diff options
| -rw-r--r-- | .gitattributes | 3 | ||||
| -rw-r--r-- | 11396-0.txt | 7742 | ||||
| -rw-r--r-- | LICENSE.txt | 11 | ||||
| -rw-r--r-- | README.md | 2 | ||||
| -rw-r--r-- | old/11396-8.txt | 8165 | ||||
| -rw-r--r-- | old/11396-8.zip | bin | 0 -> 125526 bytes |
6 files changed, 15923 insertions, 0 deletions
diff --git a/.gitattributes b/.gitattributes new file mode 100644 index 0000000..6833f05 --- /dev/null +++ b/.gitattributes @@ -0,0 +1,3 @@ +* text=auto +*.txt text +*.md text diff --git a/11396-0.txt b/11396-0.txt new file mode 100644 index 0000000..6ceb60f --- /dev/null +++ b/11396-0.txt @@ -0,0 +1,7742 @@ +*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 11396 *** + +Herman Bang + +F Æ D R A. + +BRUDSTYKKER AF ET LIVS HISTORIE. + +Kjøbenhavn + +1883. + + + + +FØRSTE DEL: + +FORHISTORIEN. + + + + +I. + +Nu var Thorsholm alt, hvad Maag'erne havde tilbage. Før havde skiftevis +en Jens og en Jørgen Maag--de to var Slægtens Yndlingsnavne--fra +Thorsholm af eiet og styret over Landet fire Mil i Omkreds lige til +Fjorden, og Ætten havde hørt til de rigeste i hele Jylland. + +Syg efter Ære havde Slægten altid været, og ydre Glands elskede de. +Sønnerne holdt til ved Hove, og Døtrene fik bestandigt stort Gift. Ogsaa +til Udlandet drog de--de yngre Børn--og man havde ofte hørt Ry af dem +baade paa Valpladser og i Hofsale. + +Kun to af Slægten var det gaaet ilde. + +Erik var den ene. Høit var han steget i Gunst ved det fjerne Hof, hvor +han havde slaaet sig til Ro efter mange Eventyr, saa høit, at Landet +styredes mer af ham end af Kongen selv. Men saa en Dag styrtede han +dybt: Øxen knuste den Hals, en Dronnings Arme havde omslynget. + +Den anden var en Kvinde. + +Ellen Maag var saare smuk med Slægtens krusede Mund og store tungsindige +Øine. + +Velhavende var hun ogsaa--Maagerne var endnu rige--og Ellen havde haft +Beilere nok. Men hun havde kun Afslag til Frierne og blev siddende +hjemme. Saa hændte det en Sommer--da Jomfru Maag var tredive Aar--at +Kongens yngste Søn paa Vejen hjem fra et fremmed Hof kom i Besøg paa +Thorsholm. Den unge Prins var nitten Aar og smuk, og han blev paa +Gaarden i fjorten Dage. + +Om Aftenen holdtes Taffel under Lindene. Men efter Gæstebuddet gik +Jomfru Ellen ofte ved Prinsens Arm, og de talte fortroligt, mens det +mørknede. Saa, naar Natten faldt ind, og Gæsterne søvnigt brød op fra +Drikkelaget, var Jomfru Ellen tidt under Prinsens fagre Ord forsvundet +under Humlehavens Ranker, hvor Duften laa krydret og tung. + +Da den unge Prins var borte, gik Livet paa Thorsholm igen sin vante +Gang, og Sommer blev Høst, og Lindealléerne, de blev gule og tyndedes. +Ellen var bleg og trist; sky for Mennesker blev hun ogsaa, og tilsidst +lagde hun sig tilsengs: hun vilde ingen se. En Morgen fandt man hendes +Lig i Graven. + +Disse to var de Maagers Slægtsagn. + +Men forfængelig og pragtsyg havde hele Slægten været og en egen Tørst +havde den haft efter at naa det yderste i alt. Maade kendte de ikke i +noget. Derfor kom der ogsaa Tider, hvor det gik tilbage med Ætten: snart +bortsolgtes en Skov, snart afhændedes et Stykke Jordegods, for stort +skulde det stadig være paa Thorsholm. + +Christen Maag ødte Resterne. Det gik saa galt, at han solgte Gaardens +Kobbertag for at skaffe Penge til sine Daarskaber dernede i Versailles, +og da han kom hjem, lidt før den store Revolution, var han en forarmet +Mand. Hans franske Tjener, en ung Knægt, som han havde fisket i Paris, +og som forstod lige godt at bage Omeletter og at pudre et Haar, tættede +for Vinduerne i det østre Taarn: og han polstrede Væggene med alle +Husets gamle Tæpper--Maag var blevet svært kuldskær i Udlandet--og +pakkede ud en Mængde Billeder af nøgne Hyrdinder, som sov paa +Silkepuder, eller legede letfærdigt med Hyrder. Saa levede da Maag med +Jacques, saaledes hed Tjeneren, baade Sommer og Vinter, godt gjemt bag +de polstrede Vægge med de kælne Hyrdinder, og der gik adskillige Aar. + +Men da de franske Soldater under Bernadotte kom herop, var der ved den +Afdeling, som kamperede ved Thorsholm, en ung, sortøjet Marketenderske, +som sang sydfranske Sange og havde Zigeunerblod i sine Aarer. Hun kom +undertiden om Aftenen op til Jacques, der var en køn Karl endnu, og som +altid havde en Flaske Cognac staaende i Køkkenskabet. + +Maag saa hende nogle Gange og gav sig i Snak med hende. Det var saa +længe siden han havde talt fransk med nogen kvindelig Person. +Marketendersken sang for ham, og Sproget og Sangen fremelskede en +Erotik, der vel nærmest smagte som Potpourri af gamle Erindringer, men +som alligevel førte Jeannette til Altret med den gamle Maag. + +Ægteskabet blev ikke lykkeligt. + +Christen lukkede sig snart igen inde med Hyrdinderne fra Regentskabets +Tid, og Jeannette led af Hjemvé. Hun blev mager og huløiet, og hendes +Sind var tungt. + +Til Tider tilbragte hun hele Dage i et af de forladte Taarne. Hun krøb +op i Vinduet og sad paa Hug i den store Karm med Hovedet lænet til +Væggen og Hænderne om sine Knæ. Saaledes sad hun i Timer. Og uden at hun +vidste det, kunde Taarerne trille ned ad hendes Kinder, og hendes Læber +hviskede sagte fortvivlede Ord. + +Naar Jacques henimod Aften kom op for at hente hende ned, kunde han +kalde flere Gange, før hun hørte det; eller hun vendte Ansigtet om imod +ham, rystede paa Hovedet og blev siddende. Men sagde han saa, at Hr. +Maag ventede, reiste hun sig altid stille og fulgte ham. Der var til +saadanne Tider en blind Lydighed over hende. + +Men til andre Tider kunde hun blive betaget af en ubændig Lunefuldhed, +der svælgede i alle de mest modsatte Stemninger. Da sneg hun sig bort +fra Gaarden, og hun strejfede milevidt om gjennem Skoven og over +Markerne; eller hun betoges af krampagtig Graad, eller hun dansede i den +øde Riddersal og sang dertil. + +Men efter saadanne Dage blev hun altid dobbelt tung af Sind. + +Da hun havde været gift med Maag i tre Aar, blev hun frugtsommelig. +Under sit Svangerskab faldt hun Dag for Dag mere sammen, og hun døde +strax efter Fødselen. + +Arvingen til de Maagers Navn og Fattigdom var en Søn, Han fik Navnet +Erik. + +Der blev antaget en Amme, og hun og Jacques var de eneste, der tog sig +lidt af Barnet. Christen Maag saa ham kun sjældent og Sønnen syntes ham +helt ligegyldig. Saa voksede Erik op, som han kunde bedst; den eneste +Lærdom, han fik, var det franske, han talte med Jacques. + +De to var altid sammen. Om Aftenen sneg Erik sig ind i Tjenerkammeret, +der var morsomt; Jacques holdt saa meget af at fortælle; om de glade +Dage, da Herren og han var unge, om, hvor flot de havde levet i +Versailles. Han veiede sjældent saa nøie sine Ord, Jacques, og det var +oftest løierlige Ting, som den tolvaars Erik fik at høre. + +Mens Jacques fortalte, drak han flittigt af den gode Cognac, der var saa +rar mod Kulden. Erik fik en Slurk med, en til og en til--indtil han +faldt i Søvn midt under Historien og sov med Hovedet mod Bordpladen. + +Da Erik var tretten Aar, døde Christen Maag. Drengen sørgede ikke, han +havde kjendt saa lidt til sin Fader. Han gik kun omkring underlig +forskræmt og uhyggelig, saalænge Liget var i Huset. Og saa var han +blevet saa bange for Jacques. + +Han blev paa det Par Dage saa besynderlig gammel og rystende; gik +omkring med rokkende Hoved og mimrede og snakkede med sig selv, Erik +vidste ikke hvad. Liget lod han flytte ned i Riddersalen, og han gik +derinde og puslede hele Dagen. + +Den sidste Aften før Begravelsen gav Jacques Erik en gammel Kjole af +Faderens og sagde, han skulde tage den paa. Den var meget for stor, saa +Skøderne næsten slæbte efter ham; Hænderne blev borte helt oppe i +Ærmerne. + +Selv havde Jacques Pudderparyk og en gammel grøn frakke med Guldbroderi, +der var halvt slidt af og hang i Laser rundtom. Saa sagde han, at nu +skulde de til _Lit de Parade_. + +Han gik iforveien og slog Dørene op til Riddersalen. + +Men da Erik saa Faderens gule Ansigt i den aabne Kiste, strittede han ud +og vilde ikke ind. Han blev saa ræd. + +Men Jacques greb ham om Haandleddet, saa han troede han skulde synke i +Knæ ved det,--og han førte ham hen mod Kisten og Kandelabrene, der vare +behængte med noget sort Flor. Erik kendte det godt fra de gamle +Portrætter, der havde det hængt om Rammerne i mange Aar. + +Drengen rystede, saa han næppe kunde gaa; og han kunde ikke vriste +Øinene fra Ligets Ansigt: man saa Gummerne i den tandløse Mund. + +Jacques blev ved at trække i ham, helt hen til Kisten. + +Ræd lukkede han Øinene; da han aabnede dem igen, saa han hen over Liget +paa et Bord ved Hovedgærdet, og han stod pludselig stille og stirrede. +Paa et rødt Tæppe laa der helt fuldt af Handsker, gamle Rester af +Sløifer og Stumper af Slør. Men midt paa Bordet stod der to Atlaskes Sko +med Sølvbroderi; fra dem kunde Erik ikke vende sine Øine. + +Jacques gav sig til at synge af fuld Hals. Men Erik saa uafbrudt paa +Silkeskoene og fra dem hen paa det grøngule Ansigt og det store malede +Vaabenskjold paa Liglagenet over Knæerne. Det var det store Vaabenskjold +fra Vestibulen; der var Huller rundtomkring. Erik havde saa tidt skudt +til Skive efter det med sin Flitsbue. + +Jacques knælede, og halvt uden at vide det gjorde Erik det samme. +Tjeneren laa og mumlede og nikkede, og Erik begyndte at rokke med +Hovedet, mens Lysene osede; Lidt efter lidt tabte han Bevidstheden og +Hovedet faldt ned paa hans Bryst. + +Men da han pludselig vaagnede ved at støde sit Hoved, der dinglede, mod +Fliserne, skreg han og fór hvinende ud af Salen. + +Jacques gav sig til at pusle om Liget og samlede omhyggeligt alle +Relikvierne sammen paa Bordet. Han kendte de fleste, og han gik og +mumlede og smilte, mens han samlede det hele sammen i et lyserødt Flor +og lagde det under Hovedgærdet. Der stod Skum ud af Christen Maags +tandløse Mund, da Jacques løftede hans Hoved. + +Erik listede rundt ude i den mørke Gang, og hans Tænder klaprede, da +Kistelaaget blev slaaet til. + +Saa sov Christen Maag den evige Søvn med Hovedet hvilende paa sit Livs +Relikvier. + +Erik kom efter Begravelsen til Veile. Til Formynder fik han en +Prokurator, der pryglede ham en hel Del og ellers lod ham løbe, som han +vilde. Han kom i en lav Klasse i Skolen, og der sad han saa og drev og +blev en lang, opløben Knægt med hørgul Manke og døsige Øine. Munden var +de Maagers: en kruset, begærlig Mund, som lignede en Kvindes. + +Dorsk var han altid og halv søvnig: han havde en egen Lyst til at flyde +henad Bænken. + +Han havde ingen Venner. + +Opdragelse fik han ikke noget af. Der kunde komme ind i hans Liv lige +alt, hvad Tid og Lejlighed bragte. Men hvad han egentlig modtog af +Livet, var vanskeligt at sige, thi han lignede nærmest saadan en stor +Hund, der ligger doven og bare ser ligeglad paa det hele. + +Da han var seksten Aar, kom han til Landvæsenet. Han pløiede, spiste +overmaade meget og drak ikke mindre. Levede i det hele et stærkt +animalsk Liv, hvor intet aandeligt kom op i ham. Efter nye fire Aars +Forløb tog han hjem til Thorsholm og tog fat paa Driften. Han forsøgte +sig i Studeopdrætning og bragte Avl og Indtægt ikke saa lidt op. Hans +Selskab var Prangerne som købte hans Stude. I deres Selskab blev der +drukket en Del paa Thorsholm. + +Som Tingene stod saadan, blev han pludselig gift. + +Hans Hustru var Datter af den rige Kjøbmand Lind i Veile, eneste Barn. +Paa en Skovtur, Linds gjorde til Thorsholm Skove, saa hun første Gang +Erik, der var tilhest. Da han red forbi, blev Dyret sky over den hvide +Dug paa Grønsværet, og det saa ud, som skulde han kastes af. Men Erik +beholdt Magten over Dyret. Saa gjorde Lind Rytteren en Undskyldning og +bad ham staa af og spise med dem. Erik takkede og stod af Hesten. + +Under hele Maaltidet sad Erik og slugte Købmandsdatteren med Øinene. Hun +var lille, ganske sart. Hele Ansigtet var kun de to store Øine, der saa +saa langt--langt bort under de fine Bryn--saadanne Øine! + +Da de saa havde spist, gik de gjennem Skoven ind i Haven. + +Den var stadig forsømt. Krattet var vokset saa høit og frit mellem +Lindene, at der var helt vildsomt og mørkt. Erik maatte slaa Grenene +bort paa deres Vei. + +Jomfru Lind gik varsomt, halv angst, bag efter de gamle. Erik blev +veltalende: Han fortalte om Ellen Maag. Paa Gaarden skulde de sé hendes +Billede. + +Se, der var Lindene, hvorunder Kongesønnen havde spist. Der havde han +siddet--og der laa den Gang Humlehaven--og der-- + +Saa holdt han inde forvirret ... + +Men den lille blege Købmandsdatter spurgte ham, hvad der saa blev af. + +Hun druknede sig, sagde Erik. I Graven der. + +Nu maatte de sé Billederne i Riddersalen. Tak, ja--det vilde de gjerne. + +Da de kom derop, gik Madam Lind og stirrede paa al de malede Fruers +Stads, og gamle Lind talte, hvormange Billeder der var. Men Datteren +hørte paa Erik. Der var en Historie om hvert Billede, og Erik fortalte. +Og mens han fortalte, berusede han af sit eget Navn, der altid vendte +tilbage, og han talte sig varm. Der var saa megen Fornemhed gemt i denne +Sal. + +Jomfru Lind hørte stille, og Erik blev ved at fortælle. + +Det var en Admiral, der havde kæmpet paa +et fremmed Hav ... Han havde været Rigets Marsk.--Han saa hen. + +-De hører ikke efter, sagde han. Hun stod og drømte med Hænderne +foldede. + +-Jo, sagde hun og gyste lidt, jeg hørte godt. Og hun pegede paa et +Billede og sagde: Det var jo ham, som blev halshugget? + +Det begyndte at mørknes. Den gamle Købmand var blevet træt af alle de +gamle Excellencer, og han og Konen gik ørkesløse rundt og talte +Spindevævene og Laserne i Tapetet ... Saa mærkede de, der var Ekko i +Salen og begyndte at raabe omkap. + +Erik og Marie var ogsaa blevet færdige med Billederne. De kom ind i +Taarnkammeret. + +Marie havde aldrig før set Svinelæderstapeter og saa tunge Egetræsstole, +at hun knap kunde flytte dem. Erik fortalte, at Lampetterne var fra +Venedig--men al Forgyldningen var gaaet af--de var helt brune. + +De var Present fra en Doge. + +En Doge? + +Ja--saa gamle. + +Marie gik hen til Vinduet og faldt ned i en Stol. Hun skrev i Tanker sit +Navn i Støvet i Vindueskarmen; ingen af dem talte. + +Saa sagde hun: Hvor her er kvalmt, og Erik slog Vinduet op. Udenfor laa +Haven mørk. Duften fra Lindene løste og løftede sig under den dugvaade +Kølighed; steg op imod dem. Marie bøiede Hovedet frem: + +-Hvor det dufter, sagde hun. Hvor her er smukt. + +Hun støttede Ansigtet mod Vinduessprossen og stirrede ud i Haven. + +Hun mærkede, at Erik bøiede sig dybere ned over hende, og hun følte hans +Aande over sin Kind. Hun skælvede men flyttede sig ikke. + +Erik aandede knap. Han stod hende ganske nær og turde ikke berøre +hendes Haar med sin Haand ... Skælvede som hun. + +Saa hørte de Nattergalen slaa i Lindegangen. + +Da der igjen blev stille, reiste Marie sig pludselig. Hun vidste ikke +af, hun havde grædt. Men Erik nærmede sig hendes Ansigt i Mørket, og han +tog om hendes Hoved med begge Hænder og kyssede Taarerne bort fra hendes +Kinder. + +Hun gjorde ingen Modstand, lagde Kinden ind til hans; saa nærmede Erik +sine Læber til hendes, og han berørte dem flygtigt, i let Svimmel. + +-Marie--hvor er du--Marie ... + +Den gamle Købmand raabte, og Erik slap hende. De vekslede ikke flere +Ord, før Linds kørte bort. + +Erik stod ved Leddet, da Vognen kørte. Da saa Maries Slør forsvandt bag +Omdreiningen, vendte han sig, og mekanisk gik han tilbage til Taarnet. +Paa Stentrappen blev han staaende, og han lænede sig et Øjeblik til +Gelænderet. + +Hvor det dufter,--han hørte hendes Ord igjen--Hvor her er smukt. + +Og atter og atter sagde han de samme Ord. + +Men da han vaagnede op foran det aabne Vindu i Taarnet og følte +Natteluften mod sit Ansigt, kastede Erik Maag sig ned i Karmen og +hulkede som et Barn. Han fattede om Vinduesprossen med begge Hænder, og +han hviskede hendes Navn, igen ... igen ... og han kyssede med hede +Læber det kolde Træ. + +Om Morgenen laa han sovende udover Karmen. Han vaagnede ved, at Solen +stak ham i Nakken.-- + +Erik var forelsket. + +Og det var en egen tung og hjælpeløs Forelskelse, som helt tog Veiret +fra ham, og som næsten indjog ham Frygt. Det tog rent legemligt paa ham: +spise kunde han ikke, og Driften havde han ingen Lyst til. Han sad bare +i Lindegangen med det brændende Hoved i Hænderne og tænkte altid det +samme om igen, og han klyngede sig til de samme Billeder, og han gentog +de samme Ord. Han blev bleg, og sove kunde han heller ikke. + +Den tredie Morgen sadlede han sin Hest og red ud ad Veien til Veile. Han +maatte tale med Marie. + +Ialfald derind--ind, hvor hun var. Og som om hans Længsel ikke kunde +vente nu, da Beslutningen var tagen, jog han den jydske Hest frem, saa +den badedes i Sved og Fraade. + +Han #maatte# sé hende, bare at have set hende og saa ride hjem. Om +det saa kun var i Smug at sé hende. + +Bare at komme hende nær. + +Saa følte han Varmen, ynkedes over Dyret. Sveden drev af det. Og han +stansede for at lade det puste; vilde saa ride videre. Men Dyret maatte +dog gaa langsommere. + +Hvad vilde han saa hos Linds? Lade sig takke for sidst. For +andet--nei--andet turde han ikke ... Dyret gik helt langsomt. Tøilerne +faldt Erik af Hænderne. + +Saa da han naaede Byens Mark, vendte Erik Dyret. Men da han kom op paa +Bakken, dreiede han Hovedet. Der laa Byen--og der ... omtrent ved +Kirken--laa Linds Gaard ... Ja, der med Skorstenen. + +Saa red han hjemad. Og han red rundt i Skoven den hele Dag, Dyret lod +han græsse lidt paa Haraldhus Eng, steg saa igjen til Hest; red rundt, +snart mellem Træer, snart ad Veie, tænkte ikke derover. Da Aftenen kom, +holdt han igen paa Bakken ved Veile. + +Solen var gaaet ned og de blaalige Skygger fra Skoven gled langsomt hen +over Markerne. Aaen skinnede gennem Engene. Erik følte sig saa uendelig +træt. + +Han stod atter af og førte Hesten ved Tøilen og pludselig vaktes han ved +at høre Byens Stenbro under dens Hove. + +Han blev ved at gaa ved Siden af Hesten; taus gav han Dyret til +Gæstgiverens Karl og gik om ad Gyden langs Haverne. + +Der var en Duft af Tjørn og Syrener. Ganske tyst, thi alt var til Ro. + +Han løftede Klinken til Linds Have og sneg sig ind. + +Han listede frem, og kom han til en Lysning, sneg han sig bøiet tæt +langs med Buskenes Skygge. Hans Hjerte bankede, han trykkede Hænderne +mod sit Bryst, og han blev angst for Lyden af sine egne Skridt. + +En Hund gøede i Huset, og han foer sammen som en Tyv. Hørte saa Skridt i +Gangen. Han trykkede sig op imod Buskene og saa Marie. + +Han kunde ikke tale. Stod med bøiet Hoved og Hænderne knuget sammen, som +om han foldede dem. + +Hr. Maag--hvad vil De her--Marie talte sagte, strakte Hænderne +afværgende frem--Hvorfor er De kommen? + +Men ved Lyden af hendes Stemme saa Erik op. Der laa tusind Bønner i hans +Blik. Og med et Suk sank hans store Legeme ned foran hendes Fødder. + +Og mod hendes Kjoles Sømme trykkede han sine Læber, mod hendes Hænder, +mod Jorden, hvor hun stod--i elskovssyg Tilbedelse. + +Marie vilde fly; sagde: Maag--men Maag ... med en Stemme fuld af Graad. + +Saa lod hun Armene slapt synke ned paa hans Skuldre. + +Den næste Dag bad Erik Maag gamle Lind om Maries Haand. Lind gav sit +Samtykke og lovede at holde Brylluppet til Høsten. + +Til den Tid drog Marie ind paa Thorsholm som Eriks Brud. Det meste af +Huset var istandsat for gamle Linds Penge; der var nye Rammer om +Slægtsbillederne, og alt det gamle Skrammel havde Marie ladet pudse op. +Hun havde ogsaa faaet ladet hugge to nye Ulve til Indkjørselen, for +baade Skjoldene og Vaabenet var for længst faldet de gamle af Kløerne. + +Det var Slægtsglandsen, som havde betaget Marie. I denne store og øde +Sal, hvor hun havde vandret med Erik, der havde jo alt det levet, hvorom +hun havde læst. Her havde de færdedes, hendes Drømmes Helte, her de +stolte Fruer. Og de var alle af Eriks Slægt. + +Saa gled han saa sikkert ind i hendes Sind, i Selskab som han kom med +alle hendes Drømmebilleder, der blev levende; og paa det blev hun hans +Hustru. + +Ægteskabet blev lykkeligt. Erik bar hende paa Hænder. + +Da Marie blev frugtsommelig, gik hun Dag efter Dag med sin Mand under +Riddersalens Billeder for at vælge Navnet til den Søn, hun bar under sit +Hjerte. Efter de berømmeligste maatte han opkaldes. + +Men da Tiden kom, fødte Marie en Datter og døde samme Dag. + +Eriks Sorg var saa voldsom, at de frygtede, han skulde miste Forstanden. +Barnet vilde han ikke sé. + +Da det var svagt og skrøbeligt, lod Madam Lind det hjemmedøbe og gav det +i Daaben Navnet Ellen. Hendes eget Navn. + +Hun skaffede det en Amme og sørgede i det hele for Barnet, hvad der var +nødvendigt nok. Thi Erik var bare opslugt af sin Sorg og tænkte kun paa +Gravmælet til Marie. En stor Marmorsten blev reist midt i Granlunden i +Thorsholm Skov, og under det Marmor lod Erik sin Hustru begrave. Der +hvilede hun bag et kostbart Gitter, med de Maagers kronede Skjold over +Navnet Marie. + +Men da Madam Lind var reist, var der just ikke mange, der brød sig stort +om lille Ellen. + + * * * * * + + + + +II. + +Ellen Maag var tolv Aar, udviklet som Børn er flest i hendes Alder, smal +over Skuldrene og lidt opløben. Men hun havde, Ellen, en egen Maade at +bære Hovedet paa, saadan lidt paa Skraa, med Nakken en Smule +tilbage--som var ældre end Aarene. Folk sagde, hun var et trodsigt Barn. +Det var dog en Trods af en egen Art. Helt stilfærdig. Da ingen befalede +over hende, havde hun forresten heller ingen at lyde. Men hændte det hos +Lærerinden, hvor hun læste med Justitsraadens Døtre, at en eller anden +kom hende for nær og kaldte hende for "Prinsessen"--hendes Øgenavn--saa +kunde der vel komme et Glimt i Ellens øine, som gjorde den høitalende +bange. Ellers var hendes Øine mærkelig døsige, med halvlukkede og tunge +Laag. Og Blikket var besynderlig svømmende vagt, som saa det ikke, og +sad hun hen og glemte sig i Tanker, kunde det blive forunderligt +stirrende--lige som en Søvngængers. + +Barneøine var det ikke. + +Forresten havde Ellen heller aldrig rigtig været Barn. Hun havde gaaet +dèr hos Bedsteforældrene, hvor Madam Lind forkælede hende, og gamle Lind +saa op til hende med en underlig trælsk Respekt, fordi hun hørte med til +dem paa Thorsholm og hed Maag. + +Gamle Lind var en Særling. + +Han var hjemmehørende i Norup ude ved Thorsholm; de sagde, han begyndte +med at vogte Kvæg. Vist er det, at helt tomhændet var han, da han kom +ind til Veile og gik Gaardskarlen til Haande hos Kruses. Men siden blev +han selv Karl, og han fik det store Ord baade ude og inde. Han var ogsaa +en smuk Knøs at sé til og ferm til sin Gerning, og der blev snakket +baade det og det om ham og Madam Kruse. For hun var ung endnu, og Kruse +var henved de halvfjerds. + +Men hen i Aarene saa man jo nok, det kun var Sladder, for da Tiden gik, +og Datteren Ellen voxede til, laante Niels--han havde nu taget Navnet +Lind (egenlig hed han jo bare Niels Mortensen) og forestod Kramboden, +for gamle Kruse begyndte at gaa i Barndom--Ellen mange venlige Øine og +Folk talte meget om de to. + +Saa en smuk Dag blev der Bryllup hos Kruses i Hui og Hast: det var gaaet +galt med Jomfruen. Gamle Kruse mærkede ikke stort til det hele, han var +som sagt blevet saa svært gammel, men Madammen græmmede sig, saa hun +blev graahaaret, og der var dem, der sagde, hun var ikke rigtig ved det +ligefra den Bryllupsdag. + +Aaret efter døde hun, og Lind tog hele Styret. Hans Kone blev saa sær +efter Moderens Død, besynderlig lyssky og skræmt. Saa skaltede Manden, +som han vilde, og de blev rigere Dag for Dag. + +Fem-seks Aar efter Brylluppet brændte det for Lind. Han havde længe +ønsket, det vilde tage fat i den gamle Kasse, og saa tog det fat en +stormfuld Augustaften, inden Kornet endnu var kommet i Hus. Alt var +derfor saa heldigt, som muligt; det værste var, at gamle Kruse brændte +inde, men han vilde jo alligevel nok være død inden længe. + +Lind byggede alt op fra nyt--Assurancen havde været meget høi--og gjaldt +nu for Byens rigeste Mand. + +Noget efter blev Marie født. Hun fik den bedste Opdragelse, der kunde +skaffes, og hun kunde vikle Faderen om en Finger. Saa giftede hun sig +med Erik Maag og døde. + +Al Forkælelsen overførtes da paa hendes Datter. Og Ellens Forkælelse var +af en egen Art. Thi det var, som om al Bondekarlens Servilitet overfor +sit Herskab vaagnede hos gamle Lind overfor Datterdatteren. Han levede +saa at sige evig med Huen i Haanden for sit eget Barnebarn. +Tjenestefolkene kaldte hende Frøken; hun havde sit eget Værelse, hvor de +Maagers Skjold prangede baade over Speile og paa Puder, og Lind holdt +af at kalde hende for Spøg: Deres Naade, ligefra den Dag, hun var blevet +indskrevet i Valø. + +Saaledes blev Ellen forkælet af begge Bedsteforældrene: af den ene +pyldrende forknyt, af den anden underlig pretentiøst: og det hele +virkede eiendommelig paa Barnet. + +Hun kom til at staa Bedsteforældrene fjærnt og følte sig tidlig som +noget andet og bedre end de. Mod Bedstemoderen kunde hun nok være +kærlig. Men naar Madam Lind, hvad saa ofte hændte, sad stille hen og +græd, og Ellen reiste sig fra Forhøiningen, hvor hun sad, og gik hen og +kyssede hende og klappede hende paa hendes hvide Haar og trøstede hende, +da var der dog altid i hendes Kærtegn noget overlegent, næsten noget +nedladende. + +Med Bedstefaderen talte Barnet sjældent. Hun foragtede ham med Børns +Instinkt. Maaske skyldtes det ogsaa noget Forholdet til Thorsholm. + +Gamle Lind havde altid kun haft Haan tilovers for Erik Maag, og han saa +i Ellens Fader ikke andet end "Fattigkarlen", der snart maatte gaa fra +Gaarden. Den gamle Pengepuger hævnede sig paa Faderen for al Trælskheden +mod Datteren. Han kaldte just ikke Maag med de kønneste Navne i Barnets +Nærværelse. + +En Dag kom der ved Middagstid ridende Bud fra Thorsholm med et Brev, +Anmodning om et øieblikkeligt Laan. De Anmodninger kom altid som Lyn og +maatte følges strax. + +-Saa, nu skal han igen paa Porten, faar han ikke Penge, sagde Lind. + +-Hvormange, spurgte Madammen. + +-Aa--Satan--han slog til Tallerkenen--og saa kan den Usselhund ikke en +Gang hente dem selv ... + +-Mener lille Bedstefa'er, Papa, sagde Ellen, hun havde reist sig. + +Lind saa lidt over. + +-Saa kan jeg bringe Papa Pengene. Vil Bedstefader maaske la'e spænde +for? Og Ellen gik fra Bordet, purpurrød. En Time efter kørte hun til +Thorsholm i Kalechen. + +Da var hun elleve Aar. + +Forresten kom hun sjældent til Thorsholm. Faderen havde igen slaaet sig +paa Prangerne, og det gik ofte lunt nok til paa Gaarden. Han reiste +ogsaa rundt til alle Markeder og drog tit til Kros--man maatte altid +gøre endel for Bedriftens Skyld. + +Rødkindet var han blevet og meget svær. + +Kom Ellen til Thorsholm, var hun mest alene. Gik rundt paa Gaarden og i +Huset; sin bedste Tid tilbragte hun i Riddersalen. Den gamle Pige--hun +havde oplevet Hr. Christens Tid, og hun havde sin Viden fra +Jacques--fortalte hende vidt og bredt om Billederne. Meget af, hvad hun +fortalte, forstod Ellen slet ikke, men det vidste hun, at alle de store +Mænd var af hendes Slægt, og naar hun siden kom hjem til Veile, fyldte +hun alle Bøger med Storheden fra Thorsholm. + +Den skønneste Historie, det var den om Dronningen; hun gyste saa angst, +naar hun hørte den, og hun syntes, hun kunde se Blodet fra Erik Maags +Hals ... saa rindende ned over Kniplingerne ... men altid og altid vilde +hun høre Historien igen. + +Hun fik Lov til at gaa hvor hun vilde i Huset. Kun i det østre Taarn var +der lukket af. Det var den gamle Herres Værelse, og der kom ingen ind. +Pigen sagde, det spøgede. + +Faderen var oftest ude; var han en Gang imellem hjemme, var han tidt i +et mildt sørgmodigt Lune. Saa gik de sammen ned til Moderens Grav. + +Den laa i Haven. Man gik langs med Bækken gjennem Bøgelunden. Indtil det +mørknede, og Stien snoede sig mellem Granernes slanke Træer, hvor der +var ganske tyst. + +Der paa en aaben Plads laa saa Graven. Der var et Flor af Roser foran +Marmormonumentet. + +Faderen viste Ellen Gravstenen og lod hende læse Indskriften for sig. + +-Læs den igen, sagde han. Og Ellen læste: + + MARIE AF MAAG + FØDT DEN SJETTE AUGUST 1829. + DØD DEN FEMTE NOVEMBER 1851, + ELSKET UD OVER GRAVEN. + +indtil hun var ved at græde. + +Saa gentog Maag det sagte, satte sig paa Græsbænken ved Stenen og glemte +Barnet. + +Ellen saa paa ham, gik til og fra, klappede ham og stirrede igen paa +Monumentet med det store Vaabenskjold. Tilsidst begyndte hun at kede +sig; og spurgte om det og det og fik intet Svar. Saa kunde det hænde, +hun blundede lidt i Sommervarmen, med Hovedet op til Marmorstenen, mens +Myggene summede. + +Naar hun da vaagnede ved en Susen i Granerne, fór hun op. + +-Fader, sagde hun og tog i ham: Fa'er. + +-Hvad vil du-- + +-Skal vi ikke gaa hjem? Det bliver mørkt. + +-Saa? Ja det er blevet silde. + +Og de reiste sig og gik bort mellem Granerne. + +Andre Dage kunde Maag være livligere. + +Han tog Ellen med sig paa Kjøreture rundt i Egnen. Hun var altid angst +for de Kjøreture. De holdt saa tit, saa ved den Gaard og saa ved den, og +mens Ellen kom op i Storstuen og fik Kleiner og Kirsebærvin, blev +Faderen i Mellemstuen og drak Velkomst. Angst lyttede hun efter naar de +klinkede. + +Kom, Fa'er, sagde hun. Hestene bli'r utaalmodige--og vi skal hjem. + +Ud paa Eftermiddagen gik Ellen ikke mere ind. Faderen var saa rød og +saa høirøstet. Hun var bange for hans Øine. Hun blev i Vognen og hun +trykkede sig rystende op i et Hjørne af Kalechen i dump og fortvivlet +Angst. Naar saa Faderen kom ud, rødblisset og stortalende, sad Ellen +stum, uden at svare, med tørre Øine. Graaden stemmede op i hendes Hals. + +Og Faderen blev ved at snakke op, indtil han snorkende faldt sammen. + +Men vaagnede han ved et Skump af Vognen, raabte han til Kusken om et ny +Holdested, og om Aftenen sluttede han af i en Kro. + +Da ventede Ellen i Vognen. Men naar Faderen blev forlænge borte, kunde +hun ikke blive siddende derinde. Hun slog Overlæderet tilbage, og sagte +sneg hun sig ud af Kalechen. Hun gøs ved at høre Støien fra Skænkestuen, +og i Skyggen af Vognen gled hun hen til Huset. Hun skelnede Faderens +Stemme mellem de andre og skælvende krøb hun op, holdt sig fast paa +Kælderhalsen, og saa ind i Gæstestuen med Ansigtet trykket mod Ruderne. + +Der sad han--Aa hvor han lo--med Haanden i Lommen og udspilede Ben ... +Vesten var knappet op ... saa han rystede og Signetet hoppede paa +Maven ... + +Ellen hørte hans Latter, og hun slap Kælderhalsen og sløv faldt hun +sammen og satte sig paa en Sten i Skyggen. Hendes Hjerte var koldt af en +ubeskrivelig Kummer. + +Saa reiste hun sig, sneg sig tilbage til Vognen, løftede Overlæderet og +gemte sig i Mørket for at græde. + +Der var dog ogsaa lyse Minder fra Thorsholm. + +En Gang i Julen--Ellen var allerede næsten tretten Aar--hentede hendes +Fader hende uventet om Morgenen. Der var en heftig Ordstrid, inden de +kom afsted. Ellen græd, Bedstemoderen græd, og gamle Lind skændte; men +saa fik hun sin Peltskaabe paa og kørte. + +Faderen talte næsten ikke paa Turen; da de kom hjem havde han mange +Pakker med i Vognen og meget at ordne. + +Ellen var saa vant til at være alene. Hun gik ned til sin Moders Grav +med en Krans af Christtorn, den gamle Pige havde bundet, og saa langs +med Veien til Nørup. + +Maagernes Familiebegravelse var der i Kirken, i Kælderen, under Koret. +Gamle Linds Forældre laa begravet paa Kirkegaarden, med et prunkende +Kors, Sønnen havde reist paa Graven. Ellen havde Blomster med fra Veile +og lagde dem paa Gravstedet. + +Hun stod og læste sagte Navnene, Morten Nielssen og Ane Pedersdatter og +Indskriften, et langt Skriftsted. Saa gik hun hen til Kirken ved Koret, +hvor Gravkapellet var, og hun lagde sig ned paa Sneen for at kigge ind +ad det gitrede Vindue. Der kom en muggen Luft ud fra Mørket. Og +pludselig løb hun tilbage til Linds Grav, samlede Blomsterne sammen, hun +havde ordnet om Korset, og hurtigt, en for en kastede hun dem ind gennem +Gitret til Maagerne. + +Da kun kom hjem, spiste hun alene. Hun spurgte ikke, hvor Faderen var, +eller om han var kommen. Hun vidste, hvor han pleiede ... Hun sad alene +ved Bordet i den store Stue, spiste og lod Pigen tage ud. Den gamle gik +forbi, talte til hende og søgte at klappe hendes Haar; hun drog Hovedet +bort. + +Hun satte sig i Dagligstuen foran Ilden. Hvor den slikkede Brændet ... + +Hvor er han dog? Mon han dog ikke kom hjem? + +Hun begyndte at gaa op og ned ad Gulvet med Hænderne paa Ryggen. Hun +virrede med Hovedet, som jog hun Fluer fra sit Haar, og hun trampede +haardt i, naar hun gik. + +Hvorfor havde han saa hentet hende--hvorfor? naar det blot var, for at +hun skulde sé ... + +Hun satte sig igen foran Ilden, gav sig igen til at spadsere. + +Saa just, da hun dreiede om ved Vinduet, kom Faderen ind med Lys. Det +blændede hende. + +-Er Du kommen?--Hun kunde næppe tale, saa glad blev hun. Jeg troede ... + +Hun mærkede, han havde ikke drukket. + +-Aa--at du kommer. + +Han lo:--For jeg har slet ikke været ude--sagde han.--Kun gjort i Orden +til iaften.-- + +Ellen saa paa ham.--Til iaften--? + +-Ja---ser du ikke, hvor jeg er fin--sagde han,--vi har Fest idag, i +Riddersalen.--Faderen havde sort Kjole og hvidt Slips. + +-Men vi to alene, Fa'er?--Ellen lo: Det havde hun aldrig hørt.--Og ingen +andre?-- + +-Vi to. Ja--der er færdigt--sagde han. Han bød sin Datter Armen og gik +over Gangen. Pigen ventede og slog Døren op. + +-Men, Fa'er.--Ellen slap hans Arm,--har du tændt i Kronerne-- ... + +Hvor det straalede. + +-Ser du ikke din Moders Billede--? sagde Maag. + +-Jo--der var det.--Det er nyt? sagde hun. + +Men--Fa'er--naar har du faaet det? + +-Ja--jeg har faaet det malet, sagde Faderen. Han havde foldet Hænderne +og stod foran sin Hustrus Billede.--Hvor hun er smuk sagde han. Det +ligner hende. Saaledes saa hun ud. + +Han stod længe, og pludselig dækkede han Ansigtet med sine Hænder og +græd. + +Ellen gik hen til ham. Han mærkede hende ikke. Men da hun hvidskede: +Fa'er og lagde sit Hoved ind til hans Bryst, sænkede han Hænderne; de +faldt ned paa hendes Skuldre. + +-Hvorfor skulde hun ogsaa dø, sagde han, og--jeg blive--en slet Fa'er. + +Ellen sagde intet, hendes Øine bleve fulde af Taarer, og hun knugede sig +fast ind til sin Faders Bryst. + +De græd, støttet til hinanden. Saa begyndte han gjennem Graaden at +fortælle hende om hendes Moder, om deres Liv, om hendes Skønhed og deres +første Møde. + +Og mens de talte, gav de sig til at gaa op og ned ad Gulvet ved Siden af +hinanden, han holdt sin Arm om hendes Hals. + +Han førte hende ind i Taarnet og viste hende Vinduet, hvor de den Aften +havde staaet; Stedet i Karmen, hvor hun havde ridset sit Navn ... Og hun +havde lænet sit Hoved der mod Sprossen, og han havde slaaet Vinduet op. + +-Men da var det Sommer, sagde han. Han satte sig paa den høiryggede Stol +ved Vinduet og saa ud. Maanen var kommen op. Dens Skær lagde en blaalig +Glands hen over Plænernes Sne. + +Maag støttede sig til Karmen og stirrede længe ud. Ellen saa, at han +græd paany, og hun sagde: + +-Her er koldt, lad os gaa ind. + +-Ja--det er koldt. Maag vendte sig og uden at tale vendte de tilbage +til Salen og begyndte atter at gaa op og ned. Faderen talte om +Billederne, udpegede de enkelte, fortalte deres Historie. + +Han havde tjent ved Hoffet og han været Rigets Marsk. Hans Frue, Damen +der, med Bønnebogen og de store Øine--hun var kendt som den skønneste +Kvinde i Landet. + +Ellen havde lagt sin Arm i Faderens; pludselig standsede hun og pegede +paa et Billede paa den modsatte Væg. Hun ligner mig, sagde hun. Ikke +sandt. + +-Dig--hvem--det var Ellen Maag, som han saa. Sorgfuld, Rosenkransen i de +hvide Fingre og--hans Datters Øine løftede fra Bogen. + +Han blev staaende betaget. + +-Hvad hed hun? spurgte Ellen. Og da han ikke svarede, sagde hun igen: + +-Var hun ulykkelig, Fader? + +Faderen slap hendes Arm og vendte sig. Det er Ellen Maag, sagde han. + +Da de havde spist, gik han ind og hentede et gammelt Skrin af Skildpadde +med Forsiringer af Sølv. Det var en Gave fra en af Frankriges Konger, +kostelig indlagt, med et kongekronet L. paa Laaget. + +Skrinet var fuldt af gamle Smykker, brede Halskæder og Bælter med ædle +Stene, Resterne af de Maagers Glans. Han fortalte, hvem de havde +tilhørt, og naar de var skænket. + +Ellen saa paa Smykkerne, som de laa der straalende i Rad paa Bordet, +begyndte at sammenligne og veie dem i Hænderne ... Hun følte næsten +Ærefrygt, naar hun tog dem. Der var gyldne Spænder med de Maagers +Navnetræk sammensat af funklende Stene, og Kæder, hvor Slægtens eget +Skjold vekslede paa de sammensatte Led med de Billers og Hvidernes +Lillier. Der var Ringe og Baand til Armen og Rosetter til Atlaskes Sko. + +Saa rev Ellen pludselig Haaret ned, saa Fletningerne faldt om hendes +Skuldre, og hun fæstede hurtigt et Par Kæder om Hoved og Hals. + +-Hvad vil du, sagde Faderen. + +Hun lo og løb ud. + +Maag havde reist sig, gik frem og tilbage. Han saa paa sin Hustrus +Billede og vendte sig igen til Ellen Maag. Denne Lighed forfulgte ham. + +-Hvorfor blev hun ogsaa kaldt Ellen? Der var Navne nok--man havde burdet +kalde hende Marie. + +Han gav sig igen til at gaa. + +-Men egenlig lignede de alle hinanden, Portræterne. Det var den samme +Mund, fyldig rød--lysten og træt, det samme Blik under tunge Laag hos +dem alle.--De var saadan, Kvinderne af de Maager-- + +Han begyndte at sammenligne, at ville finde Ligheder, syntes saa, at +nogen mumlede bag ved ham og dreiede Hovedet. + +Han saa Datteren ligge foran Ellen Maags Billede ... Der laa hun foran +sin Navnes Maleri, med løftet Blik over Bønnebogen, sort indhyllet, med +Rosenkrans mellem de foldede Fingre ... Som om Ellen Maag var steget ned +fra sin Ramme. + +-Ellen, Ellen. + +Han foer hen imod hende, rev Rosenkransen ud af hendes Fingre og stødte +til hende, saa hun faldt om paa Gulvet. + +Ellen gav sig til at le, sprang op igen og kastede Psalmebogen: Kan du +saa sé, jeg ligner, sagde hun, lo stadig og lod sit sorte Gevandt slæbe +henad Gulvet. Jeg havde jo det Tableau hos Justitsraadens anden Juledag. + +Maag besindede sig og taug. + +Men lidt efter slukkede han Riddersalens Lys. + +Et Par Dage efter kørte Maag Ellen hjem til Veile. Naar Ellen kom +tilbage fra Thorsholm, var hun altid tausere end sædvanlig, talte ikke +med nogen. Var det Sommer, søgte hun ud i Haven i Lysthuset, som Madam +Lind kaldte "hendes Moders Lysthus". Hun vilde ikke spørges ud om noget +paa Thorsholm, og hun kunde ikke holde ud at se paa Bedstefaderens graa +Klædeskasket og den rødbrune Paryk, som sad skævt. + +Hun hadede Butiken mer og mer: denne fedtede mørke Bod med sine Sild og +sine uldne Tørklæder og den evige Stank af Skraatobak og gammel +Lampeolie. Og Bønderne, der trampede ind med deres Træsko og skændtes om +Tøndemaalet eller pruttede om et Stykke Sirts. Undertiden, naar hun kom +derind; for at hente et Stykke Papir eller Avisen, kunde hun standse i +Døren og lytte til en Handel. Det var en Kone, som pruttede om to +Skilling, og Svendene bandede og svor, at det var det billigste Køb. Og +saa tilsidst, naar Konen var kommen hen til Døren, kaldte Svenden hende +tilbage og slog den ene Øre af; og Konen vendte tilbage og følte igen +paa Tøiet med: "Næ"--og "Li'eveller"--og Kampen begyndte igen om den +sidste Skilling-- + +Men vilde hun saa ikke handle, og var hun med sine Pakker allerede helt +ude paa Trappen, gav Svenden Køb og Konen fik Tøiet-- + +En Dag spurgte Ellen Svenden: Sælger vi det da uden Fortjeneste? + +Svenden lo ... Nei, det var sat fire Skilling op for Prutningen, Vi +kender da nok Maren Peer's. + +Ellen saa paa ham. Ved Bedstefader det? spurgte hun. Svenden kunde slet +ikke svare for Latter ... Saa er det Bedrageri, sagde Ellen. Siden den +Tid kom hun aldrig mere i Butikken.-- + +Om Aftenen efter, at hun var kommet hjem fra Thorsholm spurgte +Bedstefaderen hende, om hun havde bragt Blomsterne op paa Kirkegaarden. + +Ellen lod, som hun ikke hørte det. Hun havde ikke talt til +Bedstefaderen, siden hun kom hjem. Men han spurgte igen: + +-Bragte du Blomsterne op? + +Hun blev en Smule rød;--Ja, jeg bragte dem. + +-Var der megen Sne? spurgte Lind igen. + +-Jeg ved ikke. Pludselig saa Ellen op: Men jeg lagde dem ikke paa jeres +Grav, sagde hun. + +-Ikke paa Graven? han flyttede Piben, hvor Satan da? + +Hun saa lige paa ham: Jeg kastede dem ind i Hvælvingen, sagde hun. + +Gamle Lind blev meget rød og tog Piben af Munden, men saa betvang han +sig og tav lidt. Var du osse denne Gang ude at køre med din Fader? sagde +han langsomt. + +Ellen forstod. Nei.--Hendes Stemme var rolig--det var for koldt, lille +Bedstefader. + +Nogle Maaneder ind i dette Aar just som Ellen havde fyldt tretten Aar, +døde Madam Lind. Den sidste Dag, hun levede, kom Justitsraaden derned, +og der blev talt længe inde i Sovekamret. De sagde, der var blevet opsat +Testamente, som gjorde Ellen Maag til Arving af det hele, naar gamle +Lind en Gang var død, men rigtig Besked vidste ingen. + +Der var blevet ganske stille i Huset. Butiksklokken gik ikke mere; +Svendene sad hver i sin Krog med Albuerne paa Disken og gloede maabende +paa Folk, som gik forbi, stadig paa det andet Fortoug, og skævede til +Vinduerne. + +Inde i Stuerne gik Pigerne paa Hosesokker henover Tæppestrimlene fra Dør +til Dør. + +Og under Stilheden hørte man en ustandselig Dikken, af alle Uhrene +ligesom om Natten. + +Ellen var forskræmt. Hun havde faaet den gamle Psalmebog i Hænderne, og +hun sad og stirrede paa dens store Skrift uden at læse. Men en Gang +imellem tog hun Fart og gav sig til at mumle Versene. + +Saa blev hun kaldt ind. + +Da hun kom ind i Kamret og saa Bedstemoderen, ubevægelig paa den hvide +Seng, greb hun krampagtig om Dørstolpen og vilde vende om. + +Bedstemoderen vaktes ved Støien: Er det dig? sagde hun stille. Er du +bange for mig? Ellen blev staaende. + +-Kom herhen. Ellen gik, og hendes Hænder sank klamme ned i +Bedstemoderens Haand, som raktes frem imod hende ... Nu er det ordnet, +altsammen ordnet. + +Bedstemoderen sukkede dybt, og hun løftede sin matte Haand op imod +hendes Hoved og rørte hendes Haar: Ellen--mit Barn. + +Hun Følte den døendes Haand paa sin Pande og skælvede. Og fattende +første Gang alt, hvad hun nu skulde miste sank Ellen Maag hulkende ned +foran Sengen. + +Bedstemoder, Bedstemoder! Og i afmægtig Sorg greb hun den døendes +Hænder og hun kastede sig frem over Sengen: Bedstemo'er, hvad skal vi +dog gøre? Bedstemoder, dø ikke-- + +Den døende løftede Hovedet, begge de famlende Hænder vilde fatte om +Ellens Hoved, og hun nærmede hendes Ansigt til sit som for at sé. Lille +Barn, sagde hun, er du saa bedrøvet? Hun faldt tilbage med et Smil om +sin Mund. Jeg havde ikke troet det ... Tak, sagde hun. Gaa nu. + +Ellen reiste sig, men Bedstemoderen greb igen hendes Arm, tvang hendes +Hoved ned mod sit Ansigt og forsøgte at tale ... Saa var hun død. + +Vaagekonen fandt Ellen paa Gulvet, besvimet udstrakt foran Sengen med +hendes Bedstemoders Lig. + +... Ellens Sorg var i de første Dage heftig og urimelig. Hun vilde ikke +skilles fra Liget, og hun fik Krampe, da Kisten blev bragt ind i Huset. +Efter Begravelsen blev det bestemt, at hun efter Sommerferien skulde +hjem til Thorsholm. Maag vilde forskrive en fransk Guvernante fra Genêve +og antage en Husholderske. + +Hele Sommeren, til hun tog bort, tilbragte Ellen sine Aftener oppe paa +Kirkegaarden ved Bedstemoderens Grav, og hun bandt hver Dag Krandse til +at hænge om Korset. + +Saa i Slutningen af August tog hun hjem til Faderen. + + + + +III. + +Ellen elskede Riddersalen. Der kunde hun være alene. Hun kunde sidde med +Hovedet støttet i sine Hænder den lange Sommereftermiddag, fortabt i +sine Drømme uforstyrret. + +Ellen var ikke lykkelig med sine femten Aar. + +Den første Tid hun var paa Thorsholm, havde hun kæmpet med Faderens +Svaghed. Hun var sammen med ham om Dagen, hun var hos ham om Aftenen, +hun vaagede over ham altid. + +Hun havde ladet Meubler flytte ind i Værelset i det østre Taarn. Saa +sendte hun Guvernanten bort, og de to blev alene. Hun sad med sit +Arbeide, Ansigtet bøiet ind under Lampen: Faderen røg med Cognacsflasken +foran sig ... Det var Ellen, der talte. Alt det, hun kunde finde, løst +og fast, blot hun vidste noget at fortælle ... Maag sad og hørte, dorsk +med Albuerne paa Bordet, og gød Røgskyer ud i Strømme. Men naar han saa +havde faaet fat paa Glasset og ilfærdig tømt det og sat det ned, saa kom +der stødvis en hakkevoren, flovt-forfjamsket Snaksomhed over ham, mens +han blandede det næste Glas, fik Sukkeret opløst og sat Smag. + +Ellen dukkede sig dybere over Arbeidet. + +Saa begyndte hun at spørge ham. Det var altid om Moderen. Og der var +Aftener, han kunde glemme Drikken; han gav sig til at gaa op og ned ad +Gulvet, han talte sig ind i Minderne, blev saa atter taus, mens han blev +ved at gaa ... Og Ellen følte hvert Minut som en Jubel. + +En Aften, da hun bragte Glasset ind, sagde hun, at hun vilde lave hans +Toddy. Hun gjorde den ligesaa stærk, som han pleiede. Maag smagte paa +den: Du gjor den kraftig, sagde han, meget for kraftig. Han blandede +Vand i. Meget for kraftig. + +Og han sad og smækkede med Tungen og aandede, som om det brændte ham. +Det er jo ellers bare Vand, man skyller ned, sagde han, for at fordrive +Tiden. Han blandede bagefter selv et Glas: hun skulde smage. Rent +Sukkervand til Tidsfordriv, sagde han og smilede med sit sky Smil. Ellen +rørte Drikken med Læberne. + +Ellen holdt flere Aftner Drikken lige stærk, gjorde den først langsomt +svagere. Faderen blev ved med sit: Ikke for stærk min Pige, ikke for +stærk, det er jo ellers bare Vand, jeg skyller ned. + +Og saa en Morgen fandt hun en tom Cognacsflaske skjult i hans Seng. + +Hun kæmpede ikke mere; hun vilde nu kun forsøge at skjule: dække, for +at Mademoiselle intet skulde erfare. + +Mademoiselle havde faaet en levende Interesse for Præstens l6-aarige Søn +i Norup, hun gav ham Timer. Ellen lod Vognen spænde for, og Mademoiselle +kjørte derned om Eftermiddagen. + +Saa var hun alene, Faderen var ude, taget ud fra om Morgenen. Da kunde +hun sidde paa den samme Plet i Dagligstuen timevis og vente. Hun syede, +eller Hun havde taget en Bog--men Sytøiet faldt ud af hendes Hænder og +hun læste ikke ... Hun sad kun ørkesløs og forstenet, og uden at hun +vidste af det, kunde hjælpeløse Taarer rulle ned ad hendes Kinder. + +Eller hun reiste sig og gik ind i Riddersalen, hvor der var koldt med +Sneblomster paa Ruden. Men hun mærkede ikke Kulden. Thi alt som hun gik, +begyndte hun at brænde som i Feber, mens alle Aarer bankede. Hun havde +ikke Ro, gik rastløs fra Væg til Væg. + +Hun gav sig til at tale til Billederne-- + +Og hun talte høit om sine Sorger--hun gav sine Lidelser Ord--hun raabte +i Kummer. Aa--hvor hun led, hvor hun led. + +Hun rakte Hænderne frem, hun græd, hun bad, hun besvor. Hvad kunde hun +dog gjøre ved sin Fader? Det blev jo kun værre og værre, og alt, hvad +hun gjorde, var forgjæves, og alt, hvad hun bad, var omsonst--og hvad +skulde hun dog gjøre? Sig mig dog--hvad skal jeg gjøre? + +Men hvorfor hang de der ogsaa, naar de ikke kunde hjælpe? De saa jo dog, +hun kunde ikke mer; de saa jo dog, de havde næppe Brødet, at Alting var +ved at smuldre væk--alt baade Navnet og Gods. + +Men hun havde ingen Skyld, + +Og tilsidst maatte de sælge Thorsholm ... + +Ellen Løste sit Haar, som tyngede hendes Nakke, og hendes Kinder +brændte. Men hun hørte op at græde. At sælge Thorsholm. Hun vidste, det +maatte komme, men hun kunde ikke tænke det; det forstenede hendes Graad ... + +Men naar det kom, saa vilde hun tage alle Billederne ned ad Væggen her, +og hun vilde skjære dem ud af deres Rammer hvert ét og hun vilde brænde +dem allesammen.--Og saa først var hun alene; helt alene. + +Saa kom Faderen hjem. Kusken hjalp ham ud af Vognen og op ad +Stentrappen. + +Hun hørte ham bande og vakle over mod Væggen ude i Gangen og le og +snakke med sig selv.--Hvor hans Ansigt var rødt! Naar han var fuld, +vilde han altid have hende om sig. Hun skulde sætte sig paa hans Skød, +og han havde Anfald af Ømhed, hvor han klappede hendes Haar--og kyssede +hende og stirrede saa stift paa hende med dorske Øine. + +Ellen sad bleg under hans modbydelige Kærtegn. + +Han fortalte, og han vilde have mer at drikke--og hun var glad ved at +kunne reise sig og skænke for dog at komme bort fra hans Skød-- + +Saa faldt han snorkende sammen, og han sov i Stolen med det tunge Hoved +tilbage og vidt aaben Mund-- + +Men undertiden kom han slet ikke hjem. Mademoiselle var kommen tilbage +og gaaet til Ro. Alle paa Gaarden var i Seng. Ellen ventede endnu. Hun +sad alene i den store Dagligstue, og førte Strikkepindene med sine +febrilske Fingre. Naar Hunden foer op i Gaarden, eller Vinden slog forbi +Ruderne, gøs hun og lyttede--nei--det var ikke ham, og hun blev ved at +strikke og bevægede Læberne mekanisk, naar hun talte Maskerne. + +Og Faderen kom ikke. + +Hun begyndte at dække Stykker over Møblerne og at rydde op til Natten, +hun vilde ikke blive oppe; hendes Øienlaag faldt sammen af Træthed, og +hendes Lemmer var tunge som Bly. + +Men naar hun vilde tage Lampen for at gaa, lod hun sig igen falde ned i +en Stol og hun blev ... Hun gled sammen i Sædet, lukkede Øinene og +blundede. + +Hun vækkedes ved en Støi: Er det Dig, sagde hun og foer op ... Hun +troede, det var Faderen. + +Men det var kun Ole, som stod henne ved + +Døren paa Hosesokker og krammede om sin Kasket. + +Hvorfor er De ikke i Seng, spurgte hun. + +Karlen svarede ikke, krammede bare Kasketten: Det er sent--jeg venter +paa Fa'er-- + +Ole vendte sig: Herren er ikke kommen hjem, sagde han sagte. + +-Nei. + +Der var igen stille, saa sagde Ole endnu sagtere: Tillader Frøkenen ikke +jeg kører ud med Vognen--der er saa meget--glat paa Veien. + +Ellen blev blussende rød ... Saa vendte hun sig bort ... Tak. + +Lidt efter hentede Ole Maag nede i Nørup Kro. + +Til Veile kom hun sjældent. De lange Aftener, hvor Faderen sad halvfuld +over sin Flaske, gik ikke hen uden aabenmundet Fortrolighed. Det var +alle Rygterne om Ildebranden og meget mer, givet i lattermilde +Antydninger, som Ellen langtfra alt forstod. Men hun fik dog næsten +Rædsel for Bedstefaderen. + +En Aften, da Ole var kjørt ud for at se efter Maag, fandt han ham med +begge Ben brækkede liggende i en Grøft. Han løftede ham op i Vognen og +kørte ham hjem. Han havde ligget ved Veikanten et Par Timer, og Benene +svulmede voldsomt op. Lægen erklærede, det vilde blive langvarigt. + +Efter at Maag, der havde havt stærk Feber den første Tid, var blevet +meget bedre, kom der en Dag ridende Ilbud fra Veile for at hente Ellen. +Den gamle Lind var blevet meget syg og vilde se hende før sin Død. Ellen +vilde først ikke tage bort, men da Faderen ønskede det, reiste hun. Hun +maatte blive der fire Dage ... Saa blev det bedre med den gamle. Det +skulde ikke være den Gang, sagde han selv, da han igen kom til Mælet. + +Da Ellen kom tilbage, traf hun Faderen meget bedre. Mademoiselle havde +installeret sig ved hans Seng. + +Mademoiselle var en lille korpulent Dame, som sagde, hun var fyldt en og +tredive Aar, og som ved Hjælp af Pudder, falske Tænder og et Sæt +Nakkekrøller kom til at sé ud, som om hun var i Nærheden af de fyrre. +Mademoiselle paastod, hun var af meget gammel Familie, og hun plyndrede +Dumas' Romaner for at forklare sin Nedstamning fra Korstogene. + +Naar hun fortalte, flød hun gjerne ud i Graad over sin egen Veltalenhed, +og smurte saa Tusch og Sminke rundt i Ansigtet med sine ringbesatte +Fingre. + +Hun titulerede Napoleon Forbryderen fra St. Helena og slog Korsets +Tegn, naar hun nævnede Robespierre. + +Saadan var Mademoiselle. + +Denne Dame fik efterhaanden megen Færdighed i at lægge Maags Puder til +rette bag Ryggen og i at læse ham i Søvn med Lamertine. + +Ellen lod hende skalte, som hun vilde. + +Men en Aften, da hun kom hjem fra Moderens Grav, kunde Faderen næppe +tale: han laa halvdrukken og lallede. + +Cognacflasken stod paa Bordet ved Sengen. + +-Hvem har givet Dig Flasken? spurgte Ellen. + +Faderen stammede, gav sig til at klynke. + +-Hun har sat den her hen--og vi er--ja--vi er jo svage ... + +-Hvilken hun? + +-Ja ... Mamsellen, men ... jeg vil ikke sætte ... Splid ... for ... + +Fra den Dag hadede Ellen Maag Guvernanten. + +Alligevel tog Damen fra Korstogene mer og mer Raadighed over Maag og +over Huset, og Folk talte allehaande. Men Ellen hørte intet eller vilde +ikke. Hun var begyndt at gaa til Præsten og skulde konfirmeres til +November. Det var sent nok, siden hun allerede var fyldt de seksten Aar. + +--Ellen og Mademoiselle læste i Havestuen. Ellen var kommen ned før +Timen og sad ude paa Trappen paa Trinet og stirrede ud i Sollyset. + +Hun følte Heden over sig som en mat Ladhed ... og hun fulgte med +Blikket, mens hun sad og døsede, Insekterne, der virrede, og hun aandede +dybt for at fange Jasminernes Duft fra Busketterne. + +Der var i den sidste Tid kommen denne Ladhed over Ellen. + +Der var intet mer, som kunde binde eller fæstne hendes Opmærksomhed, og +hun var altid adspredt. Det var rent ud besynderligt, hvor alt +distraherede hende: et Insekt, som fløi forbi, et Blad, der faldt til +Jorden. Saa fulgte hun Bladet, som det dalede, og Bogen hun læste, gled +ned ad hendes Skød, uden at hun mærkede det. + +Hun bare drømte ... sad hen og drømte. + +Men vaagnede hun op, vidste hun ikke, hvad hun havde tænkt, følte blot +som en mattende Tyngsel ligge over sig. Og hun var altid træt, gad ikke +gaa og intet foretage sig. + +Hun græd ofte og med ét, naar hun sad, foer hun med Haanden til Hjertet, +saadan gav det sig til at banke. Hun blev rød og hvid uden Grund; altid +havde hun Sting, var stakaandet og fik Blodet til Hovedet. + +Hun havde i den sidste Tid kastet sin Kærlighed paa en graa +Kattekilling, og hun kunde sidde timevis med det lille Dyr i Skødet og +klappe den og kysse den paa Snuden. Om Natten sov den ved Fodenden af +hendes Seng. Ellers var hun ikke overdreven ødsel med Kærtegn. + +Der kunde gaa Dage, hvor hun ikke talte til sin Fader, og naar Middag +var ovre, gik hun oftest bort fra Gaarden, ingen vidste hvorhen. Saa tog +hun Veien gennem Haven ned til Skoven. Der var noget borte en Bakke, +hvorfra man kunde se Havet som en skinnende, blaa Stribe langt ude i +Horisonten bag Lyng og Marker. Der laa hun saa halve Dage med Ansigtet +op i Solen og stirrede. Eller hun krøb op i et af de store Lindetræer i +Haven, og gemt mellem Grenene sad hun Timer igjennem, halvt fortumlet af +den sødlige Duft. + +Saadan underlig lad og sandsetung og dovenadspredt var Ellen bleven i +den sidste Tid.-- + +Ellen blev vækket af Mademoiselles Stemme, der skreg op i Fistel inde i +Havestuen, og hun reiste sig for at gaa op ad Trappen. + +-Som sædvanlig for sent, sagde Mademoiselle, der sad ved Bordet. + +Ellen svarede ikke. Hun satte sig uden at se paa Lærerinden og aabnede +Bogen. Det var Jocelyn, sagde hun. + +Hun læste søvnigt nogle Vers; naar hun blev rettet, sad hun og legede +med sine Fingre. + +-Jeg ved ikke, om _ma petite_ hører efter, sagde Mademoiselle. + +Ellen svarede ikke, blev bare ved at læse. Mademoiselle tog nervøse Tag +til Haaret, sagde: + +-Nei--De forstaar ikke Skønheden. Ellen pillede. + +Kan De det udenad. + +Ellen lukkede Bogen og stadig med pillende Fingre, Hovedet dukkende, +begyndte hun forfra, udenad. + +Hun plaprede nogle Vers og saa pludselig op. Taug, og blev siddende +ufravendt stirrende paa Mademoiselles Bryst. + +_Et Jocelyn arrivant--_ + +Mademoiselle vilde hjælpe hende: + +_Et Jocelyn arrivant--_ + +Men hun stammede, holdt op ... _Et Jocelyn ..._ + +Og ganske forpustet under Ellens Blik, der blev ved at hvile ved Smykket +paa hendes Bryst, sagde hun: + +-Jeg har faaet det igaar. + +Ellen var meget bleg. + +-Det er en Present ... af Deres Papa. + +Uden at vende Øinene bort, drog Ellen Veiret dybt: + +-Mademoiselle har misforstaaet Papa. Strakte Haanden frem og sagde: + +-Tag det af. + +Mademoiselle mimrede et Par Lyd og løftede Haanden for at løse det: + +-Nei, han har givet mig det--det er mit. Ellen ventede. + +-Tag det af. + +Mademoiselle reiste sig og retirerede, men Ellen tog hende med et om +Haandleddet: Kom, sagde hun. Tag Smykket af. + +Hendes Øine blev større. Mademoiselle, sagde hun, De skal tage det +Smykke af. + +Mademoiselle rystede over hele Kroppen. Famlende løste hun Smykket. +Kæden gled ned fra hendes Bryst og faldt paa Gulvet. + +Ellen tog det, hun stod lidt og lod de gyldne Led glide gjennem sine +Fingre. Derpaa gik hun langsomt ud af Døren og ned ad Trappen med +Hovedet bøiet. + +Hun saa sig ikke om; med Smykket knuget sammen i sin Haand gik hun +ilsomt ad Terrassen ned til Graven. + +Der standsede hun, løftede Armen over Vandet. Og som en gylden Slange +faldt de Maagers Kæde spillende i Havens Middagssol ned i Gravens Vand. + +Ellen vendte sig og gik ned i Lindegangen. + +Men nogle Dage efter reiste Mademoiselle. + + * * * * * + +Ellen blev konfirmeret om Efteraaret. Præsten i Nørup var en asketisk +Mand, som prædikede mest om Synden og den evige Fortabelse. Og var +Verden en Elendighedens Dal, turde vi ikke beklage os, thi vi bødede og +det ikke alene for os selv, men og for alle dem, som var gaaet foran os +og havde dynget Synd paa Synd. Derfor maatte vort Liv blive et Liv i +Forsagelse og i Bøn. + +Ellen havde aldrig været meget religiøs. Der havde i hendes Liv hidtil +ikke været Anledning dertil. Hos Linds var der ikke megen Tale om Gud, +Om Søndagen gik gamle Lind i Kirke med sin Kone under Armen, og en Gang +om Aaret gik de til Alters, Det var deres Gudsdyrkelse. Paa Thorsholm +var der endnu mindre Religion. Om Søndagmorgen, naar Vinden bar til, +kunde man høre Kirkeklokkerne fra Nørup, men ingen brød sig om deres +Klemten. + +Mademoiselle var Katolik og faldt under Tiden i Søvn med Rosenkrandsen +mellem sine Fingre; hendes Fader talte kun om Gud, naar han var drukken. +Det var Gudsdyrkelsen paa Thorsholm. + +Og i Begyndelsen, medens hun læste hos Pastor Assens, blev, hvad hun +lærte, ogsaa ved at være Ellen noget uvedkommende. Alle disse Bud var +noget, hun ikke havde overtraadt: Ord, som ikke var rettet til hende. +Men efterhaanden blev det anderledes. Thi Pastor Assens talte sig +efterhaanden varm. + +Og hans gammeltestamentlige Forklaring, den kom pludselig til hende som +en Spreder af Taager i hendes tvivlfyldte Sjæl. + +Alt, hvad hendes store Slægt havde forbrudt, det faldt som en tung, +uafkastelig Byrde paa hendes Skuldre, og der var ikke andet at gjøre end +at bede og bede og lægge sig i Knæ, Dag og Nat. Nu forstod hun det +altsammen. Hun skulde afbetale den gamle Skyld og lide de manges Straf +og bede og bede om Afladelse for dem alle. + +Hun begyndte at læse i Biblen, at besøge de Syge i Nørup og tilbringe +lange Aftener hos Præsten. Og hans Askese ophidsedes endnu mere ved +Synet af hendes seksten Aar, der knælede saa tungt under Jehovas Svøbe. + +Midt under Gæringen blev Ellen konfirmeret. Hun sov ikke mere om +Nætterne, og hun havde Syner, hvori Flammesværdet bestandig var løftet +høit for hendes Øine. + +Ved den hellige Handling talte Pastor Assens om Fædrenes Synd, som +nedarves indtil det tiende Led. + +Efter Konfirmationen vedblev Ellens Besøg hos Præsten. I sin opskræmte +Forfærdelse gav hun, der var vant til at tie og bære, sig pludselig til +at tale. Præsten blev hendes Skriftefader. Hun fortalte ham alt: om +Faderens Lastefuldhed, om gamle Lind--Alt. Om hvorledes hun havde kæmpet +imod, og hvorledes hun havde lidt. Thi hun havde ikke forstaaet, at Guds +Dom var over hende. + +Nætterne tilbragte hun knælende paa sit Gulv. Hun bad de samme Bønner, +indtil Blodet sydede i hendes Hoved; mange Dage sneg hun sig ind i Nørup +Kirke og smidt foran Alteret laa hun hensunken i Bøn og pinefuld Angst, +som forvirrede hendes Sandser. + +Ofte korn hun efter en søvnløs Nat om Morgenen til Præstegaarden bleg, +og skræmmet af Syner: hun havde ikke Mod til længere at bede alene; da +tilbragte Præsten og hun lange Timer i fælles Bøn. + +Og uafbrudt gav hendes Slægts Historie, som hun læste og udfrittede +allevegne, hende nyt Stof til Revselser og Angster. Hun studerede Nørups +Kirkeprotokol, hvor Præsterne havde ført Bog over Familien, og hvor der +var mange Noter. Pastor Assens udfyldte Fortællingerne. + +Han fortalté hende om Christen Maag, der havde ladet sig begrave med +Hovedet hvilende paa Erindringerne fra sin Lastefuldhed ligesom paa en +Samling Relikvier; om Livet, som den Gang førtes i det østre Taarn paa +Thorsholm. Og han glemte, mens han talte, den bodfærdiges Aar, og han +malede Vellysten med mange Farver, for at lade den sønderknuses dobbelt +i Forbandelser under Straffens Hæl. Og bestandig lagdes der nye +Syndebyrder paa Ellens Skuldre. + +Time efter Time fyldtes hendes Sind med urolige Billeder. Hendes Andagt +trængte til Apparat, hun lod en gammel Bedepult flytte fra Loftet ned i +sit Kammer, og hun hængte et sort Kors op over sin Seng. Søndagen var +dog hendes Anfægtelsers Høitidsdag. + +Hun havde lært at spille paa Orgel, og hun var begyndt at spille til +Gudstjenesten. Naar hun da havde larmet gjennem et Par støiende +Præludier og selv sunget de lange Bodspsalmer med, mens hun spillede, +sad hun skjult bag Orgelet og lyttede med skinnende Øine til Præstens +Straffedomme. Og der var altid nye Billeder for den gamle Straf og nye +Flammer for det store Baal. Og efter nye Sange og ny Postludielarm kom +Ellen hjem med Hovedet tungt og alle Tanker i forvirret Feber. + +Da tilbragte hun Eftermiddagen i Riddersalen. Til daglig kom hun der +ikke: hun følte noget som Sky for Slægtsbillederne, hun havde tilbedt; +og hun syntes, at Salens Luft faldt over hende som en Gru af +Formastelighed og Trods. + +Men nu, naar hendes Hoved brændte af Bods Sang, gik hun derind for at +haane dem, Billederne paa Væggen. Thi dem var det, som havde trodset i +Vantro og kæmpet imod i Gudsforgaaenhed og nu smuldrede Huset i Afmagt +under Herrens Dom. + +Men her var dog ikke Templet for den yderste Fordærvelse. Det var +Bedstefaderens Stuer i Taarnet. Og hun mindedes sin Barndoms Frygt for +"de lukkede Værelser", hvor de hvide Gardiner altid var trukket for, og +hvor Pigerne Vinternætter hørte Sang bag de laasede Døre. Ellen gik +aldrig der forbi Taarnet uden med Hjertebanken. + +Men nu vilde hun derind, og der skulde ikke ikke blive Sten paa Sten +tilbage af Forargelsen og ikke Stykke eller Stump af Forfængeligheden. + +Ellen talte ikke derom til Præsten, hun vilde gaa derind alene, skøndt +hun frygtede. + +Men mange Dage havde hun ikke Mod. Saa en Morgen reiste hun sig tidlig +efter en søvnløs Nat. Hun følte, nu havde hun Modet; og hun bad +brændende foran det sorte Kors over sin Seng. Men da hun kom til +Taarndøren, og den gamle Nøgle hvinede i Laasen, sprang Sveden frem paa +hendes Pande i store Draaber. Hun knugede Hænderne mod sit Bryst og +lukkede Øinene tæt i. + +Luften var tung og gammel. Hun følte den tør om sine Læber. + +Hun gik frem og skød Døren op. Men da hun i Halvmørket saa de støvdækte +Lagener over alle Møbler, og Maagernes Vaaben skinnende mod sig over +Speilet, blev hun svimmel og støttede sig. + +Hun rev Gardinerne bort, og Dagen skar hendes Øine. + +Hun vendte sig fra Lyset, og hendes Blik faldt paa Sengen; den stod midt +paa Gulvet, med en falmet Silkehimmel, baaret af Kvindeskikkelser. Ellen +rev Lagenet bort, og hun følte pludselig en krydret Vellugt slaa fra de +gamle Silketæpper op imod sig. Hun løftede Tæppet og indaandede dets +Duft. + +Hun følte sit Hjerteslag tungt. + +Nei--nei--sagde hun--det er Djævlen ... Hun slap Tæppet. Da hun løftede +Blikket, saa hun over Hovedgærdet, halvt skjult af Sengehimlen, et +Billede. + +En nøgen Mand, der kæmpede med en Kvinde ... + +Ellen betragtede det forstenet, førte Armene frem og tilbage over sit +Hoved og blev ved at stirre derpaa--tungt, liggende ind over Sengen, med +de fremstrakte Arme knugede om Maleriets Ramme. + +Saa sank hun sammen. Uden Bevægelse. Hovedet støttet paa Armen, udstrakt +paa Bedstefaderens Seng, halvt bedøvet af Tæppernes Duft stirrede hun +paa Billedet, indtil hun med opløst Haar flygtede med løftede Hænder ... + +Hun blev ved at løbe; ud af Taarnet; langs Terrassen; ned ad Trappen; +over Plænen--fløi hendes Skygge. + +Fra den Dag var alt forbi. Hendes Liv blev et furiepidsket Tog af +Bønner, af Fortvivlelse og Angst. Om Natten sov hun ikke, og om Dagen +kunde hun ikke finde Ro. + +Med Præsten talte hun mindre nu. Hun fortalte ham ikke om sit Besøg i +Taarnet, og efterhaanden blev hun sky. Hint Billede forvirrede hendes +Bønner. Naar hun laa fortvivlet paa sin Skammel, sløv og søvnig, gled +det ind i hendes Tanker--bestandig. + +Og svimmel og dødstræt, en Afmagt nær, kunde hun aabne Taarnets Vindue +og lænet ud, mens Efteraarets Slud vædede hendes Pande, længtes hun +efter at synke dybt ... glide saa blødt og--faa Fred-- + +Saa sad hun en Aften ud paa Efteraaret som sædvanlig ene. Veiret var +haardt, og Ole var kørt ud for at samle Faderen op. + +Der var kommen sær Uro over Ellen. Hun havde taget Skærmen af Lampen for +at faa det mere lyst i den store Stue, hvor det skumrede i alle Kroge, +og hun gik rastløs frem og tilbage, satte sig, gik igen, standsede ved +Vinduet og blev intet Steds. Naar Stormen, der pidskede Regnen mod +Ruderne med smaa Knald ligesom Hagl, jog de mægtige Lindegrene larmende +mod Vinduerne, foer hun sammen og gyste længe, som om hun frøs. Og +Veiret tog stadig til, og midt under Stormen hørte hun den store +Vindfløi paa Taarnet, som raslede under Vinden. + +Hun havde Lyst til at kalde paa Pigen og faa hende ind. Hun kunde ogsaa +gaa i Seng og behøvede ikke at vente. Men da hun tog Lampen og var +kommen hen til Døren, foer hun sammen igen og lyttede. Det var den store +Klokke ved Porten, der klemtede. Saa var Veiret haardt. + +Hun gik igen til Vinduet. Klokken blev ved at lyde høit. + +Hun saa en Karl med Lygte gaa over Gaarden mod Porten, lidt efter en +til. Saa hørte Klokken op at lyde, og de fik Porten op. Der maatte være +kommet nogen, en fremmed ... Men det var saa mørkt, man kunde ikke sé +det mindste. Hun tog Lampen og aabnede Døren til Gangen ... Karlene +klaskede med deres Træsko op ad Trappen. Der blev rusket i Døren. + +-Hvem er det? raabte Ellen. Hvem er det? + +Der blev ikke svaret. Stormen maatte tage Lyden bort. Hvem er det? +raabte hun igen. Saa aabnede hun Døren og saa begge Karlene blege og +forvirrede med Lygterne i Haanden. + +-Hvad er det? spurgte hun igen. Er der Brand i Nørup? + +-Nei, Frøken Maag, det var en Stemme fra Mørket, og der kom et Ansigt +frem i Lysskæret, Kongen er død! + +Krigen brød ud. + +I de strenge Tider, som kom, mødtes Ellen og Præsten igen: de saa det +begge altsammen som en Straffedom, som Herrens Vrede over den ugudelige +Slægt. Pastor Assens holdt Møder i Omegnen, og Ellen fulgte ham for at +indsamle Penge og alskens Ting. Der var Saarede og Elendige nok og Brug +for alles Hjælp. + +Tilsidst tænkte Ellen paa selv at tage ned og pleie de Saarede, og hun +havde allerede bestemt Dagen, naar hun vilde reise. Men saa en Morgen +fandt de hende liggende bevidstløs foran Bedeskamlen i sit Kammer, og da +hun kom til sig selv, fantaserede hun. + +Det var Nervefeber, hun havde faaet, og Sygdommen blev langvarig. + +Mens Ellen svævede mellem Liv og Død, skiftede Aaret, og det blev +Foraar. Fjenden oversvømmede Jylland. + + + + +IV. + +Ellen var Rekonvalesent. + +Hun laa nogle Timer om Dagen inde i Moders Taarn, bleg og gennemsigtig, +med Hovedet næsten skjult i de hvide Puder, halvt i Blund Hun nød sin +Træthed som et mat Behag. Mens hun laa ubevægelig og ikke gad røre sig, +hørte hun Fuglenes Sang fra Haven og Børnenes Pludren, mens de legede. + +Skovfogdens Børn bragte hende Jordbær, de plukkede i Skovene, og Ellen +beholdt dem hos sig. De legede sammen, de lo ad ingenting, de flettede +Ringe af Mælkebøttestængler; og Børnene fortalte hende om den blissede +Ko, som havde kælvet. Ellen fik sine Dukker ned fra Loftet, og de +legede, som da hun var Barn: klippede Billeder af de gamle Modejournaler +og gav dem fornemme Navne og holdt Dukkebal paa Sygetæppet. + +Men saa pludselig blev hun altfor mat, og hun slap Dukkerne, der gled +ned ad Tæppet, og hun laa med lukkede Øine; Børnene mærkede, hun blev +stille, og ganske sagte listede de sig ud af Døren, og lod den staa paa +Klem, naar de gik. + +Ellen hørte det og smilede. Hun mærkede Trætheden som en mild Rus. Og +hun aabnede Øinene igjen og saa paa sine Hænder, som var hvide og +gjennemsigtige med store, blaa Aarer. Hun tog en Blomst fra Skaalen og +hun inddrak mat dens Duft i smaa Drag, indtil hun faldt i Blund. + +Eller hun tog Haandspeilet og betragtede sit Ansigt, der lignede en +Drengs med det korte, afklippede Haar ... + +Siden fik hun Lov til at læse. Det var alle Bøgerne fra hendes Barndom: +"Ivanhoe", "Erik Menved" og "Prinds Otto". Og mens hun læste, dukkede +Skikkelserne frem som Mennesker, hun en Gang havde set, men hun +erindrede ikke mere, hvor. Og slap hun da Bogen for at søge i sin +Erindring, gled det bort; og hun laa stille hen og nød sine Drømme i mat +Velbehag. + +Saa kunde en Blomst; saa et Ord, et Billede vække et Minde, som dukkede +frem hos hende, og hun forfulgte det, indtil ogsaa det blev borte. Og +alt, hvad hun tænkte, var mest som en underlig vag Melodi, der klang i +hendes Øren uafbrudt. + +Men lidt efter lidt blev det Minderne her fra Rummet, hvor hun laa, der +kom oftest igen, Minderne om Faderens Kjærlighed, der levede paa hver +Plet. Og lange Timer laa hun hen med Sommeren om sig og drømte sødt. + +Hun begyndte at længes efter Haven. Og hun lod Skovfogedens Børn bringe +sig Blomster fra Markerne, og hun lod dem komme helt hen til Stolen, +hvor hun sad, for at indaande Kløverens Duft, der hang i deres Klæder. + +En Dag gik hun ved Lægens Arm ind i Havestuen. Dørene til Terrassen stod +aabne; men da Ellen saa ud i Haven, som laa solrig og hed, blev hun +svimmel: Nei, Doktor--lad mig sætte mig--jeg er altfor træt. + +-Hvor Luften er tung, Doktor, hvidskede hun. Luften er saa tung. + +Hun faldt mat sammen, og hun sad længe halvt angst og sammenkrøben og +stirrede ud over Vandet og Plænerne, og syntes, hun kendte dem ikke mere +igjen. + +Men siden blev her hendes Yndlingsplads, og hun kunde sidde Dag efter +Dag der bag de aabnede Døre; hun læste eller arbeidede; eller hun lænede +Hovedet tilbage, og hendes Blik fulgte Træernes Skygge over Plænerne, og +de lette Sommerskyer, naar de drev. + +Men en Dag lod hun Dørene lukke og rullede Persiennerne ned. Der var +kommen østrigsk Indkvartering til Gaarden, en General med et Par +Officerer og en halv Bataillon. Ellen hørte, at den gamle General havde +sin Yndlingsgang under Lindene, og hun vilde ikke modtage hans Hilsen. + +Saa vendte hun tilbage til Taarnet. Der var ogsaa kjøligere, og friskt +af Lindeduften, og naar man rullede ned, blev der næsten mørkt. Det +gjorde godt paa de hede Dage. + +En Formiddag besøgte Præsten hende. Hun laa paa Sofaen og bandt Bregner +sammen til en Buket. + +Pastoren blev strax forvirret, da hun rakte Haanden frem imod ham, lidt +mat, og talte ganske lidt døsig, mens hun stadig smilede. Han kendte +hende ikke igen. + +Det Skær, som var kommet over hende ... + +Hun talte om sin Sygdom, om Egnens Folk og om Indkvarteringen. + +Jeg er komplet i Fangenskab, sagde hun, her i Taarnet. + +Der blev en Pause. Præsten sagde, den nye Degn var kommen til Nørup ... + +-Han spillede kun saa maadeligt Orgelet ... + +-Ja saa ... hun lagde Bregnerne bort--ja--det er jo sjældent, de Folk +er musikalske. + +Hun rettede sig i Sofaen. Hvor man bliver doven, sagde hun, naar man har +været syg. + +Pastoren mærkede Parfumen af hendes Klæder. Ja--det er--som blev man +Børn igen ... Han stoppede, sad urolig foran hende og gned hurtigere de +foldede Hænder. + +-Og hvor Fluerne generer En, sagde Ellen Er de ligesaa slemme i +Præstegaarden? + +Der blev en ny Pause, og helt beklemt reiste Pastoren sig. Ja--sagde +han--det er en travl Tid--jeg mener, der er mange ængstede Sind. + +Og han tog Afsked, helt forvirret ... + +-Ja--De ser vel snart her op, Pastor Assens, sagde Ellen. Hun blev +liggende paa Chaiselonguen. + +Lidt efter hørte hun Toner af Violiner fra Haven. Hun reiste sig og +vilde lukke Vinduerne, men hun standsede bag Persiennerne og lyttede. + +Hvor det var smukt--Ia--hun saa ud--det var Zigeunerne som spillede. + +Hun satte sig stille. Violinerne sang. + +Hvor det var længselsfuldt--hvor det var smukt ... Det lød saa klagende, +saa dæmpet, mildt ... saa steg det, og steg det og klang. + +Ellen stod pludselig op, urolig ... + +Hvor Tonerne slyngedes sammen--hvor de jublede op--aa--man fik bankende +Blod. + +Saa vildt det lød-- + +Indtil det igen klang saa sorgmodig mildt ... Det var som Granernes Sus +nede ved Moders Grav ... Ellen græd. + +De fremmede Officerer fandt det næppé meget morsomt paa Thorsholm. Om +Formiddagen var der ofte Øvelser i Egnen, men Resten af Tiden var de +hjemme. Saa holdt de til ovre i Lindegangen, drev langs Bænkene med en +fransk Roman, eller spillede Kort; sad oftest Kvarter efter Kvarter +ørkesløse, med en Cigaret mellem Læberne, og stirrede ladt ud i den +solrige Have. + +Udover Plænerne, som svedes, mod Hovedbygningen, der skinnede hvid og +kjedsommelig, lukket og tilhyllet paa sine tause Terrasser. + +Engang imellem gled et Vindpust over Plænen, krusede Gravens Vand og +vuggede Roserne. Saa raslede de udslagne Solseil og faldt atter tilbage +i den dorske Ro. + +De Fremmede smed Cigaretstump efter Cigaretstump i dvask Kedsommelighed. + +Kun lige i Middagsstunden aabnedes de lukkede Døre, og Ellen kom ud paa +Terrassen, støttet til Pigens Arm. Hun gik langs med Hækken, i Skyggen +af en stor Parasol, helt indhyllet i sit hvide Sjal. + +Officererne betragtede hende fra Lindegangen. + +Hun lod, som hun saa dem ikke. En Gang imellem standsede hun, løftede +Parasollen og vendte sit blege Ansigt ud mod Haven. Hun talte til Pigen +og gik videre støttet til hendes Arm ... + +Og Havedørene lukkedes igen, og Officererne vendte tilbage til deres +Bænke ... + +-Hvad finder du, Schønaich connaisseur? + +-Har Generalen ikke sendt hende en Flaske Tokayer? + +-Jo--og fik den tilbage ... + +Schønaich ridsede i Jorden med sin Hæl. Hun holder sit Hoved som Maria +Theresia, sagde han. + +-Saaledes gik de varme Sommerdage paa Thorsholm. + +Ellen var nu oppe hele Dagen, næsten ganske frisk. Men ogsaa hun fandt +det ensomt og trist. De fremmede Soldater generede hende; hun kunde ikke +komme uden for en Dør uden at møde disse Uniformer, som hun hadede, og +Blik fra mørke Øine forfulgte hende overalt. Selv ind bag de lukkede +Døre naaede Forfølgelsen hende. Sad hun om Aftenen i Dagligstuen, hørte +hun Sang og Raab fra Gaarden, hvor de Menige laa i Klynge om det tændte +Baal; og flyttede hun ind i Taarnet, trængte Officierernes Samtale, der +om Aftenen ved Vinen blev hidsig nok og høirøstet, støiende op til +hendes Skjul. Hun kunde ikke uudgaa de ubudne Folk. + +Men saa undertiden kunde Larmen og Samtalen forstumme, og gennem den +stille Nat hørte man kun Baalets Knitren fra Gaarden. Ellen reiste sig +og nærmede sig Vinduet. + +Soldaterne hvilede om Ilden. De støttede, strakte paa Jorden, Hovedet i +deres Hænder og stirrede ind. Baalets Skær farvede deres Ansigter. Det +lyste med et paa en Poppel foran den hvide Længe, saa dens Løv flammede, +og det hengav den atter til sit Mørke. Et Gjenskær fra Ilden laa som en +lysende Sky over Baalet. + +Nu og da oplystes et Øieblik Gaardens Kroge, og Karlenes og Pigernes +Ansigter, som lyttede samlet i Klynge, traadte pludselig frem af Natten +for igen at forsvinde ... + +Saa spillede de. + +Og som et besynderligt Refræn løftede Soldaterne om Baalet et afbrudt, +klagende Raab. + +Naar da Ilden var slukket, sad Ellen længe med bankende Hjerte. Alt var +blevet mørkt; lyttede hun, hørte hun Skildvagtens Skridt, men hun +nægtede ikke at skelne hans Skikkelse i Natten. + +Taarnuret slog sine rustne Slag, og atter blev det tyst. Mens Ellens +Tanker gik og kom. + +En Aften blev hun vækket ved Sang. Hun aabnede Vinduet og lænede sig ud. + +-Nei--sé, hvor det var klart, den første stjerneklare Nat. Stjerne over +Stjerne paa den mørke Himmel. + +Vinden bar til: Granernes Harpixduft blandedes med Lindenes. Bladene +raslede sagte som til evindeligt Akkompagnement. + +-Jo der var Lys endnu. Det var hos Officiererne, man sang ... Hun saa et +Par Skygger paa de nedrullede Gardiner ... + +Hvad det dog var for en Sang--saa blød ... Hun lænede sig længere frem, +og hun var angst for at miste en Tone, naar Stemmen sank ... En +Natsværmer svirrede forbi, mekanisk slog hun den bort med sin Haand, +mens hun holdt Øinene fæstet paa de hvide Gardiner, hvorfra Sangen kom ... + + Weil sie gestorben ist-- + Weil sie gestorben! + +Det døde hen ... Ellen gled ned paa Stolen; de sidste Toner dvælede i +hendes Øren ... Saa reiste hun sig, slukkede stille Lampen og gik ind i +sit Kammer. + + * * * * * + +Ellen var for første Gang nede ved sin Moders Grav. Da hun reiste sig +fra Bænken, følte hun sig svimmel og maatte støtte ved Gelænderet. Hun +fik en Kuldegysning: hjem maatte hun ... Men hun var virkelig alt for +svimmel. + +Hun havde ikke mærket Trinene bag sig, men ved Stemmen foer hun sammen: + +-Frøkenen er blevet syg.--Tillad jeg hjælper Dem. + +Hun løftede Ansigtet og nikkede: Ja--jeg er ... ikke vel. + +Officeren lagde Armen om hendes Liv og førte hen ud mellem Granerne. Han +sagde intet. Hendes Hoved laa mat paa hans Skulder. + +Da de kom ud i Haven, følte Ellen sig bedre: Det er kun Feberen, sagde +hun. Jeg har nylig været syg. + +De gik langsomt op gennem Haven, hun støttet til ham. + +Men pludselig rødmede hun og standsede: Tak--det er meget bedre, og hun +løsnede sig ud fra hans Arm. + +Hendes Ledsager forstod, og et Øjeblik forvirredes de begge. De søgte +noget at sige, og de pinte sig begge for at finde et Par ligegyldige +Ord. + +Men de naaede Trappen uden at have fundet, og Ellen rakte Haanden til +Farvel. + +-Tak. + +Saa i sidste Øieblik sagde han hurtigt: Det er jo mig, som maa takke +Lykken. + +Dermed skiltes de. Ellen var meget utilfreds med sig selv. + +Den næste Dag lod Grev Schønaich spørge til Ellens Befindende. Hun +svarede, at det vilde være hende en Fornøielse at se ham for at takke +ham for igaar. + +Lidt febrilsk slog hun sig ned paa Chaiselonguen ved Havedøren, der stod +paa Klem. Hun ventede Visiten. + +Ellen reiste sig og gik ham imøde. + +Hun takkede ham for igaar (lidt staccato) og beklagede, at hendes Fader +ikke var hjemme. Han var taget til Veile. + +Schønaich spurgte til hendes Befindende: om det var bedre ... + +-Meget bedre. Men hun havde jo været meget syg. + +Ellen gik tilbage til Chaiselonguen, og mens hun bad ham tage Plads, +slog hun Havedøren op: Her er en vidunderlig Udsigt, sagde hun--ikke +sandt--her er smukt? + +-Og vi berøver Dem den Udsigt? ... Aa, Frøken, jeg forstaar det saa +godt ... Det maa være haardt Dag for Dag at have seirrige Fjender for +Øie--Men--han skiftede Tone--vi keder os ogsaa, kan De tro ... + +Ellen smilede: Ja--sagde hun og pegede over mod Lindegangen--det er jo +ikke just afvekslende. + +-Og dog foretrækker jeg dette for at ligge i Indkvartering i Byerne. Det +er forfærdeligt at leve i disse døde og tilhyllede Byer. Man hører midt +om Dagen kun Lyden af sine egne Sporer paa Gaden. Jeg har ligget i +Horsens i fjorten Dage--jeg saa ikke andre kvindelige Væsener end et Par +Sælgekoner ... + +Han gik bort fra Døren: + +-Men Triumfmarchen var dog det værste. Vi feirede Indtagelsen af +Als--der var nu ogsaa en smuk Idé--vi drog opad Hovedgaden med Kanoner +og fuld Musik ... Men ikke et Ansigt bag Ruderne, ikke ét, bare +tilhyllede Vinduer, døde Huse--uddøet og lukket--Hele Byen var tom. Det +var et skrækkeligt "Tedeum"-- + +-Og inde bag Ruderne da--sagde Ellen. + +Schønaich svarede ikke. Men lidt efter vendte han sig igjen om mod Døren +og sagde: + +-Ja, hvor her er vidunderlig smukt. + +-Hvor har De hjemme, spurgte Ellen. + +-I Bøhmen--der ligger ialfald min Families Godser. Selv har jeg opholdt +mig længe i Pesth. Har Frøkenen nogensinde været ved Donau? + +-Nei--jeg har aldrig været udenfor Danmark. + +-Og taler saa smukt Fransk? + +-Aa--vi er saa halvveis Franskmænd i vor Familie. Og De da? Vidste De +igaar, jeg ikke kunde Tysk? ... Jeg er saa uvidende. + +-Jeg valgte et neutralt Sprog; Grev Schønaich bukkede. + +Lidt efter gik han. + +Ellen sad længe hensunken, uden at vide hvad hun tænkte paa. Saa hørte +hun igen Klangen af den Fremmedes Stemme, den var saa blød, og hun +reiste sig. + +-Det var ham, der sang, sagde hun. + +Og lænet til Dørstolpen sank hun atter hen i Drømmerier. + +-Mon hun en Dag turde bede ham om at synge? + +En Dag, naar han kom igen ... Men han kom maaske slet ikke mer ... af +hvad Grund skulde han? Ellen smilede, hun gik op og ned ad Gulvet, faldt +tilsidst hen i Sofaen, hvor hun sad et Par Timer, stille, med Haanden +under Kinden ... + +Saa reiste hun sig, og hun gik nynnende frem og tilbage paa Terrassen, +mens hun plukkede et Par Roser til sit Haar. + +Om Aftenen spillede Soldaterne i Gaarden. Anføreren spillede for, og de +andre faldt ind klagende Omkvædet som et Ekko, der døer. Ellen lyttede, +og da de holdt op, saa hun forvirret rundtom sig som paa noget ukendt og +fremmed, og hun pressede Hænderne mod sit Bryst med et dybt Suk. + +Under Vinduet stod en Skikkelse i Mørket ... Ellen kendte ham--det var +ham--sagte vilde hun lukke. + +Men saa vendte Schønaich sig og hilste. + +-Det var smukt, sagde han. + +-Ja--saa smukt ... + +De sagde kun de to Sætninger blidt og begge dvælende. Og han hilste +igen, og Vinduet blev lukket. + +-Ellen vaagnede saa glad den næste Dag. Hun havde haft Uret--nu vilde +hun gøre den god igen. Hun vilde ikke være indladende men ialfald +høflig. Foreløbig skulde hendes Fader gøre den gamle General en Visit. +Det gjorde saa Maag--som havde en af sine ædru Perioder i denne +Tid--ogsaa opad Dagen, og Dagen efter gjorde Generalen Gjenbesøg. + +Ellen var hjemme og viste sig elskværdig. Hun spadserede med Excellencen +paa Terrassen og var med ham oppe i Riddersalen. Den gamle Herre fandt +hende "très distinguée". + +Schønaich saa hun kun en Gang imellem i disse Dage. Hilste paa ham fra +Terrassen og mødte ham om Morgenen paa sin Ridetur; de talte ikke +sammen, hun længtes bare efter denne stumme Hilsen og Smilet, der +ledsagede den. Hun ønskede slet ikke mer. + +Saadan gik et Par Dage. + +En Eftermiddag bandt hun en Krands til sin Moders Grav og bragte den +derned. Hun gik og nynnede som hun ofte gjorde i de sidste Dage; saa, da +hun kom til Graven, stod Schønaich ved Gitret. + +Han vendte sig, hilste og vilde gaa. + +Ellen aabnede Laagen. + +-Hvorfor vil De gaa? spurgte hun. + +-Jeg havde ikke ventet, at De kom her saa silde. Jeg gaar saa tidt +herned. + +-Ja ikke sandt?--Ellen lagde Krandsen paa Graven--her er høitideligt her +under Granerne? Det er mit Yndlingssted ... + +-Meget høitideligt. + +De taug lidt. Oppe susede Granerne. Og inde mellem Stammerne laa Mørket +svalt og duftsvangert. + +-Jeg elsker Granen, sagde hun. Det er et fornemt Træ--den pludrer ikke. +Denne Susen minder om gamle Kvad. + +-Mig minder det om hjemme-- + +-Om Bøhmen? + +-Ja--Aa--De ved ikke, Frøken Maag, hvor der er smukt: Sommernætter--naar +Floden glider langsomt, som en Kæmpesnog, der bugter sig i Mørket ... +Høiderne som mørke Silhuetter rundtom ... Nat efter Nat kan man lytte +til den glidende Flod--saa tyst--mens den iler og iler og iler ... +Bredderne kan ikke holde den fast--ikke med Kærtegn og ikke med +Granernes Hvidsken. + +-Og saa Bjergskovens Duft, som synker derover ... + +Han holdt inde, og sagte, uden at løfte Hovedet, der hvilede mod +Monumentet, sagde hun. + +-Ja--det er smukt. + +Der blev atter en Taushed, Schønaich bøiede sig over Roserne. + +Han rettede sig igen og i en helt anden Tone sagde han: + +-Men det bliver altfor køligt for Dem-- + +Ellen foer sammen: Hvilket?--Hun var saa langt borte--ja, det bliver +køligt. + +Underligt ilfærdigt kom de op, og de fik Gitret lukket og kom ud gennem +Granerne. Men igen vidste de ikke, hvad de skulde sige, mens de gik ved +Siden af hinanden, meget hurtigt. Og de skiltes nedenfor Terrassen med +et Buk og en stum Hilsen, ganske fremmed.-- + +Ellen gjorde sin Uret god igen. Hun saa ofte Officererne, navnlig +Generalen og Schønaich. Mod Generalen var hun altid indtagende +elskværdig, red ofte med ham i Omegnen og spillede Croquet Timer itræk +midt i Solheden. + +Mod Schønaich var hendes Væsen uens. + +Naar de var sammen, og hun var mest livlig, fortalte og spurgte, kunde +hun med ét, naar han gik blot den mindste Kjende over et Bekendtskabs +snævre Rettigheder, blive taus og urørlig; saadan som hun kunde blive +det, naar hendes Blik paa en Gang blev tomt og uden Deltagelse, og hun +lænede sig tilbage i sin Stol med Skuldrene lidt skudt op og Hovedet paa +Siden paa den stolte Hals. Hun saa ikke og hørte ikke. + +Hun stod under Schønaichs mest brændende Ord, helt ligegyldig, og hørte +ikke, studerede blot de Maagers Navnechiffer paa sin Elfenbensvifte. + +Men til saadanne Tider laa der noget som Kamp i Luften; Schønaich vendte +sig helt fra hende og talte kun til de andre. Men hans Ord blev æggende +med Dobbeltklang og Underforstaaelser, og han kæmpede just for at binde +netop den, han lod, som han ikke saa mer. + +Og oftest lykkedes det. Thi Schønaich forstod at tale. Han havde set +meget, læst mer end de fleste og oplevet en Del. Saa havde han en egen, +stærkt personlig Maade at tale paa, malende, i korte, varme Sætninger, +der kunde stige og stige og tage Fart og Fart--for saa igen at glide ud +og dø hen i en underlig vag Distraktion, og den, som talte, var +pludselig saa langt borte fra sine Ord, træt og uinteresseret. Og han +greb Billederne, kraftige og farverige som de kom, ogsaa barokke og +outrerede, men altid skiftede de, og han kunde forelske sig besynderligt +i et enkelt Ord eller en enkelt Sætning, og saa kunde han gentage den i +sin Tale, saa den kunde blive som et Musikstykke, hvis Thema kommer igen +og kommer igen. + +Saa tvang han Ellen til at høre, Viften faldt ud af hendes Haand, og hun +sank drømmende sammen; og mens hun stirrede paa Schønaich, kunde der +komme i hendes Øine noget stift og angstfuldt, som bad saa bange om at +faa Lov til at fly. + +Vendte han sig saa imod hende og spurgte hende om et og andet, blev hun +rød, og det var sjældent, hun fandt Ord til at svare. + +Hun satte sig ofte stille, langt fra ham, men altid saa hun kunde se +ham, naar hun vilde. Thi Schønaich var saa smuk, naar han talte. Oftest +sad hun dog med Haanden under Kinden og hørte kun paa hans Stemme, der +var blød og altid dæmpet. Men alligevel kunde Ordene komme febrilske og +uens som bankende Feberpulse i hans Tale. + +Naar Ellen var alene, sad hun oftest hen, drømmende med et Arbeide i +sine Hænder. Eller hun tog sig feberagtigt af mange Ting den ene Dag, +for at lade dem ligge urørt den næste. Hun blev urolig, blev ofte +hurtigt rød og hurtigt hvid uden Grund, og hun kunde synge og græde i +samme Time. + +Maaske kom det dog altsammen kun af Søvnløshed. + +Ellen gik for sent til Ro; naar alt var blevet stille i Huset, listede +hun sig sagte ud af sit Kammer ned i Havestuen. Hun aabnede Døren uden +Larm, og angst for at vække Gaardens Hunde, sneg hun sig lydløst henad +Terrassen. Augustnatten var kølig og mørk, og foran det tause Mørke +inddrak Ellen, mens hun drømte, Havens tunge Duft. + +Saa sad hun Time efter Time, stirrende mod Mørket og Augustnattens +Stjerneskud. + +Her var godt, køligt og taust. Her kunde hun være alene. + +Alle Tanker--her fik de komme og gaa--alle Længsler--her fik de nye +Haab. Og her kunde hun græde i Fred. + +Hun græd ikke af Glæde og ikke af Sorg, Taarerne kom uden at hun vidste +det, og mens hun græd, bad hun til Gud, hun næsten havde glemt, +troskyldige Bønner. + +Timevis laa hun ogsaa i sit Kammer om Natten, glad ved blot at ligge her +vaagen--det var saa lykkeligt ... + +Alt var bedst, naar man var ene. + +Kom hun til en Kilde i Skoven, timevis kunde hun lytte til dens Rislen; +glæde sig over en Pils Speiling i et stille Vand, og den mindste Sky paa +Himlen kunde hun følge paa dens Vei ... + +Men høist elskede hun dog Bakkerne i Skoven, der hvor man kunde se +Havet. Hun laa der ogsaa nu, som dengang hun var Barn, Eftermiddagen +lang paa den solrige Banke, uden at mærke hverken Dag eller Varme. Hun +stirrede ud mod den lyse Stribe, der, i Horisonten, hvor Havet laa. + +Og sin Moders Grav. Der var hun helst. Hun havde faaet saadan en stærk +længsel efter sin Moder i den sidste Tid, denne blonde, blege Moder, som +hun aldrig havde kendt; og her syntes hun, hun var hende nærmere. + +Saa var her altid køligt, og de sene Roser duftede. Om Aftenen susede +Granerne, og mellem Stammerne hørte hun Kilderne, der rislede ... + +Ellen havde mødt Schønaich inde i Lindegangen, og de var kommet i +Samtale. Saa var han fulgt op med, og nu sad de inde i Havestuen ved +Flygelet. + +-Kan man ikke være lykkelig--hvor vil De dog sige det, Grev +Schønaich--Som nu jeg idag--iformiddags, da jeg laa paa Bakken--der, De +ved, hvorfra man ser Havet. Jeg var redet derop gennem Skoven--der var +saa køligt og saa friskt under Træerne--og saa derude Havet og Luften +saa klar--Jeg ved da kun, at jeg gav mig til at rende ned ad Bakken midt +i Solheden, og sang, mens jeg løb ... + +-De er maaske en lykkelig Natur? + +-En lykkelig Natur? De mener et Menneske, som tager let paa alt? Nei, +det tror jeg ikke, at jeg er-- + +-Heller ikke jeg--Men jeg tror ikke, der er andre lykkelige end de, som +ikke tænker. + +-Lykkelige--ja--det er saa stort et Ord, og man ved knap--hvad man mener +med det--men tilfredse saa--kan man da heller ikke være tilfreds? + +-Tilfreds? Aa jo--de, som bryder sig om det. Tilfredshed er Lykkens +Surrogat. + +-Det er saa haanligt sagt. + +-Aa nei--ialfald ikke mént. Tilfredshed er en Slags Forsagelse, og +Forsagelsen er just min haabløse Kærlighed. Ser De, Frøken--aa nei--hvor +kan De forstaa det?--dertil er De, Gud ske Lov, for ung-- + +-Vist ei, forklar mig, hvad De mener. + +Schønaich havde reist sig. + +-Der er Mennesker, tror jeg ... der er de fødte længselsfulde, +Utilfredsstillelsens jagede Børn. Vi er rastløse Vandringmænd paa +solhede Veie--vi afsøger hver en Kro. Og aldrig er det denne--altid +den næste, der er vore Forhaabningers Kreml. Ser De den Flok paa +Marschen? De er de tørstige, som ledes ved at drikke--de altid larmende, +der er forelskede i Fred. Vi køber Himlens Aftenrødes Guld med vort +Blod--en Slags evindelige Skyfavnere. + +Han standsede og lidt efter sagde han: + +-Og denne Flok skælder man ud: de er Samfundets uvederhæftige, +Stemningers Løgnere ... De er Stamgæster hos Nydelsen og Forsagelsens +landflygtige Elskere. + +-Ingen tror dem, alle dømmer ... + +Schønaich taug--Ellen havde bøiet Hovedet ned mod Flygelet. Da hun +løftede Ansigtet, saa Schønaich, hendes Øine var fugtige. + +-Skal jeg synge lidt? + +Ellen nikkede, reiste sig og gik bort fra Flygelet. + +Schønaich sang. Lidt efter gik han. + +Aftenen efter mødte han Ellen, da hun kom fra Moderens Grav. + +De hilste venligt paa hinanden og uden at sige noget, gik de begge +henimod Lindegangen. Da de havde gaaet nogle Skridt derinde--standsede +Ellen. + +-Jeg har en Ting at sige Dem, sagde hun. + +Schønaich ventede. Men Ellen gav sig igen til at gaa og førte Haanden +mod Brystet: Det var maaske bedre ikke at sige det, sagde hun kæmpende, +bedre det ikke blev sagt. + +Men lidt efter standsede hun igen, og mens hun rakte Haanden frem imod +ham, sagde hun blidt og roligt: + +-Jeg vil sige Dem det, Schønaich, at jeg tror paa Dem. + +Schønaich skælvede. Og i en Følelse af dyb Ærbødighed, han aldrig havde +kendt, bøiede han sig og trykkede et Kys paa hendes Haand. Tak. +hvidskede han, Tak, at De tror mig. + +Saa gav de sig til at tale. De talte dæmpet og blødt, med Stemmer, der +skælvede. + +De talte pludselig fortroligt:--om de første Dage, de havde set +hinanden, om hver en lille Hændelse og hvert et Blik. + +De nævnede ikke hvad nu var, intet Ord om Kjærlighed ... Men de gik ved +Siden af hinanden under Lindene, som duftede, og hvert Ord, der blev +hvidsket, var en Tilstaaelse, og hver Tone lød som en Tak. + +Og efterhaanden som de gik, lænede Ellen sit Hoved til hans Skulder, og +bøiet over hende, hvidskede han endnu sagtere; og blev der en Taushed, +mødtes deres Blik, mens de smilede, og de hørte Vindpustene, som sukkede +i Lindebladene, og den fjerne Støi fra Markerne, hvor et Par Hunde gav +sig til at halse i Stilheden. + +Undertiden skjælvede Ellen, og hun lænede sit Hoved fastere til hans +Skulder, mens hun sukkede. + +-Hvorfor sukker De? hviskede han. + +Hun svarede ikke; mens hun smilede med duggede Øine, blev hun ved at +hvile lænet til hans Bryst. + +-Schønaich, det er blevet silde, sagde hun saa. Jeg maa gaa. Og hun gav +ham Haanden uden flere Ord, og de skiltes ved Enden af Lindegangen. + +Men Schønaich blev ved at gaa frem og tilbage i Gangen; og han hørte +Havedørene blive lukkede paa Terrassen og et Par Vinduer blive slaaet i. +Saa var alt ganske tyst. Og han gik langsomt hen over Plænen, der laa +lys i Maaneglandsen, og han stirrede op mod Huset, hvis hvide Taarne +skinnede i Skæret. I det østre Taarn var et Vinduet aabnet, en Skikkelse +stod bøiet ud over Karmen. Schønaich listede sig sagte frem, angst for +hver Støi. + +Jo, det var hende. + +Hans Hjerte bankede, og gjemt i Skyggen af en Blodbøg, betragtede han, +næsten uden at turde aande, taust den Skikkelse, han elskede. + +Ellen laa ubevægelig, + +Saaledes drømte de begge--nær hinanden--i den stille Nat. + + * * * * * + + + + +V. + +Felix von Schønaich vidste ikke mere Rede paa sig selv. Han syntes kun, +at han var bleven tyve Aar igen, og det var længe siden, han havde været +saa lykkelig. Saa brød han sig kun lidt om at tænke paa Fremtiden. Og +heller ikke Ellen tænkte langt: hendes atten Aars Tanker kom jo aldrig +længer end--var han borte--til en evig Længsel; var de sammen, hvilte +de i et dybt Behag. + +Og de var ofte sammen. + +Hun red over til Bakkerne, og de mødtes der. Hun kom først, og hun bandt +Hesten til et Træ og satte sig under Egene for at vente. Men fem +Minutter syntes hende Evigheder, og hundrede Gange speidede hun; og hun +vilde ride bort igjen, siden han ikke kom, og mens hun sagde det, satte +hun sig igjen for at bie.-- + +Saa kom han, og de sad der sammen under Træerne og stirrede ud paa de +bølgende Bakker og Dalstrøget, hvor Aaen snoede sig gjennem Engene. Men +pludselig sprang Ellen op, og de gav sig legende til at løbe omkaps som +et Par Børn. Og de lo, naar de snublede, og de lo, naar Ellen skreg af +Angst for en tykmavet Snog. + +Forpustet naaede de Dalen. Han havde fanget hende, og Arm i Arm gik de +langsomt hen over Engene mod Broen over den lille Aa. Der standsede de, +og Ellen gav sig til at raabe paa Ekkoet, som svarede langt borte; og de +lod deres Kælenavne lyde gennem Dalen. + +Eller de gik i Skoven, bort fra den banede Vei ind langs uveisomme +Stier, hvor Brombær spærrede for deres Fødder og Buskenes Grene slog +imod deres Kinder. Da blev de ved at gaa og gaa under de grønne Træer, +og de vidste aldrig, hvorlangt. Thi de havde altid, mens de gik, tusind +Spørgsmaal og tusind Svar. + +Saa kom de til et Træ, hvis Rod var dækket af blødt-fristende Mos. De +satte sig ved Siden af hinanden, og pludselig grebne af Tykningens dybe +Fred, holdt de op med at tale. De sad kun nær hinanden. Og deres Hænder +mødtes. + +Men pludselig slog Ellen Øinene ned, og læmpeligt tog hun sin Haand ... +Og paa en Gang sad de begge forlegne uden at sé paa hinanden, grebne ved +Stedets dybe Fred. + +Saa reiste de sig, og uden at tale gik de ind gennem Skoven, hvor det +begyndte at mørkne. + +Skumringens blaalige Taage slørede Træernes Omrids, og ned fra Kronerne +sank Tusmørkets kølende Luft svalt mellem Træerne. Mens oppe fra +Løvværkets Tag tusind tindrende Glimt fra den synkende Sol gled gennem +Bladenes Mørke. + +De kom ud af Skoven, langs de høie Bakker. Luften var tung af Duft fra +den blomstrende Lyng, Solen gik luende ned bag Vestens Banker. + +Og mens de hvisker til hinanden tusinde milde Ord, synker Natten over +Eng og Høie. + +--Men, hvor de oftest mødtes, var ved Graven. + +De elskede Stedet. Plettens tunge Alvor slørede deres Sind med mild +Sorgmodighed. Her aabnede Ellen sit Hjerte og siddende ved Moderens +Gravsten fortalte hun om sin Barndoms Kummer. Hun fortalte om sit +ensomme Liv og om Faderens Elendighed. + + +Saa talte ogsaa han. Og Ungarns hele Skønhed med de vide Stepper og de +store Floder--den fik Liv her ved de Maagers Gravsted. Ellen hørte: +Donaus stille Gliden, Skovens Suk paa Siebenbürgens Bjerge, +Aftenklokkers Lyd over Steppens Vidder ... + +Da kunde Ellen, naar han taug, hviske sagte: + +-Felix, her vilde jeg gjerne dø. + +--Det var Aften, og de kom fra Graven. Høstens Dag havde været tung og +hed. + +Nu var Aftnen kommen, men med Tordenluft. Eksotisk kvælende som altid +før et Uveir steg fra alle Blomster, sank fra alle Træer, Havens Duft. + +De var gaaet tause gennem Skoven og døsigt trætte satte de sig nu i +Lindegangen. + +-De spiller, sagde Ellen. Fra Gaarden lød ud gennem Haven nogle klagende +Toner af Violiner og Horn. + +-De leger Begravelse, sagde Schønaich. Deres Yndlingsleg. + +Ellen hørte det ikke. Hun sad med lukkede Øine og lyttede til Musiken, +der steg op til dem dæmpet og høitidelig. Naar Hornene taug, hørte man +Violinernes lange Toner, sorgfulde, og Soldaternes Klage-Raab i Musikens +Takt. + +-Hvad er det, de spiller, spurgte Ellen igen. Hvad er det? + +Men paa en Gang blev alt ganske tyst, og man hørte kun Støien af Fodtrin +mod Gaardens Stenbro. Kom, det er forbi, sagde hun. Lad os gaa. Hun +reiste sig, men i samme Nu foer hun sammen. Felix, Felix, hvad er det +dog? sagde hun; der lød fra Gaarden et langt og hundredtunget Skrig. + +Schønaich drog hende til sig. De begraver ham, sagde han. Vent blot. + +Hun forstod ham ikke. Hun lænede stille Hovedet til hans Bryst; de hørte +kun en enkelt Violin. + +-Det er Guyla, der spiller. + +Ellen aabnede Øinene, og mens hun trykkede Hænderne mod sine brændende +Tindinger, sagde hun igen: + +-Kom--Felix--lad os gaa. + +Schønaich reiste sig ikke. Sé, sagde han. Pludselig gled et rødligt Skær +af mange Fakler hen over den hvide Bygnings Mure. Nu kommer Toget. + +Ellen gik frem. Hun stirrede paa det store Tog, som langsomt gik langs +Terrassernes Hæk. Soldater i hvide Lagener rundt om en Baare. Fra Snese +Fakler faldt de røde Flammer over Havens Træer. + +Violinerne lød. + +Ellen stod støttet til et Træ. Faklernes Skær faldt pludselig paa hendes +Ansigt. + +Og da Guylas Strenge atter lød gennem Skoven, afbrudt af klagende Raab, +slap hun Træet og sagde endnu en Gang: Felix--kom--jeg vil gaa. + +Men hun blev. Hun følte Schønaichs Arm gribe saa fast om sit Liv, følte +hans Kys brænde mod sine Læber ... + +Schønaich--Felix ... + +-Ja--ja--jeg elsker Dig, elsker ... + +Svimmel gav hun sit Ansigt hen til hans Kærtegn ... + +Men da brast hun i Graad og ubeskrivelig klagende, halvt som et Skrig, +hviskede hun: + +--Hvorfor har Du saa elsket mig? + +En Sky stod over Gravens Vand: Faklerne kastedes i Baal. + + * * * * * + +Ellen havde spillet. Generalen blev meldt. + +Ellen vilde nægte sig hjemme, men den gamle Herre stod allerede i Døren. +Saa reiste hun sig, og gik ham imøde. + +Hun var besynderlig fortumlet, og de havde talt en Tid, og hun havde +spurgt og svaret mekanisk uden at vide, hvorom der blev talt. Saa vaktes +hun ved Schønaichs Navn. + +-Grevinden skal være i Vente, sagde Generalen. + +-Hans Søster? + +-Nei--hans Frue? + +Ellen saa op, forbauset. Og uden at forstaa gentog hun: Hans Frue. + +Men et Nu efter sagde hun: + +Ja--Det er sandt--aa, man glemmer saa let, at Grev Schønaich er gift. + + + + +VI. + +Børnene havde hørt op med at lege ved Nørup Kær, og Aftenklokkerne havde +lydt over Engen. Det sidste Skær af Solen sluktes over Thorsholm Skov, +og den bølgende Damp fra Mosen var kold og fugtig. Men Pastor Holm og +Ellen mærkede det ikke, og de blev ved med deres evige Vandren frem og +tilbage langs Engveien. + +Den unge Præst havde talt længe og varmt, nu gik han taus ved Siden af +Ellen, der var meget bleg. Men da de naaede Skovkanten, og Ellen blev +staaende bestandig uden at tale og med Øinene mod Jorden, sagde Holm +lavt og møisommeligt. + +-Har jeg da krænket Dem saa dybt, at De ikke vil svare mig? + +Ellen løftede Ansigtet, og han saa, at hendes Øine var fulde af Taarer: +Nei, Holm, nei--men hvorfor har De talt? + +Hun gik atter frem, og Holm fulgte. Mens han talte, tog han Straahatten +af, Haaret laa klæbet til hans Pande. + +-Hvorfor? Tro mig--ikke fordi jeg havde Haab, aldrig, fordi jeg havde +Haab. Jeg har aldrig været dum nok til at nære Haab. Jeg har vidst det +fra den første Dag, at min Kærlighed var ulykkelig og tabt--det maa De +tro. Men det var deres Ven, jeg ikke mere kunde være, dette Venskab fra +Dem kunde jeg ikke holde ud ... Kan De forstaa det, Ellen Maag, forstaar +De--hellere intet end Dag for Dag at gaa som Ven ved Siden af den, man +elsker. At tale to Sprog og veksle Guld med Kobber ... + +Han taug og blev ved at gaa med Hatten i Haanden. Bedrøvet som før sagde +Ellen: + +-Og nu, Holm, hvad nu? Er De nu lykkeligere? + +-Lykkeligere? ... Nei ... men nu kan vi idetmindste ikke være Venner ... + +Ellen rystede paa Hovedet og gav sig til at tale langsomt og sørgmodigt. +Men efterhaanden blev hun varm, og hvad hun sagde, skælvede af +undertrykt Bevægelse. + +-Holm, sagde hun. De har ikke handlet ret. Hvorfor døber man dog altid +Egoisme med Kærlighedens Navn? Jo--Egoisme. Thi De vidste jo dog, at +dette Venskab var for mig noget dyrebart og kært. Og dertil tog De ikke +Hensyn--De, som siger, at De elsker mig! Men jeg ved det, Holm, at +Kærligheden handler saaledes: Kærligheden har ingen Tanke uden paa sig +selv ... + +-Ellen Maag--det har jeg ikke fortjent ... + +-Tro mig, Holm, jeg bebreider Dem intet. Lad os blot tale om Dem, om +hvad der nu vil ske med Dem. Jeg tror, De lider nu--men sagde De ikke +selv, De havde aldrig haft Haab? Hvordan, er det saa kommet hertil, +Holm, til dette idag? Thi Kærligheden kommer ikke paa én Dag og fødes +ikke paa en Time--og er den uden Haab og faar den ingen Næring--og jeg +har aldrig næret Deres Kærlighed--da kan man kæmpe med den og man tør +ikke lægge sig villieløs ind under dens Aag. Men De har hyllet og vævet +Dem ind i Fantasier--jo Fantasier--og Ønsker--indtil nu, hvor De lider +--Jo, Holm, Fantasier-- + +-Hvor kan De kalde det en Fantasi? Kender De da ikke mit Liv? Jeg var +næsten tredive Aar, da jeg mødte Dem--tredive Aar og kendte ikke andre +Kvinder end min Moder--Og samme Nu, jeg saa Dem, tog De min Villie og +mit Liv--alt tog De fra mig, hvad mit var, og lod det bare kredse om Dem +og elske Dem og forgude Dem--aa, saa vanvittigt forgude Dem--Og saa +kalder De det for en Fantasi ... + +Ellen udstrakte Haanden: Holm, bad hun, vi vil ikke skilles saadan. + +-Jo, Frøken Maag, saadan maa vi skilles. + +Thi aldrig vil De erfare blot en Tusindedel af alt, hvad jeg har lidt, +mens jeg har levet her paa Deres Venskabs Kost med min Kærlighed--og én +Gang skal De vide, at jeg dog har været Mand og elsket, som alle de +andre. At der var ikke det Øieblik, hvor ikke Deres Læber var mig en +Fristelse, ikke den Time, hvor jeg ikke tørstede efter Deres Kys, ikke +den Dag, hvor jeg ikke var vansmægtende i Fortvivlelse ... Aa Ellen +Maag, jeg ved det, nu har De kun tilovers for mig lidt Sorg, og De vil +sky mig, naar vi nu skilles ... Men dog--dog er det bedre saadan ... + +Han sank sammen og med ludende Hoved gik han nogle Skridt ved Siden af +hende. Da sagde han tonløst og standsede: + +-Og nu--gaar vi hjem. + +Ellen rakte Haanden frem, men Holm tog den ikke. + +-Holm, tag dog min Haand. + +Han tog den mellem begge sine Hænder, som skælvede, og med et dybt Suk +bøiede han sig og kyssede hendes Haand. + +-Lev vel--hviskede han. + + * * * * * + +Saa var altsaa ogsaa det forbi. + +Ellen havde ladet tænde Lampen i det østre Taarn, og Tjeneren havde +bragt The. Men hun havde ikke rørt den. Distræt og hvileløs var hun +draget rundt i Værelset, pillende ved en Blomst; rettende paa en Pude; +skruende Lampen op; stadig i de samme Tanker. + +Nu sad hun lige under Lampen med Hænderne begravet i det opløste Haar, +og hun mærkede ikke Køligheden fra Terrassen eller Natsværmerne og Uret, +der lød hvert Kvarter. En Gang imellem stirrede hun rundtom sig, distræt +som en, der vaagner, og sukkede dybt. Men lidt efter faldt hun atter +tilbage i sit forstenede Drømmeri. + +Det var altsaa forbi--ogsaa det. Og--hvorfor ikke, hvorfor? Hun havde +jo ventet det, vidst det ... Nu var det kommet som det andet ... og man +vænnede, man vænnede sig til alt. + +Jo--Vanen glattede Livet ud ... hun havde vænnet sig til meget. + +Til alt--til alt--var hun vant. + +Hun smilede: Ogsaa til Skændslen. + +Mens hun sank dybere sammen i Stolen, tænkte hun paa sit Livs Taagedag. + +Hun havde kun en Tanke den Dag, da Døren havde lukket sig efter +Generalen, den at fly. Og hun gik som Soldater rømmer, naar Fjenden er +over dem, de tager intet med, bare de forlader og flyer. Saaledes gik +hun til Veile. + +Men da Vognen var forspændt, og hun allerede stod paa Trappen, vendte +hun sig, og gik tilbage til Havestuen; og hun lukkede Døren efter sig +og traadte ud paa Terrassen. Foran hende laa Plæner, Skov og Marker. + +Og bleg og hjælpeløs foran denne Have, løftede hun Armene i afmægtig +Kummer ... + +Hun fandt Bedstefaderen blind og lallende, et Menneske i Opløsning. Men +hun pleiede ham ikke, bekymrede sig om ingen og intet. Naar hun vaagnede +om Morgenen efter en lang Søvn, tung som et Mareridt gik hun ned i +"Moders Lysthus" og laa der i en Døs, følesløs som en Besvimelse. Hun +forsøgte slet ikke paa at arbeide. Men undertiden kunde hun pludselig +vaagne af sit Blund, og hun havde glemt alt hvad der var sket. Og hun +laa og smilede ved en Erindring om sin Kærlighed. + +Hun kunde nævne hans Navn saa blødt og længe. + +Men paa en Gang huskede hun, og med et mat Suk faldt hun tilbage i sin +Bedøvelse. + +Der kom imidlertid en Tid, hvor hun vaagnede helt. Hun sad de lange +Efteraarsdage dumpt tungsindig og ørkesløs i de raakolde Stuer, hvor hun +ikke gad hygge om sig, og hun stirrede ud paa den snævre, livløse Gade, +og hørte Bedstefaderens rallende Hoste i Rummet bag Butiken. Og +fortvivlet sad hun der Ansigt til Ansigt med sit trøstesløse Liv. + +Her skulde hun altsaa leve, her et lavloftet Liv med et levende Lig i +Forraadnelse eller hjemme med en Dranker, hendes Fader. Og her skulde +Livet gaa hen, elendigt, Dag efter Dag, graat og altid det samme ... Her +skulde Aarene komme et kvælende Lagen af Sand og begrave hende Tomme for +Tomme-- + +Men undertiden kunde hun ogsaa reise sig fortvivlet: da græd hun +timelang afsindige og meningsløse Taarer, og magtesløs truede hun ad +sine Dages Taagehær. + +Men atter faldt den om hende den graa Tungsindighed, og uden Forandring +gled det atter Dag efter Dag. + +Sand--Sand--Sand-- + +Og efterhaanden blev dette Tungsind besynderlig tomt og sjælløst. Det +blev til et Mørke, hvori Ellen rugede over sig selv og var ligegyldig +for alt andet. Intet havde Værd--slet intet. + +Hvad var vel dette høieste, for hvilket hun havde givet sig hen? +Saameget just, at hun foragtede sig selv. Saa dyrt købte man saa lidt. + +Hun kendte Livet og vidste, det var tomt, Menneskene og forstod, at de +var Løgnere. Og hun begyndte at dyrke sig selv, og hun besteg sin +Pessinisme ligesom en Fodskammel, der løftede hende over Mængden. + +Langsomt blev hun sig selv nok. Vilde ikke vide noget af andre. + +De livløse Ting begyndte at spille en Rolle i hendes Liv. Hun elskede +Komfort for dens egen Skyld, og hun blev gridsk paa hver af Tilværelsens +Behageligheder. Og hendes Kærlighed til alt dette raffineredes. Det var +det sjældne, det bisarre og det besynderlige, hun fandt Behag i. + +Om Vinteren, da hun var vendt tilbage til Thorsholm, fik hun Midler nok +til at tilfredsstille denne nye Trang: gamle Lind døde, og den Formue +han efterlod sig, var større end nogen anede. Ellen blev pludselig mere +end rig, Renterne af den stort Kapital tilflød hende uafkortet. Hun +kunde handle, som hun vilde. + +Et Par Maaneder efter døde Faderen af Apoplexi. Hun tog en gammel fattig +Rigsgrevinde fra Holsten i Huset. + +Hun lod da Thorsholm restaurere og alle Værelser istandsætte. Hun havde +ligesaa mange Luner, som der var Timer paa Dagen, og hun bragte +Arkitekten til Fortvivlelse, Men pludselig blev hun ked af det hele, lod +ham skalte, som han vilde, og indrettede blot i det østre Taarn en +Leilighed til sig selv efter alle Parisermodernes Mønstre. Hun polstrede +sit Boudoir som en Æske, og over udfordrende Divaner lod hun +Bedstefaderens Hyrdinder komme til ny Værdighed paa de kapitonerede +Vægfelter. + +Haven blev lagt om. Den blev rig paa pragtfulde Bede med alle +Bladplanters Nuanceringer, og et Net af Kanaler blev ledet gennem dens +Anlæg. Der var en fransk anlagt Plet: med lige og symmetriske Gange; +midt i Anlæget et Springvand med en mosgroet Kampestenskumme. Rundt om +mange Stenvaser med Vaabenskjolde. Kanaler, lige, som dens Gange omgav +den franske Have. + +Den var med sin stiliserede; og kolde Fornemhed blevet Ellens +Yndlingssted. + + * * * * * + +Ellen gik ned ad Stentrappen med Winsløw, Arkitekten, og skærmende mod +Solen med sin Parasol, gik hun over Broen til den franske Have. + +-Hr. Winsløw, sagde hun, De dømmer uden at forstaa. Hvad De kalder +aristokratiske Fordomme er en Races nødvendige Meninger. Jeg anser mig +virkelig ikke for bedre men for anderledse end--end ... Demokraterne. +Jeg føler ikke som de, kan ikke leve som de ... der er en Raceforskel +imellem os ... + +-Og hvorved opstaar denne Raceforskel? + +-Ved Opdragelse, ved Indtryk--ved alt ... Jeg for Exempel.--Jeg husker +en Gang, et Menneske kaldte mig en Robinson. Han vidste ikke, hvorom han +talte ... Robinson levede ene paa en fremmed Ø. Jeg har levet og +modtaget mine Indtryk her. Dette Sted har opdraget mig. Men det er netop +det, som De ikke forstaar. Mennesker, som ikke kender deres Forfædre, +som ikke eier og ikke vandrer paa den samme Jord, ved ikke, hvad det vil +sige at være omgivet af sin Slægts Værk, Arbeide; at være omringet af +dens Skygger, at møde den ved hvert Skridt ... + +Ser De, sagde hun, og standsede--De har aldrig vidst, hvad man føler +blot ved Dag for Dag at møde de gamle Navnechiffre der paa Taarnene. Den +har istandsat det, den det ... + +-Og den ødelagt det ... + +-Vist saa ... men selv den, der ødelagde, levede her, besad dette. +Følelsen af Besiddelse bestemmer saa meget hos os. Og tro mig--hos de +bedste af os udvikler den Følelsen af vort Ansvar. Den gør dog +Aristokraterne til fødte Førere i Samfundets evige Strid: De føler baade +Besiddelsens Lykke og dens Pligt. + +-Mener De virkelig det, naar De ser paa den Samling, der hedder vort +Aristokrati? + +-Jeg mener, min kære Winsløw, at De ogsaa der dømmer hastigt ... "Vort +Aristokrati"--jeg skal sige Dem, vort specielle Samfund var sunket hen +... De trak sig ud af det hele--og netop de dygtigste, fordi Frederik +VII saarede mer end deres Standsfølelse nemlig deres Takt ... saa blev +de hjemme ... + +-Og blev ikke klogere, Frøken Maag. + +-Det er sandt. Deres Horisont blev snæver. Naar et Aristokrati har en +død Tid, maa Horisonten blive snæver, det ligger i Sagens Natur. +Idéerne, hvorpaa vi lever, er faa ... men de er store ... Hun standsede +igen. Tilgiv mig, sagde hun, hvis der er Spring i min Tanke ... men jeg +sagde før, at Stedet her havde opdraget mig, Alt her har opdraget paa +mig, Huset, de store Træer i Haven, Billederne i Riddersalen--alting +... Jeg søgte at faa disse Folks Historie at vide, hvis Billeder jeg saa +... Den havde været Admiral ... den Gesandt ... den havde vundet--eller +tabt et Slag ... Men allesammen var de Maag'er, alle havde de tjent +Kongen, Landet, om De vil ... Slægtfølelsen føder det næste hos os: +Patriotismen ... + +Ja-a, Landet ... vel snarere Kongens hellige Person ... + +-Maaske--jeg tilstaar det ... Jeg er Royalist, Legitimist om De vil. Men +... de bedste blandt os vilde dog ogsaa give Liv og Blod selv for en +Republik, naar den var deres Fædreland ... + +Ellen talte sig varm: + +-Men, ser De, for os betyder "Kongen" noget. Han er en Del af vor Arv, +af vor Overbevisning ... Men heller ikke det, forstaar De vel. De kalder +det for Snæverhed som hos de bedste er en urokkelig Overbevisning. Og +lad Folk ogsaa have Lov til at kalde vort Liv snævert--sig mig saa, tror +De ikke paa den anden Side, det samme Liv--Livet her--og hun pegede +rundt--gør mange Følelser noblere, udrydder megen Smaalighed, holder +fjernt fra meget meleret, som pletter deres Demokrater. + +Hun taug lidt og betragtede Haven i dens sollyse Ro. + +Tror De da virkelig man Dag efter Dag kan leve her uden at erhverve sig +en vis Sindets Noblesse? Det er ingen Fortjeneste at staa udenfor +Brødkampens Smuds, Hr. Winsløw--men det er en Lykke, og denne Lykke er +det som mer end noget skaber Racen i os. Der er Ting, til hvilke jeg +aldrig kunde nedlade mig--Handlinger, jeg aldrig kan forstaa--det er +dem, som lægger ... lægger Mile mellem mig--og disse Folk. + +Ellen lænede sig til Bassinkanten og saa paa Guldfiskene, der skinnede i +Vandet. + +Winsløw betragtede hende ... Han saa fra hendes Skikkelse udover Haven, +fornem med sine regelrette Bede og sine Stenvaser. + +-Ja--sagde han--De passer til dette Billede. + +Ellen lod Vandet falde draabevis ned paa sin Parasolspids, hun havde +vadet i Bassinet. + +-Saa glider det hele saa deilig nemt ud i en Kompliment, sagde hun. + +Hun gik atter, rank, hen ad Gangen, og lidt efter sagde hun: + +-De maa, naar De dømmer et Aristokrati, ogsaa huske, at selve dets +Stilling exponerer alle dets Medlemmer. Ingen undgaar Opmærksomhed--i +andre Samfundslag kan Middelmaadighederne skjule sig ... + +-Men saa er det paa den anden Side der saa meget lettere at gøre sig +gældende. Man har fra Fødselen et Fodstykke ... + +Ellen svarede ikke. Hun satte sig paa en Bænk og sagde: + +-Jeg tror desuden ganske vist, de yngre af vor Kreds bliver dygtigere +... De bedre Kræfter blandt dem tager fat. Men husk, der skal næsten som +begyndes helt fra nyt. Desuden giver selve Landbruget vist i denne Tid +meget at bestille--det maa man først tage sig af ... Siden vil det +andet komme. Den unge Grev Gyldenkrone har Ret, naar han siger: Man maa +begynde et Sted for ikke at gøre det hele snavs ... + +Er det nu altsammen Hebraisk for Dem, Hr. Winsløw, De er blevet saa +taus? + +-Hebraisk--aa nei--det er bare helt andre Idéer end dem, de 9,999 af +10,000 lever i-- + +-Ja--det tror jeg. Men jeg vilde vist ikke have levet denne Dag, hvis +jeg ikke havde haft min Slægt til Rygstød. Jeg har haft den til at leve +Livet med ... Derfor vil jeg ogsaa dø som Aristokrat ... + +--Men Tante kommer deroppe paa Trappen ... Hun leder vist efter os ... + +Ellen reiste sig, og Hr. Winsløw fulgte ... + + * * * * * + +Ellen blev mer og mer Aristokrat. Hendes Følelse af Ensomhed gjorde +hende dertil og mer og mer--dyrkede hun sig selv. + +Hun gik ikke klædt som andre, hun skabte sine Moder selv. Hensynsløse, +hensigtsklare Moder, som tegnede hver en Linie af hendes skønne Legeme. +Men denne Skønhed, der blottede sig, var kysk i sin Blottelse; den var +altid kold og leflede aldrig med Beundringen. Hendes Skønhed henvendte +sig ikke til nogen. + +Hun dyrkede kun sig selv og sin egen Urørlighed. + +Hun omgikkes ingen, kendte faa. Hun udfyldte selv sin Tid. Det var +Musik, hun havde givet sig til øve, og hun gav sig til at uddanne sig +med en Energi, som om hun skulde fortjene sit Brød ved Pianoet. To Aar +havde hun modtaget Undervisning af en udmærket udenlandsk Mester, en af +Pianoets Heroiner, som lidende maatte udhvile efter sine +Kunststrabadser, og som Ellen her betalte fyrsteligt for den givne +Vejledning. Hun lærte meget af sin Lærerinde, og de delte i Musiken +ganske samme Smag. + +Thi det besynderlige var, at Ellen i Musiken kun dyrkede alt det +febrilske og nervøse. Ved Siden af Chopin havde hun stillet Rubinstein +og Liszt. + +Undertiden kunde det derfor hænde, at en eller anden fremmed, som første +Gang var sammen med Ellen Maag i Selskab paa et af Egnens Herresæder, +faldt i en maabende Forbauselse, naar Værtinden ud paa Aftenen bad sin +Gæst at spille, og Ellen rank og fornem tog Plads foran Flygelet, og +naar hun havde slaaet sin Vifte sammen og lagt den fra sig, begyndte at +spille--al denne mærkelige Musik. + +Thi denne Frøken Maag havde næsten indjaget ham Frygt. Saa fjernende +havde hun hilst ham i sin urørlige Skønhed, saa lidet havde hun set hans +beundrende Blik. Og der var over hendes Gang med Hovedet bøiet paa den +slanke Hals en saa stoltbaaren Fornemhed, at man følte Trang til at vige +og at bøie sig, hvor hun kom. + +Men var den fremmede ung, kunde det saa hænde, at han, mens Rubinstein +tonede fra Strengene, nærmede sig Flygelet og begyndte at vende +Nodebladet. Og det kunde fremdeles ske, at han distræt og bøiet frem kom +Ellen saa nær, at han strejfede hende ganske let. + +Men da behøvedes kun en eneste Fjernelse af dette mørke Haar, for at han +skulde huske sig om og vende Bladet i ærbødig Afstand med en Haand, der +rystede en lille Smule. + +Og denne Smag for det moderne, som en og anden mistydede saa beklageligt +for ham selv, den viste sig hos Ellen overalt. Der var blandt +Malerierne, hun samlede paa Thorsholm, en stor Del, hun havde ladet købe +i Frankrig: blottede, kvindelige Figurer, Fauner og Nymfer, Venusfigurer +og den sovende Endymion. Og viste hun sin mærkelige Samling til en eller +anden, stod hun overlegent talende om Lys og Farver foran al denne +Nøgenhed. + +Saaledes levede Ellen Maag i disse Aar. Hvert Efteraar tilbragte hun i +Paris med Rigsgrevinden. + + * * * * * + +Ellen var da blevet henimod seks og tyve Aar, da Holms blev forflyttet +til Nørup. Hun sluttede Venskab med dem, og der kom noget mildere ind i +hendes Liv. Luften var saa blød der i Præstegaarden med sin Have, der +stødte op Kirkegaarden, og de lave Stuer, hvor gamle Fru Holm altid +modtog hende med et glad Smil. Den unge Præst spillede Violin. Og saa +Sommeraftener, naar Dørene til Haven stod aabne, og Kirketaarnet med +sine Takker løftede sig mod en lys Himmel, mens de spillede Bach og +Haydn, da følte Ellen som Andagt, og naar hun talte, blev hendes Stemme +blødere og hendes Ord mildere,--thi de talte alle mildt og dæmpet i +disse Stuer ... Udenfor sad Fru Holm og strikkede paa sin Strømpe, og +Børnenes Stemmer lød fra Kirkegaarden. + +Saa kom det iaften-- + +Ellen reiste sig og begyndte at gaa frem og tilbage. Saa satte hun sig +igen og hurtigt med flydende Haand skrev hun: + +-Ser De, Holm, jeg vil gøre min Pligt, redde Dem for Deres Kald og for +Fremtiden. Men at redde Dem, min Ven, er kun at reise bort. Hvorfor jeg +da ikke vil blive Deres Hustru? Fordi det kun vilde være et Bedrag. Hvad +De kender og elsker, Holm, er ikke mig, som jeg er ... det er kun en Del +af mit Liv, og paa en Stemning kan ingen af os leve Livet. Men tro mig, +jeg lider, naar jeg nu drager bort, lider haardt, + + for jeg holder saa meget af Dem. Men ægte + Dem--det kan jeg ikke. Den, jeg skulde + ægte uden Kærlighed, han maa være mig helt + ligegyldig. Lev vel--bestandig vel. + + Ellen. + +Hun sad længe, og da hun allerede havde lagt Papiret sammen, aabnede hun +det igen, og mens hendes Ansigt smertelig fortrak sig, skrev hun endnu +de tre Ord: + +-Glem mig ikke. + +Saa lukkede hun Brevet. Men Morgenen fandt Ellen Maag bleg og forvaaget +paa den samme Plet. + + * * * * * + +Der opstod en pludselig Forvirring, og Vognrækkerne standsede. Man hørte +Kuskenes Raab der strammede Tøilerne og Betjentenes "Avancez-avancez", +som lød skarpt gjennem Spandenes Støi. Hestene rasler med Skaglerne og +under Alléens Kastanietag ser man pludselig Ekvipagernes uendelige Række +ubevægelig med Vognenes skinnende Flader og Sølvbeslagene, der glimter +lige som Lyn. + +-Ser Du Fyrstinden af Serbien--der i Victoria, siger Grevinden. +Carolhausen finder hende saa smuk. + +Ellen løftede sig let, og ser ud under Frynserne af sin Parasol. Spandet +er smukt, siger hun. + +Vognene begynder atter at glide langsomt, vuggende paa deres +Kautschukhjul, og lænet tilbage, nyder Ellen taus Hyndernes sagte +Bevægelse. Hun kniber Øinene tæt sammen for Solen og hører kun +døsig Seletøienes evindelige Raslen og Bladsælgernes Raab: +Figaro--Gaulois--Figaro! + +Ude i Rotunden glimter Springvandet i Solen som lysende Sølv. + +Man hviler tilbageslængt i alle Vogne, og langs Alléerne ser man +Parasollernes Silketag i en lang Linie. + +Vognene glider den ene efter den anden, i en lang Række. Under +Kastanierne rager Tjenerne op, ubevægelig, paa de høie Bukke, ranke og +med korslagte Arme. + +Ellen hører under Ekvipagernes Larm, Springvandets Pladsken fra +Rotunden, og hun aabner Øinene. Og mens Kuskene raaber, ruller Vognene +langsomt, i en stor Bue, ud i Rotundens Lys. + +I det flimrende Lys ser man pludselig alt blinke blændende i Solen, mens +i Midten Springvandet falder pladskende i sine Kummer af Bronce. + +Ved Udgangen af Alléen opstaar en uløselig Trængsel, og man standser +paany. Man bøiér sig ængsteligt frem over Vogndørene og taler hurtigt +fra Vogn til Vogn. + +Ellen bliver liggende i sit Hjørne uden at røre sig, gjemt bag sin +Parasol. + +-Fyrsten, siger Grevinden. + +Ellen reiser sig en Smule og rækker sin behandskede Haand ud over +Vogndøren. + +-Er det Dem, siger hun. Og tilfods? + +Fyrsten bukker. Ja--Ismail er syg. + +-Det er frygtelig varmt langs Promenaden, siger Ellen. Har Tante noget +imod at gaa hjem gennem Parken? + +Grevinden er villig til at gaa, og de stiger ud. + +-De gaar vel med os. Fyrst Carolhausen? + +Fyrst Schønaich-Carolhausen bukker paany, og mens Vognen sætter sig i +Bevægelse om Springvandet, bøier han med Ellen og Grevinden bort fra +Rotunden og dens Støi. + +De talte livligt om Badets Begivenheder; Kejserinden af Ruslands Ankomst +og den stakkels Prins Mira-Silvas, der havde skudt sig i Parken. + +-Han havde jo skudt sig med Vand i Munden? Inde tilhøire for Rotunden? + +-Ja med Vand. Forfærdeligt. En fuldstændig Sprængning af Hjernen. + +-Og man sagde, det var en lille Blondine ...? + +-Utvivlsomt. Grevinden havde bestemt selv set hende--lille, rund; med en +Opstoppernæse og lidt fremstaaende Øine. Laa paa tredie Sky +tilvenstre--i Orfeus-- + +Jo, hun havde forresten godt set hende--en lille, fræk Tingest--i +Trikot. + +-At skyde sig Vand i Munden for en saadan Person-- + +Ellen havde ikke talt meget; hun gik og saa ned i Jorden og trak +Parasollen efter sig. + +-Han har vel elsket hende, sagde hun. + +-Elsket hende. Grevinden foer op, og med en Komediefrase sagde hun +overlegent: + +-Elsket? Man elsker ikke saadanne Kvinder, man betaler dem. + +Maaske--Ellen smilede lidt--Det er forresten et besynderligt Emne, +men--Maaske betaler de fleste Mænd nok uden at elske--men der er vel +ogsaa dem, som betaler, fordi de elsker--Prins de Silvas--Stakkel--har +vel hørt til dem ... Han bør undskyldes; han var saa ung. + +Ja--lad os bare se at lave en Roman ud af det, sagde Schønaich. + +-Hvorfor ikke? Tror De egenlig Fyrst Carolhausen--Ellen saa paa Fyrsten +nu og da--Lidenskaben nogensinde ser paa dens Værd, man elsker? Saa tror +jeg desværre ikke, der vilde findes saa megen Kærlighed i Verden. +Nei--det har Lidenskaben ikke Tid til. Det faar--og hun saa lige paa +Fyrstens Ansigt, mens hun talte--først Skammen, der lever længere end +Lidenskaben-- + +-Skammen? + +Grevinden rystede paa Hovedet og blev lidt tilbage. Dette interesserede +hende ikke. Men Schønaich gik nærmere hen til Ellen og talte dæmpet, da +han sagde: + +-Skammer sig og--hører op at elske? + +Ellen hørte ikke. Tonen hvori hun talte var stadig let; langs hele Veien +saa man som et Hieroglyfbaand af hendes Parasol i Sandet. + +Bag dem spurgte Grevinden høit: + +-Og hun--Damen--hvor er hun nu? + +Schønaich vendte sig: + +-Paa Skyen--tilvenstre--i Orfeus--med sin Trofæ: Hjerneskallen. + +-Forresten tror jeg rigtig nok, sagde Ellen, man maa være meget +utaalmodig for at dræbe sig af ulykkelig Kærlighed. De fleste venter ... + +-De mener til det er gaaet over. + +-Netop, Fyrst Carolhausen, til det er glemt. + +Samtalen skiftede. Ellen beundrede Trægrupperne paa Plænen. + +-Jeg holder meget af Spa. Her er meget smukkere end i Baden. + +-Og imorgen skal jeg dog reise! + +Skal De reise? Men det har De jo ikke talt et Ord om. Hvor det er trist. +Og Grevinden beklagede. + +Ellen havde set hurtigt op. Er det Pligten sagde hun saa, som kalder Dem +tilbage til Wien? Det er jo midt i Ferien endnu-- + +-Ja--tildels Pligten. + +Grevinden fortabte sig i Beklagelse, Ellen talte ikke mer. Men mens hun +gik bagved de andre, traadte hun pludselig galt paa sin Fod og gav et +lille Skrig. + +-Hun var nødt til at bede om Fyrstens Arm ... hun traadte galt ... aa, +det gjorde virkelig ondt. + +-For Himlens Skyld--hun havde da ikke forstuvet sin Fod-- + +-Aa nei, det var ingen Ting--Det gik nok strax over ... Ganske bestemt, +naar hun blot maatte støtte sig ... saadan ... og han ikke--hun saa +op--vilde blive vred--om hun--hang lidt tungt paa hans Arm ... + +-Nei--han blev ikke vred--om hun blot vilde støtte sig rigtig fast ... + +Saa gik de sammen, ganske langsomt under Træerne, mens Grevinden +trippede iforveien meget stiv og pludrede i ét væk. Schønaich svarede en +Gang imellem, naar han var bange, hun skulde vende sig, med et Par +ligegyldige Ord, hen i Veiret og uden at høre; Ellen gik taus; og naar +hun lænede sig tungt til hans Arm, kom hun ham saa nær, at hendes Haar +streifede hans Skuldre ... + +Da Grevinden var kommen en halv Snes Skridt iforveien, sagde hun dæmpet +og pludselig: + +-Hvorfor reiser De? + +-Fordi jeg maa-- + +-Ellen standsede: Men sig mig Grunden. + +Schønaich bøiede sig, og med Ansigtet ganske nær mod hendes, sagde han +hæst og hurtigt. Ellen--hvad vil De med mig? + +Ellen saa op med et Smil, som om hun ikke forstod ham. + +-Hvorfor vil De hver Dag bringe mig til at sige, at jeg elsker Dem--og +dog aldrig forstaa mig? Aldrig--kun pine mig--derfor reiser jeg. + +Ellens Fod gjorde virkelig meget ondt ... Hun maatte sidde lidt. + +Hun slap Schønaichs Arm og satte sig paa en Bænk under Træerne. + +-Hvis det ikke bliver bedre--sagde Grevinden--hvad skal vi dog saa gøre +med Tableauerne? + +-Ja, det er i aften. Det er sandt. Det er dog heldigt, at jeg faar dem +at se, inden jeg reiser. + +-Og--Ellen lo--De ved endnu stadig ikke, hvad jeg skal forestille? + +-Nei--det vil blive en Overraskelse ... + +-Gode Gud, sagde Grevinden, hvor det var Skade, hvis nu den Fod ... Hun +er deilig, Fyrste, siger jeg Dem, deilig. + + +Der kørte en Droske forbi i Alléen, og Ellen lod den standse. Hun vilde +hellere køre ... Saa vilde hun ligge med Omslag paa lige til iaften, og +saa gik det nok over. + +Da hun sad i Vognen, rakte hun sin Haand ud over Vogndøren og trykkede +Schønaichs Haand varmt: + +-Tak, sagde hun, vi ses iaften. + +Vognen rullede bort, og nynnende laa Ellen lænet tilbage i Sædet med et +fornøiet Smil. + + * * * * * + +Der er Lys og Hede i Festsalen. + +Mens Pianisten foran Flygelet vugger sit friserede Hoved, hører man +gennem Nokturnens Toner Silkevifternes Knitren, som Damerne fører i +store Huer. De sidder midt i Salen tæt op ad hinanden i stort Toilette. +Og Vægspeilene, der er let duggede af Heden, forøger et Virvar af +Profiler, rødblonde Nakker, Buster og Kniplinger, hæftede med +Brillantagraffer--i ren Uendelighed. + +Langs Pillerne staar Herrerne korrekte og stive, med deres hvide Slips +og Buketter i Knaphullet. Rækken af deres skinnende Skjortebryster naar +næsten helt op til Fortæppet. + +De hører mindre: de staar distræt, mens deres Blik forvilder sig i +Vrimlen og standser snart ved en Arm, der dukker frem mellem Kniplinger, +snart ved et Par slaviske Øine eller en hvid Nakke bag en Maria Stuarts +Krave. + +Men da Pianisten slutter, begynder under Opholdet alle Hoveder at bevæge +sig i en befriende Bevægelse, og der bryder løs en høi, forvirret +Summen. Man ler bag Vifterne, veksler Hilsener og rammer sig for at +blive kendt fra den ene Ende af Salen til den anden. Og enkelte Steder +trænger Herrerne sig dristigt ind mellem Rækkerne, og deres sorte +Kjoler forsvinder mellem Silkekjolerne og bag Vifterne, der bøies sammen +ligesom Skjoldtag over Hovederne. + +Langs Pillerne vifter Herrerne sig mat mad deres Silke-Chapeau-bas. + +Schønaich er kommet lige hen til Grevinden, som paa forreste Række +smægter af Hede under en Turban af Kniplinger og et Par uhyre +Paafuglefjer. Men der lyder pludselig et Horn bag Forhængene, og han +gaar tilbage til sin Plads. + +Og mens man skubber med Stolene og reiser sig under forvirret Støi i +Baggrunden af Salen, klinger Hornene stærkere, og Tæpperne glider +langsomt fra. + +Scenen ligger opfyldt af Skyer. Men langsomt, mens Skuepladsens Dæmring +bliver Dag, løftes og sprænges enkeltvis de blaalige Flor, og gennem +dem, i straalende Lys, ser man med Buen løftet: Diana beredt til Jagt. + +Der gik som et Gisp gennem Salen. Og paa en Gang bøiede Mændene sig frem +Skulder imod Skulder for at se, og ubevægelige i Sæderne stirrede +Kvinderne mod Scenen. + +Og mens hvert et Blik sluger hendes Skønhed, der lyser af Glans, løftes +vuggende det sidste Flor: Ellen staar der fri. + +Gevandtet slynget om de marmorstærke Skuldre, Bryst og Arme blottet, +Benet tegnet fast under Stoffets bløde Linier; trodsig og kysk. + +Salen tier aandeløs foran denne Skønhed. + +Og da de røde Forhæng atter glider frem sidder man endnu med +tilbageholdt Aandedræt og taus. + +Paa Fyrst Schønaichs Pande var Sveden sprungen frem-- + + * * * * * + +Ellen reiser sig og tager Fyrstens Arm for at dandse. + +Det er en Vals, og de dandser længe. De har endnu ikke talt sammen før +Dandsen, men mens de valser vuggende og blødt, hvidsker han til hende. +Maaske hun ikke hører, hvad han siger. Hun lytter til Orkestrets Melodi +og den underlige bølgende Storm af de Dandsendes Trin gennem Salen. Men +hun smiler og møder under Dandsen hans øine, hvis Pupiller glindser. + +-Schønaich, jeg er træt. + +Men han bliver ved at valse, hurtigere, og bestandig smilende lægger hun +sig tungt ind i hans Arme, som hun føler skælve om sit Liv. + +Og pludseligt slipper han hende, og de gaar ved Siden af hinanden op ad +Marmortrappen til Galleriet, uden at tale. + +Ellen gik iforveien. Der var helt øde i Læsesalene, som laa halvmørke +med Skærme over alle Blus, og man hørte ikke anden Lyd end Gassens Kogen +og hendes Kjoles Raslen over Tæpperne. + +Hun løftede Portieren til et lille Kabinet ved Siden af Læsesalene. Her +er godt, sagde hun. Gik ind og satte sig i Hjørnet paa en Puf, stillet +under en Gipsappollo og nogle store Palmer. + +-Hvor her er køligt. Hun tog sit Slæb til Side og gjorde Plads for +Fyrsten, og da han blev ved at være taus, spurgte hun: Naa--var jeg saa +ikke smuk? + +-Ja--De var smuk, sagde han. + +Der var atter stille. Fra Balsalen hørte man Trinene af den evindelige +Vals og et Par Violintoner af en blød Takt. Pludselig reiste Fyrsten sig +og skubbede Skodderne for Vinduet op. Han blev staaende nogle Øieblikke +med Ryggen imod hende, saa vendte han sig: + +-Se, sagde han. + +Der var ganske mørkt paa denne Kant af Haven. Men ude i Dunkelheden saa +man de store Busketter rage med deres Skygger op mod Himlen, og fra +Alléens Træer steg Kastanieduften op fra Mørket. + +Ellen reiste sig, og de saa begge ud; begge skælvede ved det samme +Minde. Og betaget hvidskede Schønaich: + +-Ellen, De maa jo huske det. + +Ellen Maag var meget bleg; hun bøiede Hovedet. + +-Jo, sagde hun, jeg husker. + +Hun satte sig igen. Og vendt imod hende sagde Fyrsten: + +-Saa ved De ogsaa, at jeg elsker Dem endnu. Han kunde ikke se hendes +Ansigt, men pludselig fik han Mod og han lod sig synke ned ved Siden af +hende paa Sofaen. + +-Ellen, sagde han, lad mig tale, jeg be'er, og hindre mig ikke? Faar jeg +ikke talt, vil jeg kvæles, faar jeg ikke talt--aa jeg ved slet ikke, +hvad der hænder. De ved jo, Ellen, at jeg elsker Dem--men hvorfor piner +De mig saa, som nu--at jeg aldrig, aldrig hat elsket andre--men hvorfor +vil De saa ikke høre mig? Sig mig det, sig mig, hvorfor. + +Ellen Maag havde leget med sin Vifte. Nu saa hun op. + +-Véd De, hvor jeg led, da De reiste? At alt mit Liv kun var Længsel og +Fortvivlelse--Ellen, Ellen, og saaledes elsker jeg Dem endnu-- + +Han lagde sig ned foran hende, og han talte hæst. + +-Saa vanvittigt elsker jeg Dem, saa vanvittigt at der var intet, jeg +ikke kunde gøre, intet--ingen Forbrydelse jeg ikke vilde begaa--intet +om De kun kunde elske mig-- + +-Og Deres Hustru? + +Schønaich lod Hovedet synke, mens han laa for hendes Fødder. + +Han taug lidt. Og Ellen, der ventede støttet til Statuen, hørte Musiken +dæmpet, og Støien af de Dandsendes Trin. + +Saa sagde Schønaich: + +-Men nu er hun død. + +-Og jeg elsker Dem, Ellen-- + +... Ellen svarede ikke. + +-Ellen. Ser De ikke, at jeg tigger Dem om Deres Kærlighed. + +Der fløi et pludseligt Smil over Ellens forstenede Ansigt, og idet hun +slyngede Viften imod ham, sagde hun: + +Là che! + +Og gik. + + * * * * * + +Ellen forlod kort efter Spa. Hun var i Paris og i Italien og ud paa +Efteraaret vendte hun hjem til Danmark. Hun tog Ophold i København og +var "Saisonens" Løvinde, meget omflagret og med flere Beilere. Men ud +paa Vinteren valgte hun af dem alle den ældste og den fornemste, og om +Foraaret blev hun gift. Lehnsgreven var nær de treds, men han havde over +sig det Skær af fuldendt Fornemhed, som udsletter Aarene. Han havde +megen Verdenserfaring og alle Europas fornemste Ordener, som han ærlig +havde fortjent, siden han idetmindste uden Uheld havde balanceret paa de +fleste Hoffers bonede Gulve. Da han trak sig tilbage som +Konseilpræsident--en Stilling han røgtede længe ved at tale lidt og ved +at paalægge Respekt ved sin fornemme Ro--havde man ønsket at skænke ham +vor høieste Hofcharge. Men han afslog. + +En fremmed overordenlig Afsending havde en + +Gang sagt om Lehnsgreven, at han var Danmarks eneste Hofmand. + +Med denne Mand, der havde en voksen Søn af første Ægteskab, giftede +Ellen sig. Sønnen havde hun ikke set; han var i Udlandet. + + * * * * * + + + + +VII. + +-God Dag. Ellen strakte Haanden ud imod Legationssekretæren. Men hvor +tør De egentlig komme her--Hr. de Vilsac--efter hvad De har sagt ... + +-Sagt, Fru Grevinde? + +-Ja--sagt. Og Ulykken er, at jeg har faaet det at vide ligestrax ... det +vil sige, noget om det. For jeg tror altid, at der er en Gnist af +Sandhed i, hvad Folk fortæller. + +-Ja--jeg ved virkelig ikke--noget ufordelagtigt har jeg ikke sagt. + +-Hm, Ellen tog igjen fat paa sit Broderi, og Vilsac satte sig +ligeoverfor hende med Ansigtet mod Lyset ... Det er, som man tager det. +Husk Dem lidt om--der blev vist talt om mig forleden hos Admiralens ... +Ellen broderede og holdt Hovedet bøiet over sit Sytøi. Men nu og da, +mens de talte, lagde hun Broderiet i sit Skød og saa paa de Vilsac. +Efter Bordet ... oppe i Rygeværelset ... husk Dem bare om ... + +Hr. de Vilsac sad og glattede paa sin Hat med sin Handske. + +-Jeg har maaske sagt, De var et ualmindeligt Menneske, sagde han. Og det +er min Mening. + +-Nei, det var Gyldenfelt, som kaldte mig en Sfinx. Saa banalt var Deres +ikke. De sagde, tror jeg nok, noget om--Ellen lo ganske kort--at jeg +var en Forbryder. Maa jeg spørge, kalder De det fordelagtigt? + +Vilsac trommede et Øieblik ganske svagt, utaalmodigt paa Hattepullen. + +-Hvem har refereret Dem den Samtale? + +-Det er jo ligemeget. Der var vist en ti-tolv Herrer tilstede. + +-Den, som har sagt det, har--handlet, handlet meget mærkeligt. Hvad man +siger saadan i en Samtale, kan aldrig rives ud af sin Sammenhæng. Jeg +sagde forresten--han løftede Blikket fra Hattepullen--at ... Ja--der +blev Tale om Dem og saa sagde jeg: At De vilde aldrig kunne bukke under +for en Trivialitet--men De kunde maaske nok begaa en Forbrydelse ... I +den Sammenhæng var det kun en Kompliment. + +-Ser De, der har De jo Forbrydelsen! Hør, kære, hvor tidt skal jeg dog +raade Dem til, Vilsac, at lade være med at være aandfuld, saa længe De +er her ved Legationen. Vi er ikke aandrige hertillands--og De faar bare +Ord for at være ondskabsfuld. + +Hun taug lidt og lagde Broderiet bort. + +-Alvorlig talt--skulde De hellere have ladet den--Sentens usagt. De er +ikke berettiget til at vide saameget om mig--saa kan man tænke, hvad man +vil og ... tie stille-- + +Vilsac bøiede Hovedet. De har ganske Ret. Det var ubesindigt. + +Efter en lille Pause sagde Ellen: Ved De hvad--jeg tror nu, vi er alle +meget almindelige Mennesker, som alle paa en given Tid kan gjøre noget +ualmindeligt. Mindst rigtignok i vor Kreds ... + +-Mindst? Nei, sig mest ... Vi har Tid til det ... Det er vor Ulykke--vi +har jo ikke andet at bestille end skifte Luner og Klæder og at forelske +os. + +Han taug lidt, og mens han saa paa hende, sagde han: + +-Og naar saa en Forelskelse pleies, kan den blive til en Lidenskab. + +Ellen flyttede sin Hæl lidt frem og tilbage paa Gulvtæppet: Saa skulde +man ikke pleie den, sagde hun. + +Vilsac svarede ikke, og en Smule hurtigt for at undgaa en Pause sagde +hun igjen: Folk tror Dem forresten ikke, Vilsac. + +-Hvad mener De? + +-Jeg ved jo godt, hvad det vilde sige--med ... ikke at bukke under for +en Trivialitet ... men Folk siger om os to, at vi er meget gode Venner. + +-Hvem har sagt Dem det? + +-Adskillige ... Men det er mig ligegyldigt. Bagtalelsen har aldrig +interesseret mig, ikke en Gang den Bagtalelse, der gaar ud over mig +selv. Og uden Overgang gav hun sig til at tale om en ny Roman, som lige +var udkommen i Paris. + +Der blev i Virkeligheden talt meget om Grevinde Urne. + +Thi Ellen havde ingen Egenskaber, som kunde forsone hendes eget Køn med +hendes Skønhed: hun viste ikke megen Fortrolighed mod nogen, hun var +ikke meget blød i sit Væsen og hun havde ingen uadskillige Veninder. +Derfor hævnede Damerne sig ogsaa, naar Ellen var fraværende, ved +bestandige Raillerier, som holdt sig op ved allehaande Smaating: ved den +gule Rose, hun altid havde fæstet ved sit Bryst, ved det sorte +Silkebetræk paa Væggene i hendes Budoir, og, mellem sig selv indbyrdes, +ved alt det nøgne i hendes Malerisamling. + +Herrerne var paa deres Side mistænksomme og aarvaagne. De holdt Ørene +stive og ventede. Selv de kyndigste forstod ikke, men de tænkte, at +Tiden vilde modne Frugten, og saa vilde den vel en smuk Dag falde ned i +Hovedet paa en eller anden. Derfor holdt de sig i Nærheden, og mens de +ventede, gik de omkring og snusede efter en Hemmelighed i Grevindens Liv +og--fandt intet. + +Thi der var slet intet. Greven var vanvittig forelsket i sin Kone, og +hun tillod ham at være det. Hun opmuntrede ham endogsaa i mange Ting saa +stærkt, at det saa ud, som om hun virkelig holdt af ham. De red ofte +sammen lange Ture, hvor de blev borte halve Dage, og spiste Frokost i en +Kro, hvor det kunde falde sig--en ren Idyl; i Selskab og Theatret var +de altid sammen, og om Vinteren paa Ballerne, naar Dansen var begyndt, +og de ældre Herrer sad rundt i Krogene med deres Likør og deres +Sportpassiar, eller de spillede Kort i Rygeværelset, kom Grevinde Urne +ofte varm af Dansen i sin Silkedragt og spredte en Duft af Viol midt i +Havannarøgen, mens hun stillede sig bag Grevens Stol og lagde Armene paa +hans Skulder, og raadede ham i Spillet; eller hun tvang ham +ubarmhjærtigt til at lægge Kortene og bortførte ham til en Vals: thi hun +sagde, ingen kunde valse som han. + +Der var ingen Grund til at tro, at hendes Ægteskab ikke var lykkeligt. +Og ellers delte hun i sit Liv ganske sit "Selskabs" Interesser. Greven +var Sportsmand, og hun kendte hans Stalde ligesaa godt som han selv. Hun +var aldrig smukkere, end naar hun sad tilhest om Morgenen paa sin sorte +Hingst, og det var en Gang, da hun en Efteraarsdag styrede sit Firspand +paa Strandveien, at den engelske Gesandt beundrende havde sagt: at hun +var født til at være en Konges Maitresse. + +Da Ellen hørte Ytringen, sagde hun smilende næste Gang, de saas, til +den fremmede Minister. + +-De anser mig nok ikke for værdig til at være Dronning, Sir Audburn? + +Og Sir Audburn havde haft Aandsnærværelse nok til at svare: + +-Fordi en Konges Elskede er mægtigere, Grevinde. + +Ved Væddeløbene paa Eremitageplænen hørte Ellen Urne til de ivrigste. +Steg pludseligt Løbenes Interesse; blev Udfaldet tvivlsomt ved et +uventet Forspring, kunde Grevinden med en Gang blive ganske bleg--thi +Ellen Urne blev bleg naar hun kom i Oprør--og febrilsk fordoblede hun +sine Indsatser, mens hun blev siddende fremadbøiet uden at tage +Kikkerten bort fra sine Øine, der skinnede. + +Da mente de Kyndige paa Saddelpladsen--og der var enkelte, som forstod +sig lige godt paa Heste og paa Kvinder--at der vel maatte komme den Tid, +hvor Grevinde Urne ikke mere vilde lade som om hun var forelsket i sin +sextiaarige Gemal. + +Og der var andre, som sluttede af andet. Thi naar de fra Parkettet i +Kikkerten streifede den lille Loge ved Siden af Hofdamernes, som Urne +havde hver Tirsdag og Fredag, da blev de undertiden slaaet af et +besynderlig tomt og slukket Blik, der mødte dem i Ellen Urnes Ansigt +saadan, som hun sad der bag Viften og havde glemt sig selv og troede +sig usét. Et trøstesløst og stirrende Blik, saa de begyndte igen at pine +sig selv for at finde Hemmeligheden, og de fandt ikke nogen--fordi der +var ingen. + +Thi Ellen var til daglig intet andet end bestandig kedsommelig træt. + +Hun var ked endog af at ønske, og hun syntes ofte selv, hun var altfor +dorsk til at længes. Hun modtog i vanemæssig Trang til at nyde, ladt og +dovent, Dagenes Velvære, og hun blev liggende pletfri i sit ørkesløse +Ægteskab, fordi intet fristede hende og fordi hun havde en stolt Respekt +for sig selv, Foragt for de andre. + +Saaledes levede hun Dag efter Dag med smaa Ting, sjælelig ligegyldig, og +Aarstiderne gled med deres vekslende Nydelser bestandig over i hinanden. +Fra Urnebygaard tog de til Byen--tidligt, thi Ellen holdt ikke af +Efteraarets Dryp fra Træerne og Bladdansen over Plænerne--fra København +i April til Paris, fra Paris atter hjem. Og overalt var Livet lige tomt, +men hver Dag altid opfyldt. + +Paa den Maade gled hendes Liv. + +-Men undertiden kunde hun i sin Ladhed pludselig streifes af et Lune. +Som om hun aabnede Øinene og fulgte et kort Minut med Blikket en +Sommerfugl, der fløi hendes Liv forbi. + +Hun kunde paa en Reise--paa et Dampskibs Dæk eller i en Kupés +Hjørne--føle et minutfødt Behag ved at være nær en ganske fremmed, og +hver i sit Hjørne kunde de veksle et Blik, der vagt ønskede og ubestemt +lovede. Og gik han, denne fremmede, fulgte hun ham fra Kupeens Vindue +med Øinene, og hun syntes i ubestemt Misnøie at nu var noget +resultatløst gaaet hendes Liv forbi--indtil hun faldt tilbage i sit Sæde +med et svagt Suk--og glemte Ansigtet. + +En Gang havde hun følt et saadant rodløst Behag for en smuk Jokey i +Cirkus. Hun havde følt det straks den første Aften, hun saa ham komme +ind senestærk og smidig og med det græske Ansigt oplivet af Ridtets +Spænding. Og da han lod sine store, tungsindige Øine glide langs +Logerne, havde ogsaa han dvælet ... Næste Aften var hun der igen og den +næste, og deres Blikke havde hængt i hinanden, og begge havde de længtes +... Men hun søgte ingen Leilighed og nedbrød ingen Skranker, og da han +en Dag stod i hendes Salon i en skrigende brun Frakke og tilbød at ride +hendes Heste til, lod hun den forbløffede Artist vise ned til sin Kusk. + +Paa Urnebygaard havde hun næste Sommer truffet sammen med en ung Mand, +en tyveaars Englænder, der elskede Musik og spillede Violin. De havde +spillet noget Beethoven med hinanden, og Ellen fandt, at han havde en +smuk Tone og god Opfattelse. Udover det var det første Gang, hun tænkte +paa ham, den Dag, da han pludselig sank ned for hendes Fødder og +overmandet, i graadkvalte Ord sagde, han elskede hende. Hun havde +egenlig aldrig set ham, før nu han laa paa Knæ. + +Og da hun saa dette blonde, skægdunede Ansigt forvrænget af Bevægelse og +Lidenskab, havde hun givet sig til at le, uimodstaaelig let ... + +Og hun blev ved at le, mens hans Ansigt forstenedes i stum og forfærdet +Smerte, havde lét lige til han ravede op og tumlende var gaaet hen over +Gulvet, og Døren var faldet til efter ham, og selv da kunde hun ikke +holde op. + +Næste Dag hørte hun, han havde hængt sig i en Knage paa sin +Sovekammervæg i et Haandklæde. + +Ellen blev forbauset. Hun hverken angrede eller fortrød--ikke en Gang +sin Latter--men hun blev nysgjerrig. Hun tænkte i nogen Tid mere paa +denne døde, end hun længe havde tænkt paa nogen levende. Hun søgte at +erindre de Ord, han havde sagt, hans Blik, hans Minespil, hans Ansigt +forfulgte hende. Thi dette tyveaars Menneske havde forbauset hende: han +var virkelig gaaet ud der af Døren og uden at tøve et Minut, uden at +tage Afsked med nogen, uden at skrive en Linie--han havde dog Forældre, +vidste hun, og Sødskende--havde han hængt sig i sit Haandklæde. + +Og Alverden troede med hende, at han var det mest dagligdags Menneske +paa Jorden. + +Og han vilde ikke leve uden sin Kærlighed. + +Hun gik i Kirken til hans Begravelse. Det var en Middag i August og der +var en lummer Døsighed over Folk og Rum, tung Dunst af Ligluft, +Buxbomgrene og Blomster. Degnen snøvlede Psalmerne frem, og siden talte +Præsten under en uafladelig Snøften om Herrens uransagelige Veie. Et Par +Svaler fløi ind under Hvælvingen og kvidrede uafbrudt under Talen og +Rosenduften slog i tunge Drag fra Kirkegaarden ind gennem Dørene. + +Ellen sang ikke med og hørte ikke efter. Ord og Sang gled hende forbi; +mens hun selv ræsonerede over sin Hjerteløshed, sad hun under hele +Handlingen og nød i inciteret Behag sin Hemmelighed, at dette Menneske +var død af Kærlighed. Ikke just af Kærlighed til hende, det var ikke +det, som mest pirrede hende; thi han var hende saa ligegyldig. Kun det, +at han havde haft Mod til strax at knytte det Haandklæde om Halsen og +dø. + +Og da de steg op i Vognen--hun og Greven--gav hun pludselig efter for en +pirrende Lyst til Fortrolighed og sagde: + +-Det var af Kærlighedssorg? + +Greven var ved at tænde sin Cigar: + +-Na--tur--lig--vis. Ellers var det ... jo ingen Roman ... Vel sagtens +til Guvernanten? + +-Nei--til mig. + +Greven vendte Hovedet, og de saa paa hinanden. + +-Idag er det akkurat otte Dage, siden han erklærede mig sin Kærlighed. + +Grev Urne betragtede et Øieblik sin Hustru, men Grevinden lagde sig taus +tilbage i Vognen uden at tale mer. Og greben af et underlig koldt +Ildebefindende under sin Hustrus besynderlige Blik, mens hun sad +tilbagelænet i Skyggen af sin Parasol, spurgte Grev Urne ikke mer. + +Lidt efter kastede han ogsaa sin Cigar, som om Havaneseren ikke smagte +ham, og uden at veksle flere Ord naaede det grevelig Par i Taushed +Gaarden. + +--Ellen Urnes Liv var da en rolig, aristokratisk Tilværelse med Formens +Skærmbrædt rundt om: Døgnet og Moderne og Godgørenheden stablede noget +Indhold op, og--Tiden gik. + +Men undertiden, naar hun sad med en Bog paa sin Yndlingsplads i den +gamle gotiske Stol under den store kinesiske Parasol, kunde hun +pludselig læne sit blege Ansigt mod Urnernes Vaaben paa. Rygstødet, og +krampagtig knyttede hun Haanden mod sit Bryst; eller Hænderne faldt, +naar hun spillede, pludselig kraftløse ned fra de hvide Taster, og hun +stansede midt i en larmende Rubinstein for at falde sammen over Flygelet +med et Suk, dybt som en tung Stønnen; eller hun kunde, mens hun roligt +styrede sit spanske Spand, rank og fornem, paa en Gang hæve den smidige +Elfenbenspidsk over de steilende Dyr og pidske voldsomt deres glinsende +Kroppe, som vilde hun tvinge Blodet frem. + +Og ofte, naar hun laa foran Kaminen og stirrede paa Blokkene i det +flammende Baal, begyndte hun med et at maale Salen med lange, uens +Skridt, som om det store Rum pludselig blev altfor trangt og ikke havde +Plads. Og da rev hun heftigt Fløidørene til Balkonen op og med +Peltskaaben om sig stod hun midt i Vinteraftenens Kulde paa Altanen +feberhed og med brændende Blod: Hun trængte til Luft og til den frie +Himmel. + +Hun bragtes til Ro af den summende Larm af Byen under sine Fødder og +Vognenes uafladelige, fjærne Rullen og Sporvognenes Klokker, der kom +nærmere og forsvandt-- + +Undertiden saa hun en Gadejægerske med smaa trippende Skridt gaa frem og +tilbage om Palæets Hjørne, og bøiede hun sig frem over Balkonen, kunde +hun høre hendes Hvidsken med Mændene, der gik forbi. Hun hørte Pigens +plebeiiske Kælenavne og Mandens Spørgsmaal, og der kunde komme i +Grevinde Urnes Blik, naar det fulgte Parret, som fjernede sig Arm i Arm, +en graadig Fortvivlelse ... + +Saa gik hun tilbage til Salonen, der laa med sine Palmer og +Blomstergrupper og sine tyrkiske Divaner som en dunkel og duftende +Haremssal, og træt og kraftløs sank hun sammen i en Stol. + +Greven kom ind og urolig ved Synet af sin Hustrus forstenede Ansigt, lod +han Haanden glide gennem hendes Haar og spurgte ængsteligt: + +-Ellen, du er ikke rask: + +Men Ellen rystede paa Hovedet og bøiede det bort fra hans Kærtegn. + +-Jeg har det godt, sagde hun. Jeg er kun saa træt. + +Og naar Greven var gaaet, og Portièren var faldet til efter ham, sad hun +igen, stirrende og fortabt i sine Tanker. + +Ellen Urne spurgte sig selv, om det dog evig, evig skulde blive ved som +nu. Hun saa paa sit Liv, som det blev levet, indholdsløst, fra Dag til +Dag, og hun syntes, at det var kun som et snigende Mord. En evig, en +evig Karussel omkring det tomme, ligegyldige. + +Men saaledes var det, og der var intet andet. + +Og hun--hun blev her. Hun reiste sig ikke og gik, løb ikke fra denne +Gammelmandsforelskelse, hvis mindste Berøring var hende en Væmmelse. Der +kunde være Dage, hvor hun syntes, hun maatte fly, hvor hun ækledes rent +for sig selv og kaldte sig med Pøbelens Navne, fordi hun sad endnu her i +de Urners Palæ ... men hun blev. + +Hun havde valgt den ældste af sine mange Beilere, saa havde hun troet +sig tryg. Og saa var Lehnsgrev Urne en kraftig og levestærk Mand, som +var til Vanvid forelsket ... Og alligevel sad hun endnu paa fjerde Aar +som Grev Urnes Hustru, og hun tvang sig til at opfylde sine Pligter, og +hun sad inde Aar for Aar med en tom Pletfrihed, og hver Dag foragtede +hun sig selv. + +Og der var ingen Opgaver og der var ingen Maal. + +Saaledes var hendes Liv. + + * * * * * + +-Men det er slet ikke, fordi jeg mener, vi Kvinder er bedre, Vilsac, vi +er kun ikke saadan. + +-Ja men, det er jo det, jeg siger: en Skare Sfinxer. + +-Slet ikke. Men Forfatterne kender os ikke. Naar de bare vidste, hvor +tidt vi Damer smiler ad deres Heltinder ... Hvert Øieblik træffer man +noget, man kun kan le af ... + +-For Exempel? + +-Aa--Exempler--Ellen lænede sig tilbage og legede med Fingrene paa +Stolearmen--Mændene ved, for Exempel, aldrig hvad for en Agtelse en +Kvinde instinktmæssig har for sig selv ... for ... sit Legeme ... Det +har jeg aldrig sét nogen Forfatter forstaa--Og det er dog noget af det +vigtigste-- + +-For mange. + +-For alle--tro De mig. Derfor bliver de, som har bevaret Agtelsen, ikke +malet gode nok, de, som har tabt den, ikke fortvivlede ... ikke slette +nok. + +-Det er rén Theori. + +-Saa? Ellen taug lidt. Jeg saa "den Fremmede", iaftes. Der er et +Sted--hvor han har været lige ved at sige noget sandt, Dumas ... eller +jeg kom til at tænke paa det, da jeg hørte noget halvveis andet, som +blev sagt. + +-Hvor det? + +-Jeg ved ikke--det er vist af Doktoren--er han ikke Læge? + +-Jeg tror, han er Kemiker. + +-Naa, ja, det er sandt ... Det var noget om, at Kvinderne altid trængte +til Religion. Jeg kunde tænke mig at--man midt i hele denne Tomhed +gjorde en Lidenskab til sin Religion. + +-Men hvad vil det egenlig sige at gjøre til sin Religion. + +-At bringe alle Ofre for den--alt--at gjøre det Vanvittige--det +fanatiske ... at blive Martyr med Glæde-- + +Grevinden saa op, og der var kommet noget som en svag Rødme op i hendes +Kinder. Men saa skiftede hun Tone og sagde: + +-Men, bedste Vilsac--jeg bliver altid saa dybsindig, naar jeg taler med +Dem. Ellers plager det mig ikke ... Er der ellers noget nyt? + +-Aa, man siger, at Mr. Tholer endelig forleden har faaet Øjnene op. + +--Nei? Endelig--saa bliver Tholers Ægteskab nok lykkeligt. + +-Hvad behager. Naar han har erfaret, at ...? + +-At Byens første Don Juan har foretrukket hans Kone. Det giver hende +Prestige, og det var kun det, hun manglede. + +-De tror meget slet om Mændene, Grevinde Urne. + +-Ja--meget slet, eller jeg tror--maaske snarere, at der er meget faa +Mænd. + +Lidt efter tog Vilsac Afsked, og Grevinden klædte sig paa til en Diner +hos den engelske Gesandt. + + * * * * * + +De var kommet hjem igen, og Greven og Grevinden drak The i den store +Dagligstue ved et lille Bord tæt ved Kaminen. De havde drøftet +Toiletterne og Hændelsen hos Tholers, som der var blevet talt noget om +inde hos Herrerne efter Bordet. Nu havde Greven taget Aftenavisen og +læste. + +Grevinden var træt. + +Hun sad ørkesløst med Hænderne i Skødet og havde svaret mest kun med Ja +og Nei. Saa lagde Greven Avisen bort, og da de havde siddet noget tause, +uden at Ellen sagde noget eller rørte sig, reiste Greven sig for at gaa. + +-God Nat, sagde han og kom hen til hendes Stol. + +Hun løftede Haanden lidt mat fra sit Skød: God Nat, sagde hun, jeg er +saa træt. + +Saa gaar du vel til Ro, min Ven. Der var ogsaa noget varmt. Greven vilde +gaa, men henne udenfor Lampelyset, stansede han igen. + +-Jeg har faaet Brev--fra Carl, sagde han. + +Ellen troede, han var gaaet. Hun vendte ikke Hovedet. Idag?--Har han det +godt? + +-Rigtig godt. + +Ellen spurgte ikke mer, men hun saa flygtig hen paa sin Mand, der var +begyndt at gaa frem og tilbage paa Gulvet henne i Mørket. + +Han kom hen og satte sig igen. + +-Han fyldte tyve Aar forleden, sagde han. + +Grevinden blev ved at tie, og Greven tilføiede, mens han gav sig til at +lege med Kniven: + +-Han var allerede helt voxen ifjor. + +-Det kan jeg forstaa, sagde hun. Og uden at tænke over det, helt distræt +tilføiede hun: Naar skal han herhjem? + +Greven greb det: + +-Mener Du ogsaa, det var paa Tiden? sagde han. + +Ellen saa over og ganske apatisk sagde hun:--Ja--hvis Du synes. Og han +maa jo dog som Stamherre ... + +Det er ganske sandt, men ... Jeg havde troet, det var Dig ubehageligt. +Saadan at have en voxen Søn-- + +Ellen reiste sig lidt i Stolen. Det begyndte at gaa op far hende, hvad +det dreiede sig om. Ja, sagde hun, det vil blive besynderligt. Hun skød +Slæbet til Side med Foden og stod op. Men jeg skal være for Carl alt, +hvad jeg kan. + +Greven tog hendes Haand: Det ved jeg, sagde han. Det ved jeg, Ellen, at +Du vil. + +Han talte meget om det ønskelige i, at Sønnen kom hjem for at lære alle +Forhold her at kende. Han skulde dog en Gang i Tiden ... og han maatte +naturligvis være noget fremmed for alt, opdraget som han var i +Brüssel-Pensionen--men det havde været hans Moders Ønske ... + +Ellen stod lænet til Kaminen med Hovedet støttet til sin Arm. Da Greven +holdt op at tale, sagde hun igen langsomt: Ja, jeg skal alt være for +ham, hvad jeg kan. + +-Aa, han er jo forresten et rent Barn. Greven bøide sig og, idet han +kyssede hendes Haand, sagde han smilende: l Grevinden bliver han +naturligvis forelsket. + +Greven var gaaet, men Ellen stod endnu foran Ilden i den samme Stilling +med Hovedet støttet paa sin Arm, i Lyset af Kandelabrerne. + +Hun havde egenlig aldrig tænkt meget paa sin Mands Søn. Kun i Ny og Næ +blev hans Navn nævnet, talt om ham var der sjelden blevet. To--tre Gange +havde hun skrevet nedenunder Grevens Breve et Par Ord som lød: Deres +Faders Hustru sender Dem en venlig Hilsen--eller sligt; naar de om +Foraaret reiste til Paris, tog Greven altid fem--seks Dage til Brüssel +for at besøge Sønnen, men han havde aldrig spurgt hende, om hun vilde +med, og hun havde ikke bedt derom--Saa havde hun aldrig set ham. + +Og nu skulde dette fremmede Menneske paa tyve Aar komme her som Søn ... +Det vilde ikke blive let--sandelig ikke let. + +Ellen løftede Hovedet og mødte sit eget Billede i Speilet. Et Øieblik +var hun blændet af sig selv. Hun betragtede Billedet nysgerrigt, som en +fremmeds, og hun gav sig til at bevæge Hovedet, saa Lyset fra +Kandelabrerne gled hen over hendes Hals og Hagen. Saa smilede hun. + +Hun fik paa en Gang Lyst til at se Billedet af sin Stedsøn. Der hang et +Maleri i hendes Mands Stue. Hun huskede, at hun den første Aften efter +Bryllupsreisen, da hun gik igjennem Værelset havde set to Malerier, et +større af en Dame med store melankolske Øine og underneden et mindre af +en seks--otte Aars Dreng i en Fløielsbluse, der lignede Damen ... + +Hun havde straks sagt til sig selv, at det var hendes Mands første Kone +og Sønnen ... Siden havde hun, ærlig talt, aldrig tænkt paa dem ... + +Hun tog Lampen og gik ind gennem Kabinettet til Grevens Værelse. Der +satte hun sig ved Skrivebordet og betragtede Billederne. Der var noget +eget, meget blødt i den første Grevinde Urnes Ansigt, noget dueagtigt +og skræmt i Blikket, noget eiendommelig hjælpeløst spørgende. + +Og det samme Blik var der hos Sønnen. Man saa i det lokkede Barneansigt +slet ikke andet end de store Dueøine. Forresten var Drengen smuk. + +Hun søgte efter Albummet. Maaske var der senere Billeder. Mens hun +ledte, fandt hun paa en Stumtjener i et Hjørne en Kapsel af Citrontræ, +som hun tankeløst lukkede op. Der var to Billeder deri, hun selv og +Sønnen. Det maatte være taget fornylig. Han stod med Spadserestok og Hat +i Haanden i en tætsluttende moderne Dragt. Men Ansigtet var i +forbausende Grad det samme; det samme blide, uudviklede som hos den +otteaars Dreng. Og Øinene, et Par store duggede, uforstaaende og +drømmende Øine--rene Barneøine ... + +Hun tog Billedet ud for at se at finde en Dato. Jo--der stod det. Til +Fader fra hans Carl. Nytaar 80. Hvilken mærkelig klar og barnlig, +upersonlig Haandskrift ... Saa var han virkelig tyve Aar paa Billedet. + +Mens hun satte Fotografiet ind, faldt hendes Øine paa hendes eget +Billede i Kapselen. Det var taget sidste Foraar i Paris, ag Ellen kaldte +det en fri Fantasi over hende selv. Hun sad med Hovedet støttet paa en +halvblottet Arm og Haaret langt ned imod Øinene. Mange Kniplinger op om +Halsen. Fotografiet var afskyeligt, saadan som hun stirrede, saa +forskrækket. Det var naturligvis de Rembrandtske Spøgelselys, der var +lagt over Ansigtet ... + +Hun saa igen over paa Sønnen. + +Saa faldt hun i Tanker med Kapselen i sin Haand. Hun slap den, og uden +at hun mærkede det, mens hun sad fortabt og stille, gled Kapslen +langsomt ned ad hendes Skød og blev liggende aaben paa hendes Slæb. + +Ende paa første Del. + + + + +ANDEN DEL: + + +HISTORIEN. + +I. + +Min Søn--min Hustru. + +Grevinden havde følt sig lidt urolig og ikke rigtig sikker paa sig selv. +Hun havde været temmelig længe om at bestemme sig for en Kjole, inden +hun tog den sorte Atlaskes og i Halsen den eneste Diamant, og hun blev +helt irritabel, da hendes Hænder rystede en Smule, saa hun ikke kunde +faa sine Armkæder hægtede. Hun havde heller ikke læst meget, mens hun +bagefter sad i Salonen og ventede ... Men nu, da hun saa det +Barneansigt, der blussende rødt af Generthed skjulte sig bag hendes +Mand, kom hun næsten til at smile. + +Derfor sagde hun ingenting, og de stod et Øieblik ligeoverfor hinanden +uden at tage i Haanden og uden at tale. Men saa følte hun med en Gang +Pausen, blev selv lidt rød, ledte for at finde noget og kom ikke til at +sige andet end: + +-Hvor De dog ser ung ud! og gav ham Haanden. + +Han stammede lidt, og helt purpurrød sagde han: + +Ja, det siger alle. + +Saa? sagde Ellen og lo, Stemmen var ligesaa barnlig som Ansigtet. Ja, De +ser meget ung ud. + +Greven talte lidt om den skrækkelige Varme i Kupéen, og Ellen spurgte, +om han havde husket hendes Indkøb i Brüssel. + +De havde alle tre sat sig ned, hun lidt med Ryggen mod sin Stedsøn; naar +hun vendte sig for at faa ham med ind I Samtalen, som slæbte sig lidt +genert og tvungent af, saa hun ham sidde ufravendt og stirre paa sig. +Men han sagde ikke et Ord. + +Saa ringede Klokken anden Gang til table d'hôte. Ellen følte det som en +Befrielse, men sagde dog, mens hun reiste sig: Allerede! Saa er Toget +kommet sént. + +-Carl tager dig tilbords idag, sagde Greven. Æres den, som æres bør. + +-Naturligvis, Hun ventede paa Carl, som stod op og noget keitet fik budt +hende Armen. + +-Mange Tak, sagde han. + +-De maa holde Armen lidt nærmere, sagde hun, mens de gik ned ad Trappen, +De kommer til at træde i mit Slæb. + +Saa holdt han forfærdelig fast. + +De kom ind i den store Sal, Næsten alle Gæsterne var samlede og stod +rundtom klyngevis i Samtaler. Nogle begyndte at tage Plads, og nede fra +Bufetten hørte man Raslen af Terriner og Talerkener og Ordrer om Vin. + +-Hvor her er mange, sagde Carl. Hvor mange Damer! + +-Ja--i Pensionen var der nok heller ikke ret mange. + +-Nei--Carl saa ikke andre end Fru Dubois, og hun havde ikke en Tand i +Munden. + +Ellen hilste paa enkelte Bekendte, og man gik tilbords. + +Greven var sulten efter Reisen og spiste stærkt. Ellen maatte underholde +Carl. De talte dansk, saa de ikke blev forstaaet, og Ellen fortalte, +hvem Gæsterne var og sligt. Carl tog næsten intet af Retterne, men naar +de andre var færdige, og Tjenerne vilde tage bort, sad han alligevel med +det altsammen paa Tallerkenen. + +-De spiser ikke noget. + +-Nei, sagde han. Jeg kan aldrig spise, naar jeg er ude. Han havde ellers +ikke talt meget, men han saa hele Tiden paa hende, naar hun talte, og +sagde hun noget raillerende over en og anden, lo han høit. + +-Hvor du ler Carl, sagde Greven. + +-Gør det noget? Det kom hurtigt og han saa paa Ellen. + +-Nei, slet ikke. De ved jo ikke, hvad vi ler af ... Men tag dog nu lidt +Artiskok ... De har jo slet ingen Ting faaet ... + +-Aa--a jo. Han tog lidt Artiskok paa sin Talerken og faldt igen i +Staver. Ellen talte med en russisk Fyrstinde over Bordet. + +Der var begyndt at blive livligt, og det var lidt vanskeligt at forstaa +hinanden. Champagnekølerne kom frem foran Kuverterne, og Opvarterne fløi +frem og tilbage bagved Stolene. Man hørte en stadig Knalden af Propper +og Klirren med Glas i den forvirrede Støi. + +Fyrstinden raabte meget høit, saa hun blev endnu rødere i Hovedet, og +man kunde høre hende over den halve Sal. + +-Men Serpolette er hendes bedste Rolle.--Jeg har en Loge. De tager jo +med, Hr. Greve, tag med ... alle tre ... Hun tog sin Guldlorgnet op ... +_Qu'est ce que ça--ce jeune homme là _, spurgte hun saa lidt sagtere. + +Greven vidste ikke, hvorom der var Tale ... den unge Mand var hans Søn. + +Det var Théo, som sang i Theatret. Fyrstinden havde en Loge--ganske +alene. De maatte følge med. + +Ja--han takkede, hvis Ellen vilde ... + +-Det vilde maaske more Carl ... + +Hun vendte sig. Men, kære, De har jo ikke rørt Deres Artiskok ... Nu saa +han igen paa hende. + +-Nei--hvor han dog havde let ved at blive rød--jeg ved ikke, jeg +forstaar ikke ... rigtig at spise dem. + +Ja, saa var det altsaa aftalt, De fulgte med ... Kl. 9 ... De maatte sé +anden Akt ... Scenen paa Markedet ... + +Fyrstinden tog igen Lorgnetten op og saa paa Carl Urne, der fik +Undervisning i Kunsten at spise Artiskok. + +-_Il est charmant_, sagde hun ganske høit. + +Tjeneren havde skænket Moët i Glassene, og Carl havde tømt sit et Par +Gange. Greven havde drukket med ham og ønsket ham Velkommen. Ellen sad +med Glasset og ventede. + +-Drikker De ikke med mig, sagde hun. + +-Jo Tak--saa gerne ... men ... + +-Men saa klink dog! + +-Tak! Han stak det ud til Bunden. Det er deilig Vin, sagde han. Saa sød. + +Støien steg for hvert Minut, og alle talte i Munden paa hinanden. Over +det hele hørte man Fyrstindens Skraalen, hun viftede sig, saa hendes +Diamantbandelokker dirrede i Vinden--og noget høirøstet forfærdeligt +Engelsk fra et Par Amerikanere, som spiste med Armene paa Bordet og +halvt opsmøgede Frakkeærmer. + +Carl var ogsaa blevet rød i Kinderne og lidt mere snaksom. Han talte saa +morsomt Dansk med underlig Akcent. Ellen lo af det. + +-De snurrer--De snurrer saa latterligt. + +-Lyder det da grimt? spurgte han, og ganske som en Elev til sin Lærer +sagde han alvorligt: Det skal nok blive bedre. + +Ellen smilede ad Tonen, hvori han talte. Det er jo rimeligt, naar man +har været borte fem Aar ... + +-Ja ... næsten seks ... til November ... + +Der var allerede adskillige tomme Pladser ved Bordet Englænderinderne +begyndte at reise sig, mens Deserten blev budt om, og de forsvandt lidt +efter lidt, stive og ubevægelige. Men de andre holdt Stand, noget +échaufferede, pludrende over deres Konfekttallerkener, og med de +blottede Arme støttede paa Bordet. Vifterne fløi frem og tilbage, og man +plyndrede ubarmhjertig Opsatserne for deres Rosenflor. + +Ellen lænede sig tilbage i Stolen og trak sine svenske Handsker op paa +Armene; Greven lukkede Armbaandene igen; lidt fortumlet af Støien og +Maaltidet, blev Ellen siddende tilbagelænet og pillede tankeløs en Rose +i Stykker i sit Skød. + +Pludselig saa hun hen paa Carl, og da hun lod Blikket smilende hvile paa +ham (han sad igen bøiet over sin Kuvert og saa paa hende), sagde han: + +-Jo--De er meget smukkere end Deres Portræt. + +-Synes De? sagde hun og lo igen. Ja--hvilket er det, De har. + +-Et stort--med Kniplinger om Hovedet ... Aa, først maatte jeg slet ikke +ha'e det paa min Væg ... + +-Hvad for noget--maatte De ikke ha'e det? for hvem? + +-Nei--i Pensionen maatte vi ikke ha'e unge Dameportrætter ... og jeg +havde ikke sagt til Hr. Dubois, hvem det var ... Saa sladrede de andre +... og saa sagde Forstanderen, at jeg havde nok et Billede ... som ... +jeg ikke maatte og saa maatte jeg jo sige ... at ... det var ... Dem. + +Ellen lagde Rosenbladene i en Krands paa sin Handske og pustede til dem, +saa de fløi som Sommerfugle. + +-Naa ... og saa blev Billedet hængende? + +-Ja--over min Seng. + +De brød op. Greven gik om og bød Fyrstinden Armen, og de satte sig alle +i et Hjørne i Konversationssalen. Herrerne omringede Ellen og spurgte, +om hun havde været syg, siden man ikke havde set hende imorges paa "la +plage". + +Saa gik Greven ud paa Verandaen for at ryge, og Ellen blev tilbage i +Salonen med et Par trofaste. Carl havde skjult sig omme bag en Gruppe +Palmer. + +-De har forøget Deres Hof, sagde Hr. von Dannenberg og lænede sig lidt +over mod Grevindens Vifte ... en ungdommelig Tilbeder. + +Ellen forstod ikke. + +-Pagen, De havde tilbords. Kender "Grevinden" nu ikke "Cherubin"? + +-A--a jo ... Ellen gjorde Puderne tilrette paa Chaiselonguen ... Det er +min Søn. + +Og da Baron Dannenberg stod konsterneret, med aaben Mund, tilføiede hun +leende: + +-Ja, Baron, min Stedsøn--en Søn af min Mands første Ægteskab ... Skal vi +gaa ud til de andre? + + * * * * * + +Fyrstinden tog Carl Urnes Arm, da de stod ud af Vognen, og oppe i Logen +lod hun ham sætte sig ved Siden af sig. Salen var næsten ganske tom--det +var Mellemakt. Fyrstinden lagde Kikkerten bort og begyndte at snakke med +Carl. + +Det var en vovet Snak om alt muligt, med Spring saa hist, saa her, og +med hasarderede Antydninger. + +Carl svarede kun med "Ja" og "Nei", sad helt ude paa Kanten af Stolen +for at undgaa Fyrstindens Vifte, der var lige ved at streife hans Kind, +og skottede hen til Grevinden, som sad lidt i Baggrunden i Halvmørket. + +En Gang imellem, naar han dumpede ud med et Svar eller et Spørgsmaal, lo +Fyrstinden himmelhøit og vendte sig til Ellen. + +-Ah--_l'ingenu--il ne comprend pas._ + +Ellen svarede kun med et svagt Smil og vedblev at betragte Salen, der +begyndte at fyldes. + +Hun sad med Kikkerten for Øinene, mens hun hørte hvert Ord, Fyrstinden +sagde. Hun følte et nervøst Mishag med hendes Snak. + +-Det varer en Evighed, sagde hun. + +-_Chère--la divette_ maa have Tid til at puste--naar man er saadan +snørt. Fyrstinden lo igen og vendte sig til Carl. + +-Nei--se. Der staar jo Prinsen af Ligne. Er han ogsaa i Ostende ... Ham +maa de jo kende fra Brüssel-- + +-Ja--jeg har set ham et Par Gauge ... + +-Og hans Moder--hun er saa smuk ... Ja ... Fyrstinden examinerede +Prinsens Loge i Kikkerten--han er forresten ogsaa køn ... For den +Historie kender De da? + +-Alle siger, han er saa elskværdig. + +-Gudbevar'es, derfor kan man jo gerne kalde Prinsessen for Salonernes +Rachel-- + +-Spiller hun Komedie, spurgte Carl. + +Ellen havde forstaaet og blev pludselig rød uden at hun vidste hvorfor. +Men Fyrstinden var virkelig utaalelig, hun lo, saa hun maatte bide i sin +Vifte og sagde: + +-Nei--hun spiller bare "Fædra". + +Carl vendte sig imod Grevinden, som om han ikke forstod, hvad der var +ment, men Ellen sad stadig med Kikkerten for Øinene, kun beskæftiget med +Salen. Fyrstinden fulgte Retningen af Carls Blik: + +-Ja--De kender jo dog Historien, sagde saa Fyrstinden og vendte sig. + +Ellen tog først Kikkerten bort og som om hun slet ikke havde hørt +noget, sagde hun aandsfraværende: + +-Hvilken? Taler De og Grev Urne nu om Mytologi? + +Men saa fik Fyrstinden pludselig Øie paa en Veninde i den anden +Avant-scéne-Loge, og hun maatte absolut over at tale med hende. Grev +Urne kom ind og fulgte hende over. + +Ellen følte det som en Lettelse, da hun var gaaet. Fyrstinden taler saa +meget, sagde hun og slog sin Vifte ud. + +Kan De godt lide Fyrstinden, spurgte Carl. + +-Aa--jeg kender hende saa lidt. + +-Jeg kan ikke udstaa hende. Gid hun vilde blive borte. Carl vendte sig +igen mod Tilskuerpladsen og saa i Kikkerten. Det er jo Prinsessen af +Ligne, sagde han. + +-Jo--jeg tror det. + +Det var en høi, majestætisk Figur, som sad ved Siden af Sønnen. Ellen +saa paa hende. + +Saa paa en Gang reiste Carl sig og gik hen og tog hendes Haand. + +-De er da ikke vred, fordi jeg er kommen hjem? sagde han. De maa ikke +være vred. + +Tonen var saa mærkelig blød, og han blev ved og ved at trykke hendes +Haand. + +Ellen saa lidt paa ham: Vred? Hvorfor dog det? Og hun var saa +besynderlig nervøs, at hun fik Taarer i Øinene. + +Lidt efter kom Fyrstinden og Grev Urne tilbage og Akten begyndte. + +Carl morede sig umaadeligt og lo himmelhøit ad Løierne. Se dog, se dog, +sagde han, kvalt af Latter. Se dog, hvor han er komisk--aa--nu falder +han ... aa ... sikken Kolbøtte ... + +Man begyndte paa en Gang at klappe nede i Parkettet, og de bøiede sig +alle frem over Logeranden. Det var Théo, som kom ind. + +_L'impudente_, sagde Fyrstinden. + +Théo gik længere frem rokkende en Smule paa sine høie Hæle. + +Der blev ved at lyde nogle afbrudte Bravoer fra Salen, og Orkestret +taug. Théo stod midt paa Scenen og rørte sig ikke. Hun holdt det lokkede +Hoved paa Siden og smilede uskyldigt, saa man saa hendes hvide Tænder. + +Se Tænderne, sagde Greven, han kærtegnede sit Overskæg--Millionknusere. + +Ladiva stod der endnu og blev ved at smile. _La coquine, l'impudente_, +sagde Fyrstinden igen, hun blev ved at sluge hende med Kikkerten. + +Pludselig skottede Ellen hen til Carl, som sad ved Siden af hende: Han +var ganske bleg. Han sad forbauset med store Øine og stirrede paa Scenen +uden Kikkert. Men saa med én Gang blev han blussende rød, og da Théo +begyndte at synge, reiste han sig sagte og gik op i Baggrunden. Der blev +han siddende. + +Ellen blev selv rød og utilpas ved Sangen; hun vendte Hovedet lidt bort +fra Scenen, og saa ud over Tilhørerpladsen, saalænge Théo sang. + +Men Carl blev siddende helt inde i Logen, indtil Tæppet faldt. + + * * * * * + +De sendte Vognen bort: de vilde hellere gaa hjem langs Dæmningen. +Fyrstinden tog Grevens Arm og Carl bød Ellen sin. + +Hverken Carl eller Ellen talte, mens de gik ned over Torvet. Men da de +kom ind i Gaden ned mod Dæmningen sagde Carl: Aa--han trykkede hendes +Arm--hvor det er deiligt at komme ud; og overstadig gav han sig til at +løbe med Ellen under Armen henad Fortoget. Vi maa se, om der er Fosfor i +Vandet! + +Ellen lo og lod sig trække ned med. Hans Overstadighed smittede hende. +Hører De, raabte hun, hør--Carl, Carl, det gaar ikke an. Hun brugte hans +Fornavn uden at vide det. Jeg bliver--helt forpustet. + +Men de blev ved at løbe ned gennem Gaden, leende, indtil de naaede +Stranden. + +Der hvor Oceanet laa med Stjernehimlen over det dybe Mørke. + +-Nei--nei--hvor her er smukt. Hans Udbrud døde, og de taug. + +Lænede til Rækværket stirrede de ud over Havet. + +Men da de hørte Grevens og Fyrstindens Stemmer lidt borte, vendte de sig +begge hurtigt paa samme Tid, og de gik videre, hjemad, langs Dæmningen. + +De havde gaaet et Stykke uden at sige noget. Saa stansede Carl, og paa +sin sædvanlige bratte Maade sagde han: Hvor tør Fyrstinden dog sige +saadan noget ... om Folk ... saa skrækkeligt. Ellen saa paa ham. Hun +havde ikke troet, han havde forstaaet-- + +Men hun spurgte ikke, og han talte ikke mere. Udenfor Hotellet ventede +de paa de andre, og de gik op sammen. + +Ellen opdagede, mens de ventede paa Théen, at hun havde tabt sin Vifte, +maaske paa Trappen. Carl løb ned i Portnerlogen for at spørge, og Viften +laa paa Bordet. Portneren gav ham den. + +-Det er maaske Deres Søsters Vifte? Den er just funden paa Trappen-- + +Carl saa paa ham, og lidt forvirret over sin Familiaritet, sagde +Portneren. + +-_L'eventail de madame la comtesse!_ + +Carl lo og tog Viften. Men udenfor Døren kyssede han to Gange dens hvide +Svanedun, inden han gik ind til de andre. + +Lidt efter vilde man til Ro. Da Carl sagde Godnat, kyssede han Ellen paa +Haanden og sagde sagte: Mange Tak, mange Tak for idag. Og da han løftede +Hovedet, saa Ellen, at han havde Taarer i Øinene. + +Greven blev nogle Øieblikke tilbage. Han er en skikkelig Dreng, sagde +han. Og han har virkelig voxet sig køn--synes Du ikke? + +Ellen havde ikke hørt hvad han sagde. Hun stansede paa sin Vei forbi +Sofaen. + +-Tror Du, tror Du egenlig det var rigtigt at tage ham med i Theatret ...? + +-Hvorfor dog? Aa--han lo--nei, ved Du hvad--det store Menneske ... Det +var dog for galt ... + +Nu da det blev sagt, følte Ellen selv det latterlige; hun kom til at +smile: Nei--ikke saadan, sagde hun ... Men--aa nei, det var bare en dum +Idé ... + +Da Greven var gaaet, aabnede hun Flygelet +og gav sig til at spille. Det var en gammel +Melodi, som gled frem under hendes Hænder. +Hun vidste det knap selv, men mens hun spillede, +begyndte hun at nynne svagt. Saa sang hun: + + Tell my the tales, as remember to my + Long, long ago + Long ago. + + * * * * * + + + + +II. + +Deres Yndlingstur var langs Havet. + +De gik bort fra Dæmningen, forbi det kongelige Slot, ud, hvor der ikke +var banet Vei, og Ellen gled i det løse Sand. De maatte holde sig fast i +Marehalmstotterne, naar de vilde op paa Klitterne, og sommetider maatte +Ellen tage fat i Enden af Carls Stok, og saa trak han hende op paa +Klitbanken. + +Thi der oppe fra var Havet skønnest. + +Det laa som en straalende, altid vuggende Flade, grønlig-blaat i +Middagssolens Skær. + +Og intet saa de uden Hav og Himmel. Himlen sommerlig med sit uendelige +Blaa, dyb og klar; og Havet samlende paa sine Bølgekamme Solens Straaler +i en Glitter-Stribe, der bestandig steg og sank igen og brødes. + +Saa plantede de den store Lærredsparasol i Sandet og slog den op og +satte sig under den i Skyggen; han mest ved hendes Fødder. Thi det var +hans bedste Plads. + +Men mens de talte--det var hende mest, han sad og lyttede--hørte de +bestandig Oceanets Skvulp, der gik tungt over Strandens Sand. + +Og naar han saa paa én Gang, mens de sad, greb hendes Haand og beholdt +den længe mellem begge sine, tog hun den ikke bort, hun smilede kun. For +hun vidste, saadan var han, og hun havde vænnet sig dertil. Nu kunde hun +slet ikke tænke sig det anderledes. + + * * * * * + +De allerførste Dage var det hans Øine, der havde interesseret hende. De +var altid duggede--hans Øine, og de hvilede pas hende overalt. Hun +kunde sidde i Kurhuset midt i en pludrende Kreds, og henne fra en Krog +følte hun hans Øine paa sig; de søgte hende, naar hun taug, og naar hun +talte; de veg ikke fra hende, naar hun gik, fulgte hende, hvorhen hun +flyttede sig. + +-Deres Stedsøn har katolske Øine, sagde Fyrstinden til hende. Han lever +evig med Blikket paa Madonna. + +Fyrstinden havde Ret. Det var noget lignende, som laa i hans Blik, og +Omskrivningen gav det halvt. Blikket paa Madonna. + +Hun sagde det en Dag til ham. + +-Hvorfor ser De dog altid paa mig? Er der saadan noget mærkeligt ved +mig? + +-Ser jeg paa Dem?--det ved jeg ikke af. Men lidt efter hang hans Blik +atter paa hende med det samme Udtryk. + +Naar de var alene, og hun længe havde talt og saa rettede et Spørgsmaal +til ham, svarede han aandsfraværende og som en, der vaagner af Drømme. +Hun vidste ikke en Gang, om han rigtig havde hørt, hvad hun havde sagt. +Men hørt det, havde han alligevel; for det kunde godt hænde, at han et +Par Dage efter, midt som de sad og talte om andre Ting, pludselig +spurgte om et og andet fra den gamle Samtale, som hun knap havde troet, +han havde hørt. + +Saa havde han altsaa baade hørt det og tænkt derover. + +Men Tingen var, det blev lidt vanskeligt at vide, hvordan han egenlig +var, og hvad han tænkte. Thi han talte saa lidt om sig selv. Hun kunde +ligefrem kæmpe for at faa ham til at tale, fortælle, give sig hen--thi +han var bare som bunden af hende, sunken hen i en stirrende Beundring, +hvor han gik op i det: at se og høre hende. + +-De taler aldrig, sagde hun til ham. Fortæl mig noget. + +-Om hvad? Jeg ved ikke hvad jeg skulde sige: De taler jo. + +-Ja, men jeg vilde gjerne, De skulde tale ... fortælle mig lidt. Om +Deres Liv, om Dem selv ... + +-Jeg har ikke noget at fortælle. + +Et var sikkert; hendes Mands Søn var uerfaren som et Barn, Hun kunde +ligefrem blive irriteret ved altid at møde det samme store, forundrede +Blik, og bestandig at høre de samme vage, halvdrømmende Svar, naar hun +spurgte. Han var dog tyve Aar og havde levet med andre, var opdraget +midt i en stor By, i et adeligt Pensionat. Saa stod man dog ikke saadan +udenfor alle Begreber ... + +Undertiden troede hun næsten, det hele var Affektation. En +Kerubin-Rolle, han paatog sig, og som gav ham Lov til de utroligste +Ting: til pludselig at klappe hendes Hænder, naar hun havde givet ham +Armen paa Dæmningen, eller lægge sig ned for hendes Fødder om Aftenen, +naar de var alene i Stuen. + +Men at demonstrere nyttede ikke, for det forstod han ikke eller vilde +ikke forstaa. Sagde hun noget, saa han blot paa hende med sine +besynderlige Øine, der altid var som fulde af Taarer, og hans Væsen blev +sky og forknyt. + +Og hun blev paany forundret, troede ham igen og kunde ikke taale at se +ham bedrøvet. Selv den mindste Misstemning virkede paa ham som en hel +Betagelse, næsten som en fysisk Smerte, der gjorde ham hjælpeløs og +ulykkelig. + +-Hvorfor ser De dog saa bedrøvet ud? spurgte hun saa omsider. + +Som oftest svarede han ikke, hans Læber skælvede blot, mens han holdt +dem fast lukkede. + +-Er det mig, som gjorde Dem bedrøvet? + +-Aa nei--De--og han saa paa hende--men jeg tror, De er vred paa mig. + +-Men, hvorfor dog?--hvor falder De dog paa det? Jeg har jo slet ingen +Grund til at værre vred. + +Hun lod Haanden glide hen gennem hans Haar--saa blødt, et lokket +Barnehaar at føle--og han lagde næsten sit Hoved op til hendes Knæ. + +Hun flyttede sig ikke, Efterhaanden tænkte hun slet ikke mere derover. +Hun sad og lod sin Haand klappe det lokkede Hoved, mens hun talte ganske +blidt, saa blidt. + +-Ja, sagde hun, ja, Carl, De er et godt Barn. Og hans Hænder, der +skælvede, greb hendes. + +Efterhaanden begyndte han ogsaa at tale mere frit. Han fortalte om sin +Barndom i Brüssel og om Livet paa Boulevard du Midi i Hr. Dubois +Pensionat. + +Det var en ensformig Barndom uden Afveksling. Den unge danske Dreng +havde levet fremmed og alene mellem de nitten Franskmænd i Hr. Dubois +adelige Planteskole. Han havde været meget gode Venner med dem især i de +første Aar, men senere, da de begyndte at blive voksne allesammen, kom +han langsomt til at staa helt for sig selv. De andre kom ud, fik Lov til +at gaa paa Bal, fulgte med deres Slægtninge i Theatret og besøgte dem om +Fridagene. Carl Urne kendte ingen. Naar de andre saa kom hjem fra +Ferien, og de om Aftenen pludrede paa Sovesalene fra Seng til Seng om +deres Erobringstog mod Kammerpigerne og erotiske Seirvindinger over +Kusinerne og--Tanter, laa Carl vel og hørte paa Ordene, som blev sagt, +men han tænkte ikke noget derover, og altsammen var det noget, som ikke +vedkom ham. Thi ham traadte det aldrig imøde, og det havde ingen +Virkelighed for ham. + +Dagene gik saa let. + +-Vi havde jo nok at gøre hele Dagen. Saa havde jeg ogsaa mine Timer med +Professor Genest og saa fægtede jeg hver Dag--jeg var den dygtigste i +Fægtning ... + +-Men i Deres Fritid--om Aftenen? ... + +-Aa--saa gik jeg med mig selv ... + +Det var Tingen. Han havde gaaet med sig selv--udenfor Livet. Han havde +læst og skrevet og lært udenad og fægtet, og Dagene var gaaet, og mens +Maanederne hurtig blev til Aar og Aarene som Dagene, og mens de andre +var begyndt at kigge nysgjerrigt over Hr. Dubois Gitter ud i Livet, +maaske i Smug at smage lidt paa dets Frugter, gjorde han sin daglige +Dont som i Drømme. + +Ellen begyndte at forstaa sin Mands Søn. Han havde levet sin Barndom som +en fremmed mellem fremmede. Han havde ikke forstaaet de andre, de andre +ikke ham. + +De første Aar var alt gaaet godt, men siden var Forskelligheden vel +instinktmæssig blevet følt, Carl Urne og hans Kammerater vare skiltes, +og hos hendes unge Stedsøn havde Længsler og Savn, vaagnende Begær og +gammel Tørst efter Ømhed, samlet sig i et ensomt Sind som et Taagehav af +vagt Drømmeri. Deri havde Carl Urne levet sin første Ungdom. + +Naar han nu, mens de sad paa Klitten under den store Parasol, fortalte +om den svundne Tid, kunde han pludselig gribe hendes Haand og trykke den +krampagtigt. + +-Men nu--nu har jeg det saa deiligt. + +De blev tause, og bevægede lyttede de til Havets Sang. Vid og mægtig laa +dets KæmpeFlade. + +-Længtes De da ikke? spurgte hun. + +-Længtes? Jo--nu tror jeg, det var Længsel. Mange, mange Aftener, naar +jeg sneg mig ud af Sengen, mens de andre sov, og jeg stod og stirrede +paa Himlen, og jeg græd og græd-- + +-Stakkel--det var Hjemve ... + +-Har De ogsaa følt det? ... naar Skyerne driver, og man bli'r ved at +stirre, stirre paa dem, til de fortæller En saa meget ... som, man slet +ikke ved, hvad er ... for det er altsammen som i Drømme ... + +-Jo, det føler vi vel alle--naar vi er unge. + +-Det er, som man gaar i Taage, og noget bliver ved at kalde og kalde paa +En, og det tynger som en Byrde paa Ens Bryst ... Just, fordi man ikke +ved, hvad det er-- + +... Det er ligesom det raabte bag et Tæppe, og man lytter og lytter og +forstaar det ikke ... + +Solen begyndte at dale. Ude i Vest stabledes Skyer til Bjerge, og mens +den halve Himmel glødede i Flammer, gled det store Hav som en Strøm af +Purpur, dunkelrødt, med Vinens fulde Farver, op mod Stranden til dem. + +Da døde Talen. + +De reiste sig stille; og fra Klittens Kant saa de, han lænet op mod +hende, frem mod det funklende Hav. + +Hun læste i hver Krog af hans Sjæl; hver Rørelse fornam hun i dette Liv, +som var begyndt at foldes ud. + +Og da Ellen først troede paa sin Stedsøn, veg Forbauselsen, og den blev +langsomt til en halvt vemodig Interesse i Slægt med en Søsters milde +Hengivenhed. Hendes egen Erfaring bandt hende til denne Uberørthed, som +hun ønskede at værne om. + +Saa følte hun under sit Samliv med Carl alt mer og mer Sædemandens +Glæde. Hun fornam paa sin Vandring gennem dette Sjæleliv, som hun følte, +hun tog i Besiddelse, en besynderlig og utænkt Fryd ved at kaste ved +hvert Ord og i hver Time den første Udsæd i en ny og jomfruelig Jord, +ingen Plovfure havde brudt, og som skælvende undfangede sin første +Grøde. + +Ligesom alle blaserede og skeptiske Sjæle var Ellen i sit inderste dybt +sentimental, og efterhaanden kunde selv det mindste Udbrud af Carls +umiddelbare Sind vække hendes Følsomhed. + +Der hørte saa lidt til at gøre ham glad, blot en lille Gave, saa +ubetydelig en Overraskelse, den ringeste Gunst. Og naar han saa viste +sin Glæde i alt dette pludselige og umotiverede, det næsten kaade, der +var eiendommeligt for hans Væsen, som bestod af Udbrud, da kunde hun +reise sig taus, gaa hen imod ham og betragte ham med et Smil--men hendes +Øine var fulde af Taarer. Og hendes Stemme var blød som et Kærtegn, naar +hun sagde til ham: + +-Carl--hvor De dog er et Barn. + +Hun vænnede sig at kærtegne ham. Overfor ham kom Ømhed af sig selv. +Hundrede Gange greb han hendes Hænder, altid maatte han være hende +legemlig nær. Deraf opstod lidt efter lidt den evindelige Nærhed, hvori +de levede af hinanden: en drivende Trang hos hende til at give, hos ham +til at indsuge med Sjæl og med Sanser--førte dem uimodstaaeligt sammen. + +Ellen begyndte at gribe sig i uafbrudt at tænke paa ham. Hun smilede +deraf. Men uden at gjøre sig Rede derfor, vogtede hun sig for ikke at +tale formeget om Carl. Hun troede nok, hun havde gjort det i den sidste +Tid. + +Hun var heller ikke mer ganske ens i sit Væsen, naar de var alene, og +der var andre tilstede; undertiden, naar der var fremmede eller blot +hendes Mand kom ind, kunde hun ignorere ham, være ganske kold og slet +ikke se ham. Men saa, naar de igen blev ene, følte hun det som en +Befrielse, og der kom over hende en frisk Glæde, som paa en Gang kunde +gjøre hende næsten yngre end han. + +Disse Overgange skabte mellem dem et eget Frimureri, som han slet ikke +anede, hun kun ubestemt fornam med eget Velbehag. + + * * * * * + +Det var Badetid, og Strandbredden var opfyldt af Støi. + +Naar de tunge Badevogne rullede ned gennem Brændingen, løb Herrerne +hurtigt ud imod dem, barbenede og hujende, og der begyndte en Strid; +klyngevis stredes de og fægtede oppe paa Vogntrinene, mens Badekonerne +værgede Dørene, og de flamske Kuske skændtes ... Saa blev der en Jubel +af Skrig og Raaben, naar Flamlænderinderne svang de store Koste, og +Kuskene smældede med Pidskene over Herrernes Hoveder, saa de maatte +slippe Taget og de satte sig midt i det halvvaade Sand lige paa +Bagdelen, mens Hestene stampede. + +Halvnøgne Bebéer væltede rundt i de dybe Hjulspor: eller de rodede i +Sandet med Spader og Hakker og lavede Volde og Fæstninger og gravede +dybe Kanaler af de smaa stillestaaende Arme af Oceanets Vand, som Floden +havde glemt. Eller de lod bygge Pyramider om sig af Sandet lige til +Hovedet, der stak op lyslokket over Sandbjerget, mens Ammerne hvinede og +Guvernanterne rendte rundt paa Strandbredden som forpjudskede Høns, der +har Ællinger. + +Men lidt længere inde laa Mødrene under spraglede Lysthusparasoller med +en Bog og ventede dovent paa deres Badetime. + +Herrerne strakte sig paa Maven, mens de studerede "Gil Blas" og blev +bagte af Solen, eller de røg med Næsen lige op i Luften og en glemt +Roman paa deres Knæ, eller de iagttog Havet fra Taget af de tomme +Badevogne, væbnede med uhyre Kikkerter og værnede af store Panamahatte. + +Ude i Brændingen holdt Badevognene i en lang Række med deres hvide Tage +skinnende i Solen. Mellem de høie Hjul dukkede de Badende frem, og +sprang op og ned for Brændingens tunge Stød. + +Raabene og Latteren fra Havet gled sammen med Strandbreddens Spektakel, +hvor man hørte Bladsælgernes Skrig og Børnenes Hvinen mens de legede ... +Der var et Mylr i Sollyset af rødstribede Parasoller, flamske Dragter og +smaa Telte med farvede Vimpler ... + +Og hele Hurlumheien ledsagedes af Brændingens ensformige Slag, der +reiste sig mellem Badevognenes Hjul og gik skummende ind mod Stranden +med en dump Brusen. + +Ellen sad inde paa Bredden under en stor Solskærm og vidste ikke, om hun +vilde bade. Thi hun havde i de sidste Dage ikke været ganske vel. Men da +Tjeneren meldte, at Vognen var beredt, kunde hun ikke modstaa og reiste +sig. Hun viftede til Greven fra Badevognens Trappe, og hun klædte sig +hurtigt af inde i Rummet. + +Hun hørte Vandets evige Sladsk om Hjulene og Hesten, der asede i +Bølgerne. Gennem Lugen saa hun ud over Havet, hvor de Badende flokkedes +i Klynger, dukkede sig og under forvirret Jubel løb ind foran den +mægtige Brænding--der naaede og dækkede dem--og gled over. + +Solen glitrede over hele Havet. + +Hun følte en Glæde til Badet, mens hun fæstede de Perlemoders Spænder, +kastede den lette Silkeslaabrok om sig og slog de to Slag paa Døren for +at kalde. Den store Flamlænderinde stod opskørtet paa det nederste +Trappetrin, og Ellen traadte ud. + +Hun vilde lade Kaaben falde i Konens Hænder, men hun tøvede med Haanden +løftet for at løse Baandet og betragtede Oceanet. + +Hun syntes aldrig, hun havde set det saa smukt. + +Det gled majestætisk under Augustdagens Sol i skinnende Pragt. Helt ude +laa det som en sollys Flade, et slebet Speil for Himlens Sommerklarhed, +fortonet let i Horisontens Dis; men længere fremme fik det mørke Farver, +rullede dorsk de tunge grønblaa Vande ud for Solens Kærtegn, som et +Kæmpedyr, der dovent strækker Kroppen. + +Inderst inde gjorde de Badende Larm. Fyrstinden førte an i en +Kvadrille, der løstes op og flygtede med Hvin for en skummende +Brænding-- + +Ellen vaagnede af Drømmeriet ved et Gys og løste hurtigt Snoren til sin +Kaabe. Hun stod i Badedragten paa det øverste af Trappen. + +Saa vendte hun sig for at gaa ned, men hun stansede med ét. Lidt foran +sig saa hun Carl, stirrende paa sig, blussende rød. Hun blev forvirret +og ganske bleg. + +Og i det samme greb hun Kaaben, slog den om sig og steg ned i Vandet. + + * * * * * + +De gik rundt om Kurhusets Galleri, hvor Dørene stod aabne til det +mauriske Tag. Nede i Salen havde det været meget varmt, knap til at +aande. Her følte man Luften fra Havet, stærk og kølig, og med Carl under +Armen traadte Ellen ud paa Taget. + +De stod lidt ved Døren--som om Ellen pludselig tøvede for Mørket. Saa +begyndte de at gaa, langsomt, Arm i Arm under den stjernerige Himmel. + +De hørte Orkestrets Musik, der steg afbrudt op fra Salen, og den dybe +Mumlen fra det nære Hav. Faldt en Stjerne, stansede de begge. + +Husk at ønske, Carl. + +Han svarede ikke, men hun betragtede hans Ansigt, der var opadvendt mod +Mælkeveiens Skær. + +De nærmede sig til Balustraden mod den store Gaard; og de hørte Stemmer +og Raslen af Seletøi og Portierens Raab, der skreg til Kuskene ... Lyset +fra "Ærestrappens" Kandelabrer slog op imod dem og blændede deres Øine. + +Kom--lad os gaa. + +Men Ellen vilde sé, gik hen til Balustraden og lænede sig frem. Det er +til Ballet, sagde hun. Sé blot. + +De stod over Trappen; i Ly af den store Portal strakte de Hovederne ud +tæt ved Siden af hinanden og saa paa Strømmen af Gæster. Damerne steg ud +af deres Vogne og løb op ad Marmortrinene ved Herrernes Arm, med +opløftede Slæb. Naar de kom ind under Kandelabrene, saa Carl og Ellen +Diamantagretternes Spil i deres Haar og de hvide Nakker under +Silkeslaget, naar de bøiede Hovedet. Efter dem dukkede Tjenerne frem med +ubevægelige Ansigter og blottede Hoveder. + +Vognene blev ved at køre til og fra. Dørene smældede op og blev smækket i. + +Ellen kendte de fleste; og de begyndte at hviske og pege oppe i Skyggen +af Portalen, morede sig over at se, uden at blive set. + +Gennem de oplyste Vinduer fulgte de Skaren langs med Gangen, hvor de +stansede, mens Tjenerne tog Balslagene. Damerne lod Slæbene falde og +lænede sig ved Herrernes Arm. Majordomus slog Fløidørene op. Saa vendte +Tjenerne tilbage til Vognene, stive og alvorlige. + +Inde i Balsalen saa Ellen og Carl Skyggerne glide forbi Rudernes +Kniplingsforhæng, mødes, dvæle sammen og skilles. De lo, naar de kendte +dem igen. + +Dét var som en hel Leg af Skyggebilleder ... mens Musiken begyndte at +spille til Dans, og Vognene blev ved at rulle op foran Trappen. + +De blev staaende bøiede ud over Balustraden og saa ned. De følte begge +en stille Glæde ved at staa her sammen i Mørket, over Sværmen; og Carl +havde uden at vide det lagt sin Arm ind under Ellens. + +Saaledes stod de længe. Ellen begyndte at nynne Valsen fra Balsalen. Saa +halvsang de lidt efter lidt begge to, indtil de gav sig til at le, langt +og fornøiet, og lige med ét løb de bort fra Balustraden ind i Mørket. + +De gik atter langsomt, forbi Koncertsalens Kuppel, tause og bøiende bort +fra Lyset. + +Men da de naaede Balkondøren, hvor Musiken strømmede op imod dem, +stansede Carl: + +-Hør, det er Rubinsteins "Asra". + +Ellen havde endnu Valsen i sit Øre. + +"Asra"? sagde hun. + +Men pludselig genkendte hun Ordene: + + --Täglich ward er bleich und bleicher, + bleich und bleicher + +--Og blev staaende lyttende som han. + +Naar Sangerens Stemme sagtnede, hørte Ellen Carls Aandedrag tungt tæt +ved sig; og hun havde Lyst til at sé hans Ansigt. Men hun forblev +ubevægelig. Lidt efter trak hun stille sin Arm ud af hans. + +Saa løftede hun Blikket og saa fra Siden paa ham. Han var betagen og +bleg. + + Und mein Stamm sind jene Asra, + welche sterben, wenn sie lieben. + +I pludselig ømhed, mens Sangeren henaandende gentog de sidste Ord, lagde +hun sin Arm om hans Hals. + +Da de vækkedes af Bifalds-Larmen, løftede Carl sit Hoved fra hendes +Skulder. + +-Kom--lad os gaa ned til Havet. + +-Til Havet, nu ... saa silde ... Nei--kom, vi maa hjem. + +Men hun fulgte efter ham og han gik foran langs med Balustraden til det +lille Taarn. Der førte Vindeltrappen gennem Læsesalonerne ned til +Terrassen imod Havet. + +Trappen var mørk med fortrukne grønne Gardiner. Ellens Hæle klaprede mod +Jernet; lidt efter snublede Carl. De tyssede paa hinanden og listede ned +ad Trinene som to Børn paa Flugt. + +Da de kom nedenfor den første Omdreining trak Ellen Gardinerne lidt fra. +Hun slog Carl paa Skuldrene og pegede ud i Læsestuen: En gammel +Gentleman sad og nikkede neden under. + +Saa traadte de ad en Bagdør ud paa Kaien. + +Der var ganske stille. Kun nu og da bar et Vindpust en fjern forvirret +Støi ind mod Dæmningen, et Par Valstoner døde hen ude over Havet. Ellers +var det tyst. + +De satte sig paa en Bænk ved Kaiens Rand, og mens de talte, begyndte det +mørke Hav at lyse som hvid Ild. Bølgerne steg og sank med Skum af lyse +Flammer; gød sig over Mørket som Tæpper af Lava i Luer. Indtil det hele +Hav laa som et flammende Krater i Fosforets straalende Glans. + +-Men--Carl, De, som er Lykkens Skødebarn? De skulde aldrig være helt +glad? + +-Nei--jeg ved ikke, men jeg kan ikke være helt glad. Som nu, hvor her er +saa smukt, og De er her--og alting ... Jeg tænker altid bare paa: Naar +det saa er forbi ... Og saa er jeg bedrøvet i det samme. + +-Det er De ikke ene om. Saadan gaar det vel os alle, som føler altfor +stærkt. + +-Kan man føle for stærkt? + +-Ja, Carl--for stærkt til at blive lykkelig. + +-Maaske. Carl bøiede Hovedet og støttede det paa sin Haand, mens Ellen +talte sagte: + +-Naar man elsker den høieste Lykke af hele sin Sjæls Begær--og alt det +andet kun er det nøgne Intet ... Livet bliver bare det ene eneste. + +Ellen holdt inde, som betvang hun sig selv. + +Og fortabt i Tanker reiste hun sig fra Bænken og gik hen ad Kaien. Carl +fulgte efter, og da de igen gik ved Siden ad hinanden, gentog han i +samme Tone. + +-Det eneste-- + +Ellen hørte det og rystede paa Hovedet: Nei--Carl--det skal man ikke +søge ... + +Hun gav sig til at gaa roligere for at tvinge Oprøret, hvori hun var +kommen. Men hun kunde ikke finde noget ligegyldigt at sige, og de taug +begge. + +Saa traadte hun ned ad Stentrappen, der førte til Havet, og de satte sig +stille paa Trinet, tæt ved hinanden. + +Havet lyste foran dem. Inderst inde spredtes Fosforglansen som et Skum +af Stjerner i det mørke Vand. + +Ellen betragtede Carl, og mens hun tog hans Hænder og klappede dem +sagte, sagde hun: + +-Jo, Carl, De maa blive lykkelig. + +Han støttede Albuerne i hendes Skød, og de smilede begge med Taarer i +Øinene. Saa med ét spurgte Carl: + +-Hvorfor skrev De dog saa sjældent? + +-Skrev? Aa--til Bryssel. + +-Kun tre Gange ... + +-De Par Ord ... + +-Ja--for De vidste ikke hvor jeg længtes ... + +De blev ved at sé hinanden ind i Øinene, indtil de skælvede. + +Saa slog Ellen sin Arm om den Hvilendes Hals, og sagte som et Suk +hvidskede hun, mens hun drog ham ind til sit Bryst: + +-Min Dreng, min bedste Dreng. + +Og længe modnes deres Læber. + + * * * * * + +I de sidste Dage af September var Grevens vendt tilbage til Danmark. De +havde tilbragt et Par Uger i Paris og nogle Dage i Kassel. I Hamburg +sagde Ellen, hun vilde gerne besøge Thorsholm i Stedet for strax at tage +hjem til Urnesgave. Hun og Carl havde talt saa meget om hendes +Barndomshjem, og hun længtes efter at se det igen. Saa tog de derop. + +Ellen havde den lidt kostbare Idé, at hendes Fædrenegaard altid skulde +staa beredt, som om hun kunde ventes hjem hver Time. Derfor behøvedes +kun en kort Ordre, og de fandt ved Ankomsten alt rede og alt ved det +gamle. + +Det sene Efteraar var usædvanlig smukt med mild og gennemsigtig Luft. +Paa Terrasserne blomstrede de højstammede Roser endnu, og Bedenes Grund +var grøn af Reseda og Violer, der piblede frem paany. Langs Taarnene +begyndte Espaliernes Blade at gulne, og Druerne tittede blaa og tunge ud +bag mangefarvet Løv. + +I Plænenes Anlæg ragede Bladplanterne op med mørke Kæmpeblade, og de +store Maistoppe kastede lange Skygger hen over Grønsværet. Stive Asters +prangede i Solen, og ved deres Rod i Bedene, der var krandset med +Vedbend, mylrede det med Heliotroper ved Siden af Stedmoderblomster. + +Alt spirede. Den store Rødtjørn stod anden Gang med fulde Knopper, +beredt at springe ud, og rundt i Skyggen af Busketterne viklede friske +Bregner sig lyse ud af deres Hylstre. + +Men Rønnebærrene, der hang straalende røde, forenede Efteraarets Pragt +med den sene Sommers, og Lindegangens Løv var isprængt med rigelig gult, +der lignede Guldstænk i Solen. + +Naar Carl om Morgenen havde kaldt paa Ellen ved at jodle udenfor +Taarnvinduet, og hun aabnede Havedøren og traadte ud paa Terrassen-- +kunde hun staa længe fortabt i Beskuelsen af Haven, der straalede i sin +sildige Rigdom under den første Formiddags Sol. Og naar de havde vexlet +de første Hilsener, faldt de begge hen paa en Bænk, og halve Timer sad +de, tause eller sagte samtalende, uden at kunne rive sig løs fra Synet +af Havens Pragt. Der var i dens mylrende Rigdom af alle Aarstiders Gaver +en tropisk Berusning af Duft og tusinde Farver. + +De sadlede Heste maatte vente. + +Ellens og Carls stadige Tur var til Bakkerne. + +I den klare Luft straalede Havets fjerne Stribe som en Bræm af Sølv, og +de bare Marker laa bølgende foran dem. + +Hele Ellens Barndom vaagnede paany, mens de sad der under Egetræerne +Time efter Time, og gensidigt flettede de Minde i Minde, et Væv af +Erindringer, saa de syntes, hele deres Barndomsliv blev fælles Eie. + +Og kun hendes Barndomsliv vaktes for Ellen ved hvert Skridt. Alt +mellemliggende var forsvundet. Naar de gik i Lindealléen, hvor Solen +kastede gyldne Pletter paa den muldede Jord, øste Ellen sine +Barndomssorger ud som milde Klager i Carl Urnes Sind. + +Elegisk maatte det vel kaldes, det der var kommet alt mer og mer over +Ellen, det, som, naar de saadan gik, gjorde hendes Stemme ganske mild og +Blikket saa dugget-blødt. Løste hele hendes Væsen op i klyngende +Hjælpeløshed. + +Det sugede Carl Urne ind som skøn Musik, indtil det var ham, der blev +glad. Saadan skiftede bestandig deres Stemning. + +--En Dag, da de sad paa Bænken ved Gravstedet, sagde Carl: + +-Hvor Folk dog dømmer feil ... + +-Om mig? Aa ja ... De kender mig jo ikke. Hun reiste sit Hoved lidt op +fra Stenen, paa hvilken hun støttede det. Hvad siger man om mig? + +-Aa--saa meget ... og saa er De just det mildeste, jeg kender. + +-Altsaa, at jeg er haard. Tror De det, Carl? Aa ... nei ikke nu ... men +der kommer maaske en Tid ... Hun taug lidt, saa sagde hun og stadig +sagtere og mere tøvende: + +--Men De maa heller ikke tro--hvad de fleste ... det vilde gøre mig +ondt, om De troede det--at jeg er meget ærgerrig ... Hun tøvede igen, og +Carl blev flygtig rød. Ellen støttede atter Hovedet paa Stenen: + +-Jeg har aldrig fundet, at en Urne var mer end en Maag, sagde hun ... +Jeg havde kun haft en eneste Ærgerrighed i mit Liv ... en eneste ... kun +en Vilje: at bøie mig, et eneste Ønske: at hjælpes--og saa siger de, jeg +vil kun befale ... + +Ellens Hænder faldt slapt ned fra hendes Skød. Carl greb dem og bevæget +sagde han: + +-Og kunde jeg da slet ikke gøre Dem lidt glad? + +Hun saa paa ham og trykkede hans Hænder, og i det milde Tonefald, der +gjorde hendes Ord til tusind Kærtegn, sagde hun: + +-Om De kan, min egen Carl, De er jo mit eneste Solskin. + +--Om Aftenen læste de for hinanden, eller Ellen spillede. Naar de havde +drukket The, og Greven fik sig et Parti Billard i det østre Taarn, tog +Ellen en Kaabe om sig, og de spadserede i Haven. Natten var stjerneklar +og forunderlig mild. De gik op og ned i Alléerne, hvor det var stille, +saa de hørte deres egne Trin og hvert Blad, der sagte faldt til Jorden; +paa de mørke Plæner ragede Bladplanterne og som store Skygger, og +Heliotropduften gennemtrængte Nattens Mørke. + +De blev ved at gaa i Alléernes Dunkelhed, tause i den stille Nat. Men +pludselig droges de ind mod hinanden og med hastig Aande, berusede af +Nattens Duft og Taushed, mødtes de i hede, uvilkaarlige Kærtegn. + +Naar de saa atter traadte ad Terrassens Gange ind i Stuen, hvor Lampen +brændte rolig under sin blaalige Skærm, faldt Carl Urne hen i lange +Drømmerier. Men Ellen kunde kaste sig foran Flygelet, og i brusende Larm +jog hun alle Strenges Toner op. + + * * * * * + +Saaledes gik et Par Uger paa Thorsholm. + +En Aften var de blevet inde. Ellen frøs og havde fundet det altfor koldt +at spadsere. Hun sad med Foden stemmet imod Risten og læste foran +Kaminen. Naar hun løftede Blikket, mødte det Carl, der hang i en Stol, +drømmende med opspilede Øine og Hænderne foldede over sine Knæ. Ellen +faldt selv hen, glemte Bogen i sit Skød og stirrede paa Bøgeblokkene i +Ilden. + +Hun vækkedes ved Urets Slag og saa Carl endnu sidde ubevægelig i samme +Stilling med store og stirrende Øine. + +Hun saa et Øieblik paa ham, og Carl følte hendes Blik og vaagnede med et +pludseligt Smil. + +-Hvorfor læser De ikke for mig? spurgte hun. + +-Hvad skal jeg læse? + +-De holder jo mest af Musset. Tag hans Digte. + +-Bogen ligger ovenpaa-- + +-Men saa--kan De jo hente den. Ellen reiste sig og lod raslende sine +Sølvringe falde tilbage paa sin Arm. Bare De ikke er doven, sagde hun, +De holder ikke af at bestille noget, Carl, og jeg hader ørkesløshed. +Hent saa Bogen ... + +Ellen havde talt i en irriteret Tone, og hun begyndte at gaa frem og +tilbage paa Gulvet, mens hun gned Sølvringene i sit Armbaand op og ned +paa sin Arm. Det var ikke sundt for Carl saaledes evig at falde sammen, +sidde og drømme Tiden væk og stirre paa det tomme Rum, saadan, som han +altid gjorde i den sidste Tid, det var sygeligt ... trættende at se paa. +Og hvorom drømte han saa? Om hvad? + +Om Formiddagen, naar de sad sammen paa Terrassen, kunde han timevis +sidde taus, med Hagen støttet mod Marmorbalustraden og stirre ud over +Lindene. + +-Hvad tænker De dog paa? spurgte hun ofte. Hvor kan De dog sidde saadan +uden at tage Dem det allermindste til? + +-Tænker paa? Jeg ser blot saa mange Billeder for mig ... + +-Billeder? + +Og han faldt hen igen; og naar hun løftede Ansigtet fra sit Broderi, +saa hun ham atter med de vidt opspilede Øine fæstede paa Himlen. Saa +kunde Ørkesløsheden smitte hende, og halve Timer igennem ridsede hun +tankeløst i Marmoret med sin Brodersaks, eller hun fulgte Majstoppene, +hvis Skygger svingede for Vinden. + +Ellen trykkede nervøst Sølvringen fast om sin Arm og trak hurtig +Silkeslæbet efter sig paa Tæppet, mens hun gik. Der kom i den sidste Tid +ofte denne Jagen over hende, en beklemt Uro, saa der ligesom lagde sig +en klam Haand om hendes Hjerte; og Hvile fandt hun ikke nogensteds. + +Da hun hørte Carl, der kom tilbage, satte hun sig igen foran Ilden. + +-Sæt Dem her, sagde hun, De kan godt se ved Kandelabrerne, og det er +afskyelig koldt ... + +Carl rykkede en lav Puf hen til Kaminen: Men hvad skal vi læse? spurgte +han. + +-Hvad De vil. + +Carl bladede i Bogen og slog op paa "Rolla". Han begyndte at læse de +første Strofer og blev saa ved at læse et Par Sider ud i Træk. Han læste +meget dæmpet, mens han sad i Lyset fra Kandelabrene, bøiet over Bogen. + +Ellen hørte knap. Men Versenes bløde Lyd beroligede hende; hun mærkede +Ordene som en dulmende Strøm for sit Øre, mens hun sukkede nu og da. Og +uden at hun vidste det og ikke over disse Ord, som hun kun utydeligt +fornam, begyndte lidt efter lidt Taarerne at rinde ned under de lukkede +Laag ... + +Da Carl holdt op, vendte hun sit Ansigt bort fra Lyset: Hvor det er +smukt, sagde hun. Læs mer. + +Carl slog nogle Blade om og lod Bogen hvile paa Sofakanten. + +-Kender De Melodien til "Rappelle-toi", spurgte han. + +-Ja--den af Mozart, sagde hun; og da han begyndte at læse, bevægede hun +Læberne svagt, som om hun uhørligt nynnede. + + _Rappelle toi, quand l'Aurore craintive + Ouvre, au Soleil son palais enchanté; + Rappelle toi, lorsque la nuit pensive + Passe en rêvant sous son voile argenté--_ + +Ellen havde dreiet sit Hoved, saa det laa i Lyset, støttet paa hendes +Haand. Hun saa Skæret fra Ilden over hans Haar og Kinder, Haaret blev +som Guldbrand derved. Og hun lagde Mærke til alle de fine Dun paa hans +Kinder ligesom Fnuggene paa en Frugt ... + + _Rappelle toi, lorsque les destinées + M'aurent de toi pour jamais séparé, + Quand le chagrin, l'exil et les années + Auront flélri et cÂœur désespéré. + Songe à mon triste amour, songe à l'adieu suprème! + L'absence mi le temps ne sont rien, quand om aime. + Tant que mon Cæur battra, + Toujours il te dira: + Rapelle-toi._ + +Carl vilde vende Bladet, men Ellens Haand lagde sig ned over Bogen. + +-Læs det en Gang endnu. + +Carl saa op: hendes Ansigt var til Døden blegt; hun lagde en Haand--af +Is--paa hans og sagde igen: + +-Endnu en Gang. + +Han læste, en Smule stødvis i Rytmen. Og da han kom til Ende med Verset, +lukkede han sagte Bogen til. + +Ellen rørte sig ikke. Carl syntes, han kunde føle Kulden fra hendes +Ansigt ned imod sig. Selv brændte han. + +Saadan sad de lidt, Carl halvt forskrækket. Men da Kaminilden begyndte +at skære Carl i Ansigtet, bøiede han sig frem, saa han saa Ellen. Hendes +Ansigt var helt stift. Under det tykke Purr af Haaret stirrede Øinene og +alle Træk var skarpe-- + +Og i forfærdet Angst for dette Ansigt, han aldrig havde set, strakte +Carl Urne Hænderne frem: + +-Ellen, skreg han. Hvad er der? + +Hun vaagnede ved sit Navn. + +-Lad mig gaa, rør mig ikke! hun næsten raabte, og da hun var kommen lidt +hen over Gulvet, sagde hun uden at vende sig: + +-Jeg er ikke vel ... + +Hun bevægede Hænderne afværgende, tøvede, som om hun endnu vilde tale og +gik. + + * * * * * + +Da Carl næste Morgen rullede Gardinet i sit Sovekammer op, var der Rim +over Plæner og Træer. Det var med et blevet Vinter. + +Ved Frokosten var Ellen livlig som før. Scenen fra igaar var glemt. +Efter Frokost spadserede hun med Carl. De gik ned over Plænerne, i +Bedene var alle Blomster frosne bort. + +Da de kom hen under Rødtjørnen, løftede Carl sin Stok og slog op imod +Grenene. De visnede Knopper faldt som sorte Smaakugler ned om dem paa +den rimdækte Jord. + +--Næste Dag reiste Grev Urne fra Thorsholm til København. Det var +vanskelige Tider for Politiken, og Hans Majestæt ønskede helst at have +Grev Urne i Nærheden. Man haabede saa maaske ved Leilighed dog paany at +kunne bevæge ham til at blive Premierminister, og i alt Fald kunde man +bestandig høre hans Raad og benytte hans Indflydelse. + +I København blev Greven da paa forskellig Maade optaget, og det var ikke +ganske den samme Selskabelighed, hvori han deltog, som den, der lagde +Beslag paa hans Hustru og Carl. Saaledes gik det til, at de to sidste i +et Par Maaneder var ligesaa meget sammen inde i Byen, som de havde været +paa Reisen og ude paa Thorsholm. + +I November udstedte Grev Urnes Indbydelser til et stort Bal, der gaves +til Ære for en fremmed Diplomat, en Ven af Greven, som var her paa +Gennemreisen til Stockholm med sin Kone og sin unge Datter. Den +kongelige Familie lovede at ville beære Festen med sin Nærværelse, og +man ventede Ballet som Forsæsonens vigtigste Begivenhed. + + * * * * * + + + + +III. + +Bukkede Nakker i Rad, Damerne dybt i Knæ. + +Et Fløjelsslæb tungt gjennem Rækkerne, i + +Næserne Duft af Verveine; og Fløjdørene lukkes bag Majestæternes +hilsende Ryg. + +Gæsterne dvæler i ærbødig Bøining. + +Porten slaas op og slaas i. Majordomus med sin Stav vender tilbage; Grev +og Grevinde Urne kommer, hver med sin Kandelaber: de har lyst +Majestæterne ned. + +Med et brydes Rækkerne under forvirret og hundredestemmet Støi. Man +farer fra hinanden, og man samles, rundt om Buffetterne trænges man. +Inde i Salen intonerer Musiken en Vals. + +Midt i Larmen hører man Balinspektørens Raab: Første Extravals--første +Extravals! og Majordomus Stemme, der bevæger sig frem mellem Grupperne: +_Les tables à jouer--Messieurs, les tables à jour._ + +Og Stemmen og Lyden af hans Sølvstav mod Jorden taber sig mellem Latter, +Vifteknitren og Støien fra Balsalen, hvor man begynder at valse ... + +Knald af Propper; Stimmel allevegne. + +Carl Urne søger. Midt i en Skare unge Piger bag en Palmegruppe finder +han sin Dame. + +-Det er os, Comtesse. + +-For anden Gang ... + +-Ja ... De er Æresgæsten. + +Han førte hende med sig ind til en Krog af Salen. De flyttede tæt sammen +for at høre--Orkestermusiken var stærk--han helt ind til hende, Clara +Zichy sad med sine blanke Ungarøine fæstet paa ham. + +De skal ud. Carl Urne valser voldsomt, fører hende tæt, hun ligger som +en Vaand i hans Arme. De stanser først, naar Musiken holder op. + +Grevinde Urne kan ikke danse. Hun kommer ind i Salen med en gammel +fipskægget Hofmand og slutter sig til en Kreds af Damer. Talen er om +Majestæterne. + +-Hendes Majestæt var trist iaften, siger Grevinde Rosenkrands. Hun har +ikke mer det gamle Smil--jeg vilde ikke have kendt hende igen ... + +-Det er Begivenhederne i Rusland. + +-Ja, det har taget overordenlig paa hendes Majestæt ... + +Man glider fra Sprængningen i Vinterpaladsets Spisesal over til +Nihilismen og Fyrst Krapotkin. Grevinde Petersdorf slaar sin Vifte +sammen og siger: + +-At Blodet i den Grad kan glemme sig. Hvor besynderligt. Tre +omfangsrige Stiftsdamer nikker bifaldende, og en gammel Excellense i +Divanen siger afsluttende og grødet: + +-Godt, at vi har en stærk Regering. + +Grevinde Rosenkrands bøier Konversationen. + +-Spiller De endnu firhændigt med Majestæten. Det er til Grevinde Urne. +Om jeg endnu ... Carl og Comtessen valsede just forbi. Hun hørte +flygtigt hans bløde Fransk-- + +-Ja jeg spiller undertiden. + +Generalinde Kragh fylder Pausen og siger: Hendes Majestæt spiller meget +smukt. + +-Meget smukt. + +Ny Taushed. Den gamle Fru Harsdorff reiser sig med nogen Møje: + +-Jeg har det imod det, siger hun, at snart enhver Plebeier spiller med +Majestæten. + +Ingen sagde mere, og Gruppen opløstes, Ellen havde ikke mærket det, mens +hun stod og saa ud i Salen, hvor Parrene hvirvledes ud og ind. Grevinde +Rosenkrands var blevet staaende fulgte Retningen af hendes Blik og +sagde: + +-Ja, hun er meget smuk. + +Ellen blev ved at følge Carl og Comtessen med Øinene: Hvem--spurgte hun. + +Grevinden besvarede ikke Spørgsmaalet. Er hun ikke Ungarerinde?--Ellen +vendte Hovedet: Her er meget varmt ... Skal vi ikke gaa ind.--Ja, hun er +Ungarinde--hun er meget smuk. + +Parret dansede dem lige forbi, Comtessens Slæb fløi hen over Gulvet og +streifede Grevinde Rosenkrands' Kjole. Hun lo og sagde: Carl danser +godt--lidt intimt ... Hun nølede et Øieblik og lod Guldlorgnetten falde. + +-Det vilde være et passende Parti. + +Ellen lo. + +-Skal vi dog ikke først lade ham være kommet ud af Skolen ... +Grevinderne gled fra hinanden. Ellen gik gjennem Salen, vekslede lidt +aandsfraværende Ord med den og den, førte Viften uafbrudt. + +I Dagligstuen kom Greven imod hende: + +-Hvor du er echaufferet, sagde han, du er anstrængt. + +Hun saa i Speilet, hun havde to røde Pletter paa Kinderne: Ja, sagde +hun, her er meget varmt ... Og saa anstrænger det virkelig en Smule at +sé Majestæterne hos sig. Hun tog et Glas Champagne fra en af Tjenerne og +skyllede Vinen ned. + +Greven gik lidt. Jeg skal til Whistbordet. Og henne ved Portièren sagde +han: Carl morer sig nok--har du set ham? + +-Ja ... han er glad iaften. + +Ellen gik videre. En Gruppe af unge Damer havde slængt sig paa Patéen i +Kabinettet. De laa dovent strakte og hvidskede, Vifterne gled i løftede +Arme frem og tilbage som Sommerfugle over et Blomsterbed. + +Ellen fandt en Plads og slog sig ned imellem de unge. Hun trængte til at +le, hun vilde være munter ... Hun gav sig til at tale efter den gamle +Fru Harsdorff, saa alle lo høit; og midt i Koret hørte man hendes egen +Latter over de andres, kort og rykvis--indtil hun brød op og gik videre ... + +Dansen var forbi. + +Parrene kom ud og skiltes. Herrerne gik langsomt, med deres +_Chapeau-bas_ under Armen, sløie i Knæene og med hængende Skuldre. De +unge Damer fløi sammen i Krogene, kælne af Dansen, med hinanden om +Livet ... + +Efterhaanden tømtes Salen ... Kun et enkelt Par blev ved at gaa frem og +tilbage i sagte Samtale. Naar de saa paa deres Vei tilfældigvis atter +naaede til Indgangen af Drivhuset blev de staaende, og ubemærket gled de +ind ... Med et lignende Sæt som Herrerne, naar de dukkede ind bag det +tyrkiske Tæppe til Rygesalonen, hvor Ansigterne gemte sig bag blaa +Skyer. + +Orangeriets runde Hal laa hen i Mørke. Under Platanernes Kroner dukkede +de matte Lamper frem som svævende Frugter imellem de høie Grene. Ned +over Fenixpalmernes ribbede Arme faldt Lianers grønne Pragt rigt fra de +høie Altaner. Drecener bredte deres Kæmpepigge. Store Viftepalmer +skærmede i blaalig Skygge Marmorguder. + +Rundt om i Mosset duftede Hyacinter og Konvaller; Violer gemte sig ved +Marmorgruppernes Fod. To tunge Rosentræer fra Nizza drømte med +svulmende Knopper nær ved Springvandets Rand; hvor Lamper bag rødlige +Skærme kastede levende Flammer over Sirenernes Lemmer, der strakte sig +op over Vandet. Og under Perleregnen, der duggede dem, laa Aakanderne +stille. + +Man hørte den evige Lyd af Springvandene, der rislede i Stenvægens +Grotter. Nær ved Bassinet under Palmerne stod Psyche angst for at vække +den slumrende Amor ... + +En Gang imellem gled bag Væksternes Stammer et Silkeslæb forbi paa +Sandet; forsvandt igen. En Kvindearm straktes i det rødlige Lys frem for +at fange Springvandets kølige Regn ... + +Ellen Urne sad med Vilsac paa en Stenbænk ved Bassinet, og mens hun +vædede Spidsen af sine Silkehandsker i dets Vand, sagde hun: + +-Vilsac ... hvad synes De egenlig om Livet? + +-Aa, jeg ved ikke om jeg skal rose det. Hr. de Vilsac dreiede Klaphatten +mellem sine Ben. Det er bedst for dem, der forstaar at tage tiltakke. + +-Ja, sagde Ellen,--om man var født til at tage tiltakke. + +-Født dertil ... Og han saa op fra sit Arbeide med Hatten: Tror +Grevinden, der spørges? + +Ellen støttede Hovedet paa sin Haand og bearbeidede nervøst Sandet med +sine Hæle. + +-Nei, jeg tror derfor ogsaa nok, at de eneste lykkelige--det er dem, +som ikke har Evnen til at stræbe efter Lykken. + +Har De lavet det selv.--En Bevægelse med Viften.--Aa ja, jeg ved det nok +... De er ogsaa af de fordrende Mennesker. + +-Men ved De hvad, Vilsac,--og hun talte noget roligere--man kan fødes +med de besynderligste Ønsker. Gjætter De, hvad der som Barn var mit +høieste Ønske? Det var latterligt ... At komme til en Skov, saa stor og +sval og der finde ved en Kilde, der rislede, en Blomst, der vilde bøie +sig imod mig, og Stængelen vilde løfte mig saa høit; og saa vilde de +lukke sig sammen, de hvide Blade, om mig og vugge mig saa blidt. Ja, det +nytter ikke, at De le'r. For jeg tror alligevel, at det var den gamle +Ide, som lod mig bygge dette Drivhus ... Og se saa,--hun lo selv--om der +er saa stor en Victoria regia ... at den kan bære mig ... Nei--man maa +tage tiltakke med Aakander ... + +-Og Viftepalmer, Grevinde Urne, og Statuer og Violer ... Hvorfor er det +nu netop en Victoria regia, De vil have? Livet gi'er os altid saadan: +mange Ting, vi ikke ønsker saa meget--for en Ting, vi ønskede, og som +det ikke giver. + +De taug lidt. De hørte en forvirret Støi af Stemmer fra Salene blandet +med Springvandets evindelige Pladsk. Og med et i en ny Tankegang, sagde +Ellen: + +-Kender De noget til Inderne? + +-Ostinderne. + +-Ja de gamle Indere. Det maa have været et mærkeligt Folk--der er saa +megen Dybde i deres Sagn og Skikke. Det er dem med "Lervognen" ... + +-Og Sakuntala. + +-Ja ... Der var Grader i deres Templer ... det ene Rum helligere end det +andet ... Men inderst inde var den "hellige" Hal--der var oftest tyst +... For derind kom kun de, som vilde "skue" Guden ... De gik derind i +hvide Klæder, med Laurbærkrans om Panden, og de hellige Døre havde +lukket sig om Mennesker, der var forsvundet ... Aa, Vilsac--hun vred sin +Vifte--det at skue Guden ... + +Der blev atter Taushed. Tankeløs fulgte Ellen med sit Blik Springvandets +Straaler, der faldt som bløde Perler over Aakandebladene. + +Saa sagde Vilsac: + +-Alt det, Grevinde, er meget patricisk sagt. + +-Patricisk, ja--Ordet er godt. Men sig mig, Vilsac, hvorfor fødes der +Patriciere, naar de ikke har anden Lod end at misunde Plebeierne? + +-Misunder De dem. + +-Ja--jeg misunder dem. + +Hun taug lidt: Eller forstaar De det ikke? + +-At gøre Livet til en rolig Vane, at leve af Vane--aa, det maatte være +saa besynderlig fredeligt ... + +Hun strakte sit Legeme i Sædet og mens hun trykkede den knugede Haand +mod sin Pande, sagde hun: + +-Vilsac--det bedste var aldrig at tænke. + +Hun løftede Armen, der var blottet indtil Skuldren, og dorskt faldt den +ned langs hendes Side. Vilsac fulgte dens Fald. + +-Eller kun fornemme--bare sløvt fornemme ... + +Vilsac gættede den lyserøde Hud under Kniplingen, dvælede ved +Nakkehaarets Purr, gled langs Skuldrene ned til Halsens Udskæring. + +Hun slog Øiet op paa ham. + +Bare ladt fornemme ... + +Hendes Stemme mattedes. Og blegere end et Lig under hendes halv slukte +Blik overfaldtes Vilsac af en Gysen. + +Blodets Støi forvirrede hastigt hans Øren ... + +Og med ét vaagnede han, og fornam atter Springvandets Lyd og Ellens +Stemme, der igen var klar, skønt den skælvede. + +-Kom, Vilsac ... Giv mig Armen, min Ven--Dansen er begyndt. + +Og de gik tilbage til Salene. + +-Bernstorf--Bernstorf. Det er for voldsomt. + +Hvirvel i hele Salen. Unge Grev Bernstorf førte op. Ellen blev skubbet +og stødt. Parrene filtredes sammen, svingede ud og ind, kaadsindet jog +Bernstorf med Rækkerne: Frisørens Krøller ude, Slipset, opløst. + +-Nei, Grevinde, nei--lad dem more sig. + +Alle Par fløi ud--hen i forvildende Fart. Bernstorf blev puffet og +klemt. Alle Par--alle Par ud! + +Vilsac og Ellen Urne satte sig i en Krog. Under den rivende Musik hørte +man de Dansendes Jag; Latteren og de smaa Hvin, naar Kæderne brast, +eller Møllerne pludselig sprang ... + +Alt var en Hvirvel. Dansen suste af. + +Støien gjorde Ellen rolig. Hun lod kølende Viften gaa i store Buer, mens +hun talte med Vilsac om det og det. + +-Alle Damer tilhøire--alle Damer tilhøire. + +Ellen reiste sig for at sé paa den nye Tur, der var ikke Damer nok, og +Bernstorf skreg: + +-En Dame, Grevinde Urne, en Dame ... Ellers gaar Turen i Stykker ... +Bernstorf førte hende ud. + +Kæderne føg sammen, jog frem og bort. Ellen fik stakaandet atter +Bernstorf. + +-De jager Livet af os--hører De, Bernstorf, jeg kan ikke mere ... De maa +holde op. Ellen dansede meget rank næsten, som stred hun imod. Men +Bernstorf blev ved; og stakaandet, betaget af sit eget Hjertes Slag, +gled Ellen Urne langsomt ud i Dansens Rus. Hun talte ikke: med Hovedet +noget frem, hed og med aabnede Læber laa hun tung i Grev Betnstorfs Arm. + +Hendes Blik blev dugget; for Øret blot den fejrende Storm. + +Da, midt i Hvirvlen, som gled, steg Carl Urne frem. Og i hastig Længsel +stansede hun Bernstorf midt i Salen: + +-Kom--der er Carl--lad dem spille en Vals. + +Og hun forlod ham. + +--Hvorfor har De glemt mig, Carl, sagde hun. Kom, lad os danse. + +Hun saa det kendte Glimt over hans Ansigt, og hun smilede. Hun var bleg, +og hendes Næsebor skælvede. + +Kom--vi vil danse ... Det er en Vals. + +Valsen var mild; den vuggede blidt. Og mens Carl lykkelig stirrede paa +hendes Ansigt, nød de tause Dansens Rytme. + +Ellen blev ved at smile, to Taarer glimtede frem mellem hendes Øienhaar. + +Og de dansede. + +-Men De er forelsket, hviskede hun. Jeg har sét det. + +-Forelsket? Hvor kan De ... Deres Blikke mødtes, og han holdt inde. +Skælvende hang de, Blik i Blik. + +Da begyndte de at hviske, Ellen talte om hende. Ja--han var sikkert +forelsket ... Man saa det; han var jo kun med hende--Det lyste jo frem +paa hans Ansigt ... + +De nævnte for en fremmed alle Elskovens Tegn, mens deres Hænder skælvede +i hinanden. Mens Valsen gled. Og vuggende i Dansens milde Takt halvt +nynnede de begge alle Ord-- + +--Mens Valsen gled-- + +Grev Urne var kommen hen til Hr. Vilsac. De talte om Begivenhederne i +Frankrig. + +-Men Ulykken er, sagde Greven, at hans Fortid forfølger Hr. Gambetta. +Han kan ikke løbe bort fra Belleville ... Han kan derfor blive en Cæsar, +aldrig en borgerlig Republiks Præsident-- + +-Det er sandt-- + +Der blev en Pause: De kender jo personligt Hr. Grévy? + +-Ja--Vilsac havde sine Øine i Salen. + +-Han er Præsident i Kraft af sin Uskadelighed ... og forresten, tror jeg +ogsaa i Kraft af sit Retsind. + +Hvor de dansede længe--og tæt, tæt mod hinanden. + +--Ja, han er retsindig. + +-Desuden akkurat saa lidt ærgerrig, at han med uforstyrret Sindsro kan +vedblive at være Præsident i en Republik. + +De var snart de sidste paa Gulvet, og de mærkede det ikke--aa, hvor +uforsigtigt. + +-Ja--Gambetta vil blive Republikens Præsident. + +-Hr. Gamb ... Hvor Hr. Vilsac var distræt ... Hans Øine var ude i Salen +... ved et valsende Par--Aa--hans Hustru og Carl ... + +Vilsac følte, Grevens Blik fulgte ham, og han vendte sig. Saa et Sekund +mødtes deres Øine. + +-Ja, sagde Grev Urne, og han gik tilbage i Salen, Frankrig er et +vanskeligt Land at regere. + +Carl og Ellen var hørt op at tale. Ansigt ind mod Ansigt, nynnede de +sagte Valsens Melodi ... Saa holdt Musiken op. + +Han gav hende Armen og let fortumlede som Mennesker, der vaagner, gik de +smilende hen mod Vilsac. + +Der skiltes de uden Ord, med et Haandtryk, der dvælede længe. + +Ellen stod lidt, og da hun pludselig saa, sagde hun: Hvor Salen er tom. + +Ja--Grevinde--Dansen er forbi ... Og de gik ind. + +Ellen havde næsten glemt, ved hvis Arm hun gik. Men hun saa med en Gang +op: Hvor De er bleg, sagde hun. + +De stansede et Øieblik, og Vilsac saa hende ind i Øinene. Grevinde, +sagde han, og Ordene kom kort, Grevinde Urne--De er altfor uforsigtig. + +Hun tog ikke sine Øine bort, mens hun langsomt bøiede Hovedet: + +-Kom, sagde hun blidt, jeg vil sige God Nat til mine Gæster. + +Søvngængermæssigt gik hun ind gennem Salene, der begyndte at tømmes. Hun +talte og hørte sin egen Røst, og hun vidste ikke, hvad hun havde talt. +Hun smilede til saa mange Ansigter og hun mærkede Hænder i sine Hænder +og Kys paa sine Kinder. + +Hvor hendes Hoved var tungt--Hun gik hen til Vinduet og støttede sin +Pande mod den kolde Stolpe. Hun hørte Vognene rulle bort og Tjenerne, +der begyndte at rode med Servicet ved Buffetterne. Lidt efter lidt +begyndte hun at lytte efter deres Samtale. + +De raillerede over Gæsterne. Hun smilede ad en af deres Vittigheder. + +Men med ét gik hun bort fra Vinduet. + +-Han har set det, sagde hun. + +Hun søgte ikke at komme derfra. Hun gik op og ned i Salen og sagde: han +har set det. + +Vilsac ved det. + +-Ja, sagde hun, fordi han er skinsyg. + +Hun lagde sig paa en Sofa i sit Boudoir, udstrakt og med Hovedet støttet +i sine Hænder. Hendes Ansigt var stift som af Marmor. Hun hørte ikke +Fløidørene, som blev lukket, eller saa, at Lysene slukkedes gennem +Salene. + +Tilsidst var alting ganske tyst. + +Da vaagnede hun pludselig ved Carls Stemme, der lød høit og oprømt. Hun +satte sig overende i ét Sæt med Hænderne foldede i sit Skød. + +Carl kom ind, lidt usikker i Gangen, rødplettet, med Cigaret i Munden. +Han havde drukket Cognac med et Par Venner paa sit Værelse ... Brillant +Aften--brillant--det var at more sig. + +Han satte sig overskrævs paa en Stol--og lavede Ringe af +Cigaretrøgen ... + +Ellen stirrede paa ham, ubevægelig, med et Ansigt af Sten. + +Carl dumpede ud i en Pause, havde spurgt om noget ... Mærkede saa med +ét, der var slet ikke blevet svaret og saa paa sin Stedmoder--Hvor hun +var bleg ... Han blev forvirret, hakkede op med et Par smaa Sætninger, +holdt inde og flyttede sig paa Stolen. Saa tog han paa igen med +forpustede Ord--der svirrede som Myg--indtil han blev ganske ... hed og +taug. + +Jo--sagde han--God Nat ... Det har været en streng Dag ... + +Hun rørte sig ikke, bevogtede ham kun med det samme Blik--til han var +ude. + +Da løftede hun sine Hænder og vred dem, og slappe faldt atter Armene ned +langs hendes Sider, og hun sad sløv, med dødt Blik: Hovedet sank ned +mod hendes Bryst. + +Indtil hun atter strakte sig paa Sofaen og støttede Hovedet i sine +Hænder. Hendes lange Haar faldt ud, og med pludselig Lyst følte hun dets +bløde Strømme mellem sine Fingre et kort Minut. + +Saadan laa hun længe. Blikket maalte stift det tomme Rum ... + +Der hørtes ingen Lyd gennem Salene; kun nu og da en Dør, som aabnedes og +lukkedes--et Par listende Trin af Tjeneren, som ventede. Utaalmodigt +havde han løftet Portièren og stod bukkende i Døren. + +Da reiste hun sig brat og statuestiv sagde hun med en Stemme, Tjeneren +ikke kendte: + +-Ja--Du kan slukke. Festen er forbi. + +Rank gik hun hurtigt ud gennem de halvmørke Sale. + + + + +IV. + +Ellen Maag vaagnede hen mod Middag af sin tunge Slummer. + +Hun reiste Hovedet og betragtede Dagen. Ja, det var sent. Saa lagde hun +med et Suk atter Ansigtet ned. Hun var døvende træt. Hun vilde sove +igen. Sove mer. + +Eller ialfald tage fri--blot lidt endnu for det, som ... hun vidste nok. + +Hun vilde gemme sig bort, og hun svøbte atter Tæpperne om sig. Men alle +Tankerne kom pludselig, vaagnende paa en Gang. Og hun følte med et en +tør Smerte. + +Saa var det da sket. + +Hun satte sig op paa Hug, og mens hun rokkede det tunge Hoved: Nei ingen +Trøst, nei ingen Trøst ... Nu var det sket--slog hun de nervøse Hænder +op og ned. + +-Hvorfra var der Trøst--hvorfra? + +-Nei--aa Gud--det var det forfærdelige, som var sket. + +Og snart krympede hun sig sammen, svøbt i Tæppet, og klynkede saa +sagte; og snart syntes hun, hun skulde kvæles under Smerten, og hun vred +de oprakte Hænder, og Fingrene ilede fortvivlet gennem det svedige Haar. + +-Hvilken Elendighed--Himmel dog--hvilken Elendighed. + +Hun blev siddende opreist. + +-Ja--saa maa Dagene ... blive som Sandet. + +Hun lagde sig atter tilbage, og hendes Tanker begyndte at komme til Ro. +Hun græd ikke mer, men laa helt stille. Hun tænkte paa, hvordan det var +sket. + +--Først var det hans Øine ... Hun havde altid elsket hans Øine. Hun +længtes efter deres Glans, naar han blev glad--og han var saa let at +glæde: blot et Kærtegn, kun den mindste Gave, blot et Smil, og han blev +glad ... + +Og hans Latter--hvor hun havde elsket hans Latter. + +Det var vist paa Thorsholm ... Ja--en Dag i Efteraaret ... Hun stod og +satte Blomster i en Skaal. Saa tog han pludselig hendes Hænder, som var +vaade, og han sugede Vandet af med sin Læbe, og da hun blev vred og +vilde skænde, bed han hende i den lille Finger over Neglen og lo og lo +... Men der var et lille Mærke mange Dage. + +Og naar de sad efter Middag, og hun følte hans Hoved mod sit Skød--det +søgte jo altid om Støtte--og han sad taus og helt stille ... og uden at +hun vidste det, klappede hendes Hænder hans Haar--hvor var det ikke +blødt. + +Da, en Aften, var han falden i Søvn. Hans Hoved laa op mod hendes Knæ +... Saa sank det ned; og hun løftede det op, saa varsomt og lagde det +helt i sit Skød. Han sov og smilede i Søvnen ... Skæret fra Kaminen +lyste mod hans Nakke ... mod de fine og smaabitte Haar ... Saa havde hun +bøiet sig ned, og hurtigt kyssede hun hans Nakke ... Han sov. + +Saadan var det kommet. + +Saa tit, han gjorde noget, ingen anden kunde finde paa, noget af det +ubegribelige, som var hans Væsen, og hun sagde til ham: + +-Carl--det kan De ikke--det gaar ikke an. + +Og han saa forundret paa hende og spurgte: Hvad--hvorfor ikke? + +En Aften, der var Selskab, havde han lagt sig ved hendes Fødder, og lidt +efter havde han støttet sit Hoved til hendes Skuldre. Hun blev forlegen +og flyttede sig. Og bagefter, da Gæsterne var borte, havde hun skændt, +og han forstod hende ikke. Har jeg støttet mig til Dem? ... Det tænkte +jeg ikke over ... Men hvorfor kan man ikke det? havde han sagt ... Og +hun havde tiet forvirret. + +Om Aftenen, naar hun gik til Ro, faldt hun i Tanker med de tunge +Fletninger i sine Hænder, foran sit Speil. Hun saa ham for sig, og hun +hørte hans Spørgsmaal igen, og hun lyttede efter hans Latter ... + +Og længe hørte hun efter de samme Ord, og hun saa hans Ansigt og hans +Øine, og hun saa hans Læber--mens hun smilede. + +Ja--hun tænkte paa ham. Og naar hun reiste sig fra Puden og støttede sig +paa den hvilende Arm for at slukke sit Lys, da kom tilsidst et Smil, et +Ord eller et af hans Kærtegn, og hendes Ømhed dvælede endnu derved. + +Et Kærtegn. + +Thi han elskede at sidde hende nær, at dvæle, mens de talte, med hendes +Haand i sin, og at føle hendes Aande nær sit Haar. Den Dag paa Thorsholm +... Hun havde lagt sin Arm langs med Sofaens Ryg ... og pludselig følte +hun Carl sagte gnide sin Nakke langs hendes blottede Haandled, mens hans +lo op i hendes Ansigt. + +Saadan var det gaaet indtil nu. + +Hvor hvert Haandtryk, givet for at give, hvert et Smil skænket for at +fremme hans Glæde, hvert et halvglemt Ord--havde flettet sin Væv om +hendes Liv, mens hun var sorgløs: Thi han var jo kun et Barn, hun gjorde +glad. + +Som et Barn var han fareløs gleden ind i hendes Liv, og hun havde følt +al Giverskens Fryd, mens han fangede alle hendes Tanker. Mens hun gav +og gav af sit, tog han langsomt hendes hele Liv. + +Nu saa hun det ... nu, hvor alle Længsler havde kastet Masken ... +Ja--hun elskede ham. + +Hun laa endnu længe; da hun tog Lagenet bort fra sit Ansigt og saa Solen +mod Gardinerne, begyndte hun sløv at staa op. Men hun faldt atter hen, +siddende paa Kanten af sin Seng, og hun tog fat paa de samme Tanker, +indtil hun rev sig løs og klædte sig paa foran Speilet. Hver den mindste +Ting syntes hende en Byrde. + +Hun ringede paa Kammerjomfruen for at hun kunde sætte hendes Haar. + +-Hvor Grevinden er bleg, sagde hun. + +-Ja--jeg har ikke sovet inat. Hun blev selv forskrækket over sit Ansigt, +og hun begyndte at undersøge Trækkene et efter et: Hvor hurtigt, sagde +hun, og hun tog Pudderkvasten og lod den glide hen over sine Kinder. Men +med et holdt hun inde; hun saa Kammerjomfruen, der flettede hendes Haar, +smile bag sig i Speilet. + +Og pludselig sagde hun: Om hun ved det. + +Hun følte et Nu en stivnende Skræk, hendes Arm faldt ned. Saa drog hun +Veiret dybt. + +-Aa--jeg bliver gal, sagde hun. Det er jo umuligt. Hvordan skulde det +være sket? + +Hun tog atter Pudderkvasten--Sveden var sprunget frem af alle Porer--og +hun talte muntert med Pigen, indtil hun var færdig og reiste sig fra +Toilettebordet, hvor Flakonerne stod aabne, hulter til bulter. Hun havde +febrilsk ødslet med alt deres Indhold. + +-Den unge Greve har været tidlig oppe, sagde Pigen. Han red ud Klokken +syv. + +Ellen blev bleg ved at høre hans Navn, og hun følte, at hendes Hjerte +bankede stærkt. + +-Ja--saa. Red han ud ... sagde hun. Og i det samme blev hun bange paa ny +... Hvorfor var han redet ud? Saa tidligt--netop efter Ballet, saa +tidligt. + +--Hvorfor var han dog redet ud? Havde han--hun turde ikke tænke +ud.--Gode Gud--om ogsaa han ... + +Hun følte en vanvittig Skræk, mens alle Pulse bankede ... Fandt i samme +Nu tusind Grunde for sin Frygt ... Han havde været saa besynderlig +iaftes, de var skiltes saa brat. Hvad havde han egenlig sagt ... Og det +Kys, han havde taget under Dansen ... Gode Gud--hun rev Kjolen ud af +Kammerpigens Hænder--fik den paa--hun maatte se ham straks. + +Da hun gik ned ad Trappen til Dagligværelserne, skælvede hun, saa hun +maatte holde sig ved Rækværket. Hun standsede udenfor Døren og trykkede +Haanden mod sit Bryst. + +Hun turde ikke gaa ind. + +Saa saa hun Carl sidde strakt i en Gyngestol: God Morgen, sagde han. +Naa--De har saamænd sovet godt. + +Hun var stanset bag hans Stol, angst for at sé hans Ansigt. Da han +vendte sig, greb hun for sig: Saa vidste han intet. Hun satte sig, +Angsten havde gjort hende svimmel: Ja, sagde hun, jeg har sovet længe. + +Hun var endnu stakaandet: Og De har været ude at ride, sagde hun, saa +tidligt. + +-Ja--jeg vaagnede og havde alle Valsene i mit Hoved ... Saa syntes jeg, +det kunde være ganske rart ... Der var deiligt paa Langelinie. + +De talte om ligegyldige Ting, indtil Carls Fægtelærer kom for at give +ham en Time. + +Ellen satte sig hen at spille. Hun hamrede Rubinstein efter Rubinstein +uden at tænke. Bare der var Støi om hende. Indtil hun var træt af Larmen +under sine egne Hænder. + +Saa sank hun sløv sammen, og skød alle Tanker bort. Hun tænkte dette +eneste i Hovedet: Han ved det ikke. Han ved det ikke, og hun følte en +tung Lykke. + +Men Tankerne begyndte igen at kredse om Carl, og hun aabnede et Album +for at sé hans Billede. Pludselig kom hun, til at huske det lille Maleri +i den Citrontræskapsel, og hun gik ind for at søge det. Det stod paa det +gamle Sted, og hun aabnede Kapselen og betragtede Billedet. + +Hun huskede den første Aften, hun havde set dette Billede: hun havde +siddet med det timevis i sine Hænder. + +Hun tog en lille Kniv og skar Maleriet ud med sky Hast; hun saa slet +ikke paa Moderens Portræt, kastede det og Kapslen ind i Ilden: Urne vil +ikke lægge Mærke dertil, sagde hun. Han har glemt det. + +Hun stirrede paa Kapslen, der brændte, og hun gemte Carls Billede nede +paa sit Bryst. Lidt efter tog hun det ud igen, kyssede det og gav sig +til at græde. + +Længe græd hun en stille Graad. + + * * * * * + +Dagene gik. + +For Ellen et Feberliv. + +Snart med Febrens tunge Blyblund som dorske Tankecirkler om den samme +Ting. Snart med springske Pulses Hast som Attraa, der kvaltes under +Angster. + +Dag efter Dag blev hendes Tanker ført ulidelig i den samme Ring, Time +efter Time slæbte hendes Angest sig tildøde i de samme Spørgsmaals +endeløse Tvivlsmaal. Indtil alting blev som Dagregn over Stepper, +vidsket ud og formløst graat i graat. Saa hylledes hun i sin egen +Trøstesløshed. Indtil Tankerne igen brød op som et evigt Tog af +vingeskudte Fugle, der forblødende forsøgte Flugt. Og altid slog paa ny +de samme Spørgsmaal Kredsvagt rundt om hendes pinte Sjæl. + +Saadan sad hun Time efter Time, sammensunken, i Selskab med sin sløve +Kummer; og hun stirrede kun saa søvnigt paa sin egen Fortvivlelse. + +Ja--dette var det urimelige. Dette var det hensigtssløst urimelige. Hun +havde taget dette op i sit Liv som en uskyldig Glæde i en Tilværelse +uden Maal. Hun var flygtet herhen til noget neutralt; som til det, hvor +ingen Uret kunde ske. Og tusind Gange, naar hun havde glædet sig ved +hans Lykke, havde hun sagt til sig selv: + +-Mod dette Menneske gør du kun godt. + +Og det havde været hendes store Fryd i lang Tid. + +Hun vilde eie et Menneske, mod hvem hun kun gjorde vel, og ingen Skygge +af Uret og ikke Gnist af Fordærv skulde komme til ham fra hende. + +Og saa var det blevet denne Rædsel til Fortvivlelse. + +Saa kunde det altsaa komme saaledes, og det unaturligt forfærdelige +kunde fødes umærkeligt af det, vi vilde bedst. Thi det var jo kommet +umærkeligt. Født af den evige Nærhed, vokset stærkt under de kælne +Berøringer, modnet i Kærtegn, hvor Driften laa halvvaagen. + +Og hun spurgte sig igen og igen, naar det dog var sket, og hendes +Tanker, der søgte, fandt ingen Skillerum, og hun vidste ikke, naar +hendes Venskab var blevet til Forbrydelse. + +San vaagnede hendes Fortvivlelse paany, og snart blev den Trods, der +ryddede alle Mure og spurgte om, hvad der var Lov, snart smøg den sig +saa myg i angerrig Forsagelse. + +Og intet Sted; ikke den Krog, ikke den eneste Plet, aldrig det mindste +Rum, hvorhen hendes Vei kunde gaa: han var der, han var jo overalt. +Hvert et Minde bar med Angst hans Ansigt, hver Erindring talte skræmmet +med hans Røst. Nu var hun hjemløs i sit eget Liv. + +De maatte skilles. + +Men hun syntes, at Livet maatte standse sin Gang i Skilsmissens +Elendighed. + +Da tog hun hans Billede frem fra sit Bryst, og hun betragtede ham længe. +Og hun sagde paany: + +Nei--han skal aldrig erfare det. + +Og hun kyssede hans Øine, som hun elskede, og hun pønsede paa Veie til +de tusinde Brud. Men hun fandt ingen, og hun vidste ingen Raad, og mens +alle de gamle Tanker kom i uendeligt Tog, sagde hun hjælpeløs: + +-Man naar saa ogsaa han-- + +Og hun indbildte sig selv, at hun frygtede det, som hun længtes mod af +al sin Sjæl. + +Mod Carl var hun foranderlig og uens. + +Hun var ofte sørgmodig. Naar de sad sammen, faldt hun hen i lange +Drømmerier, og hendes Øine fyldtes med Taarer. + +-Er De bedrøvet? spurgte Carl. + +-Ja--lidt, hun forsøgte at smile. + +-Hvorfor vil De ikke sige mig hvorfor. + +-Nei, min Ven, det kan jeg ikke sige Dem. + +Og hun løsnede blidt sin Haand af hans, thi hun led ved hans Kærtegn. +Hun led under dem og hun veiede dem med bitter Nyfigenhed. Naar han tit, +mens hun spillede for ham, trykkede Kys efter Kys, som brændte hendes +Blod, paa hans Hænder, sagde hun til sig selv: + +-Det er en Mønt, hvis Værd han ikke kender. + +Naar han som før hvilede sit Hoved mod hendes Skuldre, sagde hun: + +-Det er kun en Drift, hvis Indhold han ikke forstaar. + +Og hun led og længtes dog efter denne ømme Tomhed. + +Men en Tanke pinte hende Nat og Dag: Der vil dog komme en Tid, hvor han +forstaar alt, hvad han har givet mig--den Dag, da han giver alt det +samme til den, som han elsker. + +Og da vil han hade mig. + +Og altid jog det hende lige rastløst, og Nat efter Nat kastede hun sig +søvnløs, angstfuld under samme Tankes Pinsel. + +-Men han vil ikke huske det, sagde hun. Han vil have glemt det. + +Og Tanken om Glemsel voldte hende mer stingende Smerte end selv hans +Had. + +Eller hun sagde til sig selv: + +-Det er ikke denne ømhed, han vil give hende. + +Og hun vidste, at hun løi, og hun frydede sig derover. + +Men hun led Dag for Dag, og hendes Liv blev tomt og ørkesløst og bart, +altid i den samme Kredsgang. + +Hun blev mager, hendes Øine mistede deres Glans, Lægen ængstedes: + +-Grevinden maa være syg, sagde han. + +-Nej, Doktor, svarede hun, jeg lider kun af Søvnløshed. Giv mig noget at +sove paa, Doktor. Og Lægen gav hende Kloral, som ikke skænkede hende +nogen Søvn. + +Da sad hun en Aften efter Jul alene med Carl i Drivhuset. Hun havde +længe været taus, og ogsaa Carl havde hørt op at tale. + +Hun lagde begge Armene op paa Marmorbordet, hvorved de sad, og sagde: + +-Carl--vilde De blive bedrøvet om vi skulde skilles. + +-Skilles? Hvorfor spørger De om det? + +-Hvis jeg nu reiste bort. + +Carl spurgte ikke, han saa forundret paa hende uden at forstaa. Og mens +hun støttede Hovedet i sine Hænder, sagde hun langsomt: + +-Jeg vilde ikke være lykkelig. Aa--nei--Dagene vilde blot komme og +gaa, gaa og komme-- + +Hun taug og sad ubevægelig. + +-Og jeg da? sagde Carl sagte. + +Hun saa paa ham: De vilde leve med de andre. Hendes Stemme var mild og +lav. Lidt efter sagde hun: + +-Ja ... det var det bedste. + +Han talte ikke mer. Men som et Væld sprang Taarerne hede ned fra hans +Øine, mens de begge sad i tung Taushed. Og Ellen følte en forbitret +Harme mod disse Taarer, som var hans Uforstaaenheds eneste Svar. + +Men hun blev og reiste ikke, og der blev aldrig siden talt derom imellem +dem. + +Et Par Aftener efter kom Vilsac. Han havde ikke været der længe. Greven +og Carl var i Herreselskab, Ellen var alene og sad i sit Boudoir. + +-Jeg kommer for at sige Farvel, sagde Vilsac. + +-Tager De Ferie nu--midt i Vinteren? Hvor det er længe siden, man har +set Dem-- + +-Nei--jeg er blevet forflyttet. + +-Forflyttet--Men De har jo slet ikke søgt. + +-Jo--Fru Grevinde--men ikke talt derom. + +-Men--hvor skal De da hen? + +-Til München. + +Ellen lagde sig atter tilbage: Jeg troede De holdt mer af København, +sagde hun. + +-Ja--jeg har holdt meget af København. + +Der blev en Pause. De var begge generte. Og for at sige noget sagde +Ellen: + +-Men München skal være en behagelig By. Overhofmarchalen giver to Gange +om Aaret et Bal paa Kongens Vegne. + +-Ja, hvor Legationerne har Ordres til ikke at være tilstede. Nei--det er +egenlig ikke for Selskabelighedens Skyld, jeg gaar til München. + +-Naar skal De forlade os? + +-Jeg reiser om to Dage tit Paris. + +-Og kommer ikke mer tilbage? + +-Næppe. + +Vilsac saa mod Gulvet. Deres Mand faar jeg maaske ikke en Gang at sé. +Jeg hørte, han skulde være paa Urnesgave. + +-Nei--han er i Byen. Ellen legede nogle Øieblikke med et Baand paa sin +Kjole. Saa saa hun op: + +-Nei--Vilsac--vi kan ikke skilles saaledes. Vi maa tale med hinanden. + +Hun reiste sig, og hun talte lænet over Sofaen: Jeg vil savne Dem meget, +Vilsac, sagde hun. + +Vilsac rystede paa Hovedet. + +-Jo--jeg vil savne Dem og mer end De tror. + +-Hvis De faar Tid dertil-- + +-Jeg har ogsaa meget at takke Dem for, min Ven, sagde Ellen. Jeg véd +godt--at jeg har været Dem meget dyrebar, Vilsac, og De har dog tilladt +os at være Venner. Det gør meget faa. + +-Hvorfor skal vi tale derom? + +-Fordi jeg ønsker det, Vilsac, og fordi jeg vil takke Dem. Jeg véd godt, +hvad De føler for mig, og saa stor har Deres Respekt været, saa stor +Deres Hengivenhed, at vi har kunnet sidde her ved Siden af hinanden, vi +to, Aften efter Aften, mange Timer, jeg ikke skal glemme, uden at De +nogensinde ved saa meget som et Blik, ved en Skælven af Deres Haand til +Farvel har bedt mig om mer end jeg kunde give Dem, sagt mig, hvad jeg +ikke turde høre--det faar jeg vel Lov at takke Dem for-- + +Hun gik et Par Skridt frem og rakte ham Haanden. Vilsac kyssede den uden +at tale. + +Han gik nogle Skridt og lænede sig til Flygelet. Saa faar jeg Dem ikke +en Gang oftere at høre spille, sagde han. + +-Skal jeg spille for Dem nu? sagde hun. En af Deres Sange. + +-Hvis De vilde-- + +-Ellen satte sig. Hun slog an og spillede en af Chopins polske Sange. Al +hendes Vemod løste sig op i Tonerne. Hun betragtede Vilsac, hans Ansigt +laa i Lys af Lampen: hvor han var dødbleg. Og mens hun gentog den +tungsindige Sang, tænkte hun: + +-Hvorfor har jeg ikke kunnet elske denne Mand. + +Hun holdt inde og foldede Hænderne over Tasterne. Og da de havde siddet +nogen Tid tause, sagde Vilsac: + +-Og De--De bliver her? + +Ellen sænkede Hovedet: Vilsac, hvor skulde jeg vel reise hen? + +Vilsac svarede ikke, og i nogle Øieblikke hørte de begge Urets Dikken. + +-Husker De, Vilsac--sagde hun sagte--at vi en Gang talte om at møde det +urimelige i Livet? + +-Ja--De ønskede det-- + +Ellen hørte ham ikke. Hun var meget bleg og kunde næppe tale. +Nei--Vilsac, sagde hun og vendte sig, der er ingen Løsning paa dette. +Lev vel. + +Hun støttede sig til Sofaen og gled langsomt ned paa Sædet, Armene laa i +hendes Skød. Og hurtigt, uden Ord, i fortvivlet Smerte, greb Vilsac +hendes Hænder og kyssede dem Gang paa Gang. + +Saa gik han. + +Lidt efter kom Greven hjem. + +Hun hørte hans Fodtrin gennem Værelserne og for op, hen til Flygelet. +Hun holdt af at være beskæftiget, naar hun var sammen med sin Mand. Hun +var altid forberedt paa at være opdaget, og hun stillede sin +Beskæftigelse op som et Værn. Hun valgte de mørkeste Pladser i Stuen, og +hun havde visse Stole, hvor hun vidste, man ikke kunde sé hendes Ansigt. +Der flygtede hun hen. + +Naar han da kom ind, beherskedes hun af en stakaandet Generthed, der +speidede efter "Opdagelsen", i hvert Blik. Hun var tit støiende, en +underlig forlegen Ord-Rigdom, hvor altid samme Tanke lammede alle +Sætninger: + +-Om han véd det--hvis han pludselig sagde: Jeg véd det godt. + +Og hun drog først Veiret, naar han var gaaet. + +Men der var ogsaa Tider, hvor hun blev besynderlig tungsindig-øm. Hvor +hun saa paa ham med et fugtigt og hjælpeløst Blik, som hos et Barn, der +lider stumt. Og hun førte lange, sentimentale Samtaler, han ikke +forstod, og hun rakte ham sin Pande frem til Kys og sagde: + +-Urne--Urne, dog ... + +Og han følte hendes forskræmte Hjerteslag, mens hun lænede sig op til +ham. + +--Nu slog hun Skærmen dybere for Lampen og spillede en Vals. + +-God Aften, min Ven. Hun holdt af at have det første Ord ... Var det +morsomt? + +-Aa--saa som saa.--Hun speidede efter hans Ansigt, mens han satte sig +nær ved Flygelet: + +-Nei--intet: og hun hørte op at spille. Greven slog Benene over +hinanden og strakte sig let i Stolen. + +-Nei--han var uskadelig. + +Hun skiftede Plads, satte sig hen i den lille Sofa og spurgte, hvem der +var af Gæster. + +Greven fortalte. De talte om forskellige Ting. + +-Er Carl kommen hjem, spurgte saa Greven. + +-Jeg tror ikke-- + +-Hør--han skiftede Plads--hvad Carl dog er for en underlig Patron ... + +Ellen lo: Hvormed, sagde hun og rettede paa Puden i sin Ryg. + +-Aa--jeg mener, dette evige Hjemmestikkeri--oprigtig talt--der er ... +ja ... I Damer--han søgte lidt efter Ordene under Ellens Blik, der saa +lige paa ham--forstaar Jer ikke paa Sligt ... men forstaar Du, der er +noget--usundt ved ham ... + +Han taug, og Ellen berørte Pandehaaret med Lommetørklædet. + +-Jeg tror, han hænger for meget her hjemme--at han ... forstaar +Du--Greven lo lidt forlegent kort--det er ikke naturligt i hans +Alder ... + +-Ja, sagde Ellen, han er besynderlig. + +Og Greven kom nærmere: Han viser jo Dig større Fortrolighed--jeg kender +ham egenlig saa lidt ... Du véd maaske noget mere om hans Liv ... + +Ellen førte de klamme Hænder sammen i sit Skød; og da hun ikke talte, +sagde hendes Mand, der følte sig utilpas og vilde en Ende paa Sagen: + +-Begriber Du--jeg vilde næsten ønske, han havde et Fruentimmer ... + +Han vendte sig. Ellen fandt intet at svare, og der blev en Pause. Greven +gik til Flygelet: Tingen er naturligvis, at jeg har kendt altfor lidt +til ham. + +Og han gav sig til at tale om andre Ting. + +Da han var gaaet, reiste Ellen sig. Hun begyndte at gaa frem og tilbage, +aabnede Dørene og flakkede gennem Stuerne. Hun rørte ved alting, slap +det igen og gik videre. + +Hun gik til og fra, betragtede et Maleri. + +-Det hænger skævt, sagde hun, gik frem for det. + +-Ja--det hænger skævt. + +Hun fandt en Flakon Sherry: Det var hendes + +Mand, som havde drukket. Hun hældte lidt op. Drak det og gik igen. + +Hun flakkede paany, flyttede, pillede, vendte tilbage til Spisestuen. + +Der tog hun et Ølglas ud, fyldte det og drak Vinen. Hun saa ikke paa det +tomme Glas, men skyllede det og satte det ind igen. Hun skjulte Flasken, +der var tom. + +Saa gik hun til Ro ved egen Hjælp og sov. + +Den næste Formiddag, da de sad sammen i Dagligstuen, spurgte Carl: + +-Hvad bestilte De igaar? + +-Er De nysgerrig? Jeg havde det meget rart. + +-Ja saa. + +-Vilsac var her. + +Hurtigt: Hr. Vilsac--naar kom han? + +-Aa--vel Klokken syv ... Han kom forresten for at sige Farvel. Han +reiser. + +-Saa ... han taug lidt: Var han her længe? spurgte han saa med ét. + +-Hvem, kære Carl. + +-Vilsac naturligvis. Hvem ellers? + +-Et Par Timer, tror jeg ... + +-Naa--ja ... han sværmer jo for Dem. Det siger jo alle. + +Ellen sad og smilede: Carl--De er dog latterlig skinsyg, sagde hun. Naar +jeg nu siger Dem, at Vilsac skal reise ... Han reiser allerede i Morgen +Aften ... saa var det dog rimeligt, jeg sagde ham ordentlig Farvel. + +Carl sagde ikke mer. Men om Aftenen spurgte han pludselig: + +-Tager De ud og siger Farvel til Vilsac? + +-Det havde jeg tænkt. + +-Naa--ja, det kunde jeg begribe. + +Han sagde ikke mer. Ellen lagde sin Bog bort: Carl, sagde hun. Kom hen +til mig. + +Carl stod op: Hvad skal jeg. + +-Sæt Dem her. + +Ellen blev ved at smile: Hvorfor er De nu vred paa Vilsac? spurgte hun. + +-Jeg er aldeles ikke vred. + +Han satte sig, og hun strøg sin Haand over hans Haar. Og meget mildt +sagde hun: Nei--Carl--De skal ikke være bange. + +-Bange? Kan De ikke forstaa det? Han bøiede Hovedet. Det er, fordi jeg +synes, jeg ikke er god nok. + +God nok--til hvad? + +Hans Stemme skælvede: Til at De skal holde saa meget af mig. + +De taug begge ... han lagde sin Haand paa hendes ... Og afbrudt sagde +hun: + +-Carl--De véd jo ... Og Blik i Blik sad de atter tause. + +Hun følte hans Haand brændte, og svimmel fornam hun, hans Aande var +hastig som hendes. + +Saa slap hun hans Haand. + +Han lagde sig ned paa Knæ, og de blev ved at sé paa hinanden. Langsomt +strøg hun hans Haar. + +-Carl, sagde hun--De er saa god ... Men en Egenskab kender De ikke. + +-Hvilken? + +-Aa nei--og hun skød ham bort med sin Haand--det vil jeg ikke sige +Dem ... + +-Hvorfor taler De saa tit i Gaader? Det gør jeg aldrig ... + +-Nei, Carl--og hun reiste sig--De er Gaaden selv. + +Den næste Aften var de paa Bal. + +De dansede sammen. Han var stakaandet, hed: de rugede Blik i Blik. + +Musiken holdt op: Hvor vi har danset, sagde han. + +Hun betragtede ham: hans Blik var muntert. Og hæst sagde hun, i det hun +slap ham: + +-Nei, Carl, De har intet Mod. + +Og atter kom de lange Dage med triste Tankers Snefog over Sjælen. Og +hendes Liv var en Flugt fra det, hvorom hun evindelig kredsede, en evig +Spørgen om det, hvori hun ræddedes for begge Svar. + +Saaledes levede hun. + +Greven spøgte med, at hun ved Bordet drak mest af de tre. Thi Vinens +milde Døs glattede alle Tanker ud i blød Bevidstløshed. Saa gik +Skumringen, og hun laa hen paa en Chaiselongue, og følte i Halvblund +sine Tanker tiltaages, mens hendes Hoved blev tungt og værkede svagt. Og +hun nød sin egen Omtaagelse. Alt som Aftenen gik, sagde hun til sig +selv--thi Likørflasken var bragt ind med Kaffen: + +-Jeg vil ikke drikke mer. + +Og hun kunde skifte Plads og flytte bort fra Flasken der fristede hende, +og hun vidste allerede at hun kæmpede. Men lige efter nippede hun igen, +sky og ilsomt. Og naar det blev Sengetid, og hun frygtede den +forfærdelige Nat, opsøgte hun som en Tyv en Flaske Vin fra Buffeten, +slugte den og gik tilsengs. Hun følte Vinen bemægtige sig hele hendes +Legeme og hun fornam med et sløvt Smil, at hendes Sanser tungt gled ud, +og hun kæmpede halsstarrig for at holde en dum Tanke fast i +Svimmelheden, indtil hendes Lemmer blev som Bly, og hun sov ind. + +Hun bestemte om Morgenen, at hun vilde ikke smage Vin den Dag, og naar +Middagen kom, blev hendes Forsæt sløvt og hun gik paa Akkord om det +eneste Glas, og hun drak febrilsk og med den onde Samvittigheds Hast. +Indtil Ophidselsen kom, og hun drak mer, og Sløvheden fulgte efter med +bevidstløs Afmægtighed. + +Og hun tumlede allerede i alle Drankerens Forsætter og evindelige Fald, +og hun begyndte at stjæle sig til at drikke, og hun elskede Ensomheden. + +Hun drak ikke mer ved Bordet. Man kunde tro, hun havde Afsky for Vinen; +hun nød kun lidt Bordeaux, blandet med Vand. Og hun holdt af at tale med +Afsky om Drik, og en Dag, da hun paa en Køretur med Carl havde sét en +døddrukken Mand ligge paa Veikanten, blev hun syg af Væmmelse. + +Om Middagen, da Carl og hun var alene hjemme, lod hun Vinflaskerne tage +bort: + +-Jeg kan ikke taale at sé dem, sagde hun. + +Jeg taaler ikke Vinlugt idag. Og de drak begge Vand. + +Saa drak hun ikke i to Dage. Indtil hun tredie Aften pludselig stod op +af sin Seng, listede sig ind i Spisestuen, tømte en Flakon Cognac, gik +tilbage og sov som et Dyr. + +Hun begyndte paa sine Køreture at søge Konditorierne, og hun drak et Par +Glas Portvin hvert Sted til Kagerne, Saa kom hun hjem helt døsig, slæbte +sig ind i sit Boudoir og slængte sig hen med løste Klæder. Hun laa halve +Dage og drev paa sin Sofa næsten upaaklædt, og hun blev halvveis +sjudsket med sig selv, næsten urenlig. Men sine Hænder pudrede hun +stærkt, fordi de ofte var klamme. + +Men der kom Dage, hvor Fortvivlelsen brød ud til haabløs Elendighed +paany, og hun forbandede sin Svaghed, og hun skældte sin Last. Og hun +var altid sammen med Carl. og hun turde ikke være ene og klamrede sig +til hans Nærhed. + +Der var en sorgfuld Vemod over alt hendes Væsen imod ham. + +Hun søgte at gøre sig ældre, hun ønskede, han skulde forelske sig. + +-Hvorfor sværmer De ikke for nogen? sagde hun. Det er sundt. Det gi'er +Ens Tanker noget at bestille. De maa se at blive forelsket. + +-Jeg ved ikke, hvad det er--jeg har aldrig prøvet det ... + +-Men én Gang maa da det komme, sagde hun. Forsøg det--der er unge Piger +nok. + +Hun bragte ham sammen med de unge Piger i deres Kreds, hun arrangerede +smaa Fester, hvor de unge kunde mødes. + +Og naar saa paa Ballerne Carl svang sig lystigt, fulgte hendes Blik, som +hun sad blandt de ældre, febrilsk hans Vei, og hun led alle Skinsygens +Kvaler. Indtil hun pludselig ikke beherskede sig mer og rev ham bort fra +den Munterhed, hun havde skabt, og atter tog den Magt, som hun besad. + +Men der kunde ogsaa være lange Aftener, hvor hun led stille, og hun +følte sig glemt, mens han tumlede blandt de unge. Og naar de kom i +Vognen, fortalte han om den og den, om det Kys, han havde røvet, og en +Haand, han havde trykket under Bordet--thi han fortalte hende alt--saa +hun i Vognens Mørke, bleg, bed sin Læbe til Blods i skinsyg +Fortvivlelse. + +Naar hun da kom hjem, berusede hun sig liggende i sin Seng. + +Hun gemte Flaskerne i det store Skab mellem sine Kjoler. De tomme +Bouteiller skjulte hun i Drivhuset. + +Hun blev raa i sin Last, hun drak helst af Flaskerne. + +En Dag til Frokosten var Carl lige kommen hjem fra en Køretur. Han frøs, +saa hans Fingre var døde. + +-Drik en Snaps, Carl, sagde Greven, det varmer. + +-Ja--det var ikke saa galt--for jeg fryser ... og han reiste sig for at +ringe. + +Ellen var blevet ganske bleg: Men--Carl--sagde hun--De forstaar da nok, +det er Deres Faders Spøg. + +Greven lo: Bedste Ellen, sagde han, tror Du ikke det store Menneske kan +taale en Snaps-- + +Ellen gjorde en Bevægelse op til Halsen: Ja, sagde hun, det var ikke det +... men Greven bragte en Flaske Akvavit, Ellen sad bleg og saa paa ham; +da Carl førte Glasset op til Munden, sagde hun stakaandet: Aa--nei +--Carl, drik det ikke. + +Greven og Carl lo himmelhøit, og Greven drak selv et Glas. Lugt, sagde +Carl og holdt sit Glas hen mod Ellens Næse. Det er sundt. + +-Carl--hun skreg det--lad være. + +Hun kom til at ryste som i Krampe. Ja--sagde hun. Jeg har aldrig kunnet +taale den Lugt. + +Greven blev ængstelig, kærtegnede hende og sagde: Du er utrolig nervøs, +min Ven. Jeg ved virkelig ikke, hvad det skal blive til. + +Saa blev Ellen roligere, hun tvang sig til at smile: Ja, sagde hun. +Hvorfor skal man ogsaa lade Børn drikke Brændevin? Og de talte om andre +Ting. + +Men Lugten fra Glasset forfulgte hende, hun kunde ikke blive den kvit. +Den forfulgte hende i Dage. + +Den vakte alle Minder om hendes Fader, om de forfærdelige Køreture, nÃ¥r +hun ventede i Vognen udenfor Kroerne. Og hun huskede de ensomme Aftener, +naar hun sad oppe og biede, og hun følte en lamslaaet Skræk for hvert +Minde. + +Hun vidste ikke, hvorhen hun skulde flygte for Synerne, og hun følte en +ubeskrivelig Afsky. Og bestandig stirrede hun de samme Minder ind i +Ansigtet, indtil hun næsten blev vanvittig. + +Hun vilde aldrig være ene. Hun kørte ud, tog i Visitter, gik i Theatret, +var sammen med Carl. Og var der ingen, og Carl var ude, pludrede hun med +Kammerpigen eller førte lange Konversationer med Tjeneren. Hun var +aldrig beskæftiget, hun talte kun. Altid. Vidtløftigt om de +ligegyldigste Ting, blot hendes Mund aldrig stod. Hendes Tungefærdighed +overdøvede hendes Tanker. + +Der var ogsaa Dage, hvor hun tilbragte Time efter Time ved Flygelet. Hun +fantaserede, Tonerne kom, hun vidste ikke hvorfra. Men de beroligede, og +hun følte Lykke ved at spille sin egen Fortvivlelse. + +Naar da Carl kom ind, holdt hun ofte op; og hun gav sig til at tale. +Minder fra hendes Reiser, alt hvad hun havde levet og sét, flokkedes hos +hende; og bøiet frem med Hænderne hvilende paa Flygelet talte hun i +brændende og ekstatiske Ord, hvor de tusinde Billeder kom. + +Og selv fornam hun Talens hede Pragt som en Tropenat med Stjerners Skær. + +I saadanne Timer vidste hun, han elskede hende. + +Og hun gjorde sit Væsen tifold mer duftsvangert hedt, og hun læste sin +Magt i hans Blik, og selv laa hun under for sin egen Tales Fortrydelse. + +De kunde sidde saadan mange Timer, og hun talte, og--bandt ham saa tæt, +saa tæt. + +Det blev ofte langt ud paa Natten, inden de skiltes. + +En Nat kom Greven hjem ud paa Morgenen og traf dem endnu i Dagligstuen. +Lampen var gaaet ud, og de havde tændt et Lys paa Flygelet, saa der var +halvmørkt. + +Greven blev staaende i Døren: Er I oppe endnu? sagde han. + +Ellen foer sammen: Er det Dig, sagde hun ... Ja--vi sad her og talte +sammen ... + +... Det er vist blevet sent. + +Carl var generet, sagde hurtig "Godnat" og gik. De to blev ene tilbage. +Greven tændte det andet Lys paa Flygelet og gik taus op og ned. Ellen +følte den pinefulde Uhygge, tog en Stage og vilde gaa: + +-God Nat, min Ven. Det er blevet saa silde. + +Hun gik henimod Døren, og henne fra Mørket betragtede hun atter sin +Mand. Han kom forbi Flygelet, og hun saa i Lyset, han var bleg. + +Hun følte en feig Angst og turde ikke gaa. Hun blev ved Døren, spurgte +ham om en ligegyldig Ting. + +Men uden at svare sagde Greven: Tror Du ogsaa, det er værdt, Carl og Du +sidder saa længe oppe? Han saa henimod Mørket, hvor hun stod. + +-Man skal være forsigtig med en Natur som hans. + +Ellen fik Mod til at lé: Du mener-- + +Greven talte ikke mer. Der blev en Taushed, hvor Ellen hørte sit Hjertes +Slag. Saa vendte hendes Mand sig. + +-Godnat, sagde han. Og--han frøs--saa er her ovenikjøbet hundekoldt, saa +man bliver forkølet af at sidde her, og kan faa en Svindsot paa Halsen-- + +Nogle Dage saa Ellen neppe Carl: Hun tilbragte Dagene ude, Aftnerne i +Theatret. Indtil Erindringerne om Faderen kom igen og hun pintes paany. + +Tilsidst stod hun op en Nat, aabnede Tjenernes Buffet med en falsk Nøgle +og drak i et Drag den Brændevin, hun fandt. + +Siden forsvandt Flaske efter Flaske fra Tjenernes Skab. + +Husbestyrerinden var inde til Maanedsregnskabet. Ellen hørte træt til, +og hendes Øine havde ikke fanget et eneste Tal af Regnskabsbogen, som +laa i hendes Skød. + +Hun gjorde et Par Spørgsmaal hen i Veiret, hørte ikke efter Svarene og +rakte slapt Regnskabsbogen tilbage til Jomfruen, der ventede. + +-Det er godt, sagde hun. Tag den bare. + +Han støttede Hovedet i sin ene Haand, og hendes Tanker var langt borte. +Pludselig mærkede hun, at "Jomfruen" var der endnu: Er der mere, spurgte +hun. + +-Ja--Deres Naade--der var en Ting, jeg gerne vilde sige Deres Naade. + +Ellen lod atter Haanden falde ned: Og det er, spurgte hun. + +-Det gør mig ondt--meget ondt ... men der maa være en Tyv her i Huset. + +-En Tyv, Jomfru Svendsen? Ellen saa op: Hvad skulde han stjæle? + +-Der er i den sidste Maaned blevet stjaalet baade Vin og Brændevin--og +det maa være En i Huset ... + +Ellen havde lænet Hovedet tilbage. Hendes Øine skød hastigt to Lyn op +mod Jomfru Svendsen. + +-Og hvem har De mistænkt? + +-Det ved jeg ikke, sagde hun. Men vi kunde lægge Vagt i +Buffetværelset--det er bestemt om Natten, der bliver stjaalet. + +Grevinden var distræt og stirrede frem for sig: Ja--sagde hun--De kan +jo lægge Vagt derned. + +Og lidt efter. Gør som De vil. + +Jomfru Svendsen gik. + + + + +V. + +Ellens Pande blev pint som en stukken Naalepude, hun følte tusind +Knappenaalsstik i hver Fingerspids. Konferensraadens Morfin dulmede; +hans Ammanuensis gav Grevinden Indsprøitning tre Gange om Dagen. + +Hun befandt sig vel, alle Tanker gik paa blød Filt, hver Gang han havde +gydt Vædsken ind under hendes Hud. Langsomt bredte lykkelig Smerteløshed +sig gennem hendes Legeme med en lun Varme. + +Hun følte alt som Hænders Strøg over Atlask, og hver Tyngde gled bort, +som blev hun baaren. + +Saadan laa hun salig; indtil alle Tanker svømmede kælne sammen, og hun +faldt i Søvn. + +I Søvne saa hun altid Oceanet: strakt i doven Vuggen under Middagssolen +bar det gudeskønne, kaade Drenge. Hun nød deres Leg. Indtil ogsaa +Drømmene blev svøbte som i mange Lag af Musseliner ... og svandt ud i +uvis Salighed. + +Naar hun vaagnede, følte hun et let Tryk over Panden. Og hun blev +liggende slap og halvsovende og gad ikke reise sig fra Stedet, hvor hun +laa. Tit faldt hun i Søvn igen, indtil Fingerspidsernes Pine vækkede +hende. + +Da vaagnede hun til alle Smerterne, og hendes Legemes Raseri mod +Lidelserne brændte hende mer end tre Dages Faste vilde gjort. +Morfinhungeren greb hende. Og hun lod gaa Bud paa Bud om Lægen, og hun +bad og bad, og hun tiggede: + +-Bare en Indsprøitning nu. + +-Bare en Indsprøitning til--aa, for det var saa forfærdeligt. + +Og atter dulmede det lunt, og det gamle Velbehag lagde sig om hende. + +Men som oftest gav Ellen sig ikke hen til Rusen. Hun blev oppe. Hun nød +den pludselige Kraft og Klarheden i sine Tanker. Hun saa roligt paa alt. + +Den stærke Følsomhed forsvandt af hendes Væsen. + +Hendes Følelse for Carl var en Ulykke, men Ulykken maatte bæres. Der var +mange ulykkelige; men de tog Byrden op og gik videre. Hun maatte gøre +som de andre, og hun vilde gaa rank under Byrden. Undertiden syntes hun +saa næsten, den var let. + +Thi det gav en egen Styrke at have forsaget. + +Kærligheden var ikke det eneste. Naar man havde tabt det bedste, maatte +man leve videre med alt det andet. Hun vilde beskæftige sig, opfylde +sine Pligter. Hun følte vel Spænstighed i sig til at magte dem. + +Saa længe Morfinen virkede. + +Men med ét blev hun slap og sank sammen. En blytung Træthed overvældede +hende, saa hun ikke længer bar sit eget Hoved, men slattet faldt det ned +mod hendes Bryst, og hendes Hænder rystede, og hun følte ikke Kraft til +at løfte de matte Haandled. + +Alle Tanker gled fra hende, og hun følte den druknendes Angst. Hendes +Væsen snøredes sammen under en kvalfuld Urolighed. + +Undertiden kom Slapheden, mens hun sad foran sit Speil og klædte sig paa +for at tage ud. Lægen skulde give hende Indsprøitningen, lige som hun +skulde i Vognen. + +Hun blev graableg, og den kolde Sved sprang frem paa hendes Pande. +Øinene slukkedes som to Lamper og mistede deres Glans. Hun søgte ikke at +bekæmpe sig: hun begravede de rystende Hænder i sit udslagne Haar og +stirrede i Speilet. + +Tindingerne var begyndt at falde ind, og Øinene laa sløvt i altfor dybe +Huler. Hun genkendte ikke sin egen Mund, hvis Vige sitrede. + +Hun tog Hænderne løs fra sit Haar, og hun betragtede sine Arme. Aarerne +svulmede blaat under den tørrede Hud, hvor Injektionsmærkerne smertede: +det var hendes Arm. + +Hun betragtede sin Hals, der var gul og furet af Rynker, hun lagde sin +knyttede Haand i Fordybningen ved Nøglebenene. + +Og al hendes Elendighed syntes hende levendegjort i hendes Legemes +Fornedrelse. + +Da gav hun sig til at kæmpe fortvivlet med sit eget Ansigt. Og hun pinte +sine svulne Øienlaag med Tusch og plagede sine Kinder med Sminke. Hun +sved de døsige Pupiller med Bella donna og lavede Smil om sin strammede +Mund. + +Eller der var Dage, hvor hun nød sin Ruin. Hvor hun med grusom Bitterhed +gradede sin Ulykke i sin Hæslighed, maalte den saa haarfint ud i hvert +et Tab af den Skønhed, hun elskede. + +Men naar saa Lægen kom, og hun havde modtaget Morfinen, sprang hendes +Stemning om. Hun blev grebet af Overmod, den pludselige Gjenbesiddelse +af sig selv berusede hende. Hun vendte tilbage til sit Speil, og hun +betragtede atter sig selv ... + +Ja--hun var endnu smuk. Og hun tog Plads med Smil og sad længe. + +Og aldrig havde hun saa overmodig nydt Mændenes Beundring, naar deres +Øine hængte sig ved hende. + +Saaledes gik tre Maaneder. + +En Dag, da Ellen ventede paa Lægen, kom Urne ind. + +Han begyndte at tale, spurgte om et og andet. Ellen var træt, havde ondt +ved at fatte hans Spørgsmaal og faa dem besvaret. + +Greven mærkede, hun var aandsfraværende og saa paa hende. Han blev +forskrækket for hendes Ansigt, der var slapt og blegt med døde Øine. + +-Har Du stærke Smerter, spurgte han ængstelig. + +-Smerter?--Aa nei ... Men jeg venter paa min Indsprøitning. + +Lidt efter kom Lægen. + +Grev Urne tænkte hele Natten paa den besynderlige Tilstand, hvori han +havde truffet Ellen, og den næste Formiddag gik han op til +Konferentsraaden. + +-Nei--er det Dem--Konferentsraaden reiste sig. Og Deres Ekscellense +kommer til mig istedetfor at sende Bud. + +Han rullede en Stol frem. Der er dog intet paafærde--intet slemt. + +-Ikke noget specielt. Greven satte sig, med Stokken mellem sine Knæ ... +Men jeg ønskede nok at tale med Dem--at spørge Dem ... Det er min +Hustru ... + +-Ja--Grevinden er jo meget nerves ... + +-Ja--meget nervøs. Greven holdt inde, flyttede Stokken ... De har givet +hende en Del Morfin, sagde han. + +-Ja--temporært--mod heftige neuralgiske Smerter. Indsprøitningen har +bekommet Grevinden meget vel. + +Der blev en ny Pause, inden Urne løftede Øinene fra Gulvet: Men var det +dog ikke paa Tide at holde op? sagde han. + +-Hvis De mener det, sagde Konferentsraaden. Jeg selv er ingen Ven af +Indsprøjtninger. løvrigt tror jeg paa ingen Maade, at Grevindens +Tilstand giver Anledning til at nære Ængstelse ... Hun er meget nervøs +... ganske vist ... men-- + +-Hun er mer end nervøs, Konferentsraad ... Hun er abnorm, og hun ængster +mig ... + +-Abnorm? ... Grevinden har altid været af et eksalteret Temperament. Jeg +har aldrig fundet nogen, hvor det moralske og det fysiske hænger saa +nøie sammen, som hos hende ... Enhver moralsk Lidelse viser sig hos +Grevinden strax som en fysisk Smerte--og naar saa noget støder til ... +Kunde det ikke tænkes, at--Grevinden i den sidste Tid sjælelig havde +lidt under et eller andet? + +Greven svarede ikke straks. Nei, sagde han, jeg kan ikke tænke mig +noget. + +Der blev paany en Stilhed, som Konferentsraaden afbrød: Morfinen vil jeg +naturligvis standse, sagde han. Ved en skaansom Afvænning ... + +Greven knappede sin Frakke: Ja, naar vi blot véd, alt bliver gjort. + +Han stod atter lidt, og aandsfraværende, mens han gav Konferentsraaden +Haanden, sagde han: + +-Naturligvis bliver det nok bedre. + +Da Konferentsraaden tog i Sygebesøg, gik han op til Ellen. Han traf +hende ved Flygelet, Hun havde lige faaet sin anden Indsprøitning. + +-God Dag, Konferentsraad, sagde hun og rakte ham Haanden med et Smil. Er +der nogen, som har haft Bud efter Dem? + +-Gud ske Lov--nei ... Men jeg kørte her forbi og vilde saa sé herop. +Smerterne i Fingrene er jo meget bedre? + +-Ja--Konferentsraad--heldigvis lidt bedre. + +-Hvorledes gaar det med Indsprøitningerne? sagde han og strøg +Kniplingerne bort fra hendes Arm, Smerter Stikkene? + +-Ganske lidt ... men det er ikke noget at tale om ... + +Konferentsraaden betragtede Armen: Vi maa snart sé at holde op med at +pine Deres smukke Arm, sagde han. + +De talte om Dit og Dat og Konferentsraaden tog bort. + +Den næste Morgen kom han selv for at give Ellen den første Dosis. + +Hun havde sovet tungt den sidste Del af Natten, og hun var badet i Sved. +Hun slog Øjnene op og saa Konferensraaden. Mistænksom sagde hun: Er det +Dem? Er Deres Ammanuinsis syg? og reiste sig besværligt op i Sengen. + +-Nei, Deres Naade ... men vi vil forsøge at formindske Deres Dosis +ganske lidt. + +Ellen saa hurtigt paa ham: Men mine stakkels Fingre, sagde hun. Skal de +nu igen til at gøre ondt? Hun smilede og rakte ham Hænderne. + +-Aa, Deres Naade--Konferentsraaden tog ikke Øinene fra hende--De vil +ikke mærke det--saa lille en Formindskelse. + +Blikket gled bort: Naar det ikke kan være andet, sagde hun. Og hun +betragtede igen sine Hænder og smilede: Mine stakkels Fingre, +Konferentsraad. De er uden Barmhjertighed. + +-Hvor kan De sige det?-- + +-Nu kommer jeg igen iaften. + +Hun led frygteligt om Dagen. Angsten kvalte hende. Hun lagde sig igen +til Sengs og jamrede under Tæpperne. Og hun stod atter op og kunde ikke +blive noget Steds, og hun kastede sig ned over Stolene og hulkede +hysterisk. + +Hun følte en rasende Hunger efter Morfinen. Hun skrev med rystende +Hænder et bønfaldende Brev til Konferentsraaden; kunde ikke læse sine +egne Ord og smed sig i vanvittig Fortvivlelse ned paa Tæppet. + +Hun vilde ingen sé. Hun sendte ogsaa sin Kammerjomfru bort. Alle Nerver +smertede som stukne. + +Carl bad om at maatte komme ind. Han er saa angst for Deres Naade, sagde +Kammerjomfruen. + +Ellen løftede Hovedet fra Stolen, hvor hun laa. Hendes Ansigt var rødt +af Graad: Er han angst for mig, spurgte hun. + +Grev Carl har holdt sig inde hele Dagen sagde Jomfruen--han har siddet +paa sit Værelse og har ikke turdet gaa ud ... Han er helt medtaget ... + +Der kom et Skær af Smil over Ellens Ansigt: Stakkel, sagde hun--har ban +været saa angst? Hun forsøgte at reise sig, og hun støttede sig til +Stolen. + +-Ja--han kan komme om lidt. + +Hun kunde næppe gaa, Benene rystede under hende. Men hun slæbte sig ind +i sit Sovekammer, vaskede Graaden bort af sit Ansigt, pudrede sig og +vendte tilbage. + +-Slaa Gardinerne for, sagde hun. Lyset skærer mig i Øinene. + +Carl kom ind. Han saa hende ikke strax i Krogen, hvor hun sad. + +-Her er jeg, sagde hun--kan De ikke finde mig? + +Hun tørrede sin fugtige Haand og rakte ham den: Hvorfor har De ikke +været ude at ride, spurgte hun. + +-Naar De er syg? Hun følte, hans Haand ryste i sin, og hendes Blik søgte +hans Ansigt i Mørket. + +-Aa, sagde hun mildt, det er ikke saa slemt. + +Hun sagde endnu nogle Ord, mens hun blev ved at sé paa ham. Saa +overvældede Smerterne hende paany, og hun slap hans Haand: Men jeg er +meget træt, sagde hun ... Vi ses ... + +Og hun gav ham Tegn til at gaa. + +Hun dækkede Ansigtet med sine Hænder og sad længe stille: Nei, sagde +hun, han skal aldrig sé mig nedværdiget. Og hun led Smerterne taus, +udstrakt paa Chaiselonguen, med lukkede Øine. + +Om Aftenen kom Konferentsraaden; hun slog Øinene op af et kort Blund: Er +det Dem, sagde hun. + +-Naa, har det været meget slemt? + +-Ja--Ellen reiste sig--det har gjort ondt, sagde hun. Men De havde Ret, +det var paa Tiden at holde op ... + +--Ellen fik ikke mere Morfin. + +Alle Smerterne vendte tilbage, og hun blev magrere og magrere Dag for +Dag. Hun blev sky og holdt sig inde, hun vilde ingen sé og ikke tale +med nogen. Lange søvnløse Nætter vandrede hun op og ned ad sit Gulv og +kunde ikke finde Ro. + +Pludselig kunde hendes tungsindige og dybe Fortvivlelse slaa over i +Kaadhed, og hun blev rig paa støiende Luner. Hun elskede at tale +dobbelttydigt, i Gaader, kun hun forstod, og hun saarede Carl med bitre +og haanske Ord, og hun tilspidsede sin egen Ulykke i raffinerede +Lidelser. + +En Dag, da hun og Carl red sammen, streifede en Gren lidt haardt hendes +Kind. Der blev et fint rødt Mærke paa Huden. + +Ellen sad før Middag foran Kaminen, da Carl kom ind. Han lagde sig +knælende paa Stolen foran Ilden, mens de talte med hinanden. + +-Det gør virkelig ondt, sagde Ellen og lagde det kolde Armbaand op mod +Mærket af Grenen ... Det svi'er. + +-Har De stødt Dem? + +-Nei--det var paa Turen ... en Gren, der slog mod min Kind. Er der noget +at sé? + +Carl bøiede sig frem og betragtede Kinden: Ja der er et Mærke, sagde +han, og idet han berørte den røde Plet med sine Læber, sagde han: Den +stakkels Kind. + +Om Aftenen stod Ellen ved Flygelet i Skæret fra Lysene, da Urne kom ind +til hende. + +-Tager Du paa Koncert, spurgte han. + +-Ja--og Du? + +-Følger med, min Ven-- + +Hun nikkede til Tak. Hvad er det for et Mærke, Du har paa din Kind; +spurgte han. + +Aa--af en Gren, sagde hun. Hun slog + +Øinene op og smilede. Skælvende følte hun, at han fristedes af Grenens +Mærke og umærkeligt bøiede hun Kinden frem. Som han kyssede. + +Ellen opsøgte Sindsbevægelser; hendes Voldsomhed kendte ikke mere Maal. + +En Dag red hun med Carl gennem Dyrehaven. + +Vinden løste hendes Slør, saa det lagde sig halvt om Carl Urnes Hals. + +-Jeg beholder det, sagde han. + +Ellen løste det, slyngede det sammen under Hagen: Ja, sagde hun, hvis +De griber det. Hun vendte Hesten, og mens hun jog den op med et +pludselig Pidskeslag, satte hun over den snedækte Grøft. + +-Følg mig, raabte hun, vi vil lege Tagfat. Og begge jog ind mellem +Stammerne. + +... Sneen slog op under Hovene--Dyrene gled over Rødderne. + +Hestene mødtes og steilede, slog deres Krop imod Stammerne reiste sig +høit under Slagene. + +-Ellen--hold inde, jeg be'er Dem-- + +Dyrene stødte med Bugene--Fraaden stod dem om Bidslerne-- + +-Ellen--hold inde ... + +Men ud og ind mellem Stammerne--Ellens løftede Pidsk hvinede ned over +Dyrene-- + +Nok et Pidskeslag--nok et-- + +Ned over Snuderne suste det ... + +Saa kastede hun sin Pidsk og holdt an: Var De bange? sagde hun. Hvilket +Ridt. + +Carl sad bleg. Hvor De sér forskrækket ud, hun lo: Er De angst for Deres +Liv? + +Hun klappede sit Dyr paa Bringen, gav det Sukker og sagde: Hent min +Pidsk. Den laa et Par Alen derfra i Sneen. + +Carl stod af uden at tale og hentede Pidsken. Ellen saa efter ham. Og da +han kom tilbage og rakte hende den, sagde hun: + +-Carl--De er angst for mig? + +Han bed Læberne sammen: Der er Deres Pidsk, sagde han. Skal vi saa ride +hjem. + +De red langsomt ved Siden af hinanden paa de stønnende Dyr. Da de kom ud +paa Veien, sagde Ellen: + +-Carl--jeg skal ikke oftere gøre Dem forskrækket ... + +Det siger De, sagde han. + +Og ingen af dem vekslede mere noget Ord paa den lange Vei. + +Efter saadanne Scener var Ellen dobbelt fortvivlet. Hun begyndte at +drikke igen, især om Aftenen for at forjage Søvnløsheden, der martrede +hende, men hun følte ofte Væmmelse for Vinen. Lægen gav hende Kloral for +at sove, og hun laa kun Natten igennem og talte høit med fremmede +Stemmer, som raabte i hendes Øre. + +Til Tider frygtede hun for sin Fornuft. Hun kunde ikke holde fast paa +nogen enkelt Idé, men hendes Hjerne var fuld af springske og +usammenhængende Tanker ligesom en Fluesværm. Hun fik en mekanisk +Bevægelse med Hænderne omkring Tindingerne som for at presse paa +Tankerne, der flygtede. Hendes Blik var stirrende og glasagtigt. + +Smerterne og Morfinhungeren fortærede hende. + +Hun tænkte paa at berøve sig Livet. En Dag, hun tilfældig var oppe paa +Loftet, fik hun Øie paa en Jernkrog i en lav Bjælke. Der stod en Stige +tæt op dertil. Hun gik op ad Stigen og prøvede Høiden indtil Krogen. + +Hun gjorde det flere Gange, maalte i Tankerne og beregnede sin Afstand +fra Gulvet, naar hun slap Stigen. + +-Ja, sagde hun, her kunde det ske. + +Flere Timer tænkte hun kun paa denne Krog. Men saa blev hun ængstelig +for at blive altfor hæslig i Døden--naar de kom for at skære hende ned. + +Naar hun kørte langs med Sundet, fristede Bølgerne hende, saa hun blev +svimmel. Hun skrev tit i Tankerne de to Breve, hun vilde skrive til +Afsked. Det lettede hende. + +Men naar Brevene var skrevet mange Gange i Hovedet, var Beslutningen +allerede blevet en Fantasi, der bare lindrede hende, saa længe, indtil +Smerterne vakte hende igen. + +Undertiden greb Morfinhungeren hende i Theatret med uimodstaaeligt +Raseri. Hun blev siddende, med sammenbidte Læber og rystende over hele +Kroppen, for at hun ikke skulde forskrække Carl, der sad ved Siden af +hende. + +Thi midt under alle sine Lidelser forfulgtes hun af en Tanke som af en +Bremse: Carl var bange for hende; hun indjog ham Skræk. Ofte, naar de +sad sammen i Theatret, følte hun fra Siden hans Blik sky forskende paa +sig, og naar hun kom hjem, forfulgte dette Blik hende. + +-Han tror, jeg er gal, sagde hun. Han frygter for min Forstand. + +Men altid forskrækkede hun ham paany. + +En Dag i Begyndelsen af Foraaret var Urnes til Middag hos Grev +Rosenkrands. Om Aftenen spillede man Halvtolv. + +Man satte fem og tyve Øre ud. Bernstorf holdt Bank. + +Ellen havde bedt sig fri for at spille med, hun sad lidt, fra Bordet, +Morfinlængslen pinte hende. + +Uden at tænke paa de andre, begyndte hun at gaa frem og tilbage paa +Gulvet mellem Vinduerne. + +Grevinde Rosenkrands saa, at hun var meget bleg, og reiste sig: De har +det vist ikke godt, sagde hun. + +-Aa--tak--det er kun lidt Tandpine. + +Hun gik nærmere til Bordet og betragtede Spillet. Det evindelige: + +-Køber De. + +-For hvormeget? + +Irriterede hende, mens hun led. + +Bernstorf saa op fra Kortene. Hvorfor spiller De ikke, Grevinde Urne, +spurgte han. + +-Jeg har Tandpine, sagde hun. + +-Aa--den gaar over ved Spænding ... Skal vi to spille? + +-Om hvad? + +-Saameget De vil. 10 Kroner. + +Ellen tog sin Portemonnæ op: Ja, sagde hun, hvis det kan more Dem. + +Hun blev staaende bagved. Den lille Komtesse Rosenkrands modtog hendes +Kort: Køb, sagde hun. + +Bernstorf gav et Kort. Igen, sagde hun. Hun fik endnu et Kort og havde +tabt. + +Hun blev ved at holde ti Kroner og tabte. De andre var hørt op at +spille, sad lidt tause i Kredsen rundtom. + +Hun vandt. + +-Bliver De ved? Bernstorf blandede Kort. + +-Ja, med halvtreds. Hun traadte hen til Bordet, blev staaende og holdt +selv Kortene. + +Hun tabte; og vandt og tabte. + +-Mer--Mer--hun havde atter tabt. + +Baronesse Rosenkrands reiste sig og lagde Armen om hendes Liv. + +-De ruinérer Dem, sagde hun. + +Ellen hørte ikke. + +En Gang endnu. Det er spændende. + +-Mer. Hun tabte. + +-Mer. + +Hun spillede omkap med Hungren. + +-Mer, sagde hun. Mer. Hun havde atter tabt. Hun rystede sin Portemonnæ, +den var tom. Lad os holde op, sagde Bernstorf. + +-Nei. Hvorfor. Hun smøg et Armbaand af sin Arm: Dér, sagde hun. Tag det +for 100. + +Der blev ganske stille, ingen sagde et Ord. Baronesse Rosenkrands tog +sin Arm bort fra Ellens Liv. + +-Giv. + +Hun fik Kortet. + +-Jeg køber. Bernstorf gav et Kort lidt forfjamsket; saa ét endnu. + +-Et til. + +Ellen vendte Kortene: Tabt. + +Hun saa over paa Bernstorf og følte Tausheden om sig, og søgte Carl. + +-Ja--han sad der angst. + +Og pludselig betvang hun sig, og idet hun rakte Kortet med Armbaandet +frem imod Carl, sagde hun: + +-Carl--indløs mine Jettons. + +Den Nat lukkede hun ikke et Øie. Ud paa Morgenen slog hun Lagenet bort, +hvori hun havde gemt sit Ansigt, og hun satte sig op i Sengen. + +-Ja--sagde hun. Det kan ikke være andet. + +Og hun begyndte at tænke paa, hvorledes hun skulde skaffe sig Morfin. +Hun havde mange Planer--vilde bestikke en Læge, skaffe sig Vædsken fra +Apotekeren paa deres Gods ... Men hun forkastede det. Hun vilde ikke +have Medvidere. + +-De vilde forraade mig. Hun følte det som en Forbrydelse. + +-Nei--jeg maa finde paa Udveie. + +Hun blev pludselig opfindsom, hun havde tusind Planer. Og +Hungersmerterne holdt inde, mens hun overveiede, ligesom en Tand, der +hører op at smerte, naar man tænker paa Tandlægen. + +Hun blev livlig, hun søgte, prøvede. Saa med et saa hun et bestemt +Ansigt for sig, en rig Grossererfrue, for hvem hun var præsenteret. + +Hun havde siden truffet hende i Selskab: Hun er Morfinist, havde hun +sagt. Hun havde strax set det paa de nervøse Bevægelser, paa Blikket; i +Aftenens Løb saa de ofte paa hinanden. + +Ellen gjenkaldte sig atter hendes Ansigt, Træk for Træk, Blikket, +Farven, Maaden at tale paa: Ja--sagde hun--hun er Morfinist. Jeg vil +spørge hende. + +Hungeren drev hende, skød alle Indvendinger til Side. Natten gik, og +Dagen var hende uendelig lang. Hun havde bestemt sig til at tage hen til +Etatsraaden i Gothersgade Klokken et efter Frokost, men Klokken elleve +lod hun spænde for: Hun vilde besørge nogle Ærinder først og spise +Frokost hos en Konditor. + +Men da hun kom ned i Vognen, sagde hun strax: Gothersgade. Hun kunde +ikke vente. Men da de bøiede ud paa Kongens Nytorv, blev hun greben af +en pludselig Skræk, hun kunde ikke køre derhen og vilde opsætte. + +-Larsen, raabte hun. Kør til Richardt. Hun stod ud, bestilte et Par +Kager og et Glas Portvin. Og da det kom, gik hun uden at have rørt det, +steg ind i Vognen igen og kørte til Gothersgade. Hun rystede som af +Kulde. + +Hun følte ikke sit Hjertes Slag, da hun ringede paa Porten og gik op ad +Trappen. Hun var stakaandet, saa hun neppe kunde tale, da hun rakte +Tjeneren sit Kort. + +-Sig Etatsraadinden, at det haster. + +Hun blev vist ind i en stor Dagligstue, og man bad hende vente. Hun var +ligbleg og skælvede: Hvis jeg har taget Feil, sagde hun. + +Pludselig støiede Etatsraadinden frem under Portièren. + +Hun hilste familiært som paa en ventet Gæst. Ellen blev forbauset, +lettet. Men saa slog det hende. + +--Det er, fordi vi er medskyldige; og hun rødmede forvirret. + +De talte lidt om ligegyldige Ting, anstrængte sig begge. Etatsraadinden +saa uafbrudt paa hende, med et Smil. + +-Hvor hun er fræk, sagde Ellen. + +Saa gjorde Etatsraadinden en Bevægelse, som for at rykke hende nærmere. +Men De sér saa daarlig ud sagde hun og strakte Haanden ud. + +Ellen tog Hænderne til sig, som havde hun faaet noget slimet mellem +Fingrene: Tak, sagde hun og gyste let, jeg er meget vel. Og hun reiste +sig, Etatsraadinden saa hende ind i Ansigtet: Foraaret er dog saa slem +en Tid for--Nervøsitet, sagde hun. + +Ellen oprørtes. Og pludselig gav Sindsbevægelsen hende Besindelsen +tilbage. Hun fandt et Paaskud for sin Visit. + +Hun tog sin Muffe og med et helt rolig, sagde hun: + +-Grunden til mit Besøg er egenlig en Velgørenhedssag ... Jeg vilde bede +Dem tegne mig for femhundrede Kroner til de fordrevne Jøder fra Rusland. + +Hun betragtede Etatsraadinden, der blev forvirret, og hun sagde igen: + +-Deres stakkels Trosfæller, som maa lide saa meget. + +-Ja, sagde Etatsraadinden, De lider meget. Der blev en Taushed. + +Saa tog Ellen Afsked. + +Hun kørte hjem. Men ved Middagsbordet fik hun ondt og maatte gaa. Hun +kæmpede med Hungeren to Timer: gik op og ned paa sit Gulv, brækkede sine +Negle ved at slide i Stolene, hvor hun kastede sig. + +Saa overmandedes hun. + +Hun slog et Sjal om sig, og ad Bagporten gik hun ud paa Gaden: Det var +strømmende Regn og Blæst. Uden at sé tilhøire eller venstre løb hun +langs Husene lige til Etatsraadindens Port. + +Hun ringede. Tjeneren lukkede op. Han saa paa hende, Vandet drev af +hendes Klæder. + +-Hvem vil De tale med, sagde han. + +Hun tog det vaade Slør bort fra sit Ansigt: Det er Grevinde Urne, sagde +hun. Er Etatsraadinden hjemme. Og hun gik ham hastigt forbi ind i +Gangen. + +Tjeneren pegede paa en Dør: Etatsraadinden er alene hjemme, sagde han. +Jeg skal melde Dem. + +Men Ellen aabnede Døren og gik ind; hun saa Etatsraadinden reise sig fra +en Sofa, og uden at hilse, lige hen mod hende, sagde hun, med Hænderne +mod sit Bryst: + +-Nei, nei, jeg kan ikke længer--hjælp mig ... + +Ordene løste for Graaden, og svimmel, borte i en Hulken, der rystede +hende, faldt hun ned i en Stol. + +Hun hørte Etatsraadindens Stemme, der sagde: + +-Hvorfor dog? hvorfor dog--Det er ikke saa slemt, og hun løftede +Hovedet forvirret; hun havde næsten glemt, hvor hun var. + +Tilgiv--tilgiv, mumlede hun. + +Hun fik et nyt Anfald af slimet Væmmelse ved at føle Etatsraadindens +bløde Hænder paa sig, og hun drog sig bort fra hendes Kærtegn. + +Etatsraadinden sagde: Stakkel, stakkels Barn--De har lidt meget. + +Der blev en Taushed, og Ellen sagde: Hvor De maa være forbauset over, +at jeg kom. + +Etatsraadinden tog igen hendes Hænder, smilede og sagde: Jeg vidste jo, +De vilde komme. + +-Vidste De? + +-Ja--og atter den bløde Haand--jeg kunde jo se det. + +Ellen brød ud i en ny Hulken og kastede sig i Stolen. Er Smerterne saa +haarde? Etatsraadinden reiste sig: Stakkel--Stakkel--men nu er det jo +forbi ... + +Ellen svarede ikke og blev ved at kaste sig i Fortvivlelse. Hun hørte +Etatsraadinden gaa over Gulvet og saa sig om: Ja--hun var gaaet. + +Hun havde en ny Lyst til at løbe, men sløv blev hun liggende, til +Etatsraadinden kom igen. + +-Her, sagde hun. Jeg er altid beredt paa at kunne hjælpe en anden. Og +hun rakte hende en Flakon og en Pakke. + +-De kender jo Brugen? + +-Ja. Jeg kender det. + +Etatsraaden beholdt hendes Hænder i sine: + +Skal jeg dog ikke hjælpe Dem første Gang? sagde hun. + +Ellen saa sky paa hende: Tak, sagde hun og kunde neppe tale, jeg vil +heller selv--hvis jeg maa. + +Hun gemte Flakonen. Tak, sagde hun, saa vil jeg gaa. + +Hun kørte i en Droske til Gadehjørnet ved Palæet. Hun kunde ikke være +gaaet, saadan rystede hun. Hun sneg sig ind gennem Bagporten og op i sit +Boudoir. Men hun forlod det igen, fordi der ikke var Døre, og hun gik +ind i Sovekammeret. Hun laasede af, og slog Portièren ned. Hendes Hænder +skælvede, saa hun knap fik Pakken løst og Sprøiten ud, i sin nervøse +Hast. + +Hun fyldte den indtil seks Centigram, spildte lidt og tog Ærmet tilside. +Tænderne klaprede i hendes Mund. + +Hun holdt Sprøiten ned mod sin Arm og forsøgte at stikke. + +Men Sveden sprang frem og væmmelig ved at lemlæste sig selv, slap hun +Sprøiten. + +Hun blev svimmel, gik hen over Gulvet og lagde sig paa sin Seng. + +Indtil hun pludselig reiste sig igen, gik hen foran Speilet og hastig +gød Vædsken ind under sin Arm. + + + + +VI. + +--_Sacrebleu_--_la beautè du diable!_ Den nye Attaché fæstede Kikkerten +paa Ellen Urne, der kom frem fra Logetrappen:--_Magnifique_, sagde han, +_magnifique--la comtesse_. + +Og da hun gik langs med Logeranden fulgt af Carl, sagde han stadig med +Kikkerten for Øinene: + +-_Le jeune homme? C'est l'amant?_ + +Bernstorf lo: _Mon ami--c'est le fils_, sagde han. + +Franskmanden blev ved at betragte Ellen, mens hun tog Plads. + +-_Mais--vraiment--voilà une reine_. + +Stemmerne døde hen i Hyl fra Klownerne, der knuste Svineblærer ved at +kaste sig paa Jorden. + +Ellen slog sit Slør op og mønstrede Logerne. Hun hilste paa et Par +Bekendte, Carl og hun lo ad Grevinde Petersdorf, hvis Ansigt skinnede +under en gul Hat med tre uhyre Strudsfjer: Kanehesten er mødt, sagde +Carl. + +-Carl brug dog ikke Øgenavne her. + +En Jonglør producerede sig paa Staaltraadsline, efter ham kom et +dresseret Svin. + +Det hylede og skreg, mens det listede mat gennem et Par Tøndebaand i +Manegen. Publikum hvinede vildt af Henrykkelse: Carl, De vælter Cirkus, +naar De kaster Dem saadan paa Stolen--le dog ikke saa voldsomt. + +-Aa--a--men sé dog Dyret, sé dog! + +-Sé heller paa Grevinde Petersdorf--hun er coquelicot af Raseri paa +Grisens Vegne ... Men hun er ogsaa Vicepræsident i Selskabet til Dyrenes +Beskyttelse ... + + +Folk trampede og klaskede i Hænderne af Jubel: Svinet stod paa Bagbenene +med Nathue om Ørene. + +Men sé dog, sé dog Dyret, raabte Carl. + +Ellen var træt af at le og saa paa Programmet: Det næste er en Debut, +sagde hun. Mlle. Konstance, storartet Ridt i den høie Skole ... + + * * * * * + +Grisen var ude: alle Staldmestrene _en haie_ foran Indgangen. Orkestret +satte i med et langt Forspil, mens alle saa mod det røde +Indgangsdraperi. + +Det bliver høitideligt, sagde Ellen. Vi skal forberedes. + +Tæppet raslede i sine Ringe: Mlle. Konstance red ind. + +-Nei--hvor hun er smuk. Carl og Ellen sagde det paa samme Tid. Saa tog +Ellen Kikkerten bort, satte den atter for og blev rød: Hun vilde have +troet, det var hende selv, der red. + +-Ja, Ligheden var forbausende. + +Hun følte en Beundring, mens hun betragtede sin egen Skønhed hos en +anden. + +Pludselig vendte hun sig for at sé paa Carl. Han sad med Kikkerten +klistret til sine Øine: + +-Det er en deilig Hest, sagde hun. + +Han hørte det ikke, fulgte Ryttersken i hver Bevægelse og dreiede +Hovedet for ikke at gaa glip af noget. + +Ellen blev rød paa ny. Hun søgte om noget at sige: Er det ikke det +sidste Numer i Afdelingen? spurgte hun. + +-Ja--hun er henrivende, sagde Carl og blev ved at sé i Kikkerten. + +Endelig var Numret forbi. + +Carl satte Kikkerten fra sig og reiste sig strax: Kan De sidde alene? +spurgte han. Jeg gaar ned i Stalden. + +-Naturligvis. + +-Tak. Og han gik hurtigt. + +Under Pausen kom Bernstorf over for at presentere den nye Attaché. + +-Hr. Zimonys, sagde han, Hr. de Vilsacs Efterfølger. + +Ellen bøiede Hovedet til Hilsen: Hvorledes har Vilsac det? spurgte hun. +Det er noget siden, jeg hørte fra ham--Jeg satte saa megen pris pas +ham. + +-Ja--Han var meget elskværdig--Fru Grevinde. Desværre ... derfor--han +har skudt sig iforgaars. + +Ellen kom til at ryste. Forvirret sagde hun: Skudt sig--gode Gud, og +greb om Logeranden. Hvorledes er det dog gaaet til? + +-Vi fik kun imorges Telegram derom. Han blev fundet i et Krat ved +Byporten med en Revolver ved Siden af sig. Han havde lidt urimeligt af +Melankoli al den Tid, han havde været i München. Det er meget sørgeligt. + +Han gav sig til at tale om andre Ting. Ellen sad bleg. Med ét sagde hun: + +-Naar sagde De, han var død? + +Franskmanden huskede ikke strax: Død?--naa--iforgaars. + +Ellen sukkede; og med det samme stive Ansigt sagde hun: + +-Han var modig-- + +Pausen var forbi, og Herrerne gik. Carl kom op, munter og rød i +Kinderne: Har de mange smukke Heste? spurgte Ellen. + +-Deres Heste...? Ja--de har mange, og hans Kikkert søgte op mod +Amfitheatret. + +Ellen hørte Publikums Bifald som en fjern Larm, hun blev svimmel af at +sé Hestene, der fór rundt bag en let Taage for hendes Øine. + +-Jeg er ikke vel, sagde hun, tror De, Vognen er kommen? + +Carl gik ud for at sé ad. Lidt efter tog de hjem. + +Carl var meget snaksom, ophidset, fuld af springende Indfald: Man skulde +tro, De havde drukket lidt, sagde Ellen. Carl lo. Han sad tæt op ad +hende i Vognen og kærtegnede hendes Haand. Den sidste Del af Veien talte +ingen af dem. + +De gik ind i Ellens Kabinet og satte sig i Krogen under Palmerne. +Samtalen gik trægt. Ellen var distræt; Carl sad og stirrede uafbrudt paa +hendes Ansigt. + +Saa lige med et sagde han, og blev ved at sé paa hende: Jeg kyssede +Skoleryttersken. + +Ellen saa paa ham: Hvad si'er De? + +-Ja--lige paa Munden. + +-Men Gud, Carl--hvor kunde De dog ... Hvor foregik det? + +-Hun stod paa Trappen--lige ved Stalden--saa tog jeg hende om Livet og +kyssede hende ... + +Begges Kinder brændte; hans Blik blev ved at hvile paa hende. Ellen lo +stakaandet: Og hun tog det ganske roligt, sagde hun. + +Hun taug, alt stemmede op i hendes Bryst; svimmel følte hun Fristelsen +til at falde ned mod hans Skuldre. + +Og han sagde endelig: Hun lignede Dem. + +Han sank i Knæ: Men De er smukkere. + +Ellens Hjærteslag standsede. I et eneste Nu af Jubel slog hun Øinene op +og sugede hans Billed til sig i beruset Elskov. Hendes Blik gav Flammer. + +Saa skød hun ham bort med en uhyre Forsagelse: + +-Husk, jeg er ikke rask, sagde hun. Sid mig ikke saa nær, min Ven ... + +De talte længe ikke. Ellen fornam en dyb Træthed, næsten som en +Besvimelse. Og efter en lang Taushed sagde Carl med Blikket paa hendes +Ansigt: + +-Hun havde Vilsacs Billede i sin Medaillon. + +-Vilsacs? + +-Ja--jeg saa det ganske tydeligt, da Medaillonen vendte sig. + +Ellen følte en kold Bleghed over sit Ansigt, og hendes aabnede Mund +lukkede sig igen. Og i et Nu faldt en Sætning hende ind, den døde Vilsac +en Gang havde sagt, mens han sad her ved Siden af hende: + +-Sér De, jeg tror altid, der er et Øieblik, hvor Skæbnens Vogn ruller +over os. + +Hun hørte hans Stemme, saa ham ... + +-Ja--Skæbnens Vogn. + +Hun reiste sig vaklende, og hun støttede sig til Kaminen. + +Carl blev siddende, og med Ryggen til ham sagde hun: + +-Vilsac er død ... + +-Vilsac? Men hvor har De hørt det? + +-Af Hr. Zimonys--i aften-- + +Carl kom hen til Kaminen: Af hvad er han død? sagde han, saa pludselig! + +Ellen stønnede let: Han har skudt sig, sagde hun. + +-Hvor er det skét? + +-I München. + +Hun hørte Urets febrilske Dikken, og støttede sit Hoved i begge Hænder. + +Saa sagde Carl: Jeg vidste godt, han elskede Dem. + +Hun svarede ikke. Han satte sig hen ved Lampen, bøiet og ubevægelig; +stjaalent saa hun paa ham. + +Og da det havde været saadan længe, reiste han sig og sagde sagte, uden +at sé paa hende: Godnat. Du ved, jeg skal imorgen tidlig til Ringsted +til Jagt. + +Og gik. + +Hun fór hen til Portièren og lyttede efter hans Skridt. Hun vilde have +kaldt ham tilbage. Men saa førte hun Lommetørklædet op mod sin Mund og +holdt det fast til sine Læber: + +-Nei--jeg skal ikke sé ham mer. + +Hun satte sig, en Rystelse greb hendes Legeme. Hun faldt sammen og +samlede ikke mer sine Tanker. Tilsidst sagde hun: Jeg vil tage en +Indsprøitning. + +Hun stod op og gik ind i Sovekamret. Besindelsen kom tilbage med +Morfinen. + +-Ja--hun maatte bort. Og strax. + +Som naar ved et Dødsfald Ligets Røgt giver Huset travlt, fik hendes +Tanker nok at tage vare: Reisepaaskud, Opbrud.--Foreløbig kunde hun tage +paa Landet, til Urnesgave. Hendes Sygdom var Grunde nok ... Og Carl +skulde naturligvis blive, det var Synd at berøve ham noget af Sæsonen, +der stod tilbage. + +Saa--siden ... De kunde reise i Udlandet ... man fandt paa Raad, man +fandt paa Raad ... + +Hvor hendes Tanker pludselig var klare. Det slog hende selv. + +Aa--ja--det galdt at have Mod, blot at have Mod--saa kom det andet ... + +Og der var jo ikke saa længe til, man kunde tænke paa at faa--ham gift. + +-Gift. + +Hun blev ved at holde paa denne Tanke, og hun begyndte at søge om en +Brud til ham mellem dem, de kendte. Men hun fandt ingen. Og hun faldt +hen i vage og vemodige Drømmerier om den Lykke, de da skulde nyde--om +mange Aar, naar de alle var blevet ældre. + +Indtil hun vaagnede ved at Tjeneren bragte Theen ind. + +-Er Greven hjemme? spurgte hun. + +-Ja. Hans Eksellence kommer ind at drikke Thé. + +-Tak. + +Ellen reiste sig og holdt et Øieblik Hænderne for Øinene. Smerten, hun +havde betvunget, steg kvælende op i hendes Hals. Men det maa, sagde hun. +Hun hørte Urnes Trin--vendte sig og modtog ham med et Smil: + +-God Aften, min Ven. + +-God Aften--er I allerede hjemme fra Cirkus? + +-Ja--vi tog hjem--jeg var ikke vel. + +-Igen ikke vel? Det er virkelig ængsteligt, Ellen ... + +-Aa, min Ven--det er kun Træthed--hun rakte ham Theen--jeg kan ikke mer +beherske mig. Jeg er altfor nervøs ... + +-Det er ogsaa derfor, jeg vilde bede Dig, om jeg ikke maatte tage hjem +til Urnesgave. + +-Vi tager jo alle hjem om tre Uger--efter Hans Majestæts Fødselsdag ... + +-Ja--men ... jeg er bange, jeg ikke holder ud saa længe--den nervøse +Graad brød frem bag hendes Smil.--Der er endnu saa mange Fester tilbage +... Du kunde følge mig hjem imorgen Aften og saa vende tilbage--saa +havde jeg tre Uger helt i Ro ... + +Hun gik hen imod ham og lagde Armene om hans Hals: Du sér selv, hvor +nervøs jeg er, sagde hun, Taarerne løb ned ad hendes Kinder. + +-Men--den ottende, min Ven, det vil gøre Hans Majestæt ondt ... + +-Jeg skal skrive til Hendes Majestæt ... Hun vil godt kunne forstaa det. + +Hun slap ham og tørrede Taarerne bort af sit Ansigt. + +-Og saa bliver du og Carl her jo, sagde hun. + +-Ja--der er jo intet i Veien--men allerede imorgen ... + +-Det vil skaane mig for Besøg og Visiter--ikke sandt, saa bli'er det +imorgen? Tak Urne--du er saa god. Hun lænede sig atter til ham og +løftede Ansigtet op imod hans: + +-Ja, sagde hun, det vil gøre mig godt at komme til Ro. + +Urne klappede hendes Kinder: + +-Ja--naar Du blot kunde blive rigtig rask igen, sagde han. Jeg +længes--han strøg hendes Kind--længes derefter ... + +Han saa ned paa hendes Ansigt, ømt. + +-Ja, sagde hun og slap ham, rød,--naar jeg blot kommer bort. + +Hun talte om adskillige Ting ved Reisen, alt mildt og dæmpet. Saa sagde +hun: + +-Bli'er du vred, om jeg be'er dig gaa? Jeg er saa træt. + +-Nei--gaa til Ro. Du trænger til det ... Jeg gaar en Timestid hen i +Klubben ... God Nat, min Ven. Han kyssede hende paa Kinden og gik. + + * * * * * + +Saa var det altsaa forbi: Han havde sagt Ja. De skulde bort. + +En grusom Smerte greb hende. + +Og det stilnede igen, og hun løftede Ansigtet og saa sig om fra Plet til +Plet. + +Hun mindedes den første Aften, Urne havde talt om Carl--Der havde hun +siddet med hans Billede i sin Haand--saa længe. + +Hun tog Medaillonen frem fra sit Bryst, og hendes fugtige Øine kunde +ikke sé hans Træk, som hun bedækkede med sine Kys ... + +Det var forbi. + +Og han skulde aldrig mer sidde her hos hende, og aldrig skulde hun føle +hans Hænder skælve i sine, og aldrig mer hans Læber mod sine, og aldrig +skulde han hvidske med sin bløde Stemme, som hun elskede: + +-Hvor De er god! + +Og lægge sig ind til hendes Bryst. + +Aldrig mer. + +Han skulde ikke mer løfte et Blik mod hendes Ansigt, og aldrig skulde +hendes Kinder fornemme hans Aandepusts Varme. + +Hun kastede sig ned over Stolen og hun græd, og hun tænkte paa Vilsac, +der var død, fordi han elskede hende, og pludselig lo hun. + +Saa latterligt var dog alting! For latterligt. + + * * * * * + +Hun lod Kammerpigen komme og bad hende løse hendes Haar. Hun sad stiv og +lod hende handle med sig, som hun vilde. Hun betragtede sig i det store +Speil, som hun sad med udslaaet Haar: Hvorfor skal jeg dog længer være +smuk, sagde hun. + +Hun vilde ikke mer møde Mændenes Øine, naar de hang ved hendes +Skikkelse; hun vilde ikke høre deres forblommede Ord, der besudlede +hende. + +Nu maatte det være forbi. + +Hun lod Kammerpigen gaa, og hun blev siddende i sin Stol i den hvide +Peignoir. + +Hvor der var stille--ikke en Lyd og helt ensomt. Saadan vilde det blive +nu. Hun vilde have Ro om sig og ingen Mennesker og ingen Larm. Kun +Ensomhed, Fred til at være ene. Menneskene vilde blive hende saa +ligegyldige, alle ens og alle uden Værd, og saa vilde hun leve ene. + +Og hun vilde kun have døde Ting om sig, som ikke bragte Smerte. + +Men atter slog Trøstesløsheden hende med Fortvivlelse, saa hun græd og +atter blev hun sløv. + +Det var Sjælens Dødskamp. + +Hun vilde samle hans Billeder sammen og tage dem med--alle. Hun reiste +sig, og hun gik ind i Dagligstuen, og hun tog Fotografierne ud af +Albumerne og vendte tilbage med sin Skat. + +Hun betragtede dem ved Lampen--ét for ét--kyssede dem og talte til dem +med ømme og kærtegnende Ord: + +-Nei, sagde hun, nei--Du vil ikke savne mig--og Du vil aldrig blive +ulykkelig min Dreng som jeg, og der vil aldrig komme den Tid, hvor Du +foragter mig. Vil Du altid huske mig--en Gang imellem huske mig--vil du? + +Hun savnede et af Billederne, det sidste, der var taget helt nylig. Det +var rigtigt--det sad i hans eget Album--oppe i hans Stue. + +Hun følte en ubetvingelig Lyst til at hente det, til straks at eie alle +Billederne. Hun saa paa Uret. Klokken var et. Han var naturligvis i Seng +og sov, hun kunde gaa ind i hans Dagligstue uden at vække ham. + +Hun bandt hurtigt sit Haar op, der var faldet ned, og hun tog +Lysestagen, som stod paa Kaminen. Sagte sneg hun sig op ad Trappen og +aabnede hans Dør. + +Ja--Stuen var mørk. + +Hun holdt Lyset op og betragtede Værelset længe. Hun saa paa hans +Vaaben, der hang paa et Silketæppe paa Væggen, og paa hans Yndlingsplads +bagved den aabne Reol. Hun tog Bogen, hvori han havde læst, og hun lod +den flade Haand glide sagte hen over dens Blade. + +Hendes Billede stod paa hans Bord. + +Hun skælvede ved at høre en Støi paa Gangen, og hun tog Albumet, +Portrættet sad deri ... Hun tog det ud. Ved Siden af Albumet laa en +Stump af en Cigaret. Han havde maaske glemt den der, da han gik i Seng. +Hun tog den og gemte den. + +Og med et følte hun en urimelig Længsel efter at sé ham--en Gang endnu. + +Med Lyset i Haanden gik hun hen over Tæppet og lyttede ved Portièren til +Sovekamret. Jo, hans Aande var regelmæssig og dyb; og hun løftede +Portièren varsomt, og traadte ind. + +Han havde kastet sig paa Sengen helt paaklædt. + +Hun lagde først varsomt et Tæppe helt om ham. Saa løftede hun Lyset, +skærmede for Skæret med den anden Haand, og betragtede ham. + +Hans Hoved laa paa Siden--hans Mund smilede-- + +Hvor hun elskede ham! + +Hendes Læber bevægede sig til et Par sagte Ord--Han rørte sig i Søvne og +aabnede Læberne. + +Saa rev hun sig løs. + +Hun gik hastigt ud, ind gennem Dagligstuen, med Haanden for Lyset. Hun +forskrækkedes ved Dørens Lyd, da hun aabnede den til Gangen, og hun gik +ned ad Korridoren. + +Hun skreg ikke, da hun saa Urne, der traadte til Side for hende. De +stansede et Sekund, og de skiltes som to Skygger, der gled fra hinanden. + + + + +VII. + +Solen brændte Plænerne paa Thorsholm. Og Thérosetræerne i Balustradernes +Kummer udsendte i Strømme deres sarte Duft. Heliotroper og Reseda +blandede deres Vellugt i Vaserne. + +Thi Vellugt elsker Grevinde Urnes syge Sans endnu. + +Naar hun en enkelt Gang i Middagssolens Hede træder ud paa Terrassen, og +sløv, indhyllet i en Kaabe, falder hen i sin evindelige Halvsøvn, mens +den slappe Mund aabner sig i det magre, maskeagtige Ansigt--kan hun med +ét mat strække sin udtærede Haand frem mod et Rosentræ, og hun plukker +en Blomst. Hun indsuger længe dens Duft; og hun trykker dens Blade mod +sine Øienlaag. + +Hun aabner Øinene og støttende Hovedet paa sin Haand ser hun ud over +Haven. Men de smaa Pupiller smerter, og Laagene sænker sig igen. + +Indtil hun pludselig sky reiser sig og gaar ind. Hvor hun ligger Time +efter Time hyllet i evig Døs. + +Mekanisk strækker hun Armene op i Luften og gnider den ene mod den +anden: Stikkene smerter hende. Og om Aftenen, naar alt er til Ro, +sniger hun sig ofte ud og ned i Lindegangen, og hun mildner Armenes +Smaasaar med den kølige Jord. + +Hun tager Jorden op med den flade Haand og spreder den paa sin Arm. Hun +drager et Suk--naar det linder. + +Den halve Nat vandrer hun rundt i Haven--rundt, thi Søvnen vil ikke +komme. Morgenklokkerne i Nørup finder hende vaagen og piner hendes syge +Nerver. + +Hun sender Bud til Præsten, om det er nødvendigt at lade ringe. Han +forespørger hos Bispen. Og Klokkerne tier. + +Men Grevinde Urne sover ikke. + +Hun taaler ikke mere Lyden af Skridt over Gulvet. Kammerjomfruens +Berøringer smerter hende. + +Hendes lammede Tanker finder ikke længer Ord, og Sætningerne kom-mer +usammenhængende og uden Følge. Hun søger om Benævnelser og finder dem +ikke. + +Og undertiden, naar hun spiller Kort med Kammerjomfruen--det hændes, hun +lader hende vække om Nætterne--falder hun med ét hen i idiotisk Apati, +hvor Ansigtet forstenes. + +Saa Kammerjomfruen sidder skælvende, indtil Søvnen overvælder hende, og +hun slumrer ind lige overfor sin Frue. + + * * * * * + +Saaledes levede Grevinde Urne fra den Dag i Marts, hun med Greven var +ankommen til Thorsholm. + + +De to havde intet Ord vekslet. Formiddagen efter hin Nat havde Greven +sendt Bud, om Grevinden saa vilde være beredt til at tage til Thorsholm +om Aftenen. + +Hun havde forstaaet, hvad Forandringen af Reisen betød. + +Da de i Nyborg gik over Broen til Dampskibet, var hun stanset et Sekund +og havde betragtet den smalle Stribe af mørkt Vand. + +-Kom, sagde Greven. + +Og hun fulgte. + +Greven blev to Dage paa Thorsholm. Ægtefællerne mødtes ved Maaltiderne. +Den sidste Dag sagde han: + +-Jeg reiser iaften. + +-Hvorhen? spurgte hun. + +Og uden at sé paa hende sagde han; + +-Bort. + +Dermed skiltes de. + + * * * * * + +Og Tiden rinder. Mens Ellen Urne, ené paa sine Fædres Gaard, synker dybt +og dybere i Morfinens Døs. + + + + + +End of the Project Gutenberg EBook of Faedra, by Herman Bang + +*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 11396 *** diff --git a/LICENSE.txt b/LICENSE.txt new file mode 100644 index 0000000..6312041 --- /dev/null +++ b/LICENSE.txt @@ -0,0 +1,11 @@ +This eBook, including all associated images, markup, improvements, +metadata, and any other content or labor, has been confirmed to be +in the PUBLIC DOMAIN IN THE UNITED STATES. + +Procedures for determining public domain status are described in +the "Copyright How-To" at https://www.gutenberg.org. + +No investigation has been made concerning possible copyrights in +jurisdictions other than the United States. Anyone seeking to utilize +this eBook outside of the United States should confirm copyright +status under the laws that apply to them. diff --git a/README.md b/README.md new file mode 100644 index 0000000..b300da5 --- /dev/null +++ b/README.md @@ -0,0 +1,2 @@ +Project Gutenberg (https://www.gutenberg.org) public repository for +eBook #11396 (https://www.gutenberg.org/ebooks/11396) diff --git a/old/11396-8.txt b/old/11396-8.txt new file mode 100644 index 0000000..6d81665 --- /dev/null +++ b/old/11396-8.txt @@ -0,0 +1,8165 @@ +The Project Gutenberg EBook of Faedra, by Herman Bang + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + + +Title: Faedra + Brudstykker af et Livs Historie + +Author: Herman Bang + +Release Date: March 1, 2004 [EBook #11396] + +Language: Danish + +Character set encoding: ISO-8859-1 + +*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK FAEDRA *** + + + + +Produced by Steen Christensen, Heidi Christensen and PG Distributed +Proofreaders + + + + + +Herman Bang + +F Æ D R A. + +BRUDSTYKKER AF ET LIVS HISTORIE. + +Kjøbenhavn + +1883. + + + + +FØRSTE DEL: + +FORHISTORIEN. + + + + +I. + +Nu var Thorsholm alt, hvad Maag'erne havde tilbage. Før havde skiftevis +en Jens og en Jørgen Maag--de to var Slægtens Yndlingsnavne--fra +Thorsholm af eiet og styret over Landet fire Mil i Omkreds lige til +Fjorden, og Ætten havde hørt til de rigeste i hele Jylland. + +Syg efter Ære havde Slægten altid været, og ydre Glands elskede de. +Sønnerne holdt til ved Hove, og Døtrene fik bestandigt stort Gift. Ogsaa +til Udlandet drog de--de yngre Børn--og man havde ofte hørt Ry af dem +baade paa Valpladser og i Hofsale. + +Kun to af Slægten var det gaaet ilde. + +Erik var den ene. Høit var han steget i Gunst ved det fjerne Hof, hvor +han havde slaaet sig til Ro efter mange Eventyr, saa høit, at Landet +styredes mer af ham end af Kongen selv. Men saa en Dag styrtede han +dybt: Øxen knuste den Hals, en Dronnings Arme havde omslynget. + +Den anden var en Kvinde. + +Ellen Maag var saare smuk med Slægtens krusede Mund og store tungsindige +Øine. + +Velhavende var hun ogsaa--Maagerne var endnu rige--og Ellen havde haft +Beilere nok. Men hun havde kun Afslag til Frierne og blev siddende +hjemme. Saa hændte det en Sommer--da Jomfru Maag var tredive Aar--at +Kongens yngste Søn paa Vejen hjem fra et fremmed Hof kom i Besøg paa +Thorsholm. Den unge Prins var nitten Aar og smuk, og han blev paa +Gaarden i fjorten Dage. + +Om Aftenen holdtes Taffel under Lindene. Men efter Gæstebuddet gik +Jomfru Ellen ofte ved Prinsens Arm, og de talte fortroligt, mens det +mørknede. Saa, naar Natten faldt ind, og Gæsterne søvnigt brød op fra +Drikkelaget, var Jomfru Ellen tidt under Prinsens fagre Ord forsvundet +under Humlehavens Ranker, hvor Duften laa krydret og tung. + +Da den unge Prins var borte, gik Livet paa Thorsholm igen sin vante +Gang, og Sommer blev Høst, og Lindealléerne, de blev gule og tyndedes. +Ellen var bleg og trist; sky for Mennesker blev hun ogsaa, og tilsidst +lagde hun sig tilsengs: hun vilde ingen se. En Morgen fandt man hendes +Lig i Graven. + +Disse to var de Maagers Slægtsagn. + +Men forfængelig og pragtsyg havde hele Slægten været og en egen Tørst +havde den haft efter at naa det yderste i alt. Maade kendte de ikke i +noget. Derfor kom der ogsaa Tider, hvor det gik tilbage med Ætten: snart +bortsolgtes en Skov, snart afhændedes et Stykke Jordegods, for stort +skulde det stadig være paa Thorsholm. + +Christen Maag ødte Resterne. Det gik saa galt, at han solgte Gaardens +Kobbertag for at skaffe Penge til sine Daarskaber dernede i Versailles, +og da han kom hjem, lidt før den store Revolution, var han en forarmet +Mand. Hans franske Tjener, en ung Knægt, som han havde fisket i Paris, +og som forstod lige godt at bage Omeletter og at pudre et Haar, tættede +for Vinduerne i det østre Taarn: og han polstrede Væggene med alle +Husets gamle Tæpper--Maag var blevet svært kuldskær i Udlandet--og +pakkede ud en Mængde Billeder af nøgne Hyrdinder, som sov paa +Silkepuder, eller legede letfærdigt med Hyrder. Saa levede da Maag med +Jacques, saaledes hed Tjeneren, baade Sommer og Vinter, godt gjemt bag +de polstrede Vægge med de kælne Hyrdinder, og der gik adskillige Aar. + +Men da de franske Soldater under Bernadotte kom herop, var der ved den +Afdeling, som kamperede ved Thorsholm, en ung, sortøjet Marketenderske, +som sang sydfranske Sange og havde Zigeunerblod i sine Aarer. Hun kom +undertiden om Aftenen op til Jacques, der var en køn Karl endnu, og som +altid havde en Flaske Cognac staaende i Køkkenskabet. + +Maag saa hende nogle Gange og gav sig i Snak med hende. Det var saa +længe siden han havde talt fransk med nogen kvindelig Person. +Marketendersken sang for ham, og Sproget og Sangen fremelskede en +Erotik, der vel nærmest smagte som Potpourri af gamle Erindringer, men +som alligevel førte Jeannette til Altret med den gamle Maag. + +Ægteskabet blev ikke lykkeligt. + +Christen lukkede sig snart igen inde med Hyrdinderne fra Regentskabets +Tid, og Jeannette led af Hjemvé. Hun blev mager og huløiet, og hendes +Sind var tungt. + +Til Tider tilbragte hun hele Dage i et af de forladte Taarne. Hun krøb +op i Vinduet og sad paa Hug i den store Karm med Hovedet lænet til +Væggen og Hænderne om sine Knæ. Saaledes sad hun i Timer. Og uden at hun +vidste det, kunde Taarerne trille ned ad hendes Kinder, og hendes Læber +hviskede sagte fortvivlede Ord. + +Naar Jacques henimod Aften kom op for at hente hende ned, kunde han +kalde flere Gange, før hun hørte det; eller hun vendte Ansigtet om imod +ham, rystede paa Hovedet og blev siddende. Men sagde han saa, at Hr. +Maag ventede, reiste hun sig altid stille og fulgte ham. Der var til +saadanne Tider en blind Lydighed over hende. + +Men til andre Tider kunde hun blive betaget af en ubændig Lunefuldhed, +der svælgede i alle de mest modsatte Stemninger. Da sneg hun sig bort +fra Gaarden, og hun strejfede milevidt om gjennem Skoven og over +Markerne; eller hun betoges af krampagtig Graad, eller hun dansede i den +øde Riddersal og sang dertil. + +Men efter saadanne Dage blev hun altid dobbelt tung af Sind. + +Da hun havde været gift med Maag i tre Aar, blev hun frugtsommelig. +Under sit Svangerskab faldt hun Dag for Dag mere sammen, og hun døde +strax efter Fødselen. + +Arvingen til de Maagers Navn og Fattigdom var en Søn, Han fik Navnet +Erik. + +Der blev antaget en Amme, og hun og Jacques var de eneste, der tog sig +lidt af Barnet. Christen Maag saa ham kun sjældent og Sønnen syntes ham +helt ligegyldig. Saa voksede Erik op, som han kunde bedst; den eneste +Lærdom, han fik, var det franske, han talte med Jacques. + +De to var altid sammen. Om Aftenen sneg Erik sig ind i Tjenerkammeret, +der var morsomt; Jacques holdt saa meget af at fortælle; om de glade +Dage, da Herren og han var unge, om, hvor flot de havde levet i +Versailles. Han veiede sjældent saa nøie sine Ord, Jacques, og det var +oftest løierlige Ting, som den tolvaars Erik fik at høre. + +Mens Jacques fortalte, drak han flittigt af den gode Cognac, der var saa +rar mod Kulden. Erik fik en Slurk med, en til og en til--indtil han +faldt i Søvn midt under Historien og sov med Hovedet mod Bordpladen. + +Da Erik var tretten Aar, døde Christen Maag. Drengen sørgede ikke, han +havde kjendt saa lidt til sin Fader. Han gik kun omkring underlig +forskræmt og uhyggelig, saalænge Liget var i Huset. Og saa var han +blevet saa bange for Jacques. + +Han blev paa det Par Dage saa besynderlig gammel og rystende; gik +omkring med rokkende Hoved og mimrede og snakkede med sig selv, Erik +vidste ikke hvad. Liget lod han flytte ned i Riddersalen, og han gik +derinde og puslede hele Dagen. + +Den sidste Aften før Begravelsen gav Jacques Erik en gammel Kjole af +Faderens og sagde, han skulde tage den paa. Den var meget for stor, saa +Skøderne næsten slæbte efter ham; Hænderne blev borte helt oppe i +Ærmerne. + +Selv havde Jacques Pudderparyk og en gammel grøn frakke med Guldbroderi, +der var halvt slidt af og hang i Laser rundtom. Saa sagde han, at nu +skulde de til _Lit de Parade_. + +Han gik iforveien og slog Dørene op til Riddersalen. + +Men da Erik saa Faderens gule Ansigt i den aabne Kiste, strittede han ud +og vilde ikke ind. Han blev saa ræd. + +Men Jacques greb ham om Haandleddet, saa han troede han skulde synke i +Knæ ved det,--og han førte ham hen mod Kisten og Kandelabrene, der vare +behængte med noget sort Flor. Erik kendte det godt fra de gamle +Portrætter, der havde det hængt om Rammerne i mange Aar. + +Drengen rystede, saa han næppe kunde gaa; og han kunde ikke vriste +Øinene fra Ligets Ansigt: man saa Gummerne i den tandløse Mund. + +Jacques blev ved at trække i ham, helt hen til Kisten. + +Ræd lukkede han Øinene; da han aabnede dem igen, saa han hen over Liget +paa et Bord ved Hovedgærdet, og han stod pludselig stille og stirrede. +Paa et rødt Tæppe laa der helt fuldt af Handsker, gamle Rester af +Sløifer og Stumper af Slør. Men midt paa Bordet stod der to Atlaskes Sko +med Sølvbroderi; fra dem kunde Erik ikke vende sine Øine. + +Jacques gav sig til at synge af fuld Hals. Men Erik saa uafbrudt paa +Silkeskoene og fra dem hen paa det grøngule Ansigt og det store malede +Vaabenskjold paa Liglagenet over Knæerne. Det var det store Vaabenskjold +fra Vestibulen; der var Huller rundtomkring. Erik havde saa tidt skudt +til Skive efter det med sin Flitsbue. + +Jacques knælede, og halvt uden at vide det gjorde Erik det samme. +Tjeneren laa og mumlede og nikkede, og Erik begyndte at rokke med +Hovedet, mens Lysene osede; Lidt efter lidt tabte han Bevidstheden og +Hovedet faldt ned paa hans Bryst. + +Men da han pludselig vaagnede ved at støde sit Hoved, der dinglede, mod +Fliserne, skreg han og fór hvinende ud af Salen. + +Jacques gav sig til at pusle om Liget og samlede omhyggeligt alle +Relikvierne sammen paa Bordet. Han kendte de fleste, og han gik og +mumlede og smilte, mens han samlede det hele sammen i et lyserødt Flor +og lagde det under Hovedgærdet. Der stod Skum ud af Christen Maags +tandløse Mund, da Jacques løftede hans Hoved. + +Erik listede rundt ude i den mørke Gang, og hans Tænder klaprede, da +Kistelaaget blev slaaet til. + +Saa sov Christen Maag den evige Søvn med Hovedet hvilende paa sit Livs +Relikvier. + +Erik kom efter Begravelsen til Veile. Til Formynder fik han en +Prokurator, der pryglede ham en hel Del og ellers lod ham løbe, som han +vilde. Han kom i en lav Klasse i Skolen, og der sad han saa og drev og +blev en lang, opløben Knægt med hørgul Manke og døsige Øine. Munden var +de Maagers: en kruset, begærlig Mund, som lignede en Kvindes. + +Dorsk var han altid og halv søvnig: han havde en egen Lyst til at flyde +henad Bænken. + +Han havde ingen Venner. + +Opdragelse fik han ikke noget af. Der kunde komme ind i hans Liv lige +alt, hvad Tid og Lejlighed bragte. Men hvad han egentlig modtog af +Livet, var vanskeligt at sige, thi han lignede nærmest saadan en stor +Hund, der ligger doven og bare ser ligeglad paa det hele. + +Da han var seksten Aar, kom han til Landvæsenet. Han pløiede, spiste +overmaade meget og drak ikke mindre. Levede i det hele et stærkt +animalsk Liv, hvor intet aandeligt kom op i ham. Efter nye fire Aars +Forløb tog han hjem til Thorsholm og tog fat paa Driften. Han forsøgte +sig i Studeopdrætning og bragte Avl og Indtægt ikke saa lidt op. Hans +Selskab var Prangerne som købte hans Stude. I deres Selskab blev der +drukket en Del paa Thorsholm. + +Som Tingene stod saadan, blev han pludselig gift. + +Hans Hustru var Datter af den rige Kjøbmand Lind i Veile, eneste Barn. +Paa en Skovtur, Linds gjorde til Thorsholm Skove, saa hun første Gang +Erik, der var tilhest. Da han red forbi, blev Dyret sky over den hvide +Dug paa Grønsværet, og det saa ud, som skulde han kastes af. Men Erik +beholdt Magten over Dyret. Saa gjorde Lind Rytteren en Undskyldning og +bad ham staa af og spise med dem. Erik takkede og stod af Hesten. + +Under hele Maaltidet sad Erik og slugte Købmandsdatteren med Øinene. Hun +var lille, ganske sart. Hele Ansigtet var kun de to store Øine, der saa +saa langt--langt bort under de fine Bryn--saadanne Øine! + +Da de saa havde spist, gik de gjennem Skoven ind i Haven. + +Den var stadig forsømt. Krattet var vokset saa høit og frit mellem +Lindene, at der var helt vildsomt og mørkt. Erik maatte slaa Grenene +bort paa deres Vei. + +Jomfru Lind gik varsomt, halv angst, bag efter de gamle. Erik blev +veltalende: Han fortalte om Ellen Maag. Paa Gaarden skulde de sé hendes +Billede. + +Se, der var Lindene, hvorunder Kongesønnen havde spist. Der havde han +siddet--og der laa den Gang Humlehaven--og der-- + +Saa holdt han inde forvirret ... + +Men den lille blege Købmandsdatter spurgte ham, hvad der saa blev af. + +Hun druknede sig, sagde Erik. I Graven der. + +Nu maatte de sé Billederne i Riddersalen. Tak, ja--det vilde de gjerne. + +Da de kom derop, gik Madam Lind og stirrede paa al de malede Fruers +Stads, og gamle Lind talte, hvormange Billeder der var. Men Datteren +hørte paa Erik. Der var en Historie om hvert Billede, og Erik fortalte. +Og mens han fortalte, berusede han af sit eget Navn, der altid vendte +tilbage, og han talte sig varm. Der var saa megen Fornemhed gemt i denne +Sal. + +Jomfru Lind hørte stille, og Erik blev ved at fortælle. + +Det var en Admiral, der havde kæmpet paa +et fremmed Hav ... Han havde været Rigets Marsk.--Han saa hen. + +-De hører ikke efter, sagde han. Hun stod og drømte med Hænderne +foldede. + +-Jo, sagde hun og gyste lidt, jeg hørte godt. Og hun pegede paa et +Billede og sagde: Det var jo ham, som blev halshugget? + +Det begyndte at mørknes. Den gamle Købmand var blevet træt af alle de +gamle Excellencer, og han og Konen gik ørkesløse rundt og talte +Spindevævene og Laserne i Tapetet ... Saa mærkede de, der var Ekko i +Salen og begyndte at raabe omkap. + +Erik og Marie var ogsaa blevet færdige med Billederne. De kom ind i +Taarnkammeret. + +Marie havde aldrig før set Svinelæderstapeter og saa tunge Egetræsstole, +at hun knap kunde flytte dem. Erik fortalte, at Lampetterne var fra +Venedig--men al Forgyldningen var gaaet af--de var helt brune. + +De var Present fra en Doge. + +En Doge? + +Ja--saa gamle. + +Marie gik hen til Vinduet og faldt ned i en Stol. Hun skrev i Tanker sit +Navn i Støvet i Vindueskarmen; ingen af dem talte. + +Saa sagde hun: Hvor her er kvalmt, og Erik slog Vinduet op. Udenfor laa +Haven mørk. Duften fra Lindene løste og løftede sig under den dugvaade +Kølighed; steg op imod dem. Marie bøiede Hovedet frem: + +-Hvor det dufter, sagde hun. Hvor her er smukt. + +Hun støttede Ansigtet mod Vinduessprossen og stirrede ud i Haven. + +Hun mærkede, at Erik bøiede sig dybere ned over hende, og hun følte hans +Aande over sin Kind. Hun skælvede men flyttede sig ikke. + +Erik aandede knap. Han stod hende ganske nær og turde ikke berøre +hendes Haar med sin Haand ... Skælvede som hun. + +Saa hørte de Nattergalen slaa i Lindegangen. + +Da der igjen blev stille, reiste Marie sig pludselig. Hun vidste ikke +af, hun havde grædt. Men Erik nærmede sig hendes Ansigt i Mørket, og han +tog om hendes Hoved med begge Hænder og kyssede Taarerne bort fra hendes +Kinder. + +Hun gjorde ingen Modstand, lagde Kinden ind til hans; saa nærmede Erik +sine Læber til hendes, og han berørte dem flygtigt, i let Svimmel. + +-Marie--hvor er du--Marie ... + +Den gamle Købmand raabte, og Erik slap hende. De vekslede ikke flere +Ord, før Linds kørte bort. + +Erik stod ved Leddet, da Vognen kørte. Da saa Maries Slør forsvandt bag +Omdreiningen, vendte han sig, og mekanisk gik han tilbage til Taarnet. +Paa Stentrappen blev han staaende, og han lænede sig et Øjeblik til +Gelænderet. + +Hvor det dufter,--han hørte hendes Ord igjen--Hvor her er smukt. + +Og atter og atter sagde han de samme Ord. + +Men da han vaagnede op foran det aabne Vindu i Taarnet og følte +Natteluften mod sit Ansigt, kastede Erik Maag sig ned i Karmen og +hulkede som et Barn. Han fattede om Vinduesprossen med begge Hænder, og +han hviskede hendes Navn, igen ... igen ... og han kyssede med hede +Læber det kolde Træ. + +Om Morgenen laa han sovende udover Karmen. Han vaagnede ved, at Solen +stak ham i Nakken.-- + +Erik var forelsket. + +Og det var en egen tung og hjælpeløs Forelskelse, som helt tog Veiret +fra ham, og som næsten indjog ham Frygt. Det tog rent legemligt paa ham: +spise kunde han ikke, og Driften havde han ingen Lyst til. Han sad bare +i Lindegangen med det brændende Hoved i Hænderne og tænkte altid det +samme om igen, og han klyngede sig til de samme Billeder, og han gentog +de samme Ord. Han blev bleg, og sove kunde han heller ikke. + +Den tredie Morgen sadlede han sin Hest og red ud ad Veien til Veile. Han +maatte tale med Marie. + +Ialfald derind--ind, hvor hun var. Og som om hans Længsel ikke kunde +vente nu, da Beslutningen var tagen, jog han den jydske Hest frem, saa +den badedes i Sved og Fraade. + +Han #maatte# sé hende, bare at have set hende og saa ride hjem. Om +det saa kun var i Smug at sé hende. + +Bare at komme hende nær. + +Saa følte han Varmen, ynkedes over Dyret. Sveden drev af det. Og han +stansede for at lade det puste; vilde saa ride videre. Men Dyret maatte +dog gaa langsommere. + +Hvad vilde han saa hos Linds? Lade sig takke for sidst. For +andet--nei--andet turde han ikke ... Dyret gik helt langsomt. Tøilerne +faldt Erik af Hænderne. + +Saa da han naaede Byens Mark, vendte Erik Dyret. Men da han kom op paa +Bakken, dreiede han Hovedet. Der laa Byen--og der ... omtrent ved +Kirken--laa Linds Gaard ... Ja, der med Skorstenen. + +Saa red han hjemad. Og han red rundt i Skoven den hele Dag, Dyret lod +han græsse lidt paa Haraldhus Eng, steg saa igjen til Hest; red rundt, +snart mellem Træer, snart ad Veie, tænkte ikke derover. Da Aftenen kom, +holdt han igen paa Bakken ved Veile. + +Solen var gaaet ned og de blaalige Skygger fra Skoven gled langsomt hen +over Markerne. Aaen skinnede gennem Engene. Erik følte sig saa uendelig +træt. + +Han stod atter af og førte Hesten ved Tøilen og pludselig vaktes han ved +at høre Byens Stenbro under dens Hove. + +Han blev ved at gaa ved Siden af Hesten; taus gav han Dyret til +Gæstgiverens Karl og gik om ad Gyden langs Haverne. + +Der var en Duft af Tjørn og Syrener. Ganske tyst, thi alt var til Ro. + +Han løftede Klinken til Linds Have og sneg sig ind. + +Han listede frem, og kom han til en Lysning, sneg han sig bøiet tæt +langs med Buskenes Skygge. Hans Hjerte bankede, han trykkede Hænderne +mod sit Bryst, og han blev angst for Lyden af sine egne Skridt. + +En Hund gøede i Huset, og han foer sammen som en Tyv. Hørte saa Skridt i +Gangen. Han trykkede sig op imod Buskene og saa Marie. + +Han kunde ikke tale. Stod med bøiet Hoved og Hænderne knuget sammen, som +om han foldede dem. + +Hr. Maag--hvad vil De her--Marie talte sagte, strakte Hænderne +afværgende frem--Hvorfor er De kommen? + +Men ved Lyden af hendes Stemme saa Erik op. Der laa tusind Bønner i hans +Blik. Og med et Suk sank hans store Legeme ned foran hendes Fødder. + +Og mod hendes Kjoles Sømme trykkede han sine Læber, mod hendes Hænder, +mod Jorden, hvor hun stod--i elskovssyg Tilbedelse. + +Marie vilde fly; sagde: Maag--men Maag ... med en Stemme fuld af Graad. + +Saa lod hun Armene slapt synke ned paa hans Skuldre. + +Den næste Dag bad Erik Maag gamle Lind om Maries Haand. Lind gav sit +Samtykke og lovede at holde Brylluppet til Høsten. + +Til den Tid drog Marie ind paa Thorsholm som Eriks Brud. Det meste af +Huset var istandsat for gamle Linds Penge; der var nye Rammer om +Slægtsbillederne, og alt det gamle Skrammel havde Marie ladet pudse op. +Hun havde ogsaa faaet ladet hugge to nye Ulve til Indkjørselen, for +baade Skjoldene og Vaabenet var for længst faldet de gamle af Kløerne. + +Det var Slægtsglandsen, som havde betaget Marie. I denne store og øde +Sal, hvor hun havde vandret med Erik, der havde jo alt det levet, hvorom +hun havde læst. Her havde de færdedes, hendes Drømmes Helte, her de +stolte Fruer. Og de var alle af Eriks Slægt. + +Saa gled han saa sikkert ind i hendes Sind, i Selskab som han kom med +alle hendes Drømmebilleder, der blev levende; og paa det blev hun hans +Hustru. + +Ægteskabet blev lykkeligt. Erik bar hende paa Hænder. + +Da Marie blev frugtsommelig, gik hun Dag efter Dag med sin Mand under +Riddersalens Billeder for at vælge Navnet til den Søn, hun bar under sit +Hjerte. Efter de berømmeligste maatte han opkaldes. + +Men da Tiden kom, fødte Marie en Datter og døde samme Dag. + +Eriks Sorg var saa voldsom, at de frygtede, han skulde miste Forstanden. +Barnet vilde han ikke sé. + +Da det var svagt og skrøbeligt, lod Madam Lind det hjemmedøbe og gav det +i Daaben Navnet Ellen. Hendes eget Navn. + +Hun skaffede det en Amme og sørgede i det hele for Barnet, hvad der var +nødvendigt nok. Thi Erik var bare opslugt af sin Sorg og tænkte kun paa +Gravmælet til Marie. En stor Marmorsten blev reist midt i Granlunden i +Thorsholm Skov, og under det Marmor lod Erik sin Hustru begrave. Der +hvilede hun bag et kostbart Gitter, med de Maagers kronede Skjold over +Navnet Marie. + +Men da Madam Lind var reist, var der just ikke mange, der brød sig stort +om lille Ellen. + + * * * * * + + + + +II. + +Ellen Maag var tolv Aar, udviklet som Børn er flest i hendes Alder, smal +over Skuldrene og lidt opløben. Men hun havde, Ellen, en egen Maade at +bære Hovedet paa, saadan lidt paa Skraa, med Nakken en Smule +tilbage--som var ældre end Aarene. Folk sagde, hun var et trodsigt Barn. +Det var dog en Trods af en egen Art. Helt stilfærdig. Da ingen befalede +over hende, havde hun forresten heller ingen at lyde. Men hændte det hos +Lærerinden, hvor hun læste med Justitsraadens Døtre, at en eller anden +kom hende for nær og kaldte hende for "Prinsessen"--hendes Øgenavn--saa +kunde der vel komme et Glimt i Ellens øine, som gjorde den høitalende +bange. Ellers var hendes Øine mærkelig døsige, med halvlukkede og tunge +Laag. Og Blikket var besynderlig svømmende vagt, som saa det ikke, og +sad hun hen og glemte sig i Tanker, kunde det blive forunderligt +stirrende--lige som en Søvngængers. + +Barneøine var det ikke. + +Forresten havde Ellen heller aldrig rigtig været Barn. Hun havde gaaet +dèr hos Bedsteforældrene, hvor Madam Lind forkælede hende, og gamle Lind +saa op til hende med en underlig trælsk Respekt, fordi hun hørte med til +dem paa Thorsholm og hed Maag. + +Gamle Lind var en Særling. + +Han var hjemmehørende i Norup ude ved Thorsholm; de sagde, han begyndte +med at vogte Kvæg. Vist er det, at helt tomhændet var han, da han kom +ind til Veile og gik Gaardskarlen til Haande hos Kruses. Men siden blev +han selv Karl, og han fik det store Ord baade ude og inde. Han var ogsaa +en smuk Knøs at sé til og ferm til sin Gerning, og der blev snakket +baade det og det om ham og Madam Kruse. For hun var ung endnu, og Kruse +var henved de halvfjerds. + +Men hen i Aarene saa man jo nok, det kun var Sladder, for da Tiden gik, +og Datteren Ellen voxede til, laante Niels--han havde nu taget Navnet +Lind (egenlig hed han jo bare Niels Mortensen) og forestod Kramboden, +for gamle Kruse begyndte at gaa i Barndom--Ellen mange venlige Øine og +Folk talte meget om de to. + +Saa en smuk Dag blev der Bryllup hos Kruses i Hui og Hast: det var gaaet +galt med Jomfruen. Gamle Kruse mærkede ikke stort til det hele, han var +som sagt blevet saa svært gammel, men Madammen græmmede sig, saa hun +blev graahaaret, og der var dem, der sagde, hun var ikke rigtig ved det +ligefra den Bryllupsdag. + +Aaret efter døde hun, og Lind tog hele Styret. Hans Kone blev saa sær +efter Moderens Død, besynderlig lyssky og skræmt. Saa skaltede Manden, +som han vilde, og de blev rigere Dag for Dag. + +Fem-seks Aar efter Brylluppet brændte det for Lind. Han havde længe +ønsket, det vilde tage fat i den gamle Kasse, og saa tog det fat en +stormfuld Augustaften, inden Kornet endnu var kommet i Hus. Alt var +derfor saa heldigt, som muligt; det værste var, at gamle Kruse brændte +inde, men han vilde jo alligevel nok være død inden længe. + +Lind byggede alt op fra nyt--Assurancen havde været meget høi--og gjaldt +nu for Byens rigeste Mand. + +Noget efter blev Marie født. Hun fik den bedste Opdragelse, der kunde +skaffes, og hun kunde vikle Faderen om en Finger. Saa giftede hun sig +med Erik Maag og døde. + +Al Forkælelsen overførtes da paa hendes Datter. Og Ellens Forkælelse var +af en egen Art. Thi det var, som om al Bondekarlens Servilitet overfor +sit Herskab vaagnede hos gamle Lind overfor Datterdatteren. Han levede +saa at sige evig med Huen i Haanden for sit eget Barnebarn. +Tjenestefolkene kaldte hende Frøken; hun havde sit eget Værelse, hvor de +Maagers Skjold prangede baade over Speile og paa Puder, og Lind holdt +af at kalde hende for Spøg: Deres Naade, ligefra den Dag, hun var blevet +indskrevet i Valø. + +Saaledes blev Ellen forkælet af begge Bedsteforældrene: af den ene +pyldrende forknyt, af den anden underlig pretentiøst: og det hele +virkede eiendommelig paa Barnet. + +Hun kom til at staa Bedsteforældrene fjærnt og følte sig tidlig som +noget andet og bedre end de. Mod Bedstemoderen kunde hun nok være +kærlig. Men naar Madam Lind, hvad saa ofte hændte, sad stille hen og +græd, og Ellen reiste sig fra Forhøiningen, hvor hun sad, og gik hen og +kyssede hende og klappede hende paa hendes hvide Haar og trøstede hende, +da var der dog altid i hendes Kærtegn noget overlegent, næsten noget +nedladende. + +Med Bedstefaderen talte Barnet sjældent. Hun foragtede ham med Børns +Instinkt. Maaske skyldtes det ogsaa noget Forholdet til Thorsholm. + +Gamle Lind havde altid kun haft Haan tilovers for Erik Maag, og han saa +i Ellens Fader ikke andet end "Fattigkarlen", der snart maatte gaa fra +Gaarden. Den gamle Pengepuger hævnede sig paa Faderen for al Trælskheden +mod Datteren. Han kaldte just ikke Maag med de kønneste Navne i Barnets +Nærværelse. + +En Dag kom der ved Middagstid ridende Bud fra Thorsholm med et Brev, +Anmodning om et øieblikkeligt Laan. De Anmodninger kom altid som Lyn og +maatte følges strax. + +-Saa, nu skal han igen paa Porten, faar han ikke Penge, sagde Lind. + +-Hvormange, spurgte Madammen. + +-Aa--Satan--han slog til Tallerkenen--og saa kan den Usselhund ikke en +Gang hente dem selv ... + +-Mener lille Bedstefa'er, Papa, sagde Ellen, hun havde reist sig. + +Lind saa lidt over. + +-Saa kan jeg bringe Papa Pengene. Vil Bedstefader maaske la'e spænde +for? Og Ellen gik fra Bordet, purpurrød. En Time efter kørte hun til +Thorsholm i Kalechen. + +Da var hun elleve Aar. + +Forresten kom hun sjældent til Thorsholm. Faderen havde igen slaaet sig +paa Prangerne, og det gik ofte lunt nok til paa Gaarden. Han reiste +ogsaa rundt til alle Markeder og drog tit til Kros--man maatte altid +gøre endel for Bedriftens Skyld. + +Rødkindet var han blevet og meget svær. + +Kom Ellen til Thorsholm, var hun mest alene. Gik rundt paa Gaarden og i +Huset; sin bedste Tid tilbragte hun i Riddersalen. Den gamle Pige--hun +havde oplevet Hr. Christens Tid, og hun havde sin Viden fra +Jacques--fortalte hende vidt og bredt om Billederne. Meget af, hvad hun +fortalte, forstod Ellen slet ikke, men det vidste hun, at alle de store +Mænd var af hendes Slægt, og naar hun siden kom hjem til Veile, fyldte +hun alle Bøger med Storheden fra Thorsholm. + +Den skønneste Historie, det var den om Dronningen; hun gyste saa angst, +naar hun hørte den, og hun syntes, hun kunde se Blodet fra Erik Maags +Hals ... saa rindende ned over Kniplingerne ... men altid og altid vilde +hun høre Historien igen. + +Hun fik Lov til at gaa hvor hun vilde i Huset. Kun i det østre Taarn var +der lukket af. Det var den gamle Herres Værelse, og der kom ingen ind. +Pigen sagde, det spøgede. + +Faderen var oftest ude; var han en Gang imellem hjemme, var han tidt i +et mildt sørgmodigt Lune. Saa gik de sammen ned til Moderens Grav. + +Den laa i Haven. Man gik langs med Bækken gjennem Bøgelunden. Indtil det +mørknede, og Stien snoede sig mellem Granernes slanke Træer, hvor der +var ganske tyst. + +Der paa en aaben Plads laa saa Graven. Der var et Flor af Roser foran +Marmormonumentet. + +Faderen viste Ellen Gravstenen og lod hende læse Indskriften for sig. + +-Læs den igen, sagde han. Og Ellen læste: + + MARIE AF MAAG + FØDT DEN SJETTE AUGUST 1829. + DØD DEN FEMTE NOVEMBER 1851, + ELSKET UD OVER GRAVEN. + +indtil hun var ved at græde. + +Saa gentog Maag det sagte, satte sig paa Græsbænken ved Stenen og glemte +Barnet. + +Ellen saa paa ham, gik til og fra, klappede ham og stirrede igen paa +Monumentet med det store Vaabenskjold. Tilsidst begyndte hun at kede +sig; og spurgte om det og det og fik intet Svar. Saa kunde det hænde, +hun blundede lidt i Sommervarmen, med Hovedet op til Marmorstenen, mens +Myggene summede. + +Naar hun da vaagnede ved en Susen i Granerne, fór hun op. + +-Fader, sagde hun og tog i ham: Fa'er. + +-Hvad vil du-- + +-Skal vi ikke gaa hjem? Det bliver mørkt. + +-Saa? Ja det er blevet silde. + +Og de reiste sig og gik bort mellem Granerne. + +Andre Dage kunde Maag være livligere. + +Han tog Ellen med sig paa Kjøreture rundt i Egnen. Hun var altid angst +for de Kjøreture. De holdt saa tit, saa ved den Gaard og saa ved den, og +mens Ellen kom op i Storstuen og fik Kleiner og Kirsebærvin, blev +Faderen i Mellemstuen og drak Velkomst. Angst lyttede hun efter naar de +klinkede. + +Kom, Fa'er, sagde hun. Hestene bli'r utaalmodige--og vi skal hjem. + +Ud paa Eftermiddagen gik Ellen ikke mere ind. Faderen var saa rød og +saa høirøstet. Hun var bange for hans Øine. Hun blev i Vognen og hun +trykkede sig rystende op i et Hjørne af Kalechen i dump og fortvivlet +Angst. Naar saa Faderen kom ud, rødblisset og stortalende, sad Ellen +stum, uden at svare, med tørre Øine. Graaden stemmede op i hendes Hals. + +Og Faderen blev ved at snakke op, indtil han snorkende faldt sammen. + +Men vaagnede han ved et Skump af Vognen, raabte han til Kusken om et ny +Holdested, og om Aftenen sluttede han af i en Kro. + +Da ventede Ellen i Vognen. Men naar Faderen blev forlænge borte, kunde +hun ikke blive siddende derinde. Hun slog Overlæderet tilbage, og sagte +sneg hun sig ud af Kalechen. Hun gøs ved at høre Støien fra Skænkestuen, +og i Skyggen af Vognen gled hun hen til Huset. Hun skelnede Faderens +Stemme mellem de andre og skælvende krøb hun op, holdt sig fast paa +Kælderhalsen, og saa ind i Gæstestuen med Ansigtet trykket mod Ruderne. + +Der sad han--Aa hvor han lo--med Haanden i Lommen og udspilede Ben ... +Vesten var knappet op ... saa han rystede og Signetet hoppede paa +Maven ... + +Ellen hørte hans Latter, og hun slap Kælderhalsen og sløv faldt hun +sammen og satte sig paa en Sten i Skyggen. Hendes Hjerte var koldt af en +ubeskrivelig Kummer. + +Saa reiste hun sig, sneg sig tilbage til Vognen, løftede Overlæderet og +gemte sig i Mørket for at græde. + +Der var dog ogsaa lyse Minder fra Thorsholm. + +En Gang i Julen--Ellen var allerede næsten tretten Aar--hentede hendes +Fader hende uventet om Morgenen. Der var en heftig Ordstrid, inden de +kom afsted. Ellen græd, Bedstemoderen græd, og gamle Lind skændte; men +saa fik hun sin Peltskaabe paa og kørte. + +Faderen talte næsten ikke paa Turen; da de kom hjem havde han mange +Pakker med i Vognen og meget at ordne. + +Ellen var saa vant til at være alene. Hun gik ned til sin Moders Grav +med en Krans af Christtorn, den gamle Pige havde bundet, og saa langs +med Veien til Nørup. + +Maagernes Familiebegravelse var der i Kirken, i Kælderen, under Koret. +Gamle Linds Forældre laa begravet paa Kirkegaarden, med et prunkende +Kors, Sønnen havde reist paa Graven. Ellen havde Blomster med fra Veile +og lagde dem paa Gravstedet. + +Hun stod og læste sagte Navnene, Morten Nielssen og Ane Pedersdatter og +Indskriften, et langt Skriftsted. Saa gik hun hen til Kirken ved Koret, +hvor Gravkapellet var, og hun lagde sig ned paa Sneen for at kigge ind +ad det gitrede Vindue. Der kom en muggen Luft ud fra Mørket. Og +pludselig løb hun tilbage til Linds Grav, samlede Blomsterne sammen, hun +havde ordnet om Korset, og hurtigt, en for en kastede hun dem ind gennem +Gitret til Maagerne. + +Da kun kom hjem, spiste hun alene. Hun spurgte ikke, hvor Faderen var, +eller om han var kommen. Hun vidste, hvor han pleiede ... Hun sad alene +ved Bordet i den store Stue, spiste og lod Pigen tage ud. Den gamle gik +forbi, talte til hende og søgte at klappe hendes Haar; hun drog Hovedet +bort. + +Hun satte sig i Dagligstuen foran Ilden. Hvor den slikkede Brændet ... + +Hvor er han dog? Mon han dog ikke kom hjem? + +Hun begyndte at gaa op og ned ad Gulvet med Hænderne paa Ryggen. Hun +virrede med Hovedet, som jog hun Fluer fra sit Haar, og hun trampede +haardt i, naar hun gik. + +Hvorfor havde han saa hentet hende--hvorfor? naar det blot var, for at +hun skulde sé ... + +Hun satte sig igen foran Ilden, gav sig igen til at spadsere. + +Saa just, da hun dreiede om ved Vinduet, kom Faderen ind med Lys. Det +blændede hende. + +-Er Du kommen?--Hun kunde næppe tale, saa glad blev hun. Jeg troede ... + +Hun mærkede, han havde ikke drukket. + +-Aa--at du kommer. + +Han lo:--For jeg har slet ikke været ude--sagde han.--Kun gjort i Orden +til iaften.-- + +Ellen saa paa ham.--Til iaften--? + +-Ja---ser du ikke, hvor jeg er fin--sagde han,--vi har Fest idag, i +Riddersalen.--Faderen havde sort Kjole og hvidt Slips. + +-Men vi to alene, Fa'er?--Ellen lo: Det havde hun aldrig hørt.--Og ingen +andre?-- + +-Vi to. Ja--der er færdigt--sagde han. Han bød sin Datter Armen og gik +over Gangen. Pigen ventede og slog Døren op. + +-Men, Fa'er.--Ellen slap hans Arm,--har du tændt i Kronerne-- ... + +Hvor det straalede. + +-Ser du ikke din Moders Billede--? sagde Maag. + +-Jo--der var det.--Det er nyt? sagde hun. + +Men--Fa'er--naar har du faaet det? + +-Ja--jeg har faaet det malet, sagde Faderen. Han havde foldet Hænderne +og stod foran sin Hustrus Billede.--Hvor hun er smuk sagde han. Det +ligner hende. Saaledes saa hun ud. + +Han stod længe, og pludselig dækkede han Ansigtet med sine Hænder og +græd. + +Ellen gik hen til ham. Han mærkede hende ikke. Men da hun hvidskede: +Fa'er og lagde sit Hoved ind til hans Bryst, sænkede han Hænderne; de +faldt ned paa hendes Skuldre. + +-Hvorfor skulde hun ogsaa dø, sagde han, og--jeg blive--en slet Fa'er. + +Ellen sagde intet, hendes Øine bleve fulde af Taarer, og hun knugede sig +fast ind til sin Faders Bryst. + +De græd, støttet til hinanden. Saa begyndte han gjennem Graaden at +fortælle hende om hendes Moder, om deres Liv, om hendes Skønhed og deres +første Møde. + +Og mens de talte, gav de sig til at gaa op og ned ad Gulvet ved Siden af +hinanden, han holdt sin Arm om hendes Hals. + +Han førte hende ind i Taarnet og viste hende Vinduet, hvor de den Aften +havde staaet; Stedet i Karmen, hvor hun havde ridset sit Navn ... Og hun +havde lænet sit Hoved der mod Sprossen, og han havde slaaet Vinduet op. + +-Men da var det Sommer, sagde han. Han satte sig paa den høiryggede Stol +ved Vinduet og saa ud. Maanen var kommen op. Dens Skær lagde en blaalig +Glands hen over Plænernes Sne. + +Maag støttede sig til Karmen og stirrede længe ud. Ellen saa, at han +græd paany, og hun sagde: + +-Her er koldt, lad os gaa ind. + +-Ja--det er koldt. Maag vendte sig og uden at tale vendte de tilbage +til Salen og begyndte atter at gaa op og ned. Faderen talte om +Billederne, udpegede de enkelte, fortalte deres Historie. + +Han havde tjent ved Hoffet og han været Rigets Marsk. Hans Frue, Damen +der, med Bønnebogen og de store Øine--hun var kendt som den skønneste +Kvinde i Landet. + +Ellen havde lagt sin Arm i Faderens; pludselig standsede hun og pegede +paa et Billede paa den modsatte Væg. Hun ligner mig, sagde hun. Ikke +sandt. + +-Dig--hvem--det var Ellen Maag, som han saa. Sorgfuld, Rosenkransen i de +hvide Fingre og--hans Datters Øine løftede fra Bogen. + +Han blev staaende betaget. + +-Hvad hed hun? spurgte Ellen. Og da han ikke svarede, sagde hun igen: + +-Var hun ulykkelig, Fader? + +Faderen slap hendes Arm og vendte sig. Det er Ellen Maag, sagde han. + +Da de havde spist, gik han ind og hentede et gammelt Skrin af Skildpadde +med Forsiringer af Sølv. Det var en Gave fra en af Frankriges Konger, +kostelig indlagt, med et kongekronet L. paa Laaget. + +Skrinet var fuldt af gamle Smykker, brede Halskæder og Bælter med ædle +Stene, Resterne af de Maagers Glans. Han fortalte, hvem de havde +tilhørt, og naar de var skænket. + +Ellen saa paa Smykkerne, som de laa der straalende i Rad paa Bordet, +begyndte at sammenligne og veie dem i Hænderne ... Hun følte næsten +Ærefrygt, naar hun tog dem. Der var gyldne Spænder med de Maagers +Navnetræk sammensat af funklende Stene, og Kæder, hvor Slægtens eget +Skjold vekslede paa de sammensatte Led med de Billers og Hvidernes +Lillier. Der var Ringe og Baand til Armen og Rosetter til Atlaskes Sko. + +Saa rev Ellen pludselig Haaret ned, saa Fletningerne faldt om hendes +Skuldre, og hun fæstede hurtigt et Par Kæder om Hoved og Hals. + +-Hvad vil du, sagde Faderen. + +Hun lo og løb ud. + +Maag havde reist sig, gik frem og tilbage. Han saa paa sin Hustrus +Billede og vendte sig igen til Ellen Maag. Denne Lighed forfulgte ham. + +-Hvorfor blev hun ogsaa kaldt Ellen? Der var Navne nok--man havde burdet +kalde hende Marie. + +Han gav sig igen til at gaa. + +-Men egenlig lignede de alle hinanden, Portræterne. Det var den samme +Mund, fyldig rød--lysten og træt, det samme Blik under tunge Laag hos +dem alle.--De var saadan, Kvinderne af de Maager-- + +Han begyndte at sammenligne, at ville finde Ligheder, syntes saa, at +nogen mumlede bag ved ham og dreiede Hovedet. + +Han saa Datteren ligge foran Ellen Maags Billede ... Der laa hun foran +sin Navnes Maleri, med løftet Blik over Bønnebogen, sort indhyllet, med +Rosenkrans mellem de foldede Fingre ... Som om Ellen Maag var steget ned +fra sin Ramme. + +-Ellen, Ellen. + +Han foer hen imod hende, rev Rosenkransen ud af hendes Fingre og stødte +til hende, saa hun faldt om paa Gulvet. + +Ellen gav sig til at le, sprang op igen og kastede Psalmebogen: Kan du +saa sé, jeg ligner, sagde hun, lo stadig og lod sit sorte Gevandt slæbe +henad Gulvet. Jeg havde jo det Tableau hos Justitsraadens anden Juledag. + +Maag besindede sig og taug. + +Men lidt efter slukkede han Riddersalens Lys. + +Et Par Dage efter kørte Maag Ellen hjem til Veile. Naar Ellen kom +tilbage fra Thorsholm, var hun altid tausere end sædvanlig, talte ikke +med nogen. Var det Sommer, søgte hun ud i Haven i Lysthuset, som Madam +Lind kaldte "hendes Moders Lysthus". Hun vilde ikke spørges ud om noget +paa Thorsholm, og hun kunde ikke holde ud at se paa Bedstefaderens graa +Klædeskasket og den rødbrune Paryk, som sad skævt. + +Hun hadede Butiken mer og mer: denne fedtede mørke Bod med sine Sild og +sine uldne Tørklæder og den evige Stank af Skraatobak og gammel +Lampeolie. Og Bønderne, der trampede ind med deres Træsko og skændtes om +Tøndemaalet eller pruttede om et Stykke Sirts. Undertiden, naar hun kom +derind; for at hente et Stykke Papir eller Avisen, kunde hun standse i +Døren og lytte til en Handel. Det var en Kone, som pruttede om to +Skilling, og Svendene bandede og svor, at det var det billigste Køb. Og +saa tilsidst, naar Konen var kommen hen til Døren, kaldte Svenden hende +tilbage og slog den ene Øre af; og Konen vendte tilbage og følte igen +paa Tøiet med: "Næ"--og "Li'eveller"--og Kampen begyndte igen om den +sidste Skilling-- + +Men vilde hun saa ikke handle, og var hun med sine Pakker allerede helt +ude paa Trappen, gav Svenden Køb og Konen fik Tøiet-- + +En Dag spurgte Ellen Svenden: Sælger vi det da uden Fortjeneste? + +Svenden lo ... Nei, det var sat fire Skilling op for Prutningen, Vi +kender da nok Maren Peer's. + +Ellen saa paa ham. Ved Bedstefader det? spurgte hun. Svenden kunde slet +ikke svare for Latter ... Saa er det Bedrageri, sagde Ellen. Siden den +Tid kom hun aldrig mere i Butikken.-- + +Om Aftenen efter, at hun var kommet hjem fra Thorsholm spurgte +Bedstefaderen hende, om hun havde bragt Blomsterne op paa Kirkegaarden. + +Ellen lod, som hun ikke hørte det. Hun havde ikke talt til +Bedstefaderen, siden hun kom hjem. Men han spurgte igen: + +-Bragte du Blomsterne op? + +Hun blev en Smule rød;--Ja, jeg bragte dem. + +-Var der megen Sne? spurgte Lind igen. + +-Jeg ved ikke. Pludselig saa Ellen op: Men jeg lagde dem ikke paa jeres +Grav, sagde hun. + +-Ikke paa Graven? han flyttede Piben, hvor Satan da? + +Hun saa lige paa ham: Jeg kastede dem ind i Hvælvingen, sagde hun. + +Gamle Lind blev meget rød og tog Piben af Munden, men saa betvang han +sig og tav lidt. Var du osse denne Gang ude at køre med din Fader? sagde +han langsomt. + +Ellen forstod. Nei.--Hendes Stemme var rolig--det var for koldt, lille +Bedstefader. + +Nogle Maaneder ind i dette Aar just som Ellen havde fyldt tretten Aar, +døde Madam Lind. Den sidste Dag, hun levede, kom Justitsraaden derned, +og der blev talt længe inde i Sovekamret. De sagde, der var blevet opsat +Testamente, som gjorde Ellen Maag til Arving af det hele, naar gamle +Lind en Gang var død, men rigtig Besked vidste ingen. + +Der var blevet ganske stille i Huset. Butiksklokken gik ikke mere; +Svendene sad hver i sin Krog med Albuerne paa Disken og gloede maabende +paa Folk, som gik forbi, stadig paa det andet Fortoug, og skævede til +Vinduerne. + +Inde i Stuerne gik Pigerne paa Hosesokker henover Tæppestrimlene fra Dør +til Dør. + +Og under Stilheden hørte man en ustandselig Dikken, af alle Uhrene +ligesom om Natten. + +Ellen var forskræmt. Hun havde faaet den gamle Psalmebog i Hænderne, og +hun sad og stirrede paa dens store Skrift uden at læse. Men en Gang +imellem tog hun Fart og gav sig til at mumle Versene. + +Saa blev hun kaldt ind. + +Da hun kom ind i Kamret og saa Bedstemoderen, ubevægelig paa den hvide +Seng, greb hun krampagtig om Dørstolpen og vilde vende om. + +Bedstemoderen vaktes ved Støien: Er det dig? sagde hun stille. Er du +bange for mig? Ellen blev staaende. + +-Kom herhen. Ellen gik, og hendes Hænder sank klamme ned i +Bedstemoderens Haand, som raktes frem imod hende ... Nu er det ordnet, +altsammen ordnet. + +Bedstemoderen sukkede dybt, og hun løftede sin matte Haand op imod +hendes Hoved og rørte hendes Haar: Ellen--mit Barn. + +Hun Følte den døendes Haand paa sin Pande og skælvede. Og fattende +første Gang alt, hvad hun nu skulde miste sank Ellen Maag hulkende ned +foran Sengen. + +Bedstemoder, Bedstemoder! Og i afmægtig Sorg greb hun den døendes +Hænder og hun kastede sig frem over Sengen: Bedstemo'er, hvad skal vi +dog gøre? Bedstemoder, dø ikke-- + +Den døende løftede Hovedet, begge de famlende Hænder vilde fatte om +Ellens Hoved, og hun nærmede hendes Ansigt til sit som for at sé. Lille +Barn, sagde hun, er du saa bedrøvet? Hun faldt tilbage med et Smil om +sin Mund. Jeg havde ikke troet det ... Tak, sagde hun. Gaa nu. + +Ellen reiste sig, men Bedstemoderen greb igen hendes Arm, tvang hendes +Hoved ned mod sit Ansigt og forsøgte at tale ... Saa var hun død. + +Vaagekonen fandt Ellen paa Gulvet, besvimet udstrakt foran Sengen med +hendes Bedstemoders Lig. + +... Ellens Sorg var i de første Dage heftig og urimelig. Hun vilde ikke +skilles fra Liget, og hun fik Krampe, da Kisten blev bragt ind i Huset. +Efter Begravelsen blev det bestemt, at hun efter Sommerferien skulde +hjem til Thorsholm. Maag vilde forskrive en fransk Guvernante fra Genêve +og antage en Husholderske. + +Hele Sommeren, til hun tog bort, tilbragte Ellen sine Aftener oppe paa +Kirkegaarden ved Bedstemoderens Grav, og hun bandt hver Dag Krandse til +at hænge om Korset. + +Saa i Slutningen af August tog hun hjem til Faderen. + + + + +III. + +Ellen elskede Riddersalen. Der kunde hun være alene. Hun kunde sidde med +Hovedet støttet i sine Hænder den lange Sommereftermiddag, fortabt i +sine Drømme uforstyrret. + +Ellen var ikke lykkelig med sine femten Aar. + +Den første Tid hun var paa Thorsholm, havde hun kæmpet med Faderens +Svaghed. Hun var sammen med ham om Dagen, hun var hos ham om Aftenen, +hun vaagede over ham altid. + +Hun havde ladet Meubler flytte ind i Værelset i det østre Taarn. Saa +sendte hun Guvernanten bort, og de to blev alene. Hun sad med sit +Arbeide, Ansigtet bøiet ind under Lampen: Faderen røg med Cognacsflasken +foran sig ... Det var Ellen, der talte. Alt det, hun kunde finde, løst +og fast, blot hun vidste noget at fortælle ... Maag sad og hørte, dorsk +med Albuerne paa Bordet, og gød Røgskyer ud i Strømme. Men naar han saa +havde faaet fat paa Glasset og ilfærdig tømt det og sat det ned, saa kom +der stødvis en hakkevoren, flovt-forfjamsket Snaksomhed over ham, mens +han blandede det næste Glas, fik Sukkeret opløst og sat Smag. + +Ellen dukkede sig dybere over Arbeidet. + +Saa begyndte hun at spørge ham. Det var altid om Moderen. Og der var +Aftener, han kunde glemme Drikken; han gav sig til at gaa op og ned ad +Gulvet, han talte sig ind i Minderne, blev saa atter taus, mens han blev +ved at gaa ... Og Ellen følte hvert Minut som en Jubel. + +En Aften, da hun bragte Glasset ind, sagde hun, at hun vilde lave hans +Toddy. Hun gjorde den ligesaa stærk, som han pleiede. Maag smagte paa +den: Du gjor den kraftig, sagde han, meget for kraftig. Han blandede +Vand i. Meget for kraftig. + +Og han sad og smækkede med Tungen og aandede, som om det brændte ham. +Det er jo ellers bare Vand, man skyller ned, sagde han, for at fordrive +Tiden. Han blandede bagefter selv et Glas: hun skulde smage. Rent +Sukkervand til Tidsfordriv, sagde han og smilede med sit sky Smil. Ellen +rørte Drikken med Læberne. + +Ellen holdt flere Aftner Drikken lige stærk, gjorde den først langsomt +svagere. Faderen blev ved med sit: Ikke for stærk min Pige, ikke for +stærk, det er jo ellers bare Vand, jeg skyller ned. + +Og saa en Morgen fandt hun en tom Cognacsflaske skjult i hans Seng. + +Hun kæmpede ikke mere; hun vilde nu kun forsøge at skjule: dække, for +at Mademoiselle intet skulde erfare. + +Mademoiselle havde faaet en levende Interesse for Præstens l6-aarige Søn +i Norup, hun gav ham Timer. Ellen lod Vognen spænde for, og Mademoiselle +kjørte derned om Eftermiddagen. + +Saa var hun alene, Faderen var ude, taget ud fra om Morgenen. Da kunde +hun sidde paa den samme Plet i Dagligstuen timevis og vente. Hun syede, +eller Hun havde taget en Bog--men Sytøiet faldt ud af hendes Hænder og +hun læste ikke ... Hun sad kun ørkesløs og forstenet, og uden at hun +vidste af det, kunde hjælpeløse Taarer rulle ned ad hendes Kinder. + +Eller hun reiste sig og gik ind i Riddersalen, hvor der var koldt med +Sneblomster paa Ruden. Men hun mærkede ikke Kulden. Thi alt som hun gik, +begyndte hun at brænde som i Feber, mens alle Aarer bankede. Hun havde +ikke Ro, gik rastløs fra Væg til Væg. + +Hun gav sig til at tale til Billederne-- + +Og hun talte høit om sine Sorger--hun gav sine Lidelser Ord--hun raabte +i Kummer. Aa--hvor hun led, hvor hun led. + +Hun rakte Hænderne frem, hun græd, hun bad, hun besvor. Hvad kunde hun +dog gjøre ved sin Fader? Det blev jo kun værre og værre, og alt, hvad +hun gjorde, var forgjæves, og alt, hvad hun bad, var omsonst--og hvad +skulde hun dog gjøre? Sig mig dog--hvad skal jeg gjøre? + +Men hvorfor hang de der ogsaa, naar de ikke kunde hjælpe? De saa jo dog, +hun kunde ikke mer; de saa jo dog, de havde næppe Brødet, at Alting var +ved at smuldre væk--alt baade Navnet og Gods. + +Men hun havde ingen Skyld, + +Og tilsidst maatte de sælge Thorsholm ... + +Ellen Løste sit Haar, som tyngede hendes Nakke, og hendes Kinder +brændte. Men hun hørte op at græde. At sælge Thorsholm. Hun vidste, det +maatte komme, men hun kunde ikke tænke det; det forstenede hendes Graad ... + +Men naar det kom, saa vilde hun tage alle Billederne ned ad Væggen her, +og hun vilde skjære dem ud af deres Rammer hvert ét og hun vilde brænde +dem allesammen.--Og saa først var hun alene; helt alene. + +Saa kom Faderen hjem. Kusken hjalp ham ud af Vognen og op ad +Stentrappen. + +Hun hørte ham bande og vakle over mod Væggen ude i Gangen og le og +snakke med sig selv.--Hvor hans Ansigt var rødt! Naar han var fuld, +vilde han altid have hende om sig. Hun skulde sætte sig paa hans Skød, +og han havde Anfald af Ømhed, hvor han klappede hendes Haar--og kyssede +hende og stirrede saa stift paa hende med dorske Øine. + +Ellen sad bleg under hans modbydelige Kærtegn. + +Han fortalte, og han vilde have mer at drikke--og hun var glad ved at +kunne reise sig og skænke for dog at komme bort fra hans Skød-- + +Saa faldt han snorkende sammen, og han sov i Stolen med det tunge Hoved +tilbage og vidt aaben Mund-- + +Men undertiden kom han slet ikke hjem. Mademoiselle var kommen tilbage +og gaaet til Ro. Alle paa Gaarden var i Seng. Ellen ventede endnu. Hun +sad alene i den store Dagligstue, og førte Strikkepindene med sine +febrilske Fingre. Naar Hunden foer op i Gaarden, eller Vinden slog forbi +Ruderne, gøs hun og lyttede--nei--det var ikke ham, og hun blev ved at +strikke og bevægede Læberne mekanisk, naar hun talte Maskerne. + +Og Faderen kom ikke. + +Hun begyndte at dække Stykker over Møblerne og at rydde op til Natten, +hun vilde ikke blive oppe; hendes Øienlaag faldt sammen af Træthed, og +hendes Lemmer var tunge som Bly. + +Men naar hun vilde tage Lampen for at gaa, lod hun sig igen falde ned i +en Stol og hun blev ... Hun gled sammen i Sædet, lukkede Øinene og +blundede. + +Hun vækkedes ved en Støi: Er det Dig, sagde hun og foer op ... Hun +troede, det var Faderen. + +Men det var kun Ole, som stod henne ved + +Døren paa Hosesokker og krammede om sin Kasket. + +Hvorfor er De ikke i Seng, spurgte hun. + +Karlen svarede ikke, krammede bare Kasketten: Det er sent--jeg venter +paa Fa'er-- + +Ole vendte sig: Herren er ikke kommen hjem, sagde han sagte. + +-Nei. + +Der var igen stille, saa sagde Ole endnu sagtere: Tillader Frøkenen ikke +jeg kører ud med Vognen--der er saa meget--glat paa Veien. + +Ellen blev blussende rød ... Saa vendte hun sig bort ... Tak. + +Lidt efter hentede Ole Maag nede i Nørup Kro. + +Til Veile kom hun sjældent. De lange Aftener, hvor Faderen sad halvfuld +over sin Flaske, gik ikke hen uden aabenmundet Fortrolighed. Det var +alle Rygterne om Ildebranden og meget mer, givet i lattermilde +Antydninger, som Ellen langtfra alt forstod. Men hun fik dog næsten +Rædsel for Bedstefaderen. + +En Aften, da Ole var kjørt ud for at se efter Maag, fandt han ham med +begge Ben brækkede liggende i en Grøft. Han løftede ham op i Vognen og +kørte ham hjem. Han havde ligget ved Veikanten et Par Timer, og Benene +svulmede voldsomt op. Lægen erklærede, det vilde blive langvarigt. + +Efter at Maag, der havde havt stærk Feber den første Tid, var blevet +meget bedre, kom der en Dag ridende Ilbud fra Veile for at hente Ellen. +Den gamle Lind var blevet meget syg og vilde se hende før sin Død. Ellen +vilde først ikke tage bort, men da Faderen ønskede det, reiste hun. Hun +maatte blive der fire Dage ... Saa blev det bedre med den gamle. Det +skulde ikke være den Gang, sagde han selv, da han igen kom til Mælet. + +Da Ellen kom tilbage, traf hun Faderen meget bedre. Mademoiselle havde +installeret sig ved hans Seng. + +Mademoiselle var en lille korpulent Dame, som sagde, hun var fyldt en og +tredive Aar, og som ved Hjælp af Pudder, falske Tænder og et Sæt +Nakkekrøller kom til at sé ud, som om hun var i Nærheden af de fyrre. +Mademoiselle paastod, hun var af meget gammel Familie, og hun plyndrede +Dumas' Romaner for at forklare sin Nedstamning fra Korstogene. + +Naar hun fortalte, flød hun gjerne ud i Graad over sin egen Veltalenhed, +og smurte saa Tusch og Sminke rundt i Ansigtet med sine ringbesatte +Fingre. + +Hun titulerede Napoleon Forbryderen fra St. Helena og slog Korsets +Tegn, naar hun nævnede Robespierre. + +Saadan var Mademoiselle. + +Denne Dame fik efterhaanden megen Færdighed i at lægge Maags Puder til +rette bag Ryggen og i at læse ham i Søvn med Lamertine. + +Ellen lod hende skalte, som hun vilde. + +Men en Aften, da hun kom hjem fra Moderens Grav, kunde Faderen næppe +tale: han laa halvdrukken og lallede. + +Cognacflasken stod paa Bordet ved Sengen. + +-Hvem har givet Dig Flasken? spurgte Ellen. + +Faderen stammede, gav sig til at klynke. + +-Hun har sat den her hen--og vi er--ja--vi er jo svage ... + +-Hvilken hun? + +-Ja ... Mamsellen, men ... jeg vil ikke sætte ... Splid ... for ... + +Fra den Dag hadede Ellen Maag Guvernanten. + +Alligevel tog Damen fra Korstogene mer og mer Raadighed over Maag og +over Huset, og Folk talte allehaande. Men Ellen hørte intet eller vilde +ikke. Hun var begyndt at gaa til Præsten og skulde konfirmeres til +November. Det var sent nok, siden hun allerede var fyldt de seksten Aar. + +--Ellen og Mademoiselle læste i Havestuen. Ellen var kommen ned før +Timen og sad ude paa Trappen paa Trinet og stirrede ud i Sollyset. + +Hun følte Heden over sig som en mat Ladhed ... og hun fulgte med +Blikket, mens hun sad og døsede, Insekterne, der virrede, og hun aandede +dybt for at fange Jasminernes Duft fra Busketterne. + +Der var i den sidste Tid kommen denne Ladhed over Ellen. + +Der var intet mer, som kunde binde eller fæstne hendes Opmærksomhed, og +hun var altid adspredt. Det var rent ud besynderligt, hvor alt +distraherede hende: et Insekt, som fløi forbi, et Blad, der faldt til +Jorden. Saa fulgte hun Bladet, som det dalede, og Bogen hun læste, gled +ned ad hendes Skød, uden at hun mærkede det. + +Hun bare drømte ... sad hen og drømte. + +Men vaagnede hun op, vidste hun ikke, hvad hun havde tænkt, følte blot +som en mattende Tyngsel ligge over sig. Og hun var altid træt, gad ikke +gaa og intet foretage sig. + +Hun græd ofte og med ét, naar hun sad, foer hun med Haanden til Hjertet, +saadan gav det sig til at banke. Hun blev rød og hvid uden Grund; altid +havde hun Sting, var stakaandet og fik Blodet til Hovedet. + +Hun havde i den sidste Tid kastet sin Kærlighed paa en graa +Kattekilling, og hun kunde sidde timevis med det lille Dyr i Skødet og +klappe den og kysse den paa Snuden. Om Natten sov den ved Fodenden af +hendes Seng. Ellers var hun ikke overdreven ødsel med Kærtegn. + +Der kunde gaa Dage, hvor hun ikke talte til sin Fader, og naar Middag +var ovre, gik hun oftest bort fra Gaarden, ingen vidste hvorhen. Saa tog +hun Veien gennem Haven ned til Skoven. Der var noget borte en Bakke, +hvorfra man kunde se Havet som en skinnende, blaa Stribe langt ude i +Horisonten bag Lyng og Marker. Der laa hun saa halve Dage med Ansigtet +op i Solen og stirrede. Eller hun krøb op i et af de store Lindetræer i +Haven, og gemt mellem Grenene sad hun Timer igjennem, halvt fortumlet af +den sødlige Duft. + +Saadan underlig lad og sandsetung og dovenadspredt var Ellen bleven i +den sidste Tid.-- + +Ellen blev vækket af Mademoiselles Stemme, der skreg op i Fistel inde i +Havestuen, og hun reiste sig for at gaa op ad Trappen. + +-Som sædvanlig for sent, sagde Mademoiselle, der sad ved Bordet. + +Ellen svarede ikke. Hun satte sig uden at se paa Lærerinden og aabnede +Bogen. Det var Jocelyn, sagde hun. + +Hun læste søvnigt nogle Vers; naar hun blev rettet, sad hun og legede +med sine Fingre. + +-Jeg ved ikke, om _ma petite_ hører efter, sagde Mademoiselle. + +Ellen svarede ikke, blev bare ved at læse. Mademoiselle tog nervøse Tag +til Haaret, sagde: + +-Nei--De forstaar ikke Skønheden. Ellen pillede. + +Kan De det udenad. + +Ellen lukkede Bogen og stadig med pillende Fingre, Hovedet dukkende, +begyndte hun forfra, udenad. + +Hun plaprede nogle Vers og saa pludselig op. Taug, og blev siddende +ufravendt stirrende paa Mademoiselles Bryst. + +_Et Jocelyn arrivant--_ + +Mademoiselle vilde hjælpe hende: + +_Et Jocelyn arrivant--_ + +Men hun stammede, holdt op ... _Et Jocelyn ..._ + +Og ganske forpustet under Ellens Blik, der blev ved at hvile ved Smykket +paa hendes Bryst, sagde hun: + +-Jeg har faaet det igaar. + +Ellen var meget bleg. + +-Det er en Present ... af Deres Papa. + +Uden at vende Øinene bort, drog Ellen Veiret dybt: + +-Mademoiselle har misforstaaet Papa. Strakte Haanden frem og sagde: + +-Tag det af. + +Mademoiselle mimrede et Par Lyd og løftede Haanden for at løse det: + +-Nei, han har givet mig det--det er mit. Ellen ventede. + +-Tag det af. + +Mademoiselle reiste sig og retirerede, men Ellen tog hende med et om +Haandleddet: Kom, sagde hun. Tag Smykket af. + +Hendes Øine blev større. Mademoiselle, sagde hun, De skal tage det +Smykke af. + +Mademoiselle rystede over hele Kroppen. Famlende løste hun Smykket. +Kæden gled ned fra hendes Bryst og faldt paa Gulvet. + +Ellen tog det, hun stod lidt og lod de gyldne Led glide gjennem sine +Fingre. Derpaa gik hun langsomt ud af Døren og ned ad Trappen med +Hovedet bøiet. + +Hun saa sig ikke om; med Smykket knuget sammen i sin Haand gik hun +ilsomt ad Terrassen ned til Graven. + +Der standsede hun, løftede Armen over Vandet. Og som en gylden Slange +faldt de Maagers Kæde spillende i Havens Middagssol ned i Gravens Vand. + +Ellen vendte sig og gik ned i Lindegangen. + +Men nogle Dage efter reiste Mademoiselle. + + * * * * * + +Ellen blev konfirmeret om Efteraaret. Præsten i Nørup var en asketisk +Mand, som prædikede mest om Synden og den evige Fortabelse. Og var +Verden en Elendighedens Dal, turde vi ikke beklage os, thi vi bødede og +det ikke alene for os selv, men og for alle dem, som var gaaet foran os +og havde dynget Synd paa Synd. Derfor maatte vort Liv blive et Liv i +Forsagelse og i Bøn. + +Ellen havde aldrig været meget religiøs. Der havde i hendes Liv hidtil +ikke været Anledning dertil. Hos Linds var der ikke megen Tale om Gud, +Om Søndagen gik gamle Lind i Kirke med sin Kone under Armen, og en Gang +om Aaret gik de til Alters, Det var deres Gudsdyrkelse. Paa Thorsholm +var der endnu mindre Religion. Om Søndagmorgen, naar Vinden bar til, +kunde man høre Kirkeklokkerne fra Nørup, men ingen brød sig om deres +Klemten. + +Mademoiselle var Katolik og faldt under Tiden i Søvn med Rosenkrandsen +mellem sine Fingre; hendes Fader talte kun om Gud, naar han var drukken. +Det var Gudsdyrkelsen paa Thorsholm. + +Og i Begyndelsen, medens hun læste hos Pastor Assens, blev, hvad hun +lærte, ogsaa ved at være Ellen noget uvedkommende. Alle disse Bud var +noget, hun ikke havde overtraadt: Ord, som ikke var rettet til hende. +Men efterhaanden blev det anderledes. Thi Pastor Assens talte sig +efterhaanden varm. + +Og hans gammeltestamentlige Forklaring, den kom pludselig til hende som +en Spreder af Taager i hendes tvivlfyldte Sjæl. + +Alt, hvad hendes store Slægt havde forbrudt, det faldt som en tung, +uafkastelig Byrde paa hendes Skuldre, og der var ikke andet at gjøre end +at bede og bede og lægge sig i Knæ, Dag og Nat. Nu forstod hun det +altsammen. Hun skulde afbetale den gamle Skyld og lide de manges Straf +og bede og bede om Afladelse for dem alle. + +Hun begyndte at læse i Biblen, at besøge de Syge i Nørup og tilbringe +lange Aftener hos Præsten. Og hans Askese ophidsedes endnu mere ved +Synet af hendes seksten Aar, der knælede saa tungt under Jehovas Svøbe. + +Midt under Gæringen blev Ellen konfirmeret. Hun sov ikke mere om +Nætterne, og hun havde Syner, hvori Flammesværdet bestandig var løftet +høit for hendes Øine. + +Ved den hellige Handling talte Pastor Assens om Fædrenes Synd, som +nedarves indtil det tiende Led. + +Efter Konfirmationen vedblev Ellens Besøg hos Præsten. I sin opskræmte +Forfærdelse gav hun, der var vant til at tie og bære, sig pludselig til +at tale. Præsten blev hendes Skriftefader. Hun fortalte ham alt: om +Faderens Lastefuldhed, om gamle Lind--Alt. Om hvorledes hun havde kæmpet +imod, og hvorledes hun havde lidt. Thi hun havde ikke forstaaet, at Guds +Dom var over hende. + +Nætterne tilbragte hun knælende paa sit Gulv. Hun bad de samme Bønner, +indtil Blodet sydede i hendes Hoved; mange Dage sneg hun sig ind i Nørup +Kirke og smidt foran Alteret laa hun hensunken i Bøn og pinefuld Angst, +som forvirrede hendes Sandser. + +Ofte korn hun efter en søvnløs Nat om Morgenen til Præstegaarden bleg, +og skræmmet af Syner: hun havde ikke Mod til længere at bede alene; da +tilbragte Præsten og hun lange Timer i fælles Bøn. + +Og uafbrudt gav hendes Slægts Historie, som hun læste og udfrittede +allevegne, hende nyt Stof til Revselser og Angster. Hun studerede Nørups +Kirkeprotokol, hvor Præsterne havde ført Bog over Familien, og hvor der +var mange Noter. Pastor Assens udfyldte Fortællingerne. + +Han fortalté hende om Christen Maag, der havde ladet sig begrave med +Hovedet hvilende paa Erindringerne fra sin Lastefuldhed ligesom paa en +Samling Relikvier; om Livet, som den Gang førtes i det østre Taarn paa +Thorsholm. Og han glemte, mens han talte, den bodfærdiges Aar, og han +malede Vellysten med mange Farver, for at lade den sønderknuses dobbelt +i Forbandelser under Straffens Hæl. Og bestandig lagdes der nye +Syndebyrder paa Ellens Skuldre. + +Time efter Time fyldtes hendes Sind med urolige Billeder. Hendes Andagt +trængte til Apparat, hun lod en gammel Bedepult flytte fra Loftet ned i +sit Kammer, og hun hængte et sort Kors op over sin Seng. Søndagen var +dog hendes Anfægtelsers Høitidsdag. + +Hun havde lært at spille paa Orgel, og hun var begyndt at spille til +Gudstjenesten. Naar hun da havde larmet gjennem et Par støiende +Præludier og selv sunget de lange Bodspsalmer med, mens hun spillede, +sad hun skjult bag Orgelet og lyttede med skinnende Øine til Præstens +Straffedomme. Og der var altid nye Billeder for den gamle Straf og nye +Flammer for det store Baal. Og efter nye Sange og ny Postludielarm kom +Ellen hjem med Hovedet tungt og alle Tanker i forvirret Feber. + +Da tilbragte hun Eftermiddagen i Riddersalen. Til daglig kom hun der +ikke: hun følte noget som Sky for Slægtsbillederne, hun havde tilbedt; +og hun syntes, at Salens Luft faldt over hende som en Gru af +Formastelighed og Trods. + +Men nu, naar hendes Hoved brændte af Bods Sang, gik hun derind for at +haane dem, Billederne paa Væggen. Thi dem var det, som havde trodset i +Vantro og kæmpet imod i Gudsforgaaenhed og nu smuldrede Huset i Afmagt +under Herrens Dom. + +Men her var dog ikke Templet for den yderste Fordærvelse. Det var +Bedstefaderens Stuer i Taarnet. Og hun mindedes sin Barndoms Frygt for +"de lukkede Værelser", hvor de hvide Gardiner altid var trukket for, og +hvor Pigerne Vinternætter hørte Sang bag de laasede Døre. Ellen gik +aldrig der forbi Taarnet uden med Hjertebanken. + +Men nu vilde hun derind, og der skulde ikke ikke blive Sten paa Sten +tilbage af Forargelsen og ikke Stykke eller Stump af Forfængeligheden. + +Ellen talte ikke derom til Præsten, hun vilde gaa derind alene, skøndt +hun frygtede. + +Men mange Dage havde hun ikke Mod. Saa en Morgen reiste hun sig tidlig +efter en søvnløs Nat. Hun følte, nu havde hun Modet; og hun bad +brændende foran det sorte Kors over sin Seng. Men da hun kom til +Taarndøren, og den gamle Nøgle hvinede i Laasen, sprang Sveden frem paa +hendes Pande i store Draaber. Hun knugede Hænderne mod sit Bryst og +lukkede Øinene tæt i. + +Luften var tung og gammel. Hun følte den tør om sine Læber. + +Hun gik frem og skød Døren op. Men da hun i Halvmørket saa de støvdækte +Lagener over alle Møbler, og Maagernes Vaaben skinnende mod sig over +Speilet, blev hun svimmel og støttede sig. + +Hun rev Gardinerne bort, og Dagen skar hendes Øine. + +Hun vendte sig fra Lyset, og hendes Blik faldt paa Sengen; den stod midt +paa Gulvet, med en falmet Silkehimmel, baaret af Kvindeskikkelser. Ellen +rev Lagenet bort, og hun følte pludselig en krydret Vellugt slaa fra de +gamle Silketæpper op imod sig. Hun løftede Tæppet og indaandede dets +Duft. + +Hun følte sit Hjerteslag tungt. + +Nei--nei--sagde hun--det er Djævlen ... Hun slap Tæppet. Da hun løftede +Blikket, saa hun over Hovedgærdet, halvt skjult af Sengehimlen, et +Billede. + +En nøgen Mand, der kæmpede med en Kvinde ... + +Ellen betragtede det forstenet, førte Armene frem og tilbage over sit +Hoved og blev ved at stirre derpaa--tungt, liggende ind over Sengen, med +de fremstrakte Arme knugede om Maleriets Ramme. + +Saa sank hun sammen. Uden Bevægelse. Hovedet støttet paa Armen, udstrakt +paa Bedstefaderens Seng, halvt bedøvet af Tæppernes Duft stirrede hun +paa Billedet, indtil hun med opløst Haar flygtede med løftede Hænder ... + +Hun blev ved at løbe; ud af Taarnet; langs Terrassen; ned ad Trappen; +over Plænen--fløi hendes Skygge. + +Fra den Dag var alt forbi. Hendes Liv blev et furiepidsket Tog af +Bønner, af Fortvivlelse og Angst. Om Natten sov hun ikke, og om Dagen +kunde hun ikke finde Ro. + +Med Præsten talte hun mindre nu. Hun fortalte ham ikke om sit Besøg i +Taarnet, og efterhaanden blev hun sky. Hint Billede forvirrede hendes +Bønner. Naar hun laa fortvivlet paa sin Skammel, sløv og søvnig, gled +det ind i hendes Tanker--bestandig. + +Og svimmel og dødstræt, en Afmagt nær, kunde hun aabne Taarnets Vindue +og lænet ud, mens Efteraarets Slud vædede hendes Pande, længtes hun +efter at synke dybt ... glide saa blødt og--faa Fred-- + +Saa sad hun en Aften ud paa Efteraaret som sædvanlig ene. Veiret var +haardt, og Ole var kørt ud for at samle Faderen op. + +Der var kommen sær Uro over Ellen. Hun havde taget Skærmen af Lampen for +at faa det mere lyst i den store Stue, hvor det skumrede i alle Kroge, +og hun gik rastløs frem og tilbage, satte sig, gik igen, standsede ved +Vinduet og blev intet Steds. Naar Stormen, der pidskede Regnen mod +Ruderne med smaa Knald ligesom Hagl, jog de mægtige Lindegrene larmende +mod Vinduerne, foer hun sammen og gyste længe, som om hun frøs. Og +Veiret tog stadig til, og midt under Stormen hørte hun den store +Vindfløi paa Taarnet, som raslede under Vinden. + +Hun havde Lyst til at kalde paa Pigen og faa hende ind. Hun kunde ogsaa +gaa i Seng og behøvede ikke at vente. Men da hun tog Lampen og var +kommen hen til Døren, foer hun sammen igen og lyttede. Det var den store +Klokke ved Porten, der klemtede. Saa var Veiret haardt. + +Hun gik igen til Vinduet. Klokken blev ved at lyde høit. + +Hun saa en Karl med Lygte gaa over Gaarden mod Porten, lidt efter en +til. Saa hørte Klokken op at lyde, og de fik Porten op. Der maatte være +kommet nogen, en fremmed ... Men det var saa mørkt, man kunde ikke sé +det mindste. Hun tog Lampen og aabnede Døren til Gangen ... Karlene +klaskede med deres Træsko op ad Trappen. Der blev rusket i Døren. + +-Hvem er det? raabte Ellen. Hvem er det? + +Der blev ikke svaret. Stormen maatte tage Lyden bort. Hvem er det? +raabte hun igen. Saa aabnede hun Døren og saa begge Karlene blege og +forvirrede med Lygterne i Haanden. + +-Hvad er det? spurgte hun igen. Er der Brand i Nørup? + +-Nei, Frøken Maag, det var en Stemme fra Mørket, og der kom et Ansigt +frem i Lysskæret, Kongen er død! + +Krigen brød ud. + +I de strenge Tider, som kom, mødtes Ellen og Præsten igen: de saa det +begge altsammen som en Straffedom, som Herrens Vrede over den ugudelige +Slægt. Pastor Assens holdt Møder i Omegnen, og Ellen fulgte ham for at +indsamle Penge og alskens Ting. Der var Saarede og Elendige nok og Brug +for alles Hjælp. + +Tilsidst tænkte Ellen paa selv at tage ned og pleie de Saarede, og hun +havde allerede bestemt Dagen, naar hun vilde reise. Men saa en Morgen +fandt de hende liggende bevidstløs foran Bedeskamlen i sit Kammer, og da +hun kom til sig selv, fantaserede hun. + +Det var Nervefeber, hun havde faaet, og Sygdommen blev langvarig. + +Mens Ellen svævede mellem Liv og Død, skiftede Aaret, og det blev +Foraar. Fjenden oversvømmede Jylland. + + + + +IV. + +Ellen var Rekonvalesent. + +Hun laa nogle Timer om Dagen inde i Moders Taarn, bleg og gennemsigtig, +med Hovedet næsten skjult i de hvide Puder, halvt i Blund Hun nød sin +Træthed som et mat Behag. Mens hun laa ubevægelig og ikke gad røre sig, +hørte hun Fuglenes Sang fra Haven og Børnenes Pludren, mens de legede. + +Skovfogdens Børn bragte hende Jordbær, de plukkede i Skovene, og Ellen +beholdt dem hos sig. De legede sammen, de lo ad ingenting, de flettede +Ringe af Mælkebøttestængler; og Børnene fortalte hende om den blissede +Ko, som havde kælvet. Ellen fik sine Dukker ned fra Loftet, og de +legede, som da hun var Barn: klippede Billeder af de gamle Modejournaler +og gav dem fornemme Navne og holdt Dukkebal paa Sygetæppet. + +Men saa pludselig blev hun altfor mat, og hun slap Dukkerne, der gled +ned ad Tæppet, og hun laa med lukkede Øine; Børnene mærkede, hun blev +stille, og ganske sagte listede de sig ud af Døren, og lod den staa paa +Klem, naar de gik. + +Ellen hørte det og smilede. Hun mærkede Trætheden som en mild Rus. Og +hun aabnede Øinene igjen og saa paa sine Hænder, som var hvide og +gjennemsigtige med store, blaa Aarer. Hun tog en Blomst fra Skaalen og +hun inddrak mat dens Duft i smaa Drag, indtil hun faldt i Blund. + +Eller hun tog Haandspeilet og betragtede sit Ansigt, der lignede en +Drengs med det korte, afklippede Haar ... + +Siden fik hun Lov til at læse. Det var alle Bøgerne fra hendes Barndom: +"Ivanhoe", "Erik Menved" og "Prinds Otto". Og mens hun læste, dukkede +Skikkelserne frem som Mennesker, hun en Gang havde set, men hun +erindrede ikke mere, hvor. Og slap hun da Bogen for at søge i sin +Erindring, gled det bort; og hun laa stille hen og nød sine Drømme i mat +Velbehag. + +Saa kunde en Blomst; saa et Ord, et Billede vække et Minde, som dukkede +frem hos hende, og hun forfulgte det, indtil ogsaa det blev borte. Og +alt, hvad hun tænkte, var mest som en underlig vag Melodi, der klang i +hendes Øren uafbrudt. + +Men lidt efter lidt blev det Minderne her fra Rummet, hvor hun laa, der +kom oftest igen, Minderne om Faderens Kjærlighed, der levede paa hver +Plet. Og lange Timer laa hun hen med Sommeren om sig og drømte sødt. + +Hun begyndte at længes efter Haven. Og hun lod Skovfogedens Børn bringe +sig Blomster fra Markerne, og hun lod dem komme helt hen til Stolen, +hvor hun sad, for at indaande Kløverens Duft, der hang i deres Klæder. + +En Dag gik hun ved Lægens Arm ind i Havestuen. Dørene til Terrassen stod +aabne; men da Ellen saa ud i Haven, som laa solrig og hed, blev hun +svimmel: Nei, Doktor--lad mig sætte mig--jeg er altfor træt. + +-Hvor Luften er tung, Doktor, hvidskede hun. Luften er saa tung. + +Hun faldt mat sammen, og hun sad længe halvt angst og sammenkrøben og +stirrede ud over Vandet og Plænerne, og syntes, hun kendte dem ikke mere +igjen. + +Men siden blev her hendes Yndlingsplads, og hun kunde sidde Dag efter +Dag der bag de aabnede Døre; hun læste eller arbeidede; eller hun lænede +Hovedet tilbage, og hendes Blik fulgte Træernes Skygge over Plænerne, og +de lette Sommerskyer, naar de drev. + +Men en Dag lod hun Dørene lukke og rullede Persiennerne ned. Der var +kommen østrigsk Indkvartering til Gaarden, en General med et Par +Officerer og en halv Bataillon. Ellen hørte, at den gamle General havde +sin Yndlingsgang under Lindene, og hun vilde ikke modtage hans Hilsen. + +Saa vendte hun tilbage til Taarnet. Der var ogsaa kjøligere, og friskt +af Lindeduften, og naar man rullede ned, blev der næsten mørkt. Det +gjorde godt paa de hede Dage. + +En Formiddag besøgte Præsten hende. Hun laa paa Sofaen og bandt Bregner +sammen til en Buket. + +Pastoren blev strax forvirret, da hun rakte Haanden frem imod ham, lidt +mat, og talte ganske lidt døsig, mens hun stadig smilede. Han kendte +hende ikke igen. + +Det Skær, som var kommet over hende ... + +Hun talte om sin Sygdom, om Egnens Folk og om Indkvarteringen. + +Jeg er komplet i Fangenskab, sagde hun, her i Taarnet. + +Der blev en Pause. Præsten sagde, den nye Degn var kommen til Nørup ... + +-Han spillede kun saa maadeligt Orgelet ... + +-Ja saa ... hun lagde Bregnerne bort--ja--det er jo sjældent, de Folk +er musikalske. + +Hun rettede sig i Sofaen. Hvor man bliver doven, sagde hun, naar man har +været syg. + +Pastoren mærkede Parfumen af hendes Klæder. Ja--det er--som blev man +Børn igen ... Han stoppede, sad urolig foran hende og gned hurtigere de +foldede Hænder. + +-Og hvor Fluerne generer En, sagde Ellen Er de ligesaa slemme i +Præstegaarden? + +Der blev en ny Pause, og helt beklemt reiste Pastoren sig. Ja--sagde +han--det er en travl Tid--jeg mener, der er mange ængstede Sind. + +Og han tog Afsked, helt forvirret ... + +-Ja--De ser vel snart her op, Pastor Assens, sagde Ellen. Hun blev +liggende paa Chaiselonguen. + +Lidt efter hørte hun Toner af Violiner fra Haven. Hun reiste sig og +vilde lukke Vinduerne, men hun standsede bag Persiennerne og lyttede. + +Hvor det var smukt--Ia--hun saa ud--det var Zigeunerne som spillede. + +Hun satte sig stille. Violinerne sang. + +Hvor det var længselsfuldt--hvor det var smukt ... Det lød saa klagende, +saa dæmpet, mildt ... saa steg det, og steg det og klang. + +Ellen stod pludselig op, urolig ... + +Hvor Tonerne slyngedes sammen--hvor de jublede op--aa--man fik bankende +Blod. + +Saa vildt det lød-- + +Indtil det igen klang saa sorgmodig mildt ... Det var som Granernes Sus +nede ved Moders Grav ... Ellen græd. + +De fremmede Officerer fandt det næppé meget morsomt paa Thorsholm. Om +Formiddagen var der ofte Øvelser i Egnen, men Resten af Tiden var de +hjemme. Saa holdt de til ovre i Lindegangen, drev langs Bænkene med en +fransk Roman, eller spillede Kort; sad oftest Kvarter efter Kvarter +ørkesløse, med en Cigaret mellem Læberne, og stirrede ladt ud i den +solrige Have. + +Udover Plænerne, som svedes, mod Hovedbygningen, der skinnede hvid og +kjedsommelig, lukket og tilhyllet paa sine tause Terrasser. + +Engang imellem gled et Vindpust over Plænen, krusede Gravens Vand og +vuggede Roserne. Saa raslede de udslagne Solseil og faldt atter tilbage +i den dorske Ro. + +De Fremmede smed Cigaretstump efter Cigaretstump i dvask Kedsommelighed. + +Kun lige i Middagsstunden aabnedes de lukkede Døre, og Ellen kom ud paa +Terrassen, støttet til Pigens Arm. Hun gik langs med Hækken, i Skyggen +af en stor Parasol, helt indhyllet i sit hvide Sjal. + +Officererne betragtede hende fra Lindegangen. + +Hun lod, som hun saa dem ikke. En Gang imellem standsede hun, løftede +Parasollen og vendte sit blege Ansigt ud mod Haven. Hun talte til Pigen +og gik videre støttet til hendes Arm ... + +Og Havedørene lukkedes igen, og Officererne vendte tilbage til deres +Bænke ... + +-Hvad finder du, Schønaich connaisseur? + +-Har Generalen ikke sendt hende en Flaske Tokayer? + +-Jo--og fik den tilbage ... + +Schønaich ridsede i Jorden med sin Hæl. Hun holder sit Hoved som Maria +Theresia, sagde han. + +-Saaledes gik de varme Sommerdage paa Thorsholm. + +Ellen var nu oppe hele Dagen, næsten ganske frisk. Men ogsaa hun fandt +det ensomt og trist. De fremmede Soldater generede hende; hun kunde ikke +komme uden for en Dør uden at møde disse Uniformer, som hun hadede, og +Blik fra mørke Øine forfulgte hende overalt. Selv ind bag de lukkede +Døre naaede Forfølgelsen hende. Sad hun om Aftenen i Dagligstuen, hørte +hun Sang og Raab fra Gaarden, hvor de Menige laa i Klynge om det tændte +Baal; og flyttede hun ind i Taarnet, trængte Officierernes Samtale, der +om Aftenen ved Vinen blev hidsig nok og høirøstet, støiende op til +hendes Skjul. Hun kunde ikke uudgaa de ubudne Folk. + +Men saa undertiden kunde Larmen og Samtalen forstumme, og gennem den +stille Nat hørte man kun Baalets Knitren fra Gaarden. Ellen reiste sig +og nærmede sig Vinduet. + +Soldaterne hvilede om Ilden. De støttede, strakte paa Jorden, Hovedet i +deres Hænder og stirrede ind. Baalets Skær farvede deres Ansigter. Det +lyste med et paa en Poppel foran den hvide Længe, saa dens Løv flammede, +og det hengav den atter til sit Mørke. Et Gjenskær fra Ilden laa som en +lysende Sky over Baalet. + +Nu og da oplystes et Øieblik Gaardens Kroge, og Karlenes og Pigernes +Ansigter, som lyttede samlet i Klynge, traadte pludselig frem af Natten +for igen at forsvinde ... + +Saa spillede de. + +Og som et besynderligt Refræn løftede Soldaterne om Baalet et afbrudt, +klagende Raab. + +Naar da Ilden var slukket, sad Ellen længe med bankende Hjerte. Alt var +blevet mørkt; lyttede hun, hørte hun Skildvagtens Skridt, men hun +nægtede ikke at skelne hans Skikkelse i Natten. + +Taarnuret slog sine rustne Slag, og atter blev det tyst. Mens Ellens +Tanker gik og kom. + +En Aften blev hun vækket ved Sang. Hun aabnede Vinduet og lænede sig ud. + +-Nei--sé, hvor det var klart, den første stjerneklare Nat. Stjerne over +Stjerne paa den mørke Himmel. + +Vinden bar til: Granernes Harpixduft blandedes med Lindenes. Bladene +raslede sagte som til evindeligt Akkompagnement. + +-Jo der var Lys endnu. Det var hos Officiererne, man sang ... Hun saa et +Par Skygger paa de nedrullede Gardiner ... + +Hvad det dog var for en Sang--saa blød ... Hun lænede sig længere frem, +og hun var angst for at miste en Tone, naar Stemmen sank ... En +Natsværmer svirrede forbi, mekanisk slog hun den bort med sin Haand, +mens hun holdt Øinene fæstet paa de hvide Gardiner, hvorfra Sangen kom ... + + Weil sie gestorben ist-- + Weil sie gestorben! + +Det døde hen ... Ellen gled ned paa Stolen; de sidste Toner dvælede i +hendes Øren ... Saa reiste hun sig, slukkede stille Lampen og gik ind i +sit Kammer. + + * * * * * + +Ellen var for første Gang nede ved sin Moders Grav. Da hun reiste sig +fra Bænken, følte hun sig svimmel og maatte støtte ved Gelænderet. Hun +fik en Kuldegysning: hjem maatte hun ... Men hun var virkelig alt for +svimmel. + +Hun havde ikke mærket Trinene bag sig, men ved Stemmen foer hun sammen: + +-Frøkenen er blevet syg.--Tillad jeg hjælper Dem. + +Hun løftede Ansigtet og nikkede: Ja--jeg er ... ikke vel. + +Officeren lagde Armen om hendes Liv og førte hen ud mellem Granerne. Han +sagde intet. Hendes Hoved laa mat paa hans Skulder. + +Da de kom ud i Haven, følte Ellen sig bedre: Det er kun Feberen, sagde +hun. Jeg har nylig været syg. + +De gik langsomt op gennem Haven, hun støttet til ham. + +Men pludselig rødmede hun og standsede: Tak--det er meget bedre, og hun +løsnede sig ud fra hans Arm. + +Hendes Ledsager forstod, og et Øjeblik forvirredes de begge. De søgte +noget at sige, og de pinte sig begge for at finde et Par ligegyldige +Ord. + +Men de naaede Trappen uden at have fundet, og Ellen rakte Haanden til +Farvel. + +-Tak. + +Saa i sidste Øieblik sagde han hurtigt: Det er jo mig, som maa takke +Lykken. + +Dermed skiltes de. Ellen var meget utilfreds med sig selv. + +Den næste Dag lod Grev Schønaich spørge til Ellens Befindende. Hun +svarede, at det vilde være hende en Fornøielse at se ham for at takke +ham for igaar. + +Lidt febrilsk slog hun sig ned paa Chaiselonguen ved Havedøren, der stod +paa Klem. Hun ventede Visiten. + +Ellen reiste sig og gik ham imøde. + +Hun takkede ham for igaar (lidt staccato) og beklagede, at hendes Fader +ikke var hjemme. Han var taget til Veile. + +Schønaich spurgte til hendes Befindende: om det var bedre ... + +-Meget bedre. Men hun havde jo været meget syg. + +Ellen gik tilbage til Chaiselonguen, og mens hun bad ham tage Plads, +slog hun Havedøren op: Her er en vidunderlig Udsigt, sagde hun--ikke +sandt--her er smukt? + +-Og vi berøver Dem den Udsigt? ... Aa, Frøken, jeg forstaar det saa +godt ... Det maa være haardt Dag for Dag at have seirrige Fjender for +Øie--Men--han skiftede Tone--vi keder os ogsaa, kan De tro ... + +Ellen smilede: Ja--sagde hun og pegede over mod Lindegangen--det er jo +ikke just afvekslende. + +-Og dog foretrækker jeg dette for at ligge i Indkvartering i Byerne. Det +er forfærdeligt at leve i disse døde og tilhyllede Byer. Man hører midt +om Dagen kun Lyden af sine egne Sporer paa Gaden. Jeg har ligget i +Horsens i fjorten Dage--jeg saa ikke andre kvindelige Væsener end et Par +Sælgekoner ... + +Han gik bort fra Døren: + +-Men Triumfmarchen var dog det værste. Vi feirede Indtagelsen af +Als--der var nu ogsaa en smuk Idé--vi drog opad Hovedgaden med Kanoner +og fuld Musik ... Men ikke et Ansigt bag Ruderne, ikke ét, bare +tilhyllede Vinduer, døde Huse--uddøet og lukket--Hele Byen var tom. Det +var et skrækkeligt "Tedeum"-- + +-Og inde bag Ruderne da--sagde Ellen. + +Schønaich svarede ikke. Men lidt efter vendte han sig igjen om mod Døren +og sagde: + +-Ja, hvor her er vidunderlig smukt. + +-Hvor har De hjemme, spurgte Ellen. + +-I Bøhmen--der ligger ialfald min Families Godser. Selv har jeg opholdt +mig længe i Pesth. Har Frøkenen nogensinde været ved Donau? + +-Nei--jeg har aldrig været udenfor Danmark. + +-Og taler saa smukt Fransk? + +-Aa--vi er saa halvveis Franskmænd i vor Familie. Og De da? Vidste De +igaar, jeg ikke kunde Tysk? ... Jeg er saa uvidende. + +-Jeg valgte et neutralt Sprog; Grev Schønaich bukkede. + +Lidt efter gik han. + +Ellen sad længe hensunken, uden at vide hvad hun tænkte paa. Saa hørte +hun igen Klangen af den Fremmedes Stemme, den var saa blød, og hun +reiste sig. + +-Det var ham, der sang, sagde hun. + +Og lænet til Dørstolpen sank hun atter hen i Drømmerier. + +-Mon hun en Dag turde bede ham om at synge? + +En Dag, naar han kom igen ... Men han kom maaske slet ikke mer ... af +hvad Grund skulde han? Ellen smilede, hun gik op og ned ad Gulvet, faldt +tilsidst hen i Sofaen, hvor hun sad et Par Timer, stille, med Haanden +under Kinden ... + +Saa reiste hun sig, og hun gik nynnende frem og tilbage paa Terrassen, +mens hun plukkede et Par Roser til sit Haar. + +Om Aftenen spillede Soldaterne i Gaarden. Anføreren spillede for, og de +andre faldt ind klagende Omkvædet som et Ekko, der døer. Ellen lyttede, +og da de holdt op, saa hun forvirret rundtom sig som paa noget ukendt og +fremmed, og hun pressede Hænderne mod sit Bryst med et dybt Suk. + +Under Vinduet stod en Skikkelse i Mørket ... Ellen kendte ham--det var +ham--sagte vilde hun lukke. + +Men saa vendte Schønaich sig og hilste. + +-Det var smukt, sagde han. + +-Ja--saa smukt ... + +De sagde kun de to Sætninger blidt og begge dvælende. Og han hilste +igen, og Vinduet blev lukket. + +-Ellen vaagnede saa glad den næste Dag. Hun havde haft Uret--nu vilde +hun gøre den god igen. Hun vilde ikke være indladende men ialfald +høflig. Foreløbig skulde hendes Fader gøre den gamle General en Visit. +Det gjorde saa Maag--som havde en af sine ædru Perioder i denne +Tid--ogsaa opad Dagen, og Dagen efter gjorde Generalen Gjenbesøg. + +Ellen var hjemme og viste sig elskværdig. Hun spadserede med Excellencen +paa Terrassen og var med ham oppe i Riddersalen. Den gamle Herre fandt +hende "très distinguée". + +Schønaich saa hun kun en Gang imellem i disse Dage. Hilste paa ham fra +Terrassen og mødte ham om Morgenen paa sin Ridetur; de talte ikke +sammen, hun længtes bare efter denne stumme Hilsen og Smilet, der +ledsagede den. Hun ønskede slet ikke mer. + +Saadan gik et Par Dage. + +En Eftermiddag bandt hun en Krands til sin Moders Grav og bragte den +derned. Hun gik og nynnede som hun ofte gjorde i de sidste Dage; saa, da +hun kom til Graven, stod Schønaich ved Gitret. + +Han vendte sig, hilste og vilde gaa. + +Ellen aabnede Laagen. + +-Hvorfor vil De gaa? spurgte hun. + +-Jeg havde ikke ventet, at De kom her saa silde. Jeg gaar saa tidt +herned. + +-Ja ikke sandt?--Ellen lagde Krandsen paa Graven--her er høitideligt her +under Granerne? Det er mit Yndlingssted ... + +-Meget høitideligt. + +De taug lidt. Oppe susede Granerne. Og inde mellem Stammerne laa Mørket +svalt og duftsvangert. + +-Jeg elsker Granen, sagde hun. Det er et fornemt Træ--den pludrer ikke. +Denne Susen minder om gamle Kvad. + +-Mig minder det om hjemme-- + +-Om Bøhmen? + +-Ja--Aa--De ved ikke, Frøken Maag, hvor der er smukt: Sommernætter--naar +Floden glider langsomt, som en Kæmpesnog, der bugter sig i Mørket ... +Høiderne som mørke Silhuetter rundtom ... Nat efter Nat kan man lytte +til den glidende Flod--saa tyst--mens den iler og iler og iler ... +Bredderne kan ikke holde den fast--ikke med Kærtegn og ikke med +Granernes Hvidsken. + +-Og saa Bjergskovens Duft, som synker derover ... + +Han holdt inde, og sagte, uden at løfte Hovedet, der hvilede mod +Monumentet, sagde hun. + +-Ja--det er smukt. + +Der blev atter en Taushed, Schønaich bøiede sig over Roserne. + +Han rettede sig igen og i en helt anden Tone sagde han: + +-Men det bliver altfor køligt for Dem-- + +Ellen foer sammen: Hvilket?--Hun var saa langt borte--ja, det bliver +køligt. + +Underligt ilfærdigt kom de op, og de fik Gitret lukket og kom ud gennem +Granerne. Men igen vidste de ikke, hvad de skulde sige, mens de gik ved +Siden af hinanden, meget hurtigt. Og de skiltes nedenfor Terrassen med +et Buk og en stum Hilsen, ganske fremmed.-- + +Ellen gjorde sin Uret god igen. Hun saa ofte Officererne, navnlig +Generalen og Schønaich. Mod Generalen var hun altid indtagende +elskværdig, red ofte med ham i Omegnen og spillede Croquet Timer itræk +midt i Solheden. + +Mod Schønaich var hendes Væsen uens. + +Naar de var sammen, og hun var mest livlig, fortalte og spurgte, kunde +hun med ét, naar han gik blot den mindste Kjende over et Bekendtskabs +snævre Rettigheder, blive taus og urørlig; saadan som hun kunde blive +det, naar hendes Blik paa en Gang blev tomt og uden Deltagelse, og hun +lænede sig tilbage i sin Stol med Skuldrene lidt skudt op og Hovedet paa +Siden paa den stolte Hals. Hun saa ikke og hørte ikke. + +Hun stod under Schønaichs mest brændende Ord, helt ligegyldig, og hørte +ikke, studerede blot de Maagers Navnechiffer paa sin Elfenbensvifte. + +Men til saadanne Tider laa der noget som Kamp i Luften; Schønaich vendte +sig helt fra hende og talte kun til de andre. Men hans Ord blev æggende +med Dobbeltklang og Underforstaaelser, og han kæmpede just for at binde +netop den, han lod, som han ikke saa mer. + +Og oftest lykkedes det. Thi Schønaich forstod at tale. Han havde set +meget, læst mer end de fleste og oplevet en Del. Saa havde han en egen, +stærkt personlig Maade at tale paa, malende, i korte, varme Sætninger, +der kunde stige og stige og tage Fart og Fart--for saa igen at glide ud +og dø hen i en underlig vag Distraktion, og den, som talte, var +pludselig saa langt borte fra sine Ord, træt og uinteresseret. Og han +greb Billederne, kraftige og farverige som de kom, ogsaa barokke og +outrerede, men altid skiftede de, og han kunde forelske sig besynderligt +i et enkelt Ord eller en enkelt Sætning, og saa kunde han gentage den i +sin Tale, saa den kunde blive som et Musikstykke, hvis Thema kommer igen +og kommer igen. + +Saa tvang han Ellen til at høre, Viften faldt ud af hendes Haand, og hun +sank drømmende sammen; og mens hun stirrede paa Schønaich, kunde der +komme i hendes Øine noget stift og angstfuldt, som bad saa bange om at +faa Lov til at fly. + +Vendte han sig saa imod hende og spurgte hende om et og andet, blev hun +rød, og det var sjældent, hun fandt Ord til at svare. + +Hun satte sig ofte stille, langt fra ham, men altid saa hun kunde se +ham, naar hun vilde. Thi Schønaich var saa smuk, naar han talte. Oftest +sad hun dog med Haanden under Kinden og hørte kun paa hans Stemme, der +var blød og altid dæmpet. Men alligevel kunde Ordene komme febrilske og +uens som bankende Feberpulse i hans Tale. + +Naar Ellen var alene, sad hun oftest hen, drømmende med et Arbeide i +sine Hænder. Eller hun tog sig feberagtigt af mange Ting den ene Dag, +for at lade dem ligge urørt den næste. Hun blev urolig, blev ofte +hurtigt rød og hurtigt hvid uden Grund, og hun kunde synge og græde i +samme Time. + +Maaske kom det dog altsammen kun af Søvnløshed. + +Ellen gik for sent til Ro; naar alt var blevet stille i Huset, listede +hun sig sagte ud af sit Kammer ned i Havestuen. Hun aabnede Døren uden +Larm, og angst for at vække Gaardens Hunde, sneg hun sig lydløst henad +Terrassen. Augustnatten var kølig og mørk, og foran det tause Mørke +inddrak Ellen, mens hun drømte, Havens tunge Duft. + +Saa sad hun Time efter Time, stirrende mod Mørket og Augustnattens +Stjerneskud. + +Her var godt, køligt og taust. Her kunde hun være alene. + +Alle Tanker--her fik de komme og gaa--alle Længsler--her fik de nye +Haab. Og her kunde hun græde i Fred. + +Hun græd ikke af Glæde og ikke af Sorg, Taarerne kom uden at hun vidste +det, og mens hun græd, bad hun til Gud, hun næsten havde glemt, +troskyldige Bønner. + +Timevis laa hun ogsaa i sit Kammer om Natten, glad ved blot at ligge her +vaagen--det var saa lykkeligt ... + +Alt var bedst, naar man var ene. + +Kom hun til en Kilde i Skoven, timevis kunde hun lytte til dens Rislen; +glæde sig over en Pils Speiling i et stille Vand, og den mindste Sky paa +Himlen kunde hun følge paa dens Vei ... + +Men høist elskede hun dog Bakkerne i Skoven, der hvor man kunde se +Havet. Hun laa der ogsaa nu, som dengang hun var Barn, Eftermiddagen +lang paa den solrige Banke, uden at mærke hverken Dag eller Varme. Hun +stirrede ud mod den lyse Stribe, der, i Horisonten, hvor Havet laa. + +Og sin Moders Grav. Der var hun helst. Hun havde faaet saadan en stærk +længsel efter sin Moder i den sidste Tid, denne blonde, blege Moder, som +hun aldrig havde kendt; og her syntes hun, hun var hende nærmere. + +Saa var her altid køligt, og de sene Roser duftede. Om Aftenen susede +Granerne, og mellem Stammerne hørte hun Kilderne, der rislede ... + +Ellen havde mødt Schønaich inde i Lindegangen, og de var kommet i +Samtale. Saa var han fulgt op med, og nu sad de inde i Havestuen ved +Flygelet. + +-Kan man ikke være lykkelig--hvor vil De dog sige det, Grev +Schønaich--Som nu jeg idag--iformiddags, da jeg laa paa Bakken--der, De +ved, hvorfra man ser Havet. Jeg var redet derop gennem Skoven--der var +saa køligt og saa friskt under Træerne--og saa derude Havet og Luften +saa klar--Jeg ved da kun, at jeg gav mig til at rende ned ad Bakken midt +i Solheden, og sang, mens jeg løb ... + +-De er maaske en lykkelig Natur? + +-En lykkelig Natur? De mener et Menneske, som tager let paa alt? Nei, +det tror jeg ikke, at jeg er-- + +-Heller ikke jeg--Men jeg tror ikke, der er andre lykkelige end de, som +ikke tænker. + +-Lykkelige--ja--det er saa stort et Ord, og man ved knap--hvad man mener +med det--men tilfredse saa--kan man da heller ikke være tilfreds? + +-Tilfreds? Aa jo--de, som bryder sig om det. Tilfredshed er Lykkens +Surrogat. + +-Det er saa haanligt sagt. + +-Aa nei--ialfald ikke mént. Tilfredshed er en Slags Forsagelse, og +Forsagelsen er just min haabløse Kærlighed. Ser De, Frøken--aa nei--hvor +kan De forstaa det?--dertil er De, Gud ske Lov, for ung-- + +-Vist ei, forklar mig, hvad De mener. + +Schønaich havde reist sig. + +-Der er Mennesker, tror jeg ... der er de fødte længselsfulde, +Utilfredsstillelsens jagede Børn. Vi er rastløse Vandringmænd paa +solhede Veie--vi afsøger hver en Kro. Og aldrig er det denne--altid +den næste, der er vore Forhaabningers Kreml. Ser De den Flok paa +Marschen? De er de tørstige, som ledes ved at drikke--de altid larmende, +der er forelskede i Fred. Vi køber Himlens Aftenrødes Guld med vort +Blod--en Slags evindelige Skyfavnere. + +Han standsede og lidt efter sagde han: + +-Og denne Flok skælder man ud: de er Samfundets uvederhæftige, +Stemningers Løgnere ... De er Stamgæster hos Nydelsen og Forsagelsens +landflygtige Elskere. + +-Ingen tror dem, alle dømmer ... + +Schønaich taug--Ellen havde bøiet Hovedet ned mod Flygelet. Da hun +løftede Ansigtet, saa Schønaich, hendes Øine var fugtige. + +-Skal jeg synge lidt? + +Ellen nikkede, reiste sig og gik bort fra Flygelet. + +Schønaich sang. Lidt efter gik han. + +Aftenen efter mødte han Ellen, da hun kom fra Moderens Grav. + +De hilste venligt paa hinanden og uden at sige noget, gik de begge +henimod Lindegangen. Da de havde gaaet nogle Skridt derinde--standsede +Ellen. + +-Jeg har en Ting at sige Dem, sagde hun. + +Schønaich ventede. Men Ellen gav sig igen til at gaa og førte Haanden +mod Brystet: Det var maaske bedre ikke at sige det, sagde hun kæmpende, +bedre det ikke blev sagt. + +Men lidt efter standsede hun igen, og mens hun rakte Haanden frem imod +ham, sagde hun blidt og roligt: + +-Jeg vil sige Dem det, Schønaich, at jeg tror paa Dem. + +Schønaich skælvede. Og i en Følelse af dyb Ærbødighed, han aldrig havde +kendt, bøiede han sig og trykkede et Kys paa hendes Haand. Tak. +hvidskede han, Tak, at De tror mig. + +Saa gav de sig til at tale. De talte dæmpet og blødt, med Stemmer, der +skælvede. + +De talte pludselig fortroligt:--om de første Dage, de havde set +hinanden, om hver en lille Hændelse og hvert et Blik. + +De nævnede ikke hvad nu var, intet Ord om Kjærlighed ... Men de gik ved +Siden af hinanden under Lindene, som duftede, og hvert Ord, der blev +hvidsket, var en Tilstaaelse, og hver Tone lød som en Tak. + +Og efterhaanden som de gik, lænede Ellen sit Hoved til hans Skulder, og +bøiet over hende, hvidskede han endnu sagtere; og blev der en Taushed, +mødtes deres Blik, mens de smilede, og de hørte Vindpustene, som sukkede +i Lindebladene, og den fjerne Støi fra Markerne, hvor et Par Hunde gav +sig til at halse i Stilheden. + +Undertiden skjælvede Ellen, og hun lænede sit Hoved fastere til hans +Skulder, mens hun sukkede. + +-Hvorfor sukker De? hviskede han. + +Hun svarede ikke; mens hun smilede med duggede Øine, blev hun ved at +hvile lænet til hans Bryst. + +-Schønaich, det er blevet silde, sagde hun saa. Jeg maa gaa. Og hun gav +ham Haanden uden flere Ord, og de skiltes ved Enden af Lindegangen. + +Men Schønaich blev ved at gaa frem og tilbage i Gangen; og han hørte +Havedørene blive lukkede paa Terrassen og et Par Vinduer blive slaaet i. +Saa var alt ganske tyst. Og han gik langsomt hen over Plænen, der laa +lys i Maaneglandsen, og han stirrede op mod Huset, hvis hvide Taarne +skinnede i Skæret. I det østre Taarn var et Vinduet aabnet, en Skikkelse +stod bøiet ud over Karmen. Schønaich listede sig sagte frem, angst for +hver Støi. + +Jo, det var hende. + +Hans Hjerte bankede, og gjemt i Skyggen af en Blodbøg, betragtede han, +næsten uden at turde aande, taust den Skikkelse, han elskede. + +Ellen laa ubevægelig, + +Saaledes drømte de begge--nær hinanden--i den stille Nat. + + * * * * * + + + + +V. + +Felix von Schønaich vidste ikke mere Rede paa sig selv. Han syntes kun, +at han var bleven tyve Aar igen, og det var længe siden, han havde været +saa lykkelig. Saa brød han sig kun lidt om at tænke paa Fremtiden. Og +heller ikke Ellen tænkte langt: hendes atten Aars Tanker kom jo aldrig +længer end--var han borte--til en evig Længsel; var de sammen, hvilte +de i et dybt Behag. + +Og de var ofte sammen. + +Hun red over til Bakkerne, og de mødtes der. Hun kom først, og hun bandt +Hesten til et Træ og satte sig under Egene for at vente. Men fem +Minutter syntes hende Evigheder, og hundrede Gange speidede hun; og hun +vilde ride bort igjen, siden han ikke kom, og mens hun sagde det, satte +hun sig igjen for at bie.-- + +Saa kom han, og de sad der sammen under Træerne og stirrede ud paa de +bølgende Bakker og Dalstrøget, hvor Aaen snoede sig gjennem Engene. Men +pludselig sprang Ellen op, og de gav sig legende til at løbe omkaps som +et Par Børn. Og de lo, naar de snublede, og de lo, naar Ellen skreg af +Angst for en tykmavet Snog. + +Forpustet naaede de Dalen. Han havde fanget hende, og Arm i Arm gik de +langsomt hen over Engene mod Broen over den lille Aa. Der standsede de, +og Ellen gav sig til at raabe paa Ekkoet, som svarede langt borte; og de +lod deres Kælenavne lyde gennem Dalen. + +Eller de gik i Skoven, bort fra den banede Vei ind langs uveisomme +Stier, hvor Brombær spærrede for deres Fødder og Buskenes Grene slog +imod deres Kinder. Da blev de ved at gaa og gaa under de grønne Træer, +og de vidste aldrig, hvorlangt. Thi de havde altid, mens de gik, tusind +Spørgsmaal og tusind Svar. + +Saa kom de til et Træ, hvis Rod var dækket af blødt-fristende Mos. De +satte sig ved Siden af hinanden, og pludselig grebne af Tykningens dybe +Fred, holdt de op med at tale. De sad kun nær hinanden. Og deres Hænder +mødtes. + +Men pludselig slog Ellen Øinene ned, og læmpeligt tog hun sin Haand ... +Og paa en Gang sad de begge forlegne uden at sé paa hinanden, grebne ved +Stedets dybe Fred. + +Saa reiste de sig, og uden at tale gik de ind gennem Skoven, hvor det +begyndte at mørkne. + +Skumringens blaalige Taage slørede Træernes Omrids, og ned fra Kronerne +sank Tusmørkets kølende Luft svalt mellem Træerne. Mens oppe fra +Løvværkets Tag tusind tindrende Glimt fra den synkende Sol gled gennem +Bladenes Mørke. + +De kom ud af Skoven, langs de høie Bakker. Luften var tung af Duft fra +den blomstrende Lyng, Solen gik luende ned bag Vestens Banker. + +Og mens de hvisker til hinanden tusinde milde Ord, synker Natten over +Eng og Høie. + +--Men, hvor de oftest mødtes, var ved Graven. + +De elskede Stedet. Plettens tunge Alvor slørede deres Sind med mild +Sorgmodighed. Her aabnede Ellen sit Hjerte og siddende ved Moderens +Gravsten fortalte hun om sin Barndoms Kummer. Hun fortalte om sit +ensomme Liv og om Faderens Elendighed. + + +Saa talte ogsaa han. Og Ungarns hele Skønhed med de vide Stepper og de +store Floder--den fik Liv her ved de Maagers Gravsted. Ellen hørte: +Donaus stille Gliden, Skovens Suk paa Siebenbürgens Bjerge, +Aftenklokkers Lyd over Steppens Vidder ... + +Da kunde Ellen, naar han taug, hviske sagte: + +-Felix, her vilde jeg gjerne dø. + +--Det var Aften, og de kom fra Graven. Høstens Dag havde været tung og +hed. + +Nu var Aftnen kommen, men med Tordenluft. Eksotisk kvælende som altid +før et Uveir steg fra alle Blomster, sank fra alle Træer, Havens Duft. + +De var gaaet tause gennem Skoven og døsigt trætte satte de sig nu i +Lindegangen. + +-De spiller, sagde Ellen. Fra Gaarden lød ud gennem Haven nogle klagende +Toner af Violiner og Horn. + +-De leger Begravelse, sagde Schønaich. Deres Yndlingsleg. + +Ellen hørte det ikke. Hun sad med lukkede Øine og lyttede til Musiken, +der steg op til dem dæmpet og høitidelig. Naar Hornene taug, hørte man +Violinernes lange Toner, sorgfulde, og Soldaternes Klage-Raab i Musikens +Takt. + +-Hvad er det, de spiller, spurgte Ellen igen. Hvad er det? + +Men paa en Gang blev alt ganske tyst, og man hørte kun Støien af Fodtrin +mod Gaardens Stenbro. Kom, det er forbi, sagde hun. Lad os gaa. Hun +reiste sig, men i samme Nu foer hun sammen. Felix, Felix, hvad er det +dog? sagde hun; der lød fra Gaarden et langt og hundredtunget Skrig. + +Schønaich drog hende til sig. De begraver ham, sagde han. Vent blot. + +Hun forstod ham ikke. Hun lænede stille Hovedet til hans Bryst; de hørte +kun en enkelt Violin. + +-Det er Guyla, der spiller. + +Ellen aabnede Øinene, og mens hun trykkede Hænderne mod sine brændende +Tindinger, sagde hun igen: + +-Kom--Felix--lad os gaa. + +Schønaich reiste sig ikke. Sé, sagde han. Pludselig gled et rødligt Skær +af mange Fakler hen over den hvide Bygnings Mure. Nu kommer Toget. + +Ellen gik frem. Hun stirrede paa det store Tog, som langsomt gik langs +Terrassernes Hæk. Soldater i hvide Lagener rundt om en Baare. Fra Snese +Fakler faldt de røde Flammer over Havens Træer. + +Violinerne lød. + +Ellen stod støttet til et Træ. Faklernes Skær faldt pludselig paa hendes +Ansigt. + +Og da Guylas Strenge atter lød gennem Skoven, afbrudt af klagende Raab, +slap hun Træet og sagde endnu en Gang: Felix--kom--jeg vil gaa. + +Men hun blev. Hun følte Schønaichs Arm gribe saa fast om sit Liv, følte +hans Kys brænde mod sine Læber ... + +Schønaich--Felix ... + +-Ja--ja--jeg elsker Dig, elsker ... + +Svimmel gav hun sit Ansigt hen til hans Kærtegn ... + +Men da brast hun i Graad og ubeskrivelig klagende, halvt som et Skrig, +hviskede hun: + +--Hvorfor har Du saa elsket mig? + +En Sky stod over Gravens Vand: Faklerne kastedes i Baal. + + * * * * * + +Ellen havde spillet. Generalen blev meldt. + +Ellen vilde nægte sig hjemme, men den gamle Herre stod allerede i Døren. +Saa reiste hun sig, og gik ham imøde. + +Hun var besynderlig fortumlet, og de havde talt en Tid, og hun havde +spurgt og svaret mekanisk uden at vide, hvorom der blev talt. Saa vaktes +hun ved Schønaichs Navn. + +-Grevinden skal være i Vente, sagde Generalen. + +-Hans Søster? + +-Nei--hans Frue? + +Ellen saa op, forbauset. Og uden at forstaa gentog hun: Hans Frue. + +Men et Nu efter sagde hun: + +Ja--Det er sandt--aa, man glemmer saa let, at Grev Schønaich er gift. + + + + +VI. + +Børnene havde hørt op med at lege ved Nørup Kær, og Aftenklokkerne havde +lydt over Engen. Det sidste Skær af Solen sluktes over Thorsholm Skov, +og den bølgende Damp fra Mosen var kold og fugtig. Men Pastor Holm og +Ellen mærkede det ikke, og de blev ved med deres evige Vandren frem og +tilbage langs Engveien. + +Den unge Præst havde talt længe og varmt, nu gik han taus ved Siden af +Ellen, der var meget bleg. Men da de naaede Skovkanten, og Ellen blev +staaende bestandig uden at tale og med Øinene mod Jorden, sagde Holm +lavt og møisommeligt. + +-Har jeg da krænket Dem saa dybt, at De ikke vil svare mig? + +Ellen løftede Ansigtet, og han saa, at hendes Øine var fulde af Taarer: +Nei, Holm, nei--men hvorfor har De talt? + +Hun gik atter frem, og Holm fulgte. Mens han talte, tog han Straahatten +af, Haaret laa klæbet til hans Pande. + +-Hvorfor? Tro mig--ikke fordi jeg havde Haab, aldrig, fordi jeg havde +Haab. Jeg har aldrig været dum nok til at nære Haab. Jeg har vidst det +fra den første Dag, at min Kærlighed var ulykkelig og tabt--det maa De +tro. Men det var deres Ven, jeg ikke mere kunde være, dette Venskab fra +Dem kunde jeg ikke holde ud ... Kan De forstaa det, Ellen Maag, forstaar +De--hellere intet end Dag for Dag at gaa som Ven ved Siden af den, man +elsker. At tale to Sprog og veksle Guld med Kobber ... + +Han taug og blev ved at gaa med Hatten i Haanden. Bedrøvet som før sagde +Ellen: + +-Og nu, Holm, hvad nu? Er De nu lykkeligere? + +-Lykkeligere? ... Nei ... men nu kan vi idetmindste ikke være Venner ... + +Ellen rystede paa Hovedet og gav sig til at tale langsomt og sørgmodigt. +Men efterhaanden blev hun varm, og hvad hun sagde, skælvede af +undertrykt Bevægelse. + +-Holm, sagde hun. De har ikke handlet ret. Hvorfor døber man dog altid +Egoisme med Kærlighedens Navn? Jo--Egoisme. Thi De vidste jo dog, at +dette Venskab var for mig noget dyrebart og kært. Og dertil tog De ikke +Hensyn--De, som siger, at De elsker mig! Men jeg ved det, Holm, at +Kærligheden handler saaledes: Kærligheden har ingen Tanke uden paa sig +selv ... + +-Ellen Maag--det har jeg ikke fortjent ... + +-Tro mig, Holm, jeg bebreider Dem intet. Lad os blot tale om Dem, om +hvad der nu vil ske med Dem. Jeg tror, De lider nu--men sagde De ikke +selv, De havde aldrig haft Haab? Hvordan, er det saa kommet hertil, +Holm, til dette idag? Thi Kærligheden kommer ikke paa én Dag og fødes +ikke paa en Time--og er den uden Haab og faar den ingen Næring--og jeg +har aldrig næret Deres Kærlighed--da kan man kæmpe med den og man tør +ikke lægge sig villieløs ind under dens Aag. Men De har hyllet og vævet +Dem ind i Fantasier--jo Fantasier--og Ønsker--indtil nu, hvor De lider +--Jo, Holm, Fantasier-- + +-Hvor kan De kalde det en Fantasi? Kender De da ikke mit Liv? Jeg var +næsten tredive Aar, da jeg mødte Dem--tredive Aar og kendte ikke andre +Kvinder end min Moder--Og samme Nu, jeg saa Dem, tog De min Villie og +mit Liv--alt tog De fra mig, hvad mit var, og lod det bare kredse om Dem +og elske Dem og forgude Dem--aa, saa vanvittigt forgude Dem--Og saa +kalder De det for en Fantasi ... + +Ellen udstrakte Haanden: Holm, bad hun, vi vil ikke skilles saadan. + +-Jo, Frøken Maag, saadan maa vi skilles. + +Thi aldrig vil De erfare blot en Tusindedel af alt, hvad jeg har lidt, +mens jeg har levet her paa Deres Venskabs Kost med min Kærlighed--og én +Gang skal De vide, at jeg dog har været Mand og elsket, som alle de +andre. At der var ikke det Øieblik, hvor ikke Deres Læber var mig en +Fristelse, ikke den Time, hvor jeg ikke tørstede efter Deres Kys, ikke +den Dag, hvor jeg ikke var vansmægtende i Fortvivlelse ... Aa Ellen +Maag, jeg ved det, nu har De kun tilovers for mig lidt Sorg, og De vil +sky mig, naar vi nu skilles ... Men dog--dog er det bedre saadan ... + +Han sank sammen og med ludende Hoved gik han nogle Skridt ved Siden af +hende. Da sagde han tonløst og standsede: + +-Og nu--gaar vi hjem. + +Ellen rakte Haanden frem, men Holm tog den ikke. + +-Holm, tag dog min Haand. + +Han tog den mellem begge sine Hænder, som skælvede, og med et dybt Suk +bøiede han sig og kyssede hendes Haand. + +-Lev vel--hviskede han. + + * * * * * + +Saa var altsaa ogsaa det forbi. + +Ellen havde ladet tænde Lampen i det østre Taarn, og Tjeneren havde +bragt The. Men hun havde ikke rørt den. Distræt og hvileløs var hun +draget rundt i Værelset, pillende ved en Blomst; rettende paa en Pude; +skruende Lampen op; stadig i de samme Tanker. + +Nu sad hun lige under Lampen med Hænderne begravet i det opløste Haar, +og hun mærkede ikke Køligheden fra Terrassen eller Natsværmerne og Uret, +der lød hvert Kvarter. En Gang imellem stirrede hun rundtom sig, distræt +som en, der vaagner, og sukkede dybt. Men lidt efter faldt hun atter +tilbage i sit forstenede Drømmeri. + +Det var altsaa forbi--ogsaa det. Og--hvorfor ikke, hvorfor? Hun havde +jo ventet det, vidst det ... Nu var det kommet som det andet ... og man +vænnede, man vænnede sig til alt. + +Jo--Vanen glattede Livet ud ... hun havde vænnet sig til meget. + +Til alt--til alt--var hun vant. + +Hun smilede: Ogsaa til Skændslen. + +Mens hun sank dybere sammen i Stolen, tænkte hun paa sit Livs Taagedag. + +Hun havde kun en Tanke den Dag, da Døren havde lukket sig efter +Generalen, den at fly. Og hun gik som Soldater rømmer, naar Fjenden er +over dem, de tager intet med, bare de forlader og flyer. Saaledes gik +hun til Veile. + +Men da Vognen var forspændt, og hun allerede stod paa Trappen, vendte +hun sig, og gik tilbage til Havestuen; og hun lukkede Døren efter sig +og traadte ud paa Terrassen. Foran hende laa Plæner, Skov og Marker. + +Og bleg og hjælpeløs foran denne Have, løftede hun Armene i afmægtig +Kummer ... + +Hun fandt Bedstefaderen blind og lallende, et Menneske i Opløsning. Men +hun pleiede ham ikke, bekymrede sig om ingen og intet. Naar hun vaagnede +om Morgenen efter en lang Søvn, tung som et Mareridt gik hun ned i +"Moders Lysthus" og laa der i en Døs, følesløs som en Besvimelse. Hun +forsøgte slet ikke paa at arbeide. Men undertiden kunde hun pludselig +vaagne af sit Blund, og hun havde glemt alt hvad der var sket. Og hun +laa og smilede ved en Erindring om sin Kærlighed. + +Hun kunde nævne hans Navn saa blødt og længe. + +Men paa en Gang huskede hun, og med et mat Suk faldt hun tilbage i sin +Bedøvelse. + +Der kom imidlertid en Tid, hvor hun vaagnede helt. Hun sad de lange +Efteraarsdage dumpt tungsindig og ørkesløs i de raakolde Stuer, hvor hun +ikke gad hygge om sig, og hun stirrede ud paa den snævre, livløse Gade, +og hørte Bedstefaderens rallende Hoste i Rummet bag Butiken. Og +fortvivlet sad hun der Ansigt til Ansigt med sit trøstesløse Liv. + +Her skulde hun altsaa leve, her et lavloftet Liv med et levende Lig i +Forraadnelse eller hjemme med en Dranker, hendes Fader. Og her skulde +Livet gaa hen, elendigt, Dag efter Dag, graat og altid det samme ... Her +skulde Aarene komme et kvælende Lagen af Sand og begrave hende Tomme for +Tomme-- + +Men undertiden kunde hun ogsaa reise sig fortvivlet: da græd hun +timelang afsindige og meningsløse Taarer, og magtesløs truede hun ad +sine Dages Taagehær. + +Men atter faldt den om hende den graa Tungsindighed, og uden Forandring +gled det atter Dag efter Dag. + +Sand--Sand--Sand-- + +Og efterhaanden blev dette Tungsind besynderlig tomt og sjælløst. Det +blev til et Mørke, hvori Ellen rugede over sig selv og var ligegyldig +for alt andet. Intet havde Værd--slet intet. + +Hvad var vel dette høieste, for hvilket hun havde givet sig hen? +Saameget just, at hun foragtede sig selv. Saa dyrt købte man saa lidt. + +Hun kendte Livet og vidste, det var tomt, Menneskene og forstod, at de +var Løgnere. Og hun begyndte at dyrke sig selv, og hun besteg sin +Pessinisme ligesom en Fodskammel, der løftede hende over Mængden. + +Langsomt blev hun sig selv nok. Vilde ikke vide noget af andre. + +De livløse Ting begyndte at spille en Rolle i hendes Liv. Hun elskede +Komfort for dens egen Skyld, og hun blev gridsk paa hver af Tilværelsens +Behageligheder. Og hendes Kærlighed til alt dette raffineredes. Det var +det sjældne, det bisarre og det besynderlige, hun fandt Behag i. + +Om Vinteren, da hun var vendt tilbage til Thorsholm, fik hun Midler nok +til at tilfredsstille denne nye Trang: gamle Lind døde, og den Formue +han efterlod sig, var større end nogen anede. Ellen blev pludselig mere +end rig, Renterne af den stort Kapital tilflød hende uafkortet. Hun +kunde handle, som hun vilde. + +Et Par Maaneder efter døde Faderen af Apoplexi. Hun tog en gammel fattig +Rigsgrevinde fra Holsten i Huset. + +Hun lod da Thorsholm restaurere og alle Værelser istandsætte. Hun havde +ligesaa mange Luner, som der var Timer paa Dagen, og hun bragte +Arkitekten til Fortvivlelse, Men pludselig blev hun ked af det hele, lod +ham skalte, som han vilde, og indrettede blot i det østre Taarn en +Leilighed til sig selv efter alle Parisermodernes Mønstre. Hun polstrede +sit Boudoir som en Æske, og over udfordrende Divaner lod hun +Bedstefaderens Hyrdinder komme til ny Værdighed paa de kapitonerede +Vægfelter. + +Haven blev lagt om. Den blev rig paa pragtfulde Bede med alle +Bladplanters Nuanceringer, og et Net af Kanaler blev ledet gennem dens +Anlæg. Der var en fransk anlagt Plet: med lige og symmetriske Gange; +midt i Anlæget et Springvand med en mosgroet Kampestenskumme. Rundt om +mange Stenvaser med Vaabenskjolde. Kanaler, lige, som dens Gange omgav +den franske Have. + +Den var med sin stiliserede; og kolde Fornemhed blevet Ellens +Yndlingssted. + + * * * * * + +Ellen gik ned ad Stentrappen med Winsløw, Arkitekten, og skærmende mod +Solen med sin Parasol, gik hun over Broen til den franske Have. + +-Hr. Winsløw, sagde hun, De dømmer uden at forstaa. Hvad De kalder +aristokratiske Fordomme er en Races nødvendige Meninger. Jeg anser mig +virkelig ikke for bedre men for anderledse end--end ... Demokraterne. +Jeg føler ikke som de, kan ikke leve som de ... der er en Raceforskel +imellem os ... + +-Og hvorved opstaar denne Raceforskel? + +-Ved Opdragelse, ved Indtryk--ved alt ... Jeg for Exempel.--Jeg husker +en Gang, et Menneske kaldte mig en Robinson. Han vidste ikke, hvorom han +talte ... Robinson levede ene paa en fremmed Ø. Jeg har levet og +modtaget mine Indtryk her. Dette Sted har opdraget mig. Men det er netop +det, som De ikke forstaar. Mennesker, som ikke kender deres Forfædre, +som ikke eier og ikke vandrer paa den samme Jord, ved ikke, hvad det vil +sige at være omgivet af sin Slægts Værk, Arbeide; at være omringet af +dens Skygger, at møde den ved hvert Skridt ... + +Ser De, sagde hun, og standsede--De har aldrig vidst, hvad man føler +blot ved Dag for Dag at møde de gamle Navnechiffre der paa Taarnene. Den +har istandsat det, den det ... + +-Og den ødelagt det ... + +-Vist saa ... men selv den, der ødelagde, levede her, besad dette. +Følelsen af Besiddelse bestemmer saa meget hos os. Og tro mig--hos de +bedste af os udvikler den Følelsen af vort Ansvar. Den gør dog +Aristokraterne til fødte Førere i Samfundets evige Strid: De føler baade +Besiddelsens Lykke og dens Pligt. + +-Mener De virkelig det, naar De ser paa den Samling, der hedder vort +Aristokrati? + +-Jeg mener, min kære Winsløw, at De ogsaa der dømmer hastigt ... "Vort +Aristokrati"--jeg skal sige Dem, vort specielle Samfund var sunket hen +... De trak sig ud af det hele--og netop de dygtigste, fordi Frederik +VII saarede mer end deres Standsfølelse nemlig deres Takt ... saa blev +de hjemme ... + +-Og blev ikke klogere, Frøken Maag. + +-Det er sandt. Deres Horisont blev snæver. Naar et Aristokrati har en +død Tid, maa Horisonten blive snæver, det ligger i Sagens Natur. +Idéerne, hvorpaa vi lever, er faa ... men de er store ... Hun standsede +igen. Tilgiv mig, sagde hun, hvis der er Spring i min Tanke ... men jeg +sagde før, at Stedet her havde opdraget mig, Alt her har opdraget paa +mig, Huset, de store Træer i Haven, Billederne i Riddersalen--alting +... Jeg søgte at faa disse Folks Historie at vide, hvis Billeder jeg saa +... Den havde været Admiral ... den Gesandt ... den havde vundet--eller +tabt et Slag ... Men allesammen var de Maag'er, alle havde de tjent +Kongen, Landet, om De vil ... Slægtfølelsen føder det næste hos os: +Patriotismen ... + +Ja-a, Landet ... vel snarere Kongens hellige Person ... + +-Maaske--jeg tilstaar det ... Jeg er Royalist, Legitimist om De vil. Men +... de bedste blandt os vilde dog ogsaa give Liv og Blod selv for en +Republik, naar den var deres Fædreland ... + +Ellen talte sig varm: + +-Men, ser De, for os betyder "Kongen" noget. Han er en Del af vor Arv, +af vor Overbevisning ... Men heller ikke det, forstaar De vel. De kalder +det for Snæverhed som hos de bedste er en urokkelig Overbevisning. Og +lad Folk ogsaa have Lov til at kalde vort Liv snævert--sig mig saa, tror +De ikke paa den anden Side, det samme Liv--Livet her--og hun pegede +rundt--gør mange Følelser noblere, udrydder megen Smaalighed, holder +fjernt fra meget meleret, som pletter deres Demokrater. + +Hun taug lidt og betragtede Haven i dens sollyse Ro. + +Tror De da virkelig man Dag efter Dag kan leve her uden at erhverve sig +en vis Sindets Noblesse? Det er ingen Fortjeneste at staa udenfor +Brødkampens Smuds, Hr. Winsløw--men det er en Lykke, og denne Lykke er +det som mer end noget skaber Racen i os. Der er Ting, til hvilke jeg +aldrig kunde nedlade mig--Handlinger, jeg aldrig kan forstaa--det er +dem, som lægger ... lægger Mile mellem mig--og disse Folk. + +Ellen lænede sig til Bassinkanten og saa paa Guldfiskene, der skinnede i +Vandet. + +Winsløw betragtede hende ... Han saa fra hendes Skikkelse udover Haven, +fornem med sine regelrette Bede og sine Stenvaser. + +-Ja--sagde han--De passer til dette Billede. + +Ellen lod Vandet falde draabevis ned paa sin Parasolspids, hun havde +vadet i Bassinet. + +-Saa glider det hele saa deilig nemt ud i en Kompliment, sagde hun. + +Hun gik atter, rank, hen ad Gangen, og lidt efter sagde hun: + +-De maa, naar De dømmer et Aristokrati, ogsaa huske, at selve dets +Stilling exponerer alle dets Medlemmer. Ingen undgaar Opmærksomhed--i +andre Samfundslag kan Middelmaadighederne skjule sig ... + +-Men saa er det paa den anden Side der saa meget lettere at gøre sig +gældende. Man har fra Fødselen et Fodstykke ... + +Ellen svarede ikke. Hun satte sig paa en Bænk og sagde: + +-Jeg tror desuden ganske vist, de yngre af vor Kreds bliver dygtigere +... De bedre Kræfter blandt dem tager fat. Men husk, der skal næsten som +begyndes helt fra nyt. Desuden giver selve Landbruget vist i denne Tid +meget at bestille--det maa man først tage sig af ... Siden vil det +andet komme. Den unge Grev Gyldenkrone har Ret, naar han siger: Man maa +begynde et Sted for ikke at gøre det hele snavs ... + +Er det nu altsammen Hebraisk for Dem, Hr. Winsløw, De er blevet saa +taus? + +-Hebraisk--aa nei--det er bare helt andre Idéer end dem, de 9,999 af +10,000 lever i-- + +-Ja--det tror jeg. Men jeg vilde vist ikke have levet denne Dag, hvis +jeg ikke havde haft min Slægt til Rygstød. Jeg har haft den til at leve +Livet med ... Derfor vil jeg ogsaa dø som Aristokrat ... + +--Men Tante kommer deroppe paa Trappen ... Hun leder vist efter os ... + +Ellen reiste sig, og Hr. Winsløw fulgte ... + + * * * * * + +Ellen blev mer og mer Aristokrat. Hendes Følelse af Ensomhed gjorde +hende dertil og mer og mer--dyrkede hun sig selv. + +Hun gik ikke klædt som andre, hun skabte sine Moder selv. Hensynsløse, +hensigtsklare Moder, som tegnede hver en Linie af hendes skønne Legeme. +Men denne Skønhed, der blottede sig, var kysk i sin Blottelse; den var +altid kold og leflede aldrig med Beundringen. Hendes Skønhed henvendte +sig ikke til nogen. + +Hun dyrkede kun sig selv og sin egen Urørlighed. + +Hun omgikkes ingen, kendte faa. Hun udfyldte selv sin Tid. Det var +Musik, hun havde givet sig til øve, og hun gav sig til at uddanne sig +med en Energi, som om hun skulde fortjene sit Brød ved Pianoet. To Aar +havde hun modtaget Undervisning af en udmærket udenlandsk Mester, en af +Pianoets Heroiner, som lidende maatte udhvile efter sine +Kunststrabadser, og som Ellen her betalte fyrsteligt for den givne +Vejledning. Hun lærte meget af sin Lærerinde, og de delte i Musiken +ganske samme Smag. + +Thi det besynderlige var, at Ellen i Musiken kun dyrkede alt det +febrilske og nervøse. Ved Siden af Chopin havde hun stillet Rubinstein +og Liszt. + +Undertiden kunde det derfor hænde, at en eller anden fremmed, som første +Gang var sammen med Ellen Maag i Selskab paa et af Egnens Herresæder, +faldt i en maabende Forbauselse, naar Værtinden ud paa Aftenen bad sin +Gæst at spille, og Ellen rank og fornem tog Plads foran Flygelet, og +naar hun havde slaaet sin Vifte sammen og lagt den fra sig, begyndte at +spille--al denne mærkelige Musik. + +Thi denne Frøken Maag havde næsten indjaget ham Frygt. Saa fjernende +havde hun hilst ham i sin urørlige Skønhed, saa lidet havde hun set hans +beundrende Blik. Og der var over hendes Gang med Hovedet bøiet paa den +slanke Hals en saa stoltbaaren Fornemhed, at man følte Trang til at vige +og at bøie sig, hvor hun kom. + +Men var den fremmede ung, kunde det saa hænde, at han, mens Rubinstein +tonede fra Strengene, nærmede sig Flygelet og begyndte at vende +Nodebladet. Og det kunde fremdeles ske, at han distræt og bøiet frem kom +Ellen saa nær, at han strejfede hende ganske let. + +Men da behøvedes kun en eneste Fjernelse af dette mørke Haar, for at han +skulde huske sig om og vende Bladet i ærbødig Afstand med en Haand, der +rystede en lille Smule. + +Og denne Smag for det moderne, som en og anden mistydede saa beklageligt +for ham selv, den viste sig hos Ellen overalt. Der var blandt +Malerierne, hun samlede paa Thorsholm, en stor Del, hun havde ladet købe +i Frankrig: blottede, kvindelige Figurer, Fauner og Nymfer, Venusfigurer +og den sovende Endymion. Og viste hun sin mærkelige Samling til en eller +anden, stod hun overlegent talende om Lys og Farver foran al denne +Nøgenhed. + +Saaledes levede Ellen Maag i disse Aar. Hvert Efteraar tilbragte hun i +Paris med Rigsgrevinden. + + * * * * * + +Ellen var da blevet henimod seks og tyve Aar, da Holms blev forflyttet +til Nørup. Hun sluttede Venskab med dem, og der kom noget mildere ind i +hendes Liv. Luften var saa blød der i Præstegaarden med sin Have, der +stødte op Kirkegaarden, og de lave Stuer, hvor gamle Fru Holm altid +modtog hende med et glad Smil. Den unge Præst spillede Violin. Og saa +Sommeraftener, naar Dørene til Haven stod aabne, og Kirketaarnet med +sine Takker løftede sig mod en lys Himmel, mens de spillede Bach og +Haydn, da følte Ellen som Andagt, og naar hun talte, blev hendes Stemme +blødere og hendes Ord mildere,--thi de talte alle mildt og dæmpet i +disse Stuer ... Udenfor sad Fru Holm og strikkede paa sin Strømpe, og +Børnenes Stemmer lød fra Kirkegaarden. + +Saa kom det iaften-- + +Ellen reiste sig og begyndte at gaa frem og tilbage. Saa satte hun sig +igen og hurtigt med flydende Haand skrev hun: + +-Ser De, Holm, jeg vil gøre min Pligt, redde Dem for Deres Kald og for +Fremtiden. Men at redde Dem, min Ven, er kun at reise bort. Hvorfor jeg +da ikke vil blive Deres Hustru? Fordi det kun vilde være et Bedrag. Hvad +De kender og elsker, Holm, er ikke mig, som jeg er ... det er kun en Del +af mit Liv, og paa en Stemning kan ingen af os leve Livet. Men tro mig, +jeg lider, naar jeg nu drager bort, lider haardt, + + for jeg holder saa meget af Dem. Men ægte + Dem--det kan jeg ikke. Den, jeg skulde + ægte uden Kærlighed, han maa være mig helt + ligegyldig. Lev vel--bestandig vel. + + Ellen. + +Hun sad længe, og da hun allerede havde lagt Papiret sammen, aabnede hun +det igen, og mens hendes Ansigt smertelig fortrak sig, skrev hun endnu +de tre Ord: + +-Glem mig ikke. + +Saa lukkede hun Brevet. Men Morgenen fandt Ellen Maag bleg og forvaaget +paa den samme Plet. + + * * * * * + +Der opstod en pludselig Forvirring, og Vognrækkerne standsede. Man hørte +Kuskenes Raab der strammede Tøilerne og Betjentenes "Avancez-avancez", +som lød skarpt gjennem Spandenes Støi. Hestene rasler med Skaglerne og +under Alléens Kastanietag ser man pludselig Ekvipagernes uendelige Række +ubevægelig med Vognenes skinnende Flader og Sølvbeslagene, der glimter +lige som Lyn. + +-Ser Du Fyrstinden af Serbien--der i Victoria, siger Grevinden. +Carolhausen finder hende saa smuk. + +Ellen løftede sig let, og ser ud under Frynserne af sin Parasol. Spandet +er smukt, siger hun. + +Vognene begynder atter at glide langsomt, vuggende paa deres +Kautschukhjul, og lænet tilbage, nyder Ellen taus Hyndernes sagte +Bevægelse. Hun kniber Øinene tæt sammen for Solen og hører kun +døsig Seletøienes evindelige Raslen og Bladsælgernes Raab: +Figaro--Gaulois--Figaro! + +Ude i Rotunden glimter Springvandet i Solen som lysende Sølv. + +Man hviler tilbageslængt i alle Vogne, og langs Alléerne ser man +Parasollernes Silketag i en lang Linie. + +Vognene glider den ene efter den anden, i en lang Række. Under +Kastanierne rager Tjenerne op, ubevægelig, paa de høie Bukke, ranke og +med korslagte Arme. + +Ellen hører under Ekvipagernes Larm, Springvandets Pladsken fra +Rotunden, og hun aabner Øinene. Og mens Kuskene raaber, ruller Vognene +langsomt, i en stor Bue, ud i Rotundens Lys. + +I det flimrende Lys ser man pludselig alt blinke blændende i Solen, mens +i Midten Springvandet falder pladskende i sine Kummer af Bronce. + +Ved Udgangen af Alléen opstaar en uløselig Trængsel, og man standser +paany. Man bøiér sig ængsteligt frem over Vogndørene og taler hurtigt +fra Vogn til Vogn. + +Ellen bliver liggende i sit Hjørne uden at røre sig, gjemt bag sin +Parasol. + +-Fyrsten, siger Grevinden. + +Ellen reiser sig en Smule og rækker sin behandskede Haand ud over +Vogndøren. + +-Er det Dem, siger hun. Og tilfods? + +Fyrsten bukker. Ja--Ismail er syg. + +-Det er frygtelig varmt langs Promenaden, siger Ellen. Har Tante noget +imod at gaa hjem gennem Parken? + +Grevinden er villig til at gaa, og de stiger ud. + +-De gaar vel med os. Fyrst Carolhausen? + +Fyrst Schønaich-Carolhausen bukker paany, og mens Vognen sætter sig i +Bevægelse om Springvandet, bøier han med Ellen og Grevinden bort fra +Rotunden og dens Støi. + +De talte livligt om Badets Begivenheder; Kejserinden af Ruslands Ankomst +og den stakkels Prins Mira-Silvas, der havde skudt sig i Parken. + +-Han havde jo skudt sig med Vand i Munden? Inde tilhøire for Rotunden? + +-Ja med Vand. Forfærdeligt. En fuldstændig Sprængning af Hjernen. + +-Og man sagde, det var en lille Blondine ...? + +-Utvivlsomt. Grevinden havde bestemt selv set hende--lille, rund; med en +Opstoppernæse og lidt fremstaaende Øine. Laa paa tredie Sky +tilvenstre--i Orfeus-- + +Jo, hun havde forresten godt set hende--en lille, fræk Tingest--i +Trikot. + +-At skyde sig Vand i Munden for en saadan Person-- + +Ellen havde ikke talt meget; hun gik og saa ned i Jorden og trak +Parasollen efter sig. + +-Han har vel elsket hende, sagde hun. + +-Elsket hende. Grevinden foer op, og med en Komediefrase sagde hun +overlegent: + +-Elsket? Man elsker ikke saadanne Kvinder, man betaler dem. + +Maaske--Ellen smilede lidt--Det er forresten et besynderligt Emne, +men--Maaske betaler de fleste Mænd nok uden at elske--men der er vel +ogsaa dem, som betaler, fordi de elsker--Prins de Silvas--Stakkel--har +vel hørt til dem ... Han bør undskyldes; han var saa ung. + +Ja--lad os bare se at lave en Roman ud af det, sagde Schønaich. + +-Hvorfor ikke? Tror De egenlig Fyrst Carolhausen--Ellen saa paa Fyrsten +nu og da--Lidenskaben nogensinde ser paa dens Værd, man elsker? Saa tror +jeg desværre ikke, der vilde findes saa megen Kærlighed i Verden. +Nei--det har Lidenskaben ikke Tid til. Det faar--og hun saa lige paa +Fyrstens Ansigt, mens hun talte--først Skammen, der lever længere end +Lidenskaben-- + +-Skammen? + +Grevinden rystede paa Hovedet og blev lidt tilbage. Dette interesserede +hende ikke. Men Schønaich gik nærmere hen til Ellen og talte dæmpet, da +han sagde: + +-Skammer sig og--hører op at elske? + +Ellen hørte ikke. Tonen hvori hun talte var stadig let; langs hele Veien +saa man som et Hieroglyfbaand af hendes Parasol i Sandet. + +Bag dem spurgte Grevinden høit: + +-Og hun--Damen--hvor er hun nu? + +Schønaich vendte sig: + +-Paa Skyen--tilvenstre--i Orfeus--med sin Trofæ: Hjerneskallen. + +-Forresten tror jeg rigtig nok, sagde Ellen, man maa være meget +utaalmodig for at dræbe sig af ulykkelig Kærlighed. De fleste venter ... + +-De mener til det er gaaet over. + +-Netop, Fyrst Carolhausen, til det er glemt. + +Samtalen skiftede. Ellen beundrede Trægrupperne paa Plænen. + +-Jeg holder meget af Spa. Her er meget smukkere end i Baden. + +-Og imorgen skal jeg dog reise! + +Skal De reise? Men det har De jo ikke talt et Ord om. Hvor det er trist. +Og Grevinden beklagede. + +Ellen havde set hurtigt op. Er det Pligten sagde hun saa, som kalder Dem +tilbage til Wien? Det er jo midt i Ferien endnu-- + +-Ja--tildels Pligten. + +Grevinden fortabte sig i Beklagelse, Ellen talte ikke mer. Men mens hun +gik bagved de andre, traadte hun pludselig galt paa sin Fod og gav et +lille Skrig. + +-Hun var nødt til at bede om Fyrstens Arm ... hun traadte galt ... aa, +det gjorde virkelig ondt. + +-For Himlens Skyld--hun havde da ikke forstuvet sin Fod-- + +-Aa nei, det var ingen Ting--Det gik nok strax over ... Ganske bestemt, +naar hun blot maatte støtte sig ... saadan ... og han ikke--hun saa +op--vilde blive vred--om hun--hang lidt tungt paa hans Arm ... + +-Nei--han blev ikke vred--om hun blot vilde støtte sig rigtig fast ... + +Saa gik de sammen, ganske langsomt under Træerne, mens Grevinden +trippede iforveien meget stiv og pludrede i ét væk. Schønaich svarede en +Gang imellem, naar han var bange, hun skulde vende sig, med et Par +ligegyldige Ord, hen i Veiret og uden at høre; Ellen gik taus; og naar +hun lænede sig tungt til hans Arm, kom hun ham saa nær, at hendes Haar +streifede hans Skuldre ... + +Da Grevinden var kommen en halv Snes Skridt iforveien, sagde hun dæmpet +og pludselig: + +-Hvorfor reiser De? + +-Fordi jeg maa-- + +-Ellen standsede: Men sig mig Grunden. + +Schønaich bøiede sig, og med Ansigtet ganske nær mod hendes, sagde han +hæst og hurtigt. Ellen--hvad vil De med mig? + +Ellen saa op med et Smil, som om hun ikke forstod ham. + +-Hvorfor vil De hver Dag bringe mig til at sige, at jeg elsker Dem--og +dog aldrig forstaa mig? Aldrig--kun pine mig--derfor reiser jeg. + +Ellens Fod gjorde virkelig meget ondt ... Hun maatte sidde lidt. + +Hun slap Schønaichs Arm og satte sig paa en Bænk under Træerne. + +-Hvis det ikke bliver bedre--sagde Grevinden--hvad skal vi dog saa gøre +med Tableauerne? + +-Ja, det er i aften. Det er sandt. Det er dog heldigt, at jeg faar dem +at se, inden jeg reiser. + +-Og--Ellen lo--De ved endnu stadig ikke, hvad jeg skal forestille? + +-Nei--det vil blive en Overraskelse ... + +-Gode Gud, sagde Grevinden, hvor det var Skade, hvis nu den Fod ... Hun +er deilig, Fyrste, siger jeg Dem, deilig. + + +Der kørte en Droske forbi i Alléen, og Ellen lod den standse. Hun vilde +hellere køre ... Saa vilde hun ligge med Omslag paa lige til iaften, og +saa gik det nok over. + +Da hun sad i Vognen, rakte hun sin Haand ud over Vogndøren og trykkede +Schønaichs Haand varmt: + +-Tak, sagde hun, vi ses iaften. + +Vognen rullede bort, og nynnende laa Ellen lænet tilbage i Sædet med et +fornøiet Smil. + + * * * * * + +Der er Lys og Hede i Festsalen. + +Mens Pianisten foran Flygelet vugger sit friserede Hoved, hører man +gennem Nokturnens Toner Silkevifternes Knitren, som Damerne fører i +store Huer. De sidder midt i Salen tæt op ad hinanden i stort Toilette. +Og Vægspeilene, der er let duggede af Heden, forøger et Virvar af +Profiler, rødblonde Nakker, Buster og Kniplinger, hæftede med +Brillantagraffer--i ren Uendelighed. + +Langs Pillerne staar Herrerne korrekte og stive, med deres hvide Slips +og Buketter i Knaphullet. Rækken af deres skinnende Skjortebryster naar +næsten helt op til Fortæppet. + +De hører mindre: de staar distræt, mens deres Blik forvilder sig i +Vrimlen og standser snart ved en Arm, der dukker frem mellem Kniplinger, +snart ved et Par slaviske Øine eller en hvid Nakke bag en Maria Stuarts +Krave. + +Men da Pianisten slutter, begynder under Opholdet alle Hoveder at bevæge +sig i en befriende Bevægelse, og der bryder løs en høi, forvirret +Summen. Man ler bag Vifterne, veksler Hilsener og rammer sig for at +blive kendt fra den ene Ende af Salen til den anden. Og enkelte Steder +trænger Herrerne sig dristigt ind mellem Rækkerne, og deres sorte +Kjoler forsvinder mellem Silkekjolerne og bag Vifterne, der bøies sammen +ligesom Skjoldtag over Hovederne. + +Langs Pillerne vifter Herrerne sig mat mad deres Silke-Chapeau-bas. + +Schønaich er kommet lige hen til Grevinden, som paa forreste Række +smægter af Hede under en Turban af Kniplinger og et Par uhyre +Paafuglefjer. Men der lyder pludselig et Horn bag Forhængene, og han +gaar tilbage til sin Plads. + +Og mens man skubber med Stolene og reiser sig under forvirret Støi i +Baggrunden af Salen, klinger Hornene stærkere, og Tæpperne glider +langsomt fra. + +Scenen ligger opfyldt af Skyer. Men langsomt, mens Skuepladsens Dæmring +bliver Dag, løftes og sprænges enkeltvis de blaalige Flor, og gennem +dem, i straalende Lys, ser man med Buen løftet: Diana beredt til Jagt. + +Der gik som et Gisp gennem Salen. Og paa en Gang bøiede Mændene sig frem +Skulder imod Skulder for at se, og ubevægelige i Sæderne stirrede +Kvinderne mod Scenen. + +Og mens hvert et Blik sluger hendes Skønhed, der lyser af Glans, løftes +vuggende det sidste Flor: Ellen staar der fri. + +Gevandtet slynget om de marmorstærke Skuldre, Bryst og Arme blottet, +Benet tegnet fast under Stoffets bløde Linier; trodsig og kysk. + +Salen tier aandeløs foran denne Skønhed. + +Og da de røde Forhæng atter glider frem sidder man endnu med +tilbageholdt Aandedræt og taus. + +Paa Fyrst Schønaichs Pande var Sveden sprungen frem-- + + * * * * * + +Ellen reiser sig og tager Fyrstens Arm for at dandse. + +Det er en Vals, og de dandser længe. De har endnu ikke talt sammen før +Dandsen, men mens de valser vuggende og blødt, hvidsker han til hende. +Maaske hun ikke hører, hvad han siger. Hun lytter til Orkestrets Melodi +og den underlige bølgende Storm af de Dandsendes Trin gennem Salen. Men +hun smiler og møder under Dandsen hans øine, hvis Pupiller glindser. + +-Schønaich, jeg er træt. + +Men han bliver ved at valse, hurtigere, og bestandig smilende lægger hun +sig tungt ind i hans Arme, som hun føler skælve om sit Liv. + +Og pludseligt slipper han hende, og de gaar ved Siden af hinanden op ad +Marmortrappen til Galleriet, uden at tale. + +Ellen gik iforveien. Der var helt øde i Læsesalene, som laa halvmørke +med Skærme over alle Blus, og man hørte ikke anden Lyd end Gassens Kogen +og hendes Kjoles Raslen over Tæpperne. + +Hun løftede Portieren til et lille Kabinet ved Siden af Læsesalene. Her +er godt, sagde hun. Gik ind og satte sig i Hjørnet paa en Puf, stillet +under en Gipsappollo og nogle store Palmer. + +-Hvor her er køligt. Hun tog sit Slæb til Side og gjorde Plads for +Fyrsten, og da han blev ved at være taus, spurgte hun: Naa--var jeg saa +ikke smuk? + +-Ja--De var smuk, sagde han. + +Der var atter stille. Fra Balsalen hørte man Trinene af den evindelige +Vals og et Par Violintoner af en blød Takt. Pludselig reiste Fyrsten sig +og skubbede Skodderne for Vinduet op. Han blev staaende nogle Øieblikke +med Ryggen imod hende, saa vendte han sig: + +-Se, sagde han. + +Der var ganske mørkt paa denne Kant af Haven. Men ude i Dunkelheden saa +man de store Busketter rage med deres Skygger op mod Himlen, og fra +Alléens Træer steg Kastanieduften op fra Mørket. + +Ellen reiste sig, og de saa begge ud; begge skælvede ved det samme +Minde. Og betaget hvidskede Schønaich: + +-Ellen, De maa jo huske det. + +Ellen Maag var meget bleg; hun bøiede Hovedet. + +-Jo, sagde hun, jeg husker. + +Hun satte sig igen. Og vendt imod hende sagde Fyrsten: + +-Saa ved De ogsaa, at jeg elsker Dem endnu. Han kunde ikke se hendes +Ansigt, men pludselig fik han Mod og han lod sig synke ned ved Siden af +hende paa Sofaen. + +-Ellen, sagde han, lad mig tale, jeg be'er, og hindre mig ikke? Faar jeg +ikke talt, vil jeg kvæles, faar jeg ikke talt--aa jeg ved slet ikke, +hvad der hænder. De ved jo, Ellen, at jeg elsker Dem--men hvorfor piner +De mig saa, som nu--at jeg aldrig, aldrig hat elsket andre--men hvorfor +vil De saa ikke høre mig? Sig mig det, sig mig, hvorfor. + +Ellen Maag havde leget med sin Vifte. Nu saa hun op. + +-Véd De, hvor jeg led, da De reiste? At alt mit Liv kun var Længsel og +Fortvivlelse--Ellen, Ellen, og saaledes elsker jeg Dem endnu-- + +Han lagde sig ned foran hende, og han talte hæst. + +-Saa vanvittigt elsker jeg Dem, saa vanvittigt at der var intet, jeg +ikke kunde gøre, intet--ingen Forbrydelse jeg ikke vilde begaa--intet +om De kun kunde elske mig-- + +-Og Deres Hustru? + +Schønaich lod Hovedet synke, mens han laa for hendes Fødder. + +Han taug lidt. Og Ellen, der ventede støttet til Statuen, hørte Musiken +dæmpet, og Støien af de Dandsendes Trin. + +Saa sagde Schønaich: + +-Men nu er hun død. + +-Og jeg elsker Dem, Ellen-- + +... Ellen svarede ikke. + +-Ellen. Ser De ikke, at jeg tigger Dem om Deres Kærlighed. + +Der fløi et pludseligt Smil over Ellens forstenede Ansigt, og idet hun +slyngede Viften imod ham, sagde hun: + +Làche! + +Og gik. + + * * * * * + +Ellen forlod kort efter Spa. Hun var i Paris og i Italien og ud paa +Efteraaret vendte hun hjem til Danmark. Hun tog Ophold i København og +var "Saisonens" Løvinde, meget omflagret og med flere Beilere. Men ud +paa Vinteren valgte hun af dem alle den ældste og den fornemste, og om +Foraaret blev hun gift. Lehnsgreven var nær de treds, men han havde over +sig det Skær af fuldendt Fornemhed, som udsletter Aarene. Han havde +megen Verdenserfaring og alle Europas fornemste Ordener, som han ærlig +havde fortjent, siden han idetmindste uden Uheld havde balanceret paa de +fleste Hoffers bonede Gulve. Da han trak sig tilbage som +Konseilpræsident--en Stilling han røgtede længe ved at tale lidt og ved +at paalægge Respekt ved sin fornemme Ro--havde man ønsket at skænke ham +vor høieste Hofcharge. Men han afslog. + +En fremmed overordenlig Afsending havde en + +Gang sagt om Lehnsgreven, at han var Danmarks eneste Hofmand. + +Med denne Mand, der havde en voksen Søn af første Ægteskab, giftede +Ellen sig. Sønnen havde hun ikke set; han var i Udlandet. + + * * * * * + + + + +VII. + +-God Dag. Ellen strakte Haanden ud imod Legationssekretæren. Men hvor +tør De egentlig komme her--Hr. de Vilsac--efter hvad De har sagt ... + +-Sagt, Fru Grevinde? + +-Ja--sagt. Og Ulykken er, at jeg har faaet det at vide ligestrax ... det +vil sige, noget om det. For jeg tror altid, at der er en Gnist af +Sandhed i, hvad Folk fortæller. + +-Ja--jeg ved virkelig ikke--noget ufordelagtigt har jeg ikke sagt. + +-Hm, Ellen tog igjen fat paa sit Broderi, og Vilsac satte sig +ligeoverfor hende med Ansigtet mod Lyset ... Det er, som man tager det. +Husk Dem lidt om--der blev vist talt om mig forleden hos Admiralens ... +Ellen broderede og holdt Hovedet bøiet over sit Sytøi. Men nu og da, +mens de talte, lagde hun Broderiet i sit Skød og saa paa de Vilsac. +Efter Bordet ... oppe i Rygeværelset ... husk Dem bare om ... + +Hr. de Vilsac sad og glattede paa sin Hat med sin Handske. + +-Jeg har maaske sagt, De var et ualmindeligt Menneske, sagde han. Og det +er min Mening. + +-Nei, det var Gyldenfelt, som kaldte mig en Sfinx. Saa banalt var Deres +ikke. De sagde, tror jeg nok, noget om--Ellen lo ganske kort--at jeg +var en Forbryder. Maa jeg spørge, kalder De det fordelagtigt? + +Vilsac trommede et Øieblik ganske svagt, utaalmodigt paa Hattepullen. + +-Hvem har refereret Dem den Samtale? + +-Det er jo ligemeget. Der var vist en ti-tolv Herrer tilstede. + +-Den, som har sagt det, har--handlet, handlet meget mærkeligt. Hvad man +siger saadan i en Samtale, kan aldrig rives ud af sin Sammenhæng. Jeg +sagde forresten--han løftede Blikket fra Hattepullen--at ... Ja--der +blev Tale om Dem og saa sagde jeg: At De vilde aldrig kunne bukke under +for en Trivialitet--men De kunde maaske nok begaa en Forbrydelse ... I +den Sammenhæng var det kun en Kompliment. + +-Ser De, der har De jo Forbrydelsen! Hør, kære, hvor tidt skal jeg dog +raade Dem til, Vilsac, at lade være med at være aandfuld, saa længe De +er her ved Legationen. Vi er ikke aandrige hertillands--og De faar bare +Ord for at være ondskabsfuld. + +Hun taug lidt og lagde Broderiet bort. + +-Alvorlig talt--skulde De hellere have ladet den--Sentens usagt. De er +ikke berettiget til at vide saameget om mig--saa kan man tænke, hvad man +vil og ... tie stille-- + +Vilsac bøiede Hovedet. De har ganske Ret. Det var ubesindigt. + +Efter en lille Pause sagde Ellen: Ved De hvad--jeg tror nu, vi er alle +meget almindelige Mennesker, som alle paa en given Tid kan gjøre noget +ualmindeligt. Mindst rigtignok i vor Kreds ... + +-Mindst? Nei, sig mest ... Vi har Tid til det ... Det er vor Ulykke--vi +har jo ikke andet at bestille end skifte Luner og Klæder og at forelske +os. + +Han taug lidt, og mens han saa paa hende, sagde han: + +-Og naar saa en Forelskelse pleies, kan den blive til en Lidenskab. + +Ellen flyttede sin Hæl lidt frem og tilbage paa Gulvtæppet: Saa skulde +man ikke pleie den, sagde hun. + +Vilsac svarede ikke, og en Smule hurtigt for at undgaa en Pause sagde +hun igjen: Folk tror Dem forresten ikke, Vilsac. + +-Hvad mener De? + +-Jeg ved jo godt, hvad det vilde sige--med ... ikke at bukke under for +en Trivialitet ... men Folk siger om os to, at vi er meget gode Venner. + +-Hvem har sagt Dem det? + +-Adskillige ... Men det er mig ligegyldigt. Bagtalelsen har aldrig +interesseret mig, ikke en Gang den Bagtalelse, der gaar ud over mig +selv. Og uden Overgang gav hun sig til at tale om en ny Roman, som lige +var udkommen i Paris. + +Der blev i Virkeligheden talt meget om Grevinde Urne. + +Thi Ellen havde ingen Egenskaber, som kunde forsone hendes eget Køn med +hendes Skønhed: hun viste ikke megen Fortrolighed mod nogen, hun var +ikke meget blød i sit Væsen og hun havde ingen uadskillige Veninder. +Derfor hævnede Damerne sig ogsaa, naar Ellen var fraværende, ved +bestandige Raillerier, som holdt sig op ved allehaande Smaating: ved den +gule Rose, hun altid havde fæstet ved sit Bryst, ved det sorte +Silkebetræk paa Væggene i hendes Budoir, og, mellem sig selv indbyrdes, +ved alt det nøgne i hendes Malerisamling. + +Herrerne var paa deres Side mistænksomme og aarvaagne. De holdt Ørene +stive og ventede. Selv de kyndigste forstod ikke, men de tænkte, at +Tiden vilde modne Frugten, og saa vilde den vel en smuk Dag falde ned i +Hovedet paa en eller anden. Derfor holdt de sig i Nærheden, og mens de +ventede, gik de omkring og snusede efter en Hemmelighed i Grevindens Liv +og--fandt intet. + +Thi der var slet intet. Greven var vanvittig forelsket i sin Kone, og +hun tillod ham at være det. Hun opmuntrede ham endogsaa i mange Ting saa +stærkt, at det saa ud, som om hun virkelig holdt af ham. De red ofte +sammen lange Ture, hvor de blev borte halve Dage, og spiste Frokost i en +Kro, hvor det kunde falde sig--en ren Idyl; i Selskab og Theatret var +de altid sammen, og om Vinteren paa Ballerne, naar Dansen var begyndt, +og de ældre Herrer sad rundt i Krogene med deres Likør og deres +Sportpassiar, eller de spillede Kort i Rygeværelset, kom Grevinde Urne +ofte varm af Dansen i sin Silkedragt og spredte en Duft af Viol midt i +Havannarøgen, mens hun stillede sig bag Grevens Stol og lagde Armene paa +hans Skulder, og raadede ham i Spillet; eller hun tvang ham +ubarmhjærtigt til at lægge Kortene og bortførte ham til en Vals: thi hun +sagde, ingen kunde valse som han. + +Der var ingen Grund til at tro, at hendes Ægteskab ikke var lykkeligt. +Og ellers delte hun i sit Liv ganske sit "Selskabs" Interesser. Greven +var Sportsmand, og hun kendte hans Stalde ligesaa godt som han selv. Hun +var aldrig smukkere, end naar hun sad tilhest om Morgenen paa sin sorte +Hingst, og det var en Gang, da hun en Efteraarsdag styrede sit Firspand +paa Strandveien, at den engelske Gesandt beundrende havde sagt: at hun +var født til at være en Konges Maitresse. + +Da Ellen hørte Ytringen, sagde hun smilende næste Gang, de saas, til +den fremmede Minister. + +-De anser mig nok ikke for værdig til at være Dronning, Sir Audburn? + +Og Sir Audburn havde haft Aandsnærværelse nok til at svare: + +-Fordi en Konges Elskede er mægtigere, Grevinde. + +Ved Væddeløbene paa Eremitageplænen hørte Ellen Urne til de ivrigste. +Steg pludseligt Løbenes Interesse; blev Udfaldet tvivlsomt ved et +uventet Forspring, kunde Grevinden med en Gang blive ganske bleg--thi +Ellen Urne blev bleg naar hun kom i Oprør--og febrilsk fordoblede hun +sine Indsatser, mens hun blev siddende fremadbøiet uden at tage +Kikkerten bort fra sine Øine, der skinnede. + +Da mente de Kyndige paa Saddelpladsen--og der var enkelte, som forstod +sig lige godt paa Heste og paa Kvinder--at der vel maatte komme den Tid, +hvor Grevinde Urne ikke mere vilde lade som om hun var forelsket i sin +sextiaarige Gemal. + +Og der var andre, som sluttede af andet. Thi naar de fra Parkettet i +Kikkerten streifede den lille Loge ved Siden af Hofdamernes, som Urne +havde hver Tirsdag og Fredag, da blev de undertiden slaaet af et +besynderlig tomt og slukket Blik, der mødte dem i Ellen Urnes Ansigt +saadan, som hun sad der bag Viften og havde glemt sig selv og troede +sig usét. Et trøstesløst og stirrende Blik, saa de begyndte igen at pine +sig selv for at finde Hemmeligheden, og de fandt ikke nogen--fordi der +var ingen. + +Thi Ellen var til daglig intet andet end bestandig kedsommelig træt. + +Hun var ked endog af at ønske, og hun syntes ofte selv, hun var altfor +dorsk til at længes. Hun modtog i vanemæssig Trang til at nyde, ladt og +dovent, Dagenes Velvære, og hun blev liggende pletfri i sit ørkesløse +Ægteskab, fordi intet fristede hende og fordi hun havde en stolt Respekt +for sig selv, Foragt for de andre. + +Saaledes levede hun Dag efter Dag med smaa Ting, sjælelig ligegyldig, og +Aarstiderne gled med deres vekslende Nydelser bestandig over i hinanden. +Fra Urnebygaard tog de til Byen--tidligt, thi Ellen holdt ikke af +Efteraarets Dryp fra Træerne og Bladdansen over Plænerne--fra København +i April til Paris, fra Paris atter hjem. Og overalt var Livet lige tomt, +men hver Dag altid opfyldt. + +Paa den Maade gled hendes Liv. + +-Men undertiden kunde hun i sin Ladhed pludselig streifes af et Lune. +Som om hun aabnede Øinene og fulgte et kort Minut med Blikket en +Sommerfugl, der fløi hendes Liv forbi. + +Hun kunde paa en Reise--paa et Dampskibs Dæk eller i en Kupés +Hjørne--føle et minutfødt Behag ved at være nær en ganske fremmed, og +hver i sit Hjørne kunde de veksle et Blik, der vagt ønskede og ubestemt +lovede. Og gik han, denne fremmede, fulgte hun ham fra Kupeens Vindue +med Øinene, og hun syntes i ubestemt Misnøie at nu var noget +resultatløst gaaet hendes Liv forbi--indtil hun faldt tilbage i sit Sæde +med et svagt Suk--og glemte Ansigtet. + +En Gang havde hun følt et saadant rodløst Behag for en smuk Jokey i +Cirkus. Hun havde følt det straks den første Aften, hun saa ham komme +ind senestærk og smidig og med det græske Ansigt oplivet af Ridtets +Spænding. Og da han lod sine store, tungsindige Øine glide langs +Logerne, havde ogsaa han dvælet ... Næste Aften var hun der igen og den +næste, og deres Blikke havde hængt i hinanden, og begge havde de længtes +... Men hun søgte ingen Leilighed og nedbrød ingen Skranker, og da han +en Dag stod i hendes Salon i en skrigende brun Frakke og tilbød at ride +hendes Heste til, lod hun den forbløffede Artist vise ned til sin Kusk. + +Paa Urnebygaard havde hun næste Sommer truffet sammen med en ung Mand, +en tyveaars Englænder, der elskede Musik og spillede Violin. De havde +spillet noget Beethoven med hinanden, og Ellen fandt, at han havde en +smuk Tone og god Opfattelse. Udover det var det første Gang, hun tænkte +paa ham, den Dag, da han pludselig sank ned for hendes Fødder og +overmandet, i graadkvalte Ord sagde, han elskede hende. Hun havde +egenlig aldrig set ham, før nu han laa paa Knæ. + +Og da hun saa dette blonde, skægdunede Ansigt forvrænget af Bevægelse og +Lidenskab, havde hun givet sig til at le, uimodstaaelig let ... + +Og hun blev ved at le, mens hans Ansigt forstenedes i stum og forfærdet +Smerte, havde lét lige til han ravede op og tumlende var gaaet hen over +Gulvet, og Døren var faldet til efter ham, og selv da kunde hun ikke +holde op. + +Næste Dag hørte hun, han havde hængt sig i en Knage paa sin +Sovekammervæg i et Haandklæde. + +Ellen blev forbauset. Hun hverken angrede eller fortrød--ikke en Gang +sin Latter--men hun blev nysgjerrig. Hun tænkte i nogen Tid mere paa +denne døde, end hun længe havde tænkt paa nogen levende. Hun søgte at +erindre de Ord, han havde sagt, hans Blik, hans Minespil, hans Ansigt +forfulgte hende. Thi dette tyveaars Menneske havde forbauset hende: han +var virkelig gaaet ud der af Døren og uden at tøve et Minut, uden at +tage Afsked med nogen, uden at skrive en Linie--han havde dog Forældre, +vidste hun, og Sødskende--havde han hængt sig i sit Haandklæde. + +Og Alverden troede med hende, at han var det mest dagligdags Menneske +paa Jorden. + +Og han vilde ikke leve uden sin Kærlighed. + +Hun gik i Kirken til hans Begravelse. Det var en Middag i August og der +var en lummer Døsighed over Folk og Rum, tung Dunst af Ligluft, +Buxbomgrene og Blomster. Degnen snøvlede Psalmerne frem, og siden talte +Præsten under en uafladelig Snøften om Herrens uransagelige Veie. Et Par +Svaler fløi ind under Hvælvingen og kvidrede uafbrudt under Talen og +Rosenduften slog i tunge Drag fra Kirkegaarden ind gennem Dørene. + +Ellen sang ikke med og hørte ikke efter. Ord og Sang gled hende forbi; +mens hun selv ræsonerede over sin Hjerteløshed, sad hun under hele +Handlingen og nød i inciteret Behag sin Hemmelighed, at dette Menneske +var død af Kærlighed. Ikke just af Kærlighed til hende, det var ikke +det, som mest pirrede hende; thi han var hende saa ligegyldig. Kun det, +at han havde haft Mod til strax at knytte det Haandklæde om Halsen og +dø. + +Og da de steg op i Vognen--hun og Greven--gav hun pludselig efter for en +pirrende Lyst til Fortrolighed og sagde: + +-Det var af Kærlighedssorg? + +Greven var ved at tænde sin Cigar: + +-Na--tur--lig--vis. Ellers var det ... jo ingen Roman ... Vel sagtens +til Guvernanten? + +-Nei--til mig. + +Greven vendte Hovedet, og de saa paa hinanden. + +-Idag er det akkurat otte Dage, siden han erklærede mig sin Kærlighed. + +Grev Urne betragtede et Øieblik sin Hustru, men Grevinden lagde sig taus +tilbage i Vognen uden at tale mer. Og greben af et underlig koldt +Ildebefindende under sin Hustrus besynderlige Blik, mens hun sad +tilbagelænet i Skyggen af sin Parasol, spurgte Grev Urne ikke mer. + +Lidt efter kastede han ogsaa sin Cigar, som om Havaneseren ikke smagte +ham, og uden at veksle flere Ord naaede det grevelig Par i Taushed +Gaarden. + +--Ellen Urnes Liv var da en rolig, aristokratisk Tilværelse med Formens +Skærmbrædt rundt om: Døgnet og Moderne og Godgørenheden stablede noget +Indhold op, og--Tiden gik. + +Men undertiden, naar hun sad med en Bog paa sin Yndlingsplads i den +gamle gotiske Stol under den store kinesiske Parasol, kunde hun +pludselig læne sit blege Ansigt mod Urnernes Vaaben paa. Rygstødet, og +krampagtig knyttede hun Haanden mod sit Bryst; eller Hænderne faldt, +naar hun spillede, pludselig kraftløse ned fra de hvide Taster, og hun +stansede midt i en larmende Rubinstein for at falde sammen over Flygelet +med et Suk, dybt som en tung Stønnen; eller hun kunde, mens hun roligt +styrede sit spanske Spand, rank og fornem, paa en Gang hæve den smidige +Elfenbenspidsk over de steilende Dyr og pidske voldsomt deres glinsende +Kroppe, som vilde hun tvinge Blodet frem. + +Og ofte, naar hun laa foran Kaminen og stirrede paa Blokkene i det +flammende Baal, begyndte hun med et at maale Salen med lange, uens +Skridt, som om det store Rum pludselig blev altfor trangt og ikke havde +Plads. Og da rev hun heftigt Fløidørene til Balkonen op og med +Peltskaaben om sig stod hun midt i Vinteraftenens Kulde paa Altanen +feberhed og med brændende Blod: Hun trængte til Luft og til den frie +Himmel. + +Hun bragtes til Ro af den summende Larm af Byen under sine Fødder og +Vognenes uafladelige, fjærne Rullen og Sporvognenes Klokker, der kom +nærmere og forsvandt-- + +Undertiden saa hun en Gadejægerske med smaa trippende Skridt gaa frem og +tilbage om Palæets Hjørne, og bøiede hun sig frem over Balkonen, kunde +hun høre hendes Hvidsken med Mændene, der gik forbi. Hun hørte Pigens +plebeiiske Kælenavne og Mandens Spørgsmaal, og der kunde komme i +Grevinde Urnes Blik, naar det fulgte Parret, som fjernede sig Arm i Arm, +en graadig Fortvivlelse ... + +Saa gik hun tilbage til Salonen, der laa med sine Palmer og +Blomstergrupper og sine tyrkiske Divaner som en dunkel og duftende +Haremssal, og træt og kraftløs sank hun sammen i en Stol. + +Greven kom ind og urolig ved Synet af sin Hustrus forstenede Ansigt, lod +han Haanden glide gennem hendes Haar og spurgte ængsteligt: + +-Ellen, du er ikke rask: + +Men Ellen rystede paa Hovedet og bøiede det bort fra hans Kærtegn. + +-Jeg har det godt, sagde hun. Jeg er kun saa træt. + +Og naar Greven var gaaet, og Portièren var faldet til efter ham, sad hun +igen, stirrende og fortabt i sine Tanker. + +Ellen Urne spurgte sig selv, om det dog evig, evig skulde blive ved som +nu. Hun saa paa sit Liv, som det blev levet, indholdsløst, fra Dag til +Dag, og hun syntes, at det var kun som et snigende Mord. En evig, en +evig Karussel omkring det tomme, ligegyldige. + +Men saaledes var det, og der var intet andet. + +Og hun--hun blev her. Hun reiste sig ikke og gik, løb ikke fra denne +Gammelmandsforelskelse, hvis mindste Berøring var hende en Væmmelse. Der +kunde være Dage, hvor hun syntes, hun maatte fly, hvor hun ækledes rent +for sig selv og kaldte sig med Pøbelens Navne, fordi hun sad endnu her i +de Urners Palæ ... men hun blev. + +Hun havde valgt den ældste af sine mange Beilere, saa havde hun troet +sig tryg. Og saa var Lehnsgrev Urne en kraftig og levestærk Mand, som +var til Vanvid forelsket ... Og alligevel sad hun endnu paa fjerde Aar +som Grev Urnes Hustru, og hun tvang sig til at opfylde sine Pligter, og +hun sad inde Aar for Aar med en tom Pletfrihed, og hver Dag foragtede +hun sig selv. + +Og der var ingen Opgaver og der var ingen Maal. + +Saaledes var hendes Liv. + + * * * * * + +-Men det er slet ikke, fordi jeg mener, vi Kvinder er bedre, Vilsac, vi +er kun ikke saadan. + +-Ja men, det er jo det, jeg siger: en Skare Sfinxer. + +-Slet ikke. Men Forfatterne kender os ikke. Naar de bare vidste, hvor +tidt vi Damer smiler ad deres Heltinder ... Hvert Øieblik træffer man +noget, man kun kan le af ... + +-For Exempel? + +-Aa--Exempler--Ellen lænede sig tilbage og legede med Fingrene paa +Stolearmen--Mændene ved, for Exempel, aldrig hvad for en Agtelse en +Kvinde instinktmæssig har for sig selv ... for ... sit Legeme ... Det +har jeg aldrig sét nogen Forfatter forstaa--Og det er dog noget af det +vigtigste-- + +-For mange. + +-For alle--tro De mig. Derfor bliver de, som har bevaret Agtelsen, ikke +malet gode nok, de, som har tabt den, ikke fortvivlede ... ikke slette +nok. + +-Det er rén Theori. + +-Saa? Ellen taug lidt. Jeg saa "den Fremmede", iaftes. Der er et +Sted--hvor han har været lige ved at sige noget sandt, Dumas ... eller +jeg kom til at tænke paa det, da jeg hørte noget halvveis andet, som +blev sagt. + +-Hvor det? + +-Jeg ved ikke--det er vist af Doktoren--er han ikke Læge? + +-Jeg tror, han er Kemiker. + +-Naa, ja, det er sandt ... Det var noget om, at Kvinderne altid trængte +til Religion. Jeg kunde tænke mig at--man midt i hele denne Tomhed +gjorde en Lidenskab til sin Religion. + +-Men hvad vil det egenlig sige at gjøre til sin Religion. + +-At bringe alle Ofre for den--alt--at gjøre det Vanvittige--det +fanatiske ... at blive Martyr med Glæde-- + +Grevinden saa op, og der var kommet noget som en svag Rødme op i hendes +Kinder. Men saa skiftede hun Tone og sagde: + +-Men, bedste Vilsac--jeg bliver altid saa dybsindig, naar jeg taler med +Dem. Ellers plager det mig ikke ... Er der ellers noget nyt? + +-Aa, man siger, at Mr. Tholer endelig forleden har faaet Øjnene op. + +--Nei? Endelig--saa bliver Tholers Ægteskab nok lykkeligt. + +-Hvad behager. Naar han har erfaret, at ...? + +-At Byens første Don Juan har foretrukket hans Kone. Det giver hende +Prestige, og det var kun det, hun manglede. + +-De tror meget slet om Mændene, Grevinde Urne. + +-Ja--meget slet, eller jeg tror--maaske snarere, at der er meget faa +Mænd. + +Lidt efter tog Vilsac Afsked, og Grevinden klædte sig paa til en Diner +hos den engelske Gesandt. + + * * * * * + +De var kommet hjem igen, og Greven og Grevinden drak The i den store +Dagligstue ved et lille Bord tæt ved Kaminen. De havde drøftet +Toiletterne og Hændelsen hos Tholers, som der var blevet talt noget om +inde hos Herrerne efter Bordet. Nu havde Greven taget Aftenavisen og +læste. + +Grevinden var træt. + +Hun sad ørkesløst med Hænderne i Skødet og havde svaret mest kun med Ja +og Nei. Saa lagde Greven Avisen bort, og da de havde siddet noget tause, +uden at Ellen sagde noget eller rørte sig, reiste Greven sig for at gaa. + +-God Nat, sagde han og kom hen til hendes Stol. + +Hun løftede Haanden lidt mat fra sit Skød: God Nat, sagde hun, jeg er +saa træt. + +Saa gaar du vel til Ro, min Ven. Der var ogsaa noget varmt. Greven vilde +gaa, men henne udenfor Lampelyset, stansede han igen. + +-Jeg har faaet Brev--fra Carl, sagde han. + +Ellen troede, han var gaaet. Hun vendte ikke Hovedet. Idag?--Har han det +godt? + +-Rigtig godt. + +Ellen spurgte ikke mer, men hun saa flygtig hen paa sin Mand, der var +begyndt at gaa frem og tilbage paa Gulvet henne i Mørket. + +Han kom hen og satte sig igen. + +-Han fyldte tyve Aar forleden, sagde han. + +Grevinden blev ved at tie, og Greven tilføiede, mens han gav sig til at +lege med Kniven: + +-Han var allerede helt voxen ifjor. + +-Det kan jeg forstaa, sagde hun. Og uden at tænke over det, helt distræt +tilføiede hun: Naar skal han herhjem? + +Greven greb det: + +-Mener Du ogsaa, det var paa Tiden? sagde han. + +Ellen saa over og ganske apatisk sagde hun:--Ja--hvis Du synes. Og han +maa jo dog som Stamherre ... + +Det er ganske sandt, men ... Jeg havde troet, det var Dig ubehageligt. +Saadan at have en voxen Søn-- + +Ellen reiste sig lidt i Stolen. Det begyndte at gaa op far hende, hvad +det dreiede sig om. Ja, sagde hun, det vil blive besynderligt. Hun skød +Slæbet til Side med Foden og stod op. Men jeg skal være for Carl alt, +hvad jeg kan. + +Greven tog hendes Haand: Det ved jeg, sagde han. Det ved jeg, Ellen, at +Du vil. + +Han talte meget om det ønskelige i, at Sønnen kom hjem for at lære alle +Forhold her at kende. Han skulde dog en Gang i Tiden ... og han maatte +naturligvis være noget fremmed for alt, opdraget som han var i +Brüssel-Pensionen--men det havde været hans Moders Ønske ... + +Ellen stod lænet til Kaminen med Hovedet støttet til sin Arm. Da Greven +holdt op at tale, sagde hun igen langsomt: Ja, jeg skal alt være for +ham, hvad jeg kan. + +-Aa, han er jo forresten et rent Barn. Greven bøide sig og, idet han +kyssede hendes Haand, sagde han smilende: l Grevinden bliver han +naturligvis forelsket. + +Greven var gaaet, men Ellen stod endnu foran Ilden i den samme Stilling +med Hovedet støttet paa sin Arm, i Lyset af Kandelabrerne. + +Hun havde egenlig aldrig tænkt meget paa sin Mands Søn. Kun i Ny og Næ +blev hans Navn nævnet, talt om ham var der sjelden blevet. To--tre Gange +havde hun skrevet nedenunder Grevens Breve et Par Ord som lød: Deres +Faders Hustru sender Dem en venlig Hilsen--eller sligt; naar de om +Foraaret reiste til Paris, tog Greven altid fem--seks Dage til Brüssel +for at besøge Sønnen, men han havde aldrig spurgt hende, om hun vilde +med, og hun havde ikke bedt derom--Saa havde hun aldrig set ham. + +Og nu skulde dette fremmede Menneske paa tyve Aar komme her som Søn ... +Det vilde ikke blive let--sandelig ikke let. + +Ellen løftede Hovedet og mødte sit eget Billede i Speilet. Et Øieblik +var hun blændet af sig selv. Hun betragtede Billedet nysgerrigt, som en +fremmeds, og hun gav sig til at bevæge Hovedet, saa Lyset fra +Kandelabrerne gled hen over hendes Hals og Hagen. Saa smilede hun. + +Hun fik paa en Gang Lyst til at se Billedet af sin Stedsøn. Der hang et +Maleri i hendes Mands Stue. Hun huskede, at hun den første Aften efter +Bryllupsreisen, da hun gik igjennem Værelset havde set to Malerier, et +større af en Dame med store melankolske Øine og underneden et mindre af +en seks--otte Aars Dreng i en Fløielsbluse, der lignede Damen ... + +Hun havde straks sagt til sig selv, at det var hendes Mands første Kone +og Sønnen ... Siden havde hun, ærlig talt, aldrig tænkt paa dem ... + +Hun tog Lampen og gik ind gennem Kabinettet til Grevens Værelse. Der +satte hun sig ved Skrivebordet og betragtede Billederne. Der var noget +eget, meget blødt i den første Grevinde Urnes Ansigt, noget dueagtigt +og skræmt i Blikket, noget eiendommelig hjælpeløst spørgende. + +Og det samme Blik var der hos Sønnen. Man saa i det lokkede Barneansigt +slet ikke andet end de store Dueøine. Forresten var Drengen smuk. + +Hun søgte efter Albummet. Maaske var der senere Billeder. Mens hun +ledte, fandt hun paa en Stumtjener i et Hjørne en Kapsel af Citrontræ, +som hun tankeløst lukkede op. Der var to Billeder deri, hun selv og +Sønnen. Det maatte være taget fornylig. Han stod med Spadserestok og Hat +i Haanden i en tætsluttende moderne Dragt. Men Ansigtet var i +forbausende Grad det samme; det samme blide, uudviklede som hos den +otteaars Dreng. Og Øinene, et Par store duggede, uforstaaende og +drømmende Øine--rene Barneøine ... + +Hun tog Billedet ud for at se at finde en Dato. Jo--der stod det. Til +Fader fra hans Carl. Nytaar 80. Hvilken mærkelig klar og barnlig, +upersonlig Haandskrift ... Saa var han virkelig tyve Aar paa Billedet. + +Mens hun satte Fotografiet ind, faldt hendes Øine paa hendes eget +Billede i Kapselen. Det var taget sidste Foraar i Paris, ag Ellen kaldte +det en fri Fantasi over hende selv. Hun sad med Hovedet støttet paa en +halvblottet Arm og Haaret langt ned imod Øinene. Mange Kniplinger op om +Halsen. Fotografiet var afskyeligt, saadan som hun stirrede, saa +forskrækket. Det var naturligvis de Rembrandtske Spøgelselys, der var +lagt over Ansigtet ... + +Hun saa igen over paa Sønnen. + +Saa faldt hun i Tanker med Kapselen i sin Haand. Hun slap den, og uden +at hun mærkede det, mens hun sad fortabt og stille, gled Kapslen +langsomt ned ad hendes Skød og blev liggende aaben paa hendes Slæb. + +Ende paa første Del. + + + + +ANDEN DEL: + + +HISTORIEN. + +I. + +Min Søn--min Hustru. + +Grevinden havde følt sig lidt urolig og ikke rigtig sikker paa sig selv. +Hun havde været temmelig længe om at bestemme sig for en Kjole, inden +hun tog den sorte Atlaskes og i Halsen den eneste Diamant, og hun blev +helt irritabel, da hendes Hænder rystede en Smule, saa hun ikke kunde +faa sine Armkæder hægtede. Hun havde heller ikke læst meget, mens hun +bagefter sad i Salonen og ventede ... Men nu, da hun saa det +Barneansigt, der blussende rødt af Generthed skjulte sig bag hendes +Mand, kom hun næsten til at smile. + +Derfor sagde hun ingenting, og de stod et Øieblik ligeoverfor hinanden +uden at tage i Haanden og uden at tale. Men saa følte hun med en Gang +Pausen, blev selv lidt rød, ledte for at finde noget og kom ikke til at +sige andet end: + +-Hvor De dog ser ung ud! og gav ham Haanden. + +Han stammede lidt, og helt purpurrød sagde han: + +Ja, det siger alle. + +Saa? sagde Ellen og lo, Stemmen var ligesaa barnlig som Ansigtet. Ja, De +ser meget ung ud. + +Greven talte lidt om den skrækkelige Varme i Kupéen, og Ellen spurgte, +om han havde husket hendes Indkøb i Brüssel. + +De havde alle tre sat sig ned, hun lidt med Ryggen mod sin Stedsøn; naar +hun vendte sig for at faa ham med ind I Samtalen, som slæbte sig lidt +genert og tvungent af, saa hun ham sidde ufravendt og stirre paa sig. +Men han sagde ikke et Ord. + +Saa ringede Klokken anden Gang til table d'hôte. Ellen følte det som en +Befrielse, men sagde dog, mens hun reiste sig: Allerede! Saa er Toget +kommet sént. + +-Carl tager dig tilbords idag, sagde Greven. Æres den, som æres bør. + +-Naturligvis, Hun ventede paa Carl, som stod op og noget keitet fik budt +hende Armen. + +-Mange Tak, sagde han. + +-De maa holde Armen lidt nærmere, sagde hun, mens de gik ned ad Trappen, +De kommer til at træde i mit Slæb. + +Saa holdt han forfærdelig fast. + +De kom ind i den store Sal, Næsten alle Gæsterne var samlede og stod +rundtom klyngevis i Samtaler. Nogle begyndte at tage Plads, og nede fra +Bufetten hørte man Raslen af Terriner og Talerkener og Ordrer om Vin. + +-Hvor her er mange, sagde Carl. Hvor mange Damer! + +-Ja--i Pensionen var der nok heller ikke ret mange. + +-Nei--Carl saa ikke andre end Fru Dubois, og hun havde ikke en Tand i +Munden. + +Ellen hilste paa enkelte Bekendte, og man gik tilbords. + +Greven var sulten efter Reisen og spiste stærkt. Ellen maatte underholde +Carl. De talte dansk, saa de ikke blev forstaaet, og Ellen fortalte, +hvem Gæsterne var og sligt. Carl tog næsten intet af Retterne, men naar +de andre var færdige, og Tjenerne vilde tage bort, sad han alligevel med +det altsammen paa Tallerkenen. + +-De spiser ikke noget. + +-Nei, sagde han. Jeg kan aldrig spise, naar jeg er ude. Han havde ellers +ikke talt meget, men han saa hele Tiden paa hende, naar hun talte, og +sagde hun noget raillerende over en og anden, lo han høit. + +-Hvor du ler Carl, sagde Greven. + +-Gør det noget? Det kom hurtigt og han saa paa Ellen. + +-Nei, slet ikke. De ved jo ikke, hvad vi ler af ... Men tag dog nu lidt +Artiskok ... De har jo slet ingen Ting faaet ... + +-Aa--a jo. Han tog lidt Artiskok paa sin Talerken og faldt igen i +Staver. Ellen talte med en russisk Fyrstinde over Bordet. + +Der var begyndt at blive livligt, og det var lidt vanskeligt at forstaa +hinanden. Champagnekølerne kom frem foran Kuverterne, og Opvarterne fløi +frem og tilbage bagved Stolene. Man hørte en stadig Knalden af Propper +og Klirren med Glas i den forvirrede Støi. + +Fyrstinden raabte meget høit, saa hun blev endnu rødere i Hovedet, og +man kunde høre hende over den halve Sal. + +-Men Serpolette er hendes bedste Rolle.--Jeg har en Loge. De tager jo +med, Hr. Greve, tag med ... alle tre ... Hun tog sin Guldlorgnet op ... +_Qu'est ce que ça--ce jeune homme là_, spurgte hun saa lidt sagtere. + +Greven vidste ikke, hvorom der var Tale ... den unge Mand var hans Søn. + +Det var Théo, som sang i Theatret. Fyrstinden havde en Loge--ganske +alene. De maatte følge med. + +Ja--han takkede, hvis Ellen vilde ... + +-Det vilde maaske more Carl ... + +Hun vendte sig. Men, kære, De har jo ikke rørt Deres Artiskok ... Nu saa +han igen paa hende. + +-Nei--hvor han dog havde let ved at blive rød--jeg ved ikke, jeg +forstaar ikke ... rigtig at spise dem. + +Ja, saa var det altsaa aftalt, De fulgte med ... Kl. 9 ... De maatte sé +anden Akt ... Scenen paa Markedet ... + +Fyrstinden tog igen Lorgnetten op og saa paa Carl Urne, der fik +Undervisning i Kunsten at spise Artiskok. + +-_Il est charmant_, sagde hun ganske høit. + +Tjeneren havde skænket Moët i Glassene, og Carl havde tømt sit et Par +Gange. Greven havde drukket med ham og ønsket ham Velkommen. Ellen sad +med Glasset og ventede. + +-Drikker De ikke med mig, sagde hun. + +-Jo Tak--saa gerne ... men ... + +-Men saa klink dog! + +-Tak! Han stak det ud til Bunden. Det er deilig Vin, sagde han. Saa sød. + +Støien steg for hvert Minut, og alle talte i Munden paa hinanden. Over +det hele hørte man Fyrstindens Skraalen, hun viftede sig, saa hendes +Diamantbandelokker dirrede i Vinden--og noget høirøstet forfærdeligt +Engelsk fra et Par Amerikanere, som spiste med Armene paa Bordet og +halvt opsmøgede Frakkeærmer. + +Carl var ogsaa blevet rød i Kinderne og lidt mere snaksom. Han talte saa +morsomt Dansk med underlig Akcent. Ellen lo af det. + +-De snurrer--De snurrer saa latterligt. + +-Lyder det da grimt? spurgte han, og ganske som en Elev til sin Lærer +sagde han alvorligt: Det skal nok blive bedre. + +Ellen smilede ad Tonen, hvori han talte. Det er jo rimeligt, naar man +har været borte fem Aar ... + +-Ja ... næsten seks ... til November ... + +Der var allerede adskillige tomme Pladser ved Bordet Englænderinderne +begyndte at reise sig, mens Deserten blev budt om, og de forsvandt lidt +efter lidt, stive og ubevægelige. Men de andre holdt Stand, noget +échaufferede, pludrende over deres Konfekttallerkener, og med de +blottede Arme støttede paa Bordet. Vifterne fløi frem og tilbage, og man +plyndrede ubarmhjertig Opsatserne for deres Rosenflor. + +Ellen lænede sig tilbage i Stolen og trak sine svenske Handsker op paa +Armene; Greven lukkede Armbaandene igen; lidt fortumlet af Støien og +Maaltidet, blev Ellen siddende tilbagelænet og pillede tankeløs en Rose +i Stykker i sit Skød. + +Pludselig saa hun hen paa Carl, og da hun lod Blikket smilende hvile paa +ham (han sad igen bøiet over sin Kuvert og saa paa hende), sagde han: + +-Jo--De er meget smukkere end Deres Portræt. + +-Synes De? sagde hun og lo igen. Ja--hvilket er det, De har. + +-Et stort--med Kniplinger om Hovedet ... Aa, først maatte jeg slet ikke +ha'e det paa min Væg ... + +-Hvad for noget--maatte De ikke ha'e det? for hvem? + +-Nei--i Pensionen maatte vi ikke ha'e unge Dameportrætter ... og jeg +havde ikke sagt til Hr. Dubois, hvem det var ... Saa sladrede de andre +... og saa sagde Forstanderen, at jeg havde nok et Billede ... som ... +jeg ikke maatte og saa maatte jeg jo sige ... at ... det var ... Dem. + +Ellen lagde Rosenbladene i en Krands paa sin Handske og pustede til dem, +saa de fløi som Sommerfugle. + +-Naa ... og saa blev Billedet hængende? + +-Ja--over min Seng. + +De brød op. Greven gik om og bød Fyrstinden Armen, og de satte sig alle +i et Hjørne i Konversationssalen. Herrerne omringede Ellen og spurgte, +om hun havde været syg, siden man ikke havde set hende imorges paa "la +plage". + +Saa gik Greven ud paa Verandaen for at ryge, og Ellen blev tilbage i +Salonen med et Par trofaste. Carl havde skjult sig omme bag en Gruppe +Palmer. + +-De har forøget Deres Hof, sagde Hr. von Dannenberg og lænede sig lidt +over mod Grevindens Vifte ... en ungdommelig Tilbeder. + +Ellen forstod ikke. + +-Pagen, De havde tilbords. Kender "Grevinden" nu ikke "Cherubin"? + +-A--a jo ... Ellen gjorde Puderne tilrette paa Chaiselonguen ... Det er +min Søn. + +Og da Baron Dannenberg stod konsterneret, med aaben Mund, tilføiede hun +leende: + +-Ja, Baron, min Stedsøn--en Søn af min Mands første Ægteskab ... Skal vi +gaa ud til de andre? + + * * * * * + +Fyrstinden tog Carl Urnes Arm, da de stod ud af Vognen, og oppe i Logen +lod hun ham sætte sig ved Siden af sig. Salen var næsten ganske tom--det +var Mellemakt. Fyrstinden lagde Kikkerten bort og begyndte at snakke med +Carl. + +Det var en vovet Snak om alt muligt, med Spring saa hist, saa her, og +med hasarderede Antydninger. + +Carl svarede kun med "Ja" og "Nei", sad helt ude paa Kanten af Stolen +for at undgaa Fyrstindens Vifte, der var lige ved at streife hans Kind, +og skottede hen til Grevinden, som sad lidt i Baggrunden i Halvmørket. + +En Gang imellem, naar han dumpede ud med et Svar eller et Spørgsmaal, lo +Fyrstinden himmelhøit og vendte sig til Ellen. + +-Ah--_l'ingenu--il ne comprend pas._ + +Ellen svarede kun med et svagt Smil og vedblev at betragte Salen, der +begyndte at fyldes. + +Hun sad med Kikkerten for Øinene, mens hun hørte hvert Ord, Fyrstinden +sagde. Hun følte et nervøst Mishag med hendes Snak. + +-Det varer en Evighed, sagde hun. + +-_Chère--la divette_ maa have Tid til at puste--naar man er saadan +snørt. Fyrstinden lo igen og vendte sig til Carl. + +-Nei--se. Der staar jo Prinsen af Ligne. Er han ogsaa i Ostende ... Ham +maa de jo kende fra Brüssel-- + +-Ja--jeg har set ham et Par Gauge ... + +-Og hans Moder--hun er saa smuk ... Ja ... Fyrstinden examinerede +Prinsens Loge i Kikkerten--han er forresten ogsaa køn ... For den +Historie kender De da? + +-Alle siger, han er saa elskværdig. + +-Gudbevar'es, derfor kan man jo gerne kalde Prinsessen for Salonernes +Rachel-- + +-Spiller hun Komedie, spurgte Carl. + +Ellen havde forstaaet og blev pludselig rød uden at hun vidste hvorfor. +Men Fyrstinden var virkelig utaalelig, hun lo, saa hun maatte bide i sin +Vifte og sagde: + +-Nei--hun spiller bare "Fædra". + +Carl vendte sig imod Grevinden, som om han ikke forstod, hvad der var +ment, men Ellen sad stadig med Kikkerten for Øinene, kun beskæftiget med +Salen. Fyrstinden fulgte Retningen af Carls Blik: + +-Ja--De kender jo dog Historien, sagde saa Fyrstinden og vendte sig. + +Ellen tog først Kikkerten bort og som om hun slet ikke havde hørt +noget, sagde hun aandsfraværende: + +-Hvilken? Taler De og Grev Urne nu om Mytologi? + +Men saa fik Fyrstinden pludselig Øie paa en Veninde i den anden +Avant-scéne-Loge, og hun maatte absolut over at tale med hende. Grev +Urne kom ind og fulgte hende over. + +Ellen følte det som en Lettelse, da hun var gaaet. Fyrstinden taler saa +meget, sagde hun og slog sin Vifte ud. + +Kan De godt lide Fyrstinden, spurgte Carl. + +-Aa--jeg kender hende saa lidt. + +-Jeg kan ikke udstaa hende. Gid hun vilde blive borte. Carl vendte sig +igen mod Tilskuerpladsen og saa i Kikkerten. Det er jo Prinsessen af +Ligne, sagde han. + +-Jo--jeg tror det. + +Det var en høi, majestætisk Figur, som sad ved Siden af Sønnen. Ellen +saa paa hende. + +Saa paa en Gang reiste Carl sig og gik hen og tog hendes Haand. + +-De er da ikke vred, fordi jeg er kommen hjem? sagde han. De maa ikke +være vred. + +Tonen var saa mærkelig blød, og han blev ved og ved at trykke hendes +Haand. + +Ellen saa lidt paa ham: Vred? Hvorfor dog det? Og hun var saa +besynderlig nervøs, at hun fik Taarer i Øinene. + +Lidt efter kom Fyrstinden og Grev Urne tilbage og Akten begyndte. + +Carl morede sig umaadeligt og lo himmelhøit ad Løierne. Se dog, se dog, +sagde han, kvalt af Latter. Se dog, hvor han er komisk--aa--nu falder +han ... aa ... sikken Kolbøtte ... + +Man begyndte paa en Gang at klappe nede i Parkettet, og de bøiede sig +alle frem over Logeranden. Det var Théo, som kom ind. + +_L'impudente_, sagde Fyrstinden. + +Théo gik længere frem rokkende en Smule paa sine høie Hæle. + +Der blev ved at lyde nogle afbrudte Bravoer fra Salen, og Orkestret +taug. Théo stod midt paa Scenen og rørte sig ikke. Hun holdt det lokkede +Hoved paa Siden og smilede uskyldigt, saa man saa hendes hvide Tænder. + +Se Tænderne, sagde Greven, han kærtegnede sit Overskæg--Millionknusere. + +Ladiva stod der endnu og blev ved at smile. _La coquine, l'impudente_, +sagde Fyrstinden igen, hun blev ved at sluge hende med Kikkerten. + +Pludselig skottede Ellen hen til Carl, som sad ved Siden af hende: Han +var ganske bleg. Han sad forbauset med store Øine og stirrede paa Scenen +uden Kikkert. Men saa med én Gang blev han blussende rød, og da Théo +begyndte at synge, reiste han sig sagte og gik op i Baggrunden. Der blev +han siddende. + +Ellen blev selv rød og utilpas ved Sangen; hun vendte Hovedet lidt bort +fra Scenen, og saa ud over Tilhørerpladsen, saalænge Théo sang. + +Men Carl blev siddende helt inde i Logen, indtil Tæppet faldt. + + * * * * * + +De sendte Vognen bort: de vilde hellere gaa hjem langs Dæmningen. +Fyrstinden tog Grevens Arm og Carl bød Ellen sin. + +Hverken Carl eller Ellen talte, mens de gik ned over Torvet. Men da de +kom ind i Gaden ned mod Dæmningen sagde Carl: Aa--han trykkede hendes +Arm--hvor det er deiligt at komme ud; og overstadig gav han sig til at +løbe med Ellen under Armen henad Fortoget. Vi maa se, om der er Fosfor i +Vandet! + +Ellen lo og lod sig trække ned med. Hans Overstadighed smittede hende. +Hører De, raabte hun, hør--Carl, Carl, det gaar ikke an. Hun brugte hans +Fornavn uden at vide det. Jeg bliver--helt forpustet. + +Men de blev ved at løbe ned gennem Gaden, leende, indtil de naaede +Stranden. + +Der hvor Oceanet laa med Stjernehimlen over det dybe Mørke. + +-Nei--nei--hvor her er smukt. Hans Udbrud døde, og de taug. + +Lænede til Rækværket stirrede de ud over Havet. + +Men da de hørte Grevens og Fyrstindens Stemmer lidt borte, vendte de sig +begge hurtigt paa samme Tid, og de gik videre, hjemad, langs Dæmningen. + +De havde gaaet et Stykke uden at sige noget. Saa stansede Carl, og paa +sin sædvanlige bratte Maade sagde han: Hvor tør Fyrstinden dog sige +saadan noget ... om Folk ... saa skrækkeligt. Ellen saa paa ham. Hun +havde ikke troet, han havde forstaaet-- + +Men hun spurgte ikke, og han talte ikke mere. Udenfor Hotellet ventede +de paa de andre, og de gik op sammen. + +Ellen opdagede, mens de ventede paa Théen, at hun havde tabt sin Vifte, +maaske paa Trappen. Carl løb ned i Portnerlogen for at spørge, og Viften +laa paa Bordet. Portneren gav ham den. + +-Det er maaske Deres Søsters Vifte? Den er just funden paa Trappen-- + +Carl saa paa ham, og lidt forvirret over sin Familiaritet, sagde +Portneren. + +-_L'eventail de madame la comtesse!_ + +Carl lo og tog Viften. Men udenfor Døren kyssede han to Gange dens hvide +Svanedun, inden han gik ind til de andre. + +Lidt efter vilde man til Ro. Da Carl sagde Godnat, kyssede han Ellen paa +Haanden og sagde sagte: Mange Tak, mange Tak for idag. Og da han løftede +Hovedet, saa Ellen, at han havde Taarer i Øinene. + +Greven blev nogle Øieblikke tilbage. Han er en skikkelig Dreng, sagde +han. Og han har virkelig voxet sig køn--synes Du ikke? + +Ellen havde ikke hørt hvad han sagde. Hun stansede paa sin Vei forbi +Sofaen. + +-Tror Du, tror Du egenlig det var rigtigt at tage ham med i Theatret ...? + +-Hvorfor dog? Aa--han lo--nei, ved Du hvad--det store Menneske ... Det +var dog for galt ... + +Nu da det blev sagt, følte Ellen selv det latterlige; hun kom til at +smile: Nei--ikke saadan, sagde hun ... Men--aa nei, det var bare en dum +Idé ... + +Da Greven var gaaet, aabnede hun Flygelet +og gav sig til at spille. Det var en gammel +Melodi, som gled frem under hendes Hænder. +Hun vidste det knap selv, men mens hun spillede, +begyndte hun at nynne svagt. Saa sang hun: + + Tell my the tales, as remember to my + Long, long ago + Long ago. + + * * * * * + + + + +II. + +Deres Yndlingstur var langs Havet. + +De gik bort fra Dæmningen, forbi det kongelige Slot, ud, hvor der ikke +var banet Vei, og Ellen gled i det løse Sand. De maatte holde sig fast i +Marehalmstotterne, naar de vilde op paa Klitterne, og sommetider maatte +Ellen tage fat i Enden af Carls Stok, og saa trak han hende op paa +Klitbanken. + +Thi der oppe fra var Havet skønnest. + +Det laa som en straalende, altid vuggende Flade, grønlig-blaat i +Middagssolens Skær. + +Og intet saa de uden Hav og Himmel. Himlen sommerlig med sit uendelige +Blaa, dyb og klar; og Havet samlende paa sine Bølgekamme Solens Straaler +i en Glitter-Stribe, der bestandig steg og sank igen og brødes. + +Saa plantede de den store Lærredsparasol i Sandet og slog den op og +satte sig under den i Skyggen; han mest ved hendes Fødder. Thi det var +hans bedste Plads. + +Men mens de talte--det var hende mest, han sad og lyttede--hørte de +bestandig Oceanets Skvulp, der gik tungt over Strandens Sand. + +Og naar han saa paa én Gang, mens de sad, greb hendes Haand og beholdt +den længe mellem begge sine, tog hun den ikke bort, hun smilede kun. For +hun vidste, saadan var han, og hun havde vænnet sig dertil. Nu kunde hun +slet ikke tænke sig det anderledes. + + * * * * * + +De allerførste Dage var det hans Øine, der havde interesseret hende. De +var altid duggede--hans Øine, og de hvilede pas hende overalt. Hun +kunde sidde i Kurhuset midt i en pludrende Kreds, og henne fra en Krog +følte hun hans Øine paa sig; de søgte hende, naar hun taug, og naar hun +talte; de veg ikke fra hende, naar hun gik, fulgte hende, hvorhen hun +flyttede sig. + +-Deres Stedsøn har katolske Øine, sagde Fyrstinden til hende. Han lever +evig med Blikket paa Madonna. + +Fyrstinden havde Ret. Det var noget lignende, som laa i hans Blik, og +Omskrivningen gav det halvt. Blikket paa Madonna. + +Hun sagde det en Dag til ham. + +-Hvorfor ser De dog altid paa mig? Er der saadan noget mærkeligt ved +mig? + +-Ser jeg paa Dem?--det ved jeg ikke af. Men lidt efter hang hans Blik +atter paa hende med det samme Udtryk. + +Naar de var alene, og hun længe havde talt og saa rettede et Spørgsmaal +til ham, svarede han aandsfraværende og som en, der vaagner af Drømme. +Hun vidste ikke en Gang, om han rigtig havde hørt, hvad hun havde sagt. +Men hørt det, havde han alligevel; for det kunde godt hænde, at han et +Par Dage efter, midt som de sad og talte om andre Ting, pludselig +spurgte om et og andet fra den gamle Samtale, som hun knap havde troet, +han havde hørt. + +Saa havde han altsaa baade hørt det og tænkt derover. + +Men Tingen var, det blev lidt vanskeligt at vide, hvordan han egenlig +var, og hvad han tænkte. Thi han talte saa lidt om sig selv. Hun kunde +ligefrem kæmpe for at faa ham til at tale, fortælle, give sig hen--thi +han var bare som bunden af hende, sunken hen i en stirrende Beundring, +hvor han gik op i det: at se og høre hende. + +-De taler aldrig, sagde hun til ham. Fortæl mig noget. + +-Om hvad? Jeg ved ikke hvad jeg skulde sige: De taler jo. + +-Ja, men jeg vilde gjerne, De skulde tale ... fortælle mig lidt. Om +Deres Liv, om Dem selv ... + +-Jeg har ikke noget at fortælle. + +Et var sikkert; hendes Mands Søn var uerfaren som et Barn, Hun kunde +ligefrem blive irriteret ved altid at møde det samme store, forundrede +Blik, og bestandig at høre de samme vage, halvdrømmende Svar, naar hun +spurgte. Han var dog tyve Aar og havde levet med andre, var opdraget +midt i en stor By, i et adeligt Pensionat. Saa stod man dog ikke saadan +udenfor alle Begreber ... + +Undertiden troede hun næsten, det hele var Affektation. En +Kerubin-Rolle, han paatog sig, og som gav ham Lov til de utroligste +Ting: til pludselig at klappe hendes Hænder, naar hun havde givet ham +Armen paa Dæmningen, eller lægge sig ned for hendes Fødder om Aftenen, +naar de var alene i Stuen. + +Men at demonstrere nyttede ikke, for det forstod han ikke eller vilde +ikke forstaa. Sagde hun noget, saa han blot paa hende med sine +besynderlige Øine, der altid var som fulde af Taarer, og hans Væsen blev +sky og forknyt. + +Og hun blev paany forundret, troede ham igen og kunde ikke taale at se +ham bedrøvet. Selv den mindste Misstemning virkede paa ham som en hel +Betagelse, næsten som en fysisk Smerte, der gjorde ham hjælpeløs og +ulykkelig. + +-Hvorfor ser De dog saa bedrøvet ud? spurgte hun saa omsider. + +Som oftest svarede han ikke, hans Læber skælvede blot, mens han holdt +dem fast lukkede. + +-Er det mig, som gjorde Dem bedrøvet? + +-Aa nei--De--og han saa paa hende--men jeg tror, De er vred paa mig. + +-Men, hvorfor dog?--hvor falder De dog paa det? Jeg har jo slet ingen +Grund til at værre vred. + +Hun lod Haanden glide hen gennem hans Haar--saa blødt, et lokket +Barnehaar at føle--og han lagde næsten sit Hoved op til hendes Knæ. + +Hun flyttede sig ikke, Efterhaanden tænkte hun slet ikke mere derover. +Hun sad og lod sin Haand klappe det lokkede Hoved, mens hun talte ganske +blidt, saa blidt. + +-Ja, sagde hun, ja, Carl, De er et godt Barn. Og hans Hænder, der +skælvede, greb hendes. + +Efterhaanden begyndte han ogsaa at tale mere frit. Han fortalte om sin +Barndom i Brüssel og om Livet paa Boulevard du Midi i Hr. Dubois +Pensionat. + +Det var en ensformig Barndom uden Afveksling. Den unge danske Dreng +havde levet fremmed og alene mellem de nitten Franskmænd i Hr. Dubois +adelige Planteskole. Han havde været meget gode Venner med dem især i de +første Aar, men senere, da de begyndte at blive voksne allesammen, kom +han langsomt til at staa helt for sig selv. De andre kom ud, fik Lov til +at gaa paa Bal, fulgte med deres Slægtninge i Theatret og besøgte dem om +Fridagene. Carl Urne kendte ingen. Naar de andre saa kom hjem fra +Ferien, og de om Aftenen pludrede paa Sovesalene fra Seng til Seng om +deres Erobringstog mod Kammerpigerne og erotiske Seirvindinger over +Kusinerne og--Tanter, laa Carl vel og hørte paa Ordene, som blev sagt, +men han tænkte ikke noget derover, og altsammen var det noget, som ikke +vedkom ham. Thi ham traadte det aldrig imøde, og det havde ingen +Virkelighed for ham. + +Dagene gik saa let. + +-Vi havde jo nok at gøre hele Dagen. Saa havde jeg ogsaa mine Timer med +Professor Genest og saa fægtede jeg hver Dag--jeg var den dygtigste i +Fægtning ... + +-Men i Deres Fritid--om Aftenen? ... + +-Aa--saa gik jeg med mig selv ... + +Det var Tingen. Han havde gaaet med sig selv--udenfor Livet. Han havde +læst og skrevet og lært udenad og fægtet, og Dagene var gaaet, og mens +Maanederne hurtig blev til Aar og Aarene som Dagene, og mens de andre +var begyndt at kigge nysgjerrigt over Hr. Dubois Gitter ud i Livet, +maaske i Smug at smage lidt paa dets Frugter, gjorde han sin daglige +Dont som i Drømme. + +Ellen begyndte at forstaa sin Mands Søn. Han havde levet sin Barndom som +en fremmed mellem fremmede. Han havde ikke forstaaet de andre, de andre +ikke ham. + +De første Aar var alt gaaet godt, men siden var Forskelligheden vel +instinktmæssig blevet følt, Carl Urne og hans Kammerater vare skiltes, +og hos hendes unge Stedsøn havde Længsler og Savn, vaagnende Begær og +gammel Tørst efter Ømhed, samlet sig i et ensomt Sind som et Taagehav af +vagt Drømmeri. Deri havde Carl Urne levet sin første Ungdom. + +Naar han nu, mens de sad paa Klitten under den store Parasol, fortalte +om den svundne Tid, kunde han pludselig gribe hendes Haand og trykke den +krampagtigt. + +-Men nu--nu har jeg det saa deiligt. + +De blev tause, og bevægede lyttede de til Havets Sang. Vid og mægtig laa +dets KæmpeFlade. + +-Længtes De da ikke? spurgte hun. + +-Længtes? Jo--nu tror jeg, det var Længsel. Mange, mange Aftener, naar +jeg sneg mig ud af Sengen, mens de andre sov, og jeg stod og stirrede +paa Himlen, og jeg græd og græd-- + +-Stakkel--det var Hjemve ... + +-Har De ogsaa følt det? ... naar Skyerne driver, og man bli'r ved at +stirre, stirre paa dem, til de fortæller En saa meget ... som, man slet +ikke ved, hvad er ... for det er altsammen som i Drømme ... + +-Jo, det føler vi vel alle--naar vi er unge. + +-Det er, som man gaar i Taage, og noget bliver ved at kalde og kalde paa +En, og det tynger som en Byrde paa Ens Bryst ... Just, fordi man ikke +ved, hvad det er-- + +... Det er ligesom det raabte bag et Tæppe, og man lytter og lytter og +forstaar det ikke ... + +Solen begyndte at dale. Ude i Vest stabledes Skyer til Bjerge, og mens +den halve Himmel glødede i Flammer, gled det store Hav som en Strøm af +Purpur, dunkelrødt, med Vinens fulde Farver, op mod Stranden til dem. + +Da døde Talen. + +De reiste sig stille; og fra Klittens Kant saa de, han lænet op mod +hende, frem mod det funklende Hav. + +Hun læste i hver Krog af hans Sjæl; hver Rørelse fornam hun i dette Liv, +som var begyndt at foldes ud. + +Og da Ellen først troede paa sin Stedsøn, veg Forbauselsen, og den blev +langsomt til en halvt vemodig Interesse i Slægt med en Søsters milde +Hengivenhed. Hendes egen Erfaring bandt hende til denne Uberørthed, som +hun ønskede at værne om. + +Saa følte hun under sit Samliv med Carl alt mer og mer Sædemandens +Glæde. Hun fornam paa sin Vandring gennem dette Sjæleliv, som hun følte, +hun tog i Besiddelse, en besynderlig og utænkt Fryd ved at kaste ved +hvert Ord og i hver Time den første Udsæd i en ny og jomfruelig Jord, +ingen Plovfure havde brudt, og som skælvende undfangede sin første +Grøde. + +Ligesom alle blaserede og skeptiske Sjæle var Ellen i sit inderste dybt +sentimental, og efterhaanden kunde selv det mindste Udbrud af Carls +umiddelbare Sind vække hendes Følsomhed. + +Der hørte saa lidt til at gøre ham glad, blot en lille Gave, saa +ubetydelig en Overraskelse, den ringeste Gunst. Og naar han saa viste +sin Glæde i alt dette pludselige og umotiverede, det næsten kaade, der +var eiendommeligt for hans Væsen, som bestod af Udbrud, da kunde hun +reise sig taus, gaa hen imod ham og betragte ham med et Smil--men hendes +Øine var fulde af Taarer. Og hendes Stemme var blød som et Kærtegn, naar +hun sagde til ham: + +-Carl--hvor De dog er et Barn. + +Hun vænnede sig at kærtegne ham. Overfor ham kom Ømhed af sig selv. +Hundrede Gange greb han hendes Hænder, altid maatte han være hende +legemlig nær. Deraf opstod lidt efter lidt den evindelige Nærhed, hvori +de levede af hinanden: en drivende Trang hos hende til at give, hos ham +til at indsuge med Sjæl og med Sanser--førte dem uimodstaaeligt sammen. + +Ellen begyndte at gribe sig i uafbrudt at tænke paa ham. Hun smilede +deraf. Men uden at gjøre sig Rede derfor, vogtede hun sig for ikke at +tale formeget om Carl. Hun troede nok, hun havde gjort det i den sidste +Tid. + +Hun var heller ikke mer ganske ens i sit Væsen, naar de var alene, og +der var andre tilstede; undertiden, naar der var fremmede eller blot +hendes Mand kom ind, kunde hun ignorere ham, være ganske kold og slet +ikke se ham. Men saa, naar de igen blev ene, følte hun det som en +Befrielse, og der kom over hende en frisk Glæde, som paa en Gang kunde +gjøre hende næsten yngre end han. + +Disse Overgange skabte mellem dem et eget Frimureri, som han slet ikke +anede, hun kun ubestemt fornam med eget Velbehag. + + * * * * * + +Det var Badetid, og Strandbredden var opfyldt af Støi. + +Naar de tunge Badevogne rullede ned gennem Brændingen, løb Herrerne +hurtigt ud imod dem, barbenede og hujende, og der begyndte en Strid; +klyngevis stredes de og fægtede oppe paa Vogntrinene, mens Badekonerne +værgede Dørene, og de flamske Kuske skændtes ... Saa blev der en Jubel +af Skrig og Raaben, naar Flamlænderinderne svang de store Koste, og +Kuskene smældede med Pidskene over Herrernes Hoveder, saa de maatte +slippe Taget og de satte sig midt i det halvvaade Sand lige paa +Bagdelen, mens Hestene stampede. + +Halvnøgne Bebéer væltede rundt i de dybe Hjulspor: eller de rodede i +Sandet med Spader og Hakker og lavede Volde og Fæstninger og gravede +dybe Kanaler af de smaa stillestaaende Arme af Oceanets Vand, som Floden +havde glemt. Eller de lod bygge Pyramider om sig af Sandet lige til +Hovedet, der stak op lyslokket over Sandbjerget, mens Ammerne hvinede og +Guvernanterne rendte rundt paa Strandbredden som forpjudskede Høns, der +har Ællinger. + +Men lidt længere inde laa Mødrene under spraglede Lysthusparasoller med +en Bog og ventede dovent paa deres Badetime. + +Herrerne strakte sig paa Maven, mens de studerede "Gil Blas" og blev +bagte af Solen, eller de røg med Næsen lige op i Luften og en glemt +Roman paa deres Knæ, eller de iagttog Havet fra Taget af de tomme +Badevogne, væbnede med uhyre Kikkerter og værnede af store Panamahatte. + +Ude i Brændingen holdt Badevognene i en lang Række med deres hvide Tage +skinnende i Solen. Mellem de høie Hjul dukkede de Badende frem, og +sprang op og ned for Brændingens tunge Stød. + +Raabene og Latteren fra Havet gled sammen med Strandbreddens Spektakel, +hvor man hørte Bladsælgernes Skrig og Børnenes Hvinen mens de legede ... +Der var et Mylr i Sollyset af rødstribede Parasoller, flamske Dragter og +smaa Telte med farvede Vimpler ... + +Og hele Hurlumheien ledsagedes af Brændingens ensformige Slag, der +reiste sig mellem Badevognenes Hjul og gik skummende ind mod Stranden +med en dump Brusen. + +Ellen sad inde paa Bredden under en stor Solskærm og vidste ikke, om hun +vilde bade. Thi hun havde i de sidste Dage ikke været ganske vel. Men da +Tjeneren meldte, at Vognen var beredt, kunde hun ikke modstaa og reiste +sig. Hun viftede til Greven fra Badevognens Trappe, og hun klædte sig +hurtigt af inde i Rummet. + +Hun hørte Vandets evige Sladsk om Hjulene og Hesten, der asede i +Bølgerne. Gennem Lugen saa hun ud over Havet, hvor de Badende flokkedes +i Klynger, dukkede sig og under forvirret Jubel løb ind foran den +mægtige Brænding--der naaede og dækkede dem--og gled over. + +Solen glitrede over hele Havet. + +Hun følte en Glæde til Badet, mens hun fæstede de Perlemoders Spænder, +kastede den lette Silkeslaabrok om sig og slog de to Slag paa Døren for +at kalde. Den store Flamlænderinde stod opskørtet paa det nederste +Trappetrin, og Ellen traadte ud. + +Hun vilde lade Kaaben falde i Konens Hænder, men hun tøvede med Haanden +løftet for at løse Baandet og betragtede Oceanet. + +Hun syntes aldrig, hun havde set det saa smukt. + +Det gled majestætisk under Augustdagens Sol i skinnende Pragt. Helt ude +laa det som en sollys Flade, et slebet Speil for Himlens Sommerklarhed, +fortonet let i Horisontens Dis; men længere fremme fik det mørke Farver, +rullede dorsk de tunge grønblaa Vande ud for Solens Kærtegn, som et +Kæmpedyr, der dovent strækker Kroppen. + +Inderst inde gjorde de Badende Larm. Fyrstinden førte an i en +Kvadrille, der løstes op og flygtede med Hvin for en skummende +Brænding-- + +Ellen vaagnede af Drømmeriet ved et Gys og løste hurtigt Snoren til sin +Kaabe. Hun stod i Badedragten paa det øverste af Trappen. + +Saa vendte hun sig for at gaa ned, men hun stansede med ét. Lidt foran +sig saa hun Carl, stirrende paa sig, blussende rød. Hun blev forvirret +og ganske bleg. + +Og i det samme greb hun Kaaben, slog den om sig og steg ned i Vandet. + + * * * * * + +De gik rundt om Kurhusets Galleri, hvor Dørene stod aabne til det +mauriske Tag. Nede i Salen havde det været meget varmt, knap til at +aande. Her følte man Luften fra Havet, stærk og kølig, og med Carl under +Armen traadte Ellen ud paa Taget. + +De stod lidt ved Døren--som om Ellen pludselig tøvede for Mørket. Saa +begyndte de at gaa, langsomt, Arm i Arm under den stjernerige Himmel. + +De hørte Orkestrets Musik, der steg afbrudt op fra Salen, og den dybe +Mumlen fra det nære Hav. Faldt en Stjerne, stansede de begge. + +Husk at ønske, Carl. + +Han svarede ikke, men hun betragtede hans Ansigt, der var opadvendt mod +Mælkeveiens Skær. + +De nærmede sig til Balustraden mod den store Gaard; og de hørte Stemmer +og Raslen af Seletøi og Portierens Raab, der skreg til Kuskene ... Lyset +fra "Ærestrappens" Kandelabrer slog op imod dem og blændede deres Øine. + +Kom--lad os gaa. + +Men Ellen vilde sé, gik hen til Balustraden og lænede sig frem. Det er +til Ballet, sagde hun. Sé blot. + +De stod over Trappen; i Ly af den store Portal strakte de Hovederne ud +tæt ved Siden af hinanden og saa paa Strømmen af Gæster. Damerne steg ud +af deres Vogne og løb op ad Marmortrinene ved Herrernes Arm, med +opløftede Slæb. Naar de kom ind under Kandelabrene, saa Carl og Ellen +Diamantagretternes Spil i deres Haar og de hvide Nakker under +Silkeslaget, naar de bøiede Hovedet. Efter dem dukkede Tjenerne frem med +ubevægelige Ansigter og blottede Hoveder. + +Vognene blev ved at køre til og fra. Dørene smældede op og blev smækket i. + +Ellen kendte de fleste; og de begyndte at hviske og pege oppe i Skyggen +af Portalen, morede sig over at se, uden at blive set. + +Gennem de oplyste Vinduer fulgte de Skaren langs med Gangen, hvor de +stansede, mens Tjenerne tog Balslagene. Damerne lod Slæbene falde og +lænede sig ved Herrernes Arm. Majordomus slog Fløidørene op. Saa vendte +Tjenerne tilbage til Vognene, stive og alvorlige. + +Inde i Balsalen saa Ellen og Carl Skyggerne glide forbi Rudernes +Kniplingsforhæng, mødes, dvæle sammen og skilles. De lo, naar de kendte +dem igen. + +Dét var som en hel Leg af Skyggebilleder ... mens Musiken begyndte at +spille til Dans, og Vognene blev ved at rulle op foran Trappen. + +De blev staaende bøiede ud over Balustraden og saa ned. De følte begge +en stille Glæde ved at staa her sammen i Mørket, over Sværmen; og Carl +havde uden at vide det lagt sin Arm ind under Ellens. + +Saaledes stod de længe. Ellen begyndte at nynne Valsen fra Balsalen. Saa +halvsang de lidt efter lidt begge to, indtil de gav sig til at le, langt +og fornøiet, og lige med ét løb de bort fra Balustraden ind i Mørket. + +De gik atter langsomt, forbi Koncertsalens Kuppel, tause og bøiende bort +fra Lyset. + +Men da de naaede Balkondøren, hvor Musiken strømmede op imod dem, +stansede Carl: + +-Hør, det er Rubinsteins "Asra". + +Ellen havde endnu Valsen i sit Øre. + +"Asra"? sagde hun. + +Men pludselig genkendte hun Ordene: + + --Täglich ward er bleich und bleicher, + bleich und bleicher + +--Og blev staaende lyttende som han. + +Naar Sangerens Stemme sagtnede, hørte Ellen Carls Aandedrag tungt tæt +ved sig; og hun havde Lyst til at sé hans Ansigt. Men hun forblev +ubevægelig. Lidt efter trak hun stille sin Arm ud af hans. + +Saa løftede hun Blikket og saa fra Siden paa ham. Han var betagen og +bleg. + + Und mein Stamm sind jene Asra, + welche sterben, wenn sie lieben. + +I pludselig ømhed, mens Sangeren henaandende gentog de sidste Ord, lagde +hun sin Arm om hans Hals. + +Da de vækkedes af Bifalds-Larmen, løftede Carl sit Hoved fra hendes +Skulder. + +-Kom--lad os gaa ned til Havet. + +-Til Havet, nu ... saa silde ... Nei--kom, vi maa hjem. + +Men hun fulgte efter ham og han gik foran langs med Balustraden til det +lille Taarn. Der førte Vindeltrappen gennem Læsesalonerne ned til +Terrassen imod Havet. + +Trappen var mørk med fortrukne grønne Gardiner. Ellens Hæle klaprede mod +Jernet; lidt efter snublede Carl. De tyssede paa hinanden og listede ned +ad Trinene som to Børn paa Flugt. + +Da de kom nedenfor den første Omdreining trak Ellen Gardinerne lidt fra. +Hun slog Carl paa Skuldrene og pegede ud i Læsestuen: En gammel +Gentleman sad og nikkede neden under. + +Saa traadte de ad en Bagdør ud paa Kaien. + +Der var ganske stille. Kun nu og da bar et Vindpust en fjern forvirret +Støi ind mod Dæmningen, et Par Valstoner døde hen ude over Havet. Ellers +var det tyst. + +De satte sig paa en Bænk ved Kaiens Rand, og mens de talte, begyndte det +mørke Hav at lyse som hvid Ild. Bølgerne steg og sank med Skum af lyse +Flammer; gød sig over Mørket som Tæpper af Lava i Luer. Indtil det hele +Hav laa som et flammende Krater i Fosforets straalende Glans. + +-Men--Carl, De, som er Lykkens Skødebarn? De skulde aldrig være helt +glad? + +-Nei--jeg ved ikke, men jeg kan ikke være helt glad. Som nu, hvor her er +saa smukt, og De er her--og alting ... Jeg tænker altid bare paa: Naar +det saa er forbi ... Og saa er jeg bedrøvet i det samme. + +-Det er De ikke ene om. Saadan gaar det vel os alle, som føler altfor +stærkt. + +-Kan man føle for stærkt? + +-Ja, Carl--for stærkt til at blive lykkelig. + +-Maaske. Carl bøiede Hovedet og støttede det paa sin Haand, mens Ellen +talte sagte: + +-Naar man elsker den høieste Lykke af hele sin Sjæls Begær--og alt det +andet kun er det nøgne Intet ... Livet bliver bare det ene eneste. + +Ellen holdt inde, som betvang hun sig selv. + +Og fortabt i Tanker reiste hun sig fra Bænken og gik hen ad Kaien. Carl +fulgte efter, og da de igen gik ved Siden ad hinanden, gentog han i +samme Tone. + +-Det eneste-- + +Ellen hørte det og rystede paa Hovedet: Nei--Carl--det skal man ikke +søge ... + +Hun gav sig til at gaa roligere for at tvinge Oprøret, hvori hun var +kommen. Men hun kunde ikke finde noget ligegyldigt at sige, og de taug +begge. + +Saa traadte hun ned ad Stentrappen, der førte til Havet, og de satte sig +stille paa Trinet, tæt ved hinanden. + +Havet lyste foran dem. Inderst inde spredtes Fosforglansen som et Skum +af Stjerner i det mørke Vand. + +Ellen betragtede Carl, og mens hun tog hans Hænder og klappede dem +sagte, sagde hun: + +-Jo, Carl, De maa blive lykkelig. + +Han støttede Albuerne i hendes Skød, og de smilede begge med Taarer i +Øinene. Saa med ét spurgte Carl: + +-Hvorfor skrev De dog saa sjældent? + +-Skrev? Aa--til Bryssel. + +-Kun tre Gange ... + +-De Par Ord ... + +-Ja--for De vidste ikke hvor jeg længtes ... + +De blev ved at sé hinanden ind i Øinene, indtil de skælvede. + +Saa slog Ellen sin Arm om den Hvilendes Hals, og sagte som et Suk +hvidskede hun, mens hun drog ham ind til sit Bryst: + +-Min Dreng, min bedste Dreng. + +Og længe modnes deres Læber. + + * * * * * + +I de sidste Dage af September var Grevens vendt tilbage til Danmark. De +havde tilbragt et Par Uger i Paris og nogle Dage i Kassel. I Hamburg +sagde Ellen, hun vilde gerne besøge Thorsholm i Stedet for strax at tage +hjem til Urnesgave. Hun og Carl havde talt saa meget om hendes +Barndomshjem, og hun længtes efter at se det igen. Saa tog de derop. + +Ellen havde den lidt kostbare Idé, at hendes Fædrenegaard altid skulde +staa beredt, som om hun kunde ventes hjem hver Time. Derfor behøvedes +kun en kort Ordre, og de fandt ved Ankomsten alt rede og alt ved det +gamle. + +Det sene Efteraar var usædvanlig smukt med mild og gennemsigtig Luft. +Paa Terrasserne blomstrede de højstammede Roser endnu, og Bedenes Grund +var grøn af Reseda og Violer, der piblede frem paany. Langs Taarnene +begyndte Espaliernes Blade at gulne, og Druerne tittede blaa og tunge ud +bag mangefarvet Løv. + +I Plænenes Anlæg ragede Bladplanterne op med mørke Kæmpeblade, og de +store Maistoppe kastede lange Skygger hen over Grønsværet. Stive Asters +prangede i Solen, og ved deres Rod i Bedene, der var krandset med +Vedbend, mylrede det med Heliotroper ved Siden af Stedmoderblomster. + +Alt spirede. Den store Rødtjørn stod anden Gang med fulde Knopper, +beredt at springe ud, og rundt i Skyggen af Busketterne viklede friske +Bregner sig lyse ud af deres Hylstre. + +Men Rønnebærrene, der hang straalende røde, forenede Efteraarets Pragt +med den sene Sommers, og Lindegangens Løv var isprængt med rigelig gult, +der lignede Guldstænk i Solen. + +Naar Carl om Morgenen havde kaldt paa Ellen ved at jodle udenfor +Taarnvinduet, og hun aabnede Havedøren og traadte ud paa Terrassen-- +kunde hun staa længe fortabt i Beskuelsen af Haven, der straalede i sin +sildige Rigdom under den første Formiddags Sol. Og naar de havde vexlet +de første Hilsener, faldt de begge hen paa en Bænk, og halve Timer sad +de, tause eller sagte samtalende, uden at kunne rive sig løs fra Synet +af Havens Pragt. Der var i dens mylrende Rigdom af alle Aarstiders Gaver +en tropisk Berusning af Duft og tusinde Farver. + +De sadlede Heste maatte vente. + +Ellens og Carls stadige Tur var til Bakkerne. + +I den klare Luft straalede Havets fjerne Stribe som en Bræm af Sølv, og +de bare Marker laa bølgende foran dem. + +Hele Ellens Barndom vaagnede paany, mens de sad der under Egetræerne +Time efter Time, og gensidigt flettede de Minde i Minde, et Væv af +Erindringer, saa de syntes, hele deres Barndomsliv blev fælles Eie. + +Og kun hendes Barndomsliv vaktes for Ellen ved hvert Skridt. Alt +mellemliggende var forsvundet. Naar de gik i Lindealléen, hvor Solen +kastede gyldne Pletter paa den muldede Jord, øste Ellen sine +Barndomssorger ud som milde Klager i Carl Urnes Sind. + +Elegisk maatte det vel kaldes, det der var kommet alt mer og mer over +Ellen, det, som, naar de saadan gik, gjorde hendes Stemme ganske mild og +Blikket saa dugget-blødt. Løste hele hendes Væsen op i klyngende +Hjælpeløshed. + +Det sugede Carl Urne ind som skøn Musik, indtil det var ham, der blev +glad. Saadan skiftede bestandig deres Stemning. + +--En Dag, da de sad paa Bænken ved Gravstedet, sagde Carl: + +-Hvor Folk dog dømmer feil ... + +-Om mig? Aa ja ... De kender mig jo ikke. Hun reiste sit Hoved lidt op +fra Stenen, paa hvilken hun støttede det. Hvad siger man om mig? + +-Aa--saa meget ... og saa er De just det mildeste, jeg kender. + +-Altsaa, at jeg er haard. Tror De det, Carl? Aa ... nei ikke nu ... men +der kommer maaske en Tid ... Hun taug lidt, saa sagde hun og stadig +sagtere og mere tøvende: + +--Men De maa heller ikke tro--hvad de fleste ... det vilde gøre mig +ondt, om De troede det--at jeg er meget ærgerrig ... Hun tøvede igen, og +Carl blev flygtig rød. Ellen støttede atter Hovedet paa Stenen: + +-Jeg har aldrig fundet, at en Urne var mer end en Maag, sagde hun ... +Jeg havde kun haft en eneste Ærgerrighed i mit Liv ... en eneste ... kun +en Vilje: at bøie mig, et eneste Ønske: at hjælpes--og saa siger de, jeg +vil kun befale ... + +Ellens Hænder faldt slapt ned fra hendes Skød. Carl greb dem og bevæget +sagde han: + +-Og kunde jeg da slet ikke gøre Dem lidt glad? + +Hun saa paa ham og trykkede hans Hænder, og i det milde Tonefald, der +gjorde hendes Ord til tusind Kærtegn, sagde hun: + +-Om De kan, min egen Carl, De er jo mit eneste Solskin. + +--Om Aftenen læste de for hinanden, eller Ellen spillede. Naar de havde +drukket The, og Greven fik sig et Parti Billard i det østre Taarn, tog +Ellen en Kaabe om sig, og de spadserede i Haven. Natten var stjerneklar +og forunderlig mild. De gik op og ned i Alléerne, hvor det var stille, +saa de hørte deres egne Trin og hvert Blad, der sagte faldt til Jorden; +paa de mørke Plæner ragede Bladplanterne og som store Skygger, og +Heliotropduften gennemtrængte Nattens Mørke. + +De blev ved at gaa i Alléernes Dunkelhed, tause i den stille Nat. Men +pludselig droges de ind mod hinanden og med hastig Aande, berusede af +Nattens Duft og Taushed, mødtes de i hede, uvilkaarlige Kærtegn. + +Naar de saa atter traadte ad Terrassens Gange ind i Stuen, hvor Lampen +brændte rolig under sin blaalige Skærm, faldt Carl Urne hen i lange +Drømmerier. Men Ellen kunde kaste sig foran Flygelet, og i brusende Larm +jog hun alle Strenges Toner op. + + * * * * * + +Saaledes gik et Par Uger paa Thorsholm. + +En Aften var de blevet inde. Ellen frøs og havde fundet det altfor koldt +at spadsere. Hun sad med Foden stemmet imod Risten og læste foran +Kaminen. Naar hun løftede Blikket, mødte det Carl, der hang i en Stol, +drømmende med opspilede Øine og Hænderne foldede over sine Knæ. Ellen +faldt selv hen, glemte Bogen i sit Skød og stirrede paa Bøgeblokkene i +Ilden. + +Hun vækkedes ved Urets Slag og saa Carl endnu sidde ubevægelig i samme +Stilling med store og stirrende Øine. + +Hun saa et Øieblik paa ham, og Carl følte hendes Blik og vaagnede med et +pludseligt Smil. + +-Hvorfor læser De ikke for mig? spurgte hun. + +-Hvad skal jeg læse? + +-De holder jo mest af Musset. Tag hans Digte. + +-Bogen ligger ovenpaa-- + +-Men saa--kan De jo hente den. Ellen reiste sig og lod raslende sine +Sølvringe falde tilbage paa sin Arm. Bare De ikke er doven, sagde hun, +De holder ikke af at bestille noget, Carl, og jeg hader ørkesløshed. +Hent saa Bogen ... + +Ellen havde talt i en irriteret Tone, og hun begyndte at gaa frem og +tilbage paa Gulvet, mens hun gned Sølvringene i sit Armbaand op og ned +paa sin Arm. Det var ikke sundt for Carl saaledes evig at falde sammen, +sidde og drømme Tiden væk og stirre paa det tomme Rum, saadan, som han +altid gjorde i den sidste Tid, det var sygeligt ... trættende at se paa. +Og hvorom drømte han saa? Om hvad? + +Om Formiddagen, naar de sad sammen paa Terrassen, kunde han timevis +sidde taus, med Hagen støttet mod Marmorbalustraden og stirre ud over +Lindene. + +-Hvad tænker De dog paa? spurgte hun ofte. Hvor kan De dog sidde saadan +uden at tage Dem det allermindste til? + +-Tænker paa? Jeg ser blot saa mange Billeder for mig ... + +-Billeder? + +Og han faldt hen igen; og naar hun løftede Ansigtet fra sit Broderi, +saa hun ham atter med de vidt opspilede Øine fæstede paa Himlen. Saa +kunde Ørkesløsheden smitte hende, og halve Timer igennem ridsede hun +tankeløst i Marmoret med sin Brodersaks, eller hun fulgte Majstoppene, +hvis Skygger svingede for Vinden. + +Ellen trykkede nervøst Sølvringen fast om sin Arm og trak hurtig +Silkeslæbet efter sig paa Tæppet, mens hun gik. Der kom i den sidste Tid +ofte denne Jagen over hende, en beklemt Uro, saa der ligesom lagde sig +en klam Haand om hendes Hjerte; og Hvile fandt hun ikke nogensteds. + +Da hun hørte Carl, der kom tilbage, satte hun sig igen foran Ilden. + +-Sæt Dem her, sagde hun, De kan godt se ved Kandelabrerne, og det er +afskyelig koldt ... + +Carl rykkede en lav Puf hen til Kaminen: Men hvad skal vi læse? spurgte +han. + +-Hvad De vil. + +Carl bladede i Bogen og slog op paa "Rolla". Han begyndte at læse de +første Strofer og blev saa ved at læse et Par Sider ud i Træk. Han læste +meget dæmpet, mens han sad i Lyset fra Kandelabrene, bøiet over Bogen. + +Ellen hørte knap. Men Versenes bløde Lyd beroligede hende; hun mærkede +Ordene som en dulmende Strøm for sit Øre, mens hun sukkede nu og da. Og +uden at hun vidste det og ikke over disse Ord, som hun kun utydeligt +fornam, begyndte lidt efter lidt Taarerne at rinde ned under de lukkede +Laag ... + +Da Carl holdt op, vendte hun sit Ansigt bort fra Lyset: Hvor det er +smukt, sagde hun. Læs mer. + +Carl slog nogle Blade om og lod Bogen hvile paa Sofakanten. + +-Kender De Melodien til "Rappelle-toi", spurgte han. + +-Ja--den af Mozart, sagde hun; og da han begyndte at læse, bevægede hun +Læberne svagt, som om hun uhørligt nynnede. + + _Rappelle toi, quand l'Aurore craintive + Ouvre, au Soleil son palais enchanté; + Rappelle toi, lorsque la nuit pensive + Passe en rêvant sous son voile argenté--_ + +Ellen havde dreiet sit Hoved, saa det laa i Lyset, støttet paa hendes +Haand. Hun saa Skæret fra Ilden over hans Haar og Kinder, Haaret blev +som Guldbrand derved. Og hun lagde Mærke til alle de fine Dun paa hans +Kinder ligesom Fnuggene paa en Frugt ... + + _Rappelle toi, lorsque les destinées + M'aurent de toi pour jamais séparé, + Quand le chagrin, l'exil et les années + Auront flélri et cœur désespéré. + Songe à mon triste amour, songe à l'adieu suprème! + L'absence mi le temps ne sont rien, quand om aime. + Tant que mon Cæur battra, + Toujours il te dira: + Rapelle-toi._ + +Carl vilde vende Bladet, men Ellens Haand lagde sig ned over Bogen. + +-Læs det en Gang endnu. + +Carl saa op: hendes Ansigt var til Døden blegt; hun lagde en Haand--af +Is--paa hans og sagde igen: + +-Endnu en Gang. + +Han læste, en Smule stødvis i Rytmen. Og da han kom til Ende med Verset, +lukkede han sagte Bogen til. + +Ellen rørte sig ikke. Carl syntes, han kunde føle Kulden fra hendes +Ansigt ned imod sig. Selv brændte han. + +Saadan sad de lidt, Carl halvt forskrækket. Men da Kaminilden begyndte +at skære Carl i Ansigtet, bøiede han sig frem, saa han saa Ellen. Hendes +Ansigt var helt stift. Under det tykke Purr af Haaret stirrede Øinene og +alle Træk var skarpe-- + +Og i forfærdet Angst for dette Ansigt, han aldrig havde set, strakte +Carl Urne Hænderne frem: + +-Ellen, skreg han. Hvad er der? + +Hun vaagnede ved sit Navn. + +-Lad mig gaa, rør mig ikke! hun næsten raabte, og da hun var kommen lidt +hen over Gulvet, sagde hun uden at vende sig: + +-Jeg er ikke vel ... + +Hun bevægede Hænderne afværgende, tøvede, som om hun endnu vilde tale og +gik. + + * * * * * + +Da Carl næste Morgen rullede Gardinet i sit Sovekammer op, var der Rim +over Plæner og Træer. Det var med et blevet Vinter. + +Ved Frokosten var Ellen livlig som før. Scenen fra igaar var glemt. +Efter Frokost spadserede hun med Carl. De gik ned over Plænerne, i +Bedene var alle Blomster frosne bort. + +Da de kom hen under Rødtjørnen, løftede Carl sin Stok og slog op imod +Grenene. De visnede Knopper faldt som sorte Smaakugler ned om dem paa +den rimdækte Jord. + +--Næste Dag reiste Grev Urne fra Thorsholm til København. Det var +vanskelige Tider for Politiken, og Hans Majestæt ønskede helst at have +Grev Urne i Nærheden. Man haabede saa maaske ved Leilighed dog paany at +kunne bevæge ham til at blive Premierminister, og i alt Fald kunde man +bestandig høre hans Raad og benytte hans Indflydelse. + +I København blev Greven da paa forskellig Maade optaget, og det var ikke +ganske den samme Selskabelighed, hvori han deltog, som den, der lagde +Beslag paa hans Hustru og Carl. Saaledes gik det til, at de to sidste i +et Par Maaneder var ligesaa meget sammen inde i Byen, som de havde været +paa Reisen og ude paa Thorsholm. + +I November udstedte Grev Urnes Indbydelser til et stort Bal, der gaves +til Ære for en fremmed Diplomat, en Ven af Greven, som var her paa +Gennemreisen til Stockholm med sin Kone og sin unge Datter. Den +kongelige Familie lovede at ville beære Festen med sin Nærværelse, og +man ventede Ballet som Forsæsonens vigtigste Begivenhed. + + * * * * * + + + + +III. + +Bukkede Nakker i Rad, Damerne dybt i Knæ. + +Et Fløjelsslæb tungt gjennem Rækkerne, i + +Næserne Duft af Verveine; og Fløjdørene lukkes bag Majestæternes +hilsende Ryg. + +Gæsterne dvæler i ærbødig Bøining. + +Porten slaas op og slaas i. Majordomus med sin Stav vender tilbage; Grev +og Grevinde Urne kommer, hver med sin Kandelaber: de har lyst +Majestæterne ned. + +Med et brydes Rækkerne under forvirret og hundredestemmet Støi. Man +farer fra hinanden, og man samles, rundt om Buffetterne trænges man. +Inde i Salen intonerer Musiken en Vals. + +Midt i Larmen hører man Balinspektørens Raab: Første Extravals--første +Extravals! og Majordomus Stemme, der bevæger sig frem mellem Grupperne: +_Les tables à jouer--Messieurs, les tables à jour._ + +Og Stemmen og Lyden af hans Sølvstav mod Jorden taber sig mellem Latter, +Vifteknitren og Støien fra Balsalen, hvor man begynder at valse ... + +Knald af Propper; Stimmel allevegne. + +Carl Urne søger. Midt i en Skare unge Piger bag en Palmegruppe finder +han sin Dame. + +-Det er os, Comtesse. + +-For anden Gang ... + +-Ja ... De er Æresgæsten. + +Han førte hende med sig ind til en Krog af Salen. De flyttede tæt sammen +for at høre--Orkestermusiken var stærk--han helt ind til hende, Clara +Zichy sad med sine blanke Ungarøine fæstet paa ham. + +De skal ud. Carl Urne valser voldsomt, fører hende tæt, hun ligger som +en Vaand i hans Arme. De stanser først, naar Musiken holder op. + +Grevinde Urne kan ikke danse. Hun kommer ind i Salen med en gammel +fipskægget Hofmand og slutter sig til en Kreds af Damer. Talen er om +Majestæterne. + +-Hendes Majestæt var trist iaften, siger Grevinde Rosenkrands. Hun har +ikke mer det gamle Smil--jeg vilde ikke have kendt hende igen ... + +-Det er Begivenhederne i Rusland. + +-Ja, det har taget overordenlig paa hendes Majestæt ... + +Man glider fra Sprængningen i Vinterpaladsets Spisesal over til +Nihilismen og Fyrst Krapotkin. Grevinde Petersdorf slaar sin Vifte +sammen og siger: + +-At Blodet i den Grad kan glemme sig. Hvor besynderligt. Tre +omfangsrige Stiftsdamer nikker bifaldende, og en gammel Excellense i +Divanen siger afsluttende og grødet: + +-Godt, at vi har en stærk Regering. + +Grevinde Rosenkrands bøier Konversationen. + +-Spiller De endnu firhændigt med Majestæten. Det er til Grevinde Urne. +Om jeg endnu ... Carl og Comtessen valsede just forbi. Hun hørte +flygtigt hans bløde Fransk-- + +-Ja jeg spiller undertiden. + +Generalinde Kragh fylder Pausen og siger: Hendes Majestæt spiller meget +smukt. + +-Meget smukt. + +Ny Taushed. Den gamle Fru Harsdorff reiser sig med nogen Møje: + +-Jeg har det imod det, siger hun, at snart enhver Plebeier spiller med +Majestæten. + +Ingen sagde mere, og Gruppen opløstes, Ellen havde ikke mærket det, mens +hun stod og saa ud i Salen, hvor Parrene hvirvledes ud og ind. Grevinde +Rosenkrands var blevet staaende fulgte Retningen af hendes Blik og +sagde: + +-Ja, hun er meget smuk. + +Ellen blev ved at følge Carl og Comtessen med Øinene: Hvem--spurgte hun. + +Grevinden besvarede ikke Spørgsmaalet. Er hun ikke Ungarerinde?--Ellen +vendte Hovedet: Her er meget varmt ... Skal vi ikke gaa ind.--Ja, hun er +Ungarinde--hun er meget smuk. + +Parret dansede dem lige forbi, Comtessens Slæb fløi hen over Gulvet og +streifede Grevinde Rosenkrands' Kjole. Hun lo og sagde: Carl danser +godt--lidt intimt ... Hun nølede et Øieblik og lod Guldlorgnetten falde. + +-Det vilde være et passende Parti. + +Ellen lo. + +-Skal vi dog ikke først lade ham være kommet ud af Skolen ... +Grevinderne gled fra hinanden. Ellen gik gjennem Salen, vekslede lidt +aandsfraværende Ord med den og den, førte Viften uafbrudt. + +I Dagligstuen kom Greven imod hende: + +-Hvor du er echaufferet, sagde han, du er anstrængt. + +Hun saa i Speilet, hun havde to røde Pletter paa Kinderne: Ja, sagde +hun, her er meget varmt ... Og saa anstrænger det virkelig en Smule at +sé Majestæterne hos sig. Hun tog et Glas Champagne fra en af Tjenerne og +skyllede Vinen ned. + +Greven gik lidt. Jeg skal til Whistbordet. Og henne ved Portièren sagde +han: Carl morer sig nok--har du set ham? + +-Ja ... han er glad iaften. + +Ellen gik videre. En Gruppe af unge Damer havde slængt sig paa Patéen i +Kabinettet. De laa dovent strakte og hvidskede, Vifterne gled i løftede +Arme frem og tilbage som Sommerfugle over et Blomsterbed. + +Ellen fandt en Plads og slog sig ned imellem de unge. Hun trængte til at +le, hun vilde være munter ... Hun gav sig til at tale efter den gamle +Fru Harsdorff, saa alle lo høit; og midt i Koret hørte man hendes egen +Latter over de andres, kort og rykvis--indtil hun brød op og gik videre ... + +Dansen var forbi. + +Parrene kom ud og skiltes. Herrerne gik langsomt, med deres +_Chapeau-bas_ under Armen, sløie i Knæene og med hængende Skuldre. De +unge Damer fløi sammen i Krogene, kælne af Dansen, med hinanden om +Livet ... + +Efterhaanden tømtes Salen ... Kun et enkelt Par blev ved at gaa frem og +tilbage i sagte Samtale. Naar de saa paa deres Vei tilfældigvis atter +naaede til Indgangen af Drivhuset blev de staaende, og ubemærket gled de +ind ... Med et lignende Sæt som Herrerne, naar de dukkede ind bag det +tyrkiske Tæppe til Rygesalonen, hvor Ansigterne gemte sig bag blaa +Skyer. + +Orangeriets runde Hal laa hen i Mørke. Under Platanernes Kroner dukkede +de matte Lamper frem som svævende Frugter imellem de høie Grene. Ned +over Fenixpalmernes ribbede Arme faldt Lianers grønne Pragt rigt fra de +høie Altaner. Drecener bredte deres Kæmpepigge. Store Viftepalmer +skærmede i blaalig Skygge Marmorguder. + +Rundt om i Mosset duftede Hyacinter og Konvaller; Violer gemte sig ved +Marmorgruppernes Fod. To tunge Rosentræer fra Nizza drømte med +svulmende Knopper nær ved Springvandets Rand; hvor Lamper bag rødlige +Skærme kastede levende Flammer over Sirenernes Lemmer, der strakte sig +op over Vandet. Og under Perleregnen, der duggede dem, laa Aakanderne +stille. + +Man hørte den evige Lyd af Springvandene, der rislede i Stenvægens +Grotter. Nær ved Bassinet under Palmerne stod Psyche angst for at vække +den slumrende Amor ... + +En Gang imellem gled bag Væksternes Stammer et Silkeslæb forbi paa +Sandet; forsvandt igen. En Kvindearm straktes i det rødlige Lys frem for +at fange Springvandets kølige Regn ... + +Ellen Urne sad med Vilsac paa en Stenbænk ved Bassinet, og mens hun +vædede Spidsen af sine Silkehandsker i dets Vand, sagde hun: + +-Vilsac ... hvad synes De egenlig om Livet? + +-Aa, jeg ved ikke om jeg skal rose det. Hr. de Vilsac dreiede Klaphatten +mellem sine Ben. Det er bedst for dem, der forstaar at tage tiltakke. + +-Ja, sagde Ellen,--om man var født til at tage tiltakke. + +-Født dertil ... Og han saa op fra sit Arbeide med Hatten: Tror +Grevinden, der spørges? + +Ellen støttede Hovedet paa sin Haand og bearbeidede nervøst Sandet med +sine Hæle. + +-Nei, jeg tror derfor ogsaa nok, at de eneste lykkelige--det er dem, +som ikke har Evnen til at stræbe efter Lykken. + +Har De lavet det selv.--En Bevægelse med Viften.--Aa ja, jeg ved det nok +... De er ogsaa af de fordrende Mennesker. + +-Men ved De hvad, Vilsac,--og hun talte noget roligere--man kan fødes +med de besynderligste Ønsker. Gjætter De, hvad der som Barn var mit +høieste Ønske? Det var latterligt ... At komme til en Skov, saa stor og +sval og der finde ved en Kilde, der rislede, en Blomst, der vilde bøie +sig imod mig, og Stængelen vilde løfte mig saa høit; og saa vilde de +lukke sig sammen, de hvide Blade, om mig og vugge mig saa blidt. Ja, det +nytter ikke, at De le'r. For jeg tror alligevel, at det var den gamle +Ide, som lod mig bygge dette Drivhus ... Og se saa,--hun lo selv--om der +er saa stor en Victoria regia ... at den kan bære mig ... Nei--man maa +tage tiltakke med Aakander ... + +-Og Viftepalmer, Grevinde Urne, og Statuer og Violer ... Hvorfor er det +nu netop en Victoria regia, De vil have? Livet gi'er os altid saadan: +mange Ting, vi ikke ønsker saa meget--for en Ting, vi ønskede, og som +det ikke giver. + +De taug lidt. De hørte en forvirret Støi af Stemmer fra Salene blandet +med Springvandets evindelige Pladsk. Og med et i en ny Tankegang, sagde +Ellen: + +-Kender De noget til Inderne? + +-Ostinderne. + +-Ja de gamle Indere. Det maa have været et mærkeligt Folk--der er saa +megen Dybde i deres Sagn og Skikke. Det er dem med "Lervognen" ... + +-Og Sakuntala. + +-Ja ... Der var Grader i deres Templer ... det ene Rum helligere end det +andet ... Men inderst inde var den "hellige" Hal--der var oftest tyst +... For derind kom kun de, som vilde "skue" Guden ... De gik derind i +hvide Klæder, med Laurbærkrans om Panden, og de hellige Døre havde +lukket sig om Mennesker, der var forsvundet ... Aa, Vilsac--hun vred sin +Vifte--det at skue Guden ... + +Der blev atter Taushed. Tankeløs fulgte Ellen med sit Blik Springvandets +Straaler, der faldt som bløde Perler over Aakandebladene. + +Saa sagde Vilsac: + +-Alt det, Grevinde, er meget patricisk sagt. + +-Patricisk, ja--Ordet er godt. Men sig mig, Vilsac, hvorfor fødes der +Patriciere, naar de ikke har anden Lod end at misunde Plebeierne? + +-Misunder De dem. + +-Ja--jeg misunder dem. + +Hun taug lidt: Eller forstaar De det ikke? + +-At gøre Livet til en rolig Vane, at leve af Vane--aa, det maatte være +saa besynderlig fredeligt ... + +Hun strakte sit Legeme i Sædet og mens hun trykkede den knugede Haand +mod sin Pande, sagde hun: + +-Vilsac--det bedste var aldrig at tænke. + +Hun løftede Armen, der var blottet indtil Skuldren, og dorskt faldt den +ned langs hendes Side. Vilsac fulgte dens Fald. + +-Eller kun fornemme--bare sløvt fornemme ... + +Vilsac gættede den lyserøde Hud under Kniplingen, dvælede ved +Nakkehaarets Purr, gled langs Skuldrene ned til Halsens Udskæring. + +Hun slog Øiet op paa ham. + +Bare ladt fornemme ... + +Hendes Stemme mattedes. Og blegere end et Lig under hendes halv slukte +Blik overfaldtes Vilsac af en Gysen. + +Blodets Støi forvirrede hastigt hans Øren ... + +Og med ét vaagnede han, og fornam atter Springvandets Lyd og Ellens +Stemme, der igen var klar, skønt den skælvede. + +-Kom, Vilsac ... Giv mig Armen, min Ven--Dansen er begyndt. + +Og de gik tilbage til Salene. + +-Bernstorf--Bernstorf. Det er for voldsomt. + +Hvirvel i hele Salen. Unge Grev Bernstorf førte op. Ellen blev skubbet +og stødt. Parrene filtredes sammen, svingede ud og ind, kaadsindet jog +Bernstorf med Rækkerne: Frisørens Krøller ude, Slipset, opløst. + +-Nei, Grevinde, nei--lad dem more sig. + +Alle Par fløi ud--hen i forvildende Fart. Bernstorf blev puffet og +klemt. Alle Par--alle Par ud! + +Vilsac og Ellen Urne satte sig i en Krog. Under den rivende Musik hørte +man de Dansendes Jag; Latteren og de smaa Hvin, naar Kæderne brast, +eller Møllerne pludselig sprang ... + +Alt var en Hvirvel. Dansen suste af. + +Støien gjorde Ellen rolig. Hun lod kølende Viften gaa i store Buer, mens +hun talte med Vilsac om det og det. + +-Alle Damer tilhøire--alle Damer tilhøire. + +Ellen reiste sig for at sé paa den nye Tur, der var ikke Damer nok, og +Bernstorf skreg: + +-En Dame, Grevinde Urne, en Dame ... Ellers gaar Turen i Stykker ... +Bernstorf førte hende ud. + +Kæderne føg sammen, jog frem og bort. Ellen fik stakaandet atter +Bernstorf. + +-De jager Livet af os--hører De, Bernstorf, jeg kan ikke mere ... De maa +holde op. Ellen dansede meget rank næsten, som stred hun imod. Men +Bernstorf blev ved; og stakaandet, betaget af sit eget Hjertes Slag, +gled Ellen Urne langsomt ud i Dansens Rus. Hun talte ikke: med Hovedet +noget frem, hed og med aabnede Læber laa hun tung i Grev Betnstorfs Arm. + +Hendes Blik blev dugget; for Øret blot den fejrende Storm. + +Da, midt i Hvirvlen, som gled, steg Carl Urne frem. Og i hastig Længsel +stansede hun Bernstorf midt i Salen: + +-Kom--der er Carl--lad dem spille en Vals. + +Og hun forlod ham. + +--Hvorfor har De glemt mig, Carl, sagde hun. Kom, lad os danse. + +Hun saa det kendte Glimt over hans Ansigt, og hun smilede. Hun var bleg, +og hendes Næsebor skælvede. + +Kom--vi vil danse ... Det er en Vals. + +Valsen var mild; den vuggede blidt. Og mens Carl lykkelig stirrede paa +hendes Ansigt, nød de tause Dansens Rytme. + +Ellen blev ved at smile, to Taarer glimtede frem mellem hendes Øienhaar. + +Og de dansede. + +-Men De er forelsket, hviskede hun. Jeg har sét det. + +-Forelsket? Hvor kan De ... Deres Blikke mødtes, og han holdt inde. +Skælvende hang de, Blik i Blik. + +Da begyndte de at hviske, Ellen talte om hende. Ja--han var sikkert +forelsket ... Man saa det; han var jo kun med hende--Det lyste jo frem +paa hans Ansigt ... + +De nævnte for en fremmed alle Elskovens Tegn, mens deres Hænder skælvede +i hinanden. Mens Valsen gled. Og vuggende i Dansens milde Takt halvt +nynnede de begge alle Ord-- + +--Mens Valsen gled-- + +Grev Urne var kommen hen til Hr. Vilsac. De talte om Begivenhederne i +Frankrig. + +-Men Ulykken er, sagde Greven, at hans Fortid forfølger Hr. Gambetta. +Han kan ikke løbe bort fra Belleville ... Han kan derfor blive en Cæsar, +aldrig en borgerlig Republiks Præsident-- + +-Det er sandt-- + +Der blev en Pause: De kender jo personligt Hr. Grévy? + +-Ja--Vilsac havde sine Øine i Salen. + +-Han er Præsident i Kraft af sin Uskadelighed ... og forresten, tror jeg +ogsaa i Kraft af sit Retsind. + +Hvor de dansede længe--og tæt, tæt mod hinanden. + +--Ja, han er retsindig. + +-Desuden akkurat saa lidt ærgerrig, at han med uforstyrret Sindsro kan +vedblive at være Præsident i en Republik. + +De var snart de sidste paa Gulvet, og de mærkede det ikke--aa, hvor +uforsigtigt. + +-Ja--Gambetta vil blive Republikens Præsident. + +-Hr. Gamb ... Hvor Hr. Vilsac var distræt ... Hans Øine var ude i Salen +... ved et valsende Par--Aa--hans Hustru og Carl ... + +Vilsac følte, Grevens Blik fulgte ham, og han vendte sig. Saa et Sekund +mødtes deres Øine. + +-Ja, sagde Grev Urne, og han gik tilbage i Salen, Frankrig er et +vanskeligt Land at regere. + +Carl og Ellen var hørt op at tale. Ansigt ind mod Ansigt, nynnede de +sagte Valsens Melodi ... Saa holdt Musiken op. + +Han gav hende Armen og let fortumlede som Mennesker, der vaagner, gik de +smilende hen mod Vilsac. + +Der skiltes de uden Ord, med et Haandtryk, der dvælede længe. + +Ellen stod lidt, og da hun pludselig saa, sagde hun: Hvor Salen er tom. + +Ja--Grevinde--Dansen er forbi ... Og de gik ind. + +Ellen havde næsten glemt, ved hvis Arm hun gik. Men hun saa med en Gang +op: Hvor De er bleg, sagde hun. + +De stansede et Øieblik, og Vilsac saa hende ind i Øinene. Grevinde, +sagde han, og Ordene kom kort, Grevinde Urne--De er altfor uforsigtig. + +Hun tog ikke sine Øine bort, mens hun langsomt bøiede Hovedet: + +-Kom, sagde hun blidt, jeg vil sige God Nat til mine Gæster. + +Søvngængermæssigt gik hun ind gennem Salene, der begyndte at tømmes. Hun +talte og hørte sin egen Røst, og hun vidste ikke, hvad hun havde talt. +Hun smilede til saa mange Ansigter og hun mærkede Hænder i sine Hænder +og Kys paa sine Kinder. + +Hvor hendes Hoved var tungt--Hun gik hen til Vinduet og støttede sin +Pande mod den kolde Stolpe. Hun hørte Vognene rulle bort og Tjenerne, +der begyndte at rode med Servicet ved Buffetterne. Lidt efter lidt +begyndte hun at lytte efter deres Samtale. + +De raillerede over Gæsterne. Hun smilede ad en af deres Vittigheder. + +Men med ét gik hun bort fra Vinduet. + +-Han har set det, sagde hun. + +Hun søgte ikke at komme derfra. Hun gik op og ned i Salen og sagde: han +har set det. + +Vilsac ved det. + +-Ja, sagde hun, fordi han er skinsyg. + +Hun lagde sig paa en Sofa i sit Boudoir, udstrakt og med Hovedet støttet +i sine Hænder. Hendes Ansigt var stift som af Marmor. Hun hørte ikke +Fløidørene, som blev lukket, eller saa, at Lysene slukkedes gennem +Salene. + +Tilsidst var alting ganske tyst. + +Da vaagnede hun pludselig ved Carls Stemme, der lød høit og oprømt. Hun +satte sig overende i ét Sæt med Hænderne foldede i sit Skød. + +Carl kom ind, lidt usikker i Gangen, rødplettet, med Cigaret i Munden. +Han havde drukket Cognac med et Par Venner paa sit Værelse ... Brillant +Aften--brillant--det var at more sig. + +Han satte sig overskrævs paa en Stol--og lavede Ringe af +Cigaretrøgen ... + +Ellen stirrede paa ham, ubevægelig, med et Ansigt af Sten. + +Carl dumpede ud i en Pause, havde spurgt om noget ... Mærkede saa med +ét, der var slet ikke blevet svaret og saa paa sin Stedmoder--Hvor hun +var bleg ... Han blev forvirret, hakkede op med et Par smaa Sætninger, +holdt inde og flyttede sig paa Stolen. Saa tog han paa igen med +forpustede Ord--der svirrede som Myg--indtil han blev ganske ... hed og +taug. + +Jo--sagde han--God Nat ... Det har været en streng Dag ... + +Hun rørte sig ikke, bevogtede ham kun med det samme Blik--til han var +ude. + +Da løftede hun sine Hænder og vred dem, og slappe faldt atter Armene ned +langs hendes Sider, og hun sad sløv, med dødt Blik: Hovedet sank ned +mod hendes Bryst. + +Indtil hun atter strakte sig paa Sofaen og støttede Hovedet i sine +Hænder. Hendes lange Haar faldt ud, og med pludselig Lyst følte hun dets +bløde Strømme mellem sine Fingre et kort Minut. + +Saadan laa hun længe. Blikket maalte stift det tomme Rum ... + +Der hørtes ingen Lyd gennem Salene; kun nu og da en Dør, som aabnedes og +lukkedes--et Par listende Trin af Tjeneren, som ventede. Utaalmodigt +havde han løftet Portièren og stod bukkende i Døren. + +Da reiste hun sig brat og statuestiv sagde hun med en Stemme, Tjeneren +ikke kendte: + +-Ja--Du kan slukke. Festen er forbi. + +Rank gik hun hurtigt ud gennem de halvmørke Sale. + + + + +IV. + +Ellen Maag vaagnede hen mod Middag af sin tunge Slummer. + +Hun reiste Hovedet og betragtede Dagen. Ja, det var sent. Saa lagde hun +med et Suk atter Ansigtet ned. Hun var døvende træt. Hun vilde sove +igen. Sove mer. + +Eller ialfald tage fri--blot lidt endnu for det, som ... hun vidste nok. + +Hun vilde gemme sig bort, og hun svøbte atter Tæpperne om sig. Men alle +Tankerne kom pludselig, vaagnende paa en Gang. Og hun følte med et en +tør Smerte. + +Saa var det da sket. + +Hun satte sig op paa Hug, og mens hun rokkede det tunge Hoved: Nei ingen +Trøst, nei ingen Trøst ... Nu var det sket--slog hun de nervøse Hænder +op og ned. + +-Hvorfra var der Trøst--hvorfra? + +-Nei--aa Gud--det var det forfærdelige, som var sket. + +Og snart krympede hun sig sammen, svøbt i Tæppet, og klynkede saa +sagte; og snart syntes hun, hun skulde kvæles under Smerten, og hun vred +de oprakte Hænder, og Fingrene ilede fortvivlet gennem det svedige Haar. + +-Hvilken Elendighed--Himmel dog--hvilken Elendighed. + +Hun blev siddende opreist. + +-Ja--saa maa Dagene ... blive som Sandet. + +Hun lagde sig atter tilbage, og hendes Tanker begyndte at komme til Ro. +Hun græd ikke mer, men laa helt stille. Hun tænkte paa, hvordan det var +sket. + +--Først var det hans Øine ... Hun havde altid elsket hans Øine. Hun +længtes efter deres Glans, naar han blev glad--og han var saa let at +glæde: blot et Kærtegn, kun den mindste Gave, blot et Smil, og han blev +glad ... + +Og hans Latter--hvor hun havde elsket hans Latter. + +Det var vist paa Thorsholm ... Ja--en Dag i Efteraaret ... Hun stod og +satte Blomster i en Skaal. Saa tog han pludselig hendes Hænder, som var +vaade, og han sugede Vandet af med sin Læbe, og da hun blev vred og +vilde skænde, bed han hende i den lille Finger over Neglen og lo og lo +... Men der var et lille Mærke mange Dage. + +Og naar de sad efter Middag, og hun følte hans Hoved mod sit Skød--det +søgte jo altid om Støtte--og han sad taus og helt stille ... og uden at +hun vidste det, klappede hendes Hænder hans Haar--hvor var det ikke +blødt. + +Da, en Aften, var han falden i Søvn. Hans Hoved laa op mod hendes Knæ +... Saa sank det ned; og hun løftede det op, saa varsomt og lagde det +helt i sit Skød. Han sov og smilede i Søvnen ... Skæret fra Kaminen +lyste mod hans Nakke ... mod de fine og smaabitte Haar ... Saa havde hun +bøiet sig ned, og hurtigt kyssede hun hans Nakke ... Han sov. + +Saadan var det kommet. + +Saa tit, han gjorde noget, ingen anden kunde finde paa, noget af det +ubegribelige, som var hans Væsen, og hun sagde til ham: + +-Carl--det kan De ikke--det gaar ikke an. + +Og han saa forundret paa hende og spurgte: Hvad--hvorfor ikke? + +En Aften, der var Selskab, havde han lagt sig ved hendes Fødder, og lidt +efter havde han støttet sit Hoved til hendes Skuldre. Hun blev forlegen +og flyttede sig. Og bagefter, da Gæsterne var borte, havde hun skændt, +og han forstod hende ikke. Har jeg støttet mig til Dem? ... Det tænkte +jeg ikke over ... Men hvorfor kan man ikke det? havde han sagt ... Og +hun havde tiet forvirret. + +Om Aftenen, naar hun gik til Ro, faldt hun i Tanker med de tunge +Fletninger i sine Hænder, foran sit Speil. Hun saa ham for sig, og hun +hørte hans Spørgsmaal igen, og hun lyttede efter hans Latter ... + +Og længe hørte hun efter de samme Ord, og hun saa hans Ansigt og hans +Øine, og hun saa hans Læber--mens hun smilede. + +Ja--hun tænkte paa ham. Og naar hun reiste sig fra Puden og støttede sig +paa den hvilende Arm for at slukke sit Lys, da kom tilsidst et Smil, et +Ord eller et af hans Kærtegn, og hendes Ømhed dvælede endnu derved. + +Et Kærtegn. + +Thi han elskede at sidde hende nær, at dvæle, mens de talte, med hendes +Haand i sin, og at føle hendes Aande nær sit Haar. Den Dag paa Thorsholm +... Hun havde lagt sin Arm langs med Sofaens Ryg ... og pludselig følte +hun Carl sagte gnide sin Nakke langs hendes blottede Haandled, mens hans +lo op i hendes Ansigt. + +Saadan var det gaaet indtil nu. + +Hvor hvert Haandtryk, givet for at give, hvert et Smil skænket for at +fremme hans Glæde, hvert et halvglemt Ord--havde flettet sin Væv om +hendes Liv, mens hun var sorgløs: Thi han var jo kun et Barn, hun gjorde +glad. + +Som et Barn var han fareløs gleden ind i hendes Liv, og hun havde følt +al Giverskens Fryd, mens han fangede alle hendes Tanker. Mens hun gav +og gav af sit, tog han langsomt hendes hele Liv. + +Nu saa hun det ... nu, hvor alle Længsler havde kastet Masken ... +Ja--hun elskede ham. + +Hun laa endnu længe; da hun tog Lagenet bort fra sit Ansigt og saa Solen +mod Gardinerne, begyndte hun sløv at staa op. Men hun faldt atter hen, +siddende paa Kanten af sin Seng, og hun tog fat paa de samme Tanker, +indtil hun rev sig løs og klædte sig paa foran Speilet. Hver den mindste +Ting syntes hende en Byrde. + +Hun ringede paa Kammerjomfruen for at hun kunde sætte hendes Haar. + +-Hvor Grevinden er bleg, sagde hun. + +-Ja--jeg har ikke sovet inat. Hun blev selv forskrækket over sit Ansigt, +og hun begyndte at undersøge Trækkene et efter et: Hvor hurtigt, sagde +hun, og hun tog Pudderkvasten og lod den glide hen over sine Kinder. Men +med et holdt hun inde; hun saa Kammerjomfruen, der flettede hendes Haar, +smile bag sig i Speilet. + +Og pludselig sagde hun: Om hun ved det. + +Hun følte et Nu en stivnende Skræk, hendes Arm faldt ned. Saa drog hun +Veiret dybt. + +-Aa--jeg bliver gal, sagde hun. Det er jo umuligt. Hvordan skulde det +være sket? + +Hun tog atter Pudderkvasten--Sveden var sprunget frem af alle Porer--og +hun talte muntert med Pigen, indtil hun var færdig og reiste sig fra +Toilettebordet, hvor Flakonerne stod aabne, hulter til bulter. Hun havde +febrilsk ødslet med alt deres Indhold. + +-Den unge Greve har været tidlig oppe, sagde Pigen. Han red ud Klokken +syv. + +Ellen blev bleg ved at høre hans Navn, og hun følte, at hendes Hjerte +bankede stærkt. + +-Ja--saa. Red han ud ... sagde hun. Og i det samme blev hun bange paa ny +... Hvorfor var han redet ud? Saa tidligt--netop efter Ballet, saa +tidligt. + +--Hvorfor var han dog redet ud? Havde han--hun turde ikke tænke +ud.--Gode Gud--om ogsaa han ... + +Hun følte en vanvittig Skræk, mens alle Pulse bankede ... Fandt i samme +Nu tusind Grunde for sin Frygt ... Han havde været saa besynderlig +iaftes, de var skiltes saa brat. Hvad havde han egenlig sagt ... Og det +Kys, han havde taget under Dansen ... Gode Gud--hun rev Kjolen ud af +Kammerpigens Hænder--fik den paa--hun maatte se ham straks. + +Da hun gik ned ad Trappen til Dagligværelserne, skælvede hun, saa hun +maatte holde sig ved Rækværket. Hun standsede udenfor Døren og trykkede +Haanden mod sit Bryst. + +Hun turde ikke gaa ind. + +Saa saa hun Carl sidde strakt i en Gyngestol: God Morgen, sagde han. +Naa--De har saamænd sovet godt. + +Hun var stanset bag hans Stol, angst for at sé hans Ansigt. Da han +vendte sig, greb hun for sig: Saa vidste han intet. Hun satte sig, +Angsten havde gjort hende svimmel: Ja, sagde hun, jeg har sovet længe. + +Hun var endnu stakaandet: Og De har været ude at ride, sagde hun, saa +tidligt. + +-Ja--jeg vaagnede og havde alle Valsene i mit Hoved ... Saa syntes jeg, +det kunde være ganske rart ... Der var deiligt paa Langelinie. + +De talte om ligegyldige Ting, indtil Carls Fægtelærer kom for at give +ham en Time. + +Ellen satte sig hen at spille. Hun hamrede Rubinstein efter Rubinstein +uden at tænke. Bare der var Støi om hende. Indtil hun var træt af Larmen +under sine egne Hænder. + +Saa sank hun sløv sammen, og skød alle Tanker bort. Hun tænkte dette +eneste i Hovedet: Han ved det ikke. Han ved det ikke, og hun følte en +tung Lykke. + +Men Tankerne begyndte igen at kredse om Carl, og hun aabnede et Album +for at sé hans Billede. Pludselig kom hun, til at huske det lille Maleri +i den Citrontræskapsel, og hun gik ind for at søge det. Det stod paa det +gamle Sted, og hun aabnede Kapselen og betragtede Billedet. + +Hun huskede den første Aften, hun havde set dette Billede: hun havde +siddet med det timevis i sine Hænder. + +Hun tog en lille Kniv og skar Maleriet ud med sky Hast; hun saa slet +ikke paa Moderens Portræt, kastede det og Kapslen ind i Ilden: Urne vil +ikke lægge Mærke dertil, sagde hun. Han har glemt det. + +Hun stirrede paa Kapslen, der brændte, og hun gemte Carls Billede nede +paa sit Bryst. Lidt efter tog hun det ud igen, kyssede det og gav sig +til at græde. + +Længe græd hun en stille Graad. + + * * * * * + +Dagene gik. + +For Ellen et Feberliv. + +Snart med Febrens tunge Blyblund som dorske Tankecirkler om den samme +Ting. Snart med springske Pulses Hast som Attraa, der kvaltes under +Angster. + +Dag efter Dag blev hendes Tanker ført ulidelig i den samme Ring, Time +efter Time slæbte hendes Angest sig tildøde i de samme Spørgsmaals +endeløse Tvivlsmaal. Indtil alting blev som Dagregn over Stepper, +vidsket ud og formløst graat i graat. Saa hylledes hun i sin egen +Trøstesløshed. Indtil Tankerne igen brød op som et evigt Tog af +vingeskudte Fugle, der forblødende forsøgte Flugt. Og altid slog paa ny +de samme Spørgsmaal Kredsvagt rundt om hendes pinte Sjæl. + +Saadan sad hun Time efter Time, sammensunken, i Selskab med sin sløve +Kummer; og hun stirrede kun saa søvnigt paa sin egen Fortvivlelse. + +Ja--dette var det urimelige. Dette var det hensigtssløst urimelige. Hun +havde taget dette op i sit Liv som en uskyldig Glæde i en Tilværelse +uden Maal. Hun var flygtet herhen til noget neutralt; som til det, hvor +ingen Uret kunde ske. Og tusind Gange, naar hun havde glædet sig ved +hans Lykke, havde hun sagt til sig selv: + +-Mod dette Menneske gør du kun godt. + +Og det havde været hendes store Fryd i lang Tid. + +Hun vilde eie et Menneske, mod hvem hun kun gjorde vel, og ingen Skygge +af Uret og ikke Gnist af Fordærv skulde komme til ham fra hende. + +Og saa var det blevet denne Rædsel til Fortvivlelse. + +Saa kunde det altsaa komme saaledes, og det unaturligt forfærdelige +kunde fødes umærkeligt af det, vi vilde bedst. Thi det var jo kommet +umærkeligt. Født af den evige Nærhed, vokset stærkt under de kælne +Berøringer, modnet i Kærtegn, hvor Driften laa halvvaagen. + +Og hun spurgte sig igen og igen, naar det dog var sket, og hendes +Tanker, der søgte, fandt ingen Skillerum, og hun vidste ikke, naar +hendes Venskab var blevet til Forbrydelse. + +San vaagnede hendes Fortvivlelse paany, og snart blev den Trods, der +ryddede alle Mure og spurgte om, hvad der var Lov, snart smøg den sig +saa myg i angerrig Forsagelse. + +Og intet Sted; ikke den Krog, ikke den eneste Plet, aldrig det mindste +Rum, hvorhen hendes Vei kunde gaa: han var der, han var jo overalt. +Hvert et Minde bar med Angst hans Ansigt, hver Erindring talte skræmmet +med hans Røst. Nu var hun hjemløs i sit eget Liv. + +De maatte skilles. + +Men hun syntes, at Livet maatte standse sin Gang i Skilsmissens +Elendighed. + +Da tog hun hans Billede frem fra sit Bryst, og hun betragtede ham længe. +Og hun sagde paany: + +Nei--han skal aldrig erfare det. + +Og hun kyssede hans Øine, som hun elskede, og hun pønsede paa Veie til +de tusinde Brud. Men hun fandt ingen, og hun vidste ingen Raad, og mens +alle de gamle Tanker kom i uendeligt Tog, sagde hun hjælpeløs: + +-Man naar saa ogsaa han-- + +Og hun indbildte sig selv, at hun frygtede det, som hun længtes mod af +al sin Sjæl. + +Mod Carl var hun foranderlig og uens. + +Hun var ofte sørgmodig. Naar de sad sammen, faldt hun hen i lange +Drømmerier, og hendes Øine fyldtes med Taarer. + +-Er De bedrøvet? spurgte Carl. + +-Ja--lidt, hun forsøgte at smile. + +-Hvorfor vil De ikke sige mig hvorfor. + +-Nei, min Ven, det kan jeg ikke sige Dem. + +Og hun løsnede blidt sin Haand af hans, thi hun led ved hans Kærtegn. +Hun led under dem og hun veiede dem med bitter Nyfigenhed. Naar han tit, +mens hun spillede for ham, trykkede Kys efter Kys, som brændte hendes +Blod, paa hans Hænder, sagde hun til sig selv: + +-Det er en Mønt, hvis Værd han ikke kender. + +Naar han som før hvilede sit Hoved mod hendes Skuldre, sagde hun: + +-Det er kun en Drift, hvis Indhold han ikke forstaar. + +Og hun led og længtes dog efter denne ømme Tomhed. + +Men en Tanke pinte hende Nat og Dag: Der vil dog komme en Tid, hvor han +forstaar alt, hvad han har givet mig--den Dag, da han giver alt det +samme til den, som han elsker. + +Og da vil han hade mig. + +Og altid jog det hende lige rastløst, og Nat efter Nat kastede hun sig +søvnløs, angstfuld under samme Tankes Pinsel. + +-Men han vil ikke huske det, sagde hun. Han vil have glemt det. + +Og Tanken om Glemsel voldte hende mer stingende Smerte end selv hans +Had. + +Eller hun sagde til sig selv: + +-Det er ikke denne ømhed, han vil give hende. + +Og hun vidste, at hun løi, og hun frydede sig derover. + +Men hun led Dag for Dag, og hendes Liv blev tomt og ørkesløst og bart, +altid i den samme Kredsgang. + +Hun blev mager, hendes Øine mistede deres Glans, Lægen ængstedes: + +-Grevinden maa være syg, sagde han. + +-Nej, Doktor, svarede hun, jeg lider kun af Søvnløshed. Giv mig noget at +sove paa, Doktor. Og Lægen gav hende Kloral, som ikke skænkede hende +nogen Søvn. + +Da sad hun en Aften efter Jul alene med Carl i Drivhuset. Hun havde +længe været taus, og ogsaa Carl havde hørt op at tale. + +Hun lagde begge Armene op paa Marmorbordet, hvorved de sad, og sagde: + +-Carl--vilde De blive bedrøvet om vi skulde skilles. + +-Skilles? Hvorfor spørger De om det? + +-Hvis jeg nu reiste bort. + +Carl spurgte ikke, han saa forundret paa hende uden at forstaa. Og mens +hun støttede Hovedet i sine Hænder, sagde hun langsomt: + +-Jeg vilde ikke være lykkelig. Aa--nei--Dagene vilde blot komme og +gaa, gaa og komme-- + +Hun taug og sad ubevægelig. + +-Og jeg da? sagde Carl sagte. + +Hun saa paa ham: De vilde leve med de andre. Hendes Stemme var mild og +lav. Lidt efter sagde hun: + +-Ja ... det var det bedste. + +Han talte ikke mer. Men som et Væld sprang Taarerne hede ned fra hans +Øine, mens de begge sad i tung Taushed. Og Ellen følte en forbitret +Harme mod disse Taarer, som var hans Uforstaaenheds eneste Svar. + +Men hun blev og reiste ikke, og der blev aldrig siden talt derom imellem +dem. + +Et Par Aftener efter kom Vilsac. Han havde ikke været der længe. Greven +og Carl var i Herreselskab, Ellen var alene og sad i sit Boudoir. + +-Jeg kommer for at sige Farvel, sagde Vilsac. + +-Tager De Ferie nu--midt i Vinteren? Hvor det er længe siden, man har +set Dem-- + +-Nei--jeg er blevet forflyttet. + +-Forflyttet--Men De har jo slet ikke søgt. + +-Jo--Fru Grevinde--men ikke talt derom. + +-Men--hvor skal De da hen? + +-Til München. + +Ellen lagde sig atter tilbage: Jeg troede De holdt mer af København, +sagde hun. + +-Ja--jeg har holdt meget af København. + +Der blev en Pause. De var begge generte. Og for at sige noget sagde +Ellen: + +-Men München skal være en behagelig By. Overhofmarchalen giver to Gange +om Aaret et Bal paa Kongens Vegne. + +-Ja, hvor Legationerne har Ordres til ikke at være tilstede. Nei--det er +egenlig ikke for Selskabelighedens Skyld, jeg gaar til München. + +-Naar skal De forlade os? + +-Jeg reiser om to Dage tit Paris. + +-Og kommer ikke mer tilbage? + +-Næppe. + +Vilsac saa mod Gulvet. Deres Mand faar jeg maaske ikke en Gang at sé. +Jeg hørte, han skulde være paa Urnesgave. + +-Nei--han er i Byen. Ellen legede nogle Øieblikke med et Baand paa sin +Kjole. Saa saa hun op: + +-Nei--Vilsac--vi kan ikke skilles saaledes. Vi maa tale med hinanden. + +Hun reiste sig, og hun talte lænet over Sofaen: Jeg vil savne Dem meget, +Vilsac, sagde hun. + +Vilsac rystede paa Hovedet. + +-Jo--jeg vil savne Dem og mer end De tror. + +-Hvis De faar Tid dertil-- + +-Jeg har ogsaa meget at takke Dem for, min Ven, sagde Ellen. Jeg véd +godt--at jeg har været Dem meget dyrebar, Vilsac, og De har dog tilladt +os at være Venner. Det gør meget faa. + +-Hvorfor skal vi tale derom? + +-Fordi jeg ønsker det, Vilsac, og fordi jeg vil takke Dem. Jeg véd godt, +hvad De føler for mig, og saa stor har Deres Respekt været, saa stor +Deres Hengivenhed, at vi har kunnet sidde her ved Siden af hinanden, vi +to, Aften efter Aften, mange Timer, jeg ikke skal glemme, uden at De +nogensinde ved saa meget som et Blik, ved en Skælven af Deres Haand til +Farvel har bedt mig om mer end jeg kunde give Dem, sagt mig, hvad jeg +ikke turde høre--det faar jeg vel Lov at takke Dem for-- + +Hun gik et Par Skridt frem og rakte ham Haanden. Vilsac kyssede den uden +at tale. + +Han gik nogle Skridt og lænede sig til Flygelet. Saa faar jeg Dem ikke +en Gang oftere at høre spille, sagde han. + +-Skal jeg spille for Dem nu? sagde hun. En af Deres Sange. + +-Hvis De vilde-- + +-Ellen satte sig. Hun slog an og spillede en af Chopins polske Sange. Al +hendes Vemod løste sig op i Tonerne. Hun betragtede Vilsac, hans Ansigt +laa i Lys af Lampen: hvor han var dødbleg. Og mens hun gentog den +tungsindige Sang, tænkte hun: + +-Hvorfor har jeg ikke kunnet elske denne Mand. + +Hun holdt inde og foldede Hænderne over Tasterne. Og da de havde siddet +nogen Tid tause, sagde Vilsac: + +-Og De--De bliver her? + +Ellen sænkede Hovedet: Vilsac, hvor skulde jeg vel reise hen? + +Vilsac svarede ikke, og i nogle Øieblikke hørte de begge Urets Dikken. + +-Husker De, Vilsac--sagde hun sagte--at vi en Gang talte om at møde det +urimelige i Livet? + +-Ja--De ønskede det-- + +Ellen hørte ham ikke. Hun var meget bleg og kunde næppe tale. +Nei--Vilsac, sagde hun og vendte sig, der er ingen Løsning paa dette. +Lev vel. + +Hun støttede sig til Sofaen og gled langsomt ned paa Sædet, Armene laa i +hendes Skød. Og hurtigt, uden Ord, i fortvivlet Smerte, greb Vilsac +hendes Hænder og kyssede dem Gang paa Gang. + +Saa gik han. + +Lidt efter kom Greven hjem. + +Hun hørte hans Fodtrin gennem Værelserne og for op, hen til Flygelet. +Hun holdt af at være beskæftiget, naar hun var sammen med sin Mand. Hun +var altid forberedt paa at være opdaget, og hun stillede sin +Beskæftigelse op som et Værn. Hun valgte de mørkeste Pladser i Stuen, og +hun havde visse Stole, hvor hun vidste, man ikke kunde sé hendes Ansigt. +Der flygtede hun hen. + +Naar han da kom ind, beherskedes hun af en stakaandet Generthed, der +speidede efter "Opdagelsen", i hvert Blik. Hun var tit støiende, en +underlig forlegen Ord-Rigdom, hvor altid samme Tanke lammede alle +Sætninger: + +-Om han véd det--hvis han pludselig sagde: Jeg véd det godt. + +Og hun drog først Veiret, naar han var gaaet. + +Men der var ogsaa Tider, hvor hun blev besynderlig tungsindig-øm. Hvor +hun saa paa ham med et fugtigt og hjælpeløst Blik, som hos et Barn, der +lider stumt. Og hun førte lange, sentimentale Samtaler, han ikke +forstod, og hun rakte ham sin Pande frem til Kys og sagde: + +-Urne--Urne, dog ... + +Og han følte hendes forskræmte Hjerteslag, mens hun lænede sig op til +ham. + +--Nu slog hun Skærmen dybere for Lampen og spillede en Vals. + +-God Aften, min Ven. Hun holdt af at have det første Ord ... Var det +morsomt? + +-Aa--saa som saa.--Hun speidede efter hans Ansigt, mens han satte sig +nær ved Flygelet: + +-Nei--intet: og hun hørte op at spille. Greven slog Benene over +hinanden og strakte sig let i Stolen. + +-Nei--han var uskadelig. + +Hun skiftede Plads, satte sig hen i den lille Sofa og spurgte, hvem der +var af Gæster. + +Greven fortalte. De talte om forskellige Ting. + +-Er Carl kommen hjem, spurgte saa Greven. + +-Jeg tror ikke-- + +-Hør--han skiftede Plads--hvad Carl dog er for en underlig Patron ... + +Ellen lo: Hvormed, sagde hun og rettede paa Puden i sin Ryg. + +-Aa--jeg mener, dette evige Hjemmestikkeri--oprigtig talt--der er ... +ja ... I Damer--han søgte lidt efter Ordene under Ellens Blik, der saa +lige paa ham--forstaar Jer ikke paa Sligt ... men forstaar Du, der er +noget--usundt ved ham ... + +Han taug, og Ellen berørte Pandehaaret med Lommetørklædet. + +-Jeg tror, han hænger for meget her hjemme--at han ... forstaar +Du--Greven lo lidt forlegent kort--det er ikke naturligt i hans +Alder ... + +-Ja, sagde Ellen, han er besynderlig. + +Og Greven kom nærmere: Han viser jo Dig større Fortrolighed--jeg kender +ham egenlig saa lidt ... Du véd maaske noget mere om hans Liv ... + +Ellen førte de klamme Hænder sammen i sit Skød; og da hun ikke talte, +sagde hendes Mand, der følte sig utilpas og vilde en Ende paa Sagen: + +-Begriber Du--jeg vilde næsten ønske, han havde et Fruentimmer ... + +Han vendte sig. Ellen fandt intet at svare, og der blev en Pause. Greven +gik til Flygelet: Tingen er naturligvis, at jeg har kendt altfor lidt +til ham. + +Og han gav sig til at tale om andre Ting. + +Da han var gaaet, reiste Ellen sig. Hun begyndte at gaa frem og tilbage, +aabnede Dørene og flakkede gennem Stuerne. Hun rørte ved alting, slap +det igen og gik videre. + +Hun gik til og fra, betragtede et Maleri. + +-Det hænger skævt, sagde hun, gik frem for det. + +-Ja--det hænger skævt. + +Hun fandt en Flakon Sherry: Det var hendes + +Mand, som havde drukket. Hun hældte lidt op. Drak det og gik igen. + +Hun flakkede paany, flyttede, pillede, vendte tilbage til Spisestuen. + +Der tog hun et Ølglas ud, fyldte det og drak Vinen. Hun saa ikke paa det +tomme Glas, men skyllede det og satte det ind igen. Hun skjulte Flasken, +der var tom. + +Saa gik hun til Ro ved egen Hjælp og sov. + +Den næste Formiddag, da de sad sammen i Dagligstuen, spurgte Carl: + +-Hvad bestilte De igaar? + +-Er De nysgerrig? Jeg havde det meget rart. + +-Ja saa. + +-Vilsac var her. + +Hurtigt: Hr. Vilsac--naar kom han? + +-Aa--vel Klokken syv ... Han kom forresten for at sige Farvel. Han +reiser. + +-Saa ... han taug lidt: Var han her længe? spurgte han saa med ét. + +-Hvem, kære Carl. + +-Vilsac naturligvis. Hvem ellers? + +-Et Par Timer, tror jeg ... + +-Naa--ja ... han sværmer jo for Dem. Det siger jo alle. + +Ellen sad og smilede: Carl--De er dog latterlig skinsyg, sagde hun. Naar +jeg nu siger Dem, at Vilsac skal reise ... Han reiser allerede i Morgen +Aften ... saa var det dog rimeligt, jeg sagde ham ordentlig Farvel. + +Carl sagde ikke mer. Men om Aftenen spurgte han pludselig: + +-Tager De ud og siger Farvel til Vilsac? + +-Det havde jeg tænkt. + +-Naa--ja, det kunde jeg begribe. + +Han sagde ikke mer. Ellen lagde sin Bog bort: Carl, sagde hun. Kom hen +til mig. + +Carl stod op: Hvad skal jeg. + +-Sæt Dem her. + +Ellen blev ved at smile: Hvorfor er De nu vred paa Vilsac? spurgte hun. + +-Jeg er aldeles ikke vred. + +Han satte sig, og hun strøg sin Haand over hans Haar. Og meget mildt +sagde hun: Nei--Carl--De skal ikke være bange. + +-Bange? Kan De ikke forstaa det? Han bøiede Hovedet. Det er, fordi jeg +synes, jeg ikke er god nok. + +God nok--til hvad? + +Hans Stemme skælvede: Til at De skal holde saa meget af mig. + +De taug begge ... han lagde sin Haand paa hendes ... Og afbrudt sagde +hun: + +-Carl--De véd jo ... Og Blik i Blik sad de atter tause. + +Hun følte hans Haand brændte, og svimmel fornam hun, hans Aande var +hastig som hendes. + +Saa slap hun hans Haand. + +Han lagde sig ned paa Knæ, og de blev ved at sé paa hinanden. Langsomt +strøg hun hans Haar. + +-Carl, sagde hun--De er saa god ... Men en Egenskab kender De ikke. + +-Hvilken? + +-Aa nei--og hun skød ham bort med sin Haand--det vil jeg ikke sige +Dem ... + +-Hvorfor taler De saa tit i Gaader? Det gør jeg aldrig ... + +-Nei, Carl--og hun reiste sig--De er Gaaden selv. + +Den næste Aften var de paa Bal. + +De dansede sammen. Han var stakaandet, hed: de rugede Blik i Blik. + +Musiken holdt op: Hvor vi har danset, sagde han. + +Hun betragtede ham: hans Blik var muntert. Og hæst sagde hun, i det hun +slap ham: + +-Nei, Carl, De har intet Mod. + +Og atter kom de lange Dage med triste Tankers Snefog over Sjælen. Og +hendes Liv var en Flugt fra det, hvorom hun evindelig kredsede, en evig +Spørgen om det, hvori hun ræddedes for begge Svar. + +Saaledes levede hun. + +Greven spøgte med, at hun ved Bordet drak mest af de tre. Thi Vinens +milde Døs glattede alle Tanker ud i blød Bevidstløshed. Saa gik +Skumringen, og hun laa hen paa en Chaiselongue, og følte i Halvblund +sine Tanker tiltaages, mens hendes Hoved blev tungt og værkede svagt. Og +hun nød sin egen Omtaagelse. Alt som Aftenen gik, sagde hun til sig +selv--thi Likørflasken var bragt ind med Kaffen: + +-Jeg vil ikke drikke mer. + +Og hun kunde skifte Plads og flytte bort fra Flasken der fristede hende, +og hun vidste allerede at hun kæmpede. Men lige efter nippede hun igen, +sky og ilsomt. Og naar det blev Sengetid, og hun frygtede den +forfærdelige Nat, opsøgte hun som en Tyv en Flaske Vin fra Buffeten, +slugte den og gik tilsengs. Hun følte Vinen bemægtige sig hele hendes +Legeme og hun fornam med et sløvt Smil, at hendes Sanser tungt gled ud, +og hun kæmpede halsstarrig for at holde en dum Tanke fast i +Svimmelheden, indtil hendes Lemmer blev som Bly, og hun sov ind. + +Hun bestemte om Morgenen, at hun vilde ikke smage Vin den Dag, og naar +Middagen kom, blev hendes Forsæt sløvt og hun gik paa Akkord om det +eneste Glas, og hun drak febrilsk og med den onde Samvittigheds Hast. +Indtil Ophidselsen kom, og hun drak mer, og Sløvheden fulgte efter med +bevidstløs Afmægtighed. + +Og hun tumlede allerede i alle Drankerens Forsætter og evindelige Fald, +og hun begyndte at stjæle sig til at drikke, og hun elskede Ensomheden. + +Hun drak ikke mer ved Bordet. Man kunde tro, hun havde Afsky for Vinen; +hun nød kun lidt Bordeaux, blandet med Vand. Og hun holdt af at tale med +Afsky om Drik, og en Dag, da hun paa en Køretur med Carl havde sét en +døddrukken Mand ligge paa Veikanten, blev hun syg af Væmmelse. + +Om Middagen, da Carl og hun var alene hjemme, lod hun Vinflaskerne tage +bort: + +-Jeg kan ikke taale at sé dem, sagde hun. + +Jeg taaler ikke Vinlugt idag. Og de drak begge Vand. + +Saa drak hun ikke i to Dage. Indtil hun tredie Aften pludselig stod op +af sin Seng, listede sig ind i Spisestuen, tømte en Flakon Cognac, gik +tilbage og sov som et Dyr. + +Hun begyndte paa sine Køreture at søge Konditorierne, og hun drak et Par +Glas Portvin hvert Sted til Kagerne, Saa kom hun hjem helt døsig, slæbte +sig ind i sit Boudoir og slængte sig hen med løste Klæder. Hun laa halve +Dage og drev paa sin Sofa næsten upaaklædt, og hun blev halvveis +sjudsket med sig selv, næsten urenlig. Men sine Hænder pudrede hun +stærkt, fordi de ofte var klamme. + +Men der kom Dage, hvor Fortvivlelsen brød ud til haabløs Elendighed +paany, og hun forbandede sin Svaghed, og hun skældte sin Last. Og hun +var altid sammen med Carl. og hun turde ikke være ene og klamrede sig +til hans Nærhed. + +Der var en sorgfuld Vemod over alt hendes Væsen imod ham. + +Hun søgte at gøre sig ældre, hun ønskede, han skulde forelske sig. + +-Hvorfor sværmer De ikke for nogen? sagde hun. Det er sundt. Det gi'er +Ens Tanker noget at bestille. De maa se at blive forelsket. + +-Jeg ved ikke, hvad det er--jeg har aldrig prøvet det ... + +-Men én Gang maa da det komme, sagde hun. Forsøg det--der er unge Piger +nok. + +Hun bragte ham sammen med de unge Piger i deres Kreds, hun arrangerede +smaa Fester, hvor de unge kunde mødes. + +Og naar saa paa Ballerne Carl svang sig lystigt, fulgte hendes Blik, som +hun sad blandt de ældre, febrilsk hans Vei, og hun led alle Skinsygens +Kvaler. Indtil hun pludselig ikke beherskede sig mer og rev ham bort fra +den Munterhed, hun havde skabt, og atter tog den Magt, som hun besad. + +Men der kunde ogsaa være lange Aftener, hvor hun led stille, og hun +følte sig glemt, mens han tumlede blandt de unge. Og naar de kom i +Vognen, fortalte han om den og den, om det Kys, han havde røvet, og en +Haand, han havde trykket under Bordet--thi han fortalte hende alt--saa +hun i Vognens Mørke, bleg, bed sin Læbe til Blods i skinsyg +Fortvivlelse. + +Naar hun da kom hjem, berusede hun sig liggende i sin Seng. + +Hun gemte Flaskerne i det store Skab mellem sine Kjoler. De tomme +Bouteiller skjulte hun i Drivhuset. + +Hun blev raa i sin Last, hun drak helst af Flaskerne. + +En Dag til Frokosten var Carl lige kommen hjem fra en Køretur. Han frøs, +saa hans Fingre var døde. + +-Drik en Snaps, Carl, sagde Greven, det varmer. + +-Ja--det var ikke saa galt--for jeg fryser ... og han reiste sig for at +ringe. + +Ellen var blevet ganske bleg: Men--Carl--sagde hun--De forstaar da nok, +det er Deres Faders Spøg. + +Greven lo: Bedste Ellen, sagde han, tror Du ikke det store Menneske kan +taale en Snaps-- + +Ellen gjorde en Bevægelse op til Halsen: Ja, sagde hun, det var ikke det +... men Greven bragte en Flaske Akvavit, Ellen sad bleg og saa paa ham; +da Carl førte Glasset op til Munden, sagde hun stakaandet: Aa--nei +--Carl, drik det ikke. + +Greven og Carl lo himmelhøit, og Greven drak selv et Glas. Lugt, sagde +Carl og holdt sit Glas hen mod Ellens Næse. Det er sundt. + +-Carl--hun skreg det--lad være. + +Hun kom til at ryste som i Krampe. Ja--sagde hun. Jeg har aldrig kunnet +taale den Lugt. + +Greven blev ængstelig, kærtegnede hende og sagde: Du er utrolig nervøs, +min Ven. Jeg ved virkelig ikke, hvad det skal blive til. + +Saa blev Ellen roligere, hun tvang sig til at smile: Ja, sagde hun. +Hvorfor skal man ogsaa lade Børn drikke Brændevin? Og de talte om andre +Ting. + +Men Lugten fra Glasset forfulgte hende, hun kunde ikke blive den kvit. +Den forfulgte hende i Dage. + +Den vakte alle Minder om hendes Fader, om de forfærdelige Køreture, når +hun ventede i Vognen udenfor Kroerne. Og hun huskede de ensomme Aftener, +naar hun sad oppe og biede, og hun følte en lamslaaet Skræk for hvert +Minde. + +Hun vidste ikke, hvorhen hun skulde flygte for Synerne, og hun følte en +ubeskrivelig Afsky. Og bestandig stirrede hun de samme Minder ind i +Ansigtet, indtil hun næsten blev vanvittig. + +Hun vilde aldrig være ene. Hun kørte ud, tog i Visitter, gik i Theatret, +var sammen med Carl. Og var der ingen, og Carl var ude, pludrede hun med +Kammerpigen eller førte lange Konversationer med Tjeneren. Hun var +aldrig beskæftiget, hun talte kun. Altid. Vidtløftigt om de +ligegyldigste Ting, blot hendes Mund aldrig stod. Hendes Tungefærdighed +overdøvede hendes Tanker. + +Der var ogsaa Dage, hvor hun tilbragte Time efter Time ved Flygelet. Hun +fantaserede, Tonerne kom, hun vidste ikke hvorfra. Men de beroligede, og +hun følte Lykke ved at spille sin egen Fortvivlelse. + +Naar da Carl kom ind, holdt hun ofte op; og hun gav sig til at tale. +Minder fra hendes Reiser, alt hvad hun havde levet og sét, flokkedes hos +hende; og bøiet frem med Hænderne hvilende paa Flygelet talte hun i +brændende og ekstatiske Ord, hvor de tusinde Billeder kom. + +Og selv fornam hun Talens hede Pragt som en Tropenat med Stjerners Skær. + +I saadanne Timer vidste hun, han elskede hende. + +Og hun gjorde sit Væsen tifold mer duftsvangert hedt, og hun læste sin +Magt i hans Blik, og selv laa hun under for sin egen Tales Fortrydelse. + +De kunde sidde saadan mange Timer, og hun talte, og--bandt ham saa tæt, +saa tæt. + +Det blev ofte langt ud paa Natten, inden de skiltes. + +En Nat kom Greven hjem ud paa Morgenen og traf dem endnu i Dagligstuen. +Lampen var gaaet ud, og de havde tændt et Lys paa Flygelet, saa der var +halvmørkt. + +Greven blev staaende i Døren: Er I oppe endnu? sagde han. + +Ellen foer sammen: Er det Dig, sagde hun ... Ja--vi sad her og talte +sammen ... + +... Det er vist blevet sent. + +Carl var generet, sagde hurtig "Godnat" og gik. De to blev ene tilbage. +Greven tændte det andet Lys paa Flygelet og gik taus op og ned. Ellen +følte den pinefulde Uhygge, tog en Stage og vilde gaa: + +-God Nat, min Ven. Det er blevet saa silde. + +Hun gik henimod Døren, og henne fra Mørket betragtede hun atter sin +Mand. Han kom forbi Flygelet, og hun saa i Lyset, han var bleg. + +Hun følte en feig Angst og turde ikke gaa. Hun blev ved Døren, spurgte +ham om en ligegyldig Ting. + +Men uden at svare sagde Greven: Tror Du ogsaa, det er værdt, Carl og Du +sidder saa længe oppe? Han saa henimod Mørket, hvor hun stod. + +-Man skal være forsigtig med en Natur som hans. + +Ellen fik Mod til at lé: Du mener-- + +Greven talte ikke mer. Der blev en Taushed, hvor Ellen hørte sit Hjertes +Slag. Saa vendte hendes Mand sig. + +-Godnat, sagde han. Og--han frøs--saa er her ovenikjøbet hundekoldt, saa +man bliver forkølet af at sidde her, og kan faa en Svindsot paa Halsen-- + +Nogle Dage saa Ellen neppe Carl: Hun tilbragte Dagene ude, Aftnerne i +Theatret. Indtil Erindringerne om Faderen kom igen og hun pintes paany. + +Tilsidst stod hun op en Nat, aabnede Tjenernes Buffet med en falsk Nøgle +og drak i et Drag den Brændevin, hun fandt. + +Siden forsvandt Flaske efter Flaske fra Tjenernes Skab. + +Husbestyrerinden var inde til Maanedsregnskabet. Ellen hørte træt til, +og hendes Øine havde ikke fanget et eneste Tal af Regnskabsbogen, som +laa i hendes Skød. + +Hun gjorde et Par Spørgsmaal hen i Veiret, hørte ikke efter Svarene og +rakte slapt Regnskabsbogen tilbage til Jomfruen, der ventede. + +-Det er godt, sagde hun. Tag den bare. + +Han støttede Hovedet i sin ene Haand, og hendes Tanker var langt borte. +Pludselig mærkede hun, at "Jomfruen" var der endnu: Er der mere, spurgte +hun. + +-Ja--Deres Naade--der var en Ting, jeg gerne vilde sige Deres Naade. + +Ellen lod atter Haanden falde ned: Og det er, spurgte hun. + +-Det gør mig ondt--meget ondt ... men der maa være en Tyv her i Huset. + +-En Tyv, Jomfru Svendsen? Ellen saa op: Hvad skulde han stjæle? + +-Der er i den sidste Maaned blevet stjaalet baade Vin og Brændevin--og +det maa være En i Huset ... + +Ellen havde lænet Hovedet tilbage. Hendes Øine skød hastigt to Lyn op +mod Jomfru Svendsen. + +-Og hvem har De mistænkt? + +-Det ved jeg ikke, sagde hun. Men vi kunde lægge Vagt i +Buffetværelset--det er bestemt om Natten, der bliver stjaalet. + +Grevinden var distræt og stirrede frem for sig: Ja--sagde hun--De kan +jo lægge Vagt derned. + +Og lidt efter. Gør som De vil. + +Jomfru Svendsen gik. + + + + +V. + +Ellens Pande blev pint som en stukken Naalepude, hun følte tusind +Knappenaalsstik i hver Fingerspids. Konferensraadens Morfin dulmede; +hans Ammanuensis gav Grevinden Indsprøitning tre Gange om Dagen. + +Hun befandt sig vel, alle Tanker gik paa blød Filt, hver Gang han havde +gydt Vædsken ind under hendes Hud. Langsomt bredte lykkelig Smerteløshed +sig gennem hendes Legeme med en lun Varme. + +Hun følte alt som Hænders Strøg over Atlask, og hver Tyngde gled bort, +som blev hun baaren. + +Saadan laa hun salig; indtil alle Tanker svømmede kælne sammen, og hun +faldt i Søvn. + +I Søvne saa hun altid Oceanet: strakt i doven Vuggen under Middagssolen +bar det gudeskønne, kaade Drenge. Hun nød deres Leg. Indtil ogsaa +Drømmene blev svøbte som i mange Lag af Musseliner ... og svandt ud i +uvis Salighed. + +Naar hun vaagnede, følte hun et let Tryk over Panden. Og hun blev +liggende slap og halvsovende og gad ikke reise sig fra Stedet, hvor hun +laa. Tit faldt hun i Søvn igen, indtil Fingerspidsernes Pine vækkede +hende. + +Da vaagnede hun til alle Smerterne, og hendes Legemes Raseri mod +Lidelserne brændte hende mer end tre Dages Faste vilde gjort. +Morfinhungeren greb hende. Og hun lod gaa Bud paa Bud om Lægen, og hun +bad og bad, og hun tiggede: + +-Bare en Indsprøitning nu. + +-Bare en Indsprøitning til--aa, for det var saa forfærdeligt. + +Og atter dulmede det lunt, og det gamle Velbehag lagde sig om hende. + +Men som oftest gav Ellen sig ikke hen til Rusen. Hun blev oppe. Hun nød +den pludselige Kraft og Klarheden i sine Tanker. Hun saa roligt paa alt. + +Den stærke Følsomhed forsvandt af hendes Væsen. + +Hendes Følelse for Carl var en Ulykke, men Ulykken maatte bæres. Der var +mange ulykkelige; men de tog Byrden op og gik videre. Hun maatte gøre +som de andre, og hun vilde gaa rank under Byrden. Undertiden syntes hun +saa næsten, den var let. + +Thi det gav en egen Styrke at have forsaget. + +Kærligheden var ikke det eneste. Naar man havde tabt det bedste, maatte +man leve videre med alt det andet. Hun vilde beskæftige sig, opfylde +sine Pligter. Hun følte vel Spænstighed i sig til at magte dem. + +Saa længe Morfinen virkede. + +Men med ét blev hun slap og sank sammen. En blytung Træthed overvældede +hende, saa hun ikke længer bar sit eget Hoved, men slattet faldt det ned +mod hendes Bryst, og hendes Hænder rystede, og hun følte ikke Kraft til +at løfte de matte Haandled. + +Alle Tanker gled fra hende, og hun følte den druknendes Angst. Hendes +Væsen snøredes sammen under en kvalfuld Urolighed. + +Undertiden kom Slapheden, mens hun sad foran sit Speil og klædte sig paa +for at tage ud. Lægen skulde give hende Indsprøitningen, lige som hun +skulde i Vognen. + +Hun blev graableg, og den kolde Sved sprang frem paa hendes Pande. +Øinene slukkedes som to Lamper og mistede deres Glans. Hun søgte ikke at +bekæmpe sig: hun begravede de rystende Hænder i sit udslagne Haar og +stirrede i Speilet. + +Tindingerne var begyndt at falde ind, og Øinene laa sløvt i altfor dybe +Huler. Hun genkendte ikke sin egen Mund, hvis Vige sitrede. + +Hun tog Hænderne løs fra sit Haar, og hun betragtede sine Arme. Aarerne +svulmede blaat under den tørrede Hud, hvor Injektionsmærkerne smertede: +det var hendes Arm. + +Hun betragtede sin Hals, der var gul og furet af Rynker, hun lagde sin +knyttede Haand i Fordybningen ved Nøglebenene. + +Og al hendes Elendighed syntes hende levendegjort i hendes Legemes +Fornedrelse. + +Da gav hun sig til at kæmpe fortvivlet med sit eget Ansigt. Og hun pinte +sine svulne Øienlaag med Tusch og plagede sine Kinder med Sminke. Hun +sved de døsige Pupiller med Bella donna og lavede Smil om sin strammede +Mund. + +Eller der var Dage, hvor hun nød sin Ruin. Hvor hun med grusom Bitterhed +gradede sin Ulykke i sin Hæslighed, maalte den saa haarfint ud i hvert +et Tab af den Skønhed, hun elskede. + +Men naar saa Lægen kom, og hun havde modtaget Morfinen, sprang hendes +Stemning om. Hun blev grebet af Overmod, den pludselige Gjenbesiddelse +af sig selv berusede hende. Hun vendte tilbage til sit Speil, og hun +betragtede atter sig selv ... + +Ja--hun var endnu smuk. Og hun tog Plads med Smil og sad længe. + +Og aldrig havde hun saa overmodig nydt Mændenes Beundring, naar deres +Øine hængte sig ved hende. + +Saaledes gik tre Maaneder. + +En Dag, da Ellen ventede paa Lægen, kom Urne ind. + +Han begyndte at tale, spurgte om et og andet. Ellen var træt, havde ondt +ved at fatte hans Spørgsmaal og faa dem besvaret. + +Greven mærkede, hun var aandsfraværende og saa paa hende. Han blev +forskrækket for hendes Ansigt, der var slapt og blegt med døde Øine. + +-Har Du stærke Smerter, spurgte han ængstelig. + +-Smerter?--Aa nei ... Men jeg venter paa min Indsprøitning. + +Lidt efter kom Lægen. + +Grev Urne tænkte hele Natten paa den besynderlige Tilstand, hvori han +havde truffet Ellen, og den næste Formiddag gik han op til +Konferentsraaden. + +-Nei--er det Dem--Konferentsraaden reiste sig. Og Deres Ekscellense +kommer til mig istedetfor at sende Bud. + +Han rullede en Stol frem. Der er dog intet paafærde--intet slemt. + +-Ikke noget specielt. Greven satte sig, med Stokken mellem sine Knæ ... +Men jeg ønskede nok at tale med Dem--at spørge Dem ... Det er min +Hustru ... + +-Ja--Grevinden er jo meget nerves ... + +-Ja--meget nervøs. Greven holdt inde, flyttede Stokken ... De har givet +hende en Del Morfin, sagde han. + +-Ja--temporært--mod heftige neuralgiske Smerter. Indsprøitningen har +bekommet Grevinden meget vel. + +Der blev en ny Pause, inden Urne løftede Øinene fra Gulvet: Men var det +dog ikke paa Tide at holde op? sagde han. + +-Hvis De mener det, sagde Konferentsraaden. Jeg selv er ingen Ven af +Indsprøjtninger. løvrigt tror jeg paa ingen Maade, at Grevindens +Tilstand giver Anledning til at nære Ængstelse ... Hun er meget nervøs +... ganske vist ... men-- + +-Hun er mer end nervøs, Konferentsraad ... Hun er abnorm, og hun ængster +mig ... + +-Abnorm? ... Grevinden har altid været af et eksalteret Temperament. Jeg +har aldrig fundet nogen, hvor det moralske og det fysiske hænger saa +nøie sammen, som hos hende ... Enhver moralsk Lidelse viser sig hos +Grevinden strax som en fysisk Smerte--og naar saa noget støder til ... +Kunde det ikke tænkes, at--Grevinden i den sidste Tid sjælelig havde +lidt under et eller andet? + +Greven svarede ikke straks. Nei, sagde han, jeg kan ikke tænke mig +noget. + +Der blev paany en Stilhed, som Konferentsraaden afbrød: Morfinen vil jeg +naturligvis standse, sagde han. Ved en skaansom Afvænning ... + +Greven knappede sin Frakke: Ja, naar vi blot véd, alt bliver gjort. + +Han stod atter lidt, og aandsfraværende, mens han gav Konferentsraaden +Haanden, sagde han: + +-Naturligvis bliver det nok bedre. + +Da Konferentsraaden tog i Sygebesøg, gik han op til Ellen. Han traf +hende ved Flygelet, Hun havde lige faaet sin anden Indsprøitning. + +-God Dag, Konferentsraad, sagde hun og rakte ham Haanden med et Smil. Er +der nogen, som har haft Bud efter Dem? + +-Gud ske Lov--nei ... Men jeg kørte her forbi og vilde saa sé herop. +Smerterne i Fingrene er jo meget bedre? + +-Ja--Konferentsraad--heldigvis lidt bedre. + +-Hvorledes gaar det med Indsprøitningerne? sagde han og strøg +Kniplingerne bort fra hendes Arm, Smerter Stikkene? + +-Ganske lidt ... men det er ikke noget at tale om ... + +Konferentsraaden betragtede Armen: Vi maa snart sé at holde op med at +pine Deres smukke Arm, sagde han. + +De talte om Dit og Dat og Konferentsraaden tog bort. + +Den næste Morgen kom han selv for at give Ellen den første Dosis. + +Hun havde sovet tungt den sidste Del af Natten, og hun var badet i Sved. +Hun slog Øjnene op og saa Konferensraaden. Mistænksom sagde hun: Er det +Dem? Er Deres Ammanuinsis syg? og reiste sig besværligt op i Sengen. + +-Nei, Deres Naade ... men vi vil forsøge at formindske Deres Dosis +ganske lidt. + +Ellen saa hurtigt paa ham: Men mine stakkels Fingre, sagde hun. Skal de +nu igen til at gøre ondt? Hun smilede og rakte ham Hænderne. + +-Aa, Deres Naade--Konferentsraaden tog ikke Øinene fra hende--De vil +ikke mærke det--saa lille en Formindskelse. + +Blikket gled bort: Naar det ikke kan være andet, sagde hun. Og hun +betragtede igen sine Hænder og smilede: Mine stakkels Fingre, +Konferentsraad. De er uden Barmhjertighed. + +-Hvor kan De sige det?-- + +-Nu kommer jeg igen iaften. + +Hun led frygteligt om Dagen. Angsten kvalte hende. Hun lagde sig igen +til Sengs og jamrede under Tæpperne. Og hun stod atter op og kunde ikke +blive noget Steds, og hun kastede sig ned over Stolene og hulkede +hysterisk. + +Hun følte en rasende Hunger efter Morfinen. Hun skrev med rystende +Hænder et bønfaldende Brev til Konferentsraaden; kunde ikke læse sine +egne Ord og smed sig i vanvittig Fortvivlelse ned paa Tæppet. + +Hun vilde ingen sé. Hun sendte ogsaa sin Kammerjomfru bort. Alle Nerver +smertede som stukne. + +Carl bad om at maatte komme ind. Han er saa angst for Deres Naade, sagde +Kammerjomfruen. + +Ellen løftede Hovedet fra Stolen, hvor hun laa. Hendes Ansigt var rødt +af Graad: Er han angst for mig, spurgte hun. + +Grev Carl har holdt sig inde hele Dagen sagde Jomfruen--han har siddet +paa sit Værelse og har ikke turdet gaa ud ... Han er helt medtaget ... + +Der kom et Skær af Smil over Ellens Ansigt: Stakkel, sagde hun--har ban +været saa angst? Hun forsøgte at reise sig, og hun støttede sig til +Stolen. + +-Ja--han kan komme om lidt. + +Hun kunde næppe gaa, Benene rystede under hende. Men hun slæbte sig ind +i sit Sovekammer, vaskede Graaden bort af sit Ansigt, pudrede sig og +vendte tilbage. + +-Slaa Gardinerne for, sagde hun. Lyset skærer mig i Øinene. + +Carl kom ind. Han saa hende ikke strax i Krogen, hvor hun sad. + +-Her er jeg, sagde hun--kan De ikke finde mig? + +Hun tørrede sin fugtige Haand og rakte ham den: Hvorfor har De ikke +været ude at ride, spurgte hun. + +-Naar De er syg? Hun følte, hans Haand ryste i sin, og hendes Blik søgte +hans Ansigt i Mørket. + +-Aa, sagde hun mildt, det er ikke saa slemt. + +Hun sagde endnu nogle Ord, mens hun blev ved at sé paa ham. Saa +overvældede Smerterne hende paany, og hun slap hans Haand: Men jeg er +meget træt, sagde hun ... Vi ses ... + +Og hun gav ham Tegn til at gaa. + +Hun dækkede Ansigtet med sine Hænder og sad længe stille: Nei, sagde +hun, han skal aldrig sé mig nedværdiget. Og hun led Smerterne taus, +udstrakt paa Chaiselonguen, med lukkede Øine. + +Om Aftenen kom Konferentsraaden; hun slog Øinene op af et kort Blund: Er +det Dem, sagde hun. + +-Naa, har det været meget slemt? + +-Ja--Ellen reiste sig--det har gjort ondt, sagde hun. Men De havde Ret, +det var paa Tiden at holde op ... + +--Ellen fik ikke mere Morfin. + +Alle Smerterne vendte tilbage, og hun blev magrere og magrere Dag for +Dag. Hun blev sky og holdt sig inde, hun vilde ingen sé og ikke tale +med nogen. Lange søvnløse Nætter vandrede hun op og ned ad sit Gulv og +kunde ikke finde Ro. + +Pludselig kunde hendes tungsindige og dybe Fortvivlelse slaa over i +Kaadhed, og hun blev rig paa støiende Luner. Hun elskede at tale +dobbelttydigt, i Gaader, kun hun forstod, og hun saarede Carl med bitre +og haanske Ord, og hun tilspidsede sin egen Ulykke i raffinerede +Lidelser. + +En Dag, da hun og Carl red sammen, streifede en Gren lidt haardt hendes +Kind. Der blev et fint rødt Mærke paa Huden. + +Ellen sad før Middag foran Kaminen, da Carl kom ind. Han lagde sig +knælende paa Stolen foran Ilden, mens de talte med hinanden. + +-Det gør virkelig ondt, sagde Ellen og lagde det kolde Armbaand op mod +Mærket af Grenen ... Det svi'er. + +-Har De stødt Dem? + +-Nei--det var paa Turen ... en Gren, der slog mod min Kind. Er der noget +at sé? + +Carl bøiede sig frem og betragtede Kinden: Ja der er et Mærke, sagde +han, og idet han berørte den røde Plet med sine Læber, sagde han: Den +stakkels Kind. + +Om Aftenen stod Ellen ved Flygelet i Skæret fra Lysene, da Urne kom ind +til hende. + +-Tager Du paa Koncert, spurgte han. + +-Ja--og Du? + +-Følger med, min Ven-- + +Hun nikkede til Tak. Hvad er det for et Mærke, Du har paa din Kind; +spurgte han. + +Aa--af en Gren, sagde hun. Hun slog + +Øinene op og smilede. Skælvende følte hun, at han fristedes af Grenens +Mærke og umærkeligt bøiede hun Kinden frem. Som han kyssede. + +Ellen opsøgte Sindsbevægelser; hendes Voldsomhed kendte ikke mere Maal. + +En Dag red hun med Carl gennem Dyrehaven. + +Vinden løste hendes Slør, saa det lagde sig halvt om Carl Urnes Hals. + +-Jeg beholder det, sagde han. + +Ellen løste det, slyngede det sammen under Hagen: Ja, sagde hun, hvis +De griber det. Hun vendte Hesten, og mens hun jog den op med et +pludselig Pidskeslag, satte hun over den snedækte Grøft. + +-Følg mig, raabte hun, vi vil lege Tagfat. Og begge jog ind mellem +Stammerne. + +... Sneen slog op under Hovene--Dyrene gled over Rødderne. + +Hestene mødtes og steilede, slog deres Krop imod Stammerne reiste sig +høit under Slagene. + +-Ellen--hold inde, jeg be'er Dem-- + +Dyrene stødte med Bugene--Fraaden stod dem om Bidslerne-- + +-Ellen--hold inde ... + +Men ud og ind mellem Stammerne--Ellens løftede Pidsk hvinede ned over +Dyrene-- + +Nok et Pidskeslag--nok et-- + +Ned over Snuderne suste det ... + +Saa kastede hun sin Pidsk og holdt an: Var De bange? sagde hun. Hvilket +Ridt. + +Carl sad bleg. Hvor De sér forskrækket ud, hun lo: Er De angst for Deres +Liv? + +Hun klappede sit Dyr paa Bringen, gav det Sukker og sagde: Hent min +Pidsk. Den laa et Par Alen derfra i Sneen. + +Carl stod af uden at tale og hentede Pidsken. Ellen saa efter ham. Og da +han kom tilbage og rakte hende den, sagde hun: + +-Carl--De er angst for mig? + +Han bed Læberne sammen: Der er Deres Pidsk, sagde han. Skal vi saa ride +hjem. + +De red langsomt ved Siden af hinanden paa de stønnende Dyr. Da de kom ud +paa Veien, sagde Ellen: + +-Carl--jeg skal ikke oftere gøre Dem forskrækket ... + +Det siger De, sagde han. + +Og ingen af dem vekslede mere noget Ord paa den lange Vei. + +Efter saadanne Scener var Ellen dobbelt fortvivlet. Hun begyndte at +drikke igen, især om Aftenen for at forjage Søvnløsheden, der martrede +hende, men hun følte ofte Væmmelse for Vinen. Lægen gav hende Kloral for +at sove, og hun laa kun Natten igennem og talte høit med fremmede +Stemmer, som raabte i hendes Øre. + +Til Tider frygtede hun for sin Fornuft. Hun kunde ikke holde fast paa +nogen enkelt Idé, men hendes Hjerne var fuld af springske og +usammenhængende Tanker ligesom en Fluesværm. Hun fik en mekanisk +Bevægelse med Hænderne omkring Tindingerne som for at presse paa +Tankerne, der flygtede. Hendes Blik var stirrende og glasagtigt. + +Smerterne og Morfinhungeren fortærede hende. + +Hun tænkte paa at berøve sig Livet. En Dag, hun tilfældig var oppe paa +Loftet, fik hun Øie paa en Jernkrog i en lav Bjælke. Der stod en Stige +tæt op dertil. Hun gik op ad Stigen og prøvede Høiden indtil Krogen. + +Hun gjorde det flere Gange, maalte i Tankerne og beregnede sin Afstand +fra Gulvet, naar hun slap Stigen. + +-Ja, sagde hun, her kunde det ske. + +Flere Timer tænkte hun kun paa denne Krog. Men saa blev hun ængstelig +for at blive altfor hæslig i Døden--naar de kom for at skære hende ned. + +Naar hun kørte langs med Sundet, fristede Bølgerne hende, saa hun blev +svimmel. Hun skrev tit i Tankerne de to Breve, hun vilde skrive til +Afsked. Det lettede hende. + +Men naar Brevene var skrevet mange Gange i Hovedet, var Beslutningen +allerede blevet en Fantasi, der bare lindrede hende, saa længe, indtil +Smerterne vakte hende igen. + +Undertiden greb Morfinhungeren hende i Theatret med uimodstaaeligt +Raseri. Hun blev siddende, med sammenbidte Læber og rystende over hele +Kroppen, for at hun ikke skulde forskrække Carl, der sad ved Siden af +hende. + +Thi midt under alle sine Lidelser forfulgtes hun af en Tanke som af en +Bremse: Carl var bange for hende; hun indjog ham Skræk. Ofte, naar de +sad sammen i Theatret, følte hun fra Siden hans Blik sky forskende paa +sig, og naar hun kom hjem, forfulgte dette Blik hende. + +-Han tror, jeg er gal, sagde hun. Han frygter for min Forstand. + +Men altid forskrækkede hun ham paany. + +En Dag i Begyndelsen af Foraaret var Urnes til Middag hos Grev +Rosenkrands. Om Aftenen spillede man Halvtolv. + +Man satte fem og tyve Øre ud. Bernstorf holdt Bank. + +Ellen havde bedt sig fri for at spille med, hun sad lidt, fra Bordet, +Morfinlængslen pinte hende. + +Uden at tænke paa de andre, begyndte hun at gaa frem og tilbage paa +Gulvet mellem Vinduerne. + +Grevinde Rosenkrands saa, at hun var meget bleg, og reiste sig: De har +det vist ikke godt, sagde hun. + +-Aa--tak--det er kun lidt Tandpine. + +Hun gik nærmere til Bordet og betragtede Spillet. Det evindelige: + +-Køber De. + +-For hvormeget? + +Irriterede hende, mens hun led. + +Bernstorf saa op fra Kortene. Hvorfor spiller De ikke, Grevinde Urne, +spurgte han. + +-Jeg har Tandpine, sagde hun. + +-Aa--den gaar over ved Spænding ... Skal vi to spille? + +-Om hvad? + +-Saameget De vil. 10 Kroner. + +Ellen tog sin Portemonnæ op: Ja, sagde hun, hvis det kan more Dem. + +Hun blev staaende bagved. Den lille Komtesse Rosenkrands modtog hendes +Kort: Køb, sagde hun. + +Bernstorf gav et Kort. Igen, sagde hun. Hun fik endnu et Kort og havde +tabt. + +Hun blev ved at holde ti Kroner og tabte. De andre var hørt op at +spille, sad lidt tause i Kredsen rundtom. + +Hun vandt. + +-Bliver De ved? Bernstorf blandede Kort. + +-Ja, med halvtreds. Hun traadte hen til Bordet, blev staaende og holdt +selv Kortene. + +Hun tabte; og vandt og tabte. + +-Mer--Mer--hun havde atter tabt. + +Baronesse Rosenkrands reiste sig og lagde Armen om hendes Liv. + +-De ruinérer Dem, sagde hun. + +Ellen hørte ikke. + +En Gang endnu. Det er spændende. + +-Mer. Hun tabte. + +-Mer. + +Hun spillede omkap med Hungren. + +-Mer, sagde hun. Mer. Hun havde atter tabt. Hun rystede sin Portemonnæ, +den var tom. Lad os holde op, sagde Bernstorf. + +-Nei. Hvorfor. Hun smøg et Armbaand af sin Arm: Dér, sagde hun. Tag det +for 100. + +Der blev ganske stille, ingen sagde et Ord. Baronesse Rosenkrands tog +sin Arm bort fra Ellens Liv. + +-Giv. + +Hun fik Kortet. + +-Jeg køber. Bernstorf gav et Kort lidt forfjamsket; saa ét endnu. + +-Et til. + +Ellen vendte Kortene: Tabt. + +Hun saa over paa Bernstorf og følte Tausheden om sig, og søgte Carl. + +-Ja--han sad der angst. + +Og pludselig betvang hun sig, og idet hun rakte Kortet med Armbaandet +frem imod Carl, sagde hun: + +-Carl--indløs mine Jettons. + +Den Nat lukkede hun ikke et Øie. Ud paa Morgenen slog hun Lagenet bort, +hvori hun havde gemt sit Ansigt, og hun satte sig op i Sengen. + +-Ja--sagde hun. Det kan ikke være andet. + +Og hun begyndte at tænke paa, hvorledes hun skulde skaffe sig Morfin. +Hun havde mange Planer--vilde bestikke en Læge, skaffe sig Vædsken fra +Apotekeren paa deres Gods ... Men hun forkastede det. Hun vilde ikke +have Medvidere. + +-De vilde forraade mig. Hun følte det som en Forbrydelse. + +-Nei--jeg maa finde paa Udveie. + +Hun blev pludselig opfindsom, hun havde tusind Planer. Og +Hungersmerterne holdt inde, mens hun overveiede, ligesom en Tand, der +hører op at smerte, naar man tænker paa Tandlægen. + +Hun blev livlig, hun søgte, prøvede. Saa med et saa hun et bestemt +Ansigt for sig, en rig Grossererfrue, for hvem hun var præsenteret. + +Hun havde siden truffet hende i Selskab: Hun er Morfinist, havde hun +sagt. Hun havde strax set det paa de nervøse Bevægelser, paa Blikket; i +Aftenens Løb saa de ofte paa hinanden. + +Ellen gjenkaldte sig atter hendes Ansigt, Træk for Træk, Blikket, +Farven, Maaden at tale paa: Ja--sagde hun--hun er Morfinist. Jeg vil +spørge hende. + +Hungeren drev hende, skød alle Indvendinger til Side. Natten gik, og +Dagen var hende uendelig lang. Hun havde bestemt sig til at tage hen til +Etatsraaden i Gothersgade Klokken et efter Frokost, men Klokken elleve +lod hun spænde for: Hun vilde besørge nogle Ærinder først og spise +Frokost hos en Konditor. + +Men da hun kom ned i Vognen, sagde hun strax: Gothersgade. Hun kunde +ikke vente. Men da de bøiede ud paa Kongens Nytorv, blev hun greben af +en pludselig Skræk, hun kunde ikke køre derhen og vilde opsætte. + +-Larsen, raabte hun. Kør til Richardt. Hun stod ud, bestilte et Par +Kager og et Glas Portvin. Og da det kom, gik hun uden at have rørt det, +steg ind i Vognen igen og kørte til Gothersgade. Hun rystede som af +Kulde. + +Hun følte ikke sit Hjertes Slag, da hun ringede paa Porten og gik op ad +Trappen. Hun var stakaandet, saa hun neppe kunde tale, da hun rakte +Tjeneren sit Kort. + +-Sig Etatsraadinden, at det haster. + +Hun blev vist ind i en stor Dagligstue, og man bad hende vente. Hun var +ligbleg og skælvede: Hvis jeg har taget Feil, sagde hun. + +Pludselig støiede Etatsraadinden frem under Portièren. + +Hun hilste familiært som paa en ventet Gæst. Ellen blev forbauset, +lettet. Men saa slog det hende. + +--Det er, fordi vi er medskyldige; og hun rødmede forvirret. + +De talte lidt om ligegyldige Ting, anstrængte sig begge. Etatsraadinden +saa uafbrudt paa hende, med et Smil. + +-Hvor hun er fræk, sagde Ellen. + +Saa gjorde Etatsraadinden en Bevægelse, som for at rykke hende nærmere. +Men De sér saa daarlig ud sagde hun og strakte Haanden ud. + +Ellen tog Hænderne til sig, som havde hun faaet noget slimet mellem +Fingrene: Tak, sagde hun og gyste let, jeg er meget vel. Og hun reiste +sig, Etatsraadinden saa hende ind i Ansigtet: Foraaret er dog saa slem +en Tid for--Nervøsitet, sagde hun. + +Ellen oprørtes. Og pludselig gav Sindsbevægelsen hende Besindelsen +tilbage. Hun fandt et Paaskud for sin Visit. + +Hun tog sin Muffe og med et helt rolig, sagde hun: + +-Grunden til mit Besøg er egenlig en Velgørenhedssag ... Jeg vilde bede +Dem tegne mig for femhundrede Kroner til de fordrevne Jøder fra Rusland. + +Hun betragtede Etatsraadinden, der blev forvirret, og hun sagde igen: + +-Deres stakkels Trosfæller, som maa lide saa meget. + +-Ja, sagde Etatsraadinden, De lider meget. Der blev en Taushed. + +Saa tog Ellen Afsked. + +Hun kørte hjem. Men ved Middagsbordet fik hun ondt og maatte gaa. Hun +kæmpede med Hungeren to Timer: gik op og ned paa sit Gulv, brækkede sine +Negle ved at slide i Stolene, hvor hun kastede sig. + +Saa overmandedes hun. + +Hun slog et Sjal om sig, og ad Bagporten gik hun ud paa Gaden: Det var +strømmende Regn og Blæst. Uden at sé tilhøire eller venstre løb hun +langs Husene lige til Etatsraadindens Port. + +Hun ringede. Tjeneren lukkede op. Han saa paa hende, Vandet drev af +hendes Klæder. + +-Hvem vil De tale med, sagde han. + +Hun tog det vaade Slør bort fra sit Ansigt: Det er Grevinde Urne, sagde +hun. Er Etatsraadinden hjemme. Og hun gik ham hastigt forbi ind i +Gangen. + +Tjeneren pegede paa en Dør: Etatsraadinden er alene hjemme, sagde han. +Jeg skal melde Dem. + +Men Ellen aabnede Døren og gik ind; hun saa Etatsraadinden reise sig fra +en Sofa, og uden at hilse, lige hen mod hende, sagde hun, med Hænderne +mod sit Bryst: + +-Nei, nei, jeg kan ikke længer--hjælp mig ... + +Ordene løste for Graaden, og svimmel, borte i en Hulken, der rystede +hende, faldt hun ned i en Stol. + +Hun hørte Etatsraadindens Stemme, der sagde: + +-Hvorfor dog? hvorfor dog--Det er ikke saa slemt, og hun løftede +Hovedet forvirret; hun havde næsten glemt, hvor hun var. + +Tilgiv--tilgiv, mumlede hun. + +Hun fik et nyt Anfald af slimet Væmmelse ved at føle Etatsraadindens +bløde Hænder paa sig, og hun drog sig bort fra hendes Kærtegn. + +Etatsraadinden sagde: Stakkel, stakkels Barn--De har lidt meget. + +Der blev en Taushed, og Ellen sagde: Hvor De maa være forbauset over, +at jeg kom. + +Etatsraadinden tog igen hendes Hænder, smilede og sagde: Jeg vidste jo, +De vilde komme. + +-Vidste De? + +-Ja--og atter den bløde Haand--jeg kunde jo se det. + +Ellen brød ud i en ny Hulken og kastede sig i Stolen. Er Smerterne saa +haarde? Etatsraadinden reiste sig: Stakkel--Stakkel--men nu er det jo +forbi ... + +Ellen svarede ikke og blev ved at kaste sig i Fortvivlelse. Hun hørte +Etatsraadinden gaa over Gulvet og saa sig om: Ja--hun var gaaet. + +Hun havde en ny Lyst til at løbe, men sløv blev hun liggende, til +Etatsraadinden kom igen. + +-Her, sagde hun. Jeg er altid beredt paa at kunne hjælpe en anden. Og +hun rakte hende en Flakon og en Pakke. + +-De kender jo Brugen? + +-Ja. Jeg kender det. + +Etatsraaden beholdt hendes Hænder i sine: + +Skal jeg dog ikke hjælpe Dem første Gang? sagde hun. + +Ellen saa sky paa hende: Tak, sagde hun og kunde neppe tale, jeg vil +heller selv--hvis jeg maa. + +Hun gemte Flakonen. Tak, sagde hun, saa vil jeg gaa. + +Hun kørte i en Droske til Gadehjørnet ved Palæet. Hun kunde ikke være +gaaet, saadan rystede hun. Hun sneg sig ind gennem Bagporten og op i sit +Boudoir. Men hun forlod det igen, fordi der ikke var Døre, og hun gik +ind i Sovekammeret. Hun laasede af, og slog Portièren ned. Hendes Hænder +skælvede, saa hun knap fik Pakken løst og Sprøiten ud, i sin nervøse +Hast. + +Hun fyldte den indtil seks Centigram, spildte lidt og tog Ærmet tilside. +Tænderne klaprede i hendes Mund. + +Hun holdt Sprøiten ned mod sin Arm og forsøgte at stikke. + +Men Sveden sprang frem og væmmelig ved at lemlæste sig selv, slap hun +Sprøiten. + +Hun blev svimmel, gik hen over Gulvet og lagde sig paa sin Seng. + +Indtil hun pludselig reiste sig igen, gik hen foran Speilet og hastig +gød Vædsken ind under sin Arm. + + + + +VI. + +--_Sacrebleu_--_la beautè du diable!_ Den nye Attaché fæstede Kikkerten +paa Ellen Urne, der kom frem fra Logetrappen:--_Magnifique_, sagde han, +_magnifique--la comtesse_. + +Og da hun gik langs med Logeranden fulgt af Carl, sagde han stadig med +Kikkerten for Øinene: + +-_Le jeune homme? C'est l'amant?_ + +Bernstorf lo: _Mon ami--c'est le fils_, sagde han. + +Franskmanden blev ved at betragte Ellen, mens hun tog Plads. + +-_Mais--vraiment--voilà une reine_. + +Stemmerne døde hen i Hyl fra Klownerne, der knuste Svineblærer ved at +kaste sig paa Jorden. + +Ellen slog sit Slør op og mønstrede Logerne. Hun hilste paa et Par +Bekendte, Carl og hun lo ad Grevinde Petersdorf, hvis Ansigt skinnede +under en gul Hat med tre uhyre Strudsfjer: Kanehesten er mødt, sagde +Carl. + +-Carl brug dog ikke Øgenavne her. + +En Jonglør producerede sig paa Staaltraadsline, efter ham kom et +dresseret Svin. + +Det hylede og skreg, mens det listede mat gennem et Par Tøndebaand i +Manegen. Publikum hvinede vildt af Henrykkelse: Carl, De vælter Cirkus, +naar De kaster Dem saadan paa Stolen--le dog ikke saa voldsomt. + +-Aa--a--men sé dog Dyret, sé dog! + +-Sé heller paa Grevinde Petersdorf--hun er coquelicot af Raseri paa +Grisens Vegne ... Men hun er ogsaa Vicepræsident i Selskabet til Dyrenes +Beskyttelse ... + + +Folk trampede og klaskede i Hænderne af Jubel: Svinet stod paa Bagbenene +med Nathue om Ørene. + +Men sé dog, sé dog Dyret, raabte Carl. + +Ellen var træt af at le og saa paa Programmet: Det næste er en Debut, +sagde hun. Mlle. Konstance, storartet Ridt i den høie Skole ... + + * * * * * + +Grisen var ude: alle Staldmestrene _en haie_ foran Indgangen. Orkestret +satte i med et langt Forspil, mens alle saa mod det røde +Indgangsdraperi. + +Det bliver høitideligt, sagde Ellen. Vi skal forberedes. + +Tæppet raslede i sine Ringe: Mlle. Konstance red ind. + +-Nei--hvor hun er smuk. Carl og Ellen sagde det paa samme Tid. Saa tog +Ellen Kikkerten bort, satte den atter for og blev rød: Hun vilde have +troet, det var hende selv, der red. + +-Ja, Ligheden var forbausende. + +Hun følte en Beundring, mens hun betragtede sin egen Skønhed hos en +anden. + +Pludselig vendte hun sig for at sé paa Carl. Han sad med Kikkerten +klistret til sine Øine: + +-Det er en deilig Hest, sagde hun. + +Han hørte det ikke, fulgte Ryttersken i hver Bevægelse og dreiede +Hovedet for ikke at gaa glip af noget. + +Ellen blev rød paa ny. Hun søgte om noget at sige: Er det ikke det +sidste Numer i Afdelingen? spurgte hun. + +-Ja--hun er henrivende, sagde Carl og blev ved at sé i Kikkerten. + +Endelig var Numret forbi. + +Carl satte Kikkerten fra sig og reiste sig strax: Kan De sidde alene? +spurgte han. Jeg gaar ned i Stalden. + +-Naturligvis. + +-Tak. Og han gik hurtigt. + +Under Pausen kom Bernstorf over for at presentere den nye Attaché. + +-Hr. Zimonys, sagde han, Hr. de Vilsacs Efterfølger. + +Ellen bøiede Hovedet til Hilsen: Hvorledes har Vilsac det? spurgte hun. +Det er noget siden, jeg hørte fra ham--Jeg satte saa megen pris pas +ham. + +-Ja--Han var meget elskværdig--Fru Grevinde. Desværre ... derfor--han +har skudt sig iforgaars. + +Ellen kom til at ryste. Forvirret sagde hun: Skudt sig--gode Gud, og +greb om Logeranden. Hvorledes er det dog gaaet til? + +-Vi fik kun imorges Telegram derom. Han blev fundet i et Krat ved +Byporten med en Revolver ved Siden af sig. Han havde lidt urimeligt af +Melankoli al den Tid, han havde været i München. Det er meget sørgeligt. + +Han gav sig til at tale om andre Ting. Ellen sad bleg. Med ét sagde hun: + +-Naar sagde De, han var død? + +Franskmanden huskede ikke strax: Død?--naa--iforgaars. + +Ellen sukkede; og med det samme stive Ansigt sagde hun: + +-Han var modig-- + +Pausen var forbi, og Herrerne gik. Carl kom op, munter og rød i +Kinderne: Har de mange smukke Heste? spurgte Ellen. + +-Deres Heste...? Ja--de har mange, og hans Kikkert søgte op mod +Amfitheatret. + +Ellen hørte Publikums Bifald som en fjern Larm, hun blev svimmel af at +sé Hestene, der fór rundt bag en let Taage for hendes Øine. + +-Jeg er ikke vel, sagde hun, tror De, Vognen er kommen? + +Carl gik ud for at sé ad. Lidt efter tog de hjem. + +Carl var meget snaksom, ophidset, fuld af springende Indfald: Man skulde +tro, De havde drukket lidt, sagde Ellen. Carl lo. Han sad tæt op ad +hende i Vognen og kærtegnede hendes Haand. Den sidste Del af Veien talte +ingen af dem. + +De gik ind i Ellens Kabinet og satte sig i Krogen under Palmerne. +Samtalen gik trægt. Ellen var distræt; Carl sad og stirrede uafbrudt paa +hendes Ansigt. + +Saa lige med et sagde han, og blev ved at sé paa hende: Jeg kyssede +Skoleryttersken. + +Ellen saa paa ham: Hvad si'er De? + +-Ja--lige paa Munden. + +-Men Gud, Carl--hvor kunde De dog ... Hvor foregik det? + +-Hun stod paa Trappen--lige ved Stalden--saa tog jeg hende om Livet og +kyssede hende ... + +Begges Kinder brændte; hans Blik blev ved at hvile paa hende. Ellen lo +stakaandet: Og hun tog det ganske roligt, sagde hun. + +Hun taug, alt stemmede op i hendes Bryst; svimmel følte hun Fristelsen +til at falde ned mod hans Skuldre. + +Og han sagde endelig: Hun lignede Dem. + +Han sank i Knæ: Men De er smukkere. + +Ellens Hjærteslag standsede. I et eneste Nu af Jubel slog hun Øinene op +og sugede hans Billed til sig i beruset Elskov. Hendes Blik gav Flammer. + +Saa skød hun ham bort med en uhyre Forsagelse: + +-Husk, jeg er ikke rask, sagde hun. Sid mig ikke saa nær, min Ven ... + +De talte længe ikke. Ellen fornam en dyb Træthed, næsten som en +Besvimelse. Og efter en lang Taushed sagde Carl med Blikket paa hendes +Ansigt: + +-Hun havde Vilsacs Billede i sin Medaillon. + +-Vilsacs? + +-Ja--jeg saa det ganske tydeligt, da Medaillonen vendte sig. + +Ellen følte en kold Bleghed over sit Ansigt, og hendes aabnede Mund +lukkede sig igen. Og i et Nu faldt en Sætning hende ind, den døde Vilsac +en Gang havde sagt, mens han sad her ved Siden af hende: + +-Sér De, jeg tror altid, der er et Øieblik, hvor Skæbnens Vogn ruller +over os. + +Hun hørte hans Stemme, saa ham ... + +-Ja--Skæbnens Vogn. + +Hun reiste sig vaklende, og hun støttede sig til Kaminen. + +Carl blev siddende, og med Ryggen til ham sagde hun: + +-Vilsac er død ... + +-Vilsac? Men hvor har De hørt det? + +-Af Hr. Zimonys--i aften-- + +Carl kom hen til Kaminen: Af hvad er han død? sagde han, saa pludselig! + +Ellen stønnede let: Han har skudt sig, sagde hun. + +-Hvor er det skét? + +-I München. + +Hun hørte Urets febrilske Dikken, og støttede sit Hoved i begge Hænder. + +Saa sagde Carl: Jeg vidste godt, han elskede Dem. + +Hun svarede ikke. Han satte sig hen ved Lampen, bøiet og ubevægelig; +stjaalent saa hun paa ham. + +Og da det havde været saadan længe, reiste han sig og sagde sagte, uden +at sé paa hende: Godnat. Du ved, jeg skal imorgen tidlig til Ringsted +til Jagt. + +Og gik. + +Hun fór hen til Portièren og lyttede efter hans Skridt. Hun vilde have +kaldt ham tilbage. Men saa førte hun Lommetørklædet op mod sin Mund og +holdt det fast til sine Læber: + +-Nei--jeg skal ikke sé ham mer. + +Hun satte sig, en Rystelse greb hendes Legeme. Hun faldt sammen og +samlede ikke mer sine Tanker. Tilsidst sagde hun: Jeg vil tage en +Indsprøitning. + +Hun stod op og gik ind i Sovekamret. Besindelsen kom tilbage med +Morfinen. + +-Ja--hun maatte bort. Og strax. + +Som naar ved et Dødsfald Ligets Røgt giver Huset travlt, fik hendes +Tanker nok at tage vare: Reisepaaskud, Opbrud.--Foreløbig kunde hun tage +paa Landet, til Urnesgave. Hendes Sygdom var Grunde nok ... Og Carl +skulde naturligvis blive, det var Synd at berøve ham noget af Sæsonen, +der stod tilbage. + +Saa--siden ... De kunde reise i Udlandet ... man fandt paa Raad, man +fandt paa Raad ... + +Hvor hendes Tanker pludselig var klare. Det slog hende selv. + +Aa--ja--det galdt at have Mod, blot at have Mod--saa kom det andet ... + +Og der var jo ikke saa længe til, man kunde tænke paa at faa--ham gift. + +-Gift. + +Hun blev ved at holde paa denne Tanke, og hun begyndte at søge om en +Brud til ham mellem dem, de kendte. Men hun fandt ingen. Og hun faldt +hen i vage og vemodige Drømmerier om den Lykke, de da skulde nyde--om +mange Aar, naar de alle var blevet ældre. + +Indtil hun vaagnede ved at Tjeneren bragte Theen ind. + +-Er Greven hjemme? spurgte hun. + +-Ja. Hans Eksellence kommer ind at drikke Thé. + +-Tak. + +Ellen reiste sig og holdt et Øieblik Hænderne for Øinene. Smerten, hun +havde betvunget, steg kvælende op i hendes Hals. Men det maa, sagde hun. +Hun hørte Urnes Trin--vendte sig og modtog ham med et Smil: + +-God Aften, min Ven. + +-God Aften--er I allerede hjemme fra Cirkus? + +-Ja--vi tog hjem--jeg var ikke vel. + +-Igen ikke vel? Det er virkelig ængsteligt, Ellen ... + +-Aa, min Ven--det er kun Træthed--hun rakte ham Theen--jeg kan ikke mer +beherske mig. Jeg er altfor nervøs ... + +-Det er ogsaa derfor, jeg vilde bede Dig, om jeg ikke maatte tage hjem +til Urnesgave. + +-Vi tager jo alle hjem om tre Uger--efter Hans Majestæts Fødselsdag ... + +-Ja--men ... jeg er bange, jeg ikke holder ud saa længe--den nervøse +Graad brød frem bag hendes Smil.--Der er endnu saa mange Fester tilbage +... Du kunde følge mig hjem imorgen Aften og saa vende tilbage--saa +havde jeg tre Uger helt i Ro ... + +Hun gik hen imod ham og lagde Armene om hans Hals: Du sér selv, hvor +nervøs jeg er, sagde hun, Taarerne løb ned ad hendes Kinder. + +-Men--den ottende, min Ven, det vil gøre Hans Majestæt ondt ... + +-Jeg skal skrive til Hendes Majestæt ... Hun vil godt kunne forstaa det. + +Hun slap ham og tørrede Taarerne bort af sit Ansigt. + +-Og saa bliver du og Carl her jo, sagde hun. + +-Ja--der er jo intet i Veien--men allerede imorgen ... + +-Det vil skaane mig for Besøg og Visiter--ikke sandt, saa bli'er det +imorgen? Tak Urne--du er saa god. Hun lænede sig atter til ham og +løftede Ansigtet op imod hans: + +-Ja, sagde hun, det vil gøre mig godt at komme til Ro. + +Urne klappede hendes Kinder: + +-Ja--naar Du blot kunde blive rigtig rask igen, sagde han. Jeg +længes--han strøg hendes Kind--længes derefter ... + +Han saa ned paa hendes Ansigt, ømt. + +-Ja, sagde hun og slap ham, rød,--naar jeg blot kommer bort. + +Hun talte om adskillige Ting ved Reisen, alt mildt og dæmpet. Saa sagde +hun: + +-Bli'er du vred, om jeg be'er dig gaa? Jeg er saa træt. + +-Nei--gaa til Ro. Du trænger til det ... Jeg gaar en Timestid hen i +Klubben ... God Nat, min Ven. Han kyssede hende paa Kinden og gik. + + * * * * * + +Saa var det altsaa forbi: Han havde sagt Ja. De skulde bort. + +En grusom Smerte greb hende. + +Og det stilnede igen, og hun løftede Ansigtet og saa sig om fra Plet til +Plet. + +Hun mindedes den første Aften, Urne havde talt om Carl--Der havde hun +siddet med hans Billede i sin Haand--saa længe. + +Hun tog Medaillonen frem fra sit Bryst, og hendes fugtige Øine kunde +ikke sé hans Træk, som hun bedækkede med sine Kys ... + +Det var forbi. + +Og han skulde aldrig mer sidde her hos hende, og aldrig skulde hun føle +hans Hænder skælve i sine, og aldrig mer hans Læber mod sine, og aldrig +skulde han hvidske med sin bløde Stemme, som hun elskede: + +-Hvor De er god! + +Og lægge sig ind til hendes Bryst. + +Aldrig mer. + +Han skulde ikke mer løfte et Blik mod hendes Ansigt, og aldrig skulde +hendes Kinder fornemme hans Aandepusts Varme. + +Hun kastede sig ned over Stolen og hun græd, og hun tænkte paa Vilsac, +der var død, fordi han elskede hende, og pludselig lo hun. + +Saa latterligt var dog alting! For latterligt. + + * * * * * + +Hun lod Kammerpigen komme og bad hende løse hendes Haar. Hun sad stiv og +lod hende handle med sig, som hun vilde. Hun betragtede sig i det store +Speil, som hun sad med udslaaet Haar: Hvorfor skal jeg dog længer være +smuk, sagde hun. + +Hun vilde ikke mer møde Mændenes Øine, naar de hang ved hendes +Skikkelse; hun vilde ikke høre deres forblommede Ord, der besudlede +hende. + +Nu maatte det være forbi. + +Hun lod Kammerpigen gaa, og hun blev siddende i sin Stol i den hvide +Peignoir. + +Hvor der var stille--ikke en Lyd og helt ensomt. Saadan vilde det blive +nu. Hun vilde have Ro om sig og ingen Mennesker og ingen Larm. Kun +Ensomhed, Fred til at være ene. Menneskene vilde blive hende saa +ligegyldige, alle ens og alle uden Værd, og saa vilde hun leve ene. + +Og hun vilde kun have døde Ting om sig, som ikke bragte Smerte. + +Men atter slog Trøstesløsheden hende med Fortvivlelse, saa hun græd og +atter blev hun sløv. + +Det var Sjælens Dødskamp. + +Hun vilde samle hans Billeder sammen og tage dem med--alle. Hun reiste +sig, og hun gik ind i Dagligstuen, og hun tog Fotografierne ud af +Albumerne og vendte tilbage med sin Skat. + +Hun betragtede dem ved Lampen--ét for ét--kyssede dem og talte til dem +med ømme og kærtegnende Ord: + +-Nei, sagde hun, nei--Du vil ikke savne mig--og Du vil aldrig blive +ulykkelig min Dreng som jeg, og der vil aldrig komme den Tid, hvor Du +foragter mig. Vil Du altid huske mig--en Gang imellem huske mig--vil du? + +Hun savnede et af Billederne, det sidste, der var taget helt nylig. Det +var rigtigt--det sad i hans eget Album--oppe i hans Stue. + +Hun følte en ubetvingelig Lyst til at hente det, til straks at eie alle +Billederne. Hun saa paa Uret. Klokken var et. Han var naturligvis i Seng +og sov, hun kunde gaa ind i hans Dagligstue uden at vække ham. + +Hun bandt hurtigt sit Haar op, der var faldet ned, og hun tog +Lysestagen, som stod paa Kaminen. Sagte sneg hun sig op ad Trappen og +aabnede hans Dør. + +Ja--Stuen var mørk. + +Hun holdt Lyset op og betragtede Værelset længe. Hun saa paa hans +Vaaben, der hang paa et Silketæppe paa Væggen, og paa hans Yndlingsplads +bagved den aabne Reol. Hun tog Bogen, hvori han havde læst, og hun lod +den flade Haand glide sagte hen over dens Blade. + +Hendes Billede stod paa hans Bord. + +Hun skælvede ved at høre en Støi paa Gangen, og hun tog Albumet, +Portrættet sad deri ... Hun tog det ud. Ved Siden af Albumet laa en +Stump af en Cigaret. Han havde maaske glemt den der, da han gik i Seng. +Hun tog den og gemte den. + +Og med et følte hun en urimelig Længsel efter at sé ham--en Gang endnu. + +Med Lyset i Haanden gik hun hen over Tæppet og lyttede ved Portièren til +Sovekamret. Jo, hans Aande var regelmæssig og dyb; og hun løftede +Portièren varsomt, og traadte ind. + +Han havde kastet sig paa Sengen helt paaklædt. + +Hun lagde først varsomt et Tæppe helt om ham. Saa løftede hun Lyset, +skærmede for Skæret med den anden Haand, og betragtede ham. + +Hans Hoved laa paa Siden--hans Mund smilede-- + +Hvor hun elskede ham! + +Hendes Læber bevægede sig til et Par sagte Ord--Han rørte sig i Søvne og +aabnede Læberne. + +Saa rev hun sig løs. + +Hun gik hastigt ud, ind gennem Dagligstuen, med Haanden for Lyset. Hun +forskrækkedes ved Dørens Lyd, da hun aabnede den til Gangen, og hun gik +ned ad Korridoren. + +Hun skreg ikke, da hun saa Urne, der traadte til Side for hende. De +stansede et Sekund, og de skiltes som to Skygger, der gled fra hinanden. + + + + +VII. + +Solen brændte Plænerne paa Thorsholm. Og Thérosetræerne i Balustradernes +Kummer udsendte i Strømme deres sarte Duft. Heliotroper og Reseda +blandede deres Vellugt i Vaserne. + +Thi Vellugt elsker Grevinde Urnes syge Sans endnu. + +Naar hun en enkelt Gang i Middagssolens Hede træder ud paa Terrassen, og +sløv, indhyllet i en Kaabe, falder hen i sin evindelige Halvsøvn, mens +den slappe Mund aabner sig i det magre, maskeagtige Ansigt--kan hun med +ét mat strække sin udtærede Haand frem mod et Rosentræ, og hun plukker +en Blomst. Hun indsuger længe dens Duft; og hun trykker dens Blade mod +sine Øienlaag. + +Hun aabner Øinene og støttende Hovedet paa sin Haand ser hun ud over +Haven. Men de smaa Pupiller smerter, og Laagene sænker sig igen. + +Indtil hun pludselig sky reiser sig og gaar ind. Hvor hun ligger Time +efter Time hyllet i evig Døs. + +Mekanisk strækker hun Armene op i Luften og gnider den ene mod den +anden: Stikkene smerter hende. Og om Aftenen, naar alt er til Ro, +sniger hun sig ofte ud og ned i Lindegangen, og hun mildner Armenes +Smaasaar med den kølige Jord. + +Hun tager Jorden op med den flade Haand og spreder den paa sin Arm. Hun +drager et Suk--naar det linder. + +Den halve Nat vandrer hun rundt i Haven--rundt, thi Søvnen vil ikke +komme. Morgenklokkerne i Nørup finder hende vaagen og piner hendes syge +Nerver. + +Hun sender Bud til Præsten, om det er nødvendigt at lade ringe. Han +forespørger hos Bispen. Og Klokkerne tier. + +Men Grevinde Urne sover ikke. + +Hun taaler ikke mere Lyden af Skridt over Gulvet. Kammerjomfruens +Berøringer smerter hende. + +Hendes lammede Tanker finder ikke længer Ord, og Sætningerne kom-mer +usammenhængende og uden Følge. Hun søger om Benævnelser og finder dem +ikke. + +Og undertiden, naar hun spiller Kort med Kammerjomfruen--det hændes, hun +lader hende vække om Nætterne--falder hun med ét hen i idiotisk Apati, +hvor Ansigtet forstenes. + +Saa Kammerjomfruen sidder skælvende, indtil Søvnen overvælder hende, og +hun slumrer ind lige overfor sin Frue. + + * * * * * + +Saaledes levede Grevinde Urne fra den Dag i Marts, hun med Greven var +ankommen til Thorsholm. + + +De to havde intet Ord vekslet. Formiddagen efter hin Nat havde Greven +sendt Bud, om Grevinden saa vilde være beredt til at tage til Thorsholm +om Aftenen. + +Hun havde forstaaet, hvad Forandringen af Reisen betød. + +Da de i Nyborg gik over Broen til Dampskibet, var hun stanset et Sekund +og havde betragtet den smalle Stribe af mørkt Vand. + +-Kom, sagde Greven. + +Og hun fulgte. + +Greven blev to Dage paa Thorsholm. Ægtefællerne mødtes ved Maaltiderne. +Den sidste Dag sagde han: + +-Jeg reiser iaften. + +-Hvorhen? spurgte hun. + +Og uden at sé paa hende sagde han; + +-Bort. + +Dermed skiltes de. + + * * * * * + +Og Tiden rinder. Mens Ellen Urne, ené paa sine Fædres Gaard, synker dybt +og dybere i Morfinens Døs. + + + + + +End of the Project Gutenberg EBook of Faedra, by Herman Bang + +*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK FAEDRA *** + +***** This file should be named 11396-8.txt or 11396-8.zip ***** +This and all associated files of various formats will be found in: + https://www.gutenberg.org/1/1/3/9/11396/ + +Produced by Steen Christensen, Heidi Christensen and PG Distributed +Proofreaders + + +Updated editions will replace the previous one--the old editions +will be renamed. + +Creating the works from public domain print editions means that no +one owns a United States copyright in these works, so the Foundation +(and you!) can copy and distribute it in the United States without +permission and without paying copyright royalties. Special rules, +set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to +copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to +protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project +Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you +charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you +do not charge anything for copies of this eBook, complying with the +rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose +such as creation of derivative works, reports, performances and +research. They may be modified and printed and given away--you may do +practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is +subject to the trademark license, especially commercial +redistribution. + + + +*** START: FULL LICENSE *** + +THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE +PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK + +To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free +distribution of electronic works, by using or distributing this work +(or any other work associated in any way with the phrase "Project +Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project +Gutenberg-tm License (available with this file or online at +https://gutenberg.org/license). + + +Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm +electronic works + +1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm +electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to +and accept all the terms of this license and intellectual property +(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all +the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy +all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession. +If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project +Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the +terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or +entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8. + +1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be +used on or associated in any way with an electronic work by people who +agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few +things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works +even without complying with the full terms of this agreement. See +paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project +Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement +and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic +works. See paragraph 1.E below. + +1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation" +or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project +Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the +collection are in the public domain in the United States. If an +individual work is in the public domain in the United States and you are +located in the United States, we do not claim a right to prevent you from +copying, distributing, performing, displaying or creating derivative +works based on the work as long as all references to Project Gutenberg +are removed. Of course, we hope that you will support the Project +Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by +freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of +this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with +the work. You can easily comply with the terms of this agreement by +keeping this work in the same format with its attached full Project +Gutenberg-tm License when you share it without charge with others. + +1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern +what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in +a constant state of change. If you are outside the United States, check +the laws of your country in addition to the terms of this agreement +before downloading, copying, displaying, performing, distributing or +creating derivative works based on this work or any other Project +Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning +the copyright status of any work in any country outside the United +States. + +1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: + +1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate +access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently +whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the +phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project +Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, +copied or distributed: + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + +1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived +from the public domain (does not contain a notice indicating that it is +posted with permission of the copyright holder), the work can be copied +and distributed to anyone in the United States without paying any fees +or charges. If you are redistributing or providing access to a work +with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the +work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 +through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the +Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or +1.E.9. + +1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted +with the permission of the copyright holder, your use and distribution +must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional +terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked +to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the +permission of the copyright holder found at the beginning of this work. + +1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm +License terms from this work, or any files containing a part of this +work or any other work associated with Project Gutenberg-tm. + +1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this +electronic work, or any part of this electronic work, without +prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with +active links or immediate access to the full terms of the Project +Gutenberg-tm License. + +1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, +compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any +word processing or hypertext form. However, if you provide access to or +distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than +"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version +posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org), +you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a +copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon +request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other +form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm +License as specified in paragraph 1.E.1. + +1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, +performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works +unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. + +1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing +access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided +that + +- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from + the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method + you already use to calculate your applicable taxes. The fee is + owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he + has agreed to donate royalties under this paragraph to the + Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments + must be paid within 60 days following each date on which you + prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax + returns. Royalty payments should be clearly marked as such and + sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the + address specified in Section 4, "Information about donations to + the Project Gutenberg Literary Archive Foundation." + +- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies + you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he + does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm + License. You must require such a user to return or + destroy all copies of the works possessed in a physical medium + and discontinue all use of and all access to other copies of + Project Gutenberg-tm works. + +- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any + money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the + electronic work is discovered and reported to you within 90 days + of receipt of the work. + +- You comply with all other terms of this agreement for free + distribution of Project Gutenberg-tm works. + +1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm +electronic work or group of works on different terms than are set +forth in this agreement, you must obtain permission in writing from +both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael +Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the +Foundation as set forth in Section 3 below. + +1.F. + +1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable +effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread +public domain works in creating the Project Gutenberg-tm +collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic +works, and the medium on which they may be stored, may contain +"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or +corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual +property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a +computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by +your equipment. + +1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right +of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project +Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project +Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all +liability to you for damages, costs and expenses, including legal +fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT +LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE +PROVIDED IN PARAGRAPH F3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE +TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE +LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR +INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH +DAMAGE. + +1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a +defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can +receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a +written explanation to the person you received the work from. If you +received the work on a physical medium, you must return the medium with +your written explanation. The person or entity that provided you with +the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a +refund. If you received the work electronically, the person or entity +providing it to you may choose to give you a second opportunity to +receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy +is also defective, you may demand a refund in writing without further +opportunities to fix the problem. + +1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth +in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER +WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO +WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. + +1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied +warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. +If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the +law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be +interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by +the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any +provision of this agreement shall not void the remaining provisions. + +1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the +trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone +providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance +with this agreement, and any volunteers associated with the production, +promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works, +harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, +that arise directly or indirectly from any of the following which you do +or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm +work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any +Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause. + + +Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm + +Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of +electronic works in formats readable by the widest variety of computers +including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists +because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from +people in all walks of life. + +Volunteers and financial support to provide volunteers with the +assistance they need, is critical to reaching Project Gutenberg-tm's +goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will +remain freely available for generations to come. In 2001, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure +and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations. +To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation +and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 +and the Foundation web page at https://www.pglaf.org. + + +Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive +Foundation + +The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit +501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the +state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal +Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification +number is 64-6221541. Its 501(c)(3) letter is posted at +https://pglaf.org/fundraising. Contributions to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent +permitted by U.S. federal laws and your state's laws. + +The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S. +Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered +throughout numerous locations. Its business office is located at +809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email +business@pglaf.org. Email contact links and up to date contact +information can be found at the Foundation's web site and official +page at https://pglaf.org + +For additional contact information: + Dr. Gregory B. Newby + Chief Executive and Director + gbnewby@pglaf.org + +Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation + +Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide +spread public support and donations to carry out its mission of +increasing the number of public domain and licensed works that can be +freely distributed in machine readable form accessible by the widest +array of equipment including outdated equipment. Many small donations +($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt +status with the IRS. + +The Foundation is committed to complying with the laws regulating +charities and charitable donations in all 50 states of the United +States. Compliance requirements are not uniform and it takes a +considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up +with these requirements. We do not solicit donations in locations +where we have not received written confirmation of compliance. To +SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any +particular state visit https://pglaf.org + +While we cannot and do not solicit contributions from states where we +have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition +against accepting unsolicited donations from donors in such states who +approach us with offers to donate. + +International donations are gratefully accepted, but we cannot make +any statements concerning tax treatment of donations received from +outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. + +Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation +methods and addresses. Donations are accepted in a number of other +ways including including checks, online payments and credit card +donations. To donate, please visit: https://pglaf.org/donate + + +Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic +works. + +Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm +concept of a library of electronic works that could be freely shared +with anyone. For thirty years, he produced and distributed Project +Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support. + +Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed +editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S. +unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily +keep eBooks in compliance with any particular paper edition. + +Each eBook is in a subdirectory of the same number as the eBook's +eBook number, often in several formats including plain vanilla ASCII, +compressed (zipped), HTML and others. + +Corrected EDITIONS of our eBooks replace the old file and take over +the old filename and etext number. The replaced older file is renamed. +VERSIONS based on separate sources are treated as new eBooks receiving +new filenames and etext numbers. + +Most people start at our Web site which has the main PG search facility: + + https://www.gutenberg.org + +This Web site includes information about Project Gutenberg-tm, +including how to make donations to the Project Gutenberg Literary +Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to +subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks. + +EBooks posted prior to November 2003, with eBook numbers BELOW #10000, +are filed in directories based on their release date. If you want to +download any of these eBooks directly, rather than using the regular +search system you may utilize the following addresses and just +download by the etext year. + + https://www.gutenberg.org/etext06 + + (Or /etext 05, 04, 03, 02, 01, 00, 99, + 98, 97, 96, 95, 94, 93, 92, 92, 91 or 90) + +EBooks posted since November 2003, with etext numbers OVER #10000, are +filed in a different way. The year of a release date is no longer part +of the directory path. The path is based on the etext number (which is +identical to the filename). The path to the file is made up of single +digits corresponding to all but the last digit in the filename. For +example an eBook of filename 10234 would be found at: + + https://www.gutenberg.org/1/0/2/3/10234 + +or filename 24689 would be found at: + https://www.gutenberg.org/2/4/6/8/24689 + +An alternative method of locating eBooks: + https://www.gutenberg.org/GUTINDEX.ALL + + diff --git a/old/11396-8.zip b/old/11396-8.zip Binary files differnew file mode 100644 index 0000000..40e82fd --- /dev/null +++ b/old/11396-8.zip |