diff options
Diffstat (limited to '11293-0.txt')
| -rw-r--r-- | 11293-0.txt | 1542 |
1 files changed, 1542 insertions, 0 deletions
diff --git a/11293-0.txt b/11293-0.txt new file mode 100644 index 0000000..a886cb7 --- /dev/null +++ b/11293-0.txt @@ -0,0 +1,1542 @@ +*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 11293 *** + +JAN VAN HUYSUMS BLOMSTERSTYKKE + +af + +HENRIK WERGELAND + + +Utgitt første gang 1840 + + + + +JAN VAN HUYSUMS BLOMSTERSTYKKE + +EN BUKET FRA HENR. WERGELAND TIL FREDRIKA BREMER + + + +Anch'io sono pittore.--_Correggio_. + +Johan (Jan) van Huysum +(Født i Amsterdam 1682, d. 1749.) + + +--»Hans Fader _Justus_, en middelmaadig Maler, gav ham den første +Underviisning; men siden gik han i Lære hos Naturen, der bød ham sine +skjønneste Døttre til Mønstre. Han er Blomsterrigets Rafael; dets +Beboere fremstillede han med uefterlignelig Troskab. Hans Blomstre +prange i de skjønneste Farver og i naturlig Friskhed, som om Duggen just +havde udgydet sine Perler over dem. Han anbragte ogsaa paa sine +Blomsterstykker Insekter, Sommerfugle, Fugle, deres Reder med Æg o.s.v., +alt i Naturens rige Pragtgevandt. Blomsterne satte han ofte i Vaser, +zirede med skjønne Basreliefs. I Udførelsen hersker den højeste Flid, og +ved Farvernes, Oljens og Fernissens Tilberedning undgik han omhyggelig +ethvert fremmed Blik, og iagttog den dybeste Hemmelighed. Han laserte i +det Uendelige, selv Dækfarverne, og betjente sig derved af de klareste +og varigste Farver, som ogsaa have beholdt sin Friskhed ligetil denne +Tid. De Blomstre, som ere malte paa klar eller brunlig Grund, +foretrækker man for dem paa dunkel, og de blive særdeles dyrt betalte. +En Sindssygdom, han undergik i sine senere Leveaar, havde ingen +Indflydelse paa hans Kunst.» + +Naglers Künstler-Lexicon. + + +--»Det 18de Aarhundredes fortrinligste Blomster- og Frugtmaler; følte +sig især dreven til Fremstillinger af Planterigets Fostre, og +indskrænkede sin Pensels hele Kraft til at udtømme al Kunst i den +levende Efterligning deraf. Han naaede det Højeste i sine Blomster- og +Frugtstykker. Han forstod at udspeide Naturens Hemmeligheder, at fængsle +den flygtige Blomstren i dens skjønneste Øjeblik og at naae det Højeste +i denne _genre_ ved sine Farvers tryllende Sandhed og Mangfoldighed og +ved det næsten Transparente i de fine Blomsterskabninger. Han var den +Første, som fremstillede Blomster paa klar Grund, og overtraf alle sine +Forgjængere i Blødhed og Friskhed, i Farvernes Fiinhed og Liv, i +Udtrykket af det Saftige og i de nøjagtigste Lysforhold. Han var saa +iversyg i sin Kunst, at han ikke tillod Nogen at see ham arbeide. Hans +Blomster ere skjønnere og sandere, end hans Frugter; Dugdraaberne og +Insekterne han malte dertil, have den højeste Livagtighed. For hvert af +sine Billeder tog han 1000-1400 Gylden; to af hans Aqvarelltegninger ere +i den nyere Tid blevne betalte i Holland med 10,000 Gylden.» + +Allg. deutsche Real-Encyklopädie. + + +--»Han overtraf alle sine Forgjængere i at male Blomster og Frugter, og +hans Arbeider kom i et saadant Udraab, at kun Fyrster og de rigeste +Privatmænd vare istand til at kjøbe hans Malerier. Den fineste Smag, den +mest glimrende Kolorit, den kraftigste Pensel og den fuldkomneste +Efterligning af Naturen give denne Kunstners Værker et uendeligt Værd. I +Landskabsmaleriet taaler han Sammenligning med store Mestere; men i at +male Blomster og Frugter har han aldeles ingen Sideordnet. Det Matte og +Peltsagtige ved Frugterne, det Glindsende ved Blomsterne, det +Gjennemsigtige ved Dugdraaberne, den livlige Bevægelse, han vidste at +give sine Insekter--Alt er henrykkende i hans Malerier.» + +»Allgemeines Künstlerlexicon, cfr. Pierers Encyklopäd. Worterbuch.» + + +--»Naaede alene ved sit Genis Kraft den højeste Rang i sin Kunst. Han +har gjengivet i sine Blomster deres hele Sandhed, deres mest glimrende +Farver med en saa blød og behagelig Pensel, at Naturen ikke er sandere. +Hans Frugter have et Transparent, især hans Druer, som lader Gellevævet +see og Saften hvormed de ere opfyldte. Insekterne skulle man troe +bevægede sig. Og hans Duggdraaber? Man fristes første Gang man seer dem, +om end nærved, til at ville tørre dem af, forat de ikke skulle skade +Mesterværket.» + +Marquis d'Argens, _Examen critique_. + + +--»Han har, saa at sige, rivaliseret med Naturen. Friskhed, Ynde, +Eleganz, Sandhed, Kolorit. Han skulde være Foraarets Gud, om Flora +tillige havde givet ham sin Vellugt.» + +_Galerie du Musée Napoléon_. + + +--»Naaede i Blomster- og Frugtmaleriet en Fuldendelse, som overtraf Alt +hvad man hidtil havde seet i dette Slags. Alle de Florister, som stode i +Bekjendtskab til ham, kappedes om at meddele ham det Skjønneste, deres +Haver frembragte. Han plejede at udarbejde de Studier enkelt, hvoraf han +komponerede sine Malerier, og var, som man fortæller, saa egen, at han +aldrig tilstedede Nogen Adgang, naar han arbejdede, og gjorde en stor +Hemmelighed af Tilberedelsen af sine Oljer, Fernisser og Farver. Selv +hans egen Broder maatte ikke see til naar han arbeidede, og det var kun +med Møje man bragte ham til at undervise _Margaretha Havermann_, paa +hvis Talenter han skal have været iversyg. Ærgrelse over en af sine +Sønners Opførsel virkede saa paa hans Forstand, at han forfaldt i en Art +Vanvid, som dog ikke havde nogen Indflydelse paa hans Arbejder. Hans +Stiil betræffende, da udførte han alt med Forstand og utrolig Flid, og +laserte i det Uendelige, selv Dækfarverne. Dette er Aarsagen til at hans +Frugter ere altfor skjønne, eller, forat tale tydeligere, til at de +ligne Frugter af Vox eller farvet Elfenbeen; men hans Blomster, hans +Insekter, Duggen og de enkelte Duggdraaber overtræffer Alt hvad man +hidtil har seet i dette Slags. Om hans fortrinligste Arbejder give +saavel _Gool_ som _Descamps_ Underretning.» + +Fiorillo. Geschichte d. zeichnenden Künste. + + +--»Elskere af særdeles pragtfuld Fuldendelse sætte v. H. over alle +Blomstermalere. Den Flid han gjorde sig med at vælge de mest skinnende +og massiveste Farver, med at tilberede dem og rense Oljen, bidrager +meget til den glimrende Friskhed ved hans Værker. Det hvide Grundanlæg +paa hans Tavler eller Lærred, siger _Descamps_, var tilberedet med den +største Omhyggelighed og med en Reenhed, som befriede ham fra den Frygt, +at see Farverne, som han anlagde med stor Utvungenhed, forrevne eller +fordærvede derpaa. Alt er behandlet med Præcision, uden Skjødesløshed, +men ogsaa uden Tørhed. Det Ru, det Glatte, det Fløjelsagtige, det +Transparente, den sandeste og brillanteste Glands--alt Dette findes her +forbundet med hint _touche_, som Naturen anviser, og som hverken kan +tilskrives Maneer eller Tilfælde. Vaserne, som han vidste at anbringe +heldigt, og hvori han satte sine Blomster, ere ligeledes efter Naturen. +Basrelieferne, ligesaa fine som det Øvrige, ere godt sammensatte og af +lærd Harmoni. Han havde den Smag, at formere sine Grupper saa, at de +lyseste Blomster indtog Midten, og han betjente sig af den enhver Blomst +egne Farve forat udføre Farvesynkningen fra Middelpunktet til Gruppens +yderste Ende. Fuglereder, deres Æg, Fjedrene, Insekterne, Sommerfuglene, +Vanddraaberne, Alt er fremstillet med den største Sandhed, og +frembringer den fuldkomneste Illusion.» + +Heidenreichs aesthetisches Wörterbuch. + + +I disse Domme stemme ogsaa »Lüdemanns Geschichte d. Mahlerei» og »Hirts +Kunstbemerkungen» overeens. + +I »Historische Erklärungen der Gemälde welche Herr _Gottfried Winkler_ +in Leipzig gesammelt, Leipz. 1768» findes netop det Stykke af _v. +Huysum_, som er Sujet for nærværende Digt, saaledes beskrevet: + +»Forskjellige Blomster ere samlede i et, med ophøjet Arbeide ziret, Kar +og opstillede i en Nische. Blomsterdronningen pranger ved den blonde +gelderske Roses søsterlige Side, omgiven af skjøntstribede Tulipaner, +blomstrende Valmu og hvide Narcisser, hvis Pragt spraglede Aurikler, +fyldte Hyacinther o.s.v. og en Mængde af Foraarets spæde Skabninger +forhøje med sin mildere Ynde. Spraglede Sommerfugle og forskjellige +Insekter drikke Morgenduggen af deres Blade, som det hvilende Blik +gjennemtrænger og Zefyrens milde Aande synes spøgende at ryste. +Nedenunder paa Muren klæber den huuslige Snegl og til Højre ligger en +Fuglerede med tre forladte Æg. Maleriet er paa Træ, 2', 9/2» højt, 2', +2» bredt. Dets forrige Besidder var Hr. _Dietrich Schmid_ i Amsterdam, +hvem Mesteren skjænkede det som et Venskabsminde.» Det er nu siden flere +Aar i Hr. Stiftamtmand _Thygesons_ Besiddelse. Der gjorde det det +Indtryk paa Forfatteren, han her har søgt at meddele. Det omfatter med +en noget mere detaljeret, om end ikke udtømmende, Beskrivelse end +foroven, i en Vase en hvidspraglet Tulipan, og en dunkel, rødbruun af +ægte hollandsk Pragtflor, en hvid Rose, to røde Roser, en Syringe, en +brun Aurikel, Pintseliljer (Narcisser), en ildfarvet Valmu, en guul, +dobbelt Fløjelsblomst, en dobbelt rødspraglet Nellik, en blaa Hyacinth, +en Konvolvulus, en Forglemmigei, en halvaabnet Rosenknop og en +Ridderspore. Dertil en Fuglerede med Æg, en Snegl med sit Huus, et Par +flyvende Insekter og nogle Vanddraaber, som Beskuere meer end engang +have villet tørre væk. + +Disse ere Delene af den beundringsværdige Komposition, som ikke kan +forherliges af min, der vel er indgivet af Beskuelsens henrykte Øjeblik, +men dog for fattig til ikke at trænge til nogen Overbærelse forat turde +hedde en Buket til den genifulde Malerinde, som har valgt +Menneskehjertets og Livets endnu finere Blomster, end _van Huysums_, til +Gjenstande for sin nydelige Pensel. + + + + +I + +Beskuelsen + + +Plumpe Menneskebeundring, +som behøver Luft og Læber! +Mere plump end Dyrs Forundring, +der er taus og bly beskeden, +krænker du i din Tilbeden, +øder i Begeistringsheden;-- +med din Elskovs vilde Brunst +du din egen Elskte dræber: +din tilbedte rene Kunst. + +Ve, om nu, da jeg maa tale +(saa nødvendigt som at Brystet +stønner, naar det bliver krystet) +denne Draabe skulde dale +fra _van Huysums_ Rosenblad, +af min Læbes Mundveir rystet! +Foraarsvinden, yr og glad, +var af meer barmhjertig Hu: +Duggens Glands fra Lund og Hegn, +perlemoderagtig Regn, +gjemt i foldet Marikaabe, +hver en Draabe, hver en Draabe +har letsindigen den plyndret, +alle hen i Luften søndret +--_denne_ ligger der endnu, +yderligt som Taaren baaret +bævende af Øjenhaaret, +yderst i dit Diadem, +yndige og blide Smerte, +som din Byrde triller frem; +skjøn som Perlen, der var værdig +til at være Stjernes Hjerte; +fuld som Magdalenens Graad, +fuld og tung og bristefærdig; +bristende, skjøndt endnu heel, +som beslutningsmodent Raad +i tungsindig Engels Sjel. + +O! saa herligt er det Mindste: +Draaben, der paa Bladet glindste. +Glindste? Ja er den ei svunden, +som et fuldfødt Ord fra Munden, +man ei kan tilbagekalde +i sit Hjertes tause Grund? +Thi den syntes jo at falde +af sin Vægt i hver Sekund. + +Dette, at den evigt spiller, +evigt mæt af Glands sig runder, +evigt fylder sig og triller, +--det er Under over Under, +hvorpaa jeg forbauset grander, +Kunstens Dyd, Naturens Feil, +som at fængsle Lyden fast. +Luftens Svale i sin Hast, +Billedet i Kildens Speil. + +O, hvad sød vellystig Skræk! +Angst for Vind og Solens Straale! +Draaben, som ei meer kan taale! +Fluen, som vil flyve væk! +Sneglen der, som nu vil flytte +hen paa næste Blad sin Hytte! +Malte Blad, som vil sig hæve! +Fagre Blomsterliig, som leve! +O, hvad sød vellystig Skræk! +Mens jeg stirrer paa dem møde +mig forvirret længst hendøde +Elskerinders Ansigtstræk. + +Og, endskjøndt I er' saa sande, +maa jeg troe, I aldrig gro'de +blandt de andre paa vor Klode, +men engang i Edens Lande: +Blomstre! at I derfor ere +Blomstre vel, men endnu mere: +Blomsterblomstre, disse liig, +som fortrylle os i Haven, +som en Aand i Himmerig +ligner Liget under Graven. + +Ak, som denne Blomstbuket +maatte Kjærlighed see ud +med sin Sværm af Lidenskaber, +hvis en Elsker, mens han taber +sig i Favntag hos sin Brud, +fik sit Hjerte kløvt medeet, +saa man med et Aandeblik, +(hurtigt som man skimter Fligen +af Gespenst, der flygter just) +Øje paa dets Drømme fik, +paa dets uudtalte Higen, +paa dets Tankers Embryoner, +paa dets Eed, før den udtoner +i et troløst Aandepust, +mens den endnu ligger der +som en Nyfødt reen og skjær, +der engang skal bli'e Forbryder, +paa dets Haab, før Vingen skyder +spæd som Blomstens Hjerteblad, +paa dets Tale før den lyder, +paa dets Fryd, før den bli'er glad, +og i Smiil om Læben flyder. + +Hvor er slig en Lidenskab, +slig en Vellyst, qvalt af Smerte, +sligt et dæmpet Hjerteslag, +slig en Glød paa Elskovsmunde, +slig en blodig Hjertevunde, +som i Pragttulipens Gab, +denne mørke, selvfortærte, +krampestærke, syge Rødmes +natteagtige Skarlag! + +Hvor er Kjærlighedens Sødmes +Frydberusningsøjeblik, +da Du Ja af Hende fik, +yndigt i de tvende røde +Roser, som hinanden møde! +Efter Kys en Tørst saa heed, +som de Begge brænde med? +Hvor maa Elskovs Anger lide, +Rødmes Blus med Bleghed stride +her i denne fulde hvide? +Hvor er fyrigt Frydbegjær +som i denne Nelliks Skjær? +Hvor et Blod, der saa kan gløde, +som dens fine, purpurrøde +Dugregn af Granater, ud +sprængt paa Perlens skjære Hud? +Andagt, naar den syner bedst, +seer paa fjerne Himles Fest +for det frelste Zions Helte +ei saa fagre fine Telte, +som Konvolvlerne udbrede, +blaaere end Himlens Bund, +finere end Blusels Klæde +foran Brudens Ønskes Mund. +Uskyld har saa fiint et Blaat, +en saa skjær en Blegnens Kulde, +ei som Hyacinthen faae't; +Ømhed ei saa rig en Yden, +som Syringen der, den fulde: +hver en Smaablomst i dens Klase +er en liden egen Vase +af et halvklart Porcellin, +fuld af Honnings søde Nyden, +fuld af Sommerfugles Viin. +Er saa reen en Engels Hjerne, +Jomfrues Tanke, Nyfødts Drøm +og Martyrens Taarestrøm +som Narcissens blege Stjerne! +O, i den kan Helg'nen gjerne +al sin Tempelandagt speile; +thi, saa rank den skjød, den har +sænket dog det fromme Hoved, +som om Gud i Bøn den loved, +som om Uskyld kunde feile, +somom det en Syndskyld bar. +Og hvor malte sig en Tanke +i genifuld Ynglings Sind +ildig som paa denne ranke +Blodvalmues Luekind? +Og hvor mon saa fyrig Plan +i et Manddomshjerte tændes +som det Flammehvælv, der spændes +ud i denne Tulipan? +Og hvor sukkede en Bøn, +saa uskyldig og saa skjøn +som Kjærminden der, den slanke, +der saa ydmyg, bly sig klynger +--bly som tause Taares Tanke-- +til en Moserosenknop? +Og hvor er den Skjald, der synger +godt som denne tause Lille +Blomstmystererne, de stille, +blot den engang, engang vilde +Rosenlæben lukke op? + +O, hvis Knoppen vilde mæle, +hvis en Aand den vil besjele, +o hvor jeg den bede vil +(og med Ild maae Skjønne bedes) +at fortælle mig hvorledes +slige Blomster bleve til! + + + + +II + +Den hollandske Familie + + +_»Alonzo de Tobar_! Hvor er du, Alonzo? Alonzo! Tappre Kastilianer! +følger du ikke Obersten? _Adelante, Caballero! adelante_!» + + +_Alonzo de Tobar_, den ulykkelige Maler, som var bleven sit Fædrelands +Erobrers, Ludvig XIV.s, hvervede Soldat, fordi han ikke kunde blive +_Velasquez_ eller Spaniens Stolthed, _Bartolomeo Esteban Murillos_, er +bleven tilbage. »Fremad Walloner! Fremad! Obersten har givet Landsbyen +til Priis. _Viva el coronel_! Han bryder sig ikke meer om nederlandske +Landsbyer end Alba og Luxembourg, Djævelens Ven.» + + +_Alonzo de Tobar_ er bleven tilbage. Han, som de vilde Staldbrødre +kaldte Sierras Ulv, og som aldrig blev tilbage under en Ødelæggelse af +en kjettersk By, har vendt sin Hest, og bøier sig grædende over Manken. + + +Fortvivler han endnu over den store Murillos's »Santa Katharinas +Trolovelse» eller over Velasquez's »Familie». Ha, der jage de sidste +Kyradserer forbi og raabe: »Store Alonzo de Tobar! Lille Murillos! +Tappre Kastilianer! følger du ikke Obersten? _Adelante, Caballero! +adelante_!» + + +Har han hørt sin Moder jamre under Hovslagene, eller seet Madonna i +Røgskyen, som alt vælter sig gnistrende, snart sort som Natten, snart +hvid som en Sky, uhyre som et Bjerg, frem over Kirken. Madonna +begeistrede ham ellers til Ødelæggelse over Kjætterne, og den fanatiske +Spanier ødelagde forat begeistres til at blive en Murillos og at kunne +male en »S.ta Katharinas Trolovelse». + +Thi da han stod foran denne i Domkirken i Sevilla, Murillos' Fødeby, da +styrtede han til Jorden under Erkjendelsen af at han ikke var nogen +Murillos. Og saa søgte han den franske Fahne under de vildeste af dens +Krigere, under Wallonerne. Han troede at opflamme Kunstnerens +Begeistring og Kræfter ved at nære Fanatismens Glød i en rædselfuld Krig +mod Kjættere. Dem bekrigede _han_, mens han var hvervet til at bekrige +det politiske Folk, hans Herres Fiender. + + +Ha, hvor seer Kirkens Blyspiir liigblegt ud imod Røgen, der kneiser bag +det, mørk, tæt, ubevægelig som et Bjerg, eller imod Luespiret, der +skyder sig op af Ghoret stedse højere, prægtigere og dristigere? Ve! det +skriger derinde, Kirken maa være fuld af Qvinder og Børn. + + +Wallonerne kjæmpe med hverandre i Døren om Byttet indenfor. Præstens +Datter _Katharina_ stod just Brud, da de brød ind i Landsbyen; og hun er +i Forvirringen bleven tilbage, hun og hendes Brudejomfruer. »Alonzo de +Tobar, vil du ikke være med?» raaber en Landsmand, idet han paa de +Andres Skuldre svinger sig op i Ghorvinduet, og seer ned i den +flammende, qvindefyldte Kirke. »_Ah, Paraiso de Demonio! Ah, le paradis +de l'enfer_! O Helvedes Paradiis! Og Alonzo, du holder dig tilbage?» + + +Alonzo holder sig tilbage, bøjet over sin Ganger. Han bliver udstødt af +de luxembourgske _fils perdus_, han mister sit Ulvenavn, han bliver +hængt for sin Blødhed. Men den fanatiske Kastilianer med det hede Blod +vil heller døe med Vanære, end lægge Haanden til _denne_ Landsbyes +Ødelæggelse. + + +Ve hans fortærte Sjel! Saamange nederlandske Landsbyer stak han Faklen +til, jublende mellem sine Kamerader »en _la honra de nuestra Sennora_!» +men denne Landsby, _denne_ var for yndig, Hytterne for nette, Kirken for +ærværdig som en Præst imellem dem, Blomsterhaverne foran dem for +nydelige. Vedbende og klattrende Roser havde flettet Gavlene sammen; +Stokroser stode paa Vagt udenfor Dørene. + + +Et rædsomt Skrig fortæller, at Kirken tilhører Wallonerne og Flammerne. +Det trænger forstærket ud igjennem den opbrudte Dør og igjennem det +udstødte Chorvindue, hvorfra Katharinas Brudgom, med sin Brud i den ene +Arm, har nedstyrtet Alonzos Landsmand. Han viser sig der i samme Øjeblik +som Wallonerne mylre indigjennem Døren. + + +Takket være Fortvivlelsens Kræfter og sikkre Trin! takket den gamle +Vedbendes Arm! Den bar Bruden ned ved hendes Elskers Bryst. Alonzo har +seet hende i Vinduet og da hun fra Rædselsstedet ilede ind i sin Faders, +Præstens, Huus, dette der ved siden af Kirken, det ærværdigste af dem +alle, med de lyseste venligste Vindver, med den yndigste Blomsterhave +udenfor, med den tætteste Efev over Taget, hvorfra allerede Flammerne +slaae ud. + + +Alonzo de Tobar, Maleren, har seet Landsbyens, Provindsens, +Nederlandenes Vidunder. »Katharina,» mumler han--og der kommer Liv i +Rytterens nedbøjede Skikkelse--»jeg har seet Katharina, _min_ Katharina, +ikke Murillos', og dog skjøn som hans. Ha, det var Murillos' Katharina +forklaret! Hendes mørke Øjne ere blevne serafiske blaae, hendes Skabning +meer gjennemsigtig, hendes Farve af en meer stjerneagtig Hvidhed; Aasyn, +Udtryk endnu meer aandiggjort. Ha, Alonzo de Tobars 'Katharina' skal +overgaae Murillos' som en Engel overgaaer det herligste Menneske!» + +Alonzo er sprungen af Hesten. Han følger Jomfruen, der, med udstrakte +Arme, som korsfestet, stormer imod sin Faders Dør. »_O milagro de +Dios_!» En graahaaret Mand, som, med Jubel i Øjet, medens Ansigtets Træk +ikke saa hurtigt kunde give Slip paa sin Forferdelse, aabnede Døren for +de Flygtende, og modtog Pigen i sine Arme, raabte jo: »Katharina! O Gud +være lovet!» + +»Hun _er_ en Katharina, og en Brud. Brudekrandsen flagrede fra hendes +Lokker. _O milagro de Dios_! Det er et Vink fra Himlen.» + + +Spaniolen er standset ved Døren. Han hører Psalmesang indenfore, og en +Stemme derimellem som en himmelsk Harpes. »Himlen er barmhjertig; Alonzo +de Tobar skal ogsaa blive Spaniens Stolthed, Kastiliens Malerfyrste, som +den store Murillos er Andalusiens og Sevillas. Jeg har seet Murillos' +Katharinas Søstersjel. Gud har seet Murillos' Katharina og skabt i +hendes Billede en anden for Alonzo de Tobar.» + + +Alonzo stormer rasende, mod Døren. »_Ayuden los angelos_! Vanvittige, +ville I ikke frelses? Taget brænder, Taarnet raver, Flammerne drive +Wallonerne foran sig ud af Kirken og hid, hid! De ere frygteligere end +Flammerne.» + + +Derindenfor knælede Præsten, den ærværdige _Adrian_, med Bibelen +opstrakt i de zittrende Hænder; ved hans Side hans trofaste _Margaretha_ +og omkring dem først Familiens Stolthed Bruden _Katharina_, der ilsomt +havde fundet sin Plads: med den ene Arm om Moderens Hals, med den anden +om sin Brudgoms, _Johans_, den blomstrende Yngling; saa den fromme, +nonneagtige _Narcissa_, med den fine Stribe af Rødt paa de dødblege +Kinder, Hun, hvis Elsker var falden i Leydenernes heltemodige Udfald; +saa _Hyacinth_, den smukke, blaaøjede Dreng, og Søsteren, den slanke, +fine _Elisabeth_; den lille _Benjamin_ og Tvillingsøsteren _Anna_, »Anna +liden», med Hovederne i Moderens Skjød og bedækkede af Barnepigen, den +gamle trofaste _Magdalena_; og saa længst borte, næsten udenfor Kredsen, +den ældste Datter _Klara_, hvis sørgelige Lidenskab for en fiendtlig +Kriger--maaskee Narcissas Trolovedes Banemand--havde overgydt hendes +Ansigt med en Bleghed, som dog vakte mindre Familiens Medlidenhed, end +man skulde troet hos disse saa milde og gode Mennesker. + + +_»Ayuden los santos_! De komme!» larmer Alonzo udenfor. »Afvejen! Huset +tilhører mig.» En enkelt Pallask høres imod mange. »De komme!» raaber +Johan, ilende mod Døren. »Paa Knæ!» befaler den Gamle. »Gud alene kan +redde.» Og Kredsen slutter sig nærmere sammen. »Frels os! Wallonerne...» +hviner Narcissa med Hænderne for Øjnene. »Vi ville blive frelste!» +raaber Klara med et Skjær af Rødme paa Kinderne; thi hun syntes at have +hørt sin Spaniers Slemme. »Ja, vi ville blive frelste»--jamrer Faderen +hændervridende--»Gud være os naadig! Kom, Klara, mit Barn! Alt er +tilgivet. Gud være lovet! Vi ville blive frelste. Thi Flammerne naae os +før de Rædsomme--» + + +Luerne rulle ovenover i store Bølger, Bjelker fra den brændende Kirke +falde over Huset, ryste det i dets Grundvold, og støde Ilden Aabninger, +hvor de kunne gribe ind. + + +»Herind! Herind, Kamerader! _La Doncella aqui_!» Alonzos Landsmand, som +jublede om Helvedes Paradiis, da han saae ned i den qvindefyldte Kirke, +har sprængt Døren. _»Abajo los hereticos_!» Wallonerne styrte ind; +Flammerne fra den anden Side. Alonzo har ikke kunnet standse dem. »Det +er ham!» skriger Klara, omfavnende hans Been. Han støder hende væk +grusomt som han engang gjorde, og griber, kjæmpende med sin vilde +Landsmand, efter Katharina, der trækkes af sin Fader og sin Brudgom mod +den anden Side, mod Flammerne. I samme Sekund-- + +--I samme Sekund... + +Gud! Himmel! hvad er skeet? + +Kirkens Taarn er styrtet over Huset, gjennem dets næsten gjennembrændte +Tag. Alt er begravet: Alonzos Landsmand, der i rasende Begjær var +sprungen midt ind i Kredsen af de Knælende, Katharina og hendes Brudgom, +Moderen, Klara og de øvrige Børn og Tyendet, Alle undtagen Faderen og +Alonzo, der hver paa sin Side befandt sig længst udenfor det Sted, hvor +Indstyrtningen skede. Men Katharina var ikke længer imellem dem. Ve, +Ingen af dem har Katharina! + +Det var en skrækkelig Sekund, og dog var den foregaaende, da de vilde +Krigere viste sig i Døren rædsommere. + + +Langt bort vare de to Reddede slyngede. Lykken er Ulykkens Luner. Adrian +vaagner. Det var Nat. Wallonernes Værk var fuldendt: Intet tilbage af +Byen. Kun den af Nattekulden nedslaaede Røg laae som en blaahvid Sjø +over Tomterne. En mørk Skikkelse bøjer sig over den Gamle. Han kjender +Spanieren paa Hjelmfjederen, og trækker gysende Vaabenkappen, som Denne +af Medlidenhed har bredt over ham, over Hovedet. Stjernerne blikkede +roligen ned, somom Intet var passeret, og Frøerne sang i Kanalen, der +sneg sig langsomt hen gjennem Sletten. Kun Storkene syntes at sørge; thi +de stode sammenflokkede ved Bredden med Hovederne under Vingerne. Ogsaa +deres Reder vare Brændte. + + +Om en Time dagede det alt. Storkene ere alt fløjne, da Spanieren ryster +Adrian vaagen af en Søvn, der lignede Døden saameget, at den ikke engang +aandede. »Var _Hun_ din Datter, Gamle?» spørger Alonzo med huul Stemme. + +»Hvem?» + +»Hun, Gamle! _la querida del cielo_! Du saae det, og maa forstaae mig.» + +»Jeg havde fem: Klara og Katharina og...» + +»Katharina; ingen Anden mener jeg. _O mea caritta_!» + +Den gamle leer ham op i Øjnene. + +»Madonna! Han er vanvittig. Gamle, Gamle, saa saml dog din Tanker.» + +Adrian leer endnu voldsommere. Krigeren gyser. + +»Var hun det ikke, var du ikke hendes Fader, men kun den kjetterske +Præst, som skulde vanhelliget hendes Hoved med din Velsignelse, jeg +kunde slænge dig ind i den glødende Aske; og det vilde være en +Barmhjertighed.» + +Den Vanvittige stirrer paa ham, og kryber sammen. + +»Ve mig!» mumler Alonzo. »Jeg har mistet mit Ideal, som skulde have +ladet Alonzo de Tobar overgaae Esteban Murillos. Men varer en +guddommelig Aabenbarelse længer? Jeg vil ile tilbage til Spanien, og i +et Kloster bede Himlen at gjengive mig hendes Billede i Erindringen.» + +Den Gamle stirrer endnu, efterat Krigeren forlængst er borte--Han, der +iler som rasende over Sletten, og som vilde blive hængt med alle sine +ærgjerrige Malerplaner, om han stødte paa Eskadronen, hiin mørke Linje, +der bevæger sig hist henne under Horizonten som Skyggen af en Sky. + + +Ha, der opdage de ham. Eskadronen spreder sig. Jagten begynder efter en +Efternøler og Desertør. Men den trofaste kloge Hest, som søgte og fandt +sin Herre, tåger Tøjlerne til sig for ogsaa at frelse ham; og saaledes +undviger _Alonzo Michael Tobar_, han, der blev den store Bartolomeo +Esteban Murillos' heldigste Efterligner. Men det Værk, som giver ham en +Plads imellem Spaniens Malere er en »Santa Katharinas Trolovelse», hvori +han er original, og som tvister med Murillos' verdensberømte om Palmen, +samt en »Familie», der ikke giver Velasquez'es meget efter. Idetmindste +har den alle de søde Ansigter i Adrians Familie. Men hvem kjender Alonzo +de Tobar? Hvem kjender engang Spaniens Storhed, Spaniens geniale +Storhed, som det besidder fordi det har vidst at bevare sin nationale +Individualitet? Verden kjender kun Storheden af dets Ulykker. + + + + +III + +Gamle Adrians Blomsterbed + + +Aar ere rundne. Der staaer en Hytte, hvor Præsteboligen stod. Eensom +staaer den der uden Naboer. Omstreifende Medlemmer af de Faa af +Menigheden, som fik flygte, have bygget den for sin gamle Præst, som de +fandt imellem Ruinerne. + + +Det er en smuk Foraarsdag. Solen skinnede ogsaa hjerteligt og fromt hiin +Dag da Wallonerne ødelagde Landsbyen. Gamle Adrian sysler udenfor +Hytten, saaende og plantende i den askeblandede Jord. Han veed, det er +Pletten, thi han har fundet sin Margarethas Fæstensring der og et Skud +af hendes Syringe udenfor Vinduet, hvorunder hun pleiede at sidde med +sine Børn. Han har alt faaet Liv i det; og nu saaer og planter han +rundtomkring det, mumlende: »Gud vil give sin Velsignelse, Gud vil give +sin Velsignelse.» Fremmede gik mange Gange forbi og loe og sagde: +»hvormange har det ikke brændt for uden at de ere blevne gale?» + + +Men hvem skulde troe, at den gamle Gartner, som graver saa ivrigt og dog +afmaalt, som passer saa nøje at vande og bedække sine Planter, som +sysler saa vever i sit Bed, skulde være afsindig?--Hans Haar var vel +hvidere, men glat og skinnende som før, hans Kinder rødere, hans Øjne +klarere og ildigere. Og han kunde lee for sig selv, gnidende Hænderne af +inderlig Fornøjelse, naar han opdagede et Skud, et Blad mere paa sine +kjære Planter. Da mumlede han: »Gud vil give sin Velsignelse!» og han +bøjede sig, korsede, og hviskede den hellige Velsignelse over dem. + + +Det leed om lidt. Syringen skjød. Alting blomstrede omkring den. +_Holland_, Floras Yndlingsbund, havde aldrig baaret saadanne Vidundere +af Fuldkommenhed og Skjønhed. Det var en Sommeraften efter en mild Regn. +Enkelte Draaber laae tunge og fulde igjen paa Bladene. Med sittrende +Læber sad den Gamle over sin blomstrende Skat. + +»O min Sjel, o vær nu stærk! +Bær Vorherres Underværk! +Dø ej, Hjerte, som maa standse, +at min Aand kan bedre sandse, +at, i Lytten til dets Banken, +ikke den forvilder Tanken! +Døv mig ikke, om du daarer, +om du tryller og beruser, +du Henrykkelsens Musik, +som i mine Øren suser! +Søde Graad, ei blind mit Blik! +Lad mig see med disse Taarer, +som med tusind Øjne klart, +som med alle Stjerners Fakler, +det Mirakel af Mirakler, +som er bleven aabenbart! + +Ve det Vanvid, ve mig Stakkel, +ve mig meer end Øjeblinde, +tvivlte jeg om Guds Mirakel! +Slaaer vel Solen i sin Glands, +højest paa sin Middagstinde, +klart som _Dette_ Syn og Sands? +Maa mod Klippen knuste Pande +saa dens haarde Tilvær sande? +Føler Moderen saa sandt +af sin vellystfulde Smerte +Livet af sit Elskovspant? +Elskeren, at det er Hende, +Hende kun, den Sukbegjerte, +paa hvis Mund hans Læber brænde? + +Naaden, dette milde Hjerte +i trefoldig Guddoms Aand, +større Under gjør paa Under +med hans Almagts venstre Haand, +end i Drøm selv Englen blunder, +mens hans Viisdom, forat maale +Dybets Dyb og Fjernets Fjerne, +forat styre vilden Stjerne +strengt og stramt med Solens Straale, +for Kometerne at tøjre, +lede Alt saa regelret, +at selv Ormen fatter det, +kun har Brugen af den Højre. + +O hvo prøvte Almagts Styrke? +Og hvo saae til Viisdoms Tinde, +til det Lys, af Soles Mørke +og af Stjerners Mulm ernært, +hvori Englene er' blinde, +hvori Tanken blier fortært? + +Mennesket i Brystets Hule +kan sit eget Hjerte skjule,-- +Hvo har i Algodheds seet? +Hvo Barmhjertighedens Skjød, +hvor Undfangelsen er skeet +til det Under, som er fød? +Fødes ei i helligt Løn +Støvets Barn og Syndens Søn? +O hvo turde da vel see +Naaden i dens Fødselsvee, +I den Stund, af Almagt svanger, +da Guds Kjærlighed undfanger +Underet, den lader skee? + +Jeg har seet det! O _Margrethe_, +hvilke Undre ere skete! +Gud ske Lov for Sands og Sind! +Gud ske Lov jeg er ei blind, +som min gudsforgangne Klage, +der var blindere end Steen, +djærvere end Hjobs i Støvet. +Alt er kommet jo tilbage, +Alting som i gamle Dage, +Alt igjen som Foraarsløvet; +Ingen fattes; ikke Een. +Gud i disse Blomstre givet +atter har jer Alle Livet. +Gud har eders Sjeles Blod +gydt i disse Planters Rod, +saa jeg hvert Lineament +seer i Blomsten velbekjendt, +hører elskte Hjerters Banken, +føler Pulsen, læser Tanken, +seer bekjendte Øjnes Straaler +i de fine Blomsterskaaler +klart som nogensinde før. +Ja, hvad Under Gud dog gjør! +Tidens sønderbrudte Krands +har han atter sammenbunden: +smigrende som Ammemunden +hvisker til min vakte Sands +gamle Dage ved mit Øre. +O hvad Toner faaer jeg høre! +_Margarethas_ Stemme leer +blidt som forhen under Grenen, +den som rasler paa Syrenen; +Blomstens fine Violet, +Blaat og Rødt i Hvidhed badet, +endnu dæmpet meer bag Bladet, +er--o tør jeg løfte det? +tør et Underværk jeg granske?-- +jo grangiveligt og ganske +hendes Sløjfes egen Let, +som hun sad der dagligdags, +med det fromme Hoved bøjet, +over Søm og Strikketøjet, +syslende med Alleslags. + +Jeg var meer end blind, om ei +jeg min _Annalidens_ Øje +flux gjenkjendte grant og nøje +her i denne Glemmigej. +Ak, jo meer jeg seer paa den, +kjender jeg mit Barn igjen, +skilner jeg grangivelig +min fra andre Glemmigejer. +Gud, mit Barn, velsigne dig, +Du har slynget, som du plejer, +Armen om din Tvillingbroer: +Rosenknoppen der, som groer +Glemmigejen min ved Siden: +_Benjamin og Annaliden_. + +Over Begge med den rene, +fulde, sølvertunge Draabe, +har et Fløjelsblad sig lagt. +Det er gamle _Magdalene_ +med sin Graad og med sin Kaabe, +paa sin ømme Ammevagt. + +Og mit Syn er ej saa blindt, +at det kjender ej min egen +Elsklingsdreng, min _Hyacinth_, +frem i Hyacinthen stegen. +Hvor var slig en Dreng blandt Drenge, +slank og sværmerisk og from? +Hvor er slig Vidunderblom +i alt Hollands Blomstersenge? +O jeg seer i denne fine +amethystne Kalk den ømme +sværmeriske Josefsmine, +hvormed han fortalte Drømme. +Og naar Drømmen saa var ude, +Hovedet Fantasten bøjed, +blegnede og nedslog Øjet, +som de fuldtudsprungne af +Hyacinthens Blomstre lude, +naar de første Duft udgav. + +Favreste Konvolvel, fiin +som en Serafs Aandedræt, +fanget af en Cherubin +I et Blomsters Maskenet, +i en død Blaaklokkes Liin, +du er min _Elisabeth_, +Hyacinths Tilhørerinde, +som ham kunde bedst forstaae, +med de store Øjne blaae +af sin Tro aldeles blinde. + +Kjendte jeg mit Barn, mit bedste, +havde jeg en Faders Hjerte, +om jeg ej _Narcissas_ Smerte +her i Pintseliljen læste? +om jeg ikke meer forstod +hvorfor hun er uden Blod, +paa hiint skarpe Purpurskjær, +paa hiint sikkre Flammebilled, +af den Fæstensring, som brødes +kun af Døden, som den Dødes, +som paa hendes Kinder spilled, +paa den hede Draabe nær, +som jeg angest saae paa Kinden +I Fremtindren og Forsvinden? +Ve, sin Stribe af Karmin, +Arret efter Smertens Bid, +Dødens Judaskys indsvi'd, +Stjernen er ej hvid som denne, +bærer endnu hendes Kind! +syge Perle ei saa bleg +(Liljen, som af Mulden steg, +er jo vistnok ogsaa Hende), +Dybets Glød, Korallens Brand, +solskinmættede Rubin +tindrer ej saa hedt som hiin. + +Ve, om efter disse Mærker, +som hvert Øjekast forstærker, +om jeg da med grum Forstand, +med en Ravnefaders Vilje, +med et indbildt Blik, som al +Glæde fra sig selv bestjal, +kunde skilne mellem disse, +mellem denne Pintselilje +og min døende Narcisse! + +O hvad Jubelfryd opdager +jeg til denne Time spart! +Søde Øjeblik, der bruge +Tiden kun af Pilens Fart, +af et Glimt fra Solens Øje, +for den hele Gift at suge, +for det Bittre at fordøje +af saamange Dages Klager, +af saamange smertebulne, +jammerfulde, taaresvullne +Nattetimers vaagne Vee! +Lever jeg? Er bristefærdigt +Oldingøje bleven værdigt, +til sin Salighed at see +saa fuldstændigt aabenbaret, +før velsignet Død har klaret +med sit Pust hans Øjesteen? +Se der mangler ikke Een! +Der i Rosen ved sin Rose, +se, der er jo Brudeparret +_Katharina og Johan_! +Kjærligheds Apotheose, +_Katharina og Johan_! +Begge i hinanden tabte, +i hinandens Billed skabte, +vexle deres Hjerter Slag +under Taarers Sammenblanden, +i et evigt Favnetag, +vexle deres Øjne Lys, +tænde Straaler i hinanden, +vexler Læben Saligheder, +høje, endskjøndt tause, Eeder +i de endeløse Kys. + +Salig er jo Bryllupsstunden, +slugt af Flammen, gjenoprunden? +Himmelnaadens milde Graad +gjorde Asken frugtbarvaad, +mine egne Taarers Kræfter +dugged tæt og lunkent efter, +hede Stønnen af min Vaande, +mine Bønners varme Aande +lokked da fra Buskens Skud +begge mine Roser ud: +_Katharina og Johan_, +begge disse sammenbøjde, +i hinanden saa fornøjde, +morgenrøde, morgenfriske +Roser, som isammen hviske-- +_Katharina og Johan_. + +Mig imøde, som fra Bunden +af to gyldne Trylleskaaler, +fra de dybe Roser straaler +deres fagre ungdomshulde +Aasyns Træk saa frydefulde. +Thi for dem er Bryllupsstunden, +den som Flammerne fortærte, +atter salig gjenoprunden, +Hjerte knyttende til Hjerte, +_Katharina_ til _Johan_. +Thi ved Himlens Under kan +nu i Fred jeg gamle Hyrde +deres Vielse fuldbyrde, +afbrudt paa hiin Rædselsdag, +ende saa i Ro og Mag +Brudetalen, som de vilde +rædsomme Walloners Magt +havde Hjerte til at spilde +før Velsignelsen blev sagt. + +Nu jeg frit, med Haand paalagt, +Guds Velsignelse nedbeder, +Himlens Væld af Saligheder, +Brud og Brudgom, over Eder: +Herre, sign du og bevar +dette Rosenbrudepar! +Herre, lys dit Aasyn over, +Yndighed, som sig trolover! +Herre, løft dit Aasyns Glands +over Fromheds Brudekrands! +Herren give dig sin Fred, +elskende Uskyldighed! + +O Henrykkelses Sekund, +Saligheders Fødselsstund! +du er altfor tung af Glæde +til at flye saa flygtig hen, +som de andre duungraae, lette, +farveløse Solgransstunder, +Skjebnens Pust mod Døden hvifter +henad Livets Ørkenslette;-- +du demantne af Sekunder, +som er engang allerede +kommen himmelsendt igjen, +ej saa troløst og saa let, +som de andre dig omskifter; +du maa frydbelæsset dvæle +til mit Hjerte vinder Mæle, +til det mestre kan sin Tanke, +til det engang bliver træt +af saa maalløst, stærkt at banke, +til det engang bliver mæt +af den søde Fryd at græde, +medens mine Læber juble, +medens Øjet straaler, medens +brudte, vilde Ord (og dog +skjønne som af Salighedens +ubekjendte Himmelsprog) +stødende paa Tungen snuble, +somom ikke jeg var klog. + +O det er somom en stille +lummer Regn faldt i mit Hjerte, +somom Knuden af min Smerte, +Dryppestenen af min Vee, +Sorgkrystallen i mit Sind, +opløst i Velsignelse, +ud i denne Graad maa trille +over hele vide Jorden, +hyllende dens Bjerge ind +i en skabningssvanger Sky, +i sit lunkne Mulms Neddignen +svangrende den med Velsignen, +til en frydfuld, skyldløs Vorden +svangrende dens Dyb paany. + +O hvor har jeg nok af Mæle, +for at tale ud min Lyst? +nok af Hvælving i mit Bryst, +nok af Luft, af Rum, af Lyd, +ømme, zittrende og høje, +for i Toner at besjele +denne Overlast af Fryd? +nok af Spejle i mit Øje +forat fange op det Hele? +nok af Sandser for at nemme? +nok Erindring for at gjemme? +nok af Tanker for at fatte? +nok af stærke Nervestrenge +for at bære Glæden længe? +nok af Hjerte for at dele +Ømhed nok til mine Skatte: +til _Margretha_, til de tvende +_Smaa_, som smile næst ved hende, +til _Narcissa_ min, som skranter, +_Hyacinth_ med Drømmermine, +troende _Elisabeth_, +aldrig af hans Undre mæt, +til min Stolthed, _Katharine_, +til de dyrebare Panter, +Himlen atter mig betro'ede +frem i disse Blomster groede, +disse der, min egen Æt? + +Ve mit Ravnefaderhjertes +sløve mosbegroede Steen! +Jeg har kunnet glemme Een +af mit eget Kjød og Been: +stakkels _Klaras_ Dødningsmertes +blege Billede i denne +hvide Rose, som er Hende, +hende Selv. Se Blusel kjæmper +end paa Kinden jo som før +i det Rødmende, som døer, +som med Bleghed Smerten dæmper, +med de dunkelhvide Emmer +af en nedbrændt Lidenskab, +Kalkestøvet af Ruinen, +som hun under Blidhedsminen +sønderknust i Hjertet gjemmer +af sin Freds og Uskylds Tab! + +O mit Barn, se til din Fa'r! +Rose hvid, som _Klara_ var! +Han er ikke længer vred +paa din syge Kjærlighed, +Han har intet Blik, som rammer +knusende din knuste Jammer; +Han har intet Øjekast +for at skjære hvad der brast; +Han har kun en Faders Hjerte +og Velsignelser i Munden +og en Smerte for din Smerte, +og et Taaredryp for Vunden, +Taarer af balsamisk Glæde; +thi jeg ogsaa dig har funden: +Ingen mangler i min Kjæde. +Alle ere jo tilstede +saa lyslevende og sande, +at jeg ikke kan forblande +Sandheds Syn med Sandheds Skin. +Thi det sværges i min Sjel, +derpaa mine Øjne bande, +kjendende jer altfor vel: +Blomsterne ej _skulle være_ +eder blot i Fantasi'n, +eder, mine Børn og Viv, +men forvist de Eder _ere_, +Eder ja til Sjel og Liv, +Eder ja i Ansigtstræk, +Ejendommelighedssind, +Karakterens fødte Mine, +Smilene, som præge ind +sine sommerfuglefine +Spor, idet de flygte væk. + +Og jeg hørte eder tale, +hvis min Sands ej laae i Dvale, +hvis ej Dødens Gravmos alt +spirede i Ørets Spalt. +Men hvad mere Sands behøves? +Øjet seer, om Øret døves, +Alt er blomstret frem igjen, +Alting som i gamle Dage:-- +dugget til af Himmelen, +giver Jorden det tilbage, +Alting som i Bryllupsstunden, +da min Lykke folded ud +alle sine Hjerteblade, +spredende sin Krones Straaler +mere ud end Himlen taaler, +da dens modne Blomsterskud +højere mod Sky var runden +end de Himmelske tillade, +just i det Moment den brast +paa den vrede Almagts Bud +ned med Flammeme i Grunden, +og foer hen med Gnistens Hast. + +Derfor--o er det Sekunden, +atter nu med Liv begavet, +frem af Tidens Bæger runden, +da min frydberuste Lykke +blev i Rædslerne begravet, +som i denne sig fornyer? +Derfor mangle heller ikke +Flammeme, de røde Skyer +fulde af Dæmoners Blikke, +bragende af Helveds Latter. +... O der gløde frem de atter. +Ve mig! frels!... O frelst er Alt, +siden over er Sekunden, +da, sig borende i Granden, +Taarnet brændende nedfaldt. + +Derfor denne Tulipan, +(ægte »Admiral Enkhuisen») +som sit Flammedyb bedækker +fuldt med hvide Emmers Flekker, +ikke _er_, men _kun_ betyder, +Huset, da det stod i Brand, +og den Valmu' der, som skyder, +pralende med Flammer ziret, +over Bedet, den er Spiret, +da det svimlede og faldt. + +Denne Zwiebel dunkelrød, +(»Admiral van Liefkenshoek») +liig en Nat i Luer sat, +liig et Baal med Nat bemalt, +Døden livlig, Livet død, +fyrig-kold og kraftig-mat, +liig en netslørt Kjæmpestyrke, +tryllebundne Dæmonshu, +den betyde skal hin mørke, +gaadefulde, fromme, vilde, +barske, milde Spaniol, +som i Rædselsstundens Nu +turde sig mod Skaren stille, +somom Helved han befo'l: +Han med Dommen paa sin Pande +halvtens ud af Naadens Skrivt +i et herligt Træk udslettet, +Han med Lidenskabens Brande +sydende i Smertens Vande, +med sit Smiil af Kummer mættet, +fuldt af Honning og af Gift. + +Og ved Siden se Uhyret, +se hans vilde Kammerat, +se den rasende Soldat +i en dobbelt, guldbaldyret, +tigerøjet Fløjelsblomst-- +Han, hvis Rædselsid blev styret +kun ved Dødens Mellemkomst! + +Disse fareløse Luer, +denne Flamme, som ei hviner, +disse Rædsler uden Skræk, +denne Blomsterdæmons Træk +jeg med uforsteente Miner, +uden Øjeblinken skuer. +Ned i Tulipanens Grube, +ind i denne Kobberkube, +fuld af vildtforfløjne Gnister, +tør jeg stirre uden Svimlen; +uden Sortnen for mit Øje +Flammekjedlens Dyb jeg maaler; +Lueblomsterspirets høje +Flugt jeg følge tør mod Himlen, +vexle Mine kjæk og bister, +Øjekast af Ørnemod +med den fromme Morderengel, +Spaniolens Sjel, som gløder +(dertil Gud ham altfor ømt +har evindelig fordømt), +ud fra denne Zwiebels Stengel +i den dybe Kalk, der bløder +af en Sygdoms sorte Blod. + +Ja, jeg elsker dette Syn, +hvis Betydning let er gjettet +uden megen uvis Almen: +Husets Brand i Tulipanen; +Taarnets (som et sammenflettet +ifra Dybet opskudt Lyn) +i Papav'rens Knops Skarlag; +Kirkens eget brede Tag +i dens Blomsts udslagne Flammer; +Spaniolens vilde Jammer +(som han viste sig i Døren +blodig, rædsom, dog kanskee +forat redde Alle førend +enten Flammens Rædselsdød +eller ind hans Landsmænd brød) +i den mystiske, tilflorte, +krigerrøde, munkesorte +Pragttulipes aabne Bæger, +hvori Nat og Flamme leger. + +O jeg elsker disse Syner! +O jeg seer med Kjærlighed +Blomsten, som saa skummelt lyner, +Farven, som er bleven heed. +Disse Blomsters skjønne, tyste +Rædsler kun mit Minde skrække; +mine Øjne de forlyste, +Læbens døde Smiil de vække. +Thi de høre ogsaa med +til den samme Time jo, +da hengivnest var min Tro, +til den samme Time, da +højest var min Salighed, +da min Sjel var Himlen næst, +Støvets Tanker længst ifra, +lettest under Rædslers Tyngde. +Thi det var jo just Sekunden, +da jeg elsked Mine mest, +da os Døden Alle fandt +som os Rædslen sammenbandt, +I hverandre sammenslyng'de +og med Herrens Lov paa Munden, +uden Knurren deriblandt. + +O hvormed har jeg fortjent +dit Mirakel, store Gud? +Skulde--o det var ej meent! +Ormen tør ej tale ud!-- +Skulde, ja, om ej du Selv, +Du, den Helligste og Største, +fjernere fra Engles Første, +end fra højest Himmels Hvælv +dybeste af Havets Kilder ... +skulde ikke Du, du Selv, +Du, hvem intet Navn afbilder, +Du, hvem Verdner Blomster ere, +Græs, som Dybderne maae bære, +men kun En af Engles Orden, +en blandt Aanderne Ophøjet, +som har Vælde over Jorden, +have, i din Naade stærk, +gjort det store Underværk, +for at see en Orm fornøjet, +for sin Herre Gud at ligne, +naar han, efter Seklers Rækker, +slukte Stjerner gjenopvækker +i de Rum, der døde ud, +--o! da beder jeg, o Gud, +at Du Englen vil velsigne, +der har været god som Du, +mægtig med barmhjertig Hu, +mægtig i hvad der er herligst, +mægtig til sin Gud at ligne, +kjærlig--o som du er kjærligst! +Da jeg beder--Tys!....» + + +En høj, statelig Mand, med en Guldkjæde med Oraniens Portræt paa den +prægtige sorte Fløjelsvams, med en Diamantagraffe paa Baretten, en Børs +hvorigjennem Guldet blinkede og Daggert ved Siden, fulgt af en Dreng med +en + +Vase fuld af Blomster, triner over Gruushobene igjennem Hyldebuskene, +der omgav gamle Adrians Plet. Han slaaer dem tilside.-- + + + + +IV + +Jan van Huysum, Blomstermaleren + + +»Vær forsigtig, _Navnløs_,» siger den Fremmede, »disse Ruinernes +Blomster ere prægtigere end Haugernes. De have suget sine Farver af Blod +og kalkede Been, og Luerne have tilberedet Jorden.» + + +Den Gamle forskrækkes. Dog rejser han sig ikke fra _Margarethas_ +Græsbænk. Ellers plejede kun Storkene, der vare vendte tilbage, fra en +af de igjenstaaende Muurtinder, eller Hovedet af en nysgjerrig uskyldig +Øgle imellem Stenene, Hyrdedrengen fra den nærmeste Landsby, en Zigeuner +eller en ligesaa ilsom Vandringsmand at see ind til ham. + + +»Ha!» raaber den Fremmede. »Hellige Himmel! Naar saae mit Øje saadanne +Blomster? Disse har du ladet spire for mig, for mig alene. Bort med +disse elendige Vandskud, Dreng, som du gjemmer paa! Disse skulle blive +mit Underværk, som de ved Himlens Velsignelse ere blevne Jordens.» + + +_Adrian_: »Du har Ret, Fremmede. De ere det ved Himlens Velsignelse.» Og +han mumlede atter: + + »Ve det Vanvid, ve mig Stakkel, + ve mig meer end Øjeblinde, + tvivlte jeg om Guds Mirakel!» + +_Den Fremmede_: »Du maa overlade mig dem, Gamle.» + +»Nej, nej, nej!» + +»Du maa. Jeg vil betale dem.» + +»Du kan ikke. Tro mig, du kan ikke.» »Troer du?» Og han kaster sin +Guldbørs til Adrian. + +»Ikke med dine Øjne, ikke med dit Hjerteblod.» + +Den Fremmedes Ansigt blev skarlagenrødt. Hans Øjne funklede. »Jeg har +sagt dig, Gamle, at jeg maa. Der er Prindsen af Oranien og hans Gave!» +Og han kaster sin Guldkjæde og Diamantagraffen for Adrians Fødder. »Er +du fornøjet?» + +»Dine Diamanter opveje ingen af disse Dugdraaber paa mine Blomster. Men +forfærd mig ikke! Dit Øje er skrækkeligere end din Tale. For Guds +Barmhjertigheds Skyld, hvad vil du?» + +Den Fremmede har trukket sin Daggert. »Ikke dit Liv, men Blomsterne.» + +»Ja de ere Liv! Afsindige rør dem ikke! Ved din og min Salighed, de ere +Liv, de ere Liv!» + +»Just derfor. I denne Sekund maa jeg have dem; i næste ere de ikke som i +denne.» + +Han knæler alt ved Blomsterne. Den Gamle springer op med Forstenelse i +sine Miner. Den Fremmede har alt Staalet paa Rosenknoppens Qvist. Han +skjærer. I samme Øjeblik udstøder Drengen et Skrig, og styrter om med +Haanden paa Hjertet. »_Benjamin, Benjamin_, mit Barn!» hviner Oldingen, +og synker tilbage med Døden i sit Aasyn. + +Den Fremmede vrister Vasen af Drengens Haand. + +»Hvad gaaer af dig, Dreng? _Navnløs, Navnløs_, min Dreng, fik du ondt af +denne stærke Blomsterduft? eller har en Slange stukket dig?» + +Qvisten med Rosenknoppen er af, og Drengen er død. + + * * * * * + + »Hvad er dette? Ha, der var + Blod paa Qvisten, som jeg skar, + Blod som i en Vunde aaben, + og en Draabe paa mit Vaaben. + Men nu er jo alt forsvundet; + Smerten vel, _men_ ej min Angst + midti Glæden for min Fangst, + er jo lykkelig forvimdet. + Rædsel! var da min afsjelte + Yndlings Livsenssnor forbundet + her med denne Knop? og dvælte + da hans Genius i den? + Mon sit Liv med den han delte? + Dobbelt, med fornyet Kraft + synes det indblæst igjen + i dens friske Purpursaft. + Knoppen synes vakt af Dvale, + vaagen Gejst i sig at hilde, + og dens Læbe, blot den vilde, + digtende at kunne tale. + Jeg maa derfor raskt mig skynde, + ende, som begyndt at synde; + jeg maa skynde mig før du, + Rosengeist, forandrer Hu, + før du lyster at forlade + dine saa forvandte Blade.» + + + +Den Fremmede omfatter Blomsterne med skjælvende Hænder. »Der er Rædsel +heri, men jeg maa fortsætte, medens denne Gartner, som er vanvittig i +sin Gjerrighed, og skjuler sine Mysterier i denne Afkrog, ikke kan +forstyrre mig.» + +Han seer paa den besvimede Olding, og dvæler endnu. + +»Ha, hvo har negtet _Jan van Huysum_, Blomstermaleren, en Buket?» + + +Inden tre Sekunder prange _Adrians_ Blomster i Malerens Vase. Der er +ingen voldsommere hensynsløsere, selvkjærligere Lidenskab end +Kunstnerens. Den kjender ikke Grændser, Ret eller Synd. Den griber +efter sin Lysts Maal med Gigantarme, fordi den troer den har et +Gudehjerte. + + +Da han med et begeistret Blik løftede den fulde prangende Vase op, +vaagnede den Gamle. »O min Gud! min Gud! de ere dræbte,» jamrer han +med Hænderne for Øjnene. + +»Forat leve evigt,» siger den stolte Maler, svingende Vasen højt. + +»Sørg for Drengen. Han var min Plejesøn og kanskee dit Barn.» + +»Ja, ja, han var det ... min _Benjamin_; og du har myrdet ham, myrdet +dem Alle, hans Sødskende, hans Moder og hans Fader, som forbander dig +med den rædsomste af Forbandelser, med Forbandelse af dit eget Barn +indtil Vanvid af Sorg over dit eget Barn. Ja, hvis Gud gjør en +Tusinddeel Lige for Lige--du skal forgjæves trygle om Guds og dit eget +Barns Barmhjertighed og om at dit Staalhjerte skal kunne briste, om at +kunne døe som jeg.» + + +Og den Gamle havde slæbt sig hen til Drengens Liig. »Djævel!» stønnede +han endnu, »du veed ikke hvad du har gjort.» Han sukkede endnu engang og +saa ikke mere. + + +»Men jeg veed hvad jeg _vil_ gjøre, og hvad jeg _kan_ gjøre,» raabte +Maleren, fordybende sine Blik i den herlige Buket. Men da han saae +Oldingens Øjne brustne og hans ærværdige Haar udslaaet over Drengens +blege Dødstræk, da zittrede det igjennem hans store nervøse Skikkelse; +men han mumlede dog endnu, idet han bortfjernede sig med et sky Blik, +»ja jeg veed hvad jeg _vil_ gjøre. Hvo har negtet _Jan van Huysum_ en +Buket?» + +_Jan van Huysum_ malte _Adrians_ Blomster. Der flød aldrig et herligere +Mesterstykke fra hans Pensel. Samvittighedsnag, eller maaskee heller en +angst- og ahnelsesfuld Overspændthed, drev hans Geni til det højeste. +Han arbejdede med den unge medicinske Novizes bankende Hjerte og ilsomme +Haand, som ved Midnatstide anatomerer et stjaalet Liig. Han syntes +stundom at see Aanders Aasyn i Blomsterne, og da var det ikke langtfra +at Adrians Forbandelse gik i Opfyldelse. Fra dette Øjeblik, da han +stillede Vasen foran sig og udspændte sin Ramme, begyndte han at +indestænge sig, naar han arbejdede; han blev menneskesky og melankolsk, +men herligere i sine Arbejder end nogensinde. + +Man holdt disse Egenskaber for Træk af en Originalitet, der tilhørte +hans Geni, og Flere, end man skulde troe, vare fornuftige nok til at +tænke, at dersom Jan van Huysum ikke var saa bizar, vilde han heller +ikke male saa herlige Blomsterstykker eller være _den_ han var. + +Men man rystede paa Hovederne og trak paa Skuldrene og gjorde Miner til +hverandre, da den store Mester begravede Blomsterne paa det +omhyggeligste i viet Jord, da de vare visnede, og bad over dem. + +Hans ugudelige Søn stod hos og spottede og loe ad sin Fader. Det var et +af de Træk af hans Slethed, som lod Adrians Forbandelse gaae i +Opfyldelse. Thi Gud hører den Døende; og Følelsen af at have begaaet en +Forbrydelse og Ahnelsen om at have overskaaret nogle af Naturens +hemmelige Strenge, som bandt hiin Gamles Hjerte til Tilværelsen, +forberedede hans mørke, imodtagelige Gemyt for den Skjebne, der virkelig +rammede Mesteren: Vanvid--som det hedte, over sit Barns Slethed. + +Der var ogsaa andre Aarsager. To Smerter greb hans Hjerte paa engang, +naar han mumlede stille hen for sig: »Benjamin! Benjamin!» Det var i de +tungeste Timer. Da lettede hans sig ved at pensle paa Rosenknoppen. + + +Han arbejdede stedse paa sit Blomsterstykke. Det blev aldrig fuldkomment +nok. Han syntes at erindre en ny Skjønhed hvergang han lod Haanden synke +og strøg sig over Panden, som vilde han stryge alt bort indtil Benet. +Han nænnede aldrig at give Maleriet sit Udødelighedsmærke--visselig ikke +nødvendigt uden for sløvere Øjne for _de Heems_, Blomsterdigterens, +Skyld, »Blomsteraltarets» genifulde Skaber, han, som forholder sig til +_van Huysum_ som _Pereira_ til _Velasquez_ og _Alonzo de Tobar_ til +_Murillos_. For hver Gang han greb Penselen til sit Navnetræk kom der +nogle Uefterligneligheder af Fluer. Snegler og et Fuglerede og ogsaa et +Par Blomster uden hiin hemmelige Betydning til, som Ting, hvorved han +søgte at tilsløre for sig selv Hovedgruppens Betydning og at skuffe sig +selv med at det var den blotte Natur han havde malt. + + +Endelig engang i et lyst Øjeblik--Blomsterne syntes at bøje sig imod +ham, Rosenknoppen at aabne sin Læbe og at bede--sætter han Penselspidsen +atter til forat gjøre Trækket: »_Jan van Huysum fecit_.» + +Det er paa den Plads, hvor Blomsterne ere jordede, han opløfter Maleriet +i dets Belysning. Han smiler. Jan van Huysums Sjel tilstaaer for sig +selv i dette Øjeblik, at det er fuldendt. + +Da falder en Draabe fra den klare Luft derpaa. Den udsprænges over +Blomsterne. Under! Smaadraaberne blive siddende, evigt siddende, fastere +end Diamanten i sin Klippe, paa Katharinas Rose og paa de andre +Blomster, hvor de falde. + +»Gamle! du er forsonet,» jubler Mesteren. »Det var din Taare.» Og han +fuldender Navnetrækket, og Rolighed vendte fra den Stund tilbage i hans +Hjerte. + + +Ingen veed hvilke Aander der ere ovenfor ham. Men undertiden mærkes dog +deres Nærværelse af følsommere Sjele, og det er somom Taarer faldt i +vore Hjerter. + +Ja visselig det var gamle Adrians Taare, som faldt fra den klare Luft. +Det er Adrians Forsonings- og Beundringstaarer, som sidde de endnu i de +mirakelherlige Draaber paa _Jan van Huysums Blomsterstykke_. + + * * * * * + +_Jan van Huysum_. + +Aar runde. Havet omtumler ikke sit Bytte forunderligere end Tiden gamle +Mesteres Malerier, fordi Menneskene ere begjærlige efter det +Guddommelige i samme Forhold, som dette er sandseligt. Derfor ile +Malerierne, hvori dette er Tilfælde, fra Haand til Haand igjennem +Aarhundrederne, medens et Digt vilde døe af Boghyldestøv eller endnu +forsmædeligere, om ikke Pressen reddede det ved at gjøre det almindeligt +som Brostenene. + +Ogsaa dette Digt vil desuagtet døe før Jan van Huysums Blomsterstykke +gjennemlever et Aar til af sin Udødelighed. + + +Aar runde. Der var Udstilling i Louvre af Napoleons Kunsttrofæer, +Spaniens, Italiens, Nederlandenes Mesterværker havde den store Ørn bragt +hjem til sit Rede under den høje Kolonnade. Der var ogsaa »Santa +Katharinas Trolovelse» af Alonzo de Tobar, Velasquez's »Familie», en +»Familie» af Alonzo de Tobar, og den store Jan van Huysums +Blomsterstykke. Galleriet var fuldt af Beskuere. + + +Men Publikum havde mindre at bestille med at beundre Mesterværkeme, end +med at spotte ad en ung Mand, som paastod, at der var en Liighed, han +følte meer end han saae og kunde forklare sig, imellem en af Roserne paa +Jan van Huysums Blomsterstykke og Alonzo de Tobars Katharina, ja imellem +enhver af Blomsterne og Individerne i hans »Familie» efter Velasquez. De +loe ad ham som de Forbigaaende ad gamle Adrian. + +En høj, alvorlig, sortklædt Mand nærmer sig Fantasten. Publikum viger +ærbødig tilside. »Følg mig!» siger han venligen, »Du er Maler.» + +Det var Mesteren _David_, som førte _Gros_, »Amor og Psyches» Maler, som +sin Discipel til sit Atelier. + + +Siden David ikke var haardere, tør jeg ogsaa, uden Frygt for et +Publikums Latter, som neppe veed, at det, ifølge hiin Regelløshed for +Malerværkers Omtumling, besidder i sin Midte Jan van Huysums +Blomsterstykke, aabenlydt sige, at det forekommer mig som om der ogsaa +finder en mystisk Liighed Sted imellem hiin Amor og Psyche og de to +Roser paa _Jan van Huysums Blomsterstykke_. + + * * * * * + +--Ak, søde Rosenknop, hvad er det for et Eventyr du har fortalt mig om +_Jan van Huysums_ Blomsterstykke, mens jeg hensank i Beskuelsen deraf? + + »Men nu veed jeg dog hvorledes + slige Blomster bleve til.» + +*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 11293 *** |