diff options
Diffstat (limited to '12831-0.txt')
| -rw-r--r-- | 12831-0.txt | 4605 |
1 files changed, 4605 insertions, 0 deletions
diff --git a/12831-0.txt b/12831-0.txt new file mode 100644 index 0000000..3e19ec5 --- /dev/null +++ b/12831-0.txt @@ -0,0 +1,4605 @@ +*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 12831 *** + +HERMAN BANG + + + + +DET HVIDE HUS + +-Die Kindheit ist der Grundton für das ganze Leben, Mama. Die anderen +Farben werden nur aufgetragen. Als ich empfangen wollte, habe ich +deine Kämpfe, dein Qual empfangen. In dem allgemeinen Chaos hielt ich +nur eins für Glück, weil ich fühlte, dass es dich glücklich machte: +Ruhe, Ruhe. Schon als Kind. Und das tiefste was ein Junge erfährt, daw +Weib, ist meinen Augen nicht eröffnet worden. Ich habe ja das Leben so +lieb, Mama, ich weiss, wie stark das Leben ist, und atme leise mit dem +Blütensduft der Liebe, aber das Beste ist doch immer meine +Sehnsucht--ich bin ein Bettler am Wege, wenn die Mädchen an mir +vorüberziehen in den Frühling hinaus.... + +-Und deine Werke, mein Sohn, hast du nichts erlebt, was du den Menchen +geben kannst? + +-Ich habe ihnen von meinen Schmerzen gegeben; das hat sie gerührt--für +mich was es nichts, ich habe mein Herz dabei verschwendet ohne zu +empfangen, ohne froh zu sein-- + +Georg Hirchfeld. + + + + + Long, long ago-- + long ago. + +Barndomsdage, jeg vil kalde Jer tilbage, Tider uden Nid, venlige +Tider, Jer vil jeg gerne mindes. + +Min Moders fine Trin vil lyde gennem lyse Stuer, og Mennesker, som nu +er graa under Livets Byrde, vil le som de, der ikke kendte deres +Skæbne. Lad dem, som døde, tale igen med milde Stemmer, og gamle Sange +vil slynge sig gennem Mindernes Kor. + +Men ogsaa bitre Ord vil lyde, tunge Ord, som de taler, der kender det +bitre Opgør med det tunge Liv. + + Tell me the tales, + that to me were so dear, + long long ago + long long ago. + +Det var i Hjemmet i Mørkningsstunden. + +Ude faldt der, sagte, Slør over Slør over den skinnende Sne. Længerne +blev borte, de store Popler forsvandt. Kun Jens Røgter listede derovre +ved Staldene med sin Lygte. + +Inde sad vi, Børnene, rundt paa Skamler. Stuen var stor, Krogene +fjerne. Maaske var det, fordi der var saa mørkt, at vi gemte Hovederne +bag et Gardin. + +Moders Stemme lød saa spæd, Klaverets Strenge klang mere som af en +Harpe: + + Tell me the tales, + that to me were so dear, + long long ago + long long ago. + +Sangen holdt op. Der hørtes ingen Lyd. William, der sad Moderen næst, +var falden i Søvn paa sin Skammel. + +-Mo'er, syng mer. + +Der faldt lidt Lys over de hvide Taster, frem over alle Møbler og +svandt. Jens Røgter nussede sagte forbi Vinduerne med sin Lygte. + +-Mo'er, syng mer. + +En Dør blev lukket op, saa varsomt. Det var Faderens. + + Hr. Peder kasted Runer over Spange, + som Helleliden over skulde gange. + Saa løfted han sit Anker, + saa fik han bliden Bør + og sejlede fra Danmark + og fra de danske Mø'r. + Fagre Ord + fryde mangt et Hjerte, + fagre Ord + har forvoldt mig Smerte, + fagre Ord. + +Det er tyst. Fin og rank ses Moderen som en Skygge. Tier Skyggen, +høres det store Ur. + + Fagre Ord + fryde mangt et Hjerte, + fagre Ord + har forvoldt mig Smerte, + fagre Ord. + +Ude løftes nænsomt en Dørklink. Det er Pigerne, der vil høre. Rundt om +Lyset i Messingstagen paa Køkkenbordet lytter de efter, mens "Fruen +synger". + +Forkarlen lister ind. Træskoene har han forsigtig sat fra sig, og han +læner sig til Stolpen ved Vandspanden. + +-Børn. + +-Ja Mo'er. + +-Syng med. + +Moder løfter sin Røst, slaar lidt fastere an i de sitrende Taster og +synger igen: + + Dejlig er Jorden, + Prægtig er Guds Himmel, + Skjøn er Sjælenes Pilgrimsgang. + +Lidt bange for Mørket kommer fra Krogerne Børnenes Stemmer gennem +Mulmet, førte af Moderens: + + Gennem de favre Riger paa Jorden + Gaa vi til Paradis med Sang! + +Ude i Køkkenet sidder Pigerne endnu stille om det brændende Lys. + +Mandfolke-Marie tørrer en Taare bort med Bagen af sin barkede Haand: + +-Den, siger hun, vil Fruen ha'e sunget, naar hun en Gang skal dø. + +Alting er tyst. Kun det store Ur ved Døren taler. Saa siger fra sin +Krog en af Drengene sagte: + +-Mo'er, syng igen den, jeg ikke forstaar. + +Moderens Skygge tier endnu. Saa toner igen--men mere svagt--de +harpelignende Taster: + + Tell me the tales. + that to me were so dear, + long long ago + long long ago-- + +Barndomsdage, jeg vil kalde Jer tilbage--ømme Tider uden Skyld og da +Hjertet fo'r vel. Nænsomme Dage, da Taarerne var linde. + +Barndomsdage, da Moder levede. + +Jeg husker en Dag vi samlede Brombær--Mo'er, vi Børn og Tine fra +Skolen. + +Ned i Grøfter gik det og langs med Hegn løb vi. + +Vi Børn blev hængende i Ranker og hvinede. Smurte var vi i Ansigterne, +saa vi lignede Lars Smeds Unger. + +-Se Drengen, se Drengen, raabte Moder. + +Men Tine havde grebet en mægtig Ranke, der prangede rigt med dunkle +Bær, og hastigt kastede hun den om Moders Skuldre: + +-Aa, De dejlige Kone, sagde hun.... + +Moder stod paa Gærdet, med Ranken ned om sit Bryst. Høj mod den +lysende Himmel. + + * * * * * + +Barndomsdage, Jer vil jeg kalde tilbage. + +Det var et hvidt Hus, og inde i Huset var Tapeterne lyse. + +Alle Døre stod aabne, ogsaa om Vinteren, naar der blev fyret med +Brænde. + +Mellem Mahognimøblerne var der Marmorborde og ogsaa hvide Konsoller, +som var komne fra Augustenborg, fra Slottet, naar de holdt Auktion. Om +de gamle Portrætter var der Evighedsblomster, og der var mange Epheu, +for dem elskede Moderen, naar de slyngede sig op ad en lys Væg. + +Havestuen var saa hvid, som om den skinnede. + +Børnene elskede den Stue og saa Havetrappen, hvor de rutschede ned ad +det hvidmalede Gelænder. + +-Børn, Børn, læn Jer ikke, raabte Moderen, læn Jer ikke til +Gelænderet. + +-For Guds Skyld, sagde hun til Tine, Skolelærerens Datter: det ender +en skøn Dag med at de knækker Halsen. + +-Aldrig faar vi Bud efter den Snedker. + +Gelænderet var skrøbeligt og blev aldrig sat i Stand. + +Men Havedøren blev tidlig lukket og Skodden sat for og de grønne +Gardiner hængt over de hvide, saa det lunede. For Moderen holdt ikke +af Haven og ikke af den store Allé, naar der ikke var Sol over dem, +Sol der skinnede længe. + +-Gud véd, hvordan det ser ud i Køkkenhaven, sagde hun pludselig til +Skolelærerens Tine, medens de om Eftermiddagen sad ved Kaffen. + +Hun kom de tre Fjerdingaar ikke i Køkkenhaven. + +Den laa langt borte bag Poppelalléen og bag Vognporten, og Børnene +maatte heller ikke løbe derop, for saa fik de vaade Fødder. Men en +Gang imellem, naar det var allerværst Føre og det ikke var til at +bunde i den hele Gaard, saa vilde Moderen afsted for at se til Haven. + +I Mandfolke-Maries Træsko og med løftede Skørter drog hun afsted, over +Gaarden. + +Alle Pigerne var ude paa Trappen for at se efter hende. + +-Lille Børn, lille Børn, raabte hun; hun kom ikke ti Skridt, uden hun +blev stikkende med Træskoene. + +Naar hun kom hjem, maatte hun have varme Tvebakker til Styrkelse. + +-Kære De, sagde hun til Skolelærerens Datter: at alle Mennesker ikke +bliver inde om Vinteren. + +Børnene legede paa Gulvtæppet. Det var rødt og graat med mange store +Felter. Felterne var Kongeriger, over hvilke Børnene herskede, og om +hvilke de kæmpede. De stredes og de fældede Taarer. De barrikaderede +deres Kongeriger med Møblerne. Hele Dagligstuen lignede et Babylon i +Forvirring. + +-Hvor de Børn dog kan støje, sagde Moderen til Jomfruen (hun ophidsede +dem selv til Støjen): + +-Saa, saa, nu taber Nina Mammelukkerne igen. + +Med Mammelukkerne var det evigt galt. Saa krølledes de og saa tabtes +de i Kongerigernes Strid. + +Udenfor Vinduerne laa Sneen. Forkarlen og Karlen og Røgteren syslede +med deres. Sindigt og langsomt gik de fra Stald og til Lo. + +Aabnedes Stalddøren, hørte man Køerne brøle. + +-Mo'er, sagde Nina: nu kalder Williams Ko. + +Men det kunde hænde--naar Faderen var ude--at Moderen bad Røgteren +"bare et Øjeblik" lade alle Køerne gaa ud i den hvide Gaard. Og saa +sprang de, alle fjorten, de røde, de hvide og de spættede, rundt paa +Sneen, mens Børnene hujede. + +-Luk til Vænget, luk til Vænget, raabte Moderen. Hun lo højest, midt +paa Trappen. + +Men Pokker tog en af de spættede. + +-Aa, hvor den sprang, sagde Moderen. + +Den sprang saa langt, med Halen ret i Vejret, at den først blev fanget +oppe hos Sognefogden. + +Men naar Faderen kom hjem, var Stalddøren lukket og Gaarden laa atter +som før. Men Moderen havde faaet Tandpine af at staa barhovedet paa +Gaardstrappen. + +Der maatte Bud efter Tine. + +Der maatte altid Bud efter Tine. + +Tine kom med Kjoleskjørtet slaaet op over sit Hoved. + +-Gud, den Kulde De bringer med Dem, sagde Moderen, der altid frøs og +var kuldskær, blot en Dør gik. + +-Tine, jeg har Tandpine, sagde hun. + +Toiletspejlet maatte frem midt paa et stort Bord, og der maatte +"ryges" med nogle smaa Kviste af en Busk, der voksede i Skolelærerens +Have. Alle Børnene, Tine og Jomfruen stod rundt omkring. + +Hele Sovekammeret stod i en Damp, medens Moderen holdt den aabnede +Mund over de rygende Kviste. + +-Tine, Tine, nu, raabte Moderen. + +Tine skulde stikke i Tænderne med en Haarnaal. + +-Der er den, der er den, raabte Moderen: + +-Se Ormen. + +Tine havde anstrengt sig, saa der faldt et Stykke Emaille ned foran +Toiletspejlet. + +Moderen troede ubrydeligt, det var en Orm, og var der kommet tre, fire +Orm, havde hun aldrig mere Tandpine. + +Men Tine var den eneste, der kunde prikke dem ud. Hun prikkede dem +samvittighedsfuldt ud af alle Børnenes Tænder. + +-Kære Fritz, sagde Moderen til Faderen, der gjorde Indvendinger: jeg +ser jo Ormene med disse mine to Øjne. + +-Men der maa oses med Kærbøllings Busk. + +Distriktslægen i Sønderborg sagde, at Røgen af Skolelærerens +Buskvækst var ganske giftig. + +En Tandpineproces kunde godt tage en halv Eftertermiddag, lige til det +blev Mørkning. + +I Mørkningen var der dejligt i Bryggerset. Den varme Damp fyldte det +hele Rum, og Ilden under Kedlen lignede et stort rødt Øje. Pigerne +bankede det vaskede Tøj med Træerne, saa det klang under Loftet. + +Moderen sad paa en Treben midt i Larmen. + +Der var aldrig den Tid og det Sted, Pigerne havde Munden saadan paa +Gled som i Bryggerset. + +Al Landsbyens Sladder stod ind ad Bryggersdøren. + +Moderen kunde høre til i timevis paa sin Treben, til hun pludselig løb +ind i Stuen igen. + +Og uvægerlig sikkert sagde hun efter saadanne Timer i Bryggerset: + +-Gud bevare mig vel, hvad saadanne Mennesker har for Idéer. + +Og det var, som skød hun noget fra sig med sine dejlige Hænder. + +-At De gider høre paa alt det, sagde Tine. + +-Jo, for de ser saa morsomme ud, sagde Moderen, og hun gjorde Pigerne +efter. + +Hun kunde gøre hvert eneste Menneske efter, der kom i Huset. + +Men de fleste Dage blev hun under Mørkningen i Dagligstuen. Der sang +hun. Men der var andre Mørkningstimer, hvor hun blev siddende paa +Forhøjningen, i den høje Rørstol, med Hænderne i sit Skød. + +Da talte hun stille ud i den stille Stue. + +Hun elskede mest at tale om, naar hun blev gammel og naar hun fik graa +Haar, helt graa Haar. + +Og hun var Enke og alle hendes Børn var voksne, og hun var fattig. + +-Forfærdelig fattig, sagde hun. + +Saa kunde der ingen Ting komme paa Bordet om Aftenen undtagen Smør og +Ost i den gamle Krystalosteklokke. + +-Men Smørret maa være godt, sagde hun. + +Og hun udmalede, hvor Dugen skulde være hvid og hvordan Børnene alle +skulde komme hver fra sit Arbejde og drikke The om Bordet, hvor hun +sad, graa og stille og gammel, og var fattig. Thi Fattigdom var for +hende en Slags drømmende Sorgløshed. + +Hun havde vel aldrig set andre "fattige" end dem i de smaa hvidkalkede +Huse langs Landsbyens Gade. + +Naar der var drukket The og Faderen var ude, kom de bedste Timer. Det +var Tiden, hvor Dukkerne kom frem. Spisebordet blev slaaet ud som til +Selskab og Moderen knejsede blandt alle sine Papæsker. Der var +Dukkerne gemte. + +-Nu, nu kunde de komme frem, for nu var Fa'er ude. + +Op kom de, i hundredvis. Det var Modejournalsfigurer, klistrede paa en +Træklods. Hver havde Navn, skrevet paa Bagsiden, hver var sit--alle +blev de stillede op over det hele Bord. Og Komedien begyndte, mens +Moderen dirigerede. + +De Dukker gjorde Selskab og de gjorde Visit. + +De snakkede og de bukkede og de nejede. + +Moderen blev rød af Anstrengelse og hun styrede og flyttede, med +Armene frem over Bordet. + +Børnene havde ogsaa deres Dukker og Jomfruen havde sine. Men aldrig +gik de Papdukker Moderen tilpas, og hun talte for dem alle. + +-Jomfru Jespersen, Jomfru Jespersen, De glemmer Frøken Løvenskjold. + +"Frøken Løvenskjold" var bleven staaende, og hun skulde bevæge sig. +For Moderen var det ikke Dukker. For Moderen var det Mennesker. De +talte og de agerede og de sang. De spillede hundrede Komedier. Snart +var det ved et Badested og snart var det i Paris. + +Børnene saá til, som om hele Verden gik, fornem og fin, rundt der +foran dem paa Bordet. + +Pigerne kom ind. De elskede at høre til. De forstod ikke et Ord, men +stod, ret op og ned, med Hænderne under Forklæderne. Naar der skete +noget sørgeligt med Dukkerne, saa græd de. + +Men midt under hele Komedien fløj Moderen op og alle Dukkerne blev +væltede--ned i Forklæderne, ned i Kasserne. + +Det var Faderen, der kom hjem. + +-Bordet ind, Bordet ind. + +Piger og Børn fik travlt. Moderen selv opgav alt af lutter +Forskrækkelse. + +-Gud, at Børnene ogsaa er oppe endnu, sagde hun. + +Og Børnene kom i Seng saa hurtigt, som sendtes de i Seng paa Hovedet. + +Men Moderen sad midt i Sofaen med de to Mahogniskabe for Enden og var +saa forfærdet, at hun maatte have Syltetøj og Tvebakker.... + +Hun klædte ogsaa Pigerne ud. + +Det var en Aften, hun var ene hjemme med Børnene. + +Saa bankede det haardt paa Gaarddøren, og Jomfruen maatte gaa ud og +lukke op og kom skrigende tilbage: + +-Der var en Vagabond ... der var en Vagabond.... + +Og Vagabonden kom ind i Stuen, mens Moderen skreg højest. Fæl var han, +og Børnene hvinede. Men pludselig opdager en af Drengene, at det er +"store Marie". + +-Mo'er, det er store Marie, skriger han. + +Men i samme Nu hvisker Moderen til Marie: + +-Giv Nina en paa Øret. + +Og Nina fik en Lussing, saa hun røg, af Maries Næve. + +Saa troede Børnene, at det var en Vagabond. + +Men bagefter bød Moderen Mandfolke-Marie en Snaps, og den maatte hun +stikke ud, for nu var hun jo et rigtigt Mandfolk. + + * * * * * + +Hvide Hus, du hvide Hus, som en jublende Skare kommer dine +Minder--kommer og samles om En. + +Kunde jeg blot danne af Ord et Billede, som bestod uforgængeligt--et +Billede, som var Ungdom og Smil, Ynde og Sorg, Glæde med bedrøvede +Øjne, Tungsind, der lo med en kruset Mund; hjælpeløse Hænder, som kun +vidste at hjælpe de andres Nød, fine Lemmer, som mygede sig i Solen og +frøs, naar Sol gik ned. + +Et Billede af den, som elskede Livet og døde af dets Sorg. + +Hun døde som en fager Blomst, der knækkes. + +Ingen Rose, ingen Lilje heller. + +En sælsommere Blomst med sære Fibre, opplejet i sene Aar af en +taalmodig Gartner; en mangefarvet Kalk, saa skøn i Lyset, men som mod +Aftenstid lukker sig sky.... + +En Sejrssang, Smerten kvalte i Struben.... + +En Fremmed paa Jorden og som dog blev elsket som en sjælden Gjæst. + +Hvide Hus, min Barndoms hvide Hus--saadan var hun, som var din Sjæl. + + * * * * * + +Men Efteraaret gik og det led mod Jul. + +Moderen og Skolelærerens Tine sad længe oppe, og Børnene fik Svedsker +for at gaa tidlig i Seng. + +Den gamle Karet rullede hver anden Dag op for Døren, og hele Gangen +var fuld af Fodposer. Der skulde være saa mange Fodposer, naar Moderen +skulde køre. Og Sønderborg var ikke som Augustenborg, noget, man kom +til paa en Springvej, det var to Mil og en hel Rejse. + +Men naar Moderen kom hjem, lo hun og pludrede hun og gemte hun, mens +Børnene blev lukkede inde i Sovekamret, for de maatte ingenting se. De +hørte bare Kusken, der gik ud og ind og slæbte paa Kasser. Det var det +fra København. Saa var "det" kommet. + +Det var det store Spørgsmaal, om "det" kom--alle Presenterne fra +Bedstefader. For kom det ikke, blev der jo tomt paa Julebordene. Et +Aar var det Is og Sne, saa Kasserne blev borte. Moderen sendte Bud til +Sønderborg, og Moderen kørte selv, og Moder lod Faderen +telegrafere--det var de første Aar, man havde Telegrafen--men +Kasserne, de kom ikke. + +Moderen græd og vidste ikke Raad. Hundrede Gange vendte hun sin gamle +Portemonnæ. Der var Hul i, saa Pengene løb ud i hendes Lomme. Men +tilsidst lagde hun Grankviste paa alle Juleborde, og saa saá det ud, +som der var en Masse. + +Men nu var Kasserne kommet, og inde fra Sovekamret kunde Børnene høre, +hvordan Tine masede for at faa dem op. + +Moderen selv havde ingen Ro: + +-Tine, Tine, se der...! + +Tine saá. + +-Tine, saa, nu gaar Fjælen. + +Børnene kom ud af Sengen, men der var stukket Papir i Nøglehullet. + +Inde i Dagligstuen laa Moderen paa Gulvet--det fortalte Pigerne--ned +foran Kasserne. Hele Gulvtæppet flød med Pakker og med Halm og med +Sager. + +Og Moderen raabte: + +-Nej, nej, det er til Nina.... + +-Se dog, se dog, her er til William... . + +Og videre søgte hun, i Halm og i Papirer. Der var ikke det Sted, hvor +det ikke flød. + +-Vor Herre bevar' os, hvad det gi'er for et Rod, naar Fruen en Gang +ta'er fat, sagde Pigerne. + +De gik ogsaa omkring, spændte og nysgerrige. Færdige blev de først ud +paa Natten. For ferske Pølser skulde der stoppes og Dejg skulde der +lægges og alle Husets Klude skulde vaskes til Jul. + +Moderen sad midt i Pølsemageriet, i Bryggerset, med opbunden Kjole og +sang for til Viserne. + +Der var nogle, Bryggeripigerne kunde, og Moderen sang kun Melodierne: + +-For, min Pige, sagde hun til Tine: Ordene er for slemme. + +De alsiske Pølseviser var de værste Landsknægtviser i Landet. + +Men ved Juletid, sagde Moderen: jeg tror saamæn ikke, Maren selv véd, +hvad hun kvæder. + +Til daglig sang Maren Bryggerpige aldrig andet end Viser om den første +slesvigske Krig og Kong Frederik den Syvende.... + +De var saa sørgelige, at hun græd ved det. + +De sidste Dage blev der bagt. + +Hele Huset var fuldt af Æbleduft og Kageduft, og Døren stod ikke +stille til det blaa Gæstekammer. For dér gemtes Æblerne og +Krydderierne og Svedskerne og alting, hvad godt var. Men Tine sprang +op ad Trapperne, saa hendes Skørter fløj ved det: + +-Halløj, Børnlille, nu brases der, raabte hun. + +Børnene lavede Mænd og Koner af brun Dejg, der tilsidst blev ganske +skiden. + +Moderen var i hvidt Forklæde og Faderen gik omkring og var angst for, +at hun skulde skade sine Hænder. + +Moderen skulde altid gøre det sidste, hun smurte Æggehviden paa +Kagerne og hun satte Øjnene i de brune Mænd. + +-Nu maa jeg, nu maa jeg, sagde hun. + +Og hendes hvide Forklæde fløj om hende i Travlheden, mens alle Børnene +løb i hendes Hæle. + +Sikken Damp der var; og Duft af Krydderier og Klang af Stegejern og +Støj af Ovnene; for Ovnene gik op og Ovnene gik i og Kageplader kom +ind og Kageplader kom ud. Men Tine fra Skolelærerens piskede fast +imellem sine Laar, for de hvide Kager skulde der Kræfter til, og +Æggene maatte piskes i timevis. + +-Saa, nu vil jeg, sagde Moderen. + +Og hun fik fat i Lerfadet og rodede rundt i det med den store Ske. + +-Pyh, det gi'er Varme, sagde hun og slap den igen. + +Og hun gav sig til at synge, siddende paa Huggeblokken, i Dampen, rød +i sine Kinder, saa glad: + + Lisbet! Lisbet! + O, hvor er du sød og net! + Se paa mig ret, + Lisbet! Lisbet! + O, hvor er du sød og net! + +De sang alle med i Dampen og Osen, Pigerne og Børnene og Tine, men +Moderen var allerede inde i Dagligstuen: + +-Tine Tine, raabte hun: lad nu dem. + +Hun var falden ned i Gyngestolen. Hun var bleven træt af alt det meget +ingenting. + +Alle Dørene stod aabne, saa Kageosen trængte ind, Piskejernene gik og +Ovndøren klaprede. + +-Aa, Tine, tag mig mine Breve, sagde Moderen. + +Det var Brevene fra Sekretæren, alle Moderens Ungdomsbreve fra hendes +Moder igen og fra hendes Veninder og fra hendes Fader. De laa saa fint +i Pakker, gulnede, sammenfoldede som i den Tid, man ikke brugte +Konvoluter, med visnede Violer imellem, ombundne med Baand. + +Moderen elskede dem. + +Hun læste dem ikke. Men hun blev siddende med dem i sit Skød. + +Og hun fortalte. + +Om sin Fader, den gamle Postmester med det høje Halsbind--en af de +rigtige Embedsmænd, en af dem, som altid troede, de skulde være vrede, +naar de var i Funktion. Bønderne kaldte ham for "Fa'er", men de +skjalv, naar de skulde gøre ham "Ulejlighed". + +Og hendes Moder, bunden til sin Rullestol af Gigt, saa sart og fin, +som havde hun ingen Krop, og bleg af Ansigt, et Ansigt uden Farve og +en af de Munde, der ikke gerne taler, for den har talt sig træt og nu +gemmer den over sine Hemmeligheder. + +-Ja, hun tav stille, sagde Moderen og saá frem for sig, med Brevene i +sit Skød. + +Det var, som om en pludselig Mathed faldt over hende, og hendes Stemme +blev forandret: + +-Men det lærer vi vel alle, sagde hun. + +Faderens Skridt lød med ét gennem Stuen. + +-Det er kun mig, sagde han. + +Moderen bøjede sit Hoved. + +Lidt efter talte hun igen--men ligesom hastigere. + +Hun fortalte om sine Veninder, de unge Piger fra den hvide Gaard. + +-Aa, vi havde vore Stuer øverst i Taarnet, sagde hun: og naar vi slog +vore Vinduer op, saa saá vi Havet.... + +Moderen slog sine Hænder ned i Skødet: + +-Ja, Gud véd, hvordan, sagde hun: men det er gaaet dem alle galt. + +Sløjt var de blevet gift og fejl var de kommet afsted og spredte var +de over Jorden. + +Det eneste, de havde bevaret, det var Pengene og Fornemheden. + +-De havde for hedt Blod, sagde Moderen: jeg tror--og hun tav et +Nu--at der var Elskovssyge i Slægten. + +Undertiden kom der Breve fra dem, fra Byerne og Landene, hvor de sad +som Baronesser og Grevinder, gifte med Landflygtige og Spillere. + +En af dem boede i Nord-Italien. + +Moderen græd altid, naar hun fik Brev fra hende. + +-Aa, hun blev gift, sagde hun, med den gamle knark. + +-Nogle siger, det er en Lord og nogle siger, han har været Skomager. + +Men hvert Aar kom der fra den Veninde ogsaa Breve fra København. + +Hun var hjemme--at se Sønnen. + +-Det er jo det eneste, hun elsker her i Verden, sagde Moderen til +Tine. + +Den Søn havde hun vist faaet noget uregelmæssigt; og saa havde hun +måttet rejse bort og var blevet gift, dernede i Nord-Italien, med +Lorden eller Skomageren. + +-Men hun sidder jo og er rig, sagde Moderen. + +Det var ligesom Livssmerten kom hende nær, naar hun talte om den +Veninde. + +-Ja, Gud véd, hvordan det kan være, sagde hun igen: + +-Men det gik dem alle galt. + +Venindens Fader kom undertiden, altid pludseligt, og altid blev han +ganske kort. + +En høj Mand, mager, med en Holdning som dens, der, uden at bøje Ryg, +er vant til at færdes ved et Hof. + +Pigerne kunde saa ganske uformodet melde: + +-Det er Hofjægermesteren. + +Og han kom ind og han bøjede sig saa mærkelig dybt og saa mærkelig +bevæget for Moderen, der gik ham imøde. Og han satte sig altid i en +lang Afstand og han talte med en Stemme, som kom den langt borte fra +og den var mattet af Sorg. + +Og han gik, saa pludseligt, som han kom. + +Men Moderen græd, naar han var gaaet, og Børnene var bange, for det +var noget omtrent, som havde der været et Spøgelse. + +-Jeg vilde blot se Dem, sagde han, naar han gik, og han bøjede sig +igen og kyssede Moderens Haand. + +Han kom for at kunne nævne dem, der var langt borte.... + +... Men Moderen blev siddende i Juledampen, med sin Ungdoms Breve i +sit Skød. Skolelærerens Tine sad paa en Skammel ved Siden af hendes +Stol. + +Moderen fortalte om sin Forlovelsestid. + +Hun kom jo ind fra Provinsen og ingenting vidste hun og ingenting +kendte hun og fremmed var hun i Excellencens gamle Hus. + +Det var noget nyt og noget helt forfærdende, med Ørstederne og med +Mynsterne i Stuerne og i Huset Oehlenschlæger oppe paa anden Sal. + +Det var et Liv med Lysekronerne altid tændte, og Svigermoder i det +sorte Fløjel, og de gamle Slægtsvaaben broderet paa alle Puder, og +Sølvkander stillede frem paa Etagèrer, og Malerier paa Væggene saa +højtideligt, som i en Kunstsamling. + +Moderen gik helt forskrækket om. + +Men til Forlovelsesgildet, da de drak Skaaler og Excellencen selv +havde skrevet Sangen, da sneg Moderen sig ud paa Trappen, Trappen op +til Oehlenschlæger, og dér sad hun og græd; med Ansigtet i sine Hænder +græd hun og græd. + +Tjeneren fandt hende. + +Han maatte hente Faderen. + +-Nej, nej, jeg vil ikke derind, sagde hun. + +-Lad mig komme hjem--lad mig komme hjem. + +Og hun græd, som skulde hun miste sit Liv. + +Moderen blev ved at fortælle med Brevene i sit Skød, om sin Ungdom, om +de Dage, der svandt. + +Men paa én Gang sagde hun: + +-Naa, der er Ting, man aldrig skulde tænke paa. + +Tine sagde: + +-Det er dog altid godt at tænke paa Lykken. + +-Nej, Mindet om den slaar ihjel. + +Moderen stod op: + +-Men, aa, hvor var det dejligt at løbe paa Skøjter, sagde hun. + +Saa løb hun ud til de hvide Kager. Nu maatte de være piskede. Eller +hun skulde pludselig lægge Laurbærblade paa Sylten: + +-For alt maa det gøres, sagde hun, og gav sig til at løbe omkring. +Medens Tine gjorde alting-- + + * * * * * + + Barndomstider-- + til Jer er jeg flygtet tilbage, + om I kunde lindre mit Hjertes Vé. + Ingen tæller de Taarer, + som udgrædte Øjne + saa gerne vilde græde. + Barndomsdage, + Barndomsminder, + lind mit Hjertes Vé. + + Du, Moder, + der selv led, + rank som en Blomst, + der brat knækkes, + du, Moder, + der selv elsked, + bliv nu hos mig + under mit Hjertes Vé. + + Langt skal Mennesket gaa + og saa haardt maa det træde-- + kom med Eders Glæde + Lind + --for en Stund blot-- + al mit Hjertes Vé. + Barndomsminder, + hvad jeg saa skal bede: + at I kunde linde mit Hjertes Vé. + + * * * * * + +Men Moderens største Dag var Dagen før Juleaften. + +For det var de Fattiges Dag. + +Fra om Morgenen--og det var vist den eneste Aarets Dag, hun stod saa +tidlig op--havde Moderen lagt Risengryn i Poser og Kaffebønner i +Kræmmerhuse og Kandissukker ved Siden af. + +En Vægt var der paa Bordet og Tine vejede. + +Ret skulde der være, og ligemeget i hver Pose. + +Men Moderen hældte paa og aldrig slog det til. + +-Herre Gud, sagde hun: som om det var Jul mer end én Gang om Aaret. + +Naar alle Poser var pakkede, var der ikke Sukker og ikke Kaffebønner i +Huset. + +-For vi ta'er af vores egne, sagde Moderen, naar det kneb. + +Saa om Eftermiddagen kom Husmandskonerne sjokkende. Det var ligesom de +saa underlig sneg sig opad Huset, naar de kom. Og de satte Træskoene i +en Rad i Forstuen, og de kom ind i Stuen paa sorte Sokker og mælte +ikke et Ord, men fik kun deres og gav en sjattende Haand med et: + +-Tak. + +Men Moderen havde travlt og spurgte ud: den trængte til det og den til +det. + +Der var ikke mange overflødige Klude i Barnekammeret, naar +Husmandskonerne var vel ude. + +-Lille Tine, sagde Moderen: vi faar vel altid noget igen. + +Hun sank sammen i en Lænestol, lod alle Vinduer smække op og lod +stænke med Eau de Cologne. + +-For, kære Børn, sagde hun: De Renligste stinker af grøn Sæbe. + +Faderen befalede Stuepigen at aftørre alle Dørlaase. + +... Næste Dag blev der dækket Juleborde. Det var besværligt, og +Moderen var længe om det. For hver skulde have ligemeget. Hele Dagen +gik Moderen og maalte og vejede med Øjnene, og var der for lidt paa et +Bord, stjal hun lidt fra et andet. + + * * * * * + +Træet blev tændt. Tine stod paa en Stige, mens hun tændte det. + +Det var kun Sølv og Sølv og lutter hvide Lys. + +Moderen gik rundt om Træet. + +-Der er ét endnu, sagde hun. Og hun pegede paa et utændt Lys. + +Hun kunde aldrig faa Lys nok, og hun satte dem paa Grenene saa altfor +tæt. + +-Men vi stikker Ild paa Træet, sagde Tine fra Stigen. + +-Nej, nej, der er ét endnu. + +Et Aar havde de stukket Ild paa Juletræet: + +Det blussede op et Nu, mens alt Sølvet flammede og forkulledes, og +Moderen saá til med Skæret over sit Ansigt. + +-Hvor dejligt, hvor dejligt, sagde hun. + +Saa fængede Grenene. + +-Her bliver Brand, raabte Moderen. + +-Ja, det bliver her, sagde Tine, der fløj ud i Gangen og hentede to +Uldsjaler, som hun kastede over det brændende Træ. + +Men Moderen satte flere Armstager paa alle Bordene, og Børnene maatte +danse om det forkullede Træ. + +-Stella, sagde Faderen: hvor Du ogsaa er uforsigtig. + +Der kom et pludseligt Glimt i Moderens Øjne. + +-Fritz, sagde hun og løftede sit Hoved, som saá hun endnu for sig det +skønne og flammende Træ: + +-Fritz, det var saa dejligt.... + +... Der er endnu ét. + +Saa var der ikke flere. Alle Lys var tændt mellem det glitrende Sølv. + +Moderen stod tavs i Træets Glans. + +-Det er den trettende Jul, vi tænder her, sagde hun, og hendes Stemme +lød pludselig mat. + +-Men Bordene, Tine, sagde hun, og hendes Tonefald skiftede, mens hun +saá hurtigt og langt hen over de hvide Duge: + +-Der er ikke nok til Lars Forkarl. + +Hun stod grundende foran Lars Forkarls Bord. + +-Men Tine, hvad skal man ogsaa finde paa til Lars Forkarl? + +Pludselig virrede hun med sit Hoved: + +-Tine, sagde hun, løb ind til Fritz. Vi stjæler ti Cigarer. + +Tine listede ind i Faderens Stue. + +-Maa vi komme? raabte Børnene i Dagligstuen. + +-Straks, sagde Tine og lukkede Døren bag sig. + +Hun havde reddet Cigarerne. + +-Gud ske Lov, sagde Moderen, der sukkede, som om hun var befriet for +en Byrde. + +-Saa binder vi dem om med et rødt Baand, sagde hun. + +-Jeg har ingen Baand, sagde Tine. + +Moderen saá sig om, hen over alle Bordene: + +-Vi tager en Sløjfe fra Frk. Jespersens Fichu. + +Fichuet var en Gave til Moderen fra Frøken Helene Jespersen. Det var +fuldt af mange smaa røde Sløjfer. + +-Ja, sagde Moderen, mens Tine løsnede Baandet: + +-Der er ogsaa for mange Sløjfer paa Frøken Jespersens Fichu. + +Den rosa-røde Stump blev knyttet om Cigarerne. + +-Saa, nu lukker vi op, sagde Moderen. + +Hun aabnede selv Døren, og Børnene stormede ind. + +-Glædelig Jul, sagde Moderen. + +Hun stod midt paa Tærskelen. + +-Hvor er mit Bord? + +-Hvor er mit? lød Børnenes Kor. + +-Dér, dér, sagde Moderen. Hendes Ansigt lyste. + +Børnene stod om hende i Flok med oprakte Hænder. + +-Mo'r, Mo'r raabte de, nu det fra Træet--nu det fra Træet. + +-Ja. + +De sidste Gaver laa pakkede ind i mange Papirer ved Juletræets Fod. +Moderen krøb rundt paa Gulvet, mens hun tog dem frem og samlede +Pakkerne i sin Favn. + +Nu havde hun dem, og hun stod op midt mellem Børnene. + +-Nu, nu, raabte Børnene. + +-Ja. + +Og hun kastede dem, som i Grams, ned mod Børnenes oprakte Arme: + +-Til Dig, og + +-Til Dig, og + +-Til Dig, raabte hun, mens Børnene jublede. + +Faderen var traadt frem i den aabnede Dør. + +Lænet til Dørkarmen stod han tavs og betragtede Moderen og sine Børn. + +Og hastigt, mens et Glimt af Ømhed--eller maaske kun af +Beundring--lyste, et Nu, i hans Øjne, gik han frem imod Moderen: + +-Du, Giverske, hviskede han. + +Moderen slog Øjnene ned, saa det næsten saá ud, som lukkede hun dem et +Sekund: + +-Du giver, Fritz, sagde hun. + +Faderen gled bort. + +-Men, Tine, nu maa Folkene ind, sagde Moderen. + +De havde allerede samlet sig i Gangen. + +Pigerne var paa Sokker, og Karlene havde Støvler paa. + +-Saa, lille Børn, sagde Moderen og lukkede Døren op: + +-Nu er det Juleaften. + +De kom alle ind, En efter En, meget langsomt, med et underligt Sæt +over Dørtrinet, som satte de over en Barikade. I Ansigterne saá de ud, +som skulde de til Alters. + +Bagest kom Jens Røgter. + +Han var i stribet Vest over Bukserne, der hang bedrøveligt. + +De fik Gaverne, og de takkede--hvad de sagde havde aldrig noget +Menneske hørt--og, skulende til hinandens Presenter, bragte de dem, +ligesom i Sikkerhed, hen rundt i Krogene. + +-Saa, Jens Røgter, sagde Moderen, nu skal vi danse. + +Hun dannede en Kæde. + +Forrest var hun selv med Jens, Børnene tog Pigerne og Karlene. + +-Slut Kreds, raabte hun til Tine, og hun begyndte at gaa. + +Langsomt drog Kredsen om Træet, mens Moderen, med lidt sitrende Røst, +begyndte at synge: + + Dejlig er Jorden, + Prægtig er Guds Himmel, + Skøn er Sjælenes Pilgrimsgang! + + Gennem de favre + Riger paa Jorden + Gaa vi til Paradis med Sang! + +Lidt efter lidt faldt Alle ind, mens Moderens Stemme steg, og de +langsomt blev ved at vandre om Træet. + +Alles Ansigter var vendt opad, op mod Juletræets Lys. + +Inde fra Halvmørket faldt pludselig Faderens Stemme ind, saa mærkelig +dybt, som fra langt borte. + +Moderen var stanset ved Lyden af hans Sang. Saa gik hun atter videre, +stirrende ind i Træets Lys: + + Gennem de favre + Riger paa Jorden + Gaa vi til Paradis med Sang! + +Sangen døde hen. + +-Syng nu alene Mo'r, sagde den ældste Dreng. + +-Ja, vil Fruen synge alene, sagde Mandfolke-Marie, der hele Tiden græd +stridt uden at vide det. + +-Ja, sagde Moderen. + +Og uden at tage sine Øjne fra Træets Lys, sang hun halvhøjt--hun +alene, medens de Alle gik endnu langsommere: + + Glæden er Jordens Gæst idag + Med Himmelkongen den lille, + Du fattige Spurv, flyv ned fra Tag + Med Duen til Julegilde! + + Dans, lille Barn, paa Moders Skød, + En dejlig Dag er oprunden, + Idag blev vor kære Frelser fød, + Og Paradisvejen funden. + +Der var tyst et Øjeblik, og Alle var stansede. + +-Saa leger vi, sagde Moderen. + +Og hun satte Jens Røgter i Galop, saa Alle maatte følge, mens hun +sang, og Børnene faldt i "om Træet, der skal vises, og siden skal det +spises". + +-Gud bevare mig vel, sagde Moderen, hvor den Dreng synger falsk. + +Det var den ældste, der skraalede lige op i Træet. + +Den Mindste faldt i Kæden. + +-Op igen, sagde Tine. + +Men den Mindste græd. + +-Saa danser I Andre, sagde Moderen, og hun satte sig hen med den +Mindste paa sit Skød. + +Lysene begyndte at brænde ned, og de holdt op at danse. + +Folkene drog af, og Tine gik i Lag med at bringe de Mindste i Seng. + +Moderen sad paa det samme Sted. + +Paa Gulvet, med Hovedet mod hendes Knæ, laa den ældste Dreng, mens +Lysene slukkedes, et efter et, og Sølvets Glans blev mat. + +-Moder, sagde han, nu dør Juletræet. + +-Ja, min Dreng, sagde Moderen, og hendes dejlige Haand faldt bort fra +hans Haar, ned i hendes Skød: + +-Nu dør det. + +Tine kom tilbage. + +Endnu brændte de sidste Lys. + +-Bring ham i Seng, sagde Moderen. + +-Sov vel, sagde hun, og hun kyssede Drengen paa Panden. + +-God Nat, Moder. + +Moderen sad ene. + +De sidste Lys flammede op som Blus og sluktes. Træet var mørkt. + +Gennem Stuerne derinde hørtes Faderens Skridt. + +-Er De her, Frue? sagde Tine, der vendte tilbage. + +-Jeg sidder her. + +De var tavse et Øjeblik. Saa sagde Moderen: + +-Tine, tag Karmen for Døren bort. + +Tine gjorde det. + +-Og luk op, sagde Moderen. + +Hun havde rejst sig op og lagt et Sjal om sine Skuldre. + +Stille traadte hun ud paa den snedækte Havetrappe. Tine fulgte hende. +Foran dem laa Haven, hvid og tavs. Moderen stod længe med opadvendt +Ansigt, stirrende op mod Stjernerne. + +-Frue, sagde Tine, hvor er Betlehemsstjernen? + +Moderen svarede ikke. Maaske havde hun ikke hørt det. + +-Ser De Venus, Tine? sagde hun saa. + +Og atter stod de tavse. + +Der hertes ingen Lyd i den hvide Have. De stille Marker sov. Tyst +vandrede Stjernerne over dem. + + * * * * * + +Efter Jul kom Tiden, hvor der læstes. + +Tine kom i Mørkningen og fik Indholdet af Bøgerne. + +Moderen sad foran Kakkelovnen, med de hvide Hænder om sine Knæ og +fortalte og digtede om. Der var ingen Bog, som blev _den_ Bog i hendes +Tanker. + +Oehlenschlæger var i saadan højtidelige, sorte Bind, og der var saa +mange Mærker paa Bladene. Moderen kunde Tragedierne næsten udenad, og +dog læste hun dem altid igen. Naar hun slog Øjnene op fra Bogen, mens +Børnene lyttede, var det, som var hendes Øjne blevet dobbelt saa +store. + +-Mo'er, læs mer, sagde den ældste Dreng. + +-Skal Børnene aldrig i Seng, sagde Faderen, der aabnede sin Dør. + +-Jo, Fritz, straks, svarede Moderen og læste videre. + +Hendes Stemme var mild som bedrøvede Kærtegn er, og der var Taarer i +hendes Øjne. + +Helst læste hun Thoras Ord, hvor hun tager Afsked med Hakons Lig. + +Tine sad og snøftede som en Sæl. + +-Skal Børnene i Seng? + +-Straks, Fritz, straks.... + +Og Moderen blev ved at læse. + +Tit var det Christian Winther. Oftest "Hjortens Flugt". Versene smøg +sig saa ømt om hendes Stemme. + +-Aa, der er ingen, der læser som Fruen, sagde Stuepigen. Hun hørte til +henne i Krogen ved Bogskabet. + +Til sidst blev Faderen utaalmodig, og Børnene _skulde_ i Seng. + +Saa græd de og fik Svedsker for artigt at følge med Barnepigen. + +Men Moderen fulgte Tine op ad Alléen med bart Hoved. + +I klare Nætter gik hun der længe. Hun holdt saa meget af Stjernerne. +Lange Tider kunde hun staa og tælle, hvor mange hun kunde se paa en +Plet. + +Tine stod hos. + +Hun spurgte, hvad Stjernerne hed. + +Men Moderen havde givet dem Navn efter sine Venner. + +-Det var hendes Moders Stjerne.... + +-Saá De den? + +-Og det var Alice's--ser De den? For den er saa bedrøvet. + +Der var saa mange bedrøvede Stjerner og dem elskede hun højest. + +-Stella, raabte Faderen fra Gavlen: + +-Stella, Du forkøler dig. + +-Jeg ser kun paa Stjernerne, sagde hun. Hun blev staaende et Øjeblik +og holdt endnu sit hvide Ansigt opad: + +-Det er Fritz' Stjerne, sagde hun, ganske sagte. + +Og hun gik stille ind. + +Men at stirre paa Stjernerne var hende næsten en Lidenskab. + +-Saa er jeg; sagde hun, sammen med alle mine Venner. + +Undertiden fulgte hun Tine lige til Kirkegaarden, men længere aldrig. +For hun var bange for Spøgelser. Paa dem troede hun fuldt og fast, og +sikkert var det, at der hjemme spøgede i det blaa Kammer, det gjorde +det. + +Hun bekræftede det med et Nik: + +-Det véd ogsaa Fritz, sagde hun. + +Men den, der spøgede i det blaa Kammer, var en hvid Dame, og saá man +hende, skulde nogen dø. + +Moderen havde set hende _en_ Gang, og da var den gamle Postmester død. + +Ellers vidste hun mange Spøgelseshistorier, og fortalte dem i +Mørkningen, saa Børnene gøs. + +Helst fortalte hun den fra Aaholm, for den vidste hun var sand, fordi +den var hændet en af hendes Tanter. + +Det har nu altid spøget paa Aaholm, sagde Moderen: men dette er sandt, +for Olivia sad og friserede sig til Bal, da hun paa en Gang ser en +Dame komme ud af Væggen--livagtig--hun saá hende i Spejlet ... I graa +Silkekjole med store Buketter af Roser, gik hun lige hen og stillede +sig bag hendes Stol. + +-Men Olivia fløj op og styrtede ud paa Gangen og skreg og skreg.... + +-Men godt var det, at Damen ikke havde faaet hende i Haanden. For det +var jo hændet en Selskabsdame ... og hun kom løbende ud paa Gangen, op +ad Trappen, ind til Grevinden og raabte: en Dame kom ud af Væggen og +hen imod mig og lige op til mig og tog mig i Haanden--og drejede mig +rundt.... + +-Og saa, i det samme Nu, blev Selskabsdamen gal.... + +-Ikke til at redde, hun var gal. + +Fortalte Moderen. + +Men hun sagde ogsaa, at tilsidst havde Greven paa Aaholm ladet grave +paa det Sted i Muren og i et hemmeligt Rum havde de fundet et Skelet. + +-Hun var naturligvis blevet myrdet, sagde Moderen. + +Alligevel var Spøgelser nu sin Sag. Men Varsler, det var noget, der +var bevist. Og Hunde og Ugler, de vidste mer end Mennesker. + +-Aldrig skreg Uglerne i Kirketaarnet, uden imod Dødsfald i Sognet. + +-Det véd da Degnens, sagde Moderen, og hun nikkede. + +Om Vintereftermiddagene gik Moderen med Børnene paa Besøg. Alle +Børnene pludrede, mens de gik gennem Alléen, rundt omkring Moderen som +en Fugleungeflok. + +Oppe ved Enden af Alléen boede Sognefogden. + +Fin og pæn og hvid laa Gaarden stor og bred, midt paa den hvide Mark, +lukket med en grønmalet Port. + +Der var de Dage, hvor de gik ind om til Sognefogdens. + +Sognefogdens "Kvind" gik straks i Køkkenet. + +Hun sagde sit Goddag med en Stemme, man ikke hørte, rakte En en fugtig +Haand, man ikke fik fat i, og gik i Køkkenet for at sørge for Mad. Man +havde ikke været ti Minutter hos Sognefogdens, før Bordet bugnede. Der +var altid Ribbenssteg og Rødbeder ved Siden af Sylte. Brødskiverne var +saa store som et Landkort. + +Sognefogden var en tyk Mand, der havde Frakke til Brug ved Altergang +og Marked i Augustenborg, men som ellers var i Skjorteærmer. Han sagde +aldrig noget, men lo altid, saa hele hans Krop rystede. + +Moderen satte sig fortvivlet til Sylten. + +Men kom hun hjem fra en Sognefogedvisit, maatte hun altid have et Glas +Rødvin til at skylle Fedtet ned med. + +Der var gaaet Aar hen, og altid gik det ens hos Sognefogdens: at Konen +gik i sit Køkken efter sit Goddag, og Manden, i ham begyndte det, bare +han saa "Moderens" Ansigt, at klukke, saa hele den lille Mellemstue +skjalv. + +Men saa en Dag, det var en Mørkning, slæbte der sig noget som en tung +Byldt ind i Dagligstuen hjemme. Og Byldten--det var ikke andet end +Tørklæder og et stort Sjal og et lille Sjal--kom ikke længer end til +Stolen ved Bogskabet, men dér faldt den ned som en tung Dyne falder, +og Byldten græd og græd og græd. + +Ud fra alle de Klæder kom Graaden stille og ustanseligt. + +Den Byldt var Sognefogdens Kone, og da var hendes Søn død ved et +Vaadeskud. + +Moderen knælede ned, og hun søgte at komme ind til Konen--ind gennem +Sjalerne, ind for at trøste hende. + +Men Byldten bare græd og græd og sagde: + +-Jeg skulde tale med Pastoren. + +-Ja, ja, Madam Hansen, ja, ja, Madam Hansen.... + +-Jeg skulde tale med Pastoren. + +Og Byldten kom hen over Gulvet, jamrende saa stille, saa tung som +noget, der ikke levede, ind til Præsten. + +-Hvor hun græd, sagde Moderen, hvor hun græd--naar man bare havde +kunnet faa Sjalerne af hende. + +Som om det havde bragt hende den Sorg nærmere. + +... Moderen og den ældste Dreng skulde op og se Sognefogdens Søn. + +Det var ligesom der ikke hørtes en Lyd i Huset. Hunden gøede ikke og +Fjerkræet var lukket inde. + +Sognefogden tog imod Moderen og Drengen i Døren. + +Han havde en sort Frakke paa og han sukkede. Tale gjorde han ikke, +mens Moderen og Drengen stille gik gennem Stuerne, hvor alle Dørene +stod aabne. + +I Storstuen stod Kisten. + +Der var saadant et gult Lys, som der kommer, naar der er Lagner for +Vinduerne. + +Sognefogden tog Klædet væk fra Ligets Ansigt. + +Der laa Sønnen stille. + +Hjemme i Borgestuen havde de sagt, at ved Anders Niels var mange Piger +kommen galt afsted: + +-For han havde saadan en kvindagtig Mund, havde Avlskarlen sagt: + +-Som Pigebørn ikke stod for. + +-Og et Par Ben, de ikke fik Øjnene fra.... + +Men nu laa han stille. Det var ligesom der slet ikke var noget Udtryk +i hans Ansigt--kun Kulde. + +Sognefogden gik og mumlede nogle Skriftsteder, han kunde fra sin +Konfirmation. + +Moderen saá længe paa Ligets Ansigt. Saa dækkede hun selv Klædet til. +Det laa saa højt over den store og lige Næse. + +Sognefogdens Kone havde ikke været inde. Hun gik paa sorte Sokker i +sit Køkken. + +Da Moderen og Drengen kom ind i den forreste Stue, stod Bordet dækket. +Det var fuldt af Mad. + +Konen gik om og bød. + +Dørene stod aabne ind til den tyste Lig-Stue. + +Sognefogden spiste sindigt. Stykke efter Stykke. Han maatte spise +meget i de Sørgedage. + +Talt blev der ikke. + +Drengen fik Solbærrom og stak Glasset ud--for Moderen saá det +ikke--saa han blev ganske ør. + +De sad længe ved Bordet. Sognefogdens Kone havde sat sig ved Døren. +Hun havde ikke mælt et Ord. + +Men da Moderen vilde gaa og kom hen til Konen og vilde sige Farvel, +mærkede hun, at Staklen rystede over det hele Legeme. + +Hun saá ned i Gulvet, og da hun forsøgte at tale, fik hun næsten ikke +Ordene frem.... + +-For det var saa meget, blev hun ved at sige ... men hun vilde bede, +om Fruen ikke vilde synge lidt ... om hun vilde synge lidt ved Liget. + +Moderen svarede ikke. + +Hun tog kun stille Tøjet af igen, og de gik ind alle fire--gennem +Stuen, gennem Mellemstuen, ind i det gule Lys. + +Fogden bragte en stor Salmebog. + +Men Moderen sang ud i Luften og uden at se paa den døde Søn: + + Naar jeg betænker ret den Stund, + da jeg skal heden fare, + min Sjæl sig fryder mangelund, + som Fugl ved Dagen klare. + O Dag, saa blid, + da al min Strid + skal faa en salig Ende: + Til Glæden sød, + i Jesu Skød, + jeg gaar fra min Elende. + +Forældrene rørte sig ikke. Moderen ene sang. + +Drengen stod og saá paa hende. Hun var ganske hvid i Ansigtet. + +Den ene Stemme lød saa sært, dér over en fremmed Død. + + Eja, min Sjæl, vær frisk og bold. + Glæd dig i Christ, din Herre! + Thi Døden, som var Syndens Sold, + Dig nu skal Frelse være. + Straf var den før, + nu er den Dør + til Himlens lyse Rige. + Nu er din Død + en Søvn Saa sød, + al Sorg med den maa vige. + +Der var stille et Øjeblik. + +Saa lagde Konen Klædet over Ansigtet. + +Drengen hørte ikke Moderen sige saa meget som Farvel. + +Sognefogden gik med dem hen over Gaarden. Han lukkede Porten op og +lukkede den i. + +Moderen og Drengen kom ud paa Vejen. Moderen talte ikke. + +-Moder, sagde Drengen, du var hvid i Ansigtet. + +-Kom nu, sagde Moderen. + +Da de kom hjem, var Moderen tavs og frysende. Ved Aftensbordet blev +der næsten ikke talt. + +-Fritz, sagde Moderen pludselig: + +-Det Menneske har ikke haft nogen Sjæl. + +-Stella. + +-Nej. + +Moderen tav lidt. + +-Han har kun haft Blod ... og nu er det blevet koldt. + +Faderen svarede ikke. + +Men Moderen sad et Øjeblik: + +-Menneskene burde altid blive gamle, før de skal dø, sagde hun. + +-Stella, saa du taler. + +-Jo, det er sandt. For saa har Lidelserne altid givet dem en Slags +Sjæl. + +Hun tav lidt: + +-Ungdommen har kun Blod. + +Det var, som var Moderen i et hemmeligt Oprør: + +-Jeg kan ikke glemme det Ansigt, _hvor der intet var--_ + +Hele Øen mødte til Begravelsen. + +... Men kom man forbi Sognefogdens Gaard, laa de smaa Husmandshuse bag +Gærderne. Deres Vindueskarme var grønmalede og deres Døre var grønne, +men selv var de hvide midt i Sneen. + +Moderen nikkede til hver Rude og Børnene nikkede efter, og den ældste +Dreng løb i hver Snedrive, der var kastet op langs Vejen: + +-Saa den Dreng gaar, sagde Moderen. + +I det yderste Hus boede Elsebeth. + +Hun var den ældste i Byen. Hun var vist hundrede Aar. Der var saa +stille i Stuen, at Børnene syntes ikke en Gang Katten turde knurre. +Eller maaske havde den glemt det. For den var ogsaa gammel og laa ved +Sengen. Men naar den gad aabne sine graagule Øjne, saa troede man, den +vidste mange Ting. + +Før i Tiden havde Else spundet--spundet, spundet. + +Men nu var Rokken stillet hen. + +Den stod ved Karmen. Den stod som et Ur, der allerede er runden i +Staa. + +Elsebeth nikkede til Moderen, naar hun kom. + +Stemmen kom saa dybt nede fra det svære Bryst: + +-Ja, jeg sidder her, sagde hun. + +-De sidder jo godt, Elsebeth, sagde Moderen. + +Katten rørte lidt paa sig og Moderen skottede hen efter den--ti for +Katten var Moderen bange: den holdt ikke af Fremmede, den vilde ha'e, +Elsebeth og den skulde være ene. + +-Ja, En sidder og venter, sagde Elsebeth. + +-Først lever En og saa tænker En tilbage og saa tilsidst sidder En +bare og venter. + +-Gamle Folk bliver kloge, sagde Moderen. + +-Ja. + +-Men det nytter dem ikke, Madam, og heller ikke de andre. For Blodet +er Blodet, og det vil syde, til det bliver mat eller koldt. + +Elsebeth saá paa den ældste Dreng--hun havde saa klare Øjne, men de +sad dybt--: + +-Han vil ogsaa en Gang faa Blod nok, sagde hun: + +-Blod nok og Taarer nok faar man paa samme Tid. + +-Hvad siger hun? spurgte Drengen. + +Men Moderen svarede ikke. + +Elsebeth tav en Stund, mens Katten havde aabnet sine Øjne. + +-Saa er det Modersorgens Tid, men ogsaa det gaar over. + +-Hvad siger hun? spurgte Drengen. + +-Der er Mødre, som dør, mens deres Børn er smaa, sagde Moderen. + +-De har det bedst, sagde Elsebeth. + +Der var stille i Stuen. Ogsaa Uhret var gaaet i Staa. Elsebeth trak +det ikke mere op. Naboens Kone kom til sin Tid--efter Solen--og bragte +Elsebeth op og bragte Elsebeth til Hvile. + +-Men tilsidst saa tænker man kun, hvad vel det Hele skal til. + +-Hvad mener Elsebeth? + +-Jo, Madam, for Gud er for stor og han kan heller ikke ha'e no'et med +os at gøre. + +-Vi véd det ikke, Elsebeth, sagde Moderen. + +-Jo, Madam, for vi er for smaa, og han kan ikke ha'e Tid at ha'e +noget med os at gøre. + +Elsebeth tav og Moderen stod op med sine Børn. + +-Farvel, Elsebeth, sagde Moderen, her stiller jeg Hyldebærsaften. + +-Farvel, sagde Elsebeth. + +Men ude paa Vejen var Moderen tavs. + +-Hvad var det alt, hun sagde? spurgte Drengen. + +-Hun talte om Dig, sagde Moderen. + +Og hun tav igen. + +Men naar den ældste Dreng var ene ude, gik han, naar han kom til +Elsebeths Hus, altid over paa den anden Side af Vejen. For det var, +ligesom han var bange. + +... Naaede man videre hen ad Vejen til Degnens, kom man til Madam +Jespersen. + +Hendes Hus laa paa et Gærde, og man maatte klatre derop ad en Trappe, +der kun havde ét Rækværk. For-Stuen var strøet med Sand, og der +lugtede af Jomfruelighed og Lavendler. + +Madam Jespersen sad paa en Forhøjning og strikkede Stykker. Dér havde +hun siddet saa længe Stærene var kommet til Byen. "Stykkerne", som hun +strikkede, laa hvidtskinnende paa hvert Møbel og paa hver Stol. + +Havde Børnene sat sig og skulde de rejse sig igen, gik de med hver sit +Stykke klistret til en lidet omtalt Legemsdel. + +-Dreng, Dreng, sagde Moderen til den ældste og fik Stykket tilbage paa +sin Plads. Alle Stolesæder var broderede med Kanevas af Frøken Helene. +Frøken Helene broderede altid Stjerner i mange Farver paa forskellig +Bund. + +Madam Jespersen talte Holstensk--for dér var hun fra--og havde en Gang +været Kammerjomfru hos de Rantzauer. Ingen vidste, hvordan hun var +slaaet derhen, just i denne Krog. + +Hun var altid i Moiré, og fyldte en hel Mahognistol med brede Arme. +Paa Hovedet havde hun en tronende Kappe, som Børnene troede hun sov +med. Om Haand-leddene bar hun Armbaand af Rav. + +Hun stod kun ned af Forhøjningen, naar hun gik i Kirke. Saa var hun i +Moiré-Mantille og derover et strikket Sjal. + +Frøken Helene maatte, naar Kaffen skulde paa Bordet, altid rydde mange +Mønstre til Side. Det var Mønstre af graat Indpakningspapir til hendes +aldrig fuldkommengjorte Garderobe. Hun var to Gange om Aaret i +Flensborg og vendte tilbage med Hovedet fyldt af Modeller til +Kjoleliv, som beskæftigede hende i det følgende Halvaar. + +I Tøjer elskede hun de skotske Mønstre. + +Hvad hun omsyede, var kun Livene. Nederdelene forblev saa nogenlunde +de samme. Kun til Tider forsynedes de med Garneringer. + +Kagerne til Kaffen kom frem af en Kasse, der stod under Madam +Jespersens Seng. Madam Jespersens Seng var høj som et Bjerg. + +-Ach ja, man maa være taalmotich, sagde Madam Jespersen og lod +Hænderne synke. Hun havde en Gang prynset sig med mange +Kammerjomfruringe, som nu var forsvundne i de korte Fingres Fedme. + +Jomfru Helene vimsede og snakkede. + +Jomfru Stine stak kun et knoklet Ansigt ind ad en Dør til Goddag. Hun +maatte blive i sin Syskole. + +-De kan da blive et Minut, sagde Moderen, lad dog de Unger sy. + +Men Jomfru Stine var ude igen i en Stue bag Gangen, hvor syv Pigebørn +med Musehaler syede Linnedsyning med sammenknebne Munde. + +Jomfru Stine var lang som et Mandfolk og senet som et Øg. + +Hun havde Stave-Hold om Formiddagen og Sy-Hold om Eftermiddagen. Hun +fik en Mark om Maaneden af Sy-Holdet pr. Hoved. + +-Ach, ja, sagde Madam Jespersen, den Stine la'er sig aldrig Ro. + +-Men man maa være taalmotich. + +Jomfru Helene lagde Kagerne paa et lille Porcellæns-fad med seksten +smaa Haandbevægelser for hver Kage. + +Hun løb til og fra Køkkenet for at passe Kaffen, mens hun ustanseligt +snakkede. Jomfru Helene snakkede uden Ophold hele Aaret uden at nogen +Moders Sjæl den en og tredivte December vidste, hvad hun havde sagt. + +-Ja, die kleine schwärmt, sagde Madam Jespersen. + +Var Kaffen paa Bordet, kom Jomfru Stine ind i et Nu og satte sig ved +Døren paa en af de tre Mahognistole med rigtige Sæder--de andre +Genstande til at sidde paa var mere skrøbelige, med Fletrygge--for hun +satte sig haardt og maatte have noget under sig. + +Hun slugte Kaffen og var ude igen. + +Fra Kagefadet var der altid forsvundet nogle Kranse. Hun uddelte dem +som Belønning i Syskolen. Det laa ellers ikke til Frøken Stine at +stjæle, men af Kagerne stjal hun i ubevogtede Øjeblikke. Kunde hun +ikke det, købte hun Sukkerkringler i Kroen. + +Det gik til Musehalerne. Der var jo altid én, der var færdig med et +Stykke Linned. + +Naar Moderen kom ud i Gangen for at gaa, stak Jomfru Stine sit Hoved +ud af Skolestuen--det slog lidt lummert ud af det lille hvidkalkede +Hul--hun skulde altid kysse Moderen, før hun gik. Det var det eneste +voksne Menneske, hun kyssede. + +Den ældste Dreng løb paa alle de fjorten Træsko i Forstuen. + +-Hvor den Dreng er kejtet, sagde Moderen: + +-Han lærer aldrig at føre sig. + +Jomfru Stine blev staaende i Husdøren og nikkede, men Jomfru Helene +bøjede Blomsterne i Stuevinduet til Side med en sirlig Haand og +smilede bare. + +-Moder, sagde den ældste Dreng, naar de kom ned paa Vejen, Jomfru +Stine har Øjenbryn ligesom Lars Forkarl. + +Jomfru Stine havde Mandfolkeøjenbryn over et Par Ungpigeøjne. + +Moderen elskede at lade sin ældste Pode snakke. Han snakkede ganske +som hun selv, i de samme Sætninger, med samme Ordstilling, med en +gammelklog Vigtighed, der virkede som Visdom. Og altid stak hans +Hoved, der var for stort til Kroppen, frem ved Siden af Moderens +Skørt. + +Naar de kom hjem fra Børneselskab, vilde Moderen altid have Beretning +om Gildet. + +Hun satte sig midt paa Dagligstuegulvet i sin Yndlingsstol, som satte +hun sig foran et godt Bord. + +-Saa, sagde hun, lad mig saa høre. + +Alle Børnene talte i Munden paa hinanden. + +-Drengen først. + +-Drengen først, sagde Moderen. + +Og Drengen sprang op i Fløjelsblusen, og abede alle efter, Piger og +Drenge, i Stemme og Lader, og Moderen vred sig af Latter i sin Stol. + +-Og hvad saa? Og hvad saa? + +Drengen blev ved. Han kunde det hele Selskab udenad. Han abede efter +og han sprang som en Kakkelak. Tilsidst sagde Moderen: + +-Hvad fik I? + +Og Børnene skreg Maden i Munden paa hinanden. + +Af Maden i Selskaber lo Moderen mest: + +-De lærer aldrig at spise her tillands, sagde hun: Herre Jesus, hvad +er det, de sætter paa Bordet. + +Til Børneselskaber satte de jo nu en Gang for alle kun Smørrebrød og +Mandelbudding paa Dugene. + +Faderen aabnede tilsidst Døren til sin Stue: + +-Stella, du ødelægger ganske den Dreng, sagde han. Børn skal dog ikke +kritisere, fra de ligger i Vuggen. + +-Fritz, jeg kan da ikke hindre Drengen i at se. + +Og Faderens Dør lukkede sig igen. + +Faderens Dør var næsten altid lukket og Børnene vidste næsten ikke, +hvordan der saa ud bag den Dør. For de kom der saa sjældent og derinde +var mørkt. + +Stuen vendte mod Nord, og der kom aldrig Sol. Møblerne var af dybt +Mahogni. + +Faderen vandrede mest--op og ned ad sit Gulv. + +-Hvem er det? sagde han, naar nogen kom ind, og ligesom fór sammen. + +-Det er mig, svarede et af Børnene, der kom for at hente en Bog. + +Og Faderen vandrede videre henover sit Gulv, mellem de samme fire +Vægge. + +Han elskede at have det hedt, og havde dog altid hvide Hænder af +Kulde. + +Ved Middagsbordet, naar et af Børnene talte, kunde han pludselig rive +sig ud af sine Tanker--han sad altid bag en Flaske fin Rødvin med rødt +Lak--: + +-Gud véd, hvordan de Børn bliver opdraget, sagde han. + +-Kære Fritz, svarede Moderen, hvordan skal man opdrage Børn paa +Landet. + +-Som Børn, sagde Faderen og faldt igen i Tanker. + +Han var altid hvid i sit Ansigt, og hans Skæg var begyndt at blive +graat. + +Men Moderen sagde til Tine fra Skolen: + +-Kære Ven, Børn er Børn, hvad de ikke hører her, det hører de i +Borgestuen. + +Det var særdeles sandt. Børnenes gladeste Timer var i Borgestuen. Der +var saa koghedt, saa de blev glorøde i Hovederne, mens de sad i +Krogene og hørte til. Der var bestandig stor Forsamling fra hele +Landsbyen, fordi aldrig nogen tænkte paa, hvormeget øl der blev fyldt +i Krusene. + +Udepigen løb bare til og fra, paa sine sorte Sokker, og skænkede. + +Det var som paa en Kro. + +Lars Forkarl sad for Bordenden og førte Forsædet. Husmændene garnerede +Væggene. Maren Udepige stod ved Døren og grinede. + +Der var ikke den Sladder fra Landsbyen, som ikke gik gennem +Borgestuen. + +Moderen lukkede undertiden Døren op: + +-Naa, Børn, hvad Nyt? + +Og hun satte sig selv ved Kakkelovnen. Saa førte kun Lars Forkarl +Ordet, mens Husmændene sad og skævede til deres Krus. + +Lars Forkarl havde været der saa længe, nogen kunde huske. Alle +Tjenestefolkene blev i Huset de uendelige Aar. Moderen klagede +bestandig til Faderen over deres Opførsel. Faderen sagde: + +-Men saa lad dem gaa. + +Moderen vendte hjælpeløst Øjnene mod Loftet: + +-Men de vil jo ikke, sagde hun. + +Og de blev. + +Stuepigen havde det med Hovedpine. Hun bandt sit Hoved ind i +Haandklæder, saa hun lignede en Haardt-saaret, og gik ud og ind ad +Døren, mens hun jamrede. Midlet mod hendes Onde var en ustanselig +Kaffestrøm og hun foretog sig intetsomhelst. + +-Jeg finder Hannes Koste allevegne, sagde Moderen. + +Kostene var forladte. + +Hanne selv sank sammen i Dagligstuen ved Bogskabet og jamrede: + +-Jeg har sagt til Marie, hun sætter Kaffen paa, sagde hun. + +-Det var jo godt, svarede Moderen. + +-Vil Fruen ikke ha'e en Kop med? jamrede Hanne. + +-Aa, Tak, naar den er der, sagde Moderen. + +Husjomfruen sad ved Vinduet og broderede. Det var en meget lang og +apatisk Person, der brugte bestandig at være fornærmet som Paaskud til +intet at udrette. + +Moderen saá sig rasende paa hende og spurgte hende hver Ugedag, om hun +ikke vilde tage til Sønderborg med Vognen. + +-Gud, sagde hun, saa er jeg af med hende saa længe. + +Hun slog Hænderne sammen i sit Skød. + +-Alle mine Husjomfruer bliver saa fine, at de kun kan brodere. + +Til det yngste Barn havde der været Amme. Samme Amme lød Navnet Rose, +og det viste sig, hun var berygtet paa hele Øen. Da hun ikke ammede +mere, gik hun over til en ubestemmelig Stilling, for der var i Huset +allerede Barnepige. + +Faderen gjorde mange Forestillinger for at faa hende ud og væk. + +-Kære Ven, sagde Moderen: vil du sige mig, hvordan jeg skal faa hende +afsted. + +-Hun sidder jo ogsaa kun i Gæstekamret og syr. Der gør hun jo ingen +Skade. + +Rose sad videre. + +Naar der overhovedet var Tale om Tjenestefolkene, sagde Moderen: + +-Ja, Fritz, naar du overhovedet vilde tage dig af det, skulde du nok +selv se. + +Faderen var meget for træt til at tage sig af det. + +Undtagen én Gang. + +Den ældste Dreng kom gennem en Stue og sagde til Hanne Stuepige: Luk +Døren. + +Han vidste ikke, at der stod aabent ind til Faderen, som straks viste +sig, kridhvid, i sin Dør: + +-Vil De være saa venlig, Hanne, at hente de andre, sagde han. + +Det indre Tyende kom sammen, mens Drengen skjalv og Faderen ventede. +Da alle var samlede, gav Faderen sit ældste Afkom en Ørefigen uden +nogensomhelst Ceremoni. + +-Vil Du saa maaske, sagde han, bede Hanne om Forladelse og sige til +hende: + +-Hanne, vil De være saa god at lukke Døren. + +Drengen gjorde det med en graadkvalt Røst, hvorpaa Tyendet blev +bortsendt. + +En vis Høflighed mod Underordnede blev efter den Dag--for der var +ingen af dem, der kunde mindes, at Faderen havde revset nogen af +Børnene--noget, der gik dem over i Blodet. + +-Det er iforvejen haardt nok at være tjenende, sagde Faderen. + +Maaske gjorde Børnene sig i Anledning af det "haarde", i Stilhed +adskillige kritiske Tanker: for i Hjemmet var der ingen, som regerede +uden dem, der tjente. + +Tine fra Skolen, der var den sunde Fornuft, sagde, naar Moderen +klagede: + +-Gud, skift ikke, sagde Tine: det er dog bedre at være i Lommerne paa +de gamle. + +-Kom, sagde Moderen til hende, lad os gaa lidt ud. + +De tog et Par Sjaler paa og gik ned om Laagen ind i Haven til den +islagte Dam. Langs Bredderne laa Sneen mellem det halvvisnede Græs. + +Ude bag Poplerne bredte sig de store Enge. + +Pludselig blev Moderen sørgmodig, og hendes skønne Stemme lød som en +Klage. + +-Hvor her var smukt i Sommer, sagde hun. + +Langt og bedrøvet saá hun ud over Engenes Is og Sne, hun, der elskede +den lune Vind og Solen. + +Hun stirrede paa Lysthuset med de hvide Søjler. Paa hendes Fødselsdag +i Juni var de Søjler altid omvundne med Kranse. + +-Jeg oplever ikke mange Somre, sagde hun. + +-Vist saa, sagde Tine. + +Men Moderen blev ved at stirre paa sit Lysthus over mod de islagte +Enge: + +-Nej, sagde hun, og hun begyndte at græde, hun, som elskede det lyse +Liv. + + * * * * * + Moder, du som bøjede dit Hoved, + da Sorgen kom, + og lukkede dit Øje + da Skumringen brød ind + for dig og for os alle-- + Moder, du, + der slynges endnu Roser, + Blomster, Roser + om de hvide Søjler-- + Roser, Blomster, + Moder-- + for de andre. + + Men du kunde ikke + leve i Vinter; + ikke naar Jorden + og ikke naar Hjertet var dødt. + Du gik. + + Og dog og dog + blomstrer der glødende Roser-- + Roser, Roser + blomstrer dog for de andre. + + * * * * * + +Naar man fra Jespersens kom et bitte Stykke længer, da bøjede Gaden om +paa Kirkepladsen. + +Dér laa Kroen og var hvid som Kirken, dens Genbo. Kun var Krodøren +grøn, mens Kirkens Port var sort. + +Til venstre var Smedjen. Den var saa mærkelig firkantet, ligesom med +en sort Kalot paa til Tag. Men inde i Smedjen var der Nat og Flammer. + +Den ældste Dreng listede tit over til Smedjen om Søndagen. Saa var der +saa stille og lunt fredeligt, og Væggene var Vægge som alle andre og +Døren var bare en Dør og Stenene Sten, mens Smeden selv kun var blevet +en hvid og rigtig Mand, som, glad og stor, sad udenfor Krolængen. + +Han sad og saá paa dem, der gik i Kirke. + +Men kom Mandagen, saa var Smedjen atter fuld af den sorte Nat og den +røde Ild. Og aldrig vilde Drengen have turdet gaa derind, hvor de +sagde, Smeden gik, som en stor sort Skygge mellem Bælgenes sorte +Spøgelser. + +Til højre kom man til Skolen. Den ligesom støttede sig saa venligt op +til Kirken, lænede sig til den og hvad dens var. + +Trappen til Skolen var strøet med Sand. Døren til Huset var saa lind +paa sine Hængsler. Straks i Gangen skinnede alting. Væggene, Gulvet, +Loftet skinnede. Der var ingen, som saadan fik Grønsæbe til at skinne +under sine Hænder som Degnens Tine. + +Tilhøjre laa Skolen. Den var fuld af en evindelig Summen. Børnene sad +i Rader over Abc og Katekismus, hver paa sin Side, som Mandfolk og +Kvindfolk i Kirken. De svedte og de duftede over al den Kundskab. +Gamle Degn røg Pibe til med stærk Tobak, og svedte med. Han svedte +altid, og altid holdt han Kakkelovnen gloende. + +Naar Moderen kom ind i Degnegangen, løftede hun paa Skoleklinken: + +-Godaften Degn, sagde hun: + +-De har det lunt. + +-Goddag, Goddag, svarede Degnen. + +Men Børnene fløj op paa de røde og sorte Hoser. + +-Ja, det lumrer, sagde Degnen, med de mange Smaarumper. + +Moderen lukkede Døren. Paa den anden Side Gangen havde Tine allerede +hørt hende og faaet Stuedøren op: + +-Nej, men kom dog ind, raabte hun, vi har da Varme. + +Der var altid Varme i Skolen. + +-Vor Herre bevare os, hvor det lumrer i Skolen, sagde Moderen, der +faldt ned i en Stol. Ingen Stole var saa lette at falde ned i, som de +hos Degnens. De var saa brede med udsvajede Arme, som stod de bare og +længtes der efter Godtfolk. + +-Det er Børnene, sagde Tine. + +Hjemme paastod Moderen, at Gamle Degn lumsk lumrede med. + +Men inde i Stuerne duftede der af Røgelse og gamle Rosenblade og +Renlighed. + +Degnemadammen kom frem i Køkkendøren: + +-Nej, at De kom, sagde hun og nejede. + +-Vor Herre bevare os, vi kommer her de seksten Gange om Ugen. + +Moderen var allerede ude i Køkkenet. Hun maatte se det. Degnens Køkken +var hendes Fryd og hendes Forbavselse. Saa mange Kobberkar og saa de +kunde skinne--Pander og Gryder og Potter op langs Væggene. + +Kaffekanden havde Mave og var altid paa. + +-Den kommer aldrig af Tørvene, sagde Moderen. + +-Aa nej, sagde Madammen, her kommer jo saa mange--Gud ske Lov ... man +er da kendt. + +Hele Egnen kom i Skolen. Alle gjorde Holdt for Døren og "stod" +indenfor. + +-Man maa derop, sagde Moderen, det er som man altid var ventet. + +-Og Degnens véd Nyt--men de sladrer ikke. + +Børnene var komne af Tøjet og løb allerede Tagfat i Storstuen. Intet +Gulv var saa godt til Tagfat. For det var saa rummeligt som en Sals, +og alle Stolene stod saa tæt til Væggene og spærrede ikke. + +-Kære Børn, sagde Moderen hjemme: jeg véd det ikke, men der er det ved +Degnens Møbler, at de er saa venlige. + +Tine tog Kopper frem og Tine kommanderede til Legen. + +-Op igen, op igen, raabte hun. Den ældste Dreng var falden. + +-Saa, nu dumper Drengen, sagde Moderen. + +-Op igen, op igen, raabte Tine. + +-Tine, hvad gør De ved Deres Dækketøj? sagde Moderen, der var inde i +Stuen igen og var falden ned i en anden Stol. Det skiftede hun med hos +Degnens. + +-Jeg faar aldrig mit saa hvidt, sagde Moderen og rystede fortvivlet +paa sit Hoved. + +Hendes eget var ganske ligesaa hvidt, men Degnens forekom hende altid +hvidere. Alting forekom hende hvidest og dejligst hos +Skolelærerens--undtagen Sengene. De var de højeste i Byen. + +-At de kan ligge i de Bjerge, sagde hun, naar hun kom hjem. + +Sengene _var_ Bjerge, Dyne over Dyne, med røde Vaar og hjemmevævede +Lagener. + +-Jeg vilde kvæles, sagde Moderen. + +Sengene var Degnemadammens Stolthed. Sine Brudelagener viste hun altid +frem. Dem havde hun begyndt at væve, da hun var Pige, og Tines +Daabsvugge havde været bredt med dem. + +-Det er saadan, sagde Madammen, og hun stod og kærtegnede Lagenerne, +med ens egne Hænders Arbejde. + +Nu var hun ved Vaffeljernet. Moderen fornam allerede Duften. + +-Skal vi ha'e Vafler? sagde hun og skuttede sig. Moderen havde altid +saadan et Træk med Skulderen--et lille hastigt og spædt--naar hun +glædede sig til Mad. + +-Aa, det er dejligt, sagde hun. + +De første Vafler kom ind og Kaffen dampede. Moderen satte sig i den +Hestehaarssofa, med et Plump, lige under Billedet af Kong Frederik den +Syvende. Han hang der mellem sine to lovmæssige Gemalinder. + +Børnene blev placerede paa Stolene rundtom. Paa Kaffen brændte de sig +og tog ikke Øjnene fra Vaflerne. + +-Pas paa din Kop, raabte Moderen til den ældste Dreng. + +-Jøsses, lad ham sidde, sagde Tine. + +Men Moderen rystede paa Hovedet. + +-Han ta'er lige akavet paa alle Livets Ting. Det bliver hans Ulykke. + +Men Tine lo, mens hun strøg hans Haar: + +-Han har det maaske ikke efter Fremmede, sagde hun. + +-Naa, Tine, sagde Degnemadammen. + +Men Moderen lo og løftede de dejlige Hænder med de fulde Aarer: + +-Nej, sandt er det, Hænderne er dejlige. Men de sidder forkert i +Leddene. + +Degnekonen tog dem og klappede dem: + +-De er da heller ikke gjorte til det jevne, sagde hun. + +Men pludselig var Moderen blevet alvorlig: + +-Nej, sagde hun, og næsten med en helt anden Stemme: men med saadanne +Hænder kan man heller ikke værge sig. + +Hun slog over i Stemningen igen. + +-Nej, Tine har Hænder, sagde hun og saá beundrende over paa Tines +travle Haand, der atter delte Vafler ud til Børnene. Den var saa +kraftig og ikke stor alligevel. + +Saa begyndte de at tale om Grevinde Danner: + +-Vor Herre bevar'es til Fruentimmer, sagde Tine. + +Grevinde Danner var Egnens stadige Stof. Gottorp Slot var jo nær, og +fra Gottorp kom Kongen og Grevinden saa til Sønderborg. Grevinden +haabede stadig at naa til en Krog, hvor hun kunde blive rettelig +hyldet. + +Naar Grevinden kom til Sønderborg, blev alle Øens Embedsmænd +kommanderede til Taffels med deres Fruer. Embedsmændene kom og Fruerne +sendte Afbud. + +Moderen var der saa godt som alene. + +-Jeg vil se hende, sagde hun: + +-Kære Venner, hun er dog virkelig mærkværdig. + +Faderen og Moderen var der og blev ret unaadig modtagne. Grevinden +kendte deres Familjeskab med den Sjællands Bisp, hvem hun vel huskede +fra sin Vielse. Sagnet gik, de havde maattet holde ham halvt i +Fangenskab paa Frederiksborg, før de tvang ham til at vie sig. + +-Dygtig er hun, sagde Moderen, da hun kom hjem, om Grevinden: + +-Men Herre du min Skaber, hvor er hun nedringet ... og hvad er det +saa, hun viser? ... saadanne Køddynger viser man ikke en Gang frem for +sit Spejl.... + +Ovre i Skolen begyndte de at synge. Gamle Degn sang for og Børnene +svarede ham ihærdigt i mange Tonarter. Det var en Begravelsessalme. + +Herinde blev de ved at tale om Grevinde Danner. + + Som Markens Blomst henvisner fage + alt, hvad af jordisk Rod oprandt, + og talte snart er Stevets Dage, + selv hvor med And det Gud forbandt; + kun hvad der kom fra oven ned, + kan blomstre i al Evighed-- + +sang de derinde, Degnens Bas og Flokkens Diskanter. + +Moderen kunde saa mange Historier om Grevinden. Hun fik dem fra sin +Svigerfader, den gamle Excellence, der hadede "den Person" af en +oprigtig Sjæl. + +Moderen fortalte en Historie fra Frederiksborgs Kanaler. Kongen og +hans Frue var ude at ro. Saa blev hans Majestæt Frihedskongen +pludselig rasende. + +-Smid hende i Søen, raabte han: + +-Smid den Kælling i Vandet, skreg han. + +Folkene tøvede. + +-Saa for Satan--smid den Mær i Søen, kommanderede Majestæten. + +Og Majestætens Frue "maatte i Søen" og vade til Bredden. + +Moderen lo som besat. + +Derovre blev de ved at synge. Det lød saa bedrøveligt: + + Men vel Enhver, som Haabet grunder, + paa, hvad kun Engles Øjne saa, + hver Sjæl, som til det Heje stunder + og Verdens Glimmer tør forsmaa! + Til dem kom det fra oven ned, + som blomstrer i al Evighed. + +-Ja, sagde Degnens Madam midt i Grevinde-Snakken--hun tænkte paa +Gravsalmerne--: + +-De maa jo synge dem--for Kordrengenes Skyld. + +Men Moderen vidste meget mere om Grevinden og Hans Majestæt. + +Hun blev ved at fortælle. + +Hun fortalte, hvordan Kongen i et Statsraad havde kastet +Statsraadsprotokollen lige i Ansigtet paa Konseilspræsidenten og den +var fløjet lukt forbi Øret af Justitsministeren. Men værst er det med +Grevinden. + +-Svigerfa'er si'er, hun lurer ved Døren under Statsraadsmøderne. + +-Og bag efter gi'er hun Berling Rapport. + +Det blev stadig til Krøniker om Grevinden. + +Degnemadammen sad og hørte til og Tine lo. Ovre i Skolen begyndte de +paa Fædrelandssangene. Gamle Degn satte altid højere i, naar han +naaede til "Fædrelandet". + +-Men dygtig er hun, sagde Moderen, der sluttede med Grevinden. + +Der var intet i Verden, der havde imponeret Moderen som Louise +Rasmussens Dygtighed: + +-Med den Grimhed, sagde hun: kære Børn-- + +Ovre i Skolen var det som Børnene var vaagnede. Klingert lød det med +Bassen forrest: + + Vort Modersmaal er dejligt, det har saa mild en Klang; + hvormed skal jeg det ligne og prise det i Sang? + en højbaaren jomfru, en ædel Kongebrud, + og hun er saa ung og saa yndig ser hun ud-- + og hun er saa ung og saa yndig ser hun ud. + +-Syng med, Børn, sagde Moderen og satte selv i. Den gamle hørte det +derovre og stærkere kom Melodien. Moderens klare Røst lød over alle de +andre: + + Hun lægger os paa Læben hvert godt og kraftigt Ord + til Elskovs sagte Bønner, til Sejrens stolte Kor; + er Hjertet trangt af Sorgen og svulmer det af Lyst, + hun skænker os Tonen, som lette kan vort Bryst. + +-Hvor er 'et kønt, sagde Degnekonen: det er som hele Huset synger. + +-Det er det, sagde Moderen og hun lo og løb ind i Storstuen: + +-Nej, nej, bliv dér, raabte hun: jeg synger her. Saa er der Sang i +hele Boden. + + Og om i Øst og Vest vi har sværmet og søgt + de svundne Tiders Visdom, de fjerne Landes Kløgt, + hun lokker og hun drager, vi følge hendes Bud; + for hun er saa ung og saa yndig ser hun ud. + +Der blev helt stille ovre hos Smedens. Nu kunde de høre i Smedjen, at +"Fruen lod Skolen synge". + +Smeden gik ud af Smedjen over den hvide Kirkeplads. Han stod under +Degnens Vinduer og lyttede. + +-Men nu vil vi blive her, raabte Moderen og alle løb de ind i +Storstuen. + +-Ja, sagde Tine, saa spiller Drengen Komedie. + +Drengen var den ældste. Hans Stemme var klinger som en Spilledaase. +Men Vers kunde han. Alt, hvad Moderen læste, blev siddende i hans Øre. +Han slog ud, og han sprang om. + +-Se Drengen, raabte Tine, se Drengen. + +Drengen var Hakon og Drengen var Chevalieren i "Ninon". Han blandede +Versene, han skreg og han hviskede. Kakkelovnen var den Medspillende. +Degnens ældgamle Ovn stod bredmavet og alvorlig. Drengen fløj omkring +den, besvor den og tiltordnede den sine Vers. + +-Se Drengen, se Drengen, raabte Moderen, der vred sig af Latter paa +sin Stol. + +Ude klaprede Børnenes Træsko paa Trappen. Skoledagen var endt. Moderen +løb til Vinduet for at se. Nede paa den hvide Sne summede Ungerne og +sloges: + +-Satan til Unger, sagde Degnen, der var kommet ind, og han slog paa +Panden med Spidsen af sin Pibe, der var lidt skæv. + +-Aa, sagde Moderen: de ligner Lopper paa et Lagen. + +Lopper var et Yndlingsdyr i hendes Lignelser--var i det hele hendes +Yndlingsdyr. Ikke saameget som skuttede et af Børnene sig, før hun +øjeblikkelig sagde og med en hellig Iver: Du har en Loppe. Og hun +klædte ham helt af, undersøgte hele hans Krop og hvert +Klædningsstykke, hver Fold. Loppen var der ikke. + +Men det var Jagten, der morede hende. + +-Klæd Dig paa, det ækle Dyr er sprunget, sagde hun. + +Men var der virkelig et lille sort Kreatur og hun havde fanget det med +sine skønne Negle, saa saá hun gerne paa det længe og sagde: + +-Lad det springe videre. + +... Degnen satte sig hen i sin store Stol ved Vinduet. Mutter sad +ligeover for ham, mens det begyndte at skumre. + +-Syng lidt, sagde den Gamle. Det var hans Fryd, naar "Fruen" sang. + +-Syng den om Kærligheden, sagde Tine. + +-Tine er forlibt, lo Moderen. + +"Den om Kærligheden" var en irsk Melodi. Ordene er fjerne og glemte. +Kun Moderen sang dem. Maaske havde hun digtet dem selv. Hun sang: + + Skønt er Solens Lys, + og fagert kan Maanens være, + naar det en stille Nat + gyder sig langt + over en rindende Flod. + Skønt er Solens Lys. + + Skønnest er dog + det Elskovens Skær, + der gaar over den Elskendes Ansigt + naar han, uden at vente det, hastigt, + den Elskede sér. + + Men som Sol gaar ned + og lader al Jorden i Mørke + Saa slukkes og Elskovens Lys + --og det er Nat + + Ak, men Gud Faders Sol, + den er barmhjertig, + den rinder paany. + Elskovens Lys, der blev slukt, + det sluktes for alle Tid. + + Der er ikke Tanker om, + at Mennesker sviger; + der er ikke Tanker om, + at Mennesker, de blev forladt. + Det er kun Elskovens Lys, + der pludselig sluktes-- + og det er Nat. + + Skønt er Solens Lys + og Sol rinder alle Dage: + alle kan Solen se. + Men _den_, der aldrig saá + Elskovens Lys + tændes og slukkes brat, + _han_ kender ikke til Dag + og han véd ikke af Nat. + +Sangen døde hen. + +-Hvor den Vise er køn, sagde Tine. + +-Den er vist sand, sagde Moderen. + +Men den gamle Degn sagde henne fra sin Stol i Mørket: + +-Ja, Kærligheden, det er no'et, man ikke tænker over. Den kommer. + +-Og gaar, sagde Moderen. + +-Ja gør 'en, sagde Madammen saa stille fra sin Krog. + +Der var saa tyst lidt. Men saa sagde den Gamle: + +-Ja, lille Frue--sé, det er vist ret. Den kommer og den gaar. Men der +er maaske ogsaa dem, for hvem den lukker Døren, fordi de, naar den +ikke er hjemme, ikke giver Stunder og venter ... til den kommer +igen.... + +Moderen svarede ikke. + +Men lidt efter sang hun igen--og da var hendes Ansigt vendt opad og +blegt i Mørket; der kunde over det Ansigt komme noget, saa hun +lignede den Korsfæstede--: + + Ak, men Guds Faders Sol, + den er barmhjertig, + den rinder paany. + Elskovens Lys, der blev slukt, + sluktes for alle Tid. + +-Tine, sagde hun, og hendes Stemme lød pludselig muntert: nu vil vi +gaa ind paa Kirkegaarden. + +Det gjorde hun ofte i Skumringen eller lige ved Aften, men altid med +Tine og med Børnene i sine Hæle. + +De fik Tøjet paa, og de gik gennem det skinnende Køkken ud i Haven. + +-Godnat, sagde de Gamle. De stod i Køkkendøren. + +-Godnat. + +Haven laa snedækt. Der var Rim over Træerne. I Kulden glimtede dens +smaa Stjerner. + +-Pas paa deres Roser, sagde Moderen til Tine. + +-De er dækket til, svarede Tine. + +De aabnede Laagen, og de kom ind paa Kirkegaarden. + +Alt var ganske tyst. Sorte Kors og hvide Kors ragede stille frem over +den hvide Sne. Deres Navne var forsvundne i Mørket. + +-Her hviler man trygt, sagde Moderen. + +Stier var banet gennem Sneen. Hvor Gravene var, viste Korsene. Midt i +Sneen stod Kirken, hvid og stor. + +De blev ved at gaa, Kirkegaarden rundt. + +Moderen og Tine gik forrest, Børnene traskede bag efter i Sneen. + +Lys var der kun af Stjernerne over dem. + +Tine og Moderen talte om dem, der var døde det sidste Aar og nu laa i +Graven. De talte om Sognefogdens Søn. + +-Ja, han havde gjort mange fra 'et, sagde Tine. + +-Det siger man. + +-Og Gud véd, hvad de saá ved ham? + +-Saá og saá? + +Det var Moderen, der talte: + +-Bierne, Tine, fornemmer, i hvad for Blomster der er Honning. + +-Ja, maaske. + +-Der var vel Elskovsstof i ham, sagde Moderen, og hun tav lidt, før +hun sagde og saá hen for sig: Og ikke andet. + +De blev ved at gaa: Kommer I Børn, sagde Moderen. + +Men til Tine, sagde hun, og hendes Ansigt var vendt opad mod hendes +Stjerner, som hun gav de mange Navne: + +-Tine, der er i Livet kun to Ting--Kærligheden og Døden. + +De naaede den store Port. Tine tog Slaaen fra. + +-Men nu maa vi hjem, sagde Moderen. + +De gik hjem, Børnene ved hendes Side. Der var saa ganske tyst og alle +Huse var lukkede. Mennesker mødte de ikke, og Hundene kendte dem. + +Det var en af Moderens tunge Dage. + +Ogsaa da de kom hjem, blev der ikke tændt Lys, og Moderen talte ikke. +Hun satte sig kun ved det gamle Klaver, hvis Taster lyste hvidt gennem +det meget Mørke, og hun sang: + + Der kommer de Aar, + da vi bitterlig véd, + hvad Livet er værd. + Der kommer de Aar, + da vi miste maa, + hver Ting vi har kær. + +Faderen aabnede sin Dør, og Børnene saá hans høje Skygge i den. + + Der kommer de Aar, + da Tankernes Hær + er et Ligtog kun. + Der kommer de Aar, + hvor og Længserne træt + gaar til Blund. + +Faderen rørte sig ikke. Det var, som om han i det sorte Mørke stod +som en sort Støtte. + + Der kommer de Aar, + da Minderne selv + bli'r en Spot. + Der kommer de Aar, + hvor vi lever ej mer-- + døde vi blot-- + +Faderen lukkede Døren. + +Moderen fór sammen ved Lyden: + +-Hvem er det, spurgte hun. + +-Det var Fader, svarede den ældste Dreng fra Krogen: + +-Mo'er syng den, vi ikke forstaar. + +Men Moderen lukkede Klaveret. + +Længe blev det ikke aabnet mer. + + * * * * * + +Men da kunde de Tider komme, hvor Moderen læste. + +Bogskabets Dør stod ikke længer stille for de skiftende Bind, hun tog +frem. Kusken kørte til Sønderborg, og Kusken bragte Bøger. + +Hun sad altid paa samme Sted, ved Vinduet, "i sin egen Stol", +ubevægelig. Bogen laa paa hendes Syskrin, Hovedet holdt hun i sine +Hænder. Børnene hørte hun ikke, om Huset skøttede hun sig ikke. Hun +skiftede kun Bog efter Bog. + +Faderen kom ind: + +-Skal Du ikke ud, sagde han. + +-Jeg læser. + +-Vil Du ikke op i Skolen? + +-Du ser jo, jeg læser. + +Hun blev ved at læse, og Haanden vendte Bladene. Der gik en Time. Der +gik Timer. Børnene listede om. + +Men undertiden lagde hun den aabnede Bog ned paa sine Knæ og med tæt +sammenfoldede Hænder stirrede hun udfor sig--tavs, før hun læste igen. + +Hun tog Bøger fra Faderens Reoler. Hun læste om Naturvidenskab og +Dogmatik. Hun læste og læste. + +Faderen gik gennem Stuen: + +-Skal Du dog ikke ud? + +-Imorgen. + +-Du siger det hver Dag. + +-Ja, men jeg læser. + +Hun læste som en Dranker, der beruser sig og beruser sig og forlænger +sin Rus og ikke vil vaagne. + +Tine kom i Mørkningen. + +-Hvad har De bestilt? spurgte hun. + +-Jeg har læst. + +-Hvad? + +-Jeg véd ikke. + +Men pludselig kunde hun fortabe sig i Klager, i lange og heftige +Bebrejdelser mod de Bøger, hun slugte og som ikke tilfredsstillede +hendes Tørst: + +-Hvorom skriver de? sagde hun og knyttede i Ildens Lys, hvor de sad, +de hvide Hænder, der blev glødende i Skæret, om sine Knæ: de skriver +skønne og dumme Ord om det, vi alle véd, og alle har vænnet os til at +tænke ... om andet skriver de ikke. + +-Alle Bøger skriver jo om Kærlighed, sagde Tine. + +Moderen lo. + +-Det er netop det, som de ikke gør. + +-Jo, dog. + +-Nej, det er netop der, de forvansker os Livet, og de berøver os Modet +til at se Sandheden i Øjnene. + +-Hvad for en Sandhed? + +-Sandheden. + +Hun tav et Øjeblik. Den ældste Dreng laa ved hendes Fødder og saa' op +i hendes dejlige Ansigt: + +-Jeg kender den, sagde hun, men de--de Digtere--(og hun udtalte Ordet +med en stolt Haan) skulde have Mod til at sige den.... + +-Jeg søger om En, der har turdet sige den. + +-De skriver Krøniker, som vi kan lave selv, de sætter Vers sammen, +som vi kunde dreje dem selv og synge ved et Klaver ... Men Sandheden +siger de ikke ... Hm, Bogbinderne er de eneste, som kender dem. De +haandterede dem jo ogsaa fra Arilds Tid og har lært at forgylde +Ryggene paa deres Løgne.... + +-Aa jo, blev hun ved, og hun smilede halvt: Boghandlerne kender dem +maaske ogsaa--de smiler altid saa forbindtligt, naar man køber en Bog, +som om de vilde sige: At du ikke er klogere ... men vær saa god--køb +kun en ny Løgn.... + +Hun blev ved at sidde med sammenknyttede Hænder, og pludseligt talte +hun helt roligt: + +-Hvad der undrer mig, det er at de alle er saa dumme; at ikke en af +dem alle er klog nok til at ville lade sig stene, fordi han havde sagt +Sandheden.... + +-Ja, men hvilken Sandhed? sagde Tine, der under Moderens "Læseraptus" +var helt fortvivlet. + +Moderen sad lidt: + +-Aa, sagde hun, Sognefogdens Søn kendte den. Men han kunde ikke stave +og han var vel ogsaa for doven til at blive Digter. + +Tine, der ingenting forstod, sagde afledende: + +-Ja, doven var han til alting undtagen til at bringe Folk i Ulykke.... + +-Han bragte dem ikke i Ulykke, sagde Moderen: han elskede, og han +hørte op med at elske--naar det var forbi.... + +-Naar det var forbi? + +-Ja--#Begæret#.... + +-For det er Hemmeligheden: der er ikke andet end Driften, og den alene +er Herren og Mesteren,--Driften brøler mod den tomme Himmel--den +alene. + +-Men, og Moderen gjorde en Bevægelse med Haanden: lad os ikke tale +mere om det ... hvorfor skulde jeg sige Sandheden? + +-Tror De, vi faar Sne, spurgte hun. + +Hendes Ansigt var belyst af den røde Ild.... + +Saa rejste hun sig. Hendes Skridt over Gulvet hørtes næppe. + +Længe klang det sagte Forspil, før hun sang: + + Lad de Døde hvile, lad de Døde hvile--Minder, Minder, væk det + ikke, lad mit døde Hjærte hvile. Kun i Døden er der Fred og Lise: + lad det hvile, lad mit døde Hjærte hvile. + + Der var Foraarsmorg'ner, mens Syrener dufted' hvor, i Solen, du + slog Døren op mod Dagen, mens, af Jubel straalende, du hvisked: + "End en Dag--endnu en Dag at leve". + + Der var stille, fredopfyldte Aftner, hvor vi, under + Forstadstræets tynde Krone taust gled hen i samme ømme Glæde. + Fælles om at drømme, fælles om at Græde-- + + Lad det hvile, lad det hvile, væk det ej, mit døde Hjærte. Kun i + Døden er der Fred og Lise. Minder, Minder. væk det ikke, væk det + ej, mit døde Hjærte. + + * * * * * + +Dagene længedes, og der stod Vintergække i Moderens Glas paa Sybordet. +Tine var saa flink til at finde dem under Sneen. Hun kendte Pletterne, +hvor de voksede, og hun rodede og rodede, til hun fandt dem. + +Gækkene stod tæt ind under Muren. Tine laa ned paa Knæ og gravede med +sine rappe Hænder, som blev røde. + +-Se, se, raabte hun, naar hun fandt det spæde Grønne. + +Ja, hvor det er kønt, sagde Moderen, som stod i Vinduet. + +-Men hvor det er koldt endnu, lagde hun til og lukkede sit Vindu. + +Hele Huset blev fuldt af Gække. Selv Pigerne havde et Glas fuldt +staaende i deres Vindu (det var et Vindu med Gitter: Pigerne boede +ligesom i Fængsel, men Karlene, de slap nok ind gennem Døren) og en +Dag løb Moderen ud og satte en Buket i Røgterens gamle Hat. + +Han kom listende om Længen. Han listede altid, ligesom han ikke vilde +forstyrre Kreturets Fordøjelse. Moderen sad ved sit Vindu. Saa sprang +hun op. + +-Jens Røgter skal ha'e Gække i Hatten, sagde hun, og hun løb ud. + +Over Gaarden, hen til Længen. + +Jens Røgter blev helt forfærdet. Men Moderen rev Hatten af ham og stak +Gækkene ned bag Baandet. + +Røgteren blev staaende med Hatten i sin Haand. Saa gav han sig til at +grine, hikkende og længe, ud i Luften. + +Men Moderen, der løb ind igen, sagde til Tine: + +-Uh, hvor var hans Hat fæl at røre ved. + +Foraaret meldte sig. Svalerne kom og Anemonerne skød frem i Lunden bag +Fruens Lysthus. + +Da var det Moderens Lyst at vade i Engene. + +Isen laa der endnu, brudt som smaa flydende Øer. + +Med opløftede Skørter stod Moderen midt paa Flagerne. + +-Tine, Tine, den brister.... + +Tine stod midt i Sølet, opskørtet til Knæerne, beredt paa det værste. + +Moderen fløj fra Flage til Flage. + +Bums--der laa den ældste Dreng, pladaus i den vaade Eng. + +-Saa, der ligger Drengen. + +Moderen overskuede Situationen et Minut. Kun Drengens tætklippede +Hoved stak op af Vandet: + +-Herre Jesus, han ligner en Sælhund. + +Moderen lo, saa baade hun og Flagerne rystede. + +-Tine, Tine, faa ham op, saa Fritz ikke ser noget. + +Tine tog et Tag i Drengen, saa han vrælede ved det. + +Moderen fløj fra Flage til Flage, mens hun slog med Armene som en +Fugl, der sætter i at flyve. + +Karlene og Røgteren kom ud at se paa. Jens grinede, saa han tabte +Piben af Munden. + +Men Lars Forkarl sagde, at Fruen, hun springer s'gu li'esaa godt som +dem, der springer gennem Ballon. + +Lars havde tidt været i Flensborg, og han havde set Cirkusdamerne. + +-Ja, gu' gør hun saa, sagde Lars og spilede Næverne ud i +Bukselommerne. + +Men Jens Røgter, han havde nu mere sin Formening, og det var den, at +Fruens Ben var nu nærmere saa spinkle som Gedens, hvad det angik. + +Moderen sprang paa Flagerne, lige til det blev Mørkning. + +Saa satte hun og Tine sig paa en Bænk ved Vejkanten. Der var Popler +hinsides Vejen. + +-Hvor luende Solen gaar ned, sagde Moderen. + +-Ja, det bli'er til Storm, sagde Tine. + +Moderen saa længe paa de svagt vajende Popler; de stod saa strunkt mod +Himlen. + +Saa sagde hun sagtere: + +-Mon Pinjer ser meget anderledes ud? + +De rejste sig begge. Paa Gaardstrappen mødte de Faderen. + +-Hvor Du er rødmusset, sagde han, for Moderen var ganske rødkindet +endnu. + +-Aa, ja, sagde hun og pustede, jeg har ogsaa løbet lige fra Smedens. + +Det var mørkt i alle Stuer, hvor alle Døre stod aabne. + +-Sæt Dem her, Tine, sagde Moderen, og Tine satte sig, med Hovedet mod +Klaverstolen, ved hendes Fødder. + +Moderens Fingre løb hen over Tangenterne: + +-Det er underligt, men det er, som jeg ikke kan taale at være glad +mere end en Time ad Gangen. + +Løbene blev til et Forspil, og Moderen sang: + + Hvert et Barn, der fødtes, + det fødtes kun til Nød. + Og spirer der et Blad, + det spirede kun til Død. + + Hver Elskovsrus, der fanged os, + bar Smerten i sit Skød. + Hvert Elskovsord, der naar os, + har mistet alt sin Lød. + + Hvert Lykkespind, vi spandt, + det brast, imens vi spandt. + Da det første Kys han gav, + hans Tanker en anden gjaldt. + +-Hvor den Sang er sørgelig, sagde Tine. + +Moderen sad lidt, saa sagde hun: + +-Men, véd De, hvad jeg vilde ønske, Tine? + +-At jeg kunde skrive en Sang saa sørgelig som Livet. + +Hun tav igen, mens de hvide Hænder lyste over Tangenterne: + +-Men det er vel betænkt, at Lykke, det har ikke noget Flertal. + +-Ja, det er sært. + +Moderen hvilede Hovedet i sin Haand: + +-Nej, sagde hun, for der er kun én. + +Faderen gik gennem Stuen, gennem Mørkningen som en Skygge. + +-Skal I ikke ha'e Lys? sagde han. + +-Nu tænder vi, svarede Moderen. + +Og Tine tændte Lamperne. + +-Saa lægger vi Kabale, sagde Moderen, og hun begravede sig i Kortene +timevis. + +-I Kortene møder man altid "Lykkens Bonde", sagde hun. + +Tine saá til, indtil hendes Øjne blev tunge af Søvn. + +Inde i Stuen ved Siden af hørte man uophørligt Faderens Skridt, frem +og tilbage, frem og tilbage. + + * * * * * + +Foraaret kom. + +Paa kolde og klare Aftner flakkede Moderen om med Tine, hen over +Markerne med deres spæde Grønne, op paa Bakker, op paa Højder, hvor +hun saá vidt. + +Der elskede hun at staa. + +Luften var endnu kold og bed i hendes Kinder, mens Solen gik ned i et +blegnende Rødt. Hun stod, med den løftede Haand over Øjet, rank mod +Himlen, som spejdede hun efter Vaaren, der kom. + +Men Dagene blev mildere og i Stuerne hjemme stod alle Skaale fulde af +Violer, der duftede. Og i Køkkenhaven kom der fine Blade paa +Stikkelsbærbuskenes lange Rækker. + +Markernes Jord blev glinsende sort, al Muld laa givtig og fugtig og +blank--Moderen kunde om Aftenen, naar hun vandrede over Stierne, +stanse Tine og Børnene. + +-Se, sagde hun, se, hvor Jorden aander. + +Vaarsæden piplede frem i et grønnende Mylder, mens Rugen stod, strunk +og rank, og fyldte Aftenen med det unge Grønnes stærke Duft. + +Ogsaa Træerne fik Blade, og alle Knopper brast, mens Luften laa mæt og +tungere; og den første Damp steg op af den levende Jord, mod et +Himlens Blaat, der farvedes dunkelt og mørkere. + +Moderen havde Vandresyge. + +Hun gik og gik. + +Pludselig kunde hun stanse: + +-Tine, sagde hun, det er, som Jorden stønner. + +I Haven sprang Liljerne frem. Høje og ranke krydrede de den skumrende +Nat med deres sødlige Aande. Fra Dammen steg Emmen op, mættet med +Muldens Duft, som den hede Strøm af Jordens Aandedrag. + +Om det hvide Lysthus snoede Rosenrankerne sig glinsende, og Bladene +foldede sig ud, mens de spredte deres sanse-ramme Vellugt. + +Og over alt, paa alle Tage, fløj de hvide Duer sammen, mens i Popler +og Buske Fuglene kaldte paa hinanden. + +-Lad os gaa længere, sagde Moderen. + +Hun gik med Tine bag om Kirken gennem Lunden--Paradis kaldtes den--op +paa Højen. + +Moderen plukkede, tavs, en Buket af duggede Blomster. + +Alt var blevet grønt og fra Marker og Lunde og alle Kærene steg en +dirrende Dis op mod den mørknende Himmel. + +Huse og Gaarde saá de ved deres Fod og de hvide Kirkers Linjer, der +var ligesom vidskede ud i den svangre Fugtighed af Jordens Em. + +Moderen saá op mod den hvælvede Himmel og hun sagde: + +-Stjernerne, Tine, vil ikke se det. + +De gik tilbage gennem Lunden: + +-Hvor Luften er tung, sagde Moderen. + +-Det er Hylden, sagde Tine. + +-Lad os gaa ad Kirkegaarden, sagde Moderen. + +De aabnede Laagen og de traadte ind. + +Alle Buske bugnede af Løv, mens Buksbommen i Hækkene lyste. +Blomsternes Duft laa som mere tæt bag de hvide Mure. Rundt om stod +Korsene tavse. + +Moderen stansede ved Kors efter Kors. Og ud i den mættede Luft læste +hun sagte Korsenes Navne og Indskrifternes Ord: + +"_Mig ske efter dit Ord_." + +Og hun gik videre: + + "_Kærlighed er Lovens Fylde_." + +Hun gik frem langs Gangen, og hun bøjede Liljerne bort, som taalte hun +ikke deres Duft: + +-Nu har Sognefogedens højnet Graven, sagde Tine. + +-Ja, sagde Moderen. + +Hun bøjede sig ned, og varsomt lagde hun Buketten, som hun bar, paa +den friske Høj: + +-Det er fra dem, hvem han bragte Lykken, og som maatte græde. + +-Er det en Tak? spurgte Tine. + +Moderen svarede ikke. + +Stift stirrende blev hun staaende, tavs, foran den højnede Grav. + +En Flagermus fløj forbi, og Moderen foer sammen. + +-Kom, sagde hun. Og da de kom ud, tog hun sig igen til Hovedet: + +-Aa, Tine--lever de Døde? sagde hun og hun forsøgte at le. + +Nede langs Skrænten bag Muren hviskedes der og var der uroligt. + +-Aa, sagde Tine og lo: det er jo kun Karlene med deres Piger. + +Moderen kom hjem, ind over Gaarden og op i sin Stue. + +Det var halvlyst og alle Døre stod aabne. + +-Maren, Maren, raabte hun gennem Huset. + +Men ingen svarede. + +Kun Mariehønsene sang fra Bryggerset og ved Ovnen. + +Moderen aabnede Bryggersets Dør. + +-Maren, Maren, raabte hun ud over Gaarden. + +Hun saá kun et Par Skygger, der flygtede ned imod Dammen. + +Hun lukkede Døren og hun gik langsomt ind. + +Faldt der fra Ruderne Lys paa hendes Ansigt, saas det blegt. + +Hun satte sig i sin Stol, og, med Hænderne foldede, stirrede hun ud i +det tomme Rum. + +Faderen aabnede sin Dør: + +-Er her ingen, sagde han. + +I Halvmørket svarede hun sagte: + +-Jo, jeg. + +Og Faderen sagde: + +-Jeg saa Dig ikke. + +Han begyndte at vandre over Gulvet, og sagde: + +-Jeg kaldte før, men her er ingen. + +-Nej, sagde Moderen. + +-Ja, hvor er de--hvad tager de sig til alle sammen? + +Med en Stemme, der skiftede ganske let, sagde Moderen: + +-Det er Foraar, Fritz. + +Faderen gik lidt: + +-Du maa holde dem hjemme, sagde han: + +-Det hele Hus staar tomt om Aftenen. Det gaar ikke an. + +Moderen rørte sig ikke, men, støttende sin Nakke mod Væggen, sagde hun +ud i Luften, og ikke til ham: + +-Det er Jorden, der er blevet Læremester for sine Børn. + +Faderen stansede i en Krog, og han satte sig. + +Længe sad han tavs. + +Saa sagde han: + +-Hvor langt Du er kommet bort-- + +Moderen svarede ikke. Men efter en Stund sagde hun: + +-Fritz, Naturen er stærkest, og det er selve Jorden, der driver dem. + +-Ja, Fritz; og hun talte hæftigere: + +-Jo mere jeg tænker, jo sikrere ser jeg det, der er kun én Lov, den +eneste, at Livet vil fortsættes. + +Hun tav igen et Nu og sagde saa langsommere: + +-Det tror jeg. + +-Fortsættes frem mod hvilket Maal? + +-Maalet? Maalet er, at der skal avles. + +-Og hvorfor? + +Moderen saa ud i den tomme Luft: + +-Jeg véd det ikke, sagde hun: + +-Er der ikke Billioner af Stjerner? De fuldbyrder vel Maalet. + +Hun tav lidt. + +Saa sagde hun: + +-Horfor, Fritz, er Menneskene saa forfængelige? Er vi mon ikke det +ringeste Tyende i et stort Hus, for hvis Herskabs Ansigt vi aldrig +bliver stedt? + +-Lad os skjule vore Taarer. + +-Vi lider og--bereder Lidelser. + +-Mere véd vi ikke.... + +Faderen rejste sig, i Oprør: + +-Og hele dit eget Liv modsiger, hvad Du siger; tror Du da ikke jeg +véd, at hele Dit Liv er en eneste og eneste Opofrelse? + +Moderen svarede ikke straks, saa sagde hun uendelig mildt: + +-Fritz, naar man er blevet klar over Livets Tomhed, maa man fylde den +med noget ... ligegyldigt. + +-Er da ogsaa Opofrelsen ligegyldig? + +-Ja--fuldstændig. + +Faderen gav intet Svar. + +Det var som hans vandrende Skygge gled bort i Mørket. + +-Eller--hun talte roligt som den, der gør et sidste Spørgsmaal--gør +for Eksempel min Opofrelse egentlig dit Liv rigere? + +Maaske ventede hun, blot et Nu, et Svar. Men Faderen forblev tavs, og, +i Mørket, sitrede maaske et Øjeblik hendes Hænder. + +Fra Forhøjningen sagde hun igen: + +-Der er maaske Skin-Liv mange Steder: i Kunsten, i Opofrelsen, i +Arbejdet, i Venskabet, i Daaden; kun ét Sted er Livet--dér, hvor +Naturen har villet det. + +Moderen tav, og i Stuen var der tyst. + +Sagte løftedes ude Dørenes Klinker. + +Husets Fok kom hjem. + +-Nu kommer de igen, sagde Moderen. + +Faderen gik hen til Døren og kaldte, mens hans Stemme dirrede. + +Saa hørtes der fra Alléen Sang, den lød saa skært og foraarsmættet +imod dem. + +-Aa, det er Tine, sagde Moderen. + +Og hun slog Vinduet op. + +Blussende kom Degnens Datter løbende: + +-Aa, jeg #maatte# herned, det er de første Jordbær. Mo'er har +plukket dem i Aften; og hun rakte de røde Bær op imod Karmen: + +-Dejlige Kone, sagde hun. + +Og Moderen bøjede Ansigtet ned mod Bærrenes Duft. + + * * * * * + +Hver Dag i Middagsstunden skulde Tine ned og se, om Roserne sprang ud. + +Det var de vilde Roser om Moderens Lysthus' hvide Søjler. + +Jo, de kommer nok, sagde hun. + +-Ifjor kom de ikke, sagde Moderen, og da havde vi heller ingen +Jordbær. + +Roser og Jordbær, de skulde til paa Moderens Fødselsdag. + +-Ja, ifjor, sagde Tine, det skyldtes bare Kulden. + +Og de satte sig ind paa den hvide Bænk og de stirrede ud over Dammen, +og de talte om hvordan det var ifjor og iforfjor, og det forrige Aar, +og for mange Fødselsdage siden. + +-Aa, ja, men da var De lille, sagde Moderen. + +Moderen lo med ét, saa det rystede i hende: + +-Aa Herregud! De havde skotsk Kjole paa, hvor sad den paa Dem. Aldrig +har jeg kendt nogen saa rødøret, som De var, da De var lille. + +-Og tumlet, sagde Moderen. + +Moderen blev ved at le, og tale om Tine som Barn. + +Men værst var det den Fødselsdag, da tykke Madam Jespersen var gaaet i +Dammen. + +-Kære Børn, sagde Moderen, der sidder hun jo yderligt, lige paa +Kanten, og pludseligt ta'r Vorherre ved baade hende og hendes Stol, og +hun gik bagover, Herre Jesus, med de ret og vrangs lige i Vejret. + +Synet havde været græsseligt. + +-Man saa jo ikke andet end de tre Strudsfjer over Vandskorpen, sagde +Moderen. + +-Ja, da var jeg lige konfirmeret, sagde Tine. + +-Dagen før Fødselsdagen var der en Travlhed som ved Jul. Tine bagte og +Tine æltede. + +Alle Køkkenvinduer var smækkede op, og Maren Bryggerspige, som var i +Uldskørt af egen Strikning, svedte saa det haglede. Karlene kom +skiftevis og stillede sig op ved Dørstolpen for at se til. + +-Rup Dig, Lars, sagde Tine. Hun fløj ud og ind, alt mens hun rørte +Pundkagen i et Fad saa stort, som skulde den hele Egn spise sig til en +Forstoppelse. + +Moderen stod hjælpeløs midt i Køkkenet. + +-Tine, at der bli'r nok. De véd, hvad Jespersens lægger i sig, naar de +er ude. + +Flødepiskerne klang mod Lerfadene, og Mandfolke-Marie fyrede paa, saa +Ovnen var glødende. + +Faderen lukkede Døren op: + +-Stella, dine Hænder. + +-Fritz, jeg rører mig jo ikke. + +Og Faderen lukkede Døren igen. + +Børnene jog ind fra Bryggerset, og fyldte det halve Gulv; de vilde +smage Dejgen. + +De smagte, saa de alle blev æggegule om Næbene. + +-Og saa herut, sagde Tine: + +-Nu laaser vi Døren. + +Børnene kom paa Porten og Moderen med, og de hørte kun, ude i Gaarden, +Sløvene gaa og Tine kommandere. + +Maren Bryggers istemte Sangen om General Rye. + +Moderen løb ned ad Alléen med alle Børnene i sine Hæle. + +-Sidst, sidst, raabte hun og løb forrest. + +Faderen aabnede sit Vindue: + +-Stella, dit Bryst, sagde han. + +-Fritz, vi løber blot. + +Hele Skaren jog videre. + +For Enden af Alléen mødte de en Mand med en Lirekasse. + +-Der er en Lirekasse, raabte Moderen: + +-Kære Mand, kom dog ind. + +Og Lirekassemanden haltede forrest, medens de andre fulgte efter og +Moderen raabte: + +-Tine, Tine, der er en Lirekasse. + +Manden begyndte at spille midt i Gaarden, men Moderen skubbede ham væk +og sagde: + +-Maa jeg. + +Og under Linden begyndte hun selv at dreje, mens hun skoggerlo, for +det var General Bertrams Afskedssang, hun lirede. + +I Køkkenet løb de til Vinduerne, og Karlene kom frem i Bryggersdøren. +Jens Røgter stak sit Hoved ud fra Stalden. + +-Nu spiller hun selv, sagde han. + +General Bertrams Afskedskvad var omme, og Moderen lirede videre. + +-Hej hop, sagde hun, det er en Polka. + +-Tine, Tine, raabte hun, nu kan I danse. + +Pigerne løb ud med Tine i Spidsen, og de begyndte at danse, svedte og +barhovedede, midt i Gaarden, omkring Lirekassen: Maren-Bryggerspiges +Skørt naaede hende til midt paa Anklerne. + +-Sving Jer, sving Jer, raabte Moderen til Karlene. + +Men der var ingen andre der turde end Lars Forkarl; han listede sig +lidt flovelig ned og skød Træskoene af, før han bød Tine op, og +dansede paa Grønsværet, paa Uldsokkerne. + +-Halløj, halløj, sagde Moderen, nu faar vi Høstgilde. + +Hun drejede paa Liren, saa Sveden sprang frem paa det hvide Ansigt. + +Børnene stormede omkring Lirekassen, mens de hylede. + +-Dans, dans, raabte Moderen og Børnene sprang. Men den halte Liremand +stod lunt, og snuste efter den megen Lugt af Bagt. + +Lars Forkarl havde svunget Tine, saa den Sirtses viftede--meget var +der ikke under--og nu bukkede han skævt foran Lirekassen. + +-Tine, drej, raabte Moderen. + +Tine løb til og drejede, og Moderen svang sig, mens alle Børnene +skreg: + +Lars Forkarl holdt saa varsomt om den svaje Moder, som var hun +Postelin, mens han sprang paa Sokkerne. + +-Aa, jeg kan ikke mere, sagde Moderen: + +Men Tine blev ved at dreje, og Moderen sagde: + +-Nej, hvis Fritz ikke var hjemme, skulde vi have Hestene ud. + +Hun #maatte# have hestene ud. + +-Tine, Dagen før min Fødselsdag siger han ingen Ting. + +Hun raabte paa Røgteren: + +-Jens, Jens. + +Jens kom hinkende. + +-Jens, sagde Moderen, og pludselig hviskede hun: luk Hestene ud. + +Rundt om dansede Pigerne, og Børnene skreg, som blev de for hvert +Minut vildere af deres egne Hyl. + +-Dér har vi dem, sagde Moderen. + +De to brune satte ud af Stalddøren. + +Bagefter kom "Beauty". + +-Kys dem, kys dem, sagde Moderen, og selv viftede hun med sit +Lommetørklæde. + +Hestene foer, og Pigerne dansede. + +-Vaer Jer, vaer Jer, raabte Moderen. + +Det var en eneste Støj. + +-Stella, Stella, lød det pludseligt fra Vinduet. + +-Gud, Fritz, sagde Moderen, hun blev staaende ganske stiv. + +Pigerne forsvandt med det samme, som havde Jorden slugt dem. + +-Ja, sagde Moderen og stammede: Fritz, jeg véd ikke, hvordan det er +gaaet til. + +Men Faderen lukkede sit Vindue, og Moderen sagde sagte til Tine, mens +hun trak Skuldrene op, som hun gottede sig: + +-Nu skal Manden have Kaffe. + +-Gud, Tine, de Liremænd kan de tusinde Historier. + +Liremanden kom ind i Folkestuen, og Moderen hørte paa hans Snak i +timevis. + +-Ja, ja, og saa Liremand, og saa Liremand, sagde hun og flyttede sig +stadig tættere hen til ham paa Bænken. + +Lirekassemanden fortalte Historier fra sin Verdensomsejling. + +Da han gik, fik han en Daler. + +-Nej, Tine, sagde Moderen, fuld af Henrykkelse: hvor den Mand kan +lyve. Det er ligesom det Stykke i Læsebogen, hvor Negerdronningen +lader sig trampe paa Maven for Fordøjelsen. + +-Det stod i den tyske Læsebog, og det er sandt, skønt Fritz siger, jeg +lyver. + +-Men kom nu, sagde hun: Nu gaar vi. + +De gik ned gennem Haven. + +Aftenen var lun og lys, og Dammen laa spejlblank. + +De første Roser duftede i Hækken. + +-Hør, hvor her er stille, sagde Moderen. + +-Ja, saa stille. + +Fra Engene steg Dampen op. Langt borte skimtede de Skoven. + +-Tine, sagde Moderen, her vilde jeg gerne dø. + +Og lænet til den hvide Søjle, hvor Roserne faldt ned om hendes Haar, +saá hun ud over Dammen og Engen og Skoven. + +-Hvorfor er Livets Ramme saa smuk, sagde hun. Og træt faldt hendes +dejlige Haand ned mod hendes Side. + + * * * * * + +Om Morgenen ankom Tine Klokken fem. + +Det første hun gjorde, var at lukke Moderen inde. + +Hun drejede Nøglen dobbelt om i begge Døre--ogsaa i Døren til +Skabeværelset. + +Ti for tre Aar siden havde Moderen, paa Fødselsdagen, listet sig ud, +gennem Skabestuen op over Loftet, og pludselig havde hun staaet midt i +Lysthuset: Gud, dér er Fruen, havde Tine sagt: + +-Og De er i Natkjole. + +Men Moderen havde set alle Presenterne, før Bordet var dækket færdigt. + +Børnene var ikke til at holde i Sengen efter Klokken seks. + +De vilde op. + +Moderen havde heller ikke Ro i sin Seng. + +Hun sprang ud paa Gulvet i de bare Ben og dundrede paa den laasede +Dør. + +-Nu vil jeg ud, raabte hun. + +Og hun dundrede endnu stærkere. + +Men Tine var ikke færdig med Bordet. + +Det var dækket med en Damaskes Dug; og S'er skulde der paa Dugen +dannes af Roser, og S'et skulde pustes paa Fødselsdags-Kringlen. + +Det blev pustet ud af et Kræmmerhus, fyldt med Vand og hvidt Sukker. + +Tine stod og pustede Kunstværket inde i Køkkenet, medens alle Børnene +ar stimlede sammen rundt omkring for at se til. + +Alle deres Munde stod aabne: + +-Saa, sagde Tine, nu puster jeg. + +Og hun pustede, højrød i Hovedet, S'et ud paa Kringlen, mens Børnene +stirrede. + +-Saa, sagde Tine: Nu Svinget. + +Og hun pustede igen. + +Moderen blev ved at hamre oppe paa Døren: + +-Tine, Tine. + +-Ja, ja, raabte Tine, der løb med Kringlen, De maa saagu' blive der. + +Pigerne løb ned i Lysthuset med rødmalede Urtepotter i Hænderne. + +De skænkede hver Fødselsdag Fruen Gyldenlakker, opelskede i Pigekamret +ved den megen natlige Varme. + +Alle Gaverne paa Bordet var paa Plads, og Børnene og Tine tog Pragten +i Øjesyn. + +Faderen kom vandrende langs Hækken. + +Stille lagde han sin Gave paa Bordet, halvt skjult, og gik. + +-Nu kan vi hente Fruen, sagde Tine. + +Børnene stormede afsted ind mod Huset, op ad Trappen. + +-Mo'er, Mo'er--nu--Og Tine aabnede Døren. + +Hvidklædte løb Børnene foran Moderen, mellem de grønne Hække, ned mod +det hvide Lysthus. + +-Mo'er, Mo'er, blev det ved at lyde. + +-Mo'er, Mo'er, lød det, til de naaede det hvide Lysthus. Og hver af +Børnene greb sin Gave og strakte den frem i oprakte Hænder. + +-Mo'er, Mo'er, det er fra mig. + +-Mo'er, Mo'er, næh, det er fra mig. + +Og paa Tæerne stod de for at faa det rakt. + +Et Nu stod Moderen, hvid mellem de hvide Børn. Hun saa' saa langt ud +over de sommerlige Enge. Alt var badet i Lys: Himmel og Luft og Jord. + +-Hvor Dagen er skøn, sagde Moderen. + +Og hun smilte. + +Saa rev hun Haanden til sig--det var Tyras, der slikkede hendes Fingre +og lagde sig ved hendes Fod. + +-Aa, er det Dig, sagde hun. + +Og midt i Solens Lys stod hun mellem de vilde Roser, med Børnene om +sig og Tyras ved sin Fod. + +Pigerne kom, og Karlene, der havde Støvler paa. + +De ligesom luskede saa sært rundt om Dammen, i et langt Tog, dukkede +baade i Nakker og Knæer--de saa' ud som skulde de til Offers. + +Moderen trykkede deres Haand, én efter én. + +Pigerne skævede hver til sin Present, og de gik videre igen. + +Bagest travede Jens Røgter. Hans Bukser hængte bagtil saa sørgmodigt, +som var han til Kondolence. + +Naar de var vel borte allesammen, skyllede Moderen sine Hænder i +Dammen. + +Tine var oppe for at hente Chokoladen. + +-Kære Børn, lad os faa den straks, sagde Moderen: saa er det +overstaaet-- + +Børnene var løbet bort og hun var ene. + +Stille gik hun ind og aabnede Brevet, Faderen havde lagt paa hendes +Bord. + +Langsomt foldede hun Brevet ud og læste: + +-Lykke er det saa underligt at ønske Dig. Men jeg ønsker Dig det +bedste, Livet vil give Dig. Din Fritz. + +Moderen bøjede atter sit Hoved. + +Hun vidste ikke selv, at hendes Hænder lidt efter lidt udviskede +Blomster-Navnet paa hendes Dug. + +Saa saa' hun Faderen, der fra Hækken kom hen imod hende: + +-Tak, min Ven, sagde hun og tog hans Haand. Og de stod et Nu foran de +mange Gaver--begge tavse. + +Saa gled Faderen bort, hen imod Lunden. + + * * * * * + +Klokken fem om Eftermiddagen ankom Stedets Befolkning. Tine havde +været hjemme at hente Degne-madammen, der bar en Sandkage, indsvøbt i +et hvidt Hovedklæde. + +Naar Familjen Jespersen havde set Degnefamiljen dreje om ved +Sognefogedens Gaard, satte Madam Jespersen sig i Bevægelse med de to +Døttre. + +Madam Jespersen bar over sin Højtids-Paryk en diademlignende Hat, +hvori der tronede to uægte Strudsfjer. + +Frøken Stine var iført en sort Damaskes Kjole, der gav én det Indtryk, +at i denne Indbinding var hun konfirmeret. Det var iøvrigt særegent +for Frøken Stines Kjoler, at de altid saa' ud, som var hun vokset fra +dem ved Haandleddene og forneden. + +Fruens Fødselsdag var--ud over de lovbefalede Ferie- og Festtider--den +eneste Dag, hvor Frøken Stine tog sig fri. + +Hendes Gave var en Flaske Eau de Cologne, som Moderen bagefter i +Stilhed heldte paa to Smaaflasker og bortskænkede i Borgestuen. + +Frøken Helene var i lyst og væver som en ung Ged. Hendes Present, der +var indsvøbt i rosa Silkepapir, bestod af et Kanavas-Broderi, hvis +Indfatning ventede paa Sadelmageren. + +Frøken Helenes Presenter blev regelmæssigt, det paafølgende Efteraar, +skænkede Sønderborgs Bazarer til Bortlodning. + +Sognefogedens Kone var første Gang ude efter Sønnens Død. Hun var +højtidelig som en Salmebog. Hun havde om Morgenen sendt en Krukke +Smør. + +Af Mandfolk var der ikke et eneste. + +-Fritz, sagde Moderen, paa min Fødselsdag ialfald vil jeg være fri. + +-Et eneste Mandfolk er nok til at virke forstyrrende paa Sladderen. + +Familjen Jespersen tog Plads midt i Lysthuset, hvor Fru Jespersen, +uden at spørge, i et Nu, havde undersøgt Gaverne. + +Frøken Stine trykkede sin Mandfolkemund saa haardt mod Moderens Kind, +saa det gjorde næsten ondt. + +Og genert, mens hun mumlede noget, der halvt var en Lykønskning og +halvt en Undskyldning, stak hun Eau de Cologneflasken ned i Moderens +Lomme. + +-Ach Gott, sagde hun, og hun vidste vel knap nok, hvad hun selv sagde, +was ist wohl's Leben. + +Frøken Helene var lutter ungdommelig Urolighed. + +Der var ikke den Gave, som hun ikke graciøst prøvede paa sig selv. + +Degnens Kone, der sad ved Siden af Frøken Stine, fortalte at Madam +Esbensen var kørt der forbi ad Ulkebøl til. + +Madam Esbensen var Jordemoderen. + +-Og, sagde Degnekonen, det er naturligvis til Sørensens. Jeg saa'et jo +godt, hvordan hun, sidst hun kørte forbi, fyldte i Agestolen: + +-Det var paa det nærmeste. + +Emnet interesserede alle. + +-Vor Herre bevare hende, sagde Moderen, det er den niende. + +Alle talte, undtagen Sognefogedens Kone, der i sit sorte Shavl sad ret +op og ned, og uden at mæle et Ord, tømte tre Kopper Chokolade. + +Degnens Kone sagde pludselig, højere end de andre: + +-Men underlig er'et, Madam Jespersen, at hvert Sogn li'som har +#sin# Maaned. Her er det i Maj. + +Moderen, der gottede sig som en Killing, der kommer til Varmen, lo og +sagde: + +-Men, kæreste Madam Bølling, hvor véd De dog det? + +-Det kan man da læse i Kirkebøgerne, sagde Degnens Kone. + +Og hun tilføjede: + +-Men Dødsfaldene falder rigeligst i November. + +Frøken Stine sagde, at i hendes Skole havde de de fleste Fødselsdage i +December. + +Moderen gav sig til at tale om Ammer, mens Frøken Helene havde +ombundet sig med et Koralhalsbaand og legede foran Lysthuset med +Tyras. + +Med mange Smaahvin tog hun Afstand fra Konversationen. + +Saa sagde Moderen: + +-Nu leger vi. + +Og hun sprang op fra sin Bænk og vilde fange Helene. + +-Sidst, sidst, raabte hun. + +Tine fløj efter: + +-Sidst. + +Børnene kom frem bag Hækkene og løb med: + +-Sidst. + +Moderen var forrest: + +-Sidst. + +De fløj om Dammen. + +Stines Eau de Cologneflaske daskede om Moderens Ben, til hun fik den +op og placeret paa Grønsvaret ved Dammen. + +-Stine maa med, raabte Moderen. + +Stine kom ud af Lysthuset og satte i Spring efter Tine. + +Moderen maatte, for Latter, læne sig til et Træ. + +Jomfru Stine lignede grangiveligt, naar hun løb, Hønsekræmmerens +bovlamme Krikke. + +Saa lige paa en Gang smed Moderen sig i Grønsværet; og rundt omkring +hende lagde de sig alle. + +-Nu skal Hundestejlerne have Mad, sagde Moderen. + +Og alle smed de Krummer ud i Dammen, hvor Hundestejlerne gled, vævre i +Solens Skin. + +De tre Gamle sad i Lysthuset. + +Madam Jespersen havde i Stilhed befølt Gaverne. + +Tine bød Vin om, og Glassene stod i Græsset rundt om Dammens Kant. + +-Skænk for, Stine, sagde Moderen. + +Jomfru Stine blev altid saa sørgmodig, naar hun havde drukket et Par +Glas. + +-Og ogsaa for Børnene, sagde Moderen. + +Børnene fik Kirsebærvin, saa de blev helt øre. + +Men Jomfru Stine sad og støttede Hagen paa sine Hænder, og mens +Moderen lo, og Børnene foer rundt--den ældste Dreng drak Slatterne af +Glassene--deklamerede hun stille ud i Luften et Digt fra en gammel +tysk Almanak. + +-Sig mer, sig mer, sagde Moderen. + +Og Jomfru Stine blev ved at deklamere, med sin Mandfolkerøst--det lød, +som hun messede. + +Sognefogedens Kone havde rejst sig. + +Tavs gav hun Haanden til Afsked, og Moderen fulgte hende til Hækken. + +De andre Madammer fulgte efter, og Moderen sagde til Tine: + +-Tag det bort. + +Hun pegede ud over Glas og Tallerkener, og tavs tog hun Plads inde ved +Lysthusets inderste Væg. + +-Ogsaa alt det, sagde hun. + +Hun mente Gaverne, og hendes Stemme lød, som kun det at se dem gjorde +hendes Øjne ondt. + +Tine gik omkring og tog alting bort. + +Børnenes Stemmer hørtes inde i Gaarden.... + +Da Tine kom tilbage, sad Moderen og læste i en gammel Bog. + +Tine satte sig stille hos hende. + +-Hvad læser De? spurgte hun. + +-Et Digt, sagde Moderen. + +-Hvad for et? + +Moderen vendte Bogens Blad, og, som om hun læste for sig selv, gentog +hun atter Digtet: + + En sælsom Drøm har jeg haft: + I Ørknen var jeg. + Det var kun Sand og Sand, + og intet uden Sand. + Men da, et frygteligt Syn + mit skræmte Øje saa': + Ørkensens Rovdyr kom + i et endeløst Tog. + Forrest Løverne gik + med hvide Tænder; + + Tigre og Pantre der kom + med de plettede Skind. + Men bagest Hyænerne skred, + hvis syge Attraa er Aadsler. + + Menneskets Drifter det var, + der afsøgte Ørkenen. + Men Drømmen skifted. + Og ene jeg stod + paa en mægtig Mark. + Men denne Mark var Jorden. + Og over den ganske Jord + et eneste Mørke laa-- + mens frem i Mørket + løfted sig et Kors, saa stort, + som vilde dets vældige Arm + favne baade Himmel og Jord. + Stille der var. + Kun nu og da + fra Korset en Draabe der faldt, + og atter stille der blev, + til den næste Draabe den randt, + og der igen blev tyst, + til den næste Bloddraabe faldt. + Dit Blod det var, Korsfæstede Menneskehed. + +Moderen lukkede Bogen. + +Med Hovedet støttet mod sit Lysthus' Væg stirrede hun, hvid og stum, +ud i Sommeraftenens Skønhed. + +-_Tine_, sagde hun pludselig, og det gav et Ryk i Tine, for Moderen +havde sagt hendes Navn næsten ligesom en, der kalder til Hjælp. + +Men Moderen blev siddende som før, og hun hviskede blot nogle Ord, +Tine ikke forstod: + +"Der er ej Verden udenfor Verona," hviskede hun. + +Og hun tav igen. + +Efter en Stund sagde hun: + +-Tine, véd De, hvad der er sandt--hvis man kunde se ind i min Sjæl, +ligesom man gennem en Glasrude ser ind i et Hus, saa vilde man, mellem +alt Bohavet derinde, ikke finde et Ønske, ikke noget eneste Haab, ikke +blot Skyggen af en Drøm-- + +-Saa var det bedre at dø. + +-At dø, Tine, er heller ikke det sværeste--det er meget sværere hver +Dag at forsøge paa at leve.... + +Tavs blev hun siddende, med Hænderne om sine Knæ; og, hviskende som +før, bevægede hun Læberne til nogle Ord, som Tine ikke kendte: + + I sit stille Kammer, + i sit stille Kammer + ligger mit Hjerte-- + ligger mit Hjerte lig. + + Og ingen græder + over det døde Hjerte: + thi det blev kun + elsket af Een. + + Men den, der selv døde + paa sit Hjertes Dødsdag, + kan ej græde + ved sit Hjertes Lig. + + I sit stille Kammer, + i sit stille Kammer + ligger mit Hjerte-- + ligger mit Hjerte Lig. + + * * * * * + +Der blev ikke sunget mere om Aftenen, og Børnene fik aldrig Lov til, +før de skulde i Seng, at danse i deres Natkjoler i Dagligstuen. + +Tanterne var komne. + +De benyttede Stedet som et Efterkur-Ophold, naar de kom fra +Badestedet. + +De var lavt-talende, ranke som Lys, og bar altid Halvhandsker. + +De ejede en uendelig Omhu for Føret og de medførte bestandig Paraplyer +af Hensyn til Mulighed for Regn. + +-Kære Du, sagde de til Moderen, en vaad Strømpe paa saa meget som en +halv Time, og man kan ha' sin Bronchit, der varer i Uger. + +Moderen, der under Efterkur-Besøget var hvid af Angst, sagde Ja til +alt og gik i Barège-Kjoler. Egentlig tænke gjorde hun kun, Dagen lang, +paa en eneste Ting, om Børnene nu igen havde bragt Uryd i +Tanteregimentet af Galoscher. + +Tine saa hun om Morgenen. + +Det var som en Art stiltiende Aftale, at Tine forsvandt af Huset under +Tante-Kurene. Moderen og hun mødtes i den Tid nærmest som et Par +Smuglere. Men om Morgenen maatte hun være der for at faa Moderen op. + +De to Tanters Kur fordrede, at de var af Sengene Klokken syv, og de +var præcise som et Domkirkeur. + +-Nu #maa# De op, sagde Tine. + +-Ja, kære De--hvad er Klokken? + +Moderen elskede sin Seng og den Frihedstilstand at være i Natkjole. + +-Men nu maa De op. + +-Ja-- + +Endelig kom hun af Sengen. + +Naar hun kom ned til Tanterne, var hun i stort hvidt Forklæde og saa +ud, som havde hun raadet sit Hus fra Klokken fem, da Kærnen begyndte +at gaa. + +De to Tanter sad, meget stive i Ryggene, ved hver sin Side af Bordet i +Havestuen og ventede paa deres Te. De gjorde, naar de skulde tiltræde +deres Morgen-Kur-Tur, et udpræget Indtryk af Rejsefærdighed. Kjoler og +Skørter var opbundne ved Hjælp af et System af Hægter, og paa Hovedet +bar de Hatte, der var af Omfang som Bunden af de Kurve, hvori man pr. +Post ekspederer Ligkranse. + +Disse Monstrer var garnerede med Kniplinger, der gik dem ned over +Øjnene. + +-Gud, Du, sagde de i Anledning af Kniplingerne: det første, man maa +beskytte, er da Øjnene. + +Moderen sagde: + +-De ser ud, som om de skulde marschere til Jerusalem. + +De gik ikke i den rigtige Have af Hensyn til Frøerne, som de afskyede. + +-Der myldrer af dem, og de springer op ... det er næsten værre end +ifjor. + +Desuden var Vejen gennem Køkkenhaven seks Gange frem og seks Gange +tilbage netop deres Tur. Mens de vandrede, talte de ikke. + +-Lægen i Genéve har Ret, sagde Tante Bothilde, man skal det ikke. Man +skal gaa og la' sine Nerver ha'e Ro. + +Ved hveranden Omdrejning nød de en lille Chokoladekage. + +-Der er det ved den Schweizer-Chokolade, sagde de, at den styrker uden +at berøve En Appetitten. Den hjemlige Chokolade, kære, det er jo, som +at faa Klumper i sin Mund. + +-Men det forstaar sig, ogsaa i Schweiz maa man jo nøje kende Mærkerne. + +Naar Tanterne kom tilbage, hvilte de. + +Det vil sige, at de sov to Timer, indsvøbte i Uldtæpper. + +-Lille Du, sagde Tante Bothilde, der er kun Uld. Franskmændene, der er +Folk, som vil bevare sig rørige, har altid Uldmadratser. + +-Oven paa deres Springmadrats, sluttede hun efter et Sekunds Forløb. + +-Kære Du, sagde Tante Anna: Franskmænd er jo Franskmænd. + +Moderens Angst voksede kun op ad Dagen. Det var Maaltiderne, som var +hendes Skrækkens Timer. Det kunde jo ikke siges, at Børnene sad +korrekt tilbords. + +Og Bordsidden var Tanternes Specialitet. + +-Det maa dog indrømmes mig, sagde Tante Bothilde, at det er af +Vigtighed. Og læres det ikke fra Barndommen, læres det jo aldrig.... + +-Jeg forsikrer Dig, naar denne Stockfeldt aldrig blev +Statsminister--Tanterne benævnede Konseilspræsidenten med Navnet +Statsminister--var det, fordi han spiste med Kniv. + +En Time før Middag begyndte Børnenes Storvask. + +Moderen stod hos, mens Barnepigen foer over Børnenes Kroppe med +Svampene, som om hun høvlede ru Planker. + +-Anna Margrethe, sagde Moderen, pas dog paa Neglene. + +Anna Margrethe børstede Neglene, som vilde hun børste Fingerspidserne +af Børnene. + +-De er ikke rene endnu, sagde Moderen: Gud véd, hvad I maa rode i.... + +-Og Øerne, sagde Moderen. + +-La'e mig. + +Hun tog selv fat med Ørene. + +-Og faar man dem saa rene, sagde hun fortvivlet, saa bli'er de røde. + +Røde blev de. + +Man naaede til Paaklædningen, og Pletter var der paa alt Tøjet. + +Moderen gned og gned med Handskeskind og Eau de Cologne. + +-Saa, i Guds Navn, nu maa det være, sagde Moderen. + +Faderen førte Tanterne til Bords. De var i sort- og hvid-stribet +Silke--deres table d'hôte Kjoler fra Badet--og de bar mange Ringe, der +ligesom klaprede paa de meget afmagrede Fingre. De medbragte to +Pulveræsker, som de anbragte hver ved sin Kuvert. + +Børnenes Øjne stod stive af Skræk. De spildte straks. + +Moderen konverserede for at aflede Opmærksomheden--saa hun fik +hektiske Pletter i Kinderne--de talte om København og alle Bekendte: + +-Ja Du, sagde Tante Bothilde, Jane er jo uhyre rar. Men hun har sine +Særheder. Man kan jo, Du, ikke faa sine Ben under hendes Bord, far +hun begynder at tale om Konfessionerne. + +-Lille Du--det var pludselig til den ældste Dreng--en artig Dreng +skyder Brystet frem og Skuldrene op, naar han spiser. Saa sidder man +rank.... + +-Og jeg finder nu--fortsatte hun uden Overgang, vendende tilbage til +Jane og Konfessionerne--at den Slags Ting afhandler man ikke over +Maden. + +-Man kan spise hos Biskoppens en første Juledag, og Religionen og den +Slags berøres ikke med en Stavelse.... + +-Det passer dog virkelig ikke til slebne Glas og Porcellæn. + +Tante Anna gik over til at tale om Glas og Porcellæn overhovedet. + +Hun talte om et Glaspusteri i Sydfrankrig: + +-Hvor man, Du, sagde hun til Faderen, virkelig faar vidunderlige Ting +... Men, kære, nu falder det mig ind, hvorfor ser man aldrig iaar dine +kønne slebne Karaffer. + +-Dem til Madeiraen. + +Blodet fløj Moderen til Hovedet--hos Tanterne gik aldrig noget i +Stykker. + +-Ja, Margrethe slog--Du husker--slog ... kom til at slaa den ene +itu.... + +-Ja, hvor er Margrethe? Den nette Pige, jeg husker hende jo godt, den +nette og vævre lille Person, sagde Tante Bothilde. + +-Hun kom galt afsted desværre, saa hun maatte ud af Huset.... + +-Hun osse, sagde Tante Anna. + +Men Tante Bothilde brød, med et ilsomt Blik over til Børnene, ind med +et: + +-Naa. + +Det eneste "Naa" lød, som blev en Jernport slaaet til. + +Og der blev ikke talt mere om Karafferne. + +-Lille Stella--det kom et Sekund efter "Naa'et"--en lille Pige +sidder ikke med Fødderne overkors ved et Bord. + +Det røg i Søsteren, saa hun tabte Gaflen. + +-Saa, nu plettede Du Kjolen, sagde Tanten og halvt undskyldende sagde +hun, vendt til Moderen: + +-Kære, Du véd, den Slags Ting kommer kun ved den bestandige Paaminden. + +Og inde paa sit Yndlingsemne sluttede hun med at sige: + +-Man lærer kun Børn at sidde tilbords ved at lade dem holde Albuerne +tæt til Kroppen, naar de spiser. + +Maaltidet var tilende, og Kaffen skulde nydes i Havestuen. + +Børnene var røget ud af Spisestuen, saa de væltede over hinanden i +Gangen. + +-Men, sagde Tante Anna--hun var knap kommen til Sæde--kan jeg glemme +hende, Margrethe, det kønne og vævre lille Pigebarn. + +-Det er med de kønne, det gaar værst, sagde Moderen, som tragtede +Kaffen. + +-Men, sagde Tante Bothilde, det hænder jo bogstavelig hvert Aar her i +Sognet. + +Moderen smilede bag Maskinen. + +-Ja, sagde hun: flere Gange. + +Tante Bothilde sad lidt. Saa sagde hun: + +-Vi og vore fatter det jo ikke. Men Gud være lovet, det vedkommer ikke +os. + +Tante Anna sagde: + +-Naa, Du, der foregaar vist meget i Livet. Det bedste er at lade, som +man ikke ser ... saa li'esom er det ikke. Men de Folk har jo heller +ikke Opdragelsen.... + +Moderen blev ved at smile: + +-Mon den hjælper? sagde hun. + +Og uden at tænke paa Tanterne sagde hun hastigt: + +-Hele Ulykken er vel den, at Naturen har været grusom nok til at skabe +Dyr, der tænker. Først parrer Dyret sig, og siden væmmes Mennesket. + +Tante Bothilde sad forstenet, saa hun næppe kom til Orde: + +-Ja, Du, Du si'er undertiden Ting.... + +-Du si'er Ting ... Vi er da vel alle Guds Skabninger. + +Naar Tanterne var færdige med Kaffen, blundede de. + +Tante Anna lagde i Stilhed Lommetørklædet over sit Ansigt. + +Naar der var hvilet, blev der læst. Søstrene skiftedes. De gennemgik +de skønliterære Værker i de tre store Sprog for at holde sig i +Øvelsen. + +Tante Bothildes Yndlingsforfatter var Dickens. + +-Kære Du, man erfarer af den Mand dog virkelig meget om Menneskene. +Det er godt nok med Goethe. Men han virker med samt sit Weimar nu paa +mig, som var han af Sten. + +Tante Anna foretrak de kvindelige Forfattere og der førtes derom en +skændende Strid: + +-Sproget kan jo, sagde Tante Thilde, være meget pynteligt, men +Indholdet, kære Ven, det er altid det samme om den Kærlighed. + +-Og det Stadium kommer man jo dog, Gud være lovet, over. Desuden, man +kan ha'e nok i Livet. + +Før Te gik Tanterne igen. Men i Alléen. + +Efter Tedrikningen sad de paa Havetrappen en halv Time og drak Luft. + +-Man taler om Vand og Vand, sagde de: det første er dog Luften. Hvis +Folk var kloge nok og sov for aabne Vinduer, vilde de blive hundrede +Aar. + +Efter seks Ugers Forløb var Efter-Kuren endt. De rejste paa Dagen. + +Det sidste, de foretog, var Uddelingen af Drikkepengene, indsvøbte i +Papir. + + * * * * * + +Naar Tanterne var borte, kom en anden Tid. + +Moderens veninder aflagde Besøg. Det var Døtrene fra Godset, hvor hun +var opdraget. De virkede som brogede Fugle, der kom langvejs fra. + +I otte Dage skinnede deres Parasoller i Havegangene. + +Vinduerne stod aabne, saa Hus og Have løb ud i ét; og det summede med +fremmede Navne; og Postbudet bragte Breve, hvis Udskrift ingen i +Køkkenet kunde stave. + +Det var den lyseste Tid paa hele Aaret. + +Veninderne var i Krinoline, som Børnene syntes lignede de store +omvendte Lysekroner hjemme fra Amaliegade, og i Mantiller med lange +Snipper. Men naar de kørte ud, havde de Strudsfjer paa Hovederne, +ligesom Zampa, den lille Hest, de havde set i Augustenborg, og som +kunde sidde tilbords og ringe paa sin Mad med en lille Klokke. Alle +talte de i Munden paa hinanden, Veninderne. Men mest snakkede Lady +Lipton. + +Hun boede langt borte i et fremmed Land og hun kendte mange af dem, +der var de rigeste og fornemste. Faderen førte hende altid tilbords +til Middag. + +Men naar de havde spist, drak de Kaffe i Havestuen, og det var Lady +Lipton, der talte. Hun talte om Rachel, som hun elskede, og om +Kejserhoffet i Tuilerierne og om alle fjerne og besynderlige +Mennesker, som hun kendte--mens Moderen lyttede. + +-Fortæl mer, sagde Moderen, og Ladyen fortalte mer; om det store Lands +Digtere mellem hvem hun levede, om dets Malere hvis Malerier hun +ejede, og helst om en sær og sælsom ung Digter fra et eksotisk Land, +hvem hun havde truffet i en stor By, hvor alle Eksistenser driver +sammen, og hvis Billede hun havde staaende paa sit Bord oppe paa +Gæstekammeret. Moderen hørte ogsaa helst om ham. + +-Ma chére, sagde Ladyen, jeg tror Livet er gledet fra ham. Han har +forglemt den Kunst at være til. Han kan ikke mere stryge sin høje Hat +og han gider ikke knappe sine Handsker for at gøre en Visit; han +formaar ikke mere at foretage sig alle de mekaniske Ting, hvoraf Livet +bestaar: som at gaa til sin Barbér eller drikke sin Kaffe paa en Kafé +eller sætte sig tilbords med en affabel Dame og betragte en pudret +Gorge.... + +-Jeg forstaar det, sagde Moderen. + +-Han føler vist ingen Sorg, sagde Ladyen--og han er ikke +desillusioneret, for, hvad der hedder Illusioner, var ganske sikkert +allerede fortæret af hans Forfædre. + +Hun tav lidt, saa sagde hun: + +-Snarest vilde jeg sige, at han hørte til _les désinteressés_. +Livstingene er ligesom visnede bort for ham til lutter Ligegyldigheder +eller Latterligheder eller noget, der vækker hans Forbavselse. + +Ladyen lo pludseligt: + +-Aldrig vil jeg glemme, sagde hun, en Dag han kom til mig og pludselig +udfoldede "Le Figaro", der laa paa mit Bord, og mens han med en slank +Haand slog ned over den ynkelige Avis, sagde han med en usigelig og +træt Forfærdelse--aa nej, ikke Forfærdelse, kun en Slags mat +Forbavselse: + +-Alt det handler om Krigen med Kina. + +Ladyen tav et Øjeblik, saa sagde hun: + +-Det er vel Tingen, at for ham er alt blevet Krigen med Kina. + +Moderen rakte Kopperne rundt. + +Saa sagde hun stille: + +-Maaske elsker han--eller har han elsket. + +Ladyen svarede: + +-Jeg tror det ikke, ma chère. + +-Der er i alle de store Lande sælsomme Mennesker, hvem +Kærlighedens--hvad skal jeg sige?--rent fysiske Side indgyder +uovervindelig Modbydelighed. De bliver Asketer af Raffinement, og de +begærer bestandig, mens de forbander Tilfredsstillelsen. + +-René er saadan. + +-Han drives mod Kvinderne, og naar han blot holder dem i sine Arme, +overdænger han dem med Skældsord. + +-Saa elsker han ikke, sagde Moderen. + +Ladyen tav lidt. Saa sagde hun: + +-Er Elskov andet end at føle Begær og at undsé sig derved? + +-Kan Du intet af hans Digte, sagde Moderen. + +-Et enkelt, sagde Ladyen. + +-Sig os det, sagde Moderen. + +Ladyen lænede sig tilbage i sin Stol, og paa sit lidt fremmedartede +Sprog, der gav Ordene en sær Klang, sagde hun langsomt: + + Jeg elsker Dig, som Havet elsker + den vide Kyst, som det beskyller, + dækkende og altid den bedækkende + med et evigt Kys. + Saadan som en Elsker kan + fra Fodens Saal til Tindingens skønne Bue + føre sin søde Læbe + langs den Elsktes ganske Legem, + for, i Salighed, det alt at eje ... + Saadan elsker jeg Dig-- + saadan. + + Nej, jeg elsker Dig som Solen elsker + Aftnens gyldne Skyer, + der favner den og helt den favner, + mens stolt, en sidste Gang, den hilser + Jordens usle Herlighed og dør. + +-Du kan et andet, sagde Ladyens Søster. + +-Ja, sagde Ladyen, jeg kan endnu et. + +Og i den samme Stilling, uden at røre sig, sagde hun, og hendes +Altstemme farvedes blødere: + + Naar i de lange Nætter + jeg ensom hviler + og ingen ser mit Ansigt + og ingen mine Øjne, der er tørre-- + da tænker jeg: + Hvis jeg var død. + vilde Du dog komme + og knæle ned, + der hvor jeg hvilte, + og min Haand, som Du nu skyer, + vilde Du tage, + nu, den var kold, + og ind i mit Øre, + der ej kunde høre mer, + vilde Du hviske, + in Stemme fra den Gang: + Hvor jeg dog elskede Dig ... + Og den Døde vilde smile. + +Moderen havde sat sig og med store Øjne stirrede hun frem for sig mens +hun havde foldet Hænderne om sit Knæ. Saa sagde hun: + +-Sig det igen, til jeg kan det. Ladyen lo. + +-Du kan det allerede, sagde hun. + +-Ja, det sidste. + +Og meget mildt, næsten uhørligt, gentog hun de fremmede Ord, medens +hendes hvide Hænder stadig var foldede over hendes Knæ: + + Jeg elsker Dig som Solen elsker + Aftnens gyldne Skyer, + der favner den og helt den favner, + mens stolt, en sidste Gang, den hilser + Jordens usle Herlighed og dør. + +Alle tav lidt. + +Saa sagde Lady Lipton: + +-Men oppe paa sit Billede har han skrevet det Vers, jeg elsker højest. + +-Det kan jeg, sagde Moderen. + +Og med en Stemme, næsten som nynnede hun en Vuggesang, sagde hun det +lille Vers fra Billedet--den fremmede og ukendte Digters Billede: + + Som Planten visner, + for dens Rod er uden Væde; + som Blomsten bliver bleg, + for Solen naa'r den ikke, + saa bleges jeg og visner hen, + for Du har ej mig kær. + +De tav igen, til pludselig en af Ladyens Søstre gav sig til at le og +sagde: + +Lille Børn, det vilde ikke være saa galt at blive elsket af den unge +Mand. + +Og de lo alle højt, Moderen højest, og de løb alle ud i Haven og de +kastede sig paa Græsset, saa Krinolinerne stod op om dem. + +Aftenen var den lystigste Tid. + +Veninderne havde Fyrværkeri med, og de satte Blaalys og Grønlys i alle +Buske, saa de var nær ved at stikke Ild i den ganske Have. + +Moderen holdt Svovlstikkerne til og klappede i Hænderne. + +Børnene saá til fra Barnekammeret i deres Natkjoler. + +-Hvor det er dejligt, hvor det er dejligt, raabte Moderen. + +Fra alle Buske flammede det blaat og rødt og selv stod hun midt paa +Plænen. Hendes hvide Ansigt var vendt opad og Hænderne havde hun +løftet. + +Saa sagde hun pludselig: + +-Men Stjernerne er dog skønnere. + +Og mens de kunstige Lys langsomt sluktes, et efter et, og Busketterne +laa i Mørke, saá de alle opad, mod Augustnattens Stjerner. + +-Vis os nu dine Stjerner, sagde Lady Lipton. + +Moderen rystede paa Hovedet: + +-Nej, sagde hun, lad os nu være stille. + +Hun blev staaende, og Veninderne blev tavse ligesom hun. Lidt efter +gik de ind i Stuerne var der mørkt og køligt. De satte sig alle i +Dagligstuen, og ingen talte. Tilsidst sagde Moderen: + +-Jeg tror, at Stjernerne er til for de sorgfulde; for at de skal +forstaa, at det ikke en Gang nytter at de sørger, thi selv vor Sorg er +for lille. + +Ingen svarede. + +Men Moderen rejste sig og i den mørke Stue satte hun sig ved Klaveret. + +De hvide Hænder gled hen over Tasterne og mens hun langsomt--ganske +langsomt--anslog nogle Akkorder, halvt sang hun til en Melodi, hun +selv havde fundet, de fremmede Ord: + + Som Planten visner + for dens Rod er uden Væde, + som Blomsten bliver bleg + for Solen naa'r den ikke, + saa bleges jeg og visner hen + for du har ej mig kær-- + +Det var tyst. + +Over Haven, over Markerne, over alle Enge skinnede Høstens Stjerner. + + * * * * * + +Veninderne rejste, og Høsttiden kom, hvor de tunge Sædvogne rullede +ind gennem Gaardlaagen, og Moderen og Tine sad paa Toppen af Læsset +ved Siden af Pigerne, mens Børnene hujende boltrede sig i Loen, der +fyldtes. + +Moderen sprang ned i Armene paa Lars og skreg: + +-Hold mig, hold mig! + +Bag efter var hun bange for Ørentvistene, saa hun klædte sig af lige +til Skindet. + +Ogsaa Høsttiden gik og Septembers stille og hvide Dage kom, og Haven +laa lysende og ganske tyst, og ingen Myg en Gang summede over Dammen. + +Moderen sad mest paa den hvide Trappe og lod sig bage af Solen, mens +Tine syslede i Haven ved hendes Fod. Poplerne langs Alléen fik gule +Blade og blev ligesom højere i den tyndklare Luft. + +Moderen frøs sammen: + +-Hvor Skyggerne bliver lange, sagde hun. Tine bandt Roserne op og saá +ud over Plænerne: + +-Ja, sagde hun, vi er langt henne. + +Men Moderen, der stirrede ud over de solklare Bede, hvor intet rørte +sig, men alt skinnede, Blade og Asters og de sene Roser, sagde: + +-Tine, et Sted er der dog Fred: i Døden. + +Det blev tidlig mørkt og Tine og Moderen og Børnene gik gennem Alléen, +hen over Markerne, hvor Brombærranker fyldte alle Grøfter. + +De mødte ingen, overalt var der tyst. Bag dem saá de Landsbyens Lys, +der tændtes, et efter et. Saa lød Aftenklokkerne. + +Moderen stansede; Børnene havde klynget sig til hende. Saa langt hun +saá, laa kun de vide Marker og dér, i Halvmørket, Landsbyens tavse +Lys. Himlen var dunkel og uden Stjerner. + +Længe talte ingen af dem. Saa sagde Moderen, der saá saa høj ud i +Mørket: + +-Véd De, Tine, her skulde man føre de Mennesker hen, som lider. + +Men lidt efter sagde hun--og hendes Stemme var ubeskrivelig træt--: + +-Og alligevel, det kunde ikke nytte. Jeg tror, at Jordens Skønhed +forhøjer kun Sjælens Lidelse: + +-Der er ingen Trøst. + +De gik videre over de halvmørke Marker. Klokkerne var hørt op at +ringe, og der hørtes ingen Lyd uden et Par Hundes Glam. Saa døde ogsaa +de bort. + +-Lad os gaa hjem, sagde Moderen. + +Men naar de kom hjem legede Børnene Cirkus i deres Natkjoler midt i +Dagligstuen. + +Omegnens Præster kom til L'Hombre. De rullede ind i gamle Kalescher +med tykke og rødmussede Kuske paa Bukken, og Spillebordet kom frem i +Faderens Stue, hvor L'Hombren gik, mens man ikke saa' Haand for sig +for Røgen fra de lange Piber. + +Gamle Fangel bandte og svor, saa det rystede i Reolerne og Mynsters +Betragtninger dansede. Børnene, der ikke kunde sove, løb ud af +Sengene, og fik Svedsker for at gaa i Seng igen. + +Moderen spillede til paa Klaveret. + +Inde i Faderens Stue blev de hidsigere og hidsigere, Toddyglassene +blev fyldt og gamle Fangel svor. + +Morgenen kunde bryde frem, og Pastorerne spillede endnu. + +-Nu tager vi det sidste Spil paa Græsplænen, sagde gamle Fangel. + +-Ja, gør det, gør det, sagde Moderen. + +Pastorerne kom op fra Stolene--lidt usikre var de paa Benene--og de +drog ind gennem Dagligstuen. + +-Herregud, sagde Fangel, saa ser man Vorherres Sol igen. + +De vraltede ned ad Havetrappen og de fik Toddyglassene stillede paa +Plænen, og de spillede, liggende paa Maven, mens de slog i Græsset med +de store Hænder. + +Moderen sad paa Havetrappen og lo og lo. + +Men et Uldtæppe lagde hun over gamle Fangel. + +Folk fra Landsbyen kom op og begyndte at gaa forbi i Alléen. + +-God Morgen, sagde de, og tog stille Hatten af for Præsterne. + +-God Morgen, god Morgen, sagde gamle Fangel. + +Men Solen kunde staa højt og Pastorerne blev ved at spille. + + * * * * * + +Dagene blev kortere og kortere, og paa Træerne tyndedes Bladene og de +allersidste Roser frøs langs det hvide Hus. + +Paa Væggen mod Syd hang kun Druerne fulde og store. + +Moderen saá til dem hver Dag. + +-I Morgen vil vi plukke dem, sagde hun til Tine. + +Den næste Dag fik hun en Stige frem og øverst oppe, med en Kurv i +Haanden, plukkede hun de rige Klaser. + +Saa spiste hun og saa kastede hun en Klase i Hovedet paa Tine. + +-Tag den, fang den, raabte hun. + +Stigen blev flyttet, og hun plukkede og plukkede. + +Allerøverst stod hun. For Spøg holdt hun en Drueklase ind mod det +mørkt-blanke Haar, mens hun løftede en anden i sin oprakte Haand. +Solen faldt paa hende og Druerne, der funklede, og paa det glinsende +Haar. + +Forkarlen gik forbi og blev staaende. Saa kastede Moderen ham +Drueklasen lige ned i Ansigtet: + +-Ja, dejlig kan jeg se ud, sagde hun, og hun gik ned ad Stigen. Hun +lod Stigen tage bort og Tine gav sig til at tælle Klaserne. + +Moderen stod længe og betragtede den nøgne Vinstok. + +Hendes Ansigt var som forandret: + +-Nu er det forbi, sagde hun. + +Hun gik ind, uden at ænse Klaserne, og hun blev siddende længe i sin +egen Stol ved Vinduet med Hænderne i sit Skød, i Mørke. + +Frem og tilbage lød derinde Faderens Skridt. + +Ude i Køkkenet hørte man Tine rumstere med Druerne og Folkenes +Stemmer, der skulde ind og dømme om Høsten. Tine kom ind i Dagligstuen +og meldte, hvor mange Klaser der var. + +-Det var jo mange, sagde Moderen. + +-Ja, ti mere end i Fjor, sagde Tine. + +-Ja, saa + +I Gaarden var der ganske mørkt. + +Jens Røgter havde Lygte tændt, da han gik ind til Kvæget. + +Køerne brølede langt, idet han aabnede Døren. + +Moderen rejste sig fra sin Plads. Som en Skygge gled hun gennem Stuens +Mørke. Hun satte sig ved Klaveret. + +-Er De der, Tine, sagde hun. + +-Ja, Frue. + +-Ved De, jeg har siddet og tænkt paa, hvor Menneskene kunde være +lykkelige. + +-Men der er da ogsaa lykkelige Folk allevegne, sagde Tine. + +Moderen løftede det blege Ansigt, og langsomt sagde hun: + +-Der er nøjsomme Folk, Tine, og det er sagtens vel det. + +Tine sad lidt: + +-Ja, der er nu saa mange Slags Lykke, Gudskelov, sagde hun. + +Moderen sad en Stund, saa sagde hun: + +-Nej, Tine, jeg har sagt Dem det før, der er kun én, og den er maaske +lykkeligst, som aldrig har kendt den. + +-Det forstaar jeg ikke, sagde Tine. + +-Jo, for den varer ikke. + +Der var tyst en Stund, til Moderens dejlige Hænder gled hen over +Tangenterne, og dæmpet, mens man i Faderens Dør saá Faderen som en +Skygge, sang hun: + + Som Planten visner + for dens Rod er uden Væde, + som Blomsten bliver bleg + for Solen naa'r den ikke, + saa bleges jeg og visner hen + for Du har ej mig kær. + +Sangen hørte op. + +Ude var det Nat. Inde var der mørkt. + +Moderen rejste sig. + +-Tænd Lampen, Tine, sagde hun. Børnene skal i Seng, og der skal sørges +for Folkene. + + + + + +End of the Project Gutenberg EBook of Det hvide hus, by Herman Bang + +*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 12831 *** |