 72.  han vogtede dem med oprigtigt Hjerte, ledede dem med kyndig Hånd.
+
+Salme 79
+
+  1.  (En Salme af Asaf.)
+      Hedninger er trængt ind i din arvelod, Gud de har besmittet dit
+      hellige Tempel og gjort Jerusalem til en Stenhob;
+  2.  de har givet Himlens Fugle dine Tjeneres Lig til Æde, Jordens
+      vilde Dyr dine frommes Kød;
+  3.  deres Blod har de udøst som Vand omkring Jerusalem, ingen jorder
+      dem;
+  4.  vore Naboer er vi til Hån, vore Grander til Spot og Spe.
+  5.  Hvor længe vredes du, HERRE - for evigt? hvor længe skal din
+      Nidkærhed lue som Ild?
+  6.  Udøs din Vrede på Folk, der ikke kender dig, på Riger, som ikke
+      påkalder dit Navn;
+  7.  thi de har opædt Jakob og lagt hans Bolig øde.
+
+  8.  Tilregn os ikke Fædrenes Brøde, lad din Barmhjertighed komme os
+      snarlig i Møde, thi vi er såre ringe,
+  9.  Hjælp os, vor Frelses Gud, for dit Navns Æres Skyld, fri os,
+      forlad vore Synder for dit Navns Skyld!
+ 10.  Hvorfor skal Hedninger sige: "Hvor er deres Gud?" Lad dine
+      Tjeneres udgydt Blod blive hævnet på Hedningerne for vore Øjne!
+ 11.  Lad de fangnes Suk nå hen for dit Åsyn, udløs Dødens Børn efter
+      din Arms Vælde,
+ 12.  lad syvfold Gengæld ramme vore Naboer for Hånen, de viser dig,
+      Herre!
+ 13.  Men vi dit Folk og den Hjord, du røgter, vi vil evindelig takke
+      dig, forkynde din Pris fra Slægt til Slægt!
+
+Salme 80
+
+  1.  (Til Sangmesteren. El-sjosjannim-edut. Af Asaf. En Salme.)
+  2.  Lyt til, du Israels Hyrde, der leder Josef som en Hjord, træd
+      frem i Glans, du, som troner på Keruber,
+  3.  for Efraims, Benjamins og Manasses Øjne; opbyd atter din Vælde
+      og kom til vor Frelse!
+  4.  Hærskarers Gud, bring os atter på Fode, lad dit Ansigt lyse, at
+      vi må frelses!
+  5.  HERRE, Hærskarers Gud, hvor længe vredes du trods din Tjeners
+      Bøn?
+  6.  Du har givet os Tårebrød at spise, Tårer at drikke i bredfuldt
+      Mål.
+  7.  Du har gjort os til Stridsemne for vore Naboer, vore Fjender
+      håner os.
+  8.  Hærskarers Gud, bring os atter på Fode, lad dit Ansigt lyse, at
+      vi må frelses!
+
+  9.  Du rykked en Vinstok op i Ægypten, drev Folkeslag bort og
+      plantede den;
+ 10.  du rydded og skaffed den Plads, den slog Rod og fyldte Landet;
+ 11.  Bjergene skjultes af dens Skygge. Guds Cedre af dens Ranker;
+ 12.  den bredte sine Skud til Havet og sine kviste til Floden.
+ 13.  Hvorfor har du nedbrudt dens Hegn, så alle vejfarende plukker
+      deraf?
+ 14.  Skovens Vildsvin gnaver deri, Dyrene på Marken æder den op!
+
+ 15.  Hærskarers Gud, vend tilbage, sku ned fra Himlen og se! Drag
+      Omsorg for denne Vinstok,
+ 16.  for Skuddet, din højre planted!
+ 17.  Lad dem, der sved den og huggede den sønder, gå til for dit
+      Åsyns Trussel!
+ 18.  Lad din Hånd være over din højres Mand, det Menneskebarn, du
+      opfostrede dig!
+ 19.  Da viger vi ikke fra dig, hold os i Live, så påkalder vi dit
+      Navn!
+ 20.  HERRE, Hærskarers Gud, bring os atter på Fode, lad dit Ansigt
+      lyse, at vi må frelses!
+
+Salme 81
+
+  1.  (Til Sangmesteren. Al-haggittit. Af Asaf.)
+  2.  Jubler for Gud, vor Styrke, råb af fryd for Jakobs Gud,
+  3.  istem Lovsang, lad Pauken lyde, den liflige Citer og Harpen;
+  4.  stød i Hornet på Nymånedagen, ved Fuldmåneskin på vor
+      Højtidsdag!
+  5.  Thi det er Lov i Israel, et Bud fra Jakobs Gud;
+  6.  han gjorde det til en Vedtægt i Josef, da han drog ud fra
+      Ægypten, hvor han hørte et Sprog, han ikke kendte.
+
+  7.  "Jeg fried hans Skulder for Byrden, hans Hænder slap fri for
+      Kurven.
+  8.  I Nøden råbte du, og jeg frelste dig, jeg svarede dig i
+      Tordenens Skjul, jeg prøvede dig ved Meribas Vande. - Sela.
+  9.  Hør, mit Folk, jeg vil vidne for dig, Israel, ak, om du hørte
+      mig!
+ 10.  En fremmed Gud må ej findes hos dig, tilbed ikke andres Gud!
+ 11.  Jeg, HERREN, jeg er din Gud! som førte dig op fra Ægypten; luk
+      din Mund vidt op, og jeg vil fylde den!
+ 12.  Men mit Folk vilde ikke høre min Røst, Israel lød mig ikke.
+ 13.  Da lod jeg dem fare i deres Stivsind, de vandrede efter deres
+      egne Råd.
+ 14.  Ak, vilde mit Folk dog høre mig, Israel gå mine Veje!
+ 15.  Da kued jeg snart deres Fjender, vendte min Hånd mod deres
+      Uvenner!
+ 16.  Deres Avindsmænd skulde falde og gå til Grunde for evigt;
+ 17.  jeg nærede dig med Hvedens Fedme, mættede dig med Honning fra
+      Klippen!"
+
+Salme 82
+
+  1.  (En Salme af Asaf.)
+      Gud står frem i Guders Forsamling midt iblandt Guder holder han
+      Dom
+  2.  "Hvor længe vil I dømme uredeligt og holde med de gudløse? -
+      Sela.
+  3.  Skaf de ringe og faderløse Ret, kend de arme og nødstedte fri;
+  4.  red de ringe og fattige, fri dem ud af de gudløses Hånd!
+  5.  Dog, de kender intet, sanser intet, i Mørke vandrer de om, alle
+      Jordens Grundvolde vakler.
+  6.  Jeg har sagt, at I er Guder, I er alle den Højestes Sønner;
+  7.  dog skal I dø som Mennesker, styrte som en af Fyrsterne!"
+  8.  Rejs dig, o Gud, døm Jorden, thi alle Folkene får du til Arv!
+
+Salme 83
+
+  1.  (En Sang. En Salme af Asaf.)
+  2.  Und dig, o Gud, ikke Ro, vær ej tavs, vær ej stille, o Gud!
+  3.  Thi se, dine Fjender larmer, dine Avindsmænd løfter Hovedet,
+  4.  oplægger lumske Råd mod dit Folk, holder Råd imod dem, du
+      værner:
+  5.  "Kom, lad os slette dem ud af Folkenes Tal, ej mer skal man
+      ihukomme Israels Navn!"
+  6.  Ja, de rådslår i Fællig og slutter Pagt imod dig,
+  7.  Edoms Telte og Ismaeliterne, Moab sammen med Hagriterne,
+  8.  Gebal, Ammon, Amalek, Filister land med Tyrus's Borgere;
+  9.  også Assur har sluttet sig til dem, Lots Sønner blev de en
+      Arm. - Sela.
+
+ 10.  Gør med dem som med Midjan, som med Sisera og Jabin ved Kisjons
+      Bæk,
+ 11.  der gik til Grunde ved En-Dor og blev til Gødning på Marken!
+ 12.  Deres Høvdinger gå det som Oreb og Ze'eb, alle deres Fyrster som
+      Zeba og Zalmunna,
+ 13.  fordi de siger: "Guds Vange tager vi til os som Eje."
+ 14.  Min Gud, lad dem blive som hvirvlende Løv som Strå, der flyver
+      for Vinden.
+ 15.  Ligesom Ild fortærer Krat og Luen afsvider Bjerge,
+ 16.  så forfølge du dem med din Storm, forfærde du dem med din
+      Hvirvelvind;
+ 17.  fyld deres Åsyn med Skam, så de søger dit Navn, o HERRE;
+ 18.  lad dem blues, forfærdes for stedse, beskæmmes og gå til Grunde
+ 19.  Og kende, at du, hvis Navn er HERREN, er ene den Højeste over al
+      Jorden!
+
+Salme 84
+
+  1.  (Til Sangmesteren. Al-haggittit. Af Koras Sønner. En Salme.)
+  2.  Hvor elskelig er dine boliger, Hærskares Herre!
+  3.  Af Længsel efter HERRENs Forgårde vansmægtede min Sjæl, nu
+      jubler mit Hjerte og Kød for den levende Gud!
+  4.  Ja, Spurven fandt sig et Hjem og Svalen en Rede, hvor den har
+      sine Unger - dine Altre, Hærskarers HERRE, min Konge og Gud!
+  5.  Salige de, der bor i dit Hus, end skal de love dig. - Sela.
+  6.  Salig den, hvis Styrke er i dig, når hans Hu står til
+      Højtidsrejser!
+  7.  Når de går gennem Bakadalen, gør de den til Kildevang, og
+      Tidligregnen hyller den i Velsignelser.
+  8.  Fra Kraft til Kraft går de frem, de stedes for Gud på Zion.
+  9.  Hør min Bøn, o HERRE, Hærskarers Gud, Lyt til, du Jakobs Gud! -
+      Sela.
+ 10.  Gud, vort Skjold, se til og vend dit Blik til din Salvedes Åsyn!
+ 11.  Thi bedre een Dag i din Forgård end tusinde ellers, hellere
+      ligge ved min Guds Hus's Tærskel end dvæle i Gudløsheds Telte.
+ 12.  Thi Gud HERREN er Sol og Skjold, HERREN giver Nåde og Ære; dem,
+      der vandrer i Uskyld, nægter han intet godt.
+ 13.  Hærskarers HERRE, salig er den, der stoler på dig!
+
+Salme 85
+
+  1.  (Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. En Salme.)
+  2.  Du var nådig, HERRE, imod dit land du vendte Jakobs Skæbne,
+  3.  tog Skylden bort fra dit Folk og skjulte al deres Synd. - Sela.
+  4.  Du lod al din Vrede fare, tvang din glødende Harme.
+  5.  Vend tilbage, vor Frelses Gud, hør op med din Uvilje mod os!
+  6.  Vil du vredes på os for evigt, holde fast ved din Harme fra
+      Slægt til Slægt?
+  7.  Vil du ikke skænke os Liv På ny, så dit Folk kan glæde sig i
+      dig!
+  8.  Lad os skue din Miskundhed, HERRE, din Frelse give du os!
+
+  9.  Jeg vil høre, hvad Gud HERREN taler! Visselig taler han Fred til
+      sit Folk og til sine fromme og til dem, der vender deres Hjerte
+      til ham;
+ 10.  ja, nær er hans Frelse for dem, som frygter ham, snart skal
+      Herlighed bo i vort Land;
+ 11.  Miskundhed og Sandhed mødes, Retfærd og Fred skal kysse
+      hinanden;
+ 12.  af Jorden spirer Sandhed frem, fra Himlen skuer Retfærd ned.
+ 13.  Derhos giver HERREN Lykke, sin Afgrøde giver vort Land;
+ 14.  Retfærd vandrer foran ham og følger også hans Fjed.
+
+Salme 86
+
+  1.  (En Bøn af David.)
+      Bøj dit Øre, HERRE, og svar mig, thi jeg er arm og fattig!
+  2.  Vogt min Sjæl, thi jeg ærer dig; frels din Tjener, som stoler på
+      dig!
+  3.  Vær mig nådig, Herre, du er min Gud; thi jeg råber til dig Dagen
+      igennem.
+  4.  Glæd din Tjeners Sjæl, thi til dig, o Herre, løfter jeg min
+      Sjæl;
+  5.  thi du, o Herre, er god og rund til at forlade, rig på Nåde mod
+      alle, der påkalder dig.
+  6.  Lyt til min Bøn, o HERRE, lån Øre til min tryglende Røst!
+  7.  På Nødens Dag påkalder jeg dig, thi du svarer mig.
+  8.  Der er ingen som du blandt Guderne, Herre, og uden Lige er dine
+      Gerninger.
+  9.  Alle Folk, som du har skabt, skal komme, Herre, og tilbede dig,
+      og de skal ære dit Navn.
+ 10.  Thi du er stor og gør vidunderlige Ting, du alene er Gud.
+ 11.  Lær mig, HERRE, din Vej, at jeg kan vandre i din Sandhed; vend
+      mit Hjerte til dette ene: at frygte dit Navn.
+ 12.  Jeg vil takke dig, Herre min Gud, af hele mit Hjerte, evindelig
+      ære dit Navn;
+ 13.  thi stor er din Miskundhed mod mig, min Sjæl har du frelst fra
+      Dødsrigets Dyb.
+ 14.  Frække har rejst sig imod mig, Gud; Voldsmænd, i Flok vil tage
+      mit Liv, og dig har de ikke for Øje.
+ 15.  Men, Herre, du er en barmhjertig og nådig Gud, langmodig og rig
+      på Nåde og Sandhed.
+ 16.  Vend dig til mig og vær mig nådig, giv din Tjener din Styrke,
+      frels din Tjenerindes Søn!
+ 17.  Und mig et Tegn på din Godhed; at mine Fjender med Skamme må se,
+      at du, o HERRE, hjælper og trøster mig!
+
+Salme 87
+
+  1.  (Af Koras Sønner. En Salme. En Sang.)
+      Sin Stad, grundfæstet på hellige Bjerge, har Herren kær,
+  2.  Zions Porte fremfor alle Jakobs Boliger.
+  3.  Der siges herlige Ting om dig, du Guds Stad. - Sela.
+  4.  Jeg nævner Rahab og Babel blandt dem, der kender HERREN,
+      Filisterland, Tyrus og Kusj, en fødtes her, en anden der.
+  5.  Men Zion kalder man Moder, der fødtes enhver, den Højeste holder
+      det selv ved Magt.
+  6.  HERREN tæller efter i Folkeslagenes Liste, en fødtes her, en
+      anden der. - Sela.
+  7.  Syngende og dansende siger de: "Alle mine Kilder er i dig!"
+
+Salme 88
+
+  1.  (En Sang. En Salme af Koras Sønner. Til Sangmesteren. 
+      Al-mahalat-leannot. En Maskil af Ezraitten Heman.)
+  2.  HERRE min Gud, jeg råber om dagen, om Natten når mit Skrig til
+      dig;
+  3.  lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, til mit Klageråb låne du
+      Øre!
+  4.  Thi min Sjæl er mæt af Lidelser, mit Liv er Dødsriget nær,
+  5.  jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det
+      er ude med,
+  6.  kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven,
+      hvem du ej mindes mere, thi fra din Hånd er de revet.
+  7.  Du har lagt mig i den underste Grube, på det mørke, det dybe
+      Sted;
+  8.  tungt hviler din Vrede på mig, alle dine Brændinger lod du gå
+      over mig. - Sela.
+  9.  Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig
+      for dem; jeg er fængslet, kan ikke gå ud,
+ 10.  mit Øje er sløvt af Vånde. Hver Dag, HERRE, råber jeg til dig og
+      rækker mine Hænder imod dig.
+
+ 11.  Gør du Undere for de døde, står Skyggerne op og takker dig?  -
+      Sela.
+ 12.  Tales der om din Nåde i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed?
+ 13.  Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land?
+ 14.  Men jeg, o HERRE, jeg råber til dig, om Morgenen kommer min Bøn
+      dig i Møde.
+ 15.  Hvorfor forstøder du, HERRE, min Sjæl og skjuler dit Åsyn for
+      mig?
+ 16.  Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra
+      min Ungdom;
+ 17.  din Vredes Luer går over mig, dine Rædsler har lagt mig øde,
+ 18.  som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om
+      mig;
+ 19.  Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte.
+
+Salme 89
+
+  1.  (En Maskil af Ezraitten Etan.) 
+  2.  Om HERRENs, Nåde vil jeg evigt synge, fra Slægt til Slægt med
+      min Mund forkynde din Trofasthed.
+  3.  Thi du har sagt: "En evig Bygning er Nåden!" I Himlen har du
+      grundfæstet din Trofasthed.
+  4.  Jeg sluttede en Pagt med min udvalgte, tilsvor David, min
+      Tjener:
+  5.  "Jeg lader din Sæd bestå for evigt, jeg bygger din Trone fra
+      Slægt til Slægt!" - Sela.
+  6.  Og Himlen priser dit Under, HERRE, din Trofasthed i de Helliges
+      Forsamling.
+  7.  Thi hvem i Sky er HERRENs Lige, hvo er som HERREN iblandt Guds
+      Sønner?
+  8.  En forfærdelig Gud i de Helliges Kreds, stor og frygtelig over
+      alle omkring ham.
+  9.  HERRE, Hærskarers Gud, hvo er som du? HERRE, din Nåde og
+      Trofasthed omgiver dig.
+ 10.  Du mestrer Havets Overmod; når Bølgerne bruser, stiller du dem.
+ 11.  Du knuste Rahab som en fældet Kriger, splitted dine Fjender med
+      vældig Arm.
+ 12.  Din er Himlen, og din er Jorden, du grundede Jorderig med dets
+      Fylde.
+ 13.  Norden og Sønden skabte du, Tabor og Hermon jubler over dit
+      Navn.
+ 14.  Du har en Arm med Vælde, din Hånd er stærk, din højre løftet.
+ 15.  Retfærd og Ret er din Trones Grundvold, Nåde og Sandhed står for
+      dit Åsyn.
+ 16.  Saligt det Folk, der kender til Frydesang, vandrer, HERRE, i dit
+      Åsyns Lys!
+ 17.  De lovsynger Dagen igennem dit Navn, ophøjes ved din
+      Retfærdighed.
+ 18.  Thi du er vor Styrkes Stolthed, du løfter vort Horn ved din
+      Yndest;
+ 19.  thi vort Skjold er hos HERREN, vor Konge er Israels Hellige!
+
+ 20.  Du taled engang i et Syn til dine fromme : "Krone satte jeg på
+      en Helt, ophøjed en Yngling af Folket;
+ 21.  jeg har fundet David, min Tjener, salvet ham med min hellige
+      Olie;
+ 22.  thi min Hånd skal holde ham fast, og min Arm skal give ham
+      Styrke.
+ 23.  Ingen Fjende skal overvælde ham, ingen Nidding trykke ham ned;
+ 24.  jeg knuser hans Fjender foran ham og nedstøder dem, der bader
+      ham;
+ 25.  med ham skal min Trofasthed og Miskundhed være, hans Horn skal
+      løfte sig ved mit Navn;
+ 26.  jeg lægger Havet under hans Hånd og Strømmene under hans højre;
+ 27.  mig skal han kalde: min Fader, min Gud og min Frelses Klippe.
+ 28.  Jeg gør ham til førstefødt, den største blandt Jordens Konger;
+ 29.  jeg bevarer for evigt min Miskundhed mod ham, min Pagt skal
+      holdes ham troligt;
+ 30.  jeg lader hans Æt bestå for evigt, hans Trone, så længe Himlen
+      er til.
+ 31.  Hvis hans Sønner svigter min Lov og ikke følger mine Lovbud,
+ 32.  hvis de bryder min Vedtægt og ikke holder mit Bud,
+ 33.  da hjemsøger jeg deres Synd med Ris, deres Brøde med hårde Slag;
+ 34.  men min Nåde tager jeg ikke fra ham, min Trofasthed svigter jeg
+      ikke;
+ 35.  jeg bryder ikke min Pagt og ændrer ej mine Læbers Udsagn.
+ 36.  Ved min Hellighed svor jeg een Gang for alle - David sviger jeg
+      ikke:
+ 37.  Hans Æt skal blive for evigt, hans Trone for mig som Solen,
+ 38.  stå fast som Månen for evigt, og Vidnet på Himlen er sanddru, -
+      Sela.
+
+ 39.  Men du har forstødt og forkastet din Salvede og handlet i Vrede
+      imod ham;
+ 40.  Pagten med din Tjener har du brudt, vanæret hans Krone og trådt
+      den i Støvet;
+ 41.  du har nedbrudt alle hans Mure, i Grus har du lagt hans
+      Fæstninger;
+ 42.  alle vejfarende plyndrer ham, sine Naboer blev han til Spot.
+ 43.  Du har løftet hans Uvenners højre og glædet alle hans Fjender;
+ 44.  hans Sværd lod du vige for Fjenden, du holdt ham ej oppe i
+      Kampen;
+ 45.  du vristed ham Staven af Hænde og styrted hans Trone til Jorden,
+ 46.  afkorted hans Ungdoms Dage og hylled ham ind i Skam. - Sela.
+ 47.  Hvor længe vil du skjule dig, HERRE, for evigt, hvor længe skal
+      din Vrede lue som Ild?
+ 48.  Herre, kom i Hu, hvad Livet er, til hvilken Tomhed du skabte
+      hvert Menneskebarn!
+ 49.  Hvo bliver i Live og skuer ej Død, hvo frelser sin sjæl fra
+      Dødsrigets Hånd? - Sela.
+ 50.  Hvor er din fordums Nåde, Herre, som du i Trofasthed tilsvor
+      David?
+ 51.  Kom, Herre, din Tjeners Skændsel i Hu, at jeg bærer Folkenes
+      Spot i min Favn,
+ 52.  hvorledes dine Fjender håner, HERRE, hvorledes de håner din
+      Salvedes Fodspor.
+
+ 53.  Lovet være HERREN i Evighed, Amen, Amen!
+
+Salme 90
+
+  1.  (En Bøn af den Guds Mand Moses.)
+      Herre, du var vor Bolig slægt efter slægt.
+  2.  Førend Bjergene fødtes og Jord og Jorderig blev til, fra Evighed
+      til Evighed er du, o Gud!
+  3.  Mennesket gør du til Støv igen, du siger: "Vend tilbage, I
+      Menneskebørn!"
+  4.  Thi tusind År er i dine Øjne som Dagen i Går, der svandt, som en
+      Nattevagt.
+  5.  Du skyller dem bort, de bliver som en Søvn. Ved Morgen er de som
+      Græsset, der gror;
+  6.  ved Morgen gror det og blomstrer, ved Aften er det vissent og
+      tørt.
+
+  7.  Thi ved din Vrede svinder vi hen, og ved din Harme forfærdes vi.
+  8.  Vor Skyld har du stillet dig for Øje, vor skjulte Brøst for dit
+      Åsyns Lys.
+  9.  Thi alle vore Dage glider hen i din Vrede, vore År svinder hen
+      som et Suk.
+ 10.  Vore Livsdage er halvfjerdsindstyve År, og kommer det højt, da
+      firsindstyve. Deres Herlighed er Møje og Slid, thi hastigt går
+      det, vi flyver af Sted.
+ 11.  Hvem fatter din Vredes Vælde, din Harme i Frygt for dig!
+ 12.  At tælle vore Dage lære du os, så vi kan få Visdom i Hjertet!
+
+ 13.  Vend tilbage, HERRE! Hvor længe! Hav Medynk med dine Tjenere;
+ 14.  mæt os årle med din Miskundhed, så vi kan fryde og glæde os alle
+      vore Dage.
+ 15.  Glæd os det Dagetal, du ydmygede os, det Åremål, da vi led ondt!
+ 16.  Lad dit Værk åbenbares for dine Tjenere og din Herlighed over
+      deres Børn!
+ 17.  HERREN vor Guds Livsalighed være over os! Og frem vore Hænders
+      Værk for os, ja frem vore Hænders Værk!
+
+Salme 91
+
+  1.  Den der sidder i den Højestes Skjul og dvæler i den Almægtiges
+      Skygge,
+  2.  siger til HERREN: Min Tilflugt, min Klippeborg, min Gud, på hvem
+      jeg stoler.
+  3.  Thi han frier dig fra Fuglefængerens Snare, fra ødelæggende
+      Pest;
+  4.  han dækker dig med sine Fjedre, under hans Vinger finder du Ly,
+      hans Trofasthed er Skjold og Værge.
+  5.  Du frygter ej Nattens Rædsler, ej Pilen der flyver om Dagen
+  6.  ej Pesten, der sniger i Mørke, ej Middagens hærgende Sot.
+  7.  Falder end tusinde ved din Side, ti Tusinde ved din højre Hånd,
+      til dig når det ikke hen;
+  8.  du ser det kun med dit Øje, er kun Tilskuer ved de gudløses
+      Straf;
+  9.  (thi du, HERRE, er min Tilflugt) den Højeste tog du til Bolig.
+ 10.  Der times dig intet ondt, dit Telt kommer Plage ej nær;
+ 11.  thi han byder sine Engle at vogte dig på alle dine Veje;
+ 12.  de skal bære dig på deres Hænder, at du ikke skal støde din Fod
+      på nogen Sten;
+ 13.  du skal træde på Slanger og Øgler, trampe på Løver og Drager.
+
+ 14.  "Da han klynger sig til mig, frier jeg ham ud, jeg bjærger ham,
+      thi han kender mit Navn;
+ 15.  kalder han på mig, svarer jeg ham, i Trængsel er jeg hos ham,
+      jeg frier ham og giver ham Ære:
+ 16.  med et langt Liv mætter jeg ham og lader ham skue min Frelse!"
+
+Salme 92
+
+  1.  (En Salme. En Sang for Sabbatsdagen.)
+  2.  Det er godt at takke HERREN, lovsynge dit navn, du højeste,
+  3.  ved Gry forkynde din Nåde, om Natten din Trofasthed
+  4.  til tistrenget Lyre, til Harpe, til Strengeleg på Citer!
+
+  5.  Thi ved dit Værk har du glædet mig, HERRE, jeg jubler over dine
+      Hænders Gerning.
+  6.  Hvor store er dine Gerninger, HERRE, dine Tanker såre dybe!
+  7.  Tåben fatter det ikke, Dåren skønner ej sligt.
+  8.  Spirer de gudløse end som Græsset, blomstrer end alle Udådsmænd,
+      er det kun for at lægges øde for stedse,
+  9.  men du er ophøjet for evigt, HERRE.
+ 10.  Thi se, dine Fjender, HERRE, se, dine Fjender går under, alle
+      Udådsmænd spredes!
+ 11.  Du har løftet mit Horn som Vildoksens, kvæget mig med den
+      friskeste Olie;
+ 12.  det fryder mit Øje at se mine Fjender, mit Øre at høre mine
+      Avindsmænd.
+
+ 13.  De retfærdige grønnes som Palmen, vokser som Libanons Ceder;
+ 14.  plantet i HERRENs Hus grønnes de i vor Guds Forgårde;
+ 15.  selv grånende bærer de Frugt, er friske og fulde af Saft
+ 16.  for at vidne, at HERREN er retvis, min Klippe, hos hvem ingen
+      Uret findes.
+
+Salme 93
+
+  1.  HERREN har vist, han er Konge, har iført sig Højhed, HERREN har
+      omgjordet sig med Styrke. Han grundfæsted Jorden, den rokkes
+      ikke.
+  2.  Din Trone står fast fra fordum, fra Evighed er du!
+  3.  Strømme lod runge, HERRE, Strømme lod runge deres Drøn, Strømme
+      lod runge deres Brag.
+  4.  Fremfor vældige Vandes Drøn, fremfor Havets Brændinger er HERREN
+      herlig i det høje!
+  5.  Dine Vidnesbyrd er fuldt at lide på, Hellighed tilkommer dit
+      Hus, HERRE, så længe Dagene varer!
+
+Salme 94
+
+  1.  HERRE du hævnens Gud, du Hævnens Gud, træd frem i Glans;
+  2.  stå op, du Jordens Dommer, øv Gengæld mod de hovmodige!
+  3.  Hvor længe skal gudløse, HERRE, hvor længe skal gudløse juble?
+  4.  De fører tøjlesløs Tale, hver Udådsmand ter sig som Herre;
+  5.  de underkuer, o HERRE, dit Folk og undertrykker din Arvelod;
+  6.  de myrder Enke og fremmed faderløse slår de ihjel;
+  7.  de siger: "HERREN kan ikke se,Jakobs Gud kan intet mærke!"
+
+  8.  Forstå dog, I Tåber blandt Folket! Når bliver I kloge, I Dårer?
+  9.  Skulde han, som plantede Øret, ej høre, han, som dannede Øjet,
+      ej se?
+ 10.  Skulde Folkenes Tugtemester ej revse, han som lærer Mennesket
+      indsigt?
+ 11.  HERREN kender Menneskets Tanker, thi de er kun Tomhed.
+
+ 12.  Salig den Mand, du tugter, HERRE, og vejleder ved din Lov
+ 13.  for at give ham Ro for onde Dage, indtil der graves en Grav til
+      den gudløse;
+ 14.  thi HERREN bortstøder ikke sit Folk og svigter ikke sin Arvelod.
+ 15.  Den retfærdige kommer igen til sin Ret, en Fremtid har hver
+      oprigtig af Hjertet.
+
+ 16.  Hvo står mig bi mod Ugerningsmænd? hvo hjælper mig mod
+      Udådsmænd?
+ 17.  Var HERREN ikke min Hjælp, snart hviled min Sjæl i det stille.
+ 18.  Når jeg tænkte: "Nu vakler min Fod", støtted din Nåde mig,
+      HERRE;
+ 19.  da mit Hjerte var fuldt af ængstede Tanker, husvaled din Trøst
+      min Sjæl.
+
+ 20.  står du i Pagt med Fordærvelsens Domstol, der skaber Uret i
+      Lovens Navn?
+ 21.  Jager de end den ret,færdiges Liv og dømmer uskyldigt Blod,
+ 22.  HERREN er dog mit Bjærgested, min Gud er min Tilflugtsklippe;
+ 23.  han vender deres Uret imod dem selv, udsletter dem for deres
+      Ondskab; dem udsletter HERREN vor Gud.
+
+Salme 95
+
+  1.  Kom, lad os Juble, for HERREN, råbe af fryd for vor Frelses
+      Klippe,
+  2.  møde med Tak for hans Åsyn, juble i Sang til hans Pris!
+  3.  Thi HERREN er en vældig Gud, en Konge stor over alle Guder;
+  4.  i hans Hånd er Jordens dybder, Bjergenes Tinder er hans;
+  5.  Havet er hans, han har skabt det, det tørre Land har hans Hænder
+      dannet.
+  6.  Kom, lad os bøje os, kaste os ned, knæle for HERREN, vor Skaber!
+
+  7.  Thi han er vor Gud, og vi er det Folk, han vogter, den Hjord,
+      han leder. Ak, lytted I dog i Dag til hans Røst:
+  8.  "Forhærder ej eders Hjerte som ved Meriba, som dengang ved Massa
+      i Ørkenen,
+  9.  da eders Fædre fristede mig, prøved mig, skønt de havde set mit
+      Værk.
+ 10.  Jeg væmmedes fyrretyve År ved denne Slægt, og jeg sagde: Det er
+      et Folk med vildfarne Hjerter, de kender ej mine Veje.
+ 11.  Så svor jeg da i min Vrede: De skal ikke gå ind til min Hvile!
+
+Salme 96
+
+  1.  Syng HERREN en ny sang, syng for Herren, al jorden,
+  2.  syng for HERREN og lov hans Navn, fortæl om hans Frelse Dag
+      efter Dag,
+  3.  kundgør hans Ære blandt Folkene, hans Undere blandt alle
+      Folkeslag!
+  4.  Thi stor og højlovet er HERREN, forfærdelig over alle Guder;
+  5.  thi alle Folkeslagenes Guder er Afguder, HERREN er Himlens
+      Skaber.
+  6.  For hans Åsyn er Højhed og Hæder, Lov og Pris i hans Helligdom.
+  7.  Giv HERREN, I Folkeslags Slægter, giv HERREN Ære og Pris,
+  8.  giv HERREN hans Navns Ære, bring Gaver og kom til hans Forgårde,
+  9.  tilbed HERREN i helligt Skrud, bæv for hans Åsyn, al Jorden!
+ 10.  Sig blandt Folkeslag: "HERREN har vist, han er Konge, han
+      grundfæsted Jorden, den rokkes ikke, med Retfærd dømmer han
+      Folkene."
+ 11.  Himlen glæde sig, Jorden juble, Havet med dets Fylde bruse,
+ 12.  Marken juble og alt, hvad den bærer! Da fryder sig alle Skovens
+      Træer
+ 13.  for HERRENs Åsyn, thi han kommer, han kommer at dømme Jorden;
+      han dømmer Jorden med Retfærd og Folkene i sin Trofasthed.
+
+Salme 97
+
+  1.  HERREN har vist, han er Konge! Jorden juble, lad glædes de mange
+      Strande!
+  2.  Skyer og Mulm er om ham, Retfærd og Ret er hans Trones Støtte;
+  3.  Ild farer frem foran ham, og luer iblandt hans Fjender.
+  4.  Hans Lyn lyste op på Jorderig, Jorden så det og skjalv;
+  5.  Bjergene smelted som Voks for HERREN, for hele Jordens Herre;
+  6.  Himlen forkyndte hans Retfærd, alle Folkeslag skued hans
+      Herlighed.
+  7.  Til Skamme blev alle, som dyrkede Billeder, de, som var stolte
+      af deres Afguder; alle Guder bøjed sig for ham.
+  8.  Zion hørte det og glædede sig, og Judas Døtre jublede over dine
+      Domme, HERRE!
+  9.  Thi du, o HERRE, er den Højeste over al Jorden, højt ophøjet
+      over alle Guder!
+ 10.  I, som elsker HERREN, hade det onde! Han vogter sine frommes
+      Sjæle og frier dem af de gudløses Hånd;
+ 11.  over de retfærdige oprinder Lys og Glæde over de oprigtige af
+      Hjertet.
+ 12.  I retfærdige, glæd jer i HERREN, lovsyng hans hellige Navn!
+
+Salme 98
+
+  1.  (En Salme.)
+      Syng HERREN en sang, thi vidunderlige ting har han gjort; Sejren
+      vandt ham hans højre, hans hellige Arm.
+  2.  Sin Frelse har HERREN gjort kendt, åbenbaret sin Retfærd for
+      Folkenes Øjne;
+  3.  han kom sin Nåde mod Jakob i Hu, sin Trofasthed mod Israels
+      Hus. Den vide Jord har skuet vor Guds Frelse.
+  4.  Råb af Fryd for HERREN, al Jorden, bryd ud i Jubel og Lovsang;
+  5.  lovsyng HERREN til Citer, lad Lovsang tone til Citer,
+  6.  råb af Fryd for Kongen, HERREN, til Trompeter og Hornets Klang!
+  7.  Havet med dets Fylde skal bruse, Jorderig og de, som bor der,
+  8.  Strømmene klappe i Hænder, Bjergene juble til Hobe
+  9.  for HERRENs Åsyn, thi han kommer, han kommer at dømme Jorden;
+      han dømmer Jorden med Retfærd og Folkeslag med Ret!
+
+Salme 99
+
+  1.  HERREN har vist, han er Konge, Folkene bæver, han troner på
+      Keruber, Jorden skælver!
+  2.  Stor er HERREN på Zion, ophøjet over alle Folkeslag;
+  3.  de priser dit Navn, det store og frygtelige; hellig er han!
+  4.  Du er en Konge, der elsker Retfærd, Retten har du grundfæstet, i
+      Jakob, øved du Ret og Retfærd.
+  5.  Ophøj HERREN vor Gud, bøj eder for hans Fødders Skammel; hellig
+      er han!
+  6.  Moses og Aron er blandt hans Præster og Samuel blandt dem, der
+      påkalder hans Navn; de råber til HERREN, han svarer;
+  7.  i Skystøtten taler han til dem, de holder hans Vidnesbyrd,
+      Loven, han gav dem;
+  8.  HERRE vor Gud, du svarer dem. Du var dem en Gud, som tilgav og
+      frikendte dem, for hvad de gjorde.
+  9.  Ophøj HERREN vor Gud, bøj eder for hans hellige Bjerg, thi
+      hellig er HERREN vor Gud!
+
+Salme 100
+
+  1.  (En Salme. Til Takofferet.)
+      Råb af Fryd for HERREN, al jorden,
+  2.  tjener HERREN med Glæde, kom for hans Åsyn med Jubel!
+  3.  Kend, at HERREN er Gud! Han skabte os, vi er hans, hans Folk og
+      den Hjord, han vogter.
+  4.  Gå ind i hans Porte med Takkesang, med Lovsange ind i hans
+      Forgårde, tak ham og lov hans Navn!
+  5.  Thi god er HERREN, hans Miskundhed varer evindelig, fra Slægt
+      til Slægt hans Trofasthed!
+
+Salme 101
+
+  1.  (Af David. En Salme.)
+      Om Nåde og Ret vil jeg synge, dig vil jeg lovsynge, Herre.
+  2.  Jeg vil agte på uskyldiges Vej, når den viser sig for mig,
+      vandre i Hjertets Uskyld bag Hjemmets Vægge,
+  3.  på Niddingsdåd lader jeg aldrig mit Øje hvile. Jeg hader den,
+      der gør ondt, han er ej i mit Følge;
+  4.  det falske Hjerte må holde sig fra mig, den onde kender jeg
+      ikke;
+  5.  den, der sværter sin Næste, udrydder jeg; den opblæste og den
+      hovmodige tåler jeg ikke.
+  6.  Til Landets trofaste søger mit Øje, hos mig skal de bo; den, der
+      vandrer uskyldiges Vej, skal være min Tjener;
+  7.  ingen, der øver Svig, skal bo i mit Hus, ingen, som farer med
+      Løgn, bestå for mit Øje.
+  8.  Alle Landets gudløse gør jeg til intet hver Morgen for at
+      udrydde alle Udådsmænd af HERRENs By.
+
+Salme 102
+
+  1.  (Bøn af en elendig, når hans Kraft svigter, og han udøser sin
+      Klage for HERREN.)
+  2.  HERRE, lyt til min bøn, lad mit råb komme til dig,
+  3.  skjul dog ikke dit Åsyn for mig; den Dag jeg stedes i Nød, bøj
+      da dit Øre til mig; når jeg kalder, så skynd dig og svar mig!
+  4.  Thi mine Dage svinder som Røg, mine Ledemod brænder som Ild;
+  5.  mit Hjerte er svedet og - visnet som Græs, thi jeg glemmer at
+      spise mit Brød.
+  6.  Under min Stønnen klæber mine Ben til Huden;
+  7.  jeg ligner Ørkenens Pelikan, er blevet som Uglen på øde Steder;
+  8.  om Natten ligger jeg vågen og jamrer så ensom som Fugl på Taget;
+  9.  mine Fjender håner mig hele Dagen; de der spotter mig, sværger
+      ved mig.
+ 10.  Thi Støv er mit daglige Brød, jeg blander min Drik med Tårer
+ 11.  over din Harme og Vrede, fordi du tog mig og slængte mig bort;
+ 12.  mine Dage hælder som Skyggen, som Græsset visner jeg hen.
+
+ 13.  Men du troner evindelig, HERRE, du ihukommes fra Slægt til
+      Slægt;
+ 14.  du vil rejse dig og forbarme dig over Zion, når Nådens Tid, når
+      Timen er inde;
+ 15.  thi dine Tjenere elsker dets Sten og ynkes over dets Grushobe.
+ 16.  Og HERRENs Navn skal Folkene frygte, din Herlighed alle Jordens
+      Konger;
+ 17.  thi HERREN opbygger Zion, han lader sig se i sin Herlighed;
+ 18.  han vender sig til de hjælpeløses Bøn, lader ej deres Bøn
+      uænset.
+ 19.  For Efterslægten skal det optegnes, af Folk, der skal fødes,
+      skal prise HERREN;
+ 20.  thi han ser ned fra sin hellige Højsal, HERREN skuer ned fra
+      Himmel til Jord
+ 21.  for at høre de fangnes Stønnen og give de dødsdømte Frihed,
+ 22.  at HERRENs Navn kan forkyndes i Zion, hans - Pris i Jerusalem,
+ 23.  når Folkeslag og Riger til Hobe samles for at tjene HERREN.
+
+ 24.  Han lammed min Kraft på Vejen, forkorted mit Liv.
+ 25.  Jeg siger: Min Gud, tag mig ikke bort i Dagenes Hælvt! Dine År
+      er fra Slægt til Slægt.
+ 26.  Du grundfæsted fordum Jorden, Himlene er dine Hænders Værk;
+ 27.  de falder, men du består, alle slides de op som en Klædning;
+ 28.  som Klæder skifter du dem; de skiftes, men du er den samme, og
+      dine År får aldrig Ende!
+ 29.  Dine Tjeneres Børn fæster Bo, deres Sæd skal bestå for dit Åsyn.
+
+Salme 103
+
+  1.  (Af David.)
+      Min Sjæl, lov Herren, og alt i mig love hans hellige navn!
+  2.  Min Sjæl, lov HERREN, og glem ikke alle hans Velgerninger!
+  3.  Han, som tilgiver alle dine Misgerninger og læger alle dine
+      Sygdomme,
+  4.  han, som udløser dit Liv fra Graven og kroner dig med Miskundhed
+      og Barmhjertighed,
+  5.  han, som mætter din Sjæl med godt, så du bliver ung igen som
+      Ørnen!
+  6.  HERREN øver Retfærdighed og Ret mod alle fortrykte.
+  7.  Han lod Moses se sine Veje, Israels Børn sine Gerninger;
+  8.  barmhjertig og nådig er HERREN, langmodig og rig på Miskundhed;
+  9.  han går ikke bestandig i Rette, gemmer ej evigt på Vrede;
+ 10.  han handled ej med os efter vore Synder, gengældte os ikke efter
+      vor Brøde.
+ 11.  Men så højt som Himlen er over Jorden, er hans Miskundhed stor
+      over dem, der frygter ham.
+ 12.  Så langt som Østen er fra Vesten, har han fjernet vore Synder
+      fra os.
+ 13.  Som en Fader forbarmer sig over sine Børn, forbarmer HERREN sig
+      over dem, der frygter ham.
+
+ 14.  Thi han kender vor Skabning, han kommer i Hu, vi er Støv;
+ 15.  som Græs er Menneskets dage, han blomstrer som Markens Blomster;
+ 16.  når et Vejr farer over ham, er han ej mere, hans Sted får ham
+      aldrig at se igen.
+ 17.  Men HERRENs Miskundhed varer fra Evighed og til Evighed over
+      dem, der frygter ham, og hans Retfærd til Børnenes Børn
+ 18.  for dem, der holder hans Pagt og kommer hans Bud i Hu, så de gør
+      derefter.
+
+ 19.  HERREN har rejst sin Trone i Himlen, alt er hans Kongedømme
+      underlagt.
+ 20.  Lov HERREN, I hans Engle, I vældige i Kraft, som gør, hvad han
+      byder, så snart I hører hans Røst.
+ 21.  Lov HERREN, alle hans Hærskarer, hans Tjenere, som fuldbyrder
+      hans Vilje.
+ 22.  Lov HERREN, alt, hvad han skabte, på hvert eneste Sted i hans
+      Rige! Min Sjæl, lov HERREN!
+
+Salme 104
+
+  1.  Min sjæl, lov Herren! Herren min Gud, du er såre stor! Du er
+      klædt i Højhed og Herlighed,
+  2.  hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt;
+  3.  du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer
+      frem på Vindens Vinger;
+  4.  Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere!
+  5.  Du fæsted Jorden på dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes
+      den;
+  6.  Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over
+      Bjerge.
+  7.  For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst,
+  8.  for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt
+      dem;
+  9.  du satte en Grænse, de ej kommer over, så de ikke igen skal
+      tilhylle Jorden.
+ 10.  Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de;
+ 11.  de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst;
+ 12.  over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder deres
+      Kvidder.
+ 13.  Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden mættes fra dine Skyer;
+ 14.  du lader Græs gro frem til Kvæget og Urter til Menneskets
+      Tjeneste, så du frembringer Brød af Jorden
+ 15.  og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og lader Ansigtet glinse
+      af Olie, og Brødet skal styrke Menneskets Hjerte.
+ 16.  HERRENs Træer bliver mætte, Libanons Cedre, som han har plantet,
+ 17.  hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken sin Bolig.
+ 18.  Højfjeldet er for Stenbukken, Klipperne Grævlingens Tilflugt.
+ 19.  Du skabte Månen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs
+      Tid;
+ 20.  du sender Mørke, Natten kommer, da rører sig alle Skovens Dyr;
+ 21.  de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud.
+ 22.  De sniger sig bort, når Sol står op, og lægger sig i deres
+      Huler;
+ 23.  Mennesket går til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld
+      falder på.
+ 24.  Hvor mange er dine Gerninger, HERRE, du gjorde dem alle med
+      Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt!
+ 25.  Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr,
+      både små og store;
+ 26.  Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri.
+ 27.  De bier alle på dig, at du skal give dem Føde i Tide;
+ 28.  du giver dem den, og de sanker, du åbner din Hånd, og de mættes
+      med godt.
+ 29.  Du skjuler dit Åsyn, og de forfærdes; du tager deres Ånd, og de
+      dør og vender tilbage til Støvet;
+ 30.  du sender din Ånd, og de skabes, Jordens Åsyn fornyer du.
+
+ 31.  HERRENs Herlighed vare evindelig, HERREN glæde sig ved sine
+      Værker!
+ 32.  Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene
+      ryger
+ 33.  Jeg vil synge for HERREN, så længe jeg lever, lovsynge min Gud,
+      den Tid jeg er til.
+ 34.  Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i HERREN.
+ 35.  Måtte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til!
+      Min Sjæl, lov HERREN! Halleluja!
+
+Salme 105
+
+  1.  Pris Herren, påkald hans navn, gør hans Gerninger kendte blandt
+      Folkeslag!
+  2.  Syng og spil til hans Pris, tal om alle hans Undere;
+  3.  ros jer af hans hellige Navn, eders Hjerte glæde sig, I, som
+      søger HERREN;
+  4.  spørg efter HERREN og hans magt, søg bestandig hans Åsyn;
+  5.  kom i Hu de Undere, han gjorde, hans Tegn og hans Munds Domme,
+  6.  I, hans Tjener Abrahams Sæd, hans udvalgte, Jakobs Sønner!
+  7.  Han, HERREN, er vor Gud, hans Domme når ud over Jorden;
+  8.  han ihukommer for evigt sin Pagt, i tusind Slægter sit Tilsagn,
+  9.  Pagten, han slutted med Abraham, Eden, han tilsvor Isak;
+ 10.  han holdt den i Hævd som Ret for Jakob, en evig Pagt for Israel,
+ 11.  idet han sagde: "Dig giver jeg Kana'ans Land som eders Arvelod."
+ 12.  Da de kun var en liden Hob, kun få og fremmede der,
+ 13.  og vandrede fra Folk til Folk, fra et Rige til et andet,
+ 14.  tillod han ingen at volde dem Men, men tugted for deres Skyld
+      Konger
+ 15.  "Rør ikke mine Salvede, gør ikke mine Profeter ondt!"
+ 16.  Hungersnød kaldte han frem over Landet, hver Brødets Støttestav
+      brød han;
+ 17.  han sendte forud for dem en Mand, Josef solgtes som Træl;
+ 18.  de tvang hans Fødder med Lænker, han kom i Lænker af Jern,
+ 19.  indtil hans Ord blev opfyldt; ved HERRENs Ord stod han Prøven
+      igennem.
+ 20.  På Kongens Bud blev han fri, Folkenes Hersker lod ham løs:
+ 21.  han tog ham til Herre for sit Hus, til Hersker over alt sit
+      Gods;
+ 22.  han styred hans Øverster efter sin Vilje og viste hans Ældste
+      til Rette.
+ 23.  Og Israel kom til Ægypten, Jakob boede som Gæst i Kamiternes
+      Land.
+ 24.  Han lod sit Folk blive såre frugtbart og stærkere end dets
+      Fjender;
+ 25.  han vendte deres Sind til Had mod sit Folk og til Træskhed imod
+      sine Tjenere.
+ 26.  Da sendte han Moses, sin Tjener, og Aron, sin udvalgte Mand;
+ 27.  han gjorde sine Tegn i Ægypten og Undere i Kamiternes Land;
+ 28.  han sendte Mørke, så blev det mørkt, men de ænsede ikke hans
+      Ord;
+ 29.  han gjorde deres Vande til Blod og slog deres Fisk ihjel;
+ 30.  af Frøer vrimlede Landet, selv i Kongens Sale var de;
+ 31.  han talede, så kom der Bremser og Myg i alt deres Land;
+ 32.  han sendte dem Hagl for Regn og luende Ild i Landet;
+ 33.  han slog både Vinstok og Figen og splintrede Træerne i deres
+      Land;
+ 34.  han talede, så kom der Græshopper, Springere uden Tal,
+ 35.  de åd alt Græs i Landet, de åd deres Jords Afgrøde;
+ 36.  alt førstefødt i Landet slog han, Førstegrøden af al deres
+      Kraft;
+ 37.  han førte dem ud med Sølv og Guld, ikke een i hans Stammer
+      snubled
+ 38.  Ægypterne glæded sig, da de drog bort, thi de var grebet af
+      Rædsel for dem.
+ 39.  Han bredte en Sky som Skjul og Ild til at lyse i Natten;
+ 40.  de krævede, han bragte Vagtler, med Himmelbrød mættede han dem;
+ 41.  han åbnede Klippen, og Vand strømmede ud, det løb som en Flod i
+      Ørkenen.
+ 42.  Thi han kom sit hellige Ord i Hu til Abraham, sin Tjener;
+ 43.  han lod sit Folk drage ud med Fryd, sine udvalgte under Jubel;
+ 44.  han gav dem Folkenes Lande, de fik Folkeslags Gods i Eje.
+ 45.  Derfor skulde de holde hans Bud og efterkomme hans Love.
+      Halleluja!
+
+Salme 106
+
+  1.  Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans miskundhed varer
+      evindelig!
+  2.  Hvo kan opregne Herrens vældige gerninger, finde ord til at
+      kundgøre al hans pris?
+  3.  Salige de, der holder på ret, som altid øver retfærdighed!
+  4.  Husk os, Herre, når dit folk finder nåde, lad os få godt af din
+      frelse,
+  5.  at vi må se dine udvalgtes lykke, glæde os ved dit folks glæde
+      og med din arvelod prise vor lykke!
+
+  6.  Vi syndede som vore Fædre, handlede ilde og gudløst.
+  7.  Vore Fædre i Ægypten ænsede ej dine Undere, kom ikke din store
+      Miskundhed i Hu, stod den Højeste imod ved det røde Hav.
+  8.  Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at gøre sin Vælde
+      kendt;
+  9.  han trued det røde Hav, og det tørrede ud, han førte dem gennem
+      Dybet som gennem en Ørk;
+ 10.  han fried dem af deres Avindsmænds Hånd og udløste dem fra
+      Fjendens Hånd;
+ 11.  Vandet skjulte dem, som trængte dem, ikke een blev tilbage af
+      dem;
+ 12.  da troede de på hans Ord og kvad en Sang til hans Pris.
+ 13.  Men de glemte snart hans Gerninger, biede ej på hans Råd;
+ 14.  de grebes af Attrå i Ørkenen, i Ødemarken fristed de Gud;
+ 15.  så gav han dem det, de kræved og sendte dem Lede i Sjælen.
+ 16.  De bar Avind mod Moses i Lejren, mod Aron, HERRENs hellige;
+ 17.  Jorden åbned sig, slugte Datan, lukked sig over Abirams Flok;
+ 18.  Ilden rasede i deres Flok, Luen brændte de gudløse op.
+ 19.  De lavede en Kalv ved Horeb og tilbad det støbte Billed;
+ 20.  de byttede deres Herlighed bort for et Billed af en Okse, hvis
+      Føde er Græs;
+ 21.  de glemte Gud, deres Frelser, som øvede store Ting i Ægypten,
+ 22.  Undere i Kamiternes Land, frygtelige Ting ved det røde Hav.
+ 23.  Da tænkte han på at udrydde dem, men Moses, hans udvalgte Mand,
+      stilled sig i Gabet for hans Åsyn for at hindre, at hans Vrede
+      lagde øde.
+ 24.  De vraged det yndige Land og troede ikke hans Ord,
+ 25.  men knurrede i deres Telte og hørte ikke på HERREN;
+ 26.  da løfted han Hånden og svor at lade dem falde i Ørkenen,
+ 27.  splitte deres Sæd blandt Folkene, sprede dem rundt i Landene.
+ 28.  De holdt til med Ba'al-Peor og åd af de dødes Ofre;
+ 29.  de krænked ham med deres Gerninger, og Plage brød løs iblandt
+      dem.
+ 30.  Da stod Pinehas frem og holdt Dom, og Plagen blev bragt til at
+      standse,
+ 31.  og det regnedes ham til Retfærdighed fra Slægt til Slægt,
+      evindelig.
+ 32.  De vakte hans Vrede ved Meribas Vand, og for deres Skyld gik det
+      Moses ilde;
+ 33.  thi de stod hans Ånd imod, og han talte uoverlagte Ord.
+ 34.  De udryddede ikke de Folk, som HERREN havde sagt, de skulde,
+ 35.  med Hedninger blandede de sig og gjorde deres Gerninger efter;
+ 36.  deres Gudebilleder dyrkede de, og disse blev dem en Snare;
+ 37.  til Dæmonerne ofrede de, og det både Sønner og Døtre;
+ 38.  de udgød uskyldigt Blod, deres Sønners og Døtres Blod, som de
+      ofred til Kana'ans Guder, og Landet blev smittet ved Blod;
+ 39.  de blev urene ved deres Gerninger, bolede ved deres idrætter.
+ 40.  Da blev HERREN vred på sit Folk og væmmedes ved sin Arv;
+ 41.  han gav dem i Folkenes Hånd, deres Avindsmænd blev deres Herrer;
+ 42.  deres Fjendervoldte dem Trængsel, de kuedes under deres Hånd.
+ 43.  Han frelste dem Gang på Gang, men de stod egensindigt imod og
+      sygnede hen i Brøden;
+ 44.  dog så han til dem i Trængslen, så snart han hørte dem klage;
+ 45.  han kom sin Pagt i Hu og ynkedes efter sin store Miskundhed;
+ 46.  han lod dem finde Barmhjertighed hos alle, der tog dem til
+      Fange.
+
+ 47.  Frels os, HERRE vor Gud, du samle os sammen fra Folkene, at vi
+      må love dit hellige Navn, med Stolthed synge din Pris.
+
+ 48.  Lovet være HERREN, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed!  Og
+      alt Folket svare Amen!
+
+Salme 107
+
+  1.  Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans Miskundhed varer
+      evindelig!
+  2.  Så skal HERRENs genløste sige, de, han løste af Fjendens Hånd
+  3.  og samlede ind fra Landene, fra Øst og Vest, fra Nord og fra
+      Havet.
+
+  4.  I den øde Ørk for de vild, fandt ikke Vej til beboet By,
+  5.  de led både Sult og Tørst, deres Sjæl var ved at vansmægte;
+  6.  men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem at deres
+      Trængsler
+  7.  og førte dem ad rette Vej, så de kom til beboet By.
+  8.  Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker
+      mod Menneskens Børn.
+  9.  Thi han mættede den vansmægtende Sjæl og fyldte den sultne med
+      godt.
+
+ 10.  De sad i Mulm og Mørke, bundne i pine og Jern,
+ 11.  fordi de havde stået Guds Ord imod og ringeagtet den Højestes
+      Råd.
+ 12.  Deres Hjerte var knuget af Kummer, de faldt, der var ingen, som
+      hjalp;
+ 13.  men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres
+      Trængsler,
+ 14.  førte dem ud af Mørket og Mulmet og sønderrev deres Bånd.
+ 15.  Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker
+      mod Menneskens Børn.
+ 16.  Thi han sprængte Døre af Kobber og sønderslog Slåer af Jern.
+
+ 17.  De sygnede hen for Synd og led for Brødes Skyld,
+ 18.  de væmmedes ved al Slags Mad, de kom Dødens Porte nær
+ 19.  men de råbte til Herren i Nøden, han frelste dem af deres
+      Trængsler,
+ 20.  sendte sit Ord og lægede dem og frelste deres Liv fra Graven.
+ 21.  Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker
+      mod Menneskens Børn
+ 22.  og ofre Lovprisningsofre og med Jubel forkynnde hans Gerninger.
+
+ 23.  De for ud på Havet i Skibe, drev Handel på vældige Vande,
+ 24.  blev Vidne til HERRENs Gerninger, hans Underværker i Dybet;
+ 25.  han bød, og et Stormvejr rejste sig, Bølgerne tårnedes op;
+ 26.  mod Himlen steg de, i Dybet sank de, i Ulykken svandt deres Mod;
+ 27.  de tumled og raved som drukne, borte var al deres Visdom;
+ 28.  men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres
+      Trængsler,
+ 29.  skiftede Stormen til Stille, så Havets Bølger tav;
+ 30.  og glade blev de, fordi det stilned; han førte dem til Havnen,
+      de søgte.
+ 31.  Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker
+      mod Menneskens Børn,
+ 32.  ophøje ham i Folkets Forsamling og prise ham i de Ældstes Kreds!
+
+ 33.  Floder gør han til Ørken og Kilder til øde Land,
+ 34.  til Saltsteppe frugtbart Land for Ondskabens Skyld hos dem, som
+      - bor der.
+ 35.  Ørken gør han til Vanddrag, det tørre Land til Kilder;
+ 36.  der lader han sultne bo, så de grunder en By at bo i,
+ 37.  tilsår Marker og planter Vin og høster Afgrødens Frugt.
+ 38.  Han velsigner dem, de bliver mange, han lader det ikke skorte på
+      Kvæg.
+ 39.  De bliver få og segner under Modgangs og Kummers Tryk,
+ 40.  han udøser Hån over Fyrster og lader dem rave i vejløst Øde.
+ 41.  Men han løfter den fattige op af hans Nød og gør deres Slægter
+      som Hjorde;
+ 42.  de oprigtige ser det og glædes, men al Ondskab lukker sin Mund.
+ 43.  Hvo som er viis, han mærke sig det og lægge sig HERRENs Nåde på
+      Sinde!
+
+Salme 108
+
+  1.  (En Sang. En Salme af David.)
+  2.  Mit Hjerte er trøstigt, Gud, mit hjerte er trøstigt; jeg vil
+      synge og lovprise dig, vågn op, min Ære!
+  3.  Harpe og Citer, vågn op, jeg vil vække Morgenrøden.
+  4.  Jeg vil takke dig, HERRE, blandt Folkeslag, lovprise dig blandt
+      Folkefærd;
+  5.  thi din Miskundhed når til Himlen, din Sandhed til Skyerne.
+  6.  Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!
+
+  7.  Til Frelse for dine elskede hjælp med din højre, bønhør os!
+  8.  Gud talede i sin Helligdom: "Jeg vil udskifte Sikem med Jubel,
+      udmåle Sukkots Dal;
+  9.  mit er Gilead, mit er Manasse, Efraim er mit Hoveds Værn, Juda
+      min Herskerstav,
+ 10.  Moab min Vaskeskål, på Edom kaster jeg min Sko, over
+      Filisterland jubler jeg."
+ 11.  Hvo bringer mig til den befæstede By, hvo leder mig hen til
+      Edom?
+
+ 12.  Har du ikke, Gud, stødt os fra dig? Du ledsager ej vore Hære.
+ 13.  Giv os dog Hjælp mod Fjenden! Blændværk er Menneskers Støtte.
+ 14.  Med Gud skal vi øve vældige Ting, vore Fjender træder han ned!
+
+Salme 109
+
+  1.  (Til Sangmesteren. Af David. En Salme.)
+      Du min Lovsangs Gud, vær ej tavs!
+  2.  Thi en gudløs, svigefuld Mund har de åbnet imod mig, taler mig
+      til med Løgntunge,
+  3.  med hadske Ord omringer de mig og strider imod mig uden Grund;
+  4.  til Løn for min Kærlighed er de mig fjendske, skønt jeg er idel
+      Bøn;
+  5.  de gør mig ondt for godt, gengælder min Kærlighed med Had.
+
+  6.  Straf ham for hans Gudløshed, lad en Anklager stå ved hans
+      højre,
+  7.  lad ham gå dømt fra Retten, hans Bøn blive regnet for Synd;
+  8.  hans Livsdage blive kun få, hans Embede tage en anden;
+  9.  hans Børn blive faderløse, hans Hustru vorde Enke;
+ 10.  hans Børn flakke om og tigge, drives bort fra et øde Hjem;
+ 11.  Ågerkarlen rage efter alt, hvad han har, og fremmede rane hans
+      Gods;
+ 12.  ingen være langmodig imod ham, ingen ynke hans faderløse;
+ 13.  hans Afkom gå til Grunde, hans Navn slettes ud i næste Slægt:
+ 14.  lad hans Fædres Skyld ihukommes hos HERREN, lad ikke hans Moders
+      Synd slettes ud,
+ 15.  altid være de, HERREN for Øje; hans Minde vorde udryddet af
+      Jorden,
+ 16.  fordi det ej faldt ham ind at vise sig god, men han forfulgte
+      den arme og fattige og den, hvis Hjerte var knust til Døde;
+ 17.  han elsked Forbandelse, så lad den nå ham; Velsignelse yndede
+      han ikke, den blive ham fjern!
+ 18.  Han tage Forbandelse på som en Klædning, den komme som Vand i
+      hans Bug, som Olie ind i hans Ben;
+ 19.  den blive en Dragt, han tager på, et Bælte, han altid bærer!
+ 20.  Det være mine Modstanderes Løn fra HERREN, dem, der taler ondt
+      mod min Sjæl.
+
+ 21.  Men du, o HERRE, min Herre, gør med mig efter din Godhed og
+      Nåde, frels mig for dit Navns Skyld!
+ 22.  Thi jeg er arm og fattig, mit Hjerte vånder sig i mig;
+ 23.  som Skyggen, der hælder, svinder jeg bort, som Græshopper rystes
+      jeg ud;
+ 24.  af Faste vakler mine Knæ, mit Kød skrumper ind uden Salve;
+ 25.  til Spot for dem er jeg blevet, de ryster på Hovedet, når de
+ 26.  Hjælp mig, HERRE min Gud, frels mig efter din Miskundhed,
+ 27.  så de sander, det var din Hånd, dig, HERRE, som gjorde det!
+ 28.  Lad dem forbande, du vil velsigne, mine uvenner vorde til
+      Skamme, din Tjener glæde sig;
+ 29.  lad mine Fjender klædes i Skændsel, iføres Skam som en Kappe!
+ 30.  Med min Mund vil jeg højlig takke HERREN, prise ham midt i
+      Mængden;
+ 31.  thi han står ved den fattiges højre at fri ham fra dem, der
+      dømmer hans Sjæl.
+
+Salme 110
+
+  1.  (Af David. En Salme.)
+      HERREN sagde til min Herre: "Sæt dig ved min højre hånd, til jeg
+      lægger dine fjender som en skammel for dine fødder!"
+  2.  Fra Zion udrækker HERREN din Vældes Spir; hersk midt iblandt
+      dine Fjender!
+  3.  Dit Folk møder villigt frem på din Vældes Dag; i hellig Prydelse
+      kommer dit unge Mandskab til dig, som Dug af Morgenrødens
+      Moderskød.
+  4.  HERREN har svoret og angrer det ej: "Du er Præst evindelig på
+      Melkizedeks Vis."
+  5.  Herren ved din højre knuser Konger på sin Vredes Dag,
+  6.  blandt Folkene holder han Dom, fylder op med døde, knuser
+      Hoveder viden om Lande.
+  7.  Han drikker af Bækken ved Vejen, derfor løfter han Hovedet højt.
+
+Salme 111
+
+  1.  Halleluja! jeg takker Herren af hele mit hjerte i oprigtiges
+      kreds og i menighed!
+  2.  Store er Herrens gerninger, gennemtænkte til bunds.
+  3.  Hans værk er højhed og herlighed, hans retfærd bliver til evig
+      tid.
+  4.  Han har sørget for, at hans undere mindes, nådig og barmhjertig
+      er Herren.
+  5.  Dem, der frygter ham, giver han føde, han kommer for evigt sin
+      pagt i hu.
+  6.  Han viste sit folk sine vældige gerninger, da han gav dem
+      folkenes eje.
+  7.  Hans hænders værk er sandhed og ret, man kan lide på alle hans
+      bud;
+  8.  de står i al evighed fast, udført i sandhed og retsind.
+  9.  Han sendte sit folk udløsning, stifted sin pagt for evigt.
+      Helligt og frygteligt er hans navn.
+ 10.  Herrens frygt er visdoms begyndelse; forstandig er hver, som
+      øver den. Evigt varer hans pris!
+
+Salme 112
+
+  1.  Halleluja! Salig er den, der frygter Herren og ret har lyst til
+      hans bud!
+  2.  Hans Æt bliver mægtig på Jord, den oprigtiges Slægt velsignes;
+  3.  Velstand og Rigdom er i hans Hus, hans Retfærdighed varer
+      evindelig.
+  4.  For den oprigtige oprinder Lys i Mørke; han er mild, barmhjertig
+      retfærdig.
+  5.  Salig den, der ynkes og låner ud og styrer sine Sager med Ret;
+  6.  thi han rokkes aldrig i Evighed, den retfærdige ihukommes for
+      evigt;
+  7.  han frygter ikke for onde Tidender, hans Hjerte er trøstigt i
+      Tillid, til HERREN;
+  8.  fast er hans Hjerte og uden Frygt, indtil han skuer sine Fjender
+      med Fryd;
+  9.  til fattige deler han rundhåndet ud, hans Retfærdighed varer
+      evindelig; med Ære løfter hans Horn sig.
+ 10.  Den gudløse ser det og græmmer sig, skærer Tænder og går til
+      Grunde; de gudløses Attrå bliver til intet.
+
+Salme 113
+
+  1.  Halleluja! Pris, I Herrens tjenere, pris Herrens navn!
+  2.  Herrens navn være lovet fra nu og til evig tid;
+  3.  fra sol i opgang til sol i bjærge være Herrens navn lovpriset!
+  4.  Over alle folk er Herren ophøjet, hans herlighed højt over
+      himlene.
+  5.  Hvo er som HERREN vor Gud, som rejste sin Trone i det høje
+  6.  og skuer ned i det dybe - i Himlene og på Jorden -
+  7.  som rejser den ringe af Støvet, løfter den fattige op af Skarnet
+  8.  og sætter ham mellem Fyrster, imellem sit Folks Fyrster,
+  9.  han, som lader barnløs Hustru sidde som lykkelig Barnemoder!
+
+Salme 114
+
+  1.  Halleluja! Da Israel drog fra Ægypten, Jakobs Hus fra det
+      stammende Folk,
+  2.  da blev Juda hans Helligdom, Israel blev hans Rige.
+  3.  Havet så det og flyede, Jordan trak sig tilbage,
+  4.  Bjergene sprang som Vædre, Højene hopped som Lam.
+  5.  Hvad fejler du, Hav, at du flyr, Jordan, hvi går du tilbage,
+  6.  hvi springer I Bjerge som Vædre, hvi hopper I Høje som Lam?
+  7.  Skælv, Jord, for HERRENs Åsyn, for Jakobs Guds Åsyn,
+  8.  han, som gør Klipper til Vanddrag, til Kildevæld hården Flint!
+
+Salme 115
+
+  1.  Ikke os, o Herre, ikke os, men dit navn, det give du ære for din
+      Miskundheds og Trofastheds Skyld!
+  2.  Hvi skal Folkene sige: "Hvor er dog deres Gud?"
+  3.  Vor Gud, han er i Himlen; alt, hvad han vil, det gør han!
+  4.  Deres Billeder er Sølv og Guld, Værk af Menneskehænder;
+  5.  de har Mund, men taler ikke, Øjne, men ser dog ej;
+  6.  de har Ører, men hører ikke, Næse men lugter dog ej;
+  7.  de har Hænder, men føler ikke, Fødder, men går dog ej, deres
+      Strube frembringer ikke en Lyd.
+  8.  Som dem skal de, der lavede dem, blive, enhver, som stoler på
+      dem!
+
+  9.  Israel stoler på HERREN, han er deres Hjælp og Skjold;
+ 10.  Arons Hus stoler på HERREN, han er deres Hjælp og Skjold;
+ 11.  de, som frygter HERREN, stoler på ham, han er deres Hjælp og
+      Skjold.
+ 12.  HERREN kommer os i Hu, velsigner, velsigner Israels Hus,
+      velsigner Arons Hus,
+ 13.  velsigner dem, der frygter HERREN, og det både små og store.
+ 14.  HERREN lader eder vokse i Tal, eder og eders Børn;
+ 15.  velsignet er I af HERREN, Himlens og Jordens Skaber.
+ 16.  Himlen er HERRENs Himmel, men Jorden gav han til Menneskens
+      Børn.
+ 17.  De døde priser ej HERREN, ingen af dem, der steg ned i det
+      tavse.
+ 18.  Men vi, vi lover HERREN, fra nu og til evig Tid!
+
+Salme 116
+
+  1.  Halleluja! Jeg elsker Herren, thi han hører min røst, min
+      tryglende bøn,
+  2.  ja, han bøjed sit Øre til mig, jeg påkaldte HERRENs Navn.
+  3.  Dødens Bånd omspændte mig, Dødsrigets Angster greb mig, i
+      Trængsel og Nød var jeg stedt.
+  4.  Jeg påkaldte HERRENs Navn: "Ak, HERRE, frels min Sjæl!"
+  5.  Nådig er HERREN og retfærdig, barmhjertig, det er vor Gud;
+  6.  HERREN vogter enfoldige, jeg var ringe, dog frelste han mig.
+  7.  Vend tilbage, min Sjæl, til din Ro, thi HERREN har gjort vel
+      imod dig!
+  8.  Ja, han fried min Sjæl fra Døden, mit Øje fra Gråd, min Fod fra
+      Fald.
+  9.  Jeg vandrer for HERRENs Åsyn udi de levendes Land;
+ 10.  jeg troede, derfor talte jeg, såre elendig var jeg,
+ 11.  sagde så i min Angst: "Alle Mennesker lyver!"
+
+ 12.  Hvorledes skal jeg gengælde HERREN alle hans Velgerninger mod
+      mig?
+ 13.  Jeg vil løfte Frelsens Bæger og påkalde HERRENs Navn.
+ 14.  Jeg vil indfri HERREN mine Løfter i Påsyn af alt hans Folk.
+ 15.  Kostbar i HERRENs Øjne er hans frommes Død.
+ 16.  Ak, HERRE, jeg er jo din Tjener, din Tjener, din Tjenerindes
+      Søn, mine Lænker har du løst.
+ 17.  Jeg vil ofre dig Lovprisningsoffer og påkalde HERRENs Navn;
+ 18.  mine Løfter vil jeg indfri HERREN i Påsyn af alt hans Folk
+ 19.  i HERRENs Hus's Forgårde og i din Midte, Jerusalem!
+
+Salme 117
+
+  1.  Halleluja! Lovsyng HERREN, alle I Folk, pris ham, alle Stammer,
+  2.  thi stor er hans Miskundhed mod os, HERRENs Trofasthed varer
+      evindelig!
+
+Salme 118
+
+  1.  Halleluja! Tak Herren, thi han er god, thi hans miskundhed varer
+      evindelig.
+  2.  Israel sige: "Thi hans miskundhed varer evindelig!"
+  3.  Arons Hus sige: "Thi hans Miskundhed varer evindelig!"
+  4.  De, som frygter HERREN, sige: "Thi hans Miskundhed varer
+      evindelig!"
+
+  5.  Jeg påkaldte HERREN i Trængslen, HERREN svared og førte mig ud i
+      åbent Land.
+  6.  HERREN, er med mig, jeg frygter ikke, hvad kan Mennesker gøre
+      mig?
+  7.  HERREN, han er min Hjælper, jeg skal se med Fryd på dem, der
+      hader mig.
+  8.  At ty til HERREN er godt fremfor at stole på Mennesker;
+  9.  at ty til HERREN er godt fremfor at stole på Fyrster.
+ 10.  Alle Folkeslag flokkedes om mig, jeg slog dem ned i HERRENs
+      Navn;
+ 11.  de flokkedes om mig fra alle Sider, jeg slog dem ned i HERRENs
+      Navn;
+ 12.  de flokkedes om mig som Bier, blussed op, som Ild i Torne, jeg
+      slog dem ned i HERRENs Navn.
+ 13.  Hårdt blev jeg ramt, så jeg faldt, men HERREN hjalp mig.
+ 14.  Min Styrke og Lovsang er HERREN, han blev mig til Frelse.
+ 15.  Jubel og Sejrsråb lyder i de retfærdiges Telte: "HERRENs højre
+      øver Vælde,
+ 16.  HERRENs højre er løftet, HERRENs højre øver Vælde!"
+ 17.  Jeg skal ikke dø, men leve og kundgøre HERRENs Gerninger.
+ 18.  HERREN tugted mig hårdt, men gav mig ej hen i Døden.
+
+ 19.  Oplad mig Retfærdigheds Porte, ad dem går jeg ind og lovsynger
+      HERREN!
+ 20.  Her er HERRENs Port, ad den går retfærdige ind.
+ 21.  Jeg vil takke dig, thi du bønhørte mig, og du blev mig til
+      Frelse.
+ 22.  Den Sten; Bygmestrene forkastede, er blevet Hovedhjørnesten.
+ 23.  Fra HERREN er dette kommet, det er underfuldt for vore Øjne.
+ 24.  Denne er Dagen, som HERREN har gjort, lad os juble og glæde os
+      på den!
+ 25.  Ak, HERRE, frels dog, ak, HERRE; lad det dog lykkes!
+ 26.  Velsignet den, der kommer, i HERRENs Navn; vi velsigner eder fra
+      HERRENs Hus!
+ 27.  HERREN er Gud, og han lod det lysne for os. Festtoget med
+      Grenene slynge sig frem, til Alterets Horn er nået!
+ 28.  Du er min Gud, jeg vil takke dig, min Gud, jeg vil ophøje dig!
+ 29.  Tak HERREN, thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig!
+
+Salme 119
+
+  1.  Salige de, hvis Vandel er fulde, som vandrer i HERRENs Lov.
+  2.  Salige de, der agter på hans Vidnesbyrd, søger ham af hele deres
+      Hjerte.
+  3.  de, som ikke gør Uret, men vandrer på hans Veje.
+  4.  Du har givet dine Befalinger, for at de nøje skal holdes.
+  5.  O, måtte jeg vandre med faste Skridt, så jeg holder dine
+      Vedtægter!
+  6.  Da skulde jeg ikke blive til - Skamme, thi jeg så hen til alle
+      dine Bud.
+  7.  Jeg vil takke dig af oprigtigt Hjerte, når jeg lærer din
+      Retfærds Lovbud.
+  8.  Jeg vil holde dine Vedtægter, svigt mig dog ikke helt!
+  9.  Hvorledes holder en ung sin Vej ren? Ved at bolde sig efter dit
+      Ord.
+ 10.  Af hele mit Hjerte søger jeg dig, lad mig ikke fare vild fra
+      dine Bud!
+ 11.  Jeg gemmer dit Ord i mit Hjerte for ikke at synde imod dig.
+ 12.  Lovet være du, HERRE, lær mig dine Vedtægter!
+ 13.  Jeg kundgør med mine Læber alle din Munds Lovbud.
+ 14.  Jeg glæder mig over dine Vidnesbyrds Vej, som var det al Verdens
+      Rigdom.
+ 15.  Jeg vil grunde på dine Befalinger og se til dine Stier.
+ 16.  I dine Vedtægter har jeg min Lyst, jeg glemmer ikke dit Ord.
+ 17.  Und din Tjener at leve, at jeg kan holde dit Ord.
+ 18.  Oplad mine Øjne, at jeg må skue de underfulde Ting i din Lov.
+ 19.  Fremmed er jeg på Jorden, skjul ikke dine Bud for mig!
+ 20.  Altid hentæres min Sjæl af Længsel efter dine Lovbud.
+ 21.  Du truer de frække; forbandede er de, der viger fra dine Bud.
+ 22.  Vælt Hån og Ringeagt fra mig, thi jeg agter på dine Vidnesbyrd.
+ 23.  Om Fyrster oplægger Råd imod mig, grunder din Tjener på dine
+      Vedtægter.
+ 24.  Ja, dine Vidnesbyrd er min Lyst, det er dem, der giver mig Råd.
+ 25.  I Støvet ligger min Sjæl, hold mig i Live efter dit Ord!
+ 26.  Mine Veje lagde jeg frem, og du bønhørte mig, dine Vedtægter
+      lære du mig.
+ 27.  Lad mig fatte dine Befalingers Vej og grunde på dine Undere.
+ 28.  Af Kummer græder. min Sjæl, oprejs mig efter dit Ord!
+ 29.  Lad Løgnens Vej være langt fra mig og skænk mig i Nåde din Lov!
+ 30.  Troskabs Vej har jeg valgt, dine Lovbud attrår jeg.
+ 31.  Jeg hænger ved dine Vidnesbyrd, lad mig ikke beskæmmes, HERRE!
+ 32.  Jeg vil løbe dine Buds Vej, thi du giver mit Hjerte at ånde
+      frit.
+ 33.  Lær mig, HERRE, dine Vedtægters Vej, så jeg agter derpå til
+      Enden.
+ 34.  Giv mig Kløgt, så jeg agter på din Lov og holder den af hele mit
+      Hjerte.
+ 35.  Før mig ad dine Buds Sti, thi jeg har Lyst til dem.
+ 36.  Bøj mit Hjerte til dine Vidnesbyrd og ej til uredelig Vinding.
+ 37.  Vend mine Øjne bort fra Tant, hold mig i Live ved dit Ord!
+ 38.  Stadfæst for din Tjener dit Ord, så jeg lærer at frygte dig.
+ 39.  Hold borte fra mig den Skændsel, jeg frygter, thi dine Lovbud er
+      gode.
+ 40.  Se, dine Befalinger længes jeg efter, hold mig i Live ved din
+      Retfærd!
+ 41.  Lad din Miskundhed komme over mig, HERRE, din Frelse efter dit
+      Ord,
+ 42.  så jeg har Svar til dem, der spotter mig, thi jeg stoler på dit
+      Ord.
+ 43.  Tag ikke ganske Sandheds Ord fra min Mund, thi jeg bier på dine
+      Lovbud.
+ 44.  Jeg vil stadig holde din Lov, ja evigt og altid;
+ 45.  jeg vil vandre i åbent Land, thi dine Befalinger ligger mig på
+      Sinde.
+ 46.  Jeg vil tale om dine Vidnesbyrd for Konger uden at blues;
+ 47.  jeg vil fryde mig over dine Bud, som jeg højlige elsker;
+ 48.  jeg vil udrække Hænderne mod dine Bud og grunde på dine
+      Vedtægter.
+ 49.  Kom Ordet til din Tjener i Hu, fordi du har ladet mig håbe.
+ 50.  Det er min Trøst i Nød, at dit Ord har holdt mig i Live.
+ 51.  De frække hånede mig såre, dog veg jeg ej fra din Lov.
+ 52.  Dine Lovbud fra fordum, HERRE, kom jeg i Hu og fandt Trøst.
+ 53.  Harme greb mig over de gudløse, dem, der slipper din Lov.
+ 54.  Dine vedtægter blev mig til Sange i min Udlændigheds Hus.
+ 55.  Om Natten kom jeg dit Navn i Hu, HERRE, jeg holdt din Lov.
+ 56.  Det blev min lykkelige Lod: at agte på dine Befalinger.
+ 57.  Min Del er HERREN, jeg satte mig for at holde dine Ord.
+ 58.  Jeg bønfaldt dig af hele mit Hjerte, vær mig nådig efter dit
+      Ord!
+ 59.  Jeg overtænkte mine Veje og styred min Fod tilbage til dine
+      Vidnesbyrd.
+ 60.  Jeg hasted og tøved ikke med at holde dine Bud.
+ 61.  De gudløses Snarer omgav mig, men jeg glemte ikke din Lov.
+ 62.  Jeg, står op ved Midnat og takker dig for dine retfærdige
+      Lovbud.
+ 63.  Jeg er Fælle med alle, der frygter dig og holder dine
+      Befalinger.
+ 64.  Jorden er fuld af din Miskundhed, HERRE, lær mig dine Vedtægter!
+ 65.  Du gjorde vel mod din Tjener, HERRE, efter dit Ord.
+ 66.  Giv mig Forstand og indsigt, thi jeg tror på dine Bud.
+ 67.  For jeg blev ydmyget, for jeg vild, nu holder jeg dit Ord.
+ 68.  God er du og gør godt, lær mig dine Vedtægter!
+ 69.  De frække tilsøler mig med Løgn, men på dine Bud tager jeg
+      hjerteligt Vare.
+ 70.  Deres Hjerte er dorskt som Fedt, jeg har min Lyst i din Lov.
+ 71.  Det var godt, at jeg blev ydmyget, så jeg kunde lære dine
+      Vedtægter.
+ 72.  Din Munds Lov er mig mere værd end Guld og Sølv i Dynger.
+ 73.  Dine Hænder skabte og dannede mig, giv mig Indsigt; så jeg kan
+      lære dine Bud!
+ 74.  De, der frygter dig, ser mig og glædes, thi jeg bier på dit Ord.
+ 75.  HERRE, jeg ved, at dine Bud er retfærdige, i Trofasthed har du
+      ydmyget mig.
+ 76.  Lad din Miskundhed være min Trøst efter dit Ord til din Tjener!
+ 77.  Din Barmhjertighed finde mig, at jeg må leve, thi din Lov er min
+      Lyst.
+ 78.  Lad de frække beskæmmes, thi de gør mig skammelig Uret, jeg
+      grunder på dine Befalinger.
+ 79.  Lad dem, der frygter dig, vende sig til mig, de, der kender dine
+      Vidnesbyrd.
+ 80.  Lad mit Hjerte være fuldkomment i dine Vedtægter, at jeg ikke
+      skal blive til Skamme.
+ 81.  Efter din Frelse længes min Sjæl, jeg bier på dit Ord.
+ 82.  Mine Øjne længes efter dit Ord og siger: "Hvornår mon du trøster
+      mig?"
+ 83.  Thi jeg er som en Lædersæk i Røg, men dine Vedtægter glemte jeg
+      ikke.
+ 84.  Hvor langt er vel din Tjeners Liv? Når vil du dømme dem, der
+      forfølger mig?
+ 85.  De frække grov mig Grave, de, som ej følger din Lov.
+ 86.  Alle dine Bud er trofaste, med Løgn forfølger man mig, o hjælp
+      mig!
+ 87.  De har næsten tilintetgjort mig på Jorden, men dine Befalinger
+      slipper jeg ikke.
+ 88.  Hold mig i Live efter din Miskundhed, at jeg kan holde din Munds
+      Vidnesbyrd.
+ 89.  HERRE, dit Ord er evigt, står fast i Himlen.
+ 90.  Din Trofasthed varer fra Slægt til Slægt, du grundfæsted Jorden,
+      og den står fast.
+ 91.  Dine Lovbud står fast, de holder dine Tjenere oppe.
+ 92.  Havde din Lov ej været min Lyst, da var jeg omkommet i min
+      Elende.
+ 93.  Aldrig i Evighed glemmer jeg dine Befalinger, thi ved dem holdt
+      du mig i Live.
+ 94.  Din er jeg, frels mig, thi dine Befalinger ligger mig på Sinde.
+ 95.  De gudløse lurer på at lægge mig øde, dine Vidnesbyrd mærker jeg
+      mig.
+ 96.  For alting så jeg en Grænse, men såre vidt rækker dit Bud.
+ 97.  Hvor elsker jeg dog din Lov! Hele Dagen grunder jeg på den.
+ 98.  Dit Bud har gjort mig visere end mine Fjender, thi det er for
+      stedse mit.
+ 99.  Jeg er klogere end alle mine Lærere, thi jeg grunder på dine
+      Vidnesbyrd.
+100.  Jeg har mere Forstand end de gamle; jeg agter på dine Bud.
+101.  Jeg holder min Fod fra hver Vej, som er ond, at jeg kan holde
+      dit Ord.
+102.  Fra dine Lovbud veg jeg ikke, thi du underviste mig.
+103.  Hvor sødt er dit Ord for min Gane, sødere end Honning for min
+      Mund.
+104.  Ved dine Befalinger fik jeg Forstand, så jeg hader al Løgnens
+      Vej.
+105.  Dit Ord er en Lygte for min Fod, et Lys på min Sti.
+106.  Jeg svor en Ed og holdt den: at følge dine retfærdige Lovbud.
+107.  Jeg er såre ydmyget, HERRE, hold mig i Live efter dit Ord!
+108.  Lad min Munds frivillige Ofre behage dig, HERRE, og lær mig dine
+      Lovbud!
+109.  Altid går jeg med Livet i Hænderne, men jeg glemte ikke din Lov.
+110.  De gudløse lægger Snarer for mig, men fra dine Befalinger for
+      jeg ej vild.
+111.  Dine Vidnesbyrd fik jeg til evigt Eje, thi de er mit Hjertes
+      Glæde.
+112.  Jeg bøjed mit Hjerte til at holde dine Vedtægter for evigt til
+      Enden.
+113.  Jeg hader tvesindet Mand, men jeg elsker din Lov.
+114.  Mit Skjul og mit Skjold er du, jeg bier på dit Ord.
+115.  Vig fra mig, I, som gør ondt, jeg vil holde min Guds Bud.
+116.  Støt mig efter dit Ord, at jeg må leve, lad mig ikke beskæmmes i
+      mit Håb!
+117.  Hold mig oppe, at jeg må frelses og altid have min Lyst i dine
+      Vedtægter!
+118.  Du forkaster alle, der farer vild fra dine Vedtægter, thi de
+      higer efter Løgn.
+119.  For Slagger regner du alle Jordens gudløse, derfor elsker jeg
+      dine Vidnesbyrd.
+120.  Af Rædsel for dig gyser mit Kød, og jeg frygter for dine Lovbud.
+121.  Ret og Skel har jeg gjort, giv mig ikke hen til dem, der trænger
+      mig!
+122.  Gå i Borgen for din Tjener, lad ikke de frække trænge mig!
+123.  Mine Øjne vansmægter efter din Frelse og efter dit Retfærds Ord.
+124.  Gør med din Tjener efter din Miskundhed og lær mig dine
+      Vedtægter!
+125.  Jeg er din Tjener, giv mig Indsigt, at jeg må kende dine
+      Vidnesbyrd!
+126.  Det er Tid for HERREN at gribe ind, de har krænket din Lov.
+127.  Derfor elsker jeg dine Bud fremfor Guld og Skatte.
+128.  Derfor følger jeg oprigtigt alle dine Befalinger og hader hver
+      Løgnens Sti.
+129.  Underfulde er dine Vidnesbyrd, derfor agted min Sjæl på dem.
+130.  Tydes dine Ord, så bringer de Lys, de giver enfoldige Indsigt.
+131.  Jeg åbned begærligt min Mund, thi min Attrå stod til dine Bud.
+132.  Vend dig til mig og vær mig nådig, som Ret er for dem, der
+      elsker dit Navn!
+133.  Lad ved dit Ord mine Skridt blive faste og ingen Uret få Magten
+      over mig!
+134.  Udløs mig fra Menneskers Vold, at jeg må holde dine Befalinger!
+135.  Lad dit Ansigt lyse over din Tjener og lær mig dine Vedtægter!
+136.  Vand i Strømme græder mine Øjne, fordi man ej holder din Lov.
+137.  Du er retfærdig, HERRE, og retvise er dine Lovbud.
+138.  Du slog dine Vidnesbyrd fast ved Retfærd og Troskab så såre.
+139.  Min Nidkærhed har fortæret mig, thi mine Fjender har glemt dine
+      Ord.
+140.  Dit Ord er fuldkommen rent, din Tjener elsker det.
+141.  Ringe og ussel er jeg, men dine Befalinger glemte jeg ikke.
+142.  Din Retfærd er Ret for evigt, din Lov er Sandhed.
+143.  Trængsel og Angst har ramt mig, men dine Bud er min Lyst.
+144.  Dine Vidnesbyrd er Ret for evigt, giv mig indsigt, at jeg må
+      leve!
+145.  Jeg råber af hele mit Hjerte, svar mig, HERRE, jeg agter på dine
+      Vedtægter.
+146.  Jeg råber til dig, o frels mig, at jeg kan holde dine
+      Vidnesbyrd!
+147.  Årle råber jeg til dig om Hjælp, og bier på dine Ord.
+148.  Før Nattevagtstimerne våger mine Øjne for at grunde på dit Ord.
+149.  Hør mig efter din Miskundhed, HERRE, hold mig i Live efter dit
+      Lovbud!
+150.  De, der skændigt forfølger mig, er mig nær, men de er langt fra
+      din Lov.
+151.  Nær er du, o HERRE, og alle dine Bud er Sandhed.
+152.  For længst vandt jeg Indsigt af dine Vidnesbyrd, thi du har
+      grundfæstet dem for evigt.
+153.  Se min Elende og fri mig, thi jeg glemte ikke din Lov.
+154.  Før min Sag og udløs mig, hold mig i Live efter dit Ord!
+155.  Frelsen er langt fra de gudløse, thi dine Vedtægter ligger dem
+      ikke, på Sinde.
+156.  Din Barmhjertighed er stor, o HERRE, hold mig i Live efter dine
+      Lovbud!
+157.  Mange forfølger mig og er mig fjendske, fra dine Vidnesbyrd veg
+      jeg ikke.
+158.  Jeg væmmes ved Synet af troløse, der ikke holder dit Ord.
+159.  Se til mig, thi jeg elsker dine Befalinger, HERRE, hold mig i
+      Live efter din Miskundhed!
+160.  Summen af dit Ord er Sandhed, og alt dit retfærdige Lovbud varer
+      evigt.
+161.  Fyrster forfulgte mig uden Grund, men mit Hjerte frygted dine
+      Ord.
+162.  Jeg glæder mig over dit Ord som en, der har gjort et vældigt
+      Bytte.
+163.  Jeg hader og afskyr Løgn, din Lov har jeg derimod kær.
+164.  Jeg priser dig syv Gange daglig for dine retfærdige Lovbud.
+165.  Megen Fred har de, der elsker din Lov, og intet bliver til
+      Anstød for dem.
+166.  Jeg håber på din Frelse, HERRE, og jeg har holdt dine Bud.
+167.  Min Sjæl har holdt dine Vidnesbyrd, jeg har dem såre kære.
+168.  Jeg holder dine Befalinger og Vidnesbyrd, thi du kender alle
+      mine Veje.
+169.  Lad min Klage nå frem for dit Åsyn, HERRE, giv mig Indsigt efter
+      dit Ord!
+170.  Lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, frels mig efter dit Ord!
+171.  Mine Læber skal synge din Pris, thi du lærer mig dine Vedtægter.
+172.  Min Tunge skal synge om dit Ord, thi alle dine Bud er Retfærd.
+173.  Lad din Hånd være mig til Hjælp, thi jeg valgte dine Befalinger.
+174.  Jeg længes efter din Frelse, HERRE, og din Lov er min Lyst.
+175.  Gid min Sjæl må leve, at den kan prise dig, og lad dine Lovbud
+      være min Hjælp!
+176.  Farer jeg vild som det tabte Får, så opsøg din Tjener, thi jeg
+      glemte ikke dine Bud.
+
+Salme 120
+
+  1.  (Sang til Festrejserne.)
+      Jeg råbte til HERREN i Nød, og han svarede mig.
+  2.  HERRE, udfri min Sjæl fra Løgnelæber, fra den falske Tunge!
+  3.  Der ramme dig dette og hint, du falske Tunge!
+  4.  Den stærkes Pile er hvæsset ved glødende Gyvel.
+  5.  Ve mig, at jeg må leve som fremmed i Mesjek, bo iblandt Kedars
+      Telte!
+  6.  Min Sjæl har længe nok boet blandt Folk, som hader Fred.
+  7.  Jeg vil Fred; men taler jeg, vil de Krig!
+
+Salme 121
+
+  1.  (Sang til Festrejserne.)
+      Jeg løfter mine Øjne til Bjergene: Hvorfra kommer min Hjælp?
+  2.  Fra HERREN kommer min Hjælp, fra Himlens og Jordens Skaber.
+  3.  Din fod vil han ej lade vakle, ej blunder han, som bevarer dig;
+  4.  nej, han blunder og sover ikke, han, som bevarer Israel.
+  5.  HERREN er den, som bevarer dig, HERREN er din Skygge ved din
+      højre;
+  6.  Solen stikker dig ikke om Dagen, og Månen ikke om Natten;
+  7.  HERREN bevarer dig mod alt ondt, han bevarer din Sjæl;
+  8.  HERREN bevarer din Udgang og Indgang fra nu og til evig Tid!
+
+Salme 122
+
+  1.  (Sang til Festrejserne. Af David.)
+      Jeg frydede mig, da de sagde til mig: "Vi drager til HERRENs
+      Hus!"
+  2.  Så står vore Fødder da i dine Porte, Jerusalem,
+  3.  Jerusalem bygget som Staden, hvor Folket samles;
+  4.  thi did op drager Stammerne, HERRENs Stammer en Vedtægt for
+      Israel om at prise HERRENs Navn.
+  5.  Thi der står Dommersæder, Sæder for Davids Hus.
+
+  6.  Bed om Jerusalems Fred! Ro finde de, der elsker dig!
+  7.  Der råde Fred på din Mur, Tryghed i dine Borge!
+  8.  For Brødres og Frænders Skyld vil jeg ønske dig Fred,
+  9.  for Herren vor Guds hus's skyld vil jeg søge dit bedste.
+
+Salme 123
+
+  1.  (Sang til Festrejserne.)
+      Jeg løfter mine Øjne til dig, som troner i Himlen!
+  2.  Som trælles øjne følger deres Herres Hånd, som en Trælkvindes
+      Øjne følger hendes Frues Hånd, så følger vore Øjne HERREN vor
+      Gud, til han er os nådig.
+  3.  Forbarm dig over os, HERRE, forbarm dig! Thi overmætte er vi af
+      Spot,
+  4.  overmæt er vor Sjæl af de sorgløses Hån, de stoltes Spot!
+
+Salme 124
+
+  1.  (Sang til Festrejserne. Af David.)
+      Havde HERREN ej været med os - så siger Israel -
+  2.  havde Herren ej været med os, da Mennesker rejste sig mod os;
+  3.  så havde de slugt os levende, da deres Vrede optændtes mod os;
+  4.  så havde Vandene overskyllet os, en Strøm var gået over vor
+      Sjæl,
+  5.  over vor Sjæl var de gået, de vilde Vande.
+  6.  Lovet være HERREN, som ej gav os hen, deres Tænder til Rov!
+  7.  Vor Sjæl slap fri som en Fugl at Fuglefængernes Snare, Snaren
+      reves sønder, og vi slap fri.
+  8.  Vor Hjælper HERRENs Navn, Himlens og Jordens Skaber.
+
+Salme 125
+
+  1.  (Sang til Festrejserne.)
+      De der stoler På HERREN, er som Zions bjerg, der aldrig i
+      evighed rokkes.
+  2.  Jerusalem ligger hegnet af Bjerge; og HERREN hegner sit Folk fra
+      nu og til evig Tid :
+  3.  Han lader ej Gudløsheds Herskerskerstav tynge retfærdiges Lod,
+      at retfærdige ikke skal udrække Hånden til Uret.
+  4.  HERRE, vær god mod de gode, de oprigtige af Hjertet;
+  5.  men dem, der slår ind på krogveje, dem bortdrive HERREN tillige
+      med Udådsmænd. Fred over Israel!
+
+Salme 126
+
+  1.  (Sang til Festrejserne.)
+      Da HERREN hjemførte Zions fanger, var vi som drømmende;
+  2.  da fyldtes vor Mund med Latter, vor Tunge med Frydesang; da hed
+      det blandt Folkene: "HERREN har gjort store Ting imod dem!"
+  3.  HERREN har gjort store Ting imod os, og vi blev glade.
+  4.  Vend, o Herre, vort Fangenskab, som Sydlandets Strømme!
+  5.  De; som sår med Gråd, skal høste med Frydesang;
+  6.  de går deres Gang med Gråd, når de udstrør Sæden, med Frydesang
+      kommer de hjem, bærende deres Neg.
+
+Salme 127
+
+  1.  (Sang til Festrejserne. Af Salomo.)
+      Dersom HERREN ikke bygger huset, er Bygmestrenes Møje forgæves,
+      dersom HERREN ikke vogter Byen, våger Vægteren forgæves.
+  2.  Det er forgæves, I står årle op og går sent til Ro, ædende
+      Sliddets Brød; alt sligt vil han give sin Ven i Søvne.
+  3.  Se, Sønner er HERRENs Gave, Livsens Frugt er en Løn.
+  4.  Som Pile i Krigerens Hånd er Sønner, man får i sin Ungdom.
+  5.  Salig den Mand, som fylder sit Kogger med dem; han beskæmmes ej,
+      når han taler med Fjender i Porten.
+
+Salme 128
+
+  1.  (Sang til Festrejserne.)
+      Salig enhver, som frygter Herren og går på hans veje!
+  2.  Dit Arbejdes Frugt skal du nyde, salig er du, det går dig vel!
+  3.  Som en frugtbar Vinranke er din Hustru inde i dit Hus, som
+      Oliekviste er dine Sønner rundt om dit Bord.
+  4.  Se, så velsignes den Mand, der frygter HERREN.
+
+  5.  HERREN velsigne dig fra Zion, at du må se Jerusalems Lykke alle
+      dit Livs Dage
+  6.  og se dine Sønners Sønner! Fred over Israel!
+
+Salme 129
+
+  1.  (Sang til Festrejserne.)
+  2.  De trængte mig hårdt fra min ungdom - så siger Israel - de
+      trængte mig hårdt fra min Ungdom, men kued mig ikke.
+  3.  Plovmænd pløjed min Ryg, trak lange Furer;
+  4.  retfærdig er HERREN, han overskar de gudløses Reb.
+
+  5.  Alle, som hader Zion, skal vige med Skam,
+  6.  blive som Græs på Tage, der visner, førend det skyder Strå,
+  7.  og ikke fylder Høstkarlens Hånd og Opbinderens Favn;
+  8.  Folk, som går forbi, siger ikke: "HERRENs Velsignelse over eder!
+      Vi velsigner eder i HERRENs Navn!"
+
+Salme 130
+
+  1.  (Sang til Festrejserne.)
+      Fra det dybe råber jeg til
+  2.  o Herre hør min Røst! Lad dine Ører lytte til min tryglende
+      Røst!
+  3.  Tog du Vare, HERRE, på Misgerninger, Herre, hvo kunde da bestå?
+  4.  Men hos dig er der Syndsforladelse, at du må frygtes.
+  5.  Jeg håber.på HERREN, min Sjæl håber på hans Ord,
+  6.  på Herren bier min Sjæl mer end Vægter på Morgen, Vægter på
+      Morgen.
+
+  7.  Israel, bi på HERREN! Thi hos HERREN er Miskundhed, hos ham er
+      Forløsning i Overflod.
+  8.  Og han vil forløse Israel fra alle dets Misgerninger,
+
+Salme 131
+
+  1.  (Sang til Festrejserne. Af David.)
+      Herre, mit hjerte er ikke hovmodigt, mine øjne er ikke stolte,
+      jeg sysler ikke med store Ting, med Ting, der er mig for høje.
+  2.  Nej, jeg har lullet og tysset min Sjæl; som afvant Barn hos sin
+      Moder har min Sjæl det hos HERREN.
+  3.  Israel, bi på HERREN fra nu og til evig Tid!
+
+Salme 132
+
+  1.  (Sang til Festrejserne.)
+      HERRE, kom David i Hu for al hans møje,
+  2.  hvorledes han tilsvor HERREN, gav Jakobs Vældige et Løfte :
+  3.  "Jeg træder ej ind i mit Huses Telt, jeg stiger ej op på mit
+      Leje,
+  4.  under ikke mine Øjne Søvn, ikke mine Øjenlåg Hvile,
+  5.  før jeg har fundet HERREN et Sted, Jakobs Vældige en Bolig!"
+  6.  "Se, i Efrata hørte vi om den, fandt den på Ja'ars Mark;
+  7.  lad os gå hen til hans Bolig, tilbede ved hans Fødders Skammel!"
+  8.  HERRE, bryd op til dit Hvilested, du og din Vældes Ark!
+  9.  Dine Præster være klædte i Retfærd, dine fromme synge med Fryd!
+ 10.  For din Tjener Davids Skyld afvise du ikke din Salvede!"
+
+ 11.  HERREN tilsvor David et troværdigt, usvigeligt Løfte: "Af din
+      Livsens Frugt vil jeg sætte Konger på din Trone.
+ 12.  Såfremt dine Sønner holder min Pagt og mit Vidnesbyrd, som jeg
+      lærer dem, skal også deres Sønner sidde evindelig på din Trone!
+ 13.  Thi HERREN har udvalgt Zion, ønsket sig det til Bolig :
+ 14.  Her er for evigt mit Hvilested, her vil jeg bo, thi det har jeg
+      ønsket.
+ 15.  Dets Føde velsigner jeg, dets fattige mætter jeg med Brød,
+ 16.  dets Præster klæder jeg i Frelse, dets fromme skal synge med
+      Fryd.
+ 17.  Der lader jeg Horn vokse frem for David, sikrer min Salvede
+      Lampe.
+ 18.  Jeg klæder hans Fjender i Skam, men på ham skal Kronen stråle!"
+
+Salme 133
+
+  1.  (Sang til Festrejserne. Af David.)
+      Se, hvor godt og lifligt er det, når brødre bor tilsammen:
+  2.  som kostelig Olie, der flyder fra Hovedet ned over Skægget,
+      Arons Skæg, der bølger ned over Kjortelens Halslinning,
+  3.  som Hermons Dug, der falder på Zions Bjerge. Thi der skikker
+      HERREN Velsignelse ned, Liv til evig Tid.
+
+Salme 134
+
+  1.  (Sang til Festrejserne.)
+      Op og lov nu HERREN, alle HERRENs, som står i HERRENs Hus ved
+      Nattetide!
+  2.  Løft eders Hænder mod Helligdommen og lov HERREN!
+  3.  HERREN velsigne dig fra Zion, han, som skabte Himmel og Jord.
+
+Salme 135
+
+  1.  Halleluja! Pris Herrens navn, pris det, I HERRENs Tjenere,
+  2.  som står i HERRENs Hus, i vor Guds Huses Forgårde!
+  3.  Pris HERREN, thi god er HERREN, lovsyng hans Navn, thi lifligt
+      er det.
+  4.  Thi HERREN udvalgte Jakob, Israel til sin Ejendom.
+  5.  Ja, jeg ved, at HERREN er stor, vor Herre er større end alle
+      Guder.
+
+  6.  HERREN gør alt, hvad han vil, i Himlene og på Jorden, i Have og
+      alle Verdensdyb.
+  7.  Han lader Skyer stige op fra Jordens Ende, får Lynene til at
+      give Regn, sender Stormen ud fra sine Forrådskamre;
+
+  8.  han, som slog Ægyptens førstefødte, både Mennesker og Kvæg,
+  9.  og sendte Tegn og Undere i din Midte, Ægypten, mod Farao og alle
+      hans Folk;
+ 10.  han, som fældede store Folk og veg så mægtige Konger,
+ 11.  Amoriternes konge Sion og Basans Konge Og, og alle Kana'ans
+      Riger
+ 12.  og gav deres Land i Eje, i Eje til Israel, hans Folk.
+ 13.  HERRE, dit Navn er evigt, din Ihukommelse, HERRE, fra Slægt til
+      Slægt,
+ 14.  thi Ret skaffer HERREN sit Folk og ynkes over sine Tjenere.
+
+ 15.  Folkenes Billeder er Sølv og Guld, Værk af Menneskehænder;
+ 16.  de har Mund, men taler ikke, Øjne, men ser dog ej;
+ 17.  de har Ører, men hører ikke, ej heller er der Ånde i deres Mund.
+ 18.  Som dem skal de, der laved dem, blive enhver, som stoler på dem.
+ 19.  Lov HERREN, Israels Hus, lov HERREN, Arons Hus,
+ 20.  lov HERREN, Levis Hus, lov HERREN, I, som frygter HERREN!
+ 21.  Fra Zion være HERREN lovet, han, som bor i Jerusalem!
+
+Salme 136
+
+  1.  Halleluja! Tak HERREN, thi han er god; thi hans Miskundhed varer
+      evindelig!
+  2.  Tak Gudernes Gud; thi hans miskundhed varer evindelig!
+  3.  Tak Herrens Herre; thi hans miskundhed varer evindelig!
+  4.  Han, der ene gør store undere; thi hans miskundhed varer
+      evindelig!
+  5.  Som skabte Himlen med indsigt; thi hans miskundhed varer
+      evindelig!
+  6.  Som bredte jorden på vandet; thi hans miskundhed varer
+      evindelig!
+  7.  Som skabte de store lys; thi hans miskundhed varer evindelig!
+  8.  Sol til at råde om dagen; thi hans miskundhed varer evindelig!
+  9.  Måne og stjerner til at råde om natten; thi hans miskundhed
+      varer evindelig!
+ 10.  Som slog Ægyptens førstefødte; thi hans Miskundhed varer
+      evindelig!
+ 11.  Og førte Israel ud derfra; thi hans Miskundhed varer evindelig!
+ 12.  Med stærk 'Hånd og udstrakt Arm; thi hans Miskundhed varer
+      evindelig!
+ 13.  Som kløved det røde Hav; thi hans Miskundhed varer evindelig!
+ 14.  Og førte tsrael midt igennem det; thi hans Miskundhed varer
+      evindelig!
+ 15.  Som drev Farao og hans Hær i det røde Hav thi hans Miskundhed
+      varer evindelig!
+ 16.  Som førte sit Folk i Ørkenen; thi hans Miskundhed varer
+      evindelig!
+ 17.  Som fældede store Konger; thi hans Miskundhed varer evindelig!
+ 18.  Og veg så vældige Konger; thi hans Miskundhed varer evindelig!
+ 19.  Amoriternes Konge Sion, thi hans Miskundhed varer evindelig!
+ 20.  Og Basans Konge Og thi hans Miskundhed varer evindelig!
+ 21.  Og gav deres Land i Eje; thi hans Miskundhed varer evindelig!
+ 22.  I Eje til hans Tjener Israel; thi hans Miskundhed varer
+      evindelig!
+ 23.  Som kom os i Hu i vor Ringhed; thi hans Miskundhed varer
+      evindelig!
+ 24.  Og friede os fra vore Fjender; thi hans Miskundhed varer
+      evindelig!
+ 25.  Som giver alt Kød Føde; thi hans Miskundhed varer evindelig!
+ 26.  Tak Himlenes Gud; thi hans Miskundhed varer evindelig!
+
+Salme 137
+
+  1.  Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu.
+  2.  Vi hængte vore Harper i Landets Pile.
+  3.  Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os
+      være glade: "Syng os af Zions Sange!"
+  4.  Hvor kan vi synge HERRENs Sange på fremmed Grund?
+  5.  Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!
+  6.  Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke
+      jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!
+
+  7.  HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte:
+      "Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!"
+  8.  Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig,
+      hvad du gjorde imod os!
+  9.  Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!
+
+Salme 138
+
+  1.  (Af David.)
+      Jeg vil prise dig HERRE, at hele lovsynge dig for Guderne;
+  2.  jeg vil tilbede, vendt mod dit hellige Tempel, og mere end alt
+      vil jeg prise dit Navn for din Miskundheds og Trofastheds Skyld;
+      thi du har herliggjort dit Ord.
+  3.  Den Dag jeg råbte, svared du mig, du gav mig Mod, i min Sjæl kom
+      Styrke.
+  4.  Alle Jordens Konger skal prise dig, HERRE, når de hører din
+      Munds Ord,
+  5.  og synge om HERRENs Veje; thi stor er HERRENs Ære,
+  6.  thi HERREN er ophøjet, ser til den ringe, han kender den stolte
+      i Frastand.
+  7.  Går jeg i Trængsel, du værger mig Livet, mod Fjendernes Vrede
+      udrækker du Hånden, din højre bringer mig Frelse.
+  8.  HERREN vil føre det igennem for mig, din Miskundhed, HERRE,
+      varer evindelig. Opgiv ej dine Hænders Værk!
+
+Salme 139
+
+  1.  (Til Sangmesteren. Af David. En Salme.)
+      HERRE, du ransager mig og kender mig!
+  2.  Du ved, når jeg står op, du fatter min Tanke i Frastand,
+  3.  du har Rede på, hvor jeg går eller ligger, og alle mine Veje
+      kender du grant.
+  4.  Thi før Ordet er til på min Tunge, se, da ved du det, HERRE, til
+      fulde.
+  5.  Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Hånd på mig.
+  6.  At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det
+      ikke!
+  7.  Hvorhen skal jeg gå for din Ånd, og hvor skal jeg fly for dit
+      Åsyn?
+  8.  Farer jeg op til Himlen, da er du der, reder jeg Leje i
+      Dødsriget, så er du der;
+  9.  tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender,
+ 10.  da vil din Hånd også lede mig der, din højre holde mig fast!
+
+ 11.  Og siger jeg: "Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring
+      mig!"
+ 12.  så er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen,
+      Mørket er som Lyset.
+
+ 13.  Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv.
+ 14.  Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er
+      dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde.
+ 15.  Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom,
+      virket i Jordens Dyb;
+ 16.  som Foster så dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet,
+      Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet.
+ 17.  Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres
+      Sum!
+ 18.  Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vågner - og end er
+      jeg hos dig.
+
+ 19.  Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, måtte Blodets Mænd vige fra
+      mig,
+ 20.  de, som taler om dig på Skrømt og sværger falsk ved dit Navn.
+ 21.  Jeg hader jo dem, der hader dig, HERRE, og væmmes ved dem, der
+      står dig imod;
+ 22.  med fuldt Had bader jeg dem, de er også mine Fjender.
+ 23.  Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine
+      Tanker!
+ 24.  Se, om jeg er på Smertens Vej, og led mig på Evigheds Vej!
+
+Salme 140
+
+  1.  (Til Sangmesteren. En Salme af David.)
+  2.  Red mig, HERRE, fra onde Mennesker, vær mig et Værn mod
+      Voldsmænd,
+  3.  der pønser på ondt i Hjertet og daglig ægger til Strid.
+  4.  De hvæsser Tungen som Slanger, har Øglegift under deres Læber.
+      - Sela.
+  5.  Vogt mig, HERRE, for gudløses Hånd, vær mig et Værn mod
+      Voldsmænd, som pønser på at bringe mig til Fald.
+  6.  Hovmodige lægger Snarer og Strikker for mig, breder et Net for
+      min Fod, lægger Fælder for mig ved Vejen. - Sela.
+  7.  Jeg siger til HERREN: Du er min Gud, HERRE, lyt til min
+      tryglende Røst!
+  8.  HERRE, Herre, min Frelses Styrke, du skærmer mit Hoved på
+      Stridens Dag.
+  9.  Opfyld ej, HERRE, den gudløses Ønsker, lad ikke hans Råd have
+      Fremgang!
+ 10.  Lad dem ikke løfte Hovedet mod mig, lad deres Trusler ramme dem
+      selv!
+ 11.  Det regne på dem med gloende Kul, styrt dem i Dybet, ej stå de
+      op!
+ 12.  Lad ikke Bagtaleren holde sig i Landet, ondt ramme Voldsmanden
+      Slag i Slag!
+ 13.  Jeg ved, at HERREN vil føre de armes Sag og skaffe de fattige
+      Ret.
+ 14.  For vist skal retfærdige prise dit Navn, oprigtige bo for dit
+      Åsyn.
+
+Salme 141
+
+  1.  (En Salme af David.)
+      HERRE, jeg råber til dig, il mig til hjælp, hør min Røst, når
+      jeg råber til dig;
+  2.  som Røgoffer, gælde for dig min Bøn, mine løftede Hænder som
+      Aftenoffer!
+  3.  HERRE, sæt Vagt ved min Mund, vogt mine Læbers Dør!
+  4.  Bøj ikke mit Hjerte til ondt, til at gøre gudløs Gerning sammen
+      med Udådsmænd; deres lækre Mad vil jeg ikke smage.
+  5.  Slår en retfærdig mig, så er det Kærlighed; revser han mig, er
+      det Olie for Hovedet, ej skal mit Hoved vise det fra sig, end
+      sætter jeg min Bøn imod deres Ondskab.
+
+  6.  Ned ad Klippens Skrænter skal Dommerne hos dem styrtes, og de
+      skal høre, at mine Ord er liflige.
+  7.  Som når man pløjer Jorden i Furer, spredes vore Ben ved
+      Dødsrigets Gab.
+  8.  Dog, mine Øjne er rettet på dig, o HERRE, Herre, på dig forlader
+      jeg mig, giv ikke mit Liv til Pris!
+  9.  Vogt mig for Fælden, de stiller for mig, og Udådsmændenes
+      Snarer;
+ 10.  lad de gudløse falde i egne Gram, medens jeg går uskadt videre.
+
+Salme 142
+
+  1.  (En Maskil af David, da han var i hulen. En Bøn.)
+  2.  Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og
+      trygler HERREN,
+  3.  udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.
+  4.  Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad
+      hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.
+  5.  Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig,
+      afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.
+  6.  HERRE, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i
+      de levendes Land!
+  7.  Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem,
+      der forfølger mig, de er for stærke for mig;
+  8.  udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De
+      retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig.
+
+Salme 143
+
+  1.  (En Salme af David.)
+      HERRE, hør min Bøn og lyt til min tryglen, bønhør mig i din
+      Trofasthed, i din Retfærd,
+  2.  gå ikke i Rette med din Tjener, thi for dig er ingen, som lever,
+      retfærdig!
+  3.  Thi Fjender forfølger min Sjæl, de træder mit Liv i Støvet,
+      lader mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.
+  4.  Ånden hensygner i mig, mit Hjerte stivner i Brystet.
+  5.  Jeg kommer fordums Dage i Hu, tænker på alle dine Gerninger,
+      grunder på dine Hænders Værk.
+  6.  Jeg udbreder Hænderne mod dig, som et tørstigt Land så længes
+      min Sjæl efter dig. - Sela.
+  7.  Skynd dig at svare mig, HERRE, min Ånd svinder hen; skjul ikke
+      dit Åsyn for mig, så jeg bliver som de, der synker i Graven.
+  8.  Lad mig årle høre din Miskundhed, thi jeg stoler på dig. Lær mig
+      den Vej, jeg skal gå, thi jeg løfter min Sjæl til dig.
+  9.  Fri mig fra mine Fjender, HERRE, til dig flyr jeg hen;
+ 10.  lær mig at gøre din Vilje, thi du er min Gud, mig føre din gode
+      Ånd ad den jævne Vej!
+ 11.  For dit Navns Skyld, HERRE, holde du mig i Live, udfri i din
+      Retfærd min Sjæl af Trængsel,
+ 12.  udslet i din Miskundhed mine Fjender, tilintetgør alle, som
+      trænger min Sjæl! Thi jeg er din Tjener.
+
+Salme 144
+
+  1.  (Af David.)
+      Lovet være HERREN, min Klippe, som oplærer mine hænder til Strid
+      mine Fingre til Krig,
+  2.  min Miskundhed og min Fæstning, min Klippeborg, min Frelser, mit
+      Skjold og den, jeg lider på, som underlægger mig Folkeslag!
+  3.  HERRE, hvad er et Menneske, at du kendes ved det, et
+      Menneskebarn, at du agter på ham?
+  4.  Mennesket er som et Åndepust, dets Dage som svindende Skygge.
+  5.  HERRE, sænk din Himmel, stig ned og rør ved Bjergene, så at de
+      ryger;
+  6.  slyng Lynene ud og adsplit Fjenderne, send dine Pile og indjag
+      dem Rædsel;
+  7.  udræk din Hånd fra det høje, fri og frels mig fra store Vande,
+  8.  fra fremmedes Hånd, de, hvis Mund taler Løgn, hvis højre er
+      Løgnehånd.
+  9.  Gud, jeg vil synge dig en ny Sang, lege for dig på tistrenget
+      Harpe,
+ 10.  du, som giver Konger Sejr og udfrier David, din Tjener.
+ 11.  Fri mig fra det onde Sværd, frels mig fra fremmedes Hånd, de,
+      hvis Mund taler Løgn, hvis højre er Løgnehånd.
+
+ 12.  I Ungdommen er vore Sønner som højvoksne Planter, vore Døtre er
+      som Søjler, udhugget i Tempelstil;
+ 13.  vore Forrådskamre er fulde, de yder Forråd på, Forråd, vore
+      Hjorde føder Tusinder, Titusinder på vore Marker,
+ 14.  fede er vore Okser; intet Murbrud, ingen Udvandring, ingen
+      Skrigen på Torvene.
+ 15.  Saligt det Folk, der er således stedt, saligt det Folk, hvis Gud
+      er HERREN!
+
+Salme 145
+
+  1.  (En Lovsang af David.)
+      Jeg vil ophøje dig, min Gud, min konge, evigt og alt love dit
+      Navn.
+  2.  Jeg vil love dig Dag efter Dag, evigt og altid prise dit Navn.
+  3.  Stor og højlovet er HERREN, hans Storhed kan ikke ransages.
+  4.  Slægt efter Slægt lovpriser dine Værker, forkynder dine vældige
+      Gerninger.
+  5.  De taler om din Højheds herlige Glans, jeg vil synge om dine
+      Undere;
+  6.  de taler om dine ræddelige Gerningers Vælde, om din Storhed vil
+      jeg vidne;
+  7.  de udbreder din rige Miskundheds Ry og synger med Fryd om din
+      Retfærd.
+  8.  Nådig og barmhjertig er HERREN, langmodig og rig på Miskundhed.
+  9.  God er HERREN mod alle, hans Barmhjertighed er over alle hans
+      Værker.
+ 10.  Dine Værker takker dig alle, HERRE, og dine fromme lover dig.
+ 11.  De forkynder dit Riges Ære og taler om din Vælde
+ 12.  for at kundgøre Menneskenes Børn din Vælde, dit Riges strålende
+      Herlighed.
+ 13.  Dit Rige står i al Evighed, dit Herredømme varer fra Slægt til
+      Slægt. (Trofast er HERREN i alle sine Ord og miskundelig i alle
+      sine Gerninger).
+ 14.  HERREN støtter alle, der falder, og rejser alle bøjede.
+ 15.  Alles Øjne bier på dig, du giver dem Føden i rette Tid;
+ 16.  du åbner din Hånd og mætter alt, hvad der lever, med hvad det
+      ønsker.
+ 17.  Retfærdig er HERREN på alle sine Veje, miskundelig i alle sine
+      Gerninger.
+ 18.  Nær er HERREN hos alle, som kalder, hos alle, som kalder på ham
+      i Sandhed.
+ 19.  Han gør, hvad de, der frygter ham, ønsker, hører deres Råb og
+      frelser dem,
+ 20.  HERREN vogter alle, der elsker ham, men alle de gudløse sletter
+      han ud.
+ 21.  Min Mund skal udsige HERRENs Pris, alt Kød skal love hans
+      hellige Navn evigt og altid.
+
+Salme 146
+
+  1.  Halleluja! Pris HERREN, min Sjæl!
+  2.  Jeg vil prise HERREN hele mit Liv, lovsynge min Gud, så længe
+      jeg lever.
+  3.  Sæt ikke eders Lid til Fyrster, til et Menneskebarn, der ikke
+      kan hjælpe!
+  4.  Hans Ånd går bort, han bliver til Jord igen, hans Råd er bristet
+      samme Dag.
+  5.  Salig den, hvis Hjælp er Jakobs Gud, hvis Håb står til HERREN
+      hans Gud,
+  6.  som skabte Himmel og Jord, Havet og alf, hvad de rummer, som
+      evigt bevarer sin Trofasthed
+  7.  og skaffer de undertrykte Ret, som giver de sultne Brød!  HERREN
+      løser de fangne,
+  8.  HERREN åbner de blindes Øjne, HERREN rejser de bøjede, HERREN
+      elsker de retfærdige,
+  9.  HERREN vogter de fremmede, opholder faderløse og Enker, men
+      gudløses Vej gør han kroget.
+ 10.  HERREN er Konge for evigt, din Gud, o Zion, fra Slægt til
+      Slægt. Halleluja!
+
+Salme 147
+
+  1.  Halleluja! Ja, det er godt at lovsynge vor Gud, ja, det er
+      lifligt, lovsang sømmer sig.
+  2.  Herren bygger Jerusalem, han samler de spredte af Israel,
+  3.  han læger dem, hvis Hjerte er sønderknust, og forbinder deres
+      Sår;
+  4.  han fastsætter Stjemernes Tal og giver dem alle Navn.
+  5.  Vor Herre er stor og vældig, hans Indsigt er uden Mål;
+  6.  HERREN holder de ydmyge oppe, til Jorden bøjer han gudløse.
+  7.  Syng for HERREN med Tak, leg for vor Gud på Citer!
+  8.  Han dækker Himlen med Skyer, sørger for Regn til Jorden, lader
+      Græs spire frem på Bjergene og Urter til Menneskers Brug;
+  9.  Føde giver han Kvæget og Ravneunger, som skriger;
+ 10.  hans Hu står ikke til stærke Heste, han har ikke Behag i
+      rapfodet Mand;
+ 11.  HERREN har Behag i dem, der frygter ham, dem, der bier på hans
+      Miskundhed.
+
+ 12.  Lovpris HERREN, Jerusalem, pris, o Zion, din Gud!
+ 13.  Thi han gør dine Portstænger stærke, velsigner dine Børn i din
+      Midte;
+ 14.  dine Landemærker giver han Fred, mætter dig med Hvedens Fedme;
+ 15.  han sender sit Bud til Jorden, hastigt løber hans Ord,
+ 16.  han lader Sne falde ned som Uld, som Aske spreder han Rim,
+ 17.  som Brødsmuler sender han Hagl, Vandene stivner af Kulde fra
+      ham;
+ 18.  han sender sit Ord og smelter dem, de strømmer, når han rejser
+      sit Vejr.
+ 19.  Han kundgør sit Ord for Jakob, sine Vedtægter og Lovbud for
+      Israel.
+ 20.  Så gjorde han ikke mod andre Folk, dem kundgør han ingen
+      Lovbud. Halleluja!
+
+Salme 148
+
+  1.  Halleluja! Pris Herren i himlen, pris ham i det høje!
+  2.  Pris ham, alle hans engle, pris ham, alle hans hærskarer,
+  3.  pris ham, sol og måne, pris ham, hver lysende stjerne,
+  4.  pris ham, himlenes himle og vandene over himlene!
+  5.  De skal prise Herrens navn, thi han bød, og de blev skabt;
+  6.  han gav dem deres plads for evigt, han gav en lov, som de ej
+      overtræder!
+  7.  Lad pris stige op til Herren fra jorden, I havdyr og alle dyb,
+  8.  Ild og hagl, sne og røg, storm, som gør hvad han siger,
+  9.  I bjerge og alle høje, frugttræer og alle cedre,
+ 10.  I vilde dyr og alt kvæg, krybdyr og vingede fugle,
+ 11.  I jordens konger og alle folkeslag, fyrster og alle jordens
+      dommere,
+ 12.  ynglinge sammen med jomfruer, gamle sammen med unge!
+ 13.  De skal prise Herrens navn, thi ophøjet er hans navn alene, hans
+      højhed omspender jord og himmel.
+ 14.  Han løfter et horn for sit folk, lovprist af alle sine fromme,
+      af Israels børn, det folk, der står ham nær. Halleluja!
+
+Salme 149
+
+  1.  Halleluja! syng Herren en ny sang, hans Pris i de frommes
+      Forsamling!
+  2.  Israel glæde sig over sin Skaber, over deres Konge fryde sig
+      Zions Børn,
+  3.  de skal prise hans Navn under Dans, lovsynge ham med Pauke og
+      Citer;
+  4.  thi HERREN har Behag i sit Folk, han smykker de ydmyge med
+      Frelse.
+  5.  De fromme skal juble med Ære, synge på deres Lejer med Fryd,
+  6.  med Lovsang til Gud i Mund og tveægget Sværd i Hånd
+  7.  for at tage Hævn over Folkene og revse Folkeslagene,
+  8.  for at binde deres Konger med Lænker, deres ædle med Kæder af
+      Jern
+  9.  og fuldbyrde på dem den alt skrevne Dom til Ære for alle hans
+      fromme! Halleluja! -
+
+Salme 150
+
+  1.  Halleluja! Pris Gud i hans Helligdom, pris ham i hans stærke
+      Hvælving,
+  2.  pris ham for hans vældige Gerninger, pris ham for hans mægtige
+      Storhed;
+  3.  pris ham med Hornets Klang, pris ham med Harpe og Citer,
+  4.  pris ham med Pauke og Dans, pris ham med Strengeleg og Fløjte,
+  5.  pris ham med klingre Cymbler, pris ham med gjaldende Cymbler;
+  6.  alt hvad der ånder, pris HERREN! Halleluja!
+
+
+Ordsprogene
+
+Ordsprogene 1
+
+  1.  Ordsprog af Salomo, Davids Søn, Israels Konge.
+  2.  Af dem skal man lære Visdom forstandig Tale,
+  3.  tage mod Tugt, som gør klog, mod Retfærdighed, Ret og Retsind;
+  4.  de skal give tankeløse Klogskab, ungdommen Kundskab og Kløgt;
+  5.  den vise høre og øge sin Viden, den forstandige vinde sig
+      Levekunst;
+  6.  de skal lære at tyde Ordsprog og Billeder, de vises Ord og
+      Gåder.
+
+  7.  HERRENs Frygt er Kundskabs begyndelse, Dårer ringeagter Visdom
+      og Tugt.
+  8.  Hør, min Søn, på din Faders Tugt, opgiv ikke din Moders
+      Belæring.
+  9.  thi begge er en yndig Krans til dit Hoved og Kæder til din Hals.
+ 10.  Min Søn, sig nej, når Syndere lokker!
+ 11.  Siger de: "Kom med, lad os lure på den fromme, lægge Baghold for
+      sagesløs, skyldfri Mand!
+ 12.  Som Dødsriget sluger vi dem levende, med Hud og Hår, som for de
+      i Graven.
+ 13.  Vi vinder os Gods og Guld, vi fylder vore Huse med Rov.
+ 14.  Gør fælles Sag med os; vi har alle fælles Pung!"
+ 15.  - min Søn, gå da ikke med dem, hold din Fod fra deres Sti;
+ 16.  thi deres Fødder løber efter ondt, de haster for at udgyde Blod.
+ 17.  Thi det er unyttigt at udspænde Garnet for alle Fugles Øjne;
+ 18.  de lurer på eget Blod, lægger Baghold for eget Liv.
+ 19.  Så går det enhver, der attrår Rov, det tager sin Herres Liv.
+
+ 20.  Visdommen råber på Gaden, på Torvene løfter den Røsten;
+ 21.  oppe på Murene kalder den, tager til Orde i Byen ved
+      Portindgangene:
+ 22.  Hvor længe vil I tankeløse elske Tankeløshed, Spotterne finde
+      deres Glæde i Spot og Dårerne hade kundskab?
+ 23.  Vend eder til min Revselse! Se, jeg lader min Ånd udvælde for
+      eder, jeg kundgør eder mine Ord:
+ 24.  Fordi jeg råbte og I stod imod, jeg vinked og ingen ænsed det,
+ 25.  men I lod hånt om alt mit Råd og tog ikke min Revselse til jer,
+ 26.  derfor ler jeg ved eders Ulykke, spotter, når det, I frygter,
+      kommer,
+ 27.  når det, I frygter, kommer som Uvejr, når eders Ulykke kommer
+      som Storm, når Trængsel og Nød kommer over jer.
+ 28.  Da svarer jeg ej, når de kalder, de søger mig uden at finde,
+ 29.  fordi de hadede Kundskab og ikke valgte HERRENs Frygt;
+ 30.  mit Råd tog de ikke til sig, men lod hånt om al min Revselse.
+ 31.  Frugt af deres Færd skal de nyde og mættes med egne Råd;
+ 32.  thi tankeløses Egensind bliver deres Død, Tåbers Sorgløshed
+      bliver deres Undergang;
+ 33.  men den, der adlyder mig, bor trygt, sikret mod Ulykkens Rædsel.
+
+Ordsprogene 2
+
+  1.  Min Søn, når du tager imod mine ord og gemmer mine Pålæg hos
+      dig,
+  2.  idet du låner Visdom Øre og bøjer dit Hjerte til Indsigt,
+  3.  ja, kalder du på Forstanden og løfter din Røst efter Indsigt,
+  4.  søger du den som Sølv og leder den op som Skatte,
+  5.  da nemmer du HERRENs Frygt og vinder dig Kundskab om Gud.
+  6.  Thi HERREN, han giver Visdom, fra hans Mund kommer Kundskab og
+      Indsigt.
+  7.  Til retsindige gemmer han Lykke, han er Skjold for alle med
+      lydefri Vandel,
+  8.  idet han værner Rettens Stier og vogter sine frommes Vej.
+  9.  Da nemmer du Retfærd, Ret og Retsind, hvert et Spor, som er
+      godt.
+ 10.  Thi Visdom kommer i dit Hjerte, og Kundskab er liflig for din
+      Sjæl;
+ 11.  Kløgt skal våge over dig, Indsigt være din Vogter -
+ 12.  idet den frier dig fra den ondes Vej, fra Folk, hvis Ord kun er
+      vrange, -
+ 13.  som går fra de lige Stier for at vandre på Mørkets Veje.
+ 14.  som glæder sig ved at gøre ondt og jubler over vrangt og ondt,
+ 15.  de, som går krogede Stier og følger bugtede Spor -
+ 16.  idet den frier dig fra Andenmands Hustru, fra fremmed Kvinde med
+      sleske Ord,
+ 17.  der sviger sin Ungdoms Ven og glemmer sin Guds Pagt;
+ 18.  thi en Grav til Døden er hendes Hus, til Skyggerne fører hendes
+      Spor;
+ 19.  tilbage vender ingen, som går ind til hende, de når ej Livets
+      Stier
+ 20.  at du må vandre de godes Vej og holde dig til de retfærdiges
+      Stier;
+ 21.  thi retsindige skal bo i Landet, lydefri levnes deri,
+ 22.  men gudløse ryddes af Landet, troløse rykkes derfra.
+
+Ordsprogene 3
+
+  1.  Min Søn, glem ikke, hvad jeg har lært dig, dit hjerte tage vare
+      på mine bud!
+  2.  Thi en Række af Dage og Leveår og Lykke bringer de dig.
+  3.  Godhed og Troskab vige ej fra dig, bind dem som Bånd om din
+      Hals, skriv dem på dit Hjertes Tavle!
+  4.  Så finder du Nåde og Yndest i Guds og Menneskers Øjne.
+  5.  Stol på HERREN af hele dit Hjerfe, men forlad dig ikke på din
+      Forstand;
+  6.  hav ham i Tanke på alle dine Veje, så jævner han dine Stier.
+  7.  Hold ikke dig selv for viis, frygt HERREN og vig fra det onde;
+  8.  så får du Helse for Legemet, Lindring for dine Ledemod.
+  9.  Ær med din Velstand HERREN med Førstegrøden af al din Avl;
+ 10.  da fyldes dine Lader med Korn, dine Perser svømmer over af Most.
+ 11.  Min Søn, lad ej hånt om HERRENs Tugt, vær ikke ked af hans
+      Revselse;
+ 12.  HERREN revser den, han elsker, han straffer den Søn, han har
+      kær.
+
+ 13.  Lykkelig den, der har opnået Visdom, den, der vinder sig
+      Indsigt;
+ 14.  thi den er bedre at købe end Sølv, bedre at vinde end Guld;
+ 15.  den er mere værd end Perler, ingen Klenodier opvejer den;
+ 16.  en Række af Dage er i dens højre, i dens venstre Rigdom og Ære;
+ 17.  dens Veje er liflige Veje, og alle dens Stier er Lykke;
+ 18.  den er et Livets Træ for dem, der griber den, lykkelig den, som
+      holder den fast!
+ 19.  HERREN grundlagde Jorden med Visdom, grundfæsted Himlen med
+      Indsigt;
+ 20.  ved hans Kundskab brød Strømmene frem, lader Skyerne Dug dryppe
+      ned.
+ 21.  Min Søn, tag Vare på Snilde og Kløgt, de slippe dig ikke af
+      Syne;
+ 22.  så bliver de Liv for din Sjæl og et yndigt Smykke til din Hals.
+ 23.  Da vandrer du trygt din Vej, støder ikke imod med din Fod; -
+ 24.  sætter du dig, skal du ikke skræmmes, lægger du dig, skal din
+      Søvn vorde sød;
+ 25.  du skal ikke frygte uventet Rædsel, Uvejret, når det kommer over
+      gudløse;
+ 26.  thi HERREN skal være din Tillid, han vogter din Fod, så den ikke
+      hildes.
+
+ 27.  Nægt ikke den trængende Hjælp, når det står i din Magt at
+      hjælpe;
+ 28.  sig ej til din Næste: "Gå og kom igen, jeg vil give i Morgen!" -
+      såfremt du har det.
+ 29.  Tænk ikke på ondt mod din Næste, når han tillidsfuldt bor i din
+      Nærhed.
+ 30.  Yp ikke Trætte med sagesløs Mand, når han ikke har voldet dig
+      Men.
+ 31.  Misund ikke en Voldsmand, græm dig aldrig over hans Veje;
+ 32.  thi den falske er HERREN en Gru; mod retsindig er han fortrolig;
+ 33.  i den gudløses Hus er HERRENs Forbandelse, men retfærdiges Bolig
+      velsigner han.
+ 34.  Over for Spottere bruger han Spot, men ydmyge giver han Nåde.
+ 35.  De vise får Ære til Arv, men Tåber høster kun Skam.
+
+Ordsprogene 4
+
+  1.  Hør, I sønner, på en Faders lyt til for at vinde Forstand;
+  2.  thi gavnlig Viden giver jeg jer, slip ej hvad jeg har lært jer.
+  3.  Da jeg var min Faders Dreng, min Moders Kælebarn og eneste,
+  4.  lærte han mig og sagde: Lad dit Hjerte gribe om mine Ord, vogt
+      mine Bud, så skal du leve;
+  5.  køb Visdom, køb Forstand, du glemme det ikke, vend dig ej bort
+      fra min Munds Ord;
+  6.  slip den ikke, så vil den vogte dig, elsk den, så vil den værne
+      dig!
+  7.  Køb Visdom for det bedste, du ejer, køb Forstand for alt, hvad
+      du har;
+  8.  hold den højt, så bringer den dig højt til Vejrs, den bringer
+      dig Ære, når du favner den;
+  9.  den sætter en yndig Krans på dit Hoved; den rækker dig en dejlig
+      Krone.
+ 10.  Hør, min Søn, tag imod mine Ord, så bliver dine Leveår mange.
+ 11.  Jeg viser dig Visdommens Vej, leder dig ad Rettens Spor;
+ 12.  når du går, skal din Gang ej hæmmes, og løber du, snubler du
+      ikke;
+ 13.  hold fast ved Tugt, lad den ikke fare, tag Vare på den, thi den
+      er dit Liv.
+ 14.  Kom ikke på gudløses Sti, skrid ej frem ad de ondes Vej.
+ 15.  sky den og følg den ikke, vig fra den, gå udenom;
+ 16.  thi de sover ikke, når de ikke har syndet, og Søvnen flyr dem,
+      når de ej har bragt Fald.
+ 17.  Thi de æder Gudløsheds Brød og drikker Urettens Vin.
+ 19.  Gudløses Vej er som Mørket, de skønner ej, hvad de snubler over,
+ 18.  men retfærdiges Sti er som strålende Lys, der vokser i Glans til
+      højlys Dag:
+ 20.  Mærk dig, min Søn, mine Ord, bøj Øret til, hvad jeg siger;
+ 21.  det slippe dig ikke af Syne, du vogte det dybt i dit Hjerte;
+ 22.  thi det er Liv for dem, der finder det, Helse for alt deres Kød.
+ 23.  Vogt dit Hjerte mer end alt andet, thi derfra udspringer Livet.
+ 24.  Hold dig fra Svig med din Mund, lad Læbernes Falskhed være dig
+      fjern.
+ 25.  Lad dine Øjne se lige ud, dit Blik skue lige frem;
+ 26.  gå ad det lige Spor, lad alle dine Veje sigte mod Målet;
+ 27.  bøj hverken til højre eller venstre, lad Foden vige fra ondt!
+
+Ordsprogene 5
+
+  1.  Mærk dig, min Søn, min Visdom, bøj til min Indsigt dit Øre,
+  2.  at Kløgt må våge øver dig, Læbernes kundskab vare på dig.
+  3.  Thi af Honning drypper den fremmedes Læber, glattere end Olie er
+      hendes Gane;
+  4.  men til sidst er hun besk som Malurt, hvas som tveægget Sværd;
+  5.  hendes Fødder styrer nedad mod Døden, til Dødsriget stunder
+      hendes Fjed;
+  6.  hun følger ej Livets Vej, hendes Spor er bugtet, hun ved det
+      ikke.
+  7.  Hør mig da nu, min Søn, vig ikke fra min Munds Ord!
+  8.  Lad din Vej være langt fra hende, kom ej hendes Husdør nær,
+  9.  at du ikke må give andre din Ære, en grusom Mand dine År.
+ 10.  at ikke dit Gods skal mætte fremmede, din Vinding ende i
+      Andenmands Hus,
+ 11.  så du gribes af Anger til sidst, når dit Kød og Huld svinder
+      hen,
+ 12.  og du siger: "Ak, at jeg hadede Tugt, at mit Hjerte lod hånt om
+      Revselse,
+ 13.  så jeg ikke lød mine Læreres Røst, ej bøjed mit Øre til dem, som
+      lærte mig!
+ 14.  Nær var jeg kommet i alskens Ulykke midt i Forsamling og
+      Menighed!"
+ 15.  Drik Vand af din egen Cisterne og rindende Vand af din Brønd;
+ 16.  lad ej dine Kilder flyde på Gaden, ej dine Bække på Torvene!
+ 17.  Dig skal de tilhøre, dig alene, ingen fremmed ved Siden af dig!
+ 18.  Velsignet være dit Væld, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru,
+ 19.  den elskelige Hind, den yndige Gazel; hendes Elskov fryde dig
+      stedse, berus dig altid i hendes Kærlighed!
+ 20.  Hvi beruser du dig, min Søn, i en fremmed og tager en andens
+      Hustru i Favn?
+ 21.  Thi for HERRENs Øjne er Menneskets Veje, grant følger han alle
+      dets Spor;
+ 22.  den gudløse fanges af egen Brøde og holdes fast i Syndens Reb;
+ 23.  han dør af Mangel på Tugt, går til ved sin store Dårskab.
+
+Ordsprogene 6
+
+  1.  Min Søn: har du borget for din næste og givet en anden Håndslag,
+  2.  er du fanget ved dine Læber og bundet ved Mundens Ord,
+  3.  gør så dette, min Søn, og red dig, nu du er kommet i Næstens
+      Hånd: Gå hen uden Tøven, træng ind på din Næste;
+  4.  und ikke dine Øjne Søvn, ej heller dine Øjenlåg Hvile,
+  5.  red dig som en Gazel af Snaren, som en Fugl af Fuglefængerens
+      Hånd.
+  6.  Gå hen til Myren, du lade, se dens Færd og bliv viis.
+  7.  Skønt uden Fyrste, Foged og Styrer,
+  8.  sørger den dog om Somren for Æde og sanker sin Føde i Høst.
+  9.  Hvor længe vil du ligge, du lade, når står du op af din Søvn?
+ 10.  Lidt Søvn endnu, lidt Blund, lidt Hvile med samlagte Hænder:
+ 11.  som en Stimand kommer da Fattigdom over dig, Trang som en
+      skjoldvæbnet Mand.
+ 12.  En Nidding, en ussel Mand er den, som vandrer med Falskhed i
+      Munden,
+ 13.  som blinker med Øjet, skraber med Foden og giver Tegn med
+      Fingrene,
+ 14.  som smeder Rænker i Hjertet og altid kun ypper Kiv;
+ 15.  derfor kommer hans Undergang brat, han knuses på Stedet, kan
+      ikke læges.
+ 16.  Seks Ting hader HERREN, syv er hans Sjæl en Gru:
+ 17.  Stolte Øjne, Løgnetunge, Hænder, der udgyder uskyldigt Blod,
+ 18.  et Hjerte, der udtænker onde Råd, Fødder, der haster og iler til
+      ondt,
+ 19.  falsk Vidne, der farer med Løgn, og den, som sætter Splid mellem
+      Brødre.
+
+ 20.  Min Søn, tag Vare på din Faders Bud, opgiv ikke din Moders
+      Belæring,
+ 21.  bind dem altid på dit Hjerte, knyt dem fast om din Hals;
+ 22.  på din Vandring lede den dig, på dit Leje vogte den dig, den
+      tale dig til, når du vågner;
+ 23.  thi Budet er en Lygte, Læren Lys, og Tugtens Revselse Livets Vej
+ 24.  for at vogte dig for Andenmands Hustru, for fremmed Kvindes
+      sleske Tunge!
+ 25.  Attrå ej i dit Hjerte hendes Skønhed, hendes Blik besnære dig
+      ej!
+ 26.  Thi en Skøge får man blot for et Brød, men Andenmands Hustru
+      fanger dyrebar Sjæl.
+ 27.  Kan nogen bære Ild i sin Brystfold, uden at Klæderne brænder?
+ 28.  Kan man vandre på glødende Kul, uden at Fødderne svides?
+ 29.  Så er det at gå ind til sin Næstes Hustru; ingen, der rører
+      hende, slipper for Straf.
+ 30.  Ringeagter man ikke Tyven, når han stjæler fot at stille sin
+      Sult?
+ 31.  Om han gribes, må han syvfold bøde og afgive alt sit Huses Gods.
+ 32.  Afsindig er den, der boler med hende, kun en Selvmorder handler
+      så;
+ 33.  han opnår Hug og Skændsel, og aldrig udslettes hans Skam.
+ 34.  Thi Skinsyge vækker Mandens Vrede, han skåner ikke på Hævnens
+      Dag;
+ 35.  ingen Bøde tager han god; store Tilbud rører ham ikke.
+
+Ordsprogene 7
+
+  1.  Min Søn, vogt dig mine Ord,mine bud må du gemme hos dig;
+  2.  vogt mine bud, så skal du leve, som din Øjesten vogte du, hvad
+      jeg har lært dig;
+  3.  bind dem om dine Fingre, skriv dem på dit Hjertes Tavle,
+  4.  sig til Visdommen: "Du er min Søster!" og kald Forstanden
+      Veninde,
+  5.  at den må vogte dig for Andenmands Hustru, en fremmed Kvinde med
+      sleske Ord.
+  6.  Thi fra mit Vindue skued jeg ud, jeg kigged igennem mit Gitter;
+  7.  og blandt de tankeløse så jeg en Yngling, en uden Vid blev jeg
+      var blandt de unge;
+  8.  han gik på Gaden tæt ved et Hjørne, skred frem på Vej til hendes
+      Hus
+  9.  i Skumringen henimod Aften, da Nat og Mørke brød frem.
+ 10.  Og se, da møder Kvinden ham i Skøgedragt, underfundig i Hjertet;
+ 11.  løssluppen, ustyrlig er hun, hjemme fandt hendes Fødder ej Ro;
+ 12.  snart på Gader, snart på Torve, ved hvert et Hjørne lurer hun; -
+ 13.  hun griber i ham og kysser ham og siger med frække Miner;
+ 14.  "Jeg er et Takoffer skyldig og indfrier mit Løfte i Dag,
+ 15.  gik derfor ud for at møde dig, søge dig, og nu har jeg fundet
+      dig!
+ 16.  Jeg har redt mit Leje med Tæpper, med broget ægyptisk Lærred
+ 17.  jeg har stænket min Seng med Myrra, med Aloe og med Kanelbark;
+ 18.  kom, lad os svælge til Daggry i Vellyst, beruse os i Elskovs
+      Lyst!
+ 19.  Thi Manden er ikke hjemme, - på Langfærd er han draget;
+ 20.  Pengepungen tog han med, ved Fuldmåne kommer han hjem!"
+ 21.  Hun lokked ham med mange fagre Ord, forførte ham med sleske
+      Læber;
+ 22.  tankeløst følger han hende som en Tyr, der føres til Slagtning,
+      som en Hjort, der løber i Nettet,
+ 23.  til en Pil gennemborer dens Lever, som en Fugl, der falder i
+      Snaren, uden at vide, det gælder dens Liv.
+ 24.  Hør mig da nu, min Søn, og lyt til min Munds Ord!
+ 25.  Ej bøje du Hjertet til hendes Veje, far ikke vild på hendes
+      Stier;
+ 26.  thi mange ligger slagne, hvem hun har fældet, og stor er Hoben,
+      som hun slog ihjel.
+ 27.  Hendes Hus er Dødsrigets Veje, som fører til Dødens Kamre.
+
+
+Ordsprogene 8
+
+  1.  Mon ikke Visdommen kalder, løfter Indsigten ikke sin røst?
+  2.  Oppe på Høje ved Vejen, ved Korsveje træder den frem;
+  3.  ved Porte, ved Byens Udgang, ved Dørenes Indgang råber den:
+  4.  Jeg kalder på eder, I Mænd, løfter min Røst til Menneskens Børn.
+  5.  I tankeløse, vind jer dog Klogskab, I Tåber, så få dog Forstand!
+  6.  Hør, thi jeg fører ædel Tale, åbner mine Læber med retvise Ord;
+  7.  ja, Sandhed taler min Gane, gudløse Læber er mig en Gru.
+  8.  Rette er alle Ord af min Mund, intet er falskt eller vrangt;
+  9.  de er alle ligetil for den kloge, retvise for dem der vandt
+      Indsigt 
+ 10.  Tag ved Lære, tag ikke mod Sølv, tag mod Kundskab
+      fremfor udsøgt Guld;
+ 11.  thi Visdom er bedre end Perler, ingen Skatte opvejer den
+ 12.  Jeg, Visdom, er Klogskabs Nabo og råder over Kundskab og Kløgt.
+ 13.  HERRENs Frygt er Had til det onde. Jeg hader Hovmod og Stolthed,
+      den onde Vej og den falske Mund.
+ 14.  Jeg ejer Råd og Visdom, jeg har Forstand, jeg har Styrke.
+ 15.  Ved mig kan Konger styre og Styresmænd give retfærdige Love;
+ 16.  ved mig kan Fyrster råde og Stormænd dømme Jorden.
+ 17.  Jeg elsker dem, der elsker mig, og de, der søger mig, finder
+      mig.
+ 18.  Hos mig er der Rigdom og Ære, ældgammelt Gods og Retfærd.
+ 19.  Min Frugt er bedre end Guld og Malme, min Afgrøde bedre end
+      kosteligt Sølv.
+ 20.  Jeg vandrer på Retfærds Vej. midt hen ad Rettens Stier
+ 21.  for at tildele dem, der elsker mig, Gods og fylde deres
+      Forrådshuse.
+ 22.  Mig skabte HERREN først blandt sine Værker, i Urtid, førend han
+      skabte andet;
+ 23.  jeg blev frembragt i Evigheden, i Begyndelsen, i Jordens
+      tidligste Tider;
+ 24.  jeg fødtes, før Verdensdybet var til, før Kilderne, Vandenes
+      Væld, var til;
+ 25.  førend Bjergene sænkedes, før Højene fødtes jeg,
+ 26.  førend han skabte Jord og Marker, det første af Jordsmonnets
+      Støv.
+ 27.  Da han grundfæsted Himlen, var jeg hos ham, da han satte Hvælv
+      over Verdensdybet.
+ 28.  Da han fæstede Skyerne oventil og gav Verdensdybets Kilder deres
+      faste Sted,
+ 29.  da han satte Havet en Grænse, at Vandene ej skulde bryde hans
+      Lov, da han lagde Jordens Grundvold,
+ 30.  da var jeg Fosterbarn hos ham, hans Glæde Dag efter Dag; for
+      hans Åsyn leged jeg altid,
+ 31.  leged på hans vide Jord og havde min Glæde af Menneskens Børn.
+ 32.  Og nu, I Sønner, hør mig! Vel den, der vogter på mine Veje!
+ 33.  Hør på Tugt og bliv vise, lad ikke hånt derom!
+ 34.  Lykkelig den, der hører på mig, så han daglig våger ved mine
+      Døre og vogter på mine Dørstolper.
+ 35.  Thi den, der ftnder mig; finder Liv og opnår Yndest hos HERREN;
+ 36.  men den, som mister mig, skader sig selv; enhver, som hader mig,
+      elsker Døden.
+
+Ordsprogene 9
+
+  1.  Visdommen bygged sig Hus, rejste sig støtter syv,
+  2.  slagted sit Kvæg og blanded sin Vin, hun har også dækket sit
+      Bord;
+  3.  hun har sendt sine Terner ud, byder ind på Byens højeste Steder:
+  4.  Hvo som er tankeløs, han komme hid, jeg taler til dem, som er
+      uden Vid:
+  5.  Kom og smag mit Brød og drik den Vin, jeg har blandet!
+  6.  Lad Tankeløshed fare, så skal I leve, skrid frem ad Forstandens
+      Vej!
+  7.  Tugter man en Spotter, henter man sig Hån; revser man en gudløs,
+      høster man Skam;
+  8.  revs ikke en Spotter, at han ikke skal hade dig, revs den vise,
+      så elsker han dig;
+  9.  giv til den vise, så bliver han visere, lær den retfærdige, så
+      øges hans Viden.
+ 10.  HERRENs Frygt er Visdoms Grundlag, at kende den HELLIGE, det er
+      Forstand.
+ 11.  Thi mange bliver ved mig dine Dage, dine Livsårs Tal skal øges.
+ 12.  Er du viis, er det til Gavn for dig selv; spotter du, bærer du
+      ene Følgen!
+ 13.  Dårskaben, hun slår sig løs og lokker og kender ikke til Skam;
+ 14.  hun sidder ved sit Huses indgang, troner på Byens Høje
+ 15.  og byder dem ind, der kommer forbi, vandrende ad deres slagne
+      Vej:
+ 16.  Hvo som er tankeløs, han komme hid, jeg taler til dem, som er
+      uden Vid:
+ 17.  Stjålen Drik er sød, lønligt Brød er lækkert!
+ 18.  Han ved ej, at Skyggerne dvæler der, hendes Gæster er i
+      Dødsrigets Dyb.
+
+Ordsprogene 10
+
+  1.  Salomos ordsprog. Viis søn glæder sin fader, tåbelig søn er sin
+      moders sorg.
+  2.  Gudløsheds skatte gavner intet, men retfærd redder fra død.
+  3.  HERREN lader ej en retfærdig sulte, men gudløses attrå støder
+      han fra sig.
+  4.  Doven hånd skaber fattigdom, flittiges hånd gør rig.
+  5.  En klog søn samler om sommeren, en dårlig sover om høsten.
+  6.  Velsignelse er for retfærdiges hoved, på uret gemmer gudløses
+      mund.
+  7.  Den retfærdiges minde velsignes, gudløses navn smuldrer hen.
+  8.  Den vise tager mod påbud, den brovtende dåre styrtes.
+  9.  Hvo lydefrit vandrer, vandrer trygt; men hvo der går krogveje,
+      ham går det ilde.
+ 10.  Blinker man med øjet, volder man ondt, den brovtende dåre
+      styrtes.
+ 11.  Den retfærdiges mund er en livsens kilde, på uret gemmer
+      gudløses mund.
+ 12.  Had vækker Splid, Kærlighed skjuler alle Synder.
+ 13.  På den kloges Læber fnder man Visdom, Stok er til Ryg på Mand
+      uden Vid.
+ 14.  De vise gemmer den indsigt, de har, Dårens Mund er truende Våde.
+ 15.  Den riges Gods er hans faste Stad, Armod de ringes Våde.
+ 16.  Den retfærdiges Vinding tjener til Liv, den gudløses Indtægt til
+      Synd.
+ 17.  At vogte på Tugt er Vej til Livet, vild farer den, som viser
+      Revselse fra sig.
+ 18.  Retfærdige Læber tier om Had, en Tåbe er den, der udspreder
+      Rygter.
+ 19.  Ved megen Tale undgås ej Brøde, klog er den, der vogter sin
+      Mund.
+ 20.  Den retfærdiges Tunge er udsøgt Sølv, gudløses Hjerte er intet
+      værd.
+ 21.  Den retfærdiges Læber nærer mange, Dårerne dør af Mangel på Vid.
+ 22.  HERRENs Velsignelse, den gør rig, Slid og Slæb lægger intet til.
+ 23.  For Tåben er Skændselsgerning en Leg, Visdom er Leg for Mand med
+      Indsigt.
+ 24.  Hvad en gudløs frygter, kommer over hans Hoved, hvad retfærdige
+      ønsker, bliver dem givet.
+ 25.  Når Storm farer frem, er den gudløse borte, den retfærdige står
+      på evig Grund.
+ 26.  Som Eddike for Tænder og Røg for Øjne så er den lade for dem,
+      der sender ham.
+ 27.  HERRENs Frygt lægger dage til, gudløses År kortes af.
+ 28.  Retfærdige har Glæde i Vente, gudløses Håb vil briste.
+ 29.  For lydefri Vandel er HERREN et Værn, men en Rædsel for
+      Udådsmænd.
+ 30.  Den retfærdige rokkes aldrig, ikke skal gudløse bo i Landet.
+ 31.  Den retfærdiges Mund bærer Visdoms Frugt, den falske Tunge
+      udryddes.
+ 32.  Den retfærdiges Læber søger yndest, gudløses Mund bærer
+      Falskheds Frugt.
+
+Ordsprogene 11
+
+  1.  Falske Vægtskåle er HERREN en gru, fuldvvægtigt Lod er efter
+      hans Sind.
+  2.  Kommer Hovmod, kommer og Skændsel, men med ydmyge følger der
+      Visdom.
+  3.  Retsindiges Uskyld leder dem trygt, troløses falskhed lægger dem
+      øde.
+  4.  Ej hjælper Rigdom på Vredens Dag, men Retfærd redder fra Døden.
+  5.  Den lydefris Retfærd jævner hans Vej, for sin Gudløshed falder
+      den gudløse.
+  6.  Retsindiges Retfærd bringer dem Frelse, troløse fanges i egen
+      Attrå.
+  7.  Ved Døden brister den gudløses Håb, Dårers Forventning brister.
+  8.  Den retfærdige fries af Trængsel, den gudløse kommer i hans
+      Sted.
+  9.  Med sin Mund lægger vanhellig Næsten øde, retfærdige fries ved
+      Kundskab.
+ 10.  Ved retfærdiges Lykke jubler en By, der er Fryd ved gudløses
+      Undergang.  
+ 11.  Ved retsindiges Velsignelse rejser en By sig, den
+      styrtes i Grus ved gudløses Mund.
+ 12.  Mand uden Vid ser ned på sin Næste, hvo, som har Indsigt, tier.
+ 13.  Bagtaleren røber, hvad ham er betroet, den pålidelige skjuler
+      Sagen.
+ 14.  Uden Styre står et Folk for Fald, vel står det til, hvor mange
+      giver Råd.
+ 15.  Den går det ilde, som borger for andre, tryg er den, der hader
+      Håndslag.
+ 16.  Yndefuld Kvinde vinder Manden Ære; hader hun Retsind, volder hun
+      Skændsel.  De lade må savne Gods, flittige vinder sig Rigdom.
+ 17.  Kærlig Mand gør vel mod sin Sjæl, den grumme er hård ved sit
+      eget Kød.
+ 18.  Den gudløse skaber kun skuffende Vinding, hvo Retfærd sår, får
+      virkelig Løn.
+ 19.  At hige efter Retfærd er Liv, at jage efter ondt er Død.
+ 20.  De svigefulde er HERREN en Gru, hans Velbehag ejer, hvo lydefrit
+      vandrer.
+ 21.  Visselig undgår den onde ej Straf, de retfærdiges Æt går fri.
+ 22.  Som Guldring i Svinetryne er fager Kvinde, der ikke kan skønne.
+ 23.  Retfærdiges Ønske bliver kun til Lykke, gudløse har kun Vrede i
+      Vente.
+ 24.  En strør om sig og gør dog Fremgang, en anden nægter sig alt og
+      mangler.
+ 25.  Gavmild Sjæl bliver mæt; hvo andre kvæger, kvæges og selv.
+ 26.  Hvo Kornet gemmer, ham bander Folket, Velsignelse kommer over
+      den, som sælger.
+ 27.  Hvo der jager efter godt, han søger efter Yndest, hvo der higer
+      efter ondt, ham kommer det over.
+ 28.  Hvo der stoler på sin Rigdom, falder, retfærdige grønnes som
+      Løv.
+ 29.  Den, der øder sit Hus, høster Vind, Dåre bliver Vismands Træl.
+ 30.  Retfærds Frugt er et Livets Træ, Vismand indfanger Sjæle.
+ 31.  En retfærdig reddes med Nød og næppe, endsige en gudløs, en, der
+      synder.
+
+Ordsprogene 12
+
+  1.  At elske Tugt er at elske Kundskab, at hade Revselse er dumt.
+  2.  Den gode vinder Yndest hos HERREN, den rænkefulde dømmer han
+      skyldig.
+  3.  Ingen står fast ved Gudløshed, men retfærdiges Rod skal aldrig
+      rokkes.
+  4.  En duelig Kvinde er sin Ægtemands Krone, en dårlig er som Edder
+      i hans Ben.
+  5.  Retfærdiges Tanker er Ret, gudløses Opspind er Svig.
+  6.  Gudløses Ord er på Lur efter Blod, retsindiges Mund skal bringe
+      dem Frelse.
+  7.  Gudløse styrtes og er ikke mer. retfærdiges Hus står fast.
+  8.  For sin Klogskab prises en Mand, til Spot bliver den, hvis Vid
+      er vrangt.
+  9.  Hellere overses, når man holder Træl, end optræde stort, når man
+      mangler Brød.
+ 10.  Den retfærdige føler med sit Kvæg, gudløses Hjerte er grumt.
+ 11.  Den mættes med Brød, som dyrker sin Jord, uden Vid er den, der
+      jager efter Tomhed.
+ 12.  De ondes Fæstning jævnes med Jorden, de retfærdiges Rod bolder
+      Stand.
+ 13.  I Læbernes Brøde hildes den onde, den retfærdige undslipper
+      Nøden.
+ 14.  Af sin Munds Frugt mættes en Mand med godt, et Menneske får, som
+      hans Hænder har øvet.
+ 15.  Dårens Færd behager ham selv, den vise hører på Råd.
+ 16.  En Dåre giver straks sin Krænkelse Luft, den kloge spottes og
+      lader som intet.
+ 17.  Den sanddru fremfører, hvad der er ret, det falske Vidne kommer
+      med Svig.
+ 18.  Mangens Snak er som Sværdhug, de vises Tunge læger.
+ 19.  Sanddru Læbe består for evigt, Løgnetunge et Øjeblik.
+ 20.  De, som smeder ondt, har Svig i Hjertet; de, der stifter Fred,
+      har Glæde.
+ 21.  Den retfærdige times der intet ondt, - gudløse
+      oplever Vanheld på Vanheld.
+ 22.  Løgnelæber er HERREN en Gru, de ærlige har hans Velbebag.
+ 23.  Den kloge dølger sin Kundskab, Tåbers Hjerte udråber Dårskab.
+ 24.  De flittiges Hånd skal råde, den lade tvinges til Hoveriarbejde.
+ 25.  Hjertesorg bøjer til Jorden, et venligt Ord gør glad.
+ 26.  Den retfærdige vælger sin Græsgang, gudløses Vej vildleder dem
+      selv.
+ 27.  Ladhed opskræmmer intet Vildt, men kosteligt Gods får den
+      flittige tildelt.
+ 28.  På Retfærds Sti er der Liv, til Døden fører den onde Vej.
+
+Ordsprogene 13
+
+  1.  Viis Søn elsker tugt, spotter hører ikke på skænd.
+  2.  Af sin Munds Frugt nyder en Mand kun godt, til Vold står
+      troløses Hu.
+  3.  Vogter man Munden, bevarer man Sjælen, den åbenmundede falder i
+      Våde.
+  4.  Den lade attrår uden at få, men flittiges Sjæl bliver mæt.
+  5.  Den retfærdige hader Løgnetale, den gudløse spreder Skam og
+      Skændsel.
+  6.  Retfærd skærmer, hvo lydefrit vandrer, Synden fælder de gudløse.
+  7.  Mangen lader rig og ejer dog intet, mangen lader fattig og ejer
+      dog meget.
+  8.  Mands Rigdom er Løsepenge for hans Liv, Fattigmand får ingen
+      Trusel at høre.
+  9.  Retfærdiges Lys bryder frem, gudløses Lampe går ud.
+ 10.  Ved Hovmod vækkes kun Splid, hos dem, der lader sig råde, er
+      Visdom.
+ 11.  Rigdom, vundet i Hast, smuldrer hen, hvad der samles Håndfuld
+      for Håndfuld, øges.
+ 12.  At bie længe gør Hjertet sygt, opfyldt Ønske er et Livets Træ.
+ 13.  Den, der lader hånt om Ordet, slås ned, den, der frygter Budet,
+      får Løn.
+ 14.  Vismands Lære er en Livsens Kilde, derved undgås Dødens Snarer.
+ 15.  God Forstand vinder Yndest, troløses Vej er deres Undergang.
+ 16.  Hver, som er klog, går til Værks med Kundskab, Tåben udfolder
+      Dårskab.
+ 17.  Gudløs Budbringer går det galt, troværdigt Bud bringer Lægedom.
+ 18.  Afvises Tugt, får man Armod og Skam; agtes på Revselse, bliver
+      man æret.
+ 19.  Opfyldt Ønske er sødt for Sjælen, at vige fra ondt er Tåber en
+      Gru.
+ 20.  Omgås Vismænd, så bliver du viis, ilde faren er Tåbers Ven.
+ 21.  Vanheld følger Syndere, Lykken når de retfærdige.
+ 22.  Den gode efterlader Børnebrn Arv, til retfærdige gemmes
+      Synderens Gods.
+ 23.  På Fattigfolks Nyjord er rigelig Føde, mens mangen rives bort
+      ved Uret.
+ 24.  Hvo Riset sparer, hader sin Søn, den, der elsker ham, tugter i
+      Tide.
+ 25.  Den retfærdige spiser, til Sulten er stillet, gudløses Bug er
+      tom.
+
+Ordsprogene 14
+
+  1.  Visdom bygger sit hus,dårskabs hænder river det ned.
+  2.  Hvo redeligt vandrer, frygter HERREN, men den, som går Krogveje,
+      agter ham ringe.
+  3.  I Dårens Mund er Ris til hans Ryg, for de vise står Læberne
+      Vagt.
+  4.  Når der ikke er Okser, er Laden tom, ved Tyrens Kraft bliver
+      Høsten stor.
+  5.  Sanddru Vidne lyver ikke, det falske Vidne farer med Løgn.
+  6.  Spotter søger Visdom, men finder den ikke, til Kundskab kommer
+      forstandig let.
+  7.  Gå fra en Mand, som er en Tåbe, der mærker du intet til
+      Kundskabs Læber.
+  8.  Den kloge i sin Visdom er klar på sin Vej, men Tåbers Dårskab er
+      Svig.
+  9.  Med Dårer driver Skyldofret Spot, men Velvilje råder iblandt
+      retsindige.
+ 10.  Hjertet kender sin egen Kvide, fremmede blander sig ej i dets
+      Glæde.
+ 11.  Gudløses Hus lægges øde, retsindiges Telt står i Blomst.
+ 12.  Mangen Vej synes Manden ret, og så er dens Ende dog Dødens Veje.
+ 13.  Selv under Latter kan Hjertet lide, og Glædens Ende er Kummer.
+ 14.  Af sine Veje mættes den frafaldne, af sine Gerninger den, som er
+      god.
+ 15.  Den tankeløse tror hvert Ord, den kloge overtænker sine Skridt.
+ 16.  Den vise ængstes og skyr det onde, Tåben buser sorgløs på.
+ 17.  Den hidsige bærer sig tåbeligt ad, man hader rænkefuld Mand.
+ 18.  De tankeløse giver dårskab i Arv, de kloge efterlader sig
+      Kundskab.
+ 19.  Onde må bukke for gode, gudløse stå ved retfærdiges Døre.
+ 20.  Fattigmand hades endog af sin Ven, men Rigmands Venner er mange.
+ 21.  Den, der foragter sin Næste, synder, lykkelig den, der har
+      Medynk med arme.
+ 22.  De, som virker ondt, farer visselig vild; de, som virker godt,
+      finder Nåde og Trofasthed.
+ 23.  Ved al Slags Møje vindes der noget, Mundsvejr volder kun Tab.
+ 24.  De vises Krone er Kløgt, Tåbers Krans er Dårskab.
+ 25.  Sanddru Vidne frelser Sjæle; den, som farer med Løgn, bedrager.
+ 26.  Den stærkes Tillid er HERRENs Frygt, hans Sønner skal have en
+      Tilflugt.
+ 27.  HERRENs Frygt er en Livsens Kilde, derved undgås Dødens Snarer.
+ 28.  At Folket er stort, er Kongens Hæder, Brist på Folk er Fyrstens
+      Fald.
+ 29.  Den sindige er rig på Indsigt, den heftige driver det vidt i
+      Dårskab.
+ 30.  Sagtmodigt Hjerte er Liv for Legemet, Avind er Edder i Benene.
+ 31.  At kue den ringe er Hån mod hans Skaber, han æres ved Medynk med
+      fattige.
+ 32.  Ved sin Ondskab styrtes den gudløse, ved lydefri Færd er
+      retfærdige trygge.
+ 33.  Visdom bor i forstandiges Hjerte, i Tåbers Indre kendes den
+      ikke.
+ 34.  Retfærdighed løfter et Folk, men Synd er Folkenes Skændsel.
+ 35.  En klog Tjener har Kongens Yndest, en vanartet rammer hans
+      Vrede.
+
+Ordsprogene 15
+
+  1.  Mildt svar stiller vrede, sårende ord vækker nag.
+  2.  Vises Tunge drypper af Kundskab, Dårskab strømmer fra Tåbers
+      Mund.
+  3.  Alle Vegne er HERRENs Øjne, de udspejder onde og gode.
+  4.  Et Livets Træ er Tungens Mildhed, dens Falskhed giver Hjertesår.
+  5.  Dåre lader hånt om sin Faders Tugt, klog er den, som tager Vare
+      på Revselse.
+  6.  Den retfærdiges Hus har megen Velstand, den gudløses Høst lægges
+      øde.
+  7.  Vises Læber udstrør Kundskab, Tåbers Hjerte er ikke ret.
+  8.  Gudløses Offer er HERREN en Gru, retsindiges Bøn har han
+      Velbehag i.
+  9.  Den gudløses Færd er HERREN en Gru, han elsker den, der stræber
+      efter Retfærd.
+ 10.  Streng Tugt er for den, der forlader Vejen; den, der hader
+      Revselse, dør.
+ 11.  Dødsrige og Afgrund ligger åbne for HERREN, endsige da
+      Menneskebørnenes Hjerter.
+ 12.  Spotteren ynder ikke at revses, til Vismænd går han ikke.
+ 13.  Glad Hjerte giver venligt Ansigt, ved Hjertesorg bliver Modet
+      brudt.
+ 14.  Den forstandiges Hjerte søger Kundskab, Tåbers Mund lægger Vind
+      på Dårskab.
+ 15.  Alle den armes Dage er onde, glad Hjerte er stadigt Gæstebud.
+ 16.  Bedre lidet med HERRENs Frygt end store Skatte med Uro.
+ 17.  Bedre en Ret Grønt med Kærlighed end fedet Okse og Had derhos.
+ 18.  Vredladen Mand vækker Splid, sindig Mand stiller Trætte.
+ 19.  Den lades Vej er spærret af Tjørn, de flittiges Sti er banet.
+ 20.  Viis Søn glæder sin Fader, Tåbe til Menneske foragter sin Moder.
+ 21.  Dårskab er Glæde for Mand uden Vid, Mand med Indsigt går lige
+      frem.
+ 22.  Er der ikke holdt Råd, så mislykkes Planer, de lykkes, når mange
+      rådslår.
+ 23.  Mand er glad, når hans Mund kan svare, hvor godt er et Ord i
+      rette Tid.
+ 24.  Den kloge går opad på Livets Vej for at undgå Dødsriget
+      nedentil.
+ 25.  Hovmodiges Hus river HERREN bort, han fastsætter Enkens Skel.
+ 26.  Onde Tanker er HERREN en Gru, men hulde Ord er rene.
+ 27.  Den øder sit Hus, hvem Vinding er alt; men leve skal den, der
+      hader Gave.
+ 28.  Den retfærdiges Hjerte tænker, før det svarer, gudløses Mund
+      lader ondt strømme ud.
+ 29.  HERREN er gudløse fjern, men hører retfærdiges Bøn.
+ 30.  Milde Øjne fryder Hjertet, godt Bud giver Marv i Benene.
+ 31.  Øret, der lytter til Livsens Revselse, vil gerne dvæle iblandt
+      de vise.
+ 32.  Hvo Tugt forsmår, lader hånt om sin Sjæl, men Vid fanger den,
+      der lytter til Revselse.
+ 33.  HERRENs Frygt er Tugt til Visdom, Ydmyghed først og siden Ære.
+
+Ordsprogene 16
+
+  1.  Hjertets Råd er Menneskets sag. Tungens Svar er fra HERREN.
+  2.  En Mand holder al sin Færd for ren, men HERREN vejer Ånder.
+  3.  Vælt dine Gerninger på HERREN, så skal dine Planer lykkes.
+  4.  Alt skabte HERREN, hvert til sit, den gudløse også for Ulykkens
+      Dag.
+  5.  Hver hovmodig er HERREN en Gru, visselig slipper han ikke for
+      Straf.
+  6.  Ved Mildhed og Troskab sones Brøde, ved HERRENs Frygt undviger
+      man ondt.
+  7.  Når HERREN har Behag i et Menneskes Veje, gør han endog hans
+      Fjender til Venner.
+  8.  Bedre er lidet med Retfærd end megen Vinding med Uret.
+  9.  Menneskets Hjerte udtænker hans Vej, men HERREN styrer hans
+      Fjed.
+ 10.  Der er Gudsdom på Kongens Læber, ej fejler hans Mund, når han
+      dømmer.
+ 11.  Ret Bismer og Vægtskål er HERRENs, hans Værk er alle Posens
+      Lodder.
+ 12.  Gudløs Færd er Konger en Gru, thi ved Retfærd grundfæstes
+      Tronen.
+ 13.  Retfærdige Læber har Kongens Yndest, han elsker den, der taler
+      oprigtigt.
+ 14.  Kongens Vrede er Dødens Bud, Vismand evner at mildne den.
+ 15.  I Kongens Åsyns Lys er der Liv, som Vårregnens Sky er hans
+      Yndest.
+ 16.  At vinde Visdom er bedre end Guld, at vinde Indsigt mere end
+      Sølv.
+ 17.  De retsindiges Vej er at vige fra ondt; den vogter sit Liv, som
+      agter på sin Vej.
+ 18.  Hovmod går forud for Fald, Overmod forud for Snublen.
+ 19.  Hellere sagtmodig med ydmyge end dele Bytte med stolte.
+ 20.  Vel går det den, der mærker sig Ordet; lykkelig den, der stoler
+      på HERREN.
+ 21.  Den vise kaldes forstandig, Læbernes Sødme øger Viden.
+ 22.  Kløgt er sin Mand en Livsens Kilde, Dårskab er Dårers Tugt.
+ 23.  Den vises Hjerte giver Munden Kløgt, på Læberne lægger det øget
+      Viden.
+ 24.  Hulde Ord er som flydende Honning, søde for Sjælen og sunde for
+      Legemet.
+ 25.  Mangen Vej synes Manden ret, og så er dens Ende dog Dødens Veje.
+ 26.  En Arbejders Hunger arbejder for ham, thi Mundens Krav driver på
+      ham.
+ 27.  En Nidding graver Ulykkesgrave, det er, som brændte der Ild på
+      hans Læber.
+ 28.  Rænkefuld Mand sætter Splid; den, der bagtaler, skiller Venner.
+ 29.  Voldsmand lokker sin Næste og fører ham en Vej, der ikke er god.
+ 30.  Den, der stirrer, har Rænker for; knibes Læberne sammen, har man
+      fuldbyrdet ondt.
+ 31.  Grå Hår er en dejlig Krone, den vindes på Retfærds Vej.
+ 32.  Større end Helt er sindig Mand, større at styre sit Sind end at
+      tage en Stad.
+ 33.  I Brystfolden rystes Loddet, det falder, som HERREN vil.
+
+Ordsprogene 17
+
+  1.  Bedre en tør Bid Brød med fred end Huset fuldt af Sul med
+      Trætte.
+  2.  Klog Træl bliver Herre over dårlig Søn og får lod og del mellem
+      brødre.
+  3.  Digel til Sølv og Ovn til Guld, men den, der prøver Hjerter, er
+      HERREN.
+  4.  Den onde hører på onde Læber, Løgneren lytter til giftige
+      Tunger.
+  5.  Hvo Fattigmand spotter, håner hans Skaber, den skadefro slipper
+      ikke for Straf.
+  4.  De gamles Krone er Børnebørn, Sønners Stolthed er Fædre.
+  7.  Ypperlig Tale er ej for en Dåre, end mindre da Løgnfor den, som
+      er ædel.
+  8.  Som en Troldsten er Gave i Giverens Øjne; hvorhen den end vender
+      sig, gør den sin Virkning.
+  9.  Den, der dølger en Synd, søger Venskab, men den, der ripper op i
+      en Sag, skiller Venner.
+ 10.  Bedre virker Skænd på forstandig end hundrede Slag på en Tåbe.
+ 11.  Den onde har kun Genstridigbed for, men et skånselsløst Bud er
+      udsendt imod ham.
+ 12.  Man kan møde en Bjørn, hvis Unger er taget, men ikke en Tåbe udi
+      hans Dårskab.
+ 13.  Den, der gengælder godt med ondt, fra hans Hus skal Vanheld ej
+      vige.
+ 14.  At yppe Strid er at åbne for Vand, hold derfor inde, før Strid
+      bryder løs.
+ 15.  At frikende skyldig og dømme uskyldig, begge Dele er HERREN en
+      Gru.
+ 16.  Hvad hjælper Penge i Tåbens Hånd til at købe ham Visdom, når
+      Viddet mangler?
+ 17.  Ven viser Kærlighed når som helst, Broder fødes til Hjælp i Nød.
+ 18.  Mand uden Vid giver Håndslag og går i Borgen for Næsten.
+ 19.  Ven af Kiv er Ven af Synd; at højne sin Dør er at attrå Fald.
+ 20.  Ej finder man Lykke, når Hjertet er vrangt, man falder i Våde,
+      når Tungen er falsk.
+ 21.  Den, der avler en Tåbe, får Sorg, Dårens Fader er ikke glad.
+ 22.  Glad Hjerte er godt for Legemet, nedslået Sind suger Marv af
+      Benene.
+ 23.  Den gudløse tager Gave i Løn for at bøje Rettens Gænge.
+ 24.  Visdom står den forstandige for Øje, Tåbens Blik er ved Jordens
+      Ende.
+ 25.  Tåbelig Søn er sin Faders Sorg, Kvide for hende, som fødte ham.
+ 26.  At straffe den, der har Ret, er ilde, værre endnu at slå de
+      ædle.
+ 27.  Den, som har Kundskab tøjler sin Tale, Mand med Forstand er
+      koldblodig.
+ 28.  Selv Dåren, der tier, gælder for viis, forstandig er den, der
+      lukker sine Læber.
+
+Ordsprogene 18
+
+  1.  Særlingen søger et påskud, med vold og magt vil han strid.
+  2.  Tåben ynder ej Indsigt, men kun, at hans Tanker kommer for
+      Lyset.
+  3.  Hvor Gudløshed kommer, kommer og Spot, Skam og Skændsel følges.
+  4.  Ord i Mands Mund er dybe Vande, en rindende Bæk, en
+      Visdomskilde.
+  5.  Det er ilde at give en skyldig Medhold, så man afviser skyldfris
+      Sag i Retten.
+  6.  Tåbens Læber fører til Trætte, hans Mund råber højt efter Hug,
+  7.  Tåbens Mund er hans Våde, hans Læber en Snare for hans Liv.
+  8.  Bagtalerens Ord er som Lækkerbidskener, de synker dybt i Bugen.
+  9.  Den, der er efterladen i Gerning, er også Broder til Ødeland.
+ 10.  HERRENs Navn er et stærkt Tårn, den retfærdige løber derhen og
+      bjærges.
+ 11.  Den riges Gods er hans faste Stad, og tykkes ham en knejsende
+      Mur.
+ 12.  Mands Hovmod går forud for Fald, Ydmyghed forud for Ære.
+ 13.  Om nogen svarer, førend han hører, regnes det ham til Dårskab og
+      Skændsel.
+ 14.  Mands Mod udholder Sygdom, men hvo kan bære en sønderbrudt Ånd?
+ 15.  Den forstandiges Hjerte vinder sig Kundskab, de vises Øre attrår
+      Kundskab.
+ 16.  Gaver åbner et Menneske Vej og fører ham hen til de store.
+ 17.  Den, der taler først i en Trætte har Ret, til den anden kommer
+      og går ham efter.
+ 18.  Loddet gør Ende på Trætter og skiller de stærkeste ad.
+ 19.  Krænket Broder er som en Fæstning, Trætter som Portslå for Borg.
+ 20.  Mands Bug mættes af Mundens Frugt, han mættes af Læbernes Grøde.
+ 21.  Død og Liv er i Tungens Vold, hvo der tøjler den, nyder dens
+      Frugt.
+ 22.  Fandt man en Hustru, fandt man Lykken og modtog Nåde fra HERREN.
+ 23.  Fattigmand beder og trygler, Rigmand svarer med hårde Ord.
+ 24.  Med mange Fæller kan Mand gå til Grunde, men Ven kan overgå
+      Broder i Troskab.
+
+Ordsprogene 19
+
+  1.  Bedre Fattigmand med lydefri færd end en, som går Krogveje, er
+      han end rig.
+  2.  At mangle Kundskab er ikke godt, men den træder fejl, som har
+      Hastværk.
+  3.  Et Menneskes Dårskab øder hans Vej, men på HERREN vredes hans
+      Hjerte.
+  4.  Gods skaffer mange Venner, den ringe skiller hans Ven sig fra.
+  5.  Det falske Vidne undgår ej Straf; den slipper ikke, som farer
+      med Løgn.
+  6.  Mange bejler til Stormands Yndest, og alle er Venner med gavmild
+      Mand.
+  7.  Fattigmands Frænder hader ham alle, end mere skyr hans Venner
+      ham da. Ej frelses den, som jager efter Ord.
+  8.  Den, der vinder Vid, han elsker sin Sjæl, og den, der vogter på
+      Indsigt, får Lykke.
+  9.  Det falske Vidne undgår ej Straf, og den, der farer med Løgn,
+      går under.
+ 10.  Vellevned sømmer sig ikke for Tåbe, end mindre for Træl at
+      herske over Fyrster.
+ 11.  Klogskab gør Mennesket sindigt, hans Ære er at overse Brøde.
+ 12.  Som Brøl af en Løve er Kongens Vrede, som Dug på Græs er hans
+      Gunst.
+ 13.  Tåbelig Søn er sin Faders Ulykke, Kvindekiv er som ustandseligt
+      Tagdryp.
+ 14.  Hus og Gods er Arv efter Fædre, en forstandig Hustru er fra
+      HERREN.
+ 15.  Dovenskab sænker i Dvale, den lade Sjæl må sulte.
+ 16.  Den vogter sin Sjæl, som vogter på Budet, men skødesløs Vandel
+      fører til Død.
+ 17.  Er man god mod den ringe, låner man HERREN, han gengælder en,
+      hvad godt man har gjort.
+ 18.  Tugt din Søn, imens der er Håb, ellers stiler du efter at slå
+      ham ihjel.
+ 19.  Den, som er hidsig, må bøde, ved Skånsel gør man det værre.
+ 20.  Hør på Råd og tag ved Lære, så du til sidst bliver viis.
+ 21.  I Mands Hjerte er mange Tanker, men HERRENs Råd er det, der står
+      fast.
+ 22.  Vinding har man af Godhed, hellere fattig end Løgner.
+ 23.  HERRENs Frygt er Vej til Liv, man hviler mæt og frygter ej ondt.
+ 24.  Den lade rækker til Fadet, men fører ej Hånden til Munden.
+ 25.  Får Spottere Hug, bliver tankeløs klog, ved Revselse får den
+      forstandige Kundskab.
+ 26.  Mishandle Fader og bortjage Moder gør kun en dårlig, vanartet
+      Søn.
+ 27.  Hør op, min Søn, med at høre på Tugt og så fare vild fra
+      Kundskabsord.
+ 28.  Niddingevidne spotter Retten, gudløses Mund er glubsk efter
+      Uret.
+ 29.  Slag er rede til Spottere, Hug til Tåbers Ryg.
+
+Ordsprogene 20
+
+  1.  En Spotter er Vinen, stærk Drik slår sig løs, og ingen, som
+      raver deraf, er viis.
+  2.  Som Løvebrøl er Rædslen, en Konge vækker, at vække hans Vrede er
+      at vove sit Liv.
+  3.  Mands Ære er det at undgå Trætte, men alle Tåber vil Strid.
+  4.  Om Efteråret pløjer den lade ikke, han søger i Høst, men finder
+      intet.
+  5.  Råd i Mands Hjerte er dybe Vande, men Mand med Indsigt drager
+      det op.
+  6.  Mangen kaldes en velvillig Mand, men hvem kan finde en trofast
+      Mand?
+  7.  Retfærdig er den, som lydefrit vandrer, hans Sønner får Lykke
+      efter ham.
+  8.  Kongen, der sidder i Dommersædet, sigter alt ondt med sit Blik.
+  9.  Hvo kan sige: "Jeg rensed mit Hjerte, og jeg er ren for Synd!"
+ 10.  To Slags Vægt og to Slags Mål, begge Dele er HERREN en Gru.
+ 11.  Selv Drengen kendes på det, han gør, om han er ren og ret hans
+      Færd.
+ 12.  Øret, der hører, og Øjet, der ser, HERREN skabte dem begge.
+ 13.  Elsk ikke Søvn, at du ej bliver fattig, luk Øjnene op og bliv
+      mæt.
+ 14.  Køberen siger: "Usselt, usselt!" men skryder af Handelen, når
+      han går bort.
+ 15.  Har man end Guld og Perler i Mængde, kosteligst Smykke er
+      Kundskabslæber.
+ 16.  Tag hans Klæder, han borged for en anden, pant ham for fremmedes
+      Skyld!
+ 17.  Sødt smager Løgnens Brød, bagefter fyldes Munden med Grus.
+ 18.  Planer, der lægges ved Rådslagning, lykkes; før Krig efter
+      modent Overlæg!
+ 19.  Bagtaleren røber, hvad ham er betroet, hav ej med en åbenmundet
+      at gøre!
+ 20.  Den, der bander Fader og Moder, i Bælgmørke går hans Lampe ud.
+ 21.  Først haster man efter en Arv, men til sidst velsignes den ikke.
+ 22.  Sig ikke: "Ondt vil jeg gengælde!" Bi på HERREN, så hjælper han
+      dig.
+ 23.  To Slags Lodder er HERREN en Gru, det er ikke godt, at Vægten er
+      falsk.
+ 24.  Fra HERREN er Mands Fjed, hvor kan et Menneske fatte sin Skæbne!
+ 25.  Det er farligt at sige tankeløst: "Helligt!" og først efter
+      Løftet tænke sig om.
+ 26.  Viis Konge sigter de gudløse, lader Tærskehjul gå over dem.
+ 27.  Menneskets Ånd er en HERRENs Lampe, den ransager alle hans
+      indres Kamre.
+ 28.  Godhed og Troskab vogter Kongen, han støtter sin Trone ved
+      Retfærd.
+ 29.  Unges Stolthed er deres Styrke, gamles Smykke er grånet Hår.
+ 30.  Blodige Strimer renser den onde og Hug hans Indres Kamre.
+
+Ordsprogene 21
+
+  1.  En Konges hjerte er Bække i HERRENs hånd, han leder det hen,
+      hvor han vil.
+  2.  En Mand holder al sin Færd for ret, men HERREN vejer Hjerter.
+  3.  At øve Ret og Skel er mere værd for HERREN end Offer.
+  4.  Hovmodige Øjne, et opblæst Hjerte, selv gudløses Nyjord er Synd.
+  5.  Kun Overflod bringer den flittiges Råd, hver, som har Hastværk,
+      får kun Tab.
+  6.  At skabe sig Rigdom ved Løgnetunge er Jag efter Vind i Dødens
+      Snarer.
+  7.  Gudløses Voldsfærd bortriver dem selv, thi de vægrer sig ved at
+      øve Ret.
+  8.  Skyldtynget Mand går Krogveje, den renes Gerning er ligetil.
+  9.  Hellere bo i en Krog på Taget end fælles Hus med frættekær
+      Kvinde.
+ 10.  Den gudløses Sjæl har Lyst til ondt, hans Øjne ynker ikke hans
+      Næste.
+ 11.  Må Spotter bøde, bliver tankeløs klog, har Vismand Fremgang, da
+      vinder han kundskab.
+ 12.  Den Retfærdige har Øje med den gudløses Hus, han styrter gudløse
+      Folk i Ulykke.
+ 13.  Hvo Øret lukker for Småmands Skrig, skal råbe selv og ikke få
+      Svar.
+ 14.  Lønlig Gave mildner Vrede, Stikpenge i Brystfolden voldsom
+      Harme.
+ 15.  Rettens Gænge er den retfærdiges Glæde, men Udådsmændenes
+      Rædsel.
+ 16.  Den, der farer vild fra Kløgtens Vej, skal havne i Skyggers
+      Forsamling.
+ 17.  Lyst til Morskab fører i Trang, Lyst til Olie og Vin gør ej rig.
+ 18.  Den gudløse bliver Løsepenge for den retfærdige, den troløse
+      kommer i retsindiges Sted.
+ 19.  Hellere bo i et Ørkenland end hos en trættekær, arrig Kvinde.
+ 20.  I den vises Bolig er kostelig Skat og Olie, en Tåbe af et
+      Menneske øder det.
+ 21.  Den, der higer efter Retfærd og Godhed vinder sig Liv og Ære.
+ 22.  Vismand stormer Heltes By og styrter Værnet, den stolede på.
+ 23.  Den, der vogter sin Mund og sin Tunge, vogter sit Liv for
+      Trængsler. -
+ 24.  Den opblæste stolte kaldes en Spotter, han handler frækt i
+      Hovmod.
+ 25.  Den lades Attrå bliver hans Død, thi hans Hænder vil intet
+      bestille.
+ 26.  Ugerningsmand er stadig i Trang, den retfærdige giver uden at
+      spare.
+ 27.  Vederstyggeligt er de gudløses Offer, især når det ofres for
+      Skændselsdåd.
+ 28.  Løgnagtigt Vidne går under, Mand, som vil høre, kan tale
+      fremdeles.
+ 29.  Den gudløse optræder frækt, den retsindige overtænker sin Vej.
+ 30.  Visdom er intet, Indsigt er intet, Råd er intet over for HERREN.
+ 31.  Hest holdes rede til Stridens Dag, men Sejren er HERRENs Sag.
+
+Ordsprogene 22
+
+  1.  Hellere godt Navn end megen rigdom, Yndest er bedre end Sølv og
+      Guld
+  2.  Rig og fattig mødes, HERREN har skabt dem begge.
+  3.  Den kloge ser Faren og søger i Skjul, tankeløse går videre og
+      bøder.
+  4.  Lønnen for Ydmyghed og HERRENs Frygt er Rigdom, Ære og Liv.
+  5.  På den svigefuldes Vej er der Torne og Snarer; vil man vogte sin
+      Sjæl, må man holde sig fra dem.
+  6.  Væn Drengen til den Vej, han skal følge, da viger han ikke
+      derfra, selv gammel.
+  7.  Over Fattigfolk råder den rige, Låntager bliver Långivers Træl.
+  8.  Hvo Uret sår, vil høste Fortræd, hans Vredes Ris skal slå ham
+      selv.
+  9.  Den vennesæle velsignes, thi han deler sit Brød med den ringe.
+ 10.  Driv Spotteren ud, så går Trætten med, og Hiv og Smæden får
+      Ende.
+ 11.  HERREN elsker den rene af Hjertet; med Ynde på Læben er man
+      Kongens Ven.
+ 12.  HERRENs Øjne agter på Kundskab, men han kuldkaster troløses Ord.
+ 13.  Den lade siger: "En Løve på Gaden! Jeg kan let blive revet ihjel
+      på Torvet."
+ 14.  Fremmed Kvindes Mund er en bundløs Grav, den, HERREN er vred på,
+      falder deri.
+ 15.  Dårskab er knyttet til Ynglingens Hjerte, Tugtens Ris skal
+      tjerne den fra ham.
+ 16.  Vold mod den ringe øger hans Eje, Gave til Rigmand gør ham kun
+      fattig. -
+
+ 17.  Bøj Øret og hør de vises Ord, vend Hjertet til og kend deres
+      Liflighed!
+ 18.  Vogter du dem i dit Indre, er de alle rede på Læben.
+ 19.  For at din Lid skal stå til HERREN, lærer jeg dig i Dag.
+ 20.  Alt i Går optegned jeg til dig, alt i Forgårs Råd og Kundskab
+ 21.  for at lære dig rammende Sandhedsord, at du kan svare sandt, når
+      du spørges.
+ 22.  Røv ej fra den ringe, fordi han er ringe, knus ikke den arme i
+      Porten:
+ 23.  thi HERREN fører deres Sag og raner deres Ransmænds Liv.
+ 24.  Vær ej Ven med den, der let bliver hidsig, omgås ikke vredladen
+      Mand,
+ 25.  at du ikke skal lære hans Stier og hente en Snare for din Sjæl.
+ 26.  Hør ikke til dem, der giver Håndslag, dem, som borger for Gæld!
+ 27.  Såfremt du ej kan betale, tager man Sengen, du ligger i.
+ 28.  Flyt ej ældgamle Skel, dem, dine Fædre satte.
+ 29.  Ser du en Mand, som er snar til sin Gerning, da skal han stedes
+      for Konger, ikke for Folk af ringe Stand.
+
+Ordsprogene 23
+
+  1.  Når du sidder til bords hos en Stormand, mærk dig da nøje, hvem
+      du har for dig,
+  2.  og sæt dig en Kniv på Struben, i Fald du er alt for sulten.
+  3.  Attrå ikke hans lækre Retter, thi det er svigefuld kost.
+  4.  Slid dig ikke op for at vinde dig Rigdom, brug ej din Forstand
+      dertil!
+  5.  Skal dit Blik flyve efter den uden at finde den? Visselig gør
+      den sig Vinger som Ørnen, der flyver mod Himlen.
+  6.  Spis ej den misundeliges Brød, attrå ikke hans lækre Retter;
+  7.  thi han sidder med karrige Tanker; han siger til dig: "Spis og
+      drik!" men hans Hjerte er ikke med dig.
+  8.  Den Bid, du har spist, må du udspy, du spilder dine fagre Ord.
+  9.  Tal ikke for Tåbens Ører, thi din kloge Tale agter han ringe.
+ 10.  Flyt ej ældgamle Skel, kom ikke på faderløses Mark;
+ 11.  thi deres Løser er stærk, han fører deres Sag imod dig.
+ 12.  Vend dit Hjerte til Tugt, dit Øre til Kundskabs Ord.
+ 13.  Spar ej Drengen for Tugt; når du slår ham med Riset, undgår han
+      Døden;
+ 14.  du slår ham vel med Riset, men redder hans Liv fra Dødsriget.
+ 15.  Min Søn, er dit Hjerte viist, så glæder mit Hjerte sig også,
+ 16.  og mine Nyrer jubler, når dine Læber taler, hvad ret er!
+ 17.  Dit Hjerte være ikke skinsygt på Syndere, men stadig ivrigt i
+      HERRENs Frygt;
+ 18.  en Fremtid har du visselig da, dit Håb bliver ikke til intet.
+ 19.  Hør, min Søn, og bliv viis, lad dit Hjerte gå den lige Vej.
+ 20.  Hør ikke til dem, der svælger i Vin, eller dem, der frådser i
+      Kød;
+ 21.  thi Dranker og Frådser forarmes, Søvn giver lasede Klæder.
+ 22.  Hør din Fader, som avlede dig, ringeagt ikke din gamle Moder!
+ 23.  Køb Sandhed og sælg den ikke, Visdom, Tugt og Forstand.
+ 24.  Den retfærdiges Fader jubler; har man avlet en Vismand, glædes
+      man ved ham;
+ 25.  din Fader og Moder glæde sig, hun, der fødte dig, juble!
+ 26.  Giv mig dit Hjerte, min Søn, og lad dine Øjne synes om mine
+      Veje!
+ 27.  Thi en bundløs Grav er Skøgen, den fremmede Kvinde, en snæver
+      Brønd;
+ 28.  ja, som en Stimand ligger hun på Lur og øger de troløses Tal
+      blandt Mennesker.
+ 29.  Hvem har Ak, og hvem har Ve, hvem har Kiv, og hvem har Klage?
+      Hvem har Sår uden Grund, hvem har sløve Øjne?
+ 30.  De, som sidder sent over Vinen, som kommer for at smage den
+      stærke Drik.
+ 31.  Se ikke til Vinen, hvor rød den er, hvorledes den perler i
+      Bægeret; den glider så glat,
+ 32.  men bider til sidst som en Slange og spyr sin Gift som en Øgle;
+ 33.  dine Øjne skuer de sælsomste Ting, og bagvendt taler dit Hjerte;
+ 34.  du har det, som lå du midt i Havet, som lå du oppe på en
+      Mastetop.
+ 35.  "De slog mig, jeg følte ej Smerte, gav mig Hug, jeg mærked det
+      ikke; når engang jeg vågner igen, så søger jeg atter til Vinen!"
+
+Ordsprogene 24
+
+  1.  Misund ej onde Folk, hav ikke lyst til at være med dem;
+  2.  thi deres Hjerte pønser på Vold, deres Læbers Ord volder Men.
+  3.  Ved Visdom bygges et Hus, ved Indsigt holdes det oppe,
+  4.  ved Kundskab fyldes kamrene med alskens kosteligt, herligt Gods.
+  5.  Vismand er større end Kæmpe, kyndig Mand mer end Kraftkarl.
+  6.  Thi Krig skal du føre efter modent Overlæg, vel står det til,
+      hvor mange giver Råd.
+  7.  Visdom er Dåren for høj, han åbner ej Munden i Porten.
+  8.  Den, der har ondt i Sinde, kaldes en rænkefuld Mand.
+  9.  Hvad en Dåre har for, er Synd, en Spotter er Folk en Gru.
+ 10.  Taber du Modet på Trængslens Dag, da er din Kraft kun ringe.
+ 11.  Frels dem, der slæbes til Døden, red dem, der vakler hen for at
+      dræbes.
+ 12.  Siger du: "Se, jeg vidste det ikke" - mon ej han, der vejer
+      Hjerter, kan skønne? Han, der tager Vare på din Sjæl, han ved
+      det, han gengælder Mennesker, hvad de har gjort.
+ 13.  Spis Honning, min Søn, det er godt, og Kubens Saft er sød for
+      din Gane;
+ 14.  vid, at så er og Visdom for Sjælen! Når du finder den, har du en
+      Fremtid, dit Håb bliver ikke til intet.
+ 15.  Lur ej på den retfærdiges Bolig, du gudløse, ødelæg ikke hans
+      Hjem;
+ 16.  thi syv Gange falder en retfærdig og står op, men gudløse
+      styrter i Fordærv.
+ 17.  Falder din Fjende, så glæd dig ikke, snubler han, juble dit
+      Hjerte ikke,
+ 18.  at ikke HERREN skal se det med Mishag og vende sin Vrede fra
+      ham.
+ 19.  Græm dig ej over Ugerningsmænd, misund ikke de gudløse;
+ 20.  thi den onde har ingen Fremtid, gudløses Lampe går ud.
+ 21.  Frygt HERREN og Kongen, min Søn, indlad dig ikke med Folk, som
+      gør Oprør;
+ 22.  thi brat kommer Ulykke fra dem, uventet Fordærv fra begge.
+
+ 23.  Også følgende Ordsprog er af vise Mænd. Partiskhed i Retten er
+      ilde.
+ 24.  Mod den, som kender en skyldig fri, er Folkeslags Banden,
+      Folkefærds Vrede;
+ 25.  men dem, der dømmer med Ret, går det vel, dem kommer Lykkens
+      Velsignelse over.
+ 26.  Et Kys på Læberne giver den, som kommer med ærligt Svar.
+ 27.  Fuldfør din Gerning udendørs, gør dig færdig ude på Marken og
+      byg dig siden et Hus!
+ 28.  Vidn ikke falsk mod din Næste, vær ikke letsindig med dine
+      Læber;
+ 29.  sig ikke: "Jeg gør mod ham, som han gjorde mod mig, jeg
+      gengælder hver hans Gerning."
+ 30.  Jeg kom forbi en lad Mands Mark og et uforstandigt Menneskes
+      Vingård;
+ 31.  se, den var overgroet af Tidsler, ganske skjult af Nælder;
+      Stendiget om den lå nedbrudt.
+ 32.  Jeg skued og skrev mig det bag Øre, jeg så og tog Lære deraf:
+ 33.  Lidt Søvn endnu, lidt Blund, lidt Hvile med samlagte Hænder:
+ 34.  Som en Stimand kommer da Fattigdom over dig, Trang som en
+      skjoldvæbnet Mand.
+
+Ordsprogene 25
+
+  1.  Følglende er også ordsprog af SALOMO, som Kong Ezekias af Judas
+      Mænd samlede.
+  2.  Guds Ære er det at skjule en Sag, Kongers Ære at granske en Sag.
+  3.  Himlens Højde og Jordens Dybde og Kongers Hjerte kan ingen
+      granske.
+  4.  Når Slagger fjernes fra Sølv, så bliver det hele lutret;
+  5.  når gudløse fjernes fra Koogen, grundfæstes hans Trone ved
+      Retfærd.
+  6.  Bryst dig ikke for Kongen og stil dig ikke på de stores Plads;
+  7.  det er bedre, du får Bud: "Kom heropl" end man flytter dig ned
+      for en Stormands Øjne. Hvad end dine Øjne har set,
+  8.  skrid ikke til Trætte straks; thi hvad vil du siden gøre, når
+      din Næste gør dig til Skamme?
+  9.  Før Sagen med din Næste til Ende, men røb ej Andenmands
+      Hemmelighed
+ 10.  thi ellers vil den, der bører det, smæde dig og dit onde Rygte
+      aldrig dø hen.
+ 11.  Æbler af Guld i Skåle af Sølv er Ord, som tales i rette Tid.
+ 12.  En Guldring, et gyldent Smykke er revsende Vismand for lyttende
+      Øre.
+ 13.  Som kølende Sne en Dag i Høst er pålideligt Bud for dem, der
+      sender ham; han kvæger sin Herres Sjæl.
+ 14.  Som Skyer og Blæst uden Regn er en Mand, der skryder med
+      skrømtet Gavmildhed.
+ 15.  Ved Tålmod overtales en Dommer, mild Tunge sønderbryder Ben.
+ 16.  Finder du Honning, så spis til Behov, at du ikke bliver mæt og
+      igen spyr den ud.
+ 17.  Sæt sjældent din Fod i din Næstes Hus, at han ej får for meget
+      af dig og ledes.
+ 18.  Som Stridsøkse, Sværd og hvassen Pil er den, der vidner falsk
+      mod sin Næste.
+ 19.  Som ormstukken Tand og vaklende Fod er troløs Mand på
+      Trængselens Dag.
+ 20.  Som at lægge Frakken, når det er Frost, og hælde surt over
+      Natron, så er det at synge for mismodig Mand.
+ 21.  Sulter din Fjende, så giv ham at spise, tørster han, giv ham at
+      drikke;
+ 22.  da sanker du gloende Kul på hans Hoved, og HERREN lønner dig for
+      det.
+ 23.  Nordenvind fremkalder Regn, bagtalende Tunge vrede Miner.
+ 24.  Hellere bo i en Krog på Taget end fælles Hus med trættekær
+      Kvinde.
+ 25.  Hvad koldt Vand er for en vansmægtet Sjæl, er Glædesbud fra et
+      Land i det fjerne.
+ 28.  Som grumset Kilde og ødelagt Væld er retfærdig, der vakler i
+      gudløses Påsyn.
+ 27.  Ej godt at spise for megen Honning, spar på hædrende Ord.
+ 28.  Som åben By uden Mur er en Mand, der ikke kan styre sit Sind.
+
+Ordsprogene 26
+
+  1.  Som Sne om Somren og Regn Høsten så lidt hører Ære sig til for
+      en Tåbe.
+  2.  Som en Spurv i Fart, som en Svale i Flugt så rammer ej Banden
+      mod sagesløs Mand.
+  3.  Svøbe for Hest, Bidsel for Æsel og Ris for Tåbers Ryg.
+  4.  Svar ej Tåben efter hans Dårskab, at ikke du selv skal blive som
+      han.
+  5.  Svar Tåben efter hans Dårskab, at han ikke skal tykkes sig viis.
+  6.  Den afhugger Fødderne og inddrikker Vold, som sender Bud ved en
+      Tåbe.
+  7.  Slappe som den lammes Ben er Ordsprog i Tåbers Mund.
+  8.  Som en, der binder Stenen fast i Slyngen, er den, der hædrer en
+      Tåbe.
+  9.  Som en Tornekæp, der falder den drukne i Hænde, er Ordsprog i
+      Tåbers Mund.
+ 10.  Som en Skytte, der sårer enhver, som kommer, er den, der lejer
+      en Tåbe og en drukken.
+ 11.  Som en Hund, der vender sig om til sit Spy, er en Tåbe, der
+      gentager Dårskab.
+ 12.  Ser du en Mand, der tykkes sig viis, for en Tåbe er der mere Håb
+      end for ham.
+ 13.  Den lade siger: "Et Rovdyr på Vejen, en Løve ude på Torvene!"
+ 14.  Døren drejer sig på sit Hængsel, den lade på sit Leje.
+ 15.  Den lade rækker til Fadet, men gider ikke føre Hånden til
+      Munden.
+ 16.  Den lade tykkes sig større Vismand end syv, der har kloge Svar.
+ 17.  Den griber en Hund i Øret, som blander sig i uvedkommende Strid.
+ 18.  Som en vanvittig Mand, der udslynger Gløder, Pile og Død,
+ 19.  er den, der sviger sin Næste og siger: "Jeg spøger jo kun."
+ 20.  Er der intet Brænde, går Ilden ud, er der ingen Bagtaler,
+      stilles Trætte.
+ 21.  Trækul til Gløder og Brænde til Ild og trættekær Mand til at
+      optænde Kiv.
+ 22.  Bagtalerens Ord er som Lækkerbidskener, de synker dybt i
+      Legemets Kamre.
+ 23.  Som Sølvovertræk på et Lerkar er ondsindet Hjerte bag glatte
+      Læber.
+ 24.  Avindsmand hykler med Læben, i sit Indre huser han Svig;
+ 25.  gør han Røsten venlig, tro ham dog ikke, thi i hans Hjerte er
+      syvfold Gru.
+ 26.  Den, der dølger sit Had med Svig, hans Ondskab kommer frem i
+      Folkets Forsamling.
+ 27.  I Graven, man graver, falder man selv, af Stenen, man vælter,
+      rammes man selv.
+ 28.  Løgnetunge giver mange Hug, hyklersk Mund volder Fald.
+
+Ordsprogene 27
+
+  1.  Ros dig ikke af Dagen i Morgen, du ved jo ikke, hvad Dag kan
+      bringe.
+  2.  Lad en anden rose dig, ikke din Mund, en fremmed, ikke dine egne
+      Læber.
+  3.  Sten er tung, og Sand vejer til, men tung fremfor begge er
+      Dårers Galde.
+  4.  Vrede er grum, og Harme skummer, men Skinsyge, hvo kan stå for
+      den?
+  5.  Hellere åbenlys Revselse end Kærlighed, der skjules.
+  6.  Vennehånds Hug er ærligt mente, Avindsmands Kys er mange.
+  7.  Den mætte vrager Honning, alt beskt er sødt for den sultne.
+  8.  Som Fugl, der må fly fra sin Rede, er Mand, der må fly fra sit
+      Hjem:
+  9.  Olie og Røgelse fryder Sindet, men Sjælen sønderslides af
+      Kummer.
+ 10.  Slip ikke din Ven og din Faders Ven, gå ej til din Broders Hus
+      på din Ulykkes Dag. Bedre er Nabo ved Hånden end Broder i det
+      fjerne.
+ 11.  Vær viis, min Søn, og glæd mit Hjerte, at jeg kan svare den, der
+      smæder mig.
+ 12.  Den kloge ser Faren og søger i Skjul, tankeløse går videre og
+      bøder,
+ 13.  Tag hans Klæder, han borged for en anden, pant ham for fremmedes
+      Skyld!
+ 14.  Den, som årle højlydt velsigner sin Næste, han får det regnet
+      for Banden.
+ 15.  Ustandseligt Tagdryp en Regnvejrsdag og trættekær Kvinde ligner
+      hinanden;
+ 16.  den, som vil skjule hende, skjuler Vind, og hans højre griber i
+      Olie.
+ 17.  Jern skærpes med Jern, det ene Menneske skærper det andet.
+ 18.  Røgter man et Figentræ, spiser man dets Frugt; den, der vogter
+      sin Herre, æres.
+ 19.  Som i Vandspejlet Ansigt møder Ansigt, slår Menneskehjerte
+      Menneske i Møde.
+ 20.  Dødsrige og Afgrund kan ikke mættes, ej heller kan Menneskens
+      Øjne mættes.
+ 21.  Digel til Sølv og Ovn til Guld, efter sit Ry bedømmes en Mand.
+ 22.  0m du knuste en Dåre i Morter med Støder midt imellem Gryn, hans
+      Dårskab veg dog ej fra ham.
+ 23.  Mærk dig, hvorledes dit Småkvæg ser ud, hav Omhu for dine
+      Hjorde;
+ 24.  thi Velstand varer ej evigt, Rigdom ikke fra Slægt til Slægt;
+ 25.  er Sommergræsset svundet, Grønt spiret frem, og sankes Bjergenes
+      Urter,
+ 26.  da har du Lam til at give dig Klæder og Bukke til at købe en
+      Mark,
+ 27.  Gedemælk til Mad for dig og dit Hus, til Livets Ophold for dine
+      Piger.
+
+Ordsprogene 28
+
+  1.  Den gudløse flyr, skønt ingen er efter ham; tryg som en Løve er
+      den retfærdige.
+  2.  Ved Voldsmands Brøde opstår Strid, den kvæles af Mand med
+      Forstand.
+  3.  En fattig Tyran, der kuer de ringe, er Regn, der hærger og ej
+      giver Brød.
+  4.  Hvo Loven sviger, roser de gudløse, hvo Loven holder, er på
+      Krigsfod med dem.
+  5.  Ildesindede fatter ej Ret; alt fatter de, som søger HERREN.
+  6.  Hellere en fattig med lydefri Færd end en, som går Krogveje, er
+      han end rig.
+  7.  Forstandig Søn tager Vare på Loven, men Drankeres Fælle gør sin
+      Fader Skam.
+  8.  Hvo Velstand øger ved Åger og Opgæld, samler til en, som er mild
+      mod de ringe.
+  9.  Den, der vender sit Øre fra Loven, endog hans Bøn er en Gru.
+ 10.  Leder man retsindige vild på onde Veje, falder man selv i sin
+      Grav; men de lydefri arver Lykke.
+ 11.  Rigmand tykkes sig viis, forstandig Småmand gennemskuer ham.
+ 12.  Når retfærdige jubler, er Herligheden stor, vinder gudløse frem,
+      skal man lede efter Folk.
+ 13.  At dølge sin Synd fører ikke til Held, men bekendes og slippes
+      den, finder man Nåde.
+ 14.  Saligt det Menneske, som altid ængstes, men forhærder man sit
+      Hjerte, falder man i Ulykke.
+ 15.  En brølende Løve, en grådig Bjørn er en gudløs, som styrer et
+      ringe Folk.
+ 16.  Uforstandig Fyrste øver megen Vold, langt Liv får den, der hader
+      Rov.
+ 17.  Et Menneske, der tynges af Blodskyld, er på Flugt til sin Grav;
+      man hjælpe ham ikke.
+ 18.  Den, som vandrer lydefrit, frelses, men den, som går Krogveje,
+      falder i Graven.
+ 19.  Den mættes med brød, som dyrker sin Jord, med Fattigdom den, der
+      jager efter Tomhed.
+ 20.  Ærlig Mand velsignes rigt, men Jag efter Rigdom undgår ej Straf.
+ 21.  At være partisk er ikke godt, en Mand kan forse sig for en Bid
+      Brød.
+ 22.  Misundelig Mand vil i Hast vinde Gods; at Trang kommer over ham,
+      ved han ikke.
+ 23.  Den, der revser, får Tak til sidst fremfor den, hvis Tunge er
+      slesk.
+ 24.  Stjæle fra Forældre og nægte, at det, er Synd, er at være Fælle
+      med hærgende Mand.
+ 25.  Den vindesyge vækker Splid, men den, der stoler på HERREN,
+      kvæges.
+ 26.  Den, der stoler på sit Vid, er en Tåbe, men den, der vandrer i
+      Visdom, reddes.
+ 27.  Hvo Fattigmand giver, skal intet fattes, men mangefold bandes,
+      hvo Øjnene lukker.
+ 28.  Vinder gudløse frem, kryber Folk i Skjul; når de omkommer,
+      bliver de retfærdige mange.
+
+Ordsprogene 29
+
+  1.  Hvo Nakken gør stiv, skønt revset tit, han knuses brat uden
+      Lægedom.
+  2.  Er der mange retfærdige, glædes Folket, men råder de gudløse,
+      sukker Folket.
+  3.  Hvo Visdom elsker, glæder sin Fader, hvo Skøger omgås,
+      bortødsler Gods.
+  4.  Kongen grundfæster Landet med Ret, en Udsuger lægger det øde.
+  5.  Mand, der smigrer sin Næste, breder et Net for hans Fod.
+  6.  I sin Brøde hildes den onde, den retfærdige jubler af Glæde.
+  7.  Den retfærdige kender de ringes Retssag; den gudløse skønner
+      intet.
+  8.  Spottere ophidser Byen, men Vismænd, de stiller Vrede.
+  9.  Går Vismand i Rette med Dåre, vredes og ler han, alt preller af.
+ 10.  De blodtørstige hader lydefri Mand, de retsindige tager sig af
+      ham.
+ 11.  En Tåbe slipper al sin Voldsomhed løs, Vismand stiller den
+      omsider.
+ 12.  En Fyrste, som lytter til Løgnetale, får lufter gudløse Tjenere.
+ 13.  Fattigmand og Blodsuger mødes, HERREN giver begges Øjne Glans.
+ 14.  En Konge, der dømmer de ringe med Ret, hans Trone står fast
+      evindelig.
+ 15.  Ris og Revselse, det giver Visdom, uvorn Dreng gør sin Moder
+      Skam.
+ 16.  Bliver mange gudløse tiltager Synd; retfærdige ser med Fryd
+      deres Fald.
+ 17.  Tugt din Søn, så kvæger han dig og bringer din Sjæl, hvad der
+      smager.
+ 18.  Uden Syner forvildes et Folk; salig den, der vogter på Loven.
+ 19.  Med Ord lader Træl sig ikke tugte, han fatter dem vel, men
+      adlyder ikke.
+ 20.  Ser du en Mand, der er hastig til Tale, for en Tåbe er der
+      snarere Håb end for ham.
+ 21.  Forvænner man sin Træl fra ung, vil han til sidst være Herre.
+ 22.  Hidsig Mand vækker Strid, vredladen Mand gør megen Synd.
+ 23.  Et Menneskes Hovmod ydmyger ham, den ydmyge opnår Ære.
+ 24.  Hæleren hader sit Liv, han hører Forbandelsen, men melder intet.
+ 25.  Frygt for Mennesker leder i Snare, men den, der stoler på
+      HERREN, er bjærget.
+ 26.  Mange søger en Fyrstes Gunst; Mands Ret er dog fra HERREN.
+ 27.  Urettens Mand er retfærdiges Gru, hvo redeligt vandrer, gudløses
+      Gru.
+
+Ordsprogene 30
+
+  1.  Massaiten Agur, Jakes Søns ord. Manden siger: Træt har jeg slidt
+      mig, Gud, træt har jeg slidt mig, Gud, jeg svandt hen;
+  2.  thi jeg er for dum til at regnes for Mand, Mands Vid er ikke i
+      mig;
+  3.  Visdom lærte jeg ej, den Hellige lærte jeg ikke at kende.
+  4.  Hvo opsteg til Himlen og nedsteg igen, hvo samlede Vinden i sine
+      Næver, hvo bandt Vandet i et Klæde, hvo greb fat om den vide
+      Jord? Hvad er hans Navn og hans Søns Navn? Du kender det jo.
+  5.  Al Guds Tale er ren, han er Skjold for dem, der lider på ham.
+  6.  Læg intet til hans Ord, at han ikke skal stemple dig som Løgner.
+  7.  Tvende Ting har jeg bedet dig om, nægt mig dem ej, før jeg dør:
+  8.  Hold Svig og Løgneord fra mig: giv mig hverken Armod eller
+      Rigdom, men lad mig nyde mit tilmålte Brød,
+  9.  at jeg ikke skal blive for mæt og fornægte og sige: "Hvo er
+      HERREN?" eller blive for fattig og stjæle og volde min Guds Navn
+      Men.
+ 10.  Bagtal ikke en Træl for hans Herre, at han ikke forbander dig,
+      så du må bøde.
+ 11.  Der findes en Slægt, som forbander sin Fader og ikke velsigner
+      sin Moder,
+ 12.  en Slægt, der tykkes sig ren og dog ej har tvættet Snavset af
+      sig,
+ 13.  en Slægt med de stolteste Øjne, hvis Blikke er fulde af Hovmod.
+ 14.  en Slægt, hvis Tænder er Sværd hvis Kæber er skarpe Knive, så de
+      æder de arme ud af Landet, de fattige ud af Menneskers Samfund.
+ 15.  Blodiglen har to Døtre: Givhid, Givhid! Der er tre, som ikke kan
+      mættes, fire, som aldrig får nok:
+ 16.  Dødsriget og det golde Moderliv, Jorden, som aldrig mættes af
+      Vand, og Ilden, som aldrig får nok.
+ 17.  Den, som håner sin Fader og spotter sin gamle Moder, hans Øje
+      udhakker Bækkens Ravne, Ørneunger får det til Æde.
+ 18.  Tre Ting undres jeg over, fire fatter jeg ikke:
+ 19.  Ørnens Vej på Himlen, Slangens Vej på Klipper, Skibets Vej på
+      Havet, Mandens Vej til den unge Kvinde.
+ 20.  Så er en Ægteskabsbryderskes Færd: Hun spiser og tørrer sig om
+      Munden og siger: "Jeg har ikke gjort noget ondt!"
+ 21.  Under tre Ting skælver et Land, fire kan det ikke bære:
+ 22.  En Træl, når han gøres til Konge, en Nidding, når han spiser sig
+      mæt,
+ 23.  en bortstødt Hustru, når hun bliver gift, en Trælkvinde, når hun
+      arver sin Frue.
+ 24.  Fire på Jorden er små, visere dog end Vismænd:
+ 25.  Myrerne, de er et Folk uden Styrke, samler dog Føde om Somren;
+ 26.  Klippegrævlinger, et Folk uden Magt, bygger dog Bolig i Klipper;
+ 27.  Græshopper, de har ej Konge, drager dog ud i Rad og Række;
+ 28.  Firbenet, det kan man gribe med Hænder, er dog i Kongers
+      Paladser.
+ 29.  Tre skrider stateligt frem, fire har statelig Gang:
+ 30.  Løven, Kongen blandt Dyrene, som ikke viger for nogen;
+ 31.  en sadlet Stridshest, en Buk, en Konge midt i sin Hær.
+ 32.  Har du handlet som Dåre i Overmod, tænker du ondt, da Hånd for
+      Mund! Thi Tryk på Mælk giver Ost, Tryk på Næsen Blod og Tryk på
+      Vrede Trætte.
+
+Ordsprogene 31
+
+  1.  Kong Lemuel af Massas Ord; som hans Moder tugtede ham med.
+  2.  Hvad, Lemuel, min Søn, min førstefødte, hvad skal jeg sige dig,
+      hvad, mit Moderlivs Søn, hvad, mine Løfters Søn?
+  3.  Giv ikke din Kraft til Kvinder, din Kærlighed til dem, der
+      ødelægger Konger.
+  4.  Det klæder ej Konger, Lemuel, det klæder ej Konger at drikke Vin
+      eller Fyrster at kræve stærke Drikke,
+  5.  at de ikke skal drikke og glemme Vedtægt og bøje Retten for alle
+      arme.
+  6.  Giv den segnende stærke Drikke, og giv den mismodige Vin;
+  7.  lad ham drikke og glemme sin Fattigdom, ej mer ihukomme sin
+      Møje.
+  8.  Luk Munden op for den stumme, for alle lidendes Sag;
+  9.  luk Munden op og døm retfærdigt, skaf den arme og fattige Ret!
+
+ 10.  Hvo finder en duelig Hustru? Hendes Værd står langt over
+      Perlers.
+ 11.  Hendes Husbonds Hjerte stoler på hende, på Vinding skorter det
+      ikke.
+ 12.  Hun gør ham godt og intet ondt alle sine Levedage.
+ 13.  Hun sørger for Uld og Hør, hun bruger sine Hænder med Lyst.
+ 14.  Hun er som en Købmands Skibe, sin Føde henter hun langvejs fra.
+ 15.  Endnu før Dag står hun op og giver Huset Mad, sine Piger deres
+      tilmålte Del.
+ 16.  Hun tænker på en Mark og får den, hun planter en Vingård, for
+      hvad hun har tjent.
+ 17.  Hun bælter sin Hofte med Kraft, lægger Styrke i sine Arme.
+ 18.  Hun skønner, hendes Husholdning lykkes, hendes Lampe går ikke ud
+      om Natten.
+ 19.  Hun rækker sine Hænder mod Rokken, Fingrene tager om Tenen.
+ 20.  Hun rækker sin Hånd til den arme, rækker Armene ud til den
+      fattige.
+ 21.  Af Sne har hun intet at frygte for sit Hus, thi hele hendes Hus
+      er klædt i Skarlagen.
+ 22.  Tæpper laver hun sig, hun er klædt i Byssus og Purpur.
+ 23.  Hendes Husbond er kendt i Portene, når han sidder blandt Landets
+      Ældste.
+ 24.  Hun væver Linned til Salg og sælger Bælter til Kræmmeren.
+ 25.  Klædt i Styrke og Hæder går hun Morgendagen i Møde med Smil.
+ 26.  Hun åbner Munden med Visdom, med mild Vejledning på Tungen.
+ 27.  Hun våger over Husets Gænge og spiser ej Ladheds Brød.
+ 28.  Hendes Sønner står frem og giver hende Pris, hendes Husbond
+      synger hendes Lov:
+ 29.  "Mange duelige Kvinder findes, men du står over dem alle!"
+ 30.  Ynde er Svig og Skønhed Skin; en Kvinde, som frygter HERREN,
+      skal roses.
+ 31.  Lad hende få sine Hænders Frugt, hendes Gerninger synger hendes
+      Lov i Portene.
+
+
+Prædikeren
+
+Prædikeren 1
+
+  1.  Ord af Prædikeren, Davids Søn, Konge i Jerusalem.
+
+  2.  Endeløs Tomhed, sagde Prædikeren, endeløs Tomhed, alt er Tomhed!
+  3.  Hvad Vinding har Mennesket af al den Flid, han gør sig under
+      Solen?
+  4.  Slægt går, og Slægt kommer, men Jorden står til evig Tid.
+  5.  Sol står op, og Sol går ned og haster igen til sin Opgangs Sted.
+  6.  Vinden går mod Syd og drejer mod Nord, den drejer atter og atter
+      og vender tilbage til samme Kredsløb.
+  7.  Alle Bække løber i Havet, men Havet bliver ikke fuldt; det Sted,
+      til hvilket Bækkene løber, did bliver de ved at løbe.
+  8.  Alting slider sig træt; Mand hører ikke op med at tale, Øjet
+      bliver ikke mæt af at se, Øret ej fuldt af at høre.
+  9.  Det, der kommer, er det, der var, det, der sker, er det, der
+      skete; der er slet intet nyt under Solen.
+ 10.  Kommer der noget, om hvilket man siger: "Se, her er da noget
+      nyt!"det har dog for længst været til i Tiderne forud for os
+ 11.  Ej mindes de svundne Slægter, og de ny, som kommer engang, skal
+      ej heller mindes af dem, som kommer senere hen.
+
+ 12.  Jeg, Prædikeren, var Konge over Israel i Jerusalem.
+ 13.  Jeg vendte min Hu til at ransage og med Visdom udgranske alt,
+      hvad der sker under Himmelen; det er et ondt Slid, som Gud har
+      givet Menneskens Børn at slide med.
+ 14.  Jeg så alt, hvad der sker under Solen, og se, det er alt sammen
+      Tomhed og Jag efter Vind.
+ 15.  Kroget kan ej blive lige, og halvt kan ej blive helt.
+ 16.  Jeg tænkte ved mig selv: "Se, jeg har vundet større og rigere
+      Visdom end alle de, der før mig var over Jerusalem, og mit
+      Hjerte har skuet Visdom og Kundskab i Fylde."
+ 17.  Jeg vendte min Hu til at fatte, hvad der er Visdom og Kundskab,
+      og hvad der er Dårskab og Tåbelighed; jeg skønnede, at også det
+      er Jag efter Vind.
+ 18.  Thi megen Visdom megen Græmmelse, øget Kundskab øget Smerte.
+
+Prædikeren 2
+
+  1.  Jeg sagde ved mig selv: "Vel,jeg vil prøve med Glæde; så nyd da
+      det gode!"  Men se, også det var Tomhed.
+  2.  Om Latteren sagde jeg: "Dårskab!" og om Glæden: "Hvad gavner
+      den?"
+  3.  Jeg kom på den Tanke at kvæge mit Legeme med Vin, medens mit
+      Hjerte dog rådede med Visdom, og at slå mig på Dårskab, indtil
+      jeg så, hvad det båder Menneskens Børn at gøre under Himmelen,
+      det Dagetal de lever.
+  4.  Jeg fuldbyrdede store Værker, byggede mig Huse, plantede mig
+      Vingårde,
+  5.  anlagde mig Haver og Lunde og plantede alle Hånde Frugttræer
+      deri,
+  6.  anlagde mig Damme til at vande en Skov i Opvækst;
+  7.  jeg købte Trælle og Trælkvinder, og jeg havde hjemmefødte
+      Trælle; også Kvæg, Hornkvæg og Småkvæg, havde jeg i større Måder
+      end nogen af dem, der før mig havde været i Jerusalem;
+  8.  jeg samlede mig også Sølv og Guld, Skatte fra Konger og Lande;
+      jeg tog mig Sangere og Sangerinder og Menneskens Børns Lyst:
+      Hustru og Hustruer.
+  9.  Og jeg blev stor, større end nogen af dem, der før mig havde
+      været i Jerusalem; desuden blev min Visdom hos mig.
+ 10.  Intet, som mine Øjne attråede, unddrog jeg dem; jeg nægtede ikke
+      mit Hjerte nogen Glæde thi mit Hjerte havde Glæde af al min
+      Flid, og deri lå Lønnen for al min Flid.
+ 11.  Men da jeg overskuede alt, hvad mine Hænder havde virket, og den
+      Flid, det havde kostet mig, se, da var det alt sammen Tomhed og
+      Jag efter Vind, og der er ingen Vinding under Solen.
+
+ 12.  Thi hvad gør det Menneske, som kommer efter Kongen? Det samme,
+      som tilforn er gjort? Jeg gav mig da til at sammenligne Visdom
+      med Dårskab og Tåbelighed.
+ 13.  Jeg så, at Visdom har samme Fortrin for Tåbelighed som Lys for
+      Mørke:
+ 14.  Den vise har Øjne i Hovedet, men Tåben vandrer i Mørke. Men jeg
+      skønnede også, at en og samme Skæbne rammer begge.
+ 15.  Da sagde jeg ved mig selv: "Tåbens Skæbne rammer også mig; hvad
+      har jeg da for, at jeg er blevet overvættes viis?" Og jeg sagde
+      ved mig selv, at også det er Tomhed;
+ 16.  thi den vises Minde er lige sålidt evigt som Tåbens, fordi nu
+      engang alt glemmes i kommende Dage; ak! den vise må dø så godt
+      som Tåben.
+
+ 17.  Da blev jeg led ved Livet, thi ilde tyktes mig det, som sker
+      under Solen; thi det er alt sammen Tomhed og Jag efter Vind.
+ 18.  Og jeg blev led ved al den Flid, jeg, har gjort mig under Solen,
+      fordi jeg må efterlade mit Værk til den, som kommer efter mig.
+ 19.  Hvo ved, om det bliver en Vismand eller en Tåbe? Og dog skal han
+      råde over alt, hvad jeg med Flid og Visdom vandt under
+      Solen. Også det er Tomhed.
+ 20.  Og jeg var ved at fortvivle over al den Flid, jeg har gjort mig
+      under Solen;
+ 21.  thi der har et Menneske gjort sig. Flid med Visdom, Kundskab og
+      Dygtighed, og så må han overlade sit Eje til et Menneske, som
+      ikke har lagt Flid derpå. Også det er Tomhed og et stort Onde.
+ 22.  Thi hvad får et Menneske for al sin Flid og sit Hjertes Higen,
+      som han gør sig Flid med under Solen?
+ 23.  Alle hans Dage er jo Lidelse, og hans Slid er Græmmelse; end
+      ikke om Natten finder hans Hjerte Hvile. Også det er Tomhed.
+
+ 24.  Intet er bedre for et Menneske end at spise og drikke og give
+      sin Sjæl gode Dage ved sin Flid. Og det skønnede jeg, at også
+      det kommer fra Guds Hånd.
+ 25.  Thi hvo kan spise eller drikke uden hans Vilje?
+ 26.  Thi det Menneske, som er godt i hans Øjne, giver han Visdom,
+      Kundskab og Glæde; men den, som synder, giver han Slid med at
+      samle og ophobe for så at give det til en, som er god i Guds
+      Øjne. Også det er Tomhed og Jag efter Vind.
+
+Prædikeren 3
+
+  1.  Alt har sin stund og hver en Ting under Himmelen sin Tid:
+  2.  Tid til at fødes og Tid til at dø, Tid til at plante og Tid til
+      at rydde,
+  3.  Tid til at dræbe og Tid til at læge, Tid til at nedrive og Tid
+      til at opbygge,
+  4.  Tid til at græde og Tid til at le, Tid til at sørge og Tid til
+      at danse,
+  5.  Tid til at kaste Sten, og Tid til at sanke Sten, Tid til at
+      favne og Tid til ikke at favne,
+  6.  Tid til at søge og Tid til at miste, Tid til at gemme og Tid til
+      at bortkaste,
+  7.  Tid til at flænge og Tid til at sy, Tid til at tie og Tid til at
+      tale,
+  8.  Tid til at elske og Tid til at hade, Tid til Krig og Tid til
+      Fred.
+  9.  Hvad Løn for sin Flid har da den, der arbejder?
+ 10.  Jeg så det Slid, som Gud har givet Menneskens Børn at slide med.
+ 11.  Alt har han skabt smukt til rette Tid; også Evigheden har han
+      lagt i deres Hjerte, dog således at Menneskene hverken fatter
+      det første eller det sidste af, hvad Gud har virket.
+ 12.  Jeg skønnede, at der ikke gives noget andet Gode for dem end at
+      glæde sig og have det godt, sålænge de lever.
+ 13.  Dog også det at spise og drikke og nyde det gode under al sin
+      Flid er for hvert Menneske en Guds Gave.
+ 14.  Jeg skønnede, at alt, hvad Gud virker, bliver evindelig, uden at
+      noget kan føjes til eller tages fra; og således har Gud gjort
+      det, for at man skal frygte for hans Åsyn.
+ 15.  Hvad der sker, var allerede, og hvad der skal ske, har allerede
+      været; Gud leder det svundne op.
+
+ 16.  Fremdeles så jeg under Solen, at Gudløshed var på Rettens Sted
+      og Gudløshed på Retfærds Sted.
+ 17.  Jeg sagde ved mig selv: "Den retfærdige og den gudløse dømmer
+      Gud; thi for hver en Ting og hver en Idræt har han fastsat en
+      Tid.
+ 18.  Jeg sagde ved mig selv: "Det er for Menneskenes Skyld, for at
+      Gud kan prøve dem, og for at de selv kan se, at de er Dyr:"
+ 19.  Thi Menneskers og Dyrs Skæbne er ens; som den ene dør, dør den
+      anden, og en og samme Ånd har de alle; Mennesket har intet forud
+      for Dyrene, thi alt er Tomhed.
+ 20.  Alle går sammesteds hen, alle blev til af Muld, og alle vender
+      tilbage til Mulden.
+ 21.  Hvo ved, om Menneskenes Ånd stiger opad, og om Dyrenes Ånd farer
+      nedad til Jorden?
+ 22.  Således indså jeg, at intet er bedre for Mennesket end at glæde
+      sig ved sin Gerning, thi det er hans Del; thi hvo kan bringe ham
+      så vidt, at han kan se, hvad der kommer efter hans Død?
+
+Prædikeren 4
+
+  1.  Fremdeles så jeg al den Undertrykkelse, som sker under Solen;
+      jeg så de undertryktes tårer og ingen trøstede dem; de led Vold
+      af deres Undertrykkeres Hånd, og ingen trøstede dem.
+  2.  Da priste jeg de døde, som allerede er døde, lykkeligere end de
+      levende, som endnu er i Live;
+  3.  men lykkeligere end begge den, som slet ikke er til, som ikke
+      har set det onde, der sker under Solen.
+  4.  Og jeg så, at al Flid og alt dygtigt Arbejde udspringer af den
+      enes Misundelse mod den anden. Også det er Tomhed og Jag efter
+      Vind.
+
+  5.  Dåren lægger Hænderne i Skødet og æder sig selv op
+  6.  Bedre en Håndfuld Hvile end Hænderne fulde af Flid og Jag efter
+      Vind.
+
+  7.  Og mere Tomhed så jeg under Solen.
+  8.  Mangen står alene og har ikke nogen ved sin Side, hverken Søn
+      eller Broder, og dog er der ingen Ende på al hans Flid og hans
+      Øje bliver ikke mæt af Rigdom. Men, for hvis Skyld gør jeg mig
+      Flid og nægter mig enhver Nydelse?  Også det, er Tomhed og ondt
+      Slid.
+  9.  To er bedre faren end een, thi de får god Løn for deres Flid;
+ 10.  hvis den ene falder, kan den anden rejse sin Fælle op. Men ve
+      den ensomme!  Thi falder han, er der ingen til at rejse ham op.
+ 11.  Og når to ligger sammen, bliver de varme; men hvorledes kan den
+      ensomme blive varm?
+ 12.  Og når nogen kan overvælde den ensomme, så kan to stå sig imod
+      ham; tretvundet Snor brister ikke i Hast.
+
+ 13.  Bedre faren er en fattig Yngling, som er viis, end en gammel
+      Konge, som er en Tåbe og ikke mere har Forstand til at lade sig
+      råde.
+ 14.  Thi hin gik ud af Fængselet for at blive Konge, skønt han var
+      født i Fattigdom under den andens Regering.
+ 15.  Jeg så alle, som levede og færdedes under Solen, stille sig ved
+      den Ynglings Side, som skulde træde i Kongens Sted;
+ 16.  der var ikke Tal på alle de Mennesker, han stod i Spidsen for;
+      men heller ikke over ham glæder de senere Slægter sig; nej, også
+      det er Tomhed og Jag efter Vind.
+
+Prædikeren 5
+
+ 17.  Va'r din fod, når du går til Guds Hus! At komme for at høre er
+      bedre, end at Dårer bringer Slagtoffer, thi de har ikke Forstand
+      til andet end at gøre ondt.
+
+  1.  Lad ikke din Mund løbe eller dit Hjerte haste med at udtale et
+      Ord for Guds Åsyn; thi Gud er i Himmelen og du på Jorden, derfor
+      skal dine Ord være få.
+  2.  Thi meget Slid giver Drømme, og mange Ord giver Dåretale.
+  3.  Når du giver Gud et Løfte, så tøv ikke med at holde det! Thi der
+      er ingen Glæde ved Dårer. Hvad du lover, skal du holde.
+  4.  Det er bedre, at du ikke lover, end at du lover uden at holde.
+  5.  Lad ikke din Mund bringe Skyld over dit Legeme og sig ikke til
+      Guds Sendebud, at det var af Vanvare! Hvorfor skal Gud vredes
+      over din Tale og nedbryde dine Hænders Værk?
+  6.  Thi af mange Drømme og Ord kommer mange Skuffelser; nej, frygt
+      Gud!
+
+  7.  Når du ser den fattige undertrykt og Lov og Ret krænket på din
+      Egn, så undre dig ikke over den Ting; thi på den høje vogter en
+      højere, og andre endnu højere vogter på dem begge.
+  8.  Dog, en Fordel for et Land er det i alt Fald, at der er en Konge
+      over dyrket Jord.
+
+  9.  Den, der elsker Sølv, mættes aldrig af Sølv, og den, der elsker
+      Rigdom, mættes aldrig af Vinding. Også det er Tomhed.
+ 10.  Jo mere Gods, des flere til at fortære det, og hvad Gavn har
+      Ejeren da deraf, ud over at hans Øjne ser det?
+ 11.  Sød er Arbejderens Søvn, hvad enten han har lidt eller meget at
+      spise; men den riges Overflod giver ikke ham Lov til at sove.
+ 12.  Der er et slemt Onde, som jeg så under Solen: Rigdom gemt hen af
+      sin Ejermand til hans Ulykke;
+ 13.  går Rigdommen tabt ved et Uheld, og han har avlet en Søn, så
+      bliver der intet til ham.
+ 14.  Som han udgik af sin Moders Liv, skal han atter gå bort, lige så
+      nøgen som han kom, og ved sin Flid vinder han intet, han kan
+      tage med sig.
+ 15.  Også det er et slemt Onde: ganske som han kom, går han bort, og
+      hvad Vinding har han så af, at han gør sig Flid hen i Vejret?
+ 16.  Og dertil kommer et helt Liv i Mørke, Sorg og stor Kvide, Sygdom
+      og Kummer.
+ 17.  Se, hvad der efter mit Skøn er godt og smukt, det er at spise og
+      drikke og nyde det gode under al den Flid, man gør sig under
+      Solen, alle de Levedage Gud giver en; thi det er den Del, man
+      har;
+ 18.  og hver Gang Gud giver et Menneske Rigdom og Gods og sætter ham
+      i Stand til at nyde det, og tage sin Del og glæde sig under sin
+      Flid, da er det en Guds Gave;
+ 19.  thi da tænker han ikke stort på sine Levedage, idet Gud lader
+      ham være optaget af sit Hjertes Glæde.
+
+Prædikeren 6
+
+  1.  Der er et Onde, jeg så under Solen, og som tynger Menneskene
+      hårdt:
+  2.  Når Gud giver en Mand Rigdom og Gods og Ære, så han intet savner
+      af, hvad han ønsker, og Gud ikke sætter ham i Stand til at nyde
+      det, men en fremmed nyder det, da er dette Tomhed og en slem
+      Lidelse.
+  3.  Om en Mand avler hundrede Børn og lever mange År, så hans
+      Levetid bliver lang, men hans Sjæl ikke mættes af Goder, så
+      siger jeg dog, at et utidigt Foster er bedre faren end han;
+  4.  thi at det kommer, er Tomhed, og det går bort i Mørke, og i
+      Mørke dølges dets Navn;
+  5.  og det har hverken set eller kendt Sol; det får end ikke en
+      Grav; det hviler bedre end han.
+  6.  Om han så levede to Gange tusind År, men ikke skuede Lykke - mon
+      ikke alle farer sammesteds hen?
+
+  7.  Al Menneskets Flid tjener hans Mund, og dog stilles hans Sult
+      aldrig.
+  8.  Thi hvad har den vise forud for Tåben, hvad båder det den arme,
+      der ved at vandre for de levendes Øjne?
+  9.  Bedre at se med sine Øjne end higende Attrå. Også det er Tomhed
+      og Jag efter Vind.
+
+ 10.  Hvad der bliver til er for længst nævnet ved Navn, og det vides
+      i Forvejen, hvad et Menneske bliver til; det kan ikke gå i Rette
+      med ham, der er den stærkeste.
+ 11.  Thi jo flere Ord der bruges, des større bliver Tomheden, og hvad
+      gavner de Mennesket?
+ 12.  Thi hvo ved, hvad der båder et Menneske i Livet, det Tal af
+      tomme Levedage han henlever som en Skygge? Thi hvo kan sige et
+      Menneske, hvad der skal ske under Solen efter hans Død?
+
+Prædikeren 7
+
+  1.  Godt Navn er bedre end ypperlig Salve, Dødsdag bedre end
+      Fødselsdag;
+  2.  bedre at gå til et Sørgehus end at gå til et Gildehus; thi hist
+      er alle Menneskers Ende, og de levende bør tage det til Hjerte
+  3.  Bedre Græmmelse end Latter, thi er Minerne mørke, har Hjertet
+      det godt.
+  4.  De vises Hjerte er i Sørgehuset. Tåbernes Hjerte i Glædeshuset.
+  5.  Bedre at høre på Vismands Skænd end at høre på Tåbers Sang.
+  6.  Som Tjørnekvistes Knitren under Gryden er Tåbers Latter; også
+      det er Tomhed.
+
+  7.  Thi uredelig Vinding gør Vismand til Dåre, og Stikpenge
+      ødelægger Hjertet.
+  8.  En Sags Udgang er bedre end dens Indgang, Tålmod er bedre end
+      Hovmod.
+  9.  Vær ikke hastig i dit Sind til at græmmes, thi Græmmelse bor i
+      Tåbers Bryst.
+
+ 10.  Spørg ikke: "Hvoraf kommer det, at de gamle Dage var bedre end
+      vore?" Thi således spørger du ikke med Visdom.
+ 11.  Bedre er Visdom end Arv, en Fordel for dem, som skuer Solen;
+ 12.  thi Visdom skygger, som Penge skygger, men Kundskabs Fortrin er
+      dette, at Visdom holder sin Mand i Live.
+ 13.  Se på Guds Værk! Hvo kan rette, hvad han har gjort kroget?
+ 14.  Vær ved godt Mod på den gode Dag og indse på den onde Dag, at
+      Gud skabte denne såvel som hin, for at Mennesket ikke skal finde
+      noget efter sig.
+
+ 15.  Begge Dele så jeg i mine tomme Dage: Der er retfærdige, som
+      omkommer i deres Retfærdighed, og der er gudløse, som lever
+      længe i deres Ondskab.
+ 16.  Vær ikke alt for retfærdig og te dig ikke overvættes viis;
+      hvorfor vil du ødelægge dig selv?
+ 17.  Vær ikke alt for gudløs og vær ingen Dåre; hvorfor vil du dø i
+      Utide?
+ 18.  Det bedste er, at du fastholder det ene og ikke slipper det
+      andet; thi den, der frygter Gud, vil undgå begge Farer.
+ 19.  Visdom gør Vismand stærkere end ti Magthavere i Byen.
+ 20.  Thi intet Menneske er så retfærdigt på Jorden, at han kun gør
+      gode Gerninger og aldrig synder.
+
+ 21.  Giv ikke Agt på alle de Ord, Folk siger, at du ikke skal høre
+      din Træl forbande dig;
+ 22.  thi du ved med dig selv, at også du mange Gange har forbandet
+      andre.
+
+ 23.  Alt dette ransagede jeg med Visdom; jeg tænkte: "Jeg vil vorde
+      viis." Men Visdom holdt sig langt fra mig;
+ 24.  Tingenes Grund er langt borte, så dyb, så dyb; hvem kan finde
+      den?
+ 25.  Jeg tog mig for at vende min Hu til Kundskab og Granskning og
+      til at søge efter Visdom og sikker Viden og til at kende, at
+      Gudløshed er Tåbelighed, Dårskab Vanvid.
+ 26.  Og beskere end Døden fandt jeg Kvinden, thi hun er et Fangegarn;
+      hendes Hjerfe er et Net og hendes Arme Lænker. Den, som er Gud
+      kær, undslipper hende, men Synderen bliver hendes Fange.
+ 27.  Se, det fandt jeg ud, sagde Prædikeren, ved at lægge det ene til
+      det andet for at drage min Slutning.
+ 28.  Hvad min Sjæl stadig søgte, men ikke fandt, er dette: Een Mand
+      fandt jeg blandt tusind, men en Kvinde fandt jeg ikke i hele
+      Flokken.
+ 29.  Dog se, det fandt jeg, at Gud har skabt Menneskene, som de bør
+      være; men de har så mange sære Ting for.
+
+Prædikeren 8
+
+  1.  Hvo er som den vise, og hvo ved at tyde en Ting? Visdom får et
+      Menneskes Åsyn til at lyse, og Åsynets Hårdhed mildnes.
+  2.  Hold en Konges Bud! Men drejer det sig om en Gudsed, så forhast
+      dig ikke.
+  3.  Gå bort fra hans Åsyn og bliv ikke stående, når Sagen står slet;
+      thi han kan gøre alt, hvad han vil.
+  4.  Thi en Konges Ord er Magtsprog, og hvo kan sige til ham: "Hvad
+      gør du?"
+  5.  Den, som holder Budet, skal ikke mærke til noget ondt, og
+      Dommens Tid skal den vises Hjerte kende.
+
+  6.  Thi enhver Ting har sin Tid og sin Dom, men det er et tyngende
+      Onde for Mennesket,
+  7.  at han ikke ved, hvad der vil ske; thi hvo kan sige ham
+      hvorledes Fremtiden bliver?
+  8.  Som intet Menneske er Herre over Vinden, så han kan spærre den
+      inde, er ingen Herre over Dødens Dag; Krig kan man ikke unddrage
+      sig, og Gudløshed frier ikke sin Mand.
+
+  9.  Alt dette så jeg, idet jeg rettede min Tanke på hver en Idræt,
+      som øves under Solen: Der er Tider, da det ene Menneske hersker
+      over det andet til hans Ulykke.
+ 10.  Ligeledes så jeg gudløse stedes til Hvile, medens de, som gjorde
+      det rette, måtte gå bort fra det hellige Sted og glemtes i
+      Byen. Også det er Tomhed.
+ 11.  Fordi den onde Gerning ikke i Hast rammes af Dommen får
+      Menneskenes Hjerte Mod til at gøre det onde,
+ 12.  eftersom Synderen gør det onde fra første Færd og dog lever
+      længe; men også ved jeg, at det skal gå dem godt, som frygter
+      Gud, fordi de frygter for hans Åsyn,
+ 13.  og at det ikke skal gå de gudløse godt, og at deres Levetid ikke
+      skal længes som Skyggen, fordi de ikke frygter for Guds Åsyn.
+ 14.  Der er en Tomhed, som forekommer på Jorden: at der findes
+      retfærdige, hvem det går, som om de havde gjort de gudløses
+      Gerninger, og gudløse, hvem det går som om de havde gjort de
+      retfærdiges Gerninger. Jeg sagde: Også det er Tomhed.
+ 15.  Og jeg priste Glæden, fordi Mennesket ikke har andet Gode under
+      Solen end at spise og drikke og være glad, og at dette ledsager
+      ham under hans Flid i de Levedage, Gud giver ham under Solen.
+
+ 16.  Hver Gang jeg vendte min Hu til at nemme Visdom og granske det
+      Slid, som går for sig på Jorden - thi hverken Dag eller Nat får
+      man Søvn i Øjnene -
+ 17.  da indså jeg, at det er således med alt Guds Værk, at Mennesket
+      ikke kan udgrunde det, som sker under Solen; thi trods al den
+      Flid, et Menneske gør sig med at søge, kan han ikke udgrunde
+      det; og selv om den vise mener at kende det, kan han ikke
+      udgrunde det.
+
+Prædikeren 9
+
+  1.  Ja, alt dette lagde jeg mig på Sinde, og mit hjerte indså det
+      alt sammen: at de retfærdige og de vise og deres Gerninger er i
+      Guds Hånd. Hverken om Kærlighed eller Had kan Menneskene vide
+      noget; alt, hvad der er dem for Øje, er Tomhed.
+  2.  Thi alle får en og samme Skæbne, retfærdig og gudløs, god og
+      ond, ren og uren, den, som ofrer, og den, som ikke ofrer; det
+      går den gode som Synderen, den sværgende som den, der skyr at
+      sværge.
+  3.  Det er det, der er Fejlen ved alt, hvad der sker under Solen, at
+      alle får en og samme Skæbne; derfor er også Menneskebørnenes
+      Hjerte fuldt af ondt, og der er Dårskab i deres Hjerte Livet
+      igennem, og tilsidst må de ned til de døde.
+  4.  Kun for den, der hører til de levendes Flok, er der Håb; thi
+      levende Hund er bedre faren end død Løve.
+  5.  Thi de levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved
+      ingenting, og Løn har de ikke mere i Vente; thi Mindet om dem
+      slettes ud.
+  6.  Både deres Kærlighed og deres Had og deres Misundelse er
+      forlængst borte, og de får ingen Sinde mere Lod og Del i noget
+      af det, som sker under Solen.
+
+  7.  Så spis da dit Brød med Glæde, drik vel til Mode din Vin; thi
+      din Id har Gud for længst kendt god.
+  8.  Dine Klæder være altid hvide, lad Olie ikke savnes på dit Hoved!
+  9.  Nyd Livet med den Kvinde, du elsker, alle dine tomme Levedage,
+      som gives dig under Solen; thi det er din Lod og Del af Livet og
+      af den Flid, du gør dig under Solen.
+ 10.  Gør efter Evne alt, hvad din Hånd finder Styrke til; thi der er
+      hverken Virke eller Tanke eller Kundskab eller Visdom i
+      Dødsriget, hvor du stævner hen.
+
+ 11.  Og atter så jeg under Solen, at Hurtigløberen ikke er Herre over
+      Løbet eller Heltene over Kampen, ej heller de vise over Brødet,
+      ej heller de kløgtige over Rigdom, ej heller de kloge over
+      Yndest, men alle er de bundet af Tid og Tilfælde.
+ 12.  Thi et Menneske kender lige så lidt sin Tid som Fisk, der fanges
+      i det slemme Garn, eller Fugle, der hildes i Snaren; ligesom
+      disse fanges Menneskens Børn i Ulykkens Stund, når den brat
+      falder over dem.
+
+ 13.  Også dette Tilfælde af Visdom så jeg under Solen, og det gjorde
+      dybt Indtryk på mig:
+ 14.  Der var en lille By med få Indbyggere, og mod den kom en stor
+      Konge; han omringede den og byggede høje Volde imod den;
+ 15.  men der fandtes i Byen en fattig Mand, som var viis, og han
+      frelste den ved sin Visdom. Men ingen mindedes den fattige Mand.
+ 16.  Da sagde jeg: "Visdom er bedre end Styrke, men den fattiges
+      Visdom agtes ringe, og hans Ord høres ikke."
+
+ 17.  Vismænds Ord, der høres i Ro, er bedre end en Herskers Råb
+      iblandt Dårer.
+ 18.  Visdom er bedre end Våben, men en eneste Synder kan ødelægge
+      meget godt.
+
+Prædikeren 10
+
+  1.  Døde Fluer gør Salveblanderens Olie stinkende, lidt Dårskab
+      ødelægger Visdommens Værd.
+  2.  Den vise har sin Forstand tilhøjre, Tåben har sin til venstre,
+  3.  Hvor Dåren end færdes, svigter hans Forstand, og han røber for
+      alle, at han er en Dåre.
+  4.  Når en Herskers Vrede rejser sig mod dig, forlad ikke derfor din
+      Plads; thi Sagtmodighed hindrer store Synder.
+  5.  Der er et Onde, jeg så under Solen; det ser ud som et Misgreb af
+      ham, som har Magten:
+  6.  Dårskab sættes i Højsædet, nederst sidder de rige.
+  7.  Trælle så jeg højt til Hest og Høvdinger til Fods som Trælle.
+  8.  Den, som graver en Grav, falder selv deri; den, som nedbryder en
+      Mur, ham bider en Slange;
+  9.  den, som bryder Sten, kan såre sig på dem; den, som kløver Træ,
+      er i Fare.
+ 10.  Når Øksen er sløv og dens Æg ej hvæsses, må Kraft lægges i; men
+      den dygtiges Fortrin er Visdom.
+ 11.  Bider en Slange, før den besværges, har Besværgeren ingen Gavn
+      af sin Kunst.
+ 12.  Ord fra Vismands Mund vinder Yndest, en Dåres Læber bringer ham
+      Våde;
+ 13.  hans Tale begynder med Dårskab og ender med den værste Galskab.
+ 14.  Tåben bruger mange Ord. Ej ved Mennesket, hvad der skal ske;
+      hvad der efter hans Død skal ske, hvo siger ham det?
+ 15.  Dårens Flid gør ham træt, thi end ikke til Bys ved han Vej.
+ 16.  Ve dig, du Land, hvis Konge er en Dreng og hvis Fyrster holder
+      Gilde ved Gry.
+ 17.  Held dig; du Land, hvis Konge er ædelbåren, hvis Fyrster holder
+      Gilde til sømmelig Tid som Mænd og ikke som drankere.
+ 18.  Ved Ladhed synker Bjælkelaget; når Hænderne slappes, drypper det
+      i Huset.
+ 19.  Til Morskab holder man Gæstebud, og Vin gør de levende glade;
+      men Penge skaffer alt til Veje.
+ 20.  End ikke i din Tanke må du bande en Konge, end ikke i dit
+      Sovekammer en, som er rig; thi Himlens Fugle kan udsprede Ordet,
+      de vingede røbe, hvad du siger.
+
+Prædikeren 11
+
+  1.  Kast dit Brød på Vandet, Thi du får det igen, går end lang Tid
+      hen.
+  2.  Del dit Gods i syv otte Dele, thi du ved ej, hvad ondt der
+      kanske på Jorden.
+  3.  Er Skyerne fulde af Regn, så gyder de den ud over Jorden; og
+      falder et Træ mod Syd eller Nord; så bliver det liggende der,
+      hvor det falder.
+  4.  Man får aldrig sået, når man kigger efter Vinden, og aldrig
+      høstet, når man ser efter Skyerne.
+  5.  Som du ikke kender Vindens Vej eller Fostret i Moders Liv, så
+      kender du ej heller Guds Virke, han, som virker alt.
+  6.  Så din Sæd ved Gry og lad Hånden ej hvile ved Kvæld; thi du ved
+      ej, om dette eller hint vil lykkes, eller begge Dele er lige
+      gode.
+  7.  Lyset er lifligt, at skue Solen er godt for Øjnene;
+  8.  ja, lever et Menneske mange År, skal han glæde sig over dem alle
+      og komme Mørkets Dage i Hu, thi af dem er der mange i Vente;
+      alt, hvad der kommer, er Tomhed.
+
+  9.  Glæd dig, Yngling, i din Ungdom, vær vel til Mode i Livets Vår;
+      gå, hvor dit Hjerte lyster, og nyd, hvad dit Øje skuer; men vid,
+      at for alle disse Ting skal du kræves til Regnskab af Gud.
+ 10.  Slå Mismod ud af dit Sind, hold Sygdom fjernt fra din Krop; thi
+      Ungdom og Livsgry er Tomhed!
+
+Prædikeren 12
+
+  1.  Tænk På ding Skaber i Ungdommens Dage, førend de onde Dage
+      kommer og Årene nærmer sig, om hvilke du vil sige: "I dem har
+      jeg ikke Behag!"
+  2.  før Sol og Lys og Måne og Stjerner hylles i Mørke og der atter
+      kommer Skyer efter Regn,
+  3.  Tiden, da Husets Vogtere bæver, de stærke Mænd bliver krumme, da
+      Møllepigerne svigter, fordi de er få, og de bliver mørke, som
+      kigger ved Gluggerne,
+  4.  da begge Gadedørene lukkes, mens Møllen går med dæmpet Lyd, da
+      man står op ved Spurvenes Kvidder og alle Sangens Døtre hvisker,
+  5.  da man også ængstes for Bakker, og Rædsler lurer på Vejen, da
+      Mandeltræet blomstrer; Græshoppen slappes og Kapersbærret
+      svigter, nu Mennesket går til sin evige Bolig og Sørgetoget går
+      gennem Gaden,
+  6.  førend Sølvsnoren brister og Guldskålen brydes itu, før Krukken
+      slås i Stykker ved Kilden og det søndrede Hjul falder ned i
+      Brønden
+  7.  og Støvet vender tilbage til Jorden som før og Ånden til Gud,
+      som gav den.
+  8.  Endeløs Tomhed, sagde Prædikeren, alt er Tomhed.
+
+  9.  Endnu skal siges, at Prædikeren var viis; han gav også Folket
+      Kundskab; han granskede og ransagede og formede mange Ordsprog.
+ 10.  Prædikeren søgte at finde Fyndord og optegnede sanddru Lære,
+      Sandhedsord.
+ 11.  Som Pigkæppe er de vises Ord, som inddrevne Søm, der sidder tæt;
+      de er givet af en og samme Hyrde.
+ 12.  Endnu skal siges: Min Søn, var dig! Der er ingen Ende på, som
+      der skrives Bøger, og megen Gransken trætter Legemet.
+ 13.  Enden på Sagen, når alt er hørt, er: Frygt Gud og hold hans Bud!
+      Thi det bør hvert Menneske gøre.
+ 14.  Thi hver en Gerning bringer Gud for Retten, når han dømmer alt,
+      hvad der er skjult, være sig godt eller ondt.
+
+
+Højsangen
+
+Højsangen 1
+
+  1.  Salomos Højsang
+  2.  Kys mig, giv mig Kys af din mund thi din Kærlighed er bedre end
+      Vin.
+  3.  Lifligt dufter dine Salver, dit Navn er en udgydt Salve, derfor
+      har Kvinder dig kær.
+  4.  Drag mig efter dig, kom, lad os løbe; Kongen tog mig ind i sine
+      Kamre. Vi vil juble og glæde os i dig, prise din Hærlighed
+      fremfor Vin. Med Rette har de dig kær.
+
+  5.  Jeg er sort, dog yndig, Jerusalems Døtre, som Kedars Telte, som
+      Salmas Forhæng.
+  6.  Se ej på mig, fordi jeg er sortladen, fordi jeg er brændt af
+      Solen. Min Moders Sønner vrededes på mig, til Vingårdsvogterske
+      satte de mig - min egen Vingård vogted jeg ikke.
+
+  7.  Sig mig, du, som min Sjæl har kær, hvor du vogter din Hjord,
+      hvor du holder Hvil ved Middag. Thi hvi skal jeg gå som en
+      Landstryger ved dine Fællers Hjorde?
+
+  8.  Såfremt du ikke ved det, du fagreste blandt Kvinder, følg da kun
+      Hjordens Spor og vogt dine Geder ved Hyrdernes Boliger.
+
+  9.  Ved Faraos Forspand ligner jeg dig, min Veninde.
+ 10.  Dine Kinder er yndige med Snorene din Hals med Kæderne.
+ 11.  Vi vil gøre dig Snore af Guld med Stænk af Sølv.
+
+ 12.  Min Nardus spreder sin Duft, mens Kongen er til Bords;
+ 13.  min Ven er mig en Myrrapose, der ligger ved mit Bryst,
+ 14.  min Ven er mig en Koferklase fra En-Gedis Vingårde.
+
+ 15.  Hvor du er fager, min Veninde, hvor du er fager, dine Øjne er
+      Duer!
+
+ 16.  Hvor du er fager, min Ven, ja dejlig er du, vort Leje er grønt,
+ 17.  vor Boligs Bjælker er Cedre, Panelet Cypresser!
+
+Højsangen 2
+
+  1.  Jeg er Sarons Rose, Dalenes Lilje
+  2.  Som en Lilje midt iblandt Torne er min Veninde blandt Piger.
+
+  3.  Som et Æbletræ blandt Skovens Træer er min Ven blandt unge
+      Mænd. I hans Skygge har jeg Lyst til at sidde, hans Frugt er sød
+      for min Gane.
+
+  4.  Til en Vinhal bragte han mig, hvor Mærket over mig er Kærlighed.
+  5.  Styrk mig med Rosinkager, kvæg mig med Æbler, thi jeg er syg af
+      Kærlighed.
+  6.  Hans venstre er under mit Hoved, hans højre tager mig i Favn.
+  7.  Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre, ved Gazeller og Markens
+      Hjorte: Gør ikke Kærligheden Uro, væk den ikke, før den ønsker
+      det selv!
+
+  8.  Hør! Der er min Ven! Ja se, der kommer han i Løb over Bjergene,
+      i Spring over Højene.
+  9.  Min Ven er som en Gazel, han er som den unge Hjort. Se, nu står
+      han alt bag vor Mur. Han ser gennem Vinduet, kigger gennem
+      Gitteret.
+ 10.  Min Ven stemmer i og siger så til mig: Stå op, min Veninde, du
+      fagre, kom!
+ 11.  Thi nu er Vinteren omme, Regntiden svandt, for hen,
+ 12.  Blomster ses i Landet, Sangens Tid er kommet, Turtelduens Kurren
+      høres i vort Land;
+ 13.  Figentræets Småfrugter svulmer, Vinstokken blomstrer, udspreder
+      Duft. Stå op, min Veninde, du fagre, kom,
+ 14.  min Due i Fjeldets Kløfter, i Bjergvæggens Skjul! Lad mig skue
+      din Skikkelse, høre din Røst, thi sød er din Røst og din
+      Skikkelse yndig.
+
+ 15.  Fang os de Ræve, de Ræve små,som hærger Vinen, vor blomstrende
+      Vin!
+
+ 16.  Min Ven er min, og jeg er hans,som vogter blandt Liljer;
+ 17.  til Dagen svales og Skyggerne længes, kom hid, min Ven, og vær
+      som Gazellen, som den unge Hjort på duftende Bjerge!
+
+Højsangen 3
+
+  1.  På mit Leje om Natten søgte Ham, som min Sjæl har kær, jeg
+      søgte, men fandt ham ikke.
+  2.  "Så står jeg op og går om i Byen, om På dens Gader og Torve og
+      søger ham, som min Sjæl har kær. "Jeg søgte, men fandt ham ikke.
+  3.  Vægterne, som færdes i Byen, traf mig: "Så I mon ham, som min
+      Sjæl har kær?"
+  4.  Knap var jeg kommet forbi dem, så fandt jeg ham, som min Sjæl
+      har kær; jeg greb ham og slap ham ikke, før jeg fik ham ind i
+      min Moders Hus, i hendes Kammer, som fødte mig.
+  5.  Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre, ved Gazeller og Markens
+      Hjorte: Gør ikke Kærligheden Uro, væk den ikke, før den ønsker
+      det selv!
+
+  6.  Hvad er det, som kommer fra Ørkenen i Støtter af Røg, omduftet
+      af Myrra og Røgelse, alskens Vellugt?
+  7.  Se, det er Salomos Bærestol, omgivet af tresindstyve Helte,
+      Israels Helte,
+  8.  alle med Sværd i Hånd, oplærte til Krig, hver med sit Sværd ved
+      Lænd mod Nattens Rædsler.
+  9.  Kong Salomo laved sig en Bærekarm af Træ fra Libanon,
+ 10.  gjorde dens Støtter af Sølv, dens Arme af Guld; i Midten er
+      Ibenholt indlagt, Sædet er Purpur.
+ 11.  Jerusalems Døtre, gå ud og se på Kong Salomo, på Kronen, hans
+      Moder kroned ham med på hans Brudefærds Dag, hans Hjertens
+      Glædes Dag!
+
+Højsangen 4
+
+  1.  Hvor du er fager, min veninde, hvor er du fager! Dine Øjne er
+      Duer bag sløret, dit Hår som en Gedeflok bølgende ned fra
+      Gilead,
+  2.  dine Tænder som en nyklippet Fåreflok, der kommer fra Bad, som
+      alle har Tvillinger, intet er uden Lam;
+  3.  som en Purpursnor er dine Læber, yndig din Mund, din Tinding som
+      et bristet Granatæble bag ved dit Slør;
+  4.  din Hals er som Davids Tårn, der er bygget til Udkig, tusinde
+      Skjolde hænger derpå, kun Helteskjolde;
+  5.  dit Bryst som to Hjortekalve, Gazelle tvillinger, der græsser
+      blandt Liljer.
+  6.  Til Dagen svales og Skyggerne længes, vil jeg vandre til
+      Myrrabjerget og Vellugtshøjen.
+  7.  Du er fuldendt fager, min Veninde og uden Lyde.
+
+  8.  Kom med mig fra Libanon, Brud, kom med mig fra Libanon, stig ned
+      fra Amanas Tinde, fra Senirs og Hermons Tinde, fra Løvers Huler,
+      fra Panteres Bjerge!
+
+  9.  Du har fanget mig, min Søster, min Brud, du har fanget mig med
+      et af dine Blikke, med en af din Halses Kæder.
+ 10.  Hvor herlig er din Kærlighed, min Søster, min Brud, hvor din
+      Kærlighed er god fremfor Vin, dine Salvers Duft fremfor alskens
+      Vellugt!
+ 11.  Dine Læber drypper af Sødme, min Brud, under din Tunge er
+      Honning og Mælk; dine Klæders Duft er som Libanons Duft.
+
+ 12.  Min Søster, min Brud er en lukket Have, en lukket Kilde, et Væld
+      under Segl.
+ 13.  Dine Skud er en Lund af Granattræer med kostelige Frugter,
+      Kofer,
+ 14.  Nardus og Kalmus og Kanel og alle Slags Vellugtstræer, Myrra og
+      Safran og Aloe og alskens ypperlig Balsam.
+ 15.  Min Haves Væld er en Brønd med rindende Vand og Strømme fra
+      Libanon.
+ 16.  Nordenvind, vågn, Søndenvind kom, blæs gennem min Have, så dens
+      Vellugt spredes! Min Ven komme ind i sin Have og nyde dens
+      udsøgte Frugt!
+
+Højsangen 5
+
+  1.  Jeg kommer i min Have, min Søster, min Brud, jeg plukker min
+      Myrra og Balsam, jeg spiser min Honning og Saft, jeg drikker min
+      Vin og Mælk. Venner, spis og drik og berus jer i Kærlighed!
+  2.  Jeg sov, men mit hjerte våged; tys, da banked min ven: "Luk op
+      for mig, o Søster, min Veninde, min Due, min rene, thi mit Hoved
+      er fuldt af Dug, mine Lokker af Nattens Dråber."
+  3.  Jeg har taget min Kjortel af, skal jeg atter tage den på? Jeg
+      har tvættet mine Fødder, skal jeg atter snavse dem til?
+  4.  Gennem Gluggen rakte min Ven sin Hånd, det brusede stærkt i mit
+      Indre.
+  5.  Jeg stod op og åbned for min Ven; mine Hænder drypped af Myrra,
+      mine Fingre af flydende Myrra, da de rørte ved Låsens Håndtag.
+  6.  Så lukked jeg op for min Ven, men min Ven var gået sin Vej. Jeg
+      var ude af mig selv ved hans Ord. Jeg søgte, men fandt ham ikke,
+      kaldte, han svared mig ikke.
+  7.  Vægterne, som færdes i Byen, traf mig, de slog og såred mig;
+      Murens Vægtere rev Kappen af mig.
+
+  8.  Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre: Såfremt I finder min Ven,
+      hvad skal I da sige til ham? At jeg er syg af Kærlighed!
+
+  9.  "Hvad Fortrin har da, din Ven, du fagreste, blandt Kvinder? Hvad
+      Fortrin har da din Ven, at du besværger os så?"
+
+ 10.  Min Ven er hvid og rød, herlig blandt Titusinder,
+ 11.  hans Hoved er det fineste Guld, hans Lokker er Ranker, sorte som
+      Ravne,
+ 12.  hans Øjne som Duer ved rindende Bække, badet i Mælk og siddende
+      ved Strømme,
+ 13.  hans Kinder som Balsambede; Skabe med Vellugt, hans Læber er
+      Liljer, de drypper, af flydende Myrra,
+ 14.  hans Hænder er Stænger af Guld, fyldt med Rubiner, hans Liv en
+      Elfenbensplade, besat med Safirer,
+ 15.  hans Ben er Søjler af Marmor På Sokler af Guld, hans Skikkelse
+      som Libanon, herlig som Cedre,
+ 16.  hans Gane er Sødme, han er idel Ynde. Sådan er min elskede,
+      sådan min Ven, Jerusalems Døtre.
+
+Højsangen 6
+
+  1.  Hvor er din Ven gået hen, du fagreste blandt Kvinder? Hvor har
+      din ven vendt sig hen? Vi vil søge ham med dig.
+
+  2.  Min Ven gik ned i sin Have, ti lBalsambedene, for at vogte sin
+      Hjord i Haverne og sanke Liljer.
+  3.  Jeg er min Vens, og min Ven er min, han, som vogter blandt
+      Liljer.
+
+  4.  Du er fager, min Veninde, som Tirza, yndig som Jerusalem,
+      frygtelig som Hære under Banner.
+  5.  Vend dine Øjne fra mig, de forvirrer mig så! Dit Hår er som en
+      Gedeflok, bølgende ned fra Gilead.
+  6.  dine Tænder som en Fåreflok, der kommer fra Bad, som alle har
+      Tvillinger, intet er uden Lam;
+  7.  din Tinding er et bristet Granatæble bag ved dit Slør.
+
+  8.  Dronningernes Tal er tresindstyve, Medhustruernes firsindstyve,
+      på Terner er der ej Tal.
+  9.  Men een er hun, min Due, min rene, hun, sin Moders eneste, hun,
+      sin Moders Kælebarn. Blev hun set af Piger, fik hun Pris, af
+      Dronninger og Medhustruer Hyldest.
+
+ 10.  Hvo er hun, der titter frem som Morgenrøden, fager som Månen,
+      skær som Solen, frygtelig som Hære under Banner?
+
+ 11.  Jeg gik ned i Nøddehaven for at se, hvor det grønnes i Dale for
+      at se, om Vintræet skød, om Granattræet nu stod i Blomst.
+ 12.  Før jeg vidste af det, satte min Sjæl mig på mit ædle Folks
+      Vogne.
+ 13.  Vend dig, vend dig, Sulamit, vend dig, vend dig, så vi kan se
+      dig!"Hvad vil I se på Sulamit, mens Sværddansen trædes?"
+
+Højsangen 7
+
+  1.  Hvor skønne er dine Trin i Skoene, du ædelbårne! Dine Hofters
+      Runding er som Halsbånd, Kunstnerhånds Værk,
+  2.  dit Skød som det runde Bæger, ej savne det Vin, dit Liv som en
+      Hvededynge, hegnet af Liljer;
+  3.  dit Bryst som to Hjortekalve, Gazelletvillinger,
+  4.  din Hals som Elfenbenstårnet, dine Øjne som Hesjbons damme ved
+      Bat-Rabbims Port, din Næse som Libanons Tårn, der ser mod
+      Damaskus,
+  5.  Hovedet på dig som Karmel, dit Hoveds Lokker som Purpur; en
+      Konge er fanget i Garnet.
+  6.  Hvor er du fager og yndig, du elskede, yndefulde!
+  7.  Som Palmen, så er din Vækst, dit Bryst som Klaser.
+  8.  Jeg tænker: Jeg vil op i Palmen, gribe fat i dens Stilke; dit
+      Bryst skal være som Vinstokkens Klaser, din Næses Ånde som
+      Æbleduft,
+  9.  din Gane som ædel Vin, der liflig flyder ind i min Mund, glider
+      over mine Læber og Tænder.
+
+ 10.  Jeg er min Vens, og til mig står hans Attrå.
+ 11.  Kom min Ven, vi vil ud på Landet, blive i Landsbyer Natten over;
+ 12.  Vingårde søger vi årle, vi ser, om Vinstokken skyder, om
+      Knopperne åbnes, Granattræet blomstrer. Der giver jeg dig min
+      Kærlighed.
+ 13.  Kærlighedsæblerne dufter, for vor Dør er al Slags Frugt, ny og
+      gammel tillige; til dig, min Ven, har jeg gemt dem.
+
+Højsangen 8
+
+  1.  Oh, var du min broder, som died min moders bryst! Jeg kyssed dig
+      derude, når vi mødtes, og blev ikke agtet ringe,
+  2.  tog dig ind i min Moders hus, i min moders kamre, gav dig
+      krydret vin at drikke, Granatæblers Most.
+
+  3.  Hans venstre under mit hoved, hans højre tager mig i favn.
+  4.  Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre: Gør ikke Kærligheden Uro,
+      væk den ikke før den ønsker det selv!
+
+  5.  Hvem er hun, der kommer fra Ørkenen, støttet til sin ven? "Under
+      Æbletræet vækked jeg dig; der nedkom din moder med dig, der
+      nedkom hun, som dig fødte."
+  6.  Læg mig som en seglring om dit hjerte, som et Armbånd om din
+      Arm! Thi Kærlighed er stærk som døden, Nidkærhed hård som
+      Dødsriget; i dens gløder er Brændende Glød, dens lue er HERRENS
+      Lue.
+  7.  Mange Vande kan ikke slukke den, Strømme skylle den bort. Gav
+      nogen alt Gods i sit Hus for Kærlighed, Hvem vilde agte ham
+      ringe?
+
+  8.  Vi har en lille Søster, som endnu ej har bryster; hvad gør vi
+      med med vor Søster, den dag hun får en Bejler?
+  9.  Er hun en Mur, så bygger vi en krone af sølv derpå, men er hun
+      en Dør, så spærrer vi den med Cederplanke.
+ 10.  Jeg er en Mur, Mine Bryster Tårne. Da blev jeg i hans Øjne som
+      en, der finder Fred.
+
+ 11.  Salomo havde en Vingård i Ba'al-Hamon, til vogtere gav han den
+      Vingård; hver kunne tjene tusind sekel Sølv på dens Frugt.
+ 12.  Jeg har for mig selv min Vingård; de tusinde, Salomo, er dine,
+      to hundrede deres, som vogter dens Frugt.
+
+ 13.  Du, som bor i Haverne, Vennerne lytter, lad mig høre din røst!
+
+ 14.  Fly, min Ven, og vær som en Gazel, som den unge Hjort på
+      Balsambjerge!
+
+
+Esajas
+
+Esajas 1
+
+  1.  Det Syn, Esajas, Amoz's Søn, skuede om Juda og Jerusalem, i de
+      dage da Uzzija, Jotam, Akaz og Ezekias var Konger i Juda.
+
+  2.  Hør, I Himle, lyt, du Jord, thi HERREN taler: Børn har jeg
+      opfødt og fostret, men de forbrød sig imod mig.
+  3.  En Okse kender sin Ejer, et Æsel sin Herres Krybbe; men Israel
+      kender intet, mit Folk kan intet fatte.
+
+  4.  Ve det syndefulde Folk, en brødetynget Slægt, Ugerningsmænds Æt,
+      vanartede Børn! De svigtede HERREN, lod hånt om Israels Hellige,
+      vendte ham Ryg.
+  5.  Kan I tåle flere Hug, siden I stadig falder fra? Kun Sår er
+      Hovedet, sygt hele Hjertet;
+  6.  fra Fodsål til isse er intet helt kun Flænger, Strimer og friske
+      Sår; de er ej trykket ud, ej heller forbundet og ikke lindret
+      med Olie.
+  7.  Eders Land er øde, eders Byer brændt, fremmede æder eders Jord
+      for eders Øjne så øde som ved Sodomas Undergang.
+  8.  Zions Datter er levnet som en Hytte i en Vingård, et Vagtskur i
+      en Græskarmark en omringet By.
+  9.  Havde ikke Hærskarers HERRE levnet os en Rest, da var vi som
+      Sodoma, ligned Gomorra.
+
+ 10.  Lån Øre til HERRENs Ord I Sodomadommere, lyt til vor Guds
+      Åbenbaring, du Gomorrafolk!
+ 11.  Hvad skal jeg med alle eders Slagtofre? siger HERREN;jeg er mæt
+      af Væderbrændofre, af Fedekalves Fedt, har ej Lyst til Blod af
+      Okser og Lam og Bukke.
+ 12.  Når I kommer at stedes for mit Åsyn, hvo kræver da af jer, at
+      min Forgård trampes ned?
+ 13.  Bring ej flere tomme Afgrødeofre, vederstyggelig Offerrøg er de
+      mig! Nymånefest, Sabbat og festligt Stævne jeg afskyr Uret og
+      festlig Samling.
+ 14.  Eders Nymånefester og Højtider hader min, Sjæl de er mig en
+      Byrde, jeg er træt af at bære.
+ 15.  Breder I Hænderne ud, skjuler jeg Øjnene for jer. Hvor meget I
+      så end beder, jeg hører det ikke. Eders Hænder er fulde af Blod;
+ 16.  tvæt jer, rens jer, bort med de onde Gerninger fra mine Øjne!
+      Hør op med det onde,
+ 17.  lær det gode, læg Vind på, hvad Ret er; hjælp fortrykte, skaf
+      faderløse Ret, før Enkens Sag!
+
+ 18.  Kom, lad os gå i Rette med hinanden, siger HERREN. Er eders
+      Synder som Skarlagen, de skal blive hvide som Sne; er de end
+      røde som Purpur, de skal dog blive som Uld.
+ 19.  Lyder I villigt, skal I æde Landets Goder;
+ 20.  står I genstridigt imod, skal I ædes af Sværd. Thi HERRENs Mund
+      har talt.
+
+ 21.  At den skulde ende som Skøge, den trofaste By, Zion, så fuld af
+      Ret, Retfærdigheds Hjem, men nu er der Mordere.
+ 22.  Dit Sølv er blevet til Slagger, din Vin er spædet med Vand.
+ 23.  Tøjlesløse er dine Førere, Venner med Tyve; Gaver elsker de
+      alle, jager efter Stikpenge, skaffer ej faderløse Ret og tager
+      sig ikke af Enkens Sag.
+ 24.  Derfor lyder det fra Herren, Hærskarers HERRE, Israels Vældige:
+      "Min Gengælds Ve over Avindsmænd, min Hævn over Fjender!
+ 25.  Jeg vender min Hånd imod dig, renser ud dine Slagger i Ovnen og
+      udskiller alt dit Bly.
+ 26.  Jeg giver dig Dommere som fordum, Rådsherrer som før; så kaldes
+      du Retfærdigheds By, den trofaste Stad.
+ 27.  Zion genløses ved Ret, de omvendte der ved Retfærd.
+ 28.  Men Overtrædere og Syndere knuses til Hobe; hvo HERREN svigter,
+      forgår.
+
+ 29.  Thi Skam vil I få af de Ege, I elsker, Skuffelse af Lundene, I
+      sætter så højt;
+ 30.  thi I bliver som en Eg med visnende Løv, som en Lund, hvor der
+      ikke er Vand. 31 Den stærke bliver til Blår, hans Værk til en
+      Gnist; begge brænder med hinanden, og ingen slukker.
+
+Esajas 2
+
+  1.  Dette er, hvad Esajas, Amoz's Søn, skuede om Jerusalem:
+
+  2.  Det skal ske i de sidste Dage, at HERRENs Huses Bjerg,
+      grundfæstet på Bjergenes Top, skal løfte sig op over Højene. Did
+      skal Folkene strømme
+  3.  og talrige Folkeslag vandre: "Kom, lad os drage til HERRENs
+      Bjerg, til Jakobs Guds Hus; han skal lære os sine Veje, så vi
+      kan gå på hans Stier; thi fra Zion udgår Åbenbaring, fra
+      Jerusalem, HERRENs Ord:"
+  4.  Da dømmer han Folk imellem, skifter Ret mellem talrige
+      Folkeslag; deres Sværd skal de smede til Plovjern, deres Spyd
+      til Vingårdsknive; Folk skal ej løfte Sværd mod Folk, ej øve sig
+      i Våbenfærd mer.
+  5.  Kom, Jakobs Hus, lad os vandre i HERRENs Lys!
+
+  6.  Thi du forskød dit Folk, Jakobs Hus; de er fulde af Østens Væsen
+      og spår, som var de Filistre, giver Folk fra Udlandet Håndslag.
+  7.  Deres Land er fuldt af Sølv og Guld, talløse er deres Skatte;
+      deres Land er fuldt af Heste, talløse er deres vogne;
+  8.  deres Land er fuldt af Afguder, de tilbeder Værk af deres
+      Hænder, Ting, deres Fingre har lavet.
+
+  9.  Men bøjes skal Mennesket, Manden ydmyges, tilgiv dem ikke! 10 Gå
+      ind i Klippen, skjul dig, i Støvet for HERRENs Rædsel, hans
+      Højheds Herlighed!
+ 11.  Sine stolte Øjne skal Mennesket slå ned, Mændenes Hovmod skal
+      bøjes, og HERREN alene være høj på hin Dag.
+ 12.  Thi en Dag har Hærskarers HERRE mod alt det høje og knejsende,
+      mod alt ophøjet og stolt,
+ 13.  med alle Libanons Cedre, de knejsende høje, og alle Basans Ege,
+ 14.  mod alle knejsende Bjerge og alle høje Fjelde,
+ 15.  mod alle stolte Tårne og alle stejle Mure,
+ 16.  mod alle Tarsisskibe og hver en kostelig Ladning.
+ 17.  Da skal Menneskets Stolthed bøjes, Mændenes Hovmod ydmyges. og
+      HERREN alene være høj på hin Dag.
+ 18.  Afguderne skal helt forsvinde.
+ 19.  Og man skal gå ind i Klippehuler og Jordhuller for HERRENs
+      Rædsel, hans Højheds Herlighed når han står op for at forfærde
+      Jorden.
+ 20.  På hin Dag skal Mennesket slænge sine Guder af Sølv og Guld, som
+      han lavede sig for at tilbede dem, hen til Muldvarpe og
+      Flagermus
+ 21.  for at gå ind i Klipperevner og Fjeldkløfter for HERRENs Rædsel,
+      hans Højheds Herlighed, når han står op for at forfærde Jorden.
+ 22.  Slå ikke mer eders Lid til Mennesker, i hvis Næse der kun er
+      flygtig Ånde, thi hvad er de at regne for?
+
+Esajas 3
+
+  1.  Thi se, HERREN, Hærskarers HERRE, fratager Jerusalem og Juda
+      støtte og Stav, hver Støtte af Brød og hver støtte af vand:
+  2.  Helt og Krigsmand, Dommer og Profet, Spåmand og Ældste,
+  3.  Halvhundredfører og Stormand, Rådsherre og, Håndværksmester og
+      den, der er kyndig i Trolddom.
+  4.  Jeg giver dem Drenge til Øverster, Drengekådhed skal herske over
+      dem.
+  5.  I Folket undertrykker den ene den anden, hver sin Næste; Dreng
+      sætter sig op imod Olding, Usling mod Hædersmand.
+  6.  Når da en Mand tager fat på en anden i hans Fædrenehus og siger:
+      "Du har en Kappe, du skal være vor Hersker, under dig skal dette
+      faldefærdige Rige stå!"
+  7.  så svarer han på hin Dag: "Jeg vil ikke være Sårlæge! Jeg har
+      hverken Brød eller Klæder i Huset, gør ikke mig til Folkets
+      Overhoved!"
+  8.  Thi Jerusalem snubler, og Juda falder, fordi de med Tunge og
+      Gerning er mod HERREN i Trods mod hans Herligheds Øjne.
+  9.  Deres Ansigtsudtryk vidner imod dem; de kundgør deres Synd som
+      Sodoma, dølger intet. Ve deres Sjæl, de styrted sig selv i Våde.
+ 10.  Salige de retfærdige, dem går det godt, deres Gerningers frugt
+      skal de nyde;
+ 11.  ve den gudløse, ham går det ilde; han får, som hans Hænder har
+      gjort.
+ 12.  Mit, Folk har en Dreng ved Styret, og over det hersker
+      Kvinder. Dine Ledere, mit Folk, leder, vild, gør Vejen, du,
+      vandrer, vildsom.
+
+ 13.  Til Rettergang er HERREN trådt frem, han tår og vil dømme sit
+      Folk.
+ 14.  HERREN møder til Doms med de Ældste i sit Folk og dets Fyrster:
+      "Det er jer, som gnaved Vingården af, I har Rov fra den arme til
+      Huse.
+ 15.  Hvor kan I træde på mit Folk og male de arme sønder?" så lyder
+      det fra Herren, Hærskarers HERRE.
+
+ 16.  HERREN siger: Eftersom Zions Døtre bryster sig og går med
+      knejsende Nakke og kælne Blikke, går med trippende Gang og med
+      raslende Ankelkæder -
+ 17.  gør Herren issen skaldet på Zions Døtre og blotter deres
+      Tindingers Lokker.
+ 18.  På hin Dag afriver Herren al deres Pynt: Ankelringe, Pandebånd,
+      Halvmåner,
+ 19.  Perler, Armbånd, Flor,
+ 20.  Hovedsmykker, Ankelkæder, Bælter, Lugtedåser, Trylleringe,
+ 21.  Fingerringe,Næseringe,
+ 22.  Festklæder, Underdragter, Sjaler, Tasker,
+ 23.  Spejle, Lin, Hovedbånd og Slør.
+ 24.  For Vellugt kommer der Stank, i Stedet for Bælte Reb, for
+      Fletninger skaldet Isse, for Stadsklæder Sæk om Hofte, for
+      Skønhedsmærke Brændemærke.
+
+ 25.  Dine Mænd skal falde for Sværd, dit unge Mandskab i Strid.
+ 26.  Hendes Porte skal sukke og klage og hun sidde ensom på Jorden.
+      4,1 Syv Kvinder skal på hin Dag gribe fat i een Mand og sige:
+      "Vi vil æde vort eget Brød og holde os selv med Klæder, blot vi
+      må bære dit Navn. Tag Vanæren fra os!"
+
+Esajas 4
+  2.  På hin Dag Bliver HERRENs spire til Fryd og Ære og Landets Frugt
+      til Stolthed og Smykke for de undslupne i Israel.
+  3.  Den, som er levnet i Zion og blevet tilovers i Jerusalem, skal
+      kaldes hellig, enhver, der er indskrevet til Livet i Jerusalem,
+  4.  når Herren får aftvættet Zions Døtres Smuds og bortskyllet
+      Jerusalems Blodskyld fra dets Midte med Doms og Udrensnings Ånd.
+  5.  Da skaber Herren over hvert et Sted på Zions Bjerg og over dets
+      Festforsamlinger en Sky om Dagen og Røg med luende Ildskær om
+      Natten; thi over alt, hvad herligt er, skal der være et Dække
+  6.  og Ly til Skygge mod Hede og til Skærm og Skjul mod Skybrud og
+      Regn.
+
+Esajas 5
+
+  1.  Jeg vil synge en Sang om min Ven, en Kærlighedssang om hans
+      Vingård: Min Ven, han havde en Vingård på en frugtbar Høj.
+  2.  Han grov den, rensed den for Sten og plantede ædle Ranker; han
+      bygged et Vagttårn deri og huggede også en Perse. Men den bar
+      vilde Druer, skønt han ventede Høst af ædle.
+  3.  Og nu, Jerusalems Borgere, Judas Mænd, skift Ret mellem mig og
+      min Vingård!
+  4.  Hvad mer var at gøre ved Vingården, hvad lod jeg ugjort? Hvi bar
+      den vilde Druer, skønt jeg ventede Høst af ædle?
+  5.  Så vil jeg da lade jer vide, hvad jeg vil gøre ved min Vingård:
+      Nedrive dens Hegn, så den ædes op, nedbryde dens Mur, så den
+      trampes ned!
+  6.  Jeg lægger den øde; den skal ikke beskæres og ikke graves, men
+      gro sammen i Torn og Tidsel; og Skyerne giver jeg Påbud om ikke
+      at sende den Regn.
+  7.  Thi Hærskarers HERREs Vingård er Israels Hus, og Judas Mænd er
+      hans Yndlingsplantning. Han vented på Retfærd se, der kom
+      Letfærd, han vented på Lov se, Skrig over Rov!
+
+  8.  Ve dem, der føjer Hus til Hus, dem, der lægger Mark til Mark, så
+      der ikke er Plads tilbage, men kun I har Landet i Eje.
+  9.  Det lyder i mine Ører fra Hærskarers HERRE: "For vist skal de
+      mange Huse blive øde, de store og smukke skal ingen bebo;
+ 10.  thi på ti Tønder Vinland skal høstes en Bat, af en Homers Udsæd
+      skal høstes en Efa.
+ 11.  Ve dem, der årle jager efter Drik og ud på Natten blusser af
+      Vin!
+ 12.  Med Citre og Harper holder de Gilde, med Håndpauker, Fløjter og
+      Vin, men ser ikke HERRENs Gerning, har ej Syn for hans Hænders
+      Værk.
+ 13.  Derfor skal mit Folk føres bort, før det ved det, dets Adel
+      blive Hungerens Bytte, dets Hob vansmægte af Tørst.
+ 14.  Derfor vokser Dødsrigets Gridskhed, det spiler sit Gab uden
+      Grænse; dets Stormænd styrter derned, dets larmende, lystige
+      Slæng.
+ 15.  Mennesket bøjes, og Manden ydmyges, de stolte slår Øjnene ned;
+ 16.  men Hærskarers HERRE ophøjes ved Dommen, den hellige Gud bliver
+      helliget ved Retfærd.
+ 17.  Og der går Får på Græs, Geder afgnaver omkomnes Tomter.
+ 18.  Ve dem, der trækker Straffen hid med Brødens Skagler og Syndebod
+      hid som med Vognreb,
+ 19.  som siger: "Lad ham skynde sig, haste med sit Værk, så vi får
+      det at se; lad Israels Helliges Råd dog komme snart, at vi kan
+      kende det!"
+ 20.  Ve dem, der kalder ondt for godt og godt for ondt, gør Mørke til
+      Lys og Lys til Mørke, gør beskt til sødt og sødt til beskt!
+ 21.  Ve dem, der tykkes sig vise og er kloge i egne Tanker!
+ 22.  Ve dem, der er Helte til at drikke Vin og vældige til at blande
+      stærke Drikke,
+ 23.  som for Gave giver den skyldige Ret og røver den skyldfri
+      Retten, han har.
+ 24.  Derfor, som Ildens Tunge æder Strå og Hø synker sammen i Luen,
+      så skal deres Rod blive rådden, deres Blomst henvejres som Støv;
+      thi om Hærskarers HERRERs Lov lod de hånt og ringeagted Israels
+      Helliges Ord.
+
+ 25.  Så blusser da HERRENs Vrede mod hans Folk, og han udrækker
+      Hånden imod det og slår det, så Bjergene skælver og Ligene
+      ligger som Skarn på Gaden. Men trods alt har hans Vrede ej lagt
+      sig, hans Hånd er fremdeles rakt ud.
+ 26.  For et Folk i det fjerne løfter han Banner og fløjter det hid
+      fra Jordens Ende; og se, det kommer hastigt og let.
+ 27.  Ingen iblandt dem er træt eller snubler, ingen blunder, og ingen
+      sover; Bæltet om Lænden løsnes ikke, Skoens Rem springer ikke
+      op;
+ 28.  hvæssede er dets Pile, alle dets Buer spændte; som Flint er
+      Hestenes Hove, dets Vognhjul som Hvirvelvind.
+ 29.  Det har et Brøl som en Løve, brøler som unge Løver, brummende
+      griber det Byttet, bjærger det, ingen kan fri det.
+
+ 30.  Men på hin Dag skal der bryde en Brummen løs imod det, som når
+      Havet brummer; og skuer det ud over Jorden, se, da er der
+      Trængselsmørke, Lyset slukkes af tykke Skyer.
+
+Esajas 6
+
+  1.  I Kong Uzzijas Dødsår så jeg Herren sidde på en såre høj Trone,
+      og hans Slæb fyldte Helligdommen.
+  2.  Serafer stod hos ham, hver med seks Vinger; med de to skjulte de
+      Ansigtet, med de to Fødderne, og med de to fløj de;
+  3.  og de råbte til hverandre: "Hellig, hellig, hellig er Hærskarers
+      HERRE, al Jorden er fuld af hans Herlighed!"
+  4.  Og Dørstolpernes Hængsler rystede ved Råbet, medens Templet
+      fyldtes af Røg.
+
+  5.  Da sagde jeg: "Ve mig, det er ude med mig, thi jeg er en Mand
+      med urene Læber, og jeg bor i et Folk med urene Læber, og nu har
+      mine Øjne set Kongen, Hærskarers HERRE!"
+  6.  Men en af Seraferne fløj hen til mig; og han havde i Hånden et
+      glødende Kul, som han med en Tang havde taget fra Alteret;
+  7.  det lod han røre min Mund og sagde: "Se, det har rørt dine
+      Læber; din Skyld er borte, din Synd er sonet!"
+  8.  Så hørte jeg Herren sige: "Hvem skal jeg sende, hvem vil gå Bud
+      for os?" Og jeg sagde: "Her er jeg, send mig!"
+  9.  Da sagde han: "Gå hen og sig til det folk: Hør kun, dog skal I
+      intet fatte, se kun, dog skal I intet indse!
+ 10.  Gør Hjertet sløvt på dette Folk, gør dets Ører tunge, dets Øjne
+      blinde, så det ikke kan se med Øjnene, ej heller høre med Ørene,
+      ej heller fatte med Hjertet og omvende sig og læges."
+
+ 11.  Jeg spurgte: "Hvor længe, Herre?" Og han svarede: "Til Byerne er
+      øde, uden Beboere, og Husene uden et Menneske, og Ager jorden
+      ligger som Ørk!"
+ 12.  Og HERREN vil fjerne Menneskene, og Tomhed skal brede sig i
+      Landet;
+ 13.  og er der endnu en Tiendedel deri, skal også den udryddes som en
+      Terebinte eller Eg, af hvilken en Stub bliver tilbage, når den
+      fældes. Dens Stub er hellig Sæd.
+
+Esajas 7
+
+  1.  Og det skete i de Dage da Akaz, Jotams Søn, Uzzijas Sønnesøn,
+      var Konge i Juda, at Kong Rezin af Syrien og Remaljas Søn, kong
+      Peka af Israel, drog op for at angribe Jerusalem, hvad de dog
+      ikke var stærke nok til.
+  2.  Da det meldtes Davids Hus, at Syrerne havde lejret sig i Efraim,
+      skjalv hans og hans Folks Hjerte, som Skovens Træer skælver for
+      Vinden.
+  3.  Så sagde HERREN til Esajas: "Med din Søn Sjearjasjub" skal du gå
+      Akaz i Møde ved Enden af Øvredammens Vandledning ved Vejen til
+      Blegepladsen
+  4.  og sige til ham: Tag dig i Vare og hold dig i Ro! Frygt ikke og
+      lad ikke dit Hjerte ængste sig for disse to rygende
+      Brandstumper, for Rezins og Syriens og Remaljas Søns fnysende
+      Vrede!
+  5.  Fordi Syrien, Efraim og Remaljas Søn har lagt onde Råd op imod
+      dig og siger:
+  6.  Lad os drage op mod Juda og indjage det Skræk, lad os tilrive os
+      det og gøre Tabeals Søn til Konge der!
+  7.  derfor, så siger den Herre HERREN: Det skal ikke lykkes; det
+      skal ikke ske!
+  8.  Thi Syriens Hoved er Damaskus, og Damaskus's Hoved er Rezin, og
+      om fem og tresindstyve År er Efraim knust og ikke længer et
+      Folk.
+  9.  Og Efraims Hoved er Samaria, og Samarias Hoved er Remaljas Søn.
+      Er I ikke troende, bliver I ikke boende."
+ 10.  Fremdeles sagde HERREN til Akaz:
+ 11.  "Kræv dig et Tegn af HERREN din Gud nede i Dødsriget eller oppe
+      i Himmelen!"
+ 12.  Men Akaz svarede: "Jeg kræver intet, jeg frister ikke HERREN."
+ 13.  Da sagde Esajas: "Hør nu, Davids Hus! Er det eder ikke nok at
+      trætte Mennesker, siden I også trætter min Gud?
+ 14.  Derfor vil Herren selv give eder et Tegn: Se, Jomfruen bliver
+      frugtsommelig og føder en Søn, og hun kalder ham Immanuel".
+ 15.  Surmælk og Vildhonning skal være hans Føde, ved den Tid han ved
+      at vrage det onde og vælge det gode;
+ 16.  thi før Drengen ved at vrage det onde og vælge det gode, skal
+      Landet, for hvis to Konger du gruer, være folketomt.
+ 17.  Over dig, dit Folk og din Faders Hus vil Herren bringe Dage,
+      hvis Lige ikke har været, siden Efraim rev sig løs fra Juda:
+      Assyrerkongen!"
+
+ 18.  På hin Dag skal HERREN fløjte ad Fluerne ved Udløbet af Ægyptens
+      Strømme og ad Bierne i Assyrien;
+ 19.  og de skal komme og alle til Hobe kaste sig over Dalkløfter og
+      Klipperevner, over hvert Tjørnekrat og hvert Vandingssted.
+ 20.  På hin Dag afrager Herren med en hinsides Floden lejet Ragekniv,
+      Assyrerkongen, både Hovedhåret og Kroppens Hår; ja, selv Skægget
+      skraber den af.
+ 21.  På hin Dag kan en Mand holde sig en ung Ko og et Par Får;
+ 22.  og på Grund af den megen Mælk, de giver, skal han spise Sur
+      mælk; thi Surmælk og Vildhonning skal enhver, der er tilbage i
+      Landet, spise.
+ 23.  På hin Dag skal det ske, at hvert et Sted, hvor der nu er tusind
+      Vinstokke, tusind Sekel Sølv værd, skal blive til Torn og
+      Tidsel;
+ 24.  med Pil og Bue kommer man der, thi hele Landet skal blive til
+      Torn og Tidsel;
+ 25.  og alle de Bjerge, der nu dyrkes med Hakke, skal man holde sig
+      fra af Frygt for Torn og Tidsel. Det bliver Overdrev for Okser
+      og trædes ned af Får.
+
+Esajas 8
+
+  1.  Og HERREN sagde til mig: "Tag dig en stor Tavle og skriv derpå
+      med Menneskeskrift: Hurtigt-Bytte, Hastigt-Rov!,
+  2.  Og tag mig pålidelige Vidner, Præsten Urija og Zekarja,
+      Jeberekjahus Søn!"
+  3.  Og jeg nærmede mig Profetinden, og hun blev frugtsommelig og
+      fødte en Søn. Så sagde HERREN til mig: "Kald ham Hurtigt-Bytte,
+      Hastigt-Rov!
+  4.  Thi før Drengen kan sige Fader og Moder, skal Rigdommene fra
+      Damaskus og Byttet fra Samaria bringes til Assyrerkongen!"
+
+  5.  Fremdeles sagde HERREN til mig:
+  6.  Eftersom dette Folk lader hånt om Siloas sagte rindende Vande i
+      Angst for Bezin og Remaljas Søn,
+  7.  se, så lader Herren Flodens Vande, de vældige, store, oversvømme
+      dem, Assyrerkongen og al hans Herlighed; over alle sine Bredder
+      skal den gå, trænge ud over alle sine Diger,
+  8.  styrte ind i Juda, skylle over, vælte frem og nå til Halsen; og
+      dens udbredte Vinger skal fylde dit Land, så vidt det når
+      Immanuel!
+  9.  I Folkeslag, mærk jer det med Rædsel, lyt til, alle fjerne
+      Lande: Rust jer, I skal ræddes, rust jer, I skal ræddes.
+ 10.  Læg Råd op, det skal dog briste, gør Aftale, det slår dog fejl,
+      thi - Immanuel!
+ 11.  Thi så sagde HERREN til mig, da hans Hånd greb mig med Vælde, og
+      han advarede mig mod at vandre på dette Folks Vej:
+ 12.  Kald ikke alt Sammensværgelse, hvad dette Folk kalder
+      Sammensværgelse, frygt ikke, hvad det frygter, og ræddes ikke!
+ 13.  Hærskarers HERRE, ham skal I holde hellig, han skal være eders
+      Frygt, han skal være eders Rædsel.
+ 14.  Han bliver en Helligdom, en Anstødssten og en Klippe til Fald
+      for begge Israels Huse og en Snare og et Fangegarn for
+      Jerusalems Indbyggere,
+ 15.  og mange iblandt dem skal snuble, falde og kvæstes, fanges og
+      bindes.
+ 16.  Bind Vidnesbyrdet til og sæt Segl for Læren i mine disciples
+      Sind!
+ 17.  Jeg bier på HERREN, han, som dølger sit Åsyn for Jakobs Hus, til
+      ham står mit Håb:
+ 18.  Se, jeg og de Børn, HERREN gav mig, er Varsler og Tegn i Israel
+      fra Hærskarers HERRE, som bor på Zions Bjerg.
+ 19.  Og siger de til eder: "Søg Genfærdene og Ånderne, som hvisker og
+      mumler!" skal et Folk ikke søge sin Gud, skal man søge de døde
+      for de levende?
+ 20.  Nej! Til Læren og Vidnesbyrdet! Således skal visselig de komme
+      til at tale, som nu er uden Morgenrøde.
+ 21.  Han skal vanke om i Landet, trykket og hungrig. Og når han
+      hungrer, skal han blive rasende og bande sin Konge og sin Gud.
+      Vender han sig til det høje,
+ 22.  eller skuer han ud over Jorden, se da er der Trængsel og Mørke,
+      knugende Mulm; i Bælgmørke er han stødt ud.
+
+Esajas 9
+
+  1.  Men engang skal der ikke længer være Mørke i det Land, hvor der
+      nu er Trængsel; i Fortiden bragte han Skændsel over Zebulons og
+      Naftalis Land, Men i Fremtiden bringer han Ære over Vejen langs
+      Søen, Landet hinsides Jordan, Hedningernes Kreds.
+  2.  Det Folk, som vandrer i Mørke, skal skue så stort et Lys; Lys
+      stråler frem over dem, som bor i Mulmets Land.
+  3.  Du gør Fryden mangfoldig, Glæden stor, de glædes for dit Åsyn,
+      som man glædes i Høst, ret som man jubler, når Bytte deles.
+  4.  Thi dets tunge Åg og Stokken til dets Ryg, dets Drivers Kæp, har
+      du brudt som på Midjans Dag;
+  5.  ja, hver en Støvle, der tramper i Striden, og Kappen, der søles
+      i Blod, skal brændes og ende som Luernes Rov.
+  6.  Thi et Barn er født os, en Søn er os givet, på hans Skulder skal
+      Herredømmet hvile; og hans Navn skal være: Underfuld Rådgiver,
+      Vældig Gud, Evigheds Fader, Fredsfyrste.
+  7.  Stort bliver Herredømmet, endeløs Freden over Davids Trone og
+      over hans Rige, at det må grundes og fæstnes ved Ret og Retfærd
+      fra nu og til evig Tid. Hærskarers HERREs Nidkærhed gør det.
+
+  8.  Et Ord sender Herren mod Jakob, i Israel slår det ned;
+  9.  alt Folket får det at kende, Efraim og Samarias Borgere. Thi de
+      siger i Hovmod og Hjertets Stolthed:
+ 10.  "Teglsten faldt, vi bygger med Kvader, Morbærtræer blev fældet,
+      vi får Cedre i Stedet!"
+ 11.  Da rejser HERREN dets Uvenner mod det og ægger dets Fjender op,
+ 12.  Syrerne forfra, Filisterne bagfra, de æder Israel med opspilet
+      Gab. Men trods alt har hans Vrede ej lagt sig, hans Hånd er
+      fremdeles rakt ud.
+ 13.  Men til ham, der slår det, vender Folket ej om, de, søger ej
+      Hærskarers HERRE.
+ 14.  Da hugger HERREN Hoved og Hale af Israel, Palme og Siv på en
+      eneste Dag.
+ 15.  Den ældste og agtede er Hoved, Løgnprofeten er Hale.
+ 16.  De ledende i dette Folk leder vild, og de, der ledes, opsluges.
+ 17.  Derfor glædes ej Herren ved dets unge Mænd, har ej Medynk med
+      dets faderløse og Enker. Thi alle er Niddinger og Ugerningsmænd,
+      og hver en Mund taler Dårskab. Men trods alt har hans Vrede ej
+      lagt sig, hans Hånd er fremdeles rakt ud.
+ 18.  Thi Gudløshed brænder som Ild, fortærer Torn og Tidsel, sætter
+      Ild på det tætte Krat, så det hvirvler op i Røg.
+ 19.  Ved Hærskarers HERREs Vrede står Landet i Brand, og Folket
+      bliver som Føde for Ilden; de skåner ikke hverandre.
+ 20.  Man snapper til højre og hungrer, æder om sig til venstre og
+      mættes dog ej. Hver æder sin Næstes Kød,
+ 21.  Manasse Efraim, Efraim Manasse, og de overfalder Juda sammen.
+      Men trods alt har hans Vrede ej lagt sig, hans Hånd er fremdeles
+      rakt ud.
+
+Esajas 10
+
+  1.  Ve dem, der giver Ulykkeslove og ivrigt fører Uret til Bogs
+  2.  for at trænge de ringe fra Retten og røve de armes Ret i mit
+      Folk, at Enker kan blive deres Bytte og faderløse kan plyndres.
+  3.  Hvad gør I på Straffens Dag, når Undergang kommer fra det
+      fjerne? Til hvem vil I ty om Hjælp, hvor gemmer I da eders
+      Rigdom?
+  4.  Enten må I knæle blandt Fanger, eller også falde på Valen! Men
+      trods alt har hans Vrede ej lagt sig, hans Hånd er fremdeles
+      rakt ud.
+  5.  Ve Assur, min Harmes Kæp, min Vrede er Stokken i hans Hånd.
+  6.  Jeg sender ham mod et vanhelligt Folk, opbyder ham mod min
+      Vredes, Folk til at gøre Bytte og røve og trampe det ned som
+      Skarn på Gaden.
+  7.  Men han, han mener det ej så, hans Hjerte tænker ej så. Nej, at
+      ødelægge, det er hans Attrå, at udrydde Folk, ikke få.
+  8.  Thi han siger: "Er ej mine Høvedsmænd Konger til Hobe?
+  9.  Gik det ej Kalno som Karkemisj, mon ikke Hamat som Arpad,
+      Samaria som Damaskus?
+ 10.  Som min Hånd fandt hen til Afgudernes Riger, der dog havde flere
+      Gudebilleder end Jerusalem og Samaria
+ 11.  mon jeg da ikke skal handle med Jerusalem og dets Gudebilleder,
+      som jeg handlede med Samaria og dets Afguder?"
+ 12.  Men når Herren fuldbyrder alt sit Værk på Zions Bjerg og i
+      Jerusalem, vil jeg hjemsøge Assyrerkongens Hjertes Hovmodsfrugt
+      og hans Øjnes trodsige Pral,
+ 13.  fordi han siger: "Med min, stærke Hånd greb jeg ind, med min
+      Visdom, thi jeg er klog. Jeg flyttede Folkeslags Grænser og rev
+      deres Skatte til mig, stødte Folk fra Tronen i Almagt;
+ 14.  min Hånd fandt til Folkenes Rigdom som hen til en Fuglerede; som
+      man sanker forladte Æg, har jeg sanket den vide Jord, og ingen
+      rørte en Vinge, åbnede Næbbet og peb."
+ 15.  Mon Øksen bryster sig mod den, som hugger, gør Saven sig til mod
+      den, som saver? Som om Kæppen kan svinge den, der løfter den,
+      Stokken løfte, hvad ikke er Træ!
+ 16.  Derfor sender Herren Hærskarers HERRE, Svindsot i hans Fedme, og
+      under hans Herlighed luer en Lue som luende Ild;
+ 17.  Israels Lys bliver til Ild og dets Hellige til en Flamme, og den
+      brænder og fortærer hans Tidsel og Torn på een Dag;
+ 18.  hans Skovs og Frugthaves Herlighed skal den rydde Rub og Stub,
+      og han bliver som en syg, der hentæres.
+ 19.  De Træer, som levnes i hans Skov, bliver det let at tælle; et
+      Barn kan skrive dem op.
+
+ 20.  På hin Dag skal Israels Rest og det, som undslipper af Jakobs
+      Hus, ikke mere støtte sig til den, der slår det, men til HERREN,
+      Israels Hellige, i Sandhed.
+ 21.  En Rest skal omvende sig, Jakobs Rest, til den vældige Gud.
+ 22.  Thi var end dit Folk som Sandet ved Havet, Israel, kun en Rest
+      deraf skal omvende sig. Ødelæggelse er fastslået, og med
+      Retfærdighed vælter den frem;
+ 23.  thi Ødelæggelse og fastslået Råd fuldbyrder Herren, Hærskarers
+      HERRE, over al Jorden.
+
+ 24.  Derfor, så siger Herren, Hærskarers HERRE: Frygt ikke, mit Folk,
+      som bor i Zion, for Assyrien, når det slår dig med Kæppen og
+      løfter sin Stok imod dig som fordum Ægypten!
+ 25.  Thi end om en føje Stund er Vreden ovre, og min Harme vender sig
+      til deres Fordærv.
+ 26.  Så svinger Hærskarers HERRE Svøben imod det, som da Midjan blev
+      slået ved Orebs Klippe; hans Stok er udrakt imod Havet, og han
+      løfter den som fordum mod Ægypten.
+ 27.  På hin Dag tager han Byrden af din Skulder og Åget af din Nakke,
+      ja, Åget brister for Fedme.
+
+ 28.  Han rykker mod Ajjat, drager uden om Migron, i Mikmas lader han
+      Trosset blive;
+ 29.  de går over Passet: "I Geba holder vi Natterast!" Rama ryster,
+      Sauls Gibea flyr.
+ 30.  Skrig højt, Gallims Datter! Lyt til, Lajsja! Stem i, Anatot!
+ 31.  Madmena flyr, Gebims Folk bjærger deres Gods.
+ 32.  Endnu i Dag står han i Nob; han svinger Hånden mod Zions Datters
+      Bjerg, Jerusalems Høj -
+ 33.  Se, Herren, Hærskarers HERRE, afhugger hans Grene med Gru; de
+      knejsende Stammer fældes, de stolte Træer må segne.
+ 34.  Med Jernet gør han lyst i Skovens Tykning, og Libanon falder for
+      den Herlige.
+
+Esajas 11
+
+  1.  Men der skyder en Kvist af Isajs Stub, et Skud gror frem af hans
+      Rod;
+  2.  og HERRENs Ånd skal hvile over ham, Visdoms og Forstands Ånd,
+      Råds og Styrkes Ånd, HERRENs Kundskabs og Frygts Ånd.
+  3.  Hans Hu står til HERRENs Frygt; han dømmer ej efter, hvad Øjnene
+      ser, skønner ej efter, hvad Ørene hører.
+  4.  Han dømmer de ringe med Retfærd, fælder redelig Dom over Landets
+      arme. Voldsmanden slår han med Mundens Ris, gudløse dræber han
+      med Læbernes Ånde.
+  5.  Og Retfærd er Bæltet, han har om sin Lænd, Trofasthed Hofternes
+      Bælte.
+  6.  Og Ulven skal gå hos Lammet, Panteren hvile hos Kiddet, Kalven
+      og Ungløven græsse sammen, dem driver en lille Dreng.
+  7.  Kvien og Bjørnen bliver Venner, deres Unger ligger Side om Side,
+      og Løven æder Strå som Oksen;
+  8.  den spæde skal lege ved Øglens Hul, den afvante række sin Hånd
+      til Giftslangens Rede.
+  9.  Der gøres ej ondt og voldes ej Men i hele mit hellige Bjergland;
+      thi Landet er fuldt af HERRENs Kundskab, som Vandene dækker
+      Havets Bund.
+ 10.  På hin Dag skal Hedningerne søge til Isajs Rodskud, der står som
+      et Banner for Folkeslagene, og hans Bolig skal være herlig.
+
+ 11.  På hin Dag skal Herren atter udrække sin Hånd for at vinde, hvad
+      der er til Rest af hans Folk, fra Assur og fra Ægypten, fra
+      Patros, Ætiopien og Elam, fra Sinear, Hamat og Havets Strande.
+ 12.  For Folkene rejser han Banner, samler Israels bortdrevne Mænd,
+      sanker Judas spredte Kvinder fra Verdens fire Hjørner.
+ 13.  Efraims Skinsyge viger, og Judas Avind svinder; Efraim er ikke
+      skinsygt på Juda, og Juda bærer ej Avind mod Efraim.
+ 14.  I Vest slår de ned på Filisternes Skulder, sammen plyndrer de
+      Østens Sønner, mod Edom og Moab rækker de Hånden, Ammons Sønner
+      lyder dem.
+ 15.  HERREN udtørrer Ægypterhavets Vig og svinger Hånden mod Floden i
+      sin Ånds Vælde; han kløver den i syv Bække, så man kan gå over
+      med Sko;
+ 16.  der bliver en banet Vej for dem af hans Folk, som levnes fra
+      Assyrien, således som der var for Israel, da det drog op fra
+      Ægypten.
+
+Esajas 12
+
+  1.  På hin Dag skal du sige: Jeg takker dig, HERRE, thi du vrededes
+      på mig; men din Vrede svandt, og du trøstede mig.
+  2.  Se, Gud er min Frelse, jeg er trøstig og uden Frygt; thi HERREN
+      er min Styrke og min Lovsang, og han blev mig til Frelse.
+  3.  I skal øse Vand med Glæde af Frelsens Kilder
+  4.  og sige på hin Dag: Tak HERREN, påkald hans Navn, gør hans
+      Gerninger kendt blandt Folkene, kundgør, at hans Navn er højt!
+  5.  Lovsyng HERREN, thi stort har han øvet,lad det blive kendt på
+      den vide Jord!
+  6.  Bryd ud i Fryderåb, Zions Beboere, thi stor i eders Midte er
+      Israels Hellige!
+
+Esajas 13
+
+  1.  Et Udsagn om Babel, som Esajas, Amoz's Søn skuede:
+  2.  Rejs Banner på et nøgent Bjerg, råb også til dem, vink, så de
+      drager igennem Fyrsternes Porte!
+  3.  Jeg har opbudt min viede Hær til at tjene min Vrede og kaldt
+      mine Helte hid, de jublende, stolte.
+  4.  Hør i Bjergene Larm som af talrigt Krigsfolk, hør, hvor det
+      buldrer af Riger, af samlede Folk! Hærskarers HERRE er ved at
+      mønstre sin Krigshær.
+  5.  De kommer fra fjerne Egne, fra Himlens Grænse, HERREN og hans
+      Vredes Værktøj for at hærge al Jorden.
+  6.  Jamrer, thi HERRENs Dag er nær, den kommer som Vold fra den
+      Vældige.
+  7.  Derfor slappes hver Hånd, hvert Menneskehjerte smelter,
+  8.  de ræddes, gribes af Veer og Smerter, vånder sig som fødende
+      Kvinde; de stirrer i Angst på hverandre med blussende røde
+      Kinder.
+  9.  Se, HERRENs Dag kommer, grum, med Harme og brændende Vrede;
+      Jorden gør den til Ørk og rydder dens Synder bort.
+ 10.  Thi Himlens Stjerner og Billeder udsfråler ej deres Lys, mørk
+      rinder Solen op, og Månen skinner ikke.
+ 11.  Jeg hjemsøger Jorden for dens Ondskab, de gudløse for deres
+      Brøde, gør Ende på frækkes Overmod, bøjer Voldsmænds Hovmod.
+ 12.  En Mand gør jeg sjældnere end Guld og et Menneske end Ofirs
+      Guld.
+ 13.  Derfor bæver Himlen, og Jorden flytter sig skælvende ved
+      Hærskarers HERREs Harme på hans brændende Vredes Dag.
+ 14.  Og som en skræmt Gazel, som Får, der ej holdes i Flok, skal hver
+      søge hjem til sit Folk, og hver skal fly til sit Land.
+ 15.  Enhver, der indhentes, spiddes, enhver, der gribes, falder for
+      Sværdet;
+ 16.  deres spæde knuses for deres Øjne, Husene plyndres, Kvinderne
+      skændes.
+ 17.  Se, imod dem rejser jeg Mederne, som agter Sølv for intet og ej
+      regner Guld for noget.
+ 18.  Deres Buer fælder de unge, Livsfrugt skåner de ej, med Børn har
+      deres Øjne ej Medynk.
+ 19.  Det går med Babel, Rigernes Krone, Kaldæernes stolte Pryd, som
+      dengang Gud omstyrtede Sodoma og Gomorra.
+ 20.  Det skal aldrig i Evighed bebos, ej bebygges fra Slægt til
+      Slægt; der telter Araberen ikke, der lejrer Hyrder sig ej;
+ 21.  men Vildkatte lejrer sig der, og Husene fyldes med Ugler; der
+      holder Strudsene til, og Bukketroldene springer;
+ 22.  Sjakaler tuder i Borgene, Hyæner i de yppige Slotte. Dets Time
+      stunder nu til, dets Dage bliver ej mange.
+
+Esajas 14
+
+  1.  Thi HERREN forbarmer sig over Jakob og udvælger atter Israel.
+      Han lader dem fæste Bo i deres eget Land, og fremmede skal
+      slutte sig til dem og føjes til Jakobs Hus.
+  2.  Folkeslag skal tage dem og bringe dem hjem igen; og Israels Hus
+      skal i HERRENs Land tage Folkeslagene i Eje som Trælle og
+      Trælkvinder; de skal gøre dem til Fanger, hvis Fanger de var, og
+      herske over deres Bødler.
+  3.  På den Dag HERREN giver dig Hvile for din Møje og Uro og for den
+      hårde Trældom, der lagdes på dig,
+
+  4.  skal du istemme denne Spottevise om Babels Konge: Hvor er dog
+      Bødlen stille, Tvangshuset tyst!
+  5.  HERREN har brudt de gudløses Stok, Herskernes Kæp,
+  6.  som slog i Vrede Folkeslag, Slag i Slag, og tvang i Harme Folk
+      med skånselsløs Tvang.
+  7.  Al Jorden har Fred og Ro, bryder ud i Jubel;
+  8.  selv Cypresserne glæder sig over dig, Libanons Cedre: "Siden dit
+      Fald kommer ingen op for at fælde os!"
+  9.  Dødsriget nedentil stormer dig heftigt i Møde, vækker for din
+      Skyld Dødninger, al Jordens store, jager alle Folkenes Konger op
+      fra Tronen;
+ 10.  de tager alle til Orde og siger til dig: "Også du blev kraftløs
+      som vi, du blev vor Lige!"
+ 11.  Til Dødsriget sendtes din Højhed, dine Harpers Brus, dit Leje er
+      redt med Råddenskab, dit Tæppe er Orme.
+ 12.  Nej, at du faldt fra Himlen; du strålende Morgenstjerne, fældet
+      og kastet til Jorden, du Folkebetvinger!
+ 13.  Du, som sagde. i Hjertet: "Jeg stormer Himlen, rejser min, Trone
+      deroppe over Guds Stjerner, tager Sæde på Stævnets Bjerg i
+      yderste Nord,
+ 14.  stiger op over Skyernes Højder, den Højeste lig" -
+ 15.  ja, ned i Dødsriget styrtes du, nederst i Hulen!
+ 16.  Ser man dig, stirrer man på dig med undrende Blikke: "Er det
+      ham, som fik Jorden til at bæve, Riger til at skælve,
+ 17.  ham, som gjorde Verden til Ørk og jævnede Byer, ikke gav
+      Fangerne fri til at drage mod Hjemmet?"
+ 18.  Folkenes Konger hviler med Ære hver i sit Hus,
+ 19.  men du er slængt hen uden Grav som et usseligt Foster, dækket af
+      faldne, slagne med Sværd og kastet i Stenbruddets Hul som et
+      nedtrådt Ådsel.
+ 20.  I Graven samles du ikke med dine Fædre, fordi du ødte dit Land
+      og dræbte dit Folk. Ugerningsmændenes Afkom skal aldrig nævnes.
+ 21.  Bered hans Sønner et Blodbad for Faderens Brøde! De skal ikke
+      stå op og indtage Jorden og fylde Verden med Sfæder.
+ 22.  Jeg står op imod dem, lyder det fra Hærskarers HERRE, og
+      udrydder af Babel Navn og Rest, Skud og Spire, lyder det fra
+      HERREN;
+ 23.  jeg gør det til Rørdrummers Eje og til side Sumpe; jeg fejer det
+      bort med Undergangens Kost, lyder det fra Hærskarers HERRE.
+
+ 24.  Hærskarers HERRE har svoret således: Visselig, som jeg har tænkt
+      det, så skal det ske, og som jeg satte mig for, så står det
+      fast:
+ 25.  Jeg knuser Assur i mit Land, ned tramper ham på mine Bjerge,
+      hans Åg skal vige fra dem, hans Byrde skal vige fra dets
+      Skuldre.
+ 26.  Det er, hvad jeg satte mig for imod al Jorden, det er den Hånd,
+      som er udrakt mod alle Folk.
+ 27.  Thi Hærskarers HERREs Råd, hvo kuldkaster det? Hans udrakte
+      Hånd, hvo tvinger vel den tilbage?
+ 28.  I Kong Akaz's Dødsår kom dette Udsagn:
+ 29.  Glæd dig ej, hele Filisterland, at kæppen, der slog dig, er
+      brudt! Thi af Slangerod kommer en Øgle, dens frugt er en
+      flyvende Drage.
+ 30.  På min Vang skal de ringe græsse de fattige lejre sig trygt; men
+      jeg dræber dit Afkom ved Sult; hvad der levnes, slår jeg ihjel.
+ 31.  Hyl, Port, skrig, By, Angst gribe dig, hele Filisterland! Thi
+      nordenfra kommer Røg, i Fjendeskaren nøler ingen.
+ 32.  Og hvad skal der svares Folkets Sendebud? At HERREN har
+      grundfæstet Zion, og de arme i hans Folk søger Tilflugt der.
+
+Esajas 15
+
+  1.  Et udsagn om Moab. Ak, Ar lægges øde ved Nat, det er ude med
+      Moab, Kir lægges øde ved Nat, det er ude med Moab.
+  2.  Dibons Datter går op på Høje for at græde, oppe på Nebo og
+      Medeba jamrer Moab; hvert et Hoved er skaldet, alt skæg skåret
+      af,
+  3.  på Gader og oppe på Tage bærer de Sæk, på Torvene jamrer de
+      alle, opløst i Gråd.
+  4.  Hesjbon og El'ale skriger, det høres til Jahaz. Derfor skælver
+      Moabs Lænder, dets Sjæl er i Vånde.
+  5.  Hjertet skriger i Moab, man flygter til Zoar, til
+      Eglat-Sjelisjija. Ak, grædende stiger de op ad Luthiths
+      Skråning, undervejs til Horonajim opløfter de Jammerskrig;
+  6.  Nimrims Vande bliver Ødemarker, thi Græsset visner, Grønsværet
+      svinder, Grønt er der ikke.
+  7.  Derfor slæber de Godset, de vandt, deres hengemte Ting over
+      Vidjebækken.
+  8.  Ak, Nødråbet omspænder Moabs Land, dets Jamren når til Eglajim
+      og Be'er-Elim;
+  9.  thi Dimons Vand er fuldt af Blod. Men jeg sender endnu mer over
+      Dimon: en Løve over Moabs undslupne, Landets Rest.
+
+Esajas 16
+
+  1.  Landets Herrer sender en Gave fra Sela gennem Ørknen til Zions
+      Datters Bjerg.
+  2.  Og ret som flagrende Fugle, som en opskræmt Rede er Moabs Døtre
+      ved Arnons Vadesteder.
+  3.  "Kom med et Råd, gør Ende derpå, lad din Skygge blive som Natten
+      ved højlys Dag, skjul de bortdrevne, røb ej de flyende!
+  4.  Giv Moabs bortdrevne Tilhold hos dig, vær dem et Skjul for den,
+      som hærger! Er først Voldsmanden borte, Ødelæggelsen omme,
+      Undertrykkeren ude af Landet.
+  5.  skal en Trone rejses med Mildhed, og på den skal sidde en Dommer
+      med Trofasthed i Davids Telt, ivrig for Ret og øvet i Retfærd."
+  6.  "Vi har hørt om Moabs Hovmod, det såre store, dets Overmod,
+      Hovmod og Frækhed, dets tomme Snak."
+  7.  Derfor jamrer Moab over Moab, alle jamrer; Kir-Haresets
+      Rosinkager sukker de sønderknust over.
+  8.  Thi visne er Hesjbons Marker, Sibmas Vinstok, hvis Druer slog
+      Folkenes Herrer til Jorden; den nåede Ja'zer, famled gennem
+      Ørkenen, dens Ranker bredte sig, overskred Havet.
+  9.  Derfor græder jeg Ja'zers Gråd over Sibmas Vinstok, væder med
+      min Tåre Hesjbon, og El'ale; thi et Vinperserråb slog ned på,din
+      Frugt og din Høst,
+ 10.  fra Frugthaver svandt både Glæde og Jubel; i Vingårde jubles der
+      ikke, der lyder ej Råb, i Karrene trampes ej Vin, Vinperserråbet
+      er tystnet.
+ 11.  Derfor bæver mit Indre som Citren for Moab, mit Hjerte for
+      Kir-Heres.
+ 12.  Og når Moab viser sig på Offerhøjen, når det gør sig Møje og
+      kommer til sin Helligdom for at bede, udretter det intet.
+
+ 13.  Det er Ordet, HERREN fordum talede til Moab.
+ 14.  Men nu siger HERREN: Om tre År, som Daglejeren regner Året, skal
+      Moabs Herlighed vanæres med al den store larmende Hob.  Resten
+      bliver lille, ringe og afmægtig.
+
+Esajas 17
+
+  1.  Et Udsagn om Damaskus. Se, Damaskus går ud af Byernes Tal og
+      bliver til Sten og Grus;
+  2.  dets Stæder forlades for evigt og bliver Hjordes Eje; de lejrer
+      sig uden at skræmmes.
+  3.  Det er ude med Efraims Værn, Damaskus's Kongedømme, Arams Rest;
+      det går dem som Israels Sønners Herlighed, lyder det fra
+      Hærskarers HERRE.
+  4.  Og det skal ske på hin Dag: Ringe bliver Jakobs Herlighed,
+      Huldet på hans Krop svinder hen;
+  5.  det skal gå som når Høstkarlen griber om Korn og hans Arm skærer
+      Aksene af, det skal gå, som når Aksene samles i Refaims Dal.
+  6.  En Efterslæt levnes deraf, som når Olietræets Frugt slås ned, to
+      tre Bær øverst i Kronen, fire fem på Frugttræets Grene, så lyder
+      det fra HERREN, Israels Gud.
+  7.  På hin Dag skal Menneskene se hen til deres Skaber, og deres
+      Øjne skal skue hen til Israels Hellige;
+  8.  og de skal ikke se hen til Altrene, deres Hænders Værk, eller
+      skue hen til, hvad deres Fingre har lavet, hverken til
+      Asjerastøtterne eller Solstøtterne.
+  9.  På hin Dag ligger dine Byer forladt som de Tomter, Hivviter og
+      Amoriter forlod for Israels Børn; og Landet skal blive en Ørk.
+ 10.  Thi du glemte din Frelses Gud, slog din Tilflugtsklippe af
+      Tanke. Derfor planter du yndige Plantninger og sætter fremmede
+      Skud;
+ 11.  hver Dag får du din Plantning i Vækst, hver Morgen dit Skud i
+      Blomst - indtil Høsten på Sotens, den ulægelige Smertes Dag.
+ 12.  Hør Bulder af mange Folkeslag! De buldrer som Havets Bulder.
+      Drøn af Folkefærd! De drøner som vældige Vandes Drøn.
+
+ 13.  Folkefærdene drøner som Drønet af mange Vande. Men truer han ad
+      dem, flygter de bort, vejres hen som Avner på Bjerge for Vinden,
+      som hvirvlende Løv for Stormen.
+ 14.  Ved Aftenstid kommer Rædsel; før Morgen gryr, er de borte. Det
+      er vore Plyndreres Del, det er vore Ransmænds Lov
+
+Esajas 18
+
+  1.  Hør Land med de surrende Vinger hinsides Ætiopiens Strømme,
+  2.  du, som sender Bud over Havet i Både af Siv på Vandspejlet: Gå,
+      I hastige Bud, til det ranke, glinsende Folk, til Folket, som
+      frygtes så vide, Kraftens og Sejrens Folk, hvis Land
+      gennemstrømmes af Floder.
+  3.  Alle I Jorderigs Folk, som bygger på Jord: Rejses Banner på
+      Bjerge, så se, når der stødes i Horn, så hør!
+  4.  Thi så sagde HERREN til mig: "Rolig ser jeg til fra mit Sæde som
+      glødende Luft i Solskin, som Dugsky i Høstens Tid."
+  5.  Thi før Høst, når Blomstring er endt, når Blomst sætter modnende
+      Drue, afskærer han Rankerne med Knive, og Skuddene kapper han
+      bort.
+  6.  De gives alle til Bjergenes Fugle og Jordens Dyr, om Somren Føde
+      for Fugle, om Vintren for al Jordens Dyr.
+
+  7.  Til hin Tid skal der bringes Hærskarers HERRE Gave fra et rankt
+      og glinsende Folk, et Folk, som frygtes så vide, Kraftens og
+      Sejrens Folk, hvis Land gennemstrømmes af Floder, til Stedet,
+      hvor Hærskarers HERREs Navn bor, til Zions Bjerg.
+
+Esajas 19
+
+  1.  Et Udsagn om Ægypten. Se, HERREN farer på letten Sky og kommer
+      til Ægypten; Ægyptens Guder bæver for ham, Ægyptens Hjerte
+      smelter i Brystet.
+  2.  Jeg hidser Ægypten mod Ægypten, så de kæmper Broder mod Broder,
+      Ven mod Ven, By mod By, Rige mod Rige.
+  3.  Ægyptens Forstand står stille, dets Råd gør jeg til intet, så de
+      søger Guder og Manere, Genfærd og Ånder.
+  4.  Jeg giver Ægypten hen i en hårdhjertet Herres Hånd, en
+      Voldskonge bliver deres Hersker, så lyder det fra Herren,
+      Hærskarers HERRE.
+  5.  Vandet i Floden svinder, Strømmen bliver sid og tør;
+  6.  Strømmene udspreder Stank, Ægyptens Floder svinder og tørres;
+      Rør og Siv visner hen,
+  7.  alt Græsset ved Nilbredden dør, al Sæd ved Nilen hentørres,
+      svinder og er ikke mere.
+  8.  Fiskerne sukker og sørger, alle, som meder i Nilen; de, som,
+      sætter Garn i Vandet, gribes af Modløshed.
+  9.  Til Skamme er de, som væver Linned, Heglersker og de, som væver
+      Byssus;
+ 10.  Spinderne er sønderknust, hver Daglejer sørger bittert.
+ 11.  Kun Dårer er Zoans Øverster, Faraos viseste Rådmænd så dumt et
+      Råd. Hvor kan I sige til Farao: "Jeg er en Ætling af Vismænd,
+      Ætling af Fortidens Konger?"
+ 12.  Ja, hvor er nu dine Vismænd? Lad dem dog kundgøre dig og lade
+      dig vide, hvad Hærskarers HERRE har for mod Ægypten!
+ 13.  Hans Fyrster blev Dårer: Fyrster i Nof blev Tåber. Ægypten er
+      bragt til at rave af Stammernes Hjørnesten.
+ 14.  I dets Indre har HERREN udgydt Svimmelheds Ånd; Ægypten fik de
+      til at rave i al dets Id, som den drukne raver i sit Spy.
+ 15.  For Ægypten lykkes intet, hverken for Hoved eller Hale, Palme
+      eller Siv.
+
+ 16.  På hin Dag skal Ægypten blive som Kvinder; det skal ængstes og
+      grue for Hærskarers HERREs svungne Hånd, som han svinger imod
+      det.
+ 17.  Judas Land bliver Ægypten en Rædsel; hver Gang nogen minder dem
+      derom, gribes de af Angst for, hvad Hærskarers HERRE har for
+      imod det.
+ 18.  På hin Dag skal fem Byer i Ægypten tale Kana'ans Tungemål og
+      sværge ved Hærskarers HERRE; en af dem skal kaldes Ir-Haheres.
+ 19.  På hin Dag skal HERREN have et Alter midt i Ægypten og en
+      Stenstøtte ved dets Grænse.
+ 20.  Det skal være Tegn og Vidne for Hærskarers HERRE i Ægypten; når
+      de råber til HERREN over dem, som mishandler dem, vil han sende
+      dem en Frelser; han skal stride og udfri dem.
+ 21.  Da skal HERREN give sig til Kende for Ægypten, Ægypterne skal
+      lære HERREN at kende på hin Dag; de skal bringe Slagtoffer og
+      Afgrødeoffer og gøre Løfter til HERREN og indfri dem.
+ 22.  HERREN skal slå Ægypten, slå og læge; og når de omvender sig til
+      HERREN, bønhører han dem og læger dem.
+ 23.  På hin Dag skal der gå en banet Vej fra Ægypten til Assyrien, og
+      Assyrien skal komme til Ægypten og Ægypten til Assyrien, og
+      Ægypten skal tjene Herren sammen med Assyrien.
+ 24.  På hin Dag skal Israel selvtredje, sammen med Ægypten og
+      Assyrien, være en Velsignelse midt på Jorden,
+ 25.  som Hærskarers HERRE velsigner med de Ord: "Velsignet være
+      Ægypten, mit Folk, og Assyrien, mine Hænders Værk, og Israel,
+      min Arvelod!"
+
+Esajas 20
+
+  1.  I det År Tartan kom til Asdod, dengang Assyrerkongen Sargon
+      sendte ham og han angreb Asdod og indtog det,
+  2.  på den Tid talede HERREN ved Esajas, Amoz's Søn, således: "Gå
+      hen og løs Sørgeklædet af dine Lænder og drag Skoene af dine
+      Fødder!" Og han gjorde således og gik nøgen og barfodet.
+  3.  Så sagde HERREN: "Som min Tjener Esajas i trende År har vandret
+      nøgen og barfodet som Tegn og Varsel mod Ægypten og Ætiopien,
+  4.  således skal Assyrerkongen slæbe fangne Ægyptere og bortførte
+      Ætiopere med sig, unge og gamle, nøgne og barfodede, med blottet
+      Bag til Skændsel før Ægypten."
+  5.  Da skal de forfærdes og blues over Ætiopien, som de så hen til,
+      og over Ægypten, som var deres Stolthed
+  6.  Og de, som bor på denne Strand, skal på hin Dag sige: "Se,
+      således gik det med den, vi så hen til, til hvem vi tyede om
+      Hjælp for at frelses fra Assyrerkongen; hvor skal da vi kunne
+      undslippe!"
+
+Esajas 21
+
+  1.  Et Udsagn om Havørknen. Som hvirvlende Storme, der jager i
+      Sydlandet, kommer det fra Ørkenen, det grufulde Land
+  2.  Så svart et Syn blev mig meldt: "Ransmænd raner, Hærmænd hærger!
+      Frem, Elamiter! Til Belejring, Meder! Alle Suk gør jeg Ende på!"
+  3.  Derfor fyldes mine Lænder af Skælven, jeg gribes af Veer som,
+      fødende Kvinde, døv af Svimmelhed, blind af Skræk,
+  4.  mit Hjerte forvirres, Gru falder på mig; Skumringen, jeg elsker,
+      bliver mig til Angst.
+  5.  Bordet dækkes, Hynder bredes, man spiser og drikker, "Op I
+      Fyrster, salv eders Skjolde!"
+  6.  Thi så sagde Herren til mig: "Gå hen og stil Vægteren ud! Hvad
+      han får at se, skal han melde.
+  7.  Og ser han Ryttere, et Par komme ridende, en Rytter på Æsel, en
+      Rytter på Kamel, da skal han lytte, ja lytte spændt!"
+  8.  Og han råbte: "Se, o Herre, på Varden står jeg bestandig, Dagen
+      lang, og på min Vagtpost står jeg trolig
+  9.  Nat efter Nat!" Men se, da kom der ridende Mænd, et Par kom
+      ridende; de råbte: "Faldet, faldet er Babel, han knuste alle
+      dets Guder i Støvet!"
+ 10.  Mit knuste, mit tærskede Folk! Hvad jeg, har hørt fra Hærskarers
+      HERRE, fra Israels Gud, det melder jeg eder.
+
+ 11.  Et Udsagn om Duma. Der råbes til mig fra Se'ir: "Vægter, hvordan
+      skrider Natten, Vægter, hvordan skrider Natten?"
+ 12.  Vægteren svarer: "Morgen kommer, men også Nat! Vil I spørge, så
+      spørg! Kom kun igen!"
+
+ 13.  Et Udsagn: "I Ødemarken". Søg Nattely i Ødemarkens Krat, I
+      Dedans Karavaner! 14 Bring de tørstige Vand i Møde, I, som bor i
+      Temas Land, mød de flyende med Brød!
+ 15.  Thi de er på Flugt for Sværd, på Flugt for det dragne Sværd, på
+      Flugt for den spændte Bue, på Flugt for Krigens Tynge.
+
+ 16.  Thi så sagde Herren til mig:"Et År endnu, som Daglejeren regner
+      Året, og det er ude med al Kedars Herlighed.
+ 17.  Resten af Kedars Heltes Buer skal være ringe, så sandt HERREN,
+      Israels Gud, har talet."
+
+Esajas 22
+
+  1.  Et Udsagn: "Synernes Dal". Hvad tænker du på, siden alle stiger
+      op på Tagene,
+  2.  du larmende, støjende By, du jublende Stad? Dine slagne er vel
+      ikke sværdslagne, døde i Krig!
+  3.  Alle dine Høvdinger flygted, flyed langt bort, alle dine Helte,
+      væbnet med Buer, blev fanget.
+  4.  Derfor siger jeg: Gå fra mig, lad mig græde bittert, træng ej på
+      for at trøste mig over, at mit Folk er lagt øde!
+  5.  Thi en Dag, da man, ræddes, trædes og trænges, har Herren,
+      Hærskarers HERRE, til Rede! I Synernes Dal brødes Mure ned, mod
+      Bjerget hørtes Skrig;
+  6.  Elam løftede Koggeret, Aram satte sig til Hest, Kir tog
+      Skjoldene ud;
+  7.  og de bedste iblandt dine Dale fyldtes med Vogne og Heste, lige
+      til Porten stod de.
+  8.  Han borttog Judas Værn. På den Dag så I hen til Skovhusets
+      Rustkammer,
+  9.  og I så, hvor mange Revner der var i Davidsbyen. I samlede
+      Nedredammens Vand,
+ 10.  gik Jerusalems Huse igennem og rev Husene ned for at gøre Muren
+      stærk.
+ 11.  I gravede mellem de to Mure en Fordybning til den gamle Dams
+      Vand. Men til ham, der virked det, skued I ikke, så ej hen til
+      ham, som beredte det for længst.
+ 12.  På hin Dag kaldte Herren, Hærskarers HERRE, til Gråd og Sorg,
+      til Hovedragning og Sæk.
+ 13.  Men se, der er Fryd og Glæde, man slår Okser ned, slagter Får,
+      æder Kød og får Vin at drikke: "Lad os æde og drikke, thi i
+      Morgen dør vi!"
+ 14.  Men Hærskarers HERRE åbenbared for mit Øre: "Den Synd," siger
+      Herren, Hærskarers HERRE, "får I ikke sonet, førend I dør!"
+
+ 15.  Så siger Herren, Hærskarers HERRE: Gå hen og sig til denne
+      Foged, Slotshøvedsmanden Sjebna:
+ 16.  Hvad har du her, og hvem har du her, at du her udhugger din
+      Grav, udhugger dig en Grav højt oppe, huler dig en Bolig i
+      Klippen!
+ 17.  Se, HERREN slynger dig bort og bøjer dig sammen, du stolte,
+ 18.  han knytter dig sammen til et Knytte og kaster dig ud i et
+      vidtstrakt Land! Der skal du dø, der din Æresvogn komme, du
+      Skændsel for din Herres Hus!
+ 19.  Jeg støder dig bort fra din Stilling og styrter dig fra din
+      Post.
+ 20.  Men på hin Dag kalder jeg min Tjener Eljakim, Hilkijas Søn,
+ 21.  og iklæder ham din Kjortel, omgjorder ham med dit Bælte og
+      lægger din Myndighed i hans Hånd. Han skal blive en Fader for
+      Jerusalems Indbyggere og Judas Hus.
+ 22.  Jeg lægger Nøglen til Davids Hus på hans Skulder; når han lukker
+      op, skal ingen lukke i, og når han lukker i, skal ingen lukke
+      op,
+ 23.  Jeg fæster ham som en Nagle på et sikkert Sted, og han skal
+      blive til Hæder for sit Fædrenehus.
+ 24.  Men hænger hans Fædrenehus's hele Vægt sig på ham, Skud og
+      Vildskud, alle Småkar, fra Fadene til alle Krukkerne,
+ 25.  så skal det ske på den Dag, lyder det fra Hærskarers HERRE, at
+      Naglen, der var fæstet på et sikkert Sted, giver efter, rives ud
+      og falder ned, og hele Vægten, som hænger derpå, skal slås
+      sønder. Thi HERREN har talet!
+
+Esajas 23
+
+  1.  Et Udsagn om Tyrus. Jamrer, I Tarsisskibe, eders Fæstning er i
+      Grus! De får det at vide på Vejen fra Kyperns Land.
+  2.  Det er ude med Kystlandets Folk, med Zidons Købmænd, hvis
+      Sendebud for over Havet,
+  3.  de mange Vande, hvis Indkomst var Sjihors Sæd, hvis Vinding
+      Alverdens Varer.
+  4.  Skam få du, Zidon, thi Havet siger: "Jeg har ikke haft Veer, jeg
+      fødte ikke, ej har jeg fostret Ynglinge, opfødt Jomfruer!"
+  5.  Når Rygtet når Ægypten, skælver de ved Rygtet om Tyrus. 6 Drag
+      over til Tarsis og jamrer, I Kystlandets Folk!
+  7.  Er det eders jublende By fra Urtids Dage, hvis Fødder førte den
+      viden om som Gæst?
+  8.  Hvo satte sig dette for mod det kronede Tyrus, hvis Købmænd var
+      Fyrster, hvis Kræmmere Jordens Adel?
+  9.  Det gjorde Hærskarers HERRE for at vanære Hovmod, skænde al
+      Stolthed, al Jordens Adel.
+ 10.  Græd, I Tarsisskibe, Havn er der ikke mer!
+ 11.  Han udrakte Hånden mod Havet, rystede Riger, HERREN samled Folk
+      for at jævne Kana'ans Fæstninger.
+ 12.  Han sagde: "Aldrig mer skal du juble, du voldtagne Jomfru,
+      Zidons Datter! Stå op, drag over til Kypern, selv der skal du ej
+      finde Hvile!"
+ 13.  Se til Kyprioternes Land! Søfarere grunded det Folk; de rejste
+      dets Vagttårne, Byer og Borge. Han gjorde det til en Ruinhob.
+ 14.  Jamrer, I Tarsisskibe, eders Fæstning er i Grus!
+
+ 15.  På hin Dag skal Tyrus gå ad Glemme i halvfjerdsindstyve År, som
+      i een Konges Dage. Men efter halvfjerdsindstyve Års Forløb skal
+      det gå med Tyrus som med Skøgen i Visen:
+ 16.  Tag din Citer, gå rundt i Byen, du glemte Skøge, leg smukt på
+      Strenge, syng, hvad du kan, så du kommes i Hu!"
+ 17.  Efter halvfjerdsindstyve Års Forløb vil HERREN se til Tyrus; det
+      skal atter modtage Skøgeløn og bole med Alverdens Riger på den
+      vide Jord.
+ 18.  Men dets Vinding og Skøgeløn skal helliges HERREN; den skal ikke
+      gemmes hen eller lægges op; dem, der bor for HERRENs Åsyn, skal
+      dets Vinding tjene til Føde, Mættelse og prægtige Klæder.
+
+Esajas 24
+
+  1.  Se, HERREN gør Jorden tom og øde og vender op og ned på dens
+      Overflade, han spreder dens Beboere;
+  2.  det går Lægfolk som Præst, Træl som Herre, Trælkvinde som Frue,
+      Køber som Sælger, Långiver som Låntager, Ågerkarl som Skyldner.
+  3.  Jorden tømmes og plyndres i Bund og Grund, thi HERREN har talet
+      dette Ord.
+  4.  Jorden blegner og segner, Jorderig sygner og segner, Jordens
+      Højder sygner hen.
+  5.  Vanhellig blev Jorden under dem, som bor der, thi Lovene krænked
+      de, overtrådte Budet, brød den evige Pagt.
+  6.  Derfor fortærer Forbandelse Jorden, og bøde må de, som bor der.
+      Derfor svides Jordens Beboere bort, kun få af de dødelige
+      levnes.
+
+  7.  Druesaften sørger, Vinranken sygner alle de hjertensglade
+      sukker;
+  8.  Håndpaukens Klang er endt, de jublendes Larm hørt op, endt er
+      Citrens Klang.
+  9.  De drikker ej Vin under Sang, besk smager den stærke Drik.
+ 10.  Den øde Stad ligger nedbrudt, stængt er hver Boligs Indgang.
+ 11.  Man jamrer over Vinen på Gaden, bort er al Glæde svundet;
+      landflygtig er Landets Fryd.
+ 12.  I Byen er Øde tilbage, og Porten er hugget i Splinter.
+
+ 13.  Thi på Jorden midt iblandt Folkene går det, som når Olietræets
+      Frugt slås ned, som ved Efterslæt, når Vinen er høstet:
+ 14.  Disse opløfter Røsten, jubler over HERRENs Storhed, råber fra
+      Vesten:
+ 15.  "Derfor skal I ære HERREN i Østen, på Havets Strande HERRENs,
+      Israels Guds, Navn!"
+ 16.  Fra Jordens Grænse hører vi Lovsange: "Hil den retfærdige!"  Men
+      jeg siger: Jeg usle, jeg usle, ve mig, Ransmænd raner, Ransmænd
+      raner Ran,
+ 17.  Gru og Grav og Garn over dig, som bor på Jorden!
+ 18.  Den, der flygter for Gru, skal falde i Grav, og den, der når op
+      af Grav, skal fanges i Garn. Thi Sluserne oventil åbnes, og
+      Jordens Grundvolde vakler.
+ 19.  Jorden smuldrer og smuldrer, Jorden gynger og gynger, Jorden
+      skælver og skælver;
+ 20.  Jorden raver og raver som drukken og svajer som Vogterens Hytte;
+      tungt ligger dens Brøde på den, den segner og rejser sig ikke.
+ 21.  På hin Dag hjemsøger HERREN Himlens Hær i Himlen og Jordens
+      Konger på Jorden.
+ 22.  De slæbes i Fængsel som Fanger, holdes under Lås og Lukke og
+      straffes lang Tid efter.
+ 23.  Månen blues og Solen skæmmes, thi Hærskarers HERRE viser, han er
+      Konge på Zions Bjerg, i Jerusalem; for hans Ældstes Øjne er
+      Herlighed.
+
+Esajas 25
+
+  1.  HERRE, min Gud er du; jeg priser dig, lover dit Navn. Thi du har
+      gjort et Under, Råd fra fordum var tro og sande.
+  2.  Thi du lagde Byen i Grus, den faste Stad i Ruiner; de fremmedes
+      Borg er nedbrudt, aldrig mer skal den bygges.
+  3.  Derfor ærer dig et mægtigt Folk, frygter dig grumme Hedningers
+      Stad.
+  4.  Thi du blev de ringes Værn, den fattiges Værn i Nøden, et Ly mod
+      Skylregn, en Skygge mod Hede; thi som isnende Regn er Voldsmænds
+      Ånde,
+  5.  som Hede i det tørre Land. Du kuer de fremmedes Larm; som Hede
+      ved Skyens Skygge så dæmpes Voldsmænds Sang.
+
+  6.  Hærskarers HERRE gør på dette Bjerg et Gæstebud for alle
+      Folkeslag med fede Retter og stærk Vin, med fede, marvfulde
+      Retter og stærk og klaret Vin.
+  7.  Og han borttager på dette Bjerg Sløret, som tilslører alle
+      Folkeslag, og Dækket, der dækker alle Folk.
+  8.  Han opsluger Døden for stedse. Og den Herre HERREN aftørrer
+      Tåren af hver en Kind og gør Ende på sit Folks Skam på hele
+      Jorden, så sandt HERREN har talet.
+
+  9.  På hin Dag skal man sige: Se, her er vor Gud, som vi biede på,
+      og som frelste os; her er HERREN, som vi biede på. Lad os juble
+      og glæde os over hans Frelse;
+ 10.  thi HERRENs Hånd hviler over dette Bjerg. Men Moab trampes ned,
+      hvor det står, som Strå i Møddingpølen;
+ 11.  det breder sine Hænder ud deri som Svømmeren gør for at svømme,
+      og han ydmyger dets Hovmod trods Hændernes Kunstgreb.
+ 12.  Han nedbryder og nedstyrter de stejle Mures Værn; han jævner dem
+      med Jorden, så de ligger i Støvet.
+
+Esajas 26
+
+  1.  På hin Dag skal denne Sang synges i Judas Land: "En stærk Stad
+      har vi, til Frelse satte han Mur og Bolværk.
+  2.  Luk Portene op for et retfærdigt Folk, som gemmer på Troskab,
+  3.  hvis Sind er fast, som vogter på Fred, thi det stoler på dig.
+  4.  Stol for evigt på HERREN, thi HERREN er en evig Klippe.
+  5.  Thi han ydmyger dem, der bor i det høje, den knejsende By,
+      styrter den til Jorden, lægger den i Støvet.
+  6.  De armes Fod, de ringes Trin skal træde den ned.
+
+  7.  Den retfærdiges Sti er jævn, du jævner den retfærdiges Vej.
+  8.  Ja, vi venter dig, HERRE, på dine Dommes Sti; til dit Navn og
+      dit Ry står vor Sjæls Attrå.
+  9.  Min Sjæl attrår dig om Natten, min Ånd i mit indre søger dig.
+      Thi når dine Domme rammer Jorden, lærer de; som bor på Jorderig,
+      Retfærd.
+ 10.  Vises der Nåde mod den gudløse, lærer han aldrig Retfærd; i
+      Rettens Land gør han Uret og ser ikke HERRENs Højhed.
+ 11.  HERRE, din Hånd er løftet, men de ser det ikke; lad dem med Skam
+      se din Nidkærhed for Folket, lad dine Fjenders Ild fortære dem!
+ 12.  HERRE, du skaffe os Fred, thi alt, hvad vi har udrettet, gjorde
+      du for os.
+ 13.  HERRE vor Gud, andre Herrer end du har hersket over os; men dit
+      Navn alene priser vi.
+ 14.  Døde bliver ikke levende, Dødninger står ikke op; derfor
+      hjemsøgte og tilintetgjorde du dem og udslettede hvert et Minde
+      om dem.
+ 15.  Du har mangfoldiggjort Folket, HERRE, du har mangfoldiggjort
+      Folket, du herliggjorde dig, du udvidede alle Landets Grænser.
+ 16.  HERRE, i Nøden søgte de dig; de udgød stille Bønner, medens din
+      Tugtelse var over dem.
+ 17.  Som den frugtsommelige; der er ved at føde, vrider og vånder sig
+      i Veer, således fik vi det, HERRE, fra dig.
+ 18.  Vi er svangre og vrider os, som om vi fødte Vind; Landet frelser
+      vi ikke og Jordboere fødes ikke til Verden.
+ 19.  Dine døde skal blive levende, mine dødes Legemer opstå; de, som
+      hviler i Støvet, skal vågne og juble. Thi en Lysets bug er din
+      Dug, og Jorden giver Dødninger igen.
+
+ 20.  Mit Folk, gå ind i dit Kammer og luk dine Døre bag dig; hold dig
+      skjult en liden Stund, til Vreden er draget over.
+ 21.  Thi HERREN går ud fra sin Bolig for at straffe Jordboernes
+      Brøde; sit Blod bringer Jorden for Lyset og dølger ej mer sine
+      dræbte.
+
+Esajas 27
+
+  1.  På hin Dag hjemsøger HERREN med sit hårde, vældige, stærke Sværd
+      Livjatan, Den flugtsnare Slange, og ihjelslår Dragen i Havet.
+
+  2.  På hin Dag skal man sige,: Syng om en liflig Vingård!
+  3.  Jeg, HERREN, jeg er dens Vogter, jeg vander den atter og atter.
+      For at ingen skal hjemsøge den, vogter jeg den Nat og Dag.
+  4.  Vrede nærer jeg ikke. Fandt jeg kun Torn og Tidsel, gik jeg løs
+      derpå i Kamp og satte det alt i Brand
+  5.  med mindre man tyr til mit Værn, slutter Fred med mig, slutter
+      Fred med mig.
+  6.  På hin Dag skal Jakob slå Rod, Israel skyde og blomstre og fylde
+      Verden med Frugt.
+
+  7.  Har han vel slået det, som de, der slog det, blev slagne, eller
+      blev det myrdet, som deres Mordere myrdedes?
+  8.  Ved at støde det bort og sende det bort trættede han med det;
+      han jog det bort med sin voldsomme Ånde på Østenstormens Dag.
+  9.  Derfor sones Jakobs Brøde således, og dette er al Frugten af, at
+      hans Synd tages bort: at han gør alle Altersten til
+      sønderhuggede Kalksten, at Asjerastøtterne og Solstøtterne ikke
+      mere rejser sig.
+ 10.  Thi den faste Stad ligger ensom, et folketomt Sted, forladt som
+      en Ørken. Der græsser Ungkvæget, der lejrer det sig og afgnaver
+      Kvistene.
+ 11.  Når Grenene er tørre, kommer Kvinderne og bryder dem af for at
+      tænde Bål. Thi det er et Folk uden Indsigt; derfor kan dets
+      Skaber ikke forbarme sig, dets Ophav ikke være det nådig.
+
+ 12.  På hin Dag slår HERREN Frugten ned fra Flodens Strøm til
+      Ægyptens Bæk, og I skal opsankes een for een, Israels Børn.
+ 13.  På hin Dag skal der stødes i det store Horn, og de tabte i
+      Assyrien og de bortdrevne i Ægypten skal komme og tilbede HERREN
+      på det hellige Bjerg i Jerusalem.
+
+Esajas 28
+
+  1.  Ve Efraims berusedes stolte og dets herlige Smykkes visnende
+      Blomster på Tindingen af de druknes fede Dal!
+  2.  Se, Herren har en vældig Kæmpe til Rede; som Skybrud af Hagl,
+      som hærgende Storm, som Skybrud af mægtige skyllende Vande slår
+      han til Jorden med Vælde.
+  3.  Med Fødderne trampes de ned, Efraims berusedes stolte Krans
+  4.  og dets herlige Smykkes visnende Blomster på Tindingen af den
+      fede bal; det går den som en tidligmoden Figen før Frugthøst:
+      Hvo der får Øje på den, plukker den, og knap er den i Hånden,
+      før han har slugt den.
+
+  5.  På hin bag bliver Hærskarers HERRE en smuk Krans og en herlig
+      Krone for sit Folks Rest
+  6.  og en Rettens Ånd for dem, som sidder til Doms, og Styrke for
+      dem, der driver Krigen tilbage til Portene.
+
+  7.  Også disse raver af Vin, er svimle af Drik, Præst og Profet, de
+      raver af Drik, fra Samling af Vin og svimle af Drik; de raver
+      under Syner, vakler, når de dømmer.
+  8.  Thi alle Borde er fulde af Spy, Uhumskhed flyder på hver en
+      Plet.
+  9.  "Hvem vil han belære, hvem tyder han Syner mon afvante Børn, nys
+      tagne fra Brystet?
+ 10.  Kun hakke og rakke, rakke og hakke, lidt i Vejen her og lidt i
+      Vejen der!"
+ 11.  Ja, med lallende Læber, med fremmed Mål vil han tale til dette
+      Folk,
+ 12.  han, som dog sagde til dem: "Her er der Hvile, lad den trætte
+      hvile, her er der Ro!" men de vilde ej høre.
+ 13.  Så bliver for dem da HERRENs Ord: "Hakke og rakke, rakke og
+      bakke, lidt i Vejen her og lidt i Vejen der!" så de går hen og
+      styrter bagover, sønderslås, fanges og hildes.
+
+ 14.  Hør derfor HERRENs Ord, I spotske Mænd, I Nidvisens Mestre
+      blandt dette Jerusalems Folk!
+ 15.  Fordi I siger: "Vi slutted en Pagt med Døden, Dødsriget gjorde
+      vi Aftale med; når den susende Svøbe går frem, da når den ej os,
+      thi Løgn har vi gjort til vort Ly, vi har gemt os i Svig;"
+ 16.  derfor, så siger den Herre HERREN: Se, jeg lægger i Zion en
+      prøvet Sten, en urokkelig, kostelig Hjørnesten; tror man, baster
+      man ikke.
+ 17.  Og jeg gør Ret til Målesnor, Retfærd til Blylod; Hagl skal slå
+      Løgnelyet ned, Vand skylle Gemmestedet bort.
+ 18.  Eders Pagt med Døden skal brydes, Aftalen med Dødsriget
+      glippe. Når den susende Svøbe går frem, skal den slå jer til
+      Jorden,
+ 19.  jer skal den ramme, hver Gang den går frem; thi Morgen efter
+      Morgen går den frem, ved Dag og ved Nat, idel Angst skal det
+      blive at få Syner tydet.
+ 20.  Vil man strække sig, er Lejet for kort; vil man dække sig, er
+      Tæppet for smalt.
+ 21.  Thi som på Perazims Bjerg vil HERREN stå op, som i Gibeons Dal
+      vil han vise sin Vrede for at gøre sin Gerning en underlig
+      Gerning, og øve sit Værk et sælsomt Værk.
+ 22.  Derfor hold inde med Spot, at ej eders Bånd skal snære; thi om
+      hele Landets visse Undergang hørte jeg fra Herren, Hærskarers
+      HERRE.
+
+ 23.  Lyt til og hør min Røst, lån Øre og hør mit Ord!
+ 24.  Bliver Plovmanden ved med at pløje til Sæd, med at bryde og
+      harve sin Jord?
+ 25.  Mon han ikke, når den er jævnet, sår Dild og udstrør Kommen,
+      lægger Hvede, Hirse og Byg på det udsete Sted og Spelt i Kanten
+      deraf?
+ 26.  Hans Gud vejleder ham, lærer ham det rette.
+ 27.  Thi med Tærskeslæde knuser man ikke Dild, lader ikke Vognhjul gå
+      over Kommen; nej, Dilden tærskes med Stok og Kommen med Kæp.
+ 28.  Mon Brødkorn knuses? Nej, det bliver ingen ved med at tærske;
+      Vognhjul og Heste drives derover man knuser det ikke.
+ 29.  Også dette kommer fra Hærskarers HERRE, underfuld i Råd og stor
+      i Visdom.
+
+Esajas 29
+
+  1.  Ve dig, Ariel, Ariel, Byen, hvor David slog lejr! Lad år blive
+      føjet til år, lad Højtid følge på Højtid,
+  2.  da bringer jeg Ariel Trængsel, da kommer Sorg og Kvide, da
+      bliver du mig et Ariel,
+  3.  jeg lejrer mig mod dig som David; jeg opkaster Volde om dig, og
+      Bolværker rejser jeg mod dig.
+  4.  Da taler du dybt fra Jorden, dine Ord er Mumlen fra Støvet; din
+      Røst fra Jorden skal ligne et Genfærds, dine Ord er Hvisken fra
+      Støvet.
+  5.  Dine Fjenders Hob skal være som Sandstøv, Voldsmændenes Hob som
+      flyvende Avner. Brat, i et Nu skal det ske:
+  6.  hjemsøges skal du af Hærskarers HERRE under Torden og Brag og
+      vældigt Drøn, Storm og Vindstød og ædende Lue.
+  7.  Som et natligt Drømmesyn bliver Hoben af alle de Folk, som
+      angriber Ariel, af alle, der angriber det og dets Fæstning og
+      trænger det;
+  8.  som når den sultne drømmer, at han spiser, men vågner og føler
+      sig tom, som når den tørstige drømmer, at han drikker, men
+      vågner mat og vansmægtende, således skal det gå Hoben af alle de
+      Folk, der angriber Zions Bjerg.
+
+  9.  Undres og studs, stir jer kun blinde, vær drukne uden Vin og rav
+      uden Drik!
+ 10.  Thi HERREN har udgydt over jer en Dvalens Ånd, tilbundet eders
+      Øjne (Profeterne), tilhyllet eders Hoveder (Seerne).
+ 11.  Derfor er ethvert Syn blevet eder som Ordene i en forseglet Bog;
+      giver man den til en, som kan læse, og siger: "Læs!" så svarer
+      han: "Jeg kan ikke, den er jo forseglet;"
+ 12.  og giver man den til en, som ikke kan læse, og siger: "Læs!"  så
+      svarer han: "Jeg kan ikke læse."
+
+ 13.  Og Herren sagde: Eftersom dette Folk kun holder sig nær med sin
+      Mund og ærer mig med sine Læber, mens Hjertet er fjernt fra mig,
+      og fordi deres Frygt for mig blev tillærte Menneskebud,
+ 14.  se, derfor handler jeg fremdeles sært og sælsomt med dette Folk;
+      dets Vismænds Visdom forgår, de kloges Klogskab glipper.
+
+ 15.  Ve dem, der dølger deres Råd i det dybe for HERREN, hvis
+      Gerninger sker i Mørke, som siger: "Hvem ser os, og hvem lægger
+      Mærke til os?"
+
+ 16.  I Dårer, regnes Ler og Pottemager lige, så Værk kan sige om
+      Mester: "Han skabte mig ikke!" eller Kunstværk om Kunstner: "Han
+      fattes Forstand!"
+ 17.  Se, end om en liden Stund skal Libanon blive til Frugthave,
+      Frugthaven regnes for Skov.
+ 18.  På hin Dag hører de døve Skriftord, og friet fra Mulm og Mørke
+      kan blindes Øjne se.
+ 19.  De ydmyge glædes end mere i HERREN, de fattige jubler i Israels
+      Hellige.
+ 20.  Thi Voldsmand er borte, Spotter forsvundet, bortryddet hver, som
+      er vågen til ondt,
+ 21.  som med Ord får et Menneske gjort skyldigt, lægger Fælde for
+      Dommeren i Porten og kuer en retfærdig ved Opspind.
+ 22.  Derfor, så siger HERREN, Jakobs Huses Gud, han, som udløste
+      Abraham: Nu høster Jakob ej Skam, nu blegner hans Åsyn ikke;
+ 23.  thi når han ser mine Hænders Værk i sin Midte, da skal han
+      hellige mit Navn, holde Jakobs Hellige hellig og frygte Israels
+      Gud;
+ 24.  de, hvis Ånd for vild, vinder Indsigt, de knurrende tager mod
+      Lære.
+
+Esajas 30
+
+  1.  Ve de genstridige Børn så lyder det fra HERREN som fuldbyrder
+      Råd, der ej er fra mig, slutter Forbund, uden min Ånd er med,
+      for at dynge Synd på Synd,
+  2.  de, som går ned til Ægypten uden at spørge min Mund for at værne
+      sig ved Faraos Værn, søge Ly i Ægyptens Skygge!
+  3.  Faraos Værn skal blive jer til Skam og Lyet i Ægyptens Skygge
+      til Skændsel.
+  4.  Thi er end hans Fyrster i Zoan, hans Sendebud nået til Hanes,
+  5.  enhver skal få Skam af et Folk, der ikke kan bringe dem Hjælp,
+      ej være til Gavn eller Hjælp, men kun til Skam og Skændsel.
+  6.  Et Udsagn om Sydlandets Dyr: Gennem Angstens og Trængselens
+      Land, hvor Løvinde og Løve har hjemme, Giftsnog og vinget
+      Slange, fører de på Æslers Ryg deres Gods, på Kamelers Pukkel
+      deres Skatte til et Folk, der ikke kan hjælpe.
+  7.  Ægyptens Hjælp er Vind og Luft. Derfor kalder jeg det "Rahab,
+      der hytter sig."
+
+  8.  Gå nu hen og skriv det på en Tavle i deres Påsyn og optegn det i
+      en Bog, at det i kommende Tider kan stå som Vidnesbyrd
+      evindelig.
+  9.  Thi det er et stivsindet Folk, svigefulde Børn, Børn, der ikke
+      vil høre HERRENs Lov,
+ 10.  som siger til Seerne: "Se ingen Syner!" til fremsynte: "Skuer os
+      ikke det rette! Tal Smiger til os, skuer os Blændværk,
+ 11.  vig bort fra Vejen, bøj af fra Stien, lad os være i Fred for
+      Israels Hellige!"
+ 12.  Derfor, så siger Israels Hellige: Siden I ringeagter dette Ord
+      og stoler på krumt og kroget og støtter jer til det,
+ 13.  derfor skal denne Brøde blive for eder som en truende, voksende
+      Revne i en knejsende Mur, hvis Fald vil indtræffe brat, lige i
+      et Nu;
+ 14.  den sønderbrydes som Lerkar; der skånselsløst knuses; blandt
+      Stumperne finder man ikke et Skår, hvori man kan hente en Glød
+      fra Bålet eller øse Vand af Brønden.
+ 15.  Thi således sagde den Herre HERREN, Israels Hellige: Ved
+      Omvendelse og Stilhed skal I frelses, i Ro og Tillid er eders
+      Styrke.
+ 16.  Men I vilde ikke; I sagde: "Nej, vi jager på Heste" I skal
+      derfor jages!"Vi rider på Rapfod" I skal derfor forfølges af
+      rappe.
+ 17.  Tusind skal fly for een, som truer; Flugten skal I tage for fem,
+      som truer, til I kun er en Rest som Stangen på Bjergets Tinde,
+      som Banneret oppe på Højen.
+
+ 18.  Derfor længes HERREN efter at vise eder Nåde, derfor står han op
+      for at forbarme sig over eder. Thi Rettens Gud er HERREN; salige
+      alle, der længes efter ham!
+ 19.  Ja, du Folk i Zion, du, som bor i Jerusalem, lad ikke Gråden
+      overmande dig! Nådig vil han vise dig Nåde, når du råber; så
+      snart han hører dig, svarer han.
+ 20.  Herren skal give eder Trængselsbrød og Fængselsdrik; men så skal
+      din Vejleder ikke mere dølge sig, dine, Øjne skal skue din
+      Vejleder;
+ 21.  dine Ører skal høre det Ord bag ved dig: "Her er Vejen, I skal
+      gå!" hver Gang I er ved at vige til højre eller venstre.
+ 22.  Da skal du holde dine Sølvbilleders Overtræk og dine
+      Guldbilleders Klædning for urene; du skal slænge dem bort som
+      Skarn.  "Herud!" skal du sige til dem.
+ 23.  Da giver han Regn til Sæden, du,sår i din Jord; og Brødet, som
+      din Jord bærer, skal være kraftigt og nærende. På hin Dag
+      græsser dit Kvæg på vide Vange;
+ 24.  Okserne og Æslerne, der arbejder på Marken, skal æde saltet
+      Blandfoder, renset med Kasteskovl og Fork.
+ 25.  På hvert højt Bjerg og hver knejsende Banke skal Kilder vælde
+      frem med rindende Vand på det store Blodbads Dag, når Tårne
+      falder.
+ 26.  Månens Lys skal blive som Solens, og Solens Lys skal blive
+      syvfold stærkere, som syv Dages Lys, på hin Dag da HERREN
+      forbinder sit Folks Brud og læger dets slagne Sår.
+
+ 27.  Se, HERRENs Navn kommer langvejsfra i brændende Vrede, med tunge
+      Skyer; hans Læber skummer af Vrede, fortærende Ild er hans
+      Tunge,
+ 28.  hans Ånde som en rivende Strøm, der når til Halsen. Folkene
+      ryster han i Undergangens Sold, lægger Vildelsens Bidsel i
+      Folkeslags Mund.
+ 29.  Sang skal der være hos eder som i Natten, når Højtid går ind, en
+      Hjertens Glæde som en Vandring til Fløjte mod HERRENs Bjerg, mod
+      Israels Klippe.
+ 30.  HERREN lader høre sin Højheds Røst og viser sin Arm, der slår
+      ned med fnysende Vrede, ædende Lue, Skybrud, skyllende Regn og
+      Hagl.
+ 31.  For HERRENs Røst bliver Assur ræd, med Kæppen slår han;
+ 32.  hvert et Slag af Tugtelsens Stok, som HERREN lader falde på
+      Assur, er til Paukers og Citres Klang; med Svingnings Kampe
+      kæmper han mod det.
+ 33.  Thi for længst står et Alter rede mon det og er rejst for Molok?
+      han gjorde dets Ildfang dybt og bredt, bragte Ild og Ved i
+      Mængde; HERRENs Ånde sætter det i Brand som en Strøm af Svovl.
+
+Esajas 31
+
+  1.  Ve dem, som går ned til Ægypten om hjælp og slår Lid til heste,
+      som stoler på Vognenes mængde, på Rytternes store Tal, men ikke
+      ser hen til Israels Hellige, ej rådspørger HERREN.
+  2.  Men viis er og han, lader Ulykke komme og går ej fra sit Ord.
+      Han står op mod de ondes Hus og mod Udådsmændenes Hjælp.
+  3.  Ægypterne er Mennesker, ikke Gud, deres Heste er Kød, ikke Ånd.
+      Når HERREN udrækker Hånden, snubler Hjælperen, den hjulpne
+      falder, de omkommer alle til Hobe.
+
+  4.  Thi så sagde HERREN til mig: Som en Løve knurrer, en Ungløve
+      over sit Rov, og ikke, når Hyrdernes Flok kaldes hid imod den,
+      skræmmes af Skriget eller viger for Larmen, så stiger Hærskarers
+      HERRE ned til Kamp på Zions Bjerg og Høj.
+  5.  Som svævende Fugle så skærmer Hærskarers HERRE Jerusalem,
+      skærmer og frier, skåner og redder.
+  6.  Vend om til ham, hvem Israels Børn faldt fra så dybt!
+  7.  Thi på hin Dag vrager enhver sine Guder af Sølv sine Guder af
+      Guld, eders Hænders syndige Værk.
+  8.  Assur falder for Sværd, men ikke en Mands, et Sværd fortærer
+      det, ikke et Menneskes. Og han skal fly for Sværdet, til
+      Hoveriarbejde tvinges hans Stridsmænd;
+  9.  hans Klippe viger bort af Rædsel, hans Fyrster skræmmes fra
+      Fanen. Så lyder det fra HERREN, hvis Ild er i Zion, som har sin
+      Ovn i Jerusalem.
+
+Esajas 32
+
+  1.  Se, en Konge skal herske med Retfærd, Fyrster styre med Ret,
+  2.  hver af dem som Læ imod Storm og Ly imod Regnskyl, som Bække i
+      Ørk, som en vældig Klippes Skygge i tørstende Land.
+  3.  De seendes Øjne skal ej være blinde, de hørendes Ører skal
+      lytte;
+  4.  letsindiges Hjerte skal nemme Kundskab, stammendes Tunge tale
+      flydende, rent.
+  5.  Dåren skal ikke mer kaldes ædel, højsindet ikke Skalken.
+  6.  Thi Dåren taler kun Dårskab, hans Hjerte udtænker Uret for at
+      øve Niddingsværk og prædike Frafald fra HERREN, lade den sultne
+      være tom og den tørstige mangle Vand.
+  7.  Skalkens Midler er onde, han oplægger lumske Råd for at ødelægge
+      arme med Løgn, skønt Fattigmand godtgør sin Ret.
+  8.  Men den ædle har ædelt for og står fast i, hvad ædelt er.
+
+  9.  Op, hør min Røst, I sorgløse Kvinder, I trygge Døtre, lyt til
+      min Tale!
+ 10.  Om År og Dag skal I trygge skælve, thi med Vinhøst er det ude,
+      der kommer ej Frugthøst.
+ 11.  Bæv, I sorgløse, skælv, I trygge, klæd jer af og blot jer, bind
+      Sæk om Lænd;
+ 12.  slå jer for Brystet og klag over yndige Marker, frugtbare
+      Vinstokke,
+ 13.  mit Folks med Tidseltorn dækkede Jord, ja, hvert Glædens Hus,
+      den jublende By!
+ 14.  Thi Paladset er øde, Bylarmen standset, Ofel med Tårnet en
+      Grushob for evigt, Vildæslers Fryd, en Græsgang for Hjorde -
+ 15.  til Ånd fra det høje udgydes over os. Da bliver Ørkenen til
+      Frugthave, Frugthaven regnes for Skov.
+ 16.  Ret fæster Bo i Ørkenen, i Frugthaven dvæler Retfærd;
+ 17.  Retfærds Frugt bliver Fred og Rettens Vinding Tryghed for evigt.
+ 18.  Da bor mit Folk i Fredens Hjem, i trygge Boliger, sorgfri
+      Pauluner.
+ 19.  Skoven styrter helt, Byen bøjes dybt.
+ 20.  Salige I, som sår ved alle Vande, lader Okse og Æsel frit løbe
+      om!
+
+Esajas 33
+
+  1.  Ve dig, du Hærværksmand, selv ikke hærget, du Ransmand, skånet
+      for Ran! Når dit Hærværk er endt, skal du hærges, når din Ranen
+      har Ende, skal der ranes fra dig!
+
+  2.  HERRE, vær os nådig, vi bier på dig, vær du vor Arm hver Morgen,
+      vor Frelse i Nødens Stund!
+
+  3.  For Bulderet må Folkeslag fly; når du rejser dig, splittes
+      Folkene.
+  4.  Som Græshopper bortriver, bortrives Bytte, man styrter derover
+      som Græshoppesværme.
+  5.  Ophøjet er HERREN, thi han bor i det høje, han fylder Zion med
+      Ret og Retfærd.
+  6.  Trygge Tider skal du have, en Frelsesrigdom er Visdom og
+      Indsigt, HERRENs Frygt er din Skat.
+
+  7.  Se, deres Helte skriger derude, Fredens Sendebud græder bittert;
+  8.  Vejene er øde, vejfarende borte. Han brød sin Pagt, agted Byer
+      ringe, Mennesker regned han ikke.
+  9.  Landet blegner og sygner, Libanon skæmmes og visner; Saron er
+      som en Ørken, Basan og Karmel uden Løv.
+
+ 10.  Nu står jeg op, siger HERREN, nu vil jeg rejse mig, nu træde
+      frem!
+ 11.  I undfanger Strå og føder Halm, eders Ånde er Ild, der fortærer
+      jer selv;
+ 12.  til Kalk skal Folkene brændes som afhugget Torn, der brænder i
+      Ild.
+ 13.  Hvad jeg gør, skal rygtes til fjerne Folk, nære skal kende min
+      Vælde.
+
+ 14.  På Zion skal Syndere bæve, Niddinger gribes af Skælven: "Hvem
+      kan bo ved fortærende Ild, hvem kan bo ved evige Bål?"
+ 15.  Den, der vandrer i Retfærd og taler oprigtigt, ringeagter
+      Vinding, vundet ved Uret, vægrer sig ved at tage mod Gave,
+      tilstopper Øret over for Blodråd og lukker Øjnene over for det
+      onde -
+ 16.  højt skal en sådan bo, hans Værn skal Klippeborge være; han får
+      sit Brød, og Vand er ham sikret.
+
+ 17.  Dine Øjne får Kongen at se i hans Skønhed, de skuer et
+      vidtstrakt Land.
+ 18.  Dit Hjerte skal tænke på Rædselen: "Hvor er nu han, der talte og
+      vejede, han, der talte Tårnene?"
+ 19.  Du ser ej det vilde Folk med dybt, uforståeligt Mål, med
+      stammende, ufattelig Tunge.
+ 20.  Se på Zion, vore Højtiders By! Dine Øjne skal skue Jerusalem, et
+      sikkert Lejrsted, et Telt, der ej flytter, hvis Pæle aldrig
+      rykkes op, hvis Snore ej rives over.
+ 21.  Nej der træder HERRENs Bæk for os i Floders og brede Strømmes
+      Sted; der kan ej Åreskib gå, ej vældigt Langskib sejle.
+ 22.  Thi HERREN er vor Dommer, HERREN er vor Hersker, HERREN er vor
+      Konge, han bringer os Frelse.
+ 23.  Slapt hænger dit Tovværk, det holder ej Råen og spænder ej
+      Sejlet. Da uddeles røvet Bytte i Overflod, halte tager Del i
+      Rovet.
+ 24.  Ingen Indbygger siger: "Jeg er syg!" Folket der har sin Synd
+      forladt.
+
+Esajas 34
+
+  1.  Kom hid, I Folk, og hør, lån Øre, I Folkefærd! Jorden og dens
+      Fylde høre, Jorderig og al dets Grøde!
+  2.  Thi HERREN er vred på alle Folkene, harmfuld på al deres Hær;
+      han slår dem med Band og giver dem hen til at slagtes;
+  3.  henslængt ligger de dræbte, Stank stiger op fra Ligene, Bjergene
+      flyder af Blodet;
+  4.  al Himlens Hær opløses; som en Bog rulles Himlen sammen, og al
+      dens Hær visner hen som Vinstokkens visnende Blad, som
+      Figentræets visnende Frugt.
+  5.  Thi på Himlen kredser HERRENs Sværd, og se, det slår ned på
+      Edom, det Folk, han har bandlyst til Dom.
+  6.  HERRENs Sværd er fuldt af Blod, det drypper af Fedt, af Fårs og
+      Bukkes Blod, af Fedt fra Vædres Nyrer. Thi HERREN slagter Offer
+      i Bozra har vældig Slagtning i Edom;
+  7.  Urokser styrter med dem, Ungkvæg sammen med Tyre. Landet svælger
+      i Blod, Jorden drypper af Fedt.
+  8.  Thi en Hævndag har HERREN til Rede, Zions Værge et Gengældsår.
+  9.  Dets Bække forvandles til Tjære, dets Jord til Svovl, og Landet
+      bliver til Tjære, der brænder ved Nat og ved Dag,
+ 10.  det slukkes aldrig; evigt stiger Røgen op, det er øde fra Slægt
+      til Slægt, ingen skal færdes der.
+ 11.  Pelikan og Rørdrum arver det, Ugle og Ravn skal bo der. HERREN
+      spænder Tomheds Snor og Ødelæggelses Blylod derover.
+ 12.  Der skal Bukketrolde bo, dets ypperste bliver til intet, til
+      Kongevalg kaldes ej der, det er ude med alle dets Fyrster.
+ 13.  Dets Paladser gror til i Tom, dets Borge i Tidsel og Nælde, et
+      Tilholdssted for Hyæner og Enemærke for Strudse.
+ 14.  Der mødes Sjakal med Vildkat, og Bukketrolde holder Stævne; kun
+      der skal Natteheksen raste og lægge sig der til Ro;
+ 15.  der bygger Pilslangen Rede, lægger Æg og samler dem og ruger.
+      Kun der skal Gribbene flokkes, ej savner den ene den anden.
+ 16.  Se efter i HERRENs Bog og læs: Ej fattes en eneste af dem, ej
+      savner den ene den anden. Thi HERRENs Mund, den bød, hans Ånd
+      har samlet dem sammen;
+ 17.  han kastede Loddet for dem, hans Hånd udskifted dem Land med
+      Snoren; de tager det evigt i Eje, bor der fra Slægt til Slægt.
+
+Esajas 35
+
+  1.  Ørken og hede skal fryde sig, Ødemark juble og blomstre;
+  2.  blomstre frodigt som Rosen og juble, ja juble med Fryd.
+      Libanons Herlighed gives den, Karmels og Sarons Pragt. HERRENs
+      Herlighed skuer de, vor Guds Højhed.
+  3.  Styrk de slappe Hænder, lad de vaklende Knæ blive faste,
+  4.  sig til de ængstede Hjerter: Vær stærke, vær uden Frygt! Se
+      eders Gud! Han kommer med Hævn, Gengæld kommer fra Gud; han
+      kommer og frelser eder.
+  5.  Da åbnes de blindes Øjne, de døves Ører lukkes op;
+  6.  da springer den halte som Hjort, den stummes Tunge jubler; thi
+      Vand vælder frem i Ørkenen, Bække i Ødemark;
+  7.  det glødende Sand bliver Vanddrag, til Kildevæld tørstigt Land.
+      I Sjakalers Bo holder Hjorde Rast, på Strudsenes Enemærker gror
+      Rør og Siv.
+  8.  Der bliver en banet Vej, .den hellige Vej skal den kaldes; ingen
+      uren færdes på den, den er Valfartsvej for hans Folk, selv
+      enfoldige farer ej vild.
+  9.  På den er der ingen Løver, Rovdyr træder den ej, der skal de
+      ikke findes. De genløste vandrer ad den,
+ 10.  HERRENs forløste vender hjem, de drager til Zion med Jubel, med
+      evig Glæde om Issen; Fryd og Glæde får de, Sorg og Suk skal fly.
+
+Esajas 36
+
+  1.  I Kong Ezekias's fjortende Regeringsår drog Assyrerkongen
+      Sankerib op mod alle Judas befæstede Byer og indtog dem.
+  2.  Assyrerkoogen sendte så Rasjake med en anselig Styrke fra Lakisj
+      til Kong Ezekias i Jerusalem, og han gjorde Holdt ved
+      Øvredammens Vandledning, ved Vejen til Blegepladsen.
+  3.  Da gik Paladsøversten Eljakim, Hilkijas Søn, Statsskriveren
+      Sjebna og Kansleren Joa, Asafs Søn, ud til ham.
+  4.  Rabsjake sagde fil dem: "Sig til Ezekias: Således siger
+      Storkongen, Assyrerkongen: Hvad er det for en Fortrøsfning, du
+      hengiver dig til?
+  5.  Du mener vel, at et blot og bart Ord er det samme som Plan og
+      Styrke i Krig? Og til hvem sætter du egentlig din Lid, siden du
+      gør Oprør imod mig?
+  6.  Se, du sætter din Lid til Ægypten, denne brudte Rørkæp, som
+      river Sår i Hånden på den, der støtter sig til den! Thi således
+      går det alle dem, der sætter deres Lid til Farao, Ægyptens
+      Konge.
+  7.  Men vil du sige til mig: Det er HERREN vor Gud, vi sætter vor
+      Lid til! er det så ikke ham, hvis Offerhøje og Altre Ezekias
+      skaffede bort, da han sagde til Juda og Jerusalem: Foran dette
+      Alter skal I tilbede!
+  8.  Og nu, indgå et Væddemål med min Herre, Assyrerkongen: Jeg giver
+      dig to Gange tusinde Heste, hvis du kan stille Ryttere til dem!
+  9.  Hvorledes vil du afslå et Angreb af en eneste Statholder, en af
+      min Herres ringeste Tjenere? Og du sætter din Lid til Ægypten,
+      til Vogne og Heste?
+ 10.  Mon det desuden er uden HERRENs Vilje, at jeg er draget op mod
+      dette Land for at ødelægge det? Det var HERREN selv, der sagde
+      til mig: Drag op mod dette Land og ødelæg det!"
+
+ 11.  Men Eljakim, Sjebna og Joa sagde til Rabsjake: "Tal dog Aramæisk
+      til dine Trælle, det forstår vi godt; tal ikke Judæisk til os,
+      medens Folkene på Muren hører på det!"
+ 12.  Men Rabsjake svarede dem: "Er det til din Herre og dig, min
+      Herre har sendt mig med disse Ord? Er det ikke til de Mænd, der
+      sidder på Muren hos eder og æder deres eget Skarn og drikker
+      deres eget Vand?"
+ 13.  Og Rabsjake trådte hen og råbte med høj Røst på Judæisk: "Hør
+      Storkongens, Assyrerkongens, Ord!
+ 14.  Således siger Kongen: Lad ikke Ezekias vildlede eder, thi han er
+      ikke i Stand til at frelse eder!
+ 15.  Og lad ikke Ezekias forlede eder til at sætte eders Lid til
+      HERREN, når han siger: HERREN skal sikkert frelse os, og denne
+      By skal ikke overgives i Assyrerkongens Hånd!
+ 16.  Hør ikke på Ezekias, thi så; ledes siger Assyrerkongen: Vil I
+      slutte Fred med mig og overgive eder til mig, så skal enhver af
+      eder spise af sin Vin, stok og sit Figentræ og drikke af sin
+      Brønd,
+ 17.  indtil jeg kommer og tager eder med til et Land, der ligner
+      eders, et Land med Korn og Most, et Land med Brød og Vingårde.
+ 18.  Lad ikke Ezekias forføre eder med at sige: HERREN vil frelse os!
+      Mon nogen af Folkenes Guder har kunnet frelse sit Land af
+      Assyrerkongens Hånd?
+ 19.  Hvor er Hamats og Arpads Guder, hvor er Sefarvajims Guder, hvor
+      er Landet Samarias Guder? Mon de frelste Samaria af min Hånd?
+ 20.  Hvor er der blandt alle disse Landes Guder nogen, der har frelst
+      sit Land af min Hånd? Mon da HERREN skulde kunne frelse
+      Jerusalem?"
+ 21.  Men de tav og svarede ham ikke et Ord, thi Kongens Bud lød på,
+      at de ikke måtte svare ham.
+
+Esajas 37
+
+ 22.  Derpå gik Paladsøversten Eljakim, Hilkijas Søn, Statsskriveren
+      Sjebna og Kansleren Joa, Asafs Søn, med sønderrevne Klæder til
+      Ezekias og meddelte ham, hvad Rabsjake havde sagt.  
+
+  1.  Da Kong Ezekias hørte det, sønderrev han sine Klæder, hyllede 
+      sig i Sæk og gik ind i HERRENs Hus.
+  2.  Og han sendte Paladsøversten Eljakim og Statsskriveren Sjebna og
+      Præsternes Ældste, hyllet i Sæk, til Profeten Esajas, Amoz's
+      Søn,
+  3.  for at sige til ham: "Ezekias lader sige: En Nødens, Tugtelsens
+      og Forsmædelsens Dag er denne Dag, thi Barnet er ved at fødes,
+      men der er ikke Kraft til at bringe det til Verden!
+  4.  Dog vil HERREN din Gud måske høre, hvad Rabsjake har sagt, han,
+      som er sendt af sin Herre, Assyrerkongen, for at håne den
+      levende Gud, og måske vil han straffe ham for de Ord, som HERREN
+      din Gud har hørt gå derfor i Forbøn for den Rest, der endnu er
+      tilbage!"
+  5.  Da Kong Ezekias's Folk kom til Esajas,
+  6.  sagde han til dem: "Således skal I svare eders Herre: Så siger
+      HERREN: Frygt ikke for de Ord, du har hørt, som Assyrerkongens
+      Trælle har hånet mig med!
+  7.  Se, jeg vil indgive ham en Ånd, og han skal få en Tidende at
+      høre, så han vender tilbage til sit Land, og i hans eget Land
+      vil jeg fælde ham med Sværdet!"
+
+  8.  Rabsjake vendte så tilbage og traf Assyrerkongen i Færd med at
+      belejre Libna, thi han havde hørt, at Kongen var brudt op fra
+      Lakisj.
+
+  9.  Så fik han Underretning: om, at Kong Tirhaka af Ætiopien var
+      rykket ud for at angribe ham, og han sendte Sendebud til Ezekias
+      og sagde:
+ 10.  "Således skal I sige til Kong Ezekias af Juda: Lad ikke din Gud,
+      som du slår din Lid til, vildlede dig med at sige, at Jerusalem
+      ikke skal gives i Assyrerkongens Hånd!
+ 11.  Du har jo dog hørt, hvad Assyrerkongerne har gjort ved alle
+      Lande, hvorledes de har lagt Band på dem og du skulde kunne
+      undslippe!
+ 12.  De Folk, mine Fædre tilintetgjorde, Gozan, Karan, Rezef og
+      Folkene fra Eden i Telassar, har deres Guder kunnet frelse dem?
+ 13.  Hvor er Kongen af Hamat, Kongen af Arpad eller Kongen af La'ir,
+      Sefarvajim, Hena og Ivva?"
+
+ 14.  Da Ezekias havde modtaget Brevet af Sendebudenes Hånd og læst
+      det, gik han op i HERRENs Hus og bredte det ud for HERRENs Åsyn.
+ 15.  Derpå bad Ezekias den Bøn for HERRENs Åsyn:
+ 16.  "Hærskarers HERRE, Israels Gud, du, som troner over Keruberne,
+      du alene er Gud over alle Jordens Riger; du har gjort Himmelen
+      og Jorden!
+ 17.  Bøj nu dit Øre, HERRE, og lyt, åbn dine Øjne, HERRE, og se!  Læg
+      Mærke til alle de Ord, Sankerib har sendt hid for at spotte den
+      levende Gud!
+ 18.  Det er sandt, HERRE, at Assyrerkongerne har tilintetgjort alle
+      de Folk og deres Lande
+ 19.  og kastet deres Guder i Ilden; men de er ikke Guder, kun
+      Menneskehænders Værk af Træ eller Sten; derfor kunde de ødelægge
+      dem.
+ 20.  Men frels os nu, HERRE vor Gud, af hans Hånd, så alle Jordens
+      Riger kan kende, at du, HERRE, alene er Gud!"
+
+ 21.  Så sendte Esajas, Amoz's Søn, Bud til Ezekias og lod sige: "Så
+      siger HERREN, Israels Gud: Din Bøn angående Assyrerkongen
+      Sankerib har jeg hørt!"
+ 22.  Således lyder det Ord, HERREN talede imod ham: Hun håner, hun
+      spotter dig, Jomfruen, Zions Datter, Jerusalems Datter ryster på
+      Hovedet ad dig!
+ 23.  Hvem har du hånet og smædet, mod hvem har du løftet din Røst?
+      Til Israels Hellige løfted i Hovmod du Blikket!
+ 24.  Ved dine Trælle håned du HERREN og sagde: "Med mine talløse
+      Vogne besteg jeg Bjergenes Højder, Libanons afsides Egne; jeg
+      fælded dets Cedres Højskov, dets ædle Cypresser, trængte frem
+      til dets øverste Raststed, dets Havers Skove.
+ 25.  Fremmed Vand grov jeg ud, og jeg drak det, tørskoet skred jeg
+      over Ægyptens Strømme!"
+ 26.  Har du ej hørt det? For længst kom det op i min Tanke, jeg lagde
+      det fordum til Rette, nu lod jeg det ske, og du Gjorde murstærke
+      Byer til øde Stenhobe
+ 27.  mens Folkene grebes i Afmagt af Skræk og Skam, blev som Græsset
+      på Marken, det spirende Grønne, som Græs på Tage, som Mark for
+      Østenvinden.
+ 28.  Jeg ser, når du rejser og sætter dig, ved, når du går og kommer.
+ 29.  Fordi du raser imod mig, din Trods bar nået mit Øre, lægger jeg
+      Ring i din Næse og Bidsel i Munden og fører dig bort ad Vejen,
+      du kom!
+
+ 30.  Og dette skal være dig Tegnet: I År skal man spise, hvad der
+      såed sig selv, og Året derpå, hvad der skyder af Rode, tredje År
+      skal man så og høste, plante Vin og nyde dens Frugt.
+ 31.  Den, bjærgede Rest af Judas Hus slår atter Rødder forneden og
+      bærer sin Frugt foroven;
+ 32.  thi fra Jerusalem udgår en Rest, en Levning fra Zions Bjerg.
+      Hærskarers HERREs Nidkærhed virker dette.
+
+ 33.  Derfor, så siger HERREN om Assyrerkongen: I Byen her skal han ej
+      komme ind, ej sende en Pil herind, ej nærme sig den med Skjolde
+      eller opkaste Vold imod den;
+ 34.  ad Vejen, han kom, skal han gå igen, i Byen her skal han ej
+      komme ind så lyder det fra HERREN.
+ 35.  Jeg værner og frelser denne By for min og min Tjener Davids
+      Skyld!
+
+ 36.  Så gik HERRENs Engel ud og ihjelslog i Assyrernes Lejr 185000
+      Mand; og se, næste Morgen tidlig lå de alle døde.
+ 37.  Da brød Assyrerkongen Sankerib op, vendte hjem og blev siden i
+      Nineve.
+ 38.  Men da han engang tilbad i sin Gud Nisroks Hus, slog hans Sønner
+      Adrammelek og Sar'ezer ham ihjel med deres Sværd, hvorefter de
+      flygtede til Ararats Land: og hans Søn Asarhaddon blev Konge i
+      hans Sted.
+
+Esajas 38
+
+  1.  Ved den Tid blev Ezekias dødssyg. Da kom Profeten Esajas, Amoz's
+      Søn, til ham og sagde: "Så siger HERREN: Beskik dit Hus, thi du
+      skal dø og ikke leve!"
+  2.  Da vendte han Ansigtet om mod Væggen og bad således til HERREN:
+  3.  "Ak, HERRE, kom dog i Hu, hvorledes jeg har vandret for dit Åsyn
+      i Oprigtighed og med helt Hjerte og gjort, hvad der er godt i
+      dine Øjne!" Og Ezekias græd højt.
+  4.  Da kom HERRENs Ord til Esajas således:
+  5.  "Gå hen og sig til Ezekias: Så siger HERREN, din Fader Davids
+      Gud: Jeg har hørt din Bøn, jeg har set dine Tårer! Se, jeg vil
+      lægge femten År til dit Liv
+  6.  og udfri dig og denne By af Assyrerkongens Hånd og værne om
+      denne By!
+  7.  Og Tegnet fra HERREN på, at HERREN vil udføre, hvad han har
+      sagt, skal være dig dette:
+  8.  Se, jeg vil lade Skyggen gå de Streger tilbage, som den har
+      flyttet sig med Solen på Akaz's Solur, ti Streger!" Da gik Solen
+      de ti Streger, som den havde flyttet sig, tilbage på Soluret.
+
+  9.  En Bøn af Kong Ezekias af Juda, da han var syg og kom sig af sin
+      Sygdom:
+ 10.  Jeg tænkte: Bort må jeg gå i min bedste Alder, hensættes i
+      Dødsrigets Porte mine sidste År.
+ 11.  Jeg tænkte: Ej skuer jeg HERREN i de levendes Land, ser ingen
+      Mennesker mer blandt Skyggerigets Folk;
+ 12.  min Bolig er nedbrudt, ført fra mig som Hyrdernes Telt, som en
+      Væver sammenrulled du mit Liv og skar det fra Tråden. Du ofrer
+      mig fra Dag til Nat, 13 jeg skriger til daggry; som en Løve
+      knuser han alle Benene i mig; du giver mig ben fra Dag til Nat.
+ 14.  Jeg klynker som klagende Svale, sukker som Duen, jeg skuer med
+      Tårer mod Himlen: HERRE, jeg trænges, vær mig Borgen!
+ 15.  Hvad skal jeg,sige? Han talede til mig og selv greb han ind.
+      For Bitterhedens Skyld i min Sjæl vil jeg vandre sagtelig alle
+      mine År.
+ 16.  Herre, man skal bære Bud derom til alle kommende Slægter.  Opliv
+      min Ånd, helbred mig og gør mig karsk!
+ 17.  Se, Bitterhed, Bitterhed blev mig til Fred. Og du skåned min
+      Sjæl for Undergangens Grav; thi alle mine Synder kasted du bag
+      din Ryg.
+ 18.  Thi Dødsriget takker dig ikke, dig lover ej Døden, på din
+      Miskundbed håber ej de, der synker i Graven.
+ 19.  Men den levende, den levende takker dig som jeg i Dag. Om din
+      Trofasthed taler Fædre til deres Børn.
+ 20.  HERRE, frels os! Så vil vi røre Strengene alle vore Levedage ved
+      HERRENs Hus.
+
+ 21.  Da bød Esajas, at man skulde tage en Figenkage og lægge den som
+      Plaster på det syge Sted, for at han kunde blive rask.
+ 22.  Og Ezekias sagde: "Hvad er Tegnet på, at jeg skal gå op til
+      HERRENs Hus?"
+
+Esajas 39
+
+  1.  Ved den Tid sendte Bal'adans Søn, Kong Merodak-Bal'adan af
+      Babel, Brev og Gave til Ezekias, da han hørte, at han havde
+      været syg, men var blevet rask.
+  2.  Og Ezekias glædede sig over deres Komme og viste dem Huset, hvor
+      han havde sine Skatte, Sølvet og Guldet, Røgelsestofferne, den
+      fine Olie, hele sit Våbenoplag og alt, hvad der var i hans
+      Skatkamre; der var ikke den Ting i hans Hus og hele hans Rige,
+      som Ezekias ikke viste dem.
+  3.  Da kom Profeten Esajas til Kong Ezekias og sagde til ham: "Hvad
+      sagde disse Mænd, og hvorfra kom de til dig?" Ezekias svarede:
+      "De kom fra et fjernt Land, fra Babel."
+  4.  Da spurgte han: "Hvad fik de at se i dit Hus?" Ezekias svarede:
+      "Alt, hvad der er i mit Hus, så de; der er ikke den Ting i mine
+      Skatkamre, jeg ikke viste dem."
+  5.  Da sagde Esajas til Ezekias: "Hør Hærskarers HERREs Ord!
+  6.  Se, Dage skal komme, da alt, hvad der er i dit Hus, og hvad dine
+      Fædre har samlet indtil denne Dag, skal bringes til Babel og
+      intet lades tilbage, siger HERREN.
+  7.  Og af dine Sønner, der nedstammer fra dig, og som du avler, skal
+      nogle tages og gøres til Hofmænd i Babels Konges Palads!"
+  8.  Men Ezekias sagde til Esajas: "det Ord fra HERREN, du har talt,
+      er godt!" Thi han tænkte: "Så bliver der da Fred og Tryghed, så
+      længe jeg lever!"
+
+Esajas 40
+
+  1.  Trøst, ja trøst mit Folk, så siger eders Gud,
+  2.  tal Jerusalem kærligt til og råb kun til det, at nu er dets
+      Strid til Ende, dets Skyld betalt, tvefold Straf har det fået af
+      HERRENs Hånd for alle sine Synder.
+  3.  I Ørkenen råber en Røst: "Ban HERRENs Vej, jævn i det øde Land
+      en Højvej for vor Gud!
+  4.  Hver Dal skal højnes, hvert Bjerg, hver Høj, skal sænkes, bakket
+      Land blive fladt og Fjeldvæg til Slette.
+  5.  Åbenbares skal HERRENs Herlighed, alt Kød til Hobe skal se den.
+      Thi HERRENs Mund har talet."
+  6.  Der lyder en Røst, som siger: "Råb!" Jeg svarer: "Hvad skal jeg
+      råbe?" "Alt Kød til Hobe er Græs, al dets Ynde som Markens
+      Blomst;
+  7.  Græsset tørres, Blomsten visner, når HERRENs Ånde blæser derpå;
+      visselig, Folket er Græs,
+  8.  Græsset tørres, Blomsten visner, men vor Guds Ord bliver
+      evindelig."
+  9.  Stig op på højen Bjerg, du Zions Glædesbud, løft din Røst med
+      Kraft, du Jerusalems Glædesbud, løft den uden Frygt og sig til
+      Judas Byer: "Se eders Gud!"
+ 10.  Se, den Herre HERREN kommer med Vælde, han hersker med sin
+      Arm. Se, hans Løn er med ham, hans Vinding foran ham,
+ 11.  han vogter sin Hjord som en Hyrde, samler den med Armen, bærer
+      Lammene i Favn og leder de diende Får.
+
+ 12.  Hvo måler Vandet i sin Hånd, afmærker med Fingerspand Himlen,
+      måler Jordens Støv i Skæppe og vejer Bjerge med Bismer eller i
+      Vægtskål Høje?
+ 13.  Hvo leder HERRENs Ånd, råder og lærer ham noget?
+ 14.  Hos hvem får han Råd og Indsigt, hvem lærer ham Rettens Vej,
+      hvem kan give ham Kundskab, hvem kundgør ham indsigts Vej?
+ 15.  Se, som Dråbe på Spand er Folkene, at regne som Fnug på Vægt,
+      som et Gran vejer fjerne Strande.
+ 16.  Libanon giver ej Brændsel, dets Dyr ej Brændoffer nok.
+ 17.  Alle Folk er som intet for ham, for Luft og Tomhed at regne.
+ 18.  Med hvem vil I ligne Gud, hvad stiller I op som hans Lige?
+ 19.  Et Billede det støber en Mester, en Guldsmed lægger Guld derpå,
+      og Sølvkæder støber en anden.
+ 20.  Den, som vil rejse en Afgud, vælger sig Træ, som ej rådner; han
+      søger sig en kyndig Mester til at rejse et Billede, som står.
+ 21.  Ved I, hører I det ikke, er det . ikke forkyndt jer for længst?
+      Har I da ikke skønnet det, fra Jordens Grundvold blev lagt?
+ 22.  Han troner over Jordens Kreds, som Græshopper er dens Beboere;
+      han udbreder Himlen som en Dug og spænder den ud som et Teltbo.
+ 23.  Fyrster gør han til intet, Jordens Dommere til Luft.
+ 24.  Knap er de plantet, knap er de sået, knap har Stiklingen Rod i
+      Jorden, så ånder han på dem, de visner; som Strå fejer Storm dem
+      bort.
+ 25.  Hvem vil I ligne mig med som min Ligemand? siger den Hellige.
+ 26.  Løft eders Blik til Himlen og se: Hvo skabte disse? Han mønstrer
+      deres Hær efter Tal, kalder hver enkelt ved Navn; så stor er
+      hans Kraft og Vælde, at ikke en eneste mangler.
+ 27.  Hvorfor siger du, Jakob, hvi taler du, Israel, så: "Min Vej er
+      skjult for HERREN, min Ret gled min Gud af Hænde."
+ 28.  Ved du, hørte du ikke, at HERREN er en evig Gud, den vide Jord
+      har han skabt? Han trættes og mattes ikke, hans Indsigt
+      udgrundes ikke;
+ 29.  han giver den trætte Kraft, den svage Fylde af Styrke.
+ 30.  Ynglinge trættes og mattes, Ungersvende snubler brat,
+ 31.  ny Kraft får de, der bier på HERREN, de får nye Svingfjer som
+      Ørnen; de løber uden at mattes, vandrer uden at trættes.
+
+Esajas 41
+
+  1.  Hør mig i Tavshed, I fjerne Strande, lad Folkene hente ny Kraft,
+      komme hid og tage til Orde, lad os sammen gå frem for Retten!
+  2.  Hvo vakte i Østen ham, hvis Fod går fra Sejr til Sejr, hvo giver
+      Folk i hans Vold og gør ham til Kongers Hersker? Han gør deres
+      Sværd til Støv, deres Buer til flagrende Strå,
+  3.  forfølger dem, går uskadt frem ad en Vej, hans Fod ej har trådt.
+  4.  Hvo gjorde og virkede det? Han, som længst kaldte Slægterne
+      frem, jeg, HERREN, som er den første og end hos de sidste den
+      samme.
+  5.  Fjerne Strande så det med Gru, den vide Jord følte Rædsel, de
+      nærmede sig og kom.
+  6.  Den ene hjælper den anden og siger: "Broder, fat Mod!"
+  7.  Mesteren opmuntrer Guldsmeden, Glatteren ham, der hamrer;
+      Lodningen tager han god og sømmer det fast, så det står.
+
+  8.  Men Israel, du min Tjener, Jakob, hvem jeg har udvalgt, -
+      Ætling af Abraham, min Ven -
+  9.  hvem jeg tog fra Jordens Grænser og kaldte fra dens fjerneste
+      Kroge, til hvem jeg sagde: "Du min Tjener, som jeg valgte og
+      ikke vraged":
+ 10.  Frygt ikke, thi jeg er med dig, vær ej rådvild, thi jeg er din
+      Gud! Med min Retfærds højre styrker, ja hjælper, ja støtter jeg
+      dig.
+ 11.  Se, Skam og Skændsel får alle, som er dig fjendske, til intet
+      bliver de, der trætter med dig, de forgår.
+ 12.  Du søger, men finder ej dem, der kives med dig, til intet, til
+      Luft bliver de, der strides med dig.
+ 13.  Thi jeg, som er HERREN din Gud, jeg griber din Hånd, siger til
+      dig: Frygt kun ikke, jeg er din Hjælper.
+ 14.  Frygt ikke, Jakob, du Orm, Israel, du Kryb! Jeg hjælper dig,
+      lyder det fra HERREN, din Genløser er Israels Hellige.
+ 15.  Se, jeg gør dig til Tærskeslæde, en ny med mange Tænder; du skal
+      tærske og knuste Bjerge, og Høje skal du gøre til Avner;
+ 16.  du kaster dem, Vinden tager dem, Stormen hvirvler dem bort.  Men
+      du skal juble i HERREN, rose dig af Israels Hellige.
+ 17.  Forgæves søger de arme og fattige Vand, deres Tunge brænder af
+      Tørst; jeg, HERREN, vil bønhøre dem, dem svigter ej Israels Gud.
+ 18.  Fra nøgne Høje sender jeg Floder og Kilder midt i Dale; Ørkenen
+      gør jeg til Vanddrag, det tørre Land til Væld.
+ 19.  I Ørkenen giver jeg Cedre, Akacier, Myrter, Oliven; i Ødemark
+      sætter jeg Cypresser tillige med Elm og Gran,
+ 20.  at de må se og kende, mærke sig det og indse, at HERRENs Hånd
+      har gjort det, Israels Hellige skabt det.
+
+ 21.  Fremlæg eders Sag, siger HERREN, kom med Bevis! siger Jakobs
+      Konge.
+ 22.  De træde nu frem og forkynde os, hvad der herefter skal ske.
+      Sig frem, hvad I har forudsagt, at vi kan granske derover og se,
+      hvad Udfald det fik; eller kundgør os, hvad der kommer!
+ 23.  Forkynd, hvad der siden vil ske, at vi kan se, I er Guder! Gør
+      noget, godt eller ondt, så måler vi os med hinanden!
+ 24.  Se, I er intet, eders Gerning Luft, vederstyggelig, hvo eder
+      vælger.
+ 25.  Jeg vakte ham fra Norden, og han kom, jeg kaldte ham fra Solens
+      Opgang. Han nedtramper Fyrster som Dynd, som en Pottemager ælter
+      sit Ler.
+ 26.  Hvo forkyndte det før, så vi vidste det, forud, så vi sagde:
+      "Han fik Ret!" Nej, ingen har forkyndt eller sagt det, ingen har
+      hørt eders Ord.
+ 27.  Først jeg har forkyndt det for Zion, sendt Jerusalem Glædesbud.
+ 28.  Jeg ser mig om der er ingen, ingen af dem ved Råd, så de svarer
+      mig på mit Spørgsmål.
+ 29.  Se, alle er de intet, deres Værker Luft, deres Billeder Vind og
+      Tomhed.
+
+Esajas 42
+
+  1.  Se min Tjener, ved hvem jeg min udvalgte, hvem jeg har kær! På
+      ham har jeg lagt min Ånd, han skal udbrede Ret til Folkene.
+  2.  Han råber og skriger ikke, løfter ej Røsten på Gaden,
+  3.  bryder ej knækket Rør og slukker ej rygende Tande. Han udbreder
+      Ret med Troskab,
+  4.  vansmægter, udmattes ikke, før han får sat Ret på Jorden; og
+      fjerne Strande bier på hans Lov.
+  5.  Så siger Gud HERREN, som skabte og udspændte Himlen, udbredte
+      Jorden med dens Grøde, gav Folkene på den Åndedræt og dem, som
+      vandrer der, Ånde.
+  6.  Jeg, HERREN, har kaldet dig i Retfærd og grebet dig fast om
+      Hånd; jeg vogter dig, og jeg gør dig til Folkepagt, til
+      Hedningelys
+  7.  for at åbne de blinde Øjne og føre de fangne fra Fængslet, fra
+      Fangehullet Mørkets Gæster.
+
+  8.  Jeg er HERREN, så lyder mit Navn. Jeg giver ej andre min Ære, ej
+      Gudebilleder min Pris.
+  9.  Hvad jeg forudsagde, se, det er sket, jeg forkynder nu nye Ting,
+      kundgør dem, før de spirer frem.
+
+ 10.  Syng HERREN en ny Sang, hans Pris over Jorden vide; Havet og
+      dets Fylde skal juble, fjerne Strande og de, som bebor dem;
+ 11.  Ørkenen og dens Byer stemmer i, de Lejre, hvor Kedar bor;
+      Klippeboerne jubler, råber fra Bjergenes Tinder;
+ 12.  HERREN giver de Ære, forkynder hans Pris på fjerne Strande.
+ 13.  HERREN drager ud som en Helt, han vækker som en Stridsmand sin
+      Kamplyst, han udstøder Krigsskrig, han brøler, æsker sine
+      Fjender til Strid.
+ 14.  En Evighed lang har jeg tiet, været tavs og lagt Bånd på mig
+      selv; nu skriger jeg som Kvinde i Barnsnød, stønner og snapper
+      efter Luft.
+ 15.  Jeg gør Bjerge og Høje tørre, afsvider alt deres Grønt, gør
+      Strømme til udtørret Land, og Sumpe lægger jeg tørre.
+ 16.  Jeg fører blinde ad ukendt Vej, leder dem ad ukendte Stier, gør
+      Mørket foran dem til Lys og Bakkelandet til Slette. Det er de
+      Ting, jeg gør, og dem går jeg ikke fra.
+ 17.  Vige og dybt beskæmmes skal de, som stoler på Billeder, som
+      siger til støbte Billeder: "I er vore Guder!"
+
+ 18.  I, som er døve, hør, løft Blikket, I blinde, og se!
+ 19.  Hvo er blind, om ikke min Tjener, og døv som Budet, jeg sendte?
+      Hvo er blind som min håndgangne Mand, blind som HERRENs Tjener?
+ 20.  Meget så han, men ænsed det ikke, trods åbne Ører hørte han ej.
+ 21.  For sin Retfærds Skyld vilde HERREN løfte Loven til Højhed og
+      Ære.
+ 22.  Men Folket er plyndret og hærget; de er alle bundet i Huler,
+      skjult i Fangers Huse, til Ran blev de, ingen redder, til
+      Plyndring, ingen siger: "Slip dem!"
+ 23.  Hvem af jer vil lytte til dette, mærke sig og fremtidig høre
+      det:
+ 24.  Hvo hengav Jakob til Plyndring, gav Israel hen til Ransmænd?
+      Mon ikke HERREN: mod hvem vi synded, hvis Veje de ej vilde
+      vandre, hvis Lov de ikke hørte?
+ 25.  Han udgød over det Harme, sin Vrede og Krigens Vælde; den luede
+      om det, det ænsed det ej, den sved det, det tog sig det ikke til
+      Hjerte.
+
+Esajas 43
+
+  1.  Men nu, så siger HERREN, som skabte dig, Jakob, danned dig,
+      Israel: Frygt ikke, jeg genløser dig, jeg kalder dig ved Navn,
+      du er min!
+  2.  Når du går gennem Vande, er jeg med dig, gennem Strømme, de
+      river dig ikke bort; når du går gennem Ild, skal du ikke svides,
+      Luen brænder dig ikke.
+  3.  Thi jeg er din Gud, jeg, HERREN, Israels Hellige din Frelser.
+      Jeg giver Ægypten som Løsesum, Ætiopien og Seba i dit Sted,
+  4.  fordi du er dyrebar for mig, har Værd, og jeg elsker dig; jeg
+      giver Mennesker for dig og Folkefærd for din Sjæl.
+  5.  Frygt ikke, thi j eg er med dig! Jeg bringer dit Afkom fra
+      Østen, sanker dig sammen fra Vesten,
+  6.  siger til Norden: "Giv hid!" til Sønden: "Hold ikke tilbage!
+      Bring mine Sønner fra det fjerne, mine Døtre fra Jordens Ende,
+  7.  enhver, der er kaldt med mit Navn, hvem jeg skabte, danned og
+      gjorde til min Ære!"
+
+  8.  Før det blinde Folk frem, der har Øjne, de døve, der dog har
+      Ører!
+  9.  Lad alle Folkene samles, lad Folkefærdene flokkes! Hvo blandt
+      dem kan forkynde sligt eller påvise Ting, de har forudsagt? Lad
+      dem føre Vidner og få Ret, lad dem høre og sige: "Det er sandt!"
+ 10.  Mine Vidner er I, så lyder det fra HERREN, min Tjener, hvem jeg
+      har udvalgt, at I må kende det, fro mig og indse, at jeg er den
+      eneste. Før mig blev en Gud ej dannet, og efter mig kommer der
+      ingen;
+ 11.  jeg, jeg alene er HERREN, uden mig er der ingen Frelser.
+ 12.  Jeg har forkyndt det og frelser, kundgjort det, ej fremmede hos
+      jer; I er mine Vidner, lyder det fra HERREN. Jeg er fra Evighed
+      Gud,
+ 13.  den eneste også i Fremtiden. Ingen frier af min Hånd, jeg
+      handler - hvo gør det ugjort?
+
+ 14.  Så siger HERREN, eders Genløser, Israels Hellige: For eder gør
+      jeg Opbud mod Babel og fjerner deres Fængsels Portslåer, mens
+      Kaldæerne bindes i Halsjern.
+ 15.  Jeg, HERREN, jeg er eders Hellige, Israels Skaber eders Konge.
+ 16.  Så siger HERREN, som lagde en Vej i Havet, en Sti i de stride
+      Vande,
+ 17.  førte Vogne og Heste derud, Hær og Kriger tillige; de segned og
+      rejste sig ikke, sluktes, gik ud som en Væge:
+ 18.  Kom ikke det svundne i Hu, tænk ikke på Fortidens Dage!
+ 19.  Thi se, nu skaber jeg nyt, alt spirer det, ser I det ikke?
+      Gennem Ørkenen lægger jeg Vej, Floder i, det øde Land;
+ 20.  de vilde Dyr skal ære mig, Sjakaler tillige med Strudse. Thi
+      Vand vil jeg give i Ørkenen, Floder i det øde Land, for at læske
+      mit udvalgte Folk.
+ 21.  Det Folk, jeg har dannet mig, skal synge min Pris.
+
+ 22.  Jakob, du kaldte ej på mig eller trætted dig, Israel, med mig;
+ 23.  du bragte mig ej Brændofferlam, du æred mig ikke med Slagtofre;
+      jeg plaged dig ikke for Afgrødeoffer, trætted dig ikke for
+      Røgelse;
+ 24.  du købte mig ej Kalmus for Sølv eller kvæged mig med Slagtofres
+      Fedt. Nej, du plaged mig med dine Synder, trætted mig med din
+      Brøde.
+ 25.  Din Misgerning sletter jeg ud, jeg, jeg, for min egen Skyld,
+      kommer ej dine Synder i Hu.
+ 26.  Mind mig, lad vor Sag gå til Doms, regn op, så du kan få Ret!
+ 27.  Allerede din Stamfader synded, dine Talsmænd forbrød sig imod
+      mig,
+ 28.  så jeg vanæred hellige Fyrster, gav Jakob hen til Band og Israel
+      hen til Spot.
+
+Esajas 44
+
+  1.  Men hør nu, Jakob, min Tjener, Israel, hvem jeg har udvalgt:
+  2.  Så siger HERREN, som skabte dig og fra Moders Liv danned dig,
+      din Hjælper: Frygt ikke, min Tjener Jakob, Jesjurun, hvem jeg
+      har udvalgt!
+  3.  Thi jeg udgyder Vand på det tørstende, Strømme på det tørre
+      Land, udgyder min Ånd på din Æt, min Velsignelse over dit Afkom;
+  4.  de skal spire som Græs mellem Vande, som Pile ved Bækkenes Løb.
+  5.  En skal sige: "Jeg er HERRENs", en kalde sig med Jakobs Navn, en
+      skrive i sin Hånd: "For HERREN!" og tage sig Israels Navn.
+  6.  Så siger HERREN, Israels Konge, dets Genløser, Hærskarers HERRE:
+      Jeg er den første og den sidste, uden mig er der ingen Gud.
+  7.  Hvo der er min Lige, træde frem, forkynde og godtgøre for mig:
+      Hvo kundgjorde fra Urtid det kommende? De forkynde os, hvad der
+      skal ske!
+  8.  Ræddes og ængstes ikke! Har ej længst jeg kundgjort og sagt det?
+      I er mine Vidner: Er der Gud uden mig, er der vel anden Klippe?
+      Jeg ved ikke nogen.
+
+  9.  De, der laver Gudebilleder, er alle intet, og deres kære Guder
+      gavner intet; deres Vidner ser intet og kender intet, at de må
+      blive til Skamme.
+ 10.  Når nogen laver en Gud og støber et Billede, er det ingen Gavn
+      til;
+ 11.  se, alle dets Tilbedere bliver til Skamme; Mestrene er jo kun
+      Mennesker lad dem samles til Hobe og træde frem, de skal alle
+      som een forfærdes og blive til Skamme.
+ 12.  En smeder Jern til en Økse og arbejder ved Kulild, tildanner den
+      med Hamre og gør den færdig med sin stærke Arm; får han ikke
+      Mad, afkræftes han, og får han ikke Vand at drikke, bliver han
+      træt.
+ 13.  Så fælder ban Træer, udspænder Målesnoren, tegner Billedet med
+      Gravstikken, skærer det ud med Kniven og sætter det af med
+      Cirkelen; han laver det efter en Mands Skikkelse, efter
+      menneskelig Skønhed, til at stå i et Hus.
+ 14.  Han fældede sig Cedre, tog Elm og Eg og arbejdede af al sin
+      Kraft på Skovens Træer, som Gud havde plantet og Regnen givet
+      Vækst.
+ 15.  Det tjener et Menneske til Brændsel, han tager det og varmer sig
+      derved; han sætter Ild i det og bager Brød - og desuden laver
+      han en Gud deraf og tilbeder den, han gør et Gudebillede deraf
+      og knæler for det.
+ 16.  Halvdelen brænder han i Ilden, og over Gløderne steger han Kød;
+      han spiser Stegen og mættes; og han varmer sig derved og siger:
+      "Ah, jeg bliver varm, jeg mærker Ilden" -
+ 17.  og af Resten laver han en Gud, et Billede; han knæler for det,
+      kaster sig ned og beder til det og siger: "Frels mig, thi du er
+      min Gud!"
+ 18.  De skønner ikke, de fatter ikke, thi deres Øjne er lukket, så de
+      ikke ser, og deres Hjerter, så de ikke skønner.
+ 19.  De tænker ikke over det, de har ikke Indsigt og Forstand til at
+      sige sig selv: "Halvdelen brændte jeg i Bålet, over Gløderne
+      bagte jeg Brød, stegte Kød og spiste; skulde jeg da af Resten
+      gøre en Vederstyggelighed? Skulde jeg knæle for en Træklods?"
+ 20.  Den, som tillægger Aske Værd, ham har et vildfarende Hjerte
+      dåret; han redder ikke sin Sjæl, så han siger: "Er det ikke en
+      Løgn, jeg har i min højre Hånd?"
+
+ 21.  Jakob, kom dette i Hu, Israel, thi du er min Tjener! Jeg skabte
+      dig, du er min Tjener, ej skal du glemmes, Israel;
+ 22.  jeg sletted som Tåge din Misgerning og som en Sky dine Synder.
+      Vend om til mig, thi jeg genløser dig!
+ 23.  Jubler, I Himle, thi HERREN greb ind, fryd jer, I Jordens
+      Dybder, bryd ud i Jubel, I Bjerge, Skoven og alle dens Træer,
+      thi HERREN genløser Jakob og herliggør sig ved Israel.
+
+ 24.  Så siger HERREN, din Genløser, som danned dig fra Moders Liv:
+      Jeg er HERREN, som skabte alt, som ene udspændte Himlen,
+      udbredte Jorden, hvo hjalp mig?
+ 25.  som tilintetgør Løgnernes Tegn og gør Spåmænd til Dårer, som
+      tvinger de vise tilbage, beskæmmer deres Lærdom,
+ 26.  stadfæster sine Tjeneres Ord, fuldbyrder sine Sendebuds Råd, Jeg
+      siger om Jerusalem: "Det skal bebos!" om Judas Byer: "de skal
+      bygges!" Ruinerne rejser jeg atter!
+ 27.  Jeg siger til Dybet: "Bliv tørt, dine Floder gør jeg tørre!"
+ 28.  Jeg siger om Kyros: "Min Hyrde, som fuldbyrder al min Vilje!"
+      Jeg siger om Jerusalem: "Det skal bygges!" om Templet: "Det skal
+      grundes "
+
+Esajas 45
+
+  1.  Så siger HERREN til sin Salvede, til Kyros, hvis højre jeg greb
+      for at nedstyrte Folk for hans Ansigt og løsne Kongernes Gjord,
+      for at åbne Dørene for ham, så Portene ikke var stængt:
+  2.  Selv går jeg frem foran dig, Hindringer jævner jeg ud; jeg
+      sprænger Porte af Kobber og sønderhugger Slåer af Jern.
+  3.  Jeg giver dig Mulmets Skatte, Rigdomme gemt i Løn, så du kender,
+      at den, der kaldte dig ved Navn, er mig, er HERREN, Israels Gud.
+  4.  For Jakobs, min Tjeners, Skyld, for min udvalgtes, Israels,
+      Skyld kalder jeg dig ved dit Navn, ved et Æresnavn, skønt du ej
+      kender mig.
+  5.  HERREN er jeg, ellers ingen, uden mig er der ingen Gud; jeg
+      omgjorder dig, endskønt du ej kender mig,
+  6.  så de kender fra Solens Opgang til dens Nedgang: der er ingen
+      uden mig. HERREN er jeg, ellers ingen,
+  7.  Lysets Ophav og Mørkets Skaber, Velfærds Kilde og Ulykkes
+      Skaber: Jeg er HERREN, der virker alt.
+
+  8.  Lad regne, I Himle deroppe, nedsend Retfærd, I Skyer, Jorden
+      åbne sit Skød, så Frelse må spire frem og Retfærd vokse tillige.
+      Jeg, HERREN, lader det ske.
+  9.  Ve den, der trættes med sit Ophav, et Skår kun blandt Skår af
+      Jord! Siger Ler til Pottemager: "Hvad kan du lave?" hans Værk:
+      "Du har ikke Hænder!"
+ 10.  Ve den, der siger til sin Fader: "Hvad kan du avle?" til sin
+      Moder: "Hvad kan du føde?"
+ 11.  Så siger HERREN, Israels Hellige, Fremtidens Ophav: I spørger
+      mig om mine Børn, for mine Hænders Værk vil I råde!
+ 12.  Det var mig, som dannede Jorden og skabte Mennesket på den; mine
+      Hænder udspændte Himlen, jeg opbød al dens Hær;
+ 13.  det var mig, som vakte ham i Retfærd, jeg jævner alle hans Veje;
+      han skal bygge min By og give mine bortførte fri ikke for Løn
+      eller Gave, siger Hærskarers HERRE.
+
+ 14.  Så siger HERREN: Ægyptens Løn, Ætiopiens Vinding, Sebæernes
+      granvoksne Mænd, de skal komme og tilhøre dig, og dig skal de
+      følge; de skal komme i Lænker og kaste sig ned for dig og
+      bønfalde dig: "Kun hos dig er Gud, der er ingen anden Gud."
+ 15.  Sandelig, du er en Gud, som er skjult, Israels Gud er en
+      Frelser!
+ 16.  Skam og Skændsel bliver alle hans Fjender til Del, til Hobe går
+      Gudemagerne om med Skændsel.
+ 17.  Israel frelses ved HERREN, en evig Frelse, i Evighed bliver I
+      ikke til Skam og Skændsel.
+ 18.  Thi så siger HERREN, Himlens Skaber, han, som er Gud, som
+      dannede Jorden, frembragte, grundfæsted den, ej skabte den øde,
+      men danned den til at bebos: HERREN er jeg, ellers ingen.
+ 19.  Jeg talede ikke i Løndom, i Mørkets Land, sagde ikke til Jakobs
+      Æt: "Søg mig forgæves!" Jeg, HERREN, taler hvad ret er,
+      forkynder, hvad sandt er.
+ 20.  Kom samlede hid, træd frem til Hobe, I Folkenes undslupne!
+      Uvidende er de, som bærer et Billede af Træ, de, som beder til
+      en Gud, der ikke kan frelse.
+ 21.  Forkynd det, kom frem dermed, lad dem rådslå sammen: Hvo
+      kundgjorde dette tilforn, forkyndte det forud? Mon ikke jeg, som
+      er HERREN? Uden mig er der ingen Gud, uden mig er der ingen
+      retfærdig, frelsende Gud.
+ 22.  Vend dig til mig og bliv frelst, du vide Jord, thi Gud er jeg,
+      ellers ingen;
+ 23.  jeg svor ved mig selv, fra min Mund kom Sandhed, mit Ord vender
+      ikke tilbage: Hvert Knæ skal bøjes for mig, hver Tunge sværge
+      mig til.
+ 24.  "Kun hos HERREN," skal man sige, "er Retfærd og Styrke; til ham
+      skal alle hans Avindsmænd komme med Skam."
+ 25.  Ved HERREN når al Israels Æt til sin Ret og jubler.
+
+Esajas 46
+
+  1.  I Knæ er Bel, og Nebo er bøjet, deres billeder gives til Dyr og
+      Fæ, de læsses som byrde på trætte Dyr
+  2.  De bøjes, i Knæ er de alle, de kan ikke frelse Byrden, og selv
+      må de vandre i Fangenskab.
+
+  3.  Hør mig, du Jakobs Hus, al Resten af Israels Hus, løftet fra
+      Moders Liv, båret fra Moders Skød.
+  4.  Til Alderdommen er jeg den samme, jeg bærer jer, til Hårene
+      gråner; ret som jeg bar, vil jeg bære, jeg, jeg vil bære og
+      redde.
+
+  5.  Med hvem vil I jævnstille ligne mig, hvem vil I gøre til min
+      Lige?
+  6.  De øser Guld af Pung, Sølv får de vejet på Vægt, de lejer en
+      Guldsmed, som gør det til en Gud, de bøjer sig, kaster sig ned;
+  7.  de løfter den på Skuldren og bærer den, sætter den på Plads, og
+      den står, den rører sig ikke af Stedet råber de til den, svarer
+      den ikke, den frelser dem ikke i Nød.
+  8.  Kom dette i Hu, lad jer råde, I frafaldne, læg jer det på Sinde!
+  9.  Kom i Hu, hvad er forudsagt før, thi Gud er jeg, ellers ingen,
+      ja Gud, der er ingen som jeg,
+ 10.  der forud forkyndte Enden, tilforn, hvad der ikke var sket, som
+      sagde: "Mit Råd står fast, jeg fuldbyrder al min Vilje,"
+ 11.  som fra Øst kalder Ørnen hid, fra det fjerne mit Råds
+      Fuldbyrder. Jeg taled og lader det ske, udtænkte og fuldbyrder
+      det.
+
+ 12.  Hør på mig, I modløse, som tror, at Retten er fjern:
+ 13.  Jeg bringer min Ret, den er ej fjern, min Frelse tøver ikke; jeg
+      giver Frelse på Zion, min Herlighed giver jeg Israel.
+
+Esajas 47
+
+  1.  Stig ned, sid i Støvet, du Jomfru, Babels Datter, sid uden Trone
+      på Jorden, Kaldæernes Datter! Thi ikke mer skal du kaldes den
+      fine, forvænte!
+  2.  Tag fat på Kværnen, mal Mel, læg Sløret bort, løft Slæbet, blot
+      dine Ben og vad over Strømmen!
+  3.  Din Blusel skal blottes, din Skam skal ses. Hævn tager jeg uden
+      Skånsel, siger vor Genløser,
+  4.  hvis Navn er Hærskarers HERRE, Israels Hellige.
+  5.  Sid tavs og gå ind i Mørke, Kaldæernes Datter, thi ikke mer skal
+      du kaldes Rigernes Dronning!
+  6.  Jeg vrededes på mit Folk, vanæred min Arv, gav dem hen i din
+      Hånd; du viste dem ingen Medynk, du lagde dit tunge Åg på
+      Oldingens Nakke.
+  7.  Du sagde: "Jeg bliver evindelig Evigheds Dronning." Du tog dig
+      det ikke til Hjerte, brød dig ikke om Enden.
+  8.  Så hør nu, du yppige, du, som sidder i Tryghed, som siger i
+      Hjertet: "Kun jeg, og ellers ingen! Aldrig skal jeg sidde Enke,
+      ej kende til Barnløshed."
+  9.  Begge Dele skal ramme dig brat samme Dag, Barnløshed og
+      Enkestand ramme dig i fuldeste Mål, dine mange Trylleord, din
+      megen Trolddom til Trods,
+ 10.  skønt du tryg i din Ondskab sagde: "ingen ser mig." Din Visdom
+      og Viden var det, der ledte dig vild, så du sagde i Hjertet:
+      "Kun jeg, og ellers ingen!"
+ 11.  Dig rammer et Onde, du ikke kan købe bort, over dig falder et
+      Vanheld, du ikke kan sone, Undergang rammer dig brat, når mindst
+      du aner det.
+ 12.  Kom med din Trolddom og med dine mange Trylleord, med hvilke du
+      umaged dig fra din Ungdom, om du kan bøde derpå og skræmme det
+      bort.
+ 13.  Med Rådgiverhoben sled du dig træt, lad dem møde, lad
+      Himmelgranskerne frelse dig, Stjernekigerne, som Måned for Måned
+      kundgør, hvad dig skal ske!
+ 14.  Se, de er blevet som Strå, de,fortæres af Ild, de frelser ikke
+      deres Liv fra Luens Magt. "Ingen Glød til Varme, ej Bål at sidde
+      ved!"
+ 15.  Sligt får du af dem, du umaged dig med, dine Troldmænd fra
+      Ungdommen af; de raver hver til sin Side, dig frelser ingen.
+
+Esajas 48
+
+  1.  Hør dette, du Jakobs Hus, I, som kaldes med Israels Navn og er
+      rundet af Judas Kilde, som sværger ved HERRENs Navn og priser
+      Israels Gud - dog ikke redeligt og sandt -
+  2.  fra den hellige By har de jo Navn, deres Støtte er Israels Gud,
+      hvis Navn er Hærskarers HERRE:
+  3.  Jeg forudsagde det, som er sket, af min Mund gik det ud, så det
+      hørtes, brat greb jeg ind, og det indtraf.
+  4.  Thi stivsindet er du, det ved jeg, din Nakke et Jernbånd, din
+      Pande af Kobber.
+  5.  Jeg sagde det forud til dig, kundgjorde det, førend det indtraf,
+      at du ikke skulde sige: "Det gjorde mit Billede, mit skårne og
+      støbte bød det."
+  6.  Du hørte det, se det nu alt! Og vil I mon ikke stå ved det? Fra
+      nu af kundgør jeg nyt, skjulte Ting, du ej kender;
+  7.  nu skabes det, ikke før,før i Dag har I ikke hørt det, at du
+      ikke skulde sige: "Jeg vidste det."
+  8.  Hverken har du hørt eller vidst det, det kom dig ej før for
+      Øre. Thi jeg ved, du er gennemtroløs, fra Moders Liv hed du
+      "Frafalden";
+  9.  for mit Navns Skyld holder jeg Vreden hen, for min Ære vil jeg
+      skåne, ej udrydde dig.
+ 10.  Se, jeg smelted dig Sølv blev det ikke prøved dig i Lidelsens
+      Ovn.
+ 11.  For min egen Skyld griber jeg ind; thi hvor krænkes dog ikke mit
+      Navn! Jeg giver ej andre min Ære.
+
+ 12.  Hør mig dog nu, o Jakob, Israel, du, som jeg kaldte: Mig er det,
+      jeg er den første, også jeg er den sidste.
+ 13.  Min Hånd har grundlagt Jorden, min højre udspændt Himlen; så
+      såre jeg kalder på dem, møder de alle frem.
+ 14.  Samler jer alle og hør: Hvem af dem forkyndte mon dette? Min Ven
+      fuldbyrder min Vilje på Babel og Kaldæernes Æt.
+ 15.  Jeg, jeg har talet og kaldt ham, fik ham frem, hans Vej lod jeg
+      lykkes.
+ 16.  Kom hid til mig og hør: Jeg taled ej fra først i Løndom, jeg var
+      der, så snart det skete. Og nu har den Herre HERREN sendt mig
+      med sin Ånd.
+ 17.  Så siger HERREN, din Genløser, Israels Hellige: Jeg er HERREN,
+      din Gud, som lærer dig, hvad der båder, leder dig ad Vejen, du
+      skal gå.
+ 18.  Ak, lytted du til mine Bud! Da blev din Fred som Floden, din
+      Retfærd som Havets Bølger,
+ 19.  da blev dit Afkom som Sandet, din Livsfrugt talløs som
+      Sandskorn; dit Navn skulde ej slettes ud og ej lægges øde for
+      mit Åsyn.
+
+ 20.  Gå ud af Babel, fly fra Kaldæa, kundgør, forkynd det med
+      jublende Røst, udspred det lige til Jordens Ende, sig: "HERREN
+      har genløst Jakob, sin Tjener,
+ 21.  lod dem gå gennem Ørk, de tørstede ikke, lod Vand vælde frem af
+      Klippen til dem, kløvede Klippen, så Vand strømmed ud."
+
+ 22.  De gudløse har ingen Fred, siger HERREN.
+
+Esajas 49
+
+  1.  Hør mig, I fjerne Strande, lyt til, I Folk i det fjerne! HERREN
+      har fra Moders Liv kaldt mig, fra Moders Skød nævnet mit Navn;
+  2.  til et skarpt Sværd gjorde han min Mund og skjulte mig i Skyggen
+      af sin Hånd, til en sleben Pil har han gjort mig og gemt mig i
+      sit Kogger,
+  3.  sagt til mig: "Du er min Tjener, Israel, ved hvem jeg vinder
+      Ære."
+  4.  Jeg sagde: "Min Møje er spildt, på Tomhed og Vind sled jeg mig
+      op dog er min Ret hos HERREN, min Løn er hos min Gud."
+  5.  Og nu siger HERREN, som danned mig fra Moders Liv til sin Tjener
+      for at hjemføre Jakob til ham og samle Israel til ham og i
+      HERRENs Øjne er jeg æret, min Gud er blevet min Styrke -
+  6.  han siger: "For lidt for dig som min Tjener at rejse jakobs
+      Stammer og hjemføre Israels frelste! Jeg gør dig til Hedningers
+      Lys, at min Frelse må nå til Jordens Ende."
+
+  7.  Så siger HERREN, Israels Genløser, dets Hellige, til den dybt
+      foragtede, skyet af Folk, Herskernes Træl: Konger skal se det og
+      rejse sig, Fyrster skal kaste sig ned for HERRENs Skyld, den
+      trofaste, Israels Hellige, der udvælger dig.
+  8.  Så siger HERREN: Jeg hører dig i Nådens Stund, jeg hjælper dig
+      på Frelsens Dag, vogter dig og gør dig til Folkepagt for at
+      rejse Landet igen, udskifte øde Lodder
+  9.  og sige til de bundne: "Gå ud!" til dem i Mørket: "Kom frem!"
+      Græs skal de finde langs Vejene, Græsgang på hver nøgen Høj;
+ 10.  de hungrer og tørster ikke, dem stikker ej Hede og Sol. Thi
+      deres Forbarmer fører dem, leder dem til Kildevæld;
+ 11.  jeg gør alle Bjerge til Vej, og alle Stier skal højnes.
+ 12.  Se, nogle kommer langvejsfra, nogle fra Nord og Vest, nogle fra
+      Sinims Land.
+ 13.  Jubler, I Himle, fryd dig, du Jord, I Bjerge, bryd ud i Jubel!
+      Thi HERREN trøster sit Folk, forbarmer sig over sine arme.
+
+ 14.  Dog siger Zion: "HERREN har svigtet mig, Herren har glemt mig!"
+ 15.  Glemmer en Kvinde sit diende Barn, en Moder, hvad hun bar under
+      Hjerte? Ja, selv om de kunde glemme, jeg glemmer ej dig.
+ 16.  Se, i mine Hænder har jeg tegnet dig, dine Mure har jeg altid
+      for Øje.
+ 17.  Dine Børn kommer ilende; de, som nedbrød og lagde dig øde, går
+      bort.
+ 18.  Løft Øjnene, se dig om, de samles, kommer alle til dig. Så sandt
+      jeg lever, lyder det fra HERREN: Du skal bære dem alle som
+      Smykke, binde dem som Bruden sit Bælte.
+ 19.  Thi dine Tomter og Grusdynger, dit hærgede Land ja, nu er du
+      Beboerne for trang; de, som åd dig, er borte;
+ 20.  end skal du høre dem sige, din Barnløsheds Børn: "Her er for
+      trangt, så flyt dig, at jeg kan sidde!"
+ 21.  Da tænker du i dit Hjerte: "Hvo fødte mig dem? Jeg var jo
+      barnløs og gold, landflygtig og bortstødt, hvo fostrede dem? Ene
+      sad jeg tilbage, hvor kommer de fra?"
+
+ 22.  Så siger den Herre HERREN: Se, jeg løfter min Hånd for Folkene,
+      rejser mit Banner for Folkeslag, og de bringer dine Sønner i
+      Favnen, dine Døtre bæres på Skulder.
+ 23.  Konger bliver Fosterfædre for dig, deres Dronninger skal være
+      dine Ammer. De kaster sig på Ansigtet for dig, slikker dine
+      Fødders Støv. Du skal kende, at jeg er HERREN; de, som bier på
+      mig, bliver ikke til Skamme.
+
+ 24.  Kan Bytte fratages en Helt, kan den stærkes Fanger slippe bort?
+ 25.  Thi så siger HERREN: Om Fanger end fratages Helten, slipper
+      Bytte end bort fra den stærke, jeg strider mod dem, der strider
+      mod dig, og dine Børn vil jeg frelse.
+ 26.  Dem, der trænger dig, lader jeg æde deres eget Kød, deres Blod
+      skal de drikke som Most; REN, er din Frelser, din Genløser
+      Jakobs Vældige.
+
+Esajas 50
+
+  1.  Så siger HERREN: Hvor er eders Moders Skilsmissebrev, med
+      hvilket jeg sendte hende bort; eller hvem var jeg noget skyldig,
+      så jeg solgte eder til ham? Nej, for eders Brøde solgtes I, for
+      eders Synd blev eders Moder sendt bort.
+  2.  Hvi var der da ingen, da jeg kom, hvi svarede ingen, da jeg
+      kaldte? Er min Hånd for kort til af udfri, har jeg ingen Kraft
+      til at redde? Ved min Trussel udtørrer jeg Havet, Strømme gør
+      jeg til Ørk, så Fiskene rådner af Mangel på Vand og dør af
+      Tørst;
+  3.  jeg klæder Himlen i sort og hyller den ind i Sæk.
+
+  4.  Den Herre HERREN gav mig Lærlinges Tunge, at jeg skulde vide at
+      styrke de trætte med Ord; han vækker hver Morgen mit Øre, han
+      vækker det til at høre, som Lærlinge hører.
+  5.  Den Herre HERREN åbnede mit Øre, og jeg stred ikke imod, jeg
+      unddrog mig ikke;
+  6.  min Ryg bød jeg frem til Hug, mit Skæg til at rives, mit Ansigt
+      skjulte jeg ikke for Hån og Spyt.
+  7.  Mig hjælper den Herre HERREN, så jeg ikke beskæmmes; jeg gør
+      derfor mit Ansigt som Sten og ved, jeg bliver ikke til Skamme.
+  8.  Min Retfærdiggører er nær; lad os mødes, om nogen vil Strid; om
+      nogen vil trætte med mig, så træde han hid!
+  9.  Se, den Herre HERREN hjælper mig, hvo vil fordømme mig? Se, alle
+      slides op som en Klædning, Møl fortærer dem.
+
+ 10.  Frygter nogen af jer HERREN, han lytte til hans Tjener, enhver,
+      som vandrer i Mørke og uden Lys; han stole på HERRENs Navn, søge
+      Støtte hos sin Gud!
+ 11.  Alle I, som optænder Ild og sætter Pile i Brand, gå ind i eders
+      brændende Ild, i Pilene, I tændte! Fra min Hånd skal det ramme
+      eder, i Kval skal I ligge.
+
+Esajas 51
+
+  1.  Hør mig, I, som jager efter Retfærd, som søger HERREN! Se til
+      Klippen, I huggedes af, til Gruben, af hvilken I brødes,
+  2.  se til eders Fader Abraham, til Sara, der fødte eder: Da jeg
+      kaldte ham, var han kun een, jeg velsigned ham, gjorde ham til
+      mange.
+  3.  Thi HERREN trøster Zion, trøster alle dets Tomter, han gør dets
+      Ørk som Eden, dets Ødemark som HERRENs Have; der skal findes
+      Fryd og Glæde, Lovsang og Strengespil.
+
+  4.  I Folkeslag, lyt til mig, I Folkefærd, lån mig Øre! Thi Lov går
+      ud fra mig, min Ret som Folkeslags Lys;
+  5.  min Retfærd nærmer sig hastigt, min Frelse oprinder, mine Arme
+      bringer Folkeslag Ret; fjerne Strande bier på mig og længes
+      efter min Arm.
+
+  6.  Løft eders Øjne mod Himlen og se på Jorden hernede! Thi Himlen
+      skal svinde som Røg, Jorden som en opslidt Klædning, dens
+      Beboere skal dø som Myg. Men min Frelse varer evigt, min Retfærd
+      ophører aldrig.
+  7.  Hør mig, I, som kender Retfærd, du Folk med min Lov i dit
+      Hjerte, frygt ej Menneskers Hån, vær ikke ræd for deres Spot!
+  8.  Som en Klædning skal Møl fortære dem,,Orm fortære dem som Uld,
+      men min Retfærd varer evigt, min Frelse fra Slægt til Slægt.
+
+  9.  Vågn op, vågn op, HERRENs Arm, og ifør dig Styrke, vågn op som i
+      henfarne Dage, i Urtidens Slægter! Mon du ej kløvede Rahab,
+      gennembored Dragen,
+ 10.  mon du ej udtørred Havet, Stordybets Vande, gjorde Havets dyb
+      til en Vej, hvor de genløste gik?
+ 11.  HERRENs forløste vender hjem, de drager til Zion med Jubel med
+      evig Glæde om Issen; Fryd og Glæde får de, Sorg og Suk skal fly.
+ 12.  Jeg, jeg er eders Trøster, hvem er da du, at du frygter
+      dødelige, jordiske Mennesker, der bliver som Græs,
+ 13.  at du glemmer HERREN, din Skaber, der udspændte Himlen og
+      grundfæsted Jorden, at du altid Dagen lang frygter for
+      Undertrykkerens Vrede. Så snart han vil til at lægge øde, hvor
+      er da Undertrykkerens Vrede?
+ 14.  Snart skal den krumsluttede løses og ikke dø og synke i Graven
+      eller mangle Brød,
+ 15.  så sandt jeg er HERREN din Gud, som rører Havet, så Bølgerne
+      bruser, den, hvis Navn er Hærskarers HERRE.
+ 16.  jeg lægger mine Ord i din Mund og gemmer dig under min Hånds
+      Skygge for at udspænde Himmelen og grundfæste Jorden og sige til
+      Zion: "Du er mit Folk."
+
+ 17.  Vågn op, vågn op, stå op, Jerusalem, som af HERRENs Hånd fik
+      rakt hans Vredes Bæger og tømte den berusende Kalk til sidste
+      Dråbe.
+ 18.  Af alle de Børn, hun fødte, ledte hende ingen, af alle de Børn,
+      hun fostred, greb ingen hendes Hånd.
+ 19.  To Ting timedes dig hvo ynker dig vel? Vold og Våde, Hunger og
+      Sværd - hvo trøster dig?
+ 20.  Ved alle Gadehjørner lå dine Sønner i Afmagt som i Garn
+      Antiloper, fyldte med HERRENs Vrede, med Trusler fra din Gud.
+ 21.  Hør derfor, du arme, drukken, men ikke af Vin:
+ 22.  Så siger din Herre, HERREN, din Gud, der strider for sit Folk:
+      Se, jeg tager den berusende Kalk fra din Hånd, aldrig mer skal
+      du drikke min Vredes Bæger;
+ 23.  og jeg rækker det til dine Plagere, dem, som bød dig: "Bøj dig,
+      så vi kan gå over!" og du gjorde din Ryg til Gulv, til Gade for
+      Vandringsmænd.
+
+Esajas 52
+
+  1.  Vågn op, vågn op, ifør dig tag dit Højtidsskrud på, Jerusalem,
+      hellige By! Thi uomskårne, urene Folk skal ej mer komme ind.
+  2.  Ryst Støvet af dig, stå op, tag Sæde, Jerusalem, fri dig for
+      Halslænken, Zions fangne Datter!
+  3.  Thi så siger HERREN: For intet solgtes I, og uden Sølv skal I
+      løskøbes.
+  4.  Thi så siger den Herre HERREN: I Begyndelsen drog mit Folk ned
+      til Ægypten for at bo der som fremmed, og siden undertrykte
+      Assyrien det uden Vederlag.
+  5.  Og nu? Hvad har jeg at gøre her? lyder det fra HERREN; mit Folk
+      er jo ranet for intet. De, der hersker over det, brovter, lyder
+      det fra HERREN, og mit Navn vanæres ustandseligt Dagen lang.
+  6.  Derfor skal mit Folk kende mit Navn på hin Dag, at det er mig,
+      som har talet, ja mig.
+  7.  Hvor liflige er på Bjergene Glædesbudets Fodtrin, han, som
+      udråber Fred, bringer gode Tidender, udråber Frelse, som siger
+      til Zion: "Din Gud har vist, han er Konge."
+  8.  Hør, dine Vægtere råber, de jubler til Hobe, thi de ser for
+      deres Øjne HERREN vende hjem til Zion.
+  9.  Bryd ud til Hobe i Jubel, Jerusalems Tomter! Thi HERREN trøster
+      sit Folk, genløser Jerusalem.
+ 10.  Han blotter sin hellige Arm for al Folkenes Øjne, den vide Jord
+      skal skue Frelsen fra vor Gud.
+ 11.  Bort, bort, drag ud derfra, rør ej noget urent, bort, tvæt jer,
+      I, som bærer HERRENs Kar!
+ 12.  Thi i Hast skal I ej drage ud, I skal ikke flygte; nej, foran
+      eder går HERREN, eders Tog slutter Israels Gud.
+
+ 13.  Se, min Tjener får Fremgang han stiger, løftes og ophøjes såre.
+ 14.  Som mange blev målløse over ham, så umenneskelig ussel så han
+      ud, han ligned ej Menneskenes Børn
+ 15.  skal Folk i Mængde undres, Konger blive stumme over ham; thi
+      hvad ikke var sagt dem, ser de, de skuer, hvad de ikke havde
+      hørt.
+
+Esajas 53
+
+  1.  Hvo troede det, vi hørte, for hvem åbenbaredes HERRENs Arm?
+  2.  Han skød op som en Kvist for hans Åsyn, som et Rodskud af
+      udtørret Jord, uden Skønhed og Pragt til at drage vort Blik,
+      uden Ydre, så vi syntes om ham,
+  3.  ringeagtet, skyet af Folk, en Smerternes Mand og kendt med
+      Sygdom, en, man skjuler sit Ansigt for, agtet ringe, vi regned
+      ham ikke.
+  4.  Og dog vore Sygdomme bar han, tog vore Smerter på sig; vi
+      regnede ham for plaget, slagen, gjort elendig af Gud.
+  5.  Men han blev såret for vore Overtrædelser, knust for vor Brødres
+      Skyld; os til Fred kom Straf over ham, vi fik Lægedom ved hans
+      Sår.
+  6.  Vi for alle vild som Får, vi vendte os hver sin Vej, men HERREN
+      lod falde på ham den Skyld, der lå på os alle.
+  7.  Han blev knust og bar det stille, han oplod ikke sin Mund som et
+      Lam, der føres hen at slagtes, som et Får, der er stumt, når det
+      klippes. han oplod ikke sin Mund.
+  8.  Fra Trængsel og Dom blev han taget, men hvem i hans Samtid
+      tænkte, da han reves fra de levendes Land, at han ramtes for mit
+      Folks Overtrædelse?
+  9.  Hos gudløse gav man ham Grav og Gravkammer hos den rige,
+      endskønt han ej gjorde Uret, og der ikke var Svig i hans Mund.
+
+ 10.  Det var HERRENs Vilje at slå ham med Sygdom; når hans Sjæl havde
+      fuldbragt et Skyldoffer, skulde han se Afkom, leve længe og
+      HERRENs Vilje lykkes ved hans Hånd.
+ 11.  Fordi hans Sjæl har haft Møje, skal han se det, hvorved han skal
+      mættes. Når han kendes, skal min retfærdige Tjener retfærdiggøre
+      de mange, han, som bar deres Overtrædelser.
+ 12.  Derfor arver han mange, med mægtige deler han Bytte, fordi han
+      udtømte sin Sjæl til Døden og regnedes blandt Overtrædere; dog
+      bar han manges Synd, og for Overtrædere bad han.
+
+Esajas 54
+
+  1.  Jubl, du golde, der ej fødte, jubl og fryd dig, du uden Veer!
+      Thi den forladtes Børn er flere end Hustruens Børn, siger
+      HERREN.
+  2.  Vid Rummet ud i dit Telt, spar ikke, men udspænd din Boligs
+      Tæpper. Du må gøre dine Teltreb lange og slå dine Teltpæle fast.
+  3.  Thi du skal brede dig til højre og, venstre, dit Afkom tage Folk
+      i Eje og bo i de øde Byer.
+  4.  Frygt ej, du skal ikke beskæmmes, vær ej ræd, du skal ikke
+      skuffes! Thi din Ungdoms Skam skal du glemme, ej mindes din
+      Enkestands Skændsel.
+  5.  Thi din Ægtemand er din Skaber, hans Navn er Hærskarers HERRE,
+      din Genløser er Israels Hellige, han kaldes al Jordens Gud.
+  6.  Som en Hustru, der sidder forladt med Sorg i Sinde, har HERREN
+      kaldt dig. En Ungdomsviv, kan hun forstødes? siger din Gud.
+  7.  Jeg forlod dig et lidet Øjeblik, men favner dig i stor
+      Barmhjertighed;
+  8.  jeg skjulte i skummende Vrede et Øjeblik mit Åsyn for dig, men
+      forbarmer mig med evig Kærlighed, siger din Genløser, HERREN.
+  9.  Mig er det som Noas Dage: Som jeg svor, at Noas Vande ej mer
+      skulde oversvømme Jorden, så sværger jeg nu at jeg aldrig vil
+      vredes og skænde på dig.
+ 10.  Om også Bjergene viger, om også Højene rokkes, min Kærlighed
+      viger ej fra dig, min Fredspagt rokkes ikke, så siger HERREN,
+      din Forbarmer.
+ 11.  Du arme, forblæste, utrøstede! Se, jeg bygger dig op med
+      Smaragder, lægger din Grund med Safirer,
+ 12.  af Rubiner sætter jeg Tinderne, og Portene gør jeg af
+      Karfunkler, af Ædelsten hele din Ringmur.
+ 13.  Alle dine Børn bliver oplært af HERREN, og stor bliver Børnenes
+      Fred;
+ 14.  i Retfærd skal du grundfæstes. Vær tryg for Vold, du har intet
+      at frygte, for Rædsler, de kommer dig ikke nær!
+ 15.  Angribes du, er det uden min Vilje, falde skal hver, som
+      angriber dig;
+ 16.  det er mig, der skaber Smeden, som blæser en Kulild op og
+      tilvirker Våben ved sin Kunst, men Ødelæggeren skaber jeg også.
+ 17.  Intet Våben, der smedes mod dig, skal du, hver Tunge, der
+      trætter med dig, får du dømt. Dette er HERRENs Tjeneres Lod, den
+      Retfærd, jeg giver dem, lyder det fra HERREN.
+
+Esajas 55
+
+  1.  Hid, alle, som tørster, her er Vand, kom, I, som ikke har Penge!
+      Køb Korn og spis uden Penge, uden Vederlag Vin og Mælk.
+  2.  Hvi giver I Sølv for, hvad ikke er Brød, eders Dagløn for, hvad
+      ej mætter? Hør mig, så får I, hvad godt er, at spise, eders Sjæl
+      skal svælge i Fedt;
+  3.  bøj eders Øre, kom til mig, hør, og eders Sjæl skal leve! Så
+      slutter jeg med jer en evig Pagt: de trofaste Nådeløfter til
+      David.
+  4.  Se, jeg gjorde ham til Vidne for Folkeslag, til Folkefærds
+      Fyrste og Hersker. 5 Se, på Folk, du ej kender, skal, du kalde,
+      til dig skal Folk, som ej kender dig, ile for HERREN din Guds
+      Skyld, Israels Hellige, han gør dig herlig.
+  6.  Søg HERREN, medens han findes, kald på ham, den Stund han er
+      nær!
+  7.  Den gudløse forlade sin Vej, Urettens Mand sine Tanker og vende
+      sig til HERREN, at han må forbarme sig, til vor Gud, thi han er
+      rund til at forlade.
+  8.  Thi mine Tanker er ej eders, og eders Veje ej mine, lyder det
+      fra HERREN;
+  9.  nej, som Himlen er højere end Jorden, er mine Veje højere end
+      eders og mine Tanker højere end eders.
+
+ 10.  Thi som Regnen og Sneen falder fra Himlen og ikke vender
+      tilbage, før den har kvæget Jorden, gjort den frugtbar og fyldt
+      den med Spirer, givet Sæd til at så og Brød til at spise,
+ 11.  så skal det gå med mit Ord, det, som går ud af min Mund: det
+      skal ej vende tomt tilbage, men udføre, hvad mig behager, og
+      fuldbyrde Hvervet, jeg gav det. 12 Ja, med Glæde skal I drage
+      ud; og i Fred skal I ledes frem; foran jer råber Bjerge og Høje
+      med Fryd, alle Markens Træer skal klappe i Hånd;
+ 13.  i Stedet for Tjørnekrat vokser Cypresser, i Stedet for Tidsler
+      Myrter et Æresminde for HERREN, et evigt, uudsletteligt Tegn.
+
+Esajas 56
+
+  1.  Så siger HERREN: Tag vare på Ret og øv Retfærd! Thi min Frelses
+      komme er nær, min Ret skal snart åbenbares.
+  2.  Salig er den; der gør så, det Menneske, som fastholder dette:
+      holder Sabbatten hellig og varer sin Hånd fra at øve noget ondt.
+  3.  Ej sige den fremmede, som slutter sig til HERREN: "HERREN vil
+      skille mig ud fra sit Folk!" Og Gildingen sige ikke: "Se, jeg er
+      et udgået Træ!"
+  4.  Thi så siger HERREN: Gildinger, som holder mine Sabbatter,
+      vælger, hvad jeg har Behag i, og holder fast ved min Pagt,
+  5.  dem vil jeg give i mit Hus, på mine Mure et Minde, et Navn, der
+      er bedre end Sønner og Døtre; jeg giver dem et evigt Navn, et
+      Navn, der ikke skal slettes.
+  6.  Og de fremmede, som slutter sig til HERREN for at tjene ham og
+      elske hans Navn, for at være hans Tjenere, alle, som
+      helligholder Sabbatten og holder fast ved min Pagt,
+  7.  vil jeg bringe til mit hellige Bjerg og glæde i mit Bedehus;
+      deres Brændofre og deres Slagtofre bliver til Behag på mit
+      Alter; thi mit Hus skal kaldes et Bedehus for alle Folk.
+  8.  Det lyder fra den Herre HERREN: Når jeg samler Israels
+      bortstødte,,samler jeg andre dertil, til dets egen samlede Flok.
+
+  9.  Alle I Markens Dyr, kom hid og æd, alle I Dyr i Skoven!
+ 10.  Blinde er alle dets Vogtere, intet ved de, alle er stumme Hunde,
+      som ikke kan gø, de ligger og drømmer, de elsker Søvn;
+ 11.  grådige er de Hunde, kender ikke til Mæthed. Og sådanne Folk er
+      Hyrder! De skønner intet, de vender sig hver sin Vej, hver søger
+      sin Fordel:
+ 12.  Kom, så henter jeg Vin, vi drikker af Mosten; som i Dag skal det
+      være i Morgen, ovenud herligt!"
+
+Esajas 57
+
+  1.  Den retfærdige omkom, og ingen tænkte derover, fromme Mænd reves
+      bort, det ænsede ingen; thi bort blev den retfærdige revet for
+      Ondskabens Skyld
+  2.  og gik ind til Fred; på Gravlejet hviler nu de, som vandrede
+      ret.
+
+  3.  Men I, kom nu her, I Troldkvindens Børn, I, Horkarls og Skøges
+      Yngel:
+  4.  Hvem er det, I spotter? Hvem vrænger I Mund, hvem rækker I Tunge
+      ad? Er I ej Syndens Børn og Løgnens Yngel?
+  5.  I, som er i Brynde ved Ege, under hvert grønt Træ, I, som
+      slagter Børn i Dale. i Klippernes Kløfter!
+  6.  Dalenes glatte Sten er din Del og din Lod, du udgyder Drikofre
+      for dem, bringer dem Gaver. Skal jeg være tilfreds med sligt?
+  7.  På høje og knejsende Bjerge redte du Leje, også der steg du op
+      for at slagte dit Offer;
+  8.  bag Døren og Dørens Stolpe satte du dit Tegn; thi du sveg mig og
+      blotted dig, steg op, gjorde lejet bredt, købte Samlejets Elskov
+      af dem, så deres Skam;
+  9.  du salved dig med Olie for Molok og ødsled med Røgelse, sendte
+      dine Bud til det fjerne, steg ned til Dødsriget,
+ 10.  du blev træt af den lange Vej, men opgav ej Ævred; du samlede
+      atter din Kraft og gav ikke op.
+ 11.  For hvem var du ræd og angst? Thi på Løgn var du inde, og mig
+      kom du ikke i Hu, brød dig ikke om mig. Jeg er jo stum og blind,
+      mig frygted du ikke.
+ 12.  Ja, jeg vil forkynde din Retfærd og dine Gerninger;
+ 13.  din Gudeflok hjælper og redder dig ej på dit Råb; en Storm
+      bortfejer dem alle, el Vindstød tager dem. Men den, der lider på
+      mig, skal arve Landet og eje mit hellige Bjerg.
+
+ 14.  Og det lyder: "Byg Vej, byg Vej og ban den. ryd Hindringer bort
+      for mit Folk!"
+ 15.  Thi så siger den højt ophøjede, som troner evigt, hvis Navn er
+      "Hellig": I Højhed og Hellighed bor jeg, hos den knuste, i Ånden
+      bøjede for at kalde de bøjedes Ånd og de knustes Hjerte til
+      Live.
+ 16.  Thi evigt går jeg ikke i Rette, evindelig vredes jeg ej; så
+      vansmægted Ånden for mit Ansigt, Sjæle, som jeg har skabt,
+ 17.  For hans Gridskheds Skyld blev jeg vred, slog ham og skjulte mig
+      i Harme; han fulgte i Frafald sit Hjertes Vej.
+ 18.  Jeg så hans Vej, men nu vil jeg læge og lede ham og give ham
+      Trøst til Bod;
+ 19.  hos de sørgende skaber jeg Læbernes Frugt, Fred, Fred for fjern
+      og nær, siger HERREN, og nu vil jeg læge ham.
+ 20.  Men de gudløse er som det oprørte Hav, der ikke kan komme til
+      Ro, hvis Bølger opskyller Mudder og Dynd.
+ 21.  De gudløse har ingen Fred, siger min Gud.
+
+Esajas 58
+
+  1.  Råb højt spar ikke din Strube, løft din Røst som Basunen,
+      forkynd mit Folk dets Brøde og Jakobs Hus deres Synder!
+  2.  Mig søger de Dag efter bag og ønsker at kende mine Veje, som var
+      de et Folk, der øver Retfærd, ej svigter, hvad dets Gud fandt
+      ret. De spørger mig om Lov og Ret, de ønsker, at Gud er dem nær:
+  3.  "Hvi faster vi, uden du ser os, spæger os, uden du ænser det?"
+      Se, I driver Handel, når I faster, og pisker på Arbejdsflokken.
+  4.  Se, I faster til Strid og Kiv, til Hug med gudløse Næver; som I
+      faster i Dag, er det ikke, for at eders Røst skal høres i det
+      høje.
+  5.  Er det Faste efter mit Sind, en Dag, da et Menneske spæger sig?
+      At hænge med sit Hoved som Siv, at ligge i Sæk og Aske, kalder
+      du det for Faste, en Dag, der behager HERREN?
+  6.  Nej, Faste efter mit Sind er at løse Gudløsheds Lænker. at løsne
+      Ågets Bånd, at slippe de kuede fri og sønderbryde hvert Åg,
+  7.  at bryde dit Brød til de sultne, bringe hjemløse Stakler i Hus,
+      at du klæder den nøgne, du ser, ej nægter at hjælpe dine
+      Landsmænd.
+  8.  Som Morgenrøden bryder dit Lys da frem, da læges hastigt dit
+      Sår, foran dig vandrer din Retfærd, HERRENs Herlighed slutter
+      Toget.
+  9.  Da svarer HERREN, når du kalder; på dit Råb er hans Svar: "Her
+      er jeg!" Fjerner du Åget fra din Midte, holder op at tale ondt
+      og pege Fingre,
+ 10.  rækker du den sultne dit Brød og mætter en vansmægtende Sjæl,
+      skal dit Lys stråle frem i Mørke, dit Mulm skal blive som
+      Middag;
+ 11.  HERREN skal altid lede dig, mætte din Sjæl, hvor der er goldt,
+      og give dig nye Kræfter; du bliver som en vandrig Have, som
+      rindende Væld, hvor Vandet aldrig svigter.
+ 12.  Da bygges på ældgamle Tomter, du rejser længst faldne Mure; da
+      kaldes du "Murbrudsbøder", "Genskaber af farbare Veje".
+
+ 13.  Varer du din Fod på Sabbatten, så du ej driver Handel på min
+      Helligdag, kalder du Sabbatten en Fryd, HERRENs Helligdag
+      ærværdig, ærer den ved ikke at arbejde, holder dig fra Handel og
+      unyttig Snak,
+ 14.  da skal du frydes over HERREN; jeg lader dig færdes over Landets
+      Høje og nyde din Fader Jakobs Eje. Thi HERRENs Mund har talet.
+
+Esajas 59
+
+  1.  Se, for kort til at frelse er ej HERRENs Arm, Hans Øre er ikke
+      for sløvt til at høre.
+  2.  Eders Brøde er det, der skiller mellem eder og eders Gud, eders
+      Synder skjuler hans Åsyn for jer, så han ikke hører.
+  3.  Eders Hænder er jo sølet at Blod, eders Fingre sølet af Brøde;
+      Læberne farer med Løgn, Tungen taler, hvad ondt er.
+  4.  Med Ret stævner ingen til Doms eller fører ærligt sin Sag. Man
+      stoler på tomt, taler falsk, man undfanger Kval, føder Uret.
+  5.  Slangeæg ruger de ud, og Spindelvæv er, hvad de væver. Man dør,
+      hvis man spiser et Æg, en Øgle kommer frem, hvis det knuses.
+  6.  Deres Spind kan ej bruges til Klæder, ingen hyller sig i, hvad
+      de laver; deres Værk er Ulykkesværk, og i deres Hænder er Vold;
+  7.  deres Fødder haster til ondt, til at udgyde skyldfrit Blod;
+      deres Tanker er Ulykkestanker; hvor de færdes, er Vold og Våde;
+  8.  de kender ej Fredens Veje, der er ingen Ret i deres Spor; de gør
+      sig krogede Stier; Fred kender ingen, som træder dem.
+  9.  Derfor er Ret os fjern, og Retfærd når os ikke; vi bier på Lys
+      se, Mørke, på Dagning, men vandrer i Mulm;
+ 10.  vi famler langs Væggen som blinde, famler, som savnede vi Øjne,
+      vi snubler ved Middag som i Skumring, er som døde i vor
+      kraftigste Alder;
+ 11.  vi brummer alle som Bjørne, kurrer vemodigt som Duer; vi bier
+      forgæves på Ret, på Frelse, den er os fjern.
+ 12.  Thi du ser; vore Synder er mange, vor Brøde vidner imod os: ja,
+      vi har vore Synder for Øje, vi kender såvel vor Skyld:
+ 13.  Vi faldt fra og fornægtede HERREN, veg langt bort fra vor Gud,
+      vor Tale var Vold og Frafald, og vi fremførte Løgne fra Hjertet.
+ 14.  Retten trænges tilbage, Retfærd står i det fjerne, thi Sandhed
+      snubler på Gaden, Ærlighed har ingen Gænge;
+ 15.  Sandhedens Plads står tom, og skyr man det onde, flås man. Og
+      HERREN så til med Harme, fordi der ikke var Ret;
+ 16.  han så, at der ingen var, og det undrede ham, at ingen greb
+      ind. Da kom hans Arm ham til Hjælp, hans Retfærd, den stod ham
+      bi;
+ 17.  han tog Retfærds Brynje på, satte Frelsens Hjelm på sit Hoved,
+      tog Hævnens Kjortel på og hylled sig i Nidkærheds Kappe.
+ 18.  Han gengælder efter Fortjeneste, Vrede mod Uvenner, Gengæld mod
+      Fjender, mod fjerne Strande gør han Gengæld,
+ 19.  så HERRENs Navn frygtes i Vest, hans Herlighed, hvor Sol står
+      op. Thi han kommer som en indestængt Flom, der drives af HERRENs
+      Ånde.
+ 20.  En Genløser kommer fra Zion og fjerner Frafald i Jakob, lyder
+      det fra HERREN.
+ 21.  Dette er min Pagt med dem, siger HERREN: Min Ånd, som er over
+      dig, og mine Ord, som jeg har lagt i din Mund, skal ikke vige
+      fra din eller dit Afkoms eller dit Afkoms Afkoms Mund, siger
+      HERREN, fra nu og til evig Tid.
+
+Esajas 60
+
+  1.  Gør dig rede, bliv Lys, thi dit Lys er kommet, HERRENs Herlighed
+      er oprundet over dig.
+  2.  Thi se, Mørke skjuler Jorden og Dunkelhed Folkene, men over dig
+      skal HERREN oprinde, over dig skal hans Herlighed ses.
+  3.  Til dit Lys skal Folkene vandre, og Konger til dit strålende
+      Skær.
+  4.  Løft Øjnene, se dig om, de samles, kommer alle til dig. Dine
+      Sønner kommer fra det fjerne, dine Døtre bæres på Hofte;
+  5.  da stråler dit Øje af Glæde, dit Hjerte banker og svulmer; thi
+      Havets Skatte bliver dine, til dig kommer Folkenes Rigdom:
+  6.  Kamelernes Vrimmel skjuler dig, Midjans og Efas Foler, de kommer
+      alle fra Saba; Guld og Røgelse bærer de og kundgør HERRENs Pris;
+  7.  alt Kedars Småkvæg samles til dig, dig tjener Nebajots Vædre,
+      til mit Velbehag ofres de til mig, mit Bedehus herliggøres.
+  8.  Hvem flyver mon der som Skyer, som Duer til Dueslag?
+  9.  Det er Skibe, der kommer med Hast, i Spidsen er Tarsisskibe, for
+      at bringe dine Sønner fra det fjerne; deres Sølv og Guld har de
+      med til HERREN din Guds Navn, Israels Hellige, han gør dig
+      herlig.
+ 10.  Udlændinge skal bygge dine Mure, og tjene dig skal deres Konger;
+      thi i Vrede slog jeg dig vel, men i Nåde forbarmer Jeg mig over
+      dig.
+ 11.  Dine Porte holdes altid åbne, de lukkes hverken Dag eller Nat,
+      at Folkenes Rigdom kan bringes dig med deres Konger som Førere.
+
+ 12.  Thi det Folk og, Rige, som ikke tjener dig, skal gå til Grunde,
+      og Folkene skal lægges øde i Bund og Grund.
+ 13.  Til dig skal Libanons Herlighed komme, både Cypresser og Elm og
+      Gran, for at smykke min Helligdoms Sted, så jeg ærer mine
+      Fødders Skammel.
+ 14.  Dine Undertrykkeres Sønner kommer bøjet til dig, og alle, som
+      håned dig, kaster sig ned for din Fod og kalder dig HERRENs By,
+      Israels Helliges Zion.
+ 15.  Medens du før var forladt og hadet, så ingen drog gennem dig,
+      gør jeg dig til evig Højhed, til Glæde fra Slægt til Slægt.
+ 16.  Du skal indsuge Folkenes Mælk og die Kongernes Bryst. Du skal
+      kende, at jeg, HERREN, er din Frelser, din Genløser Jakobs
+      Vældige.
+ 17.  Guld sætter jeg i Stedet for Kobber og Sølv i Stedet for Jern,
+      Kobber i Stedet for Træ og Jern i Stedet for Sten. Til din
+      Øvrighed sætter jeg Fred, til Hersker over dig Retfærd.
+ 18.  Der høres ej mer i dit Land om Uret, om Vold og Ufærd inden dine
+      Grænser; du kalder Frelse dine Mure og Lovsang dine Porte.
+ 19.  Ej mer skal Solen være dit Lys eller Månen Skinne for dig:.
+      HERREN skal være dit Lys for evigt, din Gud skal være din
+      Herlighed.
+ 20.  Din Sol skal ej mer gå ned, din Måne skal ej tage af; thi HERREN
+      skal være dit Lys for evigt, dine Sørgedage har Ende.
+ 21.  Enhver i dit Folk er retfærdig, evigt ejer de Landet, et Skud,
+      som HERREN har plantet, hans Hænders Værk, til hans Ære.
+ 22.  Den mindste bliver en Stamme, den ringeste et talrigt Folk.  Jeg
+      er HERREN; når Tid er inde, vil jeg fremme det i Hast.
+
+Esajas 61
+
+  1.  Den Herre HERRENs Ånd er over mig, fordi han salvede mig; han
+      sendte mig med Glædesbud til ydmyge, med Lægedom for
+      sønderbrudte Hjerter, for at udråbe Frihed for Fanger og Udgang
+      for dem, som er bundet,
+  2.  udråbe et Nådeår fra HERREN, en Hævnens Dag fra vor Gud, for at
+      trøste alle, som sørger,
+  3.  give dem, som sørger i Zion, Højtidspragt for Sørgedragt, for
+      Sørgeklædning Glædens Olie; Lovsang for modløst Sind. Man kalder
+      dem Retfærds Ege, HERRENs Plantning til hans Ære.
+
+  4.  De skal bygge på ældgamle Tomter, rejse Fortidsruiner,
+      genopbygge nedbrudte Byer, der fra Slægt til Slægt lå i Grus.
+  5.  Fremmede skal stå og vogte eders Småkvæg, Udlændinge slide på
+      Mark og i Vingård.
+  6.  Men I skal kaldes HERRENs Præster, vor Guds Tjenere være eders
+      Navn. Af Folkenes Gods skal I leve, deres Herlighed får I til
+      Eje.
+  7.  Fordi de fik tvefold Skændsel, og Spot og Spyt var deres Lod,
+      får de tvefold Arv i deres Land, dem tilfalder evig Glæde;
+  8.  thi jeg elsker Ret, jeg, HERREN, jeg hader forbryderisk Rov.
+      Jeg giver dem Løn i Trofasthed og slutter med dem en evig Pagt.
+  9.  Deres Æt skal kendes blandt Folkene, deres Afkom ude blandt
+      Folkeslag; alle, der ser dem, skal kende dem som Slægten, HERREN
+      velsigner.
+ 10.  Jeg vil glæde mig højlig i HERREN, min Sjæl skal juble i min
+      Gud; thi han klædte mig i Frelsens Klæder, hylled mig i Retfærds
+      Kappe, som en Brudgom, der binder sit Hovedbind, som Bruden, der
+      fæster sine Smykker.
+ 11.  Thi som Spiren gror af Jorden, som Sæd spirer frem i en Have, så
+      lader den Herre HERREN Retfærd gro og Lovsang for al Folkenes
+      Øjne.
+
+Esajas 62
+
+  1.  For Zions Skyld vil jeg ej tie, for Jerusalems skyld ej hvile
+      før dets Ret rinder op som Lys, som en luende Fakkel dets
+      Frelse.
+  2.  Din Ret skal Folkene skue og alle Konger din Ære. Et nyt Navn
+      giver man dig, som HERRENs Mund skal nævne.
+  3.  Og du bliver en dejlig Krone i HERRENs Hånd, et kongeligt
+      Hovedbind i Hånden på din Gud.
+
+  4.  Du kaldes ej mer "den forladte", dit Land "den ensomme"; nej,
+      "Velbehag" kaldes du selv, og dit Land kaldes "Hustru". Thi
+      HERREN har Velbehag i dig, dit Land skal ægtes.
+  5.  Som Ynglingen ægter en Jomfru, så din Bygmester dig, som Brudgom
+      glædes ved Brud, så din Gud ved dig.
+  6.  Jeg sætter Vægtere på dine Mure, Jerusalem; ingen Sinde bag
+      eller Nat skal de tie. I, som minder HERREN, und jer ej Ro
+  7.  og lad ham ikke i Ro, før han bygger Jerusalem, før han får
+      gjort Jerusalem til Pris på Jorden.
+  8.  HERREN svor ved sin højre, sin vældige Arm: Jeg giver ej mer
+      dine Fjender dit Korn til Føde; Mosten, du sled for, skal
+      Udlandets Sønner ej drikke;
+  9.  nej, de, der høster, skal spise prisende HERREN; de, der sanker,
+      skal drikke i min hellige Forgård.
+
+ 10.  Drag ud gennem Portene, drag ud, ban Folket Vej, byg Vej, byg
+      Vej, sank alle Stenene af, rejs Banner over Folkeslagene!
+ 11.  Se, HERREN lader det høres til Jordens Ende: Sig til Zions
+      Datter: "Se, din Frelse kommer, se, hans Løn er med ham, hans
+      Vinding foran ham!"
+ 12.  De skal kaldes: det hellige Folk, HERRENs genløste, og du: den
+      søgte, en By, som ej er forladt.
+
+Esajas 63
+
+  1.  Hvem kommer der fra Edom, i Højrøde Klæder fra Bozra, han i det
+      bølgende Klædebon, stolt i sin vældige Kraft?"Det er mig, som
+      taler i Retfærd, vældig til at frelse!"
+  2.  Hvorfor er dit Klædebon rødt, dine Klæder som en Persetræders?
+  3.  "Jeg trådte Vinpersen ene, af Folkeslagene var ingen med mig;
+      jeg trådte dem i min Vrede, tramped dem i min Harme; da sprøjted
+      deres Blod på mine Klæder, jeg tilsøled hele min Klædning.
+  4.  Thi til Hævnens Dag stod min Hu, mit Genløsningsår var kommet.
+  5.  Jeg spejded, men ingen hjalp til, jeg studsed, men ingen stod
+      mig bi. Da kom min Arm mig til Hjælp, og min Harme, den stod mig
+      bi;
+  6.  jeg søndertrådte Folkeslag i Vrede, i Harme knuste jeg dem,
+      deres Blod lod jeg strømme til Jorden."
+
+  7.  Jeg vil synge om HERRENs Nåde, kvæde hans Pris, efter alt, hvad
+      HERREN har gjort os, huld imod Israels Hus, gjort os efter sin
+      Miskundhed, sin Nådes Fylde.
+  8.  Han sagde: "De er jo mit Folk, de er Børn, som ej sviger." Og en
+      Frelser blev han for dem
+  9.  i al deres Trængsel; intet Bud, ingen Engel, hans Åsyn frelste
+      dem. I sin Kærlighed og Skånsel genløste han dem, han løfted og
+      bar dem alle Fortidens Dage.
+ 10.  Men de stred imod og bedrøved hans hellige Ånd; så blev han
+      deres Fjende, han kæmped imod dem.
+ 11.  Da tænkte hans Folk på gamle Dage, på Moses: "Hvor er han, som
+      drog sit Småkvægs Hyrde op af Vandet? Hvor er han, som lagde sin
+      hellige Ånd i hans Hjerte,
+ 12.  lod vandre sin herlige Arm ved Moses's højre, kløvede Vandet for
+      dem og vandt et evigt Navn,
+ 13.  førte dem gennem Dybet som en Hest på Steppen?
+ 14.  Som Kvæg, der går ned i dalen, snubled de ikke. Dem ledte
+      HERRENs Ånd. Således ledte du dit Folk for at vinde dig et
+      herligt Navn."
+ 15.  Sku ned fra Himlen, se ud fra din hellige, herlige Bolig! Hvor
+      er din Nidkærhed og Vælde, dit svulmende Hjerte, din Medynk?
+      Hold dig ikke tilbage,
+ 16.  du, som dog er vor Fader. Thi Abraham ved ej af os, Israel
+      kendes ej ved os, men du er vor Fader, HERRE, "vor Genløser" hed
+      du fra Evighed.
+ 17.  Hvi leder du os vild fra dine Veje, HERRE, forhærder vort Hjerte
+      mod din Frygt? Vend tilbage for dine Tjeneres, din Arvelods
+      Stammers Skyld!
+ 18.  Hvi har gudløse trådt i din Helligdom, vore Fjender nedtrampet
+      dit Tempel?
+ 19.  Vi er som dem, du aldrig har styret, over hvem dit Navn ej er
+      nævnt.
+
+Esajas 64
+
+ 20.  Gid du sønderrev Himlen og steg ned, så Bjergene vakled for dit
+      Åsyn!
+
+  1.  Som Vokset smelter i Ild, så lad Ild fortære dine Fjender, at
+      dit Navn må kendes iblandt dem, og Folkene bæve for dit Åsyn,
+  2.  når du gør Undere, vi ikke vented, du stiger ned, for dit Åsyn
+      vakler Bjergene
+  3.  og som ingen Sinde er hørt. Intet Øre har hørt, intet Øje har
+      set en Gud uden dig, som hjælper den, der håber på ham.
+  4.  Du ser til dem, der øver Retfærd og kommer dine Veje i Hu. Men
+      se, du blev vred, og vi synded, og skyldige blev vi derved.
+  5.  Som urene blev vi til Hobe, som en tilsølet Klædning al vor
+      Retfærd. Vi visnede alle som løvet, vort Brøde bortvejred os som
+      Vinden.
+  6.  Ingen påkaldte dit Navn, tog sig sammen og holdt sig til dig;
+      thi du skjulte dit Åsyn for os og gav os vor Brøde i Vold.
+  7.  Men du, o HERRE, er dog vor Fader, vi er Leret, og du har dannet
+      os, Værk af din Hånd er vi alle.
+  8.  Vredes ej, HERRE, så såre, kom ej evigt Brøde i Hu, se dog til,
+      vi er alle dit Folk!
+  9.  Dine hellige Byer er Ørk, Zion er blevet en Ørk, Jerusalem
+      ligger i Grus;
+ 10.  vort hellige, herlige Tempel, hvor Fædrene priste dig, er blevet
+      Luernes Rov, en Grushob er alt, hvad vi elskede.
+ 11.  Ser du roligt HERRE, på sligt, kan du tie og bøje os så dybt?
+
+Esajas 65
+
+  1.  Jeg havde Svar til dem, som ej spurgte, var at finde for dem,
+      som ej søgte; jeg sagde: "Se her, her er jeg!" til et Folk, der
+      ej påkaldte mig.
+  2.  Jeg udbredte Dagen lang Hænderne til et genstridigt Folk, der
+      vandrer en Vej, som er ond, en Vej efter egne Tanker,
+  3.  et Folk, som uden Ophør krænker mig op i mit Åsyn, som slagter
+      Ofre i Haver, lader Offerild lue på Teglsten,
+  4.  som tager Sæde i Grave og om Natten er på skjulte Steder, som
+      spiser Svinekød og har væmmelige Ting i deres Skåle,
+  5.  som siger: "Bliv mig fra Livet, rør mig ej, jeg gør dig hellig!"
+      De Folk er som Røg i min Næse, en altid luende Ild;
+  6.  se, det står skrevet for mit Åsyn, jeg tier ej, før jeg får
+      betalt det, betalt dem i deres Brystfold
+  7.  deres egen og Fædrenes Brøde, begge med hinanden, siger HERREN,
+      de, som tændte Offerild på Bjergene og viste mig Hån på Højene:
+      deres Løn vil jeg tilmåle dem, betale dem i deres Brystfold.
+
+  8.  Så siger HERREN: Som man, når der findes Saft i Druen, siger:
+      "Læg den ej øde, thi der er Velsignelse deri!" så gør jeg for
+      mine Tjeneres Skyld for ikke at ødelægge alt.
+  9.  Sæd lader jeg gro af Jakob og af Juda mine Bjerges Arving; dem
+      skal mine udvalgte arve, der skal mine Tjenere bo;
+ 10.  Saron bliver Småkvægets Græsgang, i Akors Dal skal Hornkvæget
+      ligge for mit Folk, som opsøger mig.
+ 11.  Men I, som svigter HERREN og glemmer mit hellige Bjerg, dækker
+      Bord for Lykkeguden, blander Drikke for Skæbneguden,
+ 12.  jeg giver jer Sværdet i Vold, I skal alle knæle til Slagtning,
+      fordi I ej svared, da jeg kaldte, ej hørte, endskønt jeg taled,
+      men gjorde, hvad der vakte mit Mishag, valgte, hvad ej var min
+      Vilje.
+ 13.  Derfor, så siger den Herre HERREN: Se, mine Tjenere skal spise,
+      men I skal sulte, se, mine Tjenere skal drikke, men I skal
+      tørste, se, mine Tjenere skal glædes, men I skal beskæmmes,
+ 14.  se, mine Tjenere skal juble af Hjertens Fryd, men I skal skrige
+      af Hjerteve, jamre af sønderbrudt Ånd.
+ 15.  Eders Navn skal I efterlade mine udvalgte som Forbandelsesord:
+      "Den Herre HERREN give dig slig en Død!" Men mine Tjenere skal
+      kaldes med et andet Navn.
+ 16.  Den, som velsigner sig i Landet, velsigner sig ved den trofaste
+      Gud, og den, der sværger i Landet, sværger ved den trofaste Gud;
+      thi glemt er de fordums Trængsler, skjult for mit Blik.
+ 17.  Thi se, jeg skaber nye Himle og en ny Jord, det gamle huskes ej
+      mer, rinder ingen i Hu;
+ 18.  men man frydes og jubler evigt over det, jeg skaber, thi se, jeg
+      skaber Jerusalem til Jubel, dets Folk til Fryd;
+ 19.  jeg skal juble over Jerusalem og frydes ved mit Folk; der skal
+      ej mer høres Gråd, ej heller Skrig.
+ 20.  Der skal ikke være Børn, der dør som spæde, eller Olding, som
+      ikke når sine Dages Tal thi den yngste, som dør, er hundred År,
+      og forbandet er den, som ej når de hundred.
+ 21.  Da bygger de Huse og bor der selv, planter Vin og spiser dens
+      Frugt;
+ 22.  de bygger ej, for at andre kan bo, de planter ej, for at andre
+      kan spise; thi mit Folk skal opnå Træets Alder, mine udvalgte
+      bruge, hvad de virker med Hånd;
+ 23.  de skal ikke have Møje forgæves, ej avle Børn til brat Død; thi
+      de er HERRENs velsignede Æt og har deres Afkom hos sig.
+ 24.  Førend de kalder, svarer jeg; endnu mens de taler, hører jeg.
+ 25.  Ulv og Lam skal græsse sammen og Løven æde Strå som Oksen, men
+      Slangen får Støv til Brød; der gøres ej ondt og voldes ej Men i
+      hele mit hellige Bjergland, siger HERREN.
+
+Esajas 66
+
+  1.  Så siger HERREN: Himlen er og Jorden mine Fødders Skammel Hvad
+      for et Hus vil I bygge mig, og hvad for et Sted er min Bolig?
+  2.  Alt dette skabte min Hånd, så det fremkom, lyder det fra
+      HERREN. Jeg ser hen til den arme, til den, som har en
+      sønderknust Ånd, og den, som bæver for mit Ord.
+  3.  Den, som slagter Okse, er en Manddraber, den, som ofrer Lam, er
+      en Hundemorder, den, som ofrer Afgrøde, frembærer Svineblod,
+      den, som brænder Røgelse, hylder en Afgud. Som de valgte deres
+      egne Veje og ynder deres væmmelige Guder,
+  4.  så vælger og jeg deres Smerte, bringer over dem, hvad de
+      frygter, fordi de ej svared, da jeg kaldte, ej hørte, endskønt
+      jeg taled, men gjorde, hvad der vakte mit Mishag, valgte, hvad
+      ej var min Vilje.
+
+  5.  Hør HERRENs Ord, I, som bæver for hans Ord: Således siger eders
+      Brødre, der hader eder og støder eder bort for mit Navns Skyld:
+      "Lad HERREN vise sig i sin Herlighed, så vi kan se eders Glæde!"
+      Men de skal blive til Skamme!
+  6.  Hør, hvor det drøner fra Byen, drøner fra Templet, hør, hvor
+      HERREN øver Gengæld imod sine Fjender!
+  7.  Før hun er i Barnsnød, føder hun, før end Veer kommer over
+      hende, har hun en Dreng.
+  8.  Hvo hørte vel Mage dertil, hvo så vel sligt? Kommer et Land til
+      Verden på en eneste Dag, fødes et Folk på et Øjeblik? Thi Zion
+      kom i Barnsnød og fødte med det samme sine Børn.
+  9.  Åbner jeg et Moderliv og hindrer det i Fødsel? siger HERREN.
+      Bringer jeg Fødsel og standser den? siger din Gud.
+ 10.  Glæd dig, Jerusalem! Der juble enhver, som har det kær, tag Del
+      i dets Glæde, alle, som sørger over det,
+ 11.  for at I må die dets husvalende Barm og mættes, for at I må
+      drikke af dets fulde Bryst og kvæges.
+
+ 12.  Thi så siger HERREN: Se, jeg leder til hende Fred som en
+      svulmende Flod og Folkenes Rigdom som en Strøm; hendes spæde
+      skal bæres på Hofte, og Kærtegn får de på Skød;
+ 13.  som en Moder trøster sin Søn, således trøster jeg eder, i
+      Jerusalem finder I Trøst.
+ 14.  I skal se det med Hjertens Glæde, eders Ledemod skal spire som
+      Græs. Hos HERRENs Tjenere kendes hans Hånd, men hos hans Fjender
+      Vrede.
+ 15.  Thi se, som Ild kommer HERREN, og hans Vogne er som et
+      Stormvejr, han vil vise sin Harme i Gløder, sin Trussel i
+      flammende Luer;
+ 16.  thi med Ild og med sit Sværd skal HERREN dømme alt Kød, og mange
+      er HERRENs slagne.
+ 17.  De, som helliger og vier sig for Lundene, følgende en i deres
+      Midte, de, som æder Svinekød og Kød af Kryb og Mus, deres
+      Gerninger og deres Tanker skal forgå til Hobe, lyder det fra
+      HERREN.
+
+ 18.  Jeg kommer for at samle alle Folk og Tungemål, og de skal komme
+      og se min Herlighed.
+ 19.  Jeg fuldbyrder et Under i blandt dem og sender undslupne af dem
+      til Folkene, Tarsis, Pul, Lud, Mesjek, Rosj, Tujal, Javan, de
+      fjerne Strande, som ikke har hørt mit Ry eller set min
+      Herlighed; og de skal forkynde min Herlighed blandt Folkene.
+ 20.  Og de skal bringe alle eders Brødre fra alle Folk som Gave til
+      HERREN, til Hest, til Vogns, i Bærestol, på Muldyr og Kameler
+      til mit hellige Bjerg Jerusalem, siger HERREN, som når
+      Israelitterne bringer Offergaver i rene Kar til HERRENs Hus.
+ 21.  Også af dem vil jeg udtage Levitpræster, siger HERREN.
+
+ 22.  Thi ligesom de nye Himle og den ny Jord, som jeg skaber, skal
+      bestå for mit Åsyn, lyder det fra HERREN, således skal eders
+      Afkom og Navn bestå.
+
+ 23.  Hver Måned på Nymånedagen og hver Uge på Sabbatten skal alt Kød
+      komme og tilbede for mit Åsyn, siger HERREN,
+ 24.  og man går ud for at se på Ligene af de Mænd, der faldt fra mig;
+      thi deres Orm dør ikke, og deres Ild slukkes ikke; de er alt Kød
+      en Gru.
+
+
+Jeremias
+
+Jeremias 1
+
+  1.  Ord af Jeremias, Hilkijas søn, en af præsterne i Anatot i
+      Benjamins Land,
+  2.  til hvem HERRENs Ord kom i Amons Søns, Kong Josias af Judas,
+      Dage, i hans Herredømmes trettende År,
+  3.  og fremdeles i Josias's Søns, Kong Jojakim af Judas, Dage indtil
+      Slutningen af Josias's Søns, Kong Zedekias af Judas, elevte
+      Regeringsår, til Jerusalems Indbyggere førtes i Landflygtighed i
+      den femte Måned.
+
+  4.  HERRENs Ord kom til mig således:
+  5.  Før jeg danned dig i Moderskød, kendte jeg dig; før du kom ud af
+      Moderliv, helligede jeg dig, til Profet for Folkene satte jeg
+      dig.
+  6.  Men jeg svarede: "Ak, Herre, HERRE, jeg kan jo ikke tale, thi
+      jeg er ung."
+  7.  Så sagde HERREN til mig: "Sig ikke: Jeg er ung! men gå, hvorhen
+      jeg end sender dig, og tal alt, hvad jeg byder dig;
+  8.  frygt ikke for dem, thi jeg er med dig for at frelse dig, lyder
+      det fra HERREN."
+  9.  Og, HERREN udrakte sin Hånd, rørte ved min Mund og sagde til
+      mig: "Nu lægger jeg mine Ord i din Mund.  10, Se, jeg giver dig
+      i Dag Myndighed over Folk og Riger til at oprykke og nedbryde,
+      til at ødelægge og nedrive, til at opbygge og plante."
+ 11.  Siden kom HERRENs Ord til mig således: "Hvad ser du, Jeremias?"
+      Jeg svarede: "Jeg ser en Mandelgren."
+ 12.  Da sagde HERREN til mig: "Du ser ret, thi jeg er årvågen over
+      mit Ord for at fuldbyrde det."
+ 13.  Og HERRENs Ord kom atter til mig således: "Hvad ser du?" Jeg
+      svarede: "Jeg ser en sydende Kedel med Fyrsted mod Nord."
+ 14.  Da sagde HERREN til mig: "Nordfra skal Ulykke syde ud over alle
+      Landets Indbyggere;
+ 15.  thi se, jeg hidkalder alle Nordens Riger, lyder det fra HERREN,
+      og man skal komme og rejse hver sin Trone ved Indgangen til
+      Jerusalems Porte mod alle dets Mure trindt omkring og mod alle
+      Judas Byer;
+ 16.  og jeg vil afsige Dom over dem for al deres Ondskab, at de
+      forlod mig, tændte Offerild for fremmede Guder og tilbad deres
+      Hænders Værk.
+ 17.  Så omgjorde dine Lænder og stå frem og tal til dem, alt hvad jeg
+      byder dig! Vær ikke ræd for dem, at jeg ikke skal gøre dig ræd
+      for dem!
+ 18.  Og jeg, se, jeg gør dig i Dag til en fast Stad, til en
+      Jernstøtte og en kobbermur mod hele Landet, Judas Konger og
+      Fyrster, Præsterne og Almuen;
+ 19.  de skal kæmpe imod dig, men ikke kunne magte dig; thi jeg er med
+      dig for at frelse dig, lyder det fra HERREN."
+
+Jeremias 2
+
+  1.  HERRENs Ord kom til mig således:
+  2.  Gå hen og råb Jerusalem i Ørene: Så siger HERREN: Jeg mindes din
+      Kærlighed som ung, din Elskov som Brud, at du fulgte mig i
+      Ørkenen, et Land, hvor der ikke sås;
+  3.  Israel var helliget HERREN, hans Førstegrøde, alle, som åd det,
+      måtte bøde, Ulykke ramte dem, lyder det fra HERREN.
+
+  4.  Hør HERRENs Ord, Jakobs Hus og alle Slægter i Israels Hus:
+  5.  Så siger HERREN: Hvad ondt fandt eders Fædre hos mig, siden de
+      gik bort fra mig og holdt sig til Tomhed, til de selv blev
+      tomme?
+  6.  De spurgte ikke: "Hvor er HERREN, som førte os op fra Ægypten og
+      ledte os i Ørkenen, Ødemarkens og Kløfternes Land, Tørkens og
+      Mulmets Land, Landet, hvor ingen færdes eller bor?"
+  7.  Jeg bragte eder til Frugthavens Land, at I kunde nyde dets Frugt
+      og Goder; men da I kom derind, gjorde I mit Land urent og min
+      Arvelod vederstyggelig.
+  8.  Præsterne spurgte ikke: "Hvor er HERREN?" De, der syslede med
+      Loven, kendte mig ikke, Hyrderne faldt fra mig, og Profeterne
+      profeterede ved Ba'al og holdt sig til Guder, som intet evner.
+  9.  Derfor må jeg fremdeles gå i Rette med eder, lyder det fra
+      HERREN, og med eders Sønners Sønner må jeg gå i Rette.
+
+ 10.  Drag engang over til Kittæernes Strande og se efter, send Bud
+      til Kedar og spørg jer nøje for; se efter, om sligt er hændet
+      før!
+ 11.  Har et Hedningefolk nogen Sinde skiftet Guder? Og så er de endda
+      ikke Guder. Men mit Folk har skiftet sin Ære bort for det, der
+      intet gavner.
+ 12.  Gys derover, I Himle, Skræk og Rædsel gribe eder, lyder det fra
+      HERREN;
+ 13.  thi to onde Ting har mit Folk gjort: Mig, en Kilde med levende
+      Vand, har de forladt for at hugge sig Cisterner, sprukne
+      Cisterner, der ikke kan holde Vand.
+
+ 14.  Er Israel da en Træl, en hjemmefødt Træl? Hvorfor er han blevet
+      til Bytte?
+ 15.  Løver brøler imod ham med rungende Røst; hans Land har de gjort
+      til en Ørk, hans Byer er brændt, så ingen bor der.
+ 16.  Selv Nofs og Takpankes's Sønner afgnaver din Isse.
+ 17.  Mon ikke det times dig, fordi du svigted mig? lyder det fra
+      HERREN din Gud.
+ 18.  Hvorfor skal du nu til Ægypten og drikke af Sjihor? Hvorfor skal
+      du nu til Assur og drikke af Floden?
+
+ 19.  Lad din Ulykke gøre dig klog og lær af dit Frafald, kend og se,
+      hvor ondt og bittert det er, at du svigted HERREN din Gud; Frygt
+      for mig findes ikke hos dig, så lyder det fra Herren, Hærskarers
+      HERRE.
+ 20.  Thi længst har du brudt dit Åg og sprængt dine Bånd. Du siger:
+      "Ej vil jeg tjene!" Nej, Skøgeleje har du på hver en Høj, under
+      alle de grønne Træer.
+ 21.  Som en Ædelranke plantede jeg dig, en fuldgod Stikling; hvor
+      kunde du da blive Vildskud, en uægte Ranke?
+ 22.  Om du end tor dig med Lud og ødsler med Sæbe, jeg ser dog din
+      Brødes Snavs, så lyder det fra HERREN.
+ 23.  Hvor kan du sige: "Ej er jeg uren, til Ba'alerne holdt jeg mig
+      ikke!" Se på din Færd i Dalen, kend, hvad du gjorde, en let
+      Kamelhoppe, løbende hid og did,
+ 24.  et Vildæsel, kendt med Steppen! Den snapper i Brynde efter Luft,
+      hvo tæmmer dens Brunst? At søge den trætter ingen, den findes i
+      sin Måned.
+ 25.  Spar dog din Fod for Slid, din Strube for Tørst! Dog siger du:
+      "Nej, lad mig være! Jeg elsker de fremmede, dem vil jeg holde
+      mig til."
+ 26.  Som Tyven får Skam, når han gribes, så Israels Hus, de, deres
+      Konger og Fyrster, Præster og Profeter,
+ 27.  som siger til Træ: "Min Fader!" til Sten: "Du har født mig." Thi
+      Ryggen og ikke Ansigtet vender de til mig, men siger i
+      Ulykkestid: "Stå op og frels os!"
+ 28.  Hvor er de da, dine Guder, dem, du har gjort dig? Lad dem stå
+      op! Kan de frelse dig i Ulykkestiden? Thi som dine Byers Tal er
+      dine Guders, Juda.
+ 29.  Hvorfor tvistes I med mig? I har alle forbrudt jer imod mig,
+      lyder det fra HERREN.
+ 30.  Forgæves slog jeg eders Børn, de tog ikke ved Lære, som hærgende
+      Løve fortærede Sværdet Profeterne.
+ 31.  Du onde Slægt, så mærk jer dog HERRENs Ord! Har jeg været en Ørk
+      for Israel, et bælgmørkt Land? Hvorfor mon mit Folk da siger:
+      "Vi går, hvor vi vil, og kommer ej mer til dig."
+ 32.  Glemmer en Jomfru sit Smykke, en Brud sit Bælte? Og mig har mit
+      Folk dog glemt i talløse Dage.
+ 33.  Hvor snildt du dog går til Værks for at søge dig Elskov! Du
+      vænned dig derfor også til ondt i din Færd.
+ 34.  Endog findes Blod på dine Hænder af fattige, skyldfri Sjæle,
+      Blod, jeg ej fandt hos en Tyv, men på alle disse.
+ 35.  Og du siger: "Jeg er frikendt, hans Vrede har vendt sig fra
+      mig." Se, med dig går jeg i Rette, da du siger: "Jeg har ikke
+      syndet."
+ 36.  Hvor let det dog falder for dig at skifte din Vej! Du skal også
+      få Skam af Ægypten, som du fik det af Assur;
+ 37.  også derfra skal du gå med Hænder på Hoved, thi HERREN har
+      forkastet dine Støtter, de båder dig intet.
+
+Jeremias 3
+
+  1.  Når en Mand frastøder sin hustru, og hun går fra ham og ægter en
+      anden, kan hun så gå tilbage til ham? Er slig en Kvinde ej
+      sunket til Bunds i Vanære? Og du, som boled med mange Elskere,
+      vil tilbage til mig! så lyder det fra HERREN.
+  2.  Se til de nøgne Høje: Hvor mon du ej lod dig skænde? Ved Vejene
+      vogted du på dem som Araber i Ørk. Du vanæred Landet både ved
+      din Utugt og Ondskab,
+  3.  en Snare blev dine mange Elskere for dig. En Horkvindes Pande
+      har du, trodser al Skam.
+  4.  Råbte du ikke nylig til mig: "Min Fader! Du er min Ungdoms Ven.
+  5.  Vil han evigt gemme på Vrede, bære Nag for stedse?" Se, således
+      taler du, men øver det onde til Gavns.
+
+  6.  HERREN sagde til mig i Kong Josias's Dage: Så du, hvad den
+      troløse Kvinde Israel gjorde? Hun gik op på ethvert højt Bjerg
+      og hen under ethvert grønt Træ og bolede.
+  7.  Jeg tænkte, at hun efter at have gjort alt det vilde vende om
+      til mig; men hun vendte ikke om. Det så hendes svigefulde Søster
+      Juda;
+  8.  hun så, at jeg forstødte den troløse Kvinde Israel for al hendes
+      Hors Skyld, og at jeg gav hende Skilsmissebrev; den svigefulde
+      Søster Juda frygtede dog ikke, men gik også hen og bolede.
+  9.  Ved sin letsindige Bolen vanærede hun Landet og horede med Sten
+      og Træ.
+ 10.  Og alligevel vendte den svigefulde Søster Juda ikke om til mig
+      af hele sit Hjerte, men kun på Skrømt, lyder det fra HERREN.
+ 11.  Og HERREN sagde til mig: Det troløse Israels Sag står bedre end
+      det svigefulde Judas.
+
+ 12.  Gå hen og udråb disse Ord mod Nord: Omvend dig, troløse Israel,
+      lyder det fra HERREN; jeg vil ikke vredes på eder, thi nådig er
+      jeg, lyder det fra HERREN; jeg gemmer ej evigt på Vrede;
+ 13.  men vedgå din Uret, at du forbrød dig mod HERREN din Gud; for de
+      fremmedes Skyld løb du hid og did under hvert grønt Træ og hørte
+      ikke min Røst, så lyder det fra HERREN.
+
+ 14.  Vend om, I frafaldne Søoner, lyder det fra HERREN; thi jeg er
+      eders Herre; jeg tager eder, een fra en By og en fra en Slægt og
+      bringer eder til Zion,
+ 15.  og jeg giver eder Hyrder efter mit Sind, og de skal vogte eder
+      med Indsigt og Kløgt.
+ 16.  Og når I bliver mangfoldige og frugtbare i Landet i hine Dage,
+      lyder det fra HERREN, skal de ikke mere tale om HERRENs Pagts
+      Ark, og Tanken om den skal ikke mere opkomme i noget Hjerte; de
+      skal ikke mere komme den i Hu eller savne den, og en ny skal
+      ikke laves.
+ 17.  På hin Tid skal man kalde Jerusalem HERRENs Trone, og der, til
+      HERRENs Navn i Jerusalem, skal alle Folk strømme sammen, og de
+      skal ikke mere følge deres onde Hjertes Stivsind.
+ 18.  I hine Dage skal Judas Hus vandre til Israels Hus, og samlet
+      skal de drage fra Nordens Land til det Land, jeg gav deres Fædre
+      i Eje.
+
+ 19.  Og jeg, jeg sagde til dig: "Blandt Sønnerne sætter jeg dig, jeg
+      giver dig et yndigt Land, Folkenes herligste Arvelod." Jeg
+      sagde: "Kald mig din Fader, vend dig ej fra mig!"
+ 20.  Men som en Kvinde sviger sin Ven, så sveg du mig, Israels Hus,
+      så lyder det fra HERREN.
+ 21.  Hør, der lyder Gråd på de nøgne Høje, Tryglen af Israels Børn,
+      fordi de vandrede Krogveje, glemte HERREN deres Gud.
+ 22.  Vend om, I frafaldne Sønner, jeg læger eders Frafald. Se, vi
+      kommer til dig, thi du er HERREN vor Gud.
+ 23.  Visselig, Blændværk var Højene, Bjergenes Larm; visselig, hos
+      HERREN vor Gud er Israels Frelse.
+ 24.  Skændselen åd fra vor Ungdom vore Fædres Gods, deres Småkvæg og
+      Hornkvæg, Sønner og Døtre.
+ 25.  Vi lægger os ned i vor Skændsel, vor Skam er vort Tæppe, thi mod
+      HERREN vor Gud har vi syndet, vi og vore Fædre fra Ungdommen af
+      til i Dag; vi høre ikke på Herren vor Guds røst.
+
+Jeremias 4
+
+  1.  Omvender du dig, Israel, lyder det fra Herren, så vend dig til
+      mig; hvis du fjerner dine væmmelige Guder, skal du ikke fly for
+      mit Åsyn.
+  2.  Sværger du: "Så sandt HERREN lever," redeligt, ærligt og sandt,
+      skal Folkeslag velsigne sig ved ham og rose sig af ham.
+  3.  Thi så siger HERREN til Judas Mænd og Jerusalems Borgere: Bryd
+      eder Nyjord og så dog ikke blandt, Torne!
+  4.  Omskær jer for HERREN og fjern eders Hjertes Forhud, Judas Mænd
+      og Jerusalems Borgere, at min Vrede ikke slår ud som Ild og
+      hrænder uslukket for eders onde Gerningers Skyld.
+
+  5.  Forkynd i Juda og Jerusalem, kundgør og tal, lad Hornet gjalde i
+      Landet, råb, hvad I kan, og sig: Flok jer sammen! Vi går ind i
+      de faste Stæder!
+  6.  Rejs Banner hen imod Zion, fly uden Standsning! Thi Ulykke
+      sender jeg fra Nord, et vældigt Sammenbrud.
+  7.  En Løve steg op fra sit Krat, en Folkehærger brød op, gik bort
+      fra sin Hjemstavn for at gøre dit Land til en Ørk; dine Byer
+      skal hærges, så ingen bor der.
+  8.  Derfor skal I klæde jer i Sæk og klage og jamre, thi ej vender
+      HERRENs glødende Vrede sig fra os.
+  9.  På hin Dag, lyder det fra HERREN, skal Kongen og Fyrsterne tabe
+      Modet, Præsterne stivne af Skræk og Profeterne slås af Rædsel;
+ 10.  og de skal sige: "Ak, Herre, HERRE! Sandelig, du førte dette
+      Folk og Jerusalem bag Lyset, da du sagde: I skal have Fred! Nu
+      har Sværdet nået Sjælen."
+
+ 11.  På hin Tid skal der siges til dette Folk og Jerusalem: Et
+      glødende Vejr fra Ørkenens nøgne Høje trækker op mod mit Folks
+      Datter, ej til Kastning og Rensning af Korn,
+ 12.  et Vejer for vældigt dertil kommer mod mig. Derfor vil jeg også
+      nu tale Domsord imod dem.
+ 13.  Se, det kommer som Skyer, dets Vogne som Stormvejr, dets Heste
+      er hurtigere end Ørne; ve, vi lægges øde!
+ 14.  Rens dit Hjerte for ondt, Jerusalem, at du må frelses! Hvor
+      længe skal dit Indre huse de syndige Tanker?
+ 15.  Thi hør, en Råber fra Dan, et Ulykkesbud fra Efraims Bjerge:
+ 16.  Kundgør Folkene: Se! Lad det høres i Jerusalem! Belejrere kommer
+      fra et Land i det fjerne, de opløfter Røsten mod Byerne i Juda.
+ 17.  Som Markens Vogtere stiller de sig rundt omkring det, thi
+      genstridigt var det imod mig, lyder det fra HERREN.
+ 18.  Det kan du takke din Færd, dine Gerninger for; det skyldes din
+      Ondskab; hvor bittert! Det gælder Livet.
+
+ 19.  Mit indre, mit Indre! Jeg skælver! Mit Hjertes Vægge! Mit Hjerte
+      vånder sig i mig, ej kan jeg tie. Thi Hornets klang må jeg høre,
+      Skrig fra Kampen;
+ 20.  der meldes om Fald på Fald, thi alt Landet er hærget. Mine Telte
+      hærges brat, i et Nu mine Forhæng.
+ 21.  Hvor længe skal jeg skue Banneret, høre Hornet?
+ 22.  Thi mit Folk er tåbeligt, kender ej mig, de er dumme Sønner og
+      uden Indsigt; de er vise til at gøre det onde, men Tåber til det
+      gode.
+
+ 23.  Jeg så på Jorden, og se, den var øde og tom, på Himlen, dens Lys
+      var borte;
+ 24.  Bjergene så jeg, og se, de skjalv, og alle Højene bæved;
+ 25.  jeg så, og se, der var mennesketomt, og alle Himlens Fugle var
+      fløjet;
+ 26.  jeg så, og se, Frugthaven var Ørken, alle dens Byer lagt øde for
+      HERREN, for hans glødende Vrede.
+ 27.  Thi så siger HERREN: Al Jorden bliver Ørk, men helt ødelægger
+      jeg ikke.
+ 28.  Derfor sørger Jorden, og Himlen deroppe er sort; thi jeg talede
+      og angrer det ikke, tænkte og går ikke fra det.
+
+ 29.  For Larmen af Ryttere og Bueskytter flyr alt Landet, de tyr ind
+      i Krat, stiger op på Klipper; hver By er forladt, og ikke et
+      Menneske bor der.
+ 30.  Og du, hvad vil du mon gøre? Om end du klæder dig i Skarlagen,
+      smykker dig med Guld og gør Øjnene store med Sminke det er
+      spildt, du gør dig smuk.  Elskerne agter dig ringe, dit Liv vil
+      de have.
+ 31.  Thi jeg hører Råb som ved Barnsnød, Skrig som ved
+      Førstefødsel. Hør, hvor Zions Datter stønner med udrakte Hænder:
+      "Ve mig, min Sjæl bukker under for dem, som myrder."
+
+Jeremias 5
+
+  1.  Løb i Jerusalems Gader, mærk jer, hvad I ser, og søg på dets
+      Torve, om I kan finde nogen, om der er en, som øver Retfærd,
+      lægger Vind på Sandhed, så jeg kan tilgive dem.
+  2.  Siger de: "Så sandt HERREN lever", sværger de falsk.
+  3.  HERRE, dine Øjne ser jo efter Sandhed. Du slog dem, de omvendte
+      sig ikke; du lagde dem øde, de vilde ej tage ved Lære, gjorde
+      Ansigtet hårdere end Flint, vilde ej vende om.
+  4.  Da tænkte jeg: "Det er kun Småfolk, Dårer er de, thi de kender
+      ej HERRENs Vej, deres Guds Ret;
+  5.  jeg vil vende mig til de store og tale med dem, de kender da
+      HERRENs Vej, deres Guds Ret!" Men alle havde sønderbrudt Åget,
+      sprængt deres Bånd.
+  6.  Derfor skal en Løve fra Skoven slå dem, en Ulv fra Ødemarken
+      hærge dem, en Panter lure ved Byerne; enhver, som går derfra,
+      rives sønder; thi talrige er deres Synder, mange deres Frafald.
+  7.  Hvor kan jeg vel tilgive dig? Dine Sønner forlod mig og svor ved
+      Guder, som ikke er Guder. Når jeg mætted dem, horede de, slog
+      sig ned i Skøgens Hus;
+
+  8.  de blev fede, gejle Hingste, de vrinsker hver efter Næstens
+      Hustru.
+
+  9.  Skal jeg ikke hjemsøge sligt? så lyder det fra HERREN, skal ikke
+      min Sjæl tage Hævn over sligt et Folk?
+ 10.  Stig op på dets Mure, læg øde, men ikke helt! Ryk Rankerne op,
+      thi HERREN tilhører de ikke.
+ 11.  Thi svigefulde er de imod mig, Israels Hus og Judas Hus, så
+      lyder det fra HERREN.
+ 12.  De fornægter HERREN og siger: "Det betyder intet! Ulykke kommer
+      ej over os, vi skal ikke se Sværd og Hunger;
+ 13.  Profeterne bliver til Vind, Guds Ord er ej i dem; gid Ordet må
+      ramme dem selv!"
+ 14.  Derfor, så siger HERREN, Hærskarers Gud: Fordi I siger dette
+      Ord, se, derfor gør jeg mine Ord i din Mund til Ild og dette
+      Folk til Brænde, som Ild skal fortære.
+ 15.  Se, jeg bringer over eder et Folk fra det fjerne, Israels Hus,
+      så lyder det fra HERREN, et Folk, som er stærkt, et Folk fra
+      Fortids Dage, et Folk, hvis Mål du ej kender, hvis Tale du ikke
+      fatter;
+ 16.  som en åben Grav er dets kogger, de er alle Kæmper;
+ 17.  det skal æde dit Korn og dit Brød, det skal æde dine Sønner og
+      Døtte, det skal æde dit Småkvæg og Hornkvæg, det skal æde din
+      Vinstok og dit Figentræ; med Sværd skal de lægge dine Fæstninger
+      øde, dem, som du stoler på.
+
+ 18.  Men selv i de Dage, lyder det fra HERREN, vil jeg ikke udslette
+      eder.
+ 19.  Og når de siger: "Hvorfor har HERREN vor Gud gjort os alt det?"
+      sig så til dem: "Som I forlod mig og tjente fremmede Guder i
+      eders Land, således skal I tjene som fremmede i et Land, der
+      ikke er eders."
+
+ 20.  Forkynd dette i Jakobs Hus og kundgør det i Juda:
+ 21.  Hør dette, du tåbelige Folk, som er uden Forstand, som har Øjne,
+      men ikke ser, og Ører, men ikke hører:
+ 22.  Vil I ikke frygte mig, lyder det fra HERREN, eller bæve for mit
+      Åsyn? Jeg, som gjorde. Sandet til Havets Grænse, et evigt Skel,
+      som det ikke kan overskride; selv om det bruser, evner det
+      intet; om end dets Bølger larmer, kan de ikke overskride det.
+
+ 23.  Dette Folk har et trodsigt og genstridigt Hjerte, de faldt fra
+      og gik bort.
+ 24.  De siger ikke i deres Hjerte: "Lad os frygte HERREN vor Gud, som
+      giver os Regn, Tidligregn og Sildigregn, til rette Tid og sikrer
+      os Ugerne, da der skal høstes."
+ 25.  Eders Misgerninger bragte dem i Ulave, eders Synder unddrog eder
+      det gode.
+
+ 26.  Thi der findes gudløse i mit Folk; de ligger på Lur, som
+      Fuglefængere dukker de sig; de sætter Fælder, de fanger
+      Mennesker.
+ 27.  Som et Bur er fuldt af Fugle, således er deres Huse fulde af
+      Svig; derfor blev de store og rige.
+ 28.  De er tykke og fede; og så strømmer de over med onde Ord; de
+      hævder ikke den faderløses Ret, at det måtte gå dem vel, og
+      hjælper ikke de fattige til deres Ret.
+ 29.  Skulde jeg ikke hjemsøge sligt? lyder det fra HERREN; skulde min
+      Sjæl da ikke tage Hævn over sligt et Folk?
+ 30.  Gyselige, grufulde Ting går i Svang i Landet;
+ 31.  Profeterne profeterer Løgn, Præsterne skraber til sig, og mit
+      Folk vil have det så. Men hvad vil I gøre, når Enden kommer?
+
+Jeremias 6
+
+  1.  Fly, I Benjamins Sønner, bort fra Jerusalem og stød i hornet i
+      Tekoa, hejs Mærket over Bet-Kerem! Thi Ulykke truer fra Nord, et
+      vældigt Sammenbrud.
+  2.  Jeg tilintetgør Zions Datter, den yndige, forvænte
+  3.  til hende kommer der Hyrder med deres Hjorde; de opslår Telte i
+      Ring om hende, afgræsser hver sit Stykke.
+  4.  Helliger Angrebet på hende! Op! Vi rykker frem ved Middag! Ve
+      os, thi Dagen hælder, thi Aftenskyggerne længes.
+  5.  Op! Vi rykker frem ved Nat og lægger hendes Borge øde.
+
+  6.  Thi så siger Hærskarers HERRE: Fæld Træer og opkast en Vold imod
+      Jerusalem ! Ve Løgnens By med lutter Voldsfærd i sin Midte!
+  7.  Som Brønden sit Vand holder Byen sin Ondskab frisk; der høres om
+      Voldsfærd og Hærværk, Sår og Slag har jeg altid for Øje.
+  8.  Jerusalem, tag ved Lære, at min Sjæl ej vender sig fra dig, at
+      jeg ikke skal gøre dig til Ørk, til folketomt, Land.
+
+  9.  Så siger Hærskarers HERRE: Hold Efterhøst på Israels Rest, som
+      det sker på en Vinstok, ræk som en Vingårdsmand atter din Hånd
+      til dens Ranker!
+ 10.  "For hvem skal jeg tale og vidne, så de hører derpå? Se, de har
+      uomskårne Ører, kan ej lytte til; se, HERRENs Ord er til Spot og
+      huer dem ikke.
+ 11.  Jeg er fuld af HERRENs Vrede og træt af at tæmme den." Gyd den
+      ud over Barnet på Gaden, over hele de unges Flok; både Mand og
+      Kvinde skal fanges, gammel og Olding tillige;
+ 12.  deres Huse, Marker og Kvinder skal alle tilfalde andre; thi jeg
+      udrækker Hånden mod Landets Folk, så lyder det fra HERREN.
+ 13.  Thi fra små til store søger hver eneste Vinding, de farer alle
+      med Løgn fra Profet til Præst.
+ 14.  De læger mit Folks Brøst som den simpleste Sag, idet de siger:
+      "Fred, Fred!" skønt der ikke er Fred.
+ 15.  De skal få Skam, thi de har gjort vederstyggelige Ting, og dog
+      blues de ikke, dog kender de ikke til Skam. Derfor skal de falde
+      på Valen; på Hjemsøgelsens Dag skal de snuble, siger HERREN.
+
+ 16.  Så siger HERREN: Stå ved Vejene og se efter, spørg efter de
+      gamle Stier, hvor Vejen er til alt godt, og gå på den; så finder
+      I Hvile for eders Sjæle.  Men de svarede: "Det vil vi ikke."
+ 17.  Og jeg satte Vægtere over dem: "Hør Hornets Klang!" Men de
+      svarede: "Det vil vi ikke."
+ 18.  Hør derfor, I Folk, og vidn imod dem!
+ 19.  Hør, du Jord! Se, jeg sender Ulykke over dette Folk, Frugten at
+      deres Frafald, thi de lyttede ikke til mine Ord og lod hånt om
+      min Lov.
+ 20.  Hvad skal jeg med Røgelsen, der kommer fra Saba, med den dejlige
+      Kalmus fra det fjerne Land? Eders Brændofre er ej til Behag,
+      eders Slagtofre huer mig ikke.
+ 21.  Derfor, så siger HERREN: Se, jeg sætter Anstød for dette Folk,
+      og de skal støde an derimod, både Fædre og Sønner; både Nabo og
+      Genbo skal omkomme.
+
+ 22.  Så siger HERREN: Se, et Folkeslag kommer fra Nordens Land, et
+      vældigt Folk bryder op fra det yderste af Jorden.
+ 23.  De fører Bue og Spyd, er skånselsløst grumme; deres Røst er som
+      Havets Brusen, de rider på Heste, rustet som Stridsmand mod dig,
+      du Zions Datter.
+ 24.  Vi hørte Rygtet derom, vore Hænder blev slappe, Rædsel greb os,
+      Skælven som fødende Kvinde.
+ 25.  Gå ikke ud på Marken og følg ej Vejen, thi Fjenden bærer Sværd,
+      trindt om er Rædsel.
+ 26.  Klæd dig i Sæk, mit Folks Datter, vælt dig i Støvet, hold Sorg
+      som over den enbårne, bitter Klage! Thi Hærværksmanden skal brat
+      komme over os.
+
+ 27.  Til Metalprøver, Guldprøver, gjorde jeg dig i mit Folk til at
+      kende og prøve deres Færd.
+ 28.  De faldt alle genstridige fra, de går og bagtaler, er kun Kobber
+      og Jern, alle handler de slet.
+ 29.  Bælgen blæser, af Ilden kommer kun Bly. Al Smelten er spildt, de
+      onde udskilles ej.
+ 30.  Giv dem Navn af vraget Sølv, thi dem har HERREN vraget.
+
+Jeremias 7
+
+  1.  Det Ord som kom til Jeremias fra Herren
+  2.  Stå hen i Porten til HERRENs Hus og udråb dette Ord: Hør HERRENs
+      Ord, hele Juda, I, som går ind gennem disse Porte for at tilbede
+      HERREN!
+  3.  Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Bedrer eders Veje og
+      eders Gerninger, så vil jeg lade eder bo på dette Sted.
+  4.  Stol ikke på den Løgnetale: Her er HERRENs Tempel, HERRENs
+      Tempel, HERRENs Tempel!
+  5.  Men bedrer eders Veje og eders Gerninger! Dersom I virkelig øver
+      Ret Mand og Mand imellem,
+  6.  ikke undertrykker den fremmede, den faderløse og Enken, ej
+      heller udgyder uskyldigt Blod på dette Sted, ej heller til egen
+      Skade holder eder til fremmede Guder, 7 så vil jeg til evige
+      Tider lade eder bo på dette Sted i det Land, jeg gav eders
+      Fædre.
+  8.  Se, I stoler på Løgnetale, som intet båder.
+  9.  Stjæle, slå ihjel, hore, sværge falsk, tænde Offerild for Ba'al,
+      holde eder til fremmede Guder, som I ikke kender til
+ 10.  og så kommer I og står for mit Åsyn i dette Hus, som mit Navn
+      nævnes over, og siger: "Vi er frelst!" for at gøre alle disse
+      Vederstyggeligheder.
+ 11.  Holder I dette Hus, som mit Navn nævnes over, for en Røverkule?
+      Men se, også jeg har Øjne, lyder det fra HERREN.
+ 12.  Gå dog hen til mit hellige Sted i Silo, hvor jeg først
+      stadfæstede mit Navn, og se, hvad jeg gjorde ved det for mit
+      Folk Israels Ondskabs Skyld.
+ 13.  Og nu, fordi I øver alle disse Gerninger, lyder det fra HERREN,
+      og fordi I ikke vilde høre, når jeg årle og silde talede til
+      eder, eller svare, når jeg kaldte på eder,
+ 14.  derfor vil jeg gøre med Huset, som mit Navn nævnes over, og som
+      I stoler på, og med Stedet, jeg gav eder og eders Fædre, ligesom
+      jeg gjorde med Silo;
+ 15.  og jeg vil støde eder bort fra mit Åsyn, som jeg stødte alle
+      eders Brødre bort, al Efraims Æt.
+
+ 16.  Men du må ikke gå i Forbøn for dette Folk eller frembære klage
+      og Bøn eller trænge ind på mig for dem, thi jeg hører dig ikke.
+ 17.  Ser du ikke, hvad de har for i Judas Byer og på Jerusalems
+      Gader?,,
+ 18.  Børnene sanker Brænde, Fædrene tænder Ild, og Kvinderne ælter
+      Dejg for at bage Offerkager til Himmelens Dronning og udgyde
+      Drikofre for fremmede Guder og og krænke mig.
+ 19.  Mon det er mig, de krænker, lyder det fra HERREN, mon ikke sig
+      selv til deres Ansigters Skam?
+ 20.  Derfor, så siger den Herre HERREN: Se, min Vrede og Harme
+      udgyder sig over dette Sted, over Folk og Fæ, over Markens Træer
+      og Jordens Frugt, og den skal brænde uden at slukkes.
+
+ 21.  Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Læg eders Brændofre til
+      eders Slagtofre og æd Kød!
+ 22.  Thi dengang jeg førte eders Fædre ud af Ægypten, talede jeg ikke
+      til dem eller bød dem noget om Brændoffer og Slagtoffer;
+ 23.  men dette bød jeg dem: "I skal høre min Røst, så vil jeg være
+      eders Gud, og I skal være mit Folk; og I skal gå på alle de
+      Veje, jeg byder eder, at det må gå eder vel."
+ 24.  Men de hørte ikke og lånte ikke Øre; de fulgte deres onde
+      Hjertes Stivsind og gik tilbage, ikke fremad.
+ 25.  Fra den Dag eders Fædre drog ud af Ægypten, og til i Dag har jeg
+      Dag efter Dag, årle og silde sendt eder alle mine Tjenere
+      Profeterne;
+ 26.  men de hørte ikke og lånte ikke Øre; de gjorde Nakken stiv og
+      øvede mere ondt end deres Fædre.
+ 27.  Når du siger dem alle disse Ord, hører de dig ikke, og kalder du
+      på dem, svarer de dig ikke.
+
+ 28.  Sig så til dem: Det er det Folk, som ej hørte HERREN deres Guds
+      Røst, det, som ej tog ved Lære; Sandhed er svundet, udryddet af
+      deres Mund.
+ 29.  Afklip dit Hår, kast det bort og klag på de nøgne Høje! Thi
+      HERREN har forkastet og bortstødt den Slægt, han var vred på.
+
+ 30.  Thi Judas Sønner har gjort, hvad der er ondt i mine Øjne, lyder
+      det fra HERREN; de har opstillet deres væmmelige Guder i Huset,
+      som mit Navn nævnes over, for at gøre det urent;
+ 31.  de har bygget Tofets Offerhøje i Hinnoms Søns Dal for at brænde
+      deres Sønner og Døtre i Ilden, hvad jeg ikke har påbudt, og hvad
+      aldrig var i min Tanke.
+ 32.  Se, derfor skal Dage komme, lyder det fra HERREN, da man ikke
+      mere skal sige Tofet og Hinnoms Søns Dal, men Morddalen, og man
+      skal jorde de døde i Tofet, fordi Pladsen ikke slår til.
+ 33.  Og dette Folks Lig skal blive Himmelens Fugle og Jordens Dyr til
+      Æde, og ingen skal skræmme dem bort.
+ 34.  Og i Judas Byer og på Jerusalems Gader gør jeg Ende på Fryderåb
+      og Glædesråb, Brudgoms Røst og Bruds Røst, thi Landet skal
+      lægges øde.
+
+Jeremias 8
+
+  1.  Til hin Tid, lyder det fra HERREN, skal man tage Judas kongers
+      ben, dets Fyrsters Ben, Præsternes, Profeternes og Jerusalems
+      Indbyggeres Ben ud af deres Grave
+  2.  og sprede dem for Sol og Måne og al Himmelens Hær, som de
+      elskede og dyrkede, holdt sig til, rådspurgte og tilbad; de skal
+      ikke samles og jordes, men blive til Gødning på Marken.
+  3.  Og Døden skal foretrækkes for Livet af hele den Rest, der er
+      tilbage af denne onde Slægt på alle de Steder, jeg driver dem
+      hen, lyder det fra Hærskarers HERRE.
+
+  4.  Og du skal sige til dem: Så siger HERREN: Mon man falder og ej
+      står op, går tilbage og ej vender om?
+  5.  Hvi falder da dette Folk i Jerusalem fra i evigt Frafald? De
+      fastholder Svig, vil ikke vende om igen.
+  6.  Jeg lytter, hører nøje efter: de taler ej Sandhed, ingen angrer
+      sin Ondskab og siger: "Hvad gjorde jeg!" Hver styrter frem i sit
+      Løb, som Hest stormer frem i Strid.
+  7.  Selv Storken oppe i Luften kender sin Tid, Turtelduen, Svalen og
+      Tranen holder den Tid, de skal komme; men mit Folk, de kender ej
+      HERRENs Ret.
+
+  8.  Hvor kan I sige: "Vi er vise, og hos os er HERRENs Lov!" Nej, de
+      skriftkloges Løgnegriffel virked i Løgnens Tjeneste.
+  9.  De vise skal blive til Skamme, ræddes og fanges. Se, HERRENs Ord
+      har de vraget, hvad Visdom har de?
+ 10.  Derfor giver jeg andre deres Kvinder, nye Herrer deres
+      Marker. Thi fra små til store søger hver eneste Vinding, de
+      farer alle med Løgn fra Profet til Præst.
+ 11.  De læger mit Folks Datters Brøst som den simpleste Sag, idet de
+      siger: "Fred, Fred!" skønt der ikke er Fred.
+ 12.  De skal få Skam, thi de har gjort vederstyggelige Ting, og dog
+      blues de ikke, dog kender de ikke til Skam. Derfor skal de falde
+      på Valen; på Hjemsøgelsens Dag skal de snuble, siger HERREN.
+ 13.  Jeg vil bjærge deres Høst, så lyder det fra HERREN, men
+      Vinstokken er uden Druer, Figentræet uden Figner, og Løvet er
+      vissent.
+
+ 14.  Hvorfor sidder vi stille? Flok jer dog sammen, lad os gå til de
+      faste Stæder og tilintetgøres der! Thi HERREN vor Gud
+      tilintetgør os, Gift er vor Drik, thi vi synded mod HERREN.
+ 15.  Man håber på Fred, men det bliver ej godt, på Lægedoms Tid, men
+      se, der er Rædsel.
+ 16.  Hans Hestes Fnysen høres fra Dan, ved Lyden af hans Hingstes
+      Vrinsken skælver alt Landet. De kommer og opæder Landet og dets
+      Fylde, Byen og dens Borgere.
+ 17.  Thi se, jeg sender imod jer Slanger; Basilisker, som ikke lader
+      sig besværge, bide jer skal de, lyder det fra HERREN.
+
+ 18.  Min Kvide er ikke til at læge, mit Hjerte er sygt.
+ 19.  Hør mit Folks Datters Skrig viden om fra Landet! Er HERREN da
+      ikke i Zion, har det ingen konge? Hvi krænked I mig med eders
+      Billeder, fremmed Tomhed?
+ 20.  Kornhøst er omme, Frugthøst endt, og vi er ej frelst!
+ 21.  Ved mit Folks Datters Sammenbrud er jeg brudt sammen, jeg
+      sørger, grebet af Rædsel.
+ 22.  Er der ikke Balsam i Gilead, ingen Læge der? Hvorfor heles da
+      ikke mit Folks Datters Sår?
+
+  1.  Ak, var mit Hoved Vand, mine Øjne en Tårekilde! Så græd jeg Dag
+      og Nat over mit Folks Datters slagne.
+
+Jeremias 9
+
+  2.  Ak, fandt jeg i Ørkenen et Herberg for vandringsmænd. Så drog
+      jeg bort fra mit Folk og gik fra dem. Thi Horkarle er de alle,
+      en svigefuld Bande;
+  3.  de spænder deres Tunges Bue. Løgn, ikke Sandhed råder i Landet;
+      thi de går fra Ondskab til Ondskab og kender ej mig, så lyder
+      det fra HERREN.
+  4.  Vogt eder hver for sin Næste, tro ingen Broder, thi hver Broder
+      er fuld af List, hver sværter sin Næste.
+  5.  De fører hverandre bag Lyset, taler ikke Sandhed: de øver Tungen
+      i Løgn, skejer ud, vil ej vende om,
+  6.  Voldsdåd Slag i Slag og Svig på Svig; de nægter at kendes ved
+      mig, så lyder det fra HERREN.
+  7.  Derfor, så siger Hærskarers HERRE: Se, jeg smelter og prøver
+      dem, ja, hvad må jeg dog gøre for mit Folks Datters Skyld!
+  8.  Deres Tunge er en morders Pil, deres Munds Ord Svig; med Næsten
+      taler de Fred, men i Hjertet bærer de Svig.
+  9.  Skal jeg ikke hjemsøge dem for sligt, så lyder det fra HERREN,
+      skal ikke min Sjæl tage Hævn over sligt et Folk?
+ 10.  Over Bjergene bryder jeg ud i Gråd og Klage, over
+      ØrkenensGræsgang i Klagesang. Thi de er afsvedet, mennesketomme,
+      der høres ej Lyd af Kvæg; Himlens Fugle og Dyrene flygtede bort.
+ 11.  Jerusalem gør jeg til Stenhob. Sjakalers Bolig, og Judas Byer
+      til Ørk, hvor ingen bor.
+
+ 12.  Hvem er viis nok til at fatte dette, og til hvem har HERRENs
+      Mund talet, så han kan sige det: Hvorfor er Landet lagt øde,
+      afsvedet som en Ørken, mennesketomt?
+ 13.  Og HERREN sagde: Fordi de forlod min Lov, som jeg forelagde dem,
+      og ikke hørte min Røst eller vandrede efter den,
+ 14.  men fulgte deres Hjertes Stivsind og Baalerne, som deres Fædre
+      lærte dem at kende,
+ 15.  derfor, så siger Hærskarers HERRE Israels Gud: Se, jeg giver
+      dette Folk Malurt at spise og Gift at drikke;
+ 16.  jeg spreder dem blandt Folk, som hverken de eller deres Fædre
+      før kendte til, og sender Sværdet efter dem, til jeg får gjort
+      Ende på dem.
+
+ 17.  Så siger Hærskarers HERRE, mærk jer det vel! Kald Klagekvinder
+      hid, lad dem komme, hent kyndige Kvinder, lad dem komme,
+ 18.  lad dem haste og istemme Klage over os! Vore Øjne skal rinde med
+      Gråd, vore Øjenlåg strømme med Vand.
+ 19.  Thi Klageråb høres fra Zion: "Hvor er vi dog hærgede, beskæmmede
+      dybt, fordi vi må bort fra Landet, thi de brød vore Boliger
+      ned."
+ 20.  Ja, hør, I Kvinder, mit Ord, eders Øre fange Ord fra min Mund,
+      og lær eders døtre Klage, hverandre Klagesang:
+ 21.  "Døden steg op i vore Vinduer; kom i Paladserne, udrydded Barnet
+      på Gaden, de unge på Torvene."
+ 22.  Sig: så lyder det fra HERREN: De døde Legemer faldt som Gødning
+      på Marken, som Skåret efter Høstmanden; ingen binder op.
+
+ 23.  Så siger HERREN: Den vise rose sig ikke af sin Visdom, den
+      stærke ikke af sin Styrke, den rige ikke af sin Rigdom;
+ 24.  men den, som vil rose sig, skal rose sig af at han har Forstand
+      til at kende mig, at jeg, HERREN, øver Miskundhed, Ret og
+      Retfærdighed på Jorden; thi i sådanne har jeg Behag, lyder det
+      fra HERREN.
+
+ 25.  Se, Dage skal komme, lyder det fra HERREN, da jeg hjemsøger alle
+      de omskårne, som har Forhud:
+ 26.  Ægypten, Juda, Edom, Ammoniterne, Moab og alle Ørkenboere med
+      rundklippet Hår; thi Hedningerne er alle uomskårne, men alt
+      Israels Hus har uomskåret Hjerte.
+
+Jeremias 10
+
+  1.  Hør det Ord HERREN taler til eder, Israels hus!
+  2.  Så siger HERREN: Væn eder ikke til Hedningernes Færd og frygt
+      ikke Himmelens Tegn, fordi Hedningerne frygter dem.
+  3.  Thi Folkenes Rædsel er Tomhed; thi det er Træ, fældet i Skoven,
+      et Værk, som Håndværkerhænder tilhugger med Økse:
+  4.  han smykker det med Sølv og Guld og fæster det med Søm og
+      Hammer, så det ikke vakler.
+  5.  De er som et Fugleskræmsel i Agurkhaven og kan ikke tale; de må
+      bæres, da de ikke kan gå. Frygt dem ikke, thi de gør intet ondt,
+      så lidt som de evner at gøre noget godt.
+  6.  Din Lige findes ikke, HERRE; stor er du og stort dit Navn i
+      Vælde.
+  7.  Hvo skulde ikke frygte dig, du Folkenes Konge! Thi sådant
+      tilkommer dig; thi blandt alle Folks Vismænd og i alle deres
+      Riger findes ikke din Lige.
+  8.  Alle sammen er de dumme og Tåber; Afgudernes Lærdom, den er Træ.
+  9.  Hamret Sølv, indført fra Tarsis, og Guld fra Ofir, et Værk af en
+      Håndværker og Guldsmedens Hænder! De er klædt i violet og rødt
+      Purpur; et Værk af kunstsnilde Folk er de alle.
+ 10.  Men HERREN er Gud i Sandhed, han er en levende Gud og en evig
+      Konge; for hans Vrede skælver Jorden, og Folkene udholder ikke
+      hans Harme.
+ 11.  Således skal I sige til dem: Guder, der ikke har skabt Himmel og
+      Jord, skal forsvinde fra Jorden og under Himmelen.
+ 12.  Han skabte Jorden i sin Vælde, grundfæstede Jorderig i sin
+      Visdom, og i sin Indsigt udspændte han Himmelen.
+ 13.  Når han løfter sin Røst, bruser Vandene i Himmelen, og han lader
+      Skyer stige op fra Jordens Ende, får Lynene til at give Regn og
+      sender Stormen ud af sine Forrådskamre.
+ 14.  Dumt er hvert Menneske, uden Indsigt; hver Guldsmed får Skam af
+      sit Billede; thi hvad han støber, er Løgn, og der er ikke Ånd i
+      den;
+ 15.  Tomhed er de, et dårende Værk; når deres Hjemsøgelses Tid
+      kommer, er det ude med dem.
+ 16.  Jakobs Arvelod er ikke som de; thi han har skabt alt, og Israel
+      er hans Arvelods Stamme; Hærskarers HERRE er hans Navn.
+
+ 17.  Tag din Bylt op fra Jorden, du, som sidder belejret!
+ 18.  Thi så siger HERREN: Se, denne Gang slynger jeg Landets
+      indbyggere bort og bringer dem i Trængsel, for at de kan bøde.
+ 19.  "Ve mig for min Brøst, mit Sår er svart! Men jeg siger: "Det er
+      min Smerte, den vil jeg bære."
+ 20.  Mit Telt er hærget og alle mine Teltreb sprængt, mine Børn går
+      fra mig, de er borte; mit Telt spænder ingen ud mer eller
+      opsætter Tæpperne.
+ 21.  Thi dumme er Hyrderne, HERREN søger de ikke, du er derfor til
+      intet, og hele deres Hjord er spredt.
+ 22.  Der lyder en Tidende, se, den kommer med vældigt Drøn fra
+      Nordens Land og gør Judas Byer til Ørk, til Sjakalers Bo.
+
+ 23.  Jeg ved, HERRE, at et Menneskes Vej ikke står til ham selv, og
+      at det ikke står til en Mand at vandre og styre sine Fjed.
+ 24.  Tugt os, HERRE, men med Måde, ikke i Vrede, for ikke at gøre os
+      færre!
+ 25.  Udøs din Vrede på Folk, som ikke kender dig, på Slægter, som
+      ikke påkalder dit Navn; thi de har opædt Jakob, tilintetgjort
+      det og lagt dets Bolig øde.
+
+Jeremias 11
+
+  1.  Det Ord, som kom til Jeremias fra Herren:
+  2.  Hør denne Pagts Ord og tal til Judas Mænd og Jerusalems. Borgere
+  3.  og sig: Så siger HERREN, Israels Gud: Forbandet være den, der
+      ikke hører denne Pagts Ord,
+  4.  som jeg bød eders Fædre holde, dengang jeg førte dem ud af
+      Ægypten, af Jernovnen, idet jeg sagde: "Hør min Røst og gør alt,
+      hvad jeg pålægger eder, så skal I være mit Folk, og jeg vil være
+      eders Gud
+  5.  og holde den Ed, jeg tilsvor eders Fædre om at give dem et Land,
+      der flyder med Mælk og Honning, som det nu er sket!" Og jeg
+      svarede: "Amen, HERRE!"
+  6.  Og HERREN sagde til mig: Udråb alle disse Ord i Judas Byer og på
+      Jerusalems Gader: Hør denne Pagts Ord og hold dem!
+  7.  Thi jeg besvor eders Fædre, dengang jeg førte dem ud af Ægypten,
+      ja til den Dag i Dag, årle og silde: "Hør min Røst!"
+  8.  Men de hørte ikke og bøjede ikke deres Øre, men fulgte alle
+      deres onde Hjertes Stivsind. Derfor bragte jeg over dem alle
+      denne Pagts Ord, som jeg havde pålagt dem at holde, men som de
+      ikke holdt.
+
+  9.  Og HERREN sagde til mig: Der er fundet en Sammensværgelse blandt
+      Judas Mænd og Jerusalems Borgere;
+ 10.  de er vendt tilbage til deres Forfædres Misgerninger, de, som
+      vægrede sig ved at høre mine Ord og holdt sig til fremmede Guder
+      og dyrkede dem; Israels Hus og Judas Hus har brudt den Pagt, jeg
+      sluttede med deres Fædre.
+ 11.  Derfor, så siger HERREN: Se, jeg sender en Ulykke over dem, som
+      de ikke kan slippe fra; og når de da råber til mig, vil jeg ikke
+      høre dem.
+ 12.  Da skal Judas Byer og Jerusalems Borgere gå hen og råbe til de
+      Guder, de tænder Offerild for; men de kan ikke frelse dem i
+      Nødens Stund.
+ 13.  Thi mange som dine Byer er dine Guder, Juda, og mange som
+      Gaderne i Jerusalem er Altrene, I har rejst for Skændselen,
+      Altrene til af tænde Offerild for Baal.
+ 14.  Men du må ikke gå i Forbøn for dette Folk eller frembære Klage
+      og Bøn for det; thi jeg hører ikke, når de råber til mig i
+      Nødens Stund.
+
+ 15.  Hvad vil min elskede i mit Hus, hun, som øved Svig? Kan Fedt og
+      helligt kød borttage din Ondskab, eller kan du reddes ved sligt?
+ 16.  Et grønt Oliventræ, skønt at skue, så kaldte HERREN dit
+      Navn. Under voldsom Buldren og Bragen afsved Ilden dets Løv og
+      brændte dets Grene.
+ 17.  Hærskarers HERRE, som plantede dig, truer dig med Ulykke til
+      Straf for det onde, Israels Hus og Judas Hus gjorde for at
+      krænke mig, idet de tændte Offerild for Baal.
+
+ 18.  HERREN lod mig det vide, derfor ved jeg det; da lod du mig se
+      deres Gerninger.
+ 19.  Og jeg var som et tålsomt Lam, der føres til Slagtning. Jeg
+      vidste ej af, at de tænkte på Rænker imod mig: "Lad os ødelægge
+      Træet i Blomst, udrydde ham af de levendes Land, så hans Navn ej
+      ihukommes mer."
+ 20.  Hærskarers HERRE, retfærdige Dommer, som prøver Nyrer og Hjerte,
+      lad mig skue din Hævn på dem, thi på dig har jeg væltet min Sag.
+
+ 21.  Derfor, så siger HERREN om Mændene i Anatot, som står mig efter
+      Livet og siger: "Du må ikke profetere i HERRENs Navn; ellers
+      skal du dø for vor Hånd"
+ 22.  derfor, så siger Hærskarers HERRE: Se, jeg, vil hjemsøge dem;
+      deres unge Mænd skal dø for Sværd, deres Sønner og Døtre af
+      Hunger;
+ 23.  der skal ikke levnes dem nogen Rest, thi jeg sender Ulykke over
+      Mændene i Anatot, når Året, de skal hjemsøges kommer.
+
+Jeremias 12
+
+  1.  Herre retten er din, når jeg trætter med dig om ret og dog må
+      jeg tale med dig om Ret. Hvi følger Lykken de gudløses Vej, hvi
+      er alle troløse trygge?
+  2.  Du planter dem, og de slår rod, de trives og bærer Frugt. De har
+      dig i Munden, men ikke i Hjertet.
+  3.  Du, HERRE, du kender mig, ser mig og prøver mit Hjertelag mod
+      dig. Riv dem bort som Får til Slagtning, vi dem til Blodbadets
+      Dag!
+  4.  (Hvor længe skal Landet sørge, al Markens Urter visne? For
+      indbyggernes Ondskabs Skyld omkommer Dyr og Fugle; thi man
+      siger: "Han skuer ikke, hvorledes det vil gå os.")
+
+  5.  "Når Fodgængere løber dig træt, hvor kan du da kappes med Heste?
+      Og er du ej tryg i et fredeligt Land, hvad vil du så gøre i
+      Jordans Stolthed"?
+  6.  Thi selv dine Brødre og din Faders Hus er troløse imod dig, selv
+      de skriger af fuld Hals efter dig; tro dem ikke, når de giver
+      dig gode Ord!"
+
+  7.  Mit Hus har jeg opgivet, bortstødt min Arvelod, givet min
+      elskede hen i hendes Fjenders Hånd.
+  8.  Min Arvelod blev for mig som en Løve i Skoven, den løftede
+      Røsten imod mig, derfor må jeg hade den.
+  9.  Er min Arvelod blevet mig en spraglet Fugl, omgivet af Fugle?
+      Lad alle de vilde Dyr samles, hent dem hid for af æde!
+ 10.  Hyrder i Mængde ødelægger min Vingård, nedtramper min Arvelod,
+      min yndige Arvelod gør de til øde Ørk;
+ 11.  de lægger den øde, den sørger øde for mit Åsyn. Hele Landet er
+      ødelagt, thi ingen brød sig om det.
+ 12.  Over alle Ørkenens nøgne Høje kom Hærværksmænd. Thi HERREN har
+      et Sværd; det fortærer alt fra den ene Ende af Landet til den
+      anden; intet Kød har Fred.
+ 13.  De såede Hvede og høstede Torne, sled til ingen Gavn og blev til
+      Skamme med deres Afgrøde for HERRENs glødende Vredes Skyld.
+
+ 14.  Så siger HERREN om alle mine onde Naboer, der rører den Arvelod,
+      jeg gav mit Folk Israel i Eje: Se, jeg rykker dem op af deres
+      Land, og Judas Hus rykker jeg op midt iblandt dem.
+ 15.  Men siden, når jeg har rykket dem op, forbarmer jeg mig atter
+      over dem og bringer dem hjem, hver til sin Arvelod og hver til
+      sit Land.
+ 16.  Hvis de da lærer mit Folks Veje, så de sværger ved mit Navn: "Så
+      sandt HERREN lever!" ligesom de lærte mit Folk at svæærge ved
+      Baal, skal de opbygges iblandt mit Folk.
+ 17.  Men hører de ikke, rykker jeg et sådant Folk helt op og
+      tilintetgør det, lyder det fra HERREN.
+
+Jeremias 13
+
+  1.  Således saghde Herren til mig: "Gå hen og køb dig et linned
+      bælte og bind det om din lænd, lad det ikke komme i vand!"
+  2.  Og jeg købte bæltet efter Herrens ord og bandt det om min lænd.
+  3.  Så kom HERRENs Ord atter til mig således:
+  4.  "Tag Bæltet, du købte og har om Lænden, og gå til Frat og gem
+      det der i eu Klipperevne!"
+  5.  Og jeg gik hen og gemte det ved Frat, som HERREN bød.
+  6.  Men lang Tid efter sagde HERREN til mig: "Gå til Frat og hent
+      Bæltet, jeg bød dig gemme der!"
+  7.  Og jeg gik til Frat og gravede Bæltet op, hvor jeg havde gemt
+      det: og se, Bæltet var ødelagt og duede ikke til noget.
+  8.  Og HERRENs Ord kom til mig således:
+  9.  Så siger HERREN: Således vil jeg ødelægge Judas og Jerusalems
+      store Herlighed.
+ 10.  Dette onde Folk, som vægrer sig ved at høre mine Ord og vandrer
+      i deres Hjertes Stivsind og holder sig til andre Guder og dyrker
+      og tilbeder dem, skal blive som dette Bælte, der ikke duer til
+      noget.
+ 11.  Thi som Bæltet slutter sig tæt til en Mands Lænd, således har
+      jeg sluttet hele Israels Hus og hele Judas Hus tæt til mig,
+      lyder det fra HERREN, for at de skulde være mit Folk og blive
+      mig til Navnkundigbed, Pris og Ære; men de hørte ikke.
+
+ 12.  Og du skal sige til dette Folk: Så siger HERREN, Israels Gud:
+      Enhver Vindunk fyldes med Vin! Og siger de til dig: "Skulde vi
+      ikke vide, at enhver Vindunk fyldes med Vin?"
+ 13.  så svar dem: Så siger HERREN: Se, jeg vil fylde alle dette Lands
+      Indbyggere, Kongerne, der sidder på Davids Trone, Præsterne,
+      Profeterne og alle Jerusalems Borgere, så de hliver drukne;
+ 14.  og jeg knuser dem mod hinanden, både Fædre og Sønner, lyder det
+      fra HERREN; uden Skånsel, Medynk og Barmhjertighed ødelægger jeg
+      dem.
+
+ 15.  Hør og lyt uden Hovmod, thi HERREN taler.
+ 16.  Lad HERREN eders Gud få Ære, før det mørkner, før I støder eders
+      Fødder på Skumringsbjerge, så I må bie på Lys, men han gør det
+      til Mulm, han gør det til Mørke.
+ 17.  Men dersom I ikke hører, da græder min Sjæl i Løn for Hovmodets
+      Skyld, den fælder så bitre Tåmer; mit Øje rinder med Gråd, thi
+      HERRENs Hjord føres bort.
+
+
+ 18.  Sig til Kongen og til Herskerinden: "Tag lavere Sæde, thi af
+      eders Hoved faldt den dejlige Krone."
+ 19.  Sydlandets Byer er lukkede, ingen lukker op, hele Juda er
+      bortført til sidste Mand.
+ 20.  Løft dine Øjne og se dem komme fra Nord! Hvor er den Hjord, du
+      fik, dine dejlige Får?
+ 21.  Hvad vil du sige, når du får dem til Herrer, hvem du lærte at
+      komme til dig som Venner? Vil ikke Veer da gribe dig som Kvinde
+      i Barnsnød?
+ 22.  Og siger du i dit Hjerte: "Hvi hændtes mig dette?" For din svare
+      Skyld blev dit Slæb løftet op, dine Hæle skændet.
+ 23.  Hvis en Neger kunde skifte sin Hud, en Panter sine Striber, så
+      kunde og I gøre godt, I Mestre i ondt!
+ 24.  Jeg spreder dem som Strå, der flyver for Ørkenens Vind:
+ 25.  det er din Lod, din tilmålte Del fra mig, så lyder det fra
+      HERREN, fordi du lod mig gå ad Glemme og stoled på Løgn.
+ 26.  Ja, dit Slæb slår jeg over dit Ansigt, din Skam skal ses,
+ 27.  dit Ægteskabsbrud og din Vrinsken, din skamløse Utugt; på Højene
+      og ude på Marken så jeg dine væmmelige Guder. Ve dig, Jerusalem,
+      du bliver ej ren hvor længe endnu?
+
+Jeremias 14
+
+  1.  HERRENs Ord, som kom til Jeremias om tørken.
+  2.  Juda sørger; dets Porte vansmægter sørgeklædt i Støvet,
+      Jerusalems Skrig stiger op,
+  3.  og dets Stormænd sender deres Drenge efter Vand, de kommer til
+      Brønde, men finder ej Vand, vender hjem med tomme Spande, med
+      Skam og Skændsel og tilhyllet Hoved.
+  4.  Over Jorden, som revner af Angst, da Regn ej falder i Landet, er
+      Bønderne beskæmmede, tilhyller Hovedet.
+  5.  Selv Hinden på Marken forlader sin nyfødte Kalv, thi Græs er der
+      ikke.
+  6.  På nøgne Høje står Vildæsler og snapper efter Luft som Sjakaler,
+      deres Øjne vansmægter, thi Grønt er der ikke.
+
+  7.  Vidner vore Synder imod os, HERRE, grib så for dit Navns Skyld
+      ind! Thi mange Gange faldt vi fra, mod dig har vi syndet.
+  8.  Du Israels Håb og Frelser i Nødens Stund! Hvorfor er du som
+      fremmed i Landet, som en Vandringsmand, der kun søger Nattely?
+  9.  Hvorfor er du som en rådvild Mand, som en Helt, der ikke kan
+      frelse? Du er dog i vor Midte, HERRE, dit Navn er nævnet over
+      os, så lad os ej fare!
+
+ 10.  Så siger HERREN til dette Folk: De elsker at flakke omkring og
+      sparer ej Fødderne, men ejer ikke HERRENs Behag. Han ihukommer
+      nu deres Brøde, hjemsøger deres Synder.
+
+ 11.  Og HERREN sagde til mig: "Bed ikke om Lykke for dette Folk!
+ 12.  Når de faster, hører jeg ikke deres Klage, og når de ofrer
+      Brændoffer og Afgrødeoffer, har jeg ikke Behag i dem; nej, med
+      Sværd, Hunger og Pest vil jeg gøre Ende på dem!"
+ 13.  Da sagde jeg: "Ak, Herre, HERRE! Profeterne siger jo til dem: I
+      skal ikke se Sværd, og Hungersnød skal ikke komme over eder, thi
+      tryg Fred giver jeg eder på dette Sted."
+ 14.  HERREN svarede: "Profeterne profeterer Løgn i mit Navn; jeg har
+      ikke sendt dem eller givet dem noget Bud eller talet til
+      dem. Løgnesyner og falsk Spådom og deres Hjertes Bedrag er det,
+      de profeterer for eder!
+ 15.  Derfor, så siger HERREN til Profeterne, der profeterer i mit
+      Navn, skønt jeg ikke har sendt dem, og som siger, at der ikke
+      skal komme Sværd eller Hunger i dette Land: Disse Profeter skal
+      omkomme ved Sværd og Hunger;
+ 16.  og folket, de profeterer for, skal slænges hen på Jerusalems
+      Gader for Hunger og Sværd, og ingen skal jorde dem, hverken dem
+      eller deres Hustruer, Sønner eller Døtre. Jeg udøser deres
+      Ondskab over dem."
+
+ 17.  Og du skal sige dette Ord til dem: Mine Øjne skal rinde med Gråd
+      ved Nat og ved Dag og aldrig høre op; thi mit Folks jomfruelige
+      Datter ligger lemlæstet hårdt, Såret er såre svart.
+ 18.  Hvis jeg går ud på Marken, se sværdslagne Mænd, og kommer jeg
+      ind i Byen, se Hungerens Kvaler! Thi både Profet og Præst drager
+      bort til et Land, de ej kender.
+
+ 19.  Har du ganske vraget Juda, væmmes din Sjæl ved Zion? Hvorfor har
+      du slået os, så ingen kan læge? Man håber på Fred, men det
+      bliver ej godt, på Lægedoms Tid, men se, der er Rædsel.
+ 20.  Vi kender vor Gudløshed, HERRE, vore Fædres Brøde, thi vi synded
+      mod dig.
+ 21.  Bortstød os ikke for dit Navns Skyld, vanær ej din Herligheds
+      Trone, kom i Hu og bryd ej din Pagt med os!
+ 22.  Kan blandt Hedningeguderne nogen sende Regn, giver Himlen Nedbør
+      af sig selv? Er det ikke dig, o HERRE vor Gud? Så bier vi på
+      dig, thi du skabte alt dette.
+
+Jeremias 15
+
+  1.  Da sagde HERREN til mig: Om så Moses og Samuel stod for mit
+      Åsyn, vilde mit Hjerte ikke vende sig til dem. Jag dette Folk
+      bort fra mit Åsyn!
+  2.  Og når de spørger dig: "Hvor skal vi gå hen?" så svar dem: Så
+      siger HERREN: Hvo Dødens er, til Død, hvo Sværdets er, til
+      Sværd, hvo Hungerens er, til Hunger, hvo Fangenskabets er, til
+      Fangenskab!
+  3.  Jeg sætter fire Magter over dem, lyder det fra HERREN: Sværdet
+      til at slå ihjel, Hundene til at slæbe bort, Himmelens Fugle og
+      Jordens Dyr til at æde og ødelægge.
+  4.  Jeg gør dem til Rædsel for alle Jordens Riger for Ezekiass Søns,
+      Kong Manasse af Judas, Skyld, for alt, hvad han gjorde i
+      Jerusalem.
+
+  5.  Hvo føler, Jerusalem, for dig, hvo ynker dig vel, hvo bøjer af
+      fra Vejen og spørger til dig?
+  6.  Du vragede mig, så lyder def fra HERREN; du veg bort. Jeg
+      udrækker Hånden, udsletter dig, træt af at ynkes.
+  7.  Med Kasteskovl kaster jeg dem i Landets Porte, mit Folk gør jeg
+      barnløst og til intet; de vendte ej om.
+  8.  Flere end Havets Sandskorn bliver deres Enker. Jeg sender over
+      Ynglingens Moder ved Middag en Hærger, brat lader jeg Angst og
+      Rædsel falde på hende.
+  9.  Syvsønnemoder vansmægter, opgiver Ånden, hendes Sol går alt ned
+      ved Dag, hun beskæmmes og blues. De overblevne giver jeg til
+      Sværdet for Fjendernes Øjne, lyder det fra HERREN.
+
+ 10.  Ve mig, min Moder, at du fødte mig, en Tvistens og kivens Mand
+      for Alerden ! Jeg gav eller modtog ej Lån, og de bander mig
+      alle.
+ 11.  HERREN sagde: Sandelig, jeg løser dig, at det må gå dig
+      vel. Sandelig, jeg lader Fjenden bønfalde dig i Ulykkens og
+      Trængselens Tid.
+ 12.  Sønderbryder man Jern, Jern fra Norden, og kobber?
+ 13.  Din Rigdom og dine Skatte giver jeg hen til Rov, ikke for
+      Betaling, men til Straf for alle dine Synder i alle dine
+      Landemærker;
+ 14.  jeg lader dig trælle for dine Fjender i et Land, du ikke kender,
+      thi Ild luer op i min Vrede; den brænder mod eder.
+ 15.  Du kender det, HERRE, kom mig i Hu, tag dig af mig; hævn mig på
+      dem, som forfølger mig, vær ikke langmodig, så jeg rives bort!
+      Vid, at for din Skyld bærer jeg Hån
+ 16.  fra dem, der lader hånt om dit Ord; ryd dem ud!"  Men mig blev
+      dit Ord til Fryd og til Hjertens Glæde; thi dit Navn er nævnet
+      over mig, HERRE, Hærskarers Gud.
+ 17.  Ikke sad jeg og jubled i glades Lag; grebet af din Hånd sad jeg
+      ene, thi du fyldte mig med Harme.
+ 18.  Hvorfor er min Smerte evig, ulægeligt mit Sår? Det vil ikke
+      læges. Du blev mig som en skuffende Bæk, som Vand, der sviger.
+
+ 19.  Derfor så siger Herren: Omvender du dig, vil jeg omvende dig, så
+      du står for mit Åsyn; giver du det ædle, ej det uædle, Vækst,
+      skal du være som min Mund. De skal vende om til dig, du ikke til
+      dem.
+ 20.  Jeg gør dig for dette Folk til en Kobbermur, ingen kan storme;
+      de skal kæmpe mod dig, men ikke få Overhånd over dig, thi jeg er
+      med dig for at frelse og redde dig, lyder det fra HERREN.
+ 21.  Jeg redder dig af ondes Vold og frier dig af Voldsmænds Hånd.
+
+Jeremias 16
+
+  1.  HERRENs Ord kom til mig således
+  2.  Du skal ikke tage dig en Hustru og ikke have Sønner eller Døtre
+      på dette Sted.
+  3.  Thi så siger HERREN om de Sønner og Døtre, der fødes på dette
+      Sted, og om Mødrene, som føder dem, og Fædrene, som avler dem i
+      dette Land:
+  4.  En smertefuld Død skal de dø; der skal ikke holdes Dødeklage
+      over dem, og de skal ikke jordes; til Gødning på Marken skal de
+      blive. De skal omkomme ved Sværd og Hunger; deres Lig skal være
+      Hinmmmmelens Fugle og Jordens Dyr til Æde.
+
+  5.  Thi så sigem HERREN: Kom ikke i Sorgens Hus, gå ikke til Klage,
+      vis dem ikke Medynk, thi jeg lager min Fred fra dette Folk,
+      lyder det fra HERREN, både Nåde og Barmhjerlighed;
+  6.  og store og små skal dø i dette Land og ikke jordes. De skal
+      ikke holde Dødeklage eller ridse Huden eller klippe sig for
+      deres Skyld,
+  7.  bryde Brød til en, der har Sorg, til Trøst for den døde, eller
+      kvæge ham med Trøstebæger for Fader og Moder.
+  8.  Og kom ikke i et Gildehus for at sidde iblandt dem og spise og
+      drikke;
+  9.  thi så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Se, for eders Øjne
+      og i eders Dage gør jeg på dette Sted Ende på Fryderåb og
+      Glædesråb, Brudgoms Røst og Bruds Røst.
+
+ 10.  Når du forkynder dette Folk alle disse Ord, og de siger til dig:
+      "Hvorfor udtaler HERREN al den store Ulykke over os, og hvad er
+      det for en Brøde og Synd, vi har gjort mod HERREN vor Gud?"
+ 11.  svar dem så: Fordi eders Fædre forlod mig, lyder det fra HERREN,
+      og holdt sig til andre Guder og dyrkede og tilbad dem; mig
+      forlod de og holdt ikke min Lov;
+ 12.  og I bærer eder værre ad end eders Fædre, thi se, I vandrer hver
+      efter sit onde Hjertes Stivsind uden at høre mig;
+ 13.  derfor slænger jeg eder bort fra dette Land til et Land, I ikke
+      kender, så lidt som eders Fædre, og der skal I dyrke andre Guder
+      både bag og Nat; thi jeg vil ikke give eder Nåde.
+
+ 14.  Se, derfor skal Dage komme, lyder det fra HERREN, da det ikke
+      mere hedder: "Så sandt HERREN lever, der førte Israeliterne op
+      fra Ægypten!"
+ 15.  men: "Så sandt HERREN lever, der førte Israeliterne op fra
+      Nordens Land og alle de Lande, til hvilke han havde stødt dem
+      bort!" Og jeg fører dem hjem til deres Land, som jeg gav deres
+      Fædre.
+
+ 16.  Se, jeg sender Bud efter Fiskere i Mængde, lyder det fra HERREN,
+      og de skal fiske dem; og siden sender jeg Bud efter Jægere i
+      Mængde, og de skal jage dem fra hvert Bjerg, hver Høj og
+      Klippernes Kløfter.
+ 17.  Thi mine Øjne er rettet på alle deres Veje; de er ikke skjult
+      for mig, og deres Brøde er ikke dulgt for mine Øjne.
+ 18.  Og først giver jeg dem tvefold Gengæld for deres Brøde og Synd,
+      fordi de vanhelligede mit Land med deres væmmelige Guders Ådsler
+      og fyldte min Arvelod med deres Vederstyggeligheder.
+
+ 19.  Herre, min Styrke, mit Værn, min Tilflugt i Nødens Stund! Til
+      dig skal Folkeslag komme fra den vide Jord og sige: "Vore Fædre
+      arved kun Løgn, Afguder, ingen af dem hjælper.
+ 20.  Kan et Menneske lave sig Guder? De er dog ikke Guder!"
+
+ 21.  Se, derfor lader jeg dem mærke, denne Gang lader jeg dem mærke
+      min Hånd og min Styrke; og de skal kende, at mit Navn er HERREN.
+
+Jeremias 17
+
+  1.  Optegnet er Judas Synd med med griffel af jern, med Diamantspids
+      ristet i deres Hjertes Tavle og på deres Altres Horn,
+  2.  når Sønnerne kommner deres Altre og Asjerer i Hu, på alle grønne
+      Træer, på de høje Steder,
+  3.  på Bjergene på Marken. Din Rigdom, alle dine Skatte giver jeg
+      hen til Rov til Løn for din Synd, så langt dine Grænser når.
+  4.  Din Hånd må slippe din Arvelod, den, jeg gav dig. Jeg lader dig,
+      trælle for Fjender i et ukendt Land, thi Ild luer op i min
+      Vrede, den brænder evigt.
+
+  5.  Så siger HERREN: Forbandet være den Mand, som stoler på
+      Mennesker, og som holder Kød for sin Arm, hvis Hjerte viger fra
+      HERREN.
+  6.  Han bliver som Ødemarkens Ene og får ej Lykke at se; han bor i
+      glødende Ørk, i Saltland, hvor ingen fæster Bo.
+  7.  Velsignet være den Mand, som stoler på HERREN, og hvis Tillid
+      HERREN er.
+  8.  Han bliver somn et Træ, der er plantet ved Vand, og strækker
+      sine Rødder til Bækken, ej ængstes, når Heden komnmer, hvis Løv
+      er frodig grønt, som ej ængstes i Tørkens År eller ophører med
+      at bære Frugt.
+
+  9.  Hjertet er svigefuldt fremfor alt, det er sygt, hvo kender det?
+ 10.  Jeg, HERREN, jeg ransager Hjerte og prøver Nyrer for at gengælde
+      hver hans Færd, hans Gerningers Frugt.
+
+ 11.  Som en Agerhømme på Æg, den ikke har lagt, er den, der vinder
+      Rigdom med Uret; han må slippe den i Dagenes Hælvt og slår ved
+      sin Død som en Dåre.
+
+ 12.  En Herlighedstrone, en urgammel Høj er vor Helligdoms Sted.
+ 13.  HERRE, du Israels Håb, enhver, der forlader dig, får Skam; de,
+      der falder fra dig, skal udryddes af Landet, thi HERREN, er
+      Kilden med levende Vand, forlod de.
+
+ 14.  Læg mig, HERRE, så jeg læges, frels du mig, så jeg frelses, thi
+      du er min Ros.
+ 15.  Se, de andre siger til mig: "Hvor er HERRENs Ord? Lad det
+      konmme!"
+ 16.  Jeg vægred mig ej ved at være Hyrde i dit Spor", begæred ej
+      heller Ulykkens Dag, du ved det; hvad der udgik fra mine Læber,
+      er for dit Åsyn.
+ 17.  Bliv ikke en Rædsel for mig, du min Tilflugt på Ullykkens Dag.
+ 18.  Lad Forfølgerne beskæmmes, lad ej mig beskæmmes, lad dem
+      forfærdes, lad ej mig forfærdes; send over dem Ulykkens Dag,
+      knus dem og gentag Slaget!
+
+ 19.  Således sagde HERREN til mig: Gå hen og stil dig i Folkets
+      Sønners Port, ad hvilken Judas Konger går ind og ud, og i alle
+      Jerusalemns Porte
+ 20.  og sig til dem: Hør HERRENS Ord, I Judas Konger og hele Juda og
+      alle Jerusalems Borgere, som går ind ad disse Porte!
+ 21.  Så siger HERREN: Vogt eder for eders Sjæles Skyld, at I ikke
+      bærer Byrder ind gennem Jerusalems Porte på Sabbatsdagen!
+ 22.  Bring ingen Byrde ud af eders Huse på Sabbatsdagen og gør intet
+      Arbejde, men hold Sabbalsdagen hellig, som jeg bød eders Fædre.
+ 23.  De hørte ikke og bøjede ikke deres Øre, men gjorde Nakken stiv
+      for ikke at høre eller tage ved Lære.
+ 24.  Men hvis I hører mig, lyder det fra HERREN, så I ikke bringer
+      nogen Byrde ind gennem denne Bys Porte på Sabbatsdagen, men
+      holder den hellig og ikke gør noget Arbejde på den,
+ 25.  så skal Konger og Fyrster, som sidder på Davids Trone, drage ind
+      ad denne Bys Porte med Vogne og Heste, de og deres Fyrster,
+      Judas Mænd og Jerusalems Borgere, og denne By skal stå til evig
+      Tid.
+ 26.  Og fra Judas Byer, fra Jerusalems Omegn, fra Benjamins Land, fra
+      Lavlandet, Bjergene og Sydlandet skal man komme og bringe
+      Brændoffer, Slagtoffer, Afgrødeoffer og Røgelse og Takoffer til
+      HERRENs Hus.
+ 27.  Men hvis I ikke hører mit Ord om at holde Sabbatsdagen hellig og
+      om ikke at bære nogen Byrde ind gennem Jerusalems Porte på
+      Sabbatsdagen, så sætter jeg Ild på dets Porle, og den skal
+      fortære Jerusalems Paladser uden at slukkes.
+
+Jeremias 18
+
+  1.  Det Ord, som kom til Jeremmas fra Herren
+  2.  "Gå ned til pottemagerens Hus! Der skal du få mine Ord at høre."
+  3.  Så gik jeg ned til Pottemagerens Hus, og se, han var i Arbejde
+      ved Drejeskiven.
+  4.  Og når et Kar, han arbejdede på, mislykkedes, som det kan gå med
+      Leret i Pottemagerens Hånd, begyndte han igen og lavede det om
+      til et andet, som han nu vilde have det gjort.
+  5.  Da kom HERRENs Ord til mig:
+  6.  Skulde jeg ikke kunne gøre med eder, Israels Hus, som denne
+      Pottemager?  lyder det fra HERREN. Se, som Leret i Pottemagerens
+      Hånd er I i min Hånd, Israels Hus.
+  7.  Snart truer jeg et Folk og et Rige med at rykke detop, nedbryde
+      og ødelægge det;
+  8.  men når det Folk, jeg har truet, omvender sig fra sin Ondskab,
+      angrer jeg det onde, jeg tænkte at gøre det.
+  9.  Og snart lover jeg et Folk og et Rige at opbygge og planle det;
+ 10.  men gør det så, hvad der er ondt i mine Øjne, idet det ikke
+      hører min Røst, angrer jeg det gode, jeg havde lovet at gøre
+      det.
+ 11.  Og sig nu til Judas Mænd og Jerusalems Borgere: Så siger HERREN:
+      Se, jeg skaber eder en Ulykke og udtænker et Råd imod eder; vend
+      derfor om, hver fra sin onde Vej, og bedrer eders Veje og eders
+      Gerninger.
+ 12.  Men de svarer: "Nej! Vi vil følge vore egne Tanker og gøre hver
+      efter sit onde Hjertes Stivsind."
+
+ 13.  Derfor, så siger HERREN: Spørg dog rundt blandt Folkene: Hvo
+      hørte mon sligt? Grufulde Ting har hun øvet, Israels Jomfru.
+ 14.  Forlader Libanons Sne den Almægtiges klippe, eller udtørres
+      Bjergenes kølige, rislende Vande,
+ 15.  siden mit Folk har glemt mig og ofrer til Løgn? De snubler på
+      deres Veje, de ældgamle Spor, og vandrer ad Stier, en Vej, der
+      ikke er højnet,
+ 16.  for at gøre deres Land til Gru, til evig Spot; hver farende Mand
+      skal grue og ryste på Hovedet.
+ 17.  Som en Østenstorm splitter jeg dem for Fjendens Ansigt, jeg
+      viser dem Ryg, ej Åsyn på Vanheldets Dag.
+
+ 18.  De sagde: Kom, vi spinder Rænker imod Jeremias! Thi ej glipper
+      Loven for Præsten, ej Rådet for den vise, ej Ordet for
+      Profeten. Kom, lad os slå ham med Tungen og lure på alle hans
+      Ord!"
+ 19.  Lyt, o Herre, til mig og hør min Modparts Ord!
+ 20.  Skal godt gengældes med ondt? De grov jo min Sjæl en Grav. Kom i
+      Hu, at jeg stod for dit Åsyn for at tale til Bedste for dem og
+      vende din Vrede fra dem!
+ 21.  Giv derfor deres Sønner til Hunger, styrt dem i Sværdets Vold;
+      Barnløshed og Enkestand ramme deres Kvinder, deres Mænd vorde
+      slagne af Døden, deres ungdom sværdslagne i Krig;
+ 22.  lad der høres et Skrig fra Husene, når du lader en Mordbande
+      brat komme over dem. Thi de grov en Grav for at fange mig og
+      lagde Snarer for min Fod.
+ 23.  Ja du, o HERRE, du kender alle deres Dødsråd imod mig. Tilgiv
+      ikke deres Brøde, slet ikke deres Synd for dit Åsyn, lad dem
+      komme til Fald for dit Åsyn, få med dig at gøre i din Vredes
+      Stund!
+
+Jeremias 19
+
+  1.  Således sagde HERREN: Gå hen og køb dig et krus hos
+      pottemageren, tag nogle af Folkets og Præsternes Ældste med
+  2.  og gå ud i Hinnoms Søns Dal ved Indgangen til Potteskårporten og
+      udråb der de Ord, jeg taler til dig!
+  3.  Du skal sige: Hør HERRENs Ord, Judas Konger og Jerusalems
+      Borgere: Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Se, jeg sender
+      over dette Sted en Ulykke, så det skal ringe for Ørene på
+      enhver, der hører derom,
+  4.  fordi de forlod mig og gjorde dette Sted fremmed og tændte
+      Offerild der for andre Guder, som hverken de eller deres Fædre
+      før kendte til, og Judas Konger fyldte dette Sted med skyldfries
+      Blod,
+  5.  og de byggede Baalshøjene for at brænde deres Børn i Ild som
+      Brændofre til Baal, hvad jeg ikke havde påbudt eller talt om, og
+      hvad aldrig var opkommet i min Tanke.
+  6.  Se, derfor skal Dage komme, lyder det fra HERREN, da dette Sted
+      ikke mere skal hedde Tofet og Hinnoms Søns Dal, men Morddalen.
+  7.  Jeg gør Juda og Jerusalem rådvilde på dette Sted og lader dem
+      falde for Sværdet for deres Fjenders Øjne og for deres Hånd, som
+      står dem efter Livet, og jeg giver Himmelens Fugle og Jordens
+      Dyr deres Lig til Føde.
+  8.  Jeg gør denne By til Gru og Spot; alle, der komnmer forbi, skal
+      grue og spotte over alle dens Sår.
+  9.  Jeg lader dem æde deres Sønners og Døtres Kød, den ene skal æde
+      den andens Kød under Belejringen og den Trængsel, deres Fjender
+      og de, der står dem efter Livet, volder dem.
+ 10.  Knus så Kruset i de Mænds Påsyn, der følger med dig,
+ 11.  og sig til dem: Så siger Hærskarers HERRE: Jeg vil knuse dette
+      Folk og denne By, som man knuser et Lerkar, så det ikke kan
+      heles igen. De døde skal jordes i Tofet, fordi Pladsen til at
+      jorde på ikke slår til.
+ 12.  Således vil jeg gøre med dette Sted og dets indbyggere, lyder
+      det fra HERREN, idet jeg gør denne By til et Tofet:
+ 13.  Jerusalems og Judas Kongers Huse skal blive urene som Tofets
+      Sted, alle de Huse, på hvis Tage de tændte Offerild for al
+      Himmelens Hær og udgød Drikofre for andre Guder.
+
+ 14.  Derpå gik Jerenmias fra Tofet, hvorhen HERREN havde sendt ham
+      for at profetere, og stod frenm i Forgården til HERRENs Hus og
+      sagde til alt Folket:
+
+ 15.  Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Se, over denne By og
+      alle Byerne, der hører til den, sender jeg al den Ulykke, jeg
+      har truet den med, fordi de gjorde Nakken stiv og ikke hørte
+      mine Ord.
+
+Jeremias 20
+
+  1.  Da præsten Pasjhur, Immers søn, der var overopsynsmand i HERRENs
+      Hus, hørte Jeremias profetere således,
+  2.  slog han ham og lod ham lægge i Blokken i den øvre Benjaminsport
+      i HERRENs Hus.
+  3.  Men da Pasjhur Dagen efter slap Jeremias ud af Blokken, sagde
+      Jeremias til ham: HERREN kalder dig ikke Pasjhur, men:
+      Trindt-om-er-Rædsel.
+  4.  Thi så siger HERREN: Se, jeg gør dig til Rædsel for dig selv og
+      for alle dine Venner; de skal falde for deres Fjenders Sværd, og
+      dine Øjne skal se det. Og hele Juda giver jeg i Babels Konges
+      Hånd; han skal føre dem til Babel og hugge dem ned med Sværdet.
+  5.  Og jeg giver alt denne Bys Gods og al dens Velstand og alle dens
+      koslelige Ting og alle Judas Kongers Skatte i deres fjenders
+      Hånd; de skal rane dem og tage dem og føre dem til Babel.
+  6.  Og du Pasjhur og alle, der bor i dit Hus, skal gå i
+      Fangenskab. Du skal komme til Babel; der skal du dø, og der skal
+      du jordes sammen med alle dine Venner, for hvem du har
+      profeteret Løgn.
+
+  7.  Du overtalte mig, HERRE, og jeg lod mig overtale, du tvang mig
+      med Magt.  Dagen lang er jeg til Latter, mig håner enhver.
+  8.  Thi så tit jeg faler, må jeg skrige, råbe: "Vold og Overfald!"
+      Thi HERRENs Ord er mig Dagen lang til Skændsel og Spot.
+  9.  Men tænkte jeg: "Ej vil jeg mindes ham, ej tale mer i hans
+      Navn," da blev det som brændende Ild i mit indre, som brand i
+      mine Ben; jeg er træt, jeg kan ikke mere, jeg evner det ej;
+ 10.  thi jeg hører mange hviske, trindt om er Rædsel: "Angiv ham!"
+      og: "Vi vil angive ham!" Alle mine Venner lurer på et Fejltrin
+      af mig: "Måske går han i Fælden, så vi får ham i vor Magt, og da
+      kan vi hævne os på ham!"
+ 11.  Men HERREN er med mig som en vældig Helt; derfor skal de, som
+      forfølger mig, snuble i Afmagt, højlig beskæmmes, thi Heldet
+      svigter dem, få Skændsel, der aldrig glemmes.
+ 12.  Du Hærskarers HERRE, som prøver den retfærdige, gennemskuer
+      Nyrer og Hjerte, lad mig skue din Hævn på dem, thi på dig har
+      jeg væltet min Sag.
+
+ 13.  Syng for HERREN, lovpris HERREN! Thi han redder den fattiges
+      Sjæl af de ondes Hånd.
+
+ 14.  Forbandet være den Dag, på hvilken jeg fødtes; den Dag, min
+      Moder fødte mig, skal ikke velsignes.
+ 15.  Forbandet den Mand, som bragte min Fader det Bud: "Et Barn, en
+      Dreng er født dig!" og glæded ham såre.
+ 16.  Det gå den Mand som Byerne, HERREN omstyrted uden Medynk; han
+      høre Skrig ved Gry, Kampråb ved Middagstide.
+ 17.  At han ej lod mig dø i Moders Liv, så min Moder var blevet min
+      Grav og hendes Moderliv evigt svangert!
+ 18.  Hvi kom jeg af Moders Liv, når jeg kun skulde opleve Møje og
+      Harm, mine Dage svinde i Skam!.
+
+Jeremias 21
+
+  1.  Det Ord, som kom til Jeremias fra Herren, da kong Zedekias
+      sendte Pasjhur, Malkias Søn, og Præsten Zefanja, Maasejas Søn,
+      til ham og lod sige:
+  2.  "Rådspørg HERREN for os, thi kong Nebukadrezar af Babel angriber
+      os; måske vil HERREN handle med os efter alle sine
+      Undergerninger, så Nebukadrezar drager bort fra os."
+  3.  Jeremias svarede dem: "Sig til Zedekias:
+  4.  Så siger HERREN, Israels Gud: Se, Våbnene i eders Hånd, med
+      hvilke I uden for Muren kæmper mod Babels Konge og Kaldæerne,
+      der belejrer eder, dem driver jeg tilbage og samler dem midt i
+      denne By;
+  5.  og jeg vil selv kæmpe mod eder med utdrakt Hånd og stærk Arm, i
+      Vrede og Harme og stor Fortørnelse;
+  6.  og jeg slår denne Bys Indbyggere, ja både Folk og Fæ, med
+      voldsom Pest, så de dør.
+  7.  Og siden, lyder det fra HERREN, giver jeg Kong Zedekias af Juda
+      og hans Tjenere og Folket, der levnes i denne By af Pesten,
+      Sværdet og Hungeren, i Kong Nebukadrezar af Babels og i deres
+      Fjenders Hånd, og i deres Hånd, som står dem efter Livet; de
+      skal hugge dem ned med Sværdet, og jeg vil ikke ynkes over dem
+      eller vise Skånsel eller Barmhjertighed!"
+  8.  Og sig til dette Folk: "Så siger HERREN: Se, jeg forelægger eder
+      Livets Vej og Dødens Vej.
+  9.  Den, som bliver i denne By, skal dø ved Sværd, Hunger og Pest:
+      men den, som går ud og overgiver sig til Kaldæerne, der belejrer
+      eder, skal leve og vinde sit Liv som Bytte,
+ 10.  Thi jeg retter mit Åsyn mod denne By til Ulykke og ikke til
+      Lykke, lyder det fra HERREN; i Babels Konges Hånd skal den
+      gives, og han skal opbrænde den med Ild."
+
+ 11.  Og sig til Judas Konges Hus: Hør HERRENs Ord,
+ 12.  Davids Hus! Så siger HERREN: Hold årle retfærdig Dom, fri den,
+      som er plyndret, af Voldsmandens Hånd, at ikke min Vrede slår ud
+      som Ild og brænder, så ingen kan slukke, for eders onde
+      Gerningers Skyld.
+
+ 13.  Se, jeg kommer over dig, du By i Dalen, du Slettens Klippe,
+      lyder det fra HERREN, I, som siger: "Hvo falder over os, hvo
+      trænger ind i vore Boliger?"
+ 14.  Efter eders Gerningers Frugt hjemsøger jeg jer, lyder det fra
+      HERREN; jeg sætter Ild på dens Skov, den fortærer alt
+      deromkring.
+
+Jeremias 22
+
+  1.  Så siger Herren: Gå ned til Judas konges palads og tal dette Ord
+  2.  og sig: Hør HERRENs Ord, Judas Konge, som sidder på Davids
+      Trone, du, dine Tjenere og dit Folk, som går ind ad disse Porte!
+  3.  Så siger HERREN: Øv Ret og Retfærd, fri den, som er plyndret, af
+      Voldsmandens Hånd, undertryk ikke den fremmede, den faderløse og
+      Enken, øv ikke Vold og udgyd ikke uskyldigt Blod på dette Sted.
+  4.  Thi dersom I efterkommer dette Krav, skal konger, der sidder på
+      Davids Trone, drage ind ad Portene til dette Hus med Vogne og
+      Heste, de, deres Tjenere og Folk:
+  5.  Men hører I ikke disse Ord, så sværger jeg ved mig selv, lyder
+      det fra HERREN, at dette Hus skal lægges øde.
+  6.  Thi så siger HERREN om Judas konges Palads: Et Gilead var du for
+      mig, en Libanons Tinde; visselig, jeg gør dig til Ørk, til
+      folketomme Byer;
+  7.  Hærværksmænd helliger jeg mod dig, hver med sit Værktøj, de skal
+      fælde dine udvalgte Cedre og kaste dem i Ilden.
+  8.  Mange Folkeslag skal drage forbi denne By og spørge hverandre:
+      "Hvorfor handlede HERREN således med denne store By?"
+  9.  Og man skal svare: "Fordi de forlod HERREN deres Guds Pagt og
+      tilbad og dyrkede andre Guder."
+
+ 10.  Græd ej over den døde, beklag ham ikke! Græd over ham, der drog
+      bort, thi han vender ej hjem, sit Fødeland genser han ikke.
+ 11.  Thi så siger HERREN om Josiass Søn, Kong Sjallum af Juda, der
+      blev Konge i sin Fader Josiass Sted: Han, som gik bort fra dette
+      Sted, skal ikke vende hjem igen:
+ 12.  men på det Sted, til hvilket de førte ham i Landflygtighed, skal
+      han dø, og han skal ikke gense dette Land.
+
+ 13.  Ve ham, der bygger Hus uden Retfærd, Sale uden Ret, lader
+      Landsmand trælle for intet, ej giver ham Løn,
+ 14.  som siger: "Jeg bygger mig et rummeligt Hus med luftige Sale,"
+      som hugger sig Vinduer ud, klæder Væg med Cedertræ og maler det
+      rødt.
+ 15.  Er du Konge, fordi du brammer med Cedertræ? Din Fader, mon ikke
+      han spiste og drak og øvede Ret og Retfærd? Da gik det ham vel;
+ 16.  han hjalp arm og fattig til sin Ret; da gik det ham vel. Er
+      dette ikke at kende mig? lyder det fra HERREN.
+ 17.  Men dit Øje og Hjerte higer kun efter Vinding, efter at udgyde
+      skyldfries Blod, øve Undertrykkelse og Vold.
+ 18.  Derfor, så siger HERREN om Josiass Søn, kong Jojakim af Juda:
+      Over ham skal ej klages: "Ve min Broder, ve min Søster!" eller
+      grædes: "Ve min Herre, ve hans Herlighed!"
+ 19.  Et Æsels Jordefærd får han, slæbes ud, slænges hen uden for
+      Jerusalems Porte.
+
+ 20.  Stig op på Libanon og skrig, løft Røsten i Basan, skrig fra
+      Abarim, thi knuste er alle dine kære.
+ 21.  Jeg taled dig til i din Tryghed, du nægted at høre; at overhøre
+      min Røst var din Skik fra din Ungdom.
+ 22.  For alle dine Hyrder skal Storm være Hyrde, i Fangenskab går
+      dine kære; da får du Skam og Skændsel for al din Ondskab.
+ 23.  Du, som bor på Libanon og bygger i Cedrene, hvor stønner du, når
+      Smerter kommer over dig, Veer som en fødendes!
+
+ 24.  Så sandt jeg lever, lyder det fra HERREN: Om også Konja, Kong
+      Jojakim af Judas Søn, var en Seglring på min højre Hånd, jeg rev
+      ham bort.
+ 25.  Jeg giver dig i deres Hånd, som står dig efter Livet, i deres
+      Hånd, for hvem du ræddes, og i Kong Nebukadrezar af Babels og
+      Kaldæernes Hånd.
+ 26.  Jeg slynger dig og din Moder, som fødte dig, bort til et andet
+      Land, hvor I ikke fødtes, og der skal I dø;
+ 27.  men til det Land, deres Sjæle længes tilbage til, skal de ikke
+      vende hjem.
+
+ 28.  Er denne Konja da et usselt, sønderslået Kar, et Redskab, ingen
+      bryder sig om? Hvorfor skal han og hans Afkom slynges og kastes
+      til et Land, de ikke kender?
+ 29.  Land, Land, Land, hør HERRENs Ord:
+ 30.  Så siger HERREN: Optegn denne Mand som barnløs, som en Mand, der
+      ingen Lykke har i sit Liv; thi det skal ikke lykkes nogen af
+      hans Afkom at sætte sig på Davids Trone og atter herske over
+      Juda.
+
+Jeremias 23
+
+  1.  Ve Hyrderne, der ødelægger og adsplitter de får jeg græsser,
+      lyder det fra HERREN.
+  2.  Derfor, så siger HERREN, Israels Gud, til de Hyrder, som vogter
+      mit Folk: Da I har adsplittet og spredt mine Får og ikke taget
+      eder af dem, vil jeg nu tage mig af eder for eders onde
+      Gerningers Skyld, lyder det fra HERREN.
+  3.  Men dem, der er tilovers af mine Får, vil jeg sanke sammen fra
+      alle de Lande, til hvilke jeg har bortstødt dem, og føre dem
+      tilbage til deres Græsgange, og de skal blive frugtbare og
+      mangfoldige.
+  4.  Da vil jeg sætte Hyrder over dem, og de skal vogte dem; og de
+      skal ikke mere frygte eller ræddes og ingen skal savnes, lyder
+      det fra HERREN.
+
+  5.  Se, Dage skal komme, lyder det fra HERREN, da jeg opvækker David
+      en retfærdig Spire, og han skal herske som Konge og handle
+      viselig og øve Ret og Retfærd i Landet.
+  6.  I hans Dage skal Juda frelses og Israel bo trygt. Og det Navn,
+      man skal give ham er: HERREN vor Retfærdighed.
+
+  7.  Se, derfor skal Dage komme, lyder det fra HERREN, da det ikke
+      mere hedder: "Så sandt HERREN lever, der førte Israeliterne op
+      fra Ægypten!"
+  8.  men: "Så sandt HERREN lever, der førte og bragte Israels Huss
+      Afkom op fra Nordens Land og fra alle de Lande, til hvilke han
+      havde bortstødt dem!" Og de skal bo i deres Land.
+
+  9.  Om Profeterne. Mit Hjerte er knust i Brystet, hvert Ledemod er
+      slapt, jeg er som en drukken, en Mand, overvældet af Vin, for
+      HERRENs Skyld, for hans hellige Ords Skyld.
+ 10.  Thi Landet er fuldt af Horkarle, og under Forhandelse, sørger
+      Landet, Ørkenens Græsgange visner. Man haster til det, som er
+      ondt, og er stærk i Uret.
+ 11.  Thi både Profet og Præst er vanhellig, selv i mit Hus har jeg
+      mødt deres Ondskab, lyder det fra HERREN.
+ 12.  Derfor bliver deres Vej det, som slibrige Stier, i Mørke stødes
+      de ud og snubler deri. Thi Ulykke sender jeg over dem,
+      Hjemsøgelsens År, så lyder det fra HERREN.
+ 13.  Hos Samarias Profeter så jeg slemme Ting; ved Baal profetered de
+      og vildledte Israel, mit Folk.
+ 14.  Hos Jerusalems Profeter så jeg grufulde Ting: de horer og
+      vandrer i Løgn, de styrker de ondes Hænder, så de ikke vender om
+      enhver fra sin Ondskab. Som Sodoma er de mig alle, dets Folk som
+      Gomorra.
+ 15.  Derfor, så siger Hærskarers HERRE om Profeterne: Se, jeg giver
+      dem Malurt at spise og Giftvand at drikke; thi fra Jerusalems
+      Profeter udgår Vanhelligelse over hele Landet.
+ 16.  Så siger Hærskarers HERRE: Hør ikke Profeternes Ord, når de
+      profeterer for eder; de dårer eder kun. Deres eget Hjertes Syn
+      fremfører de, ikke Ord fra HERRENs Mund.
+ 17.  De siger til dem, der ringeagter HERRENs Ord: "Det skal gå eder
+      vel!" og til enhver, som vandrer i sit Hjertes Stivsind: "Der
+      skal ikke ske eder noget ondt!"
+ 18.  Thi hvem stod i HERRENs fortrolige Råd, så han så og hørte hans
+      Ord, hvem lyttede til hans Ord og hørte det?
+ 19.  Se, HERRENs Stormvejr, Vreden, er brudt frem, et hvirvlende
+      Stormvejr; det hvirvler over de gudløses Hoved.
+ 20.  HERRENS Vrede lægger sig ikke, før han har udført og fuldbyrdet
+      sit Hjertes Tanker; i de sidste Dage skal I forstå det.
+ 21.  Jeg har ej sendt Profeterne, alligevel løber de, jeg talede ikke
+      til dem, og dog profeterer de.
+ 22.  Hvis de står i mit fortrolige Råd og hører mine Ord, så lad dem
+      vende mit Folk fra deres onde Vej og deres Gerningers Ondskab.
+ 23.  Er jeg kun en Gud i det nære, så lyder det fra HERREN, og ikke
+      en Gud i det fjerne?
+ 24.  Kan nogen krybe i Skjul, så jeg ikke ser ham? lyder det fra
+      HERREN. Er det ikke mig, der fylder Himmel og Jord? lyder det
+      fra HERREN.
+ 25.  Jeg har hørt, hvad Profeterne, der profeterer Løgn i mit Navn,
+      siger: "Jeg har drømt, jeg har drømt!"
+ 26.  Hvor længe skal det vare? Har Profeterne, som profeterer Løgn og
+      deres Hjertes Svig, mon i Sinde
+ 27.  og higer de efter at få mit Folk til at glemme mit Navn ved de
+      Drømme, de meddeler hverandre, ligesom deres Fædre glemte mit
+      Navn over Baal?
+ 28.  Den Profet, som har en Drøm, meddele sin Drøm, men den, hos hvem
+      mit Ord er, tale mit Ord i Sandhed! Hvad har Strå med Kærne at
+      gøre? lyder det fra HERREN.
+ 29.  Er ikke mit Ord som Ild, lyder det fra HERREN, og som en Hammer,
+      der knuser Fjelde?
+ 30.  Se, derfor kommer jeg over Profeterne, lyder det fra HERREN, de,
+      som stjæler mine Ord fra hverandre.
+ 31.  Se, jeg kommer over Profeterne, lyder det fra HERREN, de, som
+      taler af sig selv og dog siger: "Så lyder def fra HERREN."
+ 32.  Se, jeg kommer over Profeterne, som profeterer og udspreder
+      Løgnedrømme, lyder det fra HERREN, og vildleder mit Folk med
+      deres Løgne og Pralen, og jeg har ikke sendt dem eller givet dem
+      nogen Befaling; de bringer ikke dette Folk nogen Hjælp, lyder
+      det fra HERREN.
+ 33.  Når dette Folk eller en Profet eller Præst spørger dig: "Hvad er
+      HERRENs Byrde?" skal du svare: "Byrden er I, men jeg kaster eder
+      af," lyder det fra HERREN.
+ 34.  Og Profeten, Præsten og Folket, som siger "HERRENs Byrde", den
+      Mand og hans Hus vil jeg hjemsøge.
+ 35.  Således skal I sige til hverandre, Mand til Mand: "Hvad svarede
+      HERREN?"  og: "Hvad talede HERREN?"
+ 36.  Men om HERRENs Byrde må I ikke mere tale, thi Byrden for enhver
+      skal være hans eget Ord. Og I laver om på den levende Guds,
+      Hærskarers HERREs, vor Guds, Ord.
+ 37.  Således skal du sige til Profeten: "Hvad svarede HERREN?" og:
+      "Hvad talede HERREN?"
+ 38.  Og dersom I siger: "HERRENs Byrde" derfor, så siger HERREN:
+      Fordi I siger dette Ord: "HERRENs Byrde", skønt jeg sendte eder
+      det Bud: "I må ikke sige "HERRENs Byrde!"
+ 39.  se, derfor vil jeg løfte eder op og kaste eder og den By, jeg
+      gav eder og eders Fædre, bort fra mit Åsyn
+ 40.  og pålægge eder evig Skændsel og Spot, som aldrig glemmes.
+
+Jeremias 24
+
+  1.  HERREN lod mig skue et syn, og se, der var to kurve, som stod
+      foran HERRENs Tempel: det var, efter at Kong Nebukadrezar af
+      Babel havde bortført Jojakims Søn, Kong Jekonja af Juda, og
+      Judas Fyrster, Kunsthåndværkerne og Smedene fra Jerusalem til
+      Babel.
+  2.  Den ene kurv indeholdt såre gode Figener, så gode som
+      tidligmodne, den anden såre slette Figener, så slette, at de
+      ikke kunde spises.
+  3.  Og HERREN sagde til mig: "Hvad ser du, Jeremias?" Jeg svarede:
+      "Figener! De gode er såre gode og de slette såre slette, så
+      slette, at de ikke kan spises."
+
+  4.  Da kom HERRENs Ord til mig således:
+  5.  Så siger HERREN, Israels Gud: Som man ser på disse gode Figener,
+      vil jeg se på de bortførte Judæere, som jeg drev bort fra dette
+      Sted til Kaldæernes Land.
+  6.  Jeg vil fæste mine Øjne på dem med Velbehag og føre dem hjem til
+      dette Land. Jeg vil opbygge og ikke nedbryde dem, plante og ikke
+      oprykke dem.
+  7.  Jeg giver dem Hjerte til at kende mig, at jeg er HERREN; de skal
+      være mit Folk, og jeg vil være deres Gud, når de omvender sig
+      til mig af hele deres Hjerte.
+  8.  Men som man, gør med de slette Figener, for slette til at
+      spises, vil jeg, så siger HERREN, gøre med Kong Zedekias af Juda
+      og hans Fyrster og Resten af Jerusalem, dem, der er levnet i
+      dette Land, og dem, der bor i Ægypten;
+  9.  jeg gør dem til Rædsel for alle Jordens Riger, til Spot og
+      Mundheld, til Hån og til et Forbandelsens Tegn på alle de
+      Steder, hvorhen jeg bortstøder dem;
+ 10.  jeg sender Sværd, Hunger og Pest imod dem, indtil de er udryddet
+      af det Land, jeg gav dem og deres Fædre.
+
+Jeremias 25
+
+  1.  Det Ord, som kom til Jeremias om alt Judases folk i Joasias
+      Søns, Kong Jojakim af Judas, fjerde År, det er Kong Nebukadrezar
+      af Babels første År,
+  2.  og som Profeten Jeremias talte til alt Judas Folk og alle
+      Jerusalems Borgere:
+  3.  Fra Amons Søns, Kong Josias af Judas, trettende År til den Dag i
+      Dag, i fulde tre og tyve År er HERRENs Ord kommet til mig, og
+      jeg, talte til eder årle og silde, men I hørte ikke;
+  4.  og HERREN sendte årle og silde alle sine Tjenere Profeterne til
+      eder, men I hørte ikke; I bøjede ikke eders Øre til at høre,
+  5.  når han sagde: "Omvend eder, hver fra sin onde Vej og sine onde
+      Gerninger, at I fra Evighed til Evighed må bo i det Land, jeg
+      gav eder og eders Fædre;
+  6.  og hold eder ikke til andre Guder, så I dyrker og tilbeder dem,
+      og krænk mig ikke med eders Hænders Værker til eders Ulykke."
+  7.  Nej, I hørte mig ikke, lyder det fra HERREN, og så krænkede I
+      mig med eders Hænders Værker til eders Ulykke.
+  8.  Derfor, så siger Hærskarers HERRE: Fordi I ikke vilde høre mine
+      Ord,
+  9.  vil jeg sende Bud efter alle Nordens Stammer, lyder det fra
+      HERREN, og til kong Nebukadrezar af Babel, min Tjener, og lade
+      dem komme over dette Land og dets Indbyggere og over alle
+      Folkene heromkring, og jeg vil ødelægge dem og gøre dem til
+      Rædsel, Latter og Spot for evigt.
+ 10.  Jeg fjerner fra dem Fryderåb og Glædesråb, Brudgoms Røst og
+      Bruds Røst, Kværnens Lyd og Lampens Skin,
+ 11.  og hele dette Land skal blive til Ørk og Øde, og disse Folkeslag
+      skal trælle for Babels konge i halvfjerdsindstyve År.
+ 12.  Men når der er gået halvfjerdsindstyve År, hjemsøger jeg Babels
+      Konge og Folket der for deres Misgerning, lyder det fra HERREN,
+      også Kaldæernes Land hjemsøger jeg og gør det til evige Ørkener,
+ 13.  og jeg opfylder på dette Land alle mine Ord, som jeg har talet
+      imod det, alt, hvad der er skrevet i denne Bog, alt, hvad
+      Jeremias har profeteret mod alle Folkene.
+ 14.  Thi også dem skal mange Folk og vældige Konger gøre til Trælle,
+      og jeg gengælder dem deres Gerning og deres Hænders Værk.
+
+ 15.  Thi således sagde HERREN, Israels Gud, til mig: "Tag dette Bæger
+      med min Vredes Vin af min Hånd og giv alle de Folk, jeg sender
+      dig til, at drikke deraf;
+ 16.  de skal drikke og rave og rase for Sværdet, jeg sender iblandt
+      dem!"
+ 17.  Og jeg tog Bægeret af HERRENs Hånd og gav alle de Folk, han
+      sendte mig til, at drikke deraf:
+ 18.  Jerusalem og Judas Byer og dets Konger og Fyrster, for at gøre
+      dem til Ørk og Øde, til Spot og til et Forbandelsens Tegn, som
+      det er på denne Dag;
+ 19.  Farao, Ægypterkongen, med alle hans Tjenere og Fyrster og alt
+      hans Folk,
+ 20.  alt Blandingsfolket og alle konger i Uz og Filisterland,
+      Askalon, Gaza og Ekron og Asdods Rest;
+ 21.  Edom, Moab og Ammoniterne;
+ 22.  alle Tyruss og Zidons Konger og den fjerne strands Konger
+      hinsides Havet;
+ 23.  Dedan, Tema og Buz og alle dem med rundklippet Hår;
+ 24.  alle Arabernes konger og alle Blandingsfolkets Konger, som hor i
+      Ørkenen;
+ 25.  alle Zimris Konger, alle Elams Konger og alle Mediens Konger;
+ 26.  alle Nordens Konger, nær og fjern, den ene efter den anden. alle
+      Riger på Jordens Overflade; og Kongen af Sjesjak skal drikke
+      efter dem.
+ 27.  Og du skal sige til dem: Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud:
+      Drik, bliv drukne og spy, fald og rejs eder ikke mere for
+      Sværdet jeg sender iblandt eder!
+ 28.  Og hvis de vægrer sig ved at tage Bægeret af din Hånd og drikke,
+      skal du sige til dem: Så siger Hærskarers HERRE: Drikke skal I!
+ 29.  Thi se, med den By, mit Navn er nævnet over, begynder jeg at
+      handle ilde, og så skulde I gå fri! Nej, I går ikke fri; thi jeg
+      kalder Sværdet hid mod alle dem, som bor på Jorden, lyder det
+      fra Hærskarers HERRE.
+
+ 30.  Og du skal profetere alle disse Ord for dem og sige: HERREN
+      brøler fra det høje, løfter sin Røst fra sin hellige Bolig; han
+      brøler over sin Græsgang, istemmer Vinperserråbet over alle, som
+      bor på Jorden.
+ 31.  Drønet når til Jordens Ende, thi HERREN går i Rette med Folkene;
+      over alt Kød holder han Dom, de gudløse giver han til Sværdet,
+      lyder det fra HERREN.
+ 32.  Thi så siger Hærskarers HERRE: Se, Ulykken går fra det ene Folk
+      til det andet, et vældigt Vejr bryder løs fra Jordens Rand.
+ 33.  HERRENs slagne skal på den Dag ligge fra Jordens ene Ende til
+      den anden; der skal ikke holdes Klage over dem, og de skal ikke
+      sankes og jordes; de skal blive til Gødning på Marken.
+ 34.  Jamrer, I Hyrder, og skrig, I Hjordens ypperste, vælt jer i
+      Støvet! Thi Tiden, I skal slagtes, er kommet, som en kostelig
+      Skål skal I splintres.
+ 35.  Hyrderne finder ej Tilflugt, ej Hjordens ypperste Redning.
+ 36.  Hør, hvor Hyrderne skriger, hvor Hjordens ypperste jamrer! Thi
+      HERREN hærger deres Græsgange,
+ 37.  og Fredens Vange lægges øde for HERRENs glødende Vrede;
+ 38.  Løven går bort fra sin Tykning, thi deres Land er lagt øde for
+      det hærgende Sværd, for HERRENs glødende Vrede.
+
+Jeremias 26
+
+  1.  I Joasias's søns, kong Jojakim af Judas, første regeringstid
+      kom dette ord fra HERREN:
+  2.  Så siger HERREN: Stå frem i Forgården til HERRENs Hus og tal til
+      hele Juda, som kommer for at tilbede i HERRENs Hus, alle de Ord,
+      jeg har pålagt dig at tale til dem; udelad ikke et Ord!
+  3.  Måske hører de og omvender sig, hver fra sin onde Vej, så jeg
+      kan angre det onde, jeg har i Sinde at gøre dem for deres onde
+      Gerningers Skyld.
+  4.  Sig til dem: Så siger HERREN: Hvis I ikke hører mig og følger
+      den Lov, jeg har forelagt eder,
+  5.  så I hører mine Tjenere Profeternes Ord, som jeg årle og silde
+      sendte eder, skønt I ikke vilde høre,
+  6.  så gør jeg med dette Hus som med Silo og giver alle Jordens Folk
+      denne By at forbande ved.
+
+  7.  Præsterne, Profeterne og alt Folket hørte nu Jeremias tale disse
+      Ord i HERRENs Hus;
+  8.  og da Jeremias havde sagt alt, hvad HERREN havde pålagt ham at
+      sige til alt Folket, greb Præsterne og Profeterne og alt Folket
+      ham og sagde: "Du skal dø !
+  9.  Hvor tør du profetere i HERRENs Navn og sige: Det skal gå dette
+      Hus som Silo, og denne By skal ødelægges, så ingen bor der!" Og
+      alt Folket stimlede sammen om Jeremias i HERRENs Hus.
+ 10.  Da Judas Fyrster hørte det, gik de fra Kongens Palads op til
+      HERRENs Hus og tog Sæde ved Indgangen til HERRENs nye Port.
+ 11.  Så sagde Præsterne og Profeterne til Fyrsterne og alt Folket:
+      "Denne Mand har gjort halsløs Gerning, thi han har profeteret
+      mod denne By, som I selv hørte."
+ 12.  Men Jeremias sagde til Fyrsterne og alt Folket: "HERREN sendte
+      mig for at profetere mod dette Hus og denne By alle de Ord, I
+      hørte.
+ 13.  Bedrer dog eders Veje og eders Gerninger og hør på HERREN eders
+      Guds Røst, at HERREN må angre det onde, han har talet imod eder.
+ 14.  Men se, jeg er i eders Hånd; gør med mig, hvad der er godt og
+      billigt i eders Øjne!
+ 15.  Dog skal I vide, at hvis I dræber mig, så bringer I uskyldigt
+      Blod over eder og denne By og dens Indbyggere; thi sandelig
+      sendte HERREN mig for at tale alle disse ord til eder."
+ 16.  Da sagde Fyrsterne og alt Folket til Præsterne og Profeterne:
+      "Denne Mand har ikke gjort halsløs Gerning, men talt til os i
+      HERREN vor Guds Navn."
+ 17.  Og nogle af Landets Ældste trådte frem og sagde til hele Folkets
+      Forsamling:
+ 18.  "Mika fra Moresjet profeterede på Kong Ezekias af Judas Tid og
+      sagde til alt Judas Folk: Så siger Hærskarers HERRE: Zion skal
+      pløjes som en Mark, Jerusalem blive til Grushobe, Tempelbjerget
+      til Krathøj.
+ 19.  Mon Kong Ezekias af Juda og hele Juda dræbte ham? Frygtede de
+      ikke HERREN og bad ham om Nåde, så HERREN angrede det onde, han
+      havde truet dem med? Vi er ved at bringe stor Ulykke over vore
+      Sjæle."
+
+ 20.  Der var også en anden Mand, som profeterede i HERRENs Navn,
+      Urija, Sjemajas Søn, fra Kirjat Jearim; og han profeterede mod
+      denne By og dette Land med de samme Ord som Jeremias.
+ 21.  Da Kong Jojakim og alle hans Krigsfolk og alle Fyrsterne hørte
+      hans Ord, stod han ham efter Livet; og da Urija hørte det, blev
+      han bange og flygtede og kom til Ægypten.
+ 22.  Men Kong Jojakim sendte Folk til Ægypten; han sendte Elnatan,
+      Akbors Søn, og nogle andre til Ægypten,
+ 23.  og de bragte Urija hjem fra Ægypten og førte ham til Kong
+      Jojakim, som lod ham hugge ned med Sværdet og hans Lig kaste
+      hen, hvor Småfolk havde deres Grave.
+ 24.  Men Ahikam, Sjafans Søn, holdt Hånden over Jeremias, så han ikke
+      blev overgivet i Folkets Hånd og dræbt.
+
+Jeremias 27
+
+  1.  I Josiass Søns, Kong Jojakim af Judas, første regeringstid kom
+      dette Ord til Jeremias fra HERREN:
+  2.  Således sagde HERREN til mig: Gør dig Reb og Ågstænger og læg
+      dem på din Hals
+  3.  og send Edoms, Moabs, Ammoniternes, Tyruss og Zidons Konger Bud
+      ved deres Sendemænd, som er kommet til Kong Zedekias af Juda i
+      Jerusalem;
+  4.  byd dem at sige til deres Herrer: Så siger Hærskarers
+      HERRE. Israels Gud: Sig til eders Herrer:
+  5.  Jeg skabte Jorden og Menneskene og Kvæget på Jorden ved min
+      vældige Styrke og min udrakte Hånd, og jeg giver den, til hvem
+      jeg finder for godt.
+  6.  Og nu giver jeg alle disse Lande i min Tjener Kong Nebukadnezar
+      af Babels Hånd, selv Markens Vildt giver jeg hen til at trælle
+      for ham.
+  7.  Alle Folk skal trælle for ham, hans Søn og Sønnesøn, indtil også
+      hans Lands Time slår og mange Folkeslag og store Konger gør ham
+      til deres Træl.
+  8.  Og det Folk og det Rige, som ikke vil trælle for ham, Kong
+      Nebukadnezar af Babel, og bøje Hals under Babels Konges Åg, det
+      vil jeg hjemsøge med Sværd, Hunger og Pest, lyder det fra
+      HERREN, til det er tilintetgjort ved hans Hånd.
+
+  9.  I skal ikke høre på eders Profeter og Spåmænd, eders Drømmere,
+      Sandsigere og Troldmænd, som siger til eder: "I skal ikke komme
+      til at trælle for Babels Konge;
+ 10.  thi det er Løgn, de profeterer for eder for at få eder bort fra
+      eders Jord, idet jeg da driver eder bort og I går til Grunde.
+ 11.  Men det Folk, der bøjer Hals under Babels Konges Åg og træller
+      for ham, vil jeg lade blive på sin Jord, lyder det fra HERREN,
+      så det kan dyrke den og bo der.
+
+ 12.  Og til Kong Zedekias af Juda talte jeg i Overensstemmelse med
+      alle disse Ord: Bøj Hals under Babels Konges Åg og træl for ham
+      og hans Folk, så skal I leve.
+ 13.  Hvorfor vil du og dit Folk dø ved Sværd, Hunger og Pest, således
+      som HERREN truede det Folk, der ikke vil trælle for Babels
+      Konge?
+ 14.  Hør ikke på Profeternes Ord, når de siger til eder: "I skal ikke
+      komme til at trælle for Babels Konge"; thi Løgn profeterer de
+      eder.
+ 15.  Jeg har ikke sendt dem, lyder det fra HERREN, og de profeterer
+      Løgn i mit Navn, for at jeg skal bortstøde eder, så I går til
+      Grunde sammen med Profeterne, der profeterer for eder.
+
+ 16.  Og til Præsterne og alt dette Folk talte jeg således: Så siger
+      HERREN: Hør ikke på eders Profeters Ord, når de profeterer for
+      eder og siger: "Se, HERRENs Huss Kar skal nu snart føres hjem
+      fra Babel." Thi Løgn profeterer de eder.
+ 17.  Hør dem ikke, men træl for Babels Konge, så skal I leve. Hvorfor
+      skal denne By lægges øde?
+ 18.  Er de Profeter og har HERRENs Ord, så lad dem gå i forbøn hos
+      Hærskarers HERRE, at de Kar, der er tilbage i HERRENs Hus og
+      Judas konges Palads, ikke også skal komme til Babel.
+ 19.  Thi så siger Hærskarers HERRE om Søjlerne, Havet og Stellene og
+      om de sidste Kar, der er tilbage i denne By,
+ 20.  dem, som Kong Nebukadnezar af Babel ikke tog med, da han
+      bortførte Jojakims søn, Kong Jekonja af Juda, fra Jerusalem til
+      Babel med alle de ypperste i Juda og Jerusalem,
+ 21.  ja, så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud, om de kar, der er
+      tilbage i HERRENs Hus og Judas Konges Palads og i Jerusalem:
+ 22.  De skal føres til Babel, og der skal de blive, til den Dag jeg
+      tager mig af dem og fører dem op og bringer dem tilbage hertil,
+      lyder det fra HERREN.
+
+Jeremias 28
+
+  1.  Kong Zedekias af Judas fjerde regeringsår i den femte måned
+      sagde Profeten Hananja, Azzurs Søn, fra Gibeon til mig i HERRENs
+      Hus i Præsternes og alt Folkets Nærværelse:
+  2.  "Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Jeg har sønderbrudt
+      Babels Konges Åg.
+  3.  Om to År fører jeg tilbage hertil alle HERRENs Huss Kar, som
+      Kong Nebukadnezar af Babel tog herfra og førte til Babel;
+  4.  og Jojakims Søn, Kong Jekonja af Juda, og alle de landflygtige
+      fra Juda, som kom til Babel, fører jeg tilbage hertil, lyder det
+      fra HERREN; thi jeg sønderbryder Babels Konges Åg."
+  5.  Profeten Jeremias svarede Profeten Hananja i Nærværelse af
+      Præsterne og alt Folket, som stod i HERRENs Hus,
+  6.  således: "Amen! Måtte HERREN gøre således og stadfæste, hvad du
+      har profeteret, og føre HERRENs Huss Kar og alle de landflygtige
+      fra Babel tilbage hertil!
+  7.  Men hør dog dette Ord, som jeg vil tale til dig og alt Folket:
+  8.  De Profeter, som levede før mig og dig fra Fortids Dage,
+      profeterede mod mange Lande og mægtige Riger om krig, Hunger og
+      Pest;
+  9.  men når en Profet profeterer om Fred, kendes den Profet, HERREN
+      virkelig har sendt, på at hans Ord går i Opfyldelse."
+ 10.  Så rev Profeten Hananja Ågstængerne af Profeten Jeremiass Hals
+      og sønderbrød dem;
+ 11.  og Hananja sagde i alt Folkets Nærværelse: "Så siger HERREN:
+      Således sønderbryder jeg om to År Kong Nebukadnezar af Babels Åg
+      og tager det fra alle Folkenes Hals." Men Profeten Jeremias gik
+      sin Vej.
+
+ 12.  Men efter at Profeten Hananja havde sønderbrudt Ågstængerne og
+      revet dem af Profeten Jeremiass Hals, kom HERRENs Ord til
+      Jeremias således:
+ 13.  "Gå hen og sig til Hananja: Så siger HERREN: Du har sønderbrudt
+      Ågstænger af Træ, men jeg vil lave Ågstænger af Jern i Stedet.
+ 14.  Thi så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Et Jernåg lægger jeg
+      på alle disse Folks Hals, at de må trælle for Kong Nebukadnezar
+      af Babel; de skal trælle for ham, selv Markens Vildt har jeg
+      givet ham."
+ 15.  Så sagde Profeten Jeremias til Profeten Hananja: "Hør, Hananja!
+      HERREN har ikke sendt dig, og du har fået dette Folk til at slå
+      Lid til Løgn.
+ 16.  Derfor, så siger HERREN: Se, jeg slænger dig bort fra Jordens
+      Flade; du skal dø i År, thi du har prædiket Frafald fra HERREN."
+ 17.  Og Profeten Hananja døde samme År i den syvende Måned.
+
+Jeremias 29
+
+  1.  Følgende er indholdet af det brev, profeten Jeramias sendte fra
+      Jerusalem til de Ældste, som var tilbage blandt de bortførte, og
+      til Præsterne og Profeterne og alt Folket, som Nebukadnezar
+      havde ført fra Jerusalem til Babel,
+  2.  efter at Kong Jekonja, Herskerinden, Hofmændene, Judas og
+      Jerusalems Fyrster, Kunsthåndværkerne og Smedene havde forladt
+      Jerusalem,
+  3.  ved Elasa, Sjafans Søn, og Gemarja, Hilkijas Søn, som kong
+      Zedekias af Juda sendte til Babel, til Kong Nebukadnezar af
+      Babel.
+  4.  Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud, til alle de
+      landflygtige, som jeg førte fra Jerusalem til Babel:
+  5.  Byg Huse og bo deri, plant Haver og spis deres Frugt,
+  6.  tag eder Hustruer og avl Sønner og Døtre, tag Hustruer til eders
+      Sønner og bortgift eders Døtre, at de kan føde Sønner og Døtre,
+      bliv mange der og ikke færre;
+  7.  og lad det Lands Vel, til hvilket jeg har ført eder, ligge eder
+      på Sinde, og bed for det til HERREN; thi når det går det godt,
+      går det også eder godt.
+  8.  Thi så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Lad ikke de
+      Profeter, som er iblandt eder, eller eders Spåmænd bilde eder
+      noget ind, og lyt ikke til de Drømme, I drømmer;
+  9.  thi Løgn profeterer de eder i mit Navn; jeg har ikke sendt dem,
+      lyder det fra HERREN.
+ 10.  Thi så siger HERREN: Når halvfjerdsindstyve År er gået for
+      Babel, vil jeg se til eder og på eder opfylde min Forjættelse om
+      at føre eder tilbage hertil.
+ 11.  Thi jeg ved, hvilke Tanker jeg tænker om eder, lyder det fra
+      HERREN, Tanker om Fred og ikke om Ulykke, at jeg må give eder
+      Fremtid og Håb.
+ 12.  Kalder I på mig, vil jeg svare eder; beder I til mig, vil jeg
+      høre eder;
+ 13.  leder I efter mig, skal I finde mig; såfremt I søger mig af hele
+      eders Hjerte,
+ 14.  vil jeg lade mig finde af eder, lyder det fra HERREN, og vende
+      eders Skæbne og sanke eder sammen fra alle de Folkeslag og alle
+      de Steder, jeg har bortstødt eder til, lyder det fra HERREN, og
+      føre eder tilbage til det Sted, fra hvilket jeg førte eder bort.
+ 15.  Men når I siger: "HERREN har opvakt os Profeter i Babel
+ 16.  Thi så siger HERREN om Kongen der sidder på Davids Trone, og om
+      alt Folket, der bor i denne By, eders Brødre, som ikke drog. i
+      Landflygtighed med eder,
+ 17.  så siger Hærskarers HERRE: Se, jeg sender Sværd, Hunger og Pest
+      over dem og gør dem som de usle Figener, der er for dårlige at
+      spise;
+ 18.  jeg forfølger dem med Sværd, Hunger og Pest og gør dem til
+      Rædsel for alle Jordens Riger, til Forbandelsesord, til Gru,
+      Spot og Spe blandt alle de Folk, jeg bortstøder dem til,
+ 19.  til Straf fordi de ikke hørte mine Ord, lyder det fra HERREN,
+      når jeg årle og silde sendte mine Tjenere Profeterne til dem,
+      men de vilde ikke høre, lyder det fra HERREN.
+ 20.  Men hør dog HERRENs Ord, alle I landflygtige, som jeg sendte fra
+      Jerusalem til Babel!
+ 21.  Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud, om Aab, Kolajas Søn, og
+      Zidkija, Maasejas Søn, som profeterer eder Løgn i mit Navn: Se,
+      jeg giver dem i Kong Nebukadrezar af Babels Hånd, og han skal
+      lade dem hugge ned for eders Øjne,
+ 22.  og de skal bruges af alle de landflygtige fra Juda i Babel til
+      at forbande ved, idet man skal sige: "HERREN gøre med dig som
+      med Zidkija og Aab, hvem Babels Konge lod stege i Ild!"
+ 23.  Thi de øvede dårskab i Israel og bedrev Hor med deres Landsmænds
+      Kvinder og talte i mit Navn løgnagtige Ord, som jeg ikke havde
+      bedt dem at tale; jeg ved det og kan vidne det, lyder det fra
+      HERREN.
+
+ 24.  Til Nehelamiten Sjemaja skal du sige:
+ 25.  Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Fordi du i dit eget Navn
+      har sendt alt Folket i Jerusalem og Præsten Zefanja, Maasejas
+      Søn, og alle Præsterne et så lydende Brev:
+ 26.  "HERREN har gjort dig til Præst i Præsten Jojadas Sted til i
+      HERRENs Hus at have Opsyn med alle gale og Folk i profetisk
+      Henrykkelse, hvilke du skal lægge i Blok og Halsjern.
+ 27.  Hvorfor skrider du da ikke ind mod Jeremias fra Anatot, der
+      profeterer hos eder?
+ 28.  Nu har han kunnet sende Bud til os i Babel og ladet sige: Det
+      trækker i Langdrag! Byg Huse og bo deri, plant Haver og spis
+      deres Frugt!"
+ 29.  Dette Brev læste Præsten Zefanja for Profeten Jeremias.
+ 30.  Da kom HERRENs Ord til Jeremias således:
+ 31.  Send Bud til alle de landflygtige og sig: Så siger HERREN om
+      Nehelamiten Sjemaja: Fordi Sjemaja har profeteret for eder, uden
+      at jeg har sendt ham, og får eder til at slå Lid til Løgn,
+ 32.  derfor, så siger HERREN: Se, jeg hjemsøger Nehelamiten Sjemaja
+      og hans Efterkommere; han skal ingen have, der bor iblandt eder
+      og oplever den Lykke, jeg giver eder, lyder det fra HERREN,
+      fordi han har prædiket Frafald fra HERREN.
+
+Jeremias 30
+
+  1.  Det ord, som kom til Jeramias fra Herren.
+  2.  Skriv alle de Ord, jeg har talet til dig, op i en Bog.
+  3.  Thi se Dage skal komme, lyder det fra HERREN, da jeg vender mit
+      Folk Israels og Judas Skæbne, siger HERREN, og fører dem hjem
+      til det Land, jeg gav deres Fædre, og de skal tage det i Eje.
+
+  4.  Dette er de Ord, HERREN talede til Israel og Juda.
+  5.  Så siger HERREN: Vi hørte et Udbrud af Skræk, af Rædsel og
+      Ufred;
+  6.  spørg og se dog til, om en Mand kan føde! Hvi ser jeg da alle
+      Mænd med Hånd på Hofte som Kvinde i Barnsnød og alle Åsyn
+      blegne?
+  7.  Thi stor er denne Dag, den er uden Lige, en Trængselstid for
+      Jakob, men fra den skal han frelses.
+  8.  På hin Dag, lyder det fra Hærskarers HERRE, vil jeg sønderbryde
+      deres Åg og tage det af deres Hals og sprænge deres Bånd, og de
+      skal ikke mere trælle for fremmede.
+  9.  De skal tjene HERREN deres Gud og David, deres Konge, som jeg
+      vil oprejse dem.
+ 10.  Frygt derfor ikke, min Tjener Jakob, lyder det fra HERREN, og
+      vær ikke bange, Israel; thi se, jeg frelser dig fra det fjerne
+      og dit Afkom fra deres Fangenskabs Land; og Jakob skal vende
+      hjem og bo roligt og trygt, og ingen skal forfærde ham.
+ 11.  Thi jeg er med dig, lyder det fra HERREN, for at frelse dig; thi
+      jeg vil tilintetgøre alle de Folk, blandt hvilke jeg har spredt
+      dig, men dig vil jeg ikke tilintetgøre; jeg vil tugte dig med
+      Måde, ikke lade dig helt ustraffet.
+
+ 12.  Thi så siger HERREN: Ulægeligt er dit Brud, dit Sår er svart.
+ 13.  Ingen fører din Sag. For din Byld er ingen Lægedom, for dig
+      ingen Helse.
+ 14.  Alle dine Venner har glemt dig, søger dig ikke, thi med
+      Fjendeslag slog jeg dig, med skånselløs Straf, fordi din Brøde
+      var stor, dine Synder mange.
+ 15.  Hvi skriger du over dit Brud, er dit Sår ulægeligt? Fordi din
+      Brøde var stor, dine Synder mange, gjorde jeg dette imod dig.
+ 16.  Derfor skal alle, som fortærer dig, fortæres, alle dine Fjender,
+      alle skal de vandre i Fangenskab; de, der plyndrer dig, skal
+      plyndres, til Ran gør jeg alle dine Ransmænd.
+ 17.  Thi jeg heler dig, læger dine Sår, så lyder det fra HERREN; du
+      kaldtes jo, Zion, "den bortstødte, som ingen søger."
+
+ 18.  Så siger HERREN: Se, jeg vender Jakobs Skæbne, forbarmer mig
+      over hans Boliger, Byen skal bygges på sin Høj, Paladset stå,
+      bvor det stod.
+ 19.  Fra dem skal Lovsang lyde og legendes Råb; de bliver ej færre,
+      jeg gør dem mange; de bliver ej ringe, jeg giver dem Hæder.
+ 20.  Hans Sønner skal blive som fordum, hans Menighed stå fast for
+      mit Åsyn.  Jeg hjemsøger alle, som trykker ham.
+ 21.  Hans Fyrste stammer fra ham selv, hans Hersker går frem af hans
+      Midte. Jeg lader ham komme mig nær, han skal nærme sig mig; thi
+      hvem ellers sætter Livet i Vov ved at nærme sig mig? lyder det
+      fra HERREN.
+ 22.  I skal være mit Folk, og jeg vil være eders Gud.
+ 23.  Se, HERRENs Stormvejr, Vreden er brudt løs, et hvirvlende
+      Stormvejr; det hvirvler hen over de gudløses Hoved.
+ 24.  HERRENs glødende Vrede lægger sig ikke, før han har udført og
+      fuldbyrdet sit Hjertes Tanker; i de sidste dage skal I forstå
+      det.
+
+Jeremias 31
+
+  1.  Til hin tid, lyder det fra Herren, vil jeg være alle Israel
+      slægters Gud, og de skal være mit Folk.
+  2.  Så siger HERREN: Folket, der undslap Sværdet, fandt Nåde i
+      Ørkenen, Israel vandred til sin Hvile,
+  3.  i det fjerne åbenbarede HERREN sig for dem: Jeg elsked dig med
+      evig Kærlighed, drog dig derfor i Nåde.
+  4.  Jeg bygger dig atter, du skal bygges, Israels Jomfru, igen skal
+      du smykkes med Håndpauke, gå med i de legendes Dans.
+  5.  Vin skal du atter plante på Samarias Bjerge, plante skal du og
+      høste.
+  6.  Thi en Dag skal Vogterne råbe på Efraims Bjerge: "Kom, lad os
+      drage til Zion, til HERREN vor Gud!"
+
+  7.  Thi så siger HERREN: Fryd jer over Jakob med Glæde, jubl over
+      det første blandt Folkene, kundgør med Lovsang og sig: "HERREN
+      har frelst sit Folk, Israels Rest."
+  8.  Se, jeg bringer dem hid fra Nordens Land, samler dem fraJordens
+      Afkroge; iblandt dem er blinde og lamme, frugtsommelige sammen
+      med fødende, i en stor Forsamling vender de hjem.
+  9.  Se, de kommer med Gråd; mens de ydmygt beder, leder jeg dem; jeg
+      fører dem hen til Vandløb ad en jævn Vej, hvor de ej snubler;
+      thi jeg er Israel en Fader, min førstefødte er Efraim.
+
+ 10.  Hør HERRENs Ord, I Folk, forkynd på fjerne Strande: Han, som
+      spredte Israel, samler det, vogter det som Hyrden sin Hjord;
+ 11.  thi HERREN har udfriet Jakob, genløst det af den stærkeres Hånd.
+ 12.  De kommer til Zions bjerg og jubler over HERRENs Fylde, over Kom
+      og Most og Olie og over Lam og Kalve. Deres Sjæl er som en
+      vandrig Have, de skal aldrig vansmægte mer.
+ 13.  Da fryder sig Jomfru i Dans, Yngling og Olding tilsammen. Jeg
+      vender deres Kummer til Fryd, giver Trøst og Glæde efter Sorgen.
+ 14.  Jeg kvæger Præsterne med Fedt, mit Folk skal mættes med min
+      Fylde, lyder det fra HERREN.
+
+ 15.  Så siger HERREN: En Klagerøst høres i Rama, bitter Gråd, Rakel
+      begræder sine Børn, vil ikke trøstes over sine Børn, fordi de er
+      borte.
+ 16.  Så siger HERREN: Din Røst skal du holde fra Gråd, dine Øjne fra
+      Tårer, thi derer Løn fordin Møje,lyder det fra HERREN; fra
+      Fjendeland vender de hjem;
+ 17.  og der er Håb for din Fremtid, lyder det fra HERREN, Børn vender
+      hjem til deres Land.
+
+ 18.  Jeg hører grant, hvor Efraim klager: "Du tugted mig, og jeg blev
+      tugtet som en utæmmet Kalv; omvend mig, så bliver jeg omvendt,
+      thi du er HERREN min Gud.
+ 19.  Thi nu jeg er omvendt, angrer jeg; nu jeg har besindet mig, slår
+      jeg mig på Hofte; jeg er skamfuld og beskæmmet, thi jeg bærer
+      min Ungdoms Skændsel."
+ 20.  Er Efraim min dyrebare Søn, mit Yndlingsbarn? thi så tit jeg
+      taler om ham, må jeg mindes ham kærligt, derfor bruser mit
+      indre, jeg ynkes over ham, lyder det fra HERREN.
+ 21.  Rejs dig Vejvisersten, sæt Mærkesten op, ret din Tanke på
+      Højvejen, Vejen, du gik, vend hjem, du Israels Jomfru, til disse
+      dine Byer!
+ 22.  Hvor længe vil du dog tøve, du frafaldne Datter? Thi HERREN
+      skaber nyt i Landet: Kvinde værner om Mand.
+
+ 23.  Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: End skal de i Judas Land
+      og Byer sige dette Ord, når jeg vender deres Skæbne: "HERREN
+      velsigne dig, du Retfærds Bolig, du hellige Bjerg!"
+ 24.  Og deri skal Juda bo og alle dets Byer til Hobe, Agerdyrkerne og
+      de omvankende Hyrder.
+ 25.  Thi jeg kvæger den trætte Sjæl og mætter hver vansmægtende Sjæl.
+      (26 Herved vågnede jeg og så mig om, og Søvnen havde været mig
+      sød.)
+
+ 27.  Se, Dage skal komme, lyder det fra HERREN, da jeg tilsår Israels
+      Hus og Judas Hus med Sæd at Mennesker og Kvæg.
+ 28.  Og som jeg har været årvågen over dem for at oprykke, nedbryde,
+      omstyrte, ødelægge og gøre ilde, således vil jeg være årvågen
+      over dem for at bygge og plante, lyder det fra HERREN.
+
+ 29.  I hine Dage skal man ikke mere sige: Fædre åd sure Druer, og
+      Børnenes Tænder blev ømme.
+ 30.  Nej, enhver skal dø for sin egen Brøde; enhver, der æder sure
+      Druer, får selv ømme Tænder.
+
+ 31.  Se, Dage skal komme, lyder det fra HERREN, da jeg slutter en ny
+      Pagt med Israels Hus og Judas Hus,
+ 32.  ikke som den Pagt jeg sluttede med deres Fædre, dengang jeg tog
+      dem ved Hånden for at føre dem ud af Ægypten, hvilken Pagt de
+      brød, så jeg væmmedes ved dem, lyder det fra HERREN;
+ 33.  nej, dette er den Pagt, jeg efter hine Dage slutter med Israels
+      Hus, lyder det fra HERREN: Jeg giver min Lov i deres Indre og
+      skriver den på deres Hjerter, og jeg vil være deres Gud, og de
+      skal være mit Folk.
+ 34.  Ven skal ikke mere lære sin Ven eller Broder sin Broder og sige:
+      "Kend HERREN!" Thi de skal alle kende mig fra den mindste til
+      den største, lydet det fra HERREN; thi jeg tilgiver deres Brøde
+      og kommer ikke mer deres Synd i Hu.
+
+ 35.  Så siger HERREN, han, som satte Solen til at lyse om Dagen og
+      Månen og Stjernerne til at lyse om Natten, han, som oprører
+      Havet, så Bølgerne bruser, han, hvis Navn er Hærskarers HERRE:
+ 36.  Når disse Ordninger viger fra mit Åsyn, lyder det fra HERREN, så
+      skal også Israels Æt for alle Tider ophøre at være et Folk for
+      mit Åsyn.
+ 37.  Så siger HERREN: Når Himmelen oventil kan udmåles og Jordens
+      Grundvolde nedentil udgranskes, så vil jeg også forkaste Israels
+      Æt for alt, hvad de har gjort, lydet det fra HERREN.
+
+ 38.  Se, Dage skal komme, lyder det fra HERREN, da Byen skal opbygges
+      for HERREN fra Hananeltårnet til Hjørneporten;
+ 39.  og videre skal Målesnoren gå lige ud til Garebs Høj og så svinge
+      mod Goa;
+ 40.  og hele Dalen, Ligene og Asken, og alle Markerne ned til Kedrons
+      Bæk, til Hesteportens Hjørne mod Øst skal være HERREN helliget;
+      det skal aldrig mere oprykkes eller nedlbrydes.
+
+Jeremias 32
+
+  1.  Det Ord, som kom til Jeramias fra Herren i kong Zedekias af
+      Judas tiende År, det er Nebukadrezars attende.
+  2.  Dengang belejrede Babels Konges Hær Jerusalem, og Profeten
+      Jeremas sad fængslet i Vagtforgården i Judas Konges Palads,
+  3.  hvor Kong Zedekias af Juda havde ladet ham fængsle med de Ord:
+      "Hvor tør du profetere og sige: Så siger HERREN: Se, jeg giver
+      denne By i Babels Konges Hånd, og han skal indtage den;
+  4.  og Kong Zedekias af Juda skal ikke undslippe Kaldæernes Hånd,
+      men overgives i Babels Konges Hånd, og han skal tale med ham
+      Mund til Mund og se ham Øje i Øje;
+  5.  og han skal føre Zedekias til Babel, og der skal han blive, til
+      jeg ser til ham, lyder det fra HERREN; når I kæmper med
+      Kaldæerne, får I ikke Lykke!"
+
+  6.  Og Jeremias sagde: HERRENs Ord kom til mig således:
+  7.  Se, Hanamel, din Farbroder Sjallums Søn, kommer til dig og
+      siger: "Køb min Mark i Anatot, thi du har Indløsningsret."
+  8.  Så kom Hanamel, min Farbroders Søn, til mig i Vagtforgården, som
+      HERREN havde sagt, og sagde til mig: "Køb min Mark i Anatot i
+      Benjamins Land, thi du har Arveretten, og indløsningsretten er
+      din; køb dig den!" Da forstod jeg, at det var HERRENs Ord.
+  9.  Og jeg købte Marken i Anatot af Hanamel, min Farbroders Søn, og
+      tilvejede ham Pengene, sytten Sekel Sølv;
+ 10.  og jeg skrev Skøde og forseglede det, tilkaldte Vidner og
+      afvejede Pengene på Vægtskål.
+ 11.  Så tog jeg Skødet, både det forseglede og det åbne,
+ 12.  og overgav Skødet til Baruk, Masejas Søn Nerijas Søn, i
+      Nærværelse af Hanamel, min Farbroders Søn, og Vidnerne, som
+      havde underskrevet Skødet, og alle de Judæee, som var til Stede
+      i Vagtforgården;
+ 13.  og i deres Nærværelse bød jeg Baruk:
+ 14.  "Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Tag disse Skøder, både
+      det forseglede og det åbne, og læg dem i en Lerkrukke, for at de
+      kan holde sig i lange Tider.
+ 15.  Thi så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: End skal der købes
+      Huse, Marker og Vingårde i dette Land!"
+
+ 16.  Efter at have overgivet Skødet til Baruk, Nerijas Søn, bad jeg
+      således til HERREN:
+ 17.  Ak, Herre, HERRE, du har jo skabt Himmelen og Jorden ved din
+      vældige Styrke og din udstrakte Arm, intet er dig for
+      underfuldt,
+ 18.  du, som øver Miskundhed mod Tusinder og gengælder Fædres
+      Misgerning på deres Sønner efter dem; du store, vældige Gud,
+      hvis Navn er Hærskarers HERRE,
+
+ 19.  rig på Råd og stor i Dåd, hvis Øjne er åbne over alle
+      Menneskebørnenes Veje, for at du kan give enhver efter hans Vej
+      og hans Gerningers Frugt;
+ 20.  du, som gjorde Tegn og Undere i Ægypten og gør det den Dag i Dag
+      både i Israel og blandt andre Mennesker og skabte dig det Navn,
+      du har i Dag,
+ 21.  du, som førte dit Folk Israel ud af Ægypten med Tegn og Undere,
+      med stærk Hånd og udstrakt Arm og stor Rædsel
+ 22.  og gav dem dette Land, som du havde svoret deres Fædre at ville
+      give dem, et Land, der flyder med Mælk og Honning;
+ 23.  og de kom og tog det i Eje; men de hørte ikke din Røst og adlød
+      ikke din Lov; de gjorde intet af, hvad du havde pålagt dem; så
+      lod du al denne Ulykke ramme dem.
+ 24.  Se, Stormvoldene har nået Byen, så den er ved at blive indtaget,
+      og med Sværd, Hunger og Pest er Byen givet i de angribende
+      Kaldæeres Hånd; had du talede, er sket, og du ser det selv.
+ 25.  Og skønt Byen er givet i Kaldæernes Hånd, siger du til mig,
+      Herre, HERRE: "Køb dig Marken for Penge og tag Vidner derpå!"
+
+ 26.  Da kom HERRENs Ord til Jeremias således:
+ 27.  Se, jeg er HERREN, alt Køds Gud; skulde noget være mig for
+      underfuldt?
+ 28.  Derfor, så siger HERREN: Se, jeg giver denne By i kaldæernes og
+      Kong Nebukadrezar af Babels Hånd, og han skal idtage den;
+ 29.  og Kaldæerne, der angriber denne By, skal komme og sætte Ild på
+      den og afbrænde Husene, på hvis Tage man tændte Offerild for
+      Baal og udgød Drikofre for andre Guder for at krænke mig.
+ 30.  Thi fra deres Ungdom af har Israeliterne og Judæerne kun gjort,
+      hvad der var ondt i mine Øjne; thi Israeliterne gør ikke andet
+      end krænke mig ved deres Hænders Værk, lyder det fra HERREN.
+ 31.  Ja, en Kilde til Vrede og Harme har denne By været mig, lige fra
+      den Dag de byggede den og til i Dag, så at jeg må fjerne den fra
+      mit Åsyn
+ 32.  for alt det ondes Skyld, som Israeliterne og Judæerne gjorde for
+      at krænke mig, de deres Konger, Fyrster, Præster og Profefer,
+      Judas Mænd og Jerusalems Borgere.
+ 33.  De vendte Ryggen og ikke Ansigtet til mig, og skønt jeg advarede
+      dem årle og silde, vilde de ikke høre eller tage ved Lære.
+ 34.  De opstillede deres væmmelige Guder i det Hus, mit Navn nævnes
+      over, for at gøre det urent;
+ 35.  og de byggede Baals Offerhøje i Hinnoms Søns Dal for at ofre
+      deres Sønner og Døtre til Molok, hvad jeg ikke havde budt dem,
+      og hvad aldrig var i min Tanke, at man skulde gøre så
+      vederstyggelig en Ting for derved at lokke Juda til Synd.
+ 36.  Men nu, så siger HERREN, Israels Gud, om denne By, som I siger
+      er givet i Babels Konges Hånd med Sværd, Hunger og Pest:
+ 37.  Se, jeg vil samle dem fra alle de Lande, som jeg har bortstødt
+      dem til i min Vrede og Harme og i stor Fortørnelse, og føre dem
+      hjem til dette Sted og lade dem bo trygt.
+ 38.  De skal være mit Folk, og jeg vil være deres Gud;
+ 39.  og jeg vil give dem eet Hjerte og een Vej, så de frygter mig
+      alle Dage, at det må gå dem og deres Sønner efter dem vel.
+ 40.  Jeg slutter en evig Pagt med dem, at jeg ikke vil drage mig
+      tilbage fra dem, men gøre vel itnod dem; og min Frygt lægger jeg
+      i deres Hjerter, så de ikke viger fra mig.
+ 41.  Jeg vil glæde mig over dem og gøre vel imod dem; og jeg planter
+      dem i dette Land i Trofasthed af hele mit Hjerte og hele min
+      Sjæl.
+ 42.  Thi så siger HERREN: Som jeg bragte al denne store Ulykke over
+      dette Folk, således vil jeg bringe over dem alt det gode, jeg
+      taler til dem om.
+ 43.  End skal der købes Marker i det Land, som I siger er en Ørken
+      uden Mennesker og Kvæg og givet i Kaldæernes Hånd;
+ 44.  man skal købe Marker for Penge og skrive Skøder og forsegle dem
+      og tilkalde Vidner i Benjamins Land, i Jerusalems Omegn, i Judas
+      Byer, i Bjerglandets, Lavlandets og Sydlandets Byer; thi jeg
+      vender deres Skæbne, lyder det fra HERREN.
+
+Jeremias 33
+
+  1.  Herrens ord kom anden gang til Jeremias, medens han endnu sad
+      fængslet i Vagtforgården, således:
+  2.  Så siger HERREN, som skabte Jorden og dannede den, idet han
+      grundfæstede den, han, hvis Navn er HERREN:
+  3.  Kald på mig, så vil jeg svare dig og kundgøre dig store og
+      lønlige Ting, du ikke kender.
+  4.  Thi så siger HERREN, Israels Gud, om denne Bys Huse og om Judas
+      Kongers Huse, som nedbrødes for at bruges til Volde og Mur,
+  5.  da man gav sig til at stride imod Kaldæerne, og som fyldtes med
+      Ligene af de Mennesker, jeg slog i min Vrede og Harme, og for
+      hvem jeg skjulte mit Åsyn for al deres Ondskabs Skyld:
+  6.  Se, jeg vil lade Byens Sår heles og læges, og jeg helbreder dem
+      og oplader for dem en Rigdom af Fred og Sandhed.
+  7.  Jeg vender Judas og Israels Skæbne og opbygger dem som tilforn.
+  8.  Jeg renser dem for al deres Brøde, med hvilken de syndede imod
+      mig, og tilgiver alle deres Misgerninger, med hvilke de syndede
+      og forbrød sig imod mig.
+
+  9.  Byen skal blive til Glæde, til Pris og Ære blandt alle Jordens
+      Folk; og når de hører om alt det gode, jeg gør den, skal de
+      frygte og bæve over alt det gode og al den Lykke, jeg lader den
+      times.
+ 10.  Så siger HERREN: På dette Sted, som I siger er ødelagt, uden
+      Mennesker og Kvæg, i Judas Byer og på Jerusalems Gader, der er
+      lagt øde, uden Mennesker og kvæg,
+ 11.  skal atter høres Fryderåb og Glædesråb, Brudgoms Røst og Bruds
+      Røst, Råb af Folk, som siger: "Tak Hærskarers HERRE; thi HERREN
+      er god, og hans Miskundhed varer evindelig!" og som bringer
+      Takoffer til HERRENs Hus; thi jeg vender Landets Skæbne, så det
+      bliver som tilforn, siger HERREN.
+ 12.  Så siger Hærskarers HERRE: På dette ødelagte Sted, som er uden
+      Mennesker og Kvæg, og i alle dets Byer skal der atter være
+      Græsgange, hvor Hyrder lader deres Hjorde ligge;
+ 13.  i Bjerglandets, Lavlandets og Sydlandets Byer, i Benjamins land,
+      i Jerusalems Omegn og i Judas Byer skal Småkvæget atter gå forbi
+      under Tællerens Hånd, siger HERREN.
+ 14.  Se, Dage skal komme, lyder det fra HERREN, da jeg opfylder den
+      Forjættelse, jeg udtalte om Israels og Judas Hus.
+ 15.  I hine Dage og til hin Tid lader jeg en Retfærds Spire fremspire
+      for David, og han skal øve Ret og Retfærd i Landet.
+ 16.  I hine Dage skal Juda frelses og Jerusalem bo trygt, og man skal
+      kalde det: HERREN vor Retfærdighed.
+ 17.  Thi så siger HERREN: David skal ikke fattes en Mand til at sidde
+      på Israels Huss Trone.
+ 18.  Og Levitpræsterne skal aldrig fattes en Mand til at stå for mit
+      Åsyn og frembære Brændoffer, brænde Afgrødeoffer og ofre
+      Slagtoffer.
+
+ 19.  Og HERRENs Ord kom til Jeremias således:
+ 20.  Så siger HERREN Hvis min Pagt med Dagen og Natten brydes, så det
+      ikke bliver Dag og Nat, når Tid er inde,
+ 21.  da skal også min Pagt med min Tjener David brydes, så han ikke
+      har nogen Søn til at sidde som Konge på sin Trone, og med
+      Levitpræsterne, som tjener mig.
+ 22.  Som Himmelens Hær ikke kan tælles og Havets Sand ikke måles,
+      således vil jeg mangfoldiggøre min Tjener Davids Afkom og
+      Leviterne, som tjener mig.
+
+ 23.  Og HERRENs Ord kom til Jeremias således:
+ 24.  Har du ikke lagt Mærke til, hvorledes dette Folk siger: "De to
+      Slægter, HERREN udvalgte, har han forkastet!" Og de smæder mit
+      Folk, fordi det i deres Øjne ikke 1ner er et Folk.
+ 25.  Så siger HERREN: Hvis jeg ikke har fastsat min Pagt med Dag og
+      Nat, givet Love for Himmel og Jord,
+ 26.  så vil jeg også forkaste Jakobs Afkom og min Tjener David og
+      ikke af hans Afkom tage Herskere oer Abrabams, Isaks og Jakobs
+      Afkom; thi jeg vender deres Skæbne og forbarmer mig over dem.
+
+Jeremias 34
+
+  1.  Det Ord, som kom til Jeremias fra Herren, da kong Nebukadnezar
+      af Babel og hele hans Hær og alle Riger på Jorden, der stod
+      under hans Herredømme, og alle Folkeslag angreb Jerusalem og
+      alle dets Byer; det lød:
+  2.  Så siger HERREN, Israels Gud: Gå hen og sig til Kong Zedekias af
+      Juda: Så siger HERREN: Se, jeg giver denne By i Babels Konges
+      Hånd, og han skal afbrænde den.
+  3.  Og du skal ikke undslippe hans Hånd, men gribes og overgives i
+      hans Hånd og se Babels Konge Øje til Øje, og han skal tale med
+      dig Mund til Mund, og du skal komme til Babel.
+  4.  Hør dog HERRENs Ord, Kong Zedekias af Juda: Så siger HERREN om
+      dig: Du skal ikke falde for Sværdet,
+  5.  men dø i Fred, og ligesom man brændte til Ære for dine Fædre,
+      kongerne før dig, således skal man brænde til Ære for dig og
+      klage over dig: "Ve, Herre!"  så sandt jeg har talet, lyder det
+      fra HERREN.
+  6.  Og Profeten Jeremias talte alle disse Ord til kong Zedekias af
+      Juda i Jerusalem,
+  7.  medens Babels Konges Hær angreb Jerusalem og begge de Byer i
+      Juda, der var tilbage, Lakisj og Azeka; thi disse faste Stæder
+      var tilbage af Judas Byer.
+
+  8.  Det Ord, som kom til Jeremias fra HERREN, efter at kong Zedekias
+      havde sluttet en Pagt med alt Folket i Jerusalem og udråbt
+      Frigivelse,
+  9.  således at enhver skulde lade sin Træl og Trælkvinde gå bort i
+      Frihed, såfremt de var Hebræere, og ikke mere lade en judæisk
+      Broder trælle.
+ 10.  Og alle Fyrsterne og alt Folket, som havde indgået Pagten om, at
+      enhver skulde lade sin Træl og Trælkvinde gå bort i Frihed og
+      ikke mere lade dem trælle, adlød; de adlød og lod dem gå.
+ 11.  Men siden skiftede de Sind og tog Trællene og Trælkvinderne, som
+      de havde ladet gå bort i Frihed, tilbage og tvang dem til at
+      være Trælle og Trælkvinder.
+ 12.  Da kom HERRENs Ord til Jeremias således:
+ 13.  Så siger HERREN, Israels Gud: Jeg sluttede en Pagt med eders
+      Fædre, dengang jeg førte dem ud af Ægypten, af Trællehuset, idet
+      jeg sagde:
+ 14.  "Når der er gået syv År, skal enhver af eder lade sin hebraiske
+      Landsmand, som har solgt sig til dig og tjent dig i seks År, gå
+      bort; du skal lade ham gå af din Tjeneste i Frihed!" Men eders
+      Fædre hørte mig ikke og lånte mig ikke Øre.
+ 15.  Nys omvendte I eder og gjorde, hvad der er ret i mine Øjne, idet
+      I udråbte Frigivelse, hver for sin Broder, og I sluttede en Pagt
+      for mit Åsyn i det Hus, mit Navn er nævnet over,
+ 16.  men siden skiftede I Sind og vanhelligede mit Navn, idet enhver
+      af eder tog sin Træl eller Trælkvinde tilbage, som I havde ladet
+      gå bort i Frihed, om de ønskede det, og tvang dem til at være
+      eders Trælle og Trælkvinder.
+ 17.  Derfor, så siger HERREN: Da I ikke hørte mig og udråbte
+      Frigivelse, hver for sin Broder og hver for sin Næste, vil jeg
+      nu udråbe Frigivelse for eder, lyder det fra HERREN, så I
+      hjemfalder til Sværd, Pest og Hunger, og jeg vil gøre eder til
+      Rædsel for alle Jordens Riger.
+ 18.  Og jeg giver de Mænd, som har overtrådt min Pagt og ikke holdt
+      den Pagts Ord, som de sluttede for mit Åsyn, da de slagtede
+      Kalven og skar den i to Stykker, mellem hvilke de gik,
+ 19.  Judas og Jerusalems Fyrster, Hofmændene og Præsterne og hele
+      Landets Befolkning, som gik mellem Stykkerne af Kalven
+ 20.  dem giver jeg i deres Fjenders Hånd og i deres Hånd, som står
+      dem efter Livet, og deres Lig skal blive Himmelens Fugle og
+      Jordens Dyr til Æde.
+ 21.  Og Kong Zedekias af Juda og hans Fyrster giver jeg i deres
+      Fjenders Hånd og i deres Hånd, som står dem efter Livet. Og
+      Babels Konges Hær, som drog bort fra eder,
+ 22.  se, den bydet jeg, lyder det fra HERREN, at vende tilbage til
+      denne By, og de skal angribe den og indfage og afbrænde den; og
+      Judas Byer lægger jeg øde, så ingen bor der!
+
+Jeremias 35
+
+  1.  Det Ord, som kom til Jeremias fra Herren i Joasiases søn kong
+      Jojakim af Judas Dage:
+  2.  "Gå hen til Rekabiternes Hus og tal dem til, bring dem til et af
+      Kamrene i HERRENs Hus og giv dem Vin at drikke!"
+  3.  Så hentede jeg Jaazanja, en Søn af Jirmeja, Habazzinjas Søn, og
+      hans Brødre og alle hans Sønner og hele Rekabiternes Hus
+  4.  og bragte dem til HERRENs Hus, til den Guds Mand Hanans,
+      Jigdaljahus Søns, Sønners Kammer ved Siden af Fyrsternes Kammer
+      oven over Dørvogteren Maasejas, Sjallums Søns, Kammer.
+  5.  Og jeg satte krukker, som var fulde af Vin, og Bægre for dem og
+      sagde: "Drik!"
+  6.  Men de svarede: Vi drikker ikke Vin, thi vor Fader Jonadab,
+      Rekabs Søn, gav os det Bud: I og eders Børn må aldrig drikke
+      Vin,
+  7.  ej heller bygge Huse eller så Korn eller plante eller eje
+      Vingårde, men I skal bo i Telte hele eders Liv, for at I må leve
+      længe i det Land, I bor i som frem1uede.
+  8.  Og vi har adlydt vor Fader Jonadab, Rekabs Søn, i alt, hvad han
+      bød os, idet både vi, vore kvinder, Sønner og Døtre hele vort
+      Liv afholder os fra at drikke Vin,
+  9.  bygge Huse at bo i og eje Vingårde, Marker eller Sæd,
+ 10.  men bor i Telte; vi har adlydt og nøje gjort, som vor Fader
+      Jonadab bød os.
+ 11.  Men da Kong Nebukadrezar af Babel faldt ind i Landet, sagde vi:
+      Kom, lad os ty til Jerusalem for Kaldæernes og Aramernes Hære!
+      Og vi slog os ned i Jerusalem."
+
+ 12.  Da kom HERRENs Ord til mig således
+ 13.  Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Gå hen og sig til Judas
+      Mænd og Jerusalems Borgere: Vil I ikke tage ved Lære og høre
+      mine Ord? lyder det fra HERREN.
+ 14.  Jonadabs, Rekabs Søns, Bud er blevet overholdt; thi han forbød
+      sine Sønner at drikke Vin, og de har ikke drukket Vin til den
+      Dag i Dag, men adlydt deres Faders Bud; men jeg har talet til
+      eder årle og silde, uden at I vilde høre mig.
+ 15.  Jeg sendte alle mine Tjenere Profeterne til eder årle og silde,
+      for at de skulde sige: "Omvend eder hver fra sin onde Vej, gør
+      gode Gerninger og hold eder ikke til andre Guder, så I dyrker
+      dem; så skal I bo i det Land, jeg gav eder og eders Fædre." Men
+      I bøjede ikke eders Øre og hørte mig ikke.
+ 16.  Fordi Jonadabs, Rekabs Søns, Sønner overholdt deres Faders Bud,
+      medens dette Folk ikke vilde høre mig,
+ 17.  derfor, så siger HERREN, Hærskarers Gud, Israels Gud: Se, jeg
+      bringer over Juda og Jerusalems Borgere al den Ulykke, jeg har
+      truet dem med, fordi de ikke hørte, da jeg talede, og ikke
+      svarede, da jeg kaldte ad dem.
+
+ 18.  Men til Rekabiternes Hus sagde Jeremias: Så siger Hærskarers
+      HERRE, Israels Gud: Fordi I har adlydt eders Fader Jonadabs Bud
+      og overholdt alle hans Bud og gjort alt, hvad han bød eder,
+ 19.  derfor, så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Ingen Sinde skal
+      Jonadab, Rekabs Søn, fattes en Mand til at stå for mit Åsyn.
+
+Jeremias 36
+
+  1.  I Josiases søn kong Jojakim af Judas fjerde regeringsår kom
+      dette Ord til Jeremias fra HERREN:
+  2.  "Tag dig en Bogrulle og skriv deri alle de Ord, jeg har talet
+      til dig om Jerusalem og Juda og om alle Folkene, fra den Dag jeg
+      først talede til dig, fra Josiass dage og til den Dag i Dag.
+  3.  Måske vil Judas Hus mærke sig al den Ulykke, jeg har i Sinde at
+      gøre dem, for at de må omvende sig hver fra sin onde Vej, så jeg
+      kan tilgive deres Brøde og Synd."
+  4.  Så tilkaldte Jeremias Baruk, Nerijas Søn, og Baruk optegnede i
+      Bogrullen efter Jeremiass Mund alle de Ord, HERREN havde talet
+      til ham.
+  5.  Derpå sagde Jeremias til Baruk: "Jeg er hindret i at gå ind i
+      HERRENs Hus;
+  6.  men gå du ind og læs HERRENs Ord op af Bogrullen, som du skrev
+      efter min Mund, for Folket i HERRENs Hus på en Fastedag; også
+      for alle Judæere, der kommer ind fra deres Byer, skal du læse
+      dem.
+  7.  Måske når deres klage HERRENs Åsyn, måske omvender de sig hver
+      fra sin onde Vej; thi stor er Vreden og Harmen, som HERREN har
+      udtalt mod dette Folk."
+  8.  Og Baruk, Nerijas Søn, gjorde ganske som Profeten Jeremias
+      pålagde ham, og oplæste HERRENs Ord af Bogen i HERRENs Hus.
+
+  9.  I Josiass Søns, Kong Jojakim af Judas, femte Regeringsår i den
+      niende Måned udråbte alt Folket i Jerusalem og alt Folket, der
+      fra Judas Byer kom ind til Jerusalem, en Faste for HERREN.
+ 10.  Da oplæste Baruk for alt Folket Jeremiass Ord af Bogen i HERRENs
+      Hus, i Gemarjahus, Statsskriveren Sjafans Søns, Kammer i den
+      øvre Forgård ved Indgangen til HERRENs Huss nye Port.
+ 11.  Da nu Mika, en Søn af Sjatans Søn Gemarjahu, havde hørt HERRENs
+      Ord oplæse af Bogen,
+ 12.  gik han ned i Kongens Hus til Statsskriverens Kammer, hvor han
+      traf alle Fyrsterne siddende, Statsskriveren Elisjama, Delaja
+      Sjemajas Søn, Elnatan Akbors Søn, Gemarjahu Sjafans Søn, Zidkija
+      Hananjas Søn og alle de andre Fyrster;
+ 13.  og Mika meldte dem alt, had han havde hørt, da Baruk læste Bogen
+      op for Folket.
+
+ 14.  Da sendte alle Fyrsterne Jehudi, en Søn af Netanja, en Søn af
+      Sjelemja, en Søn af Kusji, til Baruk og lod sige: "Tag
+      Bogrullen, du læste op for Folket, og kom her ned!" Så tog
+      Baruk, Nerijas Søn, Bogrullen og kom til dem.
+ 15.  De sagde til ham: "Sæt dig og læs den for os!" Og Baruk læste
+      for dem.
+ 16.  Men da de havde hørt alle disse Ord, så de rædselslagne på
+      hverandre og sagde: "Alt det må vi sige Kongen."
+ 17.  Og de spurgte Baruk: "Sig os, hvorledes du kom til at optegne
+      alle disse Ord!"
+ 18.  Baruk svarede: "Jeremias foresagde mig alle Ordene, og jeg
+      optegnede dem i Bogen med Blæk."
+ 19.  Så sagde Fyrsterne til Baruk: "Gå hen og gem eder, du og
+      Jeremias, og lad ingen vide, hvor I er!"
+ 20.  Efter så at have lagt Bogrullen til Side i Statsskriveren
+      Elisjamas Kammer kom de til Kongen i hans Stue og sagde ham alt.
+
+ 21.  Så sendte Kongen Jehudi hen at hente Bogrullen i Statsskriveren
+      Elisjamas Kammer; og Jehudi læste den op for Kongen og alle
+      Fyrsterne, der stod om Kongen.
+ 22.  Kongen sad i Vinterhuset med et brændende Kulbækken foran sig;
+ 23.  og hver Gang Jehudi havde læst tre fire Spalter, skar Kongen dem
+      af med Statsskriverens Pennekniv og kastede dem på Ilden i
+      Bækkenet, indtil hele Bogrullen var fortæret af Ilden i
+      Bækkenet.
+ 24.  Og hverken Kongen eller nogen af hans Folk blev rædselslagen
+      eller sønderrev deres Klæder, da de hørte alle disse Ord;
+ 25.  men skønt Elnafan, Delaja og Gemarjahu bad Kongen ikke brænde
+      Bogrullen, hørte han dem ikke.
+ 26.  Derpå bød Kongen Kongesønnen Jerameel, Seraja Azriels Søn og
+      Sjelemja Abdeels Søn at gribe Skriveren Baruk og Profeten
+      Jeremias; men HERREN skjulte dem.
+
+ 27.  Men da Kongen havde brændt Bogrullen med de Ord, Baruk havde
+      optegnet efter Jeremiass Mund, kom HERRENs Ord til Jeremias
+      således:
+ 28.  "Tag dig en anden Bogrulle og optegn i den alle de Ord, som stod
+      i den første Bogrulle, den, Kong Jojakim af Juda brændte.
+ 29.  Og til Kong Jojakim af Juda skal du sige: Så siger HERREN: Du
+      brændte denne Bogrulle og sagde: Hvorfor skrev du i den: Babels
+      Konge skal komme og ødelægge dette Land og udrydde både Folk og
+      Fæ?
+ 30.  Derfor, så siger HERREN om Kong Jojakim af Juda: Han skal ikke
+      have nogen Mand til at sidde på Davids Trone, og hans Lig skal
+      slænges hen og gives Dagens Hede og Nattens Kulde i Vold;
+ 31.  jeg vil hjemsøge ham, hans Afkom og hans Tjenere for deres Brøde
+      og bringe over dem og Jerusalems Borgere og Judas Mænd al den
+      Ulykke, jeg har udtalt over dem, uden at de vilde høre."
+ 32.  Så tog Jeremias en anden Bogrulle og gav den til Skriveren
+      Baruk, Nerijas Søn; og han optegnede i den efter Jeremiass Mund
+      alle Ordene fra den Bog, Kong Jojakim af Juda havde brændt. Og
+      flere lignende Ord lagdes til.
+
+Jeremias 37
+
+  1.  Zedekias, Joasiases søn, blev konge Konjas, Jojakims søns sted,
+      idet Kong Nebukadrezar af Babel satte ham til Konge i Judas
+      Land.
+  2.  Men han og hans Mænd og Landets Befolkning hørte ikke på de Ord,
+      HERREN talede ved Profeten Jeremias.
+  3.  Kong Zedekias sendte Jukal. Sjelemjas Søn, og Præsten Zefanja,
+      Maasejas Søn, til Profeten Jeremias og lod sige: "Gå i Forbøn
+      for os hos HERREN vor Gud!"
+  4.  Dengang gik Jeremias frit ud og ind blandt Folket, thi man havde
+      endnu ikke kastet ham i Fængsel.
+  5.  Faraos Hær var rykket ud fra Ægypten; og da kaldæerne, som
+      belejrede Jerusalem, fik Nys herom, var de brudt op fra
+      Jerusalem.
+  6.  Da kom HERRENs Ord til Profeten Jeremias således:
+  7.  Så siger HERREN, Israels Gud: Således skal du sige til Judas
+      Konge, som har sendt Bud til dig for at rådspørge mig: Se,
+      Faraos Hær, som er rykket ud for at hjælpe eder, skal vende hjem
+      til Ægypten;
+  8.  og Kaldæerne skal vende tilbage og angribe denne By, indtage og
+      afbrænde den.
+  9.  Så siger HERREN: Når ikke eder selv ved at sige: "Kaldæerne
+      drager bort fra os for Alvor!" Thi de drager ikke bort.
+ 10.  Ja, om, I så slog hele Kaldæernes Hær, der angriber eder, så der
+      kun blev nogle sårede tilbage, hver i sit Telt, så skulde de stå
+      op og afbrænde denne By.
+
+ 11.  Da Kaldæernes Hær var brudt op fra Jerusalem for Faraos Hær,
+ 12.  gik Jeremias ud af Jerusalem for at drage til Benjamins Land og
+      få en Arvelod iblandt Befolkningen.
+  3.  Men da han kom til Benjaminsporten, var der en Vagthavende ved
+      Navn Jirija, en Søn af Hananjas Søn Sjelemja, og han greb
+      Profeten Jeremias og sagde: "Du vil løbe over til Kaldæerne."
+ 14.  Jeremias svarede: "Det er Løgn; jeg vil ikke løbe over til
+      Kaldæerne."  Jirija vilde dog ikke høre ham, men greb ham og
+      bragte ham til Fyrsterne;
+ 15.  og Fyrsterne vrededes på Jeremias, slog ham og lod ham bringe
+      til Statsskriveren Jonatans Hus; thi det havde de gjort til
+      Fængsel.
+ 16.  Således kom Jeremias i Fangehuset i kælderen; og der sad han en
+      Tid lang.
+
+ 17.  Men Kong Zedekias sendte Bud og lod ham hente; og Kongen spurgte
+      ham i al Hemmelighed i sit Palads: "Er der et Ord fra HERREN?"
+      Jeremias svarede: "Ja, der er: Du skal overgives i Babels Konges
+      Hånd."
+ 18.  Derpå sagde Jeremias til Kong Zedekias: "Hvad Synd har jeg gjort
+      imod dig, dine Mænd og dette Folk, siden I har kastet mig i
+      Fængsel?
+ 19.  Og hvor er nu eders Profeter, som profeterede for eder, at
+      Babels Konge ikke skulde komme over eder og dette Land?
+ 20.  Så hør da, Herre Konge! Lad min Bøn nå dig og lad mig ikke
+      bringe tilbage til Statsskriveren Jonatans Hus, af jeg ikke skal
+      dø der!"
+ 21.  Da bød Kong Zedekias, at man skulde holde Jeremias i Varetægt i
+      Vagtforgården; og der gaves ham daglig et Stykke Brød fra
+      Bagerens Gade, indtil Brødet slap op i Byen. Således sad nu
+      Jeremias i Vagtforgården.
+
+Jeremias 38
+
+  1.  Men da Sjefatja Mattans søn, Gedalja Pasjhurs søn, Jukal
+      Sjelemjas Søn og Pasjhur Malkijas Søn hørte Jeremias tale til
+      alt Folket således:
+  2.  "Så siger HERREN: Den, der bliver i denne By, skal dø ved Sværd,
+      Hunger og Pest, men den, som overgiver sig til Kaldæerne, skal
+      leve og vinde sit Liv som Bytte;
+  3.  thi så siger HERREN: Denne By skal gives i Babels Konges Hærs
+      Hånd, og han skal indtage den"
+  4.  da sagde Fyrsterne til Kongen: "Denne Mand må dø, thi han tager
+      Modet fra Krigsmændene, som er tilbage i denne By, og fra alt
+      Folket ved at tale således til dem; thi denne Mand tænker ikke
+      på dette Folks Vel, men på dets Ulykke."
+  5.  Kong Zedekias svarede: "Se, han er i eders Hånd." Thi Kongen
+      evnede intet over for dem.
+  6.  Så tog de Jeremias og kastede ham i Kongesønnen Malkijas
+      Cisterne i Vagtforgården, idet de hejsede ham ned med Reb. Der
+      var ikke Vand i Cisternen, men Dynd, og Jeremias sank i Dyndet.
+  7.  Imidlertid hørte Ætioperen Ebed Melek, en Hofmand i Kongens
+      Palads, at Jeremias var kastet i Cisternen; og da Kongen var i
+      Benjaminsporten,
+  8.  gik Ebed-Melek fra Paladset og talte således til Kongen:
+  9.  "Herre Konge, ilde har de gjort ved at lade denne Mand dø af
+      Hunger, fordi der ikke er mere Brød i Byen!"
+ 10.  Så bød Kongen Ætioperen Ebed-Melek: "Tag tredive Mænd med herfra
+      og drag Profeten Jeremias op af Cisternen, før han dør!"
+ 11.  Ebed-Melek tog Mændene med og gik til Kælderen under
+      Skatkammeret i Kongens Palads, hvor han hentede nogle Klude af
+      slidte og iturevne klæder; dem hejsede han med Reb ned til
+      Jeremias i Cisternen,
+ 12.  idet han sagde: "Læg Kludene om Rebet!" Det gjorde Jeremias,
+ 13.  og de drog ham op af Cisternen med Rebet. Således kom Jeremias
+      atter til at sidde i Vagtforgården.
+
+ 14.  Kong Zedekias sendte Bud og lod Profeten Jeremias hente til sig
+      i Livvagtens Indgang til HERRENs Hus. Og Kongen sagde til ham:
+      "Jeg vil spørge dig om noget, dølg intet for mig!"
+ 15.  Jeremias svarede Zedekias: "Hvis jeg siger dig det, vil du da
+      ikke lade mig dræbe? Og selv om jeg råder dig, vil du dog ikke
+      høre mig."
+ 16.  Da tilsvor Kong Zedekias i al Hemmelighed Jeremias: "Så sandt
+      HERREN lever, som har skabt vor Sjæl, jeg vil ikke lade dig
+      dræbe eller give dig i disse Mænds Hånd, som står dig efter
+      Livet."
+ 17.  Så sagde Jeremias til Zedekias: "Så siger HERREN, Hærskarers
+      Gud, Israels Gud: Hvis du overgiver dig til Babels Konges
+      Fyrster, skal du redde dit Liv; denne By skal ikke afbrændes, og
+      du og dit Hus skal blive i Live;
+ 18.  men overgiver du dig ikke til dem, skal Byen gives i Kaldæernes
+      Hånd, og de skal afbrænde den, og du skal ikke undslippe deres
+      Hånd."
+ 19.  Men kong Zedekias sagde til Jeremias: "Jeg er ræd for de
+      Judæere, der er løbet over til Kaldæerne, at Kaldæerne skal
+      overgive mig i deres Hånd, og at de skal drive Spot med mig."
+ 20.  Så sagde Jeremias: "Det gør de ikke! Adlyd kun HERRENs Ord, som
+      jeg taler til dig, så skal det gå dig vel, og du skal blive i
+      Live.
+ 21.  Men vægrer du dig ved at overgive dig, så hør nu, hvad HERREN
+      har ladet mig skue:
+ 22.  Se, alle Kvinder, der er tilbage i Judas Konges Palads, førtes
+      ud til Babels Konges Fyrster, medens de sang: Dig forledte og
+      tvang dine gode Venner, de ledte din Fod i en Sump og trak sig
+      tilbage.
+ 23.  Alle dine Hustruer og Børn skal føres ud til Kaldæerne, og du
+      skal ikke undslippe deres Hånd, men gribes af Babels Konges
+      Hånd, og denne By skal abrændes!"
+ 24.  Så sagde Zedekias til Jeremias: "Ingen må vide noget om denne
+      Samtale, ellers er du dødsens;
+ 25.  og hvis Fyrsterne skulde få Nys om, at jeg har talt med dig, og
+      komme til dig og sige: Sig os hvad du sagde til Kongen; dølg
+      ikke noget for os, ellers dræber vi dig; sig os også, hvad
+      Kongen sagde til dig!
+ 26.  sig så til dem: Jeg fremførte en ydmyg Bøn for Kongen om ikke at
+      lade mig føre tilbage til Jonatans Hus for at dø der."
+ 27.  Og alle Fyrsterne kom til Jeremias og spurgte ham; og han
+      svarede dem nøje, som Kongen havde påbudt. Så lod de ham i Fred,
+      eftersom Sagen ikke var blevet kendt.
+ 28.  Således sad Jeremias i Vagtforgården, lige til den Dag Jerusalem
+      blev indtaget.
+
+Jeremias 39
+
+  1.  Efter at Jerusalem var indtaget, i kong Zedekias af Judas niene
+      regeringsår i den tiende Måned, kom Kong Nebudkadrezar af Babel
+      med hele sin Hær til Jerusalem og belejrede det;
+  2.  i Zedekiass ellevte År på den niende Dag i den fjerde Måned blev
+      Byen stormet
+  3.  da kom alle Babels konges Fyrster og satte sig i Midterporten:
+      Overhofmanden Nebusjazban, Magernes Øverste Nergal-Sarezer og
+      alle Babels Konges andre Fyrster.
+  4.  Da Kong Zedekias af Juda og alle hans Krigsmænd så dem, flygtede
+      de om Natten fra Byen ad Vejen til Kongens Have gennem Porten
+      mellem de to Mure og tog Vejen ad Araba til.
+  5.  Men Kaldæernes Hær satte efter dem og indhentede Zedekias på
+      Jerikos Lavslette; og de tog ham med og bragte ham op til Kong
+      Nebukadnezar af Babel i Ribla i Hamats Land; og han fældede hans
+      Dom.
+  6.  Babels Konge lod i Ribla Zedekiass Sønner dræbe i hans Påsyn;
+      også alle de ypperste i Juda lod Babels Konge dræbe;
+  7.  derpå lod han Øjnene stikke ud på Zedekias og lod ham lægge i
+      Kobberlænker for at føre ham til Babel.
+  8.  kaldæerne satte Ild på Kongens Palads og Folkets Huse og nedbrød
+      Jerusalems Mure.
+  9.  Resten af Folket, der var levnet i Byen, Overløberne, der var
+      løbet over til ham, og Resten af Håndværkerne førte Livvagtens
+      øverste Nebuzaradan som Fanger til Babel,
+ 10.  og kun nogle af den fattigste Befolkning, der intet ejede, lod
+      Livvagts øverste Nebuzaradan blive tilbage i Judas Land, idet
+      han samtidig gav dem Vingårde og Agre.
+
+ 11.  Men om Jeremias bød Kong Nebukadrezar af Babel Livvagts øverste
+      Nebuzaradan:
+ 12.  "Tag ham og hav Øje med ham og gør ham ingen Men; gør med ham,
+      som han selv ønsker!"
+ 13.  Så sendte Livvagts øverste Nebuzaradan, Overhofmanden
+      Nebusjazban og Magernes Øverste Nergal-Sarezer og alle Babels
+      Konges andre Stormænd
+ 14.  Bud og, lod Jeremias hente i Vagtforgården og overgav ham til
+      Gedalja, en Søn af Sjafans Søn Ahikam, for at han skulde føre
+      ham til hans Hjem; og han boede iblandt Folket.
+
+ 15.  Medens Jeremias sad fængslet i Vagtforgården, kom HERRENs Ord
+      til ham således:
+ 16.  Gå hen og sig til Ætioperen Ebed-Melek: Så siger Hærskarers
+      HERRE, Israels Gud: Se, jeg lader mine Ord gå i Opfyldelse på
+      denne By til Ulykke og ikke til Lykke, og du skal have dem i
+      Tankerne på hin Dag.
+ 17.  Men på hin Dag redder jeg dig, lyder det fra HERREN, og du skal
+      ikke gives i de Mænds Hånd, for hvem du frygter;
+ 18.  thi jeg vil frelse dig, så du ikke falder for Sværdet, og du
+      skal vinde dit Liv som Bytte, fordi du stolede på mig, lyder det
+      fra HERREN
+
+Jeremias 40
+
+  1.  Det Ord, som kom fra HERREN til Jeremias, efter at livvagtens
+      øverste Nebuzaradan havde løsladt ham i Rama; han lod ham hente,
+      medens han var bundet med Lænker iblandt alle Fangerne fra
+      Jerusalem, og Juda, der førtes til Babel.
+  2.  Livvagts øverste lod Jeremias hente og sagde til ham: "HERREN
+      din Gud har udtalt denne Ulykke over dette Sted,
+  3.  og HERREN lod det ske og gjorde, hvad han havde sagt, fordi I
+      syndede mod HERREN og ikke adlød hans, Røst; derfor timedes
+      dette eder.
+  4.  Se, nu tager jeg i Dag Lænkerne af dine Hænder. Hvis det tykkes
+      dig godt at drage med mig til Babel, så drag med, og jeg vil
+      have Øje med dig; men tykkes det dig ilde, så lad være! Se, hele
+      Landet står dig åbent; gå, hvor det tykkes dig godt og ret!"
+  5.  Og da han tøvede med at vende tilbage, tilføjede han: "Så vend
+      tilbage til Gedalja Sjafans Søn Ahikams Søn, som Babels konge
+      har sat over Judas Land, og bosæt dig hos, ham iblandt Folket,
+      eller gå, hvor som helst det tykkes dig ret!" Og Livvagts
+      øverste gav ham Rejsetæring og Gave og lod ham gå.
+  6.  Jeremias gik da til Gedalja, Ahikams Søn, i Mizpa og bosatte sig
+      hos ham iblandt Folket, der var levnet i Landet.
+
+  7.  Da alle Hærførerne, som var ude i åbent Land, og deres Mænd
+      hørte, at Babels konge havde sat Gedalja, Ahikams Søn, over
+      Landet og over Mænd, kvinder og Børn og dem af den fattige
+      Befolkning i Landet, som ikke var ført til Babel,
+  8.  kom de til Gedalja i Mizpa: Jisjmael Netanjas Søn Johanan Kareas
+      Søn.  Seraja Tanhumets Søn, Netofatiten Efajs Sønner og Jezanja
+      Maakatitens Søn, med deres Mænd.
+  9.  Og Gedalja, Sjafans Søn Ahikams Søn, tilsvor dem og deres Mænd
+      således: "Frygt ikke for at stå under Kaldæerne; bosæt eder i
+      Landet og underkast eder Babels Konge, så skal det gå eder vel.
+ 10.  Se, selv bliver jeg i Mizpa for at tage mod Kaldæerne, når de
+      kommer til os; men I skal samle Vin, Frugt og Olie i eders Kar
+      og bo i de Byer, I tager i Eje!"
+ 11.  Og da også alle de Judæere, der var i Moab, hos Ammoniterne, i
+      Edom og alle de andre Lande, hørte, at Babels Konge havde levnet
+      Juda en Rest og sat Gedalja. Sjafans Søn Ahikams Søn, over dem,
+ 12.  vendte de alle tilbage fra alle de Steder, som de var fordrevet
+      til, og kom til Judas Land til Gedalja i Mizpa; og de indsamlede
+      Vin og Frugt i store Måder.
+
+ 13.  Men Johanan, Kareas Søn, og alle de andre Hærførere, som havde
+      været ude i åbent Land, kom til Gedalja i Mizpa
+ 14.  og sagde: "Mon du ved, at Baalis, Ammoniternes Konge, har sendt
+      Jisjmael, Netanjas Søn, for at myrde dig?" Men Gedalja, Ahikams
+      Søn, troede dem ikke.
+ 15.  Da sagde Johanan, Kareas Søn, i al Hemmelighed til Gedalja I
+      Mizpa: "Lad mig gå hen og myrde Jisjmael, Netanjas Søn; ingen
+      skal få det at vide.  Hvorfor skal han myrde dig, så at hele
+      Juda, som har samlet sig om dig, splittes, og Judas Rest går til
+      Grunde?"
+ 16.  Men Gedalja, Ahikas Søn, svarede Johanan, Kareas Søn: "Det må du
+      ikke gøre, thi du lyver om Jisjmael!"
+
+Jeremias 41
+
+  1.  Men i den syvende måned kom Jisjmael, Elisjamas søn Netanjas
+      søn, en mand af kongelig Æt, der hørte til Kongens Stormænd,
+      fulgt af ti Mænd til Gedalja, Ahikams Søn, i Mizpa; og de holdt
+      Måltid sammen der i Mizpa.
+  2.  Jisjmael, Netanjas Søn, og de ti Mænd, der fulgte ham, stod da
+      op og huggede Gedalja, Sjafans Søn Ahikams Søn, ned med Sværdet
+      og dræbte således den Mand, Babels Konge havde sat over Landet;
+  3.  også alle de Judæere, som var hos ham i Mizpa, og alle de
+      Kaldæere, som fandtes der, alle Krigerne huggede Jisjmael ned.
+
+  4.  Dagen efter Gedaljas Mord, endnu før nogen kendte dertil,
+  5.  kom firsindstyve Mænd fra Sikem, Silo og Samaria med afklippet
+      Skæg, sønderrevne Klæder og Flænger i Huden; de havde
+      Afgrødeoffer og Røgelse med til at ofre i HERRENs Hus"
+  6.  Jisjmael, Netanjas Søn, gik dem i Møde fra Mizpa og græd hele
+      Vejen, og da han traf dem, sagde han: "Kom med til Gedalja,
+      Ahikams Søn!"
+  7.  Men da de var kommet ind i Byen, huggede Jisjmael og hans Mænd
+      dem ned og kastede dem i Cisternen.
+  8.  Men der var ti Mænd iblandt dem, som sagde til Jisjmael: "Dræb
+      os ikke, thi vi har skjulte Forråd på Marken, Hvede, Byg, Olie
+      og Honning." Så lod han dem være og dræbte dem ikke med de
+      andre.
+  9.  Cisternen, hvori Jisjmael kastede Ligene af alle dem, han havde
+      hugget ned, var den store Cisterne, Kong Asa havde bygget i
+      Kampen mod Kong Basja af Israel; den fyldte Jisjmael, Netanjas
+      Søn, med dræbte.
+ 10.  Derpå bortførte Jisjmael som Fanger hele Resten af Folket i
+      Mizpa, Kongedøtrene og hele Folket, der var ladt tilbage i
+      Mizpa, og over hvem Livvagts øverste Nebuzaradan havde sat
+      Gedalja, Ahikams Søn; dem bortførte Jisjmael, Netanjas Søn, som
+      Fanger og gav sig på Vej til Ammoniterne.
+
+ 11.  Men da Johanan, Kareas Søn, og alle de Hærførere, som var hos
+      ham, hørte om al den Ulykke, Jisjmael, Netanjas Søn, havde
+      gjort,
+ 12.  tog de alle deres Mænd og drog imod ham, og de traf ham ved den
+      store Dam i Gibeon;
+ 13.  og da alt Folket, der var hos Jisjmael, så Johanan, Kareas Søn
+      og alle Hærførerne, der var med ham, blev de glade;
+ 14.  og alt Folket, som Jisjmael havde ført fanget fra Mizpa, vendte
+      om og gik over til Johanan, Kareas Søn.
+ 15.  Men Jisjmael Netanjas Søn, slap fra Johanan med otte Mand og
+      drog til Ammoniterne.
+
+ 16.  Johanan, Kareas Søn, og alle Hærførerne, der var med ham, tog
+      derpå hele Resten af Folket, som Jisjmael, Netanjas Søn, efter
+      at have myrdet Gedalja, Ahikams Søn, havde ført bort fra Mizpa,
+      de Mænd, Krigere, Kvinder, Børn og Hofmænd, som han bragte
+      tilbage fra Gibeon,
+ 17.  og de drog hen og slog sig ned i Gidrot-Kimham i
+      BetlehemsNabolag for at drage til Ægypten.
+ 18.  af Frygt for Kaldæerne; thi de frygtede dem, fordi Jisjmael,
+      Netanjas Søn, havde dræbt Gedalja, Ahikams Søn, som Babels Konge
+      havde sat over Landet.
+
+Jeremias 42
+
+  1.  Så kom alle hærførerene og Johanan, Kareas søn, og Azarja,
+      Maasejas Søn, med alt Folket, store og små,
+  2.  og sagde til Profeten Jeremias: "Måtte vor Bøn nå dit Øre, så du
+      beder til HERREN din Gud for hele denne Rest, thi som du ser os
+      her, er vi kun få tilbage af mange.
+  3.  Måtte HERREN din Gud kundgøre os, hvilken Vej vi skal gå, og
+      hvad vi skal gøre!"
+  4.  Profeten Jeremias svarede: "Godt! Jeg vil bede til HERREN eders
+      Gud, som I ønsker; og alt hvad HERREN svarer, vil jeg kundgøre
+      eder uden at forholde eder et Ord."
+  5.  De sagde da til Jeremias: "HERREN skal være et sandt og
+      troværdigt Vidne imod os, hvis vi ikke retter os efter hvert
+      Ord, HERREN din Gud sender os ved dig.
+  6.  Det være godt eller ondt, vi vil adlyde HERREN vor Guds Røst,
+      til hvem vi sender dig, at det må gå os vel, når vi adlyder
+      HERREN vor Guds Røst."
+
+  7.  Ti Dage efter kom HERRENs Ord til Jeremias.
+  8.  Så sammenkaldte han Johaoan, Kareas Søn, alle Hærføreme, der var
+      med ham, og alt Folket, store og små,
+  9.  og sagde: Så siger HERREN, Israels Gud, til hvem I sendte mig,
+      for at eders Bøn måtte nå ind for hans Åsyn:
+ 10.  Hvis I bliver her i Landet, vil jeg bygge eder og ikke nedbryde
+      eder, plante eder og ikke rykke eder op, thi jeg angrer det
+      onde, jeg har gjort eder.
+ 11.  Frygt ikke for Babels Konge, således som I gør, frygt ikke for
+      ham, lyder det fra HERREN, thi jeg er med eder for at frelse og
+      redde eder af hans Hånd.
+
+ 12.  Jeg vil lade eder finde Barmhjertighed, og han skal forbarme sig
+      over eder og lade eder bo i eders Land.
+ 13.  Hvis I derimod ikke hører HERREN eders Guds Røst, idet I siger,
+      at I ikke vil bo her i Landet,
+ 14.  men drage til Ægypten og bo der for ikke mere at se Krig eller
+      høre Hornets Klang eller hungre efter Brød,
+ 15.  så hør nu HERRENs Ord, Judas Rest. Så siger Hærskarers HERRE,
+      Israels Gud: Hvis I virkelig har i Sinde at drage til Ægypten og
+      drager derned for at bo der som fremmede,
+ 16.  så skal Sværdet, som I frygter, nå eder der i Ægypten, og
+      Hungeren, som I ængstes for, skal følge efter eder til Ægypten,
+      og I skal omkomme der;
+ 17.  alle de Mænd, som har i Sinde at drage til Ægypten for at bo der
+      som fremmede, skal dø ved Sværd, Hunger og Pest, og ingen af dem
+      skal blive tilovers og undslippe fra den Ulykke, jeg sender over
+      dem.
+ 18.  Thi så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Som min Vrede og
+      Harme udgød sig over Jerusalems Indbyggere, således skal min
+      Harme udgyde sig over eder, når I drager til Ægypten, og I skal
+      blive et. Edens, Rædselens, Forbandelsens og Spottens Tegn og
+      ikke mere få dette Sted at se.
+ 19.  Dette er HERRENs Ord til eder. Judas Rest: Drag ikke til
+      Ægypten! I skal vide, at jeg i Dag har advaret eder.
+ 20.  Thi I nedkalder ondt over eder selv, når I sender mig til HERREN
+      eders Gud og siger: "Bed for os til HERREN vor Gud! Hvad HERREN
+      vor Gud siger, skal du nøje kundgøre os, så vil vi gøre det,"
+ 21.  og I så alligevel ikke adlyder HERREN eders Guds Røst og gør
+      alt, hvad han sendte eder Bud om.
+ 22.  Så vid da nu, at I skal omkomme ved Sværd, Hunger og Pest på det
+      Sted, hvor I agter at gå hen for at bo der somfremmede.
+
+Jeremias 43
+
+  1.  Men da Jeramias var til ende med at forkynde alle de Ord, med
+      hvilke HERREN deres Gud havde sendt ham til dem, alle de nævnte
+      Ord,
+  2.  sagde Azarja, Maasejas Søn, og Johanan, Kareas Søn, og alle de
+      andre overmodige Mænd til Jeremias: "Du lyver! HERREN vor Gud
+      har ikke sendt dig for at sige, at vi ikke skal drage til
+      Ægypten for at bo der som fremmede;
+  3.  nej, Baruk, Nerijas Søn, har ophidset dig imod os, for at vi
+      skal gives i Kaldæernes Hånd, så de dræber os eller fører os
+      bort til Babel."
+  4.  Og Johanan, Karens Søn, alle Hærførerne og alt Folket adlød ikke
+      HERRENs Røst om at blive i Judas Land;
+  5.  men Johanan, Kareas Søn, og alle Hærførerne tog hele Judas Rest,
+      som var vendt tilbage for at bo i Judas Land,
+  6.  Mænd, Kvinder og Børn, Kongedøtrene og enhver, som Livvagts
+      øverste Nebuzaradan havde ladet blive hos Gedalja, Sjafans Søn
+      Ahikams Søn, også Profeten Jeremias og Baruk, Nerijas Søn,
+  7.  og drog til Ægypten; thi de adlød ikke HERRENs Røst. Og de kom
+      til Takpankes.
+
+  8.  Men HERRENs Ord kom til Jeremias i Takpankes således:
+  9.  Tag dig nogle store Sten og grav dem ned i Teglstensgulvets
+      Underlag ved Indgangen til Faraos Hus i Takpankes i de judæiske
+      Mænds Påsyn
+ 10.  og sig til dem: Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Jeg
+      lader min Tjener Kong Nebukadrezar af Babel hente, og han skal
+      rejse sin Trone oven over de Sten, du gravede ned, og brede sit
+      Trontæppe derover.
+ 11.  Han skal komme og slå Ægypten; dem, der hører Døden til, skal
+      han overgive til Død, dem der hører Fangenskabet til, til
+      Fangenskab og dem, der hører Sværdet til, til Sværd.
+ 12.  Han skal sætte Ild på Ægyptens Gudehuse og afbrænde dem og
+      bortføre Guderne som Fanger, og han skal svøbe Ægypten om sig,
+      som en Hyrde sin Kappe; derpå skal han drage bort derfra i Fred.
+ 13.  Han skal nedbryde Stenstøtterne i Bet-Sjemesj og afbrænde
+      Ægyptens Gudehuse.
+
+Jeremias 44
+
+  1.  Det ord, som kom til Jeremias om alle de Judærere, der boede i
+      Ægypten, i Migdol, Takpankes, Nof og Patros:
+  2.  Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: I så selv al den Ulykke,
+      jeg bragte over Jerusalem og alle Judas Byer; se, de ligger nu
+      øde hen, og ingen bor i dem;
+  3.  det er Straf for det onde, de gjorde, idet det krænkede mig ved
+      at gå hen og tænde Offerild for og dyrke andre Guder, som
+      hverken de eller deres Fædre før kendte til.
+  4.  Jeg sendte årle og silde alle mine Tjenere Profeterne til dem,
+      for at de skulde sige: "Gør dog ikke disse vederstyggelige Ting,
+      som jeg hader!"
+  5.  Men de hørte ikke og bøjede ikke deres Øre dertil, så de
+      omvendte sig fra deres Ondskab og hørte op med at tænde Offerild
+      for andre Guder.
+  6.  Derfor udgød min Vrede og Harme sig og luede op i Judas Byer og
+      Jerusalems Gader, så de blev til Ødemark og Ørk, som de er den
+      Dag i Dag.
+  7.  Og nu, så siger HERREN, Hærskarers Gud, Israels Gud: Hvorfor
+      nedkalder I stor Ulykke over eder selv og udrydder Mænd og
+      Kvinder, Børn og diende af Juda, så I ikke levner eder nogen
+      Rest,
+  8.  idet I krænker mig med eders Hænders Værker og tænder Offerild
+      for andre Guder i Ægypten, hvor I kom hen for at bo som
+      fremmede? Følgen bliver, at I udrydder eder selv og bliver et
+      Forbandelsens og Spottens Tegn blandt alle Jordens Folk.
+  9.  Har I glemt de onde Gerninger, eders Fædre og Judas Konger og
+      Fyrster og eders Kvinder gjorde i Judas Land og på Jerusalems
+      Gader?
+ 10.  Hidtil har de ikke ydmyget sig; de frygter ikke og vandrer ikke
+      efter min Lov og mine Bud, som jeg forelagde eder og eders
+      Fædre.
+ 11.  Derfor, så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Se, jeg har ondt
+      i Sinde imod eder; jeg vil udrydde hele Juda.
+ 12.  Og jeg tager Judas Rest, dem, som fik i Sinde at drage til
+      Ægypten og bo der som fremmede; de skal alle omkomme i Ægypten;
+      de skal falde for Sværd og Hunger og omkomme, store og små; for
+      Sværd og Hunger skal de dø og blive et Edens, Rædselens,
+      Forbandelsens og Spottens Tegn.
+ 13.  Og jeg hjemsøger dem, der bor i Ægypten, som jeg bjemsøgte
+      Jerusalem, med Sværd, Hunger og Pest.
+ 14.  Og af Judas Rest, dem, der kom til Ægypten for at bo der som
+      fremmede, skal ingen reddes eller undslippe, så han kan vende
+      hjem til Judas Land, hvor de længes efter at bo igen; nej, ingen
+      skal vende hjem undtagen enkelte, som reddes.
+
+ 15.  Men alle Mændene, der vel vidste, at deres Kvinder tændte
+      Offerild for andre Guder, og alle Kvinderne, som stod der i en
+      stor Klynge, og alt Folket, som boede i Ægypten, i Patros,
+      svarede Jeremias:
+ 16.  "Det Ord, du har talt til os i HERRENs Navn, vil vi ikke høre;
+ 17.  nej, vi vil opfylde hvert Løfte; som er udgået af vor Mund, og
+      tænde Offerild for Himmelens Dronning og udgyde Drikofre for
+      hende, som vi og vore Fædre, vore konger og Fyrster gjorde det i
+      Judas Byer og på Jerusalems, Gader. Dengang havde vi Brød nok og
+      var lykkelige og kendte ikke til Ulykke;
+ 18.  men fra den Stund vi hørte op med at tænde Offerild for
+      Himmelens Dronning og udgyde Drikofre for hende, led vi Mangel
+      på alt og omkom ved Sværd og Hunger.
+ 19.  Og når vi tænder Offerild for Himmelens Dronning og udgyder
+      Drikofre for hende, mon det så er uden vore Mænds Vidende, at vi
+      bager hende Offerkager, som afbilder hende, og udgyder Drikofre
+      for hende?"
+
+ 20.  Jeremias sagde til alt Folket, Mændene, Kvinderne og alt Folket,
+      som havde svaret ham således:
+ 21.  "Mon ikke den offerild, som I, eders Fædre, eders Konger og
+      Fyrster og Landets Befolkning tændte i Judas Byer og på
+      Jerusalems Gader, randt HERREN i Hu og kom ham i Tanke?
+ 22.  HERREN kunde ikke mere holde det ud for eders onde Gerninger og
+      de vederstyggelige Ting, I gjorde; derfor blev eders Land til
+      Ørk, til et Rædselens og Forbandelsens Tegn, som det er den Dag
+      i Dag.
+ 23.  Fordi I tændte Offerild og syndede mod HERREN og ikke adlød
+      HERRENs Røst eller fulgte hans Lov, Vedtægter og Vidnesbyrd,
+      derfor ramtes I af denne Ulykke, som varer ved den Dag i Dag."
+ 24.  Og Jeremias sagde til alt Folket og alle kvinderne: "Hør HERRENs
+      Ord, hele Juda i Ægypten!
+ 25.  Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: I og eders Kvinder lover
+      med eders Mund og opfylder det med eders Hænder! I siger: Vi vil
+      opfylde de Løfter, vi har aflagt, og tænde Offerild for
+      Himmelens Dronning og udgyde Drikofre for hende. Så hold da
+      eders Løfter og indfri dem!
+ 26.  Men hør da også HERRENs Ord, alle I Judæere, som bor i Ægypten:
+      Se, jeg sværger ved mit store Navn, siger HERREN: Ikke skal mere
+      nogensteds i Ægypten mit Navn nævnes i nogen judæisk Mands Mund,
+      så han siger: Så sandt den Herre HERREN lever!
+ 27.  Se, jeg er årvågen over dem til Ulykke og ikke til Lykke, og
+      hver judæisk Mand i Ægypten skal omkomme ved Sværd og Hunger,
+      indtil de er udryddet.
+ 28.  Kun de, der undslipper Sværdet, skal vende hjem fra Ægypten til
+      Judas Land, et ringe Tal; og hele Judas Rest, der er kommet til
+      Ægypten for at bo der som fremmede, skal kende, hvis Ord der
+      står fast, mit eller deres.
+ 29.  Og dette, lyder det fra HERREN, skal være eder et Tegn på, at
+      jeg hjemsøger eder på dette Sted, for at I skal kende, at mine
+      Ord opfyldes på eder til eders Ulykke:
+ 30.  Så siger HERREN: Se, jeg giver Ægypterkongen Farao Hofra i hans
+      Fjenders Hånd og i deres Hånd, som står ham efter Livet, ligesom
+      jeg gav Kong Zedekias af Juda i hans Fjende, Kong Nebukadrezar
+      af Babels Hånd, som stod ham efter livet.
+
+Jeremias 45
+
+  1.  Det ord som profeten Jeremias talte til Baruk, Nerijas søn, da
+      han optegnede alle disse ord i en Bog efter Jeremiass Mund i
+      Josiass Søns, Kong Jojakim af Judas, fjerde Regeringsår:
+  2.  Så siger HERREN, Israels Gud, om dig, Baruk:
+  3.  Fordi Baruk siger: Ve mig, thi Kummer har HERREN føjet til min
+      Smerte, jeg er træt af at sukke og finder ej Hvile!
+  4.  skal du sige til ham: Så siger HERREN: Se, hvad jeg har bygget,
+      nedbryder jeg; hvad jeg har plantet, rykker jeg op; det gælder
+      al Jorden
+  5.  og du søger store Ting for dig selv! Gør det ikke! Thi se, jeg
+      sender Ulykke over alt Kød, lyder det fra HERREN. Men dig giver
+      jeg dit Liv som Bytte, alle Vegne hvor du kommer.
+
+Jeremias 46
+
+  1.  HERRENs Ord, som kom til Profeten Jeremias om folkene.
+  2.  Til Ægypten, om Ægypterkongen Farao Nekos Hær, som stod ved
+      Floden Eufrat i Karkemisj, og som Kong Nebukadrezar af Babel
+      slog i Josiass Søns, Kong Jojakim af Judas, fjerde Regeringsår.
+  3.  Gør Skjold og Værge rede, kom hid til Strid!
+  4.  Spænd Hestene for, sid op på Gangeme, stil eder op med Hjelmene
+      på, gør Spydene blanke, tag Brynjeme på!
+  5.  Hvorfor er de rædselsslagne, veget tilbage deres Helte knust, på
+      vild Flugt uden at vende sig? Trindt om er Rædsel, lyder det fra
+      HERREN:
+  6.  De rapfodede undflyr ikke, og Helten redder sig ikke. Mod Nord
+      ved Eufrats Flod falder de og styrter.
+  7.  Hvem stiger der som Nilen, hvis Vande svulmer som Strømme?
+  8.  Det er Ægypten, der stiger som Nilen, og Vandene svulmer som
+      Strømme. Det tænkte: "Jeg vil stige op og oversvømme Jorden,
+      ødelægge dem, som bor derpå."
+
+  9.  Stejl, I Heste, tag vanvittig Fart, I Vogne, lad Heltene rykke
+      frem, Kusj, Put, som bærer Skjold, og Luderne, som spænder Bue.
+ 10.  Dette er Herrens, Hærskarers HERREs Dag, en Hævnens Dag til Hævn
+      over hans Fjender. Sværdet æder sig mæt og svælger i deres Blod;
+      thi Herren Hærskarers HERRE har Offerslagtning i Nordens Land
+      ved Eufrats Flod.
+ 11.  Drag op til Gilead og hent Balsam, du Jomfru, Ægyptens Datter!
+      Forgæves bruger du Lægemidler i Mængde; der er ingen Lægedom for
+      dig.
+ 12.  Folkene hører dit Råb, dit Skrig opfylder Jorden; thi Helt
+      snubler over Helt, sammen styrter de begge,
+
+ 13.  Det Ord, HERREN talede til Profeten Jeremias, om at Kong
+      Nebukadrezar af Babel skulle komme og slå Ægypten.
+ 14.  Forkynd det i Ægypten, kundgør det i Migdol, kundgør det i Nof
+      og Takpankes! Sig: Stil dig op og gør dig rede, thi Sværdet
+      fortærer trindt om dig.
+
+ 15.  Hvorfor flyede Apis, din Tyr? Den holdt ikke Stand, fordi HERREN
+      jog den bort.
+ 16.  Din brogede Folkesværm falder og styrter; de siger til
+      hverandre: "Kom, lad os vende hjem til vort Folk og vort
+      Fædreland for det hærgende Sværd!"
+ 17.  Kald Farao, Ægyptens konge: Bulderet, som lader den belejlige
+      Tid gå forbi.
+ 18.  Så sandt jeg lever, siger Kongen, hvis Navn er Hærskarers HERRE:
+      Som Tabor mellem Bjergene, som Karmel ved Havet kommer han.
+ 19.  Skaf dig Rejsetøj, du, som bor der, Ægyptens Datter! Thi Nof
+      skal ødelægges og afbrændes, så ingen bor der.
+ 20.  En smuk kvie er Ægypten, men en Bremse fra Nord falder over det.
+ 21.  Selv dets Lejesvende, der er som Fedekalve, vender sig alle til
+      Flugt; de holder ikke Stand, thi deres Ulykkes Dag er kommet
+      over dem, deres Hjemsøgelses Tid.
+ 22.  Dets Røst er som den hvislende Slanges; thi med Hærmagt farer de
+      frem, og med Økser kommer de over det som Brændehuggere.  23, De
+      fælder dets Skov, lyder det fra HERREN, fordi den ikke er til at
+      trænge igennem. Thi de er talrigere end Græshopper, ikke til at
+      tælle.
+ 24.  Til Skamme bliver Ægyptens Datter; hun gives i Nordfolkets Hånd.
+ 25.  Så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Se, jeg hjemsøger Amon i
+      No og Farao og Ægypten med dets Guder og Konger, Farao og dem,
+      der stoler på ham;
+ 26.  og jeg giver dem i deres Hånd, som står dem efter Livet, i kong
+      Nebukadrezar af Babels og hans Tjeneres Hånd; men siden skal
+      Landet bebos som i fordums Tid lyder det fra HERREN.
+
+ 27.  Frygt derfor ikke, min Tjener Jakob, vær ikke bange, Israel; thi
+      se, jeg frelser dig fra det fjerne og dit Afkom fra deres
+      Fangenskabs Land; og Jakob skal vende hjem og bo roligt og
+      trygt, og ingen skal skræmme ham.
+ 28.  Frygt ikke, min Tjener Jakob, lyder det fra HERREN, thi jeg er
+      med dig; thi jeg vil tilintetgøre alle de Folk, blandt hvilke
+      jeg har adsplittet dig; kun dig vil jeg ikke tilintetgøre; jeg
+      vil tugte dig med Måde, ikke lade dig helt ustraffet.
+
+Jeremias 47
+
+  1.  HERRENs Ord, som kom til profeten Jeremias om filistrene, før
+      Farao slog Gaza.
+  2.  Så siger HERREN: Se, Vande stiger fra Nord, de bliver en Strøm,
+      der svømmer over, de oversvømmer Landet og dets Fylde, Byerne og
+      dem, som bor der.  Menneskene skriger og jamrer, alle, som bor i
+      Landet.
+  3.  For Lyden af hans Hingstes Hovslag, hans Vognes Drøn, hans
+      raslende Hjul får Fædre ej set efter Bøm, thi Hænderne er
+      slappe,
+  4.  nu Dagen er kommet at ødelægge alle Filistre, at udrydde hver
+      Hjælper, som levnes Tyrus og Zidon; thi HERREN ødelægger
+      Filisterne, Resten af Kaftors Ø.
+  5.  Skaldet er Gaza blevet, Askalon tilintetgjort. Du Rest af
+      Anakiter, hvor længe vil du såre dig?
+  6.  Ve, HERRENs Sværd, hvornår vil du falde til Ro? Far i din Skede,
+      hvil og vær stille!
+  7.  Hvorledes får det Ro, når HERREN opbød det mod Askalon og Havets
+      Strand og stævned det did?
+
+Jeremias 48
+
+  1.  Om Moab. Så siger Hærskares Herre, Israels Gud. Ve over Nebo,
+      thi det er lagt øde, blevet til Skamme; indtaget er Kirjatajim,
+      med Skam er Borgen brudt ned.
+  2.  Der er ingen Lægedom mer for Moab, intet Fryderåb i Hesjbon; de
+      oplægger onde Råd imod det: "Kom, lad os udrydde det af Folkenes
+      Tal!" Også du, Madmen, skal omkomme, Sværdet skal forfølge dig.
+  3.  Hør Skriget fra Horonajim, frygteligt Brag og Sammenbrud!
+  4.  Moab er brudt sammen; lad Skriget lyde til Zoar.
+  5.  Ak, grædende stiger de op ad Luhits Skråning; ak, på Vejen til
+      Horonajim hører de Jammerskrig.
+  6.  Fly, red eders Liv, og I skal blive som en Enebærbusk i Ørkenen.
+  7.  Ja, fordi du stolede på dine Borge og Skatte, skal også du
+      fanges. Kemosj skal vandre i Landflygtighed, hans, Præster og
+      Fyrster til Hobe.
+  8.  Hærværksmænd skal komme over hver By, ingen By skal reddes;
+      Dalen skal ødelægges og Højsletten hærges, som HERREN har sagt.
+  9.  Giv Moab Vinger, at det kan flyve bort; dets Byer skal blive en
+      Ørken, så ingen bor der.
+ 10.  Forbandet være den, der er lad til at gøre HERRENs Værk,
+      forbandet den, som holder sit Sværd fra Blod.
+ 11.  Moab var tryg fra sin Ungdom, lå roligt på sin Bærme; det
+      hældtes ikke fra Fad til Fad og vandrede ikke i Landflygtighed;
+      derfor holdt det sin Smag, og dets Duft tabte sig ikke.
+ 12.  Se, derfor skal Dage komme, lyder det fra HERREN, da jeg sender
+      Vintappere, som skal tappe det og tømme dets Fade og knuse dets
+      Dunke.
+ 13.  Da skal Moab få Skam af Kemosj, som Israels Hus havde Skam af
+      Betel, som de stolede på.
+ 14.  Hvor kan I sige: "Helte er vi og djærve Folk til Krig?"
+ 15.  Moab skal hærges med sine Byer og dets ypperste Ynglinge stige
+      ned til at slagtes, lyder det fra Kongen, hvis Navn er
+      Hærskarers HERRE.
+ 16.  Moabs Undergang er nær, dets Ulykke kommer såre hastigt.
+ 17.  Ynk det, alle dets Naboer og alle, som kender dets Navn; sig:
+      Hvor knækkedes dog den stærke Stav, det herlige Spir!
+ 18.  Stig ned fra Æressædet, sæt dig i Skarnet, du, som bor der,
+      Dibons Datter!  Thi han, der hærger Moab, drager op imod dig,
+      nedbryder dine Fæstninger.
+ 19.  Stå hen på Vejen og se dig om, du, som bor i Aroer, spørg
+      Flygtningene og de undslupne Kvinder, sig: "Hvad er der sket?"
+ 20.  Moab er blevet til Skamme, ja knust. Jamrer og skrig, meld ved
+      Arnon, at Moab er hærget,
+ 21.  at Dommen er kommet over Højslettelandet, over Holon, Jaza,
+      Mefaat,
+ 22.  Dibon, Nebo, Bet-Diblatajim,
+ 23.  Kirjatajim, Bet-Gamul, Bet Meon,
+ 24.  Kerijot, Bozra og alle Byer i Moabs Land fjernt og nær.
+ 25.  Afhugget er Moabs Horn, og dets Arm er brudt, lyder det fra
+      HERREN.
+ 26.  Gør det drukkent! Thi det hovmodede sig mod HERREN; og Moab skal
+      falde omkuld i sit eget Spy, også det skal blive til Latter.
+ 27.  Var ikke Israel til Latter for dig? Blev det måske grebet blandt
+      Tyve, siden du bliver så ivrig, hver Gang du taler derom?
+ 28.  Kom fra Byerne og fæst Bo på Klippen, Moabs Indbyggere, vær som
+      Duen, der bygger Rede hist ved Afgrundens Rand.
+ 29.  Vi har hørt om Moabs Hovmod, det såre store, dets
+      Stolthed. Overmod og Hovmod, dets opblæste Hjerte.
+ 30.  Jeg kender, lyder det fra HERREN, dets Frækhed, dets tomme Snak,
+      dets tomme Gerninger.
+ 31.  Derfor må jeg jamre over Moab, skrige over hele Moab, over
+      Mændene i Kir-Heres må jeg sukke.
+ 32.  Jazers Gråd græder jeg over dig, Sibmas Vinstok; dine Skud
+      overskred Havet, nåede til Jazer; på din Frugt og din Høst slog
+      Hærværksmanden ned.
+ 33.  Glæde og Jubel er svundet fra Frugthaven og Moabs Land. Jeg
+      lader Vinen svinde fra Persekarrene, ingen træder Vin.
+ 34.  Hesjbon og Elale skriger, det høres til Jahaz; Horonajim og
+      Eglat-Sjelisjija skriger; ak, Nimrims Vande bliver Ødemarker.
+ 35.  Jeg udrydder af Moab den, der stiger op på Offerhøjen og tænder
+      Offerild for dets Guder, lyder det fra HERREN.
+ 36.  Derfor klager mit Hjerte som Fløjter over Moab, og mit Hjerte
+      klager som Fløjter over Kir-Heres's Mænd. Godset, de vandt, går
+      derfor til Spilde.
+ 37.  Thi hvert Hoved er skaldet, hvert Skæg revet af; i alle Hænder
+      er der Rifter, over alle Lænder Sæk.
+ 38.  Alt er Klage på alle Moabs Tage og Torve; thi jeg sønderbryder
+      Moab som et usselt Kar, lyder det fra HERREN.
+ 39.  Hvor er Moab forfærdet! Hvor vender det Ryg med Skam! Ja, Moab
+      er blevet til Latter og Rædsel for alle sine Naboer.
+ 40.  Thi så siger HERREN: Se, som en Ørn med udbredte Vinger svæver
+      han over Moab.
+ 41.  Kerijot er taget og Borgene faldet. Moabs Heltes Hjerte bliver
+      på hin Dag som en nødstedt Kvindes Hjerte.
+ 42.  Moab er ødelagt og ikke mer et Folk, fordi det hovmodede sig mod
+      HERREN.
+ 43.  Gru og Grav og Garn kommer over dig, du, som bor i Moab, lyder
+      det fra HERREN;
+ 44.  den, der flygter for Gru, falder i Grav, den, der når op af
+      Grav, fanges i Garn. Thi jeg bringer over Moab deres
+      Hjemsøgelses År, lyder det fra HERREN.
+ 45.  I Ly af Hesjbon står Flygtninge uden Kraft. Thi Ild farer ud fra
+      Hesjbon, Ildsluefra Sihons Stad; den fortærer Moabs Tinding og
+      de larmende Mænds isse.
+
+ 46.  Ve dig, Moab, det er ude med dig, Kemosjs Folk. Thi dine Sønner
+      slæbes i Fangenskab, dine Døtre ligeså.
+ 47.  Menjeg vender Moabs Skæbne i de sidste Dage, lyder det fra
+      HERREN. Så vidt Moabs Dom.
+
+Jeremias 49
+
+  1.  Om Ammonitterne. Så siger Herren, har Israel ingen sønner eller
+      har det ingen arvinger? Hvorfor har Milkom taget Gad i Eje og
+      hans Folk bosat sig i dets Byer?
+  2.  Se, derfor skal Dage komme, lyder det fra HERREN, da jeg lader
+      Krigsskrig lyde mod Rabba i Ammon, og det skal blive en
+      Grusdynge, og dets Døtre skal gå op i Luer. Da arver Israel sine
+      Arvinger, siger HERREN.
+  3.  Klag, Hesjbon, thi Aj er ødelagt; skrig, I Rabbas Døtre klæd jer
+      i Sæk og klag, gå rundt i Foldene! Thi Milkom vandrer i
+      Landflygtighed, hans Præster og Fyrster til Hobe.
+  4.  Hvorfor gør du dig til af dine Dale, du frafaldne Datter, som
+      stoler på dine Skatte og siger: "Hvem kan komme til mig,?"
+  5.  Se, jeg lader Rædsel komme over dig fra alle Kanter, lyder det
+      fra Hærskarers HERRE. I skal drives bort i hver sin Retning, og
+      ingen samler de flygtende.
+  6.  Men siden vender jeg Ammoniternes Skæbne, lyder det fra HERREN.
+
+  7.  Om Edom. Så siger Hærskarers HERRE: Er der ikke mer Visdom i
+      Teman, svigter de kloges Råd, er deres Visdom rådden?
+  8.  Fly, søg Ly i det dybe, I, som bor i Dedan! Thi Esaus Ulykke
+      sender jeg over ham, Straffens Tid.
+  9.  Gæstes du af Vinhøstmænd, levner de ej Efterslæt, af Tyve om
+      Natten, ødelægger de, hvad de lyster.
+ 10.  Thi selv blotter jeg Esau, hans Skjulesteder røber jeg; at gemme
+      sig evner han ikke. Han er ødelagt ved Brødres og Naboers Arm,
+      han er borte.
+ 11.  Lad mig om dine faderløse, jeg holder dem i Live, dine Enker kan
+      stole på mig.
+ 12.  Thi så siger HERREN: Se, de, hvem det ikke tilkom at tømme
+      Bægeret, må tømme det, og du skulde gå fri? Du går ikke fri, men
+      kommer til at tømme det.
+
+ 13.  Thi jeg sværger ved mig selv. lyder det fra HERREN: til Rædsel
+      og Spot, til Ørk og til et Forbandelsens Tegn skal Bozra blive,
+      og alle dets Byer skal blive til evige Tomter.
+ 14.  Fra HERREN har jeg hørt en Tidende: Et Bud skal sendes ud blandt
+      Folkene: Samler eder! Drag ud imod det og rejs jer til Strid!
+ 15.  Se, ringe har jeg gjort dig iblandt Folkene, foragtet blandt
+      Mennesker.
+ 16.  Rædsel over dig! Dit Hjertes Overmod bedrog dig. Du, som bor i
+      Klippekløft og klynger dig til Fjeldtop: Bygger du Rede højt som
+      Ørnen, jeg styrter dig ned, så lyder det fra HERREN.
+ 17.  Edom skal blive til Rædsel; alle, der kommer forbi, skal slås af
+      Rædsel og spotte over alle dets Sår.
+ 18.  Som det gik, da Sodoma og Gomorra og Nabobyerne omstyrtedes,
+      siger HERREN, skal intet Menneske bo der, intet Menneskebarn
+      dvæle der.
+ 19.  Som en Løve, der fra Jordans Stolthed skrider op til den
+      stedsegrønne Græsgang, således vil jeg i et Nu drive dem bort
+      derfra. Thi hvem er den udvalgte, jeg vil sætte over dem? Thi
+      hvem er min Lige, og hvem kræver mig til Regnskab? Hvem er den
+      Hyrde, der står sig mod mig?
+ 20.  Hør derfor det Råd, HERREN har for mod Edom, og de Tanker, han
+      har mod Temans Indbyggere: Visselig skal Hjordens ringeste
+      slæbes bort, visselig skal deres Græsgang forfærdes over dem.
+ 21.  Ved Braget af deres Fald skal Jorden skælve; Skriget kan høres
+      til det røde Hav.
+ 22.  Se, som en Ørn med udbredte Vinger svæver han over Bozra; og
+      Edoms Heltes Hjerte bliver på hin Dag som en nødstedt Kvindes
+      Hjerte.
+
+ 23.  Om Damaskus. Til Skamme er Hamat og Arpad, thi de hører ond
+      Tidende; de er ude af sig selv, i Uro som Havet, der ikke kan
+      falde til Ro.
+ 24.  Damaskus er modfaldent, vender sig til Flugt, Angst falder over
+      det, Vånde og Veer griber det som en fødende Kvinde.
+ 25.  Ve det! Forladt er den lovpriste By, Glædens Stad.
+ 26.  Derfor falder dets Ynglinge på dets Torve, alle Krigsfolkene
+      omkommer på hin Dag, lyder det fra Hærskarers HERRE.
+ 27.  Jeg sætter Ild på Damaskuss Mur, og den skal fortære Benhadads
+      Borge.
+
+ 28.  Om Kedar og Hazors Riger, som Kong Nebukadrezar af Babel
+      slog. Så siger HERREN: Kom og drag op mod Kedar, ødelæg Østens
+      Sønner!
+ 29.  Man skal tage deres Telte og Hjorde, deres Telttæpper, alle
+      deres Kar, bortføre Kamelerne fra dem og råbe til dem: "Trindt
+      om er Rædsel!"
+ 30.  Fly i Hast, søg Ly i det dybe, Hazors Borgere, lyder det fra
+      HERREN. Thi kong Nebukadrezar af Babel har oplagt et Råd imod
+      eder og undfanget en Tanke imod eder.
+ 31.  Kom, drag op mod et roligt Folk, der bor i Tryghed, lyder det
+      fra HERRREN, uden Porte og Slåer; de bor for sig selv.
+ 32.  Deres Kameler gøres til Bytte, deres mange Hjorde til Rov. Jeg
+      spreder dem, der har rundklippet Hår, for alle Vinde, og fra
+      alle kanter bringer jeg Undergang over dem, lyder det fra
+      HERREN.
+ 33.  Hazor bliver Sjakalers Bo, en Ørken til evig Tid; der skal ej bo
+      et Menneske, ej dvæle et Menneskebarn.
+
+ 34.  HERRENs Ord, som kom til Profeten Jeremias om Elam i Kong
+      Zedekias af Judas første Regeringstid:
+ 35.  Så siger Hærskarers HERRE: Jeg knækker Elams Bue, det ypperste
+      af deres Kraft;
+ 36.  og jeg bringer over Elam de fire Vinde fra de fire
+      Verdenshjørner og spreder dem for alle disse Vinde; der skal
+      ikke være et Folk, som de bortdrevne Elamiter ikke kommer hen
+      til.
+ 37.  Jeg knuser dem foran deres Fjender og dem, der står dem efter
+      Livet, og jeg sender Ulykke over dem, min glødende Vrede, lyder
+      det fra HERREN. Jeg sender Sværdet efter dem, til jeg får dem
+      udslettet.
+ 38.  Jeg rejser min Trone i Elam og tilintetgør der både Konge og
+      Fyrster, lyder det fra HERREN.
+ 39.  Men i de sidste Dage vender jeg Elams Skæbne, lyder det fra
+      HERREN.
+
+Jeremias 50
+
+  1.  Det ord Herren talte mod Babel, mod kaldærenes land, ved
+      profeten Jeremias.
+  2.  Forrkynd det blandt Folkene, kundgør det, rejs et Banner,
+      kundgør det, dølg det ikke, sig: Babel er indtaget, Bel gjort
+      til Skamme, Merodak knust, til Skamme er dets Afguder blevet,
+      knust dets Afgudsbilleder.
+  3.  Thi et Folk fra Nord drager op imod det og gør dets Land til en
+      Ørken, så ingen bor der; både Mennesker og Dyr er flygtet.
+
+  4.  I hine Dage og til hin Tid, lyder det fra HERREN, skal
+      israeliterne, sammen med Judæerne, komme: de skal vandre under
+      Gråd og søge HERREN deres Gud;
+  5.  de skal spørge om Vej til Zion, did er deres Ansigtervendt; de
+      skal komme og klynge sig til HERREN i en evig Pagt, der aldrig
+      glemmes.
+  6.  En Flok bortkomne Får var mit Folk, deres Hyrder havde ført dem
+      vild, på Afveje i Bjergene; de flakkede fra Bjerg til Høj,
+      glemte deres Hvilested.
+  7.  Enhver, som traf på dem, fortærede dem; deres Fjender sagde: "Vi
+      er sagesløse!" Det skete, fordi de syndede mod HERREN, Retfærds
+      græsgangen og deres fædres Håb, HERREN.
+
+  8.  Fly ud af Babel, drag bort fra kaldæernes Land, bliv som Bukke
+      foran en Hjord!
+  9.  Thi se, jeg vækker fra Nordens Land en Sværm af vældige Folk og
+      fører dem frem mod Babel, og de skal ruste sig imod det; fra den
+      Kant skal det indtages; dens Pile er som den sejrsæle Helts, der
+      ikke vender tomhændet hjem.
+ 10.  Kaldæa gøres til Bytte; alle, som gør det til Bytte, mættes,
+      lyder det fra HERREN.
+ 11.  Glæd eder kun og jubl, I, som plyndrede min Arvelod, spring som
+      Kalve i Engen, vrinsk som Hingste
+ 12.  eders Moder skal dybt beskæmmes; hun, som bar eder, skal blive
+      til Skamme.  Se, det ringeste af Folkene, en Ørken, tørt Land og
+      Ødemark!
+ 13.  For HERRENs Vredes Skyld skal det ligge ubeboet hen og overalt
+      være en Ørken; alle, som kommer forbi Babel, skal slås af Rædsel
+      og spotte over alle dets Sår.
+ 14.  Rust eder mod Babel på alle Kanter, alle, som spænder Bue; skyd
+      på det, spar ikke på Pile, thi mod HERREN har det syndet.
+ 15.  Jubl over det fra alle kanter: "Det har udrakt sin Hånd, dets
+      Støttemure er faldet, dets Volde nedbrudt." Thi det er HERRENs
+      Hævn. Hævn eder på det, gør med det, som det selv har gjort!
+ 16.  Udryd af Babel den, der sår, og den, der svinger Le i Høstens
+      Tid! For det hærgende Sværd vender enhver hjem til sit Folk,
+      enhver flyr til sit Land.
+
+ 17.  En adsplittet Hjord er Israel, Løver har spredt det. Først
+      fortærede Assyrerkongen det, og nu sidst har Kong Nebukadrezar
+      af Babel gnavet dets Knogler.
+ 18.  Derfor, så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Se, jeg
+      hjemsøger Babels Konge og hans Land, som jeg hjemsøgte
+      Assyrerkongen;
+ 19.  og jeg fører Israel tilbage til dets Græsgang; det skal græsse
+      på Karmel og Basan og mættes i Efraims Bjerge og Gilead.
+ 20.  I hine Dage og til hin Tid, lyder det fra HERREN, skal man søge
+      efter Israels Brøde, og den er der ikke, efter Judas Synder, og
+      de findes ikke; thi jeg tilgiver dem, jeg lader blive til Rest,
+ 21.  Drag op mod Meratajims Land, drag op imod det og mod dem, som
+      bor i Pekod, læg øde, læg Band på dem, så lyder det fra HERREN,
+      gør nøje, som jeg har budt dig!
+ 22.  Krigslarm lyder i Landet, alt bryder sammen.
+ 23.  Hvor er dog al Jordens Hammer knækket og brudt, hvor er dog
+      Babel blevet til Rædsel blandt Folkene!
+ 24.  Jeg lagde dig Snarer, du fangedes, Babel, og mærked det ej; du
+      grebes, og fast blev du holdt, thi du kæmped mod HERREN.
+ 25.  HERREN lukked op for sit Forråd og fremtog sin Vredes
+      Værktøj. Thi et Værk har Herren, Hærskarers HERRE, for i
+      Kaldæernes Land.
+ 26.  Træng derind fra Ende til anden, luk op for dets Lader, dyng det
+      op som Neg og læg Band derpå, lad intet levnes.
+ 27.  ødelæg alle dets Okser, før dem ned til Slagtning! Ve dem, deres
+      Dag er kommet, Hjemsøgelsens Tid.
+ 28.  Hør, hvor de flyr og redder sig fra Babels Land for at melde i
+      Zion om Hævnen fra HERREN vor Gud, Hævn for hans Helligdom.
+ 29.  Kald Skytterne sammen mod Babel, enhver, som spænder Bue, slå
+      Ring omkring det, lad ingen få Lov at slippe; gengæld det efter
+      dets Gerning; efter alt, hvad det gjorde, skal I gøre imod det;
+      thi Frækhed viste det mod HERREN, Israels Hellige.
+ 30.  Derfor falder dets Ynglinge på dets Torve, alle Krigsfolkene
+      omkommer på hin Dag, lyder det fra HERREN.
+ 31.  Se, jeg kommer over dig, "Frækhed", lyder det fra Herren,
+      Hærskarers HERRE, thi din Dag er kommet, Hjemsøgelsens Tid.
+ 32.  Da falder "Frækhed" og styrter, og ingen rejser det. Jeg sætter
+      Ild på dets Byer, og den fortærer alt deromkring.
+ 33.  Så siger Hærskarers HERRE: Både med Israeliterne og Judæerne er
+      der handlet ilde; alle de, der bortførte dem, holder fast på
+      dem, vægrer sig ved at give dem fri.
+ 34.  Deres Genløser er stærk, Hærskarers HERRE er hans Navn; han vil
+      føre deres Strid og give Jorden Ro og Babels Indbyggere Uro.
+
+ 35.  Sværd over Kaldæerne, lyder det fra HERREN, og over Babels
+      Indbyggere, over dets Fyrster og Vismænd!
+ 36.  Sværd over Sandsigerne, så de bliver Tåber! Sværd over dets
+      Belte, så de taber Modet!
+ 37.  Sværd over dets Heste og Vogne og over alt det blandede Slæng i
+      dets Midte, så de bliver til Kvinder! Sværd over dets Skatte, så
+      de plyndres!
+ 38.  Tørke over dets Vande, så de tørres ud! Thi det er et Land for
+      Gudebilleder, og de gør sig til af dem, de frygter.
+ 39.  Derfor skal Ørkendyr bo der sammen med Sjakaler, også Strudse
+      skal bo der; aldrig mer skal det bebos, men være ubeboet fra
+      Slægt til Slægt.
+ 40.  Som det gik, da Gud omstyrtede Sodoma og Gomorra og Nabobyerne,
+      lyder det fra HERREN, skal intet Menneske bo der, intet
+      Menneskebarn dvæle der.
+ 41.  Se, der kommer et Folk fra Nord, et vældigt Folk og mange Konger
+      bryder op fra det yderste af Jorden.
+ 42.  De fører Bue og Spyd, er grumme uden Barmhjertighed, deres Røst
+      er som Havets Brusen, de rider på Heste, rustet som en Mand til
+      Strid mod dig, Babels Datter!
+ 43.  Babels Konge hørte Rygtet derom, og hans Hænder blev slappe,
+      Rædsel greb ham, Skælven som den fødende Kvindes.
+ 44.  Som en Løve, der fra Jordans Stolthed skrider op til den
+      stedsegrønne Græsgang, således vil jeg i et Nu drive dem bort
+      derfra. Thi hvem er den udvalgte, jeg vil sætte over dem? Thi
+      hvem er min Lige, og hvem kræver mig til Regnskab? Hvem er den
+      Hyrde, der står sig mod mig?
+ 45.  Hør derfor det Råd, HERREN har for mod Babel, og de Tanker, han
+      har tænkt mod Kaldæernes Land: Visselig skal Hjordens ringeste
+      slæbes bort, visselig skal deres Græsgang forfærdes over dem.
+ 46.  Ved Råbet: "Babel er indtaget!" skal Jorden skælve, og deres
+      Skrig skal høres blandt Folkene.
+
+Jeremias 51
+
+  1.  Så siger HERREN: Jeg opvækker en ødelæggelsens ånd mod Babel og
+      dem, som bor i "mine Modstanderes Hjerte".
+  2.  Og jeg sender til Babel Kastere, de skal kaste det og tømme dets
+      Land, thi fra alle Hanter er de over det på Ulykkens Dag.
+  3.  Ingen skal spænde sin Bue eller rejse sig i Brynje. Spar ikke
+      dets Ynglinge, læg Band på hele dets Hær!
+  4.  Dræbte Mænd skal falde i Kaldæernes Land og gennemborede i
+      Gaderne;
+  5.  thi Israel og Juda er ikke forladt af deres Gud, Hærskarers
+      HERRE, men deres Land var fuldt af Skyld mod Israels Hellige.
+  6.  Fly ud af Babel, enhver redde sit Liv, at I ikke skal omkomme
+      for dets Brøde! Thi det er Hævnens Tid for HERREN, han øver
+      Gengæld imod det.
+  7.  Et gyldent Bæger var Babel i HERRENs Hånd, det gjorde al Jorden
+      drukken; Folkene drak af Vinen, derfor blev Folkene galne.
+  8.  Babel faldt i et Nu, det knustes; jamrer over det! Hent Balsam
+      hid til dets Sår, om det muligt kan læges!
+
+  9.  Vi vilde læge Babel, men det lod sig ikke læge. Gå fra det og
+      lad os drage hver til sit Land, thi dets Straffedom når til
+      Himmelen, løfter sig til Skyerne.
+ 10.  HERREN har bragt vor Ret for Lyset; kom, lad os kundgøre HERREN
+      vor Guds Værk i Zion!
+
+ 11.  Hvæs Pilene, gør Skjoldene blanke! HERREN har vakt Mederkongens
+      Ånd, thi hans Hu står til at ødelægge Babel; thi det er HERRENs
+      Hævn, Hævn for hans Tempel.
+ 12.  Løft Banner mod Babels Mure, forstærk Vagten, sæt Vagtposter ud,
+      læg Baghold! Thi HERREN har et Råd for og gør, hvad han har
+      talet mod Babels Indbyggere.
+ 13.  Du, som bor ved de mange Vande, rig på Skatte, din Ende er
+      kommet, den Alen, hvor man skære dig af.
+ 14.  Hærskarers Herre har svoret ved sig selv: Jeg vil fylde dig med
+      Mennesker som Græshopper, og de skal istemme Vinperserråbet over
+      dig.
+
+ 15.  Han skabte Jorden i sin Vælde, grundfæstede Jorderig i sin
+      Visdom, og i sin indsigt udspændte han Himmelen.
+ 16.  Når han løfter sin Røst, bruser Vandene i Himmelen, og han lader
+      Skyer stige op fra Jordens Ende; han får Lynene til at give Regn
+      og sender Stormen ud af sine Forrådskamre.
+ 17.  Dumt er hvert Menneske, uden Indsigt, hver Guldsmed får Skam af
+      sit Billede; thi Løgn er hans Støbning, der er ingen Ånd i dem;
+ 18.  Tomhed er de, et dårende Værk; når deres Hjemsøgelses Tid
+      kommer, er det ude med dem.
+ 19.  Jakobs Arvelod er ikke som de; thi han, der har skabt alt, er
+      dets Arvelod; Hærskarers HERRE er hans Navn.
+
+ 20.  Du var mig en Stridshammer, et Våben; med dig knuste jeg Folk,
+      med dig ødelagde jeg Riger;
+ 21.  med dig knuste jeg Hest og Rytter, med dig knuste jeg Vogn og
+      Vognstyrer,
+ 22.  med dig knuste jeg Mand og Kvinde med dig knuste jeg gammel og
+      ung, med dig knuste jeg Yngling og Jomfru,
+ 23.  med dig knuste jeg Hyrde og Hjord, med dig knuste jeg Agerdyrker
+      og Oksespand, med dig knuste jeg Statholder og Landshøvding.
+ 24.  Men jeg vil gengælde Babel og alle Kaldæas Indbyggere alt det
+      onde, de gjorde mod Zion for eders Øjne, lyder det fra HERREN.
+ 25.  Se, jeg kommer over dig, du ødelæggende Bjerg, lyder det fra
+      HERREN, du, som ødelægger hele Jorden; jeg udrækker Hånden imod
+      dig og vælter dig ned fra Klipperne og gør dig til et afsvedet
+      Bjerg;
+ 26.  man skal ikke fra dig hente Sten til Tinder eller Grundvolde,
+      thi du skal blive en evig Ørken, lyder det fra HERREN.
+
+ 27.  Løft Banner på Jorden, stød i Horn blandt Folkene, vi Folkene
+      til Kamp imod det, opbyd Ararats, Minnis og Asjkenazs Riger imod
+      det, indsæt en Tipsar, lad Hestene fare frem som lodne
+      Græshopper;
+ 28.  vi Folkene til Strid imod det, Mederkongen, hans Statholdere og
+      alle hans Landshøvdinger og hele det Land, han råder over!
+ 29.  Jorden skal skælve og vride sig, thi HERRENs Tanker mod Babel
+      fuldbyrdes, at gøre Babels Land til en Ørken, hvor ingen bor.
+ 30.  Babels Helte opgiver Kampen, de sidder stille i Borgene, deres
+      kraft ebber ud, de er blevet til Kvinder; dets Boliger
+      afbrændes, dets Portstænger knækkes.
+ 31.  Løber iler Løber i Møde, og Bud iler Bud i Møde for at melde
+      Babels Konge, at hans By er indtaget fra Ende til anden,
+ 32.  Overgangsstederne taget, Borgene brændt og Krigsfolkene
+      rædselslagne.
+ 33.  Thi så siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Babels Datter er som
+      en Tærskeplads, når den stampes endnu en liden Stund, så kommer
+      Høstens Tid for den.
+ 34.  Kong Nebukadrezar af Babel har fortæret mig, oprevet mig, sat
+      mig til Side som et tomt kar. Som en Drage har han slugt mig,
+      fyldt sin Vom med mine Lækkerbidskener og drevet mig bort.
+ 35.  Den Vold, jeg led, og min Overlast komme over Babel, siger de,
+      som bor i Zion, mit Blod over Kaldæas Indbyggere, siger
+      Jerusalem.
+ 36.  Derfor, så siger HERREN: Se, jeg fører din Sag og giver digHævn,
+      jeg lægger dets Hav tørt og udtørrer dets Kilde.
+
+ 37.  Babel skal blive en Grushob, Sjakalers Bolig, til Rædsel og
+      Spot, så ingen bor der.
+ 38.  De brøler alle som Løver, knurrer som Løveunger i deres
+      Vildskab.
+ 39.  Jeg holder et Drikkelag for dem og gør dem drukne, så de døves
+      og falder i evig Søvn uden at vågne, lyder det fra HERREN.
+ 40.  Jeg fører dem ned til af slagtes som Får, som Vædre sammen med
+      Bukke.
+ 41.  Hvor Sjesjak blev fanget og grebet, al Jordens Stolthed, hvor
+      Babel dog blev til Rædsel imellem Folkene!
+ 42.  Havet steg over Babel, af dets Bølgers Brus blev det skjult.
+ 43.  Dets Byer er blevet en Ørken, øde Land og Ødemark; intet
+      Menneske bor i dem, intet Menneskebarn færdes i dem.
+ 44.  Jeg hjemsøger Bel i Babel, river ud af hans Mund, hvad han
+      slugte, til ham skal ej Folkeslag strømme mer. Også Babels Mur
+      er faldet.
+ 45.  Drag ud deraf, mit Folk, enhver redde sit Liv for HERRENs
+      glødende Harme.
+ 46.  Lad ikke eders Hjerter blive modfaldne og frygt ikke ved de
+      Tidender, der høres på Jorden, når der i det ene År kommer een
+      Tidende og i det næste en anden, når der er Voldsfærd på Jorden
+      og Hersker følger på Hersker.
+ 47.  Se, derfor skal Dage komme, da jeg hjemsøger Babels
+      Gudebilleder, og alt dets Land bliver til Skamme, og alle deri
+      skal falde på Valen.
+ 48.  Jubl over Babel, Himmel og Jord med alt, hvad i dem er, thi fra
+      Nord kommer Hærværksmænd over det, lyder det fra HERREN.
+
+ 49.  Også Babel skal falde for de dræbte af Israels Skyld, ligesom
+      dræbte på hele Jorden faldt for Babel.
+ 50.  I, som undslap Sværdet, drag bort, stands ikke, kom HERREN i Hu
+      i det fjerne, lad Jerusalem komme frem i eders Tanker!
+ 51.  Vi blev til Skamme, thi Smædeord måtte vi høre; Blusel lagde sig
+      over vore Ansigter, thi fremmede overfaldt HERRENs Huss
+      Helligdomme.
+ 52.  Se, derfor skal Dage komme, lyder det fra HERREN, da jeg
+      hjemsøger dets Gudebilleder, og sårede skal stønne i hele dets
+      Land.
+ 53.  Selv om Babel stiger op til Himmelen, og selv om det gør sin
+      Borg utilgængelig i det høje, fra mig skal der komme
+      Hærværksmænd over det, lyder det fra HERREN.
+ 54.  Der lyder Skrig fra Babel, et vældigt Sammenbrud fra Kaldæernes
+      Land.
+ 55.  Thi HERREN hærger Babel og gør Ende på den vældige Larm der;
+      deres Bølger bruser som mange Vande, deres Brag lyder højt.
+ 56.  Thi en Hærværksmand kommer over Babel, og dets Helte skal
+      fanges, deres Buer knækkes; thi en Gengældelsens Gud er HERREN,
+      han giver fuld Løn.
+ 57.  Jeg gør dets Fyrster og Vismænd, dets Statholdere,
+      Landshøvdinger og Helte drukne, og de skal falde i evig Søvn
+      uden at vågne, lyder det fra kongen, hvis Navn er Hærskarers
+      HERRE.
+ 58.  Så siger Hærskarers HERRE: Babels brede Mur skal nedbrydes til
+      Grunden og dets høje Porte opbrændes. Folkeslagenes Møje er
+      spildt, og Folkefærdene slider sig trætte for Ilden.
+
+ 59.  Det Ord, som Profefen Jeremias sendte med Seraja, en Søn at
+      Masejas Søn Nerija, da han rejste, til Babel med Kong Zedekias
+      af Juda i hans fjerde Regeringsår; Seraja sørgede for Nattely
+      til Kongen, når han var på Rejse.
+ 60.  Jeremias optegnede al den Ulykke, som skulde komme over Babel, i
+      en og samme Bog, alle disse Ord, der er skrevet mod Babel;
+ 61.  og Jeremias sagde til Seraja: "Når du kommer til Babel og ser
+      Lejlighed dertil, skal du oplæse alle disse Ord
+ 62.  og sige: HERRE, du truede selv dette Sted med Udryddelse, så der
+      ikke bliver nogen, som bor der, - hverken Folk eller Fæ, men det
+      skal blive en evig Ørken.
+ 63.  Og når du er til Ende med at oplæse denne Bog, skal du binde en
+      Sten til den, kaste den i Eufrat
+ 64.  og sige: Således skal Babel gå til Bunds og ikke mere komme op
+      for al den Ulykke, jeg sender over det!" Til Ordene "slider sig
+      trætte for Ilden går Jeremiass Ord.
+
+Jeremias 52
+
+  1.  Zedekias var enogtyve år gammel da han blev konge, og han
+      herskede elleve År i Jerusalem. Hans Moder hed Hamital og var en
+      Datter af Jirmeja fra Libna.
+
+  2.  Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, ganske som
+      Jojakim.
+  3.  Thi for HERRENs Vredes Skyld kom dette over Jerusalem og Juda,
+      og til sidst stødte han dem bort fra sit Åsyn. Og Zedekias faldt
+      fra Babels konge.
+  4.  I hans niende Regeringsår på den tiende Dag i den tiende Måned
+      drog Kong Nebukadrezar af Babel da med hele sin Hær mod
+      Jerusalem, og de belejrede det og byggede Belejringstårne imod
+      det rundt omkring;
+  5.  og Belejringen varede til Kong Zedekiass ellevte Regeringsår.
+  6.  På den niende Dag i den fjerde Måned blev Hungersnøden hård i
+      Byen, og Folket fra Landet havde ikke Brød. Da blev Byens Mur
+      gennembrudt.
+  7.  Alle krigsfolkene flygtede om Natten ud af Byen gennem Porten
+      mellem de to Mure ved Kongens Have, medens Kaldæerne holdt Byen
+      omringet, og de tog Vejen ad Arabalavningen til.
+  8.  Men Kaldæernes Hær satte efter Kongen og indhentede ham på
+      Jerikosletten, efter at hele hans Hær var blevet splittet til
+      alle Sider.
+  9.  Så greb de Kongen og bragte ham op til Ribla i Hamats Land til
+      Babels Konge, der fældede Dommen over ham.
+ 10.  Hans Sønner lod han henrette i hans Påsyn, ligeledes lod han
+      alle Judas Øverster henrette i Ribla;
+ 11.  og på Zedekias selv lod Babels Konge Øjnene stikke ud; derpå lod
+      han ham lægge i Kobberlænker, og således førte han ham til
+      Babel; og han lod ham kaste i Fængsel, hvor han blev til sin
+      Dødedag.
+
+ 12.  På den tiende Dag i den femte Måned, det var Babels Konge
+      Nebukadrezars nittende Regeringsår, kom Nebuzaradan, Øversten
+      for Livvagten, Babels konges Tjener, til Jerusalem.
+ 13.  Han satte Ild på HERRENs Hus og Kongens Palads og alle Husene i
+      Jerusalem; på alle Stormændenes Huse satte han Ild;
+ 14.  og Murene om Jerusalem nedbrød hele kaldæernes Hær, som Øversten
+      for Livvagten havde med sig.
+ 15.  De sidste Folk, som var tilbage i Byen, og Overløberne, der var
+      gået over til Babels Konge, og de sidste Håndværkere førte
+      Nebuzaradan, Øversten for Livvagten, bort.
+ 16.  Men nogle af de fattigste af Folket fra Landet lod Nebuzaradan,
+      Øversten for Livvagten, blive tilbage som Vingårdsmænd og
+      Agerdyrkere,
+ 17.  Kobbersøjlerne i HERRENs Hus, Stellene og Kobberhavet i HERRENs
+      Hus slog Kaldæerne i Stykker og førte Kobberet til Babel.
+ 18.  Karrene, Skovlene, knivene og Kanderne og alle Kobbersagerne,
+      som brugtes ved Tjenesten, røvede de;
+ 19.  også Fadene, Panderne, Skålene, Karrene, Lysestagerne, Kanderne
+      og Offerskålene, der helt var af Guld eller Sølv, røvede
+      Øversten for Livvagten.
+
+ 20.  De to Søjler, Havet med de tolv Kobberokser under og Stellene,
+      som Salomo havde ladet lave til HERRENs Hus Kobberet i alle
+      disse Ting var ikke til at veje.
+ 21.  Atten Alen høj var hver Søjle, og en Snor på tolv Alen kunde nå
+      om den, og den var hul, og Kobberet var fire Fingre tykt.
+ 22.  Og der var et Søjlehoved af Kobber oven på den, fem Alen højt,
+      og rundt om Søjlehovedet var der Fletværk og Granatæbler, alt af
+      Kobber; og på samme Måde var det med den anden Søjle.
+ 23.  Og der var seks og halvfemsindstyve Granatæbler, som hang frit;
+      der var i alt hundrede Granatæbler rundt om Fletværket.
+ 24.  Øversten for Livvagten tog Ypperstepræsten Seraja, Anden præsten
+      Zefanja og de tre Dørvogtere;
+ 25.  og fra Byen tog han en Hofmand, der havde Opsyn med krigsfolket,
+      og syv Mænd, der hørte til Kongens nærmeste Omgivelser, og som
+      endnu fandtes i Byen, desuden Hærførerens Skriver, der udskrev
+      Folket fra Landet til Krigstjeneste, og dertil tresindstyve Mænd
+      at Folket fra Landet, der fandtes i Byen
+ 26.  dem tog Øversten for Livvagten Nebuzaradan og førte til Babels
+      Konge i Ribla
+ 27.  og Babels Konge lod dem dræbe i Ribla i Hamats Land. Så førtes
+      Juda i Landflygtighed fra sit Land.
+
+ 28.  Følgende er Tallet på de Folk, Nebukadrezar bortførte i
+      Fangenskab: I hans syvende År 3023 Judæere,
+ 29.  i Nebukadrezars attende År 832 fra Jerusalem;
+ 30.  i Nebukadrezars tre og tyvende År bortførte Nebuzaradan,
+      Øversten for Livvagten, 745 af Judæerne; tilsammen 4600.
+
+ 31.  I det syv og tredivte År efter Kong Jojakin af Judas Bortførelse
+      på den fem og tyvende Dag i den tolvte Måned tog Babels Konge
+      Evil-Merodak, der i det År kom på Tronen, Kong Jojakin af Juda
+      til Nåde og førte ham ud af Fængselet.
+ 32.  Han talte ham venligt til og gav ham Sæde oven for de Konger,
+      som var hos ham i Babel.
+ 33.  Jojakin aflagde sin Fangedragt og spiste daglig hos ham, så
+      længe han levede.
+ 34.  Han fik sit daglige Underhold af Babels Konge, hver Dag hvad han
+      behøvede for den Dag, indtil sin Dødedag, så længe han levede.
+
+
+Klagesangene
+
+Klagesangene 1
+
+  1.  Hvor sidder hun ene, den by så folkerig før - mægtig blandt
+      Folkene før, men nu som en Enke! Fyrstinden blandt Lande er nu
+      sat til at trælle.
+  2.  Hun græder og græder om Natten med Tårer på Kind; ingen af alle
+      hendes Elskere bringer hende Trøst, alle Vennerne sveg og blev
+      hendes Fjender.
+  3.  Af Trang og tyngende Trældom udvandred Juda; blandt Folkene
+      sidder hun nu og finder ej Ro, alle Forfølgerne nåede hende midt
+      i Trængslerne.
+  4.  Vejene til Zion sørger, uden Højtidsgæster, alle hendes Porte er
+      øde, Præsterne sukker, hendes Jomfruer knuges af Kvide, hun selv
+      er i Vånde.
+  5.  Hendes Avindsmænd er Herrer, hendes Fjender trygge, thi Kvide
+      fik hun af HERREN for Mængden af Synder, hendes Børn drog bort
+      som Fanger for Fjendens Åsyn.
+  6.  Og bort fra Zions Datter drog al hendes Pragt; som Hjorte, der
+      ej finder Græsning, blev hendes Fyrster, de vandrede kraftløse
+      bort for Forfølgernes Åsyn.
+
+  7.  Jerusalem mindes den Tid, hun blev arm og husvild, (alle sine
+      kostelige Ting fra fordums Dage), i Fjendehånd faldt hendes
+      Folk, og ingen hjalp, Fjender så til og lo, fordi hun gik under.
+  8.  Jerusalem syndede svart, blev derfor til Afsky; hun foragtes af
+      alle sine Beundrere, de så hendes Blusel, derfor sukker hun dybt
+      og vender sig bort.
+  9.  Hendes Urenhed pletter hendes Slæb, hun betænkte ej Enden; hun
+      sank forfærdende dybt, og ingen trøster. Se min Elendighed,
+      HERRE, thi Fjenden hoverer.
+ 10.  Avindsmænd bredte deres Hånd over alle hendes Skatte, ja, ind i
+      sin Helligdom så hun Hedninger komme, hvem du havde nægtet
+      Adgang til din Forsamling.
+ 11.  Alt hendes Folk måtte sukke, søgende Brød; de gav deres Skatte
+      for Mad for at friste Livet. HERRE, se til og giv Agt på,
+      hvorledes jeg hånes!
+ 12.  Alle, som vandrer forbi, giv Agt og se, om det gives en Smerte
+      som den, der er tilføjet mig, hvem HERREN voldte Harm på sin
+      glødende Vredes Dag.
+ 13.  Fra det høje sendte han Ild, der for ned i mine Ben; han spændte
+      et Net for min Fod, han drev mig tilbage, han gjorde mig øde,
+      syg både Dag og Nat.
+ 14.  Der vogtedes på mine Synder, i hans Hånd blev de flettet, de kom
+      som et Åg om min Hals, han brød min Kraft; Herren gav mig dem i
+      Vold, som, er mig for stærke.
+ 15.  Herren forkasted de vældige udi min Midte, han indbød til Fest
+      på mig for at knuse mine unge, trådte Persen til Dom over
+      Jomfruen, Judas Datter.
+ 16.  Derover græder mit Øje, det strømmer med Tårer, thi langt har
+      jeg til en Trøster, som kvæger min Sjæl; mine Børn er fortabt,
+      thi Fjenden er blevet for stærk.
+
+ 17.  Zion udrækker Hænderne, ingen trøster; mod Jakob opbød HERREN
+      hans Fjender omkring ham; imellem dem er Jerusalem blevet til
+      Afsky.
+ 18.  HERREN, han er retfærdig, jeg modstod hans Mund. Hør dog, alle I
+      Folkeslag, se min Smerte! Mine Jomfruer og unge Mænd drog bort
+      som Fanger.
+ 19.  Mine Elskere kaldte jeg ad de svigtede mig; mine Præster og
+      Ældste opgav Ånden i Byen, thi Føde søgte de efter, men intet
+      fandt de.
+ 20.  Se, HERRE, hvor jeg er i Vånde, mit Indre i Glød, mit Hjerte er
+      knust i mit Bryst, thi jeg var genstridig; ude mejede Sværdet og
+      inde Døden.
+ 21.  Hør, hvor jeg sukker, ingen bringer mig Trøst. De hørte min
+      Ulykke, glæded sig, da du greb ind. Lad komme den Dag, du loved,
+      dem gå det som mig!
+ 22.  Læg al deres Ondskab for dig og gør med dem, som du gjorde med
+      mig til Straf for al min Synd! Thi mange er mine Suk, mit Hjerte
+      er sygt.
+
+Klagesangene 2
+
+  1.  Hvor har dog Herren i Vrede lagt mulm over Zion, slængt Israels
+      herlighed ned fra Himmel til Jord og glemt sine Fødders Skammel
+      på sin Vredes Dag.
+  2.  Herren har skånselsløst opslugt hver Bolig i Jakob, han nedbrød
+      i Vrede Judas Datters Borge, slog dem til Jorden, skændede Rige
+      og Fyrster,
+  3.  afhugged i glødende Vrede hvert Horn i Israel; sin højre drog
+      han tilbage for Fjendens Åsyn og brændte i Jakob som en Lue, der
+      åd overalt.
+  4.  På Fjendevis spændte han Buen, stod som en Uven; han dræbte al
+      Øjnenes Lyst i Zions Datters Telt, udgød sin Vrede som Ild.
+  5.  Herren har vist sig som Fjende, opslugt Israel, opslugt alle
+      Paladser, lagt Borgene øde, ophobet Jammer på Jammer i Judas
+      Datter.
+  6.  Han nedrev sin Hytte, lagde sit Feststed øde, HERREN lod Fest og
+      Sabbat gå ad Glemme i Zion, bortstødte i heftig Vrede Konge og
+      Præst.
+  7.  Herren forkasted sit Alter, brød med sin Helligdom, hengav i
+      Fjendens Hånd dets Paladsers Mure; man skreg i HERRENs Hus som
+      på Festens Dag.
+  8.  HERREN fik i Sinde at ødelægge Zions Datters Mur, han udspændte
+      Snoren, holdt ikke sin Hånd fra Fordærv, lod Vold og Mur få
+      Sorg, de vansmægted sammen.
+  9.  I Jorden sank hendes Porte, Slåerne brød han. Blandt Folkene bor
+      uden Lov hendes Konge og Fyrster, og ikke fanger Profeterne Syn
+      fra HERREN.
+ 10.  Zions datters Ældste sidder på Jorden i Tavshed; på Hovedet
+      kaster de Støv, de er klædt i Sæk; Jerusalems Jomfruer sænker
+      mod Jord deres Hoved.
+
+ 11.  Mine Øjne hensvinder i Gråd, mit Indre gløder, mit Hjerte er
+      knust, fordi mit Folk er brudt sammen; thi Børn og spæde
+      forsmægter på Byens Torve;
+ 12.  hver spørger sin Moder: "Hvor er der Korn og Vin?" forsmægter på
+      Byens Torve som en, der er såret, idet de udånder Sjælen ved
+      Moderens Bryst.
+ 13.  Med hvad skal jeg stille dig lige, Jerusalems Datter, hvormed
+      skal jeg ligne og trøste dig, Zions Jomfru? Thi dit Sammenbrud
+      er stort som Havet, hvo læger dig vel?
+ 14.  Profeternes Syner om dig var Tomhed og Løgn, de afsløred ikke
+      din Skyld for at vende din Skæbne, Synerne gav dig kun tomme,
+      vildende Udsagn.
+ 15.  Over dig slog de Hænderne sammen, de, hvis Vej faldt forbi, de
+      hån fløjted, rysted på Hoved ad Jerusalems Datter: "Er det da
+      Byen, man kaldte den fuldendt skønne, al Jordens Glæde?"
+ 16.  De opspærred Munden imod dig, alle dine Fjender, hånfløjted,
+      skar Tænder og sagde: "Vi opslugte hende; ja, det er Dagen, vi
+      vented, vi fik den at se."
+
+ 17.  HERREN har gjort, som han tænkte, fuldbyrdet det Ord, han sendte
+      i fordums Dage, brudt ned uden Skånsel, ladet Fjender glæde sig
+      over dig, rejst Uvenners Horn.
+
+ 18.  Råb højt til Herren, du Jomfru, Zions Datter, lad Tårerne
+      strømme som Bække ved Dag og ved Nat, und dig ej Ro, lad ikke
+      dit Øje få Hvile!
+ 19.  Stå op og klag dig om Natten, når Vagterne skifter, udøs dit
+      Hjerte som Vand for Herrens Åsyn, løft dine Hænder til ham for
+      Børnenes Liv, som forsmægter af Hunger ved alle Gadernes
+      Hjørner.
+ 20.  HERRE se til og agt på, mod hvem du har gjort det. Skal Kvinder
+      da æde den Livsfrugt, de kælede for, myrdes i Herrens Helligdom
+      Præst og Profet?
+ 21.  I Gaderne ligger på Jorden unge og gamle, mine Jomfruer og mine
+      Ynglinge faldt for Sværdet; på din Vredesdag slog du ihjel,
+      hugged ned uden Skånsel.
+ 22.  Du bød mine Rædsler til Fest fra alle Sider. På HERRENs Vredes
+      Dag undslap og frelstes ingen; min Fjende tilintetgjorde dem,
+      jeg plejed og fostred.
+
+Klagesangene 3
+
+  1.  Jeg er den, der så nød ved hans vredes ris,
+  2.  mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,
+  3.  ja, Hånden vender han mod mig Dagen lang.
+  4.  Mit Bød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,
+  5.  han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,
+  6.  lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.
+  7.  Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.
+  8.  Om jeg end råber og skriger, min Bøn er stængt ude.
+  9.  Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne kroge.
+ 10.  Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;
+ 11.  han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;
+ 12.  han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.
+ 13.  Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne på mig;
+ 14.  hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang,
+ 15.  med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.
+ 16.  Mine Tænder lod han bide i Flint, han trådte mig i Støvet;
+ 17.  han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken
+ 18.  og sagde: "Min Livskraft, mit Håb til HERREN er ude."
+ 19.  At mindes min Vånde og Flakken er Malurt og Galde;
+ 20.  min Sjæl, den mindes det grant den grubler betynget.
+ 21.  Det lægger jeg mig på Sinde, derfor vil jeg håbe:
+ 22.  HERRENs Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,
+ 23.  hans Nåde er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.
+ 24.  Min Del er HERREN, (siger min Sjæl,) derfor håber jeg på ham.
+ 25.  Dem, der bier på HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;
+ 26.  det er godt at håbe i Stilhed på HERRENs Frelse,
+ 27.  godt for en Mand, at han bærer Åg i sin Ungdom.
+ 28.  Han sidde ensom og tavs, når han lægger det på ham;
+ 29.  han trykke sin Mund mod Støvet, måske er der Håb.
+ 30.  Række Kind til den, der slår ham, mættes med Hån.
+ 31.  Thi Herren bortstøder ikke for evigt,
+ 32.  har han voldt Kvide, så ynkes han, stor er hans Nåde;
+ 33.  ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.
+ 34.  Når Landets Fanger til Hobe trædes under Fod,
+ 35.  når Mandens Ret for den Højestes Åsyn bøjes,
+ 36.  når en Mand lider Uret i sin Sag mon Herren ej ser det?
+ 37.  Hvo taler vel, så det sker, om ej Herren byder?
+ 38.  Kommer ikke både ondt og godt fra den Højestes Mund?
+ 39.  Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!
+
+ 40.  Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN,
+ 41.  løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen;
+ 42.  vi syndede og stod imod, du tilgav ikke,
+ 43.  men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skånsel,
+ 44.  hylled dig i Skyer, så Bønnen ej nåed frem;
+ 45.  til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene.
+ 46.  De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender.
+ 47.  Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde;
+ 48.  Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen.
+ 49.  Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro,
+ 50.  før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til.
+ 51.  Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.
+
+ 52.  Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,
+ 53.  de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig;
+ 54.  Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: "Fortabt!"
+ 55.  Dit Navn påkaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb;
+ 56.  du hørte min Røst: "O, gør dig ej døv for mit Skrig!"
+ 57.  Nær var du den Dag jeg kaldte, du sagde: "Frygt ikke!"
+ 58.  Du førte min Sag, o Herre, genløste mit Liv;
+ 59.  HERRE, du ser, jeg lider Uret. skaf mig min Ret!
+ 60.  Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker,
+ 61.  du hører deres Smædeord HERRE, deres Rænker imod mig,
+ 62.  mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig.
+ 63.  Se dem, når de sidder eller står, deres Nidvise er jeg.
+ 64.  Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning,
+ 65.  gør deres Hjerte forhærdet din Forbandelse over dem!
+ 66.  forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.
+
+Klagesangene 4
+
+  1.  Hvor Guldet blev sort, og skæmmet det ædle metal, de hellige
+      Stene slængt hen på Gadernes Hjørner!
+  2.  Zions de dyre Sønner, der opvejed Guld, kun regnet for Lerkar,
+      Pottemagerhænders Værk
+  3.  Selv Sjakaler byder Brystet til, giver Ungerne Die, men mit
+      Folks Datter blev grum som Ørkenens Strudse.
+  4.  Den spædes Tunge hang fast ved Ganen af Tørst, Børnene tigged om
+      Brød, og ingen gav dem.
+  5.  Folk, som levede lækkert, omkom på Gaden; Folk, som var båret på
+      Purpur, favnede Skarnet.
+  6.  Mit Folks Datters Brøde var større end Synden i Sodom, som brat
+      blev styrted, så Hænder ej rørtes derinde.
+
+  7.  Hendes Fyrster var renere end Sne, mer hvide end Mælk, deres
+      Legeme rødere end Koral, som Safir deres Årer;
+  8.  mer sorte end Sod ser de ud, kan ej kendes på Gaden, Huden
+      hænger ved Knoglerne, tør som Træ.
+  9.  Sværdets Ofre var bedre farne end Sultens, som svandt hen,
+      dødsramte, af Mangel på Markens Grøde.
+ 10.  Blide kvinders Hænder kogte deres Børn; da mit Folks Datter brød
+      sammen, blev de dem til Føde.
+
+ 11.  HERREN køled sin Vrede, udøste sin Harmglød,. han tændte i Zion
+      en Ild, dets Grundvolde åd den.
+ 12.  Ej troede Jordens Konger, ja ingen i Verden, at Uven og Fjende
+      skulde stå i Jerusalems Porte.
+ 13.  Det var for Profeternes Synd, for Præsternes Brøde, som i dets
+      Midte udgød retfærdiges Blod.
+ 14.  De vanked som blinde på Gaderne, tilsølet af Blod, rørte med
+      Klæderne Ting, som ikke må røres.
+ 15.  "Var jer! En uren!" råbte man; "Var jer dog for dem!" Når de
+      flyr og vanker, råber man: "Bliv ikke her!"
+ 16.  HERREN spredte dem selv, han så dem ej mer, Præster regned man
+      ej eller ynked Profeter.
+ 17.  End smægted vort Blik efter Hjælp, men kun for at skuffes, på
+      Varden spejded vi efter det Folk, der ej hjælper.
+ 18.  De lured på vort Fjed, fra Torvene holdt vi os borte; Enden var
+      nær, vore Dage var omme, ja, Enden var kommet.
+ 19.  Mer snare end Himlens Ørne var de, som jog os, på Bjergene satte
+      de efter os, lured i Ørkenen,
+ 20.  vor Livsånde, HERRENs Salvede, blev fanget i deres Grave, han, i
+      hvis Skygge vi tænkte at leve blandt Folkene.
+
+ 21.  Glæd dig og fryd dig, Edom, som bor i Uz! Også dig skal Bægeret
+      nå, du skal blotte dig drukken.
+ 22.  Din Skyld er til Ende, Zion, du forvises ej mer; han hjemsøger,
+      Edom, din Skyld, afslører dine Synder.
+
+Klagesangene 5
+
+  1.  HERRE, kom vor skæbne i Hu, sku ned og se vor skændsel!
+  2.  Vor Arvelod tilfaldt fremmede, Udlændinge fik vore Huse.
+  3.  Forældreløse, faderløse er vi, som Enker er vore Mødre.
+  4.  Vort Drikkevand må vi købe, betale må vi vort Brænde.
+  5.  Åget trykker vor Nakke, vi trættes og finder ej Hvile.
+  6.  Ægypten rakte vi Hånd, Assur, for at mættes med Brød.
+  7.  Vore Fædre, som synded, er borte, og vi må bære deres Skyld.
+  8.  Over os råder Trælle, ingen frier os fra dem.
+  9.  Med Livsfare henter vi vort Brød, udsatte for Ørkenens Sværd.
+ 10.  Vor Hud er sværtet som en Ovn af Hungerens svidende Lue.
+ 11.  De skændede kvinder i Zion, Jomfruer i Judas Byer.
+ 12.  Fyrster greb de og hængte, tog intet Hensyn til gamle.
+ 13.  Ynglinge sattes til Kværnen, under Brændeknippet segnede Drenge.
+ 14.  De gamle forsvandt fra Porten, de unge fra Strengenes Leg.
+ 15.  Vort Hjertes Glæde er borte, vor Dans er vendt til Sorg.
+ 16.  Kronen faldt af vort Hoved, ve os, at vi har syndet!
+
+ 17.  Vort Hjerte blev derfor sygt, derfor vort Øje mørkt:
+ 18.  For Zions Bjerg, som er øde, Ræve tumler sig der.
+ 19.  Du, HERRE, troner for evigt, fra Slægt til Slægt står din trone.
+ 20.  Hvi glemmer du os bestandig og svigter os alle dage?
+ 21.  Omvend os, HERRE, til dig, så vender vi om, giv os nye Dage, som
+      fordum!
+ 22.  Eller har du helt stødt os bort, er din Vrede mod os uden Ende?
+
+
+Ezekiel
+
+Ezekiel 1
+
+  1.  I det tredivte År på den femte dag i den fjerde Måned da jeg var
+      bandt de landflygtige ved Floden Kebar, skete det, at Himmelen
+      åbnede sig, og jeg skuede Syner fra Gud.
+  2.  Den femte Dag i Måneden - det var det femte År efter at Kong
+      Jojakin var bortført -
+  3.  kom HERRENs Ord til Præsten Ezekiel, Buzis Søn, i Kaldæernes
+      Land ved Floden Kebar, og HERRENs Hånd kom over ham der.
+
+  4.  Jeg skuede og se, et Stormvejr kom fra Nord, og en vældig Sky
+      fulgte med, omgivet af Stråleglans og hvirvlende Ild, i hvis
+      Midte det glimtede som funklende Malm.
+  5.  Midt i Ilden var der noget ligesom fire levende Væsener, og de
+      så således ud: De havde et Menneskes Skikkelse;
+  6.  men de havde hver fire Ansigter og fire Vinger;
+  7.  deres Ben var lige og deres Fodsåler som en Kalvs; de skinnede
+      som funklende Kobber, og deres Vingeslag var hurtigt;
+  8.  der var Menneskehænder under Vingerne på alle fire Sider.
+  9.  De fire levende Væseners Ansigter vendte sig ikke, når de gik,
+      men de gik alle lige ud".
+ 10.  Ansigterne så således ud: De havde alle fire et Menneskeansigt
+      fortil, et Løveansigt til højre, et Okseansigt til venstre og et
+      Ørneansigt bagtil;
+ 11.  Vingerne var på dem alle fire udbredt opad, således at to og to
+      rørte hinanden, og to skjulte deres Legemer.
+ 12.  De gik alle lige ud; hvor Ånden vilde have dem hen gik de; de
+      vendte sig ikke, når de gik.
+ 13.  Midt imellem de levende Væsener var der noget som glødende Kul
+      at se til, som Blus, der for hid og did imellem dem, og Ilden
+      udsendte Stråleglans, og Lyn for ud derfra.
+ 14.  Og Væsenerne løb frem og tilbage, som Lynglimt at se til
+
+ 15.  Videre skuede jeg, og se, der var et Hjul på Jorden ved Siden af
+      hvert af de fire levende Væsener;
+ 16.  og Hjulene var at se til som funklende Krysolit; de så alle fire
+      ens ud, og de var lavet således, at der i hvert Hjul var et
+      andet Hjul;
+ 17.  de kunde derfor gå til alle fire Sider; de vendte sig ikke, når
+      de gik.
+ 18.  Videre skuede jeg, og se, der var Fælge på dem, og Fælgene var
+      på dem alle fire rundt om fulde af Øjne.
+ 19.  Og når de levende Væsener gik, gik også Hjulene ved Siden af, og
+      når Væsenerne løftede sig fra Jorden, løftede også Hjulene sig;
+ 20.  hvor Ånden vilde have dem hen, gik Hjulene, og de løftede sig
+      samtidig, thi det levende Væsens Ånd var i Hjulene;
+ 21.  når Væsenerne gik, gik også de; når de standsede, standsede også
+      de, og når de løftede sig fra Jorden, løftede også Hjulene sig
+      samtidig, thi det levende Væsens Ånd var i Hjulene.
+
+ 22.  Oven over Væsenernes Hoveder var der noget ligesom en
+      Himmelhvælving, funklende som Krystal, udspændt oven over deres
+      Hoveder;
+ 23.  og under Hvælvingen var deres Vinger udspændt, den ene mod den
+      anden; hvert af dem havde desuden to, som skjulte deres Legemer.
+ 24.  Og når de gik, lød Vingesuset for mig som mange Vandes Brus, som
+      den Almægtiges Røst; det buldrede som en Hær.
+ 25.  Det drønede oven over Hvælvingen over deres Hoveder; men når de
+      stod, sænkede de Vingerne.
+ 26.  Men oven over Hvælvingen over deres Hoveder var der noget som
+      Safir at se til, noget ligesom en Trone, og på den, ovenover,
+      var der noget ligesom et Menneske at se til.
+ 27.  Og jeg skuede noget som funklende Malm fra det, der så ud som
+      hans Hofter, og opefter; og fra det, der så ud som hans Hofter,
+      og nedefter skuede jeg noget som Ild at se til; og Stråleglans
+      omgav ham.
+ 28.  Som Regnbuen, der viser sig i Skyen på en Regnvejrsdag, var
+      Stråleglansen om ham at se til. Således så HERRENs
+      Herlighedsåbenbarelse ud. Da jeg skuede det, faldt jeg på mit
+      Ansigt. Og jeg hørte en Røst, som talede.
+
+Ezekiel 2
+
+  1.  Han sagde til mig: "Menneskesøn stå op på dine fødder så jeg kan
+      tale med dig!"
+  2.  Og som han talede til mig, kom Ånden i mig og rejste mig på mine
+      Fødder, og jeg hørte ham tale til mig.
+  3.  Han sagde: "Menneskesøn! Jeg sender dig til Israeliterne, de
+      genstridige, der har sat sig op imod mig; de og deres Fædre har
+      forbrudt sig imod mig til den Dag i Dag.
+  4.  Og Sønnerne har stive Ansigter og hårde Hjerter; jeg sender dig
+      til dem, og du skal sige: Så siger den Herre HERREN!
+  5.  Hvad enten de hører eller ej - thi de er en genstridig Slægt -
+      skal de kende, at en Profet er kommet iblandt dem.
+  6.  Men du, Menneskesøn frygt ikke for dem og vær ikke ræd for deres
+      Ord, når du færdes mellem Nælder og Tidsler og bor blandt
+      Skorpioner; frygt ikke for deres Ord og vær ikke ræd for deres
+      Ansigter, thi de er en genstridig Slægt.
+  7.  Du skal tale mine Ord til dem, hvad enten de hører eller ej, thi
+      de er en genstridig Slægt..
+  8.  Og du, Menneskesøn, hør, hvad jeg taler til dig! Vær ikke
+      genstridig som den genstridige Slægt, men luk din Mund op og
+      slug, hvad jeg her giver dig!  "
+
+  9.  Og jeg skuede, og se, en Hånd var udrakt imod mig, og i den lå
+      en Bogrulle;
+ 10.  og han rullede den op for mig, - og der var skrevet på den både
+      for og bag; og hvad der stod skrevet, var Klage, Suk og Ve.
+
+Ezekiel 3
+
+  1.  Så sagde han til mig: "Menneskesøn, slug hvad du her har for
+      dig, slug denne Bogrulle og gå så hen og tal til Israels Hus!"
+  2.  Så åbnede jeg Munden, og han lod mig sluge Bogrullen
+  3.  og sagde til mig: "Menneskesøn! Lad din Bug fortære den
+      Bogrulle, jeg her giver dig, og fyld dine Indvolde dermed!" Og
+      jeg slugte den, og den var sød som Honning i min Mund.
+
+  4.  Så sagde han til mig: "Menneskesøn, gå til Israels Hus og tal
+      mine Ord til dem!
+  5.  Thi du sendes til Israels Folk, ikke til et Folk med dybt Mål og
+      tungt Mæle,
+  6.  ikke til mange Hånde Folkeslag med dybt Mål og tungt Mæle, hvis
+      Tale du ikke fatter, hvis jeg sendte dig til dem, vilde de høre
+      dig.
+  7.  Men Israels Hus vil ikke høre dig, thi de vil ikke høre mig; thi
+      hele Israels Hus har hårde Pander og stive Hjerter.
+  8.  Se, jeg gør dit Ansigt hårdt som deres Ansigter og din Pande
+      hård som deres Pander;
+  9.  som Diamant, hårdere end Flint gør jeg din Pande. Frygt ikke for
+      dem og vær ikke ræd for deres Ansigter, thi de er en genstridig
+      Slægt!"
+ 10.  Videre sagde han til mig: "Menneskesøn, alle mine Ord, som jeg
+      taler til dig, skal du optage i dit Hjerte og høre med dine
+      Ører;
+ 11.  og gå så hen til dine landflygtige Landsmænd og tal til dem og
+      sig: Så siger den Herre HERREN! - hvad enten de så hører eller
+      ej!"
+
+ 12.  Så løftede Ånden mig, og jeg hørte bag mig Larmen af et vældigt
+      Jordskælv, da HERRENs Herlighed hævede sig fra sit Sted,
+ 13.  og Suset af de levende Væseners Vinger, der rørte hverandre, og
+      samtidig Lyden af Hjulene og Larmen af Jordskælvet.
+ 14.  Og Ånden løftede mig og førte mig bort, og jeg vandrede bitter
+      og gram i Hu, idet HERRENs Hånd var over mig med Vælde.
+ 15.  Så kom jeg til de landflygtige i Tel-Abib, de, som boede ved
+      Floden Kebar, og der sad jeg syv Dage iblandt dem og stirrede
+      hen for mig.
+
+ 16.  Syv Dage senere kom HERRENs Ord til mig således:
+ 17.  Menneskesøn! Jeg sætter dig til Vægter for Israels Hus; hører du
+      et Ord af min Mund, skal du advare dem fra mig.
+ 18.  Når jeg siger til den gudløse: "Du skal visselig dø!" og du ikke
+      advarer ham eller for at bevare hans Liv taler til ham om at
+      omvende sig fra sin gudløse Vej, så skal samme gudløse dø for
+      sin Misgerning, men hans Blod vil jeg kræve af din Hånd.
+ 19.  Advarer du derimod den gudløse, og han ikke omvender sig fra sin
+      Gudløshed og sin Vej, så skal samme gudløse dø for sin
+      Misgerning, men du har reddet din Sjæl.
+ 20.  Og når en retfærdig vender sig fra sin Retfærdighed og gør Uret,
+      og jeg lægger Anstød for ham, så han dør, og du ikke har advaret
+      ham, så dør han for sin Synd, og den Retfærdighed, han har øvet,
+      skal ikke tilregnes ham, men hans Blod vil jeg kræve af din
+      Hånd.
+ 21.  Har du derimod advaret den retfærdige mod at synde, og han ikke
+      synder, så skal samme retfærdige leve, fordi han lod sig advare,
+      og du har reddet din Sjæl.
+
+ 22.  Siden kom HERRENs Hånd over mig der, og han sagde til mig: "Stå
+      op og gå ud i dalen, der vil jeg tale med dig!"
+ 23.  Så stod jeg op og gik ud i Dalen, og se, der stod HERRENs
+      Herlighed, som jeg havde set denved Floden Kebar. Da faldt jeg
+      på mit Ansigt.
+ 24.  Men Ånden kom i mig og rejste mig på mine Fødder. Så taIede han
+      til mig og sagde: Gå hjem og luk dig inde i dit Hus!
+ 25.  Og du, Menneskesøn, se, man skal lægge Bånd på dig og binde dig,
+      så du ikke kan gå ud iblandt dem;
+ 26.  og din Tunge lader jeg hænge ved Ganen, så du bliver stum og
+      ikke kan være dem en Revser; thi de er en genstridig Slægt.
+ 27.  Men når jeg taler til dig, vil jeg åbne din Mund, og du skal
+      sige til dem: Så siger den Herre HERREN! Så får den, der vil
+      høre, høre, og den, der ikke vil, får lade være; thi de er en
+      genstridig Slægt.
+
+Ezekiel 4
+
+  1.  Du Mennneskesøn tag dig en teglsten, læg den for dig og indrids
+      i den et Billede af en By, Jerusalem;
+  2.  og kast en Vold op omkring den, byg Belejringstårne, opkast
+      Stormvold, lad Hære lejre sig imod den og rejs Stormbukke mod
+      den fra alle Sider;
+  3.  tag dig så en Jernpande og sæt den som en Jernvæg op mellem dig
+      og Byen og ret dit Ansigt imod den. Således skal den være
+      omringet, og du skal trænge den. Det skal være Israels Hus et
+      Tegn.
+
+  4.  Og læg du dig på din venstre Side og tag, Israels Huss
+      Misgerning på dig; alle de Dage du ligger således, skal du bære
+      deres Misgerning.
+  5.  Deres Misgernings År gør jeg til lige så mange Dage for dig, 190
+      Dage; så længe skal du bære Israels Huss Misgerning.
+  6.  Og når de er til Ende, læg dig så på din højre Side og bær Judas
+      Huss Misgerning 40 Dage; for hvert År giver jeg dig en Dag.
+  7.  Og du skal rette dit Ansigt og din blottede Arm mod det
+      omringede Jerusalem og profetere imod det.
+  8.  Og se, jeg lægger Bånd på dig, så du ikke kan vende dig fra den
+      ene Side til den anden, før din Belejrings Dage er til Ende.
+
+  9.  Og tag du dig Hvede, Byg, Bønner, Linser, Hirse og Spelt, kom
+      det i et og samme Kar og lav dig Brød deraf; alle de Dage du
+      ligger på Siden, 190 Dage, skal det være din Mad;
+ 10.  og Maden, du får, skal være efter Vægt, tyve Sekel daglig; du
+      skal spise den een Gang daglig.
+ 11.  Og Vand skal du drikke efter Mål, en Sjettedel Hin; du skal
+      drikke een Gang daglig.
+ 12.  Og som Bygkager skal du spise det og bage det ved Menneskeskarn
+      i deres Påsyn.
+ 13.  Og du skal sige: "Så sige HERREN: Således skal Israeliterne have
+      urent Brød til Føde blandt de Folk, jeg bortstøder dem til!"
+ 14.  Men jeg sagde: "Ak, Herre, HERRE, jeg har endnu aldrig været
+      uren; noget selvdødt eller sønderrevet har jeg fra Barnsben
+      aldrig spist, og urent Kød kom aldrig i min Mund!"
+ 15.  Da svarede han: "Vel, jeg tillader dig at tage Oksegødning i
+      Stedet for Menneskeskarn og bage dit Brød derved."
+ 16.  Videre sagde han til mig: Menneskesøn! Se, jeg bryder Brødets
+      Støttestav i Jerusalem; Brød skal de spise efter Vægt og i
+      Angst, og Vand skal de drikke efter Mål og i Rædsel,
+ 17.  for at de må mangle Brød og Vand og alle som een være slagne af
+      Rædsel og hensmægte i deres Misgerning.
+
+Ezekiel 5
+
+  1.  Og du Menneskesøn tag dig et skarbt sværd, brug det som Ragekniv
+      og lad det gå over dit Hoved og dit Skæg; tag dig så en Vægtskål
+      og del Håret.
+  2.  En Tredjedel skal du brænde i et Bål midt i Byen, når
+      Belejringens Dage er omme; en Tredjedel skal du tage og slå den
+      med Sværdet rundt om Byen; og en Tredjedel skal du sprede for
+      Vinden; så drager jeg Sværdet bag dem.
+  3.  Derefter skal du tage lidt deraf og svøbe det ind i din
+      kappeflig;
+  4.  og deraf skal du atter tage noget og kaste det midt ind i Ilden
+      og brænde det. Og du skal sige til hele Israels Hus:
+
+  5.  Så siger den Herre HERREN: Dette er Jerusalem; jeg satte det
+      midt iblandt Folkene, omgivet af lande.
+  6.  Men det var gudløst og genstridigt mod mine Lovbud mere end
+      Folkene og mod mine Vedtægter mere end Landene rundt om; thi de
+      lod hånt om mine Lovbud og vandrede ikke efter mine Vedtægter.
+  7.  Derfor, så siger den Herre HERREN: Fordi I var mere genstridige
+      end Folkene rundt om og ikke vandrede efter mine Vedtægter eller
+      holdt mine Lovbud, men gjorde efter de omboende Folks Lovbud,
+  8.  derfor, så siger den Herre HERREN: Se, jeg kommer over dig og
+      holder Dom i din Midte for Folkenes Øjne.
+  9.  For alle dine Vederstyggeligheders Skyld vil jeg gøre med dig,
+      hvad jeg aldrig har gjort og aldrig vil gøre Mage til.
+ 10.  Derfor skal Fædre æde deres Børn i din Midte og Børn deres
+      Fædre; jeg holder Dom over dig, og alle, som er til Rest i dig,
+      spreder jeg for alle Vinde.
+ 11.  Derfor, så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HERREN:
+      Sandelig, fordi du gjorde min Helligdom uren med alle dine
+      væmmelige Guder og Vederstyggeligheder, vil jeg også støde dig
+      fra mig uden Medynk eller Skånsel.
+ 12.  En Tredjedel af dig skal dø af Pest og omkomme af Hunger i din
+      Midte, en Tredjedel skal falde for Sværdet rundt om dig, og en
+      Tredjedel spreder jeg for alle Vinde og drager Sværdet bag dem.
+ 13.  Min Vrede skal udtømme sig, og jeg vil køle min Harme på dem og
+      tage Hævn, så de skal kende at jeg, HERREN, har talet i min
+      Nidkærhed, når jeg udtømmer min Vrede over dem.
+ 14.  Jeg gør dig til en Grushob og til Spot blandt Folkene rundt om,
+      for Øjnene af enhver, som drager forbi.
+ 15.  Du skal blive til Spot og Hån, til Advarsel og Rædsel for
+      Folkene rundt om, når jeg holder Dom over dig i Vrede og Harme
+      og harm fuld Revselse. Jeg, HERREN, har talet!
+ 16.  Når jeg sender Hungerens onde Pile mod eder, og de, som jeg
+      sender for af ødelægge eder, volder Ødelæggelse, og jeg lader
+      Hungeren tage til, da sønderbryder jeg Brødets Støttestav for
+      eder
+ 17.  og sender Hunger over eder og Rovdyr, som skal affolke dig; Pest
+      og Blodsudgydelse skal hjemsøge dig, og jeg bringer Sværd over
+      dig. Jeg, HERREN, har talet.
+
+
+Ezekiel 6
+
+  1.  Og Herrens ord kom til mig således:
+  2.  Menneskesøn, vend dit Ansigt mod Israels Bjerge, profeter imod
+      dem
+  3.  og sig: Israels Bjerge, hør den Herre HERRENs Ord! Så siger den
+      Herre HERREN til Bjergene og Højene, til Kløfterne og Dalene:
+      Se, jeg sender Sværd over eder og tilintetgør eders Offerhøje.
+  4.  Eders Altre skal ødelægges, eders Solstøtter sønderbrydes, og
+      eders dræbte lader jeg segne foran eders Afgudsbilleder;
+  5.  jeg kaster Israeliternes Lig hen for deres Afgudsbilleder og
+      strør eders Ben rundt om eders Altre.
+  6.  Overalt hvor I bor, skal Byerne lægges øde og Offerhøjene gå til
+      Grunde, for at eders Altre kan lægges øde og gå til Grunde,
+      eders Afudsbilleder sønderbrydes og udryddes, eders Solstøtter
+      hugges om og eders Værker tilintetgøres.
+  7.  Mandefald skal ske iblandt eder, og I skal kende, at jeg er
+      HERREN.
+
+  8.  Men en Rest lader jeg blive tilbage, idet nogle af eder
+      undslipper fra Sværdet blandt Folkene, når I spredes i Landene,
+  9.  og de undslupne skal komme mig i Hu blandt Folkene, hvor de er
+      Fanger; jeg sønderbryder deres bolerske Hjerter, som faldt fra
+      mig, og deres bolerske Øjne, som hang ved deres Afgudsbilleder;
+      og de skal væmmes ved sig selv over alt det onde, de har gjort,
+      over alle deres Vederstyggeligheder.
+ 10.  Og de skal kende, at jeg er HERREN; det var ikke tomme Ord, når
+      jeg talede om at gøre den Ulykke på dem.
+
+ 11.  Så siger den Herre HERREN: Slå Hænderne sammen, stamp med Foden
+      og råb Ve over alle Israels Huses grimme Vederstyggeligheder! De
+      skal falde for Sværd, Hunger og Pest.
+ 12.  Den, som er langt borte, skal dø af Pest; den, som er nær, skal
+      falde for Sværd; og den, som levnes og reddes, skal dø af
+      Hunger; således udtømmer jeg min Vrede over dem.
+ 13.  De skal kende, at jeg er HERREN, når deres dræbte ligger midt
+      iblandt deres Afgudsbilleder rundt om deres Altre på hver høj
+      Bakke, på alle Bjergenes Tinder, under hvert grønt Træ og hver
+      løvrig Eg, der, hvor de opsendte liflig Duft til deres
+      Afgudsbilleder.
+ 14.  Jeg udrækker Hånden imod dem og gør Landet øde og tomt lige fra
+      Ørkenen til Ribla, overalt hvor de bor; og de skal kende, at jeg
+      er HERREN.
+
+Ezekiel 7
+
+  1.  Og HERRENs Ord kom til mig således
+  2.  Du, Menneskesøn, sig: Så siger den Herre HERREN til Israels
+      Land: Enden kommer, Enden kommer over Landet vidt og bredt!
+  3.  Nu kommer Enden over dig, og jeg sender min Vrede imod dig og
+      dømmer dig efter dine Veje og gengælder dig alle dine
+      Vederstyggeigheder.
+  4.  Jeg viser dig ingen Medynk eller Skånsel, men gengælder dig dine
+      Veje, og dine Vederstyggeligheder skal blive i din Midte; og du
+      skal kende, at jeg er HERREN.
+
+  5.  Så siger den Herre HERREN: Ulykke følger på Ulykke; se, det
+      kommer!
+  6.  Enden kommer, Enden kommer; den er vågnet og tager Sigte på dig;
+      se, det kommer!
+  7.  Turen kommer til dig, som bor i Landet; Tiden er inde, Dagen er
+      nær, en Dag med Rædsel og ikke med Frydeskrig på Bjergene.
+  8.  Nu udøser jeg snart min Harme over dig og udtømmer min Vrede på
+      dig, dømmer dig efter dine Veje og gengælder dig alle dine
+      Vederstyggeligheder.
+  9.  Jeg viser dig ingen Medynk eller Skånsel, men gengælder dig dine
+      Veje, og dine Vederstyggeligheder skal blive i din Midte; og I
+      skal kende, at jeg, HERREN, er den, som slår.
+ 10.  Se, Dagen! Se, det kommer; Turen kommer til dig"! Riset
+      blomstrer, Overmodet grønnes.
+ 11.  Vold rejser sig til et Ris over Gudløshed; der bliver intet
+      tilbage af dem, intet af deres larmende Hob, intet af deres
+      Gods, og der er ingen Herlighed iblandt dem.
+ 12.  Tiden er inde, Dagen er nær; Køberen skal ikke glæde sig og
+      Sælgeren ikke sørge, thi Vrede kommer over al den larmende Hob
+      derinde.
+ 13.  Thi Sælgeren skal ikke vende tilbage til det solgte, om han end
+      bliver i Live; thi Synet om al den larmende Hob derinde tages
+      ikke tilbage, og ingen skal styrke sit Liv ved sin Misgerning.
+ 14.  Man støder i Hornet og gør alt rede, men ingen drager i krig;
+      thi min Vrede kommer over al den larmende Hob derinde.
+ 15.  Sværd ude og Pest og Hunger inde! De, der er i Marken, omkommer
+      for Sværd, og dem, der er i Byen, fortærer Hunger og Pest.
+ 16.  Og selv om nogle af dem undslipper og når op i Bjergene som
+      Kløfternes Duer, skal de alle dø, hver for sin Misgerning.
+ 17.  Alle Hænder er slappe, alle Knæ flyder som Vand.
+ 18.  De klæder sig i Sæk, og Rædsel omhyller dem; alle Ansigter er
+      skamfulde, alle Hoveder skaldede.
+ 19.  Deres Sølv kaster de ud på Gaden, deres Guld regnes for Snavs;
+      deres Sølv og Guld kan ikke redde dem på HERRENs Vredes Dag; de
+      kan ikke stille deres Hunger eller fylde deres Bug dermed, thi
+      det var dem Årsag til Skyld.
+ 20.  I dets strålende Pragt satte de deres Stolthed, og deres
+      vederstyggelige Billeder, deres væmmelige Guder, lavede de
+      deraf: derfor gør jeg det til Snavs for dem.
+ 21.  Jeg giver det som Bytte i de fremmedes Hånd og som Rov til de
+      mest gudløse på Jorden, og de skal vanhellige det.
+ 22.  Jeg vender mit Åsyn fra dem og man skal vanhellige mit Kleodie,
+      Ransmænd skal trænge ind og vanhellige det.
+
+ 23.  Gør Lænkerne rede! Thi Landet er fuldt af Blodskyld og Byen af
+      Vold.
+ 24.  Jeg henter de værste af Folkene, og de skal tage Husene i Eje;
+      jeg gør Ende på de mægtiges Stolthed, og deres Helligdomme skal
+      vanhelliges.
+ 25.  Der opstår Angst; man søger Redning, men finder den ikke.
+ 26.  Uheld følger på Uheld, Rygte på Rygte; man skal tigge Profeten
+      om et Syn, Præsten kommer til kort med Vejledning og de Ældste
+      med Råd.
+ 27.  Kongen sørger, Fyrsten hyller sig i Rædsel, og Landboernes
+      Hænder lammes af Forfærdelse. Jeg gør med dem efter deres Færd
+      og dømmer dem, som de fortjener; og de skal kende, at jeg er
+      HERREN.
+
+Ezekiel 8
+
+  1.  I det sjette År på den femte dag i den sjette måned da jeg sad i
+      mit Hus og Judas Ældste sad hos mig, faldt den Herre HERRENs
+      Hånd på mig.
+  2.  Og jeg skuede, og se, der var noget ligesom en Mand; fra hans
+      Hofter og nedefter var der Ild, og fra Hofterne og opefter så
+      det ud som strålende Lys, som funklende Malm.
+  3.  Han rakte noget som en Hånd ud og greb mig ved en Lok af mit
+      Hovedhår, og Ånden løftede mig op mellem Himmel og Jord og førte
+      mig i Guds Syner til Jerusalem, til Indgangen til den indre
+      Forgårds Nordport, hvor Nidkærhedsbilledet, som vakte Nidkærhed,
+      stod.
+  4.  Og se, der var Israels Guds Herlighed; at se til var den, som
+      jeg så den i Dalen.
+  5.  Og han sagde til mig: "Menneskesøn, løft dit Blik mod Nord!" Jeg
+      løftede mit Blik mod Nord, og se, norden for Alterporten stod
+      Nidkærhedsbilledet, ved Indgangen.
+  6.  Og han sagde til mig: "Menneskesøn, ser du, hvad de gør? Store
+      er de Vederstyggeligheder, Israels Hus øver her, så jeg må vige
+      langt bort fra min Helligdom. Men du skal få endnu større
+      Vederstyggeligheder at se!"
+
+  7.  Så førte han mig hen til Indgangen til Forgården.
+  8.  Og han sagde til mig: "Menneskesøn, bryd igennem Væggen!" Og da
+      jeg brød igennem Væggen, så jeg en Indgang.
+  9.  Og han sagde til mig: "Gå ind og se, hvilke grimme
+      Vederstyggeligheder de øver der!"
+ 10.  Og da jeg kom derind og skuede, se, da var alskens væmmelige
+      Billeder af Kryb og kvæg og alle Israels Huses Afgudsbilleder
+      indridset rundt om på Væggen.
+ 11.  Og halvfjerdsindstyve af Israels Huses Ældste med Jaazanja,
+      Sjafans Søn, i deres Midte stod foran dem, hver med sit
+      Røgelsekar i Hånden, medens Røgelseskyens Duft steg op.
+ 12.  Da sagde han til mig: "Ser du, Menneskesøn, hvad Israels Huses
+      Ældste øver i Mørke hver i sine Billedkamre? Thi de siger:
+      HERREN ser intet, HERREN har forladt Landet!"
+ 13.  Og han sagde til mig: "Du skal få endnu større
+      Vederstyggeligheder at se, som de øver!"
+
+ 14.  Så førte han mig hen til Indgangen til HERRENs Huses Nordport,
+      og se, der sad Kvinder og græd over Tammuz.
+ 15.  Og han sagde til mig: "Ser du det, Menneskesøn? Men du skal få
+      endnu større Vederstyggeligheder at se!"
+
+ 16.  Så førte han mig hen til HERRENs Huss indre Forgård, og se, ved
+      Indgangen til HERRENs Helligdom mellem Forhallen og Alteret var
+      der omtrent fem og tyve Mænd; med Ryggen mod HERRENs Helligdom
+      og Ansigtet mod Øst tilbad de Solen.
+ 17.  Og han sagde til mig: "Ser du det, Menneskesøn? Har Judas Hus
+      ikke nok i at øve de Vederstyggeligheder her, siden de fylder
+      Landet med Vold og krænker mig endnu mere? Se, hvor de sender
+      Stank op i Næsen på mig"!
+ 18.  Men derfor vil også jeg handle med dem i Vrede; jeg viser dem
+      ingen Medynk eller Skånsel, og selv om de højlydt råber mig ind
+      i øret vil jeg ikke høre dem.
+
+Ezekiel 9
+
+  1.  Så hørte jeg ham råbe med vældig røst: "Byens hjemsøgelse nærmer
+      sig, og hver har sit Mordvåben i Hånden!"
+  2.  Og se, seks Mænd kom fra den øvre nordport, hver med sin
+      Stridshammer i Hånden, og een iblandt dem bar linned Klædebon og
+      havde et Skrivetøj ved sin Lænd; og de kom og stillede sig ved
+      Siden af Kobberalteret.
+  3.  Men Israels Guds Herlighed havde hævet sig fra Keruberne, som
+      den hvilede på, og flyttet sig hen til Templets Tærskel; og han
+      råbte til Manden i det linnede Klædebon og med Skrivetøjet ved
+      Lænden,
+  4.  og HERREN sagde til ham: "Gå midt igennem Byen, igennem
+      Jerusalem, og sæt et Mærke på de Mænds Pander, der sukker og
+      jamrer over alle de Vederstyggeligbeder, som øves i dets Midte!"
+  5.  Og til de andre hørte jeg ham sige: "Gå efter ham ud gennem Byen
+      og hug ned! Vis ingen Medynk eller Skånsel!
+  6.  Oldinge og Ynglinge, jomfruer, Børn og Kvinder skal I hugge ned
+      og udrydde; men ingen af dem, der bærer Mærket, må I røre!
+      Begynd ved min Helligdom!" Så begyndte de med de Ældste, som
+      stod foran Templet,
+  7.  Og han sagde til dem: "Gør Templet urent, fyld Forgårdene med
+      dræbte og drag så ud!" Og de drog ud og huggede ned i Byen.
+
+  8.  Men medens de huggede ned og jeg var ene tilbage, faldt jeg på
+      mit Ansigt og råbte: "Ak, Herre, HERRE vil du da tilintetgøre
+      alt, hvad der er levnet af Israel, ved at udøse din Vrede over
+      Jerusalem?"
+  9.  Han svarede: "lsraels og Judas Huses Brøde er såre, såre stor,
+      thi Landet er fuldt af Blodskyld og Byen af Retsbrud; thi de
+      siger, at HERREN har forladt Byen, og at HERREN intet ser.
+ 10.  Derfor viser jeg heller ingen Medynk eller Skånsel, men
+      gengælder dem deres Færd."
+ 11.  Og se, Manden i det linnede klædebon og med Skrivetøjet ved
+      Lænden kom tilbage og meldte: "Jeg har gjort, som du bød."
+
+Ezekiel 10
+
+  1.  Og jeg skuede og se, over hvælvingen over kerubernes hoveder var
+      der noget som Safir; noget ligesom en Trone viste sig over dem.
+  2.  Så sagde han til Manden i det linnede Klædebon: "Gå ind mellem
+      Hjulene under keruberne og tag Hænderne fulde af glødende Kul
+      fra Rummet mellem Keruberne og strø det ud over Byen!" Og jeg så
+      ham gå derhen.
+  3.  Keruberne stod sønden for Templet, da Manden gik derhen, og
+      Skyen fyldte den indre Forgård.
+  4.  Og HERRENs Herlighed hævede sig fra Keruberne og flyttede sig
+      hen til Templets Tærskel; da fyldtes Templet af Skyen, og
+      Forgården fyldtes af HERRENs Herligheds Glalans.
+  5.  Og Suset af Kerubernes Vinger hørtes helt ud i den ydre Forgård
+      som Gud den Almægtiges Røst, når han taler.
+  6.  Så bød han Manden i det linnede Klædebon: "Tag Ild fra Rummet
+      mellem Hjulene, inde mellem keruberne!" Og Manden stillede sig
+      hen ved Siden af det ene Hjul
+  7.  og rakte Hånden ind i Ilden, som brændte mellem Keruberne, og
+      kom ud med noget deraf.
+  8.  Under Kerubernes Vinger sås noget, der lignede en Menneskehånd;
+  9.  og jeg skuede, og se, der var fire Hjul ved Siden af Keruberne,
+      eet ved hver Kerub, og Hjulene var som funklende Krysolit at se
+      til.
+ 10.  De så alle fire ens ud, og det var, som om der i hvert Hjul var
+      et andet Hjul,
+ 11.  De kunde gå til alle fire Sider de vendte sig ikke, når de
+      gik. Thi de gik i den Retning, den forreste vendte, og de vendte
+      sig ikke, når de gik.
+ 12.  Hele deres Legeme, Ryg, Hænder og Vinger og ligeledes Hjulene
+      var fulde af Øjne rundt om; således var det med alle fire Hjul.
+ 13.  Og jeg hørte, at Hjulene kaldtes Galgal.
+ 14.  Hver af dem havde fire Ansigter; det ene var et Kerubansigt, det
+      andet et Menneskeansigt, det tredje et Løveansigt og det fjerde
+      et Ørneansigt.
+ 15.  Og Keruberne hævede sig i Vejret. Det var det samme levende
+      Væsen, jeg så ved Floden Kebar.
+ 16.  Når Keruberne gik, gik også Hjulene ved Siden af, og når
+      Keruberne løftede Vingerne for at hæve sig fra Jorden, vendte
+      Hjulene sig ikke fra dem;
+ 17.  når de standsede, standsede også de; og når de hævede sig,
+      hævede de sig med, thi Væsenets Ånd var i dem.
+
+ 18.  Så forlod HERRENs Herlighed Templets Tærskel og stillede sig
+      over Keruberne.
+ 19.  Og jeg så, hvorledes Keruberne løftede Vingerne og hævede sig
+      fra Jorden, da de gik, og Hjulene med dem; og de standsede ved
+      Indgangen til HERRENs Huses Østport, og Israels Guds Herlighed
+      var oven over dem.
+ 20.  Det var det samme levende Væsen, jeg så under Israels Gud ved
+      Floden Kebar; og jeg skønnede, at det var Keruber.
+ 21.  Hver af dem havde fire Ansigter og fire Vinger og noget ligesom
+      Menneskehænder under Vingerne.
+ 22.  Og deres Ansigter var ligesom de Ansigter, jeg så ved Floden
+      Kebar. De gik alle lige ud.
+
+Ezekiel 11
+
+  1.  Så løftede Ånden mig og bragte mig til Herrens huses østport,
+      den der vender mod Øst. Og se, ved Indgangen til Porten var der
+      fem og tyve Mænd, og jeg så iblandt dem Jaazanja, Azzurs Søn, og
+      Pelatja, Benajas Søn, Folkets Fyrster.
+  2.  Og han sagde til mig: "Menneskesøn! Det er de Mænd, som pønser
+      på Uret og lægger onde Råd op i denne By,
+  3.  idet de siger: "Er Husene ikke nys bygget? Byen er Gryden, vi
+      Kødet!"
+  4.  Profeter derfor imod dem, profeter, Menneskesøn!
+  5.  Så faldt HERRENs Ånd på mig, og han sagde til mig: Sig: Så siger
+      HERREN: Således taler I, Israels Hus; jeg kender godt, hvad der
+      stiger op i eders Ånd.
+  6.  Mange har I dræbt i denne By; I har fyldt dens Gader med dræbte.
+  7.  Derfor, så siger den Herre HERREN: De, som I dræbte og
+      henslængte i dens Midte, de er Kødet, og Byen er Gryden; men
+      eder vil jeg føre ud af den.
+  8.  I frygter for Sværd, og Sværd vil jeg bringe over eder, lyder
+      det fra den Herre HERREN.
+  9.  Jeg vil føre eder ud af den og give eder i fremmedes Hånd, og
+      jeg vil holde Dom over eder.
+ 10.  For Sværd skal I falde; ved Israels Grænse vil jeg dømme
+      eder. Og I skal kende, at jeg er HERREN.
+ 11.  Byen skal ikke være eder en Gryde, og I skal ikke være Kødet
+      deri; ved Israels Grænse vil jeg dømme eder.
+ 12.  Og I skal kende, at jeg er HERREN, hvis Vedtægter I ikke fulgte,
+      og hvis Lovbud I ikke levede efter, hvorimod I levede efter
+      eders Nabofolks Lovbud. -
+ 13.  Men medens jeg profeterede således, døde Pelatja, Benajas
+      Søn. Da faldt jeg på mit Ansigt og råbte med høj Røst: "Ak,
+      Herre, HERRE, vil du da helt udrydde Israels Rest?"
+
+ 14.  Så kom HERRENs Ord til mig således:
+ 15.  Menneskesøn! Dine Brødre, dine Medfanger og alt Israels Hus,
+      alle de, om hvem Jerusalems Indbyggere siger: "De er langt borte
+      fra HERREN, os er Landet givet i Eje!" -
+ 16.  derfor skal du sige: Så siger den Herre HERREN: Ja, jeg har ført
+      dem langt bort blandt Folkene og spredt dem i Landene, og kun i
+      ringe Måde var jeg dem en Helligdom i de Lande, hvor de kom hen.
+ 17.  Men derfor skal du sige: Så siger den Herre HERREN: Jeg vil
+      samle eder sammen fra Folkeslagene og sanke eder op i Landene,
+      hvor I er spredt, og give eder Israels Jord.
+ 18.  Derhen skal de komme og fjerne alle dets væmmelige Guder og alle
+      dets Vederstyggeligheder;
+ 19.  jeg giver dem et nyt Hjerte og indgiver dem en ny Ånd; jeg tager
+      Stenhjertet ud af deres Legeme og giver dem et Kødhjerte,
+ 20.  for at de må følge mine Vedtægter og holde mine Lovbud og gøre
+      efter dem. Så skal de være mit Folk, og jeg vil være deres Gud.
+ 21.  Men hines Hjerter holder sig til deres væmmelige Guder og deres
+      Vederstyggeligheder; dem gengælder jeg deres Færd, lyder det fra
+      den Herre HERREN.
+
+ 22.  Så løftede keruberne Vingerne og samtidig Hjulene; og Israels
+      Guds Herlighed var oven over dem.
+ 23.  Og HERRENs Herlighed steg op fra Byen og stillede sig på Bjerget
+      østen for.
+ 24.  Derpå løftede Ånden mig og bragte mig ved Guds Ånd i Synet til
+      de landflygtige i Kaldæa; og Synet, som jeg havde skuet, steg op
+      og svandt bort.
+ 25.  Så kundgjorde jeg de landflyggige alle de Ord, HERREN havde
+      åbenbaret mig.
+
+Ezekiel 12
+
+  1.  HERRENs Ord kom til mig således:
+  2.  Menneskesøn! Du bor midt i den genstridige Slægt, som har Øjne
+      at se med, men ikke ser, og Ører at høre med, men ikke hører,
+      thi de er en genstridig Slægt.
+  3.  Men du, Menneskesøn, udrust dig ved højlys Dag i deres Påsyn som
+      en, der drager i Landflygtighed, og drag så i deres Påsyn fra
+      Stedet, hvor du bor, til et andet Sted! Måske de så får Øjnene
+      op; thi de er en genstridig Slægt.
+  4.  Bær ved højlys dag i deres Påsyn dine Sager udenfor, som om du
+      skal i Landflygtighed, men selv skal du drage bort om Aftenen i
+      deres Påsyn som en, der drager i Landflygtighed.
+  5.  Slå i deres Påsyn Hul i Væggen og drag ud derigennem;
+  6.  tag Sagerne på Skulderen og drag ud i Bælgmørke med tilhyllet
+      Ansigt uden at se Landet; thi jeg gør dig til et Tegn for
+      Israels Hus!
+  7.  Og jeg gjorde, som der bødes mig: Jeg bar ved højlys Dag mine
+      Sager udenfor, som om jeg skulde i Landflygtighed, og om Aftenen
+      slog jeg med Hånden Hul i Væggen, og i Bælgmørke drog jeg ud;
+      jeg tog det på Skulderen i deres Påsyn.
+  8.  Næste Morgen kom HERRENs Ord til mig således:
+  9.  Menneskesøn! Har Israels Hus, den genstridige Slægt, ikke spurgt
+      dig: "Hvad gør du der?"
+ 10.  Sig til dem: Så siger den Herre HERREN: Således skal det være
+      med Fyrsten, denne Byrde i Jerusalem, og hele Israels Hus
+      derinde.
+ 11.  Sig: Jeg er eder et Tegn; som jeg har gjort, skal der gøres med
+      dem: I Landflygtighed og Fangenskab skal de drage.
+ 12.  Og Fyrsten i deres Midte skal tage sine Sager på Skulderen, og i
+      Bælgmørke skal han drage ud, han skal slå Hul i Væggen for at
+      drage ud derigennem, og han skal tilhylle sit Ansigt for ikke at
+      se Landet.
+ 13.  Men jeg breder mit Net over ham, og han skal fanges i mit Garn;
+      og jeg bringer ham til Bael i kaldæernes Land, som han dog ikke
+      skal se; og der skal han dø.
+ 14.  Og alle hans Omgivelser, hans Hjælpere og alle hans Hærskarer
+      vil jeg udstrø for alle Vinde og drage Sværdet bag dem.
+ 15.  Da skal de kende, at jeg er HERREN, når jeg spreder dem: blandt
+      Folkene og udstrør dem i Landene.
+ 16.  Kun nogle få af dem levner jeg fra Sværd, Hunger og Pest, for at
+      de kan fortælle om alle deres Vederstyggeligheder blandt de
+      Folk, de kommer til; og de skal kende, at jeg er HERREN.
+
+ 17.  HERRENs Ord kom til mig således:
+ 18.  Menneskesøn, spis Brød i Angst og drik Vand i Frygt og Bæven;
+ 19.  og sig til Landets Folk: Så siger den Herre HERREN om Jerusalems
+      Indbyggere i Israels Land: Brød skal de spise med Bæven, og Vand
+      skal de drikke med Rædsel, for at deres Land og alt deri må
+      ligge øde til Straf for alle dets Indbyggeres Voldsfærd;,
+ 20.  og Byerne, der nu er beboet, skal ligge øde, og Landet skal
+      blive til Ørk; og I skal kende, at jeg er HERREN.
+
+ 21.  HERRENs Ord kom til mig således:
+ 22.  Menneskesøn! Hvad er det for et Mundheld, I har om Israels Land:
+      "Det trækker i Langdrag, og alle Syner slår fejl!"
+ 23.  Sig derfor til dem: Så siger den Herre HERREN: Jeg vil bringe
+      dette Mundheld til at forstumme, så de ikke mere bruger det i
+      Israel. Sig tværtimod til dem: "Tiden er nær, og alle Syner
+      træffer ind!"
+ 24.  Thi der skal ikke mere være noget Løgnesyn eller nogen falsk
+      Spådom i Israels Hus,
+ 25.  men jeg, HERREN taler, hvad jeg vil, og det skal ske. Det skal
+      ikke længer trække i Langdrag; men i eders Dage, du genstridige
+      Slægt, vil jeg tale et Ord og fuldbyrde det, lyder det fra den
+      Herre HERREN.
+ 26.  HERRENs Ord kom til mig således:
+ 27.  Menneskesøn! Se, Israels Hus siger: "Synet, han skuer, gælder
+      sene Dage, og han profeterer om fjerne Tider!"
+ 28.  Sig derfor til dem: Så siger den Herre HERREN: Intet af mine Ord
+      skal lade vente på sig mere; hvad jeg taler, skal ske, lyder det
+      fra den Herre HERREN.
+
+Ezekiel 13
+
+  1.  HERRENs Ord kom til mig således:
+  2.  Menneskesøn, profeter mod Israels Profeter, profeter og sig til
+      dem, som profeterer efter deres eget Hjertes Tilskyndelse: Hør
+      HERRENs Ord!
+  3.  Så siger den Herre HERREN: Ve Profeterne, de Dårer, som følger
+      deres egen Ånd uden at have skuet noget!
+  4.  Dine Profeter, Israel, er som Sjakaler i Ruiner.
+  5.  De stillede sig ikke i Murbruddet og byggede ikke en Mur om
+      Israels Hus, så det kunde stå sig i Striden på HERRENs Dag.
+  6.  De skuede Tomhed og spåede Løgn, idet de sagde: "Så lyder det
+      fra HERREN!  " uden at HERREN havde sendt dem, og dog ventede de
+      Ordet stadfæstet,
+  7.  Var det ikke tomme Syner, I skuede, og Løgnespådomme, I
+      fremsatte? Og I siger: "Så lyder det fra HERREN!" uden at jeg
+      har talet.
+  8.  Derfor, så siger den Herre HERREN: Fordi I forkynder Tomhed og
+      skuer Løgn, se, derfor kommer jeg over eder, lyder det fra den
+      Herre HERREN.
+  9.  Jeg udrækker min Hånd mod Profeterne, der skuer Tomhed og spår
+      Løgn; i mit Folks Samfund skal de ikke være, de skal ikke
+      optages i Israels Huses Mandtalsbog og ikke komme til Israels
+      Land; og I skal kende, at jeg er den Herre HERREN.
+ 10.  Fordi, ja fordi de vildleder mit Folk ved af forkynde Fred, hvor
+      ingen Fred er, og når det bygger en Væg, stryger den over med
+      Kalk,
+ 11.  så sig til dem, der stryger over med kalk: Skylregn skal komme,
+      Isstykker skal falde og Stormvejr bryde løs,
+ 12.  og når så Væggen styrter sammen, vil man da ikke spørge eder:
+      "Hvor er Kalken, I strøg på?"
+ 13.  Derfor, så siger den Herre HERREN: Og jeg lader et Stormvejr
+      bryde løs i min Harme, og Skylregn skal komme i min Vrede og
+      Isstykker i min Harme til Undergang;
+ 14.  og Væggen, som I strøg over med Kalk, river jeg ned og lader den
+      styrte til Jorden, så dens Grundvold blottes, og ved dens Fald
+      skal I gå til Grunde derinde; og I skal kende, at jeg er HERREN.
+ 15.  Jeg vil udtømme min Vrede over Væggen og dem, der strøg den over
+      med Kalk, så man skal sige til eder: "Hvor er Væggen, og hvor er
+      de, som strøg den over,
+ 16.  Israels Profeter, som profeterede om Jerusalem og skuede
+      Fredssyner for det, hvor ingen Fred var - lyder det fra den
+      Herre HERREN.
+
+ 17.  Og du, Menneskesøn, vend dit Ansigt mod dit Folks Døtre, som
+      profeterer efter deres eget Hjertes Tilskyndelse; profeter imod
+      dem
+ 18.  og sig: Så siger den Herre HERREN: Ve dem, der syr Bind til alle
+      Håndled og laver Slør til alle Hoveder efter hver Legemshøjde
+      for at fange Sjæle!  Dræber I Sjæle, der hører til mit Folk, og
+      holder Sjæle i Live af Egennytte?
+ 19.  I, som vanhelliger mig for mit Folk for nogle Håndfulde Bygkorn
+      og nogle Bidder Brød og således dræber Sjæle, der ikke skulde
+      dø, og holder Sjæle i Live, som ikke skulde leve, idet I lyver
+      for mit Folk, som gerne hører på Løgn!
+ 20.  Derfor, så siger den Herre HERREN: Se, jeg kommer over eders
+      Bind, med hvilke I fanger Sjæle, og river dem af eders Arme, og
+      de Sjæle, I fanger, lader jeg slippe fri som Fugle;
+ 21.  og jeg sønderriver eders Slør og frier mit Folk af eders Hånd,
+      så de ikke mere er Bytte i eders Hånd; og I skal kende, at jeg
+      er HERREN.
+ 22.  Fordi I ved Svig volder den retfærdiges Hjerte Smerte, skønt jeg
+      ikke vilde volde ham Smerte, og styrker den gudløses Hænder, så
+      han ikke omvender sig fra sin onde Vej, at jeg kan holde ham i
+      Live,
+ 23.  derfor skal I ikke mere skue Tomhed eller drive eders
+      Spådomskunst; jeg frier mit Folk af eders Hånd; og I skal kende,
+      at jeg er HERREN.
+
+Ezekiel 14
+
+  1.  Nogle af Israels ældste kom til mig og satte sig lige over for
+      mig.
+  2.  Så kom HERRENs Ord til mig således;
+  3.  Menneskesøn! Disse Mænd har lukket deres Afgudsbilleder ind i
+      deres Hjerte og stillet det, der blev dem Årsag til Skyld, for
+      deres Ansigt - skulde jeg lade mig rådspørge af dem?
+  4.  Tal derfor med dem og sig: Så siger den Herre HERREN: Hver den
+      af Israels Hus, som lukker sine Afgudsbilleder ind i sit Hjerte
+      og sættet det, der blev dem Årsag til Skyld, for sit Ansigt og
+      så kommer til Profeten, ham vil jeg, HERREN, selv svare trods
+      hans mange Afgudsbilleder
+  5.  for at gribe Israels Hus i Hjertet, fordi de faldt fra mig med
+      alle deres Afgudsbilleder.
+  6.  Sig derfor til Israels Hus: Så siger den Herre HERREN: Vend om,
+      vend eder bort fra eders Afgudsbilleder og vend eders Ansigt
+      bort fra alle eders Vederstyggeligheder!
+  7.  Thi hver den af Israels Hus og af de fremmede, der bor i Israel,
+      som skiller sig fra mig og lukker sine Afgudsbilleder ind i sit
+      Hjerte og sætter det, der blev ham Årsag til Skyld, for sit
+      Ansigt og så kommer til Profeten, for at denne skal rådspørge
+      mig for ham, ham vil jeg, HERREN, selv svare;
+  8.  jeg retter mit Åsyn mod den mand og gør ham til Tegn og Mundheld
+      og udrydder ham af mit Folk; og I skal kende, at jeg er HERREN.
+  9.  Men lader Profeten sig lokke til at sige et Ord, så er det mig,
+      HERREN, der har lokket ham, og jeg udrækker min Hånd imodham og
+      udrydder ham af mit Folk Israel.
+ 10.  De skal begge bære deres Skyld, Spørgeren og Profeten skal være
+      lige skyldige,
+ 11.  for at Israels Hus ikke mere skal fare vild fra mig og blive
+      urent ved alle sine Overtrædelser; da skal de være mit Folk, og
+      jeg vil være deres Gud, lyder det fra den Herre HERREN.
+
+ 12.  HERRENs Ord kom til mig således:
+ 13.  Menneskesøn! Når et Land troløst synder imod mig, og jeg
+      udrækker min Hånd imod det og bryder Brødets Støttestav for det
+      og sender Hungersnød over det og udrydder Folk og Fæ,
+ 14.  og disse tre Mænd var i dets Mtidte: Noa, Daniel og Job, så
+      skulde kun de tre redde deres Liv ved deres Retfærdighed, lyder
+      det fra den Herre HERREN.
+ 15.  Eller lader jeg Rovdyr fare igennem Landet og gøre det
+      folketomt, så det bliver øde og ingen tør gå derigennem for de
+      vilde Dyr,
+ 16.  og disse tre Mænd var i dets Midte - så sandt jeg lever, lyder
+      det fra den Herre HERREN: De skulde ikke redde deres Sønner
+      eller Døtre; de selv alene skulde reddes, men Landet måtte blive
+      øde.
+ 17.  Eller lader jeg Sværdet komme over dette Land og siger: "Sværdet
+      skal fare igennem Landet!" og udrydder Folk og Fæ deraf,
+ 18.  og disse tre Mænd var i dets Midte - så sandt jeg lever, lyder
+      det fra den Herre HERREN: De skulde ikke redde deres Sønner
+      eller Døtre; de selv alene skulde reddes.
+ 19.  Eller sender jeg Pest over dette Land og udgyder min Harme over
+      det med Blod og udrydder Folk og Fæ deraf,
+ 20.  og Noa, Daniel og Job var i dets Midte - så sandt jeg lever,
+      lyder det fra den Herre HERREN: De skulde ikke redde Søn eller
+      Datter; de selv alene skulde redde deres Liv ved deres
+      Retfærdighed.
+ 21.  Men så siger den Herre HERREN: Og dog, når jeg sender mine fire
+      grumme Straffedomme, Sværd, Hunger, Rovdyr og Pest, over
+      Jerusalem for at udrydde Folk og Fæ deraf,
+ 22.  se, da skal der levnes en Flok undslupne, som fører Sønner og
+      Døtre ud derfra; se, de skal drage hid til eder, og I skal se
+      deres Færd og Gerninger; da skal I trøste eder over den Ulykke,
+      jeg har bragt over Jerusalem, alt det, jeg har bragt over det.
+ 23.  De skal være eder en Trøst, når I ser deres Færd og Gerninger,
+      og I skal skønne, at jeg ikke uden Grund gjorde alt, hvad jeg
+      lod det times, lyder det fra den Herre HERREN.
+
+Ezekiel 15
+
+  1.  HERRENs Ord kom til mig således:
+  2.  Menneskesøn! Hvad har Vinstokken forud for alle andre Træer,
+      Ranken, som står iblandt Skovens Træer?
+  3.  Tager man Gavntræ deraf? Eller tager man deraf en Knag til at
+      hænge alskens Redskaber på?
+  4.  Når den så oven i købet har været givet Ilden til Føde, så at
+      Ilden har fortæret begge dens Ender, og Midten er svedet, duer
+      den så til noget?
+  5.  Se, da den endnu var uskadt, brugtes den ikke til noget, endsige
+      at den skulde kunne bruges til noget nu, da Ilden har fortæret
+      den og den er svedet.
+  6.  Derfor, så siger den Herre HERREN: Som det går Vinstokken blandt
+      Skovens Træer, hvilke jeg giver Ilden til Føde, således giver
+      jeg Jerusalems Indbyggere hen;
+  7.  jeg vender mit Åsyn imod dem; af Ilden slap de ud, men Ild skal
+      dog fortære dem; og I skal kende, at jeg er HERREN, når jeg
+      vender mit Åsyn imod dem.
+  8.  Og jeg gør Landet øde, fordi de var troløse, lyder det fra den
+      Herre HERREN.
+
+Ezekiel 16
+
+  1.  HERRENs Ord kom til mig således:
+  2.  Menneskesøn, forehold Jerusalem dets Vederstyggeligheder
+  3.  og sig: Så siger den Herre HERREN til Jerusalem: Dit Udspring og
+      din Oprindelse var i Kanaanæernes Land; din Fader var Amorit,
+      din Moder Hetiterinde.
+  4.  Og ved din Fødsel gik det således til: Da du fødtes, blev din
+      Navlestreng ikke skåret over, ej heller blev du tvættet ren med
+      Vand eller gnedet med Salt eller lagt i Svøb.
+  5.  Ingen så på dig med så megen Medynk, at han af Medlidenhed
+      gjorde nogen af disse Ting for dig, men du henslængtes på
+      Marken, den Dag du fødtes; således væmmedes man ved din Sjæl.
+  6.  Men jeg kom forbi, og da jeg så dig sprælle i Blod, sagde jeg
+      til dig, som du lå der i Blodet: "Du skal leve
+  7.  og vokse som en Urt på Marken!" Og du voksede, blev stor og
+      trådte ind i din Skønheds Fylde; dine Bryster blev faste, og dit
+      Hår voksede; men du var nøgen og bar.
+  8.  Så kom jeg forbi og så dig, og se, din Tid var inde, din
+      Elskovstid; og jeg bredte min Kappeflig over dig og tilhyllede
+      din Blusel; så tilsvor jeg dig Troskab og indgik Pagt med dig,
+      lyder det fra den Herre HERREN, og du blev min.
+  9.  Så tvættede jeg dig med Vand, skyllede Blodet af dig og salvede
+      dig med Olie;
+ 10.  jeg klædte dig i broget vævede Klæder, gav dig Sko af
+      Tahasjskind på, bandt Byssusklæde om dit Hoved og hyllede dig i
+      Silke;
+ 11.  jeg smykkede dig, lagde Spange om dine Arme og Kæde om din Hals,
+ 12.  fæstede en Ring i din Næse, kugler i dine Ører og en herlig
+      krone på dit Hoved;
+ 13.  du smykkedes med Guld og - Sølv, din Klædning var Byssus, Silke
+      og broget vævede Klæder; fint Hvedemel, Honning og Olie var din
+      Mad, og du blev såre dejlig og drev det til at blive Dronning.
+ 14.  Dit Ry kom ud blandt Folkene for din Dejligheds Skyld; thi den
+      var fuldendt ved de Smykker, jeg udstyrede dig med, lyder det
+      fra den Herre HERREN.
+
+ 15.  Men du stolede på din Dejlighed og bolede i Kraft af dit Ry; du
+      udøste din bolerske Attrå over enhver, som kom forbi; du blev
+      hans.
+ 16.  Af dine Klæder tog du og gjorde dig spraglede Offerhøje og
+      bolede på dem.
+ 17.  Du tog dine Smykker af mit Guld og Sølv, som jeg havde givet
+      dig, og gjorde dig Mandsbilleder og bolede med dem.
+ 18.  Du tog dine broget vævede Klæder og hyllede dem deri, og min
+      Olie og Røgelse satte du for dem.
+ 19.  Brødet, som jeg havde givet dig - fint Hedemel, Olie og Honning
+      gav jeg dig at spise - satte du for dem til en liflig Duft,
+      lyder det fra den Herre HERREN.
+ 20.  Og du tog dine Sønner og Døtre, som du havde født mig, og
+      slagtede dem til Føde for dem. Var det ikke nok med din Bolen,
+ 21.  siden du slagtede mine Sønner og gav dem hen, idet du indviede
+      dem til dem?
+ 22.  Og under alle dine Vederstyggeligheder og din Bolen kom du ikke
+      din Ungdoms dage i Hu, da du var nøgen og bar og lå og sprællede
+      i Blod.
+ 23.  Og efter al denne din Ondskab - ve dig, ve! lyder det fra den
+      Herre HERREN -
+ 24.  byggede du dig en Alterfod og gjorde dig en Offerhøj på alle
+      Torve.
+ 25.  Ved hvert Gadehjørne byggede du dig en Offerhøj og vanærede din
+      Dejlighed; du spredte Benene for enhver, som kom forbi, og drev
+      din Bolen vidt.
+ 26.  Du bolede med Ægypterne, dine sværlemmede Naboer, og drev din
+      Bolen vidt og krænkede mig.
+ 27.  Men se, jeg udrakte min Hånd imod dig og unddrog dig, hvad der
+      tilkom dig, og jeg gav dig dine Fjender Filisterindernes
+      Gridskhed i Vold, de, som skammede sig over din utugtige Færd.
+ 28.  Siden bolede du med Assyrerne, umættelig som du var; du bolede
+      med dem, men blev endda ikke mæt.
+ 29.  Så udstrakte du din Bolen til Kræmmerlandet, Kaldæernes Land,
+      men blev endda ikke mæt.
+ 30.  Hvor vansmægtede dog dit Hjerte, lyder det fra den Herre HERREN,
+      da du gjorde alt dette, som kun en arg Skøge kan gøre,
+ 31.  da du byggede dig en Alterfod ved hvert Gadehjørne og gjorde dig
+      en Offerhøj på hvert Torv. Men du lignede ikke Skøgen i at samle
+      Skøgeløn;
+ 32.  hvilken Horkvinde, der tager fremmede i sin Mands Sted! -
+ 33.  ellers giver man Skøgen en Gave, men du gav alle dine Elskere
+      Gaver og købte dem til at komme til dig rundt om fra og bole med
+      dig.
+ 34.  Hos dig var det modsat af, hvad Tilfældet ellers er med Kvinder;
+      ingen løb efter dig for at bole, men du gav Skøgeløn og fik selv
+      ingen; det var det modsatte.
+
+ 35.  Derfor, du Skøge, hør HERRENs Ord!
+ 36.  Så siger den Herre HERREN: Fordi din Skam ødtes bort og din
+      Blusel blottedes for dine Elskere ved din Boler, derfor og for
+      alle dine vederstyggelige Afgudsbilleders Skyld og for dine
+      Sønners Blods Skyld, som du gav dem,
+ 37.  se, derfor vil jeg samle alle dine Elskere, hvem du var til
+      Glæde, både alle dem, du elskede, og alle dem, du hadede; jeg
+      vil samle dem imod dig trindt om fra og blotte din Blusel for
+      dem, så de ser den helt.
+ 38.  Jeg vil dømme dig efter Horkvinders og Morderskers Ret og lade
+      Vrede og Nidkærhed ramme dig.
+ 39.  Jeg giver dig i deres Hånd, og de skal nedbryde din Alterfod,
+      ødelægge dine Offerhøje, rive Klæderne af dig, tage dine Smykker
+      og lade dig stå nøgen og bar.
+ 40.  De skal sammenkalde en Forsamling imod dig, stene dig og med
+      deres Sværd hugge dig sønder og sammen;
+ 41.  de skal sætte Ild på dine Huse og fuldbyrde Dommen over dig i
+      mange Kvinders Påsyn. Jeg gør Ende på din Bolen, og du skal ikke
+      mere komme til at give Skøgeløn.
+ 42.  Jeg stiller min Vrede på dig, til min Nidkærhed viger fra dig,
+      så jeg får Ro og ikke mere er krænket.
+ 43.  Fordi du ikke kom dine Ungdoms Dage i Hu, men vakte min Vrede
+      ved alt dette, se, derfor vil jeg gøre Gengæld og lade din Færd
+      komme over dit Hoved, lyder det fra den Herre HERREN. Du skal
+      ikke vedblive at føje Skændsel til alle dine
+      Vederstyggeligheder.
+
+ 44.  Se, enhver, som ynder Ordsprog, skal bruge det Ordsprog om dig:
+      "Som Moder så datter!"
+ 45.  Du er din Moders Datter, hun lededes ved sin Mand og sine Børn;
+      og du er dine Søstres Søster, de lededes ved deres Mænd og
+      Børn. Eders Moder var Hetiterinde, eders Fader Amorit.
+ 46.  Din store søster var samaria og hendes Døtre norden for dig, og
+      din lille Søster sønden for dig var Sodoma og hendes Døtre.
+ 47.  På deres Veje vandrede du ikke, og Vederstyggeligheder som deres
+      øvede du ikke; kun en liden Stund, så handlede du endnu værre
+      end de på alle dine Veje.
+ 48.  Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HERRE, din Søster
+      Sodoma og hendes Døtre handlede ikke som du og dine Døtre!
+ 49.  Se, din Søster Sodomas Brøde var Overmod; Brød i Overflod og
+      sorgløs Tryghed blev hende og hendes Døtre til Del, men de rakte
+      ikke den arme og fattige en hjælpende Hånd;
+ 50.  de blev hovmodige og øvede Vederstyggelighed for mine Øjne;
+      derfor stødte jeg dem bort, så snart jeg så det.
+ 51.  Heller ikke Samaria syndede halvt så meget som du! Du har øvet
+      flere Vederstyggeligheder end de og retfærdiggjort dine Søstre
+      ved alle de Vederstyggeligheder, du øvede.
+ 52.  Så bær da også du din Skændsel, du, som har skaffet dine Søstre
+      Oprejsning; da dine Synder er vederstyggeligere end deres, står
+      de retfærdigere end du; så skam da også du dig og bær din
+      Skændsel, fordi du har retfærdiggjort dine Søstre.
+ 53.  Og jeg vil vende deres Skæbne, Sodomas og hendes Døtres og
+      Samarias og hendes Døtres, og jeg vil vende din Skæbne midt
+      iblandt dem,
+ 54.  for at du kan bære din Skændsel og blues ved alt, hvad du har
+      gjort, idet du derved skaffede demen Trøst.
+ 55.  Dine Søstre Sodoma og hendes Døtre og Samaria og hendes Døtre
+      skal blive, hvad de fordum var, og du og dine Døtre, hvad I
+      fordum var.
+ 56.  Din Søster Sodomas Navn tog du ikke i din Mund i dit Overmods
+      Dage,
+ 57.  da din Blusel endnu ikke var blottet som nu, du Spot for Edoms
+      Kvinder, og alle kvinder deromkring og for Filisternes Kvinder,
+      som hånede dig fra alle Sider!
+ 58.  Du må bære din Skændsel og dine Vederstyggeligheder, lyder det
+      fra HERREN.
+
+ 59.  Ja, så siger den Herre HERREN: Jeg gør med dig, som du har
+      gjort, du, som lod hånt om Eden og brød Pagten.
+ 60.  Men jeg vil ihukomme min Pagt med dig i din Ungdoms Dage og
+      oprette en evig Pagt med dig.
+ 61.  Og du skal komme dine Veje i Hu og blues, når jeg tager dine
+      Søstre, både dem, der er større, og dem, der er mindre end du,
+      og giver dig dem til Døtre, men ikke fordi du var tro i Pagten.
+ 62.  Jeg opretter min Pagt med dig, og du skal kende, at jeg er
+      HERREN,
+ 63.  for at du skal komme det i Hu med Skam og ikke mere kunne åbne
+      din Mund, fordi du blues, når jeg tilgiver dig alt, hvad du har
+      gjort, lyder det fra den Herre HERREN.
+
+Ezekiel 17
+
+  1.  HERRENs Ord kom til mig således:
+  2.  Menneskesøn, fremsæt en Gåde og tal i Lignelse til Israels
+      Slægt;
+  3.  sig: Så siger den Herre HERREN: Den store Ørn med vældigt
+      Vingefang, lange Vinger, tæt Fjederham og brogede Farver kom til
+      Libanon og tog Cederens Top;
+  4.  Spidsen af dens Skud brød den af, bragte den til et Kræmmerland
+      og satte den i en Handelsby.
+  5.  Så tog den en Plante der i Landet og plantede den i en Sædemark
+      ved rigeligt Vand...",
+  6.  for at den skulde vokse og blive en yppig, lavstammet Vinstok,
+      hvis Ranker skulde vende sig til den, og hvis Rødder skulde
+      blive under den. Og den blev en Vinstok, som skød Grene og
+      bredte sine Kviste.
+  7.  Men der var en anden stor Ørn med vældigt Vingefang og rig
+      Fjederham; og se, Vinstokken bøjede sine Rødder imod den og
+      strakte sine Ranker hen til den, for at den skulde give den mere
+      Vand end Bedet, den stod i.
+  8.  På en frugtbar Mark ved rigeligt Vand var den plantet for at
+      skyde Grene, bære Frugt og blive en herlig Vinstok.
+  9.  Sig derfor: Så siger den Herre HERREN: Mon det lykkes den? Mon
+      den første Ørn ikke rykker dens Rødder op og afriver dens Frugt,
+      så alle de friske Skud tørres hen? Der skal jo ingen kraftig Arm
+      eller mange Folk til at rive den løs fra Roden.
+ 10.  Se, den er plantet, men mon det lykkes den? Mon den ikke, så
+      snart Østenvinden når den, hentørres i Bedet, den voksede i?
+
+ 11.  Og HERRENs Ord kom til mig således:
+ 12.  Sig til den genstridige Slægt: Ved I ikke, hvad dette betyder?
+      Sig: Babels Konge kom til Jerusalem, tog Kongen og Fyrsterne og
+      førte dem med hjem til Babel.
+ 13.  Derpå tog han entling af kongehuset og sluttede Pagt med ham og
+      lod ham aflægge Ed. Landets Stormænd tog han dog med,
+ 14.  for at Riget skulde holdes nede og ikke hovmode sig, men holde
+      hans Pagt, at den måtte stå fast.
+ 15.  Men han faldt fra og sendte sine Bud til Ægypten, for at de
+      skulde give ham Heste og Folk i Mængde. Mon det lykkes ham?  Mon
+      den, der bærer sig således ad, slipper godt derfra? Skal den,
+      der bryder en Pagt, slippe fra det?
+ 16.  Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HERREN: Hvor den
+      Konge bor, som gjorde ham til Konge, hvis Ed han lod hånt om, og
+      hvis Pagt han brød, der hos ham i Babel skal han dø.
+ 17.  Og Farao skal ikke hjælpe ham i Krigen med en stor Hær eller en
+      talrig Skare, når der opkastes Stormvold og bygges
+      Belejringstårne til Undergang for mange Mennesker.
+ 18.  Thi han lod hånt om Eden og brød Pagten trods givet Håndslag;
+      alt dette gjorde han; han skal ikke undslippe!
+ 19.  Sig derfor: Så siger den Herre HERREN: Så sandt jeg lever: Min
+      Ed, som han lod hånt om, og min Pagt, som han brød, vil jeg
+      visselig lade komme over hans Hoved!
+ 20.  Jeg breder mit Net over ham, så han fanges i mit Garn, og jeg
+      bringer ham til Babel for der at gå i Rette med ham for den
+      Troløshed, han viste mig.
+ 21.  Alle hans udvalgte Folk i alle hans Hære skal falde for Sværd,
+      og de, der er til Rest, spredes for alle Vinde; og I skal kende,
+      at jeg, HERREN, har talet.
+
+ 22.  Så siger den Herre HERREN: Så tager jeg selv en Gren af Cederens
+      Top, af dens Skuds Spidser bryder jeg en tynd Kvist og planter
+      den på et højt, knejsende Bjerg.
+ 23.  På Israels høje Bjerg vil jeg plante den, og den skal skyde
+      Grene og bære Løv og blive en herlig Ceder. Under den skal alle
+      vingede Fugle bygge, i dens Grenes Skygge skal de bo.
+ 24.  Og alle Markens Træer skal kende, at jeg, HERREN, nedbøjer det
+      høje Træ og ophøjer det lave, udtørrer det friske Træ og lader
+      det tørre blomstre.  Jeg, HERREN, har talt og grebet ind.
+
+
+Ezekiel 18
+
+  1.  HERRENs Ord kom til mig således:
+  2.  Hvor tør I bruge det Mundheld i Israels Land: Fædre åd sure
+      Druer, og Børnenes Tænder blev ømme.
+  3.  Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HERREN: Ingen skal
+      mere bruge dette Mundheld i Israel.
+  4.  Se, alle Sjæle er mine; både Faderens Sjæl og Sønnens Sjæl er
+      mine; den sjæl der synder skal dø.
+  5.  Når en Mand er retfærdig og gør Ret og Skel,
+  6.  ikke spiser på Bjergene eller løfter sit Blik til Israels Huses
+      Afgudsbilleder eller skænder sin Næstes Hustru eller nærmer sig
+      en Kvinde, så længe hun er uren,
+  7.  eller volder noget Menneske Men, men giver sit Håndpant tilbage,
+      ikke raner, men giver den sultne sit Brød og klæder den nøgne,
+  8.  ikke låner ud mod Åger eller tager Opgæld, men holder sin Hånd
+      fra Uret, fælder redelig Dom Mand og Mand imellem,
+  9.  vandrer efter mine Anordninger og tager Vare på at udføre mine
+      Lovbud, han er retfærdig, han skal visselig leve, lyder det fra
+      den Herre HERREN.
+
+ 10.  Men avler han en Voldsmand til Søn, som udøser Blod og gør en
+      eneste af disse Ting
+ 11.  medens han selv ikke gjorde nogen af disse Ting - spiser på
+      Bjergene, skænder sin Næstes Hustru
+ 12.  volder de arme og fattige Men raner, ikke giver Håndpant
+      tilbage, men løfter sit Blik til Afgudsbillederne, gør, hvad
+      vederstyggeligt er,
+ 13.  låner ud mod Åger og tager Opgæld, så skal han ingenlunde leve;
+      han har øvet alle disse Vederstyggeligheder, han skal visselig
+      lide Døden, hans Blod skal komme over ham.
+
+ 14.  Men sæt, at Sønnen avler en Søn, som ser alle de Synder, Faderen
+      gjorde, og at han bliver angst og ikke bærer sig således ad,
+ 15.  ikke spiser på Bjergene eller løfter sit Blik til Israels Huses
+      Afgudsbilleder eller skænder sin Næstes Hustru
+ 16.  eller volder noget Menneske Men eller tager Håndpant eller
+      raner, men giver den sultne sit Brød og klæder den nøgne,
+ 17.  holder sin Hånd fra Uret, ikke tager Åger eller Opgæld, men
+      holder mine Lovbud og vandrer efter mine Anordninger, så skal
+      han ikke dø for sin Faders Misgerning, men visselig leve.
+ 18.  Hans Fader derimod døde for sin Misgerning, fordi han øvede
+      Vold, ranede og gjorde i sit Folk hvad ikke var godt.
+ 19.  Og I siger: "Hvorfor skulde Sønnen ikke bære Faderens
+      Misgerning?" Nej, thi Sønnen gjorde Ret og Skel, holdt alle mine
+      Lovbud og levede efter dem.  Visselig skal han leve.
+ 20.  Den Sjæl, der synder, den skal dø; Søn skal ikke bære Faders
+      Misgeming, ej heller Fader Søns. Over den retfærdige skal hans
+      Retfærdighed komme, over den gudløse hans Gudløshed.
+
+ 21.  Men når den gudløse omvender sig fra alle de Synder, han har
+      gjort, og holder alle mine Anordninger og gør Ret og Skel, da
+      skal han visselig leve og ikke dø.
+ 22.  Ingen af alle de Overtrædelser, han har øvet, skal tilregnes
+      ham; i Kraft af den Retfærdighed, han øver, skal han leve.
+ 23.  Mon jeg har Lyst til den gudløses Død, lyder det fra den Herre
+      HERREN, mon ikke til, at han omvender sig fra sin Vej, så han må
+      leve?
+
+ 24.  Men når den retfærdige vender sig fra sin Retfærdighed og gør
+      Uret, lignende Vederstyggeligheder, som den gudløse øver, så
+      skal ingen af de retfærdige Gerninger, han har gjort tilregnes
+      ham; for den Troløshed, han øvede, og den Synd, han gjorde, skal
+      han dø.
+ 25.  Og I siger: "HERRENs Vej er ikke ret!" Hør dog, Israels Hus! Er
+      det min Vej, der ikke er ret? Er det ikke snarere eders Vej, der
+      ikke er ret?
+ 26.  Når den retfærdige vender sig fra sin Retfærdighed og gør Uret,
+      skal han dø; for den Uret, han gør, skal han dø.
+
+ 27.  Men når en gudløs vender sig fra den Gudløshed, han har øvet, og
+      gør Ret og Skel, skal han holde sin Sjæl i Live.
+ 28.  Han vendte sig fra alle de Overtrædelser, han havde øvet; han
+      skal visselig leve og ikke dø.
+ 29.  Og Israels Hus siger: "HRRENs Vej er ikke ret!" Er det min Vej,
+      Israels Hus, der ikke er ret? Er det ikke snarere eders Vej, der
+      ikke er ret?
+
+ 30.  Derfor dømmer jeg enhver af eder efter hans Veje, Israels Hus,
+      lyder det fra den Herre HERREN. Vend om og omvend eder fra alle
+      eders Overtrædelser, at de ikke skal blive eder Årsag til Skyld.
+ 31.  Gør eder fri for alle de Overtrædelser, I har øvet imod mig, og
+      skab eder et nyt Hjerte og en ny Ånd; thi hvorfor vil I dø,
+      Israels Hus?
+ 32.  Thi jeg har ikke Lyst til nogens Død, lyder det fra den Herre
+      HERREN.  Omvend eder derfor, så skal I leve!
+
+
+Ezekiel 19
+
+  1.  Du menneskesøn istem en klagesang over Israels fyrster og sig:
+  2.  Hvor var dog din Moder en Løvinde midt iblandt Løver! Hun hviled
+      blandt unge Løver opfostred Unger.
+  3.  En Unge voksede til, en Ungløve blev den; den lærte at røve Rov,
+      Mennesker åd den.
+  4.  Da opbød man Folkene mod den, i Grav blev den fanget, de slæbte
+      den bort med Kroge til Ægyptens Land.
+  5.  Da hun så, at den var ført bort, at Håbet var bristet, tog hun
+      en anden Unge og gjorde til Løve.
+
+  6.  Den gik imellem Løvinder, en Ungløve blev den, den lærte at røve
+      Rov, Mennesker åd den.
+  7.  Den overfaldt Vædre på Græs, var Hjordenes Rædsel Landet og dets
+      Fylde stivned af Angst for dens Brøl.
+  8.  Og Folkene lagde Snarer rundt omkring den, over den bredte de
+      Nettet, i Grav blev den fanget.
+  9.  De trak den med Kroge i Bur og førte den til Babels Konge, hen
+      til Borgen, at dens Røst ej mer skulde høres på Israels Bjerge.
+
+ 10.  Din Moder var en Vinstok i Vingården, plantet ved Vand, frugtbar
+      og rig på Grene ved rigelig Væde.
+ 11.  En af dens Grene blev til et Herskerspir dens knejsende Vækst
+      skød op imellem Løvet, let at se i sin Højde, med mange Ranker.
+ 12.  Men, i Vrede blev Vinstokken oprykt, slænget til Jorden,
+      Østenstorm tørred dens Frugt, den reves af, dens stolte Gren
+      blev vissen, Ild åd den op.
+ 13.  Nu er den plantet i Ørkenen, et tørt og tørstigt Land.
+ 14.  Ild for ud af dens Gren, fortæred dens Ranker og Frugt: en stolt
+      Gren findes ej på den til Herskerspir. Dette er en Klagesang, og
+      en Klagesang blev det.
+
+
+Ezekiel 20
+
+  1.  I det syvende år på den tiende dag i den femte måned kom nogle
+      af Israels Ældste for at rådspørge HERREN, og de satte sig lige
+      over for mig.
+  2.  Så kom HERRENs Ord til mig således
+  3.  Menneskesøn, tal til Israels Ældste og sig: Så siger den Herre
+      HERREN: Kommer I for at rådspørge mig? Så sandt jeg lever: Jeg
+      lader mig ikke rådspørge af eder, lyder det fra den Herre
+      HERREN.
+  4.  Vil du dømme dem, vil du dømme, Menneskesøn? Så forehold dem
+      deres Fædres Vederstyggeligheder
+  5.  og sig til dem: Så siger den Herre HERREN: Dengang jeg udvalgte
+      Israel, løftede jeg min Hånd til Ed for Jakobs Huses Afkom og
+      gav mig til Kende for dem i Ægypten; jeg løftede min Hånd for
+      dem og svor: Jeg er HERREN eders Gud.
+  6.  Dengang løftede jeg min Hånd og tilsvor dem, at jeg vilde føre
+      dem ud af Ægypten til Landet, jeg havde givet dem, et Land, der
+      flyder med Mælk og Honning, det dejligste af alle Lande.
+  7.  Og jeg sagde til dem: Enhver skal bortkaste sine væmmelige
+      Guder, som hans Øjne hænger ved; og I må ikke gøre eder urene
+      ved Ægyptens Afgudsbilleder.  Jeg, HERREN, er eders Gud!
+  8.  Men de var genstridige imod mig og vilde ikke høre mig; de
+      bortkastede ikke deres væmmelige Guder, som deres Øjne hang ved,
+      og lod ikke Ægyptens Afgudsbilleder fare. Så tænkte jeg på at
+      udøse min Vrede over dem og køle min Harme på dem midt i
+      Ægypten.
+  9.  For mit Navns Skyld greb jeg dog ind, at det ikke skulde vanæres
+      for de Folks Øjne, blandt hvilke de levede, og i hvis Påsyn jeg
+      havde åbenbaret mig for dem, idet jeg førte dem ud af Ægypten.
+
+ 10.  Så førte jeg dem ud af Ægypten og bragte dem ud i Ørkenen;
+ 11.  og jeg gav dem mine Anordninger og kundgjorde dem mine Lovbud;
+      det Menneske, som gør efter dem, skal leve ved dem.
+ 12.  Også mine Sabbater gav jeg dem, for at de skulde være et Tegn
+      mellem mig og dem, at det skal kendes, at jeg, HERREN, er den,
+      som helliger dem.
+ 13.  Men Israels Hus var genstridigt imod mig i Ørkenen; de vandrede
+      ikke efter mine Anordninger, men lod hånt om mine Lovbud - det
+      Menneske, som gør efter dem, skal leve ved dem og mine Sabbater
+      vanhelligede de grovelig. Så tænkte jeg på at udøse min Vrede
+      over dem i Ørkenen og tilintetgøre dem.
+ 14.  For mit Navns Skyld greb jeg dog ind, at det ikke skulde vanæres
+      for de Folks Øjne, i hvis Påsyn jeg havde ført dem ud.
+ 15.  Og jeg løftede min Hånd for dem i Ørkenen og svor, at jeg ikke
+      vilde føre dem ind i det Land, jeg havde givet dem, et Land, der
+      flydler med Mælk og Honning, det dejligste af alle Lande,
+ 16.  fordi de lod hånt om mine Lovbud og ikke vandrede efter mine
+      Anordninger, men vanhelligede mine Sabbater; thi deres Hjerte
+      holdt sig til deres Afgudsbilleder.
+ 17.  Jeg havde Medlidenhed med dem, så jeg ikke tilintetgjorde dem;
+      jeg gjorde ikke Ende på dem i Ørkenen.
+
+ 18.  Så sagde jeg til deres Sønner i Ørkenen: Følg ikke eders Fædres
+      Anordninger, hold ikke deres Lovbud og gør eder ikke urene med
+      deres Afgudsbilleder.
+ 19.  Jeg, HERREN, er eders Gud! Følg mine Anordninger og tag Vare på
+      at holde mine Lovbud;
+ 20.  hold mine Sabbater hellige, så de bliver et Tegn mellem mig og
+      eder, at det må kendes, at jeg, HERREN, er eders Gud.
+ 21.  Men også Sønnerne var genstridige imod mig; de fulgte ikke mine
+      Anordninger og tog ikke Vare på at holde mine Lovbud - det
+      Menneske, som gør efter dem, skal leve ved dem - og vanhelligede
+      mine Sabbater. Så tænkte jeg på at udøse min Harme over dem og
+      køle min Vrede på dem i Ørkenen.
+ 22.  Dog holdt jeg min Hånd tilbage, og jeg greb ind for mit Navns
+      Skyld, at det ikke skulde vanæres for de Folks Øjne, i hvis
+      Påsyn jeg havde ført dem ud.
+ 23.  Jeg løftede min Hånd for dem i Ørkenen og svor, at jeg vilde
+      sprede dem blandt Folkene og udstrø dem i Landene,
+ 24.  fordi de ikke holdt mine Lovbud, men lod hånt om mine
+      Anordninger og vanhelligede mine Sabbater, og deres Øjne hang
+      ved deres Fædres Afgudsbilleder.
+ 25.  Derfor gav jeg dem Anordninger, som ikke er gode, og Lovbud ved
+      hvilke de ikke vandt Liv;
+ 26.  jeg gjorde dem urene ved deres Gaver, idet de lod alt hvad der
+      åbner Moders Liv, gå igennem Ilden; thi jeg vilde have dem til
+      at stivne af Rædsel, at de måtte kende, at jeg er HERREN.
+
+ 27.  Derfor, Menneskesøn, tal til Israels Hus og sig til dem: Så
+      siger den Herre HERREN: Eders Fædre hånede mig ydermere ved at
+      være troløse imod mig.
+ 28.  Jeg bragte dem til det Land jeg med løftet Hånd havde svoret at
+      give dem; men hver Gang de så en høj Bakke eller et løvrigt Træ
+      ofrede de der deres Slagtofre og bragte deres krænkende
+      Offergave; der beredte de deres liflige Duft og udgød deres
+      Drikofre.
+ 29.  Da sagde jeg til dem: "Hvad er det for en Offerhøj, I går hen
+      til?"  Og derfor bærer den endnu den Dag i Dag Navnet Offerhøj.
+
+ 30.  Sig derfor til Israels Hus: Så siger den Herre HERREN: Gør I
+      eder ikke urene på eders Fædres Vis og boler med deres væmmelige
+      Guder?
+ 31.  Ja, når I bringer eders Gaver, når I lader eders Sønner gå
+      igennem Ilden, gør I eder den Dag i Dag urene til Ære for alle
+      eders Afgudsbilleder - og så skulde jeg lade mig rådspørge af
+      eder, Israels Hus? Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre
+      HERREN: Jeg lader mig ikke rådspørge af eder!
+ 32.  Hvad der er kommet op i eders Sind, skal visselig ikke ske; I
+      siger: "Vi vil være som Folkene, som Slægterne i andre Lande og
+      dyrke Træ og Sten!"
+ 33.  Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HERREN: Med stærk
+      Hånd og udstrakt Arm og udøst Vrede vil jeg vise, at jeg er
+      eders Konge.
+ 34.  Med stærk Hånd og udstrakt Arm og udøst Vrede vil jeg føre eder
+      bort fra Folkeslagene og samle eder fra de Lande, hvor I er
+      spredt,
+ 35.  og bringe eder til Folkeslagenes Ørken, og der vil jeg gå i
+      Rette med eder Ansigt til Ansigt.
+ 36.  Som jeg gik i Rette med eders Fædre i Ægyptens Ørken, vil jeg gå
+      i Rette med eder, lyder det fra den Herre HERREN.
+ 37.  Jeg vil lade eder gå under Staven og føre eder fuldtalligt frem.
+ 38.  Jeg vil fraskille dem, der var genstridige og faldt fra mig; jeg
+      fører dem ud af deres Udlændigheds Land, men til Israels Land
+      skal de ikke komme; og I skal kende, at jeg er HERREN.
+
+ 39.  Men I, Israels Hus! Så siger den Herre HERREN: Gå hen og dyrk
+      hver sit Afgudsbillede, men siden skal I visselig høre min Røst
+      og ikke mere vanhellige mit hellige Navn med eders Offergaver og
+      Afgudsbilleder.
+ 40.  Thi på mit hellige Bjerg, på Israels høje Bjerg, lyder det fra
+      den Herre HERREN, der skal hele Israels Hus i Landet tjene mig;
+      der vil jeg vise dem mit Velbehag, og der vil jeg spørge efter
+      eders Offerydelser og Førstegrødegaver, alt, hvad I vil hellige.
+ 41.  Ved den liflige Duft vil jeg vise eder mit Velbehag, når jeg
+      fører eder ud fra Folkeslagene og samler eder fra alle de Lande,
+      hvor I er spredt, og jeg vil på eder vise mig som den Hellige
+      for Folkenes Øjne.
+ 42.  Og I skal kende, at jeg er HERREN, når jeg fører eder til
+      Israels Jord, det Land, jeg med løftet Hånd svor at give eders
+      Fædre.
+ 43.  Der skal I ihukomme eders Veje og alle de Gerninger, I gjorde
+      eder urene med, så I ledes ved eder selv for alt det onde, I
+      øvede.
+ 44.  Og I skal kende, at jeg er HERREN, når jeg gør således med eder
+      for mit Navns Skyld, ikke efter eders onde Veje og skændige
+      Gerninger, Israels Hus, lyder det fra den Herre HERREN.
+
+ 45.  HERRENs Ord kom til mig således:
+ 46.  Menneskesøn, vend dit Ansigt mod Sønden og lad din Tale strømme
+      sønderpå og profeter mod Sydlandets Skov!
+ 47.  Sig til Sydlandets Skov: Hør HERRENs Ord! Så siger den Herre
+      HERREN: Jeg sætter Ild på dig, og den skal fortære alle Træer i
+      dig, både friske og tørre; den luende Ild skal ikke slukkes, og
+      alle Ansigter skal svides fra Syd til Nord.
+ 48.  Og alt Kød skal se, at jeg, HERREN, har tændt den; den skal ikke
+      slukkes!
+ 49.  Da sagde jeg: "Ak, Herre, HERRE, de siger om mig, at jeg altid
+      taler i Lignelser!"
+
+
+Ezekiel 21
+
+  1.  Da kom HERRENs Ord til mig sååledes:
+  2.  Mennesskesøn, vend dit Ansigt mod Jerusalem, lad din Tale
+      strømme mod Helligdommen og profeter mod Israels Land!
+  3.  Sig til Israels Land: Så siger HERREN: Se, jeg kommer over dig
+      og drager mit Sværd af Skedn for at udrydde både retfærdige og
+      gudløse af dig.
+  4.  Fordi jeg vil udrydde både retfærdige og gudløse af dig, derfor
+      skal mit Sværd fare af Skeden mod alt Kød fra Syd til Nord.
+  5.  Og alt Kød skal kende, at jeg, HERREN, har draget mit Sværd at
+      Skeden; det skal ikke vende tilbage!
+  6.  Men du, Menneskesøn, støn, støn for deres Øjne, som om dine
+      Lænder skulde briste, i bitter Smerte!
+  7.  Og når de spørger: "Hvorfor stønner du?" så svar: "Over en
+      Tidende; thi når den kommer, skal hvert Hjerte smelte, alle
+      Hænder synke, hver Ånd sløves og alle Knæ flyde som Vand. Se,
+      den kommer, den fuldbyrdes, lyder det fra den Herre HERREN."
+
+  8.  HERRENs Ord kom til mig således:
+  9.  Menneskesøn, profeter og sig: Så siger HERREN:
+ 10.  Et Sværd, et Sværd er hvæsset og slebet blankt, hvæsset med
+      Slagtning for Øje, blankt til at udsende Lyn..."
+ 11.  Jeg gav en Slagter det, at han skal tage det fat; det er hvæsset
+      og slebet for at gives en Drabsmand i Hænde,
+ 12.  Råb og vånd dig, Menneskesøn! Thi det kommet over mit Folk, over
+      alle Israels Fyrster; sammen med mit Folk er de givet til
+      Sværdet. Derfor slå dig på Hoften!
+ 13.  lyder det fra den Herre HERREN.
+ 14.  0g du, Menneskesøn, profeter og slå Hænderne sammen, gør Sværdet
+      som to, ja, gør det som tre! Det er et dræbende Sværd, den store
+      Hednings Sværd; indjag dem Rædsel dermed,
+ 15.  at deres Hjerter må ængstes og mange må falde ved alle
+      Porte. Jeg sætter dig til at slagte, du Sværd, som er gjort til
+      at lyne, hvæsset til Slagtning.
+ 16.  Indjag Rædsel både til højre og venstre, hvor din Od rettes hen!
+ 17.  Også jeg vil slå Hænderne sammen og køle min Vrede. Jeg, HERREN,
+      har talet!
+
+ 18.  HERRENs Ord kom til mig således:
+ 19.  Du, Menneskesøn, afsæt dig to Veje, ad hvilke Babels konges
+      Sværd skal komme, således at begge udgår fra et og samme Land;
+      og opstil en Vejviser der, hvor de to Byveje skilles,
+ 20.  så at Sværdet både kan komme til Rabba i Ammoniternes Land og
+      til Juda og Jerusalem midt i Juda.
+ 21.  Thi Babels Konge står på Vejskellet, hvor de to Veje skilles,
+      for at tage Varsler; han ryster Pilene", rådspørger Husguderne,
+      ransager Leveren.
+ 22.  I sin højre holder han Loddet "Jerusalem", at han skal åbne
+      Munden til Skrig og løfte Røsten til Krigsråb, rejse Stormbukke
+      mod Portene, opkaste Stormvold og bygge Belejringstårne.
+ 23.  Ederne, svorne ved Gud, regnede de lige med falsk Spådom, men
+      han bringer deres Brøde i Minde, for at de skal fanges.
+ 24.  Derfor, så siger den Herre HERREN: Fordi I bringer eders Brøde i
+      Minde, idet eders Overtrædelser åbenbares, så eders Synder
+      bliver synlige i alt, hvad I gør, fordi I bringer eder i Minde
+      ved dem, skal I fanges.
+ 25.  Og du, gudløse Hedning, Israels Fyrste, hvis Time slår, når din
+      Misgerning er fuldmoden,
+ 26.  så siger den Herre HERREN: Bort med Hovedbindet, ned med kronen!
+      Som det var, er det ikke mere! Op med det lave, ned med det
+      høje!
+ 27.  Grushobe, Grushobe, Grushobe gør jeg det til. Ve det! Således
+      skal det være, til han kommer, som har Retten til det; ham vil
+      jeg give det.
+
+ 28.  Du, Menneskesøn, profeter således: Så siger den Herre HERREN om
+      Ammoniterne og deres Hån! Og sig: Et Sværd, et Sværd er draget
+      til at slagte hvæsset til at udsende Lyn,
+ 29.  medens man skuer dig Tomhed og spår dig Løgn, for at det skal
+      lægges på de gudløse Hedningers Hals, hvis Time slår, når deres
+      Misgerning er fuldmoden.
+ 30.  Vend tilbage til din Borg! På det Sted, hvor du skabtes, i det
+      Land, du stammer fra, vil jeg dømme dig.
+ 31.  Jeg vil udøse min Vrede over dig, blæse min Harmes Ild op imod
+      dig og give dig i grumme Menneskers Hånd, som er Mestre i at
+      tilintetgøre.
+ 32.  Du skal blive Ildens Føde, dit Blod skal flyde i dit Land; du
+      skal ikke kommes i Hu, thi jeg, HERREN, har talet.
+
+
+Ezekiel 22
+
+  1.  Herrens ord kom til mig således:
+  2.  Du Menneskesøn! Vil du dømme Blodbyen? Så forehold den alle dens
+      Vederstyggeligheder
+  3.  og sig: Så siger den Herre HERREN: Ve Byen, der udøser Blod i
+      sin Midte, for at dens Time skal komme, og laver sig
+      Afgudsbilleder for at gøre sig uren.
+  4.  Ved dine egne Folks Blod, som du har udgydt, har du pådraget dig
+      Skyld, og ved de Afgudsbilleder du har lavet, er du blevet uren;
+      du har bragt din Time nær og hidført dine Års Frist. Derfor gør
+      jeg dig til Hån for Folkene og til Spot for alle Lande;
+  5.  fra nær og fjern skal man spotte dig, du, hvis Navn er skændet,
+      og som er fuld af Larm.
+  6.  Se, Israels Fyrster optræder hver og een egenmægtigt i dig og
+      udøser Blod.
+  7.  Fader og Moder ringeagtes, den fremmede undertrykkes i dig, den
+      faderløse og Enken lider Uret.
+  8.  Mine hellige Ting agter du ringe og vanhelliger mine Sabbater.
+  9.  Du har Æreskændere i din Midte, som bagtaler, så der udøses
+      Blod, og Folk, som spiser på Bjergene. Utugt går i Svang i din
+      Midte;
+ 10.  i dig blottes Faderens Skam, og Kvinder krænkes i deres Urenheds
+      Tid.
+ 11.  Man øver Vederstyggelighed mod sin Næstes Hustru, man gør sin
+      Sønnekone uren ved Utugt, man skænder i dig sin kødelige Søster.
+ 12.  I dig tager man Gave for at udøse Blod; du tager Åger og Opgæld,
+      voldelig øver du Svig mod din Næste; og mig glemmer du, lyder
+      det fra den Herre HERREN.
+
+ 13.  Men se, jeg slår Hænderne sammen over den uredelige Vinding, du
+      har skaffet dig, og over det Blod, der er udøst i dig.
+ 14.  Kan dit Hjerte holde Stand, kan dine Hænder være faste i de
+      Dage, da jeg tager fat på dig? Jeg, HERREN, har talet, og jeg
+      fuldbyrder det.
+ 15.  Jeg vil sprede dig blandt Folkene og udstrø dig i Landene og
+      tage din Urenhed fra dig;
+ 16.  jeg vil lade mig vanære ved dig for Folkenes Øjne; og du skal
+      kende, at jeg er HERREN.
+
+ 17.  Og HERRESs Ord kom til mig således:
+ 18.  Menneskesøn! Israels Hus er blevet mig til Slagger; de er alle
+      blevet Kobber, Tin, Jern og Bly i Smelteovnen; Sølvslagger er de
+      blevet.
+ 19.  Derfor, så siger den Herre HERREN: Fordi I alle er blevet til
+      Slagger, derfor vil jeg samle eder i Jerusalem;
+ 20.  som man samler Sølv, Kobber, Jern, Bly og Tin i en Smelteovn og
+      blæser til Ilden for at smelte det, således vil jeg i min Vrede
+      og Harme samle eder og kaste eder ind og smelte eder;
+ 21.  jeg vil samle eder og blæse min Vredes Ild op imod eder, så I
+      smeltes deri.
+ 22.  Som Sølv smeltes i Smelteovnen, skal I smeltes deri; og I skal
+      kende, atjeg, HERREN, har udøst min Vrede over eder.
+
+ 23.  Og HERRENs Ord kom til mig således:
+ 24.  Menneskesøn, sig til Landet: Du er et Land, der ikke får Regn og
+      Byger på Vredens Dag,
+ 25.  hvis Fyrster er som brølende Løver på Rov; de tilintetgør Sjæle,
+      tilriver sig Gods og Guld, gør mange til Enker deri.
+ 26.  Præsterne øver Vold mod min Lov, vanhelliger mine hellige Ting
+      og gør ikke Skel mellem det, der er helligt, og det, der ikke er
+      helligt, lærer ikke Forskel mellem rent og urent og lukker
+      Øjnene for mine Sabbater, så jeg er blevet vanhelliget iblandt
+      dem.
+ 27.  Fyrsterne er som Ulve på Rov: de er ivrige efter at udøse Blod
+      og tilintetgøre Menneskeliv for at skaffe sig Vinding.
+ 28.  Profeterne stryger over med Kalk, idet de skuer Tomhed og
+      varsler Løgn og siger: "Så siger den Herre HERREN!" uden at
+      HERREN har talet.
+ 29.  Det menige Folk øver Vold og går på Rov, den arme og fattige gør
+      de Uret, og den fremmede undertrykker de imod Lov og Ret.
+ 30.  Jeg søgte iblandt dem efter en, der vilde bygge en Mur og stille
+      sig i Gabet for mit Åsyn til Værn for Landet, at jeg ikke skulde
+      ødelægge det; men jeg fandt ingen.
+ 31.  Derfor udøser jeg min Vrede over dem, med min Harmes Ild
+      tilintetgør jeg dem; deres Færd lader jeg komme over deres
+      Hoved, lyder det fra den Herre HERREN.
+
+Ezekiel 23
+
+  1.  HERRENs Ord kom til mig således:
+  2.  Meneskesøn! Der var to Kvinder, Døtre af en og samme Moder.
+  3.  De bolede i deres Ungdom i Ægypten: der krammedes deres Bryster,
+      der krænkede man deres Jomfrubarm.
+  4.  Den ældste hed Ohola, hendes Søster Oholiba. Og de blev mine og
+      fødte Sønner og Døtre. Ohola er Samaria, Oholiba Jerusalem.
+
+  5.  Men i Stedet for at holde sig til mig bolede Ohola og var i
+      Brynde for sine Elskere, Assurs Sønner, der nærmede sig hende
+  6.  klædt i Purpur, Statholdere og Landshøvdinger, alle sammen
+      smukke unge Mænd, Ryttere højt til Hest; og hun gav dem sin
+      bolerske Elskov, alle Assurs ypperste Sønner, og alle Vegne,
+      hvor hun kom i Brynde, gjorde hun sig uren ved deres
+      Afgudsbilleder.
+  8.  Men sin Bolen med Ægypterne opgav hun ikke, thi de hade ligget
+      hos hende i hendes Ungdom; de havde skændet hendes Jomfrubarm og
+      udøst deres bolerske Attrå over hende.
+  9.  Derfor gav jeg hende i hendes Elskeres, Assurs Sønners, Hånd,
+      for hvem hun var i Brynde;
+ 10.  og de blottede hendes Blusel, tog hendes Sønner og Døtre og
+      dræbte hende selv med Sværd, så hun fik Vanry blandt Kvinder;
+      således fuldbyrdede de Dommen over hende.
+
+ 11.  Det så hendes Søster Oholiba, og dog kom hun i endnu værre
+      Brynde og bolede endnu værre end Søsteren.
+ 12.  Hun kom i Brynde for Assurs Sønner, Statholdere og
+      Landshøvdinger, der nærmede sig hende herligt klædt, Ryttere
+      højt til Hest, alle sammen smukke unge Mænd.
+ 13.  Og jeg så, at hun blev uren; begge fulgte samme Vej.
+ 14.  Men hun drev sin Bolen videre endnu; thi da hun så Mænd
+      afbildede på Muren, Billeder af Kaldæere, malet med rødt,
+ 15.  med Bælte om Lænd og nedhængende Hovedbind, alle at se til som
+      Høvedsmænd, en Afbildning af Babels Sønner, hvis Hjemstavn
+      Kaldæa er,
+ 16.  så kom hun i Brynde for dem, så snart hun fik Øje på dem, og hun
+      sendte Bud til dem i Kaldæa:
+ 17.  Og Babels Sønner gik ind til hende, lå hos hende i Elskov og
+      gjorde hende uren ved deres Bolen; og hun blev uren ved dem, til
+      hun følte Lede ved dem.
+ 18.  Da hun havde åbenbaret sin bolerske Attrå og blottet sin Blusel,
+      følte jeg Lede ved hende, som jeg var blevet led ved hendes
+      søster.
+ 19.  Men hun drev sin Bolen videre endnu, idet hun kom sin Ungdoms
+      Dage i Hu, da hun havde bolet i Ægypten,
+ 20.  og hun kom i Brynde ved dets Bolere, der havde Kød som Æsler og
+      var gejle som Hingste;
+ 21.  og hun optog sin Ungdoms Skændsel, dengang Ægypterne krænkede
+      hendes Jomfrubarm og krammede hendes unge Bryster,
+
+ 22.  Derfor, Oholiba, så siger den Herre HERREN: Jeg hidser dine
+      Elskere på dig, dem, du følte Lede ved, og fører dem mod dig fra
+      alle Kanter,
+ 23.  Babels Sønner og alle Kaldæerne, Pekod, Sjoa og Koa og med dem
+      alle Assurs Sønner, alle sammen smukke unge Mænd, Statholdere og
+      Landshøvdinger, Høvedsmænd og navnkundige Mænd, alle højt til
+      Hest;
+ 24.  og de skal komme imod dig med en Vrimmel af Vogne og Hjul og en
+      Hærskare af Folkeslag; store og små Skjolde og Hjelme skal de
+      rette imod dig fra alle Kanter. Jeg overlader dem Dommen, og de
+      skal dømme dig efter deres Ret.
+ 25.  Jeg retter min Nidkærhed imod dig, og de skal handle med dig i
+      Vrede; din Næse og dine Ører skal de skære af, dit Afkom skal
+      falde for Sværdet; de skal tage dine Sønner og Døtre, og dit
+      Afkom skal fortæres af Ild;
+ 26.  de skal rive Klæderne af dig og tage alle dine Smykker;
+ 27.  jeg gør Ende på din Skændsel og din Bolen, som du hengav dig til
+      i Ægypten, og du skal ikke mere løfte dit Blik til dem eller
+      komme Ægypten i Hu.
+ 28.  Thi så siger den Herre HERREN: Se, jeg giver dig i deres Hånd,
+      som du hader og ledes ved;
+ 29.  de skal handle med dig i Had og tage alt dit Gods og efterlade
+      dig nøgen og bar, så din bolerske blussel blottes.
+ 30.  Det kan du takke din Skændsel og din Bolen for, thi du bolede
+      med Folkene og gjorde dig uren med deres Afgudsbilleder.
+ 31.  Du vandrede i din Søsters Spor; derfor giver jeg dig hendes
+      Bæger i Hånden.
+ 32.  Så siger den Herre HERREN: Du skal drikke af din Søsters Bæger,
+      som er både dybt og bredt; du skal blive til Latter og Spot;
+      Bægeret rummer meget;
+ 33.  det er fuldt af Beruselse og Stønnen, et Bæger med Gru og Rædsel
+      er din Søster Samarias Bæger.
+ 34.  Du skal drikke det ud til sidste Dråbe, gnave dets Skår og
+      sønderrive dine Bryster, så sandt jeg har talet, lyder det fra
+      den Herre HERREN.
+ 35.  Derfor, så siger den Herre HERREN: Fordi du glemte mig og
+      kastede mig bag din Ryg, skal du bære Følgen af din Skændsel og
+      Bolen.
+
+ 36.  Og HERREN sagde til mig: Menneskesøn! Vil du dømme Ohola og
+      Oholiba, så forehold dem deres Vederstyggeligheder,
+ 37.  at de horede og har Blod på Hænderne; de horede med deres
+      Afgudsbilleder, og til Føde for dem lod de Børnene, de fødte
+      mig, gå igennem Ilden.
+ 38.  Fremdeles har de gjort mig dette: De har gjort min Helligdom
+      uren og vanhelliget mine Sabbater;
+ 39.  endog samme Dag de havde slagtet deres Børn til
+      Afgudsbillederne, kom de til min Helligdom og vanhelligede
+      den. Sandelig, således gjorde de i mit Hus.
+ 40.  Ja, for Mænd, som kom langvejs fra, straks der var sendt dem
+      Bud, badede du dig, sminkede du dine Øjne og tog dine Smykker
+      på;
+ 41.  og du satte dig på et prægtigt Leje, og foran det dækkedes et
+      Bord, på hvilket du satte min Røgelse og min Olie.
+ 42.  Og det ligefrem larmede hos Søstrene; så mange Mænd kom der fra
+      Ørkenen; og de lagde Spange om deres Arme og satte en herlig
+      Krone på deres Hoved.
+ 43.  Så sagde jeg: Således har de horet, på Skøgevis har de bolet.
+ 44.  Man gik ind til dem som til en Skøge; således gik man ind til
+      Ohola og Oholiba og øvede Skændsel.
+ 45.  Uvildige Mænd skal dømme dem efter Ægteskabsbryderskers og
+      Morderskers Ret; thi de horede og har Blod på Hænderne.
+ 46.  Thi så siger den Herre HERREN: En Forsamling skal sammenkaldes
+      imod dem, og de skal gives hen til at mishandles og udplyndres;
+ 47.  Forsamlingen skal stene dem og hugge dem sønder og sammen med
+      Sværd; deres Sønner og Døtre skal man dræbe, og deres Huse skal
+      man brænde.
+ 48.  Jeg gør Ende på Skændselen i Landet, og alle kvinder skal lade
+      sig advare derved og ikke efterligne eders Skændsel.
+ 49.  Man skal lade eders Skændsel komme over eder, og I skal bære
+      Følgen af de Synder, I gjorde med eders Afgudsbilleder; og I
+      skal kende, at jeg er den Herre HERREN.
+
+Ezekiel 24
+
+  1.  HERRENs Ord kom i det niende år på den tiende dag i den tiende
+      Måned til mig således:
+  2.  Menneskesøn, opskriv dig Navnet på denne Dag, Dagen i Dag, thi
+      netop i Dag har Babels Konge kastet sig over Jerusalem.
+  3.  Og tal i Lignelse til den genstridige Slægt og sig: Så siger den
+      Herre HERREN: Sæt kedelen over, sæt den over; kom også Vand
+      deri;
+  4.  læg Kødstykker i, alle Hånde gode Stykker, Kølle og Bov, fyld
+      den med udsøgte Knogler;
+  5.  tag af Hjordens bedste Dyr og læg en Stabel Brænde under den;
+      kog Stykkerne, så også Knoglerne koges ud!
+  6.  Derfor, så siger den Herre HERREN: Ve Blodbyen, den rustne
+      Kedel, hvis Rust ikke er gået af. Stykke efter Stykke giver den
+      fra sig; der kastes ikke Lod om dem; - thi Blodet er endnu midti
+      Byen; den hældte det på den nøgne Klippe og udgød det ikke på
+      Jorden for at dække det med Muld.
+  8.  For at fremkalde Vrede, for at tage Hævn hældte jeg Blodet på
+      den nøgne klippe uden at dække det.
+
+  9.  Derfor, så siger den Herre HERREN: Ve Blodbyen! Nu vil også jeg
+      gøre brændestabelen stor;
+ 10.  hent brænde i Mængde, lad Ilden lue og Kødet blive mørt, hæld
+      Suppen ud og lad Benene brændes
+ 11.  og sæt kedelen tom på de glødende kul, for at den kan blive så
+      hed, at Kobberet gløder og Urenheden smelter; Rusten skal
+      svinde!
+ 12.  Møje har den kostet, men den megen Rust gik ikke af. I Ilden med
+      Rusten!
+ 13.  Fordi du er uren af Utugt, fordi du ikke kom af med din Urenhed,
+      skønt jeg rensede dig, skal du ikke blive ren igen, før jeg har
+      kølet min Harme på dig.
+ 14.  Jeg, HERREN, har talet, og det kommer! Jeg griber ind og opgiver
+      det ikke, jeg skåner ikke og angre ej heller; efter dine Veje og
+      dine Gerninger vil jeg dømme dig, lyder det fra den Herre
+      HERREN.
+
+ 15.  HERRENs Ord kom til mig således:
+ 16.  Menneskesøn! Se, jeg tager dine Øjnes Lyst fra dig ved en brat
+      Død; men du skal ikke klage eller græde; du skal ikke fælde
+      Tårer;
+ 17.  suk i Stilhed og hold ikke Døde klage, bind Huen på og tag Sko
+      på Fødderne, tilhyl ikke dit Skæg og spis ikke Sørgebrød!
+ 18.  Tal så om Morgenen til Folket! - Så døde min Hustru om Aftenen,
+      og næste Morgen gjorde jeg, som mig var pålagt.
+ 19.  Og da Folket sagde til mig: "Vil du ikke lade os vide, hvad det,
+      du der gør, skal sige os?"
+ 20.  svarede jeg: "HERRENs Ord kom til mig således:
+ 21.  Sig til Israels Hus: Så siger den Herre HERREN: Se, jeg vil
+      vanhellige min Helligdom, eders Hovmods Stolthed, eders Øjnes
+      Lyst, eders Sjæles Længsel; og de Sønner og Døtre, I lod
+      tilbage, skal falde for Sværdet!
+ 22.  Og I skal gøre, som jeg nu gør: I skal ikke tilhylle eders Skæg
+      eller spise Sørgebrød;
+ 23.  eders Huer skal blive på Hovederne og eders Sko på Fødderne; I
+      skal ikke klage eller græde, men svinde hen i eders Synder og
+      sukke for hverandre.
+ 24.  Ezekiel skal være eder et Tegn; når det sker, skal I gøre, som
+      han gør; og I skal kende, at jeg er den Herre HERREN,"
+
+ 25.  Og du, Menneskesøn! På den Dag jeg tager deres Værn, deres
+      herlige Fryd, deres Øjnes Lyst og deres Sjæles Længsel, deres
+      Sønner og Døtre fra dem,
+ 26.  på den Dag skal en Flygtning komme til dig og melde det for dine
+      Ører;
+ 27.  på den Dag skal din Mund åbnes, når Flygtningen kommer, og du
+      skal tale og ikke mere være stum; du skal være dem et Tegn; og
+      de skal kende, at jeg er HERREN.
+
+Ezekiel 25
+
+  1.  HERRENs Ord kom til mig således:
+  2.  Mennesskesøn, vend dit Ansigt imod Ammoniterne, profeter imod
+      dem
+  3.  og sig til dem: Hør den Herre HERRENs Ord: Så siger den Herre
+      HERREN: Fordi du råbte "Ha, ha!" over min Helligdom, da den
+      vanhelligedes, og over Israels Land, da det lagdes øde, og over
+      Judas Hus, da de vandrede i Landflygtighed,
+  4.  se, derfor giver jeg dig i Eje til Østens Sønner; de skal opslå
+      deres Teltlejre og indrette deres Boliger i dig; de skal spise
+      din Frugt og drikke din Mælk.
+  5.  Jeg gør Rabba til Græsgang for Kameler og Ammons Byer til
+      Lejrsted for Småkvæg; og I skal kende, at jeg er HERREN.
+  6.  Thi så siger den Herre HERREN: Fordi du klappede i Hænderne og
+      stampede med Fødderne og med dyb Ringeagt godtede dig af Hjertet
+      over Israels Land,
+  7.  se, derfor udrækker jeg Hånden imod dig og gør dig til Rov for
+      Folkene; jeg udrydder dig af Folkeslagene, udsletter dig af
+      Landene og tilintetgør dig; og du skal kende, at jeg er HERREN.
+
+  8.  Så siger den Herre HERREN: Fordi Moab siger: "Se, det er med
+      Judas Hus som med alle de andre Folk!"
+  9.  se, derfor lægger jeg Moabs Skrænter åbne, så Byerne går tabt
+      fra dets ene Ende til den anden, Landets Pryd, Bet Jesjimot,
+      Baal-Meon og Hirjatajim.
+ 10.  Østens Sønner giver jeg det i Eje, for at det ikke mere skal
+      ihukommes blandt Folkene.
+ 11.  Jeg holder Dom over Moab; og de skal kende, at jeg er HERREN.
+
+ 12.  Så siger den Herre HERREN: Fordi Edom optrådte hævngerrigt mod
+      Judas Hus og pådrog sig svar Skyld ved at hævne sig på dem,
+ 13.  derfor, så siger den Herre HEEREN: Jeg udrækker Hånden mod Edom
+      og udrydder Folk og Fæ deraf og gør det øde; fra Teman til Dedan
+      skal de falde for Sværdet.
+ 14.  Jeg fuldbyrder min Hævn på Edom ved mit Folk Israels Hånd, og de
+      skal handle med Edom efter min Vrede og Harme, og Edom skal
+      kende min Hævn, lyder det fra den Herre HERREN.
+
+ 15.  Så siger den Herre HERREN: Fordi Filisterne optrådte hævngerrigt
+      og med Foragt i Hjertet tog Hævn og hærgede i endeløst Had,
+ 16.  derfor, så siger den Herre HERREN: Se, jeg udrækker Hånden mod
+      Filisterne og udrydder kreterne, og jeg tilintetgør, hvad der er
+      levnet ved Havets Strand.
+ 17.  Jeg tager vældig Hævn oer dem og revser dem i Vrede; og de skal
+      kende, at jeg er HERREN, når jeg fuldbyrder min Hævn på dem.
+
+Ezekiel 26
+
+  1.  I det ellevte År På den første dag i ... månede kom HERRENs Ord
+      til mig således:
+  2.  Menneskesøn! Fordi Tyrus siger om Jerusalem: "Ha, ha!
+      Folkeslagenes Port er knust; den står mig åben; den var rig, men
+      er nu øde!"
+  3.  derfor, så siger den Herre HERREN: Se, jeg kommer over dig,
+      Tyrus, og fører mange Folk imod dig, som når Havet rejser sine
+      Bølger.
+  4.  De skal ødelægge Tyruss Mure og nedbryde Tårnene. Jeg fejer
+      Muldet bort og gør Tyrus til nøgen Klippe;
+  5.  en Tørreplads for Net skal det være ude i Havet, så sandt jeg
+      har talet, lyder det fra den Herre HERREN; og det skal blive et
+      Bytte for Folkene.
+  6.  Dets Døtre på Land skal hugges ned med Sværd; og de skal kende,
+      at jeg er HERREN.
+
+  7.  Thi så siger den Herre HERREN: Se, nordenfra fører jeg mod Tyrus
+      Kong Nebukadrezar af Babel, Kongernes Konge, med Heste, Vogne og
+      Ryttere og en vældig Hærskare.
+  8.  Dine Døtre på Land skal han hugge ned med Sværd; han skal bygge
+      Belejringstårne, opkaste Stormvold og rejse Skjoldtag imod dig;
+  9.  sin Murbrækkers Stød skal han rette imod dine Mure og nedbryde
+      dine Tårne med sine Sværd.
+ 10.  Hans Heste skal myldre, så Støvet, de rejser, skjuler dig;
+      Ryttere, Hjul og Vogne skal larme, så dine Mure ryster, når han
+      drager igennem dine Porte, som når man trænger ind i en stormet
+      By.
+ 11.  Med sine Hestes Hove skal han nedtrampe alle dine Gader; dit
+      Folk skal han hugge ned med Sværdet og styrte dine stolte
+      Støtter til Jorden.
+ 12.  De skal rane din Rigdom og gøre dine Handelsvarer til Bytte; de
+      skal nedbryde dine Mure og nedrive dine herlige Huse: Sten,
+      Tømmer og Ler skal de kaste i Vandet.
+ 13.  Jeg gør Endepå dine brusende Sange, og dine Citres Klang skal
+      ikke mere høres.
+ 14.  Jeg gør dig til nøgen Klippe, en Tørreplads for Net skal du
+      være. Aldrig mere skal du bygges, så sandt jeg, HERREN, har
+      talet, lyder det fra den Herre HERREN.
+
+ 15.  Så siger den Herre HERREN til Tyrus: For sandt, ved dit drønende
+      Fald, ved de såredes Stønnen, når Sværd hugger løs i din Midte,
+      skal Strandene skælve.
+ 16.  Ned fra sin Trone stiger hver Fyrste ved Havet, Kapperne lægger
+      de bort, aflægger de brogede Klæder og klæder sig i Sorg; de
+      sidder på Jorden og skæler uafbrudt, slagne af Rædsel over dig.
+ 17.  De synger en Klagesang om dig og siger til dig: Ak, du gik
+      under, forsvandt fra Havet, du fejrede By, du, som var vældig på
+      Havet, du og dine Borgere, du, der jog Rædsel i alle, som boede
+      der!
+ 18.  Nu gribes Strandene af Skælven, den Dag du falder, og Havets Øer
+      forfærdes over din Udgang!
+
+ 19.  Thi så siger den Herre HERREN: Når jeg gør dig til en øde By og
+      lige med affolkede Byer, når jeg fører Verdensdybet over dig, og
+      de vældige Vande skjuler dig,
+ 20.  så støder jeg dig ned iblandt dem, der steg ned i Dybet, blandt
+      Fortidens Folk, og lader dig ligge i Underverdenen som ældgamle
+      Ruiner blandt dem, der steg ned i Dybet, for at du aldrig mere
+      skal bebos eller rejse dig i de levendes Land;
+ 21.  jeg giver dig hen til brat Undergang, og det skal være ude med
+      dig; selv om der søges efter dig, skal du aldrig i Evighed
+      findes, lyder det fra den Herre HERREN.
+
+
+Ezekiel 27
+
+  1.  HERRENs Ord kom til mig således:
+  2.  Du, Menneskesøn, istem en Klagesang over Tyrus og sig til Tyrus,
+      som ligger ved Adgangen til Havet og driver Handel med
+      Folkeslagene på de mange fjerne Strande: Så siger den Herre
+      HERREN: Tyrus, du siger: "Fuldendt i Skønhed er jeg!"
+  4.  De bygged dig midt i Havet, fuldendte din Skønhed.
+  5.  De tømred af Senircypresser hver Planke i dig, fra Libanon
+      hented de Cedre at lave din Mast,
+  6.  af Basans højeste Ege skar de dig Årer, de lagde dit Dæk af Fyr
+      fra Kittæernes Strande;
+  7.  dit Sejl var ægyptisk Byssus i broget Væv, dit Tag var Purpur i
+      blåt og rødt fra Elisjas Strande.
+  8.  Zidons og Arvads Folk var Rorkarle for dig, om Bord var de
+      kyndigste i Zarepta, de var dine Styrmænd,
+  9.  de ældste og kyndigste i Gebal, de bøded din Læk.  Alle Havets
+      Skibe med Søfolk var hos dig for at omsætte dine Varer.
+
+ 10.  Folk fra Persien, Lydien og Put var i din Hær som Krigsfolk, de
+      ophængte Skjolde og Hjelme i dig; de gav dig Glans.
+ 11.  Arvaditerne og deres Hær stod rundt på dine Mure, Gammaditerne
+      på dine Tårne; de ophængte deres Skjolde rundt på dine Mure, de
+      fuldendte din Skønhed.
+ 12.  Tarsis var din Handelsven, fordi du havde alskens Gods i Mængde;
+      Sølv, Jern, Tin og Bly gav de dig for dine Varer.
+ 13.  Javan, Tubal og Mesjek drev Handel med dig; Trælle og Kobberkar
+      gav de dig i Bytte.
+ 14.  Togarmas Hus gav dig Køreheste, Rideheste og Muldyr for dine
+      Varer.
+ 15.  Rodosboerne drev Handel med dig, mange fjerne Strande var dine
+      Handelsvenner; Elfenben og Ibenholt bragte de dig som Vederlag.
+ 16.  Edom var din Handelsven, fordi du havde Varer i Mængde;
+      Karfunkler, Purpur, brogede Tøjer, fint Linned, Koraller og
+      Rubiner gav de dig for dine Varer.
+ 17.  Juda og Israels Land drev Handel med dig; Hvede fra Minnit,
+      Bagværk, Honning, Olie og Mastiksbalsam gav de dig i Bytte.
+ 18.  Damaskus var din Handelsven fordi du havde alskens Gods i
+      Mængde; de kom med Vin fra Helbon og Uld fra Zahar.
+ 19.  Vedan og Javan gav Sager fra Uzal for dine Varer; smeddet Jern,
+      Hassia og Kalmus fik du i Bytte.
+ 20.  Dedan drev Handel med dig med Sadeldækkener til Ridning.
+ 21.  Araberne og alle Kedars Fyrster var dine Hardelsvenner; med Lam,
+      Vædre og Bukke handlede de med dig.
+ 22.  Sabas og Ramas Handelsfolk drev Handel med dig; den allerfineste
+      Balsam, alle Slags Ædelsten og Guld gav de dig for dine Varer.
+ 23.  Karan, Kanne og Eden, Assyrerne og hele Medien drev Handel med
+      dig;
+ 24.  de handlede med dig med smukke Klæder, Purpurkapper, brogede
+      Tøjer, farvede Tæpper, tvundet og fastsnoet Reb på dine
+      Markeder;
+ 25.  Tarsisskibene tjente dig ved din Omsætning. Du fyldtes, blev
+      såre tung midt ude i Havet.
+
+ 26.  I rum Sø fik de dig ud, dine roende Mænd; da knuste en
+      Østenstorm dig midt ude på Havet;
+ 27.  dit Gods, dine Varer, din Vinding, dine Søfolk og Styrmænd, de,
+      der bøded din Læk, dine Handelsfolk, alt dit krigsfolk, som var
+      om Bord, alt Mandskab i din Midte styrter i Havets dyb, den Dag
+      du falder.
+ 28.  Markerne skælver ved dine Styrmænds Skrig.
+ 29.  Alle, der sidder ved Årer, går da fra Borde, Søfolk og alle
+      Styrmænd går da i Land;
+ 30.  de løfter Røsten over dig, klager bittert; på Hovedet kaster de
+      Jord og vælter sig i Støvet,
+ 31.  klipper sig skaldet for dig, klæder sig i Sæk, begræder dig,
+      bitre i Hu, med Sjælekvide,
+ 32.  istemtner jamrende Klage over dig, klager: Ak, hvor Tyrus er øde
+      midt i Havet!
+ 33.  Når din Vinding kom ind fra Havet, mætted du mange Folkeslag;
+      med dit meget Gods og dine Varer gjorde du Jordens konger rige.
+ 34.  Nu led du Skibbrud på Havet, på Vandets Dyb, dine Varer og alt
+      dit Mandskab gik under med dig.
+ 35.  Over dig gyser alle, som bor på de fjerne Strande, deres Konger
+      er slagne af Angst, deres Ansigt blegner.
+ 36.  Deres Kræmmere hånfløjter ad dig, til Rædsel blev du, er borte
+      for evigt.
+
+
+Ezekiel 28
+
+  1.  HERRENs Ord kom til mig således:
+  2.  Mennesskesøn, sig til Tyruss Fyrste: Så siger den Herre HERREN:
+      Fordi dit Hjerte hovmoder sig og du siger: "Jeg er en Gud, på et
+      Gudesæde sidder jeg midt ude i Havet!" skønt du er et Menneske
+      og ingen Gud, og fordi du føler dig i Hjertet som en Gud;
+  3.  se, du er visere end Daniel, ingen Vismand måler sig med dig;
+  4.  ved din Visdom og indsigt vandt du dig Rigdom og samlede dig
+      Guld og Sølv i dine Skatkamre;
+  5.  ved dit store Handelssnilde øgede du din Rigdom, så dit Hjerte
+      hovmodede sig over den -
+  6.  derfor, så siger den Herre HERREN: Fordi du i dit Hjerte føler
+      dig som en Gud,
+  7.  se, derfor bringer jeg fremmede over dig, de grummeste Folk, og
+      de skal drage deres Sværd mod din skønne Visdom og vanhellige
+      din Glans.
+  8.  De skal styrte dig i Graven, og du skal dø de ihjelslagnes Død i
+      Havets Dyb.
+  9.  Mon du da Ansigt til Ansigt med dem, der dræber dig, vil sige:
+      "Jeg er en Gud!" du, som i deres Hånd, der slår dig ihjel, er et
+      Menneske og ikke en Gud.
+ 10.  De uomskårnes Død skal du dø for fremmedes Hånd, så sandt jeg
+      har talet, lyder det fra den Herre HERREN.
+
+ 11.  Og HERRENs Ord kom til mig således:
+ 12.  Menneskesøn, istem en Klagesang over kongen af Tyrus og sig til
+      ham: Så siger den Herre HERREN: Du var Indsigtens Segl, fuld af
+      Visdom og fuldkommen i Skønhed.
+ 13.  I Eden, Guds Have, var du; alle Slags Ædelsten var din Klædning,
+      Harneol, Topas, Jaspis, Krysolit, Sjoham, Onyks, Safir, Rubin,
+      Smaragd og Guld var på dig i indfattet og indlagt Arbejde; det
+      var til Rede, den Dag du skabtes.
+ 14.  Du var en salvet, skærmende Kerub; jeg gjorde dig dertil; på det
+      hellige Gudebjerg var du; du vandrede imellem Guds Sønner.
+ 15.  Fuldkommen var du i din Færd, fra den Dag du skabtes, indtil der
+      fandtes Brøde hos dig.
+ 16.  Ved din megen Handel fyldte du dit Indre med Uret og forbrød
+      dig; da vanhelligede jeg dig og viste dig bort fra Gudebjerget
+      og tilintetgjorde dig, skærmende Kerub, så du ikke blev mellem
+      Guds Sønner.
+ 17.  Dit Hjerte hovmodede sig over din Skønhed, du satte din Visdom
+      til på Grund af din Glans. Jeg, slængte dig til Jorden og
+      overgav dig til Konger, at de skulde nyde Skuet af dig.
+ 18.  Med dine mange Misgerninger, ved din uredelige Handel
+      vanhelligede du dine Helligdomme. Da lod jeg Ild bryde løs i din
+      Midte, og den fortærede dig; jeg gjorde dig til Støv på Jorden
+      for alle, som så dig.
+ 19.  Alle blandt Folkeslagene, der kendte dig, stivnede af Skræk over
+      dig; du blev en Rædsel, og borte er du for evigt.
+
+ 20.  HERRENs Ord kom til mig således:
+ 21.  Menneskesøn, vend dit Ansigt mod Zidon og profeter imod det
+ 22.  og sig: Så siger den Herre HERREN: Se, jeg kommer over dig,
+      Zidon, og herliggør mig på dig; og du skal kende, at jeg er
+      HERREN, når jeg holder Dom over dig og viser min Hellighed på
+      dig.
+ 23.  Jeg sender Pest over dig og Blod i dine Gader; ihjelslagneMænd
+      skal segne i din Midte for Sværd, der er rettet imod dig fra
+      alle Sider; og du skal kende, at jeg er HERREN.
+ 24.  Fremtidig skal der ikke være nogen Tidsel til at såre eller Torn
+      til at stikke Israels Hus blandt alle dets Naboer, som nu håner
+      dem; og de skal kende, at jeg er den Herre HERREN.
+
+ 25.  Så siger den Herre HERREN: Når jeg samler Israels Slægt fra de
+      Folkeslag, de er spredt iblandt, vil jeg hellige mig på dem for
+      Folkenes Øjne, og de skal bo i deres Land, som jeg gav min
+      Tjener Jakob;
+ 26.  de skal bo trygt deri, bygge Huse og plante Vingårde, ja bo
+      trygt, medens jeg holder Dom over alle dem, der håner dem fra
+      alle Sider; og de skal kende, at jeg er HERREN deres Gud.
+
+Ezekiel 29
+
+  1.  I det tiende år, på den tolvte dag i den tiende måned kom
+      HERRENs Ord til mig således:
+  2.  Menneskesøn, vend dit Ansigt mod Farao, Ægyptens Konge, og
+      profeter mod ham og hele Ægypten.
+  3.  Tal og sig: Så siger den Herre HERREN: Se, jeg kommer over dig,
+      Farao, Ægyptens Konge, du store drage, som ligger midt i dine
+      Strømme, som siger: "Nilen er min, jeg skabte den selv!"
+  4.  Jeg sætter Kroge i Kæberne på dig og lader dine Strømmes Fisk
+      hænge ved dine Skæl og drager dig op af dine Strømme med alle
+      deres Fisk, som hænger ved dine Skæl.
+  5.  Jeg slænger dig hen i Ørkenen med alle dine Strømes Fisk; på
+      åben Mark skal du falde, ej samles op eller jordes; til Jordens
+      Dyr og Himlens Fugle giver jeg dig som Føde.
+  6.  Og kende skal hver en Ægypter, at jeg er HERREN. Fordi du har
+      været en Rørkæp for Israels Hus -
+  7.  du splintredes, når de greb om dig, og flænged dem hele Hånden;
+      du brast, når de støtted sig til dig, fik hver en Lænd til at
+      vakle -
+
+  8.  derfor, så siger den Herre HERREN: Se, jeg bringer Sværd over
+      dig og udrydder Folk og Fæ af dig;
+  9.  Ægypten skal blive til Ørk og Øde; og de skal kende, at jeg er
+      HERREN, fordi du sagde: "Nilen er min, jeg skabte den selv!"
+ 10.  Se, derfor kommer jeg over dig og dine Strømme og gør Ægypten
+      til Øde og Ørk fra Migdol til Syene og Ætiopiens Grænse.
+ 11.  Hverken Mennesker eller Dyr skal sætte deres Fod der, ingen skal
+      færdes der, og det skal ligge hen uden Indbyggere i fyrretyve
+      År.
+ 12.  Jeg gør Ægypten til en Ørk blandt øde Lande, og Byerne skal
+      ligge øde hen blandt tilintetgjorte Byer i fyrretyve År; og jeg
+      spreder Ægypterne blandt Folkene og udstrør dem i Landene.
+
+ 13.  Thi så siger den Herre HERREN: Efter fyrretyvears Forløb vil jeg
+      sanke Ægypterne sammen fra de Folkeslag, de er spredt iblandt,
+ 14.  og vende Ægyptens Skæbne og føre dem tilbage til Patros, det
+      Land, de stammer fra, og der skal de blive et lille Rige.
+ 15.  Det skal blive mindre end de andre Riger og ikke mere svinge sig
+      op over Folkene; jeg gør dem få i Tal, for at de ikke mere skal
+      råde over Folkene.
+ 16.  Og fremtidig skal de ikke være Israels Huss Tillid og således
+      minde mig om dets Misgerning, når det slutter sig til dem; og de
+      skal kende, at jeg er den Herre HERREN.
+
+ 17.  I det syv og tyvende År på den første Dag i den første Måned kom
+      HERRENs Ord til mig således:
+ 18.  Menneskesøn! Kong Nebukadrezar af Babel har ladet sin Hær udføre
+      et stort Arbejde mod Tyrus; hvert Hoved er skaldet, hver Skulder
+      flået, og hverken han eller Hæren fik Løn af Tyrus for det
+      Arbejde, han udførte imod det.
+ 19.  Derfor, så siger den Herre HERREN: Se, jeg giver Kong
+      Nebukadrezar af Babel Ægypten; han skal bortføre dets Rigdom,
+      tage Bytte og røve Rov der; og det skal være hans Hærs Løn;
+ 20.  som Vederlag for hans Arbejde giver jeg ham Ægypten, fordi de
+      sled for mig, lyder det fra den Herre HERREN.
+
+ 21.  På den Dag lader jeg et Horn vokse frem for Israels Hus, og dig
+      giver jeg at åbne din Mund iblandt dem; og de skal kende, at jeg
+      er HERREN.
+
+
+Ezekiel 30
+
+  1.  HERRENs Ord kom til mig således:
+  2.  Menneskesøn, profeter og sig: Så siger den Herre HERREN: Jamrer:
+      Ak, hvilken Dag!
+  3.  Thi nær er Dagen, ja nær er HERRENs Dag; det bliver en Mulmets
+      Dag, Hedningernes Tid.
+  4.  Et Sværd kommer over Ægypten, og Ætiopien gribes af Skælven, når
+      de slagne segner i Ægypten, når dets Rigdom bortføres og dets
+      Grundvolde nedbrydes.
+  5.  Ætioperne, Put og Lud og alt Blandingsfolket, Kub og min Pagts
+      Sønner" skal falde for Sværdet med dem.
+  6.  Så siger HERREN: Alle, som støtter Ægypten, skal falde og dets
+      stolte Herlighed synke sammen; fra Migdol til Syene skal de
+      falde for Sværdet, lyder det fra den Herre HERREN.
+  7.  Det skal lægges øde blandt øde Lande, og Byerne skal ligge hen
+      blandt tilintetgjorte Byer;
+  8.  og de skal kende, at jeg er HERREN, når jeg sætter Ild på
+      Ægypten og alle dets Hjælpere knuses.
+  9.  På hin Dag skal der udgå Sendebud fra mig på Skibe for at
+      indjage det sorgløse Ætiopien Rædsel, og de skal gribes af
+      Skælven over Ægyptens Dag; thi se, den kommer.
+ 10.  Så siger den Herre HERREN: Jeg gør Ende på Ægyptens Herlighed
+      ved kong Nebukadrezar af Babel.
+ 11.  Han og hans Folk med ham, de grummeste blandt Folkene, skal
+      hentes for at ødelægge Landet; de skal drage deres Sværd mod
+      Ægypten og fylde Landet med slagne.
+ 12.  Jeg tørlægger Strømmene, sælger Landet til onde Folk, og ved
+      fremmede ødelægger jeg det med alt, hvad der er deri. Jeg,
+      HERREN, har talet.
+
+ 13.  Så siger den Herre HERREN: Jeg tilintetgør Afgudsbillederne og
+      udrydder Høvdingerne af Nof og Fyrsterne af Ægypten; de skal
+      ikke findes mere; og jeg indjager Ægypten Rædsel.
+ 14.  Jeg lægger Patros øde, sætter Ild på Zoan og holder Dom over No.
+ 15.  Jeg udøser min Vrede over Sin, Ægyptens Bolværk, og udrydder Nos
+      larmende Hob.
+ 16.  Jeg sætter Ild på Ægypten, Syene skal skælve af Angst, der skal
+      brydes Hul på No, og dets Mure skal nedrives.
+ 17.  De unge Mænd i On og Pibeset skal falde for Sværdet og Kvinderne
+      vandre i Fangenskab.
+ 18.  I Takpankes sortner Dagen, når jeg der sønderbryder Ægyptens
+      Herskerstav, og dets stolte Herlighed får Ende der. Selv skal
+      det skjules af Skyer og dets Småbyer vandre i Fangenskab.
+ 19.  Jeg holder Dom over Ægypten; og de skal kende, at jeg er HERREN.
+
+ 20.  I det ellevte År på den syvende Dag i den første Måned kom
+      HERRENs Ord til mig således:
+ 21.  Menneskesøn! Ægypterkongen Faraos Arm har jeg brudt; og se den
+      skal ikke forbindes, ikke læges ved at der lægges Bind om den,
+      så den kunde få Kræfter til atter at gribe Sværdet.
+ 22.  Derfor, så siger den Herre HERREN: Se, jeg kommer over Farao,
+      Ægyptens Konge, og bryder hans Arme, både den hele og den
+      brudte, og lader Sværdet falde af hans Hånd.
+ 23.  Jeg spreder Ægypterne blandt Folkene og udstrør dem i Landene.
+ 24.  Men jeg styrker Babels Konges Arme og lægger mit Sværd i hans
+      Hånd; og jeg bryder Faraos Arme, og han skal stønne for ham på
+      såredes Vis.
+ 25.  Jeg styrker Babels Konges Arme, men Faraos skal synke; og de
+      skal kende, at jeg er HERREN, når jeg lægger mit Sværd i Babels
+      Konges Hånd og han svinger det imod Ægypten.
+ 26.  Og jeg spreder Ægypterne blandt Folkene og udstrør dem i
+      Landene; og de skal kende, at jeg er HERREN.
+
+Ezekiel 31
+
+  1.  I det ellevte År på den første dag i den tredje måned kom
+      Herrens Ord til mig således:
+  2.  Menneskesøn, sig til Farao, Ægyptens Konge, og til hans larmende
+      Hob: Ved hvem kan du lignes i Storhed?
+  3.  Se, du er en Libanonceder med smukke Grene og skyggefuld Krone,
+      høj af Vækst, hvis Top rager op i Skyerne;
+  4.  Vand gav den Vækst, Verdensdybet Højde; sine Strømme lod det
+      flyde rundt om dens Sted og sendte sine Vandløb til hele dens
+      Mark.
+  5.  Derfor blev den større af Vækst end hvert Træ på Marken; mange
+      blev dens Kviste og Grenene lange af megen Væde.
+  6.  Alle Himlens Fugle bygged i dens Grene, under dens Kviste fødte
+      hvert Markens Dyr, i dens Skygge boede al Verdens folk.
+  7.  Den blev stor og dejlig med lange Grene, den stod jo med Roden
+      ved rigeligt Vand.
+  8.  Guds Haves Cedre var ikke dens Lige, ingen Cypres havde Mage til
+      Grene, ingen Platan havde Kviste som den; intet Træ i Guds Have
+      målte sig med den i Skønhed.
+  9.  Jeg gjorde den skøn med dens mange Kviste, så alle Edens Træer i
+      Guds Have misundte den.
+
+ 10.  Derfor, så siger den Herre HERREN: Fordi den blev høj af Vækst
+      og løftede sin Krone op i Skyerne og Hjertet hovmodede sig over
+      dens Højde,
+ 11.  derfor overgiver jeg den til en, som er vældig blandt Folkene;
+      han skal gøre med den efter dens Gudløshed og tilintetgøre den.
+ 12.  Fremmede, de grummeste blandt Folkene hugger den om og kaster
+      den hen; på Bjerge og i alle Dale falder dens Kviste; dens Grene
+      ligger knækket i alle Landets Kløfter, og alle Jordens Folkeslag
+      går bort fra dens Skygge og lader den ligge.
+ 13.  På den faldne Stamme slår alle Himmelens Fugle sig ned, og på
+      Grenene lejrer alle Markens Dyr sig,
+ 14.  for at ingen Træer ved Vande skal hovmode sig over deres Vækst
+      og løfte deres Krone op i Skyerne og gøre sig til af deres
+      Højde, ingen Træer, som smager Vand; thi alle er hjemfaldne til
+      Døden og må til Underverdenen, midt iblandt Menneskens Børn,
+      blandt dem, der steg ned i Graven.
+
+ 15.  Så siger den Herre HERREN: Den Dag den farer ned i Dødsriget,
+      lukker jeg Verdensdybet for den og holder dets Strømme tilbage,
+      så de mange Vande standses; jeg lader Libanon sørge over den, og
+      alle Markens Træer vansmægter over den.
+ 16.  Ved Drønet af dens Fald bringer jeg Folkene til at bæve, når jeg
+      styrter den ned i Dødsriget til dem, der steg ned i Graven; og
+      nede i Underverdenen trøster alle Edens Træer sig, de ypperste
+      og bedste på Libanon, alle, som smager Vand.
+ 17.  Også de farer med den ned i Dødsriget til de sværdslagne, da de
+      som dens Hjælpere har siddet i dens Skygge blandt Folkene.
+ 18.  Hvem var din Lige i Herlighed og Størrelse blandt Edens Træer?
+      Og dog styrtes du med Edens Træer ned i Underverdenen; midt
+      iblandt uomskårne skal du ligge hos de sværdslagne. Dette er
+      Farao og al hans larmende Hob, lyder det fra den Herre HERREN.
+
+Ezekiel 32
+
+  1.  I det tolvte År på den første dag i den tolvte måned kom HERRENs
+      Ord til mig således:
+  2.  Menneskesøn, istem en Klagesang over Farao, Ægyptens Konge, og
+      sig til ham: Du Folkenes Løve, det er ude med dig! Du var som en
+      Drage i Havet med prustende Næse, med Fødderne plumred du
+      Vandet, oproded dets Strømme.
+  3.  Så siger den Herre HERREN: Jeg breder mit Garn over dig ved en
+      Sværm af mange Folk, de skal drage dig op i mit Net.
+  4.  Jeg kaster dig på Land og slænger dig hen på Marken, lader alle
+      Himlens Fugle slå sig ned på dig og al Jordens Dyr blive mætte
+      ved dig.
+  5.  Jeg lægger dit Kød på Bjergene, fylder Dalene op med dit Ådsel,
+  6.  vander med dit Udflåd Jorden lige til Bjergene, Kløfterne skal
+      fyldes af dit Blod.
+  7.  Jeg skjuler Himlen, når du slukkes, klæder dens Stjerner i Sorg,
+      jeg skjuler Solen i Skyer, og Månen skinner ej mer.
+  8.  Alle Himmellys klæder jeg i Sorg for dig, hyller dit Land i
+      Mørke, lyder det fra den Herre HERREN.
+  9.  Jeg volder mange Folkeslags Hjerter Kvide, når jeg bringer dine
+      Fanger til Folkene, til Lande du ikke kender;
+ 10.  jeg lader mange Folkeslag stivne af Rædsel over dig, og deres
+      Konger skal gyse over dig, når jeg svinger mit Sværd for deres
+      Ansigter; de skal ængstes uafbrudt, hver for sit Liv, den Dag du
+      falder.
+ 11.  Thi så siger den Herre HERREN: Babels Konges Sværd skal komme
+      over dig.
+ 12.  Jeg styrter din Hob ved Heltes Sværd, de grummeste af alle
+      Folkene; de hærger Ægyptens Pragt, og al dets Hob lægges øde.
+ 13.  Jeg udrydder alt dets kvæg ved de mange Vande, Menneskefod skal
+      ej plumre dem mer, ej Dyreklov rode dem op;
+ 14.  så lader jeg Vandene klares og Strømmene flyde som Olie - lyder
+      det fra den Herre HERREN -
+ 15.  når jeg gør Ægypten til Ørk, så Landet og dets Fylde er øde, når
+      jeg nedhugger alle, som bor der, så de kender, at jeg er HERREN.
+ 16.  Dette er en Klagesang, som du skal kvæde; Folkenes Kvinder skal
+      kvæde den; over Ægypten og al dets larmende Hob skal de kvæde
+      den, lyder det fra den Herre HERREN.
+
+ 17.  I det tolvte År på den femtende Dag i..." Måned kom HERRENs Ord
+      til mig således:
+ 18.  Menneskesøn, klag over Ægyptens larmende Hob; syng Klagesang
+      over den, du og Folkenes Kvinder! Far ned i Underverdenen blandt
+      dem, der steg ned i Dybet!
+ 19.  Er du lifligere end nogen anden? Stig ned og lig blandt de
+      uomskårne!
+ 20.  Midt iblandt sværdslagne skal han segne, og al hans larmende Hob
+      skal ligge hos ham.
+ 21.  Heltenes Førere skal tale til ham midt i Dødsriget: "Er du
+      mægtigere end nogen anden? Stig ned og lig blandt de uomskårne!"
+ 22.  Der er Assur og hele hans Flok rundt om hans Grav; alle er de
+      dræbt, faldet for Sværd;
+ 23.  han fik sin Grav i en krog af Dybet, og hans Flok ligger rundt
+      om hans Grav; alle er de dræbt, faldet for Sværd, de, som
+      spredte Rædsel i de levendes Land.
+ 24.  Der er Elam med al sin larmende Hob rundt om sin Grav; alle er
+      de dræbt, faldet før Sværd, og de for uomskårne ned i
+      Underverdenen, de, som spredte Rædsel i de levendes Land; nu
+      bærer de deres Skændsel blandt dem, der steg ned i Dybet.
+ 25.  Iblandt dræbte fik han et Leje med al sin larmende Hob rundt om
+      sin Grav; alle er de uomskårne, sværdslagne; thi Rædsel for dem
+      bredte sig i de levendes Land; nu bærer de deres Skændsel blandt
+      dem, der steg ned i Dybet; de lagdes blandt dræbte.
+ 26.  Der er Mesjek og, Tubal med al deres larmende Hob rundt om deres
+      Grave; alle er de uomskårne, sværdslagne; thi de spredte Rædsel
+      i de levendes Land;
+ 27.  de kom ikke til at ligge hos Heltene, Fortidens Kæmper, som for
+      til Dødsriget i deres Rustninger, hvis Sværd blev lagt under
+      deres Hoveder, og hvis Skjolde dækkede deres knogler; thi Rædsel
+      for Heltene rådede i de levendes Land.
+ 28.  Også du skal ligge knust imellem de uomskårne, blandt de
+      sværdslagne.
+ 29.  Der er Edom med sine Konger og alle sine Fyrster, som fik deres
+      Grave hos de sværdslagne; hos de uomskårne ligger de, hos dem,
+      der steg ned i Dybet.
+ 30.  Der er Nordens Herskere alle sammen og alle Zidoniere, som for
+      ned til de dræbte, beskæmmede trods den Rædsel, de spredte ved
+      deres Heltekraft; de ligger uomskårne blandt de sværdslagne, de
+      bærer deres Skændsel blandt dem, der steg ned i Dybet.
+ 31.  Dem ser Farao og trøster sig over al sin larmende Hob, lyder det
+      fra HERREN.
+ 32.  Thi han spredte Rædsel i de levendes Land, men nu ligger han
+      imellem uomskårne, blandt de sværdslagne, Farao med al sin
+      larmende Hob, lyder det fra den Herre HERREN.
+
+Ezekiel 33
+
+  1.  HERRENs Ord kom til mig således:
+  2.  Menneskesøn, tal til dine Landsmænd og sig: Når jeg fører
+      Sværdet over et Land, og Folket i Landet tager en af sin Midte
+      og gør ham til deres Vægter,
+  3.  og han ser Sværdet komme over Landet og støder i Hornet og
+      advarer Folket,
+  4.  men den, der hører Hornets Klang, ikke lader sig advare, og
+      Sværdet kommer og river ham bort, da kommer hans Blod over hans
+      Hoved.
+  5.  Han hørte Hornets klang uden at lade sig advare, hans Blod
+      kommer over hans Hoved; men den, som har advaret, har reddet sin
+      Sjæl.
+  6.  Men når Vægteren ser Sværdet komme og ikke støder i Hornet, så
+      at Folket ikke advares, og Sværdet kommer og over en af dem
+      bort, så rives han vel bort for sin Misgerning, men hans Blod
+      vil jeg kræve af Vægterens Hånd.
+  7.  Men dig, Menneskesøn, har jeg sat til Vægter for Israels Hus;
+      hører du et Ord af min Mund, skal du advare dem fra mig.
+  8.  Når jeg siger til den gudløse: "Du skal visselig dø!" og du ikke
+      taler for at advare ham mod hans Vej, så skal den gudløse vel dø
+      for sin Misgerning, men hans Blod vil jeg kræve af din Hånd.
+  9.  Advarer du derimod den gudløse mod hans Vej, for at han skal
+      omvende sig fra den, og han ikke omvender sig, så skal han dø
+      for sin Misgerning, men du har reddet din Sjæl.
+
+ 10.  Og du, Menneskesøn, sig til Israels Hus: I siger: "Vore
+      Overtrædelser og Synder tynger os, og vi svinder hen i dem, hvor
+      kan vi da leve?"
+ 11.  Sig til dem: Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HERREN:
+      Jeg har ikke Lyst til den gudløses Død, men til at han omvender
+      sig fra sin Vej, at han må leve! Vend om, vend om fra eders onde
+      Veje Hvorfor vil I dø, Israels Hus?
+ 12.  Men du, Menneskesøn, sig til dine Landsmænd: Den retfærdiges
+      Retfærdighed skal ikke redde ham, den Dag han synder, og den
+      gudløses Gudløshed skal ikke fælde ham, den Dag han omvender sig
+      fra sin Gudløshed, og en retfærdig skal ikke blive i Live ved
+      sin Retfærdighed, den Dag han gør Synd.
+ 13.  Når jeg siger til den retfærdige: "Du skal visselig leve!" og
+      han stoler på sin Retfærdighed og øver Uret, så skal intet af
+      hans Retfærdighed tilregnes ham, men han skal dø for den Uret,
+      han øver.
+ 14.  Og når jeg siger til den gudløse: "Du skal visselig dø!" og han
+      omvender sig fra sin Synd og gør Ret og Skel,
+ 15.  idet han giver Pant tilbage, godtgør, hvad han har ranet, og
+      følger Livets Bud uden at øve Uret, så skal han leve og ikke dø;
+ 16.  ingen af de Synder, han har gjort, skal tilregnes ham; han har
+      gjort Ret og Skel, visselig skal han leve.
+ 17.  Og så siger dine Landsmænd: "Herrens Vej er ikke ret!" Men det
+      er deres Vej, som ikke er ret.
+ 18.  Når den retfærdige vender sig fra sin Retfærdighed og øver Uret,
+      skal han dø;
+ 19.  og når den gudløse omvender sig fra sin Gudløshed og gør Ret og
+      Skel, skal han leve!
+ 20.  Og dog siger I: "Herrens Vej er ikke ret!" Jeg vil dømme eder
+      hver især efter eders Veje, Israels Hus.
+
+ 21.  I vor Landflygtigheds ellevte År på den femte Dag i den tiende
+      Måned kom en Flygtning fra Jerusalem til mig med det Bud: "Byen
+      er indtaget!"
+ 22.  Men HERRENs Hånd var kommet over mig, om Aftenen før Flygtningen
+      kom, og han åbnede min Mund, før han kom til mig om Morgenen; så
+      åbnedes min Mund, og jeg var ikke mere stum.
+
+ 23.  HERRENs Ord kom til mig således:
+ 24.  Menneskesøn! De, der bor i Ruinerne i Israels Land, siger:
+      "Abraham var kun een og fik dog Landet i eje; vi er mange, og os
+      er Landet givet i Eje!"
+ 25.  Sig derfor til dem: Så siger den Herre HERREN: I spiser Kød med
+      Blod i, løfter eders Blik til eders Afgudsbilleder og udgyder
+      Blod, og så vil I have Landet i Eje!
+ 26.  I støtter eder til eders Sværd, I øver Vederstyggelighed, I gør
+      hverandres Hustruer urene, og så vil I have Landet i Eje!
+ 27.  Således skal du sige til dem: Så siger den Herre HERREN: Så
+      sandt jeg lever: De i Ruinerne skal falde for Sværdet; dem i
+      åbent Land giver jeg de vilde Dyr til Æde, og, de i
+      Klippeborgene og Hulerne skal dø af Pest.
+ 28.  Jeg, gør Landet til Ørk og Ødemark, dets stolte Herlighed får
+      Ende, og Israels Bjerge skal ligge øde, så ingen færdes der;
+ 29.  og de, skal kende, at Jeg er HERREN, når jeg gør Landet til Ørk
+      og Ødemark for alle de Vederstyggeligheder, de har øvet.
+
+ 30.  Og du, Menneskesøn, se, dine Landsmænd taler om dig langs Murene
+      og i Husdørene, den ene til den anden, hver til sin Broder, og
+      siger: "Kom og hør, hvad det er for et ord, der udgår fra
+      HERREN!"
+ 31.  Og de kommer til dig, som var der Opløb, og sætter sig lige over
+      for dig for at høre dine Ord. Men de gør ikke derefter; thi der
+      er Løgn i deres Mund, og deres Hjerte higer efter Vinding.
+ 32.  Og se, du er dem som en, der synger en Elskovssang med liflig
+      Røst og er dygtig til at spille; de hører dine Ord, men gør ikke
+      derefter.
+ 33.  Men når det kommer - og se, det kommer - skal de kende, at en
+      Profet har været iblandt dem.
+
+Ezekiel 34
+
+  1.  HERRENs Ord kom til mig således:
+  2.  Menneskesøn, profeter mod Israels Hyrder, profeter og sig til
+      dem: Så siger den Herre HERREN: Ve Israels Hyrder, som røgtede
+      sig selv! Skal Hyrderne ikke røgte Hjorden?
+  3.  I fortærede Mælken, med Ulden klædte I eder, de fede Dyr
+      slagtede I, men Hjorden røgtede I ikke;
+  4.  de svage Dyr styrkede I ikke, de syge lægte I ikke, de sårede
+      forbandt I ikke, de adsplittede bragte I ikke tilbage, de
+      vildfarende opsøgte I ikke, men I styrede dem med Hårdhed og
+      Grumhed.
+  5.  Derfor spredtes de, eftersom der ingen Hyrde var, og blev til
+      Æde for alle Markens vilde Dyr; ja, de spredtes.
+  6.  Min Hjord flakkede om på alle Bjerge og på hver en høj Banke, og
+      over hele Jorden spredtes min Hjord, og ingen spurgte eller
+      ledte efter dem.
+  7.  Derfor, I Hyrder, hør HERRENs Ord!
+  8.  Så sandtjeg lever, lyder det fra den Herre HERREN: Fordi min
+      Hjord blev til Rov, fordi min Hjord blev til Æde for alle
+      Markens vilde Dyr, eftersom der ingen Hyrde var, og Hyrderne
+      ikke spurgte efter min Hjord, og fordi Hyrderne røgtede sig selv
+      og ikke min Hjord,
+  9.  derfor, I Hyrder, hør HERRENs Ord!
+ 10.  Så siger den Herre HERREN: Se, jeg, kommer over Hyrderne og
+      kræver min Hjord af deres Hånd, og jeg sætter dem fra at vogte
+      min Hjord; Hyrderne skal ikke mere kunne røgte sig selv; jeg
+      redder min Hjord af deres Gab, så den ikke skal tjene dem til
+      Æde.
+
+ 11.  Thi så siger den Herre HERREN: Se, jeg vil selv spørge efter min
+      Hjord og tage mig af den.
+ 12.  Som en Hyrde tager sig af sin Hjord på Stormvejrets Dag, således
+      tager jeg mig af min Hjord og redder den fra de Steder, hvorhen
+      de spredtes på Skyernes og Mulmets Dag;
+ 13.  jeg fører dem bort fra Folkeslagene, samler dem fra Landene og
+      bringer dem til deres Land, og jeg, røgter dem på Israels
+      Bjerge, i Kløfterne og på alle Landets beboede Steder.
+ 14.  På gode Græsgange vil jeg vogte dem, og på Israels Bjerghøjder
+      skal deres Græsmarker være; der skal de lejre sig på gode
+      Græsmarker, og i fede Græsgange skal de græsse på Israels
+      Bjerge.
+ 15.  Jeg vil selv røgte min Hjord og selv lade dem lejre sig, lyder
+      det fra den Herre HERREN.
+ 16.  De vildfarende Dyr vil jeg opsøge, de adsplittede vil jeg bringe
+      tilbage, de sårede vil jeg forbinde de svage vil jeg styrke, og
+      de fede og kraftige vil jeg vogte; jeg vil røgte dem, som det er
+      ret.
+
+ 17.  Og I, min Hjord! Så siger den Herre HERREN: Se, jeg vil
+      skifte. Ret mellem Får og Får, mellem Vædre og Bukke.
+ 18.  Er det eder ikke nok at græsse på den bedste Græsgang, siden I
+      nedtramper, hvad der er levnet af eders Græsgange? Er det eder
+      ikke nok at drikke det klare Vand, siden I med eders Fødder
+      plumrer, hvad der er levnet?
+ 19.  Min Hjord må græsse, hvad I har nedtrampet, og drikke, hvad I
+      har plumret med eders Fødder!
+ 20.  Derfor, så siger den Herre HERREN: Se, jeg kommer for at skifte
+      Ret mellem de fede og de magre Får.
+ 21.  Fordi I med Side og Skulder skubbede alle de svage Dyr bort og
+      stangede dem med eders Horn, til I fik dem drevet ud,
+ 22.  derfor vil jeg hjælpe min Hjord, så den ikke mere skal blive til
+      Rov, og skifte Ret mellem Får og Får.
+
+ 23.  Jeg sætter een Hyrde over dem, min Tjener David, og han skal
+      vogte dem; han skal vogte dem, og han skal være deres Hyrde.
+ 24.  Og jeg, HERREN, vil være deres Gud, og min Tjener David skal
+      være Fyrste iblandt dem, så sandt jeg, HERREN, har talet.
+ 25.  Jeg vil slutte en Fredspagt med dem og udrydde de vilde Dyr at
+      Landet, så de trygt kan bo i Ørkenen og sove i Skovene.
+ 26.  Og jeg gør dem og Landet rundt om min Høj til Velsignelse, og
+      jeg sender Regn i rette Tid, mine Byger skal blive til
+      Velsignelse.
+ 27.  Markens Træer skal give deres Frugt og Landet sin Afgrøde; trygt
+      skal de bo på deres Jord, og de skal kende, at jeg er HERREN,
+      når jeg bryder Stængerne på deres Åg og frelser dem af deres
+      Hånd, som gjorde dem til Trælle.
+ 28.  Ikke mere skal de blive til Rov for Folkene, og Landets vilde
+      Dyr skal ikke æde dem; trygt skal de bo, uden at nogen skræmmer
+      dem.
+ 29.  Jeg lader en Fredens Plantning vokse op for dem, og ingen skal
+      rives bort af Hunger i Landet, og de skal ikke mere bære
+      Folkenes Hån.
+ 30.  De skal kende, at jeg, HERREN deres Gud, er med dem, og at de er
+      mit Folk, Israels Hus, lyder det fra den Herre HERREN
+ 31.  I er min Hjord, I er den Hjord, jeg røgter, og jeg er eders Gud,
+      lyder det fra den Herre HERREN.
+
+Ezekiel 35
+
+  1.  HERRENs Ord kom til mig således:
+  2.  Menneskesøn, vend dit Ansigt mod Seirs Bjergland og profeter
+      imod det
+  3.  og sig til det: Så siger den Herre HERREN: Se, jeg kommer over
+      dig, Seirs Bjergland, og løfter min Hånd imod dig; jeg gør dig
+      til Ørk og Ødemark,
+  4.  dine Byer lægger jeg i Grus. Du selv skal blive til Ørk og
+      kende, at jeg er HERREN.
+  5.  Fordi du nærede evigt Had og i Nødens Stund overgav Israeliterne
+      til Sværdet, da deres Misgerning var fuldmoden,
+  6.  derfor, så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HERREN: Jeg
+      gør dig til Blod, og Blod skal forfølge dig; sandelig, du
+      forbrød dig ved Blod, og Blod skal forfølge dig.
+
+  7.  Jeg gør Seirs Bjergland til Ørk og Ødemark og udrydder deraf
+      enhver, som kommer og går;
+  8.  jeg fylder dets Bjerge med dræbte; på dine Høje og i dine Dale
+      og Kløfter skal de sværdslagne falde.
+  9.  Jeg gør dig til Ørk for evigt, dine Byer skal ikke bebos; og du
+      skal kende, at jeg er HERREN.
+ 10.  Fordi du sagde: "De tvende Folk og de tvende Lande skal tilhøre
+      mig, jeg vil tage dem i Eje!" skønt HERREN var der,
+ 11.  derfor, så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre HERREN: Jeg
+      vil gøre med dig efter den Vrede og det Nid, du hadefuldt
+      udviste imod dem, og jeg vil give mig til Hende for dig, når jeg
+      dømmer dig;
+ 12.  og du skal kende, at jeg er HERREN. Jeg har hørt al den Spot, du
+      udslyngede mod Israels Bjerge: "De er ødelagt, os er de givet
+      til Føde!"
+ 13.  Du gjorde dig stor imod mig med din Mund og overfusede mig med
+      Ord; jeg hørte det.
+
+ 14.  Så siger den Herre HERREN: Som det var din Glæde, at mit Land
+      blev Ørk, således vil jeg gøre med dig;
+ 15.  som det var din Glæde, at Israels Huss Arvelod blev Ørk, således
+      vil jeg gøre med dig. Ørk skal du blive, Seirs Bjergland og hele
+      Edom med; og de skal kende, at jeg er HERREN.
+
+Ezekiel 36
+
+  1.  Men du menneskesøn, profeter om Israels bjerge og sig: Israels
+      bjerge, hør Herrens ord.
+  2.  Så siger den Herre HERREN: Fordi Fjenden sagde om eder: "Ha!
+      Ørkener for stedse! De er blevet vor Ejendom!"
+  3.  derfor skal du profetere og sige: Så siger den Herre HERREN:
+      Fordi man har higet og snappet efter eder fra alle Sider, for at
+      I skulde tilfalde Resten af Folkene som Ejendom, og fordi I er
+      kommet i Folkemunde,
+  4.  derfor, Israels Bjerge, hør HERRENs Ord: Så siger den Herre
+      HERREN til Bjergene, Højene, kløfterne og Dalene, til de øde
+      Tomter og de forladte Byer, som er blevet til Rov og til Spot
+      for Resten af Folkene rundt om,
+  5.  derfor, så siger den Herre HERREN: Sandelig, i brændende
+      Nidkærhed vil jeg tale mod Resten af Folkene og mod hele Edom,
+      som med al Hjertets Glæde og Sjælens Ringeagt udså sig mit Land
+      til Ejendom for at drive indbyggerne bort og gøre det til Rov.
+  6.  Profeter derfor om Israels Land og sig til Bjergene, Højene,
+      Kløfteme og Dalene: Så siger den Herre HERREN: Se, jeg faler i
+      Nidkærhed og Harme, fordi I bærer Folkenes Hån.
+  7.  Derfor, så siger den Herre HERREN: Jeg løfter min Hånd og
+      sværger: Sandelig, Folkene rundt om eder skal selv bære deres
+      Hån.
+  8.  Og I, Israels Bjerge, skal skyde Grene og bære Frugt for mit
+      Folk Israel, thi de skal snart komme hjem.
+  9.  Thi se, jeg kommer og vender mig til eder, og I skal dyrkes og
+      tilsås;
+ 10.  jeg gør Mennesker, alt Israels Hus, mangfoldige på eder, Byerne
+      skal bebos og Ruinerne genopbygges;
+ 11.  jeg gør Mennesker og Dyr mangfoldige på eder, ja de skal blive
+      mangfoldige og frugtbare; jeg lader eder bebos som i fordums
+      Tider og gør det bedre for eder end i Fortiden; og I skal kende,
+      at jeg er HERREN.
+ 12.  Jeg lader Mennesker, mit Folk Israel, færdes på eder; de skal
+      tage dig i Eje, og du skal være deres Arvelod og ikke mere gøre
+      dem barnløse.
+ 13.  Så siger den Herre HERREN: Fordi de siger til dig: "Du er en
+      Menneskeæder, som gør dit Folk barnløst!"
+ 14.  derfor skal du ikke mere æde Mennesker eller gøre dit Folk
+      barnløst, lyder det fra den Herre HERREN.
+ 15.  Og jeg lader dig ikke mere høre Folkenes Hån, og du skal ikke
+      mere bære Folkeslagenes Spot eller gøre dit Folk harnløst, lyder
+      det fra den Herre HERREN.
+
+ 16.  HERRENs Ord kom til mig således:
+ 17.  Menneskesøn! Da Israels Slægt boedei deres Land, gjorde de det
+      urent ved deres Færd og Gerninger; som en Kvindes renhed var
+      deres Færd for mit Åsyn.
+ 18.  Så udøste jeg min Vrede over dem for det Blods Skyld, de udgød i
+      Landet, og fordi de gjorde det urent med deres Afgudsbilleder.
+ 19.  Jeg spredte dem blandt Folkene, og de strøedes ud i Landene;
+      efter deres Færd og Gerninger dømte jeg dem.
+ 20.  Således kom de til Folkene: hvor de kom hen, vanærede de mit
+      hellige Navn, idet man sagde om dem: "De der er HERRENs Folk, og
+      dog måtte de ud af hans Land!"
+ 21.  Da ynkedes jeg over mit hellige Navn, som Israels Hus vanærede
+      blandt de Folk, de kom til.
+ 22.  Sig derfor til Israels Hus: Så siger den Herre HERREN: Det er
+      ikke for eders Skyld, jeg griber ind, Israels Hus, men for mit
+      hellige Navns Skyld, som I har vanæret blandt de Folk, I kom
+      til.
+ 23.  Jeg vil hellige mit store Navn, som vanæres blandt Folkene, idet
+      I har vanæret det iblandt dem; og Folkene skal kende, at jeg er
+      HERREN, lyder det fra den Herre HERREN, når jeg helliger mig på
+      eder for deres Øjne.
+ 24.  Jeg vil hente eder fra Folkene, samle eder fra alle Lande og
+      bringe eder til eders Land.
+ 25.  Da stænker jeg rent Vand på eder, så I bliver rene; jeg renser
+      eder for al eders Urenhed og alle eders Afgudsbilleder.
+ 26.  Jeg giver eder et nyt Hjerte, og en ny Ånd giver jeg i eders
+      Indre; Stenhjertet tager jeg ud af eders Kød og giver eder et
+      Kødhjerte.
+ 27.  Jeg giver min Ånd i eders Indre og virker, at I følger mine
+      Vedtægter og tager Vare på at holde mine Lovbud,
+ 28.  I skal bo i det Land, jeg gav eders Fædre, og I skal være mit
+      Folk, og jeg vil være eders Gud.
+ 29.  Jeg frelser eder fra al eders Urenbed; jeg kalder Kornet frem og
+      mangfoldiggør det og sender ikke mere Hungersnød over eder.
+ 30.  Jeg mangfoldiggør Træernes Frugter og Markens Afgrøde, for at I
+      ikke mere skal tage en Hungersnøds Skændsel på eder blandt
+      Folkene.
+ 31.  Da skal I ihukomme eders onde Veje og eders Gerninger, som ikke
+      var gode, og ledes ved eder selv over eders Misgerninger og
+      Vederstyggeligheder.
+ 32.  Ikke for eders Skyld griber jeg ind, lyder det fra den Herre
+      HERREN, det være eder kundgjort! Skam jer og blues over eders
+      Veje, Israels Hus!
+ 33.  Så siger den Herre HERREN: Den Dag jeg renser eder for alle
+      eders Misgerninger, lader jeg Byerne bebos, og Ruinerne skal
+      genopbygges;
+ 34.  det ødelagte Land skal dyrkes, i Stedet for at det har været en
+      Ødemark for alles Øjne, som kom forbi.
+ 35.  Da skal man sige: "Dette Land, som var ødelagt, er blevet som
+      Edens Have, og Byerne, som var omstyrtet, ødelagt og nedrevet,
+      er befæstet og beboet."
+ 36.  Og Folkene, der er tilhage rundt om eder, skal kende, at jeg,
+      HERREN, har opbygget de nedrevne Byer og tilplantet det ødelagte
+      Land; jeg, HERREN, har talet, og jeg fuldbyrder det.
+
+ 37.  Så siger den Herre HERREN: Også dette vil jeg gøre for Israels
+      Hus på deres Bøn: Jeg vil gøre dem mangfoldige som en Hjord af
+      Mennesker;
+ 38.  som en Hjord af Offerdyr, som Jerusalems Fårehjorde på dets
+      Højtider skal de omstyrtede Byer blive fulde af Menneskehjorde;
+      og de skal kende, at jeg er HERREN.
+
+Ezekiel 37
+
+  1.  Herrens hånd kom over mig, og han førte mig i ånden ud og satte
+      mig midt i dalen. Den var fuld af Ben;
+  2.  og han førte mig rundt omkring dem, og se, de lå i store Mængder
+      ud over Dalen, og se, de var aldeles tørre.
+  3.  Derpå sagde han til mig: "Menneskesøn! kan disse Ben blive
+      levende?" Jeg svarede: "Herre, HERRE, du ved det!"
+  4.  Så sagde han til mig: Profeter over disse Ben og sig til dem: I
+      tørre Ben, hør HERRENs Ord!
+  5.  Så siger den Herre HERREN til disse Ben: Se, jeg bringer Ånd i
+      eder, så I bliver levende.
+  6.  Jeg lægger Sener om eder, lader Kød vokse frem på eder,
+      overtrækker eder med Hud og indgiver eder Ånd, så I bliver
+      levende; og I skal kende, at jeg er HERREN.
+
+  7.  Så profeterede jeg, som mig var pålagt, og der hørtes en Lyd, da
+      jeg profeterede, og se, der hørtes Raslen, og Benene nærmede sig
+      hverandre.
+  8.  Og jeg skuede, og se, der kom Sener på dem, Kød voksede frem, og
+      de blev overtrukket med Hud, men der var ingen Ånd i dem.
+  9.  Så sagde han til mig: Profeter og tal til Ånden, profeter, du
+      Menneskesøn, og sig til dem: Så siger den Herre HERREN: Ånd, kom
+      fra de fre Verdenshjørner og blæs på disse dræbte, at de må
+      blive levende!
+ 10.  Da profeterede jeg, som han bød mig, og Ånden kom i dem, og de
+      blev levende og rejste sig på deres Fødder, en såre, såre stor
+      Hær.
+
+ 11.  Derpå sagde han til mig: Menneskesøn! Disse Ben er alt Israels
+      Hus. Se, de siger: "Vore Ben er tørre, vort Håb er svundet, det
+      er ude med os!"
+ 12.  Profeter derfor og sig til dem: Så siger den Herre HERREN: Se,
+      jeg åbner eders Grave og fører eder ud af dem, mit Folk, og
+      bringer eder til Israels Land;
+ 13.  og I skal kende, at jeg er HERREN, når jeg åbner eders Grave og
+      fører eder ud af dem, mit Folk.
+ 14.  Jeg indgiver eder min Ånd, så I bliver levende, og jeg bosætter
+      eder i eders Land; og I skal kende, at jeg er HERREN; jeg har
+      talet, og jeg fuldbyrder det, lyder det fra HERREN.
+
+ 15.  HERRENs Ord kom til mig således:
+ 16.  Du, Menneskesøn, tag dig et Stykke Træ og skriv derpå: Juda og
+      hans Medbrødre blandt Israeliterne! Tag så et andet Stykke Træ
+      og skriv derpå: Josef Efraims Træ og hans Medbrødre, alt Israels
+      Hus!
+ 17.  Føj dem så sammen til eet Stykke, så de bliver eet i din Hånd.
+ 18.  Og når så dine Landsmænd siger til dig: "Vil du ikke sige os,
+      hvad du mener dermed?"
+ 19.  sig så til dem: Så siger den Herre HERREN: Se, jeg tager Josefs
+      Træ", som var i Efraims Hånd, og Israels Stammer, hans
+      Medbrødre, og føjer dem til Judas Træ og gør dem til eet Stykke
+      og de skal blive eet i Judas Hånd.
+ 20.  Og Træstykkerne, du skrev på, skal være i din Hånd, så de kan se
+      dem.
+ 21.  Tal så til dem: Så siger den Herre HERREN: Se, jeg henter
+      Israeliterne fra Folkene, til hvilke de vandrede hen, og samler
+      dem alle Vegne fra og bringer dem til deres Land.
+ 22.  Jeg gør dem til eet Folk i Landet på Israels Bjerge; og de skal
+      alle have en og samme Konge og ikke mere være to Folk eller delt
+      i to Riger.
+ 23.  De skal ikke mere gøre sig urene ved deres Afgudsbilleder og
+      væmmelige Guder eller alle deres Overtrædelser, og jeg vil
+      frelse dem fra alt deres Frafald, hvormed de forsyndede sig, og
+      rense dem, og de skal være mit Folk, og jeg vil være deres Gud.
+ 24.  Min Tjener David skal være Konge over dem, og alle skal de have
+      en og samme Hyrde. De skal følge mine Lovbud og holde mine
+      Vedtægter og gøre efter dem.
+ 25.  De skal bo i det Land, jeg gav min Tjener Jakob, der hvor deres
+      Fædre boede; de skal bo der til evig Tid, de, deres Børn og
+      Børnebørn; og min Tjener David skal være deres Fyrste evindelig.
+ 26.  Jeg slutter en Fredspagt med dem, en evig Pagt skal det være; og
+      jeg gør dem mangfoldige og sætter min Helligdom i deres Midte
+      evindelig;
+ 27.  min Bolig skal være over dem; jeg vil være deres Gud, og de skal
+      være mit Folk.
+ 28.  Og Folkene skal kende, at jeg er HERREN, som helliger Israel,
+      når min Helligdom bliver i deres Midte evindelig
+
+Ezekiel 38
+
+  1.  HERRENs Ord kom til mig således:
+  2.  Menneskesøn, vend dit Ansigt mod Gog i Magogs Land, Fyrsten over
+      Rosj, Mesjek og Tubal, og profeter imod ham
+  3.  og sig: Så siger den Herre HERREN: Se, jeg kommer over dig, Gog,
+      Fyrste over Rosj, Mesjek og Tubal.
+  4.  Jeg vender dig og sætter Kroge i dine Kæber og trækker dig frem
+      med hele din Hær, Heste og Ryttere, alle i smukke Klæder, en
+      vældig Skare med store og små Skjolde, alle med Sværd i Hånd.
+  5.  Persere, Ætiopere og Putæere er med dem, alle med Skjold og
+      Hjelm,
+  6.  Gomer med alle dets Hobe, Togarmas Hus fra det yderste Nord med
+      alle dets Hobe, mange Folkeslag er med.
+  7.  Rust dig og hold dig rede med hele din Skare, som er samlet om
+      dig, og vær mig rede til Tjeneste.
+  8.  Lang Tid herefter skal der komme Bud efter dig; ved Årenes
+      Fjende skal du overfalde et Land, som atter er unddraget
+      Sværdet, et Folk, som fra mange Folkeslag er sanket sammen på
+      Israels Bjerge, der stadig lå øde hen, et Folk, som er ført bort
+      fra Folkeslagene og nu bor trygt til Hobe.
+  9.  Du skal trække op som et Uvejr og komme som en Sky og oversvømme
+      Landet, du og alle dine Hobe og de mange Folkeslag, som følger
+      dig.
+
+ 10.  Så siger den Herre HERREN: På hin Dag skal en Tanke stige op i
+      dit Hjerte, og du skal oplægge onde Råd
+ 11.  og sige: "Jeg vil drage op imod et åbent Land og overfalde
+      fredelige Folk, som bor trygt, som alle bor uden Mure og hverken
+      har Portstænger eller Porte,
+ 12.  for at gøre Bytte og røve Rov, lægge Hånd på genopbyggede ruiner
+      og på et Folk, der er indsamlet fra Folkene og vinder sig Fæ og
+      Gods, og som bor på Jordens Navle."
+ 13.  Sabæerne og Dedaniterne, Tarsiss Købmænd og alle dets
+      Handelsfolk skal sige til dig: "Kommer du for at gøre Bytte, har
+      du samlet din Skare for at røve Rov, for at bortføre Sølv og
+      Guld, rane Fæ og Gods og gøre et vældigt Bytte?"
+ 14.  Profeter derfor, Menneskesøn, og sig til Gog: Så siger den Herre
+      HERREN: Ja, på hin Dag skal du bryde op, medens mit Folk Israel
+      bor trygt,
+ 15.  og komme fra din Hjemstavn yderst i Nord, du og de mange
+      Folkeslag, der følger dig, alle til Hest, en stor Skare, en
+      vældig Hær;
+ 16.  som en Sky skal du drage op mod mit Folk Israel og oversvømme
+      Landet. I de sidste Dage skal det ske; jeg fører dig imod mit
+      Land; og Folkene skal kende mig, når jeg for deres Øjne helliger
+      mig på dig, Gog.
+ 17.  Så siger den Herre HERREN: Er det dig, jeg talede om i gamle
+      dage ved mine Tjenere, Israels Profeter, som profeterede i hine
+      Tider, at jeg vilde bringe dig over dem?
+
+ 18.  Men på hin dag, når Gog overfalder Israels Land, lyder det fra
+      den Herre HERREN, vil jeg give min Vrede Luft.
+ 19.  I Nidkærhed, i glødende Vrede udtaler jeg det: Sandelig, på hin
+      Dag skal et vældigt Jordskælv komme over Israels Land;
+ 20.  for mit Åsyn skal Havets Fisk, Himmelens Fugle, Markens vilde
+      Dyr og alt kryb på Jorden og alle Mennesker på Jordens Flade
+      skælve, Bjergene skal styrte, Klippevæggene falde og hver Mur
+      synke til Jord.
+ 21.  Jeg nedkalder alle Rædsler over ham, lyder det fra den Herre
+      HERREN; den enes Sværd skal rettes mod den anden;
+ 22.  jeg går i Rette med ham med Pest og Blod, med Regnskyl og
+      Haglsten; Ild og Svovl lader jeg regne over ham, hans Hobe og de
+      mange Folkeslag, som følger ham.
+ 23.  Jeg viser mig stor og hellig og giver mig til Kende for de mange
+      Folks Øjne; og de skal kende, at jeg er HERREN.
+
+Ezekiel 39
+
+  1.  Du, Menneskesøn, Profeter mod Gog og sig: Så siger den Herre
+      HERREN. Se, Jeg kommer over dig, Gog, Fyrste over Rosj, Mesjek
+      og Tubal!
+  2.  Jeg vender dig, leder dig og fører dig op fra det yderste Nord
+      og bringer dig til Israels Bjerge.
+  3.  Så slår jeg Buen ud af din venstre Hånd og lader Pilene falde ud
+      af din højre.
+  4.  På Israels Bjerge skal du falde, du og alle dine Hobe og
+      Folkeslagene, der følger dig; jeg giver dig til Føde for alle
+      Hånde Rovfugle og Markens vilde Dyr.
+  5.  I åben Mark skal du falde, så sandt jeg har talet, lyder det fra
+      den Herre HERREN.
+  6.  Og jeg sætter Ild på Magog og på de fjerne Strandes trygge
+      Indbyggere; og de skal kende, at jeg er HERREN.
+  7.  Mit hellige Navn kundgør jeg midt i mit Folk Israel, og jeg vil
+      ikke mere vanhellige mit hellige Navn; og Folkene skal kende, at
+      jeg er HERREN, den Hellige i Israel.
+  8.  Se, det kommer, det skal ske, lyder det fra den Herre HERREN;
+      det er Dagen, jeg har talet om.
+  9.  Så skal Indbyggerne i Israels Byer gå ud og gøre Ild på og tænde
+      op med Rustninger, små og store Skjolde, Buer, Pile, Håndstave
+      og Spyd; og de skal bruge det til at gøre Ild med i syv År.
+ 10.  De skal ikke hente Træ i Marken eller hugge Brænde i Skovene,
+      men gøre Ild på med Rustningerne. De skal plyndre dem, de
+      plyndredes af, og hærge dem, de hærgedes af, lyder det fra den
+      Herre HERREN.
+ 11.  Og på hin Dag giver jeg Gog et Gravsted i Israel,
+      Vandringsmændenes dal østen for Havet, og den skal spærre Vejen
+      for Vandringsmænd; der skal de jorde Gog og hele hans larmende
+      Hob og kalde Stedet: Gogs larmende Hobs dal.
+ 12.  Israels Hus skal have hele syv Måneder til at jorde dem og
+      således rense Landet.
+ 13.  Alt folket i Landet skal jorde dem, og det skal tjene til deres
+      Ros, på den Dag jeg herliggør mig, lyder det fra den Herre
+      HERREN.
+ 14.  Man skal udvælge fast Mandskab til at drage Landet rundt og søge
+      efter dem, der er blevet tilbage ud over Landet, for at rense
+      det; når syv Måneder er gået, skal de skride til at søge;
+ 15.  og når de vandrer Landet rundt og en får Øje på Menneskeknogler,
+      skal han sætte et Mærke derved, for at Graverne kan jorde dem i
+      Gogs larmende Hobs Dal;
+ 16.  også skal en By have Navnet Hamona". Således skal de rense
+      Landet.
+ 17.  Og du, Menneskesøn! Så siger den Herre HERREN: Sig til alle
+      Fugle og alle Markens vilde Dyr: Saml eder og kom hid, kom
+      sammen alle Vegne fra til mit Slagtoffer, som jeg slagter for
+      eder, et vældigt Slagtoffer på Israels Bjerge; I skal æde Kød og
+      drikke Blod!
+ 18.  Kød af Helte skal I æde, Blod af Jordens Fyrster skal I drikke,
+      Vædre, Får, Bukke og Tyre, alle fedet i Basan.
+ 19.  I skal æde eder mætte i Fedt og drikke eder drukne i Blod af mit
+      Slagtoffer, som jeg slagter for eder.
+ 20.  I skal mætte eder ved mit Bord med Køreheste og Rytterheste,
+      Helte og alle Hånde Krigsfolk, lyder det fra den Herre HERREN.
+
+ 21.  Jeg åbenbarer min Herlighed blandt Folkene, og alle Folkene skal
+      skue den Dom, jeg fuldbyrder, og min Hånd, som jeg lægger på
+      dem.
+ 22.  Israels Hus skal kende, at jeg, HERREN, er deres Gud fra hin Dag
+      og fremdeles;
+ 23.  og Folkene skal kende, at Israels Hus vandrede i Landflygtighed
+      for deres Misgerningers Skyld, fordi de var troløse imod mig, så
+      jeg skjulte mit Åsyn for dem og gav dem i deres Fjenders Hånd,
+      hvorfor de alle faldt for Sværdet.
+ 24.  Efter deres Urenhed og deres Overtrædelser handlede jeg med dem
+      og skjulte mit Åsyn for dem.
+ 25.  Derfor, så siger den Herre HERREN; Nu vil jeg vende Jakobs
+      Skæbne, forbarme mig over alt Israels Hus og være nidkær for mit
+      hellige Navn;
+ 26.  og de skal glemme deres Skændsel og al den Troløshed, de viste
+      mig, når de bor trygt i deres Land, uden at nogen skræmmer,
+ 27.  når jeg fører dem tilbage fra Folkeslagene, samler dem fra deres
+      Fjenders Lande og helliger mig på dem for mange Folks Øjne.
+ 28.  Og de skal kende, at jeg er HERREN deres Gud, når jeg efter at
+      have ført dem i Landflygtighed blandt Folkene samler dem i deres
+      Land uden at lade nogen af dem blive tilbage derude
+ 29.  og ikke mere skjuler mit Åsyn for dem, da jeg har udgydt min Ånd
+      over Israels Hus, lyder det fra den Herre HERREN.
+
+Ezekiel 40
+
+  1.  I det fem og tyvende år efter at vi var ført i landflygtighed,
+      ved nytårstide, på den tiende dag i Måneden i det fjortende År
+      efter Byens indtagelse, netop på den Dag kom HERRENs Hånd over
+      mig, og han førte mig
+  2.  i Guds Syner til Israels Land og satte mig på et såre højt
+      Bjerg, og på det var der bygget noget som en By mod Syd;
+  3.  og da han havde ført mig derhen, se, da var der en Mand som
+      Kobber at se til med en Hørgarnssnor og en Målestang i Hånden,
+      og han stod ved Porten.
+  4.  Manden sagde til mig: "Menneskesøn, se med dine Øjne, hør med
+      dine Ører og læg vel Mærke til alt, hvad jeg viser dig; thi du
+      er ført hid, for at jeg skal vise dig det.  Kundgør Israels Hus
+      alt, hvad du ser!"
+
+  5.  Og se, der var en Mur uden om Templet til alle Sider.  Manden
+      holdt i Hånden en Målestang. som var seks Alen lang, en Alen en
+      Håndsbred længere end sædvanlig", og han målte Muren; den var
+      eet Mål bred og eet Mål høj.
+  6.  Så gik han op ad syv Trappetrin ind i den Port, hvis Forside
+      vendte mod Øst; og han målte Portens Tærskel til eet Mål i
+      Bredden,
+  7.  hvert af Portens Siderum ligeledes til eet Mål i Længden og eet
+      i Bredden, Murpillerne mellem Siderummene til fem Alen og
+      Tærskelen ved Portens Forhal på den Side,
+  8.  der vendte indad i Porten, til eet Mål.
+  9.  Og han målte Portens Forhal til otte Alen og dens Murpiller til
+      to; Portens Forhal lå på indersiden.
+ 10.  Portens Siderum, tre på hver Side, lå over for hverandre; de var
+      lige store alle tre; også Murpillerne på begge Sider var lige
+      store.
+ 11.  Så målte han Portindgangens Bredde til ti Alen og Portgangens
+      til tretten.
+ 12.  Foran Siderummene var der på begge Sider afspærrede Pladser på
+      een Alen, og selve Siderummene på begge Sider var seks Alen.
+ 13.  Så målte han Porten fra Indervæggen i et Siderum til Indervæggen
+      i Siderummet lige overfor til en Bredde af fem og tyve Alen, Dør
+      over for Dør.
+ 14.  Så målte han Forhallen til tyve Alen; og Forgården omgav Portens
+      Forhal".
+ 15.  Fra Portens Forside udad til Portforhallens Forside indad var
+      der halvtredsindstyve Alen.
+ 16.  Porten havde på begge Sider Gittervinduer, som udvidede sig
+      indad i Siderummene og deres Murpiller; ligeledes havde
+      Forhallen på alle Sider Vinduer, som udvidede sig indad. På
+      Murpillerne til begge Sider var der Palmer.
+
+ 17.  Derpå førte han mig ind i den ydre Forgård. Og se, der var
+      Kamre, og Forgården rundt var der et stenlagt Stykke; der var
+      tredive Kamre på Stenlægningen.
+ 18.  Det stenlagte Stykke stødte op til Portenes Sidemure, lige så
+      bredt som Portene var lange; det var den nedre Stenlægning.
+ 19.  Han målte Forgårdens Bredde fra den nedre Ports indre Forside
+      til den indre Ports ydre Forside til hundrede Alen. Og han førte
+      mig mod Nord,
+ 20.  og se, der var en Port, som vendte mod Nord, i den ydre Forgård,
+      og han målte dens Længde og Bredde.
+ 21.  Den havde tre Siderum til hver Side, og Murpillerne og Forhallen
+      havde samme Mål som i den første Port; den var halvtredsindstyve
+      Alen lang og fem og tyve Alen bred.
+ 22.  Vinduer, Forhal og Palmer havde samme Mål som i den Port, hvis
+      Forside vendte mod Øst; ad syv Trin steg man op dertil, og
+      Forhallen lå inderst inde.
+ 23.  En Port til den indre Forgård lå over for Nordporten, ligesom
+      Forholdet var ved Østporten; og han målte fra Port til Port
+      hundrede Alen.
+ 24.  Så førte han mig mod Syd og se, der var også en Port mod Syd, og
+      han målte dens Murpiller og Forhal; de havde samme Mål som de
+      andre.
+ 25.  Porten og dens Forhal havde Vinduer af samme Slags som de
+      andre. Den var halvtredsindstyve Alen lang og fem og tyve Alen
+      bred;
+ 26.  syv Trin førte op til den; Forhallen lå inderst inde, og der var
+      Palmer på Murpillerne til begge Sider.
+ 27.  Endelig var der en Port til den indre Forgård over for
+      Sydporten: han målte hundrede Alen fra Port til Port.
+
+ 28.  Derpå førte han mig til den indre Forgård gennem Sydporten, og
+      den målte han; den havde samme Størrelse som de andre,
+ 29.  og dens Siderum, Murpiller og Forhal havde samme Størrelse som
+      de andre; Porten og dens Forhal havde Vinduer rundt om. Den var
+      halvtredsindstyve Alen lang og fem og tyve Alen bred.
+ 30.  (Der var Forhaller rundt om, fem og tyve Alen lange og fem
+      Alenbrede.
+ 31.  Forhallen vendte ud mod den ydre Forgård med Palmer på
+      Murpillerne, og otte Trin dannede dens Opgang.
+ 32.  Så førte han mig til Østporten og målte denne Port; den havde
+      samme Størrelse som de andre,
+ 33.  og Siderum, Murpiller og Forgård havde samme Størrelse som de
+      andre; Porten og dens Forhal havde Vinduer rundt om. Den var
+      halvtredsindstyve Alen lang og fem og tyve Alen bred.
+ 34.  Forhallen vendte ud mod den ydre Forgård med Palmer på
+      Murpillerne til begge Sider, og otte Trin dannede dens Opgang.
+ 35.  Så førte han mig til Nordporten og målte den; den havde samme
+      Størrelse som de andre,
+ 36.  ligeledes Siderum, Murpiller og Forhal; Porten og dens Forhal
+      havde Vinduer rundt om. Den var halvtredsindstyve Alen lang og
+      fem og tyve Alen bred.
+ 37.  Forhallen vendte ud mod den ydre Forgård med Palmer på
+      Murpillerne til begge Sider, og otte Trin dannede dens Opgang.
+
+ 38.  Derpå vendte han sig til det Indre, idet han førte mig til
+      Østporten; der skyllede man Brændofferet
+ 39.  Og i Portens Forhal stod to Borde på den ene Side og to på den
+      anden til at slagte Brændofferet, Syndofferet og Skyldofferet
+      på.
+ 40.  Også ved det ydre Hjørne, mod Nord når man steg op i
+      Portindgangen, stod to Borde og ved Portforhallens andet Hjørne
+      andre to,
+ 41.  fire Borde på hver Side ved Portens Hjørner, i alt otte. På dem
+      slagtede man Slagtofferet.
+ 42.  Og, til Brændofferet stod der tre Kvaderstensborde, halvanden
+      Alen lange, halvanden Alen brede og en Alen høje; på dem lagde
+      man de Redskaber, med hvilke man slagtede Brændofferet og
+      Slagtofferet.
+ 43.  De havde hele Vejen rundt en Rand på en Håndsbred, der vendte
+      indad; og oven over Bordene var der Tage til Værn mod Regn og
+      Sol. Derpå førte han mig atter
+ 44.  til den indre Forgård, og se, der var to Kamre, et ved
+      Nordportens Hjørne med Forsiden mod Syd og et andet ved
+      Sydportens Hjørne med Forsiden mod Nord.
+ 45.  Og han sagde til mig: "Kammeret her, hvis Forside vender mod
+      Syd, er for Præsterne, der tager Vare på, hvad der er at
+      varetage i Templet,
+ 46.  og Kammeret der, hvis Forside vender mod Nord, er for Præsterne,
+      der tager Vare på, hvad der er at varetage ved Alteret. Det er
+      Zadoks Sønoer, som alene af Levis Sønner må nærme sig HERREN for
+      at tjene ham."
+ 47.  Så målte han Forgården; den var hundrede Alen lang og hundrede
+      Alen bred i Firkant; og Alteret stod foran Templet.
+
+ 48.  Derpå førte han mig til Templets Forhal og målte Forhallens
+      Piller" ; de var fem Alen brede på begge Sider; Porten var
+      fjorten Alen bred og dens Sidevægge tre Alen på begge Sider,
+ 49.  og Forhallen var tyve Alen lang og tolv Alen bred. Ad ti Trin
+      steg man op til den; og der stod Søjler op ad Pillerne, een på
+      hver Side.
+
+Ezekiel 41
+
+  1.  Derpå førte han mig til det hellige og målte pillerne, de var
+      seks Al brede på begge Sider;
+  2.  Indgangen var ti Alen bred, dens Sidevægge fem Alen til begge
+      Sider; og han målte dets Længde til fyrretyve Alen og Bredden
+      til tyve.
+
+  3.  Derpå gik han ind i Inderhallen og målte indgangens Piller; de
+      var to Alen, og Indgangen var seks Alen bred og Sidevæggene syv
+      Alen brede til begge Sider.
+  4.  Og han målte dets Længde til tyve Alen og Bredden til tyve ud
+      for Tempelrummet. Og han sagde til mig: "Dette er det
+      Allerhelligste."
+
+  5.  Derpå målte han Templets Mur; den var seks Alen bred; og
+      Tilbygningen var fire Alen bred Templet rundt.
+  6.  Tilbygningen lå Rum ved Rum, tre Aum oven på hverandre tredive
+      Gange, og der var Fremspring, så Bjælkerne ikke greb ind i
+      Templets Mur.
+  7.  Således var Tilbygningens Rum bredere og bredere opad, efter som
+      Tempelmuren var trukket tilbage opad, Templet rundt. Fra det
+      nederste Stokværk steg man op til det mellemste, og derfra op
+      til det øverste.
+  8.  Og jeg så ved Templet en ophøjet brolagt Plads hele Vejen
+      rundt. Tilbygningens Grundmure var et fuldt Mål høje, seks Alen
+      til Kanten.
+  9.  Tilbygningens Ydermur var fem Alen bred. Der var en åben Plads
+      langs Templets Tilbygning.
+ 10.  En afspærret Plads, tyve Alen bred, omgav Templet på alle Sider.
+ 11.  Tilbygningens Døre førte ud til den åbne Plads, en Dør mod Nord
+      og en anden mod Syd; og den åbne Plads var fem Alen bred på alle
+      Sider.
+
+ 12.  Den Bygning, som lå ved den afspærrede Plads imod Vest, var
+      halvfjerdsindstyve Alen bred, dens Mur var fem Alen tyk til alle
+      Sider, og den var halvfemsindstyve Alen lang.
+
+ 13.  Han målte Templet; det var hundrede Alen langt; den afspærrede
+      Plads tillige med Bagbygningen og dens Mure var hundrede Alen
+      lang,
+ 14.  og Templets Forside tillige med den afspærrede Plads mod Øst var
+      hundrede Alen bred.
+
+ 15.  Og han målte Længden af Bagbygningen langs den afspærrede Plads,
+      som lå bag den; den var hundrede Alen. Det Hellige, Inderhallen
+      og den ydre Forhal
+ 16.  var træklædt. Vinduer, som udvidede sig indad, gav Lys rundt om
+      i alle tre Rum, og Væggene derinde var klædt med Træ rundt om
+      fra Gulv til Vinduer,
+ 17.  og fra Indgangens Sidevægge til det indre Rum var der Væggen
+      rundt
+ 18.  udskåret Arbejde, Keruber og Palmer, en Palme mellem to Keruber;
+      Keruberne havde to Ansigter;
+ 19.  Menneskeansigtet vendte mod Palmen på den ene Side og
+      Løveansigtet mod Palmen på den anden Side; således var der gjort
+      hele Templet rundt.
+ 20.  Fra Gulv til Vinduer var der fremstillet Keruber og Palmer på
+      det Helliges Væg.
+ 21.  Ved Indgangen til det Hellige var der firkantede
+      Dørstolper. Foran Helligdommen var der noget, der så ud som
+ 22.  et Træalter, tre Alen højt, to Alen langt og to Alen bredt; det
+      havde Hjørner, og dets Fodstykke og Vægge var af Træ. Og han
+      sagde til mig: "Dette er Bordet, som står for HERRENs Åsyn."
+ 23.  Det Hellige havde to Dørfløje;
+ 24.  ligeledes havde Helligdommen to Dørfløje; hver Fløj var to
+      bevægelige Dørflader, to på hver Fløj.
+ 25.  Og på dem var der fretillet Keruber og Palmer ligesom på
+      Væggene. Der var et Trætag uden for Forhallen.
+ 26.  Der var gitrede Vinduer og Palmer på Forhallens Sidevægge til
+      begge Sider..."
+
+Ezekiel 42
+
+  1.  Derpå førte han mig ud i den indre forgård i nordlig retning, og
+      han førte mig til Kamrene, som lå ud imod den afspærrede Plads
+      og Bagbygningen, nogle på den ene Side, andre på den anden.
+  2.  Længden var hundrede Alen og Bredden halvtredsindstyve.
+  3.  Over for Portene, som hørte til den indre Forgård, og over for
+      Stenbroen, som hørte til den ydre Forgård, var der Gang over for
+      Gang i tre Stokværk.
+  4.  Foran Kamrene var der en Forgang, ti Alen bred og hundrede Alen
+      lang, og deres Døre vendte mod Nord.
+  5.  De øvre Kamre var de snævreste, thi Gangen tog noget af deres
+      Plads, så at de var mindre end de nederste og mellemste.
+  6.  Thi de havde tre Stokværk og ingen Søjler svarende til den ydre
+      Forgårds; derfor var de øverste snævrere end de nederste og
+      mellemste.
+  7.  Der løb en Mur udenfor langs Kamrene i Retning af den ydre
+      Forgård; foran Kamrene var dens Længde halvtredsindstyve Alen;
+  8.  thi Kamrene, som lå ved den ydre Forgård, havde en samlet Længde
+      af halvtredsindstyve Alen, og de lå over for hine, i alt
+      hundrede Alen.
+  9.  Neden for disse Kamre var indgangen på Østsiden, når man gik ind
+      i dem fra den ydre Forgård,
+ 10.  ved Begyndelsen af den ydre Mur. Derpå førte han mig mod Syd; og
+      der var også Kamre ud imod den afspærrede Plads og Bagbygningen
+ 11.  med en Gang foran; de så ud som Kamrene mod Nord; havde samme
+      Længde og Bredde, og alle Udgange var her som hist, ligesom de
+      var indrettet på samme Måde.
+ 12.  Men deres Døre vendte mod Syd..."
+ 13.  Og han sagde til mig: "Kamrene mod Nord og Syd, som ligger ud
+      mod den afspærrede Plads, er de hellige Kamre, hvor Præsterne,
+      der nærmer sig HERREN, skal spise det højhellige; der skal de
+      gemme det højhellige, Afgrødeofrene, Syndofrene og Skyldofrene,
+      thi Stedet er helligt;
+ 14.  og når Præsterne træder ind - de må ikke fra Helligdommen træde
+      ud i den ydre Forgård - skal de der nedlægge deres Klæder, som
+      de gør Tjeneste i, da de er hellige, og iføre sig andre Klæder;
+      da først må de nærme sig det, der hører Folket til."
+
+ 15.  Da han var til Ende med at udmåle Templets Indre, førte han mig
+      hen til den Port, hvis Forside vendte mod Øst, og målte til alle
+      Sider;
+ 16.  han målte med Målestangen Østsiden; den var efter Målestangen
+      500 Alen; så vendte han sig og
+ 17.  målte med Målestangen Nordsiden til 500 Alen;
+ 18.  så vendte han sig og målte med Målestangen Sydsiden til 500
+      Alen;
+ 19.  og han vendte sig og målte med Målestangen Vestsiden til 500
+      Alen.
+ 20.  Til alle fire Sider målte han Pladsen; og der var en Mur rundt
+      om, 500 Alen lang og 500 Alen bred, til at sætte Skel mellem
+      det, som er helligt, og det, som ikke er helligt.
+
+Ezekiel 43
+
+  1.  Derpå førte han mig hen til Østporten.
+  2.  Og se Israels Guds Herlighed kom østerfra, og det lød som mange
+      Vandes Brus, og Jorden lyste af hans Herlighed.
+  3.  Synet var som det, jeg havde set, da han kom for at ødelægge
+      Byen, og Vognen så ud som den, jeg havde set ved Floden
+      Kebar. Da faldt jeg på mit Ansigt.
+  4.  Og HERRENs Herlighed drog ind i Templet gennem den Port, hvis
+      Forside vendte mod Øst.
+  5.  Men Ånden løftede mig op og bragte mig ind i den indre Forgård,
+      og se, HERRENs Herlighed fyldte Templet.
+  6.  Og jeg hørte en tale til mig ud fra Templet, medens Manden stod
+      ved Siden af mig,
+  7.  og han sagde: Menneskesøn! Her er min Trones og mine Fodsålers
+      Sted, hvor jeg vil bo midt iblandt Israeliterne til evig
+      Tid. Israels Hus skal ikke mere vanhellige mit hellige Navn,
+      hverken de eller deres konger, med deres Bolen eller deres
+      kongers Lig,
+  8.  de, som satte deres Tærskel lige ved min og deres Dørstolper
+      lige ved mine, kun med en Mur imellem mig og dem, og
+      vanhelligede mit hellige Navn ved de Vederstyggeligheder, de
+      øvede, så jeg måtte tilintetgøre dem i min Vrede.
+  9.  Nu skal de fri mig for deres Bolen og deres Kongers Lig, så jeg
+      kan bo iblandt dem til evig Tid.
+ 10.  Men du, Menneskesøn, giv Israels Hus en Beskrivelse af Templet,
+      dets Udseende og Form, at de må skamme sig over deres
+      Misgerninger.
+ 11.  Og dersom de skammer sig over alt, hvad de har gjort, så kundgør
+      dem Templets Omrids og Indretning, dets Udgange og Indgange, et
+      helt Billede deraf; ligeledes alle Vedtægter og Love derom; og
+      skriv det op for deres Øjne, at de må mærke sig Billedet i sin
+      Helhed og alle Vedtægterne og holde dem.
+ 12.  Dette er Loven om Templet: På Bjergets Tinde skal alt dets
+      Område til alle Sider være højhelligt; se, det er Loven om
+      Templet.
+
+ 13.  Følgende er Alterets Mål i Alen, en Alen en Håndsbred længere
+      end sædvanlig: Foden var en Alen høj og en Alen bred, Kantlisten
+      Randen rundt et Spand høj. Om Alterets Højde gælder følgende:
+ 14.  Fra Foden underneden op til det nederste Fremspring to Alen med
+      en Alens Bredde; og fra det lille Fremspring til det store fire
+      Alen med en Alens Bredde.
+ 15.  Ildstedet var fire Alen højt, og fra Ildstedet ragede fire Horn
+      i Vejret.
+ 16.  Ildstedet var tolv Alen langt og tolv Alen bredt, så det dannede
+      en ligesidet Firkant.
+ 17.  Det store Fremspring var fjorten Alen langt og fjorten Alen
+      bredt på alle fire Sider; det lille Fremspring seksten Alen
+      langt og seksten Alen bredt på alle fire Sider; Kantlisten rundt
+      om en halv Alen bred og Foden en Alen bred rundt om. Trappen var
+      på Østsiden.
+ 18.  Og han sagde til mig: Menneskesøn! Så siger den Herre HERREN:
+      Følgende er Vedtægteme om Alteret, på den Dag det bygges til at
+      ofre Brændofre og sprænge Blod på:
+ 19.  Så lyder det fra den Herre HERREN: Levitpræsterne, som
+      nedstammer fra Zadok og må nærme sig mig for at gøre Tjeneste
+      for mig, skal du give en ung Tyr til Syndoffer;
+ 20.  og du skal tage noget af dens Blod og stryge det på Alterets
+      fire Horn, på Fremspringets fire Hjørner og på Kantlisten rundt
+      om og således rense det for Synd og fuldbyrde Soningen for det.
+ 21.  Og du skal tage Syndoffertyren og brænde den ved Tempelvagten
+      uden for Helligdommen.
+ 22.  Næste Dag skal du bringe en lydefri Gedebuk som Syndoffer, og de
+      skal rense Alteret for Synd, ligesom de rensede det med Tyren.
+ 23.  Og når du er til Ende med at rense det for Synd, skal du bringe
+      en lydefri ung Tyr og en lydefri Væder af Småkvæget;
+ 24.  du skal bringe dem for HERRENs Åsyn, og Præsterne skal strø Salt
+      på dem og ofre dem som Brændoffer for HERREN.
+ 25.  Syv Dage skal du daglig ofre en Syndofferbuk, og man skal ofre
+      en ung Tyr og en Væder af Småkvæget, lydefri Dyr;
+ 26.  i syv Dage skal man fuldbyrde Soningen for Alteret og rense det
+      og indvie det.
+ 27.  Således skal man bære sig ad i disse Dage. Og på den ottende Dag
+      og siden hen skal Præsterne ofre eders Brændofre og Takofre på
+      Alteret; og jeg vil have Behag i eder, lyder det fra den Herre
+      HERREN.
+
+Ezekiel 44
+
+  1.  Derpå førte han mig tilbage ad helligdommens ydre østport til,
+      og den var lukket."
+  2.  Og HERREN sagde til mig: Denne Port skal være lukket og må ikke
+      åbnes! Ingen må gå ind derigennem, thi igennem den drog HERREN,
+      Israels Gud, ind; derfor skal den være lukket.
+  3.  Kun Fyrsten må sidde i den og holde Måltid for HERRENs Åsyn; men
+      han skal gå ind igennem Portforhallens Dør og samme Vej ud.
+
+  4.  Derpå førte han mig i Retning af Nordporten til Pladsen foran
+      Templet, og jeg skuede, og se, HERRENs Herlighed fyldte HERRENs
+      Hus, og jeg faldt på mit Ansigt.
+  5.  Da sagde HERREN til mig: Menneskesøn, mærk dig og se med dine
+      Øjne og hør med dine Ører alt, hvad jeg taler til dig med Hensyn
+      til alle Vedtægter og Love om HERRENs Hus, og læg vel Mærke til,
+      hvad der gælder om Adgang til Templet gennem en hvilken som
+      helst af Helligdommens Udgange.
+  6.  Og sig til Israels Hus, den genstridige Slægt: Så siger den
+      Herre HERREN: Lad det nu være nok med alle eders
+      Vederstyggeligheder, Israels Hus,
+  7.  at I lod fremmede med uomskårne Hjerter og uomskåret Kød komme
+      ind i min Helligdommen, for at de skulde være der og vanhellige
+      mit Hus, når I frembar min Mad, Fedt og Blod og således brød min
+      Pagt ved alle eders Vederstyggeligheder.
+  8.  I tog ikke Vare på, hvad der var at varetage ved mine hellige
+      Ting, men overlod de fremmede at tage Vare på, hvad der var at
+      varetage i min Helligdom.
+  9.  Derfor, så siger den Herre HERREN: Ingen fremmed med uomskåret
+      Hjerte og uomskåret Kød må komme i min Helligdom, ikke een af de
+      fremmede, som lever blandt Israels Børn.
+
+ 10.  Men de Leviter, som fjernede sig fra mig, da Israel for vild,
+      idet de for vild fra mig og holdt sig til deres Afgudsbilleder,
+      de skal bære deres Misgerning.
+ 11.  De skal i min Helligdom gøre Vagttjeneste ved Tempelportene og
+      udføre Arbejdet i Templet, idet de skal slagte Brændofrene og
+      Slagtofrene for Folket og stå dem til Tjeneste og gå dem til
+      Hånde.
+ 12.  Fordi de gik dem til Hånde over for deres Afgudsbilleder og
+      således blev Årsag til Skyld for Israels Hus, derfor løfter jeg
+      min Hånd imod dem, lyder det fra den Herre HERREN, på at de skal
+      bære deres Misgerning.
+ 13.  De må ikke nærme sig mig for at gøre Præstetjeneste for mig, ej
+      heller må de nærme sig nogen af mine hellige Ting, det
+      højhellige, men de skal bære deres Skændsel og de
+      Vederstyggeligheder, de øvede.
+ 14.  Jeg sætter dem til at tage Vare på, hvad der er at varetage i
+      Templet ved alt Arbejde der, ved alt, hvad der er at gøre
+      derinde.
+
+ 15.  Men Levitpræsterne, Zadoks Efterkommere, som tog Vare på, hvad
+      der var at varetage i min Helligdom, dengang Israeliterne for
+      vild fra mig, skal nærme sig mig for at gå mig til Hånde og være
+      mig til Tjeneste og ofre mig Fedt og Blod, lyder det fra den
+      Herre HERREN.
+ 16.  De skal gå ind i min Helligdom og nærme sig mit Bord for at gå
+      mig til Hånde og tage Vare på, hvad jeg vil have varetaget.
+ 17.  Og når de går ind ad den indre Forgårds Port, skal de være iført
+      Linnedklæder; de må ikke have uld på Kroppen, når de gør
+      Tjeneste i den indre Forgårds Porte eller længere inde.
+ 18.  De skal bære Linnedhuer på Hovedet og Linnedbenklæder om
+      Lænderne; de må ikke omgjorde sig med noget, som fremkalder
+      Sved.
+ 19.  Og når de går ud i den ydre Forgård til Folket, skal de afføre
+      sig de Klæder, i hvilke de gør Tjeneste, gemme dem i
+      Helligdommens kamre og iføre sig andre Klæder, at de ikke skal
+      gøre Folket helligt med deres Klæder.
+ 20.  Hovedet må de ikke rage, dog heller ikke lade Håret vokse frit,
+      men de skal klippe deres Hår.
+ 21.  Vin må ingen Præst drikke, når han går ind i den indre Forgård.
+ 22.  Enke eller fraskilt må de ikke tage til Ægte, men kun Jomfruer
+      af Israels Hus; dog må de ægte Enken efter en Præst.
+ 23.  De skal lære mit Folk at skelne mellem det, som er helligt, og
+      det, som ikke er helligt, og undervise dem i Forskellen mellem
+      rent og urent.
+ 24.  Ved Retstrætter skal de optræde som Dommere; efter mine Lovbud
+      skal de dømme. De skal overholde mine Love og Vedtægter på alle
+      mine Højtidsdage og helligholde mine Sabbater.
+ 25.  Et Lig må de ikke komme nær, at de ikke skal blive urene derved;
+      kun ved Fader, Moder, Søn, Datter, Broder eller ugift Søster må
+      de gøre sig urene;
+ 26.  og efter at være blevet uren skal han tælle syv Dage frem, så er
+      han atter ren;
+ 27.  den Dag han atter går ind i Helligdommen, i den indre Forgård,
+      for at gøre Tjeneste i Helligdommen, skal han frembære et
+      Syndoffer, lyder det fra den Herre HERREN.
+
+ 28.  De skal ingen Arvelod have; jeg er deres Arvelod. Og Ejendom i
+      Israel må I ikke give dem; jeg er deres Ejendom.
+ 29.  Afgrødeofferet, Syndofferet og Skyldofferet skal de spise, og
+      alt, hvad der er lagt Band på i Israel, skal tilfalde dem.
+ 30.  Det bedste af al Førstegrøde af enhver Art, alle Offerydelser af
+      enhver Art, alt, hvad I måtte yde, skal tilfalde Præsterne, og
+      Førstegrøden af eders Grovmel skal I give Præsten for at
+      nedkalde Velsignelse over eders Huse.
+ 31.  Intet Ådsel og intet, som er sønderrevet, være sig Fugl eller
+      firføddet Dyr, må Præsterne spise.
+
+Ezekiel 45
+
+  1.  Når I udskifter landet ved lodkastning, skal I yde Herren en
+      Offerydelse, en hellig Del af Landet, 25 000 Alen lang og 20 000
+      Alen bred; hellig skal den være i hele sin Udstrækning.
+  3.  Af denne Strækning skal du afmåle et Stykke på 25000 Alens
+      Længde og 10000 Alens Bredde; der skal Helligdommen, den
+      højhellige, ligge.
+  4.  Det er en hellig Gave af Landet og skal tilfalde Præsterne, som
+      gør Tjeneste i Helligdommen, dem, som træder frem for at gøre
+      Tjeneste for HERREN; og det skal give dem Plads til Boliger og
+      Græsgang.
+  2.  Deraf skal til Helligdommen fratages et firkantet Stykke på 500
+      Alen til alle Sider, omgivet af en åben Plads på 50 Alen.
+  5.  Et Stykke på 25000 Alens Længde og 10000 Alens Bredde skal som
+      Grundejendom tilfalde Leviteme, som gør Tjeneste i Templet, til
+      Byer at bo i.
+  6.  Byens Grundejendom skal I give en Bredde af 5000 Alen og en
+      Længde af 25000 Alen, samme Længde som den hellige Offerydelse;
+      den skal tilhøre hele Israels Hus.
+  7.  Og Fyrsten skal på begge Sider af den hellige Offerydelse og
+      Byens Grundejendom have et Område langs den hellige Offerydelse
+      og Byens Grundejendom både på Vestsiden og Østsiden af samme
+      Længde som en af Stammelodderne fra Landets Vestgrænse til
+      Østgrænsen;
+  8.  det skal tilhøre ham som Grundejendom i Israel, for at mine
+      Fyrster ikke fremtidig skal undertrykke mit Folk; men det øvrige
+      Land skal gives Israels Hus, Stamme for Stamme.
+
+  9.  Så siger den Herre HERREN: Lad det nu være nok, I Israels
+      Fyrster! Afskaf Vold og Undertrykkelse, gør Ret og Skel og hør
+      op med eders Overgreb mod mit Folk, lyder det fra den Herre
+      HERREN.
+ 10.  Vægt, som vejer rigtigt, Efa og Bat, som holder Mål, skal I
+      have.
+ 11.  Efa og Bat skal have ens Mål, så at en Bat holder en Tiendedel
+      Homer, og en Efa ligeledes en Tiendedel Homer; efter en Homer
+      skal Målet fastslås.
+ 12.  En Sekel skal holde tyve Gera; fem Sekel skal være fem, ti Sekel
+      ti, og til halvtredsindstyve Sekel skal l regne en Mine.
+ 13.  Dette er den offerydelse, I skal yde: En Sjetedel Efa af hver
+      Homer Hvede og en Sjetedel Efa af hver Homer Byg.
+ 14.  Den fastsatte Ydelse af Olien: En Tiendedel Bat af hver Kor, ti
+      Bat udgør jo en Kor;
+ 15.  et Lam fra Småkvæget af hver 200 som Offerydelse fra alle
+      Israels Slægter til Afgrødeofre, Brændofre og Takofre for at
+      skaffe eder Soning, lyder det fra den Herre HERREN
+ 16.  Alt Folket i Landet skal give Fyrsten i Israel denne
+      Offerydelse.
+ 17.  Men Fyrsten skal det påhvile at udrede Brændofrene,
+      Afgrødeofrene og Drikofrene på Højtiderne, Nymånefesterne og
+      Sabbaterne, alle Israels Huses Fester; han skal sørge for
+      Syndofrene, Afgrødeofrene, Brændofrene og Takofrene for at
+      skaffe Israels Hus Soning.
+
+ 18.  Så siger den Herre HERREN: På den første Dag i den første Måned
+      skal I fage en lydefri ung Tyr og rense Helligdommen for Synd.
+ 19.  Præsten skal tage noget af Syndofferets Blod og stryge det på
+      Templets Dørstolper, Alterfremspringets fire Hjørner og
+      Dørstolperne til den indre Forgårds Port.
+ 20.  Det samme skal han gøre på den første Dag i den syvende Måned
+      for deres Skyld, som har fejlet af Vanvare eller Uvidenhed, og
+      således skaffe Templet Soning.
+ 21.  På den fjortende Dag i den første Måned skal I fejre
+      Påskefesten: syv Dage skal I spise usyret Brød;
+ 22.  og Fyrsten skal på den Dag for sig selv og for alt Folket i
+      Landet ofre en Tyr som Syndoffer;
+ 23.  på de syv Festdage skal han som Brændoffer for HERREN ofre syv
+      Tyre og syv Vædre, lydefri Dyr, på hver af de syv Dage, og
+      ligeledes daglig som Syndoffer en Gedebuk;
+ 24.  og som Afgrødeoffer skal han ofre en Efa med Tyren og ligeledes
+      een med Væderen, desuden en Hin Olie med Efaen.
+ 25.  På den femtende Dag i den syvende Måned skal han på Festen ofre
+      lige så meget som Syndoffer, Brændoffer, Afgrødeoffer og lige så
+      megen Olie; det skal han gøre syv Dage.
+
+Ezekiel 46
+
+  1.  Så siger den Herre HERREN: Den indre forgårds østport skal være
+      lukket de seks hverdage, men på Sabbatsdagen skal den åbnes,
+      ligeledes på Nymånedagen:
+  2.  og Fyrsten skal udefra gå ind gennem Portens Forhal og stille
+      sig ved Portens Dørstolpe. Præsterne skal ofre hans Brændoffer
+      og Takofre, og han skal tilbede på Portens Tærskel og så gå ud
+      igen; og Porten skal stå åben til Affen.
+  3.  Men Folket i Landet skal på Sabbaterne og Nymånedagene tilbede
+      for HERRENs Åsyn ved denne Ports Indgang.
+  4.  Det Brændoffer, Fyrsten bringer HERREN på Sabbatsdagen, skal
+      udgøre seks lydefri Lam og en lydefri Væder,
+  5.  dertil et Afgrødeoffer på en Efa med Væderen og et Afgrødeoffer
+      efter Behag med Lammene, desuden en Hin Olie med hver Efa.
+  6.  På Nymånedagen skal det udgøre en ung, lydefri Tyr, seks Lam og
+      en Væder, lydefri Dyr;
+  7.  med Tyren skal han ofre et Afgrødeoffer på en Efa, med Væderen
+      ligeledes en Efa og med Lammene efter Behag desuden en Hin Olie
+      med hver Efa.
+
+  8.  Når Fyrsten går ind, skal han komme gennem Portens Forhal, og
+      samme Vej skal han gå ud;
+  9.  men når Folket i Landet konmmer for HERRENs Åsyn på Festerne,
+      skal den, der kommer ind gennem Nordporten for at tilbede, gå ud
+      gennem Sydporten, og den, der kommer ind gennem Sydporten, gå ud
+      genmmem Nordporten; han må ikke vende tilbage gennem den Port,
+      han kom ind ad, men skal gå ud på den modsatte Side.
+
+ 10.  Fyrsten skal være iblandt dem; når de går ind, skal han også gå
+      ind, og når de går ud, skal han også gå ud.
+ 11.  På Festerne og Højtiderne skal Afgrødeofferet være en Efa med
+      hver Tyr og ligeledes en Efa med hvem Væder, men med Lammene
+      efter Behag; desuden en Hin Olie med hver Efa.
+
+ 12.  Når Fyrsten ofrer et frivilligt Offer, et Brændoffer eller
+      Takofre som frivilligt ofer til HERREN, skal man åbne Østporten
+      for ham, og han skal ofre sit Brændoffer eller sine Takofre, som
+      han gør på Sabbatsdagen; og når han er gået ud, skal man lukke
+      Porten efter ham.
+
+ 13.  Et årgammelt, lydefrif Lam skal han daglig ofre som Brændoffer
+      for HERREN; hver Morgen skal han ofre det;
+ 14.  og dertil skal han hver Morgen sonm Afgrødeoffer ofre en
+      Sjettedel Efa og til af fugte Melet desuden en Tredjedel Hin
+      Olie; det er et Afgmødeoffer for HERREN, en evigt gældende
+      Ordning.
+ 15.  Således skal de hver Morgen ofre Lammet, Afgrødeofferet og Olien
+      som dagligt Brændoffer.
+
+ 16.  Så siger den Herre HERREN: Når Fyrsten giver en af sine Sønner
+      en Gave af sin Arvelod, skal den tilhøre hans Sønner; den skal
+      være deres arvelige grundejendom;
+ 17.  men giver han en af sine Tjenere en Gave af sin Arvelod, skal
+      den kun tilhøre ham til Frigivningsåret; så skal den vende
+      tilbage til Fyrsten. Kun hans Sønner skal varigt eje en sådan
+      Arvelod.
+ 18.  Og Fyrsten må ikke tage noget af Folkets Arvelod, idet han med
+      Vold trænger dem ud af deres Grundejendom; af sin egen
+      Grundejendom skal han give sine Sønner Arvelod, at ingen i mit
+      Folk skal jages bort fra sin Grundejendom.
+
+ 19.  Derpå førte han mig ind gennem Indgangen ved Siden af Porten til
+      de hellige Kamre, som var indrettet til Præsterne og vendte mod
+      Nord, og se, der var et Rum i den inderste krog mod Vest.
+ 20.  Han sagde til mig: "Her er det Rum, hvor Præsterne skal koge
+      Syndofferet og Skyldoferet og bage Afgrødeofferet for ikke at
+      tvinges til at bringe det ud i den ydre Forgård og således
+      hellige Folket."
+ 21.  Så bragte han mig ud i den ydre Forgård og førte mig rundt til
+      Forgårdens fire Hjørner, og se, i hvert Hjørne var der et
+      Gårdsrum;
+ 22.  i Forgårdens fire Hjørner var der små Gårdsrum, fyrretyve Alen
+      lange og tredive Alen brede, alle fire lige store;
+ 23.  der var Mure rundt om dem alle fire, og der var indrettet
+      Køkkener rundt om langs Murene.
+ 24.  Og han sagde til mig: "Her er Køkkenerne, hvor de, der gør
+      Tjemmesle i Templet, skal koge Folkets Slagtofre."
+
+Ezekiel 47
+
+  1.  Derpå førte han mig tilbage til tempelets indgang, og se, vand
+      sprang ud under tempelets Tærskel i østlig Retning, thi Templets
+      Forside vendte mod Øst; og Vandet løb ned under Templets Sydside
+      sønden for Alteret.
+  2.  Så førte han mig ud gennenm Nordporten og rundt udenom til den
+      ydre Østport, og se, Vand rislede frem fra Sydsiden.
+  3.  Derpå gik Manden ud mod Øst med en Målesnor i Hånden, og da han
+      havde målt 1000 Alen, lod han mig gå gennem Vandet, Vand til
+      Anklerne.
+  4.  Da han atter havde målt 1000 Alen, lod han mig på ny gå gennem
+      Vandet, Vand til Knæene; og da han atter havde målt 1000 Alen,
+      lod han mig på ny gå gennem Vandet, som der nåede til Hoften.
+  5.  Da han atter havde målt 1000 Alen, var det en Strøm, som jeg
+      ikke kunde vade over, thi Vandet gik så højt, at man måtte
+      svømme over; det var en Strøm, man ikke kunde vade over,
+  6.  Da sagde han til mig: "Har du set det, Menneskesøn?" Og han
+      førte mig tilbage langs Strømmens Bred.
+  7.  Da jeg kom tilbage, se, da var der ved Strømmens Bred en stor
+      Mængde Træer på begge Sider;
+  8.  og han sagde til mig: "Dette Vand løber ud i Østerkredsen og ned
+      i Araba, og når det falder ud i Havet, Salthavet, bliver Vandet
+      der sundt;
+  9.  alle de levende Væsener, hvoraf det vrimler, skal leve, overalt
+      hvor Strømmen kommer hen, og der skal være en stor Mængde Fisk;
+      thi når dette Vand kommer derhen, bliver Havvandet sundt, og alt
+      skal leve, hvor Strømmen kommer hen.
+ 10.  Fiskere skal stå ved det fra En-Gedi til En-Eglajim; et Sted til
+      at udspænde Fiskegarn skal det være; dels Fisk skal være som det
+      store Havs Fisk, såre mange.
+ 11.  Men dets Sumpe og Vandhuller skal ikke blive sunde; af dem skal
+      udvindes Salt.
+ 12.  På begge Flodens Bredder skal der vokse alle Hånde Frugttræer,
+      hvis Blade ikke falder af, og hvis Frugter aldrig får Ende; hver
+      Måned bærer de nye Frugter; thi dens Vand udspringer i
+      Helligdommen. Frugterne skal tjene til Føde og Bladene til
+      Lægedom."
+
+ 13.  Så siger den Herre HERREN: Dette er den Grænse, inden for
+      hvilken I skal udskifte Landet imellem eder efter Israels tolv
+      Stammer; Josef skal have to Lodder.
+ 14.  I skal alle uden Undtagelse tage det Land i Eje, som jeg med
+      løftet Hånd svor at give eders Fædre; det skal nu tilfalde eder
+      som Arvelod.
+ 15.  Således skal Landets Nordgrænse være: Fra det store Hav i
+      Retning af Hetlon til det Sted, hvor Vejen går til Zedad,
+ 16.  Hamat, Berota, Sibrajim, mellem Damaskuss og Hamats Områder,
+      Hazar-Enon ved Haurans Grænse.
+ 17.  Grænsen går fra det store Hav til Hazar-Enon, således at
+      Damaskuss Område ligger norden for ved Siden af Hamat. Det er
+      Nordgrænsen.
+ 18.  Østgrænsen: Fra Hazar-Enon mellem Hauran og Damaskus danner
+      Jordan Grænse mellem Gilead og Israels Land til Havet i Øst, hen
+      til Tamar. Det er Øsfgrænsen.
+ 19.  Sydgrænsen: Fra Tamar over Meribas Vand ved Kadesj til Bækken,
+      ud til det store Hav. Det er Sydgrænsen.
+ 20.  Vestgrænsen: Det store Hav danner Grænse til tværs over for det
+      Sted, hvor Vejen går til Hamat. Det er Vestgrænsen.
+
+ 21.  Dette Land skal I udskifte iblandt eder efter Israels Stammer;
+ 22.  I skal ved Lodkastning udskifte det som Arvelod mellem eder og
+      de fremmede, som bor iblandt eder og der har avlet Sønner og
+      Døtre; de skal være eder som ind fødte Israeliter og kaste Lod
+      med eder om Arvelod blandt Israels Stammer.
+ 23.  I den Stamme, hvor den fremmede bor, skal I give ham hans
+      Arvelod, lyder det fra den Herre HERREN.
+
+Ezekiel 48
+
+  1.  Følgende er navnene på stammerne: Yderst i nord fra havet i
+      retning af Hetlon til det sted, hvor Vejen går til Hamat, og
+      videre til Hazar-Enon, med Damaskuss Område mod Nord ved Siden
+      af Hamat, fra Østsiden til Vestsiden: Dan, een Stammelod;
+  2.  langs Dans Område fra Østsiden til Vestsiden: Aser, een
+      Stammelod;
+  3.  langs Asers Område fra Østsiden til Vestsiden: Naftali, een
+      Stammelod;
+  4.  langs Naftalis Område fra Østsiden til Vestsiden: Manasse, een
+      Stammelod;
+  5.  langs Manasses Område fra Østsiden til Vestsiden: Efraim, een
+      Stammelod;
+  6.  langs Efrainms Område fma Østsiden til Vestsiden: Ruben, een
+      Stammelod;
+  7.  langs Rubens Område fra Østsiden til Vestsiden: Juda, een
+      Stammelod.
+
+  8.  Langs Judas Område fra Østsiden til Vestsiden skal Offerydelsen,
+      som I yder, være 25000 Alen bred og lige så lang som hver
+      Stammelod fra Østsiden til Vestsiden; og Helligdommen skal ligge
+      i Midten.
+  9.  Offerydelsen, som I skal yde HERREN, skal være 25 000 Alen lang
+      og 20800 Alen bred;
+ 10.  og den hellige Offerydelse skal tilhøre følgende: Præsterne skal
+      have et Stykke, som mod Nord er 25 000 Alen langt, mod Vest
+      10.000 Alen bredt, mod Øst 10000 Alen bredt og mod Syd 25.000
+      Alen langt; og HERRENs Helligdom skal ligge i Midten.
+ 11.  De helligede Præster, Zadoks Efterkommere, som tog Vare på, hvad
+      jeg vilde have varetaget, og ikke som Leviterne for vild, da
+      Israeliterne gjorde det,
+ 12.  skal det tilhøre som en Offerydelse af Landets Offerydelse, et
+      højhelligt Område langs Leviternes. 13 Og Leviterne skal have et
+      lige så stort Område som Præsterne, 25000 Alen langt og 10000
+      Alen bredt; den samlede Længde bliver således 25000 Alen,
+      Bredden 20000.
+ 14.  De må ikke sælge eller bortbytte noget deraf eller overdrage
+      denne førstegrøde af Landet til andre, thi den er helliget
+      HERREN.
+ 15.  Det Stykke på 5000 Alens Bredde, som er tilovers af
+      Offerydelsens Bredde langs de 25000 Alen, skal være uindviet
+      Land og tilfalde Byen til Boliger og Græsgang, og Byen skal
+      ligge i Midten;
+ 16.  dens Mål skal være følgende: Nordsiden 4500 Alen, Sydsiden 4500,
+      Østsiden 4500 og Vestsiden 4500.
+ 17.  Byens Græsgang skal være 250 Alen mod Nord, 250 mod Syd, 250 mod
+      Øst og 250  mod Vest.
+ 18.  Af det Stykke, som endnu er tilovers langs med den hellige
+      Offerydelse, 10000 Alen mod Øst og 10000 mod Vest, skal Afgrøden
+      tjene Byens indbyggere til Mad.
+ 19.  Byens Befolkning skal sammensættes således, at Folk fra alle
+      israels Stammer bor der:
+ 20.  I alt skal I som Offerydelse yde en Firkant på 25000 Alen, den
+      hellige Offerydelse foruden Byens Grundejendom.
+ 21.  Men Resten skal tilfalde Fyrsten; hvad der ligger på begge Sider
+      af den hellige Offerydelse og Byens Grundejendom, østen for de
+      25000 Alen hen til Østgrænsen og vesten for de 25000 Alen hen
+      til Vestgrænsen, langs Stammelodderne, skal tilhøre Fyrsten; den
+      hellige Offerydelse, Templets Helligdomn i Midten
+ 22.  og Leviternes og Byens Grundejendom skal ligge midt imellem de
+      Stykker, som tilfalder Fyrsten mellem Judas og Benjamins Område.
+
+ 23.  Så følger de sidste Stammer: Fra Østsiden til Vestsiden
+      Benjammmin, een Stammelod;
+ 24.  langs Benjamins Område fra Østsiden til Vestsiden: Simeon, een
+      Stammelod;
+ 25.  langs Simeons Område fra Østsiden til Vestsiden: Issakar, een
+      Stammelod;
+ 26.  langs Issakars Område fra Østsiden til Vestsiden: Zebulon, een
+      Stammelod;
+ 27.  langs Zebulons Område fra Østsiden til Vestsiden: Gad, een
+      Stammelod;
+ 28.  og langs Gads Område på Sydsiden skal Grænsen gå fra Tamar over
+      Meribas Vandved Kadesj til Bækken ud til det store Hav.
+ 29.  Det er det Land, I ved Lodkastning skal udskifte som Arvelod til
+      Israels Stammer, og det er deres Stammelodder, lyder det fra den
+      Herre HERREN.
+
+ 30.  Følgende er Byens udgange; Byens Porte skal opkaldes efter
+      Israels Stammer:
+ 31.  På Nordsiden, der måler 4500 Alen, er der tre Porte, den første
+      Rubens, den anden Judas og den tredje Levis;
+ 32.  på Østsiden, der måler 4500 Alen, er der tre Porte, den første
+      Josefs, den anden Benjamins og den tredje Dans;
+ 33.  på Sydsiden, der måler 4500 Alen, er der tre Porte, den første
+      Simeons, den anden Issakars og den tredje Zebulons;
+ 34.  på Vestsiden, der måler 4500 Alen, er der tre Porte, den første
+      Gads, den anden Asers og den tredje Naftalis.
+ 35.  Omkredsen er 18000 Alen. Og Byens Navn skal herefter være:
+      HERREN er der.
+
+
+Daniel
+
+Daniel 1
+
+  1.  I Kong Joakim af Judas tredje regeringsår drog kong Nebukadnezar
+      af Babel til Jerusalem og belejrede det.
+  2.  Og Herren gav Kong Jojakim af Juda og en Del af Guds Huses Kar i
+      hans Hånd, og han førte dem til Sinears Land; men Karrene bragte
+      han til sin Guds Skatkammer.
+  3.  Kongen bød derpå sin Overhofmester Asjpenaz at tage nogle
+      Israeliter, dels af kongelig Slægt, dels af adelig Byrd,
+  4.  unge Mænd uden mindste Lyde og med et smukt Ydre, vel bevandrede
+      i al Visdom, kundskabsrige og lærenemme, egnede til at gøre
+      Tjeneste i Kongens Palads, og lære dem Kaldæernes Skrift og
+      Tungemål
+  5.  og opdrage dem i tre År, for at de så kunde træde i Kongens
+      Tjeneste; og Kongen tildelte dem deres daglige kost af sin egen
+      Mad og af den Vin, han selv drak.
+  6.  Iblandt dem var Judæerne Daniel, Hananja, Misjael og Azarja;
+  7.  og Overhofmesteren gav dem andre Navne, idet han kaldte Daniel
+      Beltsazzar, Hananja Sjadrak, Misjael Mesjak og Azarja Abed Nego.
+
+  8.  Men Daniel satte sig for, at han ikke vilde gøre sig uren med
+      kongens Mad eller den Vin Kongen drak; derfor bad han
+      Overhofmesteren om at blive fri for at gøre sig uren dermed.
+  9.  Og Gud lod Daniel finde Yndest og Velvilje hos Overhofmesteren;
+ 10.  men Overhofmesteren sagde til ham: "Jeg frygter for, at min
+      Herre Kongen, som har tildelt eder Mad og brikke, skal finde, at
+      I ser ringere ud end de andre unge Mænd på eders Alder, og at I
+      således skal bringe Skyld over mit Hoved hos Kongen."
+ 11.  Så sagde Daniel til den Opsynsmand, som Overhofmesteren havde
+      sat over Daniel, Hananja, Misjael og Azarja:
+ 12.  "Prøv engang dine Trælle i ti,Dage og lad os få Grøntsager at
+      spise og Vand at drikke!
+ 13.  Sammenlign så vort Udseende med de unge Mænds, som spiser
+      Kongens Mad; så kan du gøre med dine Trælle, efter hvad du ser."
+ 14.  Han føjede dem da heri og prøvede det med dem i ti Dage.
+ 15.  Og da de ti Dage var omme, så de bedre ud og var ved bedre Huld
+      end alle de unge Mænd, som spiste kongens Mad.
+ 16.  Så lod Opsynsmanden deres Mad og Vinen, de skulde drikke, bringe
+      bort og gav dem Grøntsager i Stedet.
+
+ 17.  Disse fire unge Mænd gav Gud Kundskab og Indsigt i al Skrift og
+      Visdom; Daniel forstod sig også på alle Hånde Syner og Drømme.
+ 18.  Og da den Tid, Kongen havde fastsat for deres Fremstilling, kom,
+      førte Overhofmesteren dem frem for Nebukadnezar.
+ 19.  Da så Kongen talte med dem, fandtes der iblandt dem alle ingen,
+      som kunde måle sig med Daniel, Hananja, Misjael og Azarja, og de
+      trådte derfor i Kongens Tjeneste.
+ 20.  Og når som helst Kongen spurgte dem om noget, der krævede Visdom
+      og Indsigt, fandt han dem ti Gange dygtigere end alle
+      Drømmetydere og Manere i hele sit Rige.
+ 21.  Og Daniel blev.... til Kong Kyross første År.
+
+
+Daniel 2
+
+  1.  I sit andet regeringsår drømte Nebukadnezar, og hans sind blev
+      uroligt, så han ikke kunde sove
+  2.  Så lod Kongen Drømmetyderne, Manerne, Sandsigerne og Kaldæerne
+      kalde, for at de skulde sige ham, hvad han havde drømt. Og de
+      kom og trådte frem for Kongen..
+  3.  Da sagde Kongen til dem: "Jeg har haft en Drøm, og mit Sind
+      falder ikke til Ro, før jeg får at vide, hvad den betyder."
+  4.  Kaldæerne svarede Kongen (på Aramaisk") ): "Kongen leve
+      evindelig! Sig dine Trælle Drømmen, så skal vi tyde den."
+  5.  Men Kongen svarede Kaldæerne: "Mit Ord står fast! Hvis I ikke
+      både kundgør mig Drømmen og tyder den, skal I hugges sønder og
+      sammen og eders Huse gøres til Skarndynger;
+  6.  men gengiver I mig Drømmen og tyder den, får I Skænk og Gave og
+      stor Ære af mig. Gengiv mig, derfor Drømmen og tyd den!"
+  7.  De svarede atter: "Kongen sige sine Trælle Drømmen, så skal vi
+      tyde den."
+  8.  Kongen svarede: "Nu ved jeg for vist, at I kun søger at vinde
+      Tid, fordi I ser, mit Ord står fast,
+  9.  så eders Dom kun kan blive een, hvis I ikke kundgør mig Drømmen,
+      og at I derfor er blevet enige om at lyve for mig og føre mig
+      bag Lyset, til der kommer andre Tider. Sig mig derfor Drømmen,
+      så jeg kan vide, at I også kan tyde mig den."
+ 10.  Kaldæerne svarede Kongen: "Der findes ikke et Menneske på
+      Jorden, som kan sige, hvad Kongen ønsker at vide; aldrig har jo
+      heller nogen Konge, hvor stor og tnægtig han end var, krævet
+      sligt af nogen Drømmetyder, Maner eller Kaldæer;
+ 11.  hvad Kongen kræver, er umuligt, og der er ingen, som kan sige
+      kongen det, undtagen Guderne, og de bor ikke hos de dødelige."
+ 12.  Herover blev Kongen vred og såre harmfuld, og han bød, at alle
+      Babels Vismænd skulde henrettes.
+
+ 13.  Da nu Befalingen var udgået, og man skulde til at slå Vismændene
+      ihjel, ledte man også efter Daniel og hans Venner for at slå dem
+      ihjel.
+ 14.  Da henvendte Daniel sig med kloge og vel overvejede Ord til
+      Arjok, Øversten for Kongens Livvagt, som var draget ud for at
+      slå Babels Vismænd ihjel.
+ 15.  Han tog til Orde og spurgte Arjok, Kongens Høvedsmand: "Hvorfor
+      er så skarp en Befaling udgået fra Kongen?" Og da Arjok havde
+      sat ham ind i Sagen,
+ 16.  gik Daniel ind til Kongen og bad ham give sig en Frist, så
+      skulde han tyde Kongen Drømmen.
+
+ 17.  Så gik Daniel hjem og satte sine Venner Hananja, Misjael og
+      Azarja ind i Sagen,
+ 18.  og han pålagde dem at bede Himmelens Gud om Barmbjertighed, så
+      han åbenbarede Hemmeligheden, for at ikke Daniel og hans Venner
+      skulde blive henrettet med Babels andre Vismænd.
+ 19.  Da blev Hemmeligheden åbenbaret Daniel i et Nattesyn; og Daniel
+      priste Himmelens Gud,
+ 20.  tog til Orde og sagde: "Lovet være Guds Navn fra Evighed og til
+      Evighed, thi ham tilhører Visdom og Styrke!
+ 21.  Han lader Tider og Stunder skifte, afsætter og indsætter konger,
+      giver de vise deres Visdom og de indsigtsfulde deres Viden;
+ 22.  han åbenbarer det dybe og lønlige; han ved, hvad Mørket gemmer,
+      og Lyset bor hos ham.
+ 23.  Dig, mine Fædres Gud, takker og priser jeg, fordi du gav mig
+      Visdom og Styrke, og nu har du kundgjort mig, hvad vi bad dig
+      om; thi hvad Kongen vil vide, har du kundgjort os!"
+
+ 24.  Derfor gik Daniel til Arjok, hvem Kongen havdepålagt at henrette
+      Babels Vismænd, og sagde til ham: "Henret ikke Babels Vismænd,
+      men før mig frem for Kongen, så vil jeg tyde ham Drømmen!"
+ 25.  Så førte Arjok i Hast Daniel frem for Kongen og sagde til ham:
+      "Jeg har blandt de bortførte Judæere fundet en Mand, som vil
+      tyde Kongen Drømmen!"
+ 26.  Kongen tog til Orde og spurgte Daniel, som havde fået Navnet
+      Beltsazzar: "Er du i Stand til at kundgøre mig den Drøm, jeg har
+      haft, og tyde den?"
+ 27.  Daniel svarede Kongen: "Den Hemmelighed, Kongen ønsker at vide,
+      kan Vismænd, Manere, Drømmetydere og Stjernetydere ikke sige
+      kongen;
+ 28.  men der er en Gud i Himmelen, som åbenbarer Hemmeligheder, og
+      han har kundgjort Kong Nebukadnezar, hvad der skal ske i de
+      sidste Dage:
+ 29.  Du tænkte, o Konge, på dit Leje over, hvad der skal ske i
+      Fremtiden, og han, som åbenbarer Hemmeligheder, kundgjorde dig,
+      hvad der skal ske.
+ 30.  Og mig er denne Hemmelighed åbenbaret, ikke ved nogen Visdom,
+      som jeg har forud for alle andre levende Væsener, men for at
+      Drømmen kan blive tydet Kongen, så du kan kende dit Hjertes
+      Tanker.
+
+ 31.  Du så, o Konge, for dig en vældig Billedstøtte; denne
+      Billedstøtte var stor og dens Glans overmåde stærk; den stod
+      foran dig, og dens Udseende var forfærdeligt.
+ 32.  Billedstøttens Hoved var af fint Guld, Bryst og Arme af Sølv,
+      Bug og Lænder af Kobber.
+ 33.  Benene af Jern og Fødderne halvt af Jern og halvt af Ler.
+ 34.  Således skuede du, indtil en Sten reves løs, dog ikke ved
+      Menneskehænder, og ramte Billedstøttens Jern og Lerfødder og
+      knuste dem;
+ 35.  og på een Gang knustes Jern, Ler, Kobber, Sølv og Guld og blev
+      som Avner fra Sommerens Tærskepladser, og Vinden bar det
+      sporløst bort; men Stenen, som ramte Billedstøtten, blev til et
+      stort Bjerg, der fyldte hele Jorden.
+
+ 36.  Således var Drømmen, og nu vil vi tyde Kongen den:
+ 37.  Du, o Konge, Kongernes Konge, hvem Himmelens Gud gav Kongedømme,
+      Magt, Styrke og Ære,
+ 38.  i hvis Hånd han gav Menneskene, så vide de bor, Markens Dyr og
+      Himmelens Fugle, så han gjorde dig til Hersker over dem alle du
+      er Hovedet, som var af Guld.
+ 39.  Men efter dig skal der komme et andet Rige, ringere end dit, og
+      derpå atter et tredje Rige, som er af Kobber, og hvis Herredømme
+      skal strække sig over hele Jorden.
+ 40.  Siden skal der komme et fjerde Rige, stærkt som Jern; thi Jern
+      knuser og søndrer alt; og som Jem sønderslår, skal det knuse og
+      sønderslå alle hine Riger.
+ 41.  Men når du så Fødderne og Tæerne halvt af Pottemagerler og halvt
+      af Jern, betyder det, at det skal være et Rige uden Sammenhold;
+      dog skal det have noget af Jernets Fasthed, thi du så jo, at
+      Jern var blandet med Ler.
+ 42.  Og at Tæerne var halvt af Jern og halvt af Ler, betyder, at
+      Riget delvis skal være stærkt, delvis svagt.
+ 43.  Og når du så, at Jernet var blandet med Ler, betyder det, at de
+      skal indgå Ægteskaber med hverandre, men dog ikke indbyrdes
+      holde sammen, så lidt som Jern kan blandes med Ler.
+ 44.  Men i hine Kongers Dage vil Himmelens Gud oprette et Rige, som
+      aldrig i Evighed skal forgå. og Herredømmet skal ikke gå over
+      til noget andet Folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine
+      Riger, men selv stå i al Evighed;
+ 45.  thi du så jo, at en Sten reves løs fra Klippen, dog ikke ved
+      Menneskehænder, og knuste Jern, Ler, Kobber, Sølv og Guld. En
+      stor Gud har kundgjort Kongen, hvad der skal ske herefter; og
+      Drømmen er sand og Tydningen troværdig."
+
+ 46.  Så faldt Kong, Nebukadnezar på sit Ansigt og bøjede sig for
+      Daniel, og han bød, at man skulde bringe ham Ofre og Røgelse.
+ 47.  Og Kongen tog til Orde og sagde til Daniel "I Sandhed, eders Gud
+      er Gudernes Gud og Kongernes Herre, og han kan åbenbare
+      Hemmeligheder, siden du har kunnet åbenbare denne Hemmelighed."
+ 48.  Derpå ophøjede Kongen Daniel og, gav ham mange store Gaver, og
+      han satte ham til Herre over hele Landsdelen Babel og til
+      Overherre over alle Babels Vismænd.
+ 49.  Men på Daniels Bøn overdrog kongen Sjadrak, Mesjak og Abed Nego
+      at styre Landsdelen Babel, medens Daniel selv blev i Kongens
+      Gård.
+
+
+Daniel 3
+
+  1.  Kong Nebukadnezar lod lave en billedstøtte af guld, tresindstyve
+      tyve Alen høj og seks Alen bred, og han opstillede den på
+      Dalsletten Dura i Landsdelen Babel.
+  2.  Så sendte Kong Nebukadnezar Bud for at sammenkalde Satraper,
+      Landshøvdinger, Statholdere, Overdommere, Skatmestre,
+      lovkyndige, Dommere og alle andre Embedsmænd i Landsdelen, at de
+      skulde komme til Stede når Billedstøtten, som Kong Nebukadnezar
+      havde ladet opstille, blev indviet.
+  3.  Da samledes Satraperne, Landshøvdingerne, Statholderne,
+      Overdommerne, Skatmestrene, de lovkyndige, Dommerne og alle
+      andre Embedsmænd i Landsdelen til indvielsen af Billedstøtten,
+      som Kong Nebukadnezar havde ladet opstille, og de stillede sig
+      foran den.
+  4.  Så råbte en Herold med høj Røst: "Det tilkendegives eder, I
+      Folk, Stammer og Tungemål:
+  5.  Når I hører Horn, Fløjter, Citre, Harper, Hakkebrætter,
+      Sækkepiber og alle Hånde andre Instrumenter klinge, skal I falde
+      ned og tilbede Guldbilledstøtten, som Kong Nebukadnezar har
+      ladet opstille.
+  6.  Og den, som ikke falder ned og tilbeder, skal øjeblikkelig
+      kastes i den gloende Ovn."
+  7.  Så snart alt Folket nu hørte Horn, Fløjter, Citre, Harper,
+      Hakkebræfter og alle Hånde andre Instrumenter klinge, faldt de
+      derfor ned alle Folk, Stammer og Tungemål og tilbad
+      Guldbilledstøtten, som Kong Nebukadnezar havde ladet opstille.
+
+  8.  Men ved samme Lejlighed trådte nogle kaldæiske Mænd frem og
+      førte Klage mod Jøderne.
+  9.  De tog til Orde og sagde til Kong Nebukadnezar: "Kongen leve
+      evindelig!
+ 10.  Du, o Konge, har påbudt, at enhver, når han hører Horn, Fløjter,
+      Citre, Harper, Hakkebrætter, Sækkepiber og alle Hånde andre
+      Instrumenter klinge, skal falde ned og tilbede
+      Guldbilledstøtten,
+ 11.  og at den, som ikke gør det, skal kastes i den gloende Ovn.
+ 12.  Men nu er her nogle jødiske Mænd, som du har overdraget at styre
+      Landsdelen Babel, Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego; disse Mænd ænser
+      ikke dit Påbud, o Konge; de dyrker ikke din Gud og tilbeder ikke
+      Guldbilledstøtten, som du har ladet opstille."
+
+ 13.  Da lod Nebukadnezar i Vrede og Harme Sjadrak, Mesjak og Abed
+      Nego hente; og da Mændene var ført frem for Kongen,
+ 14.  sagde Nebukadnezar til dem: "Er det oplagt Råd, Sjadrak, Mesjak
+      og Abed-Nego, at I ikke dyrker min Gud eller tilbeder
+      Guldbilledstøtten, som jeg har ladet opstille?
+ 15.  Nu vel, hvis I er rede til, når I hører Horn, Fløjter, Citre,
+      Harper, Hakkebrætter, Sækkepiber og alle Hånde andre
+      instrumenter klinge, at falde ned og tilbede Billedstøtten, som
+      jeg har ladet lave, så er alt godt; men gør I det ikke, skal I
+      på Stedet kastes i den gloende Ovn. Og hvilken Gud er der, som
+      da kan fri eder af mine Hænder?"
+ 16.  Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego svarede Kong Nebukadnezar: "Det har
+      vi ikke nødig at svare dig på!
+ 17.  Sker det, så kan vor Gud, som vi dyrker, fri os af den gloende
+      Ovn, og han vil fri os af din Hånd, o Konge;
+ 18.  men hvis ikke, så må du vide, o Konge, at din Gud dyrker vi dog
+      ikke, og Guldbilledstøtten, som du har ladet opstille, tilbeder
+      vi ikke!"
+
+ 19.  Da opfyldtes Nebukadnezar af Harme, og hans Ansigtsudtryk
+      ændredes over for Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego; han tog til Orde
+      og sagde, at Ovnen skulde gøres syv Gange hedere end ellers,
+ 20.  og bød nogle håndfaste Mænd i sin Hær binde Sjadrak, Mesjak og
+      Abed-Nego og kaste dem i den gloende Ovn.
+ 21.  Så blev Mændene bundet i de deres Kapper, Underklæder, Huer og
+      andre Klædningsstykker og kastet i den gloende Ovn.
+ 22.  Og eftersom Kongens Bud var skarpt og Ovnen ophedet til Overmål,
+      brændte Luen de Mænd ihjel, som bragte Sjadrak, Mesjak og
+      Abed-Nego op på Ovnen,
+ 23.  medens de tre Mænd, Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego, bundne faldt
+      ned i den gloende Ovn.
+ 24.  Da sloges Kong Nebukadnezar af Rædsel og stod hastigt op; og han
+      tog til Orde og spurgte sine Rådsherrer: "Var det ikke tre Mænd,
+      vi kastede bundne i Ilden?" De svarede Kongen: "Jo, det var,
+      Konge!"
+ 25.  Han sagde da videre: "Men jeg ser fire Mænd gå frit om i Ilden,
+      og de har ingen Skade taget; og den fjerde ser ud som en
+      Gudesøn."
+
+ 26.  Derpå trådte Nebukadnezar hen til den gloende Ovns Dør og råbte:
+      "Sjadrak, Mesjak og Abed Nego, I, den højeste Guds Tjenere, kom
+      ud!" Da gik Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego ud af Ilden.
+ 27.  Og Satraperne, Landshøvdingerne, Statholderne og Kongens
+      Rådsherrer samlede sig og så, af Ilden ikke havde haft nogen
+      Magt over hine Mænds Legemer, at deres Hovedhår ikke var svedet,
+      at deres Kapper var uskadte, og at der ikke var Brandlugt ved
+      dem.
+
+ 28.  Så sagde Nebukadnezar: "Lovet være Sjadraks, Mesjaks og
+      Abed-Negos Gud, der sendte sin Engel og rede sine Tjenere, som i
+      Tillid til ham overtrådte Kongens Bud og hengav deres Legemer
+      for at undgå at dyrke eller tilbede nogen anden Gud end deres
+      egen!
+ 29.  Hermed påbyder jeg, at den, der i noget Folk, nogen Stamme og
+      noget Tungemål siger noget ondt om Sjadraks, Mesjaks og Abed
+      Negos Gud, skal hugges sønder og sammen, og hans Hus skal gøres
+      til en Skarndynge; thi der gives ingen anden Gud, som således
+      kan frelse."
+ 30.  Og Kongen gengav Sjadrak,Mesjak og Abed-Nego deres Stillinger i
+      Landsdelen Babel.
+
+
+Daniel 4
+
+  1.  Kong Nebukadnezar til alle Folk: der bor på hele Jorden: Fred
+      være med eder i rigt Mål!
+  2.  De Tegn og Undere, den højeste Gud har øvet imod mig, finder jeg
+      for godt at kundgøre.
+  3.  Hvor store er dog hans Tegn, hvor vældige dog hans Undere! Hans
+      Rige er et evigt Rige, hans Herredømme fra Slægt til Slægt.
+
+  4.  Jeg, Nebukadnezar, levede tryg i mit Slot og livsglad i mit
+      Palads. Men da skuede jeg et Drømmesyn, og det slog mig med
+      Rædsel, og Tankebilleder på mit Leje og mit Hoveds Syner
+      forfærdede mig.
+  6.  Derfor påbød jeg, at alle Babels Vismænd skulde føres frem for
+      mig, for at de skulde tyde mig Drømmen.
+  7.  Så kom Drømmetyderne, Manerne, Kaldæerne og Stjernetyderne ind,
+      og jeg sagde dem Drømmen, men de kunde ikke tyde mig den.
+  8.  Men til sidst trådte Daniel, som har fået Navnet Beltsazzar
+      efter min Guds Navn, og i hvem hellige Guders Ånd er, frem for
+      mig, og jeg sagde ham Drømmen:
+
+  9.  Beltsazzar, du Øverste for Drømmetyderne, i hvem jeg ved, at
+      hellige Guders Ånd er, og hvem ingen Hemmelighed er for svar!
+      Hør, hvad jeg så i Drømme, og tyd mig det!
+ 10.  Dette var mit Hoveds Syner på mit Leje: Jeg skuede, og se, et
+      Træ stod midt på Jorden, og det var såre højt.
+ 11.  Træet voksede og blev vældigt, dets Top nåede Himmelen, og det
+      sås til Jordens Ende;
+ 12.  dets Løv var fagert, dets Frugter mange, så der var Føde til
+      alle derpå; under det fandt Markens Dyr Skygge, i dets Grene
+      boede Himmelens Fugle, og alt Kød fik Næring deraf.
+ 13.  Og videre skuede jeg i mit Hoveds Syner på mit Leje, og se, en
+      Vægter, en Hellig, kom ned fra Himmelen.
+ 14.  Han råbte med høj Røst: "Fæld Træet, hug Grenene af, afriv Løvet
+      og spred Frugterne; Dyrene skal fly fra deres Bo derunder og
+      Fuglene fra dets Grene!
+ 15.  Dog skal I lade Stubben med Rødderne blive i Jorden, men bundet
+      med en Kæde af Jern og kobber i Markens Græs; af Himmelens Dug
+      skal han vædes, og som Dyrene skal han æde Markens Urter;
+ 16.  hans Menneskehjerte skal fratages ham og et Dyrehjerte gives
+      ham, og syv Tider skal gå hen over ham.
+ 17.  Således er det fastsat ved Vægternes Råd, og ved de Helliges Bud
+      er Sagen afgjort, for at de levende må sande, at den Højeste er
+      Herre over Menneskenes Rige og kan give det, til hvem han vil,
+      og ophøje den ringeste blandt Menneskene til Hersker over det!"
+ 18.  Det var dette Drømmesyn, som jeg, Kong Nebukadnezar, skuede, og
+      du, Beltsazzar, tyd mig det! Thi ingen af mit Riges Vismænd kan
+      tyde mig det; du derimod evner det, thi i dig bor hellige Guders
+      Ånd.
+
+ 19.  Så stod Daniel, som havde fået Navnet Beltsazzar, en Stund
+      rædselslagen, og hans Tanker forfærdede ham. Men Kongen tog til
+      Orde og sagde: Beltsazzar, lad ikke Drømmen og dens Udtydning
+      forfærde dig!" Men Beltsazzar svarede: "Herre, måtte drømmen
+      gælde dine Fjender og dens Udtydning dine Avindsmænd!
+ 20.  Det Træ, du så, og som voksede og blev vældigt, så Toppen nåede
+      Himmelen og det sås over hele Jorden,
+ 21.  hvis Løv var fagert, og hvis Frugter var mange, det, som alle
+      fik Næring af, under hvilket Markens Dyr fandt Bo, og i hvis
+      Grene Himmelens Fugle byggede Rede,
+ 22.  det er dig selv, o Konge, som er blevet stor og mægtig, hvis
+      Storhed er vokset, så den når Himmelen, og hvis Herredømme
+      rækker til Jordens Ende.
+ 23.  Og når Kongen så, at en Vægter, en Hellig, steg ned fra Himmelen
+      og bød: Fæld Træet og ødelæg det! Dog skal I lade Stubben med
+      Rødderne blive i Jorden, men bundet med en Kæde af Jern og
+      kobber i Markens Græs; af Himmelens Dug skal han vædes, og med
+      Markens Dyr skal han dele Lod, indtil syv Tider er gået hen over
+      ham
+ 24.  så betyder det, o Konge, og det er den Højestes Råd, som er
+      udgået over min Herre Kongen:
+ 25.  Du skal udstødes af Menneskenes Samfund og bo hlandt Markens
+      Dyr; Urter skal du have til Føde som Kvæget, og af Himmelens Dug
+      skal du vædes; og syv Tider skal gå hen over dig, til du
+      skønner, at den Højeste er Herre over Menneskenes Rige og kan
+      give det, til hvem han vil.
+ 26.  Men når der blev givet Påbud om at levne Træets Stub med
+      Rødderne, så betyder det, at dit Rige atter skal blive dit, så
+      snart du skønner, at Himmelen har Magten.
+ 27.  Derfor, o Konge, lad mit Råd være dig til Behag. Gør Ende på
+      dine Synder med Retfærd og på dine Misgerninger med
+      Barmhjertighed mod de fattige, om din Lykke måske kunde vare!"
+
+ 28.  Alt dette ramte nu Kong Nebukadnezar.
+ 29.  Tolv Måneder senere, da Kongen vandrede på Taget af det
+      kongelige Palads i Babel,
+ 30.  udbrød han: "Er dette ikke det store Babel, som jeg byggede til
+      Kongesæde ved min vældige Magt, min Herlighed til Ære?"
+ 31.  Men før Kongen endnu havde talt ud, lød en Røst fra Himmelen:
+      "Det gives dig til Kende, Kong Nebukadnezar, at dit Kongedømme
+      er taget fra dig!
+ 32.  Af Menneskenes Samfund skal du udstødes og bo blandt Markens
+      Dyr; Urter skal du have til Føde som Kvæget; og syv Tider skal
+      gå hen over dig, til du skønner, at den Højeste er Herre over
+      Menneskenes Rige og kan give det, til hvem han vil!"
+ 33.  I samme Stund fuldbyrdedes Ordet på Nebukadnezar; han blev
+      udstødt af Menneskenes Samfund og åd Græs som Kvæget, og hans
+      Legeme vædedes af Himmelens Dug, til hans Hår blev langt som
+      Ørnefjer og hans Negle som Fuglekløer.
+
+ 34.  Men da Tiden var omme, løftede jeg, Nebukadnezar, mine Øjne til
+      Himmelen og fik min forstand igen, og jeg priste den Højeste og
+      lovede og ærede ham, som lever evindelig, hvis Herredømme er
+      evigt, og hvis Rige står fra Slægt til Slægt.
+ 35.  Alle, som bor på Jorden, er for intet at regne; han handler
+      efter sit Tykke med Himmelens Hær og med dem, som bor på Jorden,
+      og ingen kan holde hans Hånd tilbage og sige til ham: "Hvad gør
+      du?"
+ 36.  I samme Stund fik jeg min Forstand igen; jeg fik også min
+      Herlighed og Glans igen, mit Rige til Ære; mine Rådsherrer og
+      Stormænd søgte mig, jeg blev genindsat i mit Rige, og endnu
+      større Magt blev mig givet.
+ 37.  Nu lover, ophøjer og ærer jeg, Nebukadnezar, Himmelens Konge:
+      Alle hans Gerninger er Sandhed, hans Veje Retfærd, og han kan
+      ydmyge dem, som vandrer i Hovmod.
+
+
+Daniel 5
+
+  1.  Kong Belsazzar gjorde et stort gæstebud for sine tusinde
+      Stormænd og drak Vin med dem.
+  2.  Og påvirket af Vinen lod han de Guldkar og Sølvkar hente, som
+      hans Fader Nebukadnezar havde ført bort fra Helligdommen i
+      Jerusalem, for at Kongen og hans Stormænd, hans Hustruer og
+      Medhustruer kunde drikke af dem.
+  3.  Man hentede da Guld og Sølvkarrene, som var ført bort fra
+      Helligdommen, Guds Hus i Jerusalem, og Kongen og hans Stormænd,
+      hans Hustruer og Medhustruer drak af dem;
+  4.  og medens de drak Vin, priste de deres Guder af Guld, Sølv,
+      Kobber, Jern, Træ og Sten.
+
+  5.  Men i samme Stund viste der sig Fingre af en Menneskehånd, som
+      skrev på Væggens Kalk i Kongens Palads over for Lysestagen, og
+      Kongen så Hånden, som skrev.
+  6.  Da skiftede Kongen Farve, hans Tanker forfærdede ham, hans
+      Hofters Ledemod slappedes, og hans Knæ slog imod hinanden.
+  7.  Og kongen råbte med høj Røst, at man skulde føre Manerne,
+      Kaldæerne og Stjernetyderne ind; og Kongen tog til Orde og sagde
+      til Babels Vismænd: "Enhver, som kan læse denne Skrift og tyde
+      mig den, skal klædes i Purpur, Guldkæden skal hænges om hans
+      Hals, og han skal være den tredje mægtigste i Riget."
+  8.  Så kom alle Babels Vismænd til Stede, men de evnede hverken at
+      læse Skriften eller tyde den for Kongen.
+
+  9.  Da blev Kong Belsazzar højlig forfærdet, og han skiftede Farve:
+      også hans Stormænd stod rædselslagne.
+ 10.  Ved Kongens og hans Stormænds Råb kom Dronningen ind i
+      Gildesalen, og hun tog til Orde og sagde: "Kongen leve
+      evindelig! Lad ikke dine Tanker forfærde dig og skift ikke
+      Farve!
+ 11.  I dit Rige findes en Mand, i hvem hellige Guders Ånd er, og som
+      i din Faders Dage fandtes at sidde inde med Viden, Indsigt og en
+      Visdom som selve Guderne, så din Fader Nebukadnezar satte ham
+      til Øverste for Drømmetyderne, Manerne, Kaldæerne og
+      Stjernetyderne,
+ 12.  eftersom en ypperlig Ånd, Kundskab og Indsigt til at udtyde
+      Drømme, råde Gåder og løse Knuder fandtes hos denne Daniel, hvem
+      kongen gav Navnet Beltsazzar. Lad derfor Daniel kalde, at han
+      kan tyde det!"
+
+ 13.  Så førtes Daniel ind for Kongen. Og Kongen tog til Orde og sagde
+      til ham: "Er du Daniel, en af de fangne Judæere, som min Fader
+      Kongen bortførte fra Juda?
+ 14.  Jeg har hørt om dig, at Guders Ånd er i dig, og at du er fundet
+      at sidde inde med Viden, Kløgt og ypperlig Visdom.
+ 15.  Nu har Vismændene og Manerne været ført ind for mig for at læse
+      denne Skrift og tyde mig den; men de evner ikke at tyde mig dette.
+ 16.  Men jeg har hørt om dig, at du kan tyde Drømme og løse
+      Knuder. Nu vel!  Hvis du kan læse Skriften og tyde mig den, skal
+      du klædes i Purpur, Guldkæden skal hænges om din Hals, og du
+      skal være den tredje mægtigste i Riget."
+
+ 17.  Så svarede Daniel Kongen: "Spar dine Gaver og giv en anden dine
+      Foræringer! Men Skriften vil jeg læse og tyde for Kongen.
+ 18.  Den højeste Gud, o Konge, gav din Fader Nebukadnezar Kongedømme,
+      Magt, Herlighed og Ære;
+ 19.  og for den Storheds Skyld, som han havde givet ham, frygtede og
+      bævede alle Folk, Stammer og Tungemål for ham; han dræbte, hvem
+      han vilde, og lod leve, hvem han vilde; han ophøjede, hvem han
+      vilde, og nedbøjede, hvem han vilde.
+ 20.  Men da hans Hjerte blev hovmodigt og hans Ånd stolt og
+      overmodig, stødtes han fra Kongetronen, og hans Herlighed
+      fratoges ham.
+ 21.  Af Menneskenes Samfund blev han udstødt, og hans Hjerte blev som
+      et Dyrs; han boede hos Vildæslerne, han måtte æde Græs som
+      Kvæget, og af Himmelens Dug vædedes hans Legeme, til han
+      skønnede, at den højeste Gud er Herre over Menneskenes Rige og
+      kan ophøje, hvem han vil, til Hersker derover.
+ 22.  Men du, Belsazzar, hans Søn, har ikke ydmyget dit Hjerte, skønt
+      du vidste alt dette;
+ 23.  du har hovmodet dig mod Himmelens Herre! Hans Huses Kar har man
+      hentet til dig, og du og dine Stormænd, dine Hustruer og
+      Medhustruer drak Vin af dem; og du priste dine Guder af Sølv,
+      Guld, Kobber, Jern, Træ og Sten, som hverken kan se eller høre
+      eller fatte; men den Gud, som holder din Livsånde i sin Hånd og
+      råder over alle dine Veje, ham ærede du ikke.
+ 24.  Derfor er denne Hånd udsendt fra ham og Skriften der optegnet.
+ 25.  Og således lyder Skriften: Mené, mené, tekél ufarsin!
+ 26.  Og Ordene skal tydes således: Mené betyder: Gud har talt dit
+      Riges Dage og gjort Ende derpå.
+ 27.  Tekél betyder: Du er vejet på Vægten og fundet for let.
+ 28.  Perés betyder: Dit Rige er delt og givet til Medien og Persien."
+
+ 29.  Så blev Daniel på Belsazzars Bud klædt i Purpur, Guldkæden
+      hængtes om hans Hals, og man udråbte, at han skulde være den
+      tredje mægtigste i Riget.
+ 30.  Men samme Nat blev Belsazzar, Kaldæernes Konge, dræbt, 
+
+  1.  og Mederen Darius overtog Riget i en Alder af to og tresindstyve
+      År.
+
+Daniel 6
+
+  2.  Darius fandt for godt at lægge riget under 120 satraper, fordelt
+      over hele Riget;
+  3.  og over dem satte han tre Rigsråder, af hvilke Daniel var den
+      ene, for at Satraperne skulde aflægge Regnskab for dem, så
+      Kongen intet Tab led.
+  4.  Da nu Daniel udmærkede sig fremfor de andre Rigsråder og
+      Satraperne, eftersom der var en ypperlig Ånd i ham, og Kongen
+      derfor tænkte på at sætte ham over hele Riget,
+  5.  søgte Rigsråderne og Satraperne at finde en eller anden Brøde i
+      hans Embedsførelse; men de kunde ikke finde nogen Brøde eller
+      Brist, da han var tro og der ingen Efterladenhed eller Brist var
+      at finde hos ham.
+  6.  Så sagde disse Mænd: "Vi finder ingen Sag mod denne Daniel,
+      medmindre vi kan finde noget i hans Gudsdyrkelse."
+  7.  Derfor stormede disse Rigsråder og Satraper til Kongen og talte
+      således til ham: "Kong Darius leve evindelig!
+  8.  Alle Rigsråderne, Landshøvdingerne, Satraperne, Rådsherrerne og
+      Statholderne er enedes om, at et Kongebud bør udstedes og et
+      Forbud udgå om, at enhver, som i tredive Dage beder en Bøn til
+      nogen anden end dig, o konge, det være sig til en Gud eller et
+      Menneske, skal kastes i Løvekulen.
+  9.  Derfor skal du, o Konge, udstede Forbudet og lade en Skrivelse
+      udgå, som efter Medernes og Persernes ubryddelige Lov ikke kan
+      tages tilbage."
+ 10.  Derfor lod kong Darius en Skrivelse udgå med dette Forbud.
+
+ 11.  Men så snart Daniel fik at vide, at Skrivelsen var udgået, gik
+      han ind i sit Hus; i dets Stue på Taget havde han åbne Vinduer i
+      Retning mod Jerusalem, og han faldt på Knæ tre Gange om Dagen og
+      bad og priste sin Gud, ganske som han tilforn havde gjort.
+ 12.  Da stormede hine Mænd ind og fandt Daniel i Færd med at bede og
+      bønfalde sin Gud.
+ 13.  Så gik de til kongen og bragte det kongelige Forbud på Tale,
+      idet de spurgte: "Har du ikke udstedt et Forbud om, at enhver,
+      som i tredive Dage beder til nogen anden end dig, o Konge, det
+      være sig til en Gud eller et Menneske, skalkastes i Løvekulen?"
+      Kongen svarede: "Sagen står fast efter Medernes og Persernes
+      ubryddelige Lov."
+ 14.  Så svarede de Kongen: "Daniel, en af de bortførte Judæere, ænser
+      hverken dig, o Konge, eller Forbudet, du udstedte, men beder sin
+      Bøn tre Gange om Dagen!"
+
+ 15.  Da Kongen hørte dette, blev han såre nedslået og overvejede,
+      hvorledes han kunde redde Daniel, og lige til Solens Nedgang
+      søgte han at finde en Udvej til at hjælpe ham.
+ 16.  Men så stormede hine Mænd til Kongen og sagde: "Vid, o Konge, at
+      det er medisk og persisk Ret, at intet Forbud og ingen Lov, som
+      Kongen udsteder, kan tages tilbage!"
+ 17.  Da blev Daniel på Kongens Bud hentet og kastet i Løvekulen; men
+      Kongen sagde til Daniel: "Din Gud, som du vedblivende dyrker,
+      redde dig!"
+ 18.  Så blev der hentet en Sten og lagt over Kulens Åbning; og Kongen
+      forseglede den med sin egen og sine Stormænds Seglring, at der
+      ingen Ændring skulde ske i Daniels Sag.
+
+ 19.  Derpå gik Kongen til sit Palads, hvor han fastede hele
+      Natten. Han lod ingen Kvinder komme ind til sig, og Søvnen veg
+      fra ham.
+ 20.  Ved Daggry, da det lysnede, stod han op og skyndte sig hen til
+      Løvekulen.
+ 21.  Og da han nærmede sig den, råbte han klagende til Daniel. Kongen
+      tog til Orde og sagde til Daniel: "Daniel, du den levende Guds
+      Tjener! Mon din Gud, som du vedblivende dyrker, kunde redde dig
+      fra Løverne?"
+ 22.  Da svarede Daniel Kongen: "Kongen leve evindelig!
+ 23.  Min Gud sendte sin Engel og lukkede Løvernes Gab, så de ikke har
+      gjort mig nogen Men, fordi jeg er fundet skyldfri for hans Åsyn
+      og heller ikke har forbrudt mig imod dig, o Konge!"
+ 24.  Og Kongen blev såre glad og lod Daniel drage op af Kulen; og da
+      det var sket, viste det sig, at han ikke havde lidt nogen som
+      helst Men, eftersom han havde troet på sin Gud.
+ 25.  Men hine Mænd, som havde bagtalt Daniel, blev på Kongens Bud
+      hentet og kastet i Løvekulen tillige med deres Børn og Hustruer,
+      og næppe havde de nået Kulens Bund, før Løverne kastede sig over
+      dem og knuste alle Ben i dem.
+
+ 26.  Derpå skrev Kong Darius til alle Folk, Stammer og Tungemål på
+      hele Jorden: "Fred være med eder i rigt Mål!
+ 27.  Hermed byder jeg, at man, så vidt mit Rige strækker sig, skal
+      frygte og bæve for Daniels Gud. Thi han er den levende Gud og
+      bliver i Evighed: hans Rige kan ikke forgå, og hans Herredømme
+      er uden Ende.
+ 28.  Det er ham, der redder og udfrier, og han gør Tegn og, Undere i
+      Himmelen og på Jorden, han, som reddede Daniel af Løvernes
+      Vold!"
+ 29.  Og Daniel vedblev at have Lykken med sig under Dariuss og
+      Perseren Kyroses Regering.
+
+
+Daniel 7
+
+  1.  I Kong Belsazzar af Babels første regeringsår havde Daniel et
+      drømmesyn, og Syner gik igennem hans Hoved på hans Leje; og
+      siden nedskrev han Drømmen og gengav Hovedindholdet.
+  2.  Daniel tog til Orde og sagde: Jeg skuede i mit Syn om Natten, og
+      se, Himmelens fire Vinde oprørte det store Hav,
+  3.  og fire store Dyr steg op af Havet, det ene forskelligt fra det
+      andet.
+  4.  Det første så ud som en Løve og havde Ørnevinger; og jeg skuede,
+      indtil Vingerne reves af, og det rejstes op fra Jorden og
+      stilledes på to Ben som et Menneske og fik et Menneskehjerte.
+  5.  Og se, et andet Dyr, det næste i Rækken, så ud som en Bjørn; det
+      rejstes op på den ene Side og havde tre Ribben i Gabet mellem
+      Tænderne, og der blev sagt til det: "Kom, æd meget Kød!"
+  6.  Så skuede jeg videre, og se, endnu et Dyr; det så ud som en
+      Panter og havde fire Fuglevinger på Ryggen og fire Hoveder, og
+      Magt blev det givet.
+  7.  Og videre skuede jeg i Nattesynerne, og se, der var et fjerde
+      Dyr, frygteligt, skrækkeligt og umådelig stærkt; det havde store
+      Jerntænder, åd og knuste, og hvad der levnedes, trampede det ned
+      med Fødderne. Det var forskelligt fra alle de tidligere Dyr og
+      havde ti Horn.
+  8.  Jeg lagde nøje Mærke til Hornene, og se, et andet Horn, som var
+      lille, skød frem imellem dem, og tre af de tidligere Horn
+      oprykkedes for at skaffe det Plads; og se, dette Horn havde Øjne
+      som et Menneske og en Mund, der talte store Ord.
+
+  9.  Jeg skuede videre: Med eet blev Troner sat frem, en gammel af
+      Dage tog Sæde; hans Klædningvarhvid som Sne, hans Hovedhår rent
+      som Uld; hans Trone var luende Ild, dens Hjul var flammende Ild.
+ 10.  En Strøm af Ild flød ud og strømmede frem derfra. Tusinde
+      Tusinder tjente ham, og titusind Titusinder stod ham til
+      Rede. Derpå sattes Retten, og Bøgerne lukkedes op.
+
+ 11.  Jeg skuede, og ved Lyden af de store Ord, som Hornet talte. Jeg
+      skuede, indtil Dyret blev dræbt og dets Krop tilintetgjort, og
+      det blev kastet i Ilden og brændt.
+ 12.  Også de andre dyr fratog man deres Magt, og deres Levetid
+      fastsattes til Tid og Stund.
+ 13.  Jeg skuede videre i Nattesynerne: Og se, med Himlens Skyer kom
+      en, der så ud som en Menneskesøn. Han kom hen til den gamle at
+      Dage og førtes frem for ham;
+ 14.  og Magt og Ære og Herredom gaves ham, og alle Folk, Stammer og
+      Tungemål skal tjene ham; hans Magt er en eviig Magt, aldrig går
+      den til Grunde, hans Rige kan ikke forgå.
+
+ 15.  Jeg, Daniel, blev såre urolig til Sinds ved alt dette, og mit
+      Hoveds Syner forfærdede mig.
+ 16.  Så trådte jeg hen til en af de omstående og bad ham om sikker
+      Oplysning om alt dette, og han svarede og tydede mig det:
+ 17.  "Disse tre store dyr betyder, at fire Konger skal fremstå af
+      Jorden;
+ 18.  men siden skal den Højestes hellige modtage Riget og have det i
+      Eje i Evigheders Evighed."
+ 19.  Så bad jeg om sikker Oplysning om det fjerde Dyr, som var
+      forskelligt fra alle de andre, overmåde frygteligt, med
+      Jerntænder og Kobberkløer, og som åd ogknuste og med sine Fødder
+      nedtrampede, hvad der levnedes,
+ 20.  og om de ti Horn på dets Hoved og det andet, som skød frem, for
+      hvilket de tre faldt af, det Horn, som havde Øjne og en Mund,
+      der talte store Ord, og som var større at se til end de andre.
+ 21.  Jeg havde skuet, hvorledes dette Horn førte Krig mod de hellige
+      og overvandt dem,
+ 22.  indtil den gamle af dage kom og Retten blev givet den Højestes
+      hellige og Tiden kom, da de hellige tog Riget i Eje.
+
+ 23.  Hans Svar lød: "Det fjerde Dyr betyder, at et fjerde Rige skal
+      fremstå på Jorden, som skaj være forskelligt fra alle de andre
+      Riger; det skal opsluge hele Jorden og søndertræde og knuse den.
+ 24.  Og de ti Horn betyder, at der af dette Rige skal fremstå ti
+      Konger, og efter dem skal der komme en anden, som skal være
+      forskellig fra de tidligere; og han skal fælde tre Konger
+ 25.  og tale mod den Højeste og mishandle den Højestes hellige; han
+      skal sætte sig for at ændre Tider og Lov, og de skal gives i
+      hans Hånd en Tid og to Tider og en halv Tid.
+ 26.  Men så sættes Retten, og hans Herredømme fratages ham og
+      tilintetgøres og ødelægges for evigt.
+ 27.  Men Riget og Herredømmet og Storheden, som tilhørte alle Rigerne
+      under Himmelen, skal gives den Højestes helliges Folk; dets Rige
+      er et evigt Rige, og alle Magter skal tjene og lyde det."
+
+ 28.  Her ender Fremstillingen. Jeg, Daniel, blev såre forfærdet over
+      mine Tanker, og mit Ansigt skiftede Farve; men jeg gemte Sagen i
+      mit Hjerte.
+
+
+Daniel 8
+
+  1.  I Kong Belsazzars tredje regeringsår viste der sig et syn for
+      mig, Daniel; det kom efter det, som tidligere havde vist sig for
+      mig.
+  2.  Jeg skuede i Synet, og det var mig, som om jeg var i Borgen
+      Susan i Landskabet Elam; og jeg så mig i Synet stående ved
+      Floden Ulaj.
+  3.  Da løftede jeg mine Øjne og skuede, og se, en Væder stod ved
+      Floden; den havde to store Horn, det ene større end det andet,
+      og det største skød op sidst.
+  4.  Jeg så Væderen stange mod Vest, Nord og Syd; intet Dyr kunde
+      modstå den, ingen kunde redde af dens Vold, og den gjorde, hvad
+      den vilde, og blev mægtig.
+
+  5.  Videre så jeg nøje til, og se, en Gedebuk kom fra Vest farende
+      hen over hele Jorden, men uden at røre den; og Bukken havde et
+      anseligt Horn i Panden.
+
+  6.  Den kom hen til den tvehornede Væder, som jeg havde set stå ved
+      Floden, og løb imod den med ubændig Kraft; og jeg så, hvorledes
+      den, da den nåede Væderen, rasende stormede imod den, stødte til
+      den og sønderbrød begge dens Horn; og Væderen havde ikke kraft
+      til at modstå den, men Bukken kastede den til Jorden og trampede
+      på den, og ingen reddede Væderen af dens Vold.
+
+  8.  Derpå blev Gedebukken såre mægtig; men som den var
+      allermægtigst, brødes det store Horn af, og i Stedet voksede
+      fire andre frem mod alle fire Verdenshjørner.
+  9.  Men fra det ene af dem skød et andet og lille Horn op, og det
+      voksede umådeligt mod Syd og Øst og mod det herlige Land;
+ 10.  og det voksede helt op til Himmelens Hær, styrtede nogle af
+      Hæren og af Stjernerne til Jorden og trampede på dem.
+ 11.  Og det hovmodede sig mod Hærens Øverste; hans daglige Offer blev
+      ophævet, og hans Helligdoms Sted kastedes til Jorden.
+ 12.  Og på Alteret for det daglige Offer lagdes en Misgerning;
+      Sandheden kastedes til Jorden, og Hornet havde Lykke med, hvad
+      det gjorde.
+
+ 13.  Da hørte jeg en hellig tale, og en anden hellig spurgte den
+      talende: "Hvor lang Tid gælder Synet om, at det daglige Offer
+      ophæves, Ødelæggelsens Misgerning opstilles, og Helligdommen og
+      Hæren nedtrampes?"
+ 14.  Han svarede: "2300 Aftener og Morgener; så skal Helligdommen
+      komme til sin Ret igen!"
+
+ 15.  Medens jeg, Daniel, nu så Synet og søgte at forstå det, se, da
+      stod der for mig en som en Mand at se til,
+ 16.  og jeg hørte en menneskelig Røst råbe over Ulaj: "Gabriel, udlæg
+      ham Synet!"
+ 17.  Så kom han hen, hvor jeg stod, og ved hans Komme blev jeg
+      overvældet af Rædsel og faldt på mit Ansigt. Og han sagde til
+      mig: "Se nøje til, Menneskesøn, thi Synet gælder Endens Tid!"
+ 18.  Medens han taledemed mig, lå jeg bedøvet med Ansigtet mod
+      Jorden; men han rørte ved mig og fik mig på Benene
+ 19.  og sagde: "Se, jeg vil kundgøre dig, hvad der skal ske i Vredens
+      sidste Tid; thi Synet gælder Endens bestemte Tid.
+ 20.  Den tvehornede Væder, du så, er Kongerne af Medien og Persien,
+ 21.  den lådne Buk er Kongen af Grækenland, og det store Horn i dens
+      Pande er den første Konge.
+ 22.  At det brødes af, og at fire andre voksede frem i Stedet,
+      betyder, at fire Riger skal fremstå af hans Folk, dog uden hans
+      Kraft.
+ 23.  Men i deres Herredømmes sidste Tid, når Overtrædelserne har
+      gjort Målet fuldt, skal en fræk og rænkefuld konge fremstå.
+ 24.  Hans Magt skal blive stor, dog ikke som hins; han skal tale
+      utrolige Ting og have Lykke med, hvad han gør, og gennemføre
+      sine Råd og ødelægge mægtige Mænd.
+ 25.  Mod de hellige skal hans Tanke rettes; hans svigefulde Råd skal
+      lykkes ham, og han skal sætte sig store Ting for og styrte mange
+      i Ulykke i deres Tryghed. Mod Fyrsternes Fyrste skal han rejse
+      sig, men så skal han knuses, dog ikke ved Menneskehånd.
+ 26.  Synet om Affenerne og Morgenerne, hvorom der var Tale, er
+      Sandhed. Men du skal lukke for Synet; thi det gælder en fjern
+      Fremtid."
+
+ 27.  Men jeg, Daniel, lå syg en Tid lang; så stod jeg op og udførte
+      min Gerning i kongens Tjeneste. Jeg var rædselslagen over Synet
+      og forstod det ikke.
+
+
+Daniel 9
+
+  1.  I Darius, Ahasveruses søns første regeringsår, han som var af
+      medisk Byrd og var blevet Konge over kaldæernes Rige,
+  2.  i hans første Regeringsår lagde jeg, Daniel, i Skrifterne Mærke
+      til det Åremål, i hvilket Jerusalem efter HERRENs Ord til
+      Profeten Jeremias skulde ligge i Grus, halvfjerdsindstyve År.
+  3.  Jeg vendte mit Ansigt til Gud Herren for at fremføre Bøn og
+      Begæring under Faste i Sæk og Aske.
+
+  4.  Og jeg bad til HERREN min Gud, bekendte og sagde: "Ak, Herre, du
+      store, forfærdelige Gud, som holder fast ved Pagten og
+      Miskundheden mod dem, der elsker dig og holder dine Bud!
+  5.  Vi har syndet og handlet ilde, været gudløse og genstridige; vi
+      veg fra dine Bud og Vedtægter
+  6.  og hørte ikke på dine Tjenere Profeterne, som talte i dit Navn
+      til vore Konger, Fyrster og Fædre og til alt Folket i Landet.
+  7.  Du står med Retten, Herre, vi med vort Ansigts Blusel, som det
+      nu viser sig, vi Judas Mænd, Jerusalems Borgere, ja alt Israel
+      fjernt og nær i alle Lande, hvor du drev dem hen for deres
+      Troløshed imod dig.
+  8.  Herre, vi står med vort Ansigts Blusel, vore Konger, Fyrster og
+      Fædre, fordi vi syndede imod dig.
+  9.  Men hos Herren vor Gud er Barmhjertighed og Tilgivelse, thi vi
+      stod ham imod
+ 10.  og adlød ikke HERREN vor Guds Røst, så vi fulgte hans Love, som
+      han forelagde os ved sine Tjenere Profeterne.
+ 11.  Nej, hele Israel overtrådte din Lov og faldt fra, ulydige mod
+      din Røst; så udøste den svorne Forbandelse, som står skrevet i
+      Guds Tjener Mosess Lov, sig over os, thi vi syndede imod ham;
+ 12.  og han fuldbyrdede de Ord, han havde talet imod os og de
+      Herskere, som herskede over os, så han bragte en Ulykke over os
+      så stor, at der ingensteds under Himmelen er sket Mage til den
+      Ulykke, som ramte Jerusalem.
+ 13.  Som skrevet står i Mose Lov, kom hele denne Ulykke over os; og
+      vi stemte ikke HERREN vor Gud til Mildhed ved at vende om fra
+      vore Misgerninger og vinde Indsigt i din Sandhed.
+ 14.  Derfor var HERREN årvågen over Ulykken og bragte den over os;
+      thi HERREN vor Gud er retfærdig mod alle Skabninger, som han har
+      skabt, og vi adlød ikke hans Røst.
+
+ 15.  Og nu, Herre vor Gud, du, som med stærk Hånd førte dit Folk ud
+      af Ægypten og vandt dig et Navn, som er det samme den Dag i Dag:
+      Vi syndede og var gudløse!
+ 16.  Herre, lad dog efter alle dine Retfærdshandlinger din Vrede og
+      Harme vende sig fra din By Jerusalem, dit hellige Bjerg; thi ved
+      vore Synder og vore Fædres Misgerninger er Jerusalem og dit Folk
+      blevet til Spot for alle vore Naboer.
+ 17.  Så lyt da nu, vor Gud, til din Tjeners Bøn og Begæring og lad
+      dit Ansigt lyse over din ødelagte Helligdom for din egen Skyld,
+      o Herre!
+ 18.  Bøj dit Øre, min Gud, og hør, oplad dine Øjne og se
+      Ødelæggelsen, som er overgået os, og Byen, dit Navn er nævnet
+      over; thi ikke i Tillid til vore Retfærdshandlinger fremfører vi
+      vor Begæring for dit Åsyn, men i Tillid til din store
+      Barmhjertighed.
+ 19.  Herre, hør! Herre, tilgiv! Herre, lån Øre og grib uden Tøven ind
+      for din egen Skyld, min Gud; thi dit Navn er nævnet over din By
+      og dit Folk!"
+
+ 20.  Medens jeg endnu talte således, bad og bekendte min og mit Folk
+      Israels Synd og for HERREN min Guds Åsyn fremførte min Forbøn
+      for min Guds hellige Bjerg,
+ 21.  medens jeg endnu bad, kom Manden Gabriel, som jeg tidligere
+      havde set i Synet, hastigt flyvende nær hen til mig ved
+      Aftenofferets Tid;
+ 22.  og da han var kommet, talede han således til mig: "Daniel, jeg
+      er nu kommet for at give dig Indsigt.
+ 23.  Straks du begyndte at bede, udgik et Ord, og jeg er kommet for
+      at kundgøre dig det; thi du er højt elsket; så mærk dig Ordet og
+      agt på Åbenbaringen!
+
+ 24.  Halvfjerdsindstyve Uger er fastsat over dit Folk og din hellige
+      By, indtil Overtrædelsen er fuldendt, Syndens Målfuldt,
+      Misgerningen sonet, evig Retfærdighed hidført, Syn og Profet
+      beseglet og en højhellig Helligdom salvet.
+ 25.  Og du skal vide og forstå: Fra den Tid Ordet om Jerusalems
+      Genrejsning og Opbyggelse udgik, indtil en Salvet, en Fyrste,
+      kommer, er der syv Uger; og i to og tresindstyve Uger skal det
+      genrejses og opbygges med Torve og Gader under Tidernes
+      Trængsel.
+ 26.  Men efter de to og tresindstyve Uger skal en Salvet bortryddes
+      uden Dom, og Byen og Helligdommen skal ødelægges tillige med en
+      Fyrste. Og Enden kommer med Oversvømmelse, og indtil Enden skal
+      der være Krig, den fastsatte Ødelæggelse.
+ 27.  Og pagten skal ophæves for de mange i een Uge, og i Ugens sidste
+      Halvdel skal Slagtoffer og Afgrødeoffer ophøre, og Ødelæggelsens
+      Vederstyggelighed skal sættes på det hellige Sted, indtil den
+      fastsatte Undergang udøser sig over Ødelæggeren.
+
+
+Daniel 10
+
+  1.  I Perserkongen Kyros tredje regeringsår modtog Daniel, som havde
+      fået Navnet Beltsazzar, en Åbenbaring; og Ordet er Sandhed og
+      varsler om stor Trængsel. Og han mærkede sig Ordet og agtede på
+      Synet.
+
+  2.  På den Tid holdt jeg, Daniel. Sorg i hele tre Uger.
+  3.  Lækre Spiser nød jeg ikke, Kød og Vin kom ikke i min Mund, og
+      jeg salvede mig ikke, før hele tre Uger var gået.
+  4.  Men på den fire og tyvende Dag i den første Måned var jeg ved
+      Bredden af den store Flod, det er Hiddekel.
+  5.  Og jeg løftede Øjnene og skuede, og se, der var en Mand, som var
+      iført linnede Klæder og havde et Bælte af fint Ofirguld om
+      Hofterne.
+  6.  Hans Legeme var som Krysolit, hans Ansigt strålede som Lynet,
+      hans Øjne var som Ildsluer, hans Arme og Ben som blankt Kobber
+      og hans Røst som en larmende Hob.
+  7.  Jeg, Daniel, var den eneste, der så Synet; de Mænd, som var hos
+      mig, så det ikke; men stor Rædsel faldt over dem, og de flygtede
+      og gemte sig,
+  8.  så jeg blev ene tilbage. Da jeg så dette vældige Syn, blev der
+      ikke Kraft tilbage i mig, og mit Ansigt skiftede Farve og blev
+      ligblegt, og jeg havde ingen Kræfter mere.
+  9.  Da hørte jeg ham tale, og som jeg hørte det, faldt jeg, bedøvet
+      om med Ansigtet imod Jorden.
+
+ 10.  Og se, en Hånd rørte ved mig og fik mig skælvende op på mine Knæ
+      og Hænder.
+ 11.  Og han sagde til mig: "Daniel, du højt elskede Mand, mærk dig de
+      Ord, jeg taler til dig, og rejs dig op, thi nu er jeg sendt til
+      dig,!" Og da han talede således til mig, rejste jeg mig
+      skælvende.
+ 12.  Så sagde han til mig: "Frygt ikke, Daniel, thi straks den første
+      Dag du gav dit Hjerte hen til at søge indsigt og ydmyge dig for
+      din Guds Åsyn, blev dine Ord hørt, og jeg er kommet for dine
+      Ords Skyld.
+ 13.  Perserrigets Fyrste stod mig imod i een og tyve Dage, men se, da
+      kom Mikael, en af de ypperste Fyrster, mig til Hjælp; ham lod
+      jeg blive der hos Perserkongernes Fyrste;
+ 14.  og nu er jeg kommet for at lade dig vide, hvad der skal times
+      dit Folk i de sidste Dage; thi atter er der en Åbenbaring om de
+      Dage."
+
+ 15.  Medens han talede således til mig, bøjede jeg målløs Ansigtet
+      mod Jorden.
+ 16.  Og se, noget, der så ud som en Menneskehånd, rørte ved mine
+      Læber, og jeg åbnede min Mund og talte således til ham, som stod
+      for mig: "Herre, ved Synet overvældedes jeg af Smerter og har
+      ikke flere kræfter.
+ 17.  Og hvor kan jeg, min Herres ringe Træl, tale til dig, høje
+      Herre? Af Rædsel har jeg mistet min Kraft, og der er ikke Vejr
+      tilbage i mig!"
+ 18.  Så rørte atter en som et Menneske at se til ved mig og styrkede
+      mig;
+ 19.  og han sagde: "Frygt ikke, du højt elskede Mand! Fred være med
+      dig, vær trøstig og ved godt Mod!" Og som han talede med mig,
+      følte jeg mig styrket og sagde: "Tal, Herre, thi du har styrket
+      mig!"
+ 20.  Da sagde han: "Ved du, hvorfor jeg kom til dig? Jeg må nu straks
+      vende tilbage for at kæmpe med Persiens Fyrste, og så snart jeg
+      er færdig dermed, se, da kommer Grækenlands Fyrste.
+ 21.  Og ikke een hjælper mig imod dem undtagen Mikael, eders Fyrste,
+
+  1.  der står som Hjælp og Støtte for mig. Dog vil jeg nu
+      kundgøre dig, hvad der står skrevet i Sandhedens Bog; 
+2,a.  ja, nu vil jeg kundgøre dig, hvad sandt er.
+
+Daniel 11 
+
+2,b.  Se, endnu skal der fremstå tre konger i Persien, og den fjerde 
+      skal komme til større Rigdom end nogen af de andre; og når han er 
+      blevet mægtig ved sin Rigdom, skal han opbyde alt imod det græske 
+      Rige.
+  3.  Men da fremstår en Heltekonge, og han skal råde med Vælde og
+      gøre, hvad han vil.
+  4.  Men bedst som han står, skal hans Rige sprænges og deles efter
+      de fire Verdenshjørner, og det skal ikke tilfalde hans
+      Efterkommere eller blive så mægtigt, som da han rådede, men hans
+      Rige skal ødelægges og gå over til andre end Efterkommerne.
+
+  5.  Siden bliver Sydens konge mægtig, men en af hans Fyrster bliver
+      stærkere end han og får Magten; og hans Magt skal blive stor.
+  6.  Men nogle År senere slutter de Forbund, og Sydens Konges Datter
+      drager ind til Nordens Konge for at tilvejebringe Fred; men
+      Armens Kraft holder ikke Stand, hans Arm holder ikke ud, men hun
+      gives i Døden tillige med sit Følge, sin Søn og sin Ægtemand.
+  7.  I de Tider skyder der i hans Sted et Skud frem af hendes Rødder;
+      og han drager mod Nordens konges Hær og trænger ind i hans
+      Fæstning, fuldbyrder sin Vilje på dem og bliver mægtig,
+  8.  endog deres Guder med deres støbte Billeder og deres kostbare
+      Kar, Sølv og Guld, fører han med som Bytte til Ægypten; siden
+      skal han en Tid lang lade Nordens Konge i Ro.
+  9.  Men denne falder ind i Sydens Konges Rige; dog må han vende hjem
+      til sit Land.
+
+ 10.  Men hans Søn ruster sig og samler store Hære i Mængde, drager
+      frem imod ham og oversvømmer og overskyller Landet. Og han
+      kommer igen og trænger frem til hans Fæstning.
+ 11.  Men Sydens konge bliver rasende og rykker ud til Kamp imod
+      Nordens Konge; han stiller en stor Hær på Benene, men den gives
+      i Sydens Konges Hånd.
+ 12.  Når Hæren er oprevet, bliver hans Hjerte stolt; han strækker
+      Titusinder til Jorden, men hævder ikke sin Magt.
+ 13.  Nordens Konge stiller på ny en Hær på Benene, større end den
+      forrige, og nogle År senere drager han imod ham med en stor Hær
+      og et vældigt Tros.
+ 14.  Og i de Tiderer der mange, som gør Oprør imod Sydens Konge. og
+      Voldsmændene i dit Folk rejser sig, for at Åbenbaringen kan gå i
+      Opfyldelse, men selv falder de.
+ 15.  Nordens Konge rykker frem, opkaster Volde og indtager en
+      Fæstning; og Sydens Arme skal ikke holde ud; hans Hær flygter og
+      har ikke Modstands kraft.
+
+ 16.  Den, som rykker imod ham, gør, hvad han vil, og ingen står sig
+      imod ham; han sætter sig fast i det herlige Land og bringer
+      Ødelæggelse med sig.
+ 17.  Han oplægger Råd om at komme med hele sit Riges Styrke, men
+      slutter Fred med ham og giver ham sin Datter til Ægte til
+      Landets Ulykke; men det bliver ikke til noget og lykkes ikke for
+      ham.
+ 18.  Så vender han sig mod Kystlandene og indtager mange, men en
+      Hærfører gør Ende på hans Hån; syv Fold gengælder han ham hans
+      Hån.
+ 19.  Derpå vender han sig mod sit eget Lands Fæstninger, men han
+      snubler, falder og forsvinder.
+ 20.  I hans Sted træder en, som sender en Skatteopkræver gennem
+      Rigets Herlighed, men på nogle Dage knuses han, dog uden Harm,
+      ej heller i Strid.
+
+ 21.  I hans Sted træder en Usling. Kongedømmets Herlighed overdrages
+      ham ikke, men han kommer, før nogen aner Uråd, og tilriver sig
+      Kongedømmet ved Rænker.
+ 22.  Hære bortskylles helt foran ham, også en Pagtsfyrste knuses.
+ 23.  Så snart man har sluttet Forbund med ham, øver han Svig; han
+      drager frem og bliver stærk ved en Håndfuld Folk.
+ 24.  Uventet falder han ind i de frugtbareste Egne og gør, hvad hans
+      Fædre eller Fædres Fædre ikke gjorde; Ran, Bytte og Gods strør
+      han ud til sine Folk, og mod Fæstninger oplægger han Råd, dog
+      kun til en Tid.
+ 25.  Han opbyder sin kraft og sit Mod mod Sydens Konge og drager ud
+      med en stor Hær; og Sydens Konge rykker ud til Strid med en
+      overmåde stor og stærk Hær, men kan ikke stå sig, da der smedes
+      Rænker imod ham;
+ 26.  hans Bordfæller bryder hans Magt, hans Hær skylles bort, og
+      mange dræbes og falder.
+ 27.  Begge Konger har ondt i Sinde og sidder til Bords sammen og
+      lyver; men det lykkes ikke, thi Enden tøver endnu til den
+      fastsatte Tid.
+ 28.  Da han er på Hjemvejen til sit Land med store Forråd, oplægger
+      hans Hjerte Håd mod den hellige Pagt, og han fuldfører det og
+      vender hjem til sit Land.
+
+ 29.  Til den fastsatte Tid drager han atter mod Syd, men det går ikke
+      anden Gang som første;
+ 30.  kittæiske Skibe drager imod ham, og han lader sig skræmme og
+      vender om; hans Vrede blusser op mod den hellige Pagt, og han
+      giver den frit Løb. Så vender han hjem og mærker sig dem, som
+      falder fra den hellige Pagt.
+ 31.  Og hans Hære skal stå der og vanhellige Helligdommen, den faste
+      Borg, afskaffe det daglige Offer og rejse Ødelæggelsens
+      Vederstyggelighed.
+ 32.  Dem, der overtræder Pagten, lokker han ved Smiger til Frafald;
+      men de Folk, som kender deres Gud, står fast og viser det i
+      Gerning.
+ 33.  De kloge i Folket skal bringe mange til Indsigt, men en Tid lang
+      bukker de under for Ild og Sværd, Fangenskab og Plyndring.
+ 34.  Medens de bukker under, får de en ringe Hjælp, og mange slutter
+      sig til dem på Skrømt.
+ 35.  Af de kloge må nogle bukke under, for at der kan renses ud
+      iblandt dem, så de sigtes og renses til Endens Tid; thi endnu
+      tøver den til den bestemte Tid.
+
+
+ 36.  Og Kongen gør, hvad han vil, ophøjer og hovmoder sig mod enhver
+      Gud; mod Gudernes Gud taler han utrolige Ting, og han har Lykken
+      med sig, indtil Vreden er omme; thi hvad der er besluttet, det
+      sker.
+ 37.  Sine Fædres Guder ænser han ikke; ej heller ænser han Kvindernes
+      Yndlingsgud eller nogen anden Gud, men hovmoder sig mod dem
+      alle.
+ 38.  I Stedet ærer han Fæstningernes Gud; en Gud, hans Fædre ikke
+      kendte, ærer han med Guld, Sølv, Ædelsten og Klenodier.
+ 39.  I de faste Borge lægger han den fremmede Guds Folk; dem, der
+      vedkender sig ham, overøser han med Ære og giver dem Magt over
+      mange, og han uddeler Land til Løn.
+
+ 40.  Men ved Endens Tid skal Sydens Konge prøve Kræfter med ham, og
+      Nordens Konge stormer imod ham med Vogne, Ryttere og Skibe i
+      Mængde og falder ind i Landene, oversvømmer og overskyller dem.
+ 41.  Han falder ind i det herlige Land, og Titusinder falder; men
+      følgende skal reddes af hans Bånd: Edom, Moab og en Levning
+      Ammoniter.
+ 42.  Han udrækker sin Hånd mod Landene, og Ægypten undslipper ikke.
+ 43.  Han bliver Herre over Guld og Sølvskattene og alle Ægyptens
+      Klenodier; der er Libyere og Ætiopere i hans Følge.
+ 44.  Men Rygter fra Øst og Nord forfærder ham, og han drager bort i
+      stor Harme for at tilintetgøre mange og lægge Band på dem.
+ 45.  Han opslår sine Paladstelte mellem Havet og det hellige, herlige
+      Bjerg.  Men han går sin Bane i Møde, og ingen kommer ham til
+      Hjælp.
+
+
+Daniel 12
+
+  1.  Til den Tid skal Mikal stå frem, den store fyrste, som værner
+      dit Folks Sønner, og en Trængselstid kommer, som hidtil ikke har
+      haft sin Mage, så længe der var Folkeslag til. Men på den Tid
+      skal dit Folk frelses, alle, der er optegnet i Bogen.
+  2.  Og mange af dem, der sover under Mulde, skal vågne, nogle til
+      evigt Liv, andre til Skam, til evig Afsky.
+  3.  De forstandige skal stråle som Himmelhvælvingens Glans, og de,
+      der førte de mange til Retfærdighed, skal lyse som Stjerner
+      evigt og altid.
+
+  4.  Men du, Daniel, sæt Lukke for Ordene og Segl for Bogen til
+      Endens Tid!  Mange skal granske i den, og Kundskaben skal blive
+      stor."
+
+  5.  Og jeg, Daniel, skuede, og se, der stod to andre hver på sin
+      Side af Floden.
+  6.  Og den ene spurgte Manden, som bar de linnede Klæder og svævede
+      over Flodens Vande: "Hvor længe varer det, før disse sælsomme
+      Ting er til Ende?"
+  7.  Så hørte jeg Manden i de linnede Klæder, ham, som svævede over
+      Flodens Vande, sværge ved ham, som lever evindelig, idet han
+      løftede begge Hænder mod Himmelen: "Een Tid, to Tider og en halv
+      Tid! Når hans Magt, som knuser det hellige Folk, er til Ende,,
+      skal alle disse Ting fuldbyrdes."
+  8.  Og jeg hørte det, men fattede det ikke; så spurgte jeg: "Herre
+      hvad er det sidste af disse Ting?"
+  9.  Og han svarede: "Gå bort, Daniel, thi for Ordene er der sat
+      Lukke og Segl til Endens Tid.
+ 10.  Mange skal sigtes, renses og lutres, men de gudløse handler
+      gudløst, og ingen af de gudløse skal forstå, men det skal de
+      forstandige.
+ 11.  Fra den Tid det daglige Offer ophæves og Ødelæggelsens
+      Vederstyggelighed rejses, skal der gå 1290 Dage.
+ 12.  Salig er den, der holder ud og oplever 1335 Dage.
+ 13.  Men gå du, Enden i Møde, læg dig til Hvile og stå op til din
+      Lod, ved Dagenes Ende!
+
+
+Hoseas
+
+Hoseas 1
+
+  1.  Herrens ord kom til Hoseas, Be'eris søn, i de dage da Uzzija,
+      Jotam, Akaz og Ezekias var Konger i Juda, og Jeroboam, Joass
+      Søn, var Konge i Israel.
+  2.  Dengang HERREN først talede ved Hoseas, sagde han til ham: "Gå
+      hen og tag dig en Horkvinde og Horebørn; thi utro mod HERREN
+      bedriver Landet Hor."
+  3.  Så gik han hen og ægtede Gomer, Diblajims Datter, og hun blev
+      frugtsommelig og fødte ham en Søn.
+  4.  Og HERREN sagde til ham: "Kald ham Jizreel; thi om en, liden
+      Stund hjemsøger jeg Jizreels Blodskyld på Jehus Hus og gør Ende
+      på Israels Huses Rige.
+  5.  På hin Dag sønderbryder jeg Israels Bue i Jizreels Dal."
+  6.  Atter blev hun frugtsommelig og fødte en Datter. Og HERREN sagde
+      til ham: "Kald hende Nådeløs; thi jeg vil ikke længer være
+      Israels Hus nådig og tilgive dem.
+  7.  Men Judas Hus vil jeg være nådig og frelse ved HERREN deres Gud;
+      dog frelser jeg dem ikke ved Bue, Sværd eller Stridsvåben, ved
+      Heste eller Ryttere."
+  8.  Så vænnede hun Nådeløs fra og blev atter frugtsommelig og fødte
+      en Søn.
+  9.  Og HERREN sagde: "Kald ham Ikke-mit-Folk; thi I er ikke mit
+      Folk, og jeg er ikke eders Gud."
+
+ 10.  Men Israeliternes Tal skal blive som Sandet ved Havet, der ikke
+      kan måles eller tælles. Og i Stedet for "I er ikke mit Folk"
+      skal de kaldes "den levende Guds Børn".
+ 11.  Judæerne og Israeliterne skal slå sig sammen og sætte en og
+      samme Høvding over sig og drage op af Landet; thi stor er
+      Jizreels Dag.
+
+  1.  Kald eders Broder Mit-Folk og eders Søster nåderig.
+
+
+Hoseas 2
+
+  2.  Gå i rette med eders Moder, gå i rette, thi hun er ikke min
+      Hustru, og jeg er ej hendes Mand. For Hormærket fri hun sit
+      Ansigt, for Bolemærket sit Bryst.
+  3.  Jeg klæder hende ellers nøgen, stiller hende frem, som hun
+      fødtes; jeg reder hende til som en Ørk, som et Tørkeland gør jeg
+      hende, lader hende tørste ihjel.
+  4.  Jeg ynkes ej over hendes Børn, fordi de er Horebørn;
+  5.  thi Horkvinde var deres Moder, skamløs var hun, som bar dem. Thi
+      hun sagde: "Mine Elskere holder jeg mig til, som giver mig mit
+      Brød og mit Vand, min Uld og min Hør, min Olie og Vin."
+  6.  Se, derfor spærrer jeg med Tjørn hendes Vej, foran hende murer
+      jeg en Mur, så hun ikke kan finde sine Stier.
+  7.  Efter Elskerne kan hun så løbe, hun når dem alligevel ikke; hun
+      søger dem uden at finde, og da skal hun sige: "Jeg går på ny til
+      min første Mand; da, havde jeg det bedre end nu."
+  8.  Ja hun, hun skønner ikke, at det var mig, som gav hende Korn og
+      Most og Olie, gav hende rigeligt Sølv. og Guld, som de gjorde
+      til Baaler.
+  9.  Derfor tager jeg atter mit Korn, når Tiden er til det, min Most,
+      når Timen er inde, borttager min Uld og min Hør, som hun skjuler
+      sin Nøgenhed med.
+ 10.  Jeg blotter nu hendes Skam lige for Elskernes Øjne, af min Hånd
+      frier ingen hende ud.
+ 11.  Jeg, gør Ende på al hendes. Glæde, Fester, Nymåner, Sabbater,
+      hver en Højtid, hun har.
+ 12.  Jeg ødelægger hendes Vinstok og Figentræ, om hvilke hun sagde:
+      "Her er min Skøgeløn, den, mine Elskere gav mig." Jeg skaber dem
+      om til Krat, af Markens Dyr skal de ædes.
+ 13.  Jeg hjemsøger hende for Baalernes Fester, på hvilke hun bragte
+      dem Ofre, smykket med Ring og Kæde. Sine Elskere holdt hun sig
+      til, mig glemte hun, lyder det fra HERREN.
+
+ 14.  Se, derfor vil jeg lokke og føre hende ud i Ørkenen og tale
+      hende kærligt til.
+ 15.  Så giver jeg hende hendes Vingårde der og Akors Dal til en
+      Håbets Dør. Der skal hun synge som i Ungdommens Dage, som da hun
+      drog op fra Ægyptens Land.
+ 16.  På hin Dag, lyder det fra HERREN, skal hun påkalde sin Ægtemand,
+      og ikke mere Baalerne.
+ 17.  Baalsnavnene fjerner jeg fra hendes Mund, ej mer skal Navnene
+      huskes.
+ 18.  På hin Dag slutter jeg en Pagt for dem med Markens Dyr og
+      Himmelens Fugle og Jordens Kryb; Bue, Sværd og Stridsvåben
+      sønderbryder jeg i Landet, og jeg lader dem bo trygt.
+ 19.  Jeg trolover mig med dig for evigt, jeg trolover mig med dig med
+      Retfærd og Ret, med Miskundhed og Barmhjertighed;
+ 20.  jeg trolover mig med dig i Troskab, og du skal kende HERREN.
+ 21.  Da skal det ske på hin Dag, at jeg bønhører, lyder det fra
+      HERREN, ja, at jeg bønhører Himlen, at den så bønhører Jorden,
+ 22.  og Jorden bønhører Hornet, Mosten og Olien, og de bønhører
+      Jizreel.
+ 23.  Jeg sår hende ud i Landet, mod Nådeløs er jeg nådig og siger til
+      Ikke-mit-Folk: "Mit Folk er du!" og han skal sige: "Min Gud!"
+
+
+Hoseas 3
+
+  1.  Og HERREN sagde til mig: "Gå atter hen og elsk en kvinde, som
+      har Elskere - og boler, ligesom HERREN elsker Israeliterne,
+      endskønt de vender sig til fremmede Guder og elsker Rosinkager."
+  2.  Så købte jeg mig hende for femten Sekel Sølv og en Homer og en
+      Letek Byg.
+  3.  Og jeg sagde til hende: "I lang Tid skal du vente på mig; du må
+      ikke bedrive Hor eller tilhøre nogen Mand; heller ikke jeg vil
+      komme til dig."
+  4.  Thi i lang Tid skal Israeliterne vente uden Konge og Fyrste,
+      uden Slagtoffer og, Stenstøtte, uden Efod og Husgud.
+  5.  Siden skal Israeliterne omvende sig og søge HERREN deres Gud og
+      David, deres Konge, og bævende komme til HERREN og hans
+      Velsignelse i de sidste Dage.
+
+
+Hoseas 4
+
+  1.  Hør Isralitter, Herrens ord, thi Herren går i rette med Landets
+      Folk. Thi ej er der Troskab, ej Godhed, ej kender man Gud i
+      Landet.
+  2.  Man sværger og lyver, myrder og stjæler, horer, gør Indbrud, og
+      Blodskyld følger på Blodskyld.
+  3.  Derfor sørger Landet, og alt, hvad der bor der, sygner, Markens
+      Dyr og Himlens Fugle; selv Havets Fisk svinder bort.
+  4.  Dog skænde man ej, dog revse man ej, når mit Folk kun er som
+      dets Præster.  Du skal styrte ved Dag, og med dig Profeten ved
+      Nat.
+  6.  Mit Folk skal gå til Grunde, fordi det er uden Kundskab. Da du
+      har vraget Kundskab, vrager jeg dig som Præst; du glemte din
+      Guds Åbenbaring, så glemmer og jeg dine Sønner.
+  7.  Jo fler, des mere de synded, ombytted deres Ære med Skændsel;
+  8.  mit Folks Synd lever de af, dets Brøde hungrer de efter.
+  9.  Men Præst skal det gå som Folk: jeg hjemsøger ham for hans Færd,
+      hans Id gengælder jeg ham.
+ 10.  De skal spise, men ikke mættes bole, men ej blive fler; thi de
+      har sveget HERREN og holder fast ved Hor.
+
+ 11.  Vin og Most tager Forstanden.
+ 12.  Mit Folk rådspørger sit Træ, og Svaret giver dets Stok; thi
+      Horeånd ledte dem vild, de boler sig bort fra deres Gud.
+ 13.  De ofrer på Bjergenes Tinder, på Højene brænder de Ofre under en
+      Eg, en Poppel, en Terebinte, thi Skyggen er god. Så horer jo og
+      eders Døtre, så boler jo og eders Kvinder;
+ 14.  jeg straffer ej Døtrenes Hor, ej Kvinderne for deres Bolen; thi
+      selv går de bort med Horer ofrer sammen med Skøger; og det uvise
+      Folk drages ned.
+ 15.  Men selv om du, Israel, horer, må Juda ej gøre sig skyldigt. Gå
+      ikke over til Gilgal, drag ikke op til Bet-Aven, sværg ikke: "Så
+      sandt HERREN lever!"
+
+ 16.  Thi som en uvan Ko er Israel uvan, skal HERREN så lade dem
+      græsse i Frihed som Lam?
+ 17.  Efraim er bundet til Afgudsbilleder; lad ham fare!
+ 18.  Deres Drikken er skejet ud. Hor har de bedrevet; højt har deres
+      Skjolde elsket Skændsel.
+ 19.  Et Vejr har omspændt dem med sine Vinger, og de skal blive til
+      Skamme for deres Ofre.
+
+
+Hoseas 5
+
+  1.  Hører dette, I Præster, lyt til du Israels hus, lån Øre, du
+      Kongehus, thi eder gælder Dommen. Thi I blev en Snare for Mizpa,
+      et Garn bredt ud over Tabor,
+  2.  en dyb Faldgrube i Sjittim; men jeg er en Lænke for alle.
+  3.  Efraim kender jeg, ej skjult er Israel for mig; thi du har
+      bolet, Efraim, uren er Israel blevet.
+  4.  Deres Gerninger tillader ikke, at de vender sig til deres Gud;
+      thi Horeånd har de i sig, HERREN kender de ej.
+  5.  Mod Israel vidner dets Hovmod; Efraim styrter for sin Brøde, med
+      dem skal og Juda styrte.
+  6.  Da går de med Småkvæg og Hornkvæg hen for at søge HERREN; men
+      ham skal de ikke finde, thi bort fra dem vil han vige.
+  7.  Troløse var de mod HERREN, thi uægte Børn har de født; nu vil
+      han opsluge dem, Plovmand sammen med Mark.
+
+  8.  Lad Hornet gjalde i Gibea, Trompeten i Rama, opløft Råb i
+      Bet-Aven, Benjamin, var dig!
+  9.  Til Ørk skal Efraim blive på Straffens Dag. Jeg kundgør om
+      Israels Stammer, hvad sikkert skal ske.
+ 10.  Som Folk, der flytter Skel, blev Judas Fyrster, over dem vil jeg
+      øse min Harme som Vand.
+
+ 11.  Efraim er undertrykt, Retten knust; frivilligt løb han efter
+      Fjenden.
+
+ 12.  Jeg er som Møl for Efraim, Edder for Judas Hus.
+ 13.  Da Efraim mærked sin Sygdom og Juda mærked sin Byld, gik Efraim
+      hen til Assur, Storkongen sendte han Bud. Men han kan ej give
+      jer Helse, han læger ej eders Byld.
+ 14.  Thi jeg er som en Løve for Efraim, en Løveunge for Judas Hus;
+      jeg, jeg river sønder og går, slæber bort, og ingen redder.
+
+Hoseas 6
+
+ 15.  Jeg går til mit sted igen, indtil de bøder for skylden og søger
+      frem for mit Åsyn, søger mig i deres Trængsel. 
+  1.  "Kom, vi vil tilbage til HERREN! Han sønderrev, han vil og læge,
+      han slog os, vil også forbinde.
+  2.  Om to Dage gør han os levende, rejser os op den tredje; da lever
+      vi for hans Åsyn.
+  3.  Så lad os da kende, jage efter at kende HERREN! Som Morgenrøden
+      er hans Opgang vis. Da kommer han til os som Regn, som Vårregn,
+      der væder Jorden."
+  4.  Hvor kan jeg hjælpe dig, Efraim, hvor kan jeg hjælpe dig, Juda?
+      Eders Kærlighed er Morgentåge, Dug, som årle svinder!
+  5.  Thi hugged jeg løs ved Profeter, dræbte med Ord af min Mund, min
+      Ret stråler frem som Lys:
+  6.  Ej Slagtoffer Kærlighed vil jeg, ej Brændofre Kendskab til Gud!
+
+  7.  De bryder Pagten i Adam er mig utro der;
+  8.  Gilead er Udådsmænds By, den er sølet i Blod.
+  9.  Som en Stimandsflok er Præsternes Flok, de myrder på Vejen til
+      Sikem gør Niddingsværk.
+ 10.  Grufulde Ting har jeg set i Israels Hus, der har Efraim bolet,
+      Israel blev uren.
+ 11.  Juda, også for dig er der fastsat en Høst, når jeg vender mit
+      Folks Skæbne, når jeg læger Israel.
+
+
+Hoseas 7
+
+  1.  Afsløret er Efraims Brøde, Samarias ondskab, thi Svig er, hvad
+      de har for, og Tyve gør Indbrud, Ransmænd røver på Gaden.
+  2.  De tænker ej på, at jeg husker al deres Ondskab. Nu står deres
+      Gerninger om dem, de er for mit Åsyn.
+
+  3.  Med ondt i Sinde glæder de Kongen, under sleske Lader Fyrster.
+  4.  Horkarle er de alle. De ligner en gloende Ovn, som en Bager
+      standser med at ilde, fra Æltning til Dejgen er syret.
+  5.  De gør på Kongens Dag Fyrsterne syge af Rus. Spottere giver han
+      Hånden,
+  6.  thi lumskelig nærmed de sig. Hjertet er som en Ovn; deres Vrede
+      sover om Natten, men brænder i Lue ved Gry.
+  7.  Som Ovnen gløder de alle, deres Herskere æder de op; alle deres
+      Konger falder, ej en af dem påkalder mig.
+
+  8.  Efraim er iblandt Folkene, aflægs er han; Efraim er som en Kage,
+      der ikke er vendt.
+  9.  Fremmede tæred hans Kraft, han mærker det ej; hans Hår er også
+      grånet, han mærker det ej.
+ 10.  Mod Israel vidner dets Hovmod; de vendte ej om til HERREN deres
+      Gud og søgte ham ikke trods alt.
+ 11.  Efraim er som en Due, tankeløs, dum; de kalder Ægypten til Hjælp
+      og vandrer til Assur.
+ 12.  Men medens de vandrer, kaster jeg Nettet over dem, bringer dem
+      ned som Himlens Fugle og revser dem for deres Ondskab.
+
+ 13.  Ve dem, fordi de veg fra mig, Død over dem for deres Frafald! Og
+      jeg skulde genløse dem, endskønt de lyver imod mig!
+ 14.  De råber ej til mig af Hjertet, når de jamrer på Lejet, sårer
+      sig for Korn og Most og er genstridige mod mig.
+ 15.  Jeg gav deres Arme Styrke, men ondt har de for imod mig.
+ 16.  De vender sig, dog ej opad, de er som en slappet Bue. Deres
+      Fyrster skal falde for Sværd ved deres Tunges Frækhed. Det
+      spottes de for i Ægypten.
+
+
+Hoseas 8
+
+  1.  Sæt hornet for din mund, som en ørn over Herrens Hus! fordi de
+      brød min Pagt og overtrådte min Lov.
+  2.  De råber til mig: "Min Gud! Vi, Israel, kender dig."
+  3.  Israel vragede Lykken, lad så Fjenden forfølge dem.
+  4.  De kårer sig Drot uden mig, uden mit Vidende Fyrster. Af deres
+      Sølv og Guld lavede de sig Gudebilleder til egen Undergang.
+  5.  Modbydelig er din kalv, Samaria; min Vrede luer imod dem hvor
+      længe? De kan ikke slippe for Straf.
+  6.  Thi den er et Værk af Israel, en Håndværker lavede den; den er
+      ikke Gud.  Nej, til Splinter skal Samarias Kalv blive.
+
+  7.  Thi Vind har de sået, og Storm skal de høste, Sæd uden Spire,
+      der ej giver Mel; og gav den, slugte fremmede Melet.
+  8.  Israel er opslugt, blandt Folkene regnes det nu for et Kar uden
+      Værd.
+  9.  Thi de er draget til Assur som et enligt strejfende
+      Vildæsel. Efraim tinged med Elskovsgaver.
+ 10.  Selv om de tinger blandt Folkene, samler jeg dem nu; snart
+      salver de ikke mere konge og Fyrster.
+
+ 11.  Thi så mange Altre Efraim har bygget, de er blevet ham Altre til
+      Synd;
+ 12.  jeg skriver ham mange Love, han regner dem ikke.
+ 13.  Slagtofre elsker de slagter, elsker Kød og æder; HERREN behager
+      de ej. Han mindes nu deres Skyld og straffer deres Synder. De
+      skal tilbage til Ægypten.
+ 14.  Israel glemte sin Skaber og byggede Helligdomme, og Juda byggede
+      mange faste Stæder; derfor sender jeg Ild imod hans Byer, og den
+      skal fortære hans Borge.
+
+
+Hoseas 9
+
+  1.  Israel, glæd dig ikke med Folkets jubel, ved Hor veg du bort fra
+      din Gud, på hver en Tærskeplads elsker du Skøgens Løn.
+  2.  Tærskeplads og Perse skal ej kendes ved dem, og Mosten slår fejl
+      for dem.
+  3.  Ej skal de blive i HERRENs Land; til Ægypten skal Efraim
+      tilbage, spise uren Føde i Assur.
+  4.  Ej skal de udgyde Vin for HERREN, ej heller gøre Slagtoffer
+      rede. Som Sørgebrød er deres Brød, det gør hver, som spiser det
+      uren: thi Hungeren kræver alt Brødet, i HERRENs Hus kommer
+      intet.
+  5.  Hvad gør I på Højtidsdagen, på HERRENs Festdag?
+  6.  Slipper de bort fra Vold, skal Ægypten sanke dem op og Memfis
+      jorde dem; deres kostbare Sølvtøj skal Tidsler arve, Nælder skal
+      bo i deres Telte.
+
+  7.  Hjemsøgelsens Dage kommer, Gengældelsens Dage, det skal Israel
+      mærke.  "Afsindig er Profeten, forrykt den af Ånden grebne"
+      fordi din Brøde er stor og Fjendskabet stort!
+  8.  I sin Guds Hus lurer Efraim på Profeten; der er Snarer på alle
+      hans Veje, man gør Faldgruben dyb.
+  9.  Det er som i Gibeas Dage, han mindes deres Skyld og straffer
+      deres Synder.
+
+ 10.  Som Druer i Ørkenen fandt jeg Israel, som tidligmodne Figner på
+      Træet så jeg eders Fædre. De kom til Baal-Peor, til Skændselen
+      viede de sig, som Efraims Elskere blev de en væmmelig Hob.
+ 11.  Deres Herlighed flyver som Fugle, Fødsel, Svangerskab,
+      Undfangelse forbi!
+ 12.  Ja, selv om de opfostrer Sønner, jeg lader dem dø ud uden
+      Børn. Ja, ve også dem, når jeg viger fra dem!
+ 13.  Efraim så jeg som en Mand, der gør Jagt på sine Børn; thi Efraim
+      selv fører Sønnerne ud til Bøddelen.
+ 14.  Giv dem, HERRE ja hvad skal du give? Du give dem barnløst Skød
+      og golde Bryster!
+ 15.  I Gilgal er al deres Ondskab, der fik jeg Had til dem; for deres
+      onde Gerninger driver jeg dem ud af mit Hus; jeg elsker dem ikke
+      mer, genstridige er alle deres Fyrster.
+ 16.  Efraim er ramt, dets Rod er vissen, de bærer slet ingen Frugt;
+      og får de end Børn, jeg dræber den dyre Livsfrugt.
+ 17.  Deres Gud vil forkaste dem, fordi de ej adlød ham; hjemløse
+      bliver de blandt Folkene.
+
+
+Hoseas 10
+
+  1.  En frodig vinstok var Israel, som bar sin frugt, jo flere
+      frugter, des flere Altre; som Landet gik frem, des skønnere
+      Støtter.
+  2.  Deres Hjerte var glat, så lad dem da bøde! Han skal slå Altrene
+      ned, lægge Støtterne øde.
+  3.  De siger jo nu: "Vi har ingen Konge; thi HERREN frygter vi ej;
+      en Konge, hvad gavner han os?"
+  4.  Med Ord slår de om sig, gør Mened og indgår Forbund, så Ret
+      bliver Gifturt, der gror langs Markens Furer.
+
+  5.  For Bet-Avens Kalv skal Samarias Borgere ængstes, ja, over den
+      skal dens Folk og dens Præster sørge, jamre over deres Skat, thi
+      den bortføres fra dem;
+
+  6.  som Gave til Storkongen føres og den til Assur. Efraim høster
+      kun Skændsel, Israel Skam af sin Afgud.
+  7.  Samarias Konge slettes som Skum på Vandets Flade.
+  8.  Øde er Afgudshøjene, Israels Synd, og på deres Altre skal Torn
+      og Tidsel gro. De siger til Bjergene: "Skjul os!" til Højene:
+      "Fald ned over os!"
+
+  9.  Du syndede, Israel, helt fra Gibeas Dage. Der i Gibea sagde man:
+      "Krig skal ej nå os!" Men jeg kom over de Niddinger, revsede
+      dem;
+ 10.  Stammerne samled sig mod dem til Tugt for tvefold Brøde.
+
+ 11.  En tilvænnet Kvie var Efraim, tærskede villigt, Åget lagde jeg
+      selv på dens skønne Hals; for Ploven spændte jeg Efraim, Juda
+      for Harven.
+ 12.  Så eders Sæd i Retfærd, høst i Fromhed; bryd eder kundskabs
+      Nyjord og søg så HERREN, til Retfærds Frugt bliver eder til Del.
+
+ 13.  I pløjede Gudløshed, høstede Uret, fortærede Løgnens
+      Frugt. Fordi du slår Lid til dine Vogne og mange Helte,
+ 14.  skal Kampgny stå i dine Byer og alle dine Borge. De skal
+      ødelægges, som da Sjalman ødelagde Bet-Arbel på Stridens
+      Dag. Moder skal knuses hos Børn.
+ 15.  Det voldte Betel eder. For din Ondskabs Skyld skal Israels
+      Konge, ved Morgengry gøres til intet.
+
+
+Hoseas 11
+
+  1.  Jeg fik Israel kær i hans Ungdom, fra Ægypten kaldte jeg min søn
+  2.  Jo mer jeg kaldte dem, des mere fjerned de sig fra mig; de ofrer
+      til Baalerne, tænder for Billederne Offerild,
+  3.  Jeg lærte dog Efraim at gå og tog ham på Armen; de vidste ej,
+      det var mig, der lægte dem.
+  4.  Jeg drog dem med Menneskesnore, med Kærligheds Reb; jeg var dem
+      som den, der løfter et Åg over Kæben, jeg bøjed mig ned til ham
+      og rakte ham Føde.
+  5.  Han skal til Ægypten igen, have Assur til Konge, thi omvende sig
+      vil de ikke.
+  6.  Sværdet skal rase i hans Byer, fortære hans Slåer og hærge i
+      hans Fæstninger.
+  7.  Mit Folk, det hælder til Frafald fra mig, og råber man til det:
+      "Op, op!"  står ingen op.
+
+  8.  Hvor kan jeg ofre dig, Efraim, lade dig, Israel, fare, ofre dig
+      ligesom Adma, gøre dig, som Zebojim? Mit Hjerte vender sig i
+      mig, al min Medynk er vakt.
+  9.  Jeg fuldbyrder ikke min Harmglød, gør ej Efraim til intet
+      igen. Thi Gud er jeg, ikke et Menneske, hellig udi din Midte,
+      med Vredesglød kommer jeg ikke.
+ 10.  HERREN skal de holde sig til, han brøler som Løven, ja brøler,
+      og bævende kommer Sønner fra Havet,
+ 11.  bævende som Fugle fra Ægypten, som Duer fra Assurs Land; jeg
+      fører dem hjem til deres Huse lyder det fra HERREN.
+
+
+Hoseas 12
+
+  1.  Efraim omgiver mig med løgn, hus med svig, Juda kender ej Gud
+      med Skøger slår han sig sammen.
+  2.  Efraims Hu står til Vind, efter Østenstorm jager han stadig, af
+      Løgn og Svig er han fuld; med Assur slutter de Pagt, til Ægypten
+      bringer de Olie.
+
+  3.  HERREN går i Rette med Juda og hjemsøger Jakob, gengælder ham
+      efter hans Veje og efter hans Id.
+  4.  I Moders Liv overlisted han sin Broder, han stred med Gud i sin
+      Manddom,
+  5.  ja stred med en Engel og sejred, han bad ham med Gråd om Nåde; i
+      Betel traf han ham og talte med ham der,
+  6.  HERREN, Hærskarers Gud, HERREN er hans Navn:
+  7.  "Drag du nu hjem med din Gud, tag Vare på Kærlighed og Ret og bi
+      bestandig på din Gud!"
+  8.  I Kana'ans Hånd er falske Lodder, han elsker Svig.
+  9.  Efraim siger: "Jeg vandt dog Rigdom og Gods!" Al hans Vinding
+      soner ej Brøden, han øved.
+ 10.  Men jeg, som er HERREN din Gud, fra du var i Ægypten, lader dig
+      bo i Telt igen som i svundne Dage.
+ 11.  Jeg har talet til Profeterne og givet mange Syner, ved
+      Profeterne talet i Lignelser.
+ 12.  Gilead er Løgn og Tomhed, i Gilgal ofrer de Tyre; som Stendynger
+      langs med Markfurer er deres Altre.
+ 13.  Jakob flyede til Arams Slette, og Israel trællede for en kvindes
+      Skyld, og for en Kvindes Skyld vogtede han kvæg.
+ 14.  Ved en Profet førte HERREN Israel op fra Ægypten, og det
+      vogtedes ved en Profet.
+ 15.  Efraim vakte bitter Vrede, han bærer Blodskyld; med Skændsel
+      dænges han til, hans Herre gør Gengæld.
+
+
+Hoseas 13
+
+  1.  Når Efraim talte, skjalv man, i Israel var han fyrste, han
+      forbrød sig med Ba'alog døde.
+  2.  Nu bliver de ved at synde og laver sig støbte Guder, dannet som
+      Billeder af Sølv, Arbejderes Værk til Hobe; de siger: "Til dem
+      skal I ofre!" Mennesker kysser Kalve!
+  3.  Derfor: som Morgentåge, som Duggen, der årle svinder, som Avner,
+      der blæses fra Lo, som Røg fra Røghul skal de blive.
+  4.  Og jeg er HERREN din Gud, fra du var i Ægyptens Land; du kender
+      ej Gud uden mig, uden mig er der ingen Frelser;
+  5.  jeg var din Vogter i Ørken, den svidende Tørkes Land.
+  6.  Som de græssede, åd de sig mætte, ja mætte, men Hjertet blev
+      stolt; derfor glemte de mig.
+  7.  Så blev jeg for dem som en Løve, en lurende Panter ved Vejen,
+  8.  jeg falder over dem som Bjørnen, hvis Unger man tog. Jeg
+      sønderriver dem Brystet, Hunde skal æde deraf, Markens Dyr flå
+      dem sønder.
+
+  9.  Når Ulykken kommer, Israel, hvor mon du da finder Hjælp?
+ 10.  Hvor er da din Konge til Frelse for dig i alle dine Byer,
+      Herskerne, om hvem du siger: "Giv mig dog Konge og Fyrster!"
+ 11.  Jeg giver dig Konge i Vrede og fjerner ham atter i Harme.
+
+ 12.  Tilbundet er Efraims Brøde, hans Synd gemt hen.
+ 13.  Hans Fødselsstunds Veer er der, men sært er Barnet, som ej
+      kommer frem i Tide, så Fødselen får Ende.
+ 14.  Dem skal jeg fri fra Dødsriget, løse fra Døden! Nej, Død, hvor
+      er din Pest, Dødsrige, hvor er din Sot? Til Mildhed kender jeg
+      ej, thi et sært Barn er han.
+
+ 15.  En Østenstorm, Herrens Ånde, bruser frem fra Ørken, løfter sig,
+      tørrer hans Væld, gør hans Kilde tør, den tager hans Skatkammer
+      med alle dets Skatte. 
+  1.  Samaria skal bøde, thi det stod sin Gud imod. For Sværd skal de 
+      falde, Børnene knuses, frugtsommelige Kvinders Liv rives op.
+
+Hoseas 14
+
+  2.  Israel, vend om til HERREN din Gud, thi du faldt ved din Brøde.
+  3.  Tag Angersord med og vend jer atter til HERREN; sig til ham:
+      "Tilgiv al vor Brøde, vær nådig! Vi betaler med Læbernes F1ugt.
+  4.  Vi vil ej søge Hjælp hos Assur, ej lide på Stridshest, vi kalder
+      ej mer vore Hænders Værk vor Gud; hos dig finder faderløs
+      Medynk."
+  5.  Jeg læger deres Frafald, elsker dem frivilligt, min Vrede har
+      vendt sig fra dem.
+  6.  Jeg vil være Israel som Dug, han skal blomstre som Liljen, Rod
+      skal han slå som en Poppel
+  7.  og bugne af Skud, som et Olietræ stå i Pragt, som Libanon dufte.
+  8.  Atter skal de bo i min Skygge, Korn skal de avle, skyde som en
+      Vinstok med Ry som Libanons Vin.
+  9.  Hvad skal Efraim mere med Afguder? Jeg hører ham, ser ned til
+      ham. Jeg er som en grøn Cypres, du får din Frugt fra mig.
+ 10.  Hvem er så viis, at han fatter det, så klog, at han ved det? Thi
+      rette er HERRENs Veje; retfærdige vandrer på dem, men Syndere
+      snubler på dem.
+
+
+Joel
+
+Joel 1
+
+  1.  Herrens Ord, som kom til Joel, Petuels søn.
+
+  2.  Hør dette, I Ældste, lån Øre, alle, som bor i Landet! Er sligt
+      mon sket i eders eller eders Fædres Dage?
+  3.  I skal fortælle det til eders Børn, og de igen til deres, og
+      deles til næste Slægt.
+  4.  Græshoppen åd, hvad Gnaveren levned, Springeren åd, hvad
+      Græshoppen levned, Æderen åd, hvad Springeren levned.
+  5.  Vågn op, I drukne, og græd; enhver, som drikker Vin, skal jamre
+      over Most, der gik tabt for eders. Mund.
+  6.  Thi et Folk drog op mod mit Land, vældigt og uden Tal; dets
+      Tænder er Løvetænder, det har Kindtænder som en Løvinde.
+  7.  Det lagde min Vinstok øde, knækked mit Figentræ, afbarked og
+      hærgede det; dets Grene stritter hvide. 8 Klag som sørgeklædt
+      Jomfru over sin Ungdoms Brudgom!
+  9.  Afgrødeoffer og Drikoffer gik tabt for HERRENs Hus; Præsterne,
+      HERRENs Tjenere sørger.
+ 10.  Marken er ødelagt, Jorden sørger; thi Kornet er ødelagt, Mosten
+      slog fejl og Olien hentørres.
+ 11.  Bønder skuffes og Vingårdsmænd jamrer både over Hveden og
+      Byggen; thi Markens Høst gik tabt;
+ 12.  fejl slog Vinstokken, Figentræet tørres; Granatæble, Palme og
+      æbletræ, hvert Markens Træ tørres hen. Ja, med Skam veg Glæde
+      fra Menneskens Børn:
+
+ 13.  Sørg, I Præster i Sæk, I AIterets Tjenere, jamrer! Gå ind og bær
+      Sæk i Nat, I, som tjener min Gud! Thi Afgrødeoffer og Drikofer
+      unddrages eders Guds Hus.
+ 14.  Helliger en Faste, udråb festlig Samling, I Ældste, kald alle,
+      som bor i Landet, sammen til HERREN eders Guds Hus og råb så til
+      HERREN!
+ 15.  Ak, hvilken Dag! Thi nær er HERRENs Dag, den kommer som Vold fra
+      den Vældige.
+ 16.  Så vi ej Føden gå tabt, vor Guds Hus tømt for Glæde og Jubel?
+ 17.  Sæden skrumper ind i den klumpede Jord; Lader er nedbrudt,
+      Forrådshuse jævnet, thi Kornet er vissent.
+ 18.  Hvor Kvæget dog stønner! Oksernes Hjorde er skræmte, fordi de
+      ikke har Græs; selv Småkvægets Hjorde lider.
+ 19.  Jeg råber til dig, o HERRE; thi Ild har fortæret Ørkenens
+      Græsning, og Luen afsved hvert Markens Træ;
+ 20.  til dig skriger selv Markens Dyr, thi Bækkenes Lejer er tørre,
+      og Ild har fortæret Ørkenens Græsning.
+
+
+Joel 2
+
+  1.  Stød i horn på Zion, blæs alarm på mit hellige Bjerg! Alle i
+      landet skal bæve, thi HERRENs Dag, den kommer;
+  2.  ja, nær er Mulms og Mørkes Dag, Skyers og Tåges Dag. Et stort,
+      et vældigt Folk er bredt som Gry over Bjerge. Dets Lige har
+      aldrig været, skal aldrig komme herefter til fjerneste Slægters
+      År.
+  3.  Foran det æder Ild, og bag det flammer Lue; foran det er Landet
+      som Eden og bag det en øde Ørk; fra det slipper ingen bort.
+  4.  At se til er de som Heste, som Hingste farer de frem;
+  5.  det lyder som raslende Vogne, når de hopper på Bjergenes Tinder,
+      som knitrende Lue, der æder Strå, som en vældig Hær, der er
+      rustet til Strid.
+  6.  Folkeslag skælver for dem, alle Ansigter blusser.
+  7.  Som Helte haster de frem, som Stridsmænd stormer de Mure; enhver
+      går lige ud, de bøjer ej af fra vejen.
+  8.  De trænger ikke hverandre, hver følger sin egen Sti. Trods
+      Våbenmagt styrter de frem uden at lade sig standse, de kaster
+      sig over Byen,
+  9.  stormer Mulen i Løb; i Husene trænger de ind, gennem Vinduer
+      kommer de som Tyve.
+ 10.  Foran dem skælver Jorden, Himlen bæver; Sol og Måne sortner,
+      Stjernerne mister deres Glans.
+ 11.  Foran sin Stridsmagt løfter HERREN sin Røst, thi såre stor er
+      hans Hær, ja, hans Ords Fuldbyrder er vældig; thi stor er
+      HERRENs Dag og såre frygtelig; hvem holder den ud?
+
+ 12.  Selv nu, så lyder det fra HERREN, vend om til mig af ganske
+      Hjerte, med Faste og Gråd og Klage!
+ 13.  Sønderriv Hjerterne, ej eders Klæder, vend om til HERREN eders
+      Gud! Thi nådig og barmhjertig er han, langmodig og rig på
+      Miskundhed, han angrer det onde.
+ 14.  Måske slår han om og angrer og levner Velsignelse efter sig,
+      Afgrødeoffer og Drikoffer til HERREN eders Gud.
+ 15.  Stød i Horn på Zion, helliger Faste, udråb festlig Samling,
+ 16.  kald Folket sammen, helliger et Stævne, lad de gamle samles,
+      kald Børnene sammen, også dem, som dier Bryst; lad Brudgom gå ud
+      af sit Kammer, Brud af sit Telt!
+ 17.  Imellem Forhal og Alter skal Præsterne, HERRENs Tjenere, græde
+      og sige: "HERRE, spar dog dit Folk! Overgiv ej din Arv til
+      Skændsel, til Hedningers Spot! Hvi skal man sige blandt Folkene:
+      Hvor er deres Gud?"
+
+ 18.  Og HERREN blev nidkær for sit Land og fik Medynk med sit Folk.
+ 19.  Og HERREN svarede sit Folk: Se, jeg sender eder korn, Most og
+      Olie, så I kan mættes deraf; og jeg vil ikke længer gøre eder
+      til Skændsel iblandt Hedningerne.
+ 20.  Fjenden fra Nord driver jeg langt bort fra eder og støder ham ud
+      i et tørt og øde Land, hans Fortrop ud i Havet i Øst og hans
+      Bagtrop i Havet i Vest, og han skal udsprede Stank og ilde Lugt;
+      thi han udførte store Ting.
+ 21.  Frygt ikke, Jord, fryd dig, vær glad! Thi HERREN har udført
+      store Ting.
+ 22.  Frygt ikke, I Markens Dyr! Thi Ørkenens Græsmarker grønnes, og
+      Træerne bærer Frugt; Figentræ og Vinstok giver alt, hvad de kan.
+ 23.  Og I, Zions Sønner, fryd eder, vær glade i HERREN eders Gud! Thi
+      han giver eder Føde til Frelse, idet han sender eder Regn,
+      Tidligregn og Sildigregn, som før.
+ 24.  Tærskepladserne skal fyldes med Korn, Persekummerne løbe over
+      med Most og Olie.
+ 25.  Og jeg godtgør eder de År, da Græshoppen, Springeren, Æderen og
+      Gnaveren hærgede, min store Hær, som jeg sendte imod eder.
+ 26.  I skal spise og mættes og love HERREN eders Guds Navn, fordi han
+      handler underfuldt med eder; og mit Folk skal i Evighed ikke
+      blive til Skamme.
+ 27.  Og I skal kende, at jeg er i Israels Midte, og at jeg, og ingen
+      anden er HERREN eders Gud; og mit Folk skal i Evighed ikke blive
+      til Skamme.
+
+
+Joel 3
+
+  1.  Og det skal ske derefter, at jeg vil udgyde min ånd over alt
+      kød, eders Sønner og eders Døtre skal profetere, eders gamle
+      skal drømme Drømme og eders unge skue Syner;
+  2.  også over Trælle og Trælkvinder vil jeg udgyde min Ånd i de
+      Dage.
+  3.  Og jeg lader ske Tegn på Himmelen og på Jorden, Blod, Ild og
+      Røgstøtter.
+  4.  Solen skal vendes til Mørke og Månen til Blod, før HERRENs store
+      og frygtelige Dag kommer.
+  5.  Men enhver, som påkalder HERRENs Navn, skal frelses; thi på
+      Zions Bjerg og i Jerusalem skal der være Frelse, som HERREN har
+      sagt; og til de undslupne skal hver den høre, som HERREN kalder.
+
+  6.  Thi se, i de Dage og på den Tid, når jeg vender Judas og
+      Jerusalems Skæbne,
+
+  7.  samler jeg alle Hedningefolk og fører dem ned i Josafats
+      Dal. Der vil jeg holde Rettergang med dem om mit Folk og min
+      Arvelod Israel, som de spredte blandt Folkene; og de delte mit
+      Land,
+  8.  kastede Lod om mit Folk, gav en Dreng for en Skøge og solgte en
+      Pige for Vin, som de drak.
+  9.  Og desuden, hvad vil I mig, Tyrus og Zidon og alle Filisterlands
+      Kredse? Er der noget, I vil gengælde mig, eller vil I gøre mig
+      noget? Hastigt og brat lader jeg Gengældelse komme over eders
+      Hoved,
+ 10.  I, som tog mit Sølv og Guld, bortførte mine kostbareste Ting til
+      eders Borge
+ 11.  og solgte Judæerne og Jerusalems Borgere til Grækerne, for at de
+      skulde føres langt bort fra deres Hjem.
+ 12.  Se, jeg vækker dem op fra det Sted, I solgte dem til, og lader
+      Gengældelse komme over eders Hoved.
+ 13.  Jeg sælger eders Sønner og Døtre til Judæerne, og de skal sælge
+      dem til Sabæerne, Folket i det fjerne Land, så sandt HERREN har
+      talet.
+
+ 14.  Råb det ud blandt Folkene, helliger en Krig, væk Heltene op! Lad
+      alle våbenføre Mænd komme og drage op!
+ 15.  Smed eders Plovjern om til Sværd, eders Vingårdsknive til Spyd!
+      Svæklingen skal sige: "Jeg er en Helt!"
+ 16.  Skynd eder og kom, alle Hedningefolk viden om, og saml eder! Før
+      dine Helte derned, HERRE!
+ 17.  Hedningefolkene skal vækkes op og drage til Josafats Dal; thi
+      der vil jeg sidde til Doms over alle Hedningefolk viden om.
+ 18.  Sving Seglen, thi Høsten er moden; kom og stamp, thi Persekummen
+      er fuld!  Persekarrene løber over, thi stor er Folkenes Ondskab.
+ 19.  Skarer på Skarer i Opgørets Dal! Thi nær er HERRENs Dag i
+      Opgørets Dal.
+ 20.  Sol og Måne sortner, og Stjernerne mister deres Glans.
+ 21.  HERREN brøler fra Zion, fra Jerusalem løfter han sin Røst;
+      Himmelen og Jorden skælver. Men HERREN er Ly for sit Folk og
+      Værn for Israels Børn.
+ 22.  Og I skal kende, at jeg er HERREN eders Gud, som bor på Zion,
+      mit hellige Bjerg. Jerusalem skal blive en Helligdom, og
+      fremmede skal ikke mere drage derigennem.
+
+ 23.  På hin Dag skal Bjergene dryppe af Most og Højene flyde med
+      Mælk; alle Judas Bække skal strømme med Vand, og en kilde skal
+      vælde frem fra HERRENs Hus og vande Akaciedalen.
+ 24.  Ægypten skal blive øde, Edom en øde Ørk for deres Vold mod
+      Judæerne, i hvis Land de udgød uskyldigt Blod.
+ 25.  Og Juda skal være beboet evindelig, Jerusalem fra Slægt til
+      Slægt.
+ 26.  Jeg hævner deres Blod, som jeg endnu ikke har hævnet; og HERREN
+      bor på Zion.
+
+
+Amos
+
+Amos 1
+
+  1.  De Ord, som Amos, der hørte til fårehyrderne fra Tekoa, skuede
+      om Israel, i de Dage da Uzzija var Konge i Juda, og Jeroboam,
+      Joas's Søn, i Israel, to År før Jordskælvet.
+
+  2.  Han sagde: HERREN brøler fra Zion, fra Jerusalem løfter han sin
+      Røst; Hyrdernes Græsmarker sørger, vissen er Karmels Top.
+
+  3.  Så siger HERREN: For tre Overtrædelser af Damaskus, ja fire, jeg
+      går ikke fra det: de tærskede Gilead med Tærskeslæder af Jern
+  4.  så sender jeg Ild mod Hazaels Hus, den skal æde Benhadads Borge;
+  5.  jeg knuser Damaskus's Portslå, udrydder Bikat-Avens Borgere og
+      den, som bærer Scepter i Bet Eden; Aramæerne skal føres til Kir,
+      siger HERREN.
+
+  6.  så siger HERREN: For tre Overtrædelser af Gaza, ja fire, jeg går
+      ikke fra det: de bortførte hele Byer og solgte dem til Edom
+  7.  så sender jeg Ild mod Gazas Mur, den skal æde dets Borge;
+  8.  jeg udrydder Asdods Borgere og den, som bærer Scepter i Askalon;
+      jeg vender min Hånd imod Ekron, og den sidste Filister forgår,
+      siger den Herre HERREN.
+
+  9.  Så siger HERREN: For tre Overtrædelser af Tyrus, ja fire, jeg
+      går ikke fra det: de solgte hele bortførte Byer til Edom uden at
+      ænse Broderpagt
+ 10.  så sender jeg Ild mod Tyruss Mur, den skal æde dets Borge.
+
+ 11.  Så siger HERREN: For tre Overtrædelser af Edom, ja fire, jeg går
+      ikke fra det: med Sværd forfulgte han sin Broder og kvalte sin
+      Medynk, holdt altid fast ved sin Vrede og gemte stadig på Harme
+ 12.  så sender jeg. Ild mod Teman, den skal æde Bozras Borge.
+
+ 13.  Så siger HERREN: For Ammoniternes tre Overtrædelser, ja fire,
+      jeg går ikke fra det: de oprev Livet på Gileads svangre Kvinder
+      for at vinde sig mere Land
+ 14.  så sætter jeg Ild på Rabbas Mur, den skal æde dets Borge under
+      Krigsskrig på Stridens Dag, under Uvejr på Stormens Dag. 15
+      Landflygtig skal Kongen blive, han og alle hans Fyrster, siger
+      HERREN.
+
+Amos 2
+
+  1.  Så siger HERREN: for tre overtrædelser af Moab, ja fire jeg går
+      ikke fra det, de brændte Edoms Konges Ben til kalk
+  2.  så sender jeg Ild mod Moab, den skal æde Herijots Borge; og Moab
+      skal dø under kampgny, Krigsskrig og Hornets Klang.
+  3.  Af hans Midte udrydder jeg Hersker og dræber alle hans Fyrster,
+      siger HERREN.
+
+  4.  Så siger HERREN: For tre Overtrædelser af Juda, ja fire, jeg går
+      ikke fra det: de ringeagted HERRENs Lov og holdt ej hans Bud,
+      ledet vild af deres Løgneguder, til hvilke deres Fædre holdt sig
+  5.  så sender jeg Ild mod Juda, den skal æde Jerusalems Borge.
+
+  6.  Så siger HERREN: For tre Overtrædelser af Israel, ja fire, jeg
+      går ikke fra det: de sælger retfærdig for Sølv og Fattigmand for
+      et Par Sko,
+  7.  træder ringes Hoved i Støvet og trænger sagtmodige fra
+      Vejen. Søn og Fader går sammen til Skøgen og søler således mit
+      hellige Navn.
+  8.  På pantede Kapper strækker de sig ved hvert et Alter, og i deres
+      Guds Hus drikker de Vin, der er givet i Bøde.
+  9.  Og dog var det mig, som udrydded Amoriterne foran eder, høje som
+      Cedertræer, stærke som Egetræer, udrydded deres Frugt foroven
+      som og deres Rødder forneden.
+ 10.  Det var mig, som førte jer op fra Ægypten og lod eder vandre i
+      Ørken i fyrretyve År, så I tog Amoriternes Land.
+ 11.  Jeg tog blandt eders Sønner Profeter, Nasiræere blandt eders
+      unge. Er det ej sandt, Israeliter? lyder det fra HERREN.
+ 12.  Men I gav Nasiræerne Vin, og Profeterne bød I ej at profetere.
+ 13.  Se, jeg lader Grunden vakle under jer, ligesom Vognen vakler,
+      når den er fuld af Neg.
+ 14.  Den hurtige kan ikke undfly, den stærke ej bruge sin Kraft; ej
+      redder Helten sit Liv,
+ 15.  ej holder Bueskytten Stand; ej undslipper rapfodet Mand, ej
+      bjærger nogen Rytter sit Liv;
+ 16.  den kækkeste Mand iblandt Helte skal den dag våbenløs fly, så
+      lyder det fra HERREN.
+
+Amos 3
+
+  1.  Hør dette Ord, som HERREN taler imod eder, isralitter, imod hele
+      den slægt jeg førte op fra Ægypten:
+  2.  Kun eder kendes jeg ved blandt alle Jordens Slægter; derfor vil
+      jeg på eder hjemsøge al eders Brøde.
+
+  3.  Vandrer vel to i Følge, når det ikke er aftalt?
+  4.  Brøler en Løve i Krattet, hvis den ikke har Bytte? Løfter en
+      Ungløve Røsten, uden den har Fangst?
+  5.  Falder en Fugl til Jorden, hvis den ikke er ramt? Klapper en
+      Fælde vel sammen, uden noget er fanget?
+  6.  Mon der stødes i Horn i en By, uden Folk farer sammen? Mon
+      Ulykke sker i en By, uden HERREN står bag?
+  7.  Nej! Den Herre HERREN gør intet uden at have åbenbaret sin
+      Hemmelighed for sine Tjenere, Profeterne.
+  8.  Løven brøler, hvo frygter da ej? Den Herre HERREN taler, hvo
+      profeterer da ej?
+
+  9.  Lad det høres over Asdods Borge og dem i Ægyptens Land! Sig:
+      "Kom sammen på Samarias Bjerg og se den vilde Tummel derinde,
+      det hårde Tryk i dets Midte !"
+ 10.  De ved ej at gøre det rette, lyder det fra HERREN, de, som
+      opdynger Uret og Vold i deres Borge.
+ 11.  Derfor, så siger den Herre HERREN: Fjender skal fare gennem
+      Landet, dit Værn skal tages fra dig, og udplyndres skal dine
+      Borge.
+
+ 12.  Så siger HERREN: Som en Hyrde redder af Løvens Gab to Skinneben
+      eller en Ørelap, således skal Israels Børn, som bor i Samaria,
+      reddes med Lejets Bolster og Bænkens Hynde.
+ 13.  Hør og vidn imod Jakobs Hus, lyder det fra den Herre HERREN,
+      Hærskarers Gud:
+ 14.  Den Dag jeg hjemsøger Israels Overtrædelser, hjemsøger jeg
+      Betels Altre; Alterets Horn skal afhugges, styrte til Jorden.
+ 15.  Både Vinter og Sommerhus knuser jeg da; Elfenbenshusene ødes, de
+      mange Huse går tabt, så lyder det fra HERREN.
+
+Amos 4
+
+  1.  Hør dette Ord, I basankøer, I, som bor på Samarias Bjerg og kuer
+      de ringe, knuser de fattige og byder eders Herrer: "Giv hid, at
+      vi kan drikke!"
+  2.  Den Herre HERREN svor ved sin Hellighed: Se, over eder skal Dage
+      komme, da I drages op med Hager, de sidste af jer med Kroge,
+  3.  og slæbes gennem Murbrud een for een og slænges på Mødding,
+      lyder det fra HERREN.
+
+  4.  Kom til Betel og synd, til Gilgal og synd end mer, bring
+      Slagtofre næste Morgen, Tiender Tredjedagen,
+  5.  brænd syret Brød til Takoffer, byd højlydt til Frivilligofre! I
+      elsker jo sligt, Israeliter, lyder det fra den Herre HERREN.
+  6.  Og dog gav jeg eder tomme Munde i alle eders Byer og Brødmangel
+      i alle eders Hjemsteder; men I omvendte eder ikke til mig, lyder
+      det fra HERREN.
+  7.  Dog forholdt jeg eder Regnen, da der endnu var tre Måneder til
+      Høst; på een, By lod jeg det regne og ikke på en anden; een Mark
+      fik Regn, og en anden fik ikke og tørrede hen;
+  8.  to tre Byer kom vankende hen til en anden for at få Vand at
+      drikke og fik ikke Tørsten slukket; men I omvendte eder ikke til
+      mig, lyder det fra HERREN.
+
+  9.  Jeg slog eder med Kornbrand og Rust og udtørrede eders Haver og
+      Vingårde, og Græshopper åd eders Figentræer og Oliventræer; men
+      I omvendte eder ikke til mig, lyder det fra HERREN.
+ 10.  Jeg sendte Pest iblandt eder som i Ægypten; jeg vog eders unge
+      Mænd med Sværdet, og samtidig gjordes eders Heste til Bytte; jeg
+      lod Stank fra eders Lejr stige op i eders Næse; men I omvendte
+      eder ikke til mig, lyder det fra HERREN.
+ 11.  Jeg omstyrtede Byer iblandt eder, som da Gud omstyrtede Sodoma
+      og Gomorra, og I blev som en Brand, der er reddet fra Bålet; men
+      I omvendte eder ikke til mig, lyder det fra HERREN.
+ 12.  Derfor vil jeg handle således med dig, Israel. Fordi jeg vil
+      handle således med dig, så gør dig rede til at møde din Gud,
+      Israel!
+
+ 13.  Thi se: Bjergenes Skaber og Stormens Ophav, han, som kundgør et
+      Menneske dets Tanker, som frembringer Gry og Mørke og vandrer på
+      Jordens Høje, HERREN, Hærskarers Gud erhans Navn.
+
+Amos 5
+
+  1.  Hør dette Ord, en klagesang, som jeg istemmer over eder, Israels
+      Hus:
+  2.  Hun er faldet og rejser sig ikke, Israels Jomfru, henstrakt på
+      sin Jord, og ingen rejser hende op.
+  3.  Thi så siger den Herre HERREN: Den By, som går i Leding med
+      tusind, får hundred tilbage, og den som går i Leding med
+      hundred, får ti tilbage i Israels Hus.
+
+  4.  Thi så siger HERREN til Israels Hus: Søg mig, så skal I leve!
+  5.  Søg ikke til Betel, gå ikke til Gilgal, drag ikke til Beersjeba!
+      Thi Gilgal skal blive landflygtig, og Betel skal blive til
+      intet.
+  6.  Søg HERREN, så skal I leve, at ikke en Lue slår ud, en ædende
+      Ild mod Josefs Hus, og Betel har ingen, som slukker.
+
+  7.  Ve dem, som gør Ret til Malurt og kaster Retfærd i Støvet!
+
+  8.  Syvstjernens og Orions Skaber, han, som vender Mulm til Morgen
+      og gør Dag til Nattemørke, som kalder ad Havets Vande og gyder
+      dem ud over Jorden, HERREN er hans Navn!
+  9.  Han lader Ødelæggelse bryde ind over Borge, Ødelæggelse komme
+      over Fæstninger.
+
+ 10.  De hader Rettens Talsmand i Porten og afskyr den, som taler
+      sandt.
+ 11.  Derfor, da I træder på den ringe og tager Afgift af hans Korn,
+      skal I vel bygge Kvaderstenshuse, men ikke bo den; I skal vel
+      plante yndige Vingårde, men Vinen skal I ikke drikke.
+ 12.  Jeg ved, eders Overtrædelser er mange og uden Tal eders Synder,
+      I Rettens Fjender, som tager mod Bøde og bortviser fattige i
+      Porten.
+ 13.  Derfor tier den kloge i denne Tid, thi det er onde Tider.
+
+ 14.  Søg det gode, ej det onde, for at I må leve og Hærskarers Gud,
+      må være med eder, som I siger, han er.
+ 15.  Had det onde og elsk det gode, hold Retten i Hævd i Porten!
+      Måske vil da HERREN, Hærskarers Gud, være nådig mod Josefs Rest.
+
+ 16.  Derfor, så siger HERREN, Herren, Hærskarers Gud: På alle Torve
+      skal klages, i alle Gader råbes: "Ve! Ve!" Bonden kalder til
+      Sorg, til Ligklage Klagemænd;
+ 17.  i hver en Vingård skal klages, når jeg drager igennem din Midte,
+      siger HERREN.
+
+ 18.  Ve eder, som længes efter HERRENs Dag,! Hvad vil I med HERRENs
+      Dag? Mørke er den, ej Lys.
+ 19.  Da går det, som når en Mand flyr for en Løve og møder en Bjørn
+      og, når han tyr ind i Huset og støtter sin Hånd til Væggen,
+      bides af en Slange.
+ 20.  Ja, HERRENs Dag er Mørke, ej Lys, Bælgmørke uden Solskin.
+ 21.  Jeg hader, forsmår eders Fester, er led ved eders festlige
+      Samlinger,
+ 22.  om også I bringer mig Brændofre. Eders Afgrødeofre behager mig
+      ej, eders Fedekvægs-Takofre ser jeg ej til.
+ 23.  Spar mig dog for eders larmende Sang, eders Harpeklang hører jeg
+      ikke.
+ 24.  Nej, Ret skal vælde frem som Vand og Retfærd som svulmende Bæk.
+ 25.  Bragte I mig Slagtoffer og Afgrødeoffer de fyrretyve Ørkenår,
+      Israels Hus?
+
+ 26.  Så skal I da bære Sakkut, eders Konge, og Kevan, eders
+      Gudestjerne, Billeder, som I har lavet eder.
+ 27.  I Landflygtighed jager jeg eder hinsides Damaskus, siger HERREN;
+      Hærskarers Gud er hans Navn.
+
+Amos 6
+
+  1.  Ve Zions sorgløse mænd og de trygge på Samarias bjerg, I ædle
+      blandt førstegrødefolket, hvem Israels Hus søger til;
+  2.  (drag over til Kalne og se, derfra over til det store Hamat og
+      ned til Filisternes Gat: Er de bedre end disse Riger, deres
+      Område større end eders?)
+
+  3.  I, som afviser Ulykkesdagen og bringer Urettens Sæde nær.
+  4.  De ligger på Elfenbenslejer, henslængt på deres Bænke; af
+      Hjorden æder de Lam og Kalve fra Fedesti;
+  5.  de kvidrer til Harpeklang og opfinder Strengeleg som David;
+  6.  de drikker Vinen af Kander og salver sig med ypperste Olie, men
+      sørger ej over Josefs Skade.
+  7.  Derfor skal de nu føres bort forrest i landflygtiges
+      Flok. Dagdrivernes Skrål får Ende, lyder det fra HERREN,
+      Hærskarers Gud.
+
+  8.  Den Herre HERREN svor ved sig selv: Afsky har jeg for Jakobs
+      Hovmod, hans Borge vækker mit Had; jeg prisgiver Byen og dens
+      fylde.
+  9.  Og er der end hele ti Mænd i eet Hus de skal dog dø.
+ 10.  Og levnes der een, så trækkes han frem af sin Slægtning og den,
+      som røer når Ligene hentes af Huse. Og han siger til ham inderst
+      i Huset: "Er der flere hos dig?" Hin svarer: "Ingen!" Da siger
+      han: "Tys!" Thi HERRENs Navn tør de ikke nævne.
+
+ 11.  Thi HERREN, se, han byder og slår det store Hus i Stykker, det
+      lille Hus i Splinter.
+
+ 12.  Løber mon Heste på Klipper, pløjes mon Havet med Okser? Men I
+      vender Retten til Gift og Retfærds Frugt til Malurt;
+ 13.  I glæder jer over Lodebar og siger: "Mon ikke det var ved vor
+      Styrke, vi tog Karnajim?
+ 14.  Thi se, jeg rejser et Folk imod eder, Israels Hus, lyder det fra
+      HERREN, Hærskarers Gud; Trængsel bringer det eder fra Egnen ved
+      Hamat til Arababækken.
+
+Amos 7
+
+  1.  Således lod den Herre Herren mig skue: Se, græshopper kom til
+      syne, da Efterslætten var ved at gro frem, Efterslætten efter
+      Kongens Høst.
+  2.  Og da de var ved helt at afæde Jordens Urter, sagde jeg: "Herre,
+      HERRE, tilgiv dog! Hvorledes skal Jakob stå det igennem, så
+      lille han er?"
+  3.  Og HERREN angrede. "Det skal ej ske!" sagde HERREN.
+
+  4.  Således lod den Herre HERREN mig skue: Se, den Herre HERREN
+      kaldte Ild frem til Straf, og den fortærede det store
+      Verdensdyb; men da den vilde til at fortære Agerlandet,
+  5.  sagde jeg: "Herre, HERRE, hold inde! Hvorledes skal Jakob stå
+      det igennem, så lille han er?"
+  6.  Og HERREN angrede. "Ej heller det skal ske!" sagde den Herre
+      HERREN.
+
+  7.  Således lod han mig skue: Se, Herren stod på en Mur med et
+      Blylod i Hånden.
+
+  8.  Og HERREN sagde til mig:"Hvad ser du, Amos?" Jeg svarede: "Et
+      Blylod!" Da sagde Herren: "Se, jeg sænker Loddet i mit Folk
+      Israel: jeg vil ikke spare det længer.
+
+  9.  Isaks Høje bliver øde, Israels Helligdomme styrtes, med Sværd
+      står jeg op mod Jeroboams Hus."
+
+ 10.  Men Amazja, Betels Præst sendte Bud til Kong Jeroboam af Israel
+      og lod sige: "Amos stifter en Sammensværgelse imod dig midt i
+      Israels Hus; Landet kan ikke bære alle hans Ord.
+ 11.  Thi således siger Amos: For Sværdet skal Jeroboam dø, og Israel
+      skal bortføres fra sin Jord."
+ 12.  Og Amazja sagde til Amos: "Seer, gå din Vej og se at komme til
+      Judas Land!  Der kan du tjene dit Brød og profetere.
+ 13.  Men i Betel må du ikke profetere længer, thi det er kongens
+      Helligdom og Rigets Tempel."
+ 14.  Amos svarede Amazja: "Jeg er hverken Profet eller Profetlærling:
+      jeg er Fårehyrde og avler Morbærfigen;
+ 15.  men HERREN tog mig fra Hjorden og sagde til mig: Gå hen og
+      profeter for mit Folk Israel!
+ 16.  Så hør nu HERRENs Ord! Du siger: Du må ikke profetere mod
+      Israel, ej prædike mod Israels Hus!
+ 17.  Derfor, så siger HERREN: Din Hustru bliver Skøge i Byen, dine
+      Sønner og Døtre skal falde for Sværd; din Jord skal udskiftes
+      med Snor, og selv skal du dø på uren Jord. Og bort fra sin Jord
+      skal Israel føres."
+
+Amos 8
+
+  1.  Således lod Herren mig skue: Se, der var en kurv sommerfrugt.
+  2.  Og han sagde: "Hvad ser du, Amos?" Jeg svarede: "En kurv
+      Sommerfrugt!" Da sagde HERREN til mig: "Enden er kommet for mit
+      Folk Israel; jeg vil ikke længer bære over med det."
+
+  3.  Paladsets Sangerinder skal jamre på denne Dag, så lyder det fra
+      den Herre HERREN. Dynger af Lig er henkastet alle Vegne.
+
+  4.  Hør, I, som knuser de fattige, gør det af med de arme i Landet
+  5.  og siger: "Hvornår er Nymånen omme, så vi kan få solgt noget
+      Korn, Sabbaten, så vi kan åbne vort Kornsalg, gøre Efaen lille
+      og Sekelen stor og med Svig gøre Vægten falsk
+  6.  for at købe den ringe for Sølv, den fattige for et Par Sko og få
+      Afaldskornet solgt?"
+  7.  HERREN svor ved Jakobs Stolthed: Aldrig glemmer jeg een af deres
+      Gerninger!
+
+  8.  Må Jorden ej skælve derover og enhver, som bor på den, sørge?
+      Den stiger overalt som Nilen og synker som Ægyptens Flod.
+  9.  På hin Dag lader jeg det ske, så lyder det fra den Herre HERREN,
+      at Solen går ned ved Middag, og Jorden bliver mørk ved højlys
+      Dag.
+ 10.  Jeg vender eders Fester til Sorg og alle eders Sange til klage,
+      lægger Sæk om alle Lænder, gør hvert et Hoved skaldet, bringer
+      Sorg som over en enbåren, en bitter Dag til sidst.
+
+ 11.  Se, Dage skal komme, lyder det fra den Herre HERREN, da jeg
+      sender Hunger i Landet, ikke Hunger efter Brød, ikke Tørst efter
+      Vand, men efter at høre HERRENs Ord.
+ 12.  Da vanker de fra Hav til Hav, flakker fra Nord til Øst for at
+      søge HERRENs Ord, men finder det ej.
+ 13.  Den Dag vansmægter af Tørst de fagre Jomfruer og unge Mænd,
+ 14.  som sværger ved Samarias Synd, som siger: "Ved din Gud, o Dan!"
+      "Ved din Skytsgud, o Be'ersjeba!" de skal falde, ej mere stå op.
+
+Amos 9
+
+  1.  Herren så jeg; han stod ved alteret og sagde: Til Søjlehovedet
+      slår jeg, så Dørens Tærskel ryster. Jeg rammer dem alle i
+      Hovedet, de sidste dræber jeg med Sværd; ingen af dem skal
+      undfly, ingen af dem skal reddes.
+  2.  Bryder de ind i Dødsriget, min Hånd skal hente dem der; stiger
+      de op til Himlen, jeg styrter dem ned derfra;
+  3.  skjuler de sig på Karmels Top, jeg finder og henter dem der;
+      gemmer de sig for mig på Havsens Bund, jeg byder Slangen bide
+      dem der;
+  4.  vandrer de som Fanger for deres Fjender, jeg byder Sværdet dræbe
+      dem der.  Jeg fæster mit Øje på dem til Ulykke, ikke til Lykke.
+
+  5.  Herren, Hærskarers HERRE, som rører ved Jorden, så den skælver,
+      så alle, som bor på den, sørger, så den stiger overalt som Nilen
+      og synker som Ægyptens Flod,
+  6.  han, som bygged sin Højsal i Himlen, som fæstned sit Hvælv på
+      Jorden, kalder ad Havets Vande og gyder dem ud over Jorden,
+      HERREN er hans Navn.
+
+  7.  Er I mig ej som Ætiopiens Børn, Israeliter, lyder det fra
+      HERREN; har jeg ikke ført Israel op fra Ægyptens Land,
+      Filisterne fra Kaftor, Aram fra Kir?
+
+  8.  Se, den Herre HERRENs Øjne er vendt mod det syndige Rige, og jeg
+      udsletter det af Jorden. Dog vil jeg ikke helt udslette Jakobs
+      Hus, lyder det fra HERREN;
+  9.  thi se, jeg byder, at Israels Hus skal sigtes blandt alle
+      Folkene, som man sigter med Sold, uden at et Korn falder til
+      Jorden.
+ 10.  For Sværdet skal alle Syndere i mit Folk dø, de, som siger: "Os
+      når Ulykken ikke; den kommer ikke over os."
+
+ 11.  På hin dag rejser jeg Davids faldne Hytte; jeg tætter dens
+      Revner, opfører, hvad der sank i Grus, og bygger den som i gamle
+      Dage,
+ 12.  så de tager Edoms Rest i Eje og alle de Folk, over hvilke mit
+      Navn er nævnt, lyder det fra HERREN, som fuldbyrder dette.
+
+ 13.  Se, Dage skal komme, lyder det fra HERREN, da Plovmand følger
+      Høstmand i Hælene og Drueperser Sædemand, da Bjergene drypper
+      med Most og alle Høje flyder.
+ 14.  Da vender jeg mit Folk Israels skæbne, og de skal bygge de
+      ødelagte byer og bo deri, de skal plandte vingåre og drikke
+      vinen, anlægge haver og spise frugten.
+ 15.  Jeg planter dem i deres jord, og de skal aldrig mere rykkes op
+      af deres jord, som jeg gav dem, siger herren din Gud.
+
+
+Obadias
+      Obadias's Syn. Så siger den Herre HERREN til Edom: Fra HERREN
+      har jeg hørt en Tidende: Et Bud er sendt ud blandt Folkene: Rejs
+      jer til Kamp imod det!
+  2.  Se, ringe har jeg gjort dig blandt Folkene, såre foragtet er du.
+  3.  Dit Hjertes Hovmod bedrog dig, du, som bor i Klippekløft, som
+      troner i det høje og siger i Hjertet: "Hvo kan styrte mig til
+      Jorden?"
+  4.  Bygger du end højt som Ørnen, er end din Rede blandt Stjerner,
+      jeg styrter dig ned derfra, så lyder det fra HERREN.
+  5.  Du skulde vel ikke have Tyve til Gæster, natlige Voldsmænd?
+      Hvor er du lagt øde; de stjæler jo alt, hvad de lyster! Du
+      skulde vel ikke have Høstmænd i Vingården? Efterslæt levner de
+      ikke!
+  6.  Hvor blev dog Esau ransaget, hans Skatte opsporet!
+  7.  Alle dine Forbundsfæller jog dig lige til Grænsen, dine gode
+      Venner sveg dig, tog Magten fra dig; for at skræmme dig lagde de
+      Fælder under din Fod.
+  8.  Visselig vil jeg på hin Dag, lyder det fra HERREN, udrydde de
+      vise af Edom og Klogskab af Esaus Bjerge.
+  9.  Da skal dine Helte lammes at Rædsel, o Teman, og hver en Mand
+      ryddes ud at Esaus Bjerge.
+ 10.  For Drab og Vold mod din Broder Jakob skal du skjules af Skam;
+      udryddes skal du for evigt,
+ 11.  fordi du så til, da fremmede raned hans Gods og Udlændinge kom i
+      bans Porte; da de lodded Jerusalem bort, var og du som en af
+      dem.
+ 12.  At nyde din Broders Dag, hans Vanhelds Dag, og glæde dig over
+      Judæerne på Undergangens Dag! At opspærre Munden på Trængselens
+      Dag,
+ 13.  komme i mit Folks Port på Ulykkens Dag, være med til at nyde
+      dets Kval på Ulykkens Dag, gribe efter dets Gods på Ulykkens
+      Dag!
+ 14.  At stå ved Dalenes Munding og dræbe de undslupne, prisgive dem,
+      som slap bort, på Trængselens Dag!
+ 15.  Thi nær er HERRENs Dag over alle Folkene; som du har gjort, skal
+      der gøres med dig, Gengæld kommer over dit Hoved.
+
+ 16.  Thi som I drak på mit hellige Bjerg, skal alle Folkene drikke
+      uden Ophør; de skal drikke og rave og blive, som om de aldrig
+      havde været til.
+ 17.  Men på Zions Bjerg skal der være Frelse, og det skal være en
+      Helligdom, og Jakobs Hus skal tage sine Ejendomme i Eje.
+ 18.  Jakobs Hus skal blive en Ild og Josefs Hus en Lue, men Esaus Hus
+      skal blive Strå, og de skal sætte Ild derpå og fortære det, og
+      ingen af Esaus Hus skal undslippe, så sandt HERREN har talet.
+ 19.  De skal tage Sydlandet i Eje sammen med Esaus Bjerge og Lavlandet
+      sammen med Filisterne; deskal tage Efraims Mark i Eje sammen med
+      Samarias Mark og Ammoniterne sammen med Gilead.
+ 20.  Og de landflygtige i Hala og Habor skal tage Kana'anæernes Land
+      i Eje indtil Zarepta, og de landflygtige fra Jerusalem, som er i
+      Sefarad, skal tage Sydlandets Byer i Eje.
+ 21.  Da drager Redningsmænd fra Zions Bjerg op for at holde Dom over
+      Esaus Bjerge. Og så skal Riget være HERRENs.
+
+
+Jonas
+
+Jonas 1
+
+  1.  HERRENs Ord kom til Jonas, Amittajs Søn, således:
+  2.  "Stå op og gå til Nineve, den store Stad, udråb over den, at
+      deres Ondskab er kommet op for mit Åsyn."
+
+  3.  Men Jonas stod op for at fly fra HERRENs Åsyn til Tarsis. Han
+      drog ned til Jafo, og da han fandt et Skib, som skulde til
+      Tarsis betalte han, hvad Rejsen kostede, og gik om Bord for at
+      sejle med til Tarsis bort fra HERRENs Åsyn.
+  4.  Men HERREN Iod et stærkt Vejr fare hen over Havet, og en stærk
+      Storm rejste sig på Havet, så Skibet var ved at gå under.
+  5.  Sømændene blev rædde og råbte hver til sin Gud, og de kastede
+      alle Sager i Skibet over Bord for at lette det. Men Jonas var
+      gået ned i det underste Skibsrum og lå i dyb Søvn dernede.
+  6.  Skibsføreren gik da ned til ham og sagde: "Hvor kan du sove?
+      Stå op og råb til din Gud! Måske vil Gud komme os i Hu, så vi
+      ikke omkommer."
+
+  7.  Så sagde de til hverandre: "Kom, lad os kaste Lod for at få at
+      vide, hvem der er Skyld i, at denne Ulykke er tilstødt os!"  Og
+      de kastede Lod, og Loddet ramte Jonas.
+  8.  Da sagde de til ham: "Sig os, hvem der er Skyld i, at denne
+      Ulykke er tilstødt os! Hvad er du, og hvor kommer du fra?
+      Hvilket Land er du fra, og hvilket Folk hører du til?"
+  9.  Han svarede: "Jeg er Hebræer, og jeg frygter HERREN, Himmelens
+      Gud, som har skabt Havet og det tørre Land."
+ 10.  Så grebes Mændene af stor Rædsel og sagde til ham: "Hvad har du
+      gjort!" Thi de fik at vide, at han flyede fra HERRENs Åsyn; det
+      sagde han dem.
+ 11.  Og de spurgte ham: "Hvad skal vi gøre med dig, så vi får Havet
+      til at lægge sig? Thi det rejser sig mere og mere."
+ 12.  Han svarede: "Tag og kast mig i Havet! Så får I det til at lægge
+      sig; thi jeg ved, at jeg er Skyld i, at dette stærke Vejr er
+      over eder."
+ 13.  Mændene søgte nu at ro tilbage til Land, men kunde ikke, da 
+      Havet rejste sig mere og mere imod dem.
+ 14.  Så råbte de til HERREN; "Ak, HERRE! Lad os ikke omkomme for
+      denne Mands Sjæls Skyld og lad ikke uskyldigt Blod komme over
+      os; thi det erjo dig, HERRE, derhar gjort, som du vilde." 
+ 15.  Derpå tog de Jonas og kastede ham i Havet, og straks lagde det
+      sig.
+ 16.  Og Mændene grebes af stor Rædsel for HERREN, bragte ham et
+      Slagtoffer og aflagde Løfter.
+
+Jonas 2
+      
+  1.  Men HERREN bød en stor Fisk sluge Jonas; og Jonas var i Fiskens 
+      Bug tre Dage og tre Nætter.
+  2.  Da bad Jonas i Fiskens Bug til HERREN sin Gud
+
+  3.  og sagde: Jeg råbte i Nøden til HERREN, og han svarede mig; jeg
+      skreg fra Dødsrigets Skød, og du hørte min Røst.
+  4.  Du kasted mig i Dybet midt i Havet, Strømmen omgav mig; alle
+      dine Brændinger og Bølger skyllede over mig.
+  5.  Jeg tænkte: "Bort er jeg stødt fra dine Øjne, aldrig mer skal
+      jeg skue dit hellige Tempel."
+  6.  Vandene trued min Sjæl, Dybet omgav mig, Tang var viklet om mit
+      Hoved; til Bjergenes Rødder
+  7.  steg jeg ned, til Jordens Slåer, de evige Grundvolde; da drog du
+      mit Liv op af Graven, HERRE min Gud.
+  8.  Da min Sjæl vansmægtede i mig, kom jeg HERREN i Hu, og min Bøn
+      steg op til dig i dit hellige Tempel.
+  9.  De, der dyrker det tomme Gøgl, lader Gudsfrygt fare;
+ 10.  men jeg vil bringe dig Ofre med Lovsangs Toner og indfri de
+      Løfter, jeg gav. Hos HERREN er Frelse.
+
+ 11.  Så talede HERREN til Fisken, og den spyede Jonas ud på det tørre
+      Land.
+
+Jonas 3
+
+  1.  Men HERRENs Ord kom for anden gang til Jonas således:
+  2.  "Stå op og gå til Nineve, den store Stad, og udråb over den,
+      hvad jeg tilsiger dig!"
+  3.  Så stod Jonas op og gik til Nineve efter HERRENs Ord. Men Nineve
+      var selv for Gud en stor By, tre Dagsrejser stor.
+  4.  Da nu Jonas var gået den første dagsrejse ind i Byen, råbte han:
+      "Om fyrretyve Dage skal Nineve styrtes i Grus!"
+
+  5.  Da troede Folkene i Nineve på Gud, og de udråbte en Faste og
+      klædte sig i Sæk, både store og små;
+  6.  og da Sagen kom Nineves Konge for Øre, stod han op fra sin
+      Trone, tog Kappen af, klædte sig i Sæk og satte sig i Støvet,
+  7.  og han lod udråbe i Nineve: "Kongen og hans Stormænd
+      gør vitterligt: Hverken Folk eller Fæ, Hornkvæg eller Småkvæg, må
+      nyde noget, græsse eller drikke Vand;
+  8.  men Folk og Fæ skal klædes i Sæk og opløfte et vældigt Skrig til
+      Gud og omvende sig, hver fra sin onde Vej og den Uret, som
+      hænger ved deres Hænder.
+  9.  Måske vil Gud da angre og holde sin glødende Vrede tilbage, så
+      vi ikke omkommer."
+ 10.  Da Gud så, hvad de gjorde, hvorledes de omvendte sig fra deres
+      onde Vej, angrede han den Ulykke, han havde truet med at føre
+      over dem, og gjorde ikke Alvor deraf.
+
+Jonas 4
+
+  1.  Men det tog Jonas såre fortrydeligt op, og han blev vred.
+  2.  Så bad han til HERREN og sagde: "Ak, HERRE! Var det ikke det,
+      jeg tænkte, da jeg endnu var hjemme i mit Land? Derfor vilde jeg
+      også før fly til Tarsis; jeg vidste jo, at du er en nådig og
+      barmhjertig Gud, langmodig og rig på Miskundhed, og at du angrer
+      det onde.
+  3.  Så tag nu, HERRE, mit Liv; thi jeg vil hellere dø end leve."
+  4.  Men HERREN sagde: "Er det med Rette; du er vred?"
+
+  5.  Så gik Jonas ud og slog sig ned østen for Byen; der byggede han
+      sig en Løvhytte og satte sig i Skygge under den for at se,
+      hvorledes det gik Byen.
+  6.  Da bød Gud HERREN en Olieplante skyde op over Jonas og skygge
+      over hans Hoved for at tage hans Mismod, og Jonas glædede sig
+      højligen over den.
+  7.  Men ved Morgengry næste Dag bød Gud en Orm stikke Olieplanten,
+      så den visnede;
+  8.  og da Solen stod op, rejste Gud en glødende Østenstorm, og Solen
+      stak Jonas i Hovedet, så han vansmægtede og ønskede sig Døden,
+      idet han tænkte: "Jeg vil hellere dø end leve."
+
+  9.  Men Gud sagde til Jonas: "Er det med Rette, du er vred for
+      Olieplantens Skyld?" Han svarede: "Ja, med Rette er jeg så vred,
+      at jeg kunde tage min Død derover,"
+ 10.  Da sagde HERREN: "Du ynkes over Olieplanten, som du ingen Møje
+      har haft med eller opelsket, som blev til på een Nat og gik ud
+      på een Nat.
+ 11.  Og jeg skulde ikke ynkes over Nineve, den store Stad med mer end
+      tolv Gange 10000 Mennesker, som ikke kan skelne højre fra
+      venstre, og meget Kvæg."
+
+
+Mikas
+
+Mikas 1
+
+  1.  HERRENs Ord, som, i de Dage da Jotam, Akaz og Ezekias var Konger
+      i Juda, kom til Mika fra. Moresjet, og som han skuede om Samaria
+      og Jerusalem.
+
+  2.  Alle I Folkeslag, hør, lyt til, du Jord, med din Fylde, at den
+      Herre HERREN kan stå som Vidne blandt eder, Herren fra sit
+      hellige Tempel.
+  3.  Thi se, fra sit Sted går HERREN ud, stiger ned, skrider frem
+      over Jordens Høje;
+  4.  under ham smelter Bjerge, og Dale slår dybe Revner, som Voks,
+      der smelter i Ilden, som Vand, gydt ned ad en Skrænt -
+  5.  alt dette for Jakobs Brøde, for Israels Huses Synder. Hvem
+      voldte Jakobs Brøde? Mon ikke Samaria? Hvem voldte Judas Synd?
+      Mon ikke Jerusalem?
+  6.  Samaria gør jeg til Grushob, dets Mark til Vingårdsjord; jeg
+      styrter dets Sten i Dalen, dets Grundvolde bringer jeg for
+      Lyset.
+  7.  Dets Billeder sønderslås alle, dets Skøgeløn brændes i Ild; jeg
+      tilintetgør alle dets Afguder; thi af Skøgeløn er de samlet, til
+      Skøgeløn bliver de atter.
+
+  8.  Derfor vil jeg klage og jamre, gå nøgen med bare Fødder, istemme
+      Klage som Sjakaler, jamrende Skrig som Strudse:
+
+  9.  Ulægeligt er HERRENs Slag, thi det når til Juda, til mit Folks
+      Port rækker det hen, til Jerusalem.
+ 10.  Forkynd det ikke i Gat, græd ikke i Bokim! Vælt jer i Støvet i
+      Bet-Leafra!
+ 11.  Der stødes i Horn for eder, Sjafirs Borgere; ej går Za'anans
+      Borgere ud af deres By. Bet-Ezels Lod bliver Klage, Hug og Ve;
+ 12.  og hvor kan Marots indbyggere håbe på Lykke? Thi Ulykke kom ned
+      fra HERREN til Jerusalems Porte.
+ 13.  Spænd Hestene for Vognen, I, som bor i Lakisj! Syndens
+      Begyndelse var du for. Zions Datter; ja, Israels Overtrædelser
+      fandtes i dig.
+ 14.  Giv derfor Moresjet-Gat en Skilsmissegave! En svigtende Bæk er
+      Akzibs Huse for Israels Konger.
+ 15.  End sender jeg eder en Ransmand, Maresjas Borgere! Til Adullam
+      skal Israels Herlig hed komme.
+ 16.  Klip dig skaldet over dine elskede. Børn, bredskaldet som en
+      Grib; thi de bortføres fra dig.
+
+Mikas 2
+
+  1.  Ve dem, der på Lejet udtænker Uret og Udåd, og sætter det i
+      Værk, når det dages, da det står i deres Magt.
+  2.  De attrår Marker og raner dem, Huse og tager dem, undertrykker
+      Mand og Hus, Ejendom og Ejer.
+  3.  Derfor, så siger HERREN: Se, jeg optænker Ulykke mod denne
+      Slægt, fra hvilken l ikke skal kunne fri eders Hals eller gå med
+      oprejst Hoved; thi en ond Tid er det.
+  4.  På denne Dag skal der bruges et Mundheld om jer og klages: "Sket
+      som talt! Vi er helt lagt øde; mit Folk får sin Lod skiftet ud,
+      ingen giver den tilbage; vor Mark skiftes ud til dem, som fører
+      os bort."
+  5.  Derfor har du ingen til at udspænde Snoren over en Lod i HERRENs
+      Forsamling.
+
+  6.  "Præk ikke!" så præker de, "man præker ikke om sligt; får hans
+      Smæden ej Ende?" Hvad siger du, Jakobs Hus?
+  7.  "Er HERREN da hastig til Vrede, handler han så? Er hans Ord ej
+      milde mod den, som vandrer ret?"
+  8.  Men I er fjendske imod, på Nakken af mit Folk; Kappen over
+      Kjortelen river l af dem, som vandrer trygt og afskyr Strid.
+  9.  Mit Folks Kvinder driver l ud af det Hjem, de holdt af, I tager
+      for evigt min Ære fra deres Børn:
+ 10.  "Op, ryk ud! Thi her kan I ikke bo for den Urenheds Skyld, som
+      volder svar Fordærv."
+ 11.  I Fald der kom en Mand med Tomhed og Svig og Løgn: "Jeg vil
+      præke for dig om Vin og Drik!" det var en Præker for dette Folk.
+
+ 12.  Jeg vil samle dig, hele Jakob, opsanke Israels Rest, få dem
+      sammen som Får i Fold, som en Hjord i Græsgangens Midte; af
+      Mennesker bliver der en Summen.
+ 13.  En Vejbryder går foran dem; de bryder gennem Porten og går
+      ud. Foran dem skrider deres Konge og HERREN i Spidsen for dem.
+
+Mikas 3
+
+  1.  Da sagde jeg: Hør dog, I Jakobs Høvdinger, I Dommere af Israels
+      Hus!. Kan Kendskab til Ret ej ventes af eder,
+  2.  I, som hader det gode og elsker. det onde, I, som flår Huden af
+      Folk. og Kødet af deres Ben,
+  3.  æder mit Folks Kød og flænger dem Huden af Kroppen, sønderbryder
+      deres Ben. og breder dem som Kød i en Gryde, som Suppekød i en
+      Kedel?
+  4.  Engang skal de råbe til HERREN, han lader dem uden Svar;. da
+      skjuler han sit Åsyn for. dem, fordi deres Gerninger er onde.
+
+  5.  Så siger HERREN om Profeterne, de, som vildleder mit Folk, de,
+      som råber om Fred, når kun de får noget at tygge, men ypper Krig
+      med den, der intet giver dem i Munden:
+  6.  Derfor skal I opleve Nat uden. Syner, Mørke, som ej bringer
+      Spådom; Solen skal gå ned for Profeterne, Dagen skal sortne for
+      dem.
+  7.  Til Skamme skal Seeren blive, blues skal de, som spår; alle skal
+      tilhylle Skægget, thi Svar er der ikke fra Gud.
+  8.  Jeg derimod er ved HERRENs Ånd fuld af Styrke, af Ret og af
+      Kraft til at forkynde Jakob dets Brøde, Israel, hvad det har
+      syndet.
+
+  9.  Hør det, I Jakobs Huses Høvdinger, I Dommere af Israels Hus, I,
+      som afskyr Ret og gør alt, som er lige, kroget,
+ 10.  som bygger Zion med Blod. og Jerusalem med Uret.
+ 11.  Dets Høvdinger dømmer for Gave, dets Præster kender Ret for Løn;
+      dets Profeter spår for Sølv og støtter sig dog til HERREN: "Er
+      HERREN ej i vor Midte? Over os kommer intet ondt."
+ 12.  For eders, Skyld skal derfor Zion pløjes som en Mark, Jerusalem
+      blive til Grushobe, Tempelbjerget til Krathøj.
+
+Mikas 4
+
+  1.  Og det skal ske i de sidste Dage, at HERRENS Huses Bjerg,
+      grundfæstet på Bjergenes Top, skal løfte sig op over Højene.
+      Did skal Folkeslag strømme.
+  2.  og talrige Folk komme vandrende: "Kom, lad os drage til HERRENs
+      Bjerg, til Jakobs Guds Hus; os skal han lære sine Veje, så vi
+      kan gå på hans Stier; thi fra Zion udgår Åbenbaring, fra
+      Jerusalem HERRENs Ord."
+  3.  Da dømmer han mange Folkeslag imellem, skifter Ret mellem
+      talrige, fjerne Folk; deres Sværd skal de smede til Plovjern,
+      deres Spyd til Vingårdsknive; Folk skal ej løfte Sværd mod Folk,
+      ej øve sig i Våbenfærd mer.
+  4.  Da sidder hver under sin Vinstok og sit Figenfræ, og ingen.
+      skræmmer dem, så sandt Hærskarers HERREs Mund har talet.
+  5.  Thi alle Folkeslag vandrer hvert i sin Guds Navn, men vi vil
+      vandre i HERREN vor Guds Navn for evigt og altid.
+
+  6.  På hin Dag, lyder det fra HERREN, samler jeg det, der halter,
+      sanker det spredte sammen og det, jeg har hjemsøgt med ondt.
+  7.  Det haltende gør jeg til en Rest, det svage til et kraftigt
+      Folk; og HERREN er Konge over dem på Zions Bjerg fra nu og til
+      evig Tid.
+
+  8.  Men du, o Hyrdetårn, Zions Datters Høj, til dig skal det komme,
+      det forrige Herredømme tilfalde dig, Jerusalems Datters Rige.
+  9.  Hvi skriger du dog så højt?. Er Kongen ikke i dig?. Er da din
+      Rådgiver borte, nu du grebes af Fødselsveer?
+ 10.  Vrid dig og vånd dig som i Barnsnød, Zions Datter! Thi nu skal
+      du ud af Byen og bo på Marken, og du skal komme til Babel; der
+      skal du frelses, der vil HERREN genløse dig af dine Fjenders
+      Hånd.
+ 11.  Nu er de samlet imod dig, de mange Folk, som siger: "Vanæres
+      skal det; vort Øje skal se med Skadefryd på Zion."
+ 12.  Men de, de kender ikke det mindste til HERRENs Tanker, de fatter
+      ikke hans Råd, at han samled dem som Neg på Lo.
+ 13.  0p og tærsk, du Zions Datter! Thi jeg giver dig Horn af Jern,
+      jeg giver dig Klove af Kobber. Du skal knuse de mange Folk,
+      lægge Band på Byttet for HERREN, på Godset for al Jordens Herre.
+      14. Riv nu Sår i din Hud! De bar opkastet en Vold imod os; med
+      Stokken slår de Israels Hersker på Kinden.
+
+Mikas 5
+
+  1.  Og du du Betlehems-Efrata, liden til at være blandt Judas
+      Tusinder! Af dig skal udgå mig een til at være Hersker i
+      Israel. Hans Udspring er fra fordum, fra Evigheds Dage.
+  2.  Derfor giver han dem hen, så længe til hun, som skal føde,
+      føder, og Resten af hans Brødre vender hjem til Israeliterne.
+  3.  Han skal stå og vogte i HERRENs Kraft, i HERREN sin Guds høje
+      Navn. De skal bo trygt, thi nu skal hans Storhed nå Jordens
+      Grænser.
+  4.  Og han skal være Fred. Når Assur trænger ind i vort Land, og når
+      han træder ind i vore Borge, stiller vi syv Hyrder imod ham og
+      otte fyrstelige Mænd,
+  5.  som skal vogte Assurs Land med Sværd og Nimrods Land med
+      Klinge. Og han skal fri os fra Assur, når han trænger ind i vort
+      Land, træder ind på vore Enemærker.
+
+  6.  Da bliver Jakobs Rest i de mange Folkeslags Midte som Dug, der
+      kommer fra HERREN, som Regnens Dråber på Græs, der ikke venter
+      på nogen eller bier på Menneskens Børn.
+  7.  Da bliver Jakobs Rest blandt Folkene i de mange Folkeslags Midte
+      som en Løve blandt Skovens Dyr, en Ungløve blandt Fårehjorde,
+      der nedtramper, når den går frem, og sønderriver redningsløst.
+  8.  Din Hånd skal være over dine Uvenner, alle dine Fjender ryddes
+      bort.
+
+  9.  På hin Dag, lyder det fra HERREN, udrydder jeg Hestene af dig,
+      dine Stridsvogne gør jeg til intet.
+ 10.  rydder Byerne bort i dit Land, river alle dine Fæstninger ned,
+ 11.  rydder Trolddommen bort af din Hånd, Tegntydere får du ej mer;
+ 12.  jeg rydder dine Billeder bort, Stenstøtterne bort af din Midte
+      og du skal ikke mer tilbede dine Hænders Værk.
+ 13.  Jeg udrydder dine Asjerer og lægger dine Afguder øde;
+ 14.  i Vrede og Harme tager jeg Hævn over Folk, som ikke vil høre.
+
+Mikas 6
+
+  1.  Hør, hvad HERREN taler: Kom fremfør din Trætte for Bjergene, lad
+      Højene høre din Røst!
+  2.  I Bjerge, hør HERRENs Trætte, lyt til, I Jordens Grundvolde!
+      Thi HERREN har Trætte med sit Folk, med Israel går han i Rette:
+  3.  Hvad har jeg gjort dig, mit Folk. med hvad har jeg plaget dig?
+      Svar!
+  4.  Jeg førte dig jo op fra Ægypten og udløste dig af Trællehuset,
+      og jeg sendte for dit Ansigt Moses, Aron og Mirjam.
+  5.  Mit Folk, kom i Hu, hvad Kong Balak af Moab havde i Sinde, og
+      hvad Bileam, Beors Søn, svarede ham, fra Sjittim til Gilgal, for
+      at du kan kende HERRENs Retfærdsgerninger.
+  6.  "Med hvad skal jeg møde HERREN, bøje mig for Højhedens Gud?
+      Skal jeg møde ham med Brændofre, møde med årgamle Kalve?
+  7.  Har HERREN Behag i Tusinder af Vædre, Titusinder af Oliestrømme?
+      Skal jeg give min førstefødte for min Synd, mit Livs Frugt som
+      Bod for min Sjæl?"
+  8.  Det er sagt dig, o Menneske, hvad der er godt, og hvad HERREN
+      kræver af dig: hvad andet end at øve Ret, gerne vise Kærlighed
+      og vandre ydmygt med din Gud.
+
+  9.  Hør, HERREN råber til Byen (at frygte dit Navn er Visdom): Hør,
+      Stamme og Byens Menighed!
+ 10.  Skal jeg tåle Skattene i den gudløses Hus og den magre,
+      forbandede Efa,
+ 11.  tilgive Gudløsheds Vægt og Pungen med falske Lodder?
+ 12.  Dens Rigmænd er fulde af Vold, dens Borgeres Tale er Løgn, og
+      Tungen er falsk i deres Mund.
+ 13.  Derfor tog jeg til at slå dig, ødelægge dig for dine Synder.
+ 14.  Du skal spise, men ikke mættes, lige tomt skal dit Indre være;
+      hvad du hengemmer, skal du ej bjærge, og hvad du bjærger, giver
+      jeg Sværdet;
+ 15.  du skal så, men ikke høste, perse Oliven, men ikke salve dig,
+      perse Most, men ej drikke Vin.
+ 16.  Du fulgte Omris Skikke, al Akabs Huses Færd; I vandrede efter
+      deres Råd, så jeg må gøre dig til Ørk og Byens Borgere til Spot;
+      Folkenes Hån skal I bære.
+
+Mikas 7
+
+  1.  Ve mig! Det går mig som ved ved Frugthøst, ved Vinhøstens
+      Efterslæt: Ikke en Drue at spise, ej en Figen, min Sjæl har Lyst
+      til!
+  2.  De fromme er svundet af Landet, ikke et Menneske er sanddru.  De
+      lurer alle på Blod og jager hverandre med Net.
+  3.  Deres Hænder er flinke til ondt, Fyrsten kræver, Dommeren er
+      villig for Betaling; Stormanden nævner, hvad han begærer; og
+      derefter snor de det sammen.
+  4.  Den bedste er som en Tornebusk, den ærlige værre end en
+      Tjørnehæk. Dine Vægteres Dag, din Hjemsøgelse kommer, af Rædsel
+      rammes de nu.
+
+  5.  Tro ikke eders Næste, stol ikke. på en Ven, vogt Mundens Døre
+      for hende. du favner!
+  6.  Thi Søn agter Fader ringe, Datter står Moder imod Svigerdatter
+      Svigermoder, en Mand har sine Husfolk til Fjender.
+  7.  Men jeg vil spejde efter HERREN, jeg bier på min Frelses Gud;
+      min Gud vil høre mig.
+
+  8.  Glæd dig ej over mig, min Fjende! Thi jeg faldt, men står op; om
+      end jeg sidder i Mørke, er HERREN mit Lys.
+  9.  Jeg vil bære HERRENs Vrede - jeg synded jo mod ham - indtil han
+      strider for mig og skaffer mig Ret; han fører mig ud i Lys, jeg
+      skal skue hans Retfærd.
+ 10.  Min Fjende skal se derpå og fyldes med Skam, han, som spørger
+      mig: "Hvor er HERREN din Gud?". Mine Øjne skal med Skadefryd se
+      ham, når han trampes ned som Skarn på Gaden.
+
+ 11.  En Dag skal dine Mure bygges, en Dag skal Grænsen vides ud,
+ 12.  en Dag skal man komme til dig lige fra Assur til Ægypten, lige
+      fra Ægypten til Floden, fra Hav til Hav, fra Bjerg til Bjerg.
+ 13.  Men Jorden og de, som bor derpå, lægges øde til Løn for deres
+      Værk.
+
+ 14.  Vogt med din Stav dit Folk, din Ejendoms Hjord, som bor for sig
+      selv i Skoven, i Frugthavens Midte; lad dem græsse i Basan og
+      Gilead som i gamle Dage!
+ 15.  Giv os Undere at skue, som da du drog ud af Ægypten;
+ 16.  lad Folkene se det og blues ved al deres Vælde, lægge Hånd på
+      Mund, lad Ørene døves på dem!
+ 17.  Lad dem slikke Støv som Slangen, som Jordens Kryb, rædde komme
+      frem af deres Borge til HERREN vor Gud og ængstes og frygte for
+      dig!
+ 18.  Hvo er en Gud som du, der tilgiver Brøde, bærer over med Synd
+      hos din Ejendoms Rest, ej evigt gemmer på Vrede, men gerne er
+      nådig?
+ 19.  Han vil atter forbarme sig over os, træde vor Brøde under Fod,
+      du vil kaste alle vore Synder i Havets Dyb!
+ 20.  Du vil vise Jakob Trofasthed, Abraham Nåde, som du svor vore
+      Fædre til i fordums Dage.
+
+
+Nahum
+
+Nahum 1
+
+  1.  Et udsagn om Nineve. En bog om Elkosjiten Nahums Syn.
+
+  2.  En nidkær Gud, en Hævner er HERREN, en Hævner er HERREN og fuld
+      af Vrede, en Hævner er HERREN mod Uvenner, han gemmer på Vrede
+      mod Fjender.
+  3.  HERREN er langmodig, hans Kraft er stor, HERREN lader intet
+      ustraffet. I Uvejr og Storm er hans Vej, Skyer er hans Fødders
+      Støv.
+  4.  Han truer og udtørrer Havet, gør alle Strømme tørre; Basan og
+      Karmel vansmægter, Libanons Skud visner hen.
+  5.  Bjergene skælver for ham, Højene står og svajer; Jorden krummer
+      sig for ham, Jorderig og alle, som bor der.
+  6.  Hvem kan stå for hans Vrede, hvo holder Stand mod hans Harmglød?
+      Hans Harme strømmer som Ild, og Fjeldene styrter for ham.
+  7.  HERREN er god, et Værn på Trængselens Dag; han kender dem, som
+      lider på ham,
+  8.  og fører dem gennem Skybrud. Sine Avindsmænd gør han til intet,
+      støder Fjenderne ud i Mørke.
+  9.  Hvad pønser I på mod HERREN? Han tilintetgør i Bund og Grund; ej
+      kommer der to Gange Nød.
+ 10.  Er de end som sammenflettet Tjørn og gennemdrukne af Vin, skal
+      de dog fortæres som fuldført Strå.
+
+ 11.  Fra dig er der en draget ud med ondt i Sinde mod Herren, med
+      Niddingeråd.
+ 12.  Så siger HERREN: Er de end fuldtallige og aldrig så mange, skal
+      de dog omhugges og forsvinde. Har jeg end ydmyget dig, gør jeg
+      det ikke mere.
+ 13.  Nu sønderbryder jeg det Åg, han lagde på dig, og sprænger dine
+      Bånd.
+ 14.  Om dig lyder HERRENs Bud: Dit Navn skal ikke ihukommes mere.  Af
+      din Guds Hus udrydder jeg det skårne og støbte Billede, og jeg
+      skænder din Grav.
+
+Nahum 2
+
+  1.  Se, Glædsesbudet, som kundgør Fred, skrider frem over bjergene
+      Fejr dine Fester, Juda, indfri dine Løfter! Thi aldrig skal
+      Niddingen mer drage gennem dig; han er udryddet helt og holdent.
+
+  2.  Hærgeren drager imod dig, hold Vagt med Omhu, hold Udkig,
+      omgjord din Lænd, saml al din Kraft!
+
+  3.  Thi HERREN genrejser Jakobs og Israels Højhed; dem har jo
+      Hærværksmænd hærget og ødt deres Ranker.
+
+  4.  Hans Heltes Skjolde er røde, hans Stridsmænd skarlagenklædt,
+      hans Vogne funkler af Stål, den Dag han ruster og Spydene
+      svinges.
+  5.  Igennem Gaderne raser Vognene frem, hen over Torvene farer de i
+      susende Fart; de ser ud som Fakler, farer frem og tilbage som
+      Lyn.
+  6.  Hans Helte kaldes frem, de snubler i Farten, de styrter frem
+      imod Muren. Skjoldtaget er rejst.
+  7.  Flodportene bliver åbnet, Kongsgården vakler.
+  8.  Herskerinden føres bort i Landflygtigbed med sine Terner; de
+      sukker som kurrende Duer, slår sig for Brystet.
+  9.  Nineve er som en Dam, hvis Vand flyder bort. "Stands dog, stands
+      dog!" råbes der, men ingen vender om.
+ 10.  Ran Sølv, ran Guld! Der er Liggendefæ uden Ende, alskens
+      kostbare Ting i store Måder.
+ 11.  Tomt og tømt og udtømt, ængstede Hjerter, rystende Knæ og
+      Skælven i alle Lænder! Og alle Ansigter blegner.
+ 12.  Hvor er nu Løvernes Bo, Ungløvernes Hule, hvor Løven frak sig
+      tilbage, hvor Ungløven ej kunde skræmmes?
+ 13.  Den røved til Ungernes Tarv og myrded til Løvinderne, fyldte
+      sine Hier med Bytte. sit Bo med Rov.
+ 14.  Se, jeg kommer over dig, lyder det fra Hærskarers HERRE, dit
+      Lejrsted lader jeg gå op i Røg. Dine Ungløver skal Sværdet
+      fortære; jeg rydder din Røverfærd bort fra Jorden. Dine
+      Sendebuds Røst skal aldrig høres mer.
+
+Nahum 3
+
+  1.  Ve Byen, der drypper af Blod, hvor der kun tales Løgn, så fuld
+      af Ran, med Rov uden Ende!
+  2.  Hør Smæld og raslende Vogne, jagende Heste,
+  3.  Stridsvognenes vilde Dans og stejlende Heste! Sværdblink og
+      lynende Spyd, faldne i Mængde, Masser af døde, endeløse Dynger
+      af Lig, man snubler over Lig!
+  4.  For Skøgens vidt drevne Utugt, den fagre, udlært i Trolddom, som
+      besnærede Folk ved Utugt, Stammer ved Trolddom,
+  5.  kommer jeg over dig, lyder det fra Hærskarers HERRE; dit Slæb
+      slår jeg op i Ansigtet på dig, lader Folkeslag se din Blusel,
+      Riger din Skam,
+  6.  dænger dig til med Skarn og vanærer dig, ja sætter dig i
+      Gabestok.
+  7.  Enhver, som får dig at se, skal fly fra dig og sige: "Nineve er
+      ødelagt, hvem vil ynke det, hvor skal jeg hente en til at give
+      det Trøst?"
+
+  8.  Mon du er bedre end No-Amon, der lå ved Strømme, omgivet af Vand
+      som Bolværk, med Vand til Mur?
+  9.  Dets Styrke var Ætiopere og Ægyptere uden Tal; Put og Libyer kom
+      det til Hjælp.
+ 10.  Dog førtes det bort, i Fangenskab måtte det vandre, på alle
+      Gadebjørner knustes også dets spæde; og om dets ædle kastedes
+      Lod, alle dets Stormænd lagdes i Lænker.
+ 11.  Også du skal drikke og synke i Afmagt, også du skal søge i Ly
+      for Fjenden.
+ 12.  Alle dine Fæstninger er Figener og tidligmoden Frugt; når de
+      rystes, falder de den spisende i Munden.
+ 13.  Se, Folket i dig er som Kvinder, vidåbne for Fjenden er Portene
+      ind til dit Land, Ild fortæred dine Slåer.
+
+ 14.  Øs Vand til Brug, når du omringes, styrk dine Fæstninger, træd
+      Dynd, stamp Ler, tag fat på Teglstensformen.
+ 15.  Ild skal fortære dig på Stedet. Sværd udrydde dig, fortære dig
+      som Springere. Er du end talrig som Springere, talrig som
+      Græshopper,
+ 16.  er end dine Købmænd flere end Himlens Stjerner - Græshoppen
+      kaster sin Vingeskal og flyver!
+ 17.  Dine Fogeder er som Græshopper, dine Tipsarer som
+      Græshoppesværme; de lejrer sig i Hegn, når Dagen er sval; men
+      når Solen står op, er de borte, man ved ej hvor.
+
+ 18.  Hvor sov dine Hyrder fast, du Assurs Konge! Dine Helte blunded;
+      dit Folk er spredt på Bjergene, ingen samler dem.
+ 19.  Ulægeligt er dit Brud, dit Sår er til Døden. Alle, som hører om
+      dig, klapper i Hånd; thi hvem fik ikke din Ondskab stadig at
+      føle?
+
+
+Habakkuk
+
+Habakkuk 1
+
+  1.  Det Udsagn, Profeten Habakkuk skuede.
+
+  2.  Hvor længe skal jeg klage, HERRE, uden du hører, skrige til dig
+      over Vold, uden du frelser?
+  3.  Hvi lader du mig skue Uret, være Vidne til Kvide? Ødelæggelse og
+      Vold har jeg for Øje, der opstod Kiv, og Strid kom op.
+  4.  Derfor ligger Loven lammet, og Ret kommer aldrig frem. Thi når
+      gudløse trænger retfærdige, fremkommer krøget Ret.
+
+  5.  Se eder om blandt Folkene til Skræk og Rædsel for eder! Thi en
+      Gerning gør han i eders Dage, som I ej vilde tro, om det
+      fortaltes.
+  6.  Thi se, han vækker Kaldæerne, det grumme og raske Folk, som
+      drager viden om Lande for at indtage andres Bo.
+  7.  Forfærdeligt, frygteligt er det, Ødelæggelse udgår derfra.
+  8.  Dets Heste er rappere end Pantere, mer viltre end Ulve ved
+      Kvæld; dets Rytterheste kommer i Spring, flyvende langvejs fra.
+      Som Ørnen i Fart efter Føde
+  9.  er de alle på Vej efter Vold. De higede stadig mod Øst og
+      samlede Fanger som Sand.
+ 10.  Med Kongerne drev det Spot, Fyrsterne lo det kun ad. Det lo ad
+      hver en Fæstning, opdynged en Vold og tog den.
+ 11.  Så suste det videre som Stormen og gjorde sin Kraft til sin Gud.
+
+ 12.  Er du ikke fra fordum HERREN, min hellige Gud? - Vi skal ej dø -
+      HERRE, har du sat ham til Dommer, givet ham Fuldmagt til Straf?
+ 13.  Dit rene Blik afskyr ondt, du tåler ej Synet af Kvide; hvi ser
+      du da tavs på Ransmænd, at gudløs sluger sin Overmand i Retfærd?
+ 14.  Med Mennesker gør du som med Havets Fisk, som med Kryb, der er
+      uden Hersker:
+ 15.  Han fisker dem alle med Krog, slæber dem bort i sit Vod og
+      samler dem i sit Garn; derfor er han jublende glad;
+ 16.  han ofrer derfor til sit Vod, tænder Offerild for sit Garn.  Ved
+      dem blev bans Del jo fed og kraftig blev hans Føde.
+ 17.  Skal han altid tømme sit Vod og slå Folk ihjel uden Skånsel?
+
+Habakkuk 2
+
+  1.  Op på min Varde vil jeg stige; stå hen på mit Vagtsted og
+      spejde, og se, hvad han taler i mig, hvad Svar han har på min
+      Klage.
+  2.  Og HERREN gav mig til Svar de Ord: "Skriv Synet op og rist det
+      ind i Tavler, at det kan læses let;
+  3.  thi Synet står ved Magt, træffer ind til Tide, usvigeligt iler
+      det mod Målet; tøver det, bi så på det, thi det kommer; det
+      udebliver ikke."
+
+  4.  Se, opblæst, uredelig er Sjælen i ham, men den retfærdige skal
+      leve ved sin Tro.
+  5.  Han er der hos den frækkeste Røver, en hoven, frastødende Mand,
+      der som Dødsriget opspiler Gabet, som Døden uden at mættes,
+      skraber alle Folkene til sig, sanker alle Folkeslag til sig.
+  6.  Visselig skal de alle istemme en Hånsang, en Smædevise fuld af
+      Hentydninger til ham og sige: Ve ham, der dynger andres Gods op
+      - hvor længe? - og læsser Pantegods på sig!
+  7.  Thi brat står dine Skyldherrer op; de, som vil rykke dig,
+      vågner; da bliver du dem til Bytte.
+  8.  Fordi du har plyndret mange Folk, skal du plyndres af al
+      Folkeslagenes Rest for Menneskeblods Skyld, for Vold mod Landet,
+      mod Byen og alle, som bor der.
+  9.  Ve ham, som søger ublu Vinding til sit Hus for at bygge sin Rede
+      højt og redde sig fra Ulykkens Hånd.
+ 10.  Dit Hus får Skam af dit Råd.Du nedtrådte mange Folkeslag, men
+      satte din Sjæl i Vove.
+ 11.  Thi Stenen råber fra Væggen, fra Træværket svarer Bjælken.
+ 12.  Ve ham, som bygger By med Blod og rejser en Stad med Uret,
+ 13.  (er dette ikke, fra Hærskarers HERRE?) så Folkeslag slider for
+      Ilden, og Folkefærds Møje er spildt.
+ 14.  Thi Jorden skal fyldes af Kundskab om HERRENs Herlighed, som
+      Vandene dækker Havets Bund.
+ 15.  Ve ham, som lader Venner drikke en Rus af Fade og Skåle for at
+      få deres Blusel at se.
+ 16.  Du mætted dig med Skam for Ære. Drik selv, vis din Forhud frem!
+      Nu kommer Bægeret fra HERRENs højre til dig og Skændsel til din
+      Ære.
+ 17.  Thi du tynges af Vold mod Libanon, knuses for Misbrug af Dyr,
+      for Menneskeblods Skyld, for Vold mod Landet, mod Byen og alle,
+      som bor der.
+ 18.  Hvad gavner det skårne Billed, at en Billedskærer skærer det ud,
+      det støbte Billed, hvis Spådom er falsk, at en Billedskærer
+      stoler derpå, så han laver stumme Guder?
+ 19.  Ve den, som siger til Træ: "Vågn op!" til Sten uden Mæle:" - Stå
+      op!" Den skulde kunne spå! Se, den er klædt i Guld og Sølv, men
+      af Ånd har den intet i sig.
+ 20.  Men HERREN er i sin Helligdom; stille for ham, al Jorden!
+
+Habakkuk 3
+
+  1.  (En Bøn af Profeten Hahakkuk. Al-sjigjonot.)
+  2.  HERRE, jeg har hørt dit Ry, jeg har skuet din Gerning, HERRE.
+      Fuldbyrd det i Årenes Løb, åbenbar dig i Årenes Løb, kom
+      Barmhjertighed i Hu under Vreden!
+
+  3.  Gud drager frem fra Teman, den Hellige fra Parans Bjerge. -
+      Sela.  Hans Højhed skjuler Himlen, hans Herlighed fylder Jorden.
+  4.  Under ham er Glans som Ild, fra hans Side udgår Stråler; der er
+      hans Vælde i Skjul.
+  5.  Foran ham vandrer Pest, og efter ham følger Sot.
+  6.  Hans Fjed får Jorden til at skælve, hans Blik får Folk til at
+      bæve. De ældgamle Bjerge brister, de evige Høje synker, ad evige
+      Stier går han.
+  7.  Kusjans Telte bæver, Telttæpperne i Midjans Land.
+  8.  Er HERREN da vred på Strømmene, gælder din Vrede Strømmene,
+      gælder din Harme Havet, siden du farer frem på dine Heste og
+      dine Vogne drøner.
+  9.  Din Bue kom blottet til Syne, din Buestreng mætter du med
+      Pile. - Sela.  Du kløver Jorden i Strømme,
+ 10.  Bjergene ser dig og skælver. Skyerne nedsender Regnskyl, og
+      Afgrunden løfter sin Røst.
+ 11.  Solen glemmer at stå op, Månen bliver i sit Bo; de flygter for
+      Skinnet af dine Pile, for Glansen af dit lynende Spyd.
+ 12.  I Harme skrider du hen over Jorden, du nedtramper Folk i Vrede.
+ 13.  Du drager ud til Frelse for dit Folk, ud for at frelse din
+      Salvede. Du knuser den gudløses Hustag, blotter Grunden til
+      Klippen. - Sela.
+ 14.  Med dit Spyd gennemborer du hans Hoved, bans Høvdinger splittes.
+ 15.  Du tramper hans Heste i Havet, i de mange Vandes Dynd.
+
+ 16.  Jeg hørte det; da bæved min Krop, ved Braget skjalv mine Læber;
+      Edder for i mine Ben, og under mig vakled mine Skridt.  Jeg bier
+      på Trængselens Dag over Folket, som volder os Krig.
+
+ 17.  Thi Figentræet blomstrer ikke, Vinstokken giver intet,
+      Olietræets Afgrøde svigter, Markerne giver ej Føde. Fårene
+      svandt af Folden, i Staldene findes ej Okser.
+ 18.  Men jeg vil frydes i HERREN, juble i min Frelses Gud.
+ 19.  Den Herre HERREN er min Styrke, han gør mine Fødder som Hindens
+      og lader mig gå på mine Høje.  Til Sangmesteren. Med
+      Strengespil.
+
+
+Zefanias
+
+Zefanias 1
+
+  1.  HERRENS ord, som kom til Zefanias, en Søn af Kusji, en Søn af
+      Gedalja, en Søn af Amarja, en Søn af Ezekias, i de Dage da
+      Josias, Amons Søn, var Konge i Juda.
+
+  2.  Jeg bortriver, bortriver alt fra Jorden, lyder det fra HERREN;
+  3.  jeg bortriver Folk og Fæ, jeg bortriver Himlens Fugle og Havets
+      Fisk. Gudløse bringer jeg til Fald, og Syndere rydder jeg, bort
+      fra Jorden, lyder det fra HERREN.
+  4.  Jeg udrækker Hånden mod Juda og alle Jerusalems Borgere. Jeg 
+      fjerner den sidste Ba'al fra dette Sted og Afgudspræsternes Navn 
+      med Præsterne
+  5.  og dem, som på Tagene tilbeder Himlens Hær, og dem, som tilbeder
+      HERREN og sværger til bam, men også sværger ved Milkom,
+  6.  og dem, som veg bort fra HERREN, ej søger, ej rådspørger HERREN.
+
+  7.  Stille for den Herre HERREN! Thi hans Dag er nær; thi HERREN har
+      et Offer rede, han har helliget de budne.
+  8.  Og på HERRENs Offerdag skal det ske: Da vil jeg hjemsøge
+      Fyrsterne og Kongens Sønner og alle dem, som er klædt i
+      udenlandsk Dragt.
+  9.  Den Dag hjemsøget jeg alle, som hopper over Tærsklen, som fylder
+      deresHerresHus med Vold og Svig.
+
+ 10.  Den Dag skal det ske, så lyder det fra HERREN: Hør Skrig fra
+      Fiskeporten og Jamren fra den nye Bydel. fra Højene et vældigt
+      Brag!
+ 11.  Beboerne i Morteren jamrer, thi slettet er alt Kræmmerfolket,
+      udryddet enhver, som vejer Sølv.
+
+ 12.  Til den Tid skal det ske: Jeg ransager Jerusalem med Lygter og
+      hjemsøger Mændene der, som ligger i Ro på deres Bærme, som siger
+      i deres Hjerte: "HERREN gør hverken godt eller ondt."
+ 13.  Deres Gods skal gøres til Bytte, deres Huse skal ødelægges.  De
+      skal vel bygge Huse, men ej bo deri, vel plante Vingårde, men
+      Vinen skal de ikke drikke.
+
+ 14.  Nær er HERRENs Dag, den store, den er nær og kommer hastigt.
+      Hør, HERRENs Dag, den bitre! Da udstøder Helten Skrig.
+ 15.  Den Dag er en Vredens Dag, en Trængselens og Nødens Dag, en
+      Ødelæggelsens og Ødets Dag, en Mørkets og Mulmets Dag, en
+      Skyernes og Tågens Dag,
+ 16.  en Hornets og Krigsskrigets Dag imod de faste Stæder og imod de
+      knejsende Tinder.
+ 17.  Over Menneskene bringer jeg Trængsel; som blinde vanker de om,
+      fordi de synded mod HERREN. Deres Blod øses ud som Støv, deres
+      Livssaft ligesom Skarn.
+ 18.  Hverken deres Sølv eller Guld evner at frelse dem på HERRENs
+      Vredes Dag, når hele Jorden fortæres af hans Nidkærheds Ild; thi
+      Undergang, ja brat Tilintetgørelse bringer jeg over alle, som
+      bor på Jorden.
+
+Zefanias 2
+
+  1.  Saml jer, saml jer, I Folk, som ej kender Skam,
+  2.  før l endnu er blevet som flyvende Avner, før HERRENs glødende
+      Harme kommer over eder, før HERRENs Vredes Dag kommer over eder.
+  3.  Søg HERREN, alle l ydmyge i Landet, som holder hans Bud, søg
+      Retfærd, søg Ydmyghed! Måske kan l skjule jer på HERRENs Vredes
+      Dag.
+
+  4.  Thi Gaza skal ligge forladt og Askalon øde, Asdod drives bort
+      ved Middag, Ekron udryddes.
+  5.  Ve dem, som bor ved Stranden, Kreternes Folk; HERRENs Ord over
+      dig, Kana'an, Filisternes Land! Jeg gør dig til intet, så ingen
+      bor der.
+  6.  Du skal blive til Græsmark for Hyrder, til Folde for Småkvæg.
+  7.  Og Stranden skal tilfalde Resten af Judas Hus; de skal græsse
+      derpå. Lejr skal de slå ved Kvæld i Askalons Huse. Thi HERREN
+      deres Gud ser til dem og vender deres Skæbne.
+
+  8.  Jeg hørte Moabs Spot, Atnmoniternes hånende Ord, med hvilke de
+      spotted mit Folk, hovmoded sig over deres Land.
+  9.  Derfor, så sandt jeg lever, lyder det fra Hærskarers HERRE,
+      Israels Gud: Moab skal blive som Sodoma, Ammoniterne som
+      Gomorra, Jord for Nælder, et Salthul, Ørken til evig Tid.
+      Resten af mit Folk skal plyndre dem; hvad der levnes af mit Folk
+      skal eje dem.
+ 10.  Dette skal times dem for deres Hovmod, fordi de hånede
+      Hærskarers HERREs Folk og gjorde sig store over for det.
+ 11.  Frygtelig er HERREN for dem; thi han udrydder alle Jordens
+      Guder, og alle Hedningemes fjerne Strande skal tilbede ham, hver
+      på sit Sted.
+
+ 12.  0gså I Ætiopere skal falde for HERRENs Sværd,
+ 13.  og han udrækker Hånden mod Nord og tilintetgør Assur, Nineve gør
+      han til Ødemark, tørt som en Ørk;
+ 14.  Hjorde skal lejre sig deri, hvert Slettens Dyr; på dets
+      Søjlehoveder sover Pelikan og Rørdrum, i Vinduet skriger Uglen,
+      Ravnen på Tærsklen.
+ 15.  Det er den jublende By, som lå så trygt, som sagde i sit Hjerte:
+      "Jeg og ellers ingen." Hvor er den dog blevet øde, et Raststed
+      for Dyr! Enhver, som kommer forbi den håner med Fløjt og Hånd.
+
+Zefanias 3
+
+  1.  Ve den genstridige, urene, grumme By!
+  2.  Den hører ej HERRENs Røst, tager ikke mod Tugt. På HERREN stoler
+      den ej, holder sig ej til Gud.
+  3.  Fyrsterne i dens Midte er brølende Løver, dens dommere som Ulve
+      ved Kvæld, der ej levner til Morgen;
+  4.  Skrydere er dens Profeter, troløse Mænd, dens Præster vanærer
+      det hellige, øver Vold mod Loven.
+  5.  HERREN er retfærdig i dens Midte, gør ikke Uret; hver Morgen gør
+      han Ret, ej svigte Lyset, til Uret kender han ikke.
+  6.  I Stridslarm udrydded jeg Folk, deres Tinder er øde, deres Gader
+      lagde jeg øde, så ingen går der, deres Byer er hærget,
+      mennesketomme, ingen bor der.
+  7.  Jeg tænkte: "Den må dog frygte mig, tage mod Tugt; intet af alt,
+      hvad jeg bød, vil gå den ad Glemme." Men des tidligere var de i
+      Gang med al deres Ondskab.
+
+  8.  Bi derfor på mig, så lyder det fra HERREN, på Dagen, jeg
+      fremstår som Vidne! Thi min Ret er at sanke Folkene, samle
+      Rigerne og udøse over dem min Vrede, al min Harmglød; thi af min
+      Nidkærheds Ild skal al Jorden fortæres.
+  9.  Thi da vil jeg give Folkene rene Læber, så de alle påkalder
+      HERREN og tjener ham endrægtigt.
+ 10.  Fra Landet hinsides Floden bringer de mig Bukke, fra Patros
+      kommer de med Afgrødeoffer til mig.
+ 11.  Hin bag skal du ikke beskæmmes i al din tid, med hvilken du
+      synded mod mig; thi da vil jeg fjerne fra dig de jublende
+      stolte, du skal ikke hovmode dig mer på mit hellige Bjerg.
+ 12.  Jeg levner i din Midte et Folk, som er ydmygt og ringe, og
+      Israels Rest skal lide på HERRENs Navn.
+ 13.  Uret øver de ikke og taler ej Løgn, der findes ej i deres Mund
+      en svigefuld Tunge; thi de skal græsse og raste uden at
+      skræmmes.
+
+ 14.  Jubl, du Zions Datter, Israel, råb højt, glæd dig og fryd dig af
+      hele dit Hjerte, Jerusalems Datter!
+ 15.  HERREN har slettet din Dom, bortdrevet dine Fjender. I din Midte
+      er Israels Konge, HERREN, ej mere skuer du ondt.
+ 16.  På hin Dag skal der siges til Jerusalem: Frygt ikke, Zion, lad
+      ikke Hænderne synke!
+ 17.  I dig er HERREN din Gud, en Helt, som frelser. Han glæder sig
+      over dig med Fryd, han tier i sin Kærlighed, han fryder sig over
+      dig med Jubel som på Festens Dag;
+ 18.  den Tid er omme, da du bærer på Skam over ham.
+ 19.  Se, på hin Tid gør jeg Ende på alle, som kuede dig, og jeg
+      frelser, hvad der halter, og sanker det spredte og giver dem Ære
+      og Ry på hele Jorden.
+ 20.  På hin Tid bringer jeg eder hjem, og på hin Tid samler jeg eder;
+      thi jeg giver eder Ry og Ære blandt alle Jordens Folkeslag, når
+      jeg vender eders Skæbne for eders Øjne, siger HERREN.
+
+
+Haggaj
+
+Haggaj 1
+
+  1.  I Kong Darius's andet Regeringsår på den første Dag i den sjette
+      Måned kom HERRENs Ord ved Profeten Haggaj således: Sig til Judas
+      Statholder Zerubbabel, Sjealtiels Søn, og til Ypperstepræsten
+      Josua, Jozadaks Søn:
+  2.  Så siger Hærskarers HERRE: Dette Folk siger: "Endnu er det ikke
+      Tid at bygge HERRENs Hus."
+  3.  Og HERRENs Ord kom ved Profeten Haggaj således:
+  4.  Er det da Tid for eder at bo i Huse med træklædte Vægge, når
+      dette Hus ligger øde?
+  5.  Derfor, så siger Hærskarers HERRE: Læg Mærke til, hvorledes det
+      går eder!
+  6.  I sår meget, men bringer lidet i Hus; I spiser, men mættes ikke;
+      I drikker, men får ikke Tørsten slukket; I klæder eder på, men
+      bliver ikke varme; og Daglejerens Løn går i en hullet Pung.
+  7.  Så siger Hærskarers HERRE: Læg Mærke til, hvorledes det går
+      eder!
+  8.  Gå op i Bjergene, hent Tømmer og byg Templet, så jeg kan have
+      Glæde deraf og blive æret, siger HERREN.
+  9.  I venter rig Høst, men det bliver kun til lidt; og når I bringer
+      det i Hus, blæser jeg derpå. Hvorfor? lyder det fra Hærskarers
+      HERRE. Fordi mit Hus ligger øde, medens enhver af eder har
+      travlt med sit eget Hus.
+ 10.  Derfor holder Himmelen sin Dug og Jorden sin Afgrøde tilbage;
+ 11.  og jeg har kaldt Tørke hid over Land og Bjerge, over Korn, Most
+      og Olie, over alt, hvad Jorden frembringer, over Folk og Fæ,
+      over alt, hvad Hænder virker.
+
+ 12.  Og Zerubbabel, Sjaltiels Søn, og Ypperstepræsten Josua, Jozadaks
+      Søn, og hele Resten af Folket adlød HERREN deres Guds Røst og
+      Profeten Haggajs Ord, eftersom HERREN havde sendt ham til dem,
+      og Folket frygtede HERREN.
+ 13.  Da sagde Haggaj, HERRENs Sendebud, i HERRENs Ærinde til Folket:
+      Jeg er med eder, lyder det fra HERREN.
+ 14.  Og HERREN vakte Ånden i Judas Statholder Zerubbabel, Sjaltiels
+      Søn, og i Ypperstepræsten Josua, Jozadaks Søn, og i hele Resten
+      at Folkef, så de kom og tog fat på Arbejdet med deres Guds,
+      Hærskarers HERREs, Hus
+ 15.  på den fire og tyvende Dag i den sjette Måned i Kong Darius's
+      andet Regeringsår.
+
+Haggaj 2
+
+  1.  På den een og tyvende Dag i den syvende Måned kom HERRENs Ord
+      ved Profeten Haggaj således:
+  2.  Sig til Judas Statholder Zerubbabel, Sjaltiels Søn, til
+      Ypperstepræsten Josua, Jozadaks Søn, og til Resten af Folket
+      således:
+  3.  Er der nogen tilbage iblandt eder af dem, der har set dette Hus
+      i dets fordums Herlighed? Hvorledes tykkes det eder da nu?  Er
+      det ikke som intet i eders Øjne?
+  4.  Dog vær kun trøstig, Zerubbabel, lyder det fra HERREN, vær kun
+      trøstig, du Ypperstepræst Josua, Jozadaks Søn, vær kun trøstigt,
+      alt Folket i Landet, lyder det fra HERREN. Arbejd kun, thi jeg
+      er med eder, lyder det fra Hærskarers HERRE,
+  5.  og min Ånd bliver iblandt eder med den Pagt, jeg sluttede med
+      eder, da I drog bort fra Ægypten; frygt ikke!
+  6.  Thi så sigerHærskarers HERRE: Endnu en Gang om en liden Stund
+      vil jeg ryste Himmel og Jord, Hav og tørt Land, og jeg vil ryste
+      alle Folkene, og da skal alle Folkenes Skatte komme hid, og jeg
+      fylder dette Hus med Herlighed, siger Hærskarers HERRE.
+  8.  Mit er Sølvet, og mit er Guldet, lyder det fra Hærskarers HERRE.
+  9.  Dette Hus's kommende Herlighed bliver større end den tidligere,
+      siger Hærskarers HERRE, og på dette Sted vil jeg give Fred,
+      lyder det fra Hærskarers HERRE.
+
+ 10.  På den fire og tyvende Dag i den niende Måned i Darius's andet
+      Regeringsår kom HERRENs Ord ved Profeten Haggaj således:
+ 11.  Så siger Hærskarers HERRE: Bed Præsterne om Svar på følgende
+      Spørgsmål:
+ 12.  "Dersom en Mand bærer helligt Kød i sin kappeflig og med Fligen
+      rører ved Brød eller noget, som er kogt, eller ved Vin eller
+      Olie eller nogen Slags Mad, bliver disse Ting så hellige?"
+      Præsterne svarede nej.
+ 13.  Haggaj spurgte da: "Hvis en, som er blevet uren ved Lig, rører
+      ved nogen af disse Ting, bliver den så uren?" Præsterne svarede
+      ja.
+ 14.  Så tog Haggaj til Orde og sagde: Således er det i mine Øjne med
+      disse Mennesker, således med dette Folk, lyder det fra HERREN,
+      og således med alt deres Hænders Værk og med, hvad de ofrer der:
+      det er urent.
+ 15.  Men læg nu Mærke til, hvorledes det går fra i Dag! Før Sten
+      lagdes på Sten i HERRENs Hus,
+ 16.  hvorledes gik det eder da? Når man kom til en Dynge Korn på tyve
+      Mål, var der ti; og kom man til en Vinperse for at øse
+      halvtresindstyve Mål af Kummen, var der tyve.
+ 17.  Jeg slog eder med Kornbrand, Rust og Hagl ved alt eders Arbejde,
+      men I omvendte eder ikke til mig, lyder det fra HERREN.
+ 18.  Læg Mærke til, hvorledes det går fra i Dag, fra den fire og
+      tyvende Dag i den niende Måned, fra den Dag Grunden lagdes til
+      HERRENs Hus, læg Mærke dertil!
+ 19.  Er Sæden endnu i Laderne, står Vinstokken, Figentræet,
+      Granatæbletræet og Oliventræet endnu uden Frugt? Fra i Dag
+      velsigner jeg.
+
+ 20.  Og HERRENs Ord kom for anden Gang til Haggaj på den fire og
+      tyvende bag i Måneden således:
+ 21.  Sig til Judas Statholder Zerubbabel: Jeg ryster Himmelen og
+      Jorden
+ 22.  og omstyrter Kongernes Troner, tilintetgør Hedningerigernes
+      Styrke og vælter Stridsvognene med deres Førere, og Heste og
+      Ryttere skal styrte, og den ene skal falde for den andens Sværd.
+ 23.  På hin Dag, lyder det fra Hærskarers HERRE, tager jeg dig, min
+      Tjener Zerubbabel, Sjealtiels Søn. lyder det fra HERREN, og gør
+      dig til en Seglring; thi dig har jeg udvalgt, lyder det fra
+      Hærskarers HERRE.
+
+
+Zakarias
+
+Zakarias  1
+
+  1.  I den ottende Måned i Darius's andet Regeringsår kom HERRENs Ord
+      til Profeten Zakarias, en Søn af Berekja, en Søn af Iddo,
+      således:
+  2.  HERREN var fuld af Harme imod eders Fædre.
+  3.  Men sig til dem: Så siger Hærskarers HERRE: Vend om til mig,
+      lyder det fra Hærskarers HERRE, så vil jeg vende om til eder,
+      siger Hærskarers HERRE.
+  4.  Vær ikke som eders Fædre, til hvem de tidligere Profeter talte
+      således: Så siger Hærskarers HERRE: Vend om fra eders onde Veje
+      og onde Gerninger! Men de hørte ikke og ænsede mig ikke, lyder
+      det fra HERREN.
+  5.  Eders Fædre, hvor er de? Og Profeterne, lever de evigt?
+  6.  Men mine Ord og Bud, som jeg overgav mine Tjenere Profeterne,
+      nåede de ikke eders Fædre, så de måtte vende om og sige: "Som
+      Hærskarers HERRE havde sat sig for at gøre imod os for vore
+      Vejes og Gerningers Skyld, således gjorde han."
+
+  7.  På den fire og tyvende dag i den ellevte Måned, det er Sjebat
+      Måned, i Darius's andet Regeringsår kom HERRENs Ord til Profeten
+      Zakarias, en Søn af Berekja, en Søn af Iddo, således:
+
+  8.  Jeg skuede i Nat, og se, en Mand på en rød Hest holdt mellem
+      Bjergene ved den dybe Kløft, og bag ham var der røde, mørke,
+      hvide og brogede Heste.
+  9.  Jeg spurgte: "Hvad betyder de, Herre?" Og Engelen, som talte med
+      mig, sagde: "Jeg vil vise dig, hvad de betyder."
+ 10.  Så tog Manden, som holdt mellem Bjergene, til Orde og sagde:
+      "Det er dem, HERREN udsender, for at de skal drage Jorden
+      rundt."
+ 11.  Og de tog til Orde og sagde til HERRENs Engel, som stod mellem
+      Bjergene: "Vi drog Jorden rundt,og se, hele Jorden er rolig og
+      stille.
+ 12.  HERRENs Engel tog da til Orde og sagde: "Hærskarers HERRE!  Hvor
+      længe varer det, før du forbarmer dig over Jerusalem og Judas
+      Byer, som du nu har været vred på i halvfjerdsindstyve År?"
+ 13.  Og til Svar gav HERREN Engelen, som talte med mig, gode og
+      trøstende Ord.
+ 14.  Engelen, som talte med mig, sagde så til mig: Tal og sig: Så
+      siger Hærskarers HERRE: Jeg er fuld af Nidkærhed for Jerusalem
+      og Zion
+ 15.  og af Harme mod de trygge Hedninger, fordi de hjalp til at gøre
+      Ulykken stor, da min Vrede kun var lille.
+ 16.  Derfor, så siger HERREN: Jeg vender mig til Jerusalem og
+      forbarmer mig over det; mit Hus skal opbygges der, lyder det fra
+      Hærskarers HERRE, og der skal udspændes Målesnor over Jerusalem.
+ 17.  Tal videre: Så siger Hærskarers HERRE: Mine Byer skal atter
+      strømme med Velsignelse, og HERREN vil atter trøste Zion og
+      udvælge Jerusalem.
+
+Zakarias  2
+
+  1.  Derpå løftede jeg mine Øjne og skuede, og se, der var fire Horn.
+  2.  Jeg spurgte Engelen, som talte med mig: "Hvad betyder de?"  Han
+      svarede: "Det er de Horn, som har spredt Juda, Israel og
+      Jerusalem."
+  3.  Så lod HERREN mig se fire Smede.
+  4.  Jeg spurgte: "Hvad kommer de for?" Og han svarede: "Hine er de
+      Horn, som spredte Juda, så det ikke kunde løfte sit Hoved; og nu
+      kommer disse for at hvæsse Økser til at slå Hornene til Jorden
+      på de Hedninger, som løftede deres Horn mod Judas Land for at
+      sprede det."
+
+  5.  Derpå løftede jeg mine Øjne og skuede, og se, der var en Mand
+      med en Målesnor i Hånden.
+  6.  Jeg spurgte: "Hvor skal du hen?" Han svarede: "Hen at måle
+      Jerusalem og se, hvor bredt og langt det er."  Og se, Engelen,
+      som talte med mig, trådte frem, og en anden Engel trådte frem
+      over for ham,
+  8.  og han sagde til ham: "Løb ben og sig til den unge Mand der: Som
+      åbent Land skal Jerusalem ligge, så mange Mennesker og Dyr skal
+      der være i det.
+  9.  Jeg vil selv, lyder det fra HERREN, være en Ildmur omkring det
+      og herliggøre mig i det.
+ 10.  Op, op, fly bort fra Nordlandet, lyder det fra HERREN, thi fra
+      Himmelens fire Vinde samler jeg eder, lyder det fra HERREN.
+ 11.  Op, red jer til Zion, I, som bor hos Babels Datter!
+ 12.  Thi så siger Hærskarers HERRE, hvis Herlighed sendte mig til
+      Folkene, der hærger eder: Den, som rører eder, rører min
+      Øjesten.
+ 13.  Thi se, jeg svinger min Hånd imod dem, og de skal blive til
+      Bytte for dem, som nu er deres Trælle; og I skal kende, at
+      Hærskarers HERRE har sendt mig.
+ 14.  Jubl og glæd dig, Zions Datter! Thi se, jeg kommer og fæster Bo
+      i din Midte, lyder det fra HERREN."
+ 15.  Og mange Folk skal på hin Dag slutte sig til HERREN og være hans
+      Folk og bo i din Midte, og du skal kende, at Hærskarers HERRE
+      har sendt mig til dig.
+ 16.  Og HERREN tager Juda til Arvelod på den hellige Jord og udvælger
+      atter Jerusalem.
+ 17.  Stille, alt Kød, for HERREN, thi han har rejst sig fra sin
+      hellige Bolig.
+
+Zakarias  3
+
+  1.  Derpå lod han mig se Ypperstepræsten Josua, og han stod foran
+      HERRENs Engel, medens Satan stod ved hans højre Side for at føre
+      Klage imod ham.
+  2.  Men HERREN,sagde til Satan: "HERREN true dig, Satan, HERREN true
+      dig, han, som udvalgte Jerusalem. Er denne ikke en Brand, som er
+      reddet ud af Ilden?"
+  3.  Josua havde snavsede Klæder på og stod foran Engelen;
+  4.  men denne tog til Orde og sagde til dem, som stod ham til
+      Tjeneste: "Tag de snavsede Klæder af ham!" Og til ham sagde han:
+      "Se, jeg har taget din Skyld fra dig, og du skal have
+      Højtidsklæder på."
+  5.  Og han sagde: "Sæt et rent Hovedbind på hans Hoved!" Og de satte
+      et rent Hovedbind på hans Hoved og gav ham rene Klæder på. Så
+      trådte HERRENs Engel frem,
+  6.  og HERRENs Engel vidnede for Josua og sagde:
+  7.  Så siger Hærskarers HERRE: Hvis du vandrer på mine Veje og
+      holder mine Forskrifter, skal du både Råde i mit Hus og vogte
+      mine Forgårde, og jeg giver dig Gang og Sæde blandt dem, som
+      står her"
+  8.  Hør, du Ypperstepræst Josua, du og dine Embedsbrødre, som sidder
+      for dit Ansigt: de er Varselmænd! Thi se, jeg lader min Tjener
+      Zemak komme.
+  9.  Thi se, den Sten, jeg lægger hen for Josua - på den ene Sten er
+      syv Øjne - se, jeg rister selv dens Indskrift, lyder det fra
+      Hærskarers HERRE, og på een Dag udsletter jeg dette Lands Skyld.
+ 10.  På hin Dag, lyder det fra Hærskarers HERRE, skal I byde
+      hverandre til Gæst under Vinstok og Figenfræ.
+
+Zakarias  4
+
+  1.  Engelen, som talte med mig, vakte mig så atter, som man vækker
+      et Menneske af hans Søvn,
+  2.  og spurgte mig: "Hvad skuer du?" Jeg svarede: "Jeg, skuer, og
+      se, der er en Lysestage, helt og holdent af Guld, og et Oliekar
+      ovenpå og syv Lamper og syv Rør til Lamperne,
+  3.  desuden to Olietræer ved Siden af den, et til højre, et andet
+      tilvenstre for Oliekarret."
+  4.  Og jeg spurgte Engelen, som talte med mig:"Hvad betyder disse
+      Ting, Herre?"
+  5.  Han svarede: "Ved du ikke, hvad de betyder?" Jeg sagde: "Nej.
+      Herre!"
+
+  6.  Da svarede han og sagde til mig: Dette er HERRENs Ord til
+      Zerubbabel: Ikke ved Magt og ikke ved Styrke, men ved min Ånd,
+      siger Hærskarers HERRE.
+  7.  Hvem er du, du store Bjerg? For Zerubbabel skal du blive Slette!
+      Han skal hente Topstenen, medens der råbes: "Nåde, Nåde være med
+      den!"
+  8.  Og HERRENs Ord kom til mig således:
+  9.  Zerubbabels Hænder har lagt Grunden til dette Hus, hans Hænder
+      skal også fuldende det; og du skal kende, at Hærskarers HERRE
+      har sendt mig til eder.
+
+ 10.  Thi den, der lod hånt om de ringe Begyndelsers Dag, skal glæde
+      sig, når han ser Blystenen i Zerubbabels Hånd. Hine syv er
+      HERRENs Øjne, som søger ud over hele Jorden.
+ 11.  Derpå spurgte jeg ham:"Hvad betyder de to Olietræer der til
+      højre og venstre for Lysestagen?"
+ 12.  Og videre spurgte jeg: "Hvad betyder de to Oliegrene ved Siden
+      af de to Guldrør, som leder den gyldne Olie ned derfra?"
+ 13.  Han svarede: "Ved du ikke, hvad de betyder?" Jeg sagde: "Nej,
+      Herre!"
+ 14.  Så sagde han: "Det er de to med Olie salvede, som står for al
+      Jordens Herre."
+
+Zakarias  5
+
+  1.  Derpå løftede jeg mine Øjne og skuede, og se, der var en
+      flyvende Bogrulle.
+  2.  Og han spurgte mig: "Hvad ser du?" Jeg svarede: "Jeg ser en
+      flyvende Bogrulle, som er tyve Alen lang og ti Alen bred."
+  3.  Da sagde han til mig: "Det er Forbandelsen, som udgår over hele
+      Landet; thi alle, som stjæler, er nu længe nok gået fri, og
+      alle, som sværger, er nu længe nok gået fri.
+  4.  Jeg lader den udgå, lyder det fra Hærskarers HERRE, for at den
+      skal komme i Tyvens Hus og dens Hus, som sværger falsk ved mit
+      Navn, og sætte sig fast i deres Huse og tilintetgøre dem med
+      Tømmer og Sten."
+
+  5.  Derpå trådte Engelen, som talte med mig, frem og sagde til mig:
+      "Løft dine Øjne og se, hvad det er, som kommer der!"
+  6.  Jeg spurgte: "Hvad er det?" Og han svarede: "Det er Efaen, som
+      kommer." Og han vedblev: "Det er deres Brøde i hele Landet."
+  7.  Og se, et Blylåg løftedes, og se, i Efaen sad en Kvinde.
+  8.  Og han sagde: "Det er Gudløsheden!" Så stødte han hende ned i
+      Efaen og slog Blylåget i over Åbningen.
+  9.  Og jeg løftede mine Øjne og skuede, og se, to Kvinder kom båret
+      af Vinden, og deres Vinger var som Storkevinger; og de løftede
+      Efaen op mellem Himmel og Jord.
+ 10.  Så spurgte jeg Engelen, som talte med mig: "Hvor bærer de Efaen
+      hen?"
+ 11.  Han svarede: "Hen at bygge hende et Hus i Sinears Land, og når
+      det er rejst, sætter de hende der, hvor hendes Sted er."
+
+Zakarias  6
+
+  1.  Atter løftede jeg mine Øjne og skuede, og se, fire Vogne kom
+      frem mellem de to Bjerge, og Bjergene var af Kobber.
+  2.  For den første Vogn var der røde Heste, for den anden sorte,
+  3.  for den tredje hvide og for den fjerde brogede.
+  4.  Jeg spurgte Engelen, som talte med mig: "Hvad betyder disse
+      Herre?"
+  5.  Og Engelen svarede: "Det er Himmelens fire Vinde, som drager ud
+      efter at have fremstillet sig for al Jordens Herre.
+  6.  Vognen med de sorte Heste for drager ud til Nordlandet, de hvide
+      til Østlandet og de brogede til Sydlandet;
+  7.  de røde drager mod Vest. Og de var ivrige efter at komme af Sted
+      for at drage ud over Jorden. Da sagde han: "Af Sted; drag ud
+      over Jorden!" Og de drog ud over Jorden.
+
+  8.  Så kaldte han på mig og talte således til mig: "Se, de, som
+      drager ud til Nordlandet, lader min Ånd dale ned over Nordens
+      Land."
+
+  9.  HERRENs Ord kom til mig således:
+ 10.  Tag imod Gaver fra de landflygtige, fra Heldaj, Tobija og
+      Jedaja; endnu i Dag skal du gå indtil Josjija, Zefanjas Søn, som
+      er kommet fra Babel,
+ 11.  og modtage Sølv og Guld. Lad så lave en Krone og sæt den på
+      Josuas Hoved
+ 12.  med de Ord: "Så siger Hærskarers HERRE: Se, der kommer en Mand,
+      hvis Navn er Zemak under ham skal det spire, og han skal bygge
+      HERRENs Helligdom.
+ 13.  Han skal bygge HERRENs Helligdom, og han skal vinde Højhed og
+      sidde som Hersker på sin Trone: og han skal være Præst ved hans
+      højre Side, og der skal være fuld Enighed mellem de to.
+ 14.  Men Kronen skal blive i HERRENs Helligdom til Minde om Heldaj,
+      Tobija, Jedaja og Hen, Zefanjas Søn.
+ 15.  Langvejs fra skal man komme og bygge på HERRENs Helligdom; og I
+      skal kende, at Hærskarers HERRE har sendt mig til eder. Og
+      dersom I adlyder HERREN eders Gud - - -
+
+Zakarias  7
+
+  1.  I Kong Darius's fjerde Regeringsår kom HERRENs Ord til Zakarias
+      på den fjerde Dag i den niende Måned, Kislev.
+  2.  Da sendte Betel-Sar'ezer og Regem-Melek og hans Mænd Bud for at
+      bede HERREN om Nåde
+  3.  og spørge Præsterne ved Hærskarers HERREs Hus og Profeterne:
+      "Skal jeg græde og spæge mig i den femte Måned, som jeg nu har
+      gjort i så mange År?"
+
+  4.  Da kom Hærskarers HERREs Ord til mig således:
+  5.  Sig til alt Folket i Landet og til Præsterne: Når l har fastet
+      og klaget i den femte og syvende Måned i halvfjerdsindstyve År,
+      var det da mig, I fastede for?
+  6.  Og når l spiser og drikker, er det da ikke eder, som spiser og
+      drikker?
+  7.  Kender I ikke de Ord, HERREN forkyndte ved de tidligere
+      Profeter, dengang Jerusalem og dets Byer trindt om var beboet og
+      havde Fred, og Sydlandet og Lavlandetvar beboet?
+  8.  Og HERRENs Ord kom til Zaka rias således:
+  9.  Så siger Hærskarers HERRE: Fæld redelig Dom, vis Miskundhed og
+      Barmhjertighed mod hverandre,
+ 10.  undertryk ikke Enker og faderløse, fremmede og nødlidende og
+      tænk ikke i eders Hjerter ondt mod hverandre!
+ 11.  Men de vilde ikke høre; de var stivnakkede og gjorde deres Ører
+      døve
+ 12.  og deres Hjerter hårde som Diamant for ikke at høre Loven og de
+      Ord, Hærskarers HERRE sendte gennem sin Ånd ved de tidligere
+      Profeter. Derfor kom der stor Vrede fra Hærskarers HERRE.
+ 13.  Ligesom de ikke hørte, når han kaldte, således vil jeg, sagde
+      Hærskarers HERRE, ikke høre, når de kalder;
+ 14.  og jeg blæste dem bort blandt alle de Folk, de ikke kendte, og
+      Landet blev øde efter dem, så ingen drog ud eller hjem; og de
+      gjorde det yndige Land til en Ørk.
+
+Zakarias  8
+
+  1.  Hærskarers HERREs Ord kom således:
+  2.  Så siger Hærskarers HERRE: Jeg er fuld af Nidkærhed for Zion, ja
+      i stor Vrede er jeg nidkær for det.
+  3.  Så siger HERREN: Jeg vender tilbage til Zion og fæster Bo i
+      Jerusalem; Jerusalem skal kaldes den trofaste By, og Hærskarers
+      HERREs Bjerg det hellige Bjerg.
+  4.  Så siger Hærskarers HERRE: Atter skal gamle Mænd og Kvinder
+      sidde på Jerusalems Torve, alle med Stav i Hånd for deres Ældes
+      Skyld,
+  5.  og Byens Torve skal vrimle af legende Drenge og Piger.
+  6.  Så siger Hærskarers HERRE: Fordi det i disse Dage synes det
+      tiloversblevne af dette Folk umuligt, skulde det så også synes
+      mig umuligt, lyder det fra Hærskarers HERRE.
+  7.  Så siger Hærskarers HERRE: Se, jeg frelser mit Folk fra
+      Østerleden og Vesterleden
+  8.  og fører dem hjem, og de skal bo i Jerusalem og være mit Folk,
+      og jeg vil være deres Gud i Trofasthed og Retfærd.
+  9.  Så siger Hærskarers HERRE: Fat Mod, I, som i denne Tid hører
+      disse Ord af Profeternes Mund, fra den dag Grunden lagdes til
+      Hærskarers HERREs Hus, Helligdommen, som skulde bygges.
+ 10.  Thi før disse Dage gav hverken Menneskers eller Kvægs Arbejde
+      Udbytte; de, som drog ud og ind, havde ikke Fred for Fjenden, og
+      jeg slap alle Mennesker løs påhverandre.
+ 11.  Men nu er jeg ikke mod det tiloversblevne af dette Folk som i
+      fordums Dage, lyder det fra Hærskarers HERRE;
+ 12.  jeg udsår Fred, Vinstokken skal give sin Frugt, Jorden sin
+      Afgrøde og Himmelen sin Dug, og jeg giver det tiloversblevne af
+      dette Folk det alt sammen i Eje.
+ 13.  Og som I, både Judas og Israels Hus, har været et Forbandelsens
+      Tegn blandt Folkene, således skal I, når jeg har frelst
+      eder,blive et Velsignelsens. Frygt ikke, fat Mod!
+ 14.  Thi så siger Hærskarers HERRE: Som jeg, da eders Fædre vakte min
+      Vrede, satte mig for at handle ilde med eder og ikke angrede
+      det, siger Hærskarers HERRE,
+ 15.  således har jeg nu i disse Dage omvendt sat mig for at gøre vel
+      mod Jerusalem og Judas Hus. Frygt ikke!
+ 16.  Men hvad I skal gøre, er dette; Tal Sandhed hver med sin Næste,
+      fæld i eders Porte Domme, der hvier på Sandhed og fører til
+      Fred,
+ 17.  tænk ikke i eders Hjerter ondt mod hverandre og elsk ikke falske
+      Eder! Thi alt sligt hader jeg, lyder det fra HERREN.
+
+ 18.  Og Hærskarers HERREs Ord kom til mig således:
+ 19.  Så siger Hærskarers HERRE: Fasten i den fjerde, femte, syvende
+      og tiende Måned skal blive Judas Hus til Fryd og Glæde og gode
+      Højtidsdage. Elsk Sandhed og Fred!
+
+ 20.  Så siger Hærskarers HERRE: Endnu skal det ske, at Folkeslag og
+      mange Byers Indbyggere skal komme,
+ 21.  og den ene Bys Indbyggere skal gå til den andens og sige: "Lad
+      os vandre hen og bede HERREN om Nåde og søge Hærskarers HERRE;
+      også jeg vil med."
+ 22.  Og mange Folkeslag og talrige Folk skal komme og søge Hærskarers
+      HERRE i Jerusalem for at bede HERREN om Nåde.
+ 23.  Så siger Hærskarers HERRE: I hine Dage skal ti Mænd af alle
+      Folks Tungemål gribe fat i en Jødes Kappeflig og sige: "Vi vil
+      gå med eder; thi vi har hørt, at Gud er med eder."
+
+Zakarias  9
+
+  1.  Et Udsagn: HERRENs Ord er over Hadraks Land, i Damaskus slår det
+      sig ned - thi Aram forbrød sig mod HERREN - det er over alle,
+      som hader Israel,
+  2.  også over Hamat, som grænser dertil, Tyrus og Zidon, thi det er
+      såre viist.
+  3.  Tyrus bygged sig en Fæstning og ophobed Sølv som Støv og Guld
+      som Gadeskarn.
+  4.  Se, Herren vil tage det i Eje og styrte dets Bolværk i Havet.
+      det selv skal fortæres af Ild.
+  5.  Askalon ser det og frygter, Gaza og Ekron skælver voldsomt, thi
+      Håbet brast. Gaza mister sin Konge, i Askalon skal ingen bo,
+  6.  i Asdod skal Udskud bo, Jeg gør Ende på Filisterens Hovmod,
+  7.  tager Blodet ud af hans Mund og Væmmelsen bort fra hans
+      Tænder. Også han bliver reddet for vor Gud, han bliver som en
+      Slægt i Juda, Ekron som, en, Jebusit.
+  8.  Som en Vagt lejrer jeg mig formit Hus mod dem, som kommer og
+      går; aldrig mer skal en Voldsmand gå igennem deres Land, thi nu
+      har jeg set det med mine egne Øjne.
+
+  9.  Fryd dig såre, Zions Datter, råb med Glæde, Jerusalems Datter!
+      Se, din Konge kommer til dig. Retfærdig og sejrrig er han,
+      ydmyg, ridende på et Æsel, på en Asenindes Føl.
+ 10.  Han udrydder Vognene af Efraim, Hestene af Jerusalem,
+      Stridsbuerne ryddes til Side. Hans Ord stifter Fred mellem
+      Folkene, han hersker fra Hav til Hav, fra Floden til Jordens
+      Ende.
+
+ 11.  For Pagtblodets Skyld vil jeg også slippe dine Fanger ud, ja ud
+      af den vandløse Brønd.
+ 12.  Hjem til Borgen, I Fanger med Håb! Også i Dag forkyndes: Jeg
+      giver dig tvefold Bod!
+
+ 13.  Thi jeg spænder mig Juda som Bue, lægger Efraim på som Pil og
+      vækker dine Sønner, Zion, imod dine Sønner, Javan. Jeg gør dig
+      som Heltens Sværd.
+ 14.  0ver dem viser sig Herren, hans Pil farer ud som et Lyn. Den
+      Herre HERREN støder i Horn, skrider frem i Søndenstorm;
+ 15.  dem værner Hærskarers HERRE. De opæder, nedtramper
+      Slyngekasterne, drikker deres Blod som Vin og fyldes som
+      Offerskålen, som Alterets Hjørner.
+
+ 16.  HERREN deres Gud skal på denne Dag frelse dem som sit Folks
+      Hjord; thi de er Kronesten, der funkler over hans Land.
+ 17.  Hvor det er dejligt, hvor skønt! Thi Korn giver blomstrende
+      Ungersvende, Most giver blomstrende Møer.
+
+Zakarias  10
+
+  1.  HERREN skal I bede om Regn ved Tidlig- og Sildigregnstide;
+      HERREN skaber Uvejr; Regnskyl giver han dem, hver Mand Urter på
+      Marken.
+  2.  Men Husgudens Tale er Svig, Sandsigeres Syner er Blændværk: de
+      kommer med tomme Drømme, hul er Trøsten, de giver; derfor
+      vandrer de om som en Hjord, lider Nød, thi de har ingen Hyrde.
+
+  3.  Mod Hyrdeme blusser min Vrede, Bukkene vil jeg bjemsøge; thi
+      Hærskarers HERRE ser til sin Hjord. Han ser til Judas Hus; han
+      gør dem til en Ganger, sin stolte Ganger i Strid.
+  4.  Fra ham kommer Hjørne og Teltpæl, fra ham kommer Krigens Bue,
+      fra ham kommer hver en Hersker.  De bliver til Hobe som Helte,
+      der i Striden tramper i Gadens Dynd; de kæmper, thi HERREN er
+      med dem. Rytterne bliver til Skamme;
+  6.  jeg styrker Judas Hus og frelser Josefs Hus. Jeg ynkes og fører
+      dem hjem, som havde jeg aldrig forstødt dem: thi jeg er HERREN
+      deres Gud og bønhører dem.
+  7.  Efraim bliver som en Helt, deres Hjerte glædes som af Vin, deres
+      Sønner glædes ved Synet. Deres Hjerte frydes i HERREN;
+  8.  jeg fløjter ad dem og samler dem; thi jeg udløser dem, og de
+      bliver mange som fordum.
+  9.  Blandt Folkeslag strøede jeg dem ud, men de kommer mig i Hu i
+      det fjerne og opfostrer Børn til Hjemfærd.
+ 10.  Jeg fører dem hjem fra Ægypten, fra Assur samler jeg dem og
+      bringer dem til Gilead og Libanon, som ikke skal være dem nok.
+ 11.  De går gennem Trængselshavet, han slår dets Bølger ned. Alle
+      Nilstrømme tørkner, Assurs Stolthed styrtes, Ægyptens
+      Herskerspir viger.
+ 12.  Jeg gør dem stærke i HERREN, de vandrer i hans Navn, så lyder
+      det fra HERREN.
+
+Zakarias  11
+
+  1.  Libanon, luk Dørerne op, så Ild kan fortære dine Cedre!
+  2.  Klag, Cypres, thi Cedren er faldet. de ædle Træer lagt øde!
+      Klag, I Basans Ege, thi Fredskoven ligger fældet!
+  3.  Hør, hvor Hyrderne klager, thi deres Græsgang er hærget; hør,
+      hvor Løverne brøler, thi Jordans Tykning er hærget.
+
+  4.  Således sagde HERREN min Gud: Røgt Slagtefårene,
+  5.  hvis Køber slagter dem uden at føle Skyld, og hvis Sælger siger:
+      "HERREN være lovet, jeg blev rig." Og deres Hyrder sparer dem
+      ikke.  (6 Thi jeg vil ikke længer spare Landets Indbyggere,
+      lyder det fra HERREN; men se, jeg lader hvert Menneske falde i
+      sin Hyrdes og sin Konges Hånd; og de skal ødelægge Landet, og
+      jeg vil ingen redde af deres Hånd).
+  7.  Så røgtede jeg Slagtefårene for Fåreprangerne og tog mig to
+      Stave; den ene kaldte jeg "Liflighed", den anden "Bånd"; og jeg
+      røgtede Fårene.
+  8.  (Og jeg ryddede de tre Hyrder af Vejen i een Måned). Så tabte
+      jeg Tålmodigheden med dem, og de blev også kede af mig.
+  9.  Og jeg sagde: "Jeg vil ikke røgte eder; lad dø, hvad dø skal,
+      lad bortkomme, hvad bortkomme skal, og lad de andre æde
+      hverandres Kød!"
+ 10.  Så tog jeg Staven, som hed "Liflighed". og sønderbrød den for at
+      bryde den Overenskomst, jeg havde sluttet (med alle Folkeslag;
+ 11.  og den blev brudt samme Dag, og Fåreprangerne, som holdt Øje med
+      mig, kendte, at det var HERRENs Ord).
+ 12.  Og jeg sagde til dem: "Om I synes, så giv mig min Løn; hvis
+      ikke, så lad være!" Så afvejede de min Løn, tredive Sekel Sølv.
+ 13.  Men HERREN sagde til mig: "Kast den til Pottemageren", den
+      dejlige Pris, de har vurderet mig til!" Og jeg tog de tredive
+      Sekel Sølv og kastede dem til Pottemageren i HERRENs Hus.
+ 14.  Så sønderbrød jeg den anden Hyrdestav "Bånd" for at bryde
+      Broderskabet imellem Juda og Jerusalem.
+
+ 15.  Siden sagde HERREN til mig: Udstyr dig atter som en Hyrde, en
+      Dåre af en Hyrde!
+ 16.  (Thi se, jeg lader en Hyrde fremstå i Landet). Han tager sig
+      ikke af det bortkomne, leder ikke efter det vildfarne, læger
+      ikke det brudte og har ikke Omhu for det sunde, men spiser Kødef
+      af de fede Dyr og river Klovene af dem.
+ 17.  Ve, min Dåre af en Hyrde, som svigter Fårene! Et Sværd imod hans
+      Arm og hans højre Øje! Hans Arm skal vorde vissen, hans højre
+      Øje blindes.
+
+Zakarias  12
+
+  1.  Et Udsagn; HERRENs Ord om Israel. Det lyder fra HERREN; som
+      udspændte Himmelen, grundfæstede Jorden og dannede Menneskets
+      Ånd i dets Indre:
+  2.  Se, jeg gør Jerusalem til et berusende Bæger for alle Folkeslag
+      trindt om; også Juda skal være med til at belejre Jerusalem.
+  3.  På hin Dag gør jeg Jerusalem til Løftesten for alle Folkeslag -
+      enhver, som løfter den, skal rive sig på den! Og alle Jordens
+      Folk skal samle sig imod det.
+
+  4.  På hin Dag, lyder det fra HERREN, slår jeg alle Heste med Angst
+      og Rytterne med Vanvid; Judas Hus åbner jeg Øjnene på, men alle
+      Folkeslagene slår jeg med Blindhed.
+  5.  Og Judas Stammer skal tænke: "Jerusalems Indbyggere er stærke i
+      Hærskarers HERRE, deres Gud."
+  6.  På hin Dag gør jeg Judas Stammer til en Ildgryde mellem
+      Brændestykker, et brændende Blus mellem Neg, og de skal æde til
+      højre og venstre alle Folkeslag trindt om, og Jerusalem bliver
+      roligt på sit Sted, i Jerusalem.
+  7.  Så giver HERREN først Judas Telte Sejr, for at Davids Hus og
+      Jerusalems Indbyggere ikke skal vinde større Ry end Juda.
+
+  8.  På hin Dag værner HERREN om Jerusalems Indbyggere, og den
+      skrøbeligste iblandt dem skal på hin Dag blive som David, men
+      Davids Hus som Gud, som HERRENs Engel foran dem.
+  9.  På hin Dag vil jeg søge at tilintetgøre alle de Folk, som kommer
+      imod Jerusalem.
+
+ 10.  Og så udgyder jeg over Davids Hus og Jerusalems Indbyg- gere
+      Nådens og Bønnens Ånd, så de ser hen til ham, de har
+      gennemstunget, og sørger over ham, som man sørger over en
+      enbåren Søn, og holder Klage over ham, son1 man holder Klage
+      over den førstefødte.
+ 11.  På hin Dag skal Sorgen blive stor i Jerusalem som Sorgen over
+      Hadadrimmon i Megiddos Dal.
+ 12.  Landet skal sørge, hver Slægt for sig, Davids Hus's Slægt for
+      sig og deres Kvinder for sig, Natans Hus's Slægt for sig og
+      deres Kvinder for sig,
+ 13.  Levis Hus's Slægt for sig og deres Kvinder for sig, Sjim'iternes
+      Slægt for sig og deres Kvinder for sig,
+ 14.  alle de tiloversblevne Slægter hver for sig og deres Kvinder for
+      sig.
+
+Zakarias  13
+
+  1.  På hin Dag skal en Kilde vælde frem for Davids Hus og Jerusalems
+      Indbyggere mod Synd og Urenhed.
+  2.  Og på hin bag, lyder det fra Hærskarers HERRE, udrydder jeg
+      Afgudernes Navne af Landet, så de ikke mer skal ihukommes; også
+      Profeterne og Urenhedens Ånd driver jeg ud af Landet.
+  3.  Når nogen da atter profeterer, skal hans egne Forældre, hans
+      Fader og Moder, sige til ham: Du har forbrudt dit Liv, thi du
+      har talt Løgn i HERRENs Navn." Og hans egne Forældre, hans Fader
+      og Moder, skal gennembore ham, når han profeterer.
+  4.  På hin Dag skal hver en Profet skamme sig over sine Syner, når
+      han profeterer, og han skal ikke klæde sig i lådden Kappe for at
+      føre Folk bag Lyset,
+  5.  men sige: "Jeg er ingen Profet; jeg er Bonde og har dyrket Jord
+      fra min Ungdom."
+  6.  Og spørger man ham: "Hvad er det for Sår på dit Bryst?" skal han
+      sige: "Dem fik jeg i mine Boleres Hus."
+
+  7.  Frem, Sværd, imod min Hyrde, mod Manden, som står mig nær, så
+      lyder det fra Hærskarers HERRE. Hyrden vil jeg slå, så
+      Fårehjorden spredes; mod Drengene løfter jeg Hånden.
+
+  8.  Og i hele Landet lyder det fra HERREN, skal to Tredjedele
+      udryddes og udånde, men een Tredjedel skal levnes.
+  9.  Og denne Tredjedel fører jeg i Ild og renser den, som man renser
+      Sølv, prøver den, som man prøver Guld. Den skal påkalde mit
+      Navn,og jeg svarer; jeg siger: "Den er mit Folk." Og den skal
+      sige: "HERREN er min Gud."
+
+Zakarias  14
+
+  1.  Se, en Dag kommer, HERRENs Dag, da dit Bytte skal deles i dig.
+  2.  Da samler jeg alle Folkene til Angreb på Jerusalem; Byen
+      indtages, Husene plyndres, Kvinderne skændes, og Halvdelen af
+      Byens Indbyggere vandrer i Landflygtighed; men Resten af Folket
+      skal ikke udryddes af Byen.
+  3.  Og HERREN drager ud og strider mod disse Folk, som han fordum
+      stred på Kampens bag.
+  4.  På hin Dag står hans Fødder på Oliebjerget østen for Jerusalem,
+      og Oliebjerget skal revne midt over fra Øst til Vest og danne en
+      vældig Dal, idet Bjergets ene Halvdel viger mod Nord, den anden
+      mod Syd.
+  5.  I skal flygte til mine Bjerges Dal, thi Bjergdalen når til
+      Azal. I skal fly, som l flyede for Jordskælvet i Kong Uzzija af
+      Judas Dage. Og HERREN min Gud kommer og alle de Hellige med ham.
+
+  6.  På hin Dag skal der ikke være Hede eller Kulde og Frost.
+  7.  Det skal være een eneste Dag - HERREN kender den - ikke Dag og
+      Nat; det skal være lyst ved Aftentide.
+  8.  På hin Dag skal rindende Vand vælde frem fra Jerusalem; det
+      halve løber ud i Havet mod Øst, det halve i Havet mod Vest, og
+      det både Sommer og Vinter.
+  9.  Og HERREN skal være Konge over hele Jorden. På hin Dag skal
+      HERREN være een og hans Navn eet.
+ 10.  Og hele Landet bliver en Slette fra Geba til Rimmon i Sydlandet;
+      men Jerusalem skal ligge højt på sit gamle Sted. Fra
+      Benjaminsporten til den gamle Ports Sted, til Hjørneporten, og
+      fra Hanan'eltårnet til de kongelige Vinperser skal det være
+      beboet.
+ 11.  Der skal ikke mere lægges Band derpå, og Jerusalem skal ligge
+      trygt.
+
+ 12.  Men dette skal være den Plage, HERREN lader ramme alle de
+      Folkeslag, som drager i Leding mod Jerusalem: han lader Kødet
+      rådne på dem i levende Live, Øjnene rådner i deres Øjenhuler og
+      Tungen i deres Mund.
+ 13.  På hin Dag skal en vældig HERRENs Rædsel opstå iblandt dem, så
+      de griber fat i og løfter Hånd mod hverandre.
+ 14.  Også Juda skal stride i Jerusalem. Og alle Folkenes Rigdom skal
+      samles trindt om fra, Guld, Sølv og Klæder i såre store Måder.
+ 15.  Og samme Plage skal ramme Heste, Muldyr, Kameler, Æsler og alt
+      Kvæg i Lejrene der.
+
+ 16.  Men alle de, der bliver tilbage af alle Folkene, som kommer imod
+      Jerusalem, skal År efter År drage derop for at tilbede Kongen,
+      Hærskarers HERRE, og fejre Løvhyttefest.
+ 17.  Og dersom nogen af Jordens Slægter ikke drager op til Jerusalem
+      for at tilbede Kongen, Hærskarers HERRE, skal der ikke falde
+      Regn hos dem.
+ 18.  Og dersom Ægyptens Slægt ikke drager derop og kommer derhen, så
+      skal de rammes af den Plage, HERREN lader ramme Folkene.
+ 19.  Det er Straffen over Ægypterne og alle de Folk, som ikke drager
+      op for at fejre Løvhyttefest.
+
+ 20.  På hin Dag skal der stå på Hestenes Bjælder "Helliget
+      HERREN". Og Gryderne i HERRENs Hus skal være som Offerskålene
+      for Alteret;
+ 21.  hver Gryde i Jerusalem og Juda skal være helliget Hærskarers
+      HERRE, så alle de ofrende kan komme og tage af dem og koge
+      deri. Og på hin Dag skal der ikke mere være nogen Kana'anæer i
+      Hærskarers HERREs Hus.
+
+
+Malakias
+
+Malakias 1
+
+  1.  Et Udsagn; HERRENs Ord til Israel ved Malakias.
+
+  2.  Jeg elsker eder, siger HERREN; men I spørger: "Hvori har du
+      vist, at du elsker os?" Er Esau ikke Jakobs Broder, lyder det
+      fra HERREN, og dog elsker jeg Jakob
+  3.  og hader Esau. Jeg bar gjort hans Bjerge til Ørk og hans Arvelod
+      til Øde.
+  4.  Når Edom siger: "Vi er ødelagt, men vi bygger atter på
+      Tomterne", så siger Hærskarers HERRE: De bygger, men jeg river
+      ned! De skal kaldes Gudløsheds Land og det Folk, HERREN i al
+      Evighed vredes på.
+  5.  I skal se det med egne Øjne og sige: "HERRENs Vælde når ud over
+      Israels Grænser."
+
+  6.  En Søn ærer sin Fader, en Træl frygter sin Herre. Men er jeg
+      Fader, hvor er da min Ære, og er jeg Herre, hvor er da Frygten
+      for mig? siger Hærskarers HERRE til eder, I Præster, som
+      ringeagter mit Navn. I spørger: "Hvorved har vi ringeagtet dit
+      Navn?"
+  7.  Ved at bringe urent Brød på mit Alter! I spørger: "Hvorved har
+      vi gjort det urent?" Ved at sige: "HERRENs Bord er lidet værd."
+  8.  Når I bringer blinde Dyr som Offer, er der så ikke noget ondt
+      deri? Når I bringer halte og syge Dyr, er der så ikke noget ondt
+      deri? Bring dem engang til din Statholder! Mon han vil synes
+      derom og tage vel imod dig? siger Hærskarers HERRE.
+  9.  Og så vil I stemme Gud til Mildhed dermed, at han må være os
+      nådig! Fra eders Hånd kommer slige Ting! Mon han vil tage vel
+      imod eder, siger Hærskarers HERRE.
+ 10.  Vilde dog en af eder lukke Dørene, så I ikke til ingen Gavn
+      skulde gøre Ild på mit Alter! Jeg bryder mig ikke om eder, siger
+      Hærskarers HERRE, og ønsker ikke Offergaver af eders Hånd.
+ 11.  Thi fra Stedet, hvor Solen står op, til Stedet, hvor den går
+      ned, er mit Navn stort iblandt Folkene, og alle Vegne bringes
+      der mit Navn Røgoffer og rene Offergaver; thi mit Navn er stort
+      iblandt Folkene, siger Hærskarers HERRE.
+ 12.  Men I vanhelliger det ved at sige: "Herrens Bord er urent, og
+      ussel Frugt er hans Mad."
+ 13.  Og I siger: "Hvilket Slid!" og blæser derad, siger Hærskarers
+      HERRE; I bringer noget røvet, ja halte og syge Dyr; det er
+      Offergaven, I bringer! Skulde jeg ønske at modtage den af eders
+      Hånd? siger HERREN.
+ 14.  Forbandet være den Bedrager, som i sin Hjord har et Handyr og
+      lover mig det, men ofrer Herren et Dyr, som ikke dur! Thi en
+      stor Konge er jeg, siger Hærskarers HERRE, og mit Navn er
+      frygtet blandt Folkene.
+
+Malakias 2
+
+  1.  Og nu udgår følgende Påbud til eder, I Præster;
+  2.  Hvie I ikke adlyder og lægger eder på Sinde at holde mit Navn i
+      Ære, siger Hærskarers HERRE, så sender jeg Forbandelse over eder
+      og vender eders Velsignelse til Forbandelse, ja til Forbandelse,
+      fordi I ikke lægger eder det på Sinde.
+  3.  Se, jeg afhugger Armen på eder og kaster Skarn i Ansigtet på
+      eder, Skarnet fra eders Højtider, og eders Ofre oven i Købet;
+  4.  og I skal kende, at jeg har sendt eder dette Påbud, fordi jeg
+      har en Pagt med Levi, siger Hærskarers HERRE.
+  5.  Min Pagt med ham var, at jeg skulde give ham Liv og Fred, og han
+      skulde frygte mig og bæve for mit Navn;
+  6.  Sandheds Lære var i hans Mund, Svig fandtes ikke på hans Læber;
+      i Fred og Sanddruhbed vandrede han med mig, og mange holdt han
+      fra Brøde. Thi Præstens Læber vogter på Kundskab, og Vejledning
+      søger man af hans Mund; thi han er Hærskarers HERREs Sendebud.
+  8.  Men I veg bort fra Vejen; mange har I bragt til Fald ved eders
+      Vejledning, Levis Pagt har I ødelagt, siger Hærskarers HERRE.
+  9.  Derfor har jeg også gjort eder ringeagtede og oversete af alt
+      Folket, fordi I ikke tager Vare på mine Veje eller bryder eder
+      om Loven.
+
+ 10.  Har vi ikke alle en og samme Fader, er det ikke en og samme Gud,
+      som bar skabt os? Hvorfor er vi da troløse mod hverandre, så vi
+      vanhelliger vore Fædres Pagt?
+ 11.  Juda er troløst, og Vederstyggelighed øves i Israel og
+      Jerusalem; thi Juda vanhelliger den Helligdom, HERREN elsker, og
+      tager en fremmed Guds Datter til Ægte.
+ 12.  HERREN unddrage den Mand. som gør sligt, en til at våge og svare
+      i Jakobs Telte og en til at frembære Offergave for Hærskarers
+      HERRE!
+ 13.  Og for det andet gør l dette: I hyller HERRENs Alter i Tårer,
+      Gråd og Klage, så han ikke mere vender sig til Offergaven eller
+      med Glæde modtager Gaver af eders Hånd.
+ 14.  Og I spørger: "Hvorfor?" Fordi HERREN var Vidne mellem dig og
+      din Ungdomshustru, mod hvem du har været troløs, skønt hun hører
+      til dit Folk og deler din Tro.
+ 15.  Således gør ingen, så længe der er Ånd i ham. Hvorledes har det
+      sig med ham? Han ønsker Afkom for Gud. Så tag Vare på eders Ånd,
+      og ingen være troløs imod sin Ungdomshustru!
+ 16.  Thi jeg hader Skilsmisse, siger HERREN, Israels Gud, og at man
+      hyller sin Klædning i Uret, siger Hærskarers HERRE. Så tag eder
+      i Vare for eders Ånds Skyld og vær ikke troløse!
+
+Malakias 3
+
+ 17.  I trætter HERREN med eders Ord. Og I spørger: "Hvorved
+      trætter vi?" Ved at sige: "Enhver som gør ondt, er god i
+      HERRENs Øjne; i dem har han Behag; hvor er ellers Dommens Gud?"
+
+  1.  Se, jeg sender min Engel, og han skal bane Vej for mit
+      Åsyn; og til sit Tempel kommer i et Nu den Herre, I søger, og
+      Pagtens Engel, som I længes efter; se, han kommer, siger
+      Hærskarers HERRE.
+  2.  Men hvo kan udholde den Dag, han kommer, og hvo kan stå, når han
+      kommer til Syne? Han er jo som Metalsmelterens Ild og Tvætternes
+      Lud.
+  3.  Han sidder og smelter og renser Sølv; han renser Levis Sønner,
+      lutrer dem som Guld og Sølv, så de kan frembære Offergave for
+      HERREN i Retfærdighed,
+  4.  at Judas og Jerusalems Offergave må være HERREN liflig som i
+      fordums Dage, i henrundne År.
+  5.  Jeg nærmer mig eder til Dom og vidner i Hast mod Troldmændene,
+      Ægteskabsbryderne, Menederne og dem, som undertrykker Daglejere,
+      Enker og faderløse, gør fremmede Uret og ikke frygter mig, siger
+      Hærskarers HERRE.
+
+  6.  Thi jeg, HERREN, er ikke blevet en anden, men I har ikke ophørt
+      at være Jakobsønner".
+  7.  Siden eders Fædres Dage er I afveget fra mine Bud og har ikke
+      holdt dem. Vend om til mig, så vil jeg vende om til eder, siger
+      Hærskarers HERRE. Og I spørger: "Hvorledes skal vi vende os?"
+  8.  Skal et Menneske bedrage Gud? I bedrager mig jo! Og I
+      spørger:"Hvorved har vi bedraget dig?" Med Tienden og
+      Offerydelsen!
+  9.  I trues med Forbandelse og bedrager dog mig, ja alt Folket gør
+      det!
+ 10.  Bring hele Tienden tiI Forrådshuset, så der kan være Mad i mit
+      Hus; sæt mig på Prøve dermed, siger Hærskarers HERRE, om jeg da
+      ikke åbner eder Himmelens Sluser og udøser Velsignelse over eder
+      i Overmål.
+ 11.  Jeg vil for eders Skyld skræmme Æderne, så at de ikke ødelægger
+      eder Landets Afgrøde, og Vinstokken på Marken skal ikke slå eder
+      fejl, siger Hærskarers HERRE.
+ 12.  Og alle Folkene skal love eder, fordi l har et yndigt Land,
+      siger Hærskarers HERRE.
+
+ 13.  I taler stærke Ord imod mig, siger HERREN. Og I spørger: "Hvad
+      taler vi imod dig?"
+ 14.  I siger: "Det er ørkesløst at tjene Gud; hvad vinder vi ved at
+      opfylde hans Krav og gå sørgeklædte for Hærskarers HERREs Åsyn?
+ 15.  Nej, vi må love de frække! De øver Gudløshed og kommer til
+      Vejrs; de frister Gud og slipper godt derfra."
+ 16.  Da talte de, som frygter HERREN, med hverandre. Og HERREN
+      lyttede og hørte efter, og en Bog blev skrevet for hans Åsyn,
+      for at de kunde ihukommes, som frygter HERREN og slår Lid til
+      hans Navn.
+ 17.  Den Dag jeg griber ind, skal de tilhøre mig som mit Eje, siger
+      Hærskarers HERRE, og jeg vil handle nænsomt med dem, som en
+      Fader handler nænsomt med sin Søn, der tjener ham.
+ 18.  Da skal l atter kende Forskel på retfærdig og gudløs, på den,
+      som tjener Gud, og den, som ikke tjener ham.
+
+Malakias 4
+
+  1.  Thi se, Dagen kommer, luende som en Ovn; og alle de frække og
+      alle, som øver Gudløshed, skal blive som Strå, og Dagen, som
+      kommer, skal lade dem gå op i Luer, siger Hærskarers HERRE, så
+      der ikke levnes Rod eller Gren at dem.
+  2.  Men for eder, som frygter mit Navn, skal Retfærds Sol opgå med
+      Lægedom under sine Vinger, og I skal gå ud og boltre eder som
+      Kalve, der kommer fra Stalden,
+  3.  og trampe de gudløse ned; thi de skal blive til Støv under eders
+      Fodsåler, den bag jeg griber ind, siger Hærskarers HERRE.
+
+  4.  Kom min Tjener Moses's Lov i Hu, hvem jeg pålagde Vedtægter og
+      Lovbud om alt Israel på Horeb.
+
+  5.  Se, jeg sender eder Profeten Elias, før HERRENs store og
+      frygtelige Dag kommer.
+  6.  Han skal vende Fædrenes Hjerte til Sønnerne og Sønnernes til
+      Fædrene, at jeg ikke skal komme og slå Landet med Band.
+
+
+
+
+End of The Project Gutenberg Etext of The Bible, in Danish, Old Testament
+
+Det Gamle Testamente af 1931:
+copyrighted Etext (c)1931 Det Danske Bibelselskab.
+
+The Old Testament of 1931: copyrighted Etext
+(C) by Det Danske Bibelselskab 1931.
+[The Danish Bible Society]
+