initial commit of ebook 13175HEADmain

1 files changed, 7945 insertions, 0 deletions

diff --git a/old/13175-8.txt b/old/13175-8.txt
new file mode 100644
index 0000000..27a35e3
--- /dev/null
+++ b/old/13175-8.txt
@@ -0,0 +1,7945 @@
+The Project Gutenberg EBook of Ved vejen, by Herman Bang
+
+This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
+almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
+re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
+with this eBook or online at www.gutenberg.org
+
+
+Title: Ved vejen
+
+Author: Herman Bang
+
+Release Date: August 13, 2004 [EBook #13175]
+
+Language: Danish
+
+Character set encoding: ISO-8859-1
+
+*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK VED VEJEN ***
+
+
+
+
+Produced by Steen and Heidi Christensen and Distributed Proofreaders
+Europe
+
+
+
+
+
+HERMAN BANG.
+
+
+
+VED VEJEN
+
+
+
+
+Kjøbenhavn
+
+1886
+
+
+
+
+I
+
+Stationsforstanderen skiftede Frakke til Toget.--Satan til lidt
+Forslag i Tiden, sagde han og strakte Armene. Han havde blundet saa
+smaat over Regnskaberne.
+
+Han fik tændt en Cigarstump og gik ud paa Perronen. Naar han gik
+saadan op og ned, stram i Tøjet, og Hænderne i begge Jakkelommerne,
+saa' man Løjtnanten endnu. Ogsaa paa Benene, de havde beholdt
+Rundingen fra Kavalleriet.
+
+Fem-seks Bønderkarle var kommet og stod og skrævede i en Klump
+midtvejs ud for Stationsbygningen; Stationskarlen slæbte Godset frem,
+en enlig grønmalet Kasse, der saa' ud som' den var tabt ved Kanten af
+Vejen.
+
+Præstens garderhøje Datter rev Perronlaagen op og kom ind.
+
+Stationsforstanderen slog Hælene sammen og hilste.
+
+-Hvad vil Frøkenen idag, sagde han. Naar Stationsforstanderen var "paa
+Perronen" konverserede han i samme Tone, som han havde anvendt paa
+Klubballerne i Næstved i gamle Dage ved Kavalleriet.
+
+-Gaa, sagde Præstens Datter. Hun havde nogle underlige daskende
+Gestus, naar hun talte; ligesom det var hendes Mening stadig at slaa
+den, som hun talte med.
+
+-Forresten kommer Frøken Abel hjem.
+
+-Allerede--fra Byen?
+
+-Ja--a.
+
+-Og der er stadig ingenting, der blinker? Stationsforstanderen
+spillede med højre Haands Fingre i Luften, og Præstefrøkenen lo.
+
+-Der har De Familien, sagde hun. Jeg betakkede mig og løb fra dem....
+
+Stationsforstanderen hilste paa Familien Abel, Enkefruen og hendes
+ældste, Louise. De var ledsaget af Frøken Jensen. Enkefruen saa'
+resigneret ud.
+
+-Ja, sagde hun, jeg skal hente min Ida-Yngst.
+
+Enkefru Abel hentede afvekslende sin Louise og sin Ida-Yngst. Louise
+om Foraaret og Ida-Yngst om Høsten.
+
+De tilbragte hver Gang seks Uger hos en Tante i København. "Min Søster
+Etatsraadinden", sagde Fru Abel. Etatsraadinden boede paa en fjerde
+Sal og levede af at male Storke, der stod paa ét Ben, paa
+Terrakottasager. Fru Abel sendte altid Døtrene af med alle gode
+Ønsker.
+
+Hun havde nu sendt dem af i ti Aar.
+
+-Hvad for Breve har vi ikke faaet denne Gang fra Ida-Yngst.
+
+-Ja, de Breve, sagde Frøken Jensen.
+
+-Men bedre at ha'e sine Kyllinger hjemme, sagde Fru Abel og saa' ømt
+paa Louise-Ældst. Fru Abel maatte tørre Øjnene ved Tanken.
+
+De Maaneder, de var hjemme, tilbragte Enkefruens Kyllinger med at
+skændes og sy ny Besætning paa gamle Kjoler. Til Moderen talte de
+aldrig.
+
+-Hvordan skulde man holde det ud i denne Afkrog, om man ikke havde
+Familielivet, sagde Enkefruen....
+
+Frøken Jensen nikkede.
+
+Der blev Hundeglam henne ved Kro-Omdrejningen, og en Vogn rullede
+frem.
+
+-Det er Kiærs, sagde Præstefrøkenen. Hva' ska' de? Hun gik hen over
+Perronen til Laagen.
+
+-Ja--Proprietær Kiær kom ud af Vognen--det maa De nok sige--ligger
+Madsen ikke der og faar Tyfus midt i den værste Tid, saa man maa sørge
+for Stedfortræder telegrafisk--og saa Fa'en véd, hva' man faar for
+Skrab ... Han kommer nu....
+
+Proprietær Kiær kom ind paa Perronen.
+
+-Landbohøjskole har han da--om det ku' hjælpe--og det med bedste
+Karakter ... Naa--go' Morgen--Bai. Stationsforstanderen fik Haandslag
+... Er der gi'et no'ne Omgange nede hos Jer? ... Og Konen?....
+
+-Jo--Tak ... Saa De henter Forvalter idag....
+
+-Ja--væmmelig Historie--og just i den værste Tid....
+
+-Naa--et nyt Mandfolk til Egnen, siger Præstefrøkenen og rangler med
+Armene, som om hun paa Forhaand gav ham én paa Øret. Med lille
+Stations-Bentzen bli'r det saa halv syvende....
+
+Enkefruen er febrilsk. Hun havde sagt det hjemme: Louise-Ældst maatte
+ikke gaa ud med de Brunelsstøvler.
+
+Louise-Ældst's Skønhed er Fødderne ... Smalle Aristokratfødder....
+
+Og hun havde sagt det....
+
+Frøken Louise var inde i Ventesalen og satte Slør. Frøknerne Abel
+gjorde i udskaaret Bryst med Pibekraver, Stenkulsperler og Slør.
+
+Bai gik om ad Køkkenet for at melde sin Kone Forvalteren ...
+Præstefrøkenen sad og dinglede paa den grønmalede Kasse. Hun tog Uhret
+op og saa' paa Klokken:
+
+-Gud, hvor det Mandfolk gør sig kostbar, sagde hun.
+
+Frøken Jensen sagde: Ja--Toget synes at være ikke saa faa Minutter
+forsinket. Frøken Jensen talte ubeskrivelig korrekt, navnlig naar hun
+talte med Præstens Datter. Hun satte ikke Pris paa Præstens Datter.
+
+-Det er ikke Tonen mellem mine Elevere, sagde hun til Enkefruen.
+Frøken Jensen var ikke saa sikker i de fremmede Ord.
+
+-Men--dér er jo den dejlige Kone. Præstefrøkenen satte op fra Kisten
+og fór over Perronen mod Fru Bai, der var kommet ud paa Stentrappen.
+Naar Prææstefrøkenen hilste hjertelig, saa' det ud som et voldeligt
+Overfald.
+
+Fru Bai smilede stille og lod sig kysse.
+
+-Gud forbarme sig, sagde Præstefrøkenen, faar vi ikke uventendes en ny
+Hane til Gaarden. Der er han!
+
+De hørte Støjen af Toget der borte fra og den stærke Klapren, naar det
+gik over Aabroen. Langsomt kom det vuggende og pustende frem over
+Engen.
+
+Præstefrøkenen og Fru Bai blev staaende paa Trappen. Frøkenen holdt
+Fru Bat om Livet.
+
+-Der er Ida Abel, sagde Præstefrøkenen, Jeg kender hende paa Sløret.
+Et bordeauxfarvet Slør stod ud af et Vindu.
+
+Toget holdt, og Døre blev slaaet op og i. Fru Abel skreg sine "Goddag"
+saa højt, at alle Nabokupeernes Rejsende kom til Vinduerne.
+
+Ida-Yngst klemte arrigt Moderens Arm--hun stod endnu paa Trinet:
+
+-Der er en Herre med Toget--hertil--
+
+-Hvem er han? Det gik som Kæp i Hjul.
+
+Ida-Yngst var nede. Der var Herren ... En blondskægget, højst sindig
+Herre, som fik Hatæske og Futeraler ud af en Røgkupé.
+
+-Og Tante--Tante Mi, skreg Enkefruen.
+
+-Hold din Mund, sagde Ida-Yngst stille og arrigt. Hvor er Louise?
+
+Louise sprang om paa Stentrappen foran Fru Bai og Præstefrøkenen saa
+barnligt, som om hun havde haft sin "Skønhed" i Knapstøvler.
+
+Nedenfor Trappen præsenterede Forvalteren sig for Hr. Kiær.
+
+-Ja, Satan til Historie--dér ligger Madsen--i den værste Tid ... Naa,
+vi vil haabe det bedste ... Hr. Kiær slog den nye Forvalter paa
+Skulderen.
+
+-Gud hjælpe os, sagde Præstefrøkenen. Et højst almindeligt Husdyr.
+
+Den grønmalede var inde, og Fællesmejeri-Spandene var hevet ud af
+Godsvognen. Toget begyndte at gaa, da en Bonde skreg fra et Vindu.
+Han havde ingen Billet.
+
+Togføreren, en smækker Yngling, stram som en Husar i de elegante
+Nederdele, gav Bai to Fingre og sprang op paa Trinet.
+
+Bonden blev ved at skrige og skændes med Konduktøren, der hang paa
+Brædtet.
+
+Og alle Ansigter paa Perronen saa' et Øjeblik efter Toget, som rullede
+bort....
+
+-Hm, det var det, sagde Præstefrøkenen. Hun gik ind i Gangen med Fru
+Bai.
+
+-Min Forvalter, Hr. Huus, sagde Hr. Kiær ud mod Bai, som gik forbi. De
+tre stod lidt stille.
+
+Louise-Ældst og Ida-Yngst fandt endelig hinanden og begyndte at kysses
+vildt midt i Døren.
+
+-Aa Gud, sagde Enkefruen, de har jo ikke set hinanden i seks Uger....
+
+-De er heldig, Hr. Huus, sagde Bai i Klubbalstonen: De træffer straks
+Stedets Damer ... Mine Damer, tør jeg præsentere?
+
+Frøknerne Abel hørte op at kysses som paa Kommando.
+
+-Frøknerne Abel, sagde Hr. Bai: Hr. Huus.
+
+-Ja, jeg har saamænd hentet min Yngste--fra København, sagde Enkefruen
+umotiveret.
+
+-Fru Abel, sagde Hr. Bai.
+
+Hr. Huus bukkede.
+
+-Frøken Linde--det var Præstefrøkenen--Hr. Huus.
+
+Præstefrøkenen nikkede.
+
+-Og min Kone, sagde Hr. Bai.
+
+Hr. Huus sagde et Par Ord, og de gik alle ind for at faa Tøjet.
+
+Proprietær Kiær rullede af med Forvalteren. De andre gik. Da de kom ud
+paa Vejen, havde de glemt Frøken Jensen.
+
+Hun stod og drømte inde paa Perronen, lænet til en Signalpæl.
+
+-Frøken Jensen, skreg Præstefrøkenen fra Vejen.
+
+Frøken Jensen fór op. Frøken Jensen blev altid tungsindig, naar hun
+saa' en Jernbane. Hun kunde ikke taale at se "noget drage bort".
+
+-Virkelig et net Menneske, sagde Fru Abel henne paa Vejen.
+
+-Meget almindelig Forvalter, sagde Præstefrøkenen, hun gik med Fru Bai
+under Armen. Nette Hænder havde han.
+
+De to Kyllinger gik bagest og skændtes.
+
+-Hej, Frøken Jensen, hvor De ta'er Fart, sagde Præstefrøkenen.
+Frøkenen sprang som en Ged mellem Vejpytterne langt forude. Hun viste
+stærkt sine jomfruelige Ben paa Grund af Efteraarsvæden.
+
+De gik langs den lille Stump Skov. Ved Vejdrejningen sagde Fru Bai
+Farvel.
+
+-Aa, hvor den dejlige Kone ser lille og nusset ud i det store Sjal,
+sagde Præstefrøkenen og langede sig frem over hende igen.
+
+-Farvel....
+
+-Fa'a'a'rvel....
+
+-Hun taber ikke Vejret af det, hun skal ha' sagt, sagde Ida-Yngst.
+
+Præstefrøkenen fløjtede.
+
+-Nej--dér er Kapellanen, sagde Fru Abel ... God Aften, Hr. Pastor ...
+God Aften....
+
+Kapellanen tog til Hatten. Man maatte dog hilse paa den tilbagekomne,
+sagde han.
+
+-Naa, Frøken.--Og Befindendet!
+
+-Tak, sagde Frøken Abel.
+
+-Og De har faaet en Konkurrent, Hr. Pastor, sagde Fru Abel.
+
+-Saa? Hvor?
+
+-Kiær hentede sin ny Forvalter--rigtig et tiltalende Menneske. Ikke
+Frøken Linde?
+
+-Aa ja....
+
+-Prima, Frøken Linde?
+
+-F. F., sagde Præstefrøkenen.
+
+Præstefrøkenen og Kapellanen talte altid i Jargon naar de var sammen
+med Fremmede, og sagde aldrig et fornuftigt Ord. De lo ad deres egne
+Dumheder, saa de var lige ved at springe i Luften.
+
+Præstefrøkenen gik aldrig mer i Kirke, naar Kapellanen prædikede,
+siden hun en Søndag nær havde faaet ham til at le under Fadervor paa
+Prædikestolen.
+
+-Frøken Jensen stritter af, som hun havde tændte Raketter et vist
+Sted, sagde Kapellanen.
+
+Frøken Jensen var stadig forude.
+
+-Naa, Andersen--Frøken Linde skruplo--nu er De holbergsk.
+
+De kom til Præstegaarden, som var den første Gaard i Landsbyen, og
+Præstefrøkenen og Kapellanen sagde Farvel ved Havelaagen.
+
+-Farvel, Frøken Jensen, raabte Frøken Linde hen ad Vejen. Der blev
+svaret med et Pip.
+
+-Hvordan var han? sagde Kapellanen inde i Haven. Tonen blev her en hel
+anden.
+
+-Vor Herre bevares, sagde Frøken Linde, en meget net Landbruger.
+
+Tavse gik de ved Siden af hinanden ned gennem Haven.
+
+-Hm, sagde Frøken Ida--Familien Abel naaede Frøken Jensen, der stod og
+ventede paa et tørt Sted--#den# lider vi nok paa, at han var kommet
+for at sige Goddag til mig....
+
+De gik lidt. Saa sagde Frøken Jensen:
+
+-Der gives saa mange Slags Mennesker.
+
+-Ja, sagde Fru Abel.
+
+-Jeg sætter ikke Pris paa at være sammen med den Familie, sagde Frøken
+Jensen ... jeg gaar helst af Vejen.
+
+Frøken Jensen var gaaet "af Vejen" i otte Dage: Siden Pastoren havde
+sagt de Ord....
+
+-Fru Abel--sagde Frøken Jensen ... Hva' har en enlig Kvinde? Jeg sagde
+det til Pastoren: Hr. Pastor, sagde jeg, De #interesserer# Dem for
+Friskolen ... derfor sender Forældrene deres Børn i Friskole.
+
+-Og hvad svarede han mig, Fru Abel?
+
+-Jeg taler ikke mere med Pastor Linde om Legatsagen ... De har i
+Sogneraadet taget det halve Legat fra mit Institut (Frøken Jensen
+udtalte "tot")--#jeg# vil blive ved at gøre min Pligt--selv om de
+ta'er den sidste Halvdel med. Jeg taler ikke mer med Pastor Linde om
+Legatsagen--
+
+De tre Damer var bøjede om ad den lille Vej, der førte op til
+"Gaarden", en gammel hvid Bygning med to Længer.
+
+Enkefru Abel boede i Længen til højre, Frøken Jensens Institut laa til
+venstre.
+
+-At man har dem begge igen, sagde Enkefruen. De tog Afsked i Gaarden.
+
+-Uf, sagde Ida-Yngst, da de var indenfor Døren, hvor saa' I ud ved
+Banen--saa man maatte skamme sig....
+
+-Jeg gad vidst, hvordan man skulde se ud, sagde Louise-Ældst, som
+løste Slør foran Spejlet, naar #du# har Klæderne.
+
+Enkefruen tog Slæber paa. Der var ingen Bund i hendes Støvler.
+
+Frøken Jensen fik langt om længe Nøglen op af Lommen og fik sig lukket
+ind. Inde i Stuen gøede Moppen et Par gnavne Bjæf mod sin Frøken og
+blev liggende i sin Kurv.
+
+Frøken Jensen tog Tøjet af og satte sig til at græde i en Krog.
+
+Hun græd hver Gang, hun var alene, siden Pastor Linde havde sagt sine
+Ord.
+
+-De interesserer Dem for Skolen, Hr. Pastor, havde hun sagt, derfor
+sender Forældrene deres Børn i Friskolen.
+
+-Jeg skal sige Dem, Frøken Jensen, hvorfor Forældrene sender deres
+Børn i Friskolen, fordi Frøken Sørensen kan sine Ting, det havde
+Pastoren svaret.
+
+Frøken Jensen havde kun betroet "Ordene" til Krokonen:
+
+-Og hvad kan en enlig Kvinde, Madam Madsen? havde hun sagt--Kvindens
+eneste Værn er Taarer....
+
+Frøken Jensen sad og græd i sin Krog. Det begyndte at blive mørkt, og
+tilsidst rejste hun sig og gik ud i Køkkenet.
+
+Hun tændte en lille Petroleumskoger og satte Vand over til Theen. Hun
+lagde en Dug over Hjørnet af Køkkenbordet og satte Brød og Smør frem
+foran den enlige Tallerken.
+
+Men alt mens hun gjorde det, faldt hun lange Stunder hen igen og
+tænkte paa ny paa Præstens Ord.
+
+Moppen var fulgt ud efter hende og havde lagt sig paa en Pude foran
+sin tomme Madtallerken.
+
+Frøken Jensen tog Tallerkenen og fyldte den med Franskbrød, blødt op i
+det varme Vand.
+
+Moppen fik Tallerkenen ned foran sig og begyndte at fortære Foderet
+uden næsten at røre sig.
+
+Frøken Jensen havde tændt et ensomt Lys. Hun drak sin The med
+Rugbrødssmørrebrød til--hun skar Stykket med Kniven i sirlige smaa
+Firkanter.
+
+Naar hun havde drukket The, gik Frøken Jensen i Seng. Hun bar Moppen i
+Armen og lagde den ved Fodenden paa Dynen. Saa hentede hun
+Skoleprotokollen og lagde den paa Bordet ved Sengen.
+
+Hun laasede Døren og saa' efter med Lyset rundt i alle Kroge og ind
+under Sengen.
+
+Saa klædte hun sig af og redte sine Fletninger ud og hængte dem op paa
+Spejlet.
+
+Moppen sov allerede og snorkede paa Dynen.
+
+Frøken Jensen sov ikke godt, siden Pastor Linde havde sagt--de Ord.
+
+       *       *       *       *      *
+
+Fru Bai gik tilbage ad Vejen mod Stationen. Hun aabnede Laagen og gik
+ind paa Perronen. Der var ganske tomt, saa stille, at man hørte de to
+Telegraftraade surre.
+
+Fru Bai satte sig paa Bænken udenfor Døren med Hænderne i Skødet og
+saa' ud over Markerne. Hun havde let ved saadan at blive siddende, Fru
+Bai, hvor der var en Stol eller en Bænk eller et Trappetrin.
+
+Hun saa' ud over Markerne, de store Stykker Pløjejord og længer borte
+Engene. Himlen var høj og lyseblaa. Der var slet intet Hvilepunkt for
+Øjnene uden Annekskirken. Den saa' man med dens Takker og Taarnet der
+yderst ude over den flade Mark.
+
+Fru Bai frøs og rejste sig. Hun gik hen mod Havehækken og saa' ind
+over den, aabnede Laagen og gik ind. Haven var en trekantet Strimmel
+langs Banen; forrest var der Køkkenhave, i den bageste Spids var der
+en Plæne med nogle højstammede Roser foran Lysthuset under Hylden.
+
+Hun saa' efter Roserne; der var et Par Knopper endnu. De havde saamænd
+blomstret trofast iaar--hele Tiden.
+
+Men nu maatte de snart dækkes til....
+
+Hvor Bladene allerede faldt. Men der var heller ingen Læ for
+nogenting....
+
+Fru Bai gik ud af Haven igen og langs Perronen ind i den lille Gaard
+bag Plankeværket. Hun kaldte paa Pigen, hun vilde give Duerne Korn.
+
+Hun fik Kornet i en Lerskaal, og hun begyndte at kalde paa Duerne og
+at sprede Kornet ud paa Stenene.
+
+Hun holdt saa meget af Duer. Det havde hun gjort lige fra Barn.
+
+Der havde været saa fuldt af dem hjemme i den store Købstadsgaard ...
+Hvor de havde sværmet om Dueslaget der lige over Værkstedsporten....
+
+Det var som man hørte en Kurren og Murren blot man tænkte paa Gaarden
+derhjemme.
+
+Den #gamle# Gaard--for siden, da Faderen døde, solgte de baade
+Værksted og alt og flyttede.
+
+Duerne fløj ned om Fru Bai og nippede Kornene op.
+
+-Marie, sagde Fru Bai, se dog, hvor den spættede er arrig.
+
+Marie kom frem i Køkkendøren og talte om Duerne. Fru Bai tømte Skaalen
+ud. Nogle Stykker skal nu slagtes til Bai's L'hombre, sagde hun.
+
+Hun gik op ad Trappen: Hvor det bliver tidligt mørkt nu, sagde hun og
+gik ind.
+
+I Stuen var der Skumring og lunt, naar man kom udefra. Fru Bai satte
+sig ved Klaveret og spillede.
+
+Hun spillede aldrig uden i Mørkningen, altid de samme tre-fire
+Melodier, sentimentale Smaasange, som hun spillede slæbende og
+langsomt, ganske med samme Foredrag, saa de alle kom til at ligne
+hinanden.
+
+Naar hun sad og spillede i den mørke Stue, tænkte Fru Bai næsten altid
+paa sit Hjem. De havde været mange Søskende, og der var altid saa
+megen Afveksling derhjemme.
+
+Hun var den yngste af dem alle. Da Faderen endnu levede, var hun saa
+lille, at hun om Middagen knap en Gang kunde naa op til Tallerkenen.
+
+Faderen sad i Sofaen i Skjorteærmer, og de stod rundtom Bordet, alle
+Børnene, og langede til.
+
+-Ret Jer, Unger, sagde Faderen.
+
+Han sad og ludede med sin brede Ryg og Armene langt ud paa Bordet.
+
+Moderen gik til og fra, hentede og bragte....
+
+Ude i Køkkenet spiste alle Drengene paa Værkstedet ved det lange Bord.
+
+De fniste og skændtes, saa det hørtes gennem Døren, og med ét røg de
+sammen, saa man troede Huset skulde styrte om:
+
+-Hva' mudrer I om? Faderen raabte og slog i Bordet inde i Stuen.
+
+Ude i Køkkenet blev der ganske stille--en sagte Ragen bare af en
+enkelt, som søgte noget op under Bordet efter Fægtningen.
+
+-Himmelhunde, sagde Faderen.
+
+Efter Middag sov han sin Time i Sofaen. Han vaagnede paa Klokkeslet:
+
+-Nu er der vel tænkt udførligt over Statens Bedste, sagde han og fik
+Kaffen, før han gik paa Værkstedet.
+
+-Da Faderen døde, blev det jo helt anderledes. Katinka kom i Institut
+med baade Konsul Lassons og Borgmesterens Fanny.
+
+Og hun blev ogsaa bedt til Konsulens....
+
+De andre Søskende kom alle ud. Hun blev ene hos Moderen.
+
+De Aar var Katinkas bedste, dér i den lille By, hvor hun kendte alle,
+og alle kendte hende. Om Eftermiddagen sad Moderen og hun i Stuen,
+hver ved sit Vindu paa Forhøjningen, hvor Moderen havde det Vindu med
+"Spejlet"; Katinka broderede "fransk" eller læste.
+
+Solen faldt i lyse Striber gennem Blomsterne i Vinduerne ud over det
+hvide Gulv....
+
+Katinka læste mange Romaner fra Lejebibliotheket, om fornemme Folk, og
+ogsaa Digte, som hun skrev ind i en Bog....
+
+-Tinka, sagde Moderen: Der kommer Ida Levy. Ej, hun er i den gule
+Hat....
+
+Tinka saa' op: Hun skal til Spil, sagde hun.
+
+Ida Levy gik forbi, og der blev kigget og nikket igen og spurgt med
+Fingrene, om de kom til "Halvti'et"....
+
+-Det er dog græsseligt, hvor Ida Levy gaar skævt paa sine Hæle, sagde
+Tinka, hun saa' efter hende.
+
+Det har hun fra sin Moder, sagde Moderen.
+
+De gaar forbi, én efter én, Godsforvalteren og de to Løjtnanter, og
+Fuldmægtigen og Doktoren. Og de hilser, Og oppe nikker de og siger et
+Par Ord om hver.
+
+De véd, hvor hver gaar hen og hvad han skal der.
+
+De kender hver Dragt og hver Blomst paa en Hat. Og de gør hver Dag de
+samme Bemærkninger om de samme Ting.
+
+Minna Helms gaar forbi og nikker.
+
+-Saa' du Minna Helms, siger Moderen.
+
+-Ja. Og Katinka ser efter hende og skærer Grimasser mod Solen:
+
+-Hun kunde snart trænge til en ny Kaabe, siger
+
+-Stakler--hvor skulde de faa 'et fra? Moderen ser i Spejlet ...
+Ja--sølle ser 'en ud, siger hun. Jeg tror osse, de ku' kante den. Men
+det er nok som Fru Noes si'er--lidt har Fru Helms og lidt ta'er hun
+sig a'et....
+
+-Naar dog Fuldmægtigen gjorde Alvor af det, sagde Tinka.
+
+Klokken blev fem, og de unge Piger hentede hinanden til Tur, og to og
+to gik de op og nedad Gaden og mødtes og samlede sig i Klynge og lo og
+snakkede og skiltes....
+
+Men om Aftenen, efter The, til Halvti-Toget var Mødrene med, og det
+gik mere stille til, ud ad Stationsvejen.
+
+-Katinka, sagde Moderen og vendte sig, hun gik foran med Fru Levy: Hr.
+Bai ... Saa har han fri iaften....
+
+Hr. Bai kom forbi og hilste. Og Katinka nikkede og blev rød. For
+Veninderne drillede hende altid med Hr. Bai....
+
+-Saa skal han ind og spille Kegler, sagde Fru Levy.
+
+Om Søndagen gik de i Kirke til Højmesse. Alle var i Stadsen, og de
+sang, saa det lød under Hvælvingerne, mens Solen stod ind gennem de
+store Korvinduer....
+
+Thora Berg var saa slem at sidde ved Siden af i Kirken.
+
+Hun sad hele Tiden, mens Præsten var paa Prædikestolen, og sagde:
+"Saa, du Gamle", og kneb i Armen....
+
+Ja Thora Berg førte an til Galskaber.
+
+Om Aftenen fløj der en Regn af Smuld og Smaasten op paa Tinkas
+Ruder....
+
+Og de hørte et Spektakel og en Latter ned ad hele Gaden.
+
+-Det er Thora, der gaar fra Selskab, sagde Tinka. De har været hos
+Borgmesterens.
+
+Thora satte hjem gennem Gaden som den vilde Jagt, fulgt af alle de
+unge Herrer. Hele Byen fik Lov at høre, naar Thora Berg gik hjem fra
+Selskab.
+
+Katinka holdt mest af Thora Berg. Hun beundrede hende og fulgte hende
+altid med Øjnene, naar de var sammen. Tyve Gange om Dagen sagde hun
+hjemme:
+
+-Det har Thora sagt....
+
+Egenlig omgaaes, gjorde de ikke meget. Men om Eftermiddagen, naar de
+spadserede, eller ude i Pavillonen ved Abonnementet--til Koncerterne
+naar Militæret spillede, hver anden Onsdag--talte de sammen. Tinka
+blev altid ganske rød i Hovedet, naar de mødtes....
+
+I Pavillonen var det ogsaa første Gang, hun havde gjort Bekendtskab
+med Bai ... Han havde straks den første Aften danset mest med hende.
+
+Og naar de løb paa Skøjter, bød han hende altid op til at løbe. Det
+var som de fløj, og næsten som han bar hende ... Han kom ogsaa hjemme.
+
+Alle Veninderne drillede hende, og hun fik ham altid, naar de "skrev
+Sedler" og "En gik ud" og naar der blev "tænkt paa noget" ... Det var
+altid Bai, og saa blev der en Latter.
+
+Og hjemme talte Moderen altid om ham.
+
+Saa kom Forlovelsestiden, og hun havde altid En at gaa med, i Kirken
+om Søndagen, og om Vinteren, naar der var Skuespillere, i Theatret og
+altid ... Og da Bai fik Stilling, kom den travle Tid med Udstyr og
+Indretning og alt det ... Veninderne hjalp hende med de mange Navne,
+der var at sy, og alt, hvad der skulde sømmes....
+
+Det var Sommerdage, og de sad oppe i Lysthuset allesammen. Symaskinen
+gik, den lagde Søm, og den fæstede Ende.
+
+Og de drillede hende og lo og pludselig fór de op og fløj ud i Haven
+og rendte Plænen rundt under Støj og Latter, vilde som en Flok Føl....
+
+Tinka var den stilleste af dem.
+
+Der var en Hvisken med Veninderne i alle Kroge og Sysammenkomster hos
+Levys, hvor de syede det Tæppe, Tinka skulde staa Brud paa foran
+Alteret--og Sangøvelser til Salmerne de skulde synge i Koret....
+
+Saa kom Dagen og Vielsen i den pyntede Kirke--den var saa fuld, Ansigt
+ved Ansigt. Oppe ved Orgelet stod alle de unge Piger. Tinka nikkede op
+og takkede og græd igen. Hun havde grædt hele Tiden som en Vandhane.
+
+Og saa kom de herover til Stilheden.
+
+I Begyndelsen af sit Ægteskab var Tinka skræmt og altid ængstelig, som
+om nogen vilde overfalde hende.
+
+Der var saa meget, som hun ikke havde tænkt sig, og Bai var saa
+voldsom i meget, hun mest bare led ved og taalte, skræmt og usikker
+som hun var....
+
+Hun var ogsaa saa ganske fremmed og kendte slet ingen....
+
+Siden kom der en Tid, hvor hun blev mere modtagelig, mest saadan lad
+efterhængende, som det laa i hendes Natur.
+
+Hun sad inde hos sin Mand i Kontoret med sit Hækletøj, og hun saa' paa
+ham, som han sad bøjet over sit Bord--Haaret, der krøllede, faldt lidt
+ned over hendes Pande.
+
+Hun rejste sig og gik hen til ham og lagde Armen om hans Hals og vilde
+helst blive staaende saadan ind til ham, stille--længe være saadan nær
+ved ham:
+
+-Min Pige, jeg skriver jo, sagde Bai.
+
+Hun bøjede sin Nakke hen til hans Mund og han kyssede den.
+
+-Maa jeg saa skrive, sagde han, og kyssede hende en Gang endnu.
+
+-Skriveper, sagde hun og gik fra ham.
+
+Aaret gik. Katinka gled ind i Livet med Togene, der kom og gik, og
+Egnens Folk, som rejste og kom hjem igen; og de bragte nyt og spurgte
+nyt.
+
+De fik Omgang med de Folk, Egnen havde. Mest Bai's L'hombre, hvor
+Fruerne fulgte med hveranden Gang.
+
+Saa var der Hunden og Duerne og Haven. Og forresten var Fru Bai ikke
+af de bevægelige. Hun fik aldrig saa meget gjort, at Tiden faldt hende
+lang. Hun var længe om hver enkelt Ting; Bai kaldte hende: "Kommer
+imorgen".
+
+Børn fik de jo ikke.
+
+Da Katinkas Moder døde, fik de Arven udbetalt. For ene to Mennesker at
+være sad de i Velstand og havde alt i Rigelighed.
+
+Bai holdt af at spise godt, og han tog fra Aalborg megen og god Vin.
+Han lagde sig noget ud, og han gik rundt i sin Magelighed, mens
+Assistenten gjorde det meste Arbejde. "Løjtnanten" lagde han kun an
+uden Døre.
+
+Et Barn havde han oppe i Byen.
+
+-For Satan, sagde han til Kiær, der var Ungkarl ... man er jo dog
+gammel Kavallerist ... Og Pigen var saa kælen som en Spurveunge....
+
+Pigen kom til Aalborg efter Skaden. Barnet blev oppe i Landsbyen, hvor
+det var i Pleje.
+
+Saadan gik Tiden.
+
+Læse som før, da hun var ung Pige, gjorde Katinka ikke mer. Bøgerne
+var jo dog det bare Digt.
+
+I sin Sekretær havde Fru Bai en stor Papæske med mange visne Blomster,
+Smaabaand og Florsdikkedarer med Deviser af Guldpapirsbogstaver. Det
+var hendes gamle Kotillonserindringer fra Klubben og "sidste
+Abonnement" i Pavillonen, naar der blev danset.
+
+Det tog hun altsammen ofte frem om Vinteraftner og ordnede det om igen
+og søgte at mindes, hvem der havde givet hende det og hvem det.
+
+Hun fandt det ud altsammen, og hun skrev Herrens Navn bag paa hver
+Kotillonsorden.
+
+Bai sad og drak sin Toddy ved Bordet.
+
+-Det gamle Skrab, sagde han.
+
+-Lad det ligge, Bai, sagde hun ... naar jeg nu har ordnet det.
+
+Og hun skrev videre paa sine Herrenavne.
+
+Hun læste ogsaa undertiden i sin gamle Poesibog de Vers, hun den Gang
+havde skrevet af.
+
+I den øverste Skuffe under Sølvskabet i Sekretæren laa hendes
+Brudeslør og den visnede Krans af Myrter.
+
+Det tog hun ogsaa op og glattede ud og lagde det sammen igen....
+
+Og hun sad halve Timer over den udtrukne Skuffe og tog sig ingenting
+til, saadan som det var hendes Vane.
+
+En Gang imellem glattede hun bare med Hænderne over Sløret....
+
+Det var begyndt at blive ganske gult, Brudesløret.
+
+Men Tiden gik ogsaa. Det var ti Aar siden allerede....
+
+Ja--hun var snart en gammel Kone. Hun var fyldt to og tredive Aar....
+
+... Godt lidte var Bais paa Egnen. Kendte for gode og gæstfrie Folk,
+hvor Kaffekanden snart kom over Ilden, naar nogen Bekendt var paa
+Stationen.
+
+Bai var en god Selskabsbroder; og paa Stationen havde han Orden i
+Tingene, om han just ikke selv var saa grumme ivrig i Tøjet.
+
+Fruen var lidt stille af sig, men det gjorde altid godt at se hendes
+milde Ansigt. Hun saa' ud som en ung Pige, naar hun sad mellem Fruerne
+til de store L'hombrer.
+
+-Men der skulde være et Par Børn, sagde Fru Linde, naar hun om Aftenen
+travede hjem fra Bais med Pastoren ... De velhavende Folk--som havde
+Raad til det. Det er Synd og Skam, at de skal sidde dér ensomme
+hen....
+
+-Gud giver Liv efter sin Vilje, min Pige, sagde Præsten.
+
+-Ja, Guds Vilje ske, sagde Fruen.
+
+Præstens havde haft ti Børn.
+
+De syv havde Herren gemt som Smaa.
+
+Gamle Pastor mindedes de syv hver Gang, der var Børn at begrave i
+Sognet.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Fru Bai havde hørt op at spille. Hun sad og tænkte paa, at hun egenlig
+skulde staa op og tænde Lampen. Men saa raabte hun paa Pigen, at hun
+kunde tænde, og blev siddende.
+
+Marie kom ind med Lampen. Hun lagde Dug paa og dækkede til The.
+
+-Hvad er Klokken? sagde Fru Bai.
+
+-Otte-Toget er meldt, sagde Marie.
+
+-Det har jeg slet ikke hørt....
+
+Fru Bai tog noget om sig og gik ud: Er Toget der? sagde hun i
+Kontoret.
+
+-Straks, sagde Bai. Han stod ved Telegrafbordet.
+
+-Er der Depesche?
+
+-Ja.
+
+-Til hvem?
+
+-Aa, op i Byen....
+
+-Saa skal Ane jo afsted....
+
+Fru Bai gik ud paa Perronen. Hun holdt saa meget af at se Togene komme
+og gaa i Mørke.
+
+Lyden, først langt borte, og saa Drønet, naar Toget gik over Aabroen,
+og det store Lys, der løb frem, og endelig den tunge, vraltende Masse,
+der snoede sig ud af Natten og blev til de tydelige Vogne, der holdt
+for hendes Øjne med Konduktørerne og den oplyste Postvogn og
+Kupeerne....
+
+Naar det saa var borte igen og Bruset hendøet, laa alting tyst,
+ligesom dobbelt stille.
+
+Stationskarlen slukkede Lygterne, først den ene paa Perronen, saa den
+over Døren.
+
+Der var ikke andet end Lyset fra de to Vinduer, to smalle Lysbroer ud
+i det store Mørke.
+
+Fru Bai gik ind.
+
+De drak The, og Bai læste bagefter Bladene til en Toddy eller to. Bai
+læste kun Regeringspressen. Han holdt selv "Nationaltidende" og læste
+Kiærs "Dagblad", som han tog ud af Posten.
+
+Han slog i Bordet, saa Toddyglasset klirrede, naar Modstanderne fik
+"de vældigste over Næbbet". Og undertiden læste han enkelte Sætninger
+højt og lo imellem.
+
+Fru Bai hørte stille til, hun interesserede sig ikke for Politik.
+Desuden havde hun en Overgang hvor hun var svært søvnig om Aftenen.
+
+-Saa er det vel paa Tiden, sagde Bai.
+
+Han rejste sig og fik en Haandlygte tændt. Han gik sin Runde for at se
+om alt var lukket og Sporet stod rigtigt til Nattoget.
+
+-Du kan gaa i Seng, Marie, sagde Fru Bai ud til Køkkenet. Hun vækkede
+Marie, der sov siddende paa Træstolen.
+
+-Godnat Frue, sagde hun søvndrukken.
+
+-Godnat.
+
+Fru Bai flyttede Blomsterne i Stuen fra Vindueskarmen ned paa Gulvet.
+Dér stod de om Natten i en Række.
+
+Bai kom tilbage.
+
+-Det bli'r koldt til Natten, sagde han.
+
+-Jeg tænkte det--for Roserne ... jeg saa' til dem idag.
+
+-Ja, sagde han, de maa dækkes nu.
+
+Bai begyndte at klæde sig af inde i Sovekamret. Døren stod aaben.
+
+Han holdt meget af at gaa længe frem og tilbage om Aftenen. Fra
+Sovekamret til Stuen i stærkt Negligé.
+
+-Det Trampedyr, sagde han. Marie traadte haardt i oppe paa
+Loftskamret.
+
+Fru Bai lagde hvide Stykker over Møblerne og laasede ind til Kontoret.
+
+-Kan jeg slukke, sagde hun.
+
+Og hun slukkede Lampen.
+
+Hun kom ind i Sovekamret, satte sig foran Spejlet og løste sit Haar
+op.
+
+Bai var i Underbukser og bad om en Saks.
+
+-Pokker saa du bli'r mager, sagde han.
+
+Katinka lagde Frisérkaaben om sig.
+
+Bai kom i Seng og laa og snakkede. Hun svarede paa sin stille Maade
+som altid; der var bestandig en ganske lille Pavse far Ordene kom.
+
+De havde tiet lidt.
+
+-Hm, ganske net Menneske--hva'?
+
+-Ja--saadan at se til....
+
+-Hva' sagde Agnes Linde?....
+
+-Ogsaa, at han var ganske net.
+
+-Hm--skrap Mund, det Pigebarn har.
+
+-Og--Fa'en véd, hva' for en L'hombre han spiller....
+
+Lidt efter sov Bai.
+
+Naar Bai sov, aandede han stærkt gennem Næsen.
+
+Nu var Fru Bai vant til det.
+
+Hun blev siddende noget foran Spejlet. Hun tog Frisérkaaben bort og
+saa' paa sin Hals.
+
+-Ja hun var virkelig bleven mager.
+
+Det var siden hun havde haft den Hoste i Foraaret.
+
+Fru Bai slukkede Lysene og lagde sig ned i Sengen ved Siden af Hr.
+Bai.
+
+
+
+
+II
+
+
+Det var de korte Dage.
+
+Saa strid Regn og #saa# mat Snesjap. Men altid graa Himmel og Væde.
+Selv Frøken Jensens bedste Elever kom i Træsko over Markerne til
+Skolen.
+
+Paa Stationen var Perronen en Sø. De sidste Smaablade fra Havehækken
+kom ud at sejle. Dryppende kom Togene, Konduktørerne løb om formummede
+i vaade Kapper. Lille-Bentzen sprang med Posttaskerne under
+Paraplyen.
+
+Kiærs Sædvogne havde Voksdugspresenninger, og Kuskene sad i
+Regnkapper.
+
+Forvalter Huus kørte selv den første Vogn til Stationen. Der var nok
+at gøre med Fragt og Klarering.
+
+-Der er de fra Kiærs, sagde Bai ind til sin Kone.
+
+Forvalter Huus plejede at komme en halv Times Tid af Regnfrakken og
+faa en Kop Kaffe tillivs hos Bais.
+
+Medens Fru Bai gik til og fra og dækkede til Kaffen, rumsterede Huus
+og Karlene paa Perronen og ladede Sækkene i Godsvognene. Katinka saa'
+dem løbe forbi Vinduerne. De saa' saa vældige ud i deres Olietøj.
+
+Marie Pige sværmede for Huus og gik altid og talte om ham ved sit
+Arbejde.
+
+Hun blev aldrig færdig med hans Fortrin. Og det sidste var altid:
+
+-Og saadan en Røst han har....
+
+Det var en blød, trohjertet Stemme, og ingen vidste, hvorfor Marie
+just havde forliebet sig i den.
+
+Naar Huus var færdig derude, kom de ind til Kaffen. Der var lunt og
+godt og Duft af et Par Potteplanter, som blomstrede i Vinduet endnu.
+
+-Ja--det er det, jeg siger, sagde Huus og gned Hænderne, hos Fru Bai
+er der rart.
+
+Hyggen kom ogsaa med Huus. Der var saadan en stille Tilfredshed ved
+ham; mange Ord havde han ikke, og sjældent "fortalte" han noget. Men
+han gled saa godt i den daglige Smaasnak, muntert, altid ligelig i
+Humør. Og man følte det rart, naar han bare #var# der.
+
+Der kom et Godstog paa den Tid, og Bai skulde paa Perronen at
+ekspedere.
+
+Det gjorde ingen Forskel, naar han gik og de to andre blev ene. De
+smaasnakkede eller tav. Hun gik til Vinduet og lo ad Bai, som sprang
+rundt derude i Regnen.
+
+Huus saa' til Katinkas Blomster og gav hende Raad om at pleje dem.
+Katinka kom hen til ham, og de saa' til Planterne sammen. Han kendte
+hver eneste af dem, om den skød eller om den stod stille, og hvad der
+skulde gøres med den.
+
+Huus havde Interesse for alle saadan smaa Ting, for Duerne og for de
+nye Jordbærbede, som var blevet lagt an nu i Efteraaret.
+
+Katinka spurgte ham til Raads, og de gik rundt og saa' til det og til
+det.
+
+Bai havde aldrig brudt sig om saadan noget. Men med Huus var det, som
+der stadig var noget nyt at faa at vide, at spørge til Raads om og at
+indrette.
+
+De havde paa den Maade altid nok at tale om, saadan stille og sindigt,
+som det laa for dem begge.
+
+Der var saamænd ligefrem næsten altid et og andet, der #ventede# paa
+Huus--selv om han ogsaa kom hver Dag, som i denne Tid, hvor de paa
+Rugaard solgte Sæden.
+
+Frøken Ida Abel havde ogsaa tidt Ærinde paa Stationen. Hun stred sig
+ned ad Vejen med et Brev, der skulde med Middagsposten.
+
+-Gud, hvilket Vejr, Hr. Løjtnant.
+
+-En Kop Kaffe, Frøken--lidt indvendig Væde til at staa imod med ...
+Huus er inde hos min Kone....
+
+-Men er de fra Rugaard her?
+
+-Ja, med Sæd.
+
+Ida-Yngst havde ikke anet det.
+
+Fra Hjørneforhøjningen paa Gaarden kunde "Kyllingerne" holde Rundskue
+over hele Egnen.
+
+Ida-Yngst sad der i Formiddagstimerne.
+
+Hun begyndte at tage Papillotterne af Haaret.
+
+-Hvor skal du hen? Louise-Ældst gik med Krydderpose for Tandpine.
+
+-Bringe Brev til Stationen....
+
+-Mo'r--Louise hvinte--nu vil Ida rende igen. Hm, om du tænker, du faar
+malet dér....
+
+-Kommer det #dig# ved? Ida-Yngst slog Døren til Sovekamret i paa Næsen
+af Med-Kyllingen.
+
+-Gud bevar's, vil du gøre dig latterlig--men du ta'er dine egne
+Støvler. Det si'er jeg dig, Ida....
+
+-Mo'r, si' til Ida, hun ta'er sine egne Støvler--altid render hun i
+mine Knap til Stationen....
+
+-Pyh, siger Ida, som er færdig med Pandegriflen.
+
+-Og #mine# Handsker--maa jeg være fri ... Louise snapper et Par
+Handsker ud af Hænderne paa Ida. Og der smækkes igen med et Par Døre.
+
+-Hva' var der dog, Børn? siger Fru Abel. Hun kommer ind med vaade
+Hænder fra Køkkenet. Hun har skrællet Kartofler.
+
+-Ida stjæler mine Klæ'er. Frøken Louise-Ældst græder af Arrigskab.
+
+Enkefru Abel gør stille i Orden efter Ida-Yngst og vender tilbage til
+sine Kartofler....
+
+-Søde Fru Bai, siger Ida-Yngst i Døren--jeg kommer ikke ind. Goddag,
+Hr. Huus, jeg ser saa rædsom ud ... Jeg kigger blot. Goddag....
+
+Frøken Abel kom ind. Hun havde udskaaret Bryst under Regnkaaben.
+
+-Det er, naar det nærmer sig Jul--man har saa rædsom travlt ... Aa, De
+tillader vel, Hr. Huus ... at jeg kommer forbi.
+
+Frøken Abel kom ind i Sofaen: Dejligt at sidde, sagde hun.
+
+Men hun sad ikke længe. Der var altfor meget, hun maatte beundre.
+Frøken Ida Abel var saa ungdommelig henrykt.
+
+-Gud, det lille Tæppe....
+
+Frøken Abel maatte ud at føle paa det lille Tæppe.
+
+-Aa, Hr. Huus, tillader De ... Hun skulde igen forbi.
+
+Hun følte paa Tæppet....
+
+-Mo'er si'er altid, jeg flagrer, sagde Ida-Yngst.
+
+Enkefru Abel kaldte undertiden Døtrene for sine "Flagreduer". Men
+Navnet vandt ikke Hævd. Der var noget ved Louise-Ældst, som absolut
+udelukkede Begrebet "Due".
+
+Og det blev ved "Kyllingerne".
+
+Naar Frøken Abel var arriveret, varede det ikke saa længe, inden
+Forvalter Huus brød op.
+
+-Der var ikke Plads til saa mange i en Stue, hvor Frøken Ida var,
+sagde han.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Det blev henimod Jul.
+
+Huus tog en Gang om Ugen til Randers i Forretninger. Han havde altid
+noget at besørge for Fru Bai, Bai maatte ikke høre det. De to hviskede
+ene inde i Dagligstuen i lange Tider, naar Huus var kommet med Toget.
+
+Katinka syntes ikke, hun havde glædet sig i mange Aar til Julen,
+saadan som hun glædede sig iaar.
+
+Det laa ogsaa i Vejret.
+
+Det var blevet lys, klingende Frost og Sne over Jorden.
+
+Naar Huus havde været i Randers, blev han paa Stationen til The. Han
+kom med Otte-Toget. Fru Bai sad tidt i Mørkning endnu.
+
+-Vil De spille lidt, sagde han.
+
+-Aa, jeg kan kun de Par--
+
+-Men naar jeg nu gerne vil høre dem ... Han sad paa en Stol i en Krog
+ved Siden af Sofaen.
+
+Katinka spillede sine fem Stykker, der alle lignede hverandre. Det
+kunde ellers aldrig falde hende ind at spille for nogen. Men Huus, han
+sad saa stille, henne i sin Krog, saa man slet ikke mærkede ham. Og
+saa var han ogsaa ganske umusikalsk.
+
+Naar hun havde spillet, kunde de gerne sidde en Stund, uden at nogen
+sagde noget, til Marie kom med Lampe og Thetøj.
+
+Efter Theen tog Bai Huus med ind paa Kontoret.
+
+-Mandfolk maa ogsaa en Gang imellem være hos sig selv, sagde han.
+
+Naar de var alene, Huus og han, fortalte Bai Fruentimmerhistorier.
+
+-Han havde ogsaa været med i sin Tid ... da de laa paa Skolen.
+
+-Og København #havde# haft Fruentimmer ... naa--#det# er gaaet
+tilbage...
+
+-De si'er, de gaar til Rusland nu ... Ja--ka' sgu' gerne være....
+
+-Tilbage er 'et gaaet....
+
+-Naar man har kendt Kamilla--Kamilla Andersen--brav Pige--brillant
+Pige--
+
+-Tog en sørgelig Ende med hende, for hun styrtede sig s'gu ud af et
+Vindu....
+
+-#Ærgerrig# Pige. Bai blinkede. Huus lod, som han forstod Kamillas
+Ærgerrighed.
+
+-Meget ærgerrig Pige ... Kendte hende, brillant.
+
+Bai snakkede hele Tiden. Huus røg sin Cigar og saa' ikke særlig
+interesseret ud.
+
+-Jeg spø'r jo ogsaa, sagde Bai, de unge Mennesker, saadan i
+Sommerferien, i Præstegaarden: Hvad har I nu for Fruentimmer, spørger
+jeg. Er det #godt?#
+
+-Smaapi'er, gamle Ven. Smaapi'er.
+
+-Ja-a--de gaar til Rusland, si'er de--kan s'gu gerne være.
+
+Huus udtalte ingen Mening om, hvor de gik her. Han saa' paa Uhret.
+
+-Det er vel paa de Tider, sagde han.
+
+-Aa--hva'....
+
+Men Huus maatte afsted: Det er dog en Trekvartersvej....
+
+De gik ind til Fruen.
+
+-Skal vi ikke følge Huus, sagde hun, Vejret er smukt....
+
+-Saa gu'--at faa Benene rørt....
+
+De fulgte.
+
+Katinka gik ved Bais Arm. Huus paa hendes anden Side, Sneen knasede
+under deres Fødder henad Vejen.
+
+-Hvor der er Stjerner iaar, sagde Katinka.
+
+-Ja--en Mængde mer end i Fjor, Tik. Bai var altid oplivet, naar han
+havde været hos sig selv.
+
+-Ja, jeg tror det, sagde Katinka.
+
+-Mærkeligt er det med Vejret, sagde Huus.
+
+-Ja--det var Bai--den Kulde før Jul.
+
+-Og den holder Nytaar ind....
+
+-Mener De?....
+
+Saa tav de, og naar de talte igen, var det noget lignende.
+
+Ved Omdrejningen sagde Bais Godnat.
+
+Fru Bai nynnede hen ad Vejen. Naar de kom hjem, blev hun staaende i
+Døren, mens Bai hentede Haandlygten og gik over og saa' efter Sporet
+til Nattoget.
+
+Han kom tilbage. Naa--sagde han.
+
+Katinka aandede ud i Luften, langt.
+
+-Hvor Kulde er rar, sagde hun, og slog ind gennem sin egen Aande i
+Luften med Haanden.
+
+De gik ind.
+
+Bai laa i Sengen og røg en Stump Cigar. Saa sagde han:
+
+-Ja--Huus er s'gu et rart Menneske ... Men han er en Tørvetriller.
+
+Fru Bai sad foran Spejlet. Hun lo.
+
+Men Bai betroede Kiær, at han troede s'gu ikke, Huus forstod sig no'et
+paa Fruentimmer.
+
+-Jeg føler ham jo saadan paa Tænderne--ser De, sagde han, om Aftenen,
+naar han er nede hos os ... men jeg tror s'gu ikke han forstaar sig
+stort paa Fruentimmer....
+
+-Naa, gamle Bai, sagde Kiær, og de slog hinanden paa Skuldrene og lo
+glad. #Alle# ka' jo ikke være Kendere.
+
+-Nej--heldigvis da ... og Huus--jeg tror s'gu ikke....
+
+De blev kaldt ind til Kaffen.
+
+       *       *       *       *       *
+
+De sidste Dage før Jul var der travlt paa Stationen. Der var en
+Bringen og Henten. Ingen vilde vente paa Postbudet.
+
+Frøknerne Abel sendte Smaakort med Lykønskninger og spurgte om Pakker.
+
+Frøken Jensen bragte en Cigarkasse med en hel Stang Lak fordelt som
+Dekorationer rundt om paa Sejlgarnet.
+
+-Mine Hænders Arbejde, Fru Bai, sagde Frøken Jensen. Hændernes Arbejde
+var til hendes Søster.
+
+Fru Bai sagde: Fru Abel var jo i Randers igaar....
+
+-Det er Terminspengene, sagde Frøken Jensen spidst, der er kommet til
+Huse....
+
+-Hun var saa belæsset, da hun kom hjem....
+
+-Jeg #tror# det nok.
+
+-De er da hos Abels Juleaften?
+
+-Nej ... vi boer Dør om Dør, Fru Bai ... men Abels ... har altid nok i
+at huske paa sig selv....
+
+-Tidligere har jeg jo altid været hos Lindes, i Præstegaarden....
+
+-Nej, Abels, sagde Frøken Jensen--aa nej--det er ikke alle, som er
+ens....
+
+Fru Bai bad Frøken Jensen, om hun maaske vilde tage tiltakke hos dem.
+
+Hun fik det sagt om Aftenen, Bai kom ind fra Sporet.
+
+-Mathias--sagde hun, hun brugte Mathias til mere tvivlsomme
+Meddelelser--jeg har maattet be' Lille-Jensen her til Juleaften ...
+hun ka' jo ikke gaa til Lindes....
+
+-Naa, for min Skyld--Bai hadede "det lille Parykstativ"--ja naar #du#
+bare faar Lemmeforsamling.
+
+Bai gik lidt rundt.
+
+-Ska' hun ikke til Abels, sagde han.
+
+-Det er just det--de har jo ikke bedt hende, Mathias....
+
+-Naa--det har de s'gu gjort Ret i, sagde Bai, der smed Støvlerne af
+sig. Naa, det er jo din Fornøjelse.
+
+Fru Bai var glad over, hun havde faaet det sagt.
+
+-Frøken Jensen kom Klokken halv seks med Spaankurv og Moppe.
+
+Hun gjorde Undskyldning for #Bel-ami#.
+
+-Den er jo ellers hos Abels--jeg lukker den jo ellers altid ind hos
+Abels. Men Saften, forstaar De, vilde jeg jo nødig ... men den gør
+ingen Ulykke ... den #er# et stille Dyr.
+
+Bel-ami blev anbragt paa et Tæppe i Sovekamret. Dér blev den. Den led
+af Sovesyge og gjorde ikke anden Kvalm, end at den snorkede.
+
+-Han sover af et godt Hjerte, sagde Frøken Jensen, der fik Manchetter
+og Krave op af Spaankurven.
+
+Bel-ami var kun besværlig, naar den skulde hjem. Den havde absolut
+mistet Smagen for Bevægelse.
+
+Ved hvert tiende Skridt stod den stille og hylede med Halen mellem
+Benene.
+
+Naar ingen saa' det, tog Frøken Jensen den paa Armen og bar Bel-ami.
+
+De spiste Klokken seks. "Træet" stod i et Hjørne. Lille-Bentzen var
+med strøget Hanekam og i Konfirmationsfrakke.
+
+Han spiste som en Ulv.
+
+Bai fyldte stadig Glassene og stødte til Frøken Jensens og Bentzens
+Bægere.
+
+-Naa, Skaal, Frøken Jensen.
+
+-Skaal, min go'e Bentzen--det er kun Jul en Gang om Aaret, sagde han.
+Han blev ved at fylde i.
+
+Lille-Bentzen blev rød i Hovedet som en Hummer.
+
+-Vi drikker jo som i Hedenold, sagde Frøken Jensen.
+
+Døren stod aaben ud til Kontoret. Telegrafen prikkede uafladelig.
+
+Kollegerne ønskede hinanden "Glædelig Jul" langs ad Linjen. Bai gik
+til og fra og svarede.
+
+-Hils fra mig, sagde Katinka.
+
+-Glædelig Jul fra Mundstrup, sagde Bai fra Apparatet.
+
+-Ja, sagde Frøken Jensen, det er det, jeg siger til mine Elevere: vor
+Tid har ophævet Rummet, siger jeg saa tidt til dem.
+
+Ved Æbleskiverne blev Frøken Jensen livlig. Hun nikkede barnligt til
+sig selv i Spejlet og sagde "Skaal".
+
+Frøken Jensen var i en ny Chignon, hun havde foræret sig selv til
+Jul. Hun bar nu Haar af tre Nuancer.
+
+Frøken Jensen blev lidt efter lidt glad ved sig selv.
+
+Efter Bordet, medens Træet blev tændt, forsøgte Lille-Bentzen at
+springe Buk over Marie-Pige ude i Køkkenet.
+
+Katinka gik stille om og gav sig god Tid med at tænde. Hun vilde ogsaa
+nok være lidt alene.
+
+-Gud véd, om Huus har faaet vores Pakke, sagde hun. Hun stod paa en
+Stol og tændte an med en Vokskerte.
+
+I sidste Nu tog hun et Fichu fra sit Bord--hun havde faaet det sendt
+fra en Søster--og lagde det hen til Frøken Jensen. Der saa' saa
+fattigt ud paa Frøken Jensens Plads; hun delte Sofaen med
+Lille-Bentzen.
+
+Katinka aabnede Døren til Kontoret, og de kom ind til Træet.
+
+De gik omkring og saa' paa deres Ting, takkende og halvgenerte. Frøken
+Jensen hentede smaa Silkepapirspakker frem fra Spaankurven og lagde
+dem rundt paa Pladserne.
+
+Marie-Pige kom ind i hvidt Forklæde. Hun gik rundt med sine egne
+Presenter i Favnen og følte paa Genstandene rundt i Krogene.
+
+Ottetoget blev ekspederet, og de sad igen i Stuen. Træet brændte
+stadig i sin Krog.
+
+Der var meget varmt og oset derinde af de mange Lys paa Træet.
+
+Bai halvkæmpede med Søvnen og sagde:
+
+-Man bli'r skakmat af den Festivéren, Frøken Jensen, al den Juleglæde
+mætter, sagde han.
+
+De var alle døsige og saa' paa Klokken. De to Damer begyndte stadig
+igen at tale om Presenterne, hvordan de var arbejdet.
+
+-Jeg tror, jeg vil gaa ind og se, hvordan man har regeret Verden,
+sagde Bai. Han slap ind i Kontoret. Lille-Bentzen sad og sov paa en
+Stol under Pibebrædtet.
+
+De to Damer blev alene. De sad i en Krog ved Klaveret, foran Træet,
+og var meget søvnige.
+
+De var blundet ind et Øjeblik og fór sammen op i Skræk ved en Knitren
+i Træet. Der var Ild i en Gren.
+
+-Det er snart brændt ned, sagde Katinka og slukkede.
+
+Lysene begyndte at brænde ned et efter et, og Træet blev mørkt. De
+sad, helt vaagne igen, og saa' paa det slukkede Træ--kun et Par Lys
+brændte svagt endnu.
+
+De blev begge grebet af den samme stille Sørgmodighed ved at se paa de
+sidste smaa Lys, det var, som de kun fremhævede det mørke, døde Træ.
+
+Frøken Jensen begyndte at tale. Først hørte Katinka knap, hvad det
+var, hun sagde, hun blev i sine egne Tanker om dem hjemme og saa Huus.
+
+Katinka vidste ikke, hvorfor hun hele Aftenen havde tænkt saa meget
+paa Huus. Han var kommet i hendes Tanker hele Tiden.
+
+Hele Tiden--
+
+Hun nikkede til Frøken Jensen og lod, som hun hørte til.
+
+Frøken Jensen talte om sin Ungdom og dumpede pludseligt ind i at
+fortælle sin Kærlighedshistorie. Hun var allerede helt inde i
+Fortællingen, da Katinka mærkede det og undrede sig over, hvordan
+Frøken Jensen kom til at fortælle det nu og til hende....
+
+Det var en ganske simpel Historie om en Kærlighed, som ikke var blevet
+gengældt. Hun havde troet, det var hende, og saa var det hendes
+Veninde.
+
+Frøken Jensen talte halvt sagte, i en og samme, stille Tone,
+Lommetørklædet havde hun fremme, og en Gang imellem snøftede hun lidt
+og førte det hen over Kinderne.
+
+Katinka blev lidt efter lidt rørt. Saa tænkte hun paa, hvordan det
+lille rynkede Menneske vel havde set ud som ung. Maaske havde hun
+alligevel haft en net lille Figur.
+
+Og nu sad hun her forladt og alene.
+
+Katinka blev helt hjerteklemt, og hun tog Frøken Jensens Hænder og
+klappede dem sagte.
+
+Den Gamle græd stærkere under hendes Kærtegn. Katinka blev ved at
+klappe hendes Hænder.
+
+De sidste Lysstumper brændte ned, og Juletræet stod helt mørkt.
+
+-Og gennem Livet skal en enlig Kvinde, sagde Frøken Jensen, hvad for
+Snarer de end lægger for hendes Fod.
+
+Frøken Jensen var igen landet ved Præsten og hans "Ord".
+
+Katinka slap Frøken Jensens Haand. Hun syntes, der var blevet ganske
+koldt og uhyggeligt om det slukkede Træ.
+
+Bai slog Døren op til det lyse Kontor. Det var et ridende Bud, som
+bragte en Pakke fra Huus.
+
+-Lamperne, Marie, raabte Katinka og løb ind i Kontoret med Pakken.
+
+Det var et meget fint fileret Sjal med gyldne Traade i, et stort et,
+som kunde pakkes sammen til ingenting.
+
+Katinka blev ved at staa med Sjalet. Hun var saa glad ved det. Hun
+havde haft et ganske lignende, og det var hun for et Par Uger siden
+kommet for Skade at brænde....
+
+-Men dette var meget finere....
+
+Og hun blev ved at staa med Sjalet.
+
+Bai var munter igen nu, han havde sovet Middagen ud, og de drak alle
+et Par Snapse af den ægte Rom i Theen.
+
+Lille-Bentzen blev saa salig, at han løb over paa sit Kammer og
+hentede nogle Digte, han havde skrevet paa mange Stumper Papir, bag
+paa gamle Tariffer og Regnskaber.
+
+Han læste højt, saa Bai slog sig paa Maven af Latter. Katinka sad og
+smilte med Huus' fine Sjal om sig.
+
+Frøken Jensen spillede tilsidst en Tyrolervals, og Lille-Bentzen fløj
+halvflov ud i Køkkenet og valsede med Marie, saa hun hvinte.
+
+De maatte alle hjælpe til at faa Bel-ami vækket, da Frøken Jensen
+skulde gaa; den vilde paa ingen Maade væk fra sit Tæppe. Bai traadte
+den paa Halestumpen, da Frøken Jensen vendte sig.
+
+Lille-Bentzen skulde følge hjem. Men Frøken Jensen, der var saa ræd
+som en Hare for Mørke, vilde gaa alene.
+
+Frøken Jensen vilde ikke bære sin Bel-ami, naar nogen saa' det.
+
+De fulgte hende alle ud til Perronlaagen og raabte "Glædelig Jul",
+"Glædelig Jul" ud over Hækken.
+
+Bel-ami hylede midt paa den snelagte Vej. Den gik ikke af Stedet.
+
+Da Frøken Jensen havde set, at de alle var gaaet ind, bøjede hun sig
+ned og tog Bel-ami op under Armen.
+
+Frøken Jensen var bundet til som en Eskimokone, mens hun gik hjem i
+Julenatten.
+
+Katinka slog Vinduerne op i Dagligstuen, saa den skærende Luft kom
+ind.
+
+-Hm, den lille Krukke, sagde Bai. Han var ganske menneskekærlig glad
+ved at have haft Lille-Jensen i Aften.
+
+-Det Skind, sagde Katinka. Hun blev staaende ved Vinduet og saa' ud
+over den hvide Mark i Natten.
+
+-Man skulde ikke tro, Du klagede over Hoste, sagde Bai. Han lukkede
+Døren til Sovekamret.
+
+Bentzen gik over Perronen til sit Kammer.
+
+-Hun #tog# Moppen, sagde han. Han havde gemt sig bag Hækken for at se
+den Begivenhed. Glædelig Jul, Frue....
+
+-Glædelig Jul, Bentzen.
+
+Der blev lukket et Par Døre, og saa var det ganske stille.
+
+Kun nu og da lød der en fin Summen i Telegrafens Traade.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Katinka var ude at fodre Duerne, før de gik i Kirke.
+
+Det var høj og stille Luft, og Klokkerne lød ned forbi Skoven. Rundt
+paa de hvide Marker saa' man Bønderne, som travede af, i Gaasegang,
+langs de skovlede Stier, til Offer.
+
+De ventede i Flok udenfor Kirken og ønskede hinanden "Glædelig Fest".
+Konerne rakte hinanden Spidsen af Fingrene og hviskede.
+
+Saa stod de stille og saa' paa hinanden, til en ny kom til i Kredsen.
+
+Bais kom lidt sent, og Kirken var fuld. Katinka nikkede "Jul" til
+Huus, der stod tæt ved Døren, og gik op til sin Plads.
+
+Hun delte Stol med Abels, lige bag Præstens.
+
+Kyllingerne Abel forsvandt i Slør og fantastiske Slyngninger.
+
+Fru Linde havde Øjne i Nakken paa de store Offerdage. Hun "klædte" sig
+og Frøkenen for Offerdagene og Spædekalvene.
+
+Frøkenen gik aldrig i Kirke, naar der var "Tallerkenvals i Koret".
+
+De sang de gamle Julesalmer, og lidt efter lidt vandt de alle med,
+store og smaa. Det lød saa stærkt og glad op under Hvælvingerne.
+Vintersolen stod lys ind ad Vinduerne mod de hvide Vægge. Gamle Linde
+talte om Hyrderne paa Marken og Menneskene, som var idag en Frelser
+fød, med tarvelige stilfærdige Ord, saa der dalede som Enfoldighedens
+Fred ned over hans Kirke.
+
+Katinka blev i Julestemningen, mens Offertoget gik op om Alteret i en
+lang Marsch. Mændene gik stive, tungt i Fliserne og vendte tilbage til
+deres Plads uden at have fortrukket en Mine.
+
+Konerne rokkede af, generte og røde i Hovederne, seende stift paa det
+sammenlagte Lommetørklæde.
+
+Fru Linde havde Øjnene ved #Hænderne# ved Alteret.
+
+Fru Linde havde været Præstekone i fem og tredive Aar og siddet til
+utallige Offerdage. Hun saa' paa #Hænderne,# hvor meget hver lagde.
+
+Hænderne havde ikke samme Bevægelse, af Lommerne, naar de lagde lidt,
+og naar de lagde mere.
+
+Fru Linde anslog Offeret til et Middelaar.
+
+Udenfor Kirken traf Bais Huus. Man aandede op ude i den friske Luft,
+og der blev en storønsken "Glædelig Jul" igen.
+
+"Pastoren" kom med Offerpengene i et sammenbundet Lommetørklæde, og
+alle hilste og kniksede. Naa, Frøken Jensen, saa ønsker vi vel
+hinanden Glædelig Jul, sagde "Gamle Pastor".
+
+Katinka gik ud af Laagen med Huus. Bai blev lidt tilbage med Kiær, saa
+de to gik alene henad Vejen.
+
+Solen laa over de blankglitrende Marker; hist og her ved Gaardene
+havde de Dannebrog ude paa Flagstængerne i den høje Luft.
+
+Rundtom drog Kirkegæsterne hjem i Flok.
+
+Katinka havde endnu Julesalmerne i sit Øre, hun følte alting som i
+glad Højtidelighed.
+
+-Julen er rar, sagde hun.
+
+-Ja, sagde han og lagde hele sin Overbevisning ind i "Ja'et".
+
+-Og han sagde det osse rigtig kønt, lagde han lidt efter til.
+
+-Ja, sagde Katinka, det var en rigtig køn Præken.
+
+De gik lidt.
+
+-Men jeg har jo slet ikke takket Dem, sagde saa Katinka, for
+Sjalet....
+
+-Ingenting at takke for.
+
+-Jo netop ... jeg blev saa glad. Jeg havde haft næsten Magen og halvt
+forbrændt det.
+
+-Ja, det véd jeg jo ... De havde det Sjal paa den Dag, jeg kom.
+
+Katinka vilde sige: Hvor saa' De det? Men sagde det ikke. Hun vidste
+heller ikke, hvorfor hun med ét blev rød, og hun for første Gang
+mærkede, at de sagde ingenting og søgte om noget til at faa brudt
+Tavsheden med.
+
+De kom ned til Skoven, og Anneksklokkerne kimede.
+
+Det var, som om Klokkerne slet ikke vilde holde op idag, at lyde.
+
+-De gaar da med ind, sagde Katinka, og bærer ikke Jul fra Huset.
+
+De stod paa Perronen og hørte paa Klokkerne, mens de ventede paa Bai.
+
+Huus blev der hele Dagen.
+
+Da Bai satte sig til Bordet, der skinnede med sin Damaskesdug og mange
+Glasassietter, sagde han:
+
+-Ja, man har det godt i sin Familie. Lille-Bentzen raabte:
+
+-Ja, da--og lo af Fornøjelse.
+
+Huus sagde ingenting. Han sad, som Katinka sagde, bare og saa' glad ud
+af Øjnene.
+
+Og hele Dagen hvilede der en stille Glæde over Huset.
+
+Om Aftenen spillede de Whist. Lille-Bentzen var Fjerdemand.
+
+-I Præstegaarden talte de Offerpengene af Papirerne. Fru Linde var
+skuffet. Offeret var betydeligt #under# et Middelaar.
+
+-Hvoraf kommer det, Linde? sagde hun.
+
+Pastoren sad og saa' eftertænksomt paa de mange #smaa# Mønter.
+
+-Hvoraf kommer det? De Folk tror, vi kan leve som Liljerne paa en
+Mark.
+
+Fru Linde gør en Pavse og tæller for sidste Gang de hele Kroner.
+
+-Med Familje, sluttede Fru Linde.
+
+-Naa, min Pige, siger Gamle Linde, lad os idetmindste være taknemlige
+for Kapitelstaksten.
+
+Præstefrøkenen og Pastor Andersen morede sig med at vælte Møblerne i
+Salen: de spillede Gulvkrocket.
+
+-Jeg hytter mig for Mo'er, sagde Frøken Agnes. #Alle# de uædlere
+Elementer er i Oprør hos Mo'er paa de store Offerdage.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Julen gik.
+
+Katinka syntes ikke, hun havde haft saa rar, hjemlig en Jul siden
+længe, ikke siden hun var hjemme. Ikke, at der skete noget særligt og
+mer end ellers; de var hos Lindes med Huus og et Par andre, og Frøken
+Linde og Kapellanen kom til dem en Aften med Kiær og Huus. Frøknerne
+Abel var til Eftermiddagstoget og blev ogsaa bedt ind. Og efter
+Ottetoget dansede de i Ventesalen og sang til.
+
+Noget særligt var der ikke. Men det var, som om alting var i saadan en
+lykkelig Gænge.
+
+Den eneste, der, "gnavede" lidt, var Huus. Han sad tit og faldt hen i
+den sidste Tid.
+
+-Huus, sagde Katinka, sover De?
+
+Huus fór helt sammen, som han sad.
+
+Bai blev ganske smittet af det hele Veltilmode i Huset.
+
+-Satan til Indflydelse Vejret kan ha'e, sagde han, naar han stod paa
+Perronen og havde ekspederet Eftermiddagstoget. Føler mig s'gu
+forbavsende vel i denne Tid--forbavsende vel....
+
+Og hele deres Ægteskab var i denne Tid som forrykket og rykket Aar
+tilbage. Ikke paa nogen Maade voldsomt eller hidsigt, men fortroligt
+og fornøjet.
+
+Det var Nytaarsaften hen mod tolv. Bais var oppe for at drikke Aaret
+ind.
+
+Der lød et vældigt Rabalder mod Plankeværket.
+
+-Hva' Pokker, sagde Bai, det gav et Choc i baade ham og Bentzen, der
+spillede seks og treds, Peter ku' gerne spare paa Krudtet.
+
+Det bankede paa Ruden, og Huus' Stemme raabte "Glædeligt Nytaar".
+
+-Hva Fa'en--er det Huus, sagde Bai og stod op.
+
+-Jeg tænkte det straks, sagde Katinka. Hun havde helt faaet
+Hjertebanken af Rabalderet.
+
+Bai kom ud og fik lukket op. Huus var i Slæde.
+
+-Men bevares, sagde Bai, kom dog ind og drik paa 'et....
+
+-Godaften, Huus, Katinka kom frem i Døren. Vi drikker dog Aaret ind,
+sagde hun.
+
+De bandt Hesten ind i Varehuset, og Katinka gav den Bred.
+
+De drak Aaret ind og bestemte, de vilde blive oppe til Nattoget. Det
+kom forbi Klokken to.
+
+-Spil et Stykke, Tik, sagde Bai.
+
+Katinka spillede en Polka, og Bai brummede til.
+
+-Ja, sagde han, man var en svær Danser i sin Tid, hva' Tik? Han
+kildede hende ned paa Halsen.
+
+De gik ud paa Perronen. Himlen var mørk for første Gang i lang Tid.
+
+-Det gi'r mer Sne, sagde Bai. Han tog lidt løs Sne og tjattede det i
+Ansigtet paa Lille-Bentzen. Det blev en almindelig Fægtning en Stund.
+
+-Dér har vi ham, sagde Bai. De hørte Toget som en fjern Brusen.
+
+-Mørk er 'en s'gu iaften, sagde Bai.
+
+Støjen kom nærmere. Nu rokkede Lokomotivet over Broen. Det lille Lys
+kom nærmere og voksede; saa bruste Lokomotivet frem fra Mørket som et
+stort lysøjet Bestie.
+
+Og de stod alle fire stille, mens det raslede hastigt forbi. Damp stod
+af Vejen mens der faldt Lys fra Vognene ud over Sneen.
+
+Klaprende gik det bort, ud i Mørket.
+
+-Hm, sagde Katinka, saadan gaar vi ind i Aaret. De havde staaet tavse
+lidt.
+
+Hun lænede sig op til sin Mand og strøg Haaret mod hans Kind.
+
+Bai var ogsaa grebet af Situationen. Han bøjede sig ned og kyssede
+hende.
+
+Toget bruste langt borte. De vendte sig alle og gik ind.
+
+Huus var gram mod Dyret, da han kørte hjem i Slæden. Af Pidsken fik
+det, saa det føg, og Forbandelser i Tilgift,
+
+Mørkt var det, og der begyndte at komme Storm op.
+
+Katinka kunde ikke sove. Hun vækkede Bai.
+
+-Bai, sagde hun.
+
+-Hvad er der? Bai vendte sig.
+
+-Det er et slemt Vejr....
+
+-Naa, vi er jo ikke tilsøs, sagde Bai; han halvsov.
+
+-Men det fyger, sagde Katinka; tror Du, Huus er hjemme nu, Bai.
+
+-Aa, vor Herre bevar'es....
+
+Bai sov ind igen....
+
+Men Katinka sov ikke. Hun var bange for Huus, der var paa Vejen i det
+Vejr. Det var saa mørkt--og han var dog ny paa Egnen.
+
+Hvor det var mærkeligt at tænke sig, at det kun var tre Maaneder,
+siden Huus var kommet her....
+
+Om han dog ogsaa var hjemme nu ... Katinka hørte igen efter Vejret,
+der tog til ... Han havde ogsaa været bedrøvet iaften--siddet saadan
+hen--hun kendte ham--og set forknyt ud ... Noget maatte der være i
+Vejen.
+
+Noget var der i Vejen i den sidste Tid....
+
+Men naar han bare var hjemme nu--saa--Vejret tog til....
+
+Katinka blundede ind og sov ved Siden af sin Mand.
+
+Anden Nytaarsdag var der Selskab i Præstegaarden.
+
+Den halve Egn arriverede, og der var en Snakken og en Pludren gennem
+alle Stuer helt ud i Gangen. Det gik altid saadan, al Verden fik
+Tungebaandet løst, naar de kom i Præstegaarden.
+
+Familien Abel mødte først, da Ordsprogslegen var begyndt. De kom altid
+forsilde.
+
+-Tiden løber fra os, sagde Fru Abel. Vi kan aldrig rive os løs fra
+Reden.
+
+Naar Frøknerne Abel skulde ud, gik de fra Middag rundt i Frisérkaaber
+og skændtes. Fru Abel maatte klæde sig paa i sidste Minut og saa'
+altid ud, som om en Storm havde hærget hende.
+
+De legede Ordsprogsleg, saa der ikke hang en Trevl urørt i noget
+Klædeskab i Præstegaarden.
+
+Frøken Agnes spillede tyk Mand i Husmandens Benklæder og bagefter
+Grønlænder med Katinka til Grønlænderkone.
+
+-Dejlige Kone, sagde hun, De er ikke snærpet.
+
+De dansede Pingasut, saa Katinka var helt ør. Fru Bai var saa glad, at
+hun næsten var kaad.
+
+Ida-Yngst stod for det andet Parti. Det var mest noget med Harem eller
+med et stort Badested. Hvor det saa var, blev Ida-Yngst favnet og
+trykket af en tyndslidt blond Sekondløjtnant.
+
+I Dørene stimlede de ældre sammen og saa' til. Udenfor Salsvinduerne i
+Haven stod Avlskarlen, de to Husmænd og Drengene og grinte ad deres
+"knøv" Frøken.
+
+Gamle Pastor Linde gik til og fra:
+
+-De morer sig, de morer sig, sagde han og gik hen mellem de ældre.
+
+Enkefru Abel saa' efter Pastoren; hun sad ved Siden af Møllerens Frue:
+
+-Ja, her er livligt.
+
+-Ja, sagde Møllerens Frue. Et livligt Præstehus. Tonen var lidt streng
+paa "Præste".
+
+Hendes Helene stod ved Siden af sin Moder. Hun vilde helst være fri
+for at lege med.
+
+Møllerens havde bygget nyt Stuehus og vilde opad. De gav to Selskaber
+om Aaret, hvor Folk sad i Kreds og stirrede paa de nye Møbler. Alt
+#blev ved# at være nyt.
+
+Paa alle Møblerne var der Ting og Stykker, Frøken Helene havde
+forarbejdet.
+
+Til daglig boede Familien i en Stue, i "Gammellængen". En Gang om Ugen
+blev der lagt i Stuehuset, for at Møblerne ikke skulde tage Skade.
+
+Frøken Helene var eneste Barn. Hun var opdraget af Frøken Jensen med
+særligt Hensyn til Undervisning i fremmede Sprog. Hun var den
+eleganteste Dame paa Egnen, med udpræget Smag for Guldprydelser. Til
+alle Toiletter var hun, inden Døre, i graa Filtsko og hvide
+Bomuldsstrømper.
+
+I Selskab blev hun let fornærmet og stillede sig hen ved Siden af sin
+Moder med et surt Ansigt.
+
+-Ja, siger Fru Abel, mine Kyllinger finder det jo undertiden lidt vel
+livligt....
+
+-Mo'er, siger Ida-Yngst, giv mig dit Lommetørklæde.
+
+-Straks. Ida-Yngst tager det noget ublidt fra Enkefruen.
+
+Ida-Yngst skal spille med Natkappe og har opdaget, at hendes eget
+Lommetørklæde er lidt defekt.
+
+-De er saa ivrige i Legen, siger Fru Abel til Møllerens Frue.
+
+Ordsprogslegen er forbi, og de tager en "rask Blindebuk" før Bordet.
+Der er en Hvinen i Salen og en Stormen, saa den gamle Kakkelovn nejer
+sig ved det.
+
+-Kakkelovnen, skriger de, Kakkelovnen.
+
+-Flæsk, Flæsk.
+
+Ida-Yngst er saa udmattet, at hun segner. Hun kan ikke faa Vejret for
+Hjertebanken: Føl, siger hun og lægger Løjtnantens Haand ind til sit
+Bryst, hvor mit Hjerte banker.
+
+Katinka er Blindebuk og bliver svunget, saa hun knap kan staa.
+
+-Nej--se mig til den dejlige Kone, raaber Frøken Agnes....
+
+-Flæsk--Flæsk.
+
+Katinka fanger Huus.
+
+-Hvem er det?
+
+Han bøjer sig, og Katinka føler paa hans Haar: Det er Huus, raaber
+hun. Gamle Pastor Linde klapper i Hænderne, at man skal tilbords.
+
+-Huus, siger Katinka, hvad er der i Vejen? der er noget i Vejen med
+Dem?
+
+-Hvor falder det Dem ind?
+
+-De er ikke saa glad i den sidste Tid ... som før....
+
+-Der er ingenting i Vejen, Fru Bai....
+
+-Og jeg, siger Katinka, er netop saa glad....
+
+-Ja, sagde Huus, det ser man.
+
+Bai kom fra Spillebordet: Bevares, hvor ser du ud, sagde han.
+
+Katinka lo: Ja, vi har danset grønlandsk. Hun gik tilbords med Huus.
+
+Bai snapper Ida-Yngst fra Løjtnanten, der gaar bagefter med
+Skolelærerens Søn.
+
+-Hansen, siger Løjtnanten, hvem er den Pige?
+
+-Aa, Moderen, den skæve derhenne med Pastoren, hun sidder paa Aftægt
+heroppe paa Gaarden.
+
+-Satans Pige, siger Løjtnanten. Hun har s'gu et flot Bryst....
+
+Alle kommer til Sæde; Pastoren sidder for Bordenden. Han drikker under
+Maden to Skaaler, "for de fraværende" og "for den gode Aand i
+Selskabet". De er blevet drukket med de samme Ord i sytten Aar der i
+Præstegaarden.
+
+Tilsidst faar de Kransekage med Knalderter. Pastoren knalder med
+Frøken Jensen.
+
+Løjtnanten har faaet kilet en Stol ind bag Ida-Yngst. Der er saa
+snæver Plads, at de næsten maa sidde paa Skødet.
+
+Man kan ikke høre Ørenlyd, mens de ler og knalder og læser Deviser
+højt.
+
+-Ja, siger gamle Linde, det er Ungdom.
+
+-Huus, det er os, siger Katinka. Hun holder en Knaldert frem.
+
+Huus tager i den: De fik Devisen, siger Katinka.
+
+Huus læser paa det lille Papir: Dum Snak, siger han og river det over.
+
+-Huus dog, hvad stod der?
+
+-Alle Konditorsvende skriver om Kærlighed, siger Ida-Yngst over
+Bordet.
+
+-Frøken Ida--det er Løjtnanten--ska' vi to?
+
+Ida-Yngst vender sig igen og futter med Løjtnanten: Gud, hvor er 'et
+upassende, raaber hun. Hun faar en Devise om at kysse, som Løjtnanten
+læser op med den lille Knebelsbart lige ind til hendes Kind.
+
+Man flytter Stolene lidt ud fra Bordet, og Damerne vifter sig med
+Servietterne. De unge er varme i Hovederne af Heden og Mælkepunchen,
+som gaar rundt i store graa Kander.
+
+En lille blegnæset Student lader "Pastor Lindes patriarkalske Hjem"
+leve, og alle rejser sig og skriger Hurra. Den lille Student klinker
+privat med Pastoren.
+
+-De lille "røde" Mandfolk, siger Gamle Linde, drikker De for mig?
+
+-Man kan have Agtelse for #Personerne#, siger den lille Blegnæse.
+
+-Ja, ja, siger gamle Linde, ja, ja ... Ja, Ungdommen maa jo ha'e no'et
+at kæmpe om, ser De, Frue....
+
+Fru Abel er optaget af sin Ida-Yngst. Hun er saa livlig. Hun ligger
+næsten i Armene paa Løjtnanten.
+
+-Ja, Deres Velærværdighed, siger hun.
+
+-Ida, min søde Pige, (min søde Pige hører det ikke), Ida-Yngst, drik
+et Glas med din Mamma, siger Fru Abel.
+
+-Skaal, siger Ida-Yngst: Løjtnant Nielsen--hun rækker ham sit
+Glas--drik med Mo'er....
+
+Enkefru Abel smiler: Aa--aa--hvad min Ida-Yngst har for Indfald....
+
+Den lille Blegnæse véd ikke, om Frøken Helene har læst Schandorph....
+
+Frøken Helene læser "Tasken"....
+
+-Jeg kalder hele Retningen den ægteste Frugt af vor mægtige Brandes
+... af Aandsfriheden.
+
+-Brandes, det er jo #ham,# Jøden, siger Frøken Helene. Der er ikke
+blevet anden Forestilling tilbage om "Aandsfriheden"--paa Møllen.
+
+Studenten flyver op i den store Darwin.
+
+Bai har sagt noget, saa Frøken Jensen er blevet rød i Hovedet.
+
+-De er saa slem, siger Lille-Jensen og slaar ham over Fingrene.
+
+-Men Huus, siger Katinka: man maa jo ta' Livet, som det er ... og....
+
+-Og?
+
+-Og egenlig er det dog saa lykkeligt....
+
+-Løjtnant, raaber Frøken Ida: De er #styg#.
+
+Gamle Pastor Linde sidder ved sin Bordende med foldede Hænder og
+nikker.
+
+-Skal vi saa sige Mo'er Tak for Mad, siger han og rejser sig.
+
+Der bliver en Skraben og Takken for Mad Stuen rundt. Inde i Salen er
+Agnes allerede ved Klaveret: der skal danses.
+
+-Jeg véd ikke, om du har #set# Ida, siger Louise-Ældst til Enkefruen.
+Man maa gaa i Jorden over hende.
+
+Ida Yngst er første Par med Løjtnanten.
+
+-Liv i 'et, raaber Frøken Agnes fra Klaveret. Hun spiller "Paa min
+Kanapé" saa det klirrer i Strengene.
+
+Bai danser med Katinka, til de skal Runde i Stuerne; med hinanden i
+Hænderne svirrer de ud gennem Dørene.
+
+Gamle Linde er i Spidsen med den stønnende Jensen.
+
+-Linde, Linde, raaber Fru Linde: dine gamle Ben. Frøken Agnes slaar i
+Tangenterne, saa det suser.
+
+-Gud--jeg dør, siger Helene fra Møllerens....
+
+Lige paa én Gang sprænges Kæden. Stakaandet falder Parrene paa Plads
+rundtom.
+
+-Pyh, det gav Varme, siger Bai til Løjtnanten og tørrer sig.
+
+-Om vi saa' at finde en Bajer.
+
+Løjtnanten er med. De gaar ind gennem Værelserne.
+
+I Spisestuen staar "Bajerne" opstillet i et Vindu.
+
+-Er det Landbajer? siger Løjtnanten.
+
+-Næ, den er af Carlsberg.
+
+-Naa, den er jeg med paa.
+
+-Her er en hyggelig Krog, sagde Bai. De gik ind i Præstens
+Studereværelse, en lille Stue med Oehlenschlägers og Mynsters samlede
+Skrifter paa grønmalede Reoler og Thorvaldsens Kristus over
+Skrivebordet.
+
+De satte sig med Øllet ved Bordet:
+
+-Ja, jeg mærkede den jo godt, sagde Bai, hvad den stod paa. Men jeg
+tænkte, lad ham ha' Fornøjelsen, tænkte jeg--og hun med....
+
+-Ja, Satans Pige ... hun har s'gu et godt Bryst ... og skær' brillant
+naar man danser, Forstander. Lægger sig lige til.
+
+-Ja, hva' Satan ska' hun gøre, stakkels Pige, sagde Bai og tømte sin
+Bajer.
+
+-Men hva' er #hun# for en Pige, sagde Løjtnanten. Han mente Frøken
+Agnes....
+
+-Rar Pige, sagde Bai.
+
+-Nej, dér er ingen Ting, sagde han, Veninde af min Kone.
+
+-Ja saa, sagde Løjtnanten. Ja, jeg tænkte det: En Snakkepige--det er
+af den Slags.
+
+Konversationen gik over til større Almindelighed: Disse
+Landsbypiger--i det hele, mente Løjtnanten ... det er godt nok ... jeg
+mener ... Men--ser De, Forstander--ingen #Dannelse#--Nej, Byen--véd
+De--det er no'et ganske andet....
+
+Løjtnanten havde "fundet no'et"--
+
+-Ser De--man bor jo i Kvarteret ... Dér har de jo lagt #Slottet#--man
+#maa# jo bo dér ... enten paa "Berren" eller paa "Vesten"....
+
+-Men hva' er 'et for Smaapi'er? spurgte Bai.
+
+-Kække Smaapi'er--s'gu, kække Smaapi'er....
+
+-Ja-a--jeg véd det jo ikke ... man er jo gift Mand, Løjtnant ...
+Skueretter, forstaar De, Skueretter--om man ogsaa er der ovre et Par
+Dage....
+
+-Skueretter, gentog han en Gang endnu.
+
+-Tro De mig--kække Pi'er, sagde Løjtnanten, dannede Pi'er....
+
+-Men de si'er, de gaar til Rusland....
+
+-Ja, de si'er det....
+
+Pastor Linde kom ind: Naa, De sidder her, Stationsforstander, sagde
+han, han gik gennem Stuen.
+
+-Ja, Hr. Pastor--vi sidder her og filosoferer lidt--saa stille ... ved
+en tyvrøvet Bajer....
+
+-Værs'go, ja, her er rart. Præsten vendte sig i Døren: Derinde leger
+de Panteleg, sagde han.
+
+Bai og Løjtnanten gik ind til Pantelegen.
+
+De var ved at falde i Brønden.
+
+Den lille Student med den ægteste Frugt faldt for Katinka:
+
+-Der kysses, raabte Frøken Agnes.
+
+Katinka vendte Kinden til, at "Frugten" kunde kysse. Han var rød i
+Hovedet og kom nærmest til at kysse hende paa Næsen.
+
+Katinka lo og klappede i Hænderne: Jeg falder, jeg falder....
+
+-For Huus, sagde hun.
+
+Huus kom hen og bøjede sig ned. Han kyssede hende paa Haaret.
+
+-Jeg falder for Frøken Jensen, sagde han. Hans Stemme slog over, som
+om den var hæs.
+
+Frøken Jensen tænkte endnu paa det Kys, da hun var kommet hjem i Seng
+til #Bel-ami#.
+
+Katinka støttede sig i Tanker lidt til den radikale Student.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Gæsterne var borte.
+
+Frøken Agnes stod i Salen og saa' sig om paa Valpladsen. Der var ikke
+én Ting paa sin rette Plads; Glas stod i Krogene paa Gulvet, og
+Buddingtallerkener var sat af Vejen op paa Bogskabet.
+
+-Pyh, sagde hun og satte sig: det ligner en vis Mands Forstue.
+
+Pastor Andersen var kommet ind: Naa, sagde hun, ja--De har saamænd
+været rar iaften.
+
+-Frøken Agnes, morer det Dem?
+
+-Nej.
+
+-Hvorfor gør De det saa?
+
+-Det skal jeg sige Dem, fordi det morer de andre ... Men De vil altid
+være alene om at gøre Mudder.
+
+-Hjælp mig nu, sagde hun, at vi faar lidt Orden i 'et ... Hun begyndte
+at flytte Møblerne paa Plads.
+
+-Jeg gaar ikke ud med Ida mere, Mo'er, sagde Louise-Ældst. Jeg gør
+'et ikke--det si'er jeg dig--det er en Skandale for alle Mennesker.
+
+-Fordi man la'er #dig# sidde. Jeg skulde vel gere dig Selskab--ikke?
+
+Enkefruen blandede sig aldrig i Stridighederne. Hun vidste, det maatte
+dog til, mens Papillotterne blev sat i Haaret. Hun gik stille rundt og
+lagde Kyllingernes Tøj sammen.
+
+-Man bli'r s'gu træt af den megen Jubileren, sagde Bai. Han var ganske
+stiv i Benene, mens de gik.
+
+Katinka svarede ikke. Tavse gik de hen ad Vejen hjem.
+
+
+
+
+III
+
+
+Det var hen i Foraaret.
+
+Om Eftermiddagen hentede Præstefrøkenen Katinka, og de gik ned til
+Aaen. Ved Bredden under et Par Pile tæt ved Banens Bro havde
+Lille-Bentzen slaaet en Bænk op. Der sad de og arbejdede til
+Eftermiddagstoget kom. Konduktørerne paa Strækningen kendte dem og
+hilste.
+
+-Det bedste var at rejse, sagde Agnes Linde og saa' bort efter Toget.
+Jeg tænker paa det hver Dag.
+
+-Aa, men, Agnes....
+
+-Jo, det var det bedste--for os begge to--enten han eller jeg ... tog
+afsted.
+
+Og de taler for tusinde Gang om det evige Tema.
+
+Det var en Dag i Midten af Vinteren. Agnes Linde og Kapellanen kom
+forbi fra Dammen, hvor de løb paa Skøjter, og saa skulde Kapellanen
+ind med et Brev og faldt i Snak med Bai.
+
+Agnes kom ind i Dagligstuen med Skøjterne paa Armen. Hun var meget
+kort og sagde bare "Ja" og "Nej" til, hvad Katinka spurgte om ... Hun
+havde saa staaet henne ved Vinduet og set ud, da hun pludselig gav
+sig til at græde.
+
+-Hvad er der, Frøken Linde, er De syg? sagde Katinka og gik hen og
+lagde Armen om hende. Hvad er der dog?
+
+Agnes Linde kæmpede med Graaden, men den blev stærkere og stærkere.
+Hun tog Katinkas Arm bort:
+
+-Lad mig gaa her ind, sagde hun og gik hen mod Sovekamret.
+
+Og der inde kastede hun sig saa ned paa Sengen og fortalte Katinka det
+altsammen i én Strøm: hvordan hun elskede Andersen, og han legede bare
+med hende, og hun holdt det ikke ud.
+
+Fra den Dag af havde Katinka været Præstefrøkenens Fortrolige.
+
+Katinka var vant til at være "fortrolig". Hun havde ogsaa altid været
+det hjemme, som ung Pige. Til hende kom alle blødende Hjerter. Det laa
+vel i hendes stille Væsen og i at hun aldrig selv sagde ret meget. Hun
+egnede sig saa godt til at høre paa andre.
+
+Præstefrøkenen kom næsten hver Dag, og hun blev hos Katinka timevis.
+Det var det samme igen og igen: hendes Kærlighed og ham. Og hver Dag
+fortalte hun som noget nyt, hvad der var sagt de tusinde Gange.
+
+Naar hun saa havde siddet og talt tre fire Timer og var kommet til at
+græde tilsidst, pakkede Agnes sit Arbejde sammen:
+
+-Jo, vi er saamæn et Par rare Høns, sagde hun som Slut.
+
+Nu, da Foraaret var kommet, sad de nede ved Aaen.
+
+Agnes talte, og Katinka hørte til. Hun sad med Hænderne i Skødet og
+saa' ud over Engene. Der blev sløret derude, og Lavningen lignede en
+stor blaa Sø. Man saa' ikke, hvad der var Sø og hvad der var Himmel,
+det var alt kun ét dæmrende blaat. Med Pilegrupperne som Øer i Havet.
+
+Agnes fortalte om den første Tid, da hun kom hjem fra København og
+traf Andersen. Der var gaaet Maaneder, og hun vidste slet ikke, at hun
+holdt af ham.
+
+Katinka hørte og hørte ikke. Hun kendte Temaet og hun nikkede stille.
+
+Men hun fik lidt efter lidt sin Del i den fremmede Kærlighed. Hun
+kendte den med alle dens Sindsbevægelser. Hun delte dem, som var de
+hendes egne. Der blev jo aldrig talt om andet.
+
+Og alle Kærlighedens Ord følte sig saa hjemme hos hende. Hendes Tanker
+blev saa fortrolige med alt, hvad Kærlighedens var--hos de to fremmede
+Mennesker.
+
+Naar hun havde fulgt Agnes Linde et Stykke paa Vej og var vendt
+tilbage, kunde hun sidde halve Timer i Hyldelysthuset i Haven. Og alle
+de Kærligheds-Ord flød ligesom i Luften om hende, og hun hørte dem
+igen og tænkte dem om.
+
+Det laa til hendes stille, lidt lade Natur, at Ord og Tanker, hun nu
+en Gang var inde i, ligesom vendte om og om igen, paa Vejen, hjem til
+hende.
+
+Og de #spandt# hende ind. Og blev til Drømme, der førte ud langt
+borte, hvor hun knap vidste.
+
+Der havde ogsaa været mere stille hos dem i den sidste Tid. Huus kom
+ikke saa tidt mer, nu i Foraaret. Der var saa meget at gøre, sagde
+han.
+
+#Naar# han kom, var han ogsaa saa uens i Humør. Det var tidt og ofte,
+som om han slet ikke saa', hvor glad Katinka blev ved at se ham, og
+han snakkede mest med Bai, skønt Katinka havde haft saa meget at sige
+ham og spørge om.
+
+Nu netop i Foraaret, hvor der havde været saa meget at indrette og
+ændre allevegne....
+
+Men der #var# noget i Vejen. Maaske var han heller ikke tilfreds paa
+Gaarden hos Kiær; der sagdes, at han var saa sær at arbejde med.
+
+Hun selv havde forresten ogsaa tungt Humør en Gang imellem.
+
+Det kom maaske ogsaa af, at hun sov for lidt.
+
+Hun blev inde i Stuen om Aftenen, naar Bai gik og klædte sig af. Han
+drev saa længe om halvnøgen og sad paa Sengekanten og holdt Snak og
+blev aldrig færdig.
+
+Det var Katinka saa langsommeligt, at han aldrig kom til Ro og fik
+Ende paa det.
+
+Og naar hun selv kom tilsengs og laa i Mørket ved Siden af Bai, der
+sov dybt, kunde hun ikke falde i Søvn og følte et Ubehag, saa hun stod
+op igen og gik ind i Stuen. Der sad hun saa ved Vinduet. Nattoget
+suste forbi, og den store Stilhed laa igen over Marken. Ikke en Lyd,
+ikke et Vindpust i Sommernatten. Det første graa Skær af Dagen kom; og
+en kold og fugtig Luft slog op fra Engene.
+
+Og det blev lysere og lysere, mens Lærkerne begyndte at synge.
+
+Huus holdt saa meget af at se det blive Morgen, sagde han.
+
+Han havde fortalt, hvordan det var paa Bjergene, naar det blev Morgen.
+Det var som et mægtigt gyldenrødt Hav, sagde han, halvt saadan af Guld
+og halvt af Roser--om alle Toppe. Og Tinderne sejlede som Øer i det
+store Hav....
+
+Og saa, lidt efter lidt, sagde han, stod alle Bjergtoppe i Brand....
+
+Og saa kom Solen.
+
+Og steg.
+
+Og fejede Mørket ud af Dalene som med en stor Vinge.
+
+Han fortalte ofte saadan noget nu, saadan noget fra sin Rejse.
+
+Han talte i det hele mere nu--#naar# han da talte.
+
+... Det blev ganske lyst, og Katinka sad endnu ved Vinduet. Men hun
+maatte vel til Ro.
+
+Luften var tung inde i Sovekamret, og Bai laa og havde smidt Tæpperne
+af sig.
+
+Naar Huus kom om Aftenen, sad de mest i Hyldelysthuset.
+
+De saa' Ottetoget gaa. En enkelt Bonde var drysset ud paa Perronen og
+hilste dem, naar han gik forbi og drev hjem.
+
+Saa gik de ned i Haven. Kirsebærtræerne stod i Blomst. De hvide Blade
+gled som en lys glitrende Regn gennem Sommerluften ned paa Plænen.
+
+De sad stille og saa' ud paa de hvide Træer. Det var, som om Aftenens
+biede Tavshed over Sletten svøbte sig om alle Ting. Oppe i Byen hørte
+man en Port blive slaaet i. Kvæget kaldte hen over Markerne.
+
+Katinka talte om sit Hjem.
+
+Om Veninderne og Brødrene og den gamle Gaard, der var fuld af Duer.
+
+-Og siden--i den nye Lejlighed--med Mo'er--da Fa'er var død....
+
+-Ja, det var en lykkelig Tid....
+
+-Men saa blev jeg jo gift.
+
+Huus saa' ud paa Frugtblomsternes bløde Sne, der faldt saa lindt over
+Græsset.
+
+-Thora Berg, hvor hun var lystig ... Om Aftenen, naar hun kom fra
+Selskab--med hele Garnisonen i Halen og slog Sand paa alle Ruder
+gennem Byen.--
+
+Katinka sad lidt.
+
+-Hun er osse gift nu, sagde hun.
+
+-Med flere Børn, siger de....
+
+Paa Vejen udenfor gik en Mand forbi. Godaften, sagde han over Hækken.
+
+-Godaften, Kristen Peder.
+
+-Godaften, sagde Katinka.
+
+-Hm--sagde Katinka igen--jeg saa' hende sidste Gang til mit Bryllup.
+De sang, de unge Piger, de stod ved Orgelet, paa Pulpiturer....
+
+-Hvor jeg ser dem endnu--alle Ansigterne--alle....
+
+-Men hvor jeg græd....
+
+Huus sagde stadig ingenting, og hans Ansigt saa' hun ikke. Han sad
+saa bukket og studerede noget nede paa Jorden.
+
+-Det er snart elleve Aar siden, sagde Katinka.
+
+-Ja, Tiden gaar....
+
+-Naar man er lykkelig, sagde Huus uden at røre sig.
+
+Katinka hørte det først ikke. Saa var det, som om Ordene pludselig
+indhentede hende:
+
+-Ja, sagde hun og fór let sammen.
+
+Og lidt efter:
+
+-Her har man jo sit Hjem.
+
+De sad atter tavse.
+
+Bai kom ind i Haven. Man kunde høre ham langt borte. Han gjorde altid
+saa megen Støj--og før havde der været saa stille i Tusmørket.
+
+-Jeg henter Glassene, sagde Katinka.
+
+-Ja, dejlig Aften, sagde Bai, dejlig Aften i det frie....
+
+Katinka kom tilbage med Glas og Flaske.
+
+-Jeg har haft Selskab, sagde Bai.
+
+-Af hvem?
+
+-Af Frøken Ida. Hun rejser nu....
+
+-Hva', Ida?
+
+-Ja--og Bai lo--Frøken Louise er s'gu opgivet ... Nu sætter de alle
+Sejl til for den lettere Skude. Hun bli'r borte hele Sommeren.
+
+-Naa, ja--ku' det dog lykkes for den ene. Bai sad lidt: Ja--hva'
+Satan--saadan et Pigebarn maa jo giftes....
+
+Bai udbredte sig tidt om Giftermaal og Ægteskab. Han var noget af en
+Filosof i det Emne.
+
+-#Jeg# gik til Jernbanen, sagde han, tror De, det var af Lyst--men den
+gik #ikke# for #Løjtnanten#--
+
+-Saadan er 'et, der er s'gu ingen Pardon--Pigebørnene #maa# til
+Brudeskamlen--
+
+-Og saa gaar 'et--man ser 'et jo--de lever sig sammen. De har Hus og
+Hjem og saa kommer der Børn....
+
+-Hos de fleste, sluttede Bai af under et Halvsuk.
+
+De sad tavse; der var blevet ganske mørkt under Hylden.
+
+Det blev i Slutningen af Juni.
+
+-Den dejlige Kone er saa blegnæbet, sagde Agnes Linde, naar hun kom
+ned til Stationen.
+
+-Ja--jeg kan vist ikke taale Heden, sagde Katinka. Det var, som hun
+havde Uro i Blodet, og stadig tog hun fat paa alting og opgav det og
+kom og gik.
+
+Helst sad hun med Agnes ved Aaen. Hun saa' ud over Engene og hørte
+altid det samme.
+
+Agnes Linde fik saadan en hel anden og mild Stemme, naar hun talte om
+ham.
+
+"#Manden#" kaldte hun ham.
+
+Katinka sad og saa' paa hende, som hun sad med bøjet Hoved og smilede.
+
+-Og saa tviner man, sagde Agnes, Utyske, fordi det er, som det er--og
+saa er #dette# maaske det bedste, man faar....
+
+-Ja, sagde Katinka og blev ved at se paa hende.
+
+Naar Agnes Linde ikke kom til hende, gik Katinka op til Præstegaarden.
+Hun længtes ordenlig efter at høre hende tale.
+
+Og saa saa' hun ogsaa Andersen. Hun saa' dem sammen, Agnes og ham.
+
+Hun stod hos, mens de spillede Krocket paa den store Plæne. Hun stod
+og saa' paa dem--de to, som #elskede hinanden#.
+
+Hun hørte og saa' paa dem nysgerrigt--næsten som et stort Under.
+
+Og en Dag græd hun, da hun gik hjem.
+
+Huus kom saa uregelmæssigt nu. Saa kom han to Gange om Dagen og var
+knap kommen til Sæde i Lysthuset, før han maatte paa Hesten igen. Og
+saa var der halve Uger, hvor de slet ikke saa' ham paa Stationen.
+
+Det var Høhøsten, sagde han.
+
+Høet var slaaet og stod nu i Stak over Engene. Der var en Krydderduft
+over den hele Luft.
+
+En Aften var Huus i godt Humør og foreslog de skulde gøre "Skovtur til
+det store Marked". Køre dertil i Vogn og raste i Skoven først, og saa
+se alle Herligheder paa Markedet.
+
+Bai var med til det. Og Turen blev bestemt. De Skulde køre om Morgenen
+tidligt, mens det endnu var køligt og først komme hjem den næste Nat
+eller Morgen.
+
+Bare Bais og Huus.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Katinka havde travlt hele Dagen med at lave til.
+
+Hun studerede Kogebog og tænkte ud om Natten og tog selv til Byen for
+at købe ind.
+
+Huus kom, just som Toget kørte, efter Posten.
+
+-Huus, raabte hun fra Kupeen.
+
+-Men hvor skal De hen? raabte han.
+
+-Købe ind--Marie er med. Og hun trak Marie hen og viste hendes Ansigt
+i Vinduet. Far vel.
+
+-Hm, sagde Bai. Katinka er s'gu smaatosset. Hun braser og koger til
+den Tur, som om hun vilde præparere os til Koleraen....
+
+Inde i Byen var de begyndt at slaa Telte op rundt ad Gaderne; oppe paa
+Torvet stod Karusselhestene og hvilede sig i Rad op ad Kirkemuren.
+Katinka gik rundt mellem Markedsfolkene, der hamrede og bankede, og
+saa' paa det alt. Hun stirrede paa Kasserne og faldt i Staver foran
+hvert Stykke Sejldug, der hejstes.
+
+-Om den lille Frøken gik af Vejen....
+
+Hun maatte springe baade over Brædder og Snore.
+
+-De kalder mig Frøken, sagde hun.
+
+-Marie, naar nu bare Vejret maatte holde sig.
+
+De gik ud ad Gaderne til Lystskoven. Der holdt en Gøglervogn. Mændene
+sov i Grøftekanten, Konen vaskede Trikoter i en Balje paa den
+nedslaaede Trappe. Tre Par hvide unævnelige hang langstrakte og
+svajede paa en Snor.
+
+Katinka kiggede nysgerrigt paa Konen og Mændene i Grøften.
+
+-Vil De ha'e noget, raabte Konen gebrokkent.
+
+-Uha--raabte Katinka, hun blev ganske bange og løb et Stykke.
+
+-Det var den stærke Kone, sagde hun.
+
+De gik videre hen ad Vejen. I Kanten af Skoven lagde en Flok Tømrere
+Dansegulv. Der var svalt derinde under Træerne efter den solede Vej.
+Katinka sad paa en Bænk.
+
+-Her skaf vi danse, sagde hun.
+
+-Ja, han maa danse dejlig, Huus, sagde Marie. Hun var stadig i trofast
+Beundring af Huus; han stod i Fløjelsramme paa Kommoden og et gammelt
+Visitkort med hans Navn laa som Mærke i Salmebogen. Bane-Peter
+besørgede det haandgribeligere.
+
+Katinka svarede ikke. Hun blev ved at sidde og se paa Folkene, der
+arbejdede.
+
+-Naar det Vejr blot maatte holde sig, sagde hun til en af dem.
+
+-Ja, sagde han og saa' op i Træerne--Himlen saa' han ikke--mens han
+tørte Sveden af sig med Ærmet: det er det, det kommer an paa.
+
+Katinka og Marie gik tilbage. Det var paa høje Tid. De kom over
+Torvet; Aftenklokkerne ringede fra Taarnet ned over Markedslarmen.
+
+Den sidste Dag bagte de. Katinka var kortærmet og æltede, saa Melet
+stod hende i Haaret som paa en Møller.
+
+-Ingen kommer ind--ingen kommer ind--det bankede paa Døren, som var i
+Laas.
+
+Katinka troede, det var Huus.
+
+-Det er mig, raabte Agnes Linde. Hvad gaar der for sig?
+
+Hun kom ind og bagte med. Der var en Pundkage, som skulde røres i det
+uendelige; det er Huus', sagde Katinka. Den Lækkermund skal ha'e
+Pundkage.
+
+Agnes Linde rørte, saa det boblede i Dejgen: Ja--de Mandfolk #skulde#
+ogsaa ha'e Pundkage, sagde hun.
+
+Katinka tog Pladen ud: Smag, sagde hun. De er gloende. Hun var saa rød
+som en Kobberpotte af Ovnen.
+
+Frøken Jensen og Louise-Ældst kom ned til Eftermiddagstoget. Der blev
+en Banken og Parlamenteren foran Køkkenvinduet.
+
+-Gud hjælpe mig, har de ikke lugtet det, sagde Agnes Linde. Hun lod
+Armene synke træt ned og sad meget ugraciøst med Dejgfadet mellem sine
+udspilede Ben.
+
+Marie bragte dem en Tallerken, til at smage, ud paa Perronen.
+
+Louise spjættede af Glæde paa Perronbænken, saa et Par Handelskomis'er
+i Toget saa' et betydeligt Stykke af hendes Skønhed.
+
+Da Toget var kørt, slog de inde i Køkkenet Vinduerne op. Louise-Ældst
+og Lille-Jensen gnaskede løs ude paa Bænken.
+
+-Hvor De har været heldig, Fru Bai, mageløse....
+
+-Ja, Fru Bai er en Kone i sit Hus, sagde' Frøken
+
+-Nu gaar Kværnen, sagde Agnes inde i Køkkenet. Hun tog fat paa Dejgen.
+
+Bai aabnede Kontorvinduet ovenover Perronbænken.
+
+-Aa ja, sagde han, og #jeg# sidder med tør Mund.
+
+-Vil De ha'e, Hr. Bai, spurgte Louise. Holder De ogsaa af sødt?
+
+-Om nogen under mig noget, sagde Bai, i Klubtonen.
+
+Der blev Spektakel og smaa Hvin paa Perronen.
+
+-Hva' er der løs, raabte Agnes fra Køkkenet.
+
+-Vi mader Fuglen, sagde Louise-Ældst. Hun var sprunget op paa Bænken
+med sin Skønhed og stod og stak Bai Kage ind i Munden.
+
+-Uh, han bider, raabte hun.
+
+Det var ved saadanne Lejligheder, Fru Abel sagde:
+
+-De bli'er jo ved at være rene Børn--naar man ikke kender noget til
+Verden....
+
+Louise-Ældst bragte den tomme Tallerken tilbage. Krummerne snappede
+hun op med Fingerspidserne. Frøknerne Abel var altid saadan: de
+levnede ikke.
+
+Hun stod ved Køkkenvinduet og saa' ind:
+
+-Det skulde Mo'er ha'e vidst, sagde hun sødt.
+
+-Naa, saa hun har ikke snuset det, sagde Agnes over Pundkagen.
+
+Louise-Ældst fik Kræmmerhus med Kager ud gennem Vinduet: Det var osse
+noget at #gemme#, sagde hun, da hun kom ud paa Vejen med Lille-Jensen.
+
+Hun og Jensen havde slugt Kagerne, før de var forbi Skoven.
+Louise-Ældst kastede Papiret.
+
+-Gud, lille Louise ... Frøken Linde med #de# Øjne ... hun kunde gerne
+se det....
+
+Frøken Jensen tog Papiret op. Nede i Lommen viklede hun det stille om
+tre Kager til #Bel-ami#.
+
+Katinka begyndte at blive træt. Hun sad paa Kødblokken med de
+opsmøgede Ærmer og saa' paa sit Værk:
+
+-Men det er ingenting mod hjemme--ingenting mod naar vi bagte til Jul.
+
+Hun fortalte, hvordan de bagte--hendes Moder og Søstrene og hele Huset
+... Hun lavede Grise af Klejnedejg: Bums--og saa revnede de, naar de
+kom ned i Fedtet.
+
+Og Brødrene--de gik og tyv-stjal, saa Moderen med den store Sløv
+maatte værne om Stenkrukken med Brundejg....
+
+Og skrællede de Mandler, stjal de, saa der blev ikke halvtreds af et
+Pund....
+
+Det bankede paa Døren. Det var Huus.
+
+-Her kan ingen komme ind, sagde Katinka ved Døren. Om en Time ... Kom
+igen om en Time.
+
+Huus kom frem uden for Vinduet: De kan vente i Haven, sagde Katinka.
+Hun fik travlt med at blive færdig og sendte Agnes ned at holde Huus
+med Selskab.
+
+Agnes blev der en halv Timestid. Saa gik hun.
+
+-Forvalter Huus er for nem at holde med Selskab, sagde hun til
+Andersen. Han forlanger bare, man skal tie stille, for at han kan
+fløjte i Fred.
+
+-Hvor er Agnes, sagde Katinka, da hun kom ned i Haven.
+
+-Hun gik, tror jeg.
+
+-Men naar?
+
+-Det er vel en Timestid siden....
+
+Huus gav sig til at le: Frøken Linde og jeg holder saa meget af
+hinanden. Men vi har just ikke meget at #sige# hinanden--
+
+-Vi skal pakke, sagde Katinka.
+
+De gik ind og begyndte at pakke den store Kurv. De stoppede med Hø for
+at Krukkerne skulde staa fast:
+
+-Fastere, sagde Katinka, fastere; og hun trykkede paa Huus' Hænder.
+
+Hun aabnede Sekretæren og talte Skeer og Gafler ud af Sølvrummet.
+
+-Og saa vil jeg tage Vifte med, sagde hun.
+
+Hun begyndte at søge: Aa--den ligger i Skuffen.
+
+Det var Skuffen med Kotillonsæskerne og Brudesløret. Hun aabnede
+Kassen med de gamle Baandstumper. Se, sagde hun: alt det gamle Stads.
+
+Hun tog med Haanden ned i Æsken og rodede Baand og Ordner om som i en
+Mølle: Det gamle Stads.
+
+Hun søgte igen om Viften:
+
+-Aa, hold mit Slør, sagde hun. Hun lagde Brudesløret og et ægte Sjal
+over paa Huus' Arm: Dér er den, sagde hun. Viften laa paa
+Skuffebunden.
+
+-Og Deres Tørklæde, sagde hun. Det laa til en Side, pakket i
+Silkepapir. Hun tog det op.
+
+Huus havde krammet det gullige Brudeslør, saa der var Mærker af det i
+Bobinettet.
+
+Aftentoget kom, og de gik ud paa Perronen.
+
+-Pyh, sagde den smækre Togfører med de indiskrete Unævnelige, at føre
+Tog igennem i disse Feriedage ... Forsinket tredive Minutter....
+
+-Paa Svedning staar 'en, sagde Bai.
+
+Katinka saa' ned ad Vognene. Der stak et forsvedt Hoved ud af hvert
+Vindu.
+
+-Ja, sagde hun. At de Folk vil rejse? Togføreren gav sig til at le.
+
+-Ja, sagde han: dertil er jo rigtignok Jernbanerne. Han gav de to
+Fingre og sprang op paa Trinet.
+
+Toget kørte. Den unge Togfører blev ved at staa bøjet frem og le og
+nikke.
+
+Katinka viftede med det blaa Sjal. Og ud af Kupévinduerne blev der
+pludselig en Viften og Nikken fra hele Feriefolket, der lo og muntrede
+sig og hilste.
+
+Katinka raabte og svingede hele Sjalet; og fra Toget svarede de, saa
+længe de kunde se.
+
+Efter The kørte Huus hjem. Han skulde møde paa Stationen imorgen
+Klokken seks.
+
+Katinka stod i Haven foran Hækken:
+
+    Faarekylling--Faarekylling--flyv--flyv.
+    Faarekylling--Faarekylling
+    Giv godt Vejr....
+
+raabte hun.
+
+Duften fra Træerne i Lunden slog ned imod hende. Hun stod og smilede
+og saa' op i den blaa Luft.
+
+-Svært--saa blaat klæ'er den lille Kone, tænkte Togføreren med de
+fremhævende. Han havde altid Øjnene med sig for hvad der kunde komme
+til at ligge for langs ad Strækningen.
+
+-Vi skal op Klokken fem, sagde Bai ud i Køkkenet.
+
+-Ja, ja, Bai, nu kommer jeg. Katinka skrællede en Smule sort af
+Pundkagen. Man maa dog være færdig....
+
+Hun pakkede Pundkagen ind, og hun saa' en sidste Gang til Kurven. Hun
+aabnede Døren ud til Gaarden og stod og saa' ud. Deroppe murrede
+Duerne. Det var den eneste Lyd.
+
+Paa Himlen ude mod Vest svandt det sidste blege rødt. Aaen snoede sig
+bort mellem de dampende Enge.
+
+Hvor hun dog elskede denne Plet....
+
+Hun lukkede Døren og gik ind.
+
+Bai havde lagt sit Uhr ved det brændende Lys ved Sengen. Han havde
+villet kontrollere, naar hun havde faaet "smølet af".
+
+Men han var sovet fra det og laa svedende og gav Næselyd fra sig i
+Skæret af Lyset.
+
+Katinka slukkede det stille. Hun klædte sig af i Mørke.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Katinka var i Haven, da Vognen kom. Hendes blaa Kjole kendtes lige hen
+til Omdrejningen.
+
+-God Morgen, god Morgen ... De bringer godt Vejr. Hun løb ud paa
+Perronen: Han #er# der, raabte hun.
+
+-Kurvene, Marie....
+
+Bai var i Skjorteærmer i Sovekammervinduet: Go'maar'en--Huus--staar
+paa Solstik--hva'?
+
+-Naa, det lufter jo lidt, sagde Huus, som kom af Vognen.
+
+De fik Kurvene surret paa og drak Kaffe ude paa Perronen.
+Lille-Bentzen var saa søvndrukken, at Bai lod ham løbe tre Gange
+"fældet til Storm" op og ned ad Perronen for at faa ham vaagen.
+
+Katinka lovede ham at tage et Hjerte med hjem, og de kom paa Vognen.
+Bai vilde køre Hestene og sad paa forreste Sæde med Marie, som var saa
+stivet, at det knitrede, bare hun rørte sig.
+
+Katinka saa' ud som en ung Pige med sin store, hvide Solhat.
+
+-Saa kommer der Mad fra Kroen, sagde Katinka til Lille-Bentzen.
+
+-Nu kør' vi, sagde Bai. Lille-Bentzen løb ind i Haven og viftede og
+vinkede.
+
+De kørte et Stykke henad en Bivej gennem Markerne. Det var køligt
+endnu, en munter Sommervind; Kløveren og det fugtige Græs duftede.
+
+-Hvor det er frisk, sagde Katinka.
+
+-Ja, en dejlig Morgen, sagde Huus.
+
+-Dejlig Luft, der vifter. Bai slog lidt til Hestene.
+
+De rullede ud paa Chausséen forbi Kiærs Jorder. Røgterhuset stod paa
+sine Hjul midt imellem Kvæget. En Røgterhund halsede langt borte ud
+efter noget Kvæg; de store Køer løftede de tykke Halse og brølte dorsk
+og mæt.
+
+Katinka saa' ud over den grønne Mark med det spredte og glinsende Kvæg
+belyst af Solen.
+
+-Hvor det er kønt, sagde hun.
+
+-Ja--#ikke?# sagde Huus og vendte Hovedet om imod hende. Kønt er
+det....
+
+De begyndte at tale, Katinka og han. De saa' og glædede sig over de
+samme Ting. De havde altid Øjnene lige paa det samme. Og saa nikkede
+enten han eller Katinka.
+
+Bai snakkede med Bæsterne som en gammel Kavallerist.
+
+Der var ikke gaaet en Time, før han begyndte at tale om at "faa no'et
+i Livet".
+
+-Morgenstunden tærer, du, Tik, sagde han. Man maa s'gu ha'e noget at
+staa imod med....
+
+Katinka kunde virkelig ikke pakke ud nu--og hvor skulde de ogsaa
+sidde?
+
+Men Bai holdt ikke op, og de gjorde Holdt ud for en Mark, hvor Rugen
+var sat i Stak.
+
+De fik en af Kurvene af Vognen, og satte sig i en Stak tæt ved
+Grøften.
+
+Bai spiste, som havde han ikke set Mad i otte Dage.
+
+-Skaal, Huus, sagde han. Godt Selskab.
+
+De snakkede og bød rundt af Krukkerne og spiste.
+
+-Det glider dog, Tik, sagde Bai.
+
+Folk kom forbi paa Vejen og skævede til dem.
+
+-Velbekomme til Maden, sagde de og gik videre.
+
+-Skaal, Huus, god Fornøjelse.
+
+-Tak, Fru Bai.
+
+-Det styrkede, sagde Bai. De var paa Vognen igen. Men hed er hun, hva'
+Marie?
+
+-Ja, sagde Marie, hun glinsede. Hed er 'en.
+
+-Nu naar vi snart Skoven, sagde Huus.
+
+De kørte frem. Derude laa Skovkanten, blaasvøbt i Varmen.
+
+-Mærk, hvor Granerne dufter, sagde Katinka.
+
+De naaede Skovbrynet, og tætte Graner kastede Skygge langt hen over
+Vejen. De aandede op alle sammen, men de talte ikke, mens de kørte
+langsomt hen gennem Skoven. Granerne stod fra Vejen ind i lange lige
+Rader som Mørket lukkede. Og ingen Fugl, ingen Sang, ingen Støj.
+
+Kun Insekterne som stod i store Stimer ud fra Granerne op i Lyset.
+
+De kom igen ud af Skoven.
+
+-Svært højtideligt derinde--ikke? brød Bai Tavsheden.
+
+Hen mod Middag var de i Bøgeskoven og tog ind i Vogterhuset.
+
+Bai sagde: Det gør godt at række sig. Man maa strække Benene, Huus; og
+han gik hen og satte sig til at sove under et Træ.
+
+Huus hjalp til med Udpakningen: De har saa nemme Fingre, Huus, sagde
+Katinka. Marie gik til og fra og varmede Krukkerne op i hedt Vand inde
+i Køkkenet.
+
+-Det sagde altid min Svigermor, sagde Huus.
+
+-Svigermor....
+
+-Ja, sagde Huus ... min Forlovedes Mor....
+
+Katinka sagde ingenting. Knive og Gafler raslede ud af Papiret, hun
+holdt.
+
+-Ja, sagde Huus, jeg har aldrig talt om det: Jeg har været forlovet en
+Gang.
+
+-Saa? det vidste jeg ikke.
+
+Katinka lagde Knivene om. Marie kom tilbage.
+
+-Vi kunde gaa ned til Dammen, sagde Huus.
+
+-Ja, naar Marie vil kalde. De gik henad Stien ind i Skoven. Dammen var
+en Mosesø lidt inde; Træerne strakte store Kroner ud over det mørke
+Vand.
+
+De havde ikke talt paa Vejen. Nu sad de paa en Bænk foran Søen ved
+Siden af hinanden.
+
+-Nej, sagde Huus, jeg har aldrig faaet talt om det.
+
+Katinka saa' tavs ud over Vandet.
+
+-Det var min Mo'er, sagde han, som saa gerne saa' det ... For
+Fremtidens Skyld.
+
+-Ja, sagde Katinka.
+
+-Og saa blev det ... et helt Aar ... til hun gjorde det forbi.
+
+Huus sagde det afbrudt, med lange Pavser, ligesom skamfuldt eller
+vredt.
+
+-Det er jo saadan, sagde han igen, med Forlovelse og Ægteskab.
+
+En Fugl slog op i Triller derinde i Skoven. Katinka hørte hver Tone i
+Stilheden.
+
+-Og saa er man fejg oven i Købet og bli'r i det, sagde Huus igen.
+Rigtig saa inderlig træg-fejg ... Dag for Dag.
+
+-Jeg blev i det--Tonen var lav--til #hun# gjorde det forbi.
+
+-Fordi #hun# holdt af mig.
+
+Katinka lagde sin Haand sagte kærtegnende ned paa hans, som han
+støttede stærkt mod Bænken:
+
+-Stakkels Huus, sagde hun blot.
+
+Og hun sad og klappede hen over Haanden, sagte og mildnende: den
+Stakkel, hvad han havde lidt.
+
+De sad saadan, nær hinanden. Middagsheden dalede ned over den lille
+Søs Vand. Myg og Fluer summede i Sværme.
+
+De talte ikke mer. Maries Raaben vækkede dem.
+
+-De kalder, sagde Katinka.
+
+De rejste sig og gik tavse henad Stien.
+
+-De blev alle saa lystige ved Bordet. Tilsidst drak de gammel
+Aalborger-Portvin til Pundkagen.
+
+Bai sad i Skjorteærmer og sagde hvert Øjeblik: Ja, Kinder, her er s'gu
+rart i den grønne danske Skov.
+
+Han fik et Anfald af Ømhed og vilde have Katinka paa Skødet. Hun rev
+sig løs: Bai dog, sagde hun. Hun var blevet baade bleg og rød.
+
+-Man generer sig nok for de Fremmede, sagde Bai.
+
+Der var blevet en Stilhed. Katinka begyndte at pakke Kurvene, og Huus
+stod op.
+
+-Ja, sagde Bai, om vi nu gik en Trip oven paa Maden. Han tog Frakken
+paa. Man skal dog hjælpe paa Fordøjelsen.
+
+-Ja, sagde Katinka, I kunde gaa lidt, mens jeg pakker.
+
+Huus og Bai gik hen ad Vejen. Bai gik med Hatten i Haanden og havde
+det varmt af Heden og den gamle Portvin.
+
+-Ser De #der,# Huus: #der# har De Ægteskabet, min Fa'er, sagde han.
+Saadan er 'et og ikke anderledes.
+
+-Det ka' s'gu ikke nytte--det de allesammen skriver, og som man sidder
+og tyller i sig i "Læsetasken" om Ægteskabet og Kyskheden og alt det
+... og Troskaben og--"Fordringer", som de er lige saa stive i som
+gamle Linde i "Fadervor".
+
+-Det er jo meget godt sagt, og det lyder jo net--og det gi'r de Folk
+noget at skrive om. Men ser De: det berører ikke #Sagen#, ser De,
+Huus....
+
+Han standsede og slog ud med Straahatten foran Huus:
+
+-Nu saa' De jo: jeg har Lyst--og Katinka vil ikke ... dejlig
+Sommerdag, hvor man har spist godt ude i det Grønne, og
+ligemeget--ikke et Kys en Gang.
+
+-Det er saadan med Fruentimmer ... Man ka' aldrig regne med dem. De
+har 'et i Perioder, ser De, Huus--
+
+-Mellem os sagt, Bai rystede paa Hovedet, der er s'gu tidt svært for
+en Mand i sine kraftigste Aar....
+
+Huus slog Brændenælder ned med sin Stok. Han svang den, saa de
+knækkede, som var de mejede.
+
+-Ja--#det# er Sagen, sagde Bai, som hele Tiden gik og saa' betænkelig
+ud ... men det taler de s'gu' ikke no'et om i "Tasken". Men Ægtemand
+og Ægtemand imellem--vi véd, hvor Skoen trykker.
+
+De hørte Katinka raabe bag dem, og Huus svarede med et Halløj, der lød
+højt hen gennem Skoven.
+
+Katinka var munter igen: De skulde vel nu sove til Middag under
+Træerne, sagde hun. Hun vidste en Plads, en dejlig Plads under en
+Eg--og hun gik iforvejen for at finde den.
+
+Huus gik efter. Han kukkede som Gøgen hen gennem Træerne. Bai hørte
+ham le og jodle.
+
+-Ja, sagde han, han ka' sagtens le--han staar udenfor 'et.
+
+Lidt efter sov Bai under den store Eg med Næsen i Vejret og Hatten
+liggende paa Maven.
+
+-Nu skal De sove, Huus, sagde Katinka.
+
+-Ja-a, sagde Huus. De sad hver paa sin Side af Egestammen.
+
+Katinka havde taget Straahatten af og lænede Hovedet mod Træet. Hun
+sad og saa' op i Egen. Helt, helt oppe i Kronen faldt Solstraalerne
+ind som dryppende Gulddraaber i det grønne ... og Fuglene sang inde i
+Underskoven.
+
+-Hvor her er smukt, hviskede hun og bøjede Hovedet frem.
+
+-Ja--her er smukt ... hviskede Huus igen. Han sad med Armene om sine
+Knæ og stirrede op i Kronen.
+
+Det var saa stille. De hørte begge Bais Aandedrag; et summende Insekt,
+som de fulgte med Blikket op mod Kronens grønne; og Fuglene, der
+kvidrede, saa nær, saa fjernere.
+
+-Sover De? hviskede Katinka.
+
+-Ja, sagde Huus.
+
+De sad igen. Huus lyttede, rejste sig saa varsomt og gik frem. Ja, hun
+sov. Hun saa' ud som et Barn med Hovedet paa Siden og Munden lidt
+aaben til et Smil i Søvne.
+
+Huus stod længe og saa' paa hende. Saa vendte han stille tilbage til
+sin Plads, og lykkelig, med Øjnene op i Egen, lyttede han til hendes
+Søvn.
+
+Da Marie-Pige vækkede dem med nogle vældige "Hejda" til Kaffen, havde
+Bai sovet Ærgrelsen væk med den gamle Portvin.
+
+En Cognac gør godt i det Grønne, sagde han. En lille rar Cognac i det
+Grønne.
+
+Til den lille Cognac kunde Bai igen et Stykke Pundkage. Bai var en
+stærkt forbrugende Natur.
+
+-Dejlig Kage, sagde han.
+
+-Det er Huus' Kage, sagde Katinka.
+
+-Naa, ja, sagde Bai. Naar vi andre bare maa fortære den....
+
+Efter Kaffen kørte de. Bai var træt af at have Tømmerne, og han tog
+Huus' Plads paa Bagsædet hos Katinka. De var en Smule døsige
+allesammen--den hede Sommersol stod paa, og Støv var der ogsaa paa
+Vejen. Katinka sad og saa' paa Huus' Nakke, bred og dygtig brun af
+Solen.
+
+I Hotelgaarden var der tæt med fraspændte, forladte Vogne. Koner og
+Piger, som lige var kommet af Agestolene, rystede Skørterne og fik
+glattet sig. Til Kælderstuen var alle Vinduerne slaaet op; den kogende
+Punch gik rigeligt rundt til Kortenspillet. Et fistelstemmet Klaver
+havde travlt med "min Valdemar" i Salslængen bag de nedrullede
+Gardiner.
+
+-Det er en af Agnes', sagde Katinka.
+
+-Det er Nattergalene, sagde Bai. Iaften maa vi ind og høre, hvordan de
+kvidrer.
+
+Katinka holdt sig tæt til Salslængen, da de gik. Men man saa
+ingenting.
+
+-Inte kikke, sagde Bai, Entré ved Kassen....
+
+Inde bag Gardinerne begyndte en Kvinderøst med Skrig at anraabe "min
+Charles"....
+
+    --Oh min Charles--
+    send mig dog et Brev--
+
+-Aa, sagde Katinka; hun blev staaende ved Vinduet og nikkede. Det er
+den--
+
+-Agnes kan den....
+
+    --Hvorhen du altid skrev....
+
+-Kom nu, Tik, sagde Bai. Gaa du med Huus. jeg baner Vej, naar der
+bli'r Stimmel.
+
+-Men vi kan altid kun det første Vers, sagde Katina, hun blev ved at
+lytte, mens hun tog Huus' Arm.
+
+    --Hvorhen du altid skrev--
+
+anraabte Skrigepotten.
+
+-Der staar sædvanlig kun det samme i de andre, sagde Huus.
+
+-Kommer I, raabte Bai.
+
+Udenfor Porten sang en ranglet Kælling om Massemorderen Thomas og
+pryglede hans ophængte Kontrafej med et Spanskrør. Tilskuerne stod og
+saa' benauede ud og sendte Omkvædet frem, langtrukkent som et Amen i
+Kirken.
+
+Pigerne gik Arm i Arm, i lange Rader med stive Ansigter, forbi
+Karlene, som "saa' sig dem ud" staaende i Klump foran Teltene, med
+Piber, og Hænderne gravet ned i Bukselommerne.
+
+En Karl gik frem.
+
+-Goddag, Mari, sagde han. Og Mari rakte ham Spidsen af Fingrene:
+Goddag, Søren, sagde hun. Og hele Pigerækken standsede og ventede.
+
+Søren stod lidt foran Mari og saa' først paa sin Pibe og saa paa sine
+Støvler: Farvel, Mari, sagde han.
+
+-Farvel, Søren.
+
+Og Søren gik tilbage til sin Kreds, og Pigeraden lukkede sig igen, og
+de gik videre med indsnærpede Munde.
+
+-Satan til Manér, sagde Bai, at spærre Gaden.
+
+Konerne sankede sig i Klumper og stod med bedrøvelige Ansigter, som
+var de til Lig, og mønstrede hinanden. Naar de talte, hviskede de
+uhørligt, som om de ikke rigtig kunde aabne Munden, og naar de havde
+sagt to Ord, stod de igen tavse og saa' stille fornærmede ud.
+
+Man kom ikke frem. Jeg bruger Albuerne, sagde Katinka. Hvert Øjeblik
+blev hun stødt ind til Huus.
+
+-Hold Dem blot tæt til mig, sagde Huus.
+
+Man hørte ikke Ørenlyd for den ranglede Massemorderske og et Par
+Lirekasser, som blandede General Bertrands Afskedskvad sørgeligt med
+Ajaxernes Duet. Latinerne sked ud og ind og peb i Fingrene, og sløve
+Landsbyunger pustede Skrigeballoner op og lod Ballonerne skrige ud,
+mens de gloede ud i Luften med ubevægelige Ansigter.
+
+Solen stod lige ned paa Gaden og bagte baade Folk og Honningkager.
+
+-Pyh, det er varmt, sagde Katinka.
+
+-Her skal vi ha'e Vafler, raabte Bai.
+
+-Vafler, min Dame, Vafler--af Tyrolerferdinands brunøjede Datter....
+
+-Vafler, Huus, Vafler, sagde Katinka, hun skubbede sig ind gennem en
+Pigemur, der spærrede Gaden.
+
+Pigerne hvinte: Naa da, Latinerne havde syet deres Skørter sammen.
+
+-Det er Latinerknægtene, skreg et Par Lømler fra Borgerskolen. De
+brugte Knappenaale at hægte med.
+
+Pigerne løb sammen i Klynge for at komme løs: Uh da, hylede de, Uh da.
+Latinerne passede deres Snit og brød ind som Lyn for at nappe dem i
+Benene.
+
+-Uh da--Der blev en Hvinen. Katinka skreg med af Kaadhed.
+
+Vafler, min Dame, Vafler--af Tyrolerferdinands brunøjede Datter.
+
+De kom hen til Ovnen: Tre Vafler, min Herre, hollandske, femten Øre.
+
+-Strø Sukker, du brunøjede.
+
+Den brunøjede strøede Sukker med de bare Fingre: Ja min Dame, sagde
+Manden--hun har kendt bedre Dage.
+
+-Gi'r De en Drikkeskilling; og han hvinede det ud over Gaden: til
+Tyrolerferdinands brunøjede Datter.
+
+Den brunøjede raslede avtomatisk med en fremstrakt Sparebøsse og saa'
+ud, som hun hverken hørte eller saa'.
+
+-Sukker, du brunøjede.
+
+Den brunøjedes Fingre greb atter i Sukkeret.
+
+De kom op paa Torvet. Man bli'r døv, sagde Katinka, hun holdt sig for
+Ørene. Den store Trylleprofessor Le Tort kæmpede paa et højt Stillads
+med to Pavker mod Musiken fra tre Karusseller. En hvidmalet Pjerrot
+slæbte en Stortromme op foran Verdens største Arena:
+
+-Den største Arena, mine Damer og Herrer, den verdensberømte Arena....
+
+Han musicerede ved at sætte sig haardt med den bageste Legemsdel paa
+sin Tromme.
+
+-Miss Flora--Miss Flora i den høje Trapez....
+
+Det var lige foran dem: Miss Flora--Luftens Dronning--mine Herrer--ti
+Øre ... Udraaberen svingede en Allarmklokke i sin højre Arm.
+
+-Luftens Dronning--ti Øre....
+
+Professor Le Tort var forbitret. Han skreg om al Verdens Vidundere,
+saa hans Stemme knækkede, og han besluttede sig til gratis at
+fabrikere de fem hundrede Alen Silkebaand ... Han begyndte at gylpe
+oppe paa sit Stillads og trække Silkepapirsstrimler ud af sin Hals,
+mens han blev rød i Hovedet, som han skulde faa et Tilfælde.
+
+-Luftens Dronning--for ti Øre--
+
+I Verdens største Arena stod Pjerrot paa Hovedet over Trommen og
+dunkede Trommeskindet med sin Hjærneskal....
+
+Karussellerne gik til Horn og Lirekasser....
+
+-Mine Damer, Luftens Dronning ... Luftens Dronning--ti Øre.
+
+Der var stegende Sol og Honningkage-Duft og skubbende Stimmel og Støj.
+
+-Hvor det er dejligt, sagde Katinka. Hun saa' op til Huus og skuttede
+sig ganske lidt, som en Kattekilling i Hede.
+
+-Det er Konen, sagde hun.
+
+-Hvem? sagde Huus.
+
+-Hun, der vaskede.
+
+Det var Luftens Dronning, der entrede op ad Trappen med lyserøde Ben
+i Snørestøvler og bredt vrikkende Derrière.
+
+-Miss Flora--Luftens Dronning #saa# kaldet--ti Øre.
+
+Luftens Dronning var med Vifte, som hun haandterede som Figenblad; hun
+gnaskede Blommer, før hun skulde ind og gaa tilvejrs.
+
+-Skal vi derind, sagde Katinka.
+
+-Tik, raabte Bai. Han vilde se "Slangedamen". De arbejdede sig frem
+gennem Trængselen og kom forbi en Karussel. Marie kørte paa Løve,
+halvt paa Skødet af en Kavallerist.
+
+Katinka vilde ogsaa op at køre. Bai sagde Tak til at gi'e Penge for at
+faa Kallunet vendt. Katinka fik en Inderhest ved Siden af Huus. De
+begyndte at køre, langsomt og hurtigere. Hun nikkede til Bai og lo ad
+alle de Ansigter, som drejede rundt.
+
+-Sikken Stimmel, sagde hun. Man saa' bort over alle Hovederne.
+
+De kørte anden Gang. Grib Ringen, sagde Katinka og bøjede sig frem
+over Huus.
+
+-Pas dog paa, sagde han og tog om hende.
+
+Katinka smilede og bøjede sig tilbage. Ansigterne begyndte at svømme
+ud for hende. Det var blot noget sort noget--sort og hvidt--som blev
+ved at dreje rundt.
+
+Hun blev ved at smile, mens hun lukkede Øjnene.
+
+Det var, som Markedslarmen og Musiken og Stemmerne og Hornene, der
+skingrede, brød sammen i én Brusen i hendes Øren, mens alt gyngede
+sagte.
+
+Hun aabnede Øjnene lidt: Jeg ser ingenting, sagde hun og lukkede dem
+igen.
+
+Det ringede og begyndte at gaa sagtere: Endnu en Gang, sagde hun. De
+kørte igen. Huus havde rakt sig indad--hun vidste ikke, hun støttede
+sig til hans Skulder. Grib den, sagde hun, de fløj Ringen forbi, og
+hun lo ind i hans Ansigt.
+
+Hun sad med halvaabne Øjne og saa' ind i Kredsen.
+
+Det var, som om alle Ansigterne var trukket paa en Snor.
+
+Hun kendte, svimmel, Marie--hun var kommet op igen--i Vogn med sin
+Kavallerist....
+
+Hun sad paa hans Knæ....
+
+Hvor hun saa' ud--saa daanefærdig....
+
+Og alle de andre--saa de laa hen--som halvdøde--ind til Karlene....
+
+Katinka rettede sig pludselig op: alt Blodet var gaaet hende til
+Hovedet. Karussellen holdt.
+
+-Kom, sagde hun. Hun stod ned af Hesten.
+
+Bai stod ved Ringpælen; Katinka tog hans Haand: Man bliver svimmel,
+sagde hun og traadte ned paa Jorden. Hun var ganske bleg af den megen
+Køren.
+
+-Huus, tag Tik, sagde Bai. Jeg er Fyrtaarn. Han kneb Marie i Armen,
+hun kom ned af Karussellen med sin Kavallerist.
+
+Marie var flov ved at se Herskabet og strittede til den blaa.
+
+-Brillant, saa hun skær 'en, sagde Bai, som satte i Vej.
+
+-Det er lige her, sagde Katinka. Huus bød hende sin Arm.
+
+Slangedamen Frøken Theodora viste sine dorske Dyr frem ved Siden af
+Karussellen. Det var nogle fede Slimdyr, som hun tog ud af en Kasse
+med Uldtæpper. Frøken Theodora kildede dem under Halen for at faa dem
+lidt livligere.
+
+-De fordøjer, Frøken, sagde Bai i Klubtonen.
+
+-Hva' gør de, sagde Frøken Theodora. Tror De ikke, Dyrene er levende?
+Frøken Theodora tog Fordøjelsen som en fornærmelse.
+
+Hun slog Slangen om Halsen og kradsede den i Hovedet, saa den aabnede
+Gabet og drev det til en Hvislen.
+
+Frøken Theodora kaldte den sin Kæleunge og gemte den inde paa
+Brystet. Frøken Theodora var af Kæmpedameomfang og i Pagedragt.
+
+Slangen lod stille sin Hale daske mellem Frøkenens Knæ. Nussedyr,
+sagde Frøken Theodora.
+
+-Kom, sagde Katinka, det er ækelt. Hun havde taget Huus' Arm i
+Væmmelsen.
+
+-Ja, sagde Ejeren, der tog det for Angst og var smigret: Svære Bæster,
+lille Dame ... Men hun har gjort det med Løver.
+
+Katinka var ude:
+
+-At man kan gøre saadan no'et, sagde hun; det rystede gennem hende.
+
+-Ja, sagde Bai og følte sagkyndig rundt. Ejeren havde opfordret "den
+Herre" til at overbevise sig om, at Dyrene virkelig bevægede sig "saa
+godt som paa det blottede Legeme".
+
+-Ja, sagde Bai, Kød er det....
+
+"Slangedamen Frøken Theodora" smilede forsonet, mens hun lagde sine
+"Nussedyr" i Kasse.
+
+-Ja, sagde Ejeren, hun har gjort det med Løver, min Herre.
+
+-I otte Aar, min Herre, sagde Frøken Theodora.
+
+Huus og Katinka var henne over Torvet. Det begyndte at mørkne saa
+smaat, og alle Udraaberne hylede med Fortvivlelsens Iver omkap paa
+Stilladserne.
+
+-Nedsat Pris--nedsat Pris--min Dame, raabte Professoren ned til
+Katinka, han tørte Sveden af sig med "det sælsomme
+Lommetørklæde"--tyve Øre med Kæreste....
+
+Katinka gik hurtigere, saa Bai knap kunde indhente dem.
+
+Folk begyndte at blive gladere. Slingrende Karleklynger løb syngende
+ind paa Pigeraderne, som opløste sig med Hvin; og Parrene begyndte saa
+smaat at kæres langs ad Teltgaderne.
+
+Der stod en svær Støj ud af Beværtningsteltene og oppe fra den
+brunøjede, hvor Cognac'en gik til Vaflerne.
+
+De tre Politibetjente haltede af ved Stokke. Det var letsaarede fra
+Krigene, og de holdt sig sammen for at hævde Ordenen: rundt om bag
+Teltene og i Klyngerne hørte man Latinernes pludselige Fingerpiben
+skingre gennem Støjen.
+
+Det mørknedes mer og mer, mens Katinka og Huus gik ned langs Teltene
+og købte.
+
+I Teltene tændte de allerede Staldlygter, som lyste sparsomt ned over
+Hjerter og Honningkager. Madammerne bag de høje Diske polerede
+Honningkagerne med den flade Haand, saa de skinnede, og langede dem
+ned til Huus og Katinka paa en lang Skovl.
+
+Bai kom til og købte ogsaa.
+
+Huus havde købt Katinka en lille japanesisk Bakke i Markedsgave. Hun
+gav ham en Honningkage.
+
+-Hva', sagde Bai. Gi'er du Huus Honningkage ... Gi' ham et Hjerte....
+
+-Madam, raabte han op. Et Hjerte her....
+
+-Et Hjerte--min Herre--med Vers....
+
+-Bai, sagde Katinka....
+
+-Vi faar en Byge, sagde Huus bagved dem.
+
+-Satan heller. Bai vendte sig fra Disken.
+
+De første Draaber faldt: Det bli'r en Skylle, sagde Bai.
+
+-Der er Ly i Panoramaet, sagde Huus.
+
+-Ja. Katinka tog Bais Arm. Kom, sagde hun.
+
+Der var en Renden til alle Porte. Koner og Piger slog Skørterne over
+Hovedet og løb af med Lommetørklæderne i Firkant over de nye Hatte.
+
+-Hej, hej, sagde Bai, nu kommer s'gu Klokkerne frem.
+
+Pigerne stod rundt i Portene, blaastrømpede og med de islandske
+Uldklokker om Stolperne.
+
+De Handlende halede Varer ind og svor og bandede. Latinerne fór
+skingrende afsted og lod sig gennembløde.
+
+-Her er 'et, sagde Katinka.
+
+-Hele Italien, mit Herskab, for halvtreds--Manden var hæs og pakket i
+Uldtørklæder--tre Gange--værs'agtig--
+
+-Hvor det skyller, sagde Katinka. Hun stod under Teltaabningen og
+rystede sig og saa' ud.
+
+Vandet kom som fra Sluser. Der var allerede Oversvømmelse over det
+halve Torv. De letsaarede løb haltende rundt under Paraplyerne og
+løftede Rendestensbrædder.
+
+Rundt under Telte og i Porte stod det halvvaade Kvindekøn og saa'
+defekt ud.
+
+Inde i Panoramaet var der tomt og ganske stille. Man hørte Regnens
+tunge, ensformige Fald mod Taget, og saa var det blevet saa køligt.
+
+Det var, som Katinka aandede op efter al Larmen.
+
+-Hvor det gør godt, sagde hun.
+
+-Det er Landsdele, sagde Bai, som var begyndt at kigge i Gluggerne.
+
+-Det blaa Vand, sagde han og gik videre. Han foretrak at gaa ud i
+Forstuen for at se, hvad der kunde vise sig under de islandske
+Nederdele.
+
+Katinka blev siddende. Hun følte sig som nyfødt herinde, alene med
+Huus i Stilheden, under den faldende Regn.
+
+-De spiller ikke, sagde hun.
+
+-Nej--for Regnen....
+
+De hørte begge efter Regnens Fald.
+
+-Den Støj, der dog var, sagde hun.
+
+Katinka vilde helst være blevet siddende der, stille, og have lyttet
+efter Regnen. Men hun rejste sig dog: Er det Italien, sagde hun.
+
+-Han sagde det.
+
+Hun saa' ind af en Glug: Ja, sagde hun, det er Italien.
+
+Der var kunstigt Lys derinde foran Billederne, der straalede i stærke
+Farver.
+
+-Hvor det er smukt....
+
+-Det er Golfen, sagde Huus, ved Neapel.
+
+Billedet var ikke slet. Blinkende Sol laa over Golf og Strand og
+Stad. Baade fløj hen over Vandets Blaa.
+
+-Neapel, sagde Katinka sagtere.
+
+Hun blev ved at se ind. Huus saa' i Gluggen ved Siden af det samme
+Billede.
+
+-Har De været der?
+
+-Ja--to Maaneder.
+
+-At sejle #der#, sagde Katinka.
+
+-Ja--til Sorrento....
+
+-Sorrento. Katinka gentog det fremmede Navn sagte og dvælende.
+
+-Ja, sagde hun--at rejse.
+
+De gik ned langs Gluggerne og saa' ind paa Billederne ved Siden af
+hinanden. Regnen faldt svagere mod Taget--tilsidst kun dryppende
+Draaber.
+
+De saa' Rom, Forum og Kolosseum. Huus fortalte derom.
+
+-Det er saa storartet, sagde Katinka, at man bliver bange.
+
+-Jeg holder mest af Neapel....
+
+Udenfor begyndte Lirekasserne at spille, Karussellerne ringede.
+Katinka havde næsten helt glemt, hvor hun var.
+
+-Det regner vist ikke mer....
+
+-Nej, det er ovre.
+
+Katinka saa' sig om i Rummet: Saa venter Bai, sagde hun.
+
+Hun gik tilbage, og hun saa' endnu en Gang ind over Bugten ved Neapel
+med de ilende Baade.
+
+Bai kom ind og sagde, at Gaden igen var overgivet til den planmæssige
+Færdsel.
+
+-Saa gaar 'et vel til Skovs? sagde han.
+
+De gik. Luften var kølig og renset. Store glade Flokke drev henad
+Vejen mod Skoven.
+
+Træerne og Tjørnehækken duftede, efter Regnen.
+
+Solen gik ned, og henne ved Skovindgangen tændte man de kulørte Lamper
+paa Æreporten. Karlene drev af med Pigerne om Livet. Alle Bænkene
+langs Vejen var fulde. I ømme Stillinger sad de og kæredes
+forborgent.
+
+De begyndte at høre Musiken fra Dansepladsen og den summende Lyd af de
+mange Stemmer.
+
+-Nu skal vi træde Dansen, sagde Bai.
+
+Udenfor Danseestraden var der fuldt af halvvoksne Knøse og Piger, som
+saa' til ind over Rækværket. Inde paa Gulvet stampede de Trippevals,
+saa det drønede.
+
+-Kom, Tik, sagde Bai, vi aabner Ballet.
+
+Bai dansede voldsomt og blev ved ud og ind mellem Parrene.
+
+-Bai dog, sagde Katinka, hun var aandeløs.
+
+-Man kan svinge den endnu, sagde Bai. Han dansede forkert i
+Vrikketakt.
+
+-Bai dog....
+
+-Man ka' faa hende varm endnu, sagde Bai. De kom hen til Huus.
+
+-Nu maa man holde sig i Øvelsen, sagde han og Slog Hælene sammen som
+paa Klubballerne, og røre Damerne.
+
+Katinka følte sig saa trykket ved Bai.
+
+-Bai er saa kaad, sagde hun, da han var gaaet.
+
+-Vil De danse engang med mig, sagde Huus.
+
+-Ja--om lidt--lad os vente lidt....
+
+De saa' Bai vrikke løs med en fyldig Bondepige i Fløjelsliv.
+
+-Lad os gaa lidt, sagde Katinka.
+
+De gik ud af Estraden, et Stykke henad Vejen, hvor Musiken var døet
+hen.
+
+Katinka satte sig: Sæt Dem, sagde hun. Man bli'r saa træt.
+
+Der var saa stille i Skoven. Kun et Par løsrevne Toner kom nu og da
+henimod dem. De sad tavse. Huus rodede med en Pind i Jorden.
+
+-Hvor er hun nu? spurgte Katinka med ét. Hun sad og saa' ned for sig.
+
+-Hun?
+
+-Ja--Deres--Forlovede....
+
+-Hun er gift--Gud ske Lov....
+
+-Gud ske Lov?
+
+-Ja--man synes dog altid, man havde et Ansvar--naar hun nu, #der#,
+sad hen....
+
+-Det kunde De da ikke gøre for....
+
+Katinka tav lidt: Om hun holdt af Dem.
+
+-Hun #holdt# af mig, sagde Huus, det véd jeg nu.
+
+Katinka rejste sig. Har hun Børn? sagde hun, de var atter et Stykke
+henad Vejen.
+
+-Ja--en lille Dreng.
+
+De talte ikke mer, før de kom til Estraden. Skal vi saa danse, sagde
+Katinka.
+
+De smaa Lygter var tændt rundtom og gav kun sparsomt Lys ned over
+Bænkene langs Siden. Parrene svingede ud i Lyset og igen tilbage i
+Mørket; inde paa Gulvet var det hele noget uroligt sort noget, der
+gled ud og ind.
+
+Huus og Katinka begyndte at danse. Huus dansede roligt, førte sikkert.
+Det var Katinka, som kom hun til Hvile her i hans Arm.
+
+Hun hørte det altsammen--Musik og Stemmer og Trampen--som noget ganske
+fjernt, og følte kun, at han førte hende saa sikkert, ud og ind.
+
+Huus blev ved at danse paa den samme stille Maade. Katinka mærkede sit
+Hjerte banke, og at hendes Kinder brændte. Men hun bad ham ikke holde
+op og talte ikke.
+
+De blev ved at danse.
+
+-Ser man Himlen, sagde Katinka pludseligt.
+
+-Nej, sagde Huus, Træerne skygger.
+
+-Saa Træerne skygger, hviskede Katinka.
+
+De dansede.
+
+-Huus, sagde hun; hun saa' op paa ham, og vidste ikke, hvorfor hendes
+Øjne blev fulde af Taarer, jeg er træt.
+
+Huus stansede og værnede om hende med Armen gennem Trængselen.
+
+-Vi morer os, sagde Bai. Han snurrede forbi dem ved Indgangen.
+
+De traadte ned ad Trinet og gik henad en Sti.
+
+Det var ganske mørkt mellem Træerne; det var, som det var blevet
+hedere igen efter Regnen, og de blomstrende Tjørne sendte en
+gennemtrængende Duft imod dem.
+
+Rundt mellem Træer og Underskov hviskede og rørte det sig, og
+omslyngede Par gemte sig paa Bænkene i Mørket.
+
+-Huus, Bai venter os vist, sagde Katinka--kom.
+
+De vendte om.
+
+-Ja, sagde Bai, saa gaar vi hen til Skrigepotterne. Der er nogle
+"Sangerinder" herhenne i Pavillonen--nette Piger, siger de....
+
+-Jeg skal bare først trippe Afsked med den lille Landdame derhenne....
+
+-Sving De Katinka en Gang, Huus. At hun ikke sidder stille.
+
+Huus lagde Armen om Katinka, og de dansede igen.
+
+Katinka vidste ikke, om de havde danset et Minut eller en Time, da de
+gik gennem Skoven henimod Pavillonen.
+
+Fem Damer sang imod dem fra Døren. De slog med Kvastestøvlerne og
+holdt to Fingre ind mod Hjertet:
+
+    --Her komme vi
+    det glade Kompagni
+    mod Mandens Tyranni....
+
+-Her er en hyggelig Krog, sagde Bai. Her ka' vi se Damerne....
+
+De satte sig. Man saa' knap Ansigterne rundtom for Røg og Dunst. De
+fem Damer sang om Bajonetter og Uforfærdethed. Da de var færdige, drak
+de Punch og koketterede ved at putte Rosenblade ind under
+Brystudskæringen og fnise bag nogle sjadskede Vifter.
+
+-Nette Piger, sagde Bai.
+
+Katinka hørte knap; Huus sad med Hovedet i Hænderne og stirrede paa
+det snavsede Gulv.
+
+En lille Pianist, der lignede en Græshoppe, sprang over et Klaver, som
+om han vilde spille med sin tynde Næse.
+
+Damerne skændtes om, "hvem der skulde"....
+
+-Det er dig, Julie, blev der hvisket arrigt bag Vifterne. Det véd
+#Gud#--det er Julie.
+
+-Skorstensfejeren, sagde Julie højt ud over Folk.
+
+-Den er #forbudt#--skreg et Par Damer bag Vifterne ned til
+Pianisten--Sørensen, hun synger, hvad der er forbudt.
+
+Nede i Salen slog de med Glassene.
+
+-Pyh, fordi Josefine ikke ka' synge den.
+
+Damen Julie sang "Skorstensfejeren":
+
+    Skorstensfejeren August--
+    har til Vaabenskjold en Kost....
+
+Bai dundrede, saa han var nær ved at slaa Toddyglassene sønder:
+
+-Hva' si'er du, Tik, sagde han.
+
+Katinka fór sammen, hun havde slet ikke hørt efter. Jo, sagde hun.
+
+-Kvik, sagde Bai, kvik. Han klappede igen.
+
+-Romancesangerinden Frøken Mathilde Nielsen, raabte Frøken Julie.
+
+Romancesangerinden Frøken Mathilde Nielsen var langskørtet og
+højtidelig. De andre Damer sagde: Mathilde har Stemme. Mathilde var
+faldet som Barn og havde flækket Næsen.
+
+Hun lagde straks under Forspillet Haanden paa Hjertet:
+
+Det var Sangen om Sorrent.
+
+    Hvor den høje og dunkle Pinie
+    Laaner Skygge til Bondens Vigne,
+    Hvor ved Golfen Orangelunden
+    Dufter liflig i Aftenstunden;
+    Hvor ved Stranden Baaden gynger,
+
+    Hvor i Byen glade Klynger
+    Gaar i Dansen, mens de synger,
+    Synger højt Madonnas Pris.
+    Aldrig, aldrig, jeg forgjetter
+    Disse Dale, disse Sletter,
+    Disse maaneklare Nætter,
+    Napoli--dit Paradis.
+
+Frøken Mathilde Nielsen sang sentimentalt med lange, tremolerende
+Toner.
+
+Da Sangen var endt, applavderede "Damerne" ved at slaa med Viften i de
+flade Hænder.
+
+Romancesangerinden "Frøken" Nielsen takkede bukkende.
+
+-Tror jeg ikke, Tik vander Høns over "Foredraget", sagde Bai. Katinka
+sad virkelig med Taarer i Øjnene.
+
+De kom udenfor: Nu gaar vi hjem over Kirkegaarden, sagde Bai.
+
+-Over Kirkegaarden, sagde Katinka.
+
+-Ja--det er den nemmeste Vej--og der er #kønt#.
+
+Katinka og Huus gik sammen, og de fulgte efter Bai. De kom ud af
+Skoven og gik gennem en Allé. Støj og Musik svandt bort bag dem.
+
+-Ja, sagde Bai, en bevæget Dag--en godt anvendt Dag. Han blev ved at
+snakke op: om Dansen--saa det skær', de Landsbybørn--og
+"Damerne"--"Frøken Julie", frisk Pige i Støvlerne, kæk Pige--og
+Marie--naa--vi vil faa at se, hva' den har staaet paa ... jeg kender
+hende....
+
+De to andre talte ikke. Ingen af dem hørte efter heller. Der var saa
+tyst, at de hørte deres egne Skridt paa Jorden. For Enden af Alléen
+ragede Kirkegaardens Jernport op med sit store Kors.
+
+-Men Bai, sagde Katinka.
+
+-Tror du, her er Spøgelser, sagde Bai. Han aabnede Sidelaagen.
+
+De gik ind. Katinka tog Huus' Arm i Laagen. Kirkegaarden laa i
+Dæmringen som en stor Have. Roser og Buksbomhække og Jasminer og
+Linde duftede tungt, og graa og hvide Sten ragede op mellem Hækkene.
+
+Katinka tog saa fast om Huus' Arm, mens de gik.
+
+Bai gik i Forvejen. Han travede langs Busketterne og slog ud med
+Armene, som om han vilde jage Høns op.
+
+Katinka stansede: Se dog.
+
+Der var hugget ud gennem Træerne, saa man saa' ned over Markerne til
+Fjorden. Dæmringen svævede som et Slør over det dunkelblanke
+Vandspejl, stille og drømmende.
+
+Det var tyst, som om Livet var døet ud under den duftfyldte Luft ...
+Ubevægelige stod de tæt ind til hinanden.
+
+Langsomt gik de videre. Katinka stansede af og til og læste
+Indskrifterne paa Stenene, der lyste frem i Dæmringen. Hun læste dem,
+Navne og Aar, med sagte og skælvende Stemme.
+
+-Elsket og savnet.
+
+-Elsket ud over Graven.
+
+-Kærlighed er Lovens Fylde.
+
+Hun traadte nærmere og løftede Hængepilens Grene: Hun vilde læse
+Navnet paa Stenen.
+
+Saa raslede det bag Pilen.
+
+-Huus, sagde hun og tog krampagtigtom hans Arm.
+
+Noget satte flygtende ud over Gærdet.
+
+-Det var et Par Mennesker, sagde Huus.
+
+-Hvor jeg blev bange, sagde Katinka, hun holdt Hænderne for Brystet.
+
+Hun blev ved at gaa tæt ind til ham, mens hendes Hjerte bankede.
+
+De talte ikke mer. Det raslede i Busketterne nu og da, og Katinka fór
+sammen.
+
+-Min lille Ven, min lille Ven, hviskede Huus som til et Barn. Katinkas
+Haand skælvede under hans.
+
+Bai stod ved Enden af Gangen.
+
+-Er I der, sagde han.
+
+Han aabnede Laagen. Den klappede til i Jernhængslet efter dem.
+
+Ude i Alléen tog Bai Huus til Side:
+
+-Det er s'gu dog en Skandale, sagde han ... at det skal
+#eksistere#--en Vanhelligelse af det hellige Sted ... Kiær havde jo
+sagt mig det ... hvordan det var--med de Røvere....
+
+-Men jeg troede s'gu ikke, at det var muligt....
+
+-Ikke en Gang at ha'e Følelse for Døden--Dødens Have--føj for
+Satan....
+
+-Man ka', Fanden ta'e mig, ikke en Gang være i Fred paa Bænkene....
+
+Huus kunde have slaaet ham.
+
+       *       *       *       *       *
+
+De kom ned gennem Gaderne. Teltene stod lukkede og øde. Hist og her
+sankede en Handlende sine Varer sammen ved en ensom Lygte.
+
+Værtshuslarm trængte ud i Gaden. Søvnige og duknakkede drev man parvis
+hjem.
+
+I Hotelporten kom Marie til Syne. Hun var søvndrukken og mat.
+
+Katinka ventede ved Vognen. Rundtom blev der spændt for og kørt
+afsted. "Nattergalene" sang højt ud i Gaarden,
+
+De kom til Sæde. Bai vilde køre og sad med Marie.
+
+    Oh du--min Valdemar!
+    Jeg elsker dig....
+
+-De holder ud, sagde Bai.
+
+De kørte gennem Natten; forbi Skoven; frem over de flade Marker.
+
+Marie hang, sovende, krumbøjet over Kurven i sit Skød. Huus og Katinka
+sad tavse, stirrende ud i Egnen. Nu og da talte Bai.
+
+-Hoho--mine Dyr--
+
+-Naa--saa langsomt--
+
+Og der blev stille som før.
+
+Bai vilde ha'e "en Opmuntring" og fik purret til Marie, til hun fandt
+en Portvinsflaske.
+
+-Vil I ha'e? sagde han.
+
+-Nej--Tak, sagde Huus.
+
+-Det er s'gu Uret, Bai tog Flasken fra Munden. En Mave maa ha'e no'et
+mod Nattekulden.
+
+Bai tog en Slurk til. Det lærer man i Felten, sagde han.
+
+Han begyndte at tale om Preusserne og Krigen.
+
+-Godmodige Folk, sagde han, ta'et én for én--svære Ædere--svære
+Ædedolke--men gode Hjerter--rigtig gode Hjerter--én for én--men i
+#Korpset#--Satan staa i dem....
+
+Ingen svarede. Marie nikkede igen.
+
+Katinka ønskede blot, at han dog vilde tie.
+
+-Men svære Ædere, sagde Bai igen.
+
+Han begyndte at blive patriotisk og talte om gamle Danmark og et
+blodigt Banner. Saa faldt han hen i tavse Betragtninger, da ingen
+svarede.
+
+Man hørte kun Hestenes Larm i Seletøjet. Nu og da galede en Hane over
+Markerne.
+
+-Tag Sjalet paa, sagde Huus, det er koldt.
+
+Varsomt lagde han det blaa Sjal om Katinkas Skulder.
+
+Lidt efter lidt gryede Dagen over Markerne.
+
+       *       *       *       *       *
+
+-Der gi'es vel Frokost, sagde Bai. De var hjemme og stod utidige paa
+Trappen i den graa Morgen.
+
+-Ja, hvis du vil, sagde Katinka.
+
+Men Huus maatte hjem. Det var den høje Tid.
+
+-Naa--sagde Bai--som De vil, han gabede og gik ind. Marie var slæbt af
+med Kurvene.
+
+Huus og Katinka blev alene. Hun lænede sig til Dørstolpen. De tav
+lidt.
+
+-Saa Tak for idag, sagde hun. Det kom sagte og usikkert.
+
+-Som om det ikke var mig, der skulde takke. Det kom som et Udbrud, og
+i et Nu havde Huus grebet hendes Haand og kysset den to Gange, tre
+Gange med hede Læber.
+
+Og var tilvogns og borte.
+
+-Hva' Pokker tog ham, sagde Bai og kom ud. Er han væk?
+
+Katinka stod paa samme Plet: Ja, sagde hun, han kørte.
+
+Hun støttede sig til Døren og gik stille ind.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Katinka sad ved det aabne Vindu. Dagen var brudt frem. Lærker og alle
+Fugle jublede over den vide Eng. Der var fuldt af Sang og Sol og
+Kvidren over de sommerlige Marker.
+
+
+
+
+IV
+
+
+Lænkehunden sov i den hede Gaard og lod sig ikke vække. Et Par skurede
+Bøtter var stillet til Tørring i Solen.
+
+Katinka aabnede Gangdøren; man hørte kun Fluernes Summen gennem de
+lyse, kølige Stuer.
+
+Hun gik ind gennem Havestuen ud i Haven. Der var ikke et Menneske og
+ganske tyst. Paa Krocketplænen laa Kugler og Køller forladte.
+Rosenbuskene hang i Heden.
+
+-Er det Dem, lille Fru Bai. Det kom halvsagte fra Lysthuset og Fru
+Linde nikkede: Ja, Linde læser jo Præken.
+
+-De er ude i Baghaven allesammen--Kiærs kom jo, et helt Læs med deres
+Fremmede ... Og det er jo ubelejligt, naar Linde læser Præken....
+
+-Er Kiærs her? sagde Katinka.
+
+-Ja ... de kom her til Kaffe--de er i Baghaven--og den nye Doktor
+ogsaa ... Og De, som har været til Marked ... Huus fortalte om det.
+
+-Ja--det var en dejlig Dag, sagde Katinka. Hun havde ondt ved at faa
+Ordene frem, saadan bankede hendes Hjerte.
+
+Gamle Pastor Linde kom frem i Havedøren. Han havde Lommetørklæde om
+Hovedet. Lommetørklæderne kom frem hver Fredag Aften, naar Pastor
+Linde begyndte at læse paa sin Præken.
+
+-Er det lille Fru Katinka, sagde han. Og De har det godt?
+
+Gamle Pastor kom hen i Lysthusdøren. Han vilde høre om Markedet.
+
+Katinka vidste knap hvad hun selv sagde. Mens hun talte, følte hun
+blot en pludselig ubeskrivelig Længsel efter Huus.
+
+-Ja--han er rigtig et godt Menneske, sagde Fru Linde, da Katinka havde
+talt noget; og Katinka blev blussende rød.
+
+-Ja, sagde gamle Pastor, et rart Menneske.
+
+Han tog Lommetørklædet af og lagde det paa Lysthusbordet foran sig.
+Han blev ved at spørge om Markedet: Vore Folk kom hjem henad Morgen,
+sagde han.
+
+-En Gang ska' de jo more sig ... Gamle Pastor smaasnakker, og Katinka
+svarer uden at have forstaaet et Ord.
+
+-Lille Linde--din Præken....
+
+-Ja, Lille Mo'er. Ja, lille Frue, siger han, det er allerede blevet
+Lørdag idag.
+
+Gamle Pastor sjokker af med Lommetørklædet i Haanden.
+
+-Vil De ikke ned til de andre, lille Fru Bai, siger Fru Linde....
+
+-Hvis jeg ikke kan hjælpe ... med noget....
+
+-Ellers Tak ... jeg gi'r dem jo bare, hvad jeg har ... lidt Ærter og
+Skinke....
+
+Katinka rejste sig.
+
+-Gaa gennem Gaarden, sagde Fru Linde.
+
+Katinka havde ikke set Huus i tre Dage siden Markedet; hvor hun dog
+havde ventet og haabet, og frygtet hvad hun haabede. Nu skulde hun se
+ham.
+
+Latter og Støj slog fra Baghaven langt ud over Marken. Katinka aabnede
+Laagen og gik ind.
+
+-Den dejlige Kone kommer, raabte Agnes. De legede Enke paa den store
+Plæne.
+
+Katinka havde kun set Huus, han stod der midt i Klyngen. Hvor han var
+bleg og saa' sørgmodig ud.
+
+Katinka tænkte: han har været søvnløs ligesom jeg. Og hun smilede til
+ham frygtsomt, med let bøjet Hoved som en ung Pige.
+
+Hun fik Agnes og de kom til at staa foran Huus.
+
+-Aa, pyt, sagde Agnes til Huus, man kender det: De har naturligvis
+haft Tømmermænd ... Derfor har De været usynlig i tre Dage....
+
+-Og vi har ventet Dem....
+
+-Igaar vilde Fru Bai slet ikke lade os faa Kaffen, fordi vi skulde
+vente paa Dem.
+
+Katinka saa' ned i Jorden, men hun stansede ikke Agnes. Det var hende,
+som hun selv fik ham sagt, hvorledes hun havde ventet ham.
+
+-Og er det saa en Opførsel, naar man skal staa Fadder til et Par ægte
+Kropduer, sagde Agnes.
+
+De to andre fik ikke sagt et Ord. Men Katinka følte Huus' Blik paa
+sig, og hun blev staaende med bøjet Hoved foran ham.
+
+De blev ved at lege Trold og Enke. Hun saa' kun ham. De vekslede kun
+Legens Ord med halvsagte Stemme. Ingen af dem vilde have kunnet tale
+helt højt.
+
+Katinka vidste ikke, at hendes Hænder i Legen dvælede i hans og slap
+dem tøvende.
+
+Der skulde dækkes til Aften i Lysthuset. Gamle Pastor og Pastor
+Andersen kom med Louise-Ældst og Lille-Jensen.
+
+-Naa, sagde Agnes, saa fik vi da endelig Lugt paa Skinken.
+
+Før de kom tilbords, havde Louise-Ældst allerede sjippet foran den nye
+Doktor og vist sin "Skønhed".
+
+Da alle var kommet til Sæde i Lysthuset, raabte Gamle Linde ud af
+Døren: Om der ikke var glemt et Par paa Kærlighedsbænken.
+
+"Kærlighedsbænken" var en gammel mør Bænk mellem to Træer nede ved
+Dammen.
+
+-Der er saa rart mørkt, sagde Fru Linde.
+
+-I gamle Dage, sagde Fru Linde, da Sønnerne sværmede, da kom der
+altid et Par dernede fra--det vil sige, hver sin Vej her om Lysthuset
+... ja--de Dage....
+
+"Kærlighedsbænken" var Fru Lindes bedste Tema.
+
+-Ja, ja, Linde, #der# er nogle blevne lykkelige, sagde hun.
+
+Hun begyndte at tælle op alle dem, som var blevet forlovede i
+Præstegaarden. #Den# og #den# og #den# ... Det blev en almindelig glad
+Snakken over hele Bordet om al den Forelskelse og Forlovelse.
+
+-Ja--den Sommer, da baade Rikard og Hans Beck blev forlovede.
+
+-Agnes vidste da, hun havde altid rusket med Laasene, før hun aabnede
+Dørene....
+
+-Og Nøddegangen da--
+
+-#Naa#, ja man #kunde# komme til Forstyrrelse....
+
+-Der raslede altid noget afsted mellem Grenene....
+
+-Frøken Horten havde et #slemt#, gult Skørt ... det #skinnede#....
+
+-Ja, siger Gamle Pastor, man maa jo vogte sig for de stærke Farver....
+
+-Men der er dejligt i Nøddegangen, plumper det ud af en ung Pige.
+
+Og der bliver en Latter, saa de kaster sig frem over Bordet.
+
+-Linde, Linde, raaber Fru Linde, husk, det er Lørdag. Gamle Pastor
+lér, saa han faar Hoste.
+
+-Men det #havde# virkelig været, som hørte man en evig Kyssen i alle
+Kroge....
+
+-Ja, ja, siger Fru Linde, som tager det praktisk, de er kommet meget
+godt an....
+
+-Skaal, lille Fru Katinka, ska' vi drikke, vi gamle, siger Pastoren.
+
+Katinka fór sammen: Tak....
+
+Der blev talt om et ungt Par, det sidste fra Kærlighedsbænken. De
+havde allerede faaet en Dreng.
+
+-Var det en Dreng, de havde faaet?
+
+-Ja, en dejlig Dreng.
+
+-Han vejede otte Pund, sagde Fru Linde.
+
+-Og et Hjem har de.
+
+-Som det var #blæst#....
+
+-Og en Kurren--det var saamæn Hvedebrødsdagene endnu.
+
+De var færdige med at spise, og Fru Linde gjorde Tegn til Pastoren.
+
+-Ja, ja, siger Gamle Pastor, siger vi saa Skaal til Mo'er.
+
+-Tak for Mad.
+
+Alle rejste sig, og der blev en Summen ud i Haven. Katinka lænede sig
+mod Væggen. Det var som Støj og Tale derude var saa langt borte, og
+hun saa' kun Huus' blege, bevægede Ansigt, hans elskede Ansigt.
+
+Et Par Piger kom for at tage af Bordet, og Katinka gik ud i Haven. De
+skulde lege Skjul. Agnes var i Gang med "Elle--tælle ... Ni--ti"....
+
+Gamle Pastor sagde Godnat. Det er jo Lørdag, sagde han. Han mødte Bai
+oppe ved Laagen: Godaften, Stationsforstander ... ja, jeg maa til min
+Præken....
+
+Louise-Ældst stod ved den store Jasminbusk. Der blev en Flyven og en
+Gemmen bag alle Buske.
+
+-Hun sér, hun sér, raabte én, som fór forbi Jasminbusken.
+
+Og saa blev der stille.
+
+-Jeg #kommer#.
+
+Katinka gik ind i Lysthuset. Hun lukkede Døren efter sig: hun var saa
+træt. Og alle Ordene fra Bordet havde ligesom lagt sig om hende som en
+stor og hjælpeløs Smerte.
+
+Hun sad saadan stille, da Døren blev aabnet og lukket:
+
+-Huus....
+
+-Katinka--Katinka dog ... Det lød fortvivlet og i Graad; og han #rev#
+hendes Hænder til sig og kyssede dem og kyssede, mens han laa ned for
+hendes Fødder.
+
+-Ja, min Ven--ja, min Ven.
+
+Katinka løsnede sine Hænder og støttede sig et Nu til hans Skulder,
+mens han knælede: Ja, Huus, ja.
+
+Taarerne løb ned over hendes Kinder. Saa ubeskrivelig ømt lod hun
+Haanden glide gennem den hulkendes Haar:
+
+-Aa--kære Huus--Tiden vil mildne dette her ... De ...
+
+-Naar De--hun tog Hænderne bort fra hans Haar og støttede sig til
+Bordet--nu rejser ... og vi ikke ses mere....
+
+-Ja--Huus--saadan som det jo #maa# være....
+
+-Men jeg vil altid huske Dem--bestandig og altid....
+
+Hun talte saa mildt med tusind sorgfulde Kærtegn i sin Stemme:
+Katinka, sagde Huus, han løftede Ansigtet, der var badet i Graad.
+
+Katinka saa' ned paa hans Ansigt, hvor hun elskede hvert Træk. Øjnene,
+Munden, hans Pande--som hun aldrig mere skulde se; aldrig mere være
+ham nær.
+
+Hun gik et Skridt som for at gaa. Saa vendte hun om mod Huus, der stod
+ved Bordet.
+
+-Kys mig, sagde hun og lagde Hovedet ind til hans Bryst.
+
+Han tog hendes Hoved mellem sine Hænder og hviskede under Kys
+bestandig hendes Navn.
+
+-Ude i Haven fløj og fór de. Louise-Ældst styrtede gennem Nøddegangen
+efter den nye Doktor, saa hun nær havde revet Bai og Kiær over Ende i
+Gangen.
+
+-Ja--vi var til Marked, sagde Bai, gemytlig Dag ... Saa' et Par kvikke
+Pi'er i Skoven--flinke Pi'er i Støvlerne....
+
+-Formelig #Pust#, gamle Kiær.
+
+-Huus sagde det, siger Kiær.
+
+-Huus, Bai stanser og taler halvdæmpet, Huus--hvad sagde jeg? Aa, det
+Menneske forstaar sig s'gu ikke no'et paa Fruentimmer....
+
+-Han sad saa genert som en pillet Kylling og saa' paa "Nattergalene"
+... en ren Ynk, gamle Kiær, at se paa--den rene Ynk for et
+proportioneret Mand-folk.--
+
+Louise-Ældst faldt om i den nye Doktors Arme oppe foran Jasminbusken.
+
+Det begyndte at skumre. Rundtom i Haven drev Par og Par. Et Navn blev
+raabt højt ned gennem Gangen: Ja--a, lød det saa fra Egnen om Dammen.
+
+Og saa, mens Helligaftenklokkerne klang, blev alt mere stille. Tavse
+drev man sammen til den store Græs-bænk, og der taltes kort og dæmpet.
+
+Katinka sad ved Siden af Agnes. Præstefrøkenen kælede altid for "den
+dejlige Kone".
+
+-Syng lidt, Frøken Emma, sagde Agnes.
+
+En lille Dame begyndte at synge, mens de sad rundtom paa Græsbænken.
+Det var Sangen om Hr. Peder, der kasted Runer over Spange. Alle de
+unge Piger faldt ind i Omkvædet.
+
+Agnes vuggede den dejlige Kone sagte frem og tilbage, mens hun sang:
+
+      Fagre Ord
+    Skaber kort min Glæde.
+      Fagre Ord
+    Volde tit vi græde,
+      Fagre Ord.
+
+Og der blev stille igen.
+
+De sang Sang efter Sang, #saa# én Stemme, #saa# faldt flere ind.
+
+Katinka blev siddende hos Agnes, tavs ind til hende.
+
+-Syng med, dejlige Kone, sagde Agnes og bøjede Ansigtet ned mod
+Katinka.
+
+Det var blevet helt Aften. Buskene rundtom stod som store Skygger. Og
+efter den hede Dag var Luften dugfrisk og fuld af Duft.
+
+En Herre talte til Huus, og han svarede. Katinka hørte hans Stemme.
+
+-"Marianna" er saa køn, sagde Frøken Emma.
+
+-Ja, syng "Marianna".
+
+Bliv dog siddende, sagde Agnes til Katinka, hvorpaa hun og Frøken Emma
+sang:
+
+    Under Gravens Græstørv sover
+      Stakkels Marianna--
+    Kommer Piger: græder over
+      Stakkels Marianna.
+      -- -- --
+    Slangen sig om Hjertet snoede,
+    Fred ej mer paa Jorden boede,
+      Stakkels Marianna....
+
+-Fryser den dejlige Kone?
+
+-Vi skal vel hjem, sagde Katinka.
+
+Hun rejste sig: Det er vist sent, sagde hun.
+
+       *       *       *       *       *
+
+De var ude af Haven. Hun havde sagt ham Farvel.
+
+Hun havde set hans Ansigt, sørgmodigt og blegt, mens han bøjede sig
+hastigt ned over hende. Hun havde følt hans Haandtryk, krampagtigt,
+saa det smertede, og hørt Bais:
+
+-Djø's, Huus, vi ses.
+
+Og hastigt, mens hun tvang sig til at le ad noget, hun ikke havde
+hørt, gav hun Haanden rundt til alle; og Agnes tog hende om Livet og
+løb med hende op til Havelaagen--
+
+Den klappede to Gange og faldt i....
+
+Og bag dem sang de derinde.
+
+Lad os gaa denne Vej, sagde hun. Det var en Sti over Markerne, langs
+Præstegaardens Have; man maatte gaa en for en.
+
+Katinka gik langsomt bag efter Bai.
+
+-Godnat, lød det over til dem. Gamle Linde var kommet op paa sin Høj.
+Han var med Lommetørklæde.
+
+-Godnat, Hr. Pastor.
+
+-Godnat.
+
+De gik videre over Marken. Ved Præstens "Godnat" var Taarerne
+pludselig sprunget frem af Katinkas Øjne, og hun blev ved at græde
+stille. Hun vendte sig om to Gange og saa' tilbage mod Linde paa hans
+Høj.
+
+-Kommer du? sagte Bai.
+
+De kom hjem.
+
+Og Bai saa' til Sporet og puslede snakkende rundt og kom til Ro; og
+hun gik og gjorde alt det daglige, dækkede Møblerne til og vandede
+Blomsterne og lukkede.
+
+Det var altsammen som gennem et Slør, i Drømme.
+
+Hun stod op den næste Dag og hun tog fat paa alt det vante; Ti-Toget
+kom og gik og hun sad ved Vinduet foran Markerne, der laa som igaar.
+
+Hun talte, blev dagligdags spurgt og gav dagligdags Svar. Hun var ude
+i Køkkenet for at hjælpe Marie Pige.
+
+Vinduer og Døre stod aabne. Ovre fra Annekset begyndte Klokkerne at
+ringe.
+
+Marie Pige var midt i en lang Snak, da Fruen sagde:
+
+-Jeg gaar i Kirke.
+
+Og borte var hun, før Marie fik svaret.
+
+Næsten som Fruen #løb# henover de solhede Marker.
+
+
+
+
+V.
+
+
+Et Par Dage efter rejste Katinka "hjem".
+
+Hendes ene Broder havde en Købmandsforretning i hendes Fødeby; hos ham
+boede hun; de andre Brødre havde alle Vinde spredt.
+
+Svigerinden var en rar lille Kone, som bragte Barn til Verden hvert
+Aar og trimlede halv genert og fortrykt rundt i sit evige Svangerskab.
+Hun var blevet meget magelig og en Del fordummet. Hun kom jo ikke til
+stort mer end til at føde og amme.
+
+I Huset var der altid en af Stuerne, hvor man ikke var naaet til at
+faa Gardinerne op. De laa renstivede og ventede spredte over alle
+Stole. Vasket blev der altid om de mange Smaa; der var Smaasnore
+allevegne med Linned og Sokker. Maden til Maaltiderne blev aldrig
+færdig i rette Tid, og der var altid for faa Tallerkener, naar man
+endelig kom tilbords.
+
+-Lille Mi og Mo'er spiser sammen, sagde den lille Kone.
+
+Dørene klaprede uafladelig, og hver halve Time hørte man et Hvin som
+af stukne Grise gennem Huset. Det var en af de Smaa, som faldt ned et
+eller andet Sted i Krogene. De havde altid Buler for og bag.
+
+-Naa, sagde Broderen. Nu igen--
+
+-Ja, hvad skal jeg gøre, Kristoffer, sagde den lille Kone.
+
+Hun sagde altid: Ja, hvad skal jeg gøre, Kristoffer; og saa' hjælpeløs
+ud.
+
+Lidt efter lidt kom der med Katinka Ro i Huset. Hun trængte til at
+have noget at gøre, til at vide, hun var nyttig; og hun gik saa
+lydløst om, mens alt blev gjort.
+
+Den lille Svigerinde sad som lettet og smilte taknemligt fra sin Stol
+i en Krog--hun sad altid i Krogene, bag en Sekretær eller ved Siden af
+Sofaen--med sit forknytte Smil.
+
+Katinka blev helst derhjemme inden Døre. Her var de gamle Møbler
+hjemmefra og alle de gamle Ting: Faderens Mesterstykke, Egetræskabet
+med de udskaarne Figurer paa Dørene--hjemme stod det i Stadsstuen,
+midt imellem Vinduerne.
+
+-Det er Moses og hans Profeter, sagde Faderen. Katinka syntes, at "de
+Mænd" var det forunderligste af alt i Verden.
+
+Og Marmorbordet, som var blevet købt paa en Auktion, og hvor de "fine
+Ting" stod i symmetriske Rader: Sølvsukkerskaalen med Kanden og
+Sølvbægeret, der var en Hædersgave fra Lauget.
+
+Mens hun gik rundt og ordnede Huset, fandt Katinka stadig Erindringer
+derhjemmefra, en gammel Kop med Inskription, et gulnet Skilderi, tre,
+fire Tallerkener....
+
+De gamle Tallerkener, med de blaa Kinesere og Haven med de tre Træer
+og den lille Bro over Bækken ... Hvor de dog havde fortalt hinanden
+mange Historier om de Kinesere, hjemme om Søndagen, naar de brugte det
+fine Stel.
+
+Katinka bad, om hun maatte beholde de gamle Tal-lerkener.
+
+-Om Du #maa#? sagde den lille Kone ... Aa, Gud--det er jo kun Skaar
+(#alt# var Skaar der i Huset)--her bliver alt skamferet ... men hvad
+skal jeg gøre?
+
+Katinka blev, som sagt, helst inden Døre, eller hun gik op paa
+Kirkegaarden til Graven. #Der# oppe var bedst. Hun syntes tit, hun var
+som en Enke, der sad dér ved sin Mands Grav.
+
+Han var død saa hurtig, de havde levet sammen saa kort, og nu var hun
+alene, helt alene.
+
+Bedst som hun sad, læste hun Indskriften paa Gravstenen, Faderens og
+Moderens Navne.
+
+Om de havde elsket hinanden? Faderen, der altid brummede og sad og
+blev vartet op--og Moderen, der var blevet saa ganske anderledes, da
+han var død, som om hun blomstrede op igen med ét....
+
+Saa #lidt# hun dog havde kendt til sine Forældre.
+
+Ja, saa lidt de kendte til hinanden--alle Mennesker, som levede og gik
+rundt ved Siden af hinanden....
+
+Katinka lænede Hovedet mod Taarepilens Stamme. Hun følte en bitter
+Sørgmodighed, hun aldrig før havde kendt.
+
+Paa Gaderne eller i Byen kom hun sjældent. Der var saa meget nyt
+allevegne, og alt var anderledes end den Gang. Lutter nye Ansigter, og
+nye Navne, Folk, hun ikke kendte.
+
+Hun havde været henne i den gamle Gaard. Der var bygget Bagstuer i
+deres gamle Værksted. Og der var sat Vinduer ind og nye Døre; og der
+var lavet Gavlkammer i deres gamle Dueslag.
+
+Katinka gik ikke mere ind i den gamle Gaard.
+
+Thora Berg havde hun mødt paa Gaden.
+
+-Men, det,--jo, det var den gamle Stemme--det er jo Katinka....
+
+-Ja.
+
+-Men Pigebarn--hvor kommer du her? ... Og ligner ganske dig selv....
+
+-Og du, sagde Katinka, hun havde Taarer i Øjnene.
+
+-Jeg--forbarme sig--jeg er jo bosiddende her--siden i Foraaret--vi
+blev forflyttet.
+
+-Ja--min Pige--der er løbet noget Vand i Stranden ... Du har vel ingen
+Børn?
+
+-Nej.--
+
+-Tænkte det nok. Tak du din Gud--min Pige--jeg har fire ... og fem
+Pensionærer ... Ja--man skal ikke række langt med næstældste
+Kaptejnslønning....
+
+-Men du ... Hvor boer I, Børn--stadig paa det gamle Sted ... Aa
+Gud--vi ved Militæret har jo ikke blivende Arne....
+
+Thora blev ved at tale. Katinka gik ved Siden af hende og saa' paa
+hende. Egenlig var det det samme Ansigt; men det var blevet som
+strammet i alle Linjer og saa gult og spidst mod Hagen.
+
+-Du sér paa mig, min Pige, sagde Thora, ja, du, det er just ikke bar
+Klubballer at leve....
+
+Hun sagde, hun vilde besøge hende og tage hende med hjem i Reden.
+
+-Men det er Repetitionstid, du--og vi sidder til Halsen i franske
+Gloser....
+
+De skiltes. Katinka blev staaende og saa' efter hende. Hun havde en
+kort, stumpet Fløjelstrøje paa og en gul Kjole. Det var alt sammen
+taget paa skraa, og saa' ud, som det var lidt for snævert.
+
+De saas først igen omtrent en Uge efter i Kirken.
+
+-Om man kommer udenfor sine Døre? Ja--har jeg ikke villet være hen hos
+dig hver Dag, sagde Thora. Kom nu til os paa Onsdag, du ... Onsdag
+Klokken tre ... Onsdag har man mest Fred, sagde hun.
+
+Katinka var der om Onsdagen.
+
+Thora var i Køkkenet, da hun kom, og Katinka ventede i Dagligstuen.
+Stuen var for stor til Møblerne, Thoras gamle Udstyrsmøbler, der var
+blevet slidte og blegede: de stod og ligesom strakte sig for at naa
+hinanden langs Væggene. Ved Vinduet stod der en moderne Blomsterholder
+med en Gummiplante og en Rørflugtstol med et broderet Tæppe. Det var
+Pragtmøblerne.
+
+Paa Bordet laa nogle Digtsamlinger i falmede Bind og et Par
+Rhinpanoramaer, Erindringer fra Kaptejnens og Thoras Bryllupsrejse.
+
+Paa høje gultapetserede Vægge hang der nogle Blomsterstykker i smalle
+forgyldte Rammer. Det var Roser og Stedmodersblomster med store
+Dugdraaber, der saa' ud som Glasperler, spredt over Bladene. Katinka
+kendte dem, Thora havde malet dem som ung Pige.
+
+-Ja, man pynter op med de gamle Talanger, du, sagde Thora, hun kom
+ind, mens Katinka saa' paa Rosene med Glasperlerne.
+
+Kaptejnen aabnede Døren i Lærredsfrakke og Fliptøj: #Skal# der spises?
+spurgte han.
+
+-Vi har jo fremmede, Dahl, sagde Thora. Og Døren blev lukket. Dahl
+tegner Kort du, sagde hun.
+
+Kaptejnen kom til Syne igen i Løbefrakke. Meget kært, meget kært,
+sagde han og begyndte at gaa op og ned ad Gulvet. Naar Kaptejnen ikke
+tegnede Kort eller kommanderede, havde han altid en Forfalds-Datum og
+et langt Regnestykke i Hovedet. Det var Rester fra Løjtnantsdagene og
+Bryllupsrejsen med de to Rhinpanoramaer.
+
+Thora sad og snakkede en hel Mængde. Katinka tænkte paa, hvor hun dog
+havde faaet nogle urolige Øjne, som saa gik til Døren, og saa til
+Dahl, mens hun blev ved at pludre.
+
+-Den er et Kvartér, sagde Kaptejnen.
+
+-Drengene er ikke kommet, sagde Thora.
+
+-Og derfor spiser vi ikke, sagde Kaptejnen. De maa vide, Fru Bai, det
+er Drengene, som er Herrer i Huset.
+
+Thora sagde ingenting. Kaptejnen satte sig paa en afsides Stol ved
+Skrivebordet. Rygstykket faldt af.
+
+-At den Stol dog aldrig kommer hen, sagde han.
+
+-Ja--Dahl....
+
+-Vi har nu ventet paa det et halvt Aar, Fru Bai, sagde Kaptejnen. Han
+bukkede let henimod hende. Det er saadan #Skik# her i Huset.
+
+Drengene meldte sig ned ad Loftstrappen som den vilde Jagt.
+
+-Der er de, sagde Thora. De gik ind i Spisestuen. Kaptejnen havde budt
+Katinka Armen, Thora satte stille det nedfaldne Rygstykke op igen, saa
+det støttede mod Væggen.
+
+-Hvor har I været? sagde Kaptejnen.
+
+-Vi har badet, sagde Drengene. De havde røget en Time paa en
+Grøftekant og saa stukket Hovedet i et Vandfad.
+
+-Disse er #mine#, sagde Thora. Og med mine mente hun en niaars Dreng
+og tre vandkæmmede Smaapiger.
+
+Kaptejnen spiste Natron til Maden og tørrede efter hver Mundfuld
+Napoleonsskægget, der var vikset og velplejet i det trætte Ansigt.
+
+Kaptejnen talte om Lønningsforholdene ved Jærnbanen.
+
+Drengene var fem Godsejerlømler, der sad i Realklasser. De kaldte
+"mine fire" for "Tiggerungerne" og gav regelmæssigt den niaars
+Buksevand. Forresten var de ret godmodige.
+
+De aad som Ulve og sagde, at de var aldrig mætte, undtagen "hjemme paa
+Gaarden".
+
+Den niaars sad med store, gammelkloge Øjne og saa' fra Drengene til
+Thora.
+
+-Der er Skaar paa Porcellænet for at hædre de fremmede, sagde
+Kaptejnen; han rakte Katinka Agurkesalaten i et skaaret Fad.
+
+-Aa, det kommer saa let, Hr. Kaptejn, sagde Katinka.
+
+Den ene af Drengene blev ved halvhøjt at bede om flere Kartofler; han
+havde set, der ikke var fler paa Fadet.
+
+-Der er Agurker, sagde Thora: Vil Dahl ha'e mer....
+
+-Du faar jo selv ingenting, sagde Katinka. Vi har jo--kære....
+
+-Kære Fru Bai, sagde Kaptejnen, det er hendes Fornøjelse. Her i Huset
+kender vi ikke til den Ting, som hedder Ro.
+
+Thora skar Kødet for den mindste af de Vandkæmmede:
+
+-Hr. Kaptejnen er i saa godt Humør idag--ka' du høre, sagde hun og lo.
+Hva' Kaptejn?
+
+Kaptejnen var altid i det Humør.
+
+-Hvad fik Gustav i Geografi?
+
+-Godtspørgs, kom det med Bas fra en Tallerken.
+
+-Tror Gustav, at hans Fa'er vil være tilfreds med det?
+
+-Fa'er er lige glad, sagde Bassen.
+
+De rejste sig fra Bordet. Alle Døre i hele Huset klaprede efter
+Drengene.
+
+-Ja, Fru Bai, sagde Kaptejnen. #Det# er Thoras Invasion.
+
+-Hun er bange for, vi en Gang kunde faa Fred i Huset.
+
+Kaptejnen gik til sine Kort. Thora rumsterede med mange Slags
+Kaffeblandinger bag Selvkogeren.
+
+-Kan jeg dog ikke hjælpe dig? sagde Katinka.
+
+-Tak, min Pige.
+
+Thora havde faaet røde Pletter paa Kinderne og holdt sig i
+Tindingerne: Det er altid lidt meget om Middagen du, sagde hun.
+
+-Men du ta'er det osse for uroligt, Thora, sagde Katinka, som selv var
+ganske hed.
+
+-Naar man har det Styr fra Morgen til Aften, min Pige, sagde Thora.
+
+Hun kom ikke til Ro ved sit Sybord. Døren gik uafladelig. Drengene
+havde svoret, at "den Kaffesludder sku' de ikke ha'e"--og de rutschede
+hvert Minut op og ned ad Loftstrappen for at spørge om Gloser.
+
+Thora holdt Haanden for Panden og gik fra Engelsk til Tysk.
+
+Den niaars "øvede" i Spisestuen.
+
+-Nikolaj--altid skal du øve, naar jeg har Hovedpine ... Hold dog op!
+
+Nikolaj listede stille fra Klaveret. Thora skændte altid paa sine
+"egne", naar hun var ble ven pint af "Fødepumperne".
+
+Thora satte sig hen i Sofahjørnet og trak Benene op under sig, som hun
+saa ofte gjorde som ung Pige.
+
+De talte om Folk i Byen.
+
+-Ja, det er lutter ny Familjer--de gamle er borte.
+
+-Ja, de gamle er borte, sagde Katinka. Hun saa' paa Thora, der havde
+lænet Hovedet mod Sofaryggen og lukket Øjnene. Hvor dybt de var faldet
+ind, hendes Øjne.
+
+-Jeg véd snart ingen andre af de gamle end din Broder, sagde Thora.
+
+-Aa, jo, dog....
+
+Thora lo: Gud, din stakkels Svigerinde, sagde hun: er hun virkelig ved
+det igen?
+
+-Ja, Stakkel.
+
+De sad lidt. Saa sagde Thora og aabnede Øjnene:
+
+-Ak, du--vi er her jo alle for Forplantningen.
+
+Thora lukkede Øjnene, og de to Veninder sad tavse.
+
+-Ja--du, sagde Thora saa: Livet er underligt.
+
+Katinka blev ikke til The. Hun sagde, hun havde lovet at komme hjem.
+Hun trængte til at komme ud i frisk Luft og være ene. Da hun kom ned
+paa Gaden, fik hun den Idé, at hun vilde gaa lidt hen til "Frøkenen".
+Der var saa stille hos den Gamle og saa uforandret. Katinka bøjede om
+i Frøkenens Gade. Hun fik Taarer i Øjnene ved at se de tre grønne
+Linde udenfor Vinduerne. Hun havde ogsaa siddet med Graaden i Halsen
+hos Thora--hele Tiden.
+
+Hun gik op ad den lille Trappe ved Siden af den grønne Kælderhals og
+bankede paa. Lugt af Roser og Sommeræbler slog hende imøde, da hun
+lukkede op.
+
+Frøkenen nussede om med Rosenblade bredt ud paa Avispapir paa
+Sovekammersengen, til Potpourri.
+
+-Og de fra Holmstrup havde været der--alle de unge Piger....
+
+-De vil jo ha'e deres Bær af Træet, siger hun--nu er det paa Slut....
+
+Katinka maatte ud at se Træet og "mine Roser"....
+
+-Der havde just lige været tre Roser til Madam Bustrøms Krans--ja--der
+havde været det....
+
+-Tre Roser havde der saamæn været....
+
+De gik ind igen. Frøkenen smaasnakkede ud og ind, saa hendes Ord tabte
+sig mellem Dørene. Katinka sad paa Forhøjningen; hun sagde kun nu og
+da et Ja eller et Nej. Gennem den aabne Køkkendør saa' man ud i den
+grønne Have, Fuglene kvidrede, saa det hørtes herind.
+
+Hvor her var stille, som om der slet ingen anden Verden var.
+
+Katinka saa' paa de gamle Billeder, gulnede i deres skæve Rammer, hun
+genkendte hvert et. Sølvkaffekanden paa Bordet, Pragtstykket med de
+tre Par ægte Kopper, og paa Konsollen foran det graanede Spejl de fine
+Nipsting dækkede af udbredte Lommetørklæder, og Stykkerne over Gulvet
+til alle Døre, og Kattene, som snurrede rundt paa deres Puder.
+
+Hun kendte det alt.
+
+Frøkenen blev ved at smaasnakke og gaa ud og ind. Katinka hørte ikke
+mer. Det begyndte at skumre herinde, hvor Lindene skyggede, og de
+gamle Kroge laa i Halvmørke.
+
+Det var anden Gang Frøkenen nævnte Huus' Navn ude fra Køkkenet.
+Katinka fór sammen. Hun troede, hun selv havde sagt det højt, i
+Tanker.
+
+-Der er jo en Hr. Huus paa Jeres Egn, sagde Frøkenen igen.
+
+-Ja, Forvalter Huus, sagde Katinka. Kender De ham?
+
+Frøkenen kom frem i Døren. Men om hun kendte ham! Han var jo kødeligt
+Næstsøskendebarn til Fætter Karls paa Kærsholm.
+
+-Dem fra Kærsholm, der var gift med Lundgaarder i to Led.
+
+Og hun begyndte at fortælle om Huus og om hans Moder, der var en
+Lundgaard--af de Lundgaarder paa Falster--og om deres Gaard og om hans
+Slægt og om Fætter Karl paa Kærsholm og om den ganske Familje, mens
+hun gik frem og tilbage.
+
+Hun tændte Lys i Køkkenet og hun syslede med Roserne inde i Sovekamret
+paa Sengen. Katinka sad stille i sin Krog og hørte kun hans Navn, der
+bestandig vendte tilbage.
+
+Første Gang, at hun hørte hans Navn i alle de Uger.
+
+-Men hvordan er han? sagde Frøkenen. Hun kom ind og løftede Katten,
+der sov, op af Lænestolen, og hun satte sig nedenfor Forhøjningen med
+Hænderne foldede over Katten i sit Skød.
+
+Katinka begyndte at tale--nogle almindelige Ord, tøvende, og som om
+hun tænkte paa noget andet. Men saa tog det hende: at tale om ham, at
+nævne hans Navn, at kunne nævne hans Navn.
+
+Og hun fortalte om Julen og om det blaa Sjal og Nytaarsaften, da han
+kom i Slæden, og Vinternætterne, naar de fulgte ham paa Vej under de
+mange Stjerner....
+
+-Ja, sagde Frøkenen fra sin Stol, ja, det er rare Mennesker ... de
+Huus'er.
+
+Katinka blev ved at tale med dæmpet Stemme gennem Halvmørket, fra sin
+Krog.
+
+-Da Foraaret kom, hvordan han havde hjulpet hende i Haven; han havde
+plantet Roserne ud; han kunde alting....
+
+-Ja, sagde Frøkenen, det er en rar Familje.
+
+-Og Sommerdagene der kom--og Markedet ... alt fortalte hun om--
+
+Frøkenen var begyndt at nikke i sin Stol--Frøkenen blev let søvnig,
+naar hun skulde høre--og snart sov hun med Hænderne foldede over sin
+Kat.
+
+Katinka holdt inde og sad tavs. Udenfor blev Gassen tændt og lyste
+Stuen op: Billederne paa Væggen, det gamle Uhr og Frøkenen, som sov
+med sin Kat paa Skødet og Hovedet ned paa Brystet.
+
+Frøkenen vaagnede og løftede Hovedet:
+
+-Ja, sagde hun, han er et rart Menneske.
+
+Katinka hørte ikke, hvad hun sagde. Hun rejste sig blot for at gaa og
+komme bort. Og ude i den friske Luft, langs Vejene bagom Byen, hvor
+hun gik, var det kun som hendes Længsel voksede for hvert eneste
+Skridt.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Et Par Dage efter fik hun en Morgen Brev fra Bai. Det mærkeligste her
+er gaaet for sig, skrev han, er med Huus. Forrige Uge rejste han til
+København i Forretninger, sagde han. Og nogle Dage efter skrev han saa
+til Kiær, kan du tænke dig, at han bad ham løse ham fra hans Plads.
+Han havde faaet Lejlighed til at rejse til Holland og Belgien, skrev
+han--paa et Stipendium kan du tænke dig, og vilde sende en
+Stedfortræder, og denne Stedfortræder kom igaar. Kiær bander og jeg
+var ogsaa ked af det, nu, vi havde vænnet os saa godt til den
+Tørvetriller.
+
+Brevet laa opslaaet foran Katinka paa Bordet. Og hun havde læst det
+igen og igen: Hun havde ikke vidst, at hun dog haabede. Men hun
+#havde# troet, det var altsammen kun en Drøm: et #Under# maatte ske.
+Men hun #maatte# se ham igen, og han vilde ikke rejse.
+
+Og nu #var# han dog rejst. Rejst og borte.
+
+Broderbørnene snadrede om hende ved deres Mælkebrødskopper:
+
+-Tante, Tante Tik!
+
+Den næstmindste faldt ned af Stolen og brølede.
+
+-Jesus, dog, faldt Emil, sagde den lille Kone.
+
+Katinka løftede Emil op og tørrede hans Ansigt, og, uden selv at vide
+det, vendte hun tilbage til sit Brev.
+
+Rejst og borte.
+
+Men nu vilde hun hjem, være hos sig selv og ikke blandt disse
+#fremmede# Mennesker.
+
+Idetmindste vilde hun hjem.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Det var den sidste Eftermiddag, hun var der. Barnepigen var draget i
+Plantagen med Flokken.
+
+Katinka og Svigerinden sad alene i Stuen. Svigerinden rugede over sit
+Børnetøj.
+
+Saa lagde, midt som de sad, den lille Kone Hovedet ned over Syæsken og
+hulkede.
+
+-Men Marie, sagde Katinka, men Marie dog....
+
+Hun rejste sig og gik hen til Svigerinden. Hvad er der dog, Marie,
+sagde hun.
+
+Den lille Kone blev ved at hulke ned i sin Syæske.
+
+Katinka tog hende om Hovedet og talte stille til hende. Men Marie
+dog--Marie dog.
+
+Den lille Kone løftede Ansigtet op: Ja, sagde hun, nu rejser du....
+
+-Og du var saa god ved mig ... Hun hulkede og lagde igen Hovedet ned
+over Syæsken. Saa god ved mig ... Jeg som altid gaar i #dette# her....
+
+-Altid....
+
+Katinka var rørt; hun knælede ned paa Gulvet foran den lille Kone og
+tog hendes Hænder: Men, Marie, sagde hun, det bli'r jo anderledes.
+
+-Ja--og den lille Kone blev ved at græde med Hovedet ind til
+hende--naar jeg er blevet gammel en Gang, eller naar man døer....
+
+Katinka løsnede hendes Hænder fra Ansigtet og vilde tale.
+
+Men saa saa' hun Svigerindens Barneansigt, der var vaadt af Taarerne,
+og den stakkels lille vanskabte Figur; og stille gik hun tilbage til
+sin Plads, mens den lille Kone blev ved at græde.
+
+Om Aftenen gik Katinka op paa Kirkegaarden. Hun vilde sige Farvel til
+Forældrenes Grav.
+
+Hun mødte Thora. Hun havde bragt en Krans op til sin Moders Grav; det
+var hendes Fødselsdag.
+
+De to Veninder stod sammen foran Graven.
+
+-Ja du, sagde Thora, naar vi en Gang alle ligger med Næsen i Vejret.
+
+De skiltes ved Katinkas Gravsted.
+
+-Man træffes altid igen i denne Verden, sagde Thora.
+
+Katinka gik ind paa Gravstedet og satte sig paa Bænken under Pilen.
+Hun saa' paa den døde Sten med dens Bogstaver, og hun syntes, at hun
+havde tabt alt i Verden--ogsaa sin Ungdoms Hjem.
+
+Hvad var det vel blevet alt sammen? Graat og forpint og saa
+elendigt--alting.
+
+Hun saa' Thora for sig med hendes urolige Øjne, og hun hørte
+Kaptejnens: Der er Skaar paa Porcellænet for at hædre de fremmede ...
+Og hun saa' sin lille Svigerindes Ansigt, mens hun havde grædt.
+
+-Og her--denne Plet med den døde Sten og de to Navne--det var nu hele
+Mindet om hendes Ungdom og hendes Hjem.
+
+Hun sad længe. Og hun saa' ind over det Liv, som hun nu skulde føre,
+og det var, som slog det sammen over hende, alt sammen, #en# eneste
+utænkelig, fremskyllende Haabløshed.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Hun kom ud af Vognen ned paa Perronen, og hun lod sig kysse af Bai. og
+Marie tog hendes Ting, og hun havde blot én Tanke: at komme ind i
+Stuerne--ind.
+
+Det var hende, som Huus maatte være derinde og vente.
+
+Og hun gik i Forvejen og aabnede Døren til Stuen, der ventede ren og
+fin; til Sovekamret; til Køkkenet hvor alting skinnede; rent og--tomt.
+
+-Men, Gud, hvor har dog Fruen skæmmet sig, begyndte Marie, som slæbte
+Sagerne.
+
+Og saa gik det løs, mens Katinka, bleg og træt, var faldet hen paa en
+Stol--om den hele Egn. Om hvad der var sket og hvad der var snakket.
+Omme i Kroen havde de haft Sommergæster, som kom med Sengested og det
+hele, og i Præstegaarden havde de ligget lige op til Taget....
+
+-Og Huus, der var rejst ... paa en Studs....
+
+-Ja, jeg tænkte det ... For han var hernede den sidste Aften ... og
+mig var det akkurat, som han gik og sagde Farvel til det Hele--inde i
+Stuen sad han alene--og ude i Haven ... og herude paa Trappen hos
+Duerne.
+
+-Naar rejste han, sagde Katinka.
+
+-Nu er 'et vel to Uger siden....
+
+-To Uger....
+
+Katinka rejste sig stille og gik ud i Haven. Hun gik rundt i Gangen;
+hen til Roserne; ned under Hylden: Her havde han været for at sige
+hende Farvel--paa hver Plet, paa hvert Sted. Hun havde ingen Taarer.
+Hun følte næsten som en stille Højtidelighed....
+
+Der lød et glad Halløj henne paa Vejen. Hun hørte Agnes' Stemme i et
+stort Kor. Hun næsten f6r op: Her vilde hun ikke se dem straks.
+
+Agnes fløj i hende med Velkomst som en stor Hund, saa hun nær var
+faldet over Ende; og hele Præstegaardsselskabet kom ind til Chokolade
+og der blev dækket op i Haven under Hylden, og de blev alle lige til
+Otte-Toget.
+
+Toget bruste afsted, og de var atter borte,--man hørte dem støje henad
+Vejen--; Peter Banekarl havde faaet Mælkespandene bort, og Katinka sad
+alene paa Perronen.
+
+-Ja, sagde Bai fra Vinduet: fra Huus skal jeg da hilse....
+
+Tak.
+
+-Hm, hvor Dagene bliver korte ... Og Satan til kold Vind....
+
+-Du skulde dog komme ind....
+
+-Ja, jeg kommer.
+
+Bai lukkede Vinduet.
+
+Støjen af Præstegaardsfolkene døde bort. Alt var stille og øde.
+
+Katinka blev siddende foran de tavse og skumrende Marker. Her skulde
+hun nu leve.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Ida-Yngst havde jo skrevet det i alle sine Breve den sidste Maaned.
+Men Fru Abel turde ikke haabe. Hendes Ida-Yngst var saa sangvinsk.
+
+Nu satte hun sig med Brevet i Haanden ved Siden af Komfuret paa den
+vaade Karklud og skraalte.
+
+Louise-Ældst var gaaet Tur for at finde Champignons omkring
+Doktorboligen. Da hun kom hjem, sad Enkefruen endnu paa sin Køkkenstol
+og rokkede.
+
+-Hva' er 'et, sagde Louise-Ældst, hun syntes Moderen sad og saa' saa
+underlig ud.
+
+-Ida, min Yngste, begyndte Enkefruen at hyle.
+
+-Vrøvl, sagde Louise-Ældst. Moderen rakte hende Brevet med en Gestus
+som Heltemødrene i Tragedien.
+
+Louise-Ældst læste koldsindigt. Det er jo rart, sagde hun ... for
+hende.
+
+-Hun har jo haft en hel Sommer.
+
+Louise-Ældst gik ind og hamrede paa Klaver. Saa, som hun vel sad,
+brølte ogsaa hun med Hovedet ned over Tangenterne.
+
+-Du vil vel gratulere, sagde hun pludselig bedst som hun hulkede.
+
+-Hva' si'er du?
+
+-Jeg si'er, du skal vel gratulere, sagde Louise-Ældst og tørte Øjne.
+Hun begyndte at føje sig efter den nyskabte Situation.
+
+-Ja, min Pige, sagde Enkefruen mat.
+
+-Jeg kan jo bringe Depeschen ned. Jeg gaar ind om i Præstegaarden ...
+Du til Jensen og Møllerens ... Louise-Ældst ordnede Felttoget. Hun
+forstod, hun var ialfald Svigerinden.
+
+Hun var barnlig og raabte "Leve Postvæsenet", da hun løb bort fra
+Stationen--og svingede med sin Parasol.
+
+Han var ved Postvæsenet.
+
+Enkefruen gik lykkelig fra Jensen til Møllerens og græd over, at hun
+skulde miste sin Due:
+
+-Joakim Barner--af de adelige Barner, sagde Enkefruen. Han er
+beskæftiget ved Postvæsenet.
+
+I Præstegaarden mødtes Enkefruen med sin Ældste.
+
+-Ja, jeg følte dog Trang til selv at sige det til vor Sjælesørger.
+Enkefru Abel brugte igen sit Lommetørklæde: I saadan alvorlige
+Øjeblikke, sagde hun.
+
+Gamle Pastor slog sig paa Maven af Fornøjelse. Jordbærlikøren kom paa
+Bordet med Smaakager. Fru Linde sad i Sofaen med Fru Abel, for at faa
+at vide, hvordan det var "blevet". Det var "blevet" i et Lysthus ...
+ved Stranden....
+
+Gamle Pastor drak med Louise-Ældst.
+
+-Naa, naa, man véd, hvordan det gaar, naar der først er gaaet Hul ...
+Der kommer Bevægelse i Tingene, sagde gamle Pastor.
+
+-Hr. Pastor, Tanken om, at man skulde miste dem begge--min sidste ...
+Enkefruen fik et Anfald af frygtsom Ømhed mod sin sidste.
+
+Den sidste var saa kælen som et lille Føl i Anledning af Dagen.
+
+-Saa kan hun saamæn endnu blive et rigtig rart Menneske, sagde Fru
+Linde, hun satte Kagetallerkenerne sammen, da de var gaaet. Der er dog
+god Bund i dem, Linde.
+
+-Himlen véd, hvad Agnes vil sige....
+
+Agnes var i Skoven med nogen Ungdom.
+
+-Naa, saa Gud være lovet da, sagde hun ved Hjemkomsten, da hun hørte
+det.
+
+-Gud forbarme sig, de knuser jo det lille Mandfolk, sagde Agnes, hun
+stod ved Perronlaagen og saa' efter Familjen Abel, der havde hentet
+Svigersøn.
+
+Det lille Mandfolk fløj rundt mellem Medlemmerne Abel, saa hjælpeløs
+som en Bønne i en Kværn.
+
+-Naa, sagde Agnes: paa ham ser man da, at han har Vand i Hovedet.
+
+Hun tog Katinka om Livet, og de gik ind i Haven.
+
+-Ja, sagde hun og lukkede Laagen: nu er de "løkkelige".
+
+De satte sig under Hylden. Pludselig sagde Agnes:
+
+-Nu rejser jeg ... I næste Uge. Jeg har sagt det hjemme.
+
+-Dette her er jo ikke til at holde ud. Agnes rev de paa Bordet
+nedfaldne Blade i smaa Stykker. En Gang maa det vel ta'e en Ende.
+
+Katinka sad og stirrede ud i Rummet: Tror De, Agnes, man rejser bort
+fra sine Sorger, sagde hun stille.
+
+-Man faar jo ogsaa Arbejde ... Lærerinde-Prøven. Der er jo ikke andet
+... For at sætte sig bag et Glasvindu paa et Posthus er dog for
+morsomt ... og til noget alvorligt er det for sent.
+
+Katinka nikkede: Ja, sagde hun. Det er #det#.
+
+-Hm, sagde Agnes, saa mange Chancer har vi "Kvinder" egenlig ikke; de
+første fem og tyve Aar af vor Tilværelse danser vi rundt og venter paa
+at blive gift--og de sidste fem og tyve sidder vi hen og venter paa at
+blive begravet....
+
+Agnes satte Albuerne paa Bordet og støttede Hovedet i Hænderne.
+
+-Dejligt, sagde hun ud i Luften.
+
+Pludselig holdt hun Hænderne for Ansigtet og brast i Graad.
+
+-Og som man saa vil længes, sagde hun.
+
+Hun græd længe med Ansigtet i Hænderne. Saa lod hun Armene falde ned
+paa Bordet. Hun saa' paa Katinka; den dejlige Kone sad bøjet frem med
+Hænderne i sit Skød; langsomt løb Taarerne ned ad hendes Kinder.
+
+-Hvor De er god, sagde Agnes og rakte sig over mod hende ... Dejlige
+Kone....
+
+I den Uge, som kom, rejste Agnes Linde.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Familjen Abel var et rent Dueslag. Man gjorde sig forstaaelig i kælne
+S-Lyde og Smaahvin.
+
+-Mig kalder han for Musse-Mor, sagde Enkefruen. Ja, #han# gi'er os
+Navne.
+
+Naar der var fremmede, hang de Forlovede matte over et Par Stole, til
+en af dem sagde "Busse-Bisse", og de forsvandt bag Dørene.
+
+-Det er deres Sprog, sagde Enkefruen. Deres Sprog var jo lidt
+vanskeligt for fremmede.
+
+Naar Visiterne skulde gaa, blev der raabt paa "Basse" og "Bøsse" et
+halvt Kvarter. De er vist i Haven, sagde Enkefruen. Basse og Bøsse var
+uafladelig i Haven, de gemte sig allevegne, hvor der var lidt tæt
+grønt.
+
+Naar Basse og Bøsse kom frem, saa' de højrøde og fortumlede ud.
+
+Louise-Ældst og det lille Mandfolk levede i Smaafægtninger med Livtag.
+Det lille Mandfolk gav hende Svogerkys og kildede hende bag Dørene.
+
+I Selskab var de allesammen søvnige og sad i Krogene. Ved Bordet sagde
+Enkefruen smaa sødladne "Busse" over til "sine tre". Hun vidste ikke
+selv, hvad det betød.
+
+Var de hjemme om Aftenen, blev der ikke tændt Lys.
+
+-Vi holder Skumring, sagde Enkefruen, allesammen.
+
+Det lille Mandfolk sad mellem Bøsse og Lisse-Sa i Sofaen. Frøken
+Jensen og Enkefruen sagde en Gang imellem noget ud i Halvmørket. Henne
+fra Sofaen smaaknirkede det. Saadan sad de hele Timer.
+
+Naar Frøken Jensen kom over til sig selv, kyssede hun sin Bel-ami paa
+den kolde Snude.
+
+Undertiden gik Basse og Bøsse ned over Markerne til Aftentoget. De
+gik op og ned langs Perronen og saa' hinanden ind i Øjnene; naar de
+drejede, kyssede det lille Mandfolk Bøsse-Sa paa Øret.
+
+Katinka sad paa Perronbænken med Huus' blaa Sjal om sig; naar Toget
+var borte, hørte hun de Forlovede gantes hjem over Markstien.
+
+Katinka rejste sig og gik ind. Dagene blev korte, de maatte allerede
+have Lys til The.
+
+-Lampen, Marie, sagde hun.
+
+Marie kom ind og stod med Lampen ved Klaveret. Lyset faldt paa
+Katinkas lille smalle Ansigt og de hvide, gennemsigtige Hænder, der
+blev liggende paa de sidste Taster.
+
+-Kald paa Bai til The, sagde Katinka. Hun støttede sig til Klaveret
+for at komme op fra Stolen. Hun var altid saa træt, som var der Bly i
+hendes Ben.
+
+De drak The og Bai fik Bladene til sin Toddy.
+
+Katinka tog en Bog af Tasken. Det var bestandig de "nye" Bøger: Agnes
+og Andersen havde altid skændtes om dem.
+
+Bogen laa aaben under Lampen. Katinka kom aldrig længer end tyve Sider
+i den: Livet var det dog ikke og rigtig Digt ikke heller, der kunde
+tage Tankerne væk.
+
+Hun tog sin Poesibog frem; hun havde skrevet "Marianna" ind med en
+Datum. Og naar hun lagde Bogen ned igen, blev hun staaende foran
+Skuffen, før hun lukkede. Den lille japanesiske Bakke laa pakket ind i
+det gullige Brudeslør.
+
+Hun gik ogsaa ud i Køkkenet. Hun havde sin Yndlingsplads paa
+Huggeblokken i Krogen. Maria syede foran Tællelyset paa Bordet og lod
+Munden gaa. Hun var en trofast Sjæl, som ikke glemte gammel Kærlighed.
+
+Hun snakkede stadig om Huus Og saa ensomt som det nu var blevet.
+
+Katinka sad tavs i sin Krog. En Gang imellem rystede hun, som hun
+frøs, og hun trykkede Armene fast ind mod sit Bryst.
+
+Marie Pige blev ved at snakke med sit store røde Ansigt ind mod det
+ensomme Lys.
+
+-Vi skulde vel i Seng, sagde Bai og aabnede Døren.
+
+-Ja, Bai....
+
+-Godnat, Marie.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Efteraaret kom med tungsindige Taageslør over Markerne. Himlen laa lav
+over Dage, der sneg sig i Halvmørke fra Nat til Nat.
+
+-De maa tage Dem sammen, lille Frue, sagde den unge Doktor, De maa
+mande Dem op.
+
+-Ja, Doktor.
+
+-Og gaa. De maa ha'e Bevægelse. Det er Kræfterne, som er rent borte.
+
+-Ja, Doktor, jeg skal nok gaa.
+
+-Og ellers ikke no'et nyt? Doktoren rejste sig. Har De haft Brev fra
+Frøken Agnes?
+
+-Ja--forleden.
+
+-De taler om at Andersen søger bort....
+
+-Jeg hørte det, siger Katinka. Alle rejser herfra....
+
+-Aa nej, lille Frue, der er ogsaa dem, der bliver....
+
+-Ja, vi bliver, Doktor.
+
+-Det er ikke rigtig godt med Fruen, siger Doktoren ude i Kontoret,
+hvor han tænder Cigar.
+
+-Nej, Satan til Historie, siger Bai.
+
+-Der er ingen Kræfter ... Naa, god Morgen, Forstander.
+
+-Ja, Satans ... Naa, Morgen, Doktor.
+
+-Du maa osse gaa, Tik, siger Bai, naar han kommer ind efter Godstoget.
+Du gør heller ikke no'et for det.
+
+Katinka gik. Hun sled sig frem over Markerne mod Vind og Vejr.
+
+Hun gik ned til Annekset. Stakaandet hvilte hun sig paa
+Stævningsstenen udenfor Kirken. Kirkegaarden laa flad og blomsterløs
+bag den hvide Mur. Kun Buksbomhækkene stod stive om de stive Kors med
+deres Navne.
+
+Hun gik atter hjem--over Engene. Middagstoget kom larmende over Broen
+og snoede sig bort. Som en mørkere Plet i Taagens Graa laa Røgen en
+lille Stund, og løste sig saa.
+
+Paa den Side Aaen blev der pløjet. Græstørven skrælledes op i lange
+Furer bag den sindige Plov.
+
+Katinka kom hjem.
+
+Mølleren havde været der, eller Forvalteren fra Kiærs.
+
+-Rask Fyr, du, den Svendsen, sagde Bai til Katinka. Svært oppe i
+alting, rar Fyr, du.
+
+-Ka' jo ikke vide, hvordan han er til sit Arbejde, sagde han til Kiær.
+
+Kiær brummede noget.
+
+-Men en rask Fyr er han, en "Ligesindet," du gamle Kiær.
+
+Svendsen samlede paa græske Kort og Billeder i lukkede Kuverter. Han
+havde dem med ned paa Stationen, og Bai og han gik dem igennem til
+Toddyen. Kigger vi lidt i "Arkivet", sagde Svendsen.
+
+-For min Skyld gerne. Bai var altid villig.
+
+Svendsen fik "Nyhederne" fra Hamborg mod Efterkrav.
+
+-Satan til Griseri, sagde Bai glad. Han talte altid sagtere, naar de
+"var ved Arkivet", skønt Døren var lukket.
+
+-Satan til Griseri, gamle Svendsen, sagde han og holdt Kortene op for
+Lampen.
+
+De blev ved at se paa Kortene. Bai gned sig paa Knæene.
+
+-Men denne er høj, sagde han. Denne er vanskelig, sagde han.
+
+Svendsen gned sig under Næsen og snøftede.
+
+-Steg, sagde han, Steg er 'et.
+
+De var til Ende med Billederne og sad lidt stille ved Toddyglassene.
+Det var ligesom Bai faldt sammen.
+
+-Ja, sagde han: men hvordan er Livet, Svendsen.
+
+-Hvordan er Livet, Gamle, med en svag Kone?
+
+Svendsen svarede ikke.
+
+Bai sukkede og strakte Benene ud fra sig....
+
+-Ja, Gamle, sagde han. Ja--vist er det. Svendsen havde siddet
+filosofisk tavs. Nu stod han op:
+
+-Nej, man véd s'gu ikke, hvad der er sunget ved Ens Vugge, sagde han.
+
+Bai rejste sig og aabnede Døren til Dagligstuen.
+
+-Hva', sagde han, sidder Du i Mørke.
+
+-Ja; Katinka stod op fra Krogen. Jeg sad lidt i Mørke....
+
+-Ønsker du noget, Bai?
+
+-Jeg følger Svendsen et Stykke, sagde Bai.
+
+Katinka kom ind for at sige Farvel.
+
+-Fruen er stadig noget blegnæbet, sagde Svendsen og følte paa
+Lommerne, om han havde sine Samlinger.
+
+Bai var færdig og der blev sagt Farvel.
+
+-Gud bevar'es--Fruen maa blive inde--det er meget for køligt.
+
+-Jeg følger kun til Laagen, sagde hun.
+
+De kom ud paa Perronen: Det er stjerneklart, sagde Bai.
+
+-Det melder Kulde. Godnat, Frue.
+
+Laagen slog i.
+
+-Godnat.
+
+Katinka stod lænet til Laagen. Stemmerne døde bort. Katinka løftede
+Hovedet: Ja--Himlen var klar og alle Stjerner oppe....
+
+Som vilde hun klage sin Nød for det døde Træ, bøjede Katinka sig ned
+og slog Armene om den fugtige Stolpe.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Lindes kom nu tit om Aftenen. De savnede Agnes, de to Gamle.
+
+Og Andersen skulde ogsaa rejse.
+
+-Han vilde jo afsted, sagde gamle Pastor. Og nu kan man risikere at
+sidde her og faa en af "det levende Ord"....
+
+Pastor andersen havde faaet Kald paa Vestkysten.
+
+Fru Linde græd i Krogene
+
+-Ak, Gud, jeg har jo set det, sagde hun. Jeg saa' det godt. Men de véd
+ikke hvad de vil, Fru Bai. De véd ikke, hvad de vil, min Ven....
+
+-Det er Ungdommen--en anden Ungdom nutildags, lille Fru Bai. De gaar
+og spø'er om de elsker, til de rejser hver til sit, og er ulykkelige
+for Livstid--
+
+-Jeg spurgte i Æggehvide, min Ven, før Linde friede, og vi har ta'et
+det onde med det gode i tredive Aar....
+
+-Men nu ka' vi ha' Agnes siddende som ensom Pige, naar vi to Gamle en
+Gang lukker vore Øjne.
+
+Herrerne kom ind. Gamle Pastor skulde have sin Whist.
+
+Naar gamle Pastor var der, var Katinka gladest. Det var, som der kom
+saadan Ro med ham.
+
+Naar han sad ved en Kvartskillings med Kalotten og spillede fint med
+det glade, gamle Ansigt:
+
+-Der ser De, min Fa'r, sagde han, naar han tog Stikkene hjem.
+
+De to Gamle smaaskændtes.
+
+-Det er, som jeg siger dig, Linde....
+
+-Om du vil tro mig, min Pige ... og han bredte Stikkene ud.
+
+-Dem, lille Frue, det er Dem.
+
+Katinka faldt hen. Hun sad og saa' paa de to Gamle.
+
+-En Karo-Dame ... der ser De, min Fa'er....
+
+Den sidste Robber spillede de med Blind. Katinka gik om og ordnede til
+Bordet. Man spiste stadig bedre og bedre hos Bais. Bai havde saa mange
+Livretter, som Katinka lavede.
+
+Der var mange Dage, hvor hun havde sin Gang i Køkkenet fra om Morgenen
+tidligt og kogte og brasede efter Opskrift og Kogebog. Svære
+Kunststykker, hvor der skulde baade skrabes og skrælles.
+
+-Træt satte Katinka sig ned paa Kødblokken og hostede.
+
+-Fruen aser sig en Svindsot til, for at de bare ka' stoppe i
+Munden-det blir Enden, sagde Marie.
+
+-Vil du ha'e Genever, siger Katinka.
+
+-Hvis du har--
+
+Naar han nikkede, saa' man, at Bai havde faaet Dobbelthage. Han lagde
+sig i det hele ud. Med en lille koket Runding under Vesten og
+Smilehuller for Knoer.
+
+-Saa er der færdigt, siger Katinka.
+
+-Tak, min Pige, siger Bai.
+
+Der var i den sidste Tid kommet saadan noget sultanmæssigt over Bai.
+Det kom maaske med Korpulencen.
+
+-Tak min Pige, vi spiller ud, siger han igen.
+
+Katinka sætter sig paa en Stol ved Bordet og venter. Gamle Pastor ser
+hen paa Bai over det dækkede Bord til hans stille Kone. Katinka
+støtter Hovedet i sin Haand.
+
+-De, Borgmester, siger gamle Linde over til Bai.
+
+Katinka rejser sig. Der var noget glemt paa Bordet ... Døren lukker
+sig efter hende, og Gamle Pastor ser igen hen over det lyse Bord og
+paa Bai, som holder Kortene over den kokette Begyndelse:
+
+-Ja, Forstander, siger gamle Pastor, De er en lykkelig Mand i Deres
+Hus.
+
+Bagefter sidder de ved Mælkepunchen og Smaakagerne: Det er de gode
+Ægtemænd, der holder af Sødt, siger Fru Linde: Bai vil have flere
+Vanilliekranse frem af Kassen.
+
+Og de gnasker videre rundtom Lampen.
+
+-Vil De ikke spille lidt, siger Fru Linde.
+
+-Eller synge os én--én af Agnes', siger gamle Pastor.
+
+Katinka gaar hen til Klaveret. Og hun synger dæmpet med sin svage
+Stemme Sangen om Marianna.
+
+Gamle Pastor hører til med foldede Hænder og Fru Linde lader
+Strikketøjet synke.
+
+    Under Gravens Græstørv sover
+      Stakkels Marianna--
+    Kommer Piger, græder over
+      Stakkels Marianna.
+
+-Tak, sagde gamle Pastor.
+
+-Tak, lille Fru Bai, sagde Fru Linde.
+
+Hun saa' ikke rigtig Maskerne, før hun havde faaet Øjnene tørret.
+
+Katinka blev siddende med Ryggen til de andre. Langsomt faldt Taarerne
+fra hendes Kinder ned paa Tangenterne.
+
+-Ja, Ungdommen nuomstunder har mange Ideer, sagde gamle Pastor. Han
+saa' hen for sig og tænkte paa Agnes.
+
+De rejste sig for at gaa og Fru Linde tog Tøj paa i Sovekamret. De to
+Lys for Spejlet var tændte. Der var saa lyst og hyggeligt med alt det
+hvide om Sengen og Toiletspejlet.
+
+-Ja, sagde Fru Linde, om vi fik Agnes at se i saadan et Hjem. Hun
+snøftede endnu mens hun bandt sine Hattebaand.
+
+-Jeg følger Pastorens, sagde Bai. Man maa ha'e lidt Motion....
+
+-Ja, sagde Pastoren. Man maa røre sig efter den Aal i Gelée.
+
+-Man spiser for godt paa Stationen. Mo'er har forbudt mig at sætte min
+Fod her om Lørdagen.
+
+-Jeg gaar ikke længer, sagde Katinka og blev staaende i Døren.
+Doktoren vil have, at jeg skal være forsigtig med min Hoste.
+
+-Nej, gaa ind, Efteraaret er den værste Tid.
+
+-Godnat, Godnat.
+
+-Katinka gik ind. Hun tog et gammelt Brev fra Agnes frem, krøllet og
+forlæst, og hun lagde det under Lampen:
+
+... Og saa havde jeg haabet at den første Tid var værst, og at Tiden
+skulde læge. Men den første Tid er god og ingenting mod nu. For da er
+det en Smerte, hvor alting er nær. Men naar det saadan taber sig, Dag
+for Dag, ligesom Jord der skrider, og hver ny Morgen, der vækker os,
+skal blot fjerne os længere. Og nyt kommer der ikke, Katinka, ingen
+Skygge, men bare alt det gamle, Minderne, som vi trevler og trevler i
+og sidder over ... saa er det ligesom der sad et stort Sugedyr paa
+vort Hjerte. Minder er en Ulykke for baade Legeme og Sjæl.
+
+Katinka lænede sig tilbage med Hovedet mod den kolde Væg. Ansigtet var
+saa blegt i Lampeskæret. Hun havde ingen Taarer fler.
+
+Bai kom hjem.
+
+-Det blev sent, sagde han, Satan saa Tiden løber ... Jeg faldt ind et
+Sted med Kiær....
+
+-Det var Kiær, som vilde bede ... Jeg mødte ham ... her paa Hjemturen.
+
+-Er det blevet saa sent, sagde Katinka blot.
+
+-Ja--den er over ét ... Bai begyndte at klæde sig af: Pokker til
+Følgen hjem, sagde han.
+
+Bai fulgte i den sidste Tid altid "hjem". Han gik til Kroen: Naa, saa
+maa man vel hjem at vogte Hus og Ild, sagde han og tog Farvel med
+Gæsterne.
+
+Han "vogtede" det i Kroen hos en Pige, som om Sommeren havde haft
+korte Pufærmer over et Par bløde Arme. Klokken blev et, og den blev to
+mens han "vogtede" det.
+
+-Du ku' jo ogsaa gaa i Seng, sagde han til Katinka. Du sidder oppe i
+Kulden.
+
+-Jeg vidste ikke, det var saa sent....
+
+Sengen knagede derinde under Bai, han strakte sig.
+
+Katinka satte Blomsterne i Række ned paa Gulvet. Hun hostede, naar hun
+bøjede sig.
+
+-Pokker til Gigt, sagde Bai, saa den værker.
+
+-Jeg kunde jo gnide dine Arme, sagde Katinka.
+
+Det var blevet en Aftenproces, at Katinka gned Bai paa Armene med en
+Mirakelsalve mod Gigt.
+
+-Aa, det kan være, sagde Bai. Han vendte sig et Par Gange og sov ind.
+
+Katinka hørte Nattoget. Det larmede over Broen og naaede ind med
+Klapren--nu var det sust bort.
+
+Katinka gemte Ansigtet i Lagenerne for ikke at vække Bai med sin
+Hoste.--
+
+       *       *       *       *       *
+
+Vinteren kom, og Jul. Agnes var hjemme, og "Postvæsenet" kom om
+Juleaften til Abels.
+
+Lille-Jensen og Bel-ami var paa Stationen som ifjor. Nu blev Bel-ami
+baaret aldeles officielt.
+
+-Den er blevet blind, sagde Lille-Jensen. Dyret var saa dovent, at det
+ikke gad aabne Øjnene.
+
+Da Træet var tændt, bragte Bai en lukket Depesche og lagde den paa
+Katinkas Bord.
+
+Depeschen var fra Huus....
+
+Bai og Lille-Bentzen smaasov i Kontoret. Katinka og Jensen sad i
+Stuen, hvor Træet brændte ned.
+
+Lille-Jensen nikkede i Blundet og stødte Hovedet mod Klaveret....
+
+Katinka saa' paa det slukkede Træ. Hendes Haand gled sagte hen over
+Huus' Depesche, som laa i hendes Skød.
+
+
+
+
+VI
+
+
+Vinteren gik og Vaaren og Somren, der smilte over Markerne.
+
+-Traurighed, gamle Ven, sagde Bai til Kiær, igaar flyttede jeg op paa
+Loftskamret. En Mand maa jo ha'e sin Nattero, naar han skal passe sine
+Ting om Dagen.
+
+Katinkas Hoste lød gennem Huset.
+
+Marie Pige bragte hende Vin og Vand og blev staaende ved Fruens Seng.
+Det var, som Hosten vilde slide hende sønder.
+
+-Tak, Tak, sagde hun. Gaa nu ind og sov, sagde hun. Hun aandede tungt.
+
+-Hvad er Klokken blevet?...
+
+-Halv fire....
+
+-Naa--Katinka lagde sig tilbage i Sengen. Ikke mere.
+
+Marie Pige listede af paa de bare Ben til sin Sofa og lidt efter
+hørtes hendes dybe Aandedræt. Den lyse Plet fra Natlampen bagved
+Sengen tegnede sig paa det stille Loft: Katinka laa med lukkede Øjne.
+
+Om Formiddagen var hun oppe. Hun sad i Tæpper ude paa Perronbænken i
+Solen.
+
+Den slanke Fører med de indiskrete førte Middagstoget. Han sprang af
+og spurgte til Befindendet.
+
+-De skal se, sagde han, den klare Efteraarsluft....
+
+-Maaske, sagde Katinka og rakte ham sin fugtige, matte Haand.
+
+Bai og Føreren gik hen ad Perronen.
+
+-Begge Lunger, sagde Bai. Han havde faaet en Vane med at tørre sig hen
+over Øjnene med to Fingre....
+
+-Guds Vilje, sagde han og sukkede.
+
+Toget begyndte at gaa. "Den indiskrete" sprang op. Han blev ved at se
+tilbage mod Katinka, som sad der saa lille og bleg i Solen.
+
+-Det gjorde ham sg'u ondt, rigtig ondt....
+
+-Ja--det var s'gu bedrøveligt.
+
+Der havde skam sidste Vinter været et Øjeblik, hvor han havde tænkt
+allehaande ... Hun sad tidt og saa' saa "langeligt" der paa
+Perronbænken....
+
+-Han havde drukket et Par Toddyer hos Bai nogle Aftener, men han var
+faldet a' paa 'en....
+
+-Det havde bare været Sygdommen, der var i Anmarsch.
+
+Toget gyngede bon over Engene. Himmel og Slette skinnede i Efteraarets
+lyse Luft.
+
+Stærene larmede langs Telegraftraaden og samlede sig i Flok.
+
+-Nu rejser de, sagde Katinka. Hun fulgte med Øjnene de dragende Skarer
+under den klare Himmel.
+
+Doktoren kom og satte sig hos hende: Naa, hvordan gaar det?
+
+-Jeg sidder og samler Kræfter, sagde hun: til imorgen.
+
+-Til imorgen?--ja, rigtig, det er jo Fødselsdagen.
+
+-Men De holder Aftalen, lille Frue.
+
+-Ja--saa snart de har spist, gaar jeg i Seng....
+
+Det var Bais Fødselsdag. Katinka vilde, han skulde have sit Parti. Hun
+havde talt om det længe: hun vilde blive oppe til Bordet, bagefter gik
+de jo alligevel ind til Bai og spillede--saa vilde de slet ikke mærke,
+at hun var syg....
+
+-Den ene Dag i det mindste, sagde hun.
+
+-Nu skulde De gaa ind, sagde Doktoren.
+
+-Ja, Katinka rejste sig....
+
+-Lad mig hjælpe Dem....
+
+-Tak, det er Trappen, sagde hun. Det er altid svært med Trappen.
+
+Hendes stakkels tunge Fødder kunde ikke komme op ad de tre smaa Trin.
+
+-Tak Doktor. Men mit Sjal....
+
+Doktoren tager det blaa Sjal paa Bænken: Deres Yndlingsstykke, siger
+han.
+
+Katinka vender sig i Døren og ser ud over Markerne: I disse Dage er
+her smukt, siger hun.
+
+Om Eftermiddagen fik hun alle Sagerne til Salaterne ind paa
+Stuebordet. Hun skar Rødbeder og Kartofler i Smaastykker paa et lille
+Brædt.
+
+Frøken Jensen kom i Visit. Katinka nikkede.
+
+-Ja, det kan jeg dog endnu, sagde hun.
+
+-Er der noget nyt? sagde hun. Hun lænede sig tilbage. Hendes Hænder
+var saa trætte, og det gjorde ondt i hendes Bryst at holde Armene
+oppe.
+
+-Jeg har ikke set Abels saa længe....
+
+-De haaber jo nu paa Barners Ansættelse, siger Lille-Jensen.
+
+-Ja, han søger jo....
+
+Lille-Jensen faar sin Kop Kaffe. Giv mig saa Olien, Marie, siger
+Katinka.
+
+Hun faar et Batteri af Flasker og store Skaale. Hvor den er tung,
+siger hun, hun kan næppe løfte den store Eddikeflaske. Hun smager og
+rører i Skaalene.
+
+-Nej, siger hun med ét og skyder dem fra sig.
+
+-Nej, jeg har ingen Smag mer.
+
+Hun sidder træt, med lukkede Øjne. Røde Pletter har bredt sig helt ud
+over hendes Kinder.
+
+-Men jeg kunde jo hjælpe, siger Lille-Jensen.
+
+-Aa, Marie kan det. Jeg maa kun i Seng.
+
+Men hele Eftermiddagen maa Marie bringe alting til og fra, at hun kan
+se det, mens hun ligger. Hun løfter sig op i Sengen, mens det brænder
+i hendes Bryst: Ja, siger hun, Bai er vant til det saadan.
+
+Marie maa tage det fine Porcellæn og Glassene og de fine Sæt Knive og
+Gafler ind i Sovekamret og pudse og gnide dem og stille dem op i Rader
+paa Bordet.
+
+Katinka ligger og tæller og regner, hendes Øjne skinner af Feber.
+
+-Mon det er der alt, siger hun.
+
+Hun ligger lidt mat og gnider sit tørre, hede Feberansigt ned mod
+Puden.
+
+-Toddyskeer, Marie, siger hun saa. Vi har glemt Toddyskeer.
+
+-Vi kan vel lægge dem paa Huus' Bakke, siger Marie. Hun kommer ind med
+Skeerne paa den lille, japanesiske Bakke.
+
+-Nej, ikke paa den. Katinka rejser sig halvt i Sengen.
+
+-Giv mig den, siger hun. Hun tager Bakken og holder sine brændende
+Haandflader hen over den kølige Lak. Stille bliver hun liggende med
+Huus' Bakke i Hænderne.
+
+Bai kommer ind og ser alt Porcellænet og Glassene, som pudset og
+blankt er stillet op paa Bordet.
+
+-Dumheder, min Pige, siger han. Dumheder--jeg har jo sagt det....
+
+-Du ligger bare der og bliver daarligere--Tik; han tager hendes Haand:
+Ja--hvor du brænder....
+
+-Aa, det er ingenting, siger Katinka og løsner stille sin Haand fra
+hans:
+
+-Naar der blot intet mangler....
+
+Bai begynder at tælle.
+
+-Kompot skal der vel paa Bordet, siger han.
+
+-Ja.
+
+-Naa, ja, Skaale er der jo ingen af....
+
+-Saa er de glemt....
+
+-Ja, naar man ikke selv kan være ved det, Bai, siger Katinka, hun
+synker tilbage i Puderne.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Selskabet var "den gamle Sæbekælder", som Bai kaldte det.
+
+-Man er sig selv, sagde han, i Sæbekælderen, de Ligesindede.
+
+De Ligesindede var tre Proprietærer, Kiær i Spidsen og Bai som
+Fjerdemand.
+
+Svendsen sluttede til som Ekstra.
+
+-Han er oplivende, sagde Bai til Katinka. Katinka havde aldrig hørt
+Hr. Svendsen være oplivende. Naar hun var tilstede, nøjedes han med at
+soignere Negle eller tygge Overskæg.
+
+-Ta' ham med, Kiær, sagde Bai. Han sidder saa rart og river den a' som
+Femtemand.
+
+-Katinka aabnede selv Døren til Kontoret: Der er færdigt, Bai, sagde
+hun.
+
+Herrerne kom ind; Katinka var helt klædt paa, med en høj Pibe i Halsen
+op til det lille magre Ansigt.
+
+Hun havde Kiær tilbords.
+
+De talte om hendes Sygdom: Aa, man skulde nok se, Vinteren var den
+bedste Tid ... Den stille, klare Kulde--det gav Kræfter.
+
+-Ja, den stille, klare Kulde.
+
+-Skal vi drikke paa det, sagde Bai. Der blev drukket. Der drikkes ud,
+sagde Bai.
+
+De Ligesindede spiste med Servietten fæstet med en Naal ved Halsen. De
+lugtede til hver enkelt Mayonnaisemundfuld før de nød den.
+
+-Olje, sagde Proprietær Mortensen og snøftede.
+
+Katinka sad med nogle smaa Bidder paa sin Tallerken. Hun sad ganske
+rank for Smerterne i sit Bryst. Gaffelen rystede i Haanden, naar hun
+forsøgte at spise. Tag det bort, Marie, sagde hun.
+
+Ænderne kom ind, og Kiær drak for Bai: Der vidste man, "hvor Hjertet"
+og den "Fjerdemand" sad. En Skaal for ham.
+
+De blev livligere og drak tæt privat. De talte om Centrifuger og en ny
+Kreaturtarif.
+
+-Du, Gamle--paa et godt Aar!
+
+Bai drak igen.
+
+Katinkas Kinder brændte og hun saa' Ansigterne som gennem et graat
+Slør. Hun trykkede sig fast ind mod Stoleryggen og saa' paa Bai, der
+blev ved at spise.
+
+-Den ligger paa Tungen--ligger paa Tungen, forsikrede Kiær og skænkede
+i hendes Glas af en gammel Burgunder.
+
+-Tak, Tak.
+
+Proprietær Mortensen vilde tillade sig at tømme et Glas ... Han rejste
+sig og løste Servietten fra Halsen: Han vilde kort og godt tømme dette
+Glas....
+
+Naar Proprietær Mortensen tømte Glas var han religiøs ... I den femte
+Sætning talte han ufravigeligt om "dem, der var gaaet forud" og som
+saa' ned fra deres Himmel....
+
+Der var altid noget, der saa' ned paa Proprietær Mortensen fra sin
+Himmel.
+
+De Ligesindede sad med hængende Næb og saa' ned i deres Tallerkener.
+
+Katinka hørte knap. Hun holdt sig med Hænderne fast ved Stolesædet og
+blev bleg og rød.
+
+Da Hr. Mortensen var færdig, kunde han nyde endnu et Stykke And.
+
+-Lille Frue, Deres Ænder, det er Stegning.
+
+Katinka herte kun Stemmerne utydeligt, og hun støttede sig til Bordet,
+da hun skulde rejse sig.
+
+Herrerne gik ind, Katinka faldt tilbage paa Stolen. Bai aabnede Døren
+og kom ind igen:
+
+-Det gik jo rigtig godt, Tik, brillant....
+
+-Og du holdt dig jo brav....
+
+Katinka rettede sig op og smilte: Ja,--sagde hun:
+
+-Nu ska! I faa Toddyerne....
+
+Bai gik ind. Katinka blev siddende foran det forladte Bord med
+Flaskerne o^ Glassene, der stod halvtømte.
+
+Inde i Kontoret lo og snakkede de højrøstet op i Munden paa
+hinanden--man hørte Kiær....
+
+-Bring Lamperne derind, sagde Katinka. Lattersalverne slog ind til
+hende, hver Gang Marie gik med Døren.
+
+-Fruen skulde gaa i Seng, sagde Marie.
+
+-Det kan vente....
+
+-For de Æderes Skyld. Marie slog med Køkkendøren, saa det fór i
+Katinka.
+
+Der blev kun et enligt Lys midt paa Spisebordet ... Det saa' trist ud
+i Halvmørket, det store uryddelige Bord.
+
+Katinka var saa træt; hun maatte sidde her lidt i en Krog, til hun
+samlede Kræfter.
+
+Marie gik fra Køkkenet til Kontoret og slog med Dørene....
+
+Hvor de muntrede sig derinde ... Det maatte være Svendsen, der
+sang....
+
+Katinka lyttede efter Stemmerne i sin Krog og saa' efter Marie, der
+gik gennem de oplyste Døre med Glas og Flasker....
+
+Saadan vilde det ogsaa være, naar hun en Gang var borte og glemt....
+
+-Marie, sagde hun.
+
+Hun forsøgte at rejse sig og gaa men hun greb til Væggen og kunde
+ikke. Marie støttede hende ind i Sovekamret:
+
+-Det har man af den Spillen Theater, sagde Marie.
+
+Katinka fik et langt Hosteanfald, mens hun sad paa Sengekanten.
+
+-Luk Dørene, sagde hun.
+
+Hun blev ved at hoste: Og Bentzen skal ind til Bordet, sagde hun.
+
+-Naa, han kar vel faa ædt tidsnok, sagde Marie. Hun fik Klæderne af
+Katinka og gik og bandte.
+
+Svendsen sang igen derinde med en tyk Stemme:
+
+    Oh, min Charles, send mig dog et Brev--
+    Hvorhen du altid skrev--
+
+Og der blev klirret med Glas: Stille, raabte Kiær ... Stille--I
+Gamlinger--Katinka havde ligget noget i Blund og vaagnede op. Det var
+Bai.
+
+-Det var den Højtidelighed, sagde han. Han var højmælt af mange
+Toddyer.
+
+-Er de taget bort? sagde Katinka. Hvad er Klokken?
+
+-Halvtre saamæn ... Den bli'r sen, naar man sidder saadan sammen i en
+Klynge....
+
+Han satte sig ned ved Sengen og snakkede vidt og bredt.
+
+-Satan til Historier, han kunde, Svendsen--Fa'en til Geschichter ...
+Han fortalte et Par og slog sig paa Laarene af Latter.
+
+Katinka laa og brændte i Feber.
+
+-Men Løgn er 'et s'gu, sagde Bai til Slut.
+
+Han fik et Anfald af Rørelse til Godnat og fortalte i Døren en sidste
+Historie om Mortensens Mejerske....
+
+-Ja, ja, du kan trænge til Ro, sagde han.
+
+-Godnat.
+
+-Godnat.
+
+De næste Dage blev det værre med Katinka. Doktoren kom et Par Gange om
+Dagen.
+
+-Satan til Historie, sagde Bai. Og hun holdt sig saa brav, Doktor,
+til Fødselsdagen....
+
+-Ja--nu holder hun sig ikke brav, Hr. Bai, sagde Doktoren.
+
+Der maatte ingen komme ind til Katinka. Han skulde have fuldstændig
+Ro.
+
+Madam Madsen fra Kroen kendte den Historie. Men man ku' vel muntre
+hende, sku' hun tro, saa hun ikke laa der og gned Øjnene i Mørke.
+
+Madam Madsen kom ind til Sengen.
+
+Der var mørkt med nedrullede Gardiner. Hvem er det, sagde Katinka fra
+Puderne.
+
+-Det er mig, sagde Madam Madsen.
+
+-Madam Kromadsen.
+
+-Goddag, sagde Katinka og rakte hende sin Haand, der brændte.
+
+-Naa--saa den er saa klejn, sagde Madam Madsen.
+
+-Ja, Katinka vendte Hovedet lidt paa Puden: Jeg har det ikke saa godt.
+
+-Nej-j ... det ku' man ikke kalde det, sagde Madam Madsen vredt. Hun
+sad og saa' paa Katinkas magre Ansigt i Mørke.
+
+-Og det skriver sig fra Smausen, sagde hun.
+
+-Det var vel lidt for meget....
+
+-Ja, det var vist for meget, sagde Madam Madsen
+
+Det kogte mer og mer op i hende, mens hun sad i det triste Mørke foran
+det stakkels blege Ansigt i sine Puder.
+
+-Ja, det ku' man vel kalde det, sagde hun igen.
+
+-Han havde ogsaa ligegodt fortjent det.
+
+Og hidsigt fortalte hun det hele: om Bai og om sin Gæstestuepige og
+hvorlænge det havde varet....
+
+-Men fra 'et kom Gusta da heller ikke med helt Skind....
+
+Først havde Katinka slet ikke forstaaet ... hun var saa tung og mat.
+
+Saa begreb hun som et Lyn--og slog Øjnene op et Nu paa Madam Madsens
+Ansigt.
+
+-Og for saadan En slider en anden sig ihjel, sagde Madam Madsen.
+
+Hun tav og ventede, Katinka skulde sige noget.
+
+Men Katinka laa ubevægelig. Et Par Taarer gled kun frem paa hendes
+Kinder.
+
+-Ja, ja, sagde Madam Madsen i en anden Tone, en anden var vel ikke
+stort klogere.
+
+Madam Madsen var gaaet.
+
+-Marie, sagde Katinka: Tag fra, at her kan blive lyst.
+
+Marie tog Gardinerne bort, saa Dagslyset faldt ind over Sengen.
+
+-Hvorfor græder Fruen? sagde hun.
+
+Katinka laa vendt mod Lyset.
+
+-Er det Brystet, sagde Marie.
+
+-Nej, nej, sagde Katinka. Jeg har det godt.
+
+Hun blev ved at græde, lydløst og lykkeligt.
+
+Graaden stilnede og hun laa hen i den samme Stilling, mat, i en
+ubeskrivelig Fred.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Det blev Efteraarets sidste Solskinsdage. De lyse Formiddage laa
+Katinka derinde med den fulde Sol over sin Seng. Hun digtede saa mange
+lykkelige Drømme, mens hendes Hænder sagte gled frem og tilbage over
+det solvarme Tæppe.
+
+-Fruen ser saa godt ud, sagde Marie.
+
+-Ja, jeg har det ogsaa godt. Hun nikkede uden at aabne Øjnene og laa
+stille igen, i Solen.
+
+-Imorgen vil jeg op igen, sagde hun.
+
+-Det kan jo Fruen....
+
+Katinka vendte sig om mod Vinduet: Det er som om det var Sommer, sagde
+hun.
+
+-Hvis jeg maatte komme ud imorgen....
+
+Hun blev ved at tale om det: Om hun kunde komme ud. Ned i Lysthuset
+til Hylden.
+
+-Havde den Blade endnu, Hylden--og Roserne--og Kirsebærtræet....
+
+-I fjor stod de i Blomst ... et Blomsterflor.
+
+-Hele Byen fik til Syltning, mens Fruen var væk, sagde Marie.
+
+-Det hvide Flor....
+
+Katinka blev ved at tale om Haven. Hvert Øjeblik sagde hun: Tror De,
+han gi'er mig Lov--at jeg faar Lov....
+
+-Maaske--naar Solen skinner.
+
+Doktoren kom ikke, og om Eftermiddagen maatte Marie gaa ned for at
+spørge.
+
+Det blev mørkt før Marie kom tilbage. Katinka laa uden Lys. Hun
+ringede med den lille Klokke ved Sengen:
+
+-Er hun ikke kommet? sagde hun.
+
+Hun maa dog gaa Vejen, sagde Bai.
+
+-Hvor det varer længe, sagde Katinka. Feberen hedede hendes Kinder.
+
+Hun laa og hørte efter hver Dør der gik.
+
+-Nu gik Køkkendøren, sagde hun.
+
+-Det var en Mand med Koste.
+
+-Hun kommer aldrig, sagde Katinka.
+
+-Vi faar dig syg igen, sagde Bai.
+
+Hun laa stille, og ringede og talte ikke mer. Saa hørte hun Marie gaa
+med Kontordøren og blev liggende, med bankende Hjerte under Tæppet,
+uden at spørge.
+
+-Hvad sagde han? sagde Bai derude.
+
+-Ja, en halv Timestid i Middagstiden, sagde Marie, naar Solen
+skinnede.
+
+-Sover Fruen?
+
+-Jeg tror det....
+
+Marie listede ind. Katinka blev liggende lidt:
+
+-Er det Dem, sagde hun.
+
+-Ja, Fruen ku' gerne komme lidt op og sidde i Solen, sagde han, ved
+Middagstid....
+
+Katinka svarede ikke straks. Saa tog hun Maries Haand:
+
+-Tak, sagde hun. De er saa god, Marie.
+
+-Hvor Fruens Haand brænder....
+
+Katinka havde Feber om Natten; hun laa med skinnende Øjne og sov ikke.
+Men hun vækkede først Marie henimod Morgen.
+
+-Det bli'r klart, sagde hun.
+
+-Se efter Vejret, sagde hun.
+
+-Se ud af Køkkendøren, sagde Katinka fra Sengen. Der kommer altid
+Skyerne.
+
+Der var ogsaa klart fra Køkkendøren.
+
+       *       *       *       *       *
+
+-Jeg kan godt selv, jeg kan godt selv, sagde Katinka. Hun støttede sig
+langs Væggene i Gangen, hen til Perrondøren.
+
+-Hvor det er varmt, sagde hun.
+
+-Nu kommer Trappen ... Saa--det gik....
+
+Det var tungt at gaa paa Gruset. Hun lagde Armene op om Maries
+Skulder: Man er saa tung i Hovedet, sagde hun.
+
+Hun standsede ved hvert tredje Skridt og saa' ud over Markerne og over
+mod Skoven. Det var som Solen lagde Lys paa hvert eneste broget Blad.
+
+Katinka vilde hen til Perronlaagen. Hun stod lidt og lænede sig:
+
+-Hvor den er smuk, sagde hun, vores lille Skov.
+
+Katinka saa' langt hen ad den solbelyste Vej: Der omme staar
+Milestenen sagde hun.
+
+Hun vendte Hovedet og saa' ud over Markerne og Engene og den lyse
+Himmel:
+
+-Ja, sagde hun, Stemmen lød ganske sagte, her er saa smukt....
+
+Marie gik og tørte Øjne, naar Fruen ikke saa' det....
+
+-Men hvor Bladene falder, sagde Katinka. Hun vendte sig og gik et Par
+Skridt alene.
+
+De kom ind i Haven.
+
+Katinka talte ikke mer. De kom ned om Plænen til Lysthuset.
+
+-Hylden, sagde hun blot.
+
+-Her maa jeg sidde, sagde hun. Marie lagde Tæpperne om hende, og
+sammenfalden saa' hun tavs ud i den sollyse Have.
+
+Kirsebærtræernes Blade laa gule over Plænen; et Par smaa Roser
+blomstrede endnu.
+
+Marie vilde plukke dem.
+
+-Nej, sagde Katinka: det er Synd--lad dem sidde. Hun sad igen. Hendes
+Læber bevægede sig, ligesom om hun hviskede.
+
+-Her sad Huus helst, sagde Marie. Hun stod ved Siden af Bænken.
+
+Katinka fer sammen. Saa sagde hun og smilte stille:
+
+-Ja, her vilde han gerne sidde.
+
+De gik igen.
+
+Da de kom til Laagen, stod Katinka lidt stille. Hun saa' tilbage, ind
+i Haven:
+
+-Hvem mon der nu skal gaa derinde? sagde hun.
+
+Hun var saa træt. Hun støttede sig tungt til Marie og inde i Gangen
+tog hun til Væggene.
+
+-Luk Bagdøren op, sagde hun, at jeg kan se Skoven.
+
+Hun kom derhen og hun stod et Øjeblik lænet til Dørstolpen og saa' ud
+mod Skoven og Vejen.
+
+-Marie, sagde hun, jeg vil ogsaa se Duerne....
+
+Katinka kom ikke op længer. Kræfterne forlod hende mer og mer....
+
+Enkefru Abel bragte Vingelée.
+
+-Til at lædske Tungen, sagde hun. Hun sad og saa' paa Katinka med
+taareblændede Øjne.
+
+-Og saa alene ligger De, sagde hun.
+
+Fru Abel vilde sende sin Louise-Ældst.
+
+-Hun er som en Diakonisse, sagde hun, den Ældste ... en Diakonisse....
+
+Louise-Ældst kom om Formiddagen og gik rundt paa Taaspidserne i hvidt
+Forklæde. Katinka laa hen, som hun sov ... Louise-Ældst dækkede
+Frokostbordet og tragtede Kaffen.
+
+Og Døren til Sovekamret blev lukket paa Klem, mens de spiste....
+
+Bai var meget taknemmelig. Enkefruen tørrede Øjne: Venner kender man i
+Ulykken, sagde hun....
+
+Fru Linde kom om Eftermiddagen og sad og strikkede ved Sengen. Hun
+fortalte nyt og gammelt om den ganske Egn og om sig og sin Linde.
+
+Gamle Linde hentede sin Kone i Mørkningen, og de to Gamle sad en
+Timestid endnu ved Sengen i Skumringen.
+
+Agnes var det først og Agnes sidst.
+
+-Linde kan nu ikke leve uden Agnes, sagde Fru Linde. Selv vandede hun
+Høns i Krogene baade Morgen og Aften.
+
+-Ja, ja, min Pige, hun er nu min Øjesten, sagde Gamle Pastor.
+
+-De skal se, hun kommer en Dag, sagde Katinka.
+
+-Som en gammel Pige. Fru Lindes Strikkepinde gik.
+
+Det med "gammel Pige" kunde Fru Linde ikke glemme.
+
+De sad og snakkede, og gamle Pastor fik sig en Solbærrom før han gik
+hjem.
+
+-Den gør godt, sagde han, og den gaar ikke til Hovedet.
+
+De to gamle tridsede hjem ad den efteraarsmørke Vej.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Bai var saa jævnt ude.
+
+-En lille L'hombre til at muntre op, sagde Kiær. Trænger s'gu til 'et,
+gamle Ven.
+
+-Ja, gamle Kiær, Bai tog med Hænderne over Øjnene:
+
+-En Gang hen i Ugen, sagde han. Tak ska' du ha'e.
+
+-Tak for dit Venskab. Han slog Kiær paa Skuldrene og var rørt. Bai
+var i den sidste Tid meget let rørt.
+
+Han tog afsted og spillede L'hombre til ud paa Natten.
+
+Naar han kom hjem, vækkede han Katinka, fordi han "ikke kunde gaa i
+Seng uden at se, hvordan hun havde det".
+
+-Tak, ganske godt, sagde Katinka.
+
+-Har du moret dig?
+
+-Som man kan more sig, sagde Bai, naar du ligger her. Han sad og
+sukkede nogen Tid ved Sengen, til han havde faaet Katinka lysvaagen.
+
+-Godnat, sagde han saa.
+
+-Sov vel, Bai.
+
+Naar Marie var ude om Dagen, stod Dørene aabne ind til Kontoret.
+Katinka laa og hørte efter Telegrafens Prikken.
+
+-Hvad den har travlt, sagde hun.
+
+-Hvad den alt fortæller.
+
+-Bai, raabte hun. Det er jo hertil....
+
+Bai bandte en høj Ed ude i Kontoret....
+
+Ja--saa min Salighed--han kom hen i Døren--det er til Præstens.
+
+-Præstens--Katinka satte sig op i Sengen--det er vel fra Agnes, sagde
+hun.
+
+Bai sagde ingenting, han var hel vild; han løb med den blaa Blyant, og
+han vilde ha'e sit Tøj og han skrev Depeschen i Skjorteærmer og skrev
+forkert og rev itu.
+
+-Bai, sagde Katinka, Bai--er det Agnes....
+
+-Saa min Salighed--
+
+Bai stormede selv af med Depeschen, just som Eftermiddagstoget skulde
+komme.
+
+Saadan en Glæde havde Bai aldrig set. De to Gamle lo og græd.
+
+-Aa Gud--at det er sandt--aa Gud--at det er sandt....
+
+-Ja--lille Mo'er--Ja--Ja ... Gamle Pastor vilde være rolig.
+
+Han tyssede paa hende og klappede hende paa Hovedet.
+
+Men saa foldede han Hænderne: Nej sagde han--det er for meget.
+
+Han græd selv og tørte sig i den Fløjels Kalot.
+
+-Ja, ja, sagde han; Gud taknemmelig, siger jeg; Gud taknemmelig....
+
+Gamle Pastor vilde selv bringe Katinka Nyheden, og han gik og tog sit
+Tøj frem, og Hat og Vanter, og lod det ligge igen, og tog Bai i begge
+Hænder:
+
+-Ja, den Glæde, Forstander, sagde han. For os to Gamle, som sidder
+hen--at opleve det ... at opleve det, Forstander.
+
+-Hm--ja--hver har det paa sin Manér--
+
+-Andersen skulde nu lære at savne, at savne hende, sagde Gamle Pastor.
+
+Han nussede om og kom ikke af Stedet.
+
+Pastorinden kom ind med Jorbærlikør, før de kom afsted.
+
+Gamle Pastor gik og fløjtede "den tapre Landsoldat" hen ad Vejen.
+
+-Han sad inde ved Katinkas Seng.
+
+-Ja, sagde han, Gud fører dog de rette sammen.
+
+       *       *       *       *       *
+
+En Ugestid efter kom Agnes hjem.
+
+Hun stormede over Perronen ind gennem Kontoret. I Kontordøren saa' hun
+Katinka, der laa med lukkede Øjne paa Puden. Agnes vilde ikke have
+kendt hende igen.
+
+Katinka slog Øjnene op og saa' hende:
+
+-Ja, sagde hun, det er mig.
+
+Agnes gik hen og tog Katinkas Hænder. Hun lagde sig paa Knæ ned ved
+hendes Seng.
+
+-Dejlige Kone, sagde Agnes og kæmpede for ikke at græde.
+
+Hun kom hver Eftermiddag og sad hos Katinka til Aften.
+
+De talte ikke meget. Katinka blundede og Agnes lod Sytøjet synke ned
+i sit Skød og saa' paa det stakkels Ansigt paa Puden. Det svage
+Aandedrag peb i Katinkas Bryst.
+
+Katinka rørte sig, og hun tog atter Sytøjet og førte Naalen ud og ind.
+
+Katinka laa vaagen. Hun var saa mat, hun kunde ikke tale. Hosten kom
+og rystede hende; hun fo'r op i Sengen, det var, som hun skulde slides
+sønder.
+
+Agnes støttede hende. Katinka var vaad af den kolde Sved.
+
+-Tak, sagde hun, Tak.
+
+Hun faldt hen igen og laa stille. Inde fra Sengeomhænget saa' hun paa
+Agnes' Ansigt, saa rundt og stærkt, og Hænderne, der gik saa resolut
+over Sytøjet.
+
+-Agnes, sagde hun: Vil De ikke spille lidt?
+
+-De skulde sove, sagde Agnes. Aa nej. Spil lidt.
+
+Agnes rejste sig og gik ind til Klaveret. Hun spillede halvdæmpet
+Melodi efter Melodi.
+
+Katinka laa stille med Hænderne paa Tæppet.
+
+-Agnes, sagde hun: Syng den ... vil De ikke. Det var Sangen om
+Sorrent. Agnes sang den med sin mørke Altrøst.
+
+    Hvor den høie og dunkle Pinie
+    Laaner Skygge til Bondens Vigne,
+    Hvor ved Golfen Orangelunden
+    Dufter liflig i Aftenstunden;
+    Hvor ved Stranden Baaden gynger;
+    Hvor i Byen glade Klynger
+    Gaar i Dansen mens de synger,
+    Synger højt Madonnas Pris.
+    Aldrig, aldrig, jeg forgjetter
+    Disse Dale, disse Sletter,
+    Disse maaneklare Nætter,
+    Napoli--dit Paradis.
+
+Hun blev siddende lidt ved Klaveret. Saa rejste hun sig og gik ind i
+Sovekamret.
+
+-Tak, sagde Katinka.
+
+Hun laa lidt.
+
+-Ja, sagde hun ganske sagte. Hvor Livet kunde være smukt.
+
+Agnes lagde sig ned ved Sengen. De laa stille, begge to, i Mørket.
+Katinkas Haand gled hen over Agnes' Haar.
+
+-Agnes, sagde hun. Der skal ikke--tales over mig....
+
+-Katinka dog....
+
+-Bare bedes, sagde hun.
+
+Hun tav igen. Agnes græd sagte. Katinka blev ved at bøje smaa Lokker
+af hendes Haar ind mellem sine Fingre.
+
+-Men der er, hun talte ganske sagte og ligesom frygtsomt og Haanden
+faldt bort fra Agnes Haar: en Salme--som--
+
+-Som jeg saa gærne vilde ha'e sunget ... ved min Grav....
+
+Hun hviskede næsten uhørligt. Agnes laa med Hovedet ned i Puden.
+
+-Bryllupssalmen, sagde Katinka ganske sagte, som et Barn, der ikke tør
+bede.
+
+Graaden rystede Agnes, og hun tog Katinkas Hænder og kyssede dem, mens
+hun hulkede.
+
+-Katinka dog--Katinka dog....
+
+Katinka tog om hendes Hoved og bøjede sig lidt frem:
+
+-Nu bli'r I to jo lykkelige, sagde hun.
+
+Hun laa tavs. Agnes blev ved at græde.
+
+Næste Dag blev Katinka berettet af Gamle Pastor. Bai var i Randers.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Agnes blev vækket om Natten af en forskræmt Pige med et Tællelys: Der
+er Bud--Frøken--fra Stationen ... Frøkenen maatte endelig komme.
+
+-Bud ... Agnes var ude paa Gulvet.
+
+-Hvem er her? sagde hun.
+
+Hun raabte ned gennem Gangen.
+
+-Jeg, sagde Lille-Bentzen.
+
+Agnes kom ud i nogle Sjaler.
+
+-Hun dør, Frøken, sagde Lille-Bentzen. Han stod bleg og
+tænderklaprende. Lille-Bentzen havde aldrig før set nogen dø.
+
+-Er der Bud efter Doktoren, sagde Agnes ... Lygten, Ane.
+
+-Der var ingen til at gaa....
+
+Agnes fik Lygten tændt og gik over Gaarden. Hun bankede paa
+Karlekamret. Det gav Ekko mod Laden....
+
+-Lars, Lars--
+
+Lars kom ud, søvndrukken, i Halvdøren i Lygtelyset.
+
+Agnes gik tilbage over Gaarden til Gangdøren. Lille-Bentzen var gaaet
+ud paa Trappetrinet, angst for at staa i Mørket.
+
+-De kører med, sagde Agnes og gik forbi.
+
+Et Par skræmte Piger kom ud i Gangen: Faa kogt Kaffe, sagde Agnes.
+Skynd Jer.
+
+Hun gik ind for at klæde sig paa. Lille-Bentzen blev alene i Gangen.
+Dørene stod aabne ned gennem Huset, knirkende i Mørket. Pigerne
+rumsterede rundt, halv-paaklædte og søvndrukne, med hver sit Tællelys.
+De glemte en Stage paa Spisebordet. Lyset flakkede i Trækken.
+
+Ude i Gaarden kom Drengen gaaende med Staldlygten. Han satte den paa
+Stenbroen og gik igen--der blev en lys Kreds om Lygten i Mørket.
+
+Vognporten blev slaaet op og de kom ud med Hestene. Hver Lyd lød
+stærkt og skræmmende ud i Natten.
+
+Agnes kom ud og gik forbi Bentzen i Gangen.
+
+-Saa gaar jeg derned, sagde hun.
+
+-Har hun Krampe?
+
+-Hun skreg, sagde Bentzen.
+
+Agnes saa' ud i Gaarden: Skynd Jer, raabte hun. Drengen løb med Lygten
+over Gaardsrummet.
+
+Der blev sat et Par flimrende Lys i Køkkenvinduet, saa Skæret faldt ud
+paa Heste og Vogn.
+
+Gamle Fru Linde kom ind i Spisestuen i en Slaabrok af Gamle Pastors:
+Bliv i din Seng, Mo'er, sagde Agnes.
+
+-Aa, Herre Gud, aa, Herre Gud, sagde gamle Fru Linde. Saa det kom
+pludseligt ... saa det kom pludseligt ... Og hun begyndte at gaa rundt
+med sit Lys i Haanden ligesom de andre.
+
+Drengen slog Portene op--det fo'r i dem alle ved Larmen--og Lars viste
+sig i Køkkendøren og fik en Skaal Kaffe.
+
+Lille-Bentzen kom ud og op paa Bukken ... Han saa' Pastorindens
+Ansigt--smaagrædende sad hun og rokkede inde i Stuen foran det
+viftende Lys.
+
+De rullede ud af Porten, ned ad Vejen, gennem Mørket, i Trav, saa
+Pilene paa Hegnet fer forbi dem som dansende Spøgelser.
+
+Lars tog fast om Tømmerne.
+
+-Bæsterne er sky, naar man kører til Død, sagde han.
+
+De talte ikke mer. Vognlygternes Lys fo'r hen over de urolige Pile.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Bai gik op og ned ude i Forstuen, op og ned langs Væggen.
+
+-Er det Dem, er det Dem, sagde han. Hvor hun skriger.
+
+Agnes aabnede Døren til Kontoret. Hun hørte Katinka stønne og
+Vaagekonens Stemme: Ja, ja, ja, ja.
+
+Marie Pige kom: Doktoren, sagde hun.
+
+-Han er kørt efter ham, sagde Agnes.
+
+Hun gik ind. Vaagekonen holdt Katinkas Arme over Hovedet. Trækninger
+gik gennem hendes Krop under Tæpperne.
+
+-Hold, sagde Vaagekonen.
+
+Agnes tog om hendes Haandled og slap dem igen; hun følte den kolde
+Sved.
+
+Den døende slog med de krampekrummede Arme op i Sengegardinet.
+
+-Hold dog, sagde Vaagekonen.
+
+Agnes tog om Armene: Tungen, Tungen, sagde hun.
+
+-En Ske dog, Tungen.
+
+Katinka sank tilbage--der faldt blaahvidt Skum ud over de aabnede
+Læber gennem de sammenbidte Tænder.
+
+Marie tabte Skeen og fandt den ikke paa Gulvet og ragede efter en
+anden med Lyset.
+
+-Hovedet, sagde Vaagekonen, Hovedet. Marie holdt det, rystende over
+hele Kroppen.
+
+-Aa, Jøsses, aa, min søde Frelser, blev hun ved at sige ... aa Jøsses
+... aa ... min søde Frelser....
+
+Agnes pressede Katinkas Arme ned. Hovedet tilbage, sagde Vaagekonen
+... Hun halvt laa og pressede Skeen ind imellem den døendes Tænder.
+
+Der stod Skum ud over Skeen: Godt, hviskede Vaagekonen, godt.
+
+Katinka slog Øjnene op. Hun holdt dem paa Agnes, store og angstfulde.
+
+Katinka blev ved at stirre paa hende med det samme Blik.
+
+-Katinka....
+
+Den døende stønnede og sank tilbage. Skeen faldt ud af hendes Mund....
+
+-Hun faar Ro, sagde Vaagekonen.
+
+Katinkas Øjne faldt til. Agnes slap hendes Arme.
+
+De satte sig hver paa sin Side af Sengen, lyttende til hendes Aande,
+der kom uregelmæssigt og ganske svagt.
+
+-Hun faar Ro, sagde Vaagekonen....
+
+Den døende blundede hen, stønnende nu og da.
+
+Vognen kom ude paa Vejen. Døren blev slaaet op og man hørte Doktorens
+Stemme.
+
+Agnes rejste sig og tyssede.
+
+-Hun sover, sagde hun.
+
+Doktoren gik ind og bøjede sig over Sengen: Ja, sagde han, det er
+snart forbi.
+
+-Lider hun? sagde Agnes.
+
+-Man véd ikke, sagde Doktoren.
+
+-Nu sover hun.
+
+Doktoren og Agnes satte sig inde i Dagligstuen. Inde i Kontoret hørte
+de Bai vandre op og ned.
+
+Agnes rejste sig og gik derind.
+
+-Hvad siger han, spurgte Bai. Han blev ved at gaa.
+
+Agnes svarede ikke; hun sad tavs i sin Stol.
+
+-Jeg havde jo ikke troet det, sagde Bai: jeg havde jo ikke troet det,
+Frøken Agnes.
+
+Han flakkede op og ned, fra Dør til Vindu--og standsede igen ved
+Agnes' Stol og sagde ud i Luften:
+
+-Jeg havde jo ikke troet det, Frøken Agnes.
+
+Doktoren aabnede Døren: Kom, sagde han.
+
+Krampen var begyndt igen. Bai skulde holde hendes ene Arm.
+
+Men han slap den igen.
+
+-Jeg kan ikke, sagde han og gik med Hænderne for Ansigtet. De hørte
+ham hulke inde i Kontoret.
+
+-Tør Panden, sagde Doktoren.
+
+Agnes tørrede Sveden af Panden.
+
+-Tak, sagde Katinka og slog Øjnene op: Er det Agnes?
+
+-Ja, Katinka, det er Agnes.
+
+-Tak.
+
+Hun faldt hen igen.
+
+Hen mod Morgen vaagnede hun. De sad alle ved Sengen.
+
+Øjnene var brustne.
+
+-Bed hende spille.
+
+-Spil, sagde Doktoren.
+
+Agnes gik ind. Taarer løb ned over Tasterne og hendes Hænder, mens hun
+spillede uden at høre sine egne Toner.
+
+Katinka laa stille hen. Brystet gik pibende op og ned.
+
+-Hvorfor spiller hun ikke? sagde hun igen.
+
+-Hun spiller jo, Tik....
+
+-Hun hører ikke mer....
+
+-Den døende rystede paa Hovedet:
+
+-Jeg hører det ikke, sagde hun.
+
+-Salmen, hviskede hun, Salmen.
+
+Hun laa lidt igen, stille. Doktoren sad med hendes Puls og saa' paa
+hendes Ansigt.
+
+Saa løftede hun sig op og rev sin Haand løs:
+
+-Bai, skreg hun, Bai.
+
+Agnes rejste sig og løb ind. De stod alle om Sengen. Bai knælte ned og
+hulkede.
+
+De fór alle sammen: det var Telegrafen, der lød ind gennem Stuerne og
+meldte Tog....
+
+Katinka slog Øjnene op. Se, se, sagde hun og løftede Hovedet.
+
+-Se Solen, sagde hun: se Solen over Bjergene.
+
+Hun løftede Armene, de faldt ned igen, og gled ned ad Tæppet.
+
+Doktoren bøjede sig hastigt frem over Sengen.
+
+Agnes knælte ved Fodenden med Hovedet ind mod Sengen ved Siden af
+Marie Pige.
+
+Man hørte kun en høj Hulken.
+
+Doktoren løftede de hængende Arme op og foldede Hænderne over den
+Dødes Bryst.
+
+       *       *       *       *       *
+
+-Hm, De har s'gu ikke sovet ud, Bentzen. Den indiskrete sprang af
+Toget.
+
+-Hvordan staar 'et!
+
+-Hun er død, sagde Lille-Bentzen; han talte som om han frøs.
+
+-Hva'?
+
+-Satan--
+
+Den indiskrete stod og saa' lidt paa den lille Stationsbygning: alt
+laa som vanligt.
+
+Saa vendte han sig og steg stille op paa Trinet.
+
+Toget skjultes af Vintrens Taager over Markerne.
+
+
+
+
+VII
+
+
+Det var den første Vinterdag. Høj Luft og tyndt Snelag over den
+letfrosne Jord.
+
+Udenfor Kirken begyndte Mændene at samles, højtidelige, med høje
+Silkehatte af mange Aargange. De hviskede i smaa Grupper, og en efter
+en gik de hen og kiggede ned i den tomme Grav tæt ved Muren.
+
+Inde i Kirken gik fire fem lydløse Koner oppe om Kisten og følte
+stille paa Kransene, Degnen og Lille-Jensen lagde Salmer paa
+Pladserne.
+
+De var færdige: Og Nr. 753 af Salmebog ved Graven, sagde Lille-Jensen.
+
+Lille-Jensen var som en Slags Bedemand ved "Lejligheden". Hun havde
+straks overtaget Liget baade i Hjem og Kirke. "Institottet" havde haft
+"Efteraarsferie" siden Dødsfaldet.
+
+Frøken Jensen saa' sig om i Kirken og gik op mod Kisten med Degnen:
+Guirlanderne hang i regelrette Buer over Koret og Sørgefloret var
+trukket som to Pølser over Alterstagerne.
+
+-Nydelig Kiste efter Aarstiden, sagde Degnen.
+
+De stod og saa' paa Kransene.
+
+-Det er en Forskel, sagde Degnen, han skød Skuldrene i Vejret og saa'
+paa en Krans fra Abels.
+
+-Ja, sagde Frøken Jensen: der er ingen "Interesse".
+
+Frøken Jensen gik lidt bort og saa' prøvende paa Kisten:
+
+-Ja, sagde hun: Jeg er glad, vi tog Egetræ.
+
+-Det er, om jeg saa tør sige, ogsaa proprere for Liget, sagde Degnen.
+
+Klokkerne begyndte at ringe, og Frøken Jensen gik ud paa Kirkegaarden.
+Hun hilste paa sine Elevere-Fædre og holdt Mandtal.
+
+Bai kom ind ad Laagen med to Herrer med Fodposer; alle Hatte blev
+løftet. Lille-Jensen trykkede Haand i Vaabenhuset.
+
+Da alle var til Sæde i Stolene, arriverede Familien Abel. Enkefruen
+gik i Spidsen; hun saa' ud til at have skyndt sig. De to Kyllinger var
+i Sørgeslør som to Enker.
+
+Louise-Ældst lagde Vedbend-Kors paa Kisten.
+
+Agnes sad ved Siden af Gamle Pastor. Hun hørte ikke Sangen og slog
+ikke Salmen op. Hun sad kun og stirrede med duggede Øjne paa den
+dejlige Kones Kiste.
+
+Sangen døde hen. Gamle Pastor stod op og gik frem.
+
+Da Bai saa' ham staa der foran Kisten med foldede Hænder, brast han i
+Graad og hulkede.
+
+Gamle Pastor ventede stille, med Øjnene paa Kisten. Stemmen lød kun
+saa halvhøjt, da han talte. Vintersol faldt ind ad Korvinduerne paa
+Kiste og Blomster.
+
+Gamle Pastor talte om de stille i Landet.
+
+Stille var hun--stille i sit Liv; stille vilde hun bringes til den
+sidste Ro. Gud Herren, som kender Sine, gav hende et Liv i Lykke hos
+en god Husbond; han gav hende en Død i Fred af sin hellige Aand. Han
+modtage hendes Sjæl, han, som ene kender Hjerter og Nyrer; han skænke
+sin Trøst, den ene Trøster--til dem, som nu sørger.
+
+Amen.
+
+Gamle Linde tav. Der var ganske tyst.
+
+Ligbærerne kom frem med Degnen og Lille-Jensen, som rev Kransene af
+Kisten.
+
+Og de saa' alle, staaende op i Stolene, efter Kisten, som blev baaret
+ud under Sang.
+
+    Det er saa yndigt at følges ad
+    For to som gerne vil sammen være.
+    Da er med Glæden man dobbelt glad,
+    Og halvt om Sorgen saa tung at bære.
+          Ja det er Gammen,
+      :|: At rejse sammen :|:
+          Naar Fjederhammen
+      :|: Er Kærlighed. :|:
+
+Agnes blev ved at se efter Kisten. Dørene var slaaet vidt op ud mod
+den lyse Dag.
+
+Er Kærlighed....
+
+De kom hen til Graven. Det gik i Bakke og Dal for Ligbærerne med
+Kisten, Touget slap for Graverkarlen og faldt ned i Graven.
+
+Alle stod og ventede til man fik fat i Tougenden og fik Rebet kastet
+rundt om Kisten....
+
+Bai tog om en Busk, som vilde han knække den: Touget snærede, mens
+Kisten blev skubbet ud og sank.
+
+Agnes havde lukket Øjnene.
+
+    Det er vemodigt at skilles ad
+    For dem som gerne vil sammen være,
+    Men Gud ske Lov: i vor Herres Stad
+    For evigt samles de Hjertenskære.
+          Ja--det er Gammen
+      :|: At leve sammen :|:
+          Hvor Arneflammen
+      :|: Er Kærlighed. :|:
+
+-Naa--naa--naa, Svoger, de to Fodposer støttede Bai, som hulkede.
+
+Sangen døde hen. Der var stille, ingen Lyd; ingen Vind over de
+blottede Hoveder.
+
+Tungt faldt Sandet fra gamle Lindes rystende Hænder.
+
+Fadervor--du, som er i Himlen.
+
+Det var forbi. De to Herrer med Fodposerne trykkede Hænder og takkede
+for "den store Deltagelse".
+
+Fru Abel standsede dem ved Laagen. Hun havde sit lille Bord beredt for
+Bai og hans Svogre:
+
+-I al Tarvelighed--at De ikke sidder ene....
+
+Fru Abel tørrede sine Øjne:
+
+-Man véd, hvad det er at miste, sagde hun.
+
+Sværmen var borte.
+
+Agnes stod alene ved Graven. Hun saa' ned paa Kisten med dens Kranse,
+plettede af Sandet....
+
+Og hun stirrede frem over Vejene, hvor alle Folk gik hjem til Livet
+igen.
+
+Det var Bai mellem de to sørgeslørede Damer--de lange Slør--og de to
+Herrer med Fodposerne ... det var Katinkas Brødre ... som havde takket
+paa Familjens Vegne--
+
+Lille-Jensen skulde spise paa Møllen efter Anstrengelsen. Frøken
+Helene ømmede sig i for smaa Støvler....
+
+Der gik de alle....
+
+Og skyndte sig.
+
+Agnes bøjede Hovedet. Hun følte et vredt Ubehag mod dette Smaaliv, som
+skyllede videre hjem ad alle Veje.
+
+Der kom nogen bag hende. Det var Lille-Bentzen med en stor Æske.
+
+-Det er en Krans, Frøken, sagde han. Jeg vilde hellere bringe den
+selv. Den kom med Middagstoget.
+
+Lille-Bentzen tog Kransen ud af Æsken:
+
+-Den er fra Huus, sagde han.
+
+-Fra Huus, sagde Agnes. Hun tog Kransen og saa' paa de halvvisnede
+Roser: Hvor den har været smuk.
+
+-Ja, sagde Bentzen. Køn har den været.
+
+De stod lidt. Agnes knælte halvt ned og lod Kransen glide lempeligt
+ned paa Kisten. Rosernes Blade spredtes i Faldet.
+
+Da Agnes vendte sig, stod Lille-Bentzen og græd.
+
+En Karl kom hen til dem.
+
+-Hvis Frøkenen--der skulde lukkes....
+
+-Ja, vi kommer.
+
+-Degnen giver mig vel Lov til at være her, sagde Agnes.
+
+Agnes og Bentzen gik stille hen ad Vejen. Karlen stod allerede og
+ventede ved Porten.
+
+Med Hænderne i Kaabelommerne blev Agnes staaende og saa' paa Karlen,
+der lukkede Porten og satte Hængelaas for.
+
+Lille-Bentzen smaasnøftede endnu da han gik med Farvel.
+
+Agnes blev længe staaende foran den stængte Port.
+
+           *       *       *       *       *
+
+Bai var meget hos Abels.
+
+Fru Abel kunde ikke udholde den Tanke, at han sad dernede, alene, i de
+øde Stuer ... naar man selv kan sidde ved en hyggelig Lampe, sagde Fru
+Abel.
+
+Hun og hendes Louise-Ældst hentede ham efter Otte-Toget.
+
+-Blot hjem om Lampen, sagde Fru Abel.
+
+Louise-Ældst var ganske som hjemme paa Stationen. Hum maatte vande
+Blomsterne i en Fart, før de gik.
+
+Fru Abel stod hos.
+
+-De var hendes Yndlinge, den kære, sagde hun mildt.
+
+Den kære var Katinka.
+
+-Men Amplen, sagde Louise-Ældst. Den tørster ogsaa. Hun nikkede til
+Amplen.
+
+Bai maatte holde paa Stolen, naar Louise-Ældst vandede Amplen. Hun
+stod paa Tæerne med Vandkanden og viste sin Skønhed.
+
+-Hun glemmer ikke noget, sagde Fru Abel. Amplen fik Vand, saa det
+pladrede paa Gulvet.
+
+-Marie tørrer vel op, sagde Louise-Ældst skarpt ud i Køkkenet. Hun
+stod altid et Sekund i Spisekammerdøren og "oversaa". Louise-Ældst
+havde saa hurtige Fingre, naar der var gemt en sød Levning paa en
+Asjet.
+
+De gik hjem om Lampen.
+
+Louise-Ældst skænkede The i hvidt Forklæde.
+
+Paa Ida-Yngst maatte der kaldes og kaldes.
+
+-Hun skriver, sagde Enkefruen i sin Krog.
+
+Ida-Yngst skrev altid i en underlig upaaklædt Tilstand.
+
+-Bøsse-Sa har glemt sine Manschetter, sagde Enkefruen.
+
+-Naa, sagde Bøsse-Sa.
+
+Bøsse-Sa var i det hele derangeret.
+
+-Han er her jo ikke, sagde Enkefruen.
+
+Efter Bordet fik Bai sin Toddy til "Dagstelegrafen". Louise-Ældst
+broderede. Enkefruen sad og saa' "ømt".
+
+-Det er som hjemme, De skal føle Dem. Det er blot det, vi vil.
+
+Naar Bai var færdig med Avisen, spillede Louise-Ældst. Hun sluttede
+med en af Katinkas Smaamelodier.
+
+-Den spillede hun, den kære, sagde Enkefruen og saa' paa Portrættet:
+Katinka hang med Immortelkrans under Spejlet over Sofaen.
+
+-Ja, sagde Bai. Han sad med foldede Hænder. Om Lampen, efter Toddyen,
+følte Bai altid en mild Rørelse over sit "Savn".
+
+Enkefruen forstod ham.
+
+-Men man har det forklarede Minde, sagde hun. Og Gensynet.
+
+-Ja.
+
+Bai førte de to Fingre hen over Øjnene.
+
+De talte om "den kære Afdøde", mens Bai fik sit andet Glas.
+
+Lille-Jensen sad i Mørke ved sit Vindu, for at høre, naar han gik.
+
+Lille-Jensen var mest i Præstegaarden i den sidste Tid.
+
+-Hos Abels holder de vist ikke af Forstyrrelse, sagde Lille-Jensen.
+
+Frøken Jensen var kommet meget paa Stationen de første Uger efter
+Dødsfaldet.
+
+En Kvinde hjælper, hvor hun kan, sagde hun paa Møllen.
+
+-Ja, sagde Møllerens Frue.
+
+Frøken Helene strakte Benene fra sig og saa' paa sine Filttøfler.
+
+-Og den kære Katinka--Frøken Jensen kaldte hende Katinka efter hendes
+Død--har forvænt ham.
+
+Lille-Jensen tog et Slags Over-Opsyn paa Stationen.
+
+-Hvad nytter det med en Pige? sagde hun.
+
+Hun kom efter Skoletid med Spaankurv og Bel-ami. Bel-ami havde egen
+Kurv ved Kakkelovnen.
+
+Hun gik lydløs om og lavede Livretter.
+
+Naar Bordet var færdigt, havde hun Tøjet paa. Bai bad hende dog
+endelig blive og spise det Stykke Smørrebrød med sig.
+
+-Ja, hvis De hellere vil, at jeg bli'r, sagde Lille-Jensen.
+
+-Det er jo ialfald et levende Væsen, sagde hun beskedent.
+
+Bel-ami kom igen paa Plads, og de spiste.
+
+Lille-Jensen trængte sig ikke paa med Konversation. Hun sad hen som
+den stille Deltagelse, mens Bai tog til sig af Livretterne. Han havde
+begyndt at faa sin Appetit igen.
+
+Efter Bordet spillede de en faamælt Piqué.
+
+Klokken ti gik Frøken Jensen.
+
+-Jeg var ved Graven, sagde hun, med en Blomst.
+
+Frøken Jensen hægede Graven.
+
+Hun hørte Bel-ami hyle, mens hun gik hen ad Vejen hjem. Hun tog den
+ikke op.
+
+Frøken Jensen gik i dybe Tanker. Hun tænkte paa at sælge sin Skole.
+
+Hun havde altid bedre passet til en Plads, hvor en Dame med Dannelse
+var som Fruen i Huset.
+
+-Men i de sidste to, tre Maaneder kom Frøken Jensen ikke mere ret
+meget paa Stationen.
+
+Hun satte ikke Pris paa at blive regnet til de Paatrængende.
+
+-Fru Abel forstod hun ganske simpelt ikke.
+
+Om Aftenen sad hun ved Vinduet for at høre--om han i det hele slap
+hjem.
+
+-Graven plejer jeg, sagde hun paa Møllen.
+
+           *       *       *       *       *
+
+-Satan til Fruentimmer, saa de vimser. Kiær viftede i Kontoret med sin
+Hat, som vilde han holde Fluer væk. Louise-Ældst var smuttet forbi ham
+i Døren.
+
+-Satan, saa der vimses, sagde Kiær.
+
+Kiær skulde til København og vilde have Bai med.
+
+-Trænger s'gu til 'et, gamle Dreng, trænger s'gu svært til 'et....
+
+-At faa Luft i Lungerne....
+
+-Gamle Ungkarl....
+
+-Ud paa Keglebanen, sagde han.
+
+Bai kunde s'gu ikke bestemme sig til det ... du--saa kort efter....
+
+-Men trænge til Luft i Lungerne--kunde han jo nok.
+
+Otte Dage efter rejste de. Fru Abel og Louise-Ældst pakkede Kuffert.
+
+Bai strakte sig i Sædet og spændte sine Armmuskler, da de rullede af.
+
+-Paa Rejse, sagde den indiskrete. De krydsede ham paa en Station.
+
+-En Junker-Svip ... To glade Unghaner ... Den indiskrete lo og
+smækkede Tungen ud med et Knald.
+
+Bai sagde: Ja, vi ska' jo ind og se, hvordan den vrikker.
+
+Han slog Kiær paa begge Knæene og sagde igen: Vrikker--du gamle....
+
+De rullede af og vinkede til den indiskrete, som raabte efter dem.
+
+De blev paa en Gang meget lystige, brugte drøje Ord og klaskede sig op
+og ned ad Benene:
+
+-Saa gaar den en Gang igen, en Gang igen, sagde Bai.
+
+-Hvad er vi til vi Mennesker, sagde Kiær.
+
+-Adam, du Gamle, sagde Bai.
+
+De lo og snakkede. Kiær var glad.
+
+-Nu kender man dig igen, sagde han:--du gamle Lampepudser....
+
+-Nu kender man dig.
+
+Bai blev pludselig alvorlig:
+
+-Ja, gamle Ven, sagde han, det har været traurige Tider.
+
+Han sukkede to Gange og lænede sig lidt tilbage i Sædet.
+
+Saa sagde han igen i en glad Tone:
+
+-Du--vi ta'r Nielsen.
+
+-Hva'for en Nielsen, sagde Kiær.
+
+-En lille Fløjtenant, du, Kender....
+
+-Man véd jo ikke de nye Steder--gamle ... Saa' ham i Præstehuset ...
+Rask Fyr ... Kender....
+
+-Naar der ska' være Gilde....
+
+De begyndte at gabe og blive mere stille; de sov ind hver paa sit Sæde
+og sov til Frederits.
+
+Der drak de tæt med Kognakker mod "Nattekulden".
+
+Bai gik ud paa Perronen. Vogne blev rangerede, og der var en
+Klokkeklemten og en Signaliseren, saa man hørte ikke Ørenlyd.
+
+Bai stod under en Lygte midt i Stimlen og lod sig puffe til:
+
+-Gamle, sagde han til Kiær og gned Hænderne, mens han saa' ned ad
+Perron og Bane--Hva' du?
+
+-Leben er 'et, sagde Kiær.
+
+Damerne svippede rundt op og ned ad Trinene, rødmossede af Søvnen,
+under Rejsehætterne.
+
+-Og de Kvindfolk, sagde Bai.
+
+Der blev raabt og klemtet.
+
+-Passagererne til Strib-Passagererne til Færgen....
+
+Med halvelleve Toget var Bai i København.
+
+De fandt Løjtnant Nielsen paa en fjerde Sal i Dannebrogsgade.
+Møblementet var et Klædeskab med en hængende Dør, der blottede en
+ensom Uniformsvest, og en Rørstol med et Vandfad.
+
+Løjtnanten laa i Bunden af Sengen paa en Hømadras.
+
+-Feltfod, sagde han. Man har jo sine Kahytter "anderswo", Forstander.
+
+-Bai sagde, at de skulde "se Staden".
+
+-Saadan Stederne, sagde han: forstaar De....
+
+Løjtnant Nielsen forstod.
+
+-De vil se Markedet, sagde han. Stol paa mig: vi skal se Markedet.
+
+Han kom i Benklæderne og begyndte at skrige paa en Madam Madsen. Madam
+Madsen stak et Stykke Sæbe ind ad Døren med en nøgen Arm.
+
+-Man lever i Familien, sagde Løjtnanten: han skummede Madam Madsens
+Sæbe op ad Armene.
+
+De aftalte et Sted, hvor de skulde mødes for at se paa Kasinos
+Danseben. "Og saa ser vi Markedet", sagde Bai.
+
+Løjtnanten pumpede Madam Madsen for ti Øre og kørte saa sporenstregs
+ud til "Knejpen".
+
+Knejpen var en lille rar Ølhave i Pilealléen, hvor "de af Banden"
+holdt til paa Keglebanen og ved Kortene.
+
+Banden var tre Sekondløjtnanter og to hørhaarede Herrer fra
+Landbohøjskolen.
+
+Da Nielsen kom, var Herrerne allerede ved L'hombren, i Skjorteærmer,
+med Hattene i Nakken.
+
+-Naa--Tvillinger, sagde Nielsen.
+
+-Gaar 'en?
+
+-Man spæ'r den op, sagde den ene af de hørhaarede og skød Skuldrene
+op.
+
+-Svævende, mente en af Løjtnanterne.
+
+-Meget svævende, sagde den anden.
+
+Banden levede paa Ordet "svævende". Man sagde det en Gang rundt hvert
+Kvarterstid med sære Tonefald og smaa Haandviftninger.
+
+-Svævende--
+
+-Man maa spæ' den op, sagde Nielsen.
+
+Banden spædede op med Bajere og "Hunkøn".
+
+-Jeg har nappet et Par "Givere", sagde Nielsen.
+
+-Givere--hva' Satan--Nielsen? De hørhaarede skød Hatten bagud.
+
+-Et Par ældre "Givere", Tvillinger....
+
+Tvillingerne slog med Ølflaskerne i Bordet til Ære for Finderen.
+
+De stillede om Aftenen i Kisten, efter at Nielsen havde set paa
+"Danseben" med Kiær og Bai.
+
+Nielsen hentede nogle rødmossede Piger, som drak Banko med dem og slog
+"de to ældre Herrer fra Provinsen" koket over Fingrene.
+
+Bai sagde: "Pivain" og saadan ældre Ord fra sine Løjtnantsdage.
+
+De to hørhaarede taalte aldrig noget. De sad halvlallende og sagde:
+
+-Gamle Svinebørster, og ravede Bai og Kiær over Skuldrene.
+
+De blev ved at drikke allesammen.
+
+-Uf, dog, gamle Støvle.
+
+-Væk med Hænderne, Bai blev øm af den megen Drikkelse.
+
+... Bai vidste ikke, hvordan det gik til. Løjtnanterne var pludselig
+forsvundne med de rødmossede....
+
+-De er fløjet, sagde Kiær.
+
+-De to Herrer sidder saa alene....
+
+Det var en ældre lille Dame, der stak sin Næse hen til Bordet....
+
+           *       *       *       *       *
+
+Der var gaaet otte Dage.
+
+Kiær havde Forretninger om Formiddagen. Bai sov mest.
+
+Kiær kom kjem, ind paa Værelset.
+
+-Hva', sover du, sagde han.
+
+-Ja, man er s'gu uoplagt, sagde Bai og gned Øjnene, paa Sofaen.
+
+-Hva' er Klokken?
+
+-To.
+
+-Saa maa vi afsted. Bai kom op af Sofaen. Satan til Strygebrædt, sagde
+han. Han var øm i alle Lemmer.
+
+Han fik sig klædt paa.
+
+De skulde ud at se paa Gravsten. Bai vilde købe Katinkas Gravsten i
+København.
+
+Han havde været hos tre, fire Stenhuggere og havde ikke kunnet
+bestemme sig.
+
+Kiær var lidt utaalmodig over at skulle drage rundt med ham mellem
+alle de Sten.
+
+-Det er jo smukt af dig, gamle Ven--det er jo meget smukt af dig....
+
+-Men hun ligger s'gu lige godt.
+
+Bai var halv rørt, mens han gik rundt mellem alle disse Kors og Søjler
+med Marmorduer og Englehoveder.
+
+Idag maatte han bestemme sig, den sidste Dag.
+
+Han tog et stort graat Kors med et Par Marmorhænder, der mødtes til
+Haandtryk under Livets Sommerfugl.
+
+Bai stod længe foran Korset med de to Hænder og Sommerfuglen.
+
+-Smuk Tanke, sagde han og førte Fingrene hen over Øjnene: Tro, Haab og
+Kærlighed.
+
+Kiær forstod ikke altid, hvad Bai mente, naar han sørgede.
+
+-Ja, net Tanke, sagde han.
+
+De var i det Kongelige om Aftenen.
+
+Efter Theatret skulde de ud paa Broen.
+
+-Jeg si'er s'gu Tak, sagde Kiær, for at varme Bænke og vente paa det
+Slæng.
+
+Kiær gik hjem.
+
+Bai drev af alene. De skulde s'gu ikke sige, han ikke havde holdt den
+gaaende til Slut.
+
+Han kom ind i Lokalet. Der var ingen af Banden kommen, og han satte
+sig oppe paa Galleriet og ventede.
+
+-Nej, Tak, han skulde ikke ha'e no'et ... En Soda.
+
+Han sad og saa' ned i Salen gennem Tobaksrøgen paa de otte Piger, som
+sad paa Tribunen i Kreds, og paa Tilskuerne:
+
+-S'gu lutter Drenge....
+
+-Skuffens Bedrøvere, tænkte Bai. Han sad og saa'
+
+-Drenge, sagde han igen.
+
+Der blev raabt og slaaet med Stokkene dernede: det var en engelsk
+Danserinde, som energisk slog Skørterne op over Hovedet. Bai havde
+set de Skørter flyve hver Aften.
+
+Og han saa' næsten arrigt ned paa Stokkebegejstringen:
+
+-Det var noget at trampe for, sagde han.
+
+Han skyllede Sodavandet ned og blev ved at betragte Salen: de otte
+Piger, der sad som en Rad søvnige Høns paa en Pind, og Drengene, der
+skraalte for at bilde sig ind det var morsomt....
+
+Han havde ventet næsten tre Kvarter og Banden kom ikke.
+
+-Forresten saa' han det gerne--at de blev borte--med deres
+"rødmossede"....
+
+-En gammel "Jomfru" ku' man vel hitte selv....
+
+-De to "Landboer" med deres "gamle Svinebørster".
+
+Bai saa' over mod den anden Side: et Par unge Herrer gantedes med to
+unge Piger. Den ene var ung og frisk, med et Par smaa Smilehuller....
+
+Den unge Mand bøjede sig frem og stjal Kys under hendes Slør.
+
+Banden blev stadig borte. Og Bai følte næsten noget som Forbitrelse,
+Forargelse, mens han blev ved at se paa disse to Duer, som
+næbbedes....
+
+-Der kom s'gu ingen....
+
+-Naa--naar de har flaaet En.
+
+Og Lokalet begyndte at blive tomt. Det tyndede nede paa Gulvet, fra
+Galleriet forsvandt Par efter Par ved Trappen.
+
+Røgen og Øldunsten laa tyk og tung over Bordene med de forladte Glas.
+
+Oppe paa Galleriet trippede kun en ældre Dame frem og tilbage og
+nikkede forførerisk til Bai.
+
+De havde allerede skruet Gassen halvt ned, og Bai sad endnu med
+Hovedet i begge Hænder og stirrede paa den øde og skidne Sal.
+
+Han svor en Ed, da han rejste sig.
+
+Den ældre Dame vimsede ved Laagen:
+
+-Den Herre er her endnu, sagde hun.
+
+-Nej--i hede Helvede.
+
+Bai udtømte hele sin Forbitrelse i det Skub, han gav den ældre Dame.
+
+-Hva', hvinede Damen--saadan behandler man en Dame ... en
+Husejerinde....
+
+Kiær var i Seng:
+
+-Naa, sagde han. Morede I Jer?
+
+Bai fik Støvlerne af:
+
+-De var der slet ikke, sagde han halvhøjt.
+
+-Bagas, sagde Kiær.
+
+Bai klædte sig af uden at tale.
+
+Han laa lidt ved det tændte Lys. Saa slukkede han det.
+
+-Er man gnaven, Gamle, sagde Kiær.
+
+-Naa ... Godnat.
+
+Men man begynder at blive gammel, sagde Bai.
+
+-Ja, sagde han igen, langsomt. Det er Tingen a' 'et....
+
+Kiær vendte sig i Sengen: Sludder, sagde han.
+
+-Men du ta'er 'en for voldsomt, Gamle ... Man maa ha'e Øvelsen,
+Unghane--og ta'e 'en med Ro....
+
+-Saa ka' man drive den, sagde han.
+
+-Behageligt.
+
+Kiær tav. Lidt efter snorkede han. Men Bai kunde ikke falde i Søvn.
+Det var, som han lugtede Øldunst den halve Nat, og han laa og kastede
+sig.
+
+Den næste Morgen, da han pakkede Kuffert, faldt Katinkas' Fotografi ud
+mellem to Lommetørklæder.
+
+Det var Fru Abel, som havde givet ham det med.
+
+Hun havde set ømt paa det og pakket det ind i Silkepapir.
+
+-Den kære, havde hun sagt.
+
+Louise-Ældst, "min sidste", havde været arrig: Pyh--skal han ikke
+ha'e en Spilledaase med....
+
+-Til at spille "de kære Melodier"....
+
+Louise, min sidste, havde en slem Vane til at vrænge efter sin Mamma,
+naar noget gik hende imod.
+
+Enkefruen havde stille lagt Portrættet ned mellem de to
+Lommetørklæder.
+
+-Han skal ha'e det Stykke af Hjemmet med....
+
+-Bai tog Portrættet op fra Gulvet og sad og saa' paa det med svømmende
+Øjne.
+
+           *       *       *       *       *
+
+Familien Abel var paa Stationen for at tage imod Bai. Stuerne var
+Paaske-rene og skinnende. Med hvide Gardiner og Rengøringsluft.
+
+Bai sad tilbords i Sofaen:
+
+-Man kommer hjem til sin Huslighed, sagde han.
+
+-Hjemme i Reden.
+
+Han spiste og drak, som havde han ikke faaet Mad paa hele Rejsen.
+
+Enkefru Abel havde vaade Øjne af at sidde og se kærligt paa "vor
+Hjemkomne".
+
+Han fortalte om Rejsen.
+
+-Theatrene, sagde Enkefruen.
+
+-Sæsonen--
+
+-Gravsten havde han købt ... Fanden til Pris....
+
+-Det tænker man jo ikke paa, sagde Enkefruen: den sidste
+Kærlighedsgerning.
+
+-Ja, det var det--han havde sagt til Kiær ... den sidste
+Kærlighedsgerning, sagde Bai.
+
+Louise-Ældst blev aldrig færdig med sine Smaaoverraskelser. Ikke se,
+sagde hun, hun holdt ham for Øjnene, mens Enkefruen tog Laaget af det
+sidste Ragoutfad.
+
+-Ja, hvad hun har lavet, sagde Enkefruen og smilte: Min ældste.
+
+-Man er dog alle Husdyr, sagde Bai. Han lagde begge Hænder paa Bordet
+og saa' glad frem for sig, mens han holdt Hvil.
+
+           *       *       *       *       *
+
+Det var i Oktober. Der var ganske fuldt paa Perronen til
+Eftermiddagstoget. Lille-Jensen og alle Lindes og de fra Møllen.
+
+Enkefruen skulde rejse for at indrette Hjemmet til Ida, hendes Yngste.
+
+-Louise følger efter, sagde hun og tog sin sidste om Hovedet: Hun er
+en Hjemmefugl.
+
+-Hun kommer først til Bryllupet, sagde hun.
+
+Bryllupet skulde staa hos "min Søster Etatsraadinden".
+
+-Der fandt de hinanden, sagde Enkefruen.
+
+Toget blev meldt, Bai kom med Garantiseddel og Billet.
+
+-Han har været mit Forsyn, sagde Enkefruen og nikkede til ham.
+
+Toget kom ned over Engen.
+
+-Hils saa Ida, sagde Gamle Pastor, vi tænker paa hende den Dag.
+
+-Det véd vi, sagde Enkefruen: Vi véd, hvor der er gode Tanker. Hun var
+rørt og kyssede rundt.
+
+-Ja, sagde hun, det er en Rejse for at miste....
+
+Toget var der: Naa, lille Frue, sagde Bai. Det er Tid.
+
+-Og--min Louise--
+
+-De passer jo paa hende ... Bai havde allerede proppet hende ind i
+Kupeen ... Farvel Fru Linde ... Farvel....
+
+Louise sprang op paa Togtrinet og kyssede....
+
+-Sidst, sagde hun.
+
+-Louise, skreg Enkefruen. Toget var begyndt at gaa.
+
+Bai fangede Louise, min sidste....
+
+Der blev viftet og vinket, til man ikke saa' Toget mer.
+
+Lindes gik hjem ad Vejen med dem fra Møllen.
+
+Louise-Ældst vilde se noget i Posttasken og løb ind i Kontoret foran
+Bai. De lo derinde, saa man hørte det ud paa Perronen.
+
+Lille-Jensen var sunket hen, lænet til en Pæl. Banekarlen havde faaet
+Mælkespandene bort fra Perronen og Sporet skiftet. Og Frøken Jensen
+stod der endnu, alene, lænet til sin Pæl.
+
+--Lindes var hjemme.
+
+Gamle Pastor sad med Agnes i Dagligstuen, mens "Mo'er" saa' efter til
+Theen.
+
+Der var halv mørkt. Gamle Pastor kunde knap se Agnes, som hun sad ved
+Klaveret.
+
+-Synger du en, sagde han.
+
+Agnes lod Hænderne glide lidt, langsomt, op og ned ad Klaviaturet. Saa
+sang hun med halv Stemme, med sin mørke Alt, Sangen om Marianna:
+
+    Under Gravens Græstørv sover
+    Stakkels Marianna--
+    Kommer Piger, græder over
+    Stakkels Marianna--
+
+Der blev stille i den mørke Stue.
+
+Gamle Pastor blundede lidt med foldede Hænder.
+
+
+
+
+
+End of the Project Gutenberg EBook of Ved vejen, by Herman Bang
+
+*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK VED VEJEN ***
+
+***** This file should be named 13175-8.txt or 13175-8.zip *****
+This and all associated files of various formats will be found in:
+        https://www.gutenberg.org/1/3/1/7/13175/
+
+Produced by Steen and Heidi Christensen and Distributed Proofreaders
+Europe
+
+
+Updated editions will replace the previous one--the old editions
+will be renamed.
+
+Creating the works from public domain print editions means that no
+one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
+(and you!) can copy and distribute it in the United States without
+permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
+set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
+copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
+protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
+Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
+charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
+do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
+rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
+such as creation of derivative works, reports, performances and
+research.  They may be modified and printed and given away--you may do
+practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
+subject to the trademark license, especially commercial
+redistribution.
+
+
+
+*** START: FULL LICENSE ***
+
+THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
+PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK
+
+To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
+distribution of electronic works, by using or distributing this work
+(or any other work associated in any way with the phrase "Project
+Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
+Gutenberg-tm License (available with this file or online at
+https://gutenberg.org/license).
+
+
+Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
+electronic works
+
+1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
+electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
+and accept all the terms of this license and intellectual property
+(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
+the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
+all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
+If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
+Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
+terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
+entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.
+
+1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
+used on or associated in any way with an electronic work by people who
+agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
+things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
+even without complying with the full terms of this agreement.  See
+paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
+Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
+and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
+works.  See paragraph 1.E below.
+
+1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
+or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
+Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
+collection are in the public domain in the United States.  If an
+individual work is in the public domain in the United States and you are
+located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
+copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
+works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
+are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
+Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
+freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
+this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
+the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
+keeping this work in the same format with its attached full Project
+Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.
+
+1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
+what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
+a constant state of change.  If you are outside the United States, check
+the laws of your country in addition to the terms of this agreement
+before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
+creating derivative works based on this work or any other Project
+Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
+the copyright status of any work in any country outside the United
+States.
+
+1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:
+
+1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
+access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
+whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
+phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
+Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
+copied or distributed:
+
+This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
+almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
+re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
+with this eBook or online at www.gutenberg.org
+
+1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
+from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
+posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
+and distributed to anyone in the United States without paying any fees
+or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
+with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
+work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
+through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
+Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
+1.E.9.
+
+1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
+with the permission of the copyright holder, your use and distribution
+must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
+terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
+to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
+permission of the copyright holder found at the beginning of this work.
+
+1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
+License terms from this work, or any files containing a part of this
+work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.
+
+1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
+electronic work, or any part of this electronic work, without
+prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
+active links or immediate access to the full terms of the Project
+Gutenberg-tm License.
+
+1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
+compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
+word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
+distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
+"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
+posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
+you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
+copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
+request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
+form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
+License as specified in paragraph 1.E.1.
+
+1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
+performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
+unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.
+
+1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
+access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
+that
+
+- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
+     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
+     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
+     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
+     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
+     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
+     must be paid within 60 days following each date on which you
+     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
+     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
+     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
+     address specified in Section 4, "Information about donations to
+     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."
+
+- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
+     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
+     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
+     License.  You must require such a user to return or
+     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
+     and discontinue all use of and all access to other copies of
+     Project Gutenberg-tm works.
+
+- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
+     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
+     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
+     of receipt of the work.
+
+- You comply with all other terms of this agreement for free
+     distribution of Project Gutenberg-tm works.
+
+1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
+electronic work or group of works on different terms than are set
+forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
+both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
+Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
+Foundation as set forth in Section 3 below.
+
+1.F.
+
+1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
+effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
+public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
+collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
+works, and the medium on which they may be stored, may contain
+"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
+corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
+property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
+computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
+your equipment.
+
+1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
+of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
+Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
+Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
+Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
+liability to you for damages, costs and expenses, including legal
+fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
+LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
+PROVIDED IN PARAGRAPH F3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
+TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
+LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
+INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
+DAMAGE.
+
+1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
+defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
+receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
+written explanation to the person you received the work from.  If you
+received the work on a physical medium, you must return the medium with
+your written explanation.  The person or entity that provided you with
+the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
+refund.  If you received the work electronically, the person or entity
+providing it to you may choose to give you a second opportunity to
+receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
+is also defective, you may demand a refund in writing without further
+opportunities to fix the problem.
+
+1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
+in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
+WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
+WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.
+
+1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
+warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
+If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
+law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
+interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
+the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
+provision of this agreement shall not void the remaining provisions.
+
+1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
+trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
+providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
+with this agreement, and any volunteers associated with the production,
+promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
+harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
+that arise directly or indirectly from any of the following which you do
+or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
+work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
+Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.
+
+
+Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm
+
+Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
+electronic works in formats readable by the widest variety of computers
+including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
+because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
+people in all walks of life.
+
+Volunteers and financial support to provide volunteers with the
+assistance they need, is critical to reaching Project Gutenberg-tm's
+goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
+remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
+Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
+and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
+To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
+and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
+and the Foundation web page at https://www.pglaf.org.
+
+
+Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
+Foundation
+
+The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
+501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
+state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
+Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
+number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
+https://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
+Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
+permitted by U.S. federal laws and your state's laws.
+
+The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
+Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
+throughout numerous locations.  Its business office is located at
+809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
+business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
+information can be found at the Foundation's web site and official
+page at https://pglaf.org
+
+For additional contact information:
+     Dr. Gregory B. Newby
+     Chief Executive and Director
+     gbnewby@pglaf.org
+
+
+Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
+Literary Archive Foundation
+
+Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
+spread public support and donations to carry out its mission of
+increasing the number of public domain and licensed works that can be
+freely distributed in machine readable form accessible by the widest
+array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
+($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
+status with the IRS.
+
+The Foundation is committed to complying with the laws regulating
+charities and charitable donations in all 50 states of the United
+States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
+considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
+with these requirements.  We do not solicit donations in locations
+where we have not received written confirmation of compliance.  To
+SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
+particular state visit https://pglaf.org
+
+While we cannot and do not solicit contributions from states where we
+have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
+against accepting unsolicited donations from donors in such states who
+approach us with offers to donate.
+
+International donations are gratefully accepted, but we cannot make
+any statements concerning tax treatment of donations received from
+outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.
+
+Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
+methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
+ways including including checks, online payments and credit card
+donations.  To donate, please visit: https://pglaf.org/donate
+
+
+Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
+works.
+
+Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
+concept of a library of electronic works that could be freely shared
+with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
+Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.
+
+
+Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
+editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
+unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
+keep eBooks in compliance with any particular paper edition.
+
+
+Most people start at our Web site which has the main PG search facility:
+
+     https://www.gutenberg.org
+
+This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
+including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
+Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
+subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.