diff options
Diffstat (limited to 'old')
| -rw-r--r-- | old/11139-8.txt | 12025 | ||||
| -rw-r--r-- | old/11139-8.zip | bin | 0 -> 196637 bytes |
2 files changed, 12025 insertions, 0 deletions
diff --git a/old/11139-8.txt b/old/11139-8.txt new file mode 100644 index 0000000..d1690d3 --- /dev/null +++ b/old/11139-8.txt @@ -0,0 +1,12025 @@ +The Project Gutenberg EBook of Haabløse Slægter, by Herman Bang + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + + +Title: Haabløse Slægter + +Author: Herman Bang + +Release Date: February 18, 2004 [EBook #11139] + +Language: Danish + +Character set encoding: ISO-8859-1 + +*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK HAABLOSE SLÆGTER *** + + + + +Produced by Steen Christensen, Heidi Christensen and PG Distributed +Proofreaders + + + + + +HAABLØSE SLÆGTER + +Herman Bang + + + + +_Hvad jeg vil fortælle paa disse Blade, er i Brudstykker et Livs +Historie. Og jeg vil fortælle det, uden at bekymre mig om, hvorvidt, +hvad jeg fortæller, bliver skønt siler ej, eller om det vækker--enten +Graad eller Latter. + +William Høgs Liv synes mig levet til Advarsel; derfor har jeg nedskrevet +den Ulykkeliges Levnedsløb._ + + + + +FORORD[*] TIL TREDJE UDGAVE + +"Haabløse Slægter" udsendes i dette Bind for tredje Gang--akkurat fem og +tyve Aar efter sin Fremkomst. + +Bogen har haft sin Skæbne, som man siger, at alle Bøger har. Den første +Udgave blev udsolgt paa Grund af en offentlig Anklage. Den anden Udgave +forblev usolgt paa Grund af den samme Anklage, som i mange Aar fjernede +mig fra Bogkøbernes Skabe. + +Til sidst var der vel ingen mer, som troede, at alle de støvede Bog +bunker "Haabløse Slægter" nogensinde skulde flyttes fra Forlæggerens +Loft uden som Makulatur. + +Alligevel gik det anderledes. + +For en ti-tolv Aar siden huskede Menneskene pludselig den gamle Roman, +som hed "Haabløse Slægter". De ikke blot huskede den. De spurgte endog +deres Boghandler, om den endnu var at faa til Købs. Og lidt efter lidt +svandt Bunkerne paa Loftet, til der slet ikke var flere "Haabløse +Slægter" tilbage. + +[Fodnote *: Til 3die Udgave, der udkom 1905 paa det Schubotheske +Forlag, den sidste Udgave Bang selv besørgede og som han kaldte den +"endelige", skrev han dette Forord.] + +Det Schubotheske Forlag har ment, at en Bog, der har haft en Lod som +denne: at være længe glemt for igen at blive husket--at den Bog har +forsvaret sin Plads mellem de Bøger, som vil leve en Stund endnu. + +Den udsendes altsaa atter. + +Meget har jeg ikke rettet i den. I mine andre Romaner bliver jeg ikke +træt af at file og "gøre bedre". Men i "Haabløse Slægter" nytter det +saamæn ingen Ting. Den er nu en Gang saa god og saa daarlig som den er. +At eftergaa "Stilen" er umuligt. For Bommerterne er vist altfor mange. +At eftergaa selve "Bogen" er ligesaa umulig. Den vilde sikkert kun blive +ringere, hvis et ældre Menneske gav sig til at gaa i Rette med, hvad et +ungt Menneske skrev--fordi han følte det. + +I "Haabløse Slægter" er det Pulsslaget der maa redde Værket. Den har +ingen Adkomst til at leve endnu, hvis ikke dens Pulsslag endnu levende +kan fornemmes. + +Herman Bang Marienlyset, August 1905. + + + + +FØRSTE BOG + + +SOM MAN SAAR-- + +PROLOG + +Det var en gammel Slægt, graa af Ælde i Landet. Stamtavlen fortalte, at +den en Gang havde haft Forleninger baade paa Fyn og Sjælland og i +Jylland, men det var rigtignok længe siden, og i de sidste Par +Hundredaar var det gaaet tilbage med Storheden. Familien levede +ubemærket, nogle drev Handel, andre drev Haandværk, der var vel ogsaa +studérte Folk imellem, thi Slægten var stor; men intet ragede op, alt +var det ganske middelmaadigt og stilfærdigt. De fleste havde vel +endogsaa glemt deres store Stammenavn. + +Men henimod Slutningen af det forrige Hundredaar kom en enkelt Gren af +Ætten til Kræfter. + +Det var som Jurister, denne Linie udmærkede sig: dens Medlemmer svang +sig op til de højeste Poster, høje Titler og Kors fra alle Lande blev +atter Attributer til Navnet. Det var strenge, viljehaarde Mænd, som +forstod at arbejde, og som vidste, hvad de vilde. De skyldte deres +Jernflid og deres stærke Hjerner deres Lykke. + +Men ved Siden af Dygtigheden og den anstrengte Flid gik i hele Slægten +en vis urolig Excentricitet, en Hang til Overdrivelse i alt, som +skaffede sig Udslag paa forskellig Vis. Fornyeren af Slægtens Anseelse +var ivrig Pietist, han skrev gudelige Bøger og tugtede sit Legeme med al +Slags Pønitense. Hans Hustru var letsindig og flagrende; hun elskede at +give og stjal fra sin Mand for at tilfredsstille sin Lidenskab. +Undertiden under den daglige Husandagt lo hun over til Børnene ligesom +et Barn og kastede Papirskugler paa Tjeneren. Hun skrev ogsaa Vers, hvor +der var megen Tale om Hyrder og smukke Hyrdinder af noget letfærdige +Sæder. Hendes Lidenskaber var overmaade heftige i alt. + +Det var Stamforældrene. + +Deres Datter gjorde dem, som det synes, adskillig Sorg. Hvorledes det +egentlig har forholdt sig, er ikke godt at sige. Vist er det, at +Frøkenen var, hvad man sædvanlig kalder noget let paa Traaden. Saa blev +hun nok forført af en adelig Officér og forskudt af Faderen; men Moderen +understøttede dem troligt--de blev siden gifte--indtil de forsvandt i +Mørket. + +Sønnen gik i Faderens Spor. Han havde hans Jernflid, hans hurtige Blik +og hans Begavelse. Arbejdede desuden med et videre Syn i en yngre Tid. +Han gik hæderligt ind i Rækken af de stærke Mænd, som gav Begyndelsen +indtil Midten af det nittende Hundredaar dets ejendommelige Præg. Fra +Moderen havde han arvet Sindets Uro, han maatte altid være sysselsat, +altid have fuldtop at gøre. Saa skrev han Vers i sine ledige Timer; de +var ikke gode, men skønt en Minister under Kristian VIII havde en Del at +bestille, skrev han saa stor en Mængde, at han maatte gemme sine +Produktioner i Klædekurve. Han havde arvet mer fra Moderen: han var lige +saa ødselt givende som hun og lige saa heftig. Desuden var han en +forfængelig Mand, der holdt af at ses og at nævnes. + +Slægtsvaabenet blev broderet paa alle Vognpuder, han lod bringe Orden i +sin Stamtavle og vilde hæve sin Familie ved at slutte Forbindelse med +den "nye" Adel. Heri støttedes han af sin Hustru. Han havde ægtet hende +sent som en anset Mand, og det var vel et Spørgsmaal, om den smukke +Kvinde havde giftet sig med Manden eller med Navnet og dets Fremtid. +Ikke destomindre blev Ægteskabet lykkeligt: han ødslede paa hendes Hjem +med den Gang næsten ukendt Luksus og overdængede hende med Smykker, +Silkekjoler og Vers. Det var hans Glæde. Hun modtog alt med den samme +Ligevægt og søgte kun at lægge en Dæmper paa Excellencens Uro. Hun +levede i Haabet om en glimrende Fremtid for sine Børn og frygtede kun +for, at Mandens Excentricitet skulde ødelægge alt. Hun græd et helt +Døgn, da Ministeren en Gang i Tanker havde skrevet et Kærlighedsdigt +midt i en Indberetning til Statsraadet. Men, da Majestæten fandt +Historien saa morsom, at han gjorde sin Versmager til Storkors, +formildedes Fruen igen. + +Af deres Børn var Ludvig, den ældste Søn, fremfor alle Faderens Yndling. +Han havde glimrende Evner og en hel Del af den Elegance, som nedarvet +Fornemhed skænker. Men det viste sig tidlig, at Ludvig hørte til "de +store Dygtigheders Sønner"--han var svagelig, nervøs, allerede tidlig +dybt melankolsk. Man var ved ham øjensynlig naaet til et nyt Stadium i +Slægtens Historie. + +Kraften var bleven borte, Hjernerne var ikke længer saa stærke. +Excentriciteten tog Overhaand. + +Ludvig rejste meget, deltog hjemme i alt, hvad den fornemme Ørkesløshed +foretager sig; gjorde Gæld, som blev betalt af Excellencen uden Knurren, +fuskede lidt med alt og blev tidlig ødelagt paa forskellig Maade. Han +blev stadig mere nervøs og mere lidende--hans Melankoli var +foruroligende, og den Munterhed, som undertiden afløste den, var +ængstende forceret. Man begyndte at spørge, hvad Ludvig Høg skulde blive +til, og beklagede allerede hans Fader. + +En Dag kaldte Excellencen Sønnen ind i sit Arbejdsværelse, og der blev +talt meget højt og længe. Fruen hørte sin Mands Stemme skrige hæst op og +derpaa en stærk, langvarig Hulken. + +Det var ud paa Efteraaret, dette skete. + +Hele Vinteren læste saa Ludvig som en gal Mand, han sov tre Timer i +Døgnet og holdt sig om Natten vaagen ved at drikke Sherry og sidde med +Fødderne i Isvand. Der var noget af Slægtens Arbejdskraft i ham, men +han havde ikke dens fysiske Styrke. Den pludselige, overdrevne Flid +ødelagde ham yderligere, hans Sundhedstilstand nedbrødes uoprettelig, og +hans Evner svækkedes. + +Imidlertid fik han ved Sommertid juridisk Eksamen med første Karakter, +og Excellencen var tilfreds. Nu kunde han foreløbig rekreere sig; naar +han saa kom hjem, kunde der geres noget for ham. Ludvig rejste til +Paris. + +Der var to Sønner foruden Ludvig. Den ene var ret begavet, den anden +blev Landmand. + +Slapheden i Slægten understøttedes nu tilmed af visse Ejendommeligheder +i Tiden. + +Ludvigs Ungdom faldt i Slutningen af den æstetiske Tid herhjemme: Det +store Arbejde var gjort, de store Værker skrevne, man hvilede sig, +vuggede sig velbehagelig i det hegelske Fantasteri og i potenseret +Følsomhed. Politikken begyndte al vaagne ... man talte om Frihed, om +Lighed og om Tyranni, og det var denne Talen, man kaldte Politik. Alt +var Idéer den Gang, Fædrelandet, Friheden, Forfatning, alt. Derfor +tumlede man saa let med det altsammen: Idéer holdte over Virkeligheden +er stumpe Vaaben, Børn kan lege med; Realiteter er farligere. + +Saa kom otte og fyrre, Handlingens Aar. Der var i Folket Kræfter bag +Ordene; det saás, da man maatte tage sig sammen. Folkets Smigrere tog +saa denne Handling for en Begyndelse, Indvielsen af den nye Tid; maaske +var den snarere Afslutningen af en gammel, Frugten af den nationale +Vækkelse i Hundredaarets Begyndelse og af den Haardførhed, de knappe +Tider den Gang havde lært os. Men derom faar den Historie dømme, som +ikke skrives af Sønner, der har lidt under Fædrenes Vildfarelser. + +Ludvig gik med som Frivillig. Hans Begejstring blussede voldsomt op, og +han drog afsted. Han vilde i tre Dage gerne have givet sit Liv for +Fædrelandet, men Dagene blev til Uger, Ugerne til Maaneder, uden at han +lugtede Krudt. Saa kølnedes hans Begejstring, der vel kunde have +tilladt ham at dø uden at klage, men som ikke udholdt en kedsommelig +Exercits' Strabadser. Han blev syg og rejste hjem. + +Der gik et Par Aar. Ministeren tog sin Afsked og blev Stiftamtmand. +Ludvig vilde ikke søge Embede, han var evig paa Baderejser, flakkede +Sommer og Vinter hvileløs rundt i Europa. Faderen ventede. Den +næstældste Søn var bleven Borgmester i en lille By paa Sjælland, +Landmanden havde faaet Gaard, som man stadig satte til paa. + +En Sommer i Begyndelsen af Halvtredserne besluttede Ludvig at blive +herhjemme og bo hos Borgmesteren i Skelskør. + +Ludvig kedede sig i Købstaden. Selskabet i den lille Provinsby kunde +ikke tilfredsstille ham, og han var uden Beskæftigelse, der helt kunde +optage hans Tid. Under disse Omstændigheder benyttede han sine ledige +Timer til at forelske sig. Genstanden for Forelskelsen var en ung Dame +fra Omegnen, meget livlig, meget smuk og meget ung. De havde truffet +hinanden paa Morgenture i Byens Skov og havde kun talt lidt sammen. +Stella var atten Aar, uerfaren og forkælet. Den fem og trediveaarige Høg +var den eleganteste Mand, hun havde set, han var akkurat Digter nok til +at kunne give sin Kærlighed en straalende Indfatning af formfuldendte +Vers, og hans Fortid var tilstrækkelig mysteriøs til at lokke med det +Ukendtes Magt. + +Da han friede, gav Stella ham sit Ja. + +Der blev talt meget om denne Forbindelse. De fleste betegnede den som en +Mesalliance og beklagede Excellencen, der ikke havde nogen "rigtig" +Glæde af sine Børn. Enkelte beklagede Stella: han var meget ældre end +hun og havde vistnok ikke meget til Rest til at ofre et Ægteskab; og hun +var saa ung og frisk. Men hun kom jo ind i en fornem Familie. + +Den gamle Læge i Skelskør var meget misfornøjet. "Det er en skidt +Historie," sagde han ved Præstens L'hombrebord om Tirsdagen. "Skidt +Historie ... Folk som Høg burde ikke gifte sig. Linien er færdig, +Kraften er opbrugt: denne har Dispositioner til Melankoli, de andre er +Drønnerter, baade Borgmesteren og Landmanden. Ja, det er s'gu ikke Spøg +for Stakkelen." Dr. Hermansen satte sig fastere i Stolen og trykkede +Brillerne fastere over Næsen. "Og skulde Kandidaten giftes, burde han +s'gu have ta'et en Malkepige, saa der var kommet tykt Blod ind i +Familien."--De andre lo.--"Ja det er min Mening.--For Stella er det Synd +og Skam. Hun maatte ha'e en Kraftkarl. Der er Ansats til Brystsyge i +Moderens Familie. Det bli'r et rart Roderi, naar de Svagheder kommer +sammen.--Men forhaabentlig faar den Kavalér da ingen Børn, saa det bli'r +sidste Akt ... Ellers Gud hjælpe Afkommet!" + +Excellencen modtog Svigerdatteren uden at blinke; hans Frue var mindre +behersket, men Ludvig lod sig ikke sige; om Efteraaret fik han Embede og +i November stod Brylluppet. Det var 52. + + * * * * * + +I Ægteskaber, som er sluttet efter saa kort et Bekendtskab, er man altid +udsat for at tage fejl. Heller ikke Stella havde maaske, da hun blev Fru +Høg, ret vidst, hvad hun gjorde--maaske var der nok et og andet, hun +savnede, nogen Glød, nogen stærk Hengivelse, muligvis ogsaa nogen +Styrke. Men hun var meget ung og meget ungdommelig, kendte lidet til +Verden og endnu mindre til Kærligheden. I Begyndelsen troede hun næsten, +alt var, som det burde være, og da hun lidt efter lidt langsomt +opdagede, at det ikke var det, var det nærværende allerede blevet hende +en Vane. + +Ludvig mente, han havde giftet sig med et Barn. Han gav hende alt, hvad +han havde, men det var kun Rester. Det gik mere og mere op for ham selv +og andre, at han var ødelagt, at hans Liv var gnavet i dets Rod; han +blev meget melankolsk, og naar han nu var munter, ytrede hans gode Lune +sig ved bidende Sarkasmer, der hudflettede andre. Han og Stella var saa +forskellige som Nat fra Dag. + +I de første Par Aar, de var gift, legede Stella endnu med Dukker, eller +hun spillede Komedie for Høg. Hun græd, naar han gik ud, og hun var +bange i Mørke. Hun havde en livlig Fantasi, holdt af at pynte sig ud med +Slør og Blomster og spillede "Operaer" paa Klaveret. Det var et +Ruskomsnusk af Melodier, som hun satte Ord til, mens hun spillede. + +Undertiden om Aftenen, naar Høg var inde--hele Dagen var han enten ude +eller paa sit Værelse--klædte hun sig ud som Nonne og gav lange Scener, +hun selv lavede, hvori den grusomme Fader altid havde tvunget den +Ulykkelige til at gaa i Kloster og skilt hende fra hendes trofaste +Elskede; eller hun tog Brudekjolen paa og dansede Menuet eller legede +Kirke. En Aften kom hun ind og sagde, at hun vilde overraske ham, og han +maatte ikke gaa ind i Stuen, inden Stuepigen kaldte paa ham. + +Da Ludvig kom ind i Stellas Kabinet, var der hængt Lagener paa alle +Væggene, og Stella laa hvid i Ansigtet midt paa Gulvet i en stor +Møbelkasse, som var behængt med sort Flor og dækket med Lagener. Hun +havde sin hvide Kjole paa og Myrthekrans over Sløret. Ludvig blev +uhyggelig til Mode, Sveden sprang frem paa hans Pande, og han kom til at +ryste stærkt. Saa tog han meget ublidt og heftigt og rev Stella ud af +Kassen. Men hun lo ellevildt og sagde, at hun var Julie i Gravkammeret. + +Helst vilde hun dog læse højt. Hun tiggede Ludvig om at læse med sig, og +naar han vilde, kunde de sidde til langt ud paa Natten og læse. Hun +havde en dejlig Stemme; undertiden kunde han blive helt bedaaret deraf +og fortabte sig i Lovtaler. Hun lo kun. "Ja," sagde hun, "jeg er ikke +født til at være Herredsfoged-kone!" + +Saaledes levede de i Begyndelsen. Men efterhaanden som Stella blev +ældre, indsaa hun, langsomt, men sikkert, at deres Ægtestab var en noget +ulige Alliance, at han var gammel og hun ung, og at det, han gav, og +hun maatte nøjes med at modtage, vel ikke var mer end et apathisk +Venskab, krydret med en enkelt feberagtig og kort Forelskelse. Men hun +opgav ikke Modet. Hun var Midtpunkt i hele Egnens Selskabelighed og +uundværlig ved enhver Sammenkomst i tre Miles Omkreds. + +Excellencen besøgte dem hvert Aar og var meget indtaget i sin +Svigerdatter. + +Denne var nu to og tyve Aar. De havde allerede været gift i tre Aar, og +det syntes, som om den gamle Læge i Skelskør skulde faa Ret i sine +Forhaabninger. + +Saa i Ægteskabets tredie Aar blev Stella forelsket; den, hun elskede, +var en Ven af hendes eneste Broder og omtrent hendes Jævnaldrende. Hvad +der foregik, véd ingen, men en smuk Dag rejste Herredsfogden til +Udlandet med sin Kone. Man talte paa Egnen en Del om denne hovedkulds +Rejse, glemte den saa igen. + +Efter sin Hjemkomst tog Stella noget mindre ud end ellers; hendes +Helbred var Skyld deri, hun hostede meget, og Lægen frygtede for, at +hendes Bryst skulde være angrebet. + +Et Aar efter blev hun Moder. Barnet blev kaldet Nina efter Hendes Naade +Stiftamtmandinden, som holdt hende over Daaben. Stella var meget +lykkelig, hun legede med Barnet som med en Dukke og ammede det selv. + +Høg bekymrede sig ikke meget om Barnet. Han led efter Rejsen bestandig +af Hovedpine og Nervegigt, og han talte med Aander om Natten. Stella +skjulte hans Sygelighed med hemmelig Rædsel. + +To Aar efter blev hun atter frugtsommelig. Hun var meget besynderlig +under dette Svangerskab, hun taalte næppe at se sin Mand, hun vilde Uger +igennem ikke modtage nogen og lukkede sig inde i et mørkt Værelse, hvor +hun tilbragte Dagen ørkesløst henslængt i en Gyngestol; saa til andre +Tider fo'r hun fra Selskab til Selskab, fra Bal til Bal i Egnen; hun +arrangerede en dramatisk Aftenunderholdning i sit Svangerskabs femte +Maaned: Lægen maatte i den syvende Maaned forbyde hende at danse. + +Barnets Fødsel varede et Døgn; Lægen mente, Stella havde snøret sig for +stærkt under Svangerskabet. + +Da Drengen endelig var født, troede Jordemoderen, han var blind, han +vejede kun fem Pund og kom straks i Urtebad; man svøbte ham i Bomuld. +Den tredie Dag troede de, Drengen var død, Huslægen dyppede ham i +Isvand, og han kom til Live igen. + +Stella laa længe syg. + +Lige fra den første Dag havde hun omfattet Drengen med en næsten +feberagtig Ømhed, og han fik i Daaben hendes Yndlingsnavn William. + +Tiden gik, og tre Aar efter nedkom Stella med en Datter. + +Samme Aar om Efteraaret døde Excellencen som Ridder af Elefanten. Han +døde stærk, som han havde levet. + +Vaagekonen sad ved Sengen og holdt hans Puls, Excellencen saá paa Uhret +over Sengen, spurgte: "Den bli'r svagere?"--"Ja, Deres Excellence." +Atter Tavshed. Foran Sengen Vaagekonen, knælende, ubevægelig; +Excellencen rolig, skinnende bleg med lukkede Øjne. Saa det samme +Spørgsmaal og det samme Svar. + +"Ja, Deres Excellence." Ordene faldt som en Spade Jord paa et Kistelaag. +Og igen ganske tyst. + +"Svagere?" + +"Ja, Deres Excellence"-- + +Inde i den anden Stue stod Ludvig, Stella og Borgmesteren. Ludvig +støttede sig mod en Marmorkonsol og hulkede. Borgmesteren legede +tankeløst med en Papirkniv, Stella stod lige ved Døren, hun havde løftet +Fløjlsportiéren og bøjet sig frem for at lytte. Man hørte intet uden +Taffeluhrets spinkle Dikken. + +Excellencens Spørgsmaal lød som en utydelig Mumlen; de kunde intet +skelne, men hver Gang de hørte Stemmen, bøjede de sig frem med +tilbageholdt Aandedræt. + +Undertiden hørte man Samtale fra Hendes Naades Værelse. Fruen laa til +Sengs, hun var begyndt at gaa i Barndom. Hun raabte nu og da hæst paa +Pigen. Ludvig fo'r sammen, naar han hørte det. + +Stella gik hen og standsede Uhret. Inde i Sygeværelset lød Aandedragene +tungere, tungere. De var til Mode, som skulde Tavsheden kvæle dem. + +Excellencen rørte sig i Sengen. + +"Rejs mig op," sagde han meget højt. Det lad næsten som et Raab. + +De løb alle ind. Stella og Vaagekonen stablede Puder op bag den døendes +Ryg. Ludvig og Broderen stod ved Fodenden. Det var, som de mærkede Døden +gaa forbi sig. + +Den døende rejste sig helt op i Sengen, stemmede Fødderne mod Fodenden, +saa stift frem med de brustne Øjne. + +"Nu kommer det," sagde han. Det hvide Hoved sank tungt ned paa hans +Bryst--de fo'r alle sammen og gik et Skridt frem. + +Saa afbrødes Stilheden af en pludselig fremvældende Hulken. Excellencen +var død.-- + +Man havde aldrig set et saadant Følge i Stiftsbyen. Man var strømmet +sammen for at følge fra hele Stiftet. Kongen lod sig repræsentere ved +sin første Adjutant. + +I sin lange Tale ytrede Biskoppen, at man med denne Mand begravede en +svunden Tid, og at det var smukt at se saa mange vise Respekt for det, +hvis Tid var omme, men som man dog burde hædre, fordi det var Fædrenes +Gerning. Den nye Tid havde større Krav og haabede at bære i sit Skød en +større og rigere Lykke. Men man burde sænke sine Faner for hver den, +der, som denne Mand, indenfor sit Syn--var det end snævert--havde gjort +sin Pligt og ydet sit bedste. + +Hans Højærværdighed var national-liberal ... + +Saaledes blev Excellencen Høg begravet.-- + +Nogle Maaneder efter blev Ludvig Høg forflyttet, han skulde være Byfoged +i Randers. + +Stella var fortvivlet derover. Den sidste Aften, før de skulde rejse, +gik hun med Nina og William op paa en Bakke ved Byen. Det var i Maj; +hele Egnen laa, smilende i Foraarets første Friskhed, udstrakt for deres +Blik. Helt ude blinkede Havet. Stella viste en sidste Gang Børnene alt, +pegede paa hvert Kirketaarn, paa hver Mølle, paa hver Sti. Nina græd, +William stod med Fingrene i Munden og saá op paa Moderen med store +forbavsede Øjne. Hun blev ved at pege--hun viste dem hver Plet; det var +som læste hun i en kær Bog, mens hun stod her for sidste Gang og saá ud +over den kendte Egn fra denne skraanende Bakke. + +Saa kastede hun sig ned paa Græsset og græd. William saá forundret paa +Moderen, derpaa gik han hen og tog Hænderne bort fra hendes Ansigt: + +"Kys Willy," sagde han. + +Stella tog Drengen i sine Arme og gik med Nina ved Haanden ilsomt ned ad +Højen. + + * * * * * + + + + +I + +Næste Aar blev Stella Fjerde Gang frugtsommelig og fødte en Søn. De +kaldte ham i Daaben Aage. Høgs havde levet meget stille i Randers. Det +tog Tid, inden man kom i Orden; Nina fik Mæslinger, og saa kom Stellas +Svangerskab. Saaledes blev det Efteraaret 63. + +Det var første Gang, de saá nogen hos sig: Sognepræsten, Rektor ved +Skolen og Stiftsfysikus Berg. Herrerne skulde egentlig have spillet Kort +i Høgs Værelse, men de var blevne i Dagligstuen hos Damerne. Man +drøftede Kongens Sygdom. Høg havde i Aften faaet Meddelelsen fra +København, hvori Brevskriveren frygtede det værste. + +Det var under Følelsen af dette truende, man var blevet sammen i +Dagligstuen, ligesom naar man under et Uvejr alle klumper sig sammen i +det samme Værelse. + +Man talte ogsaa om Grevinden. Høg blev heftig og sagde, man burde søge +at glemme hende nu, Rektor kaldte hende med et Udtryk fra en Festtale i +Klubben for Danmarks ophøjede Aspasia. Fysikos lo og spurgte, hvem der +da var Perikles. + +Sognepræsten, en mager Mand af et elegant Ydre, drejede behændigt +Samtalen bort fra Grevinden og berørte atter Spørgsmaalet om +Hertugdømmerne. + +Man talte i Munden paa hinanden. De mente alle, at skulde Kongen dø nu, +stod meget paa Spil. + +"Gud forbyde det," sagde Præsten. + +Stella havde ophørt at konversere Damerne, hun sad lænet frem paa Stolen +og lyttede ivrig. + +"Maaske trænger vi til en Krig," sagde hun. + +Lægen smilede. "Fruen gaar vel med i Ambulancen?" + +Saa drøftede man Chancerne for en Krig, Rektor talte med Begejstring om +Aanden i otte og fyrre. Præsten mente, Tiderne havde forandret sig, +sligt gentog sig ikke, sagde han. + +Efterhaanden fik Samtalen et mere almindelig politisk Præg. Rektor +paaregnede i Tilfælde, der kunde møde, sikkert Hjælp fra Frankrigs +mægtige Cæsar. + +Damerne blandede sig i Konversationen, og den gik over til alle Emner, +Lægens Frue havde set Kejserinde Eugenie i Paris, hendes Krinoline havde +fyldt hele Vognen. Høg fortalte Hofhistorier fra Tuilerierne. + +"Det er dog værre i Spanien," slap det ud af Lægens Frue. + +Man lo og kom ind paa Fabler om Dronning Isabella: Rektorinden mente, at +Dronningen havde altfor mange Skriftefædre, og Lægen sagde, at +Skriftefædre--det vil naturligvis sige, dem med Cølibat--i det Hele var +en farlig Institution. Det var et Stikleri til den elegante Præst, om +hvem man paastod, at han overfor Menighedens Dameverden og ikke mindst +overfor Stella havde visse katolske Tendenser. + +Pastoren smilede og gik ind paa Spøgen: Man kunde ikke forlange +formeget, vi var alle Mennesker ... + +Under denne Stemning rejste man sig for at gaa til Bords. Nina og +William havde faaet Lov at være med. + +Stella bad om Rektors Arm, Høg førte Rektorinden. Bordet var ødselt +dækket, Stella havde trods Aarstiden fyldt den store Opsats med stærkt +duftende Blomster. Der var en Overflod af slebne Glas og Karafler, af +Syltetøjsasietter og Dessert-Skaale ... Efter Excellencens Død havde +Ludvig faaet Størstedelen af Familiens Service, og Stella, der nok +ønskede at kokettere lidt med Husets prægtige Apparat, havde i Aften +benyttet saa meget deraf, som muligt var. + +Buffet'en var opfyldt af Sølv og af store Planter, Palmer og Bregner, og +alle Lysene i Kronen var tændte. + +Provinsdamerne var blændede, de sad og skottede hen til hinanden og saá +prøvende paa hvert Stykke paa Bordet, efter fem Minutters Forløb havde +Rektorinden vejet hver Ske og værdsat hvert Fad. Præstens Frue blinkede +misbilligende til sin Mand, men Pastoren, der elskede Luksus, strakte +sig velbehageligt paa Stolen og nød Retterne forud. + +Han lagde Mærke til en Vase med et pragtfuldt Navnechiffer i Guld. Om +den var fra Sèvres? + +"Excellencen havde modtaget den af Louis Philippe--han havde været i +Frankrig i en diplomatisk Mission--den var fra Sèvres" ... + +Pastoren havde nok tænkt det. Han havde selv besøgt Fabrikkerne ved +Sèvres. + +Rektorinden begyndte at trække sine Handsker af, men saá pludselig, at +Stella beholdt sine paa, blev rød i Hovedet og gav sig til at knappe dem +igen. + +Tjeneren bød Fisken omkring. Han bar blaat Liberi med Sølv. + +Det var meget vanskeligt at faa Fisk paa denne Aarstid--hvor Fru Berg +købte?--Fru Berg lo og erklærede, hun vidste det ikke, Pigen besørgede +det.--Fisk var meget dyr i en Husholdning, naar Manden ikke spiste +Plukfisk.--Og Rektor spiste det ikke? Aldrig.--Om Stella havde set noget +værre end "Dronning Marguerites Noveller"?--Nej aldrig. Berg paastod, +at François I spiste med Fingrene ... Dronningen havde i hvert Fad spist +Pandekage med Kniv. + +"Den blaa" havde skænket Hochheimer i Glassene. William græd, fordi han +ikke havde faaet Snitter. + +Rektorinden satte sin Pincenez paa Næsen. Hun havde aldrig set saa mørkt +et Barn. Et komplet Zigeunerbarn. + +Fysikus drak privat med Pastoren. + +Stella bøjede sig frem forbi Rektor og spurgte Pastorinden, om Børnene +stadig brugte Tran?--Fru Berg afskyede Børn, naar man havde seks-- + +Der blev et almindeligt Skrig. Rektor tog paa at docere, Præsten +demonstrerede ivrigt mod sin Dame og lagde i sin Iver Haanden paa hendes +Arm. Den unge Frue havde fyldige Arme og brugte Halværmer. Berg talte om +Malthus. Stella greb Navnet og spurgte ned over Bordet, hvem Malthus +var. + +Det var en af Menneskehedens Velgørere, sagde Lægen. Hans Kone skratlo. + +Om Høg vidste, hvor stort Asyllegatet var. Præsten havde hørt 5000 +Rigsdaler. Det var en stor Velgerning mod Byen. + +Det var dumt at paastaa, at mørke Børn skulde være mere lidenskabelige +end blonde. Rektorinden havde set mange blonde Børn, som var meget +lidenskabelige ... + +Nej, Høg vidste det ikke ... + +De talte i Munden paa hverandre. "Den blaa" gik omkring og skænkede, det +var en gammel Rødvin fra Excellencens Tid. Pastoren erklærede ikke længe +at have smagt en saadan Vin ... Han sad og saá glad paa, hvorledes den +oliede paa Glasset. + +Stemningen blev meget livlig. William kom hen paa Stellas Skød, Nina sad +hos Lægen. + +Det var ingen Sag, naar man kunde faa saa kønne Børn, Fru Berg erklærede +sine Børn for ækle, Rektor troede, hun havde altfor megen +Selvkritik--den ældste var virkelig meget flink i Latin ... + +Ja, i Latin ... + +Høg drak i denne Sammenhæng et Glas for Damerne som Samfundets Mødre. +Stella tog sine Handsker af. Rektorinden Faldt i Forbavselse over en +Opsats ... Den var en Gave fra Kongen ... for Resten knyttede der sig en +pikant Historie til denne Opsats ... + +Stella begyndte at fortælle. Høg afbrød hende og rettede ... Historien +var pikant. Man kom atter ind paa Historier om Grevinden. Kongen havde +foræret hende en Natstol fyldt med Appelsiner og hver Appelsin indsvøbt +i en Femdalerseddel ... Det var uhyre morsomt og jovialt af Kongen. +Lægen mente, at det havde den gamle Aspasia vel næppe faaet af sin +Perikles. + +De lo voldsomt, selv Pastorinden blev reven med af Lystigheden. Fru Berg +brækkede Stoleryggen ved at kaste sig haardt tilbage, og Præsten greb om +hende. + +"Den blaa" kom ind med en Bakke og gik hen til Høg. "Et Telegram." + +"Et Telegram." Høg sprang op, greb Telegrammet. I samme Nu havde alle +set det, og der blev ganske stille. Stella satte William haardt ned paa +Gulvet. + +Høg var meget bleg. + +"Kongen er død," sagde han. + +Stolene blev skubbet tilbage, alle stod op. Saa blev der atter ganske +stille. Man kunde have hørt en Knappenaal falde til Jorden i Stuen. De +saá alle ned for sig--Præsten havde foldet Hænderne. + +William stod ved Siden af Moderen. Han saá fra den ene til den anden. +Saa gav han sig til at græde. + +Lidt efter var Stella og Høg alene tilbage i Spisestuen. "Der vil komme +strenge Tider," sagde Høg. Stella gav sig til at slukke Lysene paa +Buffet'en ... + + * * * * * + +Krigen kom. Der laa mange danske Tropper i Randers, men man frygtede +hver Dag at maatte gaa længer mod Nord og opgive Byen, Fjenden var +rykket frem Norden for Skanderborg--Vejen laa aaben. + +Kronprinsen var kommen til Byen om Eftermiddagen for at se til de +Saarede paa Byens Lasaretter. Høg var ude med hans kongelige Højhed. + +Det var ud paa Aftenen. En kold, gennemblødende Efteraarsregn, pisket af +en hvinende Storm. + +Hjemme hos Høgs var det mindste Barn sygt. Lungebetændelse. Berg gav kun +ringe Haab. + +Der var sat Skærm over Lampen. Stella sad ved Vuggen i Mørket henne i +Krogen ved Kakkelovnen. Hun vuggede med Foden, helt mekanisk; naar +Barnet klynkede, gav hun sig til at nynne sagte. Undertiden skræmmedes +hun op af sin Adspredthed, lagde sig ned over Vuggen og lyttede til det +gispende Aandedrag. Tog sig saa om Hovedet og sukkede. + +Regnen slog haardt mod Ruderne, greb i det raslende Thermometer ... Folk +talte højt nede paa Gaden. + +Hun satte sig atter op. Barnet laa med store angstfulde, spørgende øjne, +der fulgte hende overalt. Hun pintes under dette hjælpeløst bedende +Blik. Hun saá til Siden, vilde knibe ud fra Blikket, men følte det +hjælpeløst imod sig, kunde ikke slippe fra det. Øjnene var store, +glasagtige. + +"Vug Aage, Nina," sagde hun. + +Nina havde siddet og strikket ved Lampen. "Hvor er William?" spurgte +Moderen. + +Han sad sammenkrøben paa en Skammel og sov, gemt bag Gardinet. +Billedbogen var falden ned paa hans Knæ. + +Aage drejede Hovedet ganske lidt paa Puden og fulgte Stella med Øjnene, +mens hun gik hen over Gulvet til Vinduet, hun ruskede lidt i William. + +"Nu skal Ane bringe Dig i Seng," sagde hun. + +Hun stillede sig med Ryggen mod Stuen og saá ud. + +Folk løb uroligt frem og tiltage paa Gaden. Man raabte til hinanden i +Forbifarten, løb videre, dukkende med Hovederne for Regnen. Stormen +havde revet Barbérskiltet løs paa Huset ligeoverfor, saa +Messingbækkenet klaprede mod Muren. Det tog paa med ujævne Rusk i +Regnen ... + +Stella gik tilbage til Vuggen. Aage saá paa hende og smilede ganske +svagt, hans Bryst gik heftigt op og ned, de smaa Hænder pillede +krampagtigt ved Vuggekanten. Han begyndte at blive blaa i Ansigtet. + +William gik hen til Vuggen og saá nysgerrigt paa Broderen. + +"Lille Bro'r er syg," sagde han og stod og pillede ved det grønne +Omhæng. Stella havde ingen Ro, hun gik op og ned ad Gulvet, standsede i +Krogen, gik atter frem og tilbage. Hun syntes, Stormen blev heftigere og +heftigere for hvert Minut. Hun stod atter ved Vinduet. Høg maatte jo dog +ogsaa snart komme ... Hun skræmmedes af et enkelt Hornsignal nederst i +Gaden. + +"Naar kommer Fa'r?" spurgte Nina. + +Stella saá ud. Der løb mange Mennesker paa Stenbroen frem og tilbage, +hun hørte dem skrige højt omme paa Torvet, høje Raab, ligesom +Kommandoraab. Hun saá et Par Officerer tale meget ivrigt nede under +Lygten lige overfor. De havde lange, dyngvaade Regnkapper paa. + +Aage græd i Vuggen. Hun gik tilbage for at vugge ham. Stormen tog +stærkere fat, det piskede ned ... der lød mange Trin paa Gaden, stadig +flere. Vinden sukkede i Kakkelovnen, Barnet klynkede ganske sagte. + +"Hvor de løber," sagde Nina. Hun var krøben op paa en Stol ved Vinduet. + +William stod og trak hende i Kjolen. + +Man hørte Hovslag i Gaden, hurtige Raab, Hornsignaler ... Stella fo'r op +fra Vuggen ... + +"Mo'r dog," raabte William angst og rendte henimod hende. Nina løb bort +fra Vinduet. Lige med ét gav begge Børnene sig til at græde. + +Hornene lød nu fra alle Kanter--ilsomme Hovslag. Løb ... de raabte højt +paa Gaden. Stella rev Vinduet op igen. Stormen slog det bragende ind mod +Muren, Regnen piskede hende i Ansigtet og rev hendes Forhaar op. + +Der var Folk i alle Porte, Soldaterne løb ud og ind. Et Kompagni gik i +sluttet Trop ilsomt ned gennem Gaden. Trinnene lød slubrende paa den +oversvømmede Stenbro ... Hun hørte et Par Koner græde nede i Gadedøren. + +"Kommer de?" raabte hun til dem. Og endnu en Gang højere: "Kommer de?" + +Stormen rev hendes Ord bort, ingen hørte hende, hun holdt paa det +klaprende Vindu--Hornsignalerne lød ængstelig kaldende som korte +Nødraab, ilsomt fra alle Sider. + +"Kommer de?" raabte hun igen og stærkere, bøjet langt ud af Vinduet. +Ingen svarede. En Adjutant red forbi i Galop--hun raabte igen, han +svarede og virrede med Hovedet, Stormen udviskede hans Ord. + +Nina sad ved Vuggen. + +"Mo'r, Aage bli'r sort i Ansigtet." sagde hun. + +Moderen løb tilbage. Barnet laa rallende med stive Øjne. Hun rev Nina +væk og kastede sig med et Skrig ned over Vuggen--tog Barnet op, lagde +det atter ned. + +"Han dør, han dør," raabte hun. Hun fløj op, greb en Flaske og hældte +nogle Draaber i en Ske, "Han dør," gentog hun sagtere, blev ved mekanisk +at gentage: "Han er død, han er død"-- + +Vinduet klaprede voldsomt imod Muren. Vinden tog fat i Gardinet og +løsnede det, saa det fløj som en Fane langt ind i Stuen; Flammen i +Lampen slog op og osede ... William og Nina sad henne i en Krog bag +Bogskabet og græd sagte; Drengen havde lagt sit Hoved ned i Søsterens +Skød. + +Stella laa udstrakt over Vuggen. Nede paa Gaden lød der urolig Trampen +af mange Støvler, forvirrede Raab, hun saá med Angst paa Barnet. + +Saa blev Døren reven op. + +Høg havde en lang Regnkappe paa, Vandet dryppede ned ad ham og flød i +store Strømme hen ad Gulvtæppet. "De er her," sagde han hurtigt, +"Prinsen flygter." + +Børnene gav sig til at skrige højere, Høg strøg Vandet af sin Kappe. Han +havde ondt for at tale. + +"Gaar Du igen?" spurgte Stella angst. + +"Ja, Prinsen rejser om lidt." + +Hun Stod nogle Øjeblikke, Derpaa sagde hun sagte: + +"Barnet dør." + +Høg gik hen til Vuggen, hvor Aage laa og krammede med sine smaa Hænder +om Lagenet. Saa bøjede han Hovedet og gik. + +Stella saá ham løbe ned ad Gaden til Klubben. En lang Række Soldater +drejede om paa Torvet. De mere løb end gik. Hovederne dukkede ned bag de +opslagne Kraver; Regnen blev stadig tættere, man hørte Vandet slaa op om +de trampende Ben ... De lange Rækker saá ud som et mørkt Legeme. + +Mænd og Koner rendte forvirret frem og tilbage paa Fortovet. Hornene +kaldte uafladelig. + +Saa lød der Hovslag fra Torvet. Kavalkaden sprængte forbi, Slængkapperne +flagrede i Stormen, Hestene stønnede--Stella genkendte Prinsen. Hun saá +hans Træk tydeligt i Skæret fra Lygten; han var hvid som et Lagen. + +Stella rystede, saa Tænderne klaprede i Munden. Regnen havde vædet +hendes Haar og Ansigt. Hun vendte sig, William stod og sled i hendes +Kjole. + +"Hvad vil Du?" sagde hun. + +"Hvorfor blæser de?" spurgte han. + +"Fordi de Danske flygter," sagde hun og saá igen ud. William hvinede. + +"Nu sover Aage," sagde Nina. + +"Hvad siger Du?" + +"Aage sover." + +"Sover?" det lød som et Skrig, hun saá hen til Vuggen ... hun syntes +ikke, hun kunde flytte en Fod ... + +Vinduet brasede voldsomt mod Muren, den ene Rude gik itu, og Skaarene +faldt raslende ned paa Stentrappen. Den ilsomme, ensformige Trampen af +Troppernes March gennem Gaden tabte sig mere og mere ... man hørte kun +nu og da et enkelt skingrende Horn. + +Stella laa plat ned paa Gulvet ved Aages Vugge og hulkede med Ansigtet +ned i Gulvtæppet. + +William græd hele Natten. + + * * * * * + + + + +II + +De fleste var enige om, at William var en underlig Dreng. + +Han var meget mørk, baade af Hud og Haar og havde mærkelig store Øjne +med et vagt, tungsindigt, lidt flakkende Blik. Hans Hoved syntes for +stort til Kroppen, som han holdt daarligt, saa at han saá endnu mere +rundrygget ud end har var. Han havde faaet et Par meget tynde Ben at gaa +paa og lange Arme, underlige, halvt kantede, halvt theatralske +Bevægelser. + +Hans Gang var uéns og besynderlig. Han kunde smaasnakkende med sig selv +slentre langsomt hen langs Husene--Stella paastod, han sled Huller paa +sine Albuer ved saaledes altid at gnide sig op ad Væggen--med dukkende +Hoved og krummet Ryg, Armene slaskende. Saa pludselig snublede han over +sine egne Ben, som han altid satte indad, og gav sig til at løbe. Hvor +han saá ud, naar han løb. Man kom til at tænke paa de smaa vanskabte +Trolde med uforholdsmæssig store Hoveder, som ligger sammentrykte i +Æsker og springer op, naar Æsken aabnes. Saa stod han stille, slentrede +igen og gav sig atter til at løbe. + +Naar han talte, gestikulerede han meget. Han brugte mange sjældne Ord, +og hvad ban sagde, var ofte stillet op, ligesom Replikkerne i en +Komedie. + +Nina og William stod tidlig op, længe før de andre. Saa kom de om +Vintermorgenen ned i det kolde Køkken, hvor Kokkepigen smurte Skolemaden +ved det dryppende Tællelys. Hun havde altid Nattrøje paa og skar Brødet +ved at holde det ind mod sit Bryst. Undertiden blev William ækel ved +Maden--Pigens Nattrøje var ofte helt graagul i Kuløren--og kastede +Smørrebrødet paa Vejen til Skolen. Mens Børnene drak The, stod Pigen og +redte sit Haar over Køkkenbordet, hun holdt altid den ene Fletning i +Munden, mens hun redte den anden. + +Naar Børnene var gaaet, gik hun i Seng igen. Flødemanden vækkede hende +saa, naar han kom Klokken ni; halv ti fik Stella The i Sovekamret. + +Det hændte nu og da, at Høg, plaget af sin evindelige Søvnløshed, stod +meget tidlig op. + +"Hys, hys," sagde Pigen, naar Børnene tænderklaprende aabnede Døren til +Køkkenet. "Borgmesteren er oppe." + +De Dage vovede Nina og William slet ikke at tale. Nina stod og læste +hviskende i sin Katekismus henne ved det osende Lys, William satte sig +ved Vandspanden. Men han kunde aldrig sidde stille og rokkede saa +uroligt paa Bænken, at Vandøsen faldt plaskende ned i Spanden. + +"Hys, William," sagde Nina. "Du véd jo, Fa'r er oppe." + +Og naar han sagte vilde liste hen over Gulvet, faldt han over Kulkassen +ved Skorstenen. Af Forskrækkelse gav han sig til at patte paa alle fem +Fingre. + +"Saa skulde da al Landsens ... dit Klodsfæ," skændte Pigen. + +Naar Børnene gik ind gennem Spisestuen, saá de Faderen sidde ved Bordet +med et Haandklæde om Hovedet. De sagde "God Morgen" ganske sagte, han +nikkede blot uden at vende sig eller tale. Nina aabnede Døren og listede +ud, William bag efter--men Drengen kunde i sin Befippelse sjælden faa +Døren lukket. Saa stod han længe og raslede med Laasen, indtil Faderen +rejste sig med et utaalmodigt "Naa" og smækkede den haardt i. + +Børnene var glade, naar de frelste var naaede ned paa Gaden. + +Drengene sad i Vestibulen og halvsov paa lange Bænke langs med Væggene. +Inspektøren gik søvndrukken omkring og knipsede dem ondskabsfuldt i +Hovedet med sin knyttede Haand. Saa afbrød et Hvin den søvndyssende +Mumlen af al den hviskende Læsning i Kofod, Balslev og Luthers lille. +Hver Gang en Lærer kom op ad Trappen, rejste alle Drengene sig paa Rad. +En enkelt, der var faldet i Søvn, fik af Sidemanden et vækkende Puf og +fo'r op, mens han tabte Bogen af Haanden. Inspektøren lod ham springe +over Stokken, til han vaagnede. I det hele taget var Hr. Inspektor +vanskelig om Morgenen. Han gik og gned sine Øjne og søgte at faa +Lemmerne strakt ved noget, han kaldte nødvendige Irettesættelser til de +Lømler i 5te Real, men som for upartiske Øjne betænkelig saá ud som en +Brydekamp, hvori man kæmpede med skiftende Held. + +For Resten rensede han sine Negle og lod Pedellen, der listede lydløst +omkring i et Par aflagte Gymnastiksko, børste sin Frakke, der i Forvejen +var saa velbørstet, som en skinnende Frakke kan være det. + +Drengene var glade, naar Timerne begyndte. + +Og dog var disse Timer just ikke livlige. Skolen i Randers havde gamle +Lærere, som holdt sig til Lærebøgerne og til de fastsatte Pensa. +Historien var Aarstal, Geografien Tal og Navne. Sprogene var Verber at +bøje, Syntax og Bojesens Antikviteter, som var Historiens Aarstal og +Tørhed gylpet op igen. + +Lærerne sad krumryggede paa Katedret med Bøgerne opslaaede, men med +lukkede Øjne. De kunde rolig gøre det. Den, der var oppe, tog ikke fejl, +for han stod med Oversættelsen paa et Blad inden i Bogen; og de andre +sov. De sad med Bagdelen skudt langt frem og Hovedet ned paa Armene og +blundede eller vippede frem og tilbage paa Bænken, mens de i Smug læste +paa det næste. + +Naar den, der var oppe, var færdig, rejste han sig paa Tæerne for at se +efter Karakteren, viste sin Sidemand, hvor han var sluppen, og satte sig +ligesom de andre. Saaledes gik Timerne. + +I de smaa Frikvarterer blev man i Klasserne. Som oftest læste man højt i +Munden paa hverandre, eller man sloges med Papirskugler eller med Blæk, +som man klattede rundt med paa Gulv og Vægge. Naar Læreren kom ind, gik +Timerne atter som før. + +At kunne sin Lektie var det store Maal. Klassen lærte Sprogene ved at +plapre udenad efter trykte Oversættelser, Historien efter historiske +Tabeller, Geografien læste man paa Kortet. Lærerne satte Pris paa Bogens +Ord og hadede Fantasier. + +Den Flittige fik ug'er, Flidsbelønninger og Lovtaler ved den maanedlige +Omflytning, den Dovne havde en daarlig Karakterbog, blev flyttet ned og +kom som yderste Straf "til Rektor". Det var noget forfærdeligt at komme +til Rektor. Man ventede Maanedens sidste Dag med Frygt og Bæven paa, +hvem Loddet skulde træffe; den, hvis Maanedskarakterbog blev holdt +tilbage, vidste, hvor den skulde hentes. + +Rektors Værelse var et stort Rum med Reoler langs alle Vægge. Der stod +en gammel Sokrates paa Kakkelovnen. Henne i et Hjørne paa et lille Bord +laa et rødt-indbundet Monstrum: et græsk Leksikon, Lærerne havde foræret +deres Foresatte til hans Sølvbryllup. Ved Artium laa Bogen ved Siden af +sin Ejermand paa Eksamensbordet. Pedellen betragtede den som en +Helligdom og svøbte den ind i et grønt Klæde, hver Gang han skulde bære +den. + +Her var det, man kom hen, naar man skulde "til Rektor". + +Synderne ventede i Forværelset med blege Miner og Atlas over den gamle +Verden stoppet op paa Ryggen mellem Vesten og Skjorten. De kom ind én +for én. + +Skolens Styrer aabnede Døren. Den afstraffede Synder gnubbede sig ud +gennem den og forsvandt. + +"Den Næste," sagde Rektor meget højt. "Den Næste" kom ind. Rektor satte +sig, bakkede lidt af Piben, dukkede det tæt klippede, graa Hoved helt +frem mod den Ulykkelige, saá skarpt paa ham med sine smaa plirende øjne. +Slog saa med et talende Fingerknips ud med Haanden. + +"Er det nu Dig igen?" sagde han og klemte Læberne sammen med en +ejendommelig klagende Hviskelyd. "Er det nu Dig igen?" Rektor gentog +altid saadanne Spørgsmaal, og anden Gang blev Beklagelsen endnu mere +sorgfuld og hvislende. En Styrtesø af Spyt ledsagede den voksende +Bekymring, og Synderen stod ret uden at turde tørre Spyttet af. + +Det var jo ham. + +Rektor saá atter pas sit Offer. "Vil Du da kun gøre dine Forældre Skam?" +spurgte han saa atter. Han lagde bestandig Trykket paa det første Ord, +snuppede derpaa Sætningen af og sluttede med et langt Fingerknips, der +ligesom satte et veltalende Spørgsmålstegn efter Sætningen. + +Saa formanede han. Han talte langsomt, med rokkende Hoved. "Det er dog +besynderligt med den Dreng. Han har gode Evner, der er ikke det mindste +i Vejen, og hæderlige Forældre til at give et godt Eksempel." Derpaa +pludselig med stærkt Eftertryk: "Hvad siger din Fader?" + +Atter det spørgende Knips og et fikserende Ophold. Fra Synderen en +Mumlen ... + +"Naa--og din Moder? Det er en meget elskværdig Kone."--Rektor slæber +betydningsfuldt paa Ordene.--"Vil Du huske at takke hende for sidst" ... + +Synderen tørrer sig skyndsomst i Ansigtet. Rektor ser paa sine hvide, +soignerede Hænder, meget bløde Hænder. + +"Naa," Han rejser sig, gaar kroget hen over Gulvet med knirkende +Støvler, standser et Øjeblik, lægger Fingren paa Næsen og ser op paa +Sokrates. + +"Kom saa her hen!" siger han. Synderen gaar et Par Skridt frem. Rektor +stikker Hovedet helt ned imod ham. "Vil Du saa blive bedre?" Og efter at +have rettet dette energisk fremførte Spørgsmaal til den Ulykkelige +vender han sig og tager et langt Foderal frem bag Bordet. + +Drengen skeler hen til Foderalet, giver et Skub til "den gamle Verden" +paa sin Ryg og ser sønderknust ud. "Træd saa ind paa Tæppet!" Den store +Mands Stemme er blevet dæmpet hemmelighedsfuld, Haandbevægelsen er +langsom og værdig. Han holder et Øjeblik den venstre Haand mod Næsen, +tager Spanskrøret Frem med den højre. + +Drengen græder. + +"Ja, nu græder Du--men lad det saa blive bedre, hører Du, lad det blive +bedre." Han lader det blanke Spanskrør beskrive en lang, værdig Bue +foran Offerets Øjne. + +"Knap Trøjen!" siger han derpaa pludselig med Kommandorøst og retter +sig, saa han bliver meget højere. Og medens Vorterne paa hans Næse +blusser og hans Blik søger Sokrates paa Kakkelovnen, lader Skolens +Styrer tre tunge Slag falde paa Synderens Ryg. + +"Gaa saa!" + +Rektor stønnede. Synderen satte halvt i Spring udenfor Tæppet. Saa +vendte Rektor sig igen, og med Haandknips og Styrtesø gentog han +hurtigt, stadig med stigende Betoning og en vekslende Akcent: "Lad det +saa blive bedre, se dog til, at det kan blive bedre; faar vi haabe, det +vil blive bedre!" + +Og saa endte det med et: + +"Hils dine Forældre!" Det var som et mildnende Punktum. + +Det var Skolens Straf. + +Men man forstod ikke blot at straffe, man vidste ogsaa at belønne. Den +sidste Dag i Skoleaaret var Belønningens Dag; saa blev alle Byens +Honoratiores indbudt, Høg og Sognepræsten og Distriktslægen og mange +andre. De sad paa nogle ærværdige, hvidmalede Stole rundt om Katedret, +hvor Rektor stod og spyttede, mens han tog Afsked med Studenterne, "der +nu drog bort, ledsagede af Skolens bedste Ønsker og Velsignelser." + +Naar denne Hilsen var bragt, kom Turen til de andre. Deres Karakterer +biev læst op, man dadlede, man roste, hele Skolen, syntes Drengene, +passerede Revy for de frygtelige Dommere i de gamle Stole. + +Saa lukkede Rektor Protokollen, og hans Stemme blev ligesom dybere. Der +var ganske stille i Salen. Henne i Drengenes Klynge var Hoved trykket +mod Hoved, Øjnene alle vendte mod den samme Plet. Herrerne i Stolene sad +ganske ret i Sædet ... Rektor kærtegnede sin Næse. + +"Lærerforsamlingen har til Flidsbelønning indstillet," lød det. + +Hvor Hjerterne bankede i alle disse smaa Ærgerrigheders Bryst. Det var, +som om Vejret skulde gaa fra alle dem, som haabede. Og de andre trængte +paa for at se. + +Nu blev det første Navn læst op. Skolens Duks. Han er purpurrød i +Hovedet, slingrer lidt, griber sig op i Haaret. Saa, nu er han henne ved +Katedret. Han faar Bogen, slaar i Bevægelsen en stor Bue hen over +Gulvet, naa'r sin Plads--han mærker, at hans Skjorte klæber paa Kroppen. + +William var den sidste, som blev raabt op. Han havde ikke smagt Mad den +Dag, og han var bleg som et Lig. Han hørte næppe sit Navn, og han vidste +ikke, om han kunde flytte Benene. Men alle Drengene rundt omkring +hviskede hans Navn og skubbede ham frem imellem sig. Saa gav en af de +store ham et halvt Spark henover Gulvet. + +"Naa for Satan," sagde han. + +William kom paa denne Maade noget ublidt og hovedkulds frem foran +Rækkerne, og med alle Fingrene i Munden stod han foran Katedret. + +Han rakte Haanden frem efter Bogen, som Rektoren gav ham. Men han slap +den, blev purpurrød. Bogen faldt paa Gulvet, ug William gav sig sagte +til at græde, mens han tog den op. Hvordan han kom tilbage til sin +Plads, vidste han ikke, men hele den Dag var han saa let til Vandet, at +Stella lod ham gaa tidlig i Seng med Surdejg under Fødderne. + +Det var "Prins Otto", han havde faaet. + +Ellers bevægede Skolelivet ham ikke synderligt. Skolen straffede de +dovne, belønnede de flittige. Dermed var dens Hverv forbi. Hvad Drengene +følte, hvad de tænkte, bekymrede den ikke. Man var dér i Skolen Drenge +til man var seksten Aar; fra seksten til atten var man nærmest et +uheldigt og beklagelsesværdigt Amfibium. Drengene blev behandlede som +nys fortalt, Amfibierne havde Lov til at blive oppe i det store +Frikvartér. Om at vogte over deres Følelsesliv, om at værge dem mod +Overgangsalderens farlige Smitte, om at sørge for at bevare deres +Hjerter rene og deres Fantasier uberørte var der ikke Tale--det overlod +man til Tilfældet og til Hjemmet ... + +Og saa overlod Hjemmet det til Skolen. + +Høgs Spiste, Saasnart William og Nina kom hjem fra Skolen. Der blev ikke +talt meget ved Bordet. Naar Nina begyndte paa en lang Historie, og +William og de andre lo lidt støjende, tog Høg sig med en nervøs Trækning +op til Panden, og Stella hyssede ad dem. + +Tavsheden trykkede Børnene, de spiste uden at tale og sad blot og +skubbede til hinanden under Bordet. Naar Middagen var forbi, kyssede de +Høg--William var altid saa underlig angst og ganske rød i Hovedet, naar +han løb ud af Døren efter det Kys. + +Efter Middag var han sin egen Mand lige til Aften. + +Undertiden samledes alle Nabolagets Børn i Høgs Gaard--en stor Gaard med +Skure til at skjule sig i og store Vognporte og Brændestabler. Der laa +ogsaa nogle gamle Sukkertønder, som Urtekræmmeren havde ladet ligge der +i Aarevis; dem stablede Drengene op til Fæstninger, naar de legede +Soldat. William var den mindste af alle Drengene i Gaarden. Derfor var +han stadig Konge--han duede ikke til andet. Men Konge kunde han nok +være: han stod øverst oppe paa Tønderne og uddelte Ordener--smaa +Cigarbaand, han tiggede af sin Fader--og han lavede sig Skærf af gammelt +Tarlatan, han fik af Stella. + +Han holdt lange Taler, og hver Gang hans Tropper havde sejret, lod han +sig krone med den Papkrone, hans Kusine havde foræret ham til hans +Fødselsdag. Og hans Tropper sejrede altid. Nina var Biskop og satte +Kronen paa hans Hoved--Nina kunde ikke slaas, hun og hendes bedste +Veninde var derfor Rigets højeste Gejstlighed. + +Til andre Tider lod Drengene, som om Tønderne var Skibe, og de sejlede +langt, langt bort. William var Kaptajn; han sagde, han var Kolumbus, og +han opdagede Amerika. Han sad sørgmodig nede i en af Tønderne. + +Matroserne havde bundet ham. Men saa raabte Nina: "Land--land!" Og +William tog det gamle Flag om sig og sagde til de andre, de skulde bære +ham i Triumf i Gaarden. + +Himlen véd, hvormange Gange han havde opdaget Amerika. + +Det var Legene i den store Gaard. Men som oftest legede Nina alene med +Drengene. William blev oppe for at læse. Han laa udstrakt paa Maven med +Hovedet støttet paa Hænderne og læste og læste. Naar han blev ivrig, +kravlede han, stadig med Øjnene i Bogen, helt henover Gulvtæppet: ofte +læste han højt--han vidste ikke af det, men han deklamerede baade om Fru +Helene og om Bengerd. Snart var det Hvisken, snart var det meget +højrøstet, han deklamerede. Undertiden kunde han ogsaa rejse sig og med +Bogen i Haanden gaa frem og tilbage, mens han blev ved at recitere. +Stemmen slog over, saadan anstrengte han sig. + +Stella sad ganske stille og saá paa ham. Saa lagde han Bogen og gik frem +foran Spejlet og talte med sig selv, slog ud med Armene og stillede sig +i Position. + +Lidt efter laa han igen paa Maven, rød i Hovedet og svedende. Man kunde +godt tale rundt omkring ham, det forstyrrede ham ikke. Han hørte kun +Samtalen som noget fjernt, langt borte. Det var ham, ligesom han sad +dybt nede i en Brønd, og de gjorde Spektakel ovenover. + +Han læste meget, men "Prins Otto" var hans Yndlingsbog. Han havde lavet +et Telt at nogle gamle røde Gardiner oppe paa Loftet, en lille Hytte med +en Løjbænk af uldne Sengetæpper. Dér sad han ofte timevis og læste atter +og atter om den tungsindige Kongesøn, der sukkede i sit ufortjente +Fængsel. Der var saa mørkt i Hytten bag de røde Gardiner, at han næppe +kunde skelne Bogstaverne, og Luften var meget tung. Solen brændte mod +Taget, og Heden lejrede sig blykammerutaalelig, kvalmende og tæt langs +Bjælkerne i Rummet. Kokkepigen tørrede Rosenblade heroppe, de laa +spredte paa Fløjene til det store Spisebord, og deres sødlige Dunst +blandedes med Lugten fra Æblekammeret, hvortil Døren stod aaben, nu da +Hylderne var tomme. + +William læste. Men undertiden lod han Bogen falde ud af sin Haand og laa +med Næsen i Vejret paa Løjbænken med lukkede Øjne. Han drømte. +Underlige, vage Dramme, som tyngedes og trykkedes af Heden, fik Farve og +Tone af den rødmende Skumring bag de gamle Gardiner. + +Han drømte, han var Konge med Riddere og Svende, saadan Konge, som man +var det i de Romaner, han læste: mægtig og rig og stor. Han klædte sig i +Tankerne i Hermelin og Purpur, i Guldbrokade og i skinnende Atlask; det +glimtede for hans Øje med Ædelstene og Perler, Diamanter og Sølv; +undertiden kunde det formelig blænde ham. Men saa kom Fjenden i Landet, +og han drog imod den. Det var Regn, Storm og raakoldt Uvejr, da han drog +ud. Saa kom Kampen. Der var Tummel, Slaglarm, Skrig, Sværdene slog mod +hinanden. Geværerne knaldede, der var ogsaa Kanoner i hans store Kamp. +William saá Blodet strømmende flyde omkring sig, Folkene faldt, segnede, +blødte ... han aabnede Øjnene for at besinde sig, for at se, om han +endnu laa paa Loftet bag Gardinerne. + +Saa maatte han flygte. Han red gennem Storm og Slud, jaget, forfulgt, +Regnen piskede imod ham, gennemblødte hans flagrende Kappe; der var +Horn, som klagede og kaldte, Hestetrampen, Angst i tykt Mørke. Saaledes +drømte William ofte. + +Eller han drømte, han var umaadelig rig. Han badede sig i duftende Vand, +ligesom Prinsen i Eventyret, han spiste aldrig andet end dejlige +kvægende Frugter, og han giftede sig med den dejligste Kvinde i Riget. +Hun havde en hvid Kjole med blaa Sløjfer ligesom Julie paa Danseskolen, +som havde sagt, hun holdt mest af ham, men som alligevel havde grædt en +Gang, han havde kysset hende henne bag Døren: "Det var saa haardt," +sagde hun. Men nu var hun hans Dronning, og han tilbad hende og kyssede +hende paa Hænder, der var ligesaa marmorhvide som Bengerds. Men der kom +onde Tider, og de blev skilte. Hun gik ned ad den høje Trappe, grædende, +viftende med sit hvide Slør--et langt, sølvbroderet Slør, saa smukt og +saa flagrende--og han stod paa Altanen alene. Saa kastede han sig ned +paa Altangulvet og kyssede det Sted, hvor hun havde staaet. + +Det havde han ogsaa gjort, da den lille Harriet rejste. De havde leget +Kirke sammen. Nina var Præst, Harriet var Brud, han var Brudgom. Stella +havde pyntet dem begge to. Alteret var lavet i Kabinettet, Dukkerne var +Følget; Stella spillede en Galop paa Klaveret. Men Harriet og William +var gloende røde i Hovederne og gik uden at se paa hinanden op til +Altret, hvor Nina messede ag gav dem smaa Ringe af Guldperler. + +William troede, det var Alvor, og midt, mens Nina messede, gav Harriet +sig til at græde. Den næste Dag skrev William et Digt om en Fe og nogle +Violer, Stella lo af det, saa Taarerne løb hende ned ad Kinderne. Men +William havde givet Harriet det, da han var henne at sige Farvel. De +stod ude i den lille Gang ved Loftstrappen, der var ganske mørkt dér i +Gangen. Han kyssede hende, og hun omfavnede ham med begge sin Arme, og +Taarerne flød fra dem begge. Saa kaldte Moderen paa ham, men Harriet +holdt fast i hans blaa Trøje, der blev revet itu ved hendes Tag--hun +kunde ikke slippe. Men pludselig hulkede hun højt og løb op ad +Loftstrappen. Moderen kaldte igen, han saá raadvild op efter Harriet, og +medens han hørte hendes Hulken, bukkede han sig ned og kyssede +Trappetrinnet. + +Da han kom ud til Stella, var han helt purpurrød i Kinderne. Den Dreng +kendte aldrig Maade i noget. + +En anden Gang havde han og Præstens Adolf gjort Kur til den samme +Skønhed paa et Børnebal. Hun havde lovet ham en Dans, men mens han gik +ud for at hente et Glas Vand, løb hun med den anden, der dansede bedre. +Da han kom ind med Glasset og saá dem danse, slog han dem Vandet i +Hovedet lige midt i Salen. Stella gav ham en Ørefigen, men han bed blot +Læberne sammen og sagde: "Jeg fortryder det ikke." Og Stella slog ham +ikke oftere. + +Undertiden gik Stella op paa Loftet til ham og satte sig hos ham. Saa +fortalte hun Historier eller sang. Til andre Tider kunde hun ogsaa jage +ham ned, især naar hun traf ham grædende, hvad ofte hændte. + +"Hvorfor græder Du?" spurgte Moderen. Men Drengen tørrede Øjnene og +holdt op at græde uden at vide, hverken hvorfor han nu kunde holde op at +græde, eller hvorfor han før var begyndt. "Lad os gaa ned og læse højt," +sagde Stella. + +Hun, Nina og William fordelte Rollerne. Det var næsten altid +Oehlenschläger, de læste; William var Helten. Han læste nøjagtigt som +Moderen, med samme Betoning, samme Nuancer og samme Minespil. De sad +alle tre tæt ind under Lampen, William og Nina læste i samme Bog. Naar +de læste, rokkede de med Hovederne, saa de stødte Panderne mod hinanden; +saa rykkede de i Bogen hver til sin Side, og Nina vidste aldrig, hvor +det var. + +"Læs alene, Mo'r," sagde William. + +Stella læste. Hun talte altid dæmpet, meget mildt; næsten lidt nynnende +læste hun. Mens hun sad bøjet over Bogen, lod hun sin hvide Haand +ligesom halvt i Takt glide hen over sit sorte Haar, hvor den hvide +Skilning skinnede i Skæret fra Lampen, William syntes, det var som Musik +han hørte. + +Uhret paa Konsollen dikkede ganske sagte, henne i Krogen bag Bogskabet +var der aldeles mørkt. Der var dejligt at sidde dér. Han rejste sig +langsomt og gik sagte henover Gulvet til Krogen. Dér sad han saa gemt +helt inde og lyttede og saá hen paa Moderen, som sad saa lys under +Lampen med hele Skæret ned paa Ansigtet og paa Skilningen, der lignede +en lysende Stribe op efter i Haaret. + +Stella løftede Hovedet og saá under Skærmen hen paa ham, han sad helt +sammenkrøben med Hovedet mellem sine Knæ og rokkede. + +"Sover Du?" spurgte Stella. + +"Nej," sagde han henne fra uden at røre sig. Men Nina gav det et Ryk i, +saa hendes Strikkepinde fo'r raslende imod hinanden; hun kunde +undertiden være paa Vejen til at blunde lidt. + +Til andre Tider blev William siddende ved Bordet, og efterhaanden som +Moderen læste, flyttede han sig længere og længere frem. Tilsidst laa +han med begge Arme frem paa Bordtæppet og Hagen ned paa Bordet. Øjnene +straalede. + +"Du vælter Lampen," sagde Stella. + +I Fjerde og femte Akt græd de altid alle tre. Moderens Taarer faldt +langsomt over Kinderne ned paa Bogen, Nina sad og snøftede og pirrede +sig med Strikkepindene i Haaret. Saa tørrede hun Taarerne af med +Strømpen. + +"Strømpen," raabte Stella. "Strømpen. Den bli'r sort som Jorden til +Eksamen." + +William holdt mest af "Væringerne". Det var Zoë, han helst vilde høre +Moderen læse. Han syntes, det ligesom rislede igennem ham, naar han +hørte hendes forfærdelige Ord. + +Andre Aftener kunde Stella fortælle. Hun fortalte om den Høgske Slægt, +om dens Storhed, om dens Ælde. I en af Landets skønneste Kirker laa +Slægten begravet igennem mange Led, deres Vaaben var malet paa Væggen, +hele den gamle Kirke var deres Gravkammer. + +Fra den Tid tænkte William meget paa den Kirke, naar han sad paa Loftet. +Hele hans Slægt, alle de gamle, berømte Mænd, som hørte til hans Slægt. +Dér laa de. Hvor der maatte være højtideligt og stille i den Kirke. Der +maatte altid hviskes eller synges. + +Dér laa han, den store Biskop, der havde gjort Danmark stærkt og +mægtigt. Hans Moder havde fortalt ham, at Bispen var hugget paa +Ligstenen.--Og Kongemorderen laa der ogsaa. En Kongemorder var der i +hans Slægt. Han blev angst, naar han tænkte derpaa. Sveden sprang frem +paa hans Pande, han kom til at ryste ved Tanken derom. + +En Kongemorder. Og han saá Blodet flyde og Kongen bleg, døende i +Finnerup Lade. Han havde jo læst om det i Romanerne. Der var en +Kongemorder i hans Slægt--han laa dér i Kirken med de andre. Det var +forfærdeligt. + +Stammefaderens Ben var gravet ind i Pillen bag Alteret. William spurgte +sin Fader, om han troede, hans Ben var smuldret væk. Faderen troede det: +"Det er 600 Aar siden," sagde han. "Seks hundrede Aar!" Williams Tanker +kunde ikke befolke denne uendelige Tid, men alle de Helte, han læste om, +hørte nu til hans Slægt, og han begravede dem i den høje, store Kirke, +som hans Moder fortalte om.-- + +Men undertiden, naar det var blevet helt mørkt paa Loftet, kunde han +vækkes af sine Drømme af en isnende Angst, han sad længe stille uden at +turde røre sig og uden at turde aande, og han spejdede ud i Mørket med +store Øjne. Saa pludselig fo'r han op og stormede hen til Trappen med +Fingrene stoppet helt ind i Ørene. + +Han syntes, nogen var efter ham hen ad Loftet. + +Han begyndte nu ogsaa, naar han saaledes sad alene, at tænke paa, hvad +han vilde være, noget stort vilde han være--maatte han, det var +nødvendigt for Slægten. + +Alle hans Tanker kredsede om denne Storhed, der smuldrede i den gamle +Klosterkirke. De læste om Kongemorderen i Danmarks Historie. En af de +andre Drenge Kaldte ham uforbeholdent en Skurk. William gik lige hen og +slog ham med knyttet Haand i Ansigtet. + +"Han er af min Slægt," sagde han. Og da de andre lo, blev han meget +bleg, men han sagde ikke mere. + + * * * * * + + + + +III + +Høgs Hus var ikke meget gudfrygtigt. Høg selv gik i Kirke to Gange om +Aaret. Nytaarsdag og den Dag, de gik til Alters, altid den første Dag i +Oktober, en Dag, hvor al Verden gik til Alters dér i Byen. Det var en +Tradition, at man bedst nød Nadveren den Dag. + +William og Nina kunde aldrig glemme Alterdagen. Aftenen før blev der +slet ikke tændt Lys i Dagligstuen, Moderen sad paa en Skammel bag +Bogskabet, og lige efter Theen skulde de alle synge en Salme. Om +Morgenen var Stella oppe, inden de gik i Skole, og kyssede dem og bad +dem være gode Børn. + +Høgs ydre Gudstjeneste tilfredsstillede tilfulde den offentlige Mening i +Byen. Man forlangte ikke mere. Det var i alle Huse Konerne, som +besørgede Gudsfrygten dér i Staden, som gik i Kirke, hørte +Bibellæsninger og underviste i Religion i Asylet. Det var nu saadan en +Skik dér, og man saá næsten aldrig Herrer i Kirken. Maaske passede +Velærværdighedens lidt smægtende Veltalenhed ogsaa bedst for kvindelige +Tilhørere. + +Stella derimod gik i Kirke en Gang om Maaneden, altid til Højmesse. Hun +holdt ikke af at gøre Opsigt, og Præsten satte Pris paa, at man gik i +Kirke. Det var da den mindste Opmærksomhed, man kunde vise en Familie, +man omgikkes saa meget. Desuden talte Præsten godt. + +Hans Organ var meget smukt, han var uden Sammenligning den eleganteste +Mand i Byen, og han var ikke pietistisk. Som sagt, Stella hørte ham en +Gang om Maaneden. + +Egentlig var Indifferentisme alligevel det Høgske Hus' Religion, men +Præsten kaldte det dog et godt, kristeligt Hjem og holdt meget af at +føre lange Enetaler med Stella. Han kom om Eftermiddagen og blev til ud +paa Mørkningen. Naar han var gaaet, satte Stella sig til Klaveret og +spillede. Altid nogle gamle tyske Romancer med sentimentale Themaer. +Undertiden græd hun. + +"Præsten har været her," sagde saa Nina. + +Børnenes religiøse Opdragelse blev saa overladt til Skolen, men Stella +holdt meget nøje Regnskab med, hvad Børnene fik i Religion. William +havde svært ondt ved at lære Salmer og fik en Gang "tg" for en Salme paa +ti Vers. Stella bad Høg straffe ham derfor. + +Da William var tre Aar, havde hun lært ham en lille Aftenbøn paa fire +Linier. Hun lærte ham ogsaa at knæle og folde Hænderne, og hun kom hver +Aften ind og hørte, naar han bad og knælede ved Fodenden af sin Seng. +Men da han voksede til, hørte det op, og William glemte Bønnen. + +I alt dette skete der imidlertid en Forandring under Ninas Forberedelse +til Konfirmationen. Stella fulgte nu Datteren i Kirke hver Søndag, og +William gik med. De havde en egen Stol i Kirken, i Pulpituret lige +overfor Prædikestolen, med tætte grønne Gardiner og meget mørk. Stella +og Nina sad forrest paa Stolene og lige bag de grønne Gardiner, William +blev siddende i en Krog helt tilbage. Der sad han sammenbøjet og rokkede +med Hovedet under hele Gudstjenesten. Naar han kom hjem, kunde han hele +Prædikenen udenad, han disputerede med Moderen og læste meget i Bibelen. +Især var det Lidelseshistorien, som betog ham; han laa til langt ud paa +Natten og læste Mynsters Betragtninger, og han talte meget om Døden; han +sagde ofte, at hvad han helst vilde være, var Munk eller Martyr. + +Der var i en Baggaard i Byen nylig blevet indrettet et lille katolsk +Kapel; der havde været Snedkerværksted før, og det hele var lavt cg +uanseligt; hele Hjorden, som havde to Hyrder, bestod af fem fattige +Familier, hvis Børn Præsterne underviste gratis. + +En Eftermiddag gik William derind med en Kammerat. Der var tilfældigvis +Sjælemesse, Rummet var blændet med sort Flor, det lille Alter, der var +helt fuldt af Porcelænsbilleder og smaa Kors af Glasperler, var oplyst +baade med Lys og Lamper. Præsten laa i en lang, hvid Kaabe paa Trinnet +og bad, og de to Kordrenge ringede med Klokker. + +Saa rejste Præsten sig og svingede Røgelsekarret, saa det duftede i hele +Rummet. William aandede Duften, og han syntes, han fik helt ondt. +Efterhaanden blev han ligesom bedøvet af Præstens sagte Hvisken, af +Lyden af Klokkerne og af Røgelsen. + +Han faldt paa Knæ. Han bad ikke, men han laa med lukkede Øjne og saá saa +meget drage sig forbi, han vidste ikke selv hvad. Og det var, ligesom +der var Musik langt borte. + +Han laa der endnu, da Præsten gik ned. "Det er Forbi," sagde Præsten og +lagde Haanden paa hans Hoved. William saa op og traf et Par mørke, +tungsindige Øjne, som saá ned imod ham. Han kyssede Præstens Haand og +gav sig til at græde. + +Præsten talte. Der var en blid, syngende Betoning over alle Ordene. +William græd endnu stærkere. Den unge Præst bøjede sig ned og kyssede +Drengen paa Panden. William løb ... + +Da han kom hjem, fortalte han Moderen det hele. Stella blev vred og +sagde, at han ikke maatte gaa i katolsk Kapel oftere, det passede sig +ikke. William gik alligevel derhen, saa tit han kunde, han vidste ikke +selv hvorfor, men han kunde ikke blive derfra. + +For sine Sparepenge købte han et Lys til at sætte paa Alteret. + +Imidlertid kom det ud, at Byfogdens Søn skulde være Katolik, og at den +unge Præst snart skulde have ham til Alters første Gang. Hans +Velærværdighed omtalte Rygtet for Stella, som blev meget opbragt og +kaldte William ind. Hun havde jo forbudt ham at gaa til Katolikerne. +William svarede ikke. Om han alligevel havde været der? Ja.--Hvorfor? +Fordi han syntes, det var saa smukt. Stella havde jo dog sagt ham, det +var syndigt. Ja men--hvorfor var det syndigt? Stella vendte sig til +Pastoren, han smilede; man mærkede allerede den vaagnende Kritik, sagde +han. Saa vendte han sig til William. Syndigt var det just ikke, men det +var en Forvildelse, og man maatte vogte sig for Forvildelser. "Desuden +er det ogsaa meget upassende," tilføjede Stella ... William gik ... "Ja, +det er vanskelige Tider, Frue, og sværere ville komme," sagde Pastoren, +da Drengen lukkede Døren. + +Der var Messe i Kapellet om Aftenen, og William kæmpede haardt med sig +selv. Men Kl. 7 spurgte Stella Nina og William, om de ikke skulde spille +tre Mands Whist en Timestid. De var færdige med Lektierne. Det var +Pastoren, som havde raadet til dette. "Man bør gøre de Unge Vejen let," +sagde han. + +William spillede Whist, men for Fremtiden, naar han mødte den unge Præst +paa Gaden, gik han en anden Vej eller slog Øjnene ned. Han holdt rent op +med at gaa i Kirke, men blev ved at læse meget i Bibelen. Stella trængte +ikke ind paa ham. + +"Han er en besynderlig Dreng," sagde hun. + + * * * * * + +Hen paa Foraaret i Maj Maaned kom et stort fremmed Balletselskab til +Byen for at give Forestillinger. Høg havde altid forbudt Stella at tage +Børnene med i Theatret. Det vilde kun fordærve deres Smag. Da William +ikke havde været i København undtagen om Sommeren, havde han aldrig +været i Theatret uden én Gang for mange Aar siden, da han var en lille +Dreng i Fløjlsbluse. Og hvad han den Gang saá, huskede han ikke noget af +uden et Marked og En med en Guitar. Det var "César de Bazan", han havde +set. + +Naar Kammeraterne i Skolen talte om Theatret, hvor de fleste ofte kom, +tav William altid ganske stille. Men de andre vidste godt, det drillede +ham at høre dem tale om det, og derfor blev de netop ved. Han kunde +blive helt bleg tilsidst og sad og bed sin Læbe til Blods. + +Undertiden naar der var Forestilling paa Theatret, gik han om Aftenen +ned paa "Graven", hvor Theatret laa, og stillede sig op ved Indgangen og +saá længselsfuld paa hver, som gik ind. Han vidste ikke, hvor meget han +vilde have givet for at kunne gaa ind med de andre, Graaden sad ham i +Halsen, og han vilde ikke gaa hjem. Engang imellem sneg han sig helt ind +i Garderoben; naar Døren gik op, kunde han se ind paa det røde Tæppe, de +malede Søjler langs Væggen og længst nede Børnelogen. + +Han snusede begærligt Theatrets ejendommelige Lugt til sig, Gassen, +Støvet, den urene Luft af saa mange sammenstuvede Mennesker. + +Og alle, som gik ind, saá saa smilende ud. De lo og hviskede, mens de +knappede deres Handsker, og Damernes Kinder var saa røde. De købte +Programmer i Billethullet. Han havde ikke behøvet at købe Program--han +kunde det altsammen udenad--alle Navne. + +Saa blev der tomt i Forsalen. Der var kun en enkelt Efternøler tilbage. +Biiletkontrolløren satte sig til at sove i sit Hul med en gammel Kasket +ned over Øjnene, Konen ved Tøjet tog Smørrebrød frem af en Avis. "Nu +begynder det" ... William stormede ned ad Gaden, som om en gal Hund var +efter ham. + +"Nu har han igen været nede ved Theatret," sagde Stella. "Lad ham +ligesaa gerne gaa der, Høg, vi faar dog ikke Fred før." + +Drengen stod Aften efter Aften paa "Graven", og han læste hver Dag +Plakaten paa Gadehjørne efter Gadehjørne. + +Men nu var det en anden Sag. Balletten var noget andet. "Ballet var +Ballet", og de Smaastykker, som spilledes imellem, havde intet at sige. +Desuden var dette Selskab ogsaa noget bedre end de sædvanlige. De skulde +der allerede den første Aften. William havde Feber, han spiste intet til +Middag, efter Middagsbordet "løb" han. Det var en Vane, han havde. Naar +der var noget paa Færde, gik han i den senere Tid altid op paa de store +Lofter i Baggaarden. Dér løb han saa rundt med Hænderne i Lommen, Loft +op og Loft ned og trallede og fløjtede som en Besat. Idag var det nu +rent forskrækkeligt. Han havde bogstavelig helt rendt Livet af sig, og +Tungen hang ham ud af Halsen, da han kom ned. + +Endelig skulde han altsaa se det, endelig! Det havde jo vævet sig ind i +hans Drømme, lokket ham, lydt for ham som en betagende, vidunderlig +Klang--Theatret, Theatret. Og nu skulde han se det. Aften efter Aften, +naar Stella læste for dem, havde han standset hende, og hun havde lagt +Bogen bort og havde forklaret og fortalt. + +Hun var "Chevalieren". Hun slyngede det mørke Bordtæppe om sig som en +Kappe, hendes Blik var tungsindigt. Og sagte hviskede hun Chevalierens Ord: + + "Der funkle de paa Himlen hine Stjerner"-- + +Saa kommer Ninon. + +Hun gengav Chevalierens Heftighed, hans Lidenskab, Moderens voksende +Rædsel. Der var Jammer i hendes Stemme, tilbagetrængt Graad, vaandende +Angst-- + + "Saa lad da idetmindste disse Ord befri Dem + for denne Lidenskabs Usalighed." + +Og Slutningen. Stella kastede sig ned; og med udbredte Arme, med Sorgens +Forklarelse over de opadvendte Træk, hviskede hun, som om Tonerne vred +sig bort og døde, Sønnens sidste Farvel: + + "dette Liv, som skyldte Dem sit Ophav"-- + +Især disse fire Ord "Farvel, min skønne Moder"--det bævede igennem +William, naar han hørte dem. + +Eller Dina. Stella selv glemte Tiden. Det var, som om hun vuggedes ind +og betoges af sin berusende Stemmes Musik, som om hun blev yngre i en +gammel Begejstring ... Og naar hun pludselig standsede, kunde hun knuge +William heftigt op til sig, medens Taarerne lab ned ad hendes Kinder ... + +Han spurgte hende, hvorledes Theatret saá ud. Om det var stort? lyst +...? Stella fortalte om Theatrene i Paris. Om Kvindernes glimrende +Toiletter, om Diamanterne, som funklede, om Operaens brusende Kor, om +Logernes guldblændende Pragt. Det glitrede for Drengens Øjne og susede +for hans Øren. + +Og nu skulde han se det. Han vidste jo nok, at dette kun var noget +ringe, at Stella ofte havde lét ad det, at Høg altid gjorde Nar. Men det +var dog Theatret. Han mindedes de mange Timer, han havde staaet +misundelig og set paa de lykkelige, som gik ind, de bitre Taarer han +havde grædt, naar han stormede hjem. Og hver af de Timer lagde sin +knugende Vægt til hans Forventning. + +Han rev Knapperne af begge sine Handsker, og Stella maatte give ham en +anden Krave, saadan havde han krøllet den første, da han skulde tage den +paa. Han stod og trippede paa Benene og kunde ikke staa roligt et halvt +Minut. Høg sagde, at blev det saadan ved, kom han slet ikke med. + +William mente, de kunde gaa Klokken halv, og fortalte hvert andet +Sekund, at nu kom de ganske vist For sent. Og hans nervøse Hast smittede +Nina, som var saa rød i Hovedet som et hengemt Vinteræble og stod og +trak op i sine Handsker for at skjule, at Kjoleærmet var for kort. + +"Herre Gud, Nina", sagde Stella, "lad nu dog dine Handsker være, Kjolen +er for kort. Men nu har Du jo da ogsaa snart Garderhøjde, saa er Du vel +færdig med at vokse." + +Nina krummede Ryg og skød Maven frem for at blive mindre. + +"Ret Dig," sagde Høg. "Du skal se, den Pige bliver skæv." Det var Høgs +stadige Rædsel, at Børnene skulde blive skæve. + +William syntes, ingen Ende det vilde tage med det Kvartér. + +Endelig skulde de da afsted. Høg gik med Nina under Armen, Stella og +han gik saa daarligt sammen. William løb snart foran og snart bagefter +ligesom en Hund, der aldrig kan faa Tiden til at gaa. Hans Hænder var +feberklamme i Handskerne. + +De fik Tøjet af ude i Forsalen, de købte et Program--han huskede, hvor +tit han havde staaet og set Folk famle i Pengepungen for at finde de +fire Skilling. Stella tog ham ved Haanden. Hun saá paa ham og smilede, +hans Øjne var fulde af Taarer, glinsende store: han var helt bleg. "Gud +hjælpe ham," sagde hun sagte. Drengen saá op--Ordene var komne ligesom +et Suk. "Hvad er der?" spurgte han. Moderen svarede ikke. + +Det var ingen stor Sal. Luften slog ham imøde ligesom en varm, +støvmættet Bølge. Han saá ikke rigtig sikkert, han maatte plire med +Øjnene. Dér var det røde Tæppe og Søjlerne og Sufflørkassen og +Lysekronen. Han havde set det altsammen med et graadigt, slugende Blik. + +"Bliver her ikke lysere?" sagde han sagte. Han vilde ikke have talt højt, +om han havde faaet Guld for det. + +Stella lo. "Hvad siger han?" spurgte Høg. De gik ned til deres Pladser. + +"Han synes, her er for mørkt", svarede Stella. + +"Ja, her skulde være lysere," sagde William alvorligt. De satte sig, +William ved Siden af Stella. Drengen talte ikke mere; han sad stille og +saá hen paa Fortæppet, som en Gang imellem gled lidt frem, bevæget af et +Vindpust fra de aabne Døre. Han vidste ikke, om det var dette, han havde +tænkt sig; det, han havde tænkt, gled bort ud i Taagen. Hans Ærefrygt +var for stor, han tog det, som det var. + +Folk samledes, Stella nikkede tilhøjre og tilvenstre, fortalte al +Verden, at Høg endelig havde givet Lov til, at Børnene maatte være med. +Rektor havde netop ladet sin Søn blive hjemme; Overgangsalderen var saa +farlig.--Det havde Stella saamæn slet ikke tænkt paa.--Om Høg troede, +det var den virkelige Kankan, de dansede.--Berg mente det ikke, og Fru +Berg vilde da saa rædsom gerne se den--Ja, Høg vilde nu gaa inden +Kankan'en-- + +William hørte det summe om sig ligesom den ensformigt stigende og +faldende Brusen i en Kube i Oprør. Rektor slog ham paa Skulderen og +hviskede til ham bagfra. Han tørrede Spyttet af sin Kind uden at høre, +hvad der blev sagt og uden at svare. Han sad og rokkede ganske langsomt +frem og tilbage paa Sædet, Hagen ned paa Brystet. + +Han hørte Orkestret utydeligt, hans øjne hang ved Tæppets Guldfrynser. +Tæppet gik op. Han rystede ganske lidt, saa saá han i Lyset paa Scenen +to Damer, han syntes, de kom frem af en Taage ... + +Stella havde ikke meget Øje for, hvad der foregik paa Scenen, hun sad +bag Viften og saá fra Siden ned paa Drengen. William sad ganske stille. +Stella bøjede sig ned for at hviske, han virrede med Hovedet, blev blot +ved at stirre paa Scenen. Hele Komedien spejlede sig i hans Træk. + +Moderen kunde ikke faa sine Øjne fra ham. + +Hun havde første Gang været i Theatret med sin Moder--hun var femten +Aar. Hvor hun huskede det. Det var "Romeo og Julie", de saá. Hun forstod +det ikke, de glødende Ord gled hendes Øren forbi kun som en Musik--men +hvor det dog var smukt. Hun følte noget inde i sig, en Forventning, en +Længsel, et Suk efter Livet, som skulde komme. + +Hun bevægede Viften stærkere. Hun vendte sig og saa paa Høg. Han sad +træt med Hovedet støttet paa sin Haand. En Strøm af Ess-Bouquet slog +hende imøde fra hans Klæder-- + +Hun skyggede helt med Viften for sit Ansigt, og hendes Øjne hvilede et +Nu paa hans sammensunkne Skikkelse. Saa slog hun Blikket ned. + +Hun havde set hele sit Liv fra den Dag i det Øjeblik. Og pludselig stod +det for hende som en forfærdelig Gaade, hvordan hun var bleven lænket +til denne Mand, der frøs her i Theatrets Hede. Det var hende, som hun +saá ind i et langt Øde, en Taage hang over. En unævnelig, kvælende +Bitterhed snørede hendes Strube sammen. + +Hofjægermesterinden bøjede sig frem og talte. Hun smilede uden at høre, +og Smilet blev liggende over hendes Ansigt ligesom forstenet. + +Hun saá atter paa William: han havde rejst sig op, Hovedet helt frem +mellem deres, som sad foran, han levede paa Scenen. Hun bøjede sig ned +og kyssede ham heftigt paa Panden. + +Hun gav ham alle sit Livs Forhaabninger i Arv i det Kys. + +Tæppet faldt. William satte sig. "Det var ikke saa godt," sagde han. Og +han begyndte at tale. Saaledes gjorde man ikke--eller saaledes--og det +var ikke at elske, han havde jo staaet ganske rolig, og han havde været +lige ved at le paa det mest rørende Sted. Og Elskerinden havde manglet +et Spænde paa den højre Sko. De rigtige Grevinder holdt virkelig heller +ikke saadan paa deres Kop, naar de drak The. + +Saaledes blev han ved. + +Rektor bøjede sig frem. "Er William allerede blevet Kunstdommer? Ja man +modnes tidlig, skam gør man saa!" + +Men William blev ved. + +Der var noget i dette, Stella ikke forstod. "Morer Du Dig da ikke?" +spurgte hun. + +"Dejligt." Han saá op, hans Øjne straalede imod hendes. + +Fru Berg havde set Høedt i denne Rolle, hun fandt ham affekteret. +"Underlig," sagde hun. Stella kendte ham kun som Hamlet, hun havde ikke +troet paa ham. + +"Var han da ikke stor?" spurgte William. Fru Berg lo. "Man maatte +beundre ham," svarede Stella. Saa begyndte William atter, han spurgte +Fru Berg, hvordan Høedt da havde gjort, hvordan han havde sagt det? +eller det? Fru Berg forklarede. + +"Moder kan vise det," sagde William. + +Orkestret spillede en spansk Vals, Introduktion til Programmets Bolero. + +Valsen begyndte tungsindig, slæbende i langsomme Takter. Steg saa, og +pludselig herte man i susende Fart Boleros brusende Lyd. + +Tæppet gik op. Alle Øjne saa mod den tomme Scene, en Skov. Saa klang +Kastagnetterne højt; og med sammenslyngede Arme svang Damerne sig ind +over Scenen. Boleros Musik susede æggende om dem. + +William fo'r op fra Sædet og blev højrød; dette var det, dette. Og de +dansende jog hinanden i sammenslyngede Kredse; Kvinderne gled ind i +Mændenes Arme, gækkende atter ud; og mens Musikken steg med voksende +Hast, klang Kastagnetterne lokkende ... + +William trykkede sig stærkt op mod Bænken; han havde Hjertebanken. + +De bøjede sig, slyngedes sammen, nærmede sig som til Kærtegn, veg ud med +vuggende Hofter. En hvirvlende Jagt. Saa stormede Kvinderne bort. Med +Kastagnetterne hævede højt i de blottede, runde Arme sendte de de +trættede Dansere et spottende Haandkys. + +William drog et langt Suk. + +Han havde røde Pletter paa Kinderne, hans Øjne var skinnende, +Aandedrættet hurtigt. Stella saá det, og med en pludselig Angst greb hun +ham hurtigt i Armen. Drengen smilede svagt. Inde i hans Hoved jog +Boleros Toner: han var Saa besynderlig, feberagtig beklemt. + +Komedien beroligede ham. Det var et Proverbe, en Konversation mellem +Mand og Kone. Det hele interesserede ikke synderligt, men man kom til +sig selv igen og samlede sig. + +William stod som før. Meget opmærksom, spændt paa hver Bevægelse. + +Hustruen taler om det at bedrage; om Hustruens sørgelige Lod, der bliver +Enke i et Ægteskab, hvor Manden er et Navn; om hendes ensomme Dage, om +hendes Kummer, om hendes usete Taarer, om hendes Forsagelse ... +Skuespillerinden rejste sig; med Ryggen lænet mod den høje Stol stod +hun med det hvide Atlask om sig som en skinnende Strøm, med korslagte +Arme, stolt i sørgmodig Majestæt ... + +William aabnede Læberne for at tale, han strakte sig helt frem. Hvor hun +var smuk og stor, og høj ... Og saa gled hans søgende Blik ud over +Atlaskens kælende Folder; han sad med bankende Hjerte, beklemt som før +ved Boleroen ... + +"Og nu han, nu han," sagde han. + +Ægtemanden var ydmyg, bad. Men bestandig rolig strakte hun sine Arme +frem, afværgende koldt. Nu havde hun viet sig til sin Enkestand. + +"En Diana, Frue," sagde Rektor ... + +Statueskøn stod Skuespillerinden endnu i den samme ubevægelige Ro. Salen +var vaagnet. Hendes Skønhed bandt deres Blik. + +William var meget varm. + +Efter Stykket skulde man danse Kankan. Høg havde sagt, de vilde gaa. Nu +ønskede han at blive, hans Øjne vare glasagtige, stive, han var +rødplettet paa Kinderne. Man kunde ligesaa gerne blive nu, da man en +Gang var her. Men Stella gav Tegn til Opbrud, hun havde ængstelig vaaget +over William og var efter den spanske Dans blevet grebet af en +uforklarlig Angst. Hun vidste ikke selv hvorfor, men hun vilde hjem med +Drengen. + +Desuden var Nina ogsaa med ... Aa nej, Nina sad roligt med sine klare +Øjne fæstede paa Tæppet. Stella drog et lettet Suk. Men bort vilde hun, +Høg havde jo selv ment at ... og allerede Boleroen var tilstrækkelig, +mer end tilstrækkelig for Børn. + +Høg rejste sig, men inden man fik vekslet Hilsener, var Mellemspillet +begyndt. + +Fru Berg holdt fast i Stella. Hvad skulde man nu sige, naar selv hun +blev snærpet? Det var ikke for hendes Skyld, men Rektor havde Ret, +Overgangsalderen. Bah, nej lade dem se alt og tale til dem om alt. Det +gjorde Berg og hun ... + +Og Fru Berg pegede op mod Parterret til to lange Knægte med lyst Haar +og sorte Frakker. + +"Strutter af Sundhed," sagde hun og lo. + +Ja, men alligevel--Stella vilde gaa. Den ene havde ikke samme Principper +som den anden. Rektor greb Ordet Principper. Man skulde lige til at +diskutere Opdragelsen, mens Høg knappede sine Handsker. + +Endelig kom man da ud fra Bænken og op til Døren. + +Musikken begyndte igen. I det samme rullede Tæppet op, Stella, som gik +bagest, trykkede William hen imod Døren, en Mumlen fik Drengen til at +vende Hovedet. Han saá fire nøgne Kvinder midt paa Scenen. Saa lukkedes +Døren bag ham. Stella talte med Garderobe-konen, Høg bestille Billetter +til næste Dag; indefra hørte William Musikken, en dump Brusen af Bravo +og Mumlen. Han vendte om, løb ned ad Gangen og aabnede Døren til +Parkettet. + +Han stod som fastnaglet. Han gennemsøgte med et eneste sky Blik hver +Krog af denne skamløse Blottelse. Saa rødmede han, som en Flod strømmede +Blodet igennem ham. + +"William," raabte Høg. + +Han talte ikke paa Hjemvejen. Forældrene gik foran; Nina, som slentrede +af ved Siden af ham, hørte sig selv i Verbet _mouvoir_. + +Da de kom om Hjørnet til Hovedgaden, mødte de en Mand, som hilste Høg; +det var den katolske Præst. William saá op og rev Huen af Hovedet. +Præsten betragtede ham skarpt, lige ind i Øjnene, mumlede et "_bon +soir_" og gled forbi. William havde haft Lyst til at raabe efter ham, +men han turde ikke; saa gik han og talte Fliserne, lige til de kom hjem. + +Ved Theen sad han ganske tavs. Høg sagde, han var naturligvis søvnig og +skulde hurtigst i Seng. William svarede ikke. Han havde én Gang været +fuld paa et Børnebal forrige Vinter, han syntes, han havde det akkurat +saadan nu, mat og med tunge Øjenlaag. Stella sad bag Themaskinen og +vogtede paa ham uden at tage Øjnene fra ham et eneste Sekund. + +Men da William kom i Seng, kunde han slet ikke sove. Det var, som han +vaagnede med ét. + +Han kunde ikke ligge stille, han sparkede med Benene i Sengen og talte +højt med sig selv. + +Jo det var, som han tænkte sig--det vil sige, han havde tænkt sig det +større, lysere. Men i København var det jo saadan. Men det var dejligt +ogsaa her. Saadan at tale til Folk, som hun havde gjort, at faa dem alle +til aandeløse at høre paa sig, at lytte til, hvad jeg sagde. + +Han gav sig til at efterligne hendes Stemme, han lavede lange Tirader, +som han sagde med hendes Betoning, langsomt, koldt. + +Saa saá han hende pludselig staa med Ryggen mod Stolen med udstrakt Arm, +stolt, sejrsrolig i sit skinnende Atlask. Og han følte den samme urolige +Forvirring som før, dette uforklarlige, han ikke forstod, denne Brusen +af Blodet til Hjertet. Han gned langsomt, men haardt sin Fod mod det +kolde Lagen. + +Fra hende gik hans Tanker til Boleroen. Det tog Vejret fra ham, tumlede +i hans Hoved. Og saa de fire, som havde danset tilsidst. Der kom noget +op i Halsen paa ham, han bed i Lagenet og bukkede sig sammen til en +Bylt. Pludselig kom han til at græde. + +Han drømte om Danseskolen og om den katolske Præst. De dansede alle i +den store Kirke, hver hans Slægt laa begravet. + +Stella kunde ikke sove. Hun tændte Lys og stod ud af Sengen. Med +Sengetæppet om sig gik hun sagte hen over Gulvet og aabnede Døren til +Williams Værelse. + +Hun løftede Lyset. Drengen sov. Han laa sammenkrøben i Sengen, rød i +Hovedet, med Hænderne krampagtig knyttet om Tæppet. Stella saa længe paa +ham, hun studerede hvert Træk i hans Ansigt, hver Fold. + +Drengen drejede Hovedet og sukkede. Stella lagde Tæppet til Rette om +ham, lettede Lyset en sidste Gang. Da hun saá op, faldt hendes Blik paa +et Kristusbillede, som hang over Sengen, en Present af en gammel +Barnepige. + +Stella standsede og saá længe paa Kristusfiguren, Det var, som hendes +Blik vilde gennemtrænge Billedet. + +Saa gik hun ind. Længe kunde hun ikke sove, men tilsidst blundede hun +hen med "Fadervor" paa sine Læber. + +Den næste Dag laante William det Proverbe, de havde set, paa +Skolebiblioteket. + +Adjunkten, som havde Udlaanet, lo, "Men det forstaar din Praas jo ikke +et Ord af," sagde han. Fra den Dag bad William kun om saadanne Bøger, +som han ikke forstod, baade Romaner og Komedier. Læreren lo, og da +Rektor ved Lejlighed erfarede, hvad "den lille Høg" laante, roste han +ham. Der var mange franske Bøger imellem, og det var den eneste Maade, +hvorpaa man "skam virkelig" kunde lære et Sprog. + +Proverbet læste Moder og Søn sammen om Aftenen. Stella var forbavset +over, hvor godt han læste uden at efterligne Skuespillerne fra igaar. Et +Par Dage efter havde han lært en Scene udenad. Han sagde Replikkerne +godt, men hans rundryggede Figur saá latterlig ud. Da Moderen lo, blev +han purpurrød i Hovedet, bed sig i Læben og løb. + +Seks Uger efter blev Nina konfirmeret. + + * * * * * + + + + +IV + +Høg var meget eksalteret den Forsommer. Han arrangerede et Bal for Ninas +Veninder, hvor han selv dansede hele Natten, han foretog med Præstens en +Udflugt til Himmelbjerget, hvor man kamperede ved et Baal. Hjemme lod +han sig indrette et Snedkerværksted med en kostbar Drejebænk og i det +hele et stort Apparat; han tog Undervisning hos en Snedkermester i Byen +og forskrev en Række Tegninger fra et Etablissement i Hovedstaden. + +Han strøede Penge ud. Inden Værkstedet var færdigt, købte han en +mecklenburgsk Ridehest og red med Nina, hvem han forærede en Ridedragt +af mørkegrønt Fløjl, en noget excentrisk Amazonedragt, han lod komme fra +Hamborg. Han forskrev et Dusin Silkenatskjorter fra Paris og lod brodere +et meget pragtfuldt Monogram paa sine Underbenklæder; indrettede sig et +Marmortoiletbord med en Uendelighed af Krystalæsker med kronet Navnetræk +paa Laaget, anvendte en overdreven Omhu paa sit Toilette og gik +ungdommelig klædt med lyse Jakker til blaa Benklæder. + +Han vilde have fire Retter Mad til Middag og drak Château la Rose af +original Aftapning. Forresten var han sjældent hjemme, han gjorde +Visitter, red, tilbragte Tiden paa Raadhuset med Undersøgelser i Byens +Arkiv. Man kunde vente ham timevis med Maaltiderne. Kom han saa, var han +meget rød i Kinderne med skinnende Øjne. Han talte meget med Børnene, +mod Stella var han kold og ved Lejligheder barsk. + +Stella led i Stilhed. Hun blev gul af Farve, mager og hostede. I Selskab +var hun meget tavs, besvarede de fleste Spørgsmaal med et Smil og deltog +næsten slet ikke i Samtalen. Undertiden, naar hun hørte sin Mand tale +meget højt i det næste Værelse, kunde hun fare sammen eller blive +blybleg. + +"De er ikke vel, kære," sagde Rektorinden, "Lidt nervøs--en Smule." Og +Stella smilede atter med sit trætte Smil. + +I Middagsselskaber satte hun sig altid paa den modsatte Side af Høg, +langt borte. Men medens hendes Herre konverserede hende, saá hun ofte +med et sky, hurtigt Blik op langs Bordet til Manden. Han sad med Aarerne +svulmende i Panden og røde Kinder. + +"Deres Mand er jo som forynget," sagde Præstens Frue, "han er bleven ti +Aar yngre i den sidste Tid. Forleden Dag ved Skytteballet--De var der +ikke?--førte han Kotillonen op--der var en Begejstring blandt de unge +Damer. De kan næsten have Grund til at blive jaloux." + +"Ja ikke sandt--vor kære Høg er som forvandlet," Hofjægermesterinden +slaar sin Vifte op, "igaar hos os magnetiserede han min Niece. Hun faldt +virkelig i Søvn." + +"Men Frøkenen havde drukket megen Champagne," henkastede Doktoren. + +"Min kære Doktor, Champagne! Det var magnetisk Søvn." + +Stella smilede. Hun havde altid vidst, at hendes Mand var en udmærket +Selskabsmand. Men han var jo ikke altid rask nok. + +Men efterhaanden som Høgs Eksaltation steg, blev Selskabeligheden hende +uudholdelig, hun kunde ikke længers undertrykke sin Angst, og hendes +forpinte Udtryk og Tavshed blev paafaldende. Doktoren mente ogsaa, det +var bedre, hun blev hjemme. + +Berg var Stella til megen Trøst i denne Tid. Hun var længe veget tilbage +for at betro sig til nogen. "Det er Eksaltation, kære Stella," havde +Excellencen en Gang sagt, kort før sin Død. "Vogt Dig for at gøre det +til mere--og tal ikke til nogen om de Bagateller." Hun havde forstaaet +ham. Desuden vidste hun jo--Men en Dag nu i Foraaret var det bleven +hende for forfærdeligt. Hun havde kæmpet med Høg om Natten, han havde +forfulgt hende med en Alpestok med Klinge, som han havde staaende ved +sin Seng. Hun havde maattet flygte ud paa Balkonen udenfor sit Kabinet. + +Hun faldt hen i en dump Rædsel og blev liggende til Sengs hele Dagen. +Det var en Sløvhed, som rugede over en idiotiserende Angst. Men henimod +Aften vækkedes hun af sin Sløvhed ved en pludselig, feberagtig Rædsel: +hun kunde ikke opleve en saadan Nat til. + +Saa klædte hun sig hastig paa og ledet af en eneste Tanke, den, at hun +ikke kunde overleve en saadan Nat som den sidste, mere løb end gik hun +ud til Bergs. + +Det var Tordenvejr, Regn med store tunge Draaber, som de heftige +Vindsted i Alléen slog Imod hendes Ansigt. Hendes Haar klistrede til +Panden bag Sløret, Kjolen slog ind om hende. Hun gik hurtigere til uden +at mærke det. + +Men da hun naaede Bergs Villa, standsede hun. Hun kæmpede i nogle +Sekunder en forfærdelig Kamp; hun havde jo bevaret denne gruelige +Hemmelighed gennem Aar, bevaret den for Slægtens Skyld, for Verdens, for +sin egen. Hendes Undseelse vægrede sig ved at tale, hendes kvindelige +Værdighed, hendes Følelse som Hustru og Moder, alt oprørte sig mod denne +Tilstaaelse. Det var hende, som hendes Hjerte blev koldt i Brystet i +disse Sekunder, som rummede en Evigheds Angst. Men saa overmandedes alt +af den forfærdelige Rædsel fra før. Hun maatte, maatte, hun vilde dø +under denne Tavsheds Kvaler. + +Hun syntes, hun bar hele denne elendige Slægt i Ruiner paa sine Skuldre, +da hun slæbte sig op ad Trappen. + +Hun ringede. + +Pigen blev forbavset ved at se Byfogdens Frue i dette Vejr. + +Stella holdt Sløret tæt ind for sit Ansigt. "Om Doktoren var hjemme?" + +"Doktoren var paa sit Værelse." + +Hun gik hurtig forbi Pigen henimod Døren. Og der gik i et Nu som en kort +brusende Efterdønning af hendes Sjæls Kamp igennem hende, da hun stod +foran denne Dør. Saa aabnede hun den rask. + +Berg sad ved Skrivebordet og læste. Den grønne Skærm over Lampen dæmpede +Lyset. Der var en behagelig stærk Lugt af fin Tobak og Medikamenter i +hele Værelset. En tryg Ro langs de høje Boghylder og de grønne Paneler. + +Lægen rejste sig og gik nogle Skridt frem. "Endelig," sagde han. Stella +saá paa ham, hans Blik var mildt. "Vær rolig. Frue," sagde han dæmpet, +"vær rolig, det er maaske ikke saa slemt, som De tror." Hun standsede +og tog sig ned over Øjnene som for at besinde sig. Vidste han det +da--ja, han maatte jo vide det. Han vidste det alt, hun behøvede intet +at sige ham ... Hun følte, hvor han beroligende med et sagte Tryk lagde +sin Haand paa hendes Arm. + +Hendes Bryst bevægede sig heftigt i Stønnen. Det var som hun snappede +efter Graaden, denne tavse Graad, som havde kvalt hende, tynget hende +til Jorden alle disse lange Timer. "De véd det?" spurgte hun. "Véd De +det da? Aa--Doktor, jeg er saa rædselsfuldt ulykkelig." Og hun førte, +mens hun talte, to, tre Gange Armen frem og tilbage i Luften, som om hun +kæmpede med sin egen Elendighed. + +Lægen førte hende varsomt hen til Chaiselonguen, og Stella rev sin Kaabe +op, begravede sit Hoved i Polstret og hulkede. + +Berg ventede roligt. Man hørte i Værelset kun Taffeluhrets Dikken. +Undertiden de afbrudte Toner af en Vals, Fru Berg spillede i +Dagligstuen. Stella hørte denne Vals under sin Graad. + +Saa hævede hun Hovedet, og medens hun saá ned paa Sofaens Kvaster, +fortalte hun afbrudt og stønnende sit Ægteskabs triste Historie ... + +Fra den Dag var Berg hendes eneste Fortrolige. Han mente i Begyndelsen, +det vilde gaa over, at det var den sædvanlige Eksaltation, som maaske +var noget forstærket ved den lumre Hede, man havde det Aar. Det vilde +gaa over. + +Men efterhaanden som Krisen skred frem, blev han alvorlig bekymret, og +en Dag foreslog han rent ud Stella at sende Høg paa en Sindssygeanstalt. + +Stella saá længe paa ham, stift og stirrende, som om hun ikke forstod +ham. Saa gjorde hun en angstfuld Bevægelse med Armen. + +"Umuligt," sagde hun. Det var alt. Lægen talte ikke mere derom. + +Med Børnene talte Stella aldrig om den Forandring, der var foregaaet +med Høg. Baade Nina og William skræmmedes fra Begyndelsen tilbage af +Faderens Munterhed. De var vant til at se ham tavs, med Hovedet +indbundet i kolde Klude, nervøs og plaget. Nu talte han uafbrudt, lo, +spøgede med Tjeneren, fortalte Historier, ofte de besynderligste +Historier, som fik William til at se ned i sin Tallerken og gjorde Nina +rød i Hovedet. Desuden saá de, at Moderen led, og ligestraks, ligesom +instinktmæssig, følte og delte de hendes Angst, hvis Grund de ikke +kendte. + +Og efterhaanden som Høg blev mere ophidset, nagedes de af en Frygt, som +lod dem lide lige saa meget som Moderen. Sofie var den eneste, der +pludrede ved Bordet, og som var glad, naar Faderen fortalte, spurgte og +lo. De andre svarede kun med et sky og modvilligt Nej eller Ja. Og deres +bestandige Tavshed irriterede Høg, han vilde tvinge dem til at tale. Saa +fulgte der Scener, hvor han var barsk mod Stella og irettesatte Børnene +voldsomt. Nina græd stille. Moderen sad stum, bleg af Smerte overfor +sine Børn. + +Hun saá de led, men hun talte ikke, Uvisheden var bedre for dem. Og de +turde ikke spørge. De talte aldrig om Faderen, som efter en stille +Overenskomst nævnede de ham aldrig for Stella. Heller ikke indbyrdes +talte Nina og William. De bar i Tavshed paa denne ubestemte Frygt, som +de ikke kunde besejre, og som de ikke gjorde sig Rede for; men deres +tavse Angst ventede en Ulykke, som den ene vilde skjule for den anden. + +Undertiden ved Bordet kunde William se sky over paa Moderen, derfra til +Nina. Men paa begges Ansigter mødte han det samme vage, undvigende Smil, +der dækkede saa slet over deres Angst. Sofie pludrede med Faderen. + +Naar Nina og William var ene sammen--Stella lukkede sig inde i +Kabinettet--sad de enten hver med sin Bog, som de ikke læste, eller de +snakkede op om alt muligt. En Galoppade af hæsblæsende Ord, som skulde +afskære den fælles Tilstaaelse. Men undertiden, naar de mødtes paa +Trappen eller midt i en saadan Samtale om alt eller intet, kunde den +ene sige "Hvor er Fa'r?" Eller: "Har Du set Fa'r?" eller; "Véd Du, hvor +Fa'r er?" Hurtig fremførte Spørgsmaal ligesom ufrivillige Suk, hvormed +de vilde lette deres stille Angst. + +Eller ogsaa: "Mo'r spurgte efter Fa'r." De skød det ind under Moderen, +men Stella spurgte sjældent. + +Undertiden, naar Stella kyssede William til Godnat, knugede Drengen sig +op til hende og blev længe liggende ved hendes Bryst. "Hvorfor græder +Du?" spurgte hun; han saá op, bange og spørgende. Saa fortrød hun sit +Spørgsmaal: "Det gaar nok over," sagde hun, "med Guds Hjælp." + +Sofie var den eneste, som intet forstod. Stella sad med hende paa Skøder +og glattede hendes Haar med sine smukke Hænder. "Hun er lykkelig," sagde +hun. + +Høg kom aldrig hjem til den bestemte Tid, de kunde vente og vente. Saa +gik Stella og Børnene om i en hvileløs Skræk. + +En Dag blev han endnu længere ude end sædvanlig. Maden havde ventet en +Time, Tjeneren havde fire Gange spurgt, om han turde rette an. Og hver +Gang sagde Stella med den samme fremkunstlede Ligegyldighed, mens hun +saá ned: "Byfogeden er jo ikke kommen, Jensen." + +William stod ved Vinduet, bag Gardinet. Moderen sad inde i Stuen, Hun +trævlede en Strømpe op, men hvert Øjeblik faldt Strømpen ned i hendes +Skød, og hun støttede Hovedet paa sin Haand. Saa betvang hun sig +voldsomt og gik et Par Gange op og ned ad Gulvet med Hænderne om Hovedet +og satte sig igen. + +Nina bladede i en Bog. + +"Ser Du ham," spurgte Stella. William bøjede sig frem. "Nej," sagde han. +Og der var, som om Forventningen blev tungere i Stuen ved dette Nej. + +Atter Tavshed. Fluerne summede under Loftet. + +"Du burde ta'e Flueskærmen, Nina," sagde Stella. + +"Det nytter ikke," Nina rejste sig, men uden at tage Skærmen, Fluerne +blev ved at summe. Man fløjtede nede paa Gaden. + +"Er han der?" Stella spurgte uden at se op og trævlede hurtigt. + +"Nej." + +Og igen. "Ser Du ham?" + +William bøjede sig længere ud. "Ikke endnu," sagde han. "Heller ikke ved +Adelgade?" spurgte hun. Hun rejste sig for selv at gaa til Vinduet, +drejede af ved Sybordet. "Det er bedst, vi spiser," sagde hun. Men ingen +gik. Moderen satte sig igen og trævlede, hendes indfaldne Kinder var +helt dækkede af en rund, rød Plet. + +"Fader er vist paa Raadhuset," sagde Nina sagte. + +Stella nikkede, Gadedøren gik. "Nu," sagde hun. + +"Det er Jensen," sagde William nølende, "det var ikke Fa'r," han gik +bort fra Vinduet; han vilde heller ikke staa der, hellere ikke se. + +Han skraaede over Gulvet til Klaveret, slog nogle Akkorder an. + +"Nina har vist ikke øvet sig," sagde Stella. + +Mens Nina spillede, gik William op og ned i Stuen, frem og tilbage forbi +Moderen. Saa standsede han bag hendes Stol og sagde sagte: + +"Skulde vi ikke spørge Doktoren," han snuppede Ordene af som i Angst, +blev rød i Hovedet, mens han talte. + +"Jeg har spurgt," sagde Moderen. Mer ikke, og William gik atter frem og +tilbage med sænket Hoved. + +Høg kom lidt efter.-- + +Nogle Dage efter rejste Høg pludselig til København. Berg lod ham rejse, +men havde paa Forhaand skrevet til Excellencens gamle Huslæge, der havde +fulgt Sygdommens ulykkelige Udvikling lige siden Høgs Barndom. + +Det var som en Befrielse for hele Huset, som om man paa én Gang havde +slaaet alle Vinduerne op Og faaet frisk Luft ind i et beklumret Værelse. +Selv Stella blev en anden, nu da hun ikke saá ham, hun haabede, det nu +var forbi, at Lægerne derinde maatte kunne gøre noget. + +Dagen efter kørte hun i Skoven med Børnene. De havde sparet sammen til +denne Tur, og nu kunde de ligesaa godt gøre den den ene som den anden +Dag. Og Skoven, den friske Luft, Friheden, gjorde dem efterhaanden +gladere; de spadserede, spillede Ring og spiste paa en Bakke i Skoven. +Nina sang, Sofie trillede ned ad Højen som en Bylt, og de lo alle. I +Begyndelsen lød Latteren besynderlig fremmed i deres Øren, de undrede +sig over, at de kunde le. + +Men saa ligesom berusede de sig i Latteren, den muntre Støj, deres +Samtale vakte; det var saa længe siden, de havde lét. Om Aftenen kom de +hjem i en vis nervøs Oprømthed. + +Jensen tog imod dem i Porten. "Der var kommet Telegram til Fruen." Det +var, som de med ét blev kolde. + +"Hvorfra?" spurgte Stella, det lød som et halvt Skrig. "Hvorfra?" Jensen +bragte det. Stella støttede sig et Øjeblik til Vognen, krampagtigt, saa +brød hun Konvolutten, foldede Papiret ud, snappede efter Vejret, læste +saa. + +"Godt," sagde hun. Det kom som fra et tomt Rum, mens hun vendte sig og +løb op. + +Nina gik hen i en Krog af Porten, William fulgte efter. Da de havde +staaet nogen Tid tavse og lyttende til hinandens Aande, bøjede William +sig frem imod Søsteren. + +"Fader er bleven sindssyg," sagde han tonløst. + +"Ja," svarede hun. "Sindssyg." Der lød, som hun vejede al Ordets +Elendighed i den korte Lyd. + +De skælvede begge. Saa slyngede Nina hurtigt sine Arme om Williams Hals, +trykkede ham op til sig og græd. + +"Vi har jo vidst det længe," sagde Drengen. + +Næste Morgen rejste Stella til København. + +Fire Uger efter vendte hun tilbage med Høg. Han var atter stille, meget +melankolsk, talte kun lidt og sov den største Del af Dagen. Stella +hostede stærkt. Forresten blev de kun hjemme tre Dage, saa rejste de til +Schweiz. Børnene blev sendte ud paa en Herregaard i Nærheden, og der +blev intet af Rejsen til Sorø. + +Man tænkte ikke paa Forfædrene nu. + +Jo--William tænkte dog undertiden paa den store Kirke med de store +Skygger og de berømmelige Grave. Han tænkte derpaa med en dyb Bitterhed, +han ikke selv forstod, overvældet af den besynderlige Følelse af Skarn, +som _de_ føler, i hvis Slægt Sindssygen raser. Han syntes, han maatte +slaa Øjnene ned for sin berømmelige Slægt nu, da dette var hændet. + +De blev alle tre--Nina, William og Sofie--paa Landet indtil midt i +Oktober. William var dygtig nok, han kunde godt forsømme, sagde Doktor +Berg, og de var saa godt gemte paa Vornæs, mens Forældrene var borte. + +Stella skrev til dem hver Uge lange Breve, hvori hun fortalte dem om +Stederne, de havde set, om Theatrene de havde besøgt, om de store +Hotellers _table d'hôte_. Hendes Breve var kun en eneste Fest. "Fader er +atter rask," skrev hun, "melankolsk som I plejer at se ham. Jeg har det +ganske godt, hoster kun en Smule" ... + +Og i et andet Brev: "Fader er fuldstændig rask nu, ganske som han +plejer. Tak Gud, Børn, at dette er forbi. Jeg hoster lidt om Natten og +er maaske blevet lidt gammel, naar I ser mig igen. Jeg kan ikke mere +rive de graa Haar ud, som William saa gerne vilde, nu er der altfor +mange." + +Det sidste Brev var skrevet fra Horsens. De var komne der tre Dage +tidligere for at være hjemme, naar Børnene kom. "Saa skal vi da genses, +elskede Børn," skrev Stella, "genses efter saa mange Sorger--Sorger, +som ælder. I vil møde en gammel Moder, som I næppe vil kende igen, men +som dog er den samme, og som bestandig elsker Jer. Tusind Kys fra Eders +Moder + +Stella." + +"Mo'r skriver altid det," sagde William. + +"Og hvor hendes Haandskrift er blevet utydelig," sagde Nina. + +Om Eftermiddagen forlod Børnene Vornæs. + +Høg tog imod dem i Porten. Han støttede sig til Trappegelænderet og +trykkede dem en efter en heftigt op til sig uden at tale. Nina saá sig +om. + +"Og Mo'r," spurgte William sagte, beklemt ved at se Faderen alene, +"Mo'r." + +"Mo'r er deroppe." Høg slog Øjnene ned: "hun er ikke rask." + +Nina og William løb op, ind gennem Dagligstuen til Kabinettet. Deres +Hjerter var blevet tunge, som om der ventede dem en Ulykke. Saa rev de +Døren op og saá hende. + +Stella havde rejst sig og var gaaet Frem midt paa Gulvet, der maatte saa +Kræfterne have svigtet, og hun stod støttet til Bordet. Gardinerne var +trukket helt for, men selv i Kabinettets Mørke saá Børnene et Ansigt, +blegt som Døden, forfærdelig mager. Øjnene skinnede dybt inde i Hovedet. + +Alt Blodet var veget fra det Ansigt. + +Børnene veg uvilkaarlig et Skridt tilbage, strakte Hænderne frem. +"Mo'r," raabte de. Nej, nej, hun havde Ret--de havde nær ikke kendt +hende. + +"Er I bange for mig?" sagde hun; og selv hendes Stemme var forandret, +den var blevet spædere, aandeagtig. Det var, som de hviskede Toner døde +paa hendes Læber. + +Hun tog dem hen til sig og kærtegnede deres Haar med sine Hænder, mens +de laa paa Knæ ved hendes Stol med bøjede Hoveder. + +"I havde dog ikke ventet at se mig saaledes," sagde hun sagte, dybt +bedrøvet over den Smerte, de ikke kunde skjule. + +Ingen af dem svarede, men Nina græd stille med bortvendt Ansigt. + +Høg kom ind med Sofie. Stella rakte Armene frem mod Barnet, "Kys Mo'r," +sagde hun. Men Sofie skreg. Hun vilde ikke hen til Moderen. + +"Hun er forskrækket," sagde Stella. Hendes Hænder faldt slapt ned. +"Gaa, gaa," sagde hun og vendte Ansigtet om. "Gaa!" + +"Bring dem bort," gentog hun. + +Da de var gaaet, bad hun Jensen give sig et Spejl. Da hun havde faaet +det, sad hun længe med Spejlet i Haanden og betragtede sit Ansigt. + +"Ja, jeg dør," sagde hun. + + * * * * * + + + + +V + +Sygdommen skred hurtig frem. + +William vaagnede om Natten ved den korte, skærende Hoste, ligesom +smertefulde Hvin, der lød fra Moderens Kabinet. Han viklede Hovedet ind +i Lagenet for ikke at høre, rullede sig ind i Sengetæppet, men bestandig +hørte hans hidsede Øre Hostens skærende Knivklang og den Syges gispende +Stønnen, naar Anfaldet standsede et Minut. + +Undertiden hørte han Moderen kalde klagende og Vaagekonens slæbende +Sjokken over Gulvtæppet hen til Kakkelovnen for at hente Medicin. + +Han kunde ikke sove, Hosten forfulgte ham i hans Halvslummer. Saa +vaagnede han i Feber, og var Stella falden i Søvn og Hosten standset, +lyttede han angst, begærlig efter at høre en Lyd, greben af en lammende +Skræk for, at Moderen skulde være død, mens han sov. Han samlede Tæppet +om sig, sprang ud af Sengen, aabnede Døren og løb gennem Spisestuen ind +i Dagligstuen. Vaagekonen sov i Lænestolen bag Klaveret, Hagen var +falden ned paa hendes Bryst, Munden stod vidt aaben. Der var noget +skrækindjagende ved Stuen disse Nætter. Skærmen over Lampen dæmpede +Lyset, Skyggerne laa skumrende over alle Møbler. Og i den beklumrede +Luft, hvor Stellas Yndlingsparfume blandedes med Sygeluften, hørte man +kun Vaagekonens hæstsnorkende Aandedrag, mens hun sov med foldede +Hænder. + +William gik sagte over Gulvet og løftede Portièren til Kabinettet: Der +var ganske tyst. Lampen paa Konsollen foran Spejlet var skruet ned, +Olien kogte sagte. Palmerne i Hjørnet var gemt i en hemmelig Skumring. +Helt tilbage laa Stella under den store Sengehimmels Forhæng; +Voksstablen brændte svagt, dens Lys faldt gult og roligt over den Syges +Ansigt med det blanke Haar opløst over den hvide Kniplingspude. + +Hun slumrede. Med den venstre Arm slynget om Hovedet laa hun rolig, +aandende, gispende, hvert Aandedrag som et undertrykt Suk. Hvor +Voksstablens Lys faldt stærkt paa hendes Haand!--den skinnede mellem +Haaret. + +William bøjede sig ned, lyttede forsigtig til den sukkende Aande, lod +Portièren falde bag sig og gik forbi Vaagekonen ind i sit Værelse. Men +sove kunde han ikke. + +Undertiden, naar han saaledes laa vaagen, gik Faderen gennem Værelset. +Høg havde ingen Ro; i fortvivlet Melankoli syntes han i sjælelige, +forfærdelige Lidelser at dø hen, efterhaanden som Livet svandt bort fra +Stella. Og han dreves bestandig rastløs om udenfor sin Hustrus Sygeleje; +det var, som en sky Angst holdt ham borte fra hende. + +Han kom stille ind, satte sig i Dagligstuen med Hovedet i sine Hænder. +Han kunde sidde saaledes timevis, rokkende frem og tilbage uden at +foretage sig noget, uden at tale. + +"Skal Du ikke ind til Moder?" spurgte Nina. + +Faderen svarede ikke, rystede kun paa Hovedet. Eller ogsaa sagde han: +"Jeg vil ikke forstyrre hende", og gik stille, som han var kommen. +Stella spurgte aldrig om ham. Om Middagen, naar han kom ind for at sige +Tak for Mad, rakte hun ham Haanden med et venligt Smil, han satte sig +paa den lave Chaiselongue foran Sengen med den blanke Haand i sin, tavs +og uden at tale. Der var en bedende Ydmyghed over hele hans Væsen; +undertiden rakte Stella ham sin Pande til Kys, han bøjede sig langsomt +frem og berørte den med sine Læber. + +"Tak," hviskede han. + +Naar han gik gennem Williams Værelse om Natten, skyggede han med +Haanden for Lyset for ikke at vække Sønnen. "Jeg sover ikke," sagde +William. + +"Er Du syg?" spurgte Høg. Han var bleven meget øm over Børnene, en vis +rørende, ydmyg Ømhed, der Syntes at bede om Tilgivelse--William vidste +ikke selv, men han syntes, at han voksede denne Fader over Hovedet, hvem +han bestandig følte saa dyb Medlidenhed med. + +"Nej--men Mo'r hoster," svarede han. Høg sukkede. + +"Men det gaar ikke an--vi maa flytte din Seng--." + +"Jeg kunde dog ikke sove alligevel. Jeg er bange ..." + +Høg sukkede igen, et dybt, hjælpeløst Suk. + +"Du kan faa lidt Sovesaft," sagde han. Selv brugte Høg Masser af Opium, +Morfin og Cloral, han brugte det sammenblandet, Lægen holdt ikke mere +Regnskab med denne ødelagte Naturs Hjælpemidler. + +Han gav William en stor Skefuld. Men efter nogle Ugers Forløb hjalp +Sovesaften ikke mere. Høg fordoblede Dosen og gav ham to Store Portioner +lige ovenpaa hinanden. + +Saa faldt Drengen i en slappende, død Slummer og vaagnede om Morgenen +med blytunge Lemmer. + +Om Formiddagen, naar William og Sofie var i Skole, sad Nina alene hos +Moderen. Disse ensomme Timer i det stille Værelse havde udviklet en øm +Fortrolighed imellem Stella og hendes Datter. Nina havde bestandig i +Moderens Omhu staaet tilbage for William, Drengens Talent og +Ejendommelighed havde skygget for de andre; nu i Sygdommen trængte +Stella til Datterens milde Hænder, der var noget velgørende for den Syge +i at se paa Ninas høje Skikkelse, rolig bøjet over sit Arbejde ved det +runde Bord; den blanke Pande, Haaret, der barnlig var strøget helt +tilbage ... + +"Kom hen til mig," sagde Moderen. Og mens hun sad med Ninas Haand i sin, +talte hun om mangt og meget med sin Datter. + +Nina voksede under dette. Hun blev alvorligere, ældre end sin Alder. +Undertiden talte Stella om sin Død, Nina vilde blive som en Moder for de +andre, vogte over Sofie. Saa vilde de snart ikke savne hende mere. Men +naar Stella talte om at dø, græd Nina voldsomt med Ansigtet ned i +Sengens Tæpper. + +Om Eftermiddagen læste William højt. De trak Gardinerne for og tændte +Lampen. Stella holdt ikke af Dagslyset under sin Sygdom. "Det ækle Lys," +sagde hun, "det viser Jer, hvor grim jeg er bleven." + +Nina syede. Stella laa med lukkede Øjne og lyttede, mens hun legede med +Frynserne paa det gule Silketæppe. Det var bestandig Dramaer, de læste, +de samme, Stella havde læst for Børnene i gamle Dage, "før Ulykkerne +kom", som hun sagde, naar hun om Formiddagen talte med Nina. + +William læste dæmpet, trykket af Sygeværelsets Indeklemthed og +Blomsterduften herinde. Stella havde faaet en lidenskabelig Forkærlighed +for Blomster, hun vilde ligge omgivet af Planter ligesom i en Skov. Høg +forskrev Roser fra Hamborg for at pryde hendes Spejlkonsol. + +Hun laa rolig, hvid i det skinnende Lys, hvis Straaler kastedes tilbage +med glimtende Glans fra Sengeforhængenes Silke. "Du læser smukt," sagde +hun. Men en Gang imellem blev hun urolig i Sengen, aabnede Øjnene og lod +Haanden glide frem og tilbage gennem det opløste Haar. + +"Giv mig Bogen," sagde hun. + +Hun tog Bogen, og siddende op i Sengen læste hun for dem. + +William sad paa Chaiselonguen, han lyttede med lukkede Øjne, betagen, +angst for at tabe en Tone af denne Forklarelsens Symfoni. + +Men det varede sjældent længe, saa kom Hosten, og Stella lod Bogen +falde. "Det er forbi," sagde hun. "Jeg kan ikke mer." + +Det var forbi med Læsningen. Om Formiddagen, naar Nina sad hos hende, +laa Stella i en Feberdøs, halvt slumrende af Nattens Opium, som først +virkede henad Morgenstunden; undersiden aabnede hun Øjnene, nikkede til +Nina eller bad om lidt Gelée, slumrede saa ind igen. Der var ganske +mørkt, en enkelt Lysstribe faldt gennem de lukkede Gardiner ind over +Sengen, ellers var det Nat. Stella vilde ikke se Lyset. Naar +Vindusforhængene blev trukket fra, lod hun Sengens Forhæng falde for. +Lyset maatte ikke naa hende. Hun var bange for dets Ubarmhjertighed, +sagde hun til Nina. + +Men hver Dag, naar Nina spillede eller var henne at male, lod hun +Jomfruen trække alle Forhæng Fra. Vinterdagens gnistrende Lys faldt inde +i Kabinettet. + +"Som en hel Syndflod," sagde Stella. + +Saa fik hun Spejlet hen ved Sengen og betragtede sit Ansigt. Hun saá +længe paa sine falmede Træk, paa sine hule Kinder, paa sin Hud, der var +gennemsigtig og gullig. Hun fulgte Skridt for Skridt den Sygdoms +Ødelæggelse, som dræbte hende. + +"Tag Spejlet bort," sagde hun; og hun laa længe roligt, strakt lige ud, +og saá frem for sig. + +Men undertiden paa mørkere Dage, naar det var Halvskumring bag +Sengehimlen, eller hun rødmede i Feberen, kunde hun finde sig selv +bedre, raskere. Han satte sig op, strøg Haaret tilbage, klamrede sig til +det Livshaab, Spejlbilledet skænkede hende. + +Saa snart der atter var blevet mørkt, og Børnene kom hjem, kunde hun +spøge med dem, tale til dem om Rejsen til Syden, om Nizza, hvor hun +vilde blive rask. "Jeg er allerede meget bedre," sagde hun. Hun forsøgte +at staa op, at tage mod Visitter, hun vilde gøre Selskab for Ninas +Veninder. + +Der var en Bedring. Berg lod hende ligge paa Chaiselonguen i Kabinettet. +Nina spurgte, om hun maatte trække Gardinerne fra. "Endnu ikke, om otte +Dage--om otte Dage vil vi ha' Lys herinde ..." + +"Ikke sandt," spurgte hun Berg, "om otte Dage vil jeg jo ikke mere +forskrække Børnene?" + +Hun laa om Dagen paa Chaiselonguen under Palmerne i en hvid Slaabrok med +store Kvaster, hun lod Jomfruen sætte sit Haar og fæstede en Diamantnaal +i Halsen. + +Der var kommen en Tørst efter Luksus over hende, en Kærlighed til matte, +bløde Stoffer, en Trang til mild Duft og kvægende Vellugt. Hun kunde +ikke faa nok af Blomster; hun overfyldte Kabinettet med Planter. Saa laa +hun mellem alle sine blomstrende Træer som en bleg Blomst, der visner +umærkeligt. + +Høg var lykkelig, han troede paa denne Bedring, talte til Doktoren +derom. Berg vilde ikke give noget Haab, han frygtede en Skuffelse mere +end Sandheden. "Men hun er meget bedre," sagde Høg, "hun ser raskere ud, +meget raskere end for fire Maander siden." + +"Maaske," Sagde Berg. + +De traadte ind i Kabinettets Mørke. Stella var faldet i Søvn paa +Chaiselonguen, hun sov let som et Barn, med Hænderne foldede om en Bog, +hun havde læst i. Atlasket dækkede over hende som en fyldig Strøm. + +"Se," sagde Høg, "raskere er hun da." + +"Tror De?" spurgte Doktoren. Han gik hen til Vinduet og tog pludselig +Gardinerne bort, saa at Sollyset faldt ind i Kabinettet. Høg greb efter +ham og vendte sig. + +Stellas Hoved var faldet lidt ned, man saá Profilen skarpt mod det hvide +Tæppe, Øjnenes Hulhed, Hagen spids, Halspartiet indfaldent og rynket. +Under den kunstige Rødme laa Huden mat og blaalig. + +Høg gyste. "De har Ret," sagde han. Berg trak Gardinet for igen: "Om +otte Dage venter jeg en Krise." + +William og Nina troede fast paa Bedringen. Det var dem, som de havde +erobret Moderen tilbage, nu, da hun ikke mere laa til Sengs, da hun igen +bestemte Maden til Middag, skrev Breve ved sin Ibenholtspult og tog imod +Besøg. Fra Skumringen i Kabinettet spredte der sig som Lys over hele +Huset, og de var til Mode som efter en overstanden Fare. + +"Mo'r bliver rask," sagde Nina tyve Gange om Dagen til Høg. + +"Vi vil haabe det," svarede Høg; og hver Gang han sagde det, saá han paa +ny Martsdagens Sollys afklæde Stellas Skikkelse dens flygtige +Sundhedsskær. "Vi vil haabe det." + +En Dag, William kom hjem fra Skole, fandt han Huset i Oprør. Fruen var +blevet meget syg. Nina havde været henne at male, Jomfruen var +beskæftiget, Saa havde Fruen, som var meget rask den Dag og havde ladet +Prøver komme fra en Butik for at vælge Stof til en Rejsedragt, været +alene i Kabinettet. Hun sov, da jomfruen gik. + +Men noget efter havde Borgmesteren fundet Fruen som livløs midt paa +Gulvet. Gardinerne var trukket fra. + +Og Fruen var endnu ikke kommet til sig selv ... + +William vilde løbe ind, men Berg standsede ham i Døren til Kabinettet. +"Dør hun," hviskede Drengen, "dør hun?" + +"Det vil vi ikke haabe," sagde Berg og gik ind. + +"Det vil vi ikke haabe." William støttede sig til Dørkarmen, og rev +krampagtigt i Portièren. Det var, som skulde han kvæles under den +pludselige Fortvivlelse. Nina kom ind, hun var meget bleg, med røde +Øjne. + +"Tror Du, hun dør?" spurgte William. + +"Jeg véd ikke," sagde hun. Og uden at tænke derover gav hun sig til at +klappe Williams Haar. + +"Er her nogen?" spurgte Stella svagt, da hun vaagnede. Berg gik hen til +Sengen. "Lad de andre gaa," sagde hun mat, "og luk Døren." Høg gik, Berg +lukkede, som hun havde bedt om, gik saa tilbage til Sengen. + +"Nej--jeg faar aldrig mere Lyset at se," sagde hun. Hun laa tavs, nogle +Taarer rullede ned ad hendes Kinder. "Naar skal jeg dø, Doktor?" spurgte +hun saa. Hun havde vendt sig imod ham. + +"Det er ikke vist, De skal dø." + +Han rystede paa Hovedet. "Hvorfor ikke sige mig Sandheden," sagde hun. + +"Fordi jeg ikke kender den, Frue." + +Stella drejede Ansigtet om i Mørket. Og ganske svagt spurgte hun: "Men +naar tror De?" + +"De kan jo komme Dem endnu." Lægen saá ned for sig, og mens han fattede +lidt fastere om Sengekanten, sagde han: "De ønsker maaske at ordne et +eller andet ..." + +Der var nogle Øjeblikkes Tavshed. Inde fra Sengens Mørke hørte Berg en +Lyd som af undertrykt Hulken, saa vendte den Syge sig igen. "Tak, Berg. +Ja, jeg har meget at ordne." + +Hele Dagen vilde Stella være alene. Der var meget lyst i Kabinettet, +baade Lampe og Kandelaber var tændt. Stella sad oprejst i Sengen og +skrev Breve med Blyant, Ord, hvor hvert Skrifttegn havde kostet hende +Smerte, og hvert Bogstav Taarer. Om Aftenen faldt hun i Søvn uden +Sovemidler, hun sov roligt, med sundt Aandedrag som et Barn. + +William sad ved Sengen, da Berg kom ind. + +"Hun sover." sagde han. "Er det en Krise, Hr. Berg?" + +Lægen bøjede sig sagte ned over den Syge, tag saa Kandelabren og +betragtede hende længe. + +Søvnen havde skænket hendes Kinder Rødme, og Brystet bevægede sig +roligt. Med Hovedet paa Siden og den venstre Arm bøjet under Nakken, det +gule Silketæppe kastet lidt tilbage, laa hun i Kandelabrens Lys. + +"Hvor Mo'r ser ung ud," sagde William. Det blanke Haar skinnede, Pandens +Hud var gennemsigtig og fugtig. Den højre Haand faldt lidt ud over +Sengens Kant. + +Berg holdt den smalle Haand mellem sine: "Hun vil ikke vaagne," sagde +han, og medens han endnu en Gang betragtede den Sovendes Ansigt, sagde +han langsomt: "Ja, det er en Krise." + +"Hun vil komme sig," spurgte William aandeløst, "kommer hun sig?" + +Lægen satte Kandelabren fra sig: "Maaske," sagde han. + +William sov fast den Nat. + +Han drømte, at Moderen var blevet rask og at de løb og løb hen over en +stor Eng og plukkede hvide Blomster, blev ved at plukke, saa han næsten +segnede under Byrden, mens han løb ... Saa pludselig hørte han nogen +raabe: Du falder i, Du falder i, og En greb haardt i hans Arm. Det var, +som han faldt dybt, dybt, da han vaagnede. + +"William, William." Det var Nina, som raabte: "Mo'r dør, Mo'r dør!" Han +gned ikke sine Øjne. Han saá i et Nu Nina, halv paaklædt, med udslaaet +Haar og Ansigtet fortrukket af Graad. + +"Nu kommer jeg," sagde han blot. Det var mørkt endnu, og Nina var gaaet +med Lyset. Han rodede omkring paa det iskolde Gulv for at finde sine +Klæder, kom til at ryste, saa han næppe kunde holde sig oprejst, fandt +endelig noget Tøj og sin Overfrakke. Inde i Dagligstuen stod Vaagekonen +midt paa Gulvet, begge Pigerne græd ved Døren. De saá paa William, og +Vaagekonen sagde, det var et slemt Øjeblik at komme over. + +Saa kom Nina ud fra Kabinettet. Hun holdt Lommetørklædet for Øjnene og +hulkede sagte. "Hun vil sige Farvel til William," sagde hun. + +William gik frem over Gulvet og løftede Portieren til Kabinettet. Alt +dirrede i ham. Kandelabren stod paa Bordet, Stella laa med bortvendt +Hoved, helt tilbage i Sengen. Da holdt Drengen pludselig op at skælve. +En eneste dyb Følelse af hellig Ærefrygt druknede hans Sorg og hans +Graad, mens han nærmede sig den Døendes Seng. + +Taareløs, med foldede Hænder knælede han ned. + +"Er det William?" spurgte Stella, og da Drengen løftede Hovedet, saá han +fra Sengen bøjet imod sig et Ansigt, skinnende hvidt, med Øjne, som +udvidedes under en hellig Glans. + +Længe, længe saá den Syge paa sin Søn, og mens hun langsomt og som for +at dulme hans Smerte lod Haanden glide gennem hans Haar, hviskede hun +svagt som et døende Pust: Jeg maa dø." + +"Glem mig aldrig, William, aldrig--jeg har elsket Dig saa højt." Og med +et Kast lod den Døende sig falde tilbage i Sengen, mens hun hulkede +sagte. + +"Aldrig," lød det som et Raab i Dødsværelsets Tunghed--"aldrig!" og mens +Ordene brød Seglet for hans tilbagetrængte Taarestrøm, rejste Drengen +sig i vild Smerte og kastede sig ned over Sengen. "Aldrig," gentog han +under Hulken. + +"Farvel--Farvel!" Stella drejede Hovedet bort, ind mod Mørket. Saa +rejste William sig og omfattede med et eneste Blik alt i Værelset, +Blomsterne, den hvide Seng, Moderens bortvendte Skikkelse; i et eneste +Nu bestormet af de tusinde Minder, som dette Værelse gemte, og som +raabte til ham med tusind Stemmer paa én Gang, gik han hen mod Døren. + +Han sænkede Hovedet, saa sig ikke tilbage. Men pludselig hørte han +Moderen vende sig, han drejede Hovedet. Skinnende hvid, helt udstrakt +laa hun, med Blikket fæstet paa ham. + +"Mo'r," raabte han og strakte Armene frem. + +Men uden at røre sig, bestandig med det samme Blik, hviskede hun svagt, +aandende ud i et langt, smerteligt Suk: + +"Stakkels Dreng!" + +William vidste ikke selv, hvorfor han stivnede under dette Suk ... + +Kl. otte begyndte Dødskampen. Berg og Vaagekonen holdt den Syges Hænder, +Nina tørrede Sveden af hendes Pande. + +Inde i Dagligstuen sad Sofie stille, helt betaget af den Barndommens +frygtelige Sorg, som ikke forstaar, men frygter; en navnløs Ængstelse +uden Taarer, som gør Lemmerne stive. + +Høg gik rundt om Bordet, bestandig rundt, rundt som jaget. Undertiden +standsede han ved Døren til Kabinettet, lyttede og gik videre, mens han +vred sine Hænder, som vilde han knuse sine blaahvide Fingre. Under +Skægget skinnede den Frygtelige Bleghed igennem, og Øjnene var +underløbne med Blod. + +Bag Kabinetsdøren sad William. Berg havde forbudt ham at gaa ind, han +sad tankeløst og klippede mekanisk Aviser i smaa Stumper; han blev ved +at sige et Digt frem, som han havde til Skolen, ganske sagte, mens han +klippede ... + +Men han hørte ikke de Ord, han selv hviskede; hans Liv laa i det Øre, +med hvilket han lyttede til den Døendes Rallen bag den tiltrukne +Portière. Han plagedes af en rædselsfuld, drivende Nysgerrighed efter at +se ... bedre at se alt end dette. Og med et pludseligt Sæt tog han +Portièren til Side. + +Kabinettet var lyst. Paa hver sin Side af Sengen saá han Vaagekonen og + +Berg kæmpende med et krampagtig bevæget Legeme, hvis Arme krummedes i +konvulsivisk Trækning ... Hendes Hoved var strakt frem. Øjnene stive, +Haaret uredt og pjusket. Farven gulblaa ... og ud af den sammenbidte +Mund flød et hvidt Skum. + +Med en ubetvingelig Rædsel lod han Forhænget falde.--Det var Mo'r-- + +Berg kom ud, han var meget rolig. "Vi vil give hende Champagne," sagde +han. + +"Champagne?" + +"For at lindre, ja, det er det eneste, som nu kan gøres." Han gik ind +igen. Høg blev ved at gaa rundt om Bordet, uden at sanse, blot rundt. + +"Skal Jensen hente Vinen?" spurgte William. + +Faderen nikkede. + +Inde fra Kabinettet hørte man heftige Kast, naar den Døende fo'r op i +Krampen, undertiden en sagte Klage, i Dagligstuen Høgs jagende Skridt. + +Saa joges de alle op af Champagnens Knalden, Jensen stod forvirret med +den guldhalsede Flaske i Haanden, mens Vinen skummende vældede ud paa +Tæppet. Berg kom ud. "Godt", sagde han, tog Flasken og gik atter ind. + +William var til Mode, som skulde han sluge en Klump, der kvælende sad +ham fast i Halsen. + +Man gav Stella Champagne hele Dagen. + +Hen paa Eftermiddagen faldt hun i Søvn. Da hun vaagnede, var hun uden +Bevidsthed, men rolig. Høg sad ved Sengen med hendes Haand imellem sine, +Haanden var fugtig kold, allerede stivnet af Dødens Stivhed. + +Engang imellem virrede hun med Hovedet og sukkede svagt. Det var, som en +Rest af Livet flygtede med hvert Suk. De lukkede Øjenlaag sitrede. + +Klokken halv ni aabnede den Døende Øjnene, hun saá paa Høg, og som et +Genkendelsens Smil gik over hendes Ansigt: + +"Hører Du Lærkerne?" hviskede hun. + +Et lykkeligt Smil, en sagte Trækning, et Suk ... Høg slap sin døde +Hustrus Haand. + +Mens hans ludende Hoved faldt tungt ned paa hans Bryst, rejste han sig +med bøjet Ryg, og med et tomt, glansløst Blik saá han længe paa Stellas +døde Legeme. Og som om hans Lemmer mistede deres Spændkraft, tumlede han +pludselig tilbage mod Væggen, mens den kolde Sved sprang frem paa hans +Pande. + +Han havde vel et svært Regnskab at opgøre med denne Døde. + +Saa gik han besværligt hen over Gulvet, løftede Portièren og gik ud. Han +talte ikke, men lukkede kun varsomt Kabinettets Dør. + +Og i samme Nu forstod de alle, at Døden var kommen. Rundt i Krogene græd +Børnene sagte, midt i Stuen stod Høg taareløs, vridende sine Hænder. + +Berg kom lidt efter. Han gik et Øjeblik ind til den Døde og kom atter +ud. Høg var gaaet ud, og Lægen gik hen til Nina, gav hende et Brev og +sagde, at hendes Moder havde bedt hende læse det sammen med William. +Nina græd voldsomt, Lægen kyssede hende paa Panden, bad hende være rolig +og gik ud for at tale med Vaagekonen, som ude i Spisestuen havde travlt +med at rive Shirting i Stykker, sy Rosetter og knytte Sørgeflor. + +Nina bragte Sofie i Seng og vendte tilbage til Dagligstuen. + +William havde skruet Lampen højt op og sad og læste ved et Bord lige ved +Spisestuedøren, som han havde lukket op paa Klem. Han var pludselig +blevet greben af en bleg Skræk for Døden, som laa ved Siden af ham, en +Angst, som næsten dræbte hans Sorg. Han syntes slet ikke mere, det var +hans Moder, som laa derinde bag Portièren, han følte kun, at Døden var i +Huset. + +"Lad os saa læse Brevet," sagde Nina. William saà op og mødte Moderens +Skrifttræk paa et hvidt Blad, "Til Nina og William", stod der. Han +syntes, han skammede sig og rødmede over sin Angst fra før. + +Bøjede frem under Lampen med hinanden om Livet læste de to Søskende +deres Moders sidste Brev. + +"Elskede Børn: Min Haand ryster, saa jeg næppe kan skrive, og hvert +Bogstav, jeg skriver, smerter mig, men Kærligheden vil lære Jer at læse +min utydelige Skrift ..." + +William bøjede Hovedet ind mod Ninas Bryst Og krystede hende i et langt, +fortvivlet Favntag ... + +"Lad os læse det roligt," sagde Nina mildt og rev sig løs. + +"Eders Moder, som nu maa dø, skønt hun saa gerne vilde leve for Eders +Skyld, har, lille, elskede Børn, ikke altid været lykkelig. Man har +Sorger, som man skjuler under Smil, og det er de Sorger, som har gnavet +mit Liv, men alt dette behøver I aldrig at erfare. Mine sidste Ord er en +Bøn. Jeg har ofte, naar jeg om Aftenen sad alene med Jer, talt om den +berømte Slægt, I tilhører, og det er, dyrebare Børn, for denne Slægts +Skyld jeg beder Jer at opfylde min Bøn, for Eders Bedstefaders Skyld, +hvis sidste Ord det var, for min Skyld, som er død for at opfylde hans +Vilje." + +En Taare havde udvisket Ordene. Aandeløse løftede de Papiret mod +Lampen, William græd ikke mere, staaende bag Nina slugte han Papiret med +Øjnene. + +"Eders Fader er sindssyg--maaske bliver han aldrig rask. Vor Tid, +elskede Børn, er endnu besynderlig nok til at ansé denne Ulykke for en +Vanære, og desuden vilde Eders Fader miste sit Embede, hvis de kendte +hans Sygdom--og I er ikke rige--derfor, dæk over det, skjul det--I er +unge, Livet vil en Gang bringe Jer Lykke-- + +Lad ingen vide det! + +Jeg er træt--Haanden vil ikke mere. Tusinde, tusinde Gange Farvel! + +Eders Moder." + +De havde læst med tilbageholdt Aande, drevne frem gennem de usikre Tegn +som gennem en Dødsdom, man læser med gruelig Nysgerrighed. + +Nina lod Bladet falde. + +Stumme, udmalende Fremtidens Lidelser sad de længe tavse. + +"Lad os besøge Moder," sagde saa William. + +Vaagekonen havde hængt Lagener paa alle Væggene, dækket af et hvidt +Silketæppe laa Stella paa Sengen. Ansigtet var roligt, men om Munden +dvælede en tavs Smerte, som om den Døende var gaaet bort med et +undertrykt Suk. + +Nina holdt Lampen op og lagde et klart Klæde over den Dødes Ansigt. + +Ude i Spisestuen stod de optrukne, halvt fulde Champagneflasker i en +lang Række. + +Høg kom hjem, rød i Hovedet, Aarerne i hans Pande svulmede. + +"Jeg har været ude at spise," sagde han, "Spis, spis, man trænger til +det paa saadanne Dage." + +"Vi har spist," sagde Nina. + +"Men man bør have nærende Ting, meget nærende Ting, køb noget Oksekød i +disse dage, Nina, meget Oksekød." + +Han gentog Ordene mekanisk, talte som En, der gaar i Søvne. Han gav sig +til at rode i Buffet'en og tog tre Glas frem. + +"Vi vil ha'e godt af at drikke lidt iaften," sagde han, "rigtig godt, +for at kunne sove, og ellers vil Vinen spildes--" + +William gjorde en Bevægelse som for at styrte sig frem over Buffet'ens +Flasker. Nina blev blegere end et Lagen. + +"Jeg kan ikke drikke," sagde hun. + +Noget i Tonen slog Høg, "Du har det heller ikke nødig," sagde han, "men +William--han sover daarligt." Han tog en af de halvfulde Flasker og +skænkede Vinen op i et Vandglas. + +"Drik," sagde han. William tog Glasset og førte det op til sine +Læber ... "Naa drik," sagde Høg barsk, "drik." + +Han skænkede for sig selv: "Vi har godt af det," Han stødte sit Glas mod +Sønnens: "Naa, godt Mod," sagde han. William var til Mode, som skulde +han dø, mens han drak. + +Han satte Glasset fra sig og saá paa Nina, længe, et fortvivlet Blik. Og +Ninas Angst gav ham ingen Trøst. + + * * * * * + + + + +VI + +Et Aar var gaaet. + +Nina var ikke længer ung ved Styret, og ved de gamle Pigers Hjælp gik +alt i Huset som i "Fruens" Tid; Loven, som styrede, var et bestandig +gentaget "saadan gjorde Moder", og for hver Dag, som gik, syntes Nina, +hun fuldbyrdede et Stykke af den Dødes sidste Vilje. + +Denne Følelse og hendes kraftige Ungdom maatte ogsaa til for at lette +hende Livet i det triste Hjem. Høg skrantede, plaget af en Melankoli, +Børnene maatte være lykkelige over, fordi den var hans Sygdoms mildeste +Form, men som dog laa saa tungt over de unge Liv, der fik deres første +Indtryk i Skyggen af uovervindelige Sorger. + +Og tungere endnu, som en mørk, truende Sky, laa Frygten over Hjemmet. +Denne skrækslagne Frygt for et nyt Udbrud af Faderens Sygdom ligefrem +isnede Ninas og Williams Sind og lod dem leve i en evig Uro, der aldrig +sov. Et enkelt muntert Ord fra den tavse Høg, og de skræmmedes op som +stukne af en Bi, en lidt ordrig Fortrolighed mellem Fader og Børn, og de +tilkastede hinanden et sky Blik, som sagde hurtigt og angstfuldt: "Nu +kommer det;" et Forslag fra Høg om en Fornøjelse, som skulde bringe lidt +Adspredelse ind i det ensformige Liv, han Selv med knugende Sorg saá +hans Barn førte--og de sagde, naar de var blevet ene: "Vi gør det ikke." + +Nina blev stærk i dette Liv. Sorgen, den Opgave, man havde stillet +hende, og som var for stor For hendes Kræfter, knugede hende ikke. Men +den tidlige Smerte var gaaet gennem hendes Sjæl som en Frostnat, og +Frostnattens Rim dvælede der længe. + +Med al sit Hjertes Varme omfattede hun "sine egne": William og +Sofie--Fremmede skyede hun. Hun havde en bestemt, stærk Følelse af, at +man gjorde dem--hendes Søskende og hende selv--Uret ved saaledes at +dræbe deres første Ungdom, og denne Følelse gjorde hende kold mod alle, +selv dem, som ikke havde nogen Del i at paalægge de unge Skuldre dette +Offer for Slægtens Anseelse. Desuden maatte hun sky Fremmede, deres Hus +maatte være en Fæstning. Hvis man skulde skjule Faderens Sygdom, maatte +det ske ved at holde sig borte fra alle.--Hvem vidste vel, naar +Sygdommen kunde bryde løs? + +William betoges at den samme angstfulde Skyhed som Søsteren, men den +virkede hos Drengen paa anden Vis. + +Han havde i de sidste Aar indsuget en overmaade stærk Følelse af sin +Slægts Betydning og Ælde, af dens Daad og dens Gerninger, og denne +Slægtsstolthed, der i hans lidenskabelige Gemyt fik en ejendommelig +sugende Heftighed, var slaaet ud i en altbeherskende Ærgerrighed, en +Drengeærgerrighed af den særegne Fjortenaarsart, hvis Gerninger er +Drømme, hvis altid Søgende Æretørst læskes ved Sejre, vi tildeler os +selv, og hvis smykkende Laurbærkranse er saa let vundne, fordi vi +bekranser os selv. William stødte i sine Fantasier Panden mod Himlen. + +Den sygelige Dreng erobrede i Tankerne en ny Verden for sig og sin +berømmelige Slægt. + +Saa kom Faderens Sygdom. Hvad der overvældede ham, var her ikke Faderens +Ulykke, men langt mere den Skam, han vagt følte Faldt over dem ved denne +Sygdom. Han blev kaldet tilbage fra sine himmelstormende Fantasier og +saá med pludselig Klarhed Virkelighedens Ynkelighed. + +Hans Drømme havde ikke Livskraft til at modstaa denne Storm, og de +blomstrede ikke op mere; som en enkelt Aprilnats Kulde kan afvisne et +spirende Blomsterbed, saaledes sank Drengens Fantasier sammen under +dette Slag. + +Hans Tankeliv stængtes inde bag en tung Melankoli, der ligesom gav hans +altfor tidlig slappede Nerver Hvile. Hele hans Eksistens prægedes af en +Træthed, der var Frugten af de heftige Sindsbevægelser, som hans nervøse +Gemyt ikke havde kunnet bære uden at modtage altfor store Mærker deraf. + +Og til denne Blasérthed, skabt af for tidlige Sorger, stødte langsomt en +anden, mindst ligesaa farlig og skæbnesvanger. + +Stellas Død slog en uudfyldelig Brèche i Sønnens Liv; uagtet hun aldrig +havde egentlig, hvad man kalder opdraget paa Sønnen, men snarere kun set +til, mens han udviklede sig, var det dog hendes Smag, og kun hendes, som +havde dannet ham, hendes Følelser, som saa at sige igenvoksede i ham. +Hun var Midtpunktet for alt, hvad han vidste, følte og tænkte. Nu gik +hun bort samtidig med, at Familiens Ulykke berøvede ham de Drømmerier, +der havde opfyldt mer end hans halve Liv, og han følte under sin +bestandig tiltagende Melankoli en Tomhed, hvis eneste Indhold var den +dybe med Barndommens Halsstarrighed fastholdte Bitterhed, han nærede mod +alt og alle. + +Og i Stellas Sted traadte, under det ensomme Liv i Hjemmet, ingen ny +Fortrolighed eller nært Kammeratskab. Høgs Hus var ikke til det. + +Træt af at fantasere, henvist til sig selv begravede William sig i +Læsning. Men det var Drengen umuligt her længere at finde Smag i Bøger, +som vilde have passet for hans Alder. + +Livet havde ladet ham se Lidelser og Lidenskaber røre sig kraftigere, +Sorger nage dybere, end de gjorde i disse Bøger. + +Saaledes søgte han i sin Læsning hurtigt bort fra sin Alders Bøger, og +han opsøgte de Digtere, som man siger har skrevet med deres Blod: kun +deres Værker syntes ham sande, og kun de syntes ham at vide, hvad et +Menneske maa lide. + +Læsningen kom saaledes til og ophedede yderligere det Drivhus, hvori +Forhold og Omstændigheder saa tidlig havde indflyttet denne Plante. + +Men de Sorger og Lidelser, hvoraf saamange af de Digtninge, han læste, +bugner, var som oftest af en anden Art, tilhørte en anden Sfære. Dette +gjorde William sig imidlertid ikke klart, han saá blot, at dette var +Lidelser, som han vidste, de oplevedes, og uden at have nydt i Livet +noget af det, som havde skabt disse Lidelser, blev han gennem Kendskabet +til Lidelserne først fortrolig, siden træt af Nydelser, som han aldrig +havde smagt. + +Et goldt Tankeliv var allerede færdigt med en Byrons Lidenskaber og en +Heines Ulykker. + +Saa naaede han paa sin Vej til Alfred de Musset, og den facile Adjunkt +udlaante med et Smil: "la confession d'un enfant du siècle" til den +femtenaars Dreng. Og det vilde ogsaa have været for silde at holde igen. +William forstod alt, vidste alt. Med grusom Erfarenhed, der netop, fordi +den kun tilhører Tankelivet, piller alt op og udtørrer alt, forstod han +hver Fiber i den Musset'ske Helts Sjæl, og hans Melankoli, der var født +af Sorger, parredes nu med nydelsestrættet Mæthed. + +Omtrent ved denne Tid blev han konfirmeret. Under +Religionsundervisningen bragte han ofte Hans Velærværdighed til +Fortvivlelse ved besynderlige Paradokser, skeptiske Spørgsmaal og +Fraser. Hans Velærværdighed talte paa Højtidsdagen i sin Velsignelse, da +han lagde Haanden paa Williams Hoved, om de unge Sinds Gæring, der +gjorde Verden til et Kaos, hvor Gud dog i sin Naade tilsidst vilde skabe +det samlende Lys. + +Sagen var, at Religionen var gledet bort fra William, eller William +gledet bort fra Religionen. Dump Melankoli, Ligegyldighed og Træthed +havde efterhaanden hentørret Bønnerne paa hans Læbe, og den, som ophører +at bede, er langt fra Gud. + +William Høg syntes, han havde levet meget længe og længe nok. Hans +Ansigtstræk havde faaet dette gamle, tidlig visnede Udtryk, der er +ejendommeligt for Krøblinge eller Barn, der skal dø tidligt, han var +meget mager og gik altid bøjet, med ludende Hoved. + +Dog saá det ud til, han kunde vokse sig køn. + +Nina og han var næsten altid sammen, og de stærke Baand, som de fælles +Sorger havde bundet, brast ikke. Men paa den anden Side havde disse +samme Sorger tidligt udviklet deres Karakter i meget forskellig Retning, +og for hver Dag, der gik, maatte Kærligheden slaa Bro over en stadig +større Kløft i Forstaaelsen. + +William var nervøs og pirrelig, og under hans Tungsind bruste og kogte +al et lidenskabeligt Gemyts tilbagetrængte Voldsomhed. Saa kunde denne +undertrykte Gemyts-Hede ofte slaa ud paa de besynderligste Tider og ved +de ubetydeligste Lejligheder, naar f. Ex. Nina, der var Ordenen selv, +havde lukket en opslaaet Bog, flyttet en Stol, hvorpaa Broderen havde +siddet, eller saadan et eller andet. + +Nina var under hans Vredesudbrud bestandig rolig, og denne Ro æggede +William, opirrede ham yderligere. + +En Dag havde Søsteren lagt "Rolla" ind i Bogskabet og tillod sig, da +Broderen spurgte om den, at bemærke, at denne Bog forresten ikke var for +Drenge. + +William blev rasende og sagde, at hun forstod sig vist ikke meget paa +den Slags Ting--hun skulde helst blive hos sin elskede "Jane Eyre". + +Nina svarede ikke straks, men lidt efter løftede hun roligt Hovedet og +saá paa Broderen, mens hun sagde: + +"Tror Du, Mo'r vilde synes om, at Du læste i den Bog?" + +William havde ikke ventet dette Spørgsmaal. + +"Du tror det ikke," sagde Nina og saá atter ned. + +Men lige med ét fløj Broderen ind imod hende, og i Raseri slog han hende +paa Øret, saa det klaskede. + +"William!" raabte Nina, næsten angst. "William--hvor kunde Du dog?" + +Og lige saa snart han havde hørt Lyden af sit eget Slag og den +smertefulde Betoning i Søsterens Raab, faldt hans Hænder slapt ned. Han +saá skelende op, og han syntes, han maatte krybe i Jorden af Skam. + +Nina havde rejst sig, hun holdt Haanden mod den rødplettede Kind, og +koldt som med Knivklang sagde hun: + +"Du ligner Fa'r!" + +"Nina!" Han skreg det. + +Forskrækket, sky saá William atter op, og deres Blik mødtes. "Nina," +sagde han igen, sagtere, "Nina!" Hun sank med en Mumlen sammen i Stolen +og græd med Hovedet ned i sin Sykurv. + +Nogen Tid efter, stærkt ind i det andet Aar efter Stellas Død, blev Høg +atter eksalteret; langsomt, men sikkert gennemløb hans Sygdom de samme +Stadier som sidst. Det var de samme Idéer under andre Former, de samme +Overdrivelser, den samme indholdsløse og ustadige Energi; paa Børnenes +Side den gamle Angst, den gamle Venten, den gamle, hvileløse Frygt. Kun +var de nu ene om at bære det. + +Om Natten gik Høg søvnløs rundt i Huset, han rumsterede i Køkkenet, +lyttede ved Dørene, spejdede efter Lyssprækker for at se, om William +eller Nina havde Lys og vaagede. Han stjal deres Lys om Aftenen og tog +Tændstikkerne fra dem. Han vidste, at de passede paa ham, og han vilde +hindre det. + +Efterhaanden som Eksaltationen steg, voksede Børnenes Angst--ogsaa Sofie +forstod nu, at Faderen var syg--men Berg haabede paa en hurtig Bedring +og lod Høg blive i Horsens. + +Om Dagen sad Nina hjemme uden at turde gaa ud og uden at kunne blive +rolig mellem de fire Vægge. Hun skyede Folk endnu mere end ellers, hun +syntes, at alle Mennesker saá nysgerrigt paa hende, og hun hadede baade +deres Medlidenhed og deres Spørgsmaal. Saa sad hun i et halvmørkt +Værelse til Gaarden og rugede over sin hjælpeløse, fortvivlede Angst, +saa lang Dagen var, uden at kunne tage sig noget til og uden at arbejde, +hensunken i sin egen Hjælpeløshed. Naar Faderen var hjemme, jog hun +hvert femte Minut op af sin Sløvhed for inde i Spisestuen at lytte +efter, hvad han tog sig for i sit Studereværelse, om der var Folk hos +ham, og hvad han sagde. + +Undertiden, naar han saaledes havde Besøg, og han talte meget højt og +længe, aabnede hun pludselig Døren og traadte ind under et eller andet +ligegyldigt Paaskud, som kunde afbryde Samtalen og Faa den Fremmede +bort. Men fra Faderens Øjne mødte hende da et Blik saa vredt og +hadefuldt, at Datteren gøs derved. + +Var William hjemme, sad de to Søskende sammen. Deres Samtale var altid +den samme, ligesom deres Tanker: i en Ring gik baade Ord og Tanker rundt +om deres Frygt. + +Høg tog ofte William med sig paa sine Udflugter, Spadsereture, lange +Rideture; undertiden kunde de være borte hele Dage. Disse Tider var +Hvilepunkter for Nina, hun trængte saa haardt til at hvile ud fra sin +Angst; for William var dette Samliv med den Syge en forfærdende Lidelse. + +Høg glemte, at han talte med sin Søn, og hadefuld som han i Sygdommen +var mod dem, han ellers elskede, fortalte han løst og fast om sine +Brødre, om Excellencen, om sin Moder. Han klædte sin Slægt af for sin +Søns øjne. Eller han tumlede med de vildeste Planer om at rejse for at +vise Sønnen de Steder, hvor han havde tilbragt sin Ungdom, om at føre +ham til Paris og til Italien. William gav ham Ret i alt. Saalænge de var +ene, var det dog langt mindre forfærdeligt, og saalænge lod han Faderen +tale. Men hvor han kæmpede, naar de var sammen med Fremmede! Han dækkede +over Faderens Besynderligheder, talte livligt, spurgte ham ud, som om +han selv var mest interesseret i alt; han forklarede Faderens +Anskuelser, han bortforklarede hans Overdrivelser, saá med hundrede Øjne +og hørte med hundrede Øren for at aflede Opmærksomheden fra hans +uforklarlige Excentriciteter. + +Snart agerede Faderen syg og lagde sig til Sengs; da maatte Sønnen +timevis holde vaade Klude paa hans Pande, han kunde ikke vige fra ham, +men sad med hans Haand i sin, mens Faderen jamrede sig i indbildte +Smerter. Nervernes Oprør lod den Ulykkelige lide et Helvedes Kvaler. + +Snart vilde Høg bruge Bade, og de tilbragte nogle Dage ved Kysten. Han +gik ved to Stokke, halvbaaren af William kom han saaledes ned til +Badehuset. I Badekamret vilde han være alene, og Sønnen maatte kun følge +ham til Broen. Det var forfærdelige Øjeblikke for Williams ophidsede +Fantasi, naar han i stirrende Angst ventede inde paa Stranden, uafbrudt +seende mod Badehusets Dør, der blev ved at være lukket Kvartér efter +Kvartér, indtil den kolde Sved sprang frem paa den Ventendes Pande. + +Saa ilede han i vanvittig Frygt i tre Spring ned fra Skrænten, hvor han +sad, ud ad Broen og bankede paa Døren. + +"Er Du i Vandet endnu?" raabte han. + +"Nu kommer jeg," svarede Høg kort, "Du er vel angst, din Fa'r, som har +faaet Svømmepræmier, skal drukne i et Vandfad?" + +Om Middagen spiste de ved Table d'Hôte i det lille Badehotel. De sad +nederst ved Bordet, Høg lige ved et Hjørne: naar han vilde tale, maatte +det ske over Sønnen. + +Aldrig i sit Liv havde William været saa videbegærlig som i denne +Timestid, hvor den gnavne Vært lod sine med spædt Kalvekød fyldte +Overflødighedsskaale tømmes paa Gæsternes ventende Tallerkener. Han +bemægtigede sig med en Opbyden af al sin Kraft hele Faderens +Opmærksomhed, og han skjulte med sin Livlighed og Spørgelyst hele det +øvrige Selskab for Høg; han overvældede ham med Spørgsmaal, han lo, +svarede muntert, skæmtede. Den kolde Angst gav ham Kræfter. + +Men naar de efter disse Maaltider kom op paa deres Værelser og Faderen +lagde sig til at sove paa sin Seng, kunde William ofte falde fuldstændig +sammen efter den frygtelige Anstrengelse, og, stum og følesløs for alt, +tilbringe Timer i en tom Opgivelse, hvor hans Hjerne havde ophørt at +arbejde, og hvor han græd af Slaphed uden at vide det. + +Efter nogle Dages Forløb vendte de saa atter hjem, og det gamle Liv +begyndte igen. Eksaltationen steg stadig, og Nina og William turde ikke +mere gaa i Seng om Natten. Dér sad de mange Nætter--det var nu ud paa +Efteraaret--halvslumrende i et Par Lænestole i Williams Værelse uden at +turde tænde Lys og uden at turde tale for at holde sig vaagne. Høg vilde +have set Lys i Sprækken og hørt deres Stemmer, naar han gik forbi +Døren. Hele Natten hørte de hans urolige Vandren, naar han hvileløs gik +ud og ind og aabnede og lukkede alle Døre i Huset. Han spiste sjældent +om Dagen, men om Natten hørte de ham mange Gange rode med Glas i +Buffet'en og rasle med Knivene, og om Morgenen kunde de se, at han havde +skaaret Ost i Spisekammeret. + +Børnene turde ikke tale. En Gang imellem spurgte den ene, blot for at +høre en Lyd, som kunde adsprede den tunge Stilhed, deres Rædsel +befolkede med Skræmmebilleder: "Sover Du?" Og den anden svarede med et +Par hurtige Ord. Det var alt. + +Saaledes gik mange Dage og mange Nætter. + +Tanken om at rejse blev imidlertid stadig stærkere hos Høg, han vilde +vise Sønnen Europa. En smuk Dag spurgte Berg William, om han turde rejse +med Faderen. + +"Deres Fader ønsker at rejse," sagde han lidt nonchalant, "og jeg tror, +at Rejsen vilde være gavnlig, meget gavnlig for ham." + +"Rejse--," mumlede William, og det var ham, som om han pludselig skulde +kvæles ... "jeg--" + +"De tør altsaa ikke," spurgte Berg barsk. + +William saá op, lige ind i Lægens graa Øjne: "Hvor lang Frist vilde det +kunne gi'e?" spurgte han. + +Lægen modstod ikke det Blik, han saá ned og sagde tøvende: "De véd godt, +Høg, at Lægerne kun kan antage." Han slog med Stokken lidt Støv af sine +Benklæder. + +"Og hvorlænge antager De," spurgte William igen, ejendommelig fast. + +"Maaske et Par Aar," sagde Lægen, "men naar De er bange ..." Berg vendte +sig halvt bort. + +"Er der da intet at være bange for, Doktor Berg?" Ordene kom heftigt, +som en undertrykt Bebrejdelse, og det unge Menneske saá atter skarpt paa +Berg. "Er der intet at være bange for?" + +"For Dem intet." Der var en kort Stilhed. "Men Skolen?" sagde William +tøvende og slog Øjnene ned. + +"Aa ja, søg Paaskud!" + +William aandede dybt; han aabnede Og lukkede Hænderne nogle Gange, som +for ved en mekanisk Bevægelse at betvinge sit Sinds Oprørthed, og lidt +hæst sagde han saa: + +"Jeg skal gerne rejse." + +Lægen saá et Øjeblik paa ham, som han stod dér med store Sveddraaber paa +Panden og Munden smertelig sammentrukken under de hviskede Ord, og i et +pludseligt Udbrud af Medlidenhed slog han ham paa Skulderen. + +"Det var bravt," sagde han. "Og De skal ikke være bange." + +Tre Dage efter rejste de. Selve hans uovervindelige Angst gjorde William +rolig og fattet i disse Dage, men da han kørte bort fra Perronen og +lænet ud af Kupéen saá Nina viftende med det hvide Lommetørklæde, var +det ham, som om jorden gled bort under ham, og han satte sig i +Svimmelhed tilbage i Sædet. + +Den første Uge syntes det, som om Berg skulde faa Ret. + +De rejste i smaa Dagsrejser, laa over hver Nat, og tog først videre højt +Op paa Dagen. William bestak Konduktøren, saa de blev alene i Kupéen, +hvor Høg saa laa paa den ene Side, ligesaa lang han var, paa et Leje, +redt af Plaider, Tæpper og Puder. Undertiden var han saa svag, eller +indbildte sig at være det, at man maatte løfte ham baade ud og ind af +Kupéen. William fortalte, de rejste til et Bad, og bødede paa alt med +Drikkepenge, som han næsten maatte kaste ud i Grams. For at Faa de mange +Penge af Faderen, der lige saa ofte var latterlig paaholdende som +latterlig ødsel, maatte han lave de utroligste Historier. + +Til andre Tider var Høg livlig som et tyve Aars Menneske, og saa var det +vanskeligt at holde ham i Kupéen; han undrede sig over, at de bestandig +var alene, og med de Sindssyges Mistænksomhed sagde han: "Men Du vil +vel ingen ha'e maa være sammen med din Fa'er?" William slog det hen, +søgte Grunde: "Der var jo saa faa, som kørte paa første Klasse." + +Under Opholdet i Neumünster blev Faderen borte. William havde været inde +for at købe nogen Lekture i Jernbanebiblioteket, og da han kom tilbage +paa Perronen, var Kupéen tom. + +"Einsteigen," raabte Konduktøren højere oppe i Toget. "Einsteigen!" Han +slog Døren haardt i ... + +William sprang ned af Trinnet og saa sig fortvivlet om, ingen at se--han +løb ned forbi de nærmeste Vogne og raabte højt, ingen, der var ingen, +som svarede. + +"Einsteigen," raabte Konduktøren lige ved ham. + +William sprang op paa Trinnet, og hurtigt, i afbrudte Sætninger, +fortalte han, at Faderen var borte, at han ikke kunde rejse, at han +maatte blive her. + +Konduktøren lo og halvt tvang ham ind i Kupéen--William greb sig i at +have talt Dansk i sin Fortvivlelse. + +Mens de kørte, sad han overvældet, forvirret, viden at turde tænke. Han +burde være blevet, han burde aldrig være taget med--Men Faderen kunde jo +have taget fejl af Kupéerne, han sad naturligvis i en anden Vogn, han +kunde jo dog ikke være blevet tilbage ... + +Han gik i sin Bevægelse frem og tilbage i Kupéen uden at kunne sidde +roligt, bestandig paany bearbejdende dette dobbelte Sæt af Tanker, som +hans Fantasi understøttede saa Forfærdeligt med ligegyldige Grunde. + +Og hver Gang de standsede paa en af de smaa Stationer, havde han Lyst +til at springe ud, og den nye Tankerække tvang ham dog til at blive. + +Hvad skulde han vel ogsaa kunne gøre med sine tyve Mark? Hvor skulde han +vel tage hen? + +I Hamborg aabnede han selv Vogndøren og steg ud. Hans Angst var gaaet +over til en opgivende, sløv og følesløs Inerti, og han var overbevist +om, at Faderen ikke var med i Toget. Og alligevel spejdede han med +Fortvivlelsens Iver efter hver Dør, der aabnedes i Vognrækken. Han løb +lidt ned til den næste første Klasses Vogn--til den næste. En Herre stod +paa Trinnet halvt bøjet ind i Vognen ... nu traadte han helt ud ... +vendte sig ... det var ham. + +William standsede med et Ryk og slog sig med Haanden for Munden for ikke +at skrige; alt Blodet fo'r ham i Stød til Hjertet. + +Høg hjalp med udsøgt Høflighed en blond, meget høj Dame ud af Kupéen, +bød hende Armen og kom henimod Sønnen. Da han saá ham, smilede han: "Er +Du dér," sagde han fuldstændig ligegyldigt, "Skaf os en Vogn, min +Dreng." + +Damen tog Lorgnetten op og saa et Øjeblik nonchalant paa William, vendte +sig saa og sagde nogle Ord paa Fransk, medens de gik ind i Ventesalen. + +William blev staaende, han kunde næppe kende Faderen igen: set saaledes +bagfra med den slanke Figur rettet. Hovedet baaret saa smukt, lidt bøjet +ned mod Damen ved hans Arm--mod sin Vilje blev Sønnen slaaet af den rene +Race i den hele Fremtoning, noget vist ubeskrivelig fornemt, det var +umuligt at definere. + +Han skaffede Vognen, og de kørte alle tre--Høg, Grevinde Hatzfeldt og +han--til "Hotel de l'Europe". Grevindens Kammerjomfru sad paa Bukken. + +Ingen talte til William, Han sad halvt gemt under hendes Naades Kasser +og Hatæsker, og naar Faderen pegede paa et eller andet, henvendte han +sig kun til Damen eller tilføjede hurtigt et: "Ser Du, min Dreng", hvis +henkastede Betoning gjorde Sønnen mindst fem Aar yngre. William var til +Mode, som gik han endnu med Bluse. Grevinden talte Fransk og holdt ham +paa denne Maade udenfor Samtalen, forresten syntes hun helt at have +glemt hans Tilstedeværelse og ikke at ville ane hans Eksistens. + +Da de var blevet alene i Hotellet, spurgte William, hvem den Dame var. + +"Jeg var en Ven af hendes Mand," sagde Høg. Videre ikke. + +Han gjorde omhyggeligt Toilette, tog tre--fire Skjorter af og paa, inden +han kunde finde en, der var god nok, valgte mellem sine Frakker en blaa +med Fløjlskrave og lange, moderne Skøder. + +"Vi spiser Frokost i den zoologiske Have," sagde han. + +"Med Grevinden?" + +"Ja." + +Det blev en drøj Dag for William. Faderen aandede kun for Grevinden, han +gjorde Kur, overvældede hende med Opmærksomhed, han kyssede hende paa +Haanden, havde hende under Armen, sad bestandig lige overfor hende uden +at tage Øjnene fra hende. William kunde næsten ikke holde ud at se +derpaa, det pinte ham; han rødmede, naar Faderen karesserende lagde sin +Haand paa Grevindens Arm, han slog Øjnene ned, naar de smilte til +hinanden med et tavst og leende Smil; han led, naar Faderen bøjede sig +ned og deres Øjne mødtes. + +Han vidste ikke selv, hvad det var, men han syntes, at Faderens +besynderlige Blik maatte fornærme enhver Kvinde, at hans Berøringer +maatte oprøre hende. Og i sit stille Sind hadede han denne blonde, +rolige Dame med sin graa Rejsedragt, sine svenske Handsker og sil evige +Smil. + +Til ham talte man slet ikke, og efterhaanden steg hans pinlige Følelse +til det utaalelige. Han kunde ikke længere holde det ud, han syntes, +Faderen var kælen som en kurrende Due, og han var opbragt paa Grevinden, +der modtog alt med den samme fuldkomne Ro, det samme uforstyrrelige +Smil. + +Han vilde ikke se paa dem, og dog kunde han ikke lade være, hans Følelse +saaredes, og hans Nysgerrighed drev ham til at se. + +Saa tænkte han. Han vilde sige hende alt. Fortælle hende, at Faderen var +syg--det vilde være en Straf, og det kriblede ham i Fingerspidserne +efter at sige det; men alligevel, nej, det var umuligt. + +Om Aftenen var de i Thaliatheatret. De sad i en Avantscene-Loge. Høg og +Grevinden langt tilbage i Mørket, William helt Fremme. Man spillede et +Stykke af Moser med en af Tysklands berømteste Skuespillerinder som +Gæst. Ingen i Logen fulgte Spillet. + +William hørte ustandseligt Grevinden og Faderen hviske bag sig, og han +irriteredes af Lyden af den store Vifte, som hun uafbrudt bevægede frem +og tilbage. Faderen sad hele Tiden helt bøjet henimod hende, med sit +Ansigt ind imod hendes. + +I en Mellemakt gik Faderen ud. Og uden at kunne beherske sig længere, +vendte William sig om mod Grevinden, og sagde hurtigt: + +"Fa'r er sindssyg." Han mødte Grevindens Blik, hun rørte sig ikke, +bevægede Viften sagte og svarede: + +"Det véd jeg." + +Ordene døde paa hans Læber, han kunde have slaaet hende i Ansigtet. + +Den næste Morgen rejste Grevinden, uden at Høg bekymrede sig derom. + +De tog fra Hamborg to Dage efter, standsede i Münster, i Düsseldorf og +naaede endelig Cöln. + +Høg talte mere end i Rejsens allerførste Tid, og han begyndte at undgaa +William, mens han stadig stiftede flere og flere nye Bekendtskaber +overalt, hvor de kom. Om Dagen gik det an, Sønnen fulgte jo med paa +Turene og var ialtfald i Nærheden, men efter det sene Table d'Hôte, naar +de var gaaet op paa deres Værelser--de boede i Beletagen og havde tre +Stuer, Nr. 53--søgte Høg paa alle mulige Maader at narre William ud saa +længe, indtil han selv kunde slippe bort til Theatret eller til Cirkus. + +Undertiden lukkede han ham endogsaa inde, mens han selv strejfede om, +Himlen vidste, hvor. + +Det var for William de kvalfuldeste Timer: Ene, overvældet af sin +knugende Ensomhed sad han Time efter Time i den store Salon og ventede. +Han forsøgte at skrive Breve, men han formaaede ikke at holde Tankerne +sammen, han satte sig ud paa Altanen mod den store Gaard: Springvandets +Plasken, Gæsternes Latter og Samtaler henne under Glastaget irriterede +ham; han havde ingen Ro, han gik ind i sit Sovekammer, vaskede sine +Hænder for tiende Gang, spejlede sig, gik atter ud i Salonen, frem og +tilbage. + +Han kunde have skreget om Hjælp--saa ensom, saa forladt syntes han sig i +denne aflaasede Lejlighed. Og ringe kunde han ikke, Hvorledes skulde han +vel forklare, at han var blevet laaset inde? Hvorfor var Faderen +gaaet?--Nej, han maatte vente.--Saa kom Høg hjem langt ud paa Natten. + +William var meget sky, talte sjældent og undgik at stifte Bekendtskaber. +Han blev mager og havde ingen Appetit. En Dag ved Table d'Hôte hørte han +Faderen sige sagte til sin Nabo: + +"En Overanstrengelse--nedarvet Melankoli--arvet fra Moderen." + +Den Fremmede saá paa ham, og det gav et Sæt i William. Det var altsaa +derfor, de bestandig saá saa medlidende paa ham, undgik ham, talte +underlig kælende, naar de endelig talte--derfor behandlede Kelnerne ham +saa sky, ligesom ængsteligt: de troede, han var den gale. + +Det var, som Blodet stivnede i hans Aarer, som om Bord, Opsats, +Tallerkener pludselig begyndte at danse for hans Øjne ... mens Væggene +snurrede rundt som en Karussel. Han kunde ikke maale den Afgrund, som +aabnede sig for hans Fødder. + +Da de kom op, satte han sig hen foran Kaminen, han hørte ikke, saá +ikke--dette Slag havde bedøvet ham. Uden Øje og Øre maalte hans Tanker +det Svælg, foran hvilket han stod; det var altsaa ham, der var gal, han +den melankolske, sky, menneskefjendske, og Faderen var rask, han talte +jo, var aandfuld, forynget, omgivet af en Duft af Elegance og Fornemhed +... Hvad var vel naturligere, end at man troede det? Man maatte jo tro +det ... + +Men han maatte gaa til en Læge, dette kunde ikke vare ved ... +umuligt ... + +Han rejste sig uden at vide, hvorlænge han havde siddet der, og saá, +Ilden var gaaet ud; han kaldte, Faderen var ikke i sit Sovekammer. Saa +begyndte han atter paa den gamle Tankerække, han optrævlede Tanke for +Tanke, begyndte forfra, tog paany de samme Grunde frem, vejede dem og +kom paany til det samme Resultat. Stadig den samme Tankekreds. + +Pludselig kom han til at ryste af Kulde. Altandøren stod aaben, og +Oktoberaftenen var meget kold. Han gik hen for at lukke Døren og saá, at +Lysene var slukket i Restaurationen, i Gaarden brændte kun et Par +enkelte Gasblus, viftende for Vinden i deres ovale Kupler. Et Par +Tjenere gik og satte Stolene sammen henne under Glastaget. + +Det maatte altsaa være sent. Taffeluhret viste ogsaa to. + +I det samme havde han glemt den nye Angst, og han huskede kun, at +Faderen endnu ikke var kommen hjem, saalænge plejede han dog sjældent at +blive ude. + +Den nye Frygt forjog den gamle. Siddende sammenkrøben i Sofaen faldt han +i Søvn, overvældet af Træthed, men hans Tanker, der blev til Drømme, +joges bestandig rundt i samme sørgelige Kreds. + +Han vaagnede ved en høj Latter og saá Faderen staa midt i Stuen med en +tyrkisk Hue paa Hovedet og et stort Skæg. Han sprang op som en Fjeder og +holdt sig for Øjnene, som for at værge sig mod Synet. "Hvem er det," +sagde han. Faderen lo. + +"Det var hele min Maskeradedragt," sagde han, bestandig leende, "og jeg +kan gøre Dig forskrækket alligevel! Nar!--Nar!" + +William spurgte, saá paa ham. Øjnene var uhyggelig glansfulde, Læberne +fortrak sig til et evigt Smil; han talte uafbrudt, Ordene Føg sammen i +en ustandselig Strøm, afbrudt af Latter, Udraab og Nynnen. + +Det hvide Slips var gaaet op, Skjortebrystet krøllet, den ene Knap stod +aaben. + +"Det er af Dansen," sagde han leende, "de Damer svinger En, saa man +bliver ør." Han søgte at knappe Skjorten, men hans Hænder rystede, og +han havde intet Herredømme over dem. + +"Det maa være Champagnen," sagde han og sagde paa fransk et b for p'et. + +William stod som fastnaglet, hans løftede Arme faldt slapt ned, mens +hans Tænder klaprede imod hinanden, og han mærkede, hvordan Tankerne +gled fra ham i Skrækken. + +Han stirrede nogle Øjeblikke som fasttryllet paa den Vanvittiges Ansigt. +Saa gav han sig uden at vide det pludselig til at le højt: al hans +Rædsel fik Luft i den skærende Latterkrampe. + +Høg saá lidt paa ham og lo med; staaende ligeover for hinanden lo de +begge, Fader og Søn, som Vanvittige. + +Men lige med ét gik Faderen frem imod ham, og med løftet Arm hviskede +han truende: + +"Du ler af mig, Du ler af din Fa'er." + +Han hvæsede Ordene frem, Ilden gnistrede i hans Øjne. Og mens Latteren +voldsomt døde paa hans Læber, syntes William, han maatte forstenes under +dette vanvittige Vredesblik. + +"Nej, nej, jeg ler jo ikke," sagde han mumlende, thi han kunde næppe faa +Læberne saa vidt aabnede, at han kunde faa Ordene frem, "jeg ler jo +ikke." + +"Jo--Du ler." + +"Nej, nej, ser Du dog ikke," sagde William i rystende Angst, "jeg er +alvorlig, jeg ler ikke." + +Høg bøjede sig ned og greb ham i Armen med et Jerntag: + +"Jo," hviskede han hæst, "nægt det ikke, I ler, ler alle--for jeg er +gal, gal--gal er jeg blevet." Og med et pludseligt Skub stødte han +Sønnen saa voldsomt tilbage, at han tumlede om mod Væggen. + +Smerten ved Slaget vakte William, den fysiske Smerte gav ham hans +Sindsro tilbage. Han maatte først og fremmest ud, han maatte tilkalde +Hjælp. Han maalte Afstanden til Døren. + +Den Syge fulgte Retningen af hans Blik: "Nej," sagde han og lo igen, +"der er laaset af--jeg har laaset af." Han saá lidt paa ham med et +skadefro Glimt i Øjnene: "Du véd nok, det er Dig, der er syg, man maa +være forsigtig, meget forsigtig." William greb for sig og støttede sig +til en Lænestol. "Ja," sagde han besværligt, mens han betvang sig. "Men +hvad skulde jeg ogsaa ude nu om Natten? Nu er det jo paa Tiden at gaa i +Seng." + +Han saá uafbrudt paa den Syge, mens han tændte de lo Lys paa Kaminen og +rakte ham det ene: + +"God Nat," sagde han. + +Faderen tog Lyset uden at tænke derover: "Ja, nu skal vi skrive," sagde +han, aandsfraværende og tonløst, mens han saá ind i Lyset, "det +haster--man véd aldrig, hvor længe man har sin Forstand." Han gik med +Lyset hen til Skrivebordet og aabnede Mappen; "Du maa skrive," sagde +han, "min Haand ryster jo lidt, saa dikterer jeg." + +William gik frem over Gulvet som for at tage en Stol, forbi Kaminen, +hurtigt hen til Døren. I det samme vendte Høg sig og nikkede lunt: "Jo, +min Dreng, den er lukket--og Klokkestrengen har jeg ogsaa taget ned." + +Et Udraab som et kvalt Skrig døde i Sønnens Strube, saa tvang han sig og +sagde med et Smil: + +"Du passer godt paa mig, Fa'r." + +Han satte sig ved Skrivebordet og aabnede Manuskriptet. Han tænkte ikke +mere, Blodet suste i hans Øren og Bogstaverne dansede i Taage for hans +Øjne. + +"Monumentets Afsløring" stod der med store, snirklede Bogstaver, han +gyste og vendte Bladet. + +Faderen gik op og ned ad Gulvet bag ham. "Hvor er vi," spurgte han. + +William begyndte at læse. Han hørte næppe, hvad han selv sagde, og han +læste hæst, ud i ét. + +"Thi, hvis vi spærrede dem alle inde i Bure, disse Dyr, skabte for at +ødelægge, hvis Væsen er Drifter, og hvis Drifter er Fordærvelse og +Elendighed, handlede vi ret"-- + +"Rigtig--rigtig--det var der, vi slap." + +Høg lo, talte sagte med sig selv, gned sine Hænder. Saa standsede han +ved Sønnens Stol og sagde pludselig: "Ja, for det fordærver Dig vel +ikke?" + +"Jeg skriver jo altid," sagde William. + +"Vist saa, vist saa. Naa skriv saa." Sønnen bøjede sig ned over +Manuskriptet, hans Hoved var tungt som Bly. + +"Thi Kvinden er ikte bedre værd," dikterede Høg. "Manden er Herre og kan +ødelægge uden Ansvar"-- + +"Hører Du," sagde han og traadte Sønnen ganske nær, "uden Ansvar. Det +var ikke godt andet," mumlede han med stille Latter, mens han gik bort +igen ... "Vi vilde faa for meget at bære paa." + +Latteren skar igennem Sønnen. + +"Uden Ansvar," gentog han. + +"Den, som ikke gør sig til Herre, bliver Slave," dikterede den Syge, +"den, som ikke ødelægger, bliver ødelagt. Thi ingen har betvunget Dyret +i Kvinden." + +Henne paa Taffeluhret slog Klokken fire. + +Den Syge lo stadig for sig selv, talte mumlende og gik nogle Gange frem +og tilbage over Gulvet; standsede atter ved Skrivebordet bag Sønnen: +"Har man ikke Ret til at hævne sig?" sagde han hæst: "Naa, gentag det." + +William vendte Bladet og læste: "Den, som ikke gør sig til Herre, bliver +Slave, den, som ikke ødelægger, bliver ødelagt." + +Den Syge gned sine Hænder: "Et Evangelium," sagde han. "Et smukt +Evangelium." + +Sønnen lod Pennen synke: "Jeg er saa træt," sagde han. + +"Ser Du," sagde den Syge uden at høre, "det er godt at vide saadan noget +og godt at huske det. Saa er man rolig i alle Tilfælde." Han løftede +Armen, lod den atter falde og drog et dybt Suk. "Din Mo'r var bedre," +sagde han pludselig i en ny Tankegang, "hun elskede en anden, véd du +nok--sin Fætter" ... + +William vendte sig, han saá i navnløs Rædsel paa Faderen. + +"Fa'r," raabte han, "Fa'r!" og han strakte Hænderne afværgende frem, +"Fa'r, sig mig det ikke!" Ordene lød som afhugne Skrig. + +"Men hun kom og sagde mig det," sagde den Syge, helt henne ved Kaminen, +"bad om, at vi maatte rejse, for at Kampen med hendes Lidenskab kunde +blive lettere." Sønnen drog et dybt Suk. + +Der gik et Smil over hans Ansigt, og mens Graaden, der steg op i hans +Hals, tilslørede hans Stemme, hviskede han: "Aa, Tak, Tak!" Han vaklede, +holdt om Stoleryggen, Faderen tog ham i Armen. + +"Hun er blevet en Helgen," hviskede han hemmelighedsfuldt og sagte og +holdt sin Mund helt hen til hans Øre, "jeg har tit talt med hende, tit, +hun græd og jamrede for os, hun sagde, hendes Bønner kunde ikke hjælpe +os." + +William rystede under Faderens Tag. "Ja,"--sagde han--"hun er en +Helgen." Der var et Par Øjeblikkes Tavshed. + +"Vi vil bede til hende." Og med et voldsomt Ryk tvang han Sønnen ned paa +Gulvtæppet ved sin Side. "Bed," raabte han med hæst hvinende Stemme, +"bed," og med Hovedet ned i Gulvet, helt udstrakt, mumlede han halvhøjt +nogle forfærdelige Bønner, en grufuld Blanding af fanatisk Tilbedelse og +skrækkelige Forbandelser. + +William laa paa Knæ: uden at turde rejse sig laa han med sænket Hoved og +mumlede sagte. + +"Bed," raabte den Syge igen, "bed højt!" Han hævede Hovedet fra Gulvet, +saa William saá det fortrukne Ansigt og de glasagtige Øjne, det var, som +laa der en Hinde over dem. "Læg Dig ned," raabte Faderen skrigende. "Læg +Dig ned! hovmodige." Og endnu højere raabte han: "Det er jo mig, Du +tilbeder, mig, den hellige Markus." Med et Spring fo'r han op, og +rettet i sin fulde Højde med udstrakte Arme stod han foran Sønnen, der +sagte hulkende skjulte sit Ansigt i Tæppet. + +"Mig er det, mig," blev den Syge raabende ved, "mig, den hellige Markus. +Bed, bed--eller Du kommer aldrig i de Saliges Samfund." + +William laa ganske stille, hans Lemmer var blytunge, han syntes næppe, +han vilde have Kraft til at rejse sig. Faderens Ord lød i hans Øren som +et fjernt Uvejr og han hørte den Vanvittiges Veltalenhed. + +"Hører Du," raabte den Syge, "dette er mit Evangelium: den, som ikke +ødelægger, bliver ødelagt, saaledes taler den hellige Markus med +Myndighed." + +Han blev ved, ustandselig ved. William hørte ikke mere, skelnede intet, +udstrakt paa Gulvet bed han i Gulvtæppet i næsten vanvittig +Fortvivlelse. + +"Thi deres Umættelighed lægger Verden øde, og Livet er en stinkende +Kirkegaard, hver Prostitutionen tramper paa Gravene. Men vé dem, vé +dem--den hellige Markus forkynder dem Svovldød og Undergang." + +Da gik Faderens Raab pludselig over til Rallen, en lang, krampagtig +Rallen, der kæmpede med en vanvittig Latter. William var næsten stiv af +Skræk, og han kunde næppe løfte Hovedet. + +Høg stod lænet til Væggen, fægtende med Armene i Luften stirrede han +frem for sig med stive Øjne. Med et Skrig, et Hvin, som Rædselen gjorde +dyrisk, sprang Sønnen op. Den Syge fægtede endnu nogle Sekunder med +Armene i Luften, saa vaklede han, og støttende for sig med de +fremstrakte Arme, hvis Hænder var krampagtig knyttede, styrtede han +næsegrus om paa Gulvet i et tungt Fald. + +William rev voldsomt i Døren, syntes saa, at Faderen laa saa besynderlig +rolig, og stødte heftigt til en Lænestol for at komme forbi, hen til +ham. + +"Fa'r," raabte han, "Fa'r," raabte han igen. Han rørte ved hans Hoved, +følte paa hans Haar,--han tog hans Haand, løftede hans Arm op og slap +den med et Skrig. + +Høg var død. + +Høgs Død rygtedes hurtigt i Hotellet, og efter som den rygtedes, var det +som en listende Tavshed sneg sig fra den Dødes Værelser gennem de lange +Korridorer, Trappe op og Trappe ned, over Gaarde og ned ad Gange og +lagde sig knugende over hele Huset. Og i Tavshedens Følge gled som en +Skygge over den lyse Glas-Gaard, over Restauranternes Sale og over de +stumme Gæsters Smil, der døde i Dødens Nærhed. + +Det var, som om det store Maskineri arbejdede tungt i den kolde Tavshed: +Portier'ens Klokke klang som en Ligklokke, Kelnerne styrtede sky og uden +Smil om de ellers saa høfligt smilende Munde hen over Gaarden under +Glastaget. Overalt i Huset blev Tale til Hvisken, Latteren frøs og døde +bort. + +Denne ene Død lurede i dette Livets Brændpunkt i hver Krog, og det +nyttede ikke, man gik udenom Nr. 53, thi hvor man gik, mødte man Døden. +Knokkelmanden var blevet til en Polyp, der omfattede hele Huset med sine +uhyggelige Arme. + +Nogle støjende Amerikanerinder rejste straks med første Tog. + +Forresten gjorde Værten kort Proces. Han præsenterede sig i Nr. 53 Kl. +halvti med hvidt Slips og sorte Handsker for at bevidne William sin +Deltagelse og med sin behandskede Haand høfligt at smide ham ned ad +Trapperne. + +Han satte sig ligeoverfor William Høg, foran Kaminen, og sad og glattede +paa sin Hat, mens han lod sine Trøsteord falde med en vis grødet +Inderlighed, som skulde udtrykke dybtfølt Deltagelse. + +Hr. Fridrich var meget deltagende. Han vilde gøre alt, alt for at lette +den unge Herre den tunge, altfor tunge Byrde ... det vilde i ethvert +Tilfælde være hans Pligt, og her var det en Pligt, han opfyldte med +Glæde. + +Hr. von Høg havde været af de Gæster, som det var en Glæde at se hos +sig, en kun altfor sjælden Glæde, han havde endnu igaar forbavset Hr. +Fridrich ved sin Vinsmag. + +"Men han var tilfreds, det er mig en Trøst," tilføjer Hr. Fridrich, "han +var tilfreds, mine Kældere tilfredsstillede ham. Jeg ser ham endnu, hvor +han smagte paa et Mærke af Liebfraumilch, han nød det, han forstod den +Vin--aa, en fortræffelig Mand, Deres Hr. Fader." Og Hr. Fridrichs +taarefyldte Øjne søgte Loftet i rørt Anerkendelse paa samme Tid af +Kældernes Uovertræffelighed og den afdøde Gæsts ufejlbare Smag. + +Der blev en Pause. William var for sløv til at sige noget. Han sad med +sit tunge Baghoved lænet til Kaminstolens Ryg, svagt smilende, og +betragtede Hr. Friedrichs Skjortebryst, der svulmede under hans +smaskende Suk ligesom et Panser. + +Hr. Fridrich tog langt om længe Øjnene bort fra Loftet, lod dem uden at +se paa William glide ned over den sorte Silkehat og hvile paa +Gulvtæppet. Han lettede sig i Stolen under en dyb Rødmen og sagde saa +igen: + +"Ja--han var tilfreds." + +William sad stadig tavs. Men da Hr. Fridrich saá op, nikkede han for at +bekræfte denne Tilfredshed. + +Hotelejerens Skjortebryst bevægede sig heftigt under den nye Pause, og +hurtigt for straks at bryde alle Broer af sagde han med et nyt Blik paa +William: + +"Men et Hotel er intet Hospital." Han havde maaske ventet et Svar, men +da han intet fik, tilføjede han med stærk Betoning: "De tre amerikanske +Damer er allerede rejst." + +William sad bestandig uden at sige noget, og trods sin Sløvhed fandt han +Hr. Fridrichs Meddelelse meget overflødig. Hotelejeren holdt inde og bed +sig i Læben. I sit stille Sind kaldte han det unge Menneske for en +generende Idiot. + +Han hængte den høje Hat imellem sine Knæ, og mens han ivrigt studerede +Navnet i dens Puld, sagde han, idet han ligesom med et Smask satte +Punktum for Samtalen: + +"Og Folk rejser jo i Reglen heller ikke for at dø." + +Han saá op, og da han bemærkede, at William var blevet meget bleg, sagde +han med et forsonende Smil: + +"Tværtimod--de fleste rejser for at undgaa det." + +"Lægen har påtaget sig at besørge Kisten," sagde William og rejste sig. +"Jeg vil kunne afrejse iaften." + +Hr. Fridrichs Pande opklaredes, og mens han stødte Stolen tilbage og gik +henimod Døren, druknede han sin Tilfredshed i en Storm af deltagende Ord +og Forsikringer. + +"Altsaa iaften," sagde William kort. "Jeg beder Dem underrette Deres +Gæster om, at Liget bliver ført bort endnu iaften." + +Hr. Fridrich bed sig paany i Læben, bad om at maatte lægge en Krans paa +"Hr. Faderens" Kiste og forsvandt. + +Paa hele Rejsen var William hensunken i en dump Sløvhed, der ikke +tænkte, og han vaagnede først af Døsen, da han to Dage efter, tidlig om +Morgenen, rullede ind paa Perronen i Horsens. + +Lige under Lygten stod Nina og Sofie med hinanden i Haanden, helt +sortklædte, spejdende gennem Togets Vinduer. Der var noget eget +forfrossent, hjælpeløst over dem, som de stod dér helt alene og krøb +sammen i de sorte Sjaler. William blev slaaet af det. + +De var saa blege i Lygteskinnet, og de stod saa tæt sammen, som om den +ene vilde hjælpe den anden i den fælles Hjælpeløshed. + +William vidste ikke selv, hvorfor han uvilkaarlig rettede sine Skuldre i +det Øjeblik. Saa steg han ud. Nina slyngede sine Arme om hans Hals, og +Sofie klamrede sig til hans Haand. + +"Det har været en svær Tid," sagde Nina og kyssede ham. + +Det var bevægede Dage, som kom, Begravelsen, Ordningen af en Mængde +Forhold, som Høgs Død havde truffet i en sørgelig Forvirring, +Bestemmelsen af Auktioner--en Skare Ting, alt det som følger med de +store Afslutninger af Livsperioder og Omvæltninger i Livsforhold. Som +naturligt var, blev det hovedsagelig til William man vendte sig, han var +jo Sønnen, og "om end ung" dog fornuftig og ældre end sine Aar. + +Dagen efter Begravelsen sad William i Faderens Stue--Nina og Sofie var +ude--og ordnede nogle efterladte Breve. Alle Skrivebordsskufferne stod +aabne, og han rodede op i baade Korrespondancer og Dagbøger. + +Det meste kastede han paa Ilden, kun Moderens og Excellencens Breve blev +skaanede. Hen sad og saá ind i Kakkelovnen, hvor det hvide Papir +krummede sig sammen, forkullede og blev til Aske--der var en egen vag +følesløs Sørgmodighed over ham under det Arbejde. Undertiden faldt han i +Tanker med en Brevbunke i Haanden, tog sig atter sammen og kastede den +ind i Ilden. + +Og mens han saaledes sad og efterhaanden begravede saamange Stumper og +Stykker af et tilendebragt Liv, var det pludselig, som om dette Liv +fjernede sig saa besynderlig langt fra ham, blev borte i en Taage, gled +ud i en ubestemt Skumring, hvor han intet mer holdt fast og intet mere +skelnede ... Og han brød sig heller ikte om at holde fast paa det, som +saaledes gled fra ham. + +Saaledes sad han, da Tjeneren sagde, at Sagfører Lund var der og gerne +vilde tale med den unge Herre. + +Sagfører Lund var en Ven af Doktor Berg og havde overtaget Ordningen af +Boet efter Onklernes Ønske. + +William rejste sig og bad Hr. Lund tage Plads: "Jeg var ved at ordne +nogle Breve," sagde han og gav sig til at lukke Skrivebordsskufferne. + +"Jeg forstaar det," sagde Lund og satte den graa Hat fra sig paa Bordet, +"ja der er skam meget at ordne." + +William tav, blev ved at lukke og laase Skufferne og satte sig saa i +Skrivebordsstolen ligeoverfor Prokuratoren. + +"Meget at ordne," gentog denne, medens han trak sine Handsker af og +derpaa som en Overgang gav sig til at rømme sig tre Gange. + +"Ja," svarede William. + +"Deres Onkler har jo bedt mig tage mig af Boets Ordning," sagde Lund og +lænede sig tilbage med Hænderne foldede over Silkevesten, der skinnede +over en voksende Embonpoint. "Det er et byrdefuldt Hverv." + +"Men De vil jo være saa god." + +Prokuratoren saá over Brillerne opmærksomt hen paa William med sine graa +Øjne: "Og De véd vel slet ikke, hvordan Deres Faders Affærer stod?" +spurgte han. + +"Slet ikke," svarede William, han sad og bed i en Elfenbenspapirkniv, +"Fader talte aldrig om saadan noget." + +"Jeg kan tænke det." Prokuratoren strøg med sin fyldige Haand det +kortstudsede røde Kindskæg, "jeg kan tænke det." + +Der var et Par Øjeblikkes Stilhed, saa sagde Prokuratoren langsomt, +meget bredt: + +"Ja, der er ikke meget." Han saá atter over, William bed stadig i +Kniven; "Naa," sagde han blot. + +Lund satte sig fastere i Sædet. "De sidste Aar har jo slugt meget," +sagde han, "stor Formue har der aldrig været." ... + +"Ja, der er naturligvis brugt meget," sagde William tankefuldt. + +"For meget," slap det hurtigt ud af Lund. Og med en rask Beslutning +sagde han nu, da Isen var brudt: "Rent ud sagt, der er ingenting." + +Papirkniven Faldt paa Gulvet, og William bøjede sig for at tage den op. +"Deres Søstre har jo Hævningen--De er desværre ikke ... saa godt +stillet." + +William saa igen op. Han bøjede Hovedet. "Nej," sagde han sagte. Han +blev saa underlig kold om Hjertet. + +"Men man kan da heldigvis blive til noget, selv om man er fattig." + +Fattig--det var William, som om han fik et tungt Slag i Nakken: +"Ja--heldigvis." Han talte tonløst, mekanisk frembragtes Lyden. "Godt, +at de har Hævningen," tilføjede han. + +"Og for Dem betaler saa Deres Onkler." ... + +"Jeg kan tænke det," sagde William. Han kunde ligesaa godt have sagt +Abracadabra. Saa gik han hen og lukkede Kakkelovnsdøren op for at varme +sine Hænder, der var kolde som Is. + +Lund sukkede lettet og trak lidt op i sine Bukser over Knæene. Han var +glad ved, at han tog det saa roligt. + +"Deres Søstre har vi tænkt at anbringe i en Præstegaard," sagde han. + +"Mine Søstre vil jo intet komme til at mangle?" han stod stadig ved +Ilden, og der var saadan noget underlig fremmed i hans Stemme. + +"Gud bevar'es, og Hævningen stiger jo stadig." + +William lukkede Kakkelovnsdøren. + +"Vi mente saa," fortsatte Lund, "at De vilde kunne faa det rart i Sorø, +der er saa billigt, og De vilde snart kunne faa Friplads." ... + +"Ja, det er jo rart," han talte som et Menneske, der snakker i Søvne. +Men pludselig hævede han Hovedet og sagde: "I Sorø, ja--det er mit +højeste Ønske." Han tænkte lige straks paa Kirken. + +Lidt efter gik Lund. + +Nej, William vidste ikke, hvad Fattigdom var, men han lærte det snart. +Langsomt, men sikkert forstod han, hvad det vilde sige at være fattig, +og denne Vished lagde sig som en kold, klam Taage om hans Tanke. Deres +Malerier skulde sælges, Jensen rejste til den første, Maden hjemme blev +tarveligere, man lod ham Faa det nødvendige Udstyr hos en billigere +Skrædder. + +William syntes, de klædte deres Liv helt af, og at det blev øde og bart +som Væggene i Stuerne nu, da Malerierne var taget ned. + +Han følte Fattigdommen som en Tomhed, og han vejede Stykke for Stykke, +hvad den berøvede dem. + +Men paa den anden Side fremhjalp den voksende Vished om, at de var +fattige, og Forstaaelsen af, hvad dette vilde sige, den Følelses Vækst, +der første Gang som en Anelse havde grebet ham den Morgen, han med +Faderens Lig vendte hjem til Horsens og saá Søstrene paa Perronen. Hint +Indtryk af Svaghed, som den Gang havde slaaet ham, holdt sig stadig og +fødte hos ham en levende Attraa efter at støtte, at kunne hjælpe; og han +saá, at det var hans Pligt at være stærk for at kunne det. + +I Virkeligheden var Nina for Øjeblikket knækket: Opbruddet fra Hjemmet, +saa at sige Udslettelsen af deres hele hidtidige Liv havde virket +knugende paa hende. William bad Hr. Lund om at lade være foreløbig at +sætte hende ind i Sagernes sande Stilling, og selve hendes Uvidenhed +syntes at gøre hende svagere, ham stærkere. + +For anden Gang stillet Ansigt til Ansigt med Virkeligheden saá han den +nu paa en anden Maade: Virkeligheden var blevet ham noget, man maatte +kæmpe med. + +Saa skulde han rejse. + +Det var blevet den sidste Aften. Alle tre Søskende havde i Mørkningen +været oppe paa Kirkegaarden ved Gravene. Nu sad de i Kabinettet, der +endnu stod som i gamle Dage. Nina kunde ikke taale, der skulde forandres +noget ved det Værelse, før de var rejst. De havde drukket Theen ved +Bordet i Hjørnet--"Moders Bord"--og nu sad de alle tavse, mens de stegte +Æbler snurrede i Kakkelovnen. + +En Gang imellem sagde en af dem et Par Ord, de andre svarede--alt i +saadan en halv dæmpet, næsten højtidelig Tone. Saa tav de igen. + +"Naar mon vi nu ses," spurgte Nina. + +"Til Sommer," sagde William. Og Sofie gav sig til at tælle paa Fingrene, +hvor mange Maaneder der var til Sommer. + +"Næsten syv Maaneder," sagde hun. + +"De gaar rask," sagde William, men han syntes selv, det var en lang, +lang Tid, hans Tanke slet ikke kunde gennemflyve. "Det er jo ingenting." + +"Men til Jul," det var Nina, som talte. + +"Nej, nej, til Jul--det faar vi vist"--han vilde lige til at sige: ikke +Raad til, men saa tav han og sagde lidt efter: "Ja maaske til Jul." + +Og hver sank atter hen i sine Tanker ... + +"Men jeg har ingen Sparebøsse i Aar," sagde saa Sofie. "Mon vi behøver +at gi'e Præstens noget, Nina?" + +"Det véd jeg ikke," sagde Nina og lidt efter med lavere Stemme, Graaden +sad hende i Halsen: "naar vi ikke har noget--" + +Sofie rejste sig op og gik hen over Gulvet, hun satte sig med dukkende +Hoved i Krogen bag Kakkelovnen, og lidt efter hørte man hende pudse sin +Næse i Lommetørklædet. + +Saadan sad de noget. + +"Du kunde gerne spille lidt, Nina," sagde William, "og synge en af Mo'rs +Sange." + +Nina gik hen til Klaveret, William listede over Gulvet hen til Sofie bag +Kakkelovnen. Dér sad han med hende paa Skødet paa Skamlen, mens Nina +sang. + +Hun sad et Øjeblik med Hovedet i sine Hænder og Albuerne paa de hvide +Taster, saa præluderede hun og sang; + + Fuglen sit Øje lukker, + Sætter sig trygt til Ro, + Drømmer, mens Stormen sukker + Hult om dens høje Bo. + + Stormen lad den kun fnyse-- + Bølgen lad den kun gaa; + Drømmenes Kyst den lyse + Kan den dog aldrig naa. + +Hun havde sunget det første Vers dæmpet men fast, men under det sidste +Vers slog hendes Stemme over, og de sidste Toner kom som en stille +Hvisken. Hun tog Lommetørklædet op og dækkede for sine Øjne. Der var +nogle Minutter ganske stille, man hørte kun de tre Søskendes sagte, +undertrykte Graad. Saa rejste William sig og gik hen til Nina: Han tog +Lommetørklædet fra hendes Øjne og kyssede hende. + +Sofie lagde Hovedet i Søsterens Skød, og de sad længe uden at tale. + +"Det er saa tungt," sagde Nina stille. Og lidt eller: "Imorgen har vi +ikke mere noget Hjem." + +Uvilkaarligt borede Sofie sit Hoved fast, saa fast, ned i hendes Skød, +og William knugede hendes Haand: + +"Nej," hviskede han. + +Den næste Middag rejste William. Nina og Sofie stod paa Perronen med +forgrædte Øjne, William bøjede sig frem og nikkede. Saa kørte Toget, han +saá Ninas høje, sortklædte Skikkelse, hendes lange Slør flagrede i +Vinden, han syntes, hun raabte noget ud i Stormen. + +Toget svingede. De var borte. + +Williams anden Klasses Billet gik kun til V. Dér købte han en ny til +tredje Klasse. Og da han sad trykket op i et Hjørne af den haarde +Træbænk med Frakken op om Ørene For Trækken, følte William Høg, at nu +skulde han alene ud i den vide Verden og kæmpe. + +Han var seksten Aar. + + * * * * * + + + + +ANDEN BOG + + +SÆDEN BLOMSTRER + +I + +William syntes, at alt det forbigangne var saa længe siden, og dog havde +han kun været en Maaned i Sorø. Men denne Maaned havde været som en +Evighed. Dagene kom, og Dagene gik, og deres Fredsommelige Ensformighed +faldt over ham ligesom et mildt Snefog, der dækkede alt. Det var en +Fred, som næsten lignede en Dvale. + +Skolen gav ham ikke meget at bestille. I Begyndelsen--de første Fjorten +Dage--var han meget flittig, han gjorde sig Umage for at skrive smukt +Dansk i sine Versioner, virkeligt Fransk i sine Stile, han læste Tacitus +ekstra og gav to Gange en hel Roman op i kursorisk Tysk. Men lidt efter +lidt syntes han, at disse Anstrengelser i Grunden var ørkesløse, han var +jo den dygtigste i Klassen, blev let Nummer ét og vilde rimeligvis faa +Udmærkelse til Artium: han havde en egen Evne til at kunne glimre med +lidt og til at brillere med Indfald, og Lærerne, der snart saá, at han +var mere udviklet end Kammeraterne, tog hans Melankoli for Dybde. + +Hvad det gjaldt om, var først og fremmest at finde et Maal--og et stort +Maal. Thi stort, ophøjet maatte det være, grænseløst som hans +Ærgerrighed, der brændte hans Sjæl som Ild. Ligesaa dybt som den var +sunken, hans Slægt, ligesaa højt maatte den stige. + +Mange Timer tilbragte han i Kirken. + +Han var ikke gaaet derind den første Dag, han havde ikke turdet. Mens +Onklen begravet bag "Dagstelegrafen" drak sin Kaffe paa "Haabet", sneg +han sig sagte ud af Døren. Han havde ikke sagt, hvor han gik hen, saa +vilde Onklen maaske have været med og--nej, han vilde helst være alene, +han maatte være alene, han syntes ikke engang, han kunde have sagt, at +han gik ned til Kirken; han var saa underlig beklemt, stivnet næsten +under sin egen Forventning. + +Han stred mod Stormen ned ad Gaden med dukkende Hoved, Frakken fløj ind +mellem hans Ben, saa han næppe kunde trænge sig frem. Saa faldt det ham +pludselig ind, at Onkel Høg kunde se ham fra Vinduet, og han gik ind paa +Fortovet, helt ind til Husene. + +Han løb over Torvet, Hatten føg af, men han holdt den i Stormbaandet og +skred videre. Langs Husene naaede han Klosterporten. + +Han gik gennem Porten. Hvor Murene var stærke, dem havde de bygget, hans +Forfædre ... Han følte paa Murene, udmaalte Hvælvingerne ligesom Tomme +for Tomme, baade Højden og Bredden--saa gik han ud i Alléen. Vinden jog +med de visne Blade og lod dem danse i svingende Kredse om de knudrede, +fugtige Rødder--Sikke vældige Rødder!--hvor de Træer var gamle--de havde +set hans Slægt ... + +Det var som om hans Hjerte blev større, han aandede Luften stærkt, han +fyldte sine Lunger. Han syntes, han kom til noget, som var hans, til +noget, han tog i Besiddelse. Alle de Skygger, som Livet havde kastet ind +over hans Drømme, blegnede og veg for én Følelse, den, at han her stod i +Ly af sin Slægts Gerninger. + +Og i dette nervøse Sind kom ogsaa denne Følelse altbeherskende til ham. +Han slyngede alt, hvad han havde lidt, alle Ydmygelser, alle Skygger +over paa de store Dødes Skuldre, og de kunde bære dem. + +Dette var deres, hans, Slægtens. Her kunde han aldrig blive ene, for de +var her. + +Paa én Gang raabte alle hans berømmelige Slægts Bedrifter til ham, han +var kommen til dens Hjem, hvor Minderne lurede i hver Krog, og hans +Tanke havde i et eneste Nu gennemløbet hele Slægtens lange Saga. + +De store berømte Navne, de lysende Bedrifter, de store Skikkelser--han +saá det alt. Og saá ned gennem de mørke Aarhundreder, hvor alt forsvandt +og blev borte. Han vidste ikke, han havde aldrig kendt den besynderlige +Følelse af afmægtig Vrede, som betog ham--det gled ud, bort, ud i +intet-- + +Excellencen dukkede frem.--Moderens Fortællinger--Faderens Skikkelse-- + +Ja, det var igen ved at glide ud, bort, være forbi--han følte det-- + +Han saá sig rundt, tankeløst. Saa fæstedes hans Blik paa den kolosagtige +Kagekone, henne i Klosterporten, hun sad og tørrede Honningkagerne af +med Bagen af sin Haand. + +Han holdt Skue over Slægten--hvem var der? Onklerne--de var Undermaalere +og de havde ingen Børn, Nina--hun var Kvinde--han, han-- + +Men Sikkerheden fra før var borte. Lyset var slukket, Slægtslyset over +hans Liv. + +Han knyttede Hænderne i Lommen og kneb Læberne sammen. Han syntes, det +var en legemlig Kraftprøve, han skulde til. Og som en kold mørk Skygge +lagde der sig noget inde i hans Tanke, han følte halvt ubevidst noget +nærme sig, en Frygt, noget, han vilde skyde fra sig: han maatte kunne: +naar man vilde, kunde man. + +Han gik op ad Trappen til Kirken--Døren stod aaben, der var nogen +derinde, som spillede paa Orgelet. Nu skulde han da altsaa staa Ansigt +til Ansigt med sin Slægts Storhed. Alt stormede ind paa ham, hans +Drømme, der havde befolket denne Kirke, hans Længsel, alle de Tanker, +han havde skænket dette Rum. Og med et Ryk vendte han sig--idag vilde +han ikke gaa derind ... han vilde vente, han kunde ligefrem ikke, han +maatte have Ro, han maatte blive længe derinde, og idag ventede Onkel +Høg. Nej, han gik. + +Et Par Dage efter drev William med sine Bøger under Armen hjem fra +Skole Over Kirkepladsen. Da han kom forbi Kirken, saá han den store +Indgangsdør var aaben, og han gik op ad Trappen ind i Forhallen hen til +den brede Midterdør, som han tog i for at lukke den op. Den var laaset; +men Nøglen sad i, William drejede den om og lukkede op. + +Han standsede paa Trinnet og saá op i Kirken. Saa stod han da Ansigt til +Ansigt med sin Slægts Berømmelse. + +Han vidste ikke, om han havde tænkt sig Buerne højere, Pillerækken mere +uendelig, Rummet lysere. Egentlig havde han vel aldrig bygget andet Rum +over sine Fædres Grave end en stor Hal, hvori hans Blik tabte sig, som +han aldrig gav Form, men hvor selv hans Fantasi ikke stødte mod nogen +Væg. + +Men han bøjede sig i Ærefrygt, han modtog uden at spørge, om det var +dette, han havde ventet, eller om han var blevet skuffet nu, da han stod +her. Han betragtede den lange, spraglede Række af Slægtens Skjolde og +Vaaben--langs Midtergangens Sider over de høje Buer var de malet, Skjold +ved Skjold, Vaaben ved Vaaben. + +Han begyndte at læse, Navne og Valgsprog, skrevet med snirklet +Munkeskrift, Bibelsprog Og Skjolde med Halvmaanen, Bjælken og Lillien. +Han kendte intet af disse Navne, og kun deres Dødsaar var skrevet under +Skjoldene, men han saá, at Navnene gik ned gennem Aarhundreder, og hans +Slægt syntes ham rigere for hvert Aarstal, han saá; han havde jo ikke +drømt, naar han befolkede alle Tider med sin Slægts Berømthed. + +Han gik langsomt op ad Gulvet, mens han læste Navn paa Navn; han søgte +Kongemorderens, men saa saá han over den øverste Pille Stamfaderens +Vaaben--her laa han, her var det. Og ved Siden af hans eget Skjold hans +Søns og Sønnesønners. Lidt større syntes han de Navne var skrevet, der +stod over denne Pille, men det var intet Under--de var jo Kæmperne, der +havde tømret Danmarks Trone, Tronen, Valdemarernes Trone, Valdemarerne, +Kongerne, Slægt med hans Slægt. + +Bestandig--bestandig, saa længe Danmark mindedes, vilde de leve, +Støtterne, der havde baaret en berømmelig Tid. Hans Hjerte bankede, han +følte Blodet med Svulmen strømme gennem sine Aarer, han bemægtigede sig +sin Slægts Storhed. Der, der fandt han Kongemorderens Navn!--Men her +forstod han, her undredes han ikke. + +Han stirrede sig blind paa dette Navn. Han havde elsket Ætten, den store +Slægt, der havde bygget Tronen, tømret Kongesædet, udspændt Baldakinen +over Drotten--han havde haft det store Mod, den kriblende Lyst til al +omstyrte, hvad de andre havde rejst. Lige mægtig skulde Slægten være +baade til at skabe og til at omstyrte. + +Det bruste igennem ham, Tanker, vanvittig Stolthed, der selv tog +Kongemorderens Vaaben i sin Haand. Han stirrede og blev ikke mæt af at +sluge dette Navn: Snigløberen blev til en Helgen i hans Tanke. + +Saa rev han sig løs og gik langsomt op om Altret. Han gik med bøjet +Hoved i dybe Tanker--han snublede og vaagnede. Det var en Ligsten, over +hvilken han var snublet, og han gav sig til at læse: "Hans!" Han saá paa +det udhugne Billede: udslidt laa Prælaten udhugget i Stenen med +Bispestaven i sin højre Haand. William tænkte ikke; uden at vide, hvad +han gjorde, uden at gøre Regnskab sank han ned paa Stenen med Hænderne +knuget mod sit Bryst og Overkroppen bøjet. + +Han bad ikke, men noget ubeskriveligt, som en tyngende Haand, tvang ham +ned paa denne Sten, og hans hele Væsen gled ud i en bedøvende Andagt-- + +Han vidste ikke, hvor længe han havde ligget saaledes; da han vaagnede, +følte han sig opslugt af den samme Tomhed, som han havde følt en Gang, +da han af Smerte var besvimet hos Tandlægen, en svimmel Tomhed, der nu +veg; han bøjede sig ned imod Stenen og kyssede den. + +Han tog sig til Hovedet for at besinde sig, og hørte nogle enkelte +afbrudte Akkorder paa Orgelet. Han rejste sig og gik ned. Himlen var +blevet overtrukken, og der var halvmørkt i Rummet. Der var kommen en +ejendommelig Følelse af mild Ærbødighed over ham, noget vist ydmygt, +hans Stemning opløste sig i en Blidhed, som grænsede nær til +Taarer--Orgelklangen lød dæmpet ned over ham. + +Han satte sig i en af Kirkestolene: hans Tanker trængte til at hvile og +gled ud i Tonerne. + +Saa rejste han sig og gik ned mod Døren. Man havde hørt op at spille, og +han hørte nogen komme ned ad Trappen fra Orgelet. Han vendte sig og saá +en Dame staa paa det nederste Trin. + +Han vidste ikke, hvorfor han blev rød, men han følte Rødmen stige sig +helt op under Haaret, og han trak hurtigt Øjnene til sig. Hun tog +langsomt en Lorgnet op og saá et Øjeblik paa ham, inden hun gik ud ad +Døren. + +William saá hendes Nakke bag den sorte Knipling, der stod op om Halsen, +Haaret var skrabet helt op. + +Siden tilbragte han mange Timer i Kirken, Dens Minder var blevet hans +vigtigste Selskab. Han sluttede sig ikke synderlig varmt til nogen af +sine Kammerater. Hans Ejendommelighed tiltrak derimod snart dem, og han +blev hurtigt det forgudede Væsen, som er de fleste helt unge +Verdensborgere nødvendigt til at opforgylde med deres Idealitetstro og +deres Fuldkommenhedsteorier. + +Men om et frugtbart Venskabsforhold var der ikke Tale: William modtog +intet ligesaa lidt som han egentlig gav Kammeraterne andet end rent ydre +Ting af sig selv. Sit dybeste Liv levede han alene, og selv hans største +Beundrere saá Kløften, der bestod mellem ham og dem--og respekterede +den. + +De kom til ham, talte med ham, naar han ikke laasede sig inde, talte om +ham, naar han ikke vilde lade dem komme ind, de beundrede ham tidlig og +silde--men alene vedblev William at leve. + +Naar saa Kammeraternes Samtale havde trættet ham i Timevis, kunde han +hen paa Eftermiddagen gaa over i Kirken og sidde dér ved Stamfaderens +Pille, længe, hensunken i Tanker. + +De Dage, hvor Frøken Falk spillede paa Orgelet, svigtede William aldrig. +Musikken mildnede hans Drømme, dæmpede den Uro, der bestandig gik som en +Understrøm gennem hans Ørkesløshed. + +Han havde snart opdaget, hvilke Dage Frøken Falk kom til Byen, og naar +han Klokken tolv, naar han drejede om Hjørnet, saá den kendte Vogn holde +nede i Alléen ved Klosterporten, gik han altid noget hurtigere over +Kirkegaarden ind i Kirken. Han satte sig i sin sædvanlige Krog og +lyttede, men naar han tænkte, det snart var forbi, rejste han sig og gik +Frem, saa han kunde Se Damen, naar hun gik ned ad Trappen. + +Det faldt ham ikke ind, at han egentlig lurede, og hver Gang saá Frøken +Falk lidt smilende paa ham, og hver Gang hilste han og blev rød under +hendes Smil. Andet foregik der ikke: han stod ved den nederste Pille, +hun kom ned ad Trappen, smilede, han hilste--saaledes gik nogen Tid. +Naar William paa de bestemte Dage drejede om Hjørnet og ikke saá Vognen, +blev han pludselig meget varm i Kinderne, og i hele sidste Time de +Formiddage havde han jo nok været lidt febrilsk og vagt urolig, en Uro, +der ikke kunde finde sig til Rette med sig selv. Han gik saa over og +satte sig paa en Bænk under Træerne og ventede, og kom hun ikke, var han +nedslaaet. + +Hvem hun var, spurgte han ikke om og søgte ikke at faa det at vide. De +havde aldrig vekslet et Ord, og han var i en Alder, hvor Nærheden +skræmmer. + +Desuden var William jo ogsaa for længe siden færdig med noget saa +livskraftigt som at være forelsket. Han gik kun over i Kirken hver +eneste Fredag og Onsdag, og han var glorød, naar han hilste paa Damen. +Undertiden kunde det da hænde, at hans Rødme smittede. + +En Dag sagde en af Williams Kammerater i Frikvarteret til ham: "Holder +Du meget af at høre min Kusine spille?"-- + +"Din Kusine?" + +"Ja, Du render jo over i Kirken hver Onsdag." + +William blev rød og sænkede Øjnene ned over "Bohr": "Ja," sagde han. + +"Kusine har lagt Mærke til Dig--ja, hun har forbandet gode Øjne." + +"Jeg vidste ikke, det var din Kusine," sagde William og rejste sig. De +talte ikke videre om den Ting. De første Par Dage var det William +ubehageligt, at den ubekendte Dame rykkede ham saaledes ind paa Livet, +han vidste ikke selv hvorfor, men han var ikke mere ene om sin +Hemmelighed nu, og det havde været saa rart. Nu var hun Gersons Kusine, +og Gerson vidste det, og der skulde naturligvis snakkes om det i +Klassen--og det hele var kedsommeligt. Nu var det slet ikke hans eget +mere, Kirken heller ikke. + +William var rasende, og han gik ikke ind i Kirken en hel Uge, men den +næste Fredag var han kommen til det Resultat, at det dog var altfor +latterligt at lade sig skræmme. Gerson havde naturligvis talt med +Kusinen, og hun lo vel, naar han saa let lod sig jage bort. Nej, han +maatte netop komme der, nogle Gange i det mindste--og saa rent blive +borte. Det var det klogeste. + +Spillede hun smukkere den Dag? Hun havde siddet ved Orgelet, da han kom, +men saa havde han i Kejtethed tabt sin Bogbunke paa Fliserne, og hun +havde rejst sig og set ned over Balustraden mod det Sted, hvor han stod. + +Hun spillede dejligt. Højt brusende kunde det lyde som Folkeskarers +jublende Tilbedelse, der hæver sig i tusindstemmet Lovsang; dæmpet kunde +det dø, som den sagteste Hvisken, Aandepust af Rummets Skygger. William +satte sig ved Pillen, og han tvang sine Tanker den vante Vej. Men de +gled hele Tiden bort fra Forældrene, strejfede om uden noget bestemt +maal, uden nogen tydelig Genstand: han hørte Musikken, og hans Tanker +svøbte sig ind i Tonerne, søgte intet andet Indhold end hendes Musik. + +For første Gang blev Musikken ham noget selvstændigt, før havde den kun +været Ledsagelse for noget fremmed. Egentlig var det første Gang, han +hørte Musikken. Og han reves med deraf, Tonerne var kun Toner--og hun +spillede dejligt. + +Tonerne fortalte ikke mere om Kongemorderens Stolthed og Slægtens +Storhed, de sang en dæmrende Sang, han ikke selv forstod, men kvægende +var den for hans Tanke. + +Hun holdt op at spille, slog sine Noder sammen, han rejste sig og gik +ned. Hun gik idag lige forbi ham, og da han hilste, smilede hun, saa hun +viste nogle smaa, hvide Tænder, og sagde "Goddag". + +Om Eftermiddagen spurgte William Gerson, om han ikke vilde besøge ham om +Aftenen. Aldrig havde det været William saa svært at føre en Samtale som +den Aften, og alt, hvad han sagde, kredsede rundt om ét Spørgsmaal. Men +saa pludselig sagde Gerson: + +"Naa, Du var nok ovre i Kirken idag." + +Det var skrækkeligt, saa lang Tid det tog at finde den Digtsamling paa +Reolen, der stod henne i Krogen i Mørket, og William svarede ikke, før +han kom hen til Lyset med Bogen i Haanden. + +"Her er de," sagde han, det var Aarestrups Digte. Og lidt hurtigere, +ganske ligegyldigt, som om han nær havde glemt, hvad den anden havde +sagt: "Ja, jeg saá din Kusine idag." + +"Hun sagde det," sagde Gerson, "hun tror, Du holder Andagt i Kirken." +Han lo. + +William blev meget rød. + +"Hun siger, Du gaar derover for at besøge dine Forfædre--men Du er da +ikke gal." + +Det gav et Sæt i William, og han gav sig til at le. "Kamilla er da +kønnere end som saa, skønt hun er en gammel Pige." Gerson lo stadig og +kneb Øjnene missende sammen. + +"Ja, hun spiller dejligt." + +Saa gav Gerson sig til at fortælle. Falks boede en Milsvej herfra, +Tanten var død, og Etatsraaden, hans Moders Broder, var en sær Tørv, men +Godset var dejligt, og Kusinen var en brillant Pige. "Hun holder sgu +meget af at sidde lidt tæt op ad En i Vognen--men hun snakker løs og +lader sig ikke mærke med det." + +Han fortalte løst og fast, og uden at behøve at spørge havde William +snart Rede paa alle Forhold paa Veilgaard. + +Blandt Williams "Beundrere" satte det noget ondt Blod, at Gerson paa den +senere Tid var blevet saa intim med ham, skønt han altid havde stillet +sig lidt fjendtlig til "Afgudsdyrkelsen", saaledes kaldte Oppositionen +den blinde Beundring, som blev William til Del fra hans Omgangskreds: en +Gang paa et æstetisk Møde havde Gerson ladet falde en Ytring om +"Slaveejer og Slaver", som umuligt kunde misforstaas. Nu var han +alligevel baade Pot og Pande, og de ældre i Flokken anklagede Gerson for +"Forræderi". + +Mellem Frøken Falk og William udviklede der sig langsomt en større +Forstaaelse. For William ejede hendes altid gentagne Hilsen tusinde +Nuancer, og hendes Smil, der for alle andre vilde have syntes det samme +og altid paa samme Maade viste hendes smaa, spidse Tænder, nedsænkede +ham den ene Dag i Fortvivlelse og gav ham den næste stormende Haab, +eftersom det syntes ham lidt mer eller mindre straalende, mer eller +mindre venligt. + +Men selv alle de skiftende Sindsbevægelser, denne Forelskelse skænkede +ham, vilde han ikke tilstaa for sig selv. Han stred imod denne Venden +tilbage til Livets Sol, Vanen kæmpede imod den Lykke, han følte. + +... En Dag, da hun gik ned ad Trappen, tabte Frøken Falk sin Muffe, hun +havde jo baade Handsker og Noder i Haanden og kunde ikke holde paa det +altsammen, saa ogsaa Parasollen faldt--lige for Fødderne af Høg, der +just vilde gaa ud ad den lille Dør. Han tog den op og rakte hende den, +men Hjertet sad ham i Halsen, saa han ikke kunde sige noget. Hun +takkede, og inden han vidste hvordan, var de ude i Alléen, han bærende +hendes Noder, hun smilende og talende med leende Øjne, der ofte i +Forbigliden søgte hans, saa han blev endnu rødere og havde Hjertebanken, +saa han troede, Brystet skulde sprænges paa ham. + +Hun begyndte at tale om Musik. Om han holdt meget af Orgel? Hun havde en +dyb Altstemme, der ligesom bar Ordene længe og gav dem en ejendommelig +Vægt, selv om det var ganske ligegyldige Ting, hun sagde. Hun gik med +Hovedet bøjet og Armene i Muffen trykket fast ind mod sit Bryst. + +"Aa, han var ikke musikalsk, men nu her i Sorø hørte han aldrig +Musik--det var ogsaa derfor, han havde været saa uforskammet at gaa over +i Kirken ..." + +Hun Fandt det saa naturligt--han havde dog maaske haft lidt mere +Fornøjelse af hendes Spil end Væggene og--Deres Forfædres Ben. + +William følte, han blev hed helt op under Haaret. "De tager virkelig +Fejl," sagde han. + +"Hvori," spurgte hun og saá lige paa ham. + +"Det er slet ikke derfor ..." + +"Hvorfor?" + +Nej, han kunde ikke udholde det Blik--han tav og saá ned. "Det med +Forfædrene," sagde han saa dæmpet. + +"Da vilde jeg kun finde det naturligt," sagde hun, og Betoningen var +meget alvorlig, ejendommelig dyb. + +"Vilde De?" det kom hurtigt, og han saá hen paa hende. + +Hun saa smilende op: "Saa havde jeg jo dog Ret." + +Vognen var ikke kommen, hun saá hen mod Porten, rystede lidt misfornøjet +paa Hovedet og drejede saa ind ad en Sideallé ved Søen. William fulgte +efter. + +"Jeg har jo ikke anden Slægt," sagde han lidt efter. + +"Deres Søstre." + +"Ja--mine Søstre," han talte langsomt og biev ved, som om han talte hen +i Luften: "Men derfor kan man godt føle sig alene." + +De gik atter nogle Skridt. "Det kan jeg forstaa," sagde hun. + +"Og saa er det, jeg har dem." William gik videre. + +"Jeg forstaar det saa godt," hun drag Haanden ud af Muffen og glattede +dens sorte Skind med sin Handske: "det maa være meget lettere at blive +til noget, naar man saadan har Aarhundreders Forfædre, som ser ned paa +En." + +William svarede ikke, Frøken Falk blev ved at glatte paa Muffen, saa saá +hun paa skraa ud paa ham og sagde: "Og De er jo den sidste af Familien?" + +"Ja--Slægten er død." + +"Naa, Weltschmerz," henkastede Frøken Falk og dukkede med Hovedet, de +gik lige om et Hjørne. "Hvor gammel er De?" + +William blev rød. "Seksten Aar." Han søgte at gøre Tonen ironisk, men +opgav det, og Stemmen blev helt borte paa det sidste Ord. + +"Og er allerede bitter mod Verden--ja det begynder man jo med +nutildags." Hun holdt inde, standsede lidt og sagde noget hurtigere: +"Siden finder man et vægtigt Argument for at forsone sig med Verden." + +"Mange finder det ..." + +"Aa"--hun lo igen--"nej de allerfleste. Man forsoner sig med sin Skæbne +ganske simpelt, fordi det ikke er morsomt at surmule." + +"Jeg surmuler ikke" + +"Nej--det er ikke Ordet. De er naturligvis ulykkelig." Hun satte sig i +lidt stærkere Trit: "Men--Spøg til Side--jeg véd, De har oplevet en Del +... men--at opleve meget er ikke at leve meget. Naa--men hvad forstaar +De Dem paa det?" + +William svarede ikke. Inde i en ny eller vendt tilbage til en gammel +Tankegang sagde han: "Men det er slet ikke Weltschmerz. Vor Familie er +færdig ..." + +"Færdig, ja, hvis De ikke vil begynde igen. For at begynde maa man da +sige, hvis man ikke vil være dum nok til at mene, at man kan være færdig +uden at have begyndt--" + +"Og hvad skulde jeg saa udrette?" + +Hun standsede og gav sig til at le: "Undskyld, jeg siger det, Hr. +Høg"--en lille bitte Streg under Hr.--"men først kunde De se at faa +Udmærkelse til Eksamen, De er jo et godt Hoved ..." + +William bed sig i Læben, og da hun saá paa ham og smilende tilføjede: +"De er da ikke vred?" gav det et Ryk i ham, som vilde han vende om. + +Han gik og ludede ved Siden af hende og syntes endnu mindre, end han +var. Hun smilede stille, men blev saa igen alvorlig: "Forresten Forstaar +jeg det godt," sagde hun. + +Han saá op. "At De er bleven Darwinist," sagde hun som Svar paa hans +stumme Spørgsmaal. + +De blev atter tavse, hver gled ud i sine Tanker. Hun talte først og +spurgte: + +"Og hvad saa, naar De er bleven Student?" + +"Saa skal jeg vel se at blive Kandidat." + +"Herre Gud--kan man da ikke søge et Maal?" + +"Jo, hvis man havde et ..." + +"Nu snakker De," hun talte utaalmodigt, "naar man havde, behøvede man +ikke at søge. Og De søger vist ogsaa--det vil sige, De lader Fantasien +løbe ..." + +Hun holdt inde, William blev ved at gaa med bøjet Hoved saa meget som et +halvt Skridt foran hende. Da han talte, var hans Tonefald mere dæmpet, +ligesom glattet ud: "Og hvor skal man da søge?" spurgte han. + +"For Eksempel i Deres Barndom--hele Liv--i Deres Tilbøjeligheder ... +opsøg de Forudsætninger, Livet har givet Dem ..." + +William blev staaende, Frøken Falk saá, at hendes Ord havde gjort +Indtryk, og mens hun skjulte et svagt Smil med Muffen, sagde hun: "De +har virkelig et stort Fortrin i overhovedet at kunne søge. Vi Damer kan +kun vente ..." + +"Hvordan mener De, Frøken?" + +"Jo, vi Damer sidder vort halve Liv og venter paa at blive "lykkelige", +og det andet halve sidder vi i en Krog og sørger over, at vi ikke er +blevet det." + +De drejede ned i Søgangen. Frøken Falk nynnede sagte, William var +besynderlig betaget. Han havde paa én Gang saameget at sige--naar han +blot vidste hvordan. + +Saa satte han lige med ét i et Spring ind paa at tale om sin Moder. +Frøken Falk talte ikke meget--et enkelt Ord eller kun Nik og korte Blik, +som bad ham blive ved med sin hurtige Fortælling. + +Han vidste ikke selv, hvad han havde sagt ... han drog Vejret dybt og +blev pludselig forlegen. Men da han saá hen paa hende for ligesom tavst +at bede om Undskyldning, mødte han i hendes Øjne et langt, forskende +Blik, der fik ham til at rødme og som var--nej ikke venligt og heller +ikke mildt, men varmende, saa han huskede det længe. + +Frøken Falk tog Uhret frem under Kaaben: "Fire," raabte hun, "men Jens +maa jo tro, jeg er blevet gal." + +De gik hurtigt til op igennem Haven og vekslede kun faa Ord, men de gik +meget tæt ved hinanden, og hvad de sagde, faldt utvungent som Udraab +mellem gamle Bekendte. Saa kom de op til Porten. + +Jens arriverede i samme Nu. + +Frøkenen spurgte heftigt, hvor han havde været, og da Jens sagde, at hun +havde sagt, han først skulde hente hende Klokken fire, blev hun ganske +lidt rød under Sløret. + +William stod med Muffen, mens hun steg ind. "Farvel--kør saa!" + +"Deres Muffe," raabte William. + +"Aa--ja, den glemmer jeg." Hun lænede sig ud ad Vinduet og greb Muffen. +Hun mødte Williams Øjne og kastede sig, mens hun glattede sin +Skindkaabes Ærme med sin Haand, med et stille Smil tilbage i Vognen. + +Efter den Dag var de meget sammen. Undertiden gik han ned paa "Haabet" +for at hente hende, undertiden mødtes de først i Kirken. Han bar hendes +Noder, hendes Sjal og hendes Pakker, hun havde en egen Evne til at faa +ham til at bære for sig og hente hende og blive sat Stævne for at vente +paa hende. + +"Saa," sagde Præstens Frue ind i Stuen til sin Datter, da William en Dag +gik forbi med Frøken Falk, "nu har hun da faaet et nyt Menneske." + +Frøken Kristine fo'r til Vinduet. "Men nu er han sytten Aar," sagde hun +spidst, mens hun besvarede Venindens Hilsen og saá efter dem. "Tilsidst +maa Kamilla vist lære sine Trældyr at tale rent." + +"Fylder hun nu ikke ni og tyve?" spurgte Moderen og slubrede en Mundfuld +i sig af Kaffen. + +"Jo, det er akkurat fire Aar siden hun havde Fødselsdag--og da fyldte +hun Fem og tyve." Frøkenen gik tilbage til sin Kniplepude. + +"Falks kunde gerne sendt os lidt Frugt"--Fruen havde taget Briller paa +og sad og stoppede paa en af Velærværdighedens Uldtrøjer, "de véd dog, +at din Fa'r holder saa meget af en god Pære." + +"Kære Mo'r--hvordan kunde Du dog tænke? De Mennesker bryder sig saamæn +ikke meget om Guds Ord." + +Saa stoppede og kniplede Velærværdighedens Familie videre i Tavshed. + +Det var nu langt fra hver Dag, Kamilla spillede. Undertiden erklærede +hun, hun var ikke oplagt, de gik saa lange Ture i Alléerne om Søen. Som +oftest var det ham, der talte--han fortalte hende alt. + +Og mens han saaledes fortalte, var det, som om han oplevede alt igen, +men paa en ny besynderlig Maade, der endnu mer end før skød det +uvæsentlige bort og samlede sig om visse Hovedpunkter, til hvilke hans +strejfende Fortællinger stadig vendte tilbage. + +Saaledes gik det i Begyndelsen og længe, men senere vendte hans +Fortælling sjældnere tilbage til Fortiden. Han oplevede intet, men dog +havde han saa meget at fortælle hende. I den broget-forvirrede Samtale, +som hun styrede med et Ord, ledede med et Smil, vekslede det med Udbrud, +Afbrydelser og lange Taler, Ungdommens vidtsvævende Deklamationer, +hvori der skylles op tusinde besynderlige Brudstykker af ufødte +Længsler, Drømme, Attraa, tidlig Trælhed, hele det taagede Kaos af +Tanker og Fornemmelser, Begæringer og Anelser, der i den første Ungdom +fylder vort Hjerte og vor Hjerne med deres Taager. + +Hun tav og modtog. Med bøjet Hoved, smilende, saa man saá de spidse +Tænder bag de lidt bøjede Læber, gik hun stadig lyttende. Men standsede +ban, kunde hun ved et Ord atter faa ham til at tale. Og hun hørte gerne +paa ham: hvad han sagde, mens de saaledes gik Time efter Time, var saa +ejendommeligt, saa Fremmed, noget nyt for hende, og hun havde dog levet +en Del og oplevet meget. + +Kamilla Falk var meget omtalt: hendes Veninder afskyede hende, Mændene +betragtede hende med Mistro. + +Hun havde en Gang været forlovet, det var nu snart længe siden, og +Forlovelsen var pludselig gaaet overstyr, og hun var rejst bort. Der +hvilede nok et Slør over et og andet den Gang, ialfald sagde man det. +Hvorom alting er, man hviskede baade om et og om et andet, og vist er +det, at der havde været en Maler i Besøg hos Falks det Aar, han havde +malet Frøkenens Portræt, og hun blev paa sin Rejse borte over et Aar. + +Egentlig var hun blevet smukkere paa den Rejse. Hendes høje Figur var +blevet svært junonisk og som for at knuse Sladderen under sine Hæle +traadte hun fastere end før. Hendes Øjne var blevet dybere, med et +ejendommeligt glimtende Blik, Munden var stærkere kruset. Maaske var det +ogsaa, fordi det ikke lignede mere, at hun kort efter sin Hjemkomst +brændte sit Portræt, hvor hun var i hvid Kjole og stod, smilende, med en +Rose i Haanden. + +Siden da var der gaaet adskillig Tid, og trods sin Skønhed og Faderens +Rigdom blev Kamilla siddende paa Veilgaard. + +Det var vel næppe altid morsomt derhjemme, men hun forstod at oplive den +landlige Tilværelse. De første Vintre havde Faderen og hun tilbragt i +København, og saa havde de om Sommeren haft fuldt op af Fremmede, de +Bekendtskaber, de havde dyrket inde i Byen om Vinteren. Lidt hurtig +skiftende var de jo, de Bekendtskaber--det ene Aar var det nogle +Kunstnere, en ældre Skuespiller og to Malere, det næste det halve +diplomatiske Korps, der dannede Kernetropperne ved Frøken Kamillas Hof, +hvor altid én blev udmærket for i to-tre Maaneder i Forening med den +skønne Dame at udhule indtil et Spindelvævs Tyndhed den Mur, som +adskiller et Lefleri, der leger med Ild og brænder sine Fingerspidser, +fra en Lidenskab, der giver sig hen og leder til "utilladelige Forhold". + +Saaledes gik en fire-fem Aar. Kamillas Træk blev skarpere, øjnenes +Udtryk koldere, strengere sagde nogle--hun blev ikke mindre smuk, men +man saá dog, at den Første Ungdom var Forbi. Maaske var imidlertid +hendes Følelser mere ældede end hendes Træk. + +Der var kommet et Tidspunkt, hvor denne evige Leflen med og Befølen af +Lidenskaben, hvori hun hendrev sit Liv, havde virket paa hendes Sind som +en Drik Saltvand, der kun vækker Tørst og gør Læberne tørre. Hendes Sind +var ligesom udtørret, og hun søgte altid paany de samme Sindsbevægelser, +der bestandig paany skærpede Sjæletørsten. + +Men langsomt slukkedes denne en Tid lang blussende Attraa, som døde uden +at være tilfredsstillet. Hvad der i hendes Sjæl traadte frem, var en tom +Blasérthed; hendes Attraa var træt af at flagre omkring og bestandig +støde mod Væggene i Formernes Bur, og den var gaaet til Ro og døsede. +Men ved Siden af denne Blasérthed dvælede der dog en altid vaagen +Bitterhed, som var født af Utilfredsstillelsen og den tiltvungne +Resignation. + +Paa denne Tid blev Fætrene Gerson Gymnasiaster i Sorø og, som rimeligt +var, tilbragte de Søndage og Smaaferier hos Onkelen paa Veilgaard. +Kamilla behandlede Fætrene som Drenge--hun var jo ogsaa ti Aar ældre end +de--men nogle af de Kammerater, som altid fulgte med dem, syntes hun +dog at skænke en betydeligere Opmærksomhed. + +Og efterhånden fandt hun Fætrenes Kammerater "morsommere" og +"morsommere". Som hun havde taget Tag i William, havde hun handlet med +adskillige, og denne Leg med unge Mænds første længselsfulde +Hjertebanken var blevet frøken Kamilla en ren Sport. + +Hun drog dem til sig med sin Skønheds og sin Erfarings hele Tillokkelse, +hendes afblegede, noget strenge Skønhed maatte gøre Indtryk paa det +syttenaarige Hjerte, og hun gjorde deres tøvende Skyhed dristig. Hun +trak dem til sig for at lytte til det første, uroligt sitrende +Hjerteslag i et ungt Bryst, for at kvæges ved det første Lidenskabens +Aandepust, der fødes som et Suk af Sjælens uvante Beklemthed. Hendes +Bliks og Hænders Kærtegn vakte hos de unge Venner denne frygtsomme +Kærlighed, der rødmer over sin egen Uformuenhed, mens den i Tankerne +besidder alt. Og denne Leg var saa lidet farlig: der blev intet givet +uden et Haandtryk; maaske et Kys paa en ung Pande, som brændte, paa +nogle bløde Lokker, hendes Hænder længe havde kærtegnet. + +William var forelsket. Men hans Forelskelse var af en ejendommelig Art. + +Undertiden, naar de gik sammen langs Søen, og han talte til hende i +strømmende Ord, der kunde lyde som halvdigtede Kærlighedssange, +frygtsomme Hymner af en Yngling, der endnu ikke har vovet at løse +Elskovsgudindens Bælte, men anelsesfuld synger om hendes Skønhed, kunde +han pludselig se paa hende med et Blik, der forvirrede hende, gjorde +hende forlegen, saa hun slog Øjnene ned; til andre Tider kunde han længe +være tavs, ordknap, og saa tilsidst brød han ud i en Bitterhed, som +afblomstrede hele Livet og viste en Træthed, intet kunde friste. + +Tingen var, at den første Ungdoms Forelskelse kæmpede med den ved +Læsning erhvervede Erfaring i Williams Sjæl, og hans medtagne Nerver, +hans allerede stærkt rystede og derfor slappede Sind trættedes ofte af +de evige Bevægelser, hvori denne Forelskelse førte ham ind, og som hans +Erfaring gav en dybere Betydning. Undertiden var han helt Barnet, +undertiden gjorde hans Theorier ham til den erfarne Mand, som formaar at +faa næsten de samme Nydelser ud af en ufrugtbar Forelskelse som af et +virkeligt Kærlighedsforhold; undertiden blev han atter overfalden af en +vis Ubændighed, der vilde opnaa alt, hvad han vidste, Kærligheden kunde +skænke; undertiden var han kun træt og syntes, han var færdig med det +ogsaa. + +Det var disse sammensatte Følelser, Kamilla ikke ret forstod, og som hun +bestandig ivrigere søgte at forstaa. + +Naar hun nu spillede, sad han altid ved Siden af hende paa en høj +Straaskammel, Organisten lagde Noder fra sig paa om Søndagen. Undertiden +fantaserede hun, saa sad de og talte sammen, mens hun spillede, halvt +hviskende, som om de satte dæmpede Ord til Musikken.-- + +I de sidste Dage var det gaaet op for hende, at hun maatte gaa lige til +Bunden af den Gaade, der hed William Høg, hun maatte besejre dette Væv +af Modstand og Træthed, maatte overvinde den besynderlige Følelsernes +Blasérthed, der tilslørede denne Drengs Lidenskab. + +De var i Kirken. Hun spillede dæmpet, indsmigrende vemodigt. De havde +næsten ikke talt sammen, da hun kom. Hun havde straks sat sig til +Orgelet, havde i Tavshed ordnet Registret, og nu spillede hun. William +saá hende fra Siden: hun sad meget rank paa Stolen med Ansigtet lidt +opadvendt og Øjnene næsten lukkede. + +Det var en Adagio. + +William sad ganske stille med Hovedet i sine Hænder, Albuerne paa sine +Knæ og saá paa hende. Han talte slet ikke. + +"Har De været vred de sidste Dage," spurgte hun og blev ved at spille. + +"Hvorfor skulde jeg være vred?" + +"Jeg véd det ikke"--hun gled hurtigt helt op i de dybe Toner--"men jeg +har været bedrøvet over det." + +Han svarede ikke. Han blev ved at se paa hende, hun spillede. + +"De véd jo dog, jeg er Deres Veninde," sagde hun og vendte Hovedet +halvt. Tonen greb ham, han følte sit Hjerte slaa hurtigere og rejste sig +fra Skammelen. + +"Vær saa ogsaa lidt god imod mig," hviskede hun, han kunde næppe høre +det, skønt hun spillede ganske sagte, "jeg trænger til Venskab." + +Han vidste ikke, hvad han skulde svare; han stod bagved hende, og uden +at han vidste hvorfor, fik han pludselig Taarer i Øjnene. + +Det var vel det smeltende Spil--det lød næsten som Suk, de lette Slag +paa de mellemste Taster. + +"Tror De, jeg er lykkelig," sagde hun lidt efter, dæmpet. + +"Hvem er lykkelig?" Hans Kind rørte ved hendes Haar. Saa fo'r han lidt +tilbage, nede i Kirken klaprede Sidedøren. + +Ogsaa hun fo'r sammen, men hun blev ved at spille. Han stod og saá paa +hendes hvide Nakke bag Pibekraven, hans Aande strejfede den. + +"Og nu til Sommer rejser De bort for at glemme mig ..." + +Han kunde ikke tale. Han krammede om Stoleryggen, hvor hun sad, saa han +kom til at røre hendes Kaabe. + +"Saaledes gaar det bestandig ... bestandig ..." Hun lod Tonerne langsomt +henhviskes i Rummet, "bestandig". + +Saa traadte han et Skridt frem. Hun saá op og slap Tasterne, han var +meget bleg og havde Taarer i Øjnene. + +Orgelpiberne hvinede, inden de tav. + +"Hvorfor vil De gøre Nar af mig," sagde han. Ordene kom som et halvkvalt +Udraab, man hørte Genklangen dø oppe i Koret ... "det er Synd, Synd af +Dem ..." + +Hun undertrykte et flygtigt Smil, og mens hun bøjede sig frem mod +Orgelet, sagde hun mildt: + +"Jeg gør ikke Nar, Høg, jeg holder--af Dem." Hun saá paa ham nedefra. + +Han greb et Øjeblik haardt om hendes Haandled, hun rev Haanden løs: "Det +gør ondt," sagde hun. + +"Hvorfor er De da saadan imod mig?" spurgte han ganske sagte. + +Hun smilede vagt og rystede paa Hovedet. Derpaa gav hun sig til at +spille igen. + +Han satte sig helt henne hos hende med Hovedet i sine Hænder ligesom +før. Naar hun drejede Hovedet, mødte hun hans Blik, det badede hendes +Ansigt med Ild. + +Saaledes sad de længe, Tonerne gled over hans Hoved ud i Kirken og døde +fremme under Hvælvingen. + +Hun rørte sig ikke. Hun havde en Følelse af, at hun maatte sidde rank, +hun vidste ikke selv hvorfor. Hun sagde ogsaa til sig selv, hun vilde +holde op med at spille, at det var bedst at holde op, men hun blev +alligevel ved--det var, som om Fingrene holdt ved Tasterne. + +Hans Hænder faldt slapt ned--han hørte Tonerne gennem en brusende fjern +Larm, og han lukkede Øjnene. + +Pludselig var hun holdt op med at spille. Han vaagnede ved, at Tonerne +døde hen, og saá hende sidde bøjet med Panden støttet mod Tasterne. + +"Hvorfor spiller De ikke mere," spurgte han. + +Hun rystede paa Hovedet uden at løfte det. Han syntes, hun græd. + +Det stormede i ham. Han skubbede Skamlen tilbage, faldt ned paa Knæ og +lagde Hovedet i hendes Skød. Hun løftede det med et halvkvalt Skrig. + +"Hvorfor er De ulykkelig?" spurgte han og saá op i hendes Ansigt, der +var vaadt af Taarer. + +Hun glattede hans Haar og bøjede sit Ansigt ned mod hans. Det var, som +fælles Tørst drev deres Læber sammen. + +Ingen af dem talte. Hele Kirken laa i stille Ro, de hørte kun hinandens +Aandedræt, der lød hurtigt og gispende. Fra hans Haar gav hun sig til +at klappe hans Kinder. + +Hun sad og smilede svagt, og Smilet smittede. Men saa skød hun ham +hurtigt bort, rejste sig og sagde: + +"Vi ses vel igen paa Fredag." Bælgetræderen var kommen frem bag Orgelet. +Tonen var helt forandret, hun talte ganske med sin sædvanlige Stemme, +men hun blev ved at smile, og deres Øjne hvilede i hinanden. + +De blev ved at se paa hinanden, mens hun trak Handskerne paa og satte +sin Hat fast med Hattenaalen, alt meget langsomt, og de gik ned ad +Trappen ved Siden af hinanden, skønt Trappen var meget snæver. Da de kom +ud i Alléen, gik han et Skridt bagefter, han fulgte enhver af hendes +Bevægelser med Øjnene, og pludselig blev han meget rød. Han havde søgt +og søgt om en Erindring, der saa at sige laa ham paa Tungen og nu, nu da +han saá hende gaa saaledes--det var den Aften, han var i Theatret, og de +dansede. + +"Hvorfor gaar De bagefter?" spurgte hun og vendte sig. Han svarede ikke, +deres Blikke mødtes atter med et Smil. + +"Jeg faldt i Tanker," sagde han. + +Om Fredagen fik William et Brev, inden han gik i Skole. Udskriften var +skrevet med Damehaand. Det var fra Kamilla. + +"Jeg kommer ikke til Byen imorgen," skrev hun, "Fader er ikke rigtig +rask, Og jeg finder det rimeligst at blive hjemme. Derimod tør jeg vel +som en gammel Veninde spørge Dem paa Ære og Samvittighed, om De ikke +vilde kede Dem altfor gyseligt, hvis vi bad Dem om at tage herud med +Fætter paa Tirsdag og blive her hos os i Paasken. Tror De, De vilde +kunne holde Livet ud herude, saa kom og tag tiltakke. Meget vilde Deres +Komme glæde en gammel Veninde. + +Kamilla Falk." + +Om Tirsdagen tog William med Gerson ud til Veilgaard. + +De kom der Klokken fem til Middag, og efter at have gjort sig lidt i +Stand gik de ned i Spisesalen. Hr. Falk, en gammel rundrygget Herre, gik +med Hænderne paa Ryggen op og ned ad Gulvet. Tjeneren stod henne ved +Buffet'en og ventede. + +Det var ligestraks William, som om noget hjemligt slog ham i Møde fra +den lyse Sal, som om han havde været her før. + +Hr. Falk hilste skødesløst: Hans Datter kom straks, sagde han, og blev +ved at gaa rundt om Bordet. + +Sidedøren blev lukket op, og Kamilla kom ind. Hun rakte William Haanden +og ønskede ham velkommen, bad dem saa gaa til Bords og konverserede +ivrigt sin Fader. Paa William saá hun næsten ikke. Han søgte at gribe +hendes Blik, men forgæves. + +Senere døde Samtalen hen, Gerson fortalte nogle Skolehistorier. De havde +kastet med Papirskugler paa den engelske Lærer, saa de massevis havde +hængt i hans Haar. + +William holdt ikke af de Historier, han var irriteret paa Gerson og +sagde heftigt: + +"Saadan noget fortæller man ikke." ... + +"Hvorfor ikke," spurgte Gerson, "Du er jo selv den værste?" + +"Og jeg, som troede, Hr. Høg var Melankoliker," sagde Kamilla. William +bed sig i Læben. + +"Gud, det er han osse," raabte Gerson, "Du skulde bare høre, sikket Digt +han læste højt i Klassen igaar." + +"Gerson," fo'r det ud af William. + +"Saa Hr. Høg skriver Digte--og om hvad?" Frøkenen lo. + +"Pyt," Gerson slubrede Kompotsaucen op med en Ske, "naturligvis om +Kærlighed." + +"Ulykkelig?" Hun saá lige paa Høg, og deres Øjne mødtes for første Gang. +Saa gled hendes bort. + +"Gud, han skyder sig," slubrede Gerson. + +William var rød helt ud paa Ørene og sad og filede unødigt længe i sin +Oksefilet. + +"Det er vist et daarligt Stykke, De har faaet," sagde Kamilla deltagende +og saá over til ham. Hun drejede Hovedet hen til Tjeneren: "Aa Petersen, +giv Hr.--"--smilede derpaa--"naa, De vil ikke ha'e?" + +"Forresten er det det første Digt, han har skrevet," sagde Gerson og saá +leende op fra Tallerkenen, "han maa først nylig have faaet en Muse." + +Kamilla lo ustandseligt. Tjeneren bød Frugten om. + +"Gi'er Onkel ingen Sherry," sagde Gerson. "Det er første Gang, Du har en +Høg i Huset." + +Efter Bordet spillede Hr. Falk og Gerson Piqué i Dagligstuen. Kamilla og +William var alene i et Slags Galleri, der stødte op til Spisesalen, og +som var omdannet til en Vinterhave med en Mængde Bregner, Palmer og +store Laurbærtræer. Henne i det ene Hjørne af Salen havde man arrangeret +et Lysthus af Gitterværk med Epheu og udenom det store Laurbærtræer, der +dækkede det hele. + +"Lad os sætte os ind i Hytten." sagde Kamilla. + +Hun gik ind iforvejen; der var helt mørkt derinde, saa han næppe kunde +have kendt hende, som hun sad der paa Græsbænken. + +"Er det Heliotroper," spurgte han og aandede stærkt. + +"Ja hele Trappen her bag ved er fuld af Heliotroper. Det er min +Yndlingsblomst," Hun rykkede lidt til Side: "Men sæt Dem," sagde hun. +"Her er da Plads nok." + +Han satte sig uden at tale. Det lille Springvand ovre i det andet Hjørne +plaskede ganske sagte. + +"Dette er Hytten," sagde hun. + +"Jeg havde ogsaa en Hytte hjemme, med røde Gardiner, oppe paa Loftet," +sagde han for dog at sige noget, han frygtede instinktmæssig Tavsheden. + +Hun svarede ikke. Hun havde plukket en Heliotrop, og han saá hende i +Skumringen holde Blomsten ind i Munden, mens hun aandede stærkt. + +"Det er saa dejligt," sagde hun, "saa smager man Blomsterne." + +Han plukkede mekanisk en Blomst. "Ja," sagde han og aandede, "det er +dejligt." Saa blev der igen Tavshed. + +Kamilla bøjede Hovedet og foldede Hænderne over sine Knæ. + +"Vi var nogle store Børn i Onsdags," sagde hun. + +"Ja," svarede han. + +"Og De har skrevet Digte om det." + +"Hvorfor lo De før?"--han bøjede sig lidt frem imod hende, sagde derpaa +sagtere: "De vidste jo godt." + +Hun gav sig til at nynne. "Kan jeg ikke faa det Digt at læse," spurgte +hun. + +"For at le af det?" + +"Nej--Høg." Hun drog Aanden dybt, og da hun tav, syntes han, Tavsheden +var endnu tungere end før. + +Han flyttede sig uroligt: "Her er tung Luft," sagde han. + +Hun havde lagt Hovedet tilbage mod Væggen og lukket Øjnene. + +"Det er Heliotroperne," sagde hun. + +Der blev igen stille. Hun laa stadig tilbage med Øjnene lukkede. Saa +smilede hun. Han følte som en Tyngsel paa sit Bryst, som om han skulde +kvæles. + +"Nej," han rejste sig med et Ryk og kastede Hovedet tilbage, "her er for +lummert," sagde han. + +Hun fo'r op. "Men vi gaar jo straks." Han satte sig igen. + +"Kan De ikke fortælle en Historie," hun lagde sig tilbage, "det er saa +dejligt her i Skumringen." + +"Jeg kan ingen." Og saa pludseligt hurtigt og afgørende: "Hvorfor skal +vi ikke gaa?" + +"Saa deklamér noget," sagde hun, uden at høre. + +Han saá paa hende. Hun laa atter i den forrige Stilling, næsten halvt +udstrakt med den ene Arm om Hovedet. + +"Der er kun ét, jeg kan," sagde han sagte. + +"Hvad er det?" + +"Ninon." + +"Aa, Chevalieren--men det er jo dejligt." + +William sad bøjet, med Hovedet frem. "Det er kun Monologen," sagde han. +Begyndte saa: + + Der glimre de paa Himlen, hine Kloder, + Der uophørligt efter faste Love + I deres Bane vandre, og der alt fra + Umindelige Tider gik som nu.... + +Han maatte tvinge hver Linje frem med Magt. Men efterhaanden blev +Stemmen blødere, ligesom en mumlende Strøm lød de melodiske Ord, præget +af et smerteligt Tungsind. + +Hun aabnede Øjnene og saá paa ham, lukkede dem saa igen og bevægede +Læberne sagte. + +Saa rejste han sig lidt. Og som om den undertrykte Bevægelses Bølger +arbejdede sig frem i hans Bryst, som om Understrømmen af Smerte steg og +gav hans Stemme Graadklang, hviskede han Ordene: + + Afmaalt? nej, afmaalt kan du ikke slaa, + Du, mit urolige, mit varme Hjerte! + Som Stjernekoret tændes ej og slukkes + I, mine flyvende, beruste Tanker! + +Det lød som vaandefuld Klage, og med hvert Ord betonet i den stigende +Hvisken, næsten skreg han: + + "Hvad vil Jeg nu? jeg véd min Haand er løftet-- + +Han havde siddet ubevægelig. Nu pressede han Haanden mod sin Pande, som +om han vilde sprede Hjernens Taager-- + + Og om mit Hjerte ruller der et Hav, + En oprørt Strøm af Ønskers dunkle Bølger-- + Og Stemmer raabe-- + +Han bøjede sig dybere ned og med et pludseligt Slag som for at standse +det ubetvingelige Skrig stoppede han Fingrene halvt ind mellem de +aabnede Læber. + +Han tav, og uden at tale bøjede hun sig atter tilbage mod Væggen med +korslagte Arme. + +Og som i Tanker begyndte han paany Hun hørte intet. Hans Stemme lød ind +til hendes Sjæl kun som en fjern Musik, glidende Bølger af Toner, til +hvilke hun selv satte Ord. + +Men hun vidste dog, det var om Kærlighed, han hviskede. + +Springvandet plaskede stille, fra Bænken hørte hun en sagte Hulken. Saa +bøjede hun sig ned, og mens hun løftede hans Hoved op med begge Hænder, +hviskede hun ømt: + +"Har Du lidt saa meget?" + +--Og deres Læber mødtes i et langt Kys ... + +William kunde ikke sove den Nat. Gerson pludrede i ét væk om Aftenen, da +de klædte sig af, og William sagde "Ja" og "Nej" uden at høre et Ord af, +hvad han sagde. Han gik rundt i Værelset og trallede og nynnede og kunde +ikke finde Ro. + +Han havde Lyst til at skrige af Glæde, af Stolthed, af Triumf, +idetmindste Lyst til at tale, Fortælle det, befri sig for noget af al +den Jubel, som fyldte hans Bryst, saa han næppe kunde aande-- + +"Det er en Satans Trallen," sagde Gerson og slukkede det ene Lys, "naar +er Du kommen til Operaen?" + +William klædte sig af og gik i Seng. Han svøbte sig helt ind i +Sengetæppet, Hovedet ogsaa, og laa og hviskede med sig selv og syntes, +at alting sang baade i ham og om ham. + +Saa hørte han Gerson snorke. Han satte sig op i Sengen og saá rundt i +Værelset, og med Hænderne foldet over sine Knæ under Tæppet begyndte han +at deklamere Chevalierens Monolog. + +Ud paa Morgenen faldt han i Søvn. + +Denne pludselige Lykke holdt sig de næste Dage, det var, som om den +Handling, der ved denne Kærlighed var kommen ind i hans Liv, havde +drevet de unge Drømmerier paa Flugt, og som om han i denne tidlige Krise +var vaagnet af en Dvale. + +Kamilla havde givet sig hen. Hun havde, bestandig hidset frem mod +Løsningen af den Gaade, hun havde digtet ind i Williams Væsen, tilsidst +fremtvunget denne Løsning. Og hun var nu i Begyndelsen beruset af denne +Time for Time voksende Lidenskab; den ejede jo baade al Ungdommens +første Smidighed og al den Sindets Erfaring, som Williams Overmodenhed +gav den. + +Fætter Gerson anede intet ligesaa lidt som Hr. Falk eller de andre. +Kamilla udmærkede bestandig en enkelt af sine Gæster--den unge Læge +fra Terslev, en ung, blond Mand med lyseblaa Øjne og en hængende +Knebelsbart, kaldte uforskammet disse Lykkelige for Frøkenens Ofre--og +man var for længe siden hørt op med at kontrollere, hvad hun selv +spøgende kaldte sin Opdragelse, og med at holde Øje med Nuancer i de +skiftende Forhold til de Syttenaarige fra Sorø. Kamilla opdrog William, +og William sværmede for Kamilla. Det var Fætter Gerson vant til: hver +Gang han bragte et nyt Menneske med til Veilgaard, fik Kusinen et nyt +Sværmeri, og han sagde med uforstyrrelig Sindsro, at det var en +uforanderlig Skæbne, han skulde være femte Hjul til Kusinens Vogn. + +Han tog det, som det var, og drev om hele Dagen i Staldene, paa +Markerne--det første Foraar begyndte jo at gry--og i Landsbyen, hvor +han holdt sig skadesløs med at kure til Præstens femtenaarige Datter, +hvis jomfruelige Blik under Kindernes Rødmen glædede sig over hans +Overlæbes fine, skyggende Dun. + +Saaledes blev de elskende alene. + +De tilbragte hele Formiddagen sammen. Undertiden spadserede de i Haven, +nede i den store Poppelallé ud mod Mosen, hvor ingen kom, og hvor de +kunde være helt uforstyrrede og usete. Kamilla tog hans Arm og, bøjede +tæt ind imod hinanden, vandrede de frem og tilbage i Gangen Time efter +Time. + +Forunderligt nok talte de næsten bestandig om Fremtiden. Kamilla fandt i +denne Forelskelse en Opgave, hun troede paa William og vilde skabe noget +af ham. Under deres Samtaler berusedes de begge ved Tanken om denne +store Slægt, hvis sidste Skud skulde redde saa meget og bære over saa +megen Elendighed; og den enes Ekstase hævede den andens, saa at man i +bestandig Vekselvirkning tilsidst slog Panden mod Himlen i Planer og +Haab. Kamilla syntes, hun var født for at genoprette denne stolte Slægt, +og naar hun, mens de gik sammen, i pludselig Kærlighedstørst slyngede +sine Arme om hans Hals og trykkede den skælvende William op til sig med +hede Løfter og ømme Kærtegn, forekom det hende, som om hun indviede en +Ridder til Livets Kamp, hvor han gik ud til et helligt Værk. + +Og denne ægte kvindelige Begejstring for en Fremtid, for denne Ungdom, +som voldsomt sitrede i hendes Arme, lod hende glemme, at hun selv stod +tilbage paa Bredden, medens William bestandig ene i Baaden, +blomstersmykket, stævnede over Fremtidens Hav mod Morgenrøden og Lykken. +Og heller ikke han syntes at tænke derpaa: ingen af dem saá, at der +bestandig var Tale om at drage ud, aldrig om at vende tilbage. + +Men den Fremtid, som de nu tømrede for William og Høgerne, var af en +solidere Art: de drømte nok, men de gjorde i det mindste Virkeligheden +til Skueplads for deres Drømme. Kamilla var ældre, og hun havde set for +meget af Livet til endog i sine Elskovsdrømme helt at kunne glemme det; +hvad William angik, havde denne til Fuldt Blomster udviklede og levende +Kærlighed pludselig givet ham et helt andet Begreb om Livet: der var dog +noget, som hed at leve: for anden Gang blev Livet pludselig for ham +befolket med Virkeligheder, man kunde nyde, og som man maatte kæmpe med. +Og der holdtes han saa oppe af Kamillas Virkelighedssans, der bestandig +aarvaagen søgte et Maal i Livet for den, hun elskede. + +Undertiden tilbragte de hele Dagen i Vinterhavens Lysthus. Dette Sted +var sammenvokset med deres Kærlighed; Heliotropernes Duft, Græsbænken, +paa hvilken de havde siddet, de høje Planter, til hvilke de havde lænet +sig--, alt fortalte dem om Hengivelsens utrolige Øjeblik, hvis Berusning +gemmer al Kærlighedsforholdets Lykke som Frøkornet Planten. Her talte +de altid dæmpet og hviskende, her sad de ofte Arm i Arm og betragtede +hinanden med tavse Smil, der paa samme Tid var et Minde og et Løfte; fra +dette Sted stængte de Verden ude for at tale om Fortiden, i hvis mindste +Minder de svælgede med alle Forelskedes Glæde, der gennem Minder fra den +første, frygtende og tvivlende Forelskelses Tid vil trylle den første +Hengivelse tilbage ved hver Time paa Dagen at gøre Mindet om den første +Hjertebanken til Indledning for deres fornyede Kærlighed. + +Han talte om den første Gang, hun hilste paa ham i Kirken. Hun havde +smilet saa besynderligt. + +Om hun da allerede den Gang var begyndt at elske ham? + +Hun svarede ikke, men hun smilede paany og kyssede ham. Det første, han +havde set, var hendes Nakke--han saá den skinne bag den sorte +Pibekrave. Og det første, hun havde set hos ham, var hans Øjne. Hun +havde tænkt, det var besynderligt at sætte trediveaarige Øjne ind i et +sekstenaarigt Ansigt ... Saa havde hun forresten lét af hans Gang. + +Saaledes dvælede de ved de tusind Minder fra Forelskelsens første Dage. + +Han var en Dag gaaet bag ved hende ud af Kirken og var blevet ved at +følge et Skridt bagefter. Det havde været hende ubehageligt, hun havde +kunnet mærke hans Blik hvile paa sig. Hvad havde han tænkt paa den Gang? + +Han huskede det ikke. + +Men hun saá paa ham og sagde: "Man glemmer aldrig saadan noget--sig mig +det." + +Han gav sig til at le, og Latteren smittede. De lo begge en Stund, +indtil Latteren blev til stumme Smil, og han bøjede sig over imod hende. + +Og hun rødmede og holdt ham for Munden, mens han hviskede til hende, +halvt liggende i hendes Skød. + +Til andre Tider læste de højt. + +En Dag havde de faaet fat i "Tartuffe". William og Kamilla havde været +oppe at skændes om, hvordan Tartuffe skulde spilles, og nu skulde +Striden afgøres ved, at han læste Komedien højt. + +William læste kun Optrinene med Elmire. + +Og Luften i dette Rum, Minderne, der befolkede det, Stemmerne, der talte +til ham om alle Nydelserne i denne duftsvangre Hytte--alt farvede denne +elskovssyge Hykler, saa Billedet blev berusende for Kamilla, som hørte +en vidunderlig Elskovshymne i Digterens Ord. + +Han tav og lukkede Bogen. Hun tog Hænderne op for Øjnene for at holde +Billedet fast. + +Saa løsnede hun Hænderne bort fra Øjnene, og mens hun tog Bogen og +studerede Guldsnirklerne paa dens Ryg, sagde hun simpelt: + +"Hvorfor vil Du ikke være Skuespiller?" + +Han rørte sig ikke, han saá kun stift paa hende, saa rødmede han. + +Hun gav sig til at blade i Bogen, og der blev ikke talt mere derom. Men +Resten af Dagen var de begge adspredte, og næste Morgen rejste +Vennerne--Gerson og William--tilbage til Sorø. + +Et Par Dage efter kaldte Rektor øverste Klasse sammen efter Skoletidens +Ophør. Man ransagede Samvittighederne uden at finde særlig sorte +Pletter, og var Kl. 12. da man samledes i Lærerværelset, meget spændt +paa, hvad Rektor kunde have at meddele. + +"Det er ikke noget slemt," sagde han, da han kom ind og med Hænderne +foldede over Maven smilende saá fra den ene til den anden. "I har vel +været ængstelige for, at der skulde være hændet en Ulykke. Hva', Høg?" + +"Nej, det just ikke--men ..." + +"Jo, for det er tværtimod"--Rektor talte meget langsomt og lod +Tommelfingrene velbehageligt glide forbi hinanden, mens han stak den +lidt rødlige Næse ind i Williams Ansigt--"tværtimod noget--meget, +særdeles glædeligt." + +Kort og godt en berømt Professor fra København vilde give en +Velgørenhedsforestilling paa Theatret og udbad sig til alle Birollerne +Assistance af øverste Klasses Elever. + +Der blev en pludselig Summen, alle talte i Munden paa hinanden, raabte +paa Stykket, paa Rollerne, om der var nok til dem alle. De glemte i +deres Rus aldeles Rektor, som stod og smilede fornøjet midt i denne +Bisværm og hvert Minut sagde: + +"Jeg tænkte det jo nok, tænkte det jo nok." William var blevet tavs og +helt bleg. + +Pludselig hævede Rektor Stemmen og sagde alvorligt: + +"Men hvis jeg nu havde sagt nej--" + +Man trængte sammen om ham, raabte, bad. William stod lige ved ham. + +"Det kunde De ikke," sagde han. + +"Saa?"--Rektor pudsede sine Briller--"hvorfor ikke, Hr. Høg?" + +William blev forvirret og stammede: "Jeg mener--det vilde Professoren +ikke." + +"Naa"--han smilede igen--"det var en anden Sag--nej, desværre, han +kommer saamæn, for det tager jo en gyselig Tid, og Eksamen har vi, inden +vi aner det." + +Fem Minutter efter vidste den halve By, at "Professoren" kom dertil for +at spille en af sine Glansroller, at øverste Klasse skulde assistere +ham, og at William Høg skulde give den næstvigtigste Rolle. Det var +længe siden, der havde været en saadan Bevægelse i Sorø. + +Gymnasiasterne var som ude af sig selv de næste otte Dage. + +I Frikvartererne raabte man, og i Timerne hviskede man. Den danske Lærer +indgav et spydigt Andragende om ligesaa gerne helt at give Ferie, og man +blev tvunget til foreløbig at indstille de latinske Versioner. Om +Aftenen holdt man Prøve. + +William var den eneste rolige i hele Sværmen. + +Men om Søndagen tog Fætter Gerson alene til Veilgaard. + + * * * * * + + + + +II + +Han stod og støttede sig til Kulissen, og en Gang imellem holdt han sig +for Øjnene: han syntes, det hele dansede rundt med ham. + +"Professoren" var der. Den instruerende Adjunkt læste hans Rolle op, han +skulde først se, hvordan det gik. De andre havde sagt, han sad dernede +med Rektor, selv havde William ikke set ham. Han havde staaet henne ved +den første Kulisse hele Tiden og blev ved at sige sin Rolle frem +mekanisk, men med skiftende Tonefald. Greb sig saa i at sige den forkert +og begyndte forfra med nervøs Hast, der lod de mumlende Ord snuble over +hinanden. + +De talte inde paa Scenen--han fornam det som et Forvirret Skænderi, hvis +Ord han ikke fattede, en Gang imellem hørte han en Lyd nede fra Gulvet, +og han fo'r sammen og greb ved Kulissen for at holde sig fast. + +Hans Hænder var fugtige. + +Saa anstrengte han sig pludselig for at høre. Det var Gerson, der talte +... Men han kunde ikke holde fast paa sine Tanker, han kom lige med ét +til at tænke paa Kamilla, og paa Lysthuset, saa igen paa Professoren. +Men intet var ham klart.... + +Han vidste ikke, hvordan han var kommen til at staa der, Gulvet var +gaaet ned i en Dal og op i en Bølge, og han syntes, han satte til, +ligesom naar han skulde springe over "den store Hest"--og han havde +taget et langt, umaadeligt Spring, og saa stod han der. + +Gerson gav ham Replikken. Han hørte den som raabt gennem en stærk Larm, +han virrede med Hovedet, saá frem ud i et stort Mørke, syntes, han +maatte rive de første Ord frem fra sin Gane, saa tør, sammensnærpet var +den. + +Men lige med ét saá han nederst i Salen "Professoren" gaa frem af +Rummets Mørke--han stirrede et Nu paa hans Ansigt, knugede Armen mod sit +Bryst, og med en forfærdelig Kraftanstrengelse hævede han Stemmen. Han +syntes, han raabte de første Ord, men saa pludselig hørte han Lyden af +sin Stemme, høj, klar og--dens Skønhed slog ham. Som Lynet fyldte i +samme Nu en jublende Sejr hans hele Væsen, og han greb et Sekund frem +for sig som en drukken Mand. + +Saa saá han Professorens Ansigt. Han havde rejst sig, og hver Gang han +talte paany, gik han længere frem, og William saá ikke andet end Smilet +paa hans Ansigt, og at han stadig gik længere frem, længere og længere, +ligesom han ledte ham med sin Stemme-- + +Og sine egne Ord hørte han langt borte dø som en fjern Velklang, der +berusede hans Øre ... og pludselig syntes han, han maatte tale i +Vildelse, saa uklart var det altsammen. Men Stemmen hørte han.... + +Og Professoren kom stadig nærmere og nærmere. Han lo og saá glad ud, og +tilsidst syntes William, at hele Rummet var ét Ansigt, og det var +Professoren, som lo-- + +Han stod i Kulissen igen. Kammeraterne summede om ham, men han forstod +ikke, hvad de sagde. Han holdt begge Hænder ind mod Brystet og kæmpede +med en stærk Stakaandethed, som rent tog Vejret fra ham. + +Han vidste kun ét, at nu havde han et Maal, og at han havde sejret. + +Saa skubbede han de pludrende til Side, aabnede Døren og løb ud, ned +gennem Salen. Han hverken saá eller tænkte, han vilde ud i Luften, her +var ikke frit nok for hans Jubel. Han maatte have mer Luft. + +Han løb over Gulvet, lige i Armene paa "Professoren" ... han saá op, +sagde "undskyld" og blev rød i Hovedet. + +Professoren tog ham i Armen: "Stop lidt," sagde han, "De har svær Hast." + +William stammede. Professoren førte ham ved Armen hen til Vinduet, +stillede ham op lige mod Lyset, saá paa ham, drejede ham, betragtede ham +igen. + +"Godt," sagde han og slap ham. + +William blev staaende. + +"Ja, De skal naturligvis være Skuespiller," sagde saa Professoren. + +William rendte op og ned som en besat nede i Søgangen. Han trallede, +jublede og sang. Han talte ud i Stormen, som lod hans Raab fyge væk, han +deklamerede og raabte. Hans Jubel trængte til Ord--usammenhængende, +stormende Ord, Raab, uartikulerede Lyde--men raabe maatte han. + +Sejr--Sejr--han havde sejret. Alt, hvad han havde oplevet, stormede ind +paa ham og raabte til ham, og alt syntes han, det maatte føre ham til +dette Maal. Alt, hvad han havde levet, var jo Vejen til dette. Og han +havde været blind, at han ikke havde set det.... + +Han havde leget Konge hjemme i den store Gaard, og Flaget havde været +hans Kongekaabe; han havde læst og læst om de store Bedrifter, nu skulde +han gøre dem efter; han havde drømt om at erobre en Verden, nu skulde +han betvinge den. Hvordan kunde han have været saa blind? + +Alt havde ledet ham hen mod det, som nu var kommet. + +Forholdet til Kamilla? Det laa saa fjernt, saa langt borte. Han syntes, +det var Evigheder siden, han mindedes det næppe mere, han hørte kun de +Ord, hun havde sagt, da han læste "Tartuffe": "Hvorfor vil Du ikke være +Skuespiller?" Han hørte Betoningen, hun sagde det helt simpelt, +ligefrem: hvorfor vil Du ikke være Skuespiller? + +Jo, ogsaa Kamilla havde været med at vise Vej. + +Han var blevet saa besynderlig betaget ved hendes Spørgsmaal. Han havde +skudt det fra sig, slet ikke villet tage det op. Men inde i hans Sjæl +havde det ligget og spiret, og det havde opslugt alle hans Tanker, uden +at han vidste det. Egentlig var han gaaet omkring ligesom i Dvale alle +disse Dage siden da, og nu var han vaagnet af en tung Savn, og nu +vidste han, hvad han vilde--hvordan han skulde sejre. + +Nej, der var ikke Luft nok for hans Lunger, ikke Plads for hans Glædes +Ustyrlighed, ikke Rum for hans Sejr. + +Han løb ud paa en lille Baadebro og svingede aldeles meningsløst med sin +Hat, raabte saa højt han kunde, knappede Frakken op, saa Stormen kunde +slaa ind paa hans Bryst--han var fortumlet, beruset og ellevild. + +William rendte i Søgangen længe efter, at det var blevet mørkt. + +Dagene gik. Forestillingen var forlængst givet, Professoren havde bedt +William besøge sig, naar han kom til København, og man havde i Byen talt +meget om al den Virak, den store Kunstner havde skænket den unge Høg. +Saa gik det hele i Glemmebogen, og man fik andet at tale om: i Byen en +Skandale med Frøken Falk, som kort efter "Professoren"s Forestilling, +hvor hun havde været til Stede og vakt almindelig Opmærksomhed ved sin +blændende Skønhed, var løbet bort med Kammertjeneren, et ungt, mørkøjet +Menneske med Zigeunerblod i Aarerne; i Skolen om Eksamen, der stod for +Døren med sin Spænding og sine vigtige Afgørelser. + +Kun William glemte intet. Hans Kammerater kendte ham næppe igen. Der var +kommet en Ro over ham, en Beherskelse, som slog dem. Han saá rask ud, +holdt sig rank, den Hinde af Tungsind, som før havde ligget over hans +Øjne, var ligesom bristet, hans Ansigtsfarve blev friskere. Han tog +private Timer i Gymnastik, han trallede fra Morgen til Aften. + +"Det er Satans, saa Du træder fast i paa den sidste Tid," sagde Gerson, +"Du ser ud, som om Du vil slaa os alle paa Snuden, om galt skulde være." + +William lo, men fast i traadte han. "Slægten" bekymrede ham ikke mere, +hver havde sin Vej, og med Forfædrene skulde han gøre op, naar han havde +naaet frem. Bedre var det da at blive noget end Slet ingenting. + +Kamilla havde skrevet ham til straks efter Professorens Forestilling, +men han havde ikke svaret paa Brevet, hun havde været i Byen for at +træffe ham, og han var ikke gaaet til Mødet. Saa kom hun en Aften op til +ham. Han blev først forskrækket, saa han kom til at ryste: hun var saa +bleg og saá saa lidende ud. + +"Ja, Du bli'er angst," sagde hun, "Du havde vel troet, at vi var +færdige?--hvad?--havde Du?" + +Hun gik lige hen og tog ham i Armen. + +"Ikke sandt," gentog hun og kneb ham, saa det gjorde ondt, "nu var det +forbi--nu, da Du véd Vejen og ikke mere behøver nogen Vejviser?" + +Hendes Læber skælvede, hun slap Williams Arm og støttede sig til en +Stol. + +"Hvorfor er De kommet," spurgte han. + +Hun svarede ikke, men stod og saá paa ham med glansløse Øjne, +ubevægelig. Han trykkedes af Tavsheden og vendte sig. + +"For De mente vel ikke, vi skulde gifte os," sagde han. + +Kamilla lo. "Og det er din Undskyldning," sagde hun haardt. Hun greb ham +igen i Armen, William rev sig løs, "Slip mig," raabte han. + +"Og det var den Fremtid, vi skulde bygge, det var det Haab, vi levede +for"--hun havde talt tonløst, og hendes Legeme faldt sammen; men saa +rejste hun sig med pludselig Kraft, og mens hun maalte ham fra Isse til +Fodsaal, raabte hun: "Dreng!" + +William aabnede Læberne for at tale, men kunde ikke, han var bleg som et +Lig, og han støttede sig op til Væggen.... + +Hun saá det, og med et kort, afskaaret Skrig kastede hun sig paa Gulvet, +omfattede hans Knæ, løftede Ansigtet imod ham, gjorde Forsøg paa at +tale--men skønt Læberne bevægede sig, hørte man ingen Lyd-- + +Saa fik han Mælet igen, og raat raabte han, mens han slyngede hende +tilbage næsten med et Spark med Foden: + +"Tror Du maaske, jeg takker Dig, fordi Du har forført mig?" + +William var stolt af sig selv. Han havde elsket hende og opgivet hende, +han havde ofret sin Lykke for sit Livs Maal. For han havde elsket hende, +det var, som hans Hjerte skulde høre op at slaa, da den Dør var faldet i +efter hende--men det maatte ske. Det var hans Kunst, hans Maal, hans +Fremtid. For den maatte alle Ofre bringes. + +Og han traadte fast i hen over Resterne af sin første Kærlighed--som han +troede, han bragte et Offer. + +Men forresten havde han ikke Stunder til at tænke paa Fortiden, Dagene +gik saa hurtigt. Om Morgenen øvede han sig i Gymnastiksalen og sprang +over Hesten og fægtede med Gerson, hvem "Fanden skulde ta'e, om han +fattede den Fornøjelse". Og efter Skoletid læste han Roller, eller han +laante Nøglen af Ejeren og sneg sig ind paa Byens Theater for at øve sig +og deklamere. + +Hvor der var mørkt! Han gik og faldt over Tov og Sætstykker, inden han +fik taget et Par Skodder fra og lukket Lys ind. Men i Salen blev der ved +at være mørkt, han saa de forreste Bænke og den hvide Rand af Balkonen +som en graalig Stribe inde i Mørket, der laa ligesom et stort, sort Dyb +og dækkede over Tavsheden. William kunde blive helt forskrækket, han +følte sig uhyggelig; og han kunde stirre paa Mørket, til han fik Lyst +til at løbe, og det var, som om noget bandt hans Tunge, naar han +begyndte at tale.... + +Men saa gav han sig til at gaa frem og tilbage paa Scenen, gik ud og ind +ad Dørene, betragtede Kulisserne, stillede sig op og bukkede, maalte +Scenen og talte Skridtene, kom ind for at bukke, gik ud--maalte den +Verden, han tog i Besiddelse. + +William læste meget, og helst læste han Aladdin. Det var næsten et +Tilfælde, at den var falden ham i Haanden. Den havde staaet med Støv paa +Guldsnittet siden hans Konfirmation, og saa havde han en Aften taget +den ind for at læse paa Sengen. Men han sov ikke den Nat, han laa og +læste og læste og deklamerede, og Sommernatten var forbi, og det blev +Morgen, mens han endnu sad oprejst i Sengen med Bogen. + +Saa saá han sig om og besindede sig og lagde det røde Bind hen paa +Bordet, Men lidt efter tog han det igen og slog op paa de første Sider. +Scenen med Drengene paa Gaden: + + Selim. + Dér er Aladdin, saa nu kan vor Leg + Begynde ret. + + Aladdin. + God Morgen, Kammerater. + + Selim. + Hvor blev Du af saa længe? + + Aladdin. + Ser Du vel, + Der var Begravelse her uden Byen + Paa Kirkegaarden ved Moskéen hist. + Det maatte jeg først se. Det er saa morsomt. + At høre Sangen, og at se dem gaa + Saa langsomt gravitetisk hen med Liget. + + Selim. + Hvi har Du ikke sagt mig det, saa var + Jeg gaaet med. Hvem blev idag begravet? + + Aladdin + (ganske ligegyldig). + Min Fader. + + Selim. + Hvad? din Fader? er han død? + + Aladdin. + I Forgaars Aftes døde han. + + Selim. + Og derom + Har Du ej talt et Ord? + + Aladdin. + Saa har jeg glemt det. + + Selim. + Og sørger ej? + + Aladdin. + Nu, har jeg Raad til det! + + Selim. + Jeg mener ej med Klæder, men med Sjælen. + + Aladdin. + Ej hvad? den, som vil sørge over Alting, + Fik nok at sørge over. Han var gammel. + + Sindbad. + Naa, kom nu! kom! Den rige Købmand hist + Paa Hjørnet vil Idag igen udkaste + Tre Pomeranser her i Gramsetag. + + Aladdin. + Ja, jeg er med. + + Sindbad. + Er Du? det tror jeg nok. + Der kommer alt den ene. Varsko, Drenge! + (En Pommerans bliver kastet ud af et Vindu, Aladdin griber den). + + Selim. + Du er nu altid lykkelig. + + Drengene. + Fler! fler! + (En Pommerans kastes atter ud, som Aladdin atter griber). + + Aladdin. + Det var den anden. Nu har jeg alt to. + + Sindbad. + Aladdin maa ej være længer med, + Den tredje maa han ikke gramse efter; + Han har alt faaet nok. Hold paa ham, Drenge! + (De holder paa Aladdin. Den tredje Pommerans kastes ud, den falder i + hans Turban). + +Bogen faldt ud af hans Haand, og han sad længe med bøjet Hoved. + +Fra den Dag var Aladdin hans Yndlingsrolle, og han deklamerede den atter +og atter. + +Undertiden deklamerede han slet ikke Roller, men holdt lange Taler, som +han selv lavede, hvor han snart lod Stemmen stige til Larm og snart +synke til Hvisken; og undertiden, midt som han stod, kunde han pludselig +glemme, hvad han selv sagde, og stod blot og lyttede til sin Stemmes +Klang, naar Ekkoet svandt hen og døde ligesom et Suk ude i Mørket, og +han blev ved at lytte til og nyde denne Klang, og hans Bryst blev saa +stort, syntes han, og han fik Hjertebanken af Lykke. Saa kunde han +pludselig give sig til at tralle, og han kunde standse midt i en Replik +for at synge og raabe højt, og naar han havde sagt en lang Replik, +raabte han Bravo og applauderede sig selv og kom ind og takkede for sine +egne Hænders Bifald-- + +Jo, naar man havde et Maal, var det en Leg, enhver var Aladdin, naar han +blot troede. + +Han indviede ikke nogen i sine Planer. Repetitionstiden var nu begyndt, +Kammeraterne var optaget af Eksamen, og egentlig kun Gerson havde i den +almindelige Travlhed nogen Anelse om hvad William tog sig til, naar han +var borte halve Dage eller paa Gymnasiet lukkede sig inde i Timevis. + +"Hvor meget har Du faaet repeteret," spurgte han en Dag, da de sad nede +under Træerne lige overfor Kirken. + +"Aa, ikke meget." + +"Det tænkte jeg nok," Gerson sad og lavede Navnetræk i Sandet--"men saa +synes jeg snart, det var paa Tiden." + +"Jeg har jo læst noget." + +"At Du hørte op med at rende dér paa Theatret og skraale Dig hæs." + +"Paa Theatret? Hvorfra véd Du det?" + +"Aa--Kamilla siger, at Du er blevet komediegal." + +William blev blussende rød, rejste sig fra Bænken og gik. + +Om Eftermiddagen laa Gerson nede i Haven paa en Græsplæne, udstrakt paa +Maven lige saa lang han var, og læste. Han saá nok, William drev frem og +tilbage ude i Gangen, men han lod, som om han ikke mærkede det, og +tænkte, at han kunde Sige det første Ord. Men han laa og skulede over +Bogen gennem de udspilede Fingre--han støttede Hovedet til begge +Armene--hen til Høg, der gik og gned sig opad Plænekanten. + +Saa slog William en stor Bue ind over Græsset, han var meget optaget af +paa kunstfærdig Maade at nedtræde nogle Tusindfryd med sine Hæle. + +Gerson fik Medlidenhed og pustede: "Den er lummer," sagde han. + +William gik hurtigt hen til Buskettet, hvor Gerson laa. "Man kan slet +ikke læse i denne Hede," sagde han hurtigt. Han stod et Øjeblik og +pillede ved nogle Blade, saa lod han sig falde ned paa Græsset lidt fra +Vennen. + +"Hvor langt er Du," spurgte han. + +"Aa ikke ret langt"--Gerson vendte sig, saa han laa lige ud og saá op i +Luften--"ved Direktoriet." + +"Skal jeg ikke høre Dig," spurgte William. + +"Ellers Tak, men det ærgrer s'gu bare En, naar man ser, man ikke kan +noget af det Skidt." ... + +De sagde ikke mere, men laa længe ved Siden af hinanden. Saa sagde +William: + +"Du talte i Formiddags noget om din Kusine"--Solen stak ham i Øjnene og +han holdt Straahatten helt for. + +Gerson lo. + +De laa lidt: "Hun er da arriveret hjem igen," sagde Gerson. "Men hun er +slemt afrakket ... han stjal og løb fra hende" ... + +William syntes ikke at høre, han gjorde et Ophold, som om han ledte +efter Ord, derpaa sagde han ilfærdigt: + +"Vil Du høre det?" og rejste sig. + +"Naa, spørger Du mig endelig om det," sagde Gerson sindigt, lukkede +Bogen og stod op. De gik henad Gangen uden at tale videre og ned ad +Alléen. + +"Jeg har ikke holdt af, at nogen skulde vide det," sagde William, da de +kom ud af Klosterporten. + +Gerson gryntede. Ellers blev der intet sagt, lige til de kom til +Theatret. + +Gerson havde sat sig nede paa en af de midterste Bænke, og William kunde +ikke se ham ude i Mørket, men han vidste, at han var der, og nu, da +Mørket gemte over to Øjne, syntes han, det var endnu forfærdeligere end +før. Han stod og faldt i Staver oppe ved Baggrundsdøren, og han syntes +slet ikke, han hunde huske det allermindste. + +"Naa, bliver det til noget," spurgte Gerson nedefra. + +William fo'r sammen. "Du skal s'gu ikke genere Dig for mig," sagde den +anden. + +William gik ned. "Nej, men det er saa--sært," sagde han. Men pludselig +syntes han selv, det var for latterligt at være bange, han vidste jo dog +saa godt, at han kunde, og det var dumt at krybe i Skjul. + +"Det er dér i Skoven," sagde han saa Og flyttede en Pakkasse frem foran +Lamperækken. "Du véd, hvor Aladdin vaagner." + +Gerson havde læst de første Sider af Aladdin, da han var tolv Aar, og +var aldrig kommet til, hvor Aladdin vaagner, men han sagde "Ja--a" for +ikke at forstyrre. + +William lagde sig ned paa Pakkassen, som om han sov, saa rejste han sig +og deklamerede. + +William havde helt glemt Gerson. Lige da han begyndte, havde han løftet +Stemmen noget højere for at vise den, men han havde straks sænket den +igen--det var ligesom noget sprang i den, og han blev helt forskrækket. + +Knælende laa han, med oprejst Pande og Hænderne foldede ind imod sit +Bryst. Øjnene lyste, og Stemmen bar Ordene som en inderlig Lovsang. + +Gerson syntes, han var ligefrem køn, og kunde "s'gu ikke forstaa 'et". + + Tak Allah! for din store Godhed mod mig, + Se mine Taarer! jeg kan ikke tale. + Her synker jeg paa Knæ i Ensomhed. + +Han laa nogle Øjeblikke i samme Stilling med opvendt Ansigt. Saa rejste +han sig og sagde i en anden Tone, der endnu bævede af den forrige +Bevægelse: "Saa kommer Vagten!" Han gik lidt slingrende og noget flov op +mod Baggrunden, han ventede. Gerson skulde sige noget. Men, da han blev +ved at sidde stille, spurgte han højt: "Naa?" + +"Det havde jeg skam ikke troet," sagde Gerson og entrede over Bænkene +hen til Prosceniet. + +William blev rød ved Rosen. "Jeg kunde meget bedre." sagde han. + +Gerson svarede ikke paa det, han stod lænet til første Bænk og fløjtede: +"Er der ikke mere," spurgte han. + +"Nej, jeg vilde ikke sige andet."--"Det var noget lidt," mente Gerson, +og da de havde rodet noget omkring, og Gerson havde været inde i +Sufflørhullet, gik de hjem. + +"Jeg kunde s'gu knap kende Dig tilsidst," sagde Gerson, "men din Stemme +sprak i Begyndelsen." + +"Ja"--William talte stakaandet--"jeg véd det nok,--jeg var lidt hæs, +det kom allerede igaar--og--" + +Men han havde slet ikke været hæs, da de gik hjemme fra, og egentlig +forstod han ikke, hvordan det var gaaet til. De følgende Dage +deklamerede han hver Dag, men hæs var han, og naar han vilde tale højt, +slog Stemmen over. Han talte sig til Taals med, at den var i Overgang, +men ligesom vi altid pirrer ved en daarlig Tand for bestandig at +forvisse os om, al den endnu gør ondt, prøvede han, naar han +deklamerede, uafbrudt at faa den til at knække for saa, naar den +knækkede, at lide derved. + +Tilsidst glemte han det næsten, og han vænnede sig til at anvende det +tilslørede, der i et mindre Rum klang saa smukt, og som dækkede +Stemmebristet for ham selv. + +Desuden kom nu Eksamen. + +Det sidste Fag var Historie. William havde først været oppe i +Graccherne, og bagefter fik han Bernadotte. Han fortalte hurtigt, noget +springende, en Del om Manden, men standsede pludseligt. + +Læreren vilde hjælpe ham paa Gled og have ham ind paa de mere +almindelige Forhold den Gang; efter at have lirket noget sagde han: "Men +hvordan gik det egentlig til, at--Hvad skyldtes det væsentlig--hans +Held--?" + +William sad og saá ned paa det grønne Tæppe og lavede Cirkler med +Fingrene. Derpaa løftede han Hovedet og krammede lidt om Bordkanten: + +"Hele Hemmeligheden var, at han vilde." + +Professoren gav sig til at le, men da Læreren vilde gaa videre, sagde +han: "Aa nej, det kan være nok, Hr. Høg har jo givet hele Forklaringen." + +Saaledes fik William udmærket godt i Bernadottes Historie. + +Det var om Aftenen den Dag, de var blevet Studenter. De unge Studenter +var samlede med Lærerne og nogle af de ældste i Skolen til Sold paa +Gymnasiet. Et Par store Værelser var omdannet til Festsal, hvor alle +Vægge var beklædt med Bøgegrene ligesom en Skov. + +Det var hen i Maaltidet. Bøgenes Duft, der blandedes med Heden og med +Vinens Dunster, gjorde Luften tung. Ind ad de aabnede Vinduer trængte +Sommeraftenens Mildhed, mættet af Alléernes Linde med Blomstringens +Sødme. + +I Salen, hvor Unge og Gamle sad Side om Side, vekslede Sang med Tale. +Rektor havde talt for Studenterne. Høg som Duks for Rektor, saa var +Skaal fulgt paa Skaal. + +Nu sad man med glinsende Øjne og Pletter paa Kinderne, med et Stykke +Kransekage paa sin Tallerken og slugte store Portioner af Isvand og +dyppede Lommetørklæderne i Glassene for at holde det fugtige mod +Tindingerne. + +Det var blevet noget svært for Talerne at skaffe sig Ørenlyd, man sad +alle og snakkede løs, mest saadan halvhøje Fortroligheder, udvekslet med +Sidemanden, hvem man tog om Halsen, mens man talte, eller hvis Haand man +bemægtigede sig med stærke Tryk. + +William sad ved Siden af Rektor, som var rødblisset og stoppede en halv +Kransekage ned i Kjolelommerne, mens han uafbrudt talte Græsk og +citerede Homer. William havde ikke talt godt, han havde staaet og +stammet i det, og han havde glemt Pointen i Skaalen. Uheldet havde +forceret ham op, og han havde drukket mer, end han plejede. Dertil +Heden, selve Stemningen, den blandede Luft--Han blev distræt, han sad og +rev en Rose i Stykker og hørte paa Rektors Citater med et halvt Smil, +der var langt borte. + +Saa pludselig uden Overgang slog han paa sit Glas. + +"Det er Høg," raabte man, "det er Høg"--og der blev saa nogenledes +stille. + +William stod midt for Hesteskobordet, rettet i sin fulde og slanke +Højde. Det Atlaskes Slips var gaaet op og hang halvt opløst ned over +Skjorten. Rosen dinglede i Knaphullet. Af Haaret faldt en Manke ned over +Panden, og under Manken lyste de store Øjne frem under de tunge Laag. +Han aabnede Munden, og de dybt krusede og fulde Læber hvilede i et Smil, +inden han begyndte ... + +"Det er dog Satans, saa Høg ser østerlandsk ud," sagde Historielæreren, +der sad ved Siden af Gerson. + +"Ja, den er s'gu lige højhælet nok," sagde Gerson, der saá paa Vennen +med opspilede Øjne. "Men dejlig er han." + +Saa talte han. Stemmen var blød; alt blev sagt i lutter Mellemtoner, der +gjorde det hele dybt og kun lod ane Flammen: + +"Det er om Minderne, jeg vil tale, alt, hvad der igaar var Nutid, Og +som nu idag er blevet Fortid for os. Minderne om Hjemmet vi forlader, +Hjemmet, som saá vore første Drømme fødes og vore Længsler vaagne til +Liv. Denne stille Sø, som lod os drømme saa smukt i sin Stilhed, Skovene +om den, som et Bælte, der værner mod Stormene, Himlen, der spejler sig i +den; Minderne om en lykkelig Tid, da vor Horisont var en Kirke, hvor en +Fortid sover, og en Bøgeskov, fredsommelig som Kirken--" + +Nogle havde rejst sig; med Glassene i Haanden stimlede de sammen i +Rummet mellem Bordene; William ændrede Tonefaldet Lidt og vedblev: + +"Alt dette var til idag vort Liv, og nu er det blevet Minder, som vi, nu +da vi gaar, tager med. Thi Afskeden er kommen, og er det end sandt, at +vi kun skilles fra alt her med Sort, saa var det dog nødvendigt at +skilles: thi her kunde vi ikke blive. Spurv eller Ørn, ud fra Reden maa +de flyve, naar Vingernes Fjer er vokset, og ud til en anden Scene maa +vi, hvor Horisonten er større, Himlen mere vid, hvor selv Drømmene kan +flyve højere og hvor Livet, vi drømte, kan blive til et Liv, vi +lever ..." + +Der var noget tiltvunget over dette dæmpede; man gik paa hel Jord og +Jorden gyngede-- + +"Men, det tror jeg, derude, hvor vi maa hen, i Livet, som vi ikke kan +unddrage os, hvor Scenen er større, alting rigere, fuldere end her, dér +er ogsaa Kampene smerteligere. Her kom Stormene til os som en Kastevind, +der kruser Søen, her hørte vi Larmen som en Brusen oppe i Stammerne: men +Kastevindene og Stormene og Larmen kom os ikke nær. Men nu skal vi ud +imod Stormen og kæmpe i Larmen, og det véd vi, at den, som ikke gaar +imod Livet, han har dødsdømt sig selv. Ind i Fremtiden! Indskrevne i +Fremtidens store Legion, hvis Rækker tyndes og fyldes som de Udødeliges +Slagorden, indskrevne i de Kæmpendes Kohorte, der gaar frem, fordi den +tror, og selv om den Falder, aldrig opgiver at haabe. Thi Ungdommen er +bestandig ung, fordi den altid fødes paany, og naar vi falder, gaar +andre frem til Sejr. Men endnu kan Sejren blive vor, naar vi vil, thi at +ville er Hemmeligheden og Nøglen-- + +Han tog Glasset og holdt et Øjeblik den anden Haand mod sin Pande. + +"Men det koster at ville, og naar Kampene har slaaet deres Saar, da er +det, vi vil tage disse Minder frem, Minder om vore første Forhaabninger, +om vore første Drømme, om vor første Længsel og vore første Suk. Og +disse Minder vil dvæle ved en stille Sø, der slumrer i en Sommernat som +denne, ved en rosenduftende Kirkegaard, hvor Danmarks gamle Storhed +drømmer i tusinde Kroge og Hvidernes evige Berømmelse lever hos deres +Slægtninge, Valdemarernes; som kvidrende Fugle vil Minderne synge om os, +naar vi, Fremtidens Sønner, gaar bort fra vor første Ungdoms Hjem, hvor +Fortiden blunder. + +Minderne--Minderne leve!" + +Han havde givet sig hen. Hans Ansigt lyste; og, med Hovedet bøjet lidt +tilbage, stod han nu med løftet Glas mod Salen. + +Man havde efter Talen samlet sig et kort Minut, inden man raabte. Saa +hørtes en pludselig Summen. Hurra blev der ikke raabt. + +Lidt efter brød man op, man skulde slutte Festen paa den anden Side +Søen, og man gik ned gennem Haven til Baadebroen. Langt om længe kom man +i Baadene. + +Man blev uvilkaarlig stille, mens man gled hen over Søen. Himlen var +lys, Nattens Skumring laa kun som et dæmrende Slør over Dagen; man hørte +Aarernes Plasten, nu og da en enkelt Sætning fra en af de andre i +Baaden, der faldt ud i Stilheden; et Raab fra den forreste Baad. Ellers +Tavshed og Sommernatsfred. + + * * * * * + + + + +III + +Nina var træt af at tale imod, hun var nær ved at opgive alt. Den første +Dag, da William fortalte hende sin Plan at ville være Skuespiller, +troede hun ham ikke; hun saá paa ham med store Øjne og gav sig til at +le: "Du!" raabte hun og løb ind til Sofie: "Han vil være Skuespiller," +sagde hun, "William er forstyrret!" Men da det blev Alvor, vedblev hun +længe at vægre sig ved at tro det; hun kunde ikke tænke sig det, hun +vilde ikke forstaa det. + +Paa Williams Hoved havde hun lagt alle sine Forhaabninger, i ham og kun +i ham havde de to Søstre levet de to Aar i Præstegaarden; han var deres +Alt. Nina havde altid vidst, han var ikke som andre, men netop derfor +haabede hun desto mere; hun forgudede ham, hun læste hans Breve atter og +atter, hun skrev dem af og gemte dem i sin Dagbog. Broderen var hendes +hele Liv. + +Hvad han skulde være, havde hun egentlig aldrig tænkt, men noget mere +end andre maatte det blive. Som Mængden var han ikke, og hun kendte +ingen, der maatte kunne drive det saa vidt som han. + +Nina havde aldrig været forelsket. Den første Ungdoms flagrende Ømhed, +som fylder unge Kvinders Sjæl ligesom med sværmende Sommerfugle, havde +hendes hærgede Sind, der var blevet mørkt ved de tidlige Skygger, aldrig +kendt. Hvad hendes Liv havde udviklet, var en urokkelig Kærlighed til +"sine", en noget snæver Følelse, der var præget af selve den Tunghed og +Kulde, hvormed Prøvelser saa tidlig havde mærket hende; og af denne +Kærlighed havde hun én Gang for alle skænket William største Parten, den +Part, som indesluttede hendes bedste Haab og al hendes varmeste Ømhed. + +Saa havde hun mødt ham nu, da de kom til Byen for at bo sammen, og den +første Dag, de var rigtig alene, havde han talt alvorlig til hende om +sin Livsplan. Derpaa gik der nogen Tid, hvor hun tog det for hans Spøg, +hun kæmpede hovedsagelig mod ham med Latter, fandt det saa aldeles +urimeligt. Men siden saá hun jo, det var og blev hans Alvor, og hendes +Vaaben blev Taarer. + +I Begyndelsen var det alt det ydre, Livet, som stødte hende tilbage, +hele Kulissetilværelsen, som hendes Naturel saa lidt forstod; hun tænkte +paa hensvirede Nætter, paa fordrukne Eksistenser, malede alle de +Skræmmebilleder, en Kvinde, opdraget og udviklet som hun, sætter imod +denne Stand. + +"Hvorfor vil Du dog saadan udstille Dig selv," sagde hun ofte. + +Hun blev bitter; og jo mere hendes Tanker kredsede om Broderens Fremtid, +des mere fortvivlet blev hun. Hun saá, at denne Tanke var hans Liv, at +han ind paa dette ene satte al den nervøse Anspændelse, som hos ham +erstattede Sundheden, at han kun levede og var lykkelig i dette Haab. Jo +mere hun var sammen med ham, jo klarere saá hun, at dette Selvbedrag, +som hun kaldte det, var vokset, saa det nu omspændte hele hans +Eksistens, Og der kom en Tid, hvor hun bad til, at han maatte blive +Skuespiller, bad, tvang sig til at bede, at han maatte blive det. + +Hendes Frygt for, at William skulde blive Skuespiller, blev +efterhaanden, som Samlivet med ham lod hende lære, hvor dybe Rødder den +ulyksalige Idé havde slaaet i hans Liv, til en--med ubevidst Glæde +blandet--Frygt, for at han ikke skulde blive det. Og hun vidste næppe +mere at finde sig selv til Rette i alt dette. + +Hun var ulykkelig i alle Fald. + +Et var vist: hun kunde ikke tro paa ham. + +Og saa sagde hun atter og atter: "Hvorfor er det dog netop det, Du vil?" +Og mens hun saá Idéen gnave sig dybere og dybere fast; blev hun mere og +mere betaget af sin Angst. + +"Om Du nu tog fejl," sagde hun. + +"Saadan ta'er man ikke fejl," svarede han. + +"Du er saa opskruet, William, og man skal ikke gøre en Leg til Alvor." + +"Nej, Nina, men det maa være Talent, hvordan skal vi ellers maale det, +hvorpaa skal vi ellers kende det? Det vilde dog være for uretfærdigt. +Jeg forsikrer Dig, jeg har ikke plejet det, det er kommet, og saa saá +jeg, at hele mit Liv, Moder og Fader og--Ka--" han vilde have sagt +Kamilla--"og alting var Indledning til det, og nu, nu tænker jeg slet +ikke andet" ... + +"Men Du kunde tvinge Dig til at tænke det" ... + +"Det kan ikke nytte, Nina. Hvis jeg bliver Skuespiller, bliver jeg +maaske til noget, skønt Moder var brystsyg og Fader gal--" + +"William!" + +"Ja, det faar ikke hjælpe, vi kan ligesaa gerne sige det. Jeg ser Syner +om Natten og Du hoster, og det er i det hele en dejlig Familie ... men +bliver jeg Skuespiller, saa vil jeg kunne tvinge mig selv. Jeg véd det, +jeg kan blive ved med at arbejde og anstrenge mig og arbejde igen, det +er mig ligemeget, hvor længe det varer, inden jeg bliver til noget, om +jeg skulde danse i fem Aar og gøre Gymnastik i ti for at blive det. Men +gaar det galt, er det ikke sandt, hvad jeg føler, saa--nej jeg kan slet +ikke tænke det." + +Efter en saadan Samtale var Nina endnu mere nedslaaet og endnu mere +ængstet end før. + +Det var noget hen paa Vinteren. De havde flyttet det runde Bord hen til +Kakkelovnen, og dér sad de nu--Nina og Sofie--og arbejdede, mens +William læste højt. Det var flere Uger siden, han havde læst for dem, og +han læste godt. Nina hørte det. Da de var færdige med anden +Akt--Komedien var "de Nygifte"--sagde hun roligt, uden at se op: + +"Iaften kan jeg lide det." + +"Ikke sandt?" fo'r det ud af William. Det var, som gik der Lys hen over +hans Ansigt. Der blev en Pause. + +"Det er ikke Forfængelighed," sagde han saa sagte, "men jeg blev saa +glad." + +Baade Stykket og Oplæsningen rørte Nina, hun havde Lommetørklædet i +Skødet og sad hvert Øjeblik og pudsede Næse med en betænkelig fugtig +Lyd. Sofie græd hele Tiden ned paa det Kannevas Broderi. + +Da Stykket var forbi, rejste William sig og gik hen i en Krog i Mørket. +Det varede noget, inden nogen af dem talte, Nina sad med Hovedet støttet +paa Armen og bed i sin Hæklenaals Elfenbensskaft. Hun sukkede et Par +Gange, begyndte atter at hækle, men faldt igen i Tanker. + +William holdt Øje med hende fra Krogen, og da hun saá op, mødtes deres +Blik. + +"Men Høg kan Du da ikke blive ved at hedde," sagde hun tonløst som halvt +til sig selv. + +"Hvorfor ikke?" han røg op fra Stolen. "Høg--ikke blive ved--" + +"Man kan ikke skrive Høg paa en Plakat," Tonefaldet var ganske ligefrem. + +Og lidt efter: "Hvad vilde Fader have sagt?" + +William var blevet blussende rød, han saá et Øjeblik stift paa Nina, med +stirrende Øjne, som om han havde faaet Øje paa en Afgrund--saa gav han +sig til al le.-- + +"Er det de Høgers Ære?" Han blev ved at le. + +"Ja, netop--og Du er den sidste!" + +"Netop derfor gør jeg det," sagde han sagtere, "I kan være rolige." + +"Og Du synes, at Faders Navn har sin Plads paa en Theaterplakat?" Ninas +Stemme rystede. + +"Faders Navn--ja for den Sags Skyld--" han snublede over Ordene, og +vendte sig om. + +Nina rejste sig heftigt, Stemmen dirrede: "Fader var syg ... det er +ingen Skam, men ..." + +Han trykkede Hænderne ind mod sit Bryst, betvang sig voldsomt: + +"Ja," sagde han og bed sig i Læben, "vist saa--men det er heller ingen +Skam at virke det eneste, man kan." + +Han støttede sig til Klaveret, han kom pludselig til at ryste, saa han +ikke kunde staa, og blev hurtig bleg, saa atter rød. "Gør jeg Navnet +Skam," Tænderne klaprede imod hinanden, "saa skal jeg nok lægge det af." + +Han rev sit Lommetørklæde frem, førte det hurtigt op til sit Ansigt og +hulkede. + +Saa gik han. + +Da Nina vilde ind og sige "God Nat", var Døren til Værelset laaset. Hun +ruskede i den: "William," raabte hun, "det er mig." Ingen svarede. Og +hun gentog igen og højere: "William, William." Hun hørte ham rejse sig +fra Sofaen og gaa tungt hen over Gulvet. Værelset var mørkt, der var +intet Lys i Sprækken. + +"Hvad er der?" spurgte han. + +"Luk mig ind," sagde hun, "jeg vil tale med Dig." + +"Det kan ikke nytte," sagde han inde Fra. "God Nat." Saa gik han igen +bort fra Døren. + +William sov ikke den Nat. + +--I den første Berusning, hvormed den unge Tanke havde fyldt ham, var +han kommet saa let over alt, alle Betænkeligheder havde været smaa, selv +hvor Tvivlen stak sit Hoved frem, blev den hurtig overmandet. Det +nyttede desuden slet ikke at tage alle disse Hensyn: der var blevet +kaldt paa ham, og han fulgte. Det var den simpleste Ting af Verden, +ganske simpelt, fordi det ikke kunde være anderledes. + +Han havde kastet sin Bagage fra sig og var gaaet efter--Bagagen af +Fortid, Fordomme og Slægtsstolthed. Der havde slet ikke været Plads til +nogen Tvivl. + +Men nu--nu, iaften var det anderledes. + +Han tændte ikke Lys, da han kom ind. Han lagde sig hen paa Chaiselonguen +og svøbte sig ind i sit Rejsetæppe, han frøs, saa Tænderne klaprede i +Munden, og han hyllede sig helt ind i Tæppet, ligesom for at gemme sig. +Han følte sig tung i alle Lemmer, blytung og sløv, ligesom bedøvet af +det Slag, han havde modtaget. Han tænkte ikke; hans Tanker, der søgte at +arbejde, forsvandt ud i en grødet Sløvhed, der opslugte alt, og hans +Hjerne laa under for dette pludselige Kølleslag. + +Det var som en aandelig Besvimelse. + +Men lidt efter lidt vaagnede Tankerne og skreg op i hans Hoved paa én +Gang, saa det hamrede i hans Tindinger. For første Gang gennemtænkte han +i disse Timer under forfærdelig Kamp sin Livsplan. + +"Men Du kan da ikke blive ved at hedde Høg." + +Først slog han sig med Magt til Taals med den gamle Sætning, han den +Gang havde modtaget, at hver maatte gaa sine egne Veje, søge sit Maal, +og Storheden var én, Berømmelsen én, kun Vejene var det, som var +forskellige. Men han kunde ikke blive staaende ved det iaften. Man havde +jo dog Lov til at gaa sin egen Vej, man maatte gaa den, hvorledes den +end var, for at redde det bedste i sig, og denne Vej var saa god, som +den Kunst, han viede sig, var stor. Og dog var han urolig.... + +Thi andre dømte ikke som han. Nu Nina for Eksempel--hvordan kunde hun +sige det saa simpelt, som noget, der fulgte af sig selv, hvormeget det +end kostede hende: "Men Du kan da ikke blive ved at hedde Høg?" Hvorfor +sagde hun det? Hvordan kunde det gaa til? Hun elskede Navnet, det vidste +han. Og hun elskede ham som den sidste af Slægten, den der skulde +genføde Ætten og gøre den berømt over nye Tider. + +Og for hende stod det dog som noget selvfølgeligt, at maatte han gaa sin +egen Vej, kunde det ikke være andet--ja, saa maatte han opgive Navnet, +saa var Slægten uddød. Men hendes Kærlighed var stærk nok til at ofre +hendes Forhaabninger-- + +Han rejste sig fra Sofaen og gik i Mørket rundt omkring i Værelset, han +stødte paa Møblerne uden at mærke det, væltede Stolene og rejste dem +igen mekanisk. + +Men det var Overdrivelser, Nina overdrev. + +Men hvorfor troede hun ikke paa ham--hun elskede ham ... og troede +ikke.... + +Tankerne begyndte igen. + +Han gik jo imod dem alle, imod Strømmen, imod alle Ønsker.... Men +Strømmen var Fordomme, Bornérthed, Taager.... Vist saa, vist saa, han +havde bestandig Ret, bestandig, hvordan man saa saá det.... Han saá nok, +det var et Ansvar, han var selv opdraget i den samme Fordom, men.... +Storhed var Storhed, og stor vilde han jo blive, maatte han +blive--ellers--naa, han skulde nok bære "Høg" over, ad sin egen Vej, de +vilde spotte, le, men tilsidst vilde de bøje sig ... og Navnet vilde +sejre ad hans Vej. + +Det brændte ham og sved ham som Ild i Sjælen. Op igen, hvileløs rundt, +det var forfærdeligt at kæmpe saaledes.... + +Thi hvorfor var der dog ingen, som troede paa ham? Hvorfor troede Nina +ikke, eller Sofie, eller Gerson, eller alle Beundrerne! Hvorfor troede +de ikke? Nu trængte han til deres Tro--nu, da han gik alene, ensom, og +bar hele Fremtiden over den stride Strøm ... aa, nu da det stormede ind +over ham--nu skulde de komme til ham og tro paa ham ... + +I Talentet mundede det ud. Havde han ikke det, vidste han ikke det, +urykkeligt klippefast--nej--saa kunde han ikke, saa maatte han ikke +gaa--det var Ansvaret. Om Talentet drejede det sig, om +Talentet--alt ... men det havde han jo-- + +For havde han det ikke?-- + +Han var lige ved at skrige, da Tanken kom igen. + +Men han havde det, han vidste det, det idetmindste var sikkert. +Hvordan skulde man ellers maale det, hvad skulde man tro paa, naar dette +ikke var sandt? en hel Aabenbaring var det jo for ham, et tydeligt Kald +at holde sig til-- + +At tro paa sig selv. Han vidste, han var udvalgt, saadan noget vidstes +... men hvorfor kunde de andre da ikke tro? hvorfor stod han alene? +hvorfor var de vantro, de, som dog stod ham nærmest? Hvorfor troede +ingen, slet ingen? han var saa alene med sit Haab. De maatte tro, han +længtes saa ubeskriveligt, han tørstede saa forfærdeligt efter at blive +troet-- + +Som i legemlig Smerte rejste han sig i Sædet og rokkede klagende frem og +tilbage.... + +Ja, mislykkedes det, det kunde han se, saa var Slægten +død--død--ude-- + +Men det kunde ikke mislykkes, det maatte lykkes. Og for tusinde Gang +hamrede de samme Tanker som Ildhamre i hans Hjerne.... + +Det var jo en Aabenbaring, det var jo det, som havde givet Lys i Mørket; +var jo det, som havde vækket ham og givet Liv af Død. Alle hans Drømme, +alle hans Tanker, alt.... Aa nej, aa nej ... tag det ikke fra mig! + +Han følte en Tomhed, fordi han ikke kunde bede, og han hviskede nogle +Bønner til det store Rum-- + +Han rejste sig, han gik op og ned, han pressede Hænderne mod de +feberhede Tindinger-- + +Det var Lyset, var Flammen i hans Liv, det kunde ikke være anderledes. +Og han klamrede sig til Lyset, han klamrede sig til sin Tro som i +legemlig Dødskval. Udenfor dette laa kun Angst og Opløsning og Mørke og +en Fortvivlelse, som ikke vidste Raad--nej, nej, han maatte blive her, +maatte blive paa fast Grund, han kunde ikke gaa ud i al den +Elendighed,--denne Nat uden Stjerner, al denne Kulde, som vilde isne +ham. + +Saa kom han pludselig til at tænke paa Jakob, som kæmpede med Gud.... + +Det var svært at kæmpe, og fast maatte man staa. + +Han trykkede sit hede Hoved ned mod Skrivebordets Kant og satte sig et +Øjeblik paa Stolen. Saa lod han sig langsomt glide ned paa Tæppet og laa +og krammede om Sofaens Ben. + +Han syntes, han slugte Skrigene, Dødsangsten ophobede i hans Bryst. + +Og hvis han nu opgav det, hvor skulde han saa gaa hen? hvis han nu ikke +turde? hvis han kastede Byrden fra sig? + +Han sprang op med et Sæt, satte i at gaa stærkt, virrede uafbrudt med +Hovedet som i Legemssmerter, gned sine Hænder, saa det gjorde ondt-- + +Men nej--fremad maatte han gaa, slippe kunde han ikke.... Man løj aldrig +saadan for sig selv. + +Og der var jo ogsaa dem, der troede. Kamilla og Professoren, de troede +begge, og de saá klart. Og pludselig overfaldtes han af en fortærende +Længsel efter Kamilla, hele hans Smerte, al hans Sjæls Oprørthed higede +imod hende, den blev til en legemlig Længsel, en Attraa efter at suge +sine Læber mod hendes, aande med hende; ind til hendes Bryst, at græde, +klistre sin Mund mod hendes for at dæmpe sine Skrig ved hendes +Elskovssuk--aa, det at hvile hos en anden, gaa op i en anden, som +troede. + +Han var træt, hans Tanker gled atter ud, og han faldt sammen paa Sofaen +og halvdøsede. + +Saa var det, Nina raabte, han hørte det først utydeligt, saa naaede hans +Navn til Hjernen som en Smerte. Han rejste sig tungt og gik hen over +Gulvet, svarede hende og gik tilbage. + +Men Tankerne var vakte igen, og han begyndte forfra. Men han var blevet +roligere. Han tog det paa en anden Maade, det var, som han samlede sig, +samlede Resterne fra denne Kamp. Han troede endnu, andet kunde han ikke, +tro maatte han; at han havde Talent, det gik han ud fra. Store +Himmel--hvor skulde han ellers staa? + +Men for første Gang gav han sig til at maale det, han vejede sin Styrke +og han undersøgte sine Midler. Han sagde ikke, han vilde være +Skuespiller, han spurgte sig selv, hvad han da vilde være som +Skuespiller og hvad han kunde naa. Han gik alene, han maatte tage Byrden +alene, men saa maatte han ogsaa prøve sine Skuldre, selv om han skulde +segne. + +Han gav sig til at betragte sig selv. Og han løj mindre, end man skulde +tro. Nu var han én Gang inde paa Kampen, og i denne Nat, hvor han ikke +havde Mod til at flygte, fik han idetmindste Mod til at veje. Han tændte +Lys, og han betragtede sig selv, sine Træk, sit Ansigt. Før havde han +egentlig kun tænkt paa Stemmen, nu skulde der tænkes paa alt, og han +undersøgte, prøvede, saá atter og atter i Spejlet-- + +Kom pludselig til at tænke paa en Gang, han stod og spejlede sig i Sorø, +hvor Gerson kom ind og saá det: "Du skulde spejle din Ryg," havde han +sagt--Og han huskede, det var ham ligesom et Stik den Gang.... + +Nu tog han Sidespejlet op, rettede sig, stod rank ... saá sig selv ... +Nej, Helt kunde han ikke være ... hvor den Ryg var krum, altfor krum ... + +Og han slap Spejlet næsten med et Skrig ... + +Saa faldt han sammen foran Konsollen, ramt som af tusinde Slag, han +syntes, han saá ind i et Mørke, hvor alt var slukket, et koldt, +ubeskrivelig dybt Mørke--Saa ubeskrivelig ræd, saa ubeskrivelig træt +stirrede han ind i Svælget, og han syntes, at dér begyndte det +forfærdelige Intet. Han løftede Hovedet og saá ind i Spejlet, mødte sit +eget Ansigt, det var graat, furet, slappet, han skreg og slog sig for +Munden for at dæmpe sit eget Skrig-- + +Begyndte paany, mens Lampen, han havde skruet højt op for bedre at se, +osede paa Konsollen, sin hvileløse, jagende Vandring. + +Tankerne jog hinanden, hans Hjerne søndersledes, hans Sind martredes, +han vidste ikke, hvorhen han skulde gaa i denne Prøvelsens Nat. Aladdins +Kongekaabe faldt ned fra hans Lemmer som Pjalter, og han kunde ikke +holde dem fast ... Nej, Aladdin var han ikke. + +Men havde han ogsaa Ret til at fordre det? Var det det lykkeligste? +Æblet i sin Turban, det var let--men det var ikke det eneste. + +Og han flygtede til Arbejdet, det maatte jo magte noget, det maatte jo +dog kunne dække der, hvor Midlerne svigtede, dér, hvor hans Evner blev +svage. I Sjæleangst klamrede han sig pludseligt til Arbejdet. +"Chevalieren", "Aladdin", "Olaf"--det kunde han ikke, men rigtige +Mennesker, som ikke var smukke, som ikke var skønnere end de fleste--som +talte om Livet, simpelt, ligefrem--det maatte han kunne: han følte jo +mere end de fleste, han havde jo lidt mere, og alt, hvad han havde +levet, skulde han kun fortælle igen. + +Aa, Ryggen kunde jo dog blive lige, ligesaa lige som de flestes, og +Stemmen var ligesaa stærk-- + +Han kæmpede, kæmpede Tomme for Tomme, veg hjertesaaret for hvert Minut +i denne Kamp, hvor Aladdinsdrømmene svandt ud i Taage. + +Som Legemskvaler martrede det ham, saa han bed sin Læbe til Blods og var +glad ved den fysiske Lidelse. + +Han flygtede ræd og angstfuld til Arbejdet-- + +Alt, alt kunde de tage fra ham--men Lyset var dog kommet fra denne +Tanke, det maatte dog være sandt, selv om han kun var en Noureddin ... +selv nu troede han paa "Tanken" ... han maatte gaa den Vej, selv om de +stolte Forfædre skulde vende sig i deres store Grave ... + +Han mærkede Lampeosen, skruede Lampen ned. Saa strøg han en Svovlstik og +tændte et Lys. Han gik over Spisestuen ind i Ninas Værelse. Hun vaagnede +ved, at Døren knirkede, og holdt sig for Øjnene mod Lyset. + +"Hvem er det?" sagde hun hurtigt, "hvem er det?" + +"Mig ..." + +Hun rejste sig op, saá et Øjeblik paa ham, lagde sig ned igen og sagde +mat: + +"Er Du ikke gaaet i Seng endnu?" + +"Jeg kan ikke sove," sagde han og stillede Lyset fra sig paa Bordet. + +"Og jeg har lige drømt saa ækelt," sagde hun. + +Han sad paa Sengekanten og pillede ved Lyset. "Jeg har tænkt meget +inat"-- + +Hun sukkede. Han blev ved, stadig dæmpet: + +"Men nu--dette er sandt, maa være sandt, jeg havde ikke Kraft ellers." + +Nina saá paa ham, hun havde aldrig set ham saa bleg. Hun tog hans Haand. +"Det var mig, der havde Uret," sagde hun. + +Hans Ansigt blev pludseligt lyst, saa atter mørkere: "Tror Du da" ... +spurgte han sagte, næsten angst. + +"Jeg mente med Navnet," sagde Nina. + +William rejste sig. "Tak," sagde han tonløst. + +"Og ellers maa Du jo bedst vide det," det var sagtere ... + +Han satte sig igen, "Man maa arbejde," sagde han mekanisk. + +Nina saá atter op. Hun kendte ham ikke igen: "Jeg har gjort Dig ondt," +sagde hun. + +"Nej," det lød haardt, "det var kun nødvendigt." Han tog Lyset, stod er +Øjeblik med Stagen i Haanden: "Nej"--han kæmpede lidt med Graaden. + +"God Nat," sagde han henne fra Døren. + +Den næste Dag gik han ud til Professoren. Egentlig var han slet ikke +bange. Han havde set Sandheden under Øjnene, syntes han, han havde +løftet sin Fremtid som en Byrde, og nu kunde der ikke staa meget mer +tilbage ... Han havde faaet Byrden op paa Skulderen og var paa +Marsch--det værste var gjort. + +Professoren var i Udlandet, det stod skrevet paa et Blad Papir, der var +klæbet paa Døren. William blev lidt bleg, men han syntes ikke, det +undrede ham. Han sagde til sig selv, det maaske var det bedste, saa +vilde han gaa til en anden. Til Instruktøren var det rimeligste, han +vidste tilfældig, han var hjemme paa denne Tid. + +Der var noget ilsomt ved hans Gang og hele Væsen, næsten ligesom naar +man gaar til Tandlægen og skynder sig, naar man én Gang har bestemt Sig. + +"Tredje Sal," sagde Portneren. + +Han vidste ikke selv, men han syntes, han gik halvt i Søvne og maatte +tage et Tag i sig selv for at vaagne. Hvad han vilde sige, havde han +slet ikke tænkt over, og læse for ham vilde han ikke, det vidste han. +Men tale med nogen maatte han, derfor var han kommet. Der hang et Spejl +paa Trappegangen paa første Sal--han saá sig i det og rettede sig, han +saá mat ud af Øjnene, og han lo for at faa mere Glans i dem. + +Nedenfor den sidste Afsats standsede han--han pressede Hænderne ind mod +Brystet, han var pludselig blevet saa stakaandet ... Saa naaede han i +tre Spring op og ringede. + +En Dame lukkede op. Hun saá lidt paa Høg, mens hun blev ved at holde +Døren paa Klem, ligesom hun var bange for at lade ham komme ind. + +Saa sagde hun noget kort: + +"Der er nogen hos Instruktøren." + +William tog sit Kort frem. "Jeg kan vente," sagde han og gav hende det. + +Damen tog det, saá paa Kronen og maalte atter William. "Vil De vente +her," sagde hun og aabnede Døren til Dagligstuen. + +William takkede og gik hen og satte sig ved Bordet, han var ikke angst, +kun sløv. Han vidste, der kunde ikke hænde noget, som han ikke havde +ventet, han var forberedt, men han syntes pludselig, at det var saa +overflødigt, han var her. + +Inde fra den anden Stue hørte han nogle Børn le, Pigen skændte. Han gik +hen og saá ind i Bogskabet, læste paa alle Ryggene, fandt, at Bøgerne +var underligt blandede, gav sig til at gaa op og ned ad Gulvet og talte +Felterne i Gulvtæppet--der var seksten Firkanter paa langs. + +Saa hørte han pludselig Instruktørens Stemme fra Gangen og fo'r sammen +ved Lyden. Han tog sig til Hovedet og gik henimod Døren. Og pludselig +sagde han til sig selv, at han maatte finde paa et Paaskud, give en +anden Grund, han kunde ikke sige, hvorfor han var kommen, umuligt, han +vilde ikke sige det .. + +Børnene lo inde i Spisestuen, han hørte Instruktørens Skridt, tog paa +Laasen.--Han vilde løbe bort ... Han havde kun en tanke, at han maatte +undfly.-- + +Det var jo Vanvid, umuligt--endnu kunde han ikke sige, at han--at han +kom for at blive Skuespiller. Og han spurgte sig selv, hvordan han dog +kunde være gaaet herhen efter denne Nat--men hvad skulde han dog--skulde +han dog finde paa? + +Men saa stod Instruktøren midt i Stuen. William slap Laasen med et Ryk, +gik lidt frem. + +Instruktøren havde travlt. "Hr. Høg?" spurgte han noget højt. + +William pillede ved sine Knapper, saá op, søgte om Vejret, vilde svare. +Saa mødte han Mandens Blik. Han havde aldrig set, at Instruktørens Øjne +var saa kolde--graa--mærkelig glasagtige. + +Instruktøren blev ved at se koldt paa ham, saa sagde han, abrupt, uden +Indledning: + +"Naa, De vil være Skuespiller?"-- + +Tonen var kort, noget haard. William saá ham lige ind i Ansigtet, +hentede Aanden dybt: "Ja," sagde han. + +Og han blev ved at se paa dette kolde Ansigt, hvor et Smil lurede i +Mundvigen, med et Blik som et saaret Dyrs. + +Instruktøren stod ubevægelig, stadig med det samme halvdulgte Smil og +Haanden gemt under Vesten. + +"Og De vil naturligvis spille straks?" William rettede sig. + +Sveden sprang frem paa hans Pande, og mens han blev ved at stirre, stum, +gispende, maalte han Haanen i disse forfærdelige Øjne. + +Saa rejste han sig helt. + +Og pludselig brødes under hans Nervers vanvittige Anspændelse, som ved +et Under, Seglet for hans stivnende Tavshed, og uroligt, i Feber, +fortalte han alt. + +Han fortalte om hele sit Liv, om sin Barndom, om sin Slægt, der døde ud, +om sin Mission, om Vejen, han maatte gaa, om det eneste Haab, om +Aladdinsdrømmene, han havde mistet, om Noureddin--vidste han det selv. + +Det var forvirret, vildt; en Sjæls Forpinthed, der klamrede sig til et +Halmstraa, en Ulykkelig, der kæmpede mod Dødens Angst. Han syntes, han +maatte røre Sten, mens han talte. + +Og paa samme Tid følte han sig paa én Gang saa besynderlig glad, han +syntes, han var reddet, nu, da han begyndte at tale, var frelst--han +følte, at latterlig var han ikke, bedre værd end til at haane. Og +pludselig standsede han og saá paa Manden. + +Der blev en Pause, William ventede, stirrede paa Ansigtet. + +"Naa--ja, det er jo lovende." + +Tonen var aldeles ligegyldig, maaske med et Stænk af overlegen +Forbavselse. William følte, han havde talt til en Blok. + +Han blev meget bleg, gik et Skridt tilbage, han syntes et Øjeblik, at +Felterne i Gulvtæppet gav sig til at danse rundt. + +Med en mægtig Viljeanstrengelse betvang han sig, søgte at tale og +stammede tilsidst: "Jeg opholder Dem." Vendte sig og gik ... + +William Høg var ikke fortvivlet. Han havde maaske slet ikke ventet +andet, og han følte sig næsten vokse under den Haan, han havde lidt. + +Arbejdets Aar var kommet, det saá han. Og saa vidste han, da denne Dør +faldt i, at han, saalænge han aandede, uforanderligt vilde hade denne +Mand. + + * * * * * + + + + +IV + +"Altsaa Kotillon?" William rakte med et Buk Frøken Blom det vifteformige +Balkort. Han løftede Hovedet igen og stod nogle Øjeblikke, saa saá hun +flygtigt hen over hans Ansigt, og som om Rødmen smittede, blev de begge +røde paa én Gang. Det var nu saadan blevet en Vane, at Margrete Blom og +William Høg rødmede, hver Gang de saá paa hinanden. + +Saa gik han. Det var svært at komme frem, han gled ad og ind mellem +Klyngerne, han kom til at støde til en rund Albu, han maatte skubbe til +et Silkeslæb med Foden ... Damerne stod eller sad under Lysekronen med +Hovederne tæt sammen. Vifterne gled frem og tilbage, dækkede og +blottede, blottede og dækkede Skuldres Hvidhed og Halses Skønhed. + +William standsede. En gul Dame bøjede sig helt til Siden og lo, mens +han trykkede sig tæt forbi; han traadte paa et Slæb og mærkede Køling +fra et Par Vifter. Hans Læber næsten strejfede en Nakke, som lænedes +pludseligt tilbage. Saa slap han ud og gik hen over Gulvet til en Klynge +af Herrer. De stod og slingrede sømandsmæssigt paa Benene, bredte sig i +deres hvide Skjorter og trak i de stramme Handsker, mens de holdt Øje +med deres Skilninger i Hjørnespejlene. En og anden viftede sig med sin +Chapeau-bas, mens han vuggede lidt i Hofterne. + +En Gang imellem trænger en af Herrerne sig udenfor Klumpen og vover sig +lidt frem paa Gulvet, standser og trækker nervøst i sin Vest; sætter Saa +med et halvvejs Spring ilfærdigt hen mod Damernes Kreds, der aabner og +lukker sig igen om den sorte Kjole, som forvilder sig mellem alle de +skinnende Blottelser og Farver ligesom en Flue, der fortumles og +forsvinder i en Blomsterkalk. + +Mer sikre Herrer med Haaret sat meget fast med glinsende Stangpomade og +med Roser i det venstre Knaphul, lader, som om de i Distraktion kommer +nærmere Kredsen under Lysekronen. De taler sammen, to og to, og lidt +efter lidt naár de, ved en hurtig Drejning eller ved et Par Skridt til +Siden, hen over Gulvtæppet. Tilsidst bliver det uartigt ikke at drage +den nærmeste Dame ind i deres Samtale. Men er Damen vundet, gaar den ene +af Herrerne paa nyt Rov. + +Andre Herrer blev staaende inde i Krogene. Der var nogle, som ikke var +visse paa, om deres Slips sad rigtigt; de søgte at komme i Nærheden af +Spejlet og spurgte ti Gange deres Nabo, om ikke deres Flip var for vid; +nogle bad om at blive børstede af, og var generte, fordi deres Skjorte +krøb op, eller de vidste, Undervesten ikke var rigtig ren; nogle havde +ogsaa Hemmeligheder, "unge" Mennesker, som brød sig Pokker om Ballet, og +som stod og fortalte Historier fra inat: de havde sat Laura Stævne hos +Mohr, naar de kørte hjem. De er stumme over for Damerne; men under +Dansen eller ved Bordet smiler de ofte til hinanden, de fløjter +"Kanapévisen" og nynner "Lindenau", lader saa, som om de griber sig selv +i det og siger "om Forladelse", mens de ler Damen lige op i Ansigtet. +Nogle tør ikke gaa frem, de er kommet ind med et Buk paa skraa og +glorøde Kinder; har taget Handsken af den højre Haand for at række den +behandskede Værtinde en klam Lab: de beklager, at Fruen ikke var hjemme, +da de var for at gøre Visit. Saa redder de sig med et Ryk væk og gemmer +sig i et Hjørne, hvor de nu staar og kigger frem, saa det ser ud, som om +de stod paa Tæerne, og hvor de vilde blive staaende klemte til Væggen, +som de var klistrede til Tapeterne, lige til man gaar til Bords. + +William stod og saá over paa Gerson, hvis blonde Hoved dukkede op og ned +inde i Sirenekredsen, han stod nu tæt ved Frøken Blom. Gerson tog hendes +Balbog og gav den tilbage med Haanden paa Hjertet, mens Damerne lo. + +"Tilgiv". William fik et let Slag paa Skulderen og vendte sig, "men var +det ikke Dem, som talte for Arbejdet i Foreningen?" + +William saa lidt paa Mennesket, en meget friseret, mørkhaaret Fremtoning +med store Øjne. + +"Jo, det ..." Resten gled ud i et Buk. + +"Undskyld--men mit Navn er Hoff." + +William bukkede igen. "Jeg skal sige Dem, Naiveteten morede mig ..." En +Herre rykkede Hr. Hoff i Kjolen ... "Kommer, kommer," sagde han saa og +lo. "Ja vi skal senere gøre Bekendtskab".... Saa vendte han sig og blev +forestillet for en høj, blond Dame, William kun saá paa Ryggen. + +Hr. Hoff var Aftenens Helt, og han havde ikke Tid til at være længe paa +ét Sted. Man trækker af med ham for at præsentere ham for Damer, for at +hilse paa Herrer, for at være morsom i det ene Hjørne og ondskabsfuld i +det andet. + +Hr. Hoff var moderne. Han var dukket op pludselig, og lige med ét havde +man truffet Navnet "Bernhard Hoff" overalt, paa Theaterplakater, paa +Bøger, i alle Blade. Og ogsaa i Livet traf man ham allevegne og kunde +ikke undgaa at se ham. Man mødte denne spinkle Figur med det blege, graa +Ansigt overalt: paa Gaden, paa Langelinje, i Theatrene. Som oftest kørte +han: han sad henslængt i en Droske, undertiden alene, sammenfalden og +klemt op i det ene Hjørne, Saa saá han ud som Døden fra Lybeck, som om +han vilde blive borte i sin polske Skindpels; men undertiden kørte han +med en Ven, et Menneske, som havde det moralske Mod at vise sig sammen +med ham, skønt han var ligesaa bagtalt privat som offentlig. Naar han +var sammen med nogen, var han altid nervøst livlig og meget snaksom. + +Man nævnede hans Navn sammen med en bekendt Skuespillerindes, og han +havde altid Lommen fuld af rosenrøde Billetter. + +Hans Ødselhed var endnu større end hans Indtægter, og han brugte i den +ene Maaned ligesaa meget til Parfume, som han alt i alt maatte leve for +i den næste. Hans Pengeaffærers Vanvid gav Folk endnu mere at snakke om +end hans Erobringer. + +Hvad der havde gjort ham saa fejret i Dameverdenen--thi Herrerne satte +ingen Pris paa denne moderne Udgave af en forfejlet "Heliogabal", som en +af hans Modstandere en Gang havde kaldt ham--var dels hans Ungdom: han +var kun tre og tyve Aar, og han syntes selv at sætte saa megen Pris paa +dette Fortrin, at han paa alle Maader forsøgte at fængsle ag fastholde +det noget raffineret barnlige, østerlandsk drengede, der havde +forskaffet ham det ovenfor nævnte Tilnavn; dels hans ejendommelige Ydre, +som det besynderlige Menneske akcentuerede stærkt ved sort Pelsværk og +Toiletkneb, og hvis noget hede Kolorit stemmede saa godt med det aldrig +svigtende Skær af Sensualitet, som syntes at klæbe ved alt, hvad han +skrev som Forfatter. + +William havde ofte set ham rundt omkring, og Hoff havde interesseret +ham. I Begyndelsen havde han ligesom de fleste andre været irriteret paa +Hoff; han blev ægget ved al den Støj, som bestandig fulgte ham i +Hælene, og som selv hans Venner var tilbøjelig til at kalde Reklame. Og +det samme, som William saá i Hoffs personlige Optræden, stødte ham +stadig tilbage i hans Forfatterskab, som han under Spektakel spredte til +alle Sider i smaa Stumper med Glimt og Blink af Begavelse, men uden Ro +og uden at tage sig sammen til noget helt. + +Men saa havde han en Dag set ham i et Forlystelseslokale. William selv +sad paa Gulvet, men saá Hoff komme ind i en Loge. Han lo, smilede til +Opvarteren, lod den ene trække Pelsen af og den anden holde Huen. Han +kunde ikke finde Pengene til Kontrolløren, og han fyldte hele Logen med +sin Person og dens Støj. + +Saa kom han frem ved Balustraden og satte sig med Kikkerten i Haanden; +lorgnetterede et Par Damer; studerede Programmet; købte et +Vittighedsblad. + +Men lidt efter lidt faldt han sammen. Han satte Kikkerten fra sig paa +Bordet og sad med Hovedet støttet paa Armen bøjet ud over Balustraden. +Trækkene blev fuldstændig slappe og askegraa; Figuren sank sammen under +en Byrde af Træthed. Der var noget uddødt over den hele Fremtoning. + +Lidt efter blev han vækket af et Par Venner, og William saá dem Kl. 12 +køre bort med to Damer. + +Fra det Øjeblik tog William Hoffs Parti. + +Hoff var kommet midt ind i Damekredsen, som trængtes sammen om ham, mens +han stod og koketterede med en rød Vifte, han havde røvet fra en svær +Blondine, og hvis Farve stod brillant til hans Haar. William ønskede, +han vilde skabe sig lidt mindre. + +Saa blev der klappet op. + +Herrerne trængte sig frem mod Kredsen, og det blev en pludselig Tummel, +mens alle gav sig til at tale paa én Gang, og Musikken Fra Balsalen, +hvis Dør blev lukket op, lød stærkt i Marschtakt. Den opførende Herre +raabte ivrigt uden at blive hørt; man trængte ilsomt frem mod Fløjdøren, +Par ved Par, medens Damerne fik travlt med at glatte Haar og kaste Blik +paa Blomstergarniturerne ved deres Bryst. Nogle tog op i Slæbene og gik +noget bøjede, mens de bar det. + +William skyndte sig hen til Nina, som han skulde have til første Dans, +men hun slap forbi med en anden, mens hun demonstrerede og slog ud med +den sorte Vifte. Saa havde William ingen Dame. + +De ældre rejste sig langsomt fra Krogene, hvor de havde gemt sig med +deres Thekop, og fulgte efter Toget, der begyndte at ordne sig inde i +Balsalen, hvor Luften var behagelig kølig. Parrene placerede sig langs +Væggene, meget stift, som om de sad paa Parade. + +Det var en rund Stue, Orkestret var slaaet over i en Polka og de første +Par dansede allerede midt ude paa Gulvet som paa en Tallerken. + +De ældre strømmede sammen i Dørene, det ene Hoved ved det andet; William +blev trykket helt op mod Dørkarmen af en svær Dame, som traadte ham paa +Foden og gav sig til at vifte sig meget stærkt og klagede over Varmen. +Hun saá ogsaa meget echaufferet ud med kobberrøde Kinder og strittende +Strudsfjer. + +Nina dansede ud med sin Herre. Hun dansede ejendommelig roligt med bøjet +Hoved og talte ikke under Dansen; man lagde meget Mærke til hende, +sortklædt som hun var, midt imellem alt det lyse. Saa fik William Øje +paa Hoff, han "havde" Margrete; han sad overskrævs paa en Taburet og +holdt Ansigtet meget nær hen til hende. William vidste ikke, hvorfor han +fandt det ubehageligt, at Frøken Blom dansede med Hr. Hoff ... + +Men Forfatteren sad saa tæt op ad hende, og saa danse første Dans med +ham--det var uforsigtigt. + +Nu dansede de ud. Hoff holdt hende meget fast, saa det næsten saá ud, +som om hun støttede sit bøjede Hoved til hans Bryst. Han saá ned og +hviskede ... + +Den tykke Dame vedblev at vifte sig meget stærkt. + +"Her er forfærdelig Trængsel," sagde hun, mens hun trykkede sig endnu +tættere op ad William, der fik en ubehagelig Svedlugt i Næsen. + +"Hvem er den unge Jøde?" spurgte hun. + +"Jøde, Frue?" + +"Ja, der danser saa intimt med den unge Blom?" + +William blev rød. "Hr. Hoff," sagde han, "han er ikke Jøde ..." + +"Naa ikke--nej, han er nok blot Ateist. Jeg vil dog be'e min Datter, at +hun siger "Nej" til den Herre." + +Parret var nu lige ud for, men ingen af dem saá William ... + +"Og De synes virkelig, det er upassende?" sagde Hoff, idet de dansede +forbi, han førte Ansigtet tæt ned mod hendes for at høre Svaret. + +William vilde helst ikke se paa det og gik ind. + +Han satte sig paa en Hjørnesofa i den inderste Stue og bladede i et +Album. Han vilde dog sige til Margrete, at man ikke gjorde Ret i at +danse med alle og enhver, og at man helst skulde sige Nej til Hoff ... +Han vilde ligestraks efter første Dans trække Nina til Side og sige det, +saa kunde hun ... Margrete kendte naturligvis ikke Hoff, og saa var det +dog virkelig rigtigt--det var jo ligefrem hans Pligt, naar Margrete kom +saa meget hos dem, at sige det og sørge for, at hun ikke dansede med et +Menneske, som--nej, som man ikke dansede med. + +"Saa kender De mig altsaa slet ikke igen," sagde en Damestemme lige ved +ham. Han saá op og rejste sig hurtigt. + +"Jo--nu, Fru Grevinde," han var forvirret som alle Folk, der vækkes, og +stod og trak i sin Uhrkæde. + +"Ja, hvis De ikke havde gjort det, havde jeg fundet mig i det." +Grevinden satte sig paa Kanten af Sofaen. "Vi har jo kun set hinanden én +Gang." + +William vidste ikke, hvad han skulde sige. "Ja, Fru Grevinde, én Gang," +stammede han saa igen. + +"Og den ene Gang var De meget vred paa mig ..." + +"Jeg var meget ulykkelig, Grevinde Hatzfeldt." svarede William og satte +sig uden at se paa hende. + +"Og jeg beundrede Dem," sagde Grevinden efter en Pause, hun havde siddet +og bidt i sin Viftes Perlemorsskaft. "Siden har jeg ofte ønsket at +træffe Dem for at forklare mig, forklare Dem en Opførsel, som De vel har +bedømt meget strengt." + +Hun holdt inde nogle Øjeblikke, Da William tav, vedblev hun lidt +koldere: + +"De vidste jo ikke, at jeg egentlig skulde være forblevet i Hamborg i +otte Dage." + +"Nej--" + +"Men hvad skulde jeg gøre--Deres Fader var meget syg, og jeg var meget +ængstelig ..." + +"Grevinden forstod at beherske sig," svarede William. + +Der kom noget som et Glimt i det graa Blik. Hun lænede sig lidt tilbage +og slog det askeblonde Haar tilside. + +"Saa fandt jeg Dem desuden interessant," sagde hun, "De var ikke som +andre ..." + +"Da talte jeg ellers ikke meget ..." + +"Saadan noget ser man," sagde Grevinden og saá igen paa ham. "Siden har +Frøken Falk talt om Dem"--hun gjorde med ét en Pause. William sad +stadig foran det aabne Album, han bukkede sig pludselig og vendte Bladet... + +"Hun roste Dem saa meget." + +Dansen var forbi og Grevinden rejste sig fra Sofaen for at gaa et Par +Damer i Møde. William lagde Mærke til hendes Gang, hun vuggede stærkt i +Hofterne. + +Nina stod i et Hjørne af Kabinettet og talte med Gerson. + +"Jeg vil gerne tale med Dig," sagde William. + +"Hemmeligheder?" spurgte Gerson og gik til Side. + +"Det just ikke ... men Du skal ikke danse med Hoff, Nina ... og"--det +varede lidt--"Margrete heller ikke. Folk taler om det." + +Nina gav sig til at le. + +"Hvorfor ikke?" spurgte hun. + +"Han er ikke af de Herrer, man danser med." + +Det var længere hen paa Aftenen. Inde i Balsalen var Luften varmere, +Herrerne bragte Isvand, og man sloges om Likørbakkerne; Damerne valgte +de kølige Kroge bag Gardinerne, hvor de sad gemte i Halvmørket, mens de +bevægede Vifterne i store Buer. + +Ude paa Gulvet dansede man ivrigere. Den opførende Herre raabte, førte +an i Løb i Turene. Saa fo'r Damer og Herrer mod hinanden, tilbage, +sammen i tæt Kreds; svingede atter ud, Herrerne inklinerede, og de +snurrede alle rundt. + +Naar Turen var forbi, var de endnu mere ophedede og stakaandede. + +Endelig kom der en almindelig Inklination for at give de Dansende Tid +til at trække Vejret. William inklinerede for Margrete, det var første +Gang. + +"Jeg troede, De havde glemt mig," sagde hun. + +Hun lagde sig ind i hans Arm, han vidste ikke ... men han stod lidt, +inden han gik ud i Dansen ... Saa begyndte de. + +Det var en Vals. + +De talte ikke, Margrete dansede med Hovedet bøjet og nedslaaede Øjne, +William tog ikke Blikket fra hende. Tilsidst rødmede hun under Blikket, +og da deres Øjne mødtes, smilede de begge. + +"Det er en dejlig Melodi." + +"Dejlig." + +Han lagde Armen lidt fast om hendes Liv. "Ligesom den bar os" ... + +De saá hele Tiden paa hinanden, blev ved at danse. Pludselig holdt +Musikken op. De var alene paa Gulvet. + +Margrete slap hans Arm, hun var meget rød. Da hun kom hen paa sin Plads, +trykkede hun Haanden ind mod sit Bryst, hun havde Sting. + +"Frøken Blom danser godt," sagde Hoff, der gik forbi William. + +Man spiste ved smaa Borde. Nina havde en Baron Petersdorf som Herre, +Gerson dansede Borddansen med Margrete, William med en anden af Sofies +Veninder. + +Det var hen i Maaltidet. Baronen havde skudt Flugtstolen tilbage og sad +med fremstrakte Ben og legede med sin Uhrkæde, mens han konverserede +Nina, der var rød i Kinderne og havde lagt en lille Stump Is i sit +Kammerdugslommetørklæde for at køle sine Øjne. + +William sad imellem "Veninden" og Margrete. + +Margrete havde trukket sin Stol helt ind under Divanbordet og sad lænet +tilbage med Hovedet støttet paa den polstrede Ryg. Gerson viftede hende. +William talte ikke meget. + +De havde alle drukket megen Champagne, Margrete især, hendes Øjenlaag +var næsten tunge. Hun og William havde drukket to Glas med hinanden: +første Gang havde de stødt Glassene sammen, som man plejer, men anden +Gang havde Margrete ligget ned i Stolen, dovent henslængt, og havde bedt +Gerson om at tage Glasset. Saa havde hun rejst sig lidt op, set paa +William, smilet og tømt det. + +William drak ud til Bunden. + +Tjeneren kom forbi med Isen, William flyttede sin Stol længere ind for +at give Plads, kom saa til at røre ved Margretes Fod. Lige i det samme +saá han paa hende, hun laa stadig lænet tilbage, rød i Kinderne. Hvor +var de fløjlsbløde--helt dunede. + +Hun rørte sig ikke. + +"Aa, hvor det køler," sagde hun til Gerson, som viftede hende, bøjet mod +hende. Hun havde haft Hænderne liggende i sit Skød, nu faldt den ene +Haand ned og strejfede William ... + +Baronen læste et fransk Digt højt, han havde fundet i en Kransekage: + + "Kærligheden kommer og besejrer os alle-- + dens Besnærelser er berusende søde." + +William saá uafbrudt paa Margrete, som smilede. + +"Kender De noget til de Besnærelser, Gerson," spurgte hun. Hun saá slet +ikke William, rejste sig et Øjeblik op for at tage sit Glas. Gerson bød +hende en Knallert. William lagde som i Distraktion sin Arm paa hendes +Stoleryg, og i et Sekund trykkede hun Nakken ned mod hans Haandled-- + +Saa rykkede hun Stolen ud og tog selv Viften.-- + +De dansede lidt vildt. William førte op, han havde ondt ved at holde +Rækkerne, de inklinerede i ét væk og fo'r ud alle paa én Gang. + +De dansede kun Galop. Herrerne førte Damerne i Løb, svingede pludseligt, +førte dem ind under Lysekronen og blev ved at dreje, snurrede atter +rundt. De var røde i Hovederne, Skjortebrysterne var lidt krøllede, +nogle af de Atlaskesslips flagrede og var gaaet op. Damerne holdt op i +Slæbene, dansede smægtende bøjet ind mod Herrerne, helt ind i deres +Arme. + +Det var uafbrudt Knejpemelodier. + +Der blev sat seks Stole frem midt i Salen, ny Par fo'r ud, William jog +dem hjem; raabte paa Skamler, fik endelig et Par, hjalp Damerne op paa +Stolene, de streg, kunde ikke staa fast, tog sammen i Kjolerne. De fik +hver et Lys og holdt det højt i Vejret. + +"Saa." + +Herrerne greb hinanden i Hænderne, løb i Kæde ind mellem Stolene, rejste +sig paa Tæerne, Damerne hævede Lysene, Herrerne raabte, pustede; +slukkede. + +Gerson løftede Nina ned, tog hende om Livet. + +Saa snurrede de alle rundt med løftede Slæb og stakaandede. + +Man faldt ned paa Sofaerne, kølede sig med Armbaandene, trak sig tilbage +bag de kinesiske Gardiner, hvor Vinduerne stod aabne. + +Nede paa Gaden havde der stillet sig et Par Mennesker op og hørte paa +Musikken. + +Undertiden raabte de pludselig i Munden paa hinanden inde i Balsalen, +saa man næppe kunde høre Klaveret, mens Støjen summede op. + +Margrete svingede forbi med Gerson, Grevinde Hatzfeldt kom over Gulvet +og inklinerede for William. + +"Men jeg er opførende," sagde han. + +Saa dansede de ud. Grevinden var højere end han. + +Hun drog Vejret hurtigt og laa fast, meget fast, mens William +indaandede Pudderlugten fra hendes Hals. + +Lokkerne kom i Uorden ... "Det Haar," sagde hun. Han slap et Øjeblik +hendes Haand og slog den genstridige Lok tilbage fra hendes Hals. +"Tak--den irriterede mig." + +De dansede lidt endnu. "Man bliver saa stakaandet," sagde Grevinden. De +holdt op. + +Endelig kom Kotillon. William og Margrete havde ikke talt sammen under +Borddansen, deres Blikke mødtes kun, naar hun fo'r forbi i Dansen. Det +var alt. + +Nu skulde de danse. + +William havde aldrig set Frøken Blom med saa straalende Øjne, hun sad +inde i Kabinettet paa en Sofa og daskede Nina paa Armen, lidt dovent. +William blev slaaet af det lade, der var udbredt over hende. Saa snart +han kom hen, rejste hun sig og gav ham Armen, blev staaende saaledes, +støttet til ham. + +Hun blev ved at tale til Nina og saá ikke paa William. Saa gik de ind i +Balsalen. + +De var begge ligesom noget forlegne, ængstelige, snakkede hurtigt op om +allehaande ligegyldige Ting. Lidt efter blev det deres Tur at danse. + +Han dansede straks stærkt i, fo'r Stuen rundt og svingede. Hun blev +tungere i hans Arme. + +"De danser saa stærkt," sagde hun. Han førte hende hurtigere. + +"Det er Melodien," sagde han og blev ved at se paa hende. Han følte +Varmen i Salen, men hendes Aande skar dog igennem; den kom stødvis. Der +fo'r et andet Par forbi, han maatte tage hende fastere, føre hende ud +til Siden. Deres Øjne hvilede i hinandens ... + +Hun hørte Musikken som en Sang, Tummelen omkring dem bedøvede hende, hun +var liga ved at faa Taarer i Øjnene og lukkede dem ... + +Williams Blik hvilede paa hendes Ansigt, han hørte hendes Aandedrag, hun +holdt Hovedet lidt tilbage, Hagen frem. Og saa smilede hun ... + +Han blev ved at dreje i Dansen, han mærkede det næppe selv, men han +drejede stadig rundt, hurtigere og hurtigere. + +Hun næsten stønnede, og hendes Bryst faldt ind imod hans. + +"Jeg tror, jeg besvimer, William," sagde hun. Ordene gled ud i et Smil. + +"Det er Melodien," gentog han. + +Saa standsede hun med et Ryk. "Lad os gaa ud paa Gangen," sagde hun, +"her er for varmt." + +Der var køligt paa Gangen. + +"Det gør godt," sagde hun og holdt Hovedet tilbage. "Der var for varmt +inde." + +De gik nogle Skridt frem, "Lad os sætte os," sagde han. + +"Ja, jeg er blevet træt." Margrete lod sig falde ned paa den røde Sofa +og trykkede det kolde Vifteskaft mod sin Pande. "Aa, Høg," sagde hun +dovent, "drag mit Slæb lidt sammen." Hans Haand strejfede hendes Fod, +han løftede Kjolen sammen og satte sig. + +"Jeg er blevet helt ør," sagde hun. Hun sad, lænet tilbage +og smilede inde i Nichens Mørke. "Det er Champagnen, tror jeg." + +"Den var dejlig." + +"Men ikke bagefter." Hun talte adspredt og sad stadig og smilede. + +Man hørte Valsemusikken indefra, de Dansendes Trin over Gulvet, en +utydelig Summen. En Tjener gik hurtigt over Gangen med en Bakke. +Glassene klirrede. + +"Det er dejligt at sidde saadan stille," sagde han, "rigtig stille." + +"Ja." + +Hun foldede Hænderne over Brystet og bevægede Hovedet sagte i Takt til +Valsen indefra. Engang imellem aabnede hun Øjnene, saa mødte de hans, +som sad lidt bøjet frem og saá paa hende. Hans Øjne skinnede. + +Musikken standsede. Man hørte den opførende Herres Raab: "Hver Dame en +Herre, hver Dame en Herre"--saa Støj og Musikken, som begyndte igen. + +"Er det Amélie-Vals?" + +William nynnede lidt efter Musikken: "Jeg tror det". Noget efter: "Vil +De danse?" + +Hun havde rejst sig lidt i Sædet og sad og legede med Kvasterne paa det +røde Forhæng: "Kan man virkelig ikke danse med Hoff?" sagde hun saa. + +William førte med et Ryk sit Hoved tilbage i Skyggen, han følte, han +blev blussende rød, og som Svar paa et ganske andet Spørgsmaal sagde +han: "Jeg holder heller ikke af, at Nina danser med ham." + +Margrete lo. "Men hvorfor? hvorfor kan man ikke danse med ham?" + +"Fordi"--han stammede og søgte om Ord, saa sagde han hurtigt: "det er +noget, man har paa Følelsen, Frøken Blom." + +Margrete viste lidt af sin Atlaskessko frem under Kjolen. "Hvad han +skriver, er dog virkelig smukt." + +"Maaske ..." + +"Blomstertur--Damen to Herrer--Damen to Herrer." + +De sad lidt, Williams Haand hvilede paa Sofabetrækket ved hendes Slæb, +Margrete lagde sagte sin Vifte ned paa den. + +Han fo'r sammen ved Berøringen med det kolde Skaft og saá paa hende. + +"Er De vred?" spurgte hun. + +"Hvorfor skulde jeg være vred?" + +Ingen af dem kunde sige, hvordan det var gaaet til, men William havde +taget hendes Arm og sad og klappede den med sin Haand. + +Der blev ikke talt mere, han sad og vilde fange hendes Blik og blev ved +at klappe hendes Arm. Musikken var gaaet over i Galop ... + +Saa rejste han sig halvt og bøjede sig frem over hende ... + +"William," det lød kun som et Suk. Han bøjede sig helt ned, søgte +ilfærdigt hendes Mund og gav hende et mildt Kys. + +"Margrete"-- + +Hun mærkede, en Taare kom frem under hendes Øjenhaar, men hun viskede +den ikke bort. + +"Gaa, William." sagde hun sagte, blev selv liggende ubevægelig. "Gaa ..." + +Han saá paa hende og smilede, rystede paa Hovedet og bøjede sig ned; han +kyssede hurtige hendes Hals. + +"Slip mig--slip mig!" sagde hun og stødte ham fra sig. "Slip mig." + +William besindede sig og saá sig om. De sad meget tavse og lykkelige. En +Gang imellem mødtes deres Blik, hvilede længe i hinandens. Saa lo de, +kort, uden Grund, og Williams Haand søgte hendes med et Tryk. + +Margrete havde rejst sig i Sædet og lænede Hovedet til Nichens Væg. Hun +slog med smaa Kast Viften ind mod sin Hage og sad og saá tankefuld ud. + +Lidt efter lidt faldt ogsaa William i Tanker. Han blev næsten +forskrækket, da hun talte: + +"Det er saa besynderligt," sagde hun. + +"Hvilket?" + +Hun svarede ikke, sad og legede tankeløst med Kvasterne. + +"Naar De blot ikke vilde være Skuespiller," sagde hun saa. Det var et +højttænkt Brudstykke af en Tankegang ... + +William blev bleg, førte Haanden op mod Brystet og sagde meget sagte: +"Hvorfor kan De ikke tro paa det?" + +"Det er saa besynderligt," sagde hun. Han sad ligbleg og stirrede paa +hende med aandsfraværende Udtryk i Ansigtet, og i en pludselig, ubestemt +Angst greb hun ham i Armen: "Gør det Dem saa ondt?" spurgte hun. + +William rev sig løs: "Ondt--nok," sagde han. + +Han havde bøjet Hovedet uden at se paa hende, og disse nye Minutter, +hvori de ikke talte, syntes hende Evigheder. Pludselig, som Lynet, sagde +hun til sig selv, at under denne Tavshed gled William Høg fra hende, +uigenkaldelig fra hende. + +Hun lagde næsten frygtsomt sin Arm paa hans Skulder, vilde vække ham, i +det mindste faa ham ud af den Dvale, hvori han sad. + +"Skal vi danse?" spurgte hun mildt. + +"Ja, lad os kun danse," William rejste sig, bød hende + +Armen og traadte i hendes Slæb for at komme frem. + +Da Margrete Blom kom ind til sin Plads, viskede hun en Taare bort med +Handsken. + +Man var ved at bryde op. Ude paa Gangen stod de liberiklædte Tjenere med +Tøjet, Stuerne var halvtomme, i Dagligstuen var Stolene hulter til +bulter spredte over Gulvet, Vandkaraflerne paa Hjørnebordene stod tømte. +Tjeneren samlede Kaffekopper sammen paa en Sølvbakke. + +Grevinde Hatzfeldt sad foran Pillespejlet, da William kom forbi. + +"Skilles vi som Venner?" spurgte hun og rejste sig halvt. + +"Vi har aldrig været Uvenner, Fru Grevinde--." + +"De har dog ikke forsonet Dem med mig endnu ... Naa--det faar være, giv +mig dog Armen. Jeg er træt--af at sidde saa meget." + +I samme Øjeblik kom Grevindens Tjener frem i Døren. + +"Aa, der er Frederik." + +Grevinde Hatzfeldt løftede sit Slæb op paa Armen og lod ham lægge det +sorte Pelsværk om sig, rakte saa Høg Haanden. + +"Tro mig--jeg er Deres Veninde!" sagde hun. William blev besynderlig +forvirret ved det Haandtryk. Han bukkede. Grevinden ventede et Øjeblik: +"Og jeg venter Dem, naar De trænger til en Ven." sagde hun og saá paa +ham, inden hun vendte sig og med Tjeneren gik ned ad Trappen. + +Da William lidt efter kom ned i Porten, stod Hoff der og rullede en +Cigaret. "Jeg skænker Etatsraaden Cigarerne," sagde han, "siden jeg +ikke var ganske sikker paa, om jeg skulde have af højre eller venstre +Lomme, og jeg plejer at ryge gode Cigarer." + +"Højre eller venstre Lomme?" + +"Ja kære, Etatsraaden har som alle andre Mennesker to Kjolelommer og +femten Cigarer i hver Kjolelomme--af forskellig Kvalitet." + +De gik ud af Porten, ned om Hjørnet. "De skal?" spurgte Hoff. + +"Ned ad Kongens Nytorv til." + +"Naa, saa kan vi følges." De gik hver paa sin Flise, ved Siden af +hinanden. Hoff fløjtede og stampede lidt med Hælene for Kulden. + +"Kender De Grevinde Hatzfeldt," spurgte han, da de havde gaaet lidt, +"den høje blonde?" + +"Jeg har kun set hende én Gang før," William holdt inde, "i Hamborg paa +en Rejse." + +"Naa"--Hoff? fløjtede--"det saá ud til, at Grevinden interesserede sig +for Dem--men det ... vil jo--ikke sige meget ... Grevinden interesserer +sig i det hele overordentlig for unge Mennesker." + +"Hvor er Greven?" + +"Greven? kære, han er død." Hoff studerede Brostenene. + +"Død ... saa hun er Enke, det troede jeg ikke." + +"Bedste Hr. Høg, det er hun rigtignok, tilmed velmeriteret: Excellencen +døde efter tre Fjerdingaars Ægteskab. Ser De, det var en ældre Kavalér, +meget forelsket ..." + +"Kender De Grevinden?" + +"Jo ..." Han gav sig til at le: "Nej vist ikke, vi blev jo først +præsenteret for hinanden iaften." + +De gik lidt, saa sagde Hoff: "Men jeg har hørt meget om hende ... af en +Ven." + +William var tung i Hovedet af Sindsbevægelse, og det anstrengte ham at +tale. Han lagde ikke Mærke til, at Hoff standsede paa Hjørnet under en +Gaslygte. + +"Her bor jeg," sagde Hoff. + +William saá sig om. "Allerede," sagde han, og mest for at sige noget, +inden han bød "Farvel"--han følte, han havde været uhøflig--spurgte han: +"Hvorfor var det saa naivt at holde den Tale?" + +"Gudbevares--det var kun elskværdigt, men De kunde rigtignok ligesaa +godt have sagt Abracadabra!" + +"Det forstaar jeg ikke." + +"Aa, det kan osse være det samme, det er nemlig ikke saa lysteligt at +forstaa: for at arbejde maa man tro, jeg mener naturligvis for at +arbejde alvorligt, for at tage fat, begynde. Og for denne Generation +gælder det virkelig om at tage fat ..." + +De var begyndt at gaa op ad Sidegaden. William fulgte med uden at tænke +over det. + +"Men er den da virkelig slet ikke begyndt paa at tage fat ..." + +"Jo, paa at snakke. Det vil sige--Praktikerne gør jeg naturligvis Uret. +De ta'er jo fat. Jeg talte paa Ballet med en af mine Skolekammerater og +spurgte--rent af Vanvare, for jeg vidste skam godt, det var en Dumhed +--om han havde læst "Marie Grubbe", og saa svarede Idioten mig--det var +naturligvis halvvejs en Finte til mig--at han læste ikke saadanne Bøger, +inden han havde faaet sin Eksamen--." + +William lo. + +"Le ikke, kære, Manden har jo Ret. Det er hans Genre, jeg kalder +Praktikerne. I deres Universitetstid læser de seks Timer og forsømmer +aldrig Manuduktøren. Men de overanstrenger sig ikke--Eksamen er jo ikke +det hele, knap det halve. Naar de er tyve Aar, begynder de paa at danne +sig et tilkommende Klientel, og de dyrker roligt en fornuftig +Selskabelighed for at lægge Miner for en tilkommende Kone ... + +"De overdriver ..." + +"Aldeles ikke. De Folk har min fulde Beundring. De vil reussere--det er +altid noget." + +"Hvad tror de saa paa?" + +"Ja, det er Sagen"--han standsede uden for en lav Port, et gammelt, +graat Sted--"med Troen er det jo lidt smaat. De tror, at Livet er noget +behageligt, og det besynderligste af det hele er, at jeg tør dø paa, at +de fleste af dem gaar ud af Tilværelsen med ganske den samme latterlige +Overbevisning. Hør, gaar De ikke med op, der er Ild i Kakkelovnen, og +jeg tror, jeg har en Flaske Champagne i min Buffet--" + +William takkede, men syntes det var for meget. Saa gik han dog ind med, +han vilde gerne være sammen med nogen, han var angst for at være alene-- + +Han turde ikke være alene. Og nu, naar han talte med Hoff eller rettere +lod Hoff tale, saa trængtes det tilbage, han var bange for ... + +Hoff strøg en Tændstik. "Fald for Guds Skyld ikke paa Trappen," sagde +han, "den er skrækkelig." + +William snublede over et Par højst irregulære Trin, og endelig naaede de +op. "Værs'go, nu skal jeg straks tænde Lys." En varm, stærkt parfumeret +Luft slog dem i Møde fra Døren, William følte, der var Tæppe paa Gulvet +og spurgte om Maatten. + +"Bedste Ven, jeg har ingen--men det gør saamæn ingen Ting, Tæppet er +allerede halvt ødelagt." + +Hoff tændte et Lys og gav sig til at rasle med Hængelampen under Loftet. + +"Ser De," sagde han, mens han tændte, og sprang pludselig tilbage til +den forladte Samtale, "deres Lykke er, at de er uden Lidenskaber--Himlen +skal vide, hvordan det kan gaa til, men de har faktisk ingen: derfor kan +de lade Huslægen regulere det hele, baade Læsning og Leben. Men"--han +satte Kuplen paa--"til at skabe noget nyt skal man jo rigtignok bruge +andet end Fiskemennesker." + +Han hjalp William Frakken af. "Sæt Dem ned, saa kommer jeg straks med +Vinen." + +Høg saá sig om i Stuen. Det var en stor Stue med tre Fag og mange Døre, +men baade for Døre og Vinduer var der en Uendelighed af røde Portièrer, +saa Værelset noget nær lignede et Telt. Rundt omkring var der stillet +Blomster op paa Holdere, store Træer i Kroge og Hjørner, bag Puffer og +Sofaer, der stod i vild Uorden blandet med en Mængde forskellige Stole, +alle magelige, men yderst varierede i Façon. + +Paa Pillerne stod Afrodite og Niobe paa Søjler, bag Skrivebordet +Antinous. + +Flygelet var stillet halvt ud paa Gulvet med en udstoppet Ørn og en stor +Del Fotografier paa Laaget. + +William syntes næsten ikke, han kunde aande, saa parfumeret var her. + +Han stod bøjet over Skrivebordet og saá paa nogle Portrætter, der var +stillet op, saa de fyldte næsten hele Bordet, da Hoff kom ind med en +Flaske Champagne og to Glas. + +"De drikker jo Champagne?--Naa, for jeg drikker i Vinter ikke andet." +Han kom hen til William. "De gør Bekendtskab med min Omgangskreds, ser +jeg," sagde han og pegede paa Billederne, "en smuk Samling." + +"Jeg kender de fleste fra Gaden ..." + +"Ja, det er rimeligt nok. Men lad os heller sætte os hen--jeg holder saa +lidt af at staa." Han skød en Flugtstol frem foran Kakkelovnen og bød +William, satte sig selv i en Lænestol, hvor han pressede sig sammen +mellem nogle Puder og satte Fødderne mod Kakkelovnspladen. "Aa, hvor det +er dejligt at sidde godt hjemme hos sig selv! Men à propos Billederne, +jeg kunde se deres Forbavselse--De tænkte--og De tænkte egentlig højt, +for De har et mærkeligt, mimisk Talent--at det var nogle besynderlige +Rødder at omgaas ..." + +"Det tænkte jeg ikke ... men ..." + +"Aa Snak, hvorfor vil De nu ikke være ved det? De har jo Ret. Men jeg +sympatiserer med de Folk. De er saa rart bare paa Illusioner og Følelser +og det hele. De lader deres Liv være Pause mellem to minutlange +Kærlighedsforstaaelser, og de dør, ødelagte af Udskejelser, uden nogen +Sinde at have følt Lidenskab eller saa meget som vide, hvad det er at +elske ..." + +Hoff tav lidt. "Skaal, kære, det er god Champagne." + +"De kan ikke mene alt, hvad De siger," sagde William. + +"Aa--jo, det meste, og det er allerede galt nok. Men saa er det ogsaa +saadan en dejlig Hvile at omgaas de Mennesker. Folk, som virkelig føler +for En, skaffer En Scener og Hovedbrud og Ubehageligheder--disse er skam +ligeglade, naar der bare er en Chaiselongue i min Spisestue, de kan sove +paa, naar de er fulde." + +Hoff talte roligt, i lidt afbrudte Sætninger, Tonen var køligt haanende, +det hele kunde se ud som en Spøg. Men paa Williams Sind, der var +ophidset af Sindsbevægelserne fra Ballet, gjorde denne Afklædning, netop +nu, det stærkeste Indtryk. + +Han var lige fra Samtalen med Margrete gaaet om i en vis Sløvhed, hvor +altfor mange Tanker, altfor mange Sindsbevægelser arbejdede i den samme +Hjerne til, at han kunde gribe nogen enkelt. Hvad han havde følt, havde +snarest været den vage Smerte, som vi fornemmer, naar vi efter en lang +Bevidstløshed, i en svær Sygdom, vaagner til halv Klarhed, vort Legeme +er tungt, vi aner Slaget, forstaar, at vi lider, men Smerten har saa at +sige ikke taget Form i vor Bevidsthed. + +Han havde i hint Øjeblik, da Margrete sagde: "Naar De ikke vilde være +Skuespiller," ligesom følt et Islagen lægge sig over alle sine Lemmer, +han var blevet berørt af en rent legemligt stivnende Fornemmelse. Saa +var han faldet sammen i Sløvhed. + +Nu først vaagnede han. + +De havde siddet noget tavse. Hoff havde rejst sig, han tog en Flakon, +hvis Indhold han hældte ned ad sin Ryg. + +"Vi har svage Rygrade i den Hoff'ske Familie," sagde han, "og den maa +muntres." + +William hørte det ikke, han var helt optaget af sine egne Tanker. Hoff +gik op og ned ad Gulvet. + +Saa sagde William halvt sagte: "Men hvad lever de da paa?" + +"Mener De "Rødderne"?" + +"Ja, de Mennesker," han pegede hen mod Skrivebordet. + +"De lever paa "Minutterne", og saa i Pauserne taler de om "Minutterne". +Lad de tre af mine Kumpaner komme sammen her i Stuen, og jeg vil ikke +hedde Bernhard Hoff, om de ikke inden fem Minutter har talt i de fire +Minutter om "Piger"." + +William tog sig om Hovedet: "Nej, det forstaar jeg ikke," sagde han, +"kan jeg ikke forstaa--" + +"Kære, tag det nu ikke saa tragisk. Det er en ren Overtro, at man +behøver at have noget at tro paa for at være tilfreds. Kun, naar man vil +have noget gjort, er det nødvendigt. Men hvem indestaar os for, at det +er saa behageligt?" + +"Ja, men naar man nu vil have noget gjort?" sagde William. Hoff syntes, +der var saadan noget sløvt i Tonen. + +"Ja, ser De," han satte sig igen foran Ilden, "saa bliver Tingen +vanskeligere." + +"Nu De selv?" William spurgte hurtigt, saá op. "De arbejder jo meget?" + +"Aa--mere end de fleste, men meget, naa maaske ..." + +"Ja, og hvorfor arbejder De saa? Hvorfor vil De det? Hvad tror De selv +paa?" + +"Tror paa--tror paa? Aa, jeg har den bedste Grund til at tro, at der +oppe i "Kvindelig Læseforening" findes et Dusin ældre Damer, som læser +mig med Fornøjelse, og de Damer har sandelig altfor god en Smag til, at +jeg ikke skulde vise mig dem taknemmelig ..." + +"Ja, men--" det lød utaalmodigt og William rejste sig fra Stolen for at +gaa henad Gulvet--"De siger ikke, hvad De egentlig mener." + +"For det meste." Hoff saá efter ham og rystede paa Hovedet. "Ser De, De +tager nu Sagen saa ungt, men Tingen er, at man, selv om man har opgivet +noget, kan leve meget behageligt paa Stumperne. Naar man har opgivet at +faa noget udrettet, saa indretter man sig som jeg, der, mine +Kreditorers Overhæng fraregnet, som De ser, har det grumme behageligt. +Man lever uden Illusioner--det værste er, at man en Gang imellem kan +faa et Anfald af den gamle Sygdom og i otte Dage, fjorten Dage, ja--med +Skam at tale om--det kan hændes i tre Uger--kan faa den vanvittige Idé +igen ar tro godt om et Menneske. Saa har man det, naar man bliver +skuffet, lidt ondt igen i tre, fire Dage, indtil man ogsaa slipper +det--naa, som sagt, det er det værste ..." + +"Men Deres Talent da?" + +"Aa--mit Talent!" + +"Men det er jo netop Sagen, Hvorfor tror De ikke paa det? De har jo dog +Talent, hvorfor bliver De saa ikke hellere lykkelig ved at tro paa det +og saa arbejde for det?" ... + +Hoff svarede ikke, han sad og hamrede med sine Hæle paa Kakkelovnen, tog +saa sit Glas og tømte det. + +"Naar De har Talent, saa har De jo noget at leve for ..." + +"Hvis man Forresten gad--ja. Men, kære, er det Umagen værd?" + +Saa har jo Deres Uvenner Ret." + +"Hvad for nogle af dem? Jeg har lidt mange, skal jeg sige Dem." + +"Som siger, at De ikke sætter noget ind." + +"Naa ja. Men, naar man nu ikke har noget, bedste Høg." + +"Men, det er jo det, der er Modsigelsen--naar De har Talentet." + +"Vist, vist saa," han rejste sig lidt utaalmodigt ... "Men lad os nu +ikke tale mere om det ..." + +"Ja,--men, det er netop det, jeg ikke forstaar, og som"--William talte +heftigt--"Jeg maa forstaa ..." + +Hoff standsede. William gik frem og tilbage ovre foran Flygelet i +hurtige Drejninger. Saa gik Hoff over og tog ham om Skuldrene. + +"Lad os hellere tale om Dem," sagde han. + +"Men dette er jo netop om mig," William dukkede Hovedet. + +Hoff gik to Gange op og ned med ham under Armen. Han syntes, William +blev lidt roligere. + +"Maaske tror jeg ikke paa mit eget Talent," sagde han. + +"Hvorfor skriver De saa?" + +Der var noget tilbagetrængt i Tonen, da Hoff svarede: "Jeg har jo +fortalt Dem om Dusinet, kære Høg, og saa koster det virkelig en Del at +føre dette Hus ..." + +"Ja, men hvor kan De det?" + +"Naar jeg siger, at jeg ikke tror paa mit eget Talent, saa er det +naturligvis ikke saadan at forstaa. Talent har jeg, men--ja, hvordan +skal jeg sige for ikke at sige for meget? Ser De--bedste--Talent og Liv +er ét--det er Sagen. Naar nu Livet er ormstukket, og man véd det, saa +har man ogsaa lidt ondt ved at gøre noget for Talentet." + +De gik igen lidt. William saá fra Siden hen paa Hoff. Det var, som +pludselig en graa Maske havde lagt sig over hans Ansigt: + +"Og nu De," sagde han, "hvad vil De saa mere end fri til Frøken Blom?" + +"Hvad alle vil--blive til noget ..." + +"Hm--naa, lidt mer end alle andre. Ellers rejser man sig ikke og gør sig +latterlig ved at tale for Arbejdet til de umælende." + +William vidste ikke, hvad han skulde svare. Saa sagde Hoff: + +"Jeg trænger mig ikke paa, bedste Høg, jeg tænkte blot, De maaske kunde +have godt af at tale med et Menneske om det ..." + +Der var i Tonen noget mildt, som ikke plejede at ligge der, og som slog +William. Han blev pludselig meget blød: "Men der er ingen, som tror paa +mig," hviskede han, det "gik i ham". "Slet ingen." + +"Aa, det skal De saamæn ikke bryde Dem om, det er "Publikum" sjældent +saa villig til--men tror De selv?" + +William svarede ikke. Han gik og bed sig i Læben for at beherske sin +Bevægelse, men saa rev han sig pludselig løs fra Hoff og satte sig hen +paa Chaiselonguen i Hjørnet. + +"Men det er jo det eneste, jeg selv tror paa," sagde han, tav saa, sad +og rokkede med Overkroppen. "Det hele beror paa det--jeg kunde ikke leve +som andre--nej, jeg kunde ikke. Men saa er det, at slet ingen tror, slet +ingen tror, og jeg véd, at naar det gaar galt, saa er det forbi. Aa," +han kastede sig ned, "det er forfærdeligt ... Véd De, at min Fader var +sindssyg, min Moder døde af Brystsyge--" + +"Aa--Snik, Snak, saadan kunde vi jo alle sige--" + +"Maaske, men saa er det netop Ulykken, naar de andre virkelig er +ligesaa ulykkelige som jeg ..." + +"Kære Høg, se Tingen mere roligt ... det nytter skam ikke ..." + +"Jeg ser den jo ligesom De. Hvis det er alle Forældre, der var som mine, +saa er det blot Tiden, som er haabløs ..." + +"Ja, kære Ven, min private Mening er det jo nok, at Samfundet og vi +forbereder en ny og forbedret Udgave af Syndfloden, men saa kan vi da +idetmindste efterligne de andre: de dansede, lige til Floden kom." + +"Aa nej, jeg kan ikke spøge med det. Det, jeg tror paa, har holdt mig +oppe nu snart i fem Aar, jeg har levet for det, kun for det: "Ser De, +jeg er hallucineret om Natten, jeg hoster--alt. Men jeg har arbejdet, +kæmpet for det, fordi jeg troede--men naar jeg nu havde taget +fejl--saa--ja, saa var det forbi ... Det er sandt--jeg har været +forelsket i Margrete Blom i lang Tid ... og--aa, hvor er hun ogsaa smuk +... saa Frisk ... Vi har set hinanden hver Dag ... Ved De, at somme +Tider i disse Aar, hvor jeg har kæmpet med min Svaghed som med vilde +Dyr--hvor jeg har lidt og været søvnløs--jeg har vaaget om Nætterne og +skreget efter En, der troede--blot En, der vilde tro ... Man kan føle en +ligefrem Tørst, der svider--og saa er der ingen--heller ikke +hun--nej--nej--nej--De skal ikke trøste mig ..." + +Han holdt inde, rev Lommetørklædet op af Lommen og hulkede. Hoff stod +ved Siden af, han lagde blidt sin Haand paa hans Haar og glattede det. + +William tog Hovedet bort, som om Haanden tyngede ham. + +"Nej, ingen tror paa mig," hviskede han. + +"Men i Himlens Navn, saa tag fat, Menneske, og tving dem til det." Hoff +kæmpede med sin Bevægelse og gik over mod Flygelet. Han aabnede det og +slog nogle Akkorder an. + +Bagved paa Chaiselonguen laa William og hulkede. + +Saa gav han sig til at spille. Han sad, mens han spillede og lyttede til +William, mærkede, at Graaden blev mindre voldsom. + +Det var et Tema af Rubinstein, et brusende Tema af en Salonkomposition, +en Galop. Hoff varierede det, lod det komme tilbage, glattede det ud. +Bestandig blev det mildere. + +William var holdt op med at hulke, han sad oprejst i Sofaen, støttet mod +dens Ryg, rød og ophedet af Graaden. Lidt efter gik han hen over Gulvet +og satte sig foran Kakkelovnen. Ilden var gaaet ud. + +Hoff spillede stadig. Han var slaaet over i noget andet, noget vemodigt +og klagende, hvor Tonerne sukkede mildt under hans Anslag. Saa gled det +helt ud, og han holdt op. + +"Hvad var det?" spurgte William hennefra. + +"Det første var af Rubinstein," han sad og saá ind i Lyset paa Flygelet. + +"Det var saa mildt," sagde William. + +"Aa ja," Hoff rejste sig og lukkede, "et Flygel er en ganske rar Ting." + +De talte ikke en lille Tid. Saa sagde William for at komme bort fra +dette: + +"Det er dog tre underlige Buster, De har, Hoff." + +"Det, véd jeg, finder de fleste Folk," svarede Hoff og saá sig om, "jeg +synes nu, de tre hører sammen. Den Hjerne, som tænkte den Dame dér"--han +pegede paa Venus--"har været genial. Han gjorde Kærlighedsgudinden til +en Skæbnegudinde. Du gode Gud, og saa kalder Folk den Statue for en +fornøjelig Figur--ja, hver sin Smag ..." + +Han heldte lidt Champagne op i sit Glas. + +Nej, den Dame ofrer skam ikke Blomster, hun forlanger Livet. Det er det, +Kunstneren har villet fortælle os. Moloch og Venus victrix--hvem mon der +er ofret de fleste Liv? Menneskeofringer vil den Kone ha'e ... Jeg véd +ingen Statue, der passer bedre som Pendant til Venus end Niobe, Gudinde +for Smerten." + +"Og saa Antinous." + +"Ja rør ikke ved ham, kære Høg, ham maa vi skam ha'e Sympati for, saa +sandt jeg hedder Bernhard Hoff. Pokker tro paa Sagnet--det er vel kun +dumt Vaas ... Nej, jeg tror, det Billede kun er Billedet af et stakkels +Barn, man maa have givet mere at bære paa, end han kunde udholde, en +tidlig Sorg, altfor tidlig Erfaring, en stor Hemmelighed eller hvad véd +jeg. Nok er det--hans Skuldre kunde ikke bære det, og saa lukkede han +Munden fast sammen om sine Skrig og lagde Nilens og Akerons Vande +imellem Verden og sig--Nej, der er god Mening i de tre Buster ..." + +William gik hen og tog sin Frakke. "Gaar De," spurgte Hoff. + +"Ja. Klokken er halvseks ..." + +"Er den det--ja. Tiden gaar." Han hjalp William Frakken paa, stod saa +lidt og ventede: + +"Og hvad saa imorgen?" spurgte han. + +"Nu maa det gøres," sagde William, holdt inde, drog Vejret dybt, sagde +saa sagtere: "Det er Skuespiller, jeg vil være." + +"Jeg tænkte det." + +William stod endnu et Par Øjeblikke. Derpaa rakte han Hoff Haanden: +"Godnat," sagde han, "og Tak for iaften." + +"God Nat, Høg--og kom snart igen." + +Høg lukkede Døren, og Hoff gik tilbage i Stuen. Han aabnede et Par +Breve, som laa paa Skrivebordet, tog fat paa et Ark Korrektur. Men +Pennen kradsede, det vilde ikke gaa. Tilsidst slog han Korrekturen +sammen og sad længe med Hovedet støttet paa sine Hænder og saá ind i +Lampen. Rejste sig saa og gik heftigt op og ned ad Gulvet. + +Tilsidst standsede han foran Chatollet, aabnede det og stod noget lænet +til Klappen, lukkede den inderste Skuffe op og tog et Billede frem. Han +holdt det hen under Lampen og saá længe paa det ... + +Om Morgenen, da Bernhard Hoffs Værtinde kom ind, sad han med Lampen +tændt og skrev ved sit Bord. + +"Men Gud bevar'es, Hr. Hoff, har De nu ikke været i Seng igen inat?" +sagde hun. + +"Aa, det blev for sent, Madam Lund, og saa har jeg saa gyselig travlt." + + * * * * * + + + + +V + +Professoren saá op og ned ad ham og drejede ham rundt et Par Gange. + +"De er ikke blevet meget større," sagde han saa og skød Brillerne op i +Panden. "Men sandt at sige, der er dem, som er mindre." + +"Jeg er omtrent saa høj som Professoren," sagde William og skævede til +Pillespejlet. + +"Saa?--nej, min kære," Professoren rettede sig og forsøgte at se William +over Hovedet, "det ta'er De virkelig Fejl i--jeg er godt og vel et halvt +Hoved højere. Men, det forstaar sig, min unge Ven, har man Talent, saa +er man stor nok, selv om man er lille." + +Professoren fik Taarer i Øjnene og faldt i Tanker. + +"Ja, saamæn er man saa," gentog han og skød atter til Brillerne. "Og +Stemmen var jo dejlig." fortsatte han, efter at Rørelsen havde sat sig +lidt. "Det var jo et pragtfuldt Organ." + +William blev rød. "Ja, Hr. Professor ..." + +"Har De nogen Rolle med Dem, min unge Ven, for jeg maa naturligvis høre +Dem." + +"Jeg har taget Sannæs med," sagde William. + +"Sannæs, naa--det var en underlig, teoretisk Rolle,--men sæt Dem, kære +Ven, og lad os tale om Tingen," Professoren skød en Stol hen til William +og satte sig selv i en anden. "Véd De nu ogsaa, hvad De gør?" sagde han +saa og lagde sin Haand deltagende paa Williams Knæ, "at være +Skuespiller, unge Ven, det er den sørgeligste Bane i Verden." + +Professoren fik igen Vand i Øjnene, men William forsikrede, han vidste, +hvad det var. + +"Og saa er De tilmed af saadan god Familie." Professoren sukkede, lagde +sig noget tilbage i Stolen og sagde noget umotiveret, maaske som Led af +en stille Tankegang: "Aa, ja, det var den Gang." Saa sukkede han igen og +tilføjede i en lysere Tone: "Unge Ven, jeg kendte Deres Bedstefader, det +var en udmærket Mand." + +William nikkede, og der blev en Pause. + +William tænkte, at Professoren var blevet en meget gammel Mand. + +"Naa, saa De har læst Sannæs--hvilke andre Roller har De tænkt Dem at +spille?" + +"Jeg véd ikke, om Professoren kender--Lucien." + +"Lucien"--Professoren gned sin Pande og tænkte sig om--"Lucien--ja, min +Ven, jeg er en gammel Mand"--et let Spor af Rørelse--"nej, nej, jeg +husker den ikke." + +"Det er et fransk Stykke, Hr. Professor." + +"Lucien--af Scribe--Aa, Dronning Marguerites Noveller, aa, min unge +Ven,"--Professoren lagde begge sine Hænder paa Williams Skulder--"det +var den Gang." + +"Stykket er af Dumas, Hr. Professor." + +"Dumas," Professoren rystede paa Hovedet, "kender det ikke, min Ven, og +jeg har dog spillet syvhundrede Roller. Naa, er det en stor Rolle?" + +"Nej--men den ... han har kun én Scene ..." Professoren satte Brillerne +fastere. + +"En Scene." sagde han. + +"Men den er vigtig," stammede William, der begyndte at tabe Sikkerheden. + +"Den kan man i det mindste ikke debutere i," sagde Professoren noget +tørrere og skubbede sin Stol lidt bort. "Men--der er vel andre Roller?" + +"Jo," William saá ned, han krammede lidt om Stolen og flyttede Benene, +"saa er der "Tartuffe"." + +Professoren rettede sig i Sædet og saa igen over Brillerne hen paa +William. "Ja--den kender jeg," sagde han og lod Bagen af sin Haand glide +hen under sin Næse. + +Der blev en Pause. + +William var blussende rød, turde ikke se op. Han vidste ikke, men han +var grebet af en pludselig Angst: Om Professoren var blevet for gammel? + +Og Professoren sad imidlertid med opspilede Øjne og saa paa dette +Menneske paa to og tyve Aar, der vilde spille "Tartuffe". + +"Kan De "Tartuffe" ?" spurgte han saa. + +"De store Scener," sagde William med Blikket heftet paa Gulvet. "Dem med +Elmire." + +"Naa"--Professoren studerede sine Negle--"men det er en svær Rolle, min +unge Ven, og man kan ikke raade til at debutere i den." + +"Jeg havde tænkt at debutere i Sannæs." + +"Det er sandt, Sannæs--men De sagde jo, De havde Bogen med. Lad mig saa +høre den da." + +Professoren fik Bogen, gav sig til at rode paa kryds og paa tværs efter +Scenen med Valborg, skubbede Brillerne, saá op og saá ned. + +William havde kun én Tanke, at denne gamle Mand ikke kunde afgøre hans +Skæbne. Den Tanke belejrede ham: gaa, skyde det op, idetmindste gaa til +en anden. Men pludseligt saá han ind i dette besynderlige graa Mørke, +som siden hin Samtale med Margrete saa ofte havde værst hans Tankers +Skræk, og han ligesom satte sig fastere i Stolen. Han maatte blive. + +Professorer havde fundet det. Han læste det hurtigt igennem, halvhøjt, +og hele hans Ansigt forandredes under Læsningen. Der var, ligesom han +havde kastet en Maske, som var han blevet tyve Aar yngre. "Naa, nu véd +jeg det"--han rejste sig, hele hans Figur var elastisk-bevægelig, "nu +har jeg det ..." + +William tænkte paa, at man skulde tro, han havde kastet et Par Krykker. +Og i samme Nu sagde han til sig selv, at nu maatte han, nu gjaldt det. +Den Mand, som gik og lavede Scene paa Gulvet ved at stille Stole op i en +Halvkreds, vilde dog kunne afgøre hans Skæbne, dog kunne se.... + +Og pludselig blev han rolig. Han kunde, og nu maatte han. Professoren +var færdig. Dér sad Tilskuerne, dér var Døren, der Mellemdørene; nu +skulde han give Replikkerne. + +Han satte sig paa Tilskuerpladsen, William stillede sig op i +Baggrundsdøren. "Saa begynder vi," sagde Professoren. + +William kom ind og begyndte. Replikkerne er korte, afbrudte. + +"Tal højere," sagde Professoren. "Meget højere, jeg kan ikke høre +Stemmen." + +William tog ikke Øjnene bort fra hans Ansigt, han agtede paa hans Mine; +havde han haft tusind Øjne, de vilde lige skarpt, lige ufravendt have +hvilet paa dette Ansigt. + +Han hørte sin egen Stemme, vidste, at han sagde Replikkerne, som han +vilde. Men det var ham, som en Fremmed sagde dem, som om en anden +spillede og bevægede sig. Han saá kun paa dette Ansigt Men det var +stadig ubevægeligt. Professoren gav Stikreplikkerne, bøjet over Bogen, +uden Bevægelse i Ansigter, uden at løfte Øjnene. + +Og mens William stirrede paa Trækkene, saá han ham staaende den Gang i +Sorø smilende med Hænderne i Lommen--aa, det Smil. Og mens Sveden sprang +frem paa hans Pande, spurgte han sig selv, naar han vilde begynde at +smile--han længtes efter at se det, han maatte, maatte se det. + +"Det er lutter Smaareplikker," sagde Professoren uden at løfte Ansigtet +fra Bogen, "det er lidt svært at komme i Affekt paa for en Begynder." + +William følte det selv: "Ja, Replikkerne er meget korte," sagde han. +Professoren faldt i Tanker med Bogen i Hænderne. William ventede stillet +til en Stol. + +"Og man kan heller ikke høre Stemmen. De holder den nede i lutter +Mellemtoner .." + +"Maaske kunde jeg tage et Digt ..." + +"Ja, kan De et," Professoren saá op, "saa kan jeg se paa Dem med det +samme." + +"Et af Fiskerjenten ..." + +"Naa, ja, det deklamerer de alle. Kom saa ind og buk." Professoren +rejste sig, trykkede Brillerne fast mod Næsen og ventede. + +William kom ind og bukkede. "Dybere," sagde Professoren, "dybere ... man +maa altid bukke dybt for Publikum." + +Han bukkede om, igen om. "Bedre--begynd saa." + +William begyndte dybt, i den mørke Tone, hvormed han forskønnende +tilslørede sin Hæshed, og som her gav Fremsigelsen noget tilbagestængt +voldsomt, der virkede stærkt. + +Professoren lyttede. Han stod og bed i sine Knoer, men en Gang imellem +saá han over paa William med et Glimt i Øjnene. Han gik lidt tilbage, +igen frem, stadig opmærksom. Saa nikkede han--en Gang til med et Smil. + +William blev blussende rød, følte Taarerne staa sig i Øjnene, Varmen gød +sig ud i alle Lemmer. + +Det var, som han vaagnede, som han befriedes ved dette Nik. Han aandede +dybt og standsede et Øjeblik som for at sole sig i dette første Glimt af +Sejren. Han syntes, noget bar ham, at han blev løftet højere, mens han +talte ... + +Han gav sig han, han glemte at se paa Professoren, glemte Stemmen, talte +blot-- + +Han havde en Følelse, som om han havde jublet de sidste Linier ud, +næsten sunget dem i sin Glæde. Nu saá han med blussende Kinder paa +Professoren. + +Han havde sat sig igen og sad med dukkende Hoved, saá saa op. + +"Men De er hæs idag," sagde han. + +William blev pludselig bleg, hørte paa én Gang sin egen Stemme--ja, den +var slaaet over. "Ja," stammede han, "jeg er meget hæs." Det var ham, +som skulde han falde i Knæ under Løgnen. + +Lidt efter gik han. Han skulde om otte Dage komme igen med "Tartuffe".-- + +"Sæt Dem, kære, sæt Dem," sagde Professoren otte Dage efter, "vi maa jo +tale om det først. Hvordan har De saa tænkt Dem "Tartuffe"?" + +William søgte om Ord. "Ikke som den spilles paa Theatret," sagde han +saa. + +Professoren lo, "Naa--nej, det er ogsaa min Mening, men hvordan da? De +har vel tænkt Dem en Maske--et bestemt Ydre ..." + +"Nej," William blev lidt rød i Hovedet, "jeg havde egentlig tænkt at +spille som jeg ... som jeg var." + +Professoren saá hurtigt paa skraa op over Brillerne. + +"Det var ikke saa galt," sagde han. + +"Ja--for "Tartuffe" skal ikke være styg ... styggere end jeg," rettede +William sig hurtigt. + +"Nej, det behøver han ikke." Det lod til, at Professoren morede sig, +han sad, lænet tilbage og saá paa William med store Øjne, og en Gang +imellem nikkede han ligesom forleden. William blev sikrere. + +"Og saa skal han slet ikke saadan gaa omkring og messe og være +salvelsesfuld--slet ikke. Jeg har en Gang set en Munk i Cöln--saadan +skal han være ... Han tror selv, han er hellig ..." + +"Ja ... det...." Professoren blev ved at more sig, det kunde man tydelig +se. + +"Jo, tror Professoren ikke, at de største Hyklere ogsaa hykler for sig +selv?" + +"Kan nok være, min unge Ven, kan nok være--jo, lad os saa se, hvordan De +vil gøre det." Og Professoren og William gav sig ivrigt til at stille +Stolene op som forleden. + +"Hvem har De talt med om den Rolle?" spurgte saa Professoren. + +"Ikke med nogen"--William satte den sidste Stol paa sin Plads--"jeg har +altid tænkt mig den saadan." + +"Naa," Professoren var meget livlig, satte sig bredt tilrette i Stolen, +"ja--lad os saa begynde." + +Han saá lidt fra Siden hen paa Høg: "Hvad er det for Scener, De ta'er?" + +"Dem med Elmire." + +"Naa--ja, nu husker jeg. Ja"--Professoren var stadig smilende, sad og +bladede i Oversættelsen--"det er nok ogsaa de nemmeste--for +Opfattelsen." + +"Men jeg begynder med Scenen med Dorine. Man maa se ham først." + +William gik tilbage, han ventede et Øjeblik, inden han med Ryggen til +Professoren begyndte: + + Laurent, gem Svøben, og min Haardragt du forvare-- + Og bed til Himlen, at den vil dit Sind opklare ... + +Han vendte sig, gik lidt frem, derpaa atter tilbage og talte bortvendt +under de næste Linier: + + Hvis nogen søger mig, er jeg i Medynks Hverv + Hos Fangerne, med hvem jeg dele vil min Skærv-- + +Professoren havde set lidt paa ham ligesom Forbavset, havde utaalmodigt +skudt Brillerne op. Nu varede det lidt, inden han gav Replikken: + + Løgn og Affektation med disse Helgenminer-- + +Han læste derpaa Dorines Replikker bøjet over Bogen, uden mere at se op. +Kun ved "Tartuffe"s "Gerne!" saá han et Øjeblik hen, som om han vilde +tale, men sænkede igen Hovedet og læste videre. + +William havde spillet sikkert, selv Professorens Tavshed forstyrrede ham +ikke. Han vidste jo, at han var enig med ham. Da Scenen var forbi, sagde +han blot ivrigt: + +"Saa kommer Elmire." + +"Ja." + +"Jeg plejer at sætte mig saadan ..." Han trak en Stol hen og satte sig +ved Siden af Professoren. + +"Naa ja, det er godt," Professoren havde travlt med sine Fingre, "jeg +skal nok gi'e Elmire." + +William rejste sig og gik bøjet frem: + + Gid Himlens Naade Dem hver Dag beskærme maa! + Gid Sjælens Sundhed De med Legemets maa faa! + Gid al Velsignelse sig over Dem forene; + Saa be'er den ringeste af dem som Herren tjene. + + Elmire. + + Saa fromt et Ønske jeg med Tak erkende maa, + Men skal vi sidde ned ... man har det bedre saa. + +William satte sig, blev ved at spille. Professoren sad endnu med +dukkende Hoved, Bogen op for Ansigtet, mens han læste Replikkerne +monotont, uden Overgange. + +William lagde ikke Mærke dertil, sagde Replikkerne som han plejede. Men +paa én Gang blev han ubestemt genért og forlegen. Han begyndte at +trykkes af denne Monotoni, som ikke besvarede hans Spil, længtes +febrilsk efter at se det Ansigt, der var skjult bag Bogen-- + +Men Professoren sad stadig gemt bag Bindet. + +Og lidt efter lidt blev hans Forlegenhed til Angst: han talte +kortaandet, stirrede paa det sorte Bind, fik en ubetvingelig Lyst til at +rive det bort for dog at se Ansigtet--han følte, at Replikkerne gled +fra ham, at han sagde dem uden Udtryk, at de slet ikke lød, som han +tænkte dem-- + +Han stammede, kunde ikke huske Ordene, blev rettet af Professoren--lidt +utaalmodigt, men dog monotont--tog fejl, fortalte sig, søgte om Vejret, +sukkede, tog sig til Panden, der var fugtig ... + +"Jeg kan ikke," sagde han. + +Professoren lod Bogen synke: "Naa," han saá saa underligt igennem ham, +"saa kan De dog høre, det er galt." + +William bøjede Hovedet, han følte, Taarerne kom frem i Øjnene: "Men det +var heller ... ikke, som jeg havde tænkt mig." + +"Nej," Professoren rejste sig utaalmodigt, "for det var lige det +modsatte. Saadan--se nu!" + +Han tog Bogen igen, gik ud i Stuen. "Se nu," sagde han, og med Ryggen +mod William begyndte han med "Tartuffe"s første Replik. + +Saa gengav Professoren hele William Høgs "Tartuffe". + +William havde sat sig. Professoren læste uden at se paa ham, satte sig, +lod, som om han spillede med Elmire. Han karikerede ikke, læste og +spillede kun akkurat i samme Tonart og Tempo som William-- + +"Forstaar De?" sagde han tilsidst og lukkede Bogen, "saadan ...", men i +samme Nu saá han paa William og holdt inde: Mennesket var sunket sammen +med kroget Ryg, Hovedet slapt faldende ned mod Skuldrene, Hænderne var +krampagtigt knyttede om Lænestolens Arme--Professoren vilde tale, men +han stammede og søgte om Ord. + +"Forstaar De," gentog Professoren, "man ..." men han kunde ikke sige +noget; han vendte sig, løftede Armene med en pludselig theatralsk +Bevægelse og gik hen til Vinduet. + +Da han igen kom tilbage til Stolen, saá han William i samme Stilling, +han gik hen til ham, rørte ved hans Skulder og sagde: + +"De forstaar jo ... det er en svær Rolle," sagde han. + +William nikkede. Og som om pludselig en Maske faldt fra hans Ansigt, kom +Trækkene og alle Fibre i et Nu i bævende Bevægelse som et Net af +bevægede Traade: "Jeg forstaar det," sagde han. + +"Og desuden--man overdriver." sagde Professoren. + +"Men de næste Replikker skal blive bedre," William rejste sig, i det +første Øjeblik holdt han Armene frem, som om han var svimmel og vilde +søge Støtte. Saa tog han sig sammen og sagde noget frygtsomt: + +"For De vil jo nok høre det næste? ..." + +"Naturligvis," Professoren søgte at dæmpe Tonen ned, at gøre den mere +ligegyldig. "Det var altsaa de store Replikker--naturligvis--de maa jo +ogsaa ligge bedst for Dem ..." + +Han skubbede Lænestolen lidt frem. "Dér sidder altsaa De--jeg her. Nu +skal jeg nok spille med--saa hjælper det." + +William satte sig, han holdt Haanden for Panden for at tvinge sine +Tanker, begyndte saa: + + Den Kærlighed, som os til Himlens Skønhed binder, + Er jordisk Kærlighed aldeles ej til Hinder, + Og vore Sanser, i Henrykkelse fortabt, + Tør se den Herlighed, som Herren selv har skabt ... + +Tonen var forandret: Betoningen slog straks Professoren, og han blev +under hele Replikken ved at stirre paa William. Der var i Øjets Udtryk +en hed Flamme, som luede imod ham, i hele Stillingen en anstrengt +Energi, som betog-- + +William bøjede sig frem, hans Stemmes Tilslørethed snoede sig om den +hviskede Replik, en hed, en opstemmet Attraa, en gammel Længsel gik +sukkende gennem hans Vers. Denne "Tartuffe" havde fastet, hungret til +Døden og tørstet ... Det var den lange Fastes vilde Forslugenhed-- + +Scenen var forbi. William havde rejst sig, hans Haar var vaadt, Læberne +bevægede sig i smaa Ryk, og han aabnede med Møje Kæberne ... + +Det varede lidt, inden Professoren talte: "Nu saá man, hvad De vilde." +sagde han. + +William svarede ikke, han syntes, Professorens Tone var underlig kold og +kort. Men han var altfor træt til at kunne tænke derover; som om +Hjernearbejdet pludselig var standset, følte han sin Hjerne tom, hele +Legemet slappet efter den forfærdelige Kamp--Han var til Mode som en +Søsyg, der sætter Foden paa Land. + +"Saa er det bedst, De prøver straks," sagde Professoren. Han gik op og +ned ad Gulvet. "Tingen er"-- + +"De tror altsaa, at ..." + +"Ja--men, som sagt, Tingen er, at hvad De mangler, kan ingen lære Dem +... uden," Professoren bed sine Knoer, "uden maaske Theatret." + +William hørte næppe, hvad han sagde, men han forstod, at han havde +sejret, at han skulde prøve, at han havde kæmpet og sejret ... Og i +samme Sekund sagde han til sig selv, at hans Liv havde været forbi, hvis +han ikke havde vundet i denne Kamp. + +Han slap Stolen, han havde støttet sig til, gik et Par Skridt frem mod +Professoren, som havde sat sig foran Skrivebordet. + +"Nu skal jeg skrive til Etatsraaden," sagde han. Han talte ikke mere, +skrev nogle Linier, forseglede Brevet: "Jeg tænker, De saa kommer til at +prøve om otte Dage." + +William var for glad til at lægge Mærke til Professorens Væsen, hans +Hænder rystede, da han tog Brevet, han søgte at takke, men han stammede +blot. + +"God Lykke," sagde Professoren, Han var gaaet hen til Døren, William +følte, han maatte gaa, men han ventede nogle Øjeblikke med Haanden paa +Dørlaasen.--Der var noget, som maatte siges, noget, han savnede, han +kunde ikke gaa, inden ... Men saa saá han op paa Professoren. Han stod, +legende med sin Uhrkæde og ventede. + +"Farvel," sagde William og rakte Haanden frem. Haandtrykket var slapt, +Haanden fugtig. + +"Farvel ... og" Professoren aabnede Læberne som for at tale, men lukkede +dem igen uden at sige noget. Døren aabnedes og lukkedes, William var +gaaet. + +Men da han kom ud paa Trappen, opdagede han, at han havde glemt sine +Handsker, han ringede paa, Professoren lukkede op. + +"Det var mine Handsker," sagde han. + +De gav sig begge til at lede, Professoren fandt dem paa en Stol: "Her er +de." Og atter ventede disse to--William og denne Mand, som havde +bestemt over saa meget i hans Liv--knogle Sekunder overfor hinanden paa +et Ord, som ingen af dem talte. + + +Døren til Gangen var blevet staaende aaben, William stod paa Tærskelen, +endnu en sidste Gang saá han spørgende paa den Gamles Ansigt, og +Professoren turde ikke længere undgaa dette Spørgsmaal: + +"Deres Intelligens vil hjælpe," sagde han og vendte sig. + +Med det gik William. + + * * * * * + +William skulde prøve. + +Det havde været lange Dage, disse ti. Hver Dag havde William ventet +Tilsigelsen, og hver Dag var han blevet skuffet, hver Morgen havde han +sagt til sig selv: idag; hver Aften: imorgen. Og i de sidste Dage havde +han ventet fra Time til Time. + +Men denne Venten, der udfyldte Minutterne med Feber, havde opslugt hans +Frygt, han var gaaet op i denne Uro, der jog ham fra Ting til Ting, fra +Sted til Sted. Hjemme turde han ikke være, og ud turde han ikke gaa. Han +drev henad Gaderne, aandsfraværende, Sind og Tanker opslugt af den ene +Idé, som gjorde ham alt andet umuligt end netop selve den rastløse +Venten. + +Han standsede foran Butikkerne og tvang sig til at læse Priserne paa de +latterligste Ting, studere Plakater om Udsalg, Opslag om hjemkomne +Varer; han blev ved at læse, indtil han greb sig i mekanisk at gentage +et Ord eller et Tal, som Læberne fremførte, men hans Tanter var langt +borte--saa gik han videre og begyndte forfra. + +Han tog en Avis paa Kaféen og sagde til sig selv, at han vilde læse tre +Spalter--Ord for Ord. Han begyndte at læse, fulgte Teksten Linie for +Linie--men lidt efter vaagnede han til Bevidsthed med Bladet foran sig +uden at vide, hvad han havde læst. + +Saa kunde han pludselig gribe sin Hat, tage sin Frakke paa, knap have +Tid til af betale og skynde sig hjem, fordi han ventede Brevet: "Nu +maatte det være kommet, det var vist kommet." + +Han løb, lige til han kom til deres Hus, dér standsede han og turde ikke +gaa op. Undertiden vendte han om, gik nogle Gange frem og tilbage paa +Pladsen, tvang sig til at blive nede. Men tilsidst kunde han ikke mere +holde det ud, han stormede hjem, ind gennem Porten, op paa fjerde Sal, +tog alle Trapperne i Spring, saa han var helt stakaandet, naar han +naaede op og begyndte at rode i Brevkassen. + +"Intet." + +Han vilde roligt tage sin Frakke af, hængte den op i Entréen, rev Døren +op til sin Stue. Der var intet Brev paa Skrivebordet--paa Bordet intet +... nej, intet Brev. + +Altsaa ikke kommet endnu, ikke endnu ... + +Men nu skulde han prøve, han havde ikke sovet om Natten, han havde +ligget og kastet sig, og han havde forsøgt at falde i Søvn saa ved at +tælle til tusinde, saa ved at flyve ud fra Rundetaarn, saa ved at aande +dybt. Men faldt han hen i Blund, vaagnede han med et pludseligt Ryk, og +hans Drømme var de samme som hans Tanker ... + +Hans Tanker. Som om det var Tanker, den Forvirring i hans Hjerne, der +bestandig flygtede og tumlede omkring det samme Punkt: om Tvivlen. + +Men lade Tvivlen tale turde han ikke, han stoppede dens Mund med Fraser, +som han hviskede til sig selv, kneblede den med en Overbevisning, han +ikke havde. Thi inderst inde i Mørket af hans forpinte Sjæl mødte ham, +som Medusas forstenede Hoved, hin skrækkende Tilintetgørelse fra den +sidste Dag hos Professoren ... + +Det var det sidste, det yderste--det var Tingenes Afslutning. I denne +forfærdende Erindring læste han det absolutte: "Forbi." Dér hørte alt op +... Men nej, han havde jo sejret, da han kæmpede for Livet. + +Og saa jog Tankerne videre, formummede Karnevalsgæster, der holder +Maskerade paa et Skibsdæk, hvor der er Lig i Lasten. + +Om Morgenen var hans Øjne hede, Øjenlaagene tørre og tunge. Det havde +været en lang Nat. + +Han skulde prøve Klokken elleve. Klokken var syv. Pigen var endnu ikke +oppe, alle Stuerne var kolde, han gik omkring og frøs en halv Times Tid, +inden han fik Kaffe, lagde sig saa paa en Sofa i Dagligstuen for at +memorere sin Rolle. Han vilde prøve som "Tartuffe". Men han kunde ikke +holde Replikkerne sammen, ikke samle Ordene, det var umuligt, rent +umuligt, han kunde lige saa gerne lade være. + +Han rejste sig igen, saá paa Taffeluhret, om tre Timer vilde det være +afgjort. Tre Timer. Han stirrede paa det hvide Rum imellem de to Tal: 11 +og 12. Indenfor det Rum laa det hele, den lille, hvide Plet ... + +Det ringede, og han gik ud for at lukke op. Han troede, det var Avisen. + +"Men," han vilde allerede til, uden at se sig om, at tage til +Brevkassen, da han fik Øje paa Hoff, "er det Dem, jeg troede, det var +Avisen." + +Hoff havde Skindpels op om Ørene og var endnu mere graa end sædvanlig: +"Ja, bedste Høg, bliv nu ikke altfor forbavset, for det er en +Fornærmelse. Jeg afsluttede min Nat med en Spaseretur ud ad Bredgade, og +saa kom jeg paa Hjemvejen i Tanker om, at jeg kunde tage lidt Varme i +mig hos Dem." Han slog Skindkraven ned. "Men der er maaske ikke lagt i +endnu." + +"Jo, der er lagt i." + +De gik ind i Williams Stue, snakkede lidt op og ned om ligegyldige +Ting. Hoff var træt og talte dæmpet, klagede over ondt i Ryggen. + +"Ikke for det, jeg har været "slem"," sagte han. "Jeg havde Selskab +iaftes, og saa, da de gik--et Par af Rødderne med deres Damer--satte jeg +mig til at skrive en Idyl. Man kan altid bedst skrive Idyller paa +Baggrund af Solderi og imellem tømte Flasker. Man bliver saa forbandet +sentimental, naar man ser paa al den Vederstyggelighed ..." Han varmede +sine Hænder ved Kakkelovnen. "Og "Ugebladet" havde ønsket en Idyl ..." + +William svarede med en ligegyldig Frase. Hoff fortalte igen lidt. Efter +en lille Pause spurgte han pludselig, mens han, vendt mod Ilden, varmede +sine Saaler. + +"Men hvordan gaar det egentlig Dem?" + +"Hvormed?" + +"De har jo været oppe hos Professoren." + +"Ja," William standsede, derpaa sagde han sagtere: "Og jeg skal prøve +idag." + +"Ja saa," Hoff vendte sig. + +De tav et Par Minutter; Hoff saá stjaalent paa Høg, drejede sig igen om +mod Ilden. + +"Undskyld," sagde han saa, "men jeg vidste jo ikke, det var idag." + +Han knappede Pelsen, tog Williams Haand, beholdt den lidt imellem sine +og gik ud paa Gangen. William fulgte efter og lukkede Entrédøren op. + +Dér tog Hoff endnu en Gang hans Haand: + +"Og under alle Omstændigheder ingen Dumheder," sagde han. "Farvel, Høg." + +Der var noget i Tonen, noget mildt, noget næsten medlidende. William Høg +glemte aldrig det Farvel. + +Nu gik han i Theatrets Foyer og ventede. Etatsraaden kom straks, havde +Portneren sagt, om Hr. Høg vilde gaa op ... og nu havde han allerede +ventet et Kvartér. Et Par Koristinder kom leende ind gennem Foyeren, +maalte ham, stak Hovederne sammen og gik igen. Ude paa Scenen, hvor der +var ganske mørkt, rumsterede et Par Maskinkarle med nogle Sætstykker. + +William interesserede sig for den mindste Ting, han lagde Mærke til hver +Sprække i det store Spejl, Kviksølvet var rent gaaet af, en lang Stribe +over, det maatte være svært at spejle sig i det Spejl, og til hver Plet +paa Sofaen. Han havde set den Sofa i mange Stykker. Ved Dagen var den +forfærdelig. + +Der var en slem Luft af Gas, det var den, som ødelagde alle Blomsterne i +Blomsterbordene--dem brugte man ogsaa paa Scenen, baade dér og dér. +Forresten havde man ogsaa glemt at vande Planterne--de var helt tørre, +William følte paa Jorden, den var næsten Sand, saa tør var den ... + +Mon de dog aldrig vilde komme? + +Det var naturligvis blot Klodser--alle Bøgerne i Bogskabet, med malede +Rygge ... og der var heller ingen Glas for Dørene ... naturligvis. + +William stod og lavede Navnetræk paa Laaget af Flygelet, han kunde +skrive i Støvet. Han skrev en Mængde Navne, det ene ved Siden af det +andet, saa hørte han Trin ude paa Gangen og troede det var dem. Han +tørrede Navnene ud med sit Lommetørklæde--det blev helt skident-- + +Nej, det var ikke dem, ikke dem endnu! + +Men Klokken var dog mange, snart halv, maaske kom han slet ikke til at +prøve før tolv, isaafald var der syv og tredive Minutter til, syv og +tredive. Og pludselig gav han sig til at le sagte ved Tanken om alt det, +han saa havde fantaseret forgæves om Morgenen ... + +"De kan godt straks komme herop," vækkede saa en Stemme ham henne fra +Døren til Scenen. "Etatsraaden venter heroppe." + +William fo'r sammen. "Tak," sagde han. Herren, der havde talt, gik +tilbage paa Scenen. + +Der var stillet en stor Mængde Sætstykker op i Rummet mellem Foyeren og +Kulisserne, og William maatte gaa et Stykke langs med Væggen, inden han +fandt et Par Trin og slap Ind. Saa stod han paa Scenen. + +Han blev staaende, genért, trykket op til Kulissen med Bogen i Haanden. +Tilsidst fik en af Herrerne nede ved Prosceniet Øje paa ham og hviskede +et Par Ord til en ældre Mand i brun Overfrakke; denne vendte sig og +talte op imod ham: + +"Straks," sagde han, "straks! vi skal blot prøve et Par Bagtæpper." Han +satte Hænderne for Munden og raabte op i Sofitterne, et Bagtæppe +rutschede op og ned; de andre Herrer skævede til William og gik +hviskende ud i Kulissen ... + +William stod og saá paa en Gangkone, som støvede Rykstødene af nede i +Parkettet--hun slog Klapperne op med et Smæld--Række efter Række. Det +var som noget spændte ham over Brystet, saa han havde ondt for at trække +Vejret; han lukkede Øjnene for ligesom at besinde sig, tage sig sammen, +fortælle sig selv, at nu var Øjeblikket kommet ... + +For han syntes selv, han var næsten ligeglad. + +Saa--det kunde nok være, det tog Rutsch i Bagtæppet, det peb i alle +Trisser. Etatsraadens Stemme slog over, saadan skreg han gennem den hule +Haand ... + +William kom til at ryste at Kulde, Kinderne var som Is, han havde taget +sin Overfrakke af inde i Foyeren. Nu var Konen helt nede i +Parterret--hun gled da over det med en Harefod, og stadigt smældede hun +ivrigt med Klapperne ... + +Lige med ét opdagede William, at der var blevet stille. Etatsraaden tog +sin Stok ved første Kulisse og gik op. + +"Altsaa Hr. Høg," sagde han og kneb et firkantet Øjeglas ind under de +graa Bryn. + +"Ja--det er William Høg." Tænderne klaprede i Munden. + +"De er kommen til at fryse," sagde Etatsraaden stadig med Glasset for +Øjet. "De skulde have beholdt Deres Overfrakke paa." Han vendte sig ud +mod Tilskuerpladsen: "Er Regissøren der?" + +Regissørens Hoved kom med et "Ja" til Syne i Orkestret. "Og Hr. +Andersen?" + +Man hørte nogen falde over Sætstykkerne i Gangen og tumle ned ad de to +Trin. "Det er en forbandet Økonomi, at man absolut skal brække Benene +for at spare et Gasblus," det var Hr. Andersen, som brummende og +hovedkulds kom ind fra bageste Kulisse. + +Hr. Andersen var indhyllet i et uhyre Tørklæde, som dækkede over det +halve Ansigt, og han havde en Kalot over et skaldet Hoved. Han brummede +noget om Ventetid og Frokost og erklærede, at han var færdig. + +"Den unge Mand prøver som "Tartuffe"," sagde Etatsraaden. + +"Naa, saa er det vel Elmire?" Hr. Andersen begyndte at frigøre sit +Fysiognomi for Tørklædet, rømmede sig og spyttede tre Gange. "Man burde +ikke have Theatre i vort Klima," henkastede han alt imens til +Etatsraaden. + +William gav Hr. Andersen Bogen og viste ham, hvor det var. Han vilde +begynde med Scenen med Elmire. "Ja, det vil vist ogsaa være nok." Hr. +Andersen forsøgte at stave den smaa Skrift i Bogen, men erklærede ikke +at have Katteøjne. Der blev saa tændt en Række Gasblus i Sofitterne. + +William hverken følte eller tænkte. Han var vis paa, at han ikke kunde +et Ord, ikke en Replik, men det afficerede ham ikke; han saá Hr. +Andersen sætte et Par Stole frem, svarede mekanisk paa hans Spørgsmaal, +alt lød underligt svagt i hans Øren, og sine egne Svar sansede han +næppe ... + +"Ja, Etatsraaden er gaaet ned," sagde Hr. Andersen--han havde raabt +forgæves to Gange--"hvis De ønsker at begynde ..." + +"Begynde, ja--lad os saa begynde ..." + +Han saá nede i Parkettet to Hoveder, der rokkede hviskende imod +hinanden; helt oppe ved de bageste Bænke gik Gangkonen endnu og slog +Klapperne op. Der blev hysset ad hende, hun slog endnu i Forbifarten et +Par Sæder op, smækkede med den bageste Dør og gik. + +"De sidder altsaa dér?" spurgte Hr. Andersen igen. + +William nikkede. Etatsraaden rejste sig nede paa første Bænk. "Om vi +begyndte," sagde han, satte sig igen. William saá ham tage et hvidt +Lommetørklæde frem og dække Hovedet, som stadig rokkede over mod +Regissøren, hvis Ansigt forsvandt bag en Pelskrave, der var smøget op +lige til Ørene-- + +Det var Publikum-- + +William Høg maalte Tomheden i den halvmørke Sal, hvor Dagslyset fra +Skoddernes Sprækker kæmpede med Skæret fra tre-fire Gasblus, der var +tændt over de nærmeste Loger, og det var som om han med en forfærdelig +Anstrengelse væltede dette tomme fra sig-- + +Hr. Andersen gik op, kom atter ned--William ventede endnu ... + +I et Nu blev det sort for hans Øjne, det flimrede og gled ud i Mørke, +Men med en Opbyden af al sin Kraft tvang han sig til at se, og midt i +Mørket dukkede det hvide Lommetørklæde frem paa første Bænk i Parkettet +... Han drog et Suk, aabnede Læberne, det var som om Lyden sad fast ... +hans Vilje kæmpede med hans Tunge, som lammedes--Nu fik han Lyden frem. + +Saa hørte han sin egen Stemme ud i Salens Rum-- + +Og i samme Nu, samme Minut, hvor han hørte den, vidste William Høg, han +var dødsdømt. Og mens han stirrede sin egen Uformuenhed i Ansigtet, +lagde Lammelsen sig over ham som et Klæde. + +I Begyndelsen kæmpede han, stred imod Søvnen og Lamheden. Hans Lemmer +var tunge. Han syntes, at Kæberne holdt imod hinanden, og han kæmpede +for at tale; han syntes, at Tungen blev tyk i hans Gane, og den vilde +ikke frembringe Lyden. + +Og alt imens talte han, svarede, gav Replikker, stod, satte sig, rejste +sig-- + +Men alt var det i Søvne. Og inden i ham stred det, kæmpede det, +hviskedes det rette; han knugede Hænderne sammen, bød al sin Vilje frem: +i et eneste frelsende Sekund var det, som om Aandens Kraft skulde bryde +Uformuenhedens Gipsdække om ham, som om han skulde gribe det frelsende, +som flygtede og veg fra ham-- + +Men han vidste, han kunde ikke gribe det-- + +Han hørte sin egen Stemme, saá det hvide Lommetørklæde paa Etatsraadens +rokkende Hoved ... Og han syntes, at Ansigtet blev en kæmpemæssig, +leende Maske med et firkantet Glas i den ene Øjenhulning, en stor Maske, +der kom ham nærmere og nærmere ... helt ind paa Livet ... + +Sveden sprang frem paa hans Pande, store kolde Draaber; i Krampe +trykkede han Armene mod sit Bryst. + +Han kæmpede nogle Øjeblikke for at tale--Han hørte Hr. Andersen hviske, +saá den store Skindkrave bøje sig over mod Lommetørklædet ... + +Saa flygtede han. + +Han løftede Armene, som om han vilde tage Vidne paa sin Afmagt og med et +uforstaaeligt Udraab løb han op over Scenen ... + +Hr. Andersen stod lidt med Bogen i Haanden. Saa lagde han sindigt +Tørklædet tredobbelt om sin Hals og gik ud gennem Foyeren. + +William støttede sig et Øjeblik til Væggen, drog Vejret hurtigt nogle +Gange, vendte sig saa og gik ned ad Gangen. Etatsraaden stod og pudsede +sit Øjeglas i Lommetørklædet og vidste ikke rigtig, hvor han skulde se +hen ... Han stammede nogle Ord, som William ikke hørte, men blev ved at +pudse nervøst paa Glasset ... + +"Jeg be'er Etatsraaden undskylde," der var lidt Graadklang i Stemmen, +men William betvang den, "den Tid jeg spildte ..." + +Etatsraaden saá op fra Glasset hen paa William: "Forstaa mig vel," sagde +han saa, "forstaa mig vel," men han stoppede op igen og pudsede videre. + +"Jeg saá godt, jeg kunde ikke." Det kom simpelt. Etatsraaden stak +Lommetørklædet i Lommen, rømmede sig: "Nej," sagde han og saá atter +lidt paa skraa over paa Høg, "det var ... var besynderligt." + +Højvelbaarenheden stoppede igen, men han blev ved at lede efter Ord. +"Besynderligt," gentog han saa noget slæbende, tog pludselig i og sagde: +"For noget var der bag ..." + +Etatsraaden drog et lettende Suk og lukkede Læberne med et Smask, som en +Mand, der er tilfreds med sig selv. + +"Ja, noget var der bag," gentog Regissøren, hvis Hoved pludselig dukkede +frem bag Chefens Ryg omgivet af den store Krave som af en strittende +Kam, "noget var der ..." + +William svarede ikke. Der kom ved hans Mund en Trækning, der kunde se ud +som et Smil. Saa bukkede han og gik ind i Foyeren. + +Regissøren hjalp ham Frakken paa; han lo, fordi den var for snæver, +talte om et Par ligegyldige Ting, trak langsomt sine Handsker paa og gav +Regissøren Haanden-- + +Etatsraaden stod med Øjeglasset klemt ind under Brynet og stirrede +forbavset paa Døren, der faldt i for William Høg. + +"Besynderligt," sagde han. + +"Besynderligt," gentog Pelskraven. + +Og de to Hædersmænd gav sig til at tale om andre Ting. + +Ned gennem Korridoren ravede William som en drukken Mand. + +Hoff ventede udenfor Theatret. Han gik frem og tilbage paa Fortovet i +sin Pelsværksfrakke og krøb sammen, og to unge Damer i en Førstesals +Vinduer bag nogle Urtepotter med blomstrende Nerier havde allerede +væddet om, hvorvidt "Genstanden" var blond eller brunet ... + +Han var begyndt at blive utaalmodig, han stampede i Flisen for at holde +Varmen og gjorde stadig Promenaden længere-- + +Han var helt oppe ved Hjørnet denne Gang, da han vendte. Der kørte en +Droske forbi, og han nikkede ind til en Dame, saa saá han William. + +William Høg gik bøjet, med Skuldrene sammensunkne, Hovedet ludende +forover. Nu løftede han Hovedet og drog Vejret. Han stirrede lige paa +Hoff uden at kende ham og sank atter sammen. + +Saa gik William forbi ham. + +Hoff vendte sig, saá længe efter den sammenskrumpne Skikkelse: + +"Forbi," sagde han og gemte sine Hænder i Pelsværksærmerne. + + * * * * * + + + + +TREDIE BOG + + +GOLDE AKS + +I + +William vidste ikke, hvordan han var kommet hjem. Han tog som i Søvne +sin Overfrakke af, hængte den op, saá i Brevkassen efter Breve. Saa gik +han ind. Nina stod i Spisestuen og vaskede Kopper, hun talte til ham og +han havde paa Fornemmelsen, han svarede. Han drak et Glas Vand ved +Buffetten, gik saa ind i Dagligstuen og satte sig paa den lille Puf. + +Han var ikke vaagnet endnu. + +Lidt efter kom Nina ind, hun fortalte om et Par Visitter, hun havde +haft, om sin Sangtime, om Lærerinden, om Pigen, der havde slaaet et Glas +i Stykker. William svarede ikke. Nina havde meget at fortælle, mens hun +haandterede Støvekosten paa Skrivebordets Nipssager. + +"Saa var her Bud fra Gerson, om han kunde komme her iaften. Jeg sagde, +jeg vidste ikke, om Du skulde ud." + +William sad og stirrede. + +"For det er jo," Nina vendte sig, og i det samme standsede hun med et +Ryk. Med et eneste Blik saá hun, at Slaget var kommet. "William! Du har +prøvet ... og ..." hun holdt inde og lidt efter gentog hun mekanisk: "Du +har prøvet." + +William rørte sig ikke. "Jeg vidste det," sagde hun. + +Og pludselig brød Taarerne frem og randt stille ned ad hendes Kinder. + +Hun gik hen over Gulvet og satte sig paa Puffen ved Siden af ham, gav +sig til at klappe hans Haar, som hendes Taarer vædede. Men han vedblev +at sidde der ubevægelig. Hun tog om hans Pande; den var hed, hun kølede +den med sit Armbaand, hun klappede hans Kinder, lagde sit Hoved ned mod +hans Haar ... + +Men det var, som sank han stadig mere sammen i sin Ubevægelighed. Og hun +blev pludselig angst, som om hun havde haft Døden mellem Hænderne. + +Saa gav hun sig til at hviske til ham, gamle Kælenavne, som faldt hende +paa Tungen og kom netop nu, Gud véd hvorfra, milde Tilnavne fra deres +første Barndom. Hun slyngede sine Arme om ham og vuggede ham ind til sig +som et Barn, mens hun blev ved at kalde ham ved de gamle Navne ... + +William rejste sig og forsøgte at tale. "Bliv heller her inde, William," +sagde Nina. "Du kan jo sidde ganske stille." + +"Nej ... jeg ... jeg maa være alene," Ordene lød som et brudt Ekko, +"lidt alene," sagde han. Han vendte sig og gik hen mod Døren. + +Nina rejste sig og tog ham om Hovedet: "Hvor Du lider." + +Saa gik der et tomt Smil hen over Williams Ansigt, et tomt, idiotisk +Smil, mens han sagde: + +"Ja, jeg har det ikke saa godt." + +Han slog Øjnene op, Blikket var sløvt og slukket. Og Nina trykkede ham +endnu fastere til sig: "Kan Du ikke græde?" + +William rystede paa Hovedet: "Lad mig være alene," gentog han, "lidt +alene." + +Han slæbte sig frem over Spisestuens Gulv og laasede Døren til sit +Værelse. Da han vendte sig om, mødte han i Spejlet over Sofaen sit eget +Ansigt, og i nogle Sekunder stirrede han paa den graablege Slaphed som +paa en fremmed Mands Træk. Men saa skælvede han, og med noget som et +hulkende Suk sank han sammen paa Stolen foran Skrivebordet. + +Hans Tanker begyndte at vaagne. + +Men som om de ikke havde Magt til at løfte Nederlagets forfærdelige +Byrde, den stingende Sjælesmerte, der dog gennemborede selve +Følesløshedens Kval, forvildede de sig ved deres Opvaagnen i fjerne og +smaa Erindringer om de ubetydeligste Ting. Tankerne vaagnede af +Bedøvelsen og flygtede som instinktmæssig for Slaget og dets +Sønderrivelse; de veg ud i Yderpunkterne af hans Liv, der, hvor de ikke +vilde møde det Tilintetgørelsens Ansigt, der forstenede dem. + +Han mindedes sin første Barndom, han søgte at genkalde sig deres +Barnepigers Ansigter ... Mine kunde han huske, hun havde væltet et Glas +Rødvin ned over hans Fløjlsbluse og faaet Skænd af Moder, og saa havde +hun knubset William med en Nøgle i Hovedet bagefter. + +Men Blusen var helt ødelagt. Han havde kun haft den ganske kort, men saa +blev Knapperne taget af og sat paa en Overfrakke. Der var Snore helt ned +ad, og han fik et Par Halvstøvler fra København. Det var de første +Halvstøvler, de havde set i Randers. Folk vendte sig paa Gaden og saá +efter ham, naar han gik ud paa Skovbakken med Pigen ... + +Saa huskede han Danseskolen, Harriet, Legene i den store Gaard; Minderne +flokkedes i hans Sind, men han saá paa dem med et underligt, sløvt Blik, +med et halvt Øje ... + +Og pludselig kunde selv disse Tanker forstumme og stivne, ligesom de +Fugle, Slangerne forstener under deres Blik: Hjerteslaget standser i +deres Bryst, og mens de i et sidste Forsøg paa at undfly slaar med de +kraftløse Vinger, stivner de gispende Væsner under Slangens stirrende +Øje ... hjælpeløst og forstenet. + +Saaledes forstummede Nødhjælpstankerne foran Baggrundsmørket, som +Svagheden hidkaldte dem for at dække ... + +Og William selv sank sammen og stirrede sløvt sin Fortabthed i +Ansigtet. + +Men lidt efter brændte den stingende Smerte gennem hans Sløvhed. + +Altsaa var det forbi. + +Slaget tabt. + +William saá ud over denne Valplads, hvor hvert Haab laa fældet: Rækkerne +var sunket sammen, Side ved Side laa de, Lynet havde mejet dem. Og +næsten lyrisk glad ved at udbore sin egen Sorg forfulgte han, udmalende, +Billedet af Forhaabningernes slagne Legion. Men saa dræbte den graa +Kummer ogsaa hans Lyrik, hvori han flagrede med Vingerne ... + +Forbi. + +Han maalte sin egen, slappe Kraftløshed, hans Tanker fingererede ved +Uhrværket, der var sprunget. + + +Hagen faldt ned paa Skrivebordet, hvor han sad; det var, som om hans +Lemmer faldt fra hinanden i slap Mathed. + +Thi det var Livet, som var forbi med denne Dag. Og pludselig hamrede +tusinde Tanker i hans Hoved, tusinde, mens han spurgte sig selv, hvordan +det vel var muligt ... hvordan er det muligt? + +Hvorfor? Hvordan? + +Han flygtede for Spørgsmaalene. Men alle Veje var stængte, alle Porte +lukkede; som Skoven, der gaar op mod Macbeth, sluttedes hans Tanker inde +i den samme Kreds. + +Hvor skulde han flygte hen? hvor? Hvor mødte ham ikke Minderne som +sorgfulde Ansigter? hvor ikke, hvor hen han saa gik! + +Alt, alt havde det jo været bygget paa dette. Havde det ikke vævet sig +ind i hans Liv, som fine Traade i et fastknyttet Net, og nu sad alt i +blodigt Kød, naar man skar det bort? + +Nu hvirvledes hele hans Liv sammen som et Korthus. William saá det, saa +det falde, flagre, visne, synke sammen paa Jorden. + +Hvad var det for et Billede, som meldte sig, som arbejdede sig frem, +som laa ham paa Tungen? + +Den første Dag i Sorø han gik ned ad Gaden, ind gennem Klosterporten, +Vinden føg ... Bladdansen om Egerødderne i Forfædrenes stolte Allé ... + +William næsten vred sig under dette Mindes Ild, Forfædrene, Slægten. Saa +var Sagaen sluttet. + +Nu faldt hans tomme Drømme om ham som Snefog om en sløvt blundende Mand, +der føler, han begraves, men han rejser sig ikke, thi Lemmerne vil ikke +bære ... + +Nej--nej! + +Han satte sig igen. Han vilde tvinge sin Tanke. + +Han opsøgte sine første Ungdomssorger; at udmale dem skaffede ham +Lindring. Han skærpede i sit Minde hin Tids Lidelser, og det var, som +han fik Lindring ved at bore sig ind i disse Erindringer, som smertede +og dulmede paa samme Tid ... + +Og paany spurgte han sig selv, hvordan det var muligt. Havde det da ikke +Bund i hans Liv, omsluttede det da ikke hans hele Eksistens? Hvor var +det Minde, der ikke talte om det, hvor den Erindring, der ikke hviskede +om det? Hvor? + +Og mer end det: han havde arbejdet for det. + +Hvor han saá, havde han set Ligegyldighed eller Elendighed; de arbejdede +ikke og de vilde leve ... Og han selv havde været som de andre, sløv, +gledet ud i Drømmerier uden Indhold, energiløs som de andre. Men da saa +det var kommet, saa var han blevet stærk. Stærk? nej, ikke det--men han +havde kæmpet, stridt for at blive det, villet være det ... + +Disse forfærdelige Nætter, naar han var hallucineret, naar det raabte om +ham med hundrede Stemmer, naar lange Hænder sled i ham, Rotter løb over +hans Seng og hen over hans Ansigt-- + +Ja--han havde kæmpet. Og han havde sejret, han havde tvunget sig selv +til at være rask. Nu, nu var det forbi--nu vidste han det, nu vilde det +komme, baade Synerne og Hallucinationerne og Galskaben, og han var +forbi, færdig-- + +Som for Manden, det føg sammen om, vilde det komme, og han vilde hverken +have Kraft eller Vilje. Thi forbi var det. + +Han stirrede ud i Rummet med tomme Øjne, og navnløs Lede tog klamt om +ham, mens han sad dér haabløs og stille og ubevægelig. + +Han genoplevede det forfærdelige Øjeblik paa Scenen, Sveden vædede ham +under Erindringens Mareridt. Aa--det idetmindste kunde aldrig komme +igen. Som om han hvert Nu rev et Gipsdække af sit Ansigt, som koldt og +fugtigt bestandig lagde sig over det paany--saaledes havde han følt +det ... + +Denne rædselsfulde Anstrengelse mod det store umulige. + +Han havde staaet Ansigt til Ansigt med sin Mangel paa Evne. + +Nu saá han det. Men hvorfor havde han først set det nu? + +Hans Tanker havde jo dog kredset om det, Nat og Dag kredset om +Uformuenhedens Spøgelse, kredset om Tvivlen og om Angsten. + +Alle disse fire Aar--hver Dag havde han frygtet, som et gispende Gys +havde han anet, hvad der nu var sket ... + +Hans Tanker gled ud, men langsomt rykkede den sidste Sandhed ham paa +Livet: Svaret. Han havde bedraget sig selv, bedraget sig--og vidst det. +Ude i Mørket, inderst i sin Sjæls Folder mødte William Høg sin Fejghed. + +Fejghed var det, Fejghed, det var Ordet. + +Fejg--fejg! + +Da han var hos Instruktøren og hørte hans Stemme indefra--han huskede +det, han havde taget i Døren for at løbe. Han turde ikke, han var fejg, +angst for at prøve, og vilde fly. Men uddybe sin Fejghed, tage fat i +sig selv for at spørge, hvor Fejgheden bundede,--det turde han ikke. + +Hans Tanker gik paa Vandring mellem Ruiner. Og Billedet om Slagmarken +vendte tilbage, men der var intet Blod, ingen sønderbrudte Faner. Der +var Taage over det alt, graa Taage, et Halvmørke, hvori man snublede +over tavse Lig-- + +Han saá tilbage, og hvor han søgte, mødte han det samme Syn. Lyset +slukket over sløjfede Volde. + +Den sidste Høg havde været en Don Quichote--der havde kæmpet med +Vejrmøller! + +"Don Quichote." Det var morsomt--morsomt + + * * * * * + +Williams Hoved faldt atter ned paa Bordet, Hagen stødte mod Randen. + +Timer gik, inden han rejste sig. Saa saá han sig forvildet omkring, +ravede hen imod Sofaen. Hans Lemmer var tunge, som en drukken Mand faldt +hans Øjne til ... han var bedøvet under sin Elendigheds Last. + +Men i hine tavse Timer, da han angstfuld uddybede sin Uformuenheds +Svælg, dræbtes det bedste hos den sidste Høg. + + * * * * * + +Da han vaagnede, var det mørkt. Han laa lidt og stirrede paa Vinduet, +lidt Lys kom ind fra Gaden. Saa vendte Bevidstheden fuldt tilbage, kom +med en kold Tomhed, der lejrede sig i hans Sind. Han smilede halvt. Han +kom til at tænke paa en Gang, der havde været Børnebal hjemme: Det havde +helt optaget hans Tanker i mange Tider. Arrangementet, det hele; han +havde selv skrevet smaa Vers til Kotillon, havde hængt over Moder, naar +hun blandede Biskop og skar Smørrebrød ... Saa den næste Morgen, da +Ballet var forbi, og han vaagnede i sit Værelse, hvor de havde stillet +en Mængde Møbler sammen hulter til bulter i Travlheden, saa havde han +følt sig saa skrækkelig led og tom, og han havde vendt sig i Sengen og +drejet sig og buklet sig ind i Tæppet for at undgaa det, som kom ham +nær, noget ubehageligt, en tom Fornemmelse-- + +Nu, mens han laa og stirrede mod Lysskæret fra Vinduet kom han til at +smile ved Tanken om dette. "Jo--o, Ballet var forbi." + +William havde saadan en vis Lyst til at tage det hele glad, tage sig +selv som en Spøg. Der var jo meget latterligt i det. At han ikke havde +lét, da Etatsraaden stod der og pudsede og pudsede sit Øjeglas og +tilsidst mente: "Der var noget bag"--især saa da Regissøren gentog det, +i samme Tonart, samme Tempo. Den Regissør var musikalsk, havde sandelig +Øre. Som han havde gentaget det korrekt, ganske som et Ekko. + +"Der var noget bag ..." + +Og William morede sig. Det pirrede ham saadan at stikke sig selv med +Knappenaale. + +Han gik hen og vaskede sig og spejlede sig. Saa lukkede han Døren op og +gik ud i Spisestuen. + +Nina havde ventet ham i Timer. Angst havde hun lyttet ved Døren, været +bestemt paa at kalde og havde opgivet det igen. + +Klokken var syv, da William kom ud. Hverken Nina eller Sofie sagde +noget, de saá blot op paa samme Tid, sænkede saa igen Ansigtet over +Sytøjet, hvor de sad henne under Lampen, og blev stille ved at sy. + +William satte sig paa Puffen i Hjørnet med Hovedet lænet til Væggen. +Heller ikke han talte; man hørte kun Olien koge i Lampen, engang imellem +et Vindstød mod Ruden. + +"Der staar noget Boeuf," sagde Sofie tilsidst, og saá fra Arbejdet hen +imod Williams Krog. + +"Jeg er ikke sulten." Han forandrede ikke Stilling; "Tak." + +Der blev en ny Stilhed. Fra Bordet saá begge Søstrene undertiden sky paa +Broderen; han stirrede frem for sig og bevægede Hovedet ledeløst frem og +tilbage. Der var noget maskinmæssigt ved det. + +"Hvor det stormer," sagde Nina. + +"Ja, det er blevet slemt Vejr," der var det samme brudte, udslukte i +Lyden, han tav lidt: "Det fryser ogsaa." + +De sad igen stille. Sofies Taarer faldt én for én ned paa Servietten, +hun sømmede. Lige paa én Gang virrede Nina med Hovedet og tog +Lommetørklædet frem for at pudse Næsen. + +William havde rejst sig og gik frem og tilbage paa Gulvet. Tilsidst +drejede han rundt og gik hen imod Døren. + +"God Nat," sagde han. + +"Gaar Du?" Tonen var angst. + +"Jeg--gaar," William mumlede, "ud at se til Gerson." + +"I det Vejr--", men Broderen svarede ikke og lukkede Døren. + +Det var Snefog og blæste saa stærkt, saa man næppe kunde komme frem. +William stred ned ad Bredgade mod Stormen, men Sneen slog ham i +Ansigtet, saa han slet ikke kunde se. Han syntes, det var dejligt at faa +disse kolde og virkelige Piskeslag i Ansigtet. + +Det var næsten umuligt at komme forbi Skt. Annæ plads. + +Man rutschede ind mod Husrækken og kunde hverken komme frem eller +tilbage. I Ipsens Port stod en Pige med Kjolen helt ind om Benene og +Overkroppen bøjet forover, hun gik lidt frem og rutschede saa tilbage +med et Hvin. + +Gerson var flyttet og boede i et af de første Huse i Dronningens +Tværgade, hvor han var i Kost hos en Onkel. + +Det kneb at komme om Hjørnet: Stenbroen var saa glat som ved Isslag, og +Vinden snurrede om Hjørnet som en Hvirvel. William søgte at komme frem +med hævede fremskudte Skuldre og Hovedet foroversænket, han formelig +borede sig op mod Vinden. + +Tilsidst krøb han langs Hjørnestedet, støttende sig til Muren, halvt +kravlende. Da han var kommet om, vendte han sig og saá tilbage, naaede +saa en hundrede Skridt frem til Porten. + +Der var lunt og lyst paa Trappen, hvor Gerson boede. Et rødt Tæppe op ad +alle Trin. Naar man kom ude fra, var det dejligt, saadant et lunt +Velbehag, der kom over En. Der var store Blomstergrupper paa alle +Afsatser. + +Gerson boede paa tredje Sal, øverst oppe. William traadte lige midt paa +Tæppet. Det var saa blødt at gaa paa. Her var det. Han ringede, og Pigen +lukkede op. + +"Om Hr. Gerson var hjemme?" + +"Nej, Studenten var i Theatret med Fruen." + +William stod lidt i Tanker. "Naa--i Theatret." Han blev staaende og +faldt i Staver, mens han stirrede paa Pigen, der ventede med Haanden paa +Entrédøren. "Naa, i Theatret." gentog han i samme Tone, vendte sig og +gik ned. Først nede paa Afsatsen, da Pigen smækkede Døren i, raabte han +tilbage: "Hils." + +"I Theatret," det havde straks ligesom taget Vejret fra ham, og han var +faldet sammen et Øjeblik. Men hans Hjerne var for træt af +Sindsbevægelser, og intet kom til Klarhed, det var kun som en vag og +ubestemt, smertefuld Efterdønning. + +Han læste paa Dørene. Det var lutter fine Folk, paa anden Sal en +Kammerherre, paa første en Lehnsbaron. Nede paa Døren i Stuen var der en +stor Messingplade, Navnet var meget snirklet, og William bukkede sig for +at læse det. + +Grevinde--jo, der stod Hatzfeldt. + +"Boede hun her--det vidste han ikke?" Han smøgede Kraven op og gik +langsomt ned ad Trappen ud i Porten. + +"Det er haardt Vejr," sagde Portneren, han stod og fejede noget +sammenføget Sne bort fra Gadedøren. + +William nikkede og gik ud. Stormen slog imod ham og trykkede ham op mod +Porten, der lukkedes bag ham, saa han slet ikke kunde komme frem; han +gjorde et Par Forsøg, men blev saa staaende. Sneen piskede ham i +Ansigtet, uden at han mærkede det; han stod klemt op i Hjørnet. + +Saa ringede han paa igen, gik ind, hurtigt op ad Trappen til Stuen-- + +"Grevinden var hjemme." + +Tjeneren hjalp ham Overfrakken af, aabnede Døren paa en egen diskret +Maade, meget stilfærdigt. + +"Grevinden var i Kabinettet." + +William blev endnu mere forvirret, standsede et Øjeblik. "Tak," sagde +han, men blev staaende. Tjeneren pegede paa en gul Portière og sagde: +"Dér ..." + +I det samme løftede en Damehaand Forhænget til Side, og Grevinde +Hatzfeldt kom Frem paa Tærskelen. + +Tjeneren gik. + +Grevinden saá et Øjeblik paa William, der stod og undersøgte Gulvtæppet +og krammede sin Handske. + +"Saa kommer De da endelig," sagde hun og rakte ham Haanden, mens hun +slap Portièren. "Hvad skriver vi idag?" + +De kom ind i Kabinettet. + +Mod sin Vilje kom William til at aande dybt og aabnede Munden; Luften +var gennemtrængt af Violduft. + +"Er her Dem for parfumeret?" spurgte Grevinden. + +"Aa nej, her er som hos Hr. Hoff--" + +"Hos Bernhard--Hoff--ja, det vil jeg tro," Fru Hatzfeldt havde talt +noget hurtigt. Saa standsede hun og tilføjede ligegyldigt: "Jeg kunde +tænke det. Hans Bøger er noget parfumerede ..." + +Grevinden sad lænet tilbage paa den røde Divan og legede med sit Haar. +Hun havde trukket den mørkt gyldne Lampeskærm op, saa Lyset faldt paa +Williams Ansigt. Der var saadan en underlig Sitren i hans Kinder. Og +mens Grevinden talte let om adskillige Ting, spurgte hun sig selv, hvad +der dog var hændet William Høg, siden han kom paa denne Tid, paa den +Maade. + +William var forceret livlig. Han sprang nervøst fra Thema til Thema, +skosede til fælles Bekendte og snakkede op. + +Men pludselig slappedes Williams Munterhed, og han sank sammen; +Grevinden maatte fare Ordet hele Tiden og bekæmpe Pauserne med Enetaler, +mens William svarede med tomme "Ja" og "Nej". Han sad og stirrede paa +Kaminildens Leg over Gulvtæppet; undertiden gled Skæret helt ud over +Rosenbuketterne, langt ud. Det sorte Panterskind saa ud, som det glødede +... Hvor det maatte være varmt. + +Saa greb han sig i at have svaret galt paa et Spørgsmaal af Grevinden, +og han næsten fo'r op i Sædet. Pludseligt lagde han Haanden for Øjnene: +"De maa ikke være vred," sagde han. + +"Vred?" + +"Ja, fordi jeg er kommet," han stod lidt, kæmpende med sig selv. "De maa +ikke være vred," gentog han, "det var--det var, fordi--" + +Han fuldendte ikke, men gik hen mod Døren. + +"Høg"--Grevinden rejste sig--"hvad er der hændet Dem?" + +William svarede ikke. Han løftede blot Hovedet og saa paa hende. Hun var +traadt op paa en lav Skammel, der stod foran Divanen--hvor hun var stor +og smuk! + +Og William standsede: "Jeg har ikke haft det saa godt idag." sagde han +sagte. + +"Og hvor gaar De nu hen?" spurgte Grevinden, et Par Skridt fremme. + +"Hvor han gik hen? Hvor han gik hen?" Grevinden saa paa ham og blev +slaaet af hele det fortabte over ham. Hun gik nogle Skridt frem, og +pludselig mærkede William hendes Arme om sin Hals. + +"Hvorfor kan De ikke sige mig, hvad der er sket," sagde hun mildt, +hendes Arm laa let om hans Skulder. Og da han ikke svarede, tilføjede +hun: "Det er jo dog derfor, De er kommet--" + +William mødte hendes Blik, der hvilede paa ham, og hans Læber bevægede +sig skælvende. Saa bøjede han sig med et Suk ind til hendes Bryst. Ingen +af dem talte. + +Grevinden glattede mildt hans Haar, ventede med Armene slynget om hans +Liv-- + +Saa førte hun ham langsomt hen til Kaminen, satte sig paa en lav Puf, +bestandig klappende hans Haar-- + +Han følte Varmen, Duften af hendes Lokker, hendes Hænder over hans Haar +... Han sukkede og hviskede sagte--sukkede igen og græd. + +Under sin Graad begyndte han at tale, afbrudt, som et Barn til sin +Moder, Han løftede det hvide Ansigt, der var marmorblegt selv under +Graaden, og hviskede i afbrudte Ord: Alt, alt, hvad der var sket--. +Endelig kastede han Byrden, de lange Timers Sløvhed, han fortalte, han +klagede, han anklagede. + +Alt, alt, hvad han havde lidt! Vidste hun da, hvordan han havde +arbejdet--Nat og Dag--Dag og Nat. Den Dag, det var kommet ... det var +Kamilla, der havde vækket det, Kaldet ... aa,--han havde taget det for +en Aabenbaring. Og han havde forsaget--forsaget-- + +Saadan havde han arbejdet, kæmpet mod Elendigheden, mod Jammeren, mod +Sygdommen--og nu, nu var det forbi-- + +Manden i William forsvandt i denne styrtende Taarestrøm, Viljen skyllede +bort. Alt, hvad han havde taget op, sin Fremtid, Slægten, Arbejdet, alt +... Han havde stridt, mandet sine unge Aar op til at handle og ville-- + +Og nu, da det var forbi, da Slaget var faldet og havde ramt, nu blev +denne Vilje til et Barns Klager. + +Grevinden lagde hans Hoved paa Puden og forsøgte at rejse sig. + +"Gaa ikke!" bad han. + +Grevinden drømte. Skæret fra Ilden faldt paa hendes Ansigt, saa det +glødede, Straalerne legede med hendes Lokker. Han lagde Armen op om +hendes Hals, og hun saá ned. + +"Barn," sagde hun. + +Saa smilede han for første Gang. + +"De ligner Kamilla," sagde han og lagde Hovedet ned igen. + +"Jeg vil spille lidt for Dem," sagde Grevinden, "lidt inden The." + +Han slap hende, der var kommet en besynderlig Ladhed over ham siden +Graaden, og han laa ganske stille paa Tæppet. + +Hvor det dog var en blød Melodi! + +Det var, som om han faldt i Dvale, hen i en sød Hvile. Og hvor han længe +havde trængt til Hvile--saa længe. + +Hvor blødt det var! Han løftede Hovedet cg saá paa hende. Grevinden sad +i Mørke--kun Armene laa i Lys, blottede kom de frem fra Kjolens vide +Ærmer, løb glinsende hen over Tasterne. Hun holdt Haandledene meget højt +og buede ... Som Slanger, der boltrede sig, runde og dejlige, legede +Armene over Tasterne. + +Ja, hvor han dog egentlig havde længtes efter at sidde som nu.... + +Saa træt, saa træt han havde været, og aldrig Ro, altid Anspændelse og +Tvivl og ny Anspændelse--ja, for træt havde han været.... + +Han tænkte paa, da Kamilla spillede i Kirken. Hvor det var længe +siden.... + +Se, de hvide Arme ... som Slanger.... + +Grevinden holdt op. Hun sad nogle Øjeblikke foran Flygelet med Hovedet +støtter paa den ene Arm. William saá over imod hende, løftede Armen lidt +som for at vinke.... + +Skæret fra Kaminen gled et Nu henover hendes Ansigt: hendes graa Øjne +blev større. Lydløst rejste hun sig og gik hen over Gulvet imod ham, +satte sig saa og tog hans Hoved imellem sine Hænder. + +"Ikke sandt, det dulmer," hviskede hun dæmpet. + +"Ja--Hoff har ogsaa en Gang spillet for mig ..." + +"De holder meget af Hoff," sagde hun og saá ned. + +Deres Øjne mødtes og hvilede længe i hinanden! Hun holdt om hans +Tindinger med begge Hænder. Saa gled der et pludseligt Glimt over +Williams Ansigt, og de smilede begge. + +Han rejste sig halvt, stadig saá de paa hinanden, og brændende trykkede +de de aandende Munde, Læbe mod Læbe.... + + * * * * * + + + + +II + +Det var et Barn, Grevinde Hatzfeldt havde gjort til sin Elsker, og det +var Barnets Hjælpeløshed, der havde ført William til hende. + +Det unge Menneske, som havde villet løfte en Slægts Fremtid, og som nu +stirrede forfærdet paa sin egen Kraftløshed var i Reaktionens Slappelse +bleven til et hjælpeløst Barn. + +Og saa mødte han Grevinde Hatzfeldt. + +Ingen vidste, hvor gammel Grevinde Eva Hatzfeldt var, nogle mente fem og +tredive, andre fyrre; hendes Beundrere paastod, hun umuligt kunde være +mere end tredive, ondskabsfulde Medbejlersker og et Par Medlemmer af det +engelske Gesandtskab, med hvilken Ambassade Grevinden havde adskillig +ikke opklaret Forbindelse, vilde mene, at den smukke Dame allerede var +højt over de fyrre. + +Men hvorom alting er, man vidste det ikke, og det var ogsaa meget +vanskeligt at konstatere. Naar man hele sit Liv har tilhørt et og samme +Samfund har Beundringen og Misundelsen i slige Beregninger Fakta at +arbejde med. Men Grevinden havde aldrig opholdt sig meget længe paa et +Sted. + +Om Tiden før hendes Giftermaal vidste man intet, thi at Fruen oprindelig +skulde have været Guvernante og med en engelsk Familie var kommet til +Paris, hvor hendes Ærgerrighed havde formælet hende med den gamle +holstenske Adelsmand, var kun Rygter, der var paavirkede af taagede +Erindringer fra Mrs. Audleys Hemmelighed. + +Vist var det kun, at der virkelig havde eksisteret en Grev von +Hatzfeldt, og hans Billede i Kjole med Johannitterordenens Baand var +opstillet paa et pragtfuldt Staffeli i Enkens Dagligstue. Selv om Fruen +maaske et Øjeblik vilde have vægret sig ved at fremlægge sin +Daabsattest--var hun sikkert fuldt rede til at fremlægge sit +Vielsesbevis, og det var virkelig allerede et overordentligt Held. + +Efter Grevens Død--de var kun gifte i tre Fjerdingaar--havde Fru Eva +opholdt sig saa noget nær overalt: hun havde levet i St. Petersborg, i +Neapel og i Wien, særlig i Paris og Rom, kun London syntes hun at have +undgaaet. Nu var det ti Aar siden, hun første Gang havde vist sig i +København, indført af enkelte Familier, som endnu havde Forbindelse med +den Hatzfeldtske Slægt, og som ikke fandt sig beføjede til overfor en +Dame, der i alt var komplet _comme il faut_ og som optraadte med en +blændende Luksus, at forlange andre Garantier end Navnets, eller til at +lytte til Rygter. + +Rygterne var jo altfor utrolige og de sloges til Jorden ved selve deres +Usandsynlighed. + +--Grevinden havde ved denne Tid atter boet nogen Tid i Danmark, og den +bestandig smukke Enke, hvis graa Øjne var ligesaa glansfulde som +nogensinde, og som ligesom sidst trodsede Moden og bar sit askegraa Haar +frit i slangeagtige Lokker, havde med Lethed knyttet sine gamle +Forbindelser i det selskabelige Liv. + +Vel sandt, at hun var mere yndet af Herrerne end af Damerne; at man +skumlede lidt over hendes Mani for Ungdommen og den Iver, med hvilken +hun bestandig beskæftigede sin Omgangskredses Sønner og Døtre ved +Privatbasarer og smaa Komedier, Festiviteter og tusinde Arrangementer, +hun ordnede med europæisk Snit; at man i en vittig Time engang havde +kaldt hendes luksuøse Saloner for Hønsegaarden--alt dette var jo netop +uskyldige Ting, og det viste kun, hvor skævt en Kone kunde blive +bedømt, naar hun, ude over den første Ungdom, endnu var ung nok til at +kunne dele Ungdommens Nydelser. + +Saaledes talte man om Grevinde Eva, men Grevinden var dog alt i alt +baade beundret og estimeret: hun spillede Chopin som en Mester ag sang +overordenlig smukt, hendes Malerier prangede ikke blot med store Navne, +men var virkelig de store Navnes Mesterværker, og hendes Hus var elegant +som vore Huse sjældent er det, præget af Verdensstædernes bløde +Elegance, som koketterer med Yppigheden. Følgen af alle disse Fortrin +var, at hun spillede en temmelig dominerende Rolle i det selskabelige +Liv.... + +Til denne Kvinde klyngede William Høg sig, og Grevinden var ham som en +Moder. Hvor glattede hun ikke mildt hans Sorger ud, hvor mildnede hun +ikke hans Klager. Hvor de var lykkelige og fredsæle, de første Aftener. +Han fortalte hende alt, en barnlig hengiven Fortrolighed, der intet +skjulte; han laa paa Panterskindet med Hovedet i hendes Skød, mens +hendes bløde Haand gled hen over hans Kinder, og naar han løftede +Ansigtet, kunde han møde hendes Blik, saa mildt, saa ubeskriveligt ømt. + +"Kys mig," sagde han, og hun lagde Armene om hans Hals og kyssede hans +Pande. Men han søgte hendes Mund, og skønt hun stred imod og kaldte ham +et Barn, brændte dog hendes Læber, naar de mødtes med hans. + +Han følte Rekonvalescentens Glæde ved denne ømme Pleje, han fandt næsten +en Nydelse i sin Kummer. Han kom jo med den som et Barn, og hun tog ham +op og favnede ham. Og græd han, trøstede hun ham som en Moder, sukkede +han, bortaandede hun hans Suk med en Elskerindes Kys. + +Men hurtigt blev denne Moders Skød kun til en Elskerindes Favn, og +Favnen et Kapua for Legioner, der var slagne ved Kannæ. + +William græd ikke mere: man kan ikke vedblive at græde bestandig. Mens +han græd, var meget andet blevet vakt hos ham under Fru Evas trøstende +Kærtegn. + +Williams Sanser havde længe slumret. De var blevet vakt eller sygelig +næret ved den altfor tidlige Læsning af Digtere, "som skrev med deres +Blod", og som William læste som femtenaars Yngling, fordi han her fandt +al den Smertens Voldsomhed, al den Verdenskummer, der allerede saa +tidlig havde tilsløret hans Barndomsliv. Den Gang saá han vel ikke helt, +at Digternes Sindsbevægelser var andre end hans egne, at denne Smerte +havde andre Grunde--men vagt og ubestemt gav al den sammenhobede +overmodne Læsning dog Næring til en vis Sanselighed, der vel +undertryktes af det graa Tungsind, som prægede hans Liv, og de daglige +Sorger, den daglige angstfulde Spænding, i hvilken de Høgske Børn den +Gang henlevede deres Tilværelse, men som dog levede saa at sige i +Baggrunden af hans Følelsesliv, og der som alt andet fik en forkuet +Vækst. En ubestemt, halvvaagen Sanselighed, som allerede var træt uden +at have løst Vingerne og som allerede gennem den bestandig mindre kyske +og halvt forstaaede Læsning havde afblomstret Nydelsen uden dog at have +nydt; som ulmede under hans Melankoli, og som kun førte et visnende Liv, +men ikke døde i hans lidenskabelige Sinds Mørke. + +Og selv under hele denne Tid, hvor Ærgerrigheden dødede hans +Sensualisme, gennemvævedes hans Tilværelse dog af en Sanseophidselse, +der maskerede sig under vekslende Former, men som under Masken drev et +formummet Spil. + +I hans Tilværelses Goldhed, hvor han forsagede for at blive stærk, +sukkede han. Han vidste det ikke selv, men det var hans unge under +Ærgerrighedens Anspændelser døsende Sanser, der holdt ham feber-vaagen i +disse Nætter, naar han i Fortvivlelse og Angst bed i sin Hovedpude for +ikke at skrige, naar hans Øjne var tørre, fordi de var trætte af +Søvnløshed og uden Taarer. + +Saa var Margrete kommet som et lyst Billede i hans Liv ... Naar han nu +tænkte paa hende, skød han Billedet bort, ligesom holdt sig for Øjnene +for ikke at se. Men undertiden drog Minderne om hende frem i hans Tanke, +og de bragte i deres Følge som en vemodig Melodi, der klagede mildt ... +Naar han havde sejret, vilde han have bragt hende sin Sejr, +hende sit Liv--Men nu stod hun ude i et fjernt Lys, langt borte, +og han turde ikke se mod det skinnende Billede--Nu, da det var brustet +og forbi-- + +Forbi. + +Nu havde han kun Grevinde Eva, og William var Voks i hendes Haand. + +Det var nye Sindsbevægelser, ny Anspændelse, ny Nervøsitet. + +Der kom en Tid, hvor han fantaserede om denne Kærlighed. Som Baggrund +for hans Nyden laa hans store Skuffelse, Kummeren ... Han lagde en +Heines Verdenssmerte ind i sin Elskovslykke, og han tænkte paa Alfred de +Musset og George Sand. Vilde han ikke dø ligesom Musset, fortæret af +denne flammende Ild, som selve hans Drømme gjorde hedere, som opslugte +al hans Lidenskab og al hans Villie?--kunde han ikke dø? + +Thi udenfor dette laa det store Intet--Fortabtheden, Elendigheden. Kun i +deres Kærlighed var der Liv. + +Saa kunde hun atter blive Moder og behandle ham som et Barn, smile ad +ham. Og hun kyssede ham kun paa Panden, og hun saá paa ham mildt, med en +Moders Kærlighedsglans i et rent Blik. Saa kunde der over Blikket komme +som en sørgmodig Dug, og mens hun sukkede, aandede hun henover hans +Haar. Hun spillede for ham: "Hvad spiller Du?" spurgte han. + +"Kinderscenen," sagde hun. + +Og naar han smilede til hende, saá hun paa ham med et forbavset Blik, +der spurgte, hvorfor han betragtede hende saaledes.... + +Hun spillede mildt, og for hvert Brudstykke forklarede hun ham, hvad +Komponisten nu fortalte. Hun talte paa en blød, kælende Maade som en +Kvinde, der fortæller Eventyr for Børn. + +Og saaledes var hun hele Aftenen. Han kunde læse for hende og begyndte +paa et af Mussets Digte, men hun vilde ikke høre det. "Ikke den Bog," +sagde hun, Saa tog hun selv en Bog som hun bad ham læse i, milde Digte, +Lamartines "jocelyn" eller Octave Feuillets Idyller eller Daudets +Smaating. Men selv her kunde hun standse som ilde berørt, modvillig og +bede ham holde op. + +Og til andre Tider var hun "Damen", koldt overlegen og rolig. Hun saá +ham kun sammen med andre, hun modtog ham ikke alene. Hun sad midt i sin +Kreds som den hædrede, den herskende; rolig og fuldendt Dame; hun saá +ham ikke; skænkede ham ikke et Blik. Men heller ingen af de andre saá +hun til, Kulde, Fornemhed i hver Bevægelse--saaledes kunde hun være. + +Mens han stjaalent betragtede hende, mens han uafbrudt kredsede om hende +under tusinde Paaskud; mens han lurede paa et Blik, et Smil bag Viften, +et eneste af disse smaa Tegn, som er Elskendes Budbringere, mødte ham +bestandig den samme uforstyrrelige Juno, som ligelig uddelte sine +Smil--kolde og forbindtlige Smil ... + +Andre Dage var hun smægtende, laa hen med tunge Øjenlaag, en slumrende +Haremsdame at se, lad og træt ... Hun talte dæmpet, naar hun endelig +talte; søvnigt. Hun fortættede Halvmørket i sit Kabinet og hun laa hen +paa den røde Chaiselongue med opløst Tøj og de lange Lokker ud over +Sofaen. + +Hun kunde ogsaa vise en pludselig Lyst, en tilsyneladende tvingende +Trang til ligesom at legitimere sit Forhold ved at knytte Nina og Sofie +til sig, hun vilde bestandig have dem som et kysk Værn mellem ham og +sig ... + +Man roste Grevinde Hatzfeldt meget for hendes Opofrelser for de forladte +Børn, hun introducerede dem, førte dem frem, protegerede dem--var dem +som en Moder ... + +Til andre Tider kunde hun være vemodig. Hun kunde betragte ham med +sørgmodig Ømhed, og naar han spurgte, faldt hun i Tanker med et trist +Smil, hvis Tungsind hun syntes at ville skjule for ham. Undertiden, naar +han trængte ind paa hende og vilde aftvinge hende Tilstaaelsen af hendes +Bekymringer med Kærtegn, kunde hun pludselig briste i Taarer: hun var +gammel, naaet til Høsten, kunde intet give ham, som stod i Vaarens +Førstegry ... + +Og hendes Kærlighed fyldte hende med Anger. + +Saaledes vekslede hendes Væsen og blev bestandig nyt, mens Williams +Lidenskab, der blev hele hans Liv, voksede og opslugte ham helt. + +Der var ikke mere af Moderen tilbage, hun var kun hans Elskerinde, han +elskede hende, elskede hende, som de Mennesker havde elsket, hvem +Kærligheden havde fortæret. Thi han fortæredes, i Begyndelsen havde han +skruet sig op, fantaseret en Del af sin egen Ild, men Evas Klogskab +kastede bestandig Brændstof til Flammen, ny Brand--ny Brand. + +Han længtes, naar han ikke var hos hende, og han var ikke +tilfredsstillet, naar han kom til hende. Fra Dag til Dag voksede hans +Feber, fra Dag til Dag steg denne forfærdelig nærede Attraa, hvis +Genstand han aldrig syntes at kunne fange; fordi den aldrig var den +samme. + +Men tilsidst blev det i Fortvivlelse, han længtes. + +Han sammenlignede undertiden dette med hin Tid i Forholdet til Kamilla, +da hun jog ham rundt i Tvivl og i golde Sindsbevægelser. + +Var dette anderledes? + +Jo anderledes, anderledes og dog det samme: Thi golde var disse +Sindsbevægelser som hine, han joges rundt, nu som da, uden at finde +Bund, uden at finde Grund, uden at kende hende, han elskede, uden at +modtage noget for, hvad han gav ... + +Men hans Liv levedes i denne Lidenskab, han stængte sig inde i den. Og +hvor skulde han vel ellers vende sig hen? hvor? + +Tomheden stirrede ham i Møde, Tomheden og Fortvivlelsen. + +Saa kunde han standse midt under sine Kærtegn, og mens han stirrede paa +hende, kom der noget sløvt og døende over hans Blik, noget angstfuldt, +noget som i et Dyrs Øjekast, der er sunket i Knæ for en indvendig +Forblødning ... Det kunde komme pludseligt, midt som de sad, og hans +Hænder, som laa slynget om hendes Hals, faldt slapt ned, og Flammen i +hans Øjne slukkedes ... + +Hans Læber var kolde, hans Blik uden Ild; en Slaphed med sprungne +Fjedre. Han troede ikke paa hendes Kærtegn, overbevistes ikke. Og hun +vidste ikke, hvad der var kommet imellem dem. + +Men han saá, at han var blevet en Slave, mens han søgte. Fra et Barn var +han blevet en Dreng. Han saá, at han aldrig havde været en Mand i denne +Elskov, aldrig; at han havde været uformuende i denne Kærlighed. Og han +følte Lede, men blev. + +Hun holdt ham godt fast. Som man, naar man presser en Citron til et Glas +Sukkervand, blot af Irritation, fordi man vil tage den sidste Draabe, +kan beholde den i Haanden nogle Øjeblikke endnu, inden man kaster den +hen--saaledes holdt Eva Hatzfeldt endnu paa William Høg, mens han +udtørredes under sin egen Lede. + +Hjemme var han pirrelig. Nina og Sofie led forfærdeligt ved at se ham +saaledes synke hen i en Døs. + +Han saá aldrig nogen, han gik aldrig ud, han fulgte ikke mere Grevinden +i Selskaber. + +En Dag havde Fru Hatzfeldt sat ham Stævne i Frederiksberg Have. Saa +skulde Vognen køre dem op om Valby. + +William ventede et Kvartérstid paa det aftalte Sted, gik saa igen. Han +var egentlig ganske ligeglad, han var vant til Grevindens Luner og havde +opgivet at tage hende noget ilde op. + +Lidt borte fra Runddelen saa han Hoff komme kørende i Alléen. +Forfatteren sad alene i en nedslaaet Droske, krøben sammen i Hjørnet, +meget bleg og indfalden saá han ud, og trods det gode Vejr havde han +Pelsværket helt op om Ørene. William vilde gaa forbi, det var længe +siden han havde set Hoff, egentlig ikke siden Prøven, og de Par Gange, +de havde truffet hinanden, havde de kun vekslet nogle ligegyldige Ord. +Han vilde helst være fri for at tale med ham ... + +Men saa fik Hoff Øje paa ham og lod Kusken holde Drosken an. William +maatte standse og gaa ud til Vognen. + +"Tager De ikke med?" spurgte Hoff, han søgte at faa sin lystbehandskede +Haand ud af Pelsværket, "det er blot paa en Time." + +"Nej Tak"--William skulde til Byen ... + +"Naa ja, ja, det er forresten ogsaa bedre at gaa i dette Vejr," Hoff +rejste sig i Vognen. "Aa, Kusk, De kører hjem med min Pels--jeg vil +hellere gaa." Han fik Pelsen af og en Paletot paa, som han havde med i +Vognen ... William syntes, det var altfor urimeligt at lade Vognen drage +af med Pelsen alene. + +"Aa, kære, skidt med det--saa længe det er siden," Hoff traadte ud af +Drosken, "vi har set hinanden. Naa, Farvel Kusk!" + +"Skal De ikke betale?" ... + +"Jo, det--aa nej, jeg har ham paa Regning." Drosken rullede af og de gik +over i Alléen. "For det er rigtignok længe siden, vi har set hinanden," +sagde Hoff. + +William knyttede intet Svar til Hoffs Ord: "De ser meget daarlig ud," +sagde han blot. + +"Aa ja--det er min Roman--den tager paa Kræfterne ..." + +"Skriver De paa en Roman?" + +"Ja--og den er forsinket. Egentlig skulde den allerede have været +ude ..." + +"Hvad handler den om?" spurgte William, som var glad ved at have fundet +noget at tale om. + +"Aa," Hoff borede Hænderne ned i Paletotlommerne, "hvad Romaner +almindelig handler om--om Verdens Daarlighed" + +Der blev en Pause. William gik og saá ned i Jorden og skubbede lidt +Muld op med Taaspidsen for hvert Skridt. "Aa ja--det er jo et rigt +Emne," sagde han. + +"Temmelig." Saa igen Stilhed, indtil Hoff sagde: "Men De ser skam heller +ikke synderlig rask ud." + +"Vist som sædvanlig." + +"De skriver maaske osse paa en Roman?" + +"Nej," William lo, "men jeg tænker paa det." + +De gik atter tavse: "Jeg har været hjemme nogle Gange," sagde Hoff, "men +De er svær at træffe. Jeg vilde have talt til Dem om noget ved Bladet ..." + +"Ved Bladet?" + +"Ja--vi skal have en ung Dramaturg af den nye Skole--og saa tænkte jeg, +at De vilde passe godt." Hoff saá ikke op, men William havde paa +følelsen, han alligevel skævede til ham. + +"Jeg skriver ikke," sagde han, han var blevet lidt rød i Kinderne. + +Hoff gik videre: "Godt nok," han standsede lidt, "men noget maa De dog +bestille." + +"Ja--tage Eksamen." + +"Naa," Hoff gik til igen, "ja, naar De vil tage Eksamen." + +"Jeg er jo politisk Studerende." + +"Saa? Det har jeg osse været ... det er et dejligt Studium. Og De skal +vel op til Jul om et Aar?" + +"Jeg har ikke tænkt paa at gaa op ..." + +Hoff fik Cigaretter frem og bød William, de standsede, tændte inde i +Hatten: "Jeg talte med Gerson forleden. Han klagede ogsaa over, at han +aldrig saá Dem undtagen paa Trappen." + +Hoff var færdig med at tænde og satte Hatten paa. "Det er nok det samme +Hus, hvor Fru Hatzfeldt bor." + +"Ja--Grevinden bo'r dér i Stuen ..." + +William gik hele Tiden og gemte Ansigtet væk fra Hoff. Forfatteren +bakkede roligt paa Cigaretten, som hang løst imellem Læberne i den ene +Mundvig, saa hvad han sagde fik saadan en nonchalant-sløjfel Betoning. + +"De kommer der nok--en Del," sagde han. + +"Grevinden har vist os megen Venlighed," Tonen var kort, og der var en +let Streg under os. + +"Naa--Deres Søstre osse," Hoff boldt inde, gik lidt igen, sagde saa +alvorligere: "Mon det er rigtigt?" + +"Hvilket?" + +"At lade Deres Søstre komme hos Grevinde Hatzfeldt." Hoff slog Asken af +Cigaretten. + +William blev først bleg, saa meget rød. + +"Ja, for forstaar De, bedste Høg, at De--men ..." Hoff saá som +tilfældigt over til Høgs Side ... + +Saa greb William det nemmeste Middel: "Grevinden er en Veninde af vor +Familie." + +"Naa--ja, det vidste jeg ikke." + +"Og De, som kun har set Grevinden én Gang--" + +"Har vel næppe Ret til ... nej, ganske vist. Men," Hoff slyngede +Cigaretstumpen væk: "jeg har osse kendt hende før." + +William smilede: "Jeg synes, jeg erindrer, at De blev +præsenteret for Grevinden paa Etatsraadens Bal." + +"Ja--det var noget siden, jeg havde set Fru Hatzfeldt. Men jeg synes nu +alligevel, det er urigtigt, at De lader Deres Søstre omgaas Grevinden." + +William blev heftigere; "Man taler ikke saadan om en Dame," sagde han, +"undtagen man ..." + +"Man ikke, men jeg, og jeg skal sige Dem, hvorfor jeg gør der, fordi jeg +har været hendes Elsker." + +"De!" Det gav et Ryk i William, han blev purpurrød, mens han stirrede +paa Hoff. Forfatteren besvarede Blikket. Saa slog William Øjnene ned, +hans Træk var blevet graa, og der gik en Trækning over hans Ansigt. + +Men han havde intet at svare. Han vidste, Hoff talte Sandhed. + +Forfatteren vilde lægge sin Haand paa hans Skulder, men William rystede +den væk, blev ved at gaa ved Siden af ham med bøjet Hoved. + +"Jeg var kun seksten Aar," sagde saa Hoff Det blev meddelt ganske tørt, +som et simpelt Faktum. Og Tonen var den samme, da han tilføjede: +"Grevinden holder saa meget af unge Mennesker." + +De gik ned langs med Nyboder, ingen af dem talte, Hoff tog igen +Cigaretter frem, tændte, William ventede. Saa gik de videre. Da de kom +til Gernersgade, drejede en Ekvipage om fra Toldbodvejen. + +Hoff hilste ærbødigt. + +William saá ikke op, spurgte halvt tankeløst: "Hvem var det?" + +"Det var Grevinden--med den unge Jansen." + +William vendte sig med et Ryk. Han saá Grevindens graa Hat, Maleren sad +ved Siden af hende paa Forsædet. + +"Aa," sagde Hoff, "Jansen er et smukt Talent og--et vakkert Menneske." + +I et Øjeblik mødtes deres Øjne: der var en Flamme i Williams. Saa +slukkedes den og han vendte sig for at gaa. Han gav ikke Haanden. + +"Og saa det med Bladet?" spurgte Hoff, der lod, som om han ikke mærkede +det. + +"Tak. Men det er en underlig Idé, at jeg skulde kunne skrive ..." + +"Maaske--men jeg har nu den Idé ..." + +"Ja--ellers Tak," William vilde gaa ... "At skrive, hvad jeg kunde, var +vist ikke Umagen værd." + +"Naa, jeg plager Dem Jo ikke. Farvel, Høg." + +De skiltes. + +William gik ikke til Grevinden et Par Dage. Han blev hjemme, købte nogle +statsvidenskabens Værker, som han skar op og læste lidt i, hist og her. +Han begyndte paa hvert af de første fjorten Kapitler og læste en Side af +hvert. Saa var han træt, lagde sig paa Chaiselonguen og døsede. + +Han sagde til sig selv, han kunde dog ikke, opgav det og lagde sig hen. +Han var tung i Hovedet og kunde ikke samle sig, og hver Gang han vilde +tvinge sig, og han havde lagt Papiret til rette, fint afskaaret Papir, +margineret til Noter, og begyndte at skrive det første Citat, faldt han +hen og tænkte paa tusind løstflagrende Ting, indtil han vaagnede, +bidende i Penneskaftet-- + +Eller han blev svimmel af at læse, han kunde ikke straks fatte Meningen, +maatte læse om og gentage. Saa svedte han straks. Det var hele Tiden, +som om der stod noget imellem ham og Arbejdet, noget ubestemt, som tog +hans Evne og slørede hans Opfattelse. + +Og kæmpe gad han ikke; det var saa afstumpet det hele. + +Han kunde lige saa gerne opgive det og lægge sig hen. + +Undertiden laa han og halvsov. Saa hørte han Stemmer om sig og kunde +ligge og fantasere i lange Tider; ligge og tale og raabe og høre baade +Svar og Tiltale. + +Tankerne ligesom gled ud til Billeder og Stemmer og Berøringer ... ikke +Drømme, for sove gjorde han jo ikke. Men saa pludselig kunde han fare op +og tage Tag i sig selv: + +"Det er Begyndelsen til Galskab," sagde han. Men lidt efter lagde han +sig igen og sagde: "Det gør ikke noget." + +Slet ingenting--og saa formelig ventede han paa Hallucinationerne. + +Der kunde ogsaa være Øjeblikke, hvor han kunde være saa fortvivlet, at +de ubestemte sjælelige Lidelser næsten arbejdede som en legemlig Smerte. +Ubetydeligheder kunde vække denne Smerte. En Lyd, et Navn, der var et +Minde, et eneste Ord-- + +Saa fo'r han som jaget op og ned ad Gulvet, til han næsten blev +aandeløs. Som han vilde løbe fra sin egen Elendighed. + +Men lidt efter lidt blev disse Paroksysmer sjældnere. Det hele var +saadan graat overalt. + +Den næste Dag sad han i Tanker og kradsede noget op paa det marginerede +Papir. Pludselig gav han sig til at skrive. Han blev ved at skrive, +læste noget højt for sig selv, skrev igen-- + +Det var noget om Tartuffe, han pludselig havde givet sig til at male op. +Men saa midt i en Sætning lod han Pennen synke, rev det skrevne i +Stykker og brændte hver Stump paa Kakkslovnspladen. + + * * * * * + +--Saa en Dag kørte Grevinden og William ud. Nina skulde have været med. + +De kørte den første Tid i Tavshed, ud ad Langelinie til Strandvejen. De +sad hver i sit Hjørne, lænet tilbage i den lukkede Vogn. + +"Hvorfor kunde Nina ikke tage med?" spurgte Grevinden. + +"Jeg vilde ikke have det." Tonen var kort. + +Grevinden saá hen: "Hvorfor?" + +"Det ønsker jeg ikke at sige Dig." + +"Aa," Grevinden lo. Hun rev sit Kammerdugslommetørklæde op og holdt det +halvt for Munden. "Du mener ikke mere, jeg er passende Selskab for +Frøknerne Høg." + +"Netop." + +Grevinden blev bleg og fattede ved Vogndøren. "Det er kommet noget +sent." + +"For sent," sagde han. + +Det varede nogle Minutter inden de talte igen. Grevinden saá til den +anden Side ud over Sundet. + +"Hr. Hoff er vel blevet forelsket i Frøken Høg," sagde hun og vendte sig +lige imod ham. + +"Det tror jeg ikke." + +"Og Betænkelighederne skyldes heller ikke ham?" + +William rystede paa Hovedet, som om det ikke var Umagen værd at svare. + +"For Du talte jo forleden med den Herre," vedblev Grevinden. + +"Ja--som Du saá." + +"En smuk Omgang." + +William blev rød, han bed sig i Læben og hans Mund dirrede: "Ja din +gamle Elsker." Det lød som et Stenkast. + +Fru Hatzfeldt blegnede svagt, og mens hun løftede Haanden for at slaa +nogle genstridige Haar tilbage fra Panden, sagde hun: + +"Hvem har sagt Dig det?" + +"Han selv" ... + +"Ah!" Grevinden sandede dybt. Men saa hævede hun Blikket, og seende ham +stift ind i Øjnene sagde hun med et ubeskriveligt Smil: + +"Og om saa var" ... + +Et Sekund knustes William under Haanen i dette Svar. Saa knyttede han +Haanden og han hvislede Ordene frem: "Jeg slaar Dig." + +"Ja--hvis Du turde" ... deres Blikke mødtes ... hvilede i et Nu i +hinanden. William slog Øjnene ned. + +Men et Øjeblik efter løftede han Blikket igen. Han var bleg. + +"Tror Du jeg tør?" Og hans løftede Haand fo'r ind mod hendes Ansigt. + +Hun skreg. Men snart staaende op, snart i Knæ, blev han ved at slaa +hende med knyttede Hænder, i fortvivlet Raseri. Raabte: "Skøge--Skøge" +og slog og slog. + +Saa rev han Døren op og sprang ned paa Vejen. + + * * * * * + + + + +III + +Hoff og Høg havde stoppet deres Damer ind i en Droske og gik alene hjem +over Halmtorvet. Det var Tøsjap, fugtig, kold Luft, og Hoff slaskede +sammenkrøben af i en lang Ulster-coat: "Gud skal ogsaa vide," han +rystede og skuttede Skuldrene op, "hvorfor vi skal ha'e Vinter hele +Aaret i dette rare Land." + +"Aa," William talte noget søvnigt, "Vinteren er s'gu alle Dage bedre end +Sommeren." + +"Du mener, det er alle Dage ligegodt--aa ja--der er noget i'et." + +De gik lidt. + +"Uh, sikket Sjap,"--det var Hoff, som talte--" og saa er der endda +Huller paa mine Støvler" ... + +"Og jeg har Balsko. Hør, betalte Du?" + +"Nej," Hoff gabede igen, "jeg lod det staa. Jeg kunde ikke"--ny Gaben +og Kuldegysning--"faa Forskud før i næste Uge." + +"Naa. Har Du nogle Cigaretter?" + +"Jo--værsgo'." Høg fik, tændte,--"uh, det er dog nogle irriterende +idiotiske Piger--de er s'gu ikke, hvad man kalder absolut morsomme." + +Hoff svarede ikke og de gik videre. + +"Du véd maaske ikke, jeg er flyttet," sagde han saa, det kom noget +dumpende. + +"Jo, jeg hørte det," de stod lige under en Gaslygte, Hoff saá op fra +Brostenene. "Hvorfor har Du ikke talt om det?" + +"Aa--jeg véd ikke--det er ... jo ingen Begivenhed." William var lidt +usikker, saá ned ad Vimmelskaftet. + +"Er Du blevet uenig med din Søster," spurgte Hoff. + +"Pyh--der skulde jo gøres et Væsen, hver Gang man kom hjem ti Minutter +over elleve ..." + +"Aa--ja, det kunde da egentlig ikke genere Dig, for det er vist ikke +hændet, saa længe vi har kendt hinanden. God Nat, Du, nu skal jeg hjem +og læse Lamartine ..." + +"Lamartine"-- + +"Ja, bedste Ven, det er som Pønitense, jeg er begyndt at gi'e mig i Lag +med Romantikken ..." + +"Tak, nej jeg skal skam i Seng. Ses vi imorgen?" + +"Du kan komme op Klokken to, men fløjt udenfor Døren, Du, Rykkerne er +slemme i denne Tid." + +"Ligesaa hos os! God Nat." + +De skiltes-- + +Nogle Dage efter, da Hoff laa og drev paa sin Sofa med et Bind af Victor +Hugo, hvorved han fordøjede Maden--han sagde altid, at Vers var det +samme for ham som Smaasten for Hønsefuglene--bankede det paa Døren. + +Han laa stille som en Mus, saá sig forsigtig rundt og rejste sig sagte +for at slippe hen til Spisestuedøren. Saa hørte han Værtinden tale ude +paa Gangen. Lidt efter kom hun ind. + +"Herre Gud, Madam, jeg har jo sagt, jeg er ikke hjemme," Hoff hviskede, +Tonen var irriteret. + +Madammen gik hen over Gulvet: "Det er jo er Dame," sagde hun tørt og +lukkede Døren op. + +"Naa," sagde Hoff ag rejste sig halvt fra Sofaen. "Ja, saa i Guds +Navn ..." + +Forfatteren var ikke uvant med Mørkningsbesøg efter Middagsbordet, og +adskillige Damer, hvis Billetter han ikke havde fundet det Umagen værd +at besvare, holdt sig skadesløse ved at melde sig personligt. + +Madammen havde aabnet Døren, men Damen udenfor traadte ikke ind: "Hr. +Hoff er hjemme," sagde saa Madammen opmuntrende, der var noget i Tonen, +som bad hende blot ikke være bange. + +"Tak." Den Fremmede kom ind og stillede sig lige ved Døren. "Tak." + +Der var halvmørkt henne i Krogen og Hoff saá kun en høj Skikkelse, +indhyllet i et Sjal og med et Kniplingsslør for Ansigtet. Hun blev ved +at staa dér, som om hun ventede. + +Hoff rejste sig helt fra Sofaen: "Ja, Hr. Hoff, det er mig." sagde han og +bukkede. Damen drejede Hovedet om efter Værtinden, Hoff saá det: "Læg +lidt Kul paa," sagde han. Derpaa til Damen: "Frøkenen vil maaske tage +Plads." + +Madammen raslede ufornødent længe med Kulkassen. Den Fremmede hviskede +nogle Ord og satte sig paa Randen af en Puf, mens Hoff tændte Lysene paa +Flygelet. Saa forsvandt endelig Værtinden. + +Der gik nogle Øjeblikke; den fremmede Dame vedblev at tie og slog ikke +sit Slør op. Hoff, der var færdig med at tænde, vendte sig imod hende: +"Jeg véd ikke, om jeg har den Ære at kende Frøkenen," sagde han. + +Den Fremmede bøjede Hovedet, sad underlig knuget, som hun kæmpede med +sig selv. "Mit Navn"--det var næsten uhørligt--"er Nina Høg," sagde hun. +Hun løftede Armen og slog Sløret til Side, Hoff saá et blegt Ansigt. + +"Frøken Høg." + +"Jeg," Ordene sank efterhaanden, "er kommet for at tale om min Broder." +Nina løftede Ansigtet, saa Hoff saá Trækkene. Han troede ikke, han vilde +have kendt hende igen. + +Han betragtede et Øjeblik hendes sorgforvitrede Træk, saá i Tavshed mod +Gulvtæppet ... "Jeg kan tænke det," sagde han sagte. + +Nina krammede lidt om Sjalet: "Han bo'r jo ikke mere hos os," sagde hun. + +"Nej." + +Hoff vidste ikke, hvad han skulde sige, han vilde ikke en Gang se op, +men sad og stirrede paa Tæppefelterne under den nye Pause. + +Og Nina sad bestandig krammende om Sjalet, kæmpende med sig selv. Men +saa pludselig sprang hun midt ind i Tankegangen og sagde hurtigt, halvt +graadkvalt: "Det er ikke, fordi jeg vil bebrejde Dem noget, men--men +jeg er saa ulykkelig ... vi ... Sofie og jeg ..." + +Hun holdt inde og drog Vejret dybt: "Og saa kommer De jo saa meget +sammen med ham ..." + +"De mener, at mit Selskab ikke er gavnligt for Deres Broder ..." + +"Nej ... men ... det er ikke det ... men, hvad skal vi gøre? Vi véd jo +ikke, hvad vi skal gøre." Nina tog Lommetørklædet frem under Sjalet, +tørrede Taarerne bort. "Det er det, som er saa sørgeligt," sagde hun. + +Der blev igen Tavshed. Nina græd stille. Hoff havde rejst sig, gik op og +ned ad Gulvet. "Ja, sørgeligt," sagde han. + +"Og saa mente jeg, om ikke De kunde gøre ... gøre noget." + +"Hvilket?" Hoff standsede og saá paa Nina. + +"Naar han blot vilde flytte hjem ..." + +Der var noget i Tonen, som greb Hoff. Han stod tavs og stirrede ind i +Lysene paa Flygelet--mærkede, han fik Vand i Øjnene og vendte sig. + +"Det var en stor Ulykke," sagde han. + +Nina forstod ham, for hende eksisterede kun denne store Ulykke, og hun +sagde tonløst: "Men han kunde jo ikke." + +"Men hvad har han Interesse for?" spurgte Hoff. + +Hun svarede ikke, under en pludselig Hulken lænede hun sit Ansigt til +Bord. Lidt efter løftede hun Hovedet igen: "Ser han daarlig ud?" spurgte +hun. + +Hoff rystede blot paa Hovedet og virrede. Saa tvang han sig og sagde: + +"Han har jo skrevet et Par Artikler i Bladet," sagde han, "og ... De +skal ikke være bange ..." + +Han standsede, fortsatte derpaa roligere; + +"Det er maaske kun en Overgang." + +Nina saa spørgende op, "Men de Artikler ... var de ikke ... sære?" + +"Jeg tror bestemt han har Talent," sagde Hoff. + +"Tror De?" Det kom hurtigt, med et Glimt af Haab. Men Tonen blev atter +dæmpet: "Men han har ingen Kræfter," sagde hun. + +Hoff drejede Hovedet: "Aa, naar han blot vil." + +Nina rejste sig. Hun stod lidt, støttet til Bordet, som hun ventede. + +"De skal se, det er en Overgang," sagde Hoff igen. "Det er Skuffelserne +... naturligvis ... en Reaktion." + +Nina blev staaende, hun slog Sløret ned, tog det atter fra, gik nogle +Skridt. Og bortvendt hviskede hun ganske sagte; "Og Saa med Pengene ..." + +Hun holdt paa Sløret med Haanden, saa det skyggede for hendes Ansigt, +men Hoff saa, hun skælvede. + +"Han bruger saa mange Penge ... og vi ... og han er ikke rig." + +"Ja--han ... bruger jo noget ..." + +"Men--hvor faar han det?" + +"Ja," Hoff stammede, "han ... tjener jo noget ved Bladet." + +Mina rystede paa Hovedet: "Det er for Navnets Skyld," sagde hun og +vendte sig helt. + +Hoff var rørt, han tog hendes Haand: "Hvis jeg kunde gøre noget ..." +sagde han. + +"Lad ham blot komme hjem ... kun en Gang imellem." Graaden standsede +hende. "Vi ser ham aldrig mere." + +Ja ..." + +"Og vi ... og jeg skal ikke skænde paa ham." + +Hun tog Sjalet sammen om sig, sukkede og gik henimod Døren. + +"Saa undskylder De jo nok, jeg er kommet," sagde hun.-- + + * * * * * + +William boede med bare Vægge, der var ingen Tæpper over Bordene, paa +Reolerne flød det med Haarbørster, skidne Flipper og aflagte Slips. Man +havde paa Fornemmelsen, at der altid var halvt koldt, og at ingen boede +der. + +Henne i et Hjørne stod en sort betrukken Chaiselongue med broderet +Lærredstæppe over, W. H. syet med rødt, slynget i hinanden og med en +stor Krone. Chaiselonguen og Tæppet var ligesom en glemt Stump af en +anden Tilværelse. + +Men William var heller ikke meget hjemme, undtagen naar han sov--hvad +han jo ganske vist gjorde Størstedelen af Dagen, enten i sin Seng eller +paa Chaiselonguen. + +I Sengen blev han længe, han havde ikke noget at staa op efter; der var +om Morgenen ikke andet, der ventede paa ham end en Dag ligesaa graa som +den forrige, og der kunde gives Uger, hvor han hvert andet Døgn blev +liggende hele Dagen, fordi han ikke gad staa op. Hvad skulde han staa op +for? + +Penge havde han ingen af, maatte vente, til han kunde "slaa" nogle. +Kræfter heller ikke. Og det sidste brød han sig heller ikke om. + +Saa begravede han sig saa at sige i sin Seng, hvor han laa, Time efter +Time, sanseløs og stirrede paa Tomheden om sig, og det var ham en Glæde +at tænke paa, at her laa han gemt bag en laaset Dør og under en tyk +Dyne. + +Andre Dage stod han op, men flyttede sig kun fra Sengen til +Chaiselonguen, hvor han døsede med en Bog i Haanden eller sløvt faldt +sammen og sov mer, end han var vaagen. + +Bøger havde ikke stor Interesse for ham. Han havde altid læst meget, men +alt, hvad han havde læst, havde staaet i Forhold til hans Livsplan, +havde været Del af den. Nu var det forbi, og han undgik i sin Læsning +alt, hvad han før havde søgt. Og til at sysselsætte sig med nye Tanker +var han altfor træt, til at anstrenge sig for igennem Forstavelsen af +nye Ideer at vinde nyt Indhold for sit Liv, til at tilegne sig noget +hidtil fremmed, dertil var han for slap. + +Selv i sin Læsning, selv hvor det kun gjaldt om at vække en flygtig +Interesse, faa Tiden til at gaa, skulde han begynde paa noget nyt--og +det, det var just det, han ikke gad. + +Hvad han læste, var mest Filosofi. + +Han troede ikke--han gav sig ikke af med at tro--søgte heller ikke at +gennemtænke--han gav sig ikke af med at tænke, overhovedet ikke med +noget, som man ikke døsede til, han gled blot villig med ned ad den +moderne Materialismes for den Slags Tilhængere magelige Bane. + +Han gled villig med. Thi for dette Menneske, der havde sat sit Liv til +paa at ville, var der noget lokkende i at svælge i for Eksempel +Opgivelsen af Viljens Frihed: det hele blev saa uendelig tragi-komisk, +saa han rigtig kunde le af sig selv, og det var hans +Yndlingsbeskæftigelse: "le ad det hele, Don Quichote-Idéen." + +Men selv denne Pirren ved egen Latterlighed sløvedes efterhaanden i den +Blanding af Opgivelse og Tømmermandslede, som udgjorde hans Liv. + +Det var ham fremdeles ubevidst dulmende at se Fedtet gjort til en af de +vigtigste Faktorer i det hele aandelige Liv, i hele hans Tilværelse. Han +fandt det, paa Baggrund af sit Liv, saa komisk, at det hele gjaldt om +Vægt af Hjernen, om Fedtstof. + +Han blev saa dejlig fri for Ansvar og det Hele, naar alt gled saadan ud. +Den under Halvdøs tilegnede Materialisme virkede som aandelig Kloroform +paa hans Sjæleliv. + +Han drog planløst og efter sin egen Mening interesseløs og halvsovende +rundt i den moderne Videnskab. Men uden at han vidste det, standsede han +snart her, snart dér, hvor han fandt noget, der gennem hans Døs talte +ham til Undskyldning. + +Han læste atter Darwin. Men han kom ikke igennem nogen af hans Bøger, +hans Interesse kunde ikke vækkes ved Videnskabsmandens +samvittighedsfulde Undersøgelse, der standser ved hvert Skridt; han +ønskede kun Resultaterne, som han vilde have i Vishedens Form eller +rettere i det givnes Form, med Visheden tog han det endda ikke saa nøje. + +Haeckel tiltalte ham. William tog som de fleste Darwinismen praktisk, +saá ikke stort andet end Arvelighedsloven og kaldte det Darwinisme; men +for Loven om Arvelighed havde han ogsaa Brug. Den hørte med til +Kloroformen ligesom Tilværelseskampen. Hypotesen pirrede ham: han +begravede i den sig selv som et af de overvundne Individer ... + +Schopenhauer læste han ogsaa til en Tid. Han glædede sig over Læren om +Kvinden, han tilsølede hende i Filosoffens Foragt. Og saa var det hele +saa graat, saa graat, intet, som skar nogen i Øjnene. + +Denne Læsning var hans Hovedbeskæftigelse, men der kunde jo være Dage, +hvor han var for træt eller gabede for meget, hvor hans rødkantede Øjne +sved for stærkt til, at han kunde læse. Saa blot drev han. + +Han tænkte paa, hvordan han skulde slaa Tiden efter Klokken seks ihjel, +og hvor han skulde faa Penge. Det sidste blev snart et brændende +Spørgsmaal. I Begyndelsen havde det været let nok. Han havde faaet +Kredit. Naar man hedder Høg, er det ikke saa svært, og han havde været +klog nok til at henvende sig til sin Faders gamle Handlende, hvor man +saa at sige gav Erindringen paa Borg. + +Saaledes havde han ved Tuskhandel og Transaktioner skaffet Penge i +Begyndelsen. Men efter nogle Maaneders Forløb blev Pengeanskaffelsen +vanskeligere, man standsede Kreditten, begyndte endog at minde om +Betalingen. Snart løb Alverden ham paa Dørene. + +Saa begyndte de Forgældedes Liv for William Høg. Han laante, lovede at +betale, kunde ikke, laante igen. Han skrev til Venner af Faderen. De +første hjalp ham. Saa kom der fjorten Dage, hvor han "levede" igen-- +oftest i Kompagni med Hoff. Men var Pengene opbrugt, sad han stadigt +dybere i det, og han maatte søge om Udveje igen. Hans Tungsind blev +pirreligt, han blev febrilsk midt i sin Sløvhed. + +Han levede Plattenslagerens variable Liv, som den ene Dag til et Stykke +tørt Franskbrød forsluger sig i Haabløshedens tomme Forhaabninger; den +næste tænder en Cigaret ved en Tikroneseddel, maaske fordi dens +Erhvervelse dog brænder ham ganske lidt paa Fingrene. + +Saaledes stod Sagerne, da Nina kom op til Bernhard Hoff for at tale om +sin Broder. + +Et Par Dage efter besøgte Hoff William. + +"God Morgen." + +"God Morgen," William lettede sig i Chaiselonguen. "Aa, jeg laa og +døsede lidt." + +"Jeg ser det ... Om det just er sundt at ligge og døse i saadan en +Hundekulde." Hoff gik henimod Kakkelovnen. "Lægger Du ikke i +Kakkelovnen?" spurgte han. + +"Der er vist ingen Kul," sagde William ligegyldigt. + +Hoff aabnede Kassen. "Nej"-- + +"Nej, Værtinden sagde det før. Du maa beholde Overfrakken paa"-- + +"Man har ikke set Dig de sidste Dage." Hoff placerede sig i den eneste +Lænestol og stemmede Benene mod Væggen. + +"Jeg var sammen med Storm iaftes ... og Lund ... og Minna." + +"Gud véd, hvorfor Du vil omgaas Storm"-- + +"Hvorfor ikke--han er meget rar ..." + +"Aa, ja, og saa giver han ud," Hoff sagde det tørt uden at se paa ham. +William blev rød. + +"Igaar var det paa Deling," svarede han lidt efter, "der blev drukket +tæt." + +De tav lidt, William holdt en Tokrone paa sine Øjenlaag ... + +"Jeg mødte din Søster her nedenfor," sagde saa Hoff. + +"Nina?" + +"Ja--hun saá daarlig ud." + +William svarede ikke ... "Har Du nylig været deroppe?" spurgte Hoff. + +William lod distræt: "Nej--ej," sagde han saa, "det er noget siden." + +"Jeg troede, Du spiste der." + +"Ikke mere." William vendte sig halvt. "Det er nemmere." + +Hoff rejste sig, satte sig hen paa Kanten af Chaiselonguen. + +"Hør--Høg ... lad os tale lidt alvorligt," sagde han. + +"Om hvad?" + +"Det kan jo ikke blive ved at gaa paa den Maade." + +"Nej--ikke ret godt." Det lød ganske ligegyldigt. + +"Ja--Menneske, saa gør dog noget ... naar Du vil leve ..." + +William lukkede Øjnene. "Aa, ja--naar man vil leve, men jeg vil hellere +dø ..." + +"Naa, ja--saa hæng Dig!" + +William slog Blikket op: "Jeg har osse tænkt paa det." Stadig søvnigt. + +"Men Du tør ikke." + +Han lagde igen Tokronen paa Øjnene, tav lidt, "Foreløbig synes jeg nu, +Minna er ret grinagtig." + +"Det er jo en hel Del." + +"Det er mærkeligt med den Pige. Man gaar hjem fra hende om Aftenen, og +hun har ... skam ikke nægtet Én noget. Og saa den næste Dag, naar man +ser hende igen, tror man min Sandten, man har drømt--saa uskyldig ser +hun ud af Øjnene ..." + +"Hun er jo holdt af Storm," indskød Hoff tørt. + +"Ja," William lagde sig til Rette i Chaiselonguen, "det er jo det, som +er det mærkelige." + +Hoff tog hans Haand, "Men vi maa tale om det, William," sagde han. + +William saá paa ham, han plejede ellers aldrig at kalde ham ved Fornavn. +Et Øjeblik mødtes deres Øjne, saa tog William Haanden for Ansigtet, og +sagte, med et andet Tonefald end før, sagde han: "Det kan ikke nytte." + +"Forbi," sagde Forfatteren en Timestid efter, da han gik ned ad Trappen, +"forbi." + + * * * * * + +"Men jeg kan ikke betale endnu, siger jeg Dem jo, jeg kan ikke." + +Hr. Olsen flyttede Piben over i den anden Side af Munden. "Saa skulde +Hr. Hag ikke have underskrevet des Papir," sagde han roligt. + +William knappede Frakken: "Men De faar jo Pengene om otte Dage ... saa +kan De dog vente"-- + +"Men om otte Dage er ikke idag, Hr. Høg, og"--Hr. Olsen foldede Papiret +ud--"her staar, at Summen er forfalden idag." + +William havde det varmt: "Men jeg kan ikke betale," sagde han og slog +Hovedet til Siden, "jeg kan ikke." + +Hr. Olsen strøg en Tændstik, bankede lidt Aske af Piben, foldede atter +Papiret sammen: "Ja, ja, saa har vi jo Deres Kautionist," sagde han. + +Et Sekund stirrede William paa Aagerkarlens Træk, et Sekund ind i hans +glasagtige Øjne. Saa lukkede han Øjnene i Svimmelhed. + +"Ja," hviskede han. + +Sveden sprang draabeformigt frem paa hans Pande, "Og det er et godt +Navn," sagde Hr. Olsen, "et fint Navn." + +William saá atter over, stadig mødte han det samme Blik fra Olsen. + +"Pengene er sikre nok," sagde han, han sad og kælede for det blaa Papir +med den flade Haand. + +Williams Hoved faldt et Øjeblik ned paa hans Bryst, saa løftede han det, +og med et pludseligt Udbrud sagde han heftigt: + +"Nej, De kan ikke. De kan ikke gøre det." + +"Præsentere papiret?" + +"Nej, De kan ikke," gentog han. + +"Hvorfor?" + +"Fordi," William blev rød som et dryppende Blod, "Fordi ... ", han +standsede, "De véd, den er falsk--." + +Det saá ud, som om Hr. Olsen blev en Smule gulere i Ansigtet: "Vilde det +hindre mig i at faa mine Penge," spurgte han lidt mere hæst. + +William kunde ikke svare. + +"Men jeg giver Dem Henstand til iovermorgen," sagde Hr. Olsen lidt +efter, han bakkede paa Piben ... "Saa iovermorgen maa jeg præsentere +Papiret for Hr. Baronen." Hr. Olsen rejste sig, "For der maa være Orden +i Forretninger," sagde han. + +William saá sløvt op: "To Dage," sagde han tonløst. + +"Det er en lang Tid," sagde Hr. Olsen. + +William rejste sig, knappede sin Frakke, tog Hatten, alt uden at tale, +mekanisk, sammensunket handlede han. + +"Altsaa i Overmorgen." Hr. Olsen lagde det blaa Papir i Mappen. "Farvel, +Hr. Høg." + +William nikkede blot. Han mærkede ikke, hvordan han kom ned ad Trappen, +ud paa Gaden--intet. Han var lamslaaet af Angsten. + +"Iovermorgen." Han hørte Hr. Olsens Stemme: "Det er en lang Tid." Om +saa lang Tid vilde Verden faa at vide, at William Høg var en Forbryder. + +Han havde skrevet Baronens Navn efter--Det havde været en blot +Formalitet ... Hr. Olsen vidste godt, hvordan det hang sammen ... + +Men nu ... nu ... Nej, det kunde ikke ske! Og som forvildede Mennesker +under en Ildebrand, naar Taget falder, fløj hans Tanker forvirret og +raadløst til tusinde Sider for at søge en indbildt Hjælp. + +Han gik Gade op og Gade ned, frem og tilbage med bøjet Hoved. + +Williams Tanker søgte Raad. Snart vilde han gaa til Baronen og tilstaa +og bede; snart vilde han vende sig til Nina ... Men han skød atter disse +Planer bort. Saa søgte han rundt i sit Bekendtskab, om nogen kunde laane +ham, han søgte videre og videre, helt ud til Yderpunkterne ... + +Han tænkte paa Grevinde Hatzfeldt ... + +Lidt efter lidt, mens han gik, blev hans Tanker til Fantasier. Pengene +vilde komme, dette var umuligt, de vilde komme. Han begyndte at +fantasere over, hvordan han vilde faa dem, de kom med Posten, der kom +mange flere, end han skulde bruge, der kom tretusinde Kroner ... Saa +vilde han betale alt, det hele, og for Resten af Summen indrette sig det +som Hoff ... + +Som Hoff--det vilde sige blødere, rigere, med mange Blomster. Han +begyndte at indrette sig nye Værelser, han kælede for den tænkte Pragt, +bredte sig i al den fantaserede Blødhed. + +Men saa pludseligt brast Fantasierne sammen, og hans Tanker begyndte +forfra. + +Han vilde ikke gaa til sine Bekendte, han vilde gaa til Fremmede, laane +Pengene af en rig Mand. Det blev atter halvt fantastisk, han besøgte den +rige Mand og fik Pengene-- + +Men han arbejdede dog med Navne, han gennemgik Børsmatadorerne. +Pludselig kom han til at tænke paa, at en Parvenu bedst vilde laane ham +dem. Han var jo en Høg. Det vilde kildre hans Forfængelighed ... Han +vidste, Etatsraad Christensen var adelsgal, at han pyntede sit Hus med +Navne ... Han havde giftet sine Døtre bort til tre Kammerjunkere ... + +Han gik ind til en Konditor, fik fat i Vejviseren, skrev Adressen op. +Han vilde gaa der straks. + +Etatsraaden spiste Frokost, men Tjeneren bad Hr. Høg vente i Salonen. +William gik omkring og betragtede tankeløst de Hundreder af Nips paa +Etagèrer og Hylder. Det var et helt Museum. Og mens han saá paa alle +disse pralende, sammenhobede Ting, sagde han til sig selv: + +"Han laaner mig dem--han laaner mig dem ..." + +Saa kom Etatsraaden. Han klappede, mens han lukkede Døren, den røde +Paryk fastere paa Hovedet, vendte sig med et forbindtligt Smil. + +"Hr. Høg?" sagde han .... Men i det samme saá han paa William, der var +bleg og forstyrret, og Smilet paa hans Ansigt blev til et pludseligt +Spørgsmaalstegn. + +"Af den gamle Familie," spurgte Etatsraaden og satte sig ved Bordet. + +"En Sønnesøn af Excellencen ..." William talte sagte og støttede sig til +Egebordet. + +Etatsraaden blev ved at betragte ham gennem Guldbrillerne: "En god +Familie," sagde han, "en gammel Familie." Han pegede paa en Stol. + +William salte sig. Etatsraaden syntes at vente, men da William ikke +sagde noget, tilføjede han i en filosoferende Toner "Det er en Løftelse +med saadan store Navne." + +Nu maatte William tale. Han saá ubestemt ud i Rummet, mens han sagde: +"Jeg kommer for ... kommer for ..." Men saa standsede han. Etatsraaden +rømmede sig og flyttede sig lidt i Sædet--"kommer for"-- + +"Jeg er i Pengeforlegenhed," sagde saa William. + +Etatsraaden rullede umærkeligt sin Stol lidt tilbage: "Det hænder unge +Mennesker," sagde han smilende. + +William ventede med Øjnene fæstede paa Gulvet. + +"Men," Etatsraaden rejste sig, ved Bevægelsen fo'r William sammen og +saá lynsnart paa hans Ansigt, "hvorfor gaar De ikke til Deres ærede +Familie?" Børsmatadoren stod og saá velvillig ud og smilede under +Spørgsmaalet. "De har jo Onkler," tilføjede han. + +"Ja," William rejste sig ogsaa, holdt nogle Sekunder ved Bordpladen ... +Saa smilede han: "Det gaar altid saadan, man tænker ikke paa det +nærmeste," sagde han. + +"Vist saa, vist saa," Etatsraaden gik et Par Skridt frem i Stuen. +"Naturligvis! jeg hjalp saa gerne .... men det maa ikke være behageligt, +vilde vist være saarende for Dem at tage Hjælp af en Fremmed." + +William følte Blikket bag Guldbrillerne paa sig, han kunde næppe tale, +stammede lidt. Men endelig fik han Lyden frem: + +"Jeg takker Hr. Etatsraaden," sagde han og gik henimod Døren. + +"Og jeg haaber at se Hr. Høg en anden Gang." + +Da William var gaaet, gik Etatsraaden hen til Vinduet. + +Han saá efter William i Gadespejlet, lige indtil han var drejet om +Hjørnet. + +William gik hjem, han tilbragte hele Dagen paa sin Sofa, lod Konen, han +boede hos, hente en Pakke Cigaretter og dampede uafbrudt. Han gik +tidligt i Seng og sov straks ind. + + +Den næste Morgen, da han vaagnede, gad han ikke staa op. Det vilde +altsaa komme, maatte komme. Saa kunde han ligesaa godt blive her og +roligt tage imod det. Det skulde netop komme lige her ind til ham, ramme +ham her, hvor han vilde blive liggende og vente. + +Han syntes, det var modigt saaledes at lægge sig hen. Forbryderens Mod, +der véd, at han skal dø og nu bare venter. + +Men op paa Dagen blev han uroligere, han kunde ikke mere være alene. Han +vilde tale med nogen. Han blev ved at have Blikket hæftet paa +"Forfaldstiden", men hans Feber jog ham ud. Han gik til Hoff, traf ham +ikke hjemme, han vilde besøge Gerson, traf ham ikke ... + +Det var imidlertid bleven Skumring, han drev ned ad Østergade. Folk +skubbede sig frem, stødtes i Trængsel paa Fortovene, man snakkede, lo, +trængte paa. William saá paa alle disse Ansigter. Demimondens Damer, som +med smaa Hop satte over Vandpytterne, mens de gik to og to og talte højt +og smilede bag Slørene. Det unge København med opsmøgede Frakkekraver og +mer eller mindre ilsomme Hilsner til de venlige Kvindesmil bag Slørene; +de unge Herrer gik underligt bøjede i Knæene, med Stokken stukken ind i +Lommen, slentrede af. Naar de saa hilste, rejste de sig paa tæerne--. +Henne under Gaslygterne paa Højbroplads kredsede nogle Damer med løftede +Skørter--et Par Herrer ventede under Ranchs Uhr. + +William kendte dem alle, han nikkede, koketterede med et Par Damer, slog +ud med Haanden for at strejfe Minnas Kaabe. + +Han vekslede et Par Ord med Lund, som spurgte, om de skulde træffes om +Aftenen. Det kunde være. I Boulevard-Theatret ... + +Det var en ny Chansonette-Debut. Lund havde set Damen i Ritters Hotel-- + +"Det skal blive morsomt at faa noget nyt," sagde William. + +Han syntes aldrig, han havde nydt Mørkningstimen paa Østergade saadan +som netop idag. Han nød hvert Smil, han gengældte hvert Blik ... Med +Kenderens smækkende Velbehag nød han denne Skumrings ejendommelige +Løsagtighed. + +Og samtidig sagde han til sig selv, at han idag nød alt dette for sidste +Gang ... Imorgen vilde det jo komme, det, som han ikke ret vidste, men +som han tog for Afslutningen, Enden paa Historien. Hvordan det vilde +komme, hvorledes--tænkte eller spurgte han ikke om. + +Selv hans Fantasi forsøgte ikke at sætte over denne Mur. + +Men pludselig blev han blødere om Hjertet. Det var sidste Gang, den +sidste Dag--han skulde aldrig se alt dette mere, aldrig--Og +efterhaanden blev han øm over sig selv ved denne Tanke. + +Ikke, at han tænkte paa Selvmord eller endogsaa blot halvt ubevidst +forestillede sig en saadan Løsning--slet ikke. Han tog det kun op som et +Faktum, at nu maatte det være forbi. Det var idag den sidste Dag +før--før "dette" kom. + +Og pludselig kom han til at tænke paa Søstrene, han vilde gaa der +iaften. Den sidste Aften vilde han være hos dem, være som i gamle Dage, +bede Nina om at synge, kæle for Sofie og være glad ... Saadan vilde han +sidde hos dem den sidste Aften, og de skulde ingenting vide-- + +Han gik op i Lejligheden. Nina og Sofie var ude, men de kom hjem om en +Timestid, sagde Pigen. Om Studenten vilde vente? + +Men William kom i Tanker om, at han vilde gaa hjem og hente en Bog. Saa +vilde han læse for dem, det var saa længe siden, og han vilde læse smukt +... og de vidste ikke, det var sidste Gang. William vilde gøre denne +Aften til en Afskedsfest. Pigen skulde sige, han kom igen Klokken otte. + +Da han kom hjem og stod i Mørket og rodede efter Svovlstikker, kom +Værtinden ind. Postbudet havde været her to Gange med et Pengebrev--og +nu vilde han komme igen Klokken syv. + +"Et Pengebrev?" + +"Ja--han havde Protokollen med." + +William blev hed. Han tændte ikke Lampen, gav sig til at fare op og ned +ad Gulvet. + +"Hvad er Klokken?" spurgte han. + +"Halv syv ..." + +Et Pengebrev--et Pengebrev ... maaske fra Etatsraaden--maaske ... + +Han tænkte slet ikke paa at spørge, om hun vidste, hvor meget det havde +været; han bare fo'r rundt i Stuen, rundt som pisket. + +"Det er nok fra Etatsraaden," sagde han. + +Hans Hjerte havde aldrig slaaet i en saadan Takt, han kunde ikke blive +i Stuen, han gik ud i Køkkenet, legede lidt med Værtindens Barn, satte +dem fra sig igen, gik ind--han kunde umulig blive paa ét Sted. + +Tilsidst gik han ned i Porten for at vente, ud paa Gaden. Han gik med +bart Hoved frem og tilbage foran Huset, stadig hurtigere. Og lige med ét +sagde han til sig selv: hvis det nu ikke var sandt. Han gik op igen, han +spurgte atter Værtinden ud, fik den samme Besked, spurgte hende, om hun +havde set Brevet, om hun ogsaa virkelig havde talt med Postbudet. + +Saa gik han ned igen. Han nynnede hele Tiden--Melodi efter Melodi, et +helt Potpurri. Han mødte Posten i Porten. + +Han følte, han blev ligbleg, men han gjorde sin Stemme rolig: "Har +De--Brev til mig?" spurgte han. + +"Ja ..." + +"Pengebrev?" + +"Tusind Kroner, Hr. Høg--" + +William greb ham i Armen. "Tusind Kroner," sagde han aandeløst, "hvor er +de?" + +"I Tasken--men der skal først kvitteres." + +De kom op. William fik en Pen, han kunde ligesaa godt have skrevet et +hvilketsomhelst andet Navn som sit eget, han vidste slet ikke, hvad han +gjorde. + +Saa fik han Brevet i Haanden. Han aabnede det, saá et Øjeblik tankeløst, +som fortabt paa de ti Hundredkronesedler, tog det indlagte Brev frem. +Men pludselig gav han sig til at tælle Pengene, første Gang, anden +Gang--jo--tusind--Han gemte dem i sin Tegnebog, tog dem atter op, lagde +dem paa Bordet. Han var bange for, de skulde blive borte, forsvinde lige +for hans Øjne-- + +Det var fra hans Gudfader. Han havde aldeles glemt, at han havde skrevet +til sin Gudfader, det var fjorten Dage siden, og han havde skrevet til +saa mange i den Tid. + +Men nu sendte han ham de tusind Kroner. + +William læste Brevet. "Jeg sender Dig Pengene," stod der, "i den Tro, +Du vil benytte dem vel, i det Haab, at Du ikke vil svigte min Tillid. l +Løbet af otte Dage venter jeg, Du sender mig de kvitterede Regninger." + +Høg slap Brevet. Han sad løselig og jugerede, hvordan han skulde +producere disse Regninger. + +Da han havde betalt Hr. Olsen hans fem hundrede Kroner, gik han atter +ned paa Østergade. Der var næsten tomt. William gik og fjedrede i +Skridtene. + +"Ta'er vi saa i "Varren"," spurgte Lunds Stemme bag fra. Han fik +samtidig et Svip over Skuldren med en tynd Stok. + +"Er det Dig?" + +"Har Du Mønt--" + +"Ja--jeg har lige slaaet"--William tog Tegnebogen op. "Men jeg skulde +egentlig hjem til mine Søstre--" + +"Aa--Familiedrama. Nej, min Ven, vent Du med det, til Du af gode Grunde +maa tage Fribillet ved Kassen ... Fanden skulde da drikke Thevand, naar +man har Møntsorter." + +"Nej--og der er jo osse Debut--" + +"Saa ta'er vi Minna med Du--hun sidder og venter paa mig i +Frederiksberggade ..." + +"Tænd Lysene paa Klaveret, Sofie," sagde Nina fra Spisestuen, hun stod +og skar Æblekage i Stykker paa Glasskaalen. + +Sofie tændte, hun saá til Kakkelovnen. "Jeg stænker Eau de Cologne paa," +sagde hun. + +"Ja, William holder saa meget af Parfume." + +Nina saá til Bordet, flyttede for tyvende Gang et Par Assietter. "Nu +kommer han vist straks," sagde hun og kom ind i Dagligstuen. + +"Klokken mangler et Kvartér." Sofie satte sig til at sy, Nina sad og +nynnede henne ved Klaveret. + +"Hør, Nina--saa siger Du jo ingenting ... slet ingenting." + +"Slet ikke ..." + +"Ja, for ellers vilde det bare skræmme ham ..." + +Nina nynnede igen: "Naturligvis." + +Saa sad de lidt. Sofie saá gennem Døren ind i Spisestuen: Lampen gjorde +den Damaskesdug helt skinnende. + +Det ringede nede paa Porten. "Mon han kommer allerede." Nina stod paa +Springet til at lukke op i Entréen. + +Sofie lyttede: "Nej, det var til Kammerherrens," sagde hun. + +De satte sig igen. + +"Nu er Klokken vist otte," sagde Sofie, saá paa Uhret. "Han kunde da +gerne komme præcis." + +"Ja--den er fem Minutter over ..." + +Nina gik ind i Spisestuen, rettede igen paa Bordet. Hvert Øjeblik +ringede det nede i Porten, saa fo'r hun sammen og ventede. Men den +ankomne naaede aldrig saa højt op i Huset. + +Nina vilde ikke gaa ind til Sofie igen. Hun stillede sig hen ved +Maskinen, gav sig til at vaske et Par rene Kopper af. + +"Men han har maaske slet ikke sagt Klokken otte," sagde Sofie. + +De ventede igen. Nina var gaaet ind, hun sad atter ved Klaveret. + +"Hvis han nu ikke kommer," sagde Sofie sagte. + +Nina svarede ikke, sad og pillede ved Lyset, hun havde røde Pletter paa +Kinderne. "Han er blevet forsinket," sagde hun. + +Pigen kom ind. + +Nina rejste sig, satte sig hen ved Bordet: "Sagde Studenten--Klokken +otte?" spurgte hun. + +"Ja--Klokken otte ..." + +Sofie saá paa hende. "Han er blevet forsinket," sagde hun og slog Øjnene +ned. + +Pigen spurgte, om hun skulde tage Maskinen ud. Vandet gik af Kog. + +"Lad den staa," sagde Nina. + +De ventede i Tavshed. Nina rejste sig, gik med Hænderne paa Ryggen op +og ned ad Gulvet. "Han kunde have sendt Bud," sagde hun. + +Sofie tørrede Øjnene med Linnedet, hun syede paa: "Vi kunde hente ham," +sagde hun. + +Nina rystede paa Hovedet. Saa gik hun hen i Krogen og satte sig ned paa +Puffen med Ansigtet i sine Hænder. + +Der gik nogen Tid, ingen talte. Naar Klokken lød i Porten, kunde de +begge se op, deres Blik strejfede hinanden, blege og forkuede, som de +sad. + +"Saa spiser vi," sagde Nina. + +"Jeg er ikke sulten." + +"Men det nytter ikke," hun standsede lidt, slukkede Lysene paa Klaveret, +"han kommer ikke." + +Nina gik ind og tog den tredie Kuvert bort. "Kom saa," sagde hun. + +De satte sig til Bords. Nina vilde spise af Anden, de havde købt for +Sparepengene: "Spis," sagde hun og lagde et Stykke over paa Sofies +Tallerken. + +"Tak." De skar det i smaa Stykker, tvang sig til at spise. + +"Hvor mon han er?" spurgte Sofie, Det ringede i Porten. Nina blev rød, +slap Gaffelen. "Hvis det var ham," sagde Sofie. + +De lyttede uden at se paa hinanden. "Han gaar højt op ..." + +Man hørte Kammerherrens Gangdør smække i. Nina rejste sig for at skænke +Theen, hun stod bleg bag Maskinen med Haanden ind mod Brystet-- + +Sofie sad og græd stille. + +Men saa begyndte Nina at tale. Det var jo ikke vist, han havde kunnet +komme, han havde maaske meget at bestille, en Artikel til Bladet. Saa +havde han ikke haft Tid. + +"Nej--han har ikke haft Tid." + +Nina tog Desserttallerknerne frem, lagde et Stykke af Æblekagen over paa +Sofies Tallerken. + +"Det er Moders Frugtskaal," sagde Sofie. + +"Ja--del er længe siden, den har været fremme ..." + +"Og Asietterne ..." + +"Giv mig en Tallerken til Ane," sagde Nina. "Du kan ta'e ..." hun vilde +sagt Williams: "Tag den fra Buffet'en. + +Saa fik Ane et stort Stykke Æblekage paa Williams Tallerken. + +Sofie gik i Seng. Hun rørte sagte ved Ninas Skulder: + +"God Nat," sagde han, "og Nina--vær ikke vred paa ham." + +Nina stirrede paa hende, tog hende om Hovedet og trykkede hende ind til +sig. + +Da Søsteren var gaaet, rejste hun sig tungt. + +Hun saá sig rundt, hendes Blik faldt paa Stellas Portræt over Sofaen. +Hun gik langsomt hen, stillede sig foran Billedet og saá paa det, indtil +Taarerne udviskede dets Omrids, saa faldt hun ned paa Knæ og bad i sin +Hjælpeløshed stille foran Moderens Billede. + +Hun laa længe. Saa rejste hun sig, aabnede Kakkelovnsdøren og kom Kul +paa Ilden. Hun græd ikke mere. Men Vintermorgenens Graalys fandt Nina +Høg bleg og kummerfuld foran den slukkede Ild, ubevægelig, paa samme +Sted. + +William kom først hjem om Morgenen Klokken ti. Han var Fortumlet og +træt, gik til Sengs og sov til op paa Dagen. Klokken var tre, da +Værtinden kom ind. + +William vendte sig i Sengen, gned Øjnene, vendte sig igen og følte sig +utilpas, "Hvad vilde hun?" + +Det var et Brev. + +William tog det, lagde det paa Stolen ved Sengen, lagde sig til Rette +igen, halvsov en Timestid. Saa kom han i Tanker om Brevet, læste +Udskriften. + +Det var Ninas Haand, han lagde Brevet fra sig, som om det havde brændt +ham, vendte sig bort ind mod Væggen, men kunde ikke faa Ro, han maatte +aabne det. + +Han frygtede for at læse det, han tog det ud af Konvolutten, foldede det +halvt ud og følte sig lettet, da han saá, det kun var et Par Ord ... +Hans Øjne slugte underlig Ordene uden rigtig at se dem. + +"Vi ventede Dig i Aftes. Din Søster Nina." + +Andet stod der ikke. + +Han slap Brevet, det gled ned ad Dynen ud paa Gulvet. William tog det +ikke op. Han laa og stirrede tankeløst paa Væggen. Saa fo'r han ud af +Sengen og dyppede sit Hoved i Vandfadet. + +Om Aftenen gik han op til Hoff. Forfatteren gik og lagde Konfekt og +Vindruer paa et Par Glasskaale. + +"Skal Du ha'e Fremmede?" spurgte William og holdt inde med at tage +Overtøjet af. + +"Ja--Du bli'r vel osse. Det er et Par Repræsentanter for Ungdommen--" + +"Jeg vilde helst have været alene," sagde William. + +Hoff lukkede Posen op, hældte Pralinés og Marzipaner ud paa Skaalene: +"Det er Børn," sagde han, "som skal ha'e Sukkergodt ..." + +"Det kan jeg se." + +"Dér--vil Du ikke smage?--Du var nok hjemme igaar ..." + +"Hjemme?" + +Ja, Jeg traf din Søster i en Viktualiekælder, Hun var nede for at købe +en And--det var nok Frøken Sofies Sparepenge. Saa fortalte hun det." + +"Ja," William holdt inde, "jeg havde sagt det... men--jeg kom ikke." + +Hoff slap Posen. "Gik Du ikke?" + +William svarede ikke. "Hvorfor?" sagde saa Hoff. + +"Jeg ... traf Lund ..." + +"Naa--aa. Ja saa spiste dine Søstre vel Anden alene." Hoff talte +ligegyldigt og gav sig igen i Lag med Konfekten. + +Men lidt efter skød han Skaalen fra sig og gik hen over Gulvet mod +William: + +"Du er just ikke meget langt fra at være en Flab," sagde han og begyndte +at gaa heftig op og ned ad Gulvet. + +William sagde ikke et Ord. + +"Har Du saa været der idag?" + +Da han intet Svar fik, standsede han sin Gang og saá over paa William. + +Der var noget livløst ved ham, som slog ham; han gik over og tog ham i +Armen. + +"Høg," sagde han, ligesom om han kaldte. + +"Ja." + +William sled hans Arm at sig: "Ser Du da ikke, at det ikke nytter," +sagde han hæst. + +"Nytter--" + +William talte ikke mere. En Gang imellem rystede han paa Hovedet. + +Hoff var begyndt at gaa igen, men hver Gang, han drejede, saá han over +til Høg med et ængsteligt Blik. Han syntes, det var saa besynderlig +uhyggeligt. Han satte Manchetter paa Flygellysene, gik ud i Spisestuen, +kom ind igen--William sad paa samme Plet. + +Endelig saá han op: "Nu gaar jeg," sagde han. Men han blev stadig +siddende. + +"Men Du maa blive for at se Fremtidssoldaterne," sagde Hoff. + +"Fremtidssoldaterne?" + +"Ja, Herregud, de Unge, Fremtiden--mine Gæster." + +"Naa--dem, der skal ha'e Sukkergodtet." + +"Vist saa--og Ryperagout med Kastanjer." + +"Der bliver ordentlig kræset op for Fremtiden--" + +"Naturligvis." + +William rejste sig, han stod lidt støttet til Chaiselonguen. Saa sagde +han med et tungt Smil: + +"Ja--lad mig se dine Soldater." + +"Der er kun to, kære, den ene vil være Forfatter." + +"Har han da Talent?" + +Jeg véd skam ikke--saadan noget er svært at bedømme, saa længe Værkerne +ligger i en Bordskuffe. Men de vil s'gu begge to, og raske og sunde er +de. Den anden vil være Skuespiller." + +Hoff fortrød, han havde sagt det. Men Høg stod roligt: "Naa," sagde han +blot. + +Lidt efter kom de. Hoff præsenterede: "Min Ven, William Høg, Hr. +Bloch--hvad er det, De er, Bloch, foruden tyve Aar?" + +"Studiosus medicinæ" ..." + +"Ja rigtig, Studiosus medicinæ. Hr. Høg, Hr. Andersen, ligeledes tyve +Aar, Student og Haabefuldhed. Naa, kom saa ind og faa Frakkerne af." + +De gik ind i Sovekamret, Hoff kom ud igen. + +"Hr. Andersen er jo Skuespilleren," spurgte William. + +"Kære, vist saa, del kan man da se paa Haaret ... Naa, dér er de." Hoff +gik ind i Spisestuen for at se, om Maden var færdig, William bad dem +tage Plads. + +Det var første Gang, Fremtidssoldaterne var hos Hoff, de sad og saa sig +omkring. + +"Hvor her en smukt," sagde Andersen og spilede de blaa Øjne helt op. + +"Hm--noget opstillet," sagde Bloch, han gav sig til at vippe paa Stolen +og purrede op i en sort Manke. + +"Om jeg vilde have det Skidt hængende paa min Væg?" Hr. Bloch pegede paa +en halvnøgen Kvindefigur over Sofaen. + +"Det Billede--er det saa daarligt? Hoff siger, det er godt." + +"Det har da aldrig været Kød." + +William saá hen paa Andersen, som vedblivende sad og saá forbavset ud +med store Øjne. + +"Er det første Gang, De er her, Hr. Andersen," spurgte han smilende. + +"Ja--første Gang." Selv Tonefaldet var noget barnligt. + +William tænkte, at de Fremtidssoldater var meget unge. + +"Saa tager vi til Bords," Hoff aabnede Døren fra Spisestuen: "Hr. Bloch, +tør jeg ha'e den Ære?" + +"Hr. Andersen." De gik ind. + +De talte livligt, Hoff skænkede dygtigt i Glassene. + +"Hr. Bloch, De drikker ikke, værs'go." + +"Tak--jeg holder ikke af Spirituosa om Aftenen--det er skam svært nok +endda." + +"Hvad mener De--Medicinen?" + +"Aa ja ... Men jeg har desuden haft min fordrukne Periode ..." + +"Det var tidligt," William lo, "var det, da De gik i Skole?" + +"Nej--i mit Rusaar. Men det er da ét Held, naar man har Evnen til +hurtigt at blive færdig med Faserne." + +"Det er sandt. Tingen er at have Leveevne--opleve meget med et ringe Tab +af Livskraft." + +"Hvor I bliver filosofiske," sagde William. + +"Nej--kære, det er ganske simpelt--" + +Høg drak først med Andersen. Hr. Andersen havde aldrig smagt Château +Larose. + +Han syntes, den smagte dejligt. + +Hoff lo ustandseligt og fortalte, at forleden havde Andersen aldrig +spist Østers. Og saa havde han taget dem saa komisk og slugt dem med +nogle Grimasser. + +"Og Slikasparges har han heller aldrig spist." + +William gav sig ogsaa tit at le og spurgte, hvad da Hr. Andersen spiste. + +"Med Kniv," sagde Hoff. + +Andersen værgede sig. Han havde aldrig turdet give sig i Lag med +Slikasparges. + +"Hvorfor ikke?" + +"Jeg synes, det ser saa grimt ud ..." + +Hoff fortalte ham, at man havde Lov til at skære dem i Stykker. "Og lade +Hovederne ligge!" + +"Nu har jeg spildt tre Aftener af denne Uge," sagde Bloch, "det er ogsaa +et forbandet Driveri." + +"Spildt dem--hvordan?" + +"Aa, et Par Malere havde slæbt mig med ud. Og man ser jo aldrig noget +nyt ..." + +"Ja--men," Hoff bød Frugt om, "man kan jo da more sig ..." + +"Hvis man har Tid til det--men Morskaben er tarvelig. Og saa har man jo +set det før, saa det virkelig ikke er noget at gi'e en Nat til?" + +Hr. Andersen havde ikke været med. Han havde været til Prøve paa +Hoftheatret, Dilettantforestilling, han skulde være Elsker. + +William spurgte, hvornaar den Forestilling skulde være. + +"Iovermorgen." + +Hr. Andersen og William havde siddet og hørt til. Saa gav Hoff og Bloch +sig til at tale om "La curée". Bloch fandt s'gu "der var brillante Ting +i, men ogsaa meget Sprøjt." De talte om Naturalismen. + +William sagde: "Hvad vilde De helst debutere i?" + +"Aa--i ... nej, det véd jeg saamæn ikke ..." + +"Men De har dog tænkt Dem ... noget. Det har man altid ..." + +"Jo tænkt mig nok ... men det er altfor meget..." + +"Det er vel ikke som Hamlet." William lo. + +"Nej--helst--som Aladdin." Han blev rød helt op under Haaret. + +"Hvad vil han?" spurgte Hoff, som sprang bort fra "Salambô". + +"Debutere som Aladdin," sagde William. + +"Naa--ikke andet. Ja, det er jo en rar Bid ..." + +"Men hvorfor vil De ikke hellere spille en anden ... Rolle ... moderne?" +sagde William. Bloch talte om Rudin. + +"Aa," Hr. Andersen var stadig rød, "jeg synes Aladdin er dejligst. Han +er saa lykkelig." + +William havde lét. Han holdt inde: "Ja, det er han." + +"Og han er da osse sand," sagde Andersen. + +Gæsterne var gaaet. + +"Naa," Hoff lukkede Døren og gik hen til Stolen foran Kakkelovnen. +"Hvordan synes Du saa om Fremtidsmusikken?" + +William svarede ikke straks. + +"Jo," sagde han lidt efter og rejste sig fra Sofaen, "Hr. Bloch spiller +stærkt ..." + +"Aa, ja. Men ingen bebrejder Foraarsvinden, at den er lidt skarp ..." + +"Nej." William sad igen lidt. "Har Du set noget af ham?" spurgte han. + +"Ja, Studier." + +"Tror Du da, det bliver til noget?" + +"Jeg personlig, ja ... der er saa megen ejendommelig Levedygtighed, og +det er den, som bærer oppe--" + +"Det er sandt." + +"Men han siger, han kan ikke skrive rigtig, saa længe han ikke har +oplevet det afgørende. Det er en Theori--men har han Evnen til at +opleve--saa tror jeg paa ham. Og den anden?" + +"Ja--han synes jo Aladdin er det dejligste." + +Hoff gik rundt og stillede Stolene tilrette. William tog sin Frakke paa. + +"Og saa Du selv," sagde Hoff, mens de stod med hinanden i Haanden ... + +Der gik en Trækning over Williams Ansigt: "Aa--jeg er Chef for et +Fallitbo ..." + +"Men hvorfor vil Du gaa fallit, William?" + +William vendte sig. "Det er saadan et smukt Ord at ville," sagde han. +"Farvel, Hoff." + +--Der var kommet en vis vag Mildhed over William, en besynderlig, +tungsindig Ydmyghed, som ellers havde været ham fremmed. Han havde været +oppe hos Nina hver Dag. + +Nina var selv kommet ud for at lukke op. Hun saa et Øjeblik paa Broderen +og blev næsten smertelig slaaet af hans Væsen. Det hele var præget af en +tavst bønfaldende Resignation. Hun havde lukket Døren, trukket ham ind +til sit Bryst og sagt: + +"Hvor Du kommer sent." + +Han smilede svagt. "Tak," sagde han. + +William talte lidt, sad kun og hørte. Nina syntes, der var noget saa +skrøbeligt ved ham, og hun behandlede ham som et Barn, man forkæler. + +William tog imod denne kælende Ømhed med det samme træt-taknemmelige +Smil, hvormed Syge takker deres Plejerske. Han kom nu hjem et Par Gange +om Dagen ... + +Han gik op for at hente Hoff den Aften, Andersen skulde spille Komedie, +men Hoff skulde paa Bal. Han stod og pudrede sig foran Toiletspejlet og +lagde sig sort under Øjnene. + +"Man maa være yndig," sagde han. + +"Jeg forstaar ikke, hvor Du gider," sagde William. + +"Kære." Hoff slog Pudderer af med en Harefod. "Stregerne under mine Øjne +har gavnet mig mere end hele Talang'et." + +William stod lidt. "Du er egentlig en Charlatan, Hoff," sagde han. + +"Ja, bedste Ven, det véd jeg da nok," Hoff lo: "Det er jo det, som er +Ulykken." + +"Farvel og god Fornøjelse"-- + +"Tak i lige Maade. Hils Fremtidsmusikken."-- + +William kom lidt for sent i Theatret, Tæppet var oppe--Andersen kom lige +ind paa Scenen ... + +Hvor han saá ung ud! Og i Grunden smuk. Nej, smuk ikke, men saa ung. +William saá slet ikke paa de andre, hørte ogsaa kun deres Stemmer som en +Summen, han blev ved at stirre paa dette unge Ansigt gennem Kikkerten. + +Og saa da Tæppet faldt, vidste han næppe, hvordan Andersen havde set ud. + +Han spurgte, om han kunde komme op paa Scenen. + +En geskæftig Student i Kjole og hvidt Slips viste ham Vejen. Oppe paa +Scenen løb alle støjende rundt imellem hinanden, Maskinkarle flyttede +Sætstykker, og Pynteskræddere klædte et Par Herrer om midt paa Scenen. + +William bad om at maatte tale med Hr. Andersen. + +Andersen havde fugtige Hænder af Spændingen. + +"Har De set mig?" spurgte han. + +"Ja, De kan nok blive Skuespiller," sagde William. + +"Tror De?" Aandeløst. + +"Det tror jeg vist, De kan--" "Ja, det tror jeg egentlig osse selv," +sagde han saa og smilede. + +William saá ikke mere af Komedien, men gik ind i Buegangen, dér +spadserede han frem og tilbage. Han syntes aldrig, han havde været saa +blød i Stemning nogensinde før. En ejendommelig kraftesløs, mild +Resignation, der langsomt var dalet over ham. Han vidste ikke, hvordan +det var kommet, men han følte noget, som lignede Fred i Sjælen. + +Det var som et besynderligt Blikstille, der var kommet efter Stormene, +Han sagde til sig selv, at det var Havets Stille mod Solnedgang ... + +Han gik hjemad over Prinsens Bro. + +Dette Menneske havde Talent, det kunde han se, Evnen, just det, han +havde manglet ... Og han begyndte igen at spørge sig selv, hvad dette +var, og igen stod han uden Svar. + +Denne havde det, han selv havde ikke haft det. Punktum. + +Mere var der ikke at sige. + +Og han undrede sig over, at han ikke misundte den lykkelige, at det ikke +brændte ham, at han ikke led. Thi det hele var kun en Lykke, noget man +fik. Dette Menneske var et Barn med store Øjne, der spurgte om alt +muligt, kun et Barn ... Han vilde spille Aladdin, Fordi det var det +dejligste ... + +Men han misundte dog ikke. Han saá tilbage paa alt sit Arbejde, alle +sine Anstrengelser, al sin Kamp, sine Skuffelser, sine Lidelser, hele +dette trøstesløse "Forgæves", han læste i hver Krog af sine Minder, og +han--misundte ikke. + +William Høg stillede sig selv udenfor ligesom en + +Døende, der véd, at hans Plads er tom om nogle Timer. Han regnede ikke +mere sig selv med. + +Da han kom hjem, kunde han ikke sove, han gik op og ned ad Gulvet, frem +og tilbage, Saa satte han sig ved Bordet og rodede i nogle gamle +Stilebøger. Han rev nogle hvide Blade ud og begyndte at skrive. + +En Gang imellem rejste han sig, gik op og ned, satte sig igen, alle +Bevægelser underlig mekaniske, søvngængermæssige. Og naar han gik, +bevægede han Læberne sagte. + +Om Morgenen sad William Høg endnu ved Bordet. + +To Dage efter kom William op til Hoff Klokken elleve om Aftenen. + +"God Aften," sagde han. + +"God Aften--naa, jeg havde ventet Dig i Gaar. Hvordan gik det saa +Aladdin?" + +"Jo-o." William kom hen. "Jeg har skrevet en Komedie, Hoff." + +"Hvad har Du skrevet?" spurgte Hoff. + +"En Komedie." + +Hoff rejste sig, saá lidt paa Høg: "Naar er det gaaet for sig?" + +"I disse Dage." William trak Manuskriptet frem. "Vil Du høre?" sagde +han. + +Hoff troede ikke rigtig: "I disse Dage--naa, saa bliver Du vel et Geni, +inden vi ser os for?" + +Saa læste William sit Enaktsstykke højt. + +Da han var færdig, lukkede han Manuskriptet sammen og vilde putte det +til sig. + +"Nej, bedste Høg, lad Du mig faa det," sagde Hoff, han havde siddet +henne ved Kakkelovnen, mens der blev læst. + +"Hvad vil Du med det?" + +"Faa det antaget, kære ..." + +"Aa--hvor vil Du hen--det er jo slet ingen Komedie ..." + +"Maaske," Hoff tog Manuskripter, "men det er en Stemning, og det er +allerede noget meget rart." + +Han gav sig til at blade i Manuskriptet. + +"Men, at Du giver Dig til at være Sejrsprofet--naa, saa meget desto +bedre." Han læste sagte nogle Sider: "Noget er der i det," sagde han +saa, "noget er der i'et." + +Han slog om paa det sidste Blad: + +Nej, Frue, han vil sejre-- + +Fruen Tror De, vi tør haabe? + +Professoren Sikkert. Ungdommen bærer altid Julius Cæsars Lykke. + +(Tæppet falder.) + + +Hoff lukkede Bogen: "Er Du ironisk?" spurgte han. + +"Jeg véd ikke rigtig." William tav lidt. "Eller ogsaa er det +Resignation," sagde han. + +"Da var det den rette Tid at resignere, nu Du skal til at begynde ..." + +William støttede Armene paa Bordet. Hoff troede, han smilede af Glæde. + + * * * * * + + + + +IV + +Huset begyndte at fyldes. Man hørte oppe paa Scenen nedefra Klapren med +Sæder, der sloges op og i, Summen af Stemmer; de steg som en Bølge Op +imod Fortæppet, I Orkestret stemte man Instrumenter. + +Oppe paa Scenen var der mørkt, Regissøren gik omkring og stillede +Smaating paa et Par Etagèrer; et Par Maskinkarle flyttede Blomster. + +Saa kom en ung, bleg Herre inde fra Foyeren ud paa Scenen. + +"Det er ham," sagde Maskinkarlen. Kammeraten standsede lidt, saá efter +ham. "Han ser farlig foraset ud," sagde han. + +William gik ned til Tæppet og saá ud. Folk sad spredte paa Bænkene i den +halvlyse Sal; de saá ud, som de frøs, syntes han. Han saá Nina og Sofie +paa en af de bageste Bænke. De sad ligblege, trykkede op til hinanden. + +William gik op igen. Han var ikke urolig, han havde slet ikke været +det. Han havde hele Tiden taget det som noget, der kun angik en Fremmed. + +En smuk Dag var Hoff kommet til ham og havde bragt ham 200 Kroner som +Honorar for hans Stykke. + +"Er det antaget?" spurgte han. + +"Du er en underlig En," sagde Hoff, "Du bliver bleg af Glæde." + +"Ja. Og bliver det spillet?" + +"Naturligvis--om en Maanedstid." + +William havde taget Hoff i Haanden. "Tak," sagde han. Mere ikke, og han +havde været ligesaa stilfærdig, ligesaa ydmyg stilfærdig, som han +plejede at være i den sidste Tid. + +Nina var bekymret, hun vilde vække William af hans Slaphed. Hun var +angst for denne milde Tavshed, om hvilken hun ikke vidste, hvad den +gemte. + +"Det er, ligesom William var en gammel Mand," sagde hun til Hoff. + +Ogsaa Hoff var urolig, han vidste ikke, hvad han skulde tro. William +havde brudt med alle, og Hoff vidste bestemt, at han havde betalt +Klatgæld med Forfatterhonoraret. + +Og saa var han saa besynderlig afdæmpet, udvisket. Hoff var selv slaaet +af det samme, det, som Nina kaldte, at William var som en gammel Mand. + +Naar han kom op til Hoff, sad han som oftest tavs, eller han bad Hoff +spille. Det kunde han høre paa i Timevis, liggende paa Chaiselonguen med +lukkede Øjne. Men selv om Hoff holdt op med at spille og forsøgte at +tale, sagde William kun meget lidt, og laa drømmende hen. + +"Hvad tænker Du paa?" kunde Hoff spørge. + +Saa smilede William sørgmodigt: "Paa Fremtiden," svarede han. Mere ikke. +Og han faldt atter sammen i Drømmerier. + +Selv de sidste Dage var han rolig som sædvanlig. "Du er blevet +Flegmatiker," sagde Nina og søgte at faa ham til at le. + +"Jeg tror det," svarede han. + +"Er Du da slet ikke bange?" + +"Aa, ikke noget videre." Og han saá ligesaa aandsfraværende ud som før. + +Generalprøven var om Formiddagen, som Forestillingen skulde finde Sted +om Aftenen. Hoff havde været der. Stykket var kønt, en mild Stemning, +vemodig som en sen Augustdag, naar det skumrer tidligt, og Efteraaret +begynder at melde sig med den Fred, der gaar forud for Ødelæggelsen. Det +havde gjort Lykke hos Tilskuerne--Theatrets Skuespillere, som skulde se +Debut'en. + +"Det er smukt," sagde Hoff, da de kom ned i Porten. + +"Ganske net," sagde William. + +"Og det vil gøre Lykke." + +"Tror Du?" + +"Ja--tror Du ikke selv?" + +"Jeg véd saamæn ikke. Som saadan noget kan gøre Lykke." + +"Saadan noget. Tænk dog paa, det er en Begyndelse." + +Hoff saá hen paa William. "Jeg forstaar mig ikke mere paa Dig," sagde +han. "Vil Du da ikke ha'e noget at leve for ..." + +"Jo, Hoff, hvis jeg havde noget." + +"Vis vas, dit Talent ..." + +"Men naar jeg nu ikke tror paa det." + +"Saa er det Dumheder." + +"Kan Du huske. Du en Gang selv sagde til mig--men det var rigtignok om +Dig selv, og det plejer at forandre Sagerne--at det var svært at leve +for Talentet. Du sagde, at Livet og Talentet var ét, og saa naar Livet +var ormstukket, saa var det svært at gøre noget for Talentet--saa blev +det osse anløbet ..." + +"Ah bah, saadan noget siger man. Jeg lever jo dejligt, ser Du." + +"Finder Du?" William trak Munden nervøst sammen. + +"Ja, maaske." + +De gik hen ad Gaden. "Men naturligvis," sagde Hoff, "naar man fordrer +mere ..." + +"Aa Du véd godt ... Naa, men det er slet ikke Talent, Hoff. Ser Du da +ikke, at alt dette, alle disse Sindsbevægelser har været nødvendige for +at skabe denne ene Stemning, hvori jeg har skrevet de seks Scener. Lever +man da virkelig paa det?" + +"Der er dem, som lever paa mindre." + +"Jeg mener paa de Vilkaar, Hoff, med den Rente." + +Saa skiltes de. + + * * * * * + +Nu stod han inde i Foyeren og ventede. De Spillende kom ind og spejlede +sig, Primadonnaen fejede ind med sin Pyntekone, som bar Pudderæsken. + +Slæbet blev ordnet foran Spejlet, Blomsterne sat fast. + +"Det er et dejligt Toilette," sagde William. + +Fruen vendte sig. "Er De meget bange?" + +"Slet ikke. Frue." + +Fruen saá paa ham og vendte sig igen. + +"Ja--saadan er det med Debutanter"--sagde hun. + +William tænkte paa, hvad han før havde lidt paa dette Sted. + +Han gik omtaaget af Erindringer og bedøvet af Minder. Den første Dag, +han var kommet herop var han gaaet rundt som i Søvne. Det var, som om +Mindernes Smerte lagde et Slør over hans Øjne. Og selv nu talte +Erindringerne til ham ved hvert Skridt, saa Nutiden glemtes. + +Han stod og stirrede paa den fortørnede Primadonnas Billede i Spejlet, +saá saa Revnen, hvor Kviksølvet var gaaet af. + +Alt stod som den Gang, Bogskabet, Blomsterbordene, det bornholmske Uhr. + +Jo, han kunde forsikre denne Dame for, at han havde lidt Kvaler i dette +Rum og vidste, hvad det var. Men nu? Han var jo bare kommen for at sige +Farvel. + +Han gik ud paa Scenen. Man hørte Tilskuerpladsens Larm som en dump +Brusen, der nærmer sig og stiger. William traadte ned til Tæppet og saá +ud. Et Øjeblik blegnede han ved Synet af alle disse sammenpakkede +Hoveder, hvoriblandt han intet skelnede klart. + +Men saa traadte de langsomt fem Hoved ved Hoved. + +Pludselig bruste Musikken op fra Orkestrer. Ogsaa de lød fjern, som den +slog mod Tæppet og lod Bølgerne vugge det indad. + +William Høg var blevet meget bleg. Som i en Bog, hvis Blade vendtes af +en usynlig Haand, læste han sit Livs Historie paa disse blandede +Ansigter. + +Han saá Grevinde Hatzfeldt. Hun sad midt paa første Bænk med en ung +Mand, mørkøjet, livlig: "Han er ung," sagde William til sig selv. Han +stirrede paa Grevindens Ansigt, det var ungdommeligt endnu, hævet af de +Slangelokker, han havde skænket saa mange Kys. Og hans Blik forvildede +sig en sidste Gang imellem denne stolte Bustes Kniplinger, og han nød en +sidste Gang dette Brysts Skønhed. + +Dér sad Rektoren fra Sorø. Det var vel Fastelavnsferie, saa var han +inde. Han var blevet gammel og rystende ... Men hvor Aarene ogsaa gik. +Der var hændet meget siden den Dag, da han fortalte, at "Professoren" +kom for at spille Komedie og at de skulde assistere. Ja, meget var der +hændet, man kunde nok have Lov til at være blevet gammel. + +Her saá han Margrete. Hun var bleg, og skjulte Ansigtet halvt med +Viften. Maaske var hun bange for ham og frygtede--hun behøvede det +ikke--for ham skulde man ikke lide mere. + +Han saá paa Kamilla. Hun var blevet gammel, bøjet syntes han, som hun +sad dér lænet tilbage. Han huskede Kirken, hvor hun spillede paa Orglet, +Forfædrenes store Kirke ... aa, af det var det spiret, Bedraget i hans +ulykkelige Liv. + +Thi ulykkeligt havde det været. + +Dér i Logen fik han Øje paa Etatsraadens Ansigt. Tit den Mand havde han +villet sælge sit Navn og plette en gammel Hæder. + +Orkestret lød stærkere, Tæppet bølgede. Ufravendt og uden at høre +stirrede William Høg fra dette Sted sit Liv og sin Historie i Ansigtet. + +Helt oppe saá han Olsen. Han lukkede Øjnene et Minut, han syntes, han +maatte aande dybt for at faa Vejret. Hvorfor havde de dog alle sat +hinanden Stævne paa denne Dag? + +Og dér sad Instruktøren med sin Kone. + +Ja, det var hele hans Liv. + +Han havde glemt, hvad der ventede, han huskede det ikke. Over denne Sal +syntes han, hans Livs Skæbnetraade var tvundet saa tæt, saa uløselig +fast--tusind Traade, et Net, der havde fanget hans Lykke ... + +Og han spurgte for sidste Gang, hvorledes alt dette var gaaet til, +hvorledes han var blevet ubarmhjertigt tvunget ind i denne Sals +forfærdelige Garn. Hvorledes, hvordan var det sket? + +Sveden sprang frem paa hans Pande, han følte den kold risle ned ad sig, +væde alt, mens han slugte denne Skare med Øjnene. Der var ikke ét af +alle disse rokkende Hoveder, selv de ubekendte, selv de ligegyldigste, +som ikke i dette Øjeblik syntes at fortælle ham en sørgelig Historie om +det Liv, som her var sluttet. + +Thi hvad kunde han blive her i dette Livs graa, kummerfulde Elendighed? +Hvor skulde han gaa hen? Og hans Blik faldt atter paa Etatsraadens +Ansigt. Han sad og klaskede sin Paryk fast. + +Nu maatte Navnet lægges bort. Det var vel paa Tiden. Han væmmedes, saa +længe han havde baaret det. + +Regissøren greb ham i Armen. "Tæppet gaar," raabte han og skubbede ham +ud i Kulissen. "Tror jeg, Gud forbande mig ikke, Manden er faldet i +Søvn." + +William stod i Kulissen. Og lidt efter lidt begyndte han at høre og at +lytte efter Replikkerne. Han hørte ude over Salen en underlig mumlende +Susen, som holdt ham vaagen, som ræddede ham, og som gav ham Feber. + +Saa faldt det første Klap, den anden Salve, den tredje, de Spillende +kom ud med straalende Ansigter, tog ham i Haanden og gratulerede ham. + +William blev igen rolig og ligegyldig. + +Der var næsten Jubel, da Tæppet faldt. + +Hoff kom op paa Scenen. Han saa straalende ud: "Ser Du, gratulerer, +gratulerer." + +"Tak," sagde William. + +"Nu er Du da vel glad," spurgte Hoff. + +"Ja"--William stod lidt--"Andersen skal prøves imorgen." + +Hoff saá paa ham: "Men Du selv?" + +"Klokken elleve," sagde William. "Direktøren har lovet det." + + * * * * * + +Klokken var ni den næste Morgen, da William efter at have søgt hans +Adresse i Studenterforeningen kom ind til Andersen i Fiolstræde. + +"God Morgen, Hr. Andersen." + +Andersen kendte ham ikke straks. "God Morgen--er det Dem, Hr. Høg? Aa, +hvor Deres Stykke var smukt." + +"Tak, Andersen." William satte sig. "Hør, kan De prøve Klokken elleve," +sagde han saa pludselig. + +"Prøve?" han stirrede paa ham, "idag--Klokken elleve?" + +"Ja, jeg har fortalt Direktøren om Dem, og Elskere er sjældne Fugle--saa +sagde han iaftes, at De kunde ligesaa gerne komme straks idag." + +"Aa--tak skal De ha'e," Andersen var rød som et Purpurblod og havde +Taarer i Øjnene. "Hvor det var kønt af Dem." + +"Men sikke noget Snak--kønt af mig ..." + +"Klokken elleve ... Men jeg kan jo ingenting," sagde han, han rejste +sig, begyndte at klæde sig paa. "Mej, Hr. Høg, Jeg kan ikke idag ..." + +William saa paa ham, "Tør De ikke?" + +"Jo-o--men--Og jeg kan ikke faa læst over ..." + +William sad lidt og stirrede paa ham: "Prøv De som Aladdin," sagde han, +hans Stemme var halvt brudt. Og da han var kommet lidt hen mod Døren, +tilføjede han smilende: "Det er jo Deres Rolle." + +Andersen hørte ikke. Han gik op og ned ad Gulvet med Hænderne foldede +over Brystet, "Ja, lad mig saa tage Aladdin." sagde han. + +"Saa kommer jeg Klokken halv elleve," sagde William og gik. + +Klokken halv elleve var Andersen beredt. Han var meget bleg, men han +talte roligt. + +"Er De meget bange?" spurgte William. + +"Aa--jeg gaar som i Søvne," sagde han "jeg synes slet ikke, jeg kan +tale ..." + +"De behøver ikke at være bange," sagde William. + +De gik lidt tavse. Saa gav William sig til et tale for at adsprede +Andersens Uro. Og der var over hans Stemme, hans hele Tonefald en +mildt-sørgmodig Højtidelighed, som virkede lægende. + +Pludselig spurgte Andersen: "Hvorfor er De ikke glad idag?" + +"Jeg kan blive det--hvis De nu gør Lykke ..." + +"Ja, men for Dem selv--fra igaar," sagde Andersen. + +"Naa-aa--ja det havde jeg næsten glemt." + +"Hvor De maa tænke meget paa andre." + +Direktøren var allerede kommet. Han modtog dem smilende, gratulerede +William og talte i Begyndelsen kun med ham. Men han saá, mens han talte, +uafbrudt hen paa Andersen. + +"Han er god," sagde han midt i en Sætning sagtere til Høg. + +"Ikke sandt ..." + +Derpaa højere: "Overordentlig Lykke. De er vel begyndt paa det store +Drama?" + +"Ja, det er snart færdigt." + +"Ja saa--" + +"Jo, jeg er i femte Akt." + +"Naa, Hr. Andersen," sagde Direktøren, "skal vi saa gaa ned paa Seeren?" + +"Hr. Andersen har taget Aladdin med," sagde William. + +Direktøren saá lidt paa ham, "Godt," sagde han saa. "De giver jo +Stikreplikkerne, Høg." + +De kom ned paa Scenen. William tog Andersens Hænder, de var fugtige, +hans Haar var vaadt i Panden. "Aladdin er aldrig bange," sagde han. + +"Jeg begynder med Monologen efter Jagten," sagde Andersen. + +"Godt, saa sætter vi os begge ned." De gik ned og satte sig paa første +Bænk. "Lad den Bænk være Bredden, hvor De ligger," raabte Direktøren op. + +Andersen gik op, lagde sig paa Bænken, William lænede sig tilbage med +lukkede Øjne. Og ligesom én Gang før i sit Liv bad denne Vantro +brændende til det tomme Rum. + +Ræd for sit Livshaab i et fremmed Liv. + +Saa begyndte Andersen at tale. Stemmen var som bedugget af Angsten, men +man følte det ikke. + +William saá hen paa Direktøren. Han sad og saá paa skraa gennem sin +Næseklemmer. En Gang imellem smilede han. + +Nu havde Andersen glemt dem. Hans Øjne lyste, mens han priste Aladdins +Lykke, kæk og stolt stod han, Drengen fra Ispahans Gader, Manden, som +har vundet Gulnare og henrykt kalder sig en Sultans Søn ... + +Men saa mindes han Allah. + +Andersen blev til et Barn, et Barn, som tror og beder. Og mens han +knælede og talte, laa han med oprejst Hoved, med Smil, som Allah +allerede gav ham Barnefred for Bønnen. + +Det var forbi. Andersen var staaet op. "Saa er det Halling," sagde han. + +Direktøren rejste sig, "Det behøves ikke," sagde han, "det er nok med +Aladdin." + +"De antager ham altsaa?" spurgte William. "Hvordan synes De da?" + +"En saadan Tro har jeg aldrig fundet i Israel," sagde Direktøren +smilende. + +Andersen var antaget. "William og han gik ned ad Trappen. + +"Men hvordan var det egenlig?" spurgte Andersen. + +"Godt--rigtig godt." + +"Ja--det troede jeg nok ... Men," Andersen standsede i Korridoren, "det +er Dem, jeg maa takke for det--" + +"Mig--aa nej!" 'William stod stille: "Jeg tror, De vil blive til noget," +han saá længe paa ham, saa sagde han ubeskrivelig mildt: "Der maa være +en Lov om spildte Kræfter--om at de ikke spildes. Saa vil meget komme +Dem tilgode, Andersen ..." + +Hans Stemme brødes, og nogle Taarer randt ned ad hans Kinder. + +"Farvel. Andersen," sagde han, saá atter paa ham gennem Taarer. Saa +bøjede William sig frem og trykkede let sine Læber mod hans Pande. "Saa +Aladdin," sagde han, "gaa nu hjem til dine Forældre." + +Den næste Morgen sad Hoff foran sit Skrivebord med et Brev i Haanden, +som han læste om og om igen. En Gang imellem slap han det, tog det igen +og læste igen. + +"Jeg er rejst, kære Hoff--bryd Jer ikke om at faa at vide, hvorhen: +William Høg vilde I dog aldrig kunne møde mer. Spørger Du, hvorfor jeg +netop rejser nu? Ellers var det blevet for silde. For mig var der intet +mere tilbage uden et kummerligt, elendigt Liv, som ikke var den sidste +Høg værdigt: nu er han død. + +Døm mig mildt, thi jeg har lidt meget. Jeg drømte mig Formuenhed til og +var uformuende: det er mit Livs sørgelige Historie. Men til at være et +slet Menneske, til at nedværdige mig selv, til at glide ud i alt dette +væmmelige, dette Liv som bundede i Plattenslageri og Sløjhed--var jeg +for god. + +Farvel. Høg'erne dør ud--Jeg tror, Slægten vil slukkes med to ensomme +Kvinder. + +Farvel, farvel. + +Din William." + +Hoff rejste sig og gik hen til Sekretæren og aabnede den inderste +Skuffe, Han tog Grevindens Billede frem og saá paa de smilende Træk. + +Saa vendte han sig og aabnede Kakkelovnsdøren. + +Længe efter at Billedet var forkullet og sammenfoldet, sad Hoff der +endnu med Hovedet støttet paa sine Hænder. + +Han vækkedes af et Stokkeslag paa Døren. Det var Fremtidssoldaten. + +Han rutschede ind i Stuen, hev Stokken dér, Hatten her og purrede op i +den mørke Manke med begge Hænder. + +"Sig mig, Bloch," sagde Hoff, "naar udgiver De Deres første Bog?" + +"Hvorfor?" + +"Aa jo, jeg vilde gerne anmelde den, inden jeg rejser ..." + +"Rejser?" + +"Ja, jeg tænker paa det. Jeg synes ikke, her er rigtig morsomt +herhjemme." + +"Hvor rejser De hen--" + +"Aa--ligemeget, til Sahara, dér er man idetmindste alene og har kun sig +selv at sørge over--" + + + + + +End of the Project Gutenberg EBook of Haabløse Slægter, by Herman Bang + +*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK HAABLoSE SLÆGTER *** + +***** This file should be named 11139-8.txt or 11139-8.zip ***** +This and all associated files of various formats will be found in: + https://www.gutenberg.org/1/1/1/3/11139/ + +Produced by Steen Christensen, Heidi Christensen and PG Distributed +Proofreaders + + +Updated editions will replace the previous one--the old editions +will be renamed. + +Creating the works from public domain print editions means that no +one owns a United States copyright in these works, so the Foundation +(and you!) can copy and distribute it in the United States without +permission and without paying copyright royalties. Special rules, +set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to +copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to +protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project +Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you +charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you +do not charge anything for copies of this eBook, complying with the +rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose +such as creation of derivative works, reports, performances and +research. They may be modified and printed and given away--you may do +practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is +subject to the trademark license, especially commercial +redistribution. + + + +*** START: FULL LICENSE *** + +THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE +PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK + +To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free +distribution of electronic works, by using or distributing this work +(or any other work associated in any way with the phrase "Project +Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project +Gutenberg-tm License (available with this file or online at +https://gutenberg.org/license). + + +Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm +electronic works + +1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm +electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to +and accept all the terms of this license and intellectual property +(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all +the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy +all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession. +If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project +Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the +terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or +entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8. + +1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be +used on or associated in any way with an electronic work by people who +agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few +things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works +even without complying with the full terms of this agreement. See +paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project +Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement +and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic +works. See paragraph 1.E below. + +1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation" +or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project +Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the +collection are in the public domain in the United States. If an +individual work is in the public domain in the United States and you are +located in the United States, we do not claim a right to prevent you from +copying, distributing, performing, displaying or creating derivative +works based on the work as long as all references to Project Gutenberg +are removed. Of course, we hope that you will support the Project +Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by +freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of +this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with +the work. You can easily comply with the terms of this agreement by +keeping this work in the same format with its attached full Project +Gutenberg-tm License when you share it without charge with others. + +1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern +what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in +a constant state of change. If you are outside the United States, check +the laws of your country in addition to the terms of this agreement +before downloading, copying, displaying, performing, distributing or +creating derivative works based on this work or any other Project +Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning +the copyright status of any work in any country outside the United +States. + +1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: + +1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate +access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently +whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the +phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project +Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, +copied or distributed: + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + +1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived +from the public domain (does not contain a notice indicating that it is +posted with permission of the copyright holder), the work can be copied +and distributed to anyone in the United States without paying any fees +or charges. If you are redistributing or providing access to a work +with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the +work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 +through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the +Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or +1.E.9. + +1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted +with the permission of the copyright holder, your use and distribution +must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional +terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked +to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the +permission of the copyright holder found at the beginning of this work. + +1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm +License terms from this work, or any files containing a part of this +work or any other work associated with Project Gutenberg-tm. + +1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this +electronic work, or any part of this electronic work, without +prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with +active links or immediate access to the full terms of the Project +Gutenberg-tm License. + +1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, +compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any +word processing or hypertext form. However, if you provide access to or +distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than +"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version +posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org), +you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a +copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon +request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other +form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm +License as specified in paragraph 1.E.1. + +1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, +performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works +unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. + +1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing +access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided +that + +- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from + the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method + you already use to calculate your applicable taxes. The fee is + owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he + has agreed to donate royalties under this paragraph to the + Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments + must be paid within 60 days following each date on which you + prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax + returns. Royalty payments should be clearly marked as such and + sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the + address specified in Section 4, "Information about donations to + the Project Gutenberg Literary Archive Foundation." + +- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies + you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he + does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm + License. You must require such a user to return or + destroy all copies of the works possessed in a physical medium + and discontinue all use of and all access to other copies of + Project Gutenberg-tm works. + +- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any + money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the + electronic work is discovered and reported to you within 90 days + of receipt of the work. + +- You comply with all other terms of this agreement for free + distribution of Project Gutenberg-tm works. + +1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm +electronic work or group of works on different terms than are set +forth in this agreement, you must obtain permission in writing from +both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael +Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the +Foundation as set forth in Section 3 below. + +1.F. + +1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable +effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread +public domain works in creating the Project Gutenberg-tm +collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic +works, and the medium on which they may be stored, may contain +"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or +corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual +property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a +computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by +your equipment. + +1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right +of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project +Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project +Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all +liability to you for damages, costs and expenses, including legal +fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT +LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE +PROVIDED IN PARAGRAPH F3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE +TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE +LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR +INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH +DAMAGE. + +1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a +defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can +receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a +written explanation to the person you received the work from. If you +received the work on a physical medium, you must return the medium with +your written explanation. The person or entity that provided you with +the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a +refund. If you received the work electronically, the person or entity +providing it to you may choose to give you a second opportunity to +receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy +is also defective, you may demand a refund in writing without further +opportunities to fix the problem. + +1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth +in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER +WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO +WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. + +1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied +warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. +If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the +law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be +interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by +the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any +provision of this agreement shall not void the remaining provisions. + +1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the +trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone +providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance +with this agreement, and any volunteers associated with the production, +promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works, +harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, +that arise directly or indirectly from any of the following which you do +or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm +work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any +Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause. + + +Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm + +Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of +electronic works in formats readable by the widest variety of computers +including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists +because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from +people in all walks of life. + +Volunteers and financial support to provide volunteers with the +assistance they need, is critical to reaching Project Gutenberg-tm's +goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will +remain freely available for generations to come. In 2001, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure +and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations. +To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation +and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 +and the Foundation web page at https://www.pglaf.org. + + +Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive +Foundation + +The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit +501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the +state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal +Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification +number is 64-6221541. Its 501(c)(3) letter is posted at +https://pglaf.org/fundraising. Contributions to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent +permitted by U.S. federal laws and your state's laws. + +The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S. +Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered +throughout numerous locations. Its business office is located at +809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email +business@pglaf.org. Email contact links and up to date contact +information can be found at the Foundation's web site and official +page at https://pglaf.org + +For additional contact information: + Dr. Gregory B. Newby + Chief Executive and Director + gbnewby@pglaf.org + +Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation + +Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide +spread public support and donations to carry out its mission of +increasing the number of public domain and licensed works that can be +freely distributed in machine readable form accessible by the widest +array of equipment including outdated equipment. Many small donations +($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt +status with the IRS. + +The Foundation is committed to complying with the laws regulating +charities and charitable donations in all 50 states of the United +States. Compliance requirements are not uniform and it takes a +considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up +with these requirements. We do not solicit donations in locations +where we have not received written confirmation of compliance. To +SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any +particular state visit https://pglaf.org + +While we cannot and do not solicit contributions from states where we +have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition +against accepting unsolicited donations from donors in such states who +approach us with offers to donate. + +International donations are gratefully accepted, but we cannot make +any statements concerning tax treatment of donations received from +outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. + +Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation +methods and addresses. Donations are accepted in a number of other +ways including including checks, online payments and credit card +donations. To donate, please visit: https://pglaf.org/donate + + +Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic +works. + +Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm +concept of a library of electronic works that could be freely shared +with anyone. For thirty years, he produced and distributed Project +Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support. + +Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed +editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S. +unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily +keep eBooks in compliance with any particular paper edition. + +Each eBook is in a subdirectory of the same number as the eBook's +eBook number, often in several formats including plain vanilla ASCII, +compressed (zipped), HTML and others. + +Corrected EDITIONS of our eBooks replace the old file and take over +the old filename and etext number. The replaced older file is renamed. +VERSIONS based on separate sources are treated as new eBooks receiving +new filenames and etext numbers. + +Most people start at our Web site which has the main PG search facility: + + https://www.gutenberg.org + +This Web site includes information about Project Gutenberg-tm, +including how to make donations to the Project Gutenberg Literary +Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to +subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks. + +EBooks posted prior to November 2003, with eBook numbers BELOW #10000, +are filed in directories based on their release date. If you want to +download any of these eBooks directly, rather than using the regular +search system you may utilize the following addresses and just +download by the etext year. + + https://www.gutenberg.org/etext06 + + (Or /etext 05, 04, 03, 02, 01, 00, 99, + 98, 97, 96, 95, 94, 93, 92, 92, 91 or 90) + +EBooks posted since November 2003, with etext numbers OVER #10000, are +filed in a different way. The year of a release date is no longer part +of the directory path. The path is based on the etext number (which is +identical to the filename). The path to the file is made up of single +digits corresponding to all but the last digit in the filename. For +example an eBook of filename 10234 would be found at: + + https://www.gutenberg.org/1/0/2/3/10234 + +or filename 24689 would be found at: + https://www.gutenberg.org/2/4/6/8/24689 + +An alternative method of locating eBooks: + https://www.gutenberg.org/GUTINDEX.ALL diff --git a/old/11139-8.zip b/old/11139-8.zip Binary files differnew file mode 100644 index 0000000..c4a79ca --- /dev/null +++ b/old/11139-8.zip |