diff options
Diffstat (limited to '13175-0.txt')
| -rw-r--r-- | 13175-0.txt | 7557 |
1 files changed, 7557 insertions, 0 deletions
diff --git a/13175-0.txt b/13175-0.txt new file mode 100644 index 0000000..c711943 --- /dev/null +++ b/13175-0.txt @@ -0,0 +1,7557 @@ +*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 13175 *** + +HERMAN BANG. + + + +VED VEJEN + + + + +Kjøbenhavn + +1886 + + + + +I + +Stationsforstanderen skiftede Frakke til Toget.--Satan til lidt +Forslag i Tiden, sagde han og strakte Armene. Han havde blundet saa +smaat over Regnskaberne. + +Han fik tændt en Cigarstump og gik ud paa Perronen. Naar han gik +saadan op og ned, stram i Tøjet, og Hænderne i begge Jakkelommerne, +saa' man Løjtnanten endnu. Ogsaa paa Benene, de havde beholdt +Rundingen fra Kavalleriet. + +Fem-seks Bønderkarle var kommet og stod og skrævede i en Klump +midtvejs ud for Stationsbygningen; Stationskarlen slæbte Godset frem, +en enlig grønmalet Kasse, der saa' ud som' den var tabt ved Kanten af +Vejen. + +Præstens garderhøje Datter rev Perronlaagen op og kom ind. + +Stationsforstanderen slog Hælene sammen og hilste. + +-Hvad vil Frøkenen idag, sagde han. Naar Stationsforstanderen var "paa +Perronen" konverserede han i samme Tone, som han havde anvendt paa +Klubballerne i Næstved i gamle Dage ved Kavalleriet. + +-Gaa, sagde Præstens Datter. Hun havde nogle underlige daskende +Gestus, naar hun talte; ligesom det var hendes Mening stadig at slaa +den, som hun talte med. + +-Forresten kommer Frøken Abel hjem. + +-Allerede--fra Byen? + +-Ja--a. + +-Og der er stadig ingenting, der blinker? Stationsforstanderen +spillede med højre Haands Fingre i Luften, og Præstefrøkenen lo. + +-Der har De Familien, sagde hun. Jeg betakkede mig og løb fra dem.... + +Stationsforstanderen hilste paa Familien Abel, Enkefruen og hendes +ældste, Louise. De var ledsaget af Frøken Jensen. Enkefruen saa' +resigneret ud. + +-Ja, sagde hun, jeg skal hente min Ida-Yngst. + +Enkefru Abel hentede afvekslende sin Louise og sin Ida-Yngst. Louise +om Foraaret og Ida-Yngst om Høsten. + +De tilbragte hver Gang seks Uger hos en Tante i København. "Min Søster +Etatsraadinden", sagde Fru Abel. Etatsraadinden boede paa en fjerde +Sal og levede af at male Storke, der stod paa ét Ben, paa +Terrakottasager. Fru Abel sendte altid Døtrene af med alle gode +Ønsker. + +Hun havde nu sendt dem af i ti Aar. + +-Hvad for Breve har vi ikke faaet denne Gang fra Ida-Yngst. + +-Ja, de Breve, sagde Frøken Jensen. + +-Men bedre at ha'e sine Kyllinger hjemme, sagde Fru Abel og saa' ømt +paa Louise-Ældst. Fru Abel maatte tørre Øjnene ved Tanken. + +De Maaneder, de var hjemme, tilbragte Enkefruens Kyllinger med at +skændes og sy ny Besætning paa gamle Kjoler. Til Moderen talte de +aldrig. + +-Hvordan skulde man holde det ud i denne Afkrog, om man ikke havde +Familielivet, sagde Enkefruen.... + +Frøken Jensen nikkede. + +Der blev Hundeglam henne ved Kro-Omdrejningen, og en Vogn rullede +frem. + +-Det er Kiærs, sagde Præstefrøkenen. Hva' ska' de? Hun gik hen over +Perronen til Laagen. + +-Ja--Proprietær Kiær kom ud af Vognen--det maa De nok sige--ligger +Madsen ikke der og faar Tyfus midt i den værste Tid, saa man maa sørge +for Stedfortræder telegrafisk--og saa Fa'en véd, hva' man faar for +Skrab ... Han kommer nu.... + +Proprietær Kiær kom ind paa Perronen. + +-Landbohøjskole har han da--om det ku' hjælpe--og det med bedste +Karakter ... Naa--go' Morgen--Bai. Stationsforstanderen fik Haandslag +... Er der gi'et no'ne Omgange nede hos Jer? ... Og Konen?.... + +-Jo--Tak ... Saa De henter Forvalter idag.... + +-Ja--væmmelig Historie--og just i den værste Tid.... + +-Naa--et nyt Mandfolk til Egnen, siger Præstefrøkenen og rangler med +Armene, som om hun paa Forhaand gav ham én paa Øret. Med lille +Stations-Bentzen bli'r det saa halv syvende.... + +Enkefruen er febrilsk. Hun havde sagt det hjemme: Louise-Ældst maatte +ikke gaa ud med de Brunelsstøvler. + +Louise-Ældst's Skønhed er Fødderne ... Smalle Aristokratfødder.... + +Og hun havde sagt det.... + +Frøken Louise var inde i Ventesalen og satte Slør. Frøknerne Abel +gjorde i udskaaret Bryst med Pibekraver, Stenkulsperler og Slør. + +Bai gik om ad Køkkenet for at melde sin Kone Forvalteren ... +Præstefrøkenen sad og dinglede paa den grønmalede Kasse. Hun tog Uhret +op og saa' paa Klokken: + +-Gud, hvor det Mandfolk gør sig kostbar, sagde hun. + +Frøken Jensen sagde: Ja--Toget synes at være ikke saa faa Minutter +forsinket. Frøken Jensen talte ubeskrivelig korrekt, navnlig naar hun +talte med Præstens Datter. Hun satte ikke Pris paa Præstens Datter. + +-Det er ikke Tonen mellem mine Elevere, sagde hun til Enkefruen. +Frøken Jensen var ikke saa sikker i de fremmede Ord. + +-Men--dér er jo den dejlige Kone. Præstefrøkenen satte op fra Kisten +og fór over Perronen mod Fru Bai, der var kommet ud paa Stentrappen. +Naar Prææstefrøkenen hilste hjertelig, saa' det ud som et voldeligt +Overfald. + +Fru Bai smilede stille og lod sig kysse. + +-Gud forbarme sig, sagde Præstefrøkenen, faar vi ikke uventendes en ny +Hane til Gaarden. Der er han! + +De hørte Støjen af Toget der borte fra og den stærke Klapren, naar det +gik over Aabroen. Langsomt kom det vuggende og pustende frem over +Engen. + +Præstefrøkenen og Fru Bai blev staaende paa Trappen. Frøkenen holdt +Fru Bat om Livet. + +-Der er Ida Abel, sagde Præstefrøkenen, Jeg kender hende paa Sløret. +Et bordeauxfarvet Slør stod ud af et Vindu. + +Toget holdt, og Døre blev slaaet op og i. Fru Abel skreg sine "Goddag" +saa højt, at alle Nabokupeernes Rejsende kom til Vinduerne. + +Ida-Yngst klemte arrigt Moderens Arm--hun stod endnu paa Trinet: + +-Der er en Herre med Toget--hertil-- + +-Hvem er han? Det gik som Kæp i Hjul. + +Ida-Yngst var nede. Der var Herren ... En blondskægget, højst sindig +Herre, som fik Hatæske og Futeraler ud af en Røgkupé. + +-Og Tante--Tante Mi, skreg Enkefruen. + +-Hold din Mund, sagde Ida-Yngst stille og arrigt. Hvor er Louise? + +Louise sprang om paa Stentrappen foran Fru Bai og Præstefrøkenen saa +barnligt, som om hun havde haft sin "Skønhed" i Knapstøvler. + +Nedenfor Trappen præsenterede Forvalteren sig for Hr. Kiær. + +-Ja, Satan til Historie--dér ligger Madsen--i den værste Tid ... Naa, +vi vil haabe det bedste ... Hr. Kiær slog den nye Forvalter paa +Skulderen. + +-Gud hjælpe os, sagde Præstefrøkenen. Et højst almindeligt Husdyr. + +Den grønmalede var inde, og Fællesmejeri-Spandene var hevet ud af +Godsvognen. Toget begyndte at gaa, da en Bonde skreg fra et Vindu. +Han havde ingen Billet. + +Togføreren, en smækker Yngling, stram som en Husar i de elegante +Nederdele, gav Bai to Fingre og sprang op paa Trinet. + +Bonden blev ved at skrige og skændes med Konduktøren, der hang paa +Brædtet. + +Og alle Ansigter paa Perronen saa' et Øjeblik efter Toget, som rullede +bort.... + +-Hm, det var det, sagde Præstefrøkenen. Hun gik ind i Gangen med Fru +Bai. + +-Min Forvalter, Hr. Huus, sagde Hr. Kiær ud mod Bai, som gik forbi. De +tre stod lidt stille. + +Louise-Ældst og Ida-Yngst fandt endelig hinanden og begyndte at kysses +vildt midt i Døren. + +-Aa Gud, sagde Enkefruen, de har jo ikke set hinanden i seks Uger.... + +-De er heldig, Hr. Huus, sagde Bai i Klubbalstonen: De træffer straks +Stedets Damer ... Mine Damer, tør jeg præsentere? + +Frøknerne Abel hørte op at kysses som paa Kommando. + +-Frøknerne Abel, sagde Hr. Bai: Hr. Huus. + +-Ja, jeg har saamænd hentet min Yngste--fra København, sagde Enkefruen +umotiveret. + +-Fru Abel, sagde Hr. Bai. + +Hr. Huus bukkede. + +-Frøken Linde--det var Præstefrøkenen--Hr. Huus. + +Præstefrøkenen nikkede. + +-Og min Kone, sagde Hr. Bai. + +Hr. Huus sagde et Par Ord, og de gik alle ind for at faa Tøjet. + +Proprietær Kiær rullede af med Forvalteren. De andre gik. Da de kom ud +paa Vejen, havde de glemt Frøken Jensen. + +Hun stod og drømte inde paa Perronen, lænet til en Signalpæl. + +-Frøken Jensen, skreg Præstefrøkenen fra Vejen. + +Frøken Jensen fór op. Frøken Jensen blev altid tungsindig, naar hun +saa' en Jernbane. Hun kunde ikke taale at se "noget drage bort". + +-Virkelig et net Menneske, sagde Fru Abel henne paa Vejen. + +-Meget almindelig Forvalter, sagde Præstefrøkenen, hun gik med Fru Bai +under Armen. Nette Hænder havde han. + +De to Kyllinger gik bagest og skændtes. + +-Hej, Frøken Jensen, hvor De ta'er Fart, sagde Præstefrøkenen. +Frøkenen sprang som en Ged mellem Vejpytterne langt forude. Hun viste +stærkt sine jomfruelige Ben paa Grund af Efteraarsvæden. + +De gik langs den lille Stump Skov. Ved Vejdrejningen sagde Fru Bai +Farvel. + +-Aa, hvor den dejlige Kone ser lille og nusset ud i det store Sjal, +sagde Præstefrøkenen og langede sig frem over hende igen. + +-Farvel.... + +-Fa'a'a'rvel.... + +-Hun taber ikke Vejret af det, hun skal ha' sagt, sagde Ida-Yngst. + +Præstefrøkenen fløjtede. + +-Nej--dér er Kapellanen, sagde Fru Abel ... God Aften, Hr. Pastor ... +God Aften.... + +Kapellanen tog til Hatten. Man maatte dog hilse paa den tilbagekomne, +sagde han. + +-Naa, Frøken.--Og Befindendet! + +-Tak, sagde Frøken Abel. + +-Og De har faaet en Konkurrent, Hr. Pastor, sagde Fru Abel. + +-Saa? Hvor? + +-Kiær hentede sin ny Forvalter--rigtig et tiltalende Menneske. Ikke +Frøken Linde? + +-Aa ja.... + +-Prima, Frøken Linde? + +-F. F., sagde Præstefrøkenen. + +Præstefrøkenen og Kapellanen talte altid i Jargon naar de var sammen +med Fremmede, og sagde aldrig et fornuftigt Ord. De lo ad deres egne +Dumheder, saa de var lige ved at springe i Luften. + +Præstefrøkenen gik aldrig mer i Kirke, naar Kapellanen prædikede, +siden hun en Søndag nær havde faaet ham til at le under Fadervor paa +Prædikestolen. + +-Frøken Jensen stritter af, som hun havde tændte Raketter et vist +Sted, sagde Kapellanen. + +Frøken Jensen var stadig forude. + +-Naa, Andersen--Frøken Linde skruplo--nu er De holbergsk. + +De kom til Præstegaarden, som var den første Gaard i Landsbyen, og +Præstefrøkenen og Kapellanen sagde Farvel ved Havelaagen. + +-Farvel, Frøken Jensen, raabte Frøken Linde hen ad Vejen. Der blev +svaret med et Pip. + +-Hvordan var han? sagde Kapellanen inde i Haven. Tonen blev her en hel +anden. + +-Vor Herre bevares, sagde Frøken Linde, en meget net Landbruger. + +Tavse gik de ved Siden af hinanden ned gennem Haven. + +-Hm, sagde Frøken Ida--Familien Abel naaede Frøken Jensen, der stod og +ventede paa et tørt Sted--#den# lider vi nok paa, at han var kommet +for at sige Goddag til mig.... + +De gik lidt. Saa sagde Frøken Jensen: + +-Der gives saa mange Slags Mennesker. + +-Ja, sagde Fru Abel. + +-Jeg sætter ikke Pris paa at være sammen med den Familie, sagde Frøken +Jensen ... jeg gaar helst af Vejen. + +Frøken Jensen var gaaet "af Vejen" i otte Dage: Siden Pastoren havde +sagt de Ord.... + +-Fru Abel--sagde Frøken Jensen ... Hva' har en enlig Kvinde? Jeg sagde +det til Pastoren: Hr. Pastor, sagde jeg, De #interesserer# Dem for +Friskolen ... derfor sender Forældrene deres Børn i Friskole. + +-Og hvad svarede han mig, Fru Abel? + +-Jeg taler ikke mere med Pastor Linde om Legatsagen ... De har i +Sogneraadet taget det halve Legat fra mit Institut (Frøken Jensen +udtalte "tot")--#jeg# vil blive ved at gøre min Pligt--selv om de +ta'er den sidste Halvdel med. Jeg taler ikke mer med Pastor Linde om +Legatsagen-- + +De tre Damer var bøjede om ad den lille Vej, der førte op til +"Gaarden", en gammel hvid Bygning med to Længer. + +Enkefru Abel boede i Længen til højre, Frøken Jensens Institut laa til +venstre. + +-At man har dem begge igen, sagde Enkefruen. De tog Afsked i Gaarden. + +-Uf, sagde Ida-Yngst, da de var indenfor Døren, hvor saa' I ud ved +Banen--saa man maatte skamme sig.... + +-Jeg gad vidst, hvordan man skulde se ud, sagde Louise-Ældst, som +løste Slør foran Spejlet, naar #du# har Klæderne. + +Enkefruen tog Slæber paa. Der var ingen Bund i hendes Støvler. + +Frøken Jensen fik langt om længe Nøglen op af Lommen og fik sig lukket +ind. Inde i Stuen gøede Moppen et Par gnavne Bjæf mod sin Frøken og +blev liggende i sin Kurv. + +Frøken Jensen tog Tøjet af og satte sig til at græde i en Krog. + +Hun græd hver Gang, hun var alene, siden Pastor Linde havde sagt sine +Ord. + +-De interesserer Dem for Skolen, Hr. Pastor, havde hun sagt, derfor +sender Forældrene deres Børn i Friskolen. + +-Jeg skal sige Dem, Frøken Jensen, hvorfor Forældrene sender deres +Børn i Friskolen, fordi Frøken Sørensen kan sine Ting, det havde +Pastoren svaret. + +Frøken Jensen havde kun betroet "Ordene" til Krokonen: + +-Og hvad kan en enlig Kvinde, Madam Madsen? havde hun sagt--Kvindens +eneste Værn er Taarer.... + +Frøken Jensen sad og græd i sin Krog. Det begyndte at blive mørkt, og +tilsidst rejste hun sig og gik ud i Køkkenet. + +Hun tændte en lille Petroleumskoger og satte Vand over til Theen. Hun +lagde en Dug over Hjørnet af Køkkenbordet og satte Brød og Smør frem +foran den enlige Tallerken. + +Men alt mens hun gjorde det, faldt hun lange Stunder hen igen og +tænkte paa ny paa Præstens Ord. + +Moppen var fulgt ud efter hende og havde lagt sig paa en Pude foran +sin tomme Madtallerken. + +Frøken Jensen tog Tallerkenen og fyldte den med Franskbrød, blødt op i +det varme Vand. + +Moppen fik Tallerkenen ned foran sig og begyndte at fortære Foderet +uden næsten at røre sig. + +Frøken Jensen havde tændt et ensomt Lys. Hun drak sin The med +Rugbrødssmørrebrød til--hun skar Stykket med Kniven i sirlige smaa +Firkanter. + +Naar hun havde drukket The, gik Frøken Jensen i Seng. Hun bar Moppen i +Armen og lagde den ved Fodenden paa Dynen. Saa hentede hun +Skoleprotokollen og lagde den paa Bordet ved Sengen. + +Hun laasede Døren og saa' efter med Lyset rundt i alle Kroge og ind +under Sengen. + +Saa klædte hun sig af og redte sine Fletninger ud og hængte dem op paa +Spejlet. + +Moppen sov allerede og snorkede paa Dynen. + +Frøken Jensen sov ikke godt, siden Pastor Linde havde sagt--de Ord. + + * * * * * + +Fru Bai gik tilbage ad Vejen mod Stationen. Hun aabnede Laagen og gik +ind paa Perronen. Der var ganske tomt, saa stille, at man hørte de to +Telegraftraade surre. + +Fru Bai satte sig paa Bænken udenfor Døren med Hænderne i Skødet og +saa' ud over Markerne. Hun havde let ved saadan at blive siddende, Fru +Bai, hvor der var en Stol eller en Bænk eller et Trappetrin. + +Hun saa' ud over Markerne, de store Stykker Pløjejord og længer borte +Engene. Himlen var høj og lyseblaa. Der var slet intet Hvilepunkt for +Øjnene uden Annekskirken. Den saa' man med dens Takker og Taarnet der +yderst ude over den flade Mark. + +Fru Bai frøs og rejste sig. Hun gik hen mod Havehækken og saa' ind +over den, aabnede Laagen og gik ind. Haven var en trekantet Strimmel +langs Banen; forrest var der Køkkenhave, i den bageste Spids var der +en Plæne med nogle højstammede Roser foran Lysthuset under Hylden. + +Hun saa' efter Roserne; der var et Par Knopper endnu. De havde saamænd +blomstret trofast iaar--hele Tiden. + +Men nu maatte de snart dækkes til.... + +Hvor Bladene allerede faldt. Men der var heller ingen Læ for +nogenting.... + +Fru Bai gik ud af Haven igen og langs Perronen ind i den lille Gaard +bag Plankeværket. Hun kaldte paa Pigen, hun vilde give Duerne Korn. + +Hun fik Kornet i en Lerskaal, og hun begyndte at kalde paa Duerne og +at sprede Kornet ud paa Stenene. + +Hun holdt saa meget af Duer. Det havde hun gjort lige fra Barn. + +Der havde været saa fuldt af dem hjemme i den store Købstadsgaard ... +Hvor de havde sværmet om Dueslaget der lige over Værkstedsporten.... + +Det var som man hørte en Kurren og Murren blot man tænkte paa Gaarden +derhjemme. + +Den #gamle# Gaard--for siden, da Faderen døde, solgte de baade +Værksted og alt og flyttede. + +Duerne fløj ned om Fru Bai og nippede Kornene op. + +-Marie, sagde Fru Bai, se dog, hvor den spættede er arrig. + +Marie kom frem i Køkkendøren og talte om Duerne. Fru Bai tømte Skaalen +ud. Nogle Stykker skal nu slagtes til Bai's L'hombre, sagde hun. + +Hun gik op ad Trappen: Hvor det bliver tidligt mørkt nu, sagde hun og +gik ind. + +I Stuen var der Skumring og lunt, naar man kom udefra. Fru Bai satte +sig ved Klaveret og spillede. + +Hun spillede aldrig uden i Mørkningen, altid de samme tre-fire +Melodier, sentimentale Smaasange, som hun spillede slæbende og +langsomt, ganske med samme Foredrag, saa de alle kom til at ligne +hinanden. + +Naar hun sad og spillede i den mørke Stue, tænkte Fru Bai næsten altid +paa sit Hjem. De havde været mange Søskende, og der var altid saa +megen Afveksling derhjemme. + +Hun var den yngste af dem alle. Da Faderen endnu levede, var hun saa +lille, at hun om Middagen knap en Gang kunde naa op til Tallerkenen. + +Faderen sad i Sofaen i Skjorteærmer, og de stod rundtom Bordet, alle +Børnene, og langede til. + +-Ret Jer, Unger, sagde Faderen. + +Han sad og ludede med sin brede Ryg og Armene langt ud paa Bordet. + +Moderen gik til og fra, hentede og bragte.... + +Ude i Køkkenet spiste alle Drengene paa Værkstedet ved det lange Bord. + +De fniste og skændtes, saa det hørtes gennem Døren, og med ét røg de +sammen, saa man troede Huset skulde styrte om: + +-Hva' mudrer I om? Faderen raabte og slog i Bordet inde i Stuen. + +Ude i Køkkenet blev der ganske stille--en sagte Ragen bare af en +enkelt, som søgte noget op under Bordet efter Fægtningen. + +-Himmelhunde, sagde Faderen. + +Efter Middag sov han sin Time i Sofaen. Han vaagnede paa Klokkeslet: + +-Nu er der vel tænkt udførligt over Statens Bedste, sagde han og fik +Kaffen, før han gik paa Værkstedet. + +-Da Faderen døde, blev det jo helt anderledes. Katinka kom i Institut +med baade Konsul Lassons og Borgmesterens Fanny. + +Og hun blev ogsaa bedt til Konsulens.... + +De andre Søskende kom alle ud. Hun blev ene hos Moderen. + +De Aar var Katinkas bedste, dér i den lille By, hvor hun kendte alle, +og alle kendte hende. Om Eftermiddagen sad Moderen og hun i Stuen, +hver ved sit Vindu paa Forhøjningen, hvor Moderen havde det Vindu med +"Spejlet"; Katinka broderede "fransk" eller læste. + +Solen faldt i lyse Striber gennem Blomsterne i Vinduerne ud over det +hvide Gulv.... + +Katinka læste mange Romaner fra Lejebibliotheket, om fornemme Folk, og +ogsaa Digte, som hun skrev ind i en Bog.... + +-Tinka, sagde Moderen: Der kommer Ida Levy. Ej, hun er i den gule +Hat.... + +Tinka saa' op: Hun skal til Spil, sagde hun. + +Ida Levy gik forbi, og der blev kigget og nikket igen og spurgt med +Fingrene, om de kom til "Halvti'et".... + +-Det er dog græsseligt, hvor Ida Levy gaar skævt paa sine Hæle, sagde +Tinka, hun saa' efter hende. + +Det har hun fra sin Moder, sagde Moderen. + +De gaar forbi, én efter én, Godsforvalteren og de to Løjtnanter, og +Fuldmægtigen og Doktoren. Og de hilser, Og oppe nikker de og siger et +Par Ord om hver. + +De véd, hvor hver gaar hen og hvad han skal der. + +De kender hver Dragt og hver Blomst paa en Hat. Og de gør hver Dag de +samme Bemærkninger om de samme Ting. + +Minna Helms gaar forbi og nikker. + +-Saa' du Minna Helms, siger Moderen. + +-Ja. Og Katinka ser efter hende og skærer Grimasser mod Solen: + +-Hun kunde snart trænge til en ny Kaabe, siger + +-Stakler--hvor skulde de faa 'et fra? Moderen ser i Spejlet ... +Ja--sølle ser 'en ud, siger hun. Jeg tror osse, de ku' kante den. Men +det er nok som Fru Noes si'er--lidt har Fru Helms og lidt ta'er hun +sig a'et.... + +-Naar dog Fuldmægtigen gjorde Alvor af det, sagde Tinka. + +Klokken blev fem, og de unge Piger hentede hinanden til Tur, og to og +to gik de op og nedad Gaden og mødtes og samlede sig i Klynge og lo og +snakkede og skiltes.... + +Men om Aftenen, efter The, til Halvti-Toget var Mødrene med, og det +gik mere stille til, ud ad Stationsvejen. + +-Katinka, sagde Moderen og vendte sig, hun gik foran med Fru Levy: Hr. +Bai ... Saa har han fri iaften.... + +Hr. Bai kom forbi og hilste. Og Katinka nikkede og blev rød. For +Veninderne drillede hende altid med Hr. Bai.... + +-Saa skal han ind og spille Kegler, sagde Fru Levy. + +Om Søndagen gik de i Kirke til Højmesse. Alle var i Stadsen, og de +sang, saa det lød under Hvælvingerne, mens Solen stod ind gennem de +store Korvinduer.... + +Thora Berg var saa slem at sidde ved Siden af i Kirken. + +Hun sad hele Tiden, mens Præsten var paa Prædikestolen, og sagde: +"Saa, du Gamle", og kneb i Armen.... + +Ja Thora Berg førte an til Galskaber. + +Om Aftenen fløj der en Regn af Smuld og Smaasten op paa Tinkas +Ruder.... + +Og de hørte et Spektakel og en Latter ned ad hele Gaden. + +-Det er Thora, der gaar fra Selskab, sagde Tinka. De har været hos +Borgmesterens. + +Thora satte hjem gennem Gaden som den vilde Jagt, fulgt af alle de +unge Herrer. Hele Byen fik Lov at høre, naar Thora Berg gik hjem fra +Selskab. + +Katinka holdt mest af Thora Berg. Hun beundrede hende og fulgte hende +altid med Øjnene, naar de var sammen. Tyve Gange om Dagen sagde hun +hjemme: + +-Det har Thora sagt.... + +Egenlig omgaaes, gjorde de ikke meget. Men om Eftermiddagen, naar de +spadserede, eller ude i Pavillonen ved Abonnementet--til Koncerterne +naar Militæret spillede, hver anden Onsdag--talte de sammen. Tinka +blev altid ganske rød i Hovedet, naar de mødtes.... + +I Pavillonen var det ogsaa første Gang, hun havde gjort Bekendtskab +med Bai ... Han havde straks den første Aften danset mest med hende. + +Og naar de løb paa Skøjter, bød han hende altid op til at løbe. Det +var som de fløj, og næsten som han bar hende ... Han kom ogsaa hjemme. + +Alle Veninderne drillede hende, og hun fik ham altid, naar de "skrev +Sedler" og "En gik ud" og naar der blev "tænkt paa noget" ... Det var +altid Bai, og saa blev der en Latter. + +Og hjemme talte Moderen altid om ham. + +Saa kom Forlovelsestiden, og hun havde altid En at gaa med, i Kirken +om Søndagen, og om Vinteren, naar der var Skuespillere, i Theatret og +altid ... Og da Bai fik Stilling, kom den travle Tid med Udstyr og +Indretning og alt det ... Veninderne hjalp hende med de mange Navne, +der var at sy, og alt, hvad der skulde sømmes.... + +Det var Sommerdage, og de sad oppe i Lysthuset allesammen. Symaskinen +gik, den lagde Søm, og den fæstede Ende. + +Og de drillede hende og lo og pludselig fór de op og fløj ud i Haven +og rendte Plænen rundt under Støj og Latter, vilde som en Flok Føl.... + +Tinka var den stilleste af dem. + +Der var en Hvisken med Veninderne i alle Kroge og Sysammenkomster hos +Levys, hvor de syede det Tæppe, Tinka skulde staa Brud paa foran +Alteret--og Sangøvelser til Salmerne de skulde synge i Koret.... + +Saa kom Dagen og Vielsen i den pyntede Kirke--den var saa fuld, Ansigt +ved Ansigt. Oppe ved Orgelet stod alle de unge Piger. Tinka nikkede op +og takkede og græd igen. Hun havde grædt hele Tiden som en Vandhane. + +Og saa kom de herover til Stilheden. + +I Begyndelsen af sit Ægteskab var Tinka skræmt og altid ængstelig, som +om nogen vilde overfalde hende. + +Der var saa meget, som hun ikke havde tænkt sig, og Bai var saa +voldsom i meget, hun mest bare led ved og taalte, skræmt og usikker +som hun var.... + +Hun var ogsaa saa ganske fremmed og kendte slet ingen.... + +Siden kom der en Tid, hvor hun blev mere modtagelig, mest saadan lad +efterhængende, som det laa i hendes Natur. + +Hun sad inde hos sin Mand i Kontoret med sit Hækletøj, og hun saa' paa +ham, som han sad bøjet over sit Bord--Haaret, der krøllede, faldt lidt +ned over hendes Pande. + +Hun rejste sig og gik hen til ham og lagde Armen om hans Hals og vilde +helst blive staaende saadan ind til ham, stille--længe være saadan nær +ved ham: + +-Min Pige, jeg skriver jo, sagde Bai. + +Hun bøjede sin Nakke hen til hans Mund og han kyssede den. + +-Maa jeg saa skrive, sagde han, og kyssede hende en Gang endnu. + +-Skriveper, sagde hun og gik fra ham. + +Aaret gik. Katinka gled ind i Livet med Togene, der kom og gik, og +Egnens Folk, som rejste og kom hjem igen; og de bragte nyt og spurgte +nyt. + +De fik Omgang med de Folk, Egnen havde. Mest Bai's L'hombre, hvor +Fruerne fulgte med hveranden Gang. + +Saa var der Hunden og Duerne og Haven. Og forresten var Fru Bai ikke +af de bevægelige. Hun fik aldrig saa meget gjort, at Tiden faldt hende +lang. Hun var længe om hver enkelt Ting; Bai kaldte hende: "Kommer +imorgen". + +Børn fik de jo ikke. + +Da Katinkas Moder døde, fik de Arven udbetalt. For ene to Mennesker at +være sad de i Velstand og havde alt i Rigelighed. + +Bai holdt af at spise godt, og han tog fra Aalborg megen og god Vin. +Han lagde sig noget ud, og han gik rundt i sin Magelighed, mens +Assistenten gjorde det meste Arbejde. "Løjtnanten" lagde han kun an +uden Døre. + +Et Barn havde han oppe i Byen. + +-For Satan, sagde han til Kiær, der var Ungkarl ... man er jo dog +gammel Kavallerist ... Og Pigen var saa kælen som en Spurveunge.... + +Pigen kom til Aalborg efter Skaden. Barnet blev oppe i Landsbyen, hvor +det var i Pleje. + +Saadan gik Tiden. + +Læse som før, da hun var ung Pige, gjorde Katinka ikke mer. Bøgerne +var jo dog det bare Digt. + +I sin Sekretær havde Fru Bai en stor Papæske med mange visne Blomster, +Smaabaand og Florsdikkedarer med Deviser af Guldpapirsbogstaver. Det +var hendes gamle Kotillonserindringer fra Klubben og "sidste +Abonnement" i Pavillonen, naar der blev danset. + +Det tog hun altsammen ofte frem om Vinteraftner og ordnede det om igen +og søgte at mindes, hvem der havde givet hende det og hvem det. + +Hun fandt det ud altsammen, og hun skrev Herrens Navn bag paa hver +Kotillonsorden. + +Bai sad og drak sin Toddy ved Bordet. + +-Det gamle Skrab, sagde han. + +-Lad det ligge, Bai, sagde hun ... naar jeg nu har ordnet det. + +Og hun skrev videre paa sine Herrenavne. + +Hun læste ogsaa undertiden i sin gamle Poesibog de Vers, hun den Gang +havde skrevet af. + +I den øverste Skuffe under Sølvskabet i Sekretæren laa hendes +Brudeslør og den visnede Krans af Myrter. + +Det tog hun ogsaa op og glattede ud og lagde det sammen igen.... + +Og hun sad halve Timer over den udtrukne Skuffe og tog sig ingenting +til, saadan som det var hendes Vane. + +En Gang imellem glattede hun bare med Hænderne over Sløret.... + +Det var begyndt at blive ganske gult, Brudesløret. + +Men Tiden gik ogsaa. Det var ti Aar siden allerede.... + +Ja--hun var snart en gammel Kone. Hun var fyldt to og tredive Aar.... + +... Godt lidte var Bais paa Egnen. Kendte for gode og gæstfrie Folk, +hvor Kaffekanden snart kom over Ilden, naar nogen Bekendt var paa +Stationen. + +Bai var en god Selskabsbroder; og paa Stationen havde han Orden i +Tingene, om han just ikke selv var saa grumme ivrig i Tøjet. + +Fruen var lidt stille af sig, men det gjorde altid godt at se hendes +milde Ansigt. Hun saa' ud som en ung Pige, naar hun sad mellem Fruerne +til de store L'hombrer. + +-Men der skulde være et Par Børn, sagde Fru Linde, naar hun om Aftenen +travede hjem fra Bais med Pastoren ... De velhavende Folk--som havde +Raad til det. Det er Synd og Skam, at de skal sidde dér ensomme +hen.... + +-Gud giver Liv efter sin Vilje, min Pige, sagde Præsten. + +-Ja, Guds Vilje ske, sagde Fruen. + +Præstens havde haft ti Børn. + +De syv havde Herren gemt som Smaa. + +Gamle Pastor mindedes de syv hver Gang, der var Børn at begrave i +Sognet. + + * * * * * + +Fru Bai havde hørt op at spille. Hun sad og tænkte paa, at hun egenlig +skulde staa op og tænde Lampen. Men saa raabte hun paa Pigen, at hun +kunde tænde, og blev siddende. + +Marie kom ind med Lampen. Hun lagde Dug paa og dækkede til The. + +-Hvad er Klokken? sagde Fru Bai. + +-Otte-Toget er meldt, sagde Marie. + +-Det har jeg slet ikke hørt.... + +Fru Bai tog noget om sig og gik ud: Er Toget der? sagde hun i +Kontoret. + +-Straks, sagde Bai. Han stod ved Telegrafbordet. + +-Er der Depesche? + +-Ja. + +-Til hvem? + +-Aa, op i Byen.... + +-Saa skal Ane jo afsted.... + +Fru Bai gik ud paa Perronen. Hun holdt saa meget af at se Togene komme +og gaa i Mørke. + +Lyden, først langt borte, og saa Drønet, naar Toget gik over Aabroen, +og det store Lys, der løb frem, og endelig den tunge, vraltende Masse, +der snoede sig ud af Natten og blev til de tydelige Vogne, der holdt +for hendes Øjne med Konduktørerne og den oplyste Postvogn og +Kupeerne.... + +Naar det saa var borte igen og Bruset hendøet, laa alting tyst, +ligesom dobbelt stille. + +Stationskarlen slukkede Lygterne, først den ene paa Perronen, saa den +over Døren. + +Der var ikke andet end Lyset fra de to Vinduer, to smalle Lysbroer ud +i det store Mørke. + +Fru Bai gik ind. + +De drak The, og Bai læste bagefter Bladene til en Toddy eller to. Bai +læste kun Regeringspressen. Han holdt selv "Nationaltidende" og læste +Kiærs "Dagblad", som han tog ud af Posten. + +Han slog i Bordet, saa Toddyglasset klirrede, naar Modstanderne fik +"de vældigste over Næbbet". Og undertiden læste han enkelte Sætninger +højt og lo imellem. + +Fru Bai hørte stille til, hun interesserede sig ikke for Politik. +Desuden havde hun en Overgang hvor hun var svært søvnig om Aftenen. + +-Saa er det vel paa Tiden, sagde Bai. + +Han rejste sig og fik en Haandlygte tændt. Han gik sin Runde for at se +om alt var lukket og Sporet stod rigtigt til Nattoget. + +-Du kan gaa i Seng, Marie, sagde Fru Bai ud til Køkkenet. Hun vækkede +Marie, der sov siddende paa Træstolen. + +-Godnat Frue, sagde hun søvndrukken. + +-Godnat. + +Fru Bai flyttede Blomsterne i Stuen fra Vindueskarmen ned paa Gulvet. +Dér stod de om Natten i en Række. + +Bai kom tilbage. + +-Det bli'r koldt til Natten, sagde han. + +-Jeg tænkte det--for Roserne ... jeg saa' til dem idag. + +-Ja, sagde han, de maa dækkes nu. + +Bai begyndte at klæde sig af inde i Sovekamret. Døren stod aaben. + +Han holdt meget af at gaa længe frem og tilbage om Aftenen. Fra +Sovekamret til Stuen i stærkt Negligé. + +-Det Trampedyr, sagde han. Marie traadte haardt i oppe paa +Loftskamret. + +Fru Bai lagde hvide Stykker over Møblerne og laasede ind til Kontoret. + +-Kan jeg slukke, sagde hun. + +Og hun slukkede Lampen. + +Hun kom ind i Sovekamret, satte sig foran Spejlet og løste sit Haar +op. + +Bai var i Underbukser og bad om en Saks. + +-Pokker saa du bli'r mager, sagde han. + +Katinka lagde Frisérkaaben om sig. + +Bai kom i Seng og laa og snakkede. Hun svarede paa sin stille Maade +som altid; der var bestandig en ganske lille Pavse far Ordene kom. + +De havde tiet lidt. + +-Hm, ganske net Menneske--hva'? + +-Ja--saadan at se til.... + +-Hva' sagde Agnes Linde?.... + +-Ogsaa, at han var ganske net. + +-Hm--skrap Mund, det Pigebarn har. + +-Og--Fa'en véd, hva' for en L'hombre han spiller.... + +Lidt efter sov Bai. + +Naar Bai sov, aandede han stærkt gennem Næsen. + +Nu var Fru Bai vant til det. + +Hun blev siddende noget foran Spejlet. Hun tog Frisérkaaben bort og +saa' paa sin Hals. + +-Ja hun var virkelig bleven mager. + +Det var siden hun havde haft den Hoste i Foraaret. + +Fru Bai slukkede Lysene og lagde sig ned i Sengen ved Siden af Hr. +Bai. + + + + +II + + +Det var de korte Dage. + +Saa strid Regn og #saa# mat Snesjap. Men altid graa Himmel og Væde. +Selv Frøken Jensens bedste Elever kom i Træsko over Markerne til +Skolen. + +Paa Stationen var Perronen en Sø. De sidste Smaablade fra Havehækken +kom ud at sejle. Dryppende kom Togene, Konduktørerne løb om formummede +i vaade Kapper. Lille-Bentzen sprang med Posttaskerne under +Paraplyen. + +Kiærs Sædvogne havde Voksdugspresenninger, og Kuskene sad i +Regnkapper. + +Forvalter Huus kørte selv den første Vogn til Stationen. Der var nok +at gøre med Fragt og Klarering. + +-Der er de fra Kiærs, sagde Bai ind til sin Kone. + +Forvalter Huus plejede at komme en halv Times Tid af Regnfrakken og +faa en Kop Kaffe tillivs hos Bais. + +Medens Fru Bai gik til og fra og dækkede til Kaffen, rumsterede Huus +og Karlene paa Perronen og ladede Sækkene i Godsvognene. Katinka saa' +dem løbe forbi Vinduerne. De saa' saa vældige ud i deres Olietøj. + +Marie Pige sværmede for Huus og gik altid og talte om ham ved sit +Arbejde. + +Hun blev aldrig færdig med hans Fortrin. Og det sidste var altid: + +-Og saadan en Røst han har.... + +Det var en blød, trohjertet Stemme, og ingen vidste, hvorfor Marie +just havde forliebet sig i den. + +Naar Huus var færdig derude, kom de ind til Kaffen. Der var lunt og +godt og Duft af et Par Potteplanter, som blomstrede i Vinduet endnu. + +-Ja--det er det, jeg siger, sagde Huus og gned Hænderne, hos Fru Bai +er der rart. + +Hyggen kom ogsaa med Huus. Der var saadan en stille Tilfredshed ved +ham; mange Ord havde han ikke, og sjældent "fortalte" han noget. Men +han gled saa godt i den daglige Smaasnak, muntert, altid ligelig i +Humør. Og man følte det rart, naar han bare #var# der. + +Der kom et Godstog paa den Tid, og Bai skulde paa Perronen at +ekspedere. + +Det gjorde ingen Forskel, naar han gik og de to andre blev ene. De +smaasnakkede eller tav. Hun gik til Vinduet og lo ad Bai, som sprang +rundt derude i Regnen. + +Huus saa' til Katinkas Blomster og gav hende Raad om at pleje dem. +Katinka kom hen til ham, og de saa' til Planterne sammen. Han kendte +hver eneste af dem, om den skød eller om den stod stille, og hvad der +skulde gøres med den. + +Huus havde Interesse for alle saadan smaa Ting, for Duerne og for de +nye Jordbærbede, som var blevet lagt an nu i Efteraaret. + +Katinka spurgte ham til Raads, og de gik rundt og saa' til det og til +det. + +Bai havde aldrig brudt sig om saadan noget. Men med Huus var det, som +der stadig var noget nyt at faa at vide, at spørge til Raads om og at +indrette. + +De havde paa den Maade altid nok at tale om, saadan stille og sindigt, +som det laa for dem begge. + +Der var saamænd ligefrem næsten altid et og andet, der #ventede# paa +Huus--selv om han ogsaa kom hver Dag, som i denne Tid, hvor de paa +Rugaard solgte Sæden. + +Frøken Ida Abel havde ogsaa tidt Ærinde paa Stationen. Hun stred sig +ned ad Vejen med et Brev, der skulde med Middagsposten. + +-Gud, hvilket Vejr, Hr. Løjtnant. + +-En Kop Kaffe, Frøken--lidt indvendig Væde til at staa imod med ... +Huus er inde hos min Kone.... + +-Men er de fra Rugaard her? + +-Ja, med Sæd. + +Ida-Yngst havde ikke anet det. + +Fra Hjørneforhøjningen paa Gaarden kunde "Kyllingerne" holde Rundskue +over hele Egnen. + +Ida-Yngst sad der i Formiddagstimerne. + +Hun begyndte at tage Papillotterne af Haaret. + +-Hvor skal du hen? Louise-Ældst gik med Krydderpose for Tandpine. + +-Bringe Brev til Stationen.... + +-Mo'r--Louise hvinte--nu vil Ida rende igen. Hm, om du tænker, du faar +malet dér.... + +-Kommer det #dig# ved? Ida-Yngst slog Døren til Sovekamret i paa Næsen +af Med-Kyllingen. + +-Gud bevar's, vil du gøre dig latterlig--men du ta'er dine egne +Støvler. Det si'er jeg dig, Ida.... + +-Mo'r, si' til Ida, hun ta'er sine egne Støvler--altid render hun i +mine Knap til Stationen.... + +-Pyh, siger Ida, som er færdig med Pandegriflen. + +-Og #mine# Handsker--maa jeg være fri ... Louise snapper et Par +Handsker ud af Hænderne paa Ida. Og der smækkes igen med et Par Døre. + +-Hva' var der dog, Børn? siger Fru Abel. Hun kommer ind med vaade +Hænder fra Køkkenet. Hun har skrællet Kartofler. + +-Ida stjæler mine Klæ'er. Frøken Louise-Ældst græder af Arrigskab. + +Enkefru Abel gør stille i Orden efter Ida-Yngst og vender tilbage til +sine Kartofler.... + +-Søde Fru Bai, siger Ida-Yngst i Døren--jeg kommer ikke ind. Goddag, +Hr. Huus, jeg ser saa rædsom ud ... Jeg kigger blot. Goddag.... + +Frøken Abel kom ind. Hun havde udskaaret Bryst under Regnkaaben. + +-Det er, naar det nærmer sig Jul--man har saa rædsom travlt ... Aa, De +tillader vel, Hr. Huus ... at jeg kommer forbi. + +Frøken Abel kom ind i Sofaen: Dejligt at sidde, sagde hun. + +Men hun sad ikke længe. Der var altfor meget, hun maatte beundre. +Frøken Ida Abel var saa ungdommelig henrykt. + +-Gud, det lille Tæppe.... + +Frøken Abel maatte ud at føle paa det lille Tæppe. + +-Aa, Hr. Huus, tillader De ... Hun skulde igen forbi. + +Hun følte paa Tæppet.... + +-Mo'er si'er altid, jeg flagrer, sagde Ida-Yngst. + +Enkefru Abel kaldte undertiden Døtrene for sine "Flagreduer". Men +Navnet vandt ikke Hævd. Der var noget ved Louise-Ældst, som absolut +udelukkede Begrebet "Due". + +Og det blev ved "Kyllingerne". + +Naar Frøken Abel var arriveret, varede det ikke saa længe, inden +Forvalter Huus brød op. + +-Der var ikke Plads til saa mange i en Stue, hvor Frøken Ida var, +sagde han. + + * * * * * + +Det blev henimod Jul. + +Huus tog en Gang om Ugen til Randers i Forretninger. Han havde altid +noget at besørge for Fru Bai, Bai maatte ikke høre det. De to hviskede +ene inde i Dagligstuen i lange Tider, naar Huus var kommet med Toget. + +Katinka syntes ikke, hun havde glædet sig i mange Aar til Julen, +saadan som hun glædede sig iaar. + +Det laa ogsaa i Vejret. + +Det var blevet lys, klingende Frost og Sne over Jorden. + +Naar Huus havde været i Randers, blev han paa Stationen til The. Han +kom med Otte-Toget. Fru Bai sad tidt i Mørkning endnu. + +-Vil De spille lidt, sagde han. + +-Aa, jeg kan kun de Par-- + +-Men naar jeg nu gerne vil høre dem ... Han sad paa en Stol i en Krog +ved Siden af Sofaen. + +Katinka spillede sine fem Stykker, der alle lignede hverandre. Det +kunde ellers aldrig falde hende ind at spille for nogen. Men Huus, han +sad saa stille, henne i sin Krog, saa man slet ikke mærkede ham. Og +saa var han ogsaa ganske umusikalsk. + +Naar hun havde spillet, kunde de gerne sidde en Stund, uden at nogen +sagde noget, til Marie kom med Lampe og Thetøj. + +Efter Theen tog Bai Huus med ind paa Kontoret. + +-Mandfolk maa ogsaa en Gang imellem være hos sig selv, sagde han. + +Naar de var alene, Huus og han, fortalte Bai Fruentimmerhistorier. + +-Han havde ogsaa været med i sin Tid ... da de laa paa Skolen. + +-Og København #havde# haft Fruentimmer ... naa--#det# er gaaet +tilbage... + +-De si'er, de gaar til Rusland nu ... Ja--ka' sgu' gerne være.... + +-Tilbage er 'et gaaet.... + +-Naar man har kendt Kamilla--Kamilla Andersen--brav Pige--brillant +Pige-- + +-Tog en sørgelig Ende med hende, for hun styrtede sig s'gu ud af et +Vindu.... + +-#Ærgerrig# Pige. Bai blinkede. Huus lod, som han forstod Kamillas +Ærgerrighed. + +-Meget ærgerrig Pige ... Kendte hende, brillant. + +Bai snakkede hele Tiden. Huus røg sin Cigar og saa' ikke særlig +interesseret ud. + +-Jeg spø'r jo ogsaa, sagde Bai, de unge Mennesker, saadan i +Sommerferien, i Præstegaarden: Hvad har I nu for Fruentimmer, spørger +jeg. Er det #godt?# + +-Smaapi'er, gamle Ven. Smaapi'er. + +-Ja-a--de gaar til Rusland, si'er de--kan s'gu gerne være. + +Huus udtalte ingen Mening om, hvor de gik her. Han saa' paa Uhret. + +-Det er vel paa de Tider, sagde han. + +-Aa--hva'.... + +Men Huus maatte afsted: Det er dog en Trekvartersvej.... + +De gik ind til Fruen. + +-Skal vi ikke følge Huus, sagde hun, Vejret er smukt.... + +-Saa gu'--at faa Benene rørt.... + +De fulgte. + +Katinka gik ved Bais Arm. Huus paa hendes anden Side, Sneen knasede +under deres Fødder henad Vejen. + +-Hvor der er Stjerner iaar, sagde Katinka. + +-Ja--en Mængde mer end i Fjor, Tik. Bai var altid oplivet, naar han +havde været hos sig selv. + +-Ja, jeg tror det, sagde Katinka. + +-Mærkeligt er det med Vejret, sagde Huus. + +-Ja--det var Bai--den Kulde før Jul. + +-Og den holder Nytaar ind.... + +-Mener De?.... + +Saa tav de, og naar de talte igen, var det noget lignende. + +Ved Omdrejningen sagde Bais Godnat. + +Fru Bai nynnede hen ad Vejen. Naar de kom hjem, blev hun staaende i +Døren, mens Bai hentede Haandlygten og gik over og saa' efter Sporet +til Nattoget. + +Han kom tilbage. Naa--sagde han. + +Katinka aandede ud i Luften, langt. + +-Hvor Kulde er rar, sagde hun, og slog ind gennem sin egen Aande i +Luften med Haanden. + +De gik ind. + +Bai laa i Sengen og røg en Stump Cigar. Saa sagde han: + +-Ja--Huus er s'gu et rart Menneske ... Men han er en Tørvetriller. + +Fru Bai sad foran Spejlet. Hun lo. + +Men Bai betroede Kiær, at han troede s'gu ikke, Huus forstod sig no'et +paa Fruentimmer. + +-Jeg føler ham jo saadan paa Tænderne--ser De, sagde han, om Aftenen, +naar han er nede hos os ... men jeg tror s'gu ikke han forstaar sig +stort paa Fruentimmer.... + +-Naa, gamle Bai, sagde Kiær, og de slog hinanden paa Skuldrene og lo +glad. #Alle# ka' jo ikke være Kendere. + +-Nej--heldigvis da ... og Huus--jeg tror s'gu ikke.... + +De blev kaldt ind til Kaffen. + + * * * * * + +De sidste Dage før Jul var der travlt paa Stationen. Der var en +Bringen og Henten. Ingen vilde vente paa Postbudet. + +Frøknerne Abel sendte Smaakort med Lykønskninger og spurgte om Pakker. + +Frøken Jensen bragte en Cigarkasse med en hel Stang Lak fordelt som +Dekorationer rundt om paa Sejlgarnet. + +-Mine Hænders Arbejde, Fru Bai, sagde Frøken Jensen. Hændernes Arbejde +var til hendes Søster. + +Fru Bai sagde: Fru Abel var jo i Randers igaar.... + +-Det er Terminspengene, sagde Frøken Jensen spidst, der er kommet til +Huse.... + +-Hun var saa belæsset, da hun kom hjem.... + +-Jeg #tror# det nok. + +-De er da hos Abels Juleaften? + +-Nej ... vi boer Dør om Dør, Fru Bai ... men Abels ... har altid nok i +at huske paa sig selv.... + +-Tidligere har jeg jo altid været hos Lindes, i Præstegaarden.... + +-Nej, Abels, sagde Frøken Jensen--aa nej--det er ikke alle, som er +ens.... + +Fru Bai bad Frøken Jensen, om hun maaske vilde tage tiltakke hos dem. + +Hun fik det sagt om Aftenen, Bai kom ind fra Sporet. + +-Mathias--sagde hun, hun brugte Mathias til mere tvivlsomme +Meddelelser--jeg har maattet be' Lille-Jensen her til Juleaften ... +hun ka' jo ikke gaa til Lindes.... + +-Naa, for min Skyld--Bai hadede "det lille Parykstativ"--ja naar #du# +bare faar Lemmeforsamling. + +Bai gik lidt rundt. + +-Ska' hun ikke til Abels, sagde han. + +-Det er just det--de har jo ikke bedt hende, Mathias.... + +-Naa--det har de s'gu gjort Ret i, sagde Bai, der smed Støvlerne af +sig. Naa, det er jo din Fornøjelse. + +Fru Bai var glad over, hun havde faaet det sagt. + +-Frøken Jensen kom Klokken halv seks med Spaankurv og Moppe. + +Hun gjorde Undskyldning for #Bel-ami#. + +-Den er jo ellers hos Abels--jeg lukker den jo ellers altid ind hos +Abels. Men Saften, forstaar De, vilde jeg jo nødig ... men den gør +ingen Ulykke ... den #er# et stille Dyr. + +Bel-ami blev anbragt paa et Tæppe i Sovekamret. Dér blev den. Den led +af Sovesyge og gjorde ikke anden Kvalm, end at den snorkede. + +-Han sover af et godt Hjerte, sagde Frøken Jensen, der fik Manchetter +og Krave op af Spaankurven. + +Bel-ami var kun besværlig, naar den skulde hjem. Den havde absolut +mistet Smagen for Bevægelse. + +Ved hvert tiende Skridt stod den stille og hylede med Halen mellem +Benene. + +Naar ingen saa' det, tog Frøken Jensen den paa Armen og bar Bel-ami. + +De spiste Klokken seks. "Træet" stod i et Hjørne. Lille-Bentzen var +med strøget Hanekam og i Konfirmationsfrakke. + +Han spiste som en Ulv. + +Bai fyldte stadig Glassene og stødte til Frøken Jensens og Bentzens +Bægere. + +-Naa, Skaal, Frøken Jensen. + +-Skaal, min go'e Bentzen--det er kun Jul en Gang om Aaret, sagde han. +Han blev ved at fylde i. + +Lille-Bentzen blev rød i Hovedet som en Hummer. + +-Vi drikker jo som i Hedenold, sagde Frøken Jensen. + +Døren stod aaben ud til Kontoret. Telegrafen prikkede uafladelig. + +Kollegerne ønskede hinanden "Glædelig Jul" langs ad Linjen. Bai gik +til og fra og svarede. + +-Hils fra mig, sagde Katinka. + +-Glædelig Jul fra Mundstrup, sagde Bai fra Apparatet. + +-Ja, sagde Frøken Jensen, det er det, jeg siger til mine Elevere: vor +Tid har ophævet Rummet, siger jeg saa tidt til dem. + +Ved Æbleskiverne blev Frøken Jensen livlig. Hun nikkede barnligt til +sig selv i Spejlet og sagde "Skaal". + +Frøken Jensen var i en ny Chignon, hun havde foræret sig selv til +Jul. Hun bar nu Haar af tre Nuancer. + +Frøken Jensen blev lidt efter lidt glad ved sig selv. + +Efter Bordet, medens Træet blev tændt, forsøgte Lille-Bentzen at +springe Buk over Marie-Pige ude i Køkkenet. + +Katinka gik stille om og gav sig god Tid med at tænde. Hun vilde ogsaa +nok være lidt alene. + +-Gud véd, om Huus har faaet vores Pakke, sagde hun. Hun stod paa en +Stol og tændte an med en Vokskerte. + +I sidste Nu tog hun et Fichu fra sit Bord--hun havde faaet det sendt +fra en Søster--og lagde det hen til Frøken Jensen. Der saa' saa +fattigt ud paa Frøken Jensens Plads; hun delte Sofaen med +Lille-Bentzen. + +Katinka aabnede Døren til Kontoret, og de kom ind til Træet. + +De gik omkring og saa' paa deres Ting, takkende og halvgenerte. Frøken +Jensen hentede smaa Silkepapirspakker frem fra Spaankurven og lagde +dem rundt paa Pladserne. + +Marie-Pige kom ind i hvidt Forklæde. Hun gik rundt med sine egne +Presenter i Favnen og følte paa Genstandene rundt i Krogene. + +Ottetoget blev ekspederet, og de sad igen i Stuen. Træet brændte +stadig i sin Krog. + +Der var meget varmt og oset derinde af de mange Lys paa Træet. + +Bai halvkæmpede med Søvnen og sagde: + +-Man bli'r skakmat af den Festivéren, Frøken Jensen, al den Juleglæde +mætter, sagde han. + +De var alle døsige og saa' paa Klokken. De to Damer begyndte stadig +igen at tale om Presenterne, hvordan de var arbejdet. + +-Jeg tror, jeg vil gaa ind og se, hvordan man har regeret Verden, +sagde Bai. Han slap ind i Kontoret. Lille-Bentzen sad og sov paa en +Stol under Pibebrædtet. + +De to Damer blev alene. De sad i en Krog ved Klaveret, foran Træet, +og var meget søvnige. + +De var blundet ind et Øjeblik og fór sammen op i Skræk ved en Knitren +i Træet. Der var Ild i en Gren. + +-Det er snart brændt ned, sagde Katinka og slukkede. + +Lysene begyndte at brænde ned et efter et, og Træet blev mørkt. De +sad, helt vaagne igen, og saa' paa det slukkede Træ--kun et Par Lys +brændte svagt endnu. + +De blev begge grebet af den samme stille Sørgmodighed ved at se paa de +sidste smaa Lys, det var, som de kun fremhævede det mørke, døde Træ. + +Frøken Jensen begyndte at tale. Først hørte Katinka knap, hvad det +var, hun sagde, hun blev i sine egne Tanker om dem hjemme og saa Huus. + +Katinka vidste ikke, hvorfor hun hele Aftenen havde tænkt saa meget +paa Huus. Han var kommet i hendes Tanker hele Tiden. + +Hele Tiden-- + +Hun nikkede til Frøken Jensen og lod, som hun hørte til. + +Frøken Jensen talte om sin Ungdom og dumpede pludseligt ind i at +fortælle sin Kærlighedshistorie. Hun var allerede helt inde i +Fortællingen, da Katinka mærkede det og undrede sig over, hvordan +Frøken Jensen kom til at fortælle det nu og til hende.... + +Det var en ganske simpel Historie om en Kærlighed, som ikke var blevet +gengældt. Hun havde troet, det var hende, og saa var det hendes +Veninde. + +Frøken Jensen talte halvt sagte, i en og samme, stille Tone, +Lommetørklædet havde hun fremme, og en Gang imellem snøftede hun lidt +og førte det hen over Kinderne. + +Katinka blev lidt efter lidt rørt. Saa tænkte hun paa, hvordan det +lille rynkede Menneske vel havde set ud som ung. Maaske havde hun +alligevel haft en net lille Figur. + +Og nu sad hun her forladt og alene. + +Katinka blev helt hjerteklemt, og hun tog Frøken Jensens Hænder og +klappede dem sagte. + +Den Gamle græd stærkere under hendes Kærtegn. Katinka blev ved at +klappe hendes Hænder. + +De sidste Lysstumper brændte ned, og Juletræet stod helt mørkt. + +-Og gennem Livet skal en enlig Kvinde, sagde Frøken Jensen, hvad for +Snarer de end lægger for hendes Fod. + +Frøken Jensen var igen landet ved Præsten og hans "Ord". + +Katinka slap Frøken Jensens Haand. Hun syntes, der var blevet ganske +koldt og uhyggeligt om det slukkede Træ. + +Bai slog Døren op til det lyse Kontor. Det var et ridende Bud, som +bragte en Pakke fra Huus. + +-Lamperne, Marie, raabte Katinka og løb ind i Kontoret med Pakken. + +Det var et meget fint fileret Sjal med gyldne Traade i, et stort et, +som kunde pakkes sammen til ingenting. + +Katinka blev ved at staa med Sjalet. Hun var saa glad ved det. Hun +havde haft et ganske lignende, og det var hun for et Par Uger siden +kommet for Skade at brænde.... + +-Men dette var meget finere.... + +Og hun blev ved at staa med Sjalet. + +Bai var munter igen nu, han havde sovet Middagen ud, og de drak alle +et Par Snapse af den ægte Rom i Theen. + +Lille-Bentzen blev saa salig, at han løb over paa sit Kammer og +hentede nogle Digte, han havde skrevet paa mange Stumper Papir, bag +paa gamle Tariffer og Regnskaber. + +Han læste højt, saa Bai slog sig paa Maven af Latter. Katinka sad og +smilte med Huus' fine Sjal om sig. + +Frøken Jensen spillede tilsidst en Tyrolervals, og Lille-Bentzen fløj +halvflov ud i Køkkenet og valsede med Marie, saa hun hvinte. + +De maatte alle hjælpe til at faa Bel-ami vækket, da Frøken Jensen +skulde gaa; den vilde paa ingen Maade væk fra sit Tæppe. Bai traadte +den paa Halestumpen, da Frøken Jensen vendte sig. + +Lille-Bentzen skulde følge hjem. Men Frøken Jensen, der var saa ræd +som en Hare for Mørke, vilde gaa alene. + +Frøken Jensen vilde ikke bære sin Bel-ami, naar nogen saa' det. + +De fulgte hende alle ud til Perronlaagen og raabte "Glædelig Jul", +"Glædelig Jul" ud over Hækken. + +Bel-ami hylede midt paa den snelagte Vej. Den gik ikke af Stedet. + +Da Frøken Jensen havde set, at de alle var gaaet ind, bøjede hun sig +ned og tog Bel-ami op under Armen. + +Frøken Jensen var bundet til som en Eskimokone, mens hun gik hjem i +Julenatten. + +Katinka slog Vinduerne op i Dagligstuen, saa den skærende Luft kom +ind. + +-Hm, den lille Krukke, sagde Bai. Han var ganske menneskekærlig glad +ved at have haft Lille-Jensen i Aften. + +-Det Skind, sagde Katinka. Hun blev staaende ved Vinduet og saa' ud +over den hvide Mark i Natten. + +-Man skulde ikke tro, Du klagede over Hoste, sagde Bai. Han lukkede +Døren til Sovekamret. + +Bentzen gik over Perronen til sit Kammer. + +-Hun #tog# Moppen, sagde han. Han havde gemt sig bag Hækken for at se +den Begivenhed. Glædelig Jul, Frue.... + +-Glædelig Jul, Bentzen. + +Der blev lukket et Par Døre, og saa var det ganske stille. + +Kun nu og da lød der en fin Summen i Telegrafens Traade. + + * * * * * + +Katinka var ude at fodre Duerne, før de gik i Kirke. + +Det var høj og stille Luft, og Klokkerne lød ned forbi Skoven. Rundt +paa de hvide Marker saa' man Bønderne, som travede af, i Gaasegang, +langs de skovlede Stier, til Offer. + +De ventede i Flok udenfor Kirken og ønskede hinanden "Glædelig Fest". +Konerne rakte hinanden Spidsen af Fingrene og hviskede. + +Saa stod de stille og saa' paa hinanden, til en ny kom til i Kredsen. + +Bais kom lidt sent, og Kirken var fuld. Katinka nikkede "Jul" til +Huus, der stod tæt ved Døren, og gik op til sin Plads. + +Hun delte Stol med Abels, lige bag Præstens. + +Kyllingerne Abel forsvandt i Slør og fantastiske Slyngninger. + +Fru Linde havde Øjne i Nakken paa de store Offerdage. Hun "klædte" sig +og Frøkenen for Offerdagene og Spædekalvene. + +Frøkenen gik aldrig i Kirke, naar der var "Tallerkenvals i Koret". + +De sang de gamle Julesalmer, og lidt efter lidt vandt de alle med, +store og smaa. Det lød saa stærkt og glad op under Hvælvingerne. +Vintersolen stod lys ind ad Vinduerne mod de hvide Vægge. Gamle Linde +talte om Hyrderne paa Marken og Menneskene, som var idag en Frelser +fød, med tarvelige stilfærdige Ord, saa der dalede som Enfoldighedens +Fred ned over hans Kirke. + +Katinka blev i Julestemningen, mens Offertoget gik op om Alteret i en +lang Marsch. Mændene gik stive, tungt i Fliserne og vendte tilbage til +deres Plads uden at have fortrukket en Mine. + +Konerne rokkede af, generte og røde i Hovederne, seende stift paa det +sammenlagte Lommetørklæde. + +Fru Linde havde Øjnene ved #Hænderne# ved Alteret. + +Fru Linde havde været Præstekone i fem og tredive Aar og siddet til +utallige Offerdage. Hun saa' paa #Hænderne,# hvor meget hver lagde. + +Hænderne havde ikke samme Bevægelse, af Lommerne, naar de lagde lidt, +og naar de lagde mere. + +Fru Linde anslog Offeret til et Middelaar. + +Udenfor Kirken traf Bais Huus. Man aandede op ude i den friske Luft, +og der blev en storønsken "Glædelig Jul" igen. + +"Pastoren" kom med Offerpengene i et sammenbundet Lommetørklæde, og +alle hilste og kniksede. Naa, Frøken Jensen, saa ønsker vi vel +hinanden Glædelig Jul, sagde "Gamle Pastor". + +Katinka gik ud af Laagen med Huus. Bai blev lidt tilbage med Kiær, saa +de to gik alene henad Vejen. + +Solen laa over de blankglitrende Marker; hist og her ved Gaardene +havde de Dannebrog ude paa Flagstængerne i den høje Luft. + +Rundtom drog Kirkegæsterne hjem i Flok. + +Katinka havde endnu Julesalmerne i sit Øre, hun følte alting som i +glad Højtidelighed. + +-Julen er rar, sagde hun. + +-Ja, sagde han og lagde hele sin Overbevisning ind i "Ja'et". + +-Og han sagde det osse rigtig kønt, lagde han lidt efter til. + +-Ja, sagde Katinka, det var en rigtig køn Præken. + +De gik lidt. + +-Men jeg har jo slet ikke takket Dem, sagde saa Katinka, for +Sjalet.... + +-Ingenting at takke for. + +-Jo netop ... jeg blev saa glad. Jeg havde haft næsten Magen og halvt +forbrændt det. + +-Ja, det véd jeg jo ... De havde det Sjal paa den Dag, jeg kom. + +Katinka vilde sige: Hvor saa' De det? Men sagde det ikke. Hun vidste +heller ikke, hvorfor hun med ét blev rød, og hun for første Gang +mærkede, at de sagde ingenting og søgte om noget til at faa brudt +Tavsheden med. + +De kom ned til Skoven, og Anneksklokkerne kimede. + +Det var, som om Klokkerne slet ikke vilde holde op idag, at lyde. + +-De gaar da med ind, sagde Katinka, og bærer ikke Jul fra Huset. + +De stod paa Perronen og hørte paa Klokkerne, mens de ventede paa Bai. + +Huus blev der hele Dagen. + +Da Bai satte sig til Bordet, der skinnede med sin Damaskesdug og mange +Glasassietter, sagde han: + +-Ja, man har det godt i sin Familie. Lille-Bentzen raabte: + +-Ja, da--og lo af Fornøjelse. + +Huus sagde ingenting. Han sad, som Katinka sagde, bare og saa' glad ud +af Øjnene. + +Og hele Dagen hvilede der en stille Glæde over Huset. + +Om Aftenen spillede de Whist. Lille-Bentzen var Fjerdemand. + +-I Præstegaarden talte de Offerpengene af Papirerne. Fru Linde var +skuffet. Offeret var betydeligt #under# et Middelaar. + +-Hvoraf kommer det, Linde? sagde hun. + +Pastoren sad og saa' eftertænksomt paa de mange #smaa# Mønter. + +-Hvoraf kommer det? De Folk tror, vi kan leve som Liljerne paa en +Mark. + +Fru Linde gør en Pavse og tæller for sidste Gang de hele Kroner. + +-Med Familje, sluttede Fru Linde. + +-Naa, min Pige, siger Gamle Linde, lad os idetmindste være taknemlige +for Kapitelstaksten. + +Præstefrøkenen og Pastor Andersen morede sig med at vælte Møblerne i +Salen: de spillede Gulvkrocket. + +-Jeg hytter mig for Mo'er, sagde Frøken Agnes. #Alle# de uædlere +Elementer er i Oprør hos Mo'er paa de store Offerdage. + + * * * * * + +Julen gik. + +Katinka syntes ikke, hun havde haft saa rar, hjemlig en Jul siden +længe, ikke siden hun var hjemme. Ikke, at der skete noget særligt og +mer end ellers; de var hos Lindes med Huus og et Par andre, og Frøken +Linde og Kapellanen kom til dem en Aften med Kiær og Huus. Frøknerne +Abel var til Eftermiddagstoget og blev ogsaa bedt ind. Og efter +Ottetoget dansede de i Ventesalen og sang til. + +Noget særligt var der ikke. Men det var, som om alting var i saadan en +lykkelig Gænge. + +Den eneste, der, "gnavede" lidt, var Huus. Han sad tit og faldt hen i +den sidste Tid. + +-Huus, sagde Katinka, sover De? + +Huus fór helt sammen, som han sad. + +Bai blev ganske smittet af det hele Veltilmode i Huset. + +-Satan til Indflydelse Vejret kan ha'e, sagde han, naar han stod paa +Perronen og havde ekspederet Eftermiddagstoget. Føler mig s'gu +forbavsende vel i denne Tid--forbavsende vel.... + +Og hele deres Ægteskab var i denne Tid som forrykket og rykket Aar +tilbage. Ikke paa nogen Maade voldsomt eller hidsigt, men fortroligt +og fornøjet. + +Det var Nytaarsaften hen mod tolv. Bais var oppe for at drikke Aaret +ind. + +Der lød et vældigt Rabalder mod Plankeværket. + +-Hva' Pokker, sagde Bai, det gav et Choc i baade ham og Bentzen, der +spillede seks og treds, Peter ku' gerne spare paa Krudtet. + +Det bankede paa Ruden, og Huus' Stemme raabte "Glædeligt Nytaar". + +-Hva Fa'en--er det Huus, sagde Bai og stod op. + +-Jeg tænkte det straks, sagde Katinka. Hun havde helt faaet +Hjertebanken af Rabalderet. + +Bai kom ud og fik lukket op. Huus var i Slæde. + +-Men bevares, sagde Bai, kom dog ind og drik paa 'et.... + +-Godaften, Huus, Katinka kom frem i Døren. Vi drikker dog Aaret ind, +sagde hun. + +De bandt Hesten ind i Varehuset, og Katinka gav den Bred. + +De drak Aaret ind og bestemte, de vilde blive oppe til Nattoget. Det +kom forbi Klokken to. + +-Spil et Stykke, Tik, sagde Bai. + +Katinka spillede en Polka, og Bai brummede til. + +-Ja, sagde han, man var en svær Danser i sin Tid, hva' Tik? Han +kildede hende ned paa Halsen. + +De gik ud paa Perronen. Himlen var mørk for første Gang i lang Tid. + +-Det gi'r mer Sne, sagde Bai. Han tog lidt løs Sne og tjattede det i +Ansigtet paa Lille-Bentzen. Det blev en almindelig Fægtning en Stund. + +-Dér har vi ham, sagde Bai. De hørte Toget som en fjern Brusen. + +-Mørk er 'en s'gu iaften, sagde Bai. + +Støjen kom nærmere. Nu rokkede Lokomotivet over Broen. Det lille Lys +kom nærmere og voksede; saa bruste Lokomotivet frem fra Mørket som et +stort lysøjet Bestie. + +Og de stod alle fire stille, mens det raslede hastigt forbi. Damp stod +af Vejen mens der faldt Lys fra Vognene ud over Sneen. + +Klaprende gik det bort, ud i Mørket. + +-Hm, sagde Katinka, saadan gaar vi ind i Aaret. De havde staaet tavse +lidt. + +Hun lænede sig op til sin Mand og strøg Haaret mod hans Kind. + +Bai var ogsaa grebet af Situationen. Han bøjede sig ned og kyssede +hende. + +Toget bruste langt borte. De vendte sig alle og gik ind. + +Huus var gram mod Dyret, da han kørte hjem i Slæden. Af Pidsken fik +det, saa det føg, og Forbandelser i Tilgift, + +Mørkt var det, og der begyndte at komme Storm op. + +Katinka kunde ikke sove. Hun vækkede Bai. + +-Bai, sagde hun. + +-Hvad er der? Bai vendte sig. + +-Det er et slemt Vejr.... + +-Naa, vi er jo ikke tilsøs, sagde Bai; han halvsov. + +-Men det fyger, sagde Katinka; tror Du, Huus er hjemme nu, Bai. + +-Aa, vor Herre bevar'es.... + +Bai sov ind igen.... + +Men Katinka sov ikke. Hun var bange for Huus, der var paa Vejen i det +Vejr. Det var saa mørkt--og han var dog ny paa Egnen. + +Hvor det var mærkeligt at tænke sig, at det kun var tre Maaneder, +siden Huus var kommet her.... + +Om han dog ogsaa var hjemme nu ... Katinka hørte igen efter Vejret, +der tog til ... Han havde ogsaa været bedrøvet iaften--siddet saadan +hen--hun kendte ham--og set forknyt ud ... Noget maatte der være i +Vejen. + +Noget var der i Vejen i den sidste Tid.... + +Men naar han bare var hjemme nu--saa--Vejret tog til.... + +Katinka blundede ind og sov ved Siden af sin Mand. + +Anden Nytaarsdag var der Selskab i Præstegaarden. + +Den halve Egn arriverede, og der var en Snakken og en Pludren gennem +alle Stuer helt ud i Gangen. Det gik altid saadan, al Verden fik +Tungebaandet løst, naar de kom i Præstegaarden. + +Familien Abel mødte først, da Ordsprogslegen var begyndt. De kom altid +forsilde. + +-Tiden løber fra os, sagde Fru Abel. Vi kan aldrig rive os løs fra +Reden. + +Naar Frøknerne Abel skulde ud, gik de fra Middag rundt i Frisérkaaber +og skændtes. Fru Abel maatte klæde sig paa i sidste Minut og saa' +altid ud, som om en Storm havde hærget hende. + +De legede Ordsprogsleg, saa der ikke hang en Trevl urørt i noget +Klædeskab i Præstegaarden. + +Frøken Agnes spillede tyk Mand i Husmandens Benklæder og bagefter +Grønlænder med Katinka til Grønlænderkone. + +-Dejlige Kone, sagde hun, De er ikke snærpet. + +De dansede Pingasut, saa Katinka var helt ør. Fru Bai var saa glad, at +hun næsten var kaad. + +Ida-Yngst stod for det andet Parti. Det var mest noget med Harem eller +med et stort Badested. Hvor det saa var, blev Ida-Yngst favnet og +trykket af en tyndslidt blond Sekondløjtnant. + +I Dørene stimlede de ældre sammen og saa' til. Udenfor Salsvinduerne i +Haven stod Avlskarlen, de to Husmænd og Drengene og grinte ad deres +"knøv" Frøken. + +Gamle Pastor Linde gik til og fra: + +-De morer sig, de morer sig, sagde han og gik hen mellem de ældre. + +Enkefru Abel saa' efter Pastoren; hun sad ved Siden af Møllerens Frue: + +-Ja, her er livligt. + +-Ja, sagde Møllerens Frue. Et livligt Præstehus. Tonen var lidt streng +paa "Præste". + +Hendes Helene stod ved Siden af sin Moder. Hun vilde helst være fri +for at lege med. + +Møllerens havde bygget nyt Stuehus og vilde opad. De gav to Selskaber +om Aaret, hvor Folk sad i Kreds og stirrede paa de nye Møbler. Alt +#blev ved# at være nyt. + +Paa alle Møblerne var der Ting og Stykker, Frøken Helene havde +forarbejdet. + +Til daglig boede Familien i en Stue, i "Gammellængen". En Gang om Ugen +blev der lagt i Stuehuset, for at Møblerne ikke skulde tage Skade. + +Frøken Helene var eneste Barn. Hun var opdraget af Frøken Jensen med +særligt Hensyn til Undervisning i fremmede Sprog. Hun var den +eleganteste Dame paa Egnen, med udpræget Smag for Guldprydelser. Til +alle Toiletter var hun, inden Døre, i graa Filtsko og hvide +Bomuldsstrømper. + +I Selskab blev hun let fornærmet og stillede sig hen ved Siden af sin +Moder med et surt Ansigt. + +-Ja, siger Fru Abel, mine Kyllinger finder det jo undertiden lidt vel +livligt.... + +-Mo'er, siger Ida-Yngst, giv mig dit Lommetørklæde. + +-Straks. Ida-Yngst tager det noget ublidt fra Enkefruen. + +Ida-Yngst skal spille med Natkappe og har opdaget, at hendes eget +Lommetørklæde er lidt defekt. + +-De er saa ivrige i Legen, siger Fru Abel til Møllerens Frue. + +Ordsprogslegen er forbi, og de tager en "rask Blindebuk" før Bordet. +Der er en Hvinen i Salen og en Stormen, saa den gamle Kakkelovn nejer +sig ved det. + +-Kakkelovnen, skriger de, Kakkelovnen. + +-Flæsk, Flæsk. + +Ida-Yngst er saa udmattet, at hun segner. Hun kan ikke faa Vejret for +Hjertebanken: Føl, siger hun og lægger Løjtnantens Haand ind til sit +Bryst, hvor mit Hjerte banker. + +Katinka er Blindebuk og bliver svunget, saa hun knap kan staa. + +-Nej--se mig til den dejlige Kone, raaber Frøken Agnes.... + +-Flæsk--Flæsk. + +Katinka fanger Huus. + +-Hvem er det? + +Han bøjer sig, og Katinka føler paa hans Haar: Det er Huus, raaber +hun. Gamle Pastor Linde klapper i Hænderne, at man skal tilbords. + +-Huus, siger Katinka, hvad er der i Vejen? der er noget i Vejen med +Dem? + +-Hvor falder det Dem ind? + +-De er ikke saa glad i den sidste Tid ... som før.... + +-Der er ingenting i Vejen, Fru Bai.... + +-Og jeg, siger Katinka, er netop saa glad.... + +-Ja, sagde Huus, det ser man. + +Bai kom fra Spillebordet: Bevares, hvor ser du ud, sagde han. + +Katinka lo: Ja, vi har danset grønlandsk. Hun gik tilbords med Huus. + +Bai snapper Ida-Yngst fra Løjtnanten, der gaar bagefter med +Skolelærerens Søn. + +-Hansen, siger Løjtnanten, hvem er den Pige? + +-Aa, Moderen, den skæve derhenne med Pastoren, hun sidder paa Aftægt +heroppe paa Gaarden. + +-Satans Pige, siger Løjtnanten. Hun har s'gu et flot Bryst.... + +Alle kommer til Sæde; Pastoren sidder for Bordenden. Han drikker under +Maden to Skaaler, "for de fraværende" og "for den gode Aand i +Selskabet". De er blevet drukket med de samme Ord i sytten Aar der i +Præstegaarden. + +Tilsidst faar de Kransekage med Knalderter. Pastoren knalder med +Frøken Jensen. + +Løjtnanten har faaet kilet en Stol ind bag Ida-Yngst. Der er saa +snæver Plads, at de næsten maa sidde paa Skødet. + +Man kan ikke høre Ørenlyd, mens de ler og knalder og læser Deviser +højt. + +-Ja, siger gamle Linde, det er Ungdom. + +-Huus, det er os, siger Katinka. Hun holder en Knaldert frem. + +Huus tager i den: De fik Devisen, siger Katinka. + +Huus læser paa det lille Papir: Dum Snak, siger han og river det over. + +-Huus dog, hvad stod der? + +-Alle Konditorsvende skriver om Kærlighed, siger Ida-Yngst over +Bordet. + +-Frøken Ida--det er Løjtnanten--ska' vi to? + +Ida-Yngst vender sig igen og futter med Løjtnanten: Gud, hvor er 'et +upassende, raaber hun. Hun faar en Devise om at kysse, som Løjtnanten +læser op med den lille Knebelsbart lige ind til hendes Kind. + +Man flytter Stolene lidt ud fra Bordet, og Damerne vifter sig med +Servietterne. De unge er varme i Hovederne af Heden og Mælkepunchen, +som gaar rundt i store graa Kander. + +En lille blegnæset Student lader "Pastor Lindes patriarkalske Hjem" +leve, og alle rejser sig og skriger Hurra. Den lille Student klinker +privat med Pastoren. + +-De lille "røde" Mandfolk, siger Gamle Linde, drikker De for mig? + +-Man kan have Agtelse for #Personerne#, siger den lille Blegnæse. + +-Ja, ja, siger gamle Linde, ja, ja ... Ja, Ungdommen maa jo ha'e no'et +at kæmpe om, ser De, Frue.... + +Fru Abel er optaget af sin Ida-Yngst. Hun er saa livlig. Hun ligger +næsten i Armene paa Løjtnanten. + +-Ja, Deres Velærværdighed, siger hun. + +-Ida, min søde Pige, (min søde Pige hører det ikke), Ida-Yngst, drik +et Glas med din Mamma, siger Fru Abel. + +-Skaal, siger Ida-Yngst: Løjtnant Nielsen--hun rækker ham sit +Glas--drik med Mo'er.... + +Enkefru Abel smiler: Aa--aa--hvad min Ida-Yngst har for Indfald.... + +Den lille Blegnæse véd ikke, om Frøken Helene har læst Schandorph.... + +Frøken Helene læser "Tasken".... + +-Jeg kalder hele Retningen den ægteste Frugt af vor mægtige Brandes +... af Aandsfriheden. + +-Brandes, det er jo #ham,# Jøden, siger Frøken Helene. Der er ikke +blevet anden Forestilling tilbage om "Aandsfriheden"--paa Møllen. + +Studenten flyver op i den store Darwin. + +Bai har sagt noget, saa Frøken Jensen er blevet rød i Hovedet. + +-De er saa slem, siger Lille-Jensen og slaar ham over Fingrene. + +-Men Huus, siger Katinka: man maa jo ta' Livet, som det er ... og.... + +-Og? + +-Og egenlig er det dog saa lykkeligt.... + +-Løjtnant, raaber Frøken Ida: De er #styg#. + +Gamle Pastor Linde sidder ved sin Bordende med foldede Hænder og +nikker. + +-Skal vi saa sige Mo'er Tak for Mad, siger han og rejser sig. + +Der bliver en Skraben og Takken for Mad Stuen rundt. Inde i Salen er +Agnes allerede ved Klaveret: der skal danses. + +-Jeg véd ikke, om du har #set# Ida, siger Louise-Ældst til Enkefruen. +Man maa gaa i Jorden over hende. + +Ida Yngst er første Par med Løjtnanten. + +-Liv i 'et, raaber Frøken Agnes fra Klaveret. Hun spiller "Paa min +Kanapé" saa det klirrer i Strengene. + +Bai danser med Katinka, til de skal Runde i Stuerne; med hinanden i +Hænderne svirrer de ud gennem Dørene. + +Gamle Linde er i Spidsen med den stønnende Jensen. + +-Linde, Linde, raaber Fru Linde: dine gamle Ben. Frøken Agnes slaar i +Tangenterne, saa det suser. + +-Gud--jeg dør, siger Helene fra Møllerens.... + +Lige paa én Gang sprænges Kæden. Stakaandet falder Parrene paa Plads +rundtom. + +-Pyh, det gav Varme, siger Bai til Løjtnanten og tørrer sig. + +-Om vi saa' at finde en Bajer. + +Løjtnanten er med. De gaar ind gennem Værelserne. + +I Spisestuen staar "Bajerne" opstillet i et Vindu. + +-Er det Landbajer? siger Løjtnanten. + +-Næ, den er af Carlsberg. + +-Naa, den er jeg med paa. + +-Her er en hyggelig Krog, sagde Bai. De gik ind i Præstens +Studereværelse, en lille Stue med Oehlenschlägers og Mynsters samlede +Skrifter paa grønmalede Reoler og Thorvaldsens Kristus over +Skrivebordet. + +De satte sig med Øllet ved Bordet: + +-Ja, jeg mærkede den jo godt, sagde Bai, hvad den stod paa. Men jeg +tænkte, lad ham ha' Fornøjelsen, tænkte jeg--og hun med.... + +-Ja, Satans Pige ... hun har s'gu et godt Bryst ... og skær' brillant +naar man danser, Forstander. Lægger sig lige til. + +-Ja, hva' Satan ska' hun gøre, stakkels Pige, sagde Bai og tømte sin +Bajer. + +-Men hva' er #hun# for en Pige, sagde Løjtnanten. Han mente Frøken +Agnes.... + +-Rar Pige, sagde Bai. + +-Nej, dér er ingen Ting, sagde han, Veninde af min Kone. + +-Ja saa, sagde Løjtnanten. Ja, jeg tænkte det: En Snakkepige--det er +af den Slags. + +Konversationen gik over til større Almindelighed: Disse +Landsbypiger--i det hele, mente Løjtnanten ... det er godt nok ... jeg +mener ... Men--ser De, Forstander--ingen #Dannelse#--Nej, Byen--véd +De--det er no'et ganske andet.... + +Løjtnanten havde "fundet no'et"-- + +-Ser De--man bor jo i Kvarteret ... Dér har de jo lagt #Slottet#--man +#maa# jo bo dér ... enten paa "Berren" eller paa "Vesten".... + +-Men hva' er 'et for Smaapi'er? spurgte Bai. + +-Kække Smaapi'er--s'gu, kække Smaapi'er.... + +-Ja-a--jeg véd det jo ikke ... man er jo gift Mand, Løjtnant ... +Skueretter, forstaar De, Skueretter--om man ogsaa er der ovre et Par +Dage.... + +-Skueretter, gentog han en Gang endnu. + +-Tro De mig--kække Pi'er, sagde Løjtnanten, dannede Pi'er.... + +-Men de si'er, de gaar til Rusland.... + +-Ja, de si'er det.... + +Pastor Linde kom ind: Naa, De sidder her, Stationsforstander, sagde +han, han gik gennem Stuen. + +-Ja, Hr. Pastor--vi sidder her og filosoferer lidt--saa stille ... ved +en tyvrøvet Bajer.... + +-Værs'go, ja, her er rart. Præsten vendte sig i Døren: Derinde leger +de Panteleg, sagde han. + +Bai og Løjtnanten gik ind til Pantelegen. + +De var ved at falde i Brønden. + +Den lille Student med den ægteste Frugt faldt for Katinka: + +-Der kysses, raabte Frøken Agnes. + +Katinka vendte Kinden til, at "Frugten" kunde kysse. Han var rød i +Hovedet og kom nærmest til at kysse hende paa Næsen. + +Katinka lo og klappede i Hænderne: Jeg falder, jeg falder.... + +-For Huus, sagde hun. + +Huus kom hen og bøjede sig ned. Han kyssede hende paa Haaret. + +-Jeg falder for Frøken Jensen, sagde han. Hans Stemme slog over, som +om den var hæs. + +Frøken Jensen tænkte endnu paa det Kys, da hun var kommet hjem i Seng +til #Bel-ami#. + +Katinka støttede sig i Tanker lidt til den radikale Student. + + * * * * * + +Gæsterne var borte. + +Frøken Agnes stod i Salen og saa' sig om paa Valpladsen. Der var ikke +én Ting paa sin rette Plads; Glas stod i Krogene paa Gulvet, og +Buddingtallerkener var sat af Vejen op paa Bogskabet. + +-Pyh, sagde hun og satte sig: det ligner en vis Mands Forstue. + +Pastor Andersen var kommet ind: Naa, sagde hun, ja--De har saamænd +været rar iaften. + +-Frøken Agnes, morer det Dem? + +-Nej. + +-Hvorfor gør De det saa? + +-Det skal jeg sige Dem, fordi det morer de andre ... Men De vil altid +være alene om at gøre Mudder. + +-Hjælp mig nu, sagde hun, at vi faar lidt Orden i 'et ... Hun begyndte +at flytte Møblerne paa Plads. + +-Jeg gaar ikke ud med Ida mere, Mo'er, sagde Louise-Ældst. Jeg gør +'et ikke--det si'er jeg dig--det er en Skandale for alle Mennesker. + +-Fordi man la'er #dig# sidde. Jeg skulde vel gere dig Selskab--ikke? + +Enkefruen blandede sig aldrig i Stridighederne. Hun vidste, det maatte +dog til, mens Papillotterne blev sat i Haaret. Hun gik stille rundt og +lagde Kyllingernes Tøj sammen. + +-Man bli'r s'gu træt af den megen Jubileren, sagde Bai. Han var ganske +stiv i Benene, mens de gik. + +Katinka svarede ikke. Tavse gik de hen ad Vejen hjem. + + + + +III + + +Det var hen i Foraaret. + +Om Eftermiddagen hentede Præstefrøkenen Katinka, og de gik ned til +Aaen. Ved Bredden under et Par Pile tæt ved Banens Bro havde +Lille-Bentzen slaaet en Bænk op. Der sad de og arbejdede til +Eftermiddagstoget kom. Konduktørerne paa Strækningen kendte dem og +hilste. + +-Det bedste var at rejse, sagde Agnes Linde og saa' bort efter Toget. +Jeg tænker paa det hver Dag. + +-Aa, men, Agnes.... + +-Jo, det var det bedste--for os begge to--enten han eller jeg ... tog +afsted. + +Og de taler for tusinde Gang om det evige Tema. + +Det var en Dag i Midten af Vinteren. Agnes Linde og Kapellanen kom +forbi fra Dammen, hvor de løb paa Skøjter, og saa skulde Kapellanen +ind med et Brev og faldt i Snak med Bai. + +Agnes kom ind i Dagligstuen med Skøjterne paa Armen. Hun var meget +kort og sagde bare "Ja" og "Nej" til, hvad Katinka spurgte om ... Hun +havde saa staaet henne ved Vinduet og set ud, da hun pludselig gav +sig til at græde. + +-Hvad er der, Frøken Linde, er De syg? sagde Katinka og gik hen og +lagde Armen om hende. Hvad er der dog? + +Agnes Linde kæmpede med Graaden, men den blev stærkere og stærkere. +Hun tog Katinkas Arm bort: + +-Lad mig gaa her ind, sagde hun og gik hen mod Sovekamret. + +Og der inde kastede hun sig saa ned paa Sengen og fortalte Katinka det +altsammen i én Strøm: hvordan hun elskede Andersen, og han legede bare +med hende, og hun holdt det ikke ud. + +Fra den Dag af havde Katinka været Præstefrøkenens Fortrolige. + +Katinka var vant til at være "fortrolig". Hun havde ogsaa altid været +det hjemme, som ung Pige. Til hende kom alle blødende Hjerter. Det laa +vel i hendes stille Væsen og i at hun aldrig selv sagde ret meget. Hun +egnede sig saa godt til at høre paa andre. + +Præstefrøkenen kom næsten hver Dag, og hun blev hos Katinka timevis. +Det var det samme igen og igen: hendes Kærlighed og ham. Og hver Dag +fortalte hun som noget nyt, hvad der var sagt de tusinde Gange. + +Naar hun saa havde siddet og talt tre fire Timer og var kommet til at +græde tilsidst, pakkede Agnes sit Arbejde sammen: + +-Jo, vi er saamæn et Par rare Høns, sagde hun som Slut. + +Nu, da Foraaret var kommet, sad de nede ved Aaen. + +Agnes talte, og Katinka hørte til. Hun sad med Hænderne i Skødet og +saa' ud over Engene. Der blev sløret derude, og Lavningen lignede en +stor blaa Sø. Man saa' ikke, hvad der var Sø og hvad der var Himmel, +det var alt kun ét dæmrende blaat. Med Pilegrupperne som Øer i Havet. + +Agnes fortalte om den første Tid, da hun kom hjem fra København og +traf Andersen. Der var gaaet Maaneder, og hun vidste slet ikke, at hun +holdt af ham. + +Katinka hørte og hørte ikke. Hun kendte Temaet og hun nikkede stille. + +Men hun fik lidt efter lidt sin Del i den fremmede Kærlighed. Hun +kendte den med alle dens Sindsbevægelser. Hun delte dem, som var de +hendes egne. Der blev jo aldrig talt om andet. + +Og alle Kærlighedens Ord følte sig saa hjemme hos hende. Hendes Tanker +blev saa fortrolige med alt, hvad Kærlighedens var--hos de to fremmede +Mennesker. + +Naar hun havde fulgt Agnes Linde et Stykke paa Vej og var vendt +tilbage, kunde hun sidde halve Timer i Hyldelysthuset i Haven. Og alle +de Kærligheds-Ord flød ligesom i Luften om hende, og hun hørte dem +igen og tænkte dem om. + +Det laa til hendes stille, lidt lade Natur, at Ord og Tanker, hun nu +en Gang var inde i, ligesom vendte om og om igen, paa Vejen, hjem til +hende. + +Og de #spandt# hende ind. Og blev til Drømme, der førte ud langt +borte, hvor hun knap vidste. + +Der havde ogsaa været mere stille hos dem i den sidste Tid. Huus kom +ikke saa tidt mer, nu i Foraaret. Der var saa meget at gøre, sagde +han. + +#Naar# han kom, var han ogsaa saa uens i Humør. Det var tidt og ofte, +som om han slet ikke saa', hvor glad Katinka blev ved at se ham, og +han snakkede mest med Bai, skønt Katinka havde haft saa meget at sige +ham og spørge om. + +Nu netop i Foraaret, hvor der havde været saa meget at indrette og +ændre allevegne.... + +Men der #var# noget i Vejen. Maaske var han heller ikke tilfreds paa +Gaarden hos Kiær; der sagdes, at han var saa sær at arbejde med. + +Hun selv havde forresten ogsaa tungt Humør en Gang imellem. + +Det kom maaske ogsaa af, at hun sov for lidt. + +Hun blev inde i Stuen om Aftenen, naar Bai gik og klædte sig af. Han +drev saa længe om halvnøgen og sad paa Sengekanten og holdt Snak og +blev aldrig færdig. + +Det var Katinka saa langsommeligt, at han aldrig kom til Ro og fik +Ende paa det. + +Og naar hun selv kom tilsengs og laa i Mørket ved Siden af Bai, der +sov dybt, kunde hun ikke falde i Søvn og følte et Ubehag, saa hun stod +op igen og gik ind i Stuen. Der sad hun saa ved Vinduet. Nattoget +suste forbi, og den store Stilhed laa igen over Marken. Ikke en Lyd, +ikke et Vindpust i Sommernatten. Det første graa Skær af Dagen kom; og +en kold og fugtig Luft slog op fra Engene. + +Og det blev lysere og lysere, mens Lærkerne begyndte at synge. + +Huus holdt saa meget af at se det blive Morgen, sagde han. + +Han havde fortalt, hvordan det var paa Bjergene, naar det blev Morgen. +Det var som et mægtigt gyldenrødt Hav, sagde han, halvt saadan af Guld +og halvt af Roser--om alle Toppe. Og Tinderne sejlede som Øer i det +store Hav.... + +Og saa, lidt efter lidt, sagde han, stod alle Bjergtoppe i Brand.... + +Og saa kom Solen. + +Og steg. + +Og fejede Mørket ud af Dalene som med en stor Vinge. + +Han fortalte ofte saadan noget nu, saadan noget fra sin Rejse. + +Han talte i det hele mere nu--#naar# han da talte. + +... Det blev ganske lyst, og Katinka sad endnu ved Vinduet. Men hun +maatte vel til Ro. + +Luften var tung inde i Sovekamret, og Bai laa og havde smidt Tæpperne +af sig. + +Naar Huus kom om Aftenen, sad de mest i Hyldelysthuset. + +De saa' Ottetoget gaa. En enkelt Bonde var drysset ud paa Perronen og +hilste dem, naar han gik forbi og drev hjem. + +Saa gik de ned i Haven. Kirsebærtræerne stod i Blomst. De hvide Blade +gled som en lys glitrende Regn gennem Sommerluften ned paa Plænen. + +De sad stille og saa' ud paa de hvide Træer. Det var, som om Aftenens +biede Tavshed over Sletten svøbte sig om alle Ting. Oppe i Byen hørte +man en Port blive slaaet i. Kvæget kaldte hen over Markerne. + +Katinka talte om sit Hjem. + +Om Veninderne og Brødrene og den gamle Gaard, der var fuld af Duer. + +-Og siden--i den nye Lejlighed--med Mo'er--da Fa'er var død.... + +-Ja, det var en lykkelig Tid.... + +-Men saa blev jeg jo gift. + +Huus saa' ud paa Frugtblomsternes bløde Sne, der faldt saa lindt over +Græsset. + +-Thora Berg, hvor hun var lystig ... Om Aftenen, naar hun kom fra +Selskab--med hele Garnisonen i Halen og slog Sand paa alle Ruder +gennem Byen.-- + +Katinka sad lidt. + +-Hun er osse gift nu, sagde hun. + +-Med flere Børn, siger de.... + +Paa Vejen udenfor gik en Mand forbi. Godaften, sagde han over Hækken. + +-Godaften, Kristen Peder. + +-Godaften, sagde Katinka. + +-Hm--sagde Katinka igen--jeg saa' hende sidste Gang til mit Bryllup. +De sang, de unge Piger, de stod ved Orgelet, paa Pulpiturer.... + +-Hvor jeg ser dem endnu--alle Ansigterne--alle.... + +-Men hvor jeg græd.... + +Huus sagde stadig ingenting, og hans Ansigt saa' hun ikke. Han sad +saa bukket og studerede noget nede paa Jorden. + +-Det er snart elleve Aar siden, sagde Katinka. + +-Ja, Tiden gaar.... + +-Naar man er lykkelig, sagde Huus uden at røre sig. + +Katinka hørte det først ikke. Saa var det, som om Ordene pludselig +indhentede hende: + +-Ja, sagde hun og fór let sammen. + +Og lidt efter: + +-Her har man jo sit Hjem. + +De sad atter tavse. + +Bai kom ind i Haven. Man kunde høre ham langt borte. Han gjorde altid +saa megen Støj--og før havde der været saa stille i Tusmørket. + +-Jeg henter Glassene, sagde Katinka. + +-Ja, dejlig Aften, sagde Bai, dejlig Aften i det frie.... + +Katinka kom tilbage med Glas og Flaske. + +-Jeg har haft Selskab, sagde Bai. + +-Af hvem? + +-Af Frøken Ida. Hun rejser nu.... + +-Hva', Ida? + +-Ja--og Bai lo--Frøken Louise er s'gu opgivet ... Nu sætter de alle +Sejl til for den lettere Skude. Hun bli'r borte hele Sommeren. + +-Naa, ja--ku' det dog lykkes for den ene. Bai sad lidt: Ja--hva' +Satan--saadan et Pigebarn maa jo giftes.... + +Bai udbredte sig tidt om Giftermaal og Ægteskab. Han var noget af en +Filosof i det Emne. + +-#Jeg# gik til Jernbanen, sagde han, tror De, det var af Lyst--men den +gik #ikke# for #Løjtnanten#-- + +-Saadan er 'et, der er s'gu ingen Pardon--Pigebørnene #maa# til +Brudeskamlen-- + +-Og saa gaar 'et--man ser 'et jo--de lever sig sammen. De har Hus og +Hjem og saa kommer der Børn.... + +-Hos de fleste, sluttede Bai af under et Halvsuk. + +De sad tavse; der var blevet ganske mørkt under Hylden. + +Det blev i Slutningen af Juni. + +-Den dejlige Kone er saa blegnæbet, sagde Agnes Linde, naar hun kom +ned til Stationen. + +-Ja--jeg kan vist ikke taale Heden, sagde Katinka. Det var, som hun +havde Uro i Blodet, og stadig tog hun fat paa alting og opgav det og +kom og gik. + +Helst sad hun med Agnes ved Aaen. Hun saa' ud over Engene og hørte +altid det samme. + +Agnes Linde fik saadan en hel anden og mild Stemme, naar hun talte om +ham. + +"#Manden#" kaldte hun ham. + +Katinka sad og saa' paa hende, som hun sad med bøjet Hoved og smilede. + +-Og saa tviner man, sagde Agnes, Utyske, fordi det er, som det er--og +saa er #dette# maaske det bedste, man faar.... + +-Ja, sagde Katinka og blev ved at se paa hende. + +Naar Agnes Linde ikke kom til hende, gik Katinka op til Præstegaarden. +Hun længtes ordenlig efter at høre hende tale. + +Og saa saa' hun ogsaa Andersen. Hun saa' dem sammen, Agnes og ham. + +Hun stod hos, mens de spillede Krocket paa den store Plæne. Hun stod +og saa' paa dem--de to, som #elskede hinanden#. + +Hun hørte og saa' paa dem nysgerrigt--næsten som et stort Under. + +Og en Dag græd hun, da hun gik hjem. + +Huus kom saa uregelmæssigt nu. Saa kom han to Gange om Dagen og var +knap kommen til Sæde i Lysthuset, før han maatte paa Hesten igen. Og +saa var der halve Uger, hvor de slet ikke saa' ham paa Stationen. + +Det var Høhøsten, sagde han. + +Høet var slaaet og stod nu i Stak over Engene. Der var en Krydderduft +over den hele Luft. + +En Aften var Huus i godt Humør og foreslog de skulde gøre "Skovtur til +det store Marked". Køre dertil i Vogn og raste i Skoven først, og saa +se alle Herligheder paa Markedet. + +Bai var med til det. Og Turen blev bestemt. De Skulde køre om Morgenen +tidligt, mens det endnu var køligt og først komme hjem den næste Nat +eller Morgen. + +Bare Bais og Huus. + + * * * * * + +Katinka havde travlt hele Dagen med at lave til. + +Hun studerede Kogebog og tænkte ud om Natten og tog selv til Byen for +at købe ind. + +Huus kom, just som Toget kørte, efter Posten. + +-Huus, raabte hun fra Kupeen. + +-Men hvor skal De hen? raabte han. + +-Købe ind--Marie er med. Og hun trak Marie hen og viste hendes Ansigt +i Vinduet. Far vel. + +-Hm, sagde Bai. Katinka er s'gu smaatosset. Hun braser og koger til +den Tur, som om hun vilde præparere os til Koleraen.... + +Inde i Byen var de begyndt at slaa Telte op rundt ad Gaderne; oppe paa +Torvet stod Karusselhestene og hvilede sig i Rad op ad Kirkemuren. +Katinka gik rundt mellem Markedsfolkene, der hamrede og bankede, og +saa' paa det alt. Hun stirrede paa Kasserne og faldt i Staver foran +hvert Stykke Sejldug, der hejstes. + +-Om den lille Frøken gik af Vejen.... + +Hun maatte springe baade over Brædder og Snore. + +-De kalder mig Frøken, sagde hun. + +-Marie, naar nu bare Vejret maatte holde sig. + +De gik ud ad Gaderne til Lystskoven. Der holdt en Gøglervogn. Mændene +sov i Grøftekanten, Konen vaskede Trikoter i en Balje paa den +nedslaaede Trappe. Tre Par hvide unævnelige hang langstrakte og +svajede paa en Snor. + +Katinka kiggede nysgerrigt paa Konen og Mændene i Grøften. + +-Vil De ha'e noget, raabte Konen gebrokkent. + +-Uha--raabte Katinka, hun blev ganske bange og løb et Stykke. + +-Det var den stærke Kone, sagde hun. + +De gik videre hen ad Vejen. I Kanten af Skoven lagde en Flok Tømrere +Dansegulv. Der var svalt derinde under Træerne efter den solede Vej. +Katinka sad paa en Bænk. + +-Her skaf vi danse, sagde hun. + +-Ja, han maa danse dejlig, Huus, sagde Marie. Hun var stadig i trofast +Beundring af Huus; han stod i Fløjelsramme paa Kommoden og et gammelt +Visitkort med hans Navn laa som Mærke i Salmebogen. Bane-Peter +besørgede det haandgribeligere. + +Katinka svarede ikke. Hun blev ved at sidde og se paa Folkene, der +arbejdede. + +-Naar det Vejr blot maatte holde sig, sagde hun til en af dem. + +-Ja, sagde han og saa' op i Træerne--Himlen saa' han ikke--mens han +tørte Sveden af sig med Ærmet: det er det, det kommer an paa. + +Katinka og Marie gik tilbage. Det var paa høje Tid. De kom over +Torvet; Aftenklokkerne ringede fra Taarnet ned over Markedslarmen. + +Den sidste Dag bagte de. Katinka var kortærmet og æltede, saa Melet +stod hende i Haaret som paa en Møller. + +-Ingen kommer ind--ingen kommer ind--det bankede paa Døren, som var i +Laas. + +Katinka troede, det var Huus. + +-Det er mig, raabte Agnes Linde. Hvad gaar der for sig? + +Hun kom ind og bagte med. Der var en Pundkage, som skulde røres i det +uendelige; det er Huus', sagde Katinka. Den Lækkermund skal ha'e +Pundkage. + +Agnes Linde rørte, saa det boblede i Dejgen: Ja--de Mandfolk #skulde# +ogsaa ha'e Pundkage, sagde hun. + +Katinka tog Pladen ud: Smag, sagde hun. De er gloende. Hun var saa rød +som en Kobberpotte af Ovnen. + +Frøken Jensen og Louise-Ældst kom ned til Eftermiddagstoget. Der blev +en Banken og Parlamenteren foran Køkkenvinduet. + +-Gud hjælpe mig, har de ikke lugtet det, sagde Agnes Linde. Hun lod +Armene synke træt ned og sad meget ugraciøst med Dejgfadet mellem sine +udspilede Ben. + +Marie bragte dem en Tallerken, til at smage, ud paa Perronen. + +Louise spjættede af Glæde paa Perronbænken, saa et Par Handelskomis'er +i Toget saa' et betydeligt Stykke af hendes Skønhed. + +Da Toget var kørt, slog de inde i Køkkenet Vinduerne op. Louise-Ældst +og Lille-Jensen gnaskede løs ude paa Bænken. + +-Hvor De har været heldig, Fru Bai, mageløse.... + +-Ja, Fru Bai er en Kone i sit Hus, sagde' Frøken + +-Nu gaar Kværnen, sagde Agnes inde i Køkkenet. Hun tog fat paa Dejgen. + +Bai aabnede Kontorvinduet ovenover Perronbænken. + +-Aa ja, sagde han, og #jeg# sidder med tør Mund. + +-Vil De ha'e, Hr. Bai, spurgte Louise. Holder De ogsaa af sødt? + +-Om nogen under mig noget, sagde Bai, i Klubtonen. + +Der blev Spektakel og smaa Hvin paa Perronen. + +-Hva' er der løs, raabte Agnes fra Køkkenet. + +-Vi mader Fuglen, sagde Louise-Ældst. Hun var sprunget op paa Bænken +med sin Skønhed og stod og stak Bai Kage ind i Munden. + +-Uh, han bider, raabte hun. + +Det var ved saadanne Lejligheder, Fru Abel sagde: + +-De bli'er jo ved at være rene Børn--naar man ikke kender noget til +Verden.... + +Louise-Ældst bragte den tomme Tallerken tilbage. Krummerne snappede +hun op med Fingerspidserne. Frøknerne Abel var altid saadan: de +levnede ikke. + +Hun stod ved Køkkenvinduet og saa' ind: + +-Det skulde Mo'er ha'e vidst, sagde hun sødt. + +-Naa, saa hun har ikke snuset det, sagde Agnes over Pundkagen. + +Louise-Ældst fik Kræmmerhus med Kager ud gennem Vinduet: Det var osse +noget at #gemme#, sagde hun, da hun kom ud paa Vejen med Lille-Jensen. + +Hun og Jensen havde slugt Kagerne, før de var forbi Skoven. +Louise-Ældst kastede Papiret. + +-Gud, lille Louise ... Frøken Linde med #de# Øjne ... hun kunde gerne +se det.... + +Frøken Jensen tog Papiret op. Nede i Lommen viklede hun det stille om +tre Kager til #Bel-ami#. + +Katinka begyndte at blive træt. Hun sad paa Kødblokken med de +opsmøgede Ærmer og saa' paa sit Værk: + +-Men det er ingenting mod hjemme--ingenting mod naar vi bagte til Jul. + +Hun fortalte, hvordan de bagte--hendes Moder og Søstrene og hele Huset +... Hun lavede Grise af Klejnedejg: Bums--og saa revnede de, naar de +kom ned i Fedtet. + +Og Brødrene--de gik og tyv-stjal, saa Moderen med den store Sløv +maatte værne om Stenkrukken med Brundejg.... + +Og skrællede de Mandler, stjal de, saa der blev ikke halvtreds af et +Pund.... + +Det bankede paa Døren. Det var Huus. + +-Her kan ingen komme ind, sagde Katinka ved Døren. Om en Time ... Kom +igen om en Time. + +Huus kom frem uden for Vinduet: De kan vente i Haven, sagde Katinka. +Hun fik travlt med at blive færdig og sendte Agnes ned at holde Huus +med Selskab. + +Agnes blev der en halv Timestid. Saa gik hun. + +-Forvalter Huus er for nem at holde med Selskab, sagde hun til +Andersen. Han forlanger bare, man skal tie stille, for at han kan +fløjte i Fred. + +-Hvor er Agnes, sagde Katinka, da hun kom ned i Haven. + +-Hun gik, tror jeg. + +-Men naar? + +-Det er vel en Timestid siden.... + +Huus gav sig til at le: Frøken Linde og jeg holder saa meget af +hinanden. Men vi har just ikke meget at #sige# hinanden-- + +-Vi skal pakke, sagde Katinka. + +De gik ind og begyndte at pakke den store Kurv. De stoppede med Hø for +at Krukkerne skulde staa fast: + +-Fastere, sagde Katinka, fastere; og hun trykkede paa Huus' Hænder. + +Hun aabnede Sekretæren og talte Skeer og Gafler ud af Sølvrummet. + +-Og saa vil jeg tage Vifte med, sagde hun. + +Hun begyndte at søge: Aa--den ligger i Skuffen. + +Det var Skuffen med Kotillonsæskerne og Brudesløret. Hun aabnede +Kassen med de gamle Baandstumper. Se, sagde hun: alt det gamle Stads. + +Hun tog med Haanden ned i Æsken og rodede Baand og Ordner om som i en +Mølle: Det gamle Stads. + +Hun søgte igen om Viften: + +-Aa, hold mit Slør, sagde hun. Hun lagde Brudesløret og et ægte Sjal +over paa Huus' Arm: Dér er den, sagde hun. Viften laa paa +Skuffebunden. + +-Og Deres Tørklæde, sagde hun. Det laa til en Side, pakket i +Silkepapir. Hun tog det op. + +Huus havde krammet det gullige Brudeslør, saa der var Mærker af det i +Bobinettet. + +Aftentoget kom, og de gik ud paa Perronen. + +-Pyh, sagde den smækre Togfører med de indiskrete Unævnelige, at føre +Tog igennem i disse Feriedage ... Forsinket tredive Minutter.... + +-Paa Svedning staar 'en, sagde Bai. + +Katinka saa' ned ad Vognene. Der stak et forsvedt Hoved ud af hvert +Vindu. + +-Ja, sagde hun. At de Folk vil rejse? Togføreren gav sig til at le. + +-Ja, sagde han: dertil er jo rigtignok Jernbanerne. Han gav de to +Fingre og sprang op paa Trinet. + +Toget kørte. Den unge Togfører blev ved at staa bøjet frem og le og +nikke. + +Katinka viftede med det blaa Sjal. Og ud af Kupévinduerne blev der +pludselig en Viften og Nikken fra hele Feriefolket, der lo og muntrede +sig og hilste. + +Katinka raabte og svingede hele Sjalet; og fra Toget svarede de, saa +længe de kunde se. + +Efter The kørte Huus hjem. Han skulde møde paa Stationen imorgen +Klokken seks. + +Katinka stod i Haven foran Hækken: + + Faarekylling--Faarekylling--flyv--flyv. + Faarekylling--Faarekylling + Giv godt Vejr.... + +raabte hun. + +Duften fra Træerne i Lunden slog ned imod hende. Hun stod og smilede +og saa' op i den blaa Luft. + +-Svært--saa blaat klæ'er den lille Kone, tænkte Togføreren med de +fremhævende. Han havde altid Øjnene med sig for hvad der kunde komme +til at ligge for langs ad Strækningen. + +-Vi skal op Klokken fem, sagde Bai ud i Køkkenet. + +-Ja, ja, Bai, nu kommer jeg. Katinka skrællede en Smule sort af +Pundkagen. Man maa dog være færdig.... + +Hun pakkede Pundkagen ind, og hun saa' en sidste Gang til Kurven. Hun +aabnede Døren ud til Gaarden og stod og saa' ud. Deroppe murrede +Duerne. Det var den eneste Lyd. + +Paa Himlen ude mod Vest svandt det sidste blege rødt. Aaen snoede sig +bort mellem de dampende Enge. + +Hvor hun dog elskede denne Plet.... + +Hun lukkede Døren og gik ind. + +Bai havde lagt sit Uhr ved det brændende Lys ved Sengen. Han havde +villet kontrollere, naar hun havde faaet "smølet af". + +Men han var sovet fra det og laa svedende og gav Næselyd fra sig i +Skæret af Lyset. + +Katinka slukkede det stille. Hun klædte sig af i Mørke. + + * * * * * + +Katinka var i Haven, da Vognen kom. Hendes blaa Kjole kendtes lige hen +til Omdrejningen. + +-God Morgen, god Morgen ... De bringer godt Vejr. Hun løb ud paa +Perronen: Han #er# der, raabte hun. + +-Kurvene, Marie.... + +Bai var i Skjorteærmer i Sovekammervinduet: Go'maar'en--Huus--staar +paa Solstik--hva'? + +-Naa, det lufter jo lidt, sagde Huus, som kom af Vognen. + +De fik Kurvene surret paa og drak Kaffe ude paa Perronen. +Lille-Bentzen var saa søvndrukken, at Bai lod ham løbe tre Gange +"fældet til Storm" op og ned ad Perronen for at faa ham vaagen. + +Katinka lovede ham at tage et Hjerte med hjem, og de kom paa Vognen. +Bai vilde køre Hestene og sad paa forreste Sæde med Marie, som var saa +stivet, at det knitrede, bare hun rørte sig. + +Katinka saa' ud som en ung Pige med sin store, hvide Solhat. + +-Saa kommer der Mad fra Kroen, sagde Katinka til Lille-Bentzen. + +-Nu kør' vi, sagde Bai. Lille-Bentzen løb ind i Haven og viftede og +vinkede. + +De kørte et Stykke henad en Bivej gennem Markerne. Det var køligt +endnu, en munter Sommervind; Kløveren og det fugtige Græs duftede. + +-Hvor det er frisk, sagde Katinka. + +-Ja, en dejlig Morgen, sagde Huus. + +-Dejlig Luft, der vifter. Bai slog lidt til Hestene. + +De rullede ud paa Chausséen forbi Kiærs Jorder. Røgterhuset stod paa +sine Hjul midt imellem Kvæget. En Røgterhund halsede langt borte ud +efter noget Kvæg; de store Køer løftede de tykke Halse og brølte dorsk +og mæt. + +Katinka saa' ud over den grønne Mark med det spredte og glinsende Kvæg +belyst af Solen. + +-Hvor det er kønt, sagde hun. + +-Ja--#ikke?# sagde Huus og vendte Hovedet om imod hende. Kønt er +det.... + +De begyndte at tale, Katinka og han. De saa' og glædede sig over de +samme Ting. De havde altid Øjnene lige paa det samme. Og saa nikkede +enten han eller Katinka. + +Bai snakkede med Bæsterne som en gammel Kavallerist. + +Der var ikke gaaet en Time, før han begyndte at tale om at "faa no'et +i Livet". + +-Morgenstunden tærer, du, Tik, sagde han. Man maa s'gu ha'e noget at +staa imod med.... + +Katinka kunde virkelig ikke pakke ud nu--og hvor skulde de ogsaa +sidde? + +Men Bai holdt ikke op, og de gjorde Holdt ud for en Mark, hvor Rugen +var sat i Stak. + +De fik en af Kurvene af Vognen, og satte sig i en Stak tæt ved +Grøften. + +Bai spiste, som havde han ikke set Mad i otte Dage. + +-Skaal, Huus, sagde han. Godt Selskab. + +De snakkede og bød rundt af Krukkerne og spiste. + +-Det glider dog, Tik, sagde Bai. + +Folk kom forbi paa Vejen og skævede til dem. + +-Velbekomme til Maden, sagde de og gik videre. + +-Skaal, Huus, god Fornøjelse. + +-Tak, Fru Bai. + +-Det styrkede, sagde Bai. De var paa Vognen igen. Men hed er hun, hva' +Marie? + +-Ja, sagde Marie, hun glinsede. Hed er 'en. + +-Nu naar vi snart Skoven, sagde Huus. + +De kørte frem. Derude laa Skovkanten, blaasvøbt i Varmen. + +-Mærk, hvor Granerne dufter, sagde Katinka. + +De naaede Skovbrynet, og tætte Graner kastede Skygge langt hen over +Vejen. De aandede op alle sammen, men de talte ikke, mens de kørte +langsomt hen gennem Skoven. Granerne stod fra Vejen ind i lange lige +Rader som Mørket lukkede. Og ingen Fugl, ingen Sang, ingen Støj. + +Kun Insekterne som stod i store Stimer ud fra Granerne op i Lyset. + +De kom igen ud af Skoven. + +-Svært højtideligt derinde--ikke? brød Bai Tavsheden. + +Hen mod Middag var de i Bøgeskoven og tog ind i Vogterhuset. + +Bai sagde: Det gør godt at række sig. Man maa strække Benene, Huus; og +han gik hen og satte sig til at sove under et Træ. + +Huus hjalp til med Udpakningen: De har saa nemme Fingre, Huus, sagde +Katinka. Marie gik til og fra og varmede Krukkerne op i hedt Vand inde +i Køkkenet. + +-Det sagde altid min Svigermor, sagde Huus. + +-Svigermor.... + +-Ja, sagde Huus ... min Forlovedes Mor.... + +Katinka sagde ingenting. Knive og Gafler raslede ud af Papiret, hun +holdt. + +-Ja, sagde Huus, jeg har aldrig talt om det: Jeg har været forlovet en +Gang. + +-Saa? det vidste jeg ikke. + +Katinka lagde Knivene om. Marie kom tilbage. + +-Vi kunde gaa ned til Dammen, sagde Huus. + +-Ja, naar Marie vil kalde. De gik henad Stien ind i Skoven. Dammen var +en Mosesø lidt inde; Træerne strakte store Kroner ud over det mørke +Vand. + +De havde ikke talt paa Vejen. Nu sad de paa en Bænk foran Søen ved +Siden af hinanden. + +-Nej, sagde Huus, jeg har aldrig faaet talt om det. + +Katinka saa' tavs ud over Vandet. + +-Det var min Mo'er, sagde han, som saa gerne saa' det ... For +Fremtidens Skyld. + +-Ja, sagde Katinka. + +-Og saa blev det ... et helt Aar ... til hun gjorde det forbi. + +Huus sagde det afbrudt, med lange Pavser, ligesom skamfuldt eller +vredt. + +-Det er jo saadan, sagde han igen, med Forlovelse og Ægteskab. + +En Fugl slog op i Triller derinde i Skoven. Katinka hørte hver Tone i +Stilheden. + +-Og saa er man fejg oven i Købet og bli'r i det, sagde Huus igen. +Rigtig saa inderlig træg-fejg ... Dag for Dag. + +-Jeg blev i det--Tonen var lav--til #hun# gjorde det forbi. + +-Fordi #hun# holdt af mig. + +Katinka lagde sin Haand sagte kærtegnende ned paa hans, som han +støttede stærkt mod Bænken: + +-Stakkels Huus, sagde hun blot. + +Og hun sad og klappede hen over Haanden, sagte og mildnende: den +Stakkel, hvad han havde lidt. + +De sad saadan, nær hinanden. Middagsheden dalede ned over den lille +Søs Vand. Myg og Fluer summede i Sværme. + +De talte ikke mer. Maries Raaben vækkede dem. + +-De kalder, sagde Katinka. + +De rejste sig og gik tavse henad Stien. + +-De blev alle saa lystige ved Bordet. Tilsidst drak de gammel +Aalborger-Portvin til Pundkagen. + +Bai sad i Skjorteærmer og sagde hvert Øjeblik: Ja, Kinder, her er s'gu +rart i den grønne danske Skov. + +Han fik et Anfald af Ømhed og vilde have Katinka paa Skødet. Hun rev +sig løs: Bai dog, sagde hun. Hun var blevet baade bleg og rød. + +-Man generer sig nok for de Fremmede, sagde Bai. + +Der var blevet en Stilhed. Katinka begyndte at pakke Kurvene, og Huus +stod op. + +-Ja, sagde Bai, om vi nu gik en Trip oven paa Maden. Han tog Frakken +paa. Man skal dog hjælpe paa Fordøjelsen. + +-Ja, sagde Katinka, I kunde gaa lidt, mens jeg pakker. + +Huus og Bai gik hen ad Vejen. Bai gik med Hatten i Haanden og havde +det varmt af Heden og den gamle Portvin. + +-Ser De #der,# Huus: #der# har De Ægteskabet, min Fa'er, sagde han. +Saadan er 'et og ikke anderledes. + +-Det ka' s'gu ikke nytte--det de allesammen skriver, og som man sidder +og tyller i sig i "Læsetasken" om Ægteskabet og Kyskheden og alt det +... og Troskaben og--"Fordringer", som de er lige saa stive i som +gamle Linde i "Fadervor". + +-Det er jo meget godt sagt, og det lyder jo net--og det gi'r de Folk +noget at skrive om. Men ser De: det berører ikke #Sagen#, ser De, +Huus.... + +Han standsede og slog ud med Straahatten foran Huus: + +-Nu saa' De jo: jeg har Lyst--og Katinka vil ikke ... dejlig +Sommerdag, hvor man har spist godt ude i det Grønne, og +ligemeget--ikke et Kys en Gang. + +-Det er saadan med Fruentimmer ... Man ka' aldrig regne med dem. De +har 'et i Perioder, ser De, Huus-- + +-Mellem os sagt, Bai rystede paa Hovedet, der er s'gu tidt svært for +en Mand i sine kraftigste Aar.... + +Huus slog Brændenælder ned med sin Stok. Han svang den, saa de +knækkede, som var de mejede. + +-Ja--#det# er Sagen, sagde Bai, som hele Tiden gik og saa' betænkelig +ud ... men det taler de s'gu' ikke no'et om i "Tasken". Men Ægtemand +og Ægtemand imellem--vi véd, hvor Skoen trykker. + +De hørte Katinka raabe bag dem, og Huus svarede med et Halløj, der lød +højt hen gennem Skoven. + +Katinka var munter igen: De skulde vel nu sove til Middag under +Træerne, sagde hun. Hun vidste en Plads, en dejlig Plads under en +Eg--og hun gik iforvejen for at finde den. + +Huus gik efter. Han kukkede som Gøgen hen gennem Træerne. Bai hørte +ham le og jodle. + +-Ja, sagde han, han ka' sagtens le--han staar udenfor 'et. + +Lidt efter sov Bai under den store Eg med Næsen i Vejret og Hatten +liggende paa Maven. + +-Nu skal De sove, Huus, sagde Katinka. + +-Ja-a, sagde Huus. De sad hver paa sin Side af Egestammen. + +Katinka havde taget Straahatten af og lænede Hovedet mod Træet. Hun +sad og saa' op i Egen. Helt, helt oppe i Kronen faldt Solstraalerne +ind som dryppende Gulddraaber i det grønne ... og Fuglene sang inde i +Underskoven. + +-Hvor her er smukt, hviskede hun og bøjede Hovedet frem. + +-Ja--her er smukt ... hviskede Huus igen. Han sad med Armene om sine +Knæ og stirrede op i Kronen. + +Det var saa stille. De hørte begge Bais Aandedrag; et summende Insekt, +som de fulgte med Blikket op mod Kronens grønne; og Fuglene, der +kvidrede, saa nær, saa fjernere. + +-Sover De? hviskede Katinka. + +-Ja, sagde Huus. + +De sad igen. Huus lyttede, rejste sig saa varsomt og gik frem. Ja, hun +sov. Hun saa' ud som et Barn med Hovedet paa Siden og Munden lidt +aaben til et Smil i Søvne. + +Huus stod længe og saa' paa hende. Saa vendte han stille tilbage til +sin Plads, og lykkelig, med Øjnene op i Egen, lyttede han til hendes +Søvn. + +Da Marie-Pige vækkede dem med nogle vældige "Hejda" til Kaffen, havde +Bai sovet Ærgrelsen væk med den gamle Portvin. + +En Cognac gør godt i det Grønne, sagde han. En lille rar Cognac i det +Grønne. + +Til den lille Cognac kunde Bai igen et Stykke Pundkage. Bai var en +stærkt forbrugende Natur. + +-Dejlig Kage, sagde han. + +-Det er Huus' Kage, sagde Katinka. + +-Naa, ja, sagde Bai. Naar vi andre bare maa fortære den.... + +Efter Kaffen kørte de. Bai var træt af at have Tømmerne, og han tog +Huus' Plads paa Bagsædet hos Katinka. De var en Smule døsige +allesammen--den hede Sommersol stod paa, og Støv var der ogsaa paa +Vejen. Katinka sad og saa' paa Huus' Nakke, bred og dygtig brun af +Solen. + +I Hotelgaarden var der tæt med fraspændte, forladte Vogne. Koner og +Piger, som lige var kommet af Agestolene, rystede Skørterne og fik +glattet sig. Til Kælderstuen var alle Vinduerne slaaet op; den kogende +Punch gik rigeligt rundt til Kortenspillet. Et fistelstemmet Klaver +havde travlt med "min Valdemar" i Salslængen bag de nedrullede +Gardiner. + +-Det er en af Agnes', sagde Katinka. + +-Det er Nattergalene, sagde Bai. Iaften maa vi ind og høre, hvordan de +kvidrer. + +Katinka holdt sig tæt til Salslængen, da de gik. Men man saa +ingenting. + +-Inte kikke, sagde Bai, Entré ved Kassen.... + +Inde bag Gardinerne begyndte en Kvinderøst med Skrig at anraabe "min +Charles".... + + --Oh min Charles-- + send mig dog et Brev-- + +-Aa, sagde Katinka; hun blev staaende ved Vinduet og nikkede. Det er +den-- + +-Agnes kan den.... + + --Hvorhen du altid skrev.... + +-Kom nu, Tik, sagde Bai. Gaa du med Huus. jeg baner Vej, naar der +bli'r Stimmel. + +-Men vi kan altid kun det første Vers, sagde Katina, hun blev ved at +lytte, mens hun tog Huus' Arm. + + --Hvorhen du altid skrev-- + +anraabte Skrigepotten. + +-Der staar sædvanlig kun det samme i de andre, sagde Huus. + +-Kommer I, raabte Bai. + +Udenfor Porten sang en ranglet Kælling om Massemorderen Thomas og +pryglede hans ophængte Kontrafej med et Spanskrør. Tilskuerne stod og +saa' benauede ud og sendte Omkvædet frem, langtrukkent som et Amen i +Kirken. + +Pigerne gik Arm i Arm, i lange Rader med stive Ansigter, forbi +Karlene, som "saa' sig dem ud" staaende i Klump foran Teltene, med +Piber, og Hænderne gravet ned i Bukselommerne. + +En Karl gik frem. + +-Goddag, Mari, sagde han. Og Mari rakte ham Spidsen af Fingrene: +Goddag, Søren, sagde hun. Og hele Pigerækken standsede og ventede. + +Søren stod lidt foran Mari og saa' først paa sin Pibe og saa paa sine +Støvler: Farvel, Mari, sagde han. + +-Farvel, Søren. + +Og Søren gik tilbage til sin Kreds, og Pigeraden lukkede sig igen, og +de gik videre med indsnærpede Munde. + +-Satan til Manér, sagde Bai, at spærre Gaden. + +Konerne sankede sig i Klumper og stod med bedrøvelige Ansigter, som +var de til Lig, og mønstrede hinanden. Naar de talte, hviskede de +uhørligt, som om de ikke rigtig kunde aabne Munden, og naar de havde +sagt to Ord, stod de igen tavse og saa' stille fornærmede ud. + +Man kom ikke frem. Jeg bruger Albuerne, sagde Katinka. Hvert Øjeblik +blev hun stødt ind til Huus. + +-Hold Dem blot tæt til mig, sagde Huus. + +Man hørte ikke Ørenlyd for den ranglede Massemorderske og et Par +Lirekasser, som blandede General Bertrands Afskedskvad sørgeligt med +Ajaxernes Duet. Latinerne sked ud og ind og peb i Fingrene, og sløve +Landsbyunger pustede Skrigeballoner op og lod Ballonerne skrige ud, +mens de gloede ud i Luften med ubevægelige Ansigter. + +Solen stod lige ned paa Gaden og bagte baade Folk og Honningkager. + +-Pyh, det er varmt, sagde Katinka. + +-Her skal vi ha'e Vafler, raabte Bai. + +-Vafler, min Dame, Vafler--af Tyrolerferdinands brunøjede Datter.... + +-Vafler, Huus, Vafler, sagde Katinka, hun skubbede sig ind gennem en +Pigemur, der spærrede Gaden. + +Pigerne hvinte: Naa da, Latinerne havde syet deres Skørter sammen. + +-Det er Latinerknægtene, skreg et Par Lømler fra Borgerskolen. De +brugte Knappenaale at hægte med. + +Pigerne løb sammen i Klynge for at komme løs: Uh da, hylede de, Uh da. +Latinerne passede deres Snit og brød ind som Lyn for at nappe dem i +Benene. + +-Uh da--Der blev en Hvinen. Katinka skreg med af Kaadhed. + +Vafler, min Dame, Vafler--af Tyrolerferdinands brunøjede Datter. + +De kom hen til Ovnen: Tre Vafler, min Herre, hollandske, femten Øre. + +-Strø Sukker, du brunøjede. + +Den brunøjede strøede Sukker med de bare Fingre: Ja min Dame, sagde +Manden--hun har kendt bedre Dage. + +-Gi'r De en Drikkeskilling; og han hvinede det ud over Gaden: til +Tyrolerferdinands brunøjede Datter. + +Den brunøjede raslede avtomatisk med en fremstrakt Sparebøsse og saa' +ud, som hun hverken hørte eller saa'. + +-Sukker, du brunøjede. + +Den brunøjedes Fingre greb atter i Sukkeret. + +De kom op paa Torvet. Man bli'r døv, sagde Katinka, hun holdt sig for +Ørene. Den store Trylleprofessor Le Tort kæmpede paa et højt Stillads +med to Pavker mod Musiken fra tre Karusseller. En hvidmalet Pjerrot +slæbte en Stortromme op foran Verdens største Arena: + +-Den største Arena, mine Damer og Herrer, den verdensberømte Arena.... + +Han musicerede ved at sætte sig haardt med den bageste Legemsdel paa +sin Tromme. + +-Miss Flora--Miss Flora i den høje Trapez.... + +Det var lige foran dem: Miss Flora--Luftens Dronning--mine Herrer--ti +Øre ... Udraaberen svingede en Allarmklokke i sin højre Arm. + +-Luftens Dronning--ti Øre.... + +Professor Le Tort var forbitret. Han skreg om al Verdens Vidundere, +saa hans Stemme knækkede, og han besluttede sig til gratis at +fabrikere de fem hundrede Alen Silkebaand ... Han begyndte at gylpe +oppe paa sit Stillads og trække Silkepapirsstrimler ud af sin Hals, +mens han blev rød i Hovedet, som han skulde faa et Tilfælde. + +-Luftens Dronning--for ti Øre-- + +I Verdens største Arena stod Pjerrot paa Hovedet over Trommen og +dunkede Trommeskindet med sin Hjærneskal.... + +Karussellerne gik til Horn og Lirekasser.... + +-Mine Damer, Luftens Dronning ... Luftens Dronning--ti Øre. + +Der var stegende Sol og Honningkage-Duft og skubbende Stimmel og Støj. + +-Hvor det er dejligt, sagde Katinka. Hun saa' op til Huus og skuttede +sig ganske lidt, som en Kattekilling i Hede. + +-Det er Konen, sagde hun. + +-Hvem? sagde Huus. + +-Hun, der vaskede. + +Det var Luftens Dronning, der entrede op ad Trappen med lyserøde Ben +i Snørestøvler og bredt vrikkende Derrière. + +-Miss Flora--Luftens Dronning #saa# kaldet--ti Øre. + +Luftens Dronning var med Vifte, som hun haandterede som Figenblad; hun +gnaskede Blommer, før hun skulde ind og gaa tilvejrs. + +-Skal vi derind, sagde Katinka. + +-Tik, raabte Bai. Han vilde se "Slangedamen". De arbejdede sig frem +gennem Trængselen og kom forbi en Karussel. Marie kørte paa Løve, +halvt paa Skødet af en Kavallerist. + +Katinka vilde ogsaa op at køre. Bai sagde Tak til at gi'e Penge for at +faa Kallunet vendt. Katinka fik en Inderhest ved Siden af Huus. De +begyndte at køre, langsomt og hurtigere. Hun nikkede til Bai og lo ad +alle de Ansigter, som drejede rundt. + +-Sikken Stimmel, sagde hun. Man saa' bort over alle Hovederne. + +De kørte anden Gang. Grib Ringen, sagde Katinka og bøjede sig frem +over Huus. + +-Pas dog paa, sagde han og tog om hende. + +Katinka smilede og bøjede sig tilbage. Ansigterne begyndte at svømme +ud for hende. Det var blot noget sort noget--sort og hvidt--som blev +ved at dreje rundt. + +Hun blev ved at smile, mens hun lukkede Øjnene. + +Det var, som Markedslarmen og Musiken og Stemmerne og Hornene, der +skingrede, brød sammen i én Brusen i hendes Øren, mens alt gyngede +sagte. + +Hun aabnede Øjnene lidt: Jeg ser ingenting, sagde hun og lukkede dem +igen. + +Det ringede og begyndte at gaa sagtere: Endnu en Gang, sagde hun. De +kørte igen. Huus havde rakt sig indad--hun vidste ikke, hun støttede +sig til hans Skulder. Grib den, sagde hun, de fløj Ringen forbi, og +hun lo ind i hans Ansigt. + +Hun sad med halvaabne Øjne og saa' ind i Kredsen. + +Det var, som om alle Ansigterne var trukket paa en Snor. + +Hun kendte, svimmel, Marie--hun var kommet op igen--i Vogn med sin +Kavallerist.... + +Hun sad paa hans Knæ.... + +Hvor hun saa' ud--saa daanefærdig.... + +Og alle de andre--saa de laa hen--som halvdøde--ind til Karlene.... + +Katinka rettede sig pludselig op: alt Blodet var gaaet hende til +Hovedet. Karussellen holdt. + +-Kom, sagde hun. Hun stod ned af Hesten. + +Bai stod ved Ringpælen; Katinka tog hans Haand: Man bliver svimmel, +sagde hun og traadte ned paa Jorden. Hun var ganske bleg af den megen +Køren. + +-Huus, tag Tik, sagde Bai. Jeg er Fyrtaarn. Han kneb Marie i Armen, +hun kom ned af Karussellen med sin Kavallerist. + +Marie var flov ved at se Herskabet og strittede til den blaa. + +-Brillant, saa hun skær 'en, sagde Bai, som satte i Vej. + +-Det er lige her, sagde Katinka. Huus bød hende sin Arm. + +Slangedamen Frøken Theodora viste sine dorske Dyr frem ved Siden af +Karussellen. Det var nogle fede Slimdyr, som hun tog ud af en Kasse +med Uldtæpper. Frøken Theodora kildede dem under Halen for at faa dem +lidt livligere. + +-De fordøjer, Frøken, sagde Bai i Klubtonen. + +-Hva' gør de, sagde Frøken Theodora. Tror De ikke, Dyrene er levende? +Frøken Theodora tog Fordøjelsen som en fornærmelse. + +Hun slog Slangen om Halsen og kradsede den i Hovedet, saa den aabnede +Gabet og drev det til en Hvislen. + +Frøken Theodora kaldte den sin Kæleunge og gemte den inde paa +Brystet. Frøken Theodora var af Kæmpedameomfang og i Pagedragt. + +Slangen lod stille sin Hale daske mellem Frøkenens Knæ. Nussedyr, +sagde Frøken Theodora. + +-Kom, sagde Katinka, det er ækelt. Hun havde taget Huus' Arm i +Væmmelsen. + +-Ja, sagde Ejeren, der tog det for Angst og var smigret: Svære Bæster, +lille Dame ... Men hun har gjort det med Løver. + +Katinka var ude: + +-At man kan gøre saadan no'et, sagde hun; det rystede gennem hende. + +-Ja, sagde Bai og følte sagkyndig rundt. Ejeren havde opfordret "den +Herre" til at overbevise sig om, at Dyrene virkelig bevægede sig "saa +godt som paa det blottede Legeme". + +-Ja, sagde Bai, Kød er det.... + +"Slangedamen Frøken Theodora" smilede forsonet, mens hun lagde sine +"Nussedyr" i Kasse. + +-Ja, sagde Ejeren, hun har gjort det med Løver, min Herre. + +-I otte Aar, min Herre, sagde Frøken Theodora. + +Huus og Katinka var henne over Torvet. Det begyndte at mørkne saa +smaat, og alle Udraaberne hylede med Fortvivlelsens Iver omkap paa +Stilladserne. + +-Nedsat Pris--nedsat Pris--min Dame, raabte Professoren ned til +Katinka, han tørte Sveden af sig med "det sælsomme +Lommetørklæde"--tyve Øre med Kæreste.... + +Katinka gik hurtigere, saa Bai knap kunde indhente dem. + +Folk begyndte at blive gladere. Slingrende Karleklynger løb syngende +ind paa Pigeraderne, som opløste sig med Hvin; og Parrene begyndte saa +smaat at kæres langs ad Teltgaderne. + +Der stod en svær Støj ud af Beværtningsteltene og oppe fra den +brunøjede, hvor Cognac'en gik til Vaflerne. + +De tre Politibetjente haltede af ved Stokke. Det var letsaarede fra +Krigene, og de holdt sig sammen for at hævde Ordenen: rundt om bag +Teltene og i Klyngerne hørte man Latinernes pludselige Fingerpiben +skingre gennem Støjen. + +Det mørknedes mer og mer, mens Katinka og Huus gik ned langs Teltene +og købte. + +I Teltene tændte de allerede Staldlygter, som lyste sparsomt ned over +Hjerter og Honningkager. Madammerne bag de høje Diske polerede +Honningkagerne med den flade Haand, saa de skinnede, og langede dem +ned til Huus og Katinka paa en lang Skovl. + +Bai kom til og købte ogsaa. + +Huus havde købt Katinka en lille japanesisk Bakke i Markedsgave. Hun +gav ham en Honningkage. + +-Hva', sagde Bai. Gi'er du Huus Honningkage ... Gi' ham et Hjerte.... + +-Madam, raabte han op. Et Hjerte her.... + +-Et Hjerte--min Herre--med Vers.... + +-Bai, sagde Katinka.... + +-Vi faar en Byge, sagde Huus bagved dem. + +-Satan heller. Bai vendte sig fra Disken. + +De første Draaber faldt: Det bli'r en Skylle, sagde Bai. + +-Der er Ly i Panoramaet, sagde Huus. + +-Ja. Katinka tog Bais Arm. Kom, sagde hun. + +Der var en Renden til alle Porte. Koner og Piger slog Skørterne over +Hovedet og løb af med Lommetørklæderne i Firkant over de nye Hatte. + +-Hej, hej, sagde Bai, nu kommer s'gu Klokkerne frem. + +Pigerne stod rundt i Portene, blaastrømpede og med de islandske +Uldklokker om Stolperne. + +De Handlende halede Varer ind og svor og bandede. Latinerne fór +skingrende afsted og lod sig gennembløde. + +-Her er 'et, sagde Katinka. + +-Hele Italien, mit Herskab, for halvtreds--Manden var hæs og pakket i +Uldtørklæder--tre Gange--værs'agtig-- + +-Hvor det skyller, sagde Katinka. Hun stod under Teltaabningen og +rystede sig og saa' ud. + +Vandet kom som fra Sluser. Der var allerede Oversvømmelse over det +halve Torv. De letsaarede løb haltende rundt under Paraplyerne og +løftede Rendestensbrædder. + +Rundt under Telte og i Porte stod det halvvaade Kvindekøn og saa' +defekt ud. + +Inde i Panoramaet var der tomt og ganske stille. Man hørte Regnens +tunge, ensformige Fald mod Taget, og saa var det blevet saa køligt. + +Det var, som Katinka aandede op efter al Larmen. + +-Hvor det gør godt, sagde hun. + +-Det er Landsdele, sagde Bai, som var begyndt at kigge i Gluggerne. + +-Det blaa Vand, sagde han og gik videre. Han foretrak at gaa ud i +Forstuen for at se, hvad der kunde vise sig under de islandske +Nederdele. + +Katinka blev siddende. Hun følte sig som nyfødt herinde, alene med +Huus i Stilheden, under den faldende Regn. + +-De spiller ikke, sagde hun. + +-Nej--for Regnen.... + +De hørte begge efter Regnens Fald. + +-Den Støj, der dog var, sagde hun. + +Katinka vilde helst være blevet siddende der, stille, og have lyttet +efter Regnen. Men hun rejste sig dog: Er det Italien, sagde hun. + +-Han sagde det. + +Hun saa' ind af en Glug: Ja, sagde hun, det er Italien. + +Der var kunstigt Lys derinde foran Billederne, der straalede i stærke +Farver. + +-Hvor det er smukt.... + +-Det er Golfen, sagde Huus, ved Neapel. + +Billedet var ikke slet. Blinkende Sol laa over Golf og Strand og +Stad. Baade fløj hen over Vandets Blaa. + +-Neapel, sagde Katinka sagtere. + +Hun blev ved at se ind. Huus saa' i Gluggen ved Siden af det samme +Billede. + +-Har De været der? + +-Ja--to Maaneder. + +-At sejle #der#, sagde Katinka. + +-Ja--til Sorrento.... + +-Sorrento. Katinka gentog det fremmede Navn sagte og dvælende. + +-Ja, sagde hun--at rejse. + +De gik ned langs Gluggerne og saa' ind paa Billederne ved Siden af +hinanden. Regnen faldt svagere mod Taget--tilsidst kun dryppende +Draaber. + +De saa' Rom, Forum og Kolosseum. Huus fortalte derom. + +-Det er saa storartet, sagde Katinka, at man bliver bange. + +-Jeg holder mest af Neapel.... + +Udenfor begyndte Lirekasserne at spille, Karussellerne ringede. +Katinka havde næsten helt glemt, hvor hun var. + +-Det regner vist ikke mer.... + +-Nej, det er ovre. + +Katinka saa' sig om i Rummet: Saa venter Bai, sagde hun. + +Hun gik tilbage, og hun saa' endnu en Gang ind over Bugten ved Neapel +med de ilende Baade. + +Bai kom ind og sagde, at Gaden igen var overgivet til den planmæssige +Færdsel. + +-Saa gaar 'et vel til Skovs? sagde han. + +De gik. Luften var kølig og renset. Store glade Flokke drev henad +Vejen mod Skoven. + +Træerne og Tjørnehækken duftede, efter Regnen. + +Solen gik ned, og henne ved Skovindgangen tændte man de kulørte Lamper +paa Æreporten. Karlene drev af med Pigerne om Livet. Alle Bænkene +langs Vejen var fulde. I ømme Stillinger sad de og kæredes +forborgent. + +De begyndte at høre Musiken fra Dansepladsen og den summende Lyd af de +mange Stemmer. + +-Nu skal vi træde Dansen, sagde Bai. + +Udenfor Danseestraden var der fuldt af halvvoksne Knøse og Piger, som +saa' til ind over Rækværket. Inde paa Gulvet stampede de Trippevals, +saa det drønede. + +-Kom, Tik, sagde Bai, vi aabner Ballet. + +Bai dansede voldsomt og blev ved ud og ind mellem Parrene. + +-Bai dog, sagde Katinka, hun var aandeløs. + +-Man kan svinge den endnu, sagde Bai. Han dansede forkert i +Vrikketakt. + +-Bai dog.... + +-Man ka' faa hende varm endnu, sagde Bai. De kom hen til Huus. + +-Nu maa man holde sig i Øvelsen, sagde han og Slog Hælene sammen som +paa Klubballerne, og røre Damerne. + +Katinka følte sig saa trykket ved Bai. + +-Bai er saa kaad, sagde hun, da han var gaaet. + +-Vil De danse engang med mig, sagde Huus. + +-Ja--om lidt--lad os vente lidt.... + +De saa' Bai vrikke løs med en fyldig Bondepige i Fløjelsliv. + +-Lad os gaa lidt, sagde Katinka. + +De gik ud af Estraden, et Stykke henad Vejen, hvor Musiken var døet +hen. + +Katinka satte sig: Sæt Dem, sagde hun. Man bli'r saa træt. + +Der var saa stille i Skoven. Kun et Par løsrevne Toner kom nu og da +henimod dem. De sad tavse. Huus rodede med en Pind i Jorden. + +-Hvor er hun nu? spurgte Katinka med ét. Hun sad og saa' ned for sig. + +-Hun? + +-Ja--Deres--Forlovede.... + +-Hun er gift--Gud ske Lov.... + +-Gud ske Lov? + +-Ja--man synes dog altid, man havde et Ansvar--naar hun nu, #der#, +sad hen.... + +-Det kunde De da ikke gøre for.... + +Katinka tav lidt: Om hun holdt af Dem. + +-Hun #holdt# af mig, sagde Huus, det véd jeg nu. + +Katinka rejste sig. Har hun Børn? sagde hun, de var atter et Stykke +henad Vejen. + +-Ja--en lille Dreng. + +De talte ikke mer, før de kom til Estraden. Skal vi saa danse, sagde +Katinka. + +De smaa Lygter var tændt rundtom og gav kun sparsomt Lys ned over +Bænkene langs Siden. Parrene svingede ud i Lyset og igen tilbage i +Mørket; inde paa Gulvet var det hele noget uroligt sort noget, der +gled ud og ind. + +Huus og Katinka begyndte at danse. Huus dansede roligt, førte sikkert. +Det var Katinka, som kom hun til Hvile her i hans Arm. + +Hun hørte det altsammen--Musik og Stemmer og Trampen--som noget ganske +fjernt, og følte kun, at han førte hende saa sikkert, ud og ind. + +Huus blev ved at danse paa den samme stille Maade. Katinka mærkede sit +Hjerte banke, og at hendes Kinder brændte. Men hun bad ham ikke holde +op og talte ikke. + +De blev ved at danse. + +-Ser man Himlen, sagde Katinka pludseligt. + +-Nej, sagde Huus, Træerne skygger. + +-Saa Træerne skygger, hviskede Katinka. + +De dansede. + +-Huus, sagde hun; hun saa' op paa ham, og vidste ikke, hvorfor hendes +Øjne blev fulde af Taarer, jeg er træt. + +Huus stansede og værnede om hende med Armen gennem Trængselen. + +-Vi morer os, sagde Bai. Han snurrede forbi dem ved Indgangen. + +De traadte ned ad Trinet og gik henad en Sti. + +Det var ganske mørkt mellem Træerne; det var, som det var blevet +hedere igen efter Regnen, og de blomstrende Tjørne sendte en +gennemtrængende Duft imod dem. + +Rundt mellem Træer og Underskov hviskede og rørte det sig, og +omslyngede Par gemte sig paa Bænkene i Mørket. + +-Huus, Bai venter os vist, sagde Katinka--kom. + +De vendte om. + +-Ja, sagde Bai, saa gaar vi hen til Skrigepotterne. Der er nogle +"Sangerinder" herhenne i Pavillonen--nette Piger, siger de.... + +-Jeg skal bare først trippe Afsked med den lille Landdame derhenne.... + +-Sving De Katinka en Gang, Huus. At hun ikke sidder stille. + +Huus lagde Armen om Katinka, og de dansede igen. + +Katinka vidste ikke, om de havde danset et Minut eller en Time, da de +gik gennem Skoven henimod Pavillonen. + +Fem Damer sang imod dem fra Døren. De slog med Kvastestøvlerne og +holdt to Fingre ind mod Hjertet: + + --Her komme vi + det glade Kompagni + mod Mandens Tyranni.... + +-Her er en hyggelig Krog, sagde Bai. Her ka' vi se Damerne.... + +De satte sig. Man saa' knap Ansigterne rundtom for Røg og Dunst. De +fem Damer sang om Bajonetter og Uforfærdethed. Da de var færdige, drak +de Punch og koketterede ved at putte Rosenblade ind under +Brystudskæringen og fnise bag nogle sjadskede Vifter. + +-Nette Piger, sagde Bai. + +Katinka hørte knap; Huus sad med Hovedet i Hænderne og stirrede paa +det snavsede Gulv. + +En lille Pianist, der lignede en Græshoppe, sprang over et Klaver, som +om han vilde spille med sin tynde Næse. + +Damerne skændtes om, "hvem der skulde".... + +-Det er dig, Julie, blev der hvisket arrigt bag Vifterne. Det véd +#Gud#--det er Julie. + +-Skorstensfejeren, sagde Julie højt ud over Folk. + +-Den er #forbudt#--skreg et Par Damer bag Vifterne ned til +Pianisten--Sørensen, hun synger, hvad der er forbudt. + +Nede i Salen slog de med Glassene. + +-Pyh, fordi Josefine ikke ka' synge den. + +Damen Julie sang "Skorstensfejeren": + + Skorstensfejeren August-- + har til Vaabenskjold en Kost.... + +Bai dundrede, saa han var nær ved at slaa Toddyglassene sønder: + +-Hva' si'er du, Tik, sagde han. + +Katinka fór sammen, hun havde slet ikke hørt efter. Jo, sagde hun. + +-Kvik, sagde Bai, kvik. Han klappede igen. + +-Romancesangerinden Frøken Mathilde Nielsen, raabte Frøken Julie. + +Romancesangerinden Frøken Mathilde Nielsen var langskørtet og +højtidelig. De andre Damer sagde: Mathilde har Stemme. Mathilde var +faldet som Barn og havde flækket Næsen. + +Hun lagde straks under Forspillet Haanden paa Hjertet: + +Det var Sangen om Sorrent. + + Hvor den høje og dunkle Pinie + Laaner Skygge til Bondens Vigne, + Hvor ved Golfen Orangelunden + Dufter liflig i Aftenstunden; + Hvor ved Stranden Baaden gynger, + + Hvor i Byen glade Klynger + Gaar i Dansen, mens de synger, + Synger højt Madonnas Pris. + Aldrig, aldrig, jeg forgjetter + Disse Dale, disse Sletter, + Disse maaneklare Nætter, + Napoli--dit Paradis. + +Frøken Mathilde Nielsen sang sentimentalt med lange, tremolerende +Toner. + +Da Sangen var endt, applavderede "Damerne" ved at slaa med Viften i de +flade Hænder. + +Romancesangerinden "Frøken" Nielsen takkede bukkende. + +-Tror jeg ikke, Tik vander Høns over "Foredraget", sagde Bai. Katinka +sad virkelig med Taarer i Øjnene. + +De kom udenfor: Nu gaar vi hjem over Kirkegaarden, sagde Bai. + +-Over Kirkegaarden, sagde Katinka. + +-Ja--det er den nemmeste Vej--og der er #kønt#. + +Katinka og Huus gik sammen, og de fulgte efter Bai. De kom ud af +Skoven og gik gennem en Allé. Støj og Musik svandt bort bag dem. + +-Ja, sagde Bai, en bevæget Dag--en godt anvendt Dag. Han blev ved at +snakke op: om Dansen--saa det skær', de Landsbybørn--og +"Damerne"--"Frøken Julie", frisk Pige i Støvlerne, kæk Pige--og +Marie--naa--vi vil faa at se, hva' den har staaet paa ... jeg kender +hende.... + +De to andre talte ikke. Ingen af dem hørte efter heller. Der var saa +tyst, at de hørte deres egne Skridt paa Jorden. For Enden af Alléen +ragede Kirkegaardens Jernport op med sit store Kors. + +-Men Bai, sagde Katinka. + +-Tror du, her er Spøgelser, sagde Bai. Han aabnede Sidelaagen. + +De gik ind. Katinka tog Huus' Arm i Laagen. Kirkegaarden laa i +Dæmringen som en stor Have. Roser og Buksbomhække og Jasminer og +Linde duftede tungt, og graa og hvide Sten ragede op mellem Hækkene. + +Katinka tog saa fast om Huus' Arm, mens de gik. + +Bai gik i Forvejen. Han travede langs Busketterne og slog ud med +Armene, som om han vilde jage Høns op. + +Katinka stansede: Se dog. + +Der var hugget ud gennem Træerne, saa man saa' ned over Markerne til +Fjorden. Dæmringen svævede som et Slør over det dunkelblanke +Vandspejl, stille og drømmende. + +Det var tyst, som om Livet var døet ud under den duftfyldte Luft ... +Ubevægelige stod de tæt ind til hinanden. + +Langsomt gik de videre. Katinka stansede af og til og læste +Indskrifterne paa Stenene, der lyste frem i Dæmringen. Hun læste dem, +Navne og Aar, med sagte og skælvende Stemme. + +-Elsket og savnet. + +-Elsket ud over Graven. + +-Kærlighed er Lovens Fylde. + +Hun traadte nærmere og løftede Hængepilens Grene: Hun vilde læse +Navnet paa Stenen. + +Saa raslede det bag Pilen. + +-Huus, sagde hun og tog krampagtigtom hans Arm. + +Noget satte flygtende ud over Gærdet. + +-Det var et Par Mennesker, sagde Huus. + +-Hvor jeg blev bange, sagde Katinka, hun holdt Hænderne for Brystet. + +Hun blev ved at gaa tæt ind til ham, mens hendes Hjerte bankede. + +De talte ikke mer. Det raslede i Busketterne nu og da, og Katinka fór +sammen. + +-Min lille Ven, min lille Ven, hviskede Huus som til et Barn. Katinkas +Haand skælvede under hans. + +Bai stod ved Enden af Gangen. + +-Er I der, sagde han. + +Han aabnede Laagen. Den klappede til i Jernhængslet efter dem. + +Ude i Alléen tog Bai Huus til Side: + +-Det er s'gu dog en Skandale, sagde han ... at det skal +#eksistere#--en Vanhelligelse af det hellige Sted ... Kiær havde jo +sagt mig det ... hvordan det var--med de Røvere.... + +-Men jeg troede s'gu ikke, at det var muligt.... + +-Ikke en Gang at ha'e Følelse for Døden--Dødens Have--føj for +Satan.... + +-Man ka', Fanden ta'e mig, ikke en Gang være i Fred paa Bænkene.... + +Huus kunde have slaaet ham. + + * * * * * + +De kom ned gennem Gaderne. Teltene stod lukkede og øde. Hist og her +sankede en Handlende sine Varer sammen ved en ensom Lygte. + +Værtshuslarm trængte ud i Gaden. Søvnige og duknakkede drev man parvis +hjem. + +I Hotelporten kom Marie til Syne. Hun var søvndrukken og mat. + +Katinka ventede ved Vognen. Rundtom blev der spændt for og kørt +afsted. "Nattergalene" sang højt ud i Gaarden, + +De kom til Sæde. Bai vilde køre og sad med Marie. + + Oh du--min Valdemar! + Jeg elsker dig.... + +-De holder ud, sagde Bai. + +De kørte gennem Natten; forbi Skoven; frem over de flade Marker. + +Marie hang, sovende, krumbøjet over Kurven i sit Skød. Huus og Katinka +sad tavse, stirrende ud i Egnen. Nu og da talte Bai. + +-Hoho--mine Dyr-- + +-Naa--saa langsomt-- + +Og der blev stille som før. + +Bai vilde ha'e "en Opmuntring" og fik purret til Marie, til hun fandt +en Portvinsflaske. + +-Vil I ha'e? sagde han. + +-Nej--Tak, sagde Huus. + +-Det er s'gu Uret, Bai tog Flasken fra Munden. En Mave maa ha'e no'et +mod Nattekulden. + +Bai tog en Slurk til. Det lærer man i Felten, sagde han. + +Han begyndte at tale om Preusserne og Krigen. + +-Godmodige Folk, sagde han, ta'et én for én--svære Ædere--svære +Ædedolke--men gode Hjerter--rigtig gode Hjerter--én for én--men i +#Korpset#--Satan staa i dem.... + +Ingen svarede. Marie nikkede igen. + +Katinka ønskede blot, at han dog vilde tie. + +-Men svære Ædere, sagde Bai igen. + +Han begyndte at blive patriotisk og talte om gamle Danmark og et +blodigt Banner. Saa faldt han hen i tavse Betragtninger, da ingen +svarede. + +Man hørte kun Hestenes Larm i Seletøjet. Nu og da galede en Hane over +Markerne. + +-Tag Sjalet paa, sagde Huus, det er koldt. + +Varsomt lagde han det blaa Sjal om Katinkas Skulder. + +Lidt efter lidt gryede Dagen over Markerne. + + * * * * * + +-Der gi'es vel Frokost, sagde Bai. De var hjemme og stod utidige paa +Trappen i den graa Morgen. + +-Ja, hvis du vil, sagde Katinka. + +Men Huus maatte hjem. Det var den høje Tid. + +-Naa--sagde Bai--som De vil, han gabede og gik ind. Marie var slæbt af +med Kurvene. + +Huus og Katinka blev alene. Hun lænede sig til Dørstolpen. De tav +lidt. + +-Saa Tak for idag, sagde hun. Det kom sagte og usikkert. + +-Som om det ikke var mig, der skulde takke. Det kom som et Udbrud, og +i et Nu havde Huus grebet hendes Haand og kysset den to Gange, tre +Gange med hede Læber. + +Og var tilvogns og borte. + +-Hva' Pokker tog ham, sagde Bai og kom ud. Er han væk? + +Katinka stod paa samme Plet: Ja, sagde hun, han kørte. + +Hun støttede sig til Døren og gik stille ind. + + * * * * * + +Katinka sad ved det aabne Vindu. Dagen var brudt frem. Lærker og alle +Fugle jublede over den vide Eng. Der var fuldt af Sang og Sol og +Kvidren over de sommerlige Marker. + + + + +IV + + +Lænkehunden sov i den hede Gaard og lod sig ikke vække. Et Par skurede +Bøtter var stillet til Tørring i Solen. + +Katinka aabnede Gangdøren; man hørte kun Fluernes Summen gennem de +lyse, kølige Stuer. + +Hun gik ind gennem Havestuen ud i Haven. Der var ikke et Menneske og +ganske tyst. Paa Krocketplænen laa Kugler og Køller forladte. +Rosenbuskene hang i Heden. + +-Er det Dem, lille Fru Bai. Det kom halvsagte fra Lysthuset og Fru +Linde nikkede: Ja, Linde læser jo Præken. + +-De er ude i Baghaven allesammen--Kiærs kom jo, et helt Læs med deres +Fremmede ... Og det er jo ubelejligt, naar Linde læser Præken.... + +-Er Kiærs her? sagde Katinka. + +-Ja ... de kom her til Kaffe--de er i Baghaven--og den nye Doktor +ogsaa ... Og De, som har været til Marked ... Huus fortalte om det. + +-Ja--det var en dejlig Dag, sagde Katinka. Hun havde ondt ved at faa +Ordene frem, saadan bankede hendes Hjerte. + +Gamle Pastor Linde kom frem i Havedøren. Han havde Lommetørklæde om +Hovedet. Lommetørklæderne kom frem hver Fredag Aften, naar Pastor +Linde begyndte at læse paa sin Præken. + +-Er det lille Fru Katinka, sagde han. Og De har det godt? + +Gamle Pastor kom hen i Lysthusdøren. Han vilde høre om Markedet. + +Katinka vidste knap hvad hun selv sagde. Mens hun talte, følte hun +blot en pludselig ubeskrivelig Længsel efter Huus. + +-Ja--han er rigtig et godt Menneske, sagde Fru Linde, da Katinka havde +talt noget; og Katinka blev blussende rød. + +-Ja, sagde gamle Pastor, et rart Menneske. + +Han tog Lommetørklædet af og lagde det paa Lysthusbordet foran sig. +Han blev ved at spørge om Markedet: Vore Folk kom hjem henad Morgen, +sagde han. + +-En Gang ska' de jo more sig ... Gamle Pastor smaasnakker, og Katinka +svarer uden at have forstaaet et Ord. + +-Lille Linde--din Præken.... + +-Ja, Lille Mo'er. Ja, lille Frue, siger han, det er allerede blevet +Lørdag idag. + +Gamle Pastor sjokker af med Lommetørklædet i Haanden. + +-Vil De ikke ned til de andre, lille Fru Bai, siger Fru Linde.... + +-Hvis jeg ikke kan hjælpe ... med noget.... + +-Ellers Tak ... jeg gi'r dem jo bare, hvad jeg har ... lidt Ærter og +Skinke.... + +Katinka rejste sig. + +-Gaa gennem Gaarden, sagde Fru Linde. + +Katinka havde ikke set Huus i tre Dage siden Markedet; hvor hun dog +havde ventet og haabet, og frygtet hvad hun haabede. Nu skulde hun se +ham. + +Latter og Støj slog fra Baghaven langt ud over Marken. Katinka aabnede +Laagen og gik ind. + +-Den dejlige Kone kommer, raabte Agnes. De legede Enke paa den store +Plæne. + +Katinka havde kun set Huus, han stod der midt i Klyngen. Hvor han var +bleg og saa' sørgmodig ud. + +Katinka tænkte: han har været søvnløs ligesom jeg. Og hun smilede til +ham frygtsomt, med let bøjet Hoved som en ung Pige. + +Hun fik Agnes og de kom til at staa foran Huus. + +-Aa, pyt, sagde Agnes til Huus, man kender det: De har naturligvis +haft Tømmermænd ... Derfor har De været usynlig i tre Dage.... + +-Og vi har ventet Dem.... + +-Igaar vilde Fru Bai slet ikke lade os faa Kaffen, fordi vi skulde +vente paa Dem. + +Katinka saa' ned i Jorden, men hun stansede ikke Agnes. Det var hende, +som hun selv fik ham sagt, hvorledes hun havde ventet ham. + +-Og er det saa en Opførsel, naar man skal staa Fadder til et Par ægte +Kropduer, sagde Agnes. + +De to andre fik ikke sagt et Ord. Men Katinka følte Huus' Blik paa +sig, og hun blev staaende med bøjet Hoved foran ham. + +De blev ved at lege Trold og Enke. Hun saa' kun ham. De vekslede kun +Legens Ord med halvsagte Stemme. Ingen af dem vilde have kunnet tale +helt højt. + +Katinka vidste ikke, at hendes Hænder i Legen dvælede i hans og slap +dem tøvende. + +Der skulde dækkes til Aften i Lysthuset. Gamle Pastor og Pastor +Andersen kom med Louise-Ældst og Lille-Jensen. + +-Naa, sagde Agnes, saa fik vi da endelig Lugt paa Skinken. + +Før de kom tilbords, havde Louise-Ældst allerede sjippet foran den nye +Doktor og vist sin "Skønhed". + +Da alle var kommet til Sæde i Lysthuset, raabte Gamle Linde ud af +Døren: Om der ikke var glemt et Par paa Kærlighedsbænken. + +"Kærlighedsbænken" var en gammel mør Bænk mellem to Træer nede ved +Dammen. + +-Der er saa rart mørkt, sagde Fru Linde. + +-I gamle Dage, sagde Fru Linde, da Sønnerne sværmede, da kom der +altid et Par dernede fra--det vil sige, hver sin Vej her om Lysthuset +... ja--de Dage.... + +"Kærlighedsbænken" var Fru Lindes bedste Tema. + +-Ja, ja, Linde, #der# er nogle blevne lykkelige, sagde hun. + +Hun begyndte at tælle op alle dem, som var blevet forlovede i +Præstegaarden. #Den# og #den# og #den# ... Det blev en almindelig glad +Snakken over hele Bordet om al den Forelskelse og Forlovelse. + +-Ja--den Sommer, da baade Rikard og Hans Beck blev forlovede. + +-Agnes vidste da, hun havde altid rusket med Laasene, før hun aabnede +Dørene.... + +-Og Nøddegangen da-- + +-#Naa#, ja man #kunde# komme til Forstyrrelse.... + +-Der raslede altid noget afsted mellem Grenene.... + +-Frøken Horten havde et #slemt#, gult Skørt ... det #skinnede#.... + +-Ja, siger Gamle Pastor, man maa jo vogte sig for de stærke Farver.... + +-Men der er dejligt i Nøddegangen, plumper det ud af en ung Pige. + +Og der bliver en Latter, saa de kaster sig frem over Bordet. + +-Linde, Linde, raaber Fru Linde, husk, det er Lørdag. Gamle Pastor +lér, saa han faar Hoste. + +-Men det #havde# virkelig været, som hørte man en evig Kyssen i alle +Kroge.... + +-Ja, ja, siger Fru Linde, som tager det praktisk, de er kommet meget +godt an.... + +-Skaal, lille Fru Katinka, ska' vi drikke, vi gamle, siger Pastoren. + +Katinka fór sammen: Tak.... + +Der blev talt om et ungt Par, det sidste fra Kærlighedsbænken. De +havde allerede faaet en Dreng. + +-Var det en Dreng, de havde faaet? + +-Ja, en dejlig Dreng. + +-Han vejede otte Pund, sagde Fru Linde. + +-Og et Hjem har de. + +-Som det var #blæst#.... + +-Og en Kurren--det var saamæn Hvedebrødsdagene endnu. + +De var færdige med at spise, og Fru Linde gjorde Tegn til Pastoren. + +-Ja, ja, siger Gamle Pastor, siger vi saa Skaal til Mo'er. + +-Tak for Mad. + +Alle rejste sig, og der blev en Summen ud i Haven. Katinka lænede sig +mod Væggen. Det var som Støj og Tale derude var saa langt borte, og +hun saa' kun Huus' blege, bevægede Ansigt, hans elskede Ansigt. + +Et Par Piger kom for at tage af Bordet, og Katinka gik ud i Haven. De +skulde lege Skjul. Agnes var i Gang med "Elle--tælle ... Ni--ti".... + +Gamle Pastor sagde Godnat. Det er jo Lørdag, sagde han. Han mødte Bai +oppe ved Laagen: Godaften, Stationsforstander ... ja, jeg maa til min +Præken.... + +Louise-Ældst stod ved den store Jasminbusk. Der blev en Flyven og en +Gemmen bag alle Buske. + +-Hun sér, hun sér, raabte én, som fór forbi Jasminbusken. + +Og saa blev der stille. + +-Jeg #kommer#. + +Katinka gik ind i Lysthuset. Hun lukkede Døren efter sig: hun var saa +træt. Og alle Ordene fra Bordet havde ligesom lagt sig om hende som en +stor og hjælpeløs Smerte. + +Hun sad saadan stille, da Døren blev aabnet og lukket: + +-Huus.... + +-Katinka--Katinka dog ... Det lød fortvivlet og i Graad; og han #rev# +hendes Hænder til sig og kyssede dem og kyssede, mens han laa ned for +hendes Fødder. + +-Ja, min Ven--ja, min Ven. + +Katinka løsnede sine Hænder og støttede sig et Nu til hans Skulder, +mens han knælede: Ja, Huus, ja. + +Taarerne løb ned over hendes Kinder. Saa ubeskrivelig ømt lod hun +Haanden glide gennem den hulkendes Haar: + +-Aa--kære Huus--Tiden vil mildne dette her ... De ... + +-Naar De--hun tog Hænderne bort fra hans Haar og støttede sig til +Bordet--nu rejser ... og vi ikke ses mere.... + +-Ja--Huus--saadan som det jo #maa# være.... + +-Men jeg vil altid huske Dem--bestandig og altid.... + +Hun talte saa mildt med tusind sorgfulde Kærtegn i sin Stemme: +Katinka, sagde Huus, han løftede Ansigtet, der var badet i Graad. + +Katinka saa' ned paa hans Ansigt, hvor hun elskede hvert Træk. Øjnene, +Munden, hans Pande--som hun aldrig mere skulde se; aldrig mere være +ham nær. + +Hun gik et Skridt som for at gaa. Saa vendte hun om mod Huus, der stod +ved Bordet. + +-Kys mig, sagde hun og lagde Hovedet ind til hans Bryst. + +Han tog hendes Hoved mellem sine Hænder og hviskede under Kys +bestandig hendes Navn. + +-Ude i Haven fløj og fór de. Louise-Ældst styrtede gennem Nøddegangen +efter den nye Doktor, saa hun nær havde revet Bai og Kiær over Ende i +Gangen. + +-Ja--vi var til Marked, sagde Bai, gemytlig Dag ... Saa' et Par kvikke +Pi'er i Skoven--flinke Pi'er i Støvlerne.... + +-Formelig #Pust#, gamle Kiær. + +-Huus sagde det, siger Kiær. + +-Huus, Bai stanser og taler halvdæmpet, Huus--hvad sagde jeg? Aa, det +Menneske forstaar sig s'gu ikke no'et paa Fruentimmer.... + +-Han sad saa genert som en pillet Kylling og saa' paa "Nattergalene" +... en ren Ynk, gamle Kiær, at se paa--den rene Ynk for et +proportioneret Mand-folk.-- + +Louise-Ældst faldt om i den nye Doktors Arme oppe foran Jasminbusken. + +Det begyndte at skumre. Rundtom i Haven drev Par og Par. Et Navn blev +raabt højt ned gennem Gangen: Ja--a, lød det saa fra Egnen om Dammen. + +Og saa, mens Helligaftenklokkerne klang, blev alt mere stille. Tavse +drev man sammen til den store Græs-bænk, og der taltes kort og dæmpet. + +Katinka sad ved Siden af Agnes. Præstefrøkenen kælede altid for "den +dejlige Kone". + +-Syng lidt, Frøken Emma, sagde Agnes. + +En lille Dame begyndte at synge, mens de sad rundtom paa Græsbænken. +Det var Sangen om Hr. Peder, der kasted Runer over Spange. Alle de +unge Piger faldt ind i Omkvædet. + +Agnes vuggede den dejlige Kone sagte frem og tilbage, mens hun sang: + + Fagre Ord + Skaber kort min Glæde. + Fagre Ord + Volde tit vi græde, + Fagre Ord. + +Og der blev stille igen. + +De sang Sang efter Sang, #saa# én Stemme, #saa# faldt flere ind. + +Katinka blev siddende hos Agnes, tavs ind til hende. + +-Syng med, dejlige Kone, sagde Agnes og bøjede Ansigtet ned mod +Katinka. + +Det var blevet helt Aften. Buskene rundtom stod som store Skygger. Og +efter den hede Dag var Luften dugfrisk og fuld af Duft. + +En Herre talte til Huus, og han svarede. Katinka hørte hans Stemme. + +-"Marianna" er saa køn, sagde Frøken Emma. + +-Ja, syng "Marianna". + +Bliv dog siddende, sagde Agnes til Katinka, hvorpaa hun og Frøken Emma +sang: + + Under Gravens Græstørv sover + Stakkels Marianna-- + Kommer Piger: græder over + Stakkels Marianna. + -- -- -- + Slangen sig om Hjertet snoede, + Fred ej mer paa Jorden boede, + Stakkels Marianna.... + +-Fryser den dejlige Kone? + +-Vi skal vel hjem, sagde Katinka. + +Hun rejste sig: Det er vist sent, sagde hun. + + * * * * * + +De var ude af Haven. Hun havde sagt ham Farvel. + +Hun havde set hans Ansigt, sørgmodigt og blegt, mens han bøjede sig +hastigt ned over hende. Hun havde følt hans Haandtryk, krampagtigt, +saa det smertede, og hørt Bais: + +-Djø's, Huus, vi ses. + +Og hastigt, mens hun tvang sig til at le ad noget, hun ikke havde +hørt, gav hun Haanden rundt til alle; og Agnes tog hende om Livet og +løb med hende op til Havelaagen-- + +Den klappede to Gange og faldt i.... + +Og bag dem sang de derinde. + +Lad os gaa denne Vej, sagde hun. Det var en Sti over Markerne, langs +Præstegaardens Have; man maatte gaa en for en. + +Katinka gik langsomt bag efter Bai. + +-Godnat, lød det over til dem. Gamle Linde var kommet op paa sin Høj. +Han var med Lommetørklæde. + +-Godnat, Hr. Pastor. + +-Godnat. + +De gik videre over Marken. Ved Præstens "Godnat" var Taarerne +pludselig sprunget frem af Katinkas Øjne, og hun blev ved at græde +stille. Hun vendte sig om to Gange og saa' tilbage mod Linde paa hans +Høj. + +-Kommer du? sagte Bai. + +De kom hjem. + +Og Bai saa' til Sporet og puslede snakkende rundt og kom til Ro; og +hun gik og gjorde alt det daglige, dækkede Møblerne til og vandede +Blomsterne og lukkede. + +Det var altsammen som gennem et Slør, i Drømme. + +Hun stod op den næste Dag og hun tog fat paa alt det vante; Ti-Toget +kom og gik og hun sad ved Vinduet foran Markerne, der laa som igaar. + +Hun talte, blev dagligdags spurgt og gav dagligdags Svar. Hun var ude +i Køkkenet for at hjælpe Marie Pige. + +Vinduer og Døre stod aabne. Ovre fra Annekset begyndte Klokkerne at +ringe. + +Marie Pige var midt i en lang Snak, da Fruen sagde: + +-Jeg gaar i Kirke. + +Og borte var hun, før Marie fik svaret. + +Næsten som Fruen #løb# henover de solhede Marker. + + + + +V. + + +Et Par Dage efter rejste Katinka "hjem". + +Hendes ene Broder havde en Købmandsforretning i hendes Fødeby; hos ham +boede hun; de andre Brødre havde alle Vinde spredt. + +Svigerinden var en rar lille Kone, som bragte Barn til Verden hvert +Aar og trimlede halv genert og fortrykt rundt i sit evige Svangerskab. +Hun var blevet meget magelig og en Del fordummet. Hun kom jo ikke til +stort mer end til at føde og amme. + +I Huset var der altid en af Stuerne, hvor man ikke var naaet til at +faa Gardinerne op. De laa renstivede og ventede spredte over alle +Stole. Vasket blev der altid om de mange Smaa; der var Smaasnore +allevegne med Linned og Sokker. Maden til Maaltiderne blev aldrig +færdig i rette Tid, og der var altid for faa Tallerkener, naar man +endelig kom tilbords. + +-Lille Mi og Mo'er spiser sammen, sagde den lille Kone. + +Dørene klaprede uafladelig, og hver halve Time hørte man et Hvin som +af stukne Grise gennem Huset. Det var en af de Smaa, som faldt ned et +eller andet Sted i Krogene. De havde altid Buler for og bag. + +-Naa, sagde Broderen. Nu igen-- + +-Ja, hvad skal jeg gøre, Kristoffer, sagde den lille Kone. + +Hun sagde altid: Ja, hvad skal jeg gøre, Kristoffer; og saa' hjælpeløs +ud. + +Lidt efter lidt kom der med Katinka Ro i Huset. Hun trængte til at +have noget at gøre, til at vide, hun var nyttig; og hun gik saa +lydløst om, mens alt blev gjort. + +Den lille Svigerinde sad som lettet og smilte taknemligt fra sin Stol +i en Krog--hun sad altid i Krogene, bag en Sekretær eller ved Siden af +Sofaen--med sit forknytte Smil. + +Katinka blev helst derhjemme inden Døre. Her var de gamle Møbler +hjemmefra og alle de gamle Ting: Faderens Mesterstykke, Egetræskabet +med de udskaarne Figurer paa Dørene--hjemme stod det i Stadsstuen, +midt imellem Vinduerne. + +-Det er Moses og hans Profeter, sagde Faderen. Katinka syntes, at "de +Mænd" var det forunderligste af alt i Verden. + +Og Marmorbordet, som var blevet købt paa en Auktion, og hvor de "fine +Ting" stod i symmetriske Rader: Sølvsukkerskaalen med Kanden og +Sølvbægeret, der var en Hædersgave fra Lauget. + +Mens hun gik rundt og ordnede Huset, fandt Katinka stadig Erindringer +derhjemmefra, en gammel Kop med Inskription, et gulnet Skilderi, tre, +fire Tallerkener.... + +De gamle Tallerkener, med de blaa Kinesere og Haven med de tre Træer +og den lille Bro over Bækken ... Hvor de dog havde fortalt hinanden +mange Historier om de Kinesere, hjemme om Søndagen, naar de brugte det +fine Stel. + +Katinka bad, om hun maatte beholde de gamle Tal-lerkener. + +-Om Du #maa#? sagde den lille Kone ... Aa, Gud--det er jo kun Skaar +(#alt# var Skaar der i Huset)--her bliver alt skamferet ... men hvad +skal jeg gøre? + +Katinka blev, som sagt, helst inden Døre, eller hun gik op paa +Kirkegaarden til Graven. #Der# oppe var bedst. Hun syntes tit, hun var +som en Enke, der sad dér ved sin Mands Grav. + +Han var død saa hurtig, de havde levet sammen saa kort, og nu var hun +alene, helt alene. + +Bedst som hun sad, læste hun Indskriften paa Gravstenen, Faderens og +Moderens Navne. + +Om de havde elsket hinanden? Faderen, der altid brummede og sad og +blev vartet op--og Moderen, der var blevet saa ganske anderledes, da +han var død, som om hun blomstrede op igen med ét.... + +Saa #lidt# hun dog havde kendt til sine Forældre. + +Ja, saa lidt de kendte til hinanden--alle Mennesker, som levede og gik +rundt ved Siden af hinanden.... + +Katinka lænede Hovedet mod Taarepilens Stamme. Hun følte en bitter +Sørgmodighed, hun aldrig før havde kendt. + +Paa Gaderne eller i Byen kom hun sjældent. Der var saa meget nyt +allevegne, og alt var anderledes end den Gang. Lutter nye Ansigter, og +nye Navne, Folk, hun ikke kendte. + +Hun havde været henne i den gamle Gaard. Der var bygget Bagstuer i +deres gamle Værksted. Og der var sat Vinduer ind og nye Døre; og der +var lavet Gavlkammer i deres gamle Dueslag. + +Katinka gik ikke mere ind i den gamle Gaard. + +Thora Berg havde hun mødt paa Gaden. + +-Men, det,--jo, det var den gamle Stemme--det er jo Katinka.... + +-Ja. + +-Men Pigebarn--hvor kommer du her? ... Og ligner ganske dig selv.... + +-Og du, sagde Katinka, hun havde Taarer i Øjnene. + +-Jeg--forbarme sig--jeg er jo bosiddende her--siden i Foraaret--vi +blev forflyttet. + +-Ja--min Pige--der er løbet noget Vand i Stranden ... Du har vel ingen +Børn? + +-Nej.-- + +-Tænkte det nok. Tak du din Gud--min Pige--jeg har fire ... og fem +Pensionærer ... Ja--man skal ikke række langt med næstældste +Kaptejnslønning.... + +-Men du ... Hvor boer I, Børn--stadig paa det gamle Sted ... Aa +Gud--vi ved Militæret har jo ikke blivende Arne.... + +Thora blev ved at tale. Katinka gik ved Siden af hende og saa' paa +hende. Egenlig var det det samme Ansigt; men det var blevet som +strammet i alle Linjer og saa gult og spidst mod Hagen. + +-Du sér paa mig, min Pige, sagde Thora, ja, du, det er just ikke bar +Klubballer at leve.... + +Hun sagde, hun vilde besøge hende og tage hende med hjem i Reden. + +-Men det er Repetitionstid, du--og vi sidder til Halsen i franske +Gloser.... + +De skiltes. Katinka blev staaende og saa' efter hende. Hun havde en +kort, stumpet Fløjelstrøje paa og en gul Kjole. Det var alt sammen +taget paa skraa, og saa' ud, som det var lidt for snævert. + +De saas først igen omtrent en Uge efter i Kirken. + +-Om man kommer udenfor sine Døre? Ja--har jeg ikke villet være hen hos +dig hver Dag, sagde Thora. Kom nu til os paa Onsdag, du ... Onsdag +Klokken tre ... Onsdag har man mest Fred, sagde hun. + +Katinka var der om Onsdagen. + +Thora var i Køkkenet, da hun kom, og Katinka ventede i Dagligstuen. +Stuen var for stor til Møblerne, Thoras gamle Udstyrsmøbler, der var +blevet slidte og blegede: de stod og ligesom strakte sig for at naa +hinanden langs Væggene. Ved Vinduet stod der en moderne Blomsterholder +med en Gummiplante og en Rørflugtstol med et broderet Tæppe. Det var +Pragtmøblerne. + +Paa Bordet laa nogle Digtsamlinger i falmede Bind og et Par +Rhinpanoramaer, Erindringer fra Kaptejnens og Thoras Bryllupsrejse. + +Paa høje gultapetserede Vægge hang der nogle Blomsterstykker i smalle +forgyldte Rammer. Det var Roser og Stedmodersblomster med store +Dugdraaber, der saa' ud som Glasperler, spredt over Bladene. Katinka +kendte dem, Thora havde malet dem som ung Pige. + +-Ja, man pynter op med de gamle Talanger, du, sagde Thora, hun kom +ind, mens Katinka saa' paa Rosene med Glasperlerne. + +Kaptejnen aabnede Døren i Lærredsfrakke og Fliptøj: #Skal# der spises? +spurgte han. + +-Vi har jo fremmede, Dahl, sagde Thora. Og Døren blev lukket. Dahl +tegner Kort du, sagde hun. + +Kaptejnen kom til Syne igen i Løbefrakke. Meget kært, meget kært, +sagde han og begyndte at gaa op og ned ad Gulvet. Naar Kaptejnen ikke +tegnede Kort eller kommanderede, havde han altid en Forfalds-Datum og +et langt Regnestykke i Hovedet. Det var Rester fra Løjtnantsdagene og +Bryllupsrejsen med de to Rhinpanoramaer. + +Thora sad og snakkede en hel Mængde. Katinka tænkte paa, hvor hun dog +havde faaet nogle urolige Øjne, som saa gik til Døren, og saa til +Dahl, mens hun blev ved at pludre. + +-Den er et Kvartér, sagde Kaptejnen. + +-Drengene er ikke kommet, sagde Thora. + +-Og derfor spiser vi ikke, sagde Kaptejnen. De maa vide, Fru Bai, det +er Drengene, som er Herrer i Huset. + +Thora sagde ingenting. Kaptejnen satte sig paa en afsides Stol ved +Skrivebordet. Rygstykket faldt af. + +-At den Stol dog aldrig kommer hen, sagde han. + +-Ja--Dahl.... + +-Vi har nu ventet paa det et halvt Aar, Fru Bai, sagde Kaptejnen. Han +bukkede let henimod hende. Det er saadan #Skik# her i Huset. + +Drengene meldte sig ned ad Loftstrappen som den vilde Jagt. + +-Der er de, sagde Thora. De gik ind i Spisestuen. Kaptejnen havde budt +Katinka Armen, Thora satte stille det nedfaldne Rygstykke op igen, saa +det støttede mod Væggen. + +-Hvor har I været? sagde Kaptejnen. + +-Vi har badet, sagde Drengene. De havde røget en Time paa en +Grøftekant og saa stukket Hovedet i et Vandfad. + +-Disse er #mine#, sagde Thora. Og med mine mente hun en niaars Dreng +og tre vandkæmmede Smaapiger. + +Kaptejnen spiste Natron til Maden og tørrede efter hver Mundfuld +Napoleonsskægget, der var vikset og velplejet i det trætte Ansigt. + +Kaptejnen talte om Lønningsforholdene ved Jærnbanen. + +Drengene var fem Godsejerlømler, der sad i Realklasser. De kaldte +"mine fire" for "Tiggerungerne" og gav regelmæssigt den niaars +Buksevand. Forresten var de ret godmodige. + +De aad som Ulve og sagde, at de var aldrig mætte, undtagen "hjemme paa +Gaarden". + +Den niaars sad med store, gammelkloge Øjne og saa' fra Drengene til +Thora. + +-Der er Skaar paa Porcellænet for at hædre de fremmede, sagde +Kaptejnen; han rakte Katinka Agurkesalaten i et skaaret Fad. + +-Aa, det kommer saa let, Hr. Kaptejn, sagde Katinka. + +Den ene af Drengene blev ved halvhøjt at bede om flere Kartofler; han +havde set, der ikke var fler paa Fadet. + +-Der er Agurker, sagde Thora: Vil Dahl ha'e mer.... + +-Du faar jo selv ingenting, sagde Katinka. Vi har jo--kære.... + +-Kære Fru Bai, sagde Kaptejnen, det er hendes Fornøjelse. Her i Huset +kender vi ikke til den Ting, som hedder Ro. + +Thora skar Kødet for den mindste af de Vandkæmmede: + +-Hr. Kaptejnen er i saa godt Humør idag--ka' du høre, sagde hun og lo. +Hva' Kaptejn? + +Kaptejnen var altid i det Humør. + +-Hvad fik Gustav i Geografi? + +-Godtspørgs, kom det med Bas fra en Tallerken. + +-Tror Gustav, at hans Fa'er vil være tilfreds med det? + +-Fa'er er lige glad, sagde Bassen. + +De rejste sig fra Bordet. Alle Døre i hele Huset klaprede efter +Drengene. + +-Ja, Fru Bai, sagde Kaptejnen. #Det# er Thoras Invasion. + +-Hun er bange for, vi en Gang kunde faa Fred i Huset. + +Kaptejnen gik til sine Kort. Thora rumsterede med mange Slags +Kaffeblandinger bag Selvkogeren. + +-Kan jeg dog ikke hjælpe dig? sagde Katinka. + +-Tak, min Pige. + +Thora havde faaet røde Pletter paa Kinderne og holdt sig i +Tindingerne: Det er altid lidt meget om Middagen du, sagde hun. + +-Men du ta'er det osse for uroligt, Thora, sagde Katinka, som selv var +ganske hed. + +-Naar man har det Styr fra Morgen til Aften, min Pige, sagde Thora. + +Hun kom ikke til Ro ved sit Sybord. Døren gik uafladelig. Drengene +havde svoret, at "den Kaffesludder sku' de ikke ha'e"--og de rutschede +hvert Minut op og ned ad Loftstrappen for at spørge om Gloser. + +Thora holdt Haanden for Panden og gik fra Engelsk til Tysk. + +Den niaars "øvede" i Spisestuen. + +-Nikolaj--altid skal du øve, naar jeg har Hovedpine ... Hold dog op! + +Nikolaj listede stille fra Klaveret. Thora skændte altid paa sine +"egne", naar hun var ble ven pint af "Fødepumperne". + +Thora satte sig hen i Sofahjørnet og trak Benene op under sig, som hun +saa ofte gjorde som ung Pige. + +De talte om Folk i Byen. + +-Ja, det er lutter ny Familjer--de gamle er borte. + +-Ja, de gamle er borte, sagde Katinka. Hun saa' paa Thora, der havde +lænet Hovedet mod Sofaryggen og lukket Øjnene. Hvor dybt de var faldet +ind, hendes Øjne. + +-Jeg véd snart ingen andre af de gamle end din Broder, sagde Thora. + +-Aa, jo, dog.... + +Thora lo: Gud, din stakkels Svigerinde, sagde hun: er hun virkelig ved +det igen? + +-Ja, Stakkel. + +De sad lidt. Saa sagde Thora og aabnede Øjnene: + +-Ak, du--vi er her jo alle for Forplantningen. + +Thora lukkede Øjnene, og de to Veninder sad tavse. + +-Ja--du, sagde Thora saa: Livet er underligt. + +Katinka blev ikke til The. Hun sagde, hun havde lovet at komme hjem. +Hun trængte til at komme ud i frisk Luft og være ene. Da hun kom ned +paa Gaden, fik hun den Idé, at hun vilde gaa lidt hen til "Frøkenen". +Der var saa stille hos den Gamle og saa uforandret. Katinka bøjede om +i Frøkenens Gade. Hun fik Taarer i Øjnene ved at se de tre grønne +Linde udenfor Vinduerne. Hun havde ogsaa siddet med Graaden i Halsen +hos Thora--hele Tiden. + +Hun gik op ad den lille Trappe ved Siden af den grønne Kælderhals og +bankede paa. Lugt af Roser og Sommeræbler slog hende imøde, da hun +lukkede op. + +Frøkenen nussede om med Rosenblade bredt ud paa Avispapir paa +Sovekammersengen, til Potpourri. + +-Og de fra Holmstrup havde været der--alle de unge Piger.... + +-De vil jo ha'e deres Bær af Træet, siger hun--nu er det paa Slut.... + +Katinka maatte ud at se Træet og "mine Roser".... + +-Der havde just lige været tre Roser til Madam Bustrøms Krans--ja--der +havde været det.... + +-Tre Roser havde der saamæn været.... + +De gik ind igen. Frøkenen smaasnakkede ud og ind, saa hendes Ord tabte +sig mellem Dørene. Katinka sad paa Forhøjningen; hun sagde kun nu og +da et Ja eller et Nej. Gennem den aabne Køkkendør saa' man ud i den +grønne Have, Fuglene kvidrede, saa det hørtes herind. + +Hvor her var stille, som om der slet ingen anden Verden var. + +Katinka saa' paa de gamle Billeder, gulnede i deres skæve Rammer, hun +genkendte hvert et. Sølvkaffekanden paa Bordet, Pragtstykket med de +tre Par ægte Kopper, og paa Konsollen foran det graanede Spejl de fine +Nipsting dækkede af udbredte Lommetørklæder, og Stykkerne over Gulvet +til alle Døre, og Kattene, som snurrede rundt paa deres Puder. + +Hun kendte det alt. + +Frøkenen blev ved at smaasnakke og gaa ud og ind. Katinka hørte ikke +mer. Det begyndte at skumre herinde, hvor Lindene skyggede, og de +gamle Kroge laa i Halvmørke. + +Det var anden Gang Frøkenen nævnte Huus' Navn ude fra Køkkenet. +Katinka fór sammen. Hun troede, hun selv havde sagt det højt, i +Tanker. + +-Der er jo en Hr. Huus paa Jeres Egn, sagde Frøkenen igen. + +-Ja, Forvalter Huus, sagde Katinka. Kender De ham? + +Frøkenen kom frem i Døren. Men om hun kendte ham! Han var jo kødeligt +Næstsøskendebarn til Fætter Karls paa Kærsholm. + +-Dem fra Kærsholm, der var gift med Lundgaarder i to Led. + +Og hun begyndte at fortælle om Huus og om hans Moder, der var en +Lundgaard--af de Lundgaarder paa Falster--og om deres Gaard og om hans +Slægt og om Fætter Karl paa Kærsholm og om den ganske Familje, mens +hun gik frem og tilbage. + +Hun tændte Lys i Køkkenet og hun syslede med Roserne inde i Sovekamret +paa Sengen. Katinka sad stille i sin Krog og hørte kun hans Navn, der +bestandig vendte tilbage. + +Første Gang, at hun hørte hans Navn i alle de Uger. + +-Men hvordan er han? sagde Frøkenen. Hun kom ind og løftede Katten, +der sov, op af Lænestolen, og hun satte sig nedenfor Forhøjningen med +Hænderne foldede over Katten i sit Skød. + +Katinka begyndte at tale--nogle almindelige Ord, tøvende, og som om +hun tænkte paa noget andet. Men saa tog det hende: at tale om ham, at +nævne hans Navn, at kunne nævne hans Navn. + +Og hun fortalte om Julen og om det blaa Sjal og Nytaarsaften, da han +kom i Slæden, og Vinternætterne, naar de fulgte ham paa Vej under de +mange Stjerner.... + +-Ja, sagde Frøkenen fra sin Stol, ja, det er rare Mennesker ... de +Huus'er. + +Katinka blev ved at tale med dæmpet Stemme gennem Halvmørket, fra sin +Krog. + +-Da Foraaret kom, hvordan han havde hjulpet hende i Haven; han havde +plantet Roserne ud; han kunde alting.... + +-Ja, sagde Frøkenen, det er en rar Familje. + +-Og Sommerdagene der kom--og Markedet ... alt fortalte hun om-- + +Frøkenen var begyndt at nikke i sin Stol--Frøkenen blev let søvnig, +naar hun skulde høre--og snart sov hun med Hænderne foldede over sin +Kat. + +Katinka holdt inde og sad tavs. Udenfor blev Gassen tændt og lyste +Stuen op: Billederne paa Væggen, det gamle Uhr og Frøkenen, som sov +med sin Kat paa Skødet og Hovedet ned paa Brystet. + +Frøkenen vaagnede og løftede Hovedet: + +-Ja, sagde hun, han er et rart Menneske. + +Katinka hørte ikke, hvad hun sagde. Hun rejste sig blot for at gaa og +komme bort. Og ude i den friske Luft, langs Vejene bagom Byen, hvor +hun gik, var det kun som hendes Længsel voksede for hvert eneste +Skridt. + + * * * * * + +Et Par Dage efter fik hun en Morgen Brev fra Bai. Det mærkeligste her +er gaaet for sig, skrev han, er med Huus. Forrige Uge rejste han til +København i Forretninger, sagde han. Og nogle Dage efter skrev han saa +til Kiær, kan du tænke dig, at han bad ham løse ham fra hans Plads. +Han havde faaet Lejlighed til at rejse til Holland og Belgien, skrev +han--paa et Stipendium kan du tænke dig, og vilde sende en +Stedfortræder, og denne Stedfortræder kom igaar. Kiær bander og jeg +var ogsaa ked af det, nu, vi havde vænnet os saa godt til den +Tørvetriller. + +Brevet laa opslaaet foran Katinka paa Bordet. Og hun havde læst det +igen og igen: Hun havde ikke vidst, at hun dog haabede. Men hun +#havde# troet, det var altsammen kun en Drøm: et #Under# maatte ske. +Men hun #maatte# se ham igen, og han vilde ikke rejse. + +Og nu #var# han dog rejst. Rejst og borte. + +Broderbørnene snadrede om hende ved deres Mælkebrødskopper: + +-Tante, Tante Tik! + +Den næstmindste faldt ned af Stolen og brølede. + +-Jesus, dog, faldt Emil, sagde den lille Kone. + +Katinka løftede Emil op og tørrede hans Ansigt, og, uden selv at vide +det, vendte hun tilbage til sit Brev. + +Rejst og borte. + +Men nu vilde hun hjem, være hos sig selv og ikke blandt disse +#fremmede# Mennesker. + +Idetmindste vilde hun hjem. + + * * * * * + +Det var den sidste Eftermiddag, hun var der. Barnepigen var draget i +Plantagen med Flokken. + +Katinka og Svigerinden sad alene i Stuen. Svigerinden rugede over sit +Børnetøj. + +Saa lagde, midt som de sad, den lille Kone Hovedet ned over Syæsken og +hulkede. + +-Men Marie, sagde Katinka, men Marie dog.... + +Hun rejste sig og gik hen til Svigerinden. Hvad er der dog, Marie, +sagde hun. + +Den lille Kone blev ved at hulke ned i sin Syæske. + +Katinka tog hende om Hovedet og talte stille til hende. Men Marie +dog--Marie dog. + +Den lille Kone løftede Ansigtet op: Ja, sagde hun, nu rejser du.... + +-Og du var saa god ved mig ... Hun hulkede og lagde igen Hovedet ned +over Syæsken. Saa god ved mig ... Jeg som altid gaar i #dette# her.... + +-Altid.... + +Katinka var rørt; hun knælede ned paa Gulvet foran den lille Kone og +tog hendes Hænder: Men, Marie, sagde hun, det bli'r jo anderledes. + +-Ja--og den lille Kone blev ved at græde med Hovedet ind til +hende--naar jeg er blevet gammel en Gang, eller naar man døer.... + +Katinka løsnede hendes Hænder fra Ansigtet og vilde tale. + +Men saa saa' hun Svigerindens Barneansigt, der var vaadt af Taarerne, +og den stakkels lille vanskabte Figur; og stille gik hun tilbage til +sin Plads, mens den lille Kone blev ved at græde. + +Om Aftenen gik Katinka op paa Kirkegaarden. Hun vilde sige Farvel til +Forældrenes Grav. + +Hun mødte Thora. Hun havde bragt en Krans op til sin Moders Grav; det +var hendes Fødselsdag. + +De to Veninder stod sammen foran Graven. + +-Ja du, sagde Thora, naar vi en Gang alle ligger med Næsen i Vejret. + +De skiltes ved Katinkas Gravsted. + +-Man træffes altid igen i denne Verden, sagde Thora. + +Katinka gik ind paa Gravstedet og satte sig paa Bænken under Pilen. +Hun saa' paa den døde Sten med dens Bogstaver, og hun syntes, at hun +havde tabt alt i Verden--ogsaa sin Ungdoms Hjem. + +Hvad var det vel blevet alt sammen? Graat og forpint og saa +elendigt--alting. + +Hun saa' Thora for sig med hendes urolige Øjne, og hun hørte +Kaptejnens: Der er Skaar paa Porcellænet for at hædre de fremmede ... +Og hun saa' sin lille Svigerindes Ansigt, mens hun havde grædt. + +-Og her--denne Plet med den døde Sten og de to Navne--det var nu hele +Mindet om hendes Ungdom og hendes Hjem. + +Hun sad længe. Og hun saa' ind over det Liv, som hun nu skulde føre, +og det var, som slog det sammen over hende, alt sammen, #en# eneste +utænkelig, fremskyllende Haabløshed. + + * * * * * + +Hun kom ud af Vognen ned paa Perronen, og hun lod sig kysse af Bai. og +Marie tog hendes Ting, og hun havde blot én Tanke: at komme ind i +Stuerne--ind. + +Det var hende, som Huus maatte være derinde og vente. + +Og hun gik i Forvejen og aabnede Døren til Stuen, der ventede ren og +fin; til Sovekamret; til Køkkenet hvor alting skinnede; rent og--tomt. + +-Men, Gud, hvor har dog Fruen skæmmet sig, begyndte Marie, som slæbte +Sagerne. + +Og saa gik det løs, mens Katinka, bleg og træt, var faldet hen paa en +Stol--om den hele Egn. Om hvad der var sket og hvad der var snakket. +Omme i Kroen havde de haft Sommergæster, som kom med Sengested og det +hele, og i Præstegaarden havde de ligget lige op til Taget.... + +-Og Huus, der var rejst ... paa en Studs.... + +-Ja, jeg tænkte det ... For han var hernede den sidste Aften ... og +mig var det akkurat, som han gik og sagde Farvel til det Hele--inde i +Stuen sad han alene--og ude i Haven ... og herude paa Trappen hos +Duerne. + +-Naar rejste han, sagde Katinka. + +-Nu er 'et vel to Uger siden.... + +-To Uger.... + +Katinka rejste sig stille og gik ud i Haven. Hun gik rundt i Gangen; +hen til Roserne; ned under Hylden: Her havde han været for at sige +hende Farvel--paa hver Plet, paa hvert Sted. Hun havde ingen Taarer. +Hun følte næsten som en stille Højtidelighed.... + +Der lød et glad Halløj henne paa Vejen. Hun hørte Agnes' Stemme i et +stort Kor. Hun næsten f6r op: Her vilde hun ikke se dem straks. + +Agnes fløj i hende med Velkomst som en stor Hund, saa hun nær var +faldet over Ende; og hele Præstegaardsselskabet kom ind til Chokolade +og der blev dækket op i Haven under Hylden, og de blev alle lige til +Otte-Toget. + +Toget bruste afsted, og de var atter borte,--man hørte dem støje henad +Vejen--; Peter Banekarl havde faaet Mælkespandene bort, og Katinka sad +alene paa Perronen. + +-Ja, sagde Bai fra Vinduet: fra Huus skal jeg da hilse.... + +Tak. + +-Hm, hvor Dagene bliver korte ... Og Satan til kold Vind.... + +-Du skulde dog komme ind.... + +-Ja, jeg kommer. + +Bai lukkede Vinduet. + +Støjen af Præstegaardsfolkene døde bort. Alt var stille og øde. + +Katinka blev siddende foran de tavse og skumrende Marker. Her skulde +hun nu leve. + + * * * * * + +Ida-Yngst havde jo skrevet det i alle sine Breve den sidste Maaned. +Men Fru Abel turde ikke haabe. Hendes Ida-Yngst var saa sangvinsk. + +Nu satte hun sig med Brevet i Haanden ved Siden af Komfuret paa den +vaade Karklud og skraalte. + +Louise-Ældst var gaaet Tur for at finde Champignons omkring +Doktorboligen. Da hun kom hjem, sad Enkefruen endnu paa sin Køkkenstol +og rokkede. + +-Hva' er 'et, sagde Louise-Ældst, hun syntes Moderen sad og saa' saa +underlig ud. + +-Ida, min Yngste, begyndte Enkefruen at hyle. + +-Vrøvl, sagde Louise-Ældst. Moderen rakte hende Brevet med en Gestus +som Heltemødrene i Tragedien. + +Louise-Ældst læste koldsindigt. Det er jo rart, sagde hun ... for +hende. + +-Hun har jo haft en hel Sommer. + +Louise-Ældst gik ind og hamrede paa Klaver. Saa, som hun vel sad, +brølte ogsaa hun med Hovedet ned over Tangenterne. + +-Du vil vel gratulere, sagde hun pludselig bedst som hun hulkede. + +-Hva' si'er du? + +-Jeg si'er, du skal vel gratulere, sagde Louise-Ældst og tørte Øjne. +Hun begyndte at føje sig efter den nyskabte Situation. + +-Ja, min Pige, sagde Enkefruen mat. + +-Jeg kan jo bringe Depeschen ned. Jeg gaar ind om i Præstegaarden ... +Du til Jensen og Møllerens ... Louise-Ældst ordnede Felttoget. Hun +forstod, hun var ialfald Svigerinden. + +Hun var barnlig og raabte "Leve Postvæsenet", da hun løb bort fra +Stationen--og svingede med sin Parasol. + +Han var ved Postvæsenet. + +Enkefruen gik lykkelig fra Jensen til Møllerens og græd over, at hun +skulde miste sin Due: + +-Joakim Barner--af de adelige Barner, sagde Enkefruen. Han er +beskæftiget ved Postvæsenet. + +I Præstegaarden mødtes Enkefruen med sin Ældste. + +-Ja, jeg følte dog Trang til selv at sige det til vor Sjælesørger. +Enkefru Abel brugte igen sit Lommetørklæde: I saadan alvorlige +Øjeblikke, sagde hun. + +Gamle Pastor slog sig paa Maven af Fornøjelse. Jordbærlikøren kom paa +Bordet med Smaakager. Fru Linde sad i Sofaen med Fru Abel, for at faa +at vide, hvordan det var "blevet". Det var "blevet" i et Lysthus ... +ved Stranden.... + +Gamle Pastor drak med Louise-Ældst. + +-Naa, naa, man véd, hvordan det gaar, naar der først er gaaet Hul ... +Der kommer Bevægelse i Tingene, sagde gamle Pastor. + +-Hr. Pastor, Tanken om, at man skulde miste dem begge--min sidste ... +Enkefruen fik et Anfald af frygtsom Ømhed mod sin sidste. + +Den sidste var saa kælen som et lille Føl i Anledning af Dagen. + +-Saa kan hun saamæn endnu blive et rigtig rart Menneske, sagde Fru +Linde, hun satte Kagetallerkenerne sammen, da de var gaaet. Der er dog +god Bund i dem, Linde. + +-Himlen véd, hvad Agnes vil sige.... + +Agnes var i Skoven med nogen Ungdom. + +-Naa, saa Gud være lovet da, sagde hun ved Hjemkomsten, da hun hørte +det. + +-Gud forbarme sig, de knuser jo det lille Mandfolk, sagde Agnes, hun +stod ved Perronlaagen og saa' efter Familjen Abel, der havde hentet +Svigersøn. + +Det lille Mandfolk fløj rundt mellem Medlemmerne Abel, saa hjælpeløs +som en Bønne i en Kværn. + +-Naa, sagde Agnes: paa ham ser man da, at han har Vand i Hovedet. + +Hun tog Katinka om Livet, og de gik ind i Haven. + +-Ja, sagde hun og lukkede Laagen: nu er de "løkkelige". + +De satte sig under Hylden. Pludselig sagde Agnes: + +-Nu rejser jeg ... I næste Uge. Jeg har sagt det hjemme. + +-Dette her er jo ikke til at holde ud. Agnes rev de paa Bordet +nedfaldne Blade i smaa Stykker. En Gang maa det vel ta'e en Ende. + +Katinka sad og stirrede ud i Rummet: Tror De, Agnes, man rejser bort +fra sine Sorger, sagde hun stille. + +-Man faar jo ogsaa Arbejde ... Lærerinde-Prøven. Der er jo ikke andet +... For at sætte sig bag et Glasvindu paa et Posthus er dog for +morsomt ... og til noget alvorligt er det for sent. + +Katinka nikkede: Ja, sagde hun. Det er #det#. + +-Hm, sagde Agnes, saa mange Chancer har vi "Kvinder" egenlig ikke; de +første fem og tyve Aar af vor Tilværelse danser vi rundt og venter paa +at blive gift--og de sidste fem og tyve sidder vi hen og venter paa at +blive begravet.... + +Agnes satte Albuerne paa Bordet og støttede Hovedet i Hænderne. + +-Dejligt, sagde hun ud i Luften. + +Pludselig holdt hun Hænderne for Ansigtet og brast i Graad. + +-Og som man saa vil længes, sagde hun. + +Hun græd længe med Ansigtet i Hænderne. Saa lod hun Armene falde ned +paa Bordet. Hun saa' paa Katinka; den dejlige Kone sad bøjet frem med +Hænderne i sit Skød; langsomt løb Taarerne ned ad hendes Kinder. + +-Hvor De er god, sagde Agnes og rakte sig over mod hende ... Dejlige +Kone.... + +I den Uge, som kom, rejste Agnes Linde. + + * * * * * + +Familjen Abel var et rent Dueslag. Man gjorde sig forstaaelig i kælne +S-Lyde og Smaahvin. + +-Mig kalder han for Musse-Mor, sagde Enkefruen. Ja, #han# gi'er os +Navne. + +Naar der var fremmede, hang de Forlovede matte over et Par Stole, til +en af dem sagde "Busse-Bisse", og de forsvandt bag Dørene. + +-Det er deres Sprog, sagde Enkefruen. Deres Sprog var jo lidt +vanskeligt for fremmede. + +Naar Visiterne skulde gaa, blev der raabt paa "Basse" og "Bøsse" et +halvt Kvarter. De er vist i Haven, sagde Enkefruen. Basse og Bøsse var +uafladelig i Haven, de gemte sig allevegne, hvor der var lidt tæt +grønt. + +Naar Basse og Bøsse kom frem, saa' de højrøde og fortumlede ud. + +Louise-Ældst og det lille Mandfolk levede i Smaafægtninger med Livtag. +Det lille Mandfolk gav hende Svogerkys og kildede hende bag Dørene. + +I Selskab var de allesammen søvnige og sad i Krogene. Ved Bordet sagde +Enkefruen smaa sødladne "Busse" over til "sine tre". Hun vidste ikke +selv, hvad det betød. + +Var de hjemme om Aftenen, blev der ikke tændt Lys. + +-Vi holder Skumring, sagde Enkefruen, allesammen. + +Det lille Mandfolk sad mellem Bøsse og Lisse-Sa i Sofaen. Frøken +Jensen og Enkefruen sagde en Gang imellem noget ud i Halvmørket. Henne +fra Sofaen smaaknirkede det. Saadan sad de hele Timer. + +Naar Frøken Jensen kom over til sig selv, kyssede hun sin Bel-ami paa +den kolde Snude. + +Undertiden gik Basse og Bøsse ned over Markerne til Aftentoget. De +gik op og ned langs Perronen og saa' hinanden ind i Øjnene; naar de +drejede, kyssede det lille Mandfolk Bøsse-Sa paa Øret. + +Katinka sad paa Perronbænken med Huus' blaa Sjal om sig; naar Toget +var borte, hørte hun de Forlovede gantes hjem over Markstien. + +Katinka rejste sig og gik ind. Dagene blev korte, de maatte allerede +have Lys til The. + +-Lampen, Marie, sagde hun. + +Marie kom ind og stod med Lampen ved Klaveret. Lyset faldt paa +Katinkas lille smalle Ansigt og de hvide, gennemsigtige Hænder, der +blev liggende paa de sidste Taster. + +-Kald paa Bai til The, sagde Katinka. Hun støttede sig til Klaveret +for at komme op fra Stolen. Hun var altid saa træt, som var der Bly i +hendes Ben. + +De drak The og Bai fik Bladene til sin Toddy. + +Katinka tog en Bog af Tasken. Det var bestandig de "nye" Bøger: Agnes +og Andersen havde altid skændtes om dem. + +Bogen laa aaben under Lampen. Katinka kom aldrig længer end tyve Sider +i den: Livet var det dog ikke og rigtig Digt ikke heller, der kunde +tage Tankerne væk. + +Hun tog sin Poesibog frem; hun havde skrevet "Marianna" ind med en +Datum. Og naar hun lagde Bogen ned igen, blev hun staaende foran +Skuffen, før hun lukkede. Den lille japanesiske Bakke laa pakket ind i +det gullige Brudeslør. + +Hun gik ogsaa ud i Køkkenet. Hun havde sin Yndlingsplads paa +Huggeblokken i Krogen. Maria syede foran Tællelyset paa Bordet og lod +Munden gaa. Hun var en trofast Sjæl, som ikke glemte gammel Kærlighed. + +Hun snakkede stadig om Huus Og saa ensomt som det nu var blevet. + +Katinka sad tavs i sin Krog. En Gang imellem rystede hun, som hun +frøs, og hun trykkede Armene fast ind mod sit Bryst. + +Marie Pige blev ved at snakke med sit store røde Ansigt ind mod det +ensomme Lys. + +-Vi skulde vel i Seng, sagde Bai og aabnede Døren. + +-Ja, Bai.... + +-Godnat, Marie. + + * * * * * + +Efteraaret kom med tungsindige Taageslør over Markerne. Himlen laa lav +over Dage, der sneg sig i Halvmørke fra Nat til Nat. + +-De maa tage Dem sammen, lille Frue, sagde den unge Doktor, De maa +mande Dem op. + +-Ja, Doktor. + +-Og gaa. De maa ha'e Bevægelse. Det er Kræfterne, som er rent borte. + +-Ja, Doktor, jeg skal nok gaa. + +-Og ellers ikke no'et nyt? Doktoren rejste sig. Har De haft Brev fra +Frøken Agnes? + +-Ja--forleden. + +-De taler om at Andersen søger bort.... + +-Jeg hørte det, siger Katinka. Alle rejser herfra.... + +-Aa nej, lille Frue, der er ogsaa dem, der bliver.... + +-Ja, vi bliver, Doktor. + +-Det er ikke rigtig godt med Fruen, siger Doktoren ude i Kontoret, +hvor han tænder Cigar. + +-Nej, Satan til Historie, siger Bai. + +-Der er ingen Kræfter ... Naa, god Morgen, Forstander. + +-Ja, Satans ... Naa, Morgen, Doktor. + +-Du maa osse gaa, Tik, siger Bai, naar han kommer ind efter Godstoget. +Du gør heller ikke no'et for det. + +Katinka gik. Hun sled sig frem over Markerne mod Vind og Vejr. + +Hun gik ned til Annekset. Stakaandet hvilte hun sig paa +Stævningsstenen udenfor Kirken. Kirkegaarden laa flad og blomsterløs +bag den hvide Mur. Kun Buksbomhækkene stod stive om de stive Kors med +deres Navne. + +Hun gik atter hjem--over Engene. Middagstoget kom larmende over Broen +og snoede sig bort. Som en mørkere Plet i Taagens Graa laa Røgen en +lille Stund, og løste sig saa. + +Paa den Side Aaen blev der pløjet. Græstørven skrælledes op i lange +Furer bag den sindige Plov. + +Katinka kom hjem. + +Mølleren havde været der, eller Forvalteren fra Kiærs. + +-Rask Fyr, du, den Svendsen, sagde Bai til Katinka. Svært oppe i +alting, rar Fyr, du. + +-Ka' jo ikke vide, hvordan han er til sit Arbejde, sagde han til Kiær. + +Kiær brummede noget. + +-Men en rask Fyr er han, en "Ligesindet," du gamle Kiær. + +Svendsen samlede paa græske Kort og Billeder i lukkede Kuverter. Han +havde dem med ned paa Stationen, og Bai og han gik dem igennem til +Toddyen. Kigger vi lidt i "Arkivet", sagde Svendsen. + +-For min Skyld gerne. Bai var altid villig. + +Svendsen fik "Nyhederne" fra Hamborg mod Efterkrav. + +-Satan til Griseri, sagde Bai glad. Han talte altid sagtere, naar de +"var ved Arkivet", skønt Døren var lukket. + +-Satan til Griseri, gamle Svendsen, sagde han og holdt Kortene op for +Lampen. + +De blev ved at se paa Kortene. Bai gned sig paa Knæene. + +-Men denne er høj, sagde han. Denne er vanskelig, sagde han. + +Svendsen gned sig under Næsen og snøftede. + +-Steg, sagde han, Steg er 'et. + +De var til Ende med Billederne og sad lidt stille ved Toddyglassene. +Det var ligesom Bai faldt sammen. + +-Ja, sagde han: men hvordan er Livet, Svendsen. + +-Hvordan er Livet, Gamle, med en svag Kone? + +Svendsen svarede ikke. + +Bai sukkede og strakte Benene ud fra sig.... + +-Ja, Gamle, sagde han. Ja--vist er det. Svendsen havde siddet +filosofisk tavs. Nu stod han op: + +-Nej, man véd s'gu ikke, hvad der er sunget ved Ens Vugge, sagde han. + +Bai rejste sig og aabnede Døren til Dagligstuen. + +-Hva', sagde han, sidder Du i Mørke. + +-Ja; Katinka stod op fra Krogen. Jeg sad lidt i Mørke.... + +-Ønsker du noget, Bai? + +-Jeg følger Svendsen et Stykke, sagde Bai. + +Katinka kom ind for at sige Farvel. + +-Fruen er stadig noget blegnæbet, sagde Svendsen og følte paa +Lommerne, om han havde sine Samlinger. + +Bai var færdig og der blev sagt Farvel. + +-Gud bevar'es--Fruen maa blive inde--det er meget for køligt. + +-Jeg følger kun til Laagen, sagde hun. + +De kom ud paa Perronen: Det er stjerneklart, sagde Bai. + +-Det melder Kulde. Godnat, Frue. + +Laagen slog i. + +-Godnat. + +Katinka stod lænet til Laagen. Stemmerne døde bort. Katinka løftede +Hovedet: Ja--Himlen var klar og alle Stjerner oppe.... + +Som vilde hun klage sin Nød for det døde Træ, bøjede Katinka sig ned +og slog Armene om den fugtige Stolpe. + + * * * * * + +Lindes kom nu tit om Aftenen. De savnede Agnes, de to Gamle. + +Og Andersen skulde ogsaa rejse. + +-Han vilde jo afsted, sagde gamle Pastor. Og nu kan man risikere at +sidde her og faa en af "det levende Ord".... + +Pastor andersen havde faaet Kald paa Vestkysten. + +Fru Linde græd i Krogene + +-Ak, Gud, jeg har jo set det, sagde hun. Jeg saa' det godt. Men de véd +ikke hvad de vil, Fru Bai. De véd ikke, hvad de vil, min Ven.... + +-Det er Ungdommen--en anden Ungdom nutildags, lille Fru Bai. De gaar +og spø'er om de elsker, til de rejser hver til sit, og er ulykkelige +for Livstid-- + +-Jeg spurgte i Æggehvide, min Ven, før Linde friede, og vi har ta'et +det onde med det gode i tredive Aar.... + +-Men nu ka' vi ha' Agnes siddende som ensom Pige, naar vi to Gamle en +Gang lukker vore Øjne. + +Herrerne kom ind. Gamle Pastor skulde have sin Whist. + +Naar gamle Pastor var der, var Katinka gladest. Det var, som der kom +saadan Ro med ham. + +Naar han sad ved en Kvartskillings med Kalotten og spillede fint med +det glade, gamle Ansigt: + +-Der ser De, min Fa'r, sagde han, naar han tog Stikkene hjem. + +De to Gamle smaaskændtes. + +-Det er, som jeg siger dig, Linde.... + +-Om du vil tro mig, min Pige ... og han bredte Stikkene ud. + +-Dem, lille Frue, det er Dem. + +Katinka faldt hen. Hun sad og saa' paa de to Gamle. + +-En Karo-Dame ... der ser De, min Fa'er.... + +Den sidste Robber spillede de med Blind. Katinka gik om og ordnede til +Bordet. Man spiste stadig bedre og bedre hos Bais. Bai havde saa mange +Livretter, som Katinka lavede. + +Der var mange Dage, hvor hun havde sin Gang i Køkkenet fra om Morgenen +tidligt og kogte og brasede efter Opskrift og Kogebog. Svære +Kunststykker, hvor der skulde baade skrabes og skrælles. + +-Træt satte Katinka sig ned paa Kødblokken og hostede. + +-Fruen aser sig en Svindsot til, for at de bare ka' stoppe i +Munden-det blir Enden, sagde Marie. + +-Vil du ha'e Genever, siger Katinka. + +-Hvis du har-- + +Naar han nikkede, saa' man, at Bai havde faaet Dobbelthage. Han lagde +sig i det hele ud. Med en lille koket Runding under Vesten og +Smilehuller for Knoer. + +-Saa er der færdigt, siger Katinka. + +-Tak, min Pige, siger Bai. + +Der var i den sidste Tid kommet saadan noget sultanmæssigt over Bai. +Det kom maaske med Korpulencen. + +-Tak min Pige, vi spiller ud, siger han igen. + +Katinka sætter sig paa en Stol ved Bordet og venter. Gamle Pastor ser +hen paa Bai over det dækkede Bord til hans stille Kone. Katinka +støtter Hovedet i sin Haand. + +-De, Borgmester, siger gamle Linde over til Bai. + +Katinka rejser sig. Der var noget glemt paa Bordet ... Døren lukker +sig efter hende, og Gamle Pastor ser igen hen over det lyse Bord og +paa Bai, som holder Kortene over den kokette Begyndelse: + +-Ja, Forstander, siger gamle Pastor, De er en lykkelig Mand i Deres +Hus. + +Bagefter sidder de ved Mælkepunchen og Smaakagerne: Det er de gode +Ægtemænd, der holder af Sødt, siger Fru Linde: Bai vil have flere +Vanilliekranse frem af Kassen. + +Og de gnasker videre rundtom Lampen. + +-Vil De ikke spille lidt, siger Fru Linde. + +-Eller synge os én--én af Agnes', siger gamle Pastor. + +Katinka gaar hen til Klaveret. Og hun synger dæmpet med sin svage +Stemme Sangen om Marianna. + +Gamle Pastor hører til med foldede Hænder og Fru Linde lader +Strikketøjet synke. + + Under Gravens Græstørv sover + Stakkels Marianna-- + Kommer Piger, græder over + Stakkels Marianna. + +-Tak, sagde gamle Pastor. + +-Tak, lille Fru Bai, sagde Fru Linde. + +Hun saa' ikke rigtig Maskerne, før hun havde faaet Øjnene tørret. + +Katinka blev siddende med Ryggen til de andre. Langsomt faldt Taarerne +fra hendes Kinder ned paa Tangenterne. + +-Ja, Ungdommen nuomstunder har mange Ideer, sagde gamle Pastor. Han +saa' hen for sig og tænkte paa Agnes. + +De rejste sig for at gaa og Fru Linde tog Tøj paa i Sovekamret. De to +Lys for Spejlet var tændte. Der var saa lyst og hyggeligt med alt det +hvide om Sengen og Toiletspejlet. + +-Ja, sagde Fru Linde, om vi fik Agnes at se i saadan et Hjem. Hun +snøftede endnu mens hun bandt sine Hattebaand. + +-Jeg følger Pastorens, sagde Bai. Man maa ha'e lidt Motion.... + +-Ja, sagde Pastoren. Man maa røre sig efter den Aal i Gelée. + +-Man spiser for godt paa Stationen. Mo'er har forbudt mig at sætte min +Fod her om Lørdagen. + +-Jeg gaar ikke længer, sagde Katinka og blev staaende i Døren. +Doktoren vil have, at jeg skal være forsigtig med min Hoste. + +-Nej, gaa ind, Efteraaret er den værste Tid. + +-Godnat, Godnat. + +-Katinka gik ind. Hun tog et gammelt Brev fra Agnes frem, krøllet og +forlæst, og hun lagde det under Lampen: + +... Og saa havde jeg haabet at den første Tid var værst, og at Tiden +skulde læge. Men den første Tid er god og ingenting mod nu. For da er +det en Smerte, hvor alting er nær. Men naar det saadan taber sig, Dag +for Dag, ligesom Jord der skrider, og hver ny Morgen, der vækker os, +skal blot fjerne os længere. Og nyt kommer der ikke, Katinka, ingen +Skygge, men bare alt det gamle, Minderne, som vi trevler og trevler i +og sidder over ... saa er det ligesom der sad et stort Sugedyr paa +vort Hjerte. Minder er en Ulykke for baade Legeme og Sjæl. + +Katinka lænede sig tilbage med Hovedet mod den kolde Væg. Ansigtet var +saa blegt i Lampeskæret. Hun havde ingen Taarer fler. + +Bai kom hjem. + +-Det blev sent, sagde han, Satan saa Tiden løber ... Jeg faldt ind et +Sted med Kiær.... + +-Det var Kiær, som vilde bede ... Jeg mødte ham ... her paa Hjemturen. + +-Er det blevet saa sent, sagde Katinka blot. + +-Ja--den er over ét ... Bai begyndte at klæde sig af: Pokker til +Følgen hjem, sagde han. + +Bai fulgte i den sidste Tid altid "hjem". Han gik til Kroen: Naa, saa +maa man vel hjem at vogte Hus og Ild, sagde han og tog Farvel med +Gæsterne. + +Han "vogtede" det i Kroen hos en Pige, som om Sommeren havde haft +korte Pufærmer over et Par bløde Arme. Klokken blev et, og den blev to +mens han "vogtede" det. + +-Du ku' jo ogsaa gaa i Seng, sagde han til Katinka. Du sidder oppe i +Kulden. + +-Jeg vidste ikke, det var saa sent.... + +Sengen knagede derinde under Bai, han strakte sig. + +Katinka satte Blomsterne i Række ned paa Gulvet. Hun hostede, naar hun +bøjede sig. + +-Pokker til Gigt, sagde Bai, saa den værker. + +-Jeg kunde jo gnide dine Arme, sagde Katinka. + +Det var blevet en Aftenproces, at Katinka gned Bai paa Armene med en +Mirakelsalve mod Gigt. + +-Aa, det kan være, sagde Bai. Han vendte sig et Par Gange og sov ind. + +Katinka hørte Nattoget. Det larmede over Broen og naaede ind med +Klapren--nu var det sust bort. + +Katinka gemte Ansigtet i Lagenerne for ikke at vække Bai med sin +Hoste.-- + + * * * * * + +Vinteren kom, og Jul. Agnes var hjemme, og "Postvæsenet" kom om +Juleaften til Abels. + +Lille-Jensen og Bel-ami var paa Stationen som ifjor. Nu blev Bel-ami +baaret aldeles officielt. + +-Den er blevet blind, sagde Lille-Jensen. Dyret var saa dovent, at det +ikke gad aabne Øjnene. + +Da Træet var tændt, bragte Bai en lukket Depesche og lagde den paa +Katinkas Bord. + +Depeschen var fra Huus.... + +Bai og Lille-Bentzen smaasov i Kontoret. Katinka og Jensen sad i +Stuen, hvor Træet brændte ned. + +Lille-Jensen nikkede i Blundet og stødte Hovedet mod Klaveret.... + +Katinka saa' paa det slukkede Træ. Hendes Haand gled sagte hen over +Huus' Depesche, som laa i hendes Skød. + + + + +VI + + +Vinteren gik og Vaaren og Somren, der smilte over Markerne. + +-Traurighed, gamle Ven, sagde Bai til Kiær, igaar flyttede jeg op paa +Loftskamret. En Mand maa jo ha'e sin Nattero, naar han skal passe sine +Ting om Dagen. + +Katinkas Hoste lød gennem Huset. + +Marie Pige bragte hende Vin og Vand og blev staaende ved Fruens Seng. +Det var, som Hosten vilde slide hende sønder. + +-Tak, Tak, sagde hun. Gaa nu ind og sov, sagde hun. Hun aandede tungt. + +-Hvad er Klokken blevet?... + +-Halv fire.... + +-Naa--Katinka lagde sig tilbage i Sengen. Ikke mere. + +Marie Pige listede af paa de bare Ben til sin Sofa og lidt efter +hørtes hendes dybe Aandedræt. Den lyse Plet fra Natlampen bagved +Sengen tegnede sig paa det stille Loft: Katinka laa med lukkede Øjne. + +Om Formiddagen var hun oppe. Hun sad i Tæpper ude paa Perronbænken i +Solen. + +Den slanke Fører med de indiskrete førte Middagstoget. Han sprang af +og spurgte til Befindendet. + +-De skal se, sagde han, den klare Efteraarsluft.... + +-Maaske, sagde Katinka og rakte ham sin fugtige, matte Haand. + +Bai og Føreren gik hen ad Perronen. + +-Begge Lunger, sagde Bai. Han havde faaet en Vane med at tørre sig hen +over Øjnene med to Fingre.... + +-Guds Vilje, sagde han og sukkede. + +Toget begyndte at gaa. "Den indiskrete" sprang op. Han blev ved at se +tilbage mod Katinka, som sad der saa lille og bleg i Solen. + +-Det gjorde ham sg'u ondt, rigtig ondt.... + +-Ja--det var s'gu bedrøveligt. + +Der havde skam sidste Vinter været et Øjeblik, hvor han havde tænkt +allehaande ... Hun sad tidt og saa' saa "langeligt" der paa +Perronbænken.... + +-Han havde drukket et Par Toddyer hos Bai nogle Aftener, men han var +faldet a' paa 'en.... + +-Det havde bare været Sygdommen, der var i Anmarsch. + +Toget gyngede bon over Engene. Himmel og Slette skinnede i Efteraarets +lyse Luft. + +Stærene larmede langs Telegraftraaden og samlede sig i Flok. + +-Nu rejser de, sagde Katinka. Hun fulgte med Øjnene de dragende Skarer +under den klare Himmel. + +Doktoren kom og satte sig hos hende: Naa, hvordan gaar det? + +-Jeg sidder og samler Kræfter, sagde hun: til imorgen. + +-Til imorgen?--ja, rigtig, det er jo Fødselsdagen. + +-Men De holder Aftalen, lille Frue. + +-Ja--saa snart de har spist, gaar jeg i Seng.... + +Det var Bais Fødselsdag. Katinka vilde, han skulde have sit Parti. Hun +havde talt om det længe: hun vilde blive oppe til Bordet, bagefter gik +de jo alligevel ind til Bai og spillede--saa vilde de slet ikke mærke, +at hun var syg.... + +-Den ene Dag i det mindste, sagde hun. + +-Nu skulde De gaa ind, sagde Doktoren. + +-Ja, Katinka rejste sig.... + +-Lad mig hjælpe Dem.... + +-Tak, det er Trappen, sagde hun. Det er altid svært med Trappen. + +Hendes stakkels tunge Fødder kunde ikke komme op ad de tre smaa Trin. + +-Tak Doktor. Men mit Sjal.... + +Doktoren tager det blaa Sjal paa Bænken: Deres Yndlingsstykke, siger +han. + +Katinka vender sig i Døren og ser ud over Markerne: I disse Dage er +her smukt, siger hun. + +Om Eftermiddagen fik hun alle Sagerne til Salaterne ind paa +Stuebordet. Hun skar Rødbeder og Kartofler i Smaastykker paa et lille +Brædt. + +Frøken Jensen kom i Visit. Katinka nikkede. + +-Ja, det kan jeg dog endnu, sagde hun. + +-Er der noget nyt? sagde hun. Hun lænede sig tilbage. Hendes Hænder +var saa trætte, og det gjorde ondt i hendes Bryst at holde Armene +oppe. + +-Jeg har ikke set Abels saa længe.... + +-De haaber jo nu paa Barners Ansættelse, siger Lille-Jensen. + +-Ja, han søger jo.... + +Lille-Jensen faar sin Kop Kaffe. Giv mig saa Olien, Marie, siger +Katinka. + +Hun faar et Batteri af Flasker og store Skaale. Hvor den er tung, +siger hun, hun kan næppe løfte den store Eddikeflaske. Hun smager og +rører i Skaalene. + +-Nej, siger hun med ét og skyder dem fra sig. + +-Nej, jeg har ingen Smag mer. + +Hun sidder træt, med lukkede Øjne. Røde Pletter har bredt sig helt ud +over hendes Kinder. + +-Men jeg kunde jo hjælpe, siger Lille-Jensen. + +-Aa, Marie kan det. Jeg maa kun i Seng. + +Men hele Eftermiddagen maa Marie bringe alting til og fra, at hun kan +se det, mens hun ligger. Hun løfter sig op i Sengen, mens det brænder +i hendes Bryst: Ja, siger hun, Bai er vant til det saadan. + +Marie maa tage det fine Porcellæn og Glassene og de fine Sæt Knive og +Gafler ind i Sovekamret og pudse og gnide dem og stille dem op i Rader +paa Bordet. + +Katinka ligger og tæller og regner, hendes Øjne skinner af Feber. + +-Mon det er der alt, siger hun. + +Hun ligger lidt mat og gnider sit tørre, hede Feberansigt ned mod +Puden. + +-Toddyskeer, Marie, siger hun saa. Vi har glemt Toddyskeer. + +-Vi kan vel lægge dem paa Huus' Bakke, siger Marie. Hun kommer ind med +Skeerne paa den lille, japanesiske Bakke. + +-Nej, ikke paa den. Katinka rejser sig halvt i Sengen. + +-Giv mig den, siger hun. Hun tager Bakken og holder sine brændende +Haandflader hen over den kølige Lak. Stille bliver hun liggende med +Huus' Bakke i Hænderne. + +Bai kommer ind og ser alt Porcellænet og Glassene, som pudset og +blankt er stillet op paa Bordet. + +-Dumheder, min Pige, siger han. Dumheder--jeg har jo sagt det.... + +-Du ligger bare der og bliver daarligere--Tik; han tager hendes Haand: +Ja--hvor du brænder.... + +-Aa, det er ingenting, siger Katinka og løsner stille sin Haand fra +hans: + +-Naar der blot intet mangler.... + +Bai begynder at tælle. + +-Kompot skal der vel paa Bordet, siger han. + +-Ja. + +-Naa, ja, Skaale er der jo ingen af.... + +-Saa er de glemt.... + +-Ja, naar man ikke selv kan være ved det, Bai, siger Katinka, hun +synker tilbage i Puderne. + + * * * * * + +Selskabet var "den gamle Sæbekælder", som Bai kaldte det. + +-Man er sig selv, sagde han, i Sæbekælderen, de Ligesindede. + +De Ligesindede var tre Proprietærer, Kiær i Spidsen og Bai som +Fjerdemand. + +Svendsen sluttede til som Ekstra. + +-Han er oplivende, sagde Bai til Katinka. Katinka havde aldrig hørt +Hr. Svendsen være oplivende. Naar hun var tilstede, nøjedes han med at +soignere Negle eller tygge Overskæg. + +-Ta' ham med, Kiær, sagde Bai. Han sidder saa rart og river den a' som +Femtemand. + +-Katinka aabnede selv Døren til Kontoret: Der er færdigt, Bai, sagde +hun. + +Herrerne kom ind; Katinka var helt klædt paa, med en høj Pibe i Halsen +op til det lille magre Ansigt. + +Hun havde Kiær tilbords. + +De talte om hendes Sygdom: Aa, man skulde nok se, Vinteren var den +bedste Tid ... Den stille, klare Kulde--det gav Kræfter. + +-Ja, den stille, klare Kulde. + +-Skal vi drikke paa det, sagde Bai. Der blev drukket. Der drikkes ud, +sagde Bai. + +De Ligesindede spiste med Servietten fæstet med en Naal ved Halsen. De +lugtede til hver enkelt Mayonnaisemundfuld før de nød den. + +-Olje, sagde Proprietær Mortensen og snøftede. + +Katinka sad med nogle smaa Bidder paa sin Tallerken. Hun sad ganske +rank for Smerterne i sit Bryst. Gaffelen rystede i Haanden, naar hun +forsøgte at spise. Tag det bort, Marie, sagde hun. + +Ænderne kom ind, og Kiær drak for Bai: Der vidste man, "hvor Hjertet" +og den "Fjerdemand" sad. En Skaal for ham. + +De blev livligere og drak tæt privat. De talte om Centrifuger og en ny +Kreaturtarif. + +-Du, Gamle--paa et godt Aar! + +Bai drak igen. + +Katinkas Kinder brændte og hun saa' Ansigterne som gennem et graat +Slør. Hun trykkede sig fast ind mod Stoleryggen og saa' paa Bai, der +blev ved at spise. + +-Den ligger paa Tungen--ligger paa Tungen, forsikrede Kiær og skænkede +i hendes Glas af en gammel Burgunder. + +-Tak, Tak. + +Proprietær Mortensen vilde tillade sig at tømme et Glas ... Han rejste +sig og løste Servietten fra Halsen: Han vilde kort og godt tømme dette +Glas.... + +Naar Proprietær Mortensen tømte Glas var han religiøs ... I den femte +Sætning talte han ufravigeligt om "dem, der var gaaet forud" og som +saa' ned fra deres Himmel.... + +Der var altid noget, der saa' ned paa Proprietær Mortensen fra sin +Himmel. + +De Ligesindede sad med hængende Næb og saa' ned i deres Tallerkener. + +Katinka hørte knap. Hun holdt sig med Hænderne fast ved Stolesædet og +blev bleg og rød. + +Da Hr. Mortensen var færdig, kunde han nyde endnu et Stykke And. + +-Lille Frue, Deres Ænder, det er Stegning. + +Katinka herte kun Stemmerne utydeligt, og hun støttede sig til Bordet, +da hun skulde rejse sig. + +Herrerne gik ind, Katinka faldt tilbage paa Stolen. Bai aabnede Døren +og kom ind igen: + +-Det gik jo rigtig godt, Tik, brillant.... + +-Og du holdt dig jo brav.... + +Katinka rettede sig op og smilte: Ja,--sagde hun: + +-Nu ska! I faa Toddyerne.... + +Bai gik ind. Katinka blev siddende foran det forladte Bord med +Flaskerne o^ Glassene, der stod halvtømte. + +Inde i Kontoret lo og snakkede de højrøstet op i Munden paa +hinanden--man hørte Kiær.... + +-Bring Lamperne derind, sagde Katinka. Lattersalverne slog ind til +hende, hver Gang Marie gik med Døren. + +-Fruen skulde gaa i Seng, sagde Marie. + +-Det kan vente.... + +-For de Æderes Skyld. Marie slog med Køkkendøren, saa det fór i +Katinka. + +Der blev kun et enligt Lys midt paa Spisebordet ... Det saa' trist ud +i Halvmørket, det store uryddelige Bord. + +Katinka var saa træt; hun maatte sidde her lidt i en Krog, til hun +samlede Kræfter. + +Marie gik fra Køkkenet til Kontoret og slog med Dørene.... + +Hvor de muntrede sig derinde ... Det maatte være Svendsen, der +sang.... + +Katinka lyttede efter Stemmerne i sin Krog og saa' efter Marie, der +gik gennem de oplyste Døre med Glas og Flasker.... + +Saadan vilde det ogsaa være, naar hun en Gang var borte og glemt.... + +-Marie, sagde hun. + +Hun forsøgte at rejse sig og gaa men hun greb til Væggen og kunde +ikke. Marie støttede hende ind i Sovekamret: + +-Det har man af den Spillen Theater, sagde Marie. + +Katinka fik et langt Hosteanfald, mens hun sad paa Sengekanten. + +-Luk Dørene, sagde hun. + +Hun blev ved at hoste: Og Bentzen skal ind til Bordet, sagde hun. + +-Naa, han kar vel faa ædt tidsnok, sagde Marie. Hun fik Klæderne af +Katinka og gik og bandte. + +Svendsen sang igen derinde med en tyk Stemme: + + Oh, min Charles, send mig dog et Brev-- + Hvorhen du altid skrev-- + +Og der blev klirret med Glas: Stille, raabte Kiær ... Stille--I +Gamlinger--Katinka havde ligget noget i Blund og vaagnede op. Det var +Bai. + +-Det var den Højtidelighed, sagde han. Han var højmælt af mange +Toddyer. + +-Er de taget bort? sagde Katinka. Hvad er Klokken? + +-Halvtre saamæn ... Den bli'r sen, naar man sidder saadan sammen i en +Klynge.... + +Han satte sig ned ved Sengen og snakkede vidt og bredt. + +-Satan til Historier, han kunde, Svendsen--Fa'en til Geschichter ... +Han fortalte et Par og slog sig paa Laarene af Latter. + +Katinka laa og brændte i Feber. + +-Men Løgn er 'et s'gu, sagde Bai til Slut. + +Han fik et Anfald af Rørelse til Godnat og fortalte i Døren en sidste +Historie om Mortensens Mejerske.... + +-Ja, ja, du kan trænge til Ro, sagde han. + +-Godnat. + +-Godnat. + +De næste Dage blev det værre med Katinka. Doktoren kom et Par Gange om +Dagen. + +-Satan til Historie, sagde Bai. Og hun holdt sig saa brav, Doktor, +til Fødselsdagen.... + +-Ja--nu holder hun sig ikke brav, Hr. Bai, sagde Doktoren. + +Der maatte ingen komme ind til Katinka. Han skulde have fuldstændig +Ro. + +Madam Madsen fra Kroen kendte den Historie. Men man ku' vel muntre +hende, sku' hun tro, saa hun ikke laa der og gned Øjnene i Mørke. + +Madam Madsen kom ind til Sengen. + +Der var mørkt med nedrullede Gardiner. Hvem er det, sagde Katinka fra +Puderne. + +-Det er mig, sagde Madam Madsen. + +-Madam Kromadsen. + +-Goddag, sagde Katinka og rakte hende sin Haand, der brændte. + +-Naa--saa den er saa klejn, sagde Madam Madsen. + +-Ja, Katinka vendte Hovedet lidt paa Puden: Jeg har det ikke saa godt. + +-Nej-j ... det ku' man ikke kalde det, sagde Madam Madsen vredt. Hun +sad og saa' paa Katinkas magre Ansigt i Mørke. + +-Og det skriver sig fra Smausen, sagde hun. + +-Det var vel lidt for meget.... + +-Ja, det var vist for meget, sagde Madam Madsen + +Det kogte mer og mer op i hende, mens hun sad i det triste Mørke foran +det stakkels blege Ansigt i sine Puder. + +-Ja, det ku' man vel kalde det, sagde hun igen. + +-Han havde ogsaa ligegodt fortjent det. + +Og hidsigt fortalte hun det hele: om Bai og om sin Gæstestuepige og +hvorlænge det havde varet.... + +-Men fra 'et kom Gusta da heller ikke med helt Skind.... + +Først havde Katinka slet ikke forstaaet ... hun var saa tung og mat. + +Saa begreb hun som et Lyn--og slog Øjnene op et Nu paa Madam Madsens +Ansigt. + +-Og for saadan En slider en anden sig ihjel, sagde Madam Madsen. + +Hun tav og ventede, Katinka skulde sige noget. + +Men Katinka laa ubevægelig. Et Par Taarer gled kun frem paa hendes +Kinder. + +-Ja, ja, sagde Madam Madsen i en anden Tone, en anden var vel ikke +stort klogere. + +Madam Madsen var gaaet. + +-Marie, sagde Katinka: Tag fra, at her kan blive lyst. + +Marie tog Gardinerne bort, saa Dagslyset faldt ind over Sengen. + +-Hvorfor græder Fruen? sagde hun. + +Katinka laa vendt mod Lyset. + +-Er det Brystet, sagde Marie. + +-Nej, nej, sagde Katinka. Jeg har det godt. + +Hun blev ved at græde, lydløst og lykkeligt. + +Graaden stilnede og hun laa hen i den samme Stilling, mat, i en +ubeskrivelig Fred. + + * * * * * + +Det blev Efteraarets sidste Solskinsdage. De lyse Formiddage laa +Katinka derinde med den fulde Sol over sin Seng. Hun digtede saa mange +lykkelige Drømme, mens hendes Hænder sagte gled frem og tilbage over +det solvarme Tæppe. + +-Fruen ser saa godt ud, sagde Marie. + +-Ja, jeg har det ogsaa godt. Hun nikkede uden at aabne Øjnene og laa +stille igen, i Solen. + +-Imorgen vil jeg op igen, sagde hun. + +-Det kan jo Fruen.... + +Katinka vendte sig om mod Vinduet: Det er som om det var Sommer, sagde +hun. + +-Hvis jeg maatte komme ud imorgen.... + +Hun blev ved at tale om det: Om hun kunde komme ud. Ned i Lysthuset +til Hylden. + +-Havde den Blade endnu, Hylden--og Roserne--og Kirsebærtræet.... + +-I fjor stod de i Blomst ... et Blomsterflor. + +-Hele Byen fik til Syltning, mens Fruen var væk, sagde Marie. + +-Det hvide Flor.... + +Katinka blev ved at tale om Haven. Hvert Øjeblik sagde hun: Tror De, +han gi'er mig Lov--at jeg faar Lov.... + +-Maaske--naar Solen skinner. + +Doktoren kom ikke, og om Eftermiddagen maatte Marie gaa ned for at +spørge. + +Det blev mørkt før Marie kom tilbage. Katinka laa uden Lys. Hun +ringede med den lille Klokke ved Sengen: + +-Er hun ikke kommet? sagde hun. + +Hun maa dog gaa Vejen, sagde Bai. + +-Hvor det varer længe, sagde Katinka. Feberen hedede hendes Kinder. + +Hun laa og hørte efter hver Dør der gik. + +-Nu gik Køkkendøren, sagde hun. + +-Det var en Mand med Koste. + +-Hun kommer aldrig, sagde Katinka. + +-Vi faar dig syg igen, sagde Bai. + +Hun laa stille, og ringede og talte ikke mer. Saa hørte hun Marie gaa +med Kontordøren og blev liggende, med bankende Hjerte under Tæppet, +uden at spørge. + +-Hvad sagde han? sagde Bai derude. + +-Ja, en halv Timestid i Middagstiden, sagde Marie, naar Solen +skinnede. + +-Sover Fruen? + +-Jeg tror det.... + +Marie listede ind. Katinka blev liggende lidt: + +-Er det Dem, sagde hun. + +-Ja, Fruen ku' gerne komme lidt op og sidde i Solen, sagde han, ved +Middagstid.... + +Katinka svarede ikke straks. Saa tog hun Maries Haand: + +-Tak, sagde hun. De er saa god, Marie. + +-Hvor Fruens Haand brænder.... + +Katinka havde Feber om Natten; hun laa med skinnende Øjne og sov ikke. +Men hun vækkede først Marie henimod Morgen. + +-Det bli'r klart, sagde hun. + +-Se efter Vejret, sagde hun. + +-Se ud af Køkkendøren, sagde Katinka fra Sengen. Der kommer altid +Skyerne. + +Der var ogsaa klart fra Køkkendøren. + + * * * * * + +-Jeg kan godt selv, jeg kan godt selv, sagde Katinka. Hun støttede sig +langs Væggene i Gangen, hen til Perrondøren. + +-Hvor det er varmt, sagde hun. + +-Nu kommer Trappen ... Saa--det gik.... + +Det var tungt at gaa paa Gruset. Hun lagde Armene op om Maries +Skulder: Man er saa tung i Hovedet, sagde hun. + +Hun standsede ved hvert tredje Skridt og saa' ud over Markerne og over +mod Skoven. Det var som Solen lagde Lys paa hvert eneste broget Blad. + +Katinka vilde hen til Perronlaagen. Hun stod lidt og lænede sig: + +-Hvor den er smuk, sagde hun, vores lille Skov. + +Katinka saa' langt hen ad den solbelyste Vej: Der omme staar +Milestenen sagde hun. + +Hun vendte Hovedet og saa' ud over Markerne og Engene og den lyse +Himmel: + +-Ja, sagde hun, Stemmen lød ganske sagte, her er saa smukt.... + +Marie gik og tørte Øjne, naar Fruen ikke saa' det.... + +-Men hvor Bladene falder, sagde Katinka. Hun vendte sig og gik et Par +Skridt alene. + +De kom ind i Haven. + +Katinka talte ikke mer. De kom ned om Plænen til Lysthuset. + +-Hylden, sagde hun blot. + +-Her maa jeg sidde, sagde hun. Marie lagde Tæpperne om hende, og +sammenfalden saa' hun tavs ud i den sollyse Have. + +Kirsebærtræernes Blade laa gule over Plænen; et Par smaa Roser +blomstrede endnu. + +Marie vilde plukke dem. + +-Nej, sagde Katinka: det er Synd--lad dem sidde. Hun sad igen. Hendes +Læber bevægede sig, ligesom om hun hviskede. + +-Her sad Huus helst, sagde Marie. Hun stod ved Siden af Bænken. + +Katinka fer sammen. Saa sagde hun og smilte stille: + +-Ja, her vilde han gerne sidde. + +De gik igen. + +Da de kom til Laagen, stod Katinka lidt stille. Hun saa' tilbage, ind +i Haven: + +-Hvem mon der nu skal gaa derinde? sagde hun. + +Hun var saa træt. Hun støttede sig tungt til Marie og inde i Gangen +tog hun til Væggene. + +-Luk Bagdøren op, sagde hun, at jeg kan se Skoven. + +Hun kom derhen og hun stod et Øjeblik lænet til Dørstolpen og saa' ud +mod Skoven og Vejen. + +-Marie, sagde hun, jeg vil ogsaa se Duerne.... + +Katinka kom ikke op længer. Kræfterne forlod hende mer og mer.... + +Enkefru Abel bragte Vingelée. + +-Til at lædske Tungen, sagde hun. Hun sad og saa' paa Katinka med +taareblændede Øjne. + +-Og saa alene ligger De, sagde hun. + +Fru Abel vilde sende sin Louise-Ældst. + +-Hun er som en Diakonisse, sagde hun, den Ældste ... en Diakonisse.... + +Louise-Ældst kom om Formiddagen og gik rundt paa Taaspidserne i hvidt +Forklæde. Katinka laa hen, som hun sov ... Louise-Ældst dækkede +Frokostbordet og tragtede Kaffen. + +Og Døren til Sovekamret blev lukket paa Klem, mens de spiste.... + +Bai var meget taknemmelig. Enkefruen tørrede Øjne: Venner kender man i +Ulykken, sagde hun.... + +Fru Linde kom om Eftermiddagen og sad og strikkede ved Sengen. Hun +fortalte nyt og gammelt om den ganske Egn og om sig og sin Linde. + +Gamle Linde hentede sin Kone i Mørkningen, og de to Gamle sad en +Timestid endnu ved Sengen i Skumringen. + +Agnes var det først og Agnes sidst. + +-Linde kan nu ikke leve uden Agnes, sagde Fru Linde. Selv vandede hun +Høns i Krogene baade Morgen og Aften. + +-Ja, ja, min Pige, hun er nu min Øjesten, sagde Gamle Pastor. + +-De skal se, hun kommer en Dag, sagde Katinka. + +-Som en gammel Pige. Fru Lindes Strikkepinde gik. + +Det med "gammel Pige" kunde Fru Linde ikke glemme. + +De sad og snakkede, og gamle Pastor fik sig en Solbærrom før han gik +hjem. + +-Den gør godt, sagde han, og den gaar ikke til Hovedet. + +De to gamle tridsede hjem ad den efteraarsmørke Vej. + + * * * * * + +Bai var saa jævnt ude. + +-En lille L'hombre til at muntre op, sagde Kiær. Trænger s'gu til 'et, +gamle Ven. + +-Ja, gamle Kiær, Bai tog med Hænderne over Øjnene: + +-En Gang hen i Ugen, sagde han. Tak ska' du ha'e. + +-Tak for dit Venskab. Han slog Kiær paa Skuldrene og var rørt. Bai +var i den sidste Tid meget let rørt. + +Han tog afsted og spillede L'hombre til ud paa Natten. + +Naar han kom hjem, vækkede han Katinka, fordi han "ikke kunde gaa i +Seng uden at se, hvordan hun havde det". + +-Tak, ganske godt, sagde Katinka. + +-Har du moret dig? + +-Som man kan more sig, sagde Bai, naar du ligger her. Han sad og +sukkede nogen Tid ved Sengen, til han havde faaet Katinka lysvaagen. + +-Godnat, sagde han saa. + +-Sov vel, Bai. + +Naar Marie var ude om Dagen, stod Dørene aabne ind til Kontoret. +Katinka laa og hørte efter Telegrafens Prikken. + +-Hvad den har travlt, sagde hun. + +-Hvad den alt fortæller. + +-Bai, raabte hun. Det er jo hertil.... + +Bai bandte en høj Ed ude i Kontoret.... + +Ja--saa min Salighed--han kom hen i Døren--det er til Præstens. + +-Præstens--Katinka satte sig op i Sengen--det er vel fra Agnes, sagde +hun. + +Bai sagde ingenting, han var hel vild; han løb med den blaa Blyant, og +han vilde ha'e sit Tøj og han skrev Depeschen i Skjorteærmer og skrev +forkert og rev itu. + +-Bai, sagde Katinka, Bai--er det Agnes.... + +-Saa min Salighed-- + +Bai stormede selv af med Depeschen, just som Eftermiddagstoget skulde +komme. + +Saadan en Glæde havde Bai aldrig set. De to Gamle lo og græd. + +-Aa Gud--at det er sandt--aa Gud--at det er sandt.... + +-Ja--lille Mo'er--Ja--Ja ... Gamle Pastor vilde være rolig. + +Han tyssede paa hende og klappede hende paa Hovedet. + +Men saa foldede han Hænderne: Nej sagde han--det er for meget. + +Han græd selv og tørte sig i den Fløjels Kalot. + +-Ja, ja, sagde han; Gud taknemmelig, siger jeg; Gud taknemmelig.... + +Gamle Pastor vilde selv bringe Katinka Nyheden, og han gik og tog sit +Tøj frem, og Hat og Vanter, og lod det ligge igen, og tog Bai i begge +Hænder: + +-Ja, den Glæde, Forstander, sagde han. For os to Gamle, som sidder +hen--at opleve det ... at opleve det, Forstander. + +-Hm--ja--hver har det paa sin Manér-- + +-Andersen skulde nu lære at savne, at savne hende, sagde Gamle Pastor. + +Han nussede om og kom ikke af Stedet. + +Pastorinden kom ind med Jorbærlikør, før de kom afsted. + +Gamle Pastor gik og fløjtede "den tapre Landsoldat" hen ad Vejen. + +-Han sad inde ved Katinkas Seng. + +-Ja, sagde han, Gud fører dog de rette sammen. + + * * * * * + +En Ugestid efter kom Agnes hjem. + +Hun stormede over Perronen ind gennem Kontoret. I Kontordøren saa' hun +Katinka, der laa med lukkede Øjne paa Puden. Agnes vilde ikke have +kendt hende igen. + +Katinka slog Øjnene op og saa' hende: + +-Ja, sagde hun, det er mig. + +Agnes gik hen og tog Katinkas Hænder. Hun lagde sig paa Knæ ned ved +hendes Seng. + +-Dejlige Kone, sagde Agnes og kæmpede for ikke at græde. + +Hun kom hver Eftermiddag og sad hos Katinka til Aften. + +De talte ikke meget. Katinka blundede og Agnes lod Sytøjet synke ned +i sit Skød og saa' paa det stakkels Ansigt paa Puden. Det svage +Aandedrag peb i Katinkas Bryst. + +Katinka rørte sig, og hun tog atter Sytøjet og førte Naalen ud og ind. + +Katinka laa vaagen. Hun var saa mat, hun kunde ikke tale. Hosten kom +og rystede hende; hun fo'r op i Sengen, det var, som hun skulde slides +sønder. + +Agnes støttede hende. Katinka var vaad af den kolde Sved. + +-Tak, sagde hun, Tak. + +Hun faldt hen igen og laa stille. Inde fra Sengeomhænget saa' hun paa +Agnes' Ansigt, saa rundt og stærkt, og Hænderne, der gik saa resolut +over Sytøjet. + +-Agnes, sagde hun: Vil De ikke spille lidt? + +-De skulde sove, sagde Agnes. Aa nej. Spil lidt. + +Agnes rejste sig og gik ind til Klaveret. Hun spillede halvdæmpet +Melodi efter Melodi. + +Katinka laa stille med Hænderne paa Tæppet. + +-Agnes, sagde hun: Syng den ... vil De ikke. Det var Sangen om +Sorrent. Agnes sang den med sin mørke Altrøst. + + Hvor den høie og dunkle Pinie + Laaner Skygge til Bondens Vigne, + Hvor ved Golfen Orangelunden + Dufter liflig i Aftenstunden; + Hvor ved Stranden Baaden gynger; + Hvor i Byen glade Klynger + Gaar i Dansen mens de synger, + Synger højt Madonnas Pris. + Aldrig, aldrig, jeg forgjetter + Disse Dale, disse Sletter, + Disse maaneklare Nætter, + Napoli--dit Paradis. + +Hun blev siddende lidt ved Klaveret. Saa rejste hun sig og gik ind i +Sovekamret. + +-Tak, sagde Katinka. + +Hun laa lidt. + +-Ja, sagde hun ganske sagte. Hvor Livet kunde være smukt. + +Agnes lagde sig ned ved Sengen. De laa stille, begge to, i Mørket. +Katinkas Haand gled hen over Agnes' Haar. + +-Agnes, sagde hun. Der skal ikke--tales over mig.... + +-Katinka dog.... + +-Bare bedes, sagde hun. + +Hun tav igen. Agnes græd sagte. Katinka blev ved at bøje smaa Lokker +af hendes Haar ind mellem sine Fingre. + +-Men der er, hun talte ganske sagte og ligesom frygtsomt og Haanden +faldt bort fra Agnes Haar: en Salme--som-- + +-Som jeg saa gærne vilde ha'e sunget ... ved min Grav.... + +Hun hviskede næsten uhørligt. Agnes laa med Hovedet ned i Puden. + +-Bryllupssalmen, sagde Katinka ganske sagte, som et Barn, der ikke tør +bede. + +Graaden rystede Agnes, og hun tog Katinkas Hænder og kyssede dem, mens +hun hulkede. + +-Katinka dog--Katinka dog.... + +Katinka tog om hendes Hoved og bøjede sig lidt frem: + +-Nu bli'r I to jo lykkelige, sagde hun. + +Hun laa tavs. Agnes blev ved at græde. + +Næste Dag blev Katinka berettet af Gamle Pastor. Bai var i Randers. + + * * * * * + +Agnes blev vækket om Natten af en forskræmt Pige med et Tællelys: Der +er Bud--Frøken--fra Stationen ... Frøkenen maatte endelig komme. + +-Bud ... Agnes var ude paa Gulvet. + +-Hvem er her? sagde hun. + +Hun raabte ned gennem Gangen. + +-Jeg, sagde Lille-Bentzen. + +Agnes kom ud i nogle Sjaler. + +-Hun dør, Frøken, sagde Lille-Bentzen. Han stod bleg og +tænderklaprende. Lille-Bentzen havde aldrig før set nogen dø. + +-Er der Bud efter Doktoren, sagde Agnes ... Lygten, Ane. + +-Der var ingen til at gaa.... + +Agnes fik Lygten tændt og gik over Gaarden. Hun bankede paa +Karlekamret. Det gav Ekko mod Laden.... + +-Lars, Lars-- + +Lars kom ud, søvndrukken, i Halvdøren i Lygtelyset. + +Agnes gik tilbage over Gaarden til Gangdøren. Lille-Bentzen var gaaet +ud paa Trappetrinet, angst for at staa i Mørket. + +-De kører med, sagde Agnes og gik forbi. + +Et Par skræmte Piger kom ud i Gangen: Faa kogt Kaffe, sagde Agnes. +Skynd Jer. + +Hun gik ind for at klæde sig paa. Lille-Bentzen blev alene i Gangen. +Dørene stod aabne ned gennem Huset, knirkende i Mørket. Pigerne +rumsterede rundt, halv-paaklædte og søvndrukne, med hver sit Tællelys. +De glemte en Stage paa Spisebordet. Lyset flakkede i Trækken. + +Ude i Gaarden kom Drengen gaaende med Staldlygten. Han satte den paa +Stenbroen og gik igen--der blev en lys Kreds om Lygten i Mørket. + +Vognporten blev slaaet op og de kom ud med Hestene. Hver Lyd lød +stærkt og skræmmende ud i Natten. + +Agnes kom ud og gik forbi Bentzen i Gangen. + +-Saa gaar jeg derned, sagde hun. + +-Har hun Krampe? + +-Hun skreg, sagde Bentzen. + +Agnes saa' ud i Gaarden: Skynd Jer, raabte hun. Drengen løb med Lygten +over Gaardsrummet. + +Der blev sat et Par flimrende Lys i Køkkenvinduet, saa Skæret faldt ud +paa Heste og Vogn. + +Gamle Fru Linde kom ind i Spisestuen i en Slaabrok af Gamle Pastors: +Bliv i din Seng, Mo'er, sagde Agnes. + +-Aa, Herre Gud, aa, Herre Gud, sagde gamle Fru Linde. Saa det kom +pludseligt ... saa det kom pludseligt ... Og hun begyndte at gaa rundt +med sit Lys i Haanden ligesom de andre. + +Drengen slog Portene op--det fo'r i dem alle ved Larmen--og Lars viste +sig i Køkkendøren og fik en Skaal Kaffe. + +Lille-Bentzen kom ud og op paa Bukken ... Han saa' Pastorindens +Ansigt--smaagrædende sad hun og rokkede inde i Stuen foran det +viftende Lys. + +De rullede ud af Porten, ned ad Vejen, gennem Mørket, i Trav, saa +Pilene paa Hegnet fer forbi dem som dansende Spøgelser. + +Lars tog fast om Tømmerne. + +-Bæsterne er sky, naar man kører til Død, sagde han. + +De talte ikke mer. Vognlygternes Lys fo'r hen over de urolige Pile. + + * * * * * + +Bai gik op og ned ude i Forstuen, op og ned langs Væggen. + +-Er det Dem, er det Dem, sagde han. Hvor hun skriger. + +Agnes aabnede Døren til Kontoret. Hun hørte Katinka stønne og +Vaagekonens Stemme: Ja, ja, ja, ja. + +Marie Pige kom: Doktoren, sagde hun. + +-Han er kørt efter ham, sagde Agnes. + +Hun gik ind. Vaagekonen holdt Katinkas Arme over Hovedet. Trækninger +gik gennem hendes Krop under Tæpperne. + +-Hold, sagde Vaagekonen. + +Agnes tog om hendes Haandled og slap dem igen; hun følte den kolde +Sved. + +Den døende slog med de krampekrummede Arme op i Sengegardinet. + +-Hold dog, sagde Vaagekonen. + +Agnes tog om Armene: Tungen, Tungen, sagde hun. + +-En Ske dog, Tungen. + +Katinka sank tilbage--der faldt blaahvidt Skum ud over de aabnede +Læber gennem de sammenbidte Tænder. + +Marie tabte Skeen og fandt den ikke paa Gulvet og ragede efter en +anden med Lyset. + +-Hovedet, sagde Vaagekonen, Hovedet. Marie holdt det, rystende over +hele Kroppen. + +-Aa, Jøsses, aa, min søde Frelser, blev hun ved at sige ... aa Jøsses +... aa ... min søde Frelser.... + +Agnes pressede Katinkas Arme ned. Hovedet tilbage, sagde Vaagekonen +... Hun halvt laa og pressede Skeen ind imellem den døendes Tænder. + +Der stod Skum ud over Skeen: Godt, hviskede Vaagekonen, godt. + +Katinka slog Øjnene op. Hun holdt dem paa Agnes, store og angstfulde. + +Katinka blev ved at stirre paa hende med det samme Blik. + +-Katinka.... + +Den døende stønnede og sank tilbage. Skeen faldt ud af hendes Mund.... + +-Hun faar Ro, sagde Vaagekonen. + +Katinkas Øjne faldt til. Agnes slap hendes Arme. + +De satte sig hver paa sin Side af Sengen, lyttende til hendes Aande, +der kom uregelmæssigt og ganske svagt. + +-Hun faar Ro, sagde Vaagekonen.... + +Den døende blundede hen, stønnende nu og da. + +Vognen kom ude paa Vejen. Døren blev slaaet op og man hørte Doktorens +Stemme. + +Agnes rejste sig og tyssede. + +-Hun sover, sagde hun. + +Doktoren gik ind og bøjede sig over Sengen: Ja, sagde han, det er +snart forbi. + +-Lider hun? sagde Agnes. + +-Man véd ikke, sagde Doktoren. + +-Nu sover hun. + +Doktoren og Agnes satte sig inde i Dagligstuen. Inde i Kontoret hørte +de Bai vandre op og ned. + +Agnes rejste sig og gik derind. + +-Hvad siger han, spurgte Bai. Han blev ved at gaa. + +Agnes svarede ikke; hun sad tavs i sin Stol. + +-Jeg havde jo ikke troet det, sagde Bai: jeg havde jo ikke troet det, +Frøken Agnes. + +Han flakkede op og ned, fra Dør til Vindu--og standsede igen ved +Agnes' Stol og sagde ud i Luften: + +-Jeg havde jo ikke troet det, Frøken Agnes. + +Doktoren aabnede Døren: Kom, sagde han. + +Krampen var begyndt igen. Bai skulde holde hendes ene Arm. + +Men han slap den igen. + +-Jeg kan ikke, sagde han og gik med Hænderne for Ansigtet. De hørte +ham hulke inde i Kontoret. + +-Tør Panden, sagde Doktoren. + +Agnes tørrede Sveden af Panden. + +-Tak, sagde Katinka og slog Øjnene op: Er det Agnes? + +-Ja, Katinka, det er Agnes. + +-Tak. + +Hun faldt hen igen. + +Hen mod Morgen vaagnede hun. De sad alle ved Sengen. + +Øjnene var brustne. + +-Bed hende spille. + +-Spil, sagde Doktoren. + +Agnes gik ind. Taarer løb ned over Tasterne og hendes Hænder, mens hun +spillede uden at høre sine egne Toner. + +Katinka laa stille hen. Brystet gik pibende op og ned. + +-Hvorfor spiller hun ikke? sagde hun igen. + +-Hun spiller jo, Tik.... + +-Hun hører ikke mer.... + +-Den døende rystede paa Hovedet: + +-Jeg hører det ikke, sagde hun. + +-Salmen, hviskede hun, Salmen. + +Hun laa lidt igen, stille. Doktoren sad med hendes Puls og saa' paa +hendes Ansigt. + +Saa løftede hun sig op og rev sin Haand løs: + +-Bai, skreg hun, Bai. + +Agnes rejste sig og løb ind. De stod alle om Sengen. Bai knælte ned og +hulkede. + +De fór alle sammen: det var Telegrafen, der lød ind gennem Stuerne og +meldte Tog.... + +Katinka slog Øjnene op. Se, se, sagde hun og løftede Hovedet. + +-Se Solen, sagde hun: se Solen over Bjergene. + +Hun løftede Armene, de faldt ned igen, og gled ned ad Tæppet. + +Doktoren bøjede sig hastigt frem over Sengen. + +Agnes knælte ved Fodenden med Hovedet ind mod Sengen ved Siden af +Marie Pige. + +Man hørte kun en høj Hulken. + +Doktoren løftede de hængende Arme op og foldede Hænderne over den +Dødes Bryst. + + * * * * * + +-Hm, De har s'gu ikke sovet ud, Bentzen. Den indiskrete sprang af +Toget. + +-Hvordan staar 'et! + +-Hun er død, sagde Lille-Bentzen; han talte som om han frøs. + +-Hva'? + +-Satan-- + +Den indiskrete stod og saa' lidt paa den lille Stationsbygning: alt +laa som vanligt. + +Saa vendte han sig og steg stille op paa Trinet. + +Toget skjultes af Vintrens Taager over Markerne. + + + + +VII + + +Det var den første Vinterdag. Høj Luft og tyndt Snelag over den +letfrosne Jord. + +Udenfor Kirken begyndte Mændene at samles, højtidelige, med høje +Silkehatte af mange Aargange. De hviskede i smaa Grupper, og en efter +en gik de hen og kiggede ned i den tomme Grav tæt ved Muren. + +Inde i Kirken gik fire fem lydløse Koner oppe om Kisten og følte +stille paa Kransene, Degnen og Lille-Jensen lagde Salmer paa +Pladserne. + +De var færdige: Og Nr. 753 af Salmebog ved Graven, sagde Lille-Jensen. + +Lille-Jensen var som en Slags Bedemand ved "Lejligheden". Hun havde +straks overtaget Liget baade i Hjem og Kirke. "Institottet" havde haft +"Efteraarsferie" siden Dødsfaldet. + +Frøken Jensen saa' sig om i Kirken og gik op mod Kisten med Degnen: +Guirlanderne hang i regelrette Buer over Koret og Sørgefloret var +trukket som to Pølser over Alterstagerne. + +-Nydelig Kiste efter Aarstiden, sagde Degnen. + +De stod og saa' paa Kransene. + +-Det er en Forskel, sagde Degnen, han skød Skuldrene i Vejret og saa' +paa en Krans fra Abels. + +-Ja, sagde Frøken Jensen: der er ingen "Interesse". + +Frøken Jensen gik lidt bort og saa' prøvende paa Kisten: + +-Ja, sagde hun: Jeg er glad, vi tog Egetræ. + +-Det er, om jeg saa tør sige, ogsaa proprere for Liget, sagde Degnen. + +Klokkerne begyndte at ringe, og Frøken Jensen gik ud paa Kirkegaarden. +Hun hilste paa sine Elevere-Fædre og holdt Mandtal. + +Bai kom ind ad Laagen med to Herrer med Fodposer; alle Hatte blev +løftet. Lille-Jensen trykkede Haand i Vaabenhuset. + +Da alle var til Sæde i Stolene, arriverede Familien Abel. Enkefruen +gik i Spidsen; hun saa' ud til at have skyndt sig. De to Kyllinger var +i Sørgeslør som to Enker. + +Louise-Ældst lagde Vedbend-Kors paa Kisten. + +Agnes sad ved Siden af Gamle Pastor. Hun hørte ikke Sangen og slog +ikke Salmen op. Hun sad kun og stirrede med duggede Øjne paa den +dejlige Kones Kiste. + +Sangen døde hen. Gamle Pastor stod op og gik frem. + +Da Bai saa' ham staa der foran Kisten med foldede Hænder, brast han i +Graad og hulkede. + +Gamle Pastor ventede stille, med Øjnene paa Kisten. Stemmen lød kun +saa halvhøjt, da han talte. Vintersol faldt ind ad Korvinduerne paa +Kiste og Blomster. + +Gamle Pastor talte om de stille i Landet. + +Stille var hun--stille i sit Liv; stille vilde hun bringes til den +sidste Ro. Gud Herren, som kender Sine, gav hende et Liv i Lykke hos +en god Husbond; han gav hende en Død i Fred af sin hellige Aand. Han +modtage hendes Sjæl, han, som ene kender Hjerter og Nyrer; han skænke +sin Trøst, den ene Trøster--til dem, som nu sørger. + +Amen. + +Gamle Linde tav. Der var ganske tyst. + +Ligbærerne kom frem med Degnen og Lille-Jensen, som rev Kransene af +Kisten. + +Og de saa' alle, staaende op i Stolene, efter Kisten, som blev baaret +ud under Sang. + + Det er saa yndigt at følges ad + For to som gerne vil sammen være. + Da er med Glæden man dobbelt glad, + Og halvt om Sorgen saa tung at bære. + Ja det er Gammen, + :|: At rejse sammen :|: + Naar Fjederhammen + :|: Er Kærlighed. :|: + +Agnes blev ved at se efter Kisten. Dørene var slaaet vidt op ud mod +den lyse Dag. + +Er Kærlighed.... + +De kom hen til Graven. Det gik i Bakke og Dal for Ligbærerne med +Kisten, Touget slap for Graverkarlen og faldt ned i Graven. + +Alle stod og ventede til man fik fat i Tougenden og fik Rebet kastet +rundt om Kisten.... + +Bai tog om en Busk, som vilde han knække den: Touget snærede, mens +Kisten blev skubbet ud og sank. + +Agnes havde lukket Øjnene. + + Det er vemodigt at skilles ad + For dem som gerne vil sammen være, + Men Gud ske Lov: i vor Herres Stad + For evigt samles de Hjertenskære. + Ja--det er Gammen + :|: At leve sammen :|: + Hvor Arneflammen + :|: Er Kærlighed. :|: + +-Naa--naa--naa, Svoger, de to Fodposer støttede Bai, som hulkede. + +Sangen døde hen. Der var stille, ingen Lyd; ingen Vind over de +blottede Hoveder. + +Tungt faldt Sandet fra gamle Lindes rystende Hænder. + +Fadervor--du, som er i Himlen. + +Det var forbi. De to Herrer med Fodposerne trykkede Hænder og takkede +for "den store Deltagelse". + +Fru Abel standsede dem ved Laagen. Hun havde sit lille Bord beredt for +Bai og hans Svogre: + +-I al Tarvelighed--at De ikke sidder ene.... + +Fru Abel tørrede sine Øjne: + +-Man véd, hvad det er at miste, sagde hun. + +Sværmen var borte. + +Agnes stod alene ved Graven. Hun saa' ned paa Kisten med dens Kranse, +plettede af Sandet.... + +Og hun stirrede frem over Vejene, hvor alle Folk gik hjem til Livet +igen. + +Det var Bai mellem de to sørgeslørede Damer--de lange Slør--og de to +Herrer med Fodposerne ... det var Katinkas Brødre ... som havde takket +paa Familjens Vegne-- + +Lille-Jensen skulde spise paa Møllen efter Anstrengelsen. Frøken +Helene ømmede sig i for smaa Støvler.... + +Der gik de alle.... + +Og skyndte sig. + +Agnes bøjede Hovedet. Hun følte et vredt Ubehag mod dette Smaaliv, som +skyllede videre hjem ad alle Veje. + +Der kom nogen bag hende. Det var Lille-Bentzen med en stor Æske. + +-Det er en Krans, Frøken, sagde han. Jeg vilde hellere bringe den +selv. Den kom med Middagstoget. + +Lille-Bentzen tog Kransen ud af Æsken: + +-Den er fra Huus, sagde han. + +-Fra Huus, sagde Agnes. Hun tog Kransen og saa' paa de halvvisnede +Roser: Hvor den har været smuk. + +-Ja, sagde Bentzen. Køn har den været. + +De stod lidt. Agnes knælte halvt ned og lod Kransen glide lempeligt +ned paa Kisten. Rosernes Blade spredtes i Faldet. + +Da Agnes vendte sig, stod Lille-Bentzen og græd. + +En Karl kom hen til dem. + +-Hvis Frøkenen--der skulde lukkes.... + +-Ja, vi kommer. + +-Degnen giver mig vel Lov til at være her, sagde Agnes. + +Agnes og Bentzen gik stille hen ad Vejen. Karlen stod allerede og +ventede ved Porten. + +Med Hænderne i Kaabelommerne blev Agnes staaende og saa' paa Karlen, +der lukkede Porten og satte Hængelaas for. + +Lille-Bentzen smaasnøftede endnu da han gik med Farvel. + +Agnes blev længe staaende foran den stængte Port. + + * * * * * + +Bai var meget hos Abels. + +Fru Abel kunde ikke udholde den Tanke, at han sad dernede, alene, i de +øde Stuer ... naar man selv kan sidde ved en hyggelig Lampe, sagde Fru +Abel. + +Hun og hendes Louise-Ældst hentede ham efter Otte-Toget. + +-Blot hjem om Lampen, sagde Fru Abel. + +Louise-Ældst var ganske som hjemme paa Stationen. Hum maatte vande +Blomsterne i en Fart, før de gik. + +Fru Abel stod hos. + +-De var hendes Yndlinge, den kære, sagde hun mildt. + +Den kære var Katinka. + +-Men Amplen, sagde Louise-Ældst. Den tørster ogsaa. Hun nikkede til +Amplen. + +Bai maatte holde paa Stolen, naar Louise-Ældst vandede Amplen. Hun +stod paa Tæerne med Vandkanden og viste sin Skønhed. + +-Hun glemmer ikke noget, sagde Fru Abel. Amplen fik Vand, saa det +pladrede paa Gulvet. + +-Marie tørrer vel op, sagde Louise-Ældst skarpt ud i Køkkenet. Hun +stod altid et Sekund i Spisekammerdøren og "oversaa". Louise-Ældst +havde saa hurtige Fingre, naar der var gemt en sød Levning paa en +Asjet. + +De gik hjem om Lampen. + +Louise-Ældst skænkede The i hvidt Forklæde. + +Paa Ida-Yngst maatte der kaldes og kaldes. + +-Hun skriver, sagde Enkefruen i sin Krog. + +Ida-Yngst skrev altid i en underlig upaaklædt Tilstand. + +-Bøsse-Sa har glemt sine Manschetter, sagde Enkefruen. + +-Naa, sagde Bøsse-Sa. + +Bøsse-Sa var i det hele derangeret. + +-Han er her jo ikke, sagde Enkefruen. + +Efter Bordet fik Bai sin Toddy til "Dagstelegrafen". Louise-Ældst +broderede. Enkefruen sad og saa' "ømt". + +-Det er som hjemme, De skal føle Dem. Det er blot det, vi vil. + +Naar Bai var færdig med Avisen, spillede Louise-Ældst. Hun sluttede +med en af Katinkas Smaamelodier. + +-Den spillede hun, den kære, sagde Enkefruen og saa' paa Portrættet: +Katinka hang med Immortelkrans under Spejlet over Sofaen. + +-Ja, sagde Bai. Han sad med foldede Hænder. Om Lampen, efter Toddyen, +følte Bai altid en mild Rørelse over sit "Savn". + +Enkefruen forstod ham. + +-Men man har det forklarede Minde, sagde hun. Og Gensynet. + +-Ja. + +Bai førte de to Fingre hen over Øjnene. + +De talte om "den kære Afdøde", mens Bai fik sit andet Glas. + +Lille-Jensen sad i Mørke ved sit Vindu, for at høre, naar han gik. + +Lille-Jensen var mest i Præstegaarden i den sidste Tid. + +-Hos Abels holder de vist ikke af Forstyrrelse, sagde Lille-Jensen. + +Frøken Jensen var kommet meget paa Stationen de første Uger efter +Dødsfaldet. + +En Kvinde hjælper, hvor hun kan, sagde hun paa Møllen. + +-Ja, sagde Møllerens Frue. + +Frøken Helene strakte Benene fra sig og saa' paa sine Filttøfler. + +-Og den kære Katinka--Frøken Jensen kaldte hende Katinka efter hendes +Død--har forvænt ham. + +Lille-Jensen tog et Slags Over-Opsyn paa Stationen. + +-Hvad nytter det med en Pige? sagde hun. + +Hun kom efter Skoletid med Spaankurv og Bel-ami. Bel-ami havde egen +Kurv ved Kakkelovnen. + +Hun gik lydløs om og lavede Livretter. + +Naar Bordet var færdigt, havde hun Tøjet paa. Bai bad hende dog +endelig blive og spise det Stykke Smørrebrød med sig. + +-Ja, hvis De hellere vil, at jeg bli'r, sagde Lille-Jensen. + +-Det er jo ialfald et levende Væsen, sagde hun beskedent. + +Bel-ami kom igen paa Plads, og de spiste. + +Lille-Jensen trængte sig ikke paa med Konversation. Hun sad hen som +den stille Deltagelse, mens Bai tog til sig af Livretterne. Han havde +begyndt at faa sin Appetit igen. + +Efter Bordet spillede de en faamælt Piqué. + +Klokken ti gik Frøken Jensen. + +-Jeg var ved Graven, sagde hun, med en Blomst. + +Frøken Jensen hægede Graven. + +Hun hørte Bel-ami hyle, mens hun gik hen ad Vejen hjem. Hun tog den +ikke op. + +Frøken Jensen gik i dybe Tanker. Hun tænkte paa at sælge sin Skole. + +Hun havde altid bedre passet til en Plads, hvor en Dame med Dannelse +var som Fruen i Huset. + +-Men i de sidste to, tre Maaneder kom Frøken Jensen ikke mere ret +meget paa Stationen. + +Hun satte ikke Pris paa at blive regnet til de Paatrængende. + +-Fru Abel forstod hun ganske simpelt ikke. + +Om Aftenen sad hun ved Vinduet for at høre--om han i det hele slap +hjem. + +-Graven plejer jeg, sagde hun paa Møllen. + + * * * * * + +-Satan til Fruentimmer, saa de vimser. Kiær viftede i Kontoret med sin +Hat, som vilde han holde Fluer væk. Louise-Ældst var smuttet forbi ham +i Døren. + +-Satan, saa der vimses, sagde Kiær. + +Kiær skulde til København og vilde have Bai med. + +-Trænger s'gu til 'et, gamle Dreng, trænger s'gu svært til 'et.... + +-At faa Luft i Lungerne.... + +-Gamle Ungkarl.... + +-Ud paa Keglebanen, sagde han. + +Bai kunde s'gu ikke bestemme sig til det ... du--saa kort efter.... + +-Men trænge til Luft i Lungerne--kunde han jo nok. + +Otte Dage efter rejste de. Fru Abel og Louise-Ældst pakkede Kuffert. + +Bai strakte sig i Sædet og spændte sine Armmuskler, da de rullede af. + +-Paa Rejse, sagde den indiskrete. De krydsede ham paa en Station. + +-En Junker-Svip ... To glade Unghaner ... Den indiskrete lo og +smækkede Tungen ud med et Knald. + +Bai sagde: Ja, vi ska' jo ind og se, hvordan den vrikker. + +Han slog Kiær paa begge Knæene og sagde igen: Vrikker--du gamle.... + +De rullede af og vinkede til den indiskrete, som raabte efter dem. + +De blev paa en Gang meget lystige, brugte drøje Ord og klaskede sig op +og ned ad Benene: + +-Saa gaar den en Gang igen, en Gang igen, sagde Bai. + +-Hvad er vi til vi Mennesker, sagde Kiær. + +-Adam, du Gamle, sagde Bai. + +De lo og snakkede. Kiær var glad. + +-Nu kender man dig igen, sagde han:--du gamle Lampepudser.... + +-Nu kender man dig. + +Bai blev pludselig alvorlig: + +-Ja, gamle Ven, sagde han, det har været traurige Tider. + +Han sukkede to Gange og lænede sig lidt tilbage i Sædet. + +Saa sagde han igen i en glad Tone: + +-Du--vi ta'r Nielsen. + +-Hva'for en Nielsen, sagde Kiær. + +-En lille Fløjtenant, du, Kender.... + +-Man véd jo ikke de nye Steder--gamle ... Saa' ham i Præstehuset ... +Rask Fyr ... Kender.... + +-Naar der ska' være Gilde.... + +De begyndte at gabe og blive mere stille; de sov ind hver paa sit Sæde +og sov til Frederits. + +Der drak de tæt med Kognakker mod "Nattekulden". + +Bai gik ud paa Perronen. Vogne blev rangerede, og der var en +Klokkeklemten og en Signaliseren, saa man hørte ikke Ørenlyd. + +Bai stod under en Lygte midt i Stimlen og lod sig puffe til: + +-Gamle, sagde han til Kiær og gned Hænderne, mens han saa' ned ad +Perron og Bane--Hva' du? + +-Leben er 'et, sagde Kiær. + +Damerne svippede rundt op og ned ad Trinene, rødmossede af Søvnen, +under Rejsehætterne. + +-Og de Kvindfolk, sagde Bai. + +Der blev raabt og klemtet. + +-Passagererne til Strib-Passagererne til Færgen.... + +Med halvelleve Toget var Bai i København. + +De fandt Løjtnant Nielsen paa en fjerde Sal i Dannebrogsgade. +Møblementet var et Klædeskab med en hængende Dør, der blottede en +ensom Uniformsvest, og en Rørstol med et Vandfad. + +Løjtnanten laa i Bunden af Sengen paa en Hømadras. + +-Feltfod, sagde han. Man har jo sine Kahytter "anderswo", Forstander. + +-Bai sagde, at de skulde "se Staden". + +-Saadan Stederne, sagde han: forstaar De.... + +Løjtnant Nielsen forstod. + +-De vil se Markedet, sagde han. Stol paa mig: vi skal se Markedet. + +Han kom i Benklæderne og begyndte at skrige paa en Madam Madsen. Madam +Madsen stak et Stykke Sæbe ind ad Døren med en nøgen Arm. + +-Man lever i Familien, sagde Løjtnanten: han skummede Madam Madsens +Sæbe op ad Armene. + +De aftalte et Sted, hvor de skulde mødes for at se paa Kasinos +Danseben. "Og saa ser vi Markedet", sagde Bai. + +Løjtnanten pumpede Madam Madsen for ti Øre og kørte saa sporenstregs +ud til "Knejpen". + +Knejpen var en lille rar Ølhave i Pilealléen, hvor "de af Banden" +holdt til paa Keglebanen og ved Kortene. + +Banden var tre Sekondløjtnanter og to hørhaarede Herrer fra +Landbohøjskolen. + +Da Nielsen kom, var Herrerne allerede ved L'hombren, i Skjorteærmer, +med Hattene i Nakken. + +-Naa--Tvillinger, sagde Nielsen. + +-Gaar 'en? + +-Man spæ'r den op, sagde den ene af de hørhaarede og skød Skuldrene +op. + +-Svævende, mente en af Løjtnanterne. + +-Meget svævende, sagde den anden. + +Banden levede paa Ordet "svævende". Man sagde det en Gang rundt hvert +Kvarterstid med sære Tonefald og smaa Haandviftninger. + +-Svævende-- + +-Man maa spæ' den op, sagde Nielsen. + +Banden spædede op med Bajere og "Hunkøn". + +-Jeg har nappet et Par "Givere", sagde Nielsen. + +-Givere--hva' Satan--Nielsen? De hørhaarede skød Hatten bagud. + +-Et Par ældre "Givere", Tvillinger.... + +Tvillingerne slog med Ølflaskerne i Bordet til Ære for Finderen. + +De stillede om Aftenen i Kisten, efter at Nielsen havde set paa +"Danseben" med Kiær og Bai. + +Nielsen hentede nogle rødmossede Piger, som drak Banko med dem og slog +"de to ældre Herrer fra Provinsen" koket over Fingrene. + +Bai sagde: "Pivain" og saadan ældre Ord fra sine Løjtnantsdage. + +De to hørhaarede taalte aldrig noget. De sad halvlallende og sagde: + +-Gamle Svinebørster, og ravede Bai og Kiær over Skuldrene. + +De blev ved at drikke allesammen. + +-Uf, dog, gamle Støvle. + +-Væk med Hænderne, Bai blev øm af den megen Drikkelse. + +... Bai vidste ikke, hvordan det gik til. Løjtnanterne var pludselig +forsvundne med de rødmossede.... + +-De er fløjet, sagde Kiær. + +-De to Herrer sidder saa alene.... + +Det var en ældre lille Dame, der stak sin Næse hen til Bordet.... + + * * * * * + +Der var gaaet otte Dage. + +Kiær havde Forretninger om Formiddagen. Bai sov mest. + +Kiær kom kjem, ind paa Værelset. + +-Hva', sover du, sagde han. + +-Ja, man er s'gu uoplagt, sagde Bai og gned Øjnene, paa Sofaen. + +-Hva' er Klokken? + +-To. + +-Saa maa vi afsted. Bai kom op af Sofaen. Satan til Strygebrædt, sagde +han. Han var øm i alle Lemmer. + +Han fik sig klædt paa. + +De skulde ud at se paa Gravsten. Bai vilde købe Katinkas Gravsten i +København. + +Han havde været hos tre, fire Stenhuggere og havde ikke kunnet +bestemme sig. + +Kiær var lidt utaalmodig over at skulle drage rundt med ham mellem +alle de Sten. + +-Det er jo smukt af dig, gamle Ven--det er jo meget smukt af dig.... + +-Men hun ligger s'gu lige godt. + +Bai var halv rørt, mens han gik rundt mellem alle disse Kors og Søjler +med Marmorduer og Englehoveder. + +Idag maatte han bestemme sig, den sidste Dag. + +Han tog et stort graat Kors med et Par Marmorhænder, der mødtes til +Haandtryk under Livets Sommerfugl. + +Bai stod længe foran Korset med de to Hænder og Sommerfuglen. + +-Smuk Tanke, sagde han og førte Fingrene hen over Øjnene: Tro, Haab og +Kærlighed. + +Kiær forstod ikke altid, hvad Bai mente, naar han sørgede. + +-Ja, net Tanke, sagde han. + +De var i det Kongelige om Aftenen. + +Efter Theatret skulde de ud paa Broen. + +-Jeg si'er s'gu Tak, sagde Kiær, for at varme Bænke og vente paa det +Slæng. + +Kiær gik hjem. + +Bai drev af alene. De skulde s'gu ikke sige, han ikke havde holdt den +gaaende til Slut. + +Han kom ind i Lokalet. Der var ingen af Banden kommen, og han satte +sig oppe paa Galleriet og ventede. + +-Nej, Tak, han skulde ikke ha'e no'et ... En Soda. + +Han sad og saa' ned i Salen gennem Tobaksrøgen paa de otte Piger, som +sad paa Tribunen i Kreds, og paa Tilskuerne: + +-S'gu lutter Drenge.... + +-Skuffens Bedrøvere, tænkte Bai. Han sad og saa' + +-Drenge, sagde han igen. + +Der blev raabt og slaaet med Stokkene dernede: det var en engelsk +Danserinde, som energisk slog Skørterne op over Hovedet. Bai havde +set de Skørter flyve hver Aften. + +Og han saa' næsten arrigt ned paa Stokkebegejstringen: + +-Det var noget at trampe for, sagde han. + +Han skyllede Sodavandet ned og blev ved at betragte Salen: de otte +Piger, der sad som en Rad søvnige Høns paa en Pind, og Drengene, der +skraalte for at bilde sig ind det var morsomt.... + +Han havde ventet næsten tre Kvarter og Banden kom ikke. + +-Forresten saa' han det gerne--at de blev borte--med deres +"rødmossede".... + +-En gammel "Jomfru" ku' man vel hitte selv.... + +-De to "Landboer" med deres "gamle Svinebørster". + +Bai saa' over mod den anden Side: et Par unge Herrer gantedes med to +unge Piger. Den ene var ung og frisk, med et Par smaa Smilehuller.... + +Den unge Mand bøjede sig frem og stjal Kys under hendes Slør. + +Banden blev stadig borte. Og Bai følte næsten noget som Forbitrelse, +Forargelse, mens han blev ved at se paa disse to Duer, som +næbbedes.... + +-Der kom s'gu ingen.... + +-Naa--naar de har flaaet En. + +Og Lokalet begyndte at blive tomt. Det tyndede nede paa Gulvet, fra +Galleriet forsvandt Par efter Par ved Trappen. + +Røgen og Øldunsten laa tyk og tung over Bordene med de forladte Glas. + +Oppe paa Galleriet trippede kun en ældre Dame frem og tilbage og +nikkede forførerisk til Bai. + +De havde allerede skruet Gassen halvt ned, og Bai sad endnu med +Hovedet i begge Hænder og stirrede paa den øde og skidne Sal. + +Han svor en Ed, da han rejste sig. + +Den ældre Dame vimsede ved Laagen: + +-Den Herre er her endnu, sagde hun. + +-Nej--i hede Helvede. + +Bai udtømte hele sin Forbitrelse i det Skub, han gav den ældre Dame. + +-Hva', hvinede Damen--saadan behandler man en Dame ... en +Husejerinde.... + +Kiær var i Seng: + +-Naa, sagde han. Morede I Jer? + +Bai fik Støvlerne af: + +-De var der slet ikke, sagde han halvhøjt. + +-Bagas, sagde Kiær. + +Bai klædte sig af uden at tale. + +Han laa lidt ved det tændte Lys. Saa slukkede han det. + +-Er man gnaven, Gamle, sagde Kiær. + +-Naa ... Godnat. + +Men man begynder at blive gammel, sagde Bai. + +-Ja, sagde han igen, langsomt. Det er Tingen a' 'et.... + +Kiær vendte sig i Sengen: Sludder, sagde han. + +-Men du ta'er 'en for voldsomt, Gamle ... Man maa ha'e Øvelsen, +Unghane--og ta'e 'en med Ro.... + +-Saa ka' man drive den, sagde han. + +-Behageligt. + +Kiær tav. Lidt efter snorkede han. Men Bai kunde ikke falde i Søvn. +Det var, som han lugtede Øldunst den halve Nat, og han laa og kastede +sig. + +Den næste Morgen, da han pakkede Kuffert, faldt Katinkas' Fotografi ud +mellem to Lommetørklæder. + +Det var Fru Abel, som havde givet ham det med. + +Hun havde set ømt paa det og pakket det ind i Silkepapir. + +-Den kære, havde hun sagt. + +Louise-Ældst, "min sidste", havde været arrig: Pyh--skal han ikke +ha'e en Spilledaase med.... + +-Til at spille "de kære Melodier".... + +Louise, min sidste, havde en slem Vane til at vrænge efter sin Mamma, +naar noget gik hende imod. + +Enkefruen havde stille lagt Portrættet ned mellem de to +Lommetørklæder. + +-Han skal ha'e det Stykke af Hjemmet med.... + +-Bai tog Portrættet op fra Gulvet og sad og saa' paa det med svømmende +Øjne. + + * * * * * + +Familien Abel var paa Stationen for at tage imod Bai. Stuerne var +Paaske-rene og skinnende. Med hvide Gardiner og Rengøringsluft. + +Bai sad tilbords i Sofaen: + +-Man kommer hjem til sin Huslighed, sagde han. + +-Hjemme i Reden. + +Han spiste og drak, som havde han ikke faaet Mad paa hele Rejsen. + +Enkefru Abel havde vaade Øjne af at sidde og se kærligt paa "vor +Hjemkomne". + +Han fortalte om Rejsen. + +-Theatrene, sagde Enkefruen. + +-Sæsonen-- + +-Gravsten havde han købt ... Fanden til Pris.... + +-Det tænker man jo ikke paa, sagde Enkefruen: den sidste +Kærlighedsgerning. + +-Ja, det var det--han havde sagt til Kiær ... den sidste +Kærlighedsgerning, sagde Bai. + +Louise-Ældst blev aldrig færdig med sine Smaaoverraskelser. Ikke se, +sagde hun, hun holdt ham for Øjnene, mens Enkefruen tog Laaget af det +sidste Ragoutfad. + +-Ja, hvad hun har lavet, sagde Enkefruen og smilte: Min ældste. + +-Man er dog alle Husdyr, sagde Bai. Han lagde begge Hænder paa Bordet +og saa' glad frem for sig, mens han holdt Hvil. + + * * * * * + +Det var i Oktober. Der var ganske fuldt paa Perronen til +Eftermiddagstoget. Lille-Jensen og alle Lindes og de fra Møllen. + +Enkefruen skulde rejse for at indrette Hjemmet til Ida, hendes Yngste. + +-Louise følger efter, sagde hun og tog sin sidste om Hovedet: Hun er +en Hjemmefugl. + +-Hun kommer først til Bryllupet, sagde hun. + +Bryllupet skulde staa hos "min Søster Etatsraadinden". + +-Der fandt de hinanden, sagde Enkefruen. + +Toget blev meldt, Bai kom med Garantiseddel og Billet. + +-Han har været mit Forsyn, sagde Enkefruen og nikkede til ham. + +Toget kom ned over Engen. + +-Hils saa Ida, sagde Gamle Pastor, vi tænker paa hende den Dag. + +-Det véd vi, sagde Enkefruen: Vi véd, hvor der er gode Tanker. Hun var +rørt og kyssede rundt. + +-Ja, sagde hun, det er en Rejse for at miste.... + +Toget var der: Naa, lille Frue, sagde Bai. Det er Tid. + +-Og--min Louise-- + +-De passer jo paa hende ... Bai havde allerede proppet hende ind i +Kupeen ... Farvel Fru Linde ... Farvel.... + +Louise sprang op paa Togtrinet og kyssede.... + +-Sidst, sagde hun. + +-Louise, skreg Enkefruen. Toget var begyndt at gaa. + +Bai fangede Louise, min sidste.... + +Der blev viftet og vinket, til man ikke saa' Toget mer. + +Lindes gik hjem ad Vejen med dem fra Møllen. + +Louise-Ældst vilde se noget i Posttasken og løb ind i Kontoret foran +Bai. De lo derinde, saa man hørte det ud paa Perronen. + +Lille-Jensen var sunket hen, lænet til en Pæl. Banekarlen havde faaet +Mælkespandene bort fra Perronen og Sporet skiftet. Og Frøken Jensen +stod der endnu, alene, lænet til sin Pæl. + +--Lindes var hjemme. + +Gamle Pastor sad med Agnes i Dagligstuen, mens "Mo'er" saa' efter til +Theen. + +Der var halv mørkt. Gamle Pastor kunde knap se Agnes, som hun sad ved +Klaveret. + +-Synger du en, sagde han. + +Agnes lod Hænderne glide lidt, langsomt, op og ned ad Klaviaturet. Saa +sang hun med halv Stemme, med sin mørke Alt, Sangen om Marianna: + + Under Gravens Græstørv sover + Stakkels Marianna-- + Kommer Piger, græder over + Stakkels Marianna-- + +Der blev stille i den mørke Stue. + +Gamle Pastor blundede lidt med foldede Hænder. + + + + + +End of the Project Gutenberg EBook of Ved vejen, by Herman Bang + +*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 13175 *** |