initial commit of ebook 11293HEADmain

6 files changed, 3534 insertions, 0 deletions

diff --git a/.gitattributes b/.gitattributes
new file mode 100644
index 0000000..6833f05
--- /dev/null
+++ b/.gitattributes
@@ -0,0 +1,3 @@
+* text=auto
+*.txt text
+*.md text
diff --git a/11293-0.txt b/11293-0.txt
new file mode 100644
index 0000000..a886cb7
--- /dev/null
+++ b/11293-0.txt
@@ -0,0 +1,1542 @@
+*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 11293 ***
+
+JAN VAN HUYSUMS BLOMSTERSTYKKE
+
+af
+
+HENRIK WERGELAND
+
+
+Utgitt første gang 1840
+
+
+
+
+JAN VAN HUYSUMS BLOMSTERSTYKKE
+
+EN BUKET FRA HENR. WERGELAND TIL FREDRIKA BREMER
+
+
+
+Anch'io sono pittore.--_Correggio_.
+
+Johan (Jan) van Huysum
+(Født i Amsterdam 1682, d. 1749.)
+
+
+--»Hans Fader _Justus_, en middelmaadig Maler, gav ham den første
+Underviisning; men siden gik han i Lære hos Naturen, der bød ham sine
+skjønneste Døttre til Mønstre. Han er Blomsterrigets Rafael; dets
+Beboere fremstillede han med uefterlignelig Troskab. Hans Blomstre
+prange i de skjønneste Farver og i naturlig Friskhed, som om Duggen just
+havde udgydet sine Perler over dem. Han anbragte ogsaa paa sine
+Blomsterstykker Insekter, Sommerfugle, Fugle, deres Reder med Æg o.s.v.,
+alt i Naturens rige Pragtgevandt. Blomsterne satte han ofte i Vaser,
+zirede med skjønne Basreliefs. I Udførelsen hersker den højeste Flid, og
+ved Farvernes, Oljens og Fernissens Tilberedning undgik han omhyggelig
+ethvert fremmed Blik, og iagttog den dybeste Hemmelighed. Han laserte i
+det Uendelige, selv Dækfarverne, og betjente sig derved af de klareste
+og varigste Farver, som ogsaa have beholdt sin Friskhed ligetil denne
+Tid. De Blomstre, som ere malte paa klar eller brunlig Grund,
+foretrækker man for dem paa dunkel, og de blive særdeles dyrt betalte.
+En Sindssygdom, han undergik i sine senere Leveaar, havde ingen
+Indflydelse paa hans Kunst.»
+
+Naglers Künstler-Lexicon.
+
+
+--»Det 18de Aarhundredes fortrinligste Blomster- og Frugtmaler; følte
+sig især dreven til Fremstillinger af Planterigets Fostre, og
+indskrænkede sin Pensels hele Kraft til at udtømme al Kunst i den
+levende Efterligning deraf. Han naaede det Højeste i sine Blomster- og
+Frugtstykker. Han forstod at udspeide Naturens Hemmeligheder, at fængsle
+den flygtige Blomstren i dens skjønneste Øjeblik og at naae det Højeste
+i denne _genre_ ved sine Farvers tryllende Sandhed og Mangfoldighed og
+ved det næsten Transparente i de fine Blomsterskabninger. Han var den
+Første, som fremstillede Blomster paa klar Grund, og overtraf alle sine
+Forgjængere i Blødhed og Friskhed, i Farvernes Fiinhed og Liv, i
+Udtrykket af det Saftige og i de nøjagtigste Lysforhold. Han var saa
+iversyg i sin Kunst, at han ikke tillod Nogen at see ham arbeide. Hans
+Blomster ere skjønnere og sandere, end hans Frugter; Dugdraaberne og
+Insekterne han malte dertil, have den højeste Livagtighed. For hvert af
+sine Billeder tog han 1000-1400 Gylden; to af hans Aqvarelltegninger ere
+i den nyere Tid blevne betalte i Holland med 10,000 Gylden.»
+
+Allg. deutsche Real-Encyklopädie.
+
+
+--»Han overtraf alle sine Forgjængere i at male Blomster og Frugter, og
+hans Arbeider kom i et saadant Udraab, at kun Fyrster og de rigeste
+Privatmænd vare istand til at kjøbe hans Malerier. Den fineste Smag, den
+mest glimrende Kolorit, den kraftigste Pensel og den fuldkomneste
+Efterligning af Naturen give denne Kunstners Værker et uendeligt Værd. I
+Landskabsmaleriet taaler han Sammenligning med store Mestere; men i at
+male Blomster og Frugter har han aldeles ingen Sideordnet. Det Matte og
+Peltsagtige ved Frugterne, det Glindsende ved Blomsterne, det
+Gjennemsigtige ved Dugdraaberne, den livlige Bevægelse, han vidste at
+give sine Insekter--Alt er henrykkende i hans Malerier.»
+
+»Allgemeines Künstlerlexicon, cfr. Pierers Encyklopäd. Worterbuch.»
+
+
+--»Naaede alene ved sit Genis Kraft den højeste Rang i sin Kunst. Han
+har gjengivet i sine Blomster deres hele Sandhed, deres mest glimrende
+Farver med en saa blød og behagelig Pensel, at Naturen ikke er sandere.
+Hans Frugter have et Transparent, især hans Druer, som lader Gellevævet
+see og Saften hvormed de ere opfyldte. Insekterne skulle man troe
+bevægede sig. Og hans Duggdraaber? Man fristes første Gang man seer dem,
+om end nærved, til at ville tørre dem af, forat de ikke skulle skade
+Mesterværket.»
+
+Marquis d'Argens, _Examen critique_.
+
+
+--»Han har, saa at sige, rivaliseret med Naturen. Friskhed, Ynde,
+Eleganz, Sandhed, Kolorit. Han skulde være Foraarets Gud, om Flora
+tillige havde givet ham sin Vellugt.»
+
+_Galerie du Musée Napoléon_.
+
+
+--»Naaede i Blomster- og Frugtmaleriet en Fuldendelse, som overtraf Alt
+hvad man hidtil havde seet i dette Slags. Alle de Florister, som stode i
+Bekjendtskab til ham, kappedes om at meddele ham det Skjønneste, deres
+Haver frembragte. Han plejede at udarbejde de Studier enkelt, hvoraf han
+komponerede sine Malerier, og var, som man fortæller, saa egen, at han
+aldrig tilstedede Nogen Adgang, naar han arbejdede, og gjorde en stor
+Hemmelighed af Tilberedelsen af sine Oljer, Fernisser og Farver. Selv
+hans egen Broder maatte ikke see til naar han arbeidede, og det var kun
+med Møje man bragte ham til at undervise _Margaretha Havermann_, paa
+hvis Talenter han skal have været iversyg. Ærgrelse over en af sine
+Sønners Opførsel virkede saa paa hans Forstand, at han forfaldt i en Art
+Vanvid, som dog ikke havde nogen Indflydelse paa hans Arbejder. Hans
+Stiil betræffende, da udførte han alt med Forstand og utrolig Flid, og
+laserte i det Uendelige, selv Dækfarverne. Dette er Aarsagen til at hans
+Frugter ere altfor skjønne, eller, forat tale tydeligere, til at de
+ligne Frugter af Vox eller farvet Elfenbeen; men hans Blomster, hans
+Insekter, Duggen og de enkelte Duggdraaber overtræffer Alt hvad man
+hidtil har seet i dette Slags. Om hans fortrinligste Arbejder give
+saavel _Gool_ som _Descamps_ Underretning.»
+
+Fiorillo. Geschichte d. zeichnenden Künste.
+
+
+--»Elskere af særdeles pragtfuld Fuldendelse sætte v. H. over alle
+Blomstermalere. Den Flid han gjorde sig med at vælge de mest skinnende
+og massiveste Farver, med at tilberede dem og rense Oljen, bidrager
+meget til den glimrende Friskhed ved hans Værker. Det hvide Grundanlæg
+paa hans Tavler eller Lærred, siger _Descamps_, var tilberedet med den
+største Omhyggelighed og med en Reenhed, som befriede ham fra den Frygt,
+at see Farverne, som han anlagde med stor Utvungenhed, forrevne eller
+fordærvede derpaa. Alt er behandlet med Præcision, uden Skjødesløshed,
+men ogsaa uden Tørhed. Det Ru, det Glatte, det Fløjelsagtige, det
+Transparente, den sandeste og brillanteste Glands--alt Dette findes her
+forbundet med hint _touche_, som Naturen anviser, og som hverken kan
+tilskrives Maneer eller Tilfælde. Vaserne, som han vidste at anbringe
+heldigt, og hvori han satte sine Blomster, ere ligeledes efter Naturen.
+Basrelieferne, ligesaa fine som det Øvrige, ere godt sammensatte og af
+lærd Harmoni. Han havde den Smag, at formere sine Grupper saa, at de
+lyseste Blomster indtog Midten, og han betjente sig af den enhver Blomst
+egne Farve forat udføre Farvesynkningen fra Middelpunktet til Gruppens
+yderste Ende. Fuglereder, deres Æg, Fjedrene, Insekterne, Sommerfuglene,
+Vanddraaberne, Alt er fremstillet med den største Sandhed, og
+frembringer den fuldkomneste Illusion.»
+
+Heidenreichs aesthetisches Wörterbuch.
+
+
+I disse Domme stemme ogsaa »Lüdemanns Geschichte d. Mahlerei» og »Hirts
+Kunstbemerkungen» overeens.
+
+I »Historische Erklärungen der Gemälde welche Herr _Gottfried Winkler_
+in Leipzig gesammelt, Leipz. 1768» findes netop det Stykke af _v.
+Huysum_, som er Sujet for nærværende Digt, saaledes beskrevet:
+
+»Forskjellige Blomster ere samlede i et, med ophøjet Arbeide ziret, Kar
+og opstillede i en Nische. Blomsterdronningen pranger ved den blonde
+gelderske Roses søsterlige Side, omgiven af skjøntstribede Tulipaner,
+blomstrende Valmu og hvide Narcisser, hvis Pragt spraglede Aurikler,
+fyldte Hyacinther o.s.v. og en Mængde af Foraarets spæde Skabninger
+forhøje med sin mildere Ynde. Spraglede Sommerfugle og forskjellige
+Insekter drikke Morgenduggen af deres Blade, som det hvilende Blik
+gjennemtrænger og Zefyrens milde Aande synes spøgende at ryste.
+Nedenunder paa Muren klæber den huuslige Snegl og til Højre ligger en
+Fuglerede med tre forladte Æg. Maleriet er paa Træ, 2', 9/2» højt, 2',
+2» bredt. Dets forrige Besidder var Hr. _Dietrich Schmid_ i Amsterdam,
+hvem Mesteren skjænkede det som et Venskabsminde.» Det er nu siden flere
+Aar i Hr. Stiftamtmand _Thygesons_ Besiddelse. Der gjorde det det
+Indtryk paa Forfatteren, han her har søgt at meddele. Det omfatter med
+en noget mere detaljeret, om end ikke udtømmende, Beskrivelse end
+foroven, i en Vase en hvidspraglet Tulipan, og en dunkel, rødbruun af
+ægte hollandsk Pragtflor, en hvid Rose, to røde Roser, en Syringe, en
+brun Aurikel, Pintseliljer (Narcisser), en ildfarvet Valmu, en guul,
+dobbelt Fløjelsblomst, en dobbelt rødspraglet Nellik, en blaa Hyacinth,
+en Konvolvulus, en Forglemmigei, en halvaabnet Rosenknop og en
+Ridderspore. Dertil en Fuglerede med Æg, en Snegl med sit Huus, et Par
+flyvende Insekter og nogle Vanddraaber, som Beskuere meer end engang
+have villet tørre væk.
+
+Disse ere Delene af den beundringsværdige Komposition, som ikke kan
+forherliges af min, der vel er indgivet af Beskuelsens henrykte Øjeblik,
+men dog for fattig til ikke at trænge til nogen Overbærelse forat turde
+hedde en Buket til den genifulde Malerinde, som har valgt
+Menneskehjertets og Livets endnu finere Blomster, end _van Huysums_, til
+Gjenstande for sin nydelige Pensel.
+
+
+
+
+I
+
+Beskuelsen
+
+
+Plumpe Menneskebeundring,
+som behøver Luft og Læber!
+Mere plump end Dyrs Forundring,
+der er taus og bly beskeden,
+krænker du i din Tilbeden,
+øder i Begeistringsheden;--
+med din Elskovs vilde Brunst
+du din egen Elskte dræber:
+din tilbedte rene Kunst.
+
+Ve, om nu, da jeg maa tale
+(saa nødvendigt som at Brystet
+stønner, naar det bliver krystet)
+denne Draabe skulde dale
+fra _van Huysums_ Rosenblad,
+af min Læbes Mundveir rystet!
+Foraarsvinden, yr og glad,
+var af meer barmhjertig Hu:
+Duggens Glands fra Lund og Hegn,
+perlemoderagtig Regn,
+gjemt i foldet Marikaabe,
+hver en Draabe, hver en Draabe
+har letsindigen den plyndret,
+alle hen i Luften søndret
+--_denne_ ligger der endnu,
+yderligt som Taaren baaret
+bævende af Øjenhaaret,
+yderst i dit Diadem,
+yndige og blide Smerte,
+som din Byrde triller frem;
+skjøn som Perlen, der var værdig
+til at være Stjernes Hjerte;
+fuld som Magdalenens Graad,
+fuld og tung og bristefærdig;
+bristende, skjøndt endnu heel,
+som beslutningsmodent Raad
+i tungsindig Engels Sjel.
+
+O! saa herligt er det Mindste:
+Draaben, der paa Bladet glindste.
+Glindste? Ja er den ei svunden,
+som et fuldfødt Ord fra Munden,
+man ei kan tilbagekalde
+i sit Hjertes tause Grund?
+Thi den syntes jo at falde
+af sin Vægt i hver Sekund.
+
+Dette, at den evigt spiller,
+evigt mæt af Glands sig runder,
+evigt fylder sig og triller,
+--det er Under over Under,
+hvorpaa jeg forbauset grander,
+Kunstens Dyd, Naturens Feil,
+som at fængsle Lyden fast.
+Luftens Svale i sin Hast,
+Billedet i Kildens Speil.
+
+O, hvad sød vellystig Skræk!
+Angst for Vind og Solens Straale!
+Draaben, som ei meer kan taale!
+Fluen, som vil flyve væk!
+Sneglen der, som nu vil flytte
+hen paa næste Blad sin Hytte!
+Malte Blad, som vil sig hæve!
+Fagre Blomsterliig, som leve!
+O, hvad sød vellystig Skræk!
+Mens jeg stirrer paa dem møde
+mig forvirret længst hendøde
+Elskerinders Ansigtstræk.
+
+Og, endskjøndt I er' saa sande,
+maa jeg troe, I aldrig gro'de
+blandt de andre paa vor Klode,
+men engang i Edens Lande:
+Blomstre! at I derfor ere
+Blomstre vel, men endnu mere:
+Blomsterblomstre, disse liig,
+som fortrylle os i Haven,
+som en Aand i Himmerig
+ligner Liget under Graven.
+
+Ak, som denne Blomstbuket
+maatte Kjærlighed see ud
+med sin Sværm af Lidenskaber,
+hvis en Elsker, mens han taber
+sig i Favntag hos sin Brud,
+fik sit Hjerte kløvt medeet,
+saa man med et Aandeblik,
+(hurtigt som man skimter Fligen
+af Gespenst, der flygter just)
+Øje paa dets Drømme fik,
+paa dets uudtalte Higen,
+paa dets Tankers Embryoner,
+paa dets Eed, før den udtoner
+i et troløst Aandepust,
+mens den endnu ligger der
+som en Nyfødt reen og skjær,
+der engang skal bli'e Forbryder,
+paa dets Haab, før Vingen skyder
+spæd som Blomstens Hjerteblad,
+paa dets Tale før den lyder,
+paa dets Fryd, før den bli'er glad,
+og i Smiil om Læben flyder.
+
+Hvor er slig en Lidenskab,
+slig en Vellyst, qvalt af Smerte,
+sligt et dæmpet Hjerteslag,
+slig en Glød paa Elskovsmunde,
+slig en blodig Hjertevunde,
+som i Pragttulipens Gab,
+denne mørke, selvfortærte,
+krampestærke, syge Rødmes
+natteagtige Skarlag!
+
+Hvor er Kjærlighedens Sødmes
+Frydberusningsøjeblik,
+da Du Ja af Hende fik,
+yndigt i de tvende røde
+Roser, som hinanden møde!
+Efter Kys en Tørst saa heed,
+som de Begge brænde med?
+Hvor maa Elskovs Anger lide,
+Rødmes Blus med Bleghed stride
+her i denne fulde hvide?
+Hvor er fyrigt Frydbegjær
+som i denne Nelliks Skjær?
+Hvor et Blod, der saa kan gløde,
+som dens fine, purpurrøde
+Dugregn af Granater, ud
+sprængt paa Perlens skjære Hud?
+Andagt, naar den syner bedst,
+seer paa fjerne Himles Fest
+for det frelste Zions Helte
+ei saa fagre fine Telte,
+som Konvolvlerne udbrede,
+blaaere end Himlens Bund,
+finere end Blusels Klæde
+foran Brudens Ønskes Mund.
+Uskyld har saa fiint et Blaat,
+en saa skjær en Blegnens Kulde,
+ei som Hyacinthen faae't;
+Ømhed ei saa rig en Yden,
+som Syringen der, den fulde:
+hver en Smaablomst i dens Klase
+er en liden egen Vase
+af et halvklart Porcellin,
+fuld af Honnings søde Nyden,
+fuld af Sommerfugles Viin.
+Er saa reen en Engels Hjerne,
+Jomfrues Tanke, Nyfødts Drøm
+og Martyrens Taarestrøm
+som Narcissens blege Stjerne!
+O, i den kan Helg'nen gjerne
+al sin Tempelandagt speile;
+thi, saa rank den skjød, den har
+sænket dog det fromme Hoved,
+som om Gud i Bøn den loved,
+som om Uskyld kunde feile,
+somom det en Syndskyld bar.
+Og hvor malte sig en Tanke
+i genifuld Ynglings Sind
+ildig som paa denne ranke
+Blodvalmues Luekind?
+Og hvor mon saa fyrig Plan
+i et Manddomshjerte tændes
+som det Flammehvælv, der spændes
+ud i denne Tulipan?
+Og hvor sukkede en Bøn,
+saa uskyldig og saa skjøn
+som Kjærminden der, den slanke,
+der saa ydmyg, bly sig klynger
+--bly som tause Taares Tanke--
+til en Moserosenknop?
+Og hvor er den Skjald, der synger
+godt som denne tause Lille
+Blomstmystererne, de stille,
+blot den engang, engang vilde
+Rosenlæben lukke op?
+
+O, hvis Knoppen vilde mæle,
+hvis en Aand den vil besjele,
+o hvor jeg den bede vil
+(og med Ild maae Skjønne bedes)
+at fortælle mig hvorledes
+slige Blomster bleve til!
+
+
+
+
+II
+
+Den hollandske Familie
+
+
+_»Alonzo de Tobar_! Hvor er du, Alonzo? Alonzo! Tappre Kastilianer!
+følger du ikke Obersten? _Adelante, Caballero! adelante_!»
+
+
+_Alonzo de Tobar_, den ulykkelige Maler, som var bleven sit Fædrelands
+Erobrers, Ludvig XIV.s, hvervede Soldat, fordi han ikke kunde blive
+_Velasquez_ eller Spaniens Stolthed, _Bartolomeo Esteban Murillos_, er
+bleven tilbage. »Fremad Walloner! Fremad! Obersten har givet Landsbyen
+til Priis. _Viva el coronel_! Han bryder sig ikke meer om nederlandske
+Landsbyer end Alba og Luxembourg, Djævelens Ven.»
+
+
+_Alonzo de Tobar_ er bleven tilbage. Han, som de vilde Staldbrødre
+kaldte Sierras Ulv, og som aldrig blev tilbage under en Ødelæggelse af
+en kjettersk By, har vendt sin Hest, og bøier sig grædende over Manken.
+
+
+Fortvivler han endnu over den store Murillos's »Santa Katharinas
+Trolovelse» eller over Velasquez's »Familie». Ha, der jage de sidste
+Kyradserer forbi og raabe: »Store Alonzo de Tobar! Lille Murillos!
+Tappre Kastilianer! følger du ikke Obersten? _Adelante, Caballero!
+adelante_!»
+
+
+Har han hørt sin Moder jamre under Hovslagene, eller seet Madonna i
+Røgskyen, som alt vælter sig gnistrende, snart sort som Natten, snart
+hvid som en Sky, uhyre som et Bjerg, frem over Kirken. Madonna
+begeistrede ham ellers til Ødelæggelse over Kjætterne, og den fanatiske
+Spanier ødelagde forat begeistres til at blive en Murillos og at kunne
+male en »S.ta Katharinas Trolovelse».
+
+Thi da han stod foran denne i Domkirken i Sevilla, Murillos' Fødeby, da
+styrtede han til Jorden under Erkjendelsen af at han ikke var nogen
+Murillos. Og saa søgte han den franske Fahne under de vildeste af dens
+Krigere, under Wallonerne. Han troede at opflamme Kunstnerens
+Begeistring og Kræfter ved at nære Fanatismens Glød i en rædselfuld Krig
+mod Kjættere. Dem bekrigede _han_, mens han var hvervet til at bekrige
+det politiske Folk, hans Herres Fiender.
+
+
+Ha, hvor seer Kirkens Blyspiir liigblegt ud imod Røgen, der kneiser bag
+det, mørk, tæt, ubevægelig som et Bjerg, eller imod Luespiret, der
+skyder sig op af Ghoret stedse højere, prægtigere og dristigere? Ve! det
+skriger derinde, Kirken maa være fuld af Qvinder og Børn.
+
+
+Wallonerne kjæmpe med hverandre i Døren om Byttet indenfor. Præstens
+Datter _Katharina_ stod just Brud, da de brød ind i Landsbyen; og hun er
+i Forvirringen bleven tilbage, hun og hendes Brudejomfruer. »Alonzo de
+Tobar, vil du ikke være med?» raaber en Landsmand, idet han paa de
+Andres Skuldre svinger sig op i Ghorvinduet, og seer ned i den
+flammende, qvindefyldte Kirke. »_Ah, Paraiso de Demonio! Ah, le paradis
+de l'enfer_! O Helvedes Paradiis! Og Alonzo, du holder dig tilbage?»
+
+
+Alonzo holder sig tilbage, bøjet over sin Ganger. Han bliver udstødt af
+de luxembourgske _fils perdus_, han mister sit Ulvenavn, han bliver
+hængt for sin Blødhed. Men den fanatiske Kastilianer med det hede Blod
+vil heller døe med Vanære, end lægge Haanden til _denne_ Landsbyes
+Ødelæggelse.
+
+
+Ve hans fortærte Sjel! Saamange nederlandske Landsbyer stak han Faklen
+til, jublende mellem sine Kamerader »en _la honra de nuestra Sennora_!»
+men denne Landsby, _denne_ var for yndig, Hytterne for nette, Kirken for
+ærværdig som en Præst imellem dem, Blomsterhaverne foran dem for
+nydelige. Vedbende og klattrende Roser havde flettet Gavlene sammen;
+Stokroser stode paa Vagt udenfor Dørene.
+
+
+Et rædsomt Skrig fortæller, at Kirken tilhører Wallonerne og Flammerne.
+Det trænger forstærket ud igjennem den opbrudte Dør og igjennem det
+udstødte Chorvindue, hvorfra Katharinas Brudgom, med sin Brud i den ene
+Arm, har nedstyrtet Alonzos Landsmand. Han viser sig der i samme Øjeblik
+som Wallonerne mylre indigjennem Døren.
+
+
+Takket være Fortvivlelsens Kræfter og sikkre Trin! takket den gamle
+Vedbendes Arm! Den bar Bruden ned ved hendes Elskers Bryst. Alonzo har
+seet hende i Vinduet og da hun fra Rædselsstedet ilede ind i sin Faders,
+Præstens, Huus, dette der ved siden af Kirken, det ærværdigste af dem
+alle, med de lyseste venligste Vindver, med den yndigste Blomsterhave
+udenfor, med den tætteste Efev over Taget, hvorfra allerede Flammerne
+slaae ud.
+
+
+Alonzo de Tobar, Maleren, har seet Landsbyens, Provindsens,
+Nederlandenes Vidunder. »Katharina,» mumler han--og der kommer Liv i
+Rytterens nedbøjede Skikkelse--»jeg har seet Katharina, _min_ Katharina,
+ikke Murillos', og dog skjøn som hans. Ha, det var Murillos' Katharina
+forklaret! Hendes mørke Øjne ere blevne serafiske blaae, hendes Skabning
+meer gjennemsigtig, hendes Farve af en meer stjerneagtig Hvidhed; Aasyn,
+Udtryk endnu meer aandiggjort. Ha, Alonzo de Tobars 'Katharina' skal
+overgaae Murillos' som en Engel overgaaer det herligste Menneske!»
+
+Alonzo er sprungen af Hesten. Han følger Jomfruen, der, med udstrakte
+Arme, som korsfestet, stormer imod sin Faders Dør. »_O milagro de
+Dios_!» En graahaaret Mand, som, med Jubel i Øjet, medens Ansigtets Træk
+ikke saa hurtigt kunde give Slip paa sin Forferdelse, aabnede Døren for
+de Flygtende, og modtog Pigen i sine Arme, raabte jo: »Katharina! O Gud
+være lovet!»
+
+»Hun _er_ en Katharina, og en Brud. Brudekrandsen flagrede fra hendes
+Lokker. _O milagro de Dios_! Det er et Vink fra Himlen.»
+
+
+Spaniolen er standset ved Døren. Han hører Psalmesang indenfore, og en
+Stemme derimellem som en himmelsk Harpes. »Himlen er barmhjertig; Alonzo
+de Tobar skal ogsaa blive Spaniens Stolthed, Kastiliens Malerfyrste, som
+den store Murillos er Andalusiens og Sevillas. Jeg har seet Murillos'
+Katharinas Søstersjel. Gud har seet Murillos' Katharina og skabt i
+hendes Billede en anden for Alonzo de Tobar.»
+
+
+Alonzo stormer rasende, mod Døren. »_Ayuden los angelos_! Vanvittige,
+ville I ikke frelses? Taget brænder, Taarnet raver, Flammerne drive
+Wallonerne foran sig ud af Kirken og hid, hid! De ere frygteligere end
+Flammerne.»
+
+
+Derindenfor knælede Præsten, den ærværdige _Adrian_, med Bibelen
+opstrakt i de zittrende Hænder; ved hans Side hans trofaste _Margaretha_
+og omkring dem først Familiens Stolthed Bruden _Katharina_, der ilsomt
+havde fundet sin Plads: med den ene Arm om Moderens Hals, med den anden
+om sin Brudgoms, _Johans_, den blomstrende Yngling; saa den fromme,
+nonneagtige _Narcissa_, med den fine Stribe af Rødt paa de dødblege
+Kinder, Hun, hvis Elsker var falden i Leydenernes heltemodige Udfald;
+saa _Hyacinth_, den smukke, blaaøjede Dreng, og Søsteren, den slanke,
+fine _Elisabeth_; den lille _Benjamin_ og Tvillingsøsteren _Anna_, »Anna
+liden», med Hovederne i Moderens Skjød og bedækkede af Barnepigen, den
+gamle trofaste _Magdalena_; og saa længst borte, næsten udenfor Kredsen,
+den ældste Datter _Klara_, hvis sørgelige Lidenskab for en fiendtlig
+Kriger--maaskee Narcissas Trolovedes Banemand--havde overgydt hendes
+Ansigt med en Bleghed, som dog vakte mindre Familiens Medlidenhed, end
+man skulde troet hos disse saa milde og gode Mennesker.
+
+
+_»Ayuden los santos_! De komme!» larmer Alonzo udenfor. »Afvejen! Huset
+tilhører mig.» En enkelt Pallask høres imod mange. »De komme!» raaber
+Johan, ilende mod Døren. »Paa Knæ!» befaler den Gamle. »Gud alene kan
+redde.» Og Kredsen slutter sig nærmere sammen. »Frels os! Wallonerne...»
+hviner Narcissa med Hænderne for Øjnene. »Vi ville blive frelste!»
+raaber Klara med et Skjær af Rødme paa Kinderne; thi hun syntes at have
+hørt sin Spaniers Slemme. »Ja, vi ville blive frelste»--jamrer Faderen
+hændervridende--»Gud være os naadig! Kom, Klara, mit Barn! Alt er
+tilgivet. Gud være lovet! Vi ville blive frelste. Thi Flammerne naae os
+før de Rædsomme--»
+
+
+Luerne rulle ovenover i store Bølger, Bjelker fra den brændende Kirke
+falde over Huset, ryste det i dets Grundvold, og støde Ilden Aabninger,
+hvor de kunne gribe ind.
+
+
+»Herind! Herind, Kamerader! _La Doncella aqui_!» Alonzos Landsmand, som
+jublede om Helvedes Paradiis, da han saae ned i den qvindefyldte Kirke,
+har sprængt Døren. _»Abajo los hereticos_!» Wallonerne styrte ind;
+Flammerne fra den anden Side. Alonzo har ikke kunnet standse dem. »Det
+er ham!» skriger Klara, omfavnende hans Been. Han støder hende væk
+grusomt som han engang gjorde, og griber, kjæmpende med sin vilde
+Landsmand, efter Katharina, der trækkes af sin Fader og sin Brudgom mod
+den anden Side, mod Flammerne. I samme Sekund--
+
+--I samme Sekund...
+
+Gud! Himmel! hvad er skeet?
+
+Kirkens Taarn er styrtet over Huset, gjennem dets næsten gjennembrændte
+Tag. Alt er begravet: Alonzos Landsmand, der i rasende Begjær var
+sprungen midt ind i Kredsen af de Knælende, Katharina og hendes Brudgom,
+Moderen, Klara og de øvrige Børn og Tyendet, Alle undtagen Faderen og
+Alonzo, der hver paa sin Side befandt sig længst udenfor det Sted, hvor
+Indstyrtningen skede. Men Katharina var ikke længer imellem dem. Ve,
+Ingen af dem har Katharina!
+
+Det var en skrækkelig Sekund, og dog var den foregaaende, da de vilde
+Krigere viste sig i Døren rædsommere.
+
+
+Langt bort vare de to Reddede slyngede. Lykken er Ulykkens Luner. Adrian
+vaagner. Det var Nat. Wallonernes Værk var fuldendt: Intet tilbage af
+Byen. Kun den af Nattekulden nedslaaede Røg laae som en blaahvid Sjø
+over Tomterne. En mørk Skikkelse bøjer sig over den Gamle. Han kjender
+Spanieren paa Hjelmfjederen, og trækker gysende Vaabenkappen, som Denne
+af Medlidenhed har bredt over ham, over Hovedet. Stjernerne blikkede
+roligen ned, somom Intet var passeret, og Frøerne sang i Kanalen, der
+sneg sig langsomt hen gjennem Sletten. Kun Storkene syntes at sørge; thi
+de stode sammenflokkede ved Bredden med Hovederne under Vingerne. Ogsaa
+deres Reder vare Brændte.
+
+
+Om en Time dagede det alt. Storkene ere alt fløjne, da Spanieren ryster
+Adrian vaagen af en Søvn, der lignede Døden saameget, at den ikke engang
+aandede. »Var _Hun_ din Datter, Gamle?» spørger Alonzo med huul Stemme.
+
+»Hvem?»
+
+»Hun, Gamle! _la querida del cielo_! Du saae det, og maa forstaae mig.»
+
+»Jeg havde fem: Klara og Katharina og...»
+
+»Katharina; ingen Anden mener jeg. _O mea caritta_!»
+
+Den gamle leer ham op i Øjnene.
+
+»Madonna! Han er vanvittig. Gamle, Gamle, saa saml dog din Tanker.»
+
+Adrian leer endnu voldsommere. Krigeren gyser.
+
+»Var hun det ikke, var du ikke hendes Fader, men kun den kjetterske
+Præst, som skulde vanhelliget hendes Hoved med din Velsignelse, jeg
+kunde slænge dig ind i den glødende Aske; og det vilde være en
+Barmhjertighed.»
+
+Den Vanvittige stirrer paa ham, og kryber sammen.
+
+»Ve mig!» mumler Alonzo. »Jeg har mistet mit Ideal, som skulde have
+ladet Alonzo de Tobar overgaae Esteban Murillos. Men varer en
+guddommelig Aabenbarelse længer? Jeg vil ile tilbage til Spanien, og i
+et Kloster bede Himlen at gjengive mig hendes Billede i Erindringen.»
+
+Den Gamle stirrer endnu, efterat Krigeren forlængst er borte--Han, der
+iler som rasende over Sletten, og som vilde blive hængt med alle sine
+ærgjerrige Malerplaner, om han stødte paa Eskadronen, hiin mørke Linje,
+der bevæger sig hist henne under Horizonten som Skyggen af en Sky.
+
+
+Ha, der opdage de ham. Eskadronen spreder sig. Jagten begynder efter en
+Efternøler og Desertør. Men den trofaste kloge Hest, som søgte og fandt
+sin Herre, tåger Tøjlerne til sig for ogsaa at frelse ham; og saaledes
+undviger _Alonzo Michael Tobar_, han, der blev den store Bartolomeo
+Esteban Murillos' heldigste Efterligner. Men det Værk, som giver ham en
+Plads imellem Spaniens Malere er en »Santa Katharinas Trolovelse», hvori
+han er original, og som tvister med Murillos' verdensberømte om Palmen,
+samt en »Familie», der ikke giver Velasquez'es meget efter. Idetmindste
+har den alle de søde Ansigter i Adrians Familie. Men hvem kjender Alonzo
+de Tobar? Hvem kjender engang Spaniens Storhed, Spaniens geniale
+Storhed, som det besidder fordi det har vidst at bevare sin nationale
+Individualitet? Verden kjender kun Storheden af dets Ulykker.
+
+
+
+
+III
+
+Gamle Adrians Blomsterbed
+
+
+Aar ere rundne. Der staaer en Hytte, hvor Præsteboligen stod. Eensom
+staaer den der uden Naboer. Omstreifende Medlemmer af de Faa af
+Menigheden, som fik flygte, have bygget den for sin gamle Præst, som de
+fandt imellem Ruinerne.
+
+
+Det er en smuk Foraarsdag. Solen skinnede ogsaa hjerteligt og fromt hiin
+Dag da Wallonerne ødelagde Landsbyen. Gamle Adrian sysler udenfor
+Hytten, saaende og plantende i den askeblandede Jord. Han veed, det er
+Pletten, thi han har fundet sin Margarethas Fæstensring der og et Skud
+af hendes Syringe udenfor Vinduet, hvorunder hun pleiede at sidde med
+sine Børn. Han har alt faaet Liv i det; og nu saaer og planter han
+rundtomkring det, mumlende: »Gud vil give sin Velsignelse, Gud vil give
+sin Velsignelse.» Fremmede gik mange Gange forbi og loe og sagde:
+»hvormange har det ikke brændt for uden at de ere blevne gale?»
+
+
+Men hvem skulde troe, at den gamle Gartner, som graver saa ivrigt og dog
+afmaalt, som passer saa nøje at vande og bedække sine Planter, som
+sysler saa vever i sit Bed, skulde være afsindig?--Hans Haar var vel
+hvidere, men glat og skinnende som før, hans Kinder rødere, hans Øjne
+klarere og ildigere. Og han kunde lee for sig selv, gnidende Hænderne af
+inderlig Fornøjelse, naar han opdagede et Skud, et Blad mere paa sine
+kjære Planter. Da mumlede han: »Gud vil give sin Velsignelse!» og han
+bøjede sig, korsede, og hviskede den hellige Velsignelse over dem.
+
+
+Det leed om lidt. Syringen skjød. Alting blomstrede omkring den.
+_Holland_, Floras Yndlingsbund, havde aldrig baaret saadanne Vidundere
+af Fuldkommenhed og Skjønhed. Det var en Sommeraften efter en mild Regn.
+Enkelte Draaber laae tunge og fulde igjen paa Bladene. Med sittrende
+Læber sad den Gamle over sin blomstrende Skat.
+
+»O min Sjel, o vær nu stærk!
+Bær Vorherres Underværk!
+Dø ej, Hjerte, som maa standse,
+at min Aand kan bedre sandse,
+at, i Lytten til dets Banken,
+ikke den forvilder Tanken!
+Døv mig ikke, om du daarer,
+om du tryller og beruser,
+du Henrykkelsens Musik,
+som i mine Øren suser!
+Søde Graad, ei blind mit Blik!
+Lad mig see med disse Taarer,
+som med tusind Øjne klart,
+som med alle Stjerners Fakler,
+det Mirakel af Mirakler,
+som er bleven aabenbart!
+
+Ve det Vanvid, ve mig Stakkel,
+ve mig meer end Øjeblinde,
+tvivlte jeg om Guds Mirakel!
+Slaaer vel Solen i sin Glands,
+højest paa sin Middagstinde,
+klart som _Dette_ Syn og Sands?
+Maa mod Klippen knuste Pande
+saa dens haarde Tilvær sande?
+Føler Moderen saa sandt
+af sin vellystfulde Smerte
+Livet af sit Elskovspant?
+Elskeren, at det er Hende,
+Hende kun, den Sukbegjerte,
+paa hvis Mund hans Læber brænde?
+
+Naaden, dette milde Hjerte
+i trefoldig Guddoms Aand,
+større Under gjør paa Under
+med hans Almagts venstre Haand,
+end i Drøm selv Englen blunder,
+mens hans Viisdom, forat maale
+Dybets Dyb og Fjernets Fjerne,
+forat styre vilden Stjerne
+strengt og stramt med Solens Straale,
+for Kometerne at tøjre,
+lede Alt saa regelret,
+at selv Ormen fatter det,
+kun har Brugen af den Højre.
+
+O hvo prøvte Almagts Styrke?
+Og hvo saae til Viisdoms Tinde,
+til det Lys, af Soles Mørke
+og af Stjerners Mulm ernært,
+hvori Englene er' blinde,
+hvori Tanken blier fortært?
+
+Mennesket i Brystets Hule
+kan sit eget Hjerte skjule,--
+Hvo har i Algodheds seet?
+Hvo Barmhjertighedens Skjød,
+hvor Undfangelsen er skeet
+til det Under, som er fød?
+Fødes ei i helligt Løn
+Støvets Barn og Syndens Søn?
+O hvo turde da vel see
+Naaden i dens Fødselsvee,
+I den Stund, af Almagt svanger,
+da Guds Kjærlighed undfanger
+Underet, den lader skee?
+
+Jeg har seet det! O _Margrethe_,
+hvilke Undre ere skete!
+Gud ske Lov for Sands og Sind!
+Gud ske Lov jeg er ei blind,
+som min gudsforgangne Klage,
+der var blindere end Steen,
+djærvere end Hjobs i Støvet.
+Alt er kommet jo tilbage,
+Alting som i gamle Dage,
+Alt igjen som Foraarsløvet;
+Ingen fattes; ikke Een.
+Gud i disse Blomstre givet
+atter har jer Alle Livet.
+Gud har eders Sjeles Blod
+gydt i disse Planters Rod,
+saa jeg hvert Lineament
+seer i Blomsten velbekjendt,
+hører elskte Hjerters Banken,
+føler Pulsen, læser Tanken,
+seer bekjendte Øjnes Straaler
+i de fine Blomsterskaaler
+klart som nogensinde før.
+Ja, hvad Under Gud dog gjør!
+Tidens sønderbrudte Krands
+har han atter sammenbunden:
+smigrende som Ammemunden
+hvisker til min vakte Sands
+gamle Dage ved mit Øre.
+O hvad Toner faaer jeg høre!
+_Margarethas_ Stemme leer
+blidt som forhen under Grenen,
+den som rasler paa Syrenen;
+Blomstens fine Violet,
+Blaat og Rødt i Hvidhed badet,
+endnu dæmpet meer bag Bladet,
+er--o tør jeg løfte det?
+tør et Underværk jeg granske?--
+jo grangiveligt og ganske
+hendes Sløjfes egen Let,
+som hun sad der dagligdags,
+med det fromme Hoved bøjet,
+over Søm og Strikketøjet,
+syslende med Alleslags.
+
+Jeg var meer end blind, om ei
+jeg min _Annalidens_ Øje
+flux gjenkjendte grant og nøje
+her i denne Glemmigej.
+Ak, jo meer jeg seer paa den,
+kjender jeg mit Barn igjen,
+skilner jeg grangivelig
+min fra andre Glemmigejer.
+Gud, mit Barn, velsigne dig,
+Du har slynget, som du plejer,
+Armen om din Tvillingbroer:
+Rosenknoppen der, som groer
+Glemmigejen min ved Siden:
+_Benjamin og Annaliden_.
+
+Over Begge med den rene,
+fulde, sølvertunge Draabe,
+har et Fløjelsblad sig lagt.
+Det er gamle _Magdalene_
+med sin Graad og med sin Kaabe,
+paa sin ømme Ammevagt.
+
+Og mit Syn er ej saa blindt,
+at det kjender ej min egen
+Elsklingsdreng, min _Hyacinth_,
+frem i Hyacinthen stegen.
+Hvor var slig en Dreng blandt Drenge,
+slank og sværmerisk og from?
+Hvor er slig Vidunderblom
+i alt Hollands Blomstersenge?
+O jeg seer i denne fine
+amethystne Kalk den ømme
+sværmeriske Josefsmine,
+hvormed han fortalte Drømme.
+Og naar Drømmen saa var ude,
+Hovedet Fantasten bøjed,
+blegnede og nedslog Øjet,
+som de fuldtudsprungne af
+Hyacinthens Blomstre lude,
+naar de første Duft udgav.
+
+Favreste Konvolvel, fiin
+som en Serafs Aandedræt,
+fanget af en Cherubin
+I et Blomsters Maskenet,
+i en død Blaaklokkes Liin,
+du er min _Elisabeth_,
+Hyacinths Tilhørerinde,
+som ham kunde bedst forstaae,
+med de store Øjne blaae
+af sin Tro aldeles blinde.
+
+Kjendte jeg mit Barn, mit bedste,
+havde jeg en Faders Hjerte,
+om jeg ej _Narcissas_ Smerte
+her i Pintseliljen læste?
+om jeg ikke meer forstod
+hvorfor hun er uden Blod,
+paa hiint skarpe Purpurskjær,
+paa hiint sikkre Flammebilled,
+af den Fæstensring, som brødes
+kun af Døden, som den Dødes,
+som paa hendes Kinder spilled,
+paa den hede Draabe nær,
+som jeg angest saae paa Kinden
+I Fremtindren og Forsvinden?
+Ve, sin Stribe af Karmin,
+Arret efter Smertens Bid,
+Dødens Judaskys indsvi'd,
+Stjernen er ej hvid som denne,
+bærer endnu hendes Kind!
+syge Perle ei saa bleg
+(Liljen, som af Mulden steg,
+er jo vistnok ogsaa Hende),
+Dybets Glød, Korallens Brand,
+solskinmættede Rubin
+tindrer ej saa hedt som hiin.
+
+Ve, om efter disse Mærker,
+som hvert Øjekast forstærker,
+om jeg da med grum Forstand,
+med en Ravnefaders Vilje,
+med et indbildt Blik, som al
+Glæde fra sig selv bestjal,
+kunde skilne mellem disse,
+mellem denne Pintselilje
+og min døende Narcisse!
+
+O hvad Jubelfryd opdager
+jeg til denne Time spart!
+Søde Øjeblik, der bruge
+Tiden kun af Pilens Fart,
+af et Glimt fra Solens Øje,
+for den hele Gift at suge,
+for det Bittre at fordøje
+af saamange Dages Klager,
+af saamange smertebulne,
+jammerfulde, taaresvullne
+Nattetimers vaagne Vee!
+Lever jeg? Er bristefærdigt
+Oldingøje bleven værdigt,
+til sin Salighed at see
+saa fuldstændigt aabenbaret,
+før velsignet Død har klaret
+med sit Pust hans Øjesteen?
+Se der mangler ikke Een!
+Der i Rosen ved sin Rose,
+se, der er jo Brudeparret
+_Katharina og Johan_!
+Kjærligheds Apotheose,
+_Katharina og Johan_!
+Begge i hinanden tabte,
+i hinandens Billed skabte,
+vexle deres Hjerter Slag
+under Taarers Sammenblanden,
+i et evigt Favnetag,
+vexle deres Øjne Lys,
+tænde Straaler i hinanden,
+vexler Læben Saligheder,
+høje, endskjøndt tause, Eeder
+i de endeløse Kys.
+
+Salig er jo Bryllupsstunden,
+slugt af Flammen, gjenoprunden?
+Himmelnaadens milde Graad
+gjorde Asken frugtbarvaad,
+mine egne Taarers Kræfter
+dugged tæt og lunkent efter,
+hede Stønnen af min Vaande,
+mine Bønners varme Aande
+lokked da fra Buskens Skud
+begge mine Roser ud:
+_Katharina og Johan_,
+begge disse sammenbøjde,
+i hinanden saa fornøjde,
+morgenrøde, morgenfriske
+Roser, som isammen hviske--
+_Katharina og Johan_.
+
+Mig imøde, som fra Bunden
+af to gyldne Trylleskaaler,
+fra de dybe Roser straaler
+deres fagre ungdomshulde
+Aasyns Træk saa frydefulde.
+Thi for dem er Bryllupsstunden,
+den som Flammerne fortærte,
+atter salig gjenoprunden,
+Hjerte knyttende til Hjerte,
+_Katharina_ til _Johan_.
+Thi ved Himlens Under kan
+nu i Fred jeg gamle Hyrde
+deres Vielse fuldbyrde,
+afbrudt paa hiin Rædselsdag,
+ende saa i Ro og Mag
+Brudetalen, som de vilde
+rædsomme Walloners Magt
+havde Hjerte til at spilde
+før Velsignelsen blev sagt.
+
+Nu jeg frit, med Haand paalagt,
+Guds Velsignelse nedbeder,
+Himlens Væld af Saligheder,
+Brud og Brudgom, over Eder:
+Herre, sign du og bevar
+dette Rosenbrudepar!
+Herre, lys dit Aasyn over,
+Yndighed, som sig trolover!
+Herre, løft dit Aasyns Glands
+over Fromheds Brudekrands!
+Herren give dig sin Fred,
+elskende Uskyldighed!
+
+O Henrykkelses Sekund,
+Saligheders Fødselsstund!
+du er altfor tung af Glæde
+til at flye saa flygtig hen,
+som de andre duungraae, lette,
+farveløse Solgransstunder,
+Skjebnens Pust mod Døden hvifter
+henad Livets Ørkenslette;--
+du demantne af Sekunder,
+som er engang allerede
+kommen himmelsendt igjen,
+ej saa troløst og saa let,
+som de andre dig omskifter;
+du maa frydbelæsset dvæle
+til mit Hjerte vinder Mæle,
+til det mestre kan sin Tanke,
+til det engang bliver træt
+af saa maalløst, stærkt at banke,
+til det engang bliver mæt
+af den søde Fryd at græde,
+medens mine Læber juble,
+medens Øjet straaler, medens
+brudte, vilde Ord (og dog
+skjønne som af Salighedens
+ubekjendte Himmelsprog)
+stødende paa Tungen snuble,
+somom ikke jeg var klog.
+
+O det er somom en stille
+lummer Regn faldt i mit Hjerte,
+somom Knuden af min Smerte,
+Dryppestenen af min Vee,
+Sorgkrystallen i mit Sind,
+opløst i Velsignelse,
+ud i denne Graad maa trille
+over hele vide Jorden,
+hyllende dens Bjerge ind
+i en skabningssvanger Sky,
+i sit lunkne Mulms Neddignen
+svangrende den med Velsignen,
+til en frydfuld, skyldløs Vorden
+svangrende dens Dyb paany.
+
+O hvor har jeg nok af Mæle,
+for at tale ud min Lyst?
+nok af Hvælving i mit Bryst,
+nok af Luft, af Rum, af Lyd,
+ømme, zittrende og høje,
+for i Toner at besjele
+denne Overlast af Fryd?
+nok af Spejle i mit Øje
+forat fange op det Hele?
+nok af Sandser for at nemme?
+nok Erindring for at gjemme?
+nok af Tanker for at fatte?
+nok af stærke Nervestrenge
+for at bære Glæden længe?
+nok af Hjerte for at dele
+Ømhed nok til mine Skatte:
+til _Margretha_, til de tvende
+_Smaa_, som smile næst ved hende,
+til _Narcissa_ min, som skranter,
+_Hyacinth_ med Drømmermine,
+troende _Elisabeth_,
+aldrig af hans Undre mæt,
+til min Stolthed, _Katharine_,
+til de dyrebare Panter,
+Himlen atter mig betro'ede
+frem i disse Blomster groede,
+disse der, min egen Æt?
+
+Ve mit Ravnefaderhjertes
+sløve mosbegroede Steen!
+Jeg har kunnet glemme Een
+af mit eget Kjød og Been:
+stakkels _Klaras_ Dødningsmertes
+blege Billede i denne
+hvide Rose, som er Hende,
+hende Selv. Se Blusel kjæmper
+end paa Kinden jo som før
+i det Rødmende, som døer,
+som med Bleghed Smerten dæmper,
+med de dunkelhvide Emmer
+af en nedbrændt Lidenskab,
+Kalkestøvet af Ruinen,
+som hun under Blidhedsminen
+sønderknust i Hjertet gjemmer
+af sin Freds og Uskylds Tab!
+
+O mit Barn, se til din Fa'r!
+Rose hvid, som _Klara_ var!
+Han er ikke længer vred
+paa din syge Kjærlighed,
+Han har intet Blik, som rammer
+knusende din knuste Jammer;
+Han har intet Øjekast
+for at skjære hvad der brast;
+Han har kun en Faders Hjerte
+og Velsignelser i Munden
+og en Smerte for din Smerte,
+og et Taaredryp for Vunden,
+Taarer af balsamisk Glæde;
+thi jeg ogsaa dig har funden:
+Ingen mangler i min Kjæde.
+Alle ere jo tilstede
+saa lyslevende og sande,
+at jeg ikke kan forblande
+Sandheds Syn med Sandheds Skin.
+Thi det sværges i min Sjel,
+derpaa mine Øjne bande,
+kjendende jer altfor vel:
+Blomsterne ej _skulle være_
+eder blot i Fantasi'n,
+eder, mine Børn og Viv,
+men forvist de Eder _ere_,
+Eder ja til Sjel og Liv,
+Eder ja i Ansigtstræk,
+Ejendommelighedssind,
+Karakterens fødte Mine,
+Smilene, som præge ind
+sine sommerfuglefine
+Spor, idet de flygte væk.
+
+Og jeg hørte eder tale,
+hvis min Sands ej laae i Dvale,
+hvis ej Dødens Gravmos alt
+spirede i Ørets Spalt.
+Men hvad mere Sands behøves?
+Øjet seer, om Øret døves,
+Alt er blomstret frem igjen,
+Alting som i gamle Dage:--
+dugget til af Himmelen,
+giver Jorden det tilbage,
+Alting som i Bryllupsstunden,
+da min Lykke folded ud
+alle sine Hjerteblade,
+spredende sin Krones Straaler
+mere ud end Himlen taaler,
+da dens modne Blomsterskud
+højere mod Sky var runden
+end de Himmelske tillade,
+just i det Moment den brast
+paa den vrede Almagts Bud
+ned med Flammeme i Grunden,
+og foer hen med Gnistens Hast.
+
+Derfor--o er det Sekunden,
+atter nu med Liv begavet,
+frem af Tidens Bæger runden,
+da min frydberuste Lykke
+blev i Rædslerne begravet,
+som i denne sig fornyer?
+Derfor mangle heller ikke
+Flammeme, de røde Skyer
+fulde af Dæmoners Blikke,
+bragende af Helveds Latter.
+... O der gløde frem de atter.
+Ve mig! frels!... O frelst er Alt,
+siden over er Sekunden,
+da, sig borende i Granden,
+Taarnet brændende nedfaldt.
+
+Derfor denne Tulipan,
+(ægte »Admiral Enkhuisen»)
+som sit Flammedyb bedækker
+fuldt med hvide Emmers Flekker,
+ikke _er_, men _kun_ betyder,
+Huset, da det stod i Brand,
+og den Valmu' der, som skyder,
+pralende med Flammer ziret,
+over Bedet, den er Spiret,
+da det svimlede og faldt.
+
+Denne Zwiebel dunkelrød,
+(»Admiral van Liefkenshoek»)
+liig en Nat i Luer sat,
+liig et Baal med Nat bemalt,
+Døden livlig, Livet død,
+fyrig-kold og kraftig-mat,
+liig en netslørt Kjæmpestyrke,
+tryllebundne Dæmonshu,
+den betyde skal hin mørke,
+gaadefulde, fromme, vilde,
+barske, milde Spaniol,
+som i Rædselsstundens Nu
+turde sig mod Skaren stille,
+somom Helved han befo'l:
+Han med Dommen paa sin Pande
+halvtens ud af Naadens Skrivt
+i et herligt Træk udslettet,
+Han med Lidenskabens Brande
+sydende i Smertens Vande,
+med sit Smiil af Kummer mættet,
+fuldt af Honning og af Gift.
+
+Og ved Siden se Uhyret,
+se hans vilde Kammerat,
+se den rasende Soldat
+i en dobbelt, guldbaldyret,
+tigerøjet Fløjelsblomst--
+Han, hvis Rædselsid blev styret
+kun ved Dødens Mellemkomst!
+
+Disse fareløse Luer,
+denne Flamme, som ei hviner,
+disse Rædsler uden Skræk,
+denne Blomsterdæmons Træk
+jeg med uforsteente Miner,
+uden Øjeblinken skuer.
+Ned i Tulipanens Grube,
+ind i denne Kobberkube,
+fuld af vildtforfløjne Gnister,
+tør jeg stirre uden Svimlen;
+uden Sortnen for mit Øje
+Flammekjedlens Dyb jeg maaler;
+Lueblomsterspirets høje
+Flugt jeg følge tør mod Himlen,
+vexle Mine kjæk og bister,
+Øjekast af Ørnemod
+med den fromme Morderengel,
+Spaniolens Sjel, som gløder
+(dertil Gud ham altfor ømt
+har evindelig fordømt),
+ud fra denne Zwiebels Stengel
+i den dybe Kalk, der bløder
+af en Sygdoms sorte Blod.
+
+Ja, jeg elsker dette Syn,
+hvis Betydning let er gjettet
+uden megen uvis Almen:
+Husets Brand i Tulipanen;
+Taarnets (som et sammenflettet
+ifra Dybet opskudt Lyn)
+i Papav'rens Knops Skarlag;
+Kirkens eget brede Tag
+i dens Blomsts udslagne Flammer;
+Spaniolens vilde Jammer
+(som han viste sig i Døren
+blodig, rædsom, dog kanskee
+forat redde Alle førend
+enten Flammens Rædselsdød
+eller ind hans Landsmænd brød)
+i den mystiske, tilflorte,
+krigerrøde, munkesorte
+Pragttulipes aabne Bæger,
+hvori Nat og Flamme leger.
+
+O jeg elsker disse Syner!
+O jeg seer med Kjærlighed
+Blomsten, som saa skummelt lyner,
+Farven, som er bleven heed.
+Disse Blomsters skjønne, tyste
+Rædsler kun mit Minde skrække;
+mine Øjne de forlyste,
+Læbens døde Smiil de vække.
+Thi de høre ogsaa med
+til den samme Time jo,
+da hengivnest var min Tro,
+til den samme Time, da
+højest var min Salighed,
+da min Sjel var Himlen næst,
+Støvets Tanker længst ifra,
+lettest under Rædslers Tyngde.
+Thi det var jo just Sekunden,
+da jeg elsked Mine mest,
+da os Døden Alle fandt
+som os Rædslen sammenbandt,
+I hverandre sammenslyng'de
+og med Herrens Lov paa Munden,
+uden Knurren deriblandt.
+
+O hvormed har jeg fortjent
+dit Mirakel, store Gud?
+Skulde--o det var ej meent!
+Ormen tør ej tale ud!--
+Skulde, ja, om ej du Selv,
+Du, den Helligste og Største,
+fjernere fra Engles Første,
+end fra højest Himmels Hvælv
+dybeste af Havets Kilder ...
+skulde ikke Du, du Selv,
+Du, hvem intet Navn afbilder,
+Du, hvem Verdner Blomster ere,
+Græs, som Dybderne maae bære,
+men kun En af Engles Orden,
+en blandt Aanderne Ophøjet,
+som har Vælde over Jorden,
+have, i din Naade stærk,
+gjort det store Underværk,
+for at see en Orm fornøjet,
+for sin Herre Gud at ligne,
+naar han, efter Seklers Rækker,
+slukte Stjerner gjenopvækker
+i de Rum, der døde ud,
+--o! da beder jeg, o Gud,
+at Du Englen vil velsigne,
+der har været god som Du,
+mægtig med barmhjertig Hu,
+mægtig i hvad der er herligst,
+mægtig til sin Gud at ligne,
+kjærlig--o som du er kjærligst!
+Da jeg beder--Tys!....»
+
+
+En høj, statelig Mand, med en Guldkjæde med Oraniens Portræt paa den
+prægtige sorte Fløjelsvams, med en Diamantagraffe paa Baretten, en Børs
+hvorigjennem Guldet blinkede og Daggert ved Siden, fulgt af en Dreng med
+en
+
+Vase fuld af Blomster, triner over Gruushobene igjennem Hyldebuskene,
+der omgav gamle Adrians Plet. Han slaaer dem tilside.--
+
+
+
+
+IV
+
+Jan van Huysum, Blomstermaleren
+
+
+»Vær forsigtig, _Navnløs_,» siger den Fremmede, »disse Ruinernes
+Blomster ere prægtigere end Haugernes. De have suget sine Farver af Blod
+og kalkede Been, og Luerne have tilberedet Jorden.»
+
+
+Den Gamle forskrækkes. Dog rejser han sig ikke fra _Margarethas_
+Græsbænk. Ellers plejede kun Storkene, der vare vendte tilbage, fra en
+af de igjenstaaende Muurtinder, eller Hovedet af en nysgjerrig uskyldig
+Øgle imellem Stenene, Hyrdedrengen fra den nærmeste Landsby, en Zigeuner
+eller en ligesaa ilsom Vandringsmand at see ind til ham.
+
+
+»Ha!» raaber den Fremmede. »Hellige Himmel! Naar saae mit Øje saadanne
+Blomster? Disse har du ladet spire for mig, for mig alene. Bort med
+disse elendige Vandskud, Dreng, som du gjemmer paa! Disse skulle blive
+mit Underværk, som de ved Himlens Velsignelse ere blevne Jordens.»
+
+
+_Adrian_: »Du har Ret, Fremmede. De ere det ved Himlens Velsignelse.» Og
+han mumlede atter:
+
+    »Ve det Vanvid, ve mig Stakkel,
+    ve mig meer end Øjeblinde,
+    tvivlte jeg om Guds Mirakel!»
+
+_Den Fremmede_: »Du maa overlade mig dem, Gamle.»
+
+»Nej, nej, nej!»
+
+»Du maa. Jeg vil betale dem.»
+
+»Du kan ikke. Tro mig, du kan ikke.»  »Troer du?» Og han kaster sin
+Guldbørs til Adrian.
+
+»Ikke med dine Øjne, ikke med dit Hjerteblod.»
+
+Den Fremmedes Ansigt blev skarlagenrødt. Hans Øjne funklede. »Jeg har
+sagt dig, Gamle, at jeg maa. Der er Prindsen af Oranien og hans Gave!»
+Og han kaster sin Guldkjæde og Diamantagraffen for Adrians Fødder. »Er
+du fornøjet?»
+
+»Dine Diamanter opveje ingen af disse Dugdraaber paa mine Blomster. Men
+forfærd mig ikke! Dit Øje er skrækkeligere end din Tale. For Guds
+Barmhjertigheds Skyld, hvad vil du?»
+
+Den Fremmede har trukket sin Daggert. »Ikke dit Liv, men Blomsterne.»
+
+»Ja de ere Liv! Afsindige rør dem ikke! Ved din og min Salighed, de ere
+Liv, de ere Liv!»
+
+»Just derfor. I denne Sekund maa jeg have dem; i næste ere de ikke som i
+denne.»
+
+Han knæler alt ved Blomsterne. Den Gamle springer op med Forstenelse i
+sine Miner. Den Fremmede har alt Staalet paa Rosenknoppens Qvist. Han
+skjærer. I samme Øjeblik udstøder Drengen et Skrig, og styrter om med
+Haanden paa Hjertet. »_Benjamin, Benjamin_, mit Barn!» hviner Oldingen,
+og synker tilbage med Døden i sit Aasyn.
+
+Den Fremmede vrister Vasen af Drengens Haand.
+
+»Hvad gaaer af dig, Dreng? _Navnløs, Navnløs_, min Dreng, fik du ondt af
+denne stærke Blomsterduft? eller har en Slange stukket dig?»
+
+Qvisten med Rosenknoppen er af, og Drengen er død.
+
+       *       *       *       *       *
+
+    »Hvad er dette? Ha, der var
+    Blod paa Qvisten, som jeg skar,
+    Blod som i en Vunde aaben,
+    og en Draabe paa mit Vaaben.
+    Men nu er jo alt forsvundet;
+    Smerten vel, _men_ ej min Angst
+    midti Glæden for min Fangst,
+    er jo lykkelig forvimdet.
+    Rædsel! var da min afsjelte
+    Yndlings Livsenssnor forbundet
+    her med denne Knop? og dvælte
+    da hans Genius i den?
+    Mon sit Liv med den han delte?
+    Dobbelt, med fornyet Kraft
+    synes det indblæst igjen
+    i dens friske Purpursaft.
+    Knoppen synes vakt af Dvale,
+    vaagen Gejst i sig at hilde,
+    og dens Læbe, blot den vilde,
+    digtende at kunne tale.
+    Jeg maa derfor raskt mig skynde,
+    ende, som begyndt at synde;
+    jeg maa skynde mig før du,
+   Rosengeist, forandrer Hu,
+   før du lyster at forlade
+   dine saa forvandte Blade.»
+
+
+
+Den Fremmede omfatter Blomsterne med skjælvende Hænder. »Der er Rædsel
+heri, men jeg maa fortsætte, medens denne Gartner, som er vanvittig i
+sin Gjerrighed, og skjuler sine Mysterier i denne Afkrog, ikke kan
+forstyrre mig.»
+
+Han seer paa den besvimede Olding, og dvæler endnu.
+
+»Ha, hvo har negtet _Jan van Huysum_, Blomstermaleren, en Buket?»
+
+
+Inden tre Sekunder prange _Adrians_ Blomster i Malerens Vase. Der er
+ingen voldsommere hensynsløsere, selvkjærligere Lidenskab end
+Kunstnerens. Den kjender ikke Grændser, Ret eller Synd. Den griber
+efter sin Lysts Maal med Gigantarme, fordi den troer den har et
+Gudehjerte.
+
+
+Da han med et begeistret Blik løftede den fulde prangende Vase op,
+vaagnede den Gamle.  »O min Gud! min Gud! de ere dræbte,» jamrer han
+med Hænderne for Øjnene.
+
+»Forat leve evigt,» siger den stolte Maler, svingende Vasen højt.
+
+»Sørg for Drengen. Han var min Plejesøn og kanskee dit Barn.»
+
+»Ja, ja, han var det ... min _Benjamin_; og du har myrdet ham, myrdet
+dem Alle, hans Sødskende, hans Moder og hans Fader, som forbander dig
+med den rædsomste af Forbandelser, med Forbandelse af dit eget Barn
+indtil Vanvid af Sorg over dit eget Barn. Ja, hvis Gud gjør en
+Tusinddeel Lige for Lige--du skal forgjæves trygle om Guds og dit eget
+Barns Barmhjertighed og om at dit Staalhjerte skal kunne briste, om at
+kunne døe som jeg.»
+
+
+Og den Gamle havde slæbt sig hen til Drengens Liig. »Djævel!» stønnede
+han endnu, »du veed ikke hvad du har gjort.» Han sukkede endnu engang og
+saa ikke mere.
+
+
+»Men jeg veed hvad jeg _vil_ gjøre, og hvad jeg _kan_ gjøre,» raabte
+Maleren, fordybende sine Blik i den herlige Buket. Men da han saae
+Oldingens Øjne brustne og hans ærværdige Haar udslaaet over Drengens
+blege Dødstræk, da zittrede det igjennem hans store nervøse Skikkelse;
+men han mumlede dog endnu, idet han bortfjernede sig med et sky Blik,
+»ja jeg veed hvad jeg _vil_ gjøre. Hvo har negtet _Jan van Huysum_ en
+Buket?»
+
+_Jan van Huysum_ malte _Adrians_ Blomster. Der flød aldrig et herligere
+Mesterstykke fra hans Pensel. Samvittighedsnag, eller maaskee heller en
+angst- og ahnelsesfuld Overspændthed, drev hans Geni til det højeste.
+Han arbejdede med den unge medicinske Novizes bankende Hjerte og ilsomme
+Haand, som ved Midnatstide anatomerer et stjaalet Liig. Han syntes
+stundom at see Aanders Aasyn i Blomsterne, og da var det ikke langtfra
+at Adrians Forbandelse gik i Opfyldelse. Fra dette Øjeblik, da han
+stillede Vasen foran sig og udspændte sin Ramme, begyndte han at
+indestænge sig, naar han arbejdede; han blev menneskesky og melankolsk,
+men herligere i sine Arbejder end nogensinde.
+
+Man holdt disse Egenskaber for Træk af en Originalitet, der tilhørte
+hans Geni, og Flere, end man skulde troe, vare fornuftige nok til at
+tænke, at dersom Jan van Huysum ikke var saa bizar, vilde han heller
+ikke male saa herlige Blomsterstykker eller være _den_ han var.
+
+Men man rystede paa Hovederne og trak paa Skuldrene og gjorde Miner til
+hverandre, da den store Mester begravede Blomsterne paa det
+omhyggeligste i viet Jord, da de vare visnede, og bad over dem.
+
+Hans ugudelige Søn stod hos og spottede og loe ad sin Fader. Det var et
+af de Træk af hans Slethed, som lod Adrians Forbandelse gaae i
+Opfyldelse. Thi Gud hører den Døende; og Følelsen af at have begaaet en
+Forbrydelse og Ahnelsen om at have overskaaret nogle af Naturens
+hemmelige Strenge, som bandt hiin Gamles Hjerte til Tilværelsen,
+forberedede hans mørke, imodtagelige Gemyt for den Skjebne, der virkelig
+rammede Mesteren: Vanvid--som det hedte, over sit Barns Slethed.
+
+Der var ogsaa andre Aarsager. To Smerter greb hans Hjerte paa engang,
+naar han mumlede stille hen for sig: »Benjamin! Benjamin!» Det var i de
+tungeste Timer. Da lettede hans sig ved at pensle paa Rosenknoppen.
+
+
+Han arbejdede stedse paa sit Blomsterstykke. Det blev aldrig fuldkomment
+nok. Han syntes at erindre en ny Skjønhed hvergang han lod Haanden synke
+og strøg sig over Panden, som vilde han stryge alt bort indtil Benet.
+Han nænnede aldrig at give Maleriet sit Udødelighedsmærke--visselig ikke
+nødvendigt uden for sløvere Øjne for _de Heems_, Blomsterdigterens,
+Skyld, »Blomsteraltarets» genifulde Skaber, han, som forholder sig til
+_van Huysum_ som _Pereira_ til _Velasquez_ og _Alonzo de Tobar_ til
+_Murillos_. For hver Gang han greb Penselen til sit Navnetræk kom der
+nogle Uefterligneligheder af Fluer. Snegler og et Fuglerede og ogsaa et
+Par Blomster uden hiin hemmelige Betydning til, som Ting, hvorved han
+søgte at tilsløre for sig selv Hovedgruppens Betydning og at skuffe sig
+selv med at det var den blotte Natur han havde malt.
+
+
+Endelig engang i et lyst Øjeblik--Blomsterne syntes at bøje sig imod
+ham, Rosenknoppen at aabne sin Læbe og at bede--sætter han Penselspidsen
+atter til forat gjøre Trækket: »_Jan van Huysum fecit_.»
+
+Det er paa den Plads, hvor Blomsterne ere jordede, han opløfter Maleriet
+i dets Belysning. Han smiler. Jan van Huysums Sjel tilstaaer for sig
+selv i dette Øjeblik, at det er fuldendt.
+
+Da falder en Draabe fra den klare Luft derpaa. Den udsprænges over
+Blomsterne. Under! Smaadraaberne blive siddende, evigt siddende, fastere
+end Diamanten i sin Klippe, paa Katharinas Rose og paa de andre
+Blomster, hvor de falde.
+
+»Gamle! du er forsonet,» jubler Mesteren. »Det var din Taare.» Og han
+fuldender Navnetrækket, og Rolighed vendte fra den Stund tilbage i hans
+Hjerte.
+
+
+Ingen veed hvilke Aander der ere ovenfor ham. Men undertiden mærkes dog
+deres Nærværelse af følsommere Sjele, og det er somom Taarer faldt i
+vore Hjerter.
+
+Ja visselig det var gamle Adrians Taare, som faldt fra den klare Luft.
+Det er Adrians Forsonings- og Beundringstaarer, som sidde de endnu i de
+mirakelherlige Draaber paa      _Jan van Huysums Blomsterstykke_.
+
+       *       *       *       *       *
+
+_Jan van Huysum_.
+
+Aar runde. Havet omtumler ikke sit Bytte forunderligere end Tiden gamle
+Mesteres Malerier, fordi Menneskene ere begjærlige efter det
+Guddommelige i samme Forhold, som dette er sandseligt. Derfor ile
+Malerierne, hvori dette er Tilfælde, fra Haand til Haand igjennem
+Aarhundrederne, medens et Digt vilde døe af Boghyldestøv eller endnu
+forsmædeligere, om ikke Pressen reddede det ved at gjøre det almindeligt
+som Brostenene.
+
+Ogsaa dette Digt vil desuagtet døe før Jan van Huysums Blomsterstykke
+gjennemlever et Aar til af sin Udødelighed.
+
+
+Aar runde. Der var Udstilling i Louvre af Napoleons Kunsttrofæer,
+Spaniens, Italiens, Nederlandenes Mesterværker havde den store Ørn bragt
+hjem til sit Rede under den høje Kolonnade. Der var ogsaa »Santa
+Katharinas Trolovelse» af Alonzo de Tobar, Velasquez's »Familie», en
+»Familie» af Alonzo de Tobar, og den store Jan van Huysums
+Blomsterstykke. Galleriet var fuldt af Beskuere.
+
+
+Men Publikum havde mindre at bestille med at beundre Mesterværkeme, end
+med at spotte ad en ung Mand, som paastod, at der var en Liighed, han
+følte meer end han saae og kunde forklare sig, imellem en af Roserne paa
+Jan van Huysums Blomsterstykke og Alonzo de Tobars Katharina, ja imellem
+enhver af Blomsterne og Individerne i hans »Familie» efter Velasquez. De
+loe ad ham som de Forbigaaende ad gamle Adrian.
+
+En høj, alvorlig, sortklædt Mand nærmer sig Fantasten. Publikum viger
+ærbødig tilside. »Følg mig!» siger han venligen, »Du er Maler.»
+
+Det var Mesteren _David_, som førte _Gros_, »Amor og Psyches» Maler, som
+sin Discipel til sit Atelier.
+
+
+Siden David ikke var haardere, tør jeg ogsaa, uden Frygt for et
+Publikums Latter, som neppe veed, at det, ifølge hiin Regelløshed for
+Malerværkers Omtumling, besidder i sin Midte Jan van Huysums
+Blomsterstykke, aabenlydt sige, at det forekommer mig som om der ogsaa
+finder en mystisk Liighed Sted imellem hiin Amor og Psyche og de to
+Roser paa      _Jan van Huysums Blomsterstykke_.
+
+       *       *       *       *       *
+
+--Ak, søde Rosenknop, hvad er det for et Eventyr du har fortalt mig om
+_Jan van Huysums_ Blomsterstykke, mens jeg hensank i Beskuelsen deraf?
+
+    »Men nu veed jeg dog hvorledes
+    slige Blomster bleve til.»
+
+*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 11293 ***
diff --git a/LICENSE.txt b/LICENSE.txt
new file mode 100644
index 0000000..6312041
--- /dev/null
+++ b/LICENSE.txt
@@ -0,0 +1,11 @@
+This eBook, including all associated images, markup, improvements,
+metadata, and any other content or labor, has been confirmed to be
+in the PUBLIC DOMAIN IN THE UNITED STATES.
+
+Procedures for determining public domain status are described in
+the "Copyright How-To" at https://www.gutenberg.org.
+
+No investigation has been made concerning possible copyrights in
+jurisdictions other than the United States. Anyone seeking to utilize
+this eBook outside of the United States should confirm copyright
+status under the laws that apply to them.
diff --git a/README.md b/README.md
new file mode 100644
index 0000000..d101b2b
--- /dev/null
+++ b/README.md
@@ -0,0 +1,2 @@
+Project Gutenberg (https://www.gutenberg.org) public repository for
+eBook #11293 (https://www.gutenberg.org/ebooks/11293)
diff --git a/old/11293-8.txt b/old/11293-8.txt
new file mode 100644
index 0000000..cb4b497
--- /dev/null
+++ b/old/11293-8.txt
@@ -0,0 +1,1976 @@
+The Project Gutenberg eBook,  Jan van Huysums Blomsterstykke, by Henrik
+Wergeland
+
+
+This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
+almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
+re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
+with this eBook or online at www.gutenberg.org
+
+
+
+
+
+Title:  Jan van Huysums Blomsterstykke
+
+Author: Henrik Wergeland
+
+Release Date: February 26, 2004  [eBook #11293]
+
+Language: Norwegian
+
+Character set encoding: ISO-8859-1
+
+
+***START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK  JAN VAN HUYSUMS BLOMSTERSTYKKE***
+
+
+
+Produced by Distributed Proofreaders Europe, http://dp.rastko.net
+Project by Riikka Talonpoika and Tapio Riikonen
+
+
+
+
+
+
+
+JAN VAN HUYSUMS BLOMSTERSTYKKE
+
+af
+
+HENRIK WERGELAND
+
+
+Utgitt første gang 1840
+
+
+
+
+JAN VAN HUYSUMS BLOMSTERSTYKKE
+
+EN BUKET FRA HENR. WERGELAND TIL FREDRIKA BREMER
+
+
+
+Anch'io sono pittore.--_Correggio_.
+
+Johan (Jan) van Huysum
+(Født i Amsterdam 1682, d. 1749.)
+
+
+--»Hans Fader _Justus_, en middelmaadig Maler, gav ham den første
+Underviisning; men siden gik han i Lære hos Naturen, der bød ham sine
+skjønneste Døttre til Mønstre. Han er Blomsterrigets Rafael; dets
+Beboere fremstillede han med uefterlignelig Troskab. Hans Blomstre
+prange i de skjønneste Farver og i naturlig Friskhed, som om Duggen just
+havde udgydet sine Perler over dem. Han anbragte ogsaa paa sine
+Blomsterstykker Insekter, Sommerfugle, Fugle, deres Reder med Æg o.s.v.,
+alt i Naturens rige Pragtgevandt. Blomsterne satte han ofte i Vaser,
+zirede med skjønne Basreliefs. I Udførelsen hersker den højeste Flid, og
+ved Farvernes, Oljens og Fernissens Tilberedning undgik han omhyggelig
+ethvert fremmed Blik, og iagttog den dybeste Hemmelighed. Han laserte i
+det Uendelige, selv Dækfarverne, og betjente sig derved af de klareste
+og varigste Farver, som ogsaa have beholdt sin Friskhed ligetil denne
+Tid. De Blomstre, som ere malte paa klar eller brunlig Grund,
+foretrækker man for dem paa dunkel, og de blive særdeles dyrt betalte.
+En Sindssygdom, han undergik i sine senere Leveaar, havde ingen
+Indflydelse paa hans Kunst.»
+
+Naglers Künstler-Lexicon.
+
+
+--»Det 18de Aarhundredes fortrinligste Blomster- og Frugtmaler; følte
+sig især dreven til Fremstillinger af Planterigets Fostre, og
+indskrænkede sin Pensels hele Kraft til at udtømme al Kunst i den
+levende Efterligning deraf. Han naaede det Højeste i sine Blomster- og
+Frugtstykker. Han forstod at udspeide Naturens Hemmeligheder, at fængsle
+den flygtige Blomstren i dens skjønneste Øjeblik og at naae det Højeste
+i denne _genre_ ved sine Farvers tryllende Sandhed og Mangfoldighed og
+ved det næsten Transparente i de fine Blomsterskabninger. Han var den
+Første, som fremstillede Blomster paa klar Grund, og overtraf alle sine
+Forgjængere i Blødhed og Friskhed, i Farvernes Fiinhed og Liv, i
+Udtrykket af det Saftige og i de nøjagtigste Lysforhold. Han var saa
+iversyg i sin Kunst, at han ikke tillod Nogen at see ham arbeide. Hans
+Blomster ere skjønnere og sandere, end hans Frugter; Dugdraaberne og
+Insekterne han malte dertil, have den højeste Livagtighed. For hvert af
+sine Billeder tog han 1000-1400 Gylden; to af hans Aqvarelltegninger ere
+i den nyere Tid blevne betalte i Holland med 10,000 Gylden.»
+
+Allg. deutsche Real-Encyklopädie.
+
+
+--»Han overtraf alle sine Forgjængere i at male Blomster og Frugter, og
+hans Arbeider kom i et saadant Udraab, at kun Fyrster og de rigeste
+Privatmænd vare istand til at kjøbe hans Malerier. Den fineste Smag, den
+mest glimrende Kolorit, den kraftigste Pensel og den fuldkomneste
+Efterligning af Naturen give denne Kunstners Værker et uendeligt Værd. I
+Landskabsmaleriet taaler han Sammenligning med store Mestere; men i at
+male Blomster og Frugter har han aldeles ingen Sideordnet. Det Matte og
+Peltsagtige ved Frugterne, det Glindsende ved Blomsterne, det
+Gjennemsigtige ved Dugdraaberne, den livlige Bevægelse, han vidste at
+give sine Insekter--Alt er henrykkende i hans Malerier.»
+
+»Allgemeines Künstlerlexicon, cfr. Pierers Encyklopäd. Worterbuch.»
+
+
+--»Naaede alene ved sit Genis Kraft den højeste Rang i sin Kunst. Han
+har gjengivet i sine Blomster deres hele Sandhed, deres mest glimrende
+Farver med en saa blød og behagelig Pensel, at Naturen ikke er sandere.
+Hans Frugter have et Transparent, især hans Druer, som lader Gellevævet
+see og Saften hvormed de ere opfyldte. Insekterne skulle man troe
+bevægede sig. Og hans Duggdraaber? Man fristes første Gang man seer dem,
+om end nærved, til at ville tørre dem af, forat de ikke skulle skade
+Mesterværket.»
+
+Marquis d'Argens, _Examen critique_.
+
+
+--»Han har, saa at sige, rivaliseret med Naturen. Friskhed, Ynde,
+Eleganz, Sandhed, Kolorit. Han skulde være Foraarets Gud, om Flora
+tillige havde givet ham sin Vellugt.»
+
+_Galerie du Musée Napoléon_.
+
+
+--»Naaede i Blomster- og Frugtmaleriet en Fuldendelse, som overtraf Alt
+hvad man hidtil havde seet i dette Slags. Alle de Florister, som stode i
+Bekjendtskab til ham, kappedes om at meddele ham det Skjønneste, deres
+Haver frembragte. Han plejede at udarbejde de Studier enkelt, hvoraf han
+komponerede sine Malerier, og var, som man fortæller, saa egen, at han
+aldrig tilstedede Nogen Adgang, naar han arbejdede, og gjorde en stor
+Hemmelighed af Tilberedelsen af sine Oljer, Fernisser og Farver. Selv
+hans egen Broder maatte ikke see til naar han arbeidede, og det var kun
+med Møje man bragte ham til at undervise _Margaretha Havermann_, paa
+hvis Talenter han skal have været iversyg. Ærgrelse over en af sine
+Sønners Opførsel virkede saa paa hans Forstand, at han forfaldt i en Art
+Vanvid, som dog ikke havde nogen Indflydelse paa hans Arbejder. Hans
+Stiil betræffende, da udførte han alt med Forstand og utrolig Flid, og
+laserte i det Uendelige, selv Dækfarverne. Dette er Aarsagen til at hans
+Frugter ere altfor skjønne, eller, forat tale tydeligere, til at de
+ligne Frugter af Vox eller farvet Elfenbeen; men hans Blomster, hans
+Insekter, Duggen og de enkelte Duggdraaber overtræffer Alt hvad man
+hidtil har seet i dette Slags. Om hans fortrinligste Arbejder give
+saavel _Gool_ som _Descamps_ Underretning.»
+
+Fiorillo. Geschichte d. zeichnenden Künste.
+
+
+--»Elskere af særdeles pragtfuld Fuldendelse sætte v. H. over alle
+Blomstermalere. Den Flid han gjorde sig med at vælge de mest skinnende
+og massiveste Farver, med at tilberede dem og rense Oljen, bidrager
+meget til den glimrende Friskhed ved hans Værker. Det hvide Grundanlæg
+paa hans Tavler eller Lærred, siger _Descamps_, var tilberedet med den
+største Omhyggelighed og med en Reenhed, som befriede ham fra den Frygt,
+at see Farverne, som han anlagde med stor Utvungenhed, forrevne eller
+fordærvede derpaa. Alt er behandlet med Præcision, uden Skjødesløshed,
+men ogsaa uden Tørhed. Det Ru, det Glatte, det Fløjelsagtige, det
+Transparente, den sandeste og brillanteste Glands--alt Dette findes her
+forbundet med hint _touche_, som Naturen anviser, og som hverken kan
+tilskrives Maneer eller Tilfælde. Vaserne, som han vidste at anbringe
+heldigt, og hvori han satte sine Blomster, ere ligeledes efter Naturen.
+Basrelieferne, ligesaa fine som det Øvrige, ere godt sammensatte og af
+lærd Harmoni. Han havde den Smag, at formere sine Grupper saa, at de
+lyseste Blomster indtog Midten, og han betjente sig af den enhver Blomst
+egne Farve forat udføre Farvesynkningen fra Middelpunktet til Gruppens
+yderste Ende. Fuglereder, deres Æg, Fjedrene, Insekterne, Sommerfuglene,
+Vanddraaberne, Alt er fremstillet med den største Sandhed, og
+frembringer den fuldkomneste Illusion.»
+
+Heidenreichs aesthetisches Wörterbuch.
+
+
+I disse Domme stemme ogsaa »Lüdemanns Geschichte d. Mahlerei» og »Hirts
+Kunstbemerkungen» overeens.
+
+I »Historische Erklärungen der Gemälde welche Herr _Gottfried Winkler_
+in Leipzig gesammelt, Leipz. 1768» findes netop det Stykke af _v.
+Huysum_, som er Sujet for nærværende Digt, saaledes beskrevet:
+
+»Forskjellige Blomster ere samlede i et, med ophøjet Arbeide ziret, Kar
+og opstillede i en Nische. Blomsterdronningen pranger ved den blonde
+gelderske Roses søsterlige Side, omgiven af skjøntstribede Tulipaner,
+blomstrende Valmu og hvide Narcisser, hvis Pragt spraglede Aurikler,
+fyldte Hyacinther o.s.v. og en Mængde af Foraarets spæde Skabninger
+forhøje med sin mildere Ynde. Spraglede Sommerfugle og forskjellige
+Insekter drikke Morgenduggen af deres Blade, som det hvilende Blik
+gjennemtrænger og Zefyrens milde Aande synes spøgende at ryste.
+Nedenunder paa Muren klæber den huuslige Snegl og til Højre ligger en
+Fuglerede med tre forladte Æg. Maleriet er paa Træ, 2', 9/2» højt, 2',
+2» bredt. Dets forrige Besidder var Hr. _Dietrich Schmid_ i Amsterdam,
+hvem Mesteren skjænkede det som et Venskabsminde.» Det er nu siden flere
+Aar i Hr. Stiftamtmand _Thygesons_ Besiddelse. Der gjorde det det
+Indtryk paa Forfatteren, han her har søgt at meddele. Det omfatter med
+en noget mere detaljeret, om end ikke udtømmende, Beskrivelse end
+foroven, i en Vase en hvidspraglet Tulipan, og en dunkel, rødbruun af
+ægte hollandsk Pragtflor, en hvid Rose, to røde Roser, en Syringe, en
+brun Aurikel, Pintseliljer (Narcisser), en ildfarvet Valmu, en guul,
+dobbelt Fløjelsblomst, en dobbelt rødspraglet Nellik, en blaa Hyacinth,
+en Konvolvulus, en Forglemmigei, en halvaabnet Rosenknop og en
+Ridderspore. Dertil en Fuglerede med Æg, en Snegl med sit Huus, et Par
+flyvende Insekter og nogle Vanddraaber, som Beskuere meer end engang
+have villet tørre væk.
+
+Disse ere Delene af den beundringsværdige Komposition, som ikke kan
+forherliges af min, der vel er indgivet af Beskuelsens henrykte Øjeblik,
+men dog for fattig til ikke at trænge til nogen Overbærelse forat turde
+hedde en Buket til den genifulde Malerinde, som har valgt
+Menneskehjertets og Livets endnu finere Blomster, end _van Huysums_, til
+Gjenstande for sin nydelige Pensel.
+
+
+
+
+I
+
+Beskuelsen
+
+
+Plumpe Menneskebeundring,
+som behøver Luft og Læber!
+Mere plump end Dyrs Forundring,
+der er taus og bly beskeden,
+krænker du i din Tilbeden,
+øder i Begeistringsheden;--
+med din Elskovs vilde Brunst
+du din egen Elskte dræber:
+din tilbedte rene Kunst.
+
+Ve, om nu, da jeg maa tale
+(saa nødvendigt som at Brystet
+stønner, naar det bliver krystet)
+denne Draabe skulde dale
+fra _van Huysums_ Rosenblad,
+af min Læbes Mundveir rystet!
+Foraarsvinden, yr og glad,
+var af meer barmhjertig Hu:
+Duggens Glands fra Lund og Hegn,
+perlemoderagtig Regn,
+gjemt i foldet Marikaabe,
+hver en Draabe, hver en Draabe
+har letsindigen den plyndret,
+alle hen i Luften søndret
+--_denne_ ligger der endnu,
+yderligt som Taaren baaret
+bævende af Øjenhaaret,
+yderst i dit Diadem,
+yndige og blide Smerte,
+som din Byrde triller frem;
+skjøn som Perlen, der var værdig
+til at være Stjernes Hjerte;
+fuld som Magdalenens Graad,
+fuld og tung og bristefærdig;
+bristende, skjøndt endnu heel,
+som beslutningsmodent Raad
+i tungsindig Engels Sjel.
+
+O! saa herligt er det Mindste:
+Draaben, der paa Bladet glindste.
+Glindste? Ja er den ei svunden,
+som et fuldfødt Ord fra Munden,
+man ei kan tilbagekalde
+i sit Hjertes tause Grund?
+Thi den syntes jo at falde
+af sin Vægt i hver Sekund.
+
+Dette, at den evigt spiller,
+evigt mæt af Glands sig runder,
+evigt fylder sig og triller,
+--det er Under over Under,
+hvorpaa jeg forbauset grander,
+Kunstens Dyd, Naturens Feil,
+som at fængsle Lyden fast.
+Luftens Svale i sin Hast,
+Billedet i Kildens Speil.
+
+O, hvad sød vellystig Skræk!
+Angst for Vind og Solens Straale!
+Draaben, som ei meer kan taale!
+Fluen, som vil flyve væk!
+Sneglen der, som nu vil flytte
+hen paa næste Blad sin Hytte!
+Malte Blad, som vil sig hæve!
+Fagre Blomsterliig, som leve!
+O, hvad sød vellystig Skræk!
+Mens jeg stirrer paa dem møde
+mig forvirret længst hendøde
+Elskerinders Ansigtstræk.
+
+Og, endskjøndt I er' saa sande,
+maa jeg troe, I aldrig gro'de
+blandt de andre paa vor Klode,
+men engang i Edens Lande:
+Blomstre! at I derfor ere
+Blomstre vel, men endnu mere:
+Blomsterblomstre, disse liig,
+som fortrylle os i Haven,
+som en Aand i Himmerig
+ligner Liget under Graven.
+
+Ak, som denne Blomstbuket
+maatte Kjærlighed see ud
+med sin Sværm af Lidenskaber,
+hvis en Elsker, mens han taber
+sig i Favntag hos sin Brud,
+fik sit Hjerte kløvt medeet,
+saa man med et Aandeblik,
+(hurtigt som man skimter Fligen
+af Gespenst, der flygter just)
+Øje paa dets Drømme fik,
+paa dets uudtalte Higen,
+paa dets Tankers Embryoner,
+paa dets Eed, før den udtoner
+i et troløst Aandepust,
+mens den endnu ligger der
+som en Nyfødt reen og skjær,
+der engang skal bli'e Forbryder,
+paa dets Haab, før Vingen skyder
+spæd som Blomstens Hjerteblad,
+paa dets Tale før den lyder,
+paa dets Fryd, før den bli'er glad,
+og i Smiil om Læben flyder.
+
+Hvor er slig en Lidenskab,
+slig en Vellyst, qvalt af Smerte,
+sligt et dæmpet Hjerteslag,
+slig en Glød paa Elskovsmunde,
+slig en blodig Hjertevunde,
+som i Pragttulipens Gab,
+denne mørke, selvfortærte,
+krampestærke, syge Rødmes
+natteagtige Skarlag!
+
+Hvor er Kjærlighedens Sødmes
+Frydberusningsøjeblik,
+da Du Ja af Hende fik,
+yndigt i de tvende røde
+Roser, som hinanden møde!
+Efter Kys en Tørst saa heed,
+som de Begge brænde med?
+Hvor maa Elskovs Anger lide,
+Rødmes Blus med Bleghed stride
+her i denne fulde hvide?
+Hvor er fyrigt Frydbegjær
+som i denne Nelliks Skjær?
+Hvor et Blod, der saa kan gløde,
+som dens fine, purpurrøde
+Dugregn af Granater, ud
+sprængt paa Perlens skjære Hud?
+Andagt, naar den syner bedst,
+seer paa fjerne Himles Fest
+for det frelste Zions Helte
+ei saa fagre fine Telte,
+som Konvolvlerne udbrede,
+blaaere end Himlens Bund,
+finere end Blusels Klæde
+foran Brudens Ønskes Mund.
+Uskyld har saa fiint et Blaat,
+en saa skjær en Blegnens Kulde,
+ei som Hyacinthen faae't;
+Ømhed ei saa rig en Yden,
+som Syringen der, den fulde:
+hver en Smaablomst i dens Klase
+er en liden egen Vase
+af et halvklart Porcellin,
+fuld af Honnings søde Nyden,
+fuld af Sommerfugles Viin.
+Er saa reen en Engels Hjerne,
+Jomfrues Tanke, Nyfødts Drøm
+og Martyrens Taarestrøm
+som Narcissens blege Stjerne!
+O, i den kan Helg'nen gjerne
+al sin Tempelandagt speile;
+thi, saa rank den skjød, den har
+sænket dog det fromme Hoved,
+som om Gud i Bøn den loved,
+som om Uskyld kunde feile,
+somom det en Syndskyld bar.
+Og hvor malte sig en Tanke
+i genifuld Ynglings Sind
+ildig som paa denne ranke
+Blodvalmues Luekind?
+Og hvor mon saa fyrig Plan
+i et Manddomshjerte tændes
+som det Flammehvælv, der spændes
+ud i denne Tulipan?
+Og hvor sukkede en Bøn,
+saa uskyldig og saa skjøn
+som Kjærminden der, den slanke,
+der saa ydmyg, bly sig klynger
+--bly som tause Taares Tanke--
+til en Moserosenknop?
+Og hvor er den Skjald, der synger
+godt som denne tause Lille
+Blomstmystererne, de stille,
+blot den engang, engang vilde
+Rosenlæben lukke op?
+
+O, hvis Knoppen vilde mæle,
+hvis en Aand den vil besjele,
+o hvor jeg den bede vil
+(og med Ild maae Skjønne bedes)
+at fortælle mig hvorledes
+slige Blomster bleve til!
+
+
+
+
+II
+
+Den hollandske Familie
+
+
+_»Alonzo de Tobar_! Hvor er du, Alonzo? Alonzo! Tappre Kastilianer!
+følger du ikke Obersten? _Adelante, Caballero! adelante_!»
+
+
+_Alonzo de Tobar_, den ulykkelige Maler, som var bleven sit Fædrelands
+Erobrers, Ludvig XIV.s, hvervede Soldat, fordi han ikke kunde blive
+_Velasquez_ eller Spaniens Stolthed, _Bartolomeo Esteban Murillos_, er
+bleven tilbage. »Fremad Walloner! Fremad! Obersten har givet Landsbyen
+til Priis. _Viva el coronel_! Han bryder sig ikke meer om nederlandske
+Landsbyer end Alba og Luxembourg, Djævelens Ven.»
+
+
+_Alonzo de Tobar_ er bleven tilbage. Han, som de vilde Staldbrødre
+kaldte Sierras Ulv, og som aldrig blev tilbage under en Ødelæggelse af
+en kjettersk By, har vendt sin Hest, og bøier sig grædende over Manken.
+
+
+Fortvivler han endnu over den store Murillos's »Santa Katharinas
+Trolovelse» eller over Velasquez's »Familie». Ha, der jage de sidste
+Kyradserer forbi og raabe: »Store Alonzo de Tobar! Lille Murillos!
+Tappre Kastilianer! følger du ikke Obersten? _Adelante, Caballero!
+adelante_!»
+
+
+Har han hørt sin Moder jamre under Hovslagene, eller seet Madonna i
+Røgskyen, som alt vælter sig gnistrende, snart sort som Natten, snart
+hvid som en Sky, uhyre som et Bjerg, frem over Kirken. Madonna
+begeistrede ham ellers til Ødelæggelse over Kjætterne, og den fanatiske
+Spanier ødelagde forat begeistres til at blive en Murillos og at kunne
+male en »S.ta Katharinas Trolovelse».
+
+Thi da han stod foran denne i Domkirken i Sevilla, Murillos' Fødeby, da
+styrtede han til Jorden under Erkjendelsen af at han ikke var nogen
+Murillos. Og saa søgte han den franske Fahne under de vildeste af dens
+Krigere, under Wallonerne. Han troede at opflamme Kunstnerens
+Begeistring og Kræfter ved at nære Fanatismens Glød i en rædselfuld Krig
+mod Kjættere. Dem bekrigede _han_, mens han var hvervet til at bekrige
+det politiske Folk, hans Herres Fiender.
+
+
+Ha, hvor seer Kirkens Blyspiir liigblegt ud imod Røgen, der kneiser bag
+det, mørk, tæt, ubevægelig som et Bjerg, eller imod Luespiret, der
+skyder sig op af Ghoret stedse højere, prægtigere og dristigere? Ve! det
+skriger derinde, Kirken maa være fuld af Qvinder og Børn.
+
+
+Wallonerne kjæmpe med hverandre i Døren om Byttet indenfor. Præstens
+Datter _Katharina_ stod just Brud, da de brød ind i Landsbyen; og hun er
+i Forvirringen bleven tilbage, hun og hendes Brudejomfruer. »Alonzo de
+Tobar, vil du ikke være med?» raaber en Landsmand, idet han paa de
+Andres Skuldre svinger sig op i Ghorvinduet, og seer ned i den
+flammende, qvindefyldte Kirke. »_Ah, Paraiso de Demonio! Ah, le paradis
+de l'enfer_! O Helvedes Paradiis! Og Alonzo, du holder dig tilbage?»
+
+
+Alonzo holder sig tilbage, bøjet over sin Ganger. Han bliver udstødt af
+de luxembourgske _fils perdus_, han mister sit Ulvenavn, han bliver
+hængt for sin Blødhed. Men den fanatiske Kastilianer med det hede Blod
+vil heller døe med Vanære, end lægge Haanden til _denne_ Landsbyes
+Ødelæggelse.
+
+
+Ve hans fortærte Sjel! Saamange nederlandske Landsbyer stak han Faklen
+til, jublende mellem sine Kamerader »en _la honra de nuestra Sennora_!»
+men denne Landsby, _denne_ var for yndig, Hytterne for nette, Kirken for
+ærværdig som en Præst imellem dem, Blomsterhaverne foran dem for
+nydelige. Vedbende og klattrende Roser havde flettet Gavlene sammen;
+Stokroser stode paa Vagt udenfor Dørene.
+
+
+Et rædsomt Skrig fortæller, at Kirken tilhører Wallonerne og Flammerne.
+Det trænger forstærket ud igjennem den opbrudte Dør og igjennem det
+udstødte Chorvindue, hvorfra Katharinas Brudgom, med sin Brud i den ene
+Arm, har nedstyrtet Alonzos Landsmand. Han viser sig der i samme Øjeblik
+som Wallonerne mylre indigjennem Døren.
+
+
+Takket være Fortvivlelsens Kræfter og sikkre Trin! takket den gamle
+Vedbendes Arm! Den bar Bruden ned ved hendes Elskers Bryst. Alonzo har
+seet hende i Vinduet og da hun fra Rædselsstedet ilede ind i sin Faders,
+Præstens, Huus, dette der ved siden af Kirken, det ærværdigste af dem
+alle, med de lyseste venligste Vindver, med den yndigste Blomsterhave
+udenfor, med den tætteste Efev over Taget, hvorfra allerede Flammerne
+slaae ud.
+
+
+Alonzo de Tobar, Maleren, har seet Landsbyens, Provindsens,
+Nederlandenes Vidunder. »Katharina,» mumler han--og der kommer Liv i
+Rytterens nedbøjede Skikkelse--»jeg har seet Katharina, _min_ Katharina,
+ikke Murillos', og dog skjøn som hans. Ha, det var Murillos' Katharina
+forklaret! Hendes mørke Øjne ere blevne serafiske blaae, hendes Skabning
+meer gjennemsigtig, hendes Farve af en meer stjerneagtig Hvidhed; Aasyn,
+Udtryk endnu meer aandiggjort. Ha, Alonzo de Tobars 'Katharina' skal
+overgaae Murillos' som en Engel overgaaer det herligste Menneske!»
+
+Alonzo er sprungen af Hesten. Han følger Jomfruen, der, med udstrakte
+Arme, som korsfestet, stormer imod sin Faders Dør. »_O milagro de
+Dios_!» En graahaaret Mand, som, med Jubel i Øjet, medens Ansigtets Træk
+ikke saa hurtigt kunde give Slip paa sin Forferdelse, aabnede Døren for
+de Flygtende, og modtog Pigen i sine Arme, raabte jo: »Katharina! O Gud
+være lovet!»
+
+»Hun _er_ en Katharina, og en Brud. Brudekrandsen flagrede fra hendes
+Lokker. _O milagro de Dios_! Det er et Vink fra Himlen.»
+
+
+Spaniolen er standset ved Døren. Han hører Psalmesang indenfore, og en
+Stemme derimellem som en himmelsk Harpes. »Himlen er barmhjertig; Alonzo
+de Tobar skal ogsaa blive Spaniens Stolthed, Kastiliens Malerfyrste, som
+den store Murillos er Andalusiens og Sevillas. Jeg har seet Murillos'
+Katharinas Søstersjel. Gud har seet Murillos' Katharina og skabt i
+hendes Billede en anden for Alonzo de Tobar.»
+
+
+Alonzo stormer rasende, mod Døren. »_Ayuden los angelos_! Vanvittige,
+ville I ikke frelses? Taget brænder, Taarnet raver, Flammerne drive
+Wallonerne foran sig ud af Kirken og hid, hid! De ere frygteligere end
+Flammerne.»
+
+
+Derindenfor knælede Præsten, den ærværdige _Adrian_, med Bibelen
+opstrakt i de zittrende Hænder; ved hans Side hans trofaste _Margaretha_
+og omkring dem først Familiens Stolthed Bruden _Katharina_, der ilsomt
+havde fundet sin Plads: med den ene Arm om Moderens Hals, med den anden
+om sin Brudgoms, _Johans_, den blomstrende Yngling; saa den fromme,
+nonneagtige _Narcissa_, med den fine Stribe af Rødt paa de dødblege
+Kinder, Hun, hvis Elsker var falden i Leydenernes heltemodige Udfald;
+saa _Hyacinth_, den smukke, blaaøjede Dreng, og Søsteren, den slanke,
+fine _Elisabeth_; den lille _Benjamin_ og Tvillingsøsteren _Anna_, »Anna
+liden», med Hovederne i Moderens Skjød og bedækkede af Barnepigen, den
+gamle trofaste _Magdalena_; og saa længst borte, næsten udenfor Kredsen,
+den ældste Datter _Klara_, hvis sørgelige Lidenskab for en fiendtlig
+Kriger--maaskee Narcissas Trolovedes Banemand--havde overgydt hendes
+Ansigt med en Bleghed, som dog vakte mindre Familiens Medlidenhed, end
+man skulde troet hos disse saa milde og gode Mennesker.
+
+
+_»Ayuden los santos_! De komme!» larmer Alonzo udenfor. »Afvejen! Huset
+tilhører mig.» En enkelt Pallask høres imod mange. »De komme!» raaber
+Johan, ilende mod Døren. »Paa Knæ!» befaler den Gamle. »Gud alene kan
+redde.» Og Kredsen slutter sig nærmere sammen. »Frels os! Wallonerne...»
+hviner Narcissa med Hænderne for Øjnene. »Vi ville blive frelste!»
+raaber Klara med et Skjær af Rødme paa Kinderne; thi hun syntes at have
+hørt sin Spaniers Slemme. »Ja, vi ville blive frelste»--jamrer Faderen
+hændervridende--»Gud være os naadig! Kom, Klara, mit Barn! Alt er
+tilgivet. Gud være lovet! Vi ville blive frelste. Thi Flammerne naae os
+før de Rædsomme--»
+
+
+Luerne rulle ovenover i store Bølger, Bjelker fra den brændende Kirke
+falde over Huset, ryste det i dets Grundvold, og støde Ilden Aabninger,
+hvor de kunne gribe ind.
+
+
+»Herind! Herind, Kamerader! _La Doncella aqui_!» Alonzos Landsmand, som
+jublede om Helvedes Paradiis, da han saae ned i den qvindefyldte Kirke,
+har sprængt Døren. _»Abajo los hereticos_!» Wallonerne styrte ind;
+Flammerne fra den anden Side. Alonzo har ikke kunnet standse dem. »Det
+er ham!» skriger Klara, omfavnende hans Been. Han støder hende væk
+grusomt som han engang gjorde, og griber, kjæmpende med sin vilde
+Landsmand, efter Katharina, der trækkes af sin Fader og sin Brudgom mod
+den anden Side, mod Flammerne. I samme Sekund--
+
+--I samme Sekund...
+
+Gud! Himmel! hvad er skeet?
+
+Kirkens Taarn er styrtet over Huset, gjennem dets næsten gjennembrændte
+Tag. Alt er begravet: Alonzos Landsmand, der i rasende Begjær var
+sprungen midt ind i Kredsen af de Knælende, Katharina og hendes Brudgom,
+Moderen, Klara og de øvrige Børn og Tyendet, Alle undtagen Faderen og
+Alonzo, der hver paa sin Side befandt sig længst udenfor det Sted, hvor
+Indstyrtningen skede. Men Katharina var ikke længer imellem dem. Ve,
+Ingen af dem har Katharina!
+
+Det var en skrækkelig Sekund, og dog var den foregaaende, da de vilde
+Krigere viste sig i Døren rædsommere.
+
+
+Langt bort vare de to Reddede slyngede. Lykken er Ulykkens Luner. Adrian
+vaagner. Det var Nat. Wallonernes Værk var fuldendt: Intet tilbage af
+Byen. Kun den af Nattekulden nedslaaede Røg laae som en blaahvid Sjø
+over Tomterne. En mørk Skikkelse bøjer sig over den Gamle. Han kjender
+Spanieren paa Hjelmfjederen, og trækker gysende Vaabenkappen, som Denne
+af Medlidenhed har bredt over ham, over Hovedet. Stjernerne blikkede
+roligen ned, somom Intet var passeret, og Frøerne sang i Kanalen, der
+sneg sig langsomt hen gjennem Sletten. Kun Storkene syntes at sørge; thi
+de stode sammenflokkede ved Bredden med Hovederne under Vingerne. Ogsaa
+deres Reder vare Brændte.
+
+
+Om en Time dagede det alt. Storkene ere alt fløjne, da Spanieren ryster
+Adrian vaagen af en Søvn, der lignede Døden saameget, at den ikke engang
+aandede. »Var _Hun_ din Datter, Gamle?» spørger Alonzo med huul Stemme.
+
+»Hvem?»
+
+»Hun, Gamle! _la querida del cielo_! Du saae det, og maa forstaae mig.»
+
+»Jeg havde fem: Klara og Katharina og...»
+
+»Katharina; ingen Anden mener jeg. _O mea caritta_!»
+
+Den gamle leer ham op i Øjnene.
+
+»Madonna! Han er vanvittig. Gamle, Gamle, saa saml dog din Tanker.»
+
+Adrian leer endnu voldsommere. Krigeren gyser.
+
+»Var hun det ikke, var du ikke hendes Fader, men kun den kjetterske
+Præst, som skulde vanhelliget hendes Hoved med din Velsignelse, jeg
+kunde slænge dig ind i den glødende Aske; og det vilde være en
+Barmhjertighed.»
+
+Den Vanvittige stirrer paa ham, og kryber sammen.
+
+»Ve mig!» mumler Alonzo. »Jeg har mistet mit Ideal, som skulde have
+ladet Alonzo de Tobar overgaae Esteban Murillos. Men varer en
+guddommelig Aabenbarelse længer? Jeg vil ile tilbage til Spanien, og i
+et Kloster bede Himlen at gjengive mig hendes Billede i Erindringen.»
+
+Den Gamle stirrer endnu, efterat Krigeren forlængst er borte--Han, der
+iler som rasende over Sletten, og som vilde blive hængt med alle sine
+ærgjerrige Malerplaner, om han stødte paa Eskadronen, hiin mørke Linje,
+der bevæger sig hist henne under Horizonten som Skyggen af en Sky.
+
+
+Ha, der opdage de ham. Eskadronen spreder sig. Jagten begynder efter en
+Efternøler og Desertør. Men den trofaste kloge Hest, som søgte og fandt
+sin Herre, tåger Tøjlerne til sig for ogsaa at frelse ham; og saaledes
+undviger _Alonzo Michael Tobar_, han, der blev den store Bartolomeo
+Esteban Murillos' heldigste Efterligner. Men det Værk, som giver ham en
+Plads imellem Spaniens Malere er en »Santa Katharinas Trolovelse», hvori
+han er original, og som tvister med Murillos' verdensberømte om Palmen,
+samt en »Familie», der ikke giver Velasquez'es meget efter. Idetmindste
+har den alle de søde Ansigter i Adrians Familie. Men hvem kjender Alonzo
+de Tobar? Hvem kjender engang Spaniens Storhed, Spaniens geniale
+Storhed, som det besidder fordi det har vidst at bevare sin nationale
+Individualitet? Verden kjender kun Storheden af dets Ulykker.
+
+
+
+
+III
+
+Gamle Adrians Blomsterbed
+
+
+Aar ere rundne. Der staaer en Hytte, hvor Præsteboligen stod. Eensom
+staaer den der uden Naboer. Omstreifende Medlemmer af de Faa af
+Menigheden, som fik flygte, have bygget den for sin gamle Præst, som de
+fandt imellem Ruinerne.
+
+
+Det er en smuk Foraarsdag. Solen skinnede ogsaa hjerteligt og fromt hiin
+Dag da Wallonerne ødelagde Landsbyen. Gamle Adrian sysler udenfor
+Hytten, saaende og plantende i den askeblandede Jord. Han veed, det er
+Pletten, thi han har fundet sin Margarethas Fæstensring der og et Skud
+af hendes Syringe udenfor Vinduet, hvorunder hun pleiede at sidde med
+sine Børn. Han har alt faaet Liv i det; og nu saaer og planter han
+rundtomkring det, mumlende: »Gud vil give sin Velsignelse, Gud vil give
+sin Velsignelse.» Fremmede gik mange Gange forbi og loe og sagde:
+»hvormange har det ikke brændt for uden at de ere blevne gale?»
+
+
+Men hvem skulde troe, at den gamle Gartner, som graver saa ivrigt og dog
+afmaalt, som passer saa nøje at vande og bedække sine Planter, som
+sysler saa vever i sit Bed, skulde være afsindig?--Hans Haar var vel
+hvidere, men glat og skinnende som før, hans Kinder rødere, hans Øjne
+klarere og ildigere. Og han kunde lee for sig selv, gnidende Hænderne af
+inderlig Fornøjelse, naar han opdagede et Skud, et Blad mere paa sine
+kjære Planter. Da mumlede han: »Gud vil give sin Velsignelse!» og han
+bøjede sig, korsede, og hviskede den hellige Velsignelse over dem.
+
+
+Det leed om lidt. Syringen skjød. Alting blomstrede omkring den.
+_Holland_, Floras Yndlingsbund, havde aldrig baaret saadanne Vidundere
+af Fuldkommenhed og Skjønhed. Det var en Sommeraften efter en mild Regn.
+Enkelte Draaber laae tunge og fulde igjen paa Bladene. Med sittrende
+Læber sad den Gamle over sin blomstrende Skat.
+
+»O min Sjel, o vær nu stærk!
+Bær Vorherres Underværk!
+Dø ej, Hjerte, som maa standse,
+at min Aand kan bedre sandse,
+at, i Lytten til dets Banken,
+ikke den forvilder Tanken!
+Døv mig ikke, om du daarer,
+om du tryller og beruser,
+du Henrykkelsens Musik,
+som i mine Øren suser!
+Søde Graad, ei blind mit Blik!
+Lad mig see med disse Taarer,
+som med tusind Øjne klart,
+som med alle Stjerners Fakler,
+det Mirakel af Mirakler,
+som er bleven aabenbart!
+
+Ve det Vanvid, ve mig Stakkel,
+ve mig meer end Øjeblinde,
+tvivlte jeg om Guds Mirakel!
+Slaaer vel Solen i sin Glands,
+højest paa sin Middagstinde,
+klart som _Dette_ Syn og Sands?
+Maa mod Klippen knuste Pande
+saa dens haarde Tilvær sande?
+Føler Moderen saa sandt
+af sin vellystfulde Smerte
+Livet af sit Elskovspant?
+Elskeren, at det er Hende,
+Hende kun, den Sukbegjerte,
+paa hvis Mund hans Læber brænde?
+
+Naaden, dette milde Hjerte
+i trefoldig Guddoms Aand,
+større Under gjør paa Under
+med hans Almagts venstre Haand,
+end i Drøm selv Englen blunder,
+mens hans Viisdom, forat maale
+Dybets Dyb og Fjernets Fjerne,
+forat styre vilden Stjerne
+strengt og stramt med Solens Straale,
+for Kometerne at tøjre,
+lede Alt saa regelret,
+at selv Ormen fatter det,
+kun har Brugen af den Højre.
+
+O hvo prøvte Almagts Styrke?
+Og hvo saae til Viisdoms Tinde,
+til det Lys, af Soles Mørke
+og af Stjerners Mulm ernært,
+hvori Englene er' blinde,
+hvori Tanken blier fortært?
+
+Mennesket i Brystets Hule
+kan sit eget Hjerte skjule,--
+Hvo har i Algodheds seet?
+Hvo Barmhjertighedens Skjød,
+hvor Undfangelsen er skeet
+til det Under, som er fød?
+Fødes ei i helligt Løn
+Støvets Barn og Syndens Søn?
+O hvo turde da vel see
+Naaden i dens Fødselsvee,
+I den Stund, af Almagt svanger,
+da Guds Kjærlighed undfanger
+Underet, den lader skee?
+
+Jeg har seet det! O _Margrethe_,
+hvilke Undre ere skete!
+Gud ske Lov for Sands og Sind!
+Gud ske Lov jeg er ei blind,
+som min gudsforgangne Klage,
+der var blindere end Steen,
+djærvere end Hjobs i Støvet.
+Alt er kommet jo tilbage,
+Alting som i gamle Dage,
+Alt igjen som Foraarsløvet;
+Ingen fattes; ikke Een.
+Gud i disse Blomstre givet
+atter har jer Alle Livet.
+Gud har eders Sjeles Blod
+gydt i disse Planters Rod,
+saa jeg hvert Lineament
+seer i Blomsten velbekjendt,
+hører elskte Hjerters Banken,
+føler Pulsen, læser Tanken,
+seer bekjendte Øjnes Straaler
+i de fine Blomsterskaaler
+klart som nogensinde før.
+Ja, hvad Under Gud dog gjør!
+Tidens sønderbrudte Krands
+har han atter sammenbunden:
+smigrende som Ammemunden
+hvisker til min vakte Sands
+gamle Dage ved mit Øre.
+O hvad Toner faaer jeg høre!
+_Margarethas_ Stemme leer
+blidt som forhen under Grenen,
+den som rasler paa Syrenen;
+Blomstens fine Violet,
+Blaat og Rødt i Hvidhed badet,
+endnu dæmpet meer bag Bladet,
+er--o tør jeg løfte det?
+tør et Underværk jeg granske?--
+jo grangiveligt og ganske
+hendes Sløjfes egen Let,
+som hun sad der dagligdags,
+med det fromme Hoved bøjet,
+over Søm og Strikketøjet,
+syslende med Alleslags.
+
+Jeg var meer end blind, om ei
+jeg min _Annalidens_ Øje
+flux gjenkjendte grant og nøje
+her i denne Glemmigej.
+Ak, jo meer jeg seer paa den,
+kjender jeg mit Barn igjen,
+skilner jeg grangivelig
+min fra andre Glemmigejer.
+Gud, mit Barn, velsigne dig,
+Du har slynget, som du plejer,
+Armen om din Tvillingbroer:
+Rosenknoppen der, som groer
+Glemmigejen min ved Siden:
+_Benjamin og Annaliden_.
+
+Over Begge med den rene,
+fulde, sølvertunge Draabe,
+har et Fløjelsblad sig lagt.
+Det er gamle _Magdalene_
+med sin Graad og med sin Kaabe,
+paa sin ømme Ammevagt.
+
+Og mit Syn er ej saa blindt,
+at det kjender ej min egen
+Elsklingsdreng, min _Hyacinth_,
+frem i Hyacinthen stegen.
+Hvor var slig en Dreng blandt Drenge,
+slank og sværmerisk og from?
+Hvor er slig Vidunderblom
+i alt Hollands Blomstersenge?
+O jeg seer i denne fine
+amethystne Kalk den ømme
+sværmeriske Josefsmine,
+hvormed han fortalte Drømme.
+Og naar Drømmen saa var ude,
+Hovedet Fantasten bøjed,
+blegnede og nedslog Øjet,
+som de fuldtudsprungne af
+Hyacinthens Blomstre lude,
+naar de første Duft udgav.
+
+Favreste Konvolvel, fiin
+som en Serafs Aandedræt,
+fanget af en Cherubin
+I et Blomsters Maskenet,
+i en død Blaaklokkes Liin,
+du er min _Elisabeth_,
+Hyacinths Tilhørerinde,
+som ham kunde bedst forstaae,
+med de store Øjne blaae
+af sin Tro aldeles blinde.
+
+Kjendte jeg mit Barn, mit bedste,
+havde jeg en Faders Hjerte,
+om jeg ej _Narcissas_ Smerte
+her i Pintseliljen læste?
+om jeg ikke meer forstod
+hvorfor hun er uden Blod,
+paa hiint skarpe Purpurskjær,
+paa hiint sikkre Flammebilled,
+af den Fæstensring, som brødes
+kun af Døden, som den Dødes,
+som paa hendes Kinder spilled,
+paa den hede Draabe nær,
+som jeg angest saae paa Kinden
+I Fremtindren og Forsvinden?
+Ve, sin Stribe af Karmin,
+Arret efter Smertens Bid,
+Dødens Judaskys indsvi'd,
+Stjernen er ej hvid som denne,
+bærer endnu hendes Kind!
+syge Perle ei saa bleg
+(Liljen, som af Mulden steg,
+er jo vistnok ogsaa Hende),
+Dybets Glød, Korallens Brand,
+solskinmættede Rubin
+tindrer ej saa hedt som hiin.
+
+Ve, om efter disse Mærker,
+som hvert Øjekast forstærker,
+om jeg da med grum Forstand,
+med en Ravnefaders Vilje,
+med et indbildt Blik, som al
+Glæde fra sig selv bestjal,
+kunde skilne mellem disse,
+mellem denne Pintselilje
+og min døende Narcisse!
+
+O hvad Jubelfryd opdager
+jeg til denne Time spart!
+Søde Øjeblik, der bruge
+Tiden kun af Pilens Fart,
+af et Glimt fra Solens Øje,
+for den hele Gift at suge,
+for det Bittre at fordøje
+af saamange Dages Klager,
+af saamange smertebulne,
+jammerfulde, taaresvullne
+Nattetimers vaagne Vee!
+Lever jeg? Er bristefærdigt
+Oldingøje bleven værdigt,
+til sin Salighed at see
+saa fuldstændigt aabenbaret,
+før velsignet Død har klaret
+med sit Pust hans Øjesteen?
+Se der mangler ikke Een!
+Der i Rosen ved sin Rose,
+se, der er jo Brudeparret
+_Katharina og Johan_!
+Kjærligheds Apotheose,
+_Katharina og Johan_!
+Begge i hinanden tabte,
+i hinandens Billed skabte,
+vexle deres Hjerter Slag
+under Taarers Sammenblanden,
+i et evigt Favnetag,
+vexle deres Øjne Lys,
+tænde Straaler i hinanden,
+vexler Læben Saligheder,
+høje, endskjøndt tause, Eeder
+i de endeløse Kys.
+
+Salig er jo Bryllupsstunden,
+slugt af Flammen, gjenoprunden?
+Himmelnaadens milde Graad
+gjorde Asken frugtbarvaad,
+mine egne Taarers Kræfter
+dugged tæt og lunkent efter,
+hede Stønnen af min Vaande,
+mine Bønners varme Aande
+lokked da fra Buskens Skud
+begge mine Roser ud:
+_Katharina og Johan_,
+begge disse sammenbøjde,
+i hinanden saa fornøjde,
+morgenrøde, morgenfriske
+Roser, som isammen hviske--
+_Katharina og Johan_.
+
+Mig imøde, som fra Bunden
+af to gyldne Trylleskaaler,
+fra de dybe Roser straaler
+deres fagre ungdomshulde
+Aasyns Træk saa frydefulde.
+Thi for dem er Bryllupsstunden,
+den som Flammerne fortærte,
+atter salig gjenoprunden,
+Hjerte knyttende til Hjerte,
+_Katharina_ til _Johan_.
+Thi ved Himlens Under kan
+nu i Fred jeg gamle Hyrde
+deres Vielse fuldbyrde,
+afbrudt paa hiin Rædselsdag,
+ende saa i Ro og Mag
+Brudetalen, som de vilde
+rædsomme Walloners Magt
+havde Hjerte til at spilde
+før Velsignelsen blev sagt.
+
+Nu jeg frit, med Haand paalagt,
+Guds Velsignelse nedbeder,
+Himlens Væld af Saligheder,
+Brud og Brudgom, over Eder:
+Herre, sign du og bevar
+dette Rosenbrudepar!
+Herre, lys dit Aasyn over,
+Yndighed, som sig trolover!
+Herre, løft dit Aasyns Glands
+over Fromheds Brudekrands!
+Herren give dig sin Fred,
+elskende Uskyldighed!
+
+O Henrykkelses Sekund,
+Saligheders Fødselsstund!
+du er altfor tung af Glæde
+til at flye saa flygtig hen,
+som de andre duungraae, lette,
+farveløse Solgransstunder,
+Skjebnens Pust mod Døden hvifter
+henad Livets Ørkenslette;--
+du demantne af Sekunder,
+som er engang allerede
+kommen himmelsendt igjen,
+ej saa troløst og saa let,
+som de andre dig omskifter;
+du maa frydbelæsset dvæle
+til mit Hjerte vinder Mæle,
+til det mestre kan sin Tanke,
+til det engang bliver træt
+af saa maalløst, stærkt at banke,
+til det engang bliver mæt
+af den søde Fryd at græde,
+medens mine Læber juble,
+medens Øjet straaler, medens
+brudte, vilde Ord (og dog
+skjønne som af Salighedens
+ubekjendte Himmelsprog)
+stødende paa Tungen snuble,
+somom ikke jeg var klog.
+
+O det er somom en stille
+lummer Regn faldt i mit Hjerte,
+somom Knuden af min Smerte,
+Dryppestenen af min Vee,
+Sorgkrystallen i mit Sind,
+opløst i Velsignelse,
+ud i denne Graad maa trille
+over hele vide Jorden,
+hyllende dens Bjerge ind
+i en skabningssvanger Sky,
+i sit lunkne Mulms Neddignen
+svangrende den med Velsignen,
+til en frydfuld, skyldløs Vorden
+svangrende dens Dyb paany.
+
+O hvor har jeg nok af Mæle,
+for at tale ud min Lyst?
+nok af Hvælving i mit Bryst,
+nok af Luft, af Rum, af Lyd,
+ømme, zittrende og høje,
+for i Toner at besjele
+denne Overlast af Fryd?
+nok af Spejle i mit Øje
+forat fange op det Hele?
+nok af Sandser for at nemme?
+nok Erindring for at gjemme?
+nok af Tanker for at fatte?
+nok af stærke Nervestrenge
+for at bære Glæden længe?
+nok af Hjerte for at dele
+Ømhed nok til mine Skatte:
+til _Margretha_, til de tvende
+_Smaa_, som smile næst ved hende,
+til _Narcissa_ min, som skranter,
+_Hyacinth_ med Drømmermine,
+troende _Elisabeth_,
+aldrig af hans Undre mæt,
+til min Stolthed, _Katharine_,
+til de dyrebare Panter,
+Himlen atter mig betro'ede
+frem i disse Blomster groede,
+disse der, min egen Æt?
+
+Ve mit Ravnefaderhjertes
+sløve mosbegroede Steen!
+Jeg har kunnet glemme Een
+af mit eget Kjød og Been:
+stakkels _Klaras_ Dødningsmertes
+blege Billede i denne
+hvide Rose, som er Hende,
+hende Selv. Se Blusel kjæmper
+end paa Kinden jo som før
+i det Rødmende, som døer,
+som med Bleghed Smerten dæmper,
+med de dunkelhvide Emmer
+af en nedbrændt Lidenskab,
+Kalkestøvet af Ruinen,
+som hun under Blidhedsminen
+sønderknust i Hjertet gjemmer
+af sin Freds og Uskylds Tab!
+
+O mit Barn, se til din Fa'r!
+Rose hvid, som _Klara_ var!
+Han er ikke længer vred
+paa din syge Kjærlighed,
+Han har intet Blik, som rammer
+knusende din knuste Jammer;
+Han har intet Øjekast
+for at skjære hvad der brast;
+Han har kun en Faders Hjerte
+og Velsignelser i Munden
+og en Smerte for din Smerte,
+og et Taaredryp for Vunden,
+Taarer af balsamisk Glæde;
+thi jeg ogsaa dig har funden:
+Ingen mangler i min Kjæde.
+Alle ere jo tilstede
+saa lyslevende og sande,
+at jeg ikke kan forblande
+Sandheds Syn med Sandheds Skin.
+Thi det sværges i min Sjel,
+derpaa mine Øjne bande,
+kjendende jer altfor vel:
+Blomsterne ej _skulle være_
+eder blot i Fantasi'n,
+eder, mine Børn og Viv,
+men forvist de Eder _ere_,
+Eder ja til Sjel og Liv,
+Eder ja i Ansigtstræk,
+Ejendommelighedssind,
+Karakterens fødte Mine,
+Smilene, som præge ind
+sine sommerfuglefine
+Spor, idet de flygte væk.
+
+Og jeg hørte eder tale,
+hvis min Sands ej laae i Dvale,
+hvis ej Dødens Gravmos alt
+spirede i Ørets Spalt.
+Men hvad mere Sands behøves?
+Øjet seer, om Øret døves,
+Alt er blomstret frem igjen,
+Alting som i gamle Dage:--
+dugget til af Himmelen,
+giver Jorden det tilbage,
+Alting som i Bryllupsstunden,
+da min Lykke folded ud
+alle sine Hjerteblade,
+spredende sin Krones Straaler
+mere ud end Himlen taaler,
+da dens modne Blomsterskud
+højere mod Sky var runden
+end de Himmelske tillade,
+just i det Moment den brast
+paa den vrede Almagts Bud
+ned med Flammeme i Grunden,
+og foer hen med Gnistens Hast.
+
+Derfor--o er det Sekunden,
+atter nu med Liv begavet,
+frem af Tidens Bæger runden,
+da min frydberuste Lykke
+blev i Rædslerne begravet,
+som i denne sig fornyer?
+Derfor mangle heller ikke
+Flammeme, de røde Skyer
+fulde af Dæmoners Blikke,
+bragende af Helveds Latter.
+... O der gløde frem de atter.
+Ve mig! frels!... O frelst er Alt,
+siden over er Sekunden,
+da, sig borende i Granden,
+Taarnet brændende nedfaldt.
+
+Derfor denne Tulipan,
+(ægte »Admiral Enkhuisen»)
+som sit Flammedyb bedækker
+fuldt med hvide Emmers Flekker,
+ikke _er_, men _kun_ betyder,
+Huset, da det stod i Brand,
+og den Valmu' der, som skyder,
+pralende med Flammer ziret,
+over Bedet, den er Spiret,
+da det svimlede og faldt.
+
+Denne Zwiebel dunkelrød,
+(»Admiral van Liefkenshoek»)
+liig en Nat i Luer sat,
+liig et Baal med Nat bemalt,
+Døden livlig, Livet død,
+fyrig-kold og kraftig-mat,
+liig en netslørt Kjæmpestyrke,
+tryllebundne Dæmonshu,
+den betyde skal hin mørke,
+gaadefulde, fromme, vilde,
+barske, milde Spaniol,
+som i Rædselsstundens Nu
+turde sig mod Skaren stille,
+somom Helved han befo'l:
+Han med Dommen paa sin Pande
+halvtens ud af Naadens Skrivt
+i et herligt Træk udslettet,
+Han med Lidenskabens Brande
+sydende i Smertens Vande,
+med sit Smiil af Kummer mættet,
+fuldt af Honning og af Gift.
+
+Og ved Siden se Uhyret,
+se hans vilde Kammerat,
+se den rasende Soldat
+i en dobbelt, guldbaldyret,
+tigerøjet Fløjelsblomst--
+Han, hvis Rædselsid blev styret
+kun ved Dødens Mellemkomst!
+
+Disse fareløse Luer,
+denne Flamme, som ei hviner,
+disse Rædsler uden Skræk,
+denne Blomsterdæmons Træk
+jeg med uforsteente Miner,
+uden Øjeblinken skuer.
+Ned i Tulipanens Grube,
+ind i denne Kobberkube,
+fuld af vildtforfløjne Gnister,
+tør jeg stirre uden Svimlen;
+uden Sortnen for mit Øje
+Flammekjedlens Dyb jeg maaler;
+Lueblomsterspirets høje
+Flugt jeg følge tør mod Himlen,
+vexle Mine kjæk og bister,
+Øjekast af Ørnemod
+med den fromme Morderengel,
+Spaniolens Sjel, som gløder
+(dertil Gud ham altfor ømt
+har evindelig fordømt),
+ud fra denne Zwiebels Stengel
+i den dybe Kalk, der bløder
+af en Sygdoms sorte Blod.
+
+Ja, jeg elsker dette Syn,
+hvis Betydning let er gjettet
+uden megen uvis Almen:
+Husets Brand i Tulipanen;
+Taarnets (som et sammenflettet
+ifra Dybet opskudt Lyn)
+i Papav'rens Knops Skarlag;
+Kirkens eget brede Tag
+i dens Blomsts udslagne Flammer;
+Spaniolens vilde Jammer
+(som han viste sig i Døren
+blodig, rædsom, dog kanskee
+forat redde Alle førend
+enten Flammens Rædselsdød
+eller ind hans Landsmænd brød)
+i den mystiske, tilflorte,
+krigerrøde, munkesorte
+Pragttulipes aabne Bæger,
+hvori Nat og Flamme leger.
+
+O jeg elsker disse Syner!
+O jeg seer med Kjærlighed
+Blomsten, som saa skummelt lyner,
+Farven, som er bleven heed.
+Disse Blomsters skjønne, tyste
+Rædsler kun mit Minde skrække;
+mine Øjne de forlyste,
+Læbens døde Smiil de vække.
+Thi de høre ogsaa med
+til den samme Time jo,
+da hengivnest var min Tro,
+til den samme Time, da
+højest var min Salighed,
+da min Sjel var Himlen næst,
+Støvets Tanker længst ifra,
+lettest under Rædslers Tyngde.
+Thi det var jo just Sekunden,
+da jeg elsked Mine mest,
+da os Døden Alle fandt
+som os Rædslen sammenbandt,
+I hverandre sammenslyng'de
+og med Herrens Lov paa Munden,
+uden Knurren deriblandt.
+
+O hvormed har jeg fortjent
+dit Mirakel, store Gud?
+Skulde--o det var ej meent!
+Ormen tør ej tale ud!--
+Skulde, ja, om ej du Selv,
+Du, den Helligste og Største,
+fjernere fra Engles Første,
+end fra højest Himmels Hvælv
+dybeste af Havets Kilder ...
+skulde ikke Du, du Selv,
+Du, hvem intet Navn afbilder,
+Du, hvem Verdner Blomster ere,
+Græs, som Dybderne maae bære,
+men kun En af Engles Orden,
+en blandt Aanderne Ophøjet,
+som har Vælde over Jorden,
+have, i din Naade stærk,
+gjort det store Underværk,
+for at see en Orm fornøjet,
+for sin Herre Gud at ligne,
+naar han, efter Seklers Rækker,
+slukte Stjerner gjenopvækker
+i de Rum, der døde ud,
+--o! da beder jeg, o Gud,
+at Du Englen vil velsigne,
+der har været god som Du,
+mægtig med barmhjertig Hu,
+mægtig i hvad der er herligst,
+mægtig til sin Gud at ligne,
+kjærlig--o som du er kjærligst!
+Da jeg beder--Tys!....»
+
+
+En høj, statelig Mand, med en Guldkjæde med Oraniens Portræt paa den
+prægtige sorte Fløjelsvams, med en Diamantagraffe paa Baretten, en Børs
+hvorigjennem Guldet blinkede og Daggert ved Siden, fulgt af en Dreng med
+en
+
+Vase fuld af Blomster, triner over Gruushobene igjennem Hyldebuskene,
+der omgav gamle Adrians Plet. Han slaaer dem tilside.--
+
+
+
+
+IV
+
+Jan van Huysum, Blomstermaleren
+
+
+»Vær forsigtig, _Navnløs_,» siger den Fremmede, »disse Ruinernes
+Blomster ere prægtigere end Haugernes. De have suget sine Farver af Blod
+og kalkede Been, og Luerne have tilberedet Jorden.»
+
+
+Den Gamle forskrækkes. Dog rejser han sig ikke fra _Margarethas_
+Græsbænk. Ellers plejede kun Storkene, der vare vendte tilbage, fra en
+af de igjenstaaende Muurtinder, eller Hovedet af en nysgjerrig uskyldig
+Øgle imellem Stenene, Hyrdedrengen fra den nærmeste Landsby, en Zigeuner
+eller en ligesaa ilsom Vandringsmand at see ind til ham.
+
+
+»Ha!» raaber den Fremmede. »Hellige Himmel! Naar saae mit Øje saadanne
+Blomster? Disse har du ladet spire for mig, for mig alene. Bort med
+disse elendige Vandskud, Dreng, som du gjemmer paa! Disse skulle blive
+mit Underværk, som de ved Himlens Velsignelse ere blevne Jordens.»
+
+
+_Adrian_: »Du har Ret, Fremmede. De ere det ved Himlens Velsignelse.» Og
+han mumlede atter:
+
+    »Ve det Vanvid, ve mig Stakkel,
+    ve mig meer end Øjeblinde,
+    tvivlte jeg om Guds Mirakel!»
+
+_Den Fremmede_: »Du maa overlade mig dem, Gamle.»
+
+»Nej, nej, nej!»
+
+»Du maa. Jeg vil betale dem.»
+
+»Du kan ikke. Tro mig, du kan ikke.»  »Troer du?» Og han kaster sin
+Guldbørs til Adrian.
+
+»Ikke med dine Øjne, ikke med dit Hjerteblod.»
+
+Den Fremmedes Ansigt blev skarlagenrødt. Hans Øjne funklede. »Jeg har
+sagt dig, Gamle, at jeg maa. Der er Prindsen af Oranien og hans Gave!»
+Og han kaster sin Guldkjæde og Diamantagraffen for Adrians Fødder. »Er
+du fornøjet?»
+
+»Dine Diamanter opveje ingen af disse Dugdraaber paa mine Blomster. Men
+forfærd mig ikke! Dit Øje er skrækkeligere end din Tale. For Guds
+Barmhjertigheds Skyld, hvad vil du?»
+
+Den Fremmede har trukket sin Daggert. »Ikke dit Liv, men Blomsterne.»
+
+»Ja de ere Liv! Afsindige rør dem ikke! Ved din og min Salighed, de ere
+Liv, de ere Liv!»
+
+»Just derfor. I denne Sekund maa jeg have dem; i næste ere de ikke som i
+denne.»
+
+Han knæler alt ved Blomsterne. Den Gamle springer op med Forstenelse i
+sine Miner. Den Fremmede har alt Staalet paa Rosenknoppens Qvist. Han
+skjærer. I samme Øjeblik udstøder Drengen et Skrig, og styrter om med
+Haanden paa Hjertet. »_Benjamin, Benjamin_, mit Barn!» hviner Oldingen,
+og synker tilbage med Døden i sit Aasyn.
+
+Den Fremmede vrister Vasen af Drengens Haand.
+
+»Hvad gaaer af dig, Dreng? _Navnløs, Navnløs_, min Dreng, fik du ondt af
+denne stærke Blomsterduft? eller har en Slange stukket dig?»
+
+Qvisten med Rosenknoppen er af, og Drengen er død.
+
+       *       *       *       *       *
+
+    »Hvad er dette? Ha, der var
+    Blod paa Qvisten, som jeg skar,
+    Blod som i en Vunde aaben,
+    og en Draabe paa mit Vaaben.
+    Men nu er jo alt forsvundet;
+    Smerten vel, _men_ ej min Angst
+    midti Glæden for min Fangst,
+    er jo lykkelig forvimdet.
+    Rædsel! var da min afsjelte
+    Yndlings Livsenssnor forbundet
+    her med denne Knop? og dvælte
+    da hans Genius i den?
+    Mon sit Liv med den han delte?
+    Dobbelt, med fornyet Kraft
+    synes det indblæst igjen
+    i dens friske Purpursaft.
+    Knoppen synes vakt af Dvale,
+    vaagen Gejst i sig at hilde,
+    og dens Læbe, blot den vilde,
+    digtende at kunne tale.
+    Jeg maa derfor raskt mig skynde,
+    ende, som begyndt at synde;
+    jeg maa skynde mig før du,
+   Rosengeist, forandrer Hu,
+   før du lyster at forlade
+   dine saa forvandte Blade.»
+
+
+
+Den Fremmede omfatter Blomsterne med skjælvende Hænder. »Der er Rædsel
+heri, men jeg maa fortsætte, medens denne Gartner, som er vanvittig i
+sin Gjerrighed, og skjuler sine Mysterier i denne Afkrog, ikke kan
+forstyrre mig.»
+
+Han seer paa den besvimede Olding, og dvæler endnu.
+
+»Ha, hvo har negtet _Jan van Huysum_, Blomstermaleren, en Buket?»
+
+
+Inden tre Sekunder prange _Adrians_ Blomster i Malerens Vase. Der er
+ingen voldsommere hensynsløsere, selvkjærligere Lidenskab end
+Kunstnerens. Den kjender ikke Grændser, Ret eller Synd. Den griber
+efter sin Lysts Maal med Gigantarme, fordi den troer den har et
+Gudehjerte.
+
+
+Da han med et begeistret Blik løftede den fulde prangende Vase op,
+vaagnede den Gamle.  »O min Gud! min Gud! de ere dræbte,» jamrer han
+med Hænderne for Øjnene.
+
+»Forat leve evigt,» siger den stolte Maler, svingende Vasen højt.
+
+»Sørg for Drengen. Han var min Plejesøn og kanskee dit Barn.»
+
+»Ja, ja, han var det ... min _Benjamin_; og du har myrdet ham, myrdet
+dem Alle, hans Sødskende, hans Moder og hans Fader, som forbander dig
+med den rædsomste af Forbandelser, med Forbandelse af dit eget Barn
+indtil Vanvid af Sorg over dit eget Barn. Ja, hvis Gud gjør en
+Tusinddeel Lige for Lige--du skal forgjæves trygle om Guds og dit eget
+Barns Barmhjertighed og om at dit Staalhjerte skal kunne briste, om at
+kunne døe som jeg.»
+
+
+Og den Gamle havde slæbt sig hen til Drengens Liig. »Djævel!» stønnede
+han endnu, »du veed ikke hvad du har gjort.» Han sukkede endnu engang og
+saa ikke mere.
+
+
+»Men jeg veed hvad jeg _vil_ gjøre, og hvad jeg _kan_ gjøre,» raabte
+Maleren, fordybende sine Blik i den herlige Buket. Men da han saae
+Oldingens Øjne brustne og hans ærværdige Haar udslaaet over Drengens
+blege Dødstræk, da zittrede det igjennem hans store nervøse Skikkelse;
+men han mumlede dog endnu, idet han bortfjernede sig med et sky Blik,
+»ja jeg veed hvad jeg _vil_ gjøre. Hvo har negtet _Jan van Huysum_ en
+Buket?»
+
+_Jan van Huysum_ malte _Adrians_ Blomster. Der flød aldrig et herligere
+Mesterstykke fra hans Pensel. Samvittighedsnag, eller maaskee heller en
+angst- og ahnelsesfuld Overspændthed, drev hans Geni til det højeste.
+Han arbejdede med den unge medicinske Novizes bankende Hjerte og ilsomme
+Haand, som ved Midnatstide anatomerer et stjaalet Liig. Han syntes
+stundom at see Aanders Aasyn i Blomsterne, og da var det ikke langtfra
+at Adrians Forbandelse gik i Opfyldelse. Fra dette Øjeblik, da han
+stillede Vasen foran sig og udspændte sin Ramme, begyndte han at
+indestænge sig, naar han arbejdede; han blev menneskesky og melankolsk,
+men herligere i sine Arbejder end nogensinde.
+
+Man holdt disse Egenskaber for Træk af en Originalitet, der tilhørte
+hans Geni, og Flere, end man skulde troe, vare fornuftige nok til at
+tænke, at dersom Jan van Huysum ikke var saa bizar, vilde han heller
+ikke male saa herlige Blomsterstykker eller være _den_ han var.
+
+Men man rystede paa Hovederne og trak paa Skuldrene og gjorde Miner til
+hverandre, da den store Mester begravede Blomsterne paa det
+omhyggeligste i viet Jord, da de vare visnede, og bad over dem.
+
+Hans ugudelige Søn stod hos og spottede og loe ad sin Fader. Det var et
+af de Træk af hans Slethed, som lod Adrians Forbandelse gaae i
+Opfyldelse. Thi Gud hører den Døende; og Følelsen af at have begaaet en
+Forbrydelse og Ahnelsen om at have overskaaret nogle af Naturens
+hemmelige Strenge, som bandt hiin Gamles Hjerte til Tilværelsen,
+forberedede hans mørke, imodtagelige Gemyt for den Skjebne, der virkelig
+rammede Mesteren: Vanvid--som det hedte, over sit Barns Slethed.
+
+Der var ogsaa andre Aarsager. To Smerter greb hans Hjerte paa engang,
+naar han mumlede stille hen for sig: »Benjamin! Benjamin!» Det var i de
+tungeste Timer. Da lettede hans sig ved at pensle paa Rosenknoppen.
+
+
+Han arbejdede stedse paa sit Blomsterstykke. Det blev aldrig fuldkomment
+nok. Han syntes at erindre en ny Skjønhed hvergang han lod Haanden synke
+og strøg sig over Panden, som vilde han stryge alt bort indtil Benet.
+Han nænnede aldrig at give Maleriet sit Udødelighedsmærke--visselig ikke
+nødvendigt uden for sløvere Øjne for _de Heems_, Blomsterdigterens,
+Skyld, »Blomsteraltarets» genifulde Skaber, han, som forholder sig til
+_van Huysum_ som _Pereira_ til _Velasquez_ og _Alonzo de Tobar_ til
+_Murillos_. For hver Gang han greb Penselen til sit Navnetræk kom der
+nogle Uefterligneligheder af Fluer. Snegler og et Fuglerede og ogsaa et
+Par Blomster uden hiin hemmelige Betydning til, som Ting, hvorved han
+søgte at tilsløre for sig selv Hovedgruppens Betydning og at skuffe sig
+selv med at det var den blotte Natur han havde malt.
+
+
+Endelig engang i et lyst Øjeblik--Blomsterne syntes at bøje sig imod
+ham, Rosenknoppen at aabne sin Læbe og at bede--sætter han Penselspidsen
+atter til forat gjøre Trækket: »_Jan van Huysum fecit_.»
+
+Det er paa den Plads, hvor Blomsterne ere jordede, han opløfter Maleriet
+i dets Belysning. Han smiler. Jan van Huysums Sjel tilstaaer for sig
+selv i dette Øjeblik, at det er fuldendt.
+
+Da falder en Draabe fra den klare Luft derpaa. Den udsprænges over
+Blomsterne. Under! Smaadraaberne blive siddende, evigt siddende, fastere
+end Diamanten i sin Klippe, paa Katharinas Rose og paa de andre
+Blomster, hvor de falde.
+
+»Gamle! du er forsonet,» jubler Mesteren. »Det var din Taare.» Og han
+fuldender Navnetrækket, og Rolighed vendte fra den Stund tilbage i hans
+Hjerte.
+
+
+Ingen veed hvilke Aander der ere ovenfor ham. Men undertiden mærkes dog
+deres Nærværelse af følsommere Sjele, og det er somom Taarer faldt i
+vore Hjerter.
+
+Ja visselig det var gamle Adrians Taare, som faldt fra den klare Luft.
+Det er Adrians Forsonings- og Beundringstaarer, som sidde de endnu i de
+mirakelherlige Draaber paa      _Jan van Huysums Blomsterstykke_.
+
+       *       *       *       *       *
+
+_Jan van Huysum_.
+
+Aar runde. Havet omtumler ikke sit Bytte forunderligere end Tiden gamle
+Mesteres Malerier, fordi Menneskene ere begjærlige efter det
+Guddommelige i samme Forhold, som dette er sandseligt. Derfor ile
+Malerierne, hvori dette er Tilfælde, fra Haand til Haand igjennem
+Aarhundrederne, medens et Digt vilde døe af Boghyldestøv eller endnu
+forsmædeligere, om ikke Pressen reddede det ved at gjøre det almindeligt
+som Brostenene.
+
+Ogsaa dette Digt vil desuagtet døe før Jan van Huysums Blomsterstykke
+gjennemlever et Aar til af sin Udødelighed.
+
+
+Aar runde. Der var Udstilling i Louvre af Napoleons Kunsttrofæer,
+Spaniens, Italiens, Nederlandenes Mesterværker havde den store Ørn bragt
+hjem til sit Rede under den høje Kolonnade. Der var ogsaa »Santa
+Katharinas Trolovelse» af Alonzo de Tobar, Velasquez's »Familie», en
+»Familie» af Alonzo de Tobar, og den store Jan van Huysums
+Blomsterstykke. Galleriet var fuldt af Beskuere.
+
+
+Men Publikum havde mindre at bestille med at beundre Mesterværkeme, end
+med at spotte ad en ung Mand, som paastod, at der var en Liighed, han
+følte meer end han saae og kunde forklare sig, imellem en af Roserne paa
+Jan van Huysums Blomsterstykke og Alonzo de Tobars Katharina, ja imellem
+enhver af Blomsterne og Individerne i hans »Familie» efter Velasquez. De
+loe ad ham som de Forbigaaende ad gamle Adrian.
+
+En høj, alvorlig, sortklædt Mand nærmer sig Fantasten. Publikum viger
+ærbødig tilside. »Følg mig!» siger han venligen, »Du er Maler.»
+
+Det var Mesteren _David_, som førte _Gros_, »Amor og Psyches» Maler, som
+sin Discipel til sit Atelier.
+
+
+Siden David ikke var haardere, tør jeg ogsaa, uden Frygt for et
+Publikums Latter, som neppe veed, at det, ifølge hiin Regelløshed for
+Malerværkers Omtumling, besidder i sin Midte Jan van Huysums
+Blomsterstykke, aabenlydt sige, at det forekommer mig som om der ogsaa
+finder en mystisk Liighed Sted imellem hiin Amor og Psyche og de to
+Roser paa      _Jan van Huysums Blomsterstykke_.
+
+       *       *       *       *       *
+
+--Ak, søde Rosenknop, hvad er det for et Eventyr du har fortalt mig om
+_Jan van Huysums_ Blomsterstykke, mens jeg hensank i Beskuelsen deraf?
+
+    »Men nu veed jeg dog hvorledes
+    slige Blomster bleve til.»
+
+
+
+
+
+
+***END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK  JAN VAN HUYSUMS BLOMSTERSTYKKE***
+
+
+******* This file should be named 11293-8.txt or 11293-8.zip *******
+
+
+This and all associated files of various formats will be found in:
+https://www.gutenberg.org/1/1/2/9/11293
+
+
+Updated editions will replace the previous one--the old editions
+will be renamed.
+
+Creating the works from public domain print editions means that no
+one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
+(and you!) can copy and distribute it in the United States without
+permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
+set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
+copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
+protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
+Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
+charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
+do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
+rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
+such as creation of derivative works, reports, performances and
+research.  They may be modified and printed and given away--you may do
+practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
+subject to the trademark license, especially commercial
+redistribution.
+
+
+
+*** START: FULL LICENSE ***
+
+THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
+PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK
+
+To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
+distribution of electronic works, by using or distributing this work
+(or any other work associated in any way with the phrase "Project
+Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
+Gutenberg-tm License (available with this file or online at
+https://gutenberg.org/license).
+
+
+Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
+electronic works
+
+1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
+electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
+and accept all the terms of this license and intellectual property
+(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
+the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
+all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
+If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
+Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
+terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
+entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.
+
+1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
+used on or associated in any way with an electronic work by people who
+agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
+things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
+even without complying with the full terms of this agreement.  See
+paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
+Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
+and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
+works.  See paragraph 1.E below.
+
+1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
+or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
+Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
+collection are in the public domain in the United States.  If an
+individual work is in the public domain in the United States and you are
+located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
+copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
+works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
+are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
+Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
+freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
+this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
+the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
+keeping this work in the same format with its attached full Project
+Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.
+
+1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
+what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
+a constant state of change.  If you are outside the United States, check
+the laws of your country in addition to the terms of this agreement
+before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
+creating derivative works based on this work or any other Project
+Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
+the copyright status of any work in any country outside the United
+States.
+
+1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:
+
+1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
+access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
+whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
+phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
+Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
+copied or distributed:
+
+This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
+almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
+re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
+with this eBook or online at www.gutenberg.org
+
+1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
+from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
+posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
+and distributed to anyone in the United States without paying any fees
+or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
+with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
+work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
+through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
+Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
+1.E.9.
+
+1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
+with the permission of the copyright holder, your use and distribution
+must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
+terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
+to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
+permission of the copyright holder found at the beginning of this work.
+
+1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
+License terms from this work, or any files containing a part of this
+work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.
+
+1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
+electronic work, or any part of this electronic work, without
+prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
+active links or immediate access to the full terms of the Project
+Gutenberg-tm License.
+
+1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
+compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
+word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
+distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
+"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
+posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
+you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
+copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
+request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
+form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
+License as specified in paragraph 1.E.1.
+
+1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
+performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
+unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.
+
+1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
+access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
+that
+
+- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
+     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
+     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
+     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
+     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
+     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
+     must be paid within 60 days following each date on which you
+     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
+     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
+     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
+     address specified in Section 4, "Information about donations to
+     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."
+
+- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
+     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
+     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
+     License.  You must require such a user to return or
+     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
+     and discontinue all use of and all access to other copies of
+     Project Gutenberg-tm works.
+
+- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
+     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
+     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
+     of receipt of the work.
+
+- You comply with all other terms of this agreement for free
+     distribution of Project Gutenberg-tm works.
+
+1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
+electronic work or group of works on different terms than are set
+forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
+both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
+Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
+Foundation as set forth in Section 3 below.
+
+1.F.
+
+1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
+effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
+public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
+collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
+works, and the medium on which they may be stored, may contain
+"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
+corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
+property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
+computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
+your equipment.
+
+1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
+of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
+Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
+Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
+Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
+liability to you for damages, costs and expenses, including legal
+fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
+LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
+PROVIDED IN PARAGRAPH F3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
+TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
+LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
+INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
+DAMAGE.
+
+1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
+defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
+receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
+written explanation to the person you received the work from.  If you
+received the work on a physical medium, you must return the medium with
+your written explanation.  The person or entity that provided you with
+the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
+refund.  If you received the work electronically, the person or entity
+providing it to you may choose to give you a second opportunity to
+receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
+is also defective, you may demand a refund in writing without further
+opportunities to fix the problem.
+
+1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
+in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS,' WITH NO OTHER
+WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
+WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.
+
+1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
+warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
+If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
+law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
+interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
+the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
+provision of this agreement shall not void the remaining provisions.
+
+1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
+trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
+providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
+with this agreement, and any volunteers associated with the production,
+promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
+harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
+that arise directly or indirectly from any of the following which you do
+or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
+work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
+Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.
+
+
+Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm
+
+Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
+electronic works in formats readable by the widest variety of computers
+including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
+because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
+people in all walks of life.
+
+Volunteers and financial support to provide volunteers with the
+assistance they need, is critical to reaching Project Gutenberg-tm's
+goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
+remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
+Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
+and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
+To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
+and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
+and the Foundation web page at https://www.pglaf.org.
+
+
+Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
+Foundation
+
+The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
+501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
+state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
+Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
+number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
+https://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
+Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
+permitted by U.S. federal laws and your state's laws.
+
+The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
+Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
+throughout numerous locations.  Its business office is located at
+809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
+business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
+information can be found at the Foundation's web site and official
+page at https://pglaf.org
+
+For additional contact information:
+     Dr. Gregory B. Newby
+     Chief Executive and Director
+     gbnewby@pglaf.org
+
+Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
+Literary Archive Foundation
+
+Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
+spread public support and donations to carry out its mission of
+increasing the number of public domain and licensed works that can be
+freely distributed in machine readable form accessible by the widest
+array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
+($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
+status with the IRS.
+
+The Foundation is committed to complying with the laws regulating
+charities and charitable donations in all 50 states of the United
+States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
+considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
+with these requirements.  We do not solicit donations in locations
+where we have not received written confirmation of compliance.  To
+SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
+particular state visit https://pglaf.org
+
+While we cannot and do not solicit contributions from states where we
+have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
+against accepting unsolicited donations from donors in such states who
+approach us with offers to donate.
+
+International donations are gratefully accepted, but we cannot make
+any statements concerning tax treatment of donations received from
+outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.
+
+Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
+methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
+ways including including checks, online payments and credit card
+donations.  To donate, please visit: https://pglaf.org/donate
+
+
+Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
+works.
+
+Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
+concept of a library of electronic works that could be freely shared
+with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
+Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.
+
+Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
+editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
+unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
+keep eBooks in compliance with any particular paper edition.
+
+Each eBook is in a subdirectory of the same number as the eBook's
+eBook number, often in several formats including plain vanilla ASCII,
+compressed (zipped), HTML and others.
+
+Corrected EDITIONS of our eBooks replace the old file and take over
+the old filename and etext number.  The replaced older file is renamed.
+VERSIONS based on separate sources are treated as new eBooks receiving
+new filenames and etext numbers.
+
+Most people start at our Web site which has the main PG search facility:
+
+https://www.gutenberg.org
+
+This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
+including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
+Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
+subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
+
+EBooks posted prior to November 2003, with eBook numbers BELOW #10000,
+are filed in directories based on their release date.  If you want to
+download any of these eBooks directly, rather than using the regular
+search system you may utilize the following addresses and just
+download by the etext year.
+
+http://www.ibiblio.org/gutenberg/etext06
+
+    (Or /etext 05, 04, 03, 02, 01, 00, 99,
+     98, 97, 96, 95, 94, 93, 92, 92, 91 or 90)
+
+EBooks posted since November 2003, with etext numbers OVER #10000, are
+filed in a different way.  The year of a release date is no longer part
+of the directory path.  The path is based on the etext number (which is
+identical to the filename).  The path to the file is made up of single
+digits corresponding to all but the last digit in the filename.  For
+example an eBook of filename 10234 would be found at:
+
+https://www.gutenberg.org/1/0/2/3/10234
+
+or filename 24689 would be found at:
+https://www.gutenberg.org/2/4/6/8/24689
+
+An alternative method of locating eBooks:
+https://www.gutenberg.org/GUTINDEX.ALL
+
+*** END: FULL LICENSE ***
diff --git a/old/11293-8.zip b/old/11293-8.zip
new file mode 100644
index 0000000..f589306
--- /dev/null
+++ b/old/11293-8.zip