diff options
| -rw-r--r-- | .gitattributes | 3 | ||||
| -rw-r--r-- | 9843-8.txt | 10851 | ||||
| -rw-r--r-- | 9843-8.zip | bin | 0 -> 282377 bytes | |||
| -rw-r--r-- | LICENSE.txt | 11 | ||||
| -rw-r--r-- | README.md | 2 | ||||
| -rw-r--r-- | old/7fdmf10.txt | 10814 | ||||
| -rw-r--r-- | old/7fdmf10.zip | bin | 0 -> 286669 bytes | |||
| -rw-r--r-- | old/8fdmf10.txt | 10813 | ||||
| -rw-r--r-- | old/8fdmf10.zip | bin | 0 -> 287851 bytes |
9 files changed, 32494 insertions, 0 deletions
diff --git a/.gitattributes b/.gitattributes new file mode 100644 index 0000000..6833f05 --- /dev/null +++ b/.gitattributes @@ -0,0 +1,3 @@ +* text=auto +*.txt text +*.md text diff --git a/9843-8.txt b/9843-8.txt new file mode 100644 index 0000000..2283282 --- /dev/null +++ b/9843-8.txt @@ -0,0 +1,10851 @@ +The Project Gutenberg EBook of Fra det moderne Frankrig, by Richard Kaufman + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + + +Title: Fra det moderne Frankrig + +Author: Richard Kaufman + +Posting Date: November 15, 2011 [EBook #9843] +Release Date: February, 2006 +First Posted: October 23, 2003 + +Language: Danish + +Character set encoding: ISO-8859-1 + +*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK FRA DET MODERNE FRANKRIG *** + + + + +Produced by Miranda van de Heijning, Steen Christensen and +the PG Online Distributed Proofreading Team from scans +provided by Bibliotheque nationale de France (BnF/Gallica) +at http://gallica.bnf.fr. + + + + + + + + + + + +FRA DET MODERNE FRANKRIG. + +AF RICHARD KAUFMANN. + +MED ILLUSTRATIONER EFTER FRANSKE KUNSTNERE. + +KJØBENHAVN. + +1882 + + + +I en halv Snes Aar snart har Forfatteren af denne Bog været en jævnlig +Gjæst i Paris. For hver Gang han er kommen igjen, har han vundet Byen +kjærere og kjærere, og i de sidste tre Aar endelig er den bleven ham et +nyt Hjem. Hans Bekjendtskab til den er følgelig intimere end den +almindelige Rejsendes. Paa den anden Side er han stadig vedbleven kun at +være en Fremmed, der er paa Besøg. Alt det, han har set, har han set paa +med en Nordbos Øjne. Netop paa Grund af denne sin Dobbeltstilling har han +troet at kunne have Et og Andet at fortælle, der var i Stand til at +interessere hans Landsmænd. + +Hans Bog har ikke den Pretension at give en udtømmende Skildring af Livet +i det moderne franske Samfund. Han har, mens han skrev, selv bedst følt, +hvor langt udførligere han maatte være, hvis et saadant Maal skulde +naaes. Stadig hobede Stoffet sig op, og samtidig nødte de Grændser, der +var afstukne for Arbejdet, ham endog til at udskyde Æmner, som det havde +ligget i den oprindelige Plan at behandle. Paa Sligt er det jo imidlertid +muligt siden at raade Bod, hvis Læserne finder, at der er lidt Liv og +lidt Anskuelighed i de her tegnede Billeder. + +Troskab mod Originalen føler Forfatteren sig forvisset om, at der er. Han +har set det moderne Paris med sympathetiske Øjne. Han har ikke været +blind for Manglerne ved det, men han er gleden lettere over dem og har +ladet, hvad der var smukt og tiltalende, springe stærkere frem. Han har +gjort dette ikke blot af Kourtoisi mod det Land og den By, hvis Gjæst han +er, men ogsaa, fordi han mente derved at komme Sandheden nærmest. Han vil +føle sig lykkelig, hvis hans Bog hos nordiske Læsere kan vække den samme +Kjærlighed til vore Dages Frankrig, som den skylder sin Tilblivelse. + +Paris, i November 1882. + +Richard Kaufmann. + + + + +INDHOLD + +_Paris og Pariserne_ + +_Pariserinden_ + +_Vinter liv i Paris_: + +Klimaet + +Velgjørenhedsballer + +Jule-og Nytaarstiden + +Under Karnevalet + +Hos Republikens Præsident + +_Foraar i Paris_ + +_I Kammeret_ + +_Det røde Paris_ + +_Paa Børsen_ + +_Kunst og Kunstnere_ + +_Litteratur og Aviser_ + +_Paris som Theatercentrum_ + +_Sommerliv og Fester_: + +Grand prix de Paris + +Badeliv Ved Kysten + +Nationalfesten + +Sommer-Søndage ved Paris + +_Parisere en évidence:_ + +Mme. Adams Salon + +En Aften hos Victor Hugo + +Hos Sarah Bernhardt + +Coquelin i sin Loge + +Cherbuliez i sit Arbejdsværelse + +_De Fremmede i Paris_ + +_Paris paa Vrangsiden:_ + +Pauperismebæltet + +Samfundets Bundfald + +_Kafé- og Gadeliv_ + +_Skisser fra Sydfrankrig:_ + +Mellem moderne Troubadurer + +En sydfransk Pilgrimsfart + +Oldtidslevninger i Provence + +Petrarcas Hjem + +Marseille + +Europas Paradis + + + + +PARIS OG PARISERNE. + + +Det er i Regelen om Aftenen, at den Rejsende fra Norden kommer første +Gang til Paris. Han gaar ud i Byen. Overalt er der Liv og Færdsel endnu; +før Midnat længst er passeret, tænker Paris ikke paa at lægge sig til +Hvile. Hele Timer kan han se den i fuld Soiréepuds, hele Timer kan han +drive med Menneskestrømmen ned over de fyldte Boulevarder eller paa en +Kaféstol sidde og lade de brogede Billeder passere sig Revue. Der er nok +baade for Øje og Øre. Det er som en hel ny Verden, der rulles op for ham +i et Rundmaleri uden Ende. Men naar til Slutning Rejsetrætheden dog gjør +sin Virkning gjældende, og han endelig sent vender tilbage til Hotellet, +er han i Grunden yderst forbauset. Han havde ventet at blive overvældet, +blændet, berust, og det er helt andre Indtryk, han bringer med fra sin +første Visit. Paris har forekommet ham meget mindre, og mindre glimrende +ogsaa, end han havde troet, men den har samtidig forekommet ham saa +mærkværdig hjemlig og hyggelig. Det er Fornemmelsen deraf, der behersker +alle andre, og det er med Velbefindendet, som denne Fornemmelse vækker, +at han gaar i Seng. Naar han den næste Morgen vaagner, har han slet intet +Hastværk for at komme ud igjen. Han synes, han har været længe i Paris, +og at han allerede er halvvejs fortrolig med dens Liv. Det er det samme +Fænomen, man ogsaa undertiden kan iagttage overfor Mennesker, man seer +første Gang. Man har hørt saa Meget om dem paa Forhaand, at de er voxet +op til Noget, der næsten forskrækker. Og saa, naar man har talt med dem i +fem Minutter, er det, som man havde kjendt hinanden i Aar. Den +instinktmæssige Følelse af, at Tiden vil gjøre En til gode Venner, har +tilbagevirkende Kraft. + +Dette første Indtryk af Paris er det, der kommer hyppigst igjen, og det +er ogsaa det, man til Slutning bliver staaende ved. Man skal dog ikke +være bange; de andre, som man havde ventet, udeblive langtfra heller. +Under Touristbesøgets tumlende Færd dukker den første Aftens douce +Fornemmelse af Hygge hurtigt under i lutter Blænding, lutter Beundring +af, hvor Paris er stor og glimrende. Det er fra Morgen til Aften en +Sandserus, der intet Øjeblik hører op. Blot en Vandring ned over +Boulevarderne med deres Tusinder af krydsende Ekvipager, med deres +Spejle, som reflekterer det brogede Gadeliv, saa det bliver et Virvar +uden Ende, med deres Udstillingsvinduer, bag hvilke Alverdens vildeste +Luxus holder sine Saturnalier, blot en Vandring forbi Palais-Royals og +Rue de la Paix' Juveleerboutiker eller gjennem Avenue de I'Opéras +Paladsgade i elektrisk Fe-Illumination, alene det er et fortumlende, +overvældende Festtog. Og saa kommer Monumenterne: den gigantiske +Triumfbue, der rager op over hele Paris, som den vilde sætte Indsegl paa +Byen og sige: dette er større end selv det antike Rom, større end Noget, +hvortil Menneskeslægten endnu er naaet--Triumfbuen med Rudes Trophæ, den +mest bevingede Tanke, moderne Skulpturkunst har født, et Værk, hvori +Enthousiasmen skriger, saa selve Stenen synes at faa Fart og flyve. Paa +den anden Side af Seinen, ligeledes ragende op, saa den kan sees overalt, +Invalidedomens gyldne Kuppel, hvor ved Kejsersarkofagen under den mægtige +Hvælving ligesom hele Frankrigs historiske Storhed fylder Rummet med +vældige Skygger, saa det klemmer En for Brystet, og man er ved at falde +paa Knæ og græde. Fremdeles, spredte rundt omkring, de ligesaa +forskjelligartede som hver i sin Stil uforlignelige. + +[Illustration: Rudes Trophæ: Le Départ.] + +[Illustration: Invalidedomen.] + +[Illustration: La Salme Chaptlle.] + +Kirkearkitekturer: først og fremmest la Sainte Chapelle, udvendig det +skjønneste og fineste Filigranarbejde af gothisk Bygningskunst, der +existerer nogetsteds i Verden, indvendig et rent Tusindogeennatseventyr +af de vidunderligste gamle Glasmalerier. Man staar som i en Hal, hvor +Loft og Vægge er lutter farvede ædle Sten, kunstigt satte sammen til +Billeder, der lige fra Syndefaldet illustrerer alle de store Scener af +den hellige Historie. Og saa den middelalderlige Notre-Dame og +Madeleinens græske Tempel og den fornemt-kolde moderne Saint-Augustin og +den lille antike Juvel Saint-Germain-l'Auxerrois og en halvhundrede +endnu, af hvilke hver enkelt vilde være nok til at gjøre en hel Stad +berømt. For hver Gadeende næsten møder Øjet et arkitektonisk Storværk: +Bygninger som den nye Opera eller Pantheon med Davids Fronton, Paladser +som Louvre og Tuilerierne, Mindesmærker som Château-d'Eau-Pladsens +vældige Republikstatue, som Vendôme- eller som Frihedssøjlen paa +Bastillepladsen. Gallerierne rummer de største Skatte fra alle +Kunstskoler, Musæer, Bibliotheker, videnskabelige Institutioner er de +rigeste, Verden ejer, Industrien stiller paa alle Kanter vort +Aarhundredes nyopdagede Vidunderlande tilskue i Fabriker, som ikke har +Rivaler nogetsteds. Og mens Øje og Aand mættes med Indtryk, viser den +glade Verdensstad samtidig ogsaa den anden Side af sit Janushoved, det, +der leer og lokker forførerisk koket til nye og atter nye Adspredelser. +Der existerer paa hele den samlede Klode ikke nogen jordisk Nydelse, som +Paris ikke har akklimatiseret. Alt, hvad Natur og Menneskesnildhed kan +byde for at gjøre Livet skjønt og lykkeligt at leve i Øjeblikket, alt det +er hobet sammen i denne Stad. Hvor kan det da være Andet, end at +Touristen, der just er kommen for i sollyse Feriedage at flagre fra +Blomst til Blomst i dette brogetrige Flor, at han til Slutning ender med +at blive ganske ør af Berusning og Begejstring. Den søde Nektar gaar ham +til Hovedet. Paris bliver ham en dejlig Elskerinde, hvis Favntags Sødme +er ham det Vidunderligste, han nogensinde har drømt. + +Der er jo imidlertid den Omstændighed ved enhver Rus, at der uvægerligt +følger en Morgen bagefter, da man vaagner med Tømmermænd. Paris er ikke +det Paradis uden Slange, som Touristbegejstringen vilde gjøre det til. +Paradiser hører nu engang til den Slags Sager, som ikke længer existerer +paa Jorden. Naar den Dag kommer, da han hører op med at see Paris i Skjær +af et flygtigt Feriebesøgs Champagneskumsperler, saa kommer ogsaa +Tømmermændsindtjykket. Og jo større Rusen har været, desto stærkere +bliver det. Der er en Stund Adskilligt, man faaer Afsmag for, Mere maaske +undertiden, end der i Virkeligheden er Grund til. Heller ikke det skal +man dog bryde sig om. Ogsaa det Indtryk hører til dem, der forsvinder +igjen. Thi Paris kan taale at ses, som det er, med dets Fortrin og dets +Fejl. Touristen lokker det som en Elskerinde, der fortumler Hovedet; for +den, der har sovet Rusen ud og Tømmermændene ogsaa, bliver det en Kvinde, +med hvem han gjerne deler Hus og Hjem, saa længe det skal være, fordi han +ved Siden af menneskelige Skrøbeligheder, ved Siden af Luner og Lethed, +som nu engang hører Kvinden til, men som her dog ofte har den gode +Egenskab at klæde ganske kjønt, finder saa uhyre Meget, som han aldrig +kan blive træt af at agte og elske. Det Indtryk af hyggeligt +Velbefindende, hvormed man begyndte sin første Pariservisit, er ogsaa +det, hvormed man ender efter Aars Forløb. Paris er den By i hele Verden, +hvor den Fremmede finder størst Behag ved at leve. Det er ikke noget +Postulat; Tallene kan dokumentere det. Hvis det ikke var saaledes, vilde +ikke det aarlige Besøg af Gjæster beløbe sig til over et Gjennemsnitstal +af en Million, og Parisermenneskehavet daglig tælle omtrent to hundrede +tusinde Udlændinge. + +Sin Forkjærlighed for enkelte Pletter af Jorden har man tidt ligesaa +vanskeligt ved at analysere som sin Forkjærlighed for enkelte Mennesker. +For Paris' Vedkommende lader Sagen sig imidlertid gjøre. I de store +Hovedtræk idetmindste er det ikke svært at sige, hvad der vækker +Velbefindendet, som man føler her. Til syvende og sidst beroer det +simpelthen derpaa, at Pariserlivet byder en Sum af Fordele og +Behageligheder, som man ikke finder saaledes potenserede, i hvert Fald +ikke samlede i det Omfang noget andet Sted. + +Der er, for at begynde lavest nede, først de materielle. Byen er lys og +luftig, gjennemkrydset med brede, træbeplantede Gader og Boulevarder, +hvor Solen kan trænge ind, oversaaet med Parker, Squarer og offentlige +Pladser. Den er ren, vandet og pudset og fejet fra Morgen til Aften af en +Armée af Arbejdere. Det franske Kjøkken er det bedste i Verden af den +simple Grund, at Befolkningen er den rigeste og som Følge deraf den, der +stiller de største Fordringer. Der er ingen Primør, som ikke kommer først +til Paris, ingen Gourmandfantasi, der ikke kan blive tilfredsstillet i +samme Øjeblik den er tænkt. Fornøjelser kalder paa En for hvert Skridt +man gaar. Man kan vælge ganske efter sin Smag og sine Midler og behøver +dog aldrig at være bange for at komme til at mangle. Al den Komfort, vor +moderne Civilisation har udtænkt for at gjøre Livet bekvemt, er i Paris +dreven til sin højeste Fuldkommenhed. Omgangsformen er let og fri, ingen +Kasteforskjel eller Junkerstivhed trykker. Selskabslivet staar aabent paa +vid Gab for Alle og Enhver, Høflighed og Urbanitet mellem Mand og Mand er +en Dyd, der er specifik parisisk. + +Og alt det er dog kun den ydre Skal, bag hvilken der gjemmer sig en +Kjærne, som er ikke mindre ædel, end Skallen er skjøn og lokkende. Er +Paris det materielle Velværes By, saa er den samtidig den Stad, hvor alle +intellektuelle Krav finder rigest Tilfredsstillelse. Den centraliserer +hele Landets aandelige Liv i et langt videre Omfang, end det er Tilfældet +med nogen moderne Hovedstad. Hvad Frankrig rummer af Dygtighed drages til +Paris; kun der kan det finde Indvielse og Udfoldning. Og ned gjennem +Menneskealdre, lige fra Molières og Voltaires og de store +Revolutionsheltes Dage har da under aldrig standset, utrættelig +Propaganda alle den moderne Tænknings og det moderne Fremskridts Heroer +fyldt denne By med en saadan Overflod af Ideer, at den er bleven det +lysende Fyrtaarn for hele Aarhundredets Slægt. Som hvert Skridt i dens +Gader minder om en berømmelig Fortid, som der hænger et Stykke Historie +ved hver Bro og hver Plads, saaledes er det næsten, som hvert Drag, man +aander ind af Byens Luft, er mættet med Atomer af disse store Tanker. Og +nu Kunsten! Det franske Theater behersker Verden, fordi intet andet +Theater i Verden kan maale sig med det; Paris ejer en Samling af sceniske +Artister, som ingen Tid og intet Land har kunnet opvise Mage til. Den +franske Malerskole er den, hos hvilken alle andre Malere gaar i Lære; +Munkacsy, Stevens, Nittis, Madrazzo, alle de store fremmede Mestere +kommer til Paris, fordi de føler, at det kun er der, de har Rod og Bund. +Den franske Musik er ved at overfløje den tydske og italienske, den +franske Skjønlitteratur stadig den, der i Godt som i Ondt er et +Hestehoved fremfor andre i Kappestriden. + +Heller ikke Videnskaben er bleven tilbage. Hvad har Paris ikke paa alle +dens Omraader at opvise for uendeligt rige Samlinger, hvor arbejdes der +ikke i dens Fagskoler og Kollegier, med hvilke Opfindelser beriger ikke +Dag for Dag dens Laboratorier Verden! Har Paris Malere som Meissonnier og +Bonnat, Digtere som Victor Hugo og Augier og Dumas, Skuespillere som Got +og Coquelin, Musikere som Gounod og Thomas, saa har den ogsaa Lærde og +Videnskabsmænd som Renan og Pasteur. Der er ikke det Menneske med +aandelige Interesser, af hvilken Art de saa ere, der kan komme til Paris +uden at finde Impuls for sine Evner, Berigelse af sin Viden, Belæring og +Befrugtning. + +Det er denne Alsidighed, der gjør Paris enestaaende. Der er Byer +rundtomkring, som kan lokke og drage med enkelte Fortrin, Paris har dem +alle paa en og samme Plet. Den er som et Menneskeaandens uhyre +Verdensudstillingspalads, krandset af Fehaver, hvor Alt er samlet, hvad +der kan gjøre Hvilen sød. Den, der alene kommer for at nyde, bliver +derude, og han er dog tilfreds. Men kun den, som kommer med Alvor, og som +med Øjet aabent til at se og Tanken aaben til at lære trænger ind mellem +Paladsets Labyrinthgange, kun han faaer tilfulde Indtrykket af, hvad +Paris er for en Vidunderby. Den er ikke nogen enkelt Stad, den er +Hundreder af Stæder i een, vidt forkjellige fra hinanden som selve +Paris's Fysiognomi i de forskjellige Partier af Byen. + +Blot en Gang ned over de store Boulevarder er tilstrækkelig til at se, +hvor dette Fysiognomi skifter. Først den fornemtaristokratiske Boulevard +de la Madeleine, saa det travle Handelsliv paa Capucines og Italiens, saa +igjen en ny Karakteer, det adstadige Bourgeoispræg over Poisonnière og +Bonne Nouvelle, og endelig Arbejderboulevarderne Temple og Beaumarchais. +Hvert Kvarters Type er forskjellig. Quartier latin og Faubourg +Saint-Germain, Montmartre og Parc Monceauxkvarteret støder hinanden paa +Albuerne og er dog saa uensartede, som om de laa Hundreder af Mile fra +hinanden. Som man kan bruge et Liv uden at blive fortrolig med denne +Uendelighed af Byer i Byen, saaledes kan man ogsaa bruge et Liv uden at +komme tilbunds i de aandelige Skatte, der er hobede sammen her. Og da vi +dødelige Mennesker nu engang kun har et at disponere over, er den +Slutning ganske simpel, at det er en Umulighed nogensinde at blive træt +eller kjed af Paris. + +Man er mellem dette Virvar et Fnug, der forsvinder, det er sandt. Men +netop i denne Forsvinden ligger et af de store Hovedmomenter, som +bevirker, at man føler sig saa vel tilpas i Paris. Der er Frihed der, +ikke blot den, som Loven, men ogsaa den, som Selskabet, Omverdenen +indrømmer. Og det er de fleste Stede ellers den, som det er vanskeligst +at opnaa. Ingen ørkesløs Lediggjængers misundelige Øje vaager over, hvad +Naboen tager sig for, ingen sladderlysten Tunge falder paa at lave +Fantasihistorier derom. Man har nok i at tage vare paa sine egne Affærer, +der bliver ingen Tid til at bekymre sig om de Andres. Man kan vælge sit +Selskab, som man vil. Vil man være Eneboer, er det den letteste Sag af +Verden. Man behøver kun at holde sig for sig selv, saa lever man, som man +var i en Ørken. Man kan bo aarvis Dør om Dør i det samme Hus uden at +kjende hinandens Navn, man kan sidde Maaneder Side om Side ved det samme +Restaurationsbord uden at vexle et Ord. Trænger man derimod til Omgang, +saa er Adgangen til den ligesaa let, som Valget er stort. Selv for den +Fremmede er en simpel Præsentation i en Salon nok til at skaffe ham +Invitationer, saalænge han lyster. Den nivellerende Nutid vælter de gamle +exklusive Kredses Skranker Dag for Dag. Endogsaa enkelte af Faubourg +Saint-Germains Selskabssale begynder at blive Fortsættelser af Gaden. +Hundreder og atter Hundreder har været det længe, ligefra Republikens +Præsidents ned til Millionærens fra igaar, der ikke forlanger bedre end +at se sine Stuer fyldte. Det har sine Inkonvenienser, men det har ogsaa +sine Fordele. Man kan komme og gaa, som man lyster. Man kan tale med dem, +man synes om, høre paa Musik, pleje Buffeten, dandse, more sig, som man +finder for godt, man behøver ikke engang hverken at sige Goddag eller +Farvel. Og denne Maade at omgaas paa er højst karakteristisk for, hvordan +Pariserlivet er indrettet. Hvad der gjælder for den enkelte Kreds, +gjælder ogsaa for det store Hele. Er man kjed af den Verden, hvori man +lever, saa vælger man en anden. Man flytter til et nyt Kvarter, saa er +det, som man var flyttet til en ny By--Ingen falder paa at søge En op. +Man forlader de gamle Saloner og de gamle Kaféer,--Ingen spørger, hvor +man er bleven af. Man kommer ikke længer til Theatrenes Premièrer, men +til Andenaftensforestillingerne, saa er det helt nye Ansigter, man seer. +Efter lang Tids Forløb kan det da passere, at man træffer en af de +fordums Bekjendte paa Gaden. Det gaar, som det gik en berømt Kommunist. +Han møder en gammel Ven, der fortroligt trykker hans Haand og beklager +sig over, at man saa sjeldent seer Noget til ham. Det har sin gode Grund, +svarer den Anden, jeg kommer lige fra Noumea, hvor jeg har siddet i +Bagnoet i fem Aar. + +Og trods alt det er der alligevel ingen anden By, hvor den Fremmede har +saa let ved at gjøre sig det hjemligt som i Paris. Der er ingen, der er +saa kosmopolitisk som den. Pariseren holder haardnakket og konservativt +fast ved sine egne Vaner, men han respekterer de Andres. Han undrer sig +ikke engang over, at de har dem, men han anseer det for sin gjæstevenlige +Pligt at imødekomme dem saa meget som muligt. Kommer der en Kineser ind +paa en Restauration og trækker sine Pinde op af Lommen for at spise med +dem, saa er der Ingen, der falder i Forbauselse over det. Men kommer han +to, tre Gange igjen, anskaffer Værten sig selv Pinde og serverer ham, for +at Gjæsten kan følge sit Lands Skik og Brug. Det er hændet, og det er +typisk. Der er ikke den Udlænding, hvilken Nation han end tilhører, der +ikke kan finde en Krog af Paris, hvor han kan bo, leve og spise, indrette +sig ganske, som han havde flyttet en Stump af sit eget Lands Grund +med sig. + +Disse Fordele, disse Ejendommeligheder, om man hellere vil, hænger sammen +med særlige Sider ved Parisernes Karakteer. Man paastaar, at de er +letsindige. Det er en Beskyldning, der har faaet gammelt Hævd paa sig, +men den er ingenlunde saa sand, som den giver sig ud for. Dette +arbejdslystne, sparsommelige Folkefærd, der slider Dag ud, Dag ind uden +Hvile for at sikkre de gamle Aar, disse Mennesker, hvis skjønneste Drøm, +hvis højeste Livsmaal er en Stump egen Jord, hvor de kan frede deres Have +og leve af deres Rentepenge, kan man med Rette kalde dem letsindige? Man +dømmer Befolkningen efter Gadedriverne. Men det er for en stor Part +Udlændinge, nydelseslystne Lediggjængere fra alle Verdens Kanter, og +Letsindighedens Templer, der har givet Paris Ry for at være et moderne +Sodoma og Gomorra, de er just til for deres Skyld. Det var ikke +Pariserne, der befolkede det berygtede, nu nedlagte Dandselokale Bal +Mabille; der kom højst en for hvert tusinde Udlændinge. + +Det er ikke letsindige, Pariserne er; de er lette og letbevægelige. De +holder af at lægge saa stærkt Solskin over Alt, hvad der hænder, som der +kan lægges over det, de lader sig hurtigt rive med baade af Begejstring +og Harme, baade af store Tanker og af store Fraser. Det er derfor, de +gjør Revolution hver anden Dag. De er Optimister helt ud til +Fingerspidserne. Der kan ikke tænkes noget taknemmeligere Folkefærd end +dem baade for den sande og den falske Messias; de har en usvigelig Tro +paa det Nye, fordi de har en aldrig slappet Forventning om, at det, der +kommer, vil bringe dem Guld og grønne Skove. Det gjør dem til store +Fantaster og til store Børn. Men det er ogsaa i Kraft af denne lette, +lyse, frejdige Optimisme, at de saa omtrent er det handledygtigste Folk i +Verden. De kan ikke blot rive ned, de kan ogsaa bygge op. Er det dem, der +har sløjfet Bastillen, saa er det ogsaa dem, der har skrevet med +Flammeskrift Devisen over Aarhundredets Historie, de tre magiske smaa +Ord, der har bragt Menneskeslægten videre fremad end alle Kantske og +Hegelske og Schoppenhauerske og Hartmannske Filosofisystemer tilsammen. +Der er Ingenting, der gjør Mennesket stærkere og sundere, der er Intet, +der giver friskere Kræfter til at udrette Noget, end det altid at gaa til +Arbejdet med en Sang paa Læben, altid at have et nyt Haab i Hjertet til +Erstatning for dem, der er gaaet i Vadsken. Det er den Slags +Letsindighed, Pariserne har, og den er der langt mere Grund til at +misunde end til at bebrejde dem. Det er maaske, naar det kommer til +Stykket, netop den, der har lagt dem de bevingede Ord paa Læben, hvormed +de har forløst saa mange af vor Tids store Ideer, og det er i hvert Fald +den, der gjør dem til et saare opmuntrende og fornøjelig Folkefærd at +leve sammen med. + +Man siger ogsaa, at Pariserne er egoistiske. Det er sandt, det er de, og +det er jo kjedeligt nok. Men det er paa den anden Side meget naturligt. I +Ørkenen og i de store Masser er man altid egoistisk. Man er nødt til at +være det, Kampen for Livet gjør det til Selvopholdelsespligt. Det bløde +Hjertemenneske kan det genere. Ogsaa ved denne Side af Parisernes +Karakter kunde der dog med god Vilje findes et sundt, opdragende Element. +Man tager sig sammen, man spænder Evner og Energi, naar man veed, at man +maa stole udelukkende paa sig selv, og at der ikke er en Haand, der +løfter sig for at holde igjen, hvis Vognen begynder at løbe ned ad Bakke. +Og desuden har Egoismen et behageligt Modstykke i en exceptionel ydre +Høflighed. Man er indifferent, kold, ufølsom over for Naboer og Gjenboer, +man fik altfor Meget at bestille, hvis man vilde lade disse to Millioner +Omgivelsers Medgang og Modgang gaa sig til Hjerte; men man er +complaisant, imødekommende mod disse samme Ligegyldige saameget, som +Hensynet til eget Tarv tillader det. Man er ogsaa det med +Naturnødvendighed, Livet i Mylderen vilde være uudholdeligt, hvis man +ikke var det. Naar man i Gadestimmelen paa de store Festdage vilde trykke +og puffe og støde hinanden vilde det ende med, at Halvparten blev klemt +ihjel. Man vil nødig selv være mellem denne Halvpart, derfor tager man +Hensyn, derfor lader man være at træde over Fødderne uden Nødvendighed, +derfor hjælper man til, saa at Alle kan komme frem. Og som det er i +Gadetrængslen, er det overalt. Man møder Urbanitet og Forekommenhed for +hvert Skridt i Paris. Selv om det kun er en ydre Politur, som der ikke +menes videre med, er den dog derfor ikke mindre behagelig. Naar det +kommer til Stykket, er den i Virkeligheden alt det, man har Behov for til +daglig Brug. At have Alverden til Busenfreunde er en baade kjedsommelig +og besværlig Ting. De faa paalidelige Venner, som et Menneske trænger +til, kan han næppe have Udsigt til at komme til at mangle i en By, hvor +Udvalget er saa uendeligt som i Paris. + +Og er Egoismen en Pariseregenskab, saa er Retskaffenheden, Hæderligheden +det ikke mindre. Pariserne er bekjendte for deres Soliditet i Handel og +Vandel. Belejringen havde ruineret Masser af Smaafolks Velstand. Men +istedetfor at erklære sig insolvente begjærede de Opsættelse og betalte +siden ærligt og redeligt Hver Sit. Da for nylig den store Børskrach +bragte Hundreder af Ubemidlede til at tabe langt mere, end de ejede, +gjorde de dog ved Slægtninges og Venners Hjælp Udveje for Pengene og +mødte paa Betalingsdagen med de Summer, som de maaske bagefter kan bruge +et Livs Arbejde for at skaffe Laangiveren igjen. + +Pariserne har en uhyre Kapitalfejl: deres grændseløse Uvidenhed. Men den +generer de Fremmede mindre; det er dem selv, der lider mest under den. De +dækker den med en Glassur af medfødt Dannelse, af naturlig +Velopdragenhed, der vilde være mirakuløs, hvis man ikke gjorde sig Rede +for Aarsagerne til den. + +Den er et Produkt af Ligheden først og fremmest, af denne gigantiske +Tanke, der er født i selve Paris' Hjerne og siden har gjennemsyret det +vældige Legeme helt ud til dets fineste Fibrer. Der existerer i Paris +absolut ingen sociale Skranker. Alle er ikke blot lige for Loven, alle er +Monsieur og intetsomhelst Andet overfor den almindelige Bevidsthed. Den +unge Adelsmand med Ahner fra Korstogene mødes i det samme Fornøjelsesliv +med Restauratørsønnen, hvis Fader har tjent Millioner ved at servere +Bouillon; Kudsken drikker sin Bock paa Kafeen med den Herre, han kjører +for; Arbejderen betragter det ikke som en Ære for sig men for +Principalen, naar han byder denne tilbords med sig, og sine Kammerater. +Alle færdes, blandede mellem hinanden, i det samme tumlende Liv, uden at +der bliver gjort Forskjel. Alle har samme Rettigheder, samme Krav paa +Hensyn. Men det giver ogsaa uundgaaeligt den simple Mand en bestemt +Følelse af, at han maa kunne hævde sin Position, at der i hans ydre +Optræden ikke maa være Noget, som kan skille ham fra den højest Dannede +og højest Stillede. Denne Følelse er det, der virker opdragende paa ham, +og til den slutter sig alle Indtrykkene, han modtager rundt omkring i sin +vidunderlige By. At staa ved Kejserens Grav under den gyldne Kuppel og +sige sig selv, at han, der ligger der, ikke var højere paa Straa, da han +begyndte, end En selv, ogsaa det danner og udvikler en Befolkning. Synet +af Kunstens uendelige Skatte, hvortil Adgangen uden Betaling staar aaben +for Enhver, de stolte historiske Monumenter, den daglige Færdsel i +Luxusparker, hvor man selv er Politi, Alt, hvad man bevæger sig imellem, +hjælper med til denne Udvikling. + +Saaledes har da i det Store og Hele Pariserne Egenskaber, der kun kan +forøge Velbefindendet, som den Fremmede føler ved at leve i deres By. De +har Skyggesider ogsaa, og adskillige, der er altfor paafaldende, til at +man kan gaa med aabne Øjne gjennem Paris uden at lægge Mærke til dem. Vi +vil tidt nok faa det se. Men de er livlige, glade, sundt følende og +foretagelsesdygtige Mennesker, som det er let at komme ud af det med, og +som det er opmuntrende at omgaas. Det er atter et af de mange Fortrin ved +Paris. Det første og sidste af dem alle er dog det, at man i denne Stad +er i selve Verdens Centrum, at al den travle Uro, al den nervøse Feber +omkring En ikke er Andet end Blodet, der banker i det uhyre Hjertekammer, +hvor alle Menneskeslægtens Pulsaarer løber sammen. + +[Illustration: Paa Boulevarden.] + + + + +PARISERINDEN. + + +Siden Sedandagen har Frankrig manglet et Vaaben i sit Skjold. Man har +ikke søgt noget nyt istedetfor den kejserlige Ørn. Men man skulde skynde +sig at søge. En vittig Tegner kunde ellers let komme Alvoren i Forkjøbet. +Han vilde ikke have svært ved at finde et Motiv; der er et, der ligger +lige for. Et zirligt Dameskjørt, der i bløde, elegante Silkefolder +draperer sig for Exempel over to korsede Landsestænger, af hvilke den ene +istedetfor Spids bærer en Rembrandthat med bølgende Strudsfjer, den anden +en Vifte eller et Par langknappede Handsker eller Sligt,--det vilde ikke +være fri for at være karakteristisk. En lille Smule ondskabsfuldt maaske, +men sanddru paa sin Maneer. Man vilde virkelig føre i Skjoldet, hvad man +hyldede i Livet. + +Thi det er i den tredie franske Republik, og ganske specielt i dens +Hovedstad, hverken Præsident eller Ministre eller Folkedeputerede, der er +de egentlig Mægtige. Over dem staar der en hemmelig Regering, som i +Virkeligheden er den, der styrer Alt. Den er ikke at søge hverken i +Palais Bourbon eller paa et eller andet Redaktionskontor eller noget af +de Steder, hvor man til forskjellige Tider har villet paastaa, at den +havde sit Sæde. + +Den er overhovedet ikke et enkelt Sted; som den gjennemtrænger Alt, er +den ogsaa allestedsnærværende. Denne hemmelige Regering er Kvinden. Den +Rolle, hun spiller i Frankrig, er en fuldstændig anden end den, der er +tildelt hende i den samtlige øvrige Verden. Hendes Haand er med i Alt, +hun er i det store Samfundsuhrværk Fjederen, der driver det Hele. Og det +ikke paa den Viis, som for Exempel vore gamle nordiske Skjalde og vore +moderne Digtere ville vide, at hun ogsaa undertiden skal kunne gjøre det +hos os: som et Slags beaandende Muse, en Fylgje, der vækker og flammer op +til Handling. Franskmændene er et mindre poetisk, mere logisk Folkefærd, +der ikke forstaar sig synderligt paa en saadan Metafysik. Den skjønne +Halvpart af Menneskeslægten er hos dem ingenlunde luftige, ætheriske +Væsener med væsentlig passive, inciterende Egenskaber, det er aktivt +handlende, stundom adskilligt mere energisk handlende Medskabninger end +det Kjøn, som har faaet Ord for at være det stærke. + +Der er en højst karakteristisk Scene, som man kan finde igjen i en stor +Hoben franske Komedier, maaske i næstendels alle, naar man vilde søge +rigtigt efter. En Herre og en Dame diskuterer Noget, der vanskeligt lader +sig realisere. Han insisterer paa Vanskelighederne, hun søger at +fremstille deres Betydning som mindre væsentlig. Det er en Umulighed, +lyder hans sidste Replik, men hun erklærer saa simpelthen: _"Je le +veux"._ Dermed er Historien forbi, og han maa gjøre, som hun ønsker. Naar +denne Scene kommer igjen og kommer igjen i det Uendelige, er det, fordi +den afspejler et Virkelighedsbillede, den dramatiske Forfatter daglig har +for Øje. Den franske Kvinde gaar Krog- og Omveje, før hun kommer frem med +sit kategoriske Imperativ. Men det indfinder sig til Slutning, og er det +engang sagt, saa maa Alting bøje sig for det. Hun er i alle Forhold den +absolut dominerende. Hun er det ude paa Landet og i de smaa Byer ogsaa, +men hun er det mest i Paris. Man kan tage Pariserinden paa ethvert Trin +af Samfundsstigen; Fænomenet bliver, læmpet efter de forskjellige +Omgivelser, bestandig det samme. + +Det er i hendes Saloner, at de politiske Konstellationer skabes. Er det +ikke hende, som vælger Ministrene, saa er det dog hende, der finder ud, +hvem der skal vælges, og som sætter deres Valg igjennem. Hun forstærker +den ene parlamentariske Gruppe og svækker den anden, hun hverver Stemmer +for det og det Lovforslag, hun bringer den og den Interpellation til at +gjøre Fiasko. Det er hende, der besætter alle Statens Embeder. Hun farter +fra Ministre til Departementsdirektører og fra Departementsdirektører til +Souschefer, hun gjør Dinerer og gjør sig uimodstaaelig, hun sætter Verden +paa den anden Ende for at sætte sin Vilje igjennem. Men hun har ogsaa den +Triumf, at det bestandig gaar efter hendes Hoved. Den, hun vil have til +Præfekt, bliver Præfekt, den Forfatter eller Lærde, som har fundet Naade +for hendes Øjne, bliver valgt til Medlem af Akademiet, den Officeer, som +staar under hendes mægtige Beskyttelse, springer sine Kammerater forbi og +avancerer. Det er hende, der skaber Positioner, det er hende, der uddeler +Ordensbaand og Udmærkelser, det er ved hendes Reklame, at Kunstneren +faaer Renommée, at Lægen og Advokaten faar Klienter, det er hende, der +bringer Modebankens Aktier til at stige, som det er hende, der skaffer +Modeleverandørerne deres Søgning. _"Où est la femme,"_ spørger den +franske Dommer, naar han vil tilbunds i Forbrydelsens Ophav. Men det er +ikke blot ved Forbrydelserne, det er ved saa at sige Alt, hvad der hænder +i dette Land, at man kan gjøre det samme Spørgsmaal. Seer man +Kombinationernes Væv efter i Sømmene, vil man bestandig finde Kvinden +som Islæt. + +Gaar vi fra de ledende Kredse ned til den jævnere Borgerstand, saa +skifter hendes Virkekreds, men den Rolle, hun spiller, bliver ikke mindre +dominerende for det. Hos den Handlende er det hende, der fører Bøgerne og +forskriver Varerne; Manden staar bag Disken. I Restaurations- og +Kafélokalerne sidder hun ved Buffeten, tager imod Pengene, passer paa +Opvarterne, sørger for, at Alt gaar, som det skal gaa; Manden bliver +sendt paa Torvet for at gjøre Indkjøb eller ud i Kjøkkenet for at passe +paa Gryderne. Naar man kommer ind til sin Skrædder, saa er det Konen, der +tager imod En; hun viser de forskjellige Stoffer frem og giver Raad om, +hvad man skal vælge. Manden bliver kun tilkaldt et Øjeblik for at tage +Maal; han forsvinder, naar det er gjort, og man har saa ikke mere med ham +at bestille. Det er hende, der afgjør, om Tøjet sidder eller ikke sidder, +det er hende, der ordner Betalingsvilkaarene og kvitterer Regningen. +Enhver, der har boet i Pension i Paris, veed, hvorledes disse ligesaa +talrige som karakteristiske Huse er indrettede. Konen har alle +Departementer under sig: Værelsefordelingen, Akkorderingen om Prisen, +Tyendet, Indkjøbene, Spisesedlen og Regnskabsføringen. Mandens hele +Livsopgave indskrænker sig til at throne for Bordenden ved Maaltiderne, +øse op og skjære for. Betroes der Andet til ham, saa er det højst +saadanne Forretninger som at passe Lamperne og sende Bud efter +Kaminrenseren. + +Man kan finde hundrede andre Exempler paa en saadan Fordeling af Mandens +og Kvindens Roller ved Udførelsen af den fælles Haandtering. I hele det +handlende og industridrivende Paris tager hun ærligt og redeligt +Halvparten af Forretningerne paa sig, og det er i Regelen netop den +Halvpart, som kræver Hoved og Omsigt og Talent. Naar den sidste store +Roman- og Dramasucces, Georges Ohnets "Serge Panine", har gjort en saa +umaadelig Opsigt, saa kan Forklaringen dertil kun findes i, at +Forfatteren som Hovedfigur i sin Skildring har stillet en Type, der +belyser dette Forhold fortræffeligere, end det hidtil er gjort. Han er +ingenlunde nogen eminent Begavelse, han er Begynder, og saavel hans Bog +som hans Komedie har væsentlige Mangler. Men Madame Desvarennes, denne +prægtige Bagerkone, der begynder med et Brødudsalg i en Forstadsgyde og +udelukkende ved egne Evner ender med at beherske hele Paris' +Brødforsyning, som Millionærinde, der forhandler paa lige Fod med +Ministre, hun er ganske vist en ypperlig Skikkelse, greben kraftigt og +suffisant lige ud af Livet. Saaledes som hun er Pariserinden af +Middelklassen: kjærnesund, arbejdsomt slidende, med en Villie af Staal og +en Energi til at handle, der gjennemtrænger hendes Væsen helt ud til +Fingerspidserne. Hun falder lidt af maaske, naar man kommer ned paa de +lavere Trin af Skalaen. Det haarde, møjsommelige Arbejderliv med alle +dets Savn svækker Evner og Kræfter noget. Men ogsaa i disse Omgivelser +bærer hun dog sin Del af Byrden. Mens Manden gaar paa Arbejde, vadsker +hun, syer paa Maskine eller tager sig Andet for, hvorved hun kan skaffe +sit Bidrag til Livsopholdet. Mandens bliver kun altfor ofte brugt op paa +Knejpen; det er da for hendes Penge, at der haves Hus og Hjem. Og +samtidig bevarer hun stadig Pariserindens dominerende Position. Der er et +højst karakteristisk Træk, man vil lægge Mærke til, naar man seer en +saadan Arbejderfamilie gaa ud om Søndagen. Det er Manden, der maa bære +Børnene, men det er Konen, der har Portemonnaien i Lommen, naar der +skal betales. + +En saadan Rolle i et Samfund kan Kvinden ikke spille, uden at hun i dette +Samfund virkelig er et overlegent Væsen. Pariserinden er det. Det franske +Galanteri har gjort hende dertil. Kvindetilbedelsen er ganske vist ikke +nogen specifik fransk Kultus. Men det er i Troubadourernes Land, at den +har naaet sin højeste Udfoldning. Og det har ikke blot sin psykologiske, +det har ligesaa meget sin rent physiologiske Forklaring. Franskmændene er +Naturer, der har hedere Blod, og som staar langt stærkere under +Sandseberusningens Herredømme end i hvert Fald de Folk, som boer nord og +øst for dem. De vil leve og nyde i Øjeblikket. De kan ikke slaa sig +tiltaals med en Betragtning som den nordiske, der stiller Kvinden paa +Marmorsokkel som et Slags Jomfru Maria, til hvem man kun nærmer sig +ærbødigt offrende, gjennemtrængt af den kydske Andagt, der straaler ud +fra hele hendes Væsen. Man har oversat Bjørnsons "Arne" for dem, men de +har ikke forstaaet den; de har lét af disse Mennesker, der sidder Aar og +ser paa hinanden og længes uden engang at kunne faa deres Kjærlighed paa +Læben. De kjender ikke til at længes og sukke og drømme, de kjender kun +til at besidde. Dertil har de et umaadeligt naturligt Behov, et større +maaske end nogen anden Nation, For at tilfredsstille det er det, at de +uophørligt ligger i Støvet for Kvindens Fødder; Opnaaelsen af hendes +Gunst er Lyset, hvorom de bestandig sværmer. Hun veed det, hun seer dem +offre Alt for hendes Skyld, hun lever i en Atmosphære, hvor hun hører det +summe omkring sig af et permanent Kor, der tigger om Kjærlighed. Derfor +er det, at hun ikke blot selv føler sig som en overordnet Skabning, men i +Virkeligheden ogsaa bliver det. + +Det franske Galanteri er det, der først og sidst skaber Pariserindens +dominerende Stilling. Hun har imidlertid ogsaa Egenskaber, som berettiger +hende til at indtage den. For at se dem i fuld Belysning maa man se hende +i de store, kritiske Øjeblikke. Historien har vist hende i saadanne. +Revolutionens Kvinder er Skikkelser, der rager Hoveder op over +almindeligt Menneskemaal. Men det er ikke nødvendigt at gaa saa langt +tilbage. I selve vor Tid har Paris' Belejring paa den mest glimrende +Maade lagt for Dagen, hvad Pariserinden er i Stand til at udrette. Er +disse sørgelige Vintermaaneder trods Alt komne til at staa som et af de +stolte Kapitler i Frankrigs Annaler, saa er det væsentlig hende, der har +Æren derfor. Hendes Opoffrelser, Udholdenhed, Heltemod var mange, mange +Gange mere værd end den mandlige Befolknings. Hvad gjorde Mændene +egentlig, naar man vil se ganske koldt og nøgternt paa Sagen? De slap for +at arbejde og agerede Soldater, men det generede dem ingenlunde i nogen +overordentlig Grad. De stod op om Morgenen Klokken Ni og tog deres pæne +Uniform paa og spadserede i den stolte og selvtillidsfulde omkring til +Klubberne og Beværtningsstederne for at deklamere og holde Taler; eller +de trak ud i Forskandsningerne, men heller ikke der var Livet synderlig +surt for dem. Tjenesten var ikke streng; de kunde spille Kort og gjøre +sig det fornøjeligt paa mange Maader. Udfald blev der kun yderst sjelden +Tale om. Engang imellem sprang der en Bombe; det var til Slutning næsten +blevet en Adspredelse for dem. De var tappre, ganske vist, men det var de +af Natur, og det kostede dem Ingenting. + +Kvindernes Rolle derimod var en hel anden. De havde for det Første med +det Forudseenhedens Instinkt, der er Kvinden egent, anet, at Belejringen +vilde komme og forberedet sig paa den. Da Paris blev indesluttet, rummede +den indenfor sine Volde enorme Oplag af mange andre Livsfornødenheder end +dem, Regeringen havde sørget for. De var blevne hobede sammen ved privat +Initiativ af kloge, forsynlige Kvinder. Ikke for at de selv kunde blive +ved at leve i Overflod; det viste de, da Mangelen kom. De fornemme Damer +forenede sig i Selskaber, der tog sig for at gaa fra Dør til Dør i hele +Byen og banke paa overalt og spørge, om Nogen led Nød. Blev der svaret +ja, gav de med rund Haand, hvad der ikke engang kom paa deres eget Bord. +De Syge fik Æggene, som de havde gjemt, og som til Slutning var en halv +Louis værd Stykket, Aspargesbundter, der i de faa Butiker, som endnu +kunde holde aabne, blev solgte for fem hundrede Francs, selv nedsaltet +Kjød og Sligt, der ikke var til at betale. De sendte deres Linned til +Lazaretherne, de tog, naar de mødte en forfrossen Stakkel paa Gaden, +deres eget Tøj af og hængte paa ham. Og Kvinderne af de lavere Stænder +gjorde endnu mere. De stod op om Natten Klokken To, Tre og stillede sig i +Queue udenfor Mairierne for at faa de Kort udleverede, som de kunde hente +Brød paa. Der stod de indtil Morgenstunden, tidt i mange Graders Frost og +i Sne til Knæerne, ikke Fattigfolk alene, men Koner og Døttre af +Familier, som havde deres ti, femten tusind Francs om Aaret at leve af. +Det var i Virkeligheden Pariserinden, ikke Pariseren, der førte Paris' +Belejring. Og med hvilken vidunderlig Følelse af Solidaritet, med hvilken +Sejghed i at ville holde ud til det Yderste hun taalmodig, aldrig svag og +aldrig modløs, bar de tusinde Opoffrelser, der faldt i hendes Lod, derom +kan man høre Fortællinger nok af ethvert Øjevidne. En Dansk, der ved den +Post, han beklædte, ansaae sig forpligtet til at blive i Byen, har +skildret mig disse Dage som en eneste uafbrudt Heroisme af den parisiske +Kvinde. Denne Heroisme har endnu ikke fundet sin Digter. Men han vil +komme, og han vil blive en af de største, saavist som den Bedrift, han +har at forevige, er en af de største, vore Dage har sét. + +Pariserinden er uendeligt mange Gange bedre end sit Rygte. Det +traditionelle Billede af hende som et letfærdigt, nydelsessygt Væsen, +uden Hjerte og uden Sands for Livets alvorlige Interesser, er et rent og +purt Fantasibillede, støbt over enkelte iøjnefaldende Modeller, men +fuldstændigt misvisende og forvirrende, naar man vil gjøre det alment +gjældende. _"La femme du cabaret",_ den Kvindeskikkelse, som Zola har +gjort typisk i "Nana", Forraadnelsesvibrionen, som ødelægger Slægter og +dekomponerer Samfundet, hun existerer ganske vist, men med den egentlige +Pariserinde har hun i Virkeligheden Intet at skaffe. Hun gjør umaadeligt +Spræl, hun fylder det store, offentlige Paris, Fornøjelseslivets Paris +med sin skrigende Toiletteluxus og sit Vilde Nydelsesbegjær. Touristen +seer hende der for hvert Skridt, han gaar, og han dømmer saa let det, han +ikke seer, efter det, han seer. _La femme du cabaret_ er kun til for det +Paris, hvis Færd begynder paa Hjørnet af Boulevard des Italiens og ender +ved Boulogneskovskaskaderne, for Kobbelet af drivende Gommeuxherrer, hvis +hele Liv gaar op i Jagt efter hende af den simple Grund, at de ikke har +hverken Tilbøjelighed eller Evner til at lade det gaa op i nogetsomhelst +Andet. De arbejder ikke i Ateliererne, de skriver ikke Bøger, de holder +ikke Forelæsninger, de studerer ikke i Laboratorier og Bibliotheker. Men +Noget skal de jo dog have at beskjæftige sig med, og af deres Behov til +at slaa Tiden ihjel er da _la femme du cabaret_ født. Hun existerer kun +for dem. Men dette Kobbel er alt i alt kun et Par tusinde Stykker højst +af Millionbyens Befolkning, og derimellem er der atter kun nogle faa +hundrede Parisere. Resten hører til den store Rastaqouairslægt, disse +gaadefulde Væsener med gulbrun Teint, med en forunderlig fremmedklingende +Dialekt, hvis Oprindelse Ingen er i Stand til at definere, og med +Millioner, som det vil være endnu vanskeligere at sige, hvor og hvorledes +de er tjente. Jo mere disse exotiske Planter indpodes i Pariserlivet, +desto frodigere udbreder Forraadnelsesvibrionen sig. Men det er en +naturhistorisk Lov, at den kun sætter sig paa de allerede dødsdømte +Organismer. Den angriber aldrig de sunde, og derfor har den Vibrion, +hvorom der her er Tale, heller ikke angrebet de sunde Samfundslag i +Paris, de Samfundslag, der er Kjærnen af den store Stads Befolkning. + +[Illustration: Pariserindetype i Vinterdragt.] + +Den franske Romanliteratur og det moderne franske Drama har bidraget +stærkt til at stille disse Nanafigurer _en évidence_ og støtte Overtroen +om, at Pariserinden som Helhed er skabt i deres Billede. Fænomenet er +forklarligt. Ligesaavel som Udlændingen, der kommer til Paris for et +flygtigt Besøg, fæster den parisiske Forfatter væsentlig sin Opmærksomhed +ved de Sider af Byens Liv, der springer stærkest i Øjnene. Og _la femme +du cabaret_ gjør det unægtelig mere end nogen anden. Derfor har +Skribenterne kastet sig over hende. Da den yngre Dumas havde opdaget sin +Demimondedame, maatte der ganske naturligt følge en hel Literatur om det +samme Thema efter. Men denne Literatur staar nu ved sin Ende. Forfatterne +har udtømt Æmnet, og Publikum er blevet kjed af det. Det er gaaet her som +hjemme hos os med Komedierne, hvori Konerne løber bort. Figuren existerer +i Livet, og derfor interesserer den til en Tid baade Digtere og Publikum. +Men naar det faar den samme Kost serveret for tidt, saa ender det med at +sige: dette er usundt. For hver, der løber bort, er der Hundreder og +Tusinder, som bliver ved Hjem og Børn. De er mindre taknemmelige at +skrive om, men de er Regelen ikkedestomindre, og vi vil ikke have +Undtagelsen præsenteret som Regel. Saaledes ogsaa i Frankrig. Man har +faaet altfor mange Baronesse d'Ange'r og Marguerite'r og Nana'er, man er +nu kjed af dem. Zolas sidste Bog "Pot-Bouille" vakte kun et Indtryk af +Væmmelse hos Kritik og Læseverden. En hel anden Literatur om helt andre +Ting er i Færd med at dukke op. Den vil voxe hurtigt og frodigt, netop +fordi Trangen til den er saa overordentlig stor, og i den vil det ikke +længer være den frivole Kvinde, hvorom der bliver Tale, men +Pariserindetyper af en hel anden Art, der er baade smukkere og sundere +og sandere. + +Thi Pariserinden er ikke frivol. Højst har hun ved Siden af store +borgerlige Dyder den Mangel: at være hverken synderlig dyb eller +synderlig trofast i sin Kjærlighed. Det kommer nu for det Første af den +omtalte ejendommelige Stilling, hun indtager overfor Manden. Træffer hun +en sjelden Gang det hende overlegne Væsen, som hun bestandig søger efter, +saa er der næppe nogen Kvinde, der kan være saa hel og opoffrende i sin +Kjærlighed som hun. Men i Reglen ser hun ned paa den, der skulde være +hendes Herre; hun gjør det, fordi han selv gjør sig til hendes Slave. Og +dernæst skriver Løsheden i Kjærlighedsforholdet sig fra Skyggesider ved +den Institution, som skulde hellige og fæstne det. Ægteskabet er i +Frankrig en ganske ejendommelig Ting. Indtil det Øjeblik, da hun er +giftefærdig, holdes den unge Pige strængt under Moderens eller +Klosterpensionens bestandigt vaagende Øje. Alt, hvad der kan udvikle +hende til Kvinde, fjærnes principmæssigt fra hende; hun skal være og +vedbliver at være et Barn. Saa en Dag finder hendes Familie en ung Mand, +hvis Stilling byder Ækvivalent for den Medgift, hun kan bringe. Man +arrangerer Partiet, hun selv bliver kun _pro forma_ spurgt om sit +Samtykke. Vielsén følger umiddelbart efter, og hun er da for hele Livet +bunden til et Menneske, som hun ikke kan elske, dels fordi hun ikke +kjender ham, og dels fordi hun ikke har nogetsomhelst Begreb om, hvad +Kjærlighed er. Sligt kan ikke skabe Trofasthed. Pariserinden er trofast +som Moder, men hun er det ikke som Ægtefælle. Hele hendes Liv gaar op i +Børnene, i Forholdet til Manden kommer der kun sjelden nogen virkelig +Intimitet. Han er og vedbliver at være hende en Fremmed; højst +karakteristisk siger hun altid "De" til ham og sætter bestandig i Omtale +det ceremonielle "Monsieur" foran hans Navn. Hun har aldrig følt sig nøje +knyttet til ham, og Baandet binder derfor ogsaa kun løst. Hun giver sig +let hen; hun gjør det af Fantasi, Kaprice, Nysgjerrighed, og hun lægger +ikke nogen overdreven Vægt derpaa. Hendes Sjæl er kun sjeldent med deri, +og hun betragter det ikke som nogen stor Synd. Men om sine Pligter +overfor Familien har hun en altid vaagen Bevidsthed. Hvad hun end kan +fristes til at gjøre, sin Mands borgerlige Stilling kompromitterer hun +aldrig. Tvertimod, hun arbejder for den, hvor hun kan, og hun arbejder +først og fremmest for Børnene. At skabe deres Fremtid er den Livsopgave, +hvorpaa hun sætter al sin Energi ind. + +Hun er i sin daglige Færd en god Økonom, og hun er alt andet end +fornøjelsessyg. Det er i den jævne, borgerlige Pariserhusholdning Manden, +der stadig turer rundt paa Kafeer og offentlige Steder; Moderen bliver +ved Hjemmet og Børnene. Naar hun et Par Sommersøndage kan tage paa +Landet, helst med sin voxne Søn, saa er det Alt, hvad hun forlanger. Hun +holder af at pynte sig, det er ganske vist, men hun forstaar tilnød at +gjøre det med meget Lidt. Hun kjender den Kunst at kunne klæde sig paa. +Det er ikke Luxus'en, hun udfolder, der gjør det; Arbejdersken, der gaar +barhovedet fra sin Fabrik, har i den fattige sorte Kjole den samme +Chiched, den samme Elegance over hele sin Person som Damerne paa Moden. +Med et Par Baand om Sommeren, en Smule Pelsværk om Vinteren tager den +lille Borgerdatter sig ud som en Fyrstinde. Denne Pariserindens Evne er +specifik parisisk. Den er et Produkt af Aarhundreders Civilisation, men +den er et Produkt først og fremmest af selve Omgivelserne, af den +hemmelighedsfulde sjette Sands, som Alt i denne Kunstens og Pragtens og +Smagens Stad hjælper til at udvikle. Det er en Hemmelighed af samme Art +som den parisiske Kunstarbejders. Man har gjort Forsøg i andre Lande paa +at indforskrive ham; man har budt ham de mest glimrende Betingelser, man +har givet ham indtil fem og tyve Francs om Dagen, og han er kommen. Men +kun en ganske kort Tid beholdt hans Arbejde det samme Ubestemmelige over +sig, som det havde, naar han udførte det i Paris. Han glemte +Hemmeligheden, naar han kom bort fra Paris' Luft. Den ligger i den, og +det gjør Pariserindens ogsaa; den kan ikke exporteres. + +Hun selv kan det heller ikke. Hun elsker sin By, hun kan kun trives i +den, og hun hører kun hjemme i den. Hun er selve Personifikationen af +dens Liv--elegant, forførerisk tillokkende i sin ydre Form, let til at +lade sig rive med og ogsaa let til at slippe idag, hvad der tog hende +fangen igaar. Men ved Siden deraf intelligent, arbejdsom, energisk, en +Smule for forelsket maaske i det Ubekjendte, men begejstret for Alt, hvad +der er stort, og i Stand til at kunne voxe op i Højde med det, i Stand +til i de betydningsfulde kritiske Øjeblikke at kunne blive den overlegne, +heroiske Kvinde, for hvilken en Nation som den franske og en By som Paris +har Behov. + + + + +VINTERLIV I PARIS. + + +Klimaet + +Der gives Læger, som paastaa, at Paris til sine øvrige store og gode +Egenskaber ogsaa føjer den: at besidde et ganske exceptionelt Klima. +Særlige Højdeforhold, Dalstrøg, gjennem hvilke Søbrisen kan naa Byen, +samt andre lignende gunstige Omstændigheder ved dens Beliggenhed gjør det +let forklarligt, siger de. Det er muligt, at de har Ret; for Lægfolk er +det vanskeligt at kontrollere deres Udsagns Rigtighed. +Dødelighedsprocenten i Paris, sammenholdt med den i andre store Byer, +taler i Favør af dem; Bronchitis-Epidemien og hele den Mylr af +Vinterskrøbeligheder, hvorunder Pariserne lide, mere end nogen anden +Hovedstadsbefolkning, synes derimod at gjøre deres Paastands Rigtighed +endel betinget. Men hvad der ialfald er sikkert, det er, at Paris har et +ganske ejendommeligt Vinterklima. Det er saa specielt, at det næsten ikke +kan tænkes andetsteds, udpræget parisisk som Fiakrernes Kudske, som +Arbejderskernes smaa lakerede Sko og kulørte Strømper, som Gadesælgernes +Raab om Morgenen, som Alt, hvad der er mest exklusivt parisisk i den +store Stads Fysiognomi. + +Morsomt nok er tillige de Hovedtræk, der karakterisere den parisiske +Vinter, de samme, der giver selve Pariserlivet dets væsentlige Særpræg. +Det er et Liv i stadig Feber og Uro, et Liv med de mest skrigende +Kontraster klods op paa hinanden. Og saadan er ogsaa Vinteren. Den ene +Dag bidende Frost og skinnende hvid Sne over alle Gader og Huse. Men om +Natten trækker der Skyer op; naar man vaagner om Morgenen, pisker Regnen +ned i Skyller eller rettere i Skybrud, og om Aftenen er Alt forandret. +Man vil i første Øjeblik, naar man kommer udenfor Gadedøren, ikke tro +sine egne Sanser. Man springer fra Fortovet ud paa Gaden i den Formening, +at Varmen, som slaar En imøde, maa stige op fra et eller andet +Kjælderkøkken, saa mættet kan Luften, være med lummer, unaturlig Hede. +Den næste Dag er Sneen borte; Folk gaar og stønner i Sommeroverfrakker, +Foraarssolen skinner over Boulevarderne, hvor Publikum sidder udenfor paa +Kaféernes Fortovsstole, det er saadant Noget som tolv, tretten Graders +Varme. Pariserne holder ikke af Kulden, og Alverden er følgelig inderlig +fornøjet. Man pynter sit Foraarstøjs Knaphuller med Violbuketterne fra +Nizza, man kjører i Boulogneskoven med lidt Pelsværk paa, men i aaben +Vogn, og man troer Vinteren skrinlagt for denne Gang. En skjønne Nat +springer imidlertid Vinden atter om til Nord, og det er i en +Haandevending forbi med det sydlandske Klima. Sneen drysser igjen, +Sovekamrenes Vandkander har Is paa sig om Morgenen, Folk slaas om de +opvarmede Drosker, Paris ligner en sibirisk By, skriver Aviserne. + +Vinteren i Paris kan være alvorlig nok. Men det er ikke rigtig Alvor med +den; den har ingen Stadighed paa sig. Og Pariserne tager den da heller +ikke selv alvorlig. De ifører sig ikke en Oktoberdag Vinterfrakken for +saa at bære den støt til hen i April eller Maj, de kjender ikke til +Aarets Inddeling i to Halvparter, en, da man fyrer i Kakkelovnen, og en, +da man ikke gjør det. De leger med Vinteren, som den leger med dem. Naar +det er koldt, binder de et Tørklæde om Halsen af Frygt for at blive hæse +eller faa Snue; det Halvkomiske og Ildeklædende, der er ved den Slags +Upasselighed, har de en overdreven Skræk for. Men egentlig garderede mod +Kulden ser man kun de Færreste. De fryser med Anstand i Bevidstheden om, +at det ikke er Andet end noget rent Forbigaaende. Naar der er Sne og Is, +giver Aviserne lange Beskrivelser af; hvordan det hvide Vinterklæde har +draperet sig om den og den Statue, hvor eventyrlig Champs Elysées' Træer +ser ud med den hvide Rim paa deres Grene, eller hvorledes Solreflexerne +bryder sig i Concordefontænens Iskrystaller. Og den store +Lediggængerverden i Paris skynder sig ud for at kigge paa dette Skuespil +med samme Nysgjerrighed, som den kigger paa Eskimoerne i Jardin +d'Acclimatation eller paa en Bande Zulukaffere, der danse Krigsdanse i +Folies-Bergére. Sneen bliver for Pariserne, hvor tidt de end har set den, +ved at være noget Aparte, Noget, der ikke hører til. Klager man over, at +den gjør Gaderne ufremkommelige, saa smiler de og ryster paa Hovedet ad +Ens Ubekjendtskab med Forholdene. "Aa, i Paris bliver saadant Noget kun +liggende en Dag," siger de. "Naar vi blot faar Regn inat, saa er det +Altsammen borte imorgen tidlig." + +Man faar imidlertid ikke altid Regn om Natten. Det kan til Trods for de +kjære Indfødtes Rysten paa Hovedet sne baade otte og fjorten Dage i Træk +i Paris. Det er sjeldent, men det kan dog arrivere. Og gjør det det, saa +er man temmelig ilde faren med sin Behandling _en canaille_ af Vinteren. +Der kommanderes en Armee paa en Snes tusind Mennesker ud for at rense +Gaderne, og Kommunekassen anvender et Par Millioner til dette Arbejde, +men det hjælper Altsammen Ingenting. Det er Leg med Skovlingen, Leg med +Bortkjørselen, Leg med det Hele. Sneen spærrer Færdselen, Paris er den +forfærdeligste Muddersø, der kan tænkes, lige til Regnen kommer. Først +den kan gjøre rent, kun den er vant til det. I den Tid, Uføret staar paa, +er Pariserne om en Hals med deres Fodtøj, som kun er beregnet paa blanke +Asfaltfliser. Men drage sig Ubekvemmelighederne til Lære, det falder de +aldrig paa. + +Saalænge Kulden har varet, har de bundet Tørklædet om Halsen og slaaet +Kraven op om Ørene, men naar Regnen er kommen og Sydvinden igjen blæser +den milde Luft fra Violernes og Rosernes Land ind over Byen, saa slaar de +atter Frakkekraven ned, ryger uden Overtøj deres Cigaretter ude paa +Gaderne om Aftenen i Mellemakterne, kjører i Boulogneskoven i aaben Vogn +og uden Pelsværk og ler, naar man fortæller dem, at det kan være akkurat +ligesaa fuldblods Vinter i Paris som oppe i de Lande, hvor de bilder sig +ind, at der spaserer Isbjørne omkring i Gaderne. + +Ejendommeligt nok kjender de Sydlændinge, der er paa Besøg i Paris, +Italienere, Spaniere, Orientalere, i Reglen ikke engang denne Forandring +med den op- og nedslaaede Frakkekrave og med Halstørklædet. Man ser i ti +Graders Frost en burnusklædt Fyr spasere ganske rolig og flegmatisk +omkring i det samme Kostume som paa en solglødende Augustdag. Jo længere +mod Syd, desto mere hærdede synes Folk at blive mod Kulden. Det er det +samme Fænomen, som naar en Vestindianer kommer til Norden. Han taaler den +første Vinter fortræffeligt, han har saa megen opsparet Varme i sig. Vi +Nordboere derimod er kuldskjære, Vi finder os kun med Vanskelighed i +Pariservinteren; vi fryser i Stuerne, hvor det flammende Favnestykke ser +saa nydeligt ud, men kun indbilder os, at det varmer, og vi lider under +disse evindelig springende Temperaturforandringer, under disse abrupte +Overgange med kun en Nats Mellemrum fra isnende Vinter til varmt Foraar. +Vi kan ikke taale Kulden, naar den endelig engang imellem gjør Forsøg paa +at agere alvorlig, og vi kan endnu mindre taale den permanente Uro +i Vejret. + +Man har set Vintere i Paris, i hvilke Pariserne har været ovenpaa, har +gaaet omkring og badet sig i varmt December- og Januarsolskin og bildt +sig ind, at de var i Monaco. Men det er Undtagelserne, Regelen er +adskilligt mindre behagelig. Som oftest kan man tælle de Vinterdage, paa +hvilke Vejret ikke er mættet med nervøs Feber, og dem ogsaa, da det ikke +regner. I de fire Maaneder fra November til Slutningen af Februar bærer +man sig ad som en klog Mand, naar man i Paris ikke gaar ud uden Paraply. +Gjør man det, har man de allerstørste Chancer for at komme gjennemblødt +hjem. I December og Januar kan det desværre kun altfor grumme ofte falde +paa at øse sine otte og fyrretyve Timer i Træk, i November og Februar +hører det til Regelen, at der vælter Skybrudsbyger ned hvert femte Minut +paa Dagen. Og kommer der endelig ved Aftentid, en lille Smule Ro, saa er +Taagen der strax. Henimod Slutningen af Vinteren er Alt saaledes +gjennemtrængt af Fugtighed og Vanddampe, at den kan antage ligefrem +fænomenale Dimensioner. Det passerer forholdsvis ofte, at Omnibusserne +maa standse deres Ture flere Timer før reglementeret Tid, fordi de kjører +vild, hvor Gaderne krydser hinanden, og man har endogsaa oplevet hele +Døgn, da al Færdsel var spærret af Taagen. Hele Paris er da fyldt af en +saa absolut uigjennemtrængelig Damp, at der paa hvert Gadehjøme maa +opstilles Politibetjente med tændte Fakler for at hjælpe de Gaaende til +at finde den rette Vej. Pariserne tager alle slige Ubekvemmeligheder +uhyre let og uhyre elskværdig som sædvanlig; Paris er og bliver deres +kjære Paris, hvor Alt med Djævels Vold og Magt skal være fortræffeligere +end nogetsomhelst andet Sted i Verden. Og de Fremmede, der er komne til +Paris for at befinde sig vel, er ligeledes særlig oplagte til at se +Alting i Rosenskjær; det er nu engang Parolen, og med en til Alverden +udstedt Parole har Sandheden svært ved at kæmpe. Derfor holder den gamle +Overtro om, at Vinterklimaet i Paris er sundt og behageligt, sig stadig. +I Virkeligheden kan man sætte et rødt Kors i Almanakken ved de Aar, da +Vejret ikke bringer En til Fortvivlelse. Naar der er Tale om Klimaet, er +det Vanvid at rejse til Paris de fire Maaneder, dens Vinter varer. +Efteraaret og Foraaret, hele Forsommeren ogsaa til langt hen i Juli er +henrivende, Vinteren derimod som oftest alt Andet end behagelig. + +Velgjørenhedsballer. + +Hvori Velgjørenheden bestaar, skal jeg ikke kunne sige. Der er Ingen, som +har kunnet fortælle mig det. Pariserne bekymrer sig aldrig om at gaa +tilbunds i den Slags Sager. Paa Hjørnet af Avenue de l'Opéra rejser der +sig to høje, kolorerede Master med et stort Skjold i Flagindfatning. En +Inskription paa dette Skjold oplyser om, at man mod Erlæggelsen af en +Louis og under den Betingelse, at man er i Baltoilette, vil kunne blive +admitteret til et "Grand bal de bienfaisance", som den førstkommende +Løverdag gives i Hôtel Continental under Protektorat af Handelsstandens +eller andre Stænders Damer. Endvidere fortæller Plakater, som er +opslaaede i de til Ballokalet hørende Spillesale, at et Spil Kort koster +fem Francs i Leje for en halv Time, hvilke fem Francs ere _"au profit de +l'oeuvre"_. Det fremgaar heraf, baade at der er et "oeuvre", og at man +gjør vel mod sine Medborgere ved at give Louis'er og Femfranker ud til +Bedste for det. Videre Oplysning om Velgjørenhedens specielle Øjemed har +Pariserne hverken Tid eller Trang til at forskaffe sig. + +Hvad Ballet er, skal jeg derimod tillade mig at fortælle. Disse +Velgjørenhedsballer spiller en ikke ringe Rolle i det parisiske +Vinterliv. Fra Begyndelsen af December er der regelmæssig et af dem hver +Lørdag, og intet af dem har under et Par tusind Deltagere, Et saadant +Besøg taler tydeligt nok for deres Hensigtsmæssighed, selv om der ikke +fandtes noget "oeuvre". De udfylder et Hul, de tilfredsstiller en Trang, +Masser af Parisere og fremfor Alt det langt overvejende Flertal af de +Fremmede vilde slet ikke faa danset uden dem hele Vinteren igjennem. +Faubourg St. Germain er endnu saa omtrent en lukket Verden undtagen for +dens Egne. Men det parisiske Bourgeoisi, det ægte, gamle, grundmurede +Bourgeoisi, der har store Hoteller og Formuer, som er store nok til +Baller, det er næsten endnu mere hermetisk lukket. Den officielle Verdens +Soireer er aabne ganske vist, men Kredsen, som kan faa Adgang til dem, +har dog altid sin Begrændsning, og saa kjeder man sig desuden saa +gudsjammerligt paa dem, at Ingen gider komme der. Smaa, hyggelige, jævne +Familieballer, som hos os, kjender Paris ikke. Kan man sidde ti Personer +sammen i en almindelig Families Dagligstue, saa er det Højden; kan man +betale Husleje, Husstand og Toiletter, saa er det ogsaa Højden i dette +dyre Paris, hvor en Familie, der stiller mindste Fordringer til Livet, +umuligt kan leve under ti, femten tusind Francs om Aaret. Til Baller +bliver der paa ingen Maade Raad. Og hvem skulde man ogsaa indbyde? Enten +er der ikke unge Piger i Huset, og saa kommer der ingen unge Mennesker, +eller ogsaa er der unge Piger, og saa kommer der to eller tre. De kommer +der fjorten Dage, til Forældrene uden at falde med Døren ind i Huset kan +spørge dem, om de vil være Svigersønner. Vil de, saa har man ikke Behov +for nye Ansigter; vil de ikke, saa faar de paa en høflig Maade Løbepas +for at give Plads for Andre. Bekendtskabskredsen omfatter aldrig paa +samme Tid mer end nogle ganske enkelte Ægteskabskandidater. + +Det er derfor, Velgjørenhedsballerne virkelig gjør vel mod de danselystne +Pariserbeboere. Alverden er admitteret for en Louis, og Alverden kommer +der. Det vil sige ikke de, der har deres egne lukkede Baller; de bliver, +forstaar sig, paa egen Grund. Og naturligvis heller ikke pæne unge Piger +af pæne, dannede Familier. Men dem regner man ikke med i Paris; deres +Existens foregaar i det Skjulte, der findes Parisere, som paastaar, at de +aldrig har set dem. Men ellers kommer der en Smule af Alt paa disse +Baller. Selskabet er broget som Blomsterfloret i en Gartnerbutik, ægte +demokratisk, som det sig hør og bør i en ægte demokratisk Republik. + +Det kan deles i tre Hovedgrupper: de Graadige, de Blaserede og +Soupeuserne. + +De Graadige kommer Klokken ni, naar Ballet begynder Klokken ti. De er fem +i en Droske, og de fornemme Portierer ser ned paa dem med knusende +Foragt: de veed ikke, de Stakler, at det altid i Paris, naar man er i +Gala, koster ti Sous at faa sin Vogn lukket op. Den mandlige Part af dem +har broderede Skjorter, krøllet Haar og hvide Handsker med Fingerspidser, +i hvilke Fingrene ikke kan komme helt ned. Er de i Besiddelse af Klaphat, +saa har den altid kulørt Foer, helst violet, men dog ogsaa af og til +ceresa og spanskgrønt. Damerne excellerer i færdigsyede Atlaskes +Nederdele fra "Printemps" til niogfyrretyve Francs og halvtreds. Af og +til ser man dog ogsaa sytten-atten-aars Piger i hvidt Alpacca, næsten +altid tre, fire i Følge med en gammel, graahaaret og frakkeklædt Papa. +Søde Ansigter, tidt uden Sminke, store, glade Barneøjne, Halse, hvor +Skulderbenet stikker frem, og Overkroppe, der dingler genert, som om de +ikke sad rigtig fast endnu; de kunde være fortryllende, naar de bare ikke +havde Mani for at trippe om paa røde Ben ligesom Storkene. Himlen maa +vide, hvorfor de har forelsket sig i de røde Strømper. + +Saa er der dem, der har røde Ansigter, røde Arme, Brudekjoler og Handsker +af Nummer syv og en halv med en, højst to Knapper. Fremdeles Staklerne, +hvis hele Pynteevne ikke er naaet videre end til Anbringelse af en Gren i +Haaret og en Blomst i Brystet af den simple graa eller sorte uldne Kjole. +De staar i aldeles umiddelbart Forhold til det mystiske "oeuvre", de +andre har kun en fjernere Slægtskabsforbindelse med det, som har tilladt +dem, ikke at komme gratis ind, men at faa Billetten til modereret Pris. +Hele Kategorien er kommen for at more sig. Ballet er en Begivenhed for +dem, den eneste maaske Aaret rundt, den, der drømmes om og spares op til +Maaneder forud. + +De føler sig næppe skuffede; noget saa Feagtigt har de aldrig kunnet +drømme. + +Hôtel Continental er paa disse Balaftener et veritabelt Eventyrslot. Tre +mægtige Sale, der kan rumme to, tre hundrede Par hver, er viede til +Dandsen. Marmorsøjler bærer Loftet med de brogede Rococcobilleder; Guld, +Fløjl og Spejle overalt; for Vinduerne tykke Atlaskes Portierer i Farver, +som var de vævede af Solskin; et Gulv saa blankt og glat, at de Tusinder +af Gasblus spiller igjen paa det som Stjerner. Og allevegne omkring en +Labyrinth af andre Sale, Gange, Korridorer dg overbyggede Verandaer, +stadig med Spejlvægge, som multiplicerer deres Tal, saa man kan tilbringe +en hel Nat uden at finde Rede i Virvaret. Tommetykke persiske Tæpper, +pladskende Springvande i Krat af Palmer og Lavrbær og med elektrisk Lys +paa sig, duftende Rosenbusketter, mandshøje Kameliatræer, +Silke-Causeuser, Drapperier, en Atmosfære dirrende af Vellugt, Varme og +fjern Musik. Nogle af disse Sale er rentud Delirier af Luxusfantasi. Der +er en, som forestiller Vinterhave. Væggene er Espalier af slyngende +Blomster, det høje, hvælvede blaa Loft en Nathimmel med Stjerner, Lyset +falder som Maaneskin ned fra matte Krystalkupler, i hvilke Jablokoffs +Blus Brænder, hele Salen er fuld af sjeldne, exotiske Planter og +blankbladede Træer. Ved Siden af er man i Alhambra med dets glødende +østerlandske Farver, dets mystiske Uendelighed af Buer, Piller og +kalejdoskopagtige Dekorations-Kapricer. For begge Ender af den aabne Sal +naturligvis Korridorvægge med Spejle fra Loft til Gulv, saa alle Linier +glider ud og fortsætter sig i taaget, hemmelighedsfuld Fjernhed. En +Belysning, der er studeret med Kunst for at faa den rette Nuance i +Stemningen: Gassens varme Gulhed og den elektriske Kuppels fantastiske +Skjær blandes sammen til en underlig, solmættet Eftermiddagstone, i +hvilken de slanke, indigoblaa Smaapiller mellem Buerne faar en Intensitet +i Farven, som Intet kan beskrive. Saa en Gallerisal med moderne Mesteres +Billeder og mørkt resedafarvede Fløjlsdivaner, bag Dansesalene Buffeter +med Champagnen i Krystalkaraffer, friske, glacerede Jordbær, mægtige +Sølvopsatser, Kandelabrer og graahaarede gamle Tjenere med Knæbenklæder +og Silkestrømper, Alting druknet i Luxus, Fornemhed og Pragt. + +De Graadige gaar i Begyndelsen omkring og kigger paa det med store Øjne. +De er fortumlede, de løber Panden mod Spejlvæggene i den Tro, at det er +Døraabninger, de prøver det blanke Parketgulv som Glidebane, men de tør +ikke danse paa det, skjøndt Orkestertonerne bruser og Lysten kribler dem +i Fødderne. Saa kommer der imidlertid efterhaanden Mylr. Der kommer +friskimporterede Yankeer med flirtationslystne amerikanske Misses, som +ikke er bange for Nogetsomhelst, og som strax vil valse. De kan ikke til +den franske Musik, de ler himmelhøjt selv over deres Kejtethed, og +Latteren gjør Ende paa den generte Stivhed. De Graadige faar Mod. Et, to, +tre Par begynder; der følger ti, der følger hundrede efter. I et Nu +hvirvler de Allesammen afsted som paa Parole. Hvilken Ihærdighed, hvilket +Alvor! Ingen Pavser, ingen Snakken ingen Smil engang. De danser som +Gringoire spiser ved Taffelet for Kong Ludvig. Dørene til det drømte, +forjættede Land er sprungne op; de svælger i Herligheden, de giver sig +knap Tid til at trække Vejret engang af Frygt for, at de ikke skal +faa nok. + +Hvor de ser ned paa dem med Foragt, de Blaserede, der kommer Klokken +Tolv. Aldrig før. Det vilde ikke være blaseret, og for dem er Livets +højeste Opgave netop at være blaseret. De kommer langsomt slentrende, +slæbende efter sig Foden med de lavhælede, lakerede Sko, som om de i +Grunden fandt det under deres Værdighed at tage dem med. Overkroppen +dingler ogsaa hos dem ligesom hos Alpaccafrøkenerne; men det er, fordi de +er for trætte til at gide bære paa den. De kaster deres Peltsfrakke +tilbage paa Skuldrene, lader de springende Garderobetjenere trække den +af, smider en Tofranc i Vestiairetallerkenen til Tak, klemmer deres +chamois Handsker fast i Klaphatten med det ulastelige sorte Foer og det +broderede Navnetræk, stopper omhyggeligt Guldkjæden i Vestelommen, hvis +den hænger frem--Gudbevares, de var ruinerede for Tid og Evighed, om man +saae dem med Guldkjæde til Kjole--sætter Monoclen i det ene Øje, og +driver saa en Runde gjennem Salene. + +_Pas de femmes, mon cher!_ Selv om der fandtes Tusinder af de +allerdejligste Pigebørn, vilde de uvægerligt sige det Samme. Væsener i +Brude-, Alpacca- eller niogfyrretyve-Francs-Kjoler hører for dem ikke til +Kvindeslægten, og de Andre med Toiletter, Sminke og nøgent Bryst er kun +undtagelsesvis arriverede saa tidligt. + +De Blaserede vender derfor haanligt Dansesalene og den hele Stueetage +Ryggen. Ovenpaa er de grønne Borde, der hører de hjemme. De staar og ser +lidt først paa Baccarat'en, faar saa mellem to Fingre klemt en Louis op +af Vestelommen og lader den søvnigt dratte ned paa Bordet, som om det +egentlig ogsaa æklede dem at have med det at bestille. Men her gaar +Naturen over Optugtelsen. Naar de har tabt en ti, tyve, tredive Stykker, +begynder der at komme Fut i de livstrætte Herrer. Spillet er for dem +Absinthen, der strammer op. Naar de efter et Par Timers Forløb forlader +det med helt fulde eller helt tomme Vestelommer, nogle tusind Francs +rigere eller fattigere, er de medgjørlige ogsaa i Dansesalen. De foragter +end ikke en Kvadrille, selv med Udsigt til i Myldret at blive traadt paa +den slæbende Fod. + +Men det forstaar sig, saa er rigtignok Soupeuserne komne. Det er igjen en +tredie Kategori. De er nok blaserede ogsaa, men kun paa Bunden. +Blasertheden har faaet Glasur, ligesom Kinder, Læber, Hals og Arme. Og +den Glasur er god. Latteren klinger ungt, den nøgne Buste skinner +blinkende frisk, saa Øjet ser sig drukkent i den. De Blaserede glemmer at +dingle med Overkroppen. Som Katten om den varme Grød, kredser de om de +Nyankomne. Men Soupeuserne har deres egne Kavallerer med. Med dem valser +og polkerer og ler og løber de og vender Alting paa den anden Ende. Der +er kommet nyt Liv i det Hele. Og først og fremmest i Restavrationen. Den +har hidtil staaet øde og forladt med en enkelt trist Englænder hist og +her, som spleenlangsomt tyrede sin Otte-francs Soupér til en halv Flaske +Medoc. Nu knalder Champagneflaskerne, nu fyldes Bordene, vittige +Journalister holder Taler for Duchamel, for Jaluzot, for Mademoiselle +Chose; og Mademoiselle Chose selv synger Kupletter af "Mascotte" og "le +beau Nicolas" for at bevise, at hun er debuteer-fähig. Garconerne flyver, +Vittighederne holder Festfyrværkeri, Latteren faar de Graadige i +Dansesalen til at komme op og klumpe sig i Tilskuerklynger ved Dørene. +Man slaar Bordene sammen. Prinsen betaler. Der er altid en Prins eller en +Nabob paa Halvtreds. Og naar man ikke gider drikke hans Champagne længer +og ryge hans Cigarer til halvanden Francs, saa laver man Kjæde og farter +ned ad Trapperne og gjennem Dansesale og Alhambrahal og Vinterhave og +Billedgalleri og Korridorer, og haler baade Graadige og Blaserede uden +Personsanseelse med ind i den overgivne Tummel. I et Par Timer er +Velgjørenhedsballet det mest Parisiske af Alt, hvad man kan tænke sig af +Parisisk, broget som Boulevarden, solfornøjet som en Dag ved de store +Løb. Det har Stil, det Bal, hvori saa det mystiske "oeuvre" stikker. Den, +som har fundet paa det først, har været en Fyr, som forstod sit Paris. + +[Illustration: Udenfor Boulevardkafeen] + +Jule- og Nytaarstiden. + +Julen i Paris er ikke Julen hos os. Men at Pariserne slet ikke skulde +kjende Noget til Julen, det er dog ogsaa en Overdrivelse. Det holder en +Jul paa sin Maneer, en, som passer til dets Liv, dets Vaner og +Tilbøjeligheder. Den er ægte parisisk, fuld af karakteristiske Træk, der +spejler Befolkningens inderste Væsen, fremfor Alt fuld af store +Modsætninger, som de netop hører hjemme i Modsætningernes mærkelige Stad. + +Pariserne ere paa Boulevarden Juleaften. Ved den Tid, da vore Gader +begynder at blive tomme, fyldes deres. Festlighed inden fire Vægge +forstaar de ikke; de fejrer deres Bryllupsdag i Boulogneskoven, de maa +have Offentlighedens store Sceneri som Ramme om deres Glæde, de maa bære +den ud i fri Luft, for at den skal kunne trække Vejret rigtig. Hjemmets +Fest kan de ikke holde, de, hvis Sprog ikke engang har noget Ord +for Hjemmet. + +Inderligheden og Hjerteligheden, Alt det, der giver Julen dens Særpræg +hos os, kjender man i Paris Intet til. Slægt og Venner gjør ikke lange +Rejser for at være sammen, end ikke Julegaverne existerer. Først +Nytaarsdag forærer Pariserne hinanden deres Presenter; det er som en +Slags Kvittering for godt Forhold og stadig Forretningsforbindelse i +Løbet af Aaret, paa samme Maade, som Urtekræmmerne hos os giver de Piger +Chokoladekager, der har været flittige Kunder. + +Men Alverden mærker alligevel, at det er jul. Paris skifter Fysiognomi; +Byen forvandler sig imellem Jul og Nytaar til en gigantisk Markedsplads, +det er netop dens ejendommelige Maade at holde Fest paa. Om Sommeren har +hvert af de ydre Kvarterer og særlig hver af de tilstødende +Smaalandsbyer, der halvt om halvt hører med til Paris, deres "féte +foraine", paa den store Nationalfestdag faar den Lov til at brede sig +over en halv Snes forskjellige Kvarterer af Staden, men i Juleugen +erobrer den endogsaa Paris's Allerhelligste, de store Boulevarder. Hele +den over en halv Mil lange Strækning fra Madeleinekirken til +Bastille-pladsen er fyldt med Træboder. Paa det mest befærdede Strøg, +Boulevard des Capucines, Boulevard des Italiens og Boulevard Montmartre, +staar de saa tæt ligeoverfor de store Butikkers Udstillingsvinduer, at +der kun akkurat lige ved Træerne er en snever Passage, gjennem hvilken +man kan smutte fra Trottoiret ud paa Gaden. Og selv i denne Passage har i +Reglen en fattig Stakkel, der ikke besad Kontanter nok til at leje sig en +Bod hos Kompagniet, som slaar dem op, anbragt sit Bord, hvorfra han under +høje Raab priser sine Varer, i Reglen en eller anden ny Opfindelse: en +Maskine til at skrælle Gulerødder med, en Plade til at sætte paa +Stearinlysene, for at de ikke skal dryppe, et Værktøj, der paa samme Tid +er Hammer, Ildtang, Proptrækker, Kniv og Fil, eller et nyt Slags Fyrtøj, +paa hvilket Sælgerne søger at vække Opmærksomhed ved med hæs skrigende +Stemme at præsentere det under Titulaturer som _"la mort des allumettes", +"le feu miraculeux", "achetez votre feu pour toute l'éternité, dix +centimes",_ o.s.v. + +Halvparten omtrent af, hvad der sælges paa Boulevardernes Julemarked, er +nemlig nye Opfindelser. Det rige, fornemme Paris har ingen Længsel, som +vi har det efter Julen. Længsel er atter et Begreb, for hvilket det +franske Sprog ikke ejer noget Ord. Men i de smaa Værksteder, i de +flittige Arbejderhuse--og de existerer i Hobetal--stræbes og spekuleres +og slides der alligevel hele Aaret rundt med Juleugen for Øje. Den er den +lille Pariserindustris store Fest. Til daglig Brug har Paris ingen Plads +for denne Industri. De storartede Nouveautémagasiner og lignende +Forretninger holder den nede; Haandværkeren kan ikke etablere sig paa +egen Haand i det Smaa, fordi han ikke kan tage Konkurrencen op med +Masseproduktionen. Han maa arbejde i dens Sold under Betingelser, der +stadig, bliver mere og mere ugunstige for ham, og være glad til, naar den +vil give ham hans daglige Brød. Den lille Rente, Rygstødet for de +kommende Aar, der spiller en saa væsentlig Rolle i enhver rigtig +Franskmands Liv, kan han ikke tjene sig paa den Vis. Men saa er det, at +Jule- og Nytaarstiden kommer ham til Hjælp. For en Bagatel lejer han sig +en Bod paa Boulevarderne, og der er han eller hans Kone eller hans Sønner +og Døttre uden nogensomhelst Afgift Handlende paa egen Haand den Snes +Dage dette Marked varer. Det skulde i Grunden kun holde ud til Hellig tre +Konger, men som oftest faar man Tilladelse til at lade Boderne blive +staaende endnu en Ugestid efter. Det gjælder da at finde paa Noget, som +kan faa Afsætning paa dette Julemarked. Og den parisiske Arbejder er +Opfindsomheden selv. Man støder i disse Boder paa Hundreder af snilde +Smaating, der røber hans Talent. Hele den Uendelighed af Luxus- og +Nødvendighedsgjenstande, der gaar Verden rundt under Fællesnavnet +"articles de Paris", har første Gang været udstillede i Juleboderne paa +Boulevarden. I den oprindelige Skikkelse, hvorunder de dukke op der, har +de maaske ikke havt den Fuldkommenhed, som de senere faar, det mangler +Opfinderne i Reglen Midlerne til at give dem. Men de store Handlende, der +er de flittigste Besøgende ved Juleboderne, aner gjennem de første, +primitive Forsøg, hvad der kan komme ud af Opfindelsen, de sætter sig i +Forbindelse med Arbejderen, hvem den skyldes, de sørger for, at han kan +fuldkommengjøre den, og naar saa den næste Decembermaaned kommer, sælges +Artiklen fin og straalende fra de store Nouveautémagasiner for siden at +gjøre sin "tour du monde". Desværre, det er saa ikke længere den fattige +Arbejders Ejendom; Masseproducenten giver ham kun Beskjæftigelse Aaret +igjennem paa den Betingelse, at han udelukkende stiller sin Opfindelse +til hans Raadighed. Men i hvert Fald det daglige Brød har den sikret ham, +og den Snes Dages Salg paa Boulevarden har ogsaa givet en lille +Spareskilling, der kan voxe ad Aare. Thi til næste Julemarked har han +atter noget Nyt, og paa Julemarkedet tjenes der Penge. + +Der er, saalænge Julemarkedet staar paa, et Mylr foran disse Boder og en +Trængsel uden Ende paa Boulevarden. Men værst bliver det naturligvis +selve Helligdagene. Man kan kun komme frem og slippe for at blive klemt +ihjel ved at lade sig føre viljeløst med af Strømmen. Hastværk gjælder +ikke. Paris har intet Hastværk i denne Tid; det handler og ser kun. Men +der er ogsaa Nok at se paa. Alle de store Butikker holde naturligvis +aabent; Alt har aabent i Julen. Theatrene giver første og anden Juledag +baade Matinéer og Aftenforestillinger, en Cirkus har endogsaa drevet det +til at give tre Forestillinger paa samme Dag. De runde Plakatkiosker, +hvorpaa de parisiske Fornøjelsesetablissementer annoncerer og som er et +af de ejendommeligeste Træk af Byens Gadefysiognomi, lokke med en +uendelig Mylr af brogede Farver og brogede Adspredelser. Kaféer og +Restaurationer ere fra Middag til Midnat eller rettere til et godt Stykke +paa den anden Side denne, saa fulde, at man maa staa og vente for at faa +Plads. Det ligger ikke for den parisiske Handlende at lade en saadan +Lejlighed til at tjene Penge gaa ubenyttet hen. Han har ingen +Helligdagsanordning, der binder ham, men han har en meget udpræget +Fornemmelse af, at man gjør ham Konkurrence paa den anden Side af +Fortovet, og hvor fattig end denne Konkurrence muligvis er, kunde det +aldrig falde ham ind at foragte den. Saasnart han har tjent saa mange +Penge, at han ikke vil tjene flere, bliver han fornem ude paa sit +Landsted, men saalænge han driver Forretning, bukker og skraber han ud +for hver Sou, Publikum vil lade flyde i hans Kasse. Bignon, Ejeren af +Café Riche og en stor Part af Paris' fornemste Kaféer, er Millionær, men +hans Søn staar med bart Hoyed og Serviet under Armen ude paa Gaden og +bukker for Blusemanden, naar han bestiller en Bock; den unge Noël Peters +har taget sin Doktorgrad i Jura, men saa saare han fik sin Faders +Restauration i Arv, en af Paris' berømteste, gjorde han sig til +Overgarçon i Lokalet. Størsteparten af Paris's Handlende hører til ganske +den samme Race Mennesker. + +Fattigmandsboderne vis-à-vis dem er kun en Stimulation for dem til at +vise sig i al deres Glands og Herlighed. Naar man i Juleboden skriger sig +hæs for at anbefale en Ærmeknap til to Sous, der er nikkeleret "ved +Elektricitet", saa søger Juveleren ligeoverfor at drage Opmærksomheden +bort fra dette Raab ved at sætte elektrisk Lys paa sine Diamantsmykker +til tyve Tusind Francs. Naar en ivrig Batignollesmand med en Svada uden +Ende lokker Publikum til at betragte hans Maskine til at udhule Roer, saa +neutraliserer Potel paa den anden Side af Fortovet hans Veltalenhed med +Pærer saa store som Græskar, Druer af Dimensioner som Aprikoser, friske +Jordbær og Ferskener. Gjør en ung Blomsterpige med et Smil og fagre Ord +Reklame for sine stuedrevne Resedaer og Nelliker, saa fylder den store +Blomsterbutik sine Vinduer med Tusind og en Nats Flora, med Rosenbuketter +til to Hundrede Francs og med favnehøje Orangetræer, der bugner af modne +Frugter. Der er ikke nogen Tid paa Aaret, hvor Paris's Butikker udfolder +en saadan Rigdom som i Juleugen. Den ene Part af Publikum kommer for af +kigge paa dem, den anden for at kjøbe Nytaarsgaver. Det rige og det +fattige Paris mødes i Stimmelen, føres nogle Minutter med af den samme +Strøm og vender saa tilbage til Luxuspaladser eller Stuer, der er for +fattige til at holde Ild i Kaminen. Julen samler dem Alle i Paris's +Hjerte, paa de store Boulevarder. + +[Illustration: Plakat Kiosken.] + +Men det er forresten hele Byen, der er festklædt. De ydre Boulevarder og +Pladser vrimler af Karusseller, af Gynger, af Gjøglere, der dandse paa +Line indenfor en med Snor trukken Kreds, af Sonnambuler og Telte med +Kæmpekvinder eller tohovede Kalve. Overalt Gadeliv, som man end ikke ser +det i den skjønneste Forsommertid. Kulden, hvis den skulde komme, +respekterer Pariserne ikke. Men det er iøvrig næsten, som den selv +respekterede Boulevardmarkedet. Den kommer kun yderst sjelden, mens det +staar paa. I Regelen er det stadig blaa Himmel og Solskin med flere +Graders Varme. + +Den glade Tid begynder Juleaften. Allerede da er der sort af Spadserende +overalt, og de fleste af Boderne lukker op. Men det er en Antecipering. +Først "Midnatsmessen" og den efterfølgende "Réveillon" ere i Grunden +Festens Aabning. Midnatsmessen er en storartet Kirkekoncert, som kun +Minoriteten af Parisere forsømmer. Alle Kirkerne er overfyldte; udenfor +dem, der er bekjendte for at have de bedste Sangere, staar Publikum i +Queue fra Klokken 8-9 for at komme ind. Særlig til Messen i +Madeleinekirken, St. Roch og St. Augustin vil Alverden. Andagt kan der i +den endeløse Trængsel ikke være Tale om; men Koncerten med dens glimrende +Orgelmusik, dens Kor og dens Solonumre i komplet Operastil og sungne af +komplette Operastemmer er det ganske vist nok Umagen værd at høre. I vor +Julestemning vilde det Hele skurre stærkt, men til Parisernes Julefest er +det en Ouverture, der passer. + +Fra Kirken gaar Vejen til "Le Réveillon", det store Julemaaltid med dets +obligatoriske Kalkuner. Der er dem, der holder det hjemme, men en Mængde +har dog ogsaa arrangeret det paa Kaféer og Restaurationer. Disse er +allesammen Julenat aabne til Morgenstunden, og fra dem allesammen lyder +der Sang og lystig Tummel. Holdes der "Réveillon" paa orthodox Vis, maa +Gildet ikke ende, før Solen er staaet op den næste Morgen. Det er den +eneste Gang hele Aaret rundt, Pariserne har Forpligtelse til at drikke +tæt. Til daglig Brug er de det sobreste Folkefærd, der existerer, men +Julenat hører der en lille Perial til. + +Saadan ser Julen ud i Paris. Forskjelligt er Alt dette, det er vist, fra +vor stille, fredelige Fest med gode Venner inden sneomfygede Mure. I det +trængselsfyldte, tumlende, straalende Paris længes Nordboen efter +Hjemmet. Men for Pariserne er det rette Hjem paa Gaden, i Færdselen og +Livet, som spænder hans Handlekraft, paa Kaféen, hvor der deklameres og +diskuteres, i det brogede Forretningsvirvar, hvor hans Øje spejder efter +Planken, paa hvilken han skal redde sig fra at gaa tilbunds i det +uendelige Menneskehav. + +Med al dens Tummel, alt dens brogede Boulevardliv er Juleugen imidlertid +dog nærmest kun et Slags Ouverture til, hvad der skal komme bagefter. +Alle de Motiver, som ligger i den, faar endnu rigere Udfoldning senere, +det Pittoreske Nytaarsnat, det Hexesabbathagtige særlig paa den første +Dag af det nyfødte Aar. Man kan ikke med Rette beskylde Pariserne for at +de tager lunkent mod dette. Deres By er i straalende Gala, naar +Midnatsklokkerne ringer det ind, alle Boulevarder tætpakkede af +Mennesker, Alting i fuld Belysning. Ikke et eneste Udsalgsmagasin har +lukket, i Konditor-, Blomster-, Legetøjs- og den Slags Boutikker stimier +Publikum saaledes sammen for at gjøre Indkjøb af "Étrenner", at ikke +engang et tripleret Sælgerpersonale kan tilfredsstille Begjæret. Alle +Markedsbarakkerne sætter det bedste Ben foran for at tiltrække sig +Opmærksomhed i den extraordinære Stund, da hver ægte Pariser er i +Spendeerhumør, Udraabernes Lyrik er paa Kothurnen, de Spadserendes +Munterhed søger at følge dens Flugt. Illuminationsgirandolerne, hvormed +de Handlende har fundet paa at pynte deres Façade ogsaa til daglig Brug, +de store, leende Klynger omkring mekaniske Legetøjsdyr, der hopper og +kravler paa Fortouget, de futtende Petarder, hvormed man fra Vinduerne +skyder det nye Aar ind, Alting sætter Liv og Lune i de drivende +Menneskemasser. Og hvilket Skuespil er det da ikke, naar der over dette +fantastiske Virvar af Farver, af de hvide, teltlignetjde Barakker, af +deres Flag og brogede Lampetmylr, over den sorte Folketrængsel og den +øredøvende Støj hvælver sig en Himmel, stille, stjernebesat og +maanebeskinnet som den, der ser ned paa Neapels Golf, og naar Luften +mættet til Overflod med denne ejendommelige Pariserodeur, der kommer fra +Blomsternes og Damernes Parfume, fra Gassens og de store Restaurationers +Udstraalinger, naar den ligger om En varm og lun, som om Foraaret vilde +vaagne med den gryende Sol! + +Men Paris er Kontrasternes By; naar Nytaarsnattens Rus er sovet ud, +kommer Nytaarsdagen efter. Den er i den gode Seinestad de forfærdeligste +tolv Timer, man oplever hele Aaret rundt. For hvert Skridt, man gaar, er +der en betlende Invalid, for hvert andet en Lirekasse og for hvert tredie +et Væsen, der skal have Drikkepenge. Man bliver jaget, hidset, slidt i, +flaaet, som om man var kommen ud, ikke for at spadsere i Januarforaars +Solskin, men for bogstavelig at fungere som Bytte for en Parforce-Jagt. +Nytaarsdagen i Paris er Tiggeriets Festdag. Skjøndt det under almindelige +Forhold er principmæssigt forbudt, florerer det dog bestandig paa Gader +og Boulevarder med en Frækhed, som om der slet ikke existerede Politi. +Men hver første Januar kvæler det formelig Byen under sig. Alverden har +paa denne Dag Lov at betle, saameget den lyster, og det er utroligt, +hvilke Hærskarer, der benytter sig af Tilladelsen. Hele det uhyggelige +Paris, der til daglig Brug fører en lyssky, underjordisk Tilværelse i +Forstædernes smudsige Gyder, spyer sin Befolkning ud over Boulevarderne, +Kajerne og de brede Seinebroer. De samler sig familievis med Alt, hvad +der kan præsteres af affældige Oldinge, Spedalske og udmagrede Diebørn. +Har Familien det normale Tilbehør af Lemmer, Øjne, Næse og Øren, saa +søger man ved Kunst at supprimere Et og Andet for at gjøre Indtryk. +Pariservagabonderne er rene Hexemestre, naar det gjælder at gjøre sig til +Blinde eller Krøblinge for en Dags Tid. Jo mere Jammer og Elendighed, man +kan vise frem, desto flere Sousstykker skraber man ind. Alle Saar og +Skrøbeligheder blottes og stilles til Skue, de værste Pjalter, man kan +støve op, er paa denne Dag de bedste, Paris's Gader bliver til uhyre +Hospitalsgange, Luxusstaden ser ud, som var den sølet ned i al Orientens +Smuds og Misère. De spædeste Børn vralter omkring og spærrer En Vejen med +deres fremrakte Tallerkener, Fruentimmerne hyler og trækker Kjolen fra +det kræftbefængte Bryst, de lamme Oldinge, Invaliderne uden Arme eller +Ben hyler, Luften gjenlyder af Jamren og Klynken, og om kap dermed hviner +Lirekasser, Fløjter, Sækkepiber, Violiner, Harper og andre +Rædselsinstrumenter. + +Fortumlet flygter man ind i en Kafé. Men ogsaa der finder man Tiggeriet, +det har kun faaet andet Kostume paa. Garçonerne ere saa fri "at tilbyde +deres lille Nytaarsgave", det vil sige en Cigar med kulørt Baand paa til +Herrerne og en Appelsin eller et Kræmmerhus Bonbon til Damerne. Hvis man +betragter denne Nytaarsgave som en Tak for de regelmæssig efter hver +Konsumation i Aarets Løb erlagte Drikkepenge, tager man imidlertid højlig +fejl. Den er kun en Invitation til Extraducør i Anledning af det nye Aar. +Er man blot set en halv Snes Gange, udebliver Cigarerne og Appelsinerne +aldrig. Og den langt overvejende Part af Pariserbeboerne har idetmindste +en Snes Kaféer eller Restaurationer, hvor de kommer nogenlunde hyppig. +Slap man saa med dem, kunde det endda gaa an. Men det er i Paris +Alverden, der skal have Nytaar: Brev-, Avis- og Pengepostbude, +Frisørsvende, Handskejomfruer, Skræddertjenere, Theaterouvreuser og saa +fremdeles i det Uendelige. Endogsaa Pigerne i Tobaksudsalgene have deres +baandpyntede Tallerkener staaende paa Disken, altid omhyggelig fyldte med +Fem- og Tifrancsstykker for at markere, at en Gentleman comme il faut +ikke kan give mindre end en saadan Mønt. Det varer ved lige saa længe som +Boulevardbarakkerne og længer endnu tidt. Før henimod Slutningen af +Januar begynder Paris ikke at blive normal igjen. + +Under Karnevalet, + +"I overmorgen afholdes det næstsidste Operabal, der lover at blive +ualmindeligt glimrende. De, der ønsker at deltage i denne enestaaende +Karnevalsfest, maa derfor være om sig i Tide." Saaledes lød en Notits, +som gik igjen, med nogle Variationer hist og her under samtlige +Pariserblades Theaterrubrik. Jeg fulgte det enstemmige Raad, afleverede +itide mit Tyvefrancsstykke i et Lokationsbureau, og da Midnatsklokken +slog sine tolv Slag, styrede jeg gjennem Kredsen af beredne Gendarmer +mine Skridt op mod det straalende illuminerede Académie nationale de +musique, hvor den enestaaende Fest skulde til at tage sin Begyndelse. +Maskerne kom, under Latter og Hvin fra de sammenstimlede Tilskuerskarer, +hoppende ud af Hundreder af Drosker, de brogede Silkekjoler raslede op ad +Vestibulens Marmortrapper, Tusinde Lysreflexer fra Guld og Spejle, en +Luft mættet med Blomsterduft og Parfumer, brusende Dandserhytmer fra +Gungls Orkester bølgede de Indtrædende imøde. Det saae ganske vist +overordentlig lovende ud, og havde Enden været Begyndelsen lig, vilde man +ikke havt Anledning til at beklage sig over Bladenes Notits. Men +desværre, det gaar med de parisiske Operaballer ikke anderledes end med +saa mange skjønne Sager, som kun taaler at ses paa Afstand. Klokken Tolv +har man Hastværk med at komme ind til al den feagtige Pragt, hvis første +Indtryk vækker de allerstørste Forventninger, Klokken Tre, naar Olivier +Metra og den ungarske Maëstro har løftet Taktstokken for sidste Gang, +gaar man bort støvet og fortraadt, saa skuffet og slukøret som det +er muligt. + +[Illustration: Indgangen til Operaballet.] + +Det kunde være ganske kuriøst at vide, om Operaballerne nogensinde har +set ud, som Romanerne fortæller. En meget gammel Generation paastaar, at +de i deres unge Dage har været baade morsomme og pikante. Men det er saa +sin egen Sag med, hvordan Alting saae ud, dengang de Gamle var unge. Man +bliver en Smule skeptisk til Slutning, naar man ret tænker over de enorme +Tilbageskridt, Verden paa alle Kanter maa have undergaaet siden hine +paradisiske Tider. Faktisk er det, at disse "enestaaende Karnevalsfester" +nu langtfra er enestaaende morsomme; deres væsentlige Pikanteri er ikke +synderlig forskjelligt fra det, hvis daglige eller rettere natlige +Skueplads er Boulevardtrottoirerne mellem Faubourg Montmartre og Café +Americain. Endnu i Romaner fra Firserne findes der overgivne unge Damer +af den fornemme Verden, som én Karnevalsnat gaar paa Eventyr i Operaen, +og hvis røde Skuldersløjfer medfører saa mærkværdige Kombinationer, at de +kan fylde hele to tykke Bind. I Virkeligheden derimod har kun yderst faa +anstændige Damer--naar da undtages Udlændinge, for hvem Alt er tilladt, +og som tillader sig Alt i Paris--sat deres Fod paa et Operabal i de +sidste halvtredsindstyve Aar; ialfald har de kun gjort det af +Nysgjerrighed og under Ledsagelse af deres Mænd. + +Hovedbestanddelen af det kvindelige Selskab er af den sletteste Art, og +de fleste af Dragterne ere ligesaa smagløse som dekolleterede. Det er +nemlig ikke længer Fashion for Fruentimmerne at være i Kostume. Hvad de +mandlige Gjæster angaar, falder det end ikke en parisisk Urtekræmmersvend +ind at klæde sig ud. De mandlige Masker er lejede allesammen uden +Undtagelse. Skal de tilmed dandse, betales der dem forhøjet Taxt, og de +sørger saa ogsaa for at maskere deres Ansigt, saa Ingen kjender dem i +deres nedværdigende Bestilling. At dandse paa Operaballerne for sin +Fornøjelse er rent ud forhistorisk, I de tre Timer, Dandsemusikken varer, +springer de Ulykkelige, der er dømte til dette Trællearbejde i +Kankan-Attituder omkring i den store Sal og giver med deres halvnøgne +Dandserinder Forestillinger for dem, det kan more at se paa disse lascive +Scener. Men det er ikke Mange. Hovedparten foretrækker at betragte +Operaballerne som en Slags Promenadekoncert. Med sin Klaphat under Armen +driver man frem og tilbage i første Etages Couloirer, hvor Gungl spiller +umiddelbart over Hovedtrappen, og kjeder sig med Anstand. Det mest +overfyldte Sted er den store Foyer, til hvilken Adgangen ganske +karakteristisk er forbudt Enhver, der er i Kostume. I Rotunden ved Siden +af er der en Buffet, hvor et Vinglas fuldt af Øl koster en Franc; denne +Buffets Priser er maaske, naar Alt kommer til Alt, det mest Aparte ved +den "enestaaende" Karnevalsfest. + +Karnevalslystigheden begynder først, naar Ballet ender. Pariserne er et +for ceremonielt Folkefærd til at kunne more sig i Stuer; den gode Tone +paalægger dem Hundreder og atter Hundreder af minutiøse Hensyn, som gjør +dem stramme og stive inden fire Vægge. Udenfor derimod giver man +Konveniensen en god Dag. De samme Herrer, som i Operaens elegante Lokaler +end ikke af de mest overgivne Dandserhytmer kunde falde paa at lade sig +forstyrre i deres langsomme, slæbende, blaserede Promenademarche, er +øjeblikkelig, saasnart de kommer ud paa Gaden, med til at dandse en +Kvadrille midt paa Fortovet. Boulevardkaféerne har de Nætter, der er +Operabal, aabent lige til Morgenstunden, og ligesaa dræbende +kjedsommeligt der har været paa Ballet, ligesaa livligt er der +paa Kaféerne. + +Man gjør i det Hele taget det parisiske Gadekarneval Uret. Det skal være +død ud, paastaar man. Ganske vist, paa den venstre Seinebred finder man +det ikke længer, men ganske simpelt af den Grund, at man der i vore Dage +overhovedet kun undtagelsesvis finder Udslag af det egenlige Pariserfolks +Liv. Paris' Hjerte har flyttet sig med Aarene: det slaar i helt andre +Kvarterer nu end i Studenternes. + +Særligt "Mardi gras" er for den parisiske Arbejderbefolkning og for +Smaaborgerne maaske Aarets største Festdag. Før den lange Fastetid, der i +mange Familier overholdes med en vis Strenghed, gaar fire "fede" Dage, +paa hvilke man ifølge Traditionen skal sætte Maven istand til at kunne +staa imod de efterfølgende Savn. Tirsdagen, den sidste af dem, gjør +Alverden det saa grundigt som muligt. De Smaafamilier, som paa denne Dag +spiser deres Middag hjemme, kan tælles. Alt, hvad der existerer af +Restavrationer, Vinknejper, Kaféer og lignende Steder, som i en snever +Vending ogsaa kan servere Spisevarer, er til den Grad overfyldte, at der +maa staas i Queue i halve Timer, før der kan opnaas en Plads ved et Bord. +Jo længere man kommer ud mod Yderkanten af Paris, desto galere er det. +Oppe i Montmartre kan man en saadan Mardi gras finde Smaarestaurationer, +hvor selve Kjøkkenet tages til Hjælp, og hvor der serveres Gjæsterne ved +improviserede Borde, lavede af Vinkasser, store Kogekjedler og Sligt. Thi +hele Familien slæbes med paa Spisekvarteret, fra den gamle Bedstemoder, +der knap kan rokke afsted, til Skjødebarnet paa et halvt Aar og derunder. +Til daglig Brug slides der i de parisiske Forstæder, saa man knap kan +danne sig nogen Forestilling derom. Tre hundrede og tredsindstyve af +Aarets Dage er Arbejdsdage for de Fleste, og tidt og mange Gange arbejdes +der de atten Timer af Døgnet, uden at man nogensinde faar Sol eller +Himmel at se. Man kan da tænke sig, hvilken Fest det maa være for +saadanne Væsener en enkelt Gang at komme ud. Og naar man kjender en Smule +til, hvilket naturligt, selv af al mulig Modgang uopslideligt godt Humor +der er karakteristisk for det egenlige Pariserfolk, kan man ogsaa nok +tænke sig, hvordan de maa more sig. Tummelen, Snakken, Latteren +oversvømmer de smaa, til daglig Brug tomme Restavrationer i Paris' +Yderkanter med et Liv, saa broget, saa animeret, at det spotter al +Beskrivelse. Efter Middagen gaar man naturligvis ikke hjem; Lystigheden +fortsættes ved Kafébordene udenfor paa Gaden, senere hen paa Aftenen +under spadserende Driven langs Boulevarderne, der fra den ene til den +anden Ende er et uoverskueligt Folkemarked, saa tæt proppet, at det paa +sine Steder er rent umuligt at trænge sig gjennem Menneskestrømmen. Paa +de "store" Boulevarder er Trængselen i Aarenes Løb bleven mindre, men +samtidig er den voxet paa de ydre. Til dem er nemlig nu Hovedparten af +Maskerne fortrukne, siden de pæne Folk blev for blaserede til længere at +tage Del i Løjerne. Men Karnevalslivet har næppe tabt derved. Maskerne er +blevne adskilligt tarveligere ganske vist, men samtidigt ogsaa adskilligt +mere oplagte til at slaa Gjækken løs. Rundt omkring paa Gadehjørnerne +improviseres der til Musik af en Mundharmonika eller ganske simpelt til +Akkompagnement af en overgiven Gadevise de vildeste Kvadriller, der +naturligvis kun voxe i Overstadighed, efterhaanden som Grupperne flokkes +om de Dandsende og opmuntrer dem med lystige Tilraab og Vittigheder. +Snart er det en hel Flok Klodocher, der skrigende og horntudende stormer +ned over Boulevarden og faar de smaa Arbejdersker til at flygte tilside +under høje Hvin, snart en flagpyntet Kreaturvogn, paa hvilken +Karrikaturer af forskjellige politiske Personligheder bliver trukne i +Triumf af lystige Ungersvende, der har faaet sig lejet et Dyrehoved og er +ganske overordenlig fornøjede med sig selv, snart endelig lange +Kompagnier af Maskerede med en eller anden hornblæsende Forening i +Spidsen. At Lystigheden af og til slaar en Smule ud i Kaadhed, følger af +sig selv, men Alverden er glad og fornøjet og morer sig virkelig; det +forsoner dermed. + +Naar det lakker henad Midnat til, begynder Indvandringen i Ballokalerne +langs de ydre Boulevarder--der findes et for hvert hundrede Skridt. Til +daglig Brug er disse Lokaler nærmest besøgte af et Publikum af endnu +værre Art end det, der kommer i Bullier, og om muligt endnu mere blottet +for muntert, naturligt Folkeliv end dette sidste Sted, der daglig bereder +saamange paa Traditionen stolende Fremmede de allerstørste Skuffelser. Nu +derimod stiller Sagen sig anderledes. Krapylet er ogsaa da med i den +broget kostumerede Mængde, men det er ikke eneherskende. Smaa skikkelige +Portner- og Haandværkerdøttre kommer i de guddommeligst kejtede +Forklædninger, ledsagede af den hele Familie, Vuggebørnene +medindbefattede, med Øjne, der straaler af Dandselyst, og med +kirsebærrøde Trikotben, der ikke kan blive kjede af den saa uvante +Motion. Man skulde tro sig milevidt borte fra Paris, midt inde i Hjertet +af den uskyldigste kluntede Landsby. + +Det hele Paris er paa Benene den egenlig store Karnevalsnat. Ogsaa det +fornemme Paris; men det bliver paa sin egen Grund og fejrer der disse +Tusind og én Nats Fester, om hvis overdaadige Æventyrpragt der af og til +naaer Rygter til de smaa, fjerne Kroge af Verden, hvor man slaar Hænderne +sammen og korser sig over, hvor Aviserne dog kan lyve. Aviserne lyver +imidlertid ikke; Overdaadigheden fra hine Tider, da Kleopatra løste +Perlerne op til Drikkevand, begynder virkelig at vende tilbage i det +moderne Athen. Millionfyrsterne fra hele Verden har bestandig havt +Passion for at forbause Paris med deres Overdaadighed, og da Paris er +noget vanskelig til at lade sig forbause, maa de efterhaanden tage deres +Tilflugt til større og større Extravagancer. De orientalske Nabober er i +saa Henseende længst dethroniserede af Amerikanerne. Der fortælles +saaledes blandt Andet om en Karnevalsfest i Mackayhotellet vis-à-vis +Triumfbuen, hvor man unægtelig kom Kleopatraskikkene ganske nær. Familien +Mackay hører hjemme hinsides Atlanterhavet og skal have sin exempelløse +Rigdom fra Sølvminer derovre. Der er ingen Ende paa dem, hedder det; i +hvert Fald er der ingen Ende paa Millionærfamiliens Luxus. Hotellet var +ikke stort nok til at rumme de Gjæster, man vilde indbyde. Men det +generede ikke Naboben. Som en ny Aladdin lod han i et Par Nætter, ved +Hjælp af Hundreder af Arbejdere og nogle hundrede tusinde Francs, et +Dandsepalais rejse sig paa hans Haveplads, ikke en interimistisk Sal, men +et virkeligt Palais med røde Fløjls Vægge, Spejlglas, Marmor og Guld +overalt, med indlagt Parketgulv og Sligt. I dette Palais serverede han +sine fem hundrede Gjæster friske Jordbær, forskrevne fra Alverdens +Sollande, Stører fra Rusland, Fuglereder fra Indien og Vildsvineskinke +fra Ungarns Skove. Og ikke nok dermed; efter Bordets Overraskelser bragte +Kotillonen en ny, om muligt endnu større. Istedetfor den ordinære +Papirspynt indeholdt Knallerterne pragtfulde Silkebælter, Skærf, +Tørklæder o.s.v., alle forsynede med et ægte Smykke, hvorpaa det +amerikanske Vaaben var ciseleret, en lille Kotillonsfinesse, der havde +kostet Hr. Mackay halvandet hundrede tusinde Francs. Han havde den +Tilfredsstillelse, at hans Fest berømmedes som den rigeste under Aarets +Karneval. Men han skal tage sig iagt; der er Adskillige, som er lige i +Hælene paa ham. Jordbærrene og Kotillonen bragte ham Sejren; næste Gang +vil imidlertid en eller anden Konkurrent søge at overtrumfe dem, og Hr. +Mackay maa saa finde paa nye Overraskelser, hvis hans Renommé ikke skal +gaa fløjten. Heldigvis for ham har han de uudtømmelige Miner; de er snart +absolut nødvendige, naar man vil føre Hus i Paris. De primitive Tider, da +man nøjedes med en Smule Aandrighed i de fornemme Kredses Selskaber, de +er forbi for længe siden. + +Hos Republikens Præsident. + +Hr. Jules Grévy er en rar, stilfærdig Præsident, der ikke beskjæftiger +Verden altfor forfærdeligt med sin Personlighed. Ministerierne komme og +gaa. Freycinet afløses af Ferry, og Ferry af Gambetta, og Gambetta igjen +af Freycinet og Ferry; Hr. Grévy lader dem ganske roligt skifte. Han gaar +paa Jagt med sine Venner i Provindsen og spiller Billard med sine Venner +i Paris, og naar engang imellem en Avis, der vil give sig ud for at være +inspireret af ham, tillægger ham en decideret Mening om Sagerne, saa kan +man være ganske sikker paa, at den Dagen efter bliver nødt til at +dementere sig selv. For en Republik, der gjør saa meget Spektakel som den +franske kan der ikke tænkes nogen mere hensigtsmæssig Præsident. Hans Ro +bøder en Smule paa Uroen ellers. Var han som de Andre, vilde der ikke +være til at leve i Frankrig for bare Politik. + +[Illustration: Ankomsten til Ballet.] + +[Illustration: Jules Grévy, Republikens Præsident.] + +Hele Aaret rundt er der i Grunden kun tre Gange Hr. Grévy virkelig +beskjæftiger Pariserne. Det er, naar han giver sine tre store +Elyséeballer. Kunde han følge sit Hjertes Drift, strøg han ganske sikkert +ogsaa dem. Men det--veed han--vilde Pariserne aldrig tilgive ham, og som +en klog Mand finder han sig da i at ofre paa deres Passioners Alter. Han +trækker det sørgelige Øjeblik ud saa længe som muligt, men henimod Midten +af Februar begynder Aviserne saa smaat at raillere over Stilheden i +Elysée; det er saa nødvendigt, at der gjøres Noget. Grévy kalder sin +Overkok til sig og underretter ham om, at der maa kjøbes ind til det +første Bal. Præsidenten for den franske Republik og Præsidenten for +Kjøkkenet i Elyséepalæet have ogsaa ellers--paastaar man--hver Morgen +deres regelmæssige Sammenkomster; men det er kun under +Balforberedelserne, at disse huslige Konferencer udstrække sig til Timer. +Kjøkkenchefen forlader dem med stolt løftet Pande i Bevidstheden om den +Ærbødighed, hvormed Leverandørerne vil modtage ham, naar han kommer og +gjør sine exceptionelle Bestillinger; Statschefen gaar fra dem tankefuld +og med Skyer paa sin Pande. Han kan i det Hele taget ikke lide det +Exceptionelle og allermindst den exceptionelle Luxus; Han finder det +langt fornuftigere at anbringe sine Penge i Huse paa Boulevard +Malesherbes end i Spise- og Drikkevarer, og han veed af sørgelig +Erfaring, at et Elyséebal koster mange Penge. + +Naar Præsidenten lader spille op til Dands i sit Palais, kan han nemlig +ikke, som naar han gifter sin Datter bort, indskrænke sig til at invitere +Familierne Grévy og Wilson med samt nogle ganske enkelte gode Venner af +Huset. Hele Paris gjør Fordring paa at modtage Indbydelser, hele den Part +af Provinserne og af Udlandet, som tilfældigvis opholder sig i Byen, +mener at have om muligt endnu større Berettigelse til at stille samme +Fordring. Saa saare Rygtet om, at Ballet nærmer sig, kommer ud i Staden, +bestormes Præsidentskabets Sekretariat med Anmodninger i massevis om +Billetter. Selv et Theater i Vælten, der er ifærd med at bringe et nyt +Stykke af Sardou eller Dumas paa Scenen, kan ikke være mere plaget. +Alverden kjender et Municipalraadsmedlem eller en Deputeret, der maa gaa +i Ilden for dem ved denne Lejlighed. De har Allesammen deres alenlange +Lister, og saa indflydelsesrige Personer er det i en Republik grumme +vanskeligt at afslaa Noget. Legationerne paa deres Side ser sig ligeledes +nødsagede til at stille store Krav. Hele Kolonien danner Queue udenfor +Gesandtskabshotellet for at skrive sig paa Listen, og selvfølgelig +betragter hver Enkelt det som en personlig Fornærmelse af Gesandten, naar +hans Begjæring ikke tages til Følge. Det bliver paa denne Maade +Hundredetusinder, der vil med til Grévys Bal; en halv Snes Tusinde af dem +i det Allermindste kan man paa ingensomhelst Maade undgaa at tage med. +Der føjes af Teltdug store Tilbygninger til Palæet, alle de til daglig +Brug ubeboede Sale støves af og befries for deres Møbelovertræk, de +Tusinder af Messing-Moderatørlamper, hvormed Huset ved en saadan Fest +belyses fra øverst til nederst, poleres og fyldes, der bliver lejet +Planter og Blomster til at dekorere med hos alle Parises Gartnere, +Municipalgardisterne tilhest kommanderes til Tjeneste for at holde de +nærmeste Gader ryddelige, og Vognene begynder saa paa den højtidelige +Aften at rulle ind i Gaarden. + +Man er i Republik. Det ceremonielle Reglement fra Kejserdømmets Dage, der +gjorde en Vogn uden Numer obligatorisk for Enhver, som indfandt sig til +Hove, existerer ikke længer. Man kan komme i Droske eller tilfods ganske +efter eget Behag. Adgang nægtes Ingen, som er i Selskabsdragt og +præsterer et Invitationskort. Men det maa han ogsaa af med, og det er for +Mange en stor Skuffelse. Det saae saa imponerende ud: en kæmpemæssig +Karton af hvidt Glacépapir, hvorpaa i smagfuld Snirkelskrift læstes: +"Præsidenten for Republiken og Fru Jules Grévy udbede sig Æren af Hr. N. +N.'s behagelige Nærværelse i Elyséepalæet den og den Dag", og nedenunder +paa Foden den lille Bemærkning "on dansera". Paa en Visitkortskaal vilde +det have gjort mageløs Effekt. Men Kontrollen ved Indgangen er yderst +streng. Man har adopteret det samme System som i Parisertheatrene. Tre +Herrer i kjole og hvide Halstørklæder sidde ved et stort Skrivebord og +attrapere enhver Indtrædende med Anmodningen "votre carte, Monsieur". Der +rives et Hjørne af den smukke Glacékarton, og naar man vil ind efter at +have givet sit Overtøj til Opbevaring i et af de uhyre Skabe paa begge +Sider af Entréen, maa ogsaa selve Kortet afleveres til Lakajen, der +vogter Adgangen til den forreste Sal. Udgangsbillet kan ikke faas. Er man +een Gang inde, maa man blive der, til man er træt og mæt af Herligheden. +Stundom kan det endogsaa hænde, at man maa blive der længere, end man +selv skjøtter om. For at forebygge Trængsel, paastaa Nogle, Andre mene af +faderlig Omsorg hos Præsidenten, for at hans Gjæster skal faa Alting at +se, er der nemlig ved Elyséeballerne foreskrevet Selskabet en permanent +Rotationsbevægelse. I den forreste Sal, hvor Præsidenten og Fru Grévy +tage imod særlige Honoratiores, samt i de umiddelbart tilstødende, hvor +Corps diplomatique opholder sig, er det for det almindelige Publikum ikke +tilladt at blive staaende. Standser man et Øjeblik, har man strax en +sortklædt Lakaj med Sølvkjæde om Halsen paa Siden af sig og bliver i en +dæmpet, men meget bestemt Tone anmodet om at passere videre. I de mindre +hellige Lokaler er det tilladt at blive, hvis man skjøtter om det, men +det er ikke tilladt at vende om og gaa tilbage til den Sal, fra hvilken +man er kommen. Op ad Dørstolperne staar der, fra Ballet begynder, til det +ender, plantet to høje, haandfaste, violette Lakajer i Drabantattitude og +med Muskler som Saint-Marceau's Harlekin. Deres udstrakte Fod spærrer +Døren. Vil Nogen fremad, trækkes Læggen i den hvide Silkestrømpe ærbødig +ind, men for den, der vil tilbage til det forladte Paradis, spærrer den +Passagen, og fra Cerberus'ens Mund lyder der et ubønhørligt "on ne passe +pas". Hele Palæet, Stue, første og anden Etage med dets labyrinthiske +Virvar af Sale, Trappegange og Korridorer maa vandres igjennem og +Vandringen begyndes forfra igjen, før man kan komme til det Sted, man +engang har forladt. Kun fire Sale i Midten danner en Undtagelse: to, i +hvilke der danses, en, hvor man i uendelig Trængsel slaas om at komme til +Buffeten, og en, pyntet med Palmer og bredbladede Planter, som er bestemt +til Hvilested for de dansende Damer. Mellem dem har man Lov til at +vandre, som man lyster. Det er ganske heldigt. En Kavaleer, der mellem +Dansene ønskede at skaffe sin Dame et Glas Is, vilde, hvis han skulde +gjøre den ellers foreskrevne Rotationsbevægelse, blive nødt til at +absentere sig for et Tidsrum af mindst et Par Timer. Han kan bruge Tid +nok, før han faaer banet sig frem mellem Rækkerne, der stadig staar +opstillede ved Buffeten. + +[Illustration: Ved Buffeten.] + +Forøvrigt er det saa viselig indrettet, at dette lille Komplex af Sale, +hvor man har Tilladelse til at bevæge sig frit, ogsaa er det eneste Sted +i hele Palæet, hvor det er fornøjeligt at være. Toiletterne opholde sig +ikke der; Trængselen er altfor umaadelig, til at de kan gjøre sig +gjældende. Men Toiletter behøver man i Paris heller ikke at gaa paa +Elyséebal for at beundre. Hvad der derimod træffes i dets Dansesale, det +er netop det Sjeldneste, der ses i den store Seinestad: unge Piger uden +Toiletter, i en simpel hvid Kjole, men med Foraarsroser paa de usminkede +Kinder, med store, forundrede Øjne og Ansigter, der straaler af +Henrykkelse over at være paa Bal, Fænomenet er overraskende, men det er +ikke uforklarligt. Ved Siden af de sextusind Indbydelseskort, der +udstedes til Kreti og Pleti fra Paris og Provinserne, de to tusind, som +Amerikanere og Englændere erobre, samt det halvandet Tusind, der gives +til andre Udlændinge, indbydes der ogsaa nogle Hundrede Personer af Hr. +og Fru Grévys private Omgangskreds, det vil sige af det ægte parisiske +Bourgeoisi. Det er til daglig Brug ikke med i Verdensstadens Rummel og +Tummel, og det stiller fremfor Alt ikke sine Koner og Døtre til Parade +mellem store Kokotter og smaa Boulevardløver. Men for Præsidenten har det +saa megen Estime, at det ved hans Baller undtagelsesvis blander sig +mellem den mylrende Skare. Dets Døtre møder med Balkortet ved Viftesnoren +og med Sextenaarsglæde ved at danse, de skriver de unge engagerende +Officerers Navne op paa Kortet med en Alvor, som var det Fredstraktater, +de undertegnede, de valser og polkerer, som gjaldt det Livet, og med +Studsen standser Udlændingene og Boulevardpublikummet. De har saa tidt +forsvoret, at Dramaforfatternes Ingenuefigurer findes andetsteds end i +Digternes egen Fantasi; her begynder der at dukke en Anelse op hos dem +om, at disse henrivende unge Væsener virkelig er tro Kopier efter +Naturen. De faar et Indblik i et Paris, som de ikke kjender, men som de +dunkelt fornemmer maaske er det, som det, naar Alt kom til Alt, lønnede +sig bedst at stifte Bekjendtskab med. Det er formelig, som om Luften i +Balsalen blev renset af al den sunde Ungdom. Ellers er der +Svedebadstemperatur og Pestatmosfære af Lampeos og sammenpakket +Menneskemylr allevegne. Man gisper og stønner, Hovedet værker, +Tindingerne banker i Feber, før Rotationsbevægelsen er tilende, og man +atter kan trække Vejret i de forreste Sale. + +Men Pariserne holder trolig ud. Naar det blot ikke drejer sig om Politik, +er der i hele Verden ikke noget taalmodigere Folkefærd end dem. Først +henad Et kommer Ballets store Mærkværdighed, og til den maa man aldeles +nødvendig være med, om ikke af anden Grund, saa af ren Nysgjerrighed. +Lidt over Midnat viser der sig et oplivende Syn. Salenes Trængsel viger +tilside og aabner i Midten Passage for en stolt fremadskridende Afdeling +Militær. Man har savnet det hele Aftenen, og Savnet har været saa meget +mere paafaldende, som den stadselige republikanske Garde ellers plejer at +pynte op allevegne i Paris, hvor der er noget Højtideligt paa Færde. Nu +kommer den, høj og strunk og stram i sine lange Ridestøvler, hvide +Benklæder, blanke Harnisker og Hjelme med den vajende Fjerbusk. De +Fremmede bilder sig et Øjeblik ind, at det er Præsidenten, der gjør +ceremoniel Promenadetur omkring mellem sine Gjæster. Men Hr. Grévy er +ikke saa pretentiøs. Naar han i et Par Timers Tid har taget mod de +Kommende og trænger til at hvile sig lidt i de for ham og hans Familie +reserverede Værelser paa første Sal, ser man en ældre, graahaaret Herre +gjøre Forsøg paa at arbejde sig gjennem den roterende Mængde. Det er +Statschefen, men forholdsvis kun meget Faa kjender ham og viger tilside. +Han ser i sin sorte Kjole uden Ordensbaand ud som Pluraliteten af de +mandlige Balgjæster, og Tjenerskab til at bane Vej for ham er der ikke +Tale om. Republikansk Garde vilde han endnu meget mindre kunne falde paa +at rekvirere til sit Behov. Det er Chefen for Elysée-palæets Kjøkken, den +kommer for at assistere. Mærkværdigheden, som skal gaa for sig, er +Aabningen af hans Souper, en rigtig Souper med koldt Kjøkken og Champagne +i Strømme. Ved de almindelige officielle Fester haves der kun en ordinær +Forfriskningsbuffet med Sandwich, The, Punsch og Konditorsager. De tre +aarlige Elyséeballer er de eneste, ved hvilke Gjæsterne bydes paa Souper. +De faar den ganske vist kun efter noget Besvær, men de faar den dog. +Gardistkorpset stiller sig op ved de to Adgange til Salen, hvor den +serveres. Den dem givne Parole er overordentlig streng. Der er dog altid +et mystisk Ord, som gjør Passagen forbi de violette Tjenere mulig. Naar +man hvisker dem "Corps diplomatique" i Øret, trækker de Silkelæggene +tilbage. Men overfor Gardisterne hjælper ingensomhelst Parlamenteren og +ingen Personsanseelse. Enhver maa vente, til hans Tur kommer, Og +Pariserne venter; de stiller sig op i Queue og venter timevis, som de +gjorde det i den elektriske Udstilling for at faa det Halve af en Arie +paa Operaen at høre, som de gjør det ved deres Theatres Billetkontorer, +ved deres Omnibusstationer og overalt. Vanen til at gjøre Queue er bleven +deres anden Natur, og de finder ingen Inkonveniens ved det længere. Med +Mellemrum aabnes Soupersalonens Døre, og der slippes saa Mange ind, som +den kan rumme. Naar Holdet er bespist, sendes det ud ad den anden Dør, og +en ny Afdeling af Queuen kommer til Fadet. Det bliver saaledes ved fra +Klokken Et til Klokken Fem om Morgenen. Saa lukker Kjøkkenchefen +Beværtningen, og de sidste Ventende maa gaa hjem med tomme Maver. De har +kun den Trøst, at de ved at staa opstillede saa længe har erhvervet sig +større Chancer for at faa deres Overtøj end de, der er brudt op paa et +tidligere Stadium af Festen. At komme fra et Elyséebal ligesaa beklædt, +som man er kommen til det, er at have vundet et Lod i Lotteriet. At komme +derfra uden at være fortraadt, forpuffet og fortumlet af kvalmende +Skjærsildstemperatur er en total Umulighed. Men Konveniensen fordrer, at +Republikens Præsident og Fru Jules Grévy tre Gange om Aaret udbede sig +deres tro Republikaneres Nærværelse til denne Fornøjelse, og Konveniensen +fordrer ligeledes, at de tro Republikanere finde Nærværelsen saa +behagelig, at de sætter Himmel og Jord i Bevægelse for at opnaa den. +Konveniensen har nu engang Ingenting med det Begribelige at gjøre, + + + + +FORAAR I PARIS. + + +Den tyvende Marts skal ifølge den franske Almanak Foraaret begynde, og +den tyvende Marts skal ifølge gammel Tradition det første Foraarstræ i +Paris staa med grønne Blade. Der er et, der er foran alle de andre; og +morsomt nok, som det hjemme i Kjøbenhavn er Holbergs Træ, saaledes er det +her Molières, der lyser Vaaren ind: et rankt og rundkronet Kastanietræ +ligefor Indgangen til Théâtre français. Der staar det midt i Byens +Hjerte, og der er ikke een Pariser, som ikke kjender det og holder af +det. Saa saare Vinterspleenens Taage letter, og den første gyldne Solflod +breder sig og svømmer ud over Boulevarderne gjør han en Afstikker til +Træet paa Theaterpladsen, saa tidt han kan komme til det. Længselsfuldt +kiger han op til de violetbrune Knopper og følger deres voxende Bugnen. +Den Dag, han paa Asfaltflisen finder det første dryssede, harpixfede +Skjæl og ser det første grønne Blad deroppe titte frem, pjusket som en +lille dunet Kylling, der lige kryber ud af Ægget, den Dag er hans store +Fest. Thi med den begynder den herlige Tid, da hans kjære Paris Maaneder +igjennem bliver, hvad han saa uendelig gjerne vil have, det skal være: +den skjønneste Stad i Verden. + +Samtidig med Molières Træ springer hele Paris ud i et Nu. Under +Boulevardkaféernes Solsejl mylrer det med glade Mennesker, der sidder paa +Trottoiret og leer op til det piplende Grønne og til det endeløse Tog +derude paa Gaden, hvor under blaa Himmel og Sol og brogede Parasoller +Vogn efter Vogn farer afsted. De farer gjennem Champs-Elysées i Række ved +Siden af Række, gjennem Boulogneskovsavenuens Solbundtstraaler og ind +mellem de løvende Alléer. Hele Vejen sidder der Tilskuerhobe i Tusindvis, +Børnene løber og leger mellem de knoppende Syrener eller jubler paa +Karusselhestene eller staar og hviner af Glæde over Forestillingen paa +Marionettheatrene. Henover Skovens lange, snorlige Ridestier galopperer +Kavalkader af elegante Ryttere og Amazoner, i den zirlige lille Kabriolet +promenerer Dandyen sine Væddeløbere og sin strunke, stoltpudsede Kudsk, +de hvide Frugttræer drysser deres Blomster, og under dem, paa de store, +grønne Plæner, ligger der boltrende Grupper og bader sig i den varme Sol. +Længere borte kommer Seinen, uden den mindste Krusning, spejlende hver +lille Fjersky; der glider hen flygtig og luftig som Ringe fra en Cigar. +Kanotiererne har faaet deres stramme Trikottrøjer paa og deres røde og +blaa Huer, og i deres lange, spidse Baade flyver de afsted over Vandet og +forsvinder bag Pynten under Hængepilens fantastisk-skjønne Hang af +lysgrønt Løv. Hele Paris er ude og fylder sine Lunger med den +vidunderlige Luft og svælger i Bevidstheden om, at den tre Maaneder paa +Rad, lige til de store Juniløb er forbi, vil Morgen efter Morgen vaagne +til den samme Herlighed og Fest. + +[Illustration: Dandyen promenerer sin Kudsk.] + +Pariseren har Ret: der er ingen Stad, der i Foraarsdragt er saa smuk som +hans. Det er nemlig ikke blot Foraaret, der pynter Paris, men ogsaa Paris +og Pariserne, der pynter paa Foraaret. Deres Parker og Avenuer, deres +Boulogneskov, den hele Omegn soignerer det og sørger for, at det kan vise +sig fra sin fordelagtigste Side. De stadser paa det som paa et sødt +Kjæledæggebarn, der dog trænger til rentvaskede Kinder og snehvid +broderet Kjole og fintkruset Halsstrimmel for ret at kunne gjøre sin +Sødhed gjældende. Det gjør de ikke saa ilde i endda. Der er aldeles ingen +Anledning til at komme i lyrisk Fyr og Flamme mod en saadan Servering af +Natur paa Præsenterbakke. Den trænger ikke til nogen Assistance, naar +dens fulde Skjønhed staar i Sommerfloret; saa er der langt vidunderligere +i en Skovskygges Ro, paa en duftende Kløvermark eller ved Aaløbet, der +risler mellem Enge, hvor Guldsmede og blaa Sommerfugle sidde og drømme +paa de røde Valmuer. Saalænge der derimod endnu ikke er hverken Romantik +eller Skygge, men kun Søle og vissent Vinterløv under Skovtræerne, +saalænge Kløvermarken hverken har Blade eller Duft og Aabredden højst en +lille Anemone bag en graaskiden Snebunke, der er i Færd med at smelte, +saalænge har den kjære Natur dog maaske en Smule for meget Slægtskab med +de mindre propre Smaaglutter, hvem Næsen løber paa. Man skal være Moder +for at have Blik for deres Englelighed, og man skal være idetmindste et +Stykke af en Poet for at kunne goutere Foraar i det Kostume. + +Pariserne er ikke Poeter; de pynter deres Foraar, som Watteau pyntede +sine Hyrdestykkers Faar og Le Notre sine Versaillesparker. Det er en +gammel Svaghed, de har, og den maa man tilgive dem. Der kommer noget saa +udmærket Dejligt ud deraf. Paa den første Foraarsdag er Alt komplet, Alt +i _grande toilette,_ blankt og pillet og pudset. Det er Gjenfødelsesfest, +og Paris har Festens Dragt. Plænerne strækker sig grønne og tykke og +bløde som Fløjl i Park Monceau. Der er ikke et Straa, der mangler i det +svulmende, fyldige Tæppe; der er ikke et drysset Knopskjæl, der har faaet +Lov til at ligge og sætte Plet paa Vaarens jomfruelige Klædebon. Riven +har glattet Gangenes brune Gruskies og fjernet Alt, hvad der ikke skulde +være der; de gule, fjedrende Stole staar paa Række og Rad i Solskinnet +som til stor Ceremoni, de runde Blomsterbede pranger i Farver af Aurikler +og store Stedmodersblomster og hvide Bellis og røde Ribes. Om den antike +Søjlekolonnade ranker Efeuen sig uden et vissent Blad, og de unge +Ællinger staar paa Hovedet i Dammen og plasker Vandperler op paa +Laurbærbuskenes Blade. Ovenover Alt det kan det fine, lyse Bladløv +sagtens tage sig ud, og som det er der, er det allevegne. Paris har Park +ved Park, en lille, firkantet Square idetmindste ved hver anden Gadeende, +hvor den første Foraarsskjønhed bliver poleret og fredet om og sat i +flatterende Ramme med ikke mindre Omhyggelighed. Saa kommer det mylrende +Virvar af Avenuenettet paa alle Kanter, med dets altid friskvandede +Kjøreveje, med dets Fontæner, dets Statuer og Bosketter, og saa kommer +endelig Boulogneskoven. Man kan tage en Droske til den paa Boulevarden og +naa den i et Kvarter og for halvanden Franc. Den ligger som i selve Byen, +og dens Foraarsapotheose giver hele Paris Relief. + +De Fremmede er himmelraabende uretfærdige mod den stakkels Boulogneskov. +Det har sin ganske naturlige Grund, det kommer simpelthen af, at de i +Reglen aldrig faar den at se, før den er affloreret. Deres Indvandring i +Paris begynder først, naar deres Sommerferie begynder. Men saa er dens +Glans forbi, saa er den flov som Moderne fra Faubourg Saint-Germain, +baarne af Bondepigen ved et nordisk Kjøbstadmarked. Den skal ses helst i +Marts eller April, tilnød i Maj, saa er den enestaaende i Verden. Den har +da ikke blot den allersarteste og allereleganteste Foraarsdragt, som +Natur og Kunst har kunnet komponere i Forening, men den har den +gjennemtrukken med en Parfume af _Tout Paris_ koncentreret i Essens. Det +er, hvad man nu end vil sige, en ganske ejendommelig Ting. Gran- og +Lindeduft kan være berusende, Orangers krydrede Vellugt ikke mindre. Men +den er der Tusinder af Skove, som er fælles om. Boulogneskovens er der +derimod kun en, der har, en eneste paa hele den samlede Klode. + +Fra den Dag, da Foraarstræet ved Théâtre français staar i Knop, indtil +Mylret af nummererede Fiakrer og Epiciertrængselen og Støvet paa den +store Væddeløbsdag ved Longchamps har stænket Banalitet over de fornemme +Alléer, i de tre unge Foraarsmaaneder er Boulogneskoven obligatorisk for +hver ægte Pariser-existens. En Promenade der hører til. Man kan bedre +undvære Desserten til sin Diner, end man kan undvære den. Men der er kun +een bestemt Promenade, som gjælder, den mellem Fire og Syv. Saa ruller +Alt, hvad Paris har af Ekvipager, afsted til den, Faubourgernes Adel +kommer i Karosserne à la Louis quatorze med den vældige Fadding vuggende +sig paa Kæmpefjedre og med de silkebestrømpede, stive Lakajer. +Finansbaronerne kommer med det springende Fuldblod for den elegante +Kabriolet, Politikerne, ukjendte igaar, magtstraalende idag og forglemte +imorgen, kommer i Hyrevognen, der er lejet for deres korte Glorietid; +Kunstens og Videnskabens Stjerner skjuler sig for profane Blikke i +Baggrunden af deres lukkede Koupé, men udfordrende, brammende, med +Rosenbuketter bag Hestens Øre og i Groomens Knaphul, stiller den store +Kokotte sin straalende, friske Toiletteluxus og sin malede Skjønhed ud +paa de polstrede Silkehynder. Alt, hvad der i Paris har et Navn, en +Stilling, en Formue, ruller afsted til Boulogneskovstævnet. +Fremmedkolonierne følger Trup, denne stadig voxende Mylr af Millionkonger +fra alle Verdens Egne, der kommer en Sæson til Paris, for at Guldfloden, +hvori de vælter sig, kan kaste en efemer Glans over deres obskure +Tilværelse. Alle jager afsted over de friskvandede, brede Veje, gjennem +de blinkende Solbundtstraaler, ud til _le lac_. Der, ved Begyndelsen af +den, hvor Svanehuset titter op mellem den skvulpende Gondolflotille, +strammes pludselig Tøjlerne, og hele Strømmen af Kjøretøjer ruller +langsomt videre i Skridt. Man gjør _le tour_, den verdensberømte _tour du +lac_. Slentrende, standsende ved hvert tiende Skridt, fordi Trængselen er +for tæt, kjører man paa Parade i Queue langs den kunstige Skovsøs Bred. +Der er tre, fire, undertiden fem Rækker Vogne ved Siden af hinanden og +ikke en Armlængdes Plads mellem hver. "Baronesse d'Ange", den store +parisiske Depravations-Baronesse, der altid kjører selv, maa holde igjen, +for at hendes hvide Hest ikke skal stikke Hovedet ind til Dronning +Isabella af Spanien. Gambetta og Rochefort ruller Side om Side. Mde. +Rothschild og Mile. Eva fra Fantaisies-Parisiennes reklamerer _vis-à-vis_ +hinanden for een og den samme Modehat fra igaar. Stadig i Queu'en, stadig +standsende, bevæger man sig fremad til Enden af Søen. Paa den anden Bred +er der maaske nok saa smukt i den lange, skyggende Allée, men denne anden +Bred foragter man. Der er der ikke en eneste Vogn. _Le Tour_ gjælder kun +den ene Side, den holder man sig til. Saasnart man er kommen til Enden, +vender man, alle Vognene paa een og den samme Plet, og slentrer tilbage +igjen, ind i Trængselen, langsomt nedad mod Svanehuset, for, naar man har +naaet det, at begynde forfra paany. Det er deri, Promenaden bestaar. Man, +sidder stram og strunk, pyntet og fornem. Et Toilette uden Smag, et Smil +paa urette Sted, en Bevægelse, der ikke var korrekt, vilde ligefrem sætte +Plet paa Ens gode Navn og Rygte. + +Landskabet selv er som denne luxuøse Ramme omkring det. Det kunde males +paa Bagtæppet i en Féeriedekoration uden at idealiseres. Alt er her, hvad +der kan udtænkes af fortryllende fin og yndefuld Natur. En bestandig +spejlblank Sø med vuggende Gondoler og sejlende Svaner, Smaaøer, der +romantisk bryder Udsigterne i Pynter, hvor Guldregnen hænger ud, saa at +dens Blomsterklaser kysser Vandet, Klippevildnis med Kaskader mellem +Bregner og Efeu og blaarankede Clematis, fantastiske Broer og blomstrende +Bosketter og bløde, grønne Engskrænter, hvor de hvide Sommerfugle leger +Tagfat. Og saa rundt omkring de brede, fornemme Alléer og de sarte +Akacielunde og de lange Plæner, der ligger saa rolig, som om de var +vuggede i Drøm af Duften fra de store, gulblomstrede Buske, der hegner +dem ind. Ovenover det Hele Solen, som ingen Skovtykning tager Varmen og +Glansen fra, men som lister sig legende ind mellem det unge Løv og tegner +det igjen i Skyggerids paa Græsset nedenunder. Friskhed bestandig fra +Vandbrusens vaskende Regn, ikke et Støvgran paa noget Blad, men smaa +Draabeperler allevegne, der blinker i Solen som evig Foraarsdug over det +fortryllede Land. Man kan saa tusinde Gange sige, at det er Kunst og ikke +Natur, vidunderlig dejligt er det, hvad man end vil kalde det. Det er +Foraaret, der holder kongeligt Indtog med kongelig Pomp. Hele dets Hof er +der paa Parade i Galapuds for at hylde dets Komme. + +Saaledes ser Pariser-Foraaret ud ved Boulogneskovens Sø. Men det ser ud +omtrent ligesaadan paa alle Kanter af den store Luxusby. Allevegne er der +fine Lystslotte og pudsede Parker, Skrænter med Villahaver og ranke +Alléer til at pynte paa det, allevegne rammer Seinens bløde Bugtninger +det ind med Romantik, allevegne ligger Kæmpestaden i Baggrunden med +Solglans paa de forgyldte Taarnspir. Foraaret er dejligt, hvor det saa +slaar sine Øjne op i den hele Verden. Men det har et Særpræg her, som det +intet andet Sted har. Det er badet i Pragt, gjennemsyret med Fest, hyllet +i Elegancens skinnende Klæder. Det er parisisk fra Top til Taa. + +[Illustration: Kaskaderne i Boulogneskoven.] + +[Illustration: I Kammeret: En Tilhørerloge. Tegning af Mars.] + +[Illustration: Kammerets Talerstol.] + + + + +I KAMMERET. + + +Hvis Parlamentarismen ikke allerede havde været opfundet andetsteds, +vilde Franskmændene have opfundet den. Den er netop Noget, som passer for +deres Behov. De trænger til at høre og høres. Først i det talte Ord er +Personligheden helt med, og det er i at give Personligheden som Indsats, +at de har deres Styrke; først det talte Ord virker paa Sandserne, og de +staar under Sandsernes Herredømme i al deres Færd. + +Men havde Franskmændene gjort Opfindelsen, vilde der være kommen en hel +anden Parlamentarisme for Dagens Lys end den, til hvilken Gjenboerne +hinsides Kanalen har givet Tonen an. Ogsaa nu har de, for at +akklimatisere den, maattet læmpe den adskilligt. De har, om man saa vil, +oversat den fra een Races Liv i en andens. Den er i England en rolig, +jævn, daglig Bestyrelse af Landets Forretninger. Men for en saadan +Bestyrelse og for disse Forretninger har Franskmændene kun ringe Sans. De +er ikke Politikere, som man er det i England. Der er Politiken bleven +Kjød og Blod af Folket, det interesserer sig for dens smaa og store Sider +uden Forskjel, den gjennemtrænger hele Nationens Liv. Anderledes derimod +med Franskmændene. De kan i et givet Øjeblik passionere sig for en +Regeringsform, men ogsaa kun et Øjeblik. Saasnart de har den, ønsker de, +at den faderligt skal vaage over dem i Et og Alt, uden at de behøver at +tage Haand i Hanke med selv. De vil leve i Ro, de vil, at Regeringen skal +sørge for Landets Sager, og at de selv maa have Lov til at passe deres +egne. Mens i England hele Pressen er politisk og netop derigjennem har +sin uhyre Udbredelse, klemmer, højst karakteristisk, de mest læste +Pariserblade Politiken ind til et Minimum og stryger den undertiden rent +for udelukkende at blive litterære. Politiken spiller kun en Rolle i +Franskmændenes Liv, naar den gjør Spektakel, naar den byder +Tilfredsstillelse for deres stadige Tørst efter Sensation. Det forklarer, +hvorfor den engelske Parlamentarisme har maattet oversættes til fransk +Behov. Den hedder i denne Oversættelse Tribunen, og den har i den +undergaaet en fuldstændig Forvandling. Parlamentarismen i England er en +Administration, Tribunen i Frankrig er et Skuespil. + +Den theatralske Iscenesættelse er det Første, der springer i Øjnene, naar +man kommer ind i det franske Deputeretkammer. Selve Salen ligner et +Theater. Den har sin Scene og sin Tilskuerplads. I en stor Halvkreds +hæver de Deputeredes røde, magelige, højryggede Klædesbænke sig over +hinanden, med saa stærk amphitheatralsk Stigning, at den bageste er naaet +op til Rummets halve Højde. Omkring dem en Kreds af tyve joniske +Marmorsøjler med Broncekapitæler, der bærer Loftsplatfonden, hvor +Fragonnards Arabesker krandser den matte Glaskuppel, ned fra hvilken +Lyset falder. I to Etagers Loger, anbragte mellem disse Søjler og byggede +fuldstændig efter Mønster fra et hvilketsomhelst Parisertheater, har det +profane Publikum Plads. Allevegne fra kan man, idetmindste ved Hjælp af +Theaterkikkerter--og dem er der bestandig nok af baade i Loger og paa +Amphitheater--tydeligt følge Alt, hvad der foregaar paa Scenen, det vil +sige paa den mægtige Tribune, der indtager hele Rummet en face for +Halvkredsen. Den er ikke nogen simpelt, enkelt, almindelig Talerstol, den +er en formelig Bygning med Etager, Trapper, tæppebelagte Afsatser, +Ornamentsdekorationer og en hel lille Verden af permanente Beboere. +Øverst throner i sin gyldne Lænestol Kammerets Præsident, omgivet af +Staben af Sekretærer og øvrige Embedsmænd. Paa Trapperne farter +Medlemmerne frem og tilbage; Huissierer holder Vagt der i deres elegante +Kjoledragt med Sølvhalskjeden og den fine Kaarde. Nederst er +Stenografbordet, flankeret stadig af lyttende Grupper, som Ivrigheden og +Uroen ikke har tilladt at blive paa deres Bænke, og midt imellem, bag +Talerstolens flatterende Brystværn, paa en Plads, der er saa stor som et +almindeligt Stuegulv, samler da Tribunens egentlige Helt, Taleren, hele +Salens Opmærksomhed paa sig. + +[Illustration: Kammerets Præsidentstol.] + +Ingen, som kan finde mindste Anledning dertil, undlader at vise sig paa +denne Scene. I det engelske Parlament rejser den Deputerede sig ligesom +hos os simpelthen op paa sin Plads og holder sit Foredrag der. +Franskmanden derimod maa ved enhver Lejlighed paa Talerstolen, selv om +det kun er for at meddele, at han frafalder Ordet. I det samme Øjeblik, +han begynder at beskjæftige sig med Politik, bliver Tribunen hans Afgud. +Selve Politiseringen er som en hemmelighedsfuld Elskovsdrik, der drager +ham til den med uophørlig, magisk Magt. Tribunen er Gjenstanden for alle +hans Længsler, Maalet for al hans Ærgjerrighed. Thi Tribunen fører i +Frankrig til Alt. Man vinder der ikke Position i det offentlige Liv +Skridt for Skridt, ved i een betroet Post at lægge Evner for Dagen, der +anbefaler til en højere, man tager sin Stilling med Storm i et langt +Spring. Den ene Dag er man en ukjendt Deputeret, saa holder man en Tale, +og den næste er man Minister. Er det sandt, at enhver fransk Soldat bærer +Marchalstaven i sit Tornister, saa er det endnu hundrede Gange sandere, +at enhver fransk Politiker allerede er godt paa Veje til +Ministertabouretten, idet han sætter Foden paa Tribunens første +Trappetrin. Hvorfor skulde ikke det Samme hænde ham, der er hændet +Hundreder af hans Forgjængere? Han har altid Exempler fra de seneste +Dage. Waldeck-Rousseau var en ung Mand paa nogle og tredive Aar, om hvis +Kapaciteter Ingen havde Anelse. Saa fik han en Dag Ordet i Debatten om +den juridiske Reform, og nogle Uger efter sad han som Medlem i det store +Ministerium. Det er ikke en Undtagelse, det er kun et Paradigma paa +Regelen. Gambettas Exempel staar som det mest lysende af alle. Han gik +som en anden lille, brødløs Advokat omkring og holdt Taler ved Ølglasset +og tog paa Borg paa Kaféerne, da han tilfældigvis kommer til at føre +Forsvaret i Baudins Proces. Det var ikke engang i Kammeret, men kun for +Retsskranken, at hans Veltalenhed lagde sig for Dagen. Og dog var denne +ene Tale nok til at skabe hans Karriere. Han blev Deputeret, han blev +Partifører, han blev Landets Diktator, saa at sige inden der var gaaet +Aar og Dag, I det moderne Frankrig er Tribunen Valpladsen, hvor alle de +store Sejre vindes. + +[Illustration: Gambetta.] + +Men man maa forstaa at vinde dem. Det er en Kunst, der er en hel Del i +Slægt med Skuespillerens. Kommer man løbende fra Gaden op paa Scenen uden +at kunne hverken gaa eller staa paa den, uden at kunne beherske hverken +sin Stemme eller sine Gestus, og vil tage Publikum med Storm udelukkende +i Kraft af den indvendige Genialitet, saa gjør man ynkeligt Fiasco. Det +er paa Tribunen ligesaadan. Der spørges der meget mindre om, hvad man har +at sige, end om hvorledes man siger det. De nye Ideer passer ikke der; +den Virkning, de frembringer, er en hel anden end den, i Kraft af hvilken +der sejres. De forbauser, men i enhver Forbauselse er der et Element af +Modstand, før Forstaaelsen kommer. De griber ikke øjeblikkeligt og river +med, og det er just deri, den sejergivende Hemmelighed ligger ved Ordet, +der flyver ud fra Tribunen. Det skal simpelthen reproducere de Ideer, der +allerede er modne, det skal fange Tankerne, der ligger og slumrer i hver +enkelt af Tilhørerne og præsentere dem saa pænt paaklædte som muligt, +helst i en eller anden lille skarp Formel, der springer i Øret og kan +blive Feltraab. Kan man finde den, er Slaget halvvejs vundet, og kan man +saa med oratorisk Kunst ciselere Rammen udenom, der stiller den i +tilbørlig Relief, saa er det vundet totalt. Gambettas umaadelige Succès +ligger heri. Med de fem smaa Ord _"se soumettre ou se démettre"_ har han +styrtet Majregjeringen, skabt en hel ny Periode i den tredie Republiks +Udvikling og stillet sig selv paa Pjedestal som Landets Afgud. I de +afgjørende Øjeblikke har han bestandig det lykkelige Klarsyn, der finder +Formlen, som slaar ned: det er hans Genialitet. Og ved Siden deraf er han +Herre og Mester i Tribunens tekniske Kunst. Naar man læser hans Taler, +forstaar man ikke deres Virkning. Men naar man hører dem, forstaar man +dem tilfulde, Stemmens uendeligt varierede Overgange, Ansigtets stadig +skiftende Udtryk, Øjnenes Flammen, Kast med Hovedet, Gestus og Slag i +Bordet, den Maade, hvorpaa han personligt stiller sig i Forhold til +Auditoriet, fæstner dets Opmærksomhed ved direkte Spørgsmaal, lurer paa +hver af dets Bevægelser og øjeblikkelig fanger selv den mindste af dem, +for at støtte sig paa den, hvis den gaar ham med, og strax slaa den til +Jorden, hvis den gaar ham imod,--Alt det er det Halve og mere end det +Halve af hans Tale. Det er det, der har gjort ham til den, han er. Thi i +den engelske Parlamentarisme er det Indholdet, paa den franske Tribune er +det Formen, det gjælder. + +[Illustration: I Kammeret: Deputerede paa deres Pladser. Tegning af +_Mars_.] + +Den er et Skuespil, og i den almindelige Bevidsthed bliver den ogsaa kun +betragtet som et saadant. Kunde Pariserne faa Billetter at kjøbe til +Deputeretkammeret, vilde der være Dage, da de gjerne betalte Hundreder af +Francs for en Plads, men der vilde ogsaa være andre, da man ikke fik dem +til at gaa i Palais Bourbon, om man gav dem Guld derfor. Er det kun en +almindelig Forretningssag, der staar paa Dagsordenen, et +Budgetspørgsmaal, selv om det drejer sig om nok saa mange Millioner, saa +er der altid grumme trist i Salen. Logerne er tomme. Kun hist og her +sidder en ensom Tourist og falder i Søvn efter forgjæves Forsøg paa at +gjenkjende de berømte Hoveder, han har set i Fotografier, eller en +Landvælger, der er kommen til Hovedstaden, har faaet Kort af sin Kandidat +og nu bilder sig ind, den stakkels Mand, at han skal være med til en +rigtig Fest. En tung Atmosfære, mættet med Kjedsomhed, fylder Rummet. +Ogsaa Amphitheatrets Bænke er yderst sparsomt besatte. De Deputerede, som +sidder der, gjør Orden i deres Skuffer, læser deres Post, besørger deres +Korrespondence eller anstiller Tegneøvelser i Lovforslagenes Margina. Men +Pluraliteten er ude i Koulisserne, faar en Passiar i _Salle des pas +perdus_, drikker en Mazagran ved Buffeten, lader sig interview af +Nyhedsreferenter, gjør Citationsnotitser i Bibliotheket til den Tale, de +selv gaar svanger med. Af og til kigger de ind for at se, om Taleren ikke +endelig er bleven færdig. Men han staar der endnu, bladende i sine +Papirer, tumlende med Tal, som Ingen bryder sig om. Højst den Sagen +vedkommende Minister gjør Forsøg paa at høre efter. Man har flokket sig i +Grupper og snakker højt, hele Kammeret i Munden paa hinanden. Som +Minutskud gjentager Huissieren ad hoc, den statelige Figur med de graa +Bakkenbarter og de altid korsede Arme sit _"Faites silence, Messieurs--Un +peu de silence, s'il vous plait,"_ Præsidenten dundrer i Kathedret med +sin store, gule Opskjærerkniv, et Par Sætninger af den ulykkelige Talers +Foredrag bliver hørlige, men strax efter drukner igjen hans Stemmes Klang +i den almindelige Summen og Mumlen. Varer det altfor længe, taber man til +Slutning Taalmodigheden. _"Au vote, au vote!"_ lyder det i Kor fra alle +Ender og Kanter af Salen. Præsidenten farer op; han slaar et, to Slag paa +Klokken, men Utaalmodighedskorets Bølger voxer kun højere derved. Han +bliver heftigere, han kimer; den store, skingrende Allarmklokke gjør et +Spektakel, saa almindelige Ører er lige ved at blive døve. Men de +Deputerede er vant til den og har kun grumme lidt Respekt for dens Støj. +Præsidenten maa rette en Appel til Taleren. Han kan ikke fratage ham +Ordet, men han henstiller til ham, hvad han selv finder passende at +gjøre. _"Au vote! au vote!"_ brøler det opmuntrende Kor endnu mange Gange +højere end før. Den stakkels Tribunehelt maa vige Pladsen; Stemmeurnerne +gaar rundt. I Gruppemøderne har de Deputerede faaet Parolen; efter den +afleverer de deres hvide eller blaa Stemmesedler. Mødet er tilende. +Argumenterne fra Tribunen er der ikke ti Medlemmer af Kammeret der +kjender, før de den næste Dag læser dem i Bladene. Den hele Forhandling +har kun fremkaldt et Overmaal af Indifferentisme. + +[Illustration: Kammerpræsidentens Klokke.] + +[Illustration: En Stemmeurne.] + +Helt anderledes derimod, naar der er "grande séance". Det er ikke +fuldkomment definerligt, hvad der falder ind under dette Begreb. Først og +fremmest gjør naturligvis alle de Møder det, i hvilke man forsøger at +vælte Regjeringen. Det er, som bekjendt, en ganske yndet Sport i det +franske Deputeretkammer, om den end stundom tager sig adskilligt mere +bister ud, end den i Virkeligheden er paa Bunden. Saa stor en Anledning +behøves nu dog ingenlunde altid for at faa en "grande séance" stillet paa +Benene. Der udkræves dertil kun Sikkerhed for, at en af de yndede +Tribuneaktører vil optræde. En meget almindelig Interpellation om et rent +ubetydeligt Æmne kan være nok, saafremt den blot giver Lejlighed til +oratorisk Duel mellem Kamphaner, som forstaar deres Kunst. Naar +Clémenceau udbeder sig Oplysninger af Regeringen om, hvorfor en +Politibetjent har pryglet en Kommunist ved en Gadetumult, eller naar +Baudry d'Asson, Kammerets vilde Slagsbroder paa Højrebænkene, den unge +Deputerede med det ligblege Ansigt, det store, sorte Rundskjæg og de +altid ulmende Tendenser til Vesuveruption ønsker at vide, hvorfor der er +bleven flyttet et Helgenbillede bort fra en Almueskole, saa er det strax +en "grande séance" af allerførste Rang. Diskussionsthemaet har Ingenting +at sige; det, det kommer an paa, er om Forhandlingen sætter Lidenskaberne +i Bevægelse, saa der bliver Udsigt til Sensation, til et rhetorisk +Skuespil _a grand spectacle_. + +Gjør den det, saa bliver Kammermødet en stor Pariserbegivenhed. Alverden +faaer travlt for at erobre Billetter ligefra Frisørsvenden, der plager +sin Kundekreds mellem de Deputerede for denne nye Art Drikkepenge, som +meget let lader sig realisere i klingende Mønt, helt op til de fornemste +Damer, der vel endogsaa kan drive det til at stille en Præfektpost i +Udsigt som Doucør for et passende Antal gode Logepladser. Damerne er det +først og fremmest, der maa med. Lejlighederne til at udfolde +Toiletteluxus bliver for den rigtig fine Portion af dem sjeldnere og +sjeldnere, efterhaanden som Gjennemdemokratiseringen af Samfundet antager +større og større Dimensioner. Under Marschallen var der endnu et Slags +Hof i Palais de l'Elysée og ved de store offentlige Festiviteter. Men med +Hr. Grévys Regeringstiltrædelse er det komplet forsvundet. Selv paa en +Pariserdag som _Grand prix de Paris_ er Publikummet paa Præsidenttribunen +saa blandet med smaa Bourgeoiselementer, at den fornemme Dameverden +finder det under sin Værdighed at vise sig der. _"Ça devient horriblement +canaille"_ skriver de royalistiske Blade, Den kvindelige Faubourgadel har +foruden sine Tirsdage i Théatre français og sine Fredage i Operaen +egentlig kun Receptionerne i Akademiet og de store Kammermøder tilbage, +hvor der er rigtig Fashion at vise sig. Og da det er Fashion ogsaa for +det altformaaende Bourgeoisie, bliver Konkurrencen følgelig enorm. Det er +aldeles utroligt, hvilke Intriger der undertiden kan sættes i Gang for at +opnaa en Plads. Den stakkels Hr. Becherelle, Kammerets lille, vimse _chef +de service_, er overmaade fortvivlet. Han vil saa gjerne være alle mulige +Mennesker til Tjeneste, men end ikke de mest formaaende Medlemmer af +Forsamlingen kan han skaffe en Krog, hvor de kan anbringe deres Venner. +"Hans Sal" har været overfyldt allerede for flere Dage siden. + +[Illustration: Hr. Becherelle.] + +Saa maa da Størsteparten af de Nysgjerrige tage til Takke med at stille +sig op paa Quaien udenfor Palais Bourbon. De staar der fra Klokken Tolv, +skjøndt Mødet først skal begynde Klokken To. Stærke Delinger Politi +trækker Kordon paa begge Sider og danner en Allée, gjennem hvilke Vognene +kan kjøre ind. Bagved denne Kordon er der sort af Tusinder af Hoveder. +Pluraliteten kan Ingenting se, men de bliver troligt staaende i +Trængselen alligevel. Skulde der virkelig passere Noget, kan de jo dog +saa sige at de har været med, og det er til Syvende og sidst Alt, hvad de +forlanger. + +Ogsaa de Begunstigede, der har faaet Kort, kommer tidligt. Pladserne er +desværre ikke numererede. Man har maattet sluge Frokosten; hvis det +Forfærdelige indtraf, at man kom til at sidde paa anden Række, vilde det +nye Toilettes Virkning være ødelagt. Man vilde maaske ikke engang blive +opdaget fra Journalistlogen og følgelig heller ikke blive nævnet i +Aviserne den næste Dag. Allerede Klokken henad Et begynder da Vognene at +rulle ind i Gaarden. Det er, som der var stor Gallafest. Selv +Pluraliteten af Deputerede lader sig det være magtpaaliggende at optræde +standsmæssigt. Til daglig Brug kan det gaa an at komme tilfods, men naar +der er _grande séance_, maa der Vogne til, og det tilmed helst en ikke +numereret. Kun de allerrødeste Medlemmer bruger Fiakrer. De gjør det +grumme nødigt, men de tør ikke risikere deres Popularitet hos +Tilskuerhoben paa Quaien. + +Defiléen varer en Timestid. Klokken To er Salen fyldt, baade Amphitheater +og Loger. Soldaterne i _Salle de la Paix_ præsenterer Gevær, Fanfaren +lyder, Kammerets Præsident begiver sig, eskorteret af Huissierer og +Sekretærer, fra sin private Bolig til Forsamlingssalen. Han bestiger +Tribunen, stiller sig foran den gyldne Stol og slaar et Slag paa Klokken. +Mødet er aabnet. + +Selve den store Forestilling begynder dog i Regelen aldrig strax. Ligesom +i Theatrene har man som oftest en lille _Pièce de rideau_ til at aabne +med, et Par smaa Lovforslag, som Ingen bryder sig om, og som kun er der, +for at de Deputerede kan faa snakket af og blive enige om, hvilken +Holdning de vil indtage til Dagens store Begivenhed, samt for at Damerne +i Logerne kan faa Lejlighed til at studere Kammerets Fysiognomi gjennem +deres Kikkerter, maaske ogsaa til at blive studeret selv en Smule. +Endelig, lidt efter lidt, dæmper den bølgende Uro imidlertid af. De +Deputerede har indtaget deres Pladser, de smaa Lovforslag er vedtagne +uden Opposition, Formanden slaar atter paa Klokken, denne Gang fastere og +som med Tilkjendegivelse af, at det nu er Alvor, Betjentene besætter +Opgangen til Tribunen, for at intet iltert Medlem i Stridens Hede skal +forcere Adgangen til Talerstolen, Huissieren med de graa Bakkenbarter +raaber sit _"Faites silence!"_ --Turneringen begynder. + +Undertiden kan det hænde, at den fuldstændig skuffer Forventningerne, at +den bliver en lang, alvorlig Styrkeprøve med Tale efter Tale, hvori der +er mange Argumenter og kun faa Personligheder, en ordnet Diskussion uden +Storm og Torden, uden væsentlige Afbrydelser engang. Saa er man meget +lidt tilfreds oppe i Logerne. Varmen bliver efterhaanden intensivere, +Luften i det overfyldte Rum utaaleligt trykkende. Time slæber sig hen +efter Time, og man tør dog ikke gaa, thi det vilde jo være altfor +harmeligt, om det store Sammenstød indtraf netop som man var forsvunden. +I Journalistlogerne erklæres Mødet for det mest kjedsommelige, der +nogensinde er blevet afholdt, og Boulevardbladene gjentager næste Morgen +den samme Dom. Man er slet ikke kommen for at overvære noget Saadant; man +vil have Spektakel. Og det maa da ogsaa siges, at man faar sine +Forventninger opfyldte tiere, end man bliver skuffet. Det er forholdsvis +sjeldent, at Partilidenskaben ved en _grande séance_ ret længe kan holde +sig i Tømme. Der dumper en lille, bidende Bemærkning ind, som bliver +fanget op med Protester, Taleren hidses, han streger sine Angreb under, +Pareringen bliver voldsommere, og i et Nu voxer Stormen til Orkan. Fra +alle Kanter af Salen raabes og skriges, applauderes og interpelleres der. +_"Silence au Mexique"_ brøler et regeringsvenligt Medlem under vilde +Bifaldshyl af Majoriteten over til Højre. _"Silence à la commune"_ svarer +Baudry d'Asson eller Paul de Cassagnac tilbage i den voldsomste Extase. +Præsidenten kimer, Larmen er saa altopslugende, at Huissieren ved +Tribunens Fod ikke engang finder det Umagen værd at anbringe sit _"Faites +silence."_ Man rejser sig fra sine Bænke, man flokker sig sammen i +Grupper, Taleren forlader fortvivlet Tribunen og en ny sætter derop med +Leopardspring uden at have Ordet og uden at blive hørt. Tumulten kan vare +hele Kvarter ad Gangen, føre til personlige Sammenstød og Udfordringer, +føre til, at Mødet foreløbig maa suspenderes. Man har dog saa faaet lidt +mere af sin grande séance, end man egentlig ønsker. Idealet er, at +Stormen kommer, men at den dæmpes igjen af en oratorisk Koryphæ, der +behersker Forsamlingen med sin Autoritet, og at han saa, med de ophidsede +Lidenskaber som Baggrund og med den Spænding, som de sætter paa det Hele, +bringer Forsamlingen under Fortryllelse ved sin Veltalenhed og med et +stort Bravourslag afgjør Dagens Kampagne til Fordel for sig og sit Parti. +Parallelen med Theatret ligger atter lige for. Det er et formeligt Drama, +man vil have. Udviklingen kan gjerne trækkes lidt i det Lange, om det +skal være, med smaa skjæmtende Skjærmydsler, men Knuden maa strammes, +Katastrophen maa komme, og efter den maa ogsaa komme den klare, +forsonende, ophøjede Løsning paa det Hele, den, efter hvilken man gaar +hjem med Ro i Sindet, men bevæget, løftet ud over det Dagligdags. Først +naar man har dette Indtryk, er Alverden rigtig tilfreds med sin grande +séance. Aviserne kan saa den næste Dag med rolig Samvittighed skrive +Spalte op og Spalte ned om Mødet, naturligvis først og fremmest om dets +smaa accessionelle Sider. De kan være sikkre paa, at hele Paris vil sluge +dem med Opmærksomhed. For den Slags Politik har Pariserne altid stor +Passion; en, der er mindre nervepirrende, bekymrer de sig derimod under +almindelige Forhold ikke synderligt om. + +[Illustration: "Faites silence, Messieurs!"] + +De er ikke Politikere i Hjertet. De er det kun, naar Politiker og Patriot +bliver Et og det Samme. Men saa kommer ogsaa det Øjeblik, da den franske +Tribune bliver mere end et sensationsvækkende Skuespil. Saadanne +Øjeblikke har Verden set. Hvilke Scener end Forsamlingen i Palais Bourbon +tidt kan frembyde, saa tør det dog aldrig glemmes, at den i lige Linie +stammer ned fra den, som med Menneskerettighedernes Forkyndelse skabte +vor moderne Tid, og at den aldrig endnu, naar det virkelig gjaldt, har +vanslægtet fra sit store Ophav. + + + + +DET RØDE PARIS. + + +Paa den venstre Seinebred, i en af de længst bortfjernede Udkanter af +Paris, ligger der mellem faldefærdige Rønner, i en mørk, ubrolagt Gade en +lille, smudsig Knejpe, som man fra Centrum af Byen er over tre Kvarter om +at naa i Droske. Bagved Skjænkestuen med dens grøntmalede Træborde og +tilrøgede Vægge er der et større Lokale, som af og til plejer at blive +brugt til Fêter af Quartier latin's Gymnastik- og Sangforeninger. Ogsaa +Kvarterets "Silkekaskjetter" producerer sig der jævnligt i koreografiske +Evolutioner. Salen er rummelig, ganske godt oplyst og har Plads til +tusind Personer. Naar man klemmer sig sammen som Sild i en Tønde, kan der +ogsaa til Nød stuves halvandet derind. + +En af de sidste Dage i Juli 1880 var der her stort Halloh. Salen var +bleven festlig smykket, det vil sige man havde under Loftet ophængt en +vældig, med rødt Flagdug omviklet Krands af den Slags, som anbringes +udenpaa Skibe for at afparere Stød, og man havde dekoreret Væggene med +tre, fire visne Granguirlander samt nogle Stumper rødt Shirting, mellem +hvilke der hist og her var placeret Skillingsbilleder af "Martyrer", og +af Kommunarder, der var blevne skudte paa Sartorysletten. Endvidere var +Klaveret paa Musiktribunen blevet trukket frem, behængt med rødt Tøj og +ved Hjælp af en foran det anbragt Skammel indrettet til Talerstol. Langs +Væggene stod der lange Borde af uhøvlede Brædder, bedækkede med grove +Duge og store Ølglas. + +Anledningen til alt dette var saare højtidelig. Tro mod Traditionerne fra +den store Revolutions Dage indviede den franske Ungdom den nye Frihedens, +Broderskabets og Humanitetens Æra, som skulde brede sit Lys ud over hele +Europa. Saaledes hed det idetmindste paa Indbydelsen. Oversat i et mindre +festligt Sprog betød det, at en Borger Lagarde og en halv Snes andre +akademiske Ynglinge i den franske Ungdoms Navn, men dog naturligvis uden +nogensomhelst Bemyndigelse, havde indbudt de mest notable af de nylig +hjemvendte, amnesterede Kommunarder til en "Punch d'honneur". + +Festen skulde tage sin Begyndelse Klokken ni, men allerede en god Stund +forinden var alle Pladser omkring Bordene fuldt besatte af Ungersvende +med deres Piger, der stampende og syngende forlangte Punch og Smørrebrød +paa Melodien "Les lampions, les lampions". Paa Slaget Ni viste Blanqui +sig, eskorteret af et halvt Hundrede amnesterede Kommunarder i hvide +Blouser og sorte Silkekaskjetter. De var næppe komne til Syne, før hele +Selskabet hylede: "Leve Blanqui! Leve den sociale Revolution! Leve +Kommunen!" Men Ingen tænkte paa at gjøre Plads for de ankomne Gjæster; +sit Glas ved Bordet havde man faaet, og det vilde man ikke forlade, før +man havde erholdt den lovede Punch i det. Da nu ogsaa Blusemændene fra +Ny-Kaledonien var tørstige, og da de pressede paa for at faa Plads, var +der en Stund al mulig Udsigt til, at Festen kunde komme til at tage sin +Begyndelse med en lille Bataille. Men Borger Lagarde fik et praktisk +Indfald. Han ringede med Formandsklokken og meddelte, at Blusemændene var +Æresgjæster og kunde tage Plads paa selve Tribunen, hvor man ad en +reserveret Dør vilde bringe dem de dem tilkommende fyldte Glas. Da der +ikke længer var nogen Fare for, at man selv skulde gaa glip af +Beværtningen ved at være imødekommende, aabnede Rækkerne sig, og +Festforspillet endte. Der blev en Stund forholdsvis Ro, indtil endelig +høje Raab nede fra Skjænkestuen meldte Rocheforts Ankomst. Han var +arriveret tilvogns, ledsaget af sin dengang stadige Adjutant, Olivier +Pain, og traadte nu ind i Salen, hilst af den vildeste Akklamation og af +aldrig endende Brøl: "Leve Rochefort! Leve Kommunen!" I hans Følge saaes +Staben af "Martyrer": Jules Allix, Amouroux, Eudes, Johannard, Benoît +Malon, Guésde og andre forhenværende Kommunechefer. De tog Plads ved et +for Festens Notabileteter forbeholdt Bord umiddelbart nedenfor Tribunen. +Mødet var fuldtalligt. Opvarterne præsenterede sig i Salen med +langskaftede Kaffekander, hvoraf Punchen udskjænkedes samt med store +Brødbakker fulde af "Sandwichs". De hilstes med endnu højere Hyldestraab +end Martyrerne, sprang op paa Bordene for at kunne tilfredsstille Alle og +stoppede endelig med deres Smørrebrød Munden paa Skraalhalsene. +Formandsklokken ringede; den højtidelige Del af Festen tog sin +Begyndelse. Det var en uendelig Række af Taler, i hvilke Essensen dog +omtrent vedblev at være den samme. Ved det souveræne Folks Villie var de +overvundne Helte fra 1871 vendte tilbage til Fædrelandet, fordi det +republikansk-kommunistiske Frankrig satte sit sidste Haab til dem i den +forestaaende Kamp, som Revolutionens Tilhængere vilde levere det +kapitalistiske og opportunistiske Samfund. Fra denne Dag begyndte +Kommunen igjen; næste fjortende Juli vilde hele Frankrig kun være smykket +med røde Flag, og inden Aartiet var tilende, vilde hele Europa, hele +Verden have fulgt Frankrigs Exempel. + +Man lo i Paris meget af denne Fest og af alle dens smaa Intermezzoer. Den +havde i Virkeligheden ogsaa nærmest gjort Indtryk af en +Fastelavnsforestilling med dens skrigende Studenter og overgivne, +halvfulde "Studentinder", med dens gamle, rødskjærfede Borgerinder, der +fik Rundstykker i Hovedet, naar de blev altfor ivrige i at afbryde +Talerne, med de hvert andet Øjeblik væltende Borde, med dens opstyltede +Mord- og Brandfloskler, dens Pereater for Bourgeois'erne, Kongerne og "le +bon Dieu", dens hele øredøvende, barokke, bindegale Virvar og Spektakel. +Men ikke destomindre var Dagen en Mærkedag i det røde Paris' Historie. +Det traadte paa den ind i en ny Fase af sit Liv, det holdt Rejsegilde paa +den nye Bygning, som det endelig lykkelig og vel havde faaet under Tag, +til Erstatning for det Kommunepalais, der var blevet skudt ned af +Versaillestroppernes Kanoner. + +I hele Tiaaret efter Kejserdømmets Fald havde man kun kunnet arbejde saa +smaat paa denne Bygning. De kraftigste Arbejdere var blevne skudte paa +Sartorysletten eller vegeterede i Ny-Caledonien, og Belejringstilstanden +holdt et saa uhyggelig skarpt Tilsyn. Saa at sige hver eneste Sten, man +lagde til Bygningen, maatte lægges i Smug. Men saa blev Marschallen +styrtet, der kom ubegrændset Tale- og Skrivefrihed, der kom først og +fremmest den almindelige Amnesti. De gamle, prøvede Arme vendte tilbage +fra Landflygtigheden og fra Bagnoerne, Arbejdet kunde atter gaa for sig +ved højlys Dag og med det Tryk paa sig, som var fornødent, for at det +kunde blive til Noget. Efter den første "Ærespunch" for de hjemvendte +Martyrer, fulgte en lang Række Banketter og lignende Festligheder, ved +hvilke man søgte at gyde ny Olie i den kommunistiske Ild. Pariserne blev +ved at le. De seer kun sjelden ud over den Dag, hvori de lever, og i +Øjeblikket var det ganske vist mere Løjer end nogen alvorlig +Samfundsfare, der var paafærde. Friheden selv, sagde man, vilde være den +bedste Skranke for Udskejelserne, og dermed slog man sig til Ro. Man +glemte, at der paa Bunden af al denne tragi-komiske røde Agitation laa et +stort, alvorligt Samfundsspørgsmaal og ventede paa sin Løsning. + +Det stod i Begyndelsen kun i Baggrunden med tætte Taager om sig. +Lykkelige over igjen at kunne gjøre Spektakler, saa galt de lystede, +flokkede alle Revolutionsmagerne sig sammen hulter til bulter uden andet +fælles Maal end netop at gjøre Spektakler. Der kom da den første Periode +i det røde Paris' nye Æra, den store Enighedstid under Banneret, som +Kommunens Jeanne d'Arc rejste. Hele den sidste Halvpart af 1880, lige til +hen paa Foraaret 1881, koncentrerer sig om den ligesaa pludseligt +opdukkende, som pludseligt igjen forsvindende røde Helgeninde +Louise Michel. + +Hun er oprindelig Lærerinde og har, skjøndt hendes Forældre var Bønder, +faaet en ganske god Opdragelse. Fra ganske ung paastod hun at have havt +særlig Interesse for Historie. Da hun var bleven saa gammel, at hun kunde +reflektere over, hvad hun havde læst, gik det op for hende, at hver Gang +Frankrig havde befundet sig i en ulykkelig Periode, havde det været +tilstrækkeligt _"de supprimer un homme pour sauver le pays"_. Siden det +Øjeblik har hun selv kun levet for at udføre et saadant +Supprimeringsværk; hun følte det som en hellig Mission, der var betroet +hende fra oven. At hun hidtil endnu ikke er kommen til at fuldføre den, +er hendes tragiske Skæbnes, ikke hendes egen Skyld; hun har gjort sig +Umage nok. Først var det Kejseren, der skulde være hendes Offer. Hun lod +sig endogsaa, for at hendes Moder kunde have et Billede af hende, hvis +hun blev henrettet, fotografere staaende ved et Bord med den ene Haand +støttet paa et Dødningehoved og den anden løftet theatralsk hævnende i +Vejret. Men den snu Napoleon vilde aldrig give hende den Lejlighed, som +hun stadig lurede paa. Hele de ti Aar af hendes Liv, mellem Tyve og +Tredive, var det hende ikke en eneste Gang muligt at trænge frem til +Kejserens umiddelbare Nærhed, og følgelig kunde hun heller ikke komme til +at støde Dolken i hans troløse Bryst. Da han var styrtet, kastede hun +sine Øjne paa den nye "Undertrykker" Thiers. Hun tilbød Kommuneregeringen +at gaa til Versailles og gjøre Brug af sit saa længe slebne Vaaben, og +for at bevise, at hun var istand dertil, gjorde hun virkelig en Tour til +Versailles og kom uskadt tilbage. Hun forlangte derpaa et officielt +Mandat til at iværksætte sin Plan, men Ferré, den Samme, der lod +Gidslerne skyde, mente overfor hende, at Revolutionen ikke burde bygges +paa en Forbrydelse og forbød hende at fuldføre sit Forsæt. Stakkels +Louise Michel! Hun lod sig da nøje med at iføre sig en Uniform som +Nationalgardist og kæmpe ved Forposterne. Under Forsvaret af Fort Issy +blev hun saaret, og da Versaillestropperne rykkede ind i Paris, meldte +hun sig selv og erklærede, at hun vilde have rejst en Barriere af Flammer +mod Undertrykkerne, hvis hun blot havde kunnet komme til. "Skyd mig," +sagde hun til Krigsretten, "eller I er nogle Kujoner tilhobe." Men hun +blev ikke skudt, hun blev sendt til Nouméa, hvor hun senere kom til at bo +Dør om Dør med Rochefort, hvad der utvivlsomt ikke har bidraget saa lidt +til hendes Popularitet, idet Lanterneskriveren efter sin Hjemkomst ved +alle Lejligheder førte hendes Ros i Munden. Derovre skal hendes Mordlyst +have valgt sig Kejserprinsen til Gjenstand. For at umuliggjøre en +fremtidig napoleonistisk Restauration omgikkes hun med Planer til at +myrde ham. Men for tredie Gang mislykkedes hendes Forsæt, Zuluerne gik +hende i Næringen. + +[Illustration: Louise Michel.] + +Ved sin Hjemkomst fra Nouméa fandt hun imidlertid Gambetta i hele hans +Glorie. Han var bleven den første Mand i Republiken, han stod omgivet af +en Popularitet, som selv Thiers i sine mest populære Dage aldrig havde +naaet, Louise Michels Supprimeringsmission havde et nyt Maal. Hun kastede +sig over det med Lidenskab. Maaneder igjennem afholdt hun den ene +Folkeforsamling efter den anden, snart i Batignolles, snart i Belleville +eller La Villette, og overalt strømmede den røde parisiske +Arbejderbefolkning til for at høre "den store Borgerinde". Rochefort +havde arrangeret en højtidelig Modtagelsesscene paa +Saint-Lazarebanegaarden for hende, da hun kom tilbage efter Amnestien, og +i sit nystiftede Blad "L'Intransigeant" leverede han Legende paa Legende +om hendes ny-caledoniske Nonnegjerning. Hun havde under Landflygtigheden +vist sig som en sand kommunistisk Helgeninde. Den Bolig, man havde givet +hende, indrettede hun til Hospital for alle de syge Kommunarder, som hun +kunde overkomme at pleje, hun underviste gratis Børnene i Omegnen og +skjænkede stadig de Honorarer, hun modtog hjemmefra, for Smaaskrifter og +Bladartikler, til ulykkelige Lidelsesfæller i Exilet. Da man i +Betragtning af denne Adfærd tilbød hende Benaadning, afslog hun den og +erklærede, at hun vilde blive paa Nouméa, saalænge der var en eneste +Landsmand derude, der trængte til hendes Hjælp. Og ogsaa efter sin +Hjemkomst søgte hun at give dette Helgenindery ny Næring. Hun afviste +Udbyttet af en Indsamling, Rochefort foranstaltede til Fordel for hende. +Folk, der besøgte hende i den lille Landsby ved Paris, hvor hun tog +Ophold for at pleje sin syge Moder, fortalte, at hun levede i den yderste +Armod, og hver Gang hun gav Møde i en Forsamling, undlod hun ikke, efter +at have holdt sit Foredrag, at oplyse Tilhørerne om, at hun desværre +maatte forlade dem igjen, da hun paa det eller det Hospital havde en syg +Veninde, som utaalmodig ventede hende. Hvor gjennemsigtig denne hendes +ostentative Præsentation af sig selv som barmhjertig Søster end var, +undlod den ikke at gjøre et umaadeligt Indtryk paa de parisiske +Arbejdere, der ikke var vante til at se deres Førere i den Grad +opoffrende og uegennyttige. Naar man talte med dem, hørte man dem idelig +sige: "De seer jo, hun gjør Alt for os, Intet for sig selv." Det var det +væsentlig, der gav hendes Agitation en saa overordentlig Tilslutning. Thi +personlig bestikkende Egenskaber har hun ikke. Havde hun været smuk, +vilde hun deri have havt en Betingelse for Herredømmet over Masserne. Men +hun er tvertimod grim som de Færreste. Paa en lang, mager Hals sidder der +et spidst, rottelignende Hoved med en stor, styg Næse, smaa sorte, +stikkende Øjne og grove, mandlige Træk. Hendes Organ er tørt, rustent, +hun taler uden Nuancer og uden Foredrag. Man faaer Indtrykket af, at hvad +hun siger, er en Lektie, hun har lært udenad. Men hvert Ord siges +distinkt, saa at Ingen i Salen gaar tabt af det, og hun fremsætter sine +Meninger kort og fyndigt, som man ikke er vant til at høre i disse +Forsamlinger. Efter hver Sætning gjør hun en lang Pause, under hvilken +man i hvert Fald i hendes rigtige Popularitetsperiode var nærved at vælte +Huset i endeløs Begejstring. Og naar Talen saa var færdig, var der i +Regelen en lille rødklædt Pige ved Haanden, som overrakte hende en +vældig, højrød Rosenbouket, Louise Michel blev rørt til Taarer, takkede i +bevægede Ord og erklærede, at hun modtog disse Blomster for at lægge dem +paa den store Martyr Flourens Grav. Havde Jubelen ikke været vild før, +blev den det nu. Flere Gange var man lige ved at hale hende ned fra +Tribunen og bære hende i Triumf gjennem Salen. Alt Sligt giver +naturligvis Selvbevidsthed, og den har Louise Michel i allerhøjeste Grad, +Hun staar paa Talerstolen i Stillingen fra Tyveaarsfotografiet, med +fremstrakt Pegefinger og tager sig ud, saa hun virkelig uvilkaarlig +vækker Tanken om en Slags Jeanne d'Arc eller saadant Noget. Hvad hun +siger, er Fraser, men Fraser, der klinge, højtravende Ord om Folkefrihed +fra Verdens ene Ende til den anden, om Revolutionens hellige Sag og om +Pligterne mod Martyrerne, der have givet deres Blod for den, blandet med +smaa, historiske Fortællinger om disse Martyrer fra Sartorys Slette, +Versailles' Fængsler og Auberive. Selvfølgelig har hendes Foredrag et +staaende Omkvæd, der gjælder hendes og hendes Medborgerinders Mission. +Hun har mellem dem formelig skabt Skole, og hun møder stadig med en +kvindelig Adjutantstab, af hvilke nogle, Paule Minck, Leonie Rouzade og +Marie Cadolle jævnlig tage Ordet. "Vi Kvinder har været underkuede," +siger hun, "men ogsaa vore Baand skal sprænges. Alle skal være +ligeberettigede, og ogsaa vi vil være det. For at bevise vor Ret dertil, +forlanger vi i den Kamp, der forestaar, at maatte føre det første Stød. +Vi Kvinder vil præsentere vort Bryst. Der er flydt Blod nok, og man har +nu kun Brug for nogle Faa, der kan tage Hævnens Vaaben i Haanden og offre +sig selv for de Mange." + +Mens hun stadig forgjæves venter paa Lejligheden til at gjøre dette, er +imidlertid Popularitetens Forgyldning saa smaat begyndt at gaa af hende. +Hun viser sig endnu af og til ved større, højtidelige Anledninger, men +Begejstringen for hende er blegnet, ti tusind Mennesker staar ikke længer +som før i Queue i og udenfor Salle Levis for at opfange et Ord af den +røde Manna, der flyder fra hendes Mund, hun er bleven "usée", som det, +særlig i Paris, er de fleste populære Afguders Skæbne at blive det. Hun +har slaaet sig paa Romanskrivningen og udsender regelmæssig et nyt Bind +hver anden Maaned. Den røde Bevægelse, som hun en Stund bidrog til at +give Vind i Sejlene, har ikke længer Brug for hende; den er kommen ind i +nye Faser. + +[Illustration: Paule Minck.] + +[Illustration: Leonie Rouzade.] + +Man havde en Stund levet paa Gjensynsglæden efter Nouméaaarene og paa +rene abstrakte Deklamationsnumere. Der kom en Slaphedstid efter, og den +kunde rimeligvis have varet adskilligt længere, end den varede, hvis ikke +den Allarmanledning, som man gik omkring og søgte uden at kunne finde +den, pludselig var dukket op under Skikkelse af Tuniskrigen. Hvem end de +uheldige Resultater i Afrika skyldtes, saa var Alle enige om, at Kampen +derovre hverken var forberedt med den nødvendige Indsigt eller førtes med +den tilbørlige Energi. Stadig vedblev der fra den anden Side Middelhavet +at komme Efterretninger, som foruroligede Paris paa den sørgeligste +Maade. Regeringen manglede Fasthed, en ganske naturlig Følge af, at +Frankrig styredes af et Ministerium, hvis væsentligste Beskjæftigelse i +længere Tid var Forhandlinger om, naar det skulde indgive sin Demission, +i hele to Maaneder var Landets Repræsentation under disse alvorlige +Forhold ikke samlet, den røde Agitation kunde aldrig ønske sig heldigere +Betingelser for sin Virksomhed. Man var paa sin Post; de store +Anklagemeetings' Periode kom. Ideen om Folkets souveræne Ret til selv at +konstituere sig som uappellabelt Tribunal var netop kort forinden dukket +op med den forhenværende kommunistiske Overgeneral Luiliers Proces for og +Domfældelse af Folkeforsamlingen i Ballokalet Elysée Montmartre. +Opflammet af det Held, de der havde havt, betoges de Røde nu af en +formelig Mani for at ville sætte under Anklage. Der blev Uge efter Uge i +Anledning af "de skandaløse Myrderier paa den afrikanske Befolkning" og +ikke mindst i Anledning af denne "Finanskrig, der kun var en skjændig +Spekulation af rovbegjærlige Bourgeois'er, som vilde plyndre Staten", +holdt Ret i store, myldrende, tumultuariske Folkeforsamlinger og fældet +Dom under Skikkelse af Dagsordener, der satte Alverden ligefra Gambetta +til hele Samfundet under Tiltale. De Røde svælgede i Spektakelnydelser. +Deres populære Dandsesale præsenterede sig i straalende Dragt. Fra +Balkonen vajede der røde Flag i Mængde; foran Musiktribunen i Salens ene +Ende var der rejst en stor Talerstol, betrukken med Rødt og flankeret af +sorte Bannere, hvorpaa der med luerøde Tal stod "1871". Vaabenskjolde med +Stokkebundter og Liktorøxer, Statuer af Republiken med den røde frygiske +Hue paa Hovedet, lange, røde Silkefaner med gyldne kommunistiske +Inskriptioner overalt. Ganske vist mindedes man i Regelen uhyggelig meget +om Lokalets sædvanlige Anvendelse ved Skilte med Priser paa Øl og +Brændevin, og ved den Lugt, der herskede derinde af disse Drikkevarer og +af Hvidløg, og som ikke forbedredes ved Tobaksrøgen fra Hundreder af +Kridtpiber. Men det generede ikke de selvbestaltede Dommere i Udførelsen +af deres Funktioner. De talte og hvinte, brændemærkede Regeringen med +samt de andre "Forrædere", som var i Pagt med den, væltede det gamle +Samfund og lod Kommunen leve ret af Hjertens Lyst. + +Til at ville sætte under Anklage var de Allesammen med, men saasnart der +blev Tale om, hvem det i Grunden var, Anklagen skulde gjælde, hørte +Enigheden mellem dem op. Rødt er ganske vist altid rødt, men den røde +Farve har jo utallige Nuancer. Karmoisin og Magenta, Koquelicot og Cerise +skriger paa det Gyseligste, hvis man vilde falde paa at stille dem ved +Siden af hinanden. Saalænge det i Samlingsperioden under Jeanne +d'Arc-fanen kun havde drejet sig om Floskler ins Blaue hinein, havde +Anarkister, Kollektivister og Intransigente broderligt kunnet gaa Haand i +Haand; saa saare derimod et konkret Spørgsmaal tvang dem ind paa +Undersøgelse af, hvad der skulde være Maalet for deres Spektakler, kunde +der ikke undgaas en Spaltning. Rocheforts "L'Intransigeant" gjorde ganske +vist Kæmpeanstrengelser for at holde Enigheden vedlige, men det nyttede +ikke. Der kom Meeting ved Siden af Meeting, Høg over Høg. +Kollektivisterne forkjættrede de Intransigente, de rene Anarkister +forkjættrede igjen baade Kollektivister og Intransigente. Disse Sidste +var kun Opportunisternes Arvetagere til Magten. Selv Louis Blanc blev +stemplet som en Reaktionær. Han havde jo "slikket de kejserlige +Generalers skimlede Støvler", blev der sagt i en Anarkistforsamling, en +Hentydning til, at han stemte for Nationalforsamlingens Takkevotum til +Hæren, efter Pariserkommunens Undertrykkelse. Mens de Intransigente +simpelthen vilde have Ministeriet sat under Tiltale for Domstolene, +erklærede Gauthier, en af de Højrødestes Talsmænd, Sligt for ligefrem +Idiotisme, Kun Forbrydere eller Stærblinde kunde fremkomme med et saadant +Forslag. Nej, for Folkets Dom skulde de indstævnes, for de Mødres Dom, +hvis Sønner førtes til Slagterbænken i Afrika, for de Fædres, de Brødres, +hvis Støtter og kjæreste Slægtninge myrdedes uhævnede paa en fremmed +Jord, Da der imidlertid var overvejende Sandsynlighed for, at Ministeriet +ikke vilde vise sig saare villigt til at give Møde for en saadan +folkelig, hellig og suveræn Domstol, foreslog Gauthier, at Folket efterat +have drøftet Sagen og afsagt sin Dom over Ministeriet, skulde begive sig +til Deputeretkammeret og forlange Forbryderne udleverede. Vilde yderste +Venstres Deputerede forsøge paa at spærre Folket Vejen, skulde man gaa +over deres Lig. Dommen vilde da blive exekveret og Forbryderne lide deres +Straf. Af hvilken Beskaffenhed denne Straf skulde være, fik man ogsaa at +vide, I Frankrig var det en gammel Skik, at Alt endte med en Sang. "Saa +lad da," saaledes sluttede den unge Revolutionshelt sit Foredrag, "ogsaa +de nuværende Institutioner i Frankrig, hele det nuværende Samfund ende +med en Sang. Men denne Sang skal være sidste Vers af Carmagnolen: "à la +lanterne! à la lanterne! à la lanterne!" Paa et af de sidste Meetings i +Salle Levis gik man endogsaa endnu videre. De nys sammentraadte +Deputerede, blev man enig om, havde ikke opfyldt deres Pligt og +øjeblikkelig realiseret Folkets Trudsler. De var følgelig ikke Andet end +en Hoben Forrædere, Menedere og Bedragere. Clémenceau havde aldrig været +Andet end en forklædt Royalist af værste Sort, selv Tony Révillon, deres +egen Repræsentant og Gambettas Besejrer, havde kun behøvet at sidde i +Kammeret tre Dage for at blive gjennemtrængt af dets Raaddenskab. Man +havde følgelig kun Et at gjøre: lade hele denne Yngleæts Hoveder falde +under Guillotinen. "Folkets Justitsredskab" blev i dette Møde med rene +Ord anbefalet som en Nødvendighed, og man skiltes med Løftet om snart +atter at overgive Paris til Luerne og saa ikke spare, hvad man sidste +Gang havde været saa ufornuftig ikke at brænde. + +Man kom dog ikke til at opfylde dette Løfte. Regeringen lagde Proces an +mod Hovedtalerne paa Mødet for Ophidselse til Oprør, under et tidligere +Meeting havde den samlet Kavalleri og Kanoner i en umiddelbart til +Forsamlingssalen stødende Kaserne for at skride ind, hvis +Spektakelmagerne gik fra Ord over til Gadedemonstrationer, og da endelig +Gambetta kom til Roret, fandt de Røde det endnu hensigtsmæssigere at +stikke Piben ind. De vidste ganske vel, at han i fornødent Fald ikke +vilde være bange for at lade dem lugte Krudtet. Men Agitationen under +denne Meetingsperiode havde alligevel i en vis Henseende styrket det røde +Paris meget betydeligt. Den havde løsnet Taagerne omkring det; den havde +tilvenstre udskilt de vildeste Anarkister, tilhøjre de blakkede, famlende +Intransigente, men den havde samtidig i Midten formet et Parti med en +Fane og et Program. Dette, de rene kollektivistiske Socialister, er det, +der i Fremtiden vil tage Ledelsen af den røde Bevægelse i sin Haand. Det +kan under givne Forhold faa Assistance fra beslægtede Revolutionære paa +begge Sider af det, men kun det har Betingelserne for nogensinde at kunne +komme til at spille en virkelig Rolle. + +Anarkisterne tilvenstre for det er ikke noget Parti. Kun en lille Gruppe +af dem, Blanquisterne, har Noget, der ligner en Organisation. Man har +under de forhenværende Kommunardchefer Eudes, Grangé, Vinant og Cournet +delt hvert af Paris tyve Arrondissementer i Legioner og Batailloner med +Formænd og Underformænd, der skal sørge for Udførelsen af det øverste +Raads Beslutninger. Men den parisiske Arbejderbefolkning føler ingen Lyst +til at indrangere sig i disse Legioner og Batailloner, thi der er Ingen +af Cheferne, der kan fortælle dem, hvad man egentlig vil. Blanqui var +født Konspirator. Der er Folk, der fødes til det, som der er Folk, der +fødes Poeter, og Andre, der fødes Kokke. Hans Arvetagere har som han kun +det ene Maal: at konspirere. Om det Program vil de aldrig kunne samle +mere end nogle faa hundrede ligestemte Sjæle. Selv Hovedmassen af dem, +der er tilsinds at vælte det hele Samfund omkuld ene og alene for at faa +Lov til at vælte, selv de vil ikke indordne sig under det blanquistiske +Frimurerselskabs strenge Disciplin. Gauthier angav under et af Meetingene +deres Standpunkt. Ethvert Forsøg paa Organisation var efter hans Mening +overflødigt og reaktionært, og følgelig ogsaa Dannelsen af en +hvilkensomhelst Centralkomitee. En saadan kunde jo i et givet Øjeblik +konstituere sig som en Slags Regering til Folkets Undertrykkelse. Al den +Organisation, som behøvedes, var Arrondissementskomiteer, der kunde +skaffe Lokaler tilveje, i hvilke det frie Folk selv voterede sine Love, +fældede sine Domme og sørgede for deres Udførelse. Med en saaledes +beskaffen Samling af Revolutionære er der under normale Forhold ingen +Anledning til at regne. De kan i tumultuariske Tider forstærke Grosset af +en eventuel Omvæltningshær, men de kan ikke selv hverken forberede eller +fremkalde nogen Omvæltning. + +Heller ikke de Intransigente er noget fast formet Parti med et Program. +De existerer kun i Kraft af Alliancer, det er dem, der giver dem deres +Farve. Rochefort vil paa sin Viis akkurat det Samme som Anarkisterne: +gjøre Spektakel for at gjøre Spektakel. Men under Kampen mod Gambettas +Opportunisme kunde hans Blad vinde en forholdsvis meget betydelig +Udbredelse og hans Tilhængere synes talrige, fordi det republikanske +Partis yderste venstre Fløj med Clémenceau i Spidsen gik sammen med dem. +Clémenceau aspirerede oprindelig til en Ministerportefeuiile under +Gambetta, og det var først, da dennes autoritære Tilbøjeligheder begyndte +at stikke Bukkefoden frem, at han i de Intransigentes Lejr søgte Kadrer +for den Oppositionshær, hvis Chef han haabede at blive. Han har et +Program, men det bunder til syvende og sidst simpelthen i den frie, +demokratiske Republik, gjennemført ud i alle dens Konsekvenser. Han vil +fare med Damp, hvor de andre Republikanere ønsker en langsommere, +gradevis Udvikling, men deres Endemaal er ikke forskjelligt. Der +existerer i Frankrig foruden det store republikanske Parti med dets +forskjellige Afskygninger og de gamle, Dag for Dag mere og mere +forsvindende Konservative, i Virkeligheden kun endnu een Lejr, der har et +Program. Det er Socialisterne. Vil de Intransigente fremtidig spille +nogen Rolle, maa de støtte sig til dem. De indseer det ganske vel selv, +og alle deres Bestræbelser gaar mere og mere ud paa at skaffe sig Farve +ved at skrive det sociale Spørgsmaals Løsning paa den Fane, paa hvilken +de ellers vilde have saare vanskeligt ved at indskrive Nogetsomhelst. + +Gambetta har i en af sine Taler sagt, at der i Frankrig ikke existerer +noget socialt Spørgsmaal. Hans Udsagn ligger et Par Aar tilbage, og han +kunde muligvis dengang delvis have Ret. Lige til den seneste Tid har det +i Frankrig i alt Fald langtfra existeret med samme akute Karakteer som i +det Øvrige gamle Europa. For det Første er det allerede ved Revolutionen +af 89 skaaret over paa Midten og den ene Part af det absolut fjernet lige +siden da. Den agrariske Socialisme, saaledes som den efterhaanden med +Naturnødvendighed maa udvikle sig i England, hvor Grundbesiddelsen er +samlet paa nogle ganske faa Hænder, er i Frankrig en absolut Umulighed, +simpelthen fordi dens Maal er naaet. I Frankrig er Jorden udstykket saa +stærkt, som det overhovedet kan lade sig gjøre. Den langt overvejende +Masse af Folket er i England ejendomsløse Nomader, i Frankrig er det en +Nation af smaa Grundbesiddere, der sidder fast ved deres egen Jord og paa +den lever, om ikke i absolut Velstand, saa dog under forholdsvis +antagelige Kaar. Bag Socialismen i Englands og Tysklands store +Industricentrer staar som et endnu mere truende Spøgelse det Tidspunkt, +da Landbefolkningen drages med ind i Bevægelsen; den er den umaadelige +Reservehær, som til Syvende og sidst giver Kampen dens solideste Støtte. +I Frankrig derimod mangler denne Reserve fuldstændig; der kan der aldrig +blive Tale om nogen agrarisk, men kun om den rent industrielle +Socialisme. Og selv denne har ialfald lige til den seneste Tid savnet +naturlige Betingelser for at kunne trives. Klimaet i Frankrig er mildt, +Jorden rig, Lønnen ingenlunde knap i Forhold til Livsfornødenhedernes +Pris. Den naaer aldrig ned under et Gjennemsnit af fem Francs daglig. Det +er ikke blot nok til at skaffe den flittige og paapasselige Arbejder et +anstændigt Udkomme, men gjør ham det ogsaa muligt, naar han er +sparsommelig--og det er jo netop en af de mest fremtrædende Dyder i den +franske Nationalkarakteer--at lægge til Side, saa han kan sikre +sin Alderdom. + +Det er da ogsaa først netop under de sidste Aars røde Agitation, at den +socialistiske Bevægelse kan siges at have faaet nogen Vind i Sejlene. Der +er naturligvis her kun Tale om den Socialisme, der hviler paa en +økonomisk Basis og har økonomiske Maal for Øje. Lige siden Saint-Simons +og Proudhons Tider har Samfundets herskende Klasser stadig frembragt dels +enkeltstaaende Fantaster, hvis Doktriner ikke fandt nogen Tilslutning hos +Folket, dels politiske Agitatorer, som søgte at blande socialistiske +Fraser med ind i de Lokkemidler, de satte ud for Hoben, som de vilde +lede. Men den egentlige, økonomiske Socialisme er hidtil ikke naaet ned +til Folkets inderste Grund, den har lige til den allerseneste Tid ikke +været nogen Kræftskade paa det franske Samfund. Selv Kommuneopstanden i +1871 var i Virkeligheden et politisk Fænomen, fremkaldt ved rent +exceptionelle Forhold og uden Forbindelse med en Udvikling før eller +senere. Først efter den almindelige Amnesti begynder de socialistiske +Tendenser at stikke Hovedet frem. De Rødes Ledere søger en Formel for +deres Agitation, og de finder i det sociale Spørgsmaal den eneste, paa +Basis af hvilken de har Mulighed for at faa Arbejderne med til en +revolutionær Bevægelse. Under Meetingsperioden fremtræder den +socialistiske Centralkomitee i Paris med Benoît Malon og Jules Guesde i +Spidsen og udfolder, beskyttet af den ubegrændsede Tale- og Skrivefrihed, +en overordentlig energisk Virksomhed. Den faaer i Bladet "Le Citoyen" sit +eget Organ, samtidig med at ogsaa Malon gjennem Artikler i Rocheforts +"L'Intransigeant" søger at bearbejde de Samfundslag, hvorfra Proselyter +nærmest kunde ventes. Disse Artikler, der oprindelig kun var fremkomne +rent sporadisk, bliver til Slutning, da de Intransigente indser +Nødvendigheden af at slutte sig tæt til det nyopdukkende Parti, daglige, +og samtidig bearbejdes Arbejderbefolkningen ved et Utal af smaa billige, +populære Piècer og ved Foredrag i det Uendelige. Theorierne, der +prædikes, er simpelthen Carl Marx' Kollektivisme, men de fremstilles med +fransk Talent til Popularisering, og den franske Arbejder, der har et +naturligt Hang til kun at passionere sig for, hvad han virkelig veed, +hvad er, opdager hurtigt, at Kollektivismen netop er det, der giver hans +vage revolutionære Trang et fast Program. Allerede paa den socialistiske +Verdenskongres i Chur i Slutningen af 81 kunde den franske Delegerede +Joffrin henvise til, at hans Parti, der ved Kommunalvalgene i Begyndelsen +af Aaret kun havde talt 65,000 Tilhængere, ved Valgene til +Deputeretkammeret i September var mødte med en Styrke af 106,000. Om +nogle Aar vilde de, tilføjede han, efter hans Overbevisning være en +Million og udgjøre "et Parti, mod hvilket Bourgeoisiet og Anarkisterne +vilde kæmpe lige forgjæves". Om han end har taget Munden lovlig fuld, saa +vil hans Profetier dog næppe blive gjort rent til Skamme. Socialismen er +i Opkomst i Frankrig; den er ikke blot den eneste røde Bevægelse, der +virkelig er at frygte fremtidig, men den er tillige den, der efterhaanden +vil samle alle revolutionære Tendenser om sin Fane. Det er ikke alene, +fordi dens Ledelse med Centralkomiteen i Spidsen er omhyggelig +organiseret, og fordi den i Modsætning til de andre røde Partier +fremtræder med et bestemt Program. Man faaer ingen Sæd til at voxe og +trives i en Jordbund, som nu engang ikke egner sig for den. Men Ulykken +er, at de oprindelig i Frankrig ugunstige Betingelser for en socialistisk +Bevægelses Udbredelse i de sidste Aar har undergaaet saa væsentlige +Modifikationer, at et socialt Spørgsmaal virkelig er opstaaet, paa Basis +af hvilket der kan rejses en Agitation. Kornhøsten er i flere Aar slaaet +fejl, Phyloxeraen har ødelagt Vinmarkerne, og forskjellige andre +Omstændigheder har yderligere bidraget til at fremkalde en gjennemgaaende +Stigning paa alle Livsfornødenheder. Selv om den franske Vindyrkning ikke +har faaet sit Banesaar ved den ulykkelige Epidemi, som har hjemsøgt +Vinhaverne, vil der dog altid gaa Aartier, før Skaden kan være udbedret. +Desuden maa der tages med i Betragtning det mærkelige økonomiske Fænomen, +der endnu aldrig har slaaet fejl: at de ved forbigaaende uheldige Forhold +i Vejret drevne Priser ikke synker, selv efterat Aarsagen, som fremkaldte +Stigningen, er fjernet. Men samtidig med, at saaledes Dyrheden paa Alt er +tiltagen og ikke kan ventes at ville forsvinde igjen, stiger ligeledes +mere og mere den franske Arbejders Behov. Han er endnu betydelig +heldigere stillet end sine Kaldsfæller i England og Tyskland; det rent +materielle Udkomme kan han stadig faa uden Besvær. Det bliver ham +imidlertid, efterhaanden som hans Intelligens udvikles, mindre og mindre +tilstrækkeligt. Med den stadig voxende Følelse af Menneskeværdighed, med +Nedrivningen af de selskabelige Skranker, med de tiltagende Bestræbelser +for at gjøre selv den mest Ubemidlede delagtig i Videnskabens Resultater +og aabne ham vid Adgang til de Kunstskatte, Civilisationen har +sammenhobet, med alt det voxer ogsaa Arbejderens Trang til Noget ud over +det for Livets Ophold absolut Nødvendige, han faar en Sans for Nydelse, +et Behov for Komfort og Luxus, som han hidtil har manglet, men som mere +og mere energisk kræver Tilfredsstillelse. + +Den stadige Stigen af Arbejdslønnen, hvori et saadant Krav havner, har +hidtil været mulig i Frankrig. Siden Begyndelsen af Treserne har den +franske Industri taget et umaadeligt Opsving. De da afsluttede +Handelstraktater, som slog Frihandelssystemet fast, gav den et mægtigt +Stød fremad; Dampens Udvikling af Kommunikationsmidlerne og af +Produktionsmethoderne, Nødvendigheden af at gjøre den engelske Industri +Konkurrence paa selve fransk Grund i Forbindelse med forskjellige +tilstødende gunstige Omstændigheder bidrog til at gjøre dette Opsving +endnu stærkere; hele det sidste Tiaar af Kejserdømmet var en industriel +Guldalder for Frankrig. Krigen medførte vel en uundgaaelig +Stilstandsperiode paa et Par Aar, men den gav saa langtfra noget +dødbringende Stød, at Fremgangen endogsaa fortsattes under Republiken, +indtil den endelig henimod Slutningen af Halvfjerdserne naaede sit +Kulminationspunkt. Denne Industriens Floreren frembød Betingelserne for, +at ogsaa Arbejdernes stigende Fordringer kunde tilfredsstilles. Men +Fremtiden vil i saa Henseende rumme Vanskeligheder, som Fortiden ikke har +kjendt. Samtidig med, at Livsfornødenhederne bestandig bliver dyrere og +dyrere, og at Livsbehovet hos den arbejdende Klasse bliver større og +større, vil der rejse sig en saa godt som uovervindelig Hindring for, at +Arbejdslønnen yderligere kan forøges. Denne Hindring er den Konkurrence, +som de Forenede Stater i Amerika efterhaanden byder Europa paa alle +Handelsomraader. Paa Kornmarkedet er den allerede stærkt fremtraadt. De +uhyre Landstrækninger derovre af jomfruelig Jord, hvis Frodighed gjør det +muligt for en Kolonist med sine egne Hænder at kultivere et ti Gange saa +stort Areal som en fransk Agerdyrker, har bragt Korn i Handelen, der i +Hâvres Havn kan sælges billigere end det, som kommer fra Normandiet. For +mangfoldige Industriers Vedkommende har den nye Verden en ligesaa +uendelig Rigdom af Materiale og en ligesaa billig Arbejdskraft. Den har +end yderligere enorme Driftskapitaler og et Virksomhedsinitiativ, der +lader de europæiske Industridrivende langt tilbage. Kampen, som den har +aabnet paa Kornmarkedet, er den i Færd med at gjennemføre paa saa godt +som alle Industriens Omraader; denne Kamp vil udvilde sig videre og +videre, og det gamle Europa vil her faa en ganske overordentlig farlig +Konkurrent. Priserne vil trykkes, Arbejdslønnen vil trykkes med dem. + +Forholdt det sig nu som i gamle Dage, at de store industrielle +Foretagender var i Hænderne paa Enkeltmand, vilde Sagen maaske endda ikke +være saa betænkelig. Disse private Industridrivende vilde indse Faren for +dem selv ved ikke at imødekomme deres Arbejdere saa meget, som det paa +nogen Maade lod sig gjøre, de vilde finde sig i at lide nogle hundrede +Francs Tab om Dagen for dog at kunne stikke et ganske smukt aarligt +Udbytte i deres egen Lomme, de vilde sige sig selv, at om man end giver +Afkald paa at tjene Millioner, for at Ens Medmennesker ogsaa kan leve som +Mennesker, saa er Hundredetusinder heller ikke at foragte. Men en saadan, +af Humanitets- eller Klogskabshensyn dikteret Imødekommen mod den +arbejdende Klasse er ikke længere mulig. Thi de Tider er forbi, da den +store Industri var i Hænderne paa Privatpersoner; det er nu saa godt som +overalt i Frankrig Aktieselskaber, der har overtaget Driften, det vil +sige et uforsonligt Administrationsraad, der ikke giver sig af med +Humanitetshensyn, og hvis Klogskabshensyn udelukkende munder ud i, at +Udbyttet kan blive saa stort som muligt, for at Aktierne kan stige og +Aktionærernes stadig videre og videre gaaende Fordringer om Renter af +deres Penge kan tilfredsstilles. Med andre Ord: man befinder sig overfor +den skarpt tilspidsede, rent abstrakte og uforsonlige Kamp mellem Kapital +og Arbejde. + +Delvis er de her antydede Forhold endnu kun i Færd med at forme sig i +Frankrig, men Udviklingen af dem kommer med Nødvendighed og synes i +ethvert Tilfælde saare vanskelig at standse. Det er i Sammenstødet af +dem, at den socalistiske Centralkomite i Paris vil finde den Jordbund for +sin Udsæd, som hidtil har manglet, men som Omstændighederne synes hurtig +at skulle opdyrke for den. Og jo flere Proselyter den hverver mellem +selve Arbejderbefolkningen, desto ivrigere vil ogsaa de revolutionære +Politikere blive for at gaa dens Ærinde og derved om muligt fremkalde de +rørte Vande, hvori de kan komme til at fiske. Med deres Hjælp gaar Alting +grumme hurtig i Frankrig. I Tydskland er man og vil sandsynligvis endnu i +et uoverskueligt Tidsrum være i Stand til at holde den socialistiske +Bevægelse nede ved administrative Forholdsregler. Man udsteder Love mod +Socialisterne, man erklærer Belejringstilstand, man undertrykker Blade, +arresterer og dømmer Partiførerne. I England har Demokratiet gjennem +Aarhundreder bøjet sig saa dybt under Autoriteten, at der uden Stød +udefra sikkert vilde gaa nye Aarhundreder, før det atter kunde løsgjøre +sig saaledes fra den, at en Eruption blev mulig. Begge Steder mangler +Befolkningen desuden det Initiativ, som Tilspidsningen af en Katastrofe +fordrer. Det franske Folk derimod er iltert og hurtigt til Alt. Det vilde +aldrig have kunnet finde sig i at lade et Spørgsmaal som for Exempel det +irske trække ud i over firsindstyve Aar. Saa saare Spørgsmaalet har rejst +sig tilstrækkelig pointeret til, at det fordrer en Afgjørelse, taaler man +ikke, at denne skydes ud. Dertil kommer yderligere det, at man har Lov +til fuldstændig frit at diskutere ikke blot Regeringsformens, men hele +Samfundets Omvæltning og Sprængning saa bindegalt og i saa ophidsende +Udtryk, som man lyster. Under saadanne Forhold kan et stort +Samfundsspørgsmaal, naar det en Gang er stillet, ikke længe blive holdt +in suspenso. Og der er da, tiltrods for Frankrigs oprindelig ringe +Modtagelighed for den socialistiske Smitte, en overvejende Rimelighed +for, at det alligevel vil blive den første Skueplads for dens +Hovedengagement med det bestaaende Samfund. Det røde Paris har opdaget +dette Hovedengagements Mulighed; det koncentrerer allerede og vil +fremtidig yderligere koncentrere alle sine Kræfter paa Forberedelserne +til det, for endelig, naar Kampens Tid er moden, at fremkalde +Explosionen, saaledes som Paris under alle Revolutioner har gjort det. +Det er en økonomisk, ingen politisk Omvæltning, der gaas imøde. Det +sociale Spørgsmaal vil fremtidig være Indskriften paa de Rødes Banner. +Det er deres Styrke. Kollektivismen er en vild, umulig Løsning paa +Samtidens store Hovedspørgsmaal, men saalænge ingen anden er funden, er +dens Doktriner de farligste, det røde Paris kunde bruge som Løftestang +for sin Agitation. + + + + +PAA BØRSEN. + + +Lige ved Boulevarderne og heller ikke langt fra Paris's anden, store +Hovedaare: Louvre- og Palais-Royalkvarteret, ligger Børspladsen. Den er +Centrum for Byens Labyrinth af Gader, og den er Brændpunkt tillige for +disse Gaders tumlende, mangfoldige Liv. Mudderen og Mylderet er der under +bestandig Højtryk. Minut efter Minut ruller de fyldte Omnibusser ind paa +Asfaltfliserne og sætter deres Menneskeladninger af. Men andre staar i +tætte Klynger og venter paa at indtage de ledigblevne Pladser. Numrene +raabes op. De, hvis Tour det er, trykker og skubber og slider sig frem +gjennem Trængselen. Vognene proppes paany Med en Behændighed som +Akrobaten, der dandser mellem Æg, vikler Kudsken sin kluntede Karosse ud +af det sammenfiltrede Virvar, og det gaar saa atter i Galop til alle +Kanter af Kæmpebyen. Saaledes bliver det ved hele Dagen igjennem til paa +den anden Side Midnat endogsaa. En Hærskare af Avissælgere vandrer +omkring og rækker paa lange Stænger deres Blade og Flyveskrifter op til +Passagererne ovenpaa Vognene og raaber og raaber. _Voilà le crime de +Boulevard Malesherbes! Voilà la France! la 2me edition! Faut voir le +bombardement d'Alexandrie! Les dernières détailles! Voilà le scandale de +l'Elysée! Voilà, la mort de Gambetta, dix centimes!_--en ustandselig, +broget Blanding af Sandhed og Røverhistorier imellem hinanden, men mest +det Sidste, de vildeste Sensationsfantasier, man kan finde paa for at +pirre de blaserede Øren og faa Tosousstykkerne til at regne ned fra +Imperialen. Overalt Travlhed, overalt jagende Mennesker, Stimmel og Larm. + +Og dog kommer der en Tid paa Dagen, da hele denne Uro drukner næsten i +en, som er endnu uendelig mange Gange vildere, og da alle disse +hundredtungede Raab kun gjør Virkning som enkelte dæmpede Violinstrenge i +et stort, fuldtbesat Orkester. Denne Tid er de Eftermiddagstimer, i +hvilke Mammontemplet paa Midten af Pladsen samler sin Menighed, Saalænge +Guldkalvens Kultus staar paa, er det ikke mere blot Verdensstadssummen, +man hører, og Verdensstadsmylder, man seer omkring sig; det Hele er +potenseret op til en Højde, draget ind i en dæmonisk Sfære, hvor +menneskelige Begreber og menneskelige Betegnelser ikke længer +strækker til. + +Der findes i det moderne Paris ingen anden Kultus, der er saa udbredt som +den, hvis Helligdom er Templet paa Børspladsen, ingen anden, der har saa +fanatiske Tilhængere, og fremfor alt ingen, der er saa moderne som den. +Dens Præster er ikke her en Kaste for sig af stive, tørre, +forretningskolde Væsener, der Ingenting har med den toneangivende Stab af +"la vie mondaines"'s Regimenter at bestille. Tvertimod. Man kan holde +Revue over hele den Verden, der svømmer ovenpaa i Paris, der tumler sig i +dens Nydelsessol og sætter Præg paa dens offentlige Liv; for hvert +Hundrede vil man finde Halvfemsindstyve, hvis Valgsprog og +Trosbekjendelse, hvis hele Tilværelses Indhold rummes i den ene Sætning: +_je vais à la bourse_. Hvor let end Pengene tjenes i en By som Paris, saa +gives de dog endnu lettere ud; hvor stor den Løn end er, der betales for +mangt et Arbejde, saa er Luxus'ens Krav dog endnu større. Med en +halvhundrede tusind Francs om Aaret kan et enligt Menneske kun akkurat +lige knibe sig igjennem, naar han vil spille en Rolle i det "Tout Paris", +der er med til Alt; hvor mange Hundrede-Tusinder en Families Budget skal +raade over, for at den kan gjøre Figur i samme exklusive Verden, er +aldeles uberegneligt. Men blot Halvtredsinstyve Tusind er allerede Renten +af en Million, og Formuer paa en Million, de er sjeldne endogsaa i Paris. +Paa den anden Side skal man være svært i Skuddet eller have en +exceptionel Position, naar de Halvtreds skal tages ind som Vederlag for +det, man udretter med sin Intelligens eller sit Arbejde. Saa er det da, +at hele dette "Tout Paris" supplerer sin Kasse ved at "gaa paa Børsen". +Har man en Smule Bekjendtskab, blot paa anden eller tredie Haand, til +Matadorerne, som regerer der--og et saadant Bekjendtskab har de +Allerfleste i disse Samfundslag--koster det under almindelige Forhold +ikke synderligt Besvær at forøge den aarlige Indtægt med baade tyve og +halvtreds og tidt med endnu mange flere Tusinder. Gaar man det moderne +Pariserliv efter i Sømmene, vil man finde, at det er forbausende Mange, +der forstaar denne snilde Kunst. + +I hvert Fald er det aldeles utroligt Mange, der giver sig ud for at +forstaa den. Den er Fashion for Tiden. I gamle Dage hørte man til de +misundte og beundrede Medskabninger, naar man enten selv var et Stykke af +en Poet, en Maler og Billedhugger, eller dog paa en eller anden Maade +kunde regnes med til deres Kreds. Nutildags er det Finantsmændene, der +staar paa Piedestal som Samfundets Halvguder. Det er dem, der samler +Mængdens Opmærksomhed, hvor de viser sig, det er dem, man slaas om at +have i sine Saloner, det er deres Gjøren og Laden, der fylder +Boulevardbladenes Nyhedsspalter. Paa den moderne Pariser-Himmel er der +Stjerner ogsaa, og det baade saa klare og skjønne, som der nogensinde har +været. Men de gjør ikke nær saa meget Spræl som den store, guldrøde +Børskomet med dens lange, lange Hale af mere eller mindre obskure +Smaamillioner. For rigtigt at være med i "Tout Paris"'s Liv er det saa +halvvejs nødvendigt at være med i den Hale. En Kavaller _comme il faut_ +fra Firserne må "gaa paa Børsen". Har han ingen Trang eller Lyst til +Finantsoperationer, maa han dog i hvert Fald lade, som han beskjæftiger +sig med dem. Veed han ikke Besked om, hvorledes det er gaaet med Suez og +Spanierne og Ottomanerne idag, og hvorledes der er Rimelighed for, at det +vil gaa med dem imorgen, saa er han et Menneske uden Spor af Interesse, +en Stakkel, der gaar omkring uden at forstaa sin Tid, og som denne Tids +mere Oplyste selvfølgelig ikke tager med i Betragtning. + +I tætte Strømme bevæger da umiddelbart efter Frokosttid de Andægtiges +Skarer sig til Templet. Rue Montmartre, Rue Vivienne og Rue Richelieu er +ikke til at passere. Vognfloden fylder dem, glider svagt fremad og gyder +sig ud i Børspladshavet, men den faar stadig igjen Tilløb fra alle +Kanter. Paa Pladsen rangerer Ekvipagerne sig op som Kavalleriregimenter +og danner en uigjennemtrængelig Skjoldborg omkring den hellige Bygning. +Klokken halv Et kommer Ypperstepræsterne, _le parquet_", de edsvorne, af +Staten ansatte Vexelmæglere, hvis Antal aldrig maa overstige tyve, og som +derfor ogsaa er saa lukrative Stillinger, at der tidt betales indtil en +Million for et Agent-de-change-Patent. De første Kurser slaas op. I +lange, febrilske Spring styrter de Kommende ud af Vognene, endnu før de +er standsede, og farter op ad den høje Marmortrappe. Kun den skjønne Part +af de Andægtige maa blive tilbage, de har ikke Adgang til Templet. Men +til at sidde roligt hjemme har deres Troesiver, deres Feber, deres +Lidenskab været altfor stor. De er fulgte med og stikker nu det lille +Hoved med de spændte Ansigtstræk ud af Koupévihduet og sender +forventningsfulde, urolige Øjekast op til den store Bygning, hvor deres +Hjerte er med hvert eneste Slag, som det rummer, op til de smaa Tal, der +staar paa Tavlen mellem Søjlerne, deres Sorgens og Glædens Evangelium, +det eneste, de kjender. Larmen deroppe fra naaer fortumlende ned til dem, +den kribler med hemmelighedsfuld berusende Magt gjennem hver Nerve og +gjør det lille Hoved ørt, som Kjærligheden gjorde det i de unge Dage, de +knap mindes længer. Den breder sig ud over dem, denne dæmoniske Larm, ud +over Vognborgen, over Pladsen, over alle Gaderne rundtomkring. Den naaer +helt op til Boulevarderne, fyldende Luften med Feber, dragende til sig, +magnetisk forunderligt, overdøvende, hvor fjernt og dumpt den end +klinger, selv de skarpeste, mest skrigende Stemmer tætved En. Den har +over sig det Samme som Støjen af en stor, styrtende Fos inde mellem +Bjergene. Den er uhyggelig, denne Støj, den klemmer for Brystet, den +jager Svedperlerne frem paa Panden, men den lokker alligevel, den +paaskynder Skridtene, den sluger i sin Tummel Alt, hvad man seer og hører +og tænker. + +Mellem Søjlekolonnaden, der løber rundt omkring Bygningen, og inde i +selve Børshallen er det mere end Støj og Larm. Et Tordenbrag kunde rulle +umiddelbart over Guldkalvtemplets Tag, det vilde ikke høres. Den +umaadelige Sal er proppet af en Menneskestime, der staar saa tæt, at der +ikke kan sættes en Fod mere paa Gulvets Mosaikfliser. Og Alle skriger de +i Munden paa hinanden.--_Jai--qui est-ce qui a?--Je prends!--je +vends!--Heu! combien?--Un et quart on fait!--Je prends de l'Omnibus!--Je +vends du cinq!--Laissez le passage libre!_ tordner den høje Børsbetjent i +sin statelige blaa Uniform, den Eneste i hele Mylderen, der intet Øjeblik +mister sin kolde, værdige Ro. Men de Andre hører ham ikke. Med funklende +Øjne og fægtende Arme, med hele Legemet i Fart søger de at arbejde sig +frem i Trængselen. Oppe fra Galleriet, der løber rundt omkring Salen, +seer det ud dernede som et vildt, sammenfiltret Haandgemæng, som en +titanisk Kamp mellem Forrykte. Paa Trappen og i Kolonnaden kan Dagens +Begivenheder endnu diskuteres med Ord og de store Nyheder, der indbringer +Snese og Hundrede Tusinder, hviskes gode Venner i Øret i smaa, +hemmelighedsfulde Sætninger, der alene forstaas af de Indviede. Men inde +i Salen tales der kun med Gestus. Jo mere bevæget Markedet er, desto +bredere bliver de. Paa de store Baissedage seer det ud, som Alverden +vilde prygle hinanden. Man farer sammen med opspilet Mund, med udspredte +Arme og med Haanden løftet som til Slag. I det næste Øjeblik synes den at +skulle falde ned paa Gjenboens Kinder. Men det er kun en _Façon de +parler_, en af Børssprogets mange mærkelige Terminusser. _C'est un +Krach!_ raaber den ene Haand, _c'est un vol!_,' raaber den anden, og man +forstaar hinanden. + +[Illustration: Kurserne slaas op paa Børsen] + +Tummelen og Trængselen og Galehusvirvarret voxer og voxer lige til +Klokken Tre. Saa er det, Dagens sidste Kurser sættes, og saa er det, man +i en Fart maa bestemme, om man vil kjøbe eller sælge. Alle strømmer til +_le corbeil_, den runde, gitterindhegnede Kreds, hvor +Agents-de-change'erne har Plads. Haandgemænget naaer sit +Kulminationspunkt. Man trykkes og skubbes og brøler og river og flaar i +hinanden, som om det gjaldt Livet. Hundreders og atter Hundreders Velfærd +i hvert Fald har det vel ogsaa i de bevægede Krisetider ofte gjældt. Men +det gjælder ikke saa sjældent mere endnu. Efterdønningerne af Larmen +derinde naaer ikke blot ud over Plads og Gader, den naaer stundom helt op +til de stille Sale, hvor det ikke er om Aktiers Stigen og Falden, men om +selve Landets største Interesser, der tages Bestemmelse. Som Børspladsen +er Knudepunktet for Byens Gadeliv og Gadefærdsel, saaledes er +Pariserbørsen snart sagt Hjertet i det moderne Frankrig. Den regulerer de +vigtigste Udslag af dets offentlige Liv. Man har set det tidt allerede, +og man vil faa det at se oftere endnu. En fransk Regering er kun stærk, +naar den har Børsen ubetinget for sig, den vil endog have Vanskelighed +ved at holde sig, naar den har den ubetinget imod sig. Gambettas ellers +næsten uforklarlige Fald saa hurtigt, efterat han var kommen til Magten, +og da Alle antog, at han fra en uoverskuelig Fremtid holdt Frankrigs +Skæbne i sin Haand, skyldes hovedsagelig Børsens Aversion mod hans +Finantsminister Allain-Targé. Med Rette eller Urette betragtede +Finantsmatadorerne denne Mands Budgetsystem som faretruende for +Udviklingen af Landets Velstand; man gjorde direkte Forestillinger i +denne Henseende til Gambetta, og da han i Tillid til sin Styrke modtog +Børsudsendingene koldt og ikke ansaae det nødvendigt at lytte efter deres +Raad, erklærede man ham Krig gjennem en almindelig Baisse paa alle +Papirer. Der sluttede sig andre Allierede til, men denne Baisse var det +store Artilleriskyts, som selv Frankrigs hidtil populæreste Politiker +ikke kunde holde sig imod. Omvendt blev Sympathierne paa Børsen for Léon +Say det Freycinetske Kabinets Hovedhjørnesten. Det havde hverken +Sammenhold eller Program, det havde Intet, som kunde indgyde Tillid til +det undtagen netop dets Finantsminister. Men han var Rothschilds og de +store Børsherrers Mand. Det var deres Syn paa Sagen, der gjennem ham fik +Indpas i Budgetdispositionerne og i Mangt og Meget af den almindelige +Politik ogsaa; havde de tre Præsidenters Ministerium ikke fulgt Vejen, +som Børsen viste det, saa vilde dets Dage have været talte, inden der var +gaaet Uger. Naar man i Paris skal sige sin Mening om et politisk +Spørgsmaal, saa er det første Dokument, man raadspørger, Børsens +Kursseddel. Gaar den nedefter, saa ryster man betænkeligt paa Hovedet, +selv om man ellers kunde have nok saa mange Grunde til at finde det, der +er i Gjære, fortræffeligt; gaar den derimod i Vejret, saa betragter man +det strax som selvindlysende, at det er det eneste Fornuftige og for +Landets Velfærd Tjenlige. + +Et saadant Fænomen vilde være utænkeligt, hvis det i Børslivets Tummel +alene var Finantsmatadorernes Millioner og de nydelsesgraadige +Pariserlediggjængeres Indtægtskilder, der stod paa Spil. I Virkeligheden +drejer det sig om noget langt Mere og noget langt Betydningsfuldere. +Templet paa Børspladsen er Frankrigs Hjerte, ikke fordi der i det +spekuleres og spilles og svindles, men fordi det er Forvalteren af +Landets Velstand og derigjennem Betryggeren af dets Fremtid, Hævderen af +dets Position imellem Staterne. + +Det er under den tredie Republik, at Pariserbørsen i Ondt som i Godt er +kommen til at spille den dominerende Rolle, som den spiller. Men Spirerne +til det maa søges længere tilbage. Allerede det andet Kejserdømme gav +Stødet. Det var det, der gjorde Paris til et Slags uhyre Karavanserai for +den hele civiliserede Verden, det var det, der skabte paa den ene Side +den store Industri og de store Spekulationsforetagender, paa den anden +det potenserede Luxus- og Nydelsesliv, der naaede sin Apotheose under +Verdensudstillingen i 66 og i Aarene mellem da og den ulykkelige Krig var +ikke langt fra at skeje ud i et moderne babylonisk Bakkanal. For at kunne +bære de med dette "vie surchauffée" forbundne Udgifter begyndte den +fornemme Verden allérede da at gaa paa Børsen. Saalænge Adelen holdt sig +fornemt og forventningsfuldt tilbage, gik det endnu an at leve paa +Resterne af de fra Revolutionen reddede Formuer, skjøndt de selvfølgelig +ved idelig Udstykning var svundne mere og mere ind. Men da man, blændet +af det tredie Kejserdømmes Glands, fandt sig beføjet til saa halvt om +halvt at lægge Fornemheden af og vise sig paa Arenaen igjen, var det +nødvendigt, at man ogsaa saae sig om efter Midlerne til at hævde sin +Position. De gamle Dages Fordom mod Forretnings- og Finantsspekulationen +var forsvunden. Selve Hoffets nærmeste Omgivelser øste af den nye +Berigelseskilde med fulde Hænder. Millionen var en Støtte for Regeringen, +og den hædrede og begunstigede den paa alle Maader. Pengenes Aristokrati +blev mere og mere det eneste respekterede, og jo dybere Alverden tog +Hatten af for det, desto Flere blev der ogsaa, der fandt det baade ganske +fornuftigt og ganske hensigtsmæssigt at give de gamle rustne +Vaabenskjolde et nyt Overtræk af Louisd'or-Guld. Børsen gjorde ingen +Vanskelighed ved at paatage sig dette Forgylderarbejde, den følte sig vel +endogsaa baade støttet og smigret ved, at man henvendte sig til den +derom. Dens Prestige, dens Indflydelse forøgedes, dens hele Liv fik Dag +for Dag under Kejserdømmet mere og mere Vind i Sejlene. + +[Illustration: I Børssalen Klokken Tre.] + +Det er imidlertid først under den tredie Republik, at den er naaet til +Højden af sin Position. Krigen havde gjort en Standsning i dens +Forretninger, men denne Standsning var forholdsvis kort, og umiddelbart +før den kom Milliardlaanene. De gav med eet Slag et uhyre, enestaaende +Opsving i dens Liv, de blev et ligefrem Vendepunkt i dens Tilværelse. +Greben af patriotisk Begejstring og i fuld Tillid til Frankrigs +uudtømmelige naturlige Hjælpekilder strømmede hele Landets Befolkning til +med sine opsparede Kapitaler. De af Regeringen forlangte umaadelige +Summer blev overtegnede tredive Gange i Løbet af en eneste Dag, man stod +i Queue hele Natten igjennem for at komme af med sine Penge, Alverden var +greben af et formeligt Raseri efter at faa Kouponer i det nye Laan. Med +Beundring var Frankrigs Venner, med indædt Misundelse dets Fjender Vidne +til denne overvældende Aabenbaring af Landets Rigdom. Men ogsaa indenfor +selve Rigets Grændser kunde den ikke undgaa at vække Forbauselse og, da +Forbauselsen havde sat sig, at blive dragen til Indtægt. Man havde faaet +det mest evidente Bevis paa, at Pengene var der og kun laa og ventede paa +at blive anbragte; man benyttede sig af, at alt dette Guld nu engang var +kommet ud af Gjemmerne, og at Lysten til at gjøre det fluktuerende var +bleven hidset ved Umuligheden for Mange af at komme til at deltage i +Milliardlaanene, man bød det nye Afløbsrender, og det og meget mere til +østes i dem. Det ene store Forretnings- og Spekulationsforetagende +dukkede op efter det andet. Stadig overtegnedes de forlangte Kapitaler i +en Haandevending, stadig steg og steg Papirerne. + +Ganske naturligt steg da ogsaa med dem Børsens Tiltrækningskraft. Der +bredte sig som Oliepletten Dag efter Dag ud over flere og flere Lag af +Samfundet, indtil den endelig sluttede i en formelig Epidemi: +Berigelsesvanviddet. Vort Aarhundredes Franskmænd har bestandig betragtet +deres Liv som forfejlet, naar det ikke endte med Erhvervelsen af en +Formue. Man havde oprindelig nøjedes med at forlange den som Resultat af +en Ungdom i ihærdigt Arbejde. Men hvad der gik for sig paa Børsen, +forstyrrede lidt efter lidt Hovederne. Man saae Exempler paa, at Folk +lagde sig tilsengs som smaa Rentierer den ene Dag og vaagnede som +Millionærer den næste. Saadanne Exempler maatte nødvendigvis virke +fortumlende. Man begyndte med at ville være rig i Løbet af to, tre Aar, +man endte med at ville være det i Løbet af en Uge eller to. De alvorlige, +grundmurede Børsspekulationer blev lagte til Side, man kastede sig over +Spillet. Alverden spillede paa Børsen. Landets første Slægter gav Tonen +an; der var Navne som Rohan, Gontot-Biron, La Panouse, Broglie o. s. v. +med i alle Kombinationer. Det dirigerende Bourgeoisie fulgte efter. Selv +Folk, der indtog betroede Stillinger i Republiken, betænkte sig ikke paa +offentlig at knytte deres Navne til Finantsspekulationer, og naar +Politiken gik galt for dem, kastede de sig helt og holdent i Armene paa +Børsen. En eller anden forhenværende Ministers Navn kunde ikke undværes +og var ogsaa stadigt med paa Aktieprospektusserne. Deputerede og +Senatorer figurerede saa hyppigt paa dem, at der endogsaa blev Tale om +Love, som kunde sætte en Stopper for dette Uvæsen. Og mens +Spillevanviddets Smitte saaledes gik fra Dør til Dør paa Samfundets +Højder, trængte den samtidig ogsaa længere og længere ned i Dybderne. Den +trængte saa dybt ned, som den overhovedet kunde komme. Kudsk og Tjener, +der saae deres Herre kaste Penge ud, skjøndt de vidste, at han ingen +Formue ejede og Ingenting bestilte, de lærte snart at opdage den +uudtømmelige Guldkilde og at øse af den selv. Portneren saae en skjønne +Dag Kudsken sige Tjenesten op og anskaffe sig Hest og Vogn. De +Operationer, der gav saa mageløse Resultater, mente han, maatte han dog +ogsaa forsøge. Og saa spillede Portnerne, og Portnerne fortalte om de +store Summer, de vandt, til Urtekræmmer og Spækhøker og Grønthandler, og +ogsaa de fulgte Trup. Og Grønthandlerne smittede Sælgekonerne, og saadan +i det Uendelige. + +Udenfor Børsen, paa Bænkene langs Omnibuskontoret og under Træerne, sad i +lange Rækker de gamle "Boursicotièrer" og drev Spekulationen i deres +værdiløse Aktieskrabsammen fra antidiluvianske Aartier med ikke mindre +fanatisk Raseri end den hele myldrende Stimmel inde i Templet. Sygdommen +havde naaet sit Højdepunkt, der maatte komme en Katastrofe. + +[Illustration: "Les boursicotières".] + +Den kom i Affairen med _"Union générale"_, Bontoux's berømte Bank, det +sørgeligste, men tillige mest drastiske Exempel paa Børsspekulationen og +dens Udskejelser i det moderne Frankrig. Bontoux havde før Firserne kun +været lidet bekjendt, da han pludselig dukkede op paa Pariserhimlen som +den af Lykken mest begunstigede Finantsmand i hele Verden. Han havde, da +han grundede sit Bankforetagende, havt den kloge Inspiration at støtte +sig til Mac Mahons nærmeste Omgivelser og knytte til sig Folk, der +gjennem denne stod i høj Gunst hos Kejseren af Østerrig og de østerrigske +Ærkehertuger, Mænd som Vicomte d'Harcourt, Marquis de Bouvois, Baron de +Wimpfen, Baron de Bourgoing gik strax fra Begyndelsen Haand i Haand med +Bontoux, og de skaffede ham efterhaanden ved deres Indflydelse en Mængde +Koncessioner i Østerrig, Ungarn og Serbien. Paa Basis af dem gjorde +"Union générale" og dens Affødning, den østerrigske "Länderbank", eller +_la timbale_, som den kaldtes i Frankrig, udmærkede Forretninger og +erobrede i forbausende kort Tid saa godt som hele Østerrig fra de +tidligere Forretningsmænd. Men dertil kom yderligere en anden, meget +vigtig Omstændighed. Bontoux's Bank optraadte med Pretensioner paa at +skulle være et Slags exklusivt katholsk Finantsforetagende, bestemt til +at modarbejde Jødernes, særlig de tydske Jøders Indflydelse paa det +parisiske Pengemarked og i det Hele taget gjennem den altformaaende +Pengemagt kæmpe paa enhver mulig Maade for den ene saliggjørende +katholske Kirke. Den støttedes som Følge deraf af hele Gejstligheden i +Frankrig og Østerrig, og det var Folk, der sad inde med Penge. Greven af +Chambord tog personlig ikke mindre end halvtredie tusind Aktier, og selve +Paven i hvert Fald lovede man som Participant i og Støtte for Banken. +Dens Papirer gik da i Vejret med utrolig Hurtighed. Aktierne lød paa 500 +Francs, af hvilke der dog aldrig blev indbetalt mere end halvfjerde +hundrede. Kort før deres Udstedelse stod de imidlertid i 700, saa steg de +til 1200, saa til 2000, 2200, 2500, og godt og vel et Aar efter Bankens +Grundlæggelse var de naaede op i ikke mindre end 3200 Francs. + +Selvfølgelig kunde det ikke være gaaet naturligt til. Der havde været +Tillid og berettiget Tillid til Bontoux's Foretagende, men den rent ud +mirakuløse Stigning havde han og hans Banks Administration kunstig skabt. +Under Kampen med de jødiske Bankierer, der dannede Konsortier for at +fremtvinge Baisse paa "Union générale"'s Papirer, havde denne selv søgt +at holde Kurserne ved strax at opkjøbe de af dens Aktier, der blev +tilbudte. Da den raadede over store Pengemidler, var det en Stund gaaet +godt, og Millionkongernes Konsortier var flere Gange blevne sprængte. Men +til Slutning kunde Katastrofen ikke udeblive. De to, tre Gange slagne +Børsmatadorer rottede sig sammen igjen, og tilsidst sejrede de. Kampen +blev aabnet paa et andet Punkt, Suez-kanalens Aktier var ved en meget +betydelig og meget rig Spekulants Agitationer efterhaanden blevne drevne +op til en ikke mindre fabelagtig Højde end "Union générale"'s. Fra 900 +var de stegne til 3500. Den nævnte Spekulant havde først ved alle +kunstige Midler, blandt Andet ved at raade sine Venner til at kjøbe, +faaet det paagjældende Papir til at stige og stige i det Uendelige, og da +saa Højdepunktet var naaet, kastede han pludselig sine 60,000 Aktier paa +Markedet uden at underrette Nogensomhelst derom i Forvejen, ikke engang +sine nærmeste Venner. Disse tresindstyve tusind Aktier budte ud paa en +eneste Dag medførte naturligvis et meget betydeligt Fald. Papiret selv +sank fra 3500 til 2000, og den almindelige Baisse kunde samtidig ikke +undgaas. Dette Øjeblik benyttede Koalitionen af Børsmatadorer for at +ramme Bontoux dødeligt. Ved et uendeligt Salg fremkaldte de en saa uhyre +Baisse, som Paris's Børs endnu aldrig havde set paa noget Papir, ikke +engang i Mirès's Dage. Da dette umaadelige Salg ikke mødtes af nogen +Kontramine, og da Banken ikke længer havde Summer nok til at kjøbe op som +før, sank "Union generale"'s Aktier paa en enkelt Børsdag fra 3200 til +1300, altsaa noget nær 2000 Francs pr. Aktie. Det kom som et Tordenslag +over Paris, og det medførte en almindelig Panik. Den langt overvejende +Pluralitet af dem, der led Tab paa Unions Papirer, var Spekulanter, som +ikke sad inde udelukkende med dette Papir. For at skaffe Penge maatte de +sælge over en Hals ogsaa alle andre Papirer; deres Agenter maatte +ligeledes sælge for at dække dem, og Baissen bredte sig da og +oversvømmede hele Pengemarkedet. Tusinder og atter Tusinder mistede Alt, +hvad de ejede og havde, det var Milliarder, der 5 disse Dage blev tabte +paa Børserne i Paris og Lyon. Fra den ene Ende af Frankrig til den anden +hørte man kun om Ruin paa Ruin. Naturligvis havde der mellem Spillerne +ogsaa været forsynlige Folk, som havde hørt op, mens Legen var god, men +de Fleste var blevne ved at spille, til Baissen kom, og paa en eneste Dag +styrtede da alle deres Luftkasteller sammen. Ikke blot Alt, hvad de havde +tjent, og Alt, hvad de ejede, gik tabt i denne Ødelæggelse, men Mange kom +kun ud af Krisen med en Gjæld paa Halsen, som de kunde behøve Aar af +deres Liv til at dække. Der var særlig een Klasse af Mennesker, som +Katastrofen ramte haardt: Kunstens og Literaturens letsindige Verden med +dens store Behov for Luxus, dens stærke Fantasi og dens gamle Tro paa, at +Guld og grønne Skove engang maatte dumpe som stegte Duer ned i Munden paa +den. Af hundrede Literater, Journalister og Artister af alle Slags, var +der næppe ti, som ikke i større eller mindre Grad kom under Indflydelse +af Berigelsesvanviddet. Verdensberømte Stjerner, der havde gjort Karriere +og tjent sig en Formue, satte Alt overstyr, saa de maatte begynde forfra +igjen med tomme Hænder; unge Journalister med en maanedlig Gage paa fem, +sex hundrede Francs, tabte ti, tyve Tusinde. Regelen var, at Alle mødte +paa Likvidationsdagen med de Summer de skyldte. Men med hvilke +kæmpemæssige Anstrengelser og med hvilke utrolige Opoffrelser af Venner +og Bekjendte de skaffedes tilveje, kan Ingen danne sig nogen Forestilling +om, der ikke selv har havt Lejlighed til at kaste et intimt Blik ind i +disse sørgelige Forhold. Hele Kunstens og Literaturens Verden blev +forarmet ved Katastrofen; de, der ikke selv havde spillet, blev det ved +at hjælpe deres Kammerater med den sjeldne Redebonhed og Tjenstvillighed +indbyrdes, der er et af de smukkeste Træk i den franske Nationalkarakter. +Overfor Fremmede har Pariseren Høfligheden paa Læberne og Hjertet lukket; +Ven mellem Ven har han derimod Hjertet og Pungen aaben paa vid Gab. + +Denne Redebonhed til at hjælpe, i Forening med den umaadelige Evne paa +alle Kanter til at kunne gjøre det, forhindrede, at Katastrofen med +"Union générale" blev nogen almindelig Krach. Foruden Bontoux's eget +Foretagende gik kun et Par enkelte andre større Banker tilgrunde i +Krisen. Landets Velstand ramtes ikke føleligt af den, og den gjorde da +maaske kun godt, som Udbruddet af de Sygdomme, der renser Blodet. Den har +vel næppe forhindret, at der kan følge andre efter, men den har dog for +en Stund gjort de Funktioner normale, som Børsen er bestemt til at udføre +i det moderne franske Samfund. Dens Betydning for Landet tør ikke +undervurderes. Der har været store Tider, da Frankrigs Aandsliv, da dets +mægtige, smittende Idéer, da dets Kunst og Literatur gav det den første +Plads mellem Nationerne. Der har været andre ogsaa, da det var de franske +Vaabens Gloire, der lagde Verden for dets Fødder. Men Tiderne skifter. +Det nytter ikke at bedrage sig selv: i vore Dage er de materielle Krav +for stor en Magt, til at Tænkere og Digtere kan anvise et Land dets Rang +mellem Staterne. Som Frankrig har været Vuggen for alle Menneskehedens +store, moderne Idéer, saaledes er det endnu det ukrænkelige Tempel, det +eneste maaske, hvor de har Asylret mod en, om end sygnende, dog endnu +mandsstærk Reaktion. Det er deri, at denne levedygtige Nation har sin +inderste Styrke, men det er ikke dens Styrke udadtil. Og heller ikke dens +Vaaben er det eller vil blive det i en Fremtid, som menneskelige Øjne kan +overse; en demokratisk Republik som den franske bliver aldrig nogen +Militærmagt. Skal Frankrig hævde sin Position i vort Aarhundredes +Slutning, saa bliver det, fordi det er saa lykkeligt ogsaa nu at have, +hvad Tiden gjør til det Største og Vigtigste, fordi det er det rigeste +Land i Verden. Det er dets lykkelige Jord og Folkets Arbejdslyst og +Arbejdsdygtighed, der forskaffer denne Rigdom, men det er Templet paa +Børspladsen, der forvalter og frugtbargjør den. Pariserbørsen behersker +ikke blot det franske, den behersker det hele internationale +Finantsmarked. Der er ikke noget stort Pengeforetagende Verden over, som +ikke bliver udbudt paa den, der er intet Land, der kan skaffe de +nødvendige Kapitaler tilveje, uden at det benytter den som +Forretningsagent og Mellemmand. Da Italien for nogen Tid siden vilde +udstede et Laan paa halvfemte hundrede Million og af politiske +Antipathier mod Frankrig lod det udbyde paa Londonnerbørsen, gjorde man +ynkeligt Fiasco og var nødt til at komme til Paris alligevel. Der indgaar +til Frankrig hvert Aar omtrent to Milliarder som Renter af franske Penge, +anbragte i Udlandet; det er altsaa en Kapital af henved halvhundrede +Milliarder, dette Land har været rigt nok til at laane den øvrige Verden. +En saadan Rigdom vilde aldrig være kommen, hvis man som i gamle Dage +havde gjemt Udbyttet af sin Jord paa Kistebunden eller i Strømpeskafter. +Alle Samfundslag har lært at bringe det til Børsen, derfor er det, at +Frankrigs Formue fordobles og fordobles. Og med Formue naaer man vidt i +vore Dage, Penge regerer Verden, Millionerne regerer Krigene endogsaa. +Frankrigs Position i Europa ligger i Pariserbørsens Haand, det er af den +Grund, at den ikke med Urette, til en vis Grad idetmindste, kan, trods +alle dens Udskejelser, betragtes som Hjertet for hele det moderne +franske Samfund. + +[Illustration: "C'est un Krach!--C'est un vol!"] + + + + +KUNST OG KUNSTNERE. + + +Frankrig har aldrig havt nogen rigtig Kunstperiode før netop i vore Dage. +David skabte Skole ganske vist, men han blev dog egentlig, den eneste +virkelig Store i hele Kredsen, der samlede sig omkring ham. Folk som +Fragonard eller Watteau staar ene, og de er faa endda. Først henimod +Fyrretallet, med Piejaden, hvis største Navne var Delacroix, Millet, +Théodore Rousseau og Corot, begynder den franske Kunst at gjøre Epoke. +Siden da har den taget svær Fart. Den staar nu ikke blot forrest mellem +al moderne Kunst, den ikke blot fæster hele Verdens Opmærksomhed paa sig, +den har forøget Kunsthistorien med et nyt Kapitel, der er fyldigt som de +betydeligste af de gamle og interessant som de interessanteste. Den kan +have sine svage Sider, det er der Ingen, der falder paa at nægte. Men den +har det umaadelige Fortrin, at den strutter af Liv og Friskhed, og at +dette Liv er selve den Tids, i hvilken den er født. Den klæder vore Dage +i kunstnerisk Kjød og Blod. Den gjør det med store Evner, med en uendelig +Sum af Energi og med levende Sandhedskærlighed tillige. Det er +Forklaringen af, hvorfor den holder Alle fangen under sit Trylleri. + +Og som Tiden er en Floreringsperiode for den franske Kunst, saaledes er +den ogsaa en højst behagelig Tid for de franske Kunstnere. Deres Position +i det moderne Parisersamfund er ligesaa dominerende som +misundelsesværdig. Regeringen og Selskabet slaas om at udmærke dem, Fru +Fortuna øser Louisd'orregn ud over dem uden Ende. Maleriet er, +efterhaanden som Luxus'en i de sidste Aartier er stegen og stegen, mere +og mere blevet dens første Fornødne. Et Hus, der er indrettet _comme il +faut_, kan ikke undvære sit Galleri, selv det beskedneste Hjem maa, naar +dets Beboere vil regnes med til den dannede Verden, have et eller andet +Kunstværk i sin Salon. At det hænger paa Væggen der, er ligesaa +nødvendigt, som at der hænger Diamanter i den gifte franske Dames Øren. +Om man har Noget i Kjøkken og Kjælder faar blive, hvad det er, men +Brillantørenringene og Malerierne, de er som Klæder paa Kroppen, +Velanstændigheden forlanger deres Existens. Med Begjæret stiger Varens +Pris. De enorme Summer, der betales for den franske Malerskoles Arbejder, +har sin første Grund i, at de er Nødvendighedsgjenstande for den moderne +Pariserluxus; men den er ikke den eneste Grund, der kommer andre +til ogsaa. + +Hvert Foraar kommer Amerikanerne. Det er en formelig Invasion. Siden +Frankrig blev Republik, har Flirtationsforholdet mellem Franskmænd og +Yankeer Dag for Dag udviklet sig til større og større Intimitet. Ved +enhver Lejlighed hædres Søsterrepubliken paa den anden Side Havet. Dens +Sæder og Institutioner fremstilles som et Exempel til Efterlignelse, dens +Stjernebannere myldre ved Siden af Trikoloren, naar der er Fest i Parises +Gader; dens Pariserkoloni feteres, kjæles for, lovprises i Aviserne og +begunstiges af _la vie mondaine_. Med al den Opmærksomhed er Amerikanerne +yderst tilfredse, og de gjengjælder den ved at bringe Paris deres Penge. +De har imidlertid saa mange af dem, at selv Seinestadens vildeste +Adspredelsesliv ikke kan sluge dem alle. Og naar disse vor Tids Nabober +tager hjem igjen, tager de da med sig, hvad de kan faa fat paa af +"rigtigt Parisisk". Maleriet er Modeluxus ogsaa hos dem, og det franske +Kunstmarked har paa den Maade faaet et uhyre Opland. Der er Malere, som +udelukkende "gjør Forretning" hinsides Atlanterhavet, der er enkelte +Kunsthandlere, som tager mange Millioner ind derfra hvert Aar. + +Fremdeles har ogsaa Spekulationen kastet sig over Kunstværkerne. Man +kjøber nutildags Malerier ikke blot for Fornøjelsens, men ogsaa for +Fordelens Skyld. Pengene, som man anbringer i dem, trækker store Renter, +mens Billederne hænger og pynter op og giver deres Ejermand Air og +Anseelse. Naar man har havt dem en halv Snes Aar, kan man næsten være +sikker paa at faa dobbelt saa stor en Kapital ud af dem, som man har sat +i dem, og er man en Smule Kjender og lidt praktisk, kan man tidt gjøre +det paa langt kortere Tid endogsaa. Med Franskmændenes udprægede +Forretningssands har det naturligvis ikke kunnet vare længe, før de +gjorde den Opdagelse. Langt Flere, end Nogen troer, har draget sig den +til Indtægt. Ved at spekulere i Aktier klæber der dog endnu for visse +Kredse noget mindre Nobelt, men at spekulere i Malerier, det er en god +Forretning, der har de tre store Sider forenede: at tilfredsstille +Spekulationstrangen, at være en fin, douce, fornem Spekulation. og dog at +give rigtig godt i Lommen. Mod den kan ingen moderne Franskmand have +Nogetsomhelst at indvende. Paa den Maade er da det at være fransk Maler, +der er en Smule i Skuddet, efterhaanden blevet ensbetydende med at være +et Lykkens Skjødebarn, der har alle mulige materielle Goder liggende +udbredte for sig. Hans Arbejder vil Alle kjøbe, og de er de eneste, man +vil kjøbe nutildags. De gamle Italienere er sejlede ganske agterud. Der +er en parisisk Kunsthandler, der ti Aar i sin Boutik har havt hængende en +Primaticcio, som han vil sælge for tusinde Francs, men som han ikke +engang til den Pris kan komme af med. Samme Mellemhandler kan derimod med +den største Lethed faa femten tusind for en lille Akvarel af Detaille, +malet paa en Dag eller to, og bliver det ham muligt at faa fat i et +diminutivt Maleri af Meissonier for tredive, fyrretyvetusind Francs, saa +gjør han store Forretninger. Mesterens bekjendte Billede "La charge des +Cuirassiers" har Amerikaneren Stewart kjøbt for 300,000. Naturligvis gaar +der af saadanne Summer ikke lidt i Mellemhandlerens Lomme. Goupil kunde, +da han gav Gérome sin Datter, give hende to Millioner i Medgift og dog +beholde en tyve, tredive Millioner tilbage for sig selv. Megen Svindel +løber der ogsaa med ind, saaledes ved Auktioner, hvor Kunsthandleren +"poussere" sine Malere ved selv paa anden Haand at drive deres Arbejder i +Vejret, som dengang for Exempel et Billede af en Spanier Villegas af +temmelig underordnet Rang blev betalt med 125,000 Francs. Den Slags +Priser kan selvfølgelig ikke holde sig i Længden. Men hvor meget end +Kunsthandlerne meler deres egen Kage, og hvor mange uholdbare +Reputationer de end skaber, saa er saa meget dog sikkert, at en fransk +Kunstner i Firserne, der har Talent, ogsaa med stor Lethed i Kraft af det +bliver en velstaaende, endog en rig Mand. De Tider er forlængst forbi, da +Millet manglede Brødet til sine Børn, og Rousseaus "Le givre", som han +selv kun med Nød og næppe kunde faa fem hundrede Francs for, det er nu +hundrede tusind værd. De store moderne Mestere har fyrstelige Indtægter +og fører et Liv som Fyrster. De har deres egne komfortable Hoteller, +deres Villaer i Syden og i Omegnen af Paris, deres Stalde staar fulde af +Heste, deres Saloner bugner af Luxus. Meissonier ejer paa Boulevard +Malesherbes et Hus til en Million, og i Poissy et andet, hvis Værdi er +endnu større. I hans Samling af Billeder, stikker der saadant Noget som +fem, sex Millioner. Han er nu ganske vist fire og tresindstyve Aar, og +han har siden 1833, da han debuterede, malet en femten, tyve Billeder +aarlig, hvis Gjennensnitspris nu idetmihdste er en halvhundrede tusinde +Francs. Men selv de rent Unge har ingen Anledning til at klage over, at +Kunsten ikke lønner sig. Der var paa en af de sidste Saloner af van Beers +udstillet et Billede, som man vistnok kjender, da det er reproduceret +allevegne: den unge Pige, som Marineofficeren fører ned ad +Dampskibstrappen efter et Besøg ombord. For at danne mig en Forestilling +om, hvorledes de unge Kunstnere blev betalte, spurgte jeg ham engang, +hvad han havde faaet for det. Han havde ikke kunnet faa det solgt, +svarede han meget beskedent. Da jeg undrede mig over, at et Arbejde, der +havde gjort saa megen Opsigt og behandlede et saa hyggeligt, tiltalende +Sujet, ikke kunde finde Kjøbere, kom Sandheden imidlertid frem. Der havde +været Liebhavere nok, men man havde kun budt ham nogle og tyve tusind +Francs for det, og han fandt den Pris latterlig lille. Van Beers hører +endda ikke engang til de Medaillerede. Naar han stiller saadanne +Fordringer, kan man slutte sig til, hvorledes de Unge betales, der trods +deres endnu ikke fyldte tredive Aar allerede er naaede til Succès'ens +Højde, Folk som Bastien-Lepage, Gervex eller Dagnan. + +I hele sin ydre Fremtræden er da ogsaa denne unge franske Malerskole en +ganske anden Race Mennesker end dens Forgængere, der førte Bohémienliv +paa den venstre Seinebred. Det lange, vildt flagrende Haar, de bulede +Filthatte, Farveklatterne paa den slidte Frakke, Bochdrikningen med +Grisetter, Kreditten paa Knejperne, Kankannaderne i Bullier og alt det er +der næsten ikke Skygge tilbage af længer. En ung Kunstner fra vore Dage +er en Kavaller _comme ti faut_, klædt efter sidste Mode, fint dannet, +elegant, beleven i sin hele Færd. Han spiser sin Middag hos Sylvain eller +Peters og lægger ingen Vægt paa, om den koster ham en halv Snes Francs, +naar det, han faaer er godt, og han i behageligt Selskab kan ryge sin +fine Cigar til Kaffen. Naar han kommer sammen med sine Venner, +konverserer han om, hvad der er passeret i "la vie mondaine" og ved de +sidste Premièrer; naar man bliver præsenteret for ham, byder han En sit +Kort, paa hvis Fod der staar angivet Dagen, da han tager imod. Og +aflægger man ham saa et Besøg, finder man ham i det fine Monceaukvarter +installeret paa det Allerbrillanteste. Hans store, luftige Atelier er en +fantastisk Modtagelsessalon, fyldt med de kostbareste Sager, dekoreret +med orientalske Tæpper og Draperier, antike Kunstmøbler, gamle Vaaben, +Sévresporcellain og en Mylder af sjeldne Bibelot'er, der kan gjøre +artistisk Virkning. Her kan selv Damer af den fornemme Verden komme til +ham for at se ham ved Arbejdet eller tage hans Studier i Øjesyn, og det +hænder heller ikke saa sjeldent, at de kommer. + +Thi den moderne Maler i Paris er en af "Selskabet" saare søgt Mand. Han +lever kun lidt sammen med Kammerater. Noget fælles Kunstnerliv, som det +endnu findes i Rom eller i tydske Byer, der er Centrum for Malerne, det +existerer aldeles ikke i Paris. Der er smaa artistiske Kredse paa en halv +Snes Mennesker, som samles en Gang om Maaneden til Middag: den, hvis +Hovednavne er Bastien-Lepage, Dagnan og Courtois for Exempel, den, som +tæller Cazin, Gervex og Finnen Edelfelt mellem sine Medlemmer, eller "Les +Rigoberts", hvor Detaille, Vibert, Jacquet, Leloir og Flere samles for at +more sig med at efterligne Dyr og den Slags Plaseer. Men disse smaa +Dinerer er ogsaa snart sagt det Hele, man faaer Tid til at offre +Vennerne. Man drukner i Indbydelser fra alle Kredse af "le monde", En +Soirée er mislykket, naar Værtinden ikke kan gjøre Stads med en eller +anden Kunstner i Vælten. Eller rettere sagt: med en Maler, thi +Billedhuggerne holder sig væsentlig udenfor denne "mondaine" Sus og Dus. +De betales endnu forholdsvis daarligt og fører et Liv som Kunstnerne i +gamle Dage, og det skjøndt der mellem dem findes Talenter af allerførste +Rang. Paul Dubois er en af Verdens største Mestere, Falguière, Frémiet, +Chapu og adskilligt Flere vil have beholdt deres Plads i Kunsthistorien, +naar mangen Maler er glemt, som Parisersalonerne nu ligger paa Knæ for. +d'Epinay og tildels de St. Marceaux er ikke destomindre saa at sige de +Eneste af Billedhuggerne, der er paa Moden. Men navnlig den Første er det +ogsaa tilgavns. Amerikanermillionærerne navnlig kan ikke leve uden +d'Epinay. Er der Nogen, der kjender ham, saa bliver han bestormet med +Billetter. "De maa absolut præsentere d'Epinay hos os iaften." "Jeg vil +være Dem ganske overordentlig forbunden, hvis De kan faa d'Epinay til at +spise til Middag hos mig, Frøken Chose vil gaa i Graven, hvis hun skal +rejse hjem uden at have faaet ham at se," saaledes lyder det i Kor fra +alle Kanter. Og er det muligt engang imellem at slippe fra Salonerne, saa +er Cirklerne der strax med deres Krav. Det er i dem stadig Kunstnerne, +der maa agere Maîtres de plaisir, det er dem, der maa arrangere og +dekorere og spille Komedie og Gud veed hvad. Hvorledes de med alt det +faaer Tid til at være saa flittige, som de i Virkeligheden er, det er en +Hemmelighed, som kun den forstaar, der kjender til det Utrolige, der kan +naaes i Paris. + +Flittige er de nemlig, selv de i Selskabslivet mest søgte af dem. +Franskmændene er i det Hele taget begavede med en Arbejdsdygtighed, som +ikke blot tilnærmelsesvis naaes af noget andet Folk. Men hos deres +Kunstnere, hos deres Digtere og Forfattere findes denne Evne potenseret +til en fabelagtig Højde. Man behøver blot at tælle Balzacs, Victor Hugos, +George Sands eller Alexandre Dumas Bøger for at have et klart Billede af, +hvilket titanisk Arbejde disse Navne repræsenterer. Antoine Baryee har +alene produceret Mere, end alle andre Billedhuggere tilsammen, Delacroix' +og Rousseaus Værker er utællelige. Og denne uendelige Produktivitet gaar +paa ingen Maade Haand i Haand med manglende Samvittighedsfuldhed. +Tvertimod. Der er et Træk, der er overordentlig karakteristisk, og det er +tilmed hentet fra en af de mest produktive af alle moderne franske +Malere, Meissonier. En af hans Specialiteter er, som bekjendt, hans +Heste. Da han begyndte at male dem paa sine Bataillebilleder, holdt han +sig endnu til Skoletraditionerne, men det blev ham snart ikke nok. Han +vilde studere Naturen og gjengive den. Er det imidlertid allerede +vanskeligt at faa en Hest til at staa Model, naar den skal være i Ro, saa +bliver det saa at sige ugjørligt at portrætere den i Bevægelse. +Meissonier bar sig saare snildt ad. Han lejede i Poissy, i Nærheden af +sit Hus, en lang, flad Slette og belagde den med Skinner. Paa disse +Skinner anbragte han et Slags bevægelig Lænestol, i hvilken han tog Plads +med sit Album i Haanden. En Tjener tilhest travede eller galopperede ved +Siden af ham, alt eftersom han havde Brug for den eller den Oplysning, +medens en anden skjød Lænestolen frem paa Skinnerne, parallelt med +Hestens Side. Paa den Maade kunde Kunstneren vende hjem med hele sin +Skizzebog fuld af Tegninger. Det var for Størstedelen rent ud +hieroglyfiske Skizzer, men han forstod dem selv; naar han var tilbage i +sit Atelier, resumerede han disse Studier i Voxstatuetter, og efter dem +malede han saa. Det er paa den Maade, de unge franske Kunstnere mere +eller mindre bærer sig ad alle, og det er paa den Maade, de faar Sandhed +og Liv og Troskab i deres Billeder. + +[Illustration: Meissonier] + +Der er jo ganske vist ogsaa ved Siden af dem Resterne af Akademikerne, +for hvem Traditionen er Alt og Naturen Ingenting. Der er Klassikere som +Cabanel, og der er _l'art bourgeois_ med Typer som Bouguereau. Bouguereau +er Medlem af Institut de France, han leverer det fineste, elegantest +slikkede Arbejde, der kan tænkes, han holder Ligtaler over sin Ven +Boucicault, Ejeren af Bon Marché, og han driver selv ved Siden af Kunsten +en indbringende lille Biforretning som Husvært. Samtidig med, at han +sender sine Venus'er til Salonen, sender han til Amerika hellige Jomfruer +med smaa Lam, som han aldrig vilde vove at vise frem i Paris; han gjør +sig til af at male et Hoved hver Dag, prutter med sine Modeller om fem og +ti Francs og tager Hundredetusinde ind om Aaret. Han er kort sagt en god, +fornuftig Borger og en Kunstner, der aldrig løber løbsk. Folk som han vil +altid have et beundrende Publikum, særlig i Paris, hvor Eliten ganske +vist er større end noget andet Sted, men hvor samtidig de Profanes Mængde +er ligesaa forfærdelig stor, som den er forfærdelig intetsigende. De Unge +gaar imidlertid hverken i Skole hos ham eller hos en Kunstens Corneille +som Cabanel. Der er en skandinavisk Kritiker, der ved Wienerudstillingen +har resumeret sit Indtryk af det moderne franske Maleri i følgende +Slutningspassus: "Den franske Kunst er i Dekadence, og naar den gamle +Bouguereau engang lukker sine Øjne, hvem skal da føre Idealet frem?" I +det har han upaatvivlelig Ret, at der imellem hele de Unges Kreds ikke +vil være nogen Eneste til at tage Arv efter gamle Bouguereau, der nu +forresten kun er fem og halvtresindstyve Aar. Men med Hensyn til +Dekadencen ser han dog vistnok lovlig sort paa Tingen, og hvad Idealet +angaar, saa hører det jo nu engang til den Slags luftige Taager, som det +er saa sin egen Sag at faa fat paa og blive rigtig enig om, hvad er. + +Sikkert nok: den franske Kunstner grubler ikke synderlig over "Idealet". +Franskmændene forstaar overhovedet kun daarlig den Sport at ligge paa +Ryggen og fantasere over deres egen Villen og Stræben og sende blaa +Cigarringe og blaa Drømme op i Luften. De gaar løs paa Realiteten. Det er +det, der er Styrken i deres Nationalkarakter, og det er det, der er +blevet Storheden i deres moderne Kunst. Den hele lange Række af unge +Malere har i Virkeligheden ingen anden Læremester end Naturen. Det er +ogsaa derfor, at man kun i højst uegentlig Forstand kan tale om en +moderne fransk Skole. Der er ikke en enkelt, der er omtrent ligesaamange, +som der er Kunstnere af Talent. Selv Mestere som Gérome og Bonnat kan +ikke siges at have skabt Skole; de har kun vækket og udviklet en Kreds af +Talenter, der senere er gaaede deres egne Veje. Men navnlig Bonnat har +unægtelig i saa Henseende gjort saare meget. Hans Elever er ogsaa de +talrigste. Der er saa mange Studerende paa hans Atelier, at de om +Vinteren kan arrangere store Maskefester mellem sig selv indbyrdes, og +oppe ved Avenue de Clichy har der endogsaa rejst sig en hel lille By af +Atelierhuse udelukkende for Bonnats Elever. Det er til ham, Størsteparten +søger af de unge skandinaviske Kunstnere, der kommer til Paris. Og der +kommer efterhaanden Mange af dem, i hvert Fald Svenske, Nordmænd og +Finner, Danskerne derimod har kun lige begyndt at finde Vejen til Paris. +Næst efter den spanske og den belgisk-hollandske er den skandinaviske +Malerkoloni den talrigste og den, der spiller den største Rolle. +Wahlberg, Salmson og Hagborg har allerede en Stund havt Billeder paa +Luxembourg, Edelfelt, hvem den samme Ære nylig er bleven tildel, kappes +om Parisernes Gunst med de af deres egne unge Malere, der er mest i +Vælten. Smith-Hald, Berndtsson, Heyerdahl, Cederstrøm har ligeledes baade +Position og Publikum, og adskillige Yngre er paa gode Veje til at faa det +Samme. Paa den sidste Salon havde over fyrretyve skandinaviske Kunstnere +Arbejder udstillede. + +"Salonen", den aarlige Udstilling i det forhenværende Industripalads i +Champs-Elysées, er Brændpunktet for det hele Kunst- og Kunstnerliv. Den +er da ogsaa et overordentlig talende Vidnesbyrd om, hvilken betydelig +Rolle Kunsten spiller i det moderne Parisersamfund. Antallet af +udstillede Arbejder er enormt og Interessen for dem fra Publikums Side +ikke mindre stor. Under fem, sex tusind Numere har Salonkatalogen aldrig. +At alt det skulde være virkelige Kunstværker, er nu naturligvis umuligt, +saa meget mere umuligt, som Salonen ingenlunde er den eneste Afløbsrende +for Paris's aarlige Kunstproduktion. Ved Siden af den er der en Mylr af +andre separate Udstillinger; en halv Snes "Cirkler" med artistisk Tilsnit +har hver deres, i Kunsthandleren Petits nye pragtfulde Lokale i Rue de +Sêze er der ligeledes stadig Saloner i det Smaa, og Masser af enkelte +Grupper eller Kunstretninger slaar sig hvert Øjeblik sammen for at +præsentere Publikum deres Værker, hvor de kan komme til det. Det hører +snart til Umulighederne at opdage en eneste Dag Aaret rundt, da der ikke +er mindst to eller tre offentlige Kunstudstillinger. Man faaer +ligeoverfor denne umaadelige Produktion et Indtryk af, at hele Paris maa +være en By af Malere. Svært skal det nu i Virkeligheden ogsaa falde at +finde en Familie, hvor ikke idetmindste eet Medlem dyrker Kunsten. Er der +ikke en Neveu eller en Fætter, saa er der i ethvert Tilfælde en Niece +eller en Kusine eller en Tante. De er utallige disse ældre eller yngre +Frøkener, der giver sig af med Pensel og Palet. Ogsaa de har den ene +Udstilling efter den anden, paa hvilke der ikke maa komme Andet end +Billeder malede af Damer. Det vil nu dog kun sige signerede af Damer, thi +de Frøkener er kun faa, der ikke paa en eller anden Maade faaer fat paa +en rigtig Maler, som de da ikke giver Slip paa, før han har "korrigeret" +deres Billede, hvilket næsten altid bliver ensbetydende med, at han gjør +det Hele om. Alt det er Modegalskab og det ynkeligste Dilettanteri, der +kan tænkes. Det holder ogsaa paa "Salonen" sit Indtog med Faner og +klingende Spil; Halvparten af de sex tusind Numere har kun ganske +overordentlig lidt med Kunst at bestille. Men det gjør Ingenting, de +hjælper den alligevel; jo bredere Pyramidens Basis er, desto højere naaer +dens Spids i Vejret. Er der altid uhyre meget Daarligt paa +Parisersalonen, saa mangler der heller aldrig Værker, der vil leve +bestandigt ved Siden af det Bedste, som nogen Tid og nogen Kunstretning +har frembragt. + +[Illustration: Paa Salonen Vernissagedagen.] + +Kan man saa fortænke Pariserne i, at denne Salon for dem er +Hovedbegivenheden i Aarets Liv? En Maaned i Forvejen drejer den +almindelige Konversation sig udelukkende om den, Bladene er fra Ende til +anden Indiskretioner om den, Alle, som har det Mindste med Kunstnere at +gjøre, maa spærre sig inde for ikke at blive flaaet ihjel af +Nyhedsjægerne. Dagen, da den aabnes, eller rettere Dagen forinden, _"le +jour de vernissage_, er en af de allerstørste Pariserdage, Oprindelig +skulde det kun være Kunstnerne, der paa den havde Adgang til Helligdommen +for at gjøre sig bekjendte med, hvor deres Billeder var blevne ophængte +af Komiteen, og for at lade dem faa det Overtræk af Fernis, som de ikke +maa have, naar de indsendes til Bedømmelse. Men efterhaanden er det +blevet "Tout Paris", der er med til den store Generalprøve. Har man +nogensomhelst Pretensioner paa at høre til den Part af Befolkningen, der +tæller, saa maa man vise sig paa "le jour de vernissage", det koste hvad +det koste vil. Det er Titusinder, der paa den skaffe sig Adgang; +hvorledes de faaer den, er en Gaade, men ind kommer de. Fra Klokken +Elleve er alle Salene proppede fulde; man støder paa en Berømthed for +hvert Skridt, man gaar. Og Alle har uhyre travlt; man skal ikke blot se +hinanden, men ogsaa Billederne. Naar man Klokken Et, To samles til +Frokost hos Ledoyen eller i Moulin rouge, maa man kunne sige sin Mening +om alle Hovedværkerne og kunne give Salonens Fysiognomi. Det er ved den +med Vernissagedagen uadskillelige Rosbif og Saumon, sauce verte, mellem +denne Mylr af Herrer med Rosetter og Damer i lyse Foraarstoiletter, som +allesammen kjender hinanden og vexler Hilsener og Haandtryk og Indtryk, +at Afgjørelsen træffes, om det er en daarlig Salon eller en af +Mellemslagsen. Er det ikke der, at Priserne uddeles, saa er det dog der, +at de Lykkelige udpeges, som kan vente sig dem. Flyver deres Navne paa +Vernissagedagen fra Mund til Mund ved de smaa Borde i Ledoyens Have, saa +kan de med rolig Samvittighed bestille Champagnen strax, saa er de sikkre +paa deres Medaille. Den Dom, Vernissagedagens Publikum fælder, bliver +ligesaa sjeldent underkjendt som Premièrepublikumets i Theatrene. + +I sex, syv Uger efter Vernissagen er Salonen saa Paris's Centrum. Den +fine Verden har ligesom i Théâtre français og Operaen sin bestemte Dag, +Fredagen, da den samles der. For at den kan anstille sine +Kunstbetragtninger uden at løbes paa Ærmet af den store Mængde, koster +Adgangen paa denne Dag fem Francs. Der er i den demokratiske franske +Republik saa mange Inkonsekvenser, at man sagtens kan begaa den ogsaa. +Man siger, at man har været nødt dertil; Tilstrømningen er i hele +Udstillingstiden til daglig Brug saa stor, at Palaiet næsten ikke kan +rumme Publikum. Alle maa have været paa Salonen, for hvor man kommer hen, +tales der ikke om Andet. Højst karakteristisk er det, at Aviserne, der +kun uhyre sjeldent kan faa Plads til med et Par Ord at omtale en nys +udkommen Bog, allesammen fylder Spalte paa Spalte mange Numere i Rad med +Kritiker over Kunstudstillingen. De skriver kun, hvad de er sikkre paa +bliver læst. Men de kjender deres Publikum, de veed, at deres +Salonartikler hører til det, der sluges. Som den franske bildende Kunst i +vore Dage er et Hestehoved foran Literatur, saaledes er der heller ingen +Tvivl om, at Interessen for den næst efter Theatersværmeriet i hvert Fald +er den af alle aandelige Interesser, der er stærkest og har bredt sig +videst ud i det moderne Paris. + +[Illustration: Bonnat] + + + + +LITTERATUR OG AVISER. + + +Nationalbibliotheket i Paris skal af Alt, hvad der trykkes i Frankrig og +dets Kolonier, have et Exemplar tilsendt gratis. Lige ned til det mindste +cochin-chinesiske Provindsblad og den obscureste Gadevise, der bydes +tilfals i Bellevilles Baggyder, maa Alt, hvad der udgaar fra en +Bogtrykkerpresse, aflevere denne Tribut. Det er paa den Maade muligt +stadig at være fuldstændig paa det Rene med den litterære Produktions +Omfang; Antallet af de litterære Fødsler kan opgives med samme +Nøjagtighed som Antallet af de almindelig borgerlige. For Øjeblikket +beløber de sig til lidt over 30,000 om Aaret. Det vil sige: med saamange +Volumina forøger den lovbefalede Tribut aarlig Nationalbibliotheket, og +Rang som Volumen faar Pjeser, Smaa- og Flyveskrifter først, naar de er +slaaede sammen til et Bind paa nogle hundrede Sider. + +En saadan Produktion er enorm; den naaer Millionen i Løbet af en +Menneskealder. Og den langt overvejende Part af den udgaar fra Paris. Af +ti franske Forfattere lever de ni i Hovedstaden, og selv de, der ikke +gjør det, lader dog deres Bøger udkomme der. Forlagsvirksomheden udenfor +den er rent forsvindende. Den indskrænker sig saa at sige til nogle +provençalske Digtsamlinger i Avignon og Nîmes. Selv Byer som Marseille og +Lyon giver sig ikke af med at trykke Bøger. Som alt Andet er ogsaa hele +det litterære Liv centraliseret i Paris. + +Men man mærker det i Grunden ikke synderligt. Literaturen gjør _"grande +besogne"_, men den gjør ikke stort Spræl. Udkommer der et nyt Værk af +Victor Hugo, af Zola eller Daudet, saa vækker det Opsigt ganske vist og +bliver en Begivenhed, hvorom Aviserne skriver, og hvorom de fleste +Dannede taler. Men det er kun ganske, ganske enkelte Bøger, der har en +saadan Evne til at samle Opmærksomheden og blive Dagens Løver. De fleste +kommer til Verden i al Stilhed og gjør deres Karrière uden Allarm. En +Roman kan være trykt og solgt i tyve, tredive tusind Exemplarer, uden at +den har staaet nævnt i et Blad, og uden at dens Existens noget Øjeblik +har været et brændende Thema for Konversationen. Paris er ingen litterær +By i den Forstand, at en Hovedpart af Befolkningens Interesse samler sig +om Litteraturen. Den er altfor stor, og den har altfor mange andre Sager +at beskjæftige sig med, til at den kan være det. + +Pariseren i Almindelighed læser heller ikke meget. Han gjør det, saalænge +han er ung, før han endnu har taget alvorlig fat paa at bryde sig Bane. +Fra den Tid medbringer han navnlig et yderst omfattende Bekjendtskab med +den ældre Litteratur. Han kan sine franske Klassikere paa en Prik og har +dem altid paa rede Haand til Citater. Men saa saare han træder ind i +Livet som Mand, har han ingen Stunder længer til Læsning. Forretningerne, +Kampen for at gjøre Karriere optager ham helt. Konkurrencen er saa +uendelig; sætter han ikke alle Evner og Kræfter og Tanker ind paa at byde +den Stangen, saa gaar han tilbunds. Kun hvad der strengt kommer hans +Gjerning ved, kan han beskjæftige sig med. Og naar der endelig engang +imellem bliver Raad til Hvile, er han for nervøs overanspændt til at +kunne søge den i Bøger. Rundt omkring sig har han Adspredelse nok, der +ikke koster Besvær. Desuden har han sine Aviser. Ved deres Hjælp veed han +altid saa megen Besked om Alting, at han kan tale med. De diskuterer ikke +blot Politik, de strejfer baade Historie og Naturvidenskaber og meget +Andet ogsaa, og saa er de tidt baade aandfulde og underholdende. +Pariserens Gjennemsnitstrang til belletristisk Føde tilfredsstilles +rigeligt af Bladenes Causerier og Romanstof. Ud derover strækker hans +Læsning sig ikke. Hans Kjendskab til den egentlige Litteratur skal man +ikke stole paa, selv om han giver sig Mine af at have det; han har det +kun paa anden Haand, gjennem Referater af sine Damer. + +De læser nemlig; de gjør det baade for sig selv og for Mændene med, og de +gjør mere end det: de kjøber Bøger. Jeg gjorde engang i Selskab med en +Parisérinde en Rejse paa en Maanedstid. Der var megen Jernbanefart, og +hun læste bestandig. Paa hver større Station, hvor Toget stoppede, var +hun strax ude for at kjøbe Bøger; hun kunde konsumere tre, fire Stykker +om Dagen. Da vi kom tilbage til Paris, gjorde vi op hvor mange hun havde +anskaffet sig forudem dem, hun havde faaet tillaans af sine Medrejsende; +hendes Bibliothek var under Rejsen blevet forøget med fem og tyve Bind, +Det er allevegne i større eller mindre Grad Damerne, som den skjønne +Litteratur lever af. Men i Frankrig er de ikke alene mere læselystne, de +har ogsaa baade mere Otium til at læse og flere Penge til at kjøbe Bøger +for end andetsteds. Og saa er de desuden nødte til at kjøbe. +Lejebibliotheker existerer ikke tilnærmelsesvis i det Omfang som for +Exempel i Skandinavien og Tydskland, Læseforeninger og Læsemapper er +Noget, man overhovedet slet ikke kjender til. Det er den ene store +Hovedstøtte for det franske Bogmarked, den andener, at det har hele den +civiliserede Verden til Opland; Paris exporterer godt og vel Halvparten +af sin litterære Produktion. Paa den Maade forklares det, hvorledes en +fransk Roman, der gjør Opsigt, kan trykkes i tyve, tredive, halvtreds, ja +med enkelte af Zolas har man endogsaa set i hundrede Oplag, mens selv +tydske Forfattere, der er saa populære som Spielhagen og Heyse, i Regelen +maa nøjes med fire, fem af samme Størrelse. + +[Illustration: Emile Zola] + +Dette betydelige Salg gjør, at i Frankrig en Forfatter, der har noget +Talent; kan leve frit og uafhængigt af sin Pen. Men det er ogsaa Alt. +Skriver han ikke for Theatret, der kan blive en Guldgrube, og gaar han +heller ikke i Tjeneste hos Journalistiken, der aabner ham Vejen til +Meget, bliver hans Position vanskelig mere end netop taalelig. Som +Kunstneren er han paa ingen Maade situeret. Hverken "la vie mondaine" +eller Regeringen tager ham under Armene. Han er ikke i Mode. Atter her +kommer det karakteristiske Træk hos Franskmændene igjen, at de kun kan +passionere sig for hvad der gjør Indtryk paa deres Sandser, hvad der kan +blive et Skuespil for dem. Det kan Malerierne, føjede sammen til store +Udstillinger, hvor man flokkes som i Theatret, men det kan en Bog aldrig. +Desuden har Kunstneren visse selskabelige Fortrin, som Forfatteren i +Regelen mangler. Han kan gjøre Fruen Foræringer med sine Skitser, han kan +tegne Portræter og Karrikaturer af Selskabet, han er som oftest livlig, +glad, underholdende og meddelsom, Forfatteren derimod optaget af Bogen, +hvormed hans Tanker sysler, indesluttet, langt mere tilbøjelig til at +gjøre Iagttagelser og gjemme sit Vid til sit Arbejde end til at tynde det +ud i selskabelig Elskværdighed og Aandfuldhed. Hvad Pariserne siger om +Zola: at han er en ren Bjørn i en Salon, omtrent det Samme kan der siges +om Hobetal af deres moderne Forfattere. Derfor holder man sig til det +Talent og den Esprit, som man finder i deres Bøger, og bekymrer sig ikke +synderligt om dem som Mennesker. De forlanger ikke bedre; de har paa den +Maade deres Ro og Frihed til at arbejde. Der er kun den mindre behagelige +Omstændighed ved det, at ogsaa Regeringen gaar i Modens Spor og lader dem +sejle deres egen Sø. For Malerne har den _École des beaux-arts_ og _Prix +de Rome_ og Salonen og Kjøbet af deres Billeder til de talrige offentlige +Gallerier, for Forfatterne Ingenting, højst engang imellem en lille +Bibliothekarpost paa et Par tusind Francs. Understøttelser paa Statens +Budget til Litteraturen existerer ikke i Frankrig. Akademiet uddeler vel +aarlig tresindstyve tusinde Francs under Form af Prisbelønninger for de +bedste til det indleverede Arbejder; men Akademiet er en fuldstændig +privat Institution, dets gode Gjerninger kan Staten ikke tage sig til +Indtægt. Den interesserer sig nu engang ikke for Forfatterne, den viser +det allerbedst ved Fordelingen af sine Æreslegionskors. For hvert, der +gives til dem, gives der fem til Malerne; mellem disse er der ganske unge +Mennesker paa nogle og tyve Aar, der er dekorerede, Forfatterne maa helst +have graa Haar, før der tænkes paa dem. Victor Hugo er endnu kun +Officeer, Mange, hvis Navne Aar igjennem har været paa Alles Læber, ikke +engang Riddere. + +[Illustration: Akademiet og Pont des Arts.] + +Udenfor Selskabets og Regeringens Opmuntringer er der jo ganske vist nok +en anden. Der er den fornemme, kuplede Bygning ligefor Pont des Arts, +Udødelighedstemplet for de fyrretyve Akademikere, Men ogsaa dets Glorie +er som saa mange andre blegnet svært med Tiden. Der har efterhaanden i de +privilegerede Lænestole siddet Række paa Række af Folk, hvis Adkomst til +Pladsen var saa tvivlsom, at man nu seer Talenter af anden og tredie Rang +frabede sig den Ære at vælges ind i Kompagniet. Positionen, som det +skulde skaffe sine Medlemmer, kan i vore Dage nærmest kaldes rent +illusorisk. Mellem ti tusind Parisere vil man knap finde en, der kan +saameget som blot nævne Navnene paa alle de Fyrre. Balzac fik engang i et +af sine mange penge- og modløse Øjeblikke det Raad af sin Forlægger: at +forbedre sin Situation og sin Popularitet ved at bejle til en Plads i +Akademiet. "Det vil ikke skaffe mig een Læser til og endnu mindre en +Kjøber," svarede Digteren, "Vil jeg være læst, maa jeg gjøre mig til +Deputeret; det er den eneste Vej, man har til Popularitet i Frankrig." +Han tænkte i Virkeligheden ogsaa en Stund paa at blive det, men det +lykkedes ligesaalidt for ham som for den gamle Dumas. + +Havde han levet i vore Dage, vilde han have gjort sig til Journalist, og +han vilde da uden Besvær kunne være kommen saa højt tilvejrs paa Lykkens +grønne Gren, som han lystede. Aviserne slaar Litteraturen ihjel, plejer +man at sige. Det er et Postulat, der i høj Grad trænger til Bevis. +Sikkert er det i hvert Fald, at Forfatterne slaar de ikke ihjel. De +rækker dem i Frankrig materielt en hjælpende Haand af den allerstørste +Betydning, og en Haand, der med Begjærlighed gribes af Alle. Selv om en +Bog, i hvilken der er Talent, uden Vanskelighed opnaaer flere Oplag, +tjenes der dog ikke Kapitaler paa den, Forfatteren honoreres i Frankrig +med en vis Sum for hvert trykt Exemplar. Den er i Almindelighed fyrretyve +Centimer, og yderst sjeldent over halvtreds. De franske Bøger er saa +billige, Trykningsomkostningerne saa store, at Forlæggeren ikke kan +betale mere. Oplaget er paa femten hundrede Exemplarer, og Forfatterens +Indtægt for et enkelt kun mellem sex og halvottende hundrede Francs. Naar +der kommer hundrede, som af Zolas "Nana", saa løber det jo ganske vist +op. Men hvor mange Gange sker det, uden at Skandalen hjælper med dertil? +Selv den mest renommerede og mest læste af alle moderne Romanforfattere, +Daudet, selv en saa fabelagtig populær Skribent som Jules Verne naaer kun +sjeldent de halvtreds. Lad det nu ogsaa repræsentere en Sum paa fyrretyve +tusind Francs, saa maa man jo dog huske paa, at det er et Maximumstal. +Fem, sex Oplag er allerede ganske pænt for en almindelig Roman. Men med +Indtægterne af dem vilde det falde grumme haardt for en Forfatter at leve +i det dyre Paris. Han har imidlertid ogsaa andre Ressourcer. Før hans +Fortælling udgives som Bog, trykkes den som Feuilleton i en Avis, og den +betales ham der med mellem tyve Centimer og en Franc Linien. + +Feuilletontrykket bliver følgelig for de mindre bekjendte Forfattere tidt +Hovedsagen. Det bryder derhos Begynderen Vej. Der findes i Paris en +halvhundrede Dagblade, som hver har Behov for fem, sex Romaner om Aaret, +ikke at tale om den mylrende Mængde af literære Uge- og Tidsskrifter. Af +Oversættelser ser man højst en hvert andet Aar; den debuterende Forfatter +kan altsaa i Regelen ikke have Vanskelighed ved at faa sit Arbejde +anbragt i en eller anden Avis. Har det staaet trykt der, findes der altid +en Forlægger, der er villig til at udgive Fortællingen som Bog; +Publikummet er tilstrækkelig stort, til at Afsætningen stadig stiger, jo +mere bekjendt Arbejdet bliver. + +[Illustration: Alphonse Daudet.] + +Til Feuilletontrykket før Bogudgaven kommer yderligere de mange senere +Reproduktioner i Provindspressen. De omtrent to tusind Provindsaviser +skal have Romanstof ligesaavel som Pariserbladene, og heller ikke de +kjender til Oversættelser som Udvej. Det er da for alle Parter blevet +indrettet yderst praktisk. Bladet kan aftrykke hvilkensomhelst Bog det +ønsker imod at betale den Honorartaxt, hvorom det engang for alle er +blevet enigt med "Société des gens de lettres". Dette Selskab modtager et +Exemplar af alle periodiske Skrifter, der udkommer i Frankrig og dets +Kolonier, kontrollerer Reproduktionen, indkasserer Honorarerne og +fordeler dem ved hver Maaneds Slutning til sine Medlemmer. Taxten for et +saadant Aftryk er ganske vist meget billig, undertiden ikke hundrede +Francs engang, men der er saamange smaa Bække, at de alligevel til +Slutning gjør en Aa. Det hører ingenlunde til Sjeldenhederne, at en Roman +bliver trykt i over hundrede forskjellige Provindsblade. Kun tillades den +saakaldte Fraklipningsmethode naturligvis ikke; det er en Uskik, der +overhovedet ikke kjendes i Frankrig. + +Til at tage mod den Haand, Dagspressen saaledes byder den rene Literatur, +anser ingen fransk Forfatter sig for fornem. Endogsaa de største af dem +bringer ikke blot deres Romaner til Aviserne, de gjør sig til stadige, +saa at sige daglige Medarbejdere. Zola var Theaterkritiker ved "Voltaire" +endnu efter at have skrevet "L'Assommoir", i "Le Temps" Redaktionsstab +findes Navne som Legouvé, Scherer og Jules Claretie, i "Debats" John +Lemoinne, Cuvillier-Fleury, Paul Leroy-Beaulieu og adskillige Andre, der +er i hele den franske Skjønliteratur ikke een fremragende Personlighed, +som ikke har været mere mere eller mindre nært knyttet til "Figaro", der +er mellem alle de yngre Romanforfattere i Vælten--ja, man kan gjerne tage +selv de lyriske Digtere med--næppe nogen, som ikke samtidig er +Journalist. Indtægtsspørgsmaalet spiller derved ikke den afgjørende Rolle +alene. Det er et Lokkemiddel ganske vist, thi Pariserbladene betaler +godt. Den første Artikel i "Figaro" honoreres aldrig med under to +hundrede Francs, og tidt med mere, naar det er et særlig fremragende +Navn, der staar under; bekjendte "Kronikører" som Albert Wolff eller +Aurelien Scholl faaer tredive tusinde Francs aarlig for et Par ugentlige +Artikler, en Gage af ti, femten Tusind kan betragtes som Minimum for en +Journalist med noget Talent. Men det Væsentlige, der samler alle Evner +omkring Dagspressen, er dog den indflydelsesrige Stilling, den Dag for +Dag mere og mere kommer til at indtage. + +Pariserbladene har ikke den Position overfor den store udenlandske +Politik som de engelske Aviser, det er ganske vist; de staar i saa +Henseende tilbage selv for betydeligere tydske Blade. Det kan ikke være +Andet, de har lige til den senere Tid ladet Udlandets Forhold ligge hen +uden at beskjæftige sig med dem. Interessen for dem er hos Franskmændene +først bleven vakt efter Krigen og er endnu ingenlunde overvættes stor. +Desuden tillader et Pariserblads Økonomi ikke de umaadelige Udgifter, som +Kolleger paa den anden Side Kanalen kan offre for at være +velunderrettede. De engelske Blade er faa og har en enorm Udbredelse, de +franske derimod snart utællelige. Saa saare en Politiker i Frankrig er +begyndt at spille en Rolle, maa han have sit eget Organ i Pressen. +Abonnentkredsen bliver derved nødvendigvis meget indskrænket. "Figaro", +der trykkes i 60,000 Exemplarer, er en Undtagelse, i Regelen kan selv de +ansete Pariserblade ikke gjøre Regning paa et Oplag af mere end mellem ti +og tyve tusind. Dertil kommer yderligere, at deres Avertissementer er saa +godt som ingen, mens en Avis som "Times" derimod har alle sine Udgifter +dækkede med mindre end Halvparten af, hvad det tager ind ved sine +Annoncespalter. Den ligesaa hurtige som detaillerede Velunderrettethed om +Alt, hvad der passerer hele Verden over, der er de engelske Blades +Hovedstyrke, kan Pariserpressen ikke byde, fordi den hverken har +Læsekreds eller Plads eller Pengemidler dertil. Den gjør i de senere Aar +ogsaa i saa Henseende betydelige Anstrengelser; de udenlandske +Korrespondenters Antal stiger stadig--medens der saaledes før Krigen kun +var tre Pariserblade, der havde faste Korrespondenter i Berlin er der nu +mindst et Dousin--og Blade som "Temps", "République française", "Debats" +eller endogsaa "Liberté" søger bestandig at gjøre sine Læsere Rede for +Alt, hvad der hænder i Udlandet af Betydning. Men Mangt og Meget skal +alligevel forandre sig, før de paa dette Omraade kan naa deres +engelske Kolleger. + +I alle Spørgsmaal, der angaar Frankrig selv, er de franske Blade derimod +baade bedre betjente og har større Magt end noget andet Lands Presse. Som +Franskmændene er fødte Talere, er de ogsaa fødte Journalister. Adskillige +af deres mest udprægede Nationalejendommeligheder kommer dem herved +tilgode, først og fremmest deres klare Logik og deres Aversion mod al +unødvendig Brede. Hvad de har paa Hjerte, forstaar de, baade naar de skal +forklare det med Ordet og med Pennen, at samle i et springende Punkt, i +en Frase maaske undertiden, men i ethvert Tilfælde i en Frase, der slaar +ned. Dette springende Punkt bliver Centrum i deres Journalartikel som i +deres Tale. Omkring det bygger de, for at belyse det, akkurat saa meget +op af Fakta, Argumenter og Konklusioner, som der er nødvendigt, for at +det ret kan glittre og funkle, og de slutter af, mens de spillende Blink +endnu holder Læserne fangne. Artiklen er gjennemsigtig fra Ende til +anden, den vækker intet Hovedbrud, og man taber intetsteds Traaden. Naar +man er færdig, staar dens Tanke anskuelig og klar for En, og Alt, hvad +der kan ligge i den af Interesse er kommet helt til sin Ret. Denne Evne +til at skrive, udviklet som den er det i Frankrig til formelig Kunst, kan +ikke Andet end betydeligt forøge Indflydelsen, som Pressen altid maa øve +i et Land, hvor den er den almindelige Stemmerets Tolk, hvor Diskussionen +er ubegrændset fri, og hvor alle Talenter kappes om at yde den deres +Assistance. Journalistiken er i det moderne Frankrig den Vej, som +sikkrest og lettest fører enhver Ærgjerrighed til Maalet. Fra Avisernes +Redaktionskontorer staar Dørene aabne paa vid Gab til alle Statens +øverste Poster. Deputerede, Præfekter, ministerielle Embedsmænd, selv +Ministre og Gesandter vælges ud mellem Journalisterne. Thiers begyndte +sin Karrière i Pressen, og siden ham er der saa at sige ikke en af de +Republikens Mænd, der har styret Landets Regering, som ikke oprindelig er +kommen sammesteds fra. Selv Jules Ferry skylder en Række Artikler i +"Temps": "Les comptes fantaistiques d'Haussmann" sin Notoritet. Bladene +er simpelthen en Forskole til Magten; undertiden bliver de endogsaa en +Retraite fra den. De har været det for begge den tredie Republiks to mest +fremragende Politikere, for Gambetta, der umiddelbart efter det store +Ministeriums Fald navngav sig som Leder af "République française", og for +Jules Simon, der som Direktør for "Gaulois" daglig selv skrev Artikler i +Bladet. Det er Træk, der tilstrækkelig tydeligt karakteriserer Pressens +Position i det franske Samfund. + +Medaillen har imidlertid ogsaa sin Revers, Pariserbladene nyder en høj +Grad af Anseelse, og de gjør det med Grund, fordi den Sum af Dygtighed, +der offres i deres Tjeneste, er ganske overordentlig stor. Men de drager +sig stundom denne Anseelse og Indflydelse til Indtægt paa en Maade, som +kaster betænkelig Skygge over dem. Materielt er de ikke stillede under de +gunstigste Forhold. Deres Budget udviser aldrig færre Udgifter end fem, +sex hundrede Tusind Francs om Aaret, og for enkelte af de bedst betjente +kan Summen endog løbe op til over en Million. Det kan kun meget faa tage +ind ad reglementeret Vej. Andetsteds er Bladenes Hovedstøtte +Avertissementerne; i Paris spiller denne Indtægtskilde kun en forholdsvis +underordnet Rolle. Mens Antallet i England af Industridrivende, der +indrykker Annoncer i Aviserne, er over fire Millioner, kan det i Frankrig +kun sættes til nogle faa hundrede tusind. Pressens Publicitet er dyr, +mener de; dens Læsekreds saa spredt, at de for at have noget Udbytte af +deres Avertering maatte gaa til en hel Uendelighed af Blade. De +foretrækker da at hjælpe sig paa anden Vis, ved Gadeopslag, ved +Uddelingen af Adresser eller allerhelst ved splinternye Opfindelser, der +rigtigt kan tiltrække sig Opmærksomheden. Fremgangsmaaden, der følges af +en Ekviperingsforretning "Old England" paa Boulevard des Capucines, er i +saa Henseende meget betegnende. Dag ud, Dag ind ruller fra Morgen til +Aften en halv Snes yderst ejendommelige Kjøretøjer med dens Adresse rundt +i Gaderne. De er rødmalede og seer ud som store Skildpadder, kun lige +Hestens og Kudskens Hoved stikker op af den enorme, rullende Skal. En +saadan Kuriositet kan Ingen undgaa at lægge Mærke til, og koster den end +noget mere end Bladannoncerne, hjælper den dog ogsaa ti Gange bedre end +de. Dernæst er de franske Blades Afsætningsmaade uheldig. Kun faa af dem +har en fast, solid Abonnentkreds; Gadesalget fra Kioskerne er det +betydeligste. Der er Pariseraviser, der af hele deres Oplag paa ti, tyve +tusind Exemplarer knap afsætter fem hundrede ved Abonnement. Resten +spredes gjennem Kiosksalg, men det kan variere med flere Tusinde; man er +saaledes aldrig i Stand til at beregne Oplaget, og hvad man vinder den +ene Dag, taber man den næste. Af Paris's omtrent elleve hundrede Dagblade +og periodiske Skrifter er der næppe mere end godt og vel et hundrede +Stykker, der kunde vedblive at bestaa, hvis de skulde leve af, hvad +Pressen ellers ordinært plejer at leve af. Den faaer i Frankrig ikke en +Skillings Tilskud af Regeringen; der existerer ikke Skygge af +Reptiliefond, den eneste Begunstigelse, der vises ministerielle Organer, +er Forsyning engang imellem med interessante Nyheder. Men den har et helt +andet uudtømmeligt Fond, den har Børsen, den har "Finanserne" at støtte +sig til. Den sælger sin Indflydelse, og den faaer den glimrende betalt. + +Der er i Paris omtrent hundrede bekjendte Bankinstitutioner. Mindst de +firsindstyve af dem lever udelukkende paa Spekulationsforretninger, og +kun en eneste, "Banque de France", befatter sig slet ikke med dem. +Saadanne Spekulationer kan selvfølgelig ikke føres igjennem uden stor +Publicitet, og uden at deres Ros idelig og idelig trompetes ud gjennem +Aviserne. I den daglige eller ugentlige Finantsoversigt har da hver Bank +sin Linie eller sine to, tre, fire Linier, hvor dens Aktiers Stigning +stadig bebudes, hvor dens Kurser erklæres for faste eller saadant Noget, +og for det betaler den sine to, tre, fire tusind Francs maanedlig, alt +efter det paagjældende Blads Betydning. Det er Forklaringen af, hvorfor +ethvert periodisk Skrift i Paris, litterære Ugeblade, videnskabelige +Tidsskrifter, Kunst- og Modeblade, ja lige ned til Organer for Skomagere +og Portnere, allesammen har deres Finantsbulletin. Den er _nervus rerum +gerendarum_ i det Hele, det er den, der kjæles for, det er den, der +betaler. Forretningen kan drives svært i Vejret; af "Figaros" +Finantsspalter har Bladet selv ganske vist ikke mere end halvtredie +hundrede Tusind Francs om Aaret, men Selskabet, som man har været saa +uforsigtig at forpagte dem paa Aaremaal, tager to Millioner ind. Det er +nemlig ikke blot den daglige lille Reklame, der kaster af sig. Hver Gang +en ny Emission skal finde Sted, hver Gang et nyt Foretagende skal +grundlægges, hver Gang kort sagt Bankerne trænger til Publicitet efter en +større Maalestok, maa de ogsaa betale store Summer. Ved en Emission for +et Par Aar siden af 500 Millioner Obligationer fordelte "Crédit foncier" +tolv Millioner mellem Bladene. Hver nok saa ubetydelig Avis havde herved +en Renindtægt af 12--15,000 Francs, de større, mere udbredte Blade det +Dobbelte og Tredobbelte. Man kan uden Overdrivelse regne, at der i de +sidste sex Aar er blevet indført mindst for fem, sex Milliarder nye +Værdipapirer paa Pariserbørsen. Af dem allesammen har Bladene faaet sendt +deres rigelige Part "til Anmeldelse". + +Og saa er det desuden ikke alene Børsen, som Aviserne har gjort +tributpligtig. "Figaros" Reklamekonto udviser en aarlig Nettoindtægt for +Bladet af henved tre Millioner Francs. Alting betales der. Der er ikke et +Nummer, i hvilket den, der forståar at læse mellem Linierne, ikke finder +mindst een Artikel, som er skreven for Penge. Reklamerne for de store +Handelsforretninger er gjennemsigtige nok; dem kan Enhver opdage, men de +gjør dog deres Virkning alligevel. Publikum har nu engang en mærkværdig +overtroisk Respekt for, hvad der har været rost i Avisen, om det saa er +Sælgeren selv, der har skrevet Rosen. Ved Siden af disse Handelsreklamer +er der imidlertid mangfoldige andre. Bladomtalen er nødvendig for Enhver, +der vil komme ovenpaa i den parisiske Kamp for Livet. Naar en ny Bog +engang imellem anmeldes, har Forlæggeren i Regelen betalt derfor. En ny +musikalsk Stjerne kan ikke dukke op paa Pariserhimlen, uden at den først +har konstateret sin Glands med Guld, øst i Bladenes Kasse. Det er ikke +nok at have Talent, Talenter er der ingen Mangel paa i en By som Paris, +man maa ogsaa have et Navn. Naar man har naaet det, tjener man Millioner, +men for at faae Navnet skal der ikke blot meget Talent til, men ogsaa +mange udlagte Penge. Selv de alvorligste Pariserblade kan ikke sige sig +ganske fri for at være inficerede af Reklamesmitten. De egentlige +Boulevardblade har den gjennemsyret fra Ende til anden. En Part af deres +talrige Redaktionsstab er ikke Andet end Reklameagenter. De faar deres +Gage for Artiklerne, de skriver, men den er kun nogle faa hundrede Francs +om Maaneden. Ikke destomindre tjener de Tusinder, Resten kommer ved "les +affaires", det vil sige ved de Reklamer, de skaffer Bladet, og af hvilke +der betales dem fem og tyve Procent. Hvert Blad har sin +Administrationsdelegerede, der omhyggelig bekiger alle Notitser, før de +kommer i Avisen, for at undersøge, om de ikke skulde skjule et eller +andet anbefalende Ord, der, hvor fortjent det end kunde være, alligevel +falder indenfor det parisiske Reklamebegreb og følgelig maa vejes op med +Guld ved Kassen, før det kan faae Lov til at passere. Da Sauvages Fødeby +indviede en Statue af den geniale Opfinder, maatte den betale hvert af +Boulevardbladene tusind Francs for at omtale Festen. Byen var et +Badested, og Festen lokkede Folk til dette, følgelig blev Sagen strax +klassificeret som Reklame. Paa den Maade er det, at de elleve hundrede +Blade i Paris allesammen kan leve, paa den Maade er det, at deres Ejere +og Ledere kan holde fyrstelige Landsteder som Girardins i Enghien, paa +den Maade endelig er det, at ogsaa indenfor Litteraturen den fordums +Bohémientype fuldstændig er forsvunden. Den har i hvert Fald skiftet Ham, +saa den ikke er til at kjende igjen. Bohémien'erne fra Firs drømmer ikke +og sulter ikke, de gjør ingen gale Streger, de "gjør Forretninger". Ovre +i Quartier latin har de sunget Visen, som nu er moderne der: + + C'est vingt-cinq francs, c'est vingt six francs, + C'est vingt-sept francs cinquante, + C'est ça qui est le vrai bonheur.... + +Da de vandrede over Vandet og bragte Boulevardbladene deres første +litterære Fantasier, har man rystet paa Hovedet af dem og givet dem +Kursus i Aartiets store Visdom: _Il n'y a que les affaires._ Nu, saa har +de lært at tude med de Ulve, de er iblandt. De gaar ikke paa Knejper, de +gaar paa Børsen, de skriver ikke Vers, de skriver Reklamer; det betaler +sig bedre. + +Men disse Bohémien'er i nye Klæder er kun Marodører ved Journalistikens +store Armee. Den har en Elitegarde af Kombattanter, hvis Dygtighed præger +hele Hæren. Og paa samme Vis gjør man Uret i at tillægge det Ormstukne +ved Pariserpressen altfor overdreven Betydning. Det er en Sygdom, der er +kommen naturligt, næsten uundgaaeligt i Følge med det moderne +Parisersamfunds overdrevne Jagen efter Guld. Den egentlige Redaktion er +desuden, undtagen ved enkelte Boulevardaviser, uberørt af Reklamevæsenet. +Det er en Forretning, som drives af Ejeren og hans Agenter, som beriger +ham, og som tillader ham at betale Bladets Stab af Kapaciteter. Var +"Finanserne" der ikke, vilde han ikke kunde samle alle de Penne, der nu +gjør Pariserpressen til den, som idetmindste med Hensyn til Talent staar +uovertruffen i Verden. Det gaar her som allevegne: Lys og Skygge følges +ad og hænger uadskilleligt sammen. + + + + +PARIS SOM THEATERCENTRUM. + + +I. + +Hvor mange Komedier har I i Frankrig? lader Voltaire Candide +spørge.--Fem, sex tusind, svarer Abbeden.--Det er mange, siger Candide, +men hvor mange af dem er der gode?--Femten, sexten, lyder Svaret.--Det er +mange, siger Martin.--Abbeden kunde i vore Dage trøstigt føje et Nul til +begge Tallene. Sandt nok: Forholdet mellem dem blev ikke større derved. +Men det behøves heller ikke; Martin har Ret, det er stort, som det er. +Frodigheden i det franske Theaters Væxt er uendelig, og de gode Frugter, +den sætter, i hvert Fald saa mange, at intet andet har fler at byde paa. +Her mere end noget Sted kan man kun maale ved Hjælp af Paralleler. + +Paris er den By i hele Verden, der har flest Theatre. Hver Aften kappes +fyrretyve store Skuespilsale om at drage Publikum til sig. De er oftere +helt end halvt fulde; de tager over tyve Millioner Francs ind om Aaret, +det vil sige i Gjennemsnit mere end en halv Million hvert. Deres +Repertoire leveres udelukkende af Frankrig selv, og der er aldrig Mangel. +Er end ikke denne Syndflod af Komedier lutter Mesterværker, saa er de dog +af den Beskaffenhed, at Pluraliteten fra Paris gjør Rejsen over den +ganske civiliserede Jord. De bliver spillede paa de største +Nationalscener og i de mindste Provindsbyer, og allevegne er det +væsentlig kun dem, som Folk vil se. Rejsende kommer fra alle Kanter til +Paris med det Hovedformaal at gaa paa Komedie. Selv det mindste +Parisertheater har sine fremragende Kræfter, og dog bliver der saa mange +betydelige Talenter tilbage, at de maa tage baade Europa og Amerika til +Opland og sprede sig i rejsende Trupper der. Hvor de franske Artister +kommer hen, selv i Lande, hvor deres Sprog ikke forstaas, fylder de +Huset. Deres Portræter sælges i hver Flække, hvad der gaar for sig paa de +parisiske Scener, bliver Begivenheder, som refereres af Alverdens Aviser, +og som allevegne interesserer. + +Denne den franske dramatiske Kunsts exceptionelle Position er et Resultat +af mange Ting. Først og fremmest beroer den naturligvis paa særlige Anlæg +hos Nationen. Germanerne med deres Tankes vide, vage Horizonter, med +deres stærkt udviklede Følelsesliv og deres Trang til at spejle +Tilværelsen i Abstraktioner, de bliver i deres Digtning overvejende +Lyrikere. Franskmændene derimod med deres store Sands for logisk Klarhed +og Koncentration, Franskmændene, hos hvem en let Esprit erstatter den +fuldstændig manglende Sentimentalitet, hvis Øjne ikke ser vidt, men som +opfanger den Verden, der ligger lige for dem, med Fotografobjektets +Nøjagtighed, de faar ganske naturligt deres Force ikke som Poeter, men +som Komedieforfattere. De er et gammelt Kulturfolk, der gjennem +Aarhundreder har følt sig som en mægtig Nation, der har været vant til at +træde op og gjøre sig gjældende. Det har givet dem den Sikkerhed og +Smidighed over deres Person, der skaber Selskabsmænd og Skuespillere. + +Saa kommer dertil den store Tradition, Sammenhængen i den franske +dramatiske Kunsts Udvikling. Det er en Kjæde, der fortsætter sig med Led +ved Led uden Afbrydelse. Théâtre français holdt sit +Tohundredeaarsjubilæum med Grund. Det er stadig i den Grad Molières Hus, +at man endnu der spiller hans Komedier med Træk opbevarede fra Lærer til +Elev ned gjennem snart en halv Snes Generationer. Paris har i +Konservatoriet sit Skuespilleruniversitet, hvor alle unge dramatiske +Talenter maa tage deres Examiner, før de kan blive til Noget. Har de ikke +gaaet den Skole igjennem, har de ikke der ved Siden af naturlig Begavelse +vist, at de forstaar deres Metier, at de har lært det, som kan læres i +deres Kunst, saa kan der for det Første ikke være Tale om, at de faaer +Ansættelse ved nogen af Nationalscenerne, og saa tager heller ikke de +nogenlunde ansete private Theatre imod dem. Baade i Skuespilkunsten og i +den dramatiske Digtning forlanger Franskmændene først og fremmest teknisk +Færdighed. Men det vil i Virkeligheden kun sige, at de forlanger +Sammenhæng i Udviklingen. De forlanger, at hvert nyt Talent skal bygge +videre paa den Grund, der allerede existerer; jo højere han kan bygge, +desto bedre, men klatter hver Enkelt sine Murstumper op for sig hist og +her, saa bliver det i Tidens Løb kun en Bunke spredte Ruiner. Fortsætter +Efterfølgeren derimod sin Forgængers Værk, saa kommer der til Slutning en +Bygning ud deraf, hvori der er Helhed og Skjønhed, som bliver staaende, +og som vækker Beundring. Det er en saadan Bygning, det franske Theater er +blevet til. + +Ved Siden af den Betydning, Traditionen har, ved Siden af Franskmændenes +Evne til at skrive og spille Komedie, er der dog ogsaa en tredie +Hovedgrund til, at deres dramatiske Kunst er naaet saa højt i Vejret. Den +er i endnu større Omfang end noget andet Udslag af Nationens Liv +centraliseret i Paris. Tydskland har Snese af Theaterbyer, til hvilke +Interessen stykkes ud, hvor Kræfterne fordeler sig, og hvor Kappestriden +spredes, Frankrig samler Alt i Paris. Selv Provindsstæderne med to, tre +hundrede tusind Indbyggere bliver ikke Konkurrenter. De har deres +Theatre, der endogsaa tidt subventioneres af Kommunen, men det er og +bliver Provindsscener uden Selvstændighed. De faaer udelukkende deres +Repertoire fra Paris. Marseille har nogle enkelte Gange gjort +Decentralisationsforsøg og opført nye Stykker af indfødte Forfattere, men +disse Forsøg har bestandig havt det ynkeligste Resultat. Nogen virkelig +fast Trup af Skuespillere findes heller ikke udenfor Hovedstaden. Selv +ved de største Provindstheatre skifter Selskabet hvert Aar; de unge +Talenter, der en Sæson ikke har kunnet faa Ansættelse i Paris, finder sig +i at udvandre for kortere Tid, men de har altid Hjemlængsel, og saa saare +Lejligheden tilbyder sig, ombytter de gjerne endog en Førsterangsposition +i Provindsen med det beskedneste Engagement ved et Parisertheater. Dermed +er det imidlertid endnu ikke nok. Paris er i Færd med paa Theatrets +Omraade ligefrem at afskaffe Provindsen og erobre den som umiddelbart +Opland under sig. Naar et nyt Stykke har gjort særlig Lykke paa en af de +parisiske Hovedscener, tilkjøber en Direktør, der ligger ledig paa +Torvet--og de mangler aldrig i Paris--sig af Forfatteren Eneret til +Opførelse i Provindsen. Ved de forskjellige Theatre laaner han Artister, +som man i Øjeblikket ikke har Brug for. Da Repertoiret som oftest er det +samme Maaneder i Træk, er bestandig en Part af Personalet ubeskjæftiget, +og den overlader man ham gjerne for derved at formindske sine Udgifter. +Han sammensætter sig saa af disse Laan et Selskab, indstuderer Stykket, +ofte under Forfatterens personlige Ledelse, og gjør med det Tournée rundt +i hele Landet. Eller ogsaa er det en af de store Stjerner i Vælten, der +benytter den samme Fremgangsmaade, tager nogle Maaneders Ferie ved sit +Theater og i den Tid viser sig for Provindsen i sine Glandsroller. +Skuespillerinder som Judic, Variétés uforlignelige Vaudevillesangerinde, +har i sin Kontrakt med Theatret en udtrykkelig Bestemmelse om, at hun i +to Maaneder ved Midvintertid skal være ude af Repertoiret for at kunne +rejse i Provindsen. Efterat de var bragt i Mode af selve Théâtre français +Senior Got, er det nu særlig hende, der har givet de moderne Rundrejser +af Parisertrupper et umaadeligt Opsving. De slaar de lokale Theatre +ihjel; Lyon med sine halvfjerdehundrede tusinde Indbyggere er kommen saa +vidt, at Municipalraadet ikke kan finde Direktører til de to Theatre, det +subventionerer. For Provindsbeboerne kan det være ubehageligt, men den +dramatiske Kunst selv faaer en umaadelig Løftestang i denne stadig større +og større Koncentration i et eneste straalende Brændpunkt, hvor alle +Kræfterne, al Interessen, al Glandsen hobes op. Kunsten er nu engang +aristokratisk. Den kan ikke føre tarvelig Borgerexistens i smaa +Føderativrepubliker, den trænger til et stort Kongedømme med et glimrende +Hof, hvor den er _en vue_, hvor dens Turneringer bliver Fester og dens +Sejre Triumfer. Først da er den i sit rette Element, først da har den +Solen over sig, der kan folde alle dens Evner ud i Blomst. Men et saadant +Hof for Theatret er det moderne Paris og bliver det daglig mere og mere. + +[Illustration: Théâtre français's Senior: Got.] + +II. + +Opførelsen af et nyt Stykke paa en af Hovedscenerne eller blot paa en af +dem, der har Renommée som "parisiske", er en Begivenhed i Byens Liv. +Saasnart en saadan "Première" nærmer sig, kommer Alverden i Bevægelse. At +faa Adgang til den er næst efter Æreslegionskorset det højeste Maal, der +kan sættes for en parisisk Ærgjerrighed. Ingen Anstrengelser er for +titaniske, ingen Offre for enorme, naar en Première-Billet kan blive +Resultatet af dem. Man bestormer Forfatter og Direktør og Skuespillere, +man farter rundt og smigrer sig ind hos deres Venner og Venners Venner, +man lover deres Leverandører sin Søgning, man bestikker deres +Tjenestefolk, man gjør det Utrolige for at komme i Besiddelse af en +saadan Billet. Den er nemlig mere end Adgangskortet til en Fornøjelse, +den er et Slags Adelsdiplom, der rangerer En ind i den lille Kreds af +nogle faa hundrede Privilegerede, som tæller i Millionbyens Menneskehav. +Først naar man hører til Première-Publikummet, er man "Nogen" i Paris. + +Til en første Forestilling er der ikke Tale om at kjøbe sin Billet. +Billetkontoret lukker slet ikke op, og det modtager heller ikke +Bestillinger. Theatret har sine Lister, hvorpaa man maa staa for at komme +med, og det er om at blive indskreven paa dem, at det drejer sig. Først +er der _"la feuille du service de la presse"_. Bladene har i Paris ikke +permanente Frikort til Theatrene. De kan til de ordinære Forestillinger +indsende en af Chefredaktøren underskreven Begjæring om Pladser, der da i +Regelen altid stilles til Disposition, naar de haves. Ved Siden deraf har +de Medarbejdere, der staar i nærmere Forhold til Theatret, en lignende +Ret, og endelig sendes der til alle Premièrer hver af Hovedaviserne en +eller to "Fauteuil d'orchestre". Ugeblade og andre mindre udbredte eller +mindre indflydelsesrige Blade faaer først denne "service" til den anden +Forestilling. Men de større Aviser er mange i Paris, allerede +Fribilletterne til dem fylder en betydelig Part af Huset. Saa er der det +Publikum, hvis Nærværelse Theatret selv af andre Grunde sætter Pris paa, +det vil sige de store Berømtheder i kunstens, Litteraturens og Politikens +Verden. Ogsaa dem sendes der Indbydelser til Premièren som til en anden +stor, offentlig Fest. De pynter Salen, og ethvert Theater, der estimerer +sig selv, lader sig det ved sine første Forestillinger være +magtpaaliggende at kunne fremvise "en smuk Sal". Endelig kommer de, der +betaler. Man tager imidlertid heller ikke dem i Flæng. For at blive +indskreven paa Listen over de Lykkelige, der mod Erlæggelsen af forhøjet +Pris kan hente Billet til alle Premièrer, maa man allerede indtage en +meget fremragende Stilling i det parisiske Selskabsliv eller ogsaa have +særligt formaaende Protektion, og selv med den altid vente længe, ofte +aarvis, til der ved Dødsfald bliver en Plads ledig. Ligesaa vanskeligt +det er at komme paa de parisiske Premièrelister, ligesaa urokkelig +sikkert bliver man nemlig ogsaa staaende der, naar man een Gang er der. +For erhvervede Rettigheder har Franskmændene en umaadelig Respekt. Et +karakteristisk Exempel paa denne Konservatisme er en lille, for faa Aar +siden ved et af Boulevardtheatrene passeret Historie. Der var kommet en +ny Direktør. Da Dagen nærmede sig for Sæsonens første Forestilling, gik +han med sin Generalsekretær Listen igjennem over de Personer, hans +Forgænger havde leveret Service. Der fandtes paa denne Liste ved Siden af +Navne, som Alverden kjendte, ogsaa ikke faa andre, som man først ved at +forhøre sig for hos hele Theaterpersonalet kunde faa en eller anden +Oplysning om. En Frigænger, en vis Hr. Durand, vidste imidlertid slet +Ingen Besked om. Man henvendte sig til Regissør, til Skuespillere, man +gjennemsøgte Navnene paa alle de Forfattere, der havde leveret Stykker +til Theatret; forgjæves, Hr. Durand var og blev en Gaade. Nu vel, mente +Direktøren, det kunde jo muligvis være, at han engang havde været anonym +Medarbejder af et eller andet Stykke, det var bedst at lade ham staa. Og +han blev staaende. Saa en Dag indfinder imidlertid en Herre sig under +Prøven og ønsker at tale med Direktøren. Direktøren kan Ingen modtage nu, +bliver der svaret. Herren trænger paa; "sig blot, at det er Hr. Durand, +for mig er han ganske sikkert tilstede." Det meldes, og øjeblikkelig +farer naturligvis Direktøren bort fra Prøven for endelig at faa at vide, +hvem den mystiske Hr. Durand er. "Undskyld, at jeg forstyrrer," siger en +lille, soigneret Herre, der venter i hans Kontor, "men jeg staar i Begreb +med at forlade Byen og vilde gjerne forinden..."--"Maa jeg bede Dem tage +Plads, for Dem er jeg naturligvis altid tilstede. Hvormed kan jeg være +til Tjeneste?"--"Sagen er den, at jeg har solgt min Forretning, og da jeg +nu selv flytter fra Byen, ønskede jeg gjerne, at den Billet, Theatret +hidtil har været saa god at sende mig, kunde gaa over paa min +Efterfølger." Hr. Durand var Skrædder; han havde for en Snes Aar tilbage +syet for en af Theatrets Skuespillere, der havde havt Vanskelighed ved at +betale og derfor havde skaffet sin Kreditor Service til Theatret. + +Ethvert Parisertheater har sine Durand'er. De har maaske sjeldent +fortjent deres Service ved Naalen, men saa har de fortjent den paa anden, +ligesaa ejendommelig Vis, mest ved indflydelsesrige Damebekjendtskaber. I +Regelen gaar deres Tilværelse imidlertid ikke saa stille hen som Hr. +Durands. Naar man hører til det stadige Premièrepublikum, har man den +eneste Egenskab, der i Paris erstatter Talent og Formue: man er kjendt. +Man hører til "Tout Paris", man hører til de Toneangivende. Den gamle +Adel existerer ikke længer, men Premièrepublikumet er traadt i Stedet for +den. Ved de rigtigt store, opsigtsvækkende Premièrer leverer endogsaa +Boulevardbladene Plantegninger over Theatret med Navnefortegnelse over +alle de exceptionelle Medborgere, der indtager Pladserne. + +Uden tvingende Nødvendighed giver følgelig heller Ingen Afkald paa den +eller de Billetter, han har Ret til efter Listerne. Til hver, der ikke +afhentes, er der hundrede Ansøgere. Ved de store Theatre faaer de mest +Protegerede dem, ved de mindre overlader Direktøren dem mod det +Fire-Femdobbelte af forhøjet Pris til Billetsjouerne, der saa driver +Handel med dem i en Vinbod ved Siden af Theatret og ikke sjeldent +forlanger flere hundrede Francs for en nogenlunde ordentlig Plads. Naar +undtages Théâtre français, hvor Parterret og øverste Etage altid skal +sælges ved Kassen, afhændes ogsaa alle Galleribilletterne til de samme +Mellemhandlere. For en eller to Louisd'orer kan de i Regelen faas +tilkjøbs der. En saadan Pris betales gjerne af Pariserne. Blot at have +været i Huset ved en Première, selv om man Intet har kunnet se eller høre +af Stykket, det er allerede en stor Ting. + +Naar Bladene den næste Dag beretter om en saadan Gallaforestilling, har +de ved Siden af deres Kritik over Stykket ogsaa en særegen, udførlig +Artikel om Publikum. Man faaer at vide hvem der har været i Theatret af +Berømtheder, hvad Damerne har havt paa, hvem der har besøgt dem i deres +Loge, hvad de har sagt i Foyeren og andre slige interessante Ting. Flere +Dage efter er Premièren det, Alting drejer sig om. De Lykkelige, der har +været til den, faaer Halvgudsglorie om sig i Befolkningens Øjne. De +overhænges af Venner og Bekjendte, de spørges ud, de maa fortælle og +fortælle om den store Begivenhed, som havde de været med til et Slag, ved +hvilket Nationers Skæbne afgjordes. + +Aftenen selv har over sig et umiskjendeligt Præg af Fest. Herrerne kommer +i Kjole, Damerne i nedringede Selskabstoiletter. Hvor Øjet kiger ind i de +lukkede Loger, glittrer det af Diamanter, store Buketter ligger paa +Brystværnet og fylder Salen med en tung, duftmættet Atmosphære. Endogsaa +helt oppe under Loftet er man pyntet; der er navnlig der fuldt af +Tyveaarsynglinge i det ulasteligste Galla, med frisk Frisering, +guldknappede Spadserestokke, Monocler og smaa Lommespejle, der +omhyggeligt studeres, mens Tæppet er oppe og Klakken paa Bænkene foran +med sine løftede, applauderende Arme spærrer Udsigten til Scenen. De unge +Mennesker har gjort sig saa fine ikke blot af Respekt for Premièren, men +ogsaa fordi der er Mellemakterne. I dem har de nemlig Lov til at gaa ned +i Foyeren og stille deres Ulastelighed til Skue, mens de med den ene +Tommelfinger i Vestens Ærmegab og med den anden Haand støttet tungt til +den guldknappede, slæber deres smaa lakerede Sko og deres hele fine +Person hen over det blankbonede Gulv, med et muggent, blaseret Udtryk, +som var de dybt krænkede over af Hensyn til deres Ven Direktøren ikke at +have kunnet lade deres sædvanlige Parketplads staa ledig og endelig +skaffe sig en Friaften i det tumlende parisiske Festliv, der gjør det af +med dem til Slutning. + +[Illustration: En Première-Loge.] + +[Illustration: Alexandre Dumas fils.] + +Mellemakterne, der ved en Premièreforestilling altid er meget lange, +giver dem Revanche for Lidelserne i Varmen og Mørket oppe under +Hanebjælkerne. De føler sig uhyre. Men Foyeren er ogsaa uhyre +fashionable. En almindelig Aften kommer den noble Part af +Tilskuerpublikummet der ikke. Man aflægger hinanden Visit i sine +Førsteetages-Loger og promenerer lidt udenfor dem i den brede, med bløde +Tæpper belagte Gang, hvor man er for sig selv, men man udsætter ikke sine +Koner eller Døttre for i Foyeren at blive bekiget af dubiøse Blik eller +deres Toiletter for at blive klemte op ad en malproper Arbejderbluse. Ved +Premièren derimod er det en anden Sag. Saa har man hele Theatret for sig, +man er som et sluttet Selskab, man kan bevæge sig, hvor man vil, Foyeren +seer ud som en Salon, fyldt af Gjæster. Gruppe ved Siden af Gruppe, +forbundne allesammen, med Undtagelse maaske netop af Ynglingene fra +Galleriet, til en Helhed ved Hjælp af ivrigt gestikulerende Herrer, der +farter omkring fra den ene til den anden for at rapportere et Giftermaal, +et Dødsfald, en Udnævnelse eller en Skandale, de allernyeste +Begivenheder, der er passerede i den fælles exklusive Verden, som hele +dette Premièrepublikum tilhører. Hvert andet Hoved kjender man igjen fra +Fotografivinduerne. Det er ingen Overdrivelse, naar Bladene tidt ved en +saadan Forestilling fortæller, at Alt, hvad Paris rummer af Berømtheder, +var i Huset. + +[Illustration: Korridoren udenfor første Etages Loger.] + +Baade Forfatter og Aktører anstrenger sig af yderste Evne for at +tilfredsstille dette sjeldne Areopag. Der er i mange moderne Komedier +Repliker, hele Scener undertiden, som kun er skrevne for det, og som +væsentlig kun forstaas af det. Et Stykke gaar i Paris aldrig saa fuldendt +over Scenen som ved den første Forestilling. Man holder Prøve paa Prøve +Maaneder igjennem, til Alt er saa godt, som man overhovedet kan gjøre +det, og i en stor Kraftanstrengelse serverer man da Buketten af Evnernes +og Samarbejdets Potensering for Premiérepublikummet. Dets Dom er absolut +afgjørende og uden Appel. Falder et Theaterstykke i Paris den første +Aften, saa er der ikke nogen Mulighed for, at det kan rejse sig igjen; +gjør det derimod Lykke, er det aldeles uberegneligt, hvor længe det kan +blive ved at spilles. Selv efterat det er blevet ombesat med +Middelmaadigheder; saa det ikke er til at holde ud for Kjedsommelighed, +slaas Publikum om Billetter. Det har Ryet; er man i Paris kommen op at +flyve paa dets Vinger, saa flyver man svimlende højt, helt op til fem, +sex hundrede Opførelser _de suite_ endogsaa. + +[Illustration: Croizette.] + +III. + +Strax Morgenen efter Premieren bringer de virkelig parisiske af +Pariserbladene udførlige Artikler om det nye Stykke. Theatrene begynder i +Paris til forskjellig Klokkeslet, halv otte, otte, halv ni alt efter +Stykkets Længde, men de hører aldrig op før Midnat; en første +Forestilling kan med sine lange Mellemakter tidt trække ud til et, halv +to. Anmelderen har da et drøjt Stykke Nattearbejde. Det nytter imidlertid +ikke; Publikum er altfor spændt paa Udfaldet af den store Aften, til at +det kan vente. Lyder Parolen paa, at det er Noget, som hele Paris vil +strømme til for at se, saa begynder det ogsaa at strømme ligestrax. +Allerede den første Dag er Huset udsolgt til ti, tyve Forestillinger, +eller til saa mange, som Billetkontoret kan naa at sælge til. En saa +alvorlig Begivenhed som Overdragelsen af en Theaterbillet gaar nemlig +ikke for sig uden adskillige Formaliteter. Man maa opgive sit Navn, der +omhyggeligt føres ind paa Theatrets Forkjøbslister og paa Billetten selv. +Ønsker man at medføre Damer, maa derom ligeledes Underretning gives. De +har nemlig i Paris ikke Adgang til Gulvpladserne, det tillades dem kun at +overvære Forestillingen fra Logerne. Til disse sælges ikke enkelte +Pladser, man maa kjøbe en hel Loge, det vil sige mindst fem, sex +Billetter. Saa skal Damen ved Kassen gjennemsøge Listerne for at se, hvad +hun har ledigt omtrent ved det Tidspunkt, da man ønsker at gaa i +Theatret, Kjøberen skal, hvad der ikke er mere end billigt, da det drejer +sig for ham om en Udgift paa halvhundrede Francs eller derover, undersøge +Theaterplanen for at se, om den paagjældende Loge konvenerer ham, kort +sagt: det er en hel Historie, før man endelig har sit Bevis i Lommen for, +at saa og saa mange Pladser tilhører En den og den Aften om en fjorten +Dages Tid. Men Pariserne er ikke utaalmodige. Deres hele Ræsonnement er +det, at det maa være en ganske mageløs Fornøjelse, der venter dem, naar +der er saa megen Rift om den og saa megen Vanskelighed ved at komme til +at deltage i den. De strømmer til, og de bliver ved at strømme. + +Parisertheatrene prospererer da i Virkeligheden ogsaa alle, hvor mange +der end er. Det kan hænde, at en Direktør beregner sit Budget galt, saa +at han personlig gjør daarlige Affærer, men en mere omsigtsfuld +Efterfølger bringer hurtigt Ligevægt igjen mellem Indtægter og Udgifter. +De sidste er ganske vist med de stadig videre og videre udviklede +Fordringer til Udstyrelsens Rigdom og Korrekthed efterhaanden blevne +meget betydelige; man har set Stykker, som Feeriet "Tusind og een Nat", +koste en halv Million, før de kom paa Scenen; men de Summer, der tages +ind, tillader en saadan Luxus. Billetpriserne er dyre. De nogenlunde +ordentlige Pladser koster mellem fem og ti Francs. Den gjennemsnitlige +aftenlige Indtægt bliver paa den Maade for de Theatre, der er lidt i +Velten, fire, fem Tusind, de større kan ganske vel gjøre Regning paa at +have en halv Gang saa meget til. Om Operaen er her slet ikke Tale. Dens +aftenlige Indtægt varierer mellem sexten og tyve tusind, men en +Parketplads koster ogsaa der tretten Francs til ordinær Pris, og den kan +aldrig faaes undtagen til forhøjet. Hvad Théâtre français angaar, saa har +det i de sidste Aar hver Aften taget Maximum ind, det vil sige ni, ti +tusind Francs. Der er heller ingen Udsigt til, at Tallet vil dale. +Vanskeligheden ved at kunne tilfredsstille Riften om Billetter er saa +stor, at man endog saa alvorligt har tænkt paa at indrette den +ligeoverfor liggende Fløj af Palais-Royal til et nyt Theater, saa at man +hver Aften kunde give Forestillinger paa to, med hinanden indbyrdes +forbundne Scener. + +Med Theatrene svælger ogsaa Forfattere og Aktører i Guld. De Førstes +Honorar er mellem ti og femten Procent af Bruttoindtægten. Er det en stor +Succès, kan de paa den Maade tage indtil en halv Million ind paa en +enkelt Komedie. Ved Théâtre français, hvor de mere fremragende +Skuespillere og Skuespillerinder, de saakaldte "Sociétairer", deler +Theatrets Overskud mellem sig, er en aarlig Indtægt af hundrede, hundrede +og tyve tusind Francs ganske almindelig, og selv ved Privattheatrene +spiller de virkelige Stjerner ikke for ringere Gage. Judics Engagement +ved Variétés sikrer hende en halv Million for fem hundrede +Forestillinger, Jeanne Granier, den unge Sangerinde paa Renaissance, til +hvem Paris's Operettekomponister kappes om at skrive Roller i Smag med +"den lille Hertug", har firsindstyve tusind Francs for to hundrede +Forestillinger. + +Naturligvis: disse Guldfloder er ikke Kunstens Maal, og de er heller ikke +Maalestokken for, til hvilken Højde den er naaet i et Land og i en given +Periode. Men det kan ikke nytte at nægte det, i vore Dage er de meget +virkningsfulde og saa halvt om halvt uundværlige Midler til at naa de +høje Maal. Jo mere fristende Lønnen er, desto stærkere anspændes ogsaa +Evner og Kræfter for at fange den; jo bedre et Arbejde betales, desto +større Omhyggelighed kan der anvendes paa det. Enhver fransk Forfatter +har Sigte paa Theatret; det er Valpladsen, hvor hans afgjørende Sejr skal +vindes. Eet Held der er nok, saa er hans Karrière gjort, det bringer ham +Ry, Position, materiel Uafhængighed. Til en saadan Valplads gaar man saa +rustet, som man kan blive. For Aktørens Vedkommende er Sagen den samme. +Føler den unge Mand Kald for Scenen, har han ingensomhelst Grund til ikke +at følge det. Theatret er baade i Stand til at veje hans Talent op med +Guld og til at byde ham en social Stilling, som han skal have stort +Besvær ved at naa ad anden Vej. At de franske Skuespillere lige til for +nylig ikke kunde blive Riddere af Æreslegionen, var en Anakronisme +simpelthen, der var bleven staaende ind i en Tid, hvor den absolut ikke +hørte hjemme. Under den tredie Republik er den dramatiske Kunstner +fuldkomment lige saa anset som enhver anden Talentets Mand. Han er en +feteret Gjæst i de fornemste Saloner, han omgaas paa lige Fod med Folk i +Statens øverste Poster. Coquelin er nærmeste Ven med Frankrigs første +Politiker og dets tilkommende Overhoved. Dupuis afslutter literære +Konventioner med Rusland og indstiller franske Forfattere til russiske +Ordensdekorationer, selv en udelukkende Farceskuespiller som Christian er +Maire i den Kommune, hvor han har sin Sommervilla. Staten giver med sine +Subventioner allertydeligst Attest for, hvilken Respekt den har for +Theatret. Operaen, Opéra-comique, Théâtre français og Odéon faaer +halvanden Million aarlig i Statstilskud. Det har hverken Literaturen +eller de bildende Kunster. Og iøvrigt er jo nu ogsaa Skuespillernes +Udelukkelse fra den nationale Dekoration hævet. Got bærer sit røde Baand, +og han bærer det saa berettiget som Nogen i Landet. + +Theatrets Prosperitet drager imidlertid ikke alene Talenterne til sig, +den udvikler dem ogsaa. Den giver Skuespillerne, hvad der saa mange andre +Steder fattes dem, den tilbørlige Tid til at udarbejde en Figur. Det er +højst karakteristisk, hvilken Betydning der i Frankrig tilskrives en +Rolles "Création". Allerede Ordet angiver, hvorledes der deri lægges en +ikke blot reproducerende, men originalt skabende Virksomhed. Man taler om +de Roller, en Skuespiller har "kreeret", som man taler om en Digters +Værker. Og man gjør det tidt med megen Grund. Figurer som de, Got og +Coquelin viser os i "Les Rantzau", er i Virkeligheden skabte af dem. Men +den Uendelighed af fine, karakteriserende Træk, hvorved de har gjort Jean +Rantzau og den gamle Skolelærer til saa levende Menneskeskikkelser, som +der nogensinde er set paa en Scene, de er ogsaa kun Resultatet af et +meget stort og meget samvittighedsfuldt Arbejde. Coquelin har i sex +Maaneder anvendt flere Timer daglig paa at udforme det Billede, han havde +tænkt sig, og i to, tre Uger umiddelbart før Stykket skulde gaa, lod han +alle sine øvrige Roller doublere for ikke ved noget Andet at distraheres +fra sin nye "Création". Sligt er ikke muligt, hvor Theatret skal slide +for Brødet; kun naar det er situeret som i Paris, kan det tillade sig en +saadan aristokratisk Soignering. Der har Talentet alle Betingelser for at +kunne perfektionnere sig. Og ethvert kan komme paa sin Plads. Det er ikke +der en enkelt exklusiv Scene, hvorom al Interessen samler sig, der er en +hel Række af Theatre, som kan byde den dramatiske Kunstner en Position af +første Rang. De største Forfattere forsyner deres Repertoire, et ligesaa +intelligent som talrigt Publikum fylder deres Sale, de har Traditioner, +de har Anseelse, de har Rigdom, Alt, hvad der kan stille Talentet i +Relief. Derfor kommer det til dem. Palais-Royal har gjennem Aartier +stadig havt og har endnu en Samling af komiske Skuespillere, der er +aldeles uforlignelig, Judics Kunst er saa overlegen som nogen +Skuespillerindes, og Variétés har foruden hende en Dupuis, en Baron, en +Lassouche, en Léonce, det er ikke muligt at faae nogen i sin Art mere +fuldendt Forestilling at se end der. Vaudeville har Blanche Pierson, +Renaissance Granier, selv ved Smaatheatre som Nouveautés finder man +Kræfter som Brasseur og Mlle. Ugalde. Der er knap noget eneste af +samtlige Parisertheatre, som ikke i en eller anden Retning kan byde +noget Udmærket. + +[Illustration: Samary] + +IV. + +Denne Floreringstilstand er et Resultat af Paris's exceptionelle +Stilling, først og fremmest som Centrum for det hele dramatiske Liv hos +en Nation, der paa dette Punkt har ganske særlige naturlige Anlæg, som +det umaadelige Verdenskaravanserai dernæst, i hvis Fornøjelsessvælg +daglig Tusinder og atter Tusinder af Rejsende fra alle Jordens Egne øser +deres Guld. Før Jernbanerne kom, var en Snes Opførelser af et Stykke det +Almindelige, halvtreds det kun overordentlig sjeldent naaede Maximum; nu +spilles Alt det tidobbelte Antal Gange. Sæson efter Sæson kommer man +højere og højere i Vejret, Kulminationspunktet er aabenbart ingenlunde +naaet endnu. + +[Illustration: Dandserindernes Paaklædningsloge.] + +Sine betænkelige Sider har disse Forhold imidlertid ogsaa. De ligger +mindre i den Mangel paa Tilførsel af friske Kræfter, som Udslukningen af +det dramatiske Liv i Provindsen kunde synes at maatte drage efter sig. +Hvor de end kommer fra, myldrer det stadig med nye Talenter. Ved Théâtre +français for Exempel er aldrig saasnart Madeleine Brohan begyndt at +blive, gammel, før man har Sarah Bernhardt, og efter hende Croizette, for +slet ikke at tale om Reichemberg og Broissat. Før Croizettes Stjerne +endnu er blegnet, dukker Samary op, og næppe har hun faaet Tid til at +gjøre sit Talent gjældende, før der paa Trinet under hende er en Yngre, +Baretta, til at fængsle Opmærksomheden. Allesammen er de komne i ikke +synderligt over en halv Snes Aar, det er ikke blot en uafbrudt +Rækkefølge, det er en Succession, der formelig jager hinanden. Heller +ikke den Mangel paa Plads for den dramatiske Produktion, der bliver en +Følge af Masseopførelserne, har noget Ængstende ved sig. Theatrene i +Paris er saa talrige, at det virkelig Gode altid vil kunne komme frem. +Desuden er Komponisterne allerede begyndt at ty til London, Bruxelles og +St. Petersborg; bliver Tumlepladsen paa Parisertheatrene virkelig de +dramatiske Forfattere for snever, vil de hurtigt følge Exemplet. Derimod +ligger der i Beskaffenheden af det Publikum, som Fremmedtilstrømningen +leverer, en alvorlig Fare. Selv om det forstaar Fransk, mangler det dog +Parisernes dramatiske Opdragelse. Det er tilfreds, naar det faaer en +Komedie at se, der har Ry; Udførelse og Sammenspil kan saa være, hvordan +det vil. Naar et Stykke er gaaet nogle hundrede Gange i Træk, og de +oprindelige Kræfter ikke længer kan holde ud at spille i det, ombesættes +det med andre, der er dem langt underlegne; men Udlændingene, som nu +udgjør Tilskuernes Pluralitet, lægger ikke engang Mærke til det. Denne +Uskik har allerede grebet saaledes om sig, at man endogsaa paa Théâtre +français kan se den franske Literaturs Mesterværker gaa over Scenen paa +en Maade, der er noget nær skandaløs. Meget ofte forstaar de Rejsende +ikke engang Fransk. De tyer da til de Theatre, hvor der er Noget for +Øjet. Udstyrsstykkerne, særlig de saakaldte _pièces à femmes_, bliver ved +denne Tilstrømning ligesaa ængsteligt talrige som ængsteligt blottede for +Alt, hvad der har det Mindste med dramatisk Kunst at gjøre. Man ser +Stykker som det vanvittigt meningsløse "Tusind og en Nat" gjøre en +aldeles formidabel Lykke, give ti, tolv tusind Francs hver Aften ved +flere hundrede Opførelser ene og alene, fordi det vrimler paa Scenen med +Heste, Hunde og Elefanter, og fordi der i Dekorationer, overlæssede med +Guld og Farver og fantastiske Lysvirkninger, præsenteres +Masseudstillinger af unge Kvinder i Kostumer, der som oftest allerhøjst +er Antydninger af Kostume. Man kalder det Ballet, men dandse kan kun den +enkelte Primadonna, og hun er forskreven fra Udlandet, idet Dandsen +nemlig er en Kunst, der overhovedet ikke kjendes i Frankrig. Resten er +Smaapiger fra Portnerloger og Modemagasiner, Sypiger og Kunstnermodeller, +af hvilke man ikke forlanger andre sceniske Kvalifikationer, end at de +kan tage sig ud i Trikot. Udvalg har man nok af altid, skjøndt en saadan +Ballet er en hel lille Armee. Saa saare det rygtes, at et nyt +Udstyrsstykke er paa Stabelen, strømmer de smaa theaterlystne Evadøttre i +Hobetal til fra alle Kanter af Paris for at lade sig hverve, og man har +Kasernen overfyldt i en Haandevending. Gagen er kun en Snes Sous pr. +Aften, Tjenesten streng, Behandlingen, de faaer, rent soldatermæssig. Men +de har Ungdom og Fantasi de Smaa, de har megen Livslyst som Vind i +Sejlene og meget lidt Moral hjemmefra med som Ballast. Naar der er et Par +Minutters Fritid fra Omklædningerne uden Ende, og de sidder oppe i +Paaklædningslogerne med deres Kammerater og fortæller hinanden +Fehistorier om Forgængerinderne, saa glider det snevre Rums Vægge +tilside, og ude i Baggrunden dukker der det ene lokkende Billede op efter +det andet. Theaterlivet har sine Changementer større, mere uforudsete +endnu end de i Eventyrkomedien dernede paa Scenen. Hvad der er hændet de +Andre, hvorfor skulde det ikke kunne hænde dem? De har jo nu ogsaa +"deres" Theater, "deres" Loge, "deres" Prøver, og de kan anskaffe sig +smaa rosenrøde Visitkort, hvor deres Navn staar i Snirkelskrift og et +fint lille "du théâtre de la chose" nedenunder. Det er det første Skridt, +Skridtet, der koster. Siden gaar Alting af sig selv. Før Stykket er +spillet til Ende, kan de være flyttet fra Paaklædningslogen over i +"deres" Hotel, _un vrai petit bijou_ af et Hotel med Rosentræsmøbler og +lyseblaat Silketapisseri. De kan kjøre i Boulogneskoven i "deres" Vogn, +med "deres" Heste og "deres" egen lille søde Groom. Hvem veed, maaske kan +der paa Visitkortet staa "comtesse" eller "baronne" og en Krone ovenover, +som er ægte, og som har Ret til at staa der. Nede mellem Kulisserne er +der ikke blot Brandfolkene til at kurtisere. Der kommer saa mange +distinguerede kjoleklædte Herrer op, baade unge med Esprit og Humør og +gamle med Diamanter i Brystet og Diamanter paa Fingeren. Og de er saa +mageløst elskværdige, og de inviterer til Souper og sender Etuier fra Rue +de la Paix og Fontana. Man spørger _maman_ hjemme, hvad man skal gjøre. +Maman siger som Mme. Bichon: "Il y a des situations dans lesquelles on +est obligé de prendre quelqu'un." Og saa gjør den Lille _son choix_, og +Alverden er tilfreds--saalænge det varer. + +[Illustration: Mellem Kulisserne.] + +Kun Fru Thalia har skjellig Grund til ikke at være det. Engang imellem +tager en eller anden Avis sig af hendes Sag og holder Formaningstaler mod +Theatrenes Forvandling til Menagerier og Fruentimmerbazarer. Men +Fremmedtilstrømningens Guld har en Klang, der lyder højere og sødere i +Direktørens Øren. Han stopper det i Lommen og tager de smaa +Formaningstaler med paa Kjøbet, og Forholdene bliver, som de er. Nu, +Noget af den Slags maa der naturligvis ganske nødvendigt altid findes i +en By som Paris. Faren er kun, at det ikke breder sig. Og i saa Henseende +er der et fortræffeligt Bolværk til at standse: Parisertheatrenes uhyre +Konservatisme. Man møder den for hvert Skridt. Saasnart man kommer ind, +finder man ved et højt Bureau tre fine Herrer i Kjole og hvidt +Halstørklæde, der anmoder om Ens Billet. Det er dog ikke for at beholde +den. De bytter den simpelthen om med en anden, som man saa afleverer ved +den egentlige Indgang. Hvad de skal gjøre godt for, er der Ingen, der +begriber. Men de har siddet der saalænge som Theatret har staaet, og +derfor bliver de ved at sidde der. Hele Aftenen sidder de og pynter op i +Entréen og viger ikke af Stedet. Man har en Fornemmelse, som var de +Grundpiller, og som Theatret maatte styrte sammen, hvis de forsvandt. Er +man kommen ind i Korridorerne, har man "Ouvreuserne" paa Halsen. De skal +anvise Ens Pladser. Det vilde være langt simplere, om Billetterne bar +Numer, som alle andre Steder i Verden, men saa var Ouvreuserne ingen +Nytte til, og de er et gammelt Inventarium, der for enhver Pris maa +bibeholdes. Saadan er det i Smaat og saadan i Stort. Det, at den franske +Theaterforfatter næsten aldrig vover sig ud fra Salonerne, ud i den frie +Natur mellem andre Mennesker end netop Parisere og Grever og Baronesser, +det er et Udslag af akkurat det Samme. Det er, om man vil, ikke Andet end +Respekt for Traditionen; Alt, hvad der er godt i vor ufuldkomne +menneskelige Verden, har jo i Regelen ogsaa sin svage Side. Men hvad det +end er, saa vil det bevare den virkelige, ægte Komedie paa de +Pariserscener, hvor den har gammel Hævd paa at florere. Deres Antal er +mange. De vil beholde Pariserne som Publikum, og de vil altid trods +Udstyrstheatrene faa en saadan Forstærkning af de Fremmede, at de kan +gjøre glimrende Forretninger selv med det Gode, de præsterer, og at der +følgelig ingen Grund er til Forandring. Paris's Ophøjelse til +Theatercentrum ikke blot for hele Frankrig, men saa halvvejs samtidig for +den hele civiliserede Verden bringer da saaledes i Theatrenes forøgede +materielle Velvære den franske dramatiske Kunst en stor Støtte, uden +samtidig at medføre væsentlige Farer for den. I gamle Dage har Talentet +muligvis kunnet leve af Kildevand og Maaneskin. Det er for vort +Aarhundredes mindre primitive Mennesker vanskeligt at sætte sig ind deri. +Nu kan det det i hvert Fald ikke længer; i vor Tid trænger det til god +Vin og god Føde, naar det ikke skal faa Svindsot. Paris er saa heldig +baade at have dramatiske Talenter nok og at kunne give dem tilstrækkelig +Føde til, at de kan voxe sig store og stærke. + +[Illustration: Théâtre français' Yngste: Mlle. Baretta.] + + + + +SOMMERLIV OG FESTER. + + +Grand prix de Paris. + +Paris har ligesaavel som London sin Saison, visse Maaneder af Aaret, da +Befolkningens fine Portion er forpligtet til at lyksaliggjøre Hovedstaden +med sin Nærværelse, og da følgelig Byens Liv naaer sin højeste Potens. +Men man er dog ikke ganske saa rigorøs som hos de stive Britter. De kan +ikke, uden at sætte deres gode Navn og Rygte paa Spil, vise sig i +Westend-Palæerne en eneste Dag før den 1ste Maj, og de kan heller ikke +uden Risico for, at de mest kompromitterende Rygter bringes i Omløb om +dem, atter forlade disse Palæer før netop den 1ste August. Selv for den +allernobleste Franskmand er derimod et Pariserophold tilladeligt paa +hvilkensomhelst Tid af Aaret, det kan være ham til Behag. Paris gaar det +an at foretrække, endogsaa naar "Alverden" er i Nice og Cannes, paa +Jagtslotte paa Landet, eller i Badevillaer ved Kysten. Men sin Sæson har +Byen alligevel. Den falder sammen med den Tid af Aaret, da Paris er +skjønnest. Saasnart de første Foraarsbebudere kommer, kommer ogsaa den +fornemme Verden hjem fra Rivieraen ved Middelhavskysten. Paris er da paa +sit Højeste. Den svælger i Fester, den bugner af Luxus. Theatrene byder +paa Sensationspremièrer, de berømte Virtuoser kommer fra alle Jordens +Kanter og lader sig høre ved Koncerter, hvor den simpleste Plads er til +en Louisd'or, der arrangeres straalende Velgjørenhedsmarkeder og elegante +Bazarer, hvor Grevinder og Hertuginder og Fyrstinder staar i Butikerne, +den officielle Verden giver sine store Galamiddage, Faubourgernes, +Pengenes, Kunstens og Litteraturens, ja selv Demimondens Aristokrati +kappes om at holde Soiréer og Baller hver eneste Aften. Saaledes bliver +det ved at gaa tre, fire Maaneder paa Rad, indtil endelig det hele +tumlende Fornøjelsesliv den første Søndag i Juni ender med en +Slutnjngsfête, der stikker alle de andre, med _le grand prix de Paris_, +Frankrigs Derbydag, de store Væddeløb paa Longchamps-Sletten. + +Denne Dag er efterhaanden bleven en af Paris allerstørste Festdage. Det +er i Grunden kun Nationalfesten den 14de Juli, der er mere. Og der er +endda den Ting at bemærke, at ved Nationalfesten holder +Ikke-Republikanerne sig tilbage for at protestere; til de store Løb +derimod maa Alle med uden Menings- og uden Standsforskjel. I den fornemme +Verden har det allerede under Kejserdømmet hørt til god Tone at tage +Afsked med hinanden ved et Glas Champagne paa Saddelpladsen, før man +lægger sig paa Landet, og denne gode Tone er med Aarene trængt ud til +bestandig bredere og bredere Samfundslag. Nu er der knap en sølle Calicot +længer, der ikke finder Longchampsudflugten nødvendig for at hævde sin +sociale Position. _Le grand prix_ er den Dag, da alle Parisernes +Sparegrise, selv den beskedneste Arbejderfamilies, slaas i Stykker. Og +har man ikke nogen Sparegris, saa har man dog altid en eller anden +Gjenstand, man kan sætte paa Mont-de-Pitié for at komme med. Man skal til +Longchamps, hvordan det saa gaar. Det er ikke egentlig for Løbenes Skyld; +Pariserne sidder der ikke som Englænderne nogen medfødt Sportsmani i +Blodet. Det er just heller ikke for at more sig; naar man vil være ærlig, +veed man ganske vel, at Dagens Besvær tidt bliver større end dens +Morskab, saafremt man da ikke har hele Lommen fuld af Guld. Men man maa +afsted alligevel. Naboer og Gjenboer, alle mulige Bekjendte er med, saa +kan man jo dog ikke blive siddende hjemme. Og saa er der ogsaa een Grund +til. Man giver sine Penge ud paa Væddeløbsdagen i det stille Haab, at de +skal komme ind igjen med Renter og Rentes Rente. Man vædder. Alle gjør +det; Sadlepladsens Publikum sætter Tusindfrancsnoter paa Spil, +Tribunernes Hundredefrancssedler og den store, vulgære Masse paa +"Grønsværet" Louisd'orer og Femfrancer. Spilleraseriet er en af +Kræftskaderne ved det moderne Parisersamfund. Det er ikke blot paa +Børsen, at Alverden gjør Forsøg paa at tjene sig rig i en Haandevending; +overalt, hvor man kan komme til det, tumler man med ind i den vilde +Parforcejagt efter de rullende Guldstykker. I de parisiske "Cercles" +tabes og vindes der ved Baccarat-Bordet Millioner hver eneste Aften, og +den Del af Befolkningen, der ikke kan betale de Hundrede, to eller tre +Hundrede Francs aarlig, som det koster at blive Medlem af en saadan +Spilleklub, rangerer sig da paa anden, billigere Vis ind i Fru Fortunas +Tilbederlegion. Efter Frokosttid, næsten hele Dagen igjennem, er de +parisiske Kaféborde fulde af smaa grønne Klædesplader, paa hvilke de +jevnere Samfundsklasser, helt ned til Arbejderen, vover deres surt +fortjente Ugeløn i Ecarté; der pareres ved Billarderne, der spilles i +Smug alle Slags Hasard i ethvert Beværtningslokales Bagstuer, der spilles +kort sagt af Alle og overalt. Væddeløbsdagen er en velkommen, saa at sige +med det Officielles Stempel paatrykt Anledning til at tilfredsstille +denne uhyggelige Passion under exceptionelt fristende Forhold, i fri +Luft, Menneskemylr og Sommersolskin, omgiven af Festvirvarets +nervepirrende Ramme. Enhver maa til Bookmaker'nes Boder. Der er Hundreder +af dem, og de gjør uhyre Forretninger allesammen. Naar det kommer til +Stykket, er det maaske først og fremmest dem, der gjemmer Alruneæblet, +som paa den store Væddeløbsdag drager alle Mennesker til +Longchampssletten. + +[Illustration: "Bookmakeren"] + +Allerede tidlig paa Morgenstunden begynder Udvandringen. Da det dog +alligevel skal være Feriedag, vil man gjøre den saa lang som muligt. Og +desuden gjælder det ogsaa at være betids paa Pletten for at faa en Plads, +hvor man nogenlunde kan se. Forsynede med appetitlige Frokostkurve sætter +formelige Hære af Smaaborgerfamilier sig i Bevægelse i Retningen af +Suresnes. Fra Klokken otte gaar der overfyldte Jernbanetog, Seinedampere, +Sporvogne og Omnibusser hvert andet Minut. Det er, som om det gjaldt en +Massestorm paa Mont Valérien. Men de mylrende sorte Striber af +Menneskemyrer kravler ikke op ad Højen, de følger Trup over Suresnesbroen +og spreder sig saa og besætter hver Grønsværsplet i Terrænet mellem +Neuilly, Boulogneskovs-Kaskaderne og Seinen. Der pakker de Kurvene ud og +holder efter Marchen Siesta i de kølige Skovskygger. De har behov at +forberede sig til at kunne staa imod Eftermiddagens Trykken og Trængsel +og Støv og Solhede; allerede før Et maa de sige Farvel til Træerne og +foretage deres Kapløb ned til Snoren, som indhegner Væddeløbsbanen. +Samtidig er ogsaa Vognene begyndt at komme rullende. _Grand prix_ er +Pariserkudskenes store Festdag. De, der nyder den Ære at throne paa +aristokratiske Selvejerekvipagers Bukke, faar Lov til at stille Husets +Maximum af Forspands-, Seletøjs-og Kjøretøijs-luxus paa Parade, de +ordinære Hyrekudske har den Tilfredsstillelse at faa et saadant Maximum +af Kjørepenge, som de ikke fortjener nogen anden Dag af Aaret. I Reglen +slaar Bekjendte sig sammen allerede flere Uger i Forvejen for at leje en +Vogn til de store Løb. Prisen er da noget over et halvhundrede Francs for +de almindelige Droschker og for Kjøretøjer med et større Antal Pladser i +Forhold dertil. Men har man ikke været forsynlig og lejet paa Forhaand, +kan det meget vel hænde, at man paa selve Dagen ikke slipper under det +Dobbelte. Ved den Slags Lejligheder er en parisisk Droschkekudsk grumme +lidt medgjørlig. Han farter op og ned ad Boulevarderne og ryster +overlegent paa Hovedet, selv om man stiller sig op paa Fortovet og holder +Louisd'orer frem og viser ham. Han tør ikke standse, har engang en af dem +forklaret mig. Inden den gentile Herre paa Fortovet naaede ud til Vognen, +kunde en brav Bourgeois springe op og tvinge ham til at kjøre _à l'heure_ +hele Resten af Dagen. Han giver sig ganske rolig Tid, til han kan se sit +Snit og faa god Ladning. Han veed, at for hver Time, der gaar paa den +store Væddeløbsdag, stiger Vognene i Pris, til der til Slutning saa at +sige ikke er en eneste længer at faa indenfor Paris's Fæstningsværker. + +Fra Klokken to holder de i endeløse Rækker ned over alle Vejene, der +fører til Longchamps. Man vilde naa et Tal af over ti tusinde, hvis man +var i Stand til at tælle dem. Thi fra Klokken to, det Tidspunkt, da det +første Løb begynder, er Sadlepladsen, Tribunerne, den store +Grønsværsslette, Alt fuldt af hver sin forskjellige Art af +Tilskuerpublikum. Der kan være indtil tre hundrede tusind Mennesker +klumpede sammen paa dette Sted. Man kan overse hele Terrænet fra +Tribunernes øverste Bænke; det er et Syn, som det næppe nogetsteds paa +Jorden er muligt at finde et Sidestykke til. Der er her ikke Tale om +spredte Grupper; det er, som om man vilde tænke sig en vældig, +uoverskuelig Kornmark, bevoxet ikke med gule Straa, men med +Menneskekroppe. Vrimmelen er ligesaa tæt, Fladen, der dannes af de mørke, +hattebeklædte Hoveder, ligesaa sammenhængende kompakt som den, der dannes +af de bugnende Ax. Hist og her stikker røde Parasoller frem som glødende +Valmuer; unge Piger er sprungne op paa Vognsæderne og staar der i deres +lysfarvede Sommertoiletter som blaa Kornblomster eller gule +Agerkaalsstilke og sætter brogede Pletter i den sorte Mark. Hele Fladen +gynger og vugger sig som kruset af Vindkast, men ind i Mylren kan Øjet +ikke se, det kan kun ane derinde en mystisk, æventyrlig Uendelighed af +muntre, vexlende Folkelivsbilleder, som sætter Fantasien i Bevægelse og +ligesom fylder Rummet med en kondenseret Essens af Liv og Glæde. Fra +denne Hovedmasse strækker sig ud, langt, langt bort i det Fjerne, langs +hele Væddeløbsbanens Snor, tætte sorte Myregange af andre +Tilskuerklynger; Bakker med rigt schatteret Skovbryn indfatter Billedet, +over det Altsammen ligger Guldglands af den varme Junisol. + +[Illustration: Paa Tribunen.] + +Og saa er der Maleriets Forgrund, som man har lige ved Siden af sig. Hver +af Tribunerne fortsættes forneden af en Enceinte, fyldt med Straastole. +Ogsaa der er der tætproppet af Tilskuere. Det er den fashionable Part af +Publikum. Allerede paa Femfrancspladserne opdager man det ene +extravagante Toilette ved Siden af det andet; paa dem, hvor det koster en +Louisd'or at komme ind, holder de formelige Saturnalier. Det store +Finantsaristokratis, stundom den virkelige Faubourgadels Damer med, og de +store Kokotter overbyder hinanden i Opfindsomhed. Deres Fantasi bryder +sig ikke om at tage Skjønheden med paa Raad, det gjælder kun at vække +Opmærksomhed. Om de seer ud som Paafugle og Pappegøjer, er dem +ligegyldigt, naar der blot bliver lagt Mærke til dem, og de kommer i +Avisen den næste Dag. De leverer Forestillingens Ouverture, og +Kappestriden mellem dem kan paa sin Vis være fornøjeligere end Kapløbet +inde paa Banen. Hvert Øjeblik gaar der som et elektrisk Stød gjennem +Tribunepublikummet. + +[Illustration: Paa "Grønsværet".] + +Alle rejser sig op, Beundrings-Ah'er og Vittigheder regner ned rundt +omkring, man applauderer, man hviner tidt himmelhøjt. Det er et +Parasolmonstrum i Solbrandsfarver og oversaaet med Fuglereder, man har +opdaget inde paa Sadlepladsen, en Frøken med Lueforgyldningsbroderier paa +den hvide Atlaskeskjole eller en havfrueagtig Fremtoning i Sivgrønt: +sivgrøn En-tous-cas, sivgrøn Kjole, sivgrønne Strømper og sivgrønne Sko, +Altsammen bedækket fra Top til Taa med en Mylr af ganske smaabitte +Sneglehuse. Det er kun i Paris, at man ser Sligt, og det er selv i Paris +kun den ene store Væddeløbsdag, at disse Toilette-Orgier rigtigt kan faa +Lejlighed til at slaa Gjækken løs. + +[Illustration: I Enceinten.] + +Signalklokken ringer, Jockeyerne farer ud paa deres stolte, fine, +adelige, men gyselig magre Væddeløbere. Tribunepublikummet har studeret +Programmet, det kjender Dyrene paa Jockeyernes Farver, og det raaber +deres Navne for at gjælde for Sportsmænd, der veed Besked. Men nogen +overdreven Enthousiasme for de første af Løbene er der dog egentlig ikke. +De maa mere betragtes som en appetitvækkende _Pièce de rideau_ før den +rigtige, store Forestilling. Det drejer sig kun om fem, sex tusinde +Francs, Summer, der paa en saadan Dag er altfor ubetydelige til at kunne +vække nogen virkelig Spænding. Og saa er der ogsaa det, at man ikke er +absolut sikker paa, om disse Løb nu ogsaa kan betragtes som rigtig +alvorlige. Man fortæller om saa megen _"blague"_ ved Smaaløbene, om +bestukne Jockeyer og Ejere, der med Vilje lader deres Dyr tabe, fordi de +i hemmelig Forstaaelse med en Bookmaker har store Pareer imod dem. Alle +mindes Affæren fornylig ved Chantilly. En Jockey blev kastet af og kom +slemt til Skade, og det oplystes da, at han var betalt af sin Herre for +at holde Hesten tilbage. Men Dyret havde været stærkere end han; dets +Instinkt fortalte det, at der var Noget i Vejen, og det skilte sig saa af +med sin Rytter og sørgede paa egen Haand for at komme ind som Numer Et. +Der skal gaa mange af den Slags Ting i Svang, veed man, og det svækker +Interessen. Med _"grand prix"_ derimod er det en anden Sag. Der gjælder +det baade Æren og Prisen, og den sidste er ikke mindre end hundrede +tusinde Francs. Det kan pirre. + +[Illustration: I Enceinten.] + +Der kommer en umaadelig Bevægelse mellem Publikum, saa saare Tallene +begynder at springe frem paa den sorte Tavle, hvor de Løbendes Numere +markeres. Alle rejser sig op. _"Assis! assis!"_ brøles og hvines der fra +Tribunerne, men Enceintepublikummet nedenfor dem tager ikke Notits af +deres Raab. Damerne springer op paa Stolene og holder deres Kikkerter i +Beredskab; selv den mest stikkende Sol har de i dette Øjeblik ingen Tanke +for. "Hvem løber?" det er det første store Nysgjerrighedsspørgsmaal, det +gjælder om at faae besvaret. Det ene Tal springer frem efter det andet; +til _"grand prix"_ er der altid ti, femten Konkurrenter mindst, og man +trækker sig kun grumme nødigt tilbage. Selv om den ikke har nogen Udsigt +til at vinde, er det dog altid en uhyre Rekommandation for en Hest, et +Slags Adelsdiplom, at den har været med ved det rigtige store Løb. Man +kiger paa Programmet, man henter biografiske Notitser om Dyrene hos +Naboerne rundtomkring. Der er da ingen Overraskelse i Gjære? Der findes +forhaabentlig ikke mellem Deltagerne i Løbet nogen af de +hemmelighedsfulde Ubekjendte, som, opdragne i Smug af en +Førsterangstrænør paa et eller andet fjernt, øde Sted, pludselig dukker +frem og gjør alle Sportsmændenes Beregninger til Skamme? Man har set +Sligt ikke saa sjældent endda. Og findes der en saadan Konfusionsmager, +saa er jo alle Chancer, hvorpaa man har støttet sine Væddemaal, ikke to +Sous værd. Har man derimod udelukkende med bekjendte Løbere at gjøre, saa +er det i Regelen muligt at forudse Resultatet med nogenlunde Sikkerhed. +Der mangler sjælden en stor Stjerne, mod hvilken der kun pareres med +Enere mod Tiere. + +Men hvor bliver den af, denne Dagens Helt? Dens Tal staar endnu ikke paa +Tavlen. Om der var tilstødt et Uheld! Om den pludselig var bleven +indisponeret og ikke kunde vise sig paa Arenaen! De store Væddeløbere er +ømfindtlige som de store Primadonnaer. Ængsteligheden begynder at brede +sig. De, der har været bag Kulisserne, beroliger imidlertid. Der kan +umulig være hændet Noget. "Bruce" er kommen fra England med specielt for +den lejet Extratog, og siden sin Ankomst har den stadig været omgiven af +en Livvagt paa sex fuldt paalidelige Karle, der med ladte Revolvere har +vaaget over, at ingen snedig Bandit sneg sig ind i dens Stald, beruste +den med Brød, dyppet i Vin, eller paa anden Vis gjorde den uskikket til +at lade sine Evner straale i det skjønneste Lys. Den er sund og frisk, +glødende af Kampiver, forsikrer de; de har været i Stalden endnu om +Morgenen. Herrer og Damer seer paa dem med beundrende, misundelige +Blikke; Hjerterne hører op at banke i Uro. Og der er jo virkelig ogsaa +dens Tal paa Tavlen. Et højt, tusindtunget Hurraraab hilser det. Men det +skjæres over paa Midten, Signalklokken klemter, og der bliver i samme Nu +Stilhed over den store Væddeløbsbane som i Theatret, naar Tæppet hæver +sig. Alles Øjne vender sig mod Sadlepladsens Enceinte. En efter en i +Række kommer Jockeyerne ridende ud derfra. De gjør en lille Galopfart for +at presentere sig ned over Banen en face for Tribunerne. Saa standser de +foran Dommerestraden, en ny Klemten, og Løbet begynder. Hvor der strækkes +Hals, hvor der hvines, hvor der vinkes med Lommetørklæder og Hatte og +Parasoller i Et uendeligt Brøl fylder hele Sletten. Hver Tilskuer raaber +sin foretrukne Dystløbers Navn og bliver ved at raabe det under hele +Løbet, som om Hesten kunde høre det, og som om det uvægerligt maatte føre +den til Sejer, naar det blot overdøvede alle andre. Der kommer de frem +ved Skovbrynet. "Invincible" er foran! Nej, "Bruce" tager den igjen! Den +holder sig! Den øger Distancen! Hurra for "Bruce"! Hurra! Hurra! Hurra! + +De tager ingen Ende disse Hyldestraab, medens den lykkelige Jockey, +førende sig som en Heros, promenerer Dagens Sejervinder i Triumf hele +Væddeløbsbanen rundt. Gommeuxherrer og Sportsmænd paa Sadlepladsen +flokker sig lykønskende om Ejer og Trænør. Den Første tager ved dette ene +Løb en halvandet hundrede tusind Francs ind foruden de betydelige Summer, +Bookmakerne muligvis samtidig har ladet flyde i hans Kasse; den Sidste er +efter denne Dag Sportsverdenens store Stjerne, til hvis Gunst hele det +unge Aristokrati bejler mere end til nogen moderne Skjønheds, og hvis +Tjeneste betales højere end en Adelina Pattis og en Faures Toner. + +Efter _"le grand prix_" følger der atter andre, mindre Løb med Priser fra +sex til femten tusind Francs. Det Hele ender først henimod Aftentid. Men +Væddeløbsslettens Publikum tyndes ud langt tidligere. Den fornemme Part +maa se itide at faa fat paa sine Kjøretøjer, der kan gaa Timer, før de +findes, og den store Hob maa tilbage for fra Stolene paa begge Sider af +Champs-Elyséesavenuen at være Vidne til det nye Skuespil: _le rétour des +cours,_ den uendelige Mylr af straalende Ekvipagers Hjemkjørsel i Parade. +Hele den brede Allée er opfyldt af et ustandseligt Tog, det er en +formelig Hær af Vogne, og det varer Timer, før Revuen tager Ende. Her +holdes Hovedmønstringen over Toiletterne; hvert Minut bringer +Overraskelse paa Overraskelse. Er _"le grand prix"_. Slutningen af +Parisersæsonen, saa er den ogsaa dens Apotheose. Man vil vise +Udlændingene sin kjære Stad i al dens Herlighed, før man overlader den +til deres Indvandring. Fra den første Mandag i Juni har de Lov til at +fylde den med Rejsekostumér og røde Baedekere, men den store Væddeløbsdag +skal den være sig selv, være paa Højden af sin Glands og Pragt. Og det +er den. + +Badeliv ved Kysten. + +Sommervarmen i Paris er som oftest ingenlunde uudholdelig. Saalænge Solen +befinder sig paa Himlen, er i Reglen ogsaa Vandslangerne i Bevægelse, En +hel Hær af Arbejdere er fra Morgen til Aften beskjæftiget med at holde +Alting vaadt, der bliver sprøjtet og sprøjtet paa Makadamiseringen, +Husfacaderne overrisles, Gaardene sættes under Vand, Trottoirerne skures +og vaskes i en Uendelighed. Det giver Friskhed og Kjølighed, saa den +store Bys Indeklemthed ikke trykker. + +Men alle Regler har desværre sine Undtagelser. Af og til, naar +Temperaturen stiger særlig højt, og Sommeren bliver særlig tør, vil Dhuys +og Vannes, de to smaa Floder, der forsyner Paris med Vand, ikke længer +gjøre deres Skyldighed. Saa begynder Paris's Trængselstid. Byen begraves +i Støv. Som en tæt, brunliggul Taage stiger det op fra de milelange +Boulevarder og Avenuer. I de første Morgentimer staar denne Taage endnu +lavt, som om den ikke rigtig selv vidste, hvorvidt den vilde løfte sig i +Vejret eller løse sig og forsvinde. Men efterhaanden som Byen vaagner, +efterhaanden som der kommer Folk og Færdsel, med hver ny Vogn og hver ny +Fodgænger hæver den sig højere og højere. Den ruller ind over Byen i +voxende Skyer, der breder og breder sig fra Kvarter til Kvarter. Indtil +henimod Middag kan Solen endnu skinne igjennem dem, saa de tager sig ud +som en fin, langsomt faldende Regn af smaa Guldatomer. Men Time efter +Time fortætter de sig. Længere frem paa Dagen er det en fedtet, kvalm, +okkergul Os, der hyller Alting ind, saa massiv, at man ikke kan se fra +Lygtepæl til Lygtepæl. Det Hele er forvandlet til et ubegrændset +askefarvet Hav, i hvilket Mennesker og Vogne, Træer og Huse glider +sammen. Saa saare man stikker Hovedet ud af Døren, er i det samme Nu +Hals, Lunger og Brystkasse fyldte med Støv; naar man har gaaet en halv +Gade ned, seer man ud som en Melmand, vil man sætte sig ved et Kafébord +paa Trottoiret, maa det først fejes rent med en Kost. De lukkede Fiakrer +ruller langsomt og bedrøveligt gjennem Gaderne, som om det tommetykke +graa Lag paa Taget af dem tyngede, saa de ikke kunde komme afsted, over +de lange Boulevarder er der næsten ikke et eneste grønt Blad at opdage. +Alle Vinduer og Skodder holdes den hele Dag hermetisk lukkede, men Støvet +ude fra Gaderne trænger sig gjennem hver lille Sprække og Aabning, laver +Skyer, lægger sig i Lag overalt. + +Paa saadanne Dage er det, at selv de Parisere, for hvem Paris er Alt, +faaer Sommerrædsel for den store Stad og flygter. De mindre enragerede +Boulevardtilbedere har allerede taget Vejen afsted før dem. Under den nye +atheniensiske Republik kræver Vinteropholdet i Paris stadig mere og mere +enorme Udgifter Sommeren er den Tid, da man sparer op til dem. Under +Foregivende af, at man har Behov for Landluft, afskaffer man hele det +store Træn fra Sæsonen, sætter sig paa landlig Diæt og vegeterer i en +Krog for atter, naar Selskabssalene i Paris paany aabnes, at kunne +udfolde sin Pragt og Luxus i dem. Det er væsentlig dette Hensyn, der +allerede strax efter "_le grand prix_" begynder at lægge Paris øde. Under +de to følgende Maaneder forsvinder dens Beboere mere og mere. I +Slutningen af Juli er den berøvet saa at sige hele sit "tout Paris", det +lille Frimurerselskab af udvalgte, ægte Parisere, der til daglig Brug +ligesom gjennemsyrer hele Staden og giver den dens Fysiognomi. Ikke Spor +af Elegance eller Chiched; Herskabsvogne og Toiletter er blevne saa +sjeldne, at de vækker Opsigt, naar de viser sig paa Boulevarderne, +Droschkekudskene har saa lidt at bestille, at de endogsaa om Søndagen +formelig plager Folk for at tage dem i timevis. Boulevarderne er halvt +tomme, mest befolkede med Arbejdere, stønnende Forretningsfolk og +langsomt drivende engelske Lorder og Misser. + +Paris er paa Landet. Man tager til sit Château, naar man har enten et +virkeligt Château eller en lille, afsides liggende Gaard, hvilken der med +god Villie kan tillægges dette stolte Navn; man flytter til Villabyerne i +Omegnen, naar man er nødt til stadig at ture ind i Forretninger, eller +man rejser til Badestederne ved Bretagnes og Normandiets Kyster. Man gjør +helst det Sidste; det er mest Fashion. + +Disse Badesteder skyder derfor ogsaa mere og mere op som Paddehatte. I +gamle Dage var der væsentlig kun Trouville; nu tælles de snart i +hundredevis. Et af de yngste, der samtidig har vist sig i Besiddelse af +virkelig Livskraft, er Etretat. Det er det, vi vil besøge. + +Etretat er voxet meget hurtigt i Vejret. For tredive Aar siden laa der +paa dette Sted kun et Par enkelte Fiskerhytter, fremskudte Forposter fra +Fécamp. Men Alphons Karr kom tilfældigvis dertil og opdagede Stedet, +ligesom en engelsk Lord nogle Aar tidligere havde opdaget Cannes. Karr +byggede sig en Villa i den lille, lune Dal mellem to høje, hvide +Skjærgaardspynter, skrev om Stedet, fik sine Venner derud og +propaganderede saa godt for det, at han nu, naar han kommer dertil, kan +spadsere gjennem en lang Gade, der bærer hans Navn, og hvor de Handlende +i deres Butiksvinduer har udstillet alle Paris's Luxusartikler. Foruden +denne Hovedgade er der et Virvar af Veje, langs hvilke der ligger +prægtige Landsteder med Haver i den rigeste Mangfoldighed. Etretat og den +nærmeste Omegn har snart en halv Snes Tusind Beboere. Pariserne og +Badegjæsterne fra den anden Side af Kanalen, der er blevne kjede af Wight +og Brighton, har kastet deres Kjærlighed paa det, og et Sted, der tages +under Armene af saadanne Magter, behøver ikke mange Aar for at komme i +Flor. I Virkeligheden har Etretat allerede overfløjet de fleste +normanniske Badesteder. Trouville skræmmer trods de demokratiske Tider +Folk bort ved et altfor blandet Selskab, og Vandet ved dets Kyst viger +desuden stadig mere tilbage, saa at man tidt maa kjøre lange Strækninger +ud for at naa det. Deauville er for aristokratisk og Fécamp for +provinsielt. Dieppe er vel endnu i Mode, men Parisermoder skifter hurtig, +og Vinden blæser ad Etretat til. Naar man vil have et Billede af ægte +fransk Badeliv, skal man for Øjeblikket tage dertil. + +Turisten, der kommer for et Par Dage, vil være henrykt. Det stolte Hav +med dets stadig vexlende Ebbe og Flod, de hvide Skjærgaardsklipper, som +springer ud i det og danner en Række af mægtige Portaler, mod hvilke de +herligste Triumfbuer kun er Legeværk, det muntre, brogede Badeliv paa +Bredden, den friske Luft oppe paa Toppen af de grønne Bakker, Musiken fra +Kasinoet--alt det vil sætte ham i Begejstring, og han vil uden Betænkning +erklære Etretat for et Paradis. Men Verden har nu engang kun sjeldent +Paradiser undtagen for Turister, der kommer og gaar. Og da muligvis En +eller Anden, som læser denne Skildring, kunde bygge Rejseplaner paa +Grundlag af den, foretrækker jeg istedetfor Turistens Lyrik at levere et +Billede af Stedet, som det virkelig er, naar man kjender det. + +Ubetinget fornøjelig er selve Badningen. Er man kun vant til at gaa i +Vandet fra nordiske Badehuse, vækker den Forbavselse i første Øjeblik, og +det er meget muligt, at adskillige af vore Damer strax efter Ankomsten +vil erklære, at Sligt kan de paa ingen Maade være med til. I sidste +Instans bliver jo imidlertid alle den Slags Ting kun en Konvenienssag. +Hvad alle Mennesker gjør, kan ikke i Længden vedblive at være stødende +for den Enkelte. Amerikanere, Englændere, Russere og andre Folkefærd +følger da ogsaa uden Betænkning Stedets Skik og blander sig uden Hensyn +til Alder eller Kjøn i den brogede Vrimmel af Badende. Der er særlig to +Tider paa Dagen, da denne Vrimmel præsenterer sig mest malerisk, nemlig +om Formiddagen umiddelbart før Frokosten og lidt ud paa Eftermiddagen, i +Timerne mellem fire og sex. Alt, hvad Etretat rummer af Badegjæster, +befinder sig da paa Skrænten, som fra Kasinoterrassen fører ned til +Vandet. Under Sommerparaplyer og røde Parasoller lejrer man sig i Grupper +paa de smaa graalige Rullesten, hvormed Bredden er bedækket, plasker i +Vandet eller slaas om en Badehytte, hvor man kan klæde sig af og paa. +Disse smaa Træhuse findes i et Antal af hundrede eller saa omtrent +umiddelbart nedenfor Terrassen; men i den rigtige Badetid kan man dog +ofte komme til at staa og vente halve Timer ad Gangen, før man faaer fat +i en ledig Badehytte. Damernes og Herrernes er ikke adskilte; at en ung +Frøken staar paa Vagt, naar man kommer op af Vandet, og tinger om Hytten +efter En, hører til Hverdagsbegivenhederne, ligesaa godt som at en Herre, +uden at støde den gode Tone, banker paa Døren til en Dames +Paaklædningsværelse og spørger, om han snart kan afløse hende. Alt gaar +her paa Badeskrænten for sig fuldstændig _sans gêne._ En Badetur er her +det Samme som et Rideparti eller en Skovudflugt andetsteds. Om Aftenen +sætter man i Kasinoets Dandsesal hinanden Stævne til Badningen den næste +Formiddag. En isoleret Vandgænger hører til de store Sjeldenheder; i +Regelen er det hele Selskaber af Damer og Herrer, der følges ad og i +deres Badedragter venter paa hinanden for at tumle i Trup og paa Parade +ned ad Gangbrædtet over de smaa Rullesten og saa hoppe i Vandet. + +[Illustration:] + +Badekostumet er for Damernes Vedkommende Bluseliv, tidt holdt sammen af +et broget Skjærf, Benklæder, hvis normale Længde er til noget nedenfor +Knæerne, en stor, koket Solhat samt Sandaler. + +Trods al sin Simpelhed tillader det dog en Utallighed af Variationer. +Mellem den bedagede Pebermøs folderige, til Anklerne naaende Dragt af +sort Merino og den unge, overgivne Amerikanerindes soignerede +Trikottoilette af lysblaat Uldmusselin, kantet med Guldgaloner, stærkt +nedringet, uden Ærmer og stumpende ovenfor Knæet, kan man vælge +Overgangsformer nok, der blotter eller dækker alt, efter hver Enkelts +Behov og Tilbøjeligheder. Herrerne møder som oftest i stribet Trikot, der +ender midt paa Laaret. Anseer de sig ikke for præsentable i det Kustume, +er det dog ogsaa tilladt for dem at skjule Naturens Skrøbeligheder under +en Blusedragt i Smag med de gamle Jomfruers. Selv i den kan de stundom +være tilstrækkeligt komiske. Under Vandringen mellem Badehytterne og +Vandet plejer begge Kjøn at have en Badekappe kastet over Skuldrene; den +er imidlertid ingenlunde absolut nødvendig, og det er kun Faa, der ikke +under alle Betingelser lader den flagre, som den vil. Den er mest til for +Vandringen opad efter Badet. Under dette lægges den helt nede ved +Bredden, fortøjet med et Par af de største runde Sten, man kan faa fat +paa, og saaledes, at man strax kan kaste den om sig i det Samme man +kommer op af Vandet. En Parade efter Badningen forbi det talrige, +inspicerende Tilskuerpublikum er af let En Bademester forstaaelige Grunde +ikke hensigtsmæssig uden disse Kapper. + +[Illustration: En Bademester.] + +Badningen er langt mere et Fornøjelsesparti end en Sundhedsforholdsregel. +Man bliver ofte indtil tre Kvarter i Vandet, og man bestræber sig for at +more sig saa godt som muligt. Fra Enden af det høje Springbrædt styrter +baade Damer og Herrer sig ud paa Hovedet. Herrerne springer Buk over +hinanden, slaar Kolbøtter over hinandens Ryg eller under Brædtet, vælter +sig undertiden ud i Klumper paa en halv Snes Stykker ad Gangen og søger i +det Hele taget paa alle Maader at vise deres Dødsforagt for det vaade +Element. Ved deres Kunster vil de dog sagtens ogsaa stundom tiltrække sig +en eller anden badende ung Frøkens Opmærksomhed. Damerne kan i Reglen +svømme, og de foretager ofte lange Exkursioner ud ad Havet til, sammen +med deres Kavallerer. Undertiden tager den Skjønne ogsaa Plads i en af de +smaa, kvikke Joller, der ligger ved Bredden, jager afsted i den, fulgt af +Herresværmen, og styrter sig, naar hun er kommen langt ud, i Bølgerne, +for saa at lade deres Favntag bære hende ind igjen. Fartøjets Bjergning +overlader hun ubekymret til den, der har Lyst til at tage sig af det. De +Damer, der ikke er indviede i Svømmekunstens Mysterier eller ikke +dristige nok til at vove sig langt ud, holder sig paa lavt Vand, faar +Undervisning af Bademestrene eller af nærbekjendte Herrer, overpjadsker +hinanden med Vand og bliver hvert Øjeblik bange for Bølgerne, som ruller +hen over dem og slynger dem omkuld eller vælter dem ind mod Land, +Bølgegangen paa Normandiets Kyst er som oftest ganske respektabel, og de +Badendes Kamp med den paa det lave Vand kan fremkalde de pudsigste +Scener, naturligvis stadig ledsagede af Tilskuersværmens højrøstede +Latter, Tilraab og Vittigheder. Undertiden hænder det ogsaa, at en +nærgaaende Bølge skyller helt op til de nærmeste Stolerækker og over Hals +og Hoved jager deres Indehavere op ad Skrænten, samtidig med, at den +fører Badekapper og Sandaler, som de Badende har ladet ligge mellem +Stenene, tilbage med sig ud i Havet. Naar Sligt hænder, er der ingen Ende +paa Latteren, Virvaret og Tummelen. Hver søger at redde Sit, men Ingen +kan naturligvis finde netop sine Ejendele. + +[Illustration: Opgangen fra Badet.] + +[Illustration: Paa Rejefangst.] + +Den Slags Scener er morsomme. Men det er just ellers ikke let at faae +Tiden til at gaa, og det er netop en af Skyggesiderne ved Opholdet i +Etretat, naar det udstrækkes over et længere Tidsrum. Folk, der ligger +ved et Badested, har i Regelen den Anskuelse af Tilværelsen, at Badeliv +nødvendigt maa være ensbetydende med Driverliv. Hos Badegjæsterne i +Etretat synes denne Opfattelse at være bleven til et Dogme. De betragter +Driveriet som uafviselig Pligt, ikke blot for sig selv, men ogsaa for +deres Venner og Bekjendte, Naboer og Gjenboer. I en lille Krog som +Etretat hører Alverden efter en fjorten Dages Forløb uundgaaelig til en +af disse Kategorier. Den, der har Trang til at bestille Noget, skal +derfor blive borte fra et saadant Sted; selv om han skjuler nok saa godt, +at han tager sig noget Alvorligt for, vil det dog blive opdaget, +betragtet som en Forbrydelse imod den friske Luft og Landliggeriet og +energisk modarbejdet baade ved theoretiske Forelæsninger og ved praktiske +Forstyrrelser. Dette kunde endda gaa an, hvis det var muligt at drive +Maaneder hen i Etretat uden at trættes; men dertil bliver Stedets +Adspredelser og hele Liv i Længden for ensformige. Det kan være særdeles +morsomt for en Gang eller to at være med til Yndlingssporten ved disse +Badesteder, vade i stort Selskab med bare Ben og primitive Kostumer +omkring mellem Skjærgaardsklipperne og gaa paa Jagt efter Rejer, men det +er dog den Slags Fornøjelser, som ikke egner sig til at gjentages hver +Dag. Krocketspillet paa de store Plæner omkring Byen synes at være et +Privilegium for Englænderne, og Ture op til Bjergtoppene gjør man een +Gang i tredive Graders Varme, men saa aldrig mere. Skove findes ikke i +Etretats Omegn, og en Ridetur er en dyr Fornøjelse, da man ikke kan faae +en taalelig Ridehest at leje under tyve Francs. + +Til daglig Brug er man i Virkeligheden saa godt som udelukkende henvist +til Kasinoet, det vil sige til saadan Noget som en Stump Pariserboulevard +paa halvtredsindstyve Alens Længde, begrænset paa den ene Side af +Badeskrænten, paa den anden af en Kafé med de højeste Priser og den +sletteste Opvartning, der existerer i hele Frankrig, saavelsom af +Spille-, Læse-, Koncert- og Dansesale. + +Næst efter Badetimerne er det Kasinobesøgene, der spiller Hovedrollen i +Badegjæsternes Tilværelse. Naar man ikke hører til de Millionærer, der +paa deres Villaslotte udenfor Byen lever i fornem Ro, omgivne af parisisk +Luxus og alle en storartet Kystnaturs Skjønheder, er man i Etretat ikke +bedre installeret end i en hvilkensomhelst diminutiv Fiskerlejlighed +andetsteds. Stundom er man endogsaa værre faren, idet man lever +indestængt i en lille Kjøbstads snevre Gader, uden Haver og uden Udsigt +til Havet. Komfortable Hoteller findes ikke. Etretat har endnu kun to +saadanne Institutioner, der selvfølgelig ikke kan rumme meer end et +Minimum af de Besøgende. Pluraliteten lejer sig en Lejlighed af den +Slags, hvor man jager Benene gjennem Sovekammervæggen, naar man vil +strække sig lige i Sengen. Opholde sig i den Slags Huler meer end højst +nødvendigt, gjør man naturligvis ikke, og Kasinoet er og bliver derfor +eneste Tilflugtssted. Hvad enten man vil eller ej drives man ned til det +paa alle Tider af Dagen. Pariserne spiller Écarté, en meget høj +Écarté--der tabes og vindes stundom Titusinder paa en enkelt +Haand--medens Pariserinderne spadserer op og ned ad Boulevardstumpen og +viser deres Toiletter, eller af og til gjør en Tour ned paa +Rullestensskrænten for at hente det ikke sjeldent frugtbart +forhaandenværende Stof til Railleri over, hvor gyseligt den eller den +tager sig ud i Vandet, og saa sætter sig i Skyggen under Kasinokaféens +Solsejl for at lade dette Smaarailleri udvikle sig til de forfærdeligste +Historier om Veninder og Veninders Veninder. Englænderne gaar omkring i +Jockeyjakke og har Spleen, mens Englænderinderne derimod sørge for den +almindelige Morskab ved at præsentere sig i hvide Trikotkjoler med +højrøde Livbaand samt alenlange Sko og sorte Strømper. + +Om Aftenen paatager Direktionen sig Underholdningen. Hveranden Aften er +der Komedie eller Koncert, hveranden Bal. Af og til kommer ganske vist +Kunstnere som Faure og Mounet-Sully og lader sig høre ved disse +Koncerter, men til daglig Brug er de hverken bedre eller daarligere end +Badestedsunderholdninger i Regelen, hvilket alligevel ikke afholder +Damerne fra at staa timevis i Queue for at erobre en Siddeplads i den +hede Sal. Til Dandsen er Tilstrømningen ikke mindre. Tilsynet overholdes +saa strengt, at Damer, hvis Rygte er slet, ikke faaer Adgang, og det +hører følgelig endnu med til god Tone at indfinde sig ved disse landlige +Baller. De reglementerede tre Gange om Ugen vandrer hele Ungdommen--og +meget ofte ogsaa en stor Part af dem, man udenfor Frankrig vilde kalde +Alderdommen--hjem fra Kasinoballet ligesaa drivvaade, som de om +Formiddagen er komne op af Badet. Især paa Englænderinderne er der ingen +stor Forskjel at se, da deres Bade- og deres Balkostume omtrent er ens. +Naar de møder paa Ballet, sidder kun deres Trikottrøjer lidt mere stramt. + +Alt det kan, som sagt, være ganske fornøjeligt at se paa og være med til +nogle Dage. Men for Uger, ikke at tale om Maaneder, turde det hænde, at +Adskillige vilde finde det lovlig monotont. Havet ved Normandiets Kyst er +ganske vist stort og imponerende, men det er ofte trist og melankolsk som +Normandiets Himmel. Luften skal være styrkende, siger man, men Alverden +gaar dog omkring og klager over Vejret; paa Skjærgaardsklipperne voxer +der hverken Blomster eller Blade, og de lange, grønne Bakkeskraaninger +ender med at blive ensformige, naar man gaar og kiger paa dem Dag ud, Dag +ind. Man skal tage til Etretat som Turist for nogle Dage. Saa morer man +sig kosteligt over at se "tout Paris" gaa og tumle om mellem Rullesten +paa Kysten. Men naar man har plukket Buketten af dette Kuriosum, saa skal +man flyve afsted igjen. Boulevardstumpen foran Kasinoet er for lille til +aldrig at blive kjedelig, men for meget Boulevard alligevel, til at man +kan bilde sig ind, at man er i Naturen. + +Nationalfesten. + +Siden Verdensudstillingen 1878 har det republikanske Frankrig hvert Aar +ved Midsommertid sin store nationale Festdag svarende til, hvad +Napoleonsdagen var under Kejserdømmet. Et helt Aarti omtrent havde Paris +baaret Sorg efter Krigen og afholdt sig fra alle offentlige Forlystelser. +Men saa kom den stolte 1ste Maj, da Kæmpeværket paa Marsmarken stod +færdigt og aabnede sine Porte for de Fremmede, der strømmede til fra alle +Jordens Egne. Fredens Gjerning havde læget Krigens Saar. Paris var atter +sig selv: Verdens beundrede, lokkende Metropol, Mekkastaden for +Turisternes Pilgrimsfarter og Maalet for alle de Hjemmeblivendes Længsler +og Drømme. Den Dag blev Sorgen lagt i Frankrigs Hovedstad og over hele +Landet. Festens Faner kom frem igjen og pyntede den mylrende By, +Marseillaisens Toner foer tusindstetnmigt jublende, elektriserende +gjennem alle Gader. Den 30te Juni fulgte efter, Nationernes Fest, +Verdensdronningens Gallaceremoni for de Hundrede-Tusinder, der havde +samlet sig til Turneringen ved hendes gjenfødte Hof. Siden den Tid fejrer +den franske Republik hvert Aar sin Fødselsdag. Den har valgt dertil den +14de Juli, Aarsdagen for Stormen paa Bastillen, Indvielsesdagen for den +store Revolution, hvis Arv den har taget, og hvis Gjerning den +fortsætter. + +Denne nationale Fest holdes over hele Landet, i enhver Provindsstad og +hver Landsbyflække, men hvor store Anstrengelser man end gjør sig +allevegne, bliver det dog, selv Alt tilsammentaget, Ingenting mod Paris's +Fest. Pariserne har en Evne til at kunne arrangere Fester som intet andet +Folkefærd i hele Verden. Ingen anden By er en saa vidunderlig hurtig. +Leder for Stemningens Elektricitet som Paris, ingen anden udstyret med +dens Midler til at kunne pynte sig i Fest, ingen anden Befolkning først +og fremmest begavet med det samme Sind som Pariserne til at kunne vælte +alt Muligt af sig og fornøje sig som Børn i uskyldig, overstrømmende +Glæde. Disse Egenskaber maa ved enhver ny Lejlighed føre til nye, +storartede Manifestationer; de vil blive ved at gjøre det, hvor gammel +end Nationalfesten bliver. + +[Illustration: Lygter hænges op.] + +En hel Uge allerede forinden den fjortende begyndes der baade af de +offentlige Myndigheder, og af Private paa Stadens Udsmykning. Overalt +tømrer og hamrer man, hænger Lygter op, bygger Æreporte, rejser +Mastetræer, pynter Huse og kjøber Flag først og fremmest. Trikolorhavet +voxer og voxer, indtil Byen til Slutning formelig er druknet under det. +Pariserne flager ikke, som man gjør det i mindre extravagante nordlige +Egne af Verden. De hænger Faner ud af hvert eneste Vindue i hvert eneste +Hus, de pynter Façaderne med tætsammenpakkede Emblemer af dem, de spænder +dem som Theatersoffitter tværs over Gaderne fra Tag til Tag, der hæver +sig ved hvert tyvende Skridt kolossale Master, hvorfra Faner vajer i +Snesevis. Selv den fattigste Arbejder i Belleville stikker sit Flag ud; +de store Nouveauté-magasiner sælger dem for et Par Francs Stykket, og det +er der i Paris Ingen, som ikke har Raad at betale for at kunne være med +til at fejre Nationalfesten. Men for Parisernes extatiske Begejstring er +ikke engang dette Flaghav nok. Butikernes Vinduer udstiller slet ikke +Andet end trikolorfarvede Salgsgjenstande. Det kjøbende Publikum svælger +i trikolore Kjoler, trikolore Damehatte og Herrekaskjetter, trikolore +Strømper og trikolore Halstørklæder, trikolore Vifter og Lommetørklæder +og Dukker for Børn; alt Muligt, hvad der sælges, maa, nåar +Nationalfestdagen nærmer sig, være trefarvet, selv Herrernes Seler og +Damernes Korsetter. Man er ikke nogen god Borger, naar man ikke er +trefarvet indvendig saavel som udvendig. Ikke engang Heste og Vogne gjør +en Undtagelse fra Regelen; de stakkels Dyr farer afsted med hele Hovedet +druknet i diminutive Flag, og der er ikke en Omnibus, uden at der vajer +mindst fire Nationalbannere fra dens fire Hjørner. Nogle Droschkeejere +maler selve Vognene blaa, hvide og røde, pynter Kudskene med trefarvet +Liberi og anskaffer sig trefarvede Dækkener til Hestene. Samtidig er +Gaderne overspændte med et saadant Væv af Guirlander og Blomster, at man +i de snevre af dem slet ikke kan se Himmelen. Det er netop dem, der i +Regelen er de rigest pyntede, og Alt, Tage, Mure og Vinduer, er da +forsvundet under Løv og Farver, ja selv Trappegange og Gaarde pynter man +med trikolore Papirsstrimler og med højst primitive trikolore +Vaabenskjolde. Er der et Rum paa ti Kvadratalen, hvor der ingen Flag og +ingen Dekorationer findes, bliver Folk staaende stille og spørger +hinanden, hvad der kan være i Vejen. Selv Sælgekonernes Frugt- og +Légumevogne maa holde Nationalfest, hvis de ikke vil tabe de gode +Republikanere, de har til Kunder. Paa alle Damelivstykker og i alle +Herreknaphuller seer man "la fleur nationale". Arbejderne anskaffer sig +trikolore Lærredshuer, og Damerne anbringer trefarvede Fjer i deres +Hatte; Børnene gjør man trefarvede fra Top til Taa. + +Og saa oprinder da selve den 14de Juli. Paris er underlig paa en saadan +Dag. Den skifter lige fra Morgenstunden Karakter, saa at man ikke kan +kjende den igjen. Det sædvanlige Liv er borte og erstattet af et helt +nyt. Paa de andre Helligdage, selv paa de store af dem, gaar Handel og +Færdsel sin vante Gang. Først henad Aften, naar Forstædernes Beboere gjør +deres Spadseretur ned paa de store Boulevarder, kommer der lidt af +Søndagspræget over Byen. Men paa Nationalfesten er det anderledes. +Hvorsomhelst og paa hvilkensomhelst Tid af Dagen man sætter sin Fod i +Gaderne, mærker man, at der er noget Aparte over Staden. Der er først og +fremmest en ganske ejendommelig Fred. Alle Butikker uden Undtagelse er +lukkede, de store offentlige Haller, hvor man flere Dage i Forvejen har +gjort endnu mere omfattende Forberedelser til Festen end alle andre +Steder, de er nu rømmede for deres Boder og forvandlede til vældige, +guirlandebehængte Sale, hvor om Eftermiddagen Dandsen skal tage sin +Begyndelse. Der arbejdes ikke paa noget Værksted, selv Posten standser +sin Virksomhed fra Klokken elleve om Formiddagen. Efter den Tid tømmes +der ingen Brevkasser og uddeles ingen Breve; Postbudene drager i store +Klynger med hinanden under Armen gjennem Byen og synger Marseillaisen, +yderlig fornøjede over Fridagen, den eneste, de har Aaret rundt. Den +rastløse, travle Tummel er borte. Folk driver ganske langsomt, +skikkelige, søndagspyntede Grupper med en Mylr af Børn, og de standser +hvert Øjeblik for at kige paa Flagpynten og Transparentbillederne, der +skal illumineres om Aftenen. Af og til flokker man sig sammen midt paa +Gaden. En af de talløse Foreninger for Instrumentalmusik har stillet sig +op der omkring et Stativ, der bærer et trikolordrapperet Republikhoved +med frygisk Hue og flankeres af Foreningens medaillebehængte Faner. Man +opfører Koncert, og unge begejstrede Mænd holder Taler til Forsamlingen +mellem Numrene. Pludselig bliver en lille Pige, klædt paa som +Frihedsgudinde, løftet op over Massen, og man raaber Vivat for hende. Men +over det Altsammen, selv midt i Tummelen, er der den samme fredelige +Søndagshøjtidelighed, en absolut Fornemmelse af, at man er ude i den +dejlige Sommersol for at hvile sig efter Hverdagsslid og for at have det +hyggeligt og rart. Pariserne er ganske overordentlig elskværdige paa +denne Dag. Man ler til hinanden og vexler smaa gemytlige Bemærkninger med +hinanden i Forbigaaende, som om man var gode Venner, der mødtes, man gaar +omkring med en underkuet Trang til at sladre og til at være forekommende, +og man griber med Begjærlighed den mindste Lejlighed, ved hvilken den kan +give sig Luft. Man gaar saa vidt, at man rømmer sin Plads for hinanden i +Queuen ved Omnibusser og Sporvogne, og det vil sige Meget. + +[Illustration: Forberedelse til Nationalfesten i Hullerne.] + +Thi henimod Ellevetiden skal hele Paris afsted ud ad Longchamps til, hvor +den store Revue finder Sted om Eftermiddagen Klokken to i Overværelse af +Republikkens Præsident og med de officielle Tribuner fyldte af alle de +Notabiliteter, som Byen har kunnet holde tilbage efter _grand prix_. Det +er, i hvert Fald for Damernes Vedkommende, ikke overdrevent mange. Der er +uhyre sparsomt med Toiletter derude, Revuen er Longchampsslettens store +populære Fest. Men den er ogsaa populær tilgavns. Den Part af Paris's +Befolkning, som paa denne Dag undtagelsesvis kommer paa Farten, er den +tarvelige Verden, som ellers hele Aaret rundt sidder flittig, hjemme ved +Arbejdet, og den er altid ellevild af Begejstring over at se sine +Soldater. Paa selve Revuesletten gjør den ikke synderlig Spektakel; den +staar taalmodig og lader sig stege af Solen, medens de tyve, tredive +tusinde Mand defilerer, og bryder kun engang imellem ud i et pænt, +anstændigt Hyldesttilraab, naar en for dens Hjerte aldeles uimodstaaelig +Deling drager forbi: Saint-Cyreleverne, Pompiererne eller et saadant +Korps. Men paa de smaa Kaféer i Suresnes, Saint Cloud og deromkring, hvor +Soldaterne trækker over, naar de har defileret forbi Præsidenttribunen, +der giver man til Gjengjæld det glade Humør saa meget mere overgivent +frit Løb. Parisermylren og Pariserlystigheden er i disse Timer derovre +paa den anden Side Boulogneskoven. + +Byens store Hovedaarer bliver tommere og tommere, jo længere man kommer +ud paa Eftermiddagen. Den Part af Befolkningen, der ikke er i +Boulogneskoven, klynger sig sammen paa Pladser og Squarer, hvor +Orphéons-Foreningerne giver Koncert, eller i asfaltbelagte, stille +Sidegader, hvor Kvadrillerne har taget deres Begyndelse allerede +umiddelbart efter Frokost. Vandrer man ved Middagstid ned over de store +Boulevarder, vil man knap tro, at det er dem. De ligger endeløse foran +En, fejede rene for al den brogede Færdsel, som ellers tumler afsted over +dem. Der er ikke en Vogn at se, saa langt Øjet kan naa. Efter Klokken sex +er al Kjørsel i Gaderne forbudt, og Kudskene har sørget for at tage sig +saa godt betalte om Formiddagen, at de ikke finder nogen Gene ved at +holde sig Ordren efterrettelig. I de til Boulevarderne stødende Sidegader +drager man sig med ægte Pariserhumør og i ægte Feststemning den sjeldne +Lejlighed til Indtægt og flytter Middagsbordet midt ud paa Gadeasfalten. +Der sidder hele Familien under aaben Himmel og krydrer Festmaaltidet med +en Tilgift af frisk Aftenkølighed, og en Hærskare af smaa italienske, +guitarspillende og dandsende Piger leverer for et Par Sous Underholdning +dertil. Ingen bliver staaende og seer paa det, som man vilde gjøre +andetsteds; den Slags Indfald forekommer Folk i Paris at være en ganske +naturlig Ting. + +Befinder man sig imidlertid et Sted paa Boulevarden, hvor man netop ikke +kan kige ind til en saadan Pariseridyl, kan man let komme paa +besynderlige Tanker. Foran En ligger den lange, øde, graa Vej, allevegne +omkring seer man Faner og patriotiske Symboler, paa Afstand hører man +Trommehvirvler, underlige uharmoniske Horntoner og en uafbrudt Knalden og +Plaffen. Det er som et Bombardement; saadan, kommer man uvilkaarlig til +at tænke sig, maa Paris have set ud under Belejringen. Og dette +Bombardementsindtryk forstærkes kun, naar man drejer ind i en af de +Gader, der fører bort fra Centrum. Politipræfekten udsteder stadig +Plakater, ifølge hvilke den saa yndede Afbrænding af smaa Sprængbomber og +andre Fyrværkerisager hører til de ikke engang for et Folk, der morer +sig, tilladte Adspredelser. Men Pariserne anerkjender paa Nationalfesten +Ingenting som forbudt og bryder sig ikke om Politiet. Dette er paa sin +Side saa fornuftigt midlertidig at suspendere sine Forretninger og holde +Ferie ligesom Postbudene. Kun ganske umaadelig sjældent seer man en +enkelt Betjent i Gaderne, og er han der, er han ikke i Funktion. Det er +blevet slaaet fast som Regel ved den parisiske Nationalfest, at +Befolkningen selv agerer Politi, og hidtil har det ikke været forbundet +med Ulemper. Da nu Befolkningen ikke har Noget mod Sprængbomber, +tvertimod, saa faaer de Lov til at rase saa galt de vil, og det er +undertiden ganske forfærdelig galt. Efterhaanden som man kommer op mod de +ydre Boulevarder, op til Arbejderkvartererne, hvor Aftenfesten bestandig +har sin mest støjende og overgivne Karakter, blændes og døves man +fuldstændig af disse Raketter, Sole, Sværmere og Bomber, der farer ud fra +hvert Vindue og hver Gadedør med Tilbehør af Artillerisalver. Her er der +alt Andet end øde. Menneskeflokken mylrer som Myrer afsted midt i +Ildregnen. Hvergang det plaffer og sprutter, hviner Folk himmelhøjt af +Fornøjelse. Faaer de Fyrværkeriet i Ansigtet selv, bliver de jo nok +yderlig fortørnede et Øjeblik og farer med vældige Eder over mod den, der +har brændt det af, som skulde det gaa paa Livet løs. Men det varer kun et +halvt Minut. Naar han pænt har afgivet sin Undskyldning og erklæret, at +han ikke har gjort det med Villie, forsvinder Vreden igjen ligesaa +hurtigt, som den kom. Godmodigheden ligger paa Bunden her som overalt paa +den glade Nationalfestdag. + +Hele Staden over begynder ved Mørkets Frembrud Illuminationshavet at +sende sine Strømme ud i alle Retninger. Det breder og breder sig, +gigantisk som Paris selv. Der er ikke den fjerneste Krog af Kæmpebyen, +hvor det ikke naaer hen, selv det milevide Terræn paa den anden Side +Fæstningsværkerne, over hvilket Paris spreder sine yderste Forposter, +selv det har sin Part af Aftenens Feeventyrs-Fest. Men paa enkelte Steder +koncentrerer Anstrengelserne sig. Snart er der over de store Boulevarder +mellem Mastetræer, der følger efter hinanden for hver tredie Lygtepæl, +trukket prægtige Gaskroner, fem i hver Række, snart er det en af de +offentlige Pladser, hvor en ny Statue afsløres i Tusind-og-en-Nats-Glands +af elektrisk Lys og bengalske Blus og trefarvede Illuminationsguirlander, +slyngede mellem hinanden saa tæt som Lianer, snart atter er det Boulogne- +eller Vincennesskoven, der er valgt til Festens Centrum. Inde i Krattet +hænger Tusinder af røde Papirslanterner og tager sig ud, som om Buskene +bar store, forunderlige, fosforiserende Frugter, paa Søerne vrimler det +af Smaafartøjer, overhængte med kinesiske Balloner, Raketternes og de +farvede Fyrværkeribombers uophørligt dryssende Regn falder som Myriader +af Stjerneskud ned over Vandet, og det elektriske Lys, der straaler ud +allevegne inde fra Træernes Tykning, lægger sit dagklare, fantastiske +Skjær over det Hele og fuldender Illusionen af, at man vandrer i en +fortryllet Skov. Gjennem hele Avenue de Champs-Elyssées er der mellem +Træerne trukket dobbelte Rækker af Gasguirlander med mælkefarvede Kupler, +og de samme hvide, skinnende Perlesnorsrader fortsætter sig som et Net ud +over den umaadelige Concordeplads og oversvømmer den med Lys, mens +farvede elektriske Blus kaster deres magiske Skjær ind i Fontænerne paa +begge Sider af Obelisken. Tuilerianlæget er blevet en Aladdinshave med +store, straalende koulørte Frugter paa alle Træerne, Kirkernes Spir rager +op som flammende Kæmpefakler, om alle de offentlige Bygningers +arkitektoniske Linier slynger Gasguirandolerne sig og forvandler dem til +Fepaladser i Lueforgyldning. Vidunderligt er der ved Seinen. Saa langt +man kan se, spænder Broerne sig over Vandet snart i gylden +Gasillumination, snart i hemmelighedsfuld dæmpet Taageglands af røde +orientalske Lygter, paa Floden selv glider de smaa Dampere saa tæt +behængte med Illuminationspynt, som var de byggede kun af farvede +Balloner, og Flammestraalerne fra Palaierne paa Quaien spejler sig i det +mørke Vand som tusindslynget Guldfiligran. Overalt er Paris druknet i Lys +og Flammer, allevegne krydses den mørkblaa Nathimmel af Raketter fra de +sex Kæmpefyrværkerier, som Municipalraadet i Aftenens Løb lader afbrænde +fra højtliggende Punkter af Byen. + +Ejendommeligst og mest parisisk er dog, hvad Smaaborgerne præsterer i de +snevre Handelsgader i Midten af Byen og ude ad Forstæderne til. Paa begge +Sider langs Fortouget er der bygget Espalier af ganske smaa farvede +Glaslygter, føjede sammen i trikolort Arrangement til en lang, +løvganglignende Allée af Portal ved Portal, lukket for begge Ender med +store Soldekorationer i samme brogede Lygtebygning. Eller ogsaa er der +paa selve Husenes Façade hængt kulørte Papirslanterner op, der dækker +hver eneste Mursten, saa det seer ud, som hele Huset var bygget af dem. +Ud fra Taget skyder der samtidig lange Stænger, som bærer Buketter af +illuminerede Papirsblomster, de hænger paa Snore over Gaden, og de gløder +som store St. Hansorme i Laurbærbuskene, hvormed man til Overflod har +fyldt Fortouget. Uafbrudt stormer Skarer af marseillaisesyngende Mænd og +Kvinder med Lanterner i Form af kæmpemæssige Konvolveler afsted gjennem +disse Gader, røde og blaa bengalske Blus kaster deres fantastiske Skjær +over Mandfolkenes frygiske Huer og over Fruentimmernes store, trefarvede +Kokarder paa Haaret, Sværmerne, der sendes ud fra Husenes Vinduer, +drysser deres Ildgnister som Konfettiregn ned over Mængden. Nu mærker +man, at Pariserne er i Paris igjen. Alle de to Millioner er paa Farten, +og Masser af overfyldte Jernbanetog har i de sidste otte og fyrretyve +Timer bragt en lille en til i Reserve ind til den festpyntede, +festdrukne, fristende, forunderlige Hovedstad. Fra Ende til anden er den +en tumlende, overgiven, uendelig Markedsplads. Alle Torve er blevne til +Dandsesale, alle Fortouge udenfor Kaféerne til Vauxhalshaver med +mylrende, lystige Gilder. Langs de ydre Boulevarder, fra Place du trône +hele Kredsen rundt lige til Batignolles, paa den venstre Seinebreds +Boulevarder, ja selv midt inde i den fine By, paa Théâtre-français- og +Børspladsen holder man _fête foraine_. Hvor den er karakteristisk for +Pariserne! De morer sig med Ingenting. Den blotte Bevidsthed om, at det +er Fest, gaar dem til Hovedet og beruser dem med Jubel. Deres +Yndlingsfornøjelse er Karusellerne. Der er en for hvert tiende Skridt +over hele _fête foraine_-Bæltet, og man staar i Queue ved dem allesammen +for at komme op paa Træ-Bucefalerne. Øjnene straaler, man leer og hviner +af Glæde, mens man strækker Brystet frem og stikker efter Ringen, og mens +Udraaberne hyler de fingerede Stationers Navn, som man farer forbi. Der +er en vittig Kronikør, som engang har sagt, at hvis han blev Regering i +Frankrig, vilde han begynde med at udstede et Dekret, lydende paa, at +Karusselhestene skulde være i permanent Rotation paa alle Pladser og +Squarer. Naar det var gjort, kunde han rolig lægge Hænderne i Skjødet. +Intet Oprør vilde nogensinde banke paa hans Dør, thi de nationale +Lirekasser vilde standse Insurgenterne, og de nationale Karusselheste +vilde vide at dreje Opinionen til hans Fordel. Ved Siden af Karussellerne +er der Barakker med hele Theatre, hvor man opfører store patriotiske +Skuespil i mange Tableauer. Der er et af dem, "Børnene fra 93", som +stadig gjør stormende Succes. Jeg har kun set de sidste Tableauer, men de +er mageløse. Saavidt jeg kunde skjønne, hang Stykket ikke sammen, men +fremstillede i skjønsom Afvexling Billeder af den store Revolutions +Historie. Det ene var en Scene mellem en hel Bunke Østerrigere og en +fransk Soldat. Østerrigerne vilde have ham til at forraade hans Generals +Planer, og da han ikke vilde det, skulde han skydes. Men Franskmanden jog +dem under Tilskuernes Jubel paa Flugt allesammen med et Gevær i den ene +Haand og en Feltkjedel i den anden. Saa kom der et ganske lille Tableau, +hvor et Barn laa paa Dødslejet; det var død, forklaredes der, fordi dets +Moder ikke havde villet raabe "Leve Republikken". Og endelig endte den +hele Komedie med et Tableau i bengalsk Belysning, hvor Østerrigerne og +Franskmanden og den antirepublikanske Moder og det døde Barn allesammen +stod og viftede med Palmegrene op til en Republikstatue med frygisk Hue +paa Hovedet. Da det var forbi, fik Østerrigerne og Franskmanden Trommer +om Livet og stillede sig op udenfor Theatret og raabte ind til en ny +Forestilling.... Hvor man kommer hen, døves Ørerne af saadanne Svadaer, +for hvert Skridt maa man standse og høre paa disse uforlignelige +oratoriske Virtuosstykker af Udraabere til Menagerier og Marionettheatre +og elektriske Fruentimmer og Fiskemænd og Kæmpekvinder og Somnambuler, af +Markskrigere, der faaer et nyt Tandpulver til at blive en +verdensomvæltende Opfindelse, eller af Kroupierer i Skjorteærmer, der +byder ind til Spil, ved hvilke Ingen kan tabe og Alverden vinde Formuer. +Grupperne flokker sig, man trænges og ler og siger Vittigheder. Og stadig +farer der Sprængbomber ind, hvor Mylren er tættest, og syngende og +trommende og trompetende Processioner drager forbi med kulørte Lygter paa +Hattene. Skjænkeværterne stiller hele Fade med Vin ud paa Gaden og lader +dem strømme for hvem der vil drikke, Spækhøkeren ved Siden af vil ikke +staa tilbage og kaster trefarvede Æg i Grams til hvem der vil gribe. +Paris holder Fest! Tre Millioner Mennesker tumler mellem hinanden med +Følelsen af, at idag er Alting tilladt, idag maa man vende Verden paa den +anden Ende, om man har Lyst. Man hviner og jubler og jodler, men man gjør +ikke en Kat Fortræd. Hele Natten igjennem er Byen i Delirium. Men naar +Morgenen kommer, er der Ingenting sket alligevel, som den Besindigste +kunde ønske usket. Beruset af Fanehavets Farver og af Illuminationens +Glands i deres straalende, vidunderlige Fester har Pariserne moret sig og +været, hvad de er, naar de morer sig, hvad de er inderst inde paa Bunden +af deres Natur: store, godmodige, elskværdige Børn. + +Sommer-Søndage ved Paris, + +Udenfor Fæstningsværkerne, i et Bælte, der snevrer sig ind hist og her, +men vider sig ud paa andre Kanter til flere Miles Brede, strækker sig +rundt om hele Paris et Overgangsdistrikt mellem Land og By, som Pariserne +kalder _La banlieue_. Det har Landets friske Luft og grønne Sommerpynt, +men det har den bymæssig arrangeret mellem Boulevarder og Alleer med +Navnebrædt paa Hjørnerne, Sporvognsskinner og Gaslygter. Det er Omegnen, +der i Tidens Løb er bleven inkorporeret af selve Staden. De forhenværende +Smaalandsbyer er blevne til Arbejderforstæder, Markerne mellem dem +stykkede ud til Byggegrunde, paa hvilke der har rejst sig Landsted ved +Siden af Landsted, forbundne ved Haver og Parker til et stort, +sammenhængende Villakvarter, et solbadet, farvebroget Sommerparis udenom +den graa Kæmpeby. + +Her er Pariserens forjættede Land. Et Hus og en Have i Banlieuen er +Endemaalet for al hans Stræben, den lokkende Belønning for et Livs Slid, +Lykken saa stor, som han kjender den. + +For at naa den arbejder og arbejder han og paalægger sig alle Savn. Selv +efterat hans Bedrift har gjort ham til en velstaaende Mand, lever han i +et Hul uden Luft og Lys, under sig ingen Luxus og ingen Hvile. Saalænge +"Renten" ikke er tjent indtil den sidste Hvid, er han i Arbejdsdragt fra +Morgen til Aften. Men kommer saa endelig den store Dag, da han har Summen +fuld og rund, siges der ogsaa for bestandig Farvel til Butik og Værksted. +Han kjøber sit "Terrain" og drager med Kone og Børn til Banlieuens +Kanaan. Hans Ærgjerrigheds Higen kan have stilet højere eller lavere, alt +efter den Klasse af Samfundet, han hører til, men i Kubikmetre kan den +altid maales. + +Denne Kolonisation af en stille, vegeterende Menneskerace, for hvem +Livets Uro er endt, som hygger sine Haver og poder sine Pæretræer og +forresten lader Verden sejle sin egen Sø, den lægger over Banlieuebæltet +en Grundstemning af stor Hvile og forunderlig Fred. Verdensstadsfeberen +gaar af En i det Samme man sætter sin Fod udenfor Paris's Porte, Luften i +de lange, ligesom slumrende Alleer er fyldt med noget Blødt, Bedøvende, +en sind- og tankeberoligende Essens af Rentier-Velvære. Heller ikke +Landliggerne gjør noget Skaar heri. De maa betale deres Sommerotium i en +møbleret Banlieuelejlighed saa dyrt, at de føler sig moralsk forpligtede +til at vegetere tilbunds. Men ved Siden af denne faste og fluktuerende +Befolkning er der de nomadiserende Gjæster, Søndagspublikumet, som kun +kommer for nogle Timer, og som kommer for at more sig, den lange Skare af +smaa Bestillingsmænd, som aldrig naaer op paa "Rentens" grønne Gren, +eller af smaa Haandværkere og Handlende i de unge Aar endnu, da Slidet +først lige er begyndt. De er til daglig Brug bestandig ved deres +Gjerning, Uger, Maaneder igjennem uden Hvile. Det er en stor Vildfarelse, +naar man bilder sig ind, at Pariserne altid er paa Farten for at more +sig. Tvertimod, intet andet Folkefærd er saa sparsommeligt med sine +Fornøjelser som de. Kig ind i Portnerens Celle, Han er i Regelen +Haandværker ved Siden af, Skrædder, Skomager eller Sligt. Man finder ham +ved sit Arbejde fra Solen staar op, til han henad Midnat gaar i Seng for +at unde sig den Smule Søvn, han kan faa, naar han hvert Øjeblik skal +trække i Snoren, som lukker Porten op for Natte-Efternølerne. Kig ind i +Blanchiseusens Stue. Hun holder ikke Kaffeselskab eller Faddersladder med +Naboerne; man vil Dag ud og Dag ind til et hvilketsomhelst Klokkeslet +finde hende uforanderligt paa samme Plet, ved sin Vaskebalje eller +Strygebrædt. Besøg de smaa Butiker. Ejeren, hans Sønner og Døttre staar +ved Disken uafbrudt, og Ingen af dem forlader maaske Maaneder igjennem +deres Plads undtagen de Par Øjeblikke, da de skiftes til at gaa ind i +Værelset ved Siden af og sluge Maden i sig. Man har ingen +Helligdagsanordning, og man laver sig ingen selv. Hver Fridag, der tages, +bliver kjøbt med Opoffrelse af Indtægt, og den tages derfor kun sjelden. +Men river man sig endelig løs engang og gjør et "_partie de campagne_", +saa skal det følgelig ogsaa være Fest tilgavns. Livslysten har sparet sig +op, mens den sad stænget inde saa længe; den maa nu have Luft i en +Udladning, der kan forslaa. + +Saa fyldes da Banlieuebæltet i Følge med disse Landtours-Gjæster og til +deres Behov med en Rummel og Tummel uden Ende. Allevegne er der _fête +foraine, bal champêtre_, Kavalkadeoptog, Rosenbrudskroninger, Regattaer, +en Invasion af Fornøjelsesvirvar og Fornøjelseslarm _à grand orchestre_. +Men underligt nok, den glider ind i den stille Banlieuestemning uden at +skurre; man er vant til Kontraster, man kommer fra deres eget souveræne +Kongerige, man vilde savne dem, hvis man ikke fandt dem igjen herude +under andre Former. Disse Kontraster er det just, der gjør Banlieuen saa +ejendommelig parisisk. Bestandig skifter Karakteren, det er en broget +Vexlen af Kaleidoskopbilleder, man bliver aldrig kjed af den. + +Hovedstederne, hvortil der tures ud, har desuden i Regelen ogsaa hver sin +Specialitet. Versailles og Saint-Cloud har deres _grandes eaux_", de +vidtforgrenede Springvandssystémer, der hørte med til Le Nôtres +Parkanlæg, og som endnu paa bestemte Sommersøndage sender deres taarnhøje +Straaler op over de store Plæner, paa hvilke i tusindfoldigt Mylr Grupper +af beundrende Smaaborgere har lejret sig. Bougival har sin _Bains-mixts_, +hvor de smaa Kokotter og Butiksdandyerne kopierer Trouville, sine +Illuminationsfester paa La Grenouillère-Øen og sine Kanotierballer. +Asnières og Neuilly har deres store Sommermarkeder, der varer Maaneder i +Træk, Nanterre sine Pompier-Processioner, Suresnes sine Rosenbrude, +Sannois sin Mølle, Maisons-Laffitte, Auteuil, Vesinet deres Væddeløb. Man +har hundrede Steder for et at tage hen. _Petit Journal_ indeholder hver +Lørdag en Fortegnelse paa flere Spalter over Punkter i Paris's Omegn, +hvor der den næste Dag er Noget paa Færde. Befordringen er saa overmaade +let. Fra den halve Snes Jernbanestationer, som Paris har, futter der Tog +afsted som Minutraketter i alle Retninger. Ved Enden af Avenue de +Villiers er der et Punkt, hvor man, naar man boer højt tilvejrs, mellem +Levallois-Perret og Clichy har Udkig i Horisonten til en Stump af +Saint-Lazares og Nordbanens fælles Linie. Det er mine egne Vinduer, saa +jeg kan tale om det. Stumpen seer paa den lange Afstand ikke ud, som den +havde meer end en Snes Alens Brede, og der er dog ikke noget Sekund fra +Morgen til Aften, uden at mindst een graa Røgslange bugter sig hen over +den. Paa en halv Snes Minutter og for nogle faa Sous spreder disse Tog +hundrede Tusinder over Banlieuen, uden at der nogetsteds er Trængsel +eller Besvær ved at komme med. Og ved Siden af dem er der saa ovenikjøbet +baade Sporvognene, der gaar lige til Saint-Denis, Saint-Cloud og +Versailles, og endelig Mouch'erne paa Seinen ikke at forglemme, de kvikke +smaa Dampbaade-Omnibusser, en ægte parisisk Specialitet og det +fornøjeligste Sommerbefordringsmiddel, der kan tænkes. + +"_Du côté de la Seine_", er i de ni Tilfælde af ti Maalet for +Landpartiet, Pariserne nærer en ganske umaadelig Kjærlighed til Seinen; +deres Passion for den er næsten meer endnu, den er et Slags Kultus, de +tilbeder den, som Brahminerne tilbeder deres Ganges, Alene Ordet Seinen +faaer deres Hjerte til at vibrere. + +[Illustration: Sommer Søndag i Saint Cloud] + +Det er som Alt, hvad de elsker ved deres skjønne Land, ligger bundet i +dens Flodseng. At hans Støv maatte komme til at hvile "_sur les bords de +la Seine_" var den store Napoleons sidste Ønske. "_Au milieu de ce peuple +français_", føjer han til. Det er netop det: Seinen er Frankrigs Midte, +Frankrigs Sjæl, Frankrig selv. Jeg veed en ung Mand, der laa syg Tusinder +af Mile fra Hjemmet. Han tæredes hen af en Sot, som Ingen kjendte, og som +Lægerne Intet kunde gjøre ved. Saa sendte en Pariserinde ham en Flaske af +Seinens Vand, og han kom sig. Lad det saa nok saa mange Gange være +Afguderi, det er den Slags Afguderi, der udgjør Verdens Skjønhed. + +Kun saalænge de er ved Seinen, har Pariserne den Sindsligevægt, der +sætter dem i Stand til rigtigt at nyde Landturen. Kommer de blot en Smule +bort fra den, bliver de strax nervøse, ubehjælpsomme, de føler sig +allerede halvvejs som i et fremmed Land, hvor de tager kejtet paa Alting. +Men med Seinen er de fortrolige; ved den morer de sig som i et Lag, hvor +man kun er mellem sig selv, hvor man er sikker paa Alt omkring sig, og +hvor man kan give sig helt hen. Der er nu det Gode ved det, at denne +deres Kjærlighed til Floden bliver gjengjældt. Kan de ikke undvære den, +saa kan den paa sin Side heller ikke rive sig løs fra dem og deres By. +Den slynger og snor sig i Bugtning paa Bugtning frem og tilbage over det +hele Banlieuebælte. Hvor man kommer hen, er den. Man har sluppet dens Løb +og troer, den fortsætter det mod Nord; pludselig finder man den igjen i +den stik modsatte Retning. Man har fulgt den langs Boulogneskovens ene +Side, man gaar tværs gjennem Skoven og træffer den igjen paa den anden +Kant ogsaa. Den er som Byens Nisse, der titter op allevegne og leer til +En og siger, jeg flytter med. Den gjør En rent tummelumsk paa Banlieuens +Topografi. Selv Folk, der er barnefødte i Byen, kan ikke finde Rede i de +Bugtningers Labyrinth. De veed kun, at deres kjære Flod er +allestedsnærværende. Men det er ogsaa Alt, hvad de forlanger at vide. + +Valfarterne til dens Bredder begynder med den første Foraarssøndag i +April allerede, og Pilgrimsskarerne bliver stadig tættere og tættere, jo +mere Sommervarme Solen faaer. Der er Partier ved disse Bredder, der er +forunderligt skjønne. Vejen, som fra Meudonskoven følger Højdedragets Kam +over Sêvres og Saint-Cloud til Suresnes, giver ved hvert andet Skridt fra +store, træoverskyggede Plæner aaben Udsigt over Floddalen. Mylren af +Villaslotte stikker deres fantastiske Arkitektur i Vejret og ligesom +klæder Bakkeskrænterne i Fest. Pynter og Øer med gamle Træer skyder sig +ind i Flodløbet og laver disse hemmelighedsfulde Kroge, hvor Fantasien +kan ane det Vidunderligste bag det lukkende Grønne; hele Terrænet vugger +sig milevidt bølgeformigt op og ned med leende Landskaber, hvor de smaa +Banlieuebyer ligger i brogede Kalejdoskopfigurer strøede ind mellem Lunde +og Parker, og hvor selve Millionstadens Virvar af Tage og Taarne danner +Baggrundsrammen. Allevegne er Billedet nyt, vexlende i Stemning, stort, +straalende, farvefuldt og sommerfornøjet. Men det er ikke det alligevel, +der drager Pariserne til Landtour ved Seinen. De har ikke nogen særlig +vakt Sands for Naturskjønheder. En af deres Kronikører, der er mest +"parisien", har engang ærligt skriftet, at han var ude af Stand til at +forstaa nogensomhelst anden Landskabsromantik end den, han kunde tage i +Øjesyn fra et Kafébord med Marmorplade, _sous la tonnelle_, hvor han +bekvemt kunde strække sine Fødder paa Asfaltgulv. Det bredere +Pariserpublikum er ikke absolut saa fordringsfuldt som han. Det kan nøje +sig uden Marmorpladen og med Gruskies istedetfor Asfalten, men Kafébordet +og Løvtonnellen undværer det nødigt. Det klattrer op paa +Seineskræntshøjderne, men det gjør den Tour af saa hurtigt som muligt. +Hvad det vil deroppe, er ikke Andet end forvisse sig om, at det kan se +Paris. En saadan Kigen paa sine egne Vinduer fra et Udsigtspunkt i +Omegnen hører med til et parisisk _partie de campagne_, som skal være +fuldt tilfredsstillende. Men naar Hjertet er blevet beroliget ved +Gjenkjendelsen af Triumfbuen, Trocadero og Invalidekuplen, saa har man +ogsaa fyldt sig med al den Naturskjønhed, man har Behov. Man stiger ned +til sin kjære Seineflod igjen og helliger Dagen til Glæderne ved dens +Bredder. De Gamle lejer sig en Medestang og lover at skaffe "_la +friture_", til Middagen, et Løfte, hvorved de dog i Regelen tilskriver +sig selv mere og Fiskene mindre Kløgt, end begge Parter viser sig at +besidde. De Unge dyrker Kanotiersporten, den Sommerfornøjelse, der af +alle har højest Kurs hos den jevnere parisiske Befolkning. Pluraliteten +er Medlemmer af en eller anden Kaproningsforening, og man møder +naturligvis saa i Kostume: Skjorte med broget Sømandskrave eller +Lærredsfrakke med Guldankre, Lærredsbenklæder med kulørte Striber ned +langs Sømmen, hvide Gamascher og under alle Betingelser Kanotierhat, det +vil sige en stor, primitiv Straakaske, forsynet med saa formidabel Skygge +som muligt. Først naar den er alenbred, gjør dens Ejermand rigtig Lykke. +Saaledes udstyret og med en Kjæreste eller idetmindste en "Veninde" +ombord, anbringer man sig i de lange, spidse Kaproningsbaade, der er helt +oversaaede med Flag. Hvor varmt end Solen brænder, roer man under Hvin og +Jubel og Vittigheder omkap hele Dagen. Undertiden kæntrer Baaden, og det +hele Selskab dratter i Floden. Men det bryder man sig ikke om, saa er +Morskaben først rigtig. Saa lægger man sig til Tørring i Solskinnet paa +Bredden, slaas med Sand og Græs og Hatte, holder Fløjtekoncert paa sine +Mirliton'er, raaber Vivat for de Andre, som flyver forbi, glemmer, at der +er en Verden, som er kjedelig og besværlig, og husker kun paa, at den Dag +idag er viet til Ungdom og Solskin og Alt, hvad man kan finde paa af +Piaseer. Bliver Humøret et Øjeblik en Smule mat, er man stadig ikke +længere fra den lille, landlige Kafé, end at et Glas Absinth eller en +Flaske _petit bleu_ hurtigt kan sætte det i Aande igjen. "Tonnellen" har +sit egentlige Hjem ved Seinebredden, og den trives og formerer sig der +med stadig voxende Frodighed. + +Festens Glandspunkt er Middagen i disse vinløvomrankede Verandaer. I +selvmedbragte Madkurve og Græsplæner som Spiseborde seer Pariserne +undertiden en Nødvendighed, men aldrig nogen Poesi. De vil leve højt, +naar de er paa Landtour, og de forlanger en Diner, som der er Stil i. +Flasker med Støv paa og i Kurv har Vorherre skabt for Poularder fra Mans, +og selv de ganske smaa Seinebredsrestaurationer skiller dem ikke ad. Men +den Slags Flasker--og en lille, stiliseret Middag under Tonnellen i det +Hele taget--har sjeldne Gaver til at sætte Kronen paa, hvad en Dag i Sol +og Sommerluft har bygget op. Naar Markedsfestens Karusseller og +Udraabertrompeter--der er nemlig bestandig en Markedsfest i umiddelbar +Nærhed--ovenpaa Døsigheden i de lumreste Eftermiddagstimer atter henimod +Aften lader deres Musik skingre for fuldt Orkester, saa er ogsaa +Seinebredsgjæsterne tilstrækkelig animerede til med fuldtaabne Arme at +tage imod denne Musiks Invitation. Mirlitonfløjten bliver sat i Aktivitet +af tusinde Struber, og under dens Akkompagnement marcherer man til +Festen. Dandseestrader, Forevisningstelte, Karusseller, Gynger, +Skydebaner og Somnambulevogne oversvømmes af støjende Skarer. Larmen +stiger og stiger, kun de store Parktræer staar stille og forbausede og +seer ned paa dette tumlende Virvar. Den hele Nat igjennem faaer de ikke +Ro til at slumre ind. Der er kun een Allieret, der kan komme dem til +Undsætning og skaffe dem Ro: "Ouragan"'en, Tordenskyllen, der aabner +Himlens Sluser og jager Landtourpublikummet hjem og i Seng. Men den +forbarmer sig ikke saa sjeldent over de stakkels Træer. Den hører næsten +uundgaaeligt med til en parisisk Sommersøndag. Man er saa vant til at faa +den som Slutning paa Plaseren, at ingen nogenlunde forsigtig Familie gjør +sit _partie de campagne_, uden at hvert Medlem af Selskabet er forsynet +med Paraplui. Og selv Ouragan'en hjælper saa med til Fornøjelsen. Den +giver Festdagen en Ende med Eclat. Éclat er der tilgavns i en ægte +parisisk Sommerskylle. Det er ikke Regn, den kommer med, det er Vandfald, +Saa overgivent kaadt vælter den sine Strømme ned over Stimen, der klumper +sig sammen og trækker til Jernbanestationen under eet sammenhængende +Parapluitag, at det er umuligt at blive fornærmet over den. Man vælger da +det Fornuftige, man morer sig, man leer himmelhøjt over hinandens +Gjenvordigheder, og Landtouren slutter med et Virvar, et Spektakel, et +Humør uden Lige. + +Saaledes seer Parisernes Sommerudflugter ud næsten allesammen. Skovtoure +kjender de saa at sige ikke. En Times Jernbanefart fra Byen har de +Fontainebleauskoven med dens aarhundredgamle Kæmpeege, dens +vildtromantiske Klippekløfter, dens Søer og Vandfald, en af de største og +en af de skjønneste Skove i Europa. Men den frister dem ikke. Forvilder +de sig en enkelt Gang derud, naaer de under alle Betingelser ikke længer +end til Karussellerne ved Fronsardkløfterne lige i Udkanten af den. Endog +Skoven ved Saint-Germain, der ikke ligger længere fra Paris end Dyrehaven +fra Kjøbenhavn, er saare sparsomt besøgt. Gjennem dens prægtige Alleer +ruller Herskabsvogne i Mængde, men Folkeliv er der ikke. Man kan af og +til paa en af de aabne, med alenhøjt Græs bevoxede Pletter træffe et +Selskab, der holder Skovtour paa nordisk Vis med Madkurv og selve Jorden +til Bord, eller inde i Skovtykningen, paa Skrænten ved en lille Bæk, +nogle Grupper unge Folk, der giver Fuglesangen Akkompagnement. Men man +kan saa ogsaa være sikker paa, at de Første er meer eller mindre +beslægtede med den adstadigere gifte Kunstnerverden, og at de Sidste for +højst en Uge siden er indtraadte i den lykkelige Livsperiode, da de +synger med Digteren: + +Rien ne rime comme deux lèvres, + Les plus doux vers sont les +baisers. + +Foruden Seinebredderne er der kun ganske enkelte Steder, der er virkeligt +_en vogue_. Det mest populære er Sceaux. Der er her ingen Flod, men der +er "Robinson". Sceaux's Robinson har en umaadelig høj Stjerne saavel hos +Pariser-Bourgeois'en som først og fremmest hos den parisiske Student og +"Studentinde". I hvilket Slægtskabsforhold Stedet staar til Eneboeren paa +den øde Ø melder Historien Ingenting om. Hans Portræt i Legemsstørrelse +findes over Indgangen til Beværtningshaven, Lysthusene er anbragte i +Træerne og dækkede med spidsbuede brune Straatag af den Slags, som man +seer paa Billederne i Campes Bog. Parisernes Fantasi har ikke Mere behov, +Barndomsminderne tager dem strax fangen, og de morer sig som Børn i disse +Lysthuse. Enkelte af dem har man endogsaa bygget helt i Toppen af gamle +halvhundrede Fod høje Træer. En lang Vindeltrappe slynger sig op om +Stammen, og øverst oppe i Kronen, med Udsigt lige til Paris, staar da +Bordet, om hvilket et Selskab paa en halv Snes Personer kan spise til +Middag. Maden hejses op i Kurve, Bestillingerne gjøres gjennem Raaber, +det er højst originalt. Værten er bleven Millionær ved det Indfald, og +den lille Banlieueby et Søndagsvalfartssted af de allermest besøgte. Den +har sin egen Jernbane, en uhyre kuriøs diminutiv en, der snoer sig som en +Snog ind mellem Hegn og Haver, løber rundt om Blomsterbede og bider sig +selv i Halen. Den har ogsaa sin egen Sport, Søndagsrytteriet paa Heste og +Æsler. Det er ikke de ædleste Exemplarer eller de mest rapfodede Gangere. +Men Ungdommen paa Ryggen af dem elektriserer. I den vildeste Galop gaar +det afsted gjennem Skoven; En bliver liggende i Grøfterne derude, hver +anden Amazone kommer hjem uden Hat, med vildt flagrende Haar og +sønderreven Kjole. Men hvad gjør det! Det løste Haar klæder godt, og til +en ny Kjole bliver der sagtens Raad, før man skal i Skoven næste Gang. En +skummende Tisane i Robinsonteltet kjøler de hede Kinder, men holder +Temperaturen i det hede Blod. Fra Trætoppen seer man Solen lægge +Aftenglands over Skoven, og naar Skyggerne stiger, vandrer man ned og +plukker Roser og Kys i Haven underneden. Men mest det sidste; det er den +Slags Romantik, som Pariserne bedst forstaar. + +Det eneste Sommerudflugtssted, som lokker ved ren Romantik, er Enghien. +Men det har derfor ogsaa sit Publikum i en Sfære, der ligger over de +populære Lag. Bredderne af dets fortryllende Sø er krandsede med Villaer, +hvis Ejere er store Financierer, som tæller Rentekapitalen i Millioner, +og Søndagsgjæsterne paa denne Sø holder ikke deres Indtog til Musik af +Mirliton'er og Kanotierhurlumhej. De glider sagte omkring mellem de +sejlende Svaner, mellem Aakandekrat og drømmende Blomsterøer. Fra en +stille Krog, hvor Hængepilen bygger Løvkuppel over Søspejlet, kaster de +Fiskesnøren ud i det grønne Vand, eller de vugger sig, naar Solen daler +ned bag Montmorencys Høje ud paa et Tæppe af Purpur og Guld og driver og +drømmer og synger Serenader omkap med Sangerne derinde i Villaernes +Fehaver. Det er et douce Publikum, som man i Parisertrængselen ellers kun +seer lidt til, væsentlig rekruteret fra den Part af _le monde_, som +hverken har _le grand monde's_ Præsentationsmidler eller +Præsentationstrang, Embedsmænd med unge Døttre uden Toiletter og uden +Sminke, beskedne Artister, Folk, der lufter sig ud fra Studerestuer og +Bibliotheker. Hele Dagen igjennem har Enghien kun grumme lidt af +Banlieuekarakteren. Men naar Aftenen kommer, stikker den Hovedet frem. +Der er ingen Karusseller, men der er _Jardin des roses_ med dens +Spillekottage, dens Sommertheater, dens Promenadekoncerter og dens +Kokotter. Det er Seinebredsmorskaben om igjen, blot i en lidt finere og +en lidt mindre morsom Forklædning. Vil man til ren Natur, skal man ud +over det milebrede Sommerparis. Saa langt Banlieuen naaer, slæber +Pariserne Verdensvirvarret med sig. Men paa den anden Side Banlieuen +kommer hverken det eller de selv. Der, ved Fontainebleau, ved Chantilly, +ved Compiègne, hvor man vil, ligger de store Skove og hyller sig i +uberørt, jomfruelig Ensomhed. Der er der Naturfred og Naturstilhed saa +meget man lyster. + +[Illustration: Ved Seinebredden.] + +[Illustration: Jean Aicard læser "Othello" højt hos Mme Adam.] + + + + +PARISERE EN ÉVIDENCE. + + +Mme. Adam's Salon. + +Parisersalonerne har gjennem Aarhundreder spillet en uhyre Rolle. Fra +Hotel Rambouillets Tid hele det gamle Kongedømme til Ende var disse smaa +toneangivende Selskabscentrer i Virkeligheden Frankrigs Hjerte. Der +dirigeredes med souveræn Magtfuldkommenhed Smag og Mode, der dikteredes +Moralens Love, der styredes endogsaa med fine, umærkelige Drejninger +Politikens Ror. Revolutionen mejede Hovedet af dem som af alt +aristokratisk Konspirationsvæsen. Men de kom igjen med Kejserdømmet. +Naaede de end aldrig under dette helt op til gammel Glands og Herlighed, +saa var de dog paa gode Veje til det, da den tredie Republik pludselig +holdt sit Indtog og atter vendte op og ned paa det bestaaende Samfund. +Med den gamle Tingenes Orden forsvandt de gamle Saloner. Nye i deres +Billeder er der ikke dukket op i det moderne Frankrig. Hvis der +nogensinde vil gjøre det, vil det i hvert Fald vare en Stund endnu. +Salonens første Livsbetingelse er en Slægt af Patriciere. Det har Paris i +vore Dage ikke. Det har kun Millionens Aristokrati, og det kan pynte sig +op saa straalende det vil, det bliver aldrig Andet end Plebejere +alligevel. + +Forsaavidt de gamle Adelsslægter virkelig existerer længer--man hører saa +lidt til dem, at man har Grund til at tvivle derom --er det i hvert Fald +saa godt, som om de ikke existerede. De venter paa deres hvide Faneridder +i Tornerosepalaier, hvor de hviler saa blødt i Spindelvæv og sover en saa +sød Søvn, at det vilde være Synd, om Vorherre ikke blidt lod den glide +over til at blive evig. Men deres Samfundsposition har Ingen taget i Arv. +De politiske Storheder er kun Statens første Mænd i Kraft af deres +Stilling. Det er ikke engang det gamle Bourgeoisi, de er udsprungne fra. +De har næsten alle uden Undtagelse svunget sig op fra aldeles Ingenting, +de er uden selskabelige Forbindelser, og de har endogsaa tidt i deres +Fortid Hindringer for at faa dem. De Kredse, som Ægteskabs-, Familie- og +gamle Venskabsforhold knytter dem til, er langt under dem, til hvilke de +selv er naaet op. Saalænge der ikke er kommen Orden i Alt det, saalænge +der ikke har formet sig nye Slægter, i hvilke det er Tradition at være +Nummer Et, saalænge vil de selskabelige Forhold i Frankrigs Hovedstad +befinde sig i Kaos. Den vil have, hvad den har nu, sit "Tout-Paris", en +Samling af enkelte Personer fra højst forskjelligartede Samfundslag, hvem +Stilling, Talent, Penge eller rene Tilfældigheder for en Stund gjør til +Notabiliteter, som mødes paa Gader og Stræder, i Theatre, ved Fester, +overalt, hvor der er Noget paafærde, og som der skaber Opinionen, men den +vil ikke have noget _société,_ nogen fast sluttet, toneangivende Kreds, +hvis Saloner er Pariserlivets Centrum. + +Af alle de Mænd, der har været _en vue_ siden Republikens Indførelse, har +Ingen gjort endog blot Forsøg paa at skabe en Salon i de gamles Mønster. +De har uden Undtagelse indskrænket sig til deres officielle Receptioner, +denne Form for selskabeligt Liv, som den tredie Republik har Æren af at +have opfundet, og som er den kuriøseste, der kan tænkes. Præsidentens +Elyséefester er Modellen. I Stil med hans _Bal-omnibus_ forvandler +Ministre og Soussekretærer, Seine- og Politipræfekt, Kammerets og +Senatets Formænd, hele Rækken af den store Administrations Funktionærer +skiftevis deres Beboelseslejligheder til Fortsættelser af Gaden. Man +udsteder ikke Invitationer, men Billetter som til en anden Revue. Har man +et Koncertprogram at byde paa, der er noget exceptionelt, saa gjør man +sig kostbar, men ellers staar Portene paa vid Gab for Gud og Hvermand, +der vil komme. Man ønsker Intet hellere end at se sine Saloner proppede, +det giver en Air af Popularitet, der i disse for politiske Magthavere saa +usikre Tider ikke er at foragte. Selv kjender man ikke Tiendeparten af +sine Gjæster, og man lærer dem heller aldrig at kjende. Præsentationer +betragtes som overflødige. Publikum indfinder sig uden at sige Goddag, +driver rundt og kiger paa Ansigter som i en Theaterfoyer, træffer maaske +ved et Tilfælde, men et Tilfælde, der kun hænder sjeldent, en og anden +Bekjendt, drikker et Glas Punsch med ham ved Buffeten, og gaar saa igjen +uden at sige Farvel. Det er karavanseraiagtig Stimmel og Tummel, broget +og mylrende nok, men med selskabeligt Liv har Alt det ikke mere at gjøre +end Honningkagemarkedet paa Place du trône. Man har stærkere Fornemmelse +af at være i Selskab udenfor en Kafé paa Boulevard des Italiens end i en +af den officielle Verdens Receptionssale. Publikummet paa Kaféen er +betydeligt mere ensartet end i disse Sale, Samtalen hundrede Procent mere +animeret, den Esprit, der gives ud, tusind Gange saa stor. Der er i hele +det moderne Paris kun een Salon, som uden at plumpe ud i disse +Omnibusfesters Banalitet hæver sig op over at være en ren privat Stue, +med hvis Liv og Tildragelser Offentligheden Intet har at skaffe. Heller +ikke den er de gamle Saloner om igjen, den har væsentlige Karaktermærker, +som er absolut forskjeilige fra dem, men den er dem oversatte i det +Samfund, som nu existerer, og det er det netop, der giver den dens +Interesse. Den er et Centralisationspunkt for Talentsiden af "Tout +Paris", det første Forsøg paa at samle som i et Hovedkvarter alle de +Kombattanter fra højst forskjellige Lejre, som har virkelige Evner og +Kræfter at offre Udviklingen af det nye Frankrig, der er født med den +tredie Republik. + +Generalissimus i dette Hovedkvarter er Mme. Edmond Adam, en af de mest +aand- og talentfulde Damer i det nuværende Paris, halvt Descendent af den +store Revolutions Kvinder, halvt af _l'ancien régimes_ Salondamer. +Naturen har ved en Samling af Egenskaber, der kun sjeldent findes +forenede hos en og samme Person, prædestineret hende til den Plads, hun +indtager, og Tilfældet har redebont rakt Haanden til, at hun kom paa sin +rette Hylde. Hun er i Besiddelse først og fremmest af Ungdomskildens +Hemmelighed. Hverken legemligt eller aandeligt synes hun nogensinde at +skulle ældes. Skjøndt hun allerede en Stund har været Bedstemoder, gjør +hun Indtrykket af at være en Dame paa nogle og tyve Aar. Hun er endnu +stadig en _jolie femme_; hendes udtryksfulde, uhyre bevægelige Ansigt, +store, klare, mørkeblaa Øjne, en lille Mund med et ejendommeligt +Barnesmil, rigt kastaniebrunt Haar, blændende hvide Arme og Tænder giver +hende en Charme som de mest Indtagende af hendes Kjøn. Over hele hendes +Person er der et Liv, i hendes Maade at være paa en ungdommelig Fart, som +smitter. Hun er dernæst til Fuldkommenhed fortrolig med Kunsten at være +Værtinde. Selv naar der er Hundreder i hendes Salon, forstaar hun at dele +sig mellem dem allesammen, samle Grupper, hviske et intimt Ord i Øret paa +En, mens hun leer med Andre, drage Folk fra alle Hjørner, og som maaske +aldrig har set hinanden før, ind i en fælles Konversation, sno sig selv +som Islæt ind allevegne, saa at hele Væven kommer til at hænge sammen. +Skjøndt hun ikke blot er æsthetisk producerende, men halvvejs lærd +Forfatterinde, er der ikke noget Øjeblik, hvor hun faaer ringeste Stænk +af Blaastrømpen. Den lette Esprit, hvormed hun fører Samtalen, er de +gamle Saloners Causerie, men hendes Kundskabers Omfang, hendes Dommes +analytiske Klarhed fængsler en Taine, en Renan, en Pasteur ved Siden af +hende alligevel. Dertil er hun en glødende Patriot, en overbevist +Republikanerinde, levende interesseret for alle sociale Fremskridt, +interesseret i det Hele taget for Alt, hvad der hører hendes Tid og dens +Mennesker til, og heller ikke bange for selv at være aktivt handlende ved +Lejligheder, hvor hun kan være det, uden at hendes Ynde som Dame +lider derunder. + +Selv med Alt det vilde hun dog i denne Millionens Tidsalder have manglet +en væsentlig Betingelse for at skabe Salon i Paris, hvis Tilfældet ikke +havde været ligesaa gavmildt mod hende som Naturen. Det har gjort hende +hovedrig, og det har derved gjort saavel hende som Republiken en stor +Tjeneste. Datter af en fattig Provindslæge ægtede hun, næsten Barn endnu, +en af sin Faders Kollegaer, der heller ikke havde Synderligt. Ægteskabet +blev ikke lykkeligt, saa lidt lykkeligt, at hun tog bort fra Hjemmet og i +Paris søgte at skabe sig en Existens paa egen Haand ved Hjælp af sit +Talent som Forfatterinde. En Række Noveller, og navnlig forskjellige +fortræffelige, fint malende Landskabsbeskrivelser, som hun udgav under +sit Pigenavn Juliette Lamber, tiltrak sig Opmærksomhed. Hendes personligt +indtagende Egenskaber kom til, hun skaffede sig mange Venner, og alle +Huse aabnede sig for hende. Da hun nogle Aar senere blev Enke, anholdt +den bekjendte Senator Edmond Adam om hendes Haand; hun gjorde paa samme +Tid et absolut Inklinations- og et glimrende Fornuftparti. Den Formue, +dette Giftermaal bragte hende, var ligesaa betydelig som den Position, +det gav hende, Hendes Mand var nær knyttet til alle fremragende +Kapaciteter i det liberale Frankrig, den fortryllende Værtinde, han havde +ført ind i sit Hjem, drog dem ganske naturligt endnu mere til dette, hun +selv førte sin talrige Kreds af literære Venner med sig, og allerede +dengang begyndte hendes Salon at blive et Samlingspunkt for, hvad Paris +rummede af Talent og Dygtighed. + +Saa kom Krigen, Belejringen og Republiken. Der er i en af hendes Bøger, +en Samling oprindelig kun for hendes Datter bestemte Dagbogsoptegnelser, +som hun imidlertid senere har udgivet under Titelen "Le siége de Paris", +en Passus, der giver et mageløst Billede af hende i denne Periode, den +maaske i hele hendes Liv, da hun har været mest sig selv. Hun taler om +den Aften, da efter Budskabet om Sedan Republiken var bleven proklameret, +og alle Mennesker strømmede sammen paa Pladsen udenfor Kammeret. Hun var +mellem dem. "Den skjønne Statue af Strasbourg," skriver hun, "er bedækket +med Blomsterpynt og omringet af tilbedende Grupper. Der behøves en Sang, +en Hymne for denne Kultus; det er endnu engang Marseillaisen. Man +istemmer Refrainet af denne Krigssang, der er bleven som en Psalme. Efter +Refrainet holder de unge Mennesker, der smykker Statuen, og som stadig +vedbliver at modtage Blomster, Løvværk og Guirlander, pludselig inde, og +blivende i deres Stillinger, bevarende deres Gestus, synger de, +opflammede af en ubevidst men herlig Kunsts Inspiration, den første +Strofe af denne Hymne, til hvilken i sin Tid Strasbourg har begejstret +Rouget de l'Isle. Ved Verset: + + "Entendez-vous dans nos campagnes + Mugir ces féroces soldats" + +tror vi at høre Preusserne i Alsace og Lorraine. Kan jeg, Alice, gjengive +Dig den Bevægelse, som denne Strofe vækker hos os, denne Strofe, der +taler om vore Børn, og som disse Ynglinge synger, af hvilke den ældste +ikke er tyve Aar. Ved det sidste Vers bryder den unge Alsacer, der har +klamret sig til Statuens ene Arm, ud i Hulken. Mængden føler sig greben, +som man kun gjør det i de store Øjeblikke af sit Liv. Der staar Taarer i +Alles Øjne. Det tager Enhver af os fangen som Svimmelhed. Vore Følelser, +vore Ønsker, vor Begejstring søger hinanden, blandes, forener sig og +danner nu kun et eneste Ønske, en eneste Følelse, en eneste Begejstring. +Vor Existens har, renset i Patriotismens Aandepust, intet Personligt +længer; den bliver helt fælles, helt national. Min Stemme tilhører mig +ikke mere, den klinger for mit Øre, den gaar ud af min Mund, uden at det +er mig bevidst. Jeg har afført mig selv, og jeg er beruset af dette +hemmelighedsfulde Væsen, der i sig forener saa mange forskjellige +Kræfter, saa mange hinanden modsatte Elementer, saa mange Interesser, saa +mange stridende Følelser, og jeg elsker det højere end mig selv: min +Kjærlighed til Fædrelandet er stærkere end Døden! Jeg vier mig til +Frankrig!" + +Disse smukke Ord gjorde hun til Sandhed. Under hele Belejringen stod Mme. +Adam i første Række mellem de heroiske Pariserinder, som har gjort denne +Periode til en af de mest opløftende i Frankrigs Historie. Hun indrettede +Lazarether, hun sørgede for Uddelingen af Livsfornødenheder til de +Fattige, hun plejede personlig de Saarede, hun var allevegne, hvor hendes +Hjælp gjordes nødig, og hun var ved sit Initiativ og sit Exempel paa en +Maade Forsvarsregeringens højre Haand. Det stillede hende endnu nærmere +til de nye ledende Mænd i hendes Land, og da der atter kom Fred og +ordnede Forhold, blev hendes Salon ganske naturligt Mødestedet for den +unge republikanske Verden, hvis fremragende Medlemmer saa at sige talte +hinanden hos hende. Umiddelbart efter Krigen havde hun gaaet endnu en +tung Prøvelse igjennem, hun havde mistet sin Mand. Men de store Naturer +voxer kun større igjennem Sorger; hele hendes Tilværelse var fra nu af +dobbelt viet Frankrig og dets nyvaagnende Liv. + +I den første Periode efter Krigen var hendes Salon væsentlig politisk. +Gambetta og hans Venner udgjorde Generalstaben, men de mødtes hos hende +med Repræsentanter fra alle republikanske Lejre, og meer end een Akkord +er bleven sluttet, meer end een fælles Operationsplan mod Reaktionen er +bleven lagt i Mme. Adams Hotel. Hendes ugentlige Dinerer, ved hvilke hun +søgte at samle de af Opinionens Ledere, som hun med sit kloge Blik saae +havde Behov at finde hinanden, var længe mellem de store Begivenheder i +Paris's Liv, og man debatterede, hvad der blev forhandlet ved dem, med +større Interesse, end hvad der forhandledes i Ministerraadene. Først da +den endelige Sejr var vunden, da Republiken ved Marechalens Fald og +Grévys Overtagelse af Præsidentskabet var traadt ind i sin legitime +Existensperiode, først da begynder det politiske Skjær over Hotellet paa +Boulevard Poissonniére at vige Pladsen for et mere literært. Saalænge +Kampen mod fælles Fjender stod paa, kunde de forskjellige Partiførere +endnu arbejde sammen, men da Striden efter Sejren førtes over i +Republikanernes egen Lejr, blev de selv Fjender, som end ikke den mest +indtagende Værtinde var i Stand til at forene under samme Tag. Mme. Adam +er kun Diplomat, saalænge Patriotismen gjør hende dertil. Hun siger det, +hun tænker, seer og forudseer uden Omsvøb og uden Frygt for at støde. Hun +har i alle politiske Spørgsmaal sin egen Mening, som hun ikke underordner +under noget Partis; det har gjort hendes Forhold baade til Gambetta og +adskillige Andre kjøligere end i den første Tid. Hun staar endnu paa en +venskabelig Fod med ham, som hun i det Hele taget kan glæde sig ved +Sympathi hos alle, selv de mest fremskredne republikanske Partier, men +den intime Samvirken er ophørt, hver gaar nu sine egne Veje. Maaske har +ogsaa det Offentlighedens grelle Lys, som Avisernes Indiskretioner mere +og mere lod falde over hendes Salon, bortskræmmet fra den de tidligere +Oppositionsledere, der efterhaanden selv blev de Styrende og med deres +nye officielle Stilling nødsagedes til at paalægge sig selv en +Reservation, som de tidligere havde kunnet sætte til Side; nok er det, +Mme. Adams Salon har i de sidste Aar noget skiftet Karakter, den er nu +overvejende litterær og artistisk, dog naturligvis uden derfor at stænge +Døren ogsaa for andre Interesser. Ved hendes Onsdagssammenkomster finder +man stadig Senat og Kammer talrig repræsenteret, og maaske er det ikke +engang ved et Tilfælde, at Militæretaten under den sidste Vintersæson en +efter en saae alle sine Celebriteter dukke op i Hotellet paa Boulevard +Poissonniére. + +Hvad selve dette angaar, udmærker det sig i Grunden kun ved sin +Simpelhed. Man finder i de fem, sex jævnt store Sale, i hvilke Mme. Adam +samler sine Gjæster, Intet af den moderne parisiske Luxus. Hele Hotellets +Indretning er holdt i en borgerlig, noget gammeldags Stil, der er ingen +skrammererede Lakajer, Betjeningen besørges af Tjenestepiger i sorte +Merinoskjoler, der bydes The rundt og holdes hverken Beværtningsbuffet +eller Vestiaire, hvor man faaer Nummer paa sit Tøj og betaler dets +Opbevaring med en halv Franc. Allerede disse ydre Smaating hjælper paa +Hyggen. Selv naar Gjæsterne hober sig sammen i hundredevis, beholder man +Indtrykket af at være i et Hjem. Heller ikke de banale Koncertsoiréer +existerer. Coquelin'erne siger en Monolog engang imellem; Bornier, +Silvestre, Richepin eller andre Poeter læser deres Digte op; naar der er +fremragende Virtuoser eller Sangerinder mellem Gjæsterne, improviseres +der ogsaa af og til et lille musikalsk Intermezzo, men Paris's Stjerner +lejes ikke, som det er Mode hos Finans- og Amerikanermillionærerne, for +to, tre tusind Francs til at forvandle Salonen til en formelig +Forestillingssal. De rent litterære Soiréer, der er Mme. Adams +Specialitet, er en helt anden Sag. Digteren giver ved dem hendes Gjæster +en Primeur af sit nye Værk og søger en Elitekreds's Dom om det, før han +sender det ud til det store Publikum. Derouléde har paa den Maade læst +sin Moabit, Aicard sin fortræffelige franske Gjengivelse af Othello hos +hende, hun selv har budt sine Gjæster Premieren af forskjellige af sine +Arbejder, og "Tout Paris" har med Rette betragtet disse Aftener som +Sæsonbegivenheder. Til dem indbydes der kun Herrer. Hun selv samt de to +bekjendte Forfatterinder Henry Gréville og Claude Vignon repræsenterer +alene det smukke Kjøn, Derimod træffer man ved hendes sædvanlige +Onsdagssammenkomster en talrig Kreds af Damer. Det er _le vrai monde_, og +den Part af den til og med, i hvilken der findes ikke blot +diamantoversaaede Fruer, men tillige unge Frøkener. Derfor sluttes der i +Regelen ogsaa med en improviseret Dands, der varer til Morgenstunden, og +som er højst animeret. Flere Gange i Vinterens Løb samles desuden alle +Husets Venner til større Fester, stiliserede Kostumeballer og Sligt. Mme. +Adam kan være _grande mondaine_ som ingen Anden. + +Ved Siden af alt det har hun sin _Nouvelle Revue_, en Konkurrent til +eller rettere en Afløser af _Revue des deux mondes_. Buloz's gamle +Tidsskrift har endnu Kurs i Udlandet, tildels ogsaa i Provindserne. Men +for det moderne Paris er det altfor gammeldags, der læser kun Faa det +længer. Mme. Adams har indtaget dets Plads. Den samme Kreds, hun som +Værtinde samler i sin Salon, samler hun som Udgiverinde og Redaktør i +Revuen. Hun dirigerer selv Alt, hvad der vedrører den. Hun læser de +indsendte Artikler igjennem og sender Forfatterne Breve med motiverede +Forslag til Rettelser, hun udfinder Æmnerne, som hun ønsker behandlede +og, hvad der er vanskeligere, de Folk, som kan behandle dem, hun skriver +endogsaa selv Oversigten over den inden- og udenlandske Politik. +Ondskabsfulde Tunger paastaar, at hun altid har Halvmørke i sine Saloner +for at skjule, at hun sminker sig. De gjør hende Uret. Er der en Hensigt +i denne dæmpede Belysning, saa er det at skjule Øjnenes Træthed og +Overanstrengthed efter Nattearbejdet. Ogsaa i sin uendelige +Virksomhedstrang og Virksomhedsevne er hun en Type paa den unge +Generation, hun samler omkring sig; ikke mindst i saa Henseende fortjener +hun at staa som en Pariserinde _en évidence._ + +En Aften hos Victor Hugo. + +Frankrig har ikke, som man til daglig Brug troer, for Tiden kun eet +Overhoved. Det har to ligesom Japan, et verdsligt og et aandeligt. Det +verdslige fører Titel af Republikens Præsident og troner i Palais de +l'Élysée, det aandelige hedder _le grand Maitre_ og har sit Tempel i +Avenue d'Eylau. Af disse Landets to øverste Stillinger kan der ikke være +nogen Tvivl om, hvilken der er den betydeligste. Præsidentskabet varer +kun et kort, begrændset Aaremaal, og selv indenfor det er det ingenlunde +absolut sikkret. Grand-Maître Værdigheden derimod er given for Livstid, +og ogsaa i Tilfælde af, at Titulaturens Indehaver skulde afgaa ved Døden +ophører den kun for at ombyttes med en patriotisk Helgens endnu mere +opløftede Position. Præsidenten maa omgive sig med et Ministerium, der +"har Landets Tillid"; _le grand Maître_ vælger selv sine Ypperstepræster, +uden at spørge nogen Opinion tilraads, og de forretter Tjenesten i hans +Tempel uden at være ansvarlige for Andre end ham selv. Præsidenten har +Modstandere, der gjør ham Livet surt, _le grand Maître_ hyldes af alle +Partier. Fra den rødeste Radikale til den hvideste Legitimist bøjer +enhver Franskmand sig anerkjendende for Victor Hugo. Han er for dem ikke +nogen Samtidig længer, hvis Gjerning kan være underkastet Kritik, de seer +i ham selve Personifikationen af deres Lands Geni i det nittende +Aarhundrede, en endnu levende Ahne for det hele moderne +intellektuelle Frankrig. + +Med ærbødig Beundring vender de da Blikket mod Templet i Avenue d'Eylau. +Her er det, at _le grand Maître_ sidder i hellig Majestæt, grundende over +Tilværelsesgaadernes sidste Hemmeligheder, og herfra er det, han udsteder +sine dybe Profetier om Verdensfredens og Folkebroderskabets kommende +Vidundere. Han grunder Dagen igjennem og nedskriver paa store Folioblade +i Runer, som kun de Indviede forstaar at tyde, de Aabenbaringer, der +viser sig for ham. Enkelte af disse Aabenbaringer bringes strax til +Verdens Kundskab, men Pluraliteten opbevares i Templets Allerhelligste, +det vil sige i _le grand Maître's_ Skrivebordsskuffe, indtil en værdigere +Efterslægt kan ansees moden for dem. Da det vides, at disse Templets +skjulte Skatte saa godt som alle er i dramatisk Form, gjør stundom en +ulykkelig Theaterdirektør, der ikke kan drage Publikum til sit Hus, +Forsøg paa at faa en af dem udleveret. Men det er altid forgjæves. Det +gaar med disse beaandede Folioblade som med den sjeldne, sekelgamle Vin, +der kun maa udskjænkes draabevis til Syge og Lidende. Hele Dagen lukker +_le grand Maître_ sig inde med sit Geni. Men naar Aftendæmringen begynder +at sænke sig, drejer Templets hemmelighedsfulde Port sig lydløst paa sine +Hængsler, og de Troendes Skarer indfinder sig til Tilbedelse, først +Præsterne og siden de mere Profane. + +Som ægte demokratisk Helgen indskrænker _le grand Maître_ sig ikke til at +modtage de Andægtige een Gang ugentlig. Hans Tempel er tilgængeligt hver +Aften, og Adgangen staar aaben for Enhver, der kommer i Ledsagelse af en +Troende samt forsynet med et almindeligt menneskeligt Visitkort. Der +bankes tre Gange med en middelalderlig Dørhammer, og en sortklædt +Kvindeskikkelse med krusstrimlet Kappe og en Lygte i Haanden viser sig +derpaa efter et Kvarters Forløb med en stor Jernnøgle, som aabner +Indgangen til Templets Forhal. Man afleverer sit og den medfølgende +Troendes Visitkort; den sortklædte Kvindeskikkelse forsvinder med dem og +kommer efter et andet Kvarters Forløb atter tilbage, denne Gang for at +drage et tungt Fløjlstæppe tilside og aabne en ny Dør. Man træder ind og +befinder sig i selve Templet. + +Det er et lille, aflangt Rum, med alle Vægge betrukne med Rødt. I +Hjørnerne brænder med mat, mystisk Lys nogle faa Lampetter; det stærkeste +Skjær kommer fra den monumentale Kamins Flammer. Fra denne Kamin Salens +Længde nedad udgaar en dobbelt Række røde Lænestole, hvidlakerede i +Ryggen og rigt forgyldte. Spredte omkring paa disse Stole sidder de +Ventende, den kvindelige Part af dem tilhøjre, den mandlige tilvenstre, +alle tavse, smittede af Stedets Aand, ligesom _le grand Maître_ selv +grundende over Tilværelsesgaaderne. De løfter Blikket et Sekund, naar +Portièrerne for Indgangsdøren glider tilside og en Novice træder ind, men +kun et Sekund, saa synker de atter tilbage i den dybe Grunden. Fra det +helligere Rum paa den anden Side det mørke Kabinet, der støder op til den +røde Sal, lyder i den store Stilhed en fjern Klirren som af Knive og +Gafler, der bevæges mod Tallerkener. Man lytter andægtig; det er _le +grand Maître_ selv, der med sine mere Udvalgte hengiver sig til +Bordets Glæder. + +Portièrerne glider tilside den ene Gang efter den anden, Stolene fyldes +lidt efter lidt, der gaar et Kvarter og endnu et. Saa slaar Uhret inde i +det mørke Kabinet langsomt sine ti Slag. Pigen med den krusstrimlede +Kappe viser sig og tænder den store Lysekrone under Loftet. Et Kvarter +endnu, saa aabnes virkelig ogsaa Døren paa den anden Side af det mørke +Rum, man hører Stole blive skudte tilside, et festligt Lysskjær kommer +derinde langt borte fra. Alle de Andægtige rejser sig. + +Langsomt, alvorlig, værdig, som det sømmer sig en _grand Maître,_ skrider +Victor Hugo ind i Salen. Han har under Armen første Ypperstepræstinde, +Mme. Juliette, der har fulgt ham gjennem alle Landflygtigheder. Bagefter +følger parvis de Udvalgte, i Reglen dog aldrig mere end ti i det Hele, +det Antal, som daglig indbydes til _le grand Maître's_ Bord. Processionen +vandrer tavst op gjennem de tavse Rækker. Helgenen tager Plads foran den +mystisk flammende Kamin, Mme. Juliette sætter sig paa Stolen tilhøjre +nærmest ved ham. Hun giver samtidig et Vink til Kvinderne, og ogsaa de +sætter sig, alle paa samme Side som hun, nærmere eller fjernere, alt +efter deres Anciennetet. Paa Mandfolkesiden derimod bliver Alle staaende +oprejste som _le grand Maître_ selv. + +[Illustration: Victor Hugos salon.] + +Han begynder at tale. Alles Ansigter er spændte, Ingen vil slippe et +Bogstav, en Betoning af den Stores Ord. Men selv for den Nederste i +Rækken er det heller ikke svært at høre Alt, _le grand Maître_ taler +langsomt som en Mand, der veed, at det er Guld og Diamanter, der udgaar +fra hans Mund. Han taler altid om ophøjede Ting, det behøver ikke at +siges. De to, tre Nærmeste paa Mandfolkesiden giver Stikreplikkerne i +Form af korte Spørgsmaal til lange Svar. Da Mesteren er ved at gaa ind i +de Firs, følger det af sig selv, at Udødelighedsspørgsmaalet er et Thema, +der behandles med en vis Fortrinsret. De Troende er ofte Tvivlere i det +Kapitel. Men _le grand Maître_ selv tror. Det kunde synes at maatte give +Anledning til en Divergens, der ikke ret vilde stemme med Stedets +Karakter. Det er imidlertid ikke saaledes; der kommer et Kompromis +istand, som tilfredsstiller alle Parter, baade Mesteren og de Andre. At +hans Sjæl er udødelig i enhver Forstand, og at den fra Graven, vil +opstige paa Englevinger til Himlen, indrømmes fra den ene Side som noget +Selvfølgeligt, men det indrømmes saa samtidig fra den anden, at dette +muligvis kun er en Undtagelse, og at der maa gjøres en Forskjel paa, hvad +der gjælder for almindelige Dødelige og for en _grand Maître_ som +Victor Hugo. + +De offentlige Gudstjenester ligner alle hinanden; Spørgsmaal som det +nævnte drøftes i dem alle. Efter en halv Times Forløb holder en Troende, +der aspirerer til Præsteværdigheden, en kort Lovtale til _le grand +Maître_, der hører paa den med den ene Haand paa Brystet, den anden af og +til naadig takkende, samt med et permanent Smil udbredt mellem det korte, +strittende, hvide Haar og det isgraa Skjæg. Naar Lovtalen er til Ende, +rejser Mme. Juliette sig, og alle de Andægtige paa Kvindesiden gjør det +Samme. _Le grand Maître_ bevæger sig nogle Skridt fremad og stiller sig +midt i Salen. Parvis, een fra Mandfolkesiden og een fra Kvindesiden, +vandrer de Troende forbi ham og udstrækker Haanden, medens Læberne mumler +Formularer, af hvilke kun Ordene _Cher Maître_ er hørlige. _Cher Maître_ +trykker de fremstrakte Hænder, Uhret inde i det mørke Kabinet slaar +langsomt elleve Slag, Portièrerne glider tilside, Udgangsdøren aabnes og +bliver staaende aaben, Receptionen er tilende. + +Saaledes gaar det Aften efter Aften, og man har Lov til at komme igjen +saa tidt man lyster. Det bør dog udtrykkelig tilføjes, at den aandelige +Vederkvægelse er den eneste, _le grand Maître_ byder sine Gjæster. En +Buffet som i almindelige Dødeliges Saloner vilde tage Gudstjenestepræget +bort; her kan der fornuftigvis kun være Tale om Offergaver, bragte af de +Troende. Saadanne ydes da ogsaa hyppigt. Viktualier har man, saavidt +vides, endnu ikke tænkt paa at frembære; _le grand Maître_ er flere Gange +Millionær og har Raad til at anskaffe sig selv, hvad han behøver. Men +derimod hengaar der ikke nogen Aften, uden at hans Lofter forøges med +større eller mindre Samlinger af Samtidiges Aandsprodukter. Naar en lille +engelsk Miss har faaet en halv Spalte optaget i et Penningmagasin, iler +hun strax til Templet i Avenue d'Eylau og nedlægger et Mæcenatexemplar +paa _le grand Maître's_ Kaminalter. Af Alt, hvad der trykkes i Frankrig, +har han snart sit reglementerede Friexemplar ligesom +Nationalbibliotheket. Alene hans Samling af Foreningstidsskrifter og +Aarsbulletiner er skrækindjagende. Saasnart ti Mennesker i Frankrig +danner et Selskab, ligegyldigt i hvad Øjemed, er deres første Skridt at +gjøre Victor Hugo til Skytspatron, anmode ham om at overtage +Ærespræsidiet, som det hedder paa moderne Fransk. + +Naturligvis er der ogsaa Franskmænd, som har Øjet aabent for det +Overdrevne og dermed Komiske i denne afguderiske Hyldest af den gamle +Digter. Men de tier; de veed, at deres opponerende Røster vilde blive +knuste under et milliontunget Indignationsskrig. Victor Hugo er +ukrænkelig; at røre ved hans Ry er en Formastelse i Slægt med +Landsforræderi. Nu, at han tæller mellem Frankrigs Største, falder jo +heller Ingen paa at nægte. Han har pustet nyt Liv i den franske Poesi paa +et Tidspunkt, da den var i Færd med at dø, og han har siden da fyldt sit +Aarhundrede med Værker, hvis Værd muligvis vil mindskes folde kommende +Generationer, men som for det moderne Frankrig har havt en Betydning, der +er uhyre. Han har lidt, og man byder ham nu Erstatning derfor. Det har +ogsaa sin smukke Side. Det seer selv Skeptikerne mellem hans Landsmænd, +og de finder det da ikke blot unyttigt, men tildels usømmeligt ogsaa at +lade nogen Mislyd skurre ind i Lovsangene til _le grand Maître's_ Ære. +Han er en _ancétre_, siger han selv. Hos store Forfædre glemmer man de +smaa menneskelige Skrøbeligheder og bøjer sig ærbødigt for det Store, de +har udrettet. Det er Forklaringen paa Victor Hugo-Dyrkelsen. + +[Illustration: Victor Hugo] + +Hos Sarah Bernhardt. + +Langt fra den støjende Part af Paris, i Avenue de Villiers, en rolig, +træbeplantet Gade i det nye Monceauxkvarter, ligger der paa et Hjørne et +indtagende lille Hotel. De røde Murstens à-la-Grecqueborter, Efeuen +omkring Vinduesnicherne, de bredbladede Planter paa Balkonerne bryder det +banale Husvirvar og fængsler Øjet. Over Porten kigger man ind til en +pladskende Fontæne i Blomsterbusket, en Gruppe høje Popler foran Façaden +giver Krogen et Præg af douce, stille Fornemhed. En Kunstnerbolig gjør +Hotellet Indtryk af, og Indtrykket er rigtigt. Det er maaske endogsaa det +mest udprægede Kunstnerhjem, der existerer. Sarah Bernhardt har kjøbt +det, da hun dukkede op som Stjerne paa den parisiske Theaterhimmel, og +hun har offret en god Part af de mange Tusinder, hendes Talent har +indbragt hende, paa at arrangere det efter sit eget Hoved. + +Strax naar man har passeret hendes to kjælentdovne Mynder, der holder +Vagt paa Havetrappen, og Indgangsdøren aabnes, føler man, at det er en +aparte Atmosfære, man kommer ind i. En stor, høj Forhal med mystisk Lys, +orientalske Tæpper, Vaabendekorationer, lange Palmeblade over Malerier, +paa hvilke kun enkelte fantastiske Figurer dukker frem i Halvmørket, et +Kaos af de mest besynderlige Sager. Kun een Ting seer man tydelig, fordi +Dagslyset fra den aabne Dør falder lige derpaa: et Slags indisk Bærestol, +hvori sidder en grinende, mumieagtig Voxfigur med en udstoppet Abekat i +Armen. Dyret er anbragt i en Stilling, som det var paa Spring fremad, de +store, sorte Glasøjne stirrer En imøde, som var de levende, den lange +Forpote strækker sig ud gjennem Bærestolen og aabner Haanden som +til Goddag. + +Mellem de trofæbærende Piller glider et gult kinesisk Silkeforhæng +tilside, en ny Dør aabner sig, og man staar i Sarah Bernhardts +Modtagelsessalon, det vil sige i en Blanding af Vinterhave, Menageri, +Museum, Vaabenkammer, Maler- og Billedhuggeratelier, orientalsk +Divanshal, moderne Dagligstue, og Gud veed hvad. Det er det +besynderligste Beboelsesrum, nogen Hjerne har kunnet udspekulere, fyldt +med mærkværdige Sager fra alle Verdens Hjørner og Kanter. Skjøndt over de +Tredive har Sarah Bernhardt nemlig endnu stadig de samme tusinde, +hinanden jagende Interesser, som man undertiden finder hos unge, +aandslivlige Mennesker, hvis Udvikling endnu ikke er kommen ind i noget +bestemt Spor, og som derfor strax er rede til at passionere sig for Alt, +hvad der mellem Himmel og Jord er Interesse værd. Denne Ejendommelighed +er maaske just det Centrale i hendes Væsen. Det er den, der gjør hende +paa samme Tid til Skuespillerinde, Malerinde, Billedhuggerinde og +Forfatterinde, den hidser hende saaledes ind i permanent Feber, at hun +synker komplet sammen, naar der indtræder et Øjebliks Ro, den forklarer +og undskylder hendes Extravagancer. Jeg kjender ikke noget Menneske, der +i den Grad er den personificerede Nervøsitet. Selv naar hun sidder stille +og taler med En, jager hendes Ord, hendes Tanker, hendes Indfald saaledes +hinanden, at man har en Fornemmelse, som man foer afsted med Iltog. +Indretningen af hendes Hjem er saare karakteristisk for denne uafbrudte +nervøse Uro, disse tusinde extravagante Passioner. "Jeg vilde helst rejse +altid," sagde hun engang til mig, "fare omkring fra den ene Ende af +Verden til den anden. Der er Ingenting, der trætter mig undtagen Ro." Her +i hendes Atelier kan hendes Øjne i hvert Fald fare om mellem Gjenstande +fra alle Verdens Kanter, og hun har Fantasi nok til selv i Tankerne at +kunne følge med. + +Modtagelsesværelset har hele det treetages Huses Højde. Lyset falder ind +gjennem et enkelt stort Vindu, der næsten naaer fra Gulv til Loft, men +som permanent er dækket af et blaahvidt Forhæng, der dæmper Skjæret. +Tilhøjre er der, i Halvmørke, en middelalderlig Trappe med Svalegang, +indenfor hvilken ligger Kunstnerindens Sove-, Toilet- og Badeværelser; +under denne Svalegang Døren til Spisestuen, skjult af silkebroderede +indiske Tæpper. Ned over Trappegelænderet hænger, som tilfældig +henkastet, et i Størrelse enestaaende Stykke solgult kinesisk Silketøj; +men det hænger der altid, det draperer, dets Indtryk af varm, beboet +Nonchalence er beregnet med ægte kunstnerisk Sands. + +[Illustration: I Sarah Bernhardts Modtagelsesatelier.] + +Tilvenstre er den monumentale Kamin, omrammet af udskaaret Egetræ og +flankeret af Broncestativer til Blomster, antikke Skulpturer og antikt +Porcellæn, lutter Sager, af hvilke hver enkelt repræsenterer store +Summer. Paa Kamingesimsen staar der i omtrent naturlig Størrelse--man kan +deraf danne sig en Forestilling om Rummets Dimensioner--en forgyldt +Broncetiger paa Spring, og over denne hænger Sarah Bernhardts Portræt, +malet af Clairin, den unge Maler, som i sin Tid gjorde alle hendes +Ballonfarter med og illustrerede hendes Fortællinger derfra. Billedet +viser hende støttet af en Mængde Puder, i halvt liggende, halvt siddende +Stilling paa Divanen ved Siden af Kaminen. + +Denne Divan, eller hvad man skal kalde dette Møbel, er ægte Sarah +Bernhardtsk. Ovenpaa et stort Silkepolsters Underlag, der indtager hele +Hjørnet mellem Kaminen og den ene Sidevæg, ligger i vild Forvirring en +Uendelighed af Puder af kostbare Stoffer med indvævede Guld- og +Sølvbroderier. Naar Sarah Bernhardt i sin hvide Silkekjole med det lange +Slæb drukner mellem disse Puder og halvt forsvinder i det dæmpede Lys, +som falder ind i Krogen, er der over dette Væsen med de slanke, næsten +gjennemsigtige Former, det fine, drømmende Ansigt og det viltre, som af +Solblink gjennemfarne Haar noget ejendommelig Dorésk, der gjør en ganske +aparte Virkning. + +Divanskrogen er Sarahs Yndlingsplads. Her ligger hun næsten altid, naar +hun et Øjeblik har sluppet sine mangehaande Beskjæftigelser for at +passiare lidt med Vennerne og Beundrerne, der strømmer til hendes Hotel. +Der kommer mange af dem, og virkelige Venner er sikkert de Fleste. Thi +ligesaa fortryllende og elskværdig en Værtinde Sarah er for dem, hun +føler sig knyttet til ved gjensidig Sympathi, ligesaa stor en Evne har +hun til at holde den banale Hob af Nysgjerrige tre Skridt fra Livet. +Claude, hendes mangeaarige Kammertjener, er godt instrueret. Forhængene +til Helligdommen glider kun til Side for dem, som han veed er velsete +derinde i Kunstnerkredsen. Graden af Intimitet er der en anden Maalestok +for. De almindelige Dødelige faaer en Stol ved Siden af Divanen, men de +rigtig gamle og gode Venner rykker hun tilside for, saa der bliver en +Plads for dem paa selve denne. + +Alt i Atelieret er beregnet paa at ses fra dette fantastiske Leje, og Alt +er arrangeret med udsøgt Smag. I denne Mylr af heterogene Sager findes +ingen meningsløse Sammenstillinger eller uskjønne Farvevirkninger, Alt +passer sammen. Og hvad findes der saa ikke i dette Rum! Store japanesiske +Kummer, hvorfra Palmer og exotiske Planter skyder op, i hvis Grene der +hænger udstoppede Aber; halvfuldendte Buster skjulte mellem Bregner og +paabegyndte Malerier, som dækkes af indiske Shawler; Tigerskind udspændte +paa Væggen mellem kinesiske Træbilleder; Marmorbuster og fantastiske Dyr +i Bronce, omgivne af Paafuglehaler; Guitarer, Dolke, Pistoler, Landser og +Alverdens forunderligste Vaaben hængende, liggende og staaende overalt; +Trommer tagne fra de Vilde i Nykaledonien og skinnende Varmebækkener af +Messing fra de ældste mauriske Tider; afrikanske Fjerbælter, der engang +har været glade sorte Naturbørns eneste Klædedragt, og som nu hænger +skjødesløst kastede om Halsen paa en eller anden udstoppet Papegøje; +Dødningehoveder grinende fra Egetræspanelet over Svalegangen, +Porcellænssager, Antikviteter og broget Nips paa Konsoller, +Bogskabsgesimser og udskaarne Skabe; Menneske- og Dyrskeletter i Krogene; +udstoppede Slanger, der snor sig om Fortepianobenene, og Dødningehænder, +der stikker op mellem Strengene; Emaille- og Mosaikarbejder i Bunke inde +i et eller andet antikt Møbel, Smyrnatæpper ovenpaa hinanden, saa Foden +synker dybt ned, kort sagt, Luxus, Kunst og Excentricitet i den +forunderligste Blanding, et Musæum, som man kan studere Uger igjennem +uden at blive færdig med, men paa samme Tid en Kunstners Arbejdsværelse, +hvor man snart befinder sig vel og hjemligt. Det er tillige et +Skatkammer, rigt som en østerlandsk Fyrstes. Det er ikke blot Sager som +Saint-Marceaux's Harlekin, en af den moderne Billedhuggerkunsts +skjønneste Frembringelser, hvori der gjemmes Kapitaler; Alt har Værd her, +lige til Trommen henne i Krogen, paa hvis Skind Detaille har malet en +skotsk "Piper". Pennen, hvormed hun skriver, er en Strudsfjer af sjelden +Skjønhed, og Brevpresseren, som hun lægger ovenpaa sine smaa Billetter, +en Emailleslange, besat med Ædelsten. Hendes Atelier har slugt +Broderparten af de kolossale Summer, hun har fortjent ved sit Talent, og +naar hun længe har været ikke blot fattig, men i Gjæld næsten til op over +begge Ørene, saa er ogsaa det væsentlig Skyld deri. + +Efter den amerikanske Rejse er denne Gjæld imidlertid kommen ud af +Verden. Millionen, som Yankeerne offrede hende, gik i de franske +Kreditorer. De var saa graadige, at de tog næsten den hele. Lidt blev der +dog tilovers, og Sarah vil nu spare, fortæller hun stadig sine Venner, +for engang at kunne realisere sin Yndlingsdrøm. Den er ikke saa ilde, +denne Yndlingsdrøm: et stort Herresæde som Adelina Pattis i Skotland, kun +beliggende paa fransk Grund; det forstaar sig af sig selv. Sarah +Bernhardt er ikke blot fransk i Skind og Ben, hun er den mest inkarnerede +Pariserinde i hele Paris, og det er et stort Spørgsmaal, om hun i Længden +vilde kunne trives paa sit Herresæde, selv om det var nok saa +tusind-og-en-Natagtigt. Allerede nu har hun en lille Villa i +Saint-Adrosse ved Normandiets Kyst, hvor hun ligger paa Landet om +Sommeren. Men hver anden Dag er hun i Paris. Hotellet i Avenue de +Villiers kan hun ikke undvære. Stadig er der ganske vist en eller anden +Statue, som skal være færdig, og som faaer Skyld for Parisertouren. +Sandheden er dog nok alligevel den, at der kun er een Luft, i hvilken hun +rigtigt kan leve, den, der er Blod af hendes Blod, Nerver af hendes +Nerver--kort sagt, Parises Luft. + +Men flittig er hun imidlertid, ogsaa som Billedhuggerinde. Paa den anden +Side Haven ligger en lille Tilbygning til Hotellet, hvor hun har sit +egentlige Atelier, det, hvori der ikke causeres, men arbejdes. Her staar +hun ofte fra den tidlige Morgenstund med Mejselen i Haanden, iført sin +kokette Billedhuggerdragt, Benklæder og Blouse af hvidt Flanel. De nære +Venner faaer Lov til at komme til hende her og passiare med hende under +Arbejdet; mere end een kan da ogsaa give Attest for, at Sarah Bernhardt +ikke blot signerer, men virkelig selv udfører sine Statuer og +Basrelieffer. Hendes Mangesidighed maa ikke forundre, Som hun er +Pariserinde, er hun Kunstnerinde ud og ind. I Kraft af et ejendommeligt +kunstnerisk Instinkt bliver hun producerende paa alle Kunstens Omraader. +Hun havde kun modelleret en tre, fire Aar, da hun sendte sin bekjendte +Gruppe "Efter Stormen" til Salonen, og sex Maaneder efter, at hun havde +begyndt at male i Stevens Atelier, udstillede hun Billedet "Den unge Pige +og Døden". + +Næsten daglig tilbringer hun nogle Timer før Frokost i +Billedhuggeratelieret. Henimod Spisetid har der altid samlet sig +Besøgende ovre i Modtagelsesatelieret, og i sin Arbejdsdragt løber hun da +over til dem for en halv Times Tid at passiare om Literatur og Theater. +Af og til hænder det, at hun bliver attrapperet paa Vejen af +Paatrængende, som vil opkalde Eau-de-cologne efter hende eller Sligt. Men +Blusen hjælper hende. "Tør jeg ikke spørge, om M'me Sarah Bernhardt er +tilstede?"--"Nej, Mama," svarer den overgivne Kunstnerinde og smutter +forbi, "er gaaet paa Prøve og kommer slet ikke hjem idag." Som bekjendt +har Sarah en Søn paa atten Aar, et flinkt og dygtigt ungt Menneske, der +allerede er Theaterdirektør, idetmindste af Navn. Det er ham, den +ungdommelige Moder ved slige Lejligheder forestiller, og det morer hende +kosteligt. + +[Illustration: Sarah Bernhardt i sin Spisestuestol.] + +Nogle af de Besøgende beholder den gjæstfri Værtinde altid til sit Bord. +Spisesalen inde ved Siden af Modtagelsessalonen er luxuriøs og +ejendommelig, om end ikke saa fantastisk udstyret som Atelieret. Den +faaer Lys fra et stort Vindue, i hvis Nische et Vildnis af Slyngplanter +boltrer sig, og hvor man stadig anbringer Frokosternes og Middagenes +Vindruer, Ferskener, Ananas, hvis fine Farver gjør deres Virkning i den +frodiggrønne Vinduesnische. Møblementet er af udskaaret mørkt Egetræ i +gammeldags Stil; for Enden af Bordet staar en højrygget mægtig Stol, det +er Husfruens Plads. Naar hun gaar tilbords, rykker hendes Kammertjener +den frem til hende og bliver da staaende bag den under hele Maaltidet. +Hun sidder der som en Dronning ved et Bord, der er rigt som en Dronnings. +Slebet bøhmisk Krystal, Guld- og Sølvservice, lydløs, fornem Betjening +for hver Gjæst, et udsøgt Kjøkken, kort sagt Alt, hvad der kan bidrage +til at forvandle Maaltidet til en æsthetisk Nydelse. Ved dette Bord +holdes altid den gamle Regel om Muser og Gratier efterrettelig; i Regelen +sidder der kun en fire, fem gode Venner om det, og det er sjeldent, at +der ikke er et stort Navn i den franske Kunst eller Literatur mellem dem. +Alligevel føres der sjeldent nogen Konversation, i hvilken hun ikke er +den Aandfuldeste, og hænder det engang, at man kommer ind paa lærde +Themaer, hun ikke veed Besked om, forstaar hun hurtigt med en +Elskværdighed, som er uimodstaaelig, at føre Samtalen ind paa et Omraade, +hvor hun kan være med blandt de Første, helst den Første. Hun vil herske, +hun vil være Dronning, omgiven af Dronningens Luxus og Hyldest; tillader +man hende ikke det, saa kommer det forkjælede Barns Luner op i hende og +faaer hende til at gjøre gale Streger, som dengang hun forlod Théâtre +français. Men bøjer man sig for hende, saa er hun trods sine tredive Aar +glad som et lykkeligt Barn, yndefuld og indtagende, saa at hun afvæbner +selv de mest haardnakkede Modstandere. + +[Illustration: Coquelin som "Don Cæsar".] + +Coquelin i sin Loge, + +Englænderne har opfundet et Slags literære Portrætskizzer, der er komne +stærkt i Mode: Skildringen af berømte Personer _at home_. Genren har sit +Værd. Man forstaar afgjort en Meissonier bedre, naar man har set ham ved +hans Staffeli, eller en Edison, naar man har fulgt ham i hans +Laboratorium. + +Men det gjælder at finde Stedet, hvor de paagjældende Personer er +virkeligt hjemme, hvor de er helt sig selv. Man lurer sjeldent en stor +Taler synderligt af, fordi man seer ham i hans Spisestue, eller en stor +General, fordi man gjør ham Visit i hans Families Skjød. Der er selv de +Største i Regelen kun ganske almindelige Dødelige. Coquelin skal man se i +hans Paaklædningsværelse, i hans "Loge", som Franskmændene kalder det. +Mellem sine Malerisamlinger og Bøger i den elegante Lejlighed, han beboer +i Rue Lafayette, er han Kunstven og Forfatter; naar han under +Kammerforhandlingerne spadserer i _Salle des pas perdus_, omringet af +Deputerede og Journalister, der fritter ham ud om hans Mening, er han en +Politiker, der veed Besked; naar han overværer Indvielsen af en Skole, +som er stiftet for hans Penge, eller naar han paa Valgdagen lægger sin +Stemmeseddel i Urnen, er han en god og samvittighedsfuld Borger; naar han +elegant, vittig og konversabel færdes i den store Pariserverdens Saloner, +er han Selskabsmenneske _par excellence_, og naar han paa Havres +Havnemole venter Monsieur Mayer fra London, er han en snild +Forretningsmand; men i sin Loge er han alt dette accessionelt ved Siden +af og samtidig med det, som han dog er først og fremmest: Théâtre +français' uforlignelige Skuespiller. + +Coquelins Loge svarer nu imidlertid heller ikke paa nogen Maade til det +Begreb, der ellers forbindes med en Skuespillers Paaklædningsværelse. +Naturligvis er Verdens første Theater fornemt ogsaa bag det Tæppe, som +skiller Publikum og Aktører. + +Naar man har passeret Administrationsindgangens grønne Cerberusportner, +kommer man ad en hvidlakeret, forgyldt Trappe med Brysselertæpper, +Marmorbuster og Spejle op paa den ene Side til Kontorlokalerne, paa den +anden til det Allerhelligste, Skuespillerfoyeren, en fin Louis quatorze +Salon, hvor hver Plet paa Væggene er behængt med Billeder af berømte +afdøde Artister. Korridoren, som forbinder den med Scenen, er et ikke +mindre imponerende Portrætgalleri, og selv hvor man ved Indgangen til +Scenen drejer af og klattrer op i de øvre Lokaler, der ellers saa tidt i +Thaliatempler kun plejer at være et primitivt Sammensurium af +halsbrækkende Hønsestiger og Loftsrum, der minder om +Marchandiser-butiker, selv der er Alt soigneret og nobelt: brede Trapper +med Mahognigelænder og Bastmaatter, Couloirer, som leder Tanken hen paa +Gjæstefløje i en gammel Herregaard, hvide Porcellænsplader med +Kunstnernes Navne paa hver Dør. Men alligevel bliver man overrasket, naar +man aabner den, paa hvilken der staar _Coquelin ainé_. Det er en formelig +Salon, man kommer ind i. Persiske Tæpper paa Gulvet, gobelinsbetrukne +Kanapeer og Causeuser, Kunstbronzer paa Kamin og Skrivebord, hyggelige +Lamper med farvede Net over, der dæmper Skjæret, komfortabel Luxus, hvor +man seer hen i det store Rum. Væggene er fyldte med Malerier og +Akvareller, Pluraliteten forestillende Coquelin i hans forskjellige +Hovedroller, andre afbildende Scener fra Mærkedage i Theatrets Historie, +men alle signerede med bekjendte Navne og i Regelen forsynede med en +lille Notits paa Foden, der fortæller, at de er Gave fra Maleren selv. +Rundtomkring ligger nysudkomne Bøger og fintindbundne Manuskripter. Kun +et monumentalt Spejl paa Væggen mellem Vinduerne, med grønskjærmede +Lampetter op langs Siderne og med en Mængde smaa Glasæsker paa +Marmorpladen forneden erindrer om, at man er i en Skuespillers +Paaklædningsværelse. + +Man er nu i Virkeligheden ogsaa ligesaa meget idetmindste i en Salon. +Coquelin tager imod i sin Loge. En Pariser har ikke Dagen disponibel til +at sladdre hen, allermindst en Pariser _en évidence_. Det paa alle +Punkter optagne Liv, han fører, stiller saa mangehaande Krav til ham; +naar han skal opfylde blot de Halve af dem, maa han tage vare paa +Øjeblikkene. Coquelin har et sjeldent Talent dertil. Alle sine Forhold +til Omverdenen gjør han af, mens han klæder sig paa. Han er visibel hos +sig selv om Morgenen, naar han staar op, men efterat hans Vogn har hentet +ham ved Titiden og kjørt ham hans sædvanlige Tour, hører Dagen hans +Arbejde til, og han er forsvunden for Enhver til om Aftenen, da den nye +Paaklædning begynder. Han sætter Folk Stævne paa Theatret, og de, der har +Venskabs- eller Forretningsforbindelser med ham, søger ham der. Den +grønne Portner ved Administrationsindgangen er højlig fornærmet. +Tærskelen, han er sat til at vogte, er ham en Helligdom, som efter hans +Mening ingen Profanes Fødder nogensinde burde have Tilladelse til at +overskride. Men hvert Øjeblik, naar han strækker sin spærrende +Cerberusarm ud og spørger _qui cherchez vous ?_ lyder Passeer-Parolen +_Monsieur Coquelin_ ham i Øret, og han veed, at saa nytter der ingen +Indvendinger. I sin Loge er Monsieur Coquelin hjemme for Alle. + +Døren til den staar ikke noget Minut. Først kommer Vennerne, der "er i +Salen" og vil aflægge ham Visit før Forestillingen. Det er Dagens +politiske og mondaine Historie, der repeteres. Coquelin er au courant med +Alt og interesserer sig for Alt. Ivrig, fuld af Liv vandrer han op og ned +af Gulvet og diskuterer og dokumenterer med denne Stemme, der ligesom +meisler hver Sætning i Marmor. Det banker. _Entrez!_ Et lille koket Hoved +titter ind, men trækker sig strax igjen tilbage. _Pardon, je +dérange.--Mais pas du tout, Mademoiselle, entrez donc_. Hun kommer for at +tale med ham om Rollen, han har lovet at indstudere med hende. Imorgen +ikke, saa skal han i Kammeret, og iovermorgen maa han til Havre for at +spille ved en Forestilling for Redningsmandskabet, men Dagen efter. Hun +takker, hilser let paa Salonens Gjæster og forsvinder igjen. Men næppe er +hun ude, før det banker paany. En ældre, ordinær Herre, der har pyntet +sig op til at skulle være ung og elegant Han kommer overordentlig frejdig +og selvfornøjet, men falder strax af, da han seer, at der er Folk før +ham. Coquelin hilser skjødesløst; Manden faaer ham trukken hen i et +Hjørne og begynder en hviskende Samtale med ham. _Mais vous pouvez parler +devant ces Messieurs,_ afbryder Coquelin efter et Øjebliks Forløb; "det +er lutter Venner." Der udspinder sig saa en Forretningsdiskussion om +Tournéer i Rusland, Amerika, Brasilien, Spanien. Siden Coquelin er +begyndt at rejse, vil Alverdens Impressarioer have fat i ham, og +allesammen har de Guld og grønne Skove at love ham. Han holder af at +flakke om. Med sin Evne til at nytte Tiden faaer han Alt at se i de +fremmede Lande, han besøger, og med sin hurtige Intelligens opfatter han +strax selv det ham mest Fremmede. Det er en Maade at studere paa, siger +han, som opvejer alle andre, og i sin Kontrakt med Théâtre français har +han derfor ogsaa udtrykkelig hvert Aar forbeholdt sig to Maaneders Ferie, +som han selv kan tage, naar han vil. Planen til Amerikatouren er allerede +lagt, og han har Tilbud og Planer om mange andre. Disse Rejser forøger +desuden de hundrede og tyve tusind Francs, Théâtre français aarlig +betaler ham, med rigelig ligesaa Meget til, og han er ikke mindst en +moderne Pariser i Trangen til at tage Penge ind. Allerede hans +Malerisamling koster ham uhyre. Hvert andet Øjeblik er der et Billede af +Millet eller Andre til en halvhundrede tusind Francs, som han ikke kan +modstaa Lysten til at kjøbe. Saa ernærer han fattige Slægtninge og +stifter Legater, Alt det sluger Kapitaler. Han er ligefrem nødt til at +rejse. Men heldigvis forstaar han ogsaa til det at gjøre sin Tid +frugtbringende. Saasnart han har nogle Dages Otium ved Théâtre français, +er han i en Haandevending i Bruxelles, Lyon, Anvers, Lille for at give +Gjæsteforestillinger. Hr. Perrin er ingenlunde fornøjet ved saaledes +aldrig at vide, om han har ham eller ikke har ham, men han gjør gode +Miner til slet Spil. Coquelin gaar det ikke an at støde, han er Theatrets +Grundpille, og han er paa Basis deraf dets virkelige Herre. + +Det bliver imidlertid ved at banke. Der kommer en ung, mager, gardisthøj +Herre med det røde Baand i Knaphullet; det er Deroulède. Coquelin iler +hen og trykker hans Haand, han hører kjendeligt til de mest Velkomne. Man +har i Regelen meget tilovers for de Mennesker, for hvem man har gjort +meget; det er ogsaa Kjærnen i Venskabsforholdet mellem disse To og +overhovedet i Coquelins Forhold til en stor Kreds af Frankrigs yngre +talentfulde Digtere, Manuel, Guiard, Delair først og fremmest. Han har +saa at sige opfundet dem; de har bragt ham deres Digte, han har reciteret +dem rundtomkring i Saloner og ved Soiréer og paa den Maade skabt deres +første Reputation. En ung Poet har han skaffet Forlægger, en anden hans +Tragedie antagen ved Théâtre français, han er efterhaanden bleven Forsyn +for hele den yngre lyriske Skole. Det kunde synes at staa i Modstrid med +Grundretningen i hans egen Kunst, men det er dog let forklarligt +alligevel. Coquelins Mesterskab er i første Rang Kunsten _"de bien +dire"_. Derfor elsker han Verset. En af de Roller, i hvilke han er +uforligneligst, og den, som han selv sætter mest Pris paa og paastaar, +han spiller bedst af alle, er Don Cæsar i Victor Hugos "Ruy Blas". + +Atter banker det. Denne Gang er det ingen Gjæst, men Regissøren, der +kommer for at varsko første Gang. _"Je serais prêt, mon ami,"_ siger +Coquelin med et Smil og en naadig Haandgestus. Han har endnu knap begyndt +paa Paaklædningen, og ti Minutter efter skal han staa paa Scenen, men +Regissøren kjender ham og gaar. Han er paa Pletten, naar han skal være +der, men heller ikke noget halvt Sekund før. Stadig diskuterende med +Vennerne, som vil rejse sig, men som han beder blive, stadig modtagende +andre, der kommer, forsvindende et Øjeblik ind i det lille +Toilettekabinet, men fortsættende Samtalen gjennem Portièren, klæder han +sig paa og maskerer sig med taskenspilleragtig Behændighed næsten, uden +at Nogen lægger Mærke til det engang. Hver Sminkestreg, han gjør, er han +sikker paa som paa Alt i sin Kunst. Det giver ham den overlegne Ro paa +saavel som bag Scenen, der er hans Styrke. + +Ængstelse og Nervøsitet aner han ikke hvad er. Naar han rejser, bringer +han stadig i de Huse, hvor man har inviteret ham til Middag, sine Værter +til Fortvivlelse. Man har sat Dineren tidlig og sørget for, at den kan +være endt saa betids, at han kan komme paa Theatret uden Forsinkelse. Men +det er ham selv, der trækker den ud. Hele Selskabet bliver ved ængsteligt +at se paa Klokken undtagen netop han. Endelig minder man ham. _"Tout a +l'heure,"_. svarer han og bliver ved at fortsætte Samtalen. Og naar man +saa tilmed vidste, at dette Theater, som han nogle Minutter efter skal +spille paa for første Gang, det har han aldrig set. Han har simpelthen +spurgt sin Ven Dieudonné, der stadig rejser med ham, om Alt er paa sin +Plads og i Orden; naar han har faaet Forsikringen derom, veed baade han +selv og hans Kammerater, at han ogsaa vil være det, og at han vil spille +sin Rolle ganske paa samme Maade, som han har spillet den Hundreder af +Gange, uden at lade sig forstyrre i sin Ro af Nogetsomhelst. + +I sin Loge holder han Diskussionen gaaende lige til det sidste Øjeblik. +Regissøren kommer anden Gang og stikker Hovedet ind. _"On peut +annoncer,"_ raaber Coquelin til ham. Han gjør den sidste Sminkestreg, +retter Parykken foran Spejlet og rejser sig. Vennerne følger ham ned ad +Trappen, og man bliver ved at tale. _"A l'entreacte_," bryder han endelig +af; man hører Maskinkarlen slaa Slaget, der annoncerer Aktens Begyndelse. +Coquelin staar paa Scenen, et Sekund, saa gaar Tæppet op, og han er i +samme Nu helt og holdent den Person, han skal forestille. + +Mens han spiller, et flygtigt Blik tilbage paa, hvorledes han er naaet +til den Plads, hvorpaa han nu staar. Han er en Bagersøn fra Søkjøbstaden +Boulogne. Familien har gjennem lange Slægtled været denne Stads og det +hæderlige Bagerlaugs bedste Mænd. Der er endogsaa dem, der vil paastaa, +at man intetsteds i hele Frankrig kan faa saa mageløst Hvedebrød som i +Boulogne. Det er Traditioner, der daterer sig fra meget langt tilbage, +Traditioner, som Slægten føler sig stolt over, og som den derfor kun med +stor Bekymring saae blive brudt, da dens Yngste, den attenaarige Jules +Constant, for en Snes Aar siden pludselig en skjønne Dag erklærede Papa +Coquelin, at han var kjed af at spadsere omkring i Boulognes Gader med et +Postejfad paa Hovedet, og at det nu var slaaet fast: han lagde den hvide +Hue af, der saa langt man kunde huske tilbage havde været Coquelinernes +Adelssymbol, for at drage til Paris og paa et helt andet Felt vinde ny +Hæder til det gamle Navn. + +Papa Coquelin var imidlertid en fornuftig Mand, han indsaa, at det selv +ved en Bagerovn kun er Lysten, der driver Værket, og at man aldrig kommer +nogen Vegne, naar den mangler. Jules Constant fik Lov til at gjøre, som +han vilde, Han rejste. Fra en Boghandler i Boulogne fik han +Anbefalingsbrev med til Regnier, der dengang var Numer Et ved Théâtre +français, og hos ham præsenterede han sig da. Han vilde være Skuespiller, +erklærede han, men kun, naar man troede, han kunde blive noget Udmærket. +Ellers rejste han tilbage og tog den hvide Hue paa igjen. Om man nu vilde +se, hvad han duede til. + +De ærværdige Lærere ved Konservatoriet, til hvem dette Hverv som +sædvanlig blev overdraget, fandt ikke, at han duede til Stort. Og saa +fandt de ham altfor grim. "Det er jo en ren Trompetnæse, han har," sagde +Augustine Brohan. "Og hvad der er det Værste, han bruger den som en +Trompet," føjede Auber til. Han faldt igjennem ved Examen, og havde +Regnier ikke med sit sædvanlige glimrende Blik for, hvad der boede i den +unge Skuespiller, beholdt ham alligevel for at se, om han dog ikke kunde +faa Noget ud af ham, saa vilde Coquelin den Dag idag have været Bager i +Boulogne og ikke Regniers Efterfølger paa Thronstolen i Molières Hus. + +Regnier blev hans Lærer og Opdrager. Han lærte ham først og fremmest +Taalmodighed, det, som for alle Kunstnere, men for Skuespillere særlig er +saa noget nær Alpha og Omega: at studere og studere og vente ganske +rolig, til man virkelig har alle baade ydre og indre Betingelser samlede +for at kunne præstere noget Ordentligt. Selv efterat han i 1860 havde +faaet Konservatoriets første Pris for Udførelsen af en Crispinrolle og +baade Regnier og adskillige Andre ganske vel indsaae, hvad der boede i +ham, fik han ikke Lov til at rende af Skole, Regnier fortsatte sit +Opdragelsesværk, og de smaa Roller, han i det første Par Aar kom til at +spille ved Théâtre français--Gros René p "le Dépit amoureux", Bazile i +"Figaros Bryllup", Dubois i "Misanthropen", Loyal i "Tartuffe", o.s.v. +o.s.v.--var nærmest at betragte som en gradevis Vænnen til Ilden. Da han +endelig leverede Hovedslaget, var han færdig; Sejren kunde ikke udeblive, +og den udeblev heller ikke. + +[Illustration: Coquelin] + +En af Pariserkritikerne i Vælten har som Øjenvidne fortalt om denne +Triumf. Coquelin havde faaet en Rolle i et nyt Stykke, som Theatrets +daværende Direktør Thierry imidlertid af Hensyn til en ældre Skuespiller +atter maatte tage fra ham. Til Gjengjæld gav han den unge Kunstner Lov +til at vælge, hvilken han vilde i det gamle Repertoire. "Saa vælger jeg +Figaro i "Figaros Bryllup"," sagde Coquelin strax. Det var et af de +største Vovestykker, der kunde tænkes, men Thierry holdt altid sine +Løfter, og Coquelin fik Rollen. Alt gik godt, fortæller den nævnte +Kritiker, til han skulde ind paa Scenen. Men da han først var der, blev +han overfalden af en forfærdelig Frygt. Han begyndte at ryste over hele +Kroppen, Tungen klæbede sig fast til Ganen, og han spillede de første +fire Akter uden at vide af, hvad han sagde, med sløvt Blik, mørkt +Ansigtsudtryk og halvkvalt Stemme, som et Menneske, der føres til +Retterstedet. "Men saa le dog, dit lille Dyr," hviskede Augustine Brohan +ganske sagte til ham; "le dog, Du er jo Figaro." Coquelin gjorde +imidlertid kun en fortvivlet Gestus, der betød, at han ikke kunde le. +Heldigvis er det parisiske Publikum yderst overbærende mod Debutanter. +Man ventede stadig. Femte Akt kom; det er den Akt med den berømte +Monolog. Det var dengang Mode i alle det gamle Repertoires komiske +Roller, særlig i Moliéres, at hælde over mod det Tragiske saa tidt, man +kunde. Denne Mode behagede ved det Nye og Dristige, der laa i den. +Coquelin havde i den Anledning fundet paa at gjøre noget Lignende ved +Monologen. Han søgte at gjøre den bitter, mørk og irriteret. Den stærke +Sindsbevægelse, hvori han befandt sig, gav hans til daglig Brug +vibrerende Stemme endnu mere Udtryk, hans Mimik og Gestus endnu mere +Fortvivlelse og Vildhed. Han gjorde stormende Lykke. Man applauderede +uforbeholdent: man havde her en Mand for sig, der kunde være paa een Gang +Scapin, Crispin og Figaro. + +Han blev det hurtigt efter denne første Sejr; han blev i disse tre og i +alle beslægtede Roller den mest uforlignelige Skuespiller, Théâtre +français rimeligvis nogensinde har havt. Og hvilken Mængde af dem har han +ikke trods sine knap fyrretyve Aar allerede spillet I Af alle Moliéres +Stykker er der siger og skriver kun tre, i hvilke han ikke er optraadt, +og han har i de tyve Aar, han nu har været ved Théâtre français, spillet +ikke mindre end omtrent tresindstyve forskjellige Figurer alene i det +gamle Repertoire. I det moderne er hans Navn knyttet til nogle og tyve +Repriser af berømte Komedier, og samtidig har han skabt Hovedfigurer i en +tredive, fyrretyve nye Stykker. Vilde man med nogle enkelte Roller +markere Hovedpunkterne i hans Skuespillervirksomhed, maatte man først og +fremmest nævne Figaro i "Figaros Bryllup", Mascarille i "les Précieuses +ridicules", Gringoire i Stykket af samme Navn og Marcel i "Les Ouvriers" +(Arbejderliv). Han har aldrig havt mere uimodstaaeligt smittende godt +Humør, udfoldet mere ægte komisk Liv end i de to første af disse Stykker, +og han har aldrig talt til Hjertet som i de to sidste. Dog jo, han har i +sin sidste mesterlige Création, den gamle Skuespiller i +Erckmann-Chatrians "Les Rantzau" gjort begge Dele lige uovertræffeligt +paa een og samme Tid. + +Det er nemlig en Hovedejendommelighed ved Coquelin som Skuespiller, at +hans Talent saa at sige ikke kjender nogen Grændse. Hans Hovedstyrke er +at faa Tilskuerne til at rulle sig i Latterkrampe, men den næste Aften, +det næste Øjeblik kan han med samme Uimodstaaelighed lokke Taarerne af +det samme Publikums Øjne. Han har den ene Dag spillet Scapin og den næste +Jean Dacier, Hovedfiguren i en moderne Revolutionstragedie af samme Navn. +Forbausende er det, til hvilken Grad han forstaar i Stemme, Mimik, +Holdning og Alt at kaste sig selv fuldstændig bort og paa Scenen +udelukkende være de Figurer, han fremstiller. Han tager dem af og paa med +samme virtuosmæssige Lethed som Kostumet, der hører til dem. Det er +forklarligt; hver lille Gestus, hvert Tonefald, hvert Blink med Øjnene er +vejet og prøvet i Maaneder, før det blev slaaet endelig fast. Coquelin +overlader i sin Kunst Intet til tilfældig Inspiration. + +Saa spiller han da, og Publikum jubler og applauderer. Han er forgudet og +forkjælet som en Primadonna. Og han sætter Pris derpaa. Har Bifaldet en +enkelt Gang været kjøligere end sædvanlig, er han forstemt, har det +rystet Huset, straaler han som en Debutant, og naar Vennerne atter kommer +op i Mellemakterne, er en Samtale om, hvorledes de enkelte Repliker har +slaaet an, altid det Første, hvormed der begyndes, selv om man ender med +Drøftelsen af helt andre Materier. Og det gjør man tidt. Er der vigtige +Forhandlinger i Kammeret, saa at Møderne er trukne ud til hen paa +Aftenstunden, er Coquelins Loge det Sted, hvor man sikkrest kan hente +Nyheder fra dem. Han faaer Alt berettet pr. Depesche fra selve Palais +Bourbon. Man har drevet Spot med denne hans Politiseren og med hans nære +Forhold til Gambetta. Man har havt Uret, det er kun tomme +Vittighedsmagere, der kan gjøre det, Coquelin har vist, at man kan være +en stor Skuespiller og en brav Borger ved Siden af. Han er af et andet +Kuld end sine Forgjængere i Moliéres Hus. Han henter ikke sine +Inspirationer paa Knejpen, han er sober som de Færreste, til sine +Maaltider nyder han kun Vin og Vand og udenfor dem aldrig det Mindste. +Han hører til det moderne Frankrig, det, der veed, at i vore Dage naaer +man kun en Førsterangs-Position gjennem et Liv i uafbrudt Arbejde. Men +det, at han i Intet er _cabotin,_ at han i samme Øjeblik han sætter sin +Fod udenfor Scenen er en _homme sérieux_ med alsidige Kundskaber, alsidig +Dannelse og Interesser for Alt, det er det netop, der har bidraget til at +løfte den moderne franske Skuespillerstand ud over den halvt deklasserede +Stilling, den saa længe havde indtaget. Naar man nu vil kaste den den +gamle Haan i Ansigtet, rejser Opinionen sig som een Mand mod Fornærmeren. +Det har vist sig saa tydelig, som ønskes kan, for nylig ved Bladet +"Figaros" og Hr. Mirbeaus Angreb. Med Gots Æreslegion er den sidste Rest +af Skuespillernes Undtagelsesposition forsvunden. Og det er Coquelin, der +har fremtvunget dette Kors. Han har ikke blot gjort det direkte ved atter +og atter at tage Ordet for sine Kammeraters Ret til at blive betragtede +som alle andre Borgere, han har gjort det endnu mere indirekte ved sit +eget alvorlige, hæderfulde Liv. Han er en ny Skuespillertype, og han vil +faa Efterfølgere. Komédieforfatterne vil maaske have Grund til at beklage +sig derover; de faaer ikke længer Figurer som Kean og Garrick at skrive +om. Men ellers er det vanskeligt at se, hvem der skulde lide derunder. +Næppe Kunsten, og næppe Samfundet, og Skuespillerne selv allermindst. + +[Illustration: Coquelin som Florence i "Les Rantzau"] + +Cherbuliez i sit Arbejdsværelse + +Mens Millionen og de Fremmede breder deres Herredømme videre og videre ud +over det moderne Paris, forvandler dets Fysiognomi og umærkeligt gjør det +til en hel ny Stad, er der dog een Part af Byen, hvor denne Erobring +synes at finde et Bolværk, som den ikke kan bryde, hvor de gamle Huse og +Gader staar endnu, hvor Særpræg og Vaner, hvor Karakteren, som det hele +Liv har; er saaledes, at den nuværende Generations Fædre og Bedstefædre +vilde kjende sig igjen og føle sig hjemligt der, hvis de kunde staa op af +Graven. Denne Part er den venstre Seinebreds Paris. Det begynder saa +smaat at skrumpe ind ganske vist; det kan ikke vise noget Sidestykke til +Quartier de l'Europe eller til den som af Aladdinsaander bebyggede +Monceauslette, det inkorporerer ikke Dag for Dag bredere og bredere +Bælter af Banlieuen, tvertimod, det er ligesom det visnede lidt i Kanten, +de yderste Partier bliver folketommere, falder hist og her i Ruiner, +glider over til at blive en Mellemting mellem Landsby og Stad. Men ikke +desto mindre er det dog ogsaa af vore Dages Paris endnu stadig en saa +væsentlig Del, at der maa regnes med det. Det er mere endnu. Det er som i +den stolte katholske Kathedral det lille Kapel, der gjemmer Kisten med +Helgenens Relikvier. Tinder og Taarne og Hvælvinger med deres Marmor og +Guld og Lys og Billeder er kun byggede udenom dette Kapel. Til dets +Forherligelse er den hele Pragt der; det er i Virkeligheden det, der har +gjort Kirken stor, og det er stadig Sjælen i den, For dets Skyld kommer +de rette Pilegrimme, ved det holder de sande Troende deres Andagt. + +De gamle Kvarterer paa den venstre Seinebred gjemmer endnu Paris's egen +særlige Individualitet, det, der har skjelnet denne forunderlige By fra +alle andre og gjort den til, hvad den er. Millionærpaladserne har rejst +sig, de Fremmede er komne, Verdenskaravanseraiets Stimmel og Glands er +kommen, men det er som Kathedralen Altsammen kun voxet op, fordi der var +Noget, som kunde bære et saadant Relief. Og dette hemmelighedsfulde, +uhaandgribelige Noget fylder endnu Luften i de snevre Gader mellem +Sorbonne og College de France, mellem Académie des beaux-arts og École +polytechnique og den lange, lange Række af Videnskabens og Kunstens +Højskoler, der klemmer sig sammen her paa en ganske lille Part af den +store Bys Grund; Rastaqouairen og Amerikanermillionæren, Boulevardieren, +Kokotten og Alt, hvad der er i Slægt med dem, kan ikke trives i denne +Luft, den ægte Pariser derimod er først rigtig i sit Element, naar han +indaander den. Af Intelligensens Paris boer ni Tiendeparten paa den +venstre Seinebred. + +I Rue Gay-Lussac, en af dette Kvarters venligste og aabneste Gader, og i +den Del af den, hvor Sol og Blomsterduft fra Luxembourghaven frit kan +strømme ind, har det franske Akademis sidstvalgte Udødelige, Victor +Cherbuliez, sit Hjem. Det er helt paa den anden Side Pantheon, han boer. +Han siger nok selv, at det er af Hensyn til hans Sønner, der har deres +Lyceer herude, men i Virkeligheden tager man dog næppe fejl ved at søge +den egentlige Grund dybere. "Man har det ogsaa fredeligere her," føjer +han til; "selv ved Gadestøjen er der noget Douce, saa den ikke generer, +jeg har en Fornemmelse, som om jeg ikke vilde finde Ro til at arbejde, +hvis jeg kom over paa den anden Bred." Det er just Sagen. Han er +instinktmæssig rykket saa langt fra Millionens Paris, som han kunde +komme; Feberen i dets Liv, de skrigende Toner i dets Larm, Guldets Raslen +og Reklametrompeternes Skingren har skræmmet ham. Han er saa lidt i Slægt +med Alt det, som Nogen kan være. Skjøndt født Genfer har ikke blot Loven +givet ham parisisk Borgerret, hans Gjerning har gjort det før den og +varigere end den. Men i Verdensstadens tumlende Offentlighed er han +aldrig bleven nogen Person _en vue_, han hører ikke til den Slags +Parisere _en évidence_, der samler Opløb, hvor de viser sig; den store +Hob kjender ham ikke, han kan spise sin Frokost paa Café Caron, uden at +Nogen i Lokalet veed, hvem han er, og lægger Mærke til ham. Han staar som +Repræsentant for det Paris, som man ikke seer, og som ikke gjør Spræl, +men som dog er Sjælen i den store By, for Intelligensens stille, +arbejdende Paris paa den venstre Seinebred. + +At trænge ind til en rigtig Pariser _en évidence_ er omtrent ligesaa +vanskelig en Sag som at komme med til en Première. Han er paa sine +Enemærker en Konge, der hyller sig i utilnærmelig Majestæt. +Tjenestepersonalet har de strengeste Ordrer til at holde Alle paa +Afstand. Lykkes det end undertiden ved Hjælp af nogle Francsstykker at +passere Portneren, saa lader Forgemaklakajen sig dog ikke bestikke. Det +nytter kun lidt at spørge ham, om hans Herre er tilstede. Han svarer kun +med et medlidende Smil. Det er ham, der holder Forhør. Han gjør det uden +Personsanseelse; selv en "Monsieur décoré", hvem der dog ellers allevegne +i Paris bliver vist Hensyn, respekteres ikke. Først naar han har leveret +Fyren med Silkelæggene tilfredsstillende Oplysninger om, hvad han hedder, +og hvad han er, og hvad han vil, meddeles det ham naadigt, at Husets +Herre tager imod mellem Elleve og Tolv den og den bestemte Dag i Ugen. +Han har saa Tilladelse til at komme igjen og antichambrere. Paa den +venstre Bred kjender man derimod ikke saadanne Formaliteter. "Hr. +Cherbuliez," siger den gamle Portnerkone, "jo, det er her; Herren er lige +kommen ind fra Landet. Anden Sal over Entresolen, Døren tilvenstre. Men +De maa ringe lidt stærkt, for Pigen deroppe er noget døv." Hun er saa døv +tidt, at det bliver Fruen, der lukker op. Man bedes vente et Øjeblik, +mens hun underretter sin Mand om Besøget. Men maaske er han beskjæftiget, +han maa paa ingen Maade lade sig forstyrre, man kan saa udmærket godt +komme igjen paa en anden Tid, hvis det er mere belejligt. Man forstyrrer +aldeles ikke, svarer hun venligt, det vil være hendes Mand en Fornøjelse +at se En, han skal komme ligestrax. Man gaar da ind i Salonen. Det er en +lille, hyggelig Stue med Mahognimøbler, Stil _premier empire_, +Divantæppe, mange Blomster ved Vinduet, mange Malerier paa de mørkrøde +Vægge, men uden nogensomhelst moderne parisisk Luxus, uden Elegance +engang, en jævn, lidt gammeldags Salon, gjennemtrængt med den Parfume af +pudset og skuret Renhed, som Værelser har, der staar til Stads og kun +bliver brugte ved højtidelige Lejligheder. Efter nogle faa Minutters +Forløb kommer den lille, venlige Frue tilbage og hilser fra hendes Mand, +om man ikke vil følge med ind i hans egen Stue. Luften er en Smule klam, +og der er lagt i Kaminen hos ham. Man synes næsten allerede, man mærker +Varmen; det er en ganske anden Modtagelse, end man er vant til i Paris. +Man har en Fornemmelse, som om man var mange Mile borte, i saadant Noget +som en nordisk Præstegaard paa Landet. + +Det er netop ogsaa Indtrykket, Cherbuliez' Arbejdsværelse gjør. +Fuldstændig Studerekammerstil: en høj Pult, ved hvilken man skriver +staaende, to store Lænestole med brunt Saffiansbetræk, en dito Sofa af +gammeldags Snit og saa forresten kun Bogreoler. De er af ulige Størrelse +og forskjellig Slags Træ, øjensynlig anskaffede efterhaanden som +Bibliotheket voxede, men nu proppede fra øverst til nederst. Revuens +orangegule Hefter ligger klemte ind allevegne, hvor der er mindste Plads +over de staaende Rækker, men iøvrigt staar den hele Armee i snorlige +Parade som et preussisk Regiment. Kun Uniformerne er noget brogede. Gamle +Volumina i Læder og Folio skifter med smaa, kokette, røde Maroquinsbind; +mellem lange Suiter af Klassikere i falmet Shirting skubber gule +Calman-Levyske og blegblaa Dentu'ske Papirsrygge sig ind og drager +moderne Striber. Der er i Virkeligheden Lidt af Alt i denne Samling, mest +historiske Værker og Forfattere fra Encyklopedistperioden maaske, men +forøvrigt hele den franske Litteratur, lige til de seneste Dage +repræsenteret ved Alt, hvad den har af Fortræffeligt. Dertil tydske +Filosofer, græske Poeter og politiske Brochurer i Mængde. Cherbuliez har +i sin Ungdom studeret flere Aar ved tydske Universiteter, han er Sproget +fuldkomment mægtig, og han har endnu Hegelianeren siddende i Blodet. Hvad +Grækerne angaar, saa er de saa at sige hans Yndlingslekture. Han læser +dem i Grundtexten, og han har for Vane at gjøre det hver Morgen, før han +tager fat paa sit Arbejde. Det er i Athen, at han har "fundet sig selv", +som man siger. Mellem Akropolis's Ruiner har han i Virkeligheden skrevet +sit Debutarbejde "le cheval de Phidias", og paa Bunden af de Øjne, +hvormed han seer paa Menneskene og paa Tilværelsen, ligger der stadig et +Skjønhedsindtryk, som stammer derfra. + +En halv Væg er tom for Reoler, og paa den hænger det Eneste, som pynter +op i Stuen. Det er netop først og fremmest en Gjengivelse i Gibs af en +Part af Parthenonskavalkaden, det Fragment, som har givet ham +Inspirationen til "Phidias's Hest". Dernæst er det et Fotografi af den +milesiske Venus, et Portræt. + +[Illustration: Victor Cherbuliez.] + +Cherbuliez' Haandskrift. + +Dante i hans Ungdom efter en Fresko, der for nogle Aar siden er opdaget i +Florents, samt endelig i Glas og Ramme et Stykke gammelt, optrevlet, +graaagtigt Lærred, en Rest af Tassos Skjorte, med en Haandskrift af +Lamennais, der bekræfter Ægtheden. Endnu et Par enkelte Malerier, +stemningsfulde Landskabsbilleder, paa Kaminen Portræter af hans Kone og +Sønner og af Buloz, "Revue des deux monde"'s Stifter, en bred +Solskinsstrime faldende ind fra Vinduet, og man har hele Værelset. + +Ligefrem, fordringsløs, venlig som det er Cherbuliez selv. Ved det første +Øjekast har han i sit Ydre noget stærkt udpræget Militærisk, det er +Infanterikaptejn-Typen, som man kjender den fra de smaa franske +Provindsbyer. Men saasnart han taler, gaar det bort. Det var kun +Ansigtsformen, Overskægget og den store Imperial, det skyldtes; Øjnene +forandrer Udtrykket fuldstændig. De er smaa, uden Glands, af ubestemmelig +Farve, men der er i dem dette ejendommelige dybe Blik, der ligesom seer +igjennem den, de hviler paa. Naar man vil huske Ansigtet, er det kun dem, +man mindes: det Hjertelige, næsten Bløde i dem, som dog, synes man, ved +en ganske lille Nuance maatte kunne blive strengt ogsaa, deres +forunderlig rolige Klarhed fremfor Alt. Disse Øjne giver Cherbuliez helt; +han er, som de fortæller. Han hører ikke til Tidens nervøse, forpinte, +sønderrevne Aander. Den vilde, trøstesløse Utilfredshed med Existensen, +som præger Perioden, hvori vi lever, og som i hele Menneskeslægtens +Historie maaske ikke har havt noget Sidestykke undtagen netop i den +antike Verdens sidste Dage, ved det romerske Kejserriges Forfald, denne +Utilfredshed finder ikke nogen Apostel i Cherbuliez. Han flygter ikke, +som hans Kolleger paa den anden Side Rhinen gjør det i deres historiske +Romaner, fra en Verden, der er dem uudholdelig, bort til helt andre Tider +og helt andre Slægter, og han bærer sig heller ikke ad--hvad der tilsidst +kommer ud paa det Samme--som hans Landsmand Zola med Disciple: giver det +malcontente Hysteri Luft i en Fremstilling af Jorden som et Helvede, +befolket af lutter Djævle. Han er for meget Franskmand til det. Han kan +sin Schopenhauer og Hartmann paa Fingrene, men han har læst dem med samme +Forsigtighed, med hvilken Lægen gaar til en Epidemipatient. Han har +garderet sig med sin sunde romanske Optimisme, og han er ikke bleven +smittet. Han skildrer de Mennesker, mellem hvilke han lever, ikke blot +fordi den Digtform han har valgt til sin, Romanen, efter hans Mening +aldrig kan faa blivende Værd undtagen som Gjenspejling af Forfatterens +Tid, men ogsaa fordi disse Mennesker er ham meget interessante og med +deres Fortrin og Fejl ganske sympathetiske. Han skildrer dem, som han +seer dem, og det er hans Overbevisning, at de er, som han seer dem, det +vil sige hverken helt Engle eller helt Djævle. Med Forkjærlighed vælger +han just de mest sammensatte Naturer, i hvilke baade Godt og Ondt er oppe +og strides om Overtaget. Han er i Fremstillingen af denne ægte +menneskelige Kamp bestandig rolig og lidenskabsløs; han kan være ubøjelig +haard, men han er først og fremmest uendelig human. Det absolut Hæsliges +Berettigelse i Kunsten anerkjender han ikke, fordi han i Livet selv kun +seer det som en Undtagelse; endog de sorteste af hans Figurer har deres +sympathetiske Side. Meta Holdenis staar som et slaaende Exempel. Da hans +Fortælling første Gang blev offentliggjort i Revuen, modtog han fra alle +Sider Brev paa Brev, hvori man bad ham ikke lade denne unge Kvinde, om +hvilken han havde forstaaet at samle saa megen Interesse, ende altfor +trist, og med Revuens Udgiver var han nærved at brouillere i Anledning af +Romanens Slutning. Buloz havde i den Grad forelsket sig i Meta, at han +endogsaa en Stund gik omkring og drømte sig et Pendant til hende, der +kunde blive hans Sekretær. + +Som han sidder der og strammer den sorte, stukne Hjemmefrakke omkring sig +og skyder de store Lænestole hen til Kaminilden, for at man skal sidde +mere hyggeligt og passiare, er Cherbuliez netop den vindende, elskværdige +Personlighed, man har forestillet sig efter hans Romaner. Han har rejst +meget og seet Meget, han har læst og tænkt mere end de Fleste af hans +Samtid. Valberts Artikler (det Pseudonym, hvorunder han skriver i Revuen) +er der for at vise, med hvilken alsidig Sum af Kundskaber han sidder +inde, og med hvilken moden, overlegen Klarhed han seer paa alle Fænomener +i sin Tid. Mildere, mere overbærende i sine Domme, doucere og lempeligere +i sin Maade at fremstille Alting paa, kan alligevel Ingen være end han. +Han har i sin hele Form den soignerede Høflighed, den fine Delikatesse, +som jo ifølge en ældre Generations Beretninger engang synes at have været +typisk national hos Franskmændene, men som nu ogsaa i dette Land findes +hos altfor Faa, og det er næsten, som om denne Høflighed, denne +Delikatesse forbød ham at bruge et stærkt Udtryk, der kunde skurre i +Samtalen, fremsætte en afgjørende Mening, som han ikke var sikker paa +deltes af den, med hvem han taler. Man har undret sig over, at han, der +dog ved de nævnte Valbertske Artikler har vist et Kjendskab til, en +Forstaaelse af franske politiske og sociale Forhold, som Alle bøjer sig +for, at han aldrig har søgt at komme til at spille nogen Rolle i det +offentlige Liv. Man har undret sig, fordi man kun kjendte ham som +Forfatter og ikke som Menneske. Han er den stille Studiets Mand; paa +Politikens Arena, hvor der skal skubbes og puffes og skraales højt, vilde +han føle sig som en Troubadourridder i Artillerikamp. Og saa har han +desuden en vis Respekt for det hele moderne politiske Væsen. Han har i en +af sine Romaner givet sit Syn paa Sagen. Siden Revolutionens definitive +Sejr drives der efter hans Mening egentlig slet ikke Politik i Frankrig. +De Revolutionære har som Program kun Agrarlove samt Afskaffelse af Staten +og Vaabenmagten. For de andre Politikere, siger han, er det store +Spørgsmaal kun et Spørgsmaal om Indflydelse, og hvem der skal udøve den. +Enhver vil være en Allerhelvedes Fyr, det vil sige et Menneske, som man +hører paa, naar han holder Taler, som man skynder sig at tilfredsstille, +naar han forlanger Noget, og som skræmmer, naar han truer. Det +republikanske Frankrig er en Armee; der har følt Trang til at fornye sine +Kadrer: det er det, man kalder de nye sociale Lag, der skal frem. +Monsieur Jourdoin efterabede Greverne og Marquierne og fandt sig yderst +hædret ved at have dem tilbords; nutildags siger Monsieur Jourdoin til +Seigneur Dorante: "Du er færdig, min Ven, gaa din Vej, for at jeg kan +komme til."--Cherbuliez bryder sig ikke om "at komme til". Han befinder +sig mange Gange bedre i sin Lænestol ved Kaminilden, end han vilde gjøre +det paa en Ministertabouret, og er der Noget i denne Verden, som han kun +kan se den sorte Side ved, saa er det Guldkalvsdyrkelsen. _"Non, +certainement, je n'aime pas le million,"_ siger han, og der gaar gjennem +de smaa Øjne et Glimt, som ikke har Spor af Blødt eller Venligt ved sig. +Det supplerer Bekjendelsen og oversætter den i et mindre afdæmpet Sprog. +Millionen er hans _bête noire_, med hele den Verden, der drejer sig om +den, har han og vil han Ingenting have at bestille. Paa sin venstre +Seinebred fører han med sin Hustru og sine Børn en stille, borgerlig, +arbejdsom, fredsommelig Existens. Tidlig om Morgenen gaar han til sin +Skrivepult, regelmæssigt, næsten paa Klokkeslet, som Kontoristen gaar paa +sit Kontor. Han skriver sit bestemte Antal Timer, langsomt, formende, +filende, glattende paa hver Sætning, til den er netop, som han vil have +den. Det er ingen af Lidenskaber forpint og sønderreven Sjæl, der faar +Luft i pludselige Improvisationer. Kjender han til Feber under Arbejdet, +saa er det kun den, som selve Undfangelsen fører med sig, og dens Smerte +har paa Bunden en uendelig Nydelse. Saaledes gaar hans Liv Dag efter Dag, +og dette Liv giver ham den Ro og Tilfredshed, der er Alt, hvad han +forlanger af Verden, den "grande tranquillité", der er Lykken for ham og +hele den Race af Mennesker, for hvilken han staar som Repræsentant. + + + + +DE FREMMEDE I PARIS. + + +Paris's Fysiognomi vilde ikke være parisisk, ialfald ikke moderne +parisisk, uden de Fremmede. De giver det paa ingen Maade de Træk, der +udgjør dets virkelige Charme, dem, som man kommer til at holde mere af, +jo nøjere Bekjendtskabet bliver, men de giver det mange af dem der +springer mest i Øjnene. Det er ikke Pariseren, der gjør Gadelivets +Kolorit broget. Han er selv en douce Fremtoning, hvis Stolthed er at være +korrekt og at undgaa Spræl. Det er den tærnede Touristbritte og den +dandypyntede Ibenholtsneger, det er Asiater og Afrikanere med +Silkekaftaner og spraglede Burnus, med Diamantagraffer og blaa +Saffiansstøvler, det er den kasserolrøde Indianer og den guldgule Indier, +det er denne aldrig endende etnografiske Revue af Mennesker i alle +Kulører og i alle Verdens Kustumer, der frembringer Boulevardbilledets +Farveorgier. Og tildels paa samme Vis gaar det med Pariserlivet; +Effektstaffagen og Effektscenerne i det, Alt det, der gjør mest skrigende +Staahej, faaer sit Materiale for en væsentlig Part fra den store +Fremmedlegion af Tapageur-Publikum, hvormed samtlige fem Verdensdele +rekruterer Paris. Den er bleven en Prætorianerkohorte, som, samlet ved +alle Midler af Verdensdronningen selv, nu har ranet Magten til sig og +fører sig op som Herrer og skriver hende Love i hendes eget Slot. + +Før Tredive, før Otte og Fyrre viste den Fremmede sig kun kometagtigt paa +Pariserhimlen. Hvad han nu end var for en Slags Potentat eller Nabob, en +exotisk Mærkværdighed var og blev han, der kom og saae og blev set paa +med store Øjne og saa forsvandt igjen uden nogensinde at dukke klart frem +af sin halvt eventyrlige Dunstkreds. Først da Revolutionsideerne begyndte +at gaa deres Gang over Evropa, og da Reaktionens Offre fra alle Kanter +vendte sig til det frie Frankrig for at finde Asyl, kom der en virkelig +Fremmedkoloni i Paris. Man tog med aabne Arme mod de tilstrømmende +Emigranter. Man tog imod dem som det, de i Virkeligheden var: Blomsten af +det liberale Europas Intelligens, og man indrømmede dem en fremragende +Plads i sit Samfund. De samlede store Kredse omkring sig; man hørte paa +deres Taler og Foredrag, man lod sig belære og begejstre, og let +tilbøjelig som man var til at passioneres, rejste man dem formelige +Pjedestaler. Folk som Mizkiewitz og Kossuth blev Heroer, som kun Faa af +Franskmændenes Egne naaede op i Højde med. + +Fra den Tid har de Fremmede faaet Borgerret som et Element i +Pariserlivet, og fra den Tid er de stadig komne til at spille en større +og større Rolle i Paris. Men deres Type har unægtelig i Aarenes Løb +undergaaet meget væsentlige Metamorfoser. Den chevalereske Polak og den +idealistiske Tydsker er forsvundne med den Periode, for hvilken de stod +som Repræsentanter; Rastaqouairen og Amerikanermillionæren har taget +deres Plads i den moderne Million-Metropol, i det uhyre +Verdenskaravanserai, hvortil Dampen og hvad der kom i dens Følge: +Distancernes Forsvinden, den store Industri og de store Formuer i en +Menneskealder har forvandlet Frankrigs Hovedstad. + +Skjøndt Fremmed er Rastaqouairen en moderne Pariserfigur af reneste Vand; +han er det i den Grad, at han er utænkelig, umulig noget andet Sted. Han +kommer fra Egne af Verden, over hvilke der endnu ligger Slør af noget +Halvdunkelt, Eventyrligt, fra Brasilien eller Peru, fra en eller anden +sydamerikansk Republik, som man knap kjender af Navn, til Nød fra +Portugal, Spanien eller Rumænien, helst fra et Sted med uudtaleligt Navn, +der holder Spørgsmaalet om Nationalitet og Verdensdel i ubestemt Taage. +Hans eget er ligesaa langt som imponerende. Det vrimler i det med +Santa'er, med da'er og di'er og y'er, og det hænder aldrig, at der +mangler en Marquis-, en Vicomte-, en Chevalier- eller endnu finere Titel +foran det. Hans Bryst er bedækket med Stjerner, om hans Hals hænger der +Ordensbaand i alle Regnbuens Farver. Hans Paaklædning er rig, men +elegant, hans Holdning kavallermæssig, hans Optræden en Grandseigneurs. +Ingen, der seer ham, kan være i Tvivl om, at han er et Væsen af Race. Den +let broncerede Tone, som fjerne Landes Sol har givet hans Teint, og den +fremmedklingende Dialekt i hans flydende Fransk forøger kun det Aparte og +Distinguerede ved hans Person. Men hvad han mangler, det er netop det, +der udmærkede hans Forgængere i Fyrrerne og Halvtredserne. Han er hverken +nogen Ideernes Helt eller nogen Intelligensens Mand. I hans Hjerne er +visse særlige Rastaqouairorganer blevne uforholdsmæssigt udviklede paa de +andres Bekostning, og ved hans Fysiologi er der yderligere den store +Mærkelighed, at han er kommen til Verden ganske uden Hjerte. Skulde det +være Aand og Talent, Kundskaber eller blot Dyd og gode Sæder, der +bestemte hans Plads ved Verdensdronningens Taffel, saa vilde han ikke +engang komme til at sidde nederst, han vilde ikke engang faa Lov til at +staa paa Trappen og fange Lugten op, man vilde anbringe ham saa langt +borte som muligt i en Baggaard. Da hans Pretensioner nu imidlertid gaar +ud paa ikke blot at være med til Gildet, men at bænkes til Højbords +endogsaa, saa maa han kjøbe denne Ret paa anden Viis. Han er saa heldig, +at de Valeurer, han kan byde som Betaling, i vore Dage har naaet en Kurs, +der er svimlende høj. + +Rastaqouairens Rolle i Pariserlivet er et Resultat af Reklame. De +omtalte, særlig udviklede Hjerneorganer hos ham huser en Evne til at +gjøre Opsigt, i hvilken han har sin Specialitet, sin Styrke, den eneste +Mulighed for sin Position. Hele det Paris, der gjør Spektakel og springer +i Øjnene, fylder han med sin Person. Han viser sig ostentativt overalt, +hvor der er Lejlighed til at blive set, han kjører i Boulogneskoven med +isabellafarvet Forspand, han holder de dyreste Maitresser og de +extravaganteste Hoteller, han sprænger Klubbernes Spillebanker eller +taber Hundredetusinder til dem paa en Aften, han holder mystiske Orgier +paa de store Natterestaurationer, han laver sig romantiske Amouretter med +racebeslægtede exotiske Prinsesser, og han sørger omhyggeligt for, at +alle disse hans Bedrifter, tilbørlig stiliserede og forstørrede, bæres +paa Rygtets Vinger ud til Alverden. Den Rubrik i Boulevardbladene, der +fører Titelen _"Echo de Paris"_ har han efterhaanden fuldstændig erobret. +Han har gjort det dels ved liberale Pengelaan til Journalisterne, dels +ved store Dinerer og Løfter om Dekorationer fra de fjerne Hoffer, hvor +han er altformaaende, dels endelig ved direkte Kjøb. Han har Maanedskonto +med Bladet, og det beregner ham Omtalen af hans Extravagancer efter fast +Taxt. Hans Navns Nævnelse i Forbindelse med en opsigtvækkende Premiere er +kun en Forretning paa nogle Louisd'orer, sin Stald eller sine +Elskerinders Toiletter kan han faa beskrevet for et Par hundrede Francs, +men falder han undertiden paa at unde sig et Causerie, i hvilket man gjør +ham--under let gjennemskuelige Chiffre naturligvis--til Helt i en +Historie, hvorom "hele Paris" vil tale, maa han kjøbe denne Luxus +med Tusender. + +Der er to Arter af denne moderne Type: de, der har Penge nok til at fylde +i Rabaldermolokens Svælg, og de, der mangler det første Fornødne, Basis +for den hele prangende Svindelbygning, Guldfundamentet, hvorpaa den +hviler. Forskjellen har dog ikke Stort at sige; de Første vedbliver at +føre deres larmende Karnevalstrain, til Døden gjør Ende paa det, de +Sidstes Existens sprænges en Dag i en enorm Skandale, men saalænge det +gaar, er det de samme Midler, hvormed der virkes, og de samme Maal, der +stræbes henimod. Man rækker derfor ogsaa broderligt hinanden Haanden og +tumler afsted i samlet Trup. Den Enes Kredit styrker den Andens, +Glandsen, som man slaar sammen, bliver blændende, og den store Hob staar +betagen, imponeret af det støjende Festbakkanal. + +Ved Siden af Styrken, som dette indbyrdes Sammenhold giver, har +Rastaqouairefamilien imidlertid ogsaa udenfor sin egen Kreds mægtige +Allierede i det moderne Paris. Først og fremmest har den Vrimmelen af +landflygtige Exmonarker. De giver kun grumme nødig Slip paa Fiktionen af +endnu at føre et Hof, og skal de lave sig et, kan de ikke være +nøjeregnende med, hvordan det sammensættes. De aabner da Portene paa vid +Gab for Rastaqouairen, de skaber ham fast Grund under Foden, og de giver +ham en Fernis til at smøre over sin Forlorenhed, saa han næsten kan gaa +og gjælde for Mahogni. + +Dernæst har han sin store Forbundsfælle: Amerikanermillionæren. Det er en +Race, der er meget nær beslægtet med hans egen. Den har ikke hans +prangende Navn, hans Ordener og hans personlige Distingverthed, men den +har til Erstatning sine fabelagtige Miner hinsides Atlanterhavet. Der er +over disse Miner en Flig af det samme mystiske Slør, som indhyller +Rastaqouairens Land og Oprindelse; man kan ikke altid med absolut Vished +sige, om Metalaarerne, hvoraf der øses eller er øst, just ligger i +Bjerge, men Sølv og Guld kommer der under alle Betingelser ud af dem i +saa overstrømmende Masse, at Amerikanermillionæren medlidende kan se ned +paa Alt, hvad man i andre Lande har den Pretension at kalde Millionærer. +Ved Siden af ham er de rene Lazzaroner; for dem er Millionen en +Totalsumma, i HANS Finantsbetragtninger og i HANS Kasse er den simpelthen +den til Grund liggende Enhed. Den er fremdeles for ham det eneste Solide +i den ganske Existens, Hovedhjørnestenen, hvorpaa Verden hviler med Alt, +hvad der i den befinder sig af Levende og Livløst. Om den har en Gud +eller en Urcelle til Ophav, er Spindsfindigheder, der ikke kommer ham +ved; han tager den, som den er, og han seer heller ikke ud over, hvad der +kommer efter den. Han veed derimod, at den har en Axe, som den drejer sig +om, og at denne Axe er en Guldbarre. Det veed han af Erfaring, og denne +Viden resumerer for ham Alt, hvad man overhovedet har Behov at vide, alle +Kundskaber, al Intelligens, al Spiritualitet, al Moral tilogmed. I hans +Livsbetragtning er der ingen Slingren og Tvivl. Han anerkjender kun +Millionen, han har Millionen, og han kjøber for den, hvad han forresten +har Lyst til at have, det er simpelt og let, som at to og to er fire. + +Hvad han vil have, er nu naturligvis det Samme, som alle skabte Væsener +bevidst eller ubevidst vil have: Velvære først og fremmest, Anerkjendelse +dernæst som den Største og Stærkeste, Herskerværdighed, Samfundsposition +for at blive ved rent menneskelige Begreber. Men Velvære er der intet +Sted i Verden, der kan byde ham i samme Omfang som Paris, og han veed +ogsaa ganske vel, at Undtagelsesdiplomet som Numer Et ikke er komplet og +i fuldstændig reglementeret Orden, før Seinemetropolen har sat Indsegl og +Stempel paa det. Saa lader han da sit Guld ind og sejler over Vandet og +kommer og kjøber. Trommerne gaar, og Trompeterne skingrer. Hejda, hit +alle prima Varer, Alt, hvad der er dyrt, hvad der spræller og glimrer! Jo +kostbarere, desto bedre! Det Eneste, det gjælder, er, at Verden faaer at +vide, hvor rig han er, og at den taber Næse og Mund af Beundring over +hans Rigdom. Der er en lille Historie fra sidste Vinter, som er uhyre +karakteristisk, og som har det Fortrin at være sand ved Siden af. +Ligeoverfor Triumfbuen boer der en af Amerikanermillionærerne. Fruen vil +ikke for nogen Pris miste det Renommée, hun hidtil ubestridt har havt: at +hun giver de flotteste Soiréer i Paris. Hun er desaarsag bestandig paa +Jagt efter nye Extravagancer. Saa kastede hun en Dag sine Øjne paa +Triumfbuen. Den laa lige for hendes Salonvinduer, hun regnede ud, at en +straalende Illumination af den vilde gjøre mageløs Effekt som +Overraskelse, naar man rejste sig fra Bordet. Tanken var ikke undfanget, +før hun øjeblikkelig sendte sin Kammertjener til Municipalraadet med +Forespørgsel om, hvad den Tingest, vilde koste at leje for en Aften. +Hendes Forbauselse var stor, da Fyren kom tilbage med den Besked, at man +ikke lejede den ud. Men forbløffe lod hun sig dog ikke, hun havde jo sine +Miner, og hun skikkede derfor nyt Bud med den Hilsen, at man kunde sende +hende Regning paa Monumentet, hun kjøbte det. + +Hun har ikke faaet det, men baade hun og hele Rusen af +Amerikanermillionærer har faaet nok alligevel til at fylde Paris med +deres Glands. Rastaqouairen gjør umaadelige Anstrengelser for at kunne +holde Skridt med dem i Boulogneskoven og ved Premiérerne, og halvvejs +lykkes det ham endnu; han har, som sagt, noget medfødt Distingveret, der +mangler dem, og som Hjælper ham. Men i een Henseende har de en uhyre +Overlegenhed, de har deres Saloner. Rastaqouaireracen er væsentlig ugifte +Herrer paa Jagt efter Partier, hos Amerikanermillionærerne træder det +mandlige Element i Baggrunden, Fruen og de unge Døttre med deres enorme +Medgifter bliver Numer Et. Som de med utrolig Hurtighed faaer lært sig en +vis, om end noget kantet og støjende, saa dog yderst flot Pariserchiched, +saaledes har de heller næppe sat Foden paa fransk Grund, før de er +fortrolige med de vildeste Festfantasier, en fransk Hjerne nogensinde har +undfanget. Og de sætter sig da strax i Fart for at føre Hus. Portene +smækkes paa vid Gab for hvem der vil komme, man kjøber for fabelagtige +Summer de berømteste Kunstnere og Virtuoser til at optræde, Bordluxus'en +lokker de Gamle, de smukke, flirtationslystne Misser fanger Parises +flotteste Kavallerer i deres Garn, deres Millioner udøver endogsaa +Tiltrækningskraft paa adsillige Mødre fra Faubourgerne, som ved deres +Sønners Partier maa være betænkte paa at faa det noget falmede Stamtræ +forgyldt op. Kort sagt, Amerikanermillionærernes Saloner bliver Centret +for Vinterlivets store Begivenheder, de eneste, der søges, de eneste, der +tales om. De har _la note du jour_, de skaber Moden, de giver Tonen an. +Og denne Tone er den samme som den, der skingrer ud af Rastaqouairens +Rabalder, og den glider sammen, med den og løfter sig op i det store, +moderne Credo og Nutids Te-deum, Hymnen til Millionen. + +[Illustration: I Amerikanermillionærens Salon.] + +Saaledes er da i vore Dage den Rolle, den Fremmede spiller i +Pariserlivet, en meget stor. Ham er det, der har sat Millionens +Anvendelse som Maalestok for Menneskeværdet i System, og han har ved sin +hele støjende Propaganda faaet denne Maalestok accepteret. Dog vel at +mærke: ikke af den virkelige Elite, af det ægte Paris, Intelligensens +lille men eneste sande Aristokrati. Dets Kredse lukker sig hermetisk af +mod enhver Berøring med Rastaqouairer og Amerikanermillionærer; jo +vildere Bakkanaldandsen omkring Guldkalven bliver, desto mere trækker det +sig tilbage fra alle de Templer, hvor denne Kultus gaar for sig, og lever +i Stilhed sit eget Liv videre, borte fra den larmende Offentlighed. Det +er just paa dette Punkt, at man maa søge en ganske naturlig Forklaring +af, hvad Udlændinge saa tidt bebrejder Pariserne: deres Utilgængelighed, +Vanskeligheden ved at komme i nogetsomhelst nærmere Forhold til dem, den +kinesiske Mur, de bygger op om deres Hjem. + +Det er ganske rigtigt: den Fremmede, som ikke kan smide Millioner i +Grams, kjøbe sig enhver Luxus, han faaer Lyst til, og dermed ogsaa den at +pynte sin Salon op med Halen af "Tout-Paris", han kan risikere at komme +til at gaa omkring som et Skrumpelskud, hvem Ingen bryder sig om, og som +for den Sags Skyld gjerne kunde dumpe i Seinen og blive lagt paa "La +Morgue", uden at nogen af "Vennerne" fra Gaden gad gjøre sig den +Ulejlighed engang at gaa hen og se paa ham. Men naar man vil være billig +og tage Sagerne, som de virkelig er, kan man saa bebrejde Pariserne det +og kalde det Mangel paa Imødekommenhed og Gjæstfrihed? Alle gamle +Beretninger gaar netop ud paa at skildre dem som det mest imødekommende +og gjæstfri. Folkefærd; man har ingen Ret til at tvivle om disse +Skildringers Paalidelighed, og Nationerne skifter ikke Natur, som +Slangerne skifter Ham. Saalænge Pariseren dannede sine Forestillinger om +Udlændingene efter de store Emigrantfigurer fra Fyrrerne og +Halvtredserne, kunde han være og var han gjæstfri, men de to elskværdige +moderne Typer, der nu staar som Repræsentanter for den Fremmede i Paris, +de skal sandelig ikke friste ham til noget Bekjendtskab ud over det +strengest nødvendige. Og foruden dem, hvilke andre Fremmede er det saa, +der springer ham i Øjnene? Den uendelige Turisthær først og fremmest, med +Citysnobberne som Hovedelement. Englændernes Hensynsløshed paa Rejse er +stor allevegne, men der er ingen Steder, hvor den bliver saa skrigende +grel som i det zirlige, formelle Paris. Intet respekterer de; det er +formelig, som om de gjør sig en personlig Glæde af at sparke til alle +Vedtægter og ligesom Barnet, der pladsker i Rendestenen, anser sig for +desto større Allerhelvedeskarle, jo mere uopdragne de kan komme til at +tage sig ud. Det store Publikum finder sig deri med et medlidende Smil og +lader dem betale. Men forøger de for den tænkende og ræsonnerende Pariser +ikke det ødiøse Skjær, hvori Rastaqouairen og Amerikanermillionæren har +stillet den Fremmede, saa afdæmper de det ganske sikkert heller ikke. +Højst kan de blande det med en Nimbus af Latterlighed, naar de i deres +kuriøse Kostumer og med deres røde Baedekere turer gjennem Gaderne og +stiller sig op udenfor alle Monumentstakitter og glor og lader sig binde +Historier paa Ærmet af den første den bedste Spasmager, der gaar forbi, +eller naar de klumper sig sammen paa deres _four-in-hands_ og under en +Cook-Førers Ægide gjør Turen Paris rundt i fireogtyve Timer og saa rejser +hjem og bilder sig ind, at de kjender det Hele som deres Vestelomme. + +Saa er der dernæst Tydskerne. I de første Aar efter Krigen holdt de sig +forholdsvis roligt til deres store Exportationsforretninger i Kvarteret +omkring Rue d'Hauteville, men det er ikke saaledes længere. De giver sig +nu ogsaa af med Import, og det af en Art, som vanskeligt kan hue +Pariserne. Under en Turnforenings uskyldige Maske har de lavet et stort +Generalagentur for Paris's fredelige Annektering gjennem Masseanbringelse +af unge Tydskere, som "Vaterlandet" ikke selv kan brødføde. Bedriften +gaar strygende. Disse nye Emigranter har ikke blot oversvømmet Handels- +og Bankhuse, man finder dem allevegne, selv hvor man mindst skulde vente +det, i Ministerier og Bladkontorer endogsaa. Kolonien begynder desaarsag +at løfte Hovedet igjen og saa smaat at føre sig op som Herrer allerede. +"Der Wacht am Rhein" lyder lysteligt i de tydske Kaféer, og med overlegen +Haan indbyder man endog Paris's bekjendteste Patrioter til at komme og +høre paa den smukke Vise. + +[Illustration: Rejsende Englændere i Paris's Gader.] + +Heller ikke denne Part af Fremmedpublikummet skal stemme Pariserne +gunstigt for det som Helhed. Føjer man yderligere dertil Hele Skaren af +Industririddere, der fra alle Herrens Lande vælter sig som en +Græshoppesværm over det moderne Paris, kan man saa undre sig over, at +dets Befolkning, er en Smule paa sin Post, viser en vis Reservation mod +de Fremmede? Man bebrejder Pariserne, at de er letsindige; de vilde uden +en saadan Reservation være det grændseløst, utilgiveligt. Den er en +Nødvendighed, fremtvungen af Forholdene i deres By, og man har ingen Ret +til at beklage sig over den. Har de virkelige Garantier for, at den ikke +behøves, saa er de strax rede til at lægge den af Kunstnernes Stilling +viser det saa tydeligt, som ønskes kan. Det er ikke blot paa den aarlige +Salon, at der indrømmes den store Koloni af udenlandske Malere lige Plads +og lige Ret med de franske, de samme Udmærkelser og Belønninger som dem, +i hele Pariserlivet gjøres der ingen Forskjel paa dem og paa Parisernes +Egne. De taler et Sprog, der er universelt, de kan gjennem det bevise, at +de fortjener Gjæstfrihed. Hvor han seer, at der er virkelig Fortjeneste, +der er Pariseren saa redebon som Nogen, til at aabne alle Døre paa vid +Gab for den og byde den velkommen. Den Fremmede, der har formaaet at +trænge igjennem og gjøre sig gjældende i Paris, bliver i samme Øjeblik +betragtet og behandlet som Pariser. + +De Mange derimod, der aldrig gjør det, de store Flokke ikke mindst af +studerende Ungdom, som Dag for Dag kommer i talrigere og talrigere Mængde +fra alle Verdens Kanter, dem kan vel et Ophold i Paris stundom bringe +Perioder, i hvilke en Følelse af Forladthed og Tristhed og Kulde tager +dem fangen og faaer dem til at ønske sig langt bort fra Byen, der paa +Afstand stod saa lokkende for dem som et Indbegreb af Alverdens +Herligheder. Det Trøsterige ved Sagen er dog, at slige Perioder sjelden +varer længe. Faa er tagne fra den forunderlige Stad ved Seinen uden at +elske den højere, da de gik, end da de kom; Mange, Mange har den fængslet +saa fast, at de aldrig blev i Stand til at rive sig løs. Det tyder dog +vel sagtens paa, at den Fremmedes Stilling i Paris Alt i Alt maa være saa +ganske taalelig. Tristhedsperioderne er kun sporadiske Anfald af Hjemve, +og den Sot følger Mennesket, hvor det drager hen. Nordboen i alt Fald +kunde rejse lige ind i Paradiset, den vilde finde ham der ogsaa. Men +kommer den over ham, saa ligger der jo hist og her i Pariseroceanet +Smaaøer, som, om de end ikke er Fædrelandets Jord, dog har et Par +Spadefulde af den strøet paa sig. Der søger han hen. Han tyer til +Kunstnernes Kreds paa _Hörnan<s._ eller til Haandværkerforeningen i _Café +du Danemark_, hvis det er hans Verden, eller til Nordboernes fælles +Hovedkvarter paa _Café de la Régence._ Han finder der Nordens Blade, han +hører Hjemmets Sprog og seer Ansigter, som han kjender fra Hjemmet. Og +mangler de sidste en enkelt Gang, saa har han dog i alt Fald sin +fortræffelige Garcon August, som kan sige "Goddag--smukke Piger--jeg +elsker Dig." Det er ham nok; det er, som han havde kysset Toldbodens +Sten, og han kan sejle ud igjen, ud i det store Paris, der er som Havet, +bestandig skiftende, bestandig nyt, bestandig hemmelighedsfuldt lokkende. + + + + +VRANGSIDEN AF PARIS. + + +Pauperismebæltet. + +Som Krybet under den store Sten, saaledes samler Elendigheden sig i de +store Byer. Den har været der bestandig, og den vil trods alle sociale +Reformatorer blive ved at være der bestandig, indtil Kampen for Livet +hører op, og Paradiset atter vender tilbage paa Jorden, Men man seer den +ikke altid; det gaar med den som med Krybet under Stenen. Saalænge Stenen +ligger rolig, dækket af gammelt Mos og omgroet med Græs og Blomster, +tænker Ingen paa Krybet under den. Først naar den voldsomt rokkes og +rykkes tilside, kommer hele den lyssky Verden, der har levet i Klamheden +og Skyggen under den, frem og; vækker Afsky og Skræk. + +Paris fik ved Kejserdømmets Fald et saadant voldsomt Ryk, og i de ti Aar +siden da er det bleven efterfulgt, af Stød paa Stød. De har aabnet Øjet +for, at den store Luxusstad gjemmer Andet end Glands og Pragt, de har bag +det Paris, som leer og; straaler og blænder, røbet et, hvor Diamanterne +erstattes af Taarer, og hvor den glade Livslyst viger Pladsen for lave +Instinkter, for alle de onde Lidenskaber, der groer saa villigt i Læ af +Fattigdom og Elendighed. Det er da gaaet, som det gaar ved Stenen, naar +Krybet kommer frem. Man er bleven forskrækket; man er muligvis bleven det +over Maade, men man er ikke bleven det uden Grund. Af alle store Byer er +Paris ikke blot den mest glimrende og den rigeste, den er tillige den, +der rummer den største Sum og de mest afskrækkende Former af +menneskelig Usselhed. + +Det var i gamle Dage London, der nød det triste Ry at have Forrangen i +saa Henseende. Muligt har det engang været med Rette, men det er det i +hvert Fald ikke længer. Velstanden er selv mellem de laveste Samfundslag +langt mere udbredt i Paris end i London, men paa den anden Side er +Trangen ogsaa større. Det nytter ikke, at Seinestadens Guldflod voxer og +voxer, saa det snart ikke er muligt at finde Afløbskanaler for den mere; +samtidig dermed vedbliver Procentantallet af dem, Samfundet maa +understøtte, for at de ikke skal dø af Sult, at holde sig konstant. I +London er det i Løbet af de sidste ti Aar sunket fra sex til tre, i Paris +derimod er endnu som ved Kejserdømmets Fald af hundrede Beboere mellem +syv og otte indskrevne paa den offentlige Velgjørenheds Lister. Det er +denne Armee paa over halvandet hundrede tusinde Ulykkelige, der savner de +første Betingelser for at kunne føre en menneskelig Tilværelse, som har +gjort Kommunen mulig. De har Alt at vinde, men Intet at tabe, og enhver +ny Rejsning vil derfor ogsaa finde dem slagfærdige paa Pletten. Naar da +Gambetta har lovet at søge dem "selv i Dybet af deres Huler", har han kun +aflagt et Løfte, som han vilde gjøre vel i engang at holde. Der findes i +disse Huler baade meget ondt Ukrudt, som maa rykkes op, og enkelte gode +Spirer, som sikkert kunde trives, naar der gaves dem af Luft og Lys, hvad +de har Behov. Frankrig faar ingen Ro, før der i begge Henseender bliver +gjort, hvad det er muligt at gjøre. At Kommunen og alle de Rødes +Spektakler siden den maatte til, før man fik Øjet op for denne Vrangside +af Paris, har iøvrigt paa en vis Maade sin ganske naturlige Grund. Man +lægger under almindelige Forhold kun Mærke til det, man seer stadig +omkring sig, og det Paris, der leer og glimrer, seer ikke Elendigheden. +Den har, paastaas der, altid og i alle store Byer en centrifugal +Tilbøjelighed. Baron Haussmanns Udluftninger af den gamle Seinestad har +rakt Haanden til disse naturlige Dispositioner, og efterhaånden er da +Pauperismen med samt hele dens uhyggelige Tilbehør rykket længere og +længere bort fra det Paris, hvormed man til daglig Brug er vant til at +regne. Den Fremmede kan Uger og Maaneder tumle sig i Luxusens Solglands +uden nogensinde at se Elendigheden kaste en eneste Skygge over det +brogede Virvar af leende og lokkende Billeder, der møder ham overalt. +Hist og her i Nættet af travle Handelsgader, der straaler ud fra +Børspladsen, er det ganske vist, naar man søger godt, endnu muligt at +finde snevre, sorte, smudsige Gyder, hvor Pjalterne af den gamle Misère +er bleven hængende. Men det er kun sjeldne Undtagelser, muddrede Draaber +i et Hav af Krystal. Det rige Paris kan færdes roligt i sin Stad af +Boulevarder og Avenuer uden Frygt for at rendes paa Ærmet af +Elendigheden. + +Til Gjengjæld har den rundt om Luxusens By draget et Bælte, hvor den er +paa sin egen Grund, og hvor den hersker souverænt. +Centrifugaltilbøjeligheden bliver ved; dette Bælte trækker sig længere og +længere bort, men det breder sig samtidig. Hele det vidtstrakte Terræn +mellem Fortifikationslinierne og de ydre Boulevarder er efterhaånden +blevet erobret af Pauperismen, og den har de; paa de gamle Havers og +Vinmarkers Plads, indstalleret et Fattig-Paris, der ingen Lighed, intet +Fællesskab, ingen Berøringspunkter har med det rige. Sort og Hvidt er +ikke mere forskjellige fra hinanden end de to Byer. Der ligger for +Exempel ud ad Gobelinsfabrikken til, bag Boulevard de la Gare, Noget, som +Folkevittigheden har døbt "Cité des Khroumirs", oprindelig en stor, +ubebygget Tomt, hvor de fattigste Kludesamlere tilbringer deres Dag, +sovende paa selve deres Dynger af alt Slags Affald, dels i Lerhytter uden +Vinduer og Døre, dels, naar endogsaa Lejen af disse Hytter bliver dem for +dyr, i gamle Menagerivogne, der er blevne for affældige til at kunne +kjøre omkring længer paa de landlige Markeder. Kunde man tage denne "Cité +des Khroumirs" med samt dens ynkelige Beboere, flytte dem ud i +Akklimatationshaven og der vise den frem som noget Exotisk i Smag med +Eskimoerne og Ildlandsfolkene, vilde hele Paris strømme derud og falde i +Forbauselse og Forfærdelse over, til hvilken Degradation Menneskeslægten +kan synke ned. Nu er de stakkels Kludesamlere alt Andet end generede af +Nysgjerrige. Paa Place d'Italie, der kun ligger nogle faa hundrede Skridt +fra Khroumirgyden, har jeg truffet Politibetjente, som end ikke kjendte +dens Existens. De havde først for nylig faaet Stadion i Kvarteret, +sagde de. + +[Illustration: En parisisk Kludesamler] + +Naturligvis er Pauperismebæltets Fysiognomi ingenlunde saaledes +allevegne. Tvertimod, det har som oftest endogsaa et ganske anstændigt +Udseende, der meget vel kan skuffe en overfladisk Besøgende og give ham +et Indtryk af forholdsvis antagelige Kaar. Franskmændene søger altid, saa +længe det paa nogen Maade er muligt, at bevare det ydre Skin. Desuden er +kun de færreste Kvarterer derude stærkt bebyggede endnu, man træffer +mange Partier, der har en halvt landlig Karakter. Hist og her har smaa +Rentierer, der havde Lyst til at sætte Foden paa egen Grund, men hvem +Terrænet, i selve Paris blev for dyrt, kjøbt sig Jord og indrettet sig +det ganske hyggeligt i Smaahuse med Tonneller, Poppelgrupper og +Kjøkkenhaver. Disse grønne Smaakroge liver op, Kvartererne er hyppigt +gjennemskaarne af brede, tætbeplantede Alleer, for Exempel den næsten +milelange Pyrenæergade, som strækker sig gjennem hele Belleville, +Menilmontant og Charonne, Udsigten over Paris er fra Højdepunkterne tidt +særdeles smuk, og paa mere end et Sted kan da Pauperismebæltets. Ydre +Habitus forekomme nok saa venlig. Det er dog kun som Kalken udenpaa +Graven; Forraadnelsen ligger bagved. Først og fremmest har selve de +grønne Alleer uhyggelig; meget tilfælles med hine Dekorationstæpper og +Sætstykker, som i gamle Dage blev brugte til at give rejsende russiske +Kejserinder en Idée om deres Land. Forvilder man sig ad en Sidegade bort +fra Alleen og Husene, som stadser op langs den, dumper man kun altfor +tidt ind i et Virvar dels af smalle, stinkende Stræder, dels af øde +Tomter, oversaaede med Flaskeskaar, Møddinger og alskens Urenlighed. Her +er nogen Tvivl om, hvor man befinder sig, ikke længer mulig. Pjalterne, +der hænger ud af de ituslagne Ruder, Kludekræmmerboderne i hver anden, +tredie Bygning, Udseendet af de Folk, der trænger sig om Værtshusenes +Skjænkedisk for at drikke deres Absinth staaende, af Børnene, der ligger +og fisker i Rendestenen, eller af de elendige gamle Kvinder, der fra smaa +Bræddeskur, som samtidig agerer Kjøkken og Butik, sælger radikale +Skillingsblade, obscøne Brochurer, muggent Hvedebrød og raadne +Pærer,--Alt det taler mere end tydeligt nok. Man seer, hvor man er henne, +man forstaar de uhyggelige Tal, der oplyser om, at i Pauperismebæltet +gjennemsnitlig hver tiende Beboer er trængende i den Grad, at de maa nyde +offentlig Understøttelse. + +Endnu mere afskrækkende bliver dog Indtrykket, naar man vover sig op i +selve Husene. De er i Regelen smaa, sjelden mere end to Etager høje, men +hvert af dem rummer dog ofte Snese af Familie Lejligheden er nemlig kun +undtagelsesvis paa over to Rum, af hvilke det ene da oftest indskrænker +sig til et ganske lille, mørkt Kjøkken; meget tidt har Mand, Kone og en +hel Rede af Børn i alle Aldere kun et eneste Værelse til deres +Disposition. Ifølge en Opgjørelse fra 1880 beboede de Fattige, som modtog +stadig Understøttelse af det Offentlige, ialt henved 50,000 Lejligheder. +Over Halvparten af disse indskrænkede sig til et enkelt Rum, tre tusind +havde intetsomhelst Apparat til Kogning eller Opvarmning, over fem tusind +fik kun Lys gjennem et Tagvindue, og halvandet tusind var fuldstændig +mørke. Mange af disse Huse er meget gamle, byggede før Terrænet endnu +blev. inddraget i Paris, i den Tid, da de nuværende Forstæder kun var +Landsbyer, der skjød deres yderste Forposter herud. De er de værste, +adskillige af dem kommer man kun ind i gjennem en lang, mørk Korridor med +opbrudt Lergulv, en formelig underjordisk Gang, hvor Fugtigheden siver ud +allevegne. En faldefærdig Vindeltrappe, saa smal, at en tyk Person vilde +blive klemt fast i den, fører da op til Etagerne, Stanken fra disse +Lokaler, hvis Døre vender ud til Trappeafsatserne, og som i Regelen staar +aabne, fylder hele Huset med en Pestatmosfære af den gyseligste Art; Lys +er der intet af, det enkelte Vindue, som undertiden existerer paa +Trappen, kan intet bringe fra den uhumske Brønd, der fører Titulaturen +Gaard. I saadanne Omgivelser skal Appetitten for Renlighed vanskelig +finde Ansporelse; den er ringe i Forvejen hos Størsteparten af den lavere +Pariserbefolkning, her forsvinder den komplet. Den exempelløse Uorden og +Mangel paa Properhed er i Virkeligheden det, der som oftest giver disse +de Fattiges Hjem deres mest uhyggelige Karakter. Bohave mangler kun +sjeldnere. Det har engang været ganske tækkeligt; nu er det Meste i +Stykker, Betrækket hænger i Pjalter, Alting er overtrukket med tommetykt +Lag af Støv og Smuds. Det er, som hvert eneste Møbel fortalte Familiens +Historie. Man har sat Bo i unge Dage med Lidt paa Kistebunden og med +glade Forhaabninger til Fremtiden. Men saa er Livskampen kommen, med onde +Tider uden Arbejde, med Sygdom maaske; Børnene er komne, Illusionerne er +bristede, Konen er bleven utro, og Manden har slukket Sorgerne i +Absinthglasset. Det er den samme Historie, der gjentager sig tusinde og +atter tusinde Gange. For Hver, der svinger sig op og kommer til at svømme +ovenpaa i det parisiske Menneskehav, er der Hundrede, som dukker under. +Og saasnart det er begyndt at gaa ned ad Bakke, synker de i Regelen +dybere og dybere. Elendigheden i den store Stad er som Edderkoppens Væv; +det spinder sig tættere og tættere om den Ulykkelige, der engang er +kommen indenfor det, og det ender med at knuse ham. + +Hans sidste Stadium er da heller ikke det, hvortil de beskrevne Huse +leverer Sceneriet. Selv i Charonne og Menilmontant, de smudsigste og +tillige de fattigste Kvarterer af Pauperismebæltet--hver syvende Beboer +er her understøttet af det Offentlige--koster de omtalte Lejligheder dog +altid fra halvandet til halvtredie hundrede Francs aarlig, alt eftersom +de bestaar af et eller to Rum. Det er endnu ikke "Dybet af Hulerne". Dem +maa man søge i de saakaldte "Cité"er, smaa, snevre Gyder uden Udgang, der +ikke findes afsatte paa noget Kort over Paris, men som ikke destomindre i +de excentriske Fattigkvarterer afgiver Bolig for over en Snes tusind af +den store Stads Befolkning. De hører paa en vis Maade ikke med til Byen; +de staar udenfor den, som deres Beboere staar udenfor Samfundet, kommer +og forsvinder som disse, uden at Nogen lægger Mærke dertil. En +entrepenant Fyr, der har Lyst til at tjene sig rig i en Haandevending, +afslutter med den paagjældende Ejer Kontrakt om Lejemaal paa et vist +Antal Aar af en af de store, øde Tomter, der findes i tilstrækkelig +Mængde paa den anden Side af de ydre Boulevarder. Her kliner han i en +Fart nogle Hytter op af Ler og Brædder. Bygningskommissionen bliver +afvist med den Besked, at det kun er midlertidige Skur, bestemte til +Oplagssted for Klude, men det forhindrer ham ikke i, naar Hytterne engang +staar der, at leje dem ud til Bolig for Mennesker. Det sker altid af pur +og bar Filantropi. De stakkels Folk vilde ellers være husvilde, nu giver +han dem dog Tag over Hovedet. Han glemmer at tilføje, at han lader sig +denne Tjenstvillighed betale med fra halvtredie til fire Francs om Ugen, +hvilket repræsenterer for ham mindst halvtredsindstyve Procent af hans +Kapital, og det med absolut Garanti, thi han lader sig naturligvis altid +betale forud. Lejere risikerer han aldrig at mangle; der er i Paris altid +nok af Ulykkelige, som ikke seer sig i Stand til at opdrive en +Kvartalsleje paa fyrretyve, halvtredsindstyve Francs. Har de kun sig selv +at sørge for, tyer de til Logishusene; tæller Familien derimod, hvad tidt +er Tilfældet, henad en halv Snes Medlemmer, saa bliver naturligvis selv +de usleste af "Garnierne" for kostbare, og den eneste Udvej for at komme +under Tag er da Citéerne med den forholdsvis bekvemme Ugebetaling. Det er +i dem et Særsyn, naar en Lejlighed staar ledig blot enkelte Dage. +Entreprenøren for denne skjønne Trafik forbinder i Regelen dermed en +Virksomhed som Skjænkevært ved Indgangen til Gyden; et flittigt Besøg ved +hans Disk er obligatorisk, hvis man ikke vil tabe hans Bevaagenhed og +udsætte sig for at blive kastet paa Gaden. Han tager paa denne Maade ind +baade i Pose og Sæk, og naar den Snes Aar er gaaet, for hvilke han har +lejet Jorden, hvorpaa Citéen staar, kan han med fyldte Lommer forlade +Bestillingen. Gydens Hytter har ikke været bestemte paa at gjøre Tjeneste +længer, de er faldefærdige, uden Døre, uden Vinduer, uden Tage tidt. +Ejeren lader dem rive ned af egen Drift, eller ogsaa bliver han tvungen +dertil af Sundhedspolitiet. Citéen forsvinder sporløst, men samtidig har +der paa andre Tomter af Pauperismebæltet rejst sig nye. Hvad Værten +angaar, har han hurtigt aflagt Træskoene og Kyperforklædet, har kjøbt sig +Jord og Villa i en af de smilende Landsbyer omkring Paris, indtager snart +der den ansete Position, som følger Hundredetusinderne i Tilgift, og er +han en snild Politiker, kan han meget godt ende med at blive Maire i +sin Kommune. + +Et prægtigt Exempel af Arten findes ved Indgangen til en af de talrige +Citéer, der som en forunderlig Modsætning har bunket sig sammen i den +nærmeste Omegn af Vidunderanlæget Buttes-Chaumont. Det er Typen paa en +Skjænkevært: tyk, jovial, med røde Kinder, der strutter af Sundhed, smaa, +snilde Øjne, der altid griner, bred og kordial i sin Façon, +tilsyneladende Godmodigheden selv. Han har, som han selv udtrykker sig, +"nitten hundrede Sjæle" i sine Citéer, altsaa flere end der findes i +mange af vore Provindsbyer. Da der i disse Gyder, Cité Tarn, Cité Gand, +Cité Philippe, og hvad de allesammen hedder, ikke er mere end i det Hele +knap fire hundrede Beboelsesrum, kommer der altsaa gjennemsnitlig fem +Personer paa hvert Rum. Til hvilken Klasse af Samfundet de henhører, er +det Eneste, den iøvrigt særdeles meddelsomme Vært ikke ser sig i Stand +til bestemt at oplyse. Der er lidt af Alleslags, siger han, de ernærer +sig som de kan; forudsat de betaler, blander han sig ikke i deres private +Affærer, Pengene gjælder for ham ligemeget, paa hvilken Maade hans Lejere +saa har taget dem ind. Der er en meget stor Rimelighed for, at han i +Virkeligheden ogsaa staar sig bedst ved ikke at undersøge det; den +moralske Finfølelse hos disse nitten hundrede Sjæle er næppe af den +delikateste Natur. + +Hovedcitéen er ligesaalidt hos ham som andetsteds overdreven smal; kun i +de smaa Siderender, som i Aarenes Løb har skudt sig ud fra den, skinner +Dagslyset aldrig ind. Den selv ligner ved første Øjekast nærmest en eller +anden Baggade i et lille Fiskerleje. Men seer man nøjere til, bliver +Forskjellen hurtigt tydelig. Fattigdommen i den afsides Krog paa Landet +har over sig et Præg af stille Resignation; dens Beboere lider ikke under +den, fordi deres Fordringer til Livet aldrig gaar ud over de tarvelige +Kaar, hvori de lever. I Citéen derimod er det ikke blot Armod, man møder, +det er Miseren i dens mest skrigende Fortvivlelse, menneskelig Elendighed +og desværre tillige menneskelig Degradation under dens mest +afskrækkende Former. + +Hver enkelt Hytte har Rum for en ti, tolv Familier. De, der boer ovenpaa, +er de heldigst Stillede. De maa ganske vist klattre op ad en Hønsestige, +der tilmed ikke er anbragt indvendig, men udenpaa Bygningen, og de maa +deroppe famle s5g frem gjennem en lang, smal og bælgmørk Gang, før de kan +finde Døren til deres Værelse; men de har saa til Gjengjæld den Luxus at +være i Besiddelse af et Vindue. Om det end meget hyppigt har flere Ruder +af Papir end af Glas, saa er det dog altid muligt gjennem det at lade +lidt slippe ind af Luft og Lys. Stueetagens Beboere derimod maa ofte lade +sig nøje alene med en Dør. Lukkes den, ophører enhver Udvej til at se +derinde ved Hjælp af Andet end den lille Blændlygte, der hører til i alle +disse Huler. Det er den, der bruges under de natlige Expeditioner, naar +Citéernes Befolkning gaar paa Rov efter Klude, Cigarstumper, bortkastede +Frugter og Grøntsager eller andre Gjenstande, som det er mindre +tilladeligt at tage, hvor man finder dem. En Lampe derimod, selv af den +tarveligste Beskaffenhed, er noget ligesaa Ukjendt her som Kamin eller +Komfur. Har man en sjelden Gang nogle Sous tilovers til en Haandfuld +Brænde, saa laver man sig simpelthen et Baal paa Gulvet, sætter en +Kogekjedel, som man har laant hos Skjænkeværten, over det og lader Røgen +flagre, som den vil. Og skulde det næsten Utænkelige arrivere, at man +arbejder hjemme og kan faa saameget for dette Arbejde, at det kan betale +sig at brænde Lys til det, saa rækker samme driftige og tjenstvillige +Vært ogsaa i denne Henseende en hjælpsom Haand ved Udleje af Smaalamper i +timevis. Til daglig Brug staar man sig sandt at sige bedst ved ikke at +se; det, som Øjet kan opdage herinde, er alt Andet end hyggeligt. Hvad +Bohave angaar, indskrænker det sig til et Minimum. Den forekommende Vært +stiller ingen Fordringer i saa Henseende, naar han blot faar sin Leje +betalt forud. For hans Skyld kan man flytte ind uden Seng engang. Men den +mangler kun sjelden, og gjør den det, er den altid det første, +_Assistance publique_ leverer. Kun naar Vinteren er meget kold, +forsvinder den stundom; den hugges efterhaanden itu til Pinde, som man +kan varme Kaffe ved. Til Natteleje kan man tilnød tage til Takke med en +Bunke Klude. Selv naar Sengen er der, maa dog en Part af Familien tidt +gjøre det. Thi om man end ingen Fordomme har med Hensyn til Kjøn og +Alder, saa kan dog en halv Snes Personer vanskelig faa Plads paa et og +det samme Leje, og det er langtfra nogen Undtagelse, at det elendige Rums +Beboere naaer op til et saadant Tal. Der er næsten altid Børn i Masse; +ynkelige, smaa, gule, forkrøblede Væsener, uden Kjød og uden Klæder paa +Kroppen. Man faar et Billede af dem ved at huske paa de Figurer, man i +illustrerede Blade har seet af Hungersnøden i Indien. De gjør et næsten +forfærdeligere Indtryk, oversaaede, som de i Regelen er, med Bylder og +Udslet af enhver Art. Hvorledes de kan leve og voxe op i disse Hulers Nød +og Pestasmosfære, er en Gaade. De gjør det imidlertid, man træffer +femten- og sextenaars Ynglinge, der er fødte i Citéen og har tilbragt +hele deres Liv der. Jeg saae et Par Stykker en Dag under et Besøg. De laa +og drev paa Sengen med; en Roman af Ponson du Terrail, hvori den ene +læste højt. I en Krog sad et gammelt fjollet Fruentimmer, som man vilde +have anseet for gal, hvis Absinthflasken ved Siden af hende ikke havde +angivet en anden Grund til den Tilstand, hvori hun befandt sig. Paa +Gulvet laa en lille, syv-otte Aars Pige og legede med et Spil +gjennemsigtige Kort af den Slags, som sælges i Smug paa Boulevarden. Det +var Moder, Sønner og Datter. Den Lilles oprørende Legetøj forklarede, +hvad der var hendes Brødres Levevej, og hvorfra, den forholdsvise +Velstand i Stuen kom. Der stod endogsaa Rester af Kjød og Vin paa Bordet. +Himlen skal vide, at de har været dyrt betalte. + +Til daglig Brug kommer der kun sjelden saadanne Lækrerier ind i Citéen. +Man er tilfreds, naar man kan kjøbe sig et "Assortiment", det vil sige en +Tallerkenfuld Smaastumper af forskjellige Slags Ost, Pølser, Løg, der +oprindelig har været kogte i en eller anden Ragout, samt andre Rester af +Spisevarer, der ikke lader sig definere. Marseillanerne har en Ret, de +kalder Bouilleabaisse; det er alle de Fisk, der drages op i samme Net, +kogte sammen. Assortimentet er paa lignende Maade hele den brogede +Fangst, Høkeren i Cité de Tarn bringer med i sin Pose, naar han efter +Middagstid vender hjem fra de smaa Restaurationer, hvor han for nogle +Sous har kjøbt de Levninger fra Gjæsternes Tallerkener, som Folkene i +Kjøkkenet ikke gad spise. Hos ham gaar de af som varmt Brød; Properhed er +et Begreb, man ikke kjender her, og Smagen er allenfals mere krydret end +den, der endnu sidder i Kjødet paa de tørre Ben, man har samlet op, +Guderne veed hvor, men som altid kappes med Klude og gammelt Jernkram om +at oversvømme Borde og Gulv i disse Elendighedens Hytter. + +Sligt kan man finde i Luxusstaden Paris, en Snes Minutters Vej fra Avenue +de l'Opéras Millionærhoteller og fra Rue de la Paix's Diamantbutiker. Et +eneste af disse Butikers Vinduer vilde være nok til at skaffe samtlige +nittenhundrede Sjæle, som boer tilleje hos Skjænkeværten i Rue de Meaux, +en menneskelig Tilværelse for hele Livet. Kejserdømmet bildte sig ind at +forstaa, at det var galt som det var, og det gav Pauperismebæltets +Stedbørn--Buttes Chaumont. Nogle faa Skridt fra de beskrevne Huler breder +sig dets Tusind og en Nats Anlæg. Det er en af Paris's mest beundrede +Seværdigheder, en romantisk Fedekoration, undfanget i en Digterdrøm og +gjort til Virkelighed med kejserlig Rundhaandethed. Søer og Vandfald +under prægtige gyngende Broer, Klippevildtnis med slyngende Roser, +fløjelsbløde Plæner, stolte Træer og blomstrende Busketter, Alt er her, +hvad der kan gjøre en Park uforlignelig. Alle Fremmede, der besøger +Paris, slaar Hænderne sammen i Forbauselse over dette Eden. Men Citéernes +Befolkning kommer der rigtignok aldrig. Den, der sulter og fryser, har +ingen Sands for Blomster og Fontæner. Det er Andet, disse Ulykkelige +trænger til. Elendigheden er én Kræftskade paa den store By, som aldrig +helt kan ryddes ud, det er sikkert nok. Men en omhyggelig Læge, der +kjender Ondet tilbunds, kan mildne det og hindre det i at brede sig. For +den tredie Republik er det en Livssag, at den lægger sig efter at lære +denne Kunst. + +[Illustration: "Buttes-Chaumont"] + +Samfundets Bundfald. + +Omtrent paa Midten af sit Løb gjennem Paris deler Seinen sig i to Arme, +der omslutter Øen, hvorfra den uhyre Stad engang er straalet ud. I +Aarhundreder var denne Ø Byens Hjerte. Der stod dens Kongers Borg og dens +stolteste Gudshus. Men Tiderne har skiftet. Det er andet Blod nu, der +strømmer gjennem Kæmpestadens Aarer, end det, hvis Hjertekamre var Kirker +og Kongeborge. Seineøen ligger trist og stille nu. Det Paris, som lever +og stræber, har Ingenting med den at bestille; kun det, der har lidt +Skibbrud i Kampen for Livet, sender en underlig Skjæbne tilbage til den +gamle Moderø. Paa den ligger Hotel Dieu, de Syges store Hus, +Justitspaladset og La Morgue, Boden, hvor de ukjendte Lig stilles ud, der +fiskes op af Floden. + +Ingen af de Bygninger er hyggelige Steder, uhyggeligst dog en, der danner +Annex til Templet for den menneskelige Retfærdighed. Den er et Slags +Forgaard til det, om man saa vil. Gjennem den maa smaa og store Syndere +uden Forskjel, alle de problematiske Existenser, hvis Liv er saa +ureglementeret, at det støder Samfundet paa Albuerne. Og deres Tal er i +Verdensstaden uhyre. Tohundrede Personer om Dagen, det vil sige en Armee +paa over halvfjersindstyve-tusind Individer, Mænd, Kvinder og Børn, +passerer aarlig gjennem "Politipræfekturets Depot". + +Saaledes lyder det ejendommelige Navn paa en ejendommelig Ting. Det +klinger stygt, men det er betegnende. Bygningen er i Virkeligheden +Politiets store Oplagsplads for alt det Bundfald, Seinebyens Menneskehav +sætter af mellem Åar og Dag. Der sondres og sorteres det, men derind +kommer det Altsammen _pêlemêle,_ Størsteparten leveres fra +Politistationerne. Alt det Vildt, Sergenterne i Løbet af Natten og Dagen +fanger, bringes til disse Stationer, hvor en første Undersøgelse gaar for +sig. Skyldes Anholdelsen en aabenbar Fejltagelse eller en ubetydelig +Forseelse, slippes den Fangne strax igjen. Men synes Sagen at have en +noget mere graverende Natur, gjemmes Vedkommende foreløbig "au violon", +som det hedder, til Depotvognen kommer og tager Læs paa. Fem, sex Gange +daglig kjører den rundt og henter sine Ladninger til den stygge, +graasorte Bygning ved Siden af eller rettere under Justitspaladset. +_Panier à salade._ kalder Argot-sproget en saadan Ladning, og broget er +den virkelig som en Grøntkurv. Men endnu mere broget er dog selve +Depotet. Thi ikke blot den store Fællesvogn bringer Gjæster til det; ved +Siden af dens ordinære Rykind er der den finere Portion, som kommer +enkeltvis i Fiakrer eller vel ogsaa af og til i elegante Herskabsvogne, +Depotets Honoratiores, som man har gjort den Ære at anholde hjemme hos +dem selv i Kraft af en personlig Arrestordre. Passagen gjennem Depotet er +obligatorisk for Alle, hvem Loven lægger Haand paa. Enkelte bliver der +kun Timer, Andre maa vente en hel Uge, før man oppe i Justitspaladset +faaer truffet Bestemmelse om deres Skjæbne. To Dage skulde i Grunden være +Maximum, men det overskrides ofte. Mange bliver sendte bort simpelthen +med en Advarsel om ikke at lade sig fange igjen; Pariserpolitiet er saa +humant som muligt, maaske ikke mindre af den Grund, at dets Fængsler +langtfra vilde have Plads, hvis man skulde fare strengt tilværks mod det +uendelige Hobetal af Vagabonder og den Slags Fyre. Kun de, mod hvem +Sagsanlæggelse er nødvendig, flyttes til Mazas, det store Cellefængsel +overfor Lyonerbanegaarden, hvor man gjemmer de Anklagede, saalænge +Processen staar paa. + +Dag og Nat er Depotet aabent, Dag og Nat er der uafbrudt Bevægelse. +Greffierens Pen staar næsten aldrig stille. Det er ham, der fører de +indbragte Bundfaldsladninger tilbogs, den første Forholdsregel, som den +Anholdte maa underkaste sig. Han holder ikke af den; hans Navn er tidt +det værste Vaaben imod ham, det giver Justitsen Mulighed i Hænde for at +forfølge hans tidligere Synderegister, og det er ofte meget langt. Af den +Grund, og af andre med, hører det da ogsaa til Sjeldenhederne, at han +strax er ærlig og tilstaar det. Undertiden støder, man paa en +Halsstarrighed uden Ende. I Slutningen af Kejserdømmets Tid blev en Mand +anholdt, fordi han vilde forcere Indgangen til Saint-Cloud. Han paastod +at hedde Sidi-Sahel og være overordentlig Gesandt fra Nana Sahib til +Napoleon III. Da han hverken kunde tale Hinduisk eller Engelsk, indsaa +man snart, at det var en Fabel. Fængselslægen erklærede ham for gal, og +han blev sendt til Bicêtre. Men Hospitalslægen mente, at han havde sin +fulde Forstand, og sendte ham Retour. I et Aars Tid turede han frem og +tilbage mellem Depotet og Galehuset, uden at noget af dem vilde beholde +ham. Saa fandt man endelig paa, at han maatte være Udlænding, og +transporterede ham til Grændsen. Men nogle faa Dage efter anholdtes der +for Vagabondering en Person, som kaldte sig Reybaud, og som ved nærmere +Undersøgelse viste sig at være identisk med Nana Sahibs Gesandt. Det var +umuligt at faa ham til at tilstaa sit rette Navn. Først efter flere Aars +Forløb kom man ved et Tilfælde under Vejr med hans Hemmelighed. Han havde +været i Kompagni med en Vinhandler, der var gaaet fallit, og opfundet +Romanen om Nana Sahib, fordi han bildte sig ind, at enhver Falent uden +Skaansel blev sendt paa Galejerne. Historien er kun et Exempel mellem +utallige paa, hvilke Vanskeligheder det parisiske Opdagelsespoliti paa +alle Kanter har at kæmpe med i den store Stads Myretue, hvor der kun +undtagelsesvis er Naboer og Gjenboer til at give Besked. Selv for deres +Vedkommende, som ikke kommer første Gang i Depotet, er en Gjenkjendelse +besværlig. Man havde tidligere Forbryderalbummet som Hjælpemiddel. Men +det tæller allerede over hundrede tusinde Billeder, og i en saadan Mylr +er det ikke godt at hitte Rede. Ganske snildt er der da fundet paa en ny +Forholdsregel. De Anholdte maales ligesom Soldaterne, og deres Højde +fører Greffieren tilbogs sammen med de øvrige Oplysninger. Albummet har +Afdelinger for hver Tomme og Underafdelinger for hver Linie; +Eftersøgningen er paa den Maåde lettet i betydelig Grad. + +Maalningen gaar for sig strax ved Ankomsten til Depotet, og samtidig +finder der en Visitation Sted. Depotgjæsterne maa kverken have skarpe +Redskaber hos sig, ved Hjælp af hvilke de muligvis kunde begaa Selvmord, +eller Penge over et Beløb af ti Francs, Først naar hele dette +Indtrædelsesceremoniel er overstaaet, foregaar Sorteringen. Thi der er +Sortering; ikke engang i Politipræfekturets Depot respekterer man fuldtud +den Lighed, som Franskmændene holder saa meget af at føre i Munden ved +alle Lejligheder, men som hos dem er maaske endnu meget mere Mundsvejr +end andetsteds. Den staar hugget ind paa alle deres offentlige Bygninger; +det er det Hele, saa mener de, de har Samvittigheden fri. + +[Illustration: Maalningen i Depotet] + +Selvfølgelig har Depotet først og fremmest sin Mandfolke- og sin +Fruentimmerside, skarpt adskilte, det var ikke godt Andet. Men paa begge +Sider er der igjen forskjellige Kategorier. Man har den store ordinære +Fælleshal, Rummene for _les habits noirs_ og Cellerne. I de sidste kommer +Forbrydernes og Samfundets Aristokrati, dels Morderne, de store +Indbrudstyve og lignende farlige Individer, dels som Begunstigelse den +socialt højtstillede Portion af de Anholdte, der vilde vække for megen +Opsigt selv mellem "de sorte Kjoler". Det er nemlig kun en Eufemisme; +mellem dem indregistreres Alle, hvis Kostume ikke bestaar af lutter +Pjalter. At lade dem tilbringe en Nat i den ordinære Depotsal vilde i +Virkeligheden være en Grusomhed slet og ret. Et mere pestbefængt Sted kan +man ikke tænke sig. Det er et kryptagtigt Rum, baaret af fire Piller, med +Betongulv, smaa, gittertremmede Vinduer, altid halvmørkt, klamt og hyllet +i en Atmosfære, i hvilken kun de Lunger kunne funktionere, der ere vante +til Forstadsgydernes Huler. Man faar nærmest Indtrykket af, at man er i +en uhyre Kvægstald. Langs Væggene findes Feltsenge, som slaas op om Dagen +sammen med Halmmadratserne, der tjener til Natteleje for den store +Pluralitet, som maa sove paa Gulvet. Depotet er nemlig altid overfyldt, +denne forfærdelige Samling af Banditter og Lazaroner ligger pressede +sammen som Sardiner i en Æske, og det hænder ovenikjøbet tidt, at +Korridorer og andre Lokaler maa tages til Hjælp. Man kan tænke sig, +hvilken Uhumskhed der hersker i denne Menneskemødding. To, tre Gange +daglig, medens Fangerne føres ud i Gaardene for at trække Noget, der +kaldes frisk Luft, overskylles Senge, Gulv og Mure med Strømme af Vand. +Men det hjælper kun lidt. Blev det ikke gjort, siger Fangevogteren, vilde +Murene efter to Dages Forløb give sig til at spadsere alene. + +[Illustration: Fællessalen i Politipræfekturets Depot.] + +Det kan vanskeligt være anderledes. Hovedparten af Fællessalens +Befolkning er nemlig slet og ret Vagabonder, der kun have Tag over +Hovedet netop de Nætter, de befinder sig i Depotet. Til daglig Brug sover +de under Concordebroens Buer, mellem Teglværksovnene ude ved Barrières +d'Amérique, i Champs-Elysées Busketter, naar der er Løvværk og varme +Nætter, eller i ubeboede Sommervillaers Lysthuse, naar der kommer Sne og +Vinterfrost. Politiet kjender ganske vel deres Yndlingssmuthuller, og +naar det engang imellem beslutter sig til at foretage Razziaer der, +vender det altid tilbage med rigelig Fangst. Men det lader dem som oftest +i Fred. Allerede nu er der en Snes tusind Anholdelser aarlig for +Vagabondering; søgte man grundigt efter, vilde Tallet blive altfor uhyre. +Paris lokker og drager saa stærkt. Fra det øvrige gamle Evropa vandrer +man ud; alle de uregelmæssige Existentser, hvis Eventyrtrang ikke kan +finde Tumleplads i Hjemmet, søger hinsides Havet til den store, +ubekjendte nye Verden. Kun Frankrig præsterer ingen, eller i hvert Fald +forholdsvis yderst faa Emigranter. Franskmændene har nu engang Rædsel for +at expatriere sig. Deres Amerika er Paris; der, foregjøgler deres Fantasi +dem, er der Plads for Alle, der er der Guld og grønne Skove at tjene, +Rigdom, Position, Livsnydelse at hente, saasnart man blot strækker +Haanden ud. Om de mange Tusinder, der gaar ynkeligt tilgrunde i den store +Stads Livskamp, tier Rygtet, men om de Enkelte, hvem heldige Chancer +bringer i Vejret, bærer det Beretninger ud til alle Kanter. Og disse +Beretninger er en farlig Fristerinde; man tager den sjeldne Undtagelse +for almindelig Regel, hvad den Ene har naaet, mener man, maa være let at +naa ogsaa for alle Andre. Kunde man tælle dem, der Aaret rundt kommer til +Paris uden Ressourcer, men med usvigelig Tro paa, at de kun behøver at +sætte Foden paa den parisiske Stenbro for at gjøre deres Lykke, vilde man +faa et rentud forfærdende Tal. Det er ikke alene fra Provindsen, de +kommer; det er fra Udlandet ogsaa. Jeg har liggende for mig en Statistik +over de i et enkelt Aar foretagne Arrestationer af Vagabonder; over fire +Tusinde er Udlændinge. Talrigst repræsenteret er naturligvis det nære +Belgien og Holland, derefter kommer, ganske karakteristisk hver paa sin +Vis, Italien og Preussen, det sidste med over fire hundrede Individer. +Danmark er et af de faa Lande, som ikke findes i Fortegnelsen, Sverig og +Norge har kun nogle ganske faa Repræsentanter, Island derimod hele +elleve. Selv de fjerneste Egne af Verden, Kina, Persien, Japan, Afrika, +Tartariet og Bukariet, har sendt deres Kontingent. Tidt og mange Gange +dumper disse Ulykkelige ned i den store By uden engang at kunne tale dens +Sprog. Saasnart deres faa Spareskillinger er opbrugte, er der for dem +intet Andet at gjøre end at lade sig samle ind af Politiet; Medlidenhed +og Hjælpsomhed er Dyder, der kun findes sjeldent i Paris. Men selv om de +Indvandrende ikke har denne første store Betingelse for at lide Skibbrud, +selv om de kommer fra Provindsen med fyrig Arbejdslyst og robuste +Kræfter, er det derfor ikke altid sagt, at de finder deres Brød i +Millionstaden. Livskampen er sværere der end nogetsteds, Existensudvejene +ganske vist mange, men Konkurrenterne til dem endnu mange, mange flere. +De stritter imod saalænge, indtil den værste Sygdom af alle: Trang og +Sult, endelig faar Bugt baade med Humør og Arbejdslyst og Kræfter. Det er +uberegneligt, hvad den i Paris aarligt hverver af Rekruter til den store +Vagabondhær. + +Mandfolkene gaar over i den, kvinderne i en anden, der er endnu værre og +uhyggeligere. Som Pluraliteten af Depotets Befolkning paa Sværdsiden er +Vagabonder, saaledes er den paa Spindesiden løsagtige Fruentimmer. +Politiets Runder gjør ogsaa af denne Art Sambundsbundfald hver Nat en +altfor rigelig Fangst paa Paris's Gader: Kvindeafdelingens Fællessal er i +Regelen ikke mindre overfyldt end den mandlige, Selskabet der er maaske +tilsyneladende proprere, men i Virkeligheden sunket nok saa dybt. Silken +og Fløjlet er bedragerisk som Kindernes Sminke. Jeg har i Depotet set +Fruentimmerne med ægte Zobelskinds Pelsværk og Diamantsmykker til +Tusinder; forhørte jeg mig om deres Historie, var den i Regelen saa +omtrent den samme. Fædrene samlede Klude, og Brødrene arbejdede paa +Galejerne; de diamantoversaaede Damer selv var Stamgjæster i Depotet. + +Det er i det Hele taget Massen af den store Hær. Først og fremmest kommer +Vagabonderne stadig igjen. For dem har Depotet intet afskrækkende; +saasnart Visiteringsformaliteten er overstaaet, er det Første, man gjør, +at bringe dem et Brød. Den franske Justits har den humane +Betragtningsmaade, at enhver Lovovertræder, den fanger ind, kan være +kommen i Konflikt med den som Følge af Sult. Den kjender sit Paris, den +veed, at intet Aar gaar hen, uden at der udenfor dets Gaders straalende +Butiker segner Ulykkelige, hvis Død, hvor utroligt det end klinger, ikke +skyldes nogen anden Grund end Hungersnød. Den veed ogsaa, at dens Depot +aldrig er saa overfyldt som i Ugerne efter Flyttedagen. De stakkels +Familier, der er kastede paa Døren af ubarmhjertige Værter, vandrer om og +skjuler sig, hvor de kan komme til, saalænge indtil Børnene begynder at +skrige efter Brød. Saa maa Moderens Rædsel for Depotet vige, og hun +melder sig selv. Straffens Forhal bliver i dette Tilfælde til +Barmhjertighedens. Depotet giver de Ulykkelige Føde og Husly, indtil +Politiet finder Udveje til at anbringe dem andetsteds. Men det er netop +denne dets Rolle som Forsørger, som Vagabonderne saa ofte misbruger. Der +er dem, der i Grunden har Depotet til regelmæssigt Standkvarter og kun +fjerner sig for nogle Dage, naar Eventyrtrangen kommer over dem. Der +fortælles om en saadan episk Vagabond, Victor Tuleu, at han har været +anholdt ikke mindre end henved firsindstyve Gange, endnu før han naaede +Trediveaarsalderen. Det var aldrig for egentlige Forbrydelser, men kun +paa Grund af hans nomadiske Tilbøjeligheder. Man dømte ham, han sad sin +Tid, og naar han saa slap fri, begyndte han strax igjen paa sin planløse +Strejfen om. Var det stygt Vintervejr, tiltalte Friluftslivet ham ikke +mere, og Politiet lod for lang Tid gaa hen, før det fandt ham paany, gik +han selv til Depotet og meldte sig. "Det er mig, Tuleu," sagde han; "jeg +har hverken Existensmidler eller fast Bopæl, det er bedst, I spærrer +mig ind." + +Han begyndte, da han var elleve Aar, og han er i saa Henseende ikke nogen +Undtagelse. Gjennemsnitlig tre Tusind af de Personer, der i Paris aarlig +anholdes for Vagabondering, er Børn. Hjemmet i Forstadshulerne er kun +altfor tidt daarlig skikket til at holde paa dem, og Livet ligger saa +lokkende lyst og let udenfor i den store, glimrende By. Forældrene gjør +vel i Regelen ikke overvættes Anstrengelse for at holde paa dem; en Mund +mindre at forsørge er altid saa Meget vundet. Det hænder tilmed ikke +sjeldent, at de med Villie kaster de ganske Smaa ud for Vind og Vove, +naar de falder dem til Besvær. Hittebørnshospitalerne, som vi kjender dem +fra de ældre franske Dramaer, existerer ikke længer i Paris, men Depotet +har erstattet dem. + +[Illustration: Hittebørnene og deres Vogter.] + +Der er i det en særegen Sal for Børn, som Politiet har fundet paa Gaden, +og som endnu ikke er i den Alder, at de kan give Oplysninger om, hvor de +hører hjemme. Det er et af de uhyggeligste Lokaler af dem alle. De +stakkels Smaa ligger der i Rad med en stor Tavle paa Ryggen, hyorpaa +staar deres Nummer og af og til et Fornavn, den eneste Oplysning om deres +Existens, som de har kunnet give. De ligger og venter paa, at Forældre +eller Paarørende skal komme og søge dem. Men i de ni Tilfælde af ti +kommer der Ingen. Man er flyttet og har benyttet Lejligheden til, som af +Vanvare, at slippe Barnet et Sted paa Gaden, hvor det selv var ganske +fremmed, og hvor hverken Naboer eller Gjenboer kunde give Oplysning om +det. Enkelte af de Forladte ligger paa deres smaa Senge og græder efter +Fader og Moder, men Pluraliteten finder sig saare roligt i deres Skjæbne. +Det gaar vel de Fleste som den lille Pige, der blev spurgt, om hun havde +det godt, hvor hun var. "Ja," svarede hun, "for her faar jeg Noget at +spise hver Dag." + +Depotet har altsaa ogsaa sine Uskyldige. Men de findes heller ikke +undtagen netop i denne Kategori eller i de med den beslægtede: Oldinge i +Barndom, der er blevne samlede op paa en Bænk i Champs Elysées, Fremmede, +der vandrer om i Labyrinthbyens Gader uden at kunne tale et Ord Fransk, +Gale eller Folk, der har gjort Forsøg paa Selvmord og vægrer sig ved at +love, at de ikke vil gjentage det. Det parisiske Politi er meget varsomt +med at foretage Arrestationer uden at være ganske sikker. Hænder det i +eet Tilfælde af Tusinde, at en sagesløs Person bliver spærret inde i +Depotet, er det Højden. Det langt overvejende Flertal er Folk, som man +har havt et vaagent Øje med længe, før man lægger Haand paa dem, eller +ogsaa Misdædere, der gribes paa fersk Gjerning. Fire Femteparten af de +Anholdte hører til den sidste Sort. Alleroftest er det gamle +Depotgjæster, der gaar gradevis nedad; har de engang havt Foden indenfor +Fængslet, hører det til Undtagelserne, at de ikke kommer igjen. Det er en +Regel, der kan drages ud ikke alene af Paris's Politihefter; moderne +Sociologer er i Færd med at konstatere den allevegne Verden over. Inden +mange Aar vil den muligvis have ført til en total Omformning af det hele +Straffevæsen. Fortiden har straffet; det er Fremtidens Opgave at finde +Midlerne til at forbedre. Sagtens vil det blive en af dens vanskeligste; +men det maa siges til den franske Republiks Ære, at den ogsaa paa dette +Punkt seer Forpligtelsen til at gaa i Spidsen for sin Tid. De +forestaaende Lovforslag mod Recidivisterne er i Virkeligheden ikke Andet +end et anende Fremsyn over Vejen, der i saa Henseende er at gaa. Paris's +store Fællesfængsler, disse Lære- og Opdragelsesanstalter for +Forbrydelsen, er i Færd med at forsvinde. Man har endnu Saint-Pélagie og +det forfærdeligere Saint-Lazare, Kvindefængslet, hvor alle de +Indespærrede, ligegyldigt hvilken Kategori de tilhøre, blandes mellem +hinanden uden Hensyn. Men i Mazas og La petite Roquette, Børnefængslet, +er allerede Cellesystemet indført. Straffekolonierne er det næste Skridt +paa Vejen. + +Men det maa gjøres snart; der er _periculum in mora_. Med uhyggelige Tal +viser Politiets Statistik, hvorledes Forbrydelsernes Antal er i stadig +Stigen i Paris. Den sidste Snes Aar er ikke langtfra at have fordoblet +det. En misforstaaet Seen gjennem Fingre med Meget hos Republikens +Autoriteter er maaske ikke uden Skyld for de lavere Samfundslags +Vedkommende, i de højere er det ganske sikkert Børssvindelens Fristelser, +der spiller en væsentlig Rolle i Forøgelsen. Alverden er besat af Mani +for at gjøre Forretninger. Depotets Lister er der for at vise, hvordan +det kun altfor tidt hænger sammen med disse Forretninger. "Der gaar +næsten ikke en Dag," sagde Fangevogteren mig, "uden at vi faar fine +Herrer herind." Han har Ret; alle Stænder er repræsenterede i +Samfundsbundfaldets store Pakhus. Man kan tage Listerne fra +hvilketsomhelst af de senere Aar. Man finder Bankierer og Advokater, høje +Embedsmænd og Officerer, Kunstnere og Forfattere, man finder Navne, der +har hørt til de mest ansete i Frankrigs Historie. Politipræfekturets +Depot er i videste Forstand Vrangsiden af Paris, Hjemmet for Alt, hvad +Luxusbyen gjemmer af Styghed og Misère. + +[Illustration.] + +[Illustration: Udenfor Café de la Paix.] + + + + +KAFÉ- OG GADELIV. + + +I. + +Paris har mellem det Meget, der gjør den til en By _à part_, een Ting, +som Alle, selv de, der nødigst vil synge dens Pris, maa indrømme er noget +Mageløst: den har sine Gader. Man maa absolut Være skabt som en Kvæker +for ikke at holde af dem. Og endda. Der var to--Kvækere mener jeg--, der +nylig kom over fra Hendes britiske Majestæts alvorlige Land for at +prædike Bod og Omvendelse i det moderne Babylon. De havde ikke været fem +Minutter paa Boulevarden, før de slog Kors for sig og tog Rejsepas igjen. +Det var dem for ugudeligt. Det vil sige, de mærkede, at Fristeren kom op +i dem, og var de bleven fem Timer istedetfor fem Minutter, saa vilde det +have endt med, at det var dem, der var bleven omvendte. + +Der var ogsaa engang en Herre fra Danmark, der, da man spurgte ham, hvad +han saa syntes om Pariserboulevarderne, resumerede sit Indtryk i et: Aa +jo ... saamænd, men de mangler Arkitektur. Det er muligt. Naar man ikke +paa længere Tid har været i Kongens Kjøbenhavn, taber Ens Blik let sin +kritiske Skarphed i saa Henseende. Men mangler de Arkitektur, saa har de +Liv istedetfor, et Liv af en ganske ejendommelig Art. Det lokker ud som +Solskin paa en Dag i Maj, og det holder fast som disse forunderlige, +stille, lyse Sommernætter, i hvilke man gaar og driver med gode Venner +under Armen og aldrig kan bekvemme sig til at gaa hjem. Man føler +Menneskebadet i disse Gader som en Foryngelse. Tryk og Tyngder, som laa +paa En, gaar væk; Livslysten begynder at krible, Humøret kommer op. Man +fyldes af Velbefindende, man nyder, man lever; der er noget Æggende i +Luften, en Ozon af Fest, som man aander ind, og som sætter Fart i En fra +Top til Taa. + +Pariserboulevarden er nemlig en Gade af fuldstændig særegen Beskaffenhed. +Det er ikke blot Færdselen, Mylret, den brogede, mangfoldige +Verdensstadskolorit, der gjør den til, hvad den er. Af den Slags Liv har +London ligesaa meget og mere endnu. Men hvilken Forskjel er der ikke +alligevel! I London er Gaden simpelthen en Forbindelsesvej mellem to +Punkter, et, som man forlader, og et andet, som man skal til. At naa +dette sidste i den korteste Tid og med de mindst mulige Forhindringer, +bliver i det samme Øjeblik man sætter Foden udenfor Døren den eneste +Tanke, man har. At være paa Gaden blot for at være der, lader sig aldeles +ikke gjøre. Overalt omkring sig har man travle Mennesker, der farter +afsted med lange Skridt og klemmer sig gjennem Trængselen for at komme +frem. Vognene ruller og ruller, Kuskene pidsker paa, den tusindtungede +Støj glider ligesom sammen i et eneste Raab: afsted, afsted, afsted! Man +seer Ingenting, man sandser Ingenting, man føler kun Stimen, der er +bagved, man synes, den vilde vælte over En og lukke sig og begrave En, +hvis man standsede, og man tumler da med i det rastløse Jag. Man gaar og +gaar og gaar og bliver først Feberen kvit og kan trække Vejret igjen, +naar man er ved Maalet. + +I Paris derimod er det anderledes: Selv hvor Farten og Færdselen er +størst, er der ikke noget Aandeløst ved den. Folk har nok travlt hist og +her, men man lægger knap engang Mærke til det, de forsvinder mellem +Mængden, der ikke har det, mellem dem, der sidder paa Kaféernes +Fortougsstole, staar i Gadedøre eller i Grupper paa Trottoiret og +passiarer, driver langsomt op og ned for at drive. Man har en +Fornemmelse, som om man var paa Fornøjelsestour, for at hvile sig, for at +se og standse, hvor der er Noget at se, lukke Øjnene rigtigt op og fylde +sig med Indtryk. Man er gaaet ud for en Timestid og for at besørge Et +eller Andet, men uden at man veed af det, er Dagen tilende, og naar man +kommer hjem, opdager man, at man har glemt det, man var gaaet ud for. +Gaden har underholdt, moret En, saa man ikke har kunnet rive sig løs fra +den, og saa har den lagt Beslag paa En helt. Man har ikke noget Øjeblik +følt sig paa en Landevej, hvor man skulde videre, man har følt sig som i +en Salon, hvor man befandt sig fortræffeligt, og hvor man følgelig blev. +Og det er i Virkeligheden ogsaa det, Parisergaden er. Hjemmet kjender +Pariserne kun som et Sted, hvor man arbejder; Hvilen, Adspredelsen efter +Arbejdet maa hentes udenfor de fire Vægge, midt i Tummelen og Trængselen, +helst hvor den er allerstørst, der er dér flest Incitamenter, som faaer +Blodet til at rulle hurtigere og sætter den letpaavirkelige Fantasi i +Bevægelse. Man søger til Boulevarden; den er den store Fællessalon, hvor +hele Byens Befolkning strømmer hen for at tilfredsstille sin enorme Trang +til Selskabelighed, hvor man mødes med Lyst til at være sammen, hvor man +færdes mellem hinanden med den elskværdige Forekommenhed, den Lethed i +Tilnærmelse, der er en ganske naturlig Følge af Bevidstheden om, at man +gjensidig er der til hinandens Underholdning. Det parisiske Gadeliv +bliver paa den Maade mere end broget og mangfoldigt; det faaer de lyse, +fornøjelige Toner over sig, den Glands af Glæde, den Hvile midt i Uroen, +den Harmoni midt i Farvemylren, som gjemmer Behaget, hvormed det +fortryller, den Charme, der gjør Pariserboulevarden til noget ganske +Andet end en hvilkensomhelst Gade i hele Verden. + +II. + +Uhyre betegnende for den er dens Kaféer. De ligger Side om Side, +utællelige næsten, ned langs den milelange Pulsaare, der drager sig fra +Bastille- til Concordepladsen. I det mindre fornemme og mindre befærdede +Templekvarter, paa Strækningen fra Ghateau d'Eau til Frihedssøjlen, faaer +Boulevarden en Smule Luft for dem hist og her; men fra Rue Rougemont +nedefter til Madeleinekirken klemmer de sig op ad hinanden, saa der paa +sine Steder knap er nogle Alens Plads imellem dem. Deres Antal vilde være +latterlig overdrevent, hvis de alene havde Funktion som +Beværtningssteder; ikke Tiendeparten af dem kunde bestaa, selv om +Pariserne var det mest forfaldne Folkefærd i Verden. Nu er de imidlertid +tvertimod det allersobreste, der kan tænkes, og samtlige Kaféejere bliver +hovedrige Folk alligevel i Løbet af nogle faa Aar. Tingen er, at de har +Andet at byde deres Gjæster end de Varer, der skjænkes ud. Kaféen er en +reserveret Plads paa Gaden, et Slags hyggeligt Sofahjørne i den store +Fællessalen. Det er som saadan, den maa betragtes, det er paa at være +det, dens Existens er baseret. Udstyrelsen er uden Pragt, for en Luxusby +som Paris næsten fattig. Smaa, magelige, komfortable Kroge, hvor en +sluttet Kreds kunde trække sig tilbage for sig selv, mangler fuldstændig; +hver lille Plads er benyttet, overalt staar der Bord ved Bord med kun +akkurat saa meget Mellemrum, at en Person kan klemme sig derigjennem. Paa +at sørge for Gjæsternes Underholdning har man heller ikke lagt Vægt; kun +i de afsides Gader har Kaféerne Billarder, og deres Forsyning med Aviser +er mere end mangelfuld. Man holder en fem, sex parisiske i et enkelt +Exemplar, slet ingen fra Provindserne eller Udlandet. Hvad der serveres, +er dyrt; en almindelig _"Consumation"._ betales med en halv Franc, +uanseet hvori den bestaar. I alle disse Henseender kan Pariserkaféen, +ikke maale sig med, hvad man finder i andre store Byer. Men hvad den har +forud, er Offentlighedens brogede Sceneri, Gadelivet rundtomkring den. +Den er aaben ud mod Trottoiret, og dens Lokale fortsætter sig ud paa +dette. Kaféstolene optager rigeligt dets halve Brede; de betydeligere +Kaféer kan have en halvhundrede Borde derude, og det er disse, der er det +Væsentlige, Salene indenfor er nærmest kun at betragte som et Slags +Appendix. Naar det regner, bliver Markisen hejset ned, saa Gjæsterne kan +bilde sig ind, at de sidder i Tørrevejr, og heller ikke Kulden kan jage +dem bort fra deres Trottoireplads undtagen nogle ganske enkelte Dage, +naar den gaar over alle Grændser. Hele ti Maaneder af Aaret er Kaféen i +Sommerhabit, og selv de to andre er Vinterkostumet ikke seriøst. +Fortougsstolene bliver staaende, og de store Glasruder, der skydes op for +den aabne Væg, glider selv i December og Januar tidt ned i Kjælderen +igjen, saafremt Temperaturen nogle Dage bliver en lille Smule mild, +Pariserne er ikke kuldskjære, naar de blot kan faa Lov til at være paa +deres kjære Gade. + +Kun i de tidligste Formiddagstimer staar Kaféen halvvejs tom, vegeterer +med morgengnavne Opvartere og bædekerstuderende Rejsende. Allerede ved +Frokosttid begynder Gjæsterne at strømme til den i Masse. Den er i +Regelen Restauration tillige. Pluraliteten af Forretningsfolk er +nødvendigt henvist til den; de har for langt til Hjemmet og for travlt om +Tiden til at kunne gjøre en Rejse til den anden Ende af Byen for at +spise. Frokosten paa Kaféen, koster dem ganske vist mindst tre, fire +Francs, og der gaar ogsaa dér let en Time eller to med i Løbet Men +hverken de eller Pengene er spildte. Man træffer den Kreds af Mennesker, +med hvilken man staar i Forbindelse, man henter Oplysninger, man slutter +Handeler, Forretningerne gaar deres Gang, de betydeligste af dem afgjøres +tidt netop ved Frokostbordet. Hurtig, foretagsom, resolut, som man er, +klar over hvad man vil, og vant til at sige det kort, i en Fart og uden +Omsvøb, føler man ingen Trang til at sidde i Kontorstole og snakke op og +ned ad Væggene for at faa en Sag i Orden. Et Spørgsmaal, et Svar--_<volà, +c'est entendu_. Garçonen bringer Pen og Papir, og Kontrakten er sluttet, +inden han faaer den næste Ret serveret. Frokostkaféen er Børs +ligesaameget idetmindste, som den er Spisekvarter. Men det forhindrer +ikke, at den i den sidste Egenskab er uovertræffelig. _Le chef de la +cuisine_, den imponerende, alvorlige Medborger med det store, hvide +Forklæde, Hirschfængeren og Bagerhuen, er en Mand, der forstaar sin +Metier. Han kan undertiden være indisponeret ved Dineren; om der ved den +sniger sig en Smule Skjødesløshed ind, har endda ikke saa Stort at sige. +Publikummet er det kritikløse, der kommer i Ny og Næ, som ikke har nogen +selvstændig Mening, men finder Alting ypperligt, naar blot Stedet har +Renommée. Ved Déjeuneren derimod er det nødvendigt at holde Ørene stive. +Han arbejder da for Gjæster, hvis Tunge forstaar at grade en _sauce +relevé's_ Pikanteri, og som øjeblikkelig vilde fange den gode Homer, hvis +han tog sig et Blund. Han er paa Højden af sin Kunst, og hans Kunst er +stor. Boulevardkaféen vilde være uforlignelig, selv om den ikke havde +andre fortræffelige Sider end sin Kjøkkenchef. + +[Illustration: Le chef de la cuisine.] + +Den har sin Absinthtid, den er endnu mere enestaaende end han. Fra +Frokost til Midnat er Trottoirestolene stadig besatte, men i _"l'heure de +l'absinthe"_ er der ikke een tom Plads. Man kjender ikke den Time +andetsteds; den passer kun for Pariseren, den hænger netop paa det +Nøjeste sammen med den Rolle, Gaden og Kaféen spiller i hans Liv. Naar +han henimod Aften er færdig med sit Arbejde, lægger han mellem +Forretningsbryderierne og de huslige Bekymringer, som muligvis venter paa +ham hjemme, et kort Otium, under hvilket Alt, hvad Tilværelsen kan have +af Generende og Ubehageligt, bliver jaget ubarmhjertigt paa Porten. Han +kjøber sin Aftenavis i Kiosken, gaar paa sin Kafé, sætter sig ved det +lille, runde Bord, hvor han er vant til at sidde, bestiller sin +Consumation og lader saa en Timestid eller halvanden hele sin Person, +Legeme og Sjæl, svømme ud i et stort, roligt Velbefindende, i hvilket der +kun er een Bevidsthed klar, een Fornemmelse raadende: den, at Livet dog i +Grunden er en mageløs prægtig Ting. Absinthen, det halve Glas Øl, +Fingerbøllet fuldt af Madeira, eller hvad det nu er, han drikker, det er +kun et Skalkeskjul, en Tribut, han erlægger af sin Plads, som de to Sous, +han i Parc Monceau eller Champs-Elysées betaler Madammen for sin Stol. Og +Avisen! Der kunde staa i den, at Jorden imorgen skulde dumpe ned paa +Solen og blive slugt af dens Flammer, før Absinthtimen var forbi, vilde +hans Tanker dog ikke samle Bogstaverne til en Mening. De Øjne, hvormed +han seer paa dem, er i Slægt med Papas Ører i den lille, lune +Provindskrog, naar han har trukket Slobrokken paa, og hans Frue har +kommet Sukker og Fløde i hans Middagskaffe, og hans lille Pige tændt den +store Merskumspibe for ham, og han saa lægger sig paa Sofaen og siger: +"Saa Børn, snak I kun, Fa'er hører efter." Nej, Fa'ers Pibe gaar ud, og +Fa'ers Kaffe bliver kold, og Fa'er hører ikke, han holder Absinthhvil paa +sin Maner. Pariserens er en anden. Han blunder ikke hen i Hjemmets Hygge, +for den kjender han ikke, men i det, der er hans Kjærlighed og Stolthed. +Hans Sjæl glider ud i Gadens, i hans store, elskede Bys Liv og bliver +ligesom Et med den. Det er Velværet for ham, det har paa sin Viis al den +lykkelige Ro, al den uendelige Tilfredshed, som et Menneske føler, naar +han nogle Øjeblikke lever helt i det, han elsker. + +Middagen, kommer. Ekvípagerne, som Kafégjæsten mellem Fem og Syv har +siddet og seet bære al Paris's Pragt til og fra Boulogneskoven, begynder +at rulle sparsommere, de Ventendes Klynger ved Omnibusstationerne og +Fodgjængertrængselen paa Refugerne bliver tyndere, Vognqueuens Knuder +løser sig selv paa de Hjørner, hvor Sidegaderne munder ud i Boulevarden, +der er Efternølere af Promenerende endnu, men deres Skridt bliver +hurtigere, Damerne er hørt op at strømme ud fra Butikerne, deres +Toiletters brogede Luxus afløses af de smaa Arbejderskers sorte +Merinoskjoler, Avissælgernes Raaben med de friske Aftenaviser dør hen. +Paris har, solende sig i sin egen Glands, saalænge Absinthtimen varede, +budt Trottoirepublikummet den højeste Udfoldning af sig selv, men +Skuespillet er nu tilende, Gadelivet holder Middagspause, og Kaféstolene +gjør det paa samme Tid. Synderlig lang bliver denne Pause dog aldrig. +Naar Absinthen ikke længer kan bruges som Paaskud for Fortougsotiet, +kommer Touren til Mazagran'en og Bock'en; atter om Aftenen er +Boulevardkaféen det store Forlystelsessted, hvis Tiltrækningskraft +bestandig holder sig lige lokkende. Publikum er et andet end i +Eftermiddagstimerne, men det er ikke mindre talrigt. Naar en +Pariserfamilie af de jævnere Samfundsklasser vil tilbringe en rigtig +fornøjelig Aften, gaar den paa Kaféen, og har man Gjæster, er det næsten +uundgaaelig nødvendigt, at man fører dem derhen. I Hjemmet har man +hverken Plads til eller er indrettet paa eller finder nogen Morskab ved +at være sammen. Om Selskabelighed inden fire Vægge har den langt +overvejende Part af Pariserbefolkningen aldeles ikke noget Begreb; +Kafébesøget træder i Stedet for. Skal der være exceptionelt Gilde, gaar +man paa en af de store Sangerpavilloner i Champs-Elysées, hvor Publikum +sidder under aaben Himmel og har dobbelt Skuespil, et omkring sig som paa +Boulevarden, og saa som Tilgift det oppe paa Scenen. Til daglig Brug er +den Fornøjelse imidlertid for dyr. "_Entrée libre_" hedder det vel paa de +fristende, illustrerede Kæmpeplakater, og det er ogsaa ganske rigtigt, +man kommer gratis ind, men den Consumation, man er nødt til at bestille +her som paa enhver anden Kafé, koster til Gjengjæld tre Francs. Det giver +Pariserne nødigt ud for at more sig, de er for forvænte med virkelig at +faa den Slags Ting gratis. Paa Boulevardkaféen er Morskaben for dem +omtrent den samme, og den er ulige billigere. Den halve Franc, man +betaler for sit Øl, giver Ret til at beholde Fortougsstolen, saalænge man +lyster. Kun Ødelande fornyer Consumationen. Man bliver siddende ved det +tømte Glas og seer og seer. Boulevarden, straaler, det summer og mylrer +paa alle Kanter, nye Figurer, vexlende Billeder drager forbi i +ustandselig Række, Tiden gaar, uden at man mærker det. Man har ikke Behov +for Kaféens Varer. Livet, Tummelen, Luften, mættet med Boulevardens +Parfume af Fest, stiger En til Hovedet og gjør En ør. Naar man gaar hjem, +er det, som om man havde været en Nat i Sus og Dus. Og man har dog kun +siddet et Par Timer paa et Fortoug. Det er det, der er Pariserkaféens +Hemmelighed. + +III. + +For en stor Part af Pariserne indskrænker Kaféen sig imidlertid ikke til +at være Selskabssal alene. Den har ogsaa mere dagligdags Funktioner, den +er for dem Kontor tillige, Arbejdsværelse, Modtagelsessalon, politisk +eller litterært Klublokale og andet Sligt. Den har i saa Henseende meget +gamle Traditioner. Garçonen i den lille, historisk berømte Café Procope i +Rue de l'ancienne comédie paa den venstre Seinebred viser endnu med +Stolthed Gjæsterne det Bord, ved hvilket Voltaire i femten Aar "har +siddet og skrevet sine Breve til Kongen af Preussen". Rousseaus, +d'Alemberts, Crébillons og Mirabeaus Portrætter kiger ned fra Væggen og +fortæller, at ogsaa de har havt et andet Hjem i disse gamle, tilrøgede +Sale; Gambetta, veed Alverden, har fulgt efter dem. Og saaledes har saa +at sige hver eneste Kafé sin Biografi vævet ind med berømte Navne. +Bohèmeperioden var særlig deres store Tid. Hvertandet selv af de +betydelige Talenter havde bogstavelig ikke noget Hjem udenfor Kaféen. +Naar man engang fandt dem døde paa et Tagkammer, i en Kasse med Bøger og +Manuskripter, der tjente som Seng, fik man at vide, hvor deres Bopæl var, +men lige til det Øjeblik anede selv deres intimeste Bekjendte det ikke. +Den Race Mennesker er ganske vist nu forsvunden, kun nogle enkelte +Exemplarer af den gaar i vor nøgterne Milliontid om som Spøgelser, hvem +en driftig Impressario godt en skjønne Dag kunde falde paa at vise frem +for Penge i Folies-Bergère. Men deres Betragtning af Kaféen var altfor +ægte parisisk, passede altfor godt for specifik franske +Nationaltilbøjeligheder, til at den kunde forsvinde med dem. Deres +Efterfølgere i Kunstens, Litteraturens og Politikens Verden er satte, +fornuftige Folk med Orden i deres Liv og Orden i deres Pengekasse. De +mangler saa lidt Hus og Hjem, at de tidt har egne Hoteller endogsaa. Ikke +destomindre er Kaféen vedbleven at være det Sted, hvor de med +Forkjærlighed afgjør alle Forretninger med Omverdenen. De har en +regelmæssig daglig Tid, da de kommer paa den, som paa et andet Kontor, +hjemme er de kun for at arbejde, og der vil de ikke forstyrres. Selv +opgiver de stadig "deres Kafé", naar man spørger, hvor de kan træffes, +deres Portner har Ordre til at give Folk Anvisning paa den, de lader +endogsaa deres Breve adressere til den. Man kan have kjendt hinanden i +aarvis, omgaas daglig, være Dus, uden at vide hinandens Husnummer. + +Litterære og artistiske Samlingssteder er Kaféerne tildels allevegne, men +i Paris er de tillige politiske. Under bevægede Perioder er det dem, der +bliver de store Agitationscentrer. Oppositionen fødes der og udgaar +derfra. Gambetta og en Mængde andre af de Mænd, der nu i forskjellige +Stillinger er ved Roret i Frankrig, har begyndt deres Karriere paa +Kaféerne; har Kafédiskussioner og Kafétaler som Basis for deres +Popularitet og deres Position. Under Kejserdømmets sidste Aar var Café +Mazarin den hele republikanske Stabs Hovedkvarter. Kommuneopstanden er +senere undfanget paa den, og mellem brogede Omgivelser af Fremmedpublikum +og Boulevard-Demimonde diskuterer endnu de hjemvendte Ny-Caledonister +deres Samfundsomvæltningsplaner paa dette Sted. Bonapartisterne samles +paa den fornemme Café de la Paix, der indtager Hjørnet af Operapladsen og +Boulevard des Capucines, i Tortonis alvorlige Sale sidder "Kong" Henriks +tro Mænd og hvisker hemmelighedsfulde Konspirationer, mens de hvidhaarede +Tjenere serverer dem deres _petit verre de Madère_. Til daglig Brug +spiller Politiseringen ganske vist ikke én saa fremtrædende Rolle som i +Provindsen. Der er de forskjellige Partiers Kaféer ligefremme Krigslejre, +der ligger i uafbrudt Kamp. Man indskrænker sig ikke til Demonstrationer, +man kommer stundom til Haandgribeligheder endogsaa, og naar det ene Parti +vinder en stor Sejr, hænder det ikke saa sjeldent, at det uden videre +lukker det andets Kafé. Noget saadant kan under normale Forhold ikke +passere i Paris; i det mylrende Kjørind af Fremmede og tilfældigt +Publikum drukner Politikerne. Men de er der liger fuldt og giver Kaféen +dens absolut udprægede Farve. En Mazaringjæst vilde betragte det som en +dødelig Fornærmelse, om man bød ham et Glas Øl paa Café de la Paix, og en +Tortoni-gjænger vilde ikke uden evige Samvittighedsnag kunne sætte sin +Fod paa en af de fuldblods republikanske Kaféer. + +Et specielt Publikum i en eller anden Retning har de fleste +Pariserkaféer. Naar man er kommen nogle Gange paa dem, vil man hurtigt +finde en Type, der er karakteristisk for hver enkelt. Den oppustede, +skvadronnerende Børsmatador har erobret Café Riche og sidder +selvbehageligt solende sig i sin egen Glands og breder sig paa de +Fortougsstole, der endnu for faa Aar tilbage var de nobleste paa hele +Boulevarden. Paa "Néapolitain" har hver anden Gjæst den røde Roset; det +er Kaféen for "les officiers superieurs". "Suéde" samler Skuespillerne, +"Americain" Boulevardjournalisten, "Grand Café" de gamle Grundejere og +"Helder" de unge Levemænd. Af de Fremmede har hver Nation sin særegne +Kafé, hvor de, som Tydskerne paa Café de la Terrasse ved Gymnasetheatret, +i Regelen indretter sig saa komplet med hjemlige Vaner og Sæder, at ingen +Pariser vover at sætte Foden paa deres Enemærker. Det er kun Nordboerne +paa "Régence", der er et saa fremkommeligt Folkefærd, at de kan enes om +Kafé ikke blot med Polakker og Czeker, men endogsaa med Pariserne selv. +Foruden for Théâtre français' Personale er Régence tillige Samlingssted +for samtlige Seinestadens enragerede Schakspillere og Valpladsen, der er +Vidne til alle deres store Turneringer. At de har deres særlige Kafé, er +endda forstaaeligt. Men hvem har det ikke i Paris? Ligefra Akademiets +Udødelige, der mødes paa "la Rotonde" i Palais-Royalhaven, helt ned til +Kludesamlerne, der drikker deres Absinth med Standsfæller paa +"Californie" og lignende Steder, er der ikke nogen Klasse, nogen Kreds, +nogen nok saa lille Gruppe af Mennesker, hvem en fælles Interesse +forbinder, uden at de maa til Kaféen for at drøfte den i Kompagni. Dertil +kommer saa Hærskaren af flygtige Turister. De er ifølge Sagens Natur +henviste til at leve paa Gaden og Kaféen, og de gjør det selvfølgelig +efter saa meget større Maalestok, naar de kan gjøre det med et saadant +Behag og et saadant Udbytte som i Paris. Resultatet bliver, at hvert +tiende Hus har en Kafé i Stueetagen, og at af Byens to Millioner Beboere +ganske sikkert en halvtredsindstyve tusind mindst tjener deres Brød som +Skjænkeværter eller Garçoner. + +[Illustration: August (se Pag. 305) serverer for Nordboer paa Café de la +Régence.] + +Kaféens, særlig Boulevardkaféens Publikum er imidlertid ikke +Indtægtskilde for dem alene. Naturligvis kaster Reklamen sine Garn ud +efter det. Det staar jo der i Fortougsdammen som Fisk i Stimer, saa +velplaceret som muligt til at lade sig fange. Fotografen forvandler +Partiet omkring Café Riche til en Fehave i Fuldmaaneskin for at +underrette om, at han tager Billeder ved elektrisk Lys. +Fornøjelsesetablissementerne spænder Gasguirlander med deres Navne ud +mellem Træerne foran Kaféerne, driftige Skræddere præsenterer paa +Husmuren ligeoverfor en lang Række komiske Laternamagikabilleder for at +fæste Opmærksomheden paa deres Adresse, der staar som Ramme udenom, +Hippodromen lader i langsomt Ridt hele Optog af udpyntede Drenge til hest +passere forbi. Men selv bortset fra saadanne snilde Forretningsmænd, der +søger at slaa deres Existens fast i Kafépublikummets Bevidsthed, fordi de +veed, at i Paris er Ens Lykke gjort Dagen efter, at man er kjendt, selv +bortset fra dem er der Hundreder, Tusinder, for hvem det hvilende, +fordøjende Paris, der i ddagstimerne sidder paa Boulevardkaféernes Stole, +er Kildes til hele, deres Subsistens. + +De er et saare karakteristisk Træk i den store Stads Gadefysiognomi, +disse altid tilstedeværende, altid ivrigt opsamlende Menneske-Spurve, der +lever af Krummerne fra de Riges Bord. Hvordan de kan mættes, hvordan de +stundom kan blive ganske fede endog, synes en uudgrundelig Gaade; man kan +sidde timevis og kun se dem tjene et Par Sous i det Højeste. Men +adskillige af dem har alligevel hjemme meer end eet Strømpeskaft fuldt af +Guld og Sølv, længe før de opgiver deres halvt sælgende, halvt betlende +Zigeunerexistens paa Boulevardkaféerttes Trottoirer. + +Alverden, der har været i Paris blot en eneste Dag, kjender +Kikkertmanden. Fra Morgen til Aften lister han sig frem og tilbage mellem +Kafébordene, intet nyt Ansigt undgaar hans Opmærksomhed, han er der strax +med sin Theaterkikkert, og selv om man forsikrer ham, at man har hele +Huset fuldt hjemme, undgaar man ham dog ikke. Hans er noget aldeles +Exceptionelt, _une vraie occasion. "Vous n'en trouverez pas deux_," +forsikrer han med en Overbevisning i sin Stemme, der har næsten +Lidenskabens Klang. Men det forhindrer paa ingen Maade, at han, naar han +en enkelt Gang faaer sin Vare afsat, et Minut efter har akkurat Magen +tilfals paany. Aar ud, Aar ind er der ikke ringeste Forskjel at se +hverken paa ham selv eller paa hans Kikkert, paa det blankpolerede +Messingbeslag og den lakerede Rem, i hvilken han transporterer sin Skat, +medens hans store Sko slider Furer i det Stykke Asfaltfortoug, over +hvilket han i Tidens Løb har bevæget sig Millioner og Milliarder af +Gange, stadig med de samme smaa listende Skridt og de spændt aarvaagne, +halvt lurende Øjne. + +I sit Følge har han en Hærskare af andre ambulante Handlende. Det er en +hel vandrende Bazar, der passerer forbi, naar man sidder en halv Time +foran en Boulevardkafé. Men altid de samme Salgsgjenstande, altid de +samme Ansigter, som man har seet den sidste halve Snes Aar. En ny +Handelsartikel og en ny Handlende foran Boulevardkaféerne er en +Sjeldenhed ligesaa stor som et nyt Diamantsmykke i Juvelerens +Udstillingsvindue, eller en Butik, som man ikke finder igjen paa det +samme Sted en Menneskealder igjennem. Intet er saa konservativt som +Paris's Gadefysiognomi; maaske hjælper ogsaa netop det ikke saa lidt til +Hjemligheden, man føler i disse Gader. + +Født med Kaféen og absolut uadskillelig fra den er dens Stumme. De mener +som saa, at intet Menneske gjør Ret i at ødsle sin Tid bort, selv ikke, +naar han sidder paa et Fortoug, og de foreslaar derfor Gjæsterne paa +Trottoirestolene Studiet af deres Tegnsprog som en smuk, belærende +Underholdning i den ledige Time. Saasnart man har sat sig, indfinder de +sig strax og lægger deres lille sammenfoldede Papir paa Ens Bord. Er man +nysgjerrig, rører man blot ved Papiret, betragtes det som en stiltiende +Indrømmelse af, at man gaar ind paa den Stummes Forslag og er villig til +at afkjøbe ham hans Sprognøgle for to Sous; men lader man det +hemmelighedsfulde Papir blive liggende ganske roligt uden med nogen +Gestus eller noget Øjekast at give Interesse for det tilkjende, falder +heller ikke den Stumme paa at inddrive nogen Kontribution. Naar han har +endt sin Ronde og forsynet alle Bordene med Papirer, samler han sine +Smaasummer ind, og han veed altid ganske nøje, hvem der har været +nysgjerrige; kun de maa bøde. Da Boulevardkaféerne imidlertid stadig er +fulde af Fremmede og andre debuterende Gjæster, gjør den Stumme som +oftest ingenlunde daarlige Forretninger. + +Stadig tilbagevendende Handlende er ligeledes Manden, der tilbyder smaa +hvide Terryhvalpe og grønne Selskabsfugle, Konditordrengene med deres +hvide Forklæder og deres glaserede Æbler stukne paa Pinde, +Stokkehandleren, Gibsfigursælgerne, Blomsterpigerne med deres dejlige, +langstilkede Roser og meget hyppigt med et ganske spædt Barn paa Armen, +den geniale Kunstner ikke at forglemme med det lange graa Haar, +Matrosbaretten og Gymnastikskoene samt med et stort Oliemaleri under hver +Arm, hvilke Kunstværker han paa Grund af øjeblikkelig Forlegenhed ønsker +afhændede til en Kjender, hos hvem hans Arbejder kan komme til at gjøre +sig tilbørligt gjældende. Uendeligt talrige er den lille Pariserindustris +Repræsentanter. Hvert halve Minut maa man gjøre Kæmpeanstrengelser for at +slippe for at kjøbe imiterede Uhrkjeder, Ærmeknapper, Sprældemænd, +Smaadjævle med Bly i Halen eller Spaanslanger, der slaar Volter ud af +deres Træhylster. Det er Altsammen fænomenalt billigt, men naturligvis er +Kvaliteten saa ogsaa derefter. Paris er en underlig By: for hvert Skridt +Verdens vildeste Raffinementsluxus ved Siden af det allerforfærdeligste +Markedskram, Millionæroverdaadigheden og Elendigheden Haand i Haand, +Karusselbanen, hvor Ejeren selv er baade Hest og Udraaber og Bajads og +Ringstativ, ude i Champs-Elysées klods op ad Ledoyens Restauration, +Kagekonens tag- og vinduløse Bod ved Siden af Juvelerens +Udstillingsvinduer med Smykker til en halv Million. Et godt Skilt for, +hvordan Livet i Virkeligheden saa grumme tidt former sig i den store By: +intet Svælg mellem Samfundsklasserne, ingen Afgrund mellem Rigdommen og +Fattigdommen. Den pjaltede, barhovedede Dreng, der idag byder sine +Svovlstikker til Salg paa Boulevardkaféen, kan om nogle Aar høre til +Verdens Matadorer, der behøves dertil i en By som Paris kun Talent og +Energi, og den unge Spradebasse med sine arvede Millioner, der nu +skjødesløst slynger sin Havannacigar ind under Kafébordene, efterat have +taget et Par Drag af den, kan muligvis ligeledes om nogle Aar, om nogle +Maaneder maaske--der behøves i Paris kun nogle Fruentimmer dertil, nogle +Nætter i Spilleklubben, paa Helders Restauration o.s.v.--kjendes igjen i +Lazzaronen med den fidtede Voxdugspose og den lange Stok, i hvis Ende er +befæstet en spids Jernkrog, Cigarstumpesamleren, ligeledes en af +Boulevardkaféens ejendommeligste Menneske-Spurve. + +Han kommer med de tidligste Morgengjæster og forsvinder først igjen, naar +mellem Et og To om Natten den sidste Efternøler forlader Kaféens +Trottoire. Ikke den mindste Stump Cigaret kan blive kastet, uden at han +strax slaar ned, rager den ud med sin Hage og putter den i Posen. Han har +Spurvens skarpe Øje og Spurvens Dristighed, og han bliver taalt, næsten +fredet om paa Boulevardkaféen, som Spurven bliver det i Tuileriehaven. +Uden Frygt arbejder han sig ind selv i den tætteste Trængsel for at hente +sine Smuler under Bordene, der staar længst inde, og Folk rykker tilside +og gjør Plads; det er nu engang hans Livsstilling at samle Tobaksstumper, +og i Paris respekterer man alle Livsstillinger. + +Saaledes er det da en hel Mylr af Mennesker, der om Aftenen vender hjem +fra Boulevardkaféen med fyldte Lommer. En saadan Kafés Publikum paa en +enkelt Dag er jo i Virkeligheden ogsaa større end mange Smaabyers samlede +Indbyggerantal. Den store By har sin Existenskamp, mere vild, mere +fortvivlet, jo større den er, men den har ogsaa en uendelig Mængde af +Muligheder for at friste Livet, der aldrig lader Nogen i Stikken, som for +Alvor vil leve. Det er dens Velsignelse. Skal man arbejde sig op fra +Ingenting, saa er Kaféfortouget der. Meer end een Millionær er begyndt +med at sælge Smaakram paa det. Thi er det den store Samlingsplads, hvor +hele Paris holder Hvile, saa er det Markedspladsen tillige, hvor Byens +Liv hober sig sammen med alt, hvad det har af Ejendommeligt og Typisk, +Paris i Essens, Paris i den mest brogede, mest straalende, mest +forunderligt fængslende Udfoldning af sig selv. + +[Illustration: Cigarstumpesamleren.] + +[Illustration: Den provençalske Digter Mistral.] + + + + +BILLEDER FRA SYDFRANKRIG. + + +Mellem moderne Troubadourer. + +Det gaar med Folkefysiognomier sete paa Afstand, som med Bjerget, man +nærmer sig. Det første Indtryk, Øjet faaer, er en stor, jævn Flade, hvor +det Hele glider sammen i græsgrøn Ensformighed. Men efterhaanden, som man +kommer nærmere, brydes det Ensformige. Der springer Punkter frem, der +aabner sig Kløfter, det Græsgrønne opløser sig i Hundreder af fine +Farvenuancer. Saaledes ogsaa med Folket, man personligt lærer at kjende. +Istedetfor den ubevægelige, stive Maske, dannet af de historiske +Fænomener, seer man et levende Ansigt, paa hvilket hver sjælelig +Bevægelse spejler sig med forskjelligt Udtryk. + +Intetsteds slaar dette Billede maaske bedre til end netop for Frankrigs +Vedkommende. Folkekarakterens Udslag er saa store og saa bestemte, at man +synes, den Maske, de former, maa passe absolut. Men det er kun et +Afstandsindtryk. Det er Majoritetens Masse, man seer; paa nært Hold tager +Sagerne sig anderledes ud. Det er saaledes slaaet fast som en +ubestridelig Kjendsgjerning, at Sydfrankrig er Radikalismens Vugge. Man +tænker sig det kun befolket af røde Revolutionsmagere, en anarkistisk +Krudttønde, der blot behøver at komme i Nærheden af en Gnist, for at den +skal explodere. Og denne almindelige Forestilling synes i Virkeligheden +ogsaa at have iøjnespringende baade folkepsykologiske og historiske +Fænomener at støtte sig til. Sydfranskmanden er en udpræget Romaner, +siger man, letbevægelig, letflammende, en Natur, af hvis sjælelige Evner +Fantasien er langt mere udviklet end det rolige Ræsonnement. Han bliver +derved i de ydre Former--om end paa sin elskværdige Maade--et Stykke af +en "Poseur" og Komediant, og han gaar omkring med en permanent, +ubetvingelig Trang til at arrangere det trivielle Hverdagsliv dramatisk +og i stor Stil. Den politiske Revolution tilfredsstiller denne Trang; +Folkedemonstrationer, Barrikadekampe, Hôtel-de-Ville-Erobringer og alt +Sligt er hans rette Element. Saaledes lyder Deduktionen, og Historien +paatager sig stadig at levere Beviser for dens Paalidelighed. Lige fra +1789 har der ikke været nogen Revolte i Frankrig, uden at Marseille, +Lyon, Bordeaux, kort sagt alle de store sydfranske Byer øjeblikkelig +marcherede umiddelbart efter Allarmtrommen. De arrangerer socialistiske +Arbejderkongresser, de vælger Kommunarder til deres Repræsentanter i +Kammeret, de stikker den røde Fane ud hvert Øjeblik, naar de kan komme +til. Og de gjør Alt dette med en Eclat, en Højrøstethed, en +Massevirkning, saa man, naar man kun seer disse Manifestationer paa +Afstand, umulig kan tro Andet, end at de skyldes en hel, kompakt +Befolkning. Den, der imidlertid rejser til Frankrigs sydlige Provinser +med en Følelse af at nærme sig det kogende Krater, hvorfra +Revolutionernes Lava altid har væltet op hedest og vildest, vil, naar han +kommer derned, blive Gjenstand for adskillige Overraskelser. Naturligvis +vil han træffe baade Typer og Strømninger, som passer ind i de +konventionelle Forestillinger--Historiens Dom hviler aldrig paa rene +Fantasier. Men han vil ved Siden af det røde Spøgelse, som han venter at +finde tilbedt af Alle, møde en Konservatisme af Kjød og Blod, fuldt +rustet, med skrappe Ord og med aabent Visir, en Konservatisme, hvilende +ikke paa Flegma, men paa Lidenskab. + +Denne Konservatisme har sin egen Historie. Der var en Tid, da Sydfrankrig +i en vis Forstand stod i Begreb med at blive Evropas Centrum. Det gamle +Galliens højtudviklede Kultur var, som hele den antikke Verden, bleven +knust af de fremtrængende Barbarer. Men fra de begravne Ruiners Grus +syntes der at stige en ny Fugl Fønix i Vejret. Det rige Land mellem Loire +og Middelhavet var atter rent materielt kommet til Kræfter, dets frie +Handelsstæder blomstrede, dets glimrende Hoffer gav Tonen an, som Paris +gjør det nu, og fra dets stolte Ridderborge drog Troubadourene ud paa +Vandringer, overalt syngende deres dejlige Hjems og dets skjønne Kvinders +Pris i dette Hjems bløde, melodiske, forunderlig berusende Sprog. I en +hel Periode af Middelalderen er det Troubadourpoesien, hvorom Alting +samler sig; den opfanger som et Brændpunkt alle Udstraalingerne af dens +Liv i sig, og idet den dominerer hele Tidsalderen, omgiver den samtidig +det sydfranske Sprog med en Glans, der næsten ikke er mindre end +tidligere det romerskes. Det lyder i alle Kroge af Verden, hvor Tidens +Kultur er naaet hen, og hvor dens store Guddomme, Ridderdyderne og +Kvindetilbedelsen, sidder i Højsædet, Konger og Fyrster fra de fjerneste +Lande digter i dette Sprog, det er paa Nippet til at antage en ligefrem +universel Karakter. + +Men saa kommer Albigenserkrigene. Nordfrankrig kaster sig over Syden, som +tidligere Barbarerne fra Østen har kastet sig over Gallien, Handel og +Velstand gaar tilgrunde, de stolte Ridderborge lægges i Grus, +Troubadourerne bliver fattige og hjemløse, deres Sang forstummer, og med +den ophører ogsaa Propagandaen over Verden for det skjønne sydfranske +Sprog. Selv fra dets Hjemstavn søger de nye Herrer at jage det bort: de +paatvinger Retsvæsenet, Kirken, hele det offentlige Liv deres eget, og +efterhaanden synker da Troubadourernes højtudviklede, næsten +verdensbeherskende Sprog ned til at blive en simpel Provindsdialekt, der +ikke længere har nogen Literatur, og som kun tales af Bønder og Almue. + +Lige til vort Aarhundrede, flere Aartier ind i det endogsaa, har +Forholdet været saaledes. Det sydfranske Tungemaal, "det romanske Sprog", +under hvilket Navn dets moderne Linguister samler de fra hinanden kun +lidet forskjellige Dialekter, der tales i Provence, Languedoc samt de +tilstødende Provinser af Spanien og Italien, har ikke havt nogen eneste +Forfatter, det har ikke lydt fra nogen Prædikestol, det er ikke blevet +hørt i nogen offentlig Forsamling. Men ikke desto mindre er det blevet +ved at leve. Endnu den Dag idag tales det i Frankrig af over otte +Millioner Mennesker, og naar man tager Dialekterne fra Katalonien og +Ligurien med, vil dette Tal endogsaa kunne bringes op til tolv Millioner. +I alle de sydlige Departementer, særlig i de gamle Provinser Provence og +Languedoc, er det ikke blot Folkesprog i saa udelukkende Udstrækning, at +mangfoldige Landboere maa gaa i Kirke uden at kunne forstaa et Ord af +Præstens franske Tale, det benyttes endogsaa med Forkjærlighed af Byernes +dannede Befolkning, det savner kun det officielle Stempel for i en +Haandevending at være absolut eneherskende. Men dette officielle Stempel +nægter man det; det maa kun faa Lov til vedblivende at føre sin tavse, +beskedne Tilværelse som Bondedialekt. + +Der er i dette Forhold noget Forvrængt, noget Unaturligt, som umulig +kunde vedblive at bestaa upaatalt i en Tid, der netop paa ethvert Omraade +fordrer Ret til Livet for Alle og Alt, som har Kraft til at leve. Den +sejge Kjærlighed til Modersmaalet, der gjennem de lange Aarhundreder har +fredet om det romanske Sprog, saa at det er gaaet ud af +Vegeteringsperioden uden at have mistet det Mindste, hverken af sin +Skjønhed eller af sin Livskraft, den har endelig i vore Dage givet sig +Udslag i en kraftig Protest mod dette Sprogs Fornedrelse og en energisk +Bestræbelse for at hæve det op igjen, om ikke til dets tidligere Glans, +saa i hvert Fald dog til en jævnbyrdig Plads ved Siden af andre moderne +Kultursprog. + +Sjælen i denne Bevægelse er Troubadourernes Arvtagere i vor Tid, de +saakaldte "Felibrer", et selvopfundet, saavidt jeg veed, fra den første +By, hvor Digterkredsen samledes, taget Navn, der efterhaanden er gaaet +over til at være ensbetydende med Begrebet Poet. I Troubadourernes +skjønne Land er Troubadourernes Toner ganske vist stadig blevne hørte. +Den provençalske Folkepoesis Kilder har aldrig rent ophørt at flyde, selv +i den tørreste Paryktid. Men først i vore Dage er der blevet gjort Forsøg +paa at iklæde denne Folkepoesi en Kunstliteraturs Dragt og derigjennem +atter skaffe Folkesproget Anseelse og Rang. Istedetfor at gaa til Paris +for at vinde Verdensry og Millioner er Provences og Languedocs Digtere +blevne hjemme i deres Landsbyer, har sagt, hvad de havde at sige, paa +deres eget Sprog, har sunget som Troubadourerne om deres dejlige Hjem og +dets skjønne Kvinder, har givet Afkald paa Villaer og Slotte og paa +Akademiets Lænestole og har fundet sig i beskedent at tjene deres Brød +som Boghandlere, Bagere, Landmænd o.s.v., samtidig med at de digtede for +Poesiens egen Skyld. Jasmin, en af de betydeligste Lyrikere, Frankrig har +haft, levede og døde som Frisør i Agen; Réboal drev Bagerhaandværket i +Nimes samtidig med at han skrev de uforlignelige Sange, der med Rette har +skaffet ham Tilnavnet Provences Béranger. De er ganske vist derved +personlig blevne mindre berømte, end de upaatvivlelig vilde være blevne, +hvis de som deres Landsmænd Daudet og Zola havde valgt at skrive paa +Fransk og i Poesiens Modeformer, men de har opnaaet at vække en +Opmærksomhed for deres Sprog, der stiger Dag for Dag, og de har derved +tilfredsstillet deres Hjertes dybeste og varmeste Trang. Tyskland har +allerede to Tidsskrifter, som udelukkende beskjæftiger sig med romansk +Sprog og Poesi; der holdes Forelæsninger herover ved tyske Universiteter, +og den nye provençalske Poesis Hovedværker findes i gode, af virkelige +Digtere besørgede tyske, italienske og engelske Oversættelser. I selve +Frankrig har man ganske vist--maaske dels af Skinsyge, dels fordi +Pariserbladene gjorde de provençalske Digtere forhadte gjennem +Beskyldninger for separatistiske Tendenser--længe strittet imod og ikke +rigtig villet yde den nye romanske Poesi sin Anerkjendelse. Men Akademiet +har dog ikke kunnet undgaa at priskrone flere af dens mest fremragende +Arbejder, og efterat Kritikere som Pontmartin og Merimée rent ud havde +erklæret, at Provençaleren Mistral ubetinget hørte til vor Tids største +Digtere, og at der maaske ikke siden Odysseen var skrevet et saa skjønt +og klassisk Værk som hans episke Digtning "Mirèio" [*], er i ethvert +Tilfælde denne Digter tagen til Indtægt af den franske Nationalstolthed, +og den eneste Gang, han fra sin Landsby Maillane tog til Paris, var han +Gjenstand for ligefrem stormende Ovationer, ligesom da ogsaa alle +Frankrigs literære Notabiliteter stadig rejser ned til denne landlige +Krog mellem Vaucluses Bjerge for at besøge ham og i Stilhed bringe ham en +Hyldest, som han tager imod paa den elskværdigste og beskedneste Maade +af Verden. + +[Footnote *: Hans Hovedarbejde er "Mirèio", Navnet paa den unge +provençalske Pige, der er Digtets Hovedperson. Ogsaa hans anden store +episke Digtning "Calendou", hvor Handlingen ligeledes spiller i Provence, +indtager imidlertid en ikke mindre høj Rang mellem moderne Digterværker. +Af begge Arbejder findes forskjellige Oversættelser paa Fransk.] + +Ikke faa af de andre provençalske Digtere, særlig Roumanille[1], og +Aubanel[2], der begge lever som Boghandlere i Avignon, Felix Gras[3], der +er Fredsdommer, og Anselm Mathieu[4], der ejer et Hotel sammesteds, samt +William Bonaparte Wyse [5], der, skjønt født Englænder, ikke har kunnet +fornægte Kjærligheden til sin Moders, Lutetia Bonapartes, Land og Sprog +er paa gode Veje til ligeledes at opnaa rig Anerkjendelse ogsaa udenfor +den sydfranske Befolkning, for hvem de nærmest skriver. Inden ret mange +Aar vil maaske "Felibrene" være de Digtere, som fortrinsvis læses. Deres +Sange er midt i Nutidens Blaserthed et rigt strømmende Kildevæld af frisk +og umiddelbar Poesi. + +Notes: + +[1] "Les Oubreto" og andre Arbejder i Vers og Prosa.] [2] "La Mióugrano +entre-duberto" og andre lyriske samt episke Digte.] [3] "Li Carbounié" +samt flere større episke Digtninger.] [4] "La Farandoulo", lyriske +Digte.] [5] "Li parpaioun bleu", lyriske Digte.] + +De har foreløbig sluttet sig sammen i Foreninger, der ganske vist giver +sig ud for at have en overvejende selskabelig Karakter, men som ved Siden +deraf propaganderer stærkt for det, der paa alle Punkter er og bliver +disse Felibrers Livssag: det romanske Sprog. Provence har sit +felibristiske Selskab, Languedoc sit, begge med talrige Medlemmer og +tællende mellem dem adskillige sydfranske Rigmænd og Notabiliteter, hvis +Indflydelse maa bøde paa de tarvelige Vers, de skriver. Jævnlig samler +disse Foreninger, der synes gjennemtrængte af en endnu stærkere +prononceret broderlig Sammenholdsaand end nogetsomhelst Frimurerselskab, +sig til et Slags Sangerfester i Troubadourstil, til hvilke hvert Medlem +maa medbringe sit Bidrag af Poesi, og som ikke sjeldent har +Prisbelønninger, uddelte af den skjønneste Kvindes Haand. Man drikker +"Felibrernes Vin", den ædleste af alle, paastaar Digterne selv, og af +hvilken et eneste lille Glas skal være nok til at fremkalde Begejstring; +man lovpriser i Vers og Tale det skjønne Land, hvor man bor, og dets +elskede Sprog, man roser hinandens Produkter og beruses af Vinen og +Poesien og Lovtalerne. Men samtidig sætter disse Sammenkomster dog ogsaa +en virkelig Frugt. De har allerede givet Initiativet til Oprettelsen af +et Theater, som for kort Tid siden er blevet indviet i Montpellier, og +paa hvilket der kun skal spilles Komedie i det romanske Sprog; de har +skabt et Tidsskrift for at varetage dette Sprogs Interesser og undfanget +Ideen til et stort Blad i Stil med _Paris-Murcie_ paa Romansk for at +komme den romansktalende Broderstamme paa Balkanhalvøen til Hjælp, og de +har, hvad der maaske er det vigtigste af Alt, affødt omfattende +filologiske Studier med det Formaal at give Folkesproget faste +videnskabelige Former og sammensmelte de forskjellige Dialekter til eet +Skriftsprog med bestemte, almengyldige Regler. Mistral har endogsaa +paabegyndt Udgivelsen af et kolossalt lexikografisk Arbejde, der skal +blive et romansk Sidestykke til Littrés Værk. + +Efterhaanden som nu denne oprindelig rent sproglige Bevægelse er voxet i +Vejret, efterhaanden som den har vundet stærkere og stærkere Tilslutning +hos de dannede Klasser og Sympathi hos det menige Folk, har den tillige +optaget andre Elementer i sig og er lidt efter lidt bleven Grundlaget for +en gjennemgaaende Konservatisme paa alle Punkter. Kjærligheden til det +gamle Sprog puster yderligere til den nationale Selvfølelse, der iøvrigt +for Sydfrankrigs Vedkommende altid har været stærkt udpræget og ofte nok +historisk har givet sig Udslag i ligefrem fjendtlig Position mod Norden. +Den bringer den naturlige Vedhængen ved Alt, hvad der er ejendommeligt +for Hjemlandet, til Bevidsthed, og den omgiver de gamle Skikke, der har +holdt sig paa Grund af Landets Fjernhed fra Hovedstaden, med et Skjær af +noget Helligt, som der ikke maa røres ved, fordi det er et af Momenterne +til at vise, at man er et særligt Folk, der har Ret til at have sit +særlige Sprog; den holder fast paa Nationaldragten, og det i den Grad, at +selv Kvinder fra Byerne, gifte med Mænd i fremtrædende Stillinger, stadig +bevarer denne Dragt og ikke engang lægger den af, naar deres Mands +Embedsstilling medfører en Flytning til andre Egne af Landet; den nærer i +sin Beundring for den Tid, da det nationale Sprog var hædret og mægtigt, +en dyb Kjærlighed til Alt, hvad der er gammelt og minder om den +svundne Tid. + +Bevægelsen har imidlertid ogsaa andre Følger. Idet Felibrene stiller sig +som Bannerførere for deres Sprogs Ret, finder de den Literatur, der +bliver deres naturlige Fjende, fordi det er dens Sprog, som holder deres +eget nede, gjennemsyret af Tidens materialistiske og atheistiske +Tendenser. Kampen er for dem baade saa haard og saa alvorlig, at den +ganske naturlig paa alle Punkter fører dem over i den Lejr, der gjør +skarpest Front mod deres Modstandere. Samtidig udvikler deres stille, +afsides Tilværelse paa Landet, deres Hjemstavns lyse, glade, romantiske +Natur, den Poesi, hvis Traditioner de tog i Arv, netop en +anti-materialistisk og anti-atheistisk Livsanskuelse, der gaar som en rød +Traad gjennem hele deres Digtning. Denne Livsanskuelse trænger fra den +populære Poesi, der i ethvert Tilfælde er de lavere Klassers eneste +aandelige Føde, ind i hele Befolkningen, optages i dens Bevidsthed, +befæster den hos enhver Landbefolkning liggende Tilbøjelighed til +Konservatisme og Religiøsitet og udbreder saaledes mere og mere sin +stille, men sejge og udholdende Propaganda. + +Det er Forklaringen paa den Konservatisme, som den Fremmede med +Forbavselse møder nede i de røde Anarkisters Land. At en saa omfattende +Bevægelse ikke tillige skulde gjenfindes paa det rent politiske Omraade, +vilde være højst paafaldende. I Virkeligheden aabenbarer den sig da ogsaa +paa det ikke mindre iøjnefaldende end paa alle andre. Det er til Syvende +og sidst Statsmagten, der holder det Sprog nede, som disse Mennesker +elsker og kæmper for, det er den, der staar som Repræsentant for alle de +Ideer, der er dem forhadte, og daglig bliver det mere og mere, fordi de +ægges og tirres af den sejrrige Regerings Tilhængere og Embedsmænd, og +det ligger da i selve Tingenes Natur, at de gjør Front mod denne +Statsmagt og efterhaanden overfører paa den al den intensive Forbitrelse, +der følger med Kampen for en virkelig Livssag. + +Trods al den Konservatisme, de saa ostentativt bærer til Skue, er de +imidlertid Sydlændinge, deres Natur tillader dem ikke at slaa sig +tiltaals med akkorderende Mellemformer, de maa helt ud i det Extreme, og +de kommer da til at tilhøre det politiske System, der er den bestaaende +Regerings absolut modsatte Pol. Naar undtages Nizza og Cannes med deres +nærmeste omkringliggende Opland, to Byer, som i Grunden kun er et Slags +Forstæder for Paris's elegante Verden, vil man i hele Syden næsten ikke +finde en eneste Bonapartist. Derimod forbavses man ved det overordentlig +store Antal Legitimister, som man træffer paa, og det tilmed Legitimister +af det reneste Vand, haardnakkede Forsvarere af den hvide Fane med alt +dens Tilbehør. Hver By har sin legitimistiske Klub og sin legitimistiske +Café ved Siden af den radikale, ved hvert Skridt, man gaar, seer man +Damer med lilieoversaaede Dragter, ja selv paa de Tørklæder, +Bønderkonerne bærer over Hovedet, finder man den kongelige Blomst +indvævet. Hvert lille Distrikt har sit legitimistiske Blad af saa +udpræget Farve og med saa hvasse Artikler, at de næsten bliver barnlig +naive, og hvert andet, tredie Menneske, man taler med, betragter Troskab +mod Kongen og Kirken som en uundgaaelig Betingelse for at være et normalt +og retskaffent Menneske. Sydfrankrig kan endogsaa opvise det Særsyn, at +der er Smaabyer, hvis Kommunalraad er legitimistisk. Det maa man søge om +selv i Vendée og Bretagne. I disse Egne vinder Republiken Terræn saa at +sige Dag for Dag, og der kan næppe være Tvivl om, at "Kongen" nu tæller +sine talrigste og troeste Tilhængere i Syden. Republikanerne er ganske +vist ogsaa der i Majoriteten; de holder ved alle Midler Bevægelsen nede, +de forbyder Legitimisternes Processioner, de lukker deres Kaféer og fører +samtidig selv det store Ord saa højrøstet, at man paa Afstand kun lægger +Mærke til dem. Men netop det er det, der gjør Modstanden indædt og +udholdende. + +Der kan maaske, naar man vil se Roden til hele denne Sagernes Tilstand i +Kampen for det nationale Sprog, gjøres den Indvending, at der endogsaa +mellem Forkæmperne for denne Sag, mellem Felibrerne, findes udprægede +Radikale ved Siden af Legitimisterne. Et af de mest fremtrædende +Medlemmer af Languedocs "Mantenencia" (Felibrerselskab), Xavier de +Ricard, har saaledes, samtidig med, at han bortkastede sin Marquistitel +og anvendte sin Formue i velgjørende Øjemed, stillet sig temmelig +utilsløret paa Kommunens Side. Spørger man imidlertid de legitimistiske +Felibrer om, hvorledes de kan gaa sammen med ham og lignende Røde, faar +man det Svar, at begge Partier dog i sidste Instans kæmper imod den +bestaaende Regering, og at Kampen for Sproget i ethvert Tilfælde er +Hovedsagen. Forstaaelsen har dog maaske ogsaa et andet Motiv, om end +dette for en Del endnu kun er ubevidst tilstede. De Røde vil omdanne +Frankrig til et Forbund af Smaarepublikker, og Felibrernes Bevægelse +gaar, saaledes som flere af deres Hovedledere utvetydig har tilstaaet, ud +paa en Løsrivelse fra Paris, naar Sproget ikke paa anden Maade kan komme +til sin Ret, i Forbindelse med en føderativ Tilslutning til Spaniens +nordlige Provinser under en Bourbon. Der er her en Fare, som den franske +Regering aabenbart ikke har rigtigt Syn paa. Det vilde være saare let at +underminere hele denne antirepublikanske Strømning, naar man blot vilde +gjøre lidt Indrømmelser paa det Punkt, der i hvert Fald for dens Førere +er det ubetinget afgjørende. Nu er det i Gjenoprejsningen af det +traditionelle Kongehof, disse moderne Troubadourer seer Frelse og ny +Blomstring for deres kjære Sprog. De slutter sig ikke til +Chambordprætendenten og hans Lillier af nogensomhelst anden Grund. Vilde +Republiken give dem, hvad man venter af "Kongen", ganske simpelt fordi +han er Republikens Modpol, vilde Regeringen vise en Smule Imødekommen mod +den romanske Sprogbevægelse, lidt Interesse for Bevarelsen af den i +ethvert Tilfælde skjønne og højt udviklede provencalske Dialekt, vilde +den hurtigt forvandle sine Fjender dernede i Syden til Venner. Det +moderne franske Sprog behøver ikke at være bange; det er ganske sikkert +stærkt nok til at kunne taale Konkurrencen. + +En sydfransk Pilgrimsfart. + +Det var ganske tidligt om Morgenen, men allerede varmt, og man følte, at +Solen, der lige var staaet op, ret snart vilde brænde med ægte sydlandsk +Kraft. Der var ikke en Sky paa Himlen, ikke et Træ bevægede sine Blade; +det var en af de i Rhonedalen saa sjeldne Dage, paa hvilke man ikke +mærker mindste Spor af Nordenvinden eller af de hede, feberbefængte Pust, +der kommer fra Sahara. + +I det straalende Solskin gled en lille Dampbaad ned ad Floden, helt +overfyldt med Mennesker. Hver eneste Krog paa Skibet var optagen; de, som +ikke havde kunnet faa Plads paa Bænke, Kahytsluger, Tovruller og Kasser, +havde lejret sig i lange Rækker paa Dækket, der var saa tæt besat, at man +ikke kunde se den mindste Plet af det. + +Det var et ejendommeligt Rejseselskab og en ejendommelig Rejse. Af +Mandfolk var der kun faa ombord: et Par Turister, en halv Snes Gejstlige +i deres sorte Talarer, nogle Krøblinge, en del Folk, som falbød +Appelsiner, Brystsukker og Brød, og foruden dem knap nok en tyve, tredive +Personer. Kvinderne derimod taltes i hundredevis, ligefra Matronen, hvis +rystende Hænder knap kunde holde Rosenkrandsen, til ganske smaa Pigebørn. +Smukke var baade Gamle og Unge næsten uden Undtagelse. Rhonemundingernes +Departement, især Arles og Omegn, har ikke uden Grund Ord for at huse +Frankrigs skjønneste Kvinder, Grækere Romere, Saracener og Gallere, der +efterhaanden har hersket over disse dejlige Lande,--alle synes de +formelig at have kappedes om at give Provences Kvinder de ejendommelige +Skjønhedstræk i Arv, som udmærker deres Race. For Malere og Billedhuggere +er her et uopdaget Kalifornien. Naar ved de store Tyrefægtninger eller +andre lignende festlige Lejligheder Befolkningen samles, vil der mellem +hundrede Kvinder findes en, som ikke er smuk, men over halvhundrede, hvis +Skjønhed er fuldt værdig til at foreviges af den største Kunstner. Og +Nationaldragten, som endnu bæres af Høje og Lave uden Forskjel, passer +fortræffeligt til den herligt udviklede Buste, til den fine, lysbrune +Teint og det kulsorte Haar. Den bestaar af en sort Kjole med folderigt +Skjørt og stramt Liv, der fortil er aabent og garneret ned over Brystet +med hvide Blonder eller Kniplinger, saa at idetmindste en trekantet Spids +af Barmen lades blottet. Omkring Halsen er der et Par Perlesnore med et +Kors og paa Hovedet en ganske lille, koket Hue over det sorte Haar, som +er sat op i Form af en tilspidset Kegle med to bredt udgaaende Vinger +længst nede, hvor det ligger fladt til Panden. + +Kvinderne sad paa Dækket med deres Rosenkrandse om Livet og deres slidte +Psalmebøger i Haanden, og medens Dampbaaden gled forbi la Camargues +solbrændte Kyst, sang de i deres vidunderlig bløde Dialekt, af hvilken +alle Konsonanter synes at være forsvundne, Egnens mærkelige Sange, disse +Sange, der klinger lige sværmerisk, lige erotisk, hvad enten de lovpriser +Madonna eller det dejlige Fædreland. Af og til lød ogsaa de bekjendte +Pilgrimssange: "_O Dieu vainqueur, sauvez Rome et la France par votre +sacré coeur,"_ og lignende. Men det var kun sporadisk; hurtigt vendte man +igjen tilbage til Provences egne Kvad, til hvilke der da tidt paa +staaende Fod improviseredes et Refrain, som gjentoges med stigende +Begeistring efter hvert af de halvhundrede Vers, hvoraf disse Sange ofte +bestaar. Paa hele den fem Timers Fart blev der sunget næsten uafbrudt. +Kun faa og ganske korte Standsninger indtraadte, naar man fik Øje paa en +Gruppe af slanke Pinier i Horisonten, eller naar man mellem la Camargues +gigantiske, flade Moradser opdagede en Flok af de sorte Oxer, der lever i +vild Naturtilstand paa den 72,000 Hektarer store, næsten helt udyrkede Ø +mellem Rhonens to Arme, eller af de ligeledes frit omstrejfende smaa, +hvide Heste, der tumler sig over la Camargues Stepper. Under en saadan +Pause af Sangen ombord kunde man høre Nattergalens Triller inde fra +Sølvpoplerne nærmest ved Bredden. De kviddrede af fulde Lunger, men de +trak dog det korteste Straa i den forunderlige Sangerstrid. Naar +Stemmerne fra Skibet tog fat igjen, var de stakkels Fugle overdøvede med +det Samme. + +Den forunderlige Jubel, det varme Sværmeri, som aandede ud af Sangene, +havde ikke Noget tilfælles med nordisk Andagt. Melodierne var lette og +hurtige, næsten livsglade, man fik Indtrykket af noget Lyst og Fornøjet, +som lignede Nattergalens Frydesang over den dejlige Sommer. De fromme +Helgeninder, der lovpristes i Sangene, var aabenbart gode Veninder, som +ikke indgød mindste Følelse af Skræk. Sangen kunde endog pludselig +afbrydes af en munter Samtale og en hjertelig Latter. Jo varmere Solen +blev, desto gladere lød Melodien, og desto livligere og mere fortrolig +blev ogsaa Stemningen ombord. Og saaledes vedblev man da at glide +langsomt ned gjennem Solskinnet, ned ad den stille Flod med de +sommerklædte Bredder. Tilsidst rejste Alle sig trods Kaptejnens Protest +op fra deres Lejr paa Dækket for med Jubelraab og viftende Tørklæder at +hilse en takket Taarntinde, der dukkede frem i Horisonten ved Kanten af +en lang, blaa Stribe. Denne Stribe var Middelhavet, og den takkede +Taarntinde, som hævede sig ved Bredden af det, var Kirken _Les +Saintes-Maries-de-la-Mer,_ Maalet for Pilgrimsfarten. + +Traditionen fortæller, at Maria Magdalena, Martha, Maria Jacobæi, gift +med Kleophas, en Broder til Tømmermanden Joseph, Maria Salomi, Moder til +Apostlene Jakob og Johannes, samt endvidere Lazarus, Maximin og flere +andre Disciple efter Kristi Død, og da Forfølgelserne imod hans +Tilhængere var begyndte, blev satte ud i et lille Fartøi uden Sejl, +Aarer, Ror og Levnetsmidler og saaledes sendte ud paa Havet. Ombord var +ligeledes Sarah, Maria Salomis Tjenestekvinde. Ført af Guds Haand kom +Fartøjet uskadt til den yderste Pynt af Øen la Camargue, der tilhørte +Marseillanerne og var beboet af deres Kolonister. Ved Ankomsten oprejste +de hellige Marier et Alter til Guds Ære, og paa det Sted, hvor det skete, +lige ved Havets Bred, lod Herren en Kilde med fersk Vand risle frem. Til +Erindring om dette Vidunder byggedes der senere et beskedent Kapel. Her +blev Maria Jacobæi og Maria Salomi tilbage, medens deres Ledsagere +spredte sig rundt omkring for at forkynde Kristendommen ved +Middelhavslandene. To Kvinder blev efter deres Død begravede i Kapellet, +hvor der selvfølgelig nu skete de mærkværdigste Mirakler, som bevirkede, +at der fra alle Egne fandt store Pilgrimsfarter Sted til deres Grav. +Istedetfor det lille Kapel opførtes allerede før det sjette Aarhundrede +en Kirke, der til Beskyttelse mod Sørøverne forsynedes med +Fæstningsværker og endnu i det Væsentlige har bevaret sin antikke +Skikkelse. Den hører til de mærkeligste Mindesmærker i det sydlige +Frankrig fra den oldkristne Tid. Kong René lod den i det femtende +Aarhundrede gjennemsøge for at finde Relikvierne, og da de kom for Dagens +Lys, udbredte de en saa himmelsk Duft i Kirken, at Ingen kunde tvivle om, +at det var de ægte. Paven stadfæstede da ogsaa, at de vare authentiske, +og de nedlagdes derpaa i Kister af Cyprestræ, som hensattes i Kirkens +Taarn. Under Revolutionen blev Kirken rigtignok fuldstændig udplyndret, +men der forsikres, at den nidkjære Sognepræst forinden havde taget de +hellige Relikvier ud af Kisterne, og da det franske Folk vendte tilbage +til den katholske Religion, blev de lagte i nye Kister, som ganske +lignede de ældre, hvorefter de igjen anbragtes paa deres tidligere Plads +i Taarnet. Her findes de endnu, og den Dag idag valfarter ligesaa mange +Mennesker til dem som for Aarhundreder siden. + +For enhver troende fransk Katholik staar det nemlig uomstødelig fast, at +de hellige Mariers Ben endnu bestandig er i Besiddelse af en +vidundergjørende Kraft, der især gjør sig gjældende paa det +lægevidenskabelige Omraade. Troen er bleven bestyrket ved en Begivenhed +fra den nyere Tid. Det synes at være et Faktum, at et Barn, som var +blevet bidt af en gal Hund og havde været sygt i flere Maaneder, kom sig +igjen efter en Valfart til de hellige Mariers Ben. En Følge heraf er, at +alle Troende, som molesteres af gale Hunde (og deres Antal er i +Syd-Frankrig uhyggelig stort) begiver sig til den gamle Kirke paa la +Camargues Pynt. Da Helgeninderne imidlertid ogsaa tager sig af alle andre +Sygdomme, rekruteres Pilgrimskaravanen i det Hele taget af Vanføre og +Lidende af enhver Art. Ogsaa Sunde rejser i stort Antal til Kirken; thi +Kisterne har den beundringsværdige Egenskab, at alle Gjenstande, der +bringes i Berøring med dem, kommer i Besiddelse af Relikviernes +Amuletkraft, og enhver Familie ønsker naturligvis at have et saadant +Universalmiddel i sit Hus. Paa en bestemt Dag af Aaret, den 25de Maj, +hejses Kisterne ned fra Taarnet og bliver staaende i Kirkens Kor Natten +over til den følgende Eftermiddag. Det gjælder altsaa om at benytte dette +Døgn; thi naar Relikvierne igjen befinder sig paa deres Plads i Taarnet, +kan Ingen faa Adgang til dem, førend der paany er forløbet et Aar. +Befolkningen vaager paa det Strengeste over, at Helgenindernes Naade ikke +misbruges. De gjør det saa strengt endogsaa, at da Ærkebiskoppen for +nogle Aar siden kom til Kirken og forlangte, at Kisterne skulde hejses +ned, gjorde Indbyggerne ligefrem Oprør og tvang ham med ladte Geværer til +at afstaa fra sit Forlangende. + +Til daglig Brug er _les Saintes-Maries-de-la-Mer_ en saa ubetydelig +Landsby, som tænkes kan. Den har knap ottehundrede Indbyggere, af hvilke +ovenikjøbet et Par hundrede stadig er borte paa Fiskeri. Den ligger +tilmed næsten i en Ørken, idet hele den sydlige Del af la Camargue +bestaar af udyrket og maaske uopdyrkelig Jord, og Fremmede besøger den +kun yderst sjeldent, undtagen netop den 25de Maj. Paa denne Dag stiger +dens Befolkning imidlertid pludselig til en halv Snes tusinde Mennesker. +Ikke blot Rhonedampskibene, der i Anledning af Festen undtagelsesvis gjør +Turen ned ad den lille Rhone, uagtet de hvert Øjeblik udsætter sig for at +løbe paa Grund, bringer andægtige Gjæster i Masse til den gamle Kirke, +men Vejen over la Camargue bedækkes af Hundreder af Vogne, under hvis +Lærredssejl Selskaber af Slægtninge og Venner valfarter til Relikvierne. +Selv fra fjerne Egne af Syd-Frankrig kommer der Pilgrimme, af hvilke +mange i from Iver tilbagelægger Vejen tilfods trods den brændende Sol og +gjennem usunde Sumpegne. + +Paa de to Festdage, den 25de og 26de Maj, frembyder den lille Landsby da +ogsaa et højst livligt Skue. Dens Torv er en eneste stor Bod med smaa +Borde, hvor der sælges Rosenkranse, Bønnebøger og Krucifixer, Mairiets +Mur er af en Handlende, der har villet udfolde alle sine Skatte for +Publikum, fra øverst til nederst bedækket med Glansbilleder, +forestillende de hellige Mariers vidunderlige Ankomst til La Camargues +Kyst, de tre til fire Gader, Byen har, kan slet ikke passeres for +Menneskeklynger, udenfor _Café de la Porte_, som paa en Gang er Byens +eneste Kafé, Restauration og Hotel, sidder der ligesaa mange Gjæster som +udenfor Kaféerne paa Paris's Boulevarder, og rundt omkring det Komplex af +Huse, som udgjør den egentlige By, har der dannet sig en formelig Lejr af +Vogne og Telte. Det er, som om man pludselig var bleven flyttet langt +bort fra Civilisationen og befandt sig i en Karavane, der holdt Hvil ved +en Oase i Sahara. De Fysionomier, som man ser, bestyrker En i Illusionen. +Det vrimler af Zigeunere. Sarah, der frelstes sammen med de andre hellige +Personer, er nemlig Zigeunernes Skytshelgeninde, og da hendes Ben +ligeledes opbevares i Kirken, valfarter ogsaa Zigeunerne fra hele +Frankrig til _Les Saintes-Maries-de-la-Mer._ + +En By med syvhundrede Indbyggere kan naturligvis ikke give Husly til +titusinde Mennesker. Det forlanges imidlertid heller ikke; forsaavidt man +ikke er saa andægtig, at man tilbringer Natten paa en Bænk i Kirken, +sover man i Teltene, i Vognene, paa Sandet bag en Busk, paa Kirkens flade +Tag, i Fiskerbaadene, eller hvor man ellers kan komme til. Husene +forbeholdes udelukkende de Profane, der kommer som Nysgjerrige og ikke +som Pilgrimme. Men de faar saa selvfølgelig ogsaa Lov til at betale denne +Begunstigelse. _Saintes-Maries-de-la-Mer_ har den 25de Maj de dyreste +Hoteller, der kan opdrives i Verden. Man maa betale fem og tyve Francs +for et Loftskammer, hvis Properhed tilmed lader alt Muligt tilbage +at ønske. + +Udrustet til en Rejse, der for Adskilliges Vedkommende strækker sig over +et Tidsrum af mere end en Uge, nemlig naar man vil være med til +Hestevæddeløbene og Tyrefægtningerne, der afholdes i de nærmeste Dage +efter Processionen, strømmer altsaa Pilgrimme fra hele det troende +Sydfrankrig til _Les Saintes_, som Byen i daglig Tale kaldes. Klokken tre +den 25de Maj begynder Kirkens Klokker at ringe, og Hovedceremonien, +Nedsænkningen af de hellige Kister, finder da Sted. I from Iver har +imidlertid allerede Mange strax efter deres Ankomst begivet sig til +Kirken for at føje deres Voxlys til de mange hundrede, som allerede +brænder til Mariernes Ære, og da der er al Udsigt til, at man vil komme +til at staa udenfor under Ceremonien, naar man ikke i Tide sikkrer sig en +Plads i Kirken, bliver Hovedmassen derinde med det Samme. Naar Ceremonien +begynder, er den iøvrigt temmelig store Kirke propfuld af Mennesker. Den +andægtige Forsamling har ikke ladet sig nøje med de Bænke, der saa tæt +som muligt er anbragte i Skibet, Koret, omkring Hoved- og Sidealtrene, +saavelsom paa de talrige og dybe Pulpiturer; man ser Kvinder og Børn oppe +paa selve Alterbordene, paa Prædikestolen, paa Skriftestolens Tag, kort +sagt overalt, hvor der er nogen Mulighed for, at et Menneske kan staa +eller sidde. Selv Sognepræsten er nærved at opgive Ævret, da det gjælder +om at finde en Kvadratfods Plads for vort lille Selskab af Fremmede. Da +han endelig har faaet os klemte sammen oppe paa det øverste Pulpitur, +viser det sig, at vi næppe kan trække Vejret der. Luften er aldeles +forpestet af Voxlysenes Os, Røgelsen og Uddunstningerne fra de mange +Mennesker. Der er ligefrem Fare paafærde. Men Præsten er snarraadig og +redder vort Liv ved egenhændig at slaa et Par af de nærmeste +Kirkeruder ud. + +Psalmerne til Ære for de hellige Marier havde allerede lydt i flere Timer +fra Tusinder af fromme Læber, som Begejstringen gjorde utrættelige selv i +denne Dampbadstemperatur. Paa samme Tid som Kirkeuret slog tre, begyndte +en Uendelighed af smaa Klokker at ringe oppe ved Hovedaltret. Hele +Forsamlingen rejste sig, man hørte en dæmpet Mumlen og saae dette +Menneskehav bevæge sig ligesom i en Storm, medens blinkende Gnister +hoppede som Lygtemænd frem og tilbage mellem de sorte Hoveder. Et Øjeblik +efter herskede der dog igjen fuldstændig Stilhed. Alle havde faaet det +Voxlys tændt, som de holdt i Haanden, og Kirkehvælvingen forvandledes til +et stort, mørkt Firmament, oversaaet med smaa guldgule, flimrende +Stjerner. Røgelseskyerne blev bestandig tættere, der hørtes en +hemmelighedsfuld Mumlen af fjern Messesang i Krypt og Sidekapeller, og de +Andægtiges Extase tog bestandig til. Saa blev pludselig Jernlugen oppe i +Loftet over Hovedalteret skudt fra; et Reb, der var skjult af Palmegrene +og hvide Blomster, hejsedes ned. I det hang to gamle, røde Kister, +bedækkede med Krandse af Evighedsblomster. Efterat de i nogle Minuter var +blevne holdte svævende ovenover Hovedalterets Lyshav, for at Alle kunde +se dem, sænkedes de langsomt ned i Midten af Koret. Idet de berørte +Gulvet, gav den længe tilbageholdte Spænding sig Luft i et tusindstemmigt +Jubelskrig, og Alle, som stod i Nærheden af Koret, styrtede frem imellem +hinanden for at være de Første, dér berørte Relikvierne. + +Alterklokkerne ringede, Præsterne messede, Smaabørnene hvinede af +Fortvivlelse over Varmen, som var nær ved at kvæle dem, og Psalmesangen +begyndte igjen, hurtigere, højere og vildere end nogensinde før. + +Hvor længe dette Optrin varede ved, kan jeg ikke sige; man maatte selv +være betagen af de Troendes potenserede Extase for at kunne udholde de +fysiske Lidelser, et længere Ophold i Kirken medførte. At Stimmelen +omkring Kisterne hverken standsede den Dag eller om Natten eller den +følgende Formiddag, kan jeg dog konstatere. Alle maatte ind i Kirken; at +røre ved Kisterne var jo Maalet for Rejsen. Børn, som var komne til +Verden med en eller anden Skavank, blev lagte paa smaa Puder ovenpaa +Kisterne og holdte der saa længe som det tillodes; thi der var stadig +Andre, som skulde til. Enhver, som var hjemsøgt af en Lidelse, søgte at +bringe den Del af Legemet, hvor Ondet havde sit Sæde, i Berøring med +Relikvierne for at finde Lindring og Helbredelse. Masser af +Helgenbilleder, Bønnebøger, Rosenkranse o.s.v. lagdes uafbrudt paa +Kisterne for at blive indviede ved Berøringen. + +Samtidig var Kirken fuld af Bedende, Syngende og Sovende. Man havde Puder +med for at kunne lægge sig paa dem, naar Udmattelsen blev for stor. Mange +af Pilgrimmene lagde nemlig den største Vægt paa at kunne blive i Kirken +hele det hellige Døgn tilende. Andre var der dog imidlertid ogsaa, som +ikke tog Sagen saa rigorøst. Pilgrimsfarten var for dem mindre en Bod end +en Fest, under hvilken Andagten og Glæden, gik Haand i Haand. De drog +omkring i Beværtningsteltene, spillede i de utallige Tombola'er, som er +uadskillelige fra ethvert fransk Folkemarked, flokkede sig i Klynger ved +Havets Bred og foretog Sejlture i Baade, hvorfra der lød muntre Sange. +Derpaa aflagde de et nyt Besøg i Kirken, og efterat de en halv Times Tid +havde lyttet til en af de Prædikener, som de tilstedeværende Gejstlige +uafbrudt skiftedes til at holde, gik de igjen bort Arm i Arm for atter at +søge Adspredelse. Mange Grupper vandrede længe omkring i den maanelyse +Nat, førend de søgte Hvile i Teltene, og de tillod sig paa disse +Spadsereture alleslags Løjer og Lystighed, Men saadan er nu engang den +romanske Race. Man vilde tage meget fejl, hvis man tvivlede om, at +Pilgrimsfarten ikke ogsaa havde en dyb religiøs Betydning for disse glade +Mennesker. + +Nedhejsningen af Kisterne er Festens Hovedpunkt. Men den følgende Dag +havde dog ogsaa et højtideligt Præg. En kolossal Procession drog langs +Middelhavets Kyst til det Sted, hvor de hellige Marier ifølge Traditionen +gik iland. Med Koret i Spidsen og med brogede Kirkefaner, baarne af unge +Piger, vandrede Pilgrimsskaren afsted. Kvinderne talte uafbrudt Perlerne +i deres Rosenkrans, medens de bad, og Mændene gik med nylig plukkede +hvide Lilier i Haanden. Solens Straaler faldt ned paa det lange Tog, +medens det gik langs med det lysblaa uendelige Havs Bred, og hvide +Maager, som fløj ind over Kysten, søgte af og til Hvile paa Fanerne. Der +var baade Skjønhed og Højtidelighed i det Billede. + +Hermed var imidlertid ogsaa Pilgrimsfarten væsentlig til Ende. De mest +Andægtige overværede endnu Messen, under hvilken Kisterne atter hejsedes +op paa deres Plads i Loftshvælvingen og kastede sig i det sidste Øjeblik +over Relikvierne. Men Mange havde allerede strax efter Processionen sat +sig i Bevægelse for over la Camargues sandede Veje at vende tilbage til +Hjemmet og aflægge Beretning om de nye Mirakler, Helgeninderne havde +gjort. For de Troende forefalder der adskillige hver 25de Maj. Sidste +Gang var det især Sarah, som vandt Berømmelse ved at helbrede en +Pukkelrygget. Han havde om Aftenen lagt sig til at sove ved hendes Kiste, +og da han vaagnede om Morgenen, var han saa rank og lige, som noget +Menneske kunde ønske at være det. Naar man spurgte de troende Kvinder, +som med Begejstring fortalte denne Historie, om de havde set den +Pukkelryggede, efterat han var bleven lige igjen, maatte de ganske vist +tilstaa, at det havde de ikke. Men de var lige fuldt fast overbeviste om, +at Miraklet havde fundet Sted. + +Man veed, hvorledes det gaar. De troende Kvinder fortæller ved deres +Hjemkomst om Vidunderet, Beretningen kommer i de smaa klerikale Blade, +Landsbypræsterne lovpriser Sarah for hendes nye Undergjerninger, og +Tusinder af Katholiker føler sig herved yderligere befæstede i deres Tro. +Den unge franske Republik har aabnet en Kamp mod Klerikalismen. Den var +nødvendig; intet Menneske, der virkelig hører vor Tid til, kan nære nogen +Tvivl i saa Henseende. Men det er et stort Spørgsmaal, om den franske +Regering ikke i Iveren for sin Sag gaar baade videre og med hurtigere +Skridt, end det er klogt og hensigtsmæssigt. Den regner med de store Byer +og ikke med de smaa Kroge ude paa Landet. Der sidder den troende +Fanatisme endnu fast og sikkert i Sadlen. Den er Aarhundreders Værk, og +det kan et Pennestrøg, et Regeringsdekret ikke udslette. For Sydfrankrigs +Vedkommende lader det sig i ethvert Tilfælde med Sikkerhed sige, at flere +Generationer vil gaa i Graven, før det lykkes at løsrive Massen af +Befolkningen fra det Herredømme, som den katholske Gejstlighed +udøver over den. + +[Illustration: Det antike Amphitheater i Nimes] + +Oldtidslevninger i Provence. + +Trubadurernes Land er glemt som Trubadurernes Sange. Turister fra +Alverdens Egne oversvømmer hver Krog af Italien, men til Provence kommer +ingen. Kun stille Forretningsfolk fylder dets fabelagtigt billige +Hoteller, hvor man for et Par Kroner faar en _grand diner_ af første Rang +og gratis saa meget Vin til, som man gider drikke; i dets gamle, +mærkværdige Byers Gader er Manden med den røde Bædeker under Armen saa +sjelden som en Grindehval i Øresund, og mellem dets Bjerges Mandel- og +Oliventræer lever den glade, gulbrune Provencaler saa uforstyrret af +angliserede og angliserende Rejsende, at han selv spiser Forellerne fra +sine Vandfald og sælger sin Vin til en halv Snes Øre Litren. Det er for +saa vidt prægtigt, det giver dette dejlige Land et Præg af Friskhed og +Ejendommelighed, der gjør det dobbelt fortryllende; over de gængse +Rejselande, der ere kjendte som Randers Handsker, og som hver londonsk +Urtekræmmer besøger, hviler der saa grumme tidt, trods al deres Skjønhed, +en Luft af noget Banalt, der støder fra. Men det er uforstaaeligt +tillige: Provences Sol er ikke mindre varm og gylden end Italiens, dets +Himmel ikke mindre blaa, dets Kvinder fuldt saa skjønne, og dets ædle +Druer fuldt saa fyrige. + +Man gaar til Italien, fordi det er den klassiske Jord, fordi der for +hvert Skridt, man kommer frem, myldrer med Minder fra en Tid, der var saa +stor, at selv vor grinende Skepticisme andægtigt bøjer Hovedet for den +endnu. Men heller ikke i det Kapitel staar Provence tilbage. Folk veed +det blot ikke, det er hele Sagen. Kolosssæums og Forum Romanums Ry er i +Alles Munde, fordi Utallige har set dem og naturligvis, naar de kommer +hjem fra Rejsen, skynder sig at fortælle Naboer og Gjenboer om, hvad de +har set. Provences antike Theatre og Arenaer, dets Mausoleer og Arkader +kjender Ingen. Men derfor er de der alligevel i ikke mindre +overvældende Rigdom. + +Gallien var det romerske Riges mest blomstrende og mest civiliserede +Provins. Dets Kultur bredte sig her i en Fylde som i selve Rom; mange af +dets Kejsere gjorde det til deres Yndlingsopholdsted, og meer end een af +Galliens Byer hørte til de største og betydeligste i den antike Verden. +Da Germanerne kom, fandt de her en Friskhed og Kraft endnu, der gjorde +dem Kampen sværere end noget andet Sted. Men Hovedstaden var falden, +Staten var opløst, den ene Provins kunde ikke holde sammen paa Riget, der +allerede laa i Ruiner. Og saa druknede da ogsaa efterhaanden det gamle +Galliens Kultur under Barbarstrømmen fra Øst. Dets Byer brændte, dets +Kunstskatte forsvandt, man rev dets Marmormonumenter om for at bygge +Borge og Fæstninger af dem. Helt ned gjennem Middelalderen løftede ingen +Haand sig for at bevare, hvad der endnu kunde frelses, Provence blev +stort og berømt igjen gjennem dets Kongehoffers Glands og dets +Trubadurers Sange, Men for hvert Greb i Citheren, der kaldte til nye +Turneringer og nye Kampe, sank Gruset tættere og højere om Levningerne +fra en Tid, som Ingen forstod, og Ingen brød sig om. Hvad der i disse +lange Aarhundreder er gaaet tabt, maa være uhyre, det, som vore Dages +fredende Hænder har draget frem af den gamle romerske Verden, viser os +tydeligt Provence som et af Centrerne for dens Storhed. + +Særlig er Arles med Hensyn til Oldtidsminder et Rom _en miniature._ Det +var det gamle Galliens Metropol; Kejser Constantin havde endog en Stund i +Sinde at gjøre denne By til hele det romerske Riges Hovedstad, og for +hvert Skridt gjennem dens sydlandske Gader møder man endnu Levninger fra +den svundne Pragt. Man gaar gjennem en smudsig, snever Gyde og standser +midt i den overrasket foran en antik Tempelportal, der nu danner Indgang +til en Maskinudstilling. Man kommer i Land fra en Baad, der kaster sin +Trosse om en afbrukken Marmorkolos; højere oppe ser man nogle gule, +forvittrede og af Solen brændte Taarne og Arkader, det er Levningerne af +Constantins Palads! Man spørger om Navnet paa den Café, hvor man sidder: +Café du Forum, ser, at den lille firkantede, hyggelige, af store Plataner +helt beskyggede Plads udenfor ligeledes bærer dette antike Navn paa +Hjørnet, og opdager virkelig tæt ved Levninger af det gamle Forum: +Granitsøjler med prægtige korinthiske Capitæler, Thermernes Facade o.s.v. +Man spadserer langs Rhonekajen og støder snart paa Fragmenter af en +romersk Bro over Floden, snart mellem de middelalderlige Fæstningsværker, +der løbe rundt om hele Staden, paa Partier, hvor det endnu er Hadrians og +Caligulas Fortifikationer, der ere bevarede: Porte og Taarne i Ruiner, +mellem hvilke den aurelianske Vej førte ind i Byen. Eller man følger +Strømmen af Arleserinder ud til den fornemste Promenade og befinder sig +pludselig i en lang Avenue, hvor der paa begge Sider, klods op til +hinanden, staar Hundreder af underlige store, smalle Granitkister med +fire klodsede Fødder og Laag ovenpaa, som der sagtens behøves en halv +Snes Mand for at løfte; de er gravne op paa Stedet selv, den moderne +Allée drager sig hen over det gamle Champs-Elysées, paa Romernes Tid en +uhyre Kirkegaard, hvor Notabiliteter fra hele Provence stedtes til Hvile. +De smukkeste Marmorsarkophager er førte bort til Barberinimuseet i Rom, +til Lyon, hvor man gjemmer Servilius Marcianus' Kiste, til Marseille, +hvor man har Flavius Memorius og Cecilia Aprulas, eller til Museet i +selve Arles; kun de Ubekjendte har faaet Lov til at blive staaende paa +den gamle Plads, men Indtrykket af denne de Dødes gigantiske Gade er +derfor ikke mindre ejendommeligt, ikke mindre imponerende. + +Man kan, som sagt, ikke flytte Foden i Arles uden at falde over romerske +Ruiner. Udgravningerne skrive sig ovenikjøbet næsten udelukkende fra +dette Aarhundrede, og man er sikker paa at finde meget Mere endnu, naar +man engang kommer til at rive de middelalderlige Bygninger ned, der har +rejst sig over Levningerne fra den gamle Tid. Sikkert veed man saaledes, +at der under Erkebispens Bolig findes det antike Prætorpalads. Men hvad +man end finder, vil dog aabenbart ved Siden af den prægtige romanske +Klosterkirke St. Trophime det romerske Theater og Arenaen vedblive at +være Byens største Mærkværdigheder. Amphitheatret synes at være en hel +Guldgrube for Antiqviteter; der er ingen Ende paa den Mylr af +Marmorstatuer, Søjlekapitæler, Urner, Smykker, Mønter o.s.v., hvormed man +herfra fylder Arles, Museum. Og derimellem nogle af de største +Mesterværker; man har fra den romerske Tid, saaledes den berømte Venus +fra Arles, der nu er flyttet til Louvregalleriet i Paris, samt et andet +Venushoved, der maaske endogsaa i Skjønhed overgaar et hvilketsomhelst +antikt Billedhuggerværk, men som desværre mangler Næsen. Mange af +Frankrigs store Kunstnere har forsøgt at sætte en ny paa, men de har alle +været den ubekjendte Mester underlegne og har opgivet Forsøget igjen. + +Af Theatret selv har man endnu Tilskuerpladsen omtrent i dens Helhed, af +Scenen derimod væsentlig kun to prægtige, kolossale Prosceniumspiller, +hugne af hvidt Marmor og endnu kronede af Kapitælernes nederste Stykker. +De giver en Idée om Scenens Pragt, men om selve dennes saavelsom +Orkesterpladsens Udstrækning og Indretning er det vanskeligt gjennem de +opbevarede Ruiner at danne sig nogen rigtig Forestilling. Til Gjengjæld +ser man derimod den antike Arena saa fuldstændig, at den med en Smule +Fantasi staar for En i hele sin overvældende Storhed. + +[Illustration: Det antike Amphitheater i Arles.] + +Den er efter Colossæum i Rom den største, man har. Da man i 1825 begyndte +Restaureringen, var det et helt Fattigkvarter af Arles, der maatte +fjernes, og man brugte sex Aar for at rydde de to hundrede og tolv Huse +bort, som i Aarhundreder havde ført en Parasittilværelse indenfor dens +svære, beskyttende Mure. Nu staar den der fri for alt det Smaakrat, mere +imponerende end nogen Kirkebygning, et Vidundermonument fra en Tid, +overfor hvilken vi moderne Mennesker maa føle os som rene Dværge. Gjennem +tresindstyve Porte kommer man ind til det underste hvælvede Galleri, fra +hvilket ligeledes tresindstyve Stentrapper fører op til Tilskuerpladsens +tre Etager, den underste for Hoffet og Senatorerne, den mellemste for +Ridderne, den øverste med henved en Snes Sæderækker over hinanden for +Folket. Paa Midten af den nederste, umiddelbart ved Ballustraden til +Arenaen, findes Sæderne for Kejseren og hans Følge i komplet restaureret +Stand, ligeoverfor Pladserne, der vare bestemte til Vestalinderne, og +rundt omkring den hele Etage løber med tresindstyve Adgange og +tresindstyve Balkoner det Foyergalleri, hvor den fornemme Verden +udhvilede sig i Pauserne mellem Kampene. Arenaen selv indtager et +Fladerum, hvis ene Diameter er henved femhundrede Fod, den anden omtrent +halvfjerdehundrede; Amphitheatret kunde rumme over tredivetusind +Tilskuere. Dets øverste Række er nu borte, men naar paa varme +Sommersøndage Arles' og Omegns Befolkning strømmer sammen for at være +Vidne til Tyrefægtningerne, der ligesaavel er Sydfrankrigs som Spaniens +populære Hovedforlystelse, samler ofte endnu henved en Snes tusind +Mennesker sig paa de gamle Stensæder. Skinner Solen da med sydlandsk +gylden Glød ned fra en akvamarinblaa Himmel, medens de vidunderlig +skjønne Arleserinder i deres maleriske Nationaldragter promenerer rundt +mellem Udskjænkningsbordene paa den brede Afsats mellem de to nederste +Etager, medens hele det uhyre Amphitheater er fyldt med Mennesker og +Farver, og medens de vilde Camarguetyre nede paa Arenaen hidses og +stikkes, hvilken uforlignelig Fest er da ikke en Time eller to tilbragte +i denne Gjenopvækkelse af hele den store, antike Verden! Uforlignelig, +men ikke enestaaende. Ogsaa det nærliggende Nîmes har ligesom Arles sin +antike Arena, hvor der holdes Tyrefægtninger saa at sige hver Søndag om +Sommeren. Den er ikke saa stor, Skjøndt der boede to tusind Mennesker i +den, før den blev renset for sit middelalderlige Bykvarter, men den er +bedre konserveret og restaureret. Man tænker endogsaa paa at sætte den +ganske i samme Stand som paa Titus' og Domitians Tider. Nîmes er i det +Hele taget efter Arles den paa Oldtidslevninger rigeste provençalske By. +Fremfor Alt har den sit Maison-Carrée, den mest fuldstændige Bygning, +paastaar man, som nogetsteds i Verden findes fra Romernes Dage. Det er i +Grunden slet ikke nogen Ruin, kun Taget er fra vor Tid, det Hele er saa +godt bevaret, at Huset benyttes til Malerisamling. Dets tredive +kannelerede korinthiske Søjler staar endnu i hele deres Pragt. Hvilken +Kunst og hvilke Proportioner! Ligeoverfor paa den anden Side Torvet har +man bygget et moderne Theater i lignende Stil; det ser ud som en +Hestestald, sammenlignet med dets antike Gjenbo. Og saa Dianatemplet, +Ruinerne af Augustus' prægtige Marmorbade, Capitoliumslevningerne o.s.v. +Heller ikke her er der nogen Ende paa Skattene. Og det er der ikke i hele +Provence; hver By, hver Landsby har sine; midt inde mellem Bjergene +findes der Rester af Akvædukter, Broer, Museer og Templer. Og til dette +Land kommer ingen Rejsende! + +[Illustration: Parti af St. Trophime i Aries.] + +Petrarcas Hjem. + +Okkergule Bjerge hegner den snevre Dal ind. Man kommer til den fra et +frodigt Landskab, fuldt af Vinmarker og tætbevoxet med Morbær- og +Oliventræer. Rosenbuske i bugnende Flor og i glødende Farver langs Vejen, +blomsterdryssende Akacier, og mellem dem aaben Udsigt til begge Sider +over de grønneste Egne af Provence. Men saa nærmer man sig Bjergene; +mellem to af de forreste, fremspringende Klippekamme spænder sig en +pittoresk Akvædukt, under hvis høje Buer man ruller ind, Skrænterne +bliver efterhaanden højere og stejlere paa begge Sider, de snevrer sig +tættere, og tættere sammen, og lige foran lukkes Landskabet af en lodret, +gigantisk Klippemur. Passagen ind under Akvædukten er ikke mere end en +hundrede Alen bred, og fra hvert Punkt i den lille, sammenknebne Dal seer +det derfor ogsaa ud, som man befandt sig i en fuldstændig lukket Kjedel +mellem Bjergene. Fjeldmurene er vildt sønderrevne; paa Toppen af den +laveste ligger Biskoppen af Cavillons middelalderlige Borg i Ruiner, men +naar man staar paa et Sted, hvor man ikke kan se den, synes man at finde +den igjen ogsaa paa alle de andre Tinder. En hel Kreds af Klippepynter +har samme Former og samme graaliggule Farver som de forvittrede +Borgruiner. Lidt længere nede kommer der store, glat afskaarne Flader med +dybere gul Tone, undertiden schatteret helt over i det Rødligtbrune. +Sydens Sol brænder paa dem og giver dem en blank, hemmelighedsfuld +Guldglands, vilde Figentræer med deres store, fingrede Blade og de mørke +Frugter springer ud af Klipperevnerne, selv paa de Steder, hvor man ikke +seer en Fodsbred Jord, Skrænterne er bedækkede med Olivenplantager, der +gror Cypresser og vilde Roser mellem de omkringstrøede Klippeblokke, hist +og her kaster ogsaa et stort, enligstaaende Valnøddetræ Skygge over en +romantisk Plet med Brombærranker mellem Buxbom- og Terpentinbuske, og +øverst oppe vrimler det af forunderlige, mørke Huler inde i Bjerget. Men +hvis det alene var nok til at skabe et Paradis for Digtere og Forelskede, +vilde Verden være oversaaet med Millioner af paradisiske Steder. Det er +en hel anden Ting, der gjør Vaucluses lille Klippedal baade skjøn og +ejendommelig, det er noget Andet, der har begejstret Petrarca, og som +siden hans Tid har lokket Tusinder og atter Tusinder af Tourister til + + Le plus riant vallon qu'éclaire l'oeil du monde. + +Ved Foden af den lodrette Klippemur, som lukker Dalen, udspringer der en +Kilde, hvis Væsen endnu Ingen har kunnet forklare. Den kommer fra en +Afgrund under Bjerget, en mørk, mysteriøs Grotte, hvis Bund Sonden ikke +har formaaet at naa, og udsender fra dette uudgrundelige Dyb en +Vandmasse, der beregnes til halvtredsindstyve tusind Litrer i Sekundet. +Til visse Tider, naar Vandet staar lavt, kan en dristig Klattrer vove sig +ned i Hullet under Bjerget og ved selve Afgrundens Aabning konstatere +dens bundløse Dyb. I Regelen derimod naaer Vandet op til Midten af det +aarhundredgamle Figentræ, som skyder ud fra Klippen, hvor Dalen ender; og +breder sig der til et lille, stillestaaende Bassin med det vidunderligste +mørkegrønne, klare Vand. + +Det er dette Vand fra Bjergets Indre, der giver Vaucluses Dal dens +Karakter og gjør den saa henrivende skjøn. Fra Bassinet vælter det sig i +hvidskummende Smaakaskader ned over en smal, stærkt skraanende Flodseng +af store, med tæt, brunt Mos som med et Fløjelstæppe betrukne +Klippeblokke, og fortsætter saa i rivende Fart og i kaade Slyngninger, +stadig afbrudt af smaa, sølvhvide Fald, sit Løb langs Bredder, der kun er +smalle, men som dette herlige Vand har gjort til de vidunderligste +i Verden. + +Vinranker slynger sig over Stenene, smaa blanke Laurbærlunde lægger +Skygge og drømmende Stilhed over grønne Løvpartier, lyse Mandeltræer +sender deres dunede Frugter ud at sejle paa de hoppende Smaabølger, +Hængepilen dypper, sine Grene i dem, som om den aldrig kunde drikke sig +mæt, og Solblinkene, der gynger paa dem, har en Fart, saa Reflexet +spiller igjen under Morbærtræernes Blade som hurtigt jagende, luftige +Taagedampe. Nede i Vandet gror der en lysgrøn Plante med fint, takket +Løv, som bøjer sig i den flygtende Rullen af Bølgerne og dækker Bunden +med et Tæppe, der er friskt som Vandet selv, zart som unge Bukkarskud, +gjennemsyret af Foraar, saa man faaer Lyst til at bære sig ad som Kvæget, +der dukker hele Hovedet ned i Floden, for at svælge i disse grønne +Planter. Skjæret af dem giver Vandet en Farve, saa det paa sine Steder +blinker med Smaragdglands; hvor Platanen eller Valnøddetræet voxer saa +tæt ved Bredden, at dets Skygge kan falde ud, bliver Tonen en Smule +stærkere dyb, og ved Gjenspejlinger af det blaalige Figenløv, af +Rosmarin- og Gyvelkrat eller af efeu- og mosbedækkede Klippeblokke +bringes Farvevexlingen over selv til de dunkleste Nuancer. Men stadig er +Vandet gjennemskinnende klart, som om man saae det under en Kuppel af +slebet Krystal, Forellerne springer i det med Skjæl, der funkler af +Glands, og man stikker Haanden i det med en Fornemmelse af, at hver +Draabe, man tager op, kunde fattes sammen som Ædelsten til det +dejligste Smykke. + +Vauclusedalen er fra Akvædukten til det lukkende Bjerg, under hvilket +Kilden fødes, knap nok en halv Mil lang, og Vandet mister derfor paa hele +sit Løb gjennem den intet af Dybets Kjølighed. Det fylder den snevre Dal +med en Duft af Friskhed, der bestandig holder Luften ren, saa selv den +hede Vind fra Sahara ikke kan bære nogen Sygdom ind til dens lykkelige +Beboere, og det gjør, endogsaa paa en Sommerdag, naar Solen fra en skyfri +Himmel brænder med hele sin sydlandske Kraft, den nærmeste Bred ved +Floden til det mest velsignede, kjølige Opholdssted, noget Menneske kan +drømme sig. En Eftermiddag paa Græsskrænterne her med deres Tusinder af +metalblanke Guldsmede og mangefarvede Sommerfugle, der sidder og slumrer +paa de mørkrøde Valmuer, med deres Rosenhækker, som spejler sig i en +stille Bugt af Floden, og hvor Nattergalene holder Væddesang timevis uden +at trættes--en Eftermiddag ved dette vidunderlige Vand, og alle +Ungdomsdrømme om Provence er gledne ind i et Virkelighedsbillede, hvis +Skjønhed vil følge En Livet igjennem. + +Men alligevel: den har ikke seet Petrarcas Dal, der kun har seet den i +Solskinnets gyldne Glands. Blandingen af vild Storhed og romantisk Ynde, +som er den ejendommelig, naaer sin højeste Virkning en varm Sommernat, +naar Fuldmaaneskinnet vider de snevre Perspektiver ud, gjør de vilde +Klipper dobbelt høje og dobbelt imponerende og glider med sine +hemmelighedsfulde, bløde Skygger ind mellem Buskadset langs den summende +Flod, fortættende Træernes Løv, forvandlende hver lille hvid Kaskade til +et blinkende Væv af Guldfiligran og bredende over Alt sin næsten +ængstelig drømmende Ro, saa at selv det fremadjagende Vand synes at sno +sig ind mellem Breddens Bugter som et stille, blanksort Spejl. Naar +Maanen endnu ikke er kommen helt op midt paa Himlen, skyder den lukkende +Klippemur sig saaledes for, at den selv og Partiet nærmest omkring +Kildebassinet ligger i Mørke. Man kan umuligt staa her ved Foden af dette +sorte Bjerg, der i Nattedunkelheden synes at løfte sig saa højt i Vejret, +at Himlen kommer til at ligge som et blaat Tag umiddelbart paa dets Top, +her ved Kanten af dette hemmelighedsfulde Vand, hvis dumpe Rislen op fra +Afgrunden man tydeligt kan høre--man kan umuligt staa her mellem dette +Kaos af væltede, nøgne Klippeblokke uden at føle en Isnen gjennem alle +Nerver, der næsten knuger En til Jorden af Rædsel. Men seer man saa +nedefter over Dalen, forbi Skrænterne med de stille, sorte Cypresser og +deres endnu sortere Skygger, der drager sig som lange Florsstriber over +det i Maaneskinnet næsten sølvhvide Bjerg, lader man Blikket fra de +takkede, med Grotter og Huller oversaaede Tinder, der ligner antike +Amfitheatre i Ruiner, glide langs Smaakrattet paa Skraaningerne ned til +den blanke Flod og dens tætbevoxede Bred--hvilket forunderlig blødt, med +Drøm og mild erotisk Nattestemning mættet Landskab møder man da ikke i +Stjernerne staar saa stille og klare paa den dybe Himmel, der titter frem +mellem de høje Poplers Kroner, Maanestrimen falder ned over Hængepilens +Løv og bliver, idet Vandet leger med Træets Grene, til en Guldregn af +hoppende Blink, den skinner paa Laurbærbuskenes blanke Blade, saa de +tusinde Reflexer hyller Stedet ind i en taageagtig Sky af gjennemsigtigt +Sølvmor, og længst nede, ved den lille Landsby, der er voxet op paa begge +Sider af Floden, falder dens Glands paa de sig langsomt drejende +Møllehjul, saa at Vandet paa deres Skovle, idet det løftes op, funkler +som et Hav af Diamanter. + +Saaledes seer det Landskab ud, hvor Petrarca en halv Snes Aar igjennem +har vandret Aften efter Aften og digtet Sonetterne til Laura. Man viser +endnu umiddelbart nede ved Floden hans Hus og hans Have, en ganske lille +Plet med aarhundredgamle Laurbærtræer og en Luft, som Tusinder af Roser +og Jasminer mætter med næsten bedøvende Vellugt. Der er saamange Digteres +Hjem, Verden freder om som hellige Relikvier, men som ikke har mindste +Interesse, fordi de Intet fortæller om de Stemninger, der har paavirket +Digteren. Her er det anderledes. Hver Fodsbred Jord, hvert Krat paa +Klippeskrænten, hver Belysning over Floden er en Kommentar til +Sonetdigterens Sange. De kunde være blevne til ogsaa uden nogen Laura, +men de kunde aldrig være skrevne paa noget andet Sted end netop i denne +snevre Dal mellem Provences Bjerge, i dette. + + Vaucluse, heureux séjour, que sans enchantement, + Ne peut voir nul poëte, et surtout nul amant. + +[Illustration: Vaucluses Kilde.] + +Marseille. + +Livet i Marseille er i Hovedtrækkene Livet i Paris om igjen. "Hvis Paris +havde en Cannebiére, vilde det være et lille Marseille," siger +Marseillaneren. Det er nu at tage Munden lovlig fuld. Den rettroende +Muhamedaner tør paastaa, at der kun er een Gud, og at Muhamed er hans +Profet. Men naar han, hvad nok ikke saa sjeldent skal hænde, rent +springer Guden over og gjør den skjæggede Profet til ubetinget Numer Et, +saa gaar den gode Muselmand for vidt i sin Beundring. Og saadan gjør +Marseillaneren det ogsaa. At Paris er Byernes By, har han, selv naar han +er stoltest af sin skjønne Stad, ikke Lov til at glemme. Paa den anden +Side skal det saa indrømmes ham, at Marseille kommer lige bagefter. + +Cannebiéren er i Virkeligheden en ganske mærkværdig Gade. Man spadserer +ind i den med Forestillinger om noget Overordentligt. Alverden, hvem man +har fortalt, at man vilde til Marseille, har i det næste Aandedræt fyldt +En med Lovprisninger over den; omtrent saadant Noget, som de store +Boulevarder er for Paris, tænker man sig. Og saa finder man næsten ikke +engang en ordenlig Gade, men kun en Gadestump med knap en Snes Huse paa +hver Side. Man læser paa Hjørnerne, man spørger sig for; jo det er ganske +rigtigt: det er den vidtberømte Cannebiére. Der er saa uhyre Meget, man +har tænkt sig stort, og som bliver forunderligt lille, naar man ser det +selv. Ved Cannebiéren er Misforholdet imidlertid saa skrigende, at det er +til at le himmelhøjt over. Men det Besynderlige ved Tingen er, at man +alligevel slet ikke føler sig skuffet. Man driver frem og tilbage over +det brede Fortovs Asfalt og kiger ind ad Pragtbutikernes Vinduer med en +Fornemmelse af hyggeligt Velbefindende, som om man slet ikke var kommen +til Verden for Andet end for at drive her; og naar man er træt, sætter +man sig mellem Mylret udenfor de spejloverlæssede og med Lavrbærtræer og +Springvande oversaaede Kæmpekaféer og bliver siddende der timevis uden at +bestille Andet end at gjentage og gjentage til sin Nabo: "Her er rart, +hvad!" Siden kjører man en Tour gjennem Byen. Pludselig drejer man om et +Gadehjørne og ser saa for sig et Billede, der formelig giver Sæt gjennem +En, saa fuldt er det af Liv, saa imponerende, saa festligt. Man rejser +sig op i Vognen og spørger Kudsken, hvad det er. "Cannebiéren" lyder +Svaret. Han har Ret; det er jo virkelig vor egen Cannebiére igjen. Og +Marseillaneren har ogsaa Ret. Der er trods dens tyve Huse Noget over den +Gadestump, som selv en stor By har Lov til at være stolt af. Hvordan det +gaar til, er nemmere at føle end at forklare, men den smitter +ubetvingeligt med godt Humør. Man har en Fornemmelse i den, som man trak +Vejret lettere. + +Den, der kjender Paris, kan tænke sig Grundtrækket i dens Fysiognomi: +Boulevard des Italiens har været Mønster. De samme kolossale +Udstillingsvinduer i et Stykke lige fra Gadefortovet op til første Sal +med Alverdens Luxusartikler i det mest fristende Arrangement indenfor, +den samme Overlæsning med Forgyldning og Spejle udenpaa Husene, +Trottoiret fyldt med Kaféstole, hvide, brune og sorte Mennesker i alle +Jordens Kostumer, Ekvipage paa Ekvipage rullende fløjlsblødt hen over +Gadeasfalten. Kun Alléetræerne paa Fortovskanten mangler, Men Gaden +bliver derved lysere og ligesom bredere; det Grønne har man nok af oppe +ved den ene Ende, hvor Udsigten fortsættes i lige Linie gjennem stejlt +stigende Alléer med mægtige Plataner, og som Tilgivt har man saa Noget, +man intetsteds har i Paris: Skoven af Mastetoppe langs Kajen nede ved +Gadens anden Ende. Der kommer fra de Skibe en velsignet Lugt af Tjære og +en Sværm af Matroser, som tager det Blaserede ved Luxusgaden bort og +bringer en sund, bred Naturlighed ind istedetfor. Pragten, hele det +storstilede Præg er der endnu, men Overforfinelsen ikke. Arabere +og Negere, + +Lilleasiater og Kinesere kan passere forbi, saa galt de vil, uden at en +Sjæl lægger Mærke til dem, men en Pariserlaps i Cannebiéren vilde +Søfolkene udenfor Kaféerne ikke taale; han vilde være jaget væk med Grin +og Brandere, inden han havde gjort to Skridt. + +[Illustration: En Kafé paa Cannebiferen] + +Og saa Solen. Hvor den skinner! Det er, ligesom alle de brune Afrikanere +og alle de brogede Tæpper udenfor Husene rent har beruset den med +Velbefindende. Her er hyggeligt og hjemligt, har den tænkt; her maa jeg +indrette mig rigtig mageligt. Og saa klemmer den sig ind i Cannebiéren og +straaler og brænder Burnusmændene lige i Ansigtet, saa de drypper af +Sved. Jo, vi kan ogsaa skinne i det gamle Evropa, siger den, det skal I +saamænd faa at føle. + +Men der er forresten det at bemærke ved det, at Marseille i Grunden ikke +er det gamle Evropa længer, eller i hvert Fald kun er det halvt. Man +staar allerede med den ene Fod i Orienten. Mylret af fezklædte, pjaltede +Lazzaroner og af brogetpyntede rige Østerlændinge, Frugtsælgerskerne med +deres Orange-, Dadel- og Figenkurve paa Hovedet, de jødiske Vexellerere i +deres aabne Boder paa Gadehjørnerne ved Siden af Skriveren, der sidder +midt i Solskinnet under sin Paraply og fabrikerer Kjærlighedsbreve til de +smukke, brungule Marseillepiger, den exempelløse Skidenhed i de gamle, +sorte Gyder, Alting fortæller tydeligt nok, at man er paa Springet til at +drage ind i den skjønne, dovne, brogede Verden, der hedder Østerland. Men +Ingenting fortæller det dog saa højt som just de store, mangefarvede +Tæppetage, ovenpaa hvilke Solen ligger og driver. De spænder sig ud fra +hvert eneste Hus i Cannebiéren, umiddelbart ovenfor Stueetagernes +Butiker, og de spænder sig ud, saa det kan forslaa. Vore Markiser, selv +de allerstørste, er Svøbelsesbørn imod dem; de naaer over hele Fortovets +Brede og lige ned til Fliserne, og deres tykke, uldne Tøjer pranger i +alle mulige skrigende røde, blaa og gule Farvestriber. De Tæpper er det +maaske, der allermest gjør Cannebiéren saa festlig og fornøjelig. + +Forresten findes de igjen overalt i Byen; de og saa Støvlepudsernes og +Blomstersælgerskernes Stader samt de store Dampskibsplakater hører til de +mest ejendommelige Træk i Marseilles Gadefysiognomi. Ingen Marseillaner +faar sit Skotøj børstet i Huset, selv paa de fornemste Hoteller nedlader +det frie sydlandske Tyendefolk sig ikke til den Slags Beskjæftigelser. +Men til Gjengjæld træffer man for hvert andet Skridt, man gaar i Gaderne, +en elegant, magelig Lænestol, hvor man kan sætte sig hen i Mag og læse +sin Avis, mens en hel lille Stab af Lazzaroner for nogle Sous +"vernisserer", børster og pudser En fra Top til Taa. En Fjerdepart af +Byens mandlige Befolkning lever af at børste Støvler, en Fjerdepart af +dens unge Piger af at sidde i høje, blomsterfyldte Kiosker og binde +Bouketter og byde dem ud til det altid kjøbelystne, forfængelige +Marseillanerfolk. Ogsaa Mylren paa alle Torve og Pladser af disse +brogede, prangende Blomsterstader liver forunderligt op og pynter med +Farver og Fornøjelighed. Men det mest Uimodstaaelige for Mennesker fra de +afsides Smaakroge af Verden er dog Dampskibsplakaterne, hvis kæmpestore +Bogstaver springer Øjet imøde, hvor det seer hen. Den ene inviterer En +til Afrika for en halvhundrede Francs eller mindre, den anden frister med +Rejseruter over Suez til Indien og Kina, en tredie lokker til La +Platastaterne og Brasilien, en fjerde præsenterer den dampende Parketbaad +paa Vej til San Francisco og Yokohama. Og saaledes fremdeles i det +Uendelige. Det er, ligesom alle Grændser var slettede ud, som om man +havde faaet Vinger paa og med et Par Slag kunde komme, hvorhen man vilde. +Man flyver i Tankerne, man svælger i Solskinnet, i Farveorgierne og i +Kaféernes kølige Sorbetter, man fylder sine Næsebor med Tjærelugten og +sine Lunger med Brisen, der kommer dansende dernede fra det store, blaa +Hav for Enden af Gaden--jeg kjender ikke noget Sted i Verden, hvor man +føler sig fjernere fra alle smaa Hverdagssorger, lettere, friere og +gladere tilsinds end paa en Kaféstol i Marseilles Cannebiére. + +Og saa er der det Udmærkede ved Tingen, at næsten hele Byen har Noget +over sig af det Samme. Naturligvis ikke den ældste, uhyre svinske Del; +men den er allerede kun lille og bliver mindre Aar for Aar. Derimod voxer +de nye Kvarterer stadig baade i Størrelse og Rigdom. Marseille har ikke +flere Indbyggere end Kjøbenhavu, og dog skulde man tro den en halv Snes +Gange saa stor. Den ene Pragtgade klods op ad den anden paa alle Kanter, +og hver af disse Gader fyldt af Verdensstadens Liv. En Færdsel, et Kjøb, +et Salg som i selve Paris. Og en Luxus i Toilette, i Boutiker, i +Ekvipager, der heller ikke paa nogen Maade er mindre. Der er nok af +Millionerne i Marseille, og der er nok af Folk, som forstaar at bruge +dem. Som de fleste Middelhavsbyer klattrer den fra Kysten stærkt stigende +op ad Højdeskrænter. Det Parti af disse Gader, der ligger nærmest +Centrum, er Handelskvarteret; men naar de begynder at stige, begynder +samtidig Platanalléerne paa begge Sider af dem, Boutikerne forsvinder, og +bag forgyldte Gitterlaager ser man det ene Palads rigere, den ene Have +yppigere end den anden. Saadan paa alle Sider, men dog mest overdaadigt +luxiøst i de Avenuer, der ender med "Pradoen", en lang Allée med stille +Skovskjønhed, der taber sig ned mod Middelhavet. Paa Siderne af den ser +man ind ikke i Villahaver, men i Slotsparker, anlagte efter Fantasier fra +"Tusind og en Nat" med Orangelunde, fulde af gyldne Frugter, med +kirketaarnshøje Palmer og alle Tropernes Pragtblomster, med Fontæner til +Hundredetusinder og monumentale Bygninger af lutter Marmor. Orientens +Vegetation og Orientens Rigdom, fattet ind i en Ramme, der er den +skjønneste, jeg kjender: det vidunderlige blaa Middelhav. Det Hav er +Marseilles Guldmine. Men det er mer endnu. Det er et Favntag, hvorfra +Byen Morgen efter Morgen vaagner straaleride af Sundhed og Glæde, mættet +med Livslyst, som den kun findes i det dejlige, solgyldne Syden. + +[Illustration: En marseiilansk Blomsterkiosk.] + +Europas Paradis. + +Aartusinder er gaaede, siden Paradisets Port lukkede sig for den syndige +Menneskeslægt. Alverden har efter den Tid søgt og søgt den tabte Edens +Have, og det kan ikke egentlig paastaas, at man har været i Forlegenhed +for at finde den. Poeterne har opdaget den i Nord- og Syd, i Øst og Vest, +saa omtrent paa hver Plet af den hele Klode. Før Jernbanerne kom, kunde +det nu være en grumme herlig Ting med alle de mange Paradiser. Det var +navnlig saa overmaade nemt og bekvemt. Enhver kunde sidde lykkelig i den +Krog, hvor Vorherre havde sat ham, og dø salig i den Tro, at skjøn som +den var ingen anden i den ganske Verden. Efterat Jorden imidlertid er +svunden ind til ikke at være synderlig Andet end en pæn Park, hvis store +Promenadegange idetmindste hver Person af Opdragelse maa have bevandret, +gaar det ikke an længer uden videre at tro Poeterne paa deres Vers. _Il +faut s'entendre_. Naar man under en Sommerferie paa fjorten Dage +efterhaanden har besøgt diverse Snese Paradiser, kommer der uundgaaeligt +et Øjeblik, da man tillader sig at bede om en Forklaring. Er der +hundrede, saa er der ikke et, og er der et, saa er der ikke hundrede. +Hvilket af hele denne Hob er det ægte, Skaberens Mesterstykke, Klodens +Juvel, det enestaaende, uforlignelige Paradis paa Jorden? + +Spørgsmaalet kunde være kildent nok, hvis Sagen ikke stillede sig saa +heldigt, at det allerede var besvaret. Som Gudinderne i Idas Lund, har +Alverdens digterbesungne Paradiser fremstillet sig til Skjønhedsprøve for +en uhildet Dommer; de har vist deres Yndigheder, og han har rakt Æblet +til den Værdigste. Dommen er inappellabel, thi den er fældet med ufejlbar +Kompetence. Det er de Jordens Lykkelige, hvem intet Baand binder til en +enkelt Plet, der kan flagre frit som Sommerfuglen fra Blomst til Blomst +og dale ned og sætte sig til Hvile paa den, hvis Honning er sødest, det +er dem, der har overtaget den dømmende Hyrdes Rolle. Land og Byer, Bjerge +og Dale, Skove og Søer er dragne forbi deres Blik og har bejlet til +Prisen; hvert stort og hvert lille Eden har salvet sig saa duftende og +pyntet sig saa straalende, de kunde, til den store Kappestrid!, og +Kjendelsen er bleven afsagt, Æblet er blevet rakt. Poeterne har fremtidig +at sætte Sordiner paa deres Lyre. Deres lokale Paradiser er kun Paradiser +med imiteret Etikette, mod hvilke de Behovhavende vares. Heldigvis er +Kontrollen let; det ægte bærer fra Skaberens Haand et Mærke, som selv den +mest vingede Digterlyrik ikke kan gjøre efter. + +Det er en Plet af Jorden, hvor der er evig Sol og Sommer. Naar Folk andre +Vegne kryber sammen i osende Kakkelovnskroge, traver omkring i Snesjap og +faaer Snue og Bronchitis af den klamme Kulde og Spleen og Migræne af den +graatunge Vinterhimmel, der hænger lavt over deres Hoveder, saa dækker +man paa denne velsignede Plet sit Frokostbord under aabne Verandaers Hang +af blomstrende Roser, man ligger i Hængekøjer under Palmetræer og tager +Solbad, man gaar omkring i lette Klæder og lyse Farver og aander en Luft, +af hvilken hvert Drag fylder Lungerne med Sundhed og Sindet med Ungdom og +godt Humør. Saa langt Aaret er, staar Alting i Flor. + +Lunden er altid grøn, Engen pynter sig ved Juletid til Fest med friske +Violer, der gror modne Jordbær ved Grøftekanten i April, og store, +favnehøje Nerier staar som Alléetræer og drysser deres Purpurblomster ned +over Vejene. Naar en sjelden Gang Brisen, der puster ind fra det blaa +Hav, bliver saa kaad, at den ryster en overmoden Appelsin til Jorden, saa +kalder man det strax for Blæst og Storm, og dukker der paa den blanke +Himmel en hvid Sky op, bag hvilken Solen kunde falde paa at forsvinde i +fem Minutter, saa er det et Fænomen, over hvis Forfærdelighed hele +Paradiset korser sig Maaneder i Træk. Klare, gyldne glide Dagene hen, saa +stille, at man mærker det knap. Naturen ligger hvilende og nyder sin +Pragt, sine glødende Farver, sin vellystsvangre Duft. Og Menneskene +aander al denne Skjønhed ind og nyder som Naturen. Hver Bolig er et +Velværets Tempel. Kunstens og Rigdommens Luxus har pyntet disse Villaer +og Haver saaledes med deres Skatte, at man næppe længer veed, hvad der er +vidunderligst, Vorherres eller Menneskenes Værk. Det er ikke Adams og +Evas Paradis længer, det er det moderne Europas. Og det moderne Europa er +adskilligt mere fordringsfuldt aabenbart, end vore første Forældre +har været. + +Som Følge af denne Fordringsfuldhed trængte selv Lyksalighedslandet her +til en Oppudsning, for at dets Glorie ret kunde gjøre sig gjældende. +Først for en halvhundrede Aar siden har det faaet den; det laa indtil da +hen, begravet som et Klenodie, Ingen kjendte. En Albions Søn kom og fandt +det. Lord Brougham hed han. Kejsere og Konger er fulgte efter ham; +Magtens, Guldets og Talentets Store er komne og har fattet Juvelen ind, +Syge og Tungsindige fra Alverdens Egne er komne i lange Pilgrimsskarer og +har hentet Lægedom for Legeme og Sjæl i dens varme, underfulde Straalers +Glands. Men den Menneskehedens Velgjører, som fandt den, har Samtiden +halvvejs glemt, Samtiden er altid utaknemmelig. Den har rejst ham en +simpel Stenstøtte paa Paradisets skjønneste Plads, og den troer at have +gjort nok; En retfærdigere Efterslægt vil sætte hans Navn ved Siden af +Kolumbus'. Thi Kolumbus opdagede kun Amerika, men Lord Brougham fandt den +tabte Edens Have igjen, han opdagede Rivieraen. + +Rivieraen er en Strimmel Land langs Middelhavet, nogle Skrænter af Bjerge +og nogle Pynter, der springer ud i det blaa Vand, saa smal en Strimmel, +at den hist og her næsten rent forsvinder og bliver til Ingenting, en +Villagade, slet ikke Andet. Den begynder forsaavidt lige ved Marseille +allerede og naaer helt til Genua, men det er kun paa en Strækning af en +halv Snes Kilometre, at den er moderne Paradishave i fuld Herlighed. +Hinsides Cannes paa den ene Side og hinsides Frankrigs Grændse paa den +anden ligger den endnu og blunder saa smaat i Naturnegligé, omkring Nice +derimod præsenterer den alle sine Yndigheder i raffineret Festtoilette. +Og her er det da, naar det andre Steder begynder at blive koldt og +vintertrist, at Livets Søndagsbørn, de Lykkelige, som kun er fødte for at +nyde, flyver ned til idel Lys og Sol. Saasnart de første Sneflokke er +faldne, begynder Elitetêten af "Tout Paris" og af "Toute l'Europe" sin +Flugt. Jernbanetogene, spænder deres polstrede Salonvogne for, og der +brydes op fra den regngraa Seinestad. Ned over Bourgognes Vinmarker, ned +gjennem Provences Olivenlunde gaar det i rivende Fart mod Syd. En Nat +kun, saa er det blaa Hav naaet, og det er i en ganske anden Verden, man +vaagner op. Toget gaar ikke hurtigere nu end en Sporvogn, men man ønsker +bare, det gik ti Gange saa langsomt. Hvert Kig ud gjennem Waggonvinduet +er en Aabenbaring. Man gnider først Øjnene og troer ikke, at det er +Virkelighed, det, man seer. Saadan, klædt i de Farver, den Klarhed, det +Skjær af Krystal, har nok enkelte Pletter af Jorden seet ud engang før. +Haven, hvor man legede som Barn, har gjort det, Skov og Mark, hvor man +sværmede om med hvid Studenterhue og lavede Vers og var forelsket, har +gjort det ogsaa, men siden er det Syn kun dukket op igjen i Drømme +undertiden, aldrig naar man var vaagen. Og nu ligger den samme +forklarende Glands over Alt, over Alt. Det kribler i Kroppen, man føler +en Lyst til at springe ud, til at raabe, at Toget skal standse og sætte +En af. Men man faaer ikke Tid til det engang, saadan vexler Landskaberne. +De følger efter hinanden som et Jag af Laternamagica-Billeder. I et +pludseligt Glimt springer Udsigten frem: en blaa Bugt, rammet ind af +rødbrune Skjærgaardsklipper med hvide Huse, med Pinier og Palmer og +Agaver i hver Kløft; et Øjeblik staar det der i Solens Forgyldning, man +lukker Øjnene op saa vidt, man kan, og stirrer og klapper i Hænderne som +paa Theatret, naar Tæppet gaar op for en Feeridekoration, men før +Indtrykket endnu har samlet sig, er Glimtet forbi, Lokomotivet piber, man +farer ind i en Tunnel, Alting bliver nogle Minutter sort Nat, Saa et nyt +Glimt, et nyt Billede, endnu mere feagtigt, endnu mere straalende og +fuldt af Farver end det foregaaende. Hele Rivierafarten er saadan. En +halv Dag staar man ved Vinduet og rækker Hals og seer og venter og seer +igjen. Man kan ikke blive træt af disse blaa Bugter, som man undertiden +kommer saa nær, at man næsten kjører ude i dem, undertiden seer dybt nede +under sig, fra Forbjergets romantisk brudte Skrænt, fyldte med Øer hist +og her, og bindende dem sammen da dybtfarvede, blanke som et Spejl af +Akvamarin, strækkende sig paa andre Steder aabent ud i lyse Flader, +krusede fint som Strimmelen om en ung Pigehals, gyngende med Solblink, +krydsede af Sejlere. Og man kan ikke se sig mæt heller paa disse blanke +Blade af Laurbær og Oranger, disse Kæmpekaktus'er i Klipperevnerne, denne +Flora i Eventyrfarver, denne Bugnen med Frugter, der faaer En til at +bryde ud i Latter og Jublen, stiger En til Hovedet som hed Vin, saa +overdaadig yppig er den. Ør bliver man, mere og mere ør for hvert nyt Kig +ud gjennem Waggonvinduet, Rejsefornemmelsen gaar af En, man glemmer, man +er paa en Jernbane, man føler sig, som man var til Fest. + +[Illustration: Et Kig ud af Waggonvinduet.] + +[Illustration: Pare de Monceaux] + +Og er man det da ikke ogsaa? Stationerne kommer, de rigtige Stationer, +hvor man staar af: Cannes, Antibes, Nice, Monaco, Monte-Carlo, Mentone. +Perronerne er fulde af Damer i Silke og Kniplinger, stive, stramme +Lakajer med røde og blaa Knæbenklæder staar i lange Geledder, Ekvipager +holder ned over Vejene i Rækker, som ingen Ende faaer. Hver Hest har sit +Hovedtøj pyntet med Blomster, selv Fyrbøderen, der kommer og pudser +Waggonens Dørgreb, har stukket en Rose i sin Blouse. Fornøjede Ansigter, +Søndagsrenhed, Elegance og Luxus allevegne; og over det Altsammen +Solskinnets Glands, dette Solskin, som man føler man kan stole paa og +give sig hen i med Tryghed, som kommer, naar Morgenen gryer, og +forsvinder først, naar Natten bryder frem, uden Luner og Nykker, +straalende, leende saa lang Dagen er. Jo, man er til Fest. Man er det +hvert Minut, man befinder sig paa Rivieraen. Den begynder i det samme +Øjeblik man sætter Foden paa denne velsignede Strimmel Jord, og den hører +først op igjen, naar man har forladt det sidste Glimt af dens Sol. + +Man kan saa komme, naar man vil, Det er Mode at komme ved Midvintertid, i +et Par Maaneder har da den fine Verden sin Sæson her. Naturligvis er her +paa den Tid prægtigst. Hvert Rum i de Tusinder af Hoteller er fyldt, det +er Pariserliv og Parisertummel om igjen. Men Paradiset er og bliver +Paradiset, selv om det hele _vie mondaine_ er forsvundet. Spektaklet kan +det tage med sig, men Solen ikke. Naturens Pragt er yppigere endnu i Vaar +og Sommer, Haverne fuldere af Blomster, Villaslottene ikke mindre +pyntelige, fordi de staar med lukkede Skodder. Ogsaa den store Stilhed i +dette fortryllede Land har sin Charme. Og saa er der jo desuden et andet +Moment, som spiller en Rolle. Saalænge Sæsonens Publikum huserer her, maa +man være lidt i Slægt med Millionens Verdener for ikke at føle sig fattig +mellem det. I de ni Maaneder af Aaret derimod, da det er borte, føjer +Paradiset til sine øvrige Herligheder ogsaa den at være det billigste +Sted at leve paa i hele Europa. Der skyder sig omtrent midtvejs mellem +Nice og Cannes en lille Halvø ud, som hedder Cap d'Antibes, Cap +incomparable har en provençalsk Digter døbt den. Vi var et Par Danske +engang, for hvem han havde prist den i saadanne Udtryk, at vi følte det +som en Forpligtelse mod os selv strax at tage derned, skjøndt det var +lige Midsommer og gyselig hedt allerede i Avignon--den gamle Paveby, nu +Felibrernes Hovedstad--, hvor vi havde truffet ham. Vi fandt det landlige +Hotel, som han havde givet os Anvisning paa, fuldstændig tomt og Folkene +aldeles konsternerede over at faa Gjæster paa denne Tid af Aaret. Hele +Huset fra øverst til nederst--og det var et veritabelt civiliseret Hotel +med alt Tilbehør--blev stillet til vor Disposition for sex Francs om +Dagen, deri indbefattet fuld Fortæring, Frokost med fem, sex og Middag +med en halv Snes Retter samt saamange Litrer Vin, vor tørstige Gane +begjærede. Og vi drak grumme tidt i de tre Uger, vi blev der, den ædle +Sangers Skaal, hvem vi skyldte Bekjendtskabet med dette Cap incomparable. + +"Bellevue" hed Hotellet, og til en Forandring passede Navnet engang. Fra +det flade Altantag saae man paa den ene Side over Golfe Jouan, den +skjønnesté af alle Rivieraens Bugter, lige til Cannes, paa den anden +havde man for sig Højderne langs "la Corniche", Vidundervejen mellem Nice +og Monaco, og i denne Ramme laa den lille Halvø nedenfor En med sine +Pinielunde og Orangehaver, sine bølgende Vinskrænter, sine solbrændte +Villaer og sin tropiske Flora. Den er her, hvor der aldrig er faldet et +Fnug Sne, saa rig, at der paa denne halve Kvadratmil Land tælles +ligesaamange Plantearter som i hele Skotland og Sverig. Alt, hvad der kan +gro ved det gode Haabs Forbjerg, kan gro her ogsaa. Og hvor det groer! +Blandet, broget, overgivent vildt mellem hinanden. Der var en Krog, som +var vort Yndlingssted. Vi laa i Selskab med Sommerfugle og Guldsmede og +alskens flagrende og summende Insekter paa Græstæppet under et gammelt +Oliventræ. Paa den ene Side klattrede et Krat af Roser og Gyvel og Kaktus +op over en lille Stenskrænt og gik paa Toppen af den i Kompagni med +Fyrre- og Figentræer for at lave Skov, paa den anden vuggede sig en +gylden Hvedemark. Foran os skraanede Terrænet nedefter med smaa +firkantede Havelodder, snart Vin, snart store Artiskok- og +brogetblomstrede Bønnebuske, saa en Kile ind, der var brandrød af +Tomaternes Frugter, saa et Stykke, hvor de lyse Mandeltræskroner skjød +sig op og lod sig vifte af Sommerpust og legede med Solblinkene, der +flimrede ind mellem det lette Løv. Og helt nede endelig det blaa Hav, men +blaat, saa det ikke er til at begribe, gjennemskinnet af Sol, dybblaat, +varmt, klart som blaa Pigeøjne, hvori Ungdom og Kjærlighed lyser. Det var +guddommeligt. Og rundt om paa Halvøen var der Hundreder af saadanne +Kroge. Solen blev lidt ustyrlig hed midt paa Dagen, det er vist nok, men +Luften var saa velsignet ren og Himlen saa høj og Alting saa eventyrlig +skjønt, at man lod sig brænde og lo af det kun og aldrig noget Øjeblik +ønskede sig det anderledes, end det var. Hvad Moden dog er for en +underlig Ting! Fra April til November ligger denne Halvø øde. Ikke en +Villa er beboet. En Mængde af dem maatte man kunne faa at leje for saa +godt som Ingenting; men Ingen falder paa det. Det er ikke Fashion. Ikke +Fashion at leve i Paradiset, naar det staar aabent, for hvem der gider +komme,--man maa være Menneske for at kunne finde paa saadan Taabelighed. + +Langs hele Rivieraen er der kun eet Punkt, hvor det Aaret rundt, Sommer +og Vinter uden Forskjel, mylrer med Mennesker. Det er i det berømmelige +Fyrstendømme Monaco, det mindste, men det skjønneste og lykkeligste +samtidig af alle Riger paa Jorden. Det maales ikke i Kvadratmil som andre +Lande, det er ikke saa stort engang som en pæn lille Herregaard, dets +hele Længde naaer ikke til en halv Mil, og der er Steder, hvor det knap +er et Par hundrede Alen bredt. Fyrstendømmets constante Befolkning tæller +femten hundrede Sjæle, og dets Souveræn raader over en Armée paa Alt i +Alt nogle og tyve Mand, Officerskorpset deri medindbefattet. Men dette +Diminutivrige foregaar ikke destomindre Verden med et stort Exempel; det +er Fremtidens Modelstat i en Perfektion, som selv de mest excentriske +Idealister knap har vovet at drømme. Indenfor dets Grændser er +Fattigdommen afskaffet, Skatterne er afskaffede; Alt, hvad der har +mindste Slægtskab med Mangel og Trang, er banlyst fra det monakiske +Territorium. Man seer kun Luxus, man aander kun Velvære. Hvad +Menneskehjerner nogensinde har udpønsket for at gjøre Tilværelsen +komfortabel, findes her i sin højeste Fuldkommenhed. Og Altsammen staar +det gratis til Disposition. Staten betaler. Den er et Forsyn, der kun har +een Tanke: at Monagenserne skal nyde Livet, og som ikke smaaligt tager +Hensyn til, hvad Realisationen af denne dens Livsopgave koster. Den har +en Allieret, som sætter den i Stand til at tillade sig alle +Extravagancer, den har salig Blancs Generositet at disponere over, og det +er meer endnu end Monte-Christos Skat. + +Salig Blanc var en snild Fyr. Han forstod, at for at et menneskeligt +Paradis skal være komplet, maa det have sin Slange. Uden den kan det være +nok saa dejligt, dets Skjønhed mangler det lokkende, pikante Element, og +det bliver trivielt til Slutning. Lord Brougham havde opdaget Rivieraen, +Blanc satte Slangen i den. Men en Slange efter Nutidsbehov og i +Nutidskostume naturligvis. Adam og Eva kunde lade sig friste af et Æble, +siden er Menneskene blevne mere blaserede. Kundskabsfrugten for det +moderne Europa er den runde Million, og Slangen i Rivieraparadiset er en +Spillebank. + +Som et Eventyrpalads rejser Roulettemplet sig paa Monte-Carlohøjen, +bygget af Marmor og Porphyr, med brogede Majolika'er, Forgyldning og +Skulpturer, med Taarne, Minareter og Balkoner. Højen, hvis Top det +kroner, er Rivieraens vidunderligste Plet, Haven nedover Terrasserne med +deres hvide Balustrader, deres Palmegrupper og Blomsterorgier saa yppig, +Middelhavsbugten ved disse Terrassers Fod saa pragtfuld, saa koket i sin +blaa, skjærgaardsbræmmede Kappe som ingen anden. Man har ikke været paa +Rivieraen, naar man ikke har været i Monte-Carlo, det er som Apotheosen +efter alle Feeritableauerne. + +Man holder da sit Indtog ved dette Paradisets Hof. Man gjør sin Person +saa pyntelig, som den er i Stand til at blive, man sætter sig i Stemning +ved "Hotel de Paris"'s Bord, det mest luxuøse, Verden har, og man gaar ud +for at se og nyde. Men sandt at sige, denne første Promenade bliver +sjelden lang. Øjet fanger den hele Herlighed op, uden at Synsnerven vil +forplante den til Hjernen, Beundringen klinger koldt, man svarer distrait +paa, hvad Vennen ved Siden af En siger. Slangen har begyndt at hvisle, og +man hører kun den. Man er nervøs, man giver Varmen Skyld, sætter sig paa +Kaféen og tømmer sin glacerede Drik i eet Drag. Ligeoverfor er Templets +Indgang. Vognene kommer rullende; silkebestrømpede Dameben hopper ud og +farter op ad Marmortrappens bløde Tæppe. Habituéerne kommer; altid +enkeltvis, som hensunkne i Tanker, svingende Spadserestokken, gjørende +fortvivlede Forsøg paa at synes nonchalente, men i Smug tællende +Beton'ens Fliser, gaaende udenom hvert Halmstraa, der ligger i Vejen, +klemmende sig op ad Trappens Rækværk for at undgaa Tæppet i Midten, der +bragte _deveine_ igaar. Hvislingen lyder højere og højere. Om man fulgte +efter? Man skal jo dog derover engang. Ligesaa gjerne først som sidst. +Der er fuldt i den mauriske Sal. Fem, sex Rækker omkring hvert af de +grønne Borde. Men Alting gaar stille, douce og dæmpet. Kuglens Rullen er +den højeste Lyd, Kroupieren raaber sit Tal, sit _rouge imair et manque_ +med en Stemme som om han talte Bug. I det samme Øjeblik Rouletten +standser, har han Riven ude og rutscher i to-tre Tag de tabte Summer til +sig; med Taskenspiller-Behændighed lader han mellem to Fingerspidser +Louisd'orerne flyve ud og regne ned paa de vindende. Pladser. _"Faites +votre jeu_,". lyder det igjen. Mens han stabler Guldet i Ruller i sin +Metaltraadskurv, sætter Spillerne ind. Hver Kategori af dem har sit Spil, +sit System. Nervøst regner man efter paa Notitsbladet. _La vielle garde_ +markerer Karro'er, dens unge, kaade Arvtagerinder lader Guldstykkerne +trille hen over Tæppet og standse, hvor de vil, den gamle Rastaqouair +sidder støt og doublerer sin Farve. I to Minutter er Alt færdigt. _Rien +ne va plus!_ Kuglen sprætter atter rundt i den aandeløse, spændte +Stilhed, de Bageste strækker Hals: _trente, rouge, pair et passe_. + +[Illustration: Omkring det grønne Bord.] + +Rødt er kommen fem Gange. Sort! sort! hvisler Slangen ... sort! sort! er +det, som det lød igjen i Ekko fra alle Ender af Salen. Febrilsk griber +man ned i Vestelommen og trænger sig frem mellem Rækkerne. Man staar ved +Bordet, man sætter ud. Beskedent først et Femfrancsstykke. Man vinder. +Man vinder igjen, man bliver ved at vinde. Og jo tungere Vestelommen +bliver, desto større bliver Modet. Man prøver "Hestene", saa en Karré, +saa et enkelt Tal. Man er allerede forlængst ved Guldet; Sex og tredive +Louisd'orer river man ind istedetfor den ene, man satte ud. En ung, bleg +Herre, med rystende Hænder og store; rødtunderløbne Øjne rejser sig. Man +tager hans Plads. Nervøsiteten er borte, man forcerer sit Spil, man +doublerer mod Suiterne, man garderer Zero ved de store Indsatser, man +skovler ind og skovler ind. En halv Time efter, naar man gaar bort, har +man alle Lommerne fulde af Guld. + +Nu først, i den friske Skumringskjølighed, gaar det rigtigt op for En, +paa hvilken henrivende Plet af Jorden det er man befinder sig. Hver blød +Bugtning i Bjergenes Linier, hver Tone i Farvespillet mellem Himmel og +Hav, hvor Solen gaar ned, hver hemmelighedsfuld, rolig Slagskygge over +Haveterrasserne, Alt har man Øje for nu, og Alt sætter En i Begejstring. +_Un bon diner_ følger efter, det forstaar sig af sig selv. Truiten vandes +med ægte Yquem og den trufferede Poulet med Chambertin fra Femogtreds. Et +Par Guldmønter meer eller mindre, hvad gjør det! Man finder jo hvert +Øjeblik en halv Snes Stykker af dem hist og her i en Lomme, som man ikke +havde tænkt paa. Og mens man sidder der i den spejloverlæssede Sal, i +Krydsild af Smil fra guldblonde Skjønne, ombølget af bedøvende Duft fra +Roserne, som slynger sig ind gjennem det aabne Vindue, og fra Bouquet af +Ylan og Verveine og Violette de Parme, mens man sidder der med Alverdens +dejligste Frugter paa sit Bord, med Alverdens Rigdom omkring sig, hvilke +underlige, nye, sødt pirrende Fantasier begynder da ikke at tumle rundt i +Ens Hoved! _Forcez donc votre jeu; vous avez de la chance, vous; vous +sauterez la banque_, sagde Andalusierinden med de sorte Diamantøjne, som +man sad ved Siden af ved Rouletten. Sprænge Banken! Man leer af det +først, men man diskuterer det siden. Umuligt er det da endelig ikke, +siger Vennen, man er her med, Naar vi havde spillet højere, naar vi var +bleven ved... ved Kaffen drøfter man med den alvorligste Mine af Verden, +hvilke Midler der findes til at sende større Pengebeløb bort fra Monaco, +og hvilke Forholdsregler, der vil være at iagttage, hvis man en +Aftenstund skulde komme til at sove i Værelse sammen med en Million eller +saadan Noget. + +Naturligvis anseer man det for sin Pligt at gjøre _un petit coup_ om +Aftenen ogsaa. Man har samme Held som om Formiddagen. Alting, hvad man +holder paa, kommer ud, Farver og Heste og Karré'er og Numere uden +Forskjel, man behøver ikke engang at dublere. Klokken Ti er man træt og +har nok. Man drikker en Flaske Moët frappé paa Kaféen, driver et Par +Gange frem og tilbage paa den maanebeskinnede Terrasse, hvor Musiken +spiller, vinker saa ad en Vogn og kjører sin Promenade i den vidunderlige +Natteluft, i flyvende Galop ned over _la Condamine_ og op ad +Monacobjergets snoede Veje, bestandig med Udsigt gjennem halvtlukkende +Busketter til Vandet langt dernede, hvor Maanereflexet gynger sin +lysgyldne Bro. Det er ikke nogen Kjøretour, det er en Drøm, der fylder +hver Fibre med Vellyst. Man sover meget længe den næste Dag. Man har +Ingenting at haste efter, der lukkes jo ikke engang op "derovre" før +Elleve. Man har desuden en svag Fornemmelse af, at det dog maaske vilde +se lidt forhippet ud at komme før Frokost. Om man kjørte over Bjergene +til Nice, en ren Eventyrfart, siger Alle, der har gjort den. Portieren +raadføres. Umuligt, man vilde komme altfor sent tilbage. "Systemet" skal +prøves idag. Man tager Carnet'en frem og undersøger den igjen; alle +Tallene fra den foregaaende Aften staar der. Der er ikke een Suite, som +vælter Beregningerne. Klokken Et er man paa Pletten. Rækkerne omkring +Bordet er kun tynde endnu, man faaer sin Stol. Det gaar som paa en Snor. +Chancerne kommer maaske lidt sjeldnere, end man kunde ønske, men ikke een +af dem svigter. Systemet holder; man tænkte det jo nok, men det er altid +rart at have Valuta i Lommen, som beviser det. + +Man gaar tilbage til Hotellet for at lægge Gevinsten af. Det er dog +bedst, man tager til Nice den næste Dag; det begynder at blive lidt +ængsteligt at bære alt det meget Guld i sin Kuffert. Desuden er der +forskjellige Ting, man skal kjøbe; Ens Garderobe trænger til at indrettes +paa det varme Klima. En Undersøgelse af Monacos Boutiker forøger den +foreløbig med det Nødvendigste: en Solskærm og et Par blaa Briller; man +tager sig et Bad og kjører saa op igjen. Men Eftermiddagsvisitten er +uheldig. Man har spillet paa Inspiration ved Siden af Systemet, og +Inspirationen har slugt, hvad man havde hos sig. Der maa hentes +Forstærkning. Og saa--man leer af det selv, det er jo dumt og overtroisk, +men _enfin_: det var den blaa Rejsedragt, der bragte Held igaar. Man kan +jo ligesaa gjerne tage den paa som en anden. + +Om man stoppede og rejste og lod sig nøje med, hvad man endnu havde i +Behold? Nej, det vilde være at staa sin egen Lykke i Vejen. Man maa kunne +tjene en Formue, det gjælder kun om at være sikker paa sig selv og holde +sig udelukkende og urokkeligt til Systemet. Med den faste Beslutning at +gjøre det, gaar man over. Fem Minutter efter forlanger man sin Nøgle hos +Portieren igjen. Hvor kunde man ogsaa være saa uforsigtig ikke at tage +hele sin Beholdning med? Havde man kunnet doublere een Gang til, var man +ikke bleven sprængt. Sort kom den trettende Gang, og man faldt paa +den tolvte. + +Man falder om Aftenen paa den sextende. Og man har været "forsigtig" nu, +man har den sidste Rulle Guldstykker ude. _Huit, rouge, patr et manque_, +Kroupieren river hele Stabelen ind. Man seer dem glide hen i hans Kasse, +og man hører hans _Faites votre jeu, Messieurs_. Men med et Smil, et Smil +maaske, der ikke er ganske fri for at være en lille Smule fortrukkent, +rejser man sig. _Vous partez_? spørger den Guldblonde, der staar bagved. +_Oui, Mademoiselle_.--_Vous permettez que je prenne votre place_?--_Avec +plaisir_. Og hun sætter sig og kaster en Haandfuld Louis'er paa Farven, +der ikke kom. Kuglen sprætter og standser. _Noir, pair et passe_. +Naturligvis. +Man drikker den Aften ingen Moét, og man kjører ikke over _la Condamine_. +Man driver et Par Gange op og ned ad Terrassen som Dagen forud, men +Musiken gjør trist, og Maanen skinner irriterende, og man gaar tidligt +tilsengs. Man gjør det hverken i det lyseste Humør eller med de venligste +Følelser mod Tilværelsen. Men den næste Morgen, naar man vaagner, er det +Altsammen gaaet af En som en Sygdom, der er ovre. Man aabner Vinduet paa +vid Gab. Hvilken Friskhed, hvilken Sol, hvilken Skjønhed! Og hvor det +ligger roligt og hvilende der Altsammen og smiler En imøde, som det vilde +sige: Nu forstaar vi hinanden, nu hører Du mig til. Man nynner et Vers og +klæder sig paa og gaar ud. Ingen Mennesker er oppe endnu. Kun de store, +brogede Sommerfugle er det, og Fuglene, der synger, og Blomsterne, der +dufter. Man gaar og gaar og bliver ved at gaa. Først nu straaler +Paradiset i sin fulde Glans; Kundskabsfrugten er nydt, Øjet er blevet +aabnet for dets Dejlighed. Ak, var der blot ingen Engel med flammende +Glavind, ingen Regning, der ventede paa En, naar man kom hjem i "Hotel de +Paris"! Dog ligemeget--man har været i Rivieraens Paradis, og bringer man +end ingen Millioner med derfra, kun sin stakkels gule Sommerparapluie og +sine blaa Briller, en Skat af Sol og Lys har det dog straalet ind i Ens +Sjæl, som den triste, kolde Verden skal bruge lang Tid for at forøde. + + + + + + + + + + +End of Project Gutenberg's Fra det moderne Frankrig, by Richard Kaufman + +*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK FRA DET MODERNE FRANKRIG *** + +***** This file should be named 9843-8.txt or 9843-8.zip ***** +This and all associated files of various formats will be found in: + https://www.gutenberg.org/9/8/4/9843/ + +Produced by Miranda van de Heijning, Steen Christensen and +the PG Online Distributed Proofreading Team from scans +provided by Bibliotheque nationale de France (BnF/Gallica) +at http://gallica.bnf.fr. + + +Updated editions will replace the previous one--the old editions +will be renamed. + +Creating the works from public domain print editions means that no +one owns a United States copyright in these works, so the Foundation +(and you!) can copy and distribute it in the United States without +permission and without paying copyright royalties. Special rules, +set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to +copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to +protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project +Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you +charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you +do not charge anything for copies of this eBook, complying with the +rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose +such as creation of derivative works, reports, performances and +research. They may be modified and printed and given away--you may do +practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is +subject to the trademark license, especially commercial +redistribution. + + + +*** START: FULL LICENSE *** + +THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE +PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK + +To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free +distribution of electronic works, by using or distributing this work +(or any other work associated in any way with the phrase "Project +Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project +Gutenberg-tm License (available with this file or online at +https://gutenberg.org/license). + + +Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm +electronic works + +1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm +electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to +and accept all the terms of this license and intellectual property +(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all +the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy +all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession. +If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project +Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the +terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or +entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8. + +1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be +used on or associated in any way with an electronic work by people who +agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few +things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works +even without complying with the full terms of this agreement. See +paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project +Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement +and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic +works. See paragraph 1.E below. + +1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation" +or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project +Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the +collection are in the public domain in the United States. If an +individual work is in the public domain in the United States and you are +located in the United States, we do not claim a right to prevent you from +copying, distributing, performing, displaying or creating derivative +works based on the work as long as all references to Project Gutenberg +are removed. Of course, we hope that you will support the Project +Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by +freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of +this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with +the work. You can easily comply with the terms of this agreement by +keeping this work in the same format with its attached full Project +Gutenberg-tm License when you share it without charge with others. + +1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern +what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in +a constant state of change. If you are outside the United States, check +the laws of your country in addition to the terms of this agreement +before downloading, copying, displaying, performing, distributing or +creating derivative works based on this work or any other Project +Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning +the copyright status of any work in any country outside the United +States. + +1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: + +1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate +access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently +whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the +phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project +Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, +copied or distributed: + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + +1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived +from the public domain (does not contain a notice indicating that it is +posted with permission of the copyright holder), the work can be copied +and distributed to anyone in the United States without paying any fees +or charges. If you are redistributing or providing access to a work +with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the +work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 +through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the +Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or +1.E.9. + +1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted +with the permission of the copyright holder, your use and distribution +must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional +terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked +to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the +permission of the copyright holder found at the beginning of this work. + +1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm +License terms from this work, or any files containing a part of this +work or any other work associated with Project Gutenberg-tm. + +1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this +electronic work, or any part of this electronic work, without +prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with +active links or immediate access to the full terms of the Project +Gutenberg-tm License. + +1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, +compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any +word processing or hypertext form. However, if you provide access to or +distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than +"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version +posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org), +you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a +copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon +request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other +form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm +License as specified in paragraph 1.E.1. + +1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, +performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works +unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. + +1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing +access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided +that + +- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from + the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method + you already use to calculate your applicable taxes. The fee is + owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he + has agreed to donate royalties under this paragraph to the + Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments + must be paid within 60 days following each date on which you + prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax + returns. Royalty payments should be clearly marked as such and + sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the + address specified in Section 4, "Information about donations to + the Project Gutenberg Literary Archive Foundation." + +- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies + you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he + does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm + License. You must require such a user to return or + destroy all copies of the works possessed in a physical medium + and discontinue all use of and all access to other copies of + Project Gutenberg-tm works. + +- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any + money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the + electronic work is discovered and reported to you within 90 days + of receipt of the work. + +- You comply with all other terms of this agreement for free + distribution of Project Gutenberg-tm works. + +1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm +electronic work or group of works on different terms than are set +forth in this agreement, you must obtain permission in writing from +both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael +Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the +Foundation as set forth in Section 3 below. + +1.F. + +1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable +effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread +public domain works in creating the Project Gutenberg-tm +collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic +works, and the medium on which they may be stored, may contain +"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or +corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual +property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a +computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by +your equipment. + +1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right +of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project +Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project +Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all +liability to you for damages, costs and expenses, including legal +fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT +LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE +PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE +TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE +LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR +INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH +DAMAGE. + +1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a +defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can +receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a +written explanation to the person you received the work from. If you +received the work on a physical medium, you must return the medium with +your written explanation. The person or entity that provided you with +the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a +refund. If you received the work electronically, the person or entity +providing it to you may choose to give you a second opportunity to +receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy +is also defective, you may demand a refund in writing without further +opportunities to fix the problem. + +1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth +in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER +WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO +WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. + +1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied +warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. +If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the +law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be +interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by +the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any +provision of this agreement shall not void the remaining provisions. + +1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the +trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone +providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance +with this agreement, and any volunteers associated with the production, +promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works, +harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, +that arise directly or indirectly from any of the following which you do +or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm +work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any +Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause. + + +Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm + +Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of +electronic works in formats readable by the widest variety of computers +including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists +because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from +people in all walks of life. + +Volunteers and financial support to provide volunteers with the +assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's +goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will +remain freely available for generations to come. In 2001, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure +and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations. +To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation +and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 +and the Foundation web page at https://www.pglaf.org. + + +Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive +Foundation + +The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit +501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the +state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal +Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification +number is 64-6221541. Its 501(c)(3) letter is posted at +https://pglaf.org/fundraising. Contributions to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent +permitted by U.S. federal laws and your state's laws. + +The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S. +Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered +throughout numerous locations. Its business office is located at +809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email +business@pglaf.org. Email contact links and up to date contact +information can be found at the Foundation's web site and official +page at https://pglaf.org + +For additional contact information: + Dr. Gregory B. Newby + Chief Executive and Director + gbnewby@pglaf.org + + +Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation + +Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide +spread public support and donations to carry out its mission of +increasing the number of public domain and licensed works that can be +freely distributed in machine readable form accessible by the widest +array of equipment including outdated equipment. Many small donations +($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt +status with the IRS. + +The Foundation is committed to complying with the laws regulating +charities and charitable donations in all 50 states of the United +States. Compliance requirements are not uniform and it takes a +considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up +with these requirements. We do not solicit donations in locations +where we have not received written confirmation of compliance. To +SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any +particular state visit https://pglaf.org + +While we cannot and do not solicit contributions from states where we +have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition +against accepting unsolicited donations from donors in such states who +approach us with offers to donate. + +International donations are gratefully accepted, but we cannot make +any statements concerning tax treatment of donations received from +outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. + +Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation +methods and addresses. Donations are accepted in a number of other +ways including including checks, online payments and credit card +donations. To donate, please visit: https://pglaf.org/donate + + +Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic +works. + +Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm +concept of a library of electronic works that could be freely shared +with anyone. For thirty years, he produced and distributed Project +Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support. + + +Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed +editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S. +unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily +keep eBooks in compliance with any particular paper edition. + + +Most people start at our Web site which has the main PG search facility: + + https://www.gutenberg.org + +This Web site includes information about Project Gutenberg-tm, +including how to make donations to the Project Gutenberg Literary +Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to +subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks. diff --git a/9843-8.zip b/9843-8.zip Binary files differnew file mode 100644 index 0000000..5d844e0 --- /dev/null +++ b/9843-8.zip diff --git a/LICENSE.txt b/LICENSE.txt new file mode 100644 index 0000000..6312041 --- /dev/null +++ b/LICENSE.txt @@ -0,0 +1,11 @@ +This eBook, including all associated images, markup, improvements, +metadata, and any other content or labor, has been confirmed to be +in the PUBLIC DOMAIN IN THE UNITED STATES. + +Procedures for determining public domain status are described in +the "Copyright How-To" at https://www.gutenberg.org. + +No investigation has been made concerning possible copyrights in +jurisdictions other than the United States. Anyone seeking to utilize +this eBook outside of the United States should confirm copyright +status under the laws that apply to them. diff --git a/README.md b/README.md new file mode 100644 index 0000000..d3b9dd6 --- /dev/null +++ b/README.md @@ -0,0 +1,2 @@ +Project Gutenberg (https://www.gutenberg.org) public repository for +eBook #9843 (https://www.gutenberg.org/ebooks/9843) diff --git a/old/7fdmf10.txt b/old/7fdmf10.txt new file mode 100644 index 0000000..c3aa312 --- /dev/null +++ b/old/7fdmf10.txt @@ -0,0 +1,10814 @@ +The Project Gutenberg EBook of Fra det moderne Frankrig, by Richard Kaufmann + +Copyright laws are changing all over the world. Be sure to check the +copyright laws for your country before downloading or redistributing +this or any other Project Gutenberg eBook. + +This header should be the first thing seen when viewing this Project +Gutenberg file. Please do not remove it. Do not change or edit the +header without written permission. + +Please read the "legal small print," and other information about the +eBook and Project Gutenberg at the bottom of this file. Included is +important information about your specific rights and restrictions in +how the file may be used. You can also find out about how to make a +donation to Project Gutenberg, and how to get involved. + + +**Welcome To The World of Free Plain Vanilla Electronic Texts** + +**eBooks Readable By Both Humans and By Computers, Since 1971** + +*****These eBooks Were Prepared By Thousands of Volunteers!***** + + +Title: Fra det moderne Frankrig + +Author: Richard Kaufmann + +Release Date: February, 2006 [EBook #9843] +[Yes, we are more than one year ahead of schedule] +[This file was first posted on October 23, 2003] + +Edition: 10 + +Language: Danish + +Character set encoding: ASCII + +*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK FRA DET MODERNE FRANKRIG *** + + + + +Bibliotheque nationale de France (BnF/Gallica) at http://gallica.bnf.fr. +Miranda van de Heijning, Steen Christensen and the +PG Online Distributed Proofreading Team + + + + +FRA DET MODERNE FRANKRIG. + +AF RICHARD KAUFMANN. + +MED ILLUSTRATIONER EFTER FRANSKE KUNSTNERE. + +KJOBENHAVN. + +1882 + + + +I en halv Snes Aar snart har Forfatteren af denne Bog vaeret en jaevnlig +Gjaest i Paris. For hver Gang han er kommen igjen, har han vundet Byen +kjaerere og kjaerere, og i de sidste tre Aar endelig er den bleven ham et +nyt Hjem. Hans Bekjendtskab til den er folgelig intimere end den +almindelige Rejsendes. Paa den anden Side er han stadig vedbleven kun at +vaere en Fremmed, der er paa Besog. Alt det, han har set, har han set paa +med en Nordbos Ojne. Netop paa Grund af denne sin Dobbeltstilling har han +troet at kunne have Et og Andet at fortaelle, der var i Stand til at +interessere hans Landsmaend. + +Hans Bog har ikke den Pretension at give en udtommende Skildring af Livet +i det moderne franske Samfund. Han har, mens han skrev, selv bedst folt, +hvor langt udforligere han maatte vaere, hvis et saadant Maal skulde +naaes. Stadig hobede Stoffet sig op, og samtidig nodte de Graendser, der +var afstukne for Arbejdet, ham endog til at udskyde AEmner, som det havde +ligget i den oprindelige Plan at behandle. Paa Sligt er det jo imidlertid +muligt siden at raade Bod, hvis Laeserne finder, at der er lidt Liv og +lidt Anskuelighed i de her tegnede Billeder. + +Troskab mod Originalen foler Forfatteren sig forvisset om, at der er. Han +har set det moderne Paris med sympathetiske Ojne. Han har ikke vaeret +blind for Manglerne ved det, men han er gleden lettere over dem og har +ladet, hvad der var smukt og tiltalende, springe staerkere frem. Han har +gjort dette ikke blot af Kourtoisi mod det Land og den By, hvis Gjaest han +er, men ogsaa, fordi han mente derved at komme Sandheden naermest. Han vil +fole sig lykkelig, hvis hans Bog hos nordiske Laesere kan vaekke den samme +Kjaerlighed til vore Dages Frankrig, som den skylder sin Tilblivelse. + +Paris, i November 1882. + +Richard Kaufmann. + + + + +INDHOLD + +_Paris og Pariserne_ + +_Pariserinden_ + +_Vinter liv i Paris_: + +Klimaet + +Velgjorenhedsballer + +Jule-og Nytaarstiden + +Under Karnevalet + +Hos Republikens Praesident + +_Foraar i Paris_ + +_I Kammeret_ + +_Det rode Paris_ + +_Paa Borsen_ + +_Kunst og Kunstnere_ + +_Litteratur og Aviser_ + +_Paris som Theatercentrum_ + +_Sommerliv og Fester_: + +Grand prix de Paris + +Badeliv Ved Kysten + +Nationalfesten + +Sommer-Sondage ved Paris + +_Parisere en evidence:_ + +Mme. Adams Salon + +En Aften hos Victor Hugo + +Hos Sarah Bernhardt + +Coquelin i sin Loge + +Cherbuliez i sit Arbejdsvaerelse + +_De Fremmede i Paris_ + +_Paris paa Vrangsiden:_ + +Pauperismebaeltet + +Samfundets Bundfald + +_Kafe- og Gadeliv_ + +_Skisser fra Sydfrankrig:_ + +Mellem moderne Troubadurer + +En sydfransk Pilgrimsfart + +Oldtidslevninger i Provence + +Petrarcas Hjem + +Marseille + +Europas Paradis + + + + +PARIS OG PARISERNE. + + +Det er i Regelen om Aftenen, at den Rejsende fra Norden kommer forste +Gang til Paris. Han gaar ud i Byen. Overalt er der Liv og Faerdsel endnu; +for Midnat laengst er passeret, taenker Paris ikke paa at laegge sig til +Hvile. Hele Timer kan han se den i fuld Soireepuds, hele Timer kan han +drive med Menneskestrommen ned over de fyldte Boulevarder eller paa en +Kafestol sidde og lade de brogede Billeder passere sig Revue. Der er nok +baade for Oje og Ore. Det er som en hel ny Verden, der rulles op for ham +i et Rundmaleri uden Ende. Men naar til Slutning Rejsetraetheden dog gjor +sin Virkning gjaeldende, og han endelig sent vender tilbage til Hotellet, +er han i Grunden yderst forbauset. Han havde ventet at blive overvaeldet, +blaendet, berust, og det er helt andre Indtryk, han bringer med fra sin +forste Visit. Paris har forekommet ham meget mindre, og mindre glimrende +ogsaa, end han havde troet, men den har samtidig forekommet ham saa +maerkvaerdig hjemlig og hyggelig. Det er Fornemmelsen deraf, der behersker +alle andre, og det er med Velbefindendet, som denne Fornemmelse vaekker, +at han gaar i Seng. Naar han den naeste Morgen vaagner, har han slet intet +Hastvaerk for at komme ud igjen. Han synes, han har vaeret laenge i Paris, +og at han allerede er halvvejs fortrolig med dens Liv. Det er det samme +Faenomen, man ogsaa undertiden kan iagttage overfor Mennesker, man seer +forste Gang. Man har hort saa Meget om dem paa Forhaand, at de er voxet +op til Noget, der naesten forskraekker. Og saa, naar man har talt med dem i +fem Minutter, er det, som man havde kjendt hinanden i Aar. Den +instinktmaessige Folelse af, at Tiden vil gjore En til gode Venner, har +tilbagevirkende Kraft. + +Dette forste Indtryk af Paris er det, der kommer hyppigst igjen, og det +er ogsaa det, man til Slutning bliver staaende ved. Man skal dog ikke +vaere bange; de andre, som man havde ventet, udeblive langtfra heller. +Under Touristbesogets tumlende Faerd dukker den forste Aftens douce +Fornemmelse af Hygge hurtigt under i lutter Blaending, lutter Beundring +af, hvor Paris er stor og glimrende. Det er fra Morgen til Aften en +Sandserus, der intet Ojeblik horer op. Blot en Vandring ned over +Boulevarderne med deres Tusinder af krydsende Ekvipager, med deres +Spejle, som reflekterer det brogede Gadeliv, saa det bliver et Virvar +uden Ende, med deres Udstillingsvinduer, bag hvilke Alverdens vildeste +Luxus holder sine Saturnalier, blot en Vandring forbi Palais-Royals og +Rue de la Paix' Juveleerboutiker eller gjennem Avenue de I'Operas +Paladsgade i elektrisk Fe-Illumination, alene det er et fortumlende, +overvaeldende Festtog. Og saa kommer Monumenterne: den gigantiske +Triumfbue, der rager op over hele Paris, som den vilde saette Indsegl paa +Byen og sige: dette er storre end selv det antike Rom, storre end Noget, +hvortil Menneskeslaegten endnu er naaet--Triumfbuen med Rudes Trophae, den +mest bevingede Tanke, moderne Skulpturkunst har fodt, et Vaerk, hvori +Enthousiasmen skriger, saa selve Stenen synes at faa Fart og flyve. Paa +den anden Side af Seinen, ligeledes ragende op, saa den kan sees overalt, +Invalidedomens gyldne Kuppel, hvor ved Kejsersarkofagen under den maegtige +Hvaelving ligesom hele Frankrigs historiske Storhed fylder Rummet med +vaeldige Skygger, saa det klemmer En for Brystet, og man er ved at falde +paa Knae og graede. Fremdeles, spredte rundt omkring, de ligesaa +forskjelligartede som hver i sin Stil uforlignelige. + +[Illustration: Rudes Trophae: Le Depart.] + +[Illustration: Invalidedomen.] + +[Illustration: La Salme Chaptlle.] + +Kirkearkitekturer: forst og fremmest la Sainte Chapelle, udvendig det +skjonneste og fineste Filigranarbejde af gothisk Bygningskunst, der +existerer nogetsteds i Verden, indvendig et rent Tusindogeennatseventyr +af de vidunderligste gamle Glasmalerier. Man staar som i en Hal, hvor +Loft og Vaegge er lutter farvede aedle Sten, kunstigt satte sammen til +Billeder, der lige fra Syndefaldet illustrerer alle de store Scener af +den hellige Historie. Og saa den middelalderlige Notre-Dame og +Madeleinens graeske Tempel og den fornemt-kolde moderne Saint-Augustin og +den lille antike Juvel Saint-Germain-l'Auxerrois og en halvhundrede +endnu, af hvilke hver enkelt vilde vaere nok til at gjore en hel Stad +beromt. For hver Gadeende naesten moder Ojet et arkitektonisk Storvaerk: +Bygninger som den nye Opera eller Pantheon med Davids Fronton, Paladser +som Louvre og Tuilerierne, Mindesmaerker som Chateau-d'Eau-Pladsens +vaeldige Republikstatue, som Vendome- eller som Frihedssojlen paa +Bastillepladsen. Gallerierne rummer de storste Skatte fra alle +Kunstskoler, Musaeer, Bibliotheker, videnskabelige Institutioner er de +rigeste, Verden ejer, Industrien stiller paa alle Kanter vort +Aarhundredes nyopdagede Vidunderlande tilskue i Fabriker, som ikke har +Rivaler nogetsteds. Og mens Oje og Aand maettes med Indtryk, viser den +glade Verdensstad samtidig ogsaa den anden Side af sit Janushoved, det, +der leer og lokker forforerisk koket til nye og atter nye Adspredelser. +Der existerer paa hele den samlede Klode ikke nogen jordisk Nydelse, som +Paris ikke har akklimatiseret. Alt, hvad Natur og Menneskesnildhed kan +byde for at gjore Livet skjont og lykkeligt at leve i Ojeblikket, alt det +er hobet sammen i denne Stad. Hvor kan det da vaere Andet, end at +Touristen, der just er kommen for i sollyse Feriedage at flagre fra +Blomst til Blomst i dette brogetrige Flor, at han til Slutning ender med +at blive ganske or af Berusning og Begejstring. Den sode Nektar gaar ham +til Hovedet. Paris bliver ham en dejlig Elskerinde, hvis Favntags Sodme +er ham det Vidunderligste, han nogensinde har dromt. + +Der er jo imidlertid den Omstaendighed ved enhver Rus, at der uvaegerligt +folger en Morgen bagefter, da man vaagner med Tommermaend. Paris er ikke +det Paradis uden Slange, som Touristbegejstringen vilde gjore det til. +Paradiser horer nu engang til den Slags Sager, som ikke laenger existerer +paa Jorden. Naar den Dag kommer, da han horer op med at see Paris i Skjaer +af et flygtigt Feriebesogs Champagneskumsperler, saa kommer ogsaa +Tommermaendsindtjykket. Og jo storre Rusen har vaeret, desto staerkere +bliver det. Der er en Stund Adskilligt, man faaer Afsmag for, Mere maaske +undertiden, end der i Virkeligheden er Grund til. Heller ikke det skal +man dog bryde sig om. Ogsaa det Indtryk horer til dem, der forsvinder +igjen. Thi Paris kan taale at ses, som det er, med dets Fortrin og dets +Fejl. Touristen lokker det som en Elskerinde, der fortumler Hovedet; for +den, der har sovet Rusen ud og Tommermaendene ogsaa, bliver det en Kvinde, +med hvem han gjerne deler Hus og Hjem, saa laenge det skal vaere, fordi han +ved Siden af menneskelige Skrobeligheder, ved Siden af Luner og Lethed, +som nu engang horer Kvinden til, men som her dog ofte har den gode +Egenskab at klaede ganske kjont, finder saa uhyre Meget, som han aldrig +kan blive traet af at agte og elske. Det Indtryk af hyggeligt +Velbefindende, hvormed man begyndte sin forste Pariservisit, er ogsaa +det, hvormed man ender efter Aars Forlob. Paris er den By i hele Verden, +hvor den Fremmede finder storst Behag ved at leve. Det er ikke noget +Postulat; Tallene kan dokumentere det. Hvis det ikke var saaledes, vilde +ikke det aarlige Besog af Gjaester belobe sig til over et Gjennemsnitstal +af en Million, og Parisermenneskehavet daglig taelle omtrent to hundrede +tusinde Udlaendinge. + +Sin Forkjaerlighed for enkelte Pletter af Jorden har man tidt ligesaa +vanskeligt ved at analysere som sin Forkjaerlighed for enkelte Mennesker. +For Paris' Vedkommende lader Sagen sig imidlertid gjore. I de store +Hovedtraek idetmindste er det ikke svaert at sige, hvad der vaekker +Velbefindendet, som man foler her. Til syvende og sidst beroer det +simpelthen derpaa, at Pariserlivet byder en Sum af Fordele og +Behageligheder, som man ikke finder saaledes potenserede, i hvert Fald +ikke samlede i det Omfang noget andet Sted. + +Der er, for at begynde lavest nede, forst de materielle. Byen er lys og +luftig, gjennemkrydset med brede, traebeplantede Gader og Boulevarder, +hvor Solen kan traenge ind, oversaaet med Parker, Squarer og offentlige +Pladser. Den er ren, vandet og pudset og fejet fra Morgen til Aften af en +Armee af Arbejdere. Det franske Kjokken er det bedste i Verden af den +simple Grund, at Befolkningen er den rigeste og som Folge deraf den, der +stiller de storste Fordringer. Der er ingen Primor, som ikke kommer forst +til Paris, ingen Gourmandfantasi, der ikke kan blive tilfredsstillet i +samme Ojeblik den er taenkt. Fornojelser kalder paa En for hvert Skridt +man gaar. Man kan vaelge ganske efter sin Smag og sine Midler og behover +dog aldrig at vaere bange for at komme til at mangle. Al den Komfort, vor +moderne Civilisation har udtaenkt for at gjore Livet bekvemt, er i Paris +dreven til sin hojeste Fuldkommenhed. Omgangsformen er let og fri, ingen +Kasteforskjel eller Junkerstivhed trykker. Selskabslivet staar aabent paa +vid Gab for Alle og Enhver, Hoflighed og Urbanitet mellem Mand og Mand er +en Dyd, der er specifik parisisk. + +Og alt det er dog kun den ydre Skal, bag hvilken der gjemmer sig en +Kjaerne, som er ikke mindre aedel, end Skallen er skjon og lokkende. Er +Paris det materielle Velvaeres By, saa er den samtidig den Stad, hvor alle +intellektuelle Krav finder rigest Tilfredsstillelse. Den centraliserer +hele Landets aandelige Liv i et langt videre Omfang, end det er Tilfaeldet +med nogen moderne Hovedstad. Hvad Frankrig rummer af Dygtighed drages til +Paris; kun der kan det finde Indvielse og Udfoldning. Og ned gjennem +Menneskealdre, lige fra Molieres og Voltaires og de store +Revolutionsheltes Dage har da under aldrig standset, utraettelig +Propaganda alle den moderne Taenknings og det moderne Fremskridts Heroer +fyldt denne By med en saadan Overflod af Ideer, at den er bleven det +lysende Fyrtaarn for hele Aarhundredets Slaegt. Som hvert Skridt i dens +Gader minder om en berommelig Fortid, som der haenger et Stykke Historie +ved hver Bro og hver Plads, saaledes er det naesten, som hvert Drag, man +aander ind af Byens Luft, er maettet med Atomer af disse store Tanker. Og +nu Kunsten! Det franske Theater behersker Verden, fordi intet andet +Theater i Verden kan maale sig med det; Paris ejer en Samling af sceniske +Artister, som ingen Tid og intet Land har kunnet opvise Mage til. Den +franske Malerskole er den, hos hvilken alle andre Malere gaar i Laere; +Munkacsy, Stevens, Nittis, Madrazzo, alle de store fremmede Mestere +kommer til Paris, fordi de foler, at det kun er der, de har Rod og Bund. +Den franske Musik er ved at overfloje den tydske og italienske, den +franske Skjonlitteratur stadig den, der i Godt som i Ondt er et +Hestehoved fremfor andre i Kappestriden. + +Heller ikke Videnskaben er bleven tilbage. Hvad har Paris ikke paa alle +dens Omraader at opvise for uendeligt rige Samlinger, hvor arbejdes der +ikke i dens Fagskoler og Kollegier, med hvilke Opfindelser beriger ikke +Dag for Dag dens Laboratorier Verden! Har Paris Malere som Meissonnier og +Bonnat, Digtere som Victor Hugo og Augier og Dumas, Skuespillere som Got +og Coquelin, Musikere som Gounod og Thomas, saa har den ogsaa Laerde og +Videnskabsmaend som Renan og Pasteur. Der er ikke det Menneske med +aandelige Interesser, af hvilken Art de saa ere, der kan komme til Paris +uden at finde Impuls for sine Evner, Berigelse af sin Viden, Belaering og +Befrugtning. + +Det er denne Alsidighed, der gjor Paris enestaaende. Der er Byer +rundtomkring, som kan lokke og drage med enkelte Fortrin, Paris har dem +alle paa en og samme Plet. Den er som et Menneskeaandens uhyre +Verdensudstillingspalads, krandset af Fehaver, hvor Alt er samlet, hvad +der kan gjore Hvilen sod. Den, der alene kommer for at nyde, bliver +derude, og han er dog tilfreds. Men kun den, som kommer med Alvor, og som +med Ojet aabent til at se og Tanken aaben til at laere traenger ind mellem +Paladsets Labyrinthgange, kun han faaer tilfulde Indtrykket af, hvad +Paris er for en Vidunderby. Den er ikke nogen enkelt Stad, den er +Hundreder af Staeder i een, vidt forkjellige fra hinanden som selve +Paris's Fysiognomi i de forskjellige Partier af Byen. + +Blot en Gang ned over de store Boulevarder er tilstraekkelig til at se, +hvor dette Fysiognomi skifter. Forst den fornemtaristokratiske Boulevard +de la Madeleine, saa det travle Handelsliv paa Capucines og Italiens, saa +igjen en ny Karakteer, det adstadige Bourgeoispraeg over Poisonniere og +Bonne Nouvelle, og endelig Arbejderboulevarderne Temple og Beaumarchais. +Hvert Kvarters Type er forskjellig. Quartier latin og Faubourg +Saint-Germain, Montmartre og Parc Monceauxkvarteret stoder hinanden paa +Albuerne og er dog saa uensartede, som om de laa Hundreder af Mile fra +hinanden. Som man kan bruge et Liv uden at blive fortrolig med denne +Uendelighed af Byer i Byen, saaledes kan man ogsaa bruge et Liv uden at +komme tilbunds i de aandelige Skatte, der er hobede sammen her. Og da vi +dodelige Mennesker nu engang kun har et at disponere over, er den +Slutning ganske simpel, at det er en Umulighed nogensinde at blive traet +eller kjed af Paris. + +Man er mellem dette Virvar et Fnug, der forsvinder, det er sandt. Men +netop i denne Forsvinden ligger et af de store Hovedmomenter, som +bevirker, at man foler sig saa vel tilpas i Paris. Der er Frihed der, +ikke blot den, som Loven, men ogsaa den, som Selskabet, Omverdenen +indrommer. Og det er de fleste Stede ellers den, som det er vanskeligst +at opnaa. Ingen orkeslos Lediggjaengers misundelige Oje vaager over, hvad +Naboen tager sig for, ingen sladderlysten Tunge falder paa at lave +Fantasihistorier derom. Man har nok i at tage vare paa sine egne Affaerer, +der bliver ingen Tid til at bekymre sig om de Andres. Man kan vaelge sit +Selskab, som man vil. Vil man vaere Eneboer, er det den letteste Sag af +Verden. Man behover kun at holde sig for sig selv, saa lever man, som man +var i en Orken. Man kan bo aarvis Dor om Dor i det samme Hus uden at +kjende hinandens Navn, man kan sidde Maaneder Side om Side ved det samme +Restaurationsbord uden at vexle et Ord. Traenger man derimod til Omgang, +saa er Adgangen til den ligesaa let, som Valget er stort. Selv for den +Fremmede er en simpel Praesentation i en Salon nok til at skaffe ham +Invitationer, saalaenge han lyster. Den nivellerende Nutid vaelter de gamle +exklusive Kredses Skranker Dag for Dag. Endogsaa enkelte af Faubourg +Saint-Germains Selskabssale begynder at blive Fortsaettelser af Gaden. +Hundreder og atter Hundreder har vaeret det laenge, ligefra Republikens +Praesidents ned til Millionaerens fra igaar, der ikke forlanger bedre end +at se sine Stuer fyldte. Det har sine Inkonvenienser, men det har ogsaa +sine Fordele. Man kan komme og gaa, som man lyster. Man kan tale med dem, +man synes om, hore paa Musik, pleje Buffeten, dandse, more sig, som man +finder for godt, man behover ikke engang hverken at sige Goddag eller +Farvel. Og denne Maade at omgaas paa er hojst karakteristisk for, hvordan +Pariserlivet er indrettet. Hvad der gjaelder for den enkelte Kreds, +gjaelder ogsaa for det store Hele. Er man kjed af den Verden, hvori man +lever, saa vaelger man en anden. Man flytter til et nyt Kvarter, saa er +det, som man var flyttet til en ny By--Ingen falder paa at soge En op. +Man forlader de gamle Saloner og de gamle Kafeer,--Ingen sporger, hvor +man er bleven af. Man kommer ikke laenger til Theatrenes Premierer, men +til Andenaftensforestillingerne, saa er det helt nye Ansigter, man seer. +Efter lang Tids Forlob kan det da passere, at man traeffer en af de +fordums Bekjendte paa Gaden. Det gaar, som det gik en beromt Kommunist. +Han moder en gammel Ven, der fortroligt trykker hans Haand og beklager +sig over, at man saa sjeldent seer Noget til ham. Det har sin gode Grund, +svarer den Anden, jeg kommer lige fra Noumea, hvor jeg har siddet i +Bagnoet i fem Aar. + +Og trods alt det er der alligevel ingen anden By, hvor den Fremmede har +saa let ved at gjore sig det hjemligt som i Paris. Der er ingen, der er +saa kosmopolitisk som den. Pariseren holder haardnakket og konservativt +fast ved sine egne Vaner, men han respekterer de Andres. Han undrer sig +ikke engang over, at de har dem, men han anseer det for sin gjaestevenlige +Pligt at imodekomme dem saa meget som muligt. Kommer der en Kineser ind +paa en Restauration og traekker sine Pinde op af Lommen for at spise med +dem, saa er der Ingen, der falder i Forbauselse over det. Men kommer han +to, tre Gange igjen, anskaffer Vaerten sig selv Pinde og serverer ham, for +at Gjaesten kan folge sit Lands Skik og Brug. Det er haendet, og det er +typisk. Der er ikke den Udlaending, hvilken Nation han end tilhorer, der +ikke kan finde en Krog af Paris, hvor han kan bo, leve og spise, indrette +sig ganske, som han havde flyttet en Stump af sit eget Lands Grund +med sig. + +Disse Fordele, disse Ejendommeligheder, om man hellere vil, haenger sammen +med saerlige Sider ved Parisernes Karakteer. Man paastaar, at de er +letsindige. Det er en Beskyldning, der har faaet gammelt Haevd paa sig, +men den er ingenlunde saa sand, som den giver sig ud for. Dette +arbejdslystne, sparsommelige Folkefaerd, der slider Dag ud, Dag ind uden +Hvile for at sikkre de gamle Aar, disse Mennesker, hvis skjonneste Drom, +hvis hojeste Livsmaal er en Stump egen Jord, hvor de kan frede deres Have +og leve af deres Rentepenge, kan man med Rette kalde dem letsindige? Man +dommer Befolkningen efter Gadedriverne. Men det er for en stor Part +Udlaendinge, nydelseslystne Lediggjaengere fra alle Verdens Kanter, og +Letsindighedens Templer, der har givet Paris Ry for at vaere et moderne +Sodoma og Gomorra, de er just til for deres Skyld. Det var ikke +Pariserne, der befolkede det berygtede, nu nedlagte Dandselokale Bal +Mabille; der kom hojst en for hvert tusinde Udlaendinge. + +Det er ikke letsindige, Pariserne er; de er lette og letbevaegelige. De +holder af at laegge saa staerkt Solskin over Alt, hvad der haender, som der +kan laegges over det, de lader sig hurtigt rive med baade af Begejstring +og Harme, baade af store Tanker og af store Fraser. Det er derfor, de +gjor Revolution hver anden Dag. De er Optimister helt ud til +Fingerspidserne. Der kan ikke taenkes noget taknemmeligere Folkefaerd end +dem baade for den sande og den falske Messias; de har en usvigelig Tro +paa det Nye, fordi de har en aldrig slappet Forventning om, at det, der +kommer, vil bringe dem Guld og gronne Skove. Det gjor dem til store +Fantaster og til store Born. Men det er ogsaa i Kraft af denne lette, +lyse, frejdige Optimisme, at de saa omtrent er det handledygtigste Folk i +Verden. De kan ikke blot rive ned, de kan ogsaa bygge op. Er det dem, der +har slojfet Bastillen, saa er det ogsaa dem, der har skrevet med +Flammeskrift Devisen over Aarhundredets Historie, de tre magiske smaa +Ord, der har bragt Menneskeslaegten videre fremad end alle Kantske og +Hegelske og Schoppenhauerske og Hartmannske Filosofisystemer tilsammen. +Der er Ingenting, der gjor Mennesket staerkere og sundere, der er Intet, +der giver friskere Kraefter til at udrette Noget, end det altid at gaa til +Arbejdet med en Sang paa Laeben, altid at have et nyt Haab i Hjertet til +Erstatning for dem, der er gaaet i Vadsken. Det er den Slags +Letsindighed, Pariserne har, og den er der langt mere Grund til at +misunde end til at bebrejde dem. Det er maaske, naar det kommer til +Stykket, netop den, der har lagt dem de bevingede Ord paa Laeben, hvormed +de har forlost saa mange af vor Tids store Ideer, og det er i hvert Fald +den, der gjor dem til et saare opmuntrende og fornojelig Folkefaerd at +leve sammen med. + +Man siger ogsaa, at Pariserne er egoistiske. Det er sandt, det er de, og +det er jo kjedeligt nok. Men det er paa den anden Side meget naturligt. I +Orkenen og i de store Masser er man altid egoistisk. Man er nodt til at +vaere det, Kampen for Livet gjor det til Selvopholdelsespligt. Det blode +Hjertemenneske kan det genere. Ogsaa ved denne Side af Parisernes +Karakter kunde der dog med god Vilje findes et sundt, opdragende Element. +Man tager sig sammen, man spaender Evner og Energi, naar man veed, at man +maa stole udelukkende paa sig selv, og at der ikke er en Haand, der +lofter sig for at holde igjen, hvis Vognen begynder at lobe ned ad Bakke. +Og desuden har Egoismen et behageligt Modstykke i en exceptionel ydre +Hoflighed. Man er indifferent, kold, ufolsom over for Naboer og Gjenboer, +man fik altfor Meget at bestille, hvis man vilde lade disse to Millioner +Omgivelsers Medgang og Modgang gaa sig til Hjerte; men man er +complaisant, imodekommende mod disse samme Ligegyldige saameget, som +Hensynet til eget Tarv tillader det. Man er ogsaa det med +Naturnodvendighed, Livet i Mylderen vilde vaere uudholdeligt, hvis man +ikke var det. Naar man i Gadestimmelen paa de store Festdage vilde trykke +og puffe og stode hinanden vilde det ende med, at Halvparten blev klemt +ihjel. Man vil nodig selv vaere mellem denne Halvpart, derfor tager man +Hensyn, derfor lader man vaere at traede over Fodderne uden Nodvendighed, +derfor hjaelper man til, saa at Alle kan komme frem. Og som det er i +Gadetraengslen, er det overalt. Man moder Urbanitet og Forekommenhed for +hvert Skridt i Paris. Selv om det kun er en ydre Politur, som der ikke +menes videre med, er den dog derfor ikke mindre behagelig. Naar det +kommer til Stykket, er den i Virkeligheden alt det, man har Behov for til +daglig Brug. At have Alverden til Busenfreunde er en baade kjedsommelig +og besvaerlig Ting. De faa paalidelige Venner, som et Menneske traenger +til, kan han naeppe have Udsigt til at komme til at mangle i en By, hvor +Udvalget er saa uendeligt som i Paris. + +Og er Egoismen en Pariseregenskab, saa er Retskaffenheden, Haederligheden +det ikke mindre. Pariserne er bekjendte for deres Soliditet i Handel og +Vandel. Belejringen havde ruineret Masser af Smaafolks Velstand. Men +istedetfor at erklaere sig insolvente begjaerede de Opsaettelse og betalte +siden aerligt og redeligt Hver Sit. Da for nylig den store Borskrach +bragte Hundreder af Ubemidlede til at tabe langt mere, end de ejede, +gjorde de dog ved Slaegtninges og Venners Hjaelp Udveje for Pengene og +modte paa Betalingsdagen med de Summer, som de maaske bagefter kan bruge +et Livs Arbejde for at skaffe Laangiveren igjen. + +Pariserne har en uhyre Kapitalfejl: deres graendselose Uvidenhed. Men den +generer de Fremmede mindre; det er dem selv, der lider mest under den. De +daekker den med en Glassur af medfodt Dannelse, af naturlig +Velopdragenhed, der vilde vaere mirakulos, hvis man ikke gjorde sig Rede +for Aarsagerne til den. + +Den er et Produkt af Ligheden forst og fremmest, af denne gigantiske +Tanke, der er fodt i selve Paris' Hjerne og siden har gjennemsyret det +vaeldige Legeme helt ud til dets fineste Fibrer. Der existerer i Paris +absolut ingen sociale Skranker. Alle er ikke blot lige for Loven, alle er +Monsieur og intetsomhelst Andet overfor den almindelige Bevidsthed. Den +unge Adelsmand med Ahner fra Korstogene modes i det samme Fornojelsesliv +med Restauratorsonnen, hvis Fader har tjent Millioner ved at servere +Bouillon; Kudsken drikker sin Bock paa Kafeen med den Herre, han kjorer +for; Arbejderen betragter det ikke som en AEre for sig men for +Principalen, naar han byder denne tilbords med sig, og sine Kammerater. +Alle faerdes, blandede mellem hinanden, i det samme tumlende Liv, uden at +der bliver gjort Forskjel. Alle har samme Rettigheder, samme Krav paa +Hensyn. Men det giver ogsaa uundgaaeligt den simple Mand en bestemt +Folelse af, at han maa kunne haevde sin Position, at der i hans ydre +Optraeden ikke maa vaere Noget, som kan skille ham fra den hojest Dannede +og hojest Stillede. Denne Folelse er det, der virker opdragende paa ham, +og til den slutter sig alle Indtrykkene, han modtager rundt omkring i sin +vidunderlige By. At staa ved Kejserens Grav under den gyldne Kuppel og +sige sig selv, at han, der ligger der, ikke var hojere paa Straa, da han +begyndte, end En selv, ogsaa det danner og udvikler en Befolkning. Synet +af Kunstens uendelige Skatte, hvortil Adgangen uden Betaling staar aaben +for Enhver, de stolte historiske Monumenter, den daglige Faerdsel i +Luxusparker, hvor man selv er Politi, Alt, hvad man bevaeger sig imellem, +hjaelper med til denne Udvikling. + +Saaledes har da i det Store og Hele Pariserne Egenskaber, der kun kan +foroge Velbefindendet, som den Fremmede foler ved at leve i deres By. De +har Skyggesider ogsaa, og adskillige, der er altfor paafaldende, til at +man kan gaa med aabne Ojne gjennem Paris uden at laegge Maerke til dem. Vi +vil tidt nok faa det se. Men de er livlige, glade, sundt folende og +foretagelsesdygtige Mennesker, som det er let at komme ud af det med, og +som det er opmuntrende at omgaas. Det er atter et af de mange Fortrin ved +Paris. Det forste og sidste af dem alle er dog det, at man i denne Stad +er i selve Verdens Centrum, at al den travle Uro, al den nervose Feber +omkring En ikke er Andet end Blodet, der banker i det uhyre Hjertekammer, +hvor alle Menneskeslaegtens Pulsaarer lober sammen. + +[Illustration: Paa Boulevarden.] + + + + +PARISERINDEN. + + +Siden Sedandagen har Frankrig manglet et Vaaben i sit Skjold. Man har +ikke sogt noget nyt istedetfor den kejserlige Orn. Men man skulde skynde +sig at soge. En vittig Tegner kunde ellers let komme Alvoren i Forkjobet. +Han vilde ikke have svaert ved at finde et Motiv; der er et, der ligger +lige for. Et zirligt Dameskjort, der i blode, elegante Silkefolder +draperer sig for Exempel over to korsede Landsestaenger, af hvilke den ene +istedetfor Spids baerer en Rembrandthat med bolgende Strudsfjer, den anden +en Vifte eller et Par langknappede Handsker eller Sligt,--det vilde ikke +vaere fri for at vaere karakteristisk. En lille Smule ondskabsfuldt maaske, +men sanddru paa sin Maneer. Man vilde virkelig fore i Skjoldet, hvad man +hyldede i Livet. + +Thi det er i den tredie franske Republik, og ganske specielt i dens +Hovedstad, hverken Praesident eller Ministre eller Folkedeputerede, der er +de egentlig Maegtige. Over dem staar der en hemmelig Regering, som i +Virkeligheden er den, der styrer Alt. Den er ikke at soge hverken i +Palais Bourbon eller paa et eller andet Redaktionskontor eller noget af +de Steder, hvor man til forskjellige Tider har villet paastaa, at den +havde sit Saede. + +Den er overhovedet ikke et enkelt Sted; som den gjennemtraenger Alt, er +den ogsaa allestedsnaervaerende. Denne hemmelige Regering er Kvinden. Den +Rolle, hun spiller i Frankrig, er en fuldstaendig anden end den, der er +tildelt hende i den samtlige ovrige Verden. Hendes Haand er med i Alt, +hun er i det store Samfundsuhrvaerk Fjederen, der driver det Hele. Og det +ikke paa den Viis, som for Exempel vore gamle nordiske Skjalde og vore +moderne Digtere ville vide, at hun ogsaa undertiden skal kunne gjore det +hos os: som et Slags beaandende Muse, en Fylgje, der vaekker og flammer op +til Handling. Franskmaendene er et mindre poetisk, mere logisk Folkefaerd, +der ikke forstaar sig synderligt paa en saadan Metafysik. Den skjonne +Halvpart af Menneskeslaegten er hos dem ingenlunde luftige, aetheriske +Vaesener med vaesentlig passive, inciterende Egenskaber, det er aktivt +handlende, stundom adskilligt mere energisk handlende Medskabninger end +det Kjon, som har faaet Ord for at vaere det staerke. + +Der er en hojst karakteristisk Scene, som man kan finde igjen i en stor +Hoben franske Komedier, maaske i naestendels alle, naar man vilde soge +rigtigt efter. En Herre og en Dame diskuterer Noget, der vanskeligt lader +sig realisere. Han insisterer paa Vanskelighederne, hun soger at +fremstille deres Betydning som mindre vaesentlig. Det er en Umulighed, +lyder hans sidste Replik, men hun erklaerer saa simpelthen: _"Je le +veux"._ Dermed er Historien forbi, og han maa gjore, som hun onsker. Naar +denne Scene kommer igjen og kommer igjen i det Uendelige, er det, fordi +den afspejler et Virkelighedsbillede, den dramatiske Forfatter daglig har +for Oje. Den franske Kvinde gaar Krog- og Omveje, for hun kommer frem med +sit kategoriske Imperativ. Men det indfinder sig til Slutning, og er det +engang sagt, saa maa Alting boje sig for det. Hun er i alle Forhold den +absolut dominerende. Hun er det ude paa Landet og i de smaa Byer ogsaa, +men hun er det mest i Paris. Man kan tage Pariserinden paa ethvert Trin +af Samfundsstigen; Faenomenet bliver, laempet efter de forskjellige +Omgivelser, bestandig det samme. + +Det er i hendes Saloner, at de politiske Konstellationer skabes. Er det +ikke hende, som vaelger Ministrene, saa er det dog hende, der finder ud, +hvem der skal vaelges, og som saetter deres Valg igjennem. Hun forstaerker +den ene parlamentariske Gruppe og svaekker den anden, hun hverver Stemmer +for det og det Lovforslag, hun bringer den og den Interpellation til at +gjore Fiasko. Det er hende, der besaetter alle Statens Embeder. Hun farter +fra Ministre til Departementsdirektorer og fra Departementsdirektorer til +Souschefer, hun gjor Dinerer og gjor sig uimodstaaelig, hun saetter Verden +paa den anden Ende for at saette sin Vilje igjennem. Men hun har ogsaa den +Triumf, at det bestandig gaar efter hendes Hoved. Den, hun vil have til +Praefekt, bliver Praefekt, den Forfatter eller Laerde, som har fundet Naade +for hendes Ojne, bliver valgt til Medlem af Akademiet, den Officeer, som +staar under hendes maegtige Beskyttelse, springer sine Kammerater forbi og +avancerer. Det er hende, der skaber Positioner, det er hende, der uddeler +Ordensbaand og Udmaerkelser, det er ved hendes Reklame, at Kunstneren +faaer Renommee, at Laegen og Advokaten faar Klienter, det er hende, der +bringer Modebankens Aktier til at stige, som det er hende, der skaffer +Modeleverandorerne deres Sogning. _"Ou est la femme,"_ sporger den +franske Dommer, naar han vil tilbunds i Forbrydelsens Ophav. Men det er +ikke blot ved Forbrydelserne, det er ved saa at sige Alt, hvad der haender +i dette Land, at man kan gjore det samme Sporgsmaal. Seer man +Kombinationernes Vaev efter i Sommene, vil man bestandig finde Kvinden +som Islaet. + +Gaar vi fra de ledende Kredse ned til den jaevnere Borgerstand, saa +skifter hendes Virkekreds, men den Rolle, hun spiller, bliver ikke mindre +dominerende for det. Hos den Handlende er det hende, der forer Bogerne og +forskriver Varerne; Manden staar bag Disken. I Restaurations- og +Kafelokalerne sidder hun ved Buffeten, tager imod Pengene, passer paa +Opvarterne, sorger for, at Alt gaar, som det skal gaa; Manden bliver +sendt paa Torvet for at gjore Indkjob eller ud i Kjokkenet for at passe +paa Gryderne. Naar man kommer ind til sin Skraedder, saa er det Konen, der +tager imod En; hun viser de forskjellige Stoffer frem og giver Raad om, +hvad man skal vaelge. Manden bliver kun tilkaldt et Ojeblik for at tage +Maal; han forsvinder, naar det er gjort, og man har saa ikke mere med ham +at bestille. Det er hende, der afgjor, om Tojet sidder eller ikke sidder, +det er hende, der ordner Betalingsvilkaarene og kvitterer Regningen. +Enhver, der har boet i Pension i Paris, veed, hvorledes disse ligesaa +talrige som karakteristiske Huse er indrettede. Konen har alle +Departementer under sig: Vaerelsefordelingen, Akkorderingen om Prisen, +Tyendet, Indkjobene, Spisesedlen og Regnskabsforingen. Mandens hele +Livsopgave indskraenker sig til at throne for Bordenden ved Maaltiderne, +ose op og skjaere for. Betroes der Andet til ham, saa er det hojst +saadanne Forretninger som at passe Lamperne og sende Bud efter +Kaminrenseren. + +Man kan finde hundrede andre Exempler paa en saadan Fordeling af Mandens +og Kvindens Roller ved Udforelsen af den faelles Haandtering. I hele det +handlende og industridrivende Paris tager hun aerligt og redeligt +Halvparten af Forretningerne paa sig, og det er i Regelen netop den +Halvpart, som kraever Hoved og Omsigt og Talent. Naar den sidste store +Roman- og Dramasucces, Georges Ohnets "Serge Panine", har gjort en saa +umaadelig Opsigt, saa kan Forklaringen dertil kun findes i, at +Forfatteren som Hovedfigur i sin Skildring har stillet en Type, der +belyser dette Forhold fortraeffeligere, end det hidtil er gjort. Han er +ingenlunde nogen eminent Begavelse, han er Begynder, og saavel hans Bog +som hans Komedie har vaesentlige Mangler. Men Madame Desvarennes, denne +praegtige Bagerkone, der begynder med et Brodudsalg i en Forstadsgyde og +udelukkende ved egne Evner ender med at beherske hele Paris' +Brodforsyning, som Millionaerinde, der forhandler paa lige Fod med +Ministre, hun er ganske vist en ypperlig Skikkelse, greben kraftigt og +suffisant lige ud af Livet. Saaledes som hun er Pariserinden af +Middelklassen: kjaernesund, arbejdsomt slidende, med en Villie af Staal og +en Energi til at handle, der gjennemtraenger hendes Vaesen helt ud til +Fingerspidserne. Hun falder lidt af maaske, naar man kommer ned paa de +lavere Trin af Skalaen. Det haarde, mojsommelige Arbejderliv med alle +dets Savn svaekker Evner og Kraefter noget. Men ogsaa i disse Omgivelser +baerer hun dog sin Del af Byrden. Mens Manden gaar paa Arbejde, vadsker +hun, syer paa Maskine eller tager sig Andet for, hvorved hun kan skaffe +sit Bidrag til Livsopholdet. Mandens bliver kun altfor ofte brugt op paa +Knejpen; det er da for hendes Penge, at der haves Hus og Hjem. Og +samtidig bevarer hun stadig Pariserindens dominerende Position. Der er et +hojst karakteristisk Traek, man vil laegge Maerke til, naar man seer en +saadan Arbejderfamilie gaa ud om Sondagen. Det er Manden, der maa baere +Bornene, men det er Konen, der har Portemonnaien i Lommen, naar der +skal betales. + +En saadan Rolle i et Samfund kan Kvinden ikke spille, uden at hun i dette +Samfund virkelig er et overlegent Vaesen. Pariserinden er det. Det franske +Galanteri har gjort hende dertil. Kvindetilbedelsen er ganske vist ikke +nogen specifik fransk Kultus. Men det er i Troubadourernes Land, at den +har naaet sin hojeste Udfoldning. Og det har ikke blot sin psykologiske, +det har ligesaa meget sin rent physiologiske Forklaring. Franskmaendene er +Naturer, der har hedere Blod, og som staar langt staerkere under +Sandseberusningens Herredomme end i hvert Fald de Folk, som boer nord og +ost for dem. De vil leve og nyde i Ojeblikket. De kan ikke slaa sig +tiltaals med en Betragtning som den nordiske, der stiller Kvinden paa +Marmorsokkel som et Slags Jomfru Maria, til hvem man kun naermer sig +aerbodigt offrende, gjennemtraengt af den kydske Andagt, der straaler ud +fra hele hendes Vaesen. Man har oversat Bjornsons "Arne" for dem, men de +har ikke forstaaet den; de har let af disse Mennesker, der sidder Aar og +ser paa hinanden og laenges uden engang at kunne faa deres Kjaerlighed paa +Laeben. De kjender ikke til at laenges og sukke og dromme, de kjender kun +til at besidde. Dertil har de et umaadeligt naturligt Behov, et storre +maaske end nogen anden Nation, For at tilfredsstille det er det, at de +uophorligt ligger i Stovet for Kvindens Fodder; Opnaaelsen af hendes +Gunst er Lyset, hvorom de bestandig svaermer. Hun veed det, hun seer dem +offre Alt for hendes Skyld, hun lever i en Atmosphaere, hvor hun horer det +summe omkring sig af et permanent Kor, der tigger om Kjaerlighed. Derfor +er det, at hun ikke blot selv foler sig som en overordnet Skabning, men i +Virkeligheden ogsaa bliver det. + +Det franske Galanteri er det, der forst og sidst skaber Pariserindens +dominerende Stilling. Hun har imidlertid ogsaa Egenskaber, som berettiger +hende til at indtage den. For at se dem i fuld Belysning maa man se hende +i de store, kritiske Ojeblikke. Historien har vist hende i saadanne. +Revolutionens Kvinder er Skikkelser, der rager Hoveder op over +almindeligt Menneskemaal. Men det er ikke nodvendigt at gaa saa langt +tilbage. I selve vor Tid har Paris' Belejring paa den mest glimrende +Maade lagt for Dagen, hvad Pariserinden er i Stand til at udrette. Er +disse sorgelige Vintermaaneder trods Alt komne til at staa som et af de +stolte Kapitler i Frankrigs Annaler, saa er det vaesentlig hende, der har +AEren derfor. Hendes Opoffrelser, Udholdenhed, Heltemod var mange, mange +Gange mere vaerd end den mandlige Befolknings. Hvad gjorde Maendene +egentlig, naar man vil se ganske koldt og nogternt paa Sagen? De slap for +at arbejde og agerede Soldater, men det generede dem ingenlunde i nogen +overordentlig Grad. De stod op om Morgenen Klokken Ni og tog deres paene +Uniform paa og spadserede i den stolte og selvtillidsfulde omkring til +Klubberne og Bevaertningsstederne for at deklamere og holde Taler; eller +de trak ud i Forskandsningerne, men heller ikke der var Livet synderlig +surt for dem. Tjenesten var ikke streng; de kunde spille Kort og gjore +sig det fornojeligt paa mange Maader. Udfald blev der kun yderst sjelden +Tale om. Engang imellem sprang der en Bombe; det var til Slutning naesten +blevet en Adspredelse for dem. De var tappre, ganske vist, men det var de +af Natur, og det kostede dem Ingenting. + +Kvindernes Rolle derimod var en hel anden. De havde for det Forste med +det Forudseenhedens Instinkt, der er Kvinden egent, anet, at Belejringen +vilde komme og forberedet sig paa den. Da Paris blev indesluttet, rummede +den indenfor sine Volde enorme Oplag af mange andre Livsfornodenheder end +dem, Regeringen havde sorget for. De var blevne hobede sammen ved privat +Initiativ af kloge, forsynlige Kvinder. Ikke for at de selv kunde blive +ved at leve i Overflod; det viste de, da Mangelen kom. De fornemme Damer +forenede sig i Selskaber, der tog sig for at gaa fra Dor til Dor i hele +Byen og banke paa overalt og sporge, om Nogen led Nod. Blev der svaret +ja, gav de med rund Haand, hvad der ikke engang kom paa deres eget Bord. +De Syge fik AEggene, som de havde gjemt, og som til Slutning var en halv +Louis vaerd Stykket, Aspargesbundter, der i de faa Butiker, som endnu +kunde holde aabne, blev solgte for fem hundrede Francs, selv nedsaltet +Kjod og Sligt, der ikke var til at betale. De sendte deres Linned til +Lazaretherne, de tog, naar de modte en forfrossen Stakkel paa Gaden, +deres eget Toj af og haengte paa ham. Og Kvinderne af de lavere Staender +gjorde endnu mere. De stod op om Natten Klokken To, Tre og stillede sig i +Queue udenfor Mairierne for at faa de Kort udleverede, som de kunde hente +Brod paa. Der stod de indtil Morgenstunden, tidt i mange Graders Frost og +i Sne til Knaeerne, ikke Fattigfolk alene, men Koner og Dottre af +Familier, som havde deres ti, femten tusind Francs om Aaret at leve af. +Det var i Virkeligheden Pariserinden, ikke Pariseren, der forte Paris' +Belejring. Og med hvilken vidunderlig Folelse af Solidaritet, med hvilken +Sejghed i at ville holde ud til det Yderste hun taalmodig, aldrig svag og +aldrig modlos, bar de tusinde Opoffrelser, der faldt i hendes Lod, derom +kan man hore Fortaellinger nok af ethvert Ojevidne. En Dansk, der ved den +Post, han beklaedte, ansaae sig forpligtet til at blive i Byen, har +skildret mig disse Dage som en eneste uafbrudt Heroisme af den parisiske +Kvinde. Denne Heroisme har endnu ikke fundet sin Digter. Men han vil +komme, og han vil blive en af de storste, saavist som den Bedrift, han +har at forevige, er en af de storste, vore Dage har set. + +Pariserinden er uendeligt mange Gange bedre end sit Rygte. Det +traditionelle Billede af hende som et letfaerdigt, nydelsessygt Vaesen, +uden Hjerte og uden Sands for Livets alvorlige Interesser, er et rent og +purt Fantasibillede, stobt over enkelte iojnefaldende Modeller, men +fuldstaendigt misvisende og forvirrende, naar man vil gjore det alment +gjaeldende. _"La femme du cabaret",_ den Kvindeskikkelse, som Zola har +gjort typisk i "Nana", Forraadnelsesvibrionen, som odelaegger Slaegter og +dekomponerer Samfundet, hun existerer ganske vist, men med den egentlige +Pariserinde har hun i Virkeligheden Intet at skaffe. Hun gjor umaadeligt +Sprael, hun fylder det store, offentlige Paris, Fornojelseslivets Paris +med sin skrigende Toiletteluxus og sit Vilde Nydelsesbegjaer. Touristen +seer hende der for hvert Skridt, han gaar, og han dommer saa let det, han +ikke seer, efter det, han seer. _La femme du cabaret_ er kun til for det +Paris, hvis Faerd begynder paa Hjornet af Boulevard des Italiens og ender +ved Boulogneskovskaskaderne, for Kobbelet af drivende Gommeuxherrer, hvis +hele Liv gaar op i Jagt efter hende af den simple Grund, at de ikke har +hverken Tilbojelighed eller Evner til at lade det gaa op i nogetsomhelst +Andet. De arbejder ikke i Ateliererne, de skriver ikke Boger, de holder +ikke Forelaesninger, de studerer ikke i Laboratorier og Bibliotheker. Men +Noget skal de jo dog have at beskjaeftige sig med, og af deres Behov til +at slaa Tiden ihjel er da _la femme du cabaret_ fodt. Hun existerer kun +for dem. Men dette Kobbel er alt i alt kun et Par tusinde Stykker hojst +af Millionbyens Befolkning, og derimellem er der atter kun nogle faa +hundrede Parisere. Resten horer til den store Rastaqouairslaegt, disse +gaadefulde Vaesener med gulbrun Teint, med en forunderlig fremmedklingende +Dialekt, hvis Oprindelse Ingen er i Stand til at definere, og med +Millioner, som det vil vaere endnu vanskeligere at sige, hvor og hvorledes +de er tjente. Jo mere disse exotiske Planter indpodes i Pariserlivet, +desto frodigere udbreder Forraadnelsesvibrionen sig. Men det er en +naturhistorisk Lov, at den kun saetter sig paa de allerede dodsdomte +Organismer. Den angriber aldrig de sunde, og derfor har den Vibrion, +hvorom der her er Tale, heller ikke angrebet de sunde Samfundslag i +Paris, de Samfundslag, der er Kjaernen af den store Stads Befolkning. + +[Illustration: Pariserindetype i Vinterdragt.] + +Den franske Romanliteratur og det moderne franske Drama har bidraget +staerkt til at stille disse Nanafigurer _en evidence_ og stotte Overtroen +om, at Pariserinden som Helhed er skabt i deres Billede. Faenomenet er +forklarligt. Ligesaavel som Udlaendingen, der kommer til Paris for et +flygtigt Besog, faester den parisiske Forfatter vaesentlig sin Opmaerksomhed +ved de Sider af Byens Liv, der springer staerkest i Ojnene. Og _la femme +du cabaret_ gjor det unaegtelig mere end nogen anden. Derfor har +Skribenterne kastet sig over hende. Da den yngre Dumas havde opdaget sin +Demimondedame, maatte der ganske naturligt folge en hel Literatur om det +samme Thema efter. Men denne Literatur staar nu ved sin Ende. Forfatterne +har udtomt AEmnet, og Publikum er blevet kjed af det. Det er gaaet her som +hjemme hos os med Komedierne, hvori Konerne lober bort. Figuren existerer +i Livet, og derfor interesserer den til en Tid baade Digtere og Publikum. +Men naar det faar den samme Kost serveret for tidt, saa ender det med at +sige: dette er usundt. For hver, der lober bort, er der Hundreder og +Tusinder, som bliver ved Hjem og Born. De er mindre taknemmelige at +skrive om, men de er Regelen ikkedestomindre, og vi vil ikke have +Undtagelsen praesenteret som Regel. Saaledes ogsaa i Frankrig. Man har +faaet altfor mange Baronesse d'Ange'r og Marguerite'r og Nana'er, man er +nu kjed af dem. Zolas sidste Bog "Pot-Bouille" vakte kun et Indtryk af +Vaemmelse hos Kritik og Laeseverden. En hel anden Literatur om helt andre +Ting er i Faerd med at dukke op. Den vil voxe hurtigt og frodigt, netop +fordi Trangen til den er saa overordentlig stor, og i den vil det ikke +laenger vaere den frivole Kvinde, hvorom der bliver Tale, men +Pariserindetyper af en hel anden Art, der er baade smukkere og sundere +og sandere. + +Thi Pariserinden er ikke frivol. Hojst har hun ved Siden af store +borgerlige Dyder den Mangel: at vaere hverken synderlig dyb eller +synderlig trofast i sin Kjaerlighed. Det kommer nu for det Forste af den +omtalte ejendommelige Stilling, hun indtager overfor Manden. Traeffer hun +en sjelden Gang det hende overlegne Vaesen, som hun bestandig soger efter, +saa er der naeppe nogen Kvinde, der kan vaere saa hel og opoffrende i sin +Kjaerlighed som hun. Men i Reglen ser hun ned paa den, der skulde vaere +hendes Herre; hun gjor det, fordi han selv gjor sig til hendes Slave. Og +dernaest skriver Losheden i Kjaerlighedsforholdet sig fra Skyggesider ved +den Institution, som skulde hellige og faestne det. AEgteskabet er i +Frankrig en ganske ejendommelig Ting. Indtil det Ojeblik, da hun er +giftefaerdig, holdes den unge Pige straengt under Moderens eller +Klosterpensionens bestandigt vaagende Oje. Alt, hvad der kan udvikle +hende til Kvinde, fjaernes principmaessigt fra hende; hun skal vaere og +vedbliver at vaere et Barn. Saa en Dag finder hendes Familie en ung Mand, +hvis Stilling byder AEkvivalent for den Medgift, hun kan bringe. Man +arrangerer Partiet, hun selv bliver kun _pro forma_ spurgt om sit +Samtykke. Vielsen folger umiddelbart efter, og hun er da for hele Livet +bunden til et Menneske, som hun ikke kan elske, dels fordi hun ikke +kjender ham, og dels fordi hun ikke har nogetsomhelst Begreb om, hvad +Kjaerlighed er. Sligt kan ikke skabe Trofasthed. Pariserinden er trofast +som Moder, men hun er det ikke som AEgtefaelle. Hele hendes Liv gaar op i +Bornene, i Forholdet til Manden kommer der kun sjelden nogen virkelig +Intimitet. Han er og vedbliver at vaere hende en Fremmed; hojst +karakteristisk siger hun altid "De" til ham og saetter bestandig i Omtale +det ceremonielle "Monsieur" foran hans Navn. Hun har aldrig folt sig noje +knyttet til ham, og Baandet binder derfor ogsaa kun lost. Hun giver sig +let hen; hun gjor det af Fantasi, Kaprice, Nysgjerrighed, og hun laegger +ikke nogen overdreven Vaegt derpaa. Hendes Sjael er kun sjeldent med deri, +og hun betragter det ikke som nogen stor Synd. Men om sine Pligter +overfor Familien har hun en altid vaagen Bevidsthed. Hvad hun end kan +fristes til at gjore, sin Mands borgerlige Stilling kompromitterer hun +aldrig. Tvertimod, hun arbejder for den, hvor hun kan, og hun arbejder +forst og fremmest for Bornene. At skabe deres Fremtid er den Livsopgave, +hvorpaa hun saetter al sin Energi ind. + +Hun er i sin daglige Faerd en god Okonom, og hun er alt andet end +fornojelsessyg. Det er i den jaevne, borgerlige Pariserhusholdning Manden, +der stadig turer rundt paa Kafeer og offentlige Steder; Moderen bliver +ved Hjemmet og Bornene. Naar hun et Par Sommersondage kan tage paa +Landet, helst med sin voxne Son, saa er det Alt, hvad hun forlanger. Hun +holder af at pynte sig, det er ganske vist, men hun forstaar tilnod at +gjore det med meget Lidt. Hun kjender den Kunst at kunne klaede sig paa. +Det er ikke Luxus'en, hun udfolder, der gjor det; Arbejdersken, der gaar +barhovedet fra sin Fabrik, har i den fattige sorte Kjole den samme +Chiched, den samme Elegance over hele sin Person som Damerne paa Moden. +Med et Par Baand om Sommeren, en Smule Pelsvaerk om Vinteren tager den +lille Borgerdatter sig ud som en Fyrstinde. Denne Pariserindens Evne er +specifik parisisk. Den er et Produkt af Aarhundreders Civilisation, men +den er et Produkt forst og fremmest af selve Omgivelserne, af den +hemmelighedsfulde sjette Sands, som Alt i denne Kunstens og Pragtens og +Smagens Stad hjaelper til at udvikle. Det er en Hemmelighed af samme Art +som den parisiske Kunstarbejders. Man har gjort Forsog i andre Lande paa +at indforskrive ham; man har budt ham de mest glimrende Betingelser, man +har givet ham indtil fem og tyve Francs om Dagen, og han er kommen. Men +kun en ganske kort Tid beholdt hans Arbejde det samme Ubestemmelige over +sig, som det havde, naar han udforte det i Paris. Han glemte +Hemmeligheden, naar han kom bort fra Paris' Luft. Den ligger i den, og +det gjor Pariserindens ogsaa; den kan ikke exporteres. + +Hun selv kan det heller ikke. Hun elsker sin By, hun kan kun trives i +den, og hun horer kun hjemme i den. Hun er selve Personifikationen af +dens Liv--elegant, forforerisk tillokkende i sin ydre Form, let til at +lade sig rive med og ogsaa let til at slippe idag, hvad der tog hende +fangen igaar. Men ved Siden deraf intelligent, arbejdsom, energisk, en +Smule for forelsket maaske i det Ubekjendte, men begejstret for Alt, hvad +der er stort, og i Stand til at kunne voxe op i Hojde med det, i Stand +til i de betydningsfulde kritiske Ojeblikke at kunne blive den overlegne, +heroiske Kvinde, for hvilken en Nation som den franske og en By som Paris +har Behov. + + + + +VINTERLIV I PARIS. + + +Klimaet + +Der gives Laeger, som paastaa, at Paris til sine ovrige store og gode +Egenskaber ogsaa fojer den: at besidde et ganske exceptionelt Klima. +Saerlige Hojdeforhold, Dalstrog, gjennem hvilke Sobrisen kan naa Byen, +samt andre lignende gunstige Omstaendigheder ved dens Beliggenhed gjor det +let forklarligt, siger de. Det er muligt, at de har Ret; for Laegfolk er +det vanskeligt at kontrollere deres Udsagns Rigtighed. +Dodelighedsprocenten i Paris, sammenholdt med den i andre store Byer, +taler i Favor af dem; Bronchitis-Epidemien og hele den Mylr af +Vinterskrobeligheder, hvorunder Pariserne lide, mere end nogen anden +Hovedstadsbefolkning, synes derimod at gjore deres Paastands Rigtighed +endel betinget. Men hvad der ialfald er sikkert, det er, at Paris har et +ganske ejendommeligt Vinterklima. Det er saa specielt, at det naesten ikke +kan taenkes andetsteds, udpraeget parisisk som Fiakrernes Kudske, som +Arbejderskernes smaa lakerede Sko og kulorte Stromper, som Gadesaelgernes +Raab om Morgenen, som Alt, hvad der er mest exklusivt parisisk i den +store Stads Fysiognomi. + +Morsomt nok er tillige de Hovedtraek, der karakterisere den parisiske +Vinter, de samme, der giver selve Pariserlivet dets vaesentlige Saerpraeg. +Det er et Liv i stadig Feber og Uro, et Liv med de mest skrigende +Kontraster klods op paa hinanden. Og saadan er ogsaa Vinteren. Den ene +Dag bidende Frost og skinnende hvid Sne over alle Gader og Huse. Men om +Natten traekker der Skyer op; naar man vaagner om Morgenen, pisker Regnen +ned i Skyller eller rettere i Skybrud, og om Aftenen er Alt forandret. +Man vil i forste Ojeblik, naar man kommer udenfor Gadedoren, ikke tro +sine egne Sanser. Man springer fra Fortovet ud paa Gaden i den Formening, +at Varmen, som slaar En imode, maa stige op fra et eller andet +Kjaelderkokken, saa maettet kan Luften, vaere med lummer, unaturlig Hede. +Den naeste Dag er Sneen borte; Folk gaar og stonner i Sommeroverfrakker, +Foraarssolen skinner over Boulevarderne, hvor Publikum sidder udenfor paa +Kafeernes Fortovsstole, det er saadant Noget som tolv, tretten Graders +Varme. Pariserne holder ikke af Kulden, og Alverden er folgelig inderlig +fornojet. Man pynter sit Foraarstojs Knaphuller med Violbuketterne fra +Nizza, man kjorer i Boulogneskoven med lidt Pelsvaerk paa, men i aaben +Vogn, og man troer Vinteren skrinlagt for denne Gang. En skjonne Nat +springer imidlertid Vinden atter om til Nord, og det er i en +Haandevending forbi med det sydlandske Klima. Sneen drysser igjen, +Sovekamrenes Vandkander har Is paa sig om Morgenen, Folk slaas om de +opvarmede Drosker, Paris ligner en sibirisk By, skriver Aviserne. + +Vinteren i Paris kan vaere alvorlig nok. Men det er ikke rigtig Alvor med +den; den har ingen Stadighed paa sig. Og Pariserne tager den da heller +ikke selv alvorlig. De iforer sig ikke en Oktoberdag Vinterfrakken for +saa at baere den stot til hen i April eller Maj, de kjender ikke til +Aarets Inddeling i to Halvparter, en, da man fyrer i Kakkelovnen, og en, +da man ikke gjor det. De leger med Vinteren, som den leger med dem. Naar +det er koldt, binder de et Torklaede om Halsen af Frygt for at blive haese +eller faa Snue; det Halvkomiske og Ildeklaedende, der er ved den Slags +Upasselighed, har de en overdreven Skraek for. Men egentlig garderede mod +Kulden ser man kun de Faerreste. De fryser med Anstand i Bevidstheden om, +at det ikke er Andet end noget rent Forbigaaende. Naar der er Sne og Is, +giver Aviserne lange Beskrivelser af; hvordan det hvide Vinterklaede har +draperet sig om den og den Statue, hvor eventyrlig Champs Elysees' Traeer +ser ud med den hvide Rim paa deres Grene, eller hvorledes Solreflexerne +bryder sig i Concordefontaenens Iskrystaller. Og den store +Lediggaengerverden i Paris skynder sig ud for at kigge paa dette Skuespil +med samme Nysgjerrighed, som den kigger paa Eskimoerne i Jardin +d'Acclimatation eller paa en Bande Zulukaffere, der danse Krigsdanse i +Folies-Bergere. Sneen bliver for Pariserne, hvor tidt de end har set den, +ved at vaere noget Aparte, Noget, der ikke horer til. Klager man over, at +den gjor Gaderne ufremkommelige, saa smiler de og ryster paa Hovedet ad +Ens Ubekjendtskab med Forholdene. "Aa, i Paris bliver saadant Noget kun +liggende en Dag," siger de. "Naar vi blot faar Regn inat, saa er det +Altsammen borte imorgen tidlig." + +Man faar imidlertid ikke altid Regn om Natten. Det kan til Trods for de +kjaere Indfodtes Rysten paa Hovedet sne baade otte og fjorten Dage i Traek +i Paris. Det er sjeldent, men det kan dog arrivere. Og gjor det det, saa +er man temmelig ilde faren med sin Behandling _en canaille_ af Vinteren. +Der kommanderes en Armee paa en Snes tusind Mennesker ud for at rense +Gaderne, og Kommunekassen anvender et Par Millioner til dette Arbejde, +men det hjaelper Altsammen Ingenting. Det er Leg med Skovlingen, Leg med +Bortkjorselen, Leg med det Hele. Sneen spaerrer Faerdselen, Paris er den +forfaerdeligste Mudderso, der kan taenkes, lige til Regnen kommer. Forst +den kan gjore rent, kun den er vant til det. I den Tid, Uforet staar paa, +er Pariserne om en Hals med deres Fodtoj, som kun er beregnet paa blanke +Asfaltfliser. Men drage sig Ubekvemmelighederne til Laere, det falder de +aldrig paa. + +Saalaenge Kulden har varet, har de bundet Torklaedet om Halsen og slaaet +Kraven op om Orene, men naar Regnen er kommen og Sydvinden igjen blaeser +den milde Luft fra Violernes og Rosernes Land ind over Byen, saa slaar de +atter Frakkekraven ned, ryger uden Overtoj deres Cigaretter ude paa +Gaderne om Aftenen i Mellemakterne, kjorer i Boulogneskoven i aaben Vogn +og uden Pelsvaerk og ler, naar man fortaeller dem, at det kan vaere akkurat +ligesaa fuldblods Vinter i Paris som oppe i de Lande, hvor de bilder sig +ind, at der spaserer Isbjorne omkring i Gaderne. + +Ejendommeligt nok kjender de Sydlaendinge, der er paa Besog i Paris, +Italienere, Spaniere, Orientalere, i Reglen ikke engang denne Forandring +med den op- og nedslaaede Frakkekrave og med Halstorklaedet. Man ser i ti +Graders Frost en burnusklaedt Fyr spasere ganske rolig og flegmatisk +omkring i det samme Kostume som paa en solglodende Augustdag. Jo laengere +mod Syd, desto mere haerdede synes Folk at blive mod Kulden. Det er det +samme Faenomen, som naar en Vestindianer kommer til Norden. Han taaler den +forste Vinter fortraeffeligt, han har saa megen opsparet Varme i sig. Vi +Nordboere derimod er kuldskjaere, Vi finder os kun med Vanskelighed i +Pariservinteren; vi fryser i Stuerne, hvor det flammende Favnestykke ser +saa nydeligt ud, men kun indbilder os, at det varmer, og vi lider under +disse evindelig springende Temperaturforandringer, under disse abrupte +Overgange med kun en Nats Mellemrum fra isnende Vinter til varmt Foraar. +Vi kan ikke taale Kulden, naar den endelig engang imellem gjor Forsog paa +at agere alvorlig, og vi kan endnu mindre taale den permanente Uro +i Vejret. + +Man har set Vintere i Paris, i hvilke Pariserne har vaeret ovenpaa, har +gaaet omkring og badet sig i varmt December- og Januarsolskin og bildt +sig ind, at de var i Monaco. Men det er Undtagelserne, Regelen er +adskilligt mindre behagelig. Som oftest kan man taelle de Vinterdage, paa +hvilke Vejret ikke er maettet med nervos Feber, og dem ogsaa, da det ikke +regner. I de fire Maaneder fra November til Slutningen af Februar baerer +man sig ad som en klog Mand, naar man i Paris ikke gaar ud uden Paraply. +Gjor man det, har man de allerstorste Chancer for at komme gjennemblodt +hjem. I December og Januar kan det desvaerre kun altfor grumme ofte falde +paa at ose sine otte og fyrretyve Timer i Traek, i November og Februar +horer det til Regelen, at der vaelter Skybrudsbyger ned hvert femte Minut +paa Dagen. Og kommer der endelig ved Aftentid, en lille Smule Ro, saa er +Taagen der strax. Henimod Slutningen af Vinteren er Alt saaledes +gjennemtraengt af Fugtighed og Vanddampe, at den kan antage ligefrem +faenomenale Dimensioner. Det passerer forholdsvis ofte, at Omnibusserne +maa standse deres Ture flere Timer for reglementeret Tid, fordi de kjorer +vild, hvor Gaderne krydser hinanden, og man har endogsaa oplevet hele +Dogn, da al Faerdsel var spaerret af Taagen. Hele Paris er da fyldt af en +saa absolut uigjennemtraengelig Damp, at der paa hvert Gadehjome maa +opstilles Politibetjente med taendte Fakler for at hjaelpe de Gaaende til +at finde den rette Vej. Pariserne tager alle slige Ubekvemmeligheder +uhyre let og uhyre elskvaerdig som saedvanlig; Paris er og bliver deres +kjaere Paris, hvor Alt med Djaevels Vold og Magt skal vaere fortraeffeligere +end nogetsomhelst andet Sted i Verden. Og de Fremmede, der er komne til +Paris for at befinde sig vel, er ligeledes saerlig oplagte til at se +Alting i Rosenskjaer; det er nu engang Parolen, og med en til Alverden +udstedt Parole har Sandheden svaert ved at kaempe. Derfor holder den gamle +Overtro om, at Vinterklimaet i Paris er sundt og behageligt, sig stadig. +I Virkeligheden kan man saette et rodt Kors i Almanakken ved de Aar, da +Vejret ikke bringer En til Fortvivlelse. Naar der er Tale om Klimaet, er +det Vanvid at rejse til Paris de fire Maaneder, dens Vinter varer. +Efteraaret og Foraaret, hele Forsommeren ogsaa til langt hen i Juli er +henrivende, Vinteren derimod som oftest alt Andet end behagelig. + +Velgjorenhedsballer. + +Hvori Velgjorenheden bestaar, skal jeg ikke kunne sige. Der er Ingen, som +har kunnet fortaelle mig det. Pariserne bekymrer sig aldrig om at gaa +tilbunds i den Slags Sager. Paa Hjornet af Avenue de l'Opera rejser der +sig to hoje, kolorerede Master med et stort Skjold i Flagindfatning. En +Inskription paa dette Skjold oplyser om, at man mod Erlaeggelsen af en +Louis og under den Betingelse, at man er i Baltoilette, vil kunne blive +admitteret til et "Grand bal de bienfaisance", som den forstkommende +Loverdag gives i Hotel Continental under Protektorat af Handelsstandens +eller andre Staenders Damer. Endvidere fortaeller Plakater, som er +opslaaede i de til Ballokalet horende Spillesale, at et Spil Kort koster +fem Francs i Leje for en halv Time, hvilke fem Francs ere _"au profit de +l'oeuvre"_. Det fremgaar heraf, baade at der er et "oeuvre", og at man +gjor vel mod sine Medborgere ved at give Louis'er og Femfranker ud til +Bedste for det. Videre Oplysning om Velgjorenhedens specielle Ojemed har +Pariserne hverken Tid eller Trang til at forskaffe sig. + +Hvad Ballet er, skal jeg derimod tillade mig at fortaelle. Disse +Velgjorenhedsballer spiller en ikke ringe Rolle i det parisiske +Vinterliv. Fra Begyndelsen af December er der regelmaessig et af dem hver +Lordag, og intet af dem har under et Par tusind Deltagere, Et saadant +Besog taler tydeligt nok for deres Hensigtsmaessighed, selv om der ikke +fandtes noget "oeuvre". De udfylder et Hul, de tilfredsstiller en Trang, +Masser af Parisere og fremfor Alt det langt overvejende Flertal af de +Fremmede vilde slet ikke faa danset uden dem hele Vinteren igjennem. +Faubourg St. Germain er endnu saa omtrent en lukket Verden undtagen for +dens Egne. Men det parisiske Bourgeoisi, det aegte, gamle, grundmurede +Bourgeoisi, der har store Hoteller og Formuer, som er store nok til +Baller, det er naesten endnu mere hermetisk lukket. Den officielle Verdens +Soireer er aabne ganske vist, men Kredsen, som kan faa Adgang til dem, +har dog altid sin Begraendsning, og saa kjeder man sig desuden saa +gudsjammerligt paa dem, at Ingen gider komme der. Smaa, hyggelige, jaevne +Familieballer, som hos os, kjender Paris ikke. Kan man sidde ti Personer +sammen i en almindelig Families Dagligstue, saa er det Hojden; kan man +betale Husleje, Husstand og Toiletter, saa er det ogsaa Hojden i dette +dyre Paris, hvor en Familie, der stiller mindste Fordringer til Livet, +umuligt kan leve under ti, femten tusind Francs om Aaret. Til Baller +bliver der paa ingen Maade Raad. Og hvem skulde man ogsaa indbyde? Enten +er der ikke unge Piger i Huset, og saa kommer der ingen unge Mennesker, +eller ogsaa er der unge Piger, og saa kommer der to eller tre. De kommer +der fjorten Dage, til Foraeldrene uden at falde med Doren ind i Huset kan +sporge dem, om de vil vaere Svigersonner. Vil de, saa har man ikke Behov +for nye Ansigter; vil de ikke, saa faar de paa en hoflig Maade Lobepas +for at give Plads for Andre. Bekendtskabskredsen omfatter aldrig paa +samme Tid mer end nogle ganske enkelte AEgteskabskandidater. + +Det er derfor, Velgjorenhedsballerne virkelig gjor vel mod de danselystne +Pariserbeboere. Alverden er admitteret for en Louis, og Alverden kommer +der. Det vil sige ikke de, der har deres egne lukkede Baller; de bliver, +forstaar sig, paa egen Grund. Og naturligvis heller ikke paene unge Piger +af paene, dannede Familier. Men dem regner man ikke med i Paris; deres +Existens foregaar i det Skjulte, der findes Parisere, som paastaar, at de +aldrig har set dem. Men ellers kommer der en Smule af Alt paa disse +Baller. Selskabet er broget som Blomsterfloret i en Gartnerbutik, aegte +demokratisk, som det sig hor og bor i en aegte demokratisk Republik. + +Det kan deles i tre Hovedgrupper: de Graadige, de Blaserede og +Soupeuserne. + +De Graadige kommer Klokken ni, naar Ballet begynder Klokken ti. De er fem +i en Droske, og de fornemme Portierer ser ned paa dem med knusende +Foragt: de veed ikke, de Stakler, at det altid i Paris, naar man er i +Gala, koster ti Sous at faa sin Vogn lukket op. Den mandlige Part af dem +har broderede Skjorter, krollet Haar og hvide Handsker med Fingerspidser, +i hvilke Fingrene ikke kan komme helt ned. Er de i Besiddelse af Klaphat, +saa har den altid kulort Foer, helst violet, men dog ogsaa af og til +ceresa og spanskgront. Damerne excellerer i faerdigsyede Atlaskes +Nederdele fra "Printemps" til niogfyrretyve Francs og halvtreds. Af og +til ser man dog ogsaa sytten-atten-aars Piger i hvidt Alpacca, naesten +altid tre, fire i Folge med en gammel, graahaaret og frakkeklaedt Papa. +Sode Ansigter, tidt uden Sminke, store, glade Barneojne, Halse, hvor +Skulderbenet stikker frem, og Overkroppe, der dingler genert, som om de +ikke sad rigtig fast endnu; de kunde vaere fortryllende, naar de bare ikke +havde Mani for at trippe om paa rode Ben ligesom Storkene. Himlen maa +vide, hvorfor de har forelsket sig i de rode Stromper. + +Saa er der dem, der har rode Ansigter, rode Arme, Brudekjoler og Handsker +af Nummer syv og en halv med en, hojst to Knapper. Fremdeles Staklerne, +hvis hele Pynteevne ikke er naaet videre end til Anbringelse af en Gren i +Haaret og en Blomst i Brystet af den simple graa eller sorte uldne Kjole. +De staar i aldeles umiddelbart Forhold til det mystiske "oeuvre", de +andre har kun en fjernere Slaegtskabsforbindelse med det, som har tilladt +dem, ikke at komme gratis ind, men at faa Billetten til modereret Pris. +Hele Kategorien er kommen for at more sig. Ballet er en Begivenhed for +dem, den eneste maaske Aaret rundt, den, der drommes om og spares op til +Maaneder forud. + +De foler sig naeppe skuffede; noget saa Feagtigt har de aldrig kunnet +dromme. + +Hotel Continental er paa disse Balaftener et veritabelt Eventyrslot. Tre +maegtige Sale, der kan rumme to, tre hundrede Par hver, er viede til +Dandsen. Marmorsojler baerer Loftet med de brogede Rococcobilleder; Guld, +Flojl og Spejle overalt; for Vinduerne tykke Atlaskes Portierer i Farver, +som var de vaevede af Solskin; et Gulv saa blankt og glat, at de Tusinder +af Gasblus spiller igjen paa det som Stjerner. Og allevegne omkring en +Labyrinth af andre Sale, Gange, Korridorer dg overbyggede Verandaer, +stadig med Spejlvaegge, som multiplicerer deres Tal, saa man kan tilbringe +en hel Nat uden at finde Rede i Virvaret. Tommetykke persiske Taepper, +pladskende Springvande i Krat af Palmer og Lavrbaer og med elektrisk Lys +paa sig, duftende Rosenbusketter, mandshoje Kameliatraeer, +Silke-Causeuser, Drapperier, en Atmosfaere dirrende af Vellugt, Varme og +fjern Musik. Nogle af disse Sale er rentud Delirier af Luxusfantasi. Der +er en, som forestiller Vinterhave. Vaeggene er Espalier af slyngende +Blomster, det hoje, hvaelvede blaa Loft en Nathimmel med Stjerner, Lyset +falder som Maaneskin ned fra matte Krystalkupler, i hvilke Jablokoffs +Blus Braender, hele Salen er fuld af sjeldne, exotiske Planter og +blankbladede Traeer. Ved Siden af er man i Alhambra med dets glodende +osterlandske Farver, dets mystiske Uendelighed af Buer, Piller og +kalejdoskopagtige Dekorations-Kapricer. For begge Ender af den aabne Sal +naturligvis Korridorvaegge med Spejle fra Loft til Gulv, saa alle Linier +glider ud og fortsaetter sig i taaget, hemmelighedsfuld Fjernhed. En +Belysning, der er studeret med Kunst for at faa den rette Nuance i +Stemningen: Gassens varme Gulhed og den elektriske Kuppels fantastiske +Skjaer blandes sammen til en underlig, solmaettet Eftermiddagstone, i +hvilken de slanke, indigoblaa Smaapiller mellem Buerne faar en Intensitet +i Farven, som Intet kan beskrive. Saa en Gallerisal med moderne Mesteres +Billeder og morkt resedafarvede Flojlsdivaner, bag Dansesalene Buffeter +med Champagnen i Krystalkaraffer, friske, glacerede Jordbaer, maegtige +Solvopsatser, Kandelabrer og graahaarede gamle Tjenere med Knaebenklaeder +og Silkestromper, Alting druknet i Luxus, Fornemhed og Pragt. + +De Graadige gaar i Begyndelsen omkring og kigger paa det med store Ojne. +De er fortumlede, de lober Panden mod Spejlvaeggene i den Tro, at det er +Doraabninger, de prover det blanke Parketgulv som Glidebane, men de tor +ikke danse paa det, skjondt Orkestertonerne bruser og Lysten kribler dem +i Fodderne. Saa kommer der imidlertid efterhaanden Mylr. Der kommer +friskimporterede Yankeer med flirtationslystne amerikanske Misses, som +ikke er bange for Nogetsomhelst, og som strax vil valse. De kan ikke til +den franske Musik, de ler himmelhojt selv over deres Kejtethed, og +Latteren gjor Ende paa den generte Stivhed. De Graadige faar Mod. Et, to, +tre Par begynder; der folger ti, der folger hundrede efter. I et Nu +hvirvler de Allesammen afsted som paa Parole. Hvilken Ihaerdighed, hvilket +Alvor! Ingen Pavser, ingen Snakken ingen Smil engang. De danser som +Gringoire spiser ved Taffelet for Kong Ludvig. Dorene til det dromte, +forjaettede Land er sprungne op; de svaelger i Herligheden, de giver sig +knap Tid til at traekke Vejret engang af Frygt for, at de ikke skal +faa nok. + +Hvor de ser ned paa dem med Foragt, de Blaserede, der kommer Klokken +Tolv. Aldrig for. Det vilde ikke vaere blaseret, og for dem er Livets +hojeste Opgave netop at vaere blaseret. De kommer langsomt slentrende, +slaebende efter sig Foden med de lavhaelede, lakerede Sko, som om de i +Grunden fandt det under deres Vaerdighed at tage dem med. Overkroppen +dingler ogsaa hos dem ligesom hos Alpaccafrokenerne; men det er, fordi de +er for traette til at gide baere paa den. De kaster deres Peltsfrakke +tilbage paa Skuldrene, lader de springende Garderobetjenere traekke den +af, smider en Tofranc i Vestiairetallerkenen til Tak, klemmer deres +chamois Handsker fast i Klaphatten med det ulastelige sorte Foer og det +broderede Navnetraek, stopper omhyggeligt Guldkjaeden i Vestelommen, hvis +den haenger frem--Gudbevares, de var ruinerede for Tid og Evighed, om man +saae dem med Guldkjaede til Kjole--saetter Monoclen i det ene Oje, og +driver saa en Runde gjennem Salene. + +_Pas de femmes, mon cher!_ Selv om der fandtes Tusinder af de +allerdejligste Pigeborn, vilde de uvaegerligt sige det Samme. Vaesener i +Brude-, Alpacca- eller niogfyrretyve-Francs-Kjoler horer for dem ikke til +Kvindeslaegten, og de Andre med Toiletter, Sminke og nogent Bryst er kun +undtagelsesvis arriverede saa tidligt. + +De Blaserede vender derfor haanligt Dansesalene og den hele Stueetage +Ryggen. Ovenpaa er de gronne Borde, der horer de hjemme. De staar og ser +lidt forst paa Baccarat'en, faar saa mellem to Fingre klemt en Louis op +af Vestelommen og lader den sovnigt dratte ned paa Bordet, som om det +egentlig ogsaa aeklede dem at have med det at bestille. Men her gaar +Naturen over Optugtelsen. Naar de har tabt en ti, tyve, tredive Stykker, +begynder der at komme Fut i de livstraette Herrer. Spillet er for dem +Absinthen, der strammer op. Naar de efter et Par Timers Forlob forlader +det med helt fulde eller helt tomme Vestelommer, nogle tusind Francs +rigere eller fattigere, er de medgjorlige ogsaa i Dansesalen. De foragter +end ikke en Kvadrille, selv med Udsigt til i Myldret at blive traadt paa +den slaebende Fod. + +Men det forstaar sig, saa er rigtignok Soupeuserne komne. Det er igjen en +tredie Kategori. De er nok blaserede ogsaa, men kun paa Bunden. +Blasertheden har faaet Glasur, ligesom Kinder, Laeber, Hals og Arme. Og +den Glasur er god. Latteren klinger ungt, den nogne Buste skinner +blinkende frisk, saa Ojet ser sig drukkent i den. De Blaserede glemmer at +dingle med Overkroppen. Som Katten om den varme Grod, kredser de om de +Nyankomne. Men Soupeuserne har deres egne Kavallerer med. Med dem valser +og polkerer og ler og lober de og vender Alting paa den anden Ende. Der +er kommet nyt Liv i det Hele. Og forst og fremmest i Restavrationen. Den +har hidtil staaet ode og forladt med en enkelt trist Englaender hist og +her, som spleenlangsomt tyrede sin Otte-francs Souper til en halv Flaske +Medoc. Nu knalder Champagneflaskerne, nu fyldes Bordene, vittige +Journalister holder Taler for Duchamel, for Jaluzot, for Mademoiselle +Chose; og Mademoiselle Chose selv synger Kupletter af "Mascotte" og "le +beau Nicolas" for at bevise, at hun er debuteer-faehig. Garconerne flyver, +Vittighederne holder Festfyrvaerkeri, Latteren faar de Graadige i +Dansesalen til at komme op og klumpe sig i Tilskuerklynger ved Dorene. +Man slaar Bordene sammen. Prinsen betaler. Der er altid en Prins eller en +Nabob paa Halvtreds. Og naar man ikke gider drikke hans Champagne laenger +og ryge hans Cigarer til halvanden Francs, saa laver man Kjaede og farter +ned ad Trapperne og gjennem Dansesale og Alhambrahal og Vinterhave og +Billedgalleri og Korridorer, og haler baade Graadige og Blaserede uden +Personsanseelse med ind i den overgivne Tummel. I et Par Timer er +Velgjorenhedsballet det mest Parisiske af Alt, hvad man kan taenke sig af +Parisisk, broget som Boulevarden, solfornojet som en Dag ved de store +Lob. Det har Stil, det Bal, hvori saa det mystiske "oeuvre" stikker. Den, +som har fundet paa det forst, har vaeret en Fyr, som forstod sit Paris. + +[Illustration: Udenfor Boulevardkafeen] + +Jule- og Nytaarstiden. + +Julen i Paris er ikke Julen hos os. Men at Pariserne slet ikke skulde +kjende Noget til Julen, det er dog ogsaa en Overdrivelse. Det holder en +Jul paa sin Maneer, en, som passer til dets Liv, dets Vaner og +Tilbojeligheder. Den er aegte parisisk, fuld af karakteristiske Traek, der +spejler Befolkningens inderste Vaesen, fremfor Alt fuld af store +Modsaetninger, som de netop horer hjemme i Modsaetningernes maerkelige Stad. + +Pariserne ere paa Boulevarden Juleaften. Ved den Tid, da vore Gader +begynder at blive tomme, fyldes deres. Festlighed inden fire Vaegge +forstaar de ikke; de fejrer deres Bryllupsdag i Boulogneskoven, de maa +have Offentlighedens store Sceneri som Ramme om deres Glaede, de maa baere +den ud i fri Luft, for at den skal kunne traekke Vejret rigtig. Hjemmets +Fest kan de ikke holde, de, hvis Sprog ikke engang har noget Ord +for Hjemmet. + +Inderligheden og Hjerteligheden, Alt det, der giver Julen dens Saerpraeg +hos os, kjender man i Paris Intet til. Slaegt og Venner gjor ikke lange +Rejser for at vaere sammen, end ikke Julegaverne existerer. Forst +Nytaarsdag foraerer Pariserne hinanden deres Presenter; det er som en +Slags Kvittering for godt Forhold og stadig Forretningsforbindelse i +Lobet af Aaret, paa samme Maade, som Urtekraemmerne hos os giver de Piger +Chokoladekager, der har vaeret flittige Kunder. + +Men Alverden maerker alligevel, at det er jul. Paris skifter Fysiognomi; +Byen forvandler sig imellem Jul og Nytaar til en gigantisk Markedsplads, +det er netop dens ejendommelige Maade at holde Fest paa. Om Sommeren har +hvert af de ydre Kvarterer og saerlig hver af de tilstodende +Smaalandsbyer, der halvt om halvt horer med til Paris, deres "fete +foraine", paa den store Nationalfestdag faar den Lov til at brede sig +over en halv Snes forskjellige Kvarterer af Staden, men i Juleugen +erobrer den endogsaa Paris's Allerhelligste, de store Boulevarder. Hele +den over en halv Mil lange Straekning fra Madeleinekirken til +Bastille-pladsen er fyldt med Traeboder. Paa det mest befaerdede Strog, +Boulevard des Capucines, Boulevard des Italiens og Boulevard Montmartre, +staar de saa taet ligeoverfor de store Butikkers Udstillingsvinduer, at +der kun akkurat lige ved Traeerne er en snever Passage, gjennem hvilken +man kan smutte fra Trottoiret ud paa Gaden. Og selv i denne Passage har i +Reglen en fattig Stakkel, der ikke besad Kontanter nok til at leje sig en +Bod hos Kompagniet, som slaar dem op, anbragt sit Bord, hvorfra han under +hoje Raab priser sine Varer, i Reglen en eller anden ny Opfindelse: en +Maskine til at skraelle Gulerodder med, en Plade til at saette paa +Stearinlysene, for at de ikke skal dryppe, et Vaerktoj, der paa samme Tid +er Hammer, Ildtang, Proptraekker, Kniv og Fil, eller et nyt Slags Fyrtoj, +paa hvilket Saelgerne soger at vaekke Opmaerksomhed ved med haes skrigende +Stemme at praesentere det under Titulaturer som _"la mort des allumettes", +"le feu miraculeux", "achetez votre feu pour toute l'eternite, dix +centimes",_ o.s.v. + +Halvparten omtrent af, hvad der saelges paa Boulevardernes Julemarked, er +nemlig nye Opfindelser. Det rige, fornemme Paris har ingen Laengsel, som +vi har det efter Julen. Laengsel er atter et Begreb, for hvilket det +franske Sprog ikke ejer noget Ord. Men i de smaa Vaerksteder, i de +flittige Arbejderhuse--og de existerer i Hobetal--straebes og spekuleres +og slides der alligevel hele Aaret rundt med Juleugen for Oje. Den er den +lille Pariserindustris store Fest. Til daglig Brug har Paris ingen Plads +for denne Industri. De storartede Nouveautemagasiner og lignende +Forretninger holder den nede; Haandvaerkeren kan ikke etablere sig paa +egen Haand i det Smaa, fordi han ikke kan tage Konkurrencen op med +Masseproduktionen. Han maa arbejde i dens Sold under Betingelser, der +stadig, bliver mere og mere ugunstige for ham, og vaere glad til, naar den +vil give ham hans daglige Brod. Den lille Rente, Rygstodet for de +kommende Aar, der spiller en saa vaesentlig Rolle i enhver rigtig +Franskmands Liv, kan han ikke tjene sig paa den Vis. Men saa er det, at +Jule- og Nytaarstiden kommer ham til Hjaelp. For en Bagatel lejer han sig +en Bod paa Boulevarderne, og der er han eller hans Kone eller hans Sonner +og Dottre uden nogensomhelst Afgift Handlende paa egen Haand den Snes +Dage dette Marked varer. Det skulde i Grunden kun holde ud til Hellig tre +Konger, men som oftest faar man Tilladelse til at lade Boderne blive +staaende endnu en Ugestid efter. Det gjaelder da at finde paa Noget, som +kan faa Afsaetning paa dette Julemarked. Og den parisiske Arbejder er +Opfindsomheden selv. Man stoder i disse Boder paa Hundreder af snilde +Smaating, der rober hans Talent. Hele den Uendelighed af Luxus- og +Nodvendighedsgjenstande, der gaar Verden rundt under Faellesnavnet +"articles de Paris", har forste Gang vaeret udstillede i Juleboderne paa +Boulevarden. I den oprindelige Skikkelse, hvorunder de dukke op der, har +de maaske ikke havt den Fuldkommenhed, som de senere faar, det mangler +Opfinderne i Reglen Midlerne til at give dem. Men de store Handlende, der +er de flittigste Besogende ved Juleboderne, aner gjennem de forste, +primitive Forsog, hvad der kan komme ud af Opfindelsen, de saetter sig i +Forbindelse med Arbejderen, hvem den skyldes, de sorger for, at han kan +fuldkommengjore den, og naar saa den naeste Decembermaaned kommer, saelges +Artiklen fin og straalende fra de store Nouveautemagasiner for siden at +gjore sin "tour du monde". Desvaerre, det er saa ikke laengere den fattige +Arbejders Ejendom; Masseproducenten giver ham kun Beskjaeftigelse Aaret +igjennem paa den Betingelse, at han udelukkende stiller sin Opfindelse +til hans Raadighed. Men i hvert Fald det daglige Brod har den sikret ham, +og den Snes Dages Salg paa Boulevarden har ogsaa givet en lille +Spareskilling, der kan voxe ad Aare. Thi til naeste Julemarked har han +atter noget Nyt, og paa Julemarkedet tjenes der Penge. + +Der er, saalaenge Julemarkedet staar paa, et Mylr foran disse Boder og en +Traengsel uden Ende paa Boulevarden. Men vaerst bliver det naturligvis +selve Helligdagene. Man kan kun komme frem og slippe for at blive klemt +ihjel ved at lade sig fore viljelost med af Strommen. Hastvaerk gjaelder +ikke. Paris har intet Hastvaerk i denne Tid; det handler og ser kun. Men +der er ogsaa Nok at se paa. Alle de store Butikker holde naturligvis +aabent; Alt har aabent i Julen. Theatrene giver forste og anden Juledag +baade Matineer og Aftenforestillinger, en Cirkus har endogsaa drevet det +til at give tre Forestillinger paa samme Dag. De runde Plakatkiosker, +hvorpaa de parisiske Fornojelsesetablissementer annoncerer og som er et +af de ejendommeligeste Traek af Byens Gadefysiognomi, lokke med en +uendelig Mylr af brogede Farver og brogede Adspredelser. Kafeer og +Restaurationer ere fra Middag til Midnat eller rettere til et godt Stykke +paa den anden Side denne, saa fulde, at man maa staa og vente for at faa +Plads. Det ligger ikke for den parisiske Handlende at lade en saadan +Lejlighed til at tjene Penge gaa ubenyttet hen. Han har ingen +Helligdagsanordning, der binder ham, men han har en meget udpraeget +Fornemmelse af, at man gjor ham Konkurrence paa den anden Side af +Fortovet, og hvor fattig end denne Konkurrence muligvis er, kunde det +aldrig falde ham ind at foragte den. Saasnart han har tjent saa mange +Penge, at han ikke vil tjene flere, bliver han fornem ude paa sit +Landsted, men saalaenge han driver Forretning, bukker og skraber han ud +for hver Sou, Publikum vil lade flyde i hans Kasse. Bignon, Ejeren af +Cafe Riche og en stor Part af Paris' fornemste Kafeer, er Millionaer, men +hans Son staar med bart Hoyed og Serviet under Armen ude paa Gaden og +bukker for Blusemanden, naar han bestiller en Bock; den unge Noel Peters +har taget sin Doktorgrad i Jura, men saa saare han fik sin Faders +Restauration i Arv, en af Paris' beromteste, gjorde han sig til +Overgarcon i Lokalet. Storsteparten af Paris's Handlende horer til ganske +den samme Race Mennesker. + +Fattigmandsboderne vis-a-vis dem er kun en Stimulation for dem til at +vise sig i al deres Glands og Herlighed. Naar man i Juleboden skriger sig +haes for at anbefale en AErmeknap til to Sous, der er nikkeleret "ved +Elektricitet", saa soger Juveleren ligeoverfor at drage Opmaerksomheden +bort fra dette Raab ved at saette elektrisk Lys paa sine Diamantsmykker +til tyve Tusind Francs. Naar en ivrig Batignollesmand med en Svada uden +Ende lokker Publikum til at betragte hans Maskine til at udhule Roer, saa +neutraliserer Potel paa den anden Side af Fortovet hans Veltalenhed med +Paerer saa store som Graeskar, Druer af Dimensioner som Aprikoser, friske +Jordbaer og Ferskener. Gjor en ung Blomsterpige med et Smil og fagre Ord +Reklame for sine stuedrevne Resedaer og Nelliker, saa fylder den store +Blomsterbutik sine Vinduer med Tusind og en Nats Flora, med Rosenbuketter +til to Hundrede Francs og med favnehoje Orangetraeer, der bugner af modne +Frugter. Der er ikke nogen Tid paa Aaret, hvor Paris's Butikker udfolder +en saadan Rigdom som i Juleugen. Den ene Part af Publikum kommer for af +kigge paa dem, den anden for at kjobe Nytaarsgaver. Det rige og det +fattige Paris modes i Stimmelen, fores nogle Minutter med af den samme +Strom og vender saa tilbage til Luxuspaladser eller Stuer, der er for +fattige til at holde Ild i Kaminen. Julen samler dem Alle i Paris's +Hjerte, paa de store Boulevarder. + +[Illustration: Plakat Kiosken.] + +Men det er forresten hele Byen, der er festklaedt. De ydre Boulevarder og +Pladser vrimler af Karusseller, af Gynger, af Gjoglere, der dandse paa +Line indenfor en med Snor trukken Kreds, af Sonnambuler og Telte med +Kaempekvinder eller tohovede Kalve. Overalt Gadeliv, som man end ikke ser +det i den skjonneste Forsommertid. Kulden, hvis den skulde komme, +respekterer Pariserne ikke. Men det er iovrig naesten, som den selv +respekterede Boulevardmarkedet. Den kommer kun yderst sjelden, mens det +staar paa. I Regelen er det stadig blaa Himmel og Solskin med flere +Graders Varme. + +Den glade Tid begynder Juleaften. Allerede da er der sort af Spadserende +overalt, og de fleste af Boderne lukker op. Men det er en Antecipering. +Forst "Midnatsmessen" og den efterfolgende "Reveillon" ere i Grunden +Festens Aabning. Midnatsmessen er en storartet Kirkekoncert, som kun +Minoriteten af Parisere forsommer. Alle Kirkerne er overfyldte; udenfor +dem, der er bekjendte for at have de bedste Sangere, staar Publikum i +Queue fra Klokken 8-9 for at komme ind. Saerlig til Messen i +Madeleinekirken, St. Roch og St. Augustin vil Alverden. Andagt kan der i +den endelose Traengsel ikke vaere Tale om; men Koncerten med dens glimrende +Orgelmusik, dens Kor og dens Solonumre i komplet Operastil og sungne af +komplette Operastemmer er det ganske vist nok Umagen vaerd at hore. I vor +Julestemning vilde det Hele skurre staerkt, men til Parisernes Julefest er +det en Ouverture, der passer. + +Fra Kirken gaar Vejen til "Le Reveillon", det store Julemaaltid med dets +obligatoriske Kalkuner. Der er dem, der holder det hjemme, men en Maengde +har dog ogsaa arrangeret det paa Kafeer og Restaurationer. Disse er +allesammen Julenat aabne til Morgenstunden, og fra dem allesammen lyder +der Sang og lystig Tummel. Holdes der "Reveillon" paa orthodox Vis, maa +Gildet ikke ende, for Solen er staaet op den naeste Morgen. Det er den +eneste Gang hele Aaret rundt, Pariserne har Forpligtelse til at drikke +taet. Til daglig Brug er de det sobreste Folkefaerd, der existerer, men +Julenat horer der en lille Perial til. + +Saadan ser Julen ud i Paris. Forskjelligt er Alt dette, det er vist, fra +vor stille, fredelige Fest med gode Venner inden sneomfygede Mure. I det +traengselsfyldte, tumlende, straalende Paris laenges Nordboen efter +Hjemmet. Men for Pariserne er det rette Hjem paa Gaden, i Faerdselen og +Livet, som spaender hans Handlekraft, paa Kafeen, hvor der deklameres og +diskuteres, i det brogede Forretningsvirvar, hvor hans Oje spejder efter +Planken, paa hvilken han skal redde sig fra at gaa tilbunds i det +uendelige Menneskehav. + +Med al dens Tummel, alt dens brogede Boulevardliv er Juleugen imidlertid +dog naermest kun et Slags Ouverture til, hvad der skal komme bagefter. +Alle de Motiver, som ligger i den, faar endnu rigere Udfoldning senere, +det Pittoreske Nytaarsnat, det Hexesabbathagtige saerlig paa den forste +Dag af det nyfodte Aar. Man kan ikke med Rette beskylde Pariserne for at +de tager lunkent mod dette. Deres By er i straalende Gala, naar +Midnatsklokkerne ringer det ind, alle Boulevarder taetpakkede af +Mennesker, Alting i fuld Belysning. Ikke et eneste Udsalgsmagasin har +lukket, i Konditor-, Blomster-, Legetojs- og den Slags Boutikker stimier +Publikum saaledes sammen for at gjore Indkjob af "Etrenner", at ikke +engang et tripleret Saelgerpersonale kan tilfredsstille Begjaeret. Alle +Markedsbarakkerne saetter det bedste Ben foran for at tiltraekke sig +Opmaerksomhed i den extraordinaere Stund, da hver aegte Pariser er i +Spendeerhumor, Udraabernes Lyrik er paa Kothurnen, de Spadserendes +Munterhed soger at folge dens Flugt. Illuminationsgirandolerne, hvormed +de Handlende har fundet paa at pynte deres Facade ogsaa til daglig Brug, +de store, leende Klynger omkring mekaniske Legetojsdyr, der hopper og +kravler paa Fortouget, de futtende Petarder, hvormed man fra Vinduerne +skyder det nye Aar ind, Alting saetter Liv og Lune i de drivende +Menneskemasser. Og hvilket Skuespil er det da ikke, naar der over dette +fantastiske Virvar af Farver, af de hvide, teltlignetjde Barakker, af +deres Flag og brogede Lampetmylr, over den sorte Folketraengsel og den +oredovende Stoj hvaelver sig en Himmel, stille, stjernebesat og +maanebeskinnet som den, der ser ned paa Neapels Golf, og naar Luften +maettet til Overflod med denne ejendommelige Pariserodeur, der kommer fra +Blomsternes og Damernes Parfume, fra Gassens og de store Restaurationers +Udstraalinger, naar den ligger om En varm og lun, som om Foraaret vilde +vaagne med den gryende Sol! + +Men Paris er Kontrasternes By; naar Nytaarsnattens Rus er sovet ud, +kommer Nytaarsdagen efter. Den er i den gode Seinestad de forfaerdeligste +tolv Timer, man oplever hele Aaret rundt. For hvert Skridt, man gaar, er +der en betlende Invalid, for hvert andet en Lirekasse og for hvert tredie +et Vaesen, der skal have Drikkepenge. Man bliver jaget, hidset, slidt i, +flaaet, som om man var kommen ud, ikke for at spadsere i Januarforaars +Solskin, men for bogstavelig at fungere som Bytte for en Parforce-Jagt. +Nytaarsdagen i Paris er Tiggeriets Festdag. Skjondt det under almindelige +Forhold er principmaessigt forbudt, florerer det dog bestandig paa Gader +og Boulevarder med en Fraekhed, som om der slet ikke existerede Politi. +Men hver forste Januar kvaeler det formelig Byen under sig. Alverden har +paa denne Dag Lov at betle, saameget den lyster, og det er utroligt, +hvilke Haerskarer, der benytter sig af Tilladelsen. Hele det uhyggelige +Paris, der til daglig Brug forer en lyssky, underjordisk Tilvaerelse i +Forstaedernes smudsige Gyder, spyer sin Befolkning ud over Boulevarderne, +Kajerne og de brede Seinebroer. De samler sig familievis med Alt, hvad +der kan praesteres af affaeldige Oldinge, Spedalske og udmagrede Dieborn. +Har Familien det normale Tilbehor af Lemmer, Ojne, Naese og Oren, saa +soger man ved Kunst at supprimere Et og Andet for at gjore Indtryk. +Pariservagabonderne er rene Hexemestre, naar det gjaelder at gjore sig til +Blinde eller Kroblinge for en Dags Tid. Jo mere Jammer og Elendighed, man +kan vise frem, desto flere Sousstykker skraber man ind. Alle Saar og +Skrobeligheder blottes og stilles til Skue, de vaerste Pjalter, man kan +stove op, er paa denne Dag de bedste, Paris's Gader bliver til uhyre +Hospitalsgange, Luxusstaden ser ud, som var den solet ned i al Orientens +Smuds og Misere. De spaedeste Born vralter omkring og spaerrer En Vejen med +deres fremrakte Tallerkener, Fruentimmerne hyler og traekker Kjolen fra +det kraeftbefaengte Bryst, de lamme Oldinge, Invaliderne uden Arme eller +Ben hyler, Luften gjenlyder af Jamren og Klynken, og om kap dermed hviner +Lirekasser, Flojter, Saekkepiber, Violiner, Harper og andre +Raedselsinstrumenter. + +Fortumlet flygter man ind i en Kafe. Men ogsaa der finder man Tiggeriet, +det har kun faaet andet Kostume paa. Garconerne ere saa fri "at tilbyde +deres lille Nytaarsgave", det vil sige en Cigar med kulort Baand paa til +Herrerne og en Appelsin eller et Kraemmerhus Bonbon til Damerne. Hvis man +betragter denne Nytaarsgave som en Tak for de regelmaessig efter hver +Konsumation i Aarets Lob erlagte Drikkepenge, tager man imidlertid hojlig +fejl. Den er kun en Invitation til Extraducor i Anledning af det nye Aar. +Er man blot set en halv Snes Gange, udebliver Cigarerne og Appelsinerne +aldrig. Og den langt overvejende Part af Pariserbeboerne har idetmindste +en Snes Kafeer eller Restaurationer, hvor de kommer nogenlunde hyppig. +Slap man saa med dem, kunde det endda gaa an. Men det er i Paris +Alverden, der skal have Nytaar: Brev-, Avis- og Pengepostbude, +Frisorsvende, Handskejomfruer, Skraeddertjenere, Theaterouvreuser og saa +fremdeles i det Uendelige. Endogsaa Pigerne i Tobaksudsalgene have deres +baandpyntede Tallerkener staaende paa Disken, altid omhyggelig fyldte med +Fem- og Tifrancsstykker for at markere, at en Gentleman comme il faut +ikke kan give mindre end en saadan Mont. Det varer ved lige saa laenge som +Boulevardbarakkerne og laenger endnu tidt. For henimod Slutningen af +Januar begynder Paris ikke at blive normal igjen. + +Under Karnevalet, + +"I overmorgen afholdes det naestsidste Operabal, der lover at blive +ualmindeligt glimrende. De, der onsker at deltage i denne enestaaende +Karnevalsfest, maa derfor vaere om sig i Tide." Saaledes lod en Notits, +som gik igjen, med nogle Variationer hist og her under samtlige +Pariserblades Theaterrubrik. Jeg fulgte det enstemmige Raad, afleverede +itide mit Tyvefrancsstykke i et Lokationsbureau, og da Midnatsklokken +slog sine tolv Slag, styrede jeg gjennem Kredsen af beredne Gendarmer +mine Skridt op mod det straalende illuminerede Academie nationale de +musique, hvor den enestaaende Fest skulde til at tage sin Begyndelse. +Maskerne kom, under Latter og Hvin fra de sammenstimlede Tilskuerskarer, +hoppende ud af Hundreder af Drosker, de brogede Silkekjoler raslede op ad +Vestibulens Marmortrapper, Tusinde Lysreflexer fra Guld og Spejle, en +Luft maettet med Blomsterduft og Parfumer, brusende Dandserhytmer fra +Gungls Orkester bolgede de Indtraedende imode. Det saae ganske vist +overordentlig lovende ud, og havde Enden vaeret Begyndelsen lig, vilde man +ikke havt Anledning til at beklage sig over Bladenes Notits. Men +desvaerre, det gaar med de parisiske Operaballer ikke anderledes end med +saa mange skjonne Sager, som kun taaler at ses paa Afstand. Klokken Tolv +har man Hastvaerk med at komme ind til al den feagtige Pragt, hvis forste +Indtryk vaekker de allerstorste Forventninger, Klokken Tre, naar Olivier +Metra og den ungarske Maestro har loftet Taktstokken for sidste Gang, +gaar man bort stovet og fortraadt, saa skuffet og slukoret som det +er muligt. + +[Illustration: Indgangen til Operaballet.] + +Det kunde vaere ganske kuriost at vide, om Operaballerne nogensinde har +set ud, som Romanerne fortaeller. En meget gammel Generation paastaar, at +de i deres unge Dage har vaeret baade morsomme og pikante. Men det er saa +sin egen Sag med, hvordan Alting saae ud, dengang de Gamle var unge. Man +bliver en Smule skeptisk til Slutning, naar man ret taenker over de enorme +Tilbageskridt, Verden paa alle Kanter maa have undergaaet siden hine +paradisiske Tider. Faktisk er det, at disse "enestaaende Karnevalsfester" +nu langtfra er enestaaende morsomme; deres vaesentlige Pikanteri er ikke +synderlig forskjelligt fra det, hvis daglige eller rettere natlige +Skueplads er Boulevardtrottoirerne mellem Faubourg Montmartre og Cafe +Americain. Endnu i Romaner fra Firserne findes der overgivne unge Damer +af den fornemme Verden, som en Karnevalsnat gaar paa Eventyr i Operaen, +og hvis rode Skulderslojfer medforer saa maerkvaerdige Kombinationer, at de +kan fylde hele to tykke Bind. I Virkeligheden derimod har kun yderst faa +anstaendige Damer--naar da undtages Udlaendinge, for hvem Alt er tilladt, +og som tillader sig Alt i Paris--sat deres Fod paa et Operabal i de +sidste halvtredsindstyve Aar; ialfald har de kun gjort det af +Nysgjerrighed og under Ledsagelse af deres Maend. + +Hovedbestanddelen af det kvindelige Selskab er af den sletteste Art, og +de fleste af Dragterne ere ligesaa smaglose som dekolleterede. Det er +nemlig ikke laenger Fashion for Fruentimmerne at vaere i Kostume. Hvad de +mandlige Gjaester angaar, falder det end ikke en parisisk Urtekraemmersvend +ind at klaede sig ud. De mandlige Masker er lejede allesammen uden +Undtagelse. Skal de tilmed dandse, betales der dem forhojet Taxt, og de +sorger saa ogsaa for at maskere deres Ansigt, saa Ingen kjender dem i +deres nedvaerdigende Bestilling. At dandse paa Operaballerne for sin +Fornojelse er rent ud forhistorisk, I de tre Timer, Dandsemusikken varer, +springer de Ulykkelige, der er domte til dette Traellearbejde i +Kankan-Attituder omkring i den store Sal og giver med deres halvnogne +Dandserinder Forestillinger for dem, det kan more at se paa disse lascive +Scener. Men det er ikke Mange. Hovedparten foretraekker at betragte +Operaballerne som en Slags Promenadekoncert. Med sin Klaphat under Armen +driver man frem og tilbage i forste Etages Couloirer, hvor Gungl spiller +umiddelbart over Hovedtrappen, og kjeder sig med Anstand. Det mest +overfyldte Sted er den store Foyer, til hvilken Adgangen ganske +karakteristisk er forbudt Enhver, der er i Kostume. I Rotunden ved Siden +af er der en Buffet, hvor et Vinglas fuldt af Ol koster en Franc; denne +Buffets Priser er maaske, naar Alt kommer til Alt, det mest Aparte ved +den "enestaaende" Karnevalsfest. + +Karnevalslystigheden begynder forst, naar Ballet ender. Pariserne er et +for ceremonielt Folkefaerd til at kunne more sig i Stuer; den gode Tone +paalaegger dem Hundreder og atter Hundreder af minutiose Hensyn, som gjor +dem stramme og stive inden fire Vaegge. Udenfor derimod giver man +Konveniensen en god Dag. De samme Herrer, som i Operaens elegante Lokaler +end ikke af de mest overgivne Dandserhytmer kunde falde paa at lade sig +forstyrre i deres langsomme, slaebende, blaserede Promenademarche, er +ojeblikkelig, saasnart de kommer ud paa Gaden, med til at dandse en +Kvadrille midt paa Fortovet. Boulevardkafeerne har de Naetter, der er +Operabal, aabent lige til Morgenstunden, og ligesaa draebende +kjedsommeligt der har vaeret paa Ballet, ligesaa livligt er der +paa Kafeerne. + +Man gjor i det Hele taget det parisiske Gadekarneval Uret. Det skal vaere +dod ud, paastaar man. Ganske vist, paa den venstre Seinebred finder man +det ikke laenger, men ganske simpelt af den Grund, at man der i vore Dage +overhovedet kun undtagelsesvis finder Udslag af det egenlige Pariserfolks +Liv. Paris' Hjerte har flyttet sig med Aarene: det slaar i helt andre +Kvarterer nu end i Studenternes. + +Saerligt "Mardi gras" er for den parisiske Arbejderbefolkning og for +Smaaborgerne maaske Aarets storste Festdag. For den lange Fastetid, der i +mange Familier overholdes med en vis Strenghed, gaar fire "fede" Dage, +paa hvilke man ifolge Traditionen skal saette Maven istand til at kunne +staa imod de efterfolgende Savn. Tirsdagen, den sidste af dem, gjor +Alverden det saa grundigt som muligt. De Smaafamilier, som paa denne Dag +spiser deres Middag hjemme, kan taelles. Alt, hvad der existerer af +Restavrationer, Vinknejper, Kafeer og lignende Steder, som i en snever +Vending ogsaa kan servere Spisevarer, er til den Grad overfyldte, at der +maa staas i Queue i halve Timer, for der kan opnaas en Plads ved et Bord. +Jo laengere man kommer ud mod Yderkanten af Paris, desto galere er det. +Oppe i Montmartre kan man en saadan Mardi gras finde Smaarestaurationer, +hvor selve Kjokkenet tages til Hjaelp, og hvor der serveres Gjaesterne ved +improviserede Borde, lavede af Vinkasser, store Kogekjedler og Sligt. Thi +hele Familien slaebes med paa Spisekvarteret, fra den gamle Bedstemoder, +der knap kan rokke afsted, til Skjodebarnet paa et halvt Aar og derunder. +Til daglig Brug slides der i de parisiske Forstaeder, saa man knap kan +danne sig nogen Forestilling derom. Tre hundrede og tredsindstyve af +Aarets Dage er Arbejdsdage for de Fleste, og tidt og mange Gange arbejdes +der de atten Timer af Dognet, uden at man nogensinde faar Sol eller +Himmel at se. Man kan da taenke sig, hvilken Fest det maa vaere for +saadanne Vaesener en enkelt Gang at komme ud. Og naar man kjender en Smule +til, hvilket naturligt, selv af al mulig Modgang uopslideligt godt Humor +der er karakteristisk for det egenlige Pariserfolk, kan man ogsaa nok +taenke sig, hvordan de maa more sig. Tummelen, Snakken, Latteren +oversvommer de smaa, til daglig Brug tomme Restavrationer i Paris' +Yderkanter med et Liv, saa broget, saa animeret, at det spotter al +Beskrivelse. Efter Middagen gaar man naturligvis ikke hjem; Lystigheden +fortsaettes ved Kafebordene udenfor paa Gaden, senere hen paa Aftenen +under spadserende Driven langs Boulevarderne, der fra den ene til den +anden Ende er et uoverskueligt Folkemarked, saa taet proppet, at det paa +sine Steder er rent umuligt at traenge sig gjennem Menneskestrommen. Paa +de "store" Boulevarder er Traengselen i Aarenes Lob bleven mindre, men +samtidig er den voxet paa de ydre. Til dem er nemlig nu Hovedparten af +Maskerne fortrukne, siden de paene Folk blev for blaserede til laengere at +tage Del i Lojerne. Men Karnevalslivet har naeppe tabt derved. Maskerne er +blevne adskilligt tarveligere ganske vist, men samtidigt ogsaa adskilligt +mere oplagte til at slaa Gjaekken los. Rundt omkring paa Gadehjornerne +improviseres der til Musik af en Mundharmonika eller ganske simpelt til +Akkompagnement af en overgiven Gadevise de vildeste Kvadriller, der +naturligvis kun voxe i Overstadighed, efterhaanden som Grupperne flokkes +om de Dandsende og opmuntrer dem med lystige Tilraab og Vittigheder. +Snart er det en hel Flok Klodocher, der skrigende og horntudende stormer +ned over Boulevarden og faar de smaa Arbejdersker til at flygte tilside +under hoje Hvin, snart en flagpyntet Kreaturvogn, paa hvilken +Karrikaturer af forskjellige politiske Personligheder bliver trukne i +Triumf af lystige Ungersvende, der har faaet sig lejet et Dyrehoved og er +ganske overordenlig fornojede med sig selv, snart endelig lange +Kompagnier af Maskerede med en eller anden hornblaesende Forening i +Spidsen. At Lystigheden af og til slaar en Smule ud i Kaadhed, folger af +sig selv, men Alverden er glad og fornojet og morer sig virkelig; det +forsoner dermed. + +Naar det lakker henad Midnat til, begynder Indvandringen i Ballokalerne +langs de ydre Boulevarder--der findes et for hvert hundrede Skridt. Til +daglig Brug er disse Lokaler naermest besogte af et Publikum af endnu +vaerre Art end det, der kommer i Bullier, og om muligt endnu mere blottet +for muntert, naturligt Folkeliv end dette sidste Sted, der daglig bereder +saamange paa Traditionen stolende Fremmede de allerstorste Skuffelser. Nu +derimod stiller Sagen sig anderledes. Krapylet er ogsaa da med i den +broget kostumerede Maengde, men det er ikke eneherskende. Smaa skikkelige +Portner- og Haandvaerkerdottre kommer i de guddommeligst kejtede +Forklaedninger, ledsagede af den hele Familie, Vuggebornene +medindbefattede, med Ojne, der straaler af Dandselyst, og med +kirsebaerrode Trikotben, der ikke kan blive kjede af den saa uvante +Motion. Man skulde tro sig milevidt borte fra Paris, midt inde i Hjertet +af den uskyldigste kluntede Landsby. + +Det hele Paris er paa Benene den egenlig store Karnevalsnat. Ogsaa det +fornemme Paris; men det bliver paa sin egen Grund og fejrer der disse +Tusind og en Nats Fester, om hvis overdaadige AEventyrpragt der af og til +naaer Rygter til de smaa, fjerne Kroge af Verden, hvor man slaar Haenderne +sammen og korser sig over, hvor Aviserne dog kan lyve. Aviserne lyver +imidlertid ikke; Overdaadigheden fra hine Tider, da Kleopatra loste +Perlerne op til Drikkevand, begynder virkelig at vende tilbage i det +moderne Athen. Millionfyrsterne fra hele Verden har bestandig havt +Passion for at forbause Paris med deres Overdaadighed, og da Paris er +noget vanskelig til at lade sig forbause, maa de efterhaanden tage deres +Tilflugt til storre og storre Extravagancer. De orientalske Nabober er i +saa Henseende laengst dethroniserede af Amerikanerne. Der fortaelles +saaledes blandt Andet om en Karnevalsfest i Mackayhotellet vis-a-vis +Triumfbuen, hvor man unaegtelig kom Kleopatraskikkene ganske naer. Familien +Mackay horer hjemme hinsides Atlanterhavet og skal have sin exempellose +Rigdom fra Solvminer derovre. Der er ingen Ende paa dem, hedder det; i +hvert Fald er der ingen Ende paa Millionaerfamiliens Luxus. Hotellet var +ikke stort nok til at rumme de Gjaester, man vilde indbyde. Men det +generede ikke Naboben. Som en ny Aladdin lod han i et Par Naetter, ved +Hjaelp af Hundreder af Arbejdere og nogle hundrede tusinde Francs, et +Dandsepalais rejse sig paa hans Haveplads, ikke en interimistisk Sal, men +et virkeligt Palais med rode Flojls Vaegge, Spejlglas, Marmor og Guld +overalt, med indlagt Parketgulv og Sligt. I dette Palais serverede han +sine fem hundrede Gjaester friske Jordbaer, forskrevne fra Alverdens +Sollande, Storer fra Rusland, Fuglereder fra Indien og Vildsvineskinke +fra Ungarns Skove. Og ikke nok dermed; efter Bordets Overraskelser bragte +Kotillonen en ny, om muligt endnu storre. Istedetfor den ordinaere +Papirspynt indeholdt Knallerterne pragtfulde Silkebaelter, Skaerf, +Torklaeder o.s.v., alle forsynede med et aegte Smykke, hvorpaa det +amerikanske Vaaben var ciseleret, en lille Kotillonsfinesse, der havde +kostet Hr. Mackay halvandet hundrede tusinde Francs. Han havde den +Tilfredsstillelse, at hans Fest berommedes som den rigeste under Aarets +Karneval. Men han skal tage sig iagt; der er Adskillige, som er lige i +Haelene paa ham. Jordbaerrene og Kotillonen bragte ham Sejren; naeste Gang +vil imidlertid en eller anden Konkurrent soge at overtrumfe dem, og Hr. +Mackay maa saa finde paa nye Overraskelser, hvis hans Renomme ikke skal +gaa flojten. Heldigvis for ham har han de uudtommelige Miner; de er snart +absolut nodvendige, naar man vil fore Hus i Paris. De primitive Tider, da +man nojedes med en Smule Aandrighed i de fornemme Kredses Selskaber, de +er forbi for laenge siden. + +Hos Republikens Praesident. + +Hr. Jules Grevy er en rar, stilfaerdig Praesident, der ikke beskjaeftiger +Verden altfor forfaerdeligt med sin Personlighed. Ministerierne komme og +gaa. Freycinet afloses af Ferry, og Ferry af Gambetta, og Gambetta igjen +af Freycinet og Ferry; Hr. Grevy lader dem ganske roligt skifte. Han gaar +paa Jagt med sine Venner i Provindsen og spiller Billard med sine Venner +i Paris, og naar engang imellem en Avis, der vil give sig ud for at vaere +inspireret af ham, tillaegger ham en decideret Mening om Sagerne, saa kan +man vaere ganske sikker paa, at den Dagen efter bliver nodt til at +dementere sig selv. For en Republik, der gjor saa meget Spektakel som den +franske kan der ikke taenkes nogen mere hensigtsmaessig Praesident. Hans Ro +boder en Smule paa Uroen ellers. Var han som de Andre, vilde der ikke +vaere til at leve i Frankrig for bare Politik. + +[Illustration: Ankomsten til Ballet.] + +[Illustration: Jules Grevy, Republikens Praesident.] + +Hele Aaret rundt er der i Grunden kun tre Gange Hr. Grevy virkelig +beskjaeftiger Pariserne. Det er, naar han giver sine tre store +Elyseeballer. Kunde han folge sit Hjertes Drift, strog han ganske sikkert +ogsaa dem. Men det--veed han--vilde Pariserne aldrig tilgive ham, og som +en klog Mand finder han sig da i at ofre paa deres Passioners Alter. Han +traekker det sorgelige Ojeblik ud saa laenge som muligt, men henimod Midten +af Februar begynder Aviserne saa smaat at raillere over Stilheden i +Elysee; det er saa nodvendigt, at der gjores Noget. Grevy kalder sin +Overkok til sig og underretter ham om, at der maa kjobes ind til det +forste Bal. Praesidenten for den franske Republik og Praesidenten for +Kjokkenet i Elyseepalaeet have ogsaa ellers--paastaar man--hver Morgen +deres regelmaessige Sammenkomster; men det er kun under +Balforberedelserne, at disse huslige Konferencer udstraekke sig til Timer. +Kjokkenchefen forlader dem med stolt loftet Pande i Bevidstheden om den +AErbodighed, hvormed Leverandorerne vil modtage ham, naar han kommer og +gjor sine exceptionelle Bestillinger; Statschefen gaar fra dem tankefuld +og med Skyer paa sin Pande. Han kan i det Hele taget ikke lide det +Exceptionelle og allermindst den exceptionelle Luxus; Han finder det +langt fornuftigere at anbringe sine Penge i Huse paa Boulevard +Malesherbes end i Spise- og Drikkevarer, og han veed af sorgelig +Erfaring, at et Elyseebal koster mange Penge. + +Naar Praesidenten lader spille op til Dands i sit Palais, kan han nemlig +ikke, som naar han gifter sin Datter bort, indskraenke sig til at invitere +Familierne Grevy og Wilson med samt nogle ganske enkelte gode Venner af +Huset. Hele Paris gjor Fordring paa at modtage Indbydelser, hele den Part +af Provinserne og af Udlandet, som tilfaeldigvis opholder sig i Byen, +mener at have om muligt endnu storre Berettigelse til at stille samme +Fordring. Saa saare Rygtet om, at Ballet naermer sig, kommer ud i Staden, +bestormes Praesidentskabets Sekretariat med Anmodninger i massevis om +Billetter. Selv et Theater i Vaelten, der er ifaerd med at bringe et nyt +Stykke af Sardou eller Dumas paa Scenen, kan ikke vaere mere plaget. +Alverden kjender et Municipalraadsmedlem eller en Deputeret, der maa gaa +i Ilden for dem ved denne Lejlighed. De har Allesammen deres alenlange +Lister, og saa indflydelsesrige Personer er det i en Republik grumme +vanskeligt at afslaa Noget. Legationerne paa deres Side ser sig ligeledes +nodsagede til at stille store Krav. Hele Kolonien danner Queue udenfor +Gesandtskabshotellet for at skrive sig paa Listen, og selvfolgelig +betragter hver Enkelt det som en personlig Fornaermelse af Gesandten, naar +hans Begjaering ikke tages til Folge. Det bliver paa denne Maade +Hundredetusinder, der vil med til Grevys Bal; en halv Snes Tusinde af dem +i det Allermindste kan man paa ingensomhelst Maade undgaa at tage med. +Der fojes af Teltdug store Tilbygninger til Palaeet, alle de til daglig +Brug ubeboede Sale stoves af og befries for deres Mobelovertraek, de +Tusinder af Messing-Moderatorlamper, hvormed Huset ved en saadan Fest +belyses fra overst til nederst, poleres og fyldes, der bliver lejet +Planter og Blomster til at dekorere med hos alle Parises Gartnere, +Municipalgardisterne tilhest kommanderes til Tjeneste for at holde de +naermeste Gader ryddelige, og Vognene begynder saa paa den hojtidelige +Aften at rulle ind i Gaarden. + +Man er i Republik. Det ceremonielle Reglement fra Kejserdommets Dage, der +gjorde en Vogn uden Numer obligatorisk for Enhver, som indfandt sig til +Hove, existerer ikke laenger. Man kan komme i Droske eller tilfods ganske +efter eget Behag. Adgang naegtes Ingen, som er i Selskabsdragt og +praesterer et Invitationskort. Men det maa han ogsaa af med, og det er for +Mange en stor Skuffelse. Det saae saa imponerende ud: en kaempemaessig +Karton af hvidt Glacepapir, hvorpaa i smagfuld Snirkelskrift laestes: +"Praesidenten for Republiken og Fru Jules Grevy udbede sig AEren af Hr. N. +N.'s behagelige Naervaerelse i Elyseepalaeet den og den Dag", og nedenunder +paa Foden den lille Bemaerkning "on dansera". Paa en Visitkortskaal vilde +det have gjort magelos Effekt. Men Kontrollen ved Indgangen er yderst +streng. Man har adopteret det samme System som i Parisertheatrene. Tre +Herrer i kjole og hvide Halstorklaeder sidde ved et stort Skrivebord og +attrapere enhver Indtraedende med Anmodningen "votre carte, Monsieur". Der +rives et Hjorne af den smukke Glacekarton, og naar man vil ind efter at +have givet sit Overtoj til Opbevaring i et af de uhyre Skabe paa begge +Sider af Entreen, maa ogsaa selve Kortet afleveres til Lakajen, der +vogter Adgangen til den forreste Sal. Udgangsbillet kan ikke faas. Er man +een Gang inde, maa man blive der, til man er traet og maet af Herligheden. +Stundom kan det endogsaa haende, at man maa blive der laengere, end man +selv skjotter om. For at forebygge Traengsel, paastaa Nogle, Andre mene af +faderlig Omsorg hos Praesidenten, for at hans Gjaester skal faa Alting at +se, er der nemlig ved Elyseeballerne foreskrevet Selskabet en permanent +Rotationsbevaegelse. I den forreste Sal, hvor Praesidenten og Fru Grevy +tage imod saerlige Honoratiores, samt i de umiddelbart tilstodende, hvor +Corps diplomatique opholder sig, er det for det almindelige Publikum ikke +tilladt at blive staaende. Standser man et Ojeblik, har man strax en +sortklaedt Lakaj med Solvkjaede om Halsen paa Siden af sig og bliver i en +daempet, men meget bestemt Tone anmodet om at passere videre. I de mindre +hellige Lokaler er det tilladt at blive, hvis man skjotter om det, men +det er ikke tilladt at vende om og gaa tilbage til den Sal, fra hvilken +man er kommen. Op ad Dorstolperne staar der, fra Ballet begynder, til det +ender, plantet to hoje, haandfaste, violette Lakajer i Drabantattitude og +med Muskler som Saint-Marceau's Harlekin. Deres udstrakte Fod spaerrer +Doren. Vil Nogen fremad, traekkes Laeggen i den hvide Silkestrompe aerbodig +ind, men for den, der vil tilbage til det forladte Paradis, spaerrer den +Passagen, og fra Cerberus'ens Mund lyder der et ubonhorligt "on ne passe +pas". Hele Palaeet, Stue, forste og anden Etage med dets labyrinthiske +Virvar af Sale, Trappegange og Korridorer maa vandres igjennem og +Vandringen begyndes forfra igjen, for man kan komme til det Sted, man +engang har forladt. Kun fire Sale i Midten danner en Undtagelse: to, i +hvilke der danses, en, hvor man i uendelig Traengsel slaas om at komme til +Buffeten, og en, pyntet med Palmer og bredbladede Planter, som er bestemt +til Hvilested for de dansende Damer. Mellem dem har man Lov til at +vandre, som man lyster. Det er ganske heldigt. En Kavaleer, der mellem +Dansene onskede at skaffe sin Dame et Glas Is, vilde, hvis han skulde +gjore den ellers foreskrevne Rotationsbevaegelse, blive nodt til at +absentere sig for et Tidsrum af mindst et Par Timer. Han kan bruge Tid +nok, for han faaer banet sig frem mellem Raekkerne, der stadig staar +opstillede ved Buffeten. + +[Illustration: Ved Buffeten.] + +Forovrigt er det saa viselig indrettet, at dette lille Komplex af Sale, +hvor man har Tilladelse til at bevaege sig frit, ogsaa er det eneste Sted +i hele Palaeet, hvor det er fornojeligt at vaere. Toiletterne opholde sig +ikke der; Traengselen er altfor umaadelig, til at de kan gjore sig +gjaeldende. Men Toiletter behover man i Paris heller ikke at gaa paa +Elyseebal for at beundre. Hvad der derimod traeffes i dets Dansesale, det +er netop det Sjeldneste, der ses i den store Seinestad: unge Piger uden +Toiletter, i en simpel hvid Kjole, men med Foraarsroser paa de usminkede +Kinder, med store, forundrede Ojne og Ansigter, der straaler af +Henrykkelse over at vaere paa Bal, Faenomenet er overraskende, men det er +ikke uforklarligt. Ved Siden af de sextusind Indbydelseskort, der +udstedes til Kreti og Pleti fra Paris og Provinserne, de to tusind, som +Amerikanere og Englaendere erobre, samt det halvandet Tusind, der gives +til andre Udlaendinge, indbydes der ogsaa nogle Hundrede Personer af Hr. +og Fru Grevys private Omgangskreds, det vil sige af det aegte parisiske +Bourgeoisi. Det er til daglig Brug ikke med i Verdensstadens Rummel og +Tummel, og det stiller fremfor Alt ikke sine Koner og Dotre til Parade +mellem store Kokotter og smaa Boulevardlover. Men for Praesidenten har det +saa megen Estime, at det ved hans Baller undtagelsesvis blander sig +mellem den mylrende Skare. Dets Dotre moder med Balkortet ved Viftesnoren +og med Sextenaarsglaede ved at danse, de skriver de unge engagerende +Officerers Navne op paa Kortet med en Alvor, som var det Fredstraktater, +de undertegnede, de valser og polkerer, som gjaldt det Livet, og med +Studsen standser Udlaendingene og Boulevardpublikummet. De har saa tidt +forsvoret, at Dramaforfatternes Ingenuefigurer findes andetsteds end i +Digternes egen Fantasi; her begynder der at dukke en Anelse op hos dem +om, at disse henrivende unge Vaesener virkelig er tro Kopier efter +Naturen. De faar et Indblik i et Paris, som de ikke kjender, men som de +dunkelt fornemmer maaske er det, som det, naar Alt kom til Alt, lonnede +sig bedst at stifte Bekjendtskab med. Det er formelig, som om Luften i +Balsalen blev renset af al den sunde Ungdom. Ellers er der +Svedebadstemperatur og Pestatmosfaere af Lampeos og sammenpakket +Menneskemylr allevegne. Man gisper og stonner, Hovedet vaerker, +Tindingerne banker i Feber, for Rotationsbevaegelsen er tilende, og man +atter kan traekke Vejret i de forreste Sale. + +Men Pariserne holder trolig ud. Naar det blot ikke drejer sig om Politik, +er der i hele Verden ikke noget taalmodigere Folkefaerd end dem. Forst +henad Et kommer Ballets store Maerkvaerdighed, og til den maa man aldeles +nodvendig vaere med, om ikke af anden Grund, saa af ren Nysgjerrighed. +Lidt over Midnat viser der sig et oplivende Syn. Salenes Traengsel viger +tilside og aabner i Midten Passage for en stolt fremadskridende Afdeling +Militaer. Man har savnet det hele Aftenen, og Savnet har vaeret saa meget +mere paafaldende, som den stadselige republikanske Garde ellers plejer at +pynte op allevegne i Paris, hvor der er noget Hojtideligt paa Faerde. Nu +kommer den, hoj og strunk og stram i sine lange Ridestovler, hvide +Benklaeder, blanke Harnisker og Hjelme med den vajende Fjerbusk. De +Fremmede bilder sig et Ojeblik ind, at det er Praesidenten, der gjor +ceremoniel Promenadetur omkring mellem sine Gjaester. Men Hr. Grevy er +ikke saa pretentios. Naar han i et Par Timers Tid har taget mod de +Kommende og traenger til at hvile sig lidt i de for ham og hans Familie +reserverede Vaerelser paa forste Sal, ser man en aeldre, graahaaret Herre +gjore Forsog paa at arbejde sig gjennem den roterende Maengde. Det er +Statschefen, men forholdsvis kun meget Faa kjender ham og viger tilside. +Han ser i sin sorte Kjole uden Ordensbaand ud som Pluraliteten af de +mandlige Balgjaester, og Tjenerskab til at bane Vej for ham er der ikke +Tale om. Republikansk Garde vilde han endnu meget mindre kunne falde paa +at rekvirere til sit Behov. Det er Chefen for Elysee-palaeets Kjokken, den +kommer for at assistere. Maerkvaerdigheden, som skal gaa for sig, er +Aabningen af hans Souper, en rigtig Souper med koldt Kjokken og Champagne +i Stromme. Ved de almindelige officielle Fester haves der kun en ordinaer +Forfriskningsbuffet med Sandwich, The, Punsch og Konditorsager. De tre +aarlige Elyseeballer er de eneste, ved hvilke Gjaesterne bydes paa Souper. +De faar den ganske vist kun efter noget Besvaer, men de faar den dog. +Gardistkorpset stiller sig op ved de to Adgange til Salen, hvor den +serveres. Den dem givne Parole er overordentlig streng. Der er dog altid +et mystisk Ord, som gjor Passagen forbi de violette Tjenere mulig. Naar +man hvisker dem "Corps diplomatique" i Oret, traekker de Silkelaeggene +tilbage. Men overfor Gardisterne hjaelper ingensomhelst Parlamenteren og +ingen Personsanseelse. Enhver maa vente, til hans Tur kommer, Og +Pariserne venter; de stiller sig op i Queue og venter timevis, som de +gjorde det i den elektriske Udstilling for at faa det Halve af en Arie +paa Operaen at hore, som de gjor det ved deres Theatres Billetkontorer, +ved deres Omnibusstationer og overalt. Vanen til at gjore Queue er bleven +deres anden Natur, og de finder ingen Inkonveniens ved det laengere. Med +Mellemrum aabnes Soupersalonens Dore, og der slippes saa Mange ind, som +den kan rumme. Naar Holdet er bespist, sendes det ud ad den anden Dor, og +en ny Afdeling af Queuen kommer til Fadet. Det bliver saaledes ved fra +Klokken Et til Klokken Fem om Morgenen. Saa lukker Kjokkenchefen +Bevaertningen, og de sidste Ventende maa gaa hjem med tomme Maver. De har +kun den Trost, at de ved at staa opstillede saa laenge har erhvervet sig +storre Chancer for at faa deres Overtoj end de, der er brudt op paa et +tidligere Stadium af Festen. At komme fra et Elyseebal ligesaa beklaedt, +som man er kommen til det, er at have vundet et Lod i Lotteriet. At komme +derfra uden at vaere fortraadt, forpuffet og fortumlet af kvalmende +Skjaersildstemperatur er en total Umulighed. Men Konveniensen fordrer, at +Republikens Praesident og Fru Jules Grevy tre Gange om Aaret udbede sig +deres tro Republikaneres Naervaerelse til denne Fornojelse, og Konveniensen +fordrer ligeledes, at de tro Republikanere finde Naervaerelsen saa +behagelig, at de saetter Himmel og Jord i Bevaegelse for at opnaa den. +Konveniensen har nu engang Ingenting med det Begribelige at gjore, + + + + +FORAAR I PARIS. + + +Den tyvende Marts skal ifolge den franske Almanak Foraaret begynde, og +den tyvende Marts skal ifolge gammel Tradition det forste Foraarstrae i +Paris staa med gronne Blade. Der er et, der er foran alle de andre; og +morsomt nok, som det hjemme i Kjobenhavn er Holbergs Trae, saaledes er det +her Molieres, der lyser Vaaren ind: et rankt og rundkronet Kastanietrae +ligefor Indgangen til Theatre francais. Der staar det midt i Byens +Hjerte, og der er ikke een Pariser, som ikke kjender det og holder af +det. Saa saare Vinterspleenens Taage letter, og den forste gyldne Solflod +breder sig og svommer ud over Boulevarderne gjor han en Afstikker til +Traeet paa Theaterpladsen, saa tidt han kan komme til det. Laengselsfuldt +kiger han op til de violetbrune Knopper og folger deres voxende Bugnen. +Den Dag, han paa Asfaltflisen finder det forste dryssede, harpixfede +Skjael og ser det forste gronne Blad deroppe titte frem, pjusket som en +lille dunet Kylling, der lige kryber ud af AEgget, den Dag er hans store +Fest. Thi med den begynder den herlige Tid, da hans kjaere Paris Maaneder +igjennem bliver, hvad han saa uendelig gjerne vil have, det skal vaere: +den skjonneste Stad i Verden. + +Samtidig med Molieres Trae springer hele Paris ud i et Nu. Under +Boulevardkafeernes Solsejl mylrer det med glade Mennesker, der sidder paa +Trottoiret og leer op til det piplende Gronne og til det endelose Tog +derude paa Gaden, hvor under blaa Himmel og Sol og brogede Parasoller +Vogn efter Vogn farer afsted. De farer gjennem Champs-Elysees i Raekke ved +Siden af Raekke, gjennem Boulogneskovsavenuens Solbundtstraaler og ind +mellem de lovende Alleer. Hele Vejen sidder der Tilskuerhobe i Tusindvis, +Bornene lober og leger mellem de knoppende Syrener eller jubler paa +Karusselhestene eller staar og hviner af Glaede over Forestillingen paa +Marionettheatrene. Henover Skovens lange, snorlige Ridestier galopperer +Kavalkader af elegante Ryttere og Amazoner, i den zirlige lille Kabriolet +promenerer Dandyen sine Vaeddelobere og sin strunke, stoltpudsede Kudsk, +de hvide Frugttraeer drysser deres Blomster, og under dem, paa de store, +gronne Plaener, ligger der boltrende Grupper og bader sig i den varme Sol. +Laengere borte kommer Seinen, uden den mindste Krusning, spejlende hver +lille Fjersky; der glider hen flygtig og luftig som Ringe fra en Cigar. +Kanotiererne har faaet deres stramme Trikottrojer paa og deres rode og +blaa Huer, og i deres lange, spidse Baade flyver de afsted over Vandet og +forsvinder bag Pynten under Haengepilens fantastisk-skjonne Hang af +lysgront Lov. Hele Paris er ude og fylder sine Lunger med den +vidunderlige Luft og svaelger i Bevidstheden om, at den tre Maaneder paa +Rad, lige til de store Junilob er forbi, vil Morgen efter Morgen vaagne +til den samme Herlighed og Fest. + +[Illustration: Dandyen promenerer sin Kudsk.] + +Pariseren har Ret: der er ingen Stad, der i Foraarsdragt er saa smuk som +hans. Det er nemlig ikke blot Foraaret, der pynter Paris, men ogsaa Paris +og Pariserne, der pynter paa Foraaret. Deres Parker og Avenuer, deres +Boulogneskov, den hele Omegn soignerer det og sorger for, at det kan vise +sig fra sin fordelagtigste Side. De stadser paa det som paa et sodt +Kjaeledaeggebarn, der dog traenger til rentvaskede Kinder og snehvid +broderet Kjole og fintkruset Halsstrimmel for ret at kunne gjore sin +Sodhed gjaeldende. Det gjor de ikke saa ilde i endda. Der er aldeles ingen +Anledning til at komme i lyrisk Fyr og Flamme mod en saadan Servering af +Natur paa Praesenterbakke. Den traenger ikke til nogen Assistance, naar +dens fulde Skjonhed staar i Sommerfloret; saa er der langt vidunderligere +i en Skovskygges Ro, paa en duftende Klovermark eller ved Aalobet, der +risler mellem Enge, hvor Guldsmede og blaa Sommerfugle sidde og dromme +paa de rode Valmuer. Saalaenge der derimod endnu ikke er hverken Romantik +eller Skygge, men kun Sole og vissent Vinterlov under Skovtraeerne, +saalaenge Klovermarken hverken har Blade eller Duft og Aabredden hojst en +lille Anemone bag en graaskiden Snebunke, der er i Faerd med at smelte, +saalaenge har den kjaere Natur dog maaske en Smule for meget Slaegtskab med +de mindre propre Smaaglutter, hvem Naesen lober paa. Man skal vaere Moder +for at have Blik for deres Englelighed, og man skal vaere idetmindste et +Stykke af en Poet for at kunne goutere Foraar i det Kostume. + +Pariserne er ikke Poeter; de pynter deres Foraar, som Watteau pyntede +sine Hyrdestykkers Faar og Le Notre sine Versaillesparker. Det er en +gammel Svaghed, de har, og den maa man tilgive dem. Der kommer noget saa +udmaerket Dejligt ud deraf. Paa den forste Foraarsdag er Alt komplet, Alt +i _grande toilette,_ blankt og pillet og pudset. Det er Gjenfodelsesfest, +og Paris har Festens Dragt. Plaenerne straekker sig gronne og tykke og +blode som Flojl i Park Monceau. Der er ikke et Straa, der mangler i det +svulmende, fyldige Taeppe; der er ikke et drysset Knopskjael, der har faaet +Lov til at ligge og saette Plet paa Vaarens jomfruelige Klaedebon. Riven +har glattet Gangenes brune Gruskies og fjernet Alt, hvad der ikke skulde +vaere der; de gule, fjedrende Stole staar paa Raekke og Rad i Solskinnet +som til stor Ceremoni, de runde Blomsterbede pranger i Farver af Aurikler +og store Stedmodersblomster og hvide Bellis og rode Ribes. Om den antike +Sojlekolonnade ranker Efeuen sig uden et vissent Blad, og de unge +AEllinger staar paa Hovedet i Dammen og plasker Vandperler op paa +Laurbaerbuskenes Blade. Ovenover Alt det kan det fine, lyse Bladlov +sagtens tage sig ud, og som det er der, er det allevegne. Paris har Park +ved Park, en lille, firkantet Square idetmindste ved hver anden Gadeende, +hvor den forste Foraarsskjonhed bliver poleret og fredet om og sat i +flatterende Ramme med ikke mindre Omhyggelighed. Saa kommer det mylrende +Virvar af Avenuenettet paa alle Kanter, med dets altid friskvandede +Kjoreveje, med dets Fontaener, dets Statuer og Bosketter, og saa kommer +endelig Boulogneskoven. Man kan tage en Droske til den paa Boulevarden og +naa den i et Kvarter og for halvanden Franc. Den ligger som i selve Byen, +og dens Foraarsapotheose giver hele Paris Relief. + +De Fremmede er himmelraabende uretfaerdige mod den stakkels Boulogneskov. +Det har sin ganske naturlige Grund, det kommer simpelthen af, at de i +Reglen aldrig faar den at se, for den er affloreret. Deres Indvandring i +Paris begynder forst, naar deres Sommerferie begynder. Men saa er dens +Glans forbi, saa er den flov som Moderne fra Faubourg Saint-Germain, +baarne af Bondepigen ved et nordisk Kjobstadmarked. Den skal ses helst i +Marts eller April, tilnod i Maj, saa er den enestaaende i Verden. Den har +da ikke blot den allersarteste og allereleganteste Foraarsdragt, som +Natur og Kunst har kunnet komponere i Forening, men den har den +gjennemtrukken med en Parfume af _Tout Paris_ koncentreret i Essens. Det +er, hvad man nu end vil sige, en ganske ejendommelig Ting. Gran- og +Lindeduft kan vaere berusende, Orangers krydrede Vellugt ikke mindre. Men +den er der Tusinder af Skove, som er faelles om. Boulogneskovens er der +derimod kun en, der har, en eneste paa hele den samlede Klode. + +Fra den Dag, da Foraarstraeet ved Theatre francais staar i Knop, indtil +Mylret af nummererede Fiakrer og Epiciertraengselen og Stovet paa den +store Vaeddelobsdag ved Longchamps har staenket Banalitet over de fornemme +Alleer, i de tre unge Foraarsmaaneder er Boulogneskoven obligatorisk for +hver aegte Pariser-existens. En Promenade der horer til. Man kan bedre +undvaere Desserten til sin Diner, end man kan undvaere den. Men der er kun +een bestemt Promenade, som gjaelder, den mellem Fire og Syv. Saa ruller +Alt, hvad Paris har af Ekvipager, afsted til den, Faubourgernes Adel +kommer i Karosserne a la Louis quatorze med den vaeldige Fadding vuggende +sig paa Kaempefjedre og med de silkebestrompede, stive Lakajer. +Finansbaronerne kommer med det springende Fuldblod for den elegante +Kabriolet, Politikerne, ukjendte igaar, magtstraalende idag og forglemte +imorgen, kommer i Hyrevognen, der er lejet for deres korte Glorietid; +Kunstens og Videnskabens Stjerner skjuler sig for profane Blikke i +Baggrunden af deres lukkede Koupe, men udfordrende, brammende, med +Rosenbuketter bag Hestens Ore og i Groomens Knaphul, stiller den store +Kokotte sin straalende, friske Toiletteluxus og sin malede Skjonhed ud +paa de polstrede Silkehynder. Alt, hvad der i Paris har et Navn, en +Stilling, en Formue, ruller afsted til Boulogneskovstaevnet. +Fremmedkolonierne folger Trup, denne stadig voxende Mylr af Millionkonger +fra alle Verdens Egne, der kommer en Saeson til Paris, for at Guldfloden, +hvori de vaelter sig, kan kaste en efemer Glans over deres obskure +Tilvaerelse. Alle jager afsted over de friskvandede, brede Veje, gjennem +de blinkende Solbundtstraaler, ud til _le lac_. Der, ved Begyndelsen af +den, hvor Svanehuset titter op mellem den skvulpende Gondolflotille, +strammes pludselig Tojlerne, og hele Strommen af Kjoretojer ruller +langsomt videre i Skridt. Man gjor _le tour_, den verdensberomte _tour du +lac_. Slentrende, standsende ved hvert tiende Skridt, fordi Traengselen er +for taet, kjorer man paa Parade i Queue langs den kunstige Skovsos Bred. +Der er tre, fire, undertiden fem Raekker Vogne ved Siden af hinanden og +ikke en Armlaengdes Plads mellem hver. "Baronesse d'Ange", den store +parisiske Depravations-Baronesse, der altid kjorer selv, maa holde igjen, +for at hendes hvide Hest ikke skal stikke Hovedet ind til Dronning +Isabella af Spanien. Gambetta og Rochefort ruller Side om Side. Mde. +Rothschild og Mile. Eva fra Fantaisies-Parisiennes reklamerer _vis-a-vis_ +hinanden for een og den samme Modehat fra igaar. Stadig i Queu'en, stadig +standsende, bevaeger man sig fremad til Enden af Soen. Paa den anden Bred +er der maaske nok saa smukt i den lange, skyggende Allee, men denne anden +Bred foragter man. Der er der ikke en eneste Vogn. _Le Tour_ gjaelder kun +den ene Side, den holder man sig til. Saasnart man er kommen til Enden, +vender man, alle Vognene paa een og den samme Plet, og slentrer tilbage +igjen, ind i Traengselen, langsomt nedad mod Svanehuset, for, naar man har +naaet det, at begynde forfra paany. Det er deri, Promenaden bestaar. Man, +sidder stram og strunk, pyntet og fornem. Et Toilette uden Smag, et Smil +paa urette Sted, en Bevaegelse, der ikke var korrekt, vilde ligefrem saette +Plet paa Ens gode Navn og Rygte. + +Landskabet selv er som denne luxuose Ramme omkring det. Det kunde males +paa Bagtaeppet i en Feeriedekoration uden at idealiseres. Alt er her, hvad +der kan udtaenkes af fortryllende fin og yndefuld Natur. En bestandig +spejlblank So med vuggende Gondoler og sejlende Svaner, Smaaoer, der +romantisk bryder Udsigterne i Pynter, hvor Guldregnen haenger ud, saa at +dens Blomsterklaser kysser Vandet, Klippevildnis med Kaskader mellem +Bregner og Efeu og blaarankede Clematis, fantastiske Broer og blomstrende +Bosketter og blode, gronne Engskraenter, hvor de hvide Sommerfugle leger +Tagfat. Og saa rundt omkring de brede, fornemme Alleer og de sarte +Akacielunde og de lange Plaener, der ligger saa rolig, som om de var +vuggede i Drom af Duften fra de store, gulblomstrede Buske, der hegner +dem ind. Ovenover det Hele Solen, som ingen Skovtykning tager Varmen og +Glansen fra, men som lister sig legende ind mellem det unge Lov og tegner +det igjen i Skyggerids paa Graesset nedenunder. Friskhed bestandig fra +Vandbrusens vaskende Regn, ikke et Stovgran paa noget Blad, men smaa +Draabeperler allevegne, der blinker i Solen som evig Foraarsdug over det +fortryllede Land. Man kan saa tusinde Gange sige, at det er Kunst og ikke +Natur, vidunderlig dejligt er det, hvad man end vil kalde det. Det er +Foraaret, der holder kongeligt Indtog med kongelig Pomp. Hele dets Hof er +der paa Parade i Galapuds for at hylde dets Komme. + +Saaledes ser Pariser-Foraaret ud ved Boulogneskovens So. Men det ser ud +omtrent ligesaadan paa alle Kanter af den store Luxusby. Allevegne er der +fine Lystslotte og pudsede Parker, Skraenter med Villahaver og ranke +Alleer til at pynte paa det, allevegne rammer Seinens blode Bugtninger +det ind med Romantik, allevegne ligger Kaempestaden i Baggrunden med +Solglans paa de forgyldte Taarnspir. Foraaret er dejligt, hvor det saa +slaar sine Ojne op i den hele Verden. Men det har et Saerpraeg her, som det +intet andet Sted har. Det er badet i Pragt, gjennemsyret med Fest, hyllet +i Elegancens skinnende Klaeder. Det er parisisk fra Top til Taa. + +[Illustration: Kaskaderne i Boulogneskoven.] + +[Illustration: I Kammeret: En Tilhorerloge. Tegning af Mars.] + +[Illustration: Kammerets Talerstol.] + + + + +I KAMMERET. + + +Hvis Parlamentarismen ikke allerede havde vaeret opfundet andetsteds, +vilde Franskmaendene have opfundet den. Den er netop Noget, som passer for +deres Behov. De traenger til at hore og hores. Forst i det talte Ord er +Personligheden helt med, og det er i at give Personligheden som Indsats, +at de har deres Styrke; forst det talte Ord virker paa Sandserne, og de +staar under Sandsernes Herredomme i al deres Faerd. + +Men havde Franskmaendene gjort Opfindelsen, vilde der vaere kommen en hel +anden Parlamentarisme for Dagens Lys end den, til hvilken Gjenboerne +hinsides Kanalen har givet Tonen an. Ogsaa nu har de, for at +akklimatisere den, maattet laempe den adskilligt. De har, om man saa vil, +oversat den fra een Races Liv i en andens. Den er i England en rolig, +jaevn, daglig Bestyrelse af Landets Forretninger. Men for en saadan +Bestyrelse og for disse Forretninger har Franskmaendene kun ringe Sans. De +er ikke Politikere, som man er det i England. Der er Politiken bleven +Kjod og Blod af Folket, det interesserer sig for dens smaa og store Sider +uden Forskjel, den gjennemtraenger hele Nationens Liv. Anderledes derimod +med Franskmaendene. De kan i et givet Ojeblik passionere sig for en +Regeringsform, men ogsaa kun et Ojeblik. Saasnart de har den, onsker de, +at den faderligt skal vaage over dem i Et og Alt, uden at de behover at +tage Haand i Hanke med selv. De vil leve i Ro, de vil, at Regeringen skal +sorge for Landets Sager, og at de selv maa have Lov til at passe deres +egne. Mens i England hele Pressen er politisk og netop derigjennem har +sin uhyre Udbredelse, klemmer, hojst karakteristisk, de mest laeste +Pariserblade Politiken ind til et Minimum og stryger den undertiden rent +for udelukkende at blive litteraere. Politiken spiller kun en Rolle i +Franskmaendenes Liv, naar den gjor Spektakel, naar den byder +Tilfredsstillelse for deres stadige Torst efter Sensation. Det forklarer, +hvorfor den engelske Parlamentarisme har maattet oversaettes til fransk +Behov. Den hedder i denne Oversaettelse Tribunen, og den har i den +undergaaet en fuldstaendig Forvandling. Parlamentarismen i England er en +Administration, Tribunen i Frankrig er et Skuespil. + +Den theatralske Iscenesaettelse er det Forste, der springer i Ojnene, naar +man kommer ind i det franske Deputeretkammer. Selve Salen ligner et +Theater. Den har sin Scene og sin Tilskuerplads. I en stor Halvkreds +haever de Deputeredes rode, magelige, hojryggede Klaedesbaenke sig over +hinanden, med saa staerk amphitheatralsk Stigning, at den bageste er naaet +op til Rummets halve Hojde. Omkring dem en Kreds af tyve joniske +Marmorsojler med Broncekapitaeler, der baerer Loftsplatfonden, hvor +Fragonnards Arabesker krandser den matte Glaskuppel, ned fra hvilken +Lyset falder. I to Etagers Loger, anbragte mellem disse Sojler og byggede +fuldstaendig efter Monster fra et hvilketsomhelst Parisertheater, har det +profane Publikum Plads. Allevegne fra kan man, idetmindste ved Hjaelp af +Theaterkikkerter--og dem er der bestandig nok af baade i Loger og paa +Amphitheater--tydeligt folge Alt, hvad der foregaar paa Scenen, det vil +sige paa den maegtige Tribune, der indtager hele Rummet en face for +Halvkredsen. Den er ikke nogen simpelt, enkelt, almindelig Talerstol, den +er en formelig Bygning med Etager, Trapper, taeppebelagte Afsatser, +Ornamentsdekorationer og en hel lille Verden af permanente Beboere. +Overst throner i sin gyldne Laenestol Kammerets Praesident, omgivet af +Staben af Sekretaerer og ovrige Embedsmaend. Paa Trapperne farter +Medlemmerne frem og tilbage; Huissierer holder Vagt der i deres elegante +Kjoledragt med Solvhalskjeden og den fine Kaarde. Nederst er +Stenografbordet, flankeret stadig af lyttende Grupper, som Ivrigheden og +Uroen ikke har tilladt at blive paa deres Baenke, og midt imellem, bag +Talerstolens flatterende Brystvaern, paa en Plads, der er saa stor som et +almindeligt Stuegulv, samler da Tribunens egentlige Helt, Taleren, hele +Salens Opmaerksomhed paa sig. + +[Illustration: Kammerets Praesidentstol.] + +Ingen, som kan finde mindste Anledning dertil, undlader at vise sig paa +denne Scene. I det engelske Parlament rejser den Deputerede sig ligesom +hos os simpelthen op paa sin Plads og holder sit Foredrag der. +Franskmanden derimod maa ved enhver Lejlighed paa Talerstolen, selv om +det kun er for at meddele, at han frafalder Ordet. I det samme Ojeblik, +han begynder at beskjaeftige sig med Politik, bliver Tribunen hans Afgud. +Selve Politiseringen er som en hemmelighedsfuld Elskovsdrik, der drager +ham til den med uophorlig, magisk Magt. Tribunen er Gjenstanden for alle +hans Laengsler, Maalet for al hans AErgjerrighed. Thi Tribunen forer i +Frankrig til Alt. Man vinder der ikke Position i det offentlige Liv +Skridt for Skridt, ved i een betroet Post at laegge Evner for Dagen, der +anbefaler til en hojere, man tager sin Stilling med Storm i et langt +Spring. Den ene Dag er man en ukjendt Deputeret, saa holder man en Tale, +og den naeste er man Minister. Er det sandt, at enhver fransk Soldat baerer +Marchalstaven i sit Tornister, saa er det endnu hundrede Gange sandere, +at enhver fransk Politiker allerede er godt paa Veje til +Ministertabouretten, idet han saetter Foden paa Tribunens forste +Trappetrin. Hvorfor skulde ikke det Samme haende ham, der er haendet +Hundreder af hans Forgjaengere? Han har altid Exempler fra de seneste +Dage. Waldeck-Rousseau var en ung Mand paa nogle og tredive Aar, om hvis +Kapaciteter Ingen havde Anelse. Saa fik han en Dag Ordet i Debatten om +den juridiske Reform, og nogle Uger efter sad han som Medlem i det store +Ministerium. Det er ikke en Undtagelse, det er kun et Paradigma paa +Regelen. Gambettas Exempel staar som det mest lysende af alle. Han gik +som en anden lille, brodlos Advokat omkring og holdt Taler ved Olglasset +og tog paa Borg paa Kafeerne, da han tilfaeldigvis kommer til at fore +Forsvaret i Baudins Proces. Det var ikke engang i Kammeret, men kun for +Retsskranken, at hans Veltalenhed lagde sig for Dagen. Og dog var denne +ene Tale nok til at skabe hans Karriere. Han blev Deputeret, han blev +Partiforer, han blev Landets Diktator, saa at sige inden der var gaaet +Aar og Dag, I det moderne Frankrig er Tribunen Valpladsen, hvor alle de +store Sejre vindes. + +[Illustration: Gambetta.] + +Men man maa forstaa at vinde dem. Det er en Kunst, der er en hel Del i +Slaegt med Skuespillerens. Kommer man lobende fra Gaden op paa Scenen uden +at kunne hverken gaa eller staa paa den, uden at kunne beherske hverken +sin Stemme eller sine Gestus, og vil tage Publikum med Storm udelukkende +i Kraft af den indvendige Genialitet, saa gjor man ynkeligt Fiasco. Det +er paa Tribunen ligesaadan. Der sporges der meget mindre om, hvad man har +at sige, end om hvorledes man siger det. De nye Ideer passer ikke der; +den Virkning, de frembringer, er en hel anden end den, i Kraft af hvilken +der sejres. De forbauser, men i enhver Forbauselse er der et Element af +Modstand, for Forstaaelsen kommer. De griber ikke ojeblikkeligt og river +med, og det er just deri, den sejergivende Hemmelighed ligger ved Ordet, +der flyver ud fra Tribunen. Det skal simpelthen reproducere de Ideer, der +allerede er modne, det skal fange Tankerne, der ligger og slumrer i hver +enkelt af Tilhorerne og praesentere dem saa paent paaklaedte som muligt, +helst i en eller anden lille skarp Formel, der springer i Oret og kan +blive Feltraab. Kan man finde den, er Slaget halvvejs vundet, og kan man +saa med oratorisk Kunst ciselere Rammen udenom, der stiller den i +tilborlig Relief, saa er det vundet totalt. Gambettas umaadelige Succes +ligger heri. Med de fem smaa Ord _"se soumettre ou se demettre"_ har han +styrtet Majregjeringen, skabt en hel ny Periode i den tredie Republiks +Udvikling og stillet sig selv paa Pjedestal som Landets Afgud. I de +afgjorende Ojeblikke har han bestandig det lykkelige Klarsyn, der finder +Formlen, som slaar ned: det er hans Genialitet. Og ved Siden deraf er han +Herre og Mester i Tribunens tekniske Kunst. Naar man laeser hans Taler, +forstaar man ikke deres Virkning. Men naar man horer dem, forstaar man +dem tilfulde, Stemmens uendeligt varierede Overgange, Ansigtets stadig +skiftende Udtryk, Ojnenes Flammen, Kast med Hovedet, Gestus og Slag i +Bordet, den Maade, hvorpaa han personligt stiller sig i Forhold til +Auditoriet, faestner dets Opmaerksomhed ved direkte Sporgsmaal, lurer paa +hver af dets Bevaegelser og ojeblikkelig fanger selv den mindste af dem, +for at stotte sig paa den, hvis den gaar ham med, og strax slaa den til +Jorden, hvis den gaar ham imod,--Alt det er det Halve og mere end det +Halve af hans Tale. Det er det, der har gjort ham til den, han er. Thi i +den engelske Parlamentarisme er det Indholdet, paa den franske Tribune er +det Formen, det gjaelder. + +[Illustration: I Kammeret: Deputerede paa deres Pladser. Tegning af +_Mars_.] + +Den er et Skuespil, og i den almindelige Bevidsthed bliver den ogsaa kun +betragtet som et saadant. Kunde Pariserne faa Billetter at kjobe til +Deputeretkammeret, vilde der vaere Dage, da de gjerne betalte Hundreder af +Francs for en Plads, men der vilde ogsaa vaere andre, da man ikke fik dem +til at gaa i Palais Bourbon, om man gav dem Guld derfor. Er det kun en +almindelig Forretningssag, der staar paa Dagsordenen, et +Budgetsporgsmaal, selv om det drejer sig om nok saa mange Millioner, saa +er der altid grumme trist i Salen. Logerne er tomme. Kun hist og her +sidder en ensom Tourist og falder i Sovn efter forgjaeves Forsog paa at +gjenkjende de beromte Hoveder, han har set i Fotografier, eller en +Landvaelger, der er kommen til Hovedstaden, har faaet Kort af sin Kandidat +og nu bilder sig ind, den stakkels Mand, at han skal vaere med til en +rigtig Fest. En tung Atmosfaere, maettet med Kjedsomhed, fylder Rummet. +Ogsaa Amphitheatrets Baenke er yderst sparsomt besatte. De Deputerede, som +sidder der, gjor Orden i deres Skuffer, laeser deres Post, besorger deres +Korrespondence eller anstiller Tegneovelser i Lovforslagenes Margina. Men +Pluraliteten er ude i Koulisserne, faar en Passiar i _Salle des pas +perdus_, drikker en Mazagran ved Buffeten, lader sig interview af +Nyhedsreferenter, gjor Citationsnotitser i Bibliotheket til den Tale, de +selv gaar svanger med. Af og til kigger de ind for at se, om Taleren ikke +endelig er bleven faerdig. Men han staar der endnu, bladende i sine +Papirer, tumlende med Tal, som Ingen bryder sig om. Hojst den Sagen +vedkommende Minister gjor Forsog paa at hore efter. Man har flokket sig i +Grupper og snakker hojt, hele Kammeret i Munden paa hinanden. Som +Minutskud gjentager Huissieren ad hoc, den statelige Figur med de graa +Bakkenbarter og de altid korsede Arme sit _"Faites silence, Messieurs--Un +peu de silence, s'il vous plait,"_ Praesidenten dundrer i Kathedret med +sin store, gule Opskjaererkniv, et Par Saetninger af den ulykkelige Talers +Foredrag bliver horlige, men strax efter drukner igjen hans Stemmes Klang +i den almindelige Summen og Mumlen. Varer det altfor laenge, taber man til +Slutning Taalmodigheden. _"Au vote, au vote!"_ lyder det i Kor fra alle +Ender og Kanter af Salen. Praesidenten farer op; han slaar et, to Slag paa +Klokken, men Utaalmodighedskorets Bolger voxer kun hojere derved. Han +bliver heftigere, han kimer; den store, skingrende Allarmklokke gjor et +Spektakel, saa almindelige Orer er lige ved at blive dove. Men de +Deputerede er vant til den og har kun grumme lidt Respekt for dens Stoj. +Praesidenten maa rette en Appel til Taleren. Han kan ikke fratage ham +Ordet, men han henstiller til ham, hvad han selv finder passende at +gjore. _"Au vote! au vote!"_ broler det opmuntrende Kor endnu mange Gange +hojere end for. Den stakkels Tribunehelt maa vige Pladsen; Stemmeurnerne +gaar rundt. I Gruppemoderne har de Deputerede faaet Parolen; efter den +afleverer de deres hvide eller blaa Stemmesedler. Modet er tilende. +Argumenterne fra Tribunen er der ikke ti Medlemmer af Kammeret der +kjender, for de den naeste Dag laeser dem i Bladene. Den hele Forhandling +har kun fremkaldt et Overmaal af Indifferentisme. + +[Illustration: Kammerpraesidentens Klokke.] + +[Illustration: En Stemmeurne.] + +Helt anderledes derimod, naar der er "grande seance". Det er ikke +fuldkomment definerligt, hvad der falder ind under dette Begreb. Forst og +fremmest gjor naturligvis alle de Moder det, i hvilke man forsoger at +vaelte Regjeringen. Det er, som bekjendt, en ganske yndet Sport i det +franske Deputeretkammer, om den end stundom tager sig adskilligt mere +bister ud, end den i Virkeligheden er paa Bunden. Saa stor en Anledning +behoves nu dog ingenlunde altid for at faa en "grande seance" stillet paa +Benene. Der udkraeves dertil kun Sikkerhed for, at en af de yndede +Tribuneaktorer vil optraede. En meget almindelig Interpellation om et rent +ubetydeligt AEmne kan vaere nok, saafremt den blot giver Lejlighed til +oratorisk Duel mellem Kamphaner, som forstaar deres Kunst. Naar +Clemenceau udbeder sig Oplysninger af Regeringen om, hvorfor en +Politibetjent har pryglet en Kommunist ved en Gadetumult, eller naar +Baudry d'Asson, Kammerets vilde Slagsbroder paa Hojrebaenkene, den unge +Deputerede med det ligblege Ansigt, det store, sorte Rundskjaeg og de +altid ulmende Tendenser til Vesuveruption onsker at vide, hvorfor der er +bleven flyttet et Helgenbillede bort fra en Almueskole, saa er det strax +en "grande seance" af allerforste Rang. Diskussionsthemaet har Ingenting +at sige; det, det kommer an paa, er om Forhandlingen saetter Lidenskaberne +i Bevaegelse, saa der bliver Udsigt til Sensation, til et rhetorisk +Skuespil _a grand spectacle_. + +Gjor den det, saa bliver Kammermodet en stor Pariserbegivenhed. Alverden +faaer travlt for at erobre Billetter ligefra Frisorsvenden, der plager +sin Kundekreds mellem de Deputerede for denne nye Art Drikkepenge, som +meget let lader sig realisere i klingende Mont, helt op til de fornemste +Damer, der vel endogsaa kan drive det til at stille en Praefektpost i +Udsigt som Doucor for et passende Antal gode Logepladser. Damerne er det +forst og fremmest, der maa med. Lejlighederne til at udfolde +Toiletteluxus bliver for den rigtig fine Portion af dem sjeldnere og +sjeldnere, efterhaanden som Gjennemdemokratiseringen af Samfundet antager +storre og storre Dimensioner. Under Marschallen var der endnu et Slags +Hof i Palais de l'Elysee og ved de store offentlige Festiviteter. Men med +Hr. Grevys Regeringstiltraedelse er det komplet forsvundet. Selv paa en +Pariserdag som _Grand prix de Paris_ er Publikummet paa Praesidenttribunen +saa blandet med smaa Bourgeoiselementer, at den fornemme Dameverden +finder det under sin Vaerdighed at vise sig der. _"Ca devient horriblement +canaille"_ skriver de royalistiske Blade, Den kvindelige Faubourgadel har +foruden sine Tirsdage i Theatre francais og sine Fredage i Operaen +egentlig kun Receptionerne i Akademiet og de store Kammermoder tilbage, +hvor der er rigtig Fashion at vise sig. Og da det er Fashion ogsaa for +det altformaaende Bourgeoisie, bliver Konkurrencen folgelig enorm. Det er +aldeles utroligt, hvilke Intriger der undertiden kan saettes i Gang for at +opnaa en Plads. Den stakkels Hr. Becherelle, Kammerets lille, vimse _chef +de service_, er overmaade fortvivlet. Han vil saa gjerne vaere alle mulige +Mennesker til Tjeneste, men end ikke de mest formaaende Medlemmer af +Forsamlingen kan han skaffe en Krog, hvor de kan anbringe deres Venner. +"Hans Sal" har vaeret overfyldt allerede for flere Dage siden. + +[Illustration: Hr. Becherelle.] + +Saa maa da Storsteparten af de Nysgjerrige tage til Takke med at stille +sig op paa Quaien udenfor Palais Bourbon. De staar der fra Klokken Tolv, +skjondt Modet forst skal begynde Klokken To. Staerke Delinger Politi +traekker Kordon paa begge Sider og danner en Allee, gjennem hvilke Vognene +kan kjore ind. Bagved denne Kordon er der sort af Tusinder af Hoveder. +Pluraliteten kan Ingenting se, men de bliver troligt staaende i +Traengselen alligevel. Skulde der virkelig passere Noget, kan de jo dog +saa sige at de har vaeret med, og det er til Syvende og sidst Alt, hvad de +forlanger. + +Ogsaa de Begunstigede, der har faaet Kort, kommer tidligt. Pladserne er +desvaerre ikke numererede. Man har maattet sluge Frokosten; hvis det +Forfaerdelige indtraf, at man kom til at sidde paa anden Raekke, vilde det +nye Toilettes Virkning vaere odelagt. Man vilde maaske ikke engang blive +opdaget fra Journalistlogen og folgelig heller ikke blive naevnet i +Aviserne den naeste Dag. Allerede Klokken henad Et begynder da Vognene at +rulle ind i Gaarden. Det er, som der var stor Gallafest. Selv +Pluraliteten af Deputerede lader sig det vaere magtpaaliggende at optraede +standsmaessigt. Til daglig Brug kan det gaa an at komme tilfods, men naar +der er _grande seance_, maa der Vogne til, og det tilmed helst en ikke +numereret. Kun de allerrodeste Medlemmer bruger Fiakrer. De gjor det +grumme nodigt, men de tor ikke risikere deres Popularitet hos +Tilskuerhoben paa Quaien. + +Defileen varer en Timestid. Klokken To er Salen fyldt, baade Amphitheater +og Loger. Soldaterne i _Salle de la Paix_ praesenterer Gevaer, Fanfaren +lyder, Kammerets Praesident begiver sig, eskorteret af Huissierer og +Sekretaerer, fra sin private Bolig til Forsamlingssalen. Han bestiger +Tribunen, stiller sig foran den gyldne Stol og slaar et Slag paa Klokken. +Modet er aabnet. + +Selve den store Forestilling begynder dog i Regelen aldrig strax. Ligesom +i Theatrene har man som oftest en lille _Piece de rideau_ til at aabne +med, et Par smaa Lovforslag, som Ingen bryder sig om, og som kun er der, +for at de Deputerede kan faa snakket af og blive enige om, hvilken +Holdning de vil indtage til Dagens store Begivenhed, samt for at Damerne +i Logerne kan faa Lejlighed til at studere Kammerets Fysiognomi gjennem +deres Kikkerter, maaske ogsaa til at blive studeret selv en Smule. +Endelig, lidt efter lidt, daemper den bolgende Uro imidlertid af. De +Deputerede har indtaget deres Pladser, de smaa Lovforslag er vedtagne +uden Opposition, Formanden slaar atter paa Klokken, denne Gang fastere og +som med Tilkjendegivelse af, at det nu er Alvor, Betjentene besaetter +Opgangen til Tribunen, for at intet iltert Medlem i Stridens Hede skal +forcere Adgangen til Talerstolen, Huissieren med de graa Bakkenbarter +raaber sit _"Faites silence!"_ --Turneringen begynder. + +Undertiden kan det haende, at den fuldstaendig skuffer Forventningerne, at +den bliver en lang, alvorlig Styrkeprove med Tale efter Tale, hvori der +er mange Argumenter og kun faa Personligheder, en ordnet Diskussion uden +Storm og Torden, uden vaesentlige Afbrydelser engang. Saa er man meget +lidt tilfreds oppe i Logerne. Varmen bliver efterhaanden intensivere, +Luften i det overfyldte Rum utaaleligt trykkende. Time slaeber sig hen +efter Time, og man tor dog ikke gaa, thi det vilde jo vaere altfor +harmeligt, om det store Sammenstod indtraf netop som man var forsvunden. +I Journalistlogerne erklaeres Modet for det mest kjedsommelige, der +nogensinde er blevet afholdt, og Boulevardbladene gjentager naeste Morgen +den samme Dom. Man er slet ikke kommen for at overvaere noget Saadant; man +vil have Spektakel. Og det maa da ogsaa siges, at man faar sine +Forventninger opfyldte tiere, end man bliver skuffet. Det er forholdsvis +sjeldent, at Partilidenskaben ved en _grande seance_ ret laenge kan holde +sig i Tomme. Der dumper en lille, bidende Bemaerkning ind, som bliver +fanget op med Protester, Taleren hidses, han streger sine Angreb under, +Pareringen bliver voldsommere, og i et Nu voxer Stormen til Orkan. Fra +alle Kanter af Salen raabes og skriges, applauderes og interpelleres der. +_"Silence au Mexique"_ broler et regeringsvenligt Medlem under vilde +Bifaldshyl af Majoriteten over til Hojre. _"Silence a la commune"_ svarer +Baudry d'Asson eller Paul de Cassagnac tilbage i den voldsomste Extase. +Praesidenten kimer, Larmen er saa altopslugende, at Huissieren ved +Tribunens Fod ikke engang finder det Umagen vaerd at anbringe sit _"Faites +silence."_ Man rejser sig fra sine Baenke, man flokker sig sammen i +Grupper, Taleren forlader fortvivlet Tribunen og en ny saetter derop med +Leopardspring uden at have Ordet og uden at blive hort. Tumulten kan vare +hele Kvarter ad Gangen, fore til personlige Sammenstod og Udfordringer, +fore til, at Modet forelobig maa suspenderes. Man har dog saa faaet lidt +mere af sin grande seance, end man egentlig onsker. Idealet er, at +Stormen kommer, men at den daempes igjen af en oratorisk Koryphae, der +behersker Forsamlingen med sin Autoritet, og at han saa, med de ophidsede +Lidenskaber som Baggrund og med den Spaending, som de saetter paa det Hele, +bringer Forsamlingen under Fortryllelse ved sin Veltalenhed og med et +stort Bravourslag afgjor Dagens Kampagne til Fordel for sig og sit Parti. +Parallelen med Theatret ligger atter lige for. Det er et formeligt Drama, +man vil have. Udviklingen kan gjerne traekkes lidt i det Lange, om det +skal vaere, med smaa skjaemtende Skjaermydsler, men Knuden maa strammes, +Katastrophen maa komme, og efter den maa ogsaa komme den klare, +forsonende, ophojede Losning paa det Hele, den, efter hvilken man gaar +hjem med Ro i Sindet, men bevaeget, loftet ud over det Dagligdags. Forst +naar man har dette Indtryk, er Alverden rigtig tilfreds med sin grande +seance. Aviserne kan saa den naeste Dag med rolig Samvittighed skrive +Spalte op og Spalte ned om Modet, naturligvis forst og fremmest om dets +smaa accessionelle Sider. De kan vaere sikkre paa, at hele Paris vil sluge +dem med Opmaerksomhed. For den Slags Politik har Pariserne altid stor +Passion; en, der er mindre nervepirrende, bekymrer de sig derimod under +almindelige Forhold ikke synderligt om. + +[Illustration: "Faites silence, Messieurs!"] + +De er ikke Politikere i Hjertet. De er det kun, naar Politiker og Patriot +bliver Et og det Samme. Men saa kommer ogsaa det Ojeblik, da den franske +Tribune bliver mere end et sensationsvaekkende Skuespil. Saadanne +Ojeblikke har Verden set. Hvilke Scener end Forsamlingen i Palais Bourbon +tidt kan frembyde, saa tor det dog aldrig glemmes, at den i lige Linie +stammer ned fra den, som med Menneskerettighedernes Forkyndelse skabte +vor moderne Tid, og at den aldrig endnu, naar det virkelig gjaldt, har +vanslaegtet fra sit store Ophav. + + + + +DET RODE PARIS. + + +Paa den venstre Seinebred, i en af de laengst bortfjernede Udkanter af +Paris, ligger der mellem faldefaerdige Ronner, i en mork, ubrolagt Gade en +lille, smudsig Knejpe, som man fra Centrum af Byen er over tre Kvarter om +at naa i Droske. Bagved Skjaenkestuen med dens grontmalede Traeborde og +tilrogede Vaegge er der et storre Lokale, som af og til plejer at blive +brugt til Feter af Quartier latin's Gymnastik- og Sangforeninger. Ogsaa +Kvarterets "Silkekaskjetter" producerer sig der jaevnligt i koreografiske +Evolutioner. Salen er rummelig, ganske godt oplyst og har Plads til +tusind Personer. Naar man klemmer sig sammen som Sild i en Tonde, kan der +ogsaa til Nod stuves halvandet derind. + +En af de sidste Dage i Juli 1880 var der her stort Halloh. Salen var +bleven festlig smykket, det vil sige man havde under Loftet ophaengt en +vaeldig, med rodt Flagdug omviklet Krands af den Slags, som anbringes +udenpaa Skibe for at afparere Stod, og man havde dekoreret Vaeggene med +tre, fire visne Granguirlander samt nogle Stumper rodt Shirting, mellem +hvilke der hist og her var placeret Skillingsbilleder af "Martyrer", og +af Kommunarder, der var blevne skudte paa Sartorysletten. Endvidere var +Klaveret paa Musiktribunen blevet trukket frem, behaengt med rodt Toj og +ved Hjaelp af en foran det anbragt Skammel indrettet til Talerstol. Langs +Vaeggene stod der lange Borde af uhovlede Braedder, bedaekkede med grove +Duge og store Olglas. + +Anledningen til alt dette var saare hojtidelig. Tro mod Traditionerne fra +den store Revolutions Dage indviede den franske Ungdom den nye Frihedens, +Broderskabets og Humanitetens AEra, som skulde brede sit Lys ud over hele +Europa. Saaledes hed det idetmindste paa Indbydelsen. Oversat i et mindre +festligt Sprog betod det, at en Borger Lagarde og en halv Snes andre +akademiske Ynglinge i den franske Ungdoms Navn, men dog naturligvis uden +nogensomhelst Bemyndigelse, havde indbudt de mest notable af de nylig +hjemvendte, amnesterede Kommunarder til en "Punch d'honneur". + +Festen skulde tage sin Begyndelse Klokken ni, men allerede en god Stund +forinden var alle Pladser omkring Bordene fuldt besatte af Ungersvende +med deres Piger, der stampende og syngende forlangte Punch og Smorrebrod +paa Melodien "Les lampions, les lampions". Paa Slaget Ni viste Blanqui +sig, eskorteret af et halvt Hundrede amnesterede Kommunarder i hvide +Blouser og sorte Silkekaskjetter. De var naeppe komne til Syne, for hele +Selskabet hylede: "Leve Blanqui! Leve den sociale Revolution! Leve +Kommunen!" Men Ingen taenkte paa at gjore Plads for de ankomne Gjaester; +sit Glas ved Bordet havde man faaet, og det vilde man ikke forlade, for +man havde erholdt den lovede Punch i det. Da nu ogsaa Blusemaendene fra +Ny-Kaledonien var torstige, og da de pressede paa for at faa Plads, var +der en Stund al mulig Udsigt til, at Festen kunde komme til at tage sin +Begyndelse med en lille Bataille. Men Borger Lagarde fik et praktisk +Indfald. Han ringede med Formandsklokken og meddelte, at Blusemaendene var +AEresgjaester og kunde tage Plads paa selve Tribunen, hvor man ad en +reserveret Dor vilde bringe dem de dem tilkommende fyldte Glas. Da der +ikke laenger var nogen Fare for, at man selv skulde gaa glip af +Bevaertningen ved at vaere imodekommende, aabnede Raekkerne sig, og +Festforspillet endte. Der blev en Stund forholdsvis Ro, indtil endelig +hoje Raab nede fra Skjaenkestuen meldte Rocheforts Ankomst. Han var +arriveret tilvogns, ledsaget af sin dengang stadige Adjutant, Olivier +Pain, og traadte nu ind i Salen, hilst af den vildeste Akklamation og af +aldrig endende Brol: "Leve Rochefort! Leve Kommunen!" I hans Folge saaes +Staben af "Martyrer": Jules Allix, Amouroux, Eudes, Johannard, Benoit +Malon, Guesde og andre forhenvaerende Kommunechefer. De tog Plads ved et +for Festens Notabileteter forbeholdt Bord umiddelbart nedenfor Tribunen. +Modet var fuldtalligt. Opvarterne praesenterede sig i Salen med +langskaftede Kaffekander, hvoraf Punchen udskjaenkedes samt med store +Brodbakker fulde af "Sandwichs". De hilstes med endnu hojere Hyldestraab +end Martyrerne, sprang op paa Bordene for at kunne tilfredsstille Alle og +stoppede endelig med deres Smorrebrod Munden paa Skraalhalsene. +Formandsklokken ringede; den hojtidelige Del af Festen tog sin +Begyndelse. Det var en uendelig Raekke af Taler, i hvilke Essensen dog +omtrent vedblev at vaere den samme. Ved det souveraene Folks Villie var de +overvundne Helte fra 1871 vendte tilbage til Faedrelandet, fordi det +republikansk-kommunistiske Frankrig satte sit sidste Haab til dem i den +forestaaende Kamp, som Revolutionens Tilhaengere vilde levere det +kapitalistiske og opportunistiske Samfund. Fra denne Dag begyndte +Kommunen igjen; naeste fjortende Juli vilde hele Frankrig kun vaere smykket +med rode Flag, og inden Aartiet var tilende, vilde hele Europa, hele +Verden have fulgt Frankrigs Exempel. + +Man lo i Paris meget af denne Fest og af alle dens smaa Intermezzoer. Den +havde i Virkeligheden ogsaa naermest gjort Indtryk af en +Fastelavnsforestilling med dens skrigende Studenter og overgivne, +halvfulde "Studentinder", med dens gamle, rodskjaerfede Borgerinder, der +fik Rundstykker i Hovedet, naar de blev altfor ivrige i at afbryde +Talerne, med de hvert andet Ojeblik vaeltende Borde, med dens opstyltede +Mord- og Brandfloskler, dens Pereater for Bourgeois'erne, Kongerne og "le +bon Dieu", dens hele oredovende, barokke, bindegale Virvar og Spektakel. +Men ikke destomindre var Dagen en Maerkedag i det rode Paris' Historie. +Det traadte paa den ind i en ny Fase af sit Liv, det holdt Rejsegilde paa +den nye Bygning, som det endelig lykkelig og vel havde faaet under Tag, +til Erstatning for det Kommunepalais, der var blevet skudt ned af +Versaillestroppernes Kanoner. + +I hele Tiaaret efter Kejserdommets Fald havde man kun kunnet arbejde saa +smaat paa denne Bygning. De kraftigste Arbejdere var blevne skudte paa +Sartorysletten eller vegeterede i Ny-Caledonien, og Belejringstilstanden +holdt et saa uhyggelig skarpt Tilsyn. Saa at sige hver eneste Sten, man +lagde til Bygningen, maatte laegges i Smug. Men saa blev Marschallen +styrtet, der kom ubegraendset Tale- og Skrivefrihed, der kom forst og +fremmest den almindelige Amnesti. De gamle, provede Arme vendte tilbage +fra Landflygtigheden og fra Bagnoerne, Arbejdet kunde atter gaa for sig +ved hojlys Dag og med det Tryk paa sig, som var fornodent, for at det +kunde blive til Noget. Efter den forste "AErespunch" for de hjemvendte +Martyrer, fulgte en lang Raekke Banketter og lignende Festligheder, ved +hvilke man sogte at gyde ny Olie i den kommunistiske Ild. Pariserne blev +ved at le. De seer kun sjelden ud over den Dag, hvori de lever, og i +Ojeblikket var det ganske vist mere Lojer end nogen alvorlig +Samfundsfare, der var paafaerde. Friheden selv, sagde man, vilde vaere den +bedste Skranke for Udskejelserne, og dermed slog man sig til Ro. Man +glemte, at der paa Bunden af al denne tragi-komiske rode Agitation laa et +stort, alvorligt Samfundssporgsmaal og ventede paa sin Losning. + +Det stod i Begyndelsen kun i Baggrunden med taette Taager om sig. +Lykkelige over igjen at kunne gjore Spektakler, saa galt de lystede, +flokkede alle Revolutionsmagerne sig sammen hulter til bulter uden andet +faelles Maal end netop at gjore Spektakler. Der kom da den forste Periode +i det rode Paris' nye AEra, den store Enighedstid under Banneret, som +Kommunens Jeanne d'Arc rejste. Hele den sidste Halvpart af 1880, lige til +hen paa Foraaret 1881, koncentrerer sig om den ligesaa pludseligt +opdukkende, som pludseligt igjen forsvindende rode Helgeninde +Louise Michel. + +Hun er oprindelig Laererinde og har, skjondt hendes Foraeldre var Bonder, +faaet en ganske god Opdragelse. Fra ganske ung paastod hun at have havt +saerlig Interesse for Historie. Da hun var bleven saa gammel, at hun kunde +reflektere over, hvad hun havde laest, gik det op for hende, at hver Gang +Frankrig havde befundet sig i en ulykkelig Periode, havde det vaeret +tilstraekkeligt _"de supprimer un homme pour sauver le pays"_. Siden det +Ojeblik har hun selv kun levet for at udfore et saadant +Supprimeringsvaerk; hun folte det som en hellig Mission, der var betroet +hende fra oven. At hun hidtil endnu ikke er kommen til at fuldfore den, +er hendes tragiske Skaebnes, ikke hendes egen Skyld; hun har gjort sig +Umage nok. Forst var det Kejseren, der skulde vaere hendes Offer. Hun lod +sig endogsaa, for at hendes Moder kunde have et Billede af hende, hvis +hun blev henrettet, fotografere staaende ved et Bord med den ene Haand +stottet paa et Dodningehoved og den anden loftet theatralsk haevnende i +Vejret. Men den snu Napoleon vilde aldrig give hende den Lejlighed, som +hun stadig lurede paa. Hele de ti Aar af hendes Liv, mellem Tyve og +Tredive, var det hende ikke en eneste Gang muligt at traenge frem til +Kejserens umiddelbare Naerhed, og folgelig kunde hun heller ikke komme til +at stode Dolken i hans trolose Bryst. Da han var styrtet, kastede hun +sine Ojne paa den nye "Undertrykker" Thiers. Hun tilbod Kommuneregeringen +at gaa til Versailles og gjore Brug af sit saa laenge slebne Vaaben, og +for at bevise, at hun var istand dertil, gjorde hun virkelig en Tour til +Versailles og kom uskadt tilbage. Hun forlangte derpaa et officielt +Mandat til at ivaerksaette sin Plan, men Ferre, den Samme, der lod +Gidslerne skyde, mente overfor hende, at Revolutionen ikke burde bygges +paa en Forbrydelse og forbod hende at fuldfore sit Forsaet. Stakkels +Louise Michel! Hun lod sig da noje med at ifore sig en Uniform som +Nationalgardist og kaempe ved Forposterne. Under Forsvaret af Fort Issy +blev hun saaret, og da Versaillestropperne rykkede ind i Paris, meldte +hun sig selv og erklaerede, at hun vilde have rejst en Barriere af Flammer +mod Undertrykkerne, hvis hun blot havde kunnet komme til. "Skyd mig," +sagde hun til Krigsretten, "eller I er nogle Kujoner tilhobe." Men hun +blev ikke skudt, hun blev sendt til Noumea, hvor hun senere kom til at bo +Dor om Dor med Rochefort, hvad der utvivlsomt ikke har bidraget saa lidt +til hendes Popularitet, idet Lanterneskriveren efter sin Hjemkomst ved +alle Lejligheder forte hendes Ros i Munden. Derovre skal hendes Mordlyst +have valgt sig Kejserprinsen til Gjenstand. For at umuliggjore en +fremtidig napoleonistisk Restauration omgikkes hun med Planer til at +myrde ham. Men for tredie Gang mislykkedes hendes Forsaet, Zuluerne gik +hende i Naeringen. + +[Illustration: Louise Michel.] + +Ved sin Hjemkomst fra Noumea fandt hun imidlertid Gambetta i hele hans +Glorie. Han var bleven den forste Mand i Republiken, han stod omgivet af +en Popularitet, som selv Thiers i sine mest populaere Dage aldrig havde +naaet, Louise Michels Supprimeringsmission havde et nyt Maal. Hun kastede +sig over det med Lidenskab. Maaneder igjennem afholdt hun den ene +Folkeforsamling efter den anden, snart i Batignolles, snart i Belleville +eller La Villette, og overalt strommede den rode parisiske +Arbejderbefolkning til for at hore "den store Borgerinde". Rochefort +havde arrangeret en hojtidelig Modtagelsesscene paa +Saint-Lazarebanegaarden for hende, da hun kom tilbage efter Amnestien, og +i sit nystiftede Blad "L'Intransigeant" leverede han Legende paa Legende +om hendes ny-caledoniske Nonnegjerning. Hun havde under Landflygtigheden +vist sig som en sand kommunistisk Helgeninde. Den Bolig, man havde givet +hende, indrettede hun til Hospital for alle de syge Kommunarder, som hun +kunde overkomme at pleje, hun underviste gratis Bornene i Omegnen og +skjaenkede stadig de Honorarer, hun modtog hjemmefra, for Smaaskrifter og +Bladartikler, til ulykkelige Lidelsesfaeller i Exilet. Da man i +Betragtning af denne Adfaerd tilbod hende Benaadning, afslog hun den og +erklaerede, at hun vilde blive paa Noumea, saalaenge der var en eneste +Landsmand derude, der traengte til hendes Hjaelp. Og ogsaa efter sin +Hjemkomst sogte hun at give dette Helgenindery ny Naering. Hun afviste +Udbyttet af en Indsamling, Rochefort foranstaltede til Fordel for hende. +Folk, der besogte hende i den lille Landsby ved Paris, hvor hun tog +Ophold for at pleje sin syge Moder, fortalte, at hun levede i den yderste +Armod, og hver Gang hun gav Mode i en Forsamling, undlod hun ikke, efter +at have holdt sit Foredrag, at oplyse Tilhorerne om, at hun desvaerre +maatte forlade dem igjen, da hun paa det eller det Hospital havde en syg +Veninde, som utaalmodig ventede hende. Hvor gjennemsigtig denne hendes +ostentative Praesentation af sig selv som barmhjertig Soster end var, +undlod den ikke at gjore et umaadeligt Indtryk paa de parisiske +Arbejdere, der ikke var vante til at se deres Forere i den Grad +opoffrende og uegennyttige. Naar man talte med dem, horte man dem idelig +sige: "De seer jo, hun gjor Alt for os, Intet for sig selv." Det var det +vaesentlig, der gav hendes Agitation en saa overordentlig Tilslutning. Thi +personlig bestikkende Egenskaber har hun ikke. Havde hun vaeret smuk, +vilde hun deri have havt en Betingelse for Herredommet over Masserne. Men +hun er tvertimod grim som de Faerreste. Paa en lang, mager Hals sidder der +et spidst, rottelignende Hoved med en stor, styg Naese, smaa sorte, +stikkende Ojne og grove, mandlige Traek. Hendes Organ er tort, rustent, +hun taler uden Nuancer og uden Foredrag. Man faaer Indtrykket af, at hvad +hun siger, er en Lektie, hun har laert udenad. Men hvert Ord siges +distinkt, saa at Ingen i Salen gaar tabt af det, og hun fremsaetter sine +Meninger kort og fyndigt, som man ikke er vant til at hore i disse +Forsamlinger. Efter hver Saetning gjor hun en lang Pause, under hvilken +man i hvert Fald i hendes rigtige Popularitetsperiode var naerved at vaelte +Huset i endelos Begejstring. Og naar Talen saa var faerdig, var der i +Regelen en lille rodklaedt Pige ved Haanden, som overrakte hende en +vaeldig, hojrod Rosenbouket, Louise Michel blev rort til Taarer, takkede i +bevaegede Ord og erklaerede, at hun modtog disse Blomster for at laegge dem +paa den store Martyr Flourens Grav. Havde Jubelen ikke vaeret vild for, +blev den det nu. Flere Gange var man lige ved at hale hende ned fra +Tribunen og baere hende i Triumf gjennem Salen. Alt Sligt giver +naturligvis Selvbevidsthed, og den har Louise Michel i allerhojeste Grad, +Hun staar paa Talerstolen i Stillingen fra Tyveaarsfotografiet, med +fremstrakt Pegefinger og tager sig ud, saa hun virkelig uvilkaarlig +vaekker Tanken om en Slags Jeanne d'Arc eller saadant Noget. Hvad hun +siger, er Fraser, men Fraser, der klinge, hojtravende Ord om Folkefrihed +fra Verdens ene Ende til den anden, om Revolutionens hellige Sag og om +Pligterne mod Martyrerne, der have givet deres Blod for den, blandet med +smaa, historiske Fortaellinger om disse Martyrer fra Sartorys Slette, +Versailles' Faengsler og Auberive. Selvfolgelig har hendes Foredrag et +staaende Omkvaed, der gjaelder hendes og hendes Medborgerinders Mission. +Hun har mellem dem formelig skabt Skole, og hun moder stadig med en +kvindelig Adjutantstab, af hvilke nogle, Paule Minck, Leonie Rouzade og +Marie Cadolle jaevnlig tage Ordet. "Vi Kvinder har vaeret underkuede," +siger hun, "men ogsaa vore Baand skal spraenges. Alle skal vaere +ligeberettigede, og ogsaa vi vil vaere det. For at bevise vor Ret dertil, +forlanger vi i den Kamp, der forestaar, at maatte fore det forste Stod. +Vi Kvinder vil praesentere vort Bryst. Der er flydt Blod nok, og man har +nu kun Brug for nogle Faa, der kan tage Haevnens Vaaben i Haanden og offre +sig selv for de Mange." + +Mens hun stadig forgjaeves venter paa Lejligheden til at gjore dette, er +imidlertid Popularitetens Forgyldning saa smaat begyndt at gaa af hende. +Hun viser sig endnu af og til ved storre, hojtidelige Anledninger, men +Begejstringen for hende er blegnet, ti tusind Mennesker staar ikke laenger +som for i Queue i og udenfor Salle Levis for at opfange et Ord af den +rode Manna, der flyder fra hendes Mund, hun er bleven "usee", som det, +saerlig i Paris, er de fleste populaere Afguders Skaebne at blive det. Hun +har slaaet sig paa Romanskrivningen og udsender regelmaessig et nyt Bind +hver anden Maaned. Den rode Bevaegelse, som hun en Stund bidrog til at +give Vind i Sejlene, har ikke laenger Brug for hende; den er kommen ind i +nye Faser. + +[Illustration: Paule Minck.] + +[Illustration: Leonie Rouzade.] + +Man havde en Stund levet paa Gjensynsglaeden efter Noumeaaarene og paa +rene abstrakte Deklamationsnumere. Der kom en Slaphedstid efter, og den +kunde rimeligvis have varet adskilligt laengere, end den varede, hvis ikke +den Allarmanledning, som man gik omkring og sogte uden at kunne finde +den, pludselig var dukket op under Skikkelse af Tuniskrigen. Hvem end de +uheldige Resultater i Afrika skyldtes, saa var Alle enige om, at Kampen +derovre hverken var forberedt med den nodvendige Indsigt eller fortes med +den tilborlige Energi. Stadig vedblev der fra den anden Side Middelhavet +at komme Efterretninger, som foruroligede Paris paa den sorgeligste +Maade. Regeringen manglede Fasthed, en ganske naturlig Folge af, at +Frankrig styredes af et Ministerium, hvis vaesentligste Beskjaeftigelse i +laengere Tid var Forhandlinger om, naar det skulde indgive sin Demission, +i hele to Maaneder var Landets Repraesentation under disse alvorlige +Forhold ikke samlet, den rode Agitation kunde aldrig onske sig heldigere +Betingelser for sin Virksomhed. Man var paa sin Post; de store +Anklagemeetings' Periode kom. Ideen om Folkets souveraene Ret til selv at +konstituere sig som uappellabelt Tribunal var netop kort forinden dukket +op med den forhenvaerende kommunistiske Overgeneral Luiliers Proces for og +Domfaeldelse af Folkeforsamlingen i Ballokalet Elysee Montmartre. +Opflammet af det Held, de der havde havt, betoges de Rode nu af en +formelig Mani for at ville saette under Anklage. Der blev Uge efter Uge i +Anledning af "de skandalose Myrderier paa den afrikanske Befolkning" og +ikke mindst i Anledning af denne "Finanskrig, der kun var en skjaendig +Spekulation af rovbegjaerlige Bourgeois'er, som vilde plyndre Staten", +holdt Ret i store, myldrende, tumultuariske Folkeforsamlinger og faeldet +Dom under Skikkelse af Dagsordener, der satte Alverden ligefra Gambetta +til hele Samfundet under Tiltale. De Rode svaelgede i Spektakelnydelser. +Deres populaere Dandsesale praesenterede sig i straalende Dragt. Fra +Balkonen vajede der rode Flag i Maengde; foran Musiktribunen i Salens ene +Ende var der rejst en stor Talerstol, betrukken med Rodt og flankeret af +sorte Bannere, hvorpaa der med luerode Tal stod "1871". Vaabenskjolde med +Stokkebundter og Liktoroxer, Statuer af Republiken med den rode frygiske +Hue paa Hovedet, lange, rode Silkefaner med gyldne kommunistiske +Inskriptioner overalt. Ganske vist mindedes man i Regelen uhyggelig meget +om Lokalets saedvanlige Anvendelse ved Skilte med Priser paa Ol og +Braendevin, og ved den Lugt, der herskede derinde af disse Drikkevarer og +af Hvidlog, og som ikke forbedredes ved Tobaksrogen fra Hundreder af +Kridtpiber. Men det generede ikke de selvbestaltede Dommere i Udforelsen +af deres Funktioner. De talte og hvinte, braendemaerkede Regeringen med +samt de andre "Forraedere", som var i Pagt med den, vaeltede det gamle +Samfund og lod Kommunen leve ret af Hjertens Lyst. + +Til at ville saette under Anklage var de Allesammen med, men saasnart der +blev Tale om, hvem det i Grunden var, Anklagen skulde gjaelde, horte +Enigheden mellem dem op. Rodt er ganske vist altid rodt, men den rode +Farve har jo utallige Nuancer. Karmoisin og Magenta, Koquelicot og Cerise +skriger paa det Gyseligste, hvis man vilde falde paa at stille dem ved +Siden af hinanden. Saalaenge det i Samlingsperioden under Jeanne +d'Arc-fanen kun havde drejet sig om Floskler ins Blaue hinein, havde +Anarkister, Kollektivister og Intransigente broderligt kunnet gaa Haand i +Haand; saa saare derimod et konkret Sporgsmaal tvang dem ind paa +Undersogelse af, hvad der skulde vaere Maalet for deres Spektakler, kunde +der ikke undgaas en Spaltning. Rocheforts "L'Intransigeant" gjorde ganske +vist Kaempeanstrengelser for at holde Enigheden vedlige, men det nyttede +ikke. Der kom Meeting ved Siden af Meeting, Hog over Hog. +Kollektivisterne forkjaettrede de Intransigente, de rene Anarkister +forkjaettrede igjen baade Kollektivister og Intransigente. Disse Sidste +var kun Opportunisternes Arvetagere til Magten. Selv Louis Blanc blev +stemplet som en Reaktionaer. Han havde jo "slikket de kejserlige +Generalers skimlede Stovler", blev der sagt i en Anarkistforsamling, en +Hentydning til, at han stemte for Nationalforsamlingens Takkevotum til +Haeren, efter Pariserkommunens Undertrykkelse. Mens de Intransigente +simpelthen vilde have Ministeriet sat under Tiltale for Domstolene, +erklaerede Gauthier, en af de Hojrodestes Talsmaend, Sligt for ligefrem +Idiotisme, Kun Forbrydere eller Staerblinde kunde fremkomme med et saadant +Forslag. Nej, for Folkets Dom skulde de indstaevnes, for de Modres Dom, +hvis Sonner fortes til Slagterbaenken i Afrika, for de Faedres, de Brodres, +hvis Stotter og kjaereste Slaegtninge myrdedes uhaevnede paa en fremmed +Jord, Da der imidlertid var overvejende Sandsynlighed for, at Ministeriet +ikke vilde vise sig saare villigt til at give Mode for en saadan +folkelig, hellig og suveraen Domstol, foreslog Gauthier, at Folket efterat +have droftet Sagen og afsagt sin Dom over Ministeriet, skulde begive sig +til Deputeretkammeret og forlange Forbryderne udleverede. Vilde yderste +Venstres Deputerede forsoge paa at spaerre Folket Vejen, skulde man gaa +over deres Lig. Dommen vilde da blive exekveret og Forbryderne lide deres +Straf. Af hvilken Beskaffenhed denne Straf skulde vaere, fik man ogsaa at +vide, I Frankrig var det en gammel Skik, at Alt endte med en Sang. "Saa +lad da," saaledes sluttede den unge Revolutionshelt sit Foredrag, "ogsaa +de nuvaerende Institutioner i Frankrig, hele det nuvaerende Samfund ende +med en Sang. Men denne Sang skal vaere sidste Vers af Carmagnolen: "a la +lanterne! a la lanterne! a la lanterne!" Paa et af de sidste Meetings i +Salle Levis gik man endogsaa endnu videre. De nys sammentraadte +Deputerede, blev man enig om, havde ikke opfyldt deres Pligt og +ojeblikkelig realiseret Folkets Trudsler. De var folgelig ikke Andet end +en Hoben Forraedere, Menedere og Bedragere. Clemenceau havde aldrig vaeret +Andet end en forklaedt Royalist af vaerste Sort, selv Tony Revillon, deres +egen Repraesentant og Gambettas Besejrer, havde kun behovet at sidde i +Kammeret tre Dage for at blive gjennemtraengt af dets Raaddenskab. Man +havde folgelig kun Et at gjore: lade hele denne Yngleaets Hoveder falde +under Guillotinen. "Folkets Justitsredskab" blev i dette Mode med rene +Ord anbefalet som en Nodvendighed, og man skiltes med Loftet om snart +atter at overgive Paris til Luerne og saa ikke spare, hvad man sidste +Gang havde vaeret saa ufornuftig ikke at braende. + +Man kom dog ikke til at opfylde dette Lofte. Regeringen lagde Proces an +mod Hovedtalerne paa Modet for Ophidselse til Opror, under et tidligere +Meeting havde den samlet Kavalleri og Kanoner i en umiddelbart til +Forsamlingssalen stodende Kaserne for at skride ind, hvis +Spektakelmagerne gik fra Ord over til Gadedemonstrationer, og da endelig +Gambetta kom til Roret, fandt de Rode det endnu hensigtsmaessigere at +stikke Piben ind. De vidste ganske vel, at han i fornodent Fald ikke +vilde vaere bange for at lade dem lugte Krudtet. Men Agitationen under +denne Meetingsperiode havde alligevel i en vis Henseende styrket det rode +Paris meget betydeligt. Den havde losnet Taagerne omkring det; den havde +tilvenstre udskilt de vildeste Anarkister, tilhojre de blakkede, famlende +Intransigente, men den havde samtidig i Midten formet et Parti med en +Fane og et Program. Dette, de rene kollektivistiske Socialister, er det, +der i Fremtiden vil tage Ledelsen af den rode Bevaegelse i sin Haand. Det +kan under givne Forhold faa Assistance fra beslaegtede Revolutionaere paa +begge Sider af det, men kun det har Betingelserne for nogensinde at kunne +komme til at spille en virkelig Rolle. + +Anarkisterne tilvenstre for det er ikke noget Parti. Kun en lille Gruppe +af dem, Blanquisterne, har Noget, der ligner en Organisation. Man har +under de forhenvaerende Kommunardchefer Eudes, Grange, Vinant og Cournet +delt hvert af Paris tyve Arrondissementer i Legioner og Batailloner med +Formaend og Underformaend, der skal sorge for Udforelsen af det overste +Raads Beslutninger. Men den parisiske Arbejderbefolkning foler ingen Lyst +til at indrangere sig i disse Legioner og Batailloner, thi der er Ingen +af Cheferne, der kan fortaelle dem, hvad man egentlig vil. Blanqui var +fodt Konspirator. Der er Folk, der fodes til det, som der er Folk, der +fodes Poeter, og Andre, der fodes Kokke. Hans Arvetagere har som han kun +det ene Maal: at konspirere. Om det Program vil de aldrig kunne samle +mere end nogle faa hundrede ligestemte Sjaele. Selv Hovedmassen af dem, +der er tilsinds at vaelte det hele Samfund omkuld ene og alene for at faa +Lov til at vaelte, selv de vil ikke indordne sig under det blanquistiske +Frimurerselskabs strenge Disciplin. Gauthier angav under et af Meetingene +deres Standpunkt. Ethvert Forsog paa Organisation var efter hans Mening +overflodigt og reaktionaert, og folgelig ogsaa Dannelsen af en +hvilkensomhelst Centralkomitee. En saadan kunde jo i et givet Ojeblik +konstituere sig som en Slags Regering til Folkets Undertrykkelse. Al den +Organisation, som behovedes, var Arrondissementskomiteer, der kunde +skaffe Lokaler tilveje, i hvilke det frie Folk selv voterede sine Love, +faeldede sine Domme og sorgede for deres Udforelse. Med en saaledes +beskaffen Samling af Revolutionaere er der under normale Forhold ingen +Anledning til at regne. De kan i tumultuariske Tider forstaerke Grosset af +en eventuel Omvaeltningshaer, men de kan ikke selv hverken forberede eller +fremkalde nogen Omvaeltning. + +Heller ikke de Intransigente er noget fast formet Parti med et Program. +De existerer kun i Kraft af Alliancer, det er dem, der giver dem deres +Farve. Rochefort vil paa sin Viis akkurat det Samme som Anarkisterne: +gjore Spektakel for at gjore Spektakel. Men under Kampen mod Gambettas +Opportunisme kunde hans Blad vinde en forholdsvis meget betydelig +Udbredelse og hans Tilhaengere synes talrige, fordi det republikanske +Partis yderste venstre Floj med Clemenceau i Spidsen gik sammen med dem. +Clemenceau aspirerede oprindelig til en Ministerportefeuiile under +Gambetta, og det var forst, da dennes autoritaere Tilbojeligheder begyndte +at stikke Bukkefoden frem, at han i de Intransigentes Lejr sogte Kadrer +for den Oppositionshaer, hvis Chef han haabede at blive. Han har et +Program, men det bunder til syvende og sidst simpelthen i den frie, +demokratiske Republik, gjennemfort ud i alle dens Konsekvenser. Han vil +fare med Damp, hvor de andre Republikanere onsker en langsommere, +gradevis Udvikling, men deres Endemaal er ikke forskjelligt. Der +existerer i Frankrig foruden det store republikanske Parti med dets +forskjellige Afskygninger og de gamle, Dag for Dag mere og mere +forsvindende Konservative, i Virkeligheden kun endnu een Lejr, der har et +Program. Det er Socialisterne. Vil de Intransigente fremtidig spille +nogen Rolle, maa de stotte sig til dem. De indseer det ganske vel selv, +og alle deres Bestraebelser gaar mere og mere ud paa at skaffe sig Farve +ved at skrive det sociale Sporgsmaals Losning paa den Fane, paa hvilken +de ellers vilde have saare vanskeligt ved at indskrive Nogetsomhelst. + +Gambetta har i en af sine Taler sagt, at der i Frankrig ikke existerer +noget socialt Sporgsmaal. Hans Udsagn ligger et Par Aar tilbage, og han +kunde muligvis dengang delvis have Ret. Lige til den seneste Tid har det +i Frankrig i alt Fald langtfra existeret med samme akute Karakteer som i +det Ovrige gamle Europa. For det Forste er det allerede ved Revolutionen +af 89 skaaret over paa Midten og den ene Part af det absolut fjernet lige +siden da. Den agrariske Socialisme, saaledes som den efterhaanden med +Naturnodvendighed maa udvikle sig i England, hvor Grundbesiddelsen er +samlet paa nogle ganske faa Haender, er i Frankrig en absolut Umulighed, +simpelthen fordi dens Maal er naaet. I Frankrig er Jorden udstykket saa +staerkt, som det overhovedet kan lade sig gjore. Den langt overvejende +Masse af Folket er i England ejendomslose Nomader, i Frankrig er det en +Nation af smaa Grundbesiddere, der sidder fast ved deres egen Jord og paa +den lever, om ikke i absolut Velstand, saa dog under forholdsvis +antagelige Kaar. Bag Socialismen i Englands og Tysklands store +Industricentrer staar som et endnu mere truende Spogelse det Tidspunkt, +da Landbefolkningen drages med ind i Bevaegelsen; den er den umaadelige +Reservehaer, som til Syvende og sidst giver Kampen dens solideste Stotte. +I Frankrig derimod mangler denne Reserve fuldstaendig; der kan der aldrig +blive Tale om nogen agrarisk, men kun om den rent industrielle +Socialisme. Og selv denne har ialfald lige til den seneste Tid savnet +naturlige Betingelser for at kunne trives. Klimaet i Frankrig er mildt, +Jorden rig, Lonnen ingenlunde knap i Forhold til Livsfornodenhedernes +Pris. Den naaer aldrig ned under et Gjennemsnit af fem Francs daglig. Det +er ikke blot nok til at skaffe den flittige og paapasselige Arbejder et +anstaendigt Udkomme, men gjor ham det ogsaa muligt, naar han er +sparsommelig--og det er jo netop en af de mest fremtraedende Dyder i den +franske Nationalkarakteer--at laegge til Side, saa han kan sikre +sin Alderdom. + +Det er da ogsaa forst netop under de sidste Aars rode Agitation, at den +socialistiske Bevaegelse kan siges at have faaet nogen Vind i Sejlene. Der +er naturligvis her kun Tale om den Socialisme, der hviler paa en +okonomisk Basis og har okonomiske Maal for Oje. Lige siden Saint-Simons +og Proudhons Tider har Samfundets herskende Klasser stadig frembragt dels +enkeltstaaende Fantaster, hvis Doktriner ikke fandt nogen Tilslutning hos +Folket, dels politiske Agitatorer, som sogte at blande socialistiske +Fraser med ind i de Lokkemidler, de satte ud for Hoben, som de vilde +lede. Men den egentlige, okonomiske Socialisme er hidtil ikke naaet ned +til Folkets inderste Grund, den har lige til den allerseneste Tid ikke +vaeret nogen Kraeftskade paa det franske Samfund. Selv Kommuneopstanden i +1871 var i Virkeligheden et politisk Faenomen, fremkaldt ved rent +exceptionelle Forhold og uden Forbindelse med en Udvikling for eller +senere. Forst efter den almindelige Amnesti begynder de socialistiske +Tendenser at stikke Hovedet frem. De Rodes Ledere soger en Formel for +deres Agitation, og de finder i det sociale Sporgsmaal den eneste, paa +Basis af hvilken de har Mulighed for at faa Arbejderne med til en +revolutionaer Bevaegelse. Under Meetingsperioden fremtraeder den +socialistiske Centralkomitee i Paris med Benoit Malon og Jules Guesde i +Spidsen og udfolder, beskyttet af den ubegraendsede Tale- og Skrivefrihed, +en overordentlig energisk Virksomhed. Den faaer i Bladet "Le Citoyen" sit +eget Organ, samtidig med at ogsaa Malon gjennem Artikler i Rocheforts +"L'Intransigeant" soger at bearbejde de Samfundslag, hvorfra Proselyter +naermest kunde ventes. Disse Artikler, der oprindelig kun var fremkomne +rent sporadisk, bliver til Slutning, da de Intransigente indser +Nodvendigheden af at slutte sig taet til det nyopdukkende Parti, daglige, +og samtidig bearbejdes Arbejderbefolkningen ved et Utal af smaa billige, +populaere Piecer og ved Foredrag i det Uendelige. Theorierne, der +praedikes, er simpelthen Carl Marx' Kollektivisme, men de fremstilles med +fransk Talent til Popularisering, og den franske Arbejder, der har et +naturligt Hang til kun at passionere sig for, hvad han virkelig veed, +hvad er, opdager hurtigt, at Kollektivismen netop er det, der giver hans +vage revolutionaere Trang et fast Program. Allerede paa den socialistiske +Verdenskongres i Chur i Slutningen af 81 kunde den franske Delegerede +Joffrin henvise til, at hans Parti, der ved Kommunalvalgene i Begyndelsen +af Aaret kun havde talt 65,000 Tilhaengere, ved Valgene til +Deputeretkammeret i September var modte med en Styrke af 106,000. Om +nogle Aar vilde de, tilfojede han, efter hans Overbevisning vaere en +Million og udgjore "et Parti, mod hvilket Bourgeoisiet og Anarkisterne +vilde kaempe lige forgjaeves". Om han end har taget Munden lovlig fuld, saa +vil hans Profetier dog naeppe blive gjort rent til Skamme. Socialismen er +i Opkomst i Frankrig; den er ikke blot den eneste rode Bevaegelse, der +virkelig er at frygte fremtidig, men den er tillige den, der efterhaanden +vil samle alle revolutionaere Tendenser om sin Fane. Det er ikke alene, +fordi dens Ledelse med Centralkomiteen i Spidsen er omhyggelig +organiseret, og fordi den i Modsaetning til de andre rode Partier +fremtraeder med et bestemt Program. Man faaer ingen Saed til at voxe og +trives i en Jordbund, som nu engang ikke egner sig for den. Men Ulykken +er, at de oprindelig i Frankrig ugunstige Betingelser for en socialistisk +Bevaegelses Udbredelse i de sidste Aar har undergaaet saa vaesentlige +Modifikationer, at et socialt Sporgsmaal virkelig er opstaaet, paa Basis +af hvilket der kan rejses en Agitation. Kornhosten er i flere Aar slaaet +fejl, Phyloxeraen har odelagt Vinmarkerne, og forskjellige andre +Omstaendigheder har yderligere bidraget til at fremkalde en gjennemgaaende +Stigning paa alle Livsfornodenheder. Selv om den franske Vindyrkning ikke +har faaet sit Banesaar ved den ulykkelige Epidemi, som har hjemsogt +Vinhaverne, vil der dog altid gaa Aartier, for Skaden kan vaere udbedret. +Desuden maa der tages med i Betragtning det maerkelige okonomiske Faenomen, +der endnu aldrig har slaaet fejl: at de ved forbigaaende uheldige Forhold +i Vejret drevne Priser ikke synker, selv efterat Aarsagen, som fremkaldte +Stigningen, er fjernet. Men samtidig med, at saaledes Dyrheden paa Alt er +tiltagen og ikke kan ventes at ville forsvinde igjen, stiger ligeledes +mere og mere den franske Arbejders Behov. Han er endnu betydelig +heldigere stillet end sine Kaldsfaeller i England og Tyskland; det rent +materielle Udkomme kan han stadig faa uden Besvaer. Det bliver ham +imidlertid, efterhaanden som hans Intelligens udvikles, mindre og mindre +tilstraekkeligt. Med den stadig voxende Folelse af Menneskevaerdighed, med +Nedrivningen af de selskabelige Skranker, med de tiltagende Bestraebelser +for at gjore selv den mest Ubemidlede delagtig i Videnskabens Resultater +og aabne ham vid Adgang til de Kunstskatte, Civilisationen har +sammenhobet, med alt det voxer ogsaa Arbejderens Trang til Noget ud over +det for Livets Ophold absolut Nodvendige, han faar en Sans for Nydelse, +et Behov for Komfort og Luxus, som han hidtil har manglet, men som mere +og mere energisk kraever Tilfredsstillelse. + +Den stadige Stigen af Arbejdslonnen, hvori et saadant Krav havner, har +hidtil vaeret mulig i Frankrig. Siden Begyndelsen af Treserne har den +franske Industri taget et umaadeligt Opsving. De da afsluttede +Handelstraktater, som slog Frihandelssystemet fast, gav den et maegtigt +Stod fremad; Dampens Udvikling af Kommunikationsmidlerne og af +Produktionsmethoderne, Nodvendigheden af at gjore den engelske Industri +Konkurrence paa selve fransk Grund i Forbindelse med forskjellige +tilstodende gunstige Omstaendigheder bidrog til at gjore dette Opsving +endnu staerkere; hele det sidste Tiaar af Kejserdommet var en industriel +Guldalder for Frankrig. Krigen medforte vel en uundgaaelig +Stilstandsperiode paa et Par Aar, men den gav saa langtfra noget +dodbringende Stod, at Fremgangen endogsaa fortsattes under Republiken, +indtil den endelig henimod Slutningen af Halvfjerdserne naaede sit +Kulminationspunkt. Denne Industriens Floreren frembod Betingelserne for, +at ogsaa Arbejdernes stigende Fordringer kunde tilfredsstilles. Men +Fremtiden vil i saa Henseende rumme Vanskeligheder, som Fortiden ikke har +kjendt. Samtidig med, at Livsfornodenhederne bestandig bliver dyrere og +dyrere, og at Livsbehovet hos den arbejdende Klasse bliver storre og +storre, vil der rejse sig en saa godt som uovervindelig Hindring for, at +Arbejdslonnen yderligere kan foroges. Denne Hindring er den Konkurrence, +som de Forenede Stater i Amerika efterhaanden byder Europa paa alle +Handelsomraader. Paa Kornmarkedet er den allerede staerkt fremtraadt. De +uhyre Landstraekninger derovre af jomfruelig Jord, hvis Frodighed gjor det +muligt for en Kolonist med sine egne Haender at kultivere et ti Gange saa +stort Areal som en fransk Agerdyrker, har bragt Korn i Handelen, der i +Havres Havn kan saelges billigere end det, som kommer fra Normandiet. For +mangfoldige Industriers Vedkommende har den nye Verden en ligesaa +uendelig Rigdom af Materiale og en ligesaa billig Arbejdskraft. Den har +end yderligere enorme Driftskapitaler og et Virksomhedsinitiativ, der +lader de europaeiske Industridrivende langt tilbage. Kampen, som den har +aabnet paa Kornmarkedet, er den i Faerd med at gjennemfore paa saa godt +som alle Industriens Omraader; denne Kamp vil udvilde sig videre og +videre, og det gamle Europa vil her faa en ganske overordentlig farlig +Konkurrent. Priserne vil trykkes, Arbejdslonnen vil trykkes med dem. + +Forholdt det sig nu som i gamle Dage, at de store industrielle +Foretagender var i Haenderne paa Enkeltmand, vilde Sagen maaske endda ikke +vaere saa betaenkelig. Disse private Industridrivende vilde indse Faren for +dem selv ved ikke at imodekomme deres Arbejdere saa meget, som det paa +nogen Maade lod sig gjore, de vilde finde sig i at lide nogle hundrede +Francs Tab om Dagen for dog at kunne stikke et ganske smukt aarligt +Udbytte i deres egen Lomme, de vilde sige sig selv, at om man end giver +Afkald paa at tjene Millioner, for at Ens Medmennesker ogsaa kan leve som +Mennesker, saa er Hundredetusinder heller ikke at foragte. Men en saadan, +af Humanitets- eller Klogskabshensyn dikteret Imodekommen mod den +arbejdende Klasse er ikke laengere mulig. Thi de Tider er forbi, da den +store Industri var i Haenderne paa Privatpersoner; det er nu saa godt som +overalt i Frankrig Aktieselskaber, der har overtaget Driften, det vil +sige et uforsonligt Administrationsraad, der ikke giver sig af med +Humanitetshensyn, og hvis Klogskabshensyn udelukkende munder ud i, at +Udbyttet kan blive saa stort som muligt, for at Aktierne kan stige og +Aktionaerernes stadig videre og videre gaaende Fordringer om Renter af +deres Penge kan tilfredsstilles. Med andre Ord: man befinder sig overfor +den skarpt tilspidsede, rent abstrakte og uforsonlige Kamp mellem Kapital +og Arbejde. + +Delvis er de her antydede Forhold endnu kun i Faerd med at forme sig i +Frankrig, men Udviklingen af dem kommer med Nodvendighed og synes i +ethvert Tilfaelde saare vanskelig at standse. Det er i Sammenstodet af +dem, at den socalistiske Centralkomite i Paris vil finde den Jordbund for +sin Udsaed, som hidtil har manglet, men som Omstaendighederne synes hurtig +at skulle opdyrke for den. Og jo flere Proselyter den hverver mellem +selve Arbejderbefolkningen, desto ivrigere vil ogsaa de revolutionaere +Politikere blive for at gaa dens AErinde og derved om muligt fremkalde de +rorte Vande, hvori de kan komme til at fiske. Med deres Hjaelp gaar Alting +grumme hurtig i Frankrig. I Tydskland er man og vil sandsynligvis endnu i +et uoverskueligt Tidsrum vaere i Stand til at holde den socialistiske +Bevaegelse nede ved administrative Forholdsregler. Man udsteder Love mod +Socialisterne, man erklaerer Belejringstilstand, man undertrykker Blade, +arresterer og dommer Partiforerne. I England har Demokratiet gjennem +Aarhundreder bojet sig saa dybt under Autoriteten, at der uden Stod +udefra sikkert vilde gaa nye Aarhundreder, for det atter kunde losgjore +sig saaledes fra den, at en Eruption blev mulig. Begge Steder mangler +Befolkningen desuden det Initiativ, som Tilspidsningen af en Katastrofe +fordrer. Det franske Folk derimod er iltert og hurtigt til Alt. Det vilde +aldrig have kunnet finde sig i at lade et Sporgsmaal som for Exempel det +irske traekke ud i over firsindstyve Aar. Saa saare Sporgsmaalet har rejst +sig tilstraekkelig pointeret til, at det fordrer en Afgjorelse, taaler man +ikke, at denne skydes ud. Dertil kommer yderligere det, at man har Lov +til fuldstaendig frit at diskutere ikke blot Regeringsformens, men hele +Samfundets Omvaeltning og Spraengning saa bindegalt og i saa ophidsende +Udtryk, som man lyster. Under saadanne Forhold kan et stort +Samfundssporgsmaal, naar det en Gang er stillet, ikke laenge blive holdt +in suspenso. Og der er da, tiltrods for Frankrigs oprindelig ringe +Modtagelighed for den socialistiske Smitte, en overvejende Rimelighed +for, at det alligevel vil blive den forste Skueplads for dens +Hovedengagement med det bestaaende Samfund. Det rode Paris har opdaget +dette Hovedengagements Mulighed; det koncentrerer allerede og vil +fremtidig yderligere koncentrere alle sine Kraefter paa Forberedelserne +til det, for endelig, naar Kampens Tid er moden, at fremkalde +Explosionen, saaledes som Paris under alle Revolutioner har gjort det. +Det er en okonomisk, ingen politisk Omvaeltning, der gaas imode. Det +sociale Sporgsmaal vil fremtidig vaere Indskriften paa de Rodes Banner. +Det er deres Styrke. Kollektivismen er en vild, umulig Losning paa +Samtidens store Hovedsporgsmaal, men saalaenge ingen anden er funden, er +dens Doktriner de farligste, det rode Paris kunde bruge som Loftestang +for sin Agitation. + + + + +PAA BORSEN. + + +Lige ved Boulevarderne og heller ikke langt fra Paris's anden, store +Hovedaare: Louvre- og Palais-Royalkvarteret, ligger Borspladsen. Den er +Centrum for Byens Labyrinth af Gader, og den er Braendpunkt tillige for +disse Gaders tumlende, mangfoldige Liv. Mudderen og Mylderet er der under +bestandig Hojtryk. Minut efter Minut ruller de fyldte Omnibusser ind paa +Asfaltfliserne og saetter deres Menneskeladninger af. Men andre staar i +taette Klynger og venter paa at indtage de ledigblevne Pladser. Numrene +raabes op. De, hvis Tour det er, trykker og skubber og slider sig frem +gjennem Traengselen. Vognene proppes paany Med en Behaendighed som +Akrobaten, der dandser mellem AEg, vikler Kudsken sin kluntede Karosse ud +af det sammenfiltrede Virvar, og det gaar saa atter i Galop til alle +Kanter af Kaempebyen. Saaledes bliver det ved hele Dagen igjennem til paa +den anden Side Midnat endogsaa. En Haerskare af Avissaelgere vandrer +omkring og raekker paa lange Staenger deres Blade og Flyveskrifter op til +Passagererne ovenpaa Vognene og raaber og raaber. _Voila le crime de +Boulevard Malesherbes! Voila la France! la 2me edition! Faut voir le +bombardement d'Alexandrie! Les dernieres detailles! Voila le scandale de +l'Elysee! Voila, la mort de Gambetta, dix centimes!_--en ustandselig, +broget Blanding af Sandhed og Roverhistorier imellem hinanden, men mest +det Sidste, de vildeste Sensationsfantasier, man kan finde paa for at +pirre de blaserede Oren og faa Tosousstykkerne til at regne ned fra +Imperialen. Overalt Travlhed, overalt jagende Mennesker, Stimmel og Larm. + +Og dog kommer der en Tid paa Dagen, da hele denne Uro drukner naesten i +en, som er endnu uendelig mange Gange vildere, og da alle disse +hundredtungede Raab kun gjor Virkning som enkelte daempede Violinstrenge i +et stort, fuldtbesat Orkester. Denne Tid er de Eftermiddagstimer, i +hvilke Mammontemplet paa Midten af Pladsen samler sin Menighed, Saalaenge +Guldkalvens Kultus staar paa, er det ikke mere blot Verdensstadssummen, +man horer, og Verdensstadsmylder, man seer omkring sig; det Hele er +potenseret op til en Hojde, draget ind i en daemonisk Sfaere, hvor +menneskelige Begreber og menneskelige Betegnelser ikke laenger +straekker til. + +Der findes i det moderne Paris ingen anden Kultus, der er saa udbredt som +den, hvis Helligdom er Templet paa Borspladsen, ingen anden, der har saa +fanatiske Tilhaengere, og fremfor alt ingen, der er saa moderne som den. +Dens Praester er ikke her en Kaste for sig af stive, torre, +forretningskolde Vaesener, der Ingenting har med den toneangivende Stab af +"la vie mondaines"'s Regimenter at bestille. Tvertimod. Man kan holde +Revue over hele den Verden, der svommer ovenpaa i Paris, der tumler sig i +dens Nydelsessol og saetter Praeg paa dens offentlige Liv; for hvert +Hundrede vil man finde Halvfemsindstyve, hvis Valgsprog og +Trosbekjendelse, hvis hele Tilvaerelses Indhold rummes i den ene Saetning: +_je vais a la bourse_. Hvor let end Pengene tjenes i en By som Paris, saa +gives de dog endnu lettere ud; hvor stor den Lon end er, der betales for +mangt et Arbejde, saa er Luxus'ens Krav dog endnu storre. Med en +halvhundrede tusind Francs om Aaret kan et enligt Menneske kun akkurat +lige knibe sig igjennem, naar han vil spille en Rolle i det "Tout Paris", +der er med til Alt; hvor mange Hundrede-Tusinder en Families Budget skal +raade over, for at den kan gjore Figur i samme exklusive Verden, er +aldeles uberegneligt. Men blot Halvtredsinstyve Tusind er allerede Renten +af en Million, og Formuer paa en Million, de er sjeldne endogsaa i Paris. +Paa den anden Side skal man vaere svaert i Skuddet eller have en +exceptionel Position, naar de Halvtreds skal tages ind som Vederlag for +det, man udretter med sin Intelligens eller sit Arbejde. Saa er det da, +at hele dette "Tout Paris" supplerer sin Kasse ved at "gaa paa Borsen". +Har man en Smule Bekjendtskab, blot paa anden eller tredie Haand, til +Matadorerne, som regerer der--og et saadant Bekjendtskab har de +Allerfleste i disse Samfundslag--koster det under almindelige Forhold +ikke synderligt Besvaer at foroge den aarlige Indtaegt med baade tyve og +halvtreds og tidt med endnu mange flere Tusinder. Gaar man det moderne +Pariserliv efter i Sommene, vil man finde, at det er forbausende Mange, +der forstaar denne snilde Kunst. + +I hvert Fald er det aldeles utroligt Mange, der giver sig ud for at +forstaa den. Den er Fashion for Tiden. I gamle Dage horte man til de +misundte og beundrede Medskabninger, naar man enten selv var et Stykke af +en Poet, en Maler og Billedhugger, eller dog paa en eller anden Maade +kunde regnes med til deres Kreds. Nutildags er det Finantsmaendene, der +staar paa Piedestal som Samfundets Halvguder. Det er dem, der samler +Maengdens Opmaerksomhed, hvor de viser sig, det er dem, man slaas om at +have i sine Saloner, det er deres Gjoren og Laden, der fylder +Boulevardbladenes Nyhedsspalter. Paa den moderne Pariser-Himmel er der +Stjerner ogsaa, og det baade saa klare og skjonne, som der nogensinde har +vaeret. Men de gjor ikke naer saa meget Sprael som den store, guldrode +Borskomet med dens lange, lange Hale af mere eller mindre obskure +Smaamillioner. For rigtigt at vaere med i "Tout Paris"'s Liv er det saa +halvvejs nodvendigt at vaere med i den Hale. En Kavaller _comme il faut_ +fra Firserne ma "gaa paa Borsen". Har han ingen Trang eller Lyst til +Finantsoperationer, maa han dog i hvert Fald lade, som han beskjaeftiger +sig med dem. Veed han ikke Besked om, hvorledes det er gaaet med Suez og +Spanierne og Ottomanerne idag, og hvorledes der er Rimelighed for, at det +vil gaa med dem imorgen, saa er han et Menneske uden Spor af Interesse, +en Stakkel, der gaar omkring uden at forstaa sin Tid, og som denne Tids +mere Oplyste selvfolgelig ikke tager med i Betragtning. + +I taette Stromme bevaeger da umiddelbart efter Frokosttid de Andaegtiges +Skarer sig til Templet. Rue Montmartre, Rue Vivienne og Rue Richelieu er +ikke til at passere. Vognfloden fylder dem, glider svagt fremad og gyder +sig ud i Borspladshavet, men den faar stadig igjen Tillob fra alle +Kanter. Paa Pladsen rangerer Ekvipagerne sig op som Kavalleriregimenter +og danner en uigjennemtraengelig Skjoldborg omkring den hellige Bygning. +Klokken halv Et kommer Ypperstepraesterne, _le parquet_", de edsvorne, af +Staten ansatte Vexelmaeglere, hvis Antal aldrig maa overstige tyve, og som +derfor ogsaa er saa lukrative Stillinger, at der tidt betales indtil en +Million for et Agent-de-change-Patent. De forste Kurser slaas op. I +lange, febrilske Spring styrter de Kommende ud af Vognene, endnu for de +er standsede, og farter op ad den hoje Marmortrappe. Kun den skjonne Part +af de Andaegtige maa blive tilbage, de har ikke Adgang til Templet. Men +til at sidde roligt hjemme har deres Troesiver, deres Feber, deres +Lidenskab vaeret altfor stor. De er fulgte med og stikker nu det lille +Hoved med de spaendte Ansigtstraek ud af Koupevihduet og sender +forventningsfulde, urolige Ojekast op til den store Bygning, hvor deres +Hjerte er med hvert eneste Slag, som det rummer, op til de smaa Tal, der +staar paa Tavlen mellem Sojlerne, deres Sorgens og Glaedens Evangelium, +det eneste, de kjender. Larmen deroppe fra naaer fortumlende ned til dem, +den kribler med hemmelighedsfuld berusende Magt gjennem hver Nerve og +gjor det lille Hoved ort, som Kjaerligheden gjorde det i de unge Dage, de +knap mindes laenger. Den breder sig ud over dem, denne daemoniske Larm, ud +over Vognborgen, over Pladsen, over alle Gaderne rundtomkring. Den naaer +helt op til Boulevarderne, fyldende Luften med Feber, dragende til sig, +magnetisk forunderligt, overdovende, hvor fjernt og dumpt den end +klinger, selv de skarpeste, mest skrigende Stemmer taetved En. Den har +over sig det Samme som Stojen af en stor, styrtende Fos inde mellem +Bjergene. Den er uhyggelig, denne Stoj, den klemmer for Brystet, den +jager Svedperlerne frem paa Panden, men den lokker alligevel, den +paaskynder Skridtene, den sluger i sin Tummel Alt, hvad man seer og horer +og taenker. + +Mellem Sojlekolonnaden, der lober rundt omkring Bygningen, og inde i +selve Borshallen er det mere end Stoj og Larm. Et Tordenbrag kunde rulle +umiddelbart over Guldkalvtemplets Tag, det vilde ikke hores. Den +umaadelige Sal er proppet af en Menneskestime, der staar saa taet, at der +ikke kan saettes en Fod mere paa Gulvets Mosaikfliser. Og Alle skriger de +i Munden paa hinanden.--_Jai--qui est-ce qui a?--Je prends!--je +vends!--Heu! combien?--Un et quart on fait!--Je prends de l'Omnibus!--Je +vends du cinq!--Laissez le passage libre!_ tordner den hoje Borsbetjent i +sin statelige blaa Uniform, den Eneste i hele Mylderen, der intet Ojeblik +mister sin kolde, vaerdige Ro. Men de Andre horer ham ikke. Med funklende +Ojne og faegtende Arme, med hele Legemet i Fart soger de at arbejde sig +frem i Traengselen. Oppe fra Galleriet, der lober rundt omkring Salen, +seer det ud dernede som et vildt, sammenfiltret Haandgemaeng, som en +titanisk Kamp mellem Forrykte. Paa Trappen og i Kolonnaden kan Dagens +Begivenheder endnu diskuteres med Ord og de store Nyheder, der indbringer +Snese og Hundrede Tusinder, hviskes gode Venner i Oret i smaa, +hemmelighedsfulde Saetninger, der alene forstaas af de Indviede. Men inde +i Salen tales der kun med Gestus. Jo mere bevaeget Markedet er, desto +bredere bliver de. Paa de store Baissedage seer det ud, som Alverden +vilde prygle hinanden. Man farer sammen med opspilet Mund, med udspredte +Arme og med Haanden loftet som til Slag. I det naeste Ojeblik synes den at +skulle falde ned paa Gjenboens Kinder. Men det er kun en _Facon de +parler_, en af Borssprogets mange maerkelige Terminusser. _C'est un +Krach!_ raaber den ene Haand, _c'est un vol!_,' raaber den anden, og man +forstaar hinanden. + +[Illustration: Kurserne slaas op paa Borsen] + +Tummelen og Traengselen og Galehusvirvarret voxer og voxer lige til +Klokken Tre. Saa er det, Dagens sidste Kurser saettes, og saa er det, man +i en Fart maa bestemme, om man vil kjobe eller saelge. Alle strommer til +_le corbeil_, den runde, gitterindhegnede Kreds, hvor +Agents-de-change'erne har Plads. Haandgemaenget naaer sit +Kulminationspunkt. Man trykkes og skubbes og broler og river og flaar i +hinanden, som om det gjaldt Livet. Hundreders og atter Hundreders Velfaerd +i hvert Fald har det vel ogsaa i de bevaegede Krisetider ofte gjaeldt. Men +det gjaelder ikke saa sjaeldent mere endnu. Efterdonningerne af Larmen +derinde naaer ikke blot ud over Plads og Gader, den naaer stundom helt op +til de stille Sale, hvor det ikke er om Aktiers Stigen og Falden, men om +selve Landets storste Interesser, der tages Bestemmelse. Som Borspladsen +er Knudepunktet for Byens Gadeliv og Gadefaerdsel, saaledes er +Pariserborsen snart sagt Hjertet i det moderne Frankrig. Den regulerer de +vigtigste Udslag af dets offentlige Liv. Man har set det tidt allerede, +og man vil faa det at se oftere endnu. En fransk Regering er kun staerk, +naar den har Borsen ubetinget for sig, den vil endog have Vanskelighed +ved at holde sig, naar den har den ubetinget imod sig. Gambettas ellers +naesten uforklarlige Fald saa hurtigt, efterat han var kommen til Magten, +og da Alle antog, at han fra en uoverskuelig Fremtid holdt Frankrigs +Skaebne i sin Haand, skyldes hovedsagelig Borsens Aversion mod hans +Finantsminister Allain-Targe. Med Rette eller Urette betragtede +Finantsmatadorerne denne Mands Budgetsystem som faretruende for +Udviklingen af Landets Velstand; man gjorde direkte Forestillinger i +denne Henseende til Gambetta, og da han i Tillid til sin Styrke modtog +Borsudsendingene koldt og ikke ansaae det nodvendigt at lytte efter deres +Raad, erklaerede man ham Krig gjennem en almindelig Baisse paa alle +Papirer. Der sluttede sig andre Allierede til, men denne Baisse var det +store Artilleriskyts, som selv Frankrigs hidtil populaereste Politiker +ikke kunde holde sig imod. Omvendt blev Sympathierne paa Borsen for Leon +Say det Freycinetske Kabinets Hovedhjornesten. Det havde hverken +Sammenhold eller Program, det havde Intet, som kunde indgyde Tillid til +det undtagen netop dets Finantsminister. Men han var Rothschilds og de +store Borsherrers Mand. Det var deres Syn paa Sagen, der gjennem ham fik +Indpas i Budgetdispositionerne og i Mangt og Meget af den almindelige +Politik ogsaa; havde de tre Praesidenters Ministerium ikke fulgt Vejen, +som Borsen viste det, saa vilde dets Dage have vaeret talte, inden der var +gaaet Uger. Naar man i Paris skal sige sin Mening om et politisk +Sporgsmaal, saa er det forste Dokument, man raadsporger, Borsens +Kursseddel. Gaar den nedefter, saa ryster man betaenkeligt paa Hovedet, +selv om man ellers kunde have nok saa mange Grunde til at finde det, der +er i Gjaere, fortraeffeligt; gaar den derimod i Vejret, saa betragter man +det strax som selvindlysende, at det er det eneste Fornuftige og for +Landets Velfaerd Tjenlige. + +Et saadant Faenomen vilde vaere utaenkeligt, hvis det i Borslivets Tummel +alene var Finantsmatadorernes Millioner og de nydelsesgraadige +Pariserlediggjaengeres Indtaegtskilder, der stod paa Spil. I Virkeligheden +drejer det sig om noget langt Mere og noget langt Betydningsfuldere. +Templet paa Borspladsen er Frankrigs Hjerte, ikke fordi der i det +spekuleres og spilles og svindles, men fordi det er Forvalteren af +Landets Velstand og derigjennem Betryggeren af dets Fremtid, Haevderen af +dets Position imellem Staterne. + +Det er under den tredie Republik, at Pariserborsen i Ondt som i Godt er +kommen til at spille den dominerende Rolle, som den spiller. Men Spirerne +til det maa soges laengere tilbage. Allerede det andet Kejserdomme gav +Stodet. Det var det, der gjorde Paris til et Slags uhyre Karavanserai for +den hele civiliserede Verden, det var det, der skabte paa den ene Side +den store Industri og de store Spekulationsforetagender, paa den anden +det potenserede Luxus- og Nydelsesliv, der naaede sin Apotheose under +Verdensudstillingen i 66 og i Aarene mellem da og den ulykkelige Krig var +ikke langt fra at skeje ud i et moderne babylonisk Bakkanal. For at kunne +baere de med dette "vie surchauffee" forbundne Udgifter begyndte den +fornemme Verden allerede da at gaa paa Borsen. Saalaenge Adelen holdt sig +fornemt og forventningsfuldt tilbage, gik det endnu an at leve paa +Resterne af de fra Revolutionen reddede Formuer, skjondt de selvfolgelig +ved idelig Udstykning var svundne mere og mere ind. Men da man, blaendet +af det tredie Kejserdommes Glands, fandt sig befojet til saa halvt om +halvt at laegge Fornemheden af og vise sig paa Arenaen igjen, var det +nodvendigt, at man ogsaa saae sig om efter Midlerne til at haevde sin +Position. De gamle Dages Fordom mod Forretnings- og Finantsspekulationen +var forsvunden. Selve Hoffets naermeste Omgivelser oste af den nye +Berigelseskilde med fulde Haender. Millionen var en Stotte for Regeringen, +og den haedrede og begunstigede den paa alle Maader. Pengenes Aristokrati +blev mere og mere det eneste respekterede, og jo dybere Alverden tog +Hatten af for det, desto Flere blev der ogsaa, der fandt det baade ganske +fornuftigt og ganske hensigtsmaessigt at give de gamle rustne +Vaabenskjolde et nyt Overtraek af Louisd'or-Guld. Borsen gjorde ingen +Vanskelighed ved at paatage sig dette Forgylderarbejde, den folte sig vel +endogsaa baade stottet og smigret ved, at man henvendte sig til den +derom. Dens Prestige, dens Indflydelse forogedes, dens hele Liv fik Dag +for Dag under Kejserdommet mere og mere Vind i Sejlene. + +[Illustration: I Borssalen Klokken Tre.] + +Det er imidlertid forst under den tredie Republik, at den er naaet til +Hojden af sin Position. Krigen havde gjort en Standsning i dens +Forretninger, men denne Standsning var forholdsvis kort, og umiddelbart +for den kom Milliardlaanene. De gav med eet Slag et uhyre, enestaaende +Opsving i dens Liv, de blev et ligefrem Vendepunkt i dens Tilvaerelse. +Greben af patriotisk Begejstring og i fuld Tillid til Frankrigs +uudtommelige naturlige Hjaelpekilder strommede hele Landets Befolkning til +med sine opsparede Kapitaler. De af Regeringen forlangte umaadelige +Summer blev overtegnede tredive Gange i Lobet af en eneste Dag, man stod +i Queue hele Natten igjennem for at komme af med sine Penge, Alverden var +greben af et formeligt Raseri efter at faa Kouponer i det nye Laan. Med +Beundring var Frankrigs Venner, med indaedt Misundelse dets Fjender Vidne +til denne overvaeldende Aabenbaring af Landets Rigdom. Men ogsaa indenfor +selve Rigets Graendser kunde den ikke undgaa at vaekke Forbauselse og, da +Forbauselsen havde sat sig, at blive dragen til Indtaegt. Man havde faaet +det mest evidente Bevis paa, at Pengene var der og kun laa og ventede paa +at blive anbragte; man benyttede sig af, at alt dette Guld nu engang var +kommet ud af Gjemmerne, og at Lysten til at gjore det fluktuerende var +bleven hidset ved Umuligheden for Mange af at komme til at deltage i +Milliardlaanene, man bod det nye Aflobsrender, og det og meget mere til +ostes i dem. Det ene store Forretnings- og Spekulationsforetagende +dukkede op efter det andet. Stadig overtegnedes de forlangte Kapitaler i +en Haandevending, stadig steg og steg Papirerne. + +Ganske naturligt steg da ogsaa med dem Borsens Tiltraekningskraft. Der +bredte sig som Oliepletten Dag efter Dag ud over flere og flere Lag af +Samfundet, indtil den endelig sluttede i en formelig Epidemi: +Berigelsesvanviddet. Vort Aarhundredes Franskmaend har bestandig betragtet +deres Liv som forfejlet, naar det ikke endte med Erhvervelsen af en +Formue. Man havde oprindelig nojedes med at forlange den som Resultat af +en Ungdom i ihaerdigt Arbejde. Men hvad der gik for sig paa Borsen, +forstyrrede lidt efter lidt Hovederne. Man saae Exempler paa, at Folk +lagde sig tilsengs som smaa Rentierer den ene Dag og vaagnede som +Millionaerer den naeste. Saadanne Exempler maatte nodvendigvis virke +fortumlende. Man begyndte med at ville vaere rig i Lobet af to, tre Aar, +man endte med at ville vaere det i Lobet af en Uge eller to. De alvorlige, +grundmurede Borsspekulationer blev lagte til Side, man kastede sig over +Spillet. Alverden spillede paa Borsen. Landets forste Slaegter gav Tonen +an; der var Navne som Rohan, Gontot-Biron, La Panouse, Broglie o. s. v. +med i alle Kombinationer. Det dirigerende Bourgeoisie fulgte efter. Selv +Folk, der indtog betroede Stillinger i Republiken, betaenkte sig ikke paa +offentlig at knytte deres Navne til Finantsspekulationer, og naar +Politiken gik galt for dem, kastede de sig helt og holdent i Armene paa +Borsen. En eller anden forhenvaerende Ministers Navn kunde ikke undvaeres +og var ogsaa stadigt med paa Aktieprospektusserne. Deputerede og +Senatorer figurerede saa hyppigt paa dem, at der endogsaa blev Tale om +Love, som kunde saette en Stopper for dette Uvaesen. Og mens +Spillevanviddets Smitte saaledes gik fra Dor til Dor paa Samfundets +Hojder, traengte den samtidig ogsaa laengere og laengere ned i Dybderne. Den +traengte saa dybt ned, som den overhovedet kunde komme. Kudsk og Tjener, +der saae deres Herre kaste Penge ud, skjondt de vidste, at han ingen +Formue ejede og Ingenting bestilte, de laerte snart at opdage den +uudtommelige Guldkilde og at ose af den selv. Portneren saae en skjonne +Dag Kudsken sige Tjenesten op og anskaffe sig Hest og Vogn. De +Operationer, der gav saa magelose Resultater, mente han, maatte han dog +ogsaa forsoge. Og saa spillede Portnerne, og Portnerne fortalte om de +store Summer, de vandt, til Urtekraemmer og Spaekhoker og Gronthandler, og +ogsaa de fulgte Trup. Og Gronthandlerne smittede Saelgekonerne, og saadan +i det Uendelige. + +Udenfor Borsen, paa Baenkene langs Omnibuskontoret og under Traeerne, sad i +lange Raekker de gamle "Boursicotierer" og drev Spekulationen i deres +vaerdilose Aktieskrabsammen fra antidiluvianske Aartier med ikke mindre +fanatisk Raseri end den hele myldrende Stimmel inde i Templet. Sygdommen +havde naaet sit Hojdepunkt, der maatte komme en Katastrofe. + +[Illustration: "Les boursicotieres".] + +Den kom i Affairen med _"Union generale"_, Bontoux's beromte Bank, det +sorgeligste, men tillige mest drastiske Exempel paa Borsspekulationen og +dens Udskejelser i det moderne Frankrig. Bontoux havde for Firserne kun +vaeret lidet bekjendt, da han pludselig dukkede op paa Pariserhimlen som +den af Lykken mest begunstigede Finantsmand i hele Verden. Han havde, da +han grundede sit Bankforetagende, havt den kloge Inspiration at stotte +sig til Mac Mahons naermeste Omgivelser og knytte til sig Folk, der +gjennem denne stod i hoj Gunst hos Kejseren af Osterrig og de osterrigske +AErkehertuger, Maend som Vicomte d'Harcourt, Marquis de Bouvois, Baron de +Wimpfen, Baron de Bourgoing gik strax fra Begyndelsen Haand i Haand med +Bontoux, og de skaffede ham efterhaanden ved deres Indflydelse en Maengde +Koncessioner i Osterrig, Ungarn og Serbien. Paa Basis af dem gjorde +"Union generale" og dens Affodning, den osterrigske "Laenderbank", eller +_la timbale_, som den kaldtes i Frankrig, udmaerkede Forretninger og +erobrede i forbausende kort Tid saa godt som hele Osterrig fra de +tidligere Forretningsmaend. Men dertil kom yderligere en anden, meget +vigtig Omstaendighed. Bontoux's Bank optraadte med Pretensioner paa at +skulle vaere et Slags exklusivt katholsk Finantsforetagende, bestemt til +at modarbejde Jodernes, saerlig de tydske Joders Indflydelse paa det +parisiske Pengemarked og i det Hele taget gjennem den altformaaende +Pengemagt kaempe paa enhver mulig Maade for den ene saliggjorende +katholske Kirke. Den stottedes som Folge deraf af hele Gejstligheden i +Frankrig og Osterrig, og det var Folk, der sad inde med Penge. Greven af +Chambord tog personlig ikke mindre end halvtredie tusind Aktier, og selve +Paven i hvert Fald lovede man som Participant i og Stotte for Banken. +Dens Papirer gik da i Vejret med utrolig Hurtighed. Aktierne lod paa 500 +Francs, af hvilke der dog aldrig blev indbetalt mere end halvfjerde +hundrede. Kort for deres Udstedelse stod de imidlertid i 700, saa steg de +til 1200, saa til 2000, 2200, 2500, og godt og vel et Aar efter Bankens +Grundlaeggelse var de naaede op i ikke mindre end 3200 Francs. + +Selvfolgelig kunde det ikke vaere gaaet naturligt til. Der havde vaeret +Tillid og berettiget Tillid til Bontoux's Foretagende, men den rent ud +mirakulose Stigning havde han og hans Banks Administration kunstig skabt. +Under Kampen med de jodiske Bankierer, der dannede Konsortier for at +fremtvinge Baisse paa "Union generale"'s Papirer, havde denne selv sogt +at holde Kurserne ved strax at opkjobe de af dens Aktier, der blev +tilbudte. Da den raadede over store Pengemidler, var det en Stund gaaet +godt, og Millionkongernes Konsortier var flere Gange blevne spraengte. Men +til Slutning kunde Katastrofen ikke udeblive. De to, tre Gange slagne +Borsmatadorer rottede sig sammen igjen, og tilsidst sejrede de. Kampen +blev aabnet paa et andet Punkt, Suez-kanalens Aktier var ved en meget +betydelig og meget rig Spekulants Agitationer efterhaanden blevne drevne +op til en ikke mindre fabelagtig Hojde end "Union generale"'s. Fra 900 +var de stegne til 3500. Den naevnte Spekulant havde forst ved alle +kunstige Midler, blandt Andet ved at raade sine Venner til at kjobe, +faaet det paagjaeldende Papir til at stige og stige i det Uendelige, og da +saa Hojdepunktet var naaet, kastede han pludselig sine 60,000 Aktier paa +Markedet uden at underrette Nogensomhelst derom i Forvejen, ikke engang +sine naermeste Venner. Disse tresindstyve tusind Aktier budte ud paa en +eneste Dag medforte naturligvis et meget betydeligt Fald. Papiret selv +sank fra 3500 til 2000, og den almindelige Baisse kunde samtidig ikke +undgaas. Dette Ojeblik benyttede Koalitionen af Borsmatadorer for at +ramme Bontoux dodeligt. Ved et uendeligt Salg fremkaldte de en saa uhyre +Baisse, som Paris's Bors endnu aldrig havde set paa noget Papir, ikke +engang i Mires's Dage. Da dette umaadelige Salg ikke modtes af nogen +Kontramine, og da Banken ikke laenger havde Summer nok til at kjobe op som +for, sank "Union generale"'s Aktier paa en enkelt Borsdag fra 3200 til +1300, altsaa noget naer 2000 Francs pr. Aktie. Det kom som et Tordenslag +over Paris, og det medforte en almindelig Panik. Den langt overvejende +Pluralitet af dem, der led Tab paa Unions Papirer, var Spekulanter, som +ikke sad inde udelukkende med dette Papir. For at skaffe Penge maatte de +saelge over en Hals ogsaa alle andre Papirer; deres Agenter maatte +ligeledes saelge for at daekke dem, og Baissen bredte sig da og +oversvommede hele Pengemarkedet. Tusinder og atter Tusinder mistede Alt, +hvad de ejede og havde, det var Milliarder, der 5 disse Dage blev tabte +paa Borserne i Paris og Lyon. Fra den ene Ende af Frankrig til den anden +horte man kun om Ruin paa Ruin. Naturligvis havde der mellem Spillerne +ogsaa vaeret forsynlige Folk, som havde hort op, mens Legen var god, men +de Fleste var blevne ved at spille, til Baissen kom, og paa en eneste Dag +styrtede da alle deres Luftkasteller sammen. Ikke blot Alt, hvad de havde +tjent, og Alt, hvad de ejede, gik tabt i denne Odelaeggelse, men Mange kom +kun ud af Krisen med en Gjaeld paa Halsen, som de kunde behove Aar af +deres Liv til at daekke. Der var saerlig een Klasse af Mennesker, som +Katastrofen ramte haardt: Kunstens og Literaturens letsindige Verden med +dens store Behov for Luxus, dens staerke Fantasi og dens gamle Tro paa, at +Guld og gronne Skove engang maatte dumpe som stegte Duer ned i Munden paa +den. Af hundrede Literater, Journalister og Artister af alle Slags, var +der naeppe ti, som ikke i storre eller mindre Grad kom under Indflydelse +af Berigelsesvanviddet. Verdensberomte Stjerner, der havde gjort Karriere +og tjent sig en Formue, satte Alt overstyr, saa de maatte begynde forfra +igjen med tomme Haender; unge Journalister med en maanedlig Gage paa fem, +sex hundrede Francs, tabte ti, tyve Tusinde. Regelen var, at Alle modte +paa Likvidationsdagen med de Summer de skyldte. Men med hvilke +kaempemaessige Anstrengelser og med hvilke utrolige Opoffrelser af Venner +og Bekjendte de skaffedes tilveje, kan Ingen danne sig nogen Forestilling +om, der ikke selv har havt Lejlighed til at kaste et intimt Blik ind i +disse sorgelige Forhold. Hele Kunstens og Literaturens Verden blev +forarmet ved Katastrofen; de, der ikke selv havde spillet, blev det ved +at hjaelpe deres Kammerater med den sjeldne Redebonhed og Tjenstvillighed +indbyrdes, der er et af de smukkeste Traek i den franske Nationalkarakter. +Overfor Fremmede har Pariseren Hofligheden paa Laeberne og Hjertet lukket; +Ven mellem Ven har han derimod Hjertet og Pungen aaben paa vid Gab. + +Denne Redebonhed til at hjaelpe, i Forening med den umaadelige Evne paa +alle Kanter til at kunne gjore det, forhindrede, at Katastrofen med +"Union generale" blev nogen almindelig Krach. Foruden Bontoux's eget +Foretagende gik kun et Par enkelte andre storre Banker tilgrunde i +Krisen. Landets Velstand ramtes ikke foleligt af den, og den gjorde da +maaske kun godt, som Udbruddet af de Sygdomme, der renser Blodet. Den har +vel naeppe forhindret, at der kan folge andre efter, men den har dog for +en Stund gjort de Funktioner normale, som Borsen er bestemt til at udfore +i det moderne franske Samfund. Dens Betydning for Landet tor ikke +undervurderes. Der har vaeret store Tider, da Frankrigs Aandsliv, da dets +maegtige, smittende Ideer, da dets Kunst og Literatur gav det den forste +Plads mellem Nationerne. Der har vaeret andre ogsaa, da det var de franske +Vaabens Gloire, der lagde Verden for dets Fodder. Men Tiderne skifter. +Det nytter ikke at bedrage sig selv: i vore Dage er de materielle Krav +for stor en Magt, til at Taenkere og Digtere kan anvise et Land dets Rang +mellem Staterne. Som Frankrig har vaeret Vuggen for alle Menneskehedens +store, moderne Ideer, saaledes er det endnu det ukraenkelige Tempel, det +eneste maaske, hvor de har Asylret mod en, om end sygnende, dog endnu +mandsstaerk Reaktion. Det er deri, at denne levedygtige Nation har sin +inderste Styrke, men det er ikke dens Styrke udadtil. Og heller ikke dens +Vaaben er det eller vil blive det i en Fremtid, som menneskelige Ojne kan +overse; en demokratisk Republik som den franske bliver aldrig nogen +Militaermagt. Skal Frankrig haevde sin Position i vort Aarhundredes +Slutning, saa bliver det, fordi det er saa lykkeligt ogsaa nu at have, +hvad Tiden gjor til det Storste og Vigtigste, fordi det er det rigeste +Land i Verden. Det er dets lykkelige Jord og Folkets Arbejdslyst og +Arbejdsdygtighed, der forskaffer denne Rigdom, men det er Templet paa +Borspladsen, der forvalter og frugtbargjor den. Pariserborsen behersker +ikke blot det franske, den behersker det hele internationale +Finantsmarked. Der er ikke noget stort Pengeforetagende Verden over, som +ikke bliver udbudt paa den, der er intet Land, der kan skaffe de +nodvendige Kapitaler tilveje, uden at det benytter den som +Forretningsagent og Mellemmand. Da Italien for nogen Tid siden vilde +udstede et Laan paa halvfemte hundrede Million og af politiske +Antipathier mod Frankrig lod det udbyde paa Londonnerborsen, gjorde man +ynkeligt Fiasco og var nodt til at komme til Paris alligevel. Der indgaar +til Frankrig hvert Aar omtrent to Milliarder som Renter af franske Penge, +anbragte i Udlandet; det er altsaa en Kapital af henved halvhundrede +Milliarder, dette Land har vaeret rigt nok til at laane den ovrige Verden. +En saadan Rigdom vilde aldrig vaere kommen, hvis man som i gamle Dage +havde gjemt Udbyttet af sin Jord paa Kistebunden eller i Strompeskafter. +Alle Samfundslag har laert at bringe det til Borsen, derfor er det, at +Frankrigs Formue fordobles og fordobles. Og med Formue naaer man vidt i +vore Dage, Penge regerer Verden, Millionerne regerer Krigene endogsaa. +Frankrigs Position i Europa ligger i Pariserborsens Haand, det er af den +Grund, at den ikke med Urette, til en vis Grad idetmindste, kan, trods +alle dens Udskejelser, betragtes som Hjertet for hele det moderne +franske Samfund. + +[Illustration: "C'est un Krach!--C'est un vol!"] + + + + +KUNST OG KUNSTNERE. + + +Frankrig har aldrig havt nogen rigtig Kunstperiode for netop i vore Dage. +David skabte Skole ganske vist, men han blev dog egentlig, den eneste +virkelig Store i hele Kredsen, der samlede sig omkring ham. Folk som +Fragonard eller Watteau staar ene, og de er faa endda. Forst henimod +Fyrretallet, med Piejaden, hvis storste Navne var Delacroix, Millet, +Theodore Rousseau og Corot, begynder den franske Kunst at gjore Epoke. +Siden da har den taget svaer Fart. Den staar nu ikke blot forrest mellem +al moderne Kunst, den ikke blot faester hele Verdens Opmaerksomhed paa sig, +den har foroget Kunsthistorien med et nyt Kapitel, der er fyldigt som de +betydeligste af de gamle og interessant som de interessanteste. Den kan +have sine svage Sider, det er der Ingen, der falder paa at naegte. Men den +har det umaadelige Fortrin, at den strutter af Liv og Friskhed, og at +dette Liv er selve den Tids, i hvilken den er fodt. Den klaeder vore Dage +i kunstnerisk Kjod og Blod. Den gjor det med store Evner, med en uendelig +Sum af Energi og med levende Sandhedskaerlighed tillige. Det er +Forklaringen af, hvorfor den holder Alle fangen under sit Trylleri. + +Og som Tiden er en Floreringsperiode for den franske Kunst, saaledes er +den ogsaa en hojst behagelig Tid for de franske Kunstnere. Deres Position +i det moderne Parisersamfund er ligesaa dominerende som +misundelsesvaerdig. Regeringen og Selskabet slaas om at udmaerke dem, Fru +Fortuna oser Louisd'orregn ud over dem uden Ende. Maleriet er, +efterhaanden som Luxus'en i de sidste Aartier er stegen og stegen, mere +og mere blevet dens forste Fornodne. Et Hus, der er indrettet _comme il +faut_, kan ikke undvaere sit Galleri, selv det beskedneste Hjem maa, naar +dets Beboere vil regnes med til den dannede Verden, have et eller andet +Kunstvaerk i sin Salon. At det haenger paa Vaeggen der, er ligesaa +nodvendigt, som at der haenger Diamanter i den gifte franske Dames Oren. +Om man har Noget i Kjokken og Kjaelder faar blive, hvad det er, men +Brillantorenringene og Malerierne, de er som Klaeder paa Kroppen, +Velanstaendigheden forlanger deres Existens. Med Begjaeret stiger Varens +Pris. De enorme Summer, der betales for den franske Malerskoles Arbejder, +har sin forste Grund i, at de er Nodvendighedsgjenstande for den moderne +Pariserluxus; men den er ikke den eneste Grund, der kommer andre +til ogsaa. + +Hvert Foraar kommer Amerikanerne. Det er en formelig Invasion. Siden +Frankrig blev Republik, har Flirtationsforholdet mellem Franskmaend og +Yankeer Dag for Dag udviklet sig til storre og storre Intimitet. Ved +enhver Lejlighed haedres Sosterrepubliken paa den anden Side Havet. Dens +Saeder og Institutioner fremstilles som et Exempel til Efterlignelse, dens +Stjernebannere myldre ved Siden af Trikoloren, naar der er Fest i Parises +Gader; dens Pariserkoloni feteres, kjaeles for, lovprises i Aviserne og +begunstiges af _la vie mondaine_. Med al den Opmaerksomhed er Amerikanerne +yderst tilfredse, og de gjengjaelder den ved at bringe Paris deres Penge. +De har imidlertid saa mange af dem, at selv Seinestadens vildeste +Adspredelsesliv ikke kan sluge dem alle. Og naar disse vor Tids Nabober +tager hjem igjen, tager de da med sig, hvad de kan faa fat paa af +"rigtigt Parisisk". Maleriet er Modeluxus ogsaa hos dem, og det franske +Kunstmarked har paa den Maade faaet et uhyre Opland. Der er Malere, som +udelukkende "gjor Forretning" hinsides Atlanterhavet, der er enkelte +Kunsthandlere, som tager mange Millioner ind derfra hvert Aar. + +Fremdeles har ogsaa Spekulationen kastet sig over Kunstvaerkerne. Man +kjober nutildags Malerier ikke blot for Fornojelsens, men ogsaa for +Fordelens Skyld. Pengene, som man anbringer i dem, traekker store Renter, +mens Billederne haenger og pynter op og giver deres Ejermand Air og +Anseelse. Naar man har havt dem en halv Snes Aar, kan man naesten vaere +sikker paa at faa dobbelt saa stor en Kapital ud af dem, som man har sat +i dem, og er man en Smule Kjender og lidt praktisk, kan man tidt gjore +det paa langt kortere Tid endogsaa. Med Franskmaendenes udpraegede +Forretningssands har det naturligvis ikke kunnet vare laenge, for de +gjorde den Opdagelse. Langt Flere, end Nogen troer, har draget sig den +til Indtaegt. Ved at spekulere i Aktier klaeber der dog endnu for visse +Kredse noget mindre Nobelt, men at spekulere i Malerier, det er en god +Forretning, der har de tre store Sider forenede: at tilfredsstille +Spekulationstrangen, at vaere en fin, douce, fornem Spekulation. og dog at +give rigtig godt i Lommen. Mod den kan ingen moderne Franskmand have +Nogetsomhelst at indvende. Paa den Maade er da det at vaere fransk Maler, +der er en Smule i Skuddet, efterhaanden blevet ensbetydende med at vaere +et Lykkens Skjodebarn, der har alle mulige materielle Goder liggende +udbredte for sig. Hans Arbejder vil Alle kjobe, og de er de eneste, man +vil kjobe nutildags. De gamle Italienere er sejlede ganske agterud. Der +er en parisisk Kunsthandler, der ti Aar i sin Boutik har havt haengende en +Primaticcio, som han vil saelge for tusinde Francs, men som han ikke +engang til den Pris kan komme af med. Samme Mellemhandler kan derimod med +den storste Lethed faa femten tusind for en lille Akvarel af Detaille, +malet paa en Dag eller to, og bliver det ham muligt at faa fat i et +diminutivt Maleri af Meissonier for tredive, fyrretyvetusind Francs, saa +gjor han store Forretninger. Mesterens bekjendte Billede "La charge des +Cuirassiers" har Amerikaneren Stewart kjobt for 300,000. Naturligvis gaar +der af saadanne Summer ikke lidt i Mellemhandlerens Lomme. Goupil kunde, +da han gav Gerome sin Datter, give hende to Millioner i Medgift og dog +beholde en tyve, tredive Millioner tilbage for sig selv. Megen Svindel +lober der ogsaa med ind, saaledes ved Auktioner, hvor Kunsthandleren +"poussere" sine Malere ved selv paa anden Haand at drive deres Arbejder i +Vejret, som dengang for Exempel et Billede af en Spanier Villegas af +temmelig underordnet Rang blev betalt med 125,000 Francs. Den Slags +Priser kan selvfolgelig ikke holde sig i Laengden. Men hvor meget end +Kunsthandlerne meler deres egen Kage, og hvor mange uholdbare +Reputationer de end skaber, saa er saa meget dog sikkert, at en fransk +Kunstner i Firserne, der har Talent, ogsaa med stor Lethed i Kraft af det +bliver en velstaaende, endog en rig Mand. De Tider er forlaengst forbi, da +Millet manglede Brodet til sine Born, og Rousseaus "Le givre", som han +selv kun med Nod og naeppe kunde faa fem hundrede Francs for, det er nu +hundrede tusind vaerd. De store moderne Mestere har fyrstelige Indtaegter +og forer et Liv som Fyrster. De har deres egne komfortable Hoteller, +deres Villaer i Syden og i Omegnen af Paris, deres Stalde staar fulde af +Heste, deres Saloner bugner af Luxus. Meissonier ejer paa Boulevard +Malesherbes et Hus til en Million, og i Poissy et andet, hvis Vaerdi er +endnu storre. I hans Samling af Billeder, stikker der saadant Noget som +fem, sex Millioner. Han er nu ganske vist fire og tresindstyve Aar, og +han har siden 1833, da han debuterede, malet en femten, tyve Billeder +aarlig, hvis Gjennensnitspris nu idetmihdste er en halvhundrede tusinde +Francs. Men selv de rent Unge har ingen Anledning til at klage over, at +Kunsten ikke lonner sig. Der var paa en af de sidste Saloner af van Beers +udstillet et Billede, som man vistnok kjender, da det er reproduceret +allevegne: den unge Pige, som Marineofficeren forer ned ad +Dampskibstrappen efter et Besog ombord. For at danne mig en Forestilling +om, hvorledes de unge Kunstnere blev betalte, spurgte jeg ham engang, +hvad han havde faaet for det. Han havde ikke kunnet faa det solgt, +svarede han meget beskedent. Da jeg undrede mig over, at et Arbejde, der +havde gjort saa megen Opsigt og behandlede et saa hyggeligt, tiltalende +Sujet, ikke kunde finde Kjobere, kom Sandheden imidlertid frem. Der havde +vaeret Liebhavere nok, men man havde kun budt ham nogle og tyve tusind +Francs for det, og han fandt den Pris latterlig lille. Van Beers horer +endda ikke engang til de Medaillerede. Naar han stiller saadanne +Fordringer, kan man slutte sig til, hvorledes de Unge betales, der trods +deres endnu ikke fyldte tredive Aar allerede er naaede til Succes'ens +Hojde, Folk som Bastien-Lepage, Gervex eller Dagnan. + +I hele sin ydre Fremtraeden er da ogsaa denne unge franske Malerskole en +ganske anden Race Mennesker end dens Forgaengere, der forte Bohemienliv +paa den venstre Seinebred. Det lange, vildt flagrende Haar, de bulede +Filthatte, Farveklatterne paa den slidte Frakke, Bochdrikningen med +Grisetter, Kreditten paa Knejperne, Kankannaderne i Bullier og alt det er +der naesten ikke Skygge tilbage af laenger. En ung Kunstner fra vore Dage +er en Kavaller _comme ti faut_, klaedt efter sidste Mode, fint dannet, +elegant, beleven i sin hele Faerd. Han spiser sin Middag hos Sylvain eller +Peters og laegger ingen Vaegt paa, om den koster ham en halv Snes Francs, +naar det, han faaer er godt, og han i behageligt Selskab kan ryge sin +fine Cigar til Kaffen. Naar han kommer sammen med sine Venner, +konverserer han om, hvad der er passeret i "la vie mondaine" og ved de +sidste Premierer; naar man bliver praesenteret for ham, byder han En sit +Kort, paa hvis Fod der staar angivet Dagen, da han tager imod. Og +aflaegger man ham saa et Besog, finder man ham i det fine Monceaukvarter +installeret paa det Allerbrillanteste. Hans store, luftige Atelier er en +fantastisk Modtagelsessalon, fyldt med de kostbareste Sager, dekoreret +med orientalske Taepper og Draperier, antike Kunstmobler, gamle Vaaben, +Sevresporcellain og en Mylder af sjeldne Bibelot'er, der kan gjore +artistisk Virkning. Her kan selv Damer af den fornemme Verden komme til +ham for at se ham ved Arbejdet eller tage hans Studier i Ojesyn, og det +haender heller ikke saa sjeldent, at de kommer. + +Thi den moderne Maler i Paris er en af "Selskabet" saare sogt Mand. Han +lever kun lidt sammen med Kammerater. Noget faelles Kunstnerliv, som det +endnu findes i Rom eller i tydske Byer, der er Centrum for Malerne, det +existerer aldeles ikke i Paris. Der er smaa artistiske Kredse paa en halv +Snes Mennesker, som samles en Gang om Maaneden til Middag: den, hvis +Hovednavne er Bastien-Lepage, Dagnan og Courtois for Exempel, den, som +taeller Cazin, Gervex og Finnen Edelfelt mellem sine Medlemmer, eller "Les +Rigoberts", hvor Detaille, Vibert, Jacquet, Leloir og Flere samles for at +more sig med at efterligne Dyr og den Slags Plaseer. Men disse smaa +Dinerer er ogsaa snart sagt det Hele, man faaer Tid til at offre +Vennerne. Man drukner i Indbydelser fra alle Kredse af "le monde", En +Soiree er mislykket, naar Vaertinden ikke kan gjore Stads med en eller +anden Kunstner i Vaelten. Eller rettere sagt: med en Maler, thi +Billedhuggerne holder sig vaesentlig udenfor denne "mondaine" Sus og Dus. +De betales endnu forholdsvis daarligt og forer et Liv som Kunstnerne i +gamle Dage, og det skjondt der mellem dem findes Talenter af allerforste +Rang. Paul Dubois er en af Verdens storste Mestere, Falguiere, Fremiet, +Chapu og adskilligt Flere vil have beholdt deres Plads i Kunsthistorien, +naar mangen Maler er glemt, som Parisersalonerne nu ligger paa Knae for. +d'Epinay og tildels de St. Marceaux er ikke destomindre saa at sige de +Eneste af Billedhuggerne, der er paa Moden. Men navnlig den Forste er det +ogsaa tilgavns. Amerikanermillionaererne navnlig kan ikke leve uden +d'Epinay. Er der Nogen, der kjender ham, saa bliver han bestormet med +Billetter. "De maa absolut praesentere d'Epinay hos os iaften." "Jeg vil +vaere Dem ganske overordentlig forbunden, hvis De kan faa d'Epinay til at +spise til Middag hos mig, Froken Chose vil gaa i Graven, hvis hun skal +rejse hjem uden at have faaet ham at se," saaledes lyder det i Kor fra +alle Kanter. Og er det muligt engang imellem at slippe fra Salonerne, saa +er Cirklerne der strax med deres Krav. Det er i dem stadig Kunstnerne, +der maa agere Maitres de plaisir, det er dem, der maa arrangere og +dekorere og spille Komedie og Gud veed hvad. Hvorledes de med alt det +faaer Tid til at vaere saa flittige, som de i Virkeligheden er, det er en +Hemmelighed, som kun den forstaar, der kjender til det Utrolige, der kan +naaes i Paris. + +Flittige er de nemlig, selv de i Selskabslivet mest sogte af dem. +Franskmaendene er i det Hele taget begavede med en Arbejdsdygtighed, som +ikke blot tilnaermelsesvis naaes af noget andet Folk. Men hos deres +Kunstnere, hos deres Digtere og Forfattere findes denne Evne potenseret +til en fabelagtig Hojde. Man behover blot at taelle Balzacs, Victor Hugos, +George Sands eller Alexandre Dumas Boger for at have et klart Billede af, +hvilket titanisk Arbejde disse Navne repraesenterer. Antoine Baryee har +alene produceret Mere, end alle andre Billedhuggere tilsammen, Delacroix' +og Rousseaus Vaerker er utaellelige. Og denne uendelige Produktivitet gaar +paa ingen Maade Haand i Haand med manglende Samvittighedsfuldhed. +Tvertimod. Der er et Traek, der er overordentlig karakteristisk, og det er +tilmed hentet fra en af de mest produktive af alle moderne franske +Malere, Meissonier. En af hans Specialiteter er, som bekjendt, hans +Heste. Da han begyndte at male dem paa sine Bataillebilleder, holdt han +sig endnu til Skoletraditionerne, men det blev ham snart ikke nok. Han +vilde studere Naturen og gjengive den. Er det imidlertid allerede +vanskeligt at faa en Hest til at staa Model, naar den skal vaere i Ro, saa +bliver det saa at sige ugjorligt at portraetere den i Bevaegelse. +Meissonier bar sig saare snildt ad. Han lejede i Poissy, i Naerheden af +sit Hus, en lang, flad Slette og belagde den med Skinner. Paa disse +Skinner anbragte han et Slags bevaegelig Laenestol, i hvilken han tog Plads +med sit Album i Haanden. En Tjener tilhest travede eller galopperede ved +Siden af ham, alt eftersom han havde Brug for den eller den Oplysning, +medens en anden skjod Laenestolen frem paa Skinnerne, parallelt med +Hestens Side. Paa den Maade kunde Kunstneren vende hjem med hele sin +Skizzebog fuld af Tegninger. Det var for Storstedelen rent ud +hieroglyfiske Skizzer, men han forstod dem selv; naar han var tilbage i +sit Atelier, resumerede han disse Studier i Voxstatuetter, og efter dem +malede han saa. Det er paa den Maade, de unge franske Kunstnere mere +eller mindre baerer sig ad alle, og det er paa den Maade, de faar Sandhed +og Liv og Troskab i deres Billeder. + +[Illustration: Meissonier] + +Der er jo ganske vist ogsaa ved Siden af dem Resterne af Akademikerne, +for hvem Traditionen er Alt og Naturen Ingenting. Der er Klassikere som +Cabanel, og der er _l'art bourgeois_ med Typer som Bouguereau. Bouguereau +er Medlem af Institut de France, han leverer det fineste, elegantest +slikkede Arbejde, der kan taenkes, han holder Ligtaler over sin Ven +Boucicault, Ejeren af Bon Marche, og han driver selv ved Siden af Kunsten +en indbringende lille Biforretning som Husvaert. Samtidig med, at han +sender sine Venus'er til Salonen, sender han til Amerika hellige Jomfruer +med smaa Lam, som han aldrig vilde vove at vise frem i Paris; han gjor +sig til af at male et Hoved hver Dag, prutter med sine Modeller om fem og +ti Francs og tager Hundredetusinde ind om Aaret. Han er kort sagt en god, +fornuftig Borger og en Kunstner, der aldrig lober lobsk. Folk som han vil +altid have et beundrende Publikum, saerlig i Paris, hvor Eliten ganske +vist er storre end noget andet Sted, men hvor samtidig de Profanes Maengde +er ligesaa forfaerdelig stor, som den er forfaerdelig intetsigende. De Unge +gaar imidlertid hverken i Skole hos ham eller hos en Kunstens Corneille +som Cabanel. Der er en skandinavisk Kritiker, der ved Wienerudstillingen +har resumeret sit Indtryk af det moderne franske Maleri i folgende +Slutningspassus: "Den franske Kunst er i Dekadence, og naar den gamle +Bouguereau engang lukker sine Ojne, hvem skal da fore Idealet frem?" I +det har han upaatvivlelig Ret, at der imellem hele de Unges Kreds ikke +vil vaere nogen Eneste til at tage Arv efter gamle Bouguereau, der nu +forresten kun er fem og halvtresindstyve Aar. Men med Hensyn til +Dekadencen ser han dog vistnok lovlig sort paa Tingen, og hvad Idealet +angaar, saa horer det jo nu engang til den Slags luftige Taager, som det +er saa sin egen Sag at faa fat paa og blive rigtig enig om, hvad er. + +Sikkert nok: den franske Kunstner grubler ikke synderlig over "Idealet". +Franskmaendene forstaar overhovedet kun daarlig den Sport at ligge paa +Ryggen og fantasere over deres egen Villen og Straeben og sende blaa +Cigarringe og blaa Dromme op i Luften. De gaar los paa Realiteten. Det er +det, der er Styrken i deres Nationalkarakter, og det er det, der er +blevet Storheden i deres moderne Kunst. Den hele lange Raekke af unge +Malere har i Virkeligheden ingen anden Laeremester end Naturen. Det er +ogsaa derfor, at man kun i hojst uegentlig Forstand kan tale om en +moderne fransk Skole. Der er ikke en enkelt, der er omtrent ligesaamange, +som der er Kunstnere af Talent. Selv Mestere som Gerome og Bonnat kan +ikke siges at have skabt Skole; de har kun vaekket og udviklet en Kreds af +Talenter, der senere er gaaede deres egne Veje. Men navnlig Bonnat har +unaegtelig i saa Henseende gjort saare meget. Hans Elever er ogsaa de +talrigste. Der er saa mange Studerende paa hans Atelier, at de om +Vinteren kan arrangere store Maskefester mellem sig selv indbyrdes, og +oppe ved Avenue de Clichy har der endogsaa rejst sig en hel lille By af +Atelierhuse udelukkende for Bonnats Elever. Det er til ham, Storsteparten +soger af de unge skandinaviske Kunstnere, der kommer til Paris. Og der +kommer efterhaanden Mange af dem, i hvert Fald Svenske, Nordmaend og +Finner, Danskerne derimod har kun lige begyndt at finde Vejen til Paris. +Naest efter den spanske og den belgisk-hollandske er den skandinaviske +Malerkoloni den talrigste og den, der spiller den storste Rolle. +Wahlberg, Salmson og Hagborg har allerede en Stund havt Billeder paa +Luxembourg, Edelfelt, hvem den samme AEre nylig er bleven tildel, kappes +om Parisernes Gunst med de af deres egne unge Malere, der er mest i +Vaelten. Smith-Hald, Berndtsson, Heyerdahl, Cederstrom har ligeledes baade +Position og Publikum, og adskillige Yngre er paa gode Veje til at faa det +Samme. Paa den sidste Salon havde over fyrretyve skandinaviske Kunstnere +Arbejder udstillede. + +"Salonen", den aarlige Udstilling i det forhenvaerende Industripalads i +Champs-Elysees, er Braendpunktet for det hele Kunst- og Kunstnerliv. Den +er da ogsaa et overordentlig talende Vidnesbyrd om, hvilken betydelig +Rolle Kunsten spiller i det moderne Parisersamfund. Antallet af +udstillede Arbejder er enormt og Interessen for dem fra Publikums Side +ikke mindre stor. Under fem, sex tusind Numere har Salonkatalogen aldrig. +At alt det skulde vaere virkelige Kunstvaerker, er nu naturligvis umuligt, +saa meget mere umuligt, som Salonen ingenlunde er den eneste Aflobsrende +for Paris's aarlige Kunstproduktion. Ved Siden af den er der en Mylr af +andre separate Udstillinger; en halv Snes "Cirkler" med artistisk Tilsnit +har hver deres, i Kunsthandleren Petits nye pragtfulde Lokale i Rue de +Seze er der ligeledes stadig Saloner i det Smaa, og Masser af enkelte +Grupper eller Kunstretninger slaar sig hvert Ojeblik sammen for at +praesentere Publikum deres Vaerker, hvor de kan komme til det. Det horer +snart til Umulighederne at opdage en eneste Dag Aaret rundt, da der ikke +er mindst to eller tre offentlige Kunstudstillinger. Man faaer +ligeoverfor denne umaadelige Produktion et Indtryk af, at hele Paris maa +vaere en By af Malere. Svaert skal det nu i Virkeligheden ogsaa falde at +finde en Familie, hvor ikke idetmindste eet Medlem dyrker Kunsten. Er der +ikke en Neveu eller en Faetter, saa er der i ethvert Tilfaelde en Niece +eller en Kusine eller en Tante. De er utallige disse aeldre eller yngre +Frokener, der giver sig af med Pensel og Palet. Ogsaa de har den ene +Udstilling efter den anden, paa hvilke der ikke maa komme Andet end +Billeder malede af Damer. Det vil nu dog kun sige signerede af Damer, thi +de Frokener er kun faa, der ikke paa en eller anden Maade faaer fat paa +en rigtig Maler, som de da ikke giver Slip paa, for han har "korrigeret" +deres Billede, hvilket naesten altid bliver ensbetydende med, at han gjor +det Hele om. Alt det er Modegalskab og det ynkeligste Dilettanteri, der +kan taenkes. Det holder ogsaa paa "Salonen" sit Indtog med Faner og +klingende Spil; Halvparten af de sex tusind Numere har kun ganske +overordentlig lidt med Kunst at bestille. Men det gjor Ingenting, de +hjaelper den alligevel; jo bredere Pyramidens Basis er, desto hojere naaer +dens Spids i Vejret. Er der altid uhyre meget Daarligt paa +Parisersalonen, saa mangler der heller aldrig Vaerker, der vil leve +bestandigt ved Siden af det Bedste, som nogen Tid og nogen Kunstretning +har frembragt. + +[Illustration: Paa Salonen Vernissagedagen.] + +Kan man saa fortaenke Pariserne i, at denne Salon for dem er +Hovedbegivenheden i Aarets Liv? En Maaned i Forvejen drejer den +almindelige Konversation sig udelukkende om den, Bladene er fra Ende til +anden Indiskretioner om den, Alle, som har det Mindste med Kunstnere at +gjore, maa spaerre sig inde for ikke at blive flaaet ihjel af +Nyhedsjaegerne. Dagen, da den aabnes, eller rettere Dagen forinden, _"le +jour de vernissage_, er en af de allerstorste Pariserdage, Oprindelig +skulde det kun vaere Kunstnerne, der paa den havde Adgang til Helligdommen +for at gjore sig bekjendte med, hvor deres Billeder var blevne ophaengte +af Komiteen, og for at lade dem faa det Overtraek af Fernis, som de ikke +maa have, naar de indsendes til Bedommelse. Men efterhaanden er det +blevet "Tout Paris", der er med til den store Generalprove. Har man +nogensomhelst Pretensioner paa at hore til den Part af Befolkningen, der +taeller, saa maa man vise sig paa "le jour de vernissage", det koste hvad +det koste vil. Det er Titusinder, der paa den skaffe sig Adgang; +hvorledes de faaer den, er en Gaade, men ind kommer de. Fra Klokken +Elleve er alle Salene proppede fulde; man stoder paa en Beromthed for +hvert Skridt, man gaar. Og Alle har uhyre travlt; man skal ikke blot se +hinanden, men ogsaa Billederne. Naar man Klokken Et, To samles til +Frokost hos Ledoyen eller i Moulin rouge, maa man kunne sige sin Mening +om alle Hovedvaerkerne og kunne give Salonens Fysiognomi. Det er ved den +med Vernissagedagen uadskillelige Rosbif og Saumon, sauce verte, mellem +denne Mylr af Herrer med Rosetter og Damer i lyse Foraarstoiletter, som +allesammen kjender hinanden og vexler Hilsener og Haandtryk og Indtryk, +at Afgjorelsen traeffes, om det er en daarlig Salon eller en af +Mellemslagsen. Er det ikke der, at Priserne uddeles, saa er det dog der, +at de Lykkelige udpeges, som kan vente sig dem. Flyver deres Navne paa +Vernissagedagen fra Mund til Mund ved de smaa Borde i Ledoyens Have, saa +kan de med rolig Samvittighed bestille Champagnen strax, saa er de sikkre +paa deres Medaille. Den Dom, Vernissagedagens Publikum faelder, bliver +ligesaa sjeldent underkjendt som Premierepublikumets i Theatrene. + +I sex, syv Uger efter Vernissagen er Salonen saa Paris's Centrum. Den +fine Verden har ligesom i Theatre francais og Operaen sin bestemte Dag, +Fredagen, da den samles der. For at den kan anstille sine +Kunstbetragtninger uden at lobes paa AErmet af den store Maengde, koster +Adgangen paa denne Dag fem Francs. Der er i den demokratiske franske +Republik saa mange Inkonsekvenser, at man sagtens kan begaa den ogsaa. +Man siger, at man har vaeret nodt dertil; Tilstromningen er i hele +Udstillingstiden til daglig Brug saa stor, at Palaiet naesten ikke kan +rumme Publikum. Alle maa have vaeret paa Salonen, for hvor man kommer hen, +tales der ikke om Andet. Hojst karakteristisk er det, at Aviserne, der +kun uhyre sjeldent kan faa Plads til med et Par Ord at omtale en nys +udkommen Bog, allesammen fylder Spalte paa Spalte mange Numere i Rad med +Kritiker over Kunstudstillingen. De skriver kun, hvad de er sikkre paa +bliver laest. Men de kjender deres Publikum, de veed, at deres +Salonartikler horer til det, der sluges. Som den franske bildende Kunst i +vore Dage er et Hestehoved foran Literatur, saaledes er der heller ingen +Tvivl om, at Interessen for den naest efter Theatersvaermeriet i hvert Fald +er den af alle aandelige Interesser, der er staerkest og har bredt sig +videst ud i det moderne Paris. + +[Illustration: Bonnat] + + + + +LITTERATUR OG AVISER. + + +Nationalbibliotheket i Paris skal af Alt, hvad der trykkes i Frankrig og +dets Kolonier, have et Exemplar tilsendt gratis. Lige ned til det mindste +cochin-chinesiske Provindsblad og den obscureste Gadevise, der bydes +tilfals i Bellevilles Baggyder, maa Alt, hvad der udgaar fra en +Bogtrykkerpresse, aflevere denne Tribut. Det er paa den Maade muligt +stadig at vaere fuldstaendig paa det Rene med den litteraere Produktions +Omfang; Antallet af de litteraere Fodsler kan opgives med samme +Nojagtighed som Antallet af de almindelig borgerlige. For Ojeblikket +belober de sig til lidt over 30,000 om Aaret. Det vil sige: med saamange +Volumina foroger den lovbefalede Tribut aarlig Nationalbibliotheket, og +Rang som Volumen faar Pjeser, Smaa- og Flyveskrifter forst, naar de er +slaaede sammen til et Bind paa nogle hundrede Sider. + +En saadan Produktion er enorm; den naaer Millionen i Lobet af en +Menneskealder. Og den langt overvejende Part af den udgaar fra Paris. Af +ti franske Forfattere lever de ni i Hovedstaden, og selv de, der ikke +gjor det, lader dog deres Boger udkomme der. Forlagsvirksomheden udenfor +den er rent forsvindende. Den indskraenker sig saa at sige til nogle +provencalske Digtsamlinger i Avignon og Nimes. Selv Byer som Marseille og +Lyon giver sig ikke af med at trykke Boger. Som alt Andet er ogsaa hele +det litteraere Liv centraliseret i Paris. + +Men man maerker det i Grunden ikke synderligt. Literaturen gjor _"grande +besogne"_, men den gjor ikke stort Sprael. Udkommer der et nyt Vaerk af +Victor Hugo, af Zola eller Daudet, saa vaekker det Opsigt ganske vist og +bliver en Begivenhed, hvorom Aviserne skriver, og hvorom de fleste +Dannede taler. Men det er kun ganske, ganske enkelte Boger, der har en +saadan Evne til at samle Opmaerksomheden og blive Dagens Lover. De fleste +kommer til Verden i al Stilhed og gjor deres Karriere uden Allarm. En +Roman kan vaere trykt og solgt i tyve, tredive tusind Exemplarer, uden at +den har staaet naevnt i et Blad, og uden at dens Existens noget Ojeblik +har vaeret et braendende Thema for Konversationen. Paris er ingen litteraer +By i den Forstand, at en Hovedpart af Befolkningens Interesse samler sig +om Litteraturen. Den er altfor stor, og den har altfor mange andre Sager +at beskjaeftige sig med, til at den kan vaere det. + +Pariseren i Almindelighed laeser heller ikke meget. Han gjor det, saalaenge +han er ung, for han endnu har taget alvorlig fat paa at bryde sig Bane. +Fra den Tid medbringer han navnlig et yderst omfattende Bekjendtskab med +den aeldre Litteratur. Han kan sine franske Klassikere paa en Prik og har +dem altid paa rede Haand til Citater. Men saa saare han traeder ind i +Livet som Mand, har han ingen Stunder laenger til Laesning. Forretningerne, +Kampen for at gjore Karriere optager ham helt. Konkurrencen er saa +uendelig; saetter han ikke alle Evner og Kraefter og Tanker ind paa at byde +den Stangen, saa gaar han tilbunds. Kun hvad der strengt kommer hans +Gjerning ved, kan han beskjaeftige sig med. Og naar der endelig engang +imellem bliver Raad til Hvile, er han for nervos overanspaendt til at +kunne soge den i Boger. Rundt omkring sig har han Adspredelse nok, der +ikke koster Besvaer. Desuden har han sine Aviser. Ved deres Hjaelp veed han +altid saa megen Besked om Alting, at han kan tale med. De diskuterer ikke +blot Politik, de strejfer baade Historie og Naturvidenskaber og meget +Andet ogsaa, og saa er de tidt baade aandfulde og underholdende. +Pariserens Gjennemsnitstrang til belletristisk Fode tilfredsstilles +rigeligt af Bladenes Causerier og Romanstof. Ud derover straekker hans +Laesning sig ikke. Hans Kjendskab til den egentlige Litteratur skal man +ikke stole paa, selv om han giver sig Mine af at have det; han har det +kun paa anden Haand, gjennem Referater af sine Damer. + +De laeser nemlig; de gjor det baade for sig selv og for Maendene med, og de +gjor mere end det: de kjober Boger. Jeg gjorde engang i Selskab med en +Pariserinde en Rejse paa en Maanedstid. Der var megen Jernbanefart, og +hun laeste bestandig. Paa hver storre Station, hvor Toget stoppede, var +hun strax ude for at kjobe Boger; hun kunde konsumere tre, fire Stykker +om Dagen. Da vi kom tilbage til Paris, gjorde vi op hvor mange hun havde +anskaffet sig forudem dem, hun havde faaet tillaans af sine Medrejsende; +hendes Bibliothek var under Rejsen blevet foroget med fem og tyve Bind, +Det er allevegne i storre eller mindre Grad Damerne, som den skjonne +Litteratur lever af. Men i Frankrig er de ikke alene mere laeselystne, de +har ogsaa baade mere Otium til at laese og flere Penge til at kjobe Boger +for end andetsteds. Og saa er de desuden nodte til at kjobe. +Lejebibliotheker existerer ikke tilnaermelsesvis i det Omfang som for +Exempel i Skandinavien og Tydskland, Laeseforeninger og Laesemapper er +Noget, man overhovedet slet ikke kjender til. Det er den ene store +Hovedstotte for det franske Bogmarked, den andener, at det har hele den +civiliserede Verden til Opland; Paris exporterer godt og vel Halvparten +af sin litteraere Produktion. Paa den Maade forklares det, hvorledes en +fransk Roman, der gjor Opsigt, kan trykkes i tyve, tredive, halvtreds, ja +med enkelte af Zolas har man endogsaa set i hundrede Oplag, mens selv +tydske Forfattere, der er saa populaere som Spielhagen og Heyse, i Regelen +maa nojes med fire, fem af samme Storrelse. + +[Illustration: Emile Zola] + +Dette betydelige Salg gjor, at i Frankrig en Forfatter, der har noget +Talent; kan leve frit og uafhaengigt af sin Pen. Men det er ogsaa Alt. +Skriver han ikke for Theatret, der kan blive en Guldgrube, og gaar han +heller ikke i Tjeneste hos Journalistiken, der aabner ham Vejen til +Meget, bliver hans Position vanskelig mere end netop taalelig. Som +Kunstneren er han paa ingen Maade situeret. Hverken "la vie mondaine" +eller Regeringen tager ham under Armene. Han er ikke i Mode. Atter her +kommer det karakteristiske Traek hos Franskmaendene igjen, at de kun kan +passionere sig for hvad der gjor Indtryk paa deres Sandser, hvad der kan +blive et Skuespil for dem. Det kan Malerierne, fojede sammen til store +Udstillinger, hvor man flokkes som i Theatret, men det kan en Bog aldrig. +Desuden har Kunstneren visse selskabelige Fortrin, som Forfatteren i +Regelen mangler. Han kan gjore Fruen Foraeringer med sine Skitser, han kan +tegne Portraeter og Karrikaturer af Selskabet, han er som oftest livlig, +glad, underholdende og meddelsom, Forfatteren derimod optaget af Bogen, +hvormed hans Tanker sysler, indesluttet, langt mere tilbojelig til at +gjore Iagttagelser og gjemme sit Vid til sit Arbejde end til at tynde det +ud i selskabelig Elskvaerdighed og Aandfuldhed. Hvad Pariserne siger om +Zola: at han er en ren Bjorn i en Salon, omtrent det Samme kan der siges +om Hobetal af deres moderne Forfattere. Derfor holder man sig til det +Talent og den Esprit, som man finder i deres Boger, og bekymrer sig ikke +synderligt om dem som Mennesker. De forlanger ikke bedre; de har paa den +Maade deres Ro og Frihed til at arbejde. Der er kun den mindre behagelige +Omstaendighed ved det, at ogsaa Regeringen gaar i Modens Spor og lader dem +sejle deres egen So. For Malerne har den _Ecole des beaux-arts_ og _Prix +de Rome_ og Salonen og Kjobet af deres Billeder til de talrige offentlige +Gallerier, for Forfatterne Ingenting, hojst engang imellem en lille +Bibliothekarpost paa et Par tusind Francs. Understottelser paa Statens +Budget til Litteraturen existerer ikke i Frankrig. Akademiet uddeler vel +aarlig tresindstyve tusinde Francs under Form af Prisbelonninger for de +bedste til det indleverede Arbejder; men Akademiet er en fuldstaendig +privat Institution, dets gode Gjerninger kan Staten ikke tage sig til +Indtaegt. Den interesserer sig nu engang ikke for Forfatterne, den viser +det allerbedst ved Fordelingen af sine AEreslegionskors. For hvert, der +gives til dem, gives der fem til Malerne; mellem disse er der ganske unge +Mennesker paa nogle og tyve Aar, der er dekorerede, Forfatterne maa helst +have graa Haar, for der taenkes paa dem. Victor Hugo er endnu kun +Officeer, Mange, hvis Navne Aar igjennem har vaeret paa Alles Laeber, ikke +engang Riddere. + +[Illustration: Akademiet og Pont des Arts.] + +Udenfor Selskabets og Regeringens Opmuntringer er der jo ganske vist nok +en anden. Der er den fornemme, kuplede Bygning ligefor Pont des Arts, +Udodelighedstemplet for de fyrretyve Akademikere, Men ogsaa dets Glorie +er som saa mange andre blegnet svaert med Tiden. Der har efterhaanden i de +privilegerede Laenestole siddet Raekke paa Raekke af Folk, hvis Adkomst til +Pladsen var saa tvivlsom, at man nu seer Talenter af anden og tredie Rang +frabede sig den AEre at vaelges ind i Kompagniet. Positionen, som det +skulde skaffe sine Medlemmer, kan i vore Dage naermest kaldes rent +illusorisk. Mellem ti tusind Parisere vil man knap finde en, der kan +saameget som blot naevne Navnene paa alle de Fyrre. Balzac fik engang i et +af sine mange penge- og modlose Ojeblikke det Raad af sin Forlaegger: at +forbedre sin Situation og sin Popularitet ved at bejle til en Plads i +Akademiet. "Det vil ikke skaffe mig een Laeser til og endnu mindre en +Kjober," svarede Digteren, "Vil jeg vaere laest, maa jeg gjore mig til +Deputeret; det er den eneste Vej, man har til Popularitet i Frankrig." +Han taenkte i Virkeligheden ogsaa en Stund paa at blive det, men det +lykkedes ligesaalidt for ham som for den gamle Dumas. + +Havde han levet i vore Dage, vilde han have gjort sig til Journalist, og +han vilde da uden Besvaer kunne vaere kommen saa hojt tilvejrs paa Lykkens +gronne Gren, som han lystede. Aviserne slaar Litteraturen ihjel, plejer +man at sige. Det er et Postulat, der i hoj Grad traenger til Bevis. +Sikkert er det i hvert Fald, at Forfatterne slaar de ikke ihjel. De +raekker dem i Frankrig materielt en hjaelpende Haand af den allerstorste +Betydning, og en Haand, der med Begjaerlighed gribes af Alle. Selv om en +Bog, i hvilken der er Talent, uden Vanskelighed opnaaer flere Oplag, +tjenes der dog ikke Kapitaler paa den, Forfatteren honoreres i Frankrig +med en vis Sum for hvert trykt Exemplar. Den er i Almindelighed fyrretyve +Centimer, og yderst sjeldent over halvtreds. De franske Boger er saa +billige, Trykningsomkostningerne saa store, at Forlaeggeren ikke kan +betale mere. Oplaget er paa femten hundrede Exemplarer, og Forfatterens +Indtaegt for et enkelt kun mellem sex og halvottende hundrede Francs. Naar +der kommer hundrede, som af Zolas "Nana", saa lober det jo ganske vist +op. Men hvor mange Gange sker det, uden at Skandalen hjaelper med dertil? +Selv den mest renommerede og mest laeste af alle moderne Romanforfattere, +Daudet, selv en saa fabelagtig populaer Skribent som Jules Verne naaer kun +sjeldent de halvtreds. Lad det nu ogsaa repraesentere en Sum paa fyrretyve +tusind Francs, saa maa man jo dog huske paa, at det er et Maximumstal. +Fem, sex Oplag er allerede ganske paent for en almindelig Roman. Men med +Indtaegterne af dem vilde det falde grumme haardt for en Forfatter at leve +i det dyre Paris. Han har imidlertid ogsaa andre Ressourcer. For hans +Fortaelling udgives som Bog, trykkes den som Feuilleton i en Avis, og den +betales ham der med mellem tyve Centimer og en Franc Linien. + +Feuilletontrykket bliver folgelig for de mindre bekjendte Forfattere tidt +Hovedsagen. Det bryder derhos Begynderen Vej. Der findes i Paris en +halvhundrede Dagblade, som hver har Behov for fem, sex Romaner om Aaret, +ikke at tale om den mylrende Maengde af literaere Uge- og Tidsskrifter. Af +Oversaettelser ser man hojst en hvert andet Aar; den debuterende Forfatter +kan altsaa i Regelen ikke have Vanskelighed ved at faa sit Arbejde +anbragt i en eller anden Avis. Har det staaet trykt der, findes der altid +en Forlaegger, der er villig til at udgive Fortaellingen som Bog; +Publikummet er tilstraekkelig stort, til at Afsaetningen stadig stiger, jo +mere bekjendt Arbejdet bliver. + +[Illustration: Alphonse Daudet.] + +Til Feuilletontrykket for Bogudgaven kommer yderligere de mange senere +Reproduktioner i Provindspressen. De omtrent to tusind Provindsaviser +skal have Romanstof ligesaavel som Pariserbladene, og heller ikke de +kjender til Oversaettelser som Udvej. Det er da for alle Parter blevet +indrettet yderst praktisk. Bladet kan aftrykke hvilkensomhelst Bog det +onsker imod at betale den Honorartaxt, hvorom det engang for alle er +blevet enigt med "Societe des gens de lettres". Dette Selskab modtager et +Exemplar af alle periodiske Skrifter, der udkommer i Frankrig og dets +Kolonier, kontrollerer Reproduktionen, indkasserer Honorarerne og +fordeler dem ved hver Maaneds Slutning til sine Medlemmer. Taxten for et +saadant Aftryk er ganske vist meget billig, undertiden ikke hundrede +Francs engang, men der er saamange smaa Baekke, at de alligevel til +Slutning gjor en Aa. Det horer ingenlunde til Sjeldenhederne, at en Roman +bliver trykt i over hundrede forskjellige Provindsblade. Kun tillades den +saakaldte Fraklipningsmethode naturligvis ikke; det er en Uskik, der +overhovedet ikke kjendes i Frankrig. + +Til at tage mod den Haand, Dagspressen saaledes byder den rene Literatur, +anser ingen fransk Forfatter sig for fornem. Endogsaa de storste af dem +bringer ikke blot deres Romaner til Aviserne, de gjor sig til stadige, +saa at sige daglige Medarbejdere. Zola var Theaterkritiker ved "Voltaire" +endnu efter at have skrevet "L'Assommoir", i "Le Temps" Redaktionsstab +findes Navne som Legouve, Scherer og Jules Claretie, i "Debats" John +Lemoinne, Cuvillier-Fleury, Paul Leroy-Beaulieu og adskillige Andre, der +er i hele den franske Skjonliteratur ikke een fremragende Personlighed, +som ikke har vaeret mere mere eller mindre naert knyttet til "Figaro", der +er mellem alle de yngre Romanforfattere i Vaelten--ja, man kan gjerne tage +selv de lyriske Digtere med--naeppe nogen, som ikke samtidig er +Journalist. Indtaegtssporgsmaalet spiller derved ikke den afgjorende Rolle +alene. Det er et Lokkemiddel ganske vist, thi Pariserbladene betaler +godt. Den forste Artikel i "Figaro" honoreres aldrig med under to +hundrede Francs, og tidt med mere, naar det er et saerlig fremragende +Navn, der staar under; bekjendte "Kronikorer" som Albert Wolff eller +Aurelien Scholl faaer tredive tusinde Francs aarlig for et Par ugentlige +Artikler, en Gage af ti, femten Tusind kan betragtes som Minimum for en +Journalist med noget Talent. Men det Vaesentlige, der samler alle Evner +omkring Dagspressen, er dog den indflydelsesrige Stilling, den Dag for +Dag mere og mere kommer til at indtage. + +Pariserbladene har ikke den Position overfor den store udenlandske +Politik som de engelske Aviser, det er ganske vist; de staar i saa +Henseende tilbage selv for betydeligere tydske Blade. Det kan ikke vaere +Andet, de har lige til den senere Tid ladet Udlandets Forhold ligge hen +uden at beskjaeftige sig med dem. Interessen for dem er hos Franskmaendene +forst bleven vakt efter Krigen og er endnu ingenlunde overvaettes stor. +Desuden tillader et Pariserblads Okonomi ikke de umaadelige Udgifter, som +Kolleger paa den anden Side Kanalen kan offre for at vaere +velunderrettede. De engelske Blade er faa og har en enorm Udbredelse, de +franske derimod snart utaellelige. Saa saare en Politiker i Frankrig er +begyndt at spille en Rolle, maa han have sit eget Organ i Pressen. +Abonnentkredsen bliver derved nodvendigvis meget indskraenket. "Figaro", +der trykkes i 60,000 Exemplarer, er en Undtagelse, i Regelen kan selv de +ansete Pariserblade ikke gjore Regning paa et Oplag af mere end mellem ti +og tyve tusind. Dertil kommer yderligere, at deres Avertissementer er saa +godt som ingen, mens en Avis som "Times" derimod har alle sine Udgifter +daekkede med mindre end Halvparten af, hvad det tager ind ved sine +Annoncespalter. Den ligesaa hurtige som detaillerede Velunderrettethed om +Alt, hvad der passerer hele Verden over, der er de engelske Blades +Hovedstyrke, kan Pariserpressen ikke byde, fordi den hverken har +Laesekreds eller Plads eller Pengemidler dertil. Den gjor i de senere Aar +ogsaa i saa Henseende betydelige Anstrengelser; de udenlandske +Korrespondenters Antal stiger stadig--medens der saaledes for Krigen kun +var tre Pariserblade, der havde faste Korrespondenter i Berlin er der nu +mindst et Dousin--og Blade som "Temps", "Republique francaise", "Debats" +eller endogsaa "Liberte" soger bestandig at gjore sine Laesere Rede for +Alt, hvad der haender i Udlandet af Betydning. Men Mangt og Meget skal +alligevel forandre sig, for de paa dette Omraade kan naa deres +engelske Kolleger. + +I alle Sporgsmaal, der angaar Frankrig selv, er de franske Blade derimod +baade bedre betjente og har storre Magt end noget andet Lands Presse. Som +Franskmaendene er fodte Talere, er de ogsaa fodte Journalister. Adskillige +af deres mest udpraegede Nationalejendommeligheder kommer dem herved +tilgode, forst og fremmest deres klare Logik og deres Aversion mod al +unodvendig Brede. Hvad de har paa Hjerte, forstaar de, baade naar de skal +forklare det med Ordet og med Pennen, at samle i et springende Punkt, i +en Frase maaske undertiden, men i ethvert Tilfaelde i en Frase, der slaar +ned. Dette springende Punkt bliver Centrum i deres Journalartikel som i +deres Tale. Omkring det bygger de, for at belyse det, akkurat saa meget +op af Fakta, Argumenter og Konklusioner, som der er nodvendigt, for at +det ret kan glittre og funkle, og de slutter af, mens de spillende Blink +endnu holder Laeserne fangne. Artiklen er gjennemsigtig fra Ende til +anden, den vaekker intet Hovedbrud, og man taber intetsteds Traaden. Naar +man er faerdig, staar dens Tanke anskuelig og klar for En, og Alt, hvad +der kan ligge i den af Interesse er kommet helt til sin Ret. Denne Evne +til at skrive, udviklet som den er det i Frankrig til formelig Kunst, kan +ikke Andet end betydeligt foroge Indflydelsen, som Pressen altid maa ove +i et Land, hvor den er den almindelige Stemmerets Tolk, hvor Diskussionen +er ubegraendset fri, og hvor alle Talenter kappes om at yde den deres +Assistance. Journalistiken er i det moderne Frankrig den Vej, som +sikkrest og lettest forer enhver AErgjerrighed til Maalet. Fra Avisernes +Redaktionskontorer staar Dorene aabne paa vid Gab til alle Statens +overste Poster. Deputerede, Praefekter, ministerielle Embedsmaend, selv +Ministre og Gesandter vaelges ud mellem Journalisterne. Thiers begyndte +sin Karriere i Pressen, og siden ham er der saa at sige ikke en af de +Republikens Maend, der har styret Landets Regering, som ikke oprindelig er +kommen sammesteds fra. Selv Jules Ferry skylder en Raekke Artikler i +"Temps": "Les comptes fantaistiques d'Haussmann" sin Notoritet. Bladene +er simpelthen en Forskole til Magten; undertiden bliver de endogsaa en +Retraite fra den. De har vaeret det for begge den tredie Republiks to mest +fremragende Politikere, for Gambetta, der umiddelbart efter det store +Ministeriums Fald navngav sig som Leder af "Republique francaise", og for +Jules Simon, der som Direktor for "Gaulois" daglig selv skrev Artikler i +Bladet. Det er Traek, der tilstraekkelig tydeligt karakteriserer Pressens +Position i det franske Samfund. + +Medaillen har imidlertid ogsaa sin Revers, Pariserbladene nyder en hoj +Grad af Anseelse, og de gjor det med Grund, fordi den Sum af Dygtighed, +der offres i deres Tjeneste, er ganske overordentlig stor. Men de drager +sig stundom denne Anseelse og Indflydelse til Indtaegt paa en Maade, som +kaster betaenkelig Skygge over dem. Materielt er de ikke stillede under de +gunstigste Forhold. Deres Budget udviser aldrig faerre Udgifter end fem, +sex hundrede Tusind Francs om Aaret, og for enkelte af de bedst betjente +kan Summen endog lobe op til over en Million. Det kan kun meget faa tage +ind ad reglementeret Vej. Andetsteds er Bladenes Hovedstotte +Avertissementerne; i Paris spiller denne Indtaegtskilde kun en forholdsvis +underordnet Rolle. Mens Antallet i England af Industridrivende, der +indrykker Annoncer i Aviserne, er over fire Millioner, kan det i Frankrig +kun saettes til nogle faa hundrede tusind. Pressens Publicitet er dyr, +mener de; dens Laesekreds saa spredt, at de for at have noget Udbytte af +deres Avertering maatte gaa til en hel Uendelighed af Blade. De +foretraekker da at hjaelpe sig paa anden Vis, ved Gadeopslag, ved +Uddelingen af Adresser eller allerhelst ved splinternye Opfindelser, der +rigtigt kan tiltraekke sig Opmaerksomheden. Fremgangsmaaden, der folges af +en Ekviperingsforretning "Old England" paa Boulevard des Capucines, er i +saa Henseende meget betegnende. Dag ud, Dag ind ruller fra Morgen til +Aften en halv Snes yderst ejendommelige Kjoretojer med dens Adresse rundt +i Gaderne. De er rodmalede og seer ud som store Skildpadder, kun lige +Hestens og Kudskens Hoved stikker op af den enorme, rullende Skal. En +saadan Kuriositet kan Ingen undgaa at laegge Maerke til, og koster den end +noget mere end Bladannoncerne, hjaelper den dog ogsaa ti Gange bedre end +de. Dernaest er de franske Blades Afsaetningsmaade uheldig. Kun faa af dem +har en fast, solid Abonnentkreds; Gadesalget fra Kioskerne er det +betydeligste. Der er Pariseraviser, der af hele deres Oplag paa ti, tyve +tusind Exemplarer knap afsaetter fem hundrede ved Abonnement. Resten +spredes gjennem Kiosksalg, men det kan variere med flere Tusinde; man er +saaledes aldrig i Stand til at beregne Oplaget, og hvad man vinder den +ene Dag, taber man den naeste. Af Paris's omtrent elleve hundrede Dagblade +og periodiske Skrifter er der naeppe mere end godt og vel et hundrede +Stykker, der kunde vedblive at bestaa, hvis de skulde leve af, hvad +Pressen ellers ordinaert plejer at leve af. Den faaer i Frankrig ikke en +Skillings Tilskud af Regeringen; der existerer ikke Skygge af +Reptiliefond, den eneste Begunstigelse, der vises ministerielle Organer, +er Forsyning engang imellem med interessante Nyheder. Men den har et helt +andet uudtommeligt Fond, den har Borsen, den har "Finanserne" at stotte +sig til. Den saelger sin Indflydelse, og den faaer den glimrende betalt. + +Der er i Paris omtrent hundrede bekjendte Bankinstitutioner. Mindst de +firsindstyve af dem lever udelukkende paa Spekulationsforretninger, og +kun en eneste, "Banque de France", befatter sig slet ikke med dem. +Saadanne Spekulationer kan selvfolgelig ikke fores igjennem uden stor +Publicitet, og uden at deres Ros idelig og idelig trompetes ud gjennem +Aviserne. I den daglige eller ugentlige Finantsoversigt har da hver Bank +sin Linie eller sine to, tre, fire Linier, hvor dens Aktiers Stigning +stadig bebudes, hvor dens Kurser erklaeres for faste eller saadant Noget, +og for det betaler den sine to, tre, fire tusind Francs maanedlig, alt +efter det paagjaeldende Blads Betydning. Det er Forklaringen af, hvorfor +ethvert periodisk Skrift i Paris, litteraere Ugeblade, videnskabelige +Tidsskrifter, Kunst- og Modeblade, ja lige ned til Organer for Skomagere +og Portnere, allesammen har deres Finantsbulletin. Den er _nervus rerum +gerendarum_ i det Hele, det er den, der kjaeles for, det er den, der +betaler. Forretningen kan drives svaert i Vejret; af "Figaros" +Finantsspalter har Bladet selv ganske vist ikke mere end halvtredie +hundrede Tusind Francs om Aaret, men Selskabet, som man har vaeret saa +uforsigtig at forpagte dem paa Aaremaal, tager to Millioner ind. Det er +nemlig ikke blot den daglige lille Reklame, der kaster af sig. Hver Gang +en ny Emission skal finde Sted, hver Gang et nyt Foretagende skal +grundlaegges, hver Gang kort sagt Bankerne traenger til Publicitet efter en +storre Maalestok, maa de ogsaa betale store Summer. Ved en Emission for +et Par Aar siden af 500 Millioner Obligationer fordelte "Credit foncier" +tolv Millioner mellem Bladene. Hver nok saa ubetydelig Avis havde herved +en Renindtaegt af 12--15,000 Francs, de storre, mere udbredte Blade det +Dobbelte og Tredobbelte. Man kan uden Overdrivelse regne, at der i de +sidste sex Aar er blevet indfort mindst for fem, sex Milliarder nye +Vaerdipapirer paa Pariserborsen. Af dem allesammen har Bladene faaet sendt +deres rigelige Part "til Anmeldelse". + +Og saa er det desuden ikke alene Borsen, som Aviserne har gjort +tributpligtig. "Figaros" Reklamekonto udviser en aarlig Nettoindtaegt for +Bladet af henved tre Millioner Francs. Alting betales der. Der er ikke et +Nummer, i hvilket den, der forstaar at laese mellem Linierne, ikke finder +mindst een Artikel, som er skreven for Penge. Reklamerne for de store +Handelsforretninger er gjennemsigtige nok; dem kan Enhver opdage, men de +gjor dog deres Virkning alligevel. Publikum har nu engang en maerkvaerdig +overtroisk Respekt for, hvad der har vaeret rost i Avisen, om det saa er +Saelgeren selv, der har skrevet Rosen. Ved Siden af disse Handelsreklamer +er der imidlertid mangfoldige andre. Bladomtalen er nodvendig for Enhver, +der vil komme ovenpaa i den parisiske Kamp for Livet. Naar en ny Bog +engang imellem anmeldes, har Forlaeggeren i Regelen betalt derfor. En ny +musikalsk Stjerne kan ikke dukke op paa Pariserhimlen, uden at den forst +har konstateret sin Glands med Guld, ost i Bladenes Kasse. Det er ikke +nok at have Talent, Talenter er der ingen Mangel paa i en By som Paris, +man maa ogsaa have et Navn. Naar man har naaet det, tjener man Millioner, +men for at faae Navnet skal der ikke blot meget Talent til, men ogsaa +mange udlagte Penge. Selv de alvorligste Pariserblade kan ikke sige sig +ganske fri for at vaere inficerede af Reklamesmitten. De egentlige +Boulevardblade har den gjennemsyret fra Ende til anden. En Part af deres +talrige Redaktionsstab er ikke Andet end Reklameagenter. De faar deres +Gage for Artiklerne, de skriver, men den er kun nogle faa hundrede Francs +om Maaneden. Ikke destomindre tjener de Tusinder, Resten kommer ved "les +affaires", det vil sige ved de Reklamer, de skaffer Bladet, og af hvilke +der betales dem fem og tyve Procent. Hvert Blad har sin +Administrationsdelegerede, der omhyggelig bekiger alle Notitser, for de +kommer i Avisen, for at undersoge, om de ikke skulde skjule et eller +andet anbefalende Ord, der, hvor fortjent det end kunde vaere, alligevel +falder indenfor det parisiske Reklamebegreb og folgelig maa vejes op med +Guld ved Kassen, for det kan faae Lov til at passere. Da Sauvages Fodeby +indviede en Statue af den geniale Opfinder, maatte den betale hvert af +Boulevardbladene tusind Francs for at omtale Festen. Byen var et +Badested, og Festen lokkede Folk til dette, folgelig blev Sagen strax +klassificeret som Reklame. Paa den Maade er det, at de elleve hundrede +Blade i Paris allesammen kan leve, paa den Maade er det, at deres Ejere +og Ledere kan holde fyrstelige Landsteder som Girardins i Enghien, paa +den Maade endelig er det, at ogsaa indenfor Litteraturen den fordums +Bohemientype fuldstaendig er forsvunden. Den har i hvert Fald skiftet Ham, +saa den ikke er til at kjende igjen. Bohemien'erne fra Firs drommer ikke +og sulter ikke, de gjor ingen gale Streger, de "gjor Forretninger". Ovre +i Quartier latin har de sunget Visen, som nu er moderne der: + + C'est vingt-cinq francs, c'est vingt six francs, + C'est vingt-sept francs cinquante, + C'est ca qui est le vrai bonheur.... + +Da de vandrede over Vandet og bragte Boulevardbladene deres forste +litteraere Fantasier, har man rystet paa Hovedet af dem og givet dem +Kursus i Aartiets store Visdom: _Il n'y a que les affaires._ Nu, saa har +de laert at tude med de Ulve, de er iblandt. De gaar ikke paa Knejper, de +gaar paa Borsen, de skriver ikke Vers, de skriver Reklamer; det betaler +sig bedre. + +Men disse Bohemien'er i nye Klaeder er kun Marodorer ved Journalistikens +store Armee. Den har en Elitegarde af Kombattanter, hvis Dygtighed praeger +hele Haeren. Og paa samme Vis gjor man Uret i at tillaegge det Ormstukne +ved Pariserpressen altfor overdreven Betydning. Det er en Sygdom, der er +kommen naturligt, naesten uundgaaeligt i Folge med det moderne +Parisersamfunds overdrevne Jagen efter Guld. Den egentlige Redaktion er +desuden, undtagen ved enkelte Boulevardaviser, uberort af Reklamevaesenet. +Det er en Forretning, som drives af Ejeren og hans Agenter, som beriger +ham, og som tillader ham at betale Bladets Stab af Kapaciteter. Var +"Finanserne" der ikke, vilde han ikke kunde samle alle de Penne, der nu +gjor Pariserpressen til den, som idetmindste med Hensyn til Talent staar +uovertruffen i Verden. Det gaar her som allevegne: Lys og Skygge folges +ad og haenger uadskilleligt sammen. + + + + +PARIS SOM THEATERCENTRUM. + + +I. + +Hvor mange Komedier har I i Frankrig? lader Voltaire Candide +sporge.--Fem, sex tusind, svarer Abbeden.--Det er mange, siger Candide, +men hvor mange af dem er der gode?--Femten, sexten, lyder Svaret.--Det er +mange, siger Martin.--Abbeden kunde i vore Dage trostigt foje et Nul til +begge Tallene. Sandt nok: Forholdet mellem dem blev ikke storre derved. +Men det behoves heller ikke; Martin har Ret, det er stort, som det er. +Frodigheden i det franske Theaters Vaext er uendelig, og de gode Frugter, +den saetter, i hvert Fald saa mange, at intet andet har fler at byde paa. +Her mere end noget Sted kan man kun maale ved Hjaelp af Paralleler. + +Paris er den By i hele Verden, der har flest Theatre. Hver Aften kappes +fyrretyve store Skuespilsale om at drage Publikum til sig. De er oftere +helt end halvt fulde; de tager over tyve Millioner Francs ind om Aaret, +det vil sige i Gjennemsnit mere end en halv Million hvert. Deres +Repertoire leveres udelukkende af Frankrig selv, og der er aldrig Mangel. +Er end ikke denne Syndflod af Komedier lutter Mestervaerker, saa er de dog +af den Beskaffenhed, at Pluraliteten fra Paris gjor Rejsen over den +ganske civiliserede Jord. De bliver spillede paa de storste +Nationalscener og i de mindste Provindsbyer, og allevegne er det +vaesentlig kun dem, som Folk vil se. Rejsende kommer fra alle Kanter til +Paris med det Hovedformaal at gaa paa Komedie. Selv det mindste +Parisertheater har sine fremragende Kraefter, og dog bliver der saa mange +betydelige Talenter tilbage, at de maa tage baade Europa og Amerika til +Opland og sprede sig i rejsende Trupper der. Hvor de franske Artister +kommer hen, selv i Lande, hvor deres Sprog ikke forstaas, fylder de +Huset. Deres Portraeter saelges i hver Flaekke, hvad der gaar for sig paa de +parisiske Scener, bliver Begivenheder, som refereres af Alverdens Aviser, +og som allevegne interesserer. + +Denne den franske dramatiske Kunsts exceptionelle Position er et Resultat +af mange Ting. Forst og fremmest beroer den naturligvis paa saerlige Anlaeg +hos Nationen. Germanerne med deres Tankes vide, vage Horizonter, med +deres staerkt udviklede Folelsesliv og deres Trang til at spejle +Tilvaerelsen i Abstraktioner, de bliver i deres Digtning overvejende +Lyrikere. Franskmaendene derimod med deres store Sands for logisk Klarhed +og Koncentration, Franskmaendene, hos hvem en let Esprit erstatter den +fuldstaendig manglende Sentimentalitet, hvis Ojne ikke ser vidt, men som +opfanger den Verden, der ligger lige for dem, med Fotografobjektets +Nojagtighed, de faar ganske naturligt deres Force ikke som Poeter, men +som Komedieforfattere. De er et gammelt Kulturfolk, der gjennem +Aarhundreder har folt sig som en maegtig Nation, der har vaeret vant til at +traede op og gjore sig gjaeldende. Det har givet dem den Sikkerhed og +Smidighed over deres Person, der skaber Selskabsmaend og Skuespillere. + +Saa kommer dertil den store Tradition, Sammenhaengen i den franske +dramatiske Kunsts Udvikling. Det er en Kjaede, der fortsaetter sig med Led +ved Led uden Afbrydelse. Theatre francais holdt sit +Tohundredeaarsjubilaeum med Grund. Det er stadig i den Grad Molieres Hus, +at man endnu der spiller hans Komedier med Traek opbevarede fra Laerer til +Elev ned gjennem snart en halv Snes Generationer. Paris har i +Konservatoriet sit Skuespilleruniversitet, hvor alle unge dramatiske +Talenter maa tage deres Examiner, for de kan blive til Noget. Har de ikke +gaaet den Skole igjennem, har de ikke der ved Siden af naturlig Begavelse +vist, at de forstaar deres Metier, at de har laert det, som kan laeres i +deres Kunst, saa kan der for det Forste ikke vaere Tale om, at de faaer +Ansaettelse ved nogen af Nationalscenerne, og saa tager heller ikke de +nogenlunde ansete private Theatre imod dem. Baade i Skuespilkunsten og i +den dramatiske Digtning forlanger Franskmaendene forst og fremmest teknisk +Faerdighed. Men det vil i Virkeligheden kun sige, at de forlanger +Sammenhaeng i Udviklingen. De forlanger, at hvert nyt Talent skal bygge +videre paa den Grund, der allerede existerer; jo hojere han kan bygge, +desto bedre, men klatter hver Enkelt sine Murstumper op for sig hist og +her, saa bliver det i Tidens Lob kun en Bunke spredte Ruiner. Fortsaetter +Efterfolgeren derimod sin Forgaengers Vaerk, saa kommer der til Slutning en +Bygning ud deraf, hvori der er Helhed og Skjonhed, som bliver staaende, +og som vaekker Beundring. Det er en saadan Bygning, det franske Theater er +blevet til. + +Ved Siden af den Betydning, Traditionen har, ved Siden af Franskmaendenes +Evne til at skrive og spille Komedie, er der dog ogsaa en tredie +Hovedgrund til, at deres dramatiske Kunst er naaet saa hojt i Vejret. Den +er i endnu storre Omfang end noget andet Udslag af Nationens Liv +centraliseret i Paris. Tydskland har Snese af Theaterbyer, til hvilke +Interessen stykkes ud, hvor Kraefterne fordeler sig, og hvor Kappestriden +spredes, Frankrig samler Alt i Paris. Selv Provindsstaederne med to, tre +hundrede tusind Indbyggere bliver ikke Konkurrenter. De har deres +Theatre, der endogsaa tidt subventioneres af Kommunen, men det er og +bliver Provindsscener uden Selvstaendighed. De faaer udelukkende deres +Repertoire fra Paris. Marseille har nogle enkelte Gange gjort +Decentralisationsforsog og opfort nye Stykker af indfodte Forfattere, men +disse Forsog har bestandig havt det ynkeligste Resultat. Nogen virkelig +fast Trup af Skuespillere findes heller ikke udenfor Hovedstaden. Selv +ved de storste Provindstheatre skifter Selskabet hvert Aar; de unge +Talenter, der en Saeson ikke har kunnet faa Ansaettelse i Paris, finder sig +i at udvandre for kortere Tid, men de har altid Hjemlaengsel, og saa saare +Lejligheden tilbyder sig, ombytter de gjerne endog en Forsterangsposition +i Provindsen med det beskedneste Engagement ved et Parisertheater. Dermed +er det imidlertid endnu ikke nok. Paris er i Faerd med paa Theatrets +Omraade ligefrem at afskaffe Provindsen og erobre den som umiddelbart +Opland under sig. Naar et nyt Stykke har gjort saerlig Lykke paa en af de +parisiske Hovedscener, tilkjober en Direktor, der ligger ledig paa +Torvet--og de mangler aldrig i Paris--sig af Forfatteren Eneret til +Opforelse i Provindsen. Ved de forskjellige Theatre laaner han Artister, +som man i Ojeblikket ikke har Brug for. Da Repertoiret som oftest er det +samme Maaneder i Traek, er bestandig en Part af Personalet ubeskjaeftiget, +og den overlader man ham gjerne for derved at formindske sine Udgifter. +Han sammensaetter sig saa af disse Laan et Selskab, indstuderer Stykket, +ofte under Forfatterens personlige Ledelse, og gjor med det Tournee rundt +i hele Landet. Eller ogsaa er det en af de store Stjerner i Vaelten, der +benytter den samme Fremgangsmaade, tager nogle Maaneders Ferie ved sit +Theater og i den Tid viser sig for Provindsen i sine Glandsroller. +Skuespillerinder som Judic, Varietes uforlignelige Vaudevillesangerinde, +har i sin Kontrakt med Theatret en udtrykkelig Bestemmelse om, at hun i +to Maaneder ved Midvintertid skal vaere ude af Repertoiret for at kunne +rejse i Provindsen. Efterat de var bragt i Mode af selve Theatre francais +Senior Got, er det nu saerlig hende, der har givet de moderne Rundrejser +af Parisertrupper et umaadeligt Opsving. De slaar de lokale Theatre +ihjel; Lyon med sine halvfjerdehundrede tusinde Indbyggere er kommen saa +vidt, at Municipalraadet ikke kan finde Direktorer til de to Theatre, det +subventionerer. For Provindsbeboerne kan det vaere ubehageligt, men den +dramatiske Kunst selv faaer en umaadelig Loftestang i denne stadig storre +og storre Koncentration i et eneste straalende Braendpunkt, hvor alle +Kraefterne, al Interessen, al Glandsen hobes op. Kunsten er nu engang +aristokratisk. Den kan ikke fore tarvelig Borgerexistens i smaa +Foderativrepubliker, den traenger til et stort Kongedomme med et glimrende +Hof, hvor den er _en vue_, hvor dens Turneringer bliver Fester og dens +Sejre Triumfer. Forst da er den i sit rette Element, forst da har den +Solen over sig, der kan folde alle dens Evner ud i Blomst. Men et saadant +Hof for Theatret er det moderne Paris og bliver det daglig mere og mere. + +[Illustration: Theatre francais's Senior: Got.] + +II. + +Opforelsen af et nyt Stykke paa en af Hovedscenerne eller blot paa en af +dem, der har Renommee som "parisiske", er en Begivenhed i Byens Liv. +Saasnart en saadan "Premiere" naermer sig, kommer Alverden i Bevaegelse. At +faa Adgang til den er naest efter AEreslegionskorset det hojeste Maal, der +kan saettes for en parisisk AErgjerrighed. Ingen Anstrengelser er for +titaniske, ingen Offre for enorme, naar en Premiere-Billet kan blive +Resultatet af dem. Man bestormer Forfatter og Direktor og Skuespillere, +man farter rundt og smigrer sig ind hos deres Venner og Venners Venner, +man lover deres Leverandorer sin Sogning, man bestikker deres +Tjenestefolk, man gjor det Utrolige for at komme i Besiddelse af en +saadan Billet. Den er nemlig mere end Adgangskortet til en Fornojelse, +den er et Slags Adelsdiplom, der rangerer En ind i den lille Kreds af +nogle faa hundrede Privilegerede, som taeller i Millionbyens Menneskehav. +Forst naar man horer til Premiere-Publikummet, er man "Nogen" i Paris. + +Til en forste Forestilling er der ikke Tale om at kjobe sin Billet. +Billetkontoret lukker slet ikke op, og det modtager heller ikke +Bestillinger. Theatret har sine Lister, hvorpaa man maa staa for at komme +med, og det er om at blive indskreven paa dem, at det drejer sig. Forst +er der _"la feuille du service de la presse"_. Bladene har i Paris ikke +permanente Frikort til Theatrene. De kan til de ordinaere Forestillinger +indsende en af Chefredaktoren underskreven Begjaering om Pladser, der da i +Regelen altid stilles til Disposition, naar de haves. Ved Siden deraf har +de Medarbejdere, der staar i naermere Forhold til Theatret, en lignende +Ret, og endelig sendes der til alle Premierer hver af Hovedaviserne en +eller to "Fauteuil d'orchestre". Ugeblade og andre mindre udbredte eller +mindre indflydelsesrige Blade faaer forst denne "service" til den anden +Forestilling. Men de storre Aviser er mange i Paris, allerede +Fribilletterne til dem fylder en betydelig Part af Huset. Saa er der det +Publikum, hvis Naervaerelse Theatret selv af andre Grunde saetter Pris paa, +det vil sige de store Beromtheder i kunstens, Litteraturens og Politikens +Verden. Ogsaa dem sendes der Indbydelser til Premieren som til en anden +stor, offentlig Fest. De pynter Salen, og ethvert Theater, der estimerer +sig selv, lader sig det ved sine forste Forestillinger vaere +magtpaaliggende at kunne fremvise "en smuk Sal". Endelig kommer de, der +betaler. Man tager imidlertid heller ikke dem i Flaeng. For at blive +indskreven paa Listen over de Lykkelige, der mod Erlaeggelsen af forhojet +Pris kan hente Billet til alle Premierer, maa man allerede indtage en +meget fremragende Stilling i det parisiske Selskabsliv eller ogsaa have +saerligt formaaende Protektion, og selv med den altid vente laenge, ofte +aarvis, til der ved Dodsfald bliver en Plads ledig. Ligesaa vanskeligt +det er at komme paa de parisiske Premierelister, ligesaa urokkelig +sikkert bliver man nemlig ogsaa staaende der, naar man een Gang er der. +For erhvervede Rettigheder har Franskmaendene en umaadelig Respekt. Et +karakteristisk Exempel paa denne Konservatisme er en lille, for faa Aar +siden ved et af Boulevardtheatrene passeret Historie. Der var kommet en +ny Direktor. Da Dagen naermede sig for Saesonens forste Forestilling, gik +han med sin Generalsekretaer Listen igjennem over de Personer, hans +Forgaenger havde leveret Service. Der fandtes paa denne Liste ved Siden af +Navne, som Alverden kjendte, ogsaa ikke faa andre, som man forst ved at +forhore sig for hos hele Theaterpersonalet kunde faa en eller anden +Oplysning om. En Frigaenger, en vis Hr. Durand, vidste imidlertid slet +Ingen Besked om. Man henvendte sig til Regissor, til Skuespillere, man +gjennemsogte Navnene paa alle de Forfattere, der havde leveret Stykker +til Theatret; forgjaeves, Hr. Durand var og blev en Gaade. Nu vel, mente +Direktoren, det kunde jo muligvis vaere, at han engang havde vaeret anonym +Medarbejder af et eller andet Stykke, det var bedst at lade ham staa. Og +han blev staaende. Saa en Dag indfinder imidlertid en Herre sig under +Proven og onsker at tale med Direktoren. Direktoren kan Ingen modtage nu, +bliver der svaret. Herren traenger paa; "sig blot, at det er Hr. Durand, +for mig er han ganske sikkert tilstede." Det meldes, og ojeblikkelig +farer naturligvis Direktoren bort fra Proven for endelig at faa at vide, +hvem den mystiske Hr. Durand er. "Undskyld, at jeg forstyrrer," siger en +lille, soigneret Herre, der venter i hans Kontor, "men jeg staar i Begreb +med at forlade Byen og vilde gjerne forinden..."--"Maa jeg bede Dem tage +Plads, for Dem er jeg naturligvis altid tilstede. Hvormed kan jeg vaere +til Tjeneste?"--"Sagen er den, at jeg har solgt min Forretning, og da jeg +nu selv flytter fra Byen, onskede jeg gjerne, at den Billet, Theatret +hidtil har vaeret saa god at sende mig, kunde gaa over paa min +Efterfolger." Hr. Durand var Skraedder; han havde for en Snes Aar tilbage +syet for en af Theatrets Skuespillere, der havde havt Vanskelighed ved at +betale og derfor havde skaffet sin Kreditor Service til Theatret. + +Ethvert Parisertheater har sine Durand'er. De har maaske sjeldent +fortjent deres Service ved Naalen, men saa har de fortjent den paa anden, +ligesaa ejendommelig Vis, mest ved indflydelsesrige Damebekjendtskaber. I +Regelen gaar deres Tilvaerelse imidlertid ikke saa stille hen som Hr. +Durands. Naar man horer til det stadige Premierepublikum, har man den +eneste Egenskab, der i Paris erstatter Talent og Formue: man er kjendt. +Man horer til "Tout Paris", man horer til de Toneangivende. Den gamle +Adel existerer ikke laenger, men Premierepublikumet er traadt i Stedet for +den. Ved de rigtigt store, opsigtsvaekkende Premierer leverer endogsaa +Boulevardbladene Plantegninger over Theatret med Navnefortegnelse over +alle de exceptionelle Medborgere, der indtager Pladserne. + +Uden tvingende Nodvendighed giver folgelig heller Ingen Afkald paa den +eller de Billetter, han har Ret til efter Listerne. Til hver, der ikke +afhentes, er der hundrede Ansogere. Ved de store Theatre faaer de mest +Protegerede dem, ved de mindre overlader Direktoren dem mod det +Fire-Femdobbelte af forhojet Pris til Billetsjouerne, der saa driver +Handel med dem i en Vinbod ved Siden af Theatret og ikke sjeldent +forlanger flere hundrede Francs for en nogenlunde ordentlig Plads. Naar +undtages Theatre francais, hvor Parterret og overste Etage altid skal +saelges ved Kassen, afhaendes ogsaa alle Galleribilletterne til de samme +Mellemhandlere. For en eller to Louisd'orer kan de i Regelen faas +tilkjobs der. En saadan Pris betales gjerne af Pariserne. Blot at have +vaeret i Huset ved en Premiere, selv om man Intet har kunnet se eller hore +af Stykket, det er allerede en stor Ting. + +Naar Bladene den naeste Dag beretter om en saadan Gallaforestilling, har +de ved Siden af deres Kritik over Stykket ogsaa en saeregen, udforlig +Artikel om Publikum. Man faaer at vide hvem der har vaeret i Theatret af +Beromtheder, hvad Damerne har havt paa, hvem der har besogt dem i deres +Loge, hvad de har sagt i Foyeren og andre slige interessante Ting. Flere +Dage efter er Premieren det, Alting drejer sig om. De Lykkelige, der har +vaeret til den, faaer Halvgudsglorie om sig i Befolkningens Ojne. De +overhaenges af Venner og Bekjendte, de sporges ud, de maa fortaelle og +fortaelle om den store Begivenhed, som havde de vaeret med til et Slag, ved +hvilket Nationers Skaebne afgjordes. + +Aftenen selv har over sig et umiskjendeligt Praeg af Fest. Herrerne kommer +i Kjole, Damerne i nedringede Selskabstoiletter. Hvor Ojet kiger ind i de +lukkede Loger, glittrer det af Diamanter, store Buketter ligger paa +Brystvaernet og fylder Salen med en tung, duftmaettet Atmosphaere. Endogsaa +helt oppe under Loftet er man pyntet; der er navnlig der fuldt af +Tyveaarsynglinge i det ulasteligste Galla, med frisk Frisering, +guldknappede Spadserestokke, Monocler og smaa Lommespejle, der +omhyggeligt studeres, mens Taeppet er oppe og Klakken paa Baenkene foran +med sine loftede, applauderende Arme spaerrer Udsigten til Scenen. De unge +Mennesker har gjort sig saa fine ikke blot af Respekt for Premieren, men +ogsaa fordi der er Mellemakterne. I dem har de nemlig Lov til at gaa ned +i Foyeren og stille deres Ulastelighed til Skue, mens de med den ene +Tommelfinger i Vestens AErmegab og med den anden Haand stottet tungt til +den guldknappede, slaeber deres smaa lakerede Sko og deres hele fine +Person hen over det blankbonede Gulv, med et muggent, blaseret Udtryk, +som var de dybt kraenkede over af Hensyn til deres Ven Direktoren ikke at +have kunnet lade deres saedvanlige Parketplads staa ledig og endelig +skaffe sig en Friaften i det tumlende parisiske Festliv, der gjor det af +med dem til Slutning. + +[Illustration: En Premiere-Loge.] + +[Illustration: Alexandre Dumas fils.] + +Mellemakterne, der ved en Premiereforestilling altid er meget lange, +giver dem Revanche for Lidelserne i Varmen og Morket oppe under +Hanebjaelkerne. De foler sig uhyre. Men Foyeren er ogsaa uhyre +fashionable. En almindelig Aften kommer den noble Part af +Tilskuerpublikummet der ikke. Man aflaegger hinanden Visit i sine +Forsteetages-Loger og promenerer lidt udenfor dem i den brede, med blode +Taepper belagte Gang, hvor man er for sig selv, men man udsaetter ikke sine +Koner eller Dottre for i Foyeren at blive bekiget af dubiose Blik eller +deres Toiletter for at blive klemte op ad en malproper Arbejderbluse. Ved +Premieren derimod er det en anden Sag. Saa har man hele Theatret for sig, +man er som et sluttet Selskab, man kan bevaege sig, hvor man vil, Foyeren +seer ud som en Salon, fyldt af Gjaester. Gruppe ved Siden af Gruppe, +forbundne allesammen, med Undtagelse maaske netop af Ynglingene fra +Galleriet, til en Helhed ved Hjaelp af ivrigt gestikulerende Herrer, der +farter omkring fra den ene til den anden for at rapportere et Giftermaal, +et Dodsfald, en Udnaevnelse eller en Skandale, de allernyeste +Begivenheder, der er passerede i den faelles exklusive Verden, som hele +dette Premierepublikum tilhorer. Hvert andet Hoved kjender man igjen fra +Fotografivinduerne. Det er ingen Overdrivelse, naar Bladene tidt ved en +saadan Forestilling fortaeller, at Alt, hvad Paris rummer af Beromtheder, +var i Huset. + +[Illustration: Korridoren udenfor forste Etages Loger.] + +Baade Forfatter og Aktorer anstrenger sig af yderste Evne for at +tilfredsstille dette sjeldne Areopag. Der er i mange moderne Komedier +Repliker, hele Scener undertiden, som kun er skrevne for det, og som +vaesentlig kun forstaas af det. Et Stykke gaar i Paris aldrig saa fuldendt +over Scenen som ved den forste Forestilling. Man holder Prove paa Prove +Maaneder igjennem, til Alt er saa godt, som man overhovedet kan gjore +det, og i en stor Kraftanstrengelse serverer man da Buketten af Evnernes +og Samarbejdets Potensering for Premierepublikummet. Dets Dom er absolut +afgjorende og uden Appel. Falder et Theaterstykke i Paris den forste +Aften, saa er der ikke nogen Mulighed for, at det kan rejse sig igjen; +gjor det derimod Lykke, er det aldeles uberegneligt, hvor laenge det kan +blive ved at spilles. Selv efterat det er blevet ombesat med +Middelmaadigheder; saa det ikke er til at holde ud for Kjedsommelighed, +slaas Publikum om Billetter. Det har Ryet; er man i Paris kommen op at +flyve paa dets Vinger, saa flyver man svimlende hojt, helt op til fem, +sex hundrede Opforelser _de suite_ endogsaa. + +[Illustration: Croizette.] + +III. + +Strax Morgenen efter Premieren bringer de virkelig parisiske af +Pariserbladene udforlige Artikler om det nye Stykke. Theatrene begynder i +Paris til forskjellig Klokkeslet, halv otte, otte, halv ni alt efter +Stykkets Laengde, men de horer aldrig op for Midnat; en forste +Forestilling kan med sine lange Mellemakter tidt traekke ud til et, halv +to. Anmelderen har da et drojt Stykke Nattearbejde. Det nytter imidlertid +ikke; Publikum er altfor spaendt paa Udfaldet af den store Aften, til at +det kan vente. Lyder Parolen paa, at det er Noget, som hele Paris vil +stromme til for at se, saa begynder det ogsaa at stromme ligestrax. +Allerede den forste Dag er Huset udsolgt til ti, tyve Forestillinger, +eller til saa mange, som Billetkontoret kan naa at saelge til. En saa +alvorlig Begivenhed som Overdragelsen af en Theaterbillet gaar nemlig +ikke for sig uden adskillige Formaliteter. Man maa opgive sit Navn, der +omhyggeligt fores ind paa Theatrets Forkjobslister og paa Billetten selv. +Onsker man at medfore Damer, maa derom ligeledes Underretning gives. De +har nemlig i Paris ikke Adgang til Gulvpladserne, det tillades dem kun at +overvaere Forestillingen fra Logerne. Til disse saelges ikke enkelte +Pladser, man maa kjobe en hel Loge, det vil sige mindst fem, sex +Billetter. Saa skal Damen ved Kassen gjennemsoge Listerne for at se, hvad +hun har ledigt omtrent ved det Tidspunkt, da man onsker at gaa i +Theatret, Kjoberen skal, hvad der ikke er mere end billigt, da det drejer +sig for ham om en Udgift paa halvhundrede Francs eller derover, undersoge +Theaterplanen for at se, om den paagjaeldende Loge konvenerer ham, kort +sagt: det er en hel Historie, for man endelig har sit Bevis i Lommen for, +at saa og saa mange Pladser tilhorer En den og den Aften om en fjorten +Dages Tid. Men Pariserne er ikke utaalmodige. Deres hele Raesonnement er +det, at det maa vaere en ganske magelos Fornojelse, der venter dem, naar +der er saa megen Rift om den og saa megen Vanskelighed ved at komme til +at deltage i den. De strommer til, og de bliver ved at stromme. + +Parisertheatrene prospererer da i Virkeligheden ogsaa alle, hvor mange +der end er. Det kan haende, at en Direktor beregner sit Budget galt, saa +at han personlig gjor daarlige Affaerer, men en mere omsigtsfuld +Efterfolger bringer hurtigt Ligevaegt igjen mellem Indtaegter og Udgifter. +De sidste er ganske vist med de stadig videre og videre udviklede +Fordringer til Udstyrelsens Rigdom og Korrekthed efterhaanden blevne +meget betydelige; man har set Stykker, som Feeriet "Tusind og een Nat", +koste en halv Million, for de kom paa Scenen; men de Summer, der tages +ind, tillader en saadan Luxus. Billetpriserne er dyre. De nogenlunde +ordentlige Pladser koster mellem fem og ti Francs. Den gjennemsnitlige +aftenlige Indtaegt bliver paa den Maade for de Theatre, der er lidt i +Velten, fire, fem Tusind, de storre kan ganske vel gjore Regning paa at +have en halv Gang saa meget til. Om Operaen er her slet ikke Tale. Dens +aftenlige Indtaegt varierer mellem sexten og tyve tusind, men en +Parketplads koster ogsaa der tretten Francs til ordinaer Pris, og den kan +aldrig faaes undtagen til forhojet. Hvad Theatre francais angaar, saa har +det i de sidste Aar hver Aften taget Maximum ind, det vil sige ni, ti +tusind Francs. Der er heller ingen Udsigt til, at Tallet vil dale. +Vanskeligheden ved at kunne tilfredsstille Riften om Billetter er saa +stor, at man endog saa alvorligt har taenkt paa at indrette den +ligeoverfor liggende Floj af Palais-Royal til et nyt Theater, saa at man +hver Aften kunde give Forestillinger paa to, med hinanden indbyrdes +forbundne Scener. + +Med Theatrene svaelger ogsaa Forfattere og Aktorer i Guld. De Forstes +Honorar er mellem ti og femten Procent af Bruttoindtaegten. Er det en stor +Succes, kan de paa den Maade tage indtil en halv Million ind paa en +enkelt Komedie. Ved Theatre francais, hvor de mere fremragende +Skuespillere og Skuespillerinder, de saakaldte "Societairer", deler +Theatrets Overskud mellem sig, er en aarlig Indtaegt af hundrede, hundrede +og tyve tusind Francs ganske almindelig, og selv ved Privattheatrene +spiller de virkelige Stjerner ikke for ringere Gage. Judics Engagement +ved Varietes sikrer hende en halv Million for fem hundrede +Forestillinger, Jeanne Granier, den unge Sangerinde paa Renaissance, til +hvem Paris's Operettekomponister kappes om at skrive Roller i Smag med +"den lille Hertug", har firsindstyve tusind Francs for to hundrede +Forestillinger. + +Naturligvis: disse Guldfloder er ikke Kunstens Maal, og de er heller ikke +Maalestokken for, til hvilken Hojde den er naaet i et Land og i en given +Periode. Men det kan ikke nytte at naegte det, i vore Dage er de meget +virkningsfulde og saa halvt om halvt uundvaerlige Midler til at naa de +hoje Maal. Jo mere fristende Lonnen er, desto staerkere anspaendes ogsaa +Evner og Kraefter for at fange den; jo bedre et Arbejde betales, desto +storre Omhyggelighed kan der anvendes paa det. Enhver fransk Forfatter +har Sigte paa Theatret; det er Valpladsen, hvor hans afgjorende Sejr skal +vindes. Eet Held der er nok, saa er hans Karriere gjort, det bringer ham +Ry, Position, materiel Uafhaengighed. Til en saadan Valplads gaar man saa +rustet, som man kan blive. For Aktorens Vedkommende er Sagen den samme. +Foler den unge Mand Kald for Scenen, har han ingensomhelst Grund til ikke +at folge det. Theatret er baade i Stand til at veje hans Talent op med +Guld og til at byde ham en social Stilling, som han skal have stort +Besvaer ved at naa ad anden Vej. At de franske Skuespillere lige til for +nylig ikke kunde blive Riddere af AEreslegionen, var en Anakronisme +simpelthen, der var bleven staaende ind i en Tid, hvor den absolut ikke +horte hjemme. Under den tredie Republik er den dramatiske Kunstner +fuldkomment lige saa anset som enhver anden Talentets Mand. Han er en +feteret Gjaest i de fornemste Saloner, han omgaas paa lige Fod med Folk i +Statens overste Poster. Coquelin er naermeste Ven med Frankrigs forste +Politiker og dets tilkommende Overhoved. Dupuis afslutter literaere +Konventioner med Rusland og indstiller franske Forfattere til russiske +Ordensdekorationer, selv en udelukkende Farceskuespiller som Christian er +Maire i den Kommune, hvor han har sin Sommervilla. Staten giver med sine +Subventioner allertydeligst Attest for, hvilken Respekt den har for +Theatret. Operaen, Opera-comique, Theatre francais og Odeon faaer +halvanden Million aarlig i Statstilskud. Det har hverken Literaturen +eller de bildende Kunster. Og iovrigt er jo nu ogsaa Skuespillernes +Udelukkelse fra den nationale Dekoration haevet. Got baerer sit rode Baand, +og han baerer det saa berettiget som Nogen i Landet. + +Theatrets Prosperitet drager imidlertid ikke alene Talenterne til sig, +den udvikler dem ogsaa. Den giver Skuespillerne, hvad der saa mange andre +Steder fattes dem, den tilborlige Tid til at udarbejde en Figur. Det er +hojst karakteristisk, hvilken Betydning der i Frankrig tilskrives en +Rolles "Creation". Allerede Ordet angiver, hvorledes der deri laegges en +ikke blot reproducerende, men originalt skabende Virksomhed. Man taler om +de Roller, en Skuespiller har "kreeret", som man taler om en Digters +Vaerker. Og man gjor det tidt med megen Grund. Figurer som de, Got og +Coquelin viser os i "Les Rantzau", er i Virkeligheden skabte af dem. Men +den Uendelighed af fine, karakteriserende Traek, hvorved de har gjort Jean +Rantzau og den gamle Skolelaerer til saa levende Menneskeskikkelser, som +der nogensinde er set paa en Scene, de er ogsaa kun Resultatet af et +meget stort og meget samvittighedsfuldt Arbejde. Coquelin har i sex +Maaneder anvendt flere Timer daglig paa at udforme det Billede, han havde +taenkt sig, og i to, tre Uger umiddelbart for Stykket skulde gaa, lod han +alle sine ovrige Roller doublere for ikke ved noget Andet at distraheres +fra sin nye "Creation". Sligt er ikke muligt, hvor Theatret skal slide +for Brodet; kun naar det er situeret som i Paris, kan det tillade sig en +saadan aristokratisk Soignering. Der har Talentet alle Betingelser for at +kunne perfektionnere sig. Og ethvert kan komme paa sin Plads. Det er ikke +der en enkelt exklusiv Scene, hvorom al Interessen samler sig, der er en +hel Raekke af Theatre, som kan byde den dramatiske Kunstner en Position af +forste Rang. De storste Forfattere forsyner deres Repertoire, et ligesaa +intelligent som talrigt Publikum fylder deres Sale, de har Traditioner, +de har Anseelse, de har Rigdom, Alt, hvad der kan stille Talentet i +Relief. Derfor kommer det til dem. Palais-Royal har gjennem Aartier +stadig havt og har endnu en Samling af komiske Skuespillere, der er +aldeles uforlignelig, Judics Kunst er saa overlegen som nogen +Skuespillerindes, og Varietes har foruden hende en Dupuis, en Baron, en +Lassouche, en Leonce, det er ikke muligt at faae nogen i sin Art mere +fuldendt Forestilling at se end der. Vaudeville har Blanche Pierson, +Renaissance Granier, selv ved Smaatheatre som Nouveautes finder man +Kraefter som Brasseur og Mlle. Ugalde. Der er knap noget eneste af +samtlige Parisertheatre, som ikke i en eller anden Retning kan byde +noget Udmaerket. + +[Illustration: Samary] + +IV. + +Denne Floreringstilstand er et Resultat af Paris's exceptionelle +Stilling, forst og fremmest som Centrum for det hele dramatiske Liv hos +en Nation, der paa dette Punkt har ganske saerlige naturlige Anlaeg, som +det umaadelige Verdenskaravanserai dernaest, i hvis Fornojelsessvaelg +daglig Tusinder og atter Tusinder af Rejsende fra alle Jordens Egne oser +deres Guld. For Jernbanerne kom, var en Snes Opforelser af et Stykke det +Almindelige, halvtreds det kun overordentlig sjeldent naaede Maximum; nu +spilles Alt det tidobbelte Antal Gange. Saeson efter Saeson kommer man +hojere og hojere i Vejret, Kulminationspunktet er aabenbart ingenlunde +naaet endnu. + +[Illustration: Dandserindernes Paaklaedningsloge.] + +Sine betaenkelige Sider har disse Forhold imidlertid ogsaa. De ligger +mindre i den Mangel paa Tilforsel af friske Kraefter, som Udslukningen af +det dramatiske Liv i Provindsen kunde synes at maatte drage efter sig. +Hvor de end kommer fra, myldrer det stadig med nye Talenter. Ved Theatre +francais for Exempel er aldrig saasnart Madeleine Brohan begyndt at +blive, gammel, for man har Sarah Bernhardt, og efter hende Croizette, for +slet ikke at tale om Reichemberg og Broissat. For Croizettes Stjerne +endnu er blegnet, dukker Samary op, og naeppe har hun faaet Tid til at +gjore sit Talent gjaeldende, for der paa Trinet under hende er en Yngre, +Baretta, til at faengsle Opmaerksomheden. Allesammen er de komne i ikke +synderligt over en halv Snes Aar, det er ikke blot en uafbrudt +Raekkefolge, det er en Succession, der formelig jager hinanden. Heller +ikke den Mangel paa Plads for den dramatiske Produktion, der bliver en +Folge af Masseopforelserne, har noget AEngstende ved sig. Theatrene i +Paris er saa talrige, at det virkelig Gode altid vil kunne komme frem. +Desuden er Komponisterne allerede begyndt at ty til London, Bruxelles og +St. Petersborg; bliver Tumlepladsen paa Parisertheatrene virkelig de +dramatiske Forfattere for snever, vil de hurtigt folge Exemplet. Derimod +ligger der i Beskaffenheden af det Publikum, som Fremmedtilstromningen +leverer, en alvorlig Fare. Selv om det forstaar Fransk, mangler det dog +Parisernes dramatiske Opdragelse. Det er tilfreds, naar det faaer en +Komedie at se, der har Ry; Udforelse og Sammenspil kan saa vaere, hvordan +det vil. Naar et Stykke er gaaet nogle hundrede Gange i Traek, og de +oprindelige Kraefter ikke laenger kan holde ud at spille i det, ombesaettes +det med andre, der er dem langt underlegne; men Udlaendingene, som nu +udgjor Tilskuernes Pluralitet, laegger ikke engang Maerke til det. Denne +Uskik har allerede grebet saaledes om sig, at man endogsaa paa Theatre +francais kan se den franske Literaturs Mestervaerker gaa over Scenen paa +en Maade, der er noget naer skandalos. Meget ofte forstaar de Rejsende +ikke engang Fransk. De tyer da til de Theatre, hvor der er Noget for +Ojet. Udstyrsstykkerne, saerlig de saakaldte _pieces a femmes_, bliver ved +denne Tilstromning ligesaa aengsteligt talrige som aengsteligt blottede for +Alt, hvad der har det Mindste med dramatisk Kunst at gjore. Man ser +Stykker som det vanvittigt meningslose "Tusind og en Nat" gjore en +aldeles formidabel Lykke, give ti, tolv tusind Francs hver Aften ved +flere hundrede Opforelser ene og alene, fordi det vrimler paa Scenen med +Heste, Hunde og Elefanter, og fordi der i Dekorationer, overlaessede med +Guld og Farver og fantastiske Lysvirkninger, praesenteres +Masseudstillinger af unge Kvinder i Kostumer, der som oftest allerhojst +er Antydninger af Kostume. Man kalder det Ballet, men dandse kan kun den +enkelte Primadonna, og hun er forskreven fra Udlandet, idet Dandsen +nemlig er en Kunst, der overhovedet ikke kjendes i Frankrig. Resten er +Smaapiger fra Portnerloger og Modemagasiner, Sypiger og Kunstnermodeller, +af hvilke man ikke forlanger andre sceniske Kvalifikationer, end at de +kan tage sig ud i Trikot. Udvalg har man nok af altid, skjondt en saadan +Ballet er en hel lille Armee. Saa saare det rygtes, at et nyt +Udstyrsstykke er paa Stabelen, strommer de smaa theaterlystne Evadottre i +Hobetal til fra alle Kanter af Paris for at lade sig hverve, og man har +Kasernen overfyldt i en Haandevending. Gagen er kun en Snes Sous pr. +Aften, Tjenesten streng, Behandlingen, de faaer, rent soldatermaessig. Men +de har Ungdom og Fantasi de Smaa, de har megen Livslyst som Vind i +Sejlene og meget lidt Moral hjemmefra med som Ballast. Naar der er et Par +Minutters Fritid fra Omklaedningerne uden Ende, og de sidder oppe i +Paaklaedningslogerne med deres Kammerater og fortaeller hinanden +Fehistorier om Forgaengerinderne, saa glider det snevre Rums Vaegge +tilside, og ude i Baggrunden dukker der det ene lokkende Billede op efter +det andet. Theaterlivet har sine Changementer storre, mere uforudsete +endnu end de i Eventyrkomedien dernede paa Scenen. Hvad der er haendet de +Andre, hvorfor skulde det ikke kunne haende dem? De har jo nu ogsaa +"deres" Theater, "deres" Loge, "deres" Prover, og de kan anskaffe sig +smaa rosenrode Visitkort, hvor deres Navn staar i Snirkelskrift og et +fint lille "du theatre de la chose" nedenunder. Det er det forste Skridt, +Skridtet, der koster. Siden gaar Alting af sig selv. For Stykket er +spillet til Ende, kan de vaere flyttet fra Paaklaedningslogen over i +"deres" Hotel, _un vrai petit bijou_ af et Hotel med Rosentraesmobler og +lyseblaat Silketapisseri. De kan kjore i Boulogneskoven i "deres" Vogn, +med "deres" Heste og "deres" egen lille sode Groom. Hvem veed, maaske kan +der paa Visitkortet staa "comtesse" eller "baronne" og en Krone ovenover, +som er aegte, og som har Ret til at staa der. Nede mellem Kulisserne er +der ikke blot Brandfolkene til at kurtisere. Der kommer saa mange +distinguerede kjoleklaedte Herrer op, baade unge med Esprit og Humor og +gamle med Diamanter i Brystet og Diamanter paa Fingeren. Og de er saa +magelost elskvaerdige, og de inviterer til Souper og sender Etuier fra Rue +de la Paix og Fontana. Man sporger _maman_ hjemme, hvad man skal gjore. +Maman siger som Mme. Bichon: "Il y a des situations dans lesquelles on +est oblige de prendre quelqu'un." Og saa gjor den Lille _son choix_, og +Alverden er tilfreds--saalaenge det varer. + +[Illustration: Mellem Kulisserne.] + +Kun Fru Thalia har skjellig Grund til ikke at vaere det. Engang imellem +tager en eller anden Avis sig af hendes Sag og holder Formaningstaler mod +Theatrenes Forvandling til Menagerier og Fruentimmerbazarer. Men +Fremmedtilstromningens Guld har en Klang, der lyder hojere og sodere i +Direktorens Oren. Han stopper det i Lommen og tager de smaa +Formaningstaler med paa Kjobet, og Forholdene bliver, som de er. Nu, +Noget af den Slags maa der naturligvis ganske nodvendigt altid findes i +en By som Paris. Faren er kun, at det ikke breder sig. Og i saa Henseende +er der et fortraeffeligt Bolvaerk til at standse: Parisertheatrenes uhyre +Konservatisme. Man moder den for hvert Skridt. Saasnart man kommer ind, +finder man ved et hojt Bureau tre fine Herrer i Kjole og hvidt +Halstorklaede, der anmoder om Ens Billet. Det er dog ikke for at beholde +den. De bytter den simpelthen om med en anden, som man saa afleverer ved +den egentlige Indgang. Hvad de skal gjore godt for, er der Ingen, der +begriber. Men de har siddet der saalaenge som Theatret har staaet, og +derfor bliver de ved at sidde der. Hele Aftenen sidder de og pynter op i +Entreen og viger ikke af Stedet. Man har en Fornemmelse, som var de +Grundpiller, og som Theatret maatte styrte sammen, hvis de forsvandt. Er +man kommen ind i Korridorerne, har man "Ouvreuserne" paa Halsen. De skal +anvise Ens Pladser. Det vilde vaere langt simplere, om Billetterne bar +Numer, som alle andre Steder i Verden, men saa var Ouvreuserne ingen +Nytte til, og de er et gammelt Inventarium, der for enhver Pris maa +bibeholdes. Saadan er det i Smaat og saadan i Stort. Det, at den franske +Theaterforfatter naesten aldrig vover sig ud fra Salonerne, ud i den frie +Natur mellem andre Mennesker end netop Parisere og Grever og Baronesser, +det er et Udslag af akkurat det Samme. Det er, om man vil, ikke Andet end +Respekt for Traditionen; Alt, hvad der er godt i vor ufuldkomne +menneskelige Verden, har jo i Regelen ogsaa sin svage Side. Men hvad det +end er, saa vil det bevare den virkelige, aegte Komedie paa de +Pariserscener, hvor den har gammel Haevd paa at florere. Deres Antal er +mange. De vil beholde Pariserne som Publikum, og de vil altid trods +Udstyrstheatrene faa en saadan Forstaerkning af de Fremmede, at de kan +gjore glimrende Forretninger selv med det Gode, de praesterer, og at der +folgelig ingen Grund er til Forandring. Paris's Ophojelse til +Theatercentrum ikke blot for hele Frankrig, men saa halvvejs samtidig for +den hele civiliserede Verden bringer da saaledes i Theatrenes forogede +materielle Velvaere den franske dramatiske Kunst en stor Stotte, uden +samtidig at medfore vaesentlige Farer for den. I gamle Dage har Talentet +muligvis kunnet leve af Kildevand og Maaneskin. Det er for vort +Aarhundredes mindre primitive Mennesker vanskeligt at saette sig ind deri. +Nu kan det det i hvert Fald ikke laenger; i vor Tid traenger det til god +Vin og god Fode, naar det ikke skal faa Svindsot. Paris er saa heldig +baade at have dramatiske Talenter nok og at kunne give dem tilstraekkelig +Fode til, at de kan voxe sig store og staerke. + +[Illustration: Theatre francais' Yngste: Mlle. Baretta.] + + + + +SOMMERLIV OG FESTER. + + +Grand prix de Paris. + +Paris har ligesaavel som London sin Saison, visse Maaneder af Aaret, da +Befolkningens fine Portion er forpligtet til at lyksaliggjore Hovedstaden +med sin Naervaerelse, og da folgelig Byens Liv naaer sin hojeste Potens. +Men man er dog ikke ganske saa rigoros som hos de stive Britter. De kan +ikke, uden at saette deres gode Navn og Rygte paa Spil, vise sig i +Westend-Palaeerne en eneste Dag for den 1ste Maj, og de kan heller ikke +uden Risico for, at de mest kompromitterende Rygter bringes i Omlob om +dem, atter forlade disse Palaeer for netop den 1ste August. Selv for den +allernobleste Franskmand er derimod et Pariserophold tilladeligt paa +hvilkensomhelst Tid af Aaret, det kan vaere ham til Behag. Paris gaar det +an at foretraekke, endogsaa naar "Alverden" er i Nice og Cannes, paa +Jagtslotte paa Landet, eller i Badevillaer ved Kysten. Men sin Saeson har +Byen alligevel. Den falder sammen med den Tid af Aaret, da Paris er +skjonnest. Saasnart de forste Foraarsbebudere kommer, kommer ogsaa den +fornemme Verden hjem fra Rivieraen ved Middelhavskysten. Paris er da paa +sit Hojeste. Den svaelger i Fester, den bugner af Luxus. Theatrene byder +paa Sensationspremierer, de beromte Virtuoser kommer fra alle Jordens +Kanter og lader sig hore ved Koncerter, hvor den simpleste Plads er til +en Louisd'or, der arrangeres straalende Velgjorenhedsmarkeder og elegante +Bazarer, hvor Grevinder og Hertuginder og Fyrstinder staar i Butikerne, +den officielle Verden giver sine store Galamiddage, Faubourgernes, +Pengenes, Kunstens og Litteraturens, ja selv Demimondens Aristokrati +kappes om at holde Soireer og Baller hver eneste Aften. Saaledes bliver +det ved at gaa tre, fire Maaneder paa Rad, indtil endelig det hele +tumlende Fornojelsesliv den forste Sondag i Juni ender med en +Slutnjngsfete, der stikker alle de andre, med _le grand prix de Paris_, +Frankrigs Derbydag, de store Vaeddelob paa Longchamps-Sletten. + +Denne Dag er efterhaanden bleven en af Paris allerstorste Festdage. Det +er i Grunden kun Nationalfesten den 14de Juli, der er mere. Og der er +endda den Ting at bemaerke, at ved Nationalfesten holder +Ikke-Republikanerne sig tilbage for at protestere; til de store Lob +derimod maa Alle med uden Menings- og uden Standsforskjel. I den fornemme +Verden har det allerede under Kejserdommet hort til god Tone at tage +Afsked med hinanden ved et Glas Champagne paa Saddelpladsen, for man +laegger sig paa Landet, og denne gode Tone er med Aarene traengt ud til +bestandig bredere og bredere Samfundslag. Nu er der knap en solle Calicot +laenger, der ikke finder Longchampsudflugten nodvendig for at haevde sin +sociale Position. _Le grand prix_ er den Dag, da alle Parisernes +Sparegrise, selv den beskedneste Arbejderfamilies, slaas i Stykker. Og +har man ikke nogen Sparegris, saa har man dog altid en eller anden +Gjenstand, man kan saette paa Mont-de-Pitie for at komme med. Man skal til +Longchamps, hvordan det saa gaar. Det er ikke egentlig for Lobenes Skyld; +Pariserne sidder der ikke som Englaenderne nogen medfodt Sportsmani i +Blodet. Det er just heller ikke for at more sig; naar man vil vaere aerlig, +veed man ganske vel, at Dagens Besvaer tidt bliver storre end dens +Morskab, saafremt man da ikke har hele Lommen fuld af Guld. Men man maa +afsted alligevel. Naboer og Gjenboer, alle mulige Bekjendte er med, saa +kan man jo dog ikke blive siddende hjemme. Og saa er der ogsaa een Grund +til. Man giver sine Penge ud paa Vaeddelobsdagen i det stille Haab, at de +skal komme ind igjen med Renter og Rentes Rente. Man vaedder. Alle gjor +det; Sadlepladsens Publikum saetter Tusindfrancsnoter paa Spil, +Tribunernes Hundredefrancssedler og den store, vulgaere Masse paa +"Gronsvaeret" Louisd'orer og Femfrancer. Spilleraseriet er en af +Kraeftskaderne ved det moderne Parisersamfund. Det er ikke blot paa +Borsen, at Alverden gjor Forsog paa at tjene sig rig i en Haandevending; +overalt, hvor man kan komme til det, tumler man med ind i den vilde +Parforcejagt efter de rullende Guldstykker. I de parisiske "Cercles" +tabes og vindes der ved Baccarat-Bordet Millioner hver eneste Aften, og +den Del af Befolkningen, der ikke kan betale de Hundrede, to eller tre +Hundrede Francs aarlig, som det koster at blive Medlem af en saadan +Spilleklub, rangerer sig da paa anden, billigere Vis ind i Fru Fortunas +Tilbederlegion. Efter Frokosttid, naesten hele Dagen igjennem, er de +parisiske Kafeborde fulde af smaa gronne Klaedesplader, paa hvilke de +jevnere Samfundsklasser, helt ned til Arbejderen, vover deres surt +fortjente Ugelon i Ecarte; der pareres ved Billarderne, der spilles i +Smug alle Slags Hasard i ethvert Bevaertningslokales Bagstuer, der spilles +kort sagt af Alle og overalt. Vaeddelobsdagen er en velkommen, saa at sige +med det Officielles Stempel paatrykt Anledning til at tilfredsstille +denne uhyggelige Passion under exceptionelt fristende Forhold, i fri +Luft, Menneskemylr og Sommersolskin, omgiven af Festvirvarets +nervepirrende Ramme. Enhver maa til Bookmaker'nes Boder. Der er Hundreder +af dem, og de gjor uhyre Forretninger allesammen. Naar det kommer til +Stykket, er det maaske forst og fremmest dem, der gjemmer Alruneaeblet, +som paa den store Vaeddelobsdag drager alle Mennesker til +Longchampssletten. + +[Illustration: "Bookmakeren"] + +Allerede tidlig paa Morgenstunden begynder Udvandringen. Da det dog +alligevel skal vaere Feriedag, vil man gjore den saa lang som muligt. Og +desuden gjaelder det ogsaa at vaere betids paa Pletten for at faa en Plads, +hvor man nogenlunde kan se. Forsynede med appetitlige Frokostkurve saetter +formelige Haere af Smaaborgerfamilier sig i Bevaegelse i Retningen af +Suresnes. Fra Klokken otte gaar der overfyldte Jernbanetog, Seinedampere, +Sporvogne og Omnibusser hvert andet Minut. Det er, som om det gjaldt en +Massestorm paa Mont Valerien. Men de mylrende sorte Striber af +Menneskemyrer kravler ikke op ad Hojen, de folger Trup over Suresnesbroen +og spreder sig saa og besaetter hver Gronsvaersplet i Terraenet mellem +Neuilly, Boulogneskovs-Kaskaderne og Seinen. Der pakker de Kurvene ud og +holder efter Marchen Siesta i de kolige Skovskygger. De har behov at +forberede sig til at kunne staa imod Eftermiddagens Trykken og Traengsel +og Stov og Solhede; allerede for Et maa de sige Farvel til Traeerne og +foretage deres Kaplob ned til Snoren, som indhegner Vaeddelobsbanen. +Samtidig er ogsaa Vognene begyndt at komme rullende. _Grand prix_ er +Pariserkudskenes store Festdag. De, der nyder den AEre at throne paa +aristokratiske Selvejerekvipagers Bukke, faar Lov til at stille Husets +Maximum af Forspands-, Seletojs-og Kjoretoijs-luxus paa Parade, de +ordinaere Hyrekudske har den Tilfredsstillelse at faa et saadant Maximum +af Kjorepenge, som de ikke fortjener nogen anden Dag af Aaret. I Reglen +slaar Bekjendte sig sammen allerede flere Uger i Forvejen for at leje en +Vogn til de store Lob. Prisen er da noget over et halvhundrede Francs for +de almindelige Droschker og for Kjoretojer med et storre Antal Pladser i +Forhold dertil. Men har man ikke vaeret forsynlig og lejet paa Forhaand, +kan det meget vel haende, at man paa selve Dagen ikke slipper under det +Dobbelte. Ved den Slags Lejligheder er en parisisk Droschkekudsk grumme +lidt medgjorlig. Han farter op og ned ad Boulevarderne og ryster +overlegent paa Hovedet, selv om man stiller sig op paa Fortovet og holder +Louisd'orer frem og viser ham. Han tor ikke standse, har engang en af dem +forklaret mig. Inden den gentile Herre paa Fortovet naaede ud til Vognen, +kunde en brav Bourgeois springe op og tvinge ham til at kjore _a l'heure_ +hele Resten af Dagen. Han giver sig ganske rolig Tid, til han kan se sit +Snit og faa god Ladning. Han veed, at for hver Time, der gaar paa den +store Vaeddelobsdag, stiger Vognene i Pris, til der til Slutning saa at +sige ikke er en eneste laenger at faa indenfor Paris's Faestningsvaerker. + +Fra Klokken to holder de i endelose Raekker ned over alle Vejene, der +forer til Longchamps. Man vilde naa et Tal af over ti tusinde, hvis man +var i Stand til at taelle dem. Thi fra Klokken to, det Tidspunkt, da det +forste Lob begynder, er Sadlepladsen, Tribunerne, den store +Gronsvaersslette, Alt fuldt af hver sin forskjellige Art af +Tilskuerpublikum. Der kan vaere indtil tre hundrede tusind Mennesker +klumpede sammen paa dette Sted. Man kan overse hele Terraenet fra +Tribunernes overste Baenke; det er et Syn, som det naeppe nogetsteds paa +Jorden er muligt at finde et Sidestykke til. Der er her ikke Tale om +spredte Grupper; det er, som om man vilde taenke sig en vaeldig, +uoverskuelig Kornmark, bevoxet ikke med gule Straa, men med +Menneskekroppe. Vrimmelen er ligesaa taet, Fladen, der dannes af de morke, +hattebeklaedte Hoveder, ligesaa sammenhaengende kompakt som den, der dannes +af de bugnende Ax. Hist og her stikker rode Parasoller frem som glodende +Valmuer; unge Piger er sprungne op paa Vognsaederne og staar der i deres +lysfarvede Sommertoiletter som blaa Kornblomster eller gule +Agerkaalsstilke og saetter brogede Pletter i den sorte Mark. Hele Fladen +gynger og vugger sig som kruset af Vindkast, men ind i Mylren kan Ojet +ikke se, det kan kun ane derinde en mystisk, aeventyrlig Uendelighed af +muntre, vexlende Folkelivsbilleder, som saetter Fantasien i Bevaegelse og +ligesom fylder Rummet med en kondenseret Essens af Liv og Glaede. Fra +denne Hovedmasse straekker sig ud, langt, langt bort i det Fjerne, langs +hele Vaeddelobsbanens Snor, taette sorte Myregange af andre +Tilskuerklynger; Bakker med rigt schatteret Skovbryn indfatter Billedet, +over det Altsammen ligger Guldglands af den varme Junisol. + +[Illustration: Paa Tribunen.] + +Og saa er der Maleriets Forgrund, som man har lige ved Siden af sig. Hver +af Tribunerne fortsaettes forneden af en Enceinte, fyldt med Straastole. +Ogsaa der er der taetproppet af Tilskuere. Det er den fashionable Part af +Publikum. Allerede paa Femfrancspladserne opdager man det ene +extravagante Toilette ved Siden af det andet; paa dem, hvor det koster en +Louisd'or at komme ind, holder de formelige Saturnalier. Det store +Finantsaristokratis, stundom den virkelige Faubourgadels Damer med, og de +store Kokotter overbyder hinanden i Opfindsomhed. Deres Fantasi bryder +sig ikke om at tage Skjonheden med paa Raad, det gjaelder kun at vaekke +Opmaerksomhed. Om de seer ud som Paafugle og Pappegojer, er dem +ligegyldigt, naar der blot bliver lagt Maerke til dem, og de kommer i +Avisen den naeste Dag. De leverer Forestillingens Ouverture, og +Kappestriden mellem dem kan paa sin Vis vaere fornojeligere end Kaplobet +inde paa Banen. Hvert Ojeblik gaar der som et elektrisk Stod gjennem +Tribunepublikummet. + +[Illustration: Paa "Gronsvaeret".] + +Alle rejser sig op, Beundrings-Ah'er og Vittigheder regner ned rundt +omkring, man applauderer, man hviner tidt himmelhojt. Det er et +Parasolmonstrum i Solbrandsfarver og oversaaet med Fuglereder, man har +opdaget inde paa Sadlepladsen, en Froken med Lueforgyldningsbroderier paa +den hvide Atlaskeskjole eller en havfrueagtig Fremtoning i Sivgront: +sivgron En-tous-cas, sivgron Kjole, sivgronne Stromper og sivgronne Sko, +Altsammen bedaekket fra Top til Taa med en Mylr af ganske smaabitte +Sneglehuse. Det er kun i Paris, at man ser Sligt, og det er selv i Paris +kun den ene store Vaeddelobsdag, at disse Toilette-Orgier rigtigt kan faa +Lejlighed til at slaa Gjaekken los. + +[Illustration: I Enceinten.] + +Signalklokken ringer, Jockeyerne farer ud paa deres stolte, fine, +adelige, men gyselig magre Vaeddelobere. Tribunepublikummet har studeret +Programmet, det kjender Dyrene paa Jockeyernes Farver, og det raaber +deres Navne for at gjaelde for Sportsmaend, der veed Besked. Men nogen +overdreven Enthousiasme for de forste af Lobene er der dog egentlig ikke. +De maa mere betragtes som en appetitvaekkende _Piece de rideau_ for den +rigtige, store Forestilling. Det drejer sig kun om fem, sex tusinde +Francs, Summer, der paa en saadan Dag er altfor ubetydelige til at kunne +vaekke nogen virkelig Spaending. Og saa er der ogsaa det, at man ikke er +absolut sikker paa, om disse Lob nu ogsaa kan betragtes som rigtig +alvorlige. Man fortaeller om saa megen _"blague"_ ved Smaalobene, om +bestukne Jockeyer og Ejere, der med Vilje lader deres Dyr tabe, fordi de +i hemmelig Forstaaelse med en Bookmaker har store Pareer imod dem. Alle +mindes Affaeren fornylig ved Chantilly. En Jockey blev kastet af og kom +slemt til Skade, og det oplystes da, at han var betalt af sin Herre for +at holde Hesten tilbage. Men Dyret havde vaeret staerkere end han; dets +Instinkt fortalte det, at der var Noget i Vejen, og det skilte sig saa af +med sin Rytter og sorgede paa egen Haand for at komme ind som Numer Et. +Der skal gaa mange af den Slags Ting i Svang, veed man, og det svaekker +Interessen. Med _"grand prix"_ derimod er det en anden Sag. Der gjaelder +det baade AEren og Prisen, og den sidste er ikke mindre end hundrede +tusinde Francs. Det kan pirre. + +[Illustration: I Enceinten.] + +Der kommer en umaadelig Bevaegelse mellem Publikum, saa saare Tallene +begynder at springe frem paa den sorte Tavle, hvor de Lobendes Numere +markeres. Alle rejser sig op. _"Assis! assis!"_ broles og hvines der fra +Tribunerne, men Enceintepublikummet nedenfor dem tager ikke Notits af +deres Raab. Damerne springer op paa Stolene og holder deres Kikkerter i +Beredskab; selv den mest stikkende Sol har de i dette Ojeblik ingen Tanke +for. "Hvem lober?" det er det forste store Nysgjerrighedssporgsmaal, det +gjaelder om at faae besvaret. Det ene Tal springer frem efter det andet; +til _"grand prix"_ er der altid ti, femten Konkurrenter mindst, og man +traekker sig kun grumme nodigt tilbage. Selv om den ikke har nogen Udsigt +til at vinde, er det dog altid en uhyre Rekommandation for en Hest, et +Slags Adelsdiplom, at den har vaeret med ved det rigtige store Lob. Man +kiger paa Programmet, man henter biografiske Notitser om Dyrene hos +Naboerne rundtomkring. Der er da ingen Overraskelse i Gjaere? Der findes +forhaabentlig ikke mellem Deltagerne i Lobet nogen af de +hemmelighedsfulde Ubekjendte, som, opdragne i Smug af en +Forsterangstraenor paa et eller andet fjernt, ode Sted, pludselig dukker +frem og gjor alle Sportsmaendenes Beregninger til Skamme? Man har set +Sligt ikke saa sjaeldent endda. Og findes der en saadan Konfusionsmager, +saa er jo alle Chancer, hvorpaa man har stottet sine Vaeddemaal, ikke to +Sous vaerd. Har man derimod udelukkende med bekjendte Lobere at gjore, saa +er det i Regelen muligt at forudse Resultatet med nogenlunde Sikkerhed. +Der mangler sjaelden en stor Stjerne, mod hvilken der kun pareres med +Enere mod Tiere. + +Men hvor bliver den af, denne Dagens Helt? Dens Tal staar endnu ikke paa +Tavlen. Om der var tilstodt et Uheld! Om den pludselig var bleven +indisponeret og ikke kunde vise sig paa Arenaen! De store Vaeddelobere er +omfindtlige som de store Primadonnaer. AEngsteligheden begynder at brede +sig. De, der har vaeret bag Kulisserne, beroliger imidlertid. Der kan +umulig vaere haendet Noget. "Bruce" er kommen fra England med specielt for +den lejet Extratog, og siden sin Ankomst har den stadig vaeret omgiven af +en Livvagt paa sex fuldt paalidelige Karle, der med ladte Revolvere har +vaaget over, at ingen snedig Bandit sneg sig ind i dens Stald, beruste +den med Brod, dyppet i Vin, eller paa anden Vis gjorde den uskikket til +at lade sine Evner straale i det skjonneste Lys. Den er sund og frisk, +glodende af Kampiver, forsikrer de; de har vaeret i Stalden endnu om +Morgenen. Herrer og Damer seer paa dem med beundrende, misundelige +Blikke; Hjerterne horer op at banke i Uro. Og der er jo virkelig ogsaa +dens Tal paa Tavlen. Et hojt, tusindtunget Hurraraab hilser det. Men det +skjaeres over paa Midten, Signalklokken klemter, og der bliver i samme Nu +Stilhed over den store Vaeddelobsbane som i Theatret, naar Taeppet haever +sig. Alles Ojne vender sig mod Sadlepladsens Enceinte. En efter en i +Raekke kommer Jockeyerne ridende ud derfra. De gjor en lille Galopfart for +at presentere sig ned over Banen en face for Tribunerne. Saa standser de +foran Dommerestraden, en ny Klemten, og Lobet begynder. Hvor der straekkes +Hals, hvor der hvines, hvor der vinkes med Lommetorklaeder og Hatte og +Parasoller i Et uendeligt Brol fylder hele Sletten. Hver Tilskuer raaber +sin foretrukne Dystlobers Navn og bliver ved at raabe det under hele +Lobet, som om Hesten kunde hore det, og som om det uvaegerligt maatte fore +den til Sejer, naar det blot overdovede alle andre. Der kommer de frem +ved Skovbrynet. "Invincible" er foran! Nej, "Bruce" tager den igjen! Den +holder sig! Den oger Distancen! Hurra for "Bruce"! Hurra! Hurra! Hurra! + +De tager ingen Ende disse Hyldestraab, medens den lykkelige Jockey, +forende sig som en Heros, promenerer Dagens Sejervinder i Triumf hele +Vaeddelobsbanen rundt. Gommeuxherrer og Sportsmaend paa Sadlepladsen +flokker sig lykonskende om Ejer og Traenor. Den Forste tager ved dette ene +Lob en halvandet hundrede tusind Francs ind foruden de betydelige Summer, +Bookmakerne muligvis samtidig har ladet flyde i hans Kasse; den Sidste er +efter denne Dag Sportsverdenens store Stjerne, til hvis Gunst hele det +unge Aristokrati bejler mere end til nogen moderne Skjonheds, og hvis +Tjeneste betales hojere end en Adelina Pattis og en Faures Toner. + +Efter _"le grand prix_" folger der atter andre, mindre Lob med Priser fra +sex til femten tusind Francs. Det Hele ender forst henimod Aftentid. Men +Vaeddelobsslettens Publikum tyndes ud langt tidligere. Den fornemme Part +maa se itide at faa fat paa sine Kjoretojer, der kan gaa Timer, for de +findes, og den store Hob maa tilbage for fra Stolene paa begge Sider af +Champs-Elyseesavenuen at vaere Vidne til det nye Skuespil: _le retour des +cours,_ den uendelige Mylr af straalende Ekvipagers Hjemkjorsel i Parade. +Hele den brede Allee er opfyldt af et ustandseligt Tog, det er en +formelig Haer af Vogne, og det varer Timer, for Revuen tager Ende. Her +holdes Hovedmonstringen over Toiletterne; hvert Minut bringer +Overraskelse paa Overraskelse. Er _"le grand prix"_. Slutningen af +Parisersaesonen, saa er den ogsaa dens Apotheose. Man vil vise +Udlaendingene sin kjaere Stad i al dens Herlighed, for man overlader den +til deres Indvandring. Fra den forste Mandag i Juni har de Lov til at +fylde den med Rejsekostumer og rode Baedekere, men den store Vaeddelobsdag +skal den vaere sig selv, vaere paa Hojden af sin Glands og Pragt. Og det +er den. + +Badeliv ved Kysten. + +Sommervarmen i Paris er som oftest ingenlunde uudholdelig. Saalaenge Solen +befinder sig paa Himlen, er i Reglen ogsaa Vandslangerne i Bevaegelse, En +hel Haer af Arbejdere er fra Morgen til Aften beskjaeftiget med at holde +Alting vaadt, der bliver sprojtet og sprojtet paa Makadamiseringen, +Husfacaderne overrisles, Gaardene saettes under Vand, Trottoirerne skures +og vaskes i en Uendelighed. Det giver Friskhed og Kjolighed, saa den +store Bys Indeklemthed ikke trykker. + +Men alle Regler har desvaerre sine Undtagelser. Af og til, naar +Temperaturen stiger saerlig hojt, og Sommeren bliver saerlig tor, vil Dhuys +og Vannes, de to smaa Floder, der forsyner Paris med Vand, ikke laenger +gjore deres Skyldighed. Saa begynder Paris's Traengselstid. Byen begraves +i Stov. Som en taet, brunliggul Taage stiger det op fra de milelange +Boulevarder og Avenuer. I de forste Morgentimer staar denne Taage endnu +lavt, som om den ikke rigtig selv vidste, hvorvidt den vilde lofte sig i +Vejret eller lose sig og forsvinde. Men efterhaanden som Byen vaagner, +efterhaanden som der kommer Folk og Faerdsel, med hver ny Vogn og hver ny +Fodgaenger haever den sig hojere og hojere. Den ruller ind over Byen i +voxende Skyer, der breder og breder sig fra Kvarter til Kvarter. Indtil +henimod Middag kan Solen endnu skinne igjennem dem, saa de tager sig ud +som en fin, langsomt faldende Regn af smaa Guldatomer. Men Time efter +Time fortaetter de sig. Laengere frem paa Dagen er det en fedtet, kvalm, +okkergul Os, der hyller Alting ind, saa massiv, at man ikke kan se fra +Lygtepael til Lygtepael. Det Hele er forvandlet til et ubegraendset +askefarvet Hav, i hvilket Mennesker og Vogne, Traeer og Huse glider +sammen. Saa saare man stikker Hovedet ud af Doren, er i det samme Nu +Hals, Lunger og Brystkasse fyldte med Stov; naar man har gaaet en halv +Gade ned, seer man ud som en Melmand, vil man saette sig ved et Kafebord +paa Trottoiret, maa det forst fejes rent med en Kost. De lukkede Fiakrer +ruller langsomt og bedroveligt gjennem Gaderne, som om det tommetykke +graa Lag paa Taget af dem tyngede, saa de ikke kunde komme afsted, over +de lange Boulevarder er der naesten ikke et eneste gront Blad at opdage. +Alle Vinduer og Skodder holdes den hele Dag hermetisk lukkede, men Stovet +ude fra Gaderne traenger sig gjennem hver lille Spraekke og Aabning, laver +Skyer, laegger sig i Lag overalt. + +Paa saadanne Dage er det, at selv de Parisere, for hvem Paris er Alt, +faaer Sommerraedsel for den store Stad og flygter. De mindre enragerede +Boulevardtilbedere har allerede taget Vejen afsted for dem. Under den nye +atheniensiske Republik kraever Vinteropholdet i Paris stadig mere og mere +enorme Udgifter Sommeren er den Tid, da man sparer op til dem. Under +Foregivende af, at man har Behov for Landluft, afskaffer man hele det +store Traen fra Saesonen, saetter sig paa landlig Diaet og vegeterer i en +Krog for atter, naar Selskabssalene i Paris paany aabnes, at kunne +udfolde sin Pragt og Luxus i dem. Det er vaesentlig dette Hensyn, der +allerede strax efter "_le grand prix_" begynder at laegge Paris ode. Under +de to folgende Maaneder forsvinder dens Beboere mere og mere. I +Slutningen af Juli er den berovet saa at sige hele sit "tout Paris", det +lille Frimurerselskab af udvalgte, aegte Parisere, der til daglig Brug +ligesom gjennemsyrer hele Staden og giver den dens Fysiognomi. Ikke Spor +af Elegance eller Chiched; Herskabsvogne og Toiletter er blevne saa +sjeldne, at de vaekker Opsigt, naar de viser sig paa Boulevarderne, +Droschkekudskene har saa lidt at bestille, at de endogsaa om Sondagen +formelig plager Folk for at tage dem i timevis. Boulevarderne er halvt +tomme, mest befolkede med Arbejdere, stonnende Forretningsfolk og +langsomt drivende engelske Lorder og Misser. + +Paris er paa Landet. Man tager til sit Chateau, naar man har enten et +virkeligt Chateau eller en lille, afsides liggende Gaard, hvilken der med +god Villie kan tillaegges dette stolte Navn; man flytter til Villabyerne i +Omegnen, naar man er nodt til stadig at ture ind i Forretninger, eller +man rejser til Badestederne ved Bretagnes og Normandiets Kyster. Man gjor +helst det Sidste; det er mest Fashion. + +Disse Badesteder skyder derfor ogsaa mere og mere op som Paddehatte. I +gamle Dage var der vaesentlig kun Trouville; nu taelles de snart i +hundredevis. Et af de yngste, der samtidig har vist sig i Besiddelse af +virkelig Livskraft, er Etretat. Det er det, vi vil besoge. + +Etretat er voxet meget hurtigt i Vejret. For tredive Aar siden laa der +paa dette Sted kun et Par enkelte Fiskerhytter, fremskudte Forposter fra +Fecamp. Men Alphons Karr kom tilfaeldigvis dertil og opdagede Stedet, +ligesom en engelsk Lord nogle Aar tidligere havde opdaget Cannes. Karr +byggede sig en Villa i den lille, lune Dal mellem to hoje, hvide +Skjaergaardspynter, skrev om Stedet, fik sine Venner derud og +propaganderede saa godt for det, at han nu, naar han kommer dertil, kan +spadsere gjennem en lang Gade, der baerer hans Navn, og hvor de Handlende +i deres Butiksvinduer har udstillet alle Paris's Luxusartikler. Foruden +denne Hovedgade er der et Virvar af Veje, langs hvilke der ligger +praegtige Landsteder med Haver i den rigeste Mangfoldighed. Etretat og den +naermeste Omegn har snart en halv Snes Tusind Beboere. Pariserne og +Badegjaesterne fra den anden Side af Kanalen, der er blevne kjede af Wight +og Brighton, har kastet deres Kjaerlighed paa det, og et Sted, der tages +under Armene af saadanne Magter, behover ikke mange Aar for at komme i +Flor. I Virkeligheden har Etretat allerede overflojet de fleste +normanniske Badesteder. Trouville skraemmer trods de demokratiske Tider +Folk bort ved et altfor blandet Selskab, og Vandet ved dets Kyst viger +desuden stadig mere tilbage, saa at man tidt maa kjore lange Straekninger +ud for at naa det. Deauville er for aristokratisk og Fecamp for +provinsielt. Dieppe er vel endnu i Mode, men Parisermoder skifter hurtig, +og Vinden blaeser ad Etretat til. Naar man vil have et Billede af aegte +fransk Badeliv, skal man for Ojeblikket tage dertil. + +Turisten, der kommer for et Par Dage, vil vaere henrykt. Det stolte Hav +med dets stadig vexlende Ebbe og Flod, de hvide Skjaergaardsklipper, som +springer ud i det og danner en Raekke af maegtige Portaler, mod hvilke de +herligste Triumfbuer kun er Legevaerk, det muntre, brogede Badeliv paa +Bredden, den friske Luft oppe paa Toppen af de gronne Bakker, Musiken fra +Kasinoet--alt det vil saette ham i Begejstring, og han vil uden Betaenkning +erklaere Etretat for et Paradis. Men Verden har nu engang kun sjeldent +Paradiser undtagen for Turister, der kommer og gaar. Og da muligvis En +eller Anden, som laeser denne Skildring, kunde bygge Rejseplaner paa +Grundlag af den, foretraekker jeg istedetfor Turistens Lyrik at levere et +Billede af Stedet, som det virkelig er, naar man kjender det. + +Ubetinget fornojelig er selve Badningen. Er man kun vant til at gaa i +Vandet fra nordiske Badehuse, vaekker den Forbavselse i forste Ojeblik, og +det er meget muligt, at adskillige af vore Damer strax efter Ankomsten +vil erklaere, at Sligt kan de paa ingen Maade vaere med til. I sidste +Instans bliver jo imidlertid alle den Slags Ting kun en Konvenienssag. +Hvad alle Mennesker gjor, kan ikke i Laengden vedblive at vaere stodende +for den Enkelte. Amerikanere, Englaendere, Russere og andre Folkefaerd +folger da ogsaa uden Betaenkning Stedets Skik og blander sig uden Hensyn +til Alder eller Kjon i den brogede Vrimmel af Badende. Der er saerlig to +Tider paa Dagen, da denne Vrimmel praesenterer sig mest malerisk, nemlig +om Formiddagen umiddelbart for Frokosten og lidt ud paa Eftermiddagen, i +Timerne mellem fire og sex. Alt, hvad Etretat rummer af Badegjaester, +befinder sig da paa Skraenten, som fra Kasinoterrassen forer ned til +Vandet. Under Sommerparaplyer og rode Parasoller lejrer man sig i Grupper +paa de smaa graalige Rullesten, hvormed Bredden er bedaekket, plasker i +Vandet eller slaas om en Badehytte, hvor man kan klaede sig af og paa. +Disse smaa Traehuse findes i et Antal af hundrede eller saa omtrent +umiddelbart nedenfor Terrassen; men i den rigtige Badetid kan man dog +ofte komme til at staa og vente halve Timer ad Gangen, for man faaer fat +i en ledig Badehytte. Damernes og Herrernes er ikke adskilte; at en ung +Froken staar paa Vagt, naar man kommer op af Vandet, og tinger om Hytten +efter En, horer til Hverdagsbegivenhederne, ligesaa godt som at en Herre, +uden at stode den gode Tone, banker paa Doren til en Dames +Paaklaedningsvaerelse og sporger, om han snart kan aflose hende. Alt gaar +her paa Badeskraenten for sig fuldstaendig _sans gene._ En Badetur er her +det Samme som et Rideparti eller en Skovudflugt andetsteds. Om Aftenen +saetter man i Kasinoets Dandsesal hinanden Staevne til Badningen den naeste +Formiddag. En isoleret Vandgaenger horer til de store Sjeldenheder; i +Regelen er det hele Selskaber af Damer og Herrer, der folges ad og i +deres Badedragter venter paa hinanden for at tumle i Trup og paa Parade +ned ad Gangbraedtet over de smaa Rullesten og saa hoppe i Vandet. + +[Illustration:] + +Badekostumet er for Damernes Vedkommende Bluseliv, tidt holdt sammen af +et broget Skjaerf, Benklaeder, hvis normale Laengde er til noget nedenfor +Knaeerne, en stor, koket Solhat samt Sandaler. + +Trods al sin Simpelhed tillader det dog en Utallighed af Variationer. +Mellem den bedagede Pebermos folderige, til Anklerne naaende Dragt af +sort Merino og den unge, overgivne Amerikanerindes soignerede +Trikottoilette af lysblaat Uldmusselin, kantet med Guldgaloner, staerkt +nedringet, uden AErmer og stumpende ovenfor Knaeet, kan man vaelge +Overgangsformer nok, der blotter eller daekker alt, efter hver Enkelts +Behov og Tilbojeligheder. Herrerne moder som oftest i stribet Trikot, der +ender midt paa Laaret. Anseer de sig ikke for praesentable i det Kustume, +er det dog ogsaa tilladt for dem at skjule Naturens Skrobeligheder under +en Blusedragt i Smag med de gamle Jomfruers. Selv i den kan de stundom +vaere tilstraekkeligt komiske. Under Vandringen mellem Badehytterne og +Vandet plejer begge Kjon at have en Badekappe kastet over Skuldrene; den +er imidlertid ingenlunde absolut nodvendig, og det er kun Faa, der ikke +under alle Betingelser lader den flagre, som den vil. Den er mest til for +Vandringen opad efter Badet. Under dette laegges den helt nede ved +Bredden, fortojet med et Par af de storste runde Sten, man kan faa fat +paa, og saaledes, at man strax kan kaste den om sig i det Samme man +kommer op af Vandet. En Parade efter Badningen forbi det talrige, +inspicerende Tilskuerpublikum er af let En Bademester forstaaelige Grunde +ikke hensigtsmaessig uden disse Kapper. + +[Illustration: En Bademester.] + +Badningen er langt mere et Fornojelsesparti end en Sundhedsforholdsregel. +Man bliver ofte indtil tre Kvarter i Vandet, og man bestraeber sig for at +more sig saa godt som muligt. Fra Enden af det hoje Springbraedt styrter +baade Damer og Herrer sig ud paa Hovedet. Herrerne springer Buk over +hinanden, slaar Kolbotter over hinandens Ryg eller under Braedtet, vaelter +sig undertiden ud i Klumper paa en halv Snes Stykker ad Gangen og soger i +det Hele taget paa alle Maader at vise deres Dodsforagt for det vaade +Element. Ved deres Kunster vil de dog sagtens ogsaa stundom tiltraekke sig +en eller anden badende ung Frokens Opmaerksomhed. Damerne kan i Reglen +svomme, og de foretager ofte lange Exkursioner ud ad Havet til, sammen +med deres Kavallerer. Undertiden tager den Skjonne ogsaa Plads i en af de +smaa, kvikke Joller, der ligger ved Bredden, jager afsted i den, fulgt af +Herresvaermen, og styrter sig, naar hun er kommen langt ud, i Bolgerne, +for saa at lade deres Favntag baere hende ind igjen. Fartojets Bjergning +overlader hun ubekymret til den, der har Lyst til at tage sig af det. De +Damer, der ikke er indviede i Svommekunstens Mysterier eller ikke +dristige nok til at vove sig langt ud, holder sig paa lavt Vand, faar +Undervisning af Bademestrene eller af naerbekjendte Herrer, overpjadsker +hinanden med Vand og bliver hvert Ojeblik bange for Bolgerne, som ruller +hen over dem og slynger dem omkuld eller vaelter dem ind mod Land, +Bolgegangen paa Normandiets Kyst er som oftest ganske respektabel, og de +Badendes Kamp med den paa det lave Vand kan fremkalde de pudsigste +Scener, naturligvis stadig ledsagede af Tilskuersvaermens hojrostede +Latter, Tilraab og Vittigheder. Undertiden haender det ogsaa, at en +naergaaende Bolge skyller helt op til de naermeste Stoleraekker og over Hals +og Hoved jager deres Indehavere op ad Skraenten, samtidig med, at den +forer Badekapper og Sandaler, som de Badende har ladet ligge mellem +Stenene, tilbage med sig ud i Havet. Naar Sligt haender, er der ingen Ende +paa Latteren, Virvaret og Tummelen. Hver soger at redde Sit, men Ingen +kan naturligvis finde netop sine Ejendele. + +[Illustration: Opgangen fra Badet.] + +[Illustration: Paa Rejefangst.] + +Den Slags Scener er morsomme. Men det er just ellers ikke let at faae +Tiden til at gaa, og det er netop en af Skyggesiderne ved Opholdet i +Etretat, naar det udstraekkes over et laengere Tidsrum. Folk, der ligger +ved et Badested, har i Regelen den Anskuelse af Tilvaerelsen, at Badeliv +nodvendigt maa vaere ensbetydende med Driverliv. Hos Badegjaesterne i +Etretat synes denne Opfattelse at vaere bleven til et Dogme. De betragter +Driveriet som uafviselig Pligt, ikke blot for sig selv, men ogsaa for +deres Venner og Bekjendte, Naboer og Gjenboer. I en lille Krog som +Etretat horer Alverden efter en fjorten Dages Forlob uundgaaelig til en +af disse Kategorier. Den, der har Trang til at bestille Noget, skal +derfor blive borte fra et saadant Sted; selv om han skjuler nok saa godt, +at han tager sig noget Alvorligt for, vil det dog blive opdaget, +betragtet som en Forbrydelse imod den friske Luft og Landliggeriet og +energisk modarbejdet baade ved theoretiske Forelaesninger og ved praktiske +Forstyrrelser. Dette kunde endda gaa an, hvis det var muligt at drive +Maaneder hen i Etretat uden at traettes; men dertil bliver Stedets +Adspredelser og hele Liv i Laengden for ensformige. Det kan vaere saerdeles +morsomt for en Gang eller to at vaere med til Yndlingssporten ved disse +Badesteder, vade i stort Selskab med bare Ben og primitive Kostumer +omkring mellem Skjaergaardsklipperne og gaa paa Jagt efter Rejer, men det +er dog den Slags Fornojelser, som ikke egner sig til at gjentages hver +Dag. Krocketspillet paa de store Plaener omkring Byen synes at vaere et +Privilegium for Englaenderne, og Ture op til Bjergtoppene gjor man een +Gang i tredive Graders Varme, men saa aldrig mere. Skove findes ikke i +Etretats Omegn, og en Ridetur er en dyr Fornojelse, da man ikke kan faae +en taalelig Ridehest at leje under tyve Francs. + +Til daglig Brug er man i Virkeligheden saa godt som udelukkende henvist +til Kasinoet, det vil sige til saadan Noget som en Stump Pariserboulevard +paa halvtredsindstyve Alens Laengde, begraenset paa den ene Side af +Badeskraenten, paa den anden af en Kafe med de hojeste Priser og den +sletteste Opvartning, der existerer i hele Frankrig, saavelsom af +Spille-, Laese-, Koncert- og Dansesale. + +Naest efter Badetimerne er det Kasinobesogene, der spiller Hovedrollen i +Badegjaesternes Tilvaerelse. Naar man ikke horer til de Millionaerer, der +paa deres Villaslotte udenfor Byen lever i fornem Ro, omgivne af parisisk +Luxus og alle en storartet Kystnaturs Skjonheder, er man i Etretat ikke +bedre installeret end i en hvilkensomhelst diminutiv Fiskerlejlighed +andetsteds. Stundom er man endogsaa vaerre faren, idet man lever +indestaengt i en lille Kjobstads snevre Gader, uden Haver og uden Udsigt +til Havet. Komfortable Hoteller findes ikke. Etretat har endnu kun to +saadanne Institutioner, der selvfolgelig ikke kan rumme meer end et +Minimum af de Besogende. Pluraliteten lejer sig en Lejlighed af den +Slags, hvor man jager Benene gjennem Sovekammervaeggen, naar man vil +straekke sig lige i Sengen. Opholde sig i den Slags Huler meer end hojst +nodvendigt, gjor man naturligvis ikke, og Kasinoet er og bliver derfor +eneste Tilflugtssted. Hvad enten man vil eller ej drives man ned til det +paa alle Tider af Dagen. Pariserne spiller Ecarte, en meget hoj +Ecarte--der tabes og vindes stundom Titusinder paa en enkelt +Haand--medens Pariserinderne spadserer op og ned ad Boulevardstumpen og +viser deres Toiletter, eller af og til gjor en Tour ned paa +Rullestensskraenten for at hente det ikke sjeldent frugtbart +forhaandenvaerende Stof til Railleri over, hvor gyseligt den eller den +tager sig ud i Vandet, og saa saetter sig i Skyggen under Kasinokafeens +Solsejl for at lade dette Smaarailleri udvikle sig til de forfaerdeligste +Historier om Veninder og Veninders Veninder. Englaenderne gaar omkring i +Jockeyjakke og har Spleen, mens Englaenderinderne derimod sorge for den +almindelige Morskab ved at praesentere sig i hvide Trikotkjoler med +hojrode Livbaand samt alenlange Sko og sorte Stromper. + +Om Aftenen paatager Direktionen sig Underholdningen. Hveranden Aften er +der Komedie eller Koncert, hveranden Bal. Af og til kommer ganske vist +Kunstnere som Faure og Mounet-Sully og lader sig hore ved disse +Koncerter, men til daglig Brug er de hverken bedre eller daarligere end +Badestedsunderholdninger i Regelen, hvilket alligevel ikke afholder +Damerne fra at staa timevis i Queue for at erobre en Siddeplads i den +hede Sal. Til Dandsen er Tilstromningen ikke mindre. Tilsynet overholdes +saa strengt, at Damer, hvis Rygte er slet, ikke faaer Adgang, og det +horer folgelig endnu med til god Tone at indfinde sig ved disse landlige +Baller. De reglementerede tre Gange om Ugen vandrer hele Ungdommen--og +meget ofte ogsaa en stor Part af dem, man udenfor Frankrig vilde kalde +Alderdommen--hjem fra Kasinoballet ligesaa drivvaade, som de om +Formiddagen er komne op af Badet. Isaer paa Englaenderinderne er der ingen +stor Forskjel at se, da deres Bade- og deres Balkostume omtrent er ens. +Naar de moder paa Ballet, sidder kun deres Trikottrojer lidt mere stramt. + +Alt det kan, som sagt, vaere ganske fornojeligt at se paa og vaere med til +nogle Dage. Men for Uger, ikke at tale om Maaneder, turde det haende, at +Adskillige vilde finde det lovlig monotont. Havet ved Normandiets Kyst er +ganske vist stort og imponerende, men det er ofte trist og melankolsk som +Normandiets Himmel. Luften skal vaere styrkende, siger man, men Alverden +gaar dog omkring og klager over Vejret; paa Skjaergaardsklipperne voxer +der hverken Blomster eller Blade, og de lange, gronne Bakkeskraaninger +ender med at blive ensformige, naar man gaar og kiger paa dem Dag ud, Dag +ind. Man skal tage til Etretat som Turist for nogle Dage. Saa morer man +sig kosteligt over at se "tout Paris" gaa og tumle om mellem Rullesten +paa Kysten. Men naar man har plukket Buketten af dette Kuriosum, saa skal +man flyve afsted igjen. Boulevardstumpen foran Kasinoet er for lille til +aldrig at blive kjedelig, men for meget Boulevard alligevel, til at man +kan bilde sig ind, at man er i Naturen. + +Nationalfesten. + +Siden Verdensudstillingen 1878 har det republikanske Frankrig hvert Aar +ved Midsommertid sin store nationale Festdag svarende til, hvad +Napoleonsdagen var under Kejserdommet. Et helt Aarti omtrent havde Paris +baaret Sorg efter Krigen og afholdt sig fra alle offentlige Forlystelser. +Men saa kom den stolte 1ste Maj, da Kaempevaerket paa Marsmarken stod +faerdigt og aabnede sine Porte for de Fremmede, der strommede til fra alle +Jordens Egne. Fredens Gjerning havde laeget Krigens Saar. Paris var atter +sig selv: Verdens beundrede, lokkende Metropol, Mekkastaden for +Turisternes Pilgrimsfarter og Maalet for alle de Hjemmeblivendes Laengsler +og Dromme. Den Dag blev Sorgen lagt i Frankrigs Hovedstad og over hele +Landet. Festens Faner kom frem igjen og pyntede den mylrende By, +Marseillaisens Toner foer tusindstetnmigt jublende, elektriserende +gjennem alle Gader. Den 30te Juni fulgte efter, Nationernes Fest, +Verdensdronningens Gallaceremoni for de Hundrede-Tusinder, der havde +samlet sig til Turneringen ved hendes gjenfodte Hof. Siden den Tid fejrer +den franske Republik hvert Aar sin Fodselsdag. Den har valgt dertil den +14de Juli, Aarsdagen for Stormen paa Bastillen, Indvielsesdagen for den +store Revolution, hvis Arv den har taget, og hvis Gjerning den +fortsaetter. + +Denne nationale Fest holdes over hele Landet, i enhver Provindsstad og +hver Landsbyflaekke, men hvor store Anstrengelser man end gjor sig +allevegne, bliver det dog, selv Alt tilsammentaget, Ingenting mod Paris's +Fest. Pariserne har en Evne til at kunne arrangere Fester som intet andet +Folkefaerd i hele Verden. Ingen anden By er en saa vidunderlig hurtig. +Leder for Stemningens Elektricitet som Paris, ingen anden udstyret med +dens Midler til at kunne pynte sig i Fest, ingen anden Befolkning forst +og fremmest begavet med det samme Sind som Pariserne til at kunne vaelte +alt Muligt af sig og fornoje sig som Born i uskyldig, overstrommende +Glaede. Disse Egenskaber maa ved enhver ny Lejlighed fore til nye, +storartede Manifestationer; de vil blive ved at gjore det, hvor gammel +end Nationalfesten bliver. + +[Illustration: Lygter haenges op.] + +En hel Uge allerede forinden den fjortende begyndes der baade af de +offentlige Myndigheder, og af Private paa Stadens Udsmykning. Overalt +tomrer og hamrer man, haenger Lygter op, bygger AEreporte, rejser +Mastetraeer, pynter Huse og kjober Flag forst og fremmest. Trikolorhavet +voxer og voxer, indtil Byen til Slutning formelig er druknet under det. +Pariserne flager ikke, som man gjor det i mindre extravagante nordlige +Egne af Verden. De haenger Faner ud af hvert eneste Vindue i hvert eneste +Hus, de pynter Facaderne med taetsammenpakkede Emblemer af dem, de spaender +dem som Theatersoffitter tvaers over Gaderne fra Tag til Tag, der haever +sig ved hvert tyvende Skridt kolossale Master, hvorfra Faner vajer i +Snesevis. Selv den fattigste Arbejder i Belleville stikker sit Flag ud; +de store Nouveaute-magasiner saelger dem for et Par Francs Stykket, og det +er der i Paris Ingen, som ikke har Raad at betale for at kunne vaere med +til at fejre Nationalfesten. Men for Parisernes extatiske Begejstring er +ikke engang dette Flaghav nok. Butikernes Vinduer udstiller slet ikke +Andet end trikolorfarvede Salgsgjenstande. Det kjobende Publikum svaelger +i trikolore Kjoler, trikolore Damehatte og Herrekaskjetter, trikolore +Stromper og trikolore Halstorklaeder, trikolore Vifter og Lommetorklaeder +og Dukker for Born; alt Muligt, hvad der saelges, maa, naar +Nationalfestdagen naermer sig, vaere trefarvet, selv Herrernes Seler og +Damernes Korsetter. Man er ikke nogen god Borger, naar man ikke er +trefarvet indvendig saavel som udvendig. Ikke engang Heste og Vogne gjor +en Undtagelse fra Regelen; de stakkels Dyr farer afsted med hele Hovedet +druknet i diminutive Flag, og der er ikke en Omnibus, uden at der vajer +mindst fire Nationalbannere fra dens fire Hjorner. Nogle Droschkeejere +maler selve Vognene blaa, hvide og rode, pynter Kudskene med trefarvet +Liberi og anskaffer sig trefarvede Daekkener til Hestene. Samtidig er +Gaderne overspaendte med et saadant Vaev af Guirlander og Blomster, at man +i de snevre af dem slet ikke kan se Himmelen. Det er netop dem, der i +Regelen er de rigest pyntede, og Alt, Tage, Mure og Vinduer, er da +forsvundet under Lov og Farver, ja selv Trappegange og Gaarde pynter man +med trikolore Papirsstrimler og med hojst primitive trikolore +Vaabenskjolde. Er der et Rum paa ti Kvadratalen, hvor der ingen Flag og +ingen Dekorationer findes, bliver Folk staaende stille og sporger +hinanden, hvad der kan vaere i Vejen. Selv Saelgekonernes Frugt- og +Legumevogne maa holde Nationalfest, hvis de ikke vil tabe de gode +Republikanere, de har til Kunder. Paa alle Damelivstykker og i alle +Herreknaphuller seer man "la fleur nationale". Arbejderne anskaffer sig +trikolore Laerredshuer, og Damerne anbringer trefarvede Fjer i deres +Hatte; Bornene gjor man trefarvede fra Top til Taa. + +Og saa oprinder da selve den 14de Juli. Paris er underlig paa en saadan +Dag. Den skifter lige fra Morgenstunden Karakter, saa at man ikke kan +kjende den igjen. Det saedvanlige Liv er borte og erstattet af et helt +nyt. Paa de andre Helligdage, selv paa de store af dem, gaar Handel og +Faerdsel sin vante Gang. Forst henad Aften, naar Forstaedernes Beboere gjor +deres Spadseretur ned paa de store Boulevarder, kommer der lidt af +Sondagspraeget over Byen. Men paa Nationalfesten er det anderledes. +Hvorsomhelst og paa hvilkensomhelst Tid af Dagen man saetter sin Fod i +Gaderne, maerker man, at der er noget Aparte over Staden. Der er forst og +fremmest en ganske ejendommelig Fred. Alle Butikker uden Undtagelse er +lukkede, de store offentlige Haller, hvor man flere Dage i Forvejen har +gjort endnu mere omfattende Forberedelser til Festen end alle andre +Steder, de er nu rommede for deres Boder og forvandlede til vaeldige, +guirlandebehaengte Sale, hvor om Eftermiddagen Dandsen skal tage sin +Begyndelse. Der arbejdes ikke paa noget Vaerksted, selv Posten standser +sin Virksomhed fra Klokken elleve om Formiddagen. Efter den Tid tommes +der ingen Brevkasser og uddeles ingen Breve; Postbudene drager i store +Klynger med hinanden under Armen gjennem Byen og synger Marseillaisen, +yderlig fornojede over Fridagen, den eneste, de har Aaret rundt. Den +rastlose, travle Tummel er borte. Folk driver ganske langsomt, +skikkelige, sondagspyntede Grupper med en Mylr af Born, og de standser +hvert Ojeblik for at kige paa Flagpynten og Transparentbillederne, der +skal illumineres om Aftenen. Af og til flokker man sig sammen midt paa +Gaden. En af de tallose Foreninger for Instrumentalmusik har stillet sig +op der omkring et Stativ, der baerer et trikolordrapperet Republikhoved +med frygisk Hue og flankeres af Foreningens medaillebehaengte Faner. Man +opforer Koncert, og unge begejstrede Maend holder Taler til Forsamlingen +mellem Numrene. Pludselig bliver en lille Pige, klaedt paa som +Frihedsgudinde, loftet op over Massen, og man raaber Vivat for hende. Men +over det Altsammen, selv midt i Tummelen, er der den samme fredelige +Sondagshojtidelighed, en absolut Fornemmelse af, at man er ude i den +dejlige Sommersol for at hvile sig efter Hverdagsslid og for at have det +hyggeligt og rart. Pariserne er ganske overordentlig elskvaerdige paa +denne Dag. Man ler til hinanden og vexler smaa gemytlige Bemaerkninger med +hinanden i Forbigaaende, som om man var gode Venner, der modtes, man gaar +omkring med en underkuet Trang til at sladre og til at vaere forekommende, +og man griber med Begjaerlighed den mindste Lejlighed, ved hvilken den kan +give sig Luft. Man gaar saa vidt, at man rommer sin Plads for hinanden i +Queuen ved Omnibusser og Sporvogne, og det vil sige Meget. + +[Illustration: Forberedelse til Nationalfesten i Hullerne.] + +Thi henimod Ellevetiden skal hele Paris afsted ud ad Longchamps til, hvor +den store Revue finder Sted om Eftermiddagen Klokken to i Overvaerelse af +Republikkens Praesident og med de officielle Tribuner fyldte af alle de +Notabiliteter, som Byen har kunnet holde tilbage efter _grand prix_. Det +er, i hvert Fald for Damernes Vedkommende, ikke overdrevent mange. Der er +uhyre sparsomt med Toiletter derude, Revuen er Longchampsslettens store +populaere Fest. Men den er ogsaa populaer tilgavns. Den Part af Paris's +Befolkning, som paa denne Dag undtagelsesvis kommer paa Farten, er den +tarvelige Verden, som ellers hele Aaret rundt sidder flittig, hjemme ved +Arbejdet, og den er altid ellevild af Begejstring over at se sine +Soldater. Paa selve Revuesletten gjor den ikke synderlig Spektakel; den +staar taalmodig og lader sig stege af Solen, medens de tyve, tredive +tusinde Mand defilerer, og bryder kun engang imellem ud i et paent, +anstaendigt Hyldesttilraab, naar en for dens Hjerte aldeles uimodstaaelig +Deling drager forbi: Saint-Cyreleverne, Pompiererne eller et saadant +Korps. Men paa de smaa Kafeer i Suresnes, Saint Cloud og deromkring, hvor +Soldaterne traekker over, naar de har defileret forbi Praesidenttribunen, +der giver man til Gjengjaeld det glade Humor saa meget mere overgivent +frit Lob. Parisermylren og Pariserlystigheden er i disse Timer derovre +paa den anden Side Boulogneskoven. + +Byens store Hovedaarer bliver tommere og tommere, jo laengere man kommer +ud paa Eftermiddagen. Den Part af Befolkningen, der ikke er i +Boulogneskoven, klynger sig sammen paa Pladser og Squarer, hvor +Orpheons-Foreningerne giver Koncert, eller i asfaltbelagte, stille +Sidegader, hvor Kvadrillerne har taget deres Begyndelse allerede +umiddelbart efter Frokost. Vandrer man ved Middagstid ned over de store +Boulevarder, vil man knap tro, at det er dem. De ligger endelose foran +En, fejede rene for al den brogede Faerdsel, som ellers tumler afsted over +dem. Der er ikke en Vogn at se, saa langt Ojet kan naa. Efter Klokken sex +er al Kjorsel i Gaderne forbudt, og Kudskene har sorget for at tage sig +saa godt betalte om Formiddagen, at de ikke finder nogen Gene ved at +holde sig Ordren efterrettelig. I de til Boulevarderne stodende Sidegader +drager man sig med aegte Pariserhumor og i aegte Feststemning den sjeldne +Lejlighed til Indtaegt og flytter Middagsbordet midt ud paa Gadeasfalten. +Der sidder hele Familien under aaben Himmel og krydrer Festmaaltidet med +en Tilgift af frisk Aftenkolighed, og en Haerskare af smaa italienske, +guitarspillende og dandsende Piger leverer for et Par Sous Underholdning +dertil. Ingen bliver staaende og seer paa det, som man vilde gjore +andetsteds; den Slags Indfald forekommer Folk i Paris at vaere en ganske +naturlig Ting. + +Befinder man sig imidlertid et Sted paa Boulevarden, hvor man netop ikke +kan kige ind til en saadan Pariseridyl, kan man let komme paa +besynderlige Tanker. Foran En ligger den lange, ode, graa Vej, allevegne +omkring seer man Faner og patriotiske Symboler, paa Afstand horer man +Trommehvirvler, underlige uharmoniske Horntoner og en uafbrudt Knalden og +Plaffen. Det er som et Bombardement; saadan, kommer man uvilkaarlig til +at taenke sig, maa Paris have set ud under Belejringen. Og dette +Bombardementsindtryk forstaerkes kun, naar man drejer ind i en af de +Gader, der forer bort fra Centrum. Politipraefekten udsteder stadig +Plakater, ifolge hvilke den saa yndede Afbraending af smaa Spraengbomber og +andre Fyrvaerkerisager horer til de ikke engang for et Folk, der morer +sig, tilladte Adspredelser. Men Pariserne anerkjender paa Nationalfesten +Ingenting som forbudt og bryder sig ikke om Politiet. Dette er paa sin +Side saa fornuftigt midlertidig at suspendere sine Forretninger og holde +Ferie ligesom Postbudene. Kun ganske umaadelig sjaeldent seer man en +enkelt Betjent i Gaderne, og er han der, er han ikke i Funktion. Det er +blevet slaaet fast som Regel ved den parisiske Nationalfest, at +Befolkningen selv agerer Politi, og hidtil har det ikke vaeret forbundet +med Ulemper. Da nu Befolkningen ikke har Noget mod Spraengbomber, +tvertimod, saa faaer de Lov til at rase saa galt de vil, og det er +undertiden ganske forfaerdelig galt. Efterhaanden som man kommer op mod de +ydre Boulevarder, op til Arbejderkvartererne, hvor Aftenfesten bestandig +har sin mest stojende og overgivne Karakter, blaendes og doves man +fuldstaendig af disse Raketter, Sole, Svaermere og Bomber, der farer ud fra +hvert Vindue og hver Gadedor med Tilbehor af Artillerisalver. Her er der +alt Andet end ode. Menneskeflokken mylrer som Myrer afsted midt i +Ildregnen. Hvergang det plaffer og sprutter, hviner Folk himmelhojt af +Fornojelse. Faaer de Fyrvaerkeriet i Ansigtet selv, bliver de jo nok +yderlig fortornede et Ojeblik og farer med vaeldige Eder over mod den, der +har braendt det af, som skulde det gaa paa Livet los. Men det varer kun et +halvt Minut. Naar han paent har afgivet sin Undskyldning og erklaeret, at +han ikke har gjort det med Villie, forsvinder Vreden igjen ligesaa +hurtigt, som den kom. Godmodigheden ligger paa Bunden her som overalt paa +den glade Nationalfestdag. + +Hele Staden over begynder ved Morkets Frembrud Illuminationshavet at +sende sine Stromme ud i alle Retninger. Det breder og breder sig, +gigantisk som Paris selv. Der er ikke den fjerneste Krog af Kaempebyen, +hvor det ikke naaer hen, selv det milevide Terraen paa den anden Side +Faestningsvaerkerne, over hvilket Paris spreder sine yderste Forposter, +selv det har sin Part af Aftenens Feeventyrs-Fest. Men paa enkelte Steder +koncentrerer Anstrengelserne sig. Snart er der over de store Boulevarder +mellem Mastetraeer, der folger efter hinanden for hver tredie Lygtepael, +trukket praegtige Gaskroner, fem i hver Raekke, snart er det en af de +offentlige Pladser, hvor en ny Statue afslores i Tusind-og-en-Nats-Glands +af elektrisk Lys og bengalske Blus og trefarvede Illuminationsguirlander, +slyngede mellem hinanden saa taet som Lianer, snart atter er det Boulogne- +eller Vincennesskoven, der er valgt til Festens Centrum. Inde i Krattet +haenger Tusinder af rode Papirslanterner og tager sig ud, som om Buskene +bar store, forunderlige, fosforiserende Frugter, paa Soerne vrimler det +af Smaafartojer, overhaengte med kinesiske Balloner, Raketternes og de +farvede Fyrvaerkeribombers uophorligt dryssende Regn falder som Myriader +af Stjerneskud ned over Vandet, og det elektriske Lys, der straaler ud +allevegne inde fra Traeernes Tykning, laegger sit dagklare, fantastiske +Skjaer over det Hele og fuldender Illusionen af, at man vandrer i en +fortryllet Skov. Gjennem hele Avenue de Champs-Elyssees er der mellem +Traeerne trukket dobbelte Raekker af Gasguirlander med maelkefarvede Kupler, +og de samme hvide, skinnende Perlesnorsrader fortsaetter sig som et Net ud +over den umaadelige Concordeplads og oversvommer den med Lys, mens +farvede elektriske Blus kaster deres magiske Skjaer ind i Fontaenerne paa +begge Sider af Obelisken. Tuilerianlaeget er blevet en Aladdinshave med +store, straalende koulorte Frugter paa alle Traeerne, Kirkernes Spir rager +op som flammende Kaempefakler, om alle de offentlige Bygningers +arkitektoniske Linier slynger Gasguirandolerne sig og forvandler dem til +Fepaladser i Lueforgyldning. Vidunderligt er der ved Seinen. Saa langt +man kan se, spaender Broerne sig over Vandet snart i gylden +Gasillumination, snart i hemmelighedsfuld daempet Taageglands af rode +orientalske Lygter, paa Floden selv glider de smaa Dampere saa taet +behaengte med Illuminationspynt, som var de byggede kun af farvede +Balloner, og Flammestraalerne fra Palaierne paa Quaien spejler sig i det +morke Vand som tusindslynget Guldfiligran. Overalt er Paris druknet i Lys +og Flammer, allevegne krydses den morkblaa Nathimmel af Raketter fra de +sex Kaempefyrvaerkerier, som Municipalraadet i Aftenens Lob lader afbraende +fra hojtliggende Punkter af Byen. + +Ejendommeligst og mest parisisk er dog, hvad Smaaborgerne praesterer i de +snevre Handelsgader i Midten af Byen og ude ad Forstaederne til. Paa begge +Sider langs Fortouget er der bygget Espalier af ganske smaa farvede +Glaslygter, fojede sammen i trikolort Arrangement til en lang, +lovganglignende Allee af Portal ved Portal, lukket for begge Ender med +store Soldekorationer i samme brogede Lygtebygning. Eller ogsaa er der +paa selve Husenes Facade haengt kulorte Papirslanterner op, der daekker +hver eneste Mursten, saa det seer ud, som hele Huset var bygget af dem. +Ud fra Taget skyder der samtidig lange Staenger, som baerer Buketter af +illuminerede Papirsblomster, de haenger paa Snore over Gaden, og de gloder +som store St. Hansorme i Laurbaerbuskene, hvormed man til Overflod har +fyldt Fortouget. Uafbrudt stormer Skarer af marseillaisesyngende Maend og +Kvinder med Lanterner i Form af kaempemaessige Konvolveler afsted gjennem +disse Gader, rode og blaa bengalske Blus kaster deres fantastiske Skjaer +over Mandfolkenes frygiske Huer og over Fruentimmernes store, trefarvede +Kokarder paa Haaret, Svaermerne, der sendes ud fra Husenes Vinduer, +drysser deres Ildgnister som Konfettiregn ned over Maengden. Nu maerker +man, at Pariserne er i Paris igjen. Alle de to Millioner er paa Farten, +og Masser af overfyldte Jernbanetog har i de sidste otte og fyrretyve +Timer bragt en lille en til i Reserve ind til den festpyntede, +festdrukne, fristende, forunderlige Hovedstad. Fra Ende til anden er den +en tumlende, overgiven, uendelig Markedsplads. Alle Torve er blevne til +Dandsesale, alle Fortouge udenfor Kafeerne til Vauxhalshaver med +mylrende, lystige Gilder. Langs de ydre Boulevarder, fra Place du trone +hele Kredsen rundt lige til Batignolles, paa den venstre Seinebreds +Boulevarder, ja selv midt inde i den fine By, paa Theatre-francais- og +Borspladsen holder man _fete foraine_. Hvor den er karakteristisk for +Pariserne! De morer sig med Ingenting. Den blotte Bevidsthed om, at det +er Fest, gaar dem til Hovedet og beruser dem med Jubel. Deres +Yndlingsfornojelse er Karusellerne. Der er en for hvert tiende Skridt +over hele _fete foraine_-Baeltet, og man staar i Queue ved dem allesammen +for at komme op paa Trae-Bucefalerne. Ojnene straaler, man leer og hviner +af Glaede, mens man straekker Brystet frem og stikker efter Ringen, og mens +Udraaberne hyler de fingerede Stationers Navn, som man farer forbi. Der +er en vittig Kronikor, som engang har sagt, at hvis han blev Regering i +Frankrig, vilde han begynde med at udstede et Dekret, lydende paa, at +Karusselhestene skulde vaere i permanent Rotation paa alle Pladser og +Squarer. Naar det var gjort, kunde han rolig laegge Haenderne i Skjodet. +Intet Opror vilde nogensinde banke paa hans Dor, thi de nationale +Lirekasser vilde standse Insurgenterne, og de nationale Karusselheste +vilde vide at dreje Opinionen til hans Fordel. Ved Siden af Karussellerne +er der Barakker med hele Theatre, hvor man opforer store patriotiske +Skuespil i mange Tableauer. Der er et af dem, "Bornene fra 93", som +stadig gjor stormende Succes. Jeg har kun set de sidste Tableauer, men de +er magelose. Saavidt jeg kunde skjonne, hang Stykket ikke sammen, men +fremstillede i skjonsom Afvexling Billeder af den store Revolutions +Historie. Det ene var en Scene mellem en hel Bunke Osterrigere og en +fransk Soldat. Osterrigerne vilde have ham til at forraade hans Generals +Planer, og da han ikke vilde det, skulde han skydes. Men Franskmanden jog +dem under Tilskuernes Jubel paa Flugt allesammen med et Gevaer i den ene +Haand og en Feltkjedel i den anden. Saa kom der et ganske lille Tableau, +hvor et Barn laa paa Dodslejet; det var dod, forklaredes der, fordi dets +Moder ikke havde villet raabe "Leve Republikken". Og endelig endte den +hele Komedie med et Tableau i bengalsk Belysning, hvor Osterrigerne og +Franskmanden og den antirepublikanske Moder og det dode Barn allesammen +stod og viftede med Palmegrene op til en Republikstatue med frygisk Hue +paa Hovedet. Da det var forbi, fik Osterrigerne og Franskmanden Trommer +om Livet og stillede sig op udenfor Theatret og raabte ind til en ny +Forestilling.... Hvor man kommer hen, doves Orerne af saadanne Svadaer, +for hvert Skridt maa man standse og hore paa disse uforlignelige +oratoriske Virtuosstykker af Udraabere til Menagerier og Marionettheatre +og elektriske Fruentimmer og Fiskemaend og Kaempekvinder og Somnambuler, af +Markskrigere, der faaer et nyt Tandpulver til at blive en +verdensomvaeltende Opfindelse, eller af Kroupierer i Skjorteaermer, der +byder ind til Spil, ved hvilke Ingen kan tabe og Alverden vinde Formuer. +Grupperne flokker sig, man traenges og ler og siger Vittigheder. Og stadig +farer der Spraengbomber ind, hvor Mylren er taettest, og syngende og +trommende og trompetende Processioner drager forbi med kulorte Lygter paa +Hattene. Skjaenkevaerterne stiller hele Fade med Vin ud paa Gaden og lader +dem stromme for hvem der vil drikke, Spaekhokeren ved Siden af vil ikke +staa tilbage og kaster trefarvede AEg i Grams til hvem der vil gribe. +Paris holder Fest! Tre Millioner Mennesker tumler mellem hinanden med +Folelsen af, at idag er Alting tilladt, idag maa man vende Verden paa den +anden Ende, om man har Lyst. Man hviner og jubler og jodler, men man gjor +ikke en Kat Fortraed. Hele Natten igjennem er Byen i Delirium. Men naar +Morgenen kommer, er der Ingenting sket alligevel, som den Besindigste +kunde onske usket. Beruset af Fanehavets Farver og af Illuminationens +Glands i deres straalende, vidunderlige Fester har Pariserne moret sig og +vaeret, hvad de er, naar de morer sig, hvad de er inderst inde paa Bunden +af deres Natur: store, godmodige, elskvaerdige Born. + +Sommer-Sondage ved Paris, + +Udenfor Faestningsvaerkerne, i et Baelte, der snevrer sig ind hist og her, +men vider sig ud paa andre Kanter til flere Miles Brede, straekker sig +rundt om hele Paris et Overgangsdistrikt mellem Land og By, som Pariserne +kalder _La banlieue_. Det har Landets friske Luft og gronne Sommerpynt, +men det har den bymaessig arrangeret mellem Boulevarder og Alleer med +Navnebraedt paa Hjornerne, Sporvognsskinner og Gaslygter. Det er Omegnen, +der i Tidens Lob er bleven inkorporeret af selve Staden. De forhenvaerende +Smaalandsbyer er blevne til Arbejderforstaeder, Markerne mellem dem +stykkede ud til Byggegrunde, paa hvilke der har rejst sig Landsted ved +Siden af Landsted, forbundne ved Haver og Parker til et stort, +sammenhaengende Villakvarter, et solbadet, farvebroget Sommerparis udenom +den graa Kaempeby. + +Her er Pariserens forjaettede Land. Et Hus og en Have i Banlieuen er +Endemaalet for al hans Straeben, den lokkende Belonning for et Livs Slid, +Lykken saa stor, som han kjender den. + +For at naa den arbejder og arbejder han og paalaegger sig alle Savn. Selv +efterat hans Bedrift har gjort ham til en velstaaende Mand, lever han i +et Hul uden Luft og Lys, under sig ingen Luxus og ingen Hvile. Saalaenge +"Renten" ikke er tjent indtil den sidste Hvid, er han i Arbejdsdragt fra +Morgen til Aften. Men kommer saa endelig den store Dag, da han har Summen +fuld og rund, siges der ogsaa for bestandig Farvel til Butik og Vaerksted. +Han kjober sit "Terrain" og drager med Kone og Born til Banlieuens +Kanaan. Hans AErgjerrigheds Higen kan have stilet hojere eller lavere, alt +efter den Klasse af Samfundet, han horer til, men i Kubikmetre kan den +altid maales. + +Denne Kolonisation af en stille, vegeterende Menneskerace, for hvem +Livets Uro er endt, som hygger sine Haver og poder sine Paeretraeer og +forresten lader Verden sejle sin egen So, den laegger over Banlieuebaeltet +en Grundstemning af stor Hvile og forunderlig Fred. Verdensstadsfeberen +gaar af En i det Samme man saetter sin Fod udenfor Paris's Porte, Luften i +de lange, ligesom slumrende Alleer er fyldt med noget Blodt, Bedovende, +en sind- og tankeberoligende Essens af Rentier-Velvaere. Heller ikke +Landliggerne gjor noget Skaar heri. De maa betale deres Sommerotium i en +mobleret Banlieuelejlighed saa dyrt, at de foler sig moralsk forpligtede +til at vegetere tilbunds. Men ved Siden af denne faste og fluktuerende +Befolkning er der de nomadiserende Gjaester, Sondagspublikumet, som kun +kommer for nogle Timer, og som kommer for at more sig, den lange Skare af +smaa Bestillingsmaend, som aldrig naaer op paa "Rentens" gronne Gren, +eller af smaa Haandvaerkere og Handlende i de unge Aar endnu, da Slidet +forst lige er begyndt. De er til daglig Brug bestandig ved deres +Gjerning, Uger, Maaneder igjennem uden Hvile. Det er en stor Vildfarelse, +naar man bilder sig ind, at Pariserne altid er paa Farten for at more +sig. Tvertimod, intet andet Folkefaerd er saa sparsommeligt med sine +Fornojelser som de. Kig ind i Portnerens Celle, Han er i Regelen +Haandvaerker ved Siden af, Skraedder, Skomager eller Sligt. Man finder ham +ved sit Arbejde fra Solen staar op, til han henad Midnat gaar i Seng for +at unde sig den Smule Sovn, han kan faa, naar han hvert Ojeblik skal +traekke i Snoren, som lukker Porten op for Natte-Efternolerne. Kig ind i +Blanchiseusens Stue. Hun holder ikke Kaffeselskab eller Faddersladder med +Naboerne; man vil Dag ud og Dag ind til et hvilketsomhelst Klokkeslet +finde hende uforanderligt paa samme Plet, ved sin Vaskebalje eller +Strygebraedt. Besog de smaa Butiker. Ejeren, hans Sonner og Dottre staar +ved Disken uafbrudt, og Ingen af dem forlader maaske Maaneder igjennem +deres Plads undtagen de Par Ojeblikke, da de skiftes til at gaa ind i +Vaerelset ved Siden af og sluge Maden i sig. Man har ingen +Helligdagsanordning, og man laver sig ingen selv. Hver Fridag, der tages, +bliver kjobt med Opoffrelse af Indtaegt, og den tages derfor kun sjelden. +Men river man sig endelig los engang og gjor et "_partie de campagne_", +saa skal det folgelig ogsaa vaere Fest tilgavns. Livslysten har sparet sig +op, mens den sad staenget inde saa laenge; den maa nu have Luft i en +Udladning, der kan forslaa. + +Saa fyldes da Banlieuebaeltet i Folge med disse Landtours-Gjaester og til +deres Behov med en Rummel og Tummel uden Ende. Allevegne er der _fete +foraine, bal champetre_, Kavalkadeoptog, Rosenbrudskroninger, Regattaer, +en Invasion af Fornojelsesvirvar og Fornojelseslarm _a grand orchestre_. +Men underligt nok, den glider ind i den stille Banlieuestemning uden at +skurre; man er vant til Kontraster, man kommer fra deres eget souveraene +Kongerige, man vilde savne dem, hvis man ikke fandt dem igjen herude +under andre Former. Disse Kontraster er det just, der gjor Banlieuen saa +ejendommelig parisisk. Bestandig skifter Karakteren, det er en broget +Vexlen af Kaleidoskopbilleder, man bliver aldrig kjed af den. + +Hovedstederne, hvortil der tures ud, har desuden i Regelen ogsaa hver sin +Specialitet. Versailles og Saint-Cloud har deres _grandes eaux_", de +vidtforgrenede Springvandssystemer, der horte med til Le Notres +Parkanlaeg, og som endnu paa bestemte Sommersondage sender deres taarnhoje +Straaler op over de store Plaener, paa hvilke i tusindfoldigt Mylr Grupper +af beundrende Smaaborgere har lejret sig. Bougival har sin _Bains-mixts_, +hvor de smaa Kokotter og Butiksdandyerne kopierer Trouville, sine +Illuminationsfester paa La Grenouillere-Oen og sine Kanotierballer. +Asnieres og Neuilly har deres store Sommermarkeder, der varer Maaneder i +Traek, Nanterre sine Pompier-Processioner, Suresnes sine Rosenbrude, +Sannois sin Molle, Maisons-Laffitte, Auteuil, Vesinet deres Vaeddelob. Man +har hundrede Steder for et at tage hen. _Petit Journal_ indeholder hver +Lordag en Fortegnelse paa flere Spalter over Punkter i Paris's Omegn, +hvor der den naeste Dag er Noget paa Faerde. Befordringen er saa overmaade +let. Fra den halve Snes Jernbanestationer, som Paris har, futter der Tog +afsted som Minutraketter i alle Retninger. Ved Enden af Avenue de +Villiers er der et Punkt, hvor man, naar man boer hojt tilvejrs, mellem +Levallois-Perret og Clichy har Udkig i Horisonten til en Stump af +Saint-Lazares og Nordbanens faelles Linie. Det er mine egne Vinduer, saa +jeg kan tale om det. Stumpen seer paa den lange Afstand ikke ud, som den +havde meer end en Snes Alens Brede, og der er dog ikke noget Sekund fra +Morgen til Aften, uden at mindst een graa Rogslange bugter sig hen over +den. Paa en halv Snes Minutter og for nogle faa Sous spreder disse Tog +hundrede Tusinder over Banlieuen, uden at der nogetsteds er Traengsel +eller Besvaer ved at komme med. Og ved Siden af dem er der saa ovenikjobet +baade Sporvognene, der gaar lige til Saint-Denis, Saint-Cloud og +Versailles, og endelig Mouch'erne paa Seinen ikke at forglemme, de kvikke +smaa Dampbaade-Omnibusser, en aegte parisisk Specialitet og det +fornojeligste Sommerbefordringsmiddel, der kan taenkes. + +"_Du cote de la Seine_", er i de ni Tilfaelde af ti Maalet for +Landpartiet, Pariserne naerer en ganske umaadelig Kjaerlighed til Seinen; +deres Passion for den er naesten meer endnu, den er et Slags Kultus, de +tilbeder den, som Brahminerne tilbeder deres Ganges, Alene Ordet Seinen +faaer deres Hjerte til at vibrere. + +[Illustration: Sommer Sondag i Saint Cloud] + +Det er som Alt, hvad de elsker ved deres skjonne Land, ligger bundet i +dens Flodseng. At hans Stov maatte komme til at hvile "_sur les bords de +la Seine_" var den store Napoleons sidste Onske. "_Au milieu de ce peuple +francais_", fojer han til. Det er netop det: Seinen er Frankrigs Midte, +Frankrigs Sjael, Frankrig selv. Jeg veed en ung Mand, der laa syg Tusinder +af Mile fra Hjemmet. Han taeredes hen af en Sot, som Ingen kjendte, og som +Laegerne Intet kunde gjore ved. Saa sendte en Pariserinde ham en Flaske af +Seinens Vand, og han kom sig. Lad det saa nok saa mange Gange vaere +Afguderi, det er den Slags Afguderi, der udgjor Verdens Skjonhed. + +Kun saalaenge de er ved Seinen, har Pariserne den Sindsligevaegt, der +saetter dem i Stand til rigtigt at nyde Landturen. Kommer de blot en Smule +bort fra den, bliver de strax nervose, ubehjaelpsomme, de foler sig +allerede halvvejs som i et fremmed Land, hvor de tager kejtet paa Alting. +Men med Seinen er de fortrolige; ved den morer de sig som i et Lag, hvor +man kun er mellem sig selv, hvor man er sikker paa Alt omkring sig, og +hvor man kan give sig helt hen. Der er nu det Gode ved det, at denne +deres Kjaerlighed til Floden bliver gjengjaeldt. Kan de ikke undvaere den, +saa kan den paa sin Side heller ikke rive sig los fra dem og deres By. +Den slynger og snor sig i Bugtning paa Bugtning frem og tilbage over det +hele Banlieuebaelte. Hvor man kommer hen, er den. Man har sluppet dens Lob +og troer, den fortsaetter det mod Nord; pludselig finder man den igjen i +den stik modsatte Retning. Man har fulgt den langs Boulogneskovens ene +Side, man gaar tvaers gjennem Skoven og traeffer den igjen paa den anden +Kant ogsaa. Den er som Byens Nisse, der titter op allevegne og leer til +En og siger, jeg flytter med. Den gjor En rent tummelumsk paa Banlieuens +Topografi. Selv Folk, der er barnefodte i Byen, kan ikke finde Rede i de +Bugtningers Labyrinth. De veed kun, at deres kjaere Flod er +allestedsnaervaerende. Men det er ogsaa Alt, hvad de forlanger at vide. + +Valfarterne til dens Bredder begynder med den forste Foraarssondag i +April allerede, og Pilgrimsskarerne bliver stadig taettere og taettere, jo +mere Sommervarme Solen faaer. Der er Partier ved disse Bredder, der er +forunderligt skjonne. Vejen, som fra Meudonskoven folger Hojdedragets Kam +over Sevres og Saint-Cloud til Suresnes, giver ved hvert andet Skridt fra +store, traeoverskyggede Plaener aaben Udsigt over Floddalen. Mylren af +Villaslotte stikker deres fantastiske Arkitektur i Vejret og ligesom +klaeder Bakkeskraenterne i Fest. Pynter og Oer med gamle Traeer skyder sig +ind i Flodlobet og laver disse hemmelighedsfulde Kroge, hvor Fantasien +kan ane det Vidunderligste bag det lukkende Gronne; hele Terraenet vugger +sig milevidt bolgeformigt op og ned med leende Landskaber, hvor de smaa +Banlieuebyer ligger i brogede Kalejdoskopfigurer stroede ind mellem Lunde +og Parker, og hvor selve Millionstadens Virvar af Tage og Taarne danner +Baggrundsrammen. Allevegne er Billedet nyt, vexlende i Stemning, stort, +straalende, farvefuldt og sommerfornojet. Men det er ikke det alligevel, +der drager Pariserne til Landtour ved Seinen. De har ikke nogen saerlig +vakt Sands for Naturskjonheder. En af deres Kronikorer, der er mest +"parisien", har engang aerligt skriftet, at han var ude af Stand til at +forstaa nogensomhelst anden Landskabsromantik end den, han kunde tage i +Ojesyn fra et Kafebord med Marmorplade, _sous la tonnelle_, hvor han +bekvemt kunde straekke sine Fodder paa Asfaltgulv. Det bredere +Pariserpublikum er ikke absolut saa fordringsfuldt som han. Det kan noje +sig uden Marmorpladen og med Gruskies istedetfor Asfalten, men Kafebordet +og Lovtonnellen undvaerer det nodigt. Det klattrer op paa +Seineskraentshojderne, men det gjor den Tour af saa hurtigt som muligt. +Hvad det vil deroppe, er ikke Andet end forvisse sig om, at det kan se +Paris. En saadan Kigen paa sine egne Vinduer fra et Udsigtspunkt i +Omegnen horer med til et parisisk _partie de campagne_, som skal vaere +fuldt tilfredsstillende. Men naar Hjertet er blevet beroliget ved +Gjenkjendelsen af Triumfbuen, Trocadero og Invalidekuplen, saa har man +ogsaa fyldt sig med al den Naturskjonhed, man har Behov. Man stiger ned +til sin kjaere Seineflod igjen og helliger Dagen til Glaederne ved dens +Bredder. De Gamle lejer sig en Medestang og lover at skaffe "_la +friture_", til Middagen, et Lofte, hvorved de dog i Regelen tilskriver +sig selv mere og Fiskene mindre Klogt, end begge Parter viser sig at +besidde. De Unge dyrker Kanotiersporten, den Sommerfornojelse, der af +alle har hojest Kurs hos den jevnere parisiske Befolkning. Pluraliteten +er Medlemmer af en eller anden Kaproningsforening, og man moder +naturligvis saa i Kostume: Skjorte med broget Somandskrave eller +Laerredsfrakke med Guldankre, Laerredsbenklaeder med kulorte Striber ned +langs Sommen, hvide Gamascher og under alle Betingelser Kanotierhat, det +vil sige en stor, primitiv Straakaske, forsynet med saa formidabel Skygge +som muligt. Forst naar den er alenbred, gjor dens Ejermand rigtig Lykke. +Saaledes udstyret og med en Kjaereste eller idetmindste en "Veninde" +ombord, anbringer man sig i de lange, spidse Kaproningsbaade, der er helt +oversaaede med Flag. Hvor varmt end Solen braender, roer man under Hvin og +Jubel og Vittigheder omkap hele Dagen. Undertiden kaentrer Baaden, og det +hele Selskab dratter i Floden. Men det bryder man sig ikke om, saa er +Morskaben forst rigtig. Saa laegger man sig til Torring i Solskinnet paa +Bredden, slaas med Sand og Graes og Hatte, holder Flojtekoncert paa sine +Mirliton'er, raaber Vivat for de Andre, som flyver forbi, glemmer, at der +er en Verden, som er kjedelig og besvaerlig, og husker kun paa, at den Dag +idag er viet til Ungdom og Solskin og Alt, hvad man kan finde paa af +Piaseer. Bliver Humoret et Ojeblik en Smule mat, er man stadig ikke +laengere fra den lille, landlige Kafe, end at et Glas Absinth eller en +Flaske _petit bleu_ hurtigt kan saette det i Aande igjen. "Tonnellen" har +sit egentlige Hjem ved Seinebredden, og den trives og formerer sig der +med stadig voxende Frodighed. + +Festens Glandspunkt er Middagen i disse vinlovomrankede Verandaer. I +selvmedbragte Madkurve og Graesplaener som Spiseborde seer Pariserne +undertiden en Nodvendighed, men aldrig nogen Poesi. De vil leve hojt, +naar de er paa Landtour, og de forlanger en Diner, som der er Stil i. +Flasker med Stov paa og i Kurv har Vorherre skabt for Poularder fra Mans, +og selv de ganske smaa Seinebredsrestaurationer skiller dem ikke ad. Men +den Slags Flasker--og en lille, stiliseret Middag under Tonnellen i det +Hele taget--har sjeldne Gaver til at saette Kronen paa, hvad en Dag i Sol +og Sommerluft har bygget op. Naar Markedsfestens Karusseller og +Udraabertrompeter--der er nemlig bestandig en Markedsfest i umiddelbar +Naerhed--ovenpaa Dosigheden i de lumreste Eftermiddagstimer atter henimod +Aften lader deres Musik skingre for fuldt Orkester, saa er ogsaa +Seinebredsgjaesterne tilstraekkelig animerede til med fuldtaabne Arme at +tage imod denne Musiks Invitation. Mirlitonflojten bliver sat i Aktivitet +af tusinde Struber, og under dens Akkompagnement marcherer man til +Festen. Dandseestrader, Forevisningstelte, Karusseller, Gynger, +Skydebaner og Somnambulevogne oversvommes af stojende Skarer. Larmen +stiger og stiger, kun de store Parktraeer staar stille og forbausede og +seer ned paa dette tumlende Virvar. Den hele Nat igjennem faaer de ikke +Ro til at slumre ind. Der er kun een Allieret, der kan komme dem til +Undsaetning og skaffe dem Ro: "Ouragan"'en, Tordenskyllen, der aabner +Himlens Sluser og jager Landtourpublikummet hjem og i Seng. Men den +forbarmer sig ikke saa sjeldent over de stakkels Traeer. Den horer naesten +uundgaaeligt med til en parisisk Sommersondag. Man er saa vant til at faa +den som Slutning paa Plaseren, at ingen nogenlunde forsigtig Familie gjor +sit _partie de campagne_, uden at hvert Medlem af Selskabet er forsynet +med Paraplui. Og selv Ouragan'en hjaelper saa med til Fornojelsen. Den +giver Festdagen en Ende med Eclat. Eclat er der tilgavns i en aegte +parisisk Sommerskylle. Det er ikke Regn, den kommer med, det er Vandfald, +Saa overgivent kaadt vaelter den sine Stromme ned over Stimen, der klumper +sig sammen og traekker til Jernbanestationen under eet sammenhaengende +Parapluitag, at det er umuligt at blive fornaermet over den. Man vaelger da +det Fornuftige, man morer sig, man leer himmelhojt over hinandens +Gjenvordigheder, og Landtouren slutter med et Virvar, et Spektakel, et +Humor uden Lige. + +Saaledes seer Parisernes Sommerudflugter ud naesten allesammen. Skovtoure +kjender de saa at sige ikke. En Times Jernbanefart fra Byen har de +Fontainebleauskoven med dens aarhundredgamle Kaempeege, dens +vildtromantiske Klippeklofter, dens Soer og Vandfald, en af de storste og +en af de skjonneste Skove i Europa. Men den frister dem ikke. Forvilder +de sig en enkelt Gang derud, naaer de under alle Betingelser ikke laenger +end til Karussellerne ved Fronsardklofterne lige i Udkanten af den. Endog +Skoven ved Saint-Germain, der ikke ligger laengere fra Paris end Dyrehaven +fra Kjobenhavn, er saare sparsomt besogt. Gjennem dens praegtige Alleer +ruller Herskabsvogne i Maengde, men Folkeliv er der ikke. Man kan af og +til paa en af de aabne, med alenhojt Graes bevoxede Pletter traeffe et +Selskab, der holder Skovtour paa nordisk Vis med Madkurv og selve Jorden +til Bord, eller inde i Skovtykningen, paa Skraenten ved en lille Baek, +nogle Grupper unge Folk, der giver Fuglesangen Akkompagnement. Men man +kan saa ogsaa vaere sikker paa, at de Forste er meer eller mindre +beslaegtede med den adstadigere gifte Kunstnerverden, og at de Sidste for +hojst en Uge siden er indtraadte i den lykkelige Livsperiode, da de +synger med Digteren: + +Rien ne rime comme deux levres, + Les plus doux vers sont les +baisers. + +Foruden Seinebredderne er der kun ganske enkelte Steder, der er virkeligt +_en vogue_. Det mest populaere er Sceaux. Der er her ingen Flod, men der +er "Robinson". Sceaux's Robinson har en umaadelig hoj Stjerne saavel hos +Pariser-Bourgeois'en som forst og fremmest hos den parisiske Student og +"Studentinde". I hvilket Slaegtskabsforhold Stedet staar til Eneboeren paa +den ode O melder Historien Ingenting om. Hans Portraet i Legemsstorrelse +findes over Indgangen til Bevaertningshaven, Lysthusene er anbragte i +Traeerne og daekkede med spidsbuede brune Straatag af den Slags, som man +seer paa Billederne i Campes Bog. Parisernes Fantasi har ikke Mere behov, +Barndomsminderne tager dem strax fangen, og de morer sig som Born i disse +Lysthuse. Enkelte af dem har man endogsaa bygget helt i Toppen af gamle +halvhundrede Fod hoje Traeer. En lang Vindeltrappe slynger sig op om +Stammen, og overst oppe i Kronen, med Udsigt lige til Paris, staar da +Bordet, om hvilket et Selskab paa en halv Snes Personer kan spise til +Middag. Maden hejses op i Kurve, Bestillingerne gjores gjennem Raaber, +det er hojst originalt. Vaerten er bleven Millionaer ved det Indfald, og +den lille Banlieueby et Sondagsvalfartssted af de allermest besogte. Den +har sin egen Jernbane, en uhyre kurios diminutiv en, der snoer sig som en +Snog ind mellem Hegn og Haver, lober rundt om Blomsterbede og bider sig +selv i Halen. Den har ogsaa sin egen Sport, Sondagsrytteriet paa Heste og +AEsler. Det er ikke de aedleste Exemplarer eller de mest rapfodede Gangere. +Men Ungdommen paa Ryggen af dem elektriserer. I den vildeste Galop gaar +det afsted gjennem Skoven; En bliver liggende i Grofterne derude, hver +anden Amazone kommer hjem uden Hat, med vildt flagrende Haar og +sonderreven Kjole. Men hvad gjor det! Det loste Haar klaeder godt, og til +en ny Kjole bliver der sagtens Raad, for man skal i Skoven naeste Gang. En +skummende Tisane i Robinsonteltet kjoler de hede Kinder, men holder +Temperaturen i det hede Blod. Fra Traetoppen seer man Solen laegge +Aftenglands over Skoven, og naar Skyggerne stiger, vandrer man ned og +plukker Roser og Kys i Haven underneden. Men mest det sidste; det er den +Slags Romantik, som Pariserne bedst forstaar. + +Det eneste Sommerudflugtssted, som lokker ved ren Romantik, er Enghien. +Men det har derfor ogsaa sit Publikum i en Sfaere, der ligger over de +populaere Lag. Bredderne af dets fortryllende So er krandsede med Villaer, +hvis Ejere er store Financierer, som taeller Rentekapitalen i Millioner, +og Sondagsgjaesterne paa denne So holder ikke deres Indtog til Musik af +Mirliton'er og Kanotierhurlumhej. De glider sagte omkring mellem de +sejlende Svaner, mellem Aakandekrat og drommende Blomsteroer. Fra en +stille Krog, hvor Haengepilen bygger Lovkuppel over Sospejlet, kaster de +Fiskesnoren ud i det gronne Vand, eller de vugger sig, naar Solen daler +ned bag Montmorencys Hoje ud paa et Taeppe af Purpur og Guld og driver og +drommer og synger Serenader omkap med Sangerne derinde i Villaernes +Fehaver. Det er et douce Publikum, som man i Parisertraengselen ellers kun +seer lidt til, vaesentlig rekruteret fra den Part af _le monde_, som +hverken har _le grand monde's_ Praesentationsmidler eller +Praesentationstrang, Embedsmaend med unge Dottre uden Toiletter og uden +Sminke, beskedne Artister, Folk, der lufter sig ud fra Studerestuer og +Bibliotheker. Hele Dagen igjennem har Enghien kun grumme lidt af +Banlieuekarakteren. Men naar Aftenen kommer, stikker den Hovedet frem. +Der er ingen Karusseller, men der er _Jardin des roses_ med dens +Spillekottage, dens Sommertheater, dens Promenadekoncerter og dens +Kokotter. Det er Seinebredsmorskaben om igjen, blot i en lidt finere og +en lidt mindre morsom Forklaedning. Vil man til ren Natur, skal man ud +over det milebrede Sommerparis. Saa langt Banlieuen naaer, slaeber +Pariserne Verdensvirvarret med sig. Men paa den anden Side Banlieuen +kommer hverken det eller de selv. Der, ved Fontainebleau, ved Chantilly, +ved Compiegne, hvor man vil, ligger de store Skove og hyller sig i +uberort, jomfruelig Ensomhed. Der er der Naturfred og Naturstilhed saa +meget man lyster. + +[Illustration: Ved Seinebredden.] + +[Illustration: Jean Aicard laeser "Othello" hojt hos Mme Adam.] + + + + +PARISERE EN EVIDENCE. + + +Mme. Adam's Salon. + +Parisersalonerne har gjennem Aarhundreder spillet en uhyre Rolle. Fra +Hotel Rambouillets Tid hele det gamle Kongedomme til Ende var disse smaa +toneangivende Selskabscentrer i Virkeligheden Frankrigs Hjerte. Der +dirigeredes med souveraen Magtfuldkommenhed Smag og Mode, der dikteredes +Moralens Love, der styredes endogsaa med fine, umaerkelige Drejninger +Politikens Ror. Revolutionen mejede Hovedet af dem som af alt +aristokratisk Konspirationsvaesen. Men de kom igjen med Kejserdommet. +Naaede de end aldrig under dette helt op til gammel Glands og Herlighed, +saa var de dog paa gode Veje til det, da den tredie Republik pludselig +holdt sit Indtog og atter vendte op og ned paa det bestaaende Samfund. +Med den gamle Tingenes Orden forsvandt de gamle Saloner. Nye i deres +Billeder er der ikke dukket op i det moderne Frankrig. Hvis der +nogensinde vil gjore det, vil det i hvert Fald vare en Stund endnu. +Salonens forste Livsbetingelse er en Slaegt af Patriciere. Det har Paris i +vore Dage ikke. Det har kun Millionens Aristokrati, og det kan pynte sig +op saa straalende det vil, det bliver aldrig Andet end Plebejere +alligevel. + +Forsaavidt de gamle Adelsslaegter virkelig existerer laenger--man horer saa +lidt til dem, at man har Grund til at tvivle derom --er det i hvert Fald +saa godt, som om de ikke existerede. De venter paa deres hvide Faneridder +i Tornerosepalaier, hvor de hviler saa blodt i Spindelvaev og sover en saa +sod Sovn, at det vilde vaere Synd, om Vorherre ikke blidt lod den glide +over til at blive evig. Men deres Samfundsposition har Ingen taget i Arv. +De politiske Storheder er kun Statens forste Maend i Kraft af deres +Stilling. Det er ikke engang det gamle Bourgeoisi, de er udsprungne fra. +De har naesten alle uden Undtagelse svunget sig op fra aldeles Ingenting, +de er uden selskabelige Forbindelser, og de har endogsaa tidt i deres +Fortid Hindringer for at faa dem. De Kredse, som AEgteskabs-, Familie- og +gamle Venskabsforhold knytter dem til, er langt under dem, til hvilke de +selv er naaet op. Saalaenge der ikke er kommen Orden i Alt det, saalaenge +der ikke har formet sig nye Slaegter, i hvilke det er Tradition at vaere +Nummer Et, saalaenge vil de selskabelige Forhold i Frankrigs Hovedstad +befinde sig i Kaos. Den vil have, hvad den har nu, sit "Tout-Paris", en +Samling af enkelte Personer fra hojst forskjelligartede Samfundslag, hvem +Stilling, Talent, Penge eller rene Tilfaeldigheder for en Stund gjor til +Notabiliteter, som modes paa Gader og Straeder, i Theatre, ved Fester, +overalt, hvor der er Noget paafaerde, og som der skaber Opinionen, men den +vil ikke have noget _societe,_ nogen fast sluttet, toneangivende Kreds, +hvis Saloner er Pariserlivets Centrum. + +Af alle de Maend, der har vaeret _en vue_ siden Republikens Indforelse, har +Ingen gjort endog blot Forsog paa at skabe en Salon i de gamles Monster. +De har uden Undtagelse indskraenket sig til deres officielle Receptioner, +denne Form for selskabeligt Liv, som den tredie Republik har AEren af at +have opfundet, og som er den kurioseste, der kan taenkes. Praesidentens +Elyseefester er Modellen. I Stil med hans _Bal-omnibus_ forvandler +Ministre og Soussekretaerer, Seine- og Politipraefekt, Kammerets og +Senatets Formaend, hele Raekken af den store Administrations Funktionaerer +skiftevis deres Beboelseslejligheder til Fortsaettelser af Gaden. Man +udsteder ikke Invitationer, men Billetter som til en anden Revue. Har man +et Koncertprogram at byde paa, der er noget exceptionelt, saa gjor man +sig kostbar, men ellers staar Portene paa vid Gab for Gud og Hvermand, +der vil komme. Man onsker Intet hellere end at se sine Saloner proppede, +det giver en Air af Popularitet, der i disse for politiske Magthavere saa +usikre Tider ikke er at foragte. Selv kjender man ikke Tiendeparten af +sine Gjaester, og man laerer dem heller aldrig at kjende. Praesentationer +betragtes som overflodige. Publikum indfinder sig uden at sige Goddag, +driver rundt og kiger paa Ansigter som i en Theaterfoyer, traeffer maaske +ved et Tilfaelde, men et Tilfaelde, der kun haender sjeldent, en og anden +Bekjendt, drikker et Glas Punsch med ham ved Buffeten, og gaar saa igjen +uden at sige Farvel. Det er karavanseraiagtig Stimmel og Tummel, broget +og mylrende nok, men med selskabeligt Liv har Alt det ikke mere at gjore +end Honningkagemarkedet paa Place du trone. Man har staerkere Fornemmelse +af at vaere i Selskab udenfor en Kafe paa Boulevard des Italiens end i en +af den officielle Verdens Receptionssale. Publikummet paa Kafeen er +betydeligt mere ensartet end i disse Sale, Samtalen hundrede Procent mere +animeret, den Esprit, der gives ud, tusind Gange saa stor. Der er i hele +det moderne Paris kun een Salon, som uden at plumpe ud i disse +Omnibusfesters Banalitet haever sig op over at vaere en ren privat Stue, +med hvis Liv og Tildragelser Offentligheden Intet har at skaffe. Heller +ikke den er de gamle Saloner om igjen, den har vaesentlige Karaktermaerker, +som er absolut forskjeilige fra dem, men den er dem oversatte i det +Samfund, som nu existerer, og det er det netop, der giver den dens +Interesse. Den er et Centralisationspunkt for Talentsiden af "Tout +Paris", det forste Forsog paa at samle som i et Hovedkvarter alle de +Kombattanter fra hojst forskjellige Lejre, som har virkelige Evner og +Kraefter at offre Udviklingen af det nye Frankrig, der er fodt med den +tredie Republik. + +Generalissimus i dette Hovedkvarter er Mme. Edmond Adam, en af de mest +aand- og talentfulde Damer i det nuvaerende Paris, halvt Descendent af den +store Revolutions Kvinder, halvt af _l'ancien regimes_ Salondamer. +Naturen har ved en Samling af Egenskaber, der kun sjeldent findes +forenede hos en og samme Person, praedestineret hende til den Plads, hun +indtager, og Tilfaeldet har redebont rakt Haanden til, at hun kom paa sin +rette Hylde. Hun er i Besiddelse forst og fremmest af Ungdomskildens +Hemmelighed. Hverken legemligt eller aandeligt synes hun nogensinde at +skulle aeldes. Skjondt hun allerede en Stund har vaeret Bedstemoder, gjor +hun Indtrykket af at vaere en Dame paa nogle og tyve Aar. Hun er endnu +stadig en _jolie femme_; hendes udtryksfulde, uhyre bevaegelige Ansigt, +store, klare, morkeblaa Ojne, en lille Mund med et ejendommeligt +Barnesmil, rigt kastaniebrunt Haar, blaendende hvide Arme og Taender giver +hende en Charme som de mest Indtagende af hendes Kjon. Over hele hendes +Person er der et Liv, i hendes Maade at vaere paa en ungdommelig Fart, som +smitter. Hun er dernaest til Fuldkommenhed fortrolig med Kunsten at vaere +Vaertinde. Selv naar der er Hundreder i hendes Salon, forstaar hun at dele +sig mellem dem allesammen, samle Grupper, hviske et intimt Ord i Oret paa +En, mens hun leer med Andre, drage Folk fra alle Hjorner, og som maaske +aldrig har set hinanden for, ind i en faelles Konversation, sno sig selv +som Islaet ind allevegne, saa at hele Vaeven kommer til at haenge sammen. +Skjondt hun ikke blot er aesthetisk producerende, men halvvejs laerd +Forfatterinde, er der ikke noget Ojeblik, hvor hun faaer ringeste Staenk +af Blaastrompen. Den lette Esprit, hvormed hun forer Samtalen, er de +gamle Saloners Causerie, men hendes Kundskabers Omfang, hendes Dommes +analytiske Klarhed faengsler en Taine, en Renan, en Pasteur ved Siden af +hende alligevel. Dertil er hun en glodende Patriot, en overbevist +Republikanerinde, levende interesseret for alle sociale Fremskridt, +interesseret i det Hele taget for Alt, hvad der horer hendes Tid og dens +Mennesker til, og heller ikke bange for selv at vaere aktivt handlende ved +Lejligheder, hvor hun kan vaere det, uden at hendes Ynde som Dame +lider derunder. + +Selv med Alt det vilde hun dog i denne Millionens Tidsalder have manglet +en vaesentlig Betingelse for at skabe Salon i Paris, hvis Tilfaeldet ikke +havde vaeret ligesaa gavmildt mod hende som Naturen. Det har gjort hende +hovedrig, og det har derved gjort saavel hende som Republiken en stor +Tjeneste. Datter af en fattig Provindslaege aegtede hun, naesten Barn endnu, +en af sin Faders Kollegaer, der heller ikke havde Synderligt. AEgteskabet +blev ikke lykkeligt, saa lidt lykkeligt, at hun tog bort fra Hjemmet og i +Paris sogte at skabe sig en Existens paa egen Haand ved Hjaelp af sit +Talent som Forfatterinde. En Raekke Noveller, og navnlig forskjellige +fortraeffelige, fint malende Landskabsbeskrivelser, som hun udgav under +sit Pigenavn Juliette Lamber, tiltrak sig Opmaerksomhed. Hendes personligt +indtagende Egenskaber kom til, hun skaffede sig mange Venner, og alle +Huse aabnede sig for hende. Da hun nogle Aar senere blev Enke, anholdt +den bekjendte Senator Edmond Adam om hendes Haand; hun gjorde paa samme +Tid et absolut Inklinations- og et glimrende Fornuftparti. Den Formue, +dette Giftermaal bragte hende, var ligesaa betydelig som den Position, +det gav hende, Hendes Mand var naer knyttet til alle fremragende +Kapaciteter i det liberale Frankrig, den fortryllende Vaertinde, han havde +fort ind i sit Hjem, drog dem ganske naturligt endnu mere til dette, hun +selv forte sin talrige Kreds af literaere Venner med sig, og allerede +dengang begyndte hendes Salon at blive et Samlingspunkt for, hvad Paris +rummede af Talent og Dygtighed. + +Saa kom Krigen, Belejringen og Republiken. Der er i en af hendes Boger, +en Samling oprindelig kun for hendes Datter bestemte Dagbogsoptegnelser, +som hun imidlertid senere har udgivet under Titelen "Le siege de Paris", +en Passus, der giver et magelost Billede af hende i denne Periode, den +maaske i hele hendes Liv, da hun har vaeret mest sig selv. Hun taler om +den Aften, da efter Budskabet om Sedan Republiken var bleven proklameret, +og alle Mennesker strommede sammen paa Pladsen udenfor Kammeret. Hun var +mellem dem. "Den skjonne Statue af Strasbourg," skriver hun, "er bedaekket +med Blomsterpynt og omringet af tilbedende Grupper. Der behoves en Sang, +en Hymne for denne Kultus; det er endnu engang Marseillaisen. Man +istemmer Refrainet af denne Krigssang, der er bleven som en Psalme. Efter +Refrainet holder de unge Mennesker, der smykker Statuen, og som stadig +vedbliver at modtage Blomster, Lovvaerk og Guirlander, pludselig inde, og +blivende i deres Stillinger, bevarende deres Gestus, synger de, +opflammede af en ubevidst men herlig Kunsts Inspiration, den forste +Strofe af denne Hymne, til hvilken i sin Tid Strasbourg har begejstret +Rouget de l'Isle. Ved Verset: + + "Entendez-vous dans nos campagnes + Mugir ces feroces soldats" + +tror vi at hore Preusserne i Alsace og Lorraine. Kan jeg, Alice, gjengive +Dig den Bevaegelse, som denne Strofe vaekker hos os, denne Strofe, der +taler om vore Born, og som disse Ynglinge synger, af hvilke den aeldste +ikke er tyve Aar. Ved det sidste Vers bryder den unge Alsacer, der har +klamret sig til Statuens ene Arm, ud i Hulken. Maengden foler sig greben, +som man kun gjor det i de store Ojeblikke af sit Liv. Der staar Taarer i +Alles Ojne. Det tager Enhver af os fangen som Svimmelhed. Vore Folelser, +vore Onsker, vor Begejstring soger hinanden, blandes, forener sig og +danner nu kun et eneste Onske, en eneste Folelse, en eneste Begejstring. +Vor Existens har, renset i Patriotismens Aandepust, intet Personligt +laenger; den bliver helt faelles, helt national. Min Stemme tilhorer mig +ikke mere, den klinger for mit Ore, den gaar ud af min Mund, uden at det +er mig bevidst. Jeg har affort mig selv, og jeg er beruset af dette +hemmelighedsfulde Vaesen, der i sig forener saa mange forskjellige +Kraefter, saa mange hinanden modsatte Elementer, saa mange Interesser, saa +mange stridende Folelser, og jeg elsker det hojere end mig selv: min +Kjaerlighed til Faedrelandet er staerkere end Doden! Jeg vier mig til +Frankrig!" + +Disse smukke Ord gjorde hun til Sandhed. Under hele Belejringen stod Mme. +Adam i forste Raekke mellem de heroiske Pariserinder, som har gjort denne +Periode til en af de mest oploftende i Frankrigs Historie. Hun indrettede +Lazarether, hun sorgede for Uddelingen af Livsfornodenheder til de +Fattige, hun plejede personlig de Saarede, hun var allevegne, hvor hendes +Hjaelp gjordes nodig, og hun var ved sit Initiativ og sit Exempel paa en +Maade Forsvarsregeringens hojre Haand. Det stillede hende endnu naermere +til de nye ledende Maend i hendes Land, og da der atter kom Fred og +ordnede Forhold, blev hendes Salon ganske naturligt Modestedet for den +unge republikanske Verden, hvis fremragende Medlemmer saa at sige talte +hinanden hos hende. Umiddelbart efter Krigen havde hun gaaet endnu en +tung Provelse igjennem, hun havde mistet sin Mand. Men de store Naturer +voxer kun storre igjennem Sorger; hele hendes Tilvaerelse var fra nu af +dobbelt viet Frankrig og dets nyvaagnende Liv. + +I den forste Periode efter Krigen var hendes Salon vaesentlig politisk. +Gambetta og hans Venner udgjorde Generalstaben, men de modtes hos hende +med Repraesentanter fra alle republikanske Lejre, og meer end een Akkord +er bleven sluttet, meer end een faelles Operationsplan mod Reaktionen er +bleven lagt i Mme. Adams Hotel. Hendes ugentlige Dinerer, ved hvilke hun +sogte at samle de af Opinionens Ledere, som hun med sit kloge Blik saae +havde Behov at finde hinanden, var laenge mellem de store Begivenheder i +Paris's Liv, og man debatterede, hvad der blev forhandlet ved dem, med +storre Interesse, end hvad der forhandledes i Ministerraadene. Forst da +den endelige Sejr var vunden, da Republiken ved Marechalens Fald og +Grevys Overtagelse af Praesidentskabet var traadt ind i sin legitime +Existensperiode, forst da begynder det politiske Skjaer over Hotellet paa +Boulevard Poissonniere at vige Pladsen for et mere literaert. Saalaenge +Kampen mod faelles Fjender stod paa, kunde de forskjellige Partiforere +endnu arbejde sammen, men da Striden efter Sejren fortes over i +Republikanernes egen Lejr, blev de selv Fjender, som end ikke den mest +indtagende Vaertinde var i Stand til at forene under samme Tag. Mme. Adam +er kun Diplomat, saalaenge Patriotismen gjor hende dertil. Hun siger det, +hun taenker, seer og forudseer uden Omsvob og uden Frygt for at stode. Hun +har i alle politiske Sporgsmaal sin egen Mening, som hun ikke underordner +under noget Partis; det har gjort hendes Forhold baade til Gambetta og +adskillige Andre kjoligere end i den forste Tid. Hun staar endnu paa en +venskabelig Fod med ham, som hun i det Hele taget kan glaede sig ved +Sympathi hos alle, selv de mest fremskredne republikanske Partier, men +den intime Samvirken er ophort, hver gaar nu sine egne Veje. Maaske har +ogsaa det Offentlighedens grelle Lys, som Avisernes Indiskretioner mere +og mere lod falde over hendes Salon, bortskraemmet fra den de tidligere +Oppositionsledere, der efterhaanden selv blev de Styrende og med deres +nye officielle Stilling nodsagedes til at paalaegge sig selv en +Reservation, som de tidligere havde kunnet saette til Side; nok er det, +Mme. Adams Salon har i de sidste Aar noget skiftet Karakter, den er nu +overvejende litteraer og artistisk, dog naturligvis uden derfor at staenge +Doren ogsaa for andre Interesser. Ved hendes Onsdagssammenkomster finder +man stadig Senat og Kammer talrig repraesenteret, og maaske er det ikke +engang ved et Tilfaelde, at Militaeretaten under den sidste Vintersaeson en +efter en saae alle sine Celebriteter dukke op i Hotellet paa Boulevard +Poissonniere. + +Hvad selve dette angaar, udmaerker det sig i Grunden kun ved sin +Simpelhed. Man finder i de fem, sex jaevnt store Sale, i hvilke Mme. Adam +samler sine Gjaester, Intet af den moderne parisiske Luxus. Hele Hotellets +Indretning er holdt i en borgerlig, noget gammeldags Stil, der er ingen +skrammererede Lakajer, Betjeningen besorges af Tjenestepiger i sorte +Merinoskjoler, der bydes The rundt og holdes hverken Bevaertningsbuffet +eller Vestiaire, hvor man faaer Nummer paa sit Toj og betaler dets +Opbevaring med en halv Franc. Allerede disse ydre Smaating hjaelper paa +Hyggen. Selv naar Gjaesterne hober sig sammen i hundredevis, beholder man +Indtrykket af at vaere i et Hjem. Heller ikke de banale Koncertsoireer +existerer. Coquelin'erne siger en Monolog engang imellem; Bornier, +Silvestre, Richepin eller andre Poeter laeser deres Digte op; naar der er +fremragende Virtuoser eller Sangerinder mellem Gjaesterne, improviseres +der ogsaa af og til et lille musikalsk Intermezzo, men Paris's Stjerner +lejes ikke, som det er Mode hos Finans- og Amerikanermillionaererne, for +to, tre tusind Francs til at forvandle Salonen til en formelig +Forestillingssal. De rent litteraere Soireer, der er Mme. Adams +Specialitet, er en helt anden Sag. Digteren giver ved dem hendes Gjaester +en Primeur af sit nye Vaerk og soger en Elitekreds's Dom om det, for han +sender det ud til det store Publikum. Deroulede har paa den Maade laest +sin Moabit, Aicard sin fortraeffelige franske Gjengivelse af Othello hos +hende, hun selv har budt sine Gjaester Premieren af forskjellige af sine +Arbejder, og "Tout Paris" har med Rette betragtet disse Aftener som +Saesonbegivenheder. Til dem indbydes der kun Herrer. Hun selv samt de to +bekjendte Forfatterinder Henry Greville og Claude Vignon repraesenterer +alene det smukke Kjon, Derimod traeffer man ved hendes saedvanlige +Onsdagssammenkomster en talrig Kreds af Damer. Det er _le vrai monde_, og +den Part af den til og med, i hvilken der findes ikke blot +diamantoversaaede Fruer, men tillige unge Frokener. Derfor sluttes der i +Regelen ogsaa med en improviseret Dands, der varer til Morgenstunden, og +som er hojst animeret. Flere Gange i Vinterens Lob samles desuden alle +Husets Venner til storre Fester, stiliserede Kostumeballer og Sligt. Mme. +Adam kan vaere _grande mondaine_ som ingen Anden. + +Ved Siden af alt det har hun sin _Nouvelle Revue_, en Konkurrent til +eller rettere en Afloser af _Revue des deux mondes_. Buloz's gamle +Tidsskrift har endnu Kurs i Udlandet, tildels ogsaa i Provindserne. Men +for det moderne Paris er det altfor gammeldags, der laeser kun Faa det +laenger. Mme. Adams har indtaget dets Plads. Den samme Kreds, hun som +Vaertinde samler i sin Salon, samler hun som Udgiverinde og Redaktor i +Revuen. Hun dirigerer selv Alt, hvad der vedrorer den. Hun laeser de +indsendte Artikler igjennem og sender Forfatterne Breve med motiverede +Forslag til Rettelser, hun udfinder AEmnerne, som hun onsker behandlede +og, hvad der er vanskeligere, de Folk, som kan behandle dem, hun skriver +endogsaa selv Oversigten over den inden- og udenlandske Politik. +Ondskabsfulde Tunger paastaar, at hun altid har Halvmorke i sine Saloner +for at skjule, at hun sminker sig. De gjor hende Uret. Er der en Hensigt +i denne daempede Belysning, saa er det at skjule Ojnenes Traethed og +Overanstrengthed efter Nattearbejdet. Ogsaa i sin uendelige +Virksomhedstrang og Virksomhedsevne er hun en Type paa den unge +Generation, hun samler omkring sig; ikke mindst i saa Henseende fortjener +hun at staa som en Pariserinde _en evidence._ + +En Aften hos Victor Hugo. + +Frankrig har ikke, som man til daglig Brug troer, for Tiden kun eet +Overhoved. Det har to ligesom Japan, et verdsligt og et aandeligt. Det +verdslige forer Titel af Republikens Praesident og troner i Palais de +l'Elysee, det aandelige hedder _le grand Maitre_ og har sit Tempel i +Avenue d'Eylau. Af disse Landets to overste Stillinger kan der ikke vaere +nogen Tvivl om, hvilken der er den betydeligste. Praesidentskabet varer +kun et kort, begraendset Aaremaal, og selv indenfor det er det ingenlunde +absolut sikkret. Grand-Maitre Vaerdigheden derimod er given for Livstid, +og ogsaa i Tilfaelde af, at Titulaturens Indehaver skulde afgaa ved Doden +ophorer den kun for at ombyttes med en patriotisk Helgens endnu mere +oploftede Position. Praesidenten maa omgive sig med et Ministerium, der +"har Landets Tillid"; _le grand Maitre_ vaelger selv sine Ypperstepraester, +uden at sporge nogen Opinion tilraads, og de forretter Tjenesten i hans +Tempel uden at vaere ansvarlige for Andre end ham selv. Praesidenten har +Modstandere, der gjor ham Livet surt, _le grand Maitre_ hyldes af alle +Partier. Fra den rodeste Radikale til den hvideste Legitimist bojer +enhver Franskmand sig anerkjendende for Victor Hugo. Han er for dem ikke +nogen Samtidig laenger, hvis Gjerning kan vaere underkastet Kritik, de seer +i ham selve Personifikationen af deres Lands Geni i det nittende +Aarhundrede, en endnu levende Ahne for det hele moderne +intellektuelle Frankrig. + +Med aerbodig Beundring vender de da Blikket mod Templet i Avenue d'Eylau. +Her er det, at _le grand Maitre_ sidder i hellig Majestaet, grundende over +Tilvaerelsesgaadernes sidste Hemmeligheder, og herfra er det, han udsteder +sine dybe Profetier om Verdensfredens og Folkebroderskabets kommende +Vidundere. Han grunder Dagen igjennem og nedskriver paa store Folioblade +i Runer, som kun de Indviede forstaar at tyde, de Aabenbaringer, der +viser sig for ham. Enkelte af disse Aabenbaringer bringes strax til +Verdens Kundskab, men Pluraliteten opbevares i Templets Allerhelligste, +det vil sige i _le grand Maitre's_ Skrivebordsskuffe, indtil en vaerdigere +Efterslaegt kan ansees moden for dem. Da det vides, at disse Templets +skjulte Skatte saa godt som alle er i dramatisk Form, gjor stundom en +ulykkelig Theaterdirektor, der ikke kan drage Publikum til sit Hus, +Forsog paa at faa en af dem udleveret. Men det er altid forgjaeves. Det +gaar med disse beaandede Folioblade som med den sjeldne, sekelgamle Vin, +der kun maa udskjaenkes draabevis til Syge og Lidende. Hele Dagen lukker +_le grand Maitre_ sig inde med sit Geni. Men naar Aftendaemringen begynder +at saenke sig, drejer Templets hemmelighedsfulde Port sig lydlost paa sine +Haengsler, og de Troendes Skarer indfinder sig til Tilbedelse, forst +Praesterne og siden de mere Profane. + +Som aegte demokratisk Helgen indskraenker _le grand Maitre_ sig ikke til at +modtage de Andaegtige een Gang ugentlig. Hans Tempel er tilgaengeligt hver +Aften, og Adgangen staar aaben for Enhver, der kommer i Ledsagelse af en +Troende samt forsynet med et almindeligt menneskeligt Visitkort. Der +bankes tre Gange med en middelalderlig Dorhammer, og en sortklaedt +Kvindeskikkelse med krusstrimlet Kappe og en Lygte i Haanden viser sig +derpaa efter et Kvarters Forlob med en stor Jernnogle, som aabner +Indgangen til Templets Forhal. Man afleverer sit og den medfolgende +Troendes Visitkort; den sortklaedte Kvindeskikkelse forsvinder med dem og +kommer efter et andet Kvarters Forlob atter tilbage, denne Gang for at +drage et tungt Flojlstaeppe tilside og aabne en ny Dor. Man traeder ind og +befinder sig i selve Templet. + +Det er et lille, aflangt Rum, med alle Vaegge betrukne med Rodt. I +Hjornerne braender med mat, mystisk Lys nogle faa Lampetter; det staerkeste +Skjaer kommer fra den monumentale Kamins Flammer. Fra denne Kamin Salens +Laengde nedad udgaar en dobbelt Raekke rode Laenestole, hvidlakerede i +Ryggen og rigt forgyldte. Spredte omkring paa disse Stole sidder de +Ventende, den kvindelige Part af dem tilhojre, den mandlige tilvenstre, +alle tavse, smittede af Stedets Aand, ligesom _le grand Maitre_ selv +grundende over Tilvaerelsesgaaderne. De lofter Blikket et Sekund, naar +Portiererne for Indgangsdoren glider tilside og en Novice traeder ind, men +kun et Sekund, saa synker de atter tilbage i den dybe Grunden. Fra det +helligere Rum paa den anden Side det morke Kabinet, der stoder op til den +rode Sal, lyder i den store Stilhed en fjern Klirren som af Knive og +Gafler, der bevaeges mod Tallerkener. Man lytter andaegtig; det er _le +grand Maitre_ selv, der med sine mere Udvalgte hengiver sig til +Bordets Glaeder. + +Portiererne glider tilside den ene Gang efter den anden, Stolene fyldes +lidt efter lidt, der gaar et Kvarter og endnu et. Saa slaar Uhret inde i +det morke Kabinet langsomt sine ti Slag. Pigen med den krusstrimlede +Kappe viser sig og taender den store Lysekrone under Loftet. Et Kvarter +endnu, saa aabnes virkelig ogsaa Doren paa den anden Side af det morke +Rum, man horer Stole blive skudte tilside, et festligt Lysskjaer kommer +derinde langt borte fra. Alle de Andaegtige rejser sig. + +Langsomt, alvorlig, vaerdig, som det sommer sig en _grand Maitre,_ skrider +Victor Hugo ind i Salen. Han har under Armen forste Ypperstepraestinde, +Mme. Juliette, der har fulgt ham gjennem alle Landflygtigheder. Bagefter +folger parvis de Udvalgte, i Reglen dog aldrig mere end ti i det Hele, +det Antal, som daglig indbydes til _le grand Maitre's_ Bord. Processionen +vandrer tavst op gjennem de tavse Raekker. Helgenen tager Plads foran den +mystisk flammende Kamin, Mme. Juliette saetter sig paa Stolen tilhojre +naermest ved ham. Hun giver samtidig et Vink til Kvinderne, og ogsaa de +saetter sig, alle paa samme Side som hun, naermere eller fjernere, alt +efter deres Anciennetet. Paa Mandfolkesiden derimod bliver Alle staaende +oprejste som _le grand Maitre_ selv. + +[Illustration: Victor Hugos salon.] + +Han begynder at tale. Alles Ansigter er spaendte, Ingen vil slippe et +Bogstav, en Betoning af den Stores Ord. Men selv for den Nederste i +Raekken er det heller ikke svaert at hore Alt, _le grand Maitre_ taler +langsomt som en Mand, der veed, at det er Guld og Diamanter, der udgaar +fra hans Mund. Han taler altid om ophojede Ting, det behover ikke at +siges. De to, tre Naermeste paa Mandfolkesiden giver Stikreplikkerne i +Form af korte Sporgsmaal til lange Svar. Da Mesteren er ved at gaa ind i +de Firs, folger det af sig selv, at Udodelighedssporgsmaalet er et Thema, +der behandles med en vis Fortrinsret. De Troende er ofte Tvivlere i det +Kapitel. Men _le grand Maitre_ selv tror. Det kunde synes at maatte give +Anledning til en Divergens, der ikke ret vilde stemme med Stedets +Karakter. Det er imidlertid ikke saaledes; der kommer et Kompromis +istand, som tilfredsstiller alle Parter, baade Mesteren og de Andre. At +hans Sjael er udodelig i enhver Forstand, og at den fra Graven, vil +opstige paa Englevinger til Himlen, indrommes fra den ene Side som noget +Selvfolgeligt, men det indrommes saa samtidig fra den anden, at dette +muligvis kun er en Undtagelse, og at der maa gjores en Forskjel paa, hvad +der gjaelder for almindelige Dodelige og for en _grand Maitre_ som +Victor Hugo. + +De offentlige Gudstjenester ligner alle hinanden; Sporgsmaal som det +naevnte droftes i dem alle. Efter en halv Times Forlob holder en Troende, +der aspirerer til Praestevaerdigheden, en kort Lovtale til _le grand +Maitre_, der horer paa den med den ene Haand paa Brystet, den anden af og +til naadig takkende, samt med et permanent Smil udbredt mellem det korte, +strittende, hvide Haar og det isgraa Skjaeg. Naar Lovtalen er til Ende, +rejser Mme. Juliette sig, og alle de Andaegtige paa Kvindesiden gjor det +Samme. _Le grand Maitre_ bevaeger sig nogle Skridt fremad og stiller sig +midt i Salen. Parvis, een fra Mandfolkesiden og een fra Kvindesiden, +vandrer de Troende forbi ham og udstraekker Haanden, medens Laeberne mumler +Formularer, af hvilke kun Ordene _Cher Maitre_ er horlige. _Cher Maitre_ +trykker de fremstrakte Haender, Uhret inde i det morke Kabinet slaar +langsomt elleve Slag, Portiererne glider tilside, Udgangsdoren aabnes og +bliver staaende aaben, Receptionen er tilende. + +Saaledes gaar det Aften efter Aften, og man har Lov til at komme igjen +saa tidt man lyster. Det bor dog udtrykkelig tilfojes, at den aandelige +Vederkvaegelse er den eneste, _le grand Maitre_ byder sine Gjaester. En +Buffet som i almindelige Dodeliges Saloner vilde tage Gudstjenestepraeget +bort; her kan der fornuftigvis kun vaere Tale om Offergaver, bragte af de +Troende. Saadanne ydes da ogsaa hyppigt. Viktualier har man, saavidt +vides, endnu ikke taenkt paa at frembaere; _le grand Maitre_ er flere Gange +Millionaer og har Raad til at anskaffe sig selv, hvad han behover. Men +derimod hengaar der ikke nogen Aften, uden at hans Lofter foroges med +storre eller mindre Samlinger af Samtidiges Aandsprodukter. Naar en lille +engelsk Miss har faaet en halv Spalte optaget i et Penningmagasin, iler +hun strax til Templet i Avenue d'Eylau og nedlaegger et Maecenatexemplar +paa _le grand Maitre's_ Kaminalter. Af Alt, hvad der trykkes i Frankrig, +har han snart sit reglementerede Friexemplar ligesom +Nationalbibliotheket. Alene hans Samling af Foreningstidsskrifter og +Aarsbulletiner er skraekindjagende. Saasnart ti Mennesker i Frankrig +danner et Selskab, ligegyldigt i hvad Ojemed, er deres forste Skridt at +gjore Victor Hugo til Skytspatron, anmode ham om at overtage +AErespraesidiet, som det hedder paa moderne Fransk. + +Naturligvis er der ogsaa Franskmaend, som har Ojet aabent for det +Overdrevne og dermed Komiske i denne afguderiske Hyldest af den gamle +Digter. Men de tier; de veed, at deres opponerende Roster vilde blive +knuste under et milliontunget Indignationsskrig. Victor Hugo er +ukraenkelig; at rore ved hans Ry er en Formastelse i Slaegt med +Landsforraederi. Nu, at han taeller mellem Frankrigs Storste, falder jo +heller Ingen paa at naegte. Han har pustet nyt Liv i den franske Poesi paa +et Tidspunkt, da den var i Faerd med at do, og han har siden da fyldt sit +Aarhundrede med Vaerker, hvis Vaerd muligvis vil mindskes folde kommende +Generationer, men som for det moderne Frankrig har havt en Betydning, der +er uhyre. Han har lidt, og man byder ham nu Erstatning derfor. Det har +ogsaa sin smukke Side. Det seer selv Skeptikerne mellem hans Landsmaend, +og de finder det da ikke blot unyttigt, men tildels usommeligt ogsaa at +lade nogen Mislyd skurre ind i Lovsangene til _le grand Maitre's_ AEre. +Han er en _ancetre_, siger han selv. Hos store Forfaedre glemmer man de +smaa menneskelige Skrobeligheder og bojer sig aerbodigt for det Store, de +har udrettet. Det er Forklaringen paa Victor Hugo-Dyrkelsen. + +[Illustration: Victor Hugo] + +Hos Sarah Bernhardt. + +Langt fra den stojende Part af Paris, i Avenue de Villiers, en rolig, +traebeplantet Gade i det nye Monceauxkvarter, ligger der paa et Hjorne et +indtagende lille Hotel. De rode Murstens a-la-Grecqueborter, Efeuen +omkring Vinduesnicherne, de bredbladede Planter paa Balkonerne bryder det +banale Husvirvar og faengsler Ojet. Over Porten kigger man ind til en +pladskende Fontaene i Blomsterbusket, en Gruppe hoje Popler foran Facaden +giver Krogen et Praeg af douce, stille Fornemhed. En Kunstnerbolig gjor +Hotellet Indtryk af, og Indtrykket er rigtigt. Det er maaske endogsaa det +mest udpraegede Kunstnerhjem, der existerer. Sarah Bernhardt har kjobt +det, da hun dukkede op som Stjerne paa den parisiske Theaterhimmel, og +hun har offret en god Part af de mange Tusinder, hendes Talent har +indbragt hende, paa at arrangere det efter sit eget Hoved. + +Strax naar man har passeret hendes to kjaelentdovne Mynder, der holder +Vagt paa Havetrappen, og Indgangsdoren aabnes, foler man, at det er en +aparte Atmosfaere, man kommer ind i. En stor, hoj Forhal med mystisk Lys, +orientalske Taepper, Vaabendekorationer, lange Palmeblade over Malerier, +paa hvilke kun enkelte fantastiske Figurer dukker frem i Halvmorket, et +Kaos af de mest besynderlige Sager. Kun een Ting seer man tydelig, fordi +Dagslyset fra den aabne Dor falder lige derpaa: et Slags indisk Baerestol, +hvori sidder en grinende, mumieagtig Voxfigur med en udstoppet Abekat i +Armen. Dyret er anbragt i en Stilling, som det var paa Spring fremad, de +store, sorte Glasojne stirrer En imode, som var de levende, den lange +Forpote straekker sig ud gjennem Baerestolen og aabner Haanden som +til Goddag. + +Mellem de trofaebaerende Piller glider et gult kinesisk Silkeforhaeng +tilside, en ny Dor aabner sig, og man staar i Sarah Bernhardts +Modtagelsessalon, det vil sige i en Blanding af Vinterhave, Menageri, +Museum, Vaabenkammer, Maler- og Billedhuggeratelier, orientalsk +Divanshal, moderne Dagligstue, og Gud veed hvad. Det er det +besynderligste Beboelsesrum, nogen Hjerne har kunnet udspekulere, fyldt +med maerkvaerdige Sager fra alle Verdens Hjorner og Kanter. Skjondt over de +Tredive har Sarah Bernhardt nemlig endnu stadig de samme tusinde, +hinanden jagende Interesser, som man undertiden finder hos unge, +aandslivlige Mennesker, hvis Udvikling endnu ikke er kommen ind i noget +bestemt Spor, og som derfor strax er rede til at passionere sig for Alt, +hvad der mellem Himmel og Jord er Interesse vaerd. Denne Ejendommelighed +er maaske just det Centrale i hendes Vaesen. Det er den, der gjor hende +paa samme Tid til Skuespillerinde, Malerinde, Billedhuggerinde og +Forfatterinde, den hidser hende saaledes ind i permanent Feber, at hun +synker komplet sammen, naar der indtraeder et Ojebliks Ro, den forklarer +og undskylder hendes Extravagancer. Jeg kjender ikke noget Menneske, der +i den Grad er den personificerede Nervositet. Selv naar hun sidder stille +og taler med En, jager hendes Ord, hendes Tanker, hendes Indfald saaledes +hinanden, at man har en Fornemmelse, som man foer afsted med Iltog. +Indretningen af hendes Hjem er saare karakteristisk for denne uafbrudte +nervose Uro, disse tusinde extravagante Passioner. "Jeg vilde helst rejse +altid," sagde hun engang til mig, "fare omkring fra den ene Ende af +Verden til den anden. Der er Ingenting, der traetter mig undtagen Ro." Her +i hendes Atelier kan hendes Ojne i hvert Fald fare om mellem Gjenstande +fra alle Verdens Kanter, og hun har Fantasi nok til selv i Tankerne at +kunne folge med. + +Modtagelsesvaerelset har hele det treetages Huses Hojde. Lyset falder ind +gjennem et enkelt stort Vindu, der naesten naaer fra Gulv til Loft, men +som permanent er daekket af et blaahvidt Forhaeng, der daemper Skjaeret. +Tilhojre er der, i Halvmorke, en middelalderlig Trappe med Svalegang, +indenfor hvilken ligger Kunstnerindens Sove-, Toilet- og Badevaerelser; +under denne Svalegang Doren til Spisestuen, skjult af silkebroderede +indiske Taepper. Ned over Trappegelaenderet haenger, som tilfaeldig +henkastet, et i Storrelse enestaaende Stykke solgult kinesisk Silketoj; +men det haenger der altid, det draperer, dets Indtryk af varm, beboet +Nonchalence er beregnet med aegte kunstnerisk Sands. + +[Illustration: I Sarah Bernhardts Modtagelsesatelier.] + +Tilvenstre er den monumentale Kamin, omrammet af udskaaret Egetrae og +flankeret af Broncestativer til Blomster, antikke Skulpturer og antikt +Porcellaen, lutter Sager, af hvilke hver enkelt repraesenterer store +Summer. Paa Kamingesimsen staar der i omtrent naturlig Storrelse--man kan +deraf danne sig en Forestilling om Rummets Dimensioner--en forgyldt +Broncetiger paa Spring, og over denne haenger Sarah Bernhardts Portraet, +malet af Clairin, den unge Maler, som i sin Tid gjorde alle hendes +Ballonfarter med og illustrerede hendes Fortaellinger derfra. Billedet +viser hende stottet af en Maengde Puder, i halvt liggende, halvt siddende +Stilling paa Divanen ved Siden af Kaminen. + +Denne Divan, eller hvad man skal kalde dette Mobel, er aegte Sarah +Bernhardtsk. Ovenpaa et stort Silkepolsters Underlag, der indtager hele +Hjornet mellem Kaminen og den ene Sidevaeg, ligger i vild Forvirring en +Uendelighed af Puder af kostbare Stoffer med indvaevede Guld- og +Solvbroderier. Naar Sarah Bernhardt i sin hvide Silkekjole med det lange +Slaeb drukner mellem disse Puder og halvt forsvinder i det daempede Lys, +som falder ind i Krogen, er der over dette Vaesen med de slanke, naesten +gjennemsigtige Former, det fine, drommende Ansigt og det viltre, som af +Solblink gjennemfarne Haar noget ejendommelig Doresk, der gjor en ganske +aparte Virkning. + +Divanskrogen er Sarahs Yndlingsplads. Her ligger hun naesten altid, naar +hun et Ojeblik har sluppet sine mangehaande Beskjaeftigelser for at +passiare lidt med Vennerne og Beundrerne, der strommer til hendes Hotel. +Der kommer mange af dem, og virkelige Venner er sikkert de Fleste. Thi +ligesaa fortryllende og elskvaerdig en Vaertinde Sarah er for dem, hun +foler sig knyttet til ved gjensidig Sympathi, ligesaa stor en Evne har +hun til at holde den banale Hob af Nysgjerrige tre Skridt fra Livet. +Claude, hendes mangeaarige Kammertjener, er godt instrueret. Forhaengene +til Helligdommen glider kun til Side for dem, som han veed er velsete +derinde i Kunstnerkredsen. Graden af Intimitet er der en anden Maalestok +for. De almindelige Dodelige faaer en Stol ved Siden af Divanen, men de +rigtig gamle og gode Venner rykker hun tilside for, saa der bliver en +Plads for dem paa selve denne. + +Alt i Atelieret er beregnet paa at ses fra dette fantastiske Leje, og Alt +er arrangeret med udsogt Smag. I denne Mylr af heterogene Sager findes +ingen meningslose Sammenstillinger eller uskjonne Farvevirkninger, Alt +passer sammen. Og hvad findes der saa ikke i dette Rum! Store japanesiske +Kummer, hvorfra Palmer og exotiske Planter skyder op, i hvis Grene der +haenger udstoppede Aber; halvfuldendte Buster skjulte mellem Bregner og +paabegyndte Malerier, som daekkes af indiske Shawler; Tigerskind udspaendte +paa Vaeggen mellem kinesiske Traebilleder; Marmorbuster og fantastiske Dyr +i Bronce, omgivne af Paafuglehaler; Guitarer, Dolke, Pistoler, Landser og +Alverdens forunderligste Vaaben haengende, liggende og staaende overalt; +Trommer tagne fra de Vilde i Nykaledonien og skinnende Varmebaekkener af +Messing fra de aeldste mauriske Tider; afrikanske Fjerbaelter, der engang +har vaeret glade sorte Naturborns eneste Klaededragt, og som nu haenger +skjodeslost kastede om Halsen paa en eller anden udstoppet Papegoje; +Dodningehoveder grinende fra Egetraespanelet over Svalegangen, +Porcellaenssager, Antikviteter og broget Nips paa Konsoller, +Bogskabsgesimser og udskaarne Skabe; Menneske- og Dyrskeletter i Krogene; +udstoppede Slanger, der snor sig om Fortepianobenene, og Dodningehaender, +der stikker op mellem Strengene; Emaille- og Mosaikarbejder i Bunke inde +i et eller andet antikt Mobel, Smyrnataepper ovenpaa hinanden, saa Foden +synker dybt ned, kort sagt, Luxus, Kunst og Excentricitet i den +forunderligste Blanding, et Musaeum, som man kan studere Uger igjennem +uden at blive faerdig med, men paa samme Tid en Kunstners Arbejdsvaerelse, +hvor man snart befinder sig vel og hjemligt. Det er tillige et +Skatkammer, rigt som en osterlandsk Fyrstes. Det er ikke blot Sager som +Saint-Marceaux's Harlekin, en af den moderne Billedhuggerkunsts +skjonneste Frembringelser, hvori der gjemmes Kapitaler; Alt har Vaerd her, +lige til Trommen henne i Krogen, paa hvis Skind Detaille har malet en +skotsk "Piper". Pennen, hvormed hun skriver, er en Strudsfjer af sjelden +Skjonhed, og Brevpresseren, som hun laegger ovenpaa sine smaa Billetter, +en Emailleslange, besat med AEdelsten. Hendes Atelier har slugt +Broderparten af de kolossale Summer, hun har fortjent ved sit Talent, og +naar hun laenge har vaeret ikke blot fattig, men i Gjaeld naesten til op over +begge Orene, saa er ogsaa det vaesentlig Skyld deri. + +Efter den amerikanske Rejse er denne Gjaeld imidlertid kommen ud af +Verden. Millionen, som Yankeerne offrede hende, gik i de franske +Kreditorer. De var saa graadige, at de tog naesten den hele. Lidt blev der +dog tilovers, og Sarah vil nu spare, fortaeller hun stadig sine Venner, +for engang at kunne realisere sin Yndlingsdrom. Den er ikke saa ilde, +denne Yndlingsdrom: et stort Herresaede som Adelina Pattis i Skotland, kun +beliggende paa fransk Grund; det forstaar sig af sig selv. Sarah +Bernhardt er ikke blot fransk i Skind og Ben, hun er den mest inkarnerede +Pariserinde i hele Paris, og det er et stort Sporgsmaal, om hun i Laengden +vilde kunne trives paa sit Herresaede, selv om det var nok saa +tusind-og-en-Natagtigt. Allerede nu har hun en lille Villa i +Saint-Adrosse ved Normandiets Kyst, hvor hun ligger paa Landet om +Sommeren. Men hver anden Dag er hun i Paris. Hotellet i Avenue de +Villiers kan hun ikke undvaere. Stadig er der ganske vist en eller anden +Statue, som skal vaere faerdig, og som faaer Skyld for Parisertouren. +Sandheden er dog nok alligevel den, at der kun er een Luft, i hvilken hun +rigtigt kan leve, den, der er Blod af hendes Blod, Nerver af hendes +Nerver--kort sagt, Parises Luft. + +Men flittig er hun imidlertid, ogsaa som Billedhuggerinde. Paa den anden +Side Haven ligger en lille Tilbygning til Hotellet, hvor hun har sit +egentlige Atelier, det, hvori der ikke causeres, men arbejdes. Her staar +hun ofte fra den tidlige Morgenstund med Mejselen i Haanden, ifort sin +kokette Billedhuggerdragt, Benklaeder og Blouse af hvidt Flanel. De naere +Venner faaer Lov til at komme til hende her og passiare med hende under +Arbejdet; mere end een kan da ogsaa give Attest for, at Sarah Bernhardt +ikke blot signerer, men virkelig selv udforer sine Statuer og +Basrelieffer. Hendes Mangesidighed maa ikke forundre, Som hun er +Pariserinde, er hun Kunstnerinde ud og ind. I Kraft af et ejendommeligt +kunstnerisk Instinkt bliver hun producerende paa alle Kunstens Omraader. +Hun havde kun modelleret en tre, fire Aar, da hun sendte sin bekjendte +Gruppe "Efter Stormen" til Salonen, og sex Maaneder efter, at hun havde +begyndt at male i Stevens Atelier, udstillede hun Billedet "Den unge Pige +og Doden". + +Naesten daglig tilbringer hun nogle Timer for Frokost i +Billedhuggeratelieret. Henimod Spisetid har der altid samlet sig +Besogende ovre i Modtagelsesatelieret, og i sin Arbejdsdragt lober hun da +over til dem for en halv Times Tid at passiare om Literatur og Theater. +Af og til haender det, at hun bliver attrapperet paa Vejen af +Paatraengende, som vil opkalde Eau-de-cologne efter hende eller Sligt. Men +Blusen hjaelper hende. "Tor jeg ikke sporge, om M'me Sarah Bernhardt er +tilstede?"--"Nej, Mama," svarer den overgivne Kunstnerinde og smutter +forbi, "er gaaet paa Prove og kommer slet ikke hjem idag." Som bekjendt +har Sarah en Son paa atten Aar, et flinkt og dygtigt ungt Menneske, der +allerede er Theaterdirektor, idetmindste af Navn. Det er ham, den +ungdommelige Moder ved slige Lejligheder forestiller, og det morer hende +kosteligt. + +[Illustration: Sarah Bernhardt i sin Spisestuestol.] + +Nogle af de Besogende beholder den gjaestfri Vaertinde altid til sit Bord. +Spisesalen inde ved Siden af Modtagelsessalonen er luxurios og +ejendommelig, om end ikke saa fantastisk udstyret som Atelieret. Den +faaer Lys fra et stort Vindue, i hvis Nische et Vildnis af Slyngplanter +boltrer sig, og hvor man stadig anbringer Frokosternes og Middagenes +Vindruer, Ferskener, Ananas, hvis fine Farver gjor deres Virkning i den +frodiggronne Vinduesnische. Moblementet er af udskaaret morkt Egetrae i +gammeldags Stil; for Enden af Bordet staar en hojrygget maegtig Stol, det +er Husfruens Plads. Naar hun gaar tilbords, rykker hendes Kammertjener +den frem til hende og bliver da staaende bag den under hele Maaltidet. +Hun sidder der som en Dronning ved et Bord, der er rigt som en Dronnings. +Slebet bohmisk Krystal, Guld- og Solvservice, lydlos, fornem Betjening +for hver Gjaest, et udsogt Kjokken, kort sagt Alt, hvad der kan bidrage +til at forvandle Maaltidet til en aesthetisk Nydelse. Ved dette Bord +holdes altid den gamle Regel om Muser og Gratier efterrettelig; i Regelen +sidder der kun en fire, fem gode Venner om det, og det er sjeldent, at +der ikke er et stort Navn i den franske Kunst eller Literatur mellem dem. +Alligevel fores der sjeldent nogen Konversation, i hvilken hun ikke er +den Aandfuldeste, og haender det engang, at man kommer ind paa laerde +Themaer, hun ikke veed Besked om, forstaar hun hurtigt med en +Elskvaerdighed, som er uimodstaaelig, at fore Samtalen ind paa et Omraade, +hvor hun kan vaere med blandt de Forste, helst den Forste. Hun vil herske, +hun vil vaere Dronning, omgiven af Dronningens Luxus og Hyldest; tillader +man hende ikke det, saa kommer det forkjaelede Barns Luner op i hende og +faaer hende til at gjore gale Streger, som dengang hun forlod Theatre +francais. Men bojer man sig for hende, saa er hun trods sine tredive Aar +glad som et lykkeligt Barn, yndefuld og indtagende, saa at hun afvaebner +selv de mest haardnakkede Modstandere. + +[Illustration: Coquelin som "Don Caesar".] + +Coquelin i sin Loge, + +Englaenderne har opfundet et Slags literaere Portraetskizzer, der er komne +staerkt i Mode: Skildringen af beromte Personer _at home_. Genren har sit +Vaerd. Man forstaar afgjort en Meissonier bedre, naar man har set ham ved +hans Staffeli, eller en Edison, naar man har fulgt ham i hans +Laboratorium. + +Men det gjaelder at finde Stedet, hvor de paagjaeldende Personer er +virkeligt hjemme, hvor de er helt sig selv. Man lurer sjeldent en stor +Taler synderligt af, fordi man seer ham i hans Spisestue, eller en stor +General, fordi man gjor ham Visit i hans Families Skjod. Der er selv de +Storste i Regelen kun ganske almindelige Dodelige. Coquelin skal man se i +hans Paaklaedningsvaerelse, i hans "Loge", som Franskmaendene kalder det. +Mellem sine Malerisamlinger og Boger i den elegante Lejlighed, han beboer +i Rue Lafayette, er han Kunstven og Forfatter; naar han under +Kammerforhandlingerne spadserer i _Salle des pas perdus_, omringet af +Deputerede og Journalister, der fritter ham ud om hans Mening, er han en +Politiker, der veed Besked; naar han overvaerer Indvielsen af en Skole, +som er stiftet for hans Penge, eller naar han paa Valgdagen laegger sin +Stemmeseddel i Urnen, er han en god og samvittighedsfuld Borger; naar han +elegant, vittig og konversabel faerdes i den store Pariserverdens Saloner, +er han Selskabsmenneske _par excellence_, og naar han paa Havres +Havnemole venter Monsieur Mayer fra London, er han en snild +Forretningsmand; men i sin Loge er han alt dette accessionelt ved Siden +af og samtidig med det, som han dog er forst og fremmest: Theatre +francais' uforlignelige Skuespiller. + +Coquelins Loge svarer nu imidlertid heller ikke paa nogen Maade til det +Begreb, der ellers forbindes med en Skuespillers Paaklaedningsvaerelse. +Naturligvis er Verdens forste Theater fornemt ogsaa bag det Taeppe, som +skiller Publikum og Aktorer. + +Naar man har passeret Administrationsindgangens gronne Cerberusportner, +kommer man ad en hvidlakeret, forgyldt Trappe med Brysselertaepper, +Marmorbuster og Spejle op paa den ene Side til Kontorlokalerne, paa den +anden til det Allerhelligste, Skuespillerfoyeren, en fin Louis quatorze +Salon, hvor hver Plet paa Vaeggene er behaengt med Billeder af beromte +afdode Artister. Korridoren, som forbinder den med Scenen, er et ikke +mindre imponerende Portraetgalleri, og selv hvor man ved Indgangen til +Scenen drejer af og klattrer op i de ovre Lokaler, der ellers saa tidt i +Thaliatempler kun plejer at vaere et primitivt Sammensurium af +halsbraekkende Honsestiger og Loftsrum, der minder om +Marchandiser-butiker, selv der er Alt soigneret og nobelt: brede Trapper +med Mahognigelaender og Bastmaatter, Couloirer, som leder Tanken hen paa +Gjaestefloje i en gammel Herregaard, hvide Porcellaensplader med +Kunstnernes Navne paa hver Dor. Men alligevel bliver man overrasket, naar +man aabner den, paa hvilken der staar _Coquelin aine_. Det er en formelig +Salon, man kommer ind i. Persiske Taepper paa Gulvet, gobelinsbetrukne +Kanapeer og Causeuser, Kunstbronzer paa Kamin og Skrivebord, hyggelige +Lamper med farvede Net over, der daemper Skjaeret, komfortabel Luxus, hvor +man seer hen i det store Rum. Vaeggene er fyldte med Malerier og +Akvareller, Pluraliteten forestillende Coquelin i hans forskjellige +Hovedroller, andre afbildende Scener fra Maerkedage i Theatrets Historie, +men alle signerede med bekjendte Navne og i Regelen forsynede med en +lille Notits paa Foden, der fortaeller, at de er Gave fra Maleren selv. +Rundtomkring ligger nysudkomne Boger og fintindbundne Manuskripter. Kun +et monumentalt Spejl paa Vaeggen mellem Vinduerne, med gronskjaermede +Lampetter op langs Siderne og med en Maengde smaa Glasaesker paa +Marmorpladen forneden erindrer om, at man er i en Skuespillers +Paaklaedningsvaerelse. + +Man er nu i Virkeligheden ogsaa ligesaa meget idetmindste i en Salon. +Coquelin tager imod i sin Loge. En Pariser har ikke Dagen disponibel til +at sladdre hen, allermindst en Pariser _en evidence_. Det paa alle +Punkter optagne Liv, han forer, stiller saa mangehaande Krav til ham; +naar han skal opfylde blot de Halve af dem, maa han tage vare paa +Ojeblikkene. Coquelin har et sjeldent Talent dertil. Alle sine Forhold +til Omverdenen gjor han af, mens han klaeder sig paa. Han er visibel hos +sig selv om Morgenen, naar han staar op, men efterat hans Vogn har hentet +ham ved Titiden og kjort ham hans saedvanlige Tour, horer Dagen hans +Arbejde til, og han er forsvunden for Enhver til om Aftenen, da den nye +Paaklaedning begynder. Han saetter Folk Staevne paa Theatret, og de, der har +Venskabs- eller Forretningsforbindelser med ham, soger ham der. Den +gronne Portner ved Administrationsindgangen er hojlig fornaermet. +Taerskelen, han er sat til at vogte, er ham en Helligdom, som efter hans +Mening ingen Profanes Fodder nogensinde burde have Tilladelse til at +overskride. Men hvert Ojeblik, naar han straekker sin spaerrende +Cerberusarm ud og sporger _qui cherchez vous ?_ lyder Passeer-Parolen +_Monsieur Coquelin_ ham i Oret, og han veed, at saa nytter der ingen +Indvendinger. I sin Loge er Monsieur Coquelin hjemme for Alle. + +Doren til den staar ikke noget Minut. Forst kommer Vennerne, der "er i +Salen" og vil aflaegge ham Visit for Forestillingen. Det er Dagens +politiske og mondaine Historie, der repeteres. Coquelin er au courant med +Alt og interesserer sig for Alt. Ivrig, fuld af Liv vandrer han op og ned +af Gulvet og diskuterer og dokumenterer med denne Stemme, der ligesom +meisler hver Saetning i Marmor. Det banker. _Entrez!_ Et lille koket Hoved +titter ind, men traekker sig strax igjen tilbage. _Pardon, je +derange.--Mais pas du tout, Mademoiselle, entrez donc_. Hun kommer for at +tale med ham om Rollen, han har lovet at indstudere med hende. Imorgen +ikke, saa skal han i Kammeret, og iovermorgen maa han til Havre for at +spille ved en Forestilling for Redningsmandskabet, men Dagen efter. Hun +takker, hilser let paa Salonens Gjaester og forsvinder igjen. Men naeppe er +hun ude, for det banker paany. En aeldre, ordinaer Herre, der har pyntet +sig op til at skulle vaere ung og elegant Han kommer overordentlig frejdig +og selvfornojet, men falder strax af, da han seer, at der er Folk for +ham. Coquelin hilser skjodeslost; Manden faaer ham trukken hen i et +Hjorne og begynder en hviskende Samtale med ham. _Mais vous pouvez parler +devant ces Messieurs,_ afbryder Coquelin efter et Ojebliks Forlob; "det +er lutter Venner." Der udspinder sig saa en Forretningsdiskussion om +Tourneer i Rusland, Amerika, Brasilien, Spanien. Siden Coquelin er +begyndt at rejse, vil Alverdens Impressarioer have fat i ham, og +allesammen har de Guld og gronne Skove at love ham. Han holder af at +flakke om. Med sin Evne til at nytte Tiden faaer han Alt at se i de +fremmede Lande, han besoger, og med sin hurtige Intelligens opfatter han +strax selv det ham mest Fremmede. Det er en Maade at studere paa, siger +han, som opvejer alle andre, og i sin Kontrakt med Theatre francais har +han derfor ogsaa udtrykkelig hvert Aar forbeholdt sig to Maaneders Ferie, +som han selv kan tage, naar han vil. Planen til Amerikatouren er allerede +lagt, og han har Tilbud og Planer om mange andre. Disse Rejser foroger +desuden de hundrede og tyve tusind Francs, Theatre francais aarlig +betaler ham, med rigelig ligesaa Meget til, og han er ikke mindst en +moderne Pariser i Trangen til at tage Penge ind. Allerede hans +Malerisamling koster ham uhyre. Hvert andet Ojeblik er der et Billede af +Millet eller Andre til en halvhundrede tusind Francs, som han ikke kan +modstaa Lysten til at kjobe. Saa ernaerer han fattige Slaegtninge og +stifter Legater, Alt det sluger Kapitaler. Han er ligefrem nodt til at +rejse. Men heldigvis forstaar han ogsaa til det at gjore sin Tid +frugtbringende. Saasnart han har nogle Dages Otium ved Theatre francais, +er han i en Haandevending i Bruxelles, Lyon, Anvers, Lille for at give +Gjaesteforestillinger. Hr. Perrin er ingenlunde fornojet ved saaledes +aldrig at vide, om han har ham eller ikke har ham, men han gjor gode +Miner til slet Spil. Coquelin gaar det ikke an at stode, han er Theatrets +Grundpille, og han er paa Basis deraf dets virkelige Herre. + +Det bliver imidlertid ved at banke. Der kommer en ung, mager, gardisthoj +Herre med det rode Baand i Knaphullet; det er Deroulede. Coquelin iler +hen og trykker hans Haand, han horer kjendeligt til de mest Velkomne. Man +har i Regelen meget tilovers for de Mennesker, for hvem man har gjort +meget; det er ogsaa Kjaernen i Venskabsforholdet mellem disse To og +overhovedet i Coquelins Forhold til en stor Kreds af Frankrigs yngre +talentfulde Digtere, Manuel, Guiard, Delair forst og fremmest. Han har +saa at sige opfundet dem; de har bragt ham deres Digte, han har reciteret +dem rundtomkring i Saloner og ved Soireer og paa den Maade skabt deres +forste Reputation. En ung Poet har han skaffet Forlaegger, en anden hans +Tragedie antagen ved Theatre francais, han er efterhaanden bleven Forsyn +for hele den yngre lyriske Skole. Det kunde synes at staa i Modstrid med +Grundretningen i hans egen Kunst, men det er dog let forklarligt +alligevel. Coquelins Mesterskab er i forste Rang Kunsten _"de bien +dire"_. Derfor elsker han Verset. En af de Roller, i hvilke han er +uforligneligst, og den, som han selv saetter mest Pris paa og paastaar, +han spiller bedst af alle, er Don Caesar i Victor Hugos "Ruy Blas". + +Atter banker det. Denne Gang er det ingen Gjaest, men Regissoren, der +kommer for at varsko forste Gang. _"Je serais pret, mon ami,"_ siger +Coquelin med et Smil og en naadig Haandgestus. Han har endnu knap begyndt +paa Paaklaedningen, og ti Minutter efter skal han staa paa Scenen, men +Regissoren kjender ham og gaar. Han er paa Pletten, naar han skal vaere +der, men heller ikke noget halvt Sekund for. Stadig diskuterende med +Vennerne, som vil rejse sig, men som han beder blive, stadig modtagende +andre, der kommer, forsvindende et Ojeblik ind i det lille +Toilettekabinet, men fortsaettende Samtalen gjennem Portieren, klaeder han +sig paa og maskerer sig med taskenspilleragtig Behaendighed naesten, uden +at Nogen laegger Maerke til det engang. Hver Sminkestreg, han gjor, er han +sikker paa som paa Alt i sin Kunst. Det giver ham den overlegne Ro paa +saavel som bag Scenen, der er hans Styrke. + +AEngstelse og Nervositet aner han ikke hvad er. Naar han rejser, bringer +han stadig i de Huse, hvor man har inviteret ham til Middag, sine Vaerter +til Fortvivlelse. Man har sat Dineren tidlig og sorget for, at den kan +vaere endt saa betids, at han kan komme paa Theatret uden Forsinkelse. Men +det er ham selv, der traekker den ud. Hele Selskabet bliver ved aengsteligt +at se paa Klokken undtagen netop han. Endelig minder man ham. _"Tout a +l'heure,"_. svarer han og bliver ved at fortsaette Samtalen. Og naar man +saa tilmed vidste, at dette Theater, som han nogle Minutter efter skal +spille paa for forste Gang, det har han aldrig set. Han har simpelthen +spurgt sin Ven Dieudonne, der stadig rejser med ham, om Alt er paa sin +Plads og i Orden; naar han har faaet Forsikringen derom, veed baade han +selv og hans Kammerater, at han ogsaa vil vaere det, og at han vil spille +sin Rolle ganske paa samme Maade, som han har spillet den Hundreder af +Gange, uden at lade sig forstyrre i sin Ro af Nogetsomhelst. + +I sin Loge holder han Diskussionen gaaende lige til det sidste Ojeblik. +Regissoren kommer anden Gang og stikker Hovedet ind. _"On peut +annoncer,"_ raaber Coquelin til ham. Han gjor den sidste Sminkestreg, +retter Parykken foran Spejlet og rejser sig. Vennerne folger ham ned ad +Trappen, og man bliver ved at tale. _"A l'entreacte_," bryder han endelig +af; man horer Maskinkarlen slaa Slaget, der annoncerer Aktens Begyndelse. +Coquelin staar paa Scenen, et Sekund, saa gaar Taeppet op, og han er i +samme Nu helt og holdent den Person, han skal forestille. + +Mens han spiller, et flygtigt Blik tilbage paa, hvorledes han er naaet +til den Plads, hvorpaa han nu staar. Han er en Bagerson fra Sokjobstaden +Boulogne. Familien har gjennem lange Slaegtled vaeret denne Stads og det +haederlige Bagerlaugs bedste Maend. Der er endogsaa dem, der vil paastaa, +at man intetsteds i hele Frankrig kan faa saa magelost Hvedebrod som i +Boulogne. Det er Traditioner, der daterer sig fra meget langt tilbage, +Traditioner, som Slaegten foler sig stolt over, og som den derfor kun med +stor Bekymring saae blive brudt, da dens Yngste, den attenaarige Jules +Constant, for en Snes Aar siden pludselig en skjonne Dag erklaerede Papa +Coquelin, at han var kjed af at spadsere omkring i Boulognes Gader med et +Postejfad paa Hovedet, og at det nu var slaaet fast: han lagde den hvide +Hue af, der saa langt man kunde huske tilbage havde vaeret Coquelinernes +Adelssymbol, for at drage til Paris og paa et helt andet Felt vinde ny +Haeder til det gamle Navn. + +Papa Coquelin var imidlertid en fornuftig Mand, han indsaa, at det selv +ved en Bagerovn kun er Lysten, der driver Vaerket, og at man aldrig kommer +nogen Vegne, naar den mangler. Jules Constant fik Lov til at gjore, som +han vilde, Han rejste. Fra en Boghandler i Boulogne fik han +Anbefalingsbrev med til Regnier, der dengang var Numer Et ved Theatre +francais, og hos ham praesenterede han sig da. Han vilde vaere Skuespiller, +erklaerede han, men kun, naar man troede, han kunde blive noget Udmaerket. +Ellers rejste han tilbage og tog den hvide Hue paa igjen. Om man nu vilde +se, hvad han duede til. + +De aervaerdige Laerere ved Konservatoriet, til hvem dette Hverv som +saedvanlig blev overdraget, fandt ikke, at han duede til Stort. Og saa +fandt de ham altfor grim. "Det er jo en ren Trompetnaese, han har," sagde +Augustine Brohan. "Og hvad der er det Vaerste, han bruger den som en +Trompet," fojede Auber til. Han faldt igjennem ved Examen, og havde +Regnier ikke med sit saedvanlige glimrende Blik for, hvad der boede i den +unge Skuespiller, beholdt ham alligevel for at se, om han dog ikke kunde +faa Noget ud af ham, saa vilde Coquelin den Dag idag have vaeret Bager i +Boulogne og ikke Regniers Efterfolger paa Thronstolen i Molieres Hus. + +Regnier blev hans Laerer og Opdrager. Han laerte ham forst og fremmest +Taalmodighed, det, som for alle Kunstnere, men for Skuespillere saerlig er +saa noget naer Alpha og Omega: at studere og studere og vente ganske +rolig, til man virkelig har alle baade ydre og indre Betingelser samlede +for at kunne praestere noget Ordentligt. Selv efterat han i 1860 havde +faaet Konservatoriets forste Pris for Udforelsen af en Crispinrolle og +baade Regnier og adskillige Andre ganske vel indsaae, hvad der boede i +ham, fik han ikke Lov til at rende af Skole, Regnier fortsatte sit +Opdragelsesvaerk, og de smaa Roller, han i det forste Par Aar kom til at +spille ved Theatre francais--Gros Rene p "le Depit amoureux", Bazile i +"Figaros Bryllup", Dubois i "Misanthropen", Loyal i "Tartuffe", o.s.v. +o.s.v.--var naermest at betragte som en gradevis Vaennen til Ilden. Da han +endelig leverede Hovedslaget, var han faerdig; Sejren kunde ikke udeblive, +og den udeblev heller ikke. + +[Illustration: Coquelin] + +En af Pariserkritikerne i Vaelten har som Ojenvidne fortalt om denne +Triumf. Coquelin havde faaet en Rolle i et nyt Stykke, som Theatrets +davaerende Direktor Thierry imidlertid af Hensyn til en aeldre Skuespiller +atter maatte tage fra ham. Til Gjengjaeld gav han den unge Kunstner Lov +til at vaelge, hvilken han vilde i det gamle Repertoire. "Saa vaelger jeg +Figaro i "Figaros Bryllup"," sagde Coquelin strax. Det var et af de +storste Vovestykker, der kunde taenkes, men Thierry holdt altid sine +Lofter, og Coquelin fik Rollen. Alt gik godt, fortaeller den naevnte +Kritiker, til han skulde ind paa Scenen. Men da han forst var der, blev +han overfalden af en forfaerdelig Frygt. Han begyndte at ryste over hele +Kroppen, Tungen klaebede sig fast til Ganen, og han spillede de forste +fire Akter uden at vide af, hvad han sagde, med slovt Blik, morkt +Ansigtsudtryk og halvkvalt Stemme, som et Menneske, der fores til +Retterstedet. "Men saa le dog, dit lille Dyr," hviskede Augustine Brohan +ganske sagte til ham; "le dog, Du er jo Figaro." Coquelin gjorde +imidlertid kun en fortvivlet Gestus, der betod, at han ikke kunde le. +Heldigvis er det parisiske Publikum yderst overbaerende mod Debutanter. +Man ventede stadig. Femte Akt kom; det er den Akt med den beromte +Monolog. Det var dengang Mode i alle det gamle Repertoires komiske +Roller, saerlig i Molieres, at haelde over mod det Tragiske saa tidt, man +kunde. Denne Mode behagede ved det Nye og Dristige, der laa i den. +Coquelin havde i den Anledning fundet paa at gjore noget Lignende ved +Monologen. Han sogte at gjore den bitter, mork og irriteret. Den staerke +Sindsbevaegelse, hvori han befandt sig, gav hans til daglig Brug +vibrerende Stemme endnu mere Udtryk, hans Mimik og Gestus endnu mere +Fortvivlelse og Vildhed. Han gjorde stormende Lykke. Man applauderede +uforbeholdent: man havde her en Mand for sig, der kunde vaere paa een Gang +Scapin, Crispin og Figaro. + +Han blev det hurtigt efter denne forste Sejr; han blev i disse tre og i +alle beslaegtede Roller den mest uforlignelige Skuespiller, Theatre +francais rimeligvis nogensinde har havt. Og hvilken Maengde af dem har han +ikke trods sine knap fyrretyve Aar allerede spillet I Af alle Molieres +Stykker er der siger og skriver kun tre, i hvilke han ikke er optraadt, +og han har i de tyve Aar, han nu har vaeret ved Theatre francais, spillet +ikke mindre end omtrent tresindstyve forskjellige Figurer alene i det +gamle Repertoire. I det moderne er hans Navn knyttet til nogle og tyve +Repriser af beromte Komedier, og samtidig har han skabt Hovedfigurer i en +tredive, fyrretyve nye Stykker. Vilde man med nogle enkelte Roller +markere Hovedpunkterne i hans Skuespillervirksomhed, maatte man forst og +fremmest naevne Figaro i "Figaros Bryllup", Mascarille i "les Precieuses +ridicules", Gringoire i Stykket af samme Navn og Marcel i "Les Ouvriers" +(Arbejderliv). Han har aldrig havt mere uimodstaaeligt smittende godt +Humor, udfoldet mere aegte komisk Liv end i de to forste af disse Stykker, +og han har aldrig talt til Hjertet som i de to sidste. Dog jo, han har i +sin sidste mesterlige Creation, den gamle Skuespiller i +Erckmann-Chatrians "Les Rantzau" gjort begge Dele lige uovertraeffeligt +paa een og samme Tid. + +Det er nemlig en Hovedejendommelighed ved Coquelin som Skuespiller, at +hans Talent saa at sige ikke kjender nogen Graendse. Hans Hovedstyrke er +at faa Tilskuerne til at rulle sig i Latterkrampe, men den naeste Aften, +det naeste Ojeblik kan han med samme Uimodstaaelighed lokke Taarerne af +det samme Publikums Ojne. Han har den ene Dag spillet Scapin og den naeste +Jean Dacier, Hovedfiguren i en moderne Revolutionstragedie af samme Navn. +Forbausende er det, til hvilken Grad han forstaar i Stemme, Mimik, +Holdning og Alt at kaste sig selv fuldstaendig bort og paa Scenen +udelukkende vaere de Figurer, han fremstiller. Han tager dem af og paa med +samme virtuosmaessige Lethed som Kostumet, der horer til dem. Det er +forklarligt; hver lille Gestus, hvert Tonefald, hvert Blink med Ojnene er +vejet og provet i Maaneder, for det blev slaaet endelig fast. Coquelin +overlader i sin Kunst Intet til tilfaeldig Inspiration. + +Saa spiller han da, og Publikum jubler og applauderer. Han er forgudet og +forkjaelet som en Primadonna. Og han saetter Pris derpaa. Har Bifaldet en +enkelt Gang vaeret kjoligere end saedvanlig, er han forstemt, har det +rystet Huset, straaler han som en Debutant, og naar Vennerne atter kommer +op i Mellemakterne, er en Samtale om, hvorledes de enkelte Repliker har +slaaet an, altid det Forste, hvormed der begyndes, selv om man ender med +Droftelsen af helt andre Materier. Og det gjor man tidt. Er der vigtige +Forhandlinger i Kammeret, saa at Moderne er trukne ud til hen paa +Aftenstunden, er Coquelins Loge det Sted, hvor man sikkrest kan hente +Nyheder fra dem. Han faaer Alt berettet pr. Depesche fra selve Palais +Bourbon. Man har drevet Spot med denne hans Politiseren og med hans naere +Forhold til Gambetta. Man har havt Uret, det er kun tomme +Vittighedsmagere, der kan gjore det, Coquelin har vist, at man kan vaere +en stor Skuespiller og en brav Borger ved Siden af. Han er af et andet +Kuld end sine Forgjaengere i Molieres Hus. Han henter ikke sine +Inspirationer paa Knejpen, han er sober som de Faerreste, til sine +Maaltider nyder han kun Vin og Vand og udenfor dem aldrig det Mindste. +Han horer til det moderne Frankrig, det, der veed, at i vore Dage naaer +man kun en Forsterangs-Position gjennem et Liv i uafbrudt Arbejde. Men +det, at han i Intet er _cabotin,_ at han i samme Ojeblik han saetter sin +Fod udenfor Scenen er en _homme serieux_ med alsidige Kundskaber, alsidig +Dannelse og Interesser for Alt, det er det netop, der har bidraget til at +lofte den moderne franske Skuespillerstand ud over den halvt deklasserede +Stilling, den saa laenge havde indtaget. Naar man nu vil kaste den den +gamle Haan i Ansigtet, rejser Opinionen sig som een Mand mod Fornaermeren. +Det har vist sig saa tydelig, som onskes kan, for nylig ved Bladet +"Figaros" og Hr. Mirbeaus Angreb. Med Gots AEreslegion er den sidste Rest +af Skuespillernes Undtagelsesposition forsvunden. Og det er Coquelin, der +har fremtvunget dette Kors. Han har ikke blot gjort det direkte ved atter +og atter at tage Ordet for sine Kammeraters Ret til at blive betragtede +som alle andre Borgere, han har gjort det endnu mere indirekte ved sit +eget alvorlige, haederfulde Liv. Han er en ny Skuespillertype, og han vil +faa Efterfolgere. Komedieforfatterne vil maaske have Grund til at beklage +sig derover; de faaer ikke laenger Figurer som Kean og Garrick at skrive +om. Men ellers er det vanskeligt at se, hvem der skulde lide derunder. +Naeppe Kunsten, og naeppe Samfundet, og Skuespillerne selv allermindst. + +[Illustration: Coquelin som Florence i "Les Rantzau"] + +Cherbuliez i sit Arbejdsvaerelse + +Mens Millionen og de Fremmede breder deres Herredomme videre og videre ud +over det moderne Paris, forvandler dets Fysiognomi og umaerkeligt gjor det +til en hel ny Stad, er der dog een Part af Byen, hvor denne Erobring +synes at finde et Bolvaerk, som den ikke kan bryde, hvor de gamle Huse og +Gader staar endnu, hvor Saerpraeg og Vaner, hvor Karakteren, som det hele +Liv har; er saaledes, at den nuvaerende Generations Faedre og Bedstefaedre +vilde kjende sig igjen og fole sig hjemligt der, hvis de kunde staa op af +Graven. Denne Part er den venstre Seinebreds Paris. Det begynder saa +smaat at skrumpe ind ganske vist; det kan ikke vise noget Sidestykke til +Quartier de l'Europe eller til den som af Aladdinsaander bebyggede +Monceauslette, det inkorporerer ikke Dag for Dag bredere og bredere +Baelter af Banlieuen, tvertimod, det er ligesom det visnede lidt i Kanten, +de yderste Partier bliver folketommere, falder hist og her i Ruiner, +glider over til at blive en Mellemting mellem Landsby og Stad. Men ikke +desto mindre er det dog ogsaa af vore Dages Paris endnu stadig en saa +vaesentlig Del, at der maa regnes med det. Det er mere endnu. Det er som i +den stolte katholske Kathedral det lille Kapel, der gjemmer Kisten med +Helgenens Relikvier. Tinder og Taarne og Hvaelvinger med deres Marmor og +Guld og Lys og Billeder er kun byggede udenom dette Kapel. Til dets +Forherligelse er den hele Pragt der; det er i Virkeligheden det, der har +gjort Kirken stor, og det er stadig Sjaelen i den, For dets Skyld kommer +de rette Pilegrimme, ved det holder de sande Troende deres Andagt. + +De gamle Kvarterer paa den venstre Seinebred gjemmer endnu Paris's egen +saerlige Individualitet, det, der har skjelnet denne forunderlige By fra +alle andre og gjort den til, hvad den er. Millionaerpaladserne har rejst +sig, de Fremmede er komne, Verdenskaravanseraiets Stimmel og Glands er +kommen, men det er som Kathedralen Altsammen kun voxet op, fordi der var +Noget, som kunde baere et saadant Relief. Og dette hemmelighedsfulde, +uhaandgribelige Noget fylder endnu Luften i de snevre Gader mellem +Sorbonne og College de France, mellem Academie des beaux-arts og Ecole +polytechnique og den lange, lange Raekke af Videnskabens og Kunstens +Hojskoler, der klemmer sig sammen her paa en ganske lille Part af den +store Bys Grund; Rastaqouairen og Amerikanermillionaeren, Boulevardieren, +Kokotten og Alt, hvad der er i Slaegt med dem, kan ikke trives i denne +Luft, den aegte Pariser derimod er forst rigtig i sit Element, naar han +indaander den. Af Intelligensens Paris boer ni Tiendeparten paa den +venstre Seinebred. + +I Rue Gay-Lussac, en af dette Kvarters venligste og aabneste Gader, og i +den Del af den, hvor Sol og Blomsterduft fra Luxembourghaven frit kan +stromme ind, har det franske Akademis sidstvalgte Udodelige, Victor +Cherbuliez, sit Hjem. Det er helt paa den anden Side Pantheon, han boer. +Han siger nok selv, at det er af Hensyn til hans Sonner, der har deres +Lyceer herude, men i Virkeligheden tager man dog naeppe fejl ved at soge +den egentlige Grund dybere. "Man har det ogsaa fredeligere her," fojer +han til; "selv ved Gadestojen er der noget Douce, saa den ikke generer, +jeg har en Fornemmelse, som om jeg ikke vilde finde Ro til at arbejde, +hvis jeg kom over paa den anden Bred." Det er just Sagen. Han er +instinktmaessig rykket saa langt fra Millionens Paris, som han kunde +komme; Feberen i dets Liv, de skrigende Toner i dets Larm, Guldets Raslen +og Reklametrompeternes Skingren har skraemmet ham. Han er saa lidt i Slaegt +med Alt det, som Nogen kan vaere. Skjondt fodt Genfer har ikke blot Loven +givet ham parisisk Borgerret, hans Gjerning har gjort det for den og +varigere end den. Men i Verdensstadens tumlende Offentlighed er han +aldrig bleven nogen Person _en vue_, han horer ikke til den Slags +Parisere _en evidence_, der samler Oplob, hvor de viser sig; den store +Hob kjender ham ikke, han kan spise sin Frokost paa Cafe Caron, uden at +Nogen i Lokalet veed, hvem han er, og laegger Maerke til ham. Han staar som +Repraesentant for det Paris, som man ikke seer, og som ikke gjor Sprael, +men som dog er Sjaelen i den store By, for Intelligensens stille, +arbejdende Paris paa den venstre Seinebred. + +At traenge ind til en rigtig Pariser _en evidence_ er omtrent ligesaa +vanskelig en Sag som at komme med til en Premiere. Han er paa sine +Enemaerker en Konge, der hyller sig i utilnaermelig Majestaet. +Tjenestepersonalet har de strengeste Ordrer til at holde Alle paa +Afstand. Lykkes det end undertiden ved Hjaelp af nogle Francsstykker at +passere Portneren, saa lader Forgemaklakajen sig dog ikke bestikke. Det +nytter kun lidt at sporge ham, om hans Herre er tilstede. Han svarer kun +med et medlidende Smil. Det er ham, der holder Forhor. Han gjor det uden +Personsanseelse; selv en "Monsieur decore", hvem der dog ellers allevegne +i Paris bliver vist Hensyn, respekteres ikke. Forst naar han har leveret +Fyren med Silkelaeggene tilfredsstillende Oplysninger om, hvad han hedder, +og hvad han er, og hvad han vil, meddeles det ham naadigt, at Husets +Herre tager imod mellem Elleve og Tolv den og den bestemte Dag i Ugen. +Han har saa Tilladelse til at komme igjen og antichambrere. Paa den +venstre Bred kjender man derimod ikke saadanne Formaliteter. "Hr. +Cherbuliez," siger den gamle Portnerkone, "jo, det er her; Herren er lige +kommen ind fra Landet. Anden Sal over Entresolen, Doren tilvenstre. Men +De maa ringe lidt staerkt, for Pigen deroppe er noget dov." Hun er saa dov +tidt, at det bliver Fruen, der lukker op. Man bedes vente et Ojeblik, +mens hun underretter sin Mand om Besoget. Men maaske er han beskjaeftiget, +han maa paa ingen Maade lade sig forstyrre, man kan saa udmaerket godt +komme igjen paa en anden Tid, hvis det er mere belejligt. Man forstyrrer +aldeles ikke, svarer hun venligt, det vil vaere hendes Mand en Fornojelse +at se En, han skal komme ligestrax. Man gaar da ind i Salonen. Det er en +lille, hyggelig Stue med Mahognimobler, Stil _premier empire_, +Divantaeppe, mange Blomster ved Vinduet, mange Malerier paa de morkrode +Vaegge, men uden nogensomhelst moderne parisisk Luxus, uden Elegance +engang, en jaevn, lidt gammeldags Salon, gjennemtraengt med den Parfume af +pudset og skuret Renhed, som Vaerelser har, der staar til Stads og kun +bliver brugte ved hojtidelige Lejligheder. Efter nogle faa Minutters +Forlob kommer den lille, venlige Frue tilbage og hilser fra hendes Mand, +om man ikke vil folge med ind i hans egen Stue. Luften er en Smule klam, +og der er lagt i Kaminen hos ham. Man synes naesten allerede, man maerker +Varmen; det er en ganske anden Modtagelse, end man er vant til i Paris. +Man har en Fornemmelse, som om man var mange Mile borte, i saadant Noget +som en nordisk Praestegaard paa Landet. + +Det er netop ogsaa Indtrykket, Cherbuliez' Arbejdsvaerelse gjor. +Fuldstaendig Studerekammerstil: en hoj Pult, ved hvilken man skriver +staaende, to store Laenestole med brunt Saffiansbetraek, en dito Sofa af +gammeldags Snit og saa forresten kun Bogreoler. De er af ulige Storrelse +og forskjellig Slags Trae, ojensynlig anskaffede efterhaanden som +Bibliotheket voxede, men nu proppede fra overst til nederst. Revuens +orangegule Hefter ligger klemte ind allevegne, hvor der er mindste Plads +over de staaende Raekker, men iovrigt staar den hele Armee i snorlige +Parade som et preussisk Regiment. Kun Uniformerne er noget brogede. Gamle +Volumina i Laeder og Folio skifter med smaa, kokette, rode Maroquinsbind; +mellem lange Suiter af Klassikere i falmet Shirting skubber gule +Calman-Levyske og blegblaa Dentu'ske Papirsrygge sig ind og drager +moderne Striber. Der er i Virkeligheden Lidt af Alt i denne Samling, mest +historiske Vaerker og Forfattere fra Encyklopedistperioden maaske, men +forovrigt hele den franske Litteratur, lige til de seneste Dage +repraesenteret ved Alt, hvad den har af Fortraeffeligt. Dertil tydske +Filosofer, graeske Poeter og politiske Brochurer i Maengde. Cherbuliez har +i sin Ungdom studeret flere Aar ved tydske Universiteter, han er Sproget +fuldkomment maegtig, og han har endnu Hegelianeren siddende i Blodet. Hvad +Graekerne angaar, saa er de saa at sige hans Yndlingslekture. Han laeser +dem i Grundtexten, og han har for Vane at gjore det hver Morgen, for han +tager fat paa sit Arbejde. Det er i Athen, at han har "fundet sig selv", +som man siger. Mellem Akropolis's Ruiner har han i Virkeligheden skrevet +sit Debutarbejde "le cheval de Phidias", og paa Bunden af de Ojne, +hvormed han seer paa Menneskene og paa Tilvaerelsen, ligger der stadig et +Skjonhedsindtryk, som stammer derfra. + +En halv Vaeg er tom for Reoler, og paa den haenger det Eneste, som pynter +op i Stuen. Det er netop forst og fremmest en Gjengivelse i Gibs af en +Part af Parthenonskavalkaden, det Fragment, som har givet ham +Inspirationen til "Phidias's Hest". Dernaest er det et Fotografi af den +milesiske Venus, et Portraet. + +[Illustration: Victor Cherbuliez.] + +Cherbuliez' Haandskrift. + +Dante i hans Ungdom efter en Fresko, der for nogle Aar siden er opdaget i +Florents, samt endelig i Glas og Ramme et Stykke gammelt, optrevlet, +graaagtigt Laerred, en Rest af Tassos Skjorte, med en Haandskrift af +Lamennais, der bekraefter AEgtheden. Endnu et Par enkelte Malerier, +stemningsfulde Landskabsbilleder, paa Kaminen Portraeter af hans Kone og +Sonner og af Buloz, "Revue des deux monde"'s Stifter, en bred +Solskinsstrime faldende ind fra Vinduet, og man har hele Vaerelset. + +Ligefrem, fordringslos, venlig som det er Cherbuliez selv. Ved det forste +Ojekast har han i sit Ydre noget staerkt udpraeget Militaerisk, det er +Infanterikaptejn-Typen, som man kjender den fra de smaa franske +Provindsbyer. Men saasnart han taler, gaar det bort. Det var kun +Ansigtsformen, Overskaegget og den store Imperial, det skyldtes; Ojnene +forandrer Udtrykket fuldstaendig. De er smaa, uden Glands, af ubestemmelig +Farve, men der er i dem dette ejendommelige dybe Blik, der ligesom seer +igjennem den, de hviler paa. Naar man vil huske Ansigtet, er det kun dem, +man mindes: det Hjertelige, naesten Blode i dem, som dog, synes man, ved +en ganske lille Nuance maatte kunne blive strengt ogsaa, deres +forunderlig rolige Klarhed fremfor Alt. Disse Ojne giver Cherbuliez helt; +han er, som de fortaeller. Han horer ikke til Tidens nervose, forpinte, +sonderrevne Aander. Den vilde, trosteslose Utilfredshed med Existensen, +som praeger Perioden, hvori vi lever, og som i hele Menneskeslaegtens +Historie maaske ikke har havt noget Sidestykke undtagen netop i den +antike Verdens sidste Dage, ved det romerske Kejserriges Forfald, denne +Utilfredshed finder ikke nogen Apostel i Cherbuliez. Han flygter ikke, +som hans Kolleger paa den anden Side Rhinen gjor det i deres historiske +Romaner, fra en Verden, der er dem uudholdelig, bort til helt andre Tider +og helt andre Slaegter, og han baerer sig heller ikke ad--hvad der tilsidst +kommer ud paa det Samme--som hans Landsmand Zola med Disciple: giver det +malcontente Hysteri Luft i en Fremstilling af Jorden som et Helvede, +befolket af lutter Djaevle. Han er for meget Franskmand til det. Han kan +sin Schopenhauer og Hartmann paa Fingrene, men han har laest dem med samme +Forsigtighed, med hvilken Laegen gaar til en Epidemipatient. Han har +garderet sig med sin sunde romanske Optimisme, og han er ikke bleven +smittet. Han skildrer de Mennesker, mellem hvilke han lever, ikke blot +fordi den Digtform han har valgt til sin, Romanen, efter hans Mening +aldrig kan faa blivende Vaerd undtagen som Gjenspejling af Forfatterens +Tid, men ogsaa fordi disse Mennesker er ham meget interessante og med +deres Fortrin og Fejl ganske sympathetiske. Han skildrer dem, som han +seer dem, og det er hans Overbevisning, at de er, som han seer dem, det +vil sige hverken helt Engle eller helt Djaevle. Med Forkjaerlighed vaelger +han just de mest sammensatte Naturer, i hvilke baade Godt og Ondt er oppe +og strides om Overtaget. Han er i Fremstillingen af denne aegte +menneskelige Kamp bestandig rolig og lidenskabslos; han kan vaere ubojelig +haard, men han er forst og fremmest uendelig human. Det absolut Haesliges +Berettigelse i Kunsten anerkjender han ikke, fordi han i Livet selv kun +seer det som en Undtagelse; endog de sorteste af hans Figurer har deres +sympathetiske Side. Meta Holdenis staar som et slaaende Exempel. Da hans +Fortaelling forste Gang blev offentliggjort i Revuen, modtog han fra alle +Sider Brev paa Brev, hvori man bad ham ikke lade denne unge Kvinde, om +hvilken han havde forstaaet at samle saa megen Interesse, ende altfor +trist, og med Revuens Udgiver var han naerved at brouillere i Anledning af +Romanens Slutning. Buloz havde i den Grad forelsket sig i Meta, at han +endogsaa en Stund gik omkring og dromte sig et Pendant til hende, der +kunde blive hans Sekretaer. + +Som han sidder der og strammer den sorte, stukne Hjemmefrakke omkring sig +og skyder de store Laenestole hen til Kaminilden, for at man skal sidde +mere hyggeligt og passiare, er Cherbuliez netop den vindende, elskvaerdige +Personlighed, man har forestillet sig efter hans Romaner. Han har rejst +meget og seet Meget, han har laest og taenkt mere end de Fleste af hans +Samtid. Valberts Artikler (det Pseudonym, hvorunder han skriver i Revuen) +er der for at vise, med hvilken alsidig Sum af Kundskaber han sidder +inde, og med hvilken moden, overlegen Klarhed han seer paa alle Faenomener +i sin Tid. Mildere, mere overbaerende i sine Domme, doucere og lempeligere +i sin Maade at fremstille Alting paa, kan alligevel Ingen vaere end han. +Han har i sin hele Form den soignerede Hoflighed, den fine Delikatesse, +som jo ifolge en aeldre Generations Beretninger engang synes at have vaeret +typisk national hos Franskmaendene, men som nu ogsaa i dette Land findes +hos altfor Faa, og det er naesten, som om denne Hoflighed, denne +Delikatesse forbod ham at bruge et staerkt Udtryk, der kunde skurre i +Samtalen, fremsaette en afgjorende Mening, som han ikke var sikker paa +deltes af den, med hvem han taler. Man har undret sig over, at han, der +dog ved de naevnte Valbertske Artikler har vist et Kjendskab til, en +Forstaaelse af franske politiske og sociale Forhold, som Alle bojer sig +for, at han aldrig har sogt at komme til at spille nogen Rolle i det +offentlige Liv. Man har undret sig, fordi man kun kjendte ham som +Forfatter og ikke som Menneske. Han er den stille Studiets Mand; paa +Politikens Arena, hvor der skal skubbes og puffes og skraales hojt, vilde +han fole sig som en Troubadourridder i Artillerikamp. Og saa har han +desuden en vis Respekt for det hele moderne politiske Vaesen. Han har i en +af sine Romaner givet sit Syn paa Sagen. Siden Revolutionens definitive +Sejr drives der efter hans Mening egentlig slet ikke Politik i Frankrig. +De Revolutionaere har som Program kun Agrarlove samt Afskaffelse af Staten +og Vaabenmagten. For de andre Politikere, siger han, er det store +Sporgsmaal kun et Sporgsmaal om Indflydelse, og hvem der skal udove den. +Enhver vil vaere en Allerhelvedes Fyr, det vil sige et Menneske, som man +horer paa, naar han holder Taler, som man skynder sig at tilfredsstille, +naar han forlanger Noget, og som skraemmer, naar han truer. Det +republikanske Frankrig er en Armee; der har folt Trang til at fornye sine +Kadrer: det er det, man kalder de nye sociale Lag, der skal frem. +Monsieur Jourdoin efterabede Greverne og Marquierne og fandt sig yderst +haedret ved at have dem tilbords; nutildags siger Monsieur Jourdoin til +Seigneur Dorante: "Du er faerdig, min Ven, gaa din Vej, for at jeg kan +komme til."--Cherbuliez bryder sig ikke om "at komme til". Han befinder +sig mange Gange bedre i sin Laenestol ved Kaminilden, end han vilde gjore +det paa en Ministertabouret, og er der Noget i denne Verden, som han kun +kan se den sorte Side ved, saa er det Guldkalvsdyrkelsen. _"Non, +certainement, je n'aime pas le million,"_ siger han, og der gaar gjennem +de smaa Ojne et Glimt, som ikke har Spor af Blodt eller Venligt ved sig. +Det supplerer Bekjendelsen og oversaetter den i et mindre afdaempet Sprog. +Millionen er hans _bete noire_, med hele den Verden, der drejer sig om +den, har han og vil han Ingenting have at bestille. Paa sin venstre +Seinebred forer han med sin Hustru og sine Born en stille, borgerlig, +arbejdsom, fredsommelig Existens. Tidlig om Morgenen gaar han til sin +Skrivepult, regelmaessigt, naesten paa Klokkeslet, som Kontoristen gaar paa +sit Kontor. Han skriver sit bestemte Antal Timer, langsomt, formende, +filende, glattende paa hver Saetning, til den er netop, som han vil have +den. Det er ingen af Lidenskaber forpint og sonderreven Sjael, der faar +Luft i pludselige Improvisationer. Kjender han til Feber under Arbejdet, +saa er det kun den, som selve Undfangelsen forer med sig, og dens Smerte +har paa Bunden en uendelig Nydelse. Saaledes gaar hans Liv Dag efter Dag, +og dette Liv giver ham den Ro og Tilfredshed, der er Alt, hvad han +forlanger af Verden, den "grande tranquillite", der er Lykken for ham og +hele den Race af Mennesker, for hvilken han staar som Repraesentant. + + + + +DE FREMMEDE I PARIS. + + +Paris's Fysiognomi vilde ikke vaere parisisk, ialfald ikke moderne +parisisk, uden de Fremmede. De giver det paa ingen Maade de Traek, der +udgjor dets virkelige Charme, dem, som man kommer til at holde mere af, +jo nojere Bekjendtskabet bliver, men de giver det mange af dem der +springer mest i Ojnene. Det er ikke Pariseren, der gjor Gadelivets +Kolorit broget. Han er selv en douce Fremtoning, hvis Stolthed er at vaere +korrekt og at undgaa Sprael. Det er den taernede Touristbritte og den +dandypyntede Ibenholtsneger, det er Asiater og Afrikanere med +Silkekaftaner og spraglede Burnus, med Diamantagraffer og blaa +Saffiansstovler, det er den kasserolrode Indianer og den guldgule Indier, +det er denne aldrig endende etnografiske Revue af Mennesker i alle +Kulorer og i alle Verdens Kustumer, der frembringer Boulevardbilledets +Farveorgier. Og tildels paa samme Vis gaar det med Pariserlivet; +Effektstaffagen og Effektscenerne i det, Alt det, der gjor mest skrigende +Staahej, faaer sit Materiale for en vaesentlig Part fra den store +Fremmedlegion af Tapageur-Publikum, hvormed samtlige fem Verdensdele +rekruterer Paris. Den er bleven en Praetorianerkohorte, som, samlet ved +alle Midler af Verdensdronningen selv, nu har ranet Magten til sig og +forer sig op som Herrer og skriver hende Love i hendes eget Slot. + +For Tredive, for Otte og Fyrre viste den Fremmede sig kun kometagtigt paa +Pariserhimlen. Hvad han nu end var for en Slags Potentat eller Nabob, en +exotisk Maerkvaerdighed var og blev han, der kom og saae og blev set paa +med store Ojne og saa forsvandt igjen uden nogensinde at dukke klart frem +af sin halvt eventyrlige Dunstkreds. Forst da Revolutionsideerne begyndte +at gaa deres Gang over Evropa, og da Reaktionens Offre fra alle Kanter +vendte sig til det frie Frankrig for at finde Asyl, kom der en virkelig +Fremmedkoloni i Paris. Man tog med aabne Arme mod de tilstrommende +Emigranter. Man tog imod dem som det, de i Virkeligheden var: Blomsten af +det liberale Europas Intelligens, og man indrommede dem en fremragende +Plads i sit Samfund. De samlede store Kredse omkring sig; man horte paa +deres Taler og Foredrag, man lod sig belaere og begejstre, og let +tilbojelig som man var til at passioneres, rejste man dem formelige +Pjedestaler. Folk som Mizkiewitz og Kossuth blev Heroer, som kun Faa af +Franskmaendenes Egne naaede op i Hojde med. + +Fra den Tid har de Fremmede faaet Borgerret som et Element i +Pariserlivet, og fra den Tid er de stadig komne til at spille en storre +og storre Rolle i Paris. Men deres Type har unaegtelig i Aarenes Lob +undergaaet meget vaesentlige Metamorfoser. Den chevalereske Polak og den +idealistiske Tydsker er forsvundne med den Periode, for hvilken de stod +som Repraesentanter; Rastaqouairen og Amerikanermillionaeren har taget +deres Plads i den moderne Million-Metropol, i det uhyre +Verdenskaravanserai, hvortil Dampen og hvad der kom i dens Folge: +Distancernes Forsvinden, den store Industri og de store Formuer i en +Menneskealder har forvandlet Frankrigs Hovedstad. + +Skjondt Fremmed er Rastaqouairen en moderne Pariserfigur af reneste Vand; +han er det i den Grad, at han er utaenkelig, umulig noget andet Sted. Han +kommer fra Egne af Verden, over hvilke der endnu ligger Slor af noget +Halvdunkelt, Eventyrligt, fra Brasilien eller Peru, fra en eller anden +sydamerikansk Republik, som man knap kjender af Navn, til Nod fra +Portugal, Spanien eller Rumaenien, helst fra et Sted med uudtaleligt Navn, +der holder Sporgsmaalet om Nationalitet og Verdensdel i ubestemt Taage. +Hans eget er ligesaa langt som imponerende. Det vrimler i det med +Santa'er, med da'er og di'er og y'er, og det haender aldrig, at der +mangler en Marquis-, en Vicomte-, en Chevalier- eller endnu finere Titel +foran det. Hans Bryst er bedaekket med Stjerner, om hans Hals haenger der +Ordensbaand i alle Regnbuens Farver. Hans Paaklaedning er rig, men +elegant, hans Holdning kavallermaessig, hans Optraeden en Grandseigneurs. +Ingen, der seer ham, kan vaere i Tvivl om, at han er et Vaesen af Race. Den +let broncerede Tone, som fjerne Landes Sol har givet hans Teint, og den +fremmedklingende Dialekt i hans flydende Fransk foroger kun det Aparte og +Distinguerede ved hans Person. Men hvad han mangler, det er netop det, +der udmaerkede hans Forgaengere i Fyrrerne og Halvtredserne. Han er hverken +nogen Ideernes Helt eller nogen Intelligensens Mand. I hans Hjerne er +visse saerlige Rastaqouairorganer blevne uforholdsmaessigt udviklede paa de +andres Bekostning, og ved hans Fysiologi er der yderligere den store +Maerkelighed, at han er kommen til Verden ganske uden Hjerte. Skulde det +vaere Aand og Talent, Kundskaber eller blot Dyd og gode Saeder, der +bestemte hans Plads ved Verdensdronningens Taffel, saa vilde han ikke +engang komme til at sidde nederst, han vilde ikke engang faa Lov til at +staa paa Trappen og fange Lugten op, man vilde anbringe ham saa langt +borte som muligt i en Baggaard. Da hans Pretensioner nu imidlertid gaar +ud paa ikke blot at vaere med til Gildet, men at baenkes til Hojbords +endogsaa, saa maa han kjobe denne Ret paa anden Viis. Han er saa heldig, +at de Valeurer, han kan byde som Betaling, i vore Dage har naaet en Kurs, +der er svimlende hoj. + +Rastaqouairens Rolle i Pariserlivet er et Resultat af Reklame. De +omtalte, saerlig udviklede Hjerneorganer hos ham huser en Evne til at +gjore Opsigt, i hvilken han har sin Specialitet, sin Styrke, den eneste +Mulighed for sin Position. Hele det Paris, der gjor Spektakel og springer +i Ojnene, fylder han med sin Person. Han viser sig ostentativt overalt, +hvor der er Lejlighed til at blive set, han kjorer i Boulogneskoven med +isabellafarvet Forspand, han holder de dyreste Maitresser og de +extravaganteste Hoteller, han spraenger Klubbernes Spillebanker eller +taber Hundredetusinder til dem paa en Aften, han holder mystiske Orgier +paa de store Natterestaurationer, han laver sig romantiske Amouretter med +racebeslaegtede exotiske Prinsesser, og han sorger omhyggeligt for, at +alle disse hans Bedrifter, tilborlig stiliserede og forstorrede, baeres +paa Rygtets Vinger ud til Alverden. Den Rubrik i Boulevardbladene, der +forer Titelen _"Echo de Paris"_ har han efterhaanden fuldstaendig erobret. +Han har gjort det dels ved liberale Pengelaan til Journalisterne, dels +ved store Dinerer og Lofter om Dekorationer fra de fjerne Hoffer, hvor +han er altformaaende, dels endelig ved direkte Kjob. Han har Maanedskonto +med Bladet, og det beregner ham Omtalen af hans Extravagancer efter fast +Taxt. Hans Navns Naevnelse i Forbindelse med en opsigtvaekkende Premiere er +kun en Forretning paa nogle Louisd'orer, sin Stald eller sine +Elskerinders Toiletter kan han faa beskrevet for et Par hundrede Francs, +men falder han undertiden paa at unde sig et Causerie, i hvilket man gjor +ham--under let gjennemskuelige Chiffre naturligvis--til Helt i en +Historie, hvorom "hele Paris" vil tale, maa han kjobe denne Luxus +med Tusender. + +Der er to Arter af denne moderne Type: de, der har Penge nok til at fylde +i Rabaldermolokens Svaelg, og de, der mangler det forste Fornodne, Basis +for den hele prangende Svindelbygning, Guldfundamentet, hvorpaa den +hviler. Forskjellen har dog ikke Stort at sige; de Forste vedbliver at +fore deres larmende Karnevalstrain, til Doden gjor Ende paa det, de +Sidstes Existens spraenges en Dag i en enorm Skandale, men saalaenge det +gaar, er det de samme Midler, hvormed der virkes, og de samme Maal, der +straebes henimod. Man raekker derfor ogsaa broderligt hinanden Haanden og +tumler afsted i samlet Trup. Den Enes Kredit styrker den Andens, +Glandsen, som man slaar sammen, bliver blaendende, og den store Hob staar +betagen, imponeret af det stojende Festbakkanal. + +Ved Siden af Styrken, som dette indbyrdes Sammenhold giver, har +Rastaqouairefamilien imidlertid ogsaa udenfor sin egen Kreds maegtige +Allierede i det moderne Paris. Forst og fremmest har den Vrimmelen af +landflygtige Exmonarker. De giver kun grumme nodig Slip paa Fiktionen af +endnu at fore et Hof, og skal de lave sig et, kan de ikke vaere +nojeregnende med, hvordan det sammensaettes. De aabner da Portene paa vid +Gab for Rastaqouairen, de skaber ham fast Grund under Foden, og de giver +ham en Fernis til at smore over sin Forlorenhed, saa han naesten kan gaa +og gjaelde for Mahogni. + +Dernaest har han sin store Forbundsfaelle: Amerikanermillionaeren. Det er en +Race, der er meget naer beslaegtet med hans egen. Den har ikke hans +prangende Navn, hans Ordener og hans personlige Distingverthed, men den +har til Erstatning sine fabelagtige Miner hinsides Atlanterhavet. Der er +over disse Miner en Flig af det samme mystiske Slor, som indhyller +Rastaqouairens Land og Oprindelse; man kan ikke altid med absolut Vished +sige, om Metalaarerne, hvoraf der oses eller er ost, just ligger i +Bjerge, men Solv og Guld kommer der under alle Betingelser ud af dem i +saa overstrommende Masse, at Amerikanermillionaeren medlidende kan se ned +paa Alt, hvad man i andre Lande har den Pretension at kalde Millionaerer. +Ved Siden af ham er de rene Lazzaroner; for dem er Millionen en +Totalsumma, i HANS Finantsbetragtninger og i HANS Kasse er den simpelthen +den til Grund liggende Enhed. Den er fremdeles for ham det eneste Solide +i den ganske Existens, Hovedhjornestenen, hvorpaa Verden hviler med Alt, +hvad der i den befinder sig af Levende og Livlost. Om den har en Gud +eller en Urcelle til Ophav, er Spindsfindigheder, der ikke kommer ham +ved; han tager den, som den er, og han seer heller ikke ud over, hvad der +kommer efter den. Han veed derimod, at den har en Axe, som den drejer sig +om, og at denne Axe er en Guldbarre. Det veed han af Erfaring, og denne +Viden resumerer for ham Alt, hvad man overhovedet har Behov at vide, alle +Kundskaber, al Intelligens, al Spiritualitet, al Moral tilogmed. I hans +Livsbetragtning er der ingen Slingren og Tvivl. Han anerkjender kun +Millionen, han har Millionen, og han kjober for den, hvad han forresten +har Lyst til at have, det er simpelt og let, som at to og to er fire. + +Hvad han vil have, er nu naturligvis det Samme, som alle skabte Vaesener +bevidst eller ubevidst vil have: Velvaere forst og fremmest, Anerkjendelse +dernaest som den Storste og Staerkeste, Herskervaerdighed, Samfundsposition +for at blive ved rent menneskelige Begreber. Men Velvaere er der intet +Sted i Verden, der kan byde ham i samme Omfang som Paris, og han veed +ogsaa ganske vel, at Undtagelsesdiplomet som Numer Et ikke er komplet og +i fuldstaendig reglementeret Orden, for Seinemetropolen har sat Indsegl og +Stempel paa det. Saa lader han da sit Guld ind og sejler over Vandet og +kommer og kjober. Trommerne gaar, og Trompeterne skingrer. Hejda, hit +alle prima Varer, Alt, hvad der er dyrt, hvad der spraeller og glimrer! Jo +kostbarere, desto bedre! Det Eneste, det gjaelder, er, at Verden faaer at +vide, hvor rig han er, og at den taber Naese og Mund af Beundring over +hans Rigdom. Der er en lille Historie fra sidste Vinter, som er uhyre +karakteristisk, og som har det Fortrin at vaere sand ved Siden af. +Ligeoverfor Triumfbuen boer der en af Amerikanermillionaererne. Fruen vil +ikke for nogen Pris miste det Renommee, hun hidtil ubestridt har havt: at +hun giver de flotteste Soireer i Paris. Hun er desaarsag bestandig paa +Jagt efter nye Extravagancer. Saa kastede hun en Dag sine Ojne paa +Triumfbuen. Den laa lige for hendes Salonvinduer, hun regnede ud, at en +straalende Illumination af den vilde gjore magelos Effekt som +Overraskelse, naar man rejste sig fra Bordet. Tanken var ikke undfanget, +for hun ojeblikkelig sendte sin Kammertjener til Municipalraadet med +Foresporgsel om, hvad den Tingest, vilde koste at leje for en Aften. +Hendes Forbauselse var stor, da Fyren kom tilbage med den Besked, at man +ikke lejede den ud. Men forbloffe lod hun sig dog ikke, hun havde jo sine +Miner, og hun skikkede derfor nyt Bud med den Hilsen, at man kunde sende +hende Regning paa Monumentet, hun kjobte det. + +Hun har ikke faaet det, men baade hun og hele Rusen af +Amerikanermillionaerer har faaet nok alligevel til at fylde Paris med +deres Glands. Rastaqouairen gjor umaadelige Anstrengelser for at kunne +holde Skridt med dem i Boulogneskoven og ved Premiererne, og halvvejs +lykkes det ham endnu; han har, som sagt, noget medfodt Distingveret, der +mangler dem, og som Hjaelper ham. Men i een Henseende har de en uhyre +Overlegenhed, de har deres Saloner. Rastaqouaireracen er vaesentlig ugifte +Herrer paa Jagt efter Partier, hos Amerikanermillionaererne traeder det +mandlige Element i Baggrunden, Fruen og de unge Dottre med deres enorme +Medgifter bliver Numer Et. Som de med utrolig Hurtighed faaer laert sig en +vis, om end noget kantet og stojende, saa dog yderst flot Pariserchiched, +saaledes har de heller naeppe sat Foden paa fransk Grund, for de er +fortrolige med de vildeste Festfantasier, en fransk Hjerne nogensinde har +undfanget. Og de saetter sig da strax i Fart for at fore Hus. Portene +smaekkes paa vid Gab for hvem der vil komme, man kjober for fabelagtige +Summer de beromteste Kunstnere og Virtuoser til at optraede, Bordluxus'en +lokker de Gamle, de smukke, flirtationslystne Misser fanger Parises +flotteste Kavallerer i deres Garn, deres Millioner udover endogsaa +Tiltraekningskraft paa adsillige Modre fra Faubourgerne, som ved deres +Sonners Partier maa vaere betaenkte paa at faa det noget falmede Stamtrae +forgyldt op. Kort sagt, Amerikanermillionaerernes Saloner bliver Centret +for Vinterlivets store Begivenheder, de eneste, der soges, de eneste, der +tales om. De har _la note du jour_, de skaber Moden, de giver Tonen an. +Og denne Tone er den samme som den, der skingrer ud af Rastaqouairens +Rabalder, og den glider sammen, med den og lofter sig op i det store, +moderne Credo og Nutids Te-deum, Hymnen til Millionen. + +[Illustration: I Amerikanermillionaerens Salon.] + +Saaledes er da i vore Dage den Rolle, den Fremmede spiller i +Pariserlivet, en meget stor. Ham er det, der har sat Millionens +Anvendelse som Maalestok for Menneskevaerdet i System, og han har ved sin +hele stojende Propaganda faaet denne Maalestok accepteret. Dog vel at +maerke: ikke af den virkelige Elite, af det aegte Paris, Intelligensens +lille men eneste sande Aristokrati. Dets Kredse lukker sig hermetisk af +mod enhver Beroring med Rastaqouairer og Amerikanermillionaerer; jo +vildere Bakkanaldandsen omkring Guldkalven bliver, desto mere traekker det +sig tilbage fra alle de Templer, hvor denne Kultus gaar for sig, og lever +i Stilhed sit eget Liv videre, borte fra den larmende Offentlighed. Det +er just paa dette Punkt, at man maa soge en ganske naturlig Forklaring +af, hvad Udlaendinge saa tidt bebrejder Pariserne: deres Utilgaengelighed, +Vanskeligheden ved at komme i nogetsomhelst naermere Forhold til dem, den +kinesiske Mur, de bygger op om deres Hjem. + +Det er ganske rigtigt: den Fremmede, som ikke kan smide Millioner i +Grams, kjobe sig enhver Luxus, han faaer Lyst til, og dermed ogsaa den at +pynte sin Salon op med Halen af "Tout-Paris", han kan risikere at komme +til at gaa omkring som et Skrumpelskud, hvem Ingen bryder sig om, og som +for den Sags Skyld gjerne kunde dumpe i Seinen og blive lagt paa "La +Morgue", uden at nogen af "Vennerne" fra Gaden gad gjore sig den +Ulejlighed engang at gaa hen og se paa ham. Men naar man vil vaere billig +og tage Sagerne, som de virkelig er, kan man saa bebrejde Pariserne det +og kalde det Mangel paa Imodekommenhed og Gjaestfrihed? Alle gamle +Beretninger gaar netop ud paa at skildre dem som det mest imodekommende +og gjaestfri. Folkefaerd; man har ingen Ret til at tvivle om disse +Skildringers Paalidelighed, og Nationerne skifter ikke Natur, som +Slangerne skifter Ham. Saalaenge Pariseren dannede sine Forestillinger om +Udlaendingene efter de store Emigrantfigurer fra Fyrrerne og +Halvtredserne, kunde han vaere og var han gjaestfri, men de to elskvaerdige +moderne Typer, der nu staar som Repraesentanter for den Fremmede i Paris, +de skal sandelig ikke friste ham til noget Bekjendtskab ud over det +strengest nodvendige. Og foruden dem, hvilke andre Fremmede er det saa, +der springer ham i Ojnene? Den uendelige Turisthaer forst og fremmest, med +Citysnobberne som Hovedelement. Englaendernes Hensynsloshed paa Rejse er +stor allevegne, men der er ingen Steder, hvor den bliver saa skrigende +grel som i det zirlige, formelle Paris. Intet respekterer de; det er +formelig, som om de gjor sig en personlig Glaede af at sparke til alle +Vedtaegter og ligesom Barnet, der pladsker i Rendestenen, anser sig for +desto storre Allerhelvedeskarle, jo mere uopdragne de kan komme til at +tage sig ud. Det store Publikum finder sig deri med et medlidende Smil og +lader dem betale. Men foroger de for den taenkende og raesonnerende Pariser +ikke det odiose Skjaer, hvori Rastaqouairen og Amerikanermillionaeren har +stillet den Fremmede, saa afdaemper de det ganske sikkert heller ikke. +Hojst kan de blande det med en Nimbus af Latterlighed, naar de i deres +kuriose Kostumer og med deres rode Baedekere turer gjennem Gaderne og +stiller sig op udenfor alle Monumentstakitter og glor og lader sig binde +Historier paa AErmet af den forste den bedste Spasmager, der gaar forbi, +eller naar de klumper sig sammen paa deres _four-in-hands_ og under en +Cook-Forers AEgide gjor Turen Paris rundt i fireogtyve Timer og saa rejser +hjem og bilder sig ind, at de kjender det Hele som deres Vestelomme. + +Saa er der dernaest Tydskerne. I de forste Aar efter Krigen holdt de sig +forholdsvis roligt til deres store Exportationsforretninger i Kvarteret +omkring Rue d'Hauteville, men det er ikke saaledes laengere. De giver sig +nu ogsaa af med Import, og det af en Art, som vanskeligt kan hue +Pariserne. Under en Turnforenings uskyldige Maske har de lavet et stort +Generalagentur for Paris's fredelige Annektering gjennem Masseanbringelse +af unge Tydskere, som "Vaterlandet" ikke selv kan brodfode. Bedriften +gaar strygende. Disse nye Emigranter har ikke blot oversvommet Handels- +og Bankhuse, man finder dem allevegne, selv hvor man mindst skulde vente +det, i Ministerier og Bladkontorer endogsaa. Kolonien begynder desaarsag +at lofte Hovedet igjen og saa smaat at fore sig op som Herrer allerede. +"Der Wacht am Rhein" lyder lysteligt i de tydske Kafeer, og med overlegen +Haan indbyder man endog Paris's bekjendteste Patrioter til at komme og +hore paa den smukke Vise. + +[Illustration: Rejsende Englaendere i Paris's Gader.] + +Heller ikke denne Part af Fremmedpublikummet skal stemme Pariserne +gunstigt for det som Helhed. Fojer man yderligere dertil Hele Skaren af +Industririddere, der fra alle Herrens Lande vaelter sig som en +Graeshoppesvaerm over det moderne Paris, kan man saa undre sig over, at +dets Befolkning, er en Smule paa sin Post, viser en vis Reservation mod +de Fremmede? Man bebrejder Pariserne, at de er letsindige; de vilde uden +en saadan Reservation vaere det graendselost, utilgiveligt. Den er en +Nodvendighed, fremtvungen af Forholdene i deres By, og man har ingen Ret +til at beklage sig over den. Har de virkelige Garantier for, at den ikke +behoves, saa er de strax rede til at laegge den af Kunstnernes Stilling +viser det saa tydeligt, som onskes kan. Det er ikke blot paa den aarlige +Salon, at der indrommes den store Koloni af udenlandske Malere lige Plads +og lige Ret med de franske, de samme Udmaerkelser og Belonninger som dem, +i hele Pariserlivet gjores der ingen Forskjel paa dem og paa Parisernes +Egne. De taler et Sprog, der er universelt, de kan gjennem det bevise, at +de fortjener Gjaestfrihed. Hvor han seer, at der er virkelig Fortjeneste, +der er Pariseren saa redebon som Nogen, til at aabne alle Dore paa vid +Gab for den og byde den velkommen. Den Fremmede, der har formaaet at +traenge igjennem og gjore sig gjaeldende i Paris, bliver i samme Ojeblik +betragtet og behandlet som Pariser. + +De Mange derimod, der aldrig gjor det, de store Flokke ikke mindst af +studerende Ungdom, som Dag for Dag kommer i talrigere og talrigere Maengde +fra alle Verdens Kanter, dem kan vel et Ophold i Paris stundom bringe +Perioder, i hvilke en Folelse af Forladthed og Tristhed og Kulde tager +dem fangen og faaer dem til at onske sig langt bort fra Byen, der paa +Afstand stod saa lokkende for dem som et Indbegreb af Alverdens +Herligheder. Det Trosterige ved Sagen er dog, at slige Perioder sjelden +varer laenge. Faa er tagne fra den forunderlige Stad ved Seinen uden at +elske den hojere, da de gik, end da de kom; Mange, Mange har den faengslet +saa fast, at de aldrig blev i Stand til at rive sig los. Det tyder dog +vel sagtens paa, at den Fremmedes Stilling i Paris Alt i Alt maa vaere saa +ganske taalelig. Tristhedsperioderne er kun sporadiske Anfald af Hjemve, +og den Sot folger Mennesket, hvor det drager hen. Nordboen i alt Fald +kunde rejse lige ind i Paradiset, den vilde finde ham der ogsaa. Men +kommer den over ham, saa ligger der jo hist og her i Pariseroceanet +Smaaoer, som, om de end ikke er Faedrelandets Jord, dog har et Par +Spadefulde af den stroet paa sig. Der soger han hen. Han tyer til +Kunstnernes Kreds paa _Hoernan<s._ eller til Haandvaerkerforeningen i _Cafe +du Danemark_, hvis det er hans Verden, eller til Nordboernes faelles +Hovedkvarter paa _Cafe de la Regence._ Han finder der Nordens Blade, han +horer Hjemmets Sprog og seer Ansigter, som han kjender fra Hjemmet. Og +mangler de sidste en enkelt Gang, saa har han dog i alt Fald sin +fortraeffelige Garcon August, som kan sige "Goddag--smukke Piger--jeg +elsker Dig." Det er ham nok; det er, som han havde kysset Toldbodens +Sten, og han kan sejle ud igjen, ud i det store Paris, der er som Havet, +bestandig skiftende, bestandig nyt, bestandig hemmelighedsfuldt lokkende. + + + + +VRANGSIDEN AF PARIS. + + +Pauperismebaeltet. + +Som Krybet under den store Sten, saaledes samler Elendigheden sig i de +store Byer. Den har vaeret der bestandig, og den vil trods alle sociale +Reformatorer blive ved at vaere der bestandig, indtil Kampen for Livet +horer op, og Paradiset atter vender tilbage paa Jorden, Men man seer den +ikke altid; det gaar med den som med Krybet under Stenen. Saalaenge Stenen +ligger rolig, daekket af gammelt Mos og omgroet med Graes og Blomster, +taenker Ingen paa Krybet under den. Forst naar den voldsomt rokkes og +rykkes tilside, kommer hele den lyssky Verden, der har levet i Klamheden +og Skyggen under den, frem og; vaekker Afsky og Skraek. + +Paris fik ved Kejserdommets Fald et saadant voldsomt Ryk, og i de ti Aar +siden da er det bleven efterfulgt, af Stod paa Stod. De har aabnet Ojet +for, at den store Luxusstad gjemmer Andet end Glands og Pragt, de har bag +det Paris, som leer og; straaler og blaender, robet et, hvor Diamanterne +erstattes af Taarer, og hvor den glade Livslyst viger Pladsen for lave +Instinkter, for alle de onde Lidenskaber, der groer saa villigt i Lae af +Fattigdom og Elendighed. Det er da gaaet, som det gaar ved Stenen, naar +Krybet kommer frem. Man er bleven forskraekket; man er muligvis bleven det +over Maade, men man er ikke bleven det uden Grund. Af alle store Byer er +Paris ikke blot den mest glimrende og den rigeste, den er tillige den, +der rummer den storste Sum og de mest afskraekkende Former af +menneskelig Usselhed. + +Det var i gamle Dage London, der nod det triste Ry at have Forrangen i +saa Henseende. Muligt har det engang vaeret med Rette, men det er det i +hvert Fald ikke laenger. Velstanden er selv mellem de laveste Samfundslag +langt mere udbredt i Paris end i London, men paa den anden Side er +Trangen ogsaa storre. Det nytter ikke, at Seinestadens Guldflod voxer og +voxer, saa det snart ikke er muligt at finde Aflobskanaler for den mere; +samtidig dermed vedbliver Procentantallet af dem, Samfundet maa +understotte, for at de ikke skal do af Sult, at holde sig konstant. I +London er det i Lobet af de sidste ti Aar sunket fra sex til tre, i Paris +derimod er endnu som ved Kejserdommets Fald af hundrede Beboere mellem +syv og otte indskrevne paa den offentlige Velgjorenheds Lister. Det er +denne Armee paa over halvandet hundrede tusinde Ulykkelige, der savner de +forste Betingelser for at kunne fore en menneskelig Tilvaerelse, som har +gjort Kommunen mulig. De har Alt at vinde, men Intet at tabe, og enhver +ny Rejsning vil derfor ogsaa finde dem slagfaerdige paa Pletten. Naar da +Gambetta har lovet at soge dem "selv i Dybet af deres Huler", har han kun +aflagt et Lofte, som han vilde gjore vel i engang at holde. Der findes i +disse Huler baade meget ondt Ukrudt, som maa rykkes op, og enkelte gode +Spirer, som sikkert kunde trives, naar der gaves dem af Luft og Lys, hvad +de har Behov. Frankrig faar ingen Ro, for der i begge Henseender bliver +gjort, hvad det er muligt at gjore. At Kommunen og alle de Rodes +Spektakler siden den maatte til, for man fik Ojet op for denne Vrangside +af Paris, har iovrigt paa en vis Maade sin ganske naturlige Grund. Man +laegger under almindelige Forhold kun Maerke til det, man seer stadig +omkring sig, og det Paris, der leer og glimrer, seer ikke Elendigheden. +Den har, paastaas der, altid og i alle store Byer en centrifugal +Tilbojelighed. Baron Haussmanns Udluftninger af den gamle Seinestad har +rakt Haanden til disse naturlige Dispositioner, og efterhaanden er da +Pauperismen med samt hele dens uhyggelige Tilbehor rykket laengere og +laengere bort fra det Paris, hvormed man til daglig Brug er vant til at +regne. Den Fremmede kan Uger og Maaneder tumle sig i Luxusens Solglands +uden nogensinde at se Elendigheden kaste en eneste Skygge over det +brogede Virvar af leende og lokkende Billeder, der moder ham overalt. +Hist og her i Naettet af travle Handelsgader, der straaler ud fra +Borspladsen, er det ganske vist, naar man soger godt, endnu muligt at +finde snevre, sorte, smudsige Gyder, hvor Pjalterne af den gamle Misere +er bleven haengende. Men det er kun sjeldne Undtagelser, muddrede Draaber +i et Hav af Krystal. Det rige Paris kan faerdes roligt i sin Stad af +Boulevarder og Avenuer uden Frygt for at rendes paa AErmet af +Elendigheden. + +Til Gjengjaeld har den rundt om Luxusens By draget et Baelte, hvor den er +paa sin egen Grund, og hvor den hersker souveraent. +Centrifugaltilbojeligheden bliver ved; dette Baelte traekker sig laengere og +laengere bort, men det breder sig samtidig. Hele det vidtstrakte Terraen +mellem Fortifikationslinierne og de ydre Boulevarder er efterhaanden +blevet erobret af Pauperismen, og den har de; paa de gamle Havers og +Vinmarkers Plads, indstalleret et Fattig-Paris, der ingen Lighed, intet +Faellesskab, ingen Beroringspunkter har med det rige. Sort og Hvidt er +ikke mere forskjellige fra hinanden end de to Byer. Der ligger for +Exempel ud ad Gobelinsfabrikken til, bag Boulevard de la Gare, Noget, som +Folkevittigheden har dobt "Cite des Khroumirs", oprindelig en stor, +ubebygget Tomt, hvor de fattigste Kludesamlere tilbringer deres Dag, +sovende paa selve deres Dynger af alt Slags Affald, dels i Lerhytter uden +Vinduer og Dore, dels, naar endogsaa Lejen af disse Hytter bliver dem for +dyr, i gamle Menagerivogne, der er blevne for affaeldige til at kunne +kjore omkring laenger paa de landlige Markeder. Kunde man tage denne "Cite +des Khroumirs" med samt dens ynkelige Beboere, flytte dem ud i +Akklimatationshaven og der vise den frem som noget Exotisk i Smag med +Eskimoerne og Ildlandsfolkene, vilde hele Paris stromme derud og falde i +Forbauselse og Forfaerdelse over, til hvilken Degradation Menneskeslaegten +kan synke ned. Nu er de stakkels Kludesamlere alt Andet end generede af +Nysgjerrige. Paa Place d'Italie, der kun ligger nogle faa hundrede Skridt +fra Khroumirgyden, har jeg truffet Politibetjente, som end ikke kjendte +dens Existens. De havde forst for nylig faaet Stadion i Kvarteret, +sagde de. + +[Illustration: En parisisk Kludesamler] + +Naturligvis er Pauperismebaeltets Fysiognomi ingenlunde saaledes +allevegne. Tvertimod, det har som oftest endogsaa et ganske anstaendigt +Udseende, der meget vel kan skuffe en overfladisk Besogende og give ham +et Indtryk af forholdsvis antagelige Kaar. Franskmaendene soger altid, saa +laenge det paa nogen Maade er muligt, at bevare det ydre Skin. Desuden er +kun de faerreste Kvarterer derude staerkt bebyggede endnu, man traeffer +mange Partier, der har en halvt landlig Karakter. Hist og her har smaa +Rentierer, der havde Lyst til at saette Foden paa egen Grund, men hvem +Terraenet, i selve Paris blev for dyrt, kjobt sig Jord og indrettet sig +det ganske hyggeligt i Smaahuse med Tonneller, Poppelgrupper og +Kjokkenhaver. Disse gronne Smaakroge liver op, Kvartererne er hyppigt +gjennemskaarne af brede, taetbeplantede Alleer, for Exempel den naesten +milelange Pyrenaeergade, som straekker sig gjennem hele Belleville, +Menilmontant og Charonne, Udsigten over Paris er fra Hojdepunkterne tidt +saerdeles smuk, og paa mere end et Sted kan da Pauperismebaeltets. Ydre +Habitus forekomme nok saa venlig. Det er dog kun som Kalken udenpaa +Graven; Forraadnelsen ligger bagved. Forst og fremmest har selve de +gronne Alleer uhyggelig; meget tilfaelles med hine Dekorationstaepper og +Saetstykker, som i gamle Dage blev brugte til at give rejsende russiske +Kejserinder en Idee om deres Land. Forvilder man sig ad en Sidegade bort +fra Alleen og Husene, som stadser op langs den, dumper man kun altfor +tidt ind i et Virvar dels af smalle, stinkende Straeder, dels af ode +Tomter, oversaaede med Flaskeskaar, Moddinger og alskens Urenlighed. Her +er nogen Tvivl om, hvor man befinder sig, ikke laenger mulig. Pjalterne, +der haenger ud af de ituslagne Ruder, Kludekraemmerboderne i hver anden, +tredie Bygning, Udseendet af de Folk, der traenger sig om Vaertshusenes +Skjaenkedisk for at drikke deres Absinth staaende, af Bornene, der ligger +og fisker i Rendestenen, eller af de elendige gamle Kvinder, der fra smaa +Braeddeskur, som samtidig agerer Kjokken og Butik, saelger radikale +Skillingsblade, obscone Brochurer, muggent Hvedebrod og raadne +Paerer,--Alt det taler mere end tydeligt nok. Man seer, hvor man er henne, +man forstaar de uhyggelige Tal, der oplyser om, at i Pauperismebaeltet +gjennemsnitlig hver tiende Beboer er traengende i den Grad, at de maa nyde +offentlig Understottelse. + +Endnu mere afskraekkende bliver dog Indtrykket, naar man vover sig op i +selve Husene. De er i Regelen smaa, sjelden mere end to Etager hoje, men +hvert af dem rummer dog ofte Snese af Familie Lejligheden er nemlig kun +undtagelsesvis paa over to Rum, af hvilke det ene da oftest indskraenker +sig til et ganske lille, morkt Kjokken; meget tidt har Mand, Kone og en +hel Rede af Born i alle Aldere kun et eneste Vaerelse til deres +Disposition. Ifolge en Opgjorelse fra 1880 beboede de Fattige, som modtog +stadig Understottelse af det Offentlige, ialt henved 50,000 Lejligheder. +Over Halvparten af disse indskraenkede sig til et enkelt Rum, tre tusind +havde intetsomhelst Apparat til Kogning eller Opvarmning, over fem tusind +fik kun Lys gjennem et Tagvindue, og halvandet tusind var fuldstaendig +morke. Mange af disse Huse er meget gamle, byggede for Terraenet endnu +blev. inddraget i Paris, i den Tid, da de nuvaerende Forstaeder kun var +Landsbyer, der skjod deres yderste Forposter herud. De er de vaerste, +adskillige af dem kommer man kun ind i gjennem en lang, mork Korridor med +opbrudt Lergulv, en formelig underjordisk Gang, hvor Fugtigheden siver ud +allevegne. En faldefaerdig Vindeltrappe, saa smal, at en tyk Person vilde +blive klemt fast i den, forer da op til Etagerne, Stanken fra disse +Lokaler, hvis Dore vender ud til Trappeafsatserne, og som i Regelen staar +aabne, fylder hele Huset med en Pestatmosfaere af den gyseligste Art; Lys +er der intet af, det enkelte Vindue, som undertiden existerer paa +Trappen, kan intet bringe fra den uhumske Brond, der forer Titulaturen +Gaard. I saadanne Omgivelser skal Appetitten for Renlighed vanskelig +finde Ansporelse; den er ringe i Forvejen hos Storsteparten af den lavere +Pariserbefolkning, her forsvinder den komplet. Den exempellose Uorden og +Mangel paa Properhed er i Virkeligheden det, der som oftest giver disse +de Fattiges Hjem deres mest uhyggelige Karakter. Bohave mangler kun +sjeldnere. Det har engang vaeret ganske taekkeligt; nu er det Meste i +Stykker, Betraekket haenger i Pjalter, Alting er overtrukket med tommetykt +Lag af Stov og Smuds. Det er, som hvert eneste Mobel fortalte Familiens +Historie. Man har sat Bo i unge Dage med Lidt paa Kistebunden og med +glade Forhaabninger til Fremtiden. Men saa er Livskampen kommen, med onde +Tider uden Arbejde, med Sygdom maaske; Bornene er komne, Illusionerne er +bristede, Konen er bleven utro, og Manden har slukket Sorgerne i +Absinthglasset. Det er den samme Historie, der gjentager sig tusinde og +atter tusinde Gange. For Hver, der svinger sig op og kommer til at svomme +ovenpaa i det parisiske Menneskehav, er der Hundrede, som dukker under. +Og saasnart det er begyndt at gaa ned ad Bakke, synker de i Regelen +dybere og dybere. Elendigheden i den store Stad er som Edderkoppens Vaev; +det spinder sig taettere og taettere om den Ulykkelige, der engang er +kommen indenfor det, og det ender med at knuse ham. + +Hans sidste Stadium er da heller ikke det, hvortil de beskrevne Huse +leverer Sceneriet. Selv i Charonne og Menilmontant, de smudsigste og +tillige de fattigste Kvarterer af Pauperismebaeltet--hver syvende Beboer +er her understottet af det Offentlige--koster de omtalte Lejligheder dog +altid fra halvandet til halvtredie hundrede Francs aarlig, alt eftersom +de bestaar af et eller to Rum. Det er endnu ikke "Dybet af Hulerne". Dem +maa man soge i de saakaldte "Cite"er, smaa, snevre Gyder uden Udgang, der +ikke findes afsatte paa noget Kort over Paris, men som ikke destomindre i +de excentriske Fattigkvarterer afgiver Bolig for over en Snes tusind af +den store Stads Befolkning. De horer paa en vis Maade ikke med til Byen; +de staar udenfor den, som deres Beboere staar udenfor Samfundet, kommer +og forsvinder som disse, uden at Nogen laegger Maerke dertil. En +entrepenant Fyr, der har Lyst til at tjene sig rig i en Haandevending, +afslutter med den paagjaeldende Ejer Kontrakt om Lejemaal paa et vist +Antal Aar af en af de store, ode Tomter, der findes i tilstraekkelig +Maengde paa den anden Side af de ydre Boulevarder. Her kliner han i en +Fart nogle Hytter op af Ler og Braedder. Bygningskommissionen bliver +afvist med den Besked, at det kun er midlertidige Skur, bestemte til +Oplagssted for Klude, men det forhindrer ham ikke i, naar Hytterne engang +staar der, at leje dem ud til Bolig for Mennesker. Det sker altid af pur +og bar Filantropi. De stakkels Folk vilde ellers vaere husvilde, nu giver +han dem dog Tag over Hovedet. Han glemmer at tilfoje, at han lader sig +denne Tjenstvillighed betale med fra halvtredie til fire Francs om Ugen, +hvilket repraesenterer for ham mindst halvtredsindstyve Procent af hans +Kapital, og det med absolut Garanti, thi han lader sig naturligvis altid +betale forud. Lejere risikerer han aldrig at mangle; der er i Paris altid +nok af Ulykkelige, som ikke seer sig i Stand til at opdrive en +Kvartalsleje paa fyrretyve, halvtredsindstyve Francs. Har de kun sig selv +at sorge for, tyer de til Logishusene; taeller Familien derimod, hvad tidt +er Tilfaeldet, henad en halv Snes Medlemmer, saa bliver naturligvis selv +de usleste af "Garnierne" for kostbare, og den eneste Udvej for at komme +under Tag er da Citeerne med den forholdsvis bekvemme Ugebetaling. Det er +i dem et Saersyn, naar en Lejlighed staar ledig blot enkelte Dage. +Entreprenoren for denne skjonne Trafik forbinder i Regelen dermed en +Virksomhed som Skjaenkevaert ved Indgangen til Gyden; et flittigt Besog ved +hans Disk er obligatorisk, hvis man ikke vil tabe hans Bevaagenhed og +udsaette sig for at blive kastet paa Gaden. Han tager paa denne Maade ind +baade i Pose og Saek, og naar den Snes Aar er gaaet, for hvilke han har +lejet Jorden, hvorpaa Citeen staar, kan han med fyldte Lommer forlade +Bestillingen. Gydens Hytter har ikke vaeret bestemte paa at gjore Tjeneste +laenger, de er faldefaerdige, uden Dore, uden Vinduer, uden Tage tidt. +Ejeren lader dem rive ned af egen Drift, eller ogsaa bliver han tvungen +dertil af Sundhedspolitiet. Citeen forsvinder sporlost, men samtidig har +der paa andre Tomter af Pauperismebaeltet rejst sig nye. Hvad Vaerten +angaar, har han hurtigt aflagt Traeskoene og Kyperforklaedet, har kjobt sig +Jord og Villa i en af de smilende Landsbyer omkring Paris, indtager snart +der den ansete Position, som folger Hundredetusinderne i Tilgift, og er +han en snild Politiker, kan han meget godt ende med at blive Maire i +sin Kommune. + +Et praegtigt Exempel af Arten findes ved Indgangen til en af de talrige +Citeer, der som en forunderlig Modsaetning har bunket sig sammen i den +naermeste Omegn af Vidunderanlaeget Buttes-Chaumont. Det er Typen paa en +Skjaenkevaert: tyk, jovial, med rode Kinder, der strutter af Sundhed, smaa, +snilde Ojne, der altid griner, bred og kordial i sin Facon, +tilsyneladende Godmodigheden selv. Han har, som han selv udtrykker sig, +"nitten hundrede Sjaele" i sine Citeer, altsaa flere end der findes i +mange af vore Provindsbyer. Da der i disse Gyder, Cite Tarn, Cite Gand, +Cite Philippe, og hvad de allesammen hedder, ikke er mere end i det Hele +knap fire hundrede Beboelsesrum, kommer der altsaa gjennemsnitlig fem +Personer paa hvert Rum. Til hvilken Klasse af Samfundet de henhorer, er +det Eneste, den iovrigt saerdeles meddelsomme Vaert ikke ser sig i Stand +til bestemt at oplyse. Der er lidt af Alleslags, siger han, de ernaerer +sig som de kan; forudsat de betaler, blander han sig ikke i deres private +Affaerer, Pengene gjaelder for ham ligemeget, paa hvilken Maade hans Lejere +saa har taget dem ind. Der er en meget stor Rimelighed for, at han i +Virkeligheden ogsaa staar sig bedst ved ikke at undersoge det; den +moralske Finfolelse hos disse nitten hundrede Sjaele er naeppe af den +delikateste Natur. + +Hovedciteen er ligesaalidt hos ham som andetsteds overdreven smal; kun i +de smaa Siderender, som i Aarenes Lob har skudt sig ud fra den, skinner +Dagslyset aldrig ind. Den selv ligner ved forste Ojekast naermest en eller +anden Baggade i et lille Fiskerleje. Men seer man nojere til, bliver +Forskjellen hurtigt tydelig. Fattigdommen i den afsides Krog paa Landet +har over sig et Praeg af stille Resignation; dens Beboere lider ikke under +den, fordi deres Fordringer til Livet aldrig gaar ud over de tarvelige +Kaar, hvori de lever. I Citeen derimod er det ikke blot Armod, man moder, +det er Miseren i dens mest skrigende Fortvivlelse, menneskelig Elendighed +og desvaerre tillige menneskelig Degradation under dens mest +afskraekkende Former. + +Hver enkelt Hytte har Rum for en ti, tolv Familier. De, der boer ovenpaa, +er de heldigst Stillede. De maa ganske vist klattre op ad en Honsestige, +der tilmed ikke er anbragt indvendig, men udenpaa Bygningen, og de maa +deroppe famle s5g frem gjennem en lang, smal og baelgmork Gang, for de kan +finde Doren til deres Vaerelse; men de har saa til Gjengjaeld den Luxus at +vaere i Besiddelse af et Vindue. Om det end meget hyppigt har flere Ruder +af Papir end af Glas, saa er det dog altid muligt gjennem det at lade +lidt slippe ind af Luft og Lys. Stueetagens Beboere derimod maa ofte lade +sig noje alene med en Dor. Lukkes den, ophorer enhver Udvej til at se +derinde ved Hjaelp af Andet end den lille Blaendlygte, der horer til i alle +disse Huler. Det er den, der bruges under de natlige Expeditioner, naar +Citeernes Befolkning gaar paa Rov efter Klude, Cigarstumper, bortkastede +Frugter og Grontsager eller andre Gjenstande, som det er mindre +tilladeligt at tage, hvor man finder dem. En Lampe derimod, selv af den +tarveligste Beskaffenhed, er noget ligesaa Ukjendt her som Kamin eller +Komfur. Har man en sjelden Gang nogle Sous tilovers til en Haandfuld +Braende, saa laver man sig simpelthen et Baal paa Gulvet, saetter en +Kogekjedel, som man har laant hos Skjaenkevaerten, over det og lader Rogen +flagre, som den vil. Og skulde det naesten Utaenkelige arrivere, at man +arbejder hjemme og kan faa saameget for dette Arbejde, at det kan betale +sig at braende Lys til det, saa raekker samme driftige og tjenstvillige +Vaert ogsaa i denne Henseende en hjaelpsom Haand ved Udleje af Smaalamper i +timevis. Til daglig Brug staar man sig sandt at sige bedst ved ikke at +se; det, som Ojet kan opdage herinde, er alt Andet end hyggeligt. Hvad +Bohave angaar, indskraenker det sig til et Minimum. Den forekommende Vaert +stiller ingen Fordringer i saa Henseende, naar han blot faar sin Leje +betalt forud. For hans Skyld kan man flytte ind uden Seng engang. Men den +mangler kun sjelden, og gjor den det, er den altid det forste, +_Assistance publique_ leverer. Kun naar Vinteren er meget kold, +forsvinder den stundom; den hugges efterhaanden itu til Pinde, som man +kan varme Kaffe ved. Til Natteleje kan man tilnod tage til Takke med en +Bunke Klude. Selv naar Sengen er der, maa dog en Part af Familien tidt +gjore det. Thi om man end ingen Fordomme har med Hensyn til Kjon og +Alder, saa kan dog en halv Snes Personer vanskelig faa Plads paa et og +det samme Leje, og det er langtfra nogen Undtagelse, at det elendige Rums +Beboere naaer op til et saadant Tal. Der er naesten altid Born i Masse; +ynkelige, smaa, gule, forkroblede Vaesener, uden Kjod og uden Klaeder paa +Kroppen. Man faar et Billede af dem ved at huske paa de Figurer, man i +illustrerede Blade har seet af Hungersnoden i Indien. De gjor et naesten +forfaerdeligere Indtryk, oversaaede, som de i Regelen er, med Bylder og +Udslet af enhver Art. Hvorledes de kan leve og voxe op i disse Hulers Nod +og Pestasmosfaere, er en Gaade. De gjor det imidlertid, man traeffer +femten- og sextenaars Ynglinge, der er fodte i Citeen og har tilbragt +hele deres Liv der. Jeg saae et Par Stykker en Dag under et Besog. De laa +og drev paa Sengen med; en Roman af Ponson du Terrail, hvori den ene +laeste hojt. I en Krog sad et gammelt fjollet Fruentimmer, som man vilde +have anseet for gal, hvis Absinthflasken ved Siden af hende ikke havde +angivet en anden Grund til den Tilstand, hvori hun befandt sig. Paa +Gulvet laa en lille, syv-otte Aars Pige og legede med et Spil +gjennemsigtige Kort af den Slags, som saelges i Smug paa Boulevarden. Det +var Moder, Sonner og Datter. Den Lilles oprorende Legetoj forklarede, +hvad der var hendes Brodres Levevej, og hvorfra, den forholdsvise +Velstand i Stuen kom. Der stod endogsaa Rester af Kjod og Vin paa Bordet. +Himlen skal vide, at de har vaeret dyrt betalte. + +Til daglig Brug kommer der kun sjelden saadanne Laekrerier ind i Citeen. +Man er tilfreds, naar man kan kjobe sig et "Assortiment", det vil sige en +Tallerkenfuld Smaastumper af forskjellige Slags Ost, Polser, Log, der +oprindelig har vaeret kogte i en eller anden Ragout, samt andre Rester af +Spisevarer, der ikke lader sig definere. Marseillanerne har en Ret, de +kalder Bouilleabaisse; det er alle de Fisk, der drages op i samme Net, +kogte sammen. Assortimentet er paa lignende Maade hele den brogede +Fangst, Hokeren i Cite de Tarn bringer med i sin Pose, naar han efter +Middagstid vender hjem fra de smaa Restaurationer, hvor han for nogle +Sous har kjobt de Levninger fra Gjaesternes Tallerkener, som Folkene i +Kjokkenet ikke gad spise. Hos ham gaar de af som varmt Brod; Properhed er +et Begreb, man ikke kjender her, og Smagen er allenfals mere krydret end +den, der endnu sidder i Kjodet paa de torre Ben, man har samlet op, +Guderne veed hvor, men som altid kappes med Klude og gammelt Jernkram om +at oversvomme Borde og Gulv i disse Elendighedens Hytter. + +Sligt kan man finde i Luxusstaden Paris, en Snes Minutters Vej fra Avenue +de l'Operas Millionaerhoteller og fra Rue de la Paix's Diamantbutiker. Et +eneste af disse Butikers Vinduer vilde vaere nok til at skaffe samtlige +nittenhundrede Sjaele, som boer tilleje hos Skjaenkevaerten i Rue de Meaux, +en menneskelig Tilvaerelse for hele Livet. Kejserdommet bildte sig ind at +forstaa, at det var galt som det var, og det gav Pauperismebaeltets +Stedborn--Buttes Chaumont. Nogle faa Skridt fra de beskrevne Huler breder +sig dets Tusind og en Nats Anlaeg. Det er en af Paris's mest beundrede +Sevaerdigheder, en romantisk Fedekoration, undfanget i en Digterdrom og +gjort til Virkelighed med kejserlig Rundhaandethed. Soer og Vandfald +under praegtige gyngende Broer, Klippevildtnis med slyngende Roser, +flojelsblode Plaener, stolte Traeer og blomstrende Busketter, Alt er her, +hvad der kan gjore en Park uforlignelig. Alle Fremmede, der besoger +Paris, slaar Haenderne sammen i Forbauselse over dette Eden. Men Citeernes +Befolkning kommer der rigtignok aldrig. Den, der sulter og fryser, har +ingen Sands for Blomster og Fontaener. Det er Andet, disse Ulykkelige +traenger til. Elendigheden er en Kraeftskade paa den store By, som aldrig +helt kan ryddes ud, det er sikkert nok. Men en omhyggelig Laege, der +kjender Ondet tilbunds, kan mildne det og hindre det i at brede sig. For +den tredie Republik er det en Livssag, at den laegger sig efter at laere +denne Kunst. + +[Illustration: "Buttes-Chaumont"] + +Samfundets Bundfald. + +Omtrent paa Midten af sit Lob gjennem Paris deler Seinen sig i to Arme, +der omslutter Oen, hvorfra den uhyre Stad engang er straalet ud. I +Aarhundreder var denne O Byens Hjerte. Der stod dens Kongers Borg og dens +stolteste Gudshus. Men Tiderne har skiftet. Det er andet Blod nu, der +strommer gjennem Kaempestadens Aarer, end det, hvis Hjertekamre var Kirker +og Kongeborge. Seineoen ligger trist og stille nu. Det Paris, som lever +og straeber, har Ingenting med den at bestille; kun det, der har lidt +Skibbrud i Kampen for Livet, sender en underlig Skjaebne tilbage til den +gamle Modero. Paa den ligger Hotel Dieu, de Syges store Hus, +Justitspaladset og La Morgue, Boden, hvor de ukjendte Lig stilles ud, der +fiskes op af Floden. + +Ingen af de Bygninger er hyggelige Steder, uhyggeligst dog en, der danner +Annex til Templet for den menneskelige Retfaerdighed. Den er et Slags +Forgaard til det, om man saa vil. Gjennem den maa smaa og store Syndere +uden Forskjel, alle de problematiske Existenser, hvis Liv er saa +ureglementeret, at det stoder Samfundet paa Albuerne. Og deres Tal er i +Verdensstaden uhyre. Tohundrede Personer om Dagen, det vil sige en Armee +paa over halvfjersindstyve-tusind Individer, Maend, Kvinder og Born, +passerer aarlig gjennem "Politipraefekturets Depot". + +Saaledes lyder det ejendommelige Navn paa en ejendommelig Ting. Det +klinger stygt, men det er betegnende. Bygningen er i Virkeligheden +Politiets store Oplagsplads for alt det Bundfald, Seinebyens Menneskehav +saetter af mellem Aar og Dag. Der sondres og sorteres det, men derind +kommer det Altsammen _pelemele,_ Storsteparten leveres fra +Politistationerne. Alt det Vildt, Sergenterne i Lobet af Natten og Dagen +fanger, bringes til disse Stationer, hvor en forste Undersogelse gaar for +sig. Skyldes Anholdelsen en aabenbar Fejltagelse eller en ubetydelig +Forseelse, slippes den Fangne strax igjen. Men synes Sagen at have en +noget mere graverende Natur, gjemmes Vedkommende forelobig "au violon", +som det hedder, til Depotvognen kommer og tager Laes paa. Fem, sex Gange +daglig kjorer den rundt og henter sine Ladninger til den stygge, +graasorte Bygning ved Siden af eller rettere under Justitspaladset. +_Panier a salade._ kalder Argot-sproget en saadan Ladning, og broget er +den virkelig som en Grontkurv. Men endnu mere broget er dog selve +Depotet. Thi ikke blot den store Faellesvogn bringer Gjaester til det; ved +Siden af dens ordinaere Rykind er der den finere Portion, som kommer +enkeltvis i Fiakrer eller vel ogsaa af og til i elegante Herskabsvogne, +Depotets Honoratiores, som man har gjort den AEre at anholde hjemme hos +dem selv i Kraft af en personlig Arrestordre. Passagen gjennem Depotet er +obligatorisk for Alle, hvem Loven laegger Haand paa. Enkelte bliver der +kun Timer, Andre maa vente en hel Uge, for man oppe i Justitspaladset +faaer truffet Bestemmelse om deres Skjaebne. To Dage skulde i Grunden vaere +Maximum, men det overskrides ofte. Mange bliver sendte bort simpelthen +med en Advarsel om ikke at lade sig fange igjen; Pariserpolitiet er saa +humant som muligt, maaske ikke mindre af den Grund, at dets Faengsler +langtfra vilde have Plads, hvis man skulde fare strengt tilvaerks mod det +uendelige Hobetal af Vagabonder og den Slags Fyre. Kun de, mod hvem +Sagsanlaeggelse er nodvendig, flyttes til Mazas, det store Cellefaengsel +overfor Lyonerbanegaarden, hvor man gjemmer de Anklagede, saalaenge +Processen staar paa. + +Dag og Nat er Depotet aabent, Dag og Nat er der uafbrudt Bevaegelse. +Greffierens Pen staar naesten aldrig stille. Det er ham, der forer de +indbragte Bundfaldsladninger tilbogs, den forste Forholdsregel, som den +Anholdte maa underkaste sig. Han holder ikke af den; hans Navn er tidt +det vaerste Vaaben imod ham, det giver Justitsen Mulighed i Haende for at +forfolge hans tidligere Synderegister, og det er ofte meget langt. Af den +Grund, og af andre med, horer det da ogsaa til Sjeldenhederne, at han +strax er aerlig og tilstaar det. Undertiden stoder, man paa en +Halsstarrighed uden Ende. I Slutningen af Kejserdommets Tid blev en Mand +anholdt, fordi han vilde forcere Indgangen til Saint-Cloud. Han paastod +at hedde Sidi-Sahel og vaere overordentlig Gesandt fra Nana Sahib til +Napoleon III. Da han hverken kunde tale Hinduisk eller Engelsk, indsaa +man snart, at det var en Fabel. Faengselslaegen erklaerede ham for gal, og +han blev sendt til Bicetre. Men Hospitalslaegen mente, at han havde sin +fulde Forstand, og sendte ham Retour. I et Aars Tid turede han frem og +tilbage mellem Depotet og Galehuset, uden at noget af dem vilde beholde +ham. Saa fandt man endelig paa, at han maatte vaere Udlaending, og +transporterede ham til Graendsen. Men nogle faa Dage efter anholdtes der +for Vagabondering en Person, som kaldte sig Reybaud, og som ved naermere +Undersogelse viste sig at vaere identisk med Nana Sahibs Gesandt. Det var +umuligt at faa ham til at tilstaa sit rette Navn. Forst efter flere Aars +Forlob kom man ved et Tilfaelde under Vejr med hans Hemmelighed. Han havde +vaeret i Kompagni med en Vinhandler, der var gaaet fallit, og opfundet +Romanen om Nana Sahib, fordi han bildte sig ind, at enhver Falent uden +Skaansel blev sendt paa Galejerne. Historien er kun et Exempel mellem +utallige paa, hvilke Vanskeligheder det parisiske Opdagelsespoliti paa +alle Kanter har at kaempe med i den store Stads Myretue, hvor der kun +undtagelsesvis er Naboer og Gjenboer til at give Besked. Selv for deres +Vedkommende, som ikke kommer forste Gang i Depotet, er en Gjenkjendelse +besvaerlig. Man havde tidligere Forbryderalbummet som Hjaelpemiddel. Men +det taeller allerede over hundrede tusinde Billeder, og i en saadan Mylr +er det ikke godt at hitte Rede. Ganske snildt er der da fundet paa en ny +Forholdsregel. De Anholdte maales ligesom Soldaterne, og deres Hojde +forer Greffieren tilbogs sammen med de ovrige Oplysninger. Albummet har +Afdelinger for hver Tomme og Underafdelinger for hver Linie; +Eftersogningen er paa den Maade lettet i betydelig Grad. + +Maalningen gaar for sig strax ved Ankomsten til Depotet, og samtidig +finder der en Visitation Sted. Depotgjaesterne maa kverken have skarpe +Redskaber hos sig, ved Hjaelp af hvilke de muligvis kunde begaa Selvmord, +eller Penge over et Belob af ti Francs, Forst naar hele dette +Indtraedelsesceremoniel er overstaaet, foregaar Sorteringen. Thi der er +Sortering; ikke engang i Politipraefekturets Depot respekterer man fuldtud +den Lighed, som Franskmaendene holder saa meget af at fore i Munden ved +alle Lejligheder, men som hos dem er maaske endnu meget mere Mundsvejr +end andetsteds. Den staar hugget ind paa alle deres offentlige Bygninger; +det er det Hele, saa mener de, de har Samvittigheden fri. + +[Illustration: Maalningen i Depotet] + +Selvfolgelig har Depotet forst og fremmest sin Mandfolke- og sin +Fruentimmerside, skarpt adskilte, det var ikke godt Andet. Men paa begge +Sider er der igjen forskjellige Kategorier. Man har den store ordinaere +Faelleshal, Rummene for _les habits noirs_ og Cellerne. I de sidste kommer +Forbrydernes og Samfundets Aristokrati, dels Morderne, de store +Indbrudstyve og lignende farlige Individer, dels som Begunstigelse den +socialt hojtstillede Portion af de Anholdte, der vilde vaekke for megen +Opsigt selv mellem "de sorte Kjoler". Det er nemlig kun en Eufemisme; +mellem dem indregistreres Alle, hvis Kostume ikke bestaar af lutter +Pjalter. At lade dem tilbringe en Nat i den ordinaere Depotsal vilde i +Virkeligheden vaere en Grusomhed slet og ret. Et mere pestbefaengt Sted kan +man ikke taenke sig. Det er et kryptagtigt Rum, baaret af fire Piller, med +Betongulv, smaa, gittertremmede Vinduer, altid halvmorkt, klamt og hyllet +i en Atmosfaere, i hvilken kun de Lunger kunne funktionere, der ere vante +til Forstadsgydernes Huler. Man faar naermest Indtrykket af, at man er i +en uhyre Kvaegstald. Langs Vaeggene findes Feltsenge, som slaas op om Dagen +sammen med Halmmadratserne, der tjener til Natteleje for den store +Pluralitet, som maa sove paa Gulvet. Depotet er nemlig altid overfyldt, +denne forfaerdelige Samling af Banditter og Lazaroner ligger pressede +sammen som Sardiner i en AEske, og det haender ovenikjobet tidt, at +Korridorer og andre Lokaler maa tages til Hjaelp. Man kan taenke sig, +hvilken Uhumskhed der hersker i denne Menneskemodding. To, tre Gange +daglig, medens Fangerne fores ud i Gaardene for at traekke Noget, der +kaldes frisk Luft, overskylles Senge, Gulv og Mure med Stromme af Vand. +Men det hjaelper kun lidt. Blev det ikke gjort, siger Fangevogteren, vilde +Murene efter to Dages Forlob give sig til at spadsere alene. + +[Illustration: Faellessalen i Politipraefekturets Depot.] + +Det kan vanskeligt vaere anderledes. Hovedparten af Faellessalens +Befolkning er nemlig slet og ret Vagabonder, der kun have Tag over +Hovedet netop de Naetter, de befinder sig i Depotet. Til daglig Brug sover +de under Concordebroens Buer, mellem Teglvaerksovnene ude ved Barrieres +d'Amerique, i Champs-Elysees Busketter, naar der er Lovvaerk og varme +Naetter, eller i ubeboede Sommervillaers Lysthuse, naar der kommer Sne og +Vinterfrost. Politiet kjender ganske vel deres Yndlingssmuthuller, og +naar det engang imellem beslutter sig til at foretage Razziaer der, +vender det altid tilbage med rigelig Fangst. Men det lader dem som oftest +i Fred. Allerede nu er der en Snes tusind Anholdelser aarlig for +Vagabondering; sogte man grundigt efter, vilde Tallet blive altfor uhyre. +Paris lokker og drager saa staerkt. Fra det ovrige gamle Evropa vandrer +man ud; alle de uregelmaessige Existentser, hvis Eventyrtrang ikke kan +finde Tumleplads i Hjemmet, soger hinsides Havet til den store, +ubekjendte nye Verden. Kun Frankrig praesterer ingen, eller i hvert Fald +forholdsvis yderst faa Emigranter. Franskmaendene har nu engang Raedsel for +at expatriere sig. Deres Amerika er Paris; der, foregjogler deres Fantasi +dem, er der Plads for Alle, der er der Guld og gronne Skove at tjene, +Rigdom, Position, Livsnydelse at hente, saasnart man blot straekker +Haanden ud. Om de mange Tusinder, der gaar ynkeligt tilgrunde i den store +Stads Livskamp, tier Rygtet, men om de Enkelte, hvem heldige Chancer +bringer i Vejret, baerer det Beretninger ud til alle Kanter. Og disse +Beretninger er en farlig Fristerinde; man tager den sjeldne Undtagelse +for almindelig Regel, hvad den Ene har naaet, mener man, maa vaere let at +naa ogsaa for alle Andre. Kunde man taelle dem, der Aaret rundt kommer til +Paris uden Ressourcer, men med usvigelig Tro paa, at de kun behover at +saette Foden paa den parisiske Stenbro for at gjore deres Lykke, vilde man +faa et rentud forfaerdende Tal. Det er ikke alene fra Provindsen, de +kommer; det er fra Udlandet ogsaa. Jeg har liggende for mig en Statistik +over de i et enkelt Aar foretagne Arrestationer af Vagabonder; over fire +Tusinde er Udlaendinge. Talrigst repraesenteret er naturligvis det naere +Belgien og Holland, derefter kommer, ganske karakteristisk hver paa sin +Vis, Italien og Preussen, det sidste med over fire hundrede Individer. +Danmark er et af de faa Lande, som ikke findes i Fortegnelsen, Sverig og +Norge har kun nogle ganske faa Repraesentanter, Island derimod hele +elleve. Selv de fjerneste Egne af Verden, Kina, Persien, Japan, Afrika, +Tartariet og Bukariet, har sendt deres Kontingent. Tidt og mange Gange +dumper disse Ulykkelige ned i den store By uden engang at kunne tale dens +Sprog. Saasnart deres faa Spareskillinger er opbrugte, er der for dem +intet Andet at gjore end at lade sig samle ind af Politiet; Medlidenhed +og Hjaelpsomhed er Dyder, der kun findes sjeldent i Paris. Men selv om de +Indvandrende ikke har denne forste store Betingelse for at lide Skibbrud, +selv om de kommer fra Provindsen med fyrig Arbejdslyst og robuste +Kraefter, er det derfor ikke altid sagt, at de finder deres Brod i +Millionstaden. Livskampen er svaerere der end nogetsteds, Existensudvejene +ganske vist mange, men Konkurrenterne til dem endnu mange, mange flere. +De stritter imod saalaenge, indtil den vaerste Sygdom af alle: Trang og +Sult, endelig faar Bugt baade med Humor og Arbejdslyst og Kraefter. Det er +uberegneligt, hvad den i Paris aarligt hverver af Rekruter til den store +Vagabondhaer. + +Mandfolkene gaar over i den, kvinderne i en anden, der er endnu vaerre og +uhyggeligere. Som Pluraliteten af Depotets Befolkning paa Svaerdsiden er +Vagabonder, saaledes er den paa Spindesiden losagtige Fruentimmer. +Politiets Runder gjor ogsaa af denne Art Sambundsbundfald hver Nat en +altfor rigelig Fangst paa Paris's Gader: Kvindeafdelingens Faellessal er i +Regelen ikke mindre overfyldt end den mandlige, Selskabet der er maaske +tilsyneladende proprere, men i Virkeligheden sunket nok saa dybt. Silken +og Flojlet er bedragerisk som Kindernes Sminke. Jeg har i Depotet set +Fruentimmerne med aegte Zobelskinds Pelsvaerk og Diamantsmykker til +Tusinder; forhorte jeg mig om deres Historie, var den i Regelen saa +omtrent den samme. Faedrene samlede Klude, og Brodrene arbejdede paa +Galejerne; de diamantoversaaede Damer selv var Stamgjaester i Depotet. + +Det er i det Hele taget Massen af den store Haer. Forst og fremmest kommer +Vagabonderne stadig igjen. For dem har Depotet intet afskraekkende; +saasnart Visiteringsformaliteten er overstaaet, er det Forste, man gjor, +at bringe dem et Brod. Den franske Justits har den humane +Betragtningsmaade, at enhver Lovovertraeder, den fanger ind, kan vaere +kommen i Konflikt med den som Folge af Sult. Den kjender sit Paris, den +veed, at intet Aar gaar hen, uden at der udenfor dets Gaders straalende +Butiker segner Ulykkelige, hvis Dod, hvor utroligt det end klinger, ikke +skyldes nogen anden Grund end Hungersnod. Den veed ogsaa, at dens Depot +aldrig er saa overfyldt som i Ugerne efter Flyttedagen. De stakkels +Familier, der er kastede paa Doren af ubarmhjertige Vaerter, vandrer om og +skjuler sig, hvor de kan komme til, saalaenge indtil Bornene begynder at +skrige efter Brod. Saa maa Moderens Raedsel for Depotet vige, og hun +melder sig selv. Straffens Forhal bliver i dette Tilfaelde til +Barmhjertighedens. Depotet giver de Ulykkelige Fode og Husly, indtil +Politiet finder Udveje til at anbringe dem andetsteds. Men det er netop +denne dets Rolle som Forsorger, som Vagabonderne saa ofte misbruger. Der +er dem, der i Grunden har Depotet til regelmaessigt Standkvarter og kun +fjerner sig for nogle Dage, naar Eventyrtrangen kommer over dem. Der +fortaelles om en saadan episk Vagabond, Victor Tuleu, at han har vaeret +anholdt ikke mindre end henved firsindstyve Gange, endnu for han naaede +Trediveaarsalderen. Det var aldrig for egentlige Forbrydelser, men kun +paa Grund af hans nomadiske Tilbojeligheder. Man domte ham, han sad sin +Tid, og naar han saa slap fri, begyndte han strax igjen paa sin planlose +Strejfen om. Var det stygt Vintervejr, tiltalte Friluftslivet ham ikke +mere, og Politiet lod for lang Tid gaa hen, for det fandt ham paany, gik +han selv til Depotet og meldte sig. "Det er mig, Tuleu," sagde han; "jeg +har hverken Existensmidler eller fast Bopael, det er bedst, I spaerrer +mig ind." + +Han begyndte, da han var elleve Aar, og han er i saa Henseende ikke nogen +Undtagelse. Gjennemsnitlig tre Tusind af de Personer, der i Paris aarlig +anholdes for Vagabondering, er Born. Hjemmet i Forstadshulerne er kun +altfor tidt daarlig skikket til at holde paa dem, og Livet ligger saa +lokkende lyst og let udenfor i den store, glimrende By. Foraeldrene gjor +vel i Regelen ikke overvaettes Anstrengelse for at holde paa dem; en Mund +mindre at forsorge er altid saa Meget vundet. Det haender tilmed ikke +sjeldent, at de med Villie kaster de ganske Smaa ud for Vind og Vove, +naar de falder dem til Besvaer. Hittebornshospitalerne, som vi kjender dem +fra de aeldre franske Dramaer, existerer ikke laenger i Paris, men Depotet +har erstattet dem. + +[Illustration: Hittebornene og deres Vogter.] + +Der er i det en saeregen Sal for Born, som Politiet har fundet paa Gaden, +og som endnu ikke er i den Alder, at de kan give Oplysninger om, hvor de +horer hjemme. Det er et af de uhyggeligste Lokaler af dem alle. De +stakkels Smaa ligger der i Rad med en stor Tavle paa Ryggen, hyorpaa +staar deres Nummer og af og til et Fornavn, den eneste Oplysning om deres +Existens, som de har kunnet give. De ligger og venter paa, at Foraeldre +eller Paarorende skal komme og soge dem. Men i de ni Tilfaelde af ti +kommer der Ingen. Man er flyttet og har benyttet Lejligheden til, som af +Vanvare, at slippe Barnet et Sted paa Gaden, hvor det selv var ganske +fremmed, og hvor hverken Naboer eller Gjenboer kunde give Oplysning om +det. Enkelte af de Forladte ligger paa deres smaa Senge og graeder efter +Fader og Moder, men Pluraliteten finder sig saare roligt i deres Skjaebne. +Det gaar vel de Fleste som den lille Pige, der blev spurgt, om hun havde +det godt, hvor hun var. "Ja," svarede hun, "for her faar jeg Noget at +spise hver Dag." + +Depotet har altsaa ogsaa sine Uskyldige. Men de findes heller ikke +undtagen netop i denne Kategori eller i de med den beslaegtede: Oldinge i +Barndom, der er blevne samlede op paa en Baenk i Champs Elysees, Fremmede, +der vandrer om i Labyrinthbyens Gader uden at kunne tale et Ord Fransk, +Gale eller Folk, der har gjort Forsog paa Selvmord og vaegrer sig ved at +love, at de ikke vil gjentage det. Det parisiske Politi er meget varsomt +med at foretage Arrestationer uden at vaere ganske sikker. Haender det i +eet Tilfaelde af Tusinde, at en sageslos Person bliver spaerret inde i +Depotet, er det Hojden. Det langt overvejende Flertal er Folk, som man +har havt et vaagent Oje med laenge, for man laegger Haand paa dem, eller +ogsaa Misdaedere, der gribes paa fersk Gjerning. Fire Femteparten af de +Anholdte horer til den sidste Sort. Alleroftest er det gamle +Depotgjaester, der gaar gradevis nedad; har de engang havt Foden indenfor +Faengslet, horer det til Undtagelserne, at de ikke kommer igjen. Det er en +Regel, der kan drages ud ikke alene af Paris's Politihefter; moderne +Sociologer er i Faerd med at konstatere den allevegne Verden over. Inden +mange Aar vil den muligvis have fort til en total Omformning af det hele +Straffevaesen. Fortiden har straffet; det er Fremtidens Opgave at finde +Midlerne til at forbedre. Sagtens vil det blive en af dens vanskeligste; +men det maa siges til den franske Republiks AEre, at den ogsaa paa dette +Punkt seer Forpligtelsen til at gaa i Spidsen for sin Tid. De +forestaaende Lovforslag mod Recidivisterne er i Virkeligheden ikke Andet +end et anende Fremsyn over Vejen, der i saa Henseende er at gaa. Paris's +store Faellesfaengsler, disse Laere- og Opdragelsesanstalter for +Forbrydelsen, er i Faerd med at forsvinde. Man har endnu Saint-Pelagie og +det forfaerdeligere Saint-Lazare, Kvindefaengslet, hvor alle de +Indespaerrede, ligegyldigt hvilken Kategori de tilhore, blandes mellem +hinanden uden Hensyn. Men i Mazas og La petite Roquette, Bornefaengslet, +er allerede Cellesystemet indfort. Straffekolonierne er det naeste Skridt +paa Vejen. + +Men det maa gjores snart; der er _periculum in mora_. Med uhyggelige Tal +viser Politiets Statistik, hvorledes Forbrydelsernes Antal er i stadig +Stigen i Paris. Den sidste Snes Aar er ikke langtfra at have fordoblet +det. En misforstaaet Seen gjennem Fingre med Meget hos Republikens +Autoriteter er maaske ikke uden Skyld for de lavere Samfundslags +Vedkommende, i de hojere er det ganske sikkert Borssvindelens Fristelser, +der spiller en vaesentlig Rolle i Forogelsen. Alverden er besat af Mani +for at gjore Forretninger. Depotets Lister er der for at vise, hvordan +det kun altfor tidt haenger sammen med disse Forretninger. "Der gaar +naesten ikke en Dag," sagde Fangevogteren mig, "uden at vi faar fine +Herrer herind." Han har Ret; alle Staender er repraesenterede i +Samfundsbundfaldets store Pakhus. Man kan tage Listerne fra +hvilketsomhelst af de senere Aar. Man finder Bankierer og Advokater, hoje +Embedsmaend og Officerer, Kunstnere og Forfattere, man finder Navne, der +har hort til de mest ansete i Frankrigs Historie. Politipraefekturets +Depot er i videste Forstand Vrangsiden af Paris, Hjemmet for Alt, hvad +Luxusbyen gjemmer af Styghed og Misere. + +[Illustration.] + +[Illustration: Udenfor Cafe de la Paix.] + + + + +KAFE- OG GADELIV. + + +I. + +Paris har mellem det Meget, der gjor den til en By _a part_, een Ting, +som Alle, selv de, der nodigst vil synge dens Pris, maa indromme er noget +Magelost: den har sine Gader. Man maa absolut Vaere skabt som en Kvaeker +for ikke at holde af dem. Og endda. Der var to--Kvaekere mener jeg--, der +nylig kom over fra Hendes britiske Majestaets alvorlige Land for at +praedike Bod og Omvendelse i det moderne Babylon. De havde ikke vaeret fem +Minutter paa Boulevarden, for de slog Kors for sig og tog Rejsepas igjen. +Det var dem for ugudeligt. Det vil sige, de maerkede, at Fristeren kom op +i dem, og var de bleven fem Timer istedetfor fem Minutter, saa vilde det +have endt med, at det var dem, der var bleven omvendte. + +Der var ogsaa engang en Herre fra Danmark, der, da man spurgte ham, hvad +han saa syntes om Pariserboulevarderne, resumerede sit Indtryk i et: Aa +jo ... saamaend, men de mangler Arkitektur. Det er muligt. Naar man ikke +paa laengere Tid har vaeret i Kongens Kjobenhavn, taber Ens Blik let sin +kritiske Skarphed i saa Henseende. Men mangler de Arkitektur, saa har de +Liv istedetfor, et Liv af en ganske ejendommelig Art. Det lokker ud som +Solskin paa en Dag i Maj, og det holder fast som disse forunderlige, +stille, lyse Sommernaetter, i hvilke man gaar og driver med gode Venner +under Armen og aldrig kan bekvemme sig til at gaa hjem. Man foler +Menneskebadet i disse Gader som en Foryngelse. Tryk og Tyngder, som laa +paa En, gaar vaek; Livslysten begynder at krible, Humoret kommer op. Man +fyldes af Velbefindende, man nyder, man lever; der er noget AEggende i +Luften, en Ozon af Fest, som man aander ind, og som saetter Fart i En fra +Top til Taa. + +Pariserboulevarden er nemlig en Gade af fuldstaendig saeregen Beskaffenhed. +Det er ikke blot Faerdselen, Mylret, den brogede, mangfoldige +Verdensstadskolorit, der gjor den til, hvad den er. Af den Slags Liv har +London ligesaa meget og mere endnu. Men hvilken Forskjel er der ikke +alligevel! I London er Gaden simpelthen en Forbindelsesvej mellem to +Punkter, et, som man forlader, og et andet, som man skal til. At naa +dette sidste i den korteste Tid og med de mindst mulige Forhindringer, +bliver i det samme Ojeblik man saetter Foden udenfor Doren den eneste +Tanke, man har. At vaere paa Gaden blot for at vaere der, lader sig aldeles +ikke gjore. Overalt omkring sig har man travle Mennesker, der farter +afsted med lange Skridt og klemmer sig gjennem Traengselen for at komme +frem. Vognene ruller og ruller, Kuskene pidsker paa, den tusindtungede +Stoj glider ligesom sammen i et eneste Raab: afsted, afsted, afsted! Man +seer Ingenting, man sandser Ingenting, man foler kun Stimen, der er +bagved, man synes, den vilde vaelte over En og lukke sig og begrave En, +hvis man standsede, og man tumler da med i det rastlose Jag. Man gaar og +gaar og gaar og bliver forst Feberen kvit og kan traekke Vejret igjen, +naar man er ved Maalet. + +I Paris derimod er det anderledes: Selv hvor Farten og Faerdselen er +storst, er der ikke noget Aandelost ved den. Folk har nok travlt hist og +her, men man laegger knap engang Maerke til det, de forsvinder mellem +Maengden, der ikke har det, mellem dem, der sidder paa Kafeernes +Fortougsstole, staar i Gadedore eller i Grupper paa Trottoiret og +passiarer, driver langsomt op og ned for at drive. Man har en +Fornemmelse, som om man var paa Fornojelsestour, for at hvile sig, for at +se og standse, hvor der er Noget at se, lukke Ojnene rigtigt op og fylde +sig med Indtryk. Man er gaaet ud for en Timestid og for at besorge Et +eller Andet, men uden at man veed af det, er Dagen tilende, og naar man +kommer hjem, opdager man, at man har glemt det, man var gaaet ud for. +Gaden har underholdt, moret En, saa man ikke har kunnet rive sig los fra +den, og saa har den lagt Beslag paa En helt. Man har ikke noget Ojeblik +folt sig paa en Landevej, hvor man skulde videre, man har folt sig som i +en Salon, hvor man befandt sig fortraeffeligt, og hvor man folgelig blev. +Og det er i Virkeligheden ogsaa det, Parisergaden er. Hjemmet kjender +Pariserne kun som et Sted, hvor man arbejder; Hvilen, Adspredelsen efter +Arbejdet maa hentes udenfor de fire Vaegge, midt i Tummelen og Traengselen, +helst hvor den er allerstorst, der er der flest Incitamenter, som faaer +Blodet til at rulle hurtigere og saetter den letpaavirkelige Fantasi i +Bevaegelse. Man soger til Boulevarden; den er den store Faellessalon, hvor +hele Byens Befolkning strommer hen for at tilfredsstille sin enorme Trang +til Selskabelighed, hvor man modes med Lyst til at vaere sammen, hvor man +faerdes mellem hinanden med den elskvaerdige Forekommenhed, den Lethed i +Tilnaermelse, der er en ganske naturlig Folge af Bevidstheden om, at man +gjensidig er der til hinandens Underholdning. Det parisiske Gadeliv +bliver paa den Maade mere end broget og mangfoldigt; det faaer de lyse, +fornojelige Toner over sig, den Glands af Glaede, den Hvile midt i Uroen, +den Harmoni midt i Farvemylren, som gjemmer Behaget, hvormed det +fortryller, den Charme, der gjor Pariserboulevarden til noget ganske +Andet end en hvilkensomhelst Gade i hele Verden. + +II. + +Uhyre betegnende for den er dens Kafeer. De ligger Side om Side, +utaellelige naesten, ned langs den milelange Pulsaare, der drager sig fra +Bastille- til Concordepladsen. I det mindre fornemme og mindre befaerdede +Templekvarter, paa Straekningen fra Ghateau d'Eau til Frihedssojlen, faaer +Boulevarden en Smule Luft for dem hist og her; men fra Rue Rougemont +nedefter til Madeleinekirken klemmer de sig op ad hinanden, saa der paa +sine Steder knap er nogle Alens Plads imellem dem. Deres Antal vilde vaere +latterlig overdrevent, hvis de alene havde Funktion som +Bevaertningssteder; ikke Tiendeparten af dem kunde bestaa, selv om +Pariserne var det mest forfaldne Folkefaerd i Verden. Nu er de imidlertid +tvertimod det allersobreste, der kan taenkes, og samtlige Kafeejere bliver +hovedrige Folk alligevel i Lobet af nogle faa Aar. Tingen er, at de har +Andet at byde deres Gjaester end de Varer, der skjaenkes ud. Kafeen er en +reserveret Plads paa Gaden, et Slags hyggeligt Sofahjorne i den store +Faellessalen. Det er som saadan, den maa betragtes, det er paa at vaere +det, dens Existens er baseret. Udstyrelsen er uden Pragt, for en Luxusby +som Paris naesten fattig. Smaa, magelige, komfortable Kroge, hvor en +sluttet Kreds kunde traekke sig tilbage for sig selv, mangler fuldstaendig; +hver lille Plads er benyttet, overalt staar der Bord ved Bord med kun +akkurat saa meget Mellemrum, at en Person kan klemme sig derigjennem. Paa +at sorge for Gjaesternes Underholdning har man heller ikke lagt Vaegt; kun +i de afsides Gader har Kafeerne Billarder, og deres Forsyning med Aviser +er mere end mangelfuld. Man holder en fem, sex parisiske i et enkelt +Exemplar, slet ingen fra Provindserne eller Udlandet. Hvad der serveres, +er dyrt; en almindelig _"Consumation"._ betales med en halv Franc, +uanseet hvori den bestaar. I alle disse Henseender kan Pariserkafeen, +ikke maale sig med, hvad man finder i andre store Byer. Men hvad den har +forud, er Offentlighedens brogede Sceneri, Gadelivet rundtomkring den. +Den er aaben ud mod Trottoiret, og dens Lokale fortsaetter sig ud paa +dette. Kafestolene optager rigeligt dets halve Brede; de betydeligere +Kafeer kan have en halvhundrede Borde derude, og det er disse, der er det +Vaesentlige, Salene indenfor er naermest kun at betragte som et Slags +Appendix. Naar det regner, bliver Markisen hejset ned, saa Gjaesterne kan +bilde sig ind, at de sidder i Torrevejr, og heller ikke Kulden kan jage +dem bort fra deres Trottoireplads undtagen nogle ganske enkelte Dage, +naar den gaar over alle Graendser. Hele ti Maaneder af Aaret er Kafeen i +Sommerhabit, og selv de to andre er Vinterkostumet ikke seriost. +Fortougsstolene bliver staaende, og de store Glasruder, der skydes op for +den aabne Vaeg, glider selv i December og Januar tidt ned i Kjaelderen +igjen, saafremt Temperaturen nogle Dage bliver en lille Smule mild, +Pariserne er ikke kuldskjaere, naar de blot kan faa Lov til at vaere paa +deres kjaere Gade. + +Kun i de tidligste Formiddagstimer staar Kafeen halvvejs tom, vegeterer +med morgengnavne Opvartere og baedekerstuderende Rejsende. Allerede ved +Frokosttid begynder Gjaesterne at stromme til den i Masse. Den er i +Regelen Restauration tillige. Pluraliteten af Forretningsfolk er +nodvendigt henvist til den; de har for langt til Hjemmet og for travlt om +Tiden til at kunne gjore en Rejse til den anden Ende af Byen for at +spise. Frokosten paa Kafeen, koster dem ganske vist mindst tre, fire +Francs, og der gaar ogsaa der let en Time eller to med i Lobet Men +hverken de eller Pengene er spildte. Man traeffer den Kreds af Mennesker, +med hvilken man staar i Forbindelse, man henter Oplysninger, man slutter +Handeler, Forretningerne gaar deres Gang, de betydeligste af dem afgjores +tidt netop ved Frokostbordet. Hurtig, foretagsom, resolut, som man er, +klar over hvad man vil, og vant til at sige det kort, i en Fart og uden +Omsvob, foler man ingen Trang til at sidde i Kontorstole og snakke op og +ned ad Vaeggene for at faa en Sag i Orden. Et Sporgsmaal, et Svar--_<vola, +c'est entendu_. Garconen bringer Pen og Papir, og Kontrakten er sluttet, +inden han faaer den naeste Ret serveret. Frokostkafeen er Bors +ligesaameget idetmindste, som den er Spisekvarter. Men det forhindrer +ikke, at den i den sidste Egenskab er uovertraeffelig. _Le chef de la +cuisine_, den imponerende, alvorlige Medborger med det store, hvide +Forklaede, Hirschfaengeren og Bagerhuen, er en Mand, der forstaar sin +Metier. Han kan undertiden vaere indisponeret ved Dineren; om der ved den +sniger sig en Smule Skjodesloshed ind, har endda ikke saa Stort at sige. +Publikummet er det kritiklose, der kommer i Ny og Nae, som ikke har nogen +selvstaendig Mening, men finder Alting ypperligt, naar blot Stedet har +Renommee. Ved Dejeuneren derimod er det nodvendigt at holde Orene stive. +Han arbejder da for Gjaester, hvis Tunge forstaar at grade en _sauce +releve's_ Pikanteri, og som ojeblikkelig vilde fange den gode Homer, hvis +han tog sig et Blund. Han er paa Hojden af sin Kunst, og hans Kunst er +stor. Boulevardkafeen vilde vaere uforlignelig, selv om den ikke havde +andre fortraeffelige Sider end sin Kjokkenchef. + +[Illustration: Le chef de la cuisine.] + +Den har sin Absinthtid, den er endnu mere enestaaende end han. Fra +Frokost til Midnat er Trottoirestolene stadig besatte, men i _"l'heure de +l'absinthe"_ er der ikke een tom Plads. Man kjender ikke den Time +andetsteds; den passer kun for Pariseren, den haenger netop paa det +Nojeste sammen med den Rolle, Gaden og Kafeen spiller i hans Liv. Naar +han henimod Aften er faerdig med sit Arbejde, laegger han mellem +Forretningsbryderierne og de huslige Bekymringer, som muligvis venter paa +ham hjemme, et kort Otium, under hvilket Alt, hvad Tilvaerelsen kan have +af Generende og Ubehageligt, bliver jaget ubarmhjertigt paa Porten. Han +kjober sin Aftenavis i Kiosken, gaar paa sin Kafe, saetter sig ved det +lille, runde Bord, hvor han er vant til at sidde, bestiller sin +Consumation og lader saa en Timestid eller halvanden hele sin Person, +Legeme og Sjael, svomme ud i et stort, roligt Velbefindende, i hvilket der +kun er een Bevidsthed klar, een Fornemmelse raadende: den, at Livet dog i +Grunden er en magelos praegtig Ting. Absinthen, det halve Glas Ol, +Fingerbollet fuldt af Madeira, eller hvad det nu er, han drikker, det er +kun et Skalkeskjul, en Tribut, han erlaegger af sin Plads, som de to Sous, +han i Parc Monceau eller Champs-Elysees betaler Madammen for sin Stol. Og +Avisen! Der kunde staa i den, at Jorden imorgen skulde dumpe ned paa +Solen og blive slugt af dens Flammer, for Absinthtimen var forbi, vilde +hans Tanker dog ikke samle Bogstaverne til en Mening. De Ojne, hvormed +han seer paa dem, er i Slaegt med Papas Orer i den lille, lune +Provindskrog, naar han har trukket Slobrokken paa, og hans Frue har +kommet Sukker og Flode i hans Middagskaffe, og hans lille Pige taendt den +store Merskumspibe for ham, og han saa laegger sig paa Sofaen og siger: +"Saa Born, snak I kun, Fa'er horer efter." Nej, Fa'ers Pibe gaar ud, og +Fa'ers Kaffe bliver kold, og Fa'er horer ikke, han holder Absinthhvil paa +sin Maner. Pariserens er en anden. Han blunder ikke hen i Hjemmets Hygge, +for den kjender han ikke, men i det, der er hans Kjaerlighed og Stolthed. +Hans Sjael glider ud i Gadens, i hans store, elskede Bys Liv og bliver +ligesom Et med den. Det er Velvaeret for ham, det har paa sin Viis al den +lykkelige Ro, al den uendelige Tilfredshed, som et Menneske foler, naar +han nogle Ojeblikke lever helt i det, han elsker. + +Middagen, kommer. Ekvipagerne, som Kafegjaesten mellem Fem og Syv har +siddet og seet baere al Paris's Pragt til og fra Boulogneskoven, begynder +at rulle sparsommere, de Ventendes Klynger ved Omnibusstationerne og +Fodgjaengertraengselen paa Refugerne bliver tyndere, Vognqueuens Knuder +loser sig selv paa de Hjorner, hvor Sidegaderne munder ud i Boulevarden, +der er Efternolere af Promenerende endnu, men deres Skridt bliver +hurtigere, Damerne er hort op at stromme ud fra Butikerne, deres +Toiletters brogede Luxus afloses af de smaa Arbejderskers sorte +Merinoskjoler, Avissaelgernes Raaben med de friske Aftenaviser dor hen. +Paris har, solende sig i sin egen Glands, saalaenge Absinthtimen varede, +budt Trottoirepublikummet den hojeste Udfoldning af sig selv, men +Skuespillet er nu tilende, Gadelivet holder Middagspause, og Kafestolene +gjor det paa samme Tid. Synderlig lang bliver denne Pause dog aldrig. +Naar Absinthen ikke laenger kan bruges som Paaskud for Fortougsotiet, +kommer Touren til Mazagran'en og Bock'en; atter om Aftenen er +Boulevardkafeen det store Forlystelsessted, hvis Tiltraekningskraft +bestandig holder sig lige lokkende. Publikum er et andet end i +Eftermiddagstimerne, men det er ikke mindre talrigt. Naar en +Pariserfamilie af de jaevnere Samfundsklasser vil tilbringe en rigtig +fornojelig Aften, gaar den paa Kafeen, og har man Gjaester, er det naesten +uundgaaelig nodvendigt, at man forer dem derhen. I Hjemmet har man +hverken Plads til eller er indrettet paa eller finder nogen Morskab ved +at vaere sammen. Om Selskabelighed inden fire Vaegge har den langt +overvejende Part af Pariserbefolkningen aldeles ikke noget Begreb; +Kafebesoget traeder i Stedet for. Skal der vaere exceptionelt Gilde, gaar +man paa en af de store Sangerpavilloner i Champs-Elysees, hvor Publikum +sidder under aaben Himmel og har dobbelt Skuespil, et omkring sig som paa +Boulevarden, og saa som Tilgift det oppe paa Scenen. Til daglig Brug er +den Fornojelse imidlertid for dyr. "_Entree libre_" hedder det vel paa de +fristende, illustrerede Kaempeplakater, og det er ogsaa ganske rigtigt, +man kommer gratis ind, men den Consumation, man er nodt til at bestille +her som paa enhver anden Kafe, koster til Gjengjaeld tre Francs. Det giver +Pariserne nodigt ud for at more sig, de er for forvaente med virkelig at +faa den Slags Ting gratis. Paa Boulevardkafeen er Morskaben for dem +omtrent den samme, og den er ulige billigere. Den halve Franc, man +betaler for sit Ol, giver Ret til at beholde Fortougsstolen, saalaenge man +lyster. Kun Odelande fornyer Consumationen. Man bliver siddende ved det +tomte Glas og seer og seer. Boulevarden, straaler, det summer og mylrer +paa alle Kanter, nye Figurer, vexlende Billeder drager forbi i +ustandselig Raekke, Tiden gaar, uden at man maerker det. Man har ikke Behov +for Kafeens Varer. Livet, Tummelen, Luften, maettet med Boulevardens +Parfume af Fest, stiger En til Hovedet og gjor En or. Naar man gaar hjem, +er det, som om man havde vaeret en Nat i Sus og Dus. Og man har dog kun +siddet et Par Timer paa et Fortoug. Det er det, der er Pariserkafeens +Hemmelighed. + +III. + +For en stor Part af Pariserne indskraenker Kafeen sig imidlertid ikke til +at vaere Selskabssal alene. Den har ogsaa mere dagligdags Funktioner, den +er for dem Kontor tillige, Arbejdsvaerelse, Modtagelsessalon, politisk +eller litteraert Klublokale og andet Sligt. Den har i saa Henseende meget +gamle Traditioner. Garconen i den lille, historisk beromte Cafe Procope i +Rue de l'ancienne comedie paa den venstre Seinebred viser endnu med +Stolthed Gjaesterne det Bord, ved hvilket Voltaire i femten Aar "har +siddet og skrevet sine Breve til Kongen af Preussen". Rousseaus, +d'Alemberts, Crebillons og Mirabeaus Portraetter kiger ned fra Vaeggen og +fortaeller, at ogsaa de har havt et andet Hjem i disse gamle, tilrogede +Sale; Gambetta, veed Alverden, har fulgt efter dem. Og saaledes har saa +at sige hver eneste Kafe sin Biografi vaevet ind med beromte Navne. +Bohemeperioden var saerlig deres store Tid. Hvertandet selv af de +betydelige Talenter havde bogstavelig ikke noget Hjem udenfor Kafeen. +Naar man engang fandt dem dode paa et Tagkammer, i en Kasse med Boger og +Manuskripter, der tjente som Seng, fik man at vide, hvor deres Bopael var, +men lige til det Ojeblik anede selv deres intimeste Bekjendte det ikke. +Den Race Mennesker er ganske vist nu forsvunden, kun nogle enkelte +Exemplarer af den gaar i vor nogterne Milliontid om som Spogelser, hvem +en driftig Impressario godt en skjonne Dag kunde falde paa at vise frem +for Penge i Folies-Bergere. Men deres Betragtning af Kafeen var altfor +aegte parisisk, passede altfor godt for specifik franske +Nationaltilbojeligheder, til at den kunde forsvinde med dem. Deres +Efterfolgere i Kunstens, Litteraturens og Politikens Verden er satte, +fornuftige Folk med Orden i deres Liv og Orden i deres Pengekasse. De +mangler saa lidt Hus og Hjem, at de tidt har egne Hoteller endogsaa. Ikke +destomindre er Kafeen vedbleven at vaere det Sted, hvor de med +Forkjaerlighed afgjor alle Forretninger med Omverdenen. De har en +regelmaessig daglig Tid, da de kommer paa den, som paa et andet Kontor, +hjemme er de kun for at arbejde, og der vil de ikke forstyrres. Selv +opgiver de stadig "deres Kafe", naar man sporger, hvor de kan traeffes, +deres Portner har Ordre til at give Folk Anvisning paa den, de lader +endogsaa deres Breve adressere til den. Man kan have kjendt hinanden i +aarvis, omgaas daglig, vaere Dus, uden at vide hinandens Husnummer. + +Litteraere og artistiske Samlingssteder er Kafeerne tildels allevegne, men +i Paris er de tillige politiske. Under bevaegede Perioder er det dem, der +bliver de store Agitationscentrer. Oppositionen fodes der og udgaar +derfra. Gambetta og en Maengde andre af de Maend, der nu i forskjellige +Stillinger er ved Roret i Frankrig, har begyndt deres Karriere paa +Kafeerne; har Kafediskussioner og Kafetaler som Basis for deres +Popularitet og deres Position. Under Kejserdommets sidste Aar var Cafe +Mazarin den hele republikanske Stabs Hovedkvarter. Kommuneopstanden er +senere undfanget paa den, og mellem brogede Omgivelser af Fremmedpublikum +og Boulevard-Demimonde diskuterer endnu de hjemvendte Ny-Caledonister +deres Samfundsomvaeltningsplaner paa dette Sted. Bonapartisterne samles +paa den fornemme Cafe de la Paix, der indtager Hjornet af Operapladsen og +Boulevard des Capucines, i Tortonis alvorlige Sale sidder "Kong" Henriks +tro Maend og hvisker hemmelighedsfulde Konspirationer, mens de hvidhaarede +Tjenere serverer dem deres _petit verre de Madere_. Til daglig Brug +spiller Politiseringen ganske vist ikke en saa fremtraedende Rolle som i +Provindsen. Der er de forskjellige Partiers Kafeer ligefremme Krigslejre, +der ligger i uafbrudt Kamp. Man indskraenker sig ikke til Demonstrationer, +man kommer stundom til Haandgribeligheder endogsaa, og naar det ene Parti +vinder en stor Sejr, haender det ikke saa sjeldent, at det uden videre +lukker det andets Kafe. Noget saadant kan under normale Forhold ikke +passere i Paris; i det mylrende Kjorind af Fremmede og tilfaeldigt +Publikum drukner Politikerne. Men de er der liger fuldt og giver Kafeen +dens absolut udpraegede Farve. En Mazaringjaest vilde betragte det som en +dodelig Fornaermelse, om man bod ham et Glas Ol paa Cafe de la Paix, og en +Tortoni-gjaenger vilde ikke uden evige Samvittighedsnag kunne saette sin +Fod paa en af de fuldblods republikanske Kafeer. + +Et specielt Publikum i en eller anden Retning har de fleste +Pariserkafeer. Naar man er kommen nogle Gange paa dem, vil man hurtigt +finde en Type, der er karakteristisk for hver enkelt. Den oppustede, +skvadronnerende Borsmatador har erobret Cafe Riche og sidder +selvbehageligt solende sig i sin egen Glands og breder sig paa de +Fortougsstole, der endnu for faa Aar tilbage var de nobleste paa hele +Boulevarden. Paa "Neapolitain" har hver anden Gjaest den rode Roset; det +er Kafeen for "les officiers superieurs". "Suede" samler Skuespillerne, +"Americain" Boulevardjournalisten, "Grand Cafe" de gamle Grundejere og +"Helder" de unge Levemaend. Af de Fremmede har hver Nation sin saeregne +Kafe, hvor de, som Tydskerne paa Cafe de la Terrasse ved Gymnasetheatret, +i Regelen indretter sig saa komplet med hjemlige Vaner og Saeder, at ingen +Pariser vover at saette Foden paa deres Enemaerker. Det er kun Nordboerne +paa "Regence", der er et saa fremkommeligt Folkefaerd, at de kan enes om +Kafe ikke blot med Polakker og Czeker, men endogsaa med Pariserne selv. +Foruden for Theatre francais' Personale er Regence tillige Samlingssted +for samtlige Seinestadens enragerede Schakspillere og Valpladsen, der er +Vidne til alle deres store Turneringer. At de har deres saerlige Kafe, er +endda forstaaeligt. Men hvem har det ikke i Paris? Ligefra Akademiets +Udodelige, der modes paa "la Rotonde" i Palais-Royalhaven, helt ned til +Kludesamlerne, der drikker deres Absinth med Standsfaeller paa +"Californie" og lignende Steder, er der ikke nogen Klasse, nogen Kreds, +nogen nok saa lille Gruppe af Mennesker, hvem en faelles Interesse +forbinder, uden at de maa til Kafeen for at drofte den i Kompagni. Dertil +kommer saa Haerskaren af flygtige Turister. De er ifolge Sagens Natur +henviste til at leve paa Gaden og Kafeen, og de gjor det selvfolgelig +efter saa meget storre Maalestok, naar de kan gjore det med et saadant +Behag og et saadant Udbytte som i Paris. Resultatet bliver, at hvert +tiende Hus har en Kafe i Stueetagen, og at af Byens to Millioner Beboere +ganske sikkert en halvtredsindstyve tusind mindst tjener deres Brod som +Skjaenkevaerter eller Garconer. + +[Illustration: August (se Pag. 305) serverer for Nordboer paa Cafe de la +Regence.] + +Kafeens, saerlig Boulevardkafeens Publikum er imidlertid ikke +Indtaegtskilde for dem alene. Naturligvis kaster Reklamen sine Garn ud +efter det. Det staar jo der i Fortougsdammen som Fisk i Stimer, saa +velplaceret som muligt til at lade sig fange. Fotografen forvandler +Partiet omkring Cafe Riche til en Fehave i Fuldmaaneskin for at +underrette om, at han tager Billeder ved elektrisk Lys. +Fornojelsesetablissementerne spaender Gasguirlander med deres Navne ud +mellem Traeerne foran Kafeerne, driftige Skraeddere praesenterer paa +Husmuren ligeoverfor en lang Raekke komiske Laternamagikabilleder for at +faeste Opmaerksomheden paa deres Adresse, der staar som Ramme udenom, +Hippodromen lader i langsomt Ridt hele Optog af udpyntede Drenge til hest +passere forbi. Men selv bortset fra saadanne snilde Forretningsmaend, der +soger at slaa deres Existens fast i Kafepublikummets Bevidsthed, fordi de +veed, at i Paris er Ens Lykke gjort Dagen efter, at man er kjendt, selv +bortset fra dem er der Hundreder, Tusinder, for hvem det hvilende, +fordojende Paris, der i ddagstimerne sidder paa Boulevardkafeernes Stole, +er Kildes til hele, deres Subsistens. + +De er et saare karakteristisk Traek i den store Stads Gadefysiognomi, +disse altid tilstedevaerende, altid ivrigt opsamlende Menneske-Spurve, der +lever af Krummerne fra de Riges Bord. Hvordan de kan maettes, hvordan de +stundom kan blive ganske fede endog, synes en uudgrundelig Gaade; man kan +sidde timevis og kun se dem tjene et Par Sous i det Hojeste. Men +adskillige af dem har alligevel hjemme meer end eet Strompeskaft fuldt af +Guld og Solv, laenge for de opgiver deres halvt saelgende, halvt betlende +Zigeunerexistens paa Boulevardkafeerttes Trottoirer. + +Alverden, der har vaeret i Paris blot en eneste Dag, kjender +Kikkertmanden. Fra Morgen til Aften lister han sig frem og tilbage mellem +Kafebordene, intet nyt Ansigt undgaar hans Opmaerksomhed, han er der strax +med sin Theaterkikkert, og selv om man forsikrer ham, at man har hele +Huset fuldt hjemme, undgaar man ham dog ikke. Hans er noget aldeles +Exceptionelt, _une vraie occasion. "Vous n'en trouverez pas deux_," +forsikrer han med en Overbevisning i sin Stemme, der har naesten +Lidenskabens Klang. Men det forhindrer paa ingen Maade, at han, naar han +en enkelt Gang faaer sin Vare afsat, et Minut efter har akkurat Magen +tilfals paany. Aar ud, Aar ind er der ikke ringeste Forskjel at se +hverken paa ham selv eller paa hans Kikkert, paa det blankpolerede +Messingbeslag og den lakerede Rem, i hvilken han transporterer sin Skat, +medens hans store Sko slider Furer i det Stykke Asfaltfortoug, over +hvilket han i Tidens Lob har bevaeget sig Millioner og Milliarder af +Gange, stadig med de samme smaa listende Skridt og de spaendt aarvaagne, +halvt lurende Ojne. + +I sit Folge har han en Haerskare af andre ambulante Handlende. Det er en +hel vandrende Bazar, der passerer forbi, naar man sidder en halv Time +foran en Boulevardkafe. Men altid de samme Salgsgjenstande, altid de +samme Ansigter, som man har seet den sidste halve Snes Aar. En ny +Handelsartikel og en ny Handlende foran Boulevardkafeerne er en +Sjeldenhed ligesaa stor som et nyt Diamantsmykke i Juvelerens +Udstillingsvindue, eller en Butik, som man ikke finder igjen paa det +samme Sted en Menneskealder igjennem. Intet er saa konservativt som +Paris's Gadefysiognomi; maaske hjaelper ogsaa netop det ikke saa lidt til +Hjemligheden, man foler i disse Gader. + +Fodt med Kafeen og absolut uadskillelig fra den er dens Stumme. De mener +som saa, at intet Menneske gjor Ret i at odsle sin Tid bort, selv ikke, +naar han sidder paa et Fortoug, og de foreslaar derfor Gjaesterne paa +Trottoirestolene Studiet af deres Tegnsprog som en smuk, belaerende +Underholdning i den ledige Time. Saasnart man har sat sig, indfinder de +sig strax og laegger deres lille sammenfoldede Papir paa Ens Bord. Er man +nysgjerrig, rorer man blot ved Papiret, betragtes det som en stiltiende +Indrommelse af, at man gaar ind paa den Stummes Forslag og er villig til +at afkjobe ham hans Sprognogle for to Sous; men lader man det +hemmelighedsfulde Papir blive liggende ganske roligt uden med nogen +Gestus eller noget Ojekast at give Interesse for det tilkjende, falder +heller ikke den Stumme paa at inddrive nogen Kontribution. Naar han har +endt sin Ronde og forsynet alle Bordene med Papirer, samler han sine +Smaasummer ind, og han veed altid ganske noje, hvem der har vaeret +nysgjerrige; kun de maa bode. Da Boulevardkafeerne imidlertid stadig er +fulde af Fremmede og andre debuterende Gjaester, gjor den Stumme som +oftest ingenlunde daarlige Forretninger. + +Stadig tilbagevendende Handlende er ligeledes Manden, der tilbyder smaa +hvide Terryhvalpe og gronne Selskabsfugle, Konditordrengene med deres +hvide Forklaeder og deres glaserede AEbler stukne paa Pinde, +Stokkehandleren, Gibsfigursaelgerne, Blomsterpigerne med deres dejlige, +langstilkede Roser og meget hyppigt med et ganske spaedt Barn paa Armen, +den geniale Kunstner ikke at forglemme med det lange graa Haar, +Matrosbaretten og Gymnastikskoene samt med et stort Oliemaleri under hver +Arm, hvilke Kunstvaerker han paa Grund af ojeblikkelig Forlegenhed onsker +afhaendede til en Kjender, hos hvem hans Arbejder kan komme til at gjore +sig tilborligt gjaeldende. Uendeligt talrige er den lille Pariserindustris +Repraesentanter. Hvert halve Minut maa man gjore Kaempeanstrengelser for at +slippe for at kjobe imiterede Uhrkjeder, AErmeknapper, Spraeldemaend, +Smaadjaevle med Bly i Halen eller Spaanslanger, der slaar Volter ud af +deres Traehylster. Det er Altsammen faenomenalt billigt, men naturligvis er +Kvaliteten saa ogsaa derefter. Paris er en underlig By: for hvert Skridt +Verdens vildeste Raffinementsluxus ved Siden af det allerforfaerdeligste +Markedskram, Millionaeroverdaadigheden og Elendigheden Haand i Haand, +Karusselbanen, hvor Ejeren selv er baade Hest og Udraaber og Bajads og +Ringstativ, ude i Champs-Elysees klods op ad Ledoyens Restauration, +Kagekonens tag- og vindulose Bod ved Siden af Juvelerens +Udstillingsvinduer med Smykker til en halv Million. Et godt Skilt for, +hvordan Livet i Virkeligheden saa grumme tidt former sig i den store By: +intet Svaelg mellem Samfundsklasserne, ingen Afgrund mellem Rigdommen og +Fattigdommen. Den pjaltede, barhovedede Dreng, der idag byder sine +Svovlstikker til Salg paa Boulevardkafeen, kan om nogle Aar hore til +Verdens Matadorer, der behoves dertil i en By som Paris kun Talent og +Energi, og den unge Spradebasse med sine arvede Millioner, der nu +skjodeslost slynger sin Havannacigar ind under Kafebordene, efterat have +taget et Par Drag af den, kan muligvis ligeledes om nogle Aar, om nogle +Maaneder maaske--der behoves i Paris kun nogle Fruentimmer dertil, nogle +Naetter i Spilleklubben, paa Helders Restauration o.s.v.--kjendes igjen i +Lazzaronen med den fidtede Voxdugspose og den lange Stok, i hvis Ende er +befaestet en spids Jernkrog, Cigarstumpesamleren, ligeledes en af +Boulevardkafeens ejendommeligste Menneske-Spurve. + +Han kommer med de tidligste Morgengjaester og forsvinder forst igjen, naar +mellem Et og To om Natten den sidste Efternoler forlader Kafeens +Trottoire. Ikke den mindste Stump Cigaret kan blive kastet, uden at han +strax slaar ned, rager den ud med sin Hage og putter den i Posen. Han har +Spurvens skarpe Oje og Spurvens Dristighed, og han bliver taalt, naesten +fredet om paa Boulevardkafeen, som Spurven bliver det i Tuileriehaven. +Uden Frygt arbejder han sig ind selv i den taetteste Traengsel for at hente +sine Smuler under Bordene, der staar laengst inde, og Folk rykker tilside +og gjor Plads; det er nu engang hans Livsstilling at samle Tobaksstumper, +og i Paris respekterer man alle Livsstillinger. + +Saaledes er det da en hel Mylr af Mennesker, der om Aftenen vender hjem +fra Boulevardkafeen med fyldte Lommer. En saadan Kafes Publikum paa en +enkelt Dag er jo i Virkeligheden ogsaa storre end mange Smaabyers samlede +Indbyggerantal. Den store By har sin Existenskamp, mere vild, mere +fortvivlet, jo storre den er, men den har ogsaa en uendelig Maengde af +Muligheder for at friste Livet, der aldrig lader Nogen i Stikken, som for +Alvor vil leve. Det er dens Velsignelse. Skal man arbejde sig op fra +Ingenting, saa er Kafefortouget der. Meer end een Millionaer er begyndt +med at saelge Smaakram paa det. Thi er det den store Samlingsplads, hvor +hele Paris holder Hvile, saa er det Markedspladsen tillige, hvor Byens +Liv hober sig sammen med alt, hvad det har af Ejendommeligt og Typisk, +Paris i Essens, Paris i den mest brogede, mest straalende, mest +forunderligt faengslende Udfoldning af sig selv. + +[Illustration: Cigarstumpesamleren.] + +[Illustration: Den provencalske Digter Mistral.] + + + + +BILLEDER FRA SYDFRANKRIG. + + +Mellem moderne Troubadourer. + +Det gaar med Folkefysiognomier sete paa Afstand, som med Bjerget, man +naermer sig. Det forste Indtryk, Ojet faaer, er en stor, jaevn Flade, hvor +det Hele glider sammen i graesgron Ensformighed. Men efterhaanden, som man +kommer naermere, brydes det Ensformige. Der springer Punkter frem, der +aabner sig Klofter, det Graesgronne oploser sig i Hundreder af fine +Farvenuancer. Saaledes ogsaa med Folket, man personligt laerer at kjende. +Istedetfor den ubevaegelige, stive Maske, dannet af de historiske +Faenomener, seer man et levende Ansigt, paa hvilket hver sjaelelig +Bevaegelse spejler sig med forskjelligt Udtryk. + +Intetsteds slaar dette Billede maaske bedre til end netop for Frankrigs +Vedkommende. Folkekarakterens Udslag er saa store og saa bestemte, at man +synes, den Maske, de former, maa passe absolut. Men det er kun et +Afstandsindtryk. Det er Majoritetens Masse, man seer; paa naert Hold tager +Sagerne sig anderledes ud. Det er saaledes slaaet fast som en +ubestridelig Kjendsgjerning, at Sydfrankrig er Radikalismens Vugge. Man +taenker sig det kun befolket af rode Revolutionsmagere, en anarkistisk +Krudttonde, der blot behover at komme i Naerheden af en Gnist, for at den +skal explodere. Og denne almindelige Forestilling synes i Virkeligheden +ogsaa at have iojnespringende baade folkepsykologiske og historiske +Faenomener at stotte sig til. Sydfranskmanden er en udpraeget Romaner, +siger man, letbevaegelig, letflammende, en Natur, af hvis sjaelelige Evner +Fantasien er langt mere udviklet end det rolige Raesonnement. Han bliver +derved i de ydre Former--om end paa sin elskvaerdige Maade--et Stykke af +en "Poseur" og Komediant, og han gaar omkring med en permanent, +ubetvingelig Trang til at arrangere det trivielle Hverdagsliv dramatisk +og i stor Stil. Den politiske Revolution tilfredsstiller denne Trang; +Folkedemonstrationer, Barrikadekampe, Hotel-de-Ville-Erobringer og alt +Sligt er hans rette Element. Saaledes lyder Deduktionen, og Historien +paatager sig stadig at levere Beviser for dens Paalidelighed. Lige fra +1789 har der ikke vaeret nogen Revolte i Frankrig, uden at Marseille, +Lyon, Bordeaux, kort sagt alle de store sydfranske Byer ojeblikkelig +marcherede umiddelbart efter Allarmtrommen. De arrangerer socialistiske +Arbejderkongresser, de vaelger Kommunarder til deres Repraesentanter i +Kammeret, de stikker den rode Fane ud hvert Ojeblik, naar de kan komme +til. Og de gjor Alt dette med en Eclat, en Hojrostethed, en +Massevirkning, saa man, naar man kun seer disse Manifestationer paa +Afstand, umulig kan tro Andet, end at de skyldes en hel, kompakt +Befolkning. Den, der imidlertid rejser til Frankrigs sydlige Provinser +med en Folelse af at naerme sig det kogende Krater, hvorfra +Revolutionernes Lava altid har vaeltet op hedest og vildest, vil, naar han +kommer derned, blive Gjenstand for adskillige Overraskelser. Naturligvis +vil han traeffe baade Typer og Stromninger, som passer ind i de +konventionelle Forestillinger--Historiens Dom hviler aldrig paa rene +Fantasier. Men han vil ved Siden af det rode Spogelse, som han venter at +finde tilbedt af Alle, mode en Konservatisme af Kjod og Blod, fuldt +rustet, med skrappe Ord og med aabent Visir, en Konservatisme, hvilende +ikke paa Flegma, men paa Lidenskab. + +Denne Konservatisme har sin egen Historie. Der var en Tid, da Sydfrankrig +i en vis Forstand stod i Begreb med at blive Evropas Centrum. Det gamle +Galliens hojtudviklede Kultur var, som hele den antikke Verden, bleven +knust af de fremtraengende Barbarer. Men fra de begravne Ruiners Grus +syntes der at stige en ny Fugl Fonix i Vejret. Det rige Land mellem Loire +og Middelhavet var atter rent materielt kommet til Kraefter, dets frie +Handelsstaeder blomstrede, dets glimrende Hoffer gav Tonen an, som Paris +gjor det nu, og fra dets stolte Ridderborge drog Troubadourene ud paa +Vandringer, overalt syngende deres dejlige Hjems og dets skjonne Kvinders +Pris i dette Hjems blode, melodiske, forunderlig berusende Sprog. I en +hel Periode af Middelalderen er det Troubadourpoesien, hvorom Alting +samler sig; den opfanger som et Braendpunkt alle Udstraalingerne af dens +Liv i sig, og idet den dominerer hele Tidsalderen, omgiver den samtidig +det sydfranske Sprog med en Glans, der naesten ikke er mindre end +tidligere det romerskes. Det lyder i alle Kroge af Verden, hvor Tidens +Kultur er naaet hen, og hvor dens store Guddomme, Ridderdyderne og +Kvindetilbedelsen, sidder i Hojsaedet, Konger og Fyrster fra de fjerneste +Lande digter i dette Sprog, det er paa Nippet til at antage en ligefrem +universel Karakter. + +Men saa kommer Albigenserkrigene. Nordfrankrig kaster sig over Syden, som +tidligere Barbarerne fra Osten har kastet sig over Gallien, Handel og +Velstand gaar tilgrunde, de stolte Ridderborge laegges i Grus, +Troubadourerne bliver fattige og hjemlose, deres Sang forstummer, og med +den ophorer ogsaa Propagandaen over Verden for det skjonne sydfranske +Sprog. Selv fra dets Hjemstavn soger de nye Herrer at jage det bort: de +paatvinger Retsvaesenet, Kirken, hele det offentlige Liv deres eget, og +efterhaanden synker da Troubadourernes hojtudviklede, naesten +verdensbeherskende Sprog ned til at blive en simpel Provindsdialekt, der +ikke laengere har nogen Literatur, og som kun tales af Bonder og Almue. + +Lige til vort Aarhundrede, flere Aartier ind i det endogsaa, har +Forholdet vaeret saaledes. Det sydfranske Tungemaal, "det romanske Sprog", +under hvilket Navn dets moderne Linguister samler de fra hinanden kun +lidet forskjellige Dialekter, der tales i Provence, Languedoc samt de +tilstodende Provinser af Spanien og Italien, har ikke havt nogen eneste +Forfatter, det har ikke lydt fra nogen Praedikestol, det er ikke blevet +hort i nogen offentlig Forsamling. Men ikke desto mindre er det blevet +ved at leve. Endnu den Dag idag tales det i Frankrig af over otte +Millioner Mennesker, og naar man tager Dialekterne fra Katalonien og +Ligurien med, vil dette Tal endogsaa kunne bringes op til tolv Millioner. +I alle de sydlige Departementer, saerlig i de gamle Provinser Provence og +Languedoc, er det ikke blot Folkesprog i saa udelukkende Udstraekning, at +mangfoldige Landboere maa gaa i Kirke uden at kunne forstaa et Ord af +Praestens franske Tale, det benyttes endogsaa med Forkjaerlighed af Byernes +dannede Befolkning, det savner kun det officielle Stempel for i en +Haandevending at vaere absolut eneherskende. Men dette officielle Stempel +naegter man det; det maa kun faa Lov til vedblivende at fore sin tavse, +beskedne Tilvaerelse som Bondedialekt. + +Der er i dette Forhold noget Forvraengt, noget Unaturligt, som umulig +kunde vedblive at bestaa upaatalt i en Tid, der netop paa ethvert Omraade +fordrer Ret til Livet for Alle og Alt, som har Kraft til at leve. Den +sejge Kjaerlighed til Modersmaalet, der gjennem de lange Aarhundreder har +fredet om det romanske Sprog, saa at det er gaaet ud af +Vegeteringsperioden uden at have mistet det Mindste, hverken af sin +Skjonhed eller af sin Livskraft, den har endelig i vore Dage givet sig +Udslag i en kraftig Protest mod dette Sprogs Fornedrelse og en energisk +Bestraebelse for at haeve det op igjen, om ikke til dets tidligere Glans, +saa i hvert Fald dog til en jaevnbyrdig Plads ved Siden af andre moderne +Kultursprog. + +Sjaelen i denne Bevaegelse er Troubadourernes Arvtagere i vor Tid, de +saakaldte "Felibrer", et selvopfundet, saavidt jeg veed, fra den forste +By, hvor Digterkredsen samledes, taget Navn, der efterhaanden er gaaet +over til at vaere ensbetydende med Begrebet Poet. I Troubadourernes +skjonne Land er Troubadourernes Toner ganske vist stadig blevne horte. +Den provencalske Folkepoesis Kilder har aldrig rent ophort at flyde, selv +i den torreste Paryktid. Men forst i vore Dage er der blevet gjort Forsog +paa at iklaede denne Folkepoesi en Kunstliteraturs Dragt og derigjennem +atter skaffe Folkesproget Anseelse og Rang. Istedetfor at gaa til Paris +for at vinde Verdensry og Millioner er Provences og Languedocs Digtere +blevne hjemme i deres Landsbyer, har sagt, hvad de havde at sige, paa +deres eget Sprog, har sunget som Troubadourerne om deres dejlige Hjem og +dets skjonne Kvinder, har givet Afkald paa Villaer og Slotte og paa +Akademiets Laenestole og har fundet sig i beskedent at tjene deres Brod +som Boghandlere, Bagere, Landmaend o.s.v., samtidig med at de digtede for +Poesiens egen Skyld. Jasmin, en af de betydeligste Lyrikere, Frankrig har +haft, levede og dode som Frisor i Agen; Reboal drev Bagerhaandvaerket i +Nimes samtidig med at han skrev de uforlignelige Sange, der med Rette har +skaffet ham Tilnavnet Provences Beranger. De er ganske vist derved +personlig blevne mindre beromte, end de upaatvivlelig vilde vaere blevne, +hvis de som deres Landsmaend Daudet og Zola havde valgt at skrive paa +Fransk og i Poesiens Modeformer, men de har opnaaet at vaekke en +Opmaerksomhed for deres Sprog, der stiger Dag for Dag, og de har derved +tilfredsstillet deres Hjertes dybeste og varmeste Trang. Tyskland har +allerede to Tidsskrifter, som udelukkende beskjaeftiger sig med romansk +Sprog og Poesi; der holdes Forelaesninger herover ved tyske Universiteter, +og den nye provencalske Poesis Hovedvaerker findes i gode, af virkelige +Digtere besorgede tyske, italienske og engelske Oversaettelser. I selve +Frankrig har man ganske vist--maaske dels af Skinsyge, dels fordi +Pariserbladene gjorde de provencalske Digtere forhadte gjennem +Beskyldninger for separatistiske Tendenser--laenge strittet imod og ikke +rigtig villet yde den nye romanske Poesi sin Anerkjendelse. Men Akademiet +har dog ikke kunnet undgaa at priskrone flere af dens mest fremragende +Arbejder, og efterat Kritikere som Pontmartin og Merimee rent ud havde +erklaeret, at Provencaleren Mistral ubetinget horte til vor Tids storste +Digtere, og at der maaske ikke siden Odysseen var skrevet et saa skjont +og klassisk Vaerk som hans episke Digtning "Mireio" [*], er i ethvert +Tilfaelde denne Digter tagen til Indtaegt af den franske Nationalstolthed, +og den eneste Gang, han fra sin Landsby Maillane tog til Paris, var han +Gjenstand for ligefrem stormende Ovationer, ligesom da ogsaa alle +Frankrigs literaere Notabiliteter stadig rejser ned til denne landlige +Krog mellem Vaucluses Bjerge for at besoge ham og i Stilhed bringe ham en +Hyldest, som han tager imod paa den elskvaerdigste og beskedneste Maade +af Verden. + +[Footnote *: Hans Hovedarbejde er "Mireio", Navnet paa den unge +provencalske Pige, der er Digtets Hovedperson. Ogsaa hans anden store +episke Digtning "Calendou", hvor Handlingen ligeledes spiller i Provence, +indtager imidlertid en ikke mindre hoj Rang mellem moderne Digtervaerker. +Af begge Arbejder findes forskjellige Oversaettelser paa Fransk.] + +Ikke faa af de andre provencalske Digtere, saerlig Roumanille[1], og +Aubanel[2], der begge lever som Boghandlere i Avignon, Felix Gras[3], der +er Fredsdommer, og Anselm Mathieu[4], der ejer et Hotel sammesteds, samt +William Bonaparte Wyse [5], der, skjont fodt Englaender, ikke har kunnet +fornaegte Kjaerligheden til sin Moders, Lutetia Bonapartes, Land og Sprog +er paa gode Veje til ligeledes at opnaa rig Anerkjendelse ogsaa udenfor +den sydfranske Befolkning, for hvem de naermest skriver. Inden ret mange +Aar vil maaske "Felibrene" vaere de Digtere, som fortrinsvis laeses. Deres +Sange er midt i Nutidens Blaserthed et rigt strommende Kildevaeld af frisk +og umiddelbar Poesi. + +Notes: + +[1] "Les Oubreto" og andre Arbejder i Vers og Prosa.] [2] "La Miougrano +entre-duberto" og andre lyriske samt episke Digte.] [3] "Li Carbounie" +samt flere storre episke Digtninger.] [4] "La Farandoulo", lyriske +Digte.] [5] "Li parpaioun bleu", lyriske Digte.] + +De har forelobig sluttet sig sammen i Foreninger, der ganske vist giver +sig ud for at have en overvejende selskabelig Karakter, men som ved Siden +deraf propaganderer staerkt for det, der paa alle Punkter er og bliver +disse Felibrers Livssag: det romanske Sprog. Provence har sit +felibristiske Selskab, Languedoc sit, begge med talrige Medlemmer og +taellende mellem dem adskillige sydfranske Rigmaend og Notabiliteter, hvis +Indflydelse maa bode paa de tarvelige Vers, de skriver. Jaevnlig samler +disse Foreninger, der synes gjennemtraengte af en endnu staerkere +prononceret broderlig Sammenholdsaand end nogetsomhelst Frimurerselskab, +sig til et Slags Sangerfester i Troubadourstil, til hvilke hvert Medlem +maa medbringe sit Bidrag af Poesi, og som ikke sjeldent har +Prisbelonninger, uddelte af den skjonneste Kvindes Haand. Man drikker +"Felibrernes Vin", den aedleste af alle, paastaar Digterne selv, og af +hvilken et eneste lille Glas skal vaere nok til at fremkalde Begejstring; +man lovpriser i Vers og Tale det skjonne Land, hvor man bor, og dets +elskede Sprog, man roser hinandens Produkter og beruses af Vinen og +Poesien og Lovtalerne. Men samtidig saetter disse Sammenkomster dog ogsaa +en virkelig Frugt. De har allerede givet Initiativet til Oprettelsen af +et Theater, som for kort Tid siden er blevet indviet i Montpellier, og +paa hvilket der kun skal spilles Komedie i det romanske Sprog; de har +skabt et Tidsskrift for at varetage dette Sprogs Interesser og undfanget +Ideen til et stort Blad i Stil med _Paris-Murcie_ paa Romansk for at +komme den romansktalende Broderstamme paa Balkanhalvoen til Hjaelp, og de +har, hvad der maaske er det vigtigste af Alt, affodt omfattende +filologiske Studier med det Formaal at give Folkesproget faste +videnskabelige Former og sammensmelte de forskjellige Dialekter til eet +Skriftsprog med bestemte, almengyldige Regler. Mistral har endogsaa +paabegyndt Udgivelsen af et kolossalt lexikografisk Arbejde, der skal +blive et romansk Sidestykke til Littres Vaerk. + +Efterhaanden som nu denne oprindelig rent sproglige Bevaegelse er voxet i +Vejret, efterhaanden som den har vundet staerkere og staerkere Tilslutning +hos de dannede Klasser og Sympathi hos det menige Folk, har den tillige +optaget andre Elementer i sig og er lidt efter lidt bleven Grundlaget for +en gjennemgaaende Konservatisme paa alle Punkter. Kjaerligheden til det +gamle Sprog puster yderligere til den nationale Selvfolelse, der iovrigt +for Sydfrankrigs Vedkommende altid har vaeret staerkt udpraeget og ofte nok +historisk har givet sig Udslag i ligefrem fjendtlig Position mod Norden. +Den bringer den naturlige Vedhaengen ved Alt, hvad der er ejendommeligt +for Hjemlandet, til Bevidsthed, og den omgiver de gamle Skikke, der har +holdt sig paa Grund af Landets Fjernhed fra Hovedstaden, med et Skjaer af +noget Helligt, som der ikke maa rores ved, fordi det er et af Momenterne +til at vise, at man er et saerligt Folk, der har Ret til at have sit +saerlige Sprog; den holder fast paa Nationaldragten, og det i den Grad, at +selv Kvinder fra Byerne, gifte med Maend i fremtraedende Stillinger, stadig +bevarer denne Dragt og ikke engang laegger den af, naar deres Mands +Embedsstilling medforer en Flytning til andre Egne af Landet; den naerer i +sin Beundring for den Tid, da det nationale Sprog var haedret og maegtigt, +en dyb Kjaerlighed til Alt, hvad der er gammelt og minder om den +svundne Tid. + +Bevaegelsen har imidlertid ogsaa andre Folger. Idet Felibrene stiller sig +som Bannerforere for deres Sprogs Ret, finder de den Literatur, der +bliver deres naturlige Fjende, fordi det er dens Sprog, som holder deres +eget nede, gjennemsyret af Tidens materialistiske og atheistiske +Tendenser. Kampen er for dem baade saa haard og saa alvorlig, at den +ganske naturlig paa alle Punkter forer dem over i den Lejr, der gjor +skarpest Front mod deres Modstandere. Samtidig udvikler deres stille, +afsides Tilvaerelse paa Landet, deres Hjemstavns lyse, glade, romantiske +Natur, den Poesi, hvis Traditioner de tog i Arv, netop en +anti-materialistisk og anti-atheistisk Livsanskuelse, der gaar som en rod +Traad gjennem hele deres Digtning. Denne Livsanskuelse traenger fra den +populaere Poesi, der i ethvert Tilfaelde er de lavere Klassers eneste +aandelige Fode, ind i hele Befolkningen, optages i dens Bevidsthed, +befaester den hos enhver Landbefolkning liggende Tilbojelighed til +Konservatisme og Religiositet og udbreder saaledes mere og mere sin +stille, men sejge og udholdende Propaganda. + +Det er Forklaringen paa den Konservatisme, som den Fremmede med +Forbavselse moder nede i de rode Anarkisters Land. At en saa omfattende +Bevaegelse ikke tillige skulde gjenfindes paa det rent politiske Omraade, +vilde vaere hojst paafaldende. I Virkeligheden aabenbarer den sig da ogsaa +paa det ikke mindre iojnefaldende end paa alle andre. Det er til Syvende +og sidst Statsmagten, der holder det Sprog nede, som disse Mennesker +elsker og kaemper for, det er den, der staar som Repraesentant for alle de +Ideer, der er dem forhadte, og daglig bliver det mere og mere, fordi de +aegges og tirres af den sejrrige Regerings Tilhaengere og Embedsmaend, og +det ligger da i selve Tingenes Natur, at de gjor Front mod denne +Statsmagt og efterhaanden overforer paa den al den intensive Forbitrelse, +der folger med Kampen for en virkelig Livssag. + +Trods al den Konservatisme, de saa ostentativt baerer til Skue, er de +imidlertid Sydlaendinge, deres Natur tillader dem ikke at slaa sig +tiltaals med akkorderende Mellemformer, de maa helt ud i det Extreme, og +de kommer da til at tilhore det politiske System, der er den bestaaende +Regerings absolut modsatte Pol. Naar undtages Nizza og Cannes med deres +naermeste omkringliggende Opland, to Byer, som i Grunden kun er et Slags +Forstaeder for Paris's elegante Verden, vil man i hele Syden naesten ikke +finde en eneste Bonapartist. Derimod forbavses man ved det overordentlig +store Antal Legitimister, som man traeffer paa, og det tilmed Legitimister +af det reneste Vand, haardnakkede Forsvarere af den hvide Fane med alt +dens Tilbehor. Hver By har sin legitimistiske Klub og sin legitimistiske +Cafe ved Siden af den radikale, ved hvert Skridt, man gaar, seer man +Damer med lilieoversaaede Dragter, ja selv paa de Torklaeder, +Bonderkonerne baerer over Hovedet, finder man den kongelige Blomst +indvaevet. Hvert lille Distrikt har sit legitimistiske Blad af saa +udpraeget Farve og med saa hvasse Artikler, at de naesten bliver barnlig +naive, og hvert andet, tredie Menneske, man taler med, betragter Troskab +mod Kongen og Kirken som en uundgaaelig Betingelse for at vaere et normalt +og retskaffent Menneske. Sydfrankrig kan endogsaa opvise det Saersyn, at +der er Smaabyer, hvis Kommunalraad er legitimistisk. Det maa man soge om +selv i Vendee og Bretagne. I disse Egne vinder Republiken Terraen saa at +sige Dag for Dag, og der kan naeppe vaere Tvivl om, at "Kongen" nu taeller +sine talrigste og troeste Tilhaengere i Syden. Republikanerne er ganske +vist ogsaa der i Majoriteten; de holder ved alle Midler Bevaegelsen nede, +de forbyder Legitimisternes Processioner, de lukker deres Kafeer og forer +samtidig selv det store Ord saa hojrostet, at man paa Afstand kun laegger +Maerke til dem. Men netop det er det, der gjor Modstanden indaedt og +udholdende. + +Der kan maaske, naar man vil se Roden til hele denne Sagernes Tilstand i +Kampen for det nationale Sprog, gjores den Indvending, at der endogsaa +mellem Forkaemperne for denne Sag, mellem Felibrerne, findes udpraegede +Radikale ved Siden af Legitimisterne. Et af de mest fremtraedende +Medlemmer af Languedocs "Mantenencia" (Felibrerselskab), Xavier de +Ricard, har saaledes, samtidig med, at han bortkastede sin Marquistitel +og anvendte sin Formue i velgjorende Ojemed, stillet sig temmelig +utilsloret paa Kommunens Side. Sporger man imidlertid de legitimistiske +Felibrer om, hvorledes de kan gaa sammen med ham og lignende Rode, faar +man det Svar, at begge Partier dog i sidste Instans kaemper imod den +bestaaende Regering, og at Kampen for Sproget i ethvert Tilfaelde er +Hovedsagen. Forstaaelsen har dog maaske ogsaa et andet Motiv, om end +dette for en Del endnu kun er ubevidst tilstede. De Rode vil omdanne +Frankrig til et Forbund af Smaarepublikker, og Felibrernes Bevaegelse +gaar, saaledes som flere af deres Hovedledere utvetydig har tilstaaet, ud +paa en Losrivelse fra Paris, naar Sproget ikke paa anden Maade kan komme +til sin Ret, i Forbindelse med en foderativ Tilslutning til Spaniens +nordlige Provinser under en Bourbon. Der er her en Fare, som den franske +Regering aabenbart ikke har rigtigt Syn paa. Det vilde vaere saare let at +underminere hele denne antirepublikanske Stromning, naar man blot vilde +gjore lidt Indrommelser paa det Punkt, der i hvert Fald for dens Forere +er det ubetinget afgjorende. Nu er det i Gjenoprejsningen af det +traditionelle Kongehof, disse moderne Troubadourer seer Frelse og ny +Blomstring for deres kjaere Sprog. De slutter sig ikke til +Chambordpraetendenten og hans Lillier af nogensomhelst anden Grund. Vilde +Republiken give dem, hvad man venter af "Kongen", ganske simpelt fordi +han er Republikens Modpol, vilde Regeringen vise en Smule Imodekommen mod +den romanske Sprogbevaegelse, lidt Interesse for Bevarelsen af den i +ethvert Tilfaelde skjonne og hojt udviklede provencalske Dialekt, vilde +den hurtigt forvandle sine Fjender dernede i Syden til Venner. Det +moderne franske Sprog behover ikke at vaere bange; det er ganske sikkert +staerkt nok til at kunne taale Konkurrencen. + +En sydfransk Pilgrimsfart. + +Det var ganske tidligt om Morgenen, men allerede varmt, og man folte, at +Solen, der lige var staaet op, ret snart vilde braende med aegte sydlandsk +Kraft. Der var ikke en Sky paa Himlen, ikke et Trae bevaegede sine Blade; +det var en af de i Rhonedalen saa sjeldne Dage, paa hvilke man ikke +maerker mindste Spor af Nordenvinden eller af de hede, feberbefaengte Pust, +der kommer fra Sahara. + +I det straalende Solskin gled en lille Dampbaad ned ad Floden, helt +overfyldt med Mennesker. Hver eneste Krog paa Skibet var optagen; de, som +ikke havde kunnet faa Plads paa Baenke, Kahytsluger, Tovruller og Kasser, +havde lejret sig i lange Raekker paa Daekket, der var saa taet besat, at man +ikke kunde se den mindste Plet af det. + +Det var et ejendommeligt Rejseselskab og en ejendommelig Rejse. Af +Mandfolk var der kun faa ombord: et Par Turister, en halv Snes Gejstlige +i deres sorte Talarer, nogle Kroblinge, en del Folk, som falbod +Appelsiner, Brystsukker og Brod, og foruden dem knap nok en tyve, tredive +Personer. Kvinderne derimod taltes i hundredevis, ligefra Matronen, hvis +rystende Haender knap kunde holde Rosenkrandsen, til ganske smaa Pigeborn. +Smukke var baade Gamle og Unge naesten uden Undtagelse. Rhonemundingernes +Departement, isaer Arles og Omegn, har ikke uden Grund Ord for at huse +Frankrigs skjonneste Kvinder, Graekere Romere, Saracener og Gallere, der +efterhaanden har hersket over disse dejlige Lande,--alle synes de +formelig at have kappedes om at give Provences Kvinder de ejendommelige +Skjonhedstraek i Arv, som udmaerker deres Race. For Malere og Billedhuggere +er her et uopdaget Kalifornien. Naar ved de store Tyrefaegtninger eller +andre lignende festlige Lejligheder Befolkningen samles, vil der mellem +hundrede Kvinder findes en, som ikke er smuk, men over halvhundrede, hvis +Skjonhed er fuldt vaerdig til at foreviges af den storste Kunstner. Og +Nationaldragten, som endnu baeres af Hoje og Lave uden Forskjel, passer +fortraeffeligt til den herligt udviklede Buste, til den fine, lysbrune +Teint og det kulsorte Haar. Den bestaar af en sort Kjole med folderigt +Skjort og stramt Liv, der fortil er aabent og garneret ned over Brystet +med hvide Blonder eller Kniplinger, saa at idetmindste en trekantet Spids +af Barmen lades blottet. Omkring Halsen er der et Par Perlesnore med et +Kors og paa Hovedet en ganske lille, koket Hue over det sorte Haar, som +er sat op i Form af en tilspidset Kegle med to bredt udgaaende Vinger +laengst nede, hvor det ligger fladt til Panden. + +Kvinderne sad paa Daekket med deres Rosenkrandse om Livet og deres slidte +Psalmeboger i Haanden, og medens Dampbaaden gled forbi la Camargues +solbraendte Kyst, sang de i deres vidunderlig blode Dialekt, af hvilken +alle Konsonanter synes at vaere forsvundne, Egnens maerkelige Sange, disse +Sange, der klinger lige svaermerisk, lige erotisk, hvad enten de lovpriser +Madonna eller det dejlige Faedreland. Af og til lod ogsaa de bekjendte +Pilgrimssange: "_O Dieu vainqueur, sauvez Rome et la France par votre +sacre coeur,"_ og lignende. Men det var kun sporadisk; hurtigt vendte man +igjen tilbage til Provences egne Kvad, til hvilke der da tidt paa +staaende Fod improviseredes et Refrain, som gjentoges med stigende +Begeistring efter hvert af de halvhundrede Vers, hvoraf disse Sange ofte +bestaar. Paa hele den fem Timers Fart blev der sunget naesten uafbrudt. +Kun faa og ganske korte Standsninger indtraadte, naar man fik Oje paa en +Gruppe af slanke Pinier i Horisonten, eller naar man mellem la Camargues +gigantiske, flade Moradser opdagede en Flok af de sorte Oxer, der lever i +vild Naturtilstand paa den 72,000 Hektarer store, naesten helt udyrkede O +mellem Rhonens to Arme, eller af de ligeledes frit omstrejfende smaa, +hvide Heste, der tumler sig over la Camargues Stepper. Under en saadan +Pause af Sangen ombord kunde man hore Nattergalens Triller inde fra +Solvpoplerne naermest ved Bredden. De kviddrede af fulde Lunger, men de +trak dog det korteste Straa i den forunderlige Sangerstrid. Naar +Stemmerne fra Skibet tog fat igjen, var de stakkels Fugle overdovede med +det Samme. + +Den forunderlige Jubel, det varme Svaermeri, som aandede ud af Sangene, +havde ikke Noget tilfaelles med nordisk Andagt. Melodierne var lette og +hurtige, naesten livsglade, man fik Indtrykket af noget Lyst og Fornojet, +som lignede Nattergalens Frydesang over den dejlige Sommer. De fromme +Helgeninder, der lovpristes i Sangene, var aabenbart gode Veninder, som +ikke indgod mindste Folelse af Skraek. Sangen kunde endog pludselig +afbrydes af en munter Samtale og en hjertelig Latter. Jo varmere Solen +blev, desto gladere lod Melodien, og desto livligere og mere fortrolig +blev ogsaa Stemningen ombord. Og saaledes vedblev man da at glide +langsomt ned gjennem Solskinnet, ned ad den stille Flod med de +sommerklaedte Bredder. Tilsidst rejste Alle sig trods Kaptejnens Protest +op fra deres Lejr paa Daekket for med Jubelraab og viftende Torklaeder at +hilse en takket Taarntinde, der dukkede frem i Horisonten ved Kanten af +en lang, blaa Stribe. Denne Stribe var Middelhavet, og den takkede +Taarntinde, som haevede sig ved Bredden af det, var Kirken _Les +Saintes-Maries-de-la-Mer,_ Maalet for Pilgrimsfarten. + +Traditionen fortaeller, at Maria Magdalena, Martha, Maria Jacobaei, gift +med Kleophas, en Broder til Tommermanden Joseph, Maria Salomi, Moder til +Apostlene Jakob og Johannes, samt endvidere Lazarus, Maximin og flere +andre Disciple efter Kristi Dod, og da Forfolgelserne imod hans +Tilhaengere var begyndte, blev satte ud i et lille Fartoi uden Sejl, +Aarer, Ror og Levnetsmidler og saaledes sendte ud paa Havet. Ombord var +ligeledes Sarah, Maria Salomis Tjenestekvinde. Fort af Guds Haand kom +Fartojet uskadt til den yderste Pynt af Oen la Camargue, der tilhorte +Marseillanerne og var beboet af deres Kolonister. Ved Ankomsten oprejste +de hellige Marier et Alter til Guds AEre, og paa det Sted, hvor det skete, +lige ved Havets Bred, lod Herren en Kilde med fersk Vand risle frem. Til +Erindring om dette Vidunder byggedes der senere et beskedent Kapel. Her +blev Maria Jacobaei og Maria Salomi tilbage, medens deres Ledsagere +spredte sig rundt omkring for at forkynde Kristendommen ved +Middelhavslandene. To Kvinder blev efter deres Dod begravede i Kapellet, +hvor der selvfolgelig nu skete de maerkvaerdigste Mirakler, som bevirkede, +at der fra alle Egne fandt store Pilgrimsfarter Sted til deres Grav. +Istedetfor det lille Kapel opfortes allerede for det sjette Aarhundrede +en Kirke, der til Beskyttelse mod Soroverne forsynedes med +Faestningsvaerker og endnu i det Vaesentlige har bevaret sin antikke +Skikkelse. Den horer til de maerkeligste Mindesmaerker i det sydlige +Frankrig fra den oldkristne Tid. Kong Rene lod den i det femtende +Aarhundrede gjennemsoge for at finde Relikvierne, og da de kom for Dagens +Lys, udbredte de en saa himmelsk Duft i Kirken, at Ingen kunde tvivle om, +at det var de aegte. Paven stadfaestede da ogsaa, at de vare authentiske, +og de nedlagdes derpaa i Kister af Cyprestrae, som hensattes i Kirkens +Taarn. Under Revolutionen blev Kirken rigtignok fuldstaendig udplyndret, +men der forsikres, at den nidkjaere Sognepraest forinden havde taget de +hellige Relikvier ud af Kisterne, og da det franske Folk vendte tilbage +til den katholske Religion, blev de lagte i nye Kister, som ganske +lignede de aeldre, hvorefter de igjen anbragtes paa deres tidligere Plads +i Taarnet. Her findes de endnu, og den Dag idag valfarter ligesaa mange +Mennesker til dem som for Aarhundreder siden. + +For enhver troende fransk Katholik staar det nemlig uomstodelig fast, at +de hellige Mariers Ben endnu bestandig er i Besiddelse af en +vidundergjorende Kraft, der isaer gjor sig gjaeldende paa det +laegevidenskabelige Omraade. Troen er bleven bestyrket ved en Begivenhed +fra den nyere Tid. Det synes at vaere et Faktum, at et Barn, som var +blevet bidt af en gal Hund og havde vaeret sygt i flere Maaneder, kom sig +igjen efter en Valfart til de hellige Mariers Ben. En Folge heraf er, at +alle Troende, som molesteres af gale Hunde (og deres Antal er i +Syd-Frankrig uhyggelig stort) begiver sig til den gamle Kirke paa la +Camargues Pynt. Da Helgeninderne imidlertid ogsaa tager sig af alle andre +Sygdomme, rekruteres Pilgrimskaravanen i det Hele taget af Vanfore og +Lidende af enhver Art. Ogsaa Sunde rejser i stort Antal til Kirken; thi +Kisterne har den beundringsvaerdige Egenskab, at alle Gjenstande, der +bringes i Beroring med dem, kommer i Besiddelse af Relikviernes +Amuletkraft, og enhver Familie onsker naturligvis at have et saadant +Universalmiddel i sit Hus. Paa en bestemt Dag af Aaret, den 25de Maj, +hejses Kisterne ned fra Taarnet og bliver staaende i Kirkens Kor Natten +over til den folgende Eftermiddag. Det gjaelder altsaa om at benytte dette +Dogn; thi naar Relikvierne igjen befinder sig paa deres Plads i Taarnet, +kan Ingen faa Adgang til dem, forend der paany er forlobet et Aar. +Befolkningen vaager paa det Strengeste over, at Helgenindernes Naade ikke +misbruges. De gjor det saa strengt endogsaa, at da AErkebiskoppen for +nogle Aar siden kom til Kirken og forlangte, at Kisterne skulde hejses +ned, gjorde Indbyggerne ligefrem Opror og tvang ham med ladte Gevaerer til +at afstaa fra sit Forlangende. + +Til daglig Brug er _les Saintes-Maries-de-la-Mer_ en saa ubetydelig +Landsby, som taenkes kan. Den har knap ottehundrede Indbyggere, af hvilke +ovenikjobet et Par hundrede stadig er borte paa Fiskeri. Den ligger +tilmed naesten i en Orken, idet hele den sydlige Del af la Camargue +bestaar af udyrket og maaske uopdyrkelig Jord, og Fremmede besoger den +kun yderst sjeldent, undtagen netop den 25de Maj. Paa denne Dag stiger +dens Befolkning imidlertid pludselig til en halv Snes tusinde Mennesker. +Ikke blot Rhonedampskibene, der i Anledning af Festen undtagelsesvis gjor +Turen ned ad den lille Rhone, uagtet de hvert Ojeblik udsaetter sig for at +lobe paa Grund, bringer andaegtige Gjaester i Masse til den gamle Kirke, +men Vejen over la Camargue bedaekkes af Hundreder af Vogne, under hvis +Laerredssejl Selskaber af Slaegtninge og Venner valfarter til Relikvierne. +Selv fra fjerne Egne af Syd-Frankrig kommer der Pilgrimme, af hvilke +mange i from Iver tilbagelaegger Vejen tilfods trods den braendende Sol og +gjennem usunde Sumpegne. + +Paa de to Festdage, den 25de og 26de Maj, frembyder den lille Landsby da +ogsaa et hojst livligt Skue. Dens Torv er en eneste stor Bod med smaa +Borde, hvor der saelges Rosenkranse, Bonneboger og Krucifixer, Mairiets +Mur er af en Handlende, der har villet udfolde alle sine Skatte for +Publikum, fra overst til nederst bedaekket med Glansbilleder, +forestillende de hellige Mariers vidunderlige Ankomst til La Camargues +Kyst, de tre til fire Gader, Byen har, kan slet ikke passeres for +Menneskeklynger, udenfor _Cafe de la Porte_, som paa en Gang er Byens +eneste Kafe, Restauration og Hotel, sidder der ligesaa mange Gjaester som +udenfor Kafeerne paa Paris's Boulevarder, og rundt omkring det Komplex af +Huse, som udgjor den egentlige By, har der dannet sig en formelig Lejr af +Vogne og Telte. Det er, som om man pludselig var bleven flyttet langt +bort fra Civilisationen og befandt sig i en Karavane, der holdt Hvil ved +en Oase i Sahara. De Fysionomier, som man ser, bestyrker En i Illusionen. +Det vrimler af Zigeunere. Sarah, der frelstes sammen med de andre hellige +Personer, er nemlig Zigeunernes Skytshelgeninde, og da hendes Ben +ligeledes opbevares i Kirken, valfarter ogsaa Zigeunerne fra hele +Frankrig til _Les Saintes-Maries-de-la-Mer._ + +En By med syvhundrede Indbyggere kan naturligvis ikke give Husly til +titusinde Mennesker. Det forlanges imidlertid heller ikke; forsaavidt man +ikke er saa andaegtig, at man tilbringer Natten paa en Baenk i Kirken, +sover man i Teltene, i Vognene, paa Sandet bag en Busk, paa Kirkens flade +Tag, i Fiskerbaadene, eller hvor man ellers kan komme til. Husene +forbeholdes udelukkende de Profane, der kommer som Nysgjerrige og ikke +som Pilgrimme. Men de faar saa selvfolgelig ogsaa Lov til at betale denne +Begunstigelse. _Saintes-Maries-de-la-Mer_ har den 25de Maj de dyreste +Hoteller, der kan opdrives i Verden. Man maa betale fem og tyve Francs +for et Loftskammer, hvis Properhed tilmed lader alt Muligt tilbage +at onske. + +Udrustet til en Rejse, der for Adskilliges Vedkommende straekker sig over +et Tidsrum af mere end en Uge, nemlig naar man vil vaere med til +Hestevaeddelobene og Tyrefaegtningerne, der afholdes i de naermeste Dage +efter Processionen, strommer altsaa Pilgrimme fra hele det troende +Sydfrankrig til _Les Saintes_, som Byen i daglig Tale kaldes. Klokken tre +den 25de Maj begynder Kirkens Klokker at ringe, og Hovedceremonien, +Nedsaenkningen af de hellige Kister, finder da Sted. I from Iver har +imidlertid allerede Mange strax efter deres Ankomst begivet sig til +Kirken for at foje deres Voxlys til de mange hundrede, som allerede +braender til Mariernes AEre, og da der er al Udsigt til, at man vil komme +til at staa udenfor under Ceremonien, naar man ikke i Tide sikkrer sig en +Plads i Kirken, bliver Hovedmassen derinde med det Samme. Naar Ceremonien +begynder, er den iovrigt temmelig store Kirke propfuld af Mennesker. Den +andaegtige Forsamling har ikke ladet sig noje med de Baenke, der saa taet +som muligt er anbragte i Skibet, Koret, omkring Hoved- og Sidealtrene, +saavelsom paa de talrige og dybe Pulpiturer; man ser Kvinder og Born oppe +paa selve Alterbordene, paa Praedikestolen, paa Skriftestolens Tag, kort +sagt overalt, hvor der er nogen Mulighed for, at et Menneske kan staa +eller sidde. Selv Sognepraesten er naerved at opgive AEvret, da det gjaelder +om at finde en Kvadratfods Plads for vort lille Selskab af Fremmede. Da +han endelig har faaet os klemte sammen oppe paa det overste Pulpitur, +viser det sig, at vi naeppe kan traekke Vejret der. Luften er aldeles +forpestet af Voxlysenes Os, Rogelsen og Uddunstningerne fra de mange +Mennesker. Der er ligefrem Fare paafaerde. Men Praesten er snarraadig og +redder vort Liv ved egenhaendig at slaa et Par af de naermeste +Kirkeruder ud. + +Psalmerne til AEre for de hellige Marier havde allerede lydt i flere Timer +fra Tusinder af fromme Laeber, som Begejstringen gjorde utraettelige selv i +denne Dampbadstemperatur. Paa samme Tid som Kirkeuret slog tre, begyndte +en Uendelighed af smaa Klokker at ringe oppe ved Hovedaltret. Hele +Forsamlingen rejste sig, man horte en daempet Mumlen og saae dette +Menneskehav bevaege sig ligesom i en Storm, medens blinkende Gnister +hoppede som Lygtemaend frem og tilbage mellem de sorte Hoveder. Et Ojeblik +efter herskede der dog igjen fuldstaendig Stilhed. Alle havde faaet det +Voxlys taendt, som de holdt i Haanden, og Kirkehvaelvingen forvandledes til +et stort, morkt Firmament, oversaaet med smaa guldgule, flimrende +Stjerner. Rogelseskyerne blev bestandig taettere, der hortes en +hemmelighedsfuld Mumlen af fjern Messesang i Krypt og Sidekapeller, og de +Andaegtiges Extase tog bestandig til. Saa blev pludselig Jernlugen oppe i +Loftet over Hovedalteret skudt fra; et Reb, der var skjult af Palmegrene +og hvide Blomster, hejsedes ned. I det hang to gamle, rode Kister, +bedaekkede med Krandse af Evighedsblomster. Efterat de i nogle Minuter var +blevne holdte svaevende ovenover Hovedalterets Lyshav, for at Alle kunde +se dem, saenkedes de langsomt ned i Midten af Koret. Idet de berorte +Gulvet, gav den laenge tilbageholdte Spaending sig Luft i et tusindstemmigt +Jubelskrig, og Alle, som stod i Naerheden af Koret, styrtede frem imellem +hinanden for at vaere de Forste, der berorte Relikvierne. + +Alterklokkerne ringede, Praesterne messede, Smaabornene hvinede af +Fortvivlelse over Varmen, som var naer ved at kvaele dem, og Psalmesangen +begyndte igjen, hurtigere, hojere og vildere end nogensinde for. + +Hvor laenge dette Optrin varede ved, kan jeg ikke sige; man maatte selv +vaere betagen af de Troendes potenserede Extase for at kunne udholde de +fysiske Lidelser, et laengere Ophold i Kirken medforte. At Stimmelen +omkring Kisterne hverken standsede den Dag eller om Natten eller den +folgende Formiddag, kan jeg dog konstatere. Alle maatte ind i Kirken; at +rore ved Kisterne var jo Maalet for Rejsen. Born, som var komne til +Verden med en eller anden Skavank, blev lagte paa smaa Puder ovenpaa +Kisterne og holdte der saa laenge som det tillodes; thi der var stadig +Andre, som skulde til. Enhver, som var hjemsogt af en Lidelse, sogte at +bringe den Del af Legemet, hvor Ondet havde sit Saede, i Beroring med +Relikvierne for at finde Lindring og Helbredelse. Masser af +Helgenbilleder, Bonneboger, Rosenkranse o.s.v. lagdes uafbrudt paa +Kisterne for at blive indviede ved Beroringen. + +Samtidig var Kirken fuld af Bedende, Syngende og Sovende. Man havde Puder +med for at kunne laegge sig paa dem, naar Udmattelsen blev for stor. Mange +af Pilgrimmene lagde nemlig den storste Vaegt paa at kunne blive i Kirken +hele det hellige Dogn tilende. Andre var der dog imidlertid ogsaa, som +ikke tog Sagen saa rigorost. Pilgrimsfarten var for dem mindre en Bod end +en Fest, under hvilken Andagten og Glaeden, gik Haand i Haand. De drog +omkring i Bevaertningsteltene, spillede i de utallige Tombola'er, som er +uadskillelige fra ethvert fransk Folkemarked, flokkede sig i Klynger ved +Havets Bred og foretog Sejlture i Baade, hvorfra der lod muntre Sange. +Derpaa aflagde de et nyt Besog i Kirken, og efterat de en halv Times Tid +havde lyttet til en af de Praedikener, som de tilstedevaerende Gejstlige +uafbrudt skiftedes til at holde, gik de igjen bort Arm i Arm for atter at +soge Adspredelse. Mange Grupper vandrede laenge omkring i den maanelyse +Nat, forend de sogte Hvile i Teltene, og de tillod sig paa disse +Spadsereture alleslags Lojer og Lystighed, Men saadan er nu engang den +romanske Race. Man vilde tage meget fejl, hvis man tvivlede om, at +Pilgrimsfarten ikke ogsaa havde en dyb religios Betydning for disse glade +Mennesker. + +Nedhejsningen af Kisterne er Festens Hovedpunkt. Men den folgende Dag +havde dog ogsaa et hojtideligt Praeg. En kolossal Procession drog langs +Middelhavets Kyst til det Sted, hvor de hellige Marier ifolge Traditionen +gik iland. Med Koret i Spidsen og med brogede Kirkefaner, baarne af unge +Piger, vandrede Pilgrimsskaren afsted. Kvinderne talte uafbrudt Perlerne +i deres Rosenkrans, medens de bad, og Maendene gik med nylig plukkede +hvide Lilier i Haanden. Solens Straaler faldt ned paa det lange Tog, +medens det gik langs med det lysblaa uendelige Havs Bred, og hvide +Maager, som floj ind over Kysten, sogte af og til Hvile paa Fanerne. Der +var baade Skjonhed og Hojtidelighed i det Billede. + +Hermed var imidlertid ogsaa Pilgrimsfarten vaesentlig til Ende. De mest +Andaegtige overvaerede endnu Messen, under hvilken Kisterne atter hejsedes +op paa deres Plads i Loftshvaelvingen og kastede sig i det sidste Ojeblik +over Relikvierne. Men Mange havde allerede strax efter Processionen sat +sig i Bevaegelse for over la Camargues sandede Veje at vende tilbage til +Hjemmet og aflaegge Beretning om de nye Mirakler, Helgeninderne havde +gjort. For de Troende forefalder der adskillige hver 25de Maj. Sidste +Gang var det isaer Sarah, som vandt Berommelse ved at helbrede en +Pukkelrygget. Han havde om Aftenen lagt sig til at sove ved hendes Kiste, +og da han vaagnede om Morgenen, var han saa rank og lige, som noget +Menneske kunde onske at vaere det. Naar man spurgte de troende Kvinder, +som med Begejstring fortalte denne Historie, om de havde set den +Pukkelryggede, efterat han var bleven lige igjen, maatte de ganske vist +tilstaa, at det havde de ikke. Men de var lige fuldt fast overbeviste om, +at Miraklet havde fundet Sted. + +Man veed, hvorledes det gaar. De troende Kvinder fortaeller ved deres +Hjemkomst om Vidunderet, Beretningen kommer i de smaa klerikale Blade, +Landsbypraesterne lovpriser Sarah for hendes nye Undergjerninger, og +Tusinder af Katholiker foler sig herved yderligere befaestede i deres Tro. +Den unge franske Republik har aabnet en Kamp mod Klerikalismen. Den var +nodvendig; intet Menneske, der virkelig horer vor Tid til, kan naere nogen +Tvivl i saa Henseende. Men det er et stort Sporgsmaal, om den franske +Regering ikke i Iveren for sin Sag gaar baade videre og med hurtigere +Skridt, end det er klogt og hensigtsmaessigt. Den regner med de store Byer +og ikke med de smaa Kroge ude paa Landet. Der sidder den troende +Fanatisme endnu fast og sikkert i Sadlen. Den er Aarhundreders Vaerk, og +det kan et Pennestrog, et Regeringsdekret ikke udslette. For Sydfrankrigs +Vedkommende lader det sig i ethvert Tilfaelde med Sikkerhed sige, at flere +Generationer vil gaa i Graven, for det lykkes at losrive Massen af +Befolkningen fra det Herredomme, som den katholske Gejstlighed +udover over den. + +[Illustration: Det antike Amphitheater i Nimes] + +Oldtidslevninger i Provence. + +Trubadurernes Land er glemt som Trubadurernes Sange. Turister fra +Alverdens Egne oversvommer hver Krog af Italien, men til Provence kommer +ingen. Kun stille Forretningsfolk fylder dets fabelagtigt billige +Hoteller, hvor man for et Par Kroner faar en _grand diner_ af forste Rang +og gratis saa meget Vin til, som man gider drikke; i dets gamle, +maerkvaerdige Byers Gader er Manden med den rode Baedeker under Armen saa +sjelden som en Grindehval i Oresund, og mellem dets Bjerges Mandel- og +Oliventraeer lever den glade, gulbrune Provencaler saa uforstyrret af +angliserede og angliserende Rejsende, at han selv spiser Forellerne fra +sine Vandfald og saelger sin Vin til en halv Snes Ore Litren. Det er for +saa vidt praegtigt, det giver dette dejlige Land et Praeg af Friskhed og +Ejendommelighed, der gjor det dobbelt fortryllende; over de gaengse +Rejselande, der ere kjendte som Randers Handsker, og som hver londonsk +Urtekraemmer besoger, hviler der saa grumme tidt, trods al deres Skjonhed, +en Luft af noget Banalt, der stoder fra. Men det er uforstaaeligt +tillige: Provences Sol er ikke mindre varm og gylden end Italiens, dets +Himmel ikke mindre blaa, dets Kvinder fuldt saa skjonne, og dets aedle +Druer fuldt saa fyrige. + +Man gaar til Italien, fordi det er den klassiske Jord, fordi der for +hvert Skridt, man kommer frem, myldrer med Minder fra en Tid, der var saa +stor, at selv vor grinende Skepticisme andaegtigt bojer Hovedet for den +endnu. Men heller ikke i det Kapitel staar Provence tilbage. Folk veed +det blot ikke, det er hele Sagen. Kolosssaeums og Forum Romanums Ry er i +Alles Munde, fordi Utallige har set dem og naturligvis, naar de kommer +hjem fra Rejsen, skynder sig at fortaelle Naboer og Gjenboer om, hvad de +har set. Provences antike Theatre og Arenaer, dets Mausoleer og Arkader +kjender Ingen. Men derfor er de der alligevel i ikke mindre +overvaeldende Rigdom. + +Gallien var det romerske Riges mest blomstrende og mest civiliserede +Provins. Dets Kultur bredte sig her i en Fylde som i selve Rom; mange af +dets Kejsere gjorde det til deres Yndlingsopholdsted, og meer end een af +Galliens Byer horte til de storste og betydeligste i den antike Verden. +Da Germanerne kom, fandt de her en Friskhed og Kraft endnu, der gjorde +dem Kampen svaerere end noget andet Sted. Men Hovedstaden var falden, +Staten var oplost, den ene Provins kunde ikke holde sammen paa Riget, der +allerede laa i Ruiner. Og saa druknede da ogsaa efterhaanden det gamle +Galliens Kultur under Barbarstrommen fra Ost. Dets Byer braendte, dets +Kunstskatte forsvandt, man rev dets Marmormonumenter om for at bygge +Borge og Faestninger af dem. Helt ned gjennem Middelalderen loftede ingen +Haand sig for at bevare, hvad der endnu kunde frelses, Provence blev +stort og beromt igjen gjennem dets Kongehoffers Glands og dets +Trubadurers Sange, Men for hvert Greb i Citheren, der kaldte til nye +Turneringer og nye Kampe, sank Gruset taettere og hojere om Levningerne +fra en Tid, som Ingen forstod, og Ingen brod sig om. Hvad der i disse +lange Aarhundreder er gaaet tabt, maa vaere uhyre, det, som vore Dages +fredende Haender har draget frem af den gamle romerske Verden, viser os +tydeligt Provence som et af Centrerne for dens Storhed. + +Saerlig er Arles med Hensyn til Oldtidsminder et Rom _en miniature._ Det +var det gamle Galliens Metropol; Kejser Constantin havde endog en Stund i +Sinde at gjore denne By til hele det romerske Riges Hovedstad, og for +hvert Skridt gjennem dens sydlandske Gader moder man endnu Levninger fra +den svundne Pragt. Man gaar gjennem en smudsig, snever Gyde og standser +midt i den overrasket foran en antik Tempelportal, der nu danner Indgang +til en Maskinudstilling. Man kommer i Land fra en Baad, der kaster sin +Trosse om en afbrukken Marmorkolos; hojere oppe ser man nogle gule, +forvittrede og af Solen braendte Taarne og Arkader, det er Levningerne af +Constantins Palads! Man sporger om Navnet paa den Cafe, hvor man sidder: +Cafe du Forum, ser, at den lille firkantede, hyggelige, af store Plataner +helt beskyggede Plads udenfor ligeledes baerer dette antike Navn paa +Hjornet, og opdager virkelig taet ved Levninger af det gamle Forum: +Granitsojler med praegtige korinthiske Capitaeler, Thermernes Facade o.s.v. +Man spadserer langs Rhonekajen og stoder snart paa Fragmenter af en +romersk Bro over Floden, snart mellem de middelalderlige Faestningsvaerker, +der lobe rundt om hele Staden, paa Partier, hvor det endnu er Hadrians og +Caligulas Fortifikationer, der ere bevarede: Porte og Taarne i Ruiner, +mellem hvilke den aurelianske Vej forte ind i Byen. Eller man folger +Strommen af Arleserinder ud til den fornemste Promenade og befinder sig +pludselig i en lang Avenue, hvor der paa begge Sider, klods op til +hinanden, staar Hundreder af underlige store, smalle Granitkister med +fire klodsede Fodder og Laag ovenpaa, som der sagtens behoves en halv +Snes Mand for at lofte; de er gravne op paa Stedet selv, den moderne +Allee drager sig hen over det gamle Champs-Elysees, paa Romernes Tid en +uhyre Kirkegaard, hvor Notabiliteter fra hele Provence stedtes til Hvile. +De smukkeste Marmorsarkophager er forte bort til Barberinimuseet i Rom, +til Lyon, hvor man gjemmer Servilius Marcianus' Kiste, til Marseille, +hvor man har Flavius Memorius og Cecilia Aprulas, eller til Museet i +selve Arles; kun de Ubekjendte har faaet Lov til at blive staaende paa +den gamle Plads, men Indtrykket af denne de Dodes gigantiske Gade er +derfor ikke mindre ejendommeligt, ikke mindre imponerende. + +Man kan, som sagt, ikke flytte Foden i Arles uden at falde over romerske +Ruiner. Udgravningerne skrive sig ovenikjobet naesten udelukkende fra +dette Aarhundrede, og man er sikker paa at finde meget Mere endnu, naar +man engang kommer til at rive de middelalderlige Bygninger ned, der har +rejst sig over Levningerne fra den gamle Tid. Sikkert veed man saaledes, +at der under Erkebispens Bolig findes det antike Praetorpalads. Men hvad +man end finder, vil dog aabenbart ved Siden af den praegtige romanske +Klosterkirke St. Trophime det romerske Theater og Arenaen vedblive at +vaere Byens storste Maerkvaerdigheder. Amphitheatret synes at vaere en hel +Guldgrube for Antiqviteter; der er ingen Ende paa den Mylr af +Marmorstatuer, Sojlekapitaeler, Urner, Smykker, Monter o.s.v., hvormed man +herfra fylder Arles, Museum. Og derimellem nogle af de storste +Mestervaerker; man har fra den romerske Tid, saaledes den beromte Venus +fra Arles, der nu er flyttet til Louvregalleriet i Paris, samt et andet +Venushoved, der maaske endogsaa i Skjonhed overgaar et hvilketsomhelst +antikt Billedhuggervaerk, men som desvaerre mangler Naesen. Mange af +Frankrigs store Kunstnere har forsogt at saette en ny paa, men de har alle +vaeret den ubekjendte Mester underlegne og har opgivet Forsoget igjen. + +Af Theatret selv har man endnu Tilskuerpladsen omtrent i dens Helhed, af +Scenen derimod vaesentlig kun to praegtige, kolossale Prosceniumspiller, +hugne af hvidt Marmor og endnu kronede af Kapitaelernes nederste Stykker. +De giver en Idee om Scenens Pragt, men om selve dennes saavelsom +Orkesterpladsens Udstraekning og Indretning er det vanskeligt gjennem de +opbevarede Ruiner at danne sig nogen rigtig Forestilling. Til Gjengjaeld +ser man derimod den antike Arena saa fuldstaendig, at den med en Smule +Fantasi staar for En i hele sin overvaeldende Storhed. + +[Illustration: Det antike Amphitheater i Arles.] + +Den er efter Colossaeum i Rom den storste, man har. Da man i 1825 begyndte +Restaureringen, var det et helt Fattigkvarter af Arles, der maatte +fjernes, og man brugte sex Aar for at rydde de to hundrede og tolv Huse +bort, som i Aarhundreder havde fort en Parasittilvaerelse indenfor dens +svaere, beskyttende Mure. Nu staar den der fri for alt det Smaakrat, mere +imponerende end nogen Kirkebygning, et Vidundermonument fra en Tid, +overfor hvilken vi moderne Mennesker maa fole os som rene Dvaerge. Gjennem +tresindstyve Porte kommer man ind til det underste hvaelvede Galleri, fra +hvilket ligeledes tresindstyve Stentrapper forer op til Tilskuerpladsens +tre Etager, den underste for Hoffet og Senatorerne, den mellemste for +Ridderne, den overste med henved en Snes Saederaekker over hinanden for +Folket. Paa Midten af den nederste, umiddelbart ved Ballustraden til +Arenaen, findes Saederne for Kejseren og hans Folge i komplet restaureret +Stand, ligeoverfor Pladserne, der vare bestemte til Vestalinderne, og +rundt omkring den hele Etage lober med tresindstyve Adgange og +tresindstyve Balkoner det Foyergalleri, hvor den fornemme Verden +udhvilede sig i Pauserne mellem Kampene. Arenaen selv indtager et +Fladerum, hvis ene Diameter er henved femhundrede Fod, den anden omtrent +halvfjerdehundrede; Amphitheatret kunde rumme over tredivetusind +Tilskuere. Dets overste Raekke er nu borte, men naar paa varme +Sommersondage Arles' og Omegns Befolkning strommer sammen for at vaere +Vidne til Tyrefaegtningerne, der ligesaavel er Sydfrankrigs som Spaniens +populaere Hovedforlystelse, samler ofte endnu henved en Snes tusind +Mennesker sig paa de gamle Stensaeder. Skinner Solen da med sydlandsk +gylden Glod ned fra en akvamarinblaa Himmel, medens de vidunderlig +skjonne Arleserinder i deres maleriske Nationaldragter promenerer rundt +mellem Udskjaenkningsbordene paa den brede Afsats mellem de to nederste +Etager, medens hele det uhyre Amphitheater er fyldt med Mennesker og +Farver, og medens de vilde Camarguetyre nede paa Arenaen hidses og +stikkes, hvilken uforlignelig Fest er da ikke en Time eller to tilbragte +i denne Gjenopvaekkelse af hele den store, antike Verden! Uforlignelig, +men ikke enestaaende. Ogsaa det naerliggende Nimes har ligesom Arles sin +antike Arena, hvor der holdes Tyrefaegtninger saa at sige hver Sondag om +Sommeren. Den er ikke saa stor, Skjondt der boede to tusind Mennesker i +den, for den blev renset for sit middelalderlige Bykvarter, men den er +bedre konserveret og restaureret. Man taenker endogsaa paa at saette den +ganske i samme Stand som paa Titus' og Domitians Tider. Nimes er i det +Hele taget efter Arles den paa Oldtidslevninger rigeste provencalske By. +Fremfor Alt har den sit Maison-Carree, den mest fuldstaendige Bygning, +paastaar man, som nogetsteds i Verden findes fra Romernes Dage. Det er i +Grunden slet ikke nogen Ruin, kun Taget er fra vor Tid, det Hele er saa +godt bevaret, at Huset benyttes til Malerisamling. Dets tredive +kannelerede korinthiske Sojler staar endnu i hele deres Pragt. Hvilken +Kunst og hvilke Proportioner! Ligeoverfor paa den anden Side Torvet har +man bygget et moderne Theater i lignende Stil; det ser ud som en +Hestestald, sammenlignet med dets antike Gjenbo. Og saa Dianatemplet, +Ruinerne af Augustus' praegtige Marmorbade, Capitoliumslevningerne o.s.v. +Heller ikke her er der nogen Ende paa Skattene. Og det er der ikke i hele +Provence; hver By, hver Landsby har sine; midt inde mellem Bjergene +findes der Rester af Akvaedukter, Broer, Museer og Templer. Og til dette +Land kommer ingen Rejsende! + +[Illustration: Parti af St. Trophime i Aries.] + +Petrarcas Hjem. + +Okkergule Bjerge hegner den snevre Dal ind. Man kommer til den fra et +frodigt Landskab, fuldt af Vinmarker og taetbevoxet med Morbaer- og +Oliventraeer. Rosenbuske i bugnende Flor og i glodende Farver langs Vejen, +blomsterdryssende Akacier, og mellem dem aaben Udsigt til begge Sider +over de gronneste Egne af Provence. Men saa naermer man sig Bjergene; +mellem to af de forreste, fremspringende Klippekamme spaender sig en +pittoresk Akvaedukt, under hvis hoje Buer man ruller ind, Skraenterne +bliver efterhaanden hojere og stejlere paa begge Sider, de snevrer sig +taettere, og taettere sammen, og lige foran lukkes Landskabet af en lodret, +gigantisk Klippemur. Passagen ind under Akvaedukten er ikke mere end en +hundrede Alen bred, og fra hvert Punkt i den lille, sammenknebne Dal seer +det derfor ogsaa ud, som man befandt sig i en fuldstaendig lukket Kjedel +mellem Bjergene. Fjeldmurene er vildt sonderrevne; paa Toppen af den +laveste ligger Biskoppen af Cavillons middelalderlige Borg i Ruiner, men +naar man staar paa et Sted, hvor man ikke kan se den, synes man at finde +den igjen ogsaa paa alle de andre Tinder. En hel Kreds af Klippepynter +har samme Former og samme graaliggule Farver som de forvittrede +Borgruiner. Lidt laengere nede kommer der store, glat afskaarne Flader med +dybere gul Tone, undertiden schatteret helt over i det Rodligtbrune. +Sydens Sol braender paa dem og giver dem en blank, hemmelighedsfuld +Guldglands, vilde Figentraeer med deres store, fingrede Blade og de morke +Frugter springer ud af Klipperevnerne, selv paa de Steder, hvor man ikke +seer en Fodsbred Jord, Skraenterne er bedaekkede med Olivenplantager, der +gror Cypresser og vilde Roser mellem de omkringstroede Klippeblokke, hist +og her kaster ogsaa et stort, enligstaaende Valnoddetrae Skygge over en +romantisk Plet med Brombaerranker mellem Buxbom- og Terpentinbuske, og +overst oppe vrimler det af forunderlige, morke Huler inde i Bjerget. Men +hvis det alene var nok til at skabe et Paradis for Digtere og Forelskede, +vilde Verden vaere oversaaet med Millioner af paradisiske Steder. Det er +en hel anden Ting, der gjor Vaucluses lille Klippedal baade skjon og +ejendommelig, det er noget Andet, der har begejstret Petrarca, og som +siden hans Tid har lokket Tusinder og atter Tusinder af Tourister til + + Le plus riant vallon qu'eclaire l'oeil du monde. + +Ved Foden af den lodrette Klippemur, som lukker Dalen, udspringer der en +Kilde, hvis Vaesen endnu Ingen har kunnet forklare. Den kommer fra en +Afgrund under Bjerget, en mork, mysterios Grotte, hvis Bund Sonden ikke +har formaaet at naa, og udsender fra dette uudgrundelige Dyb en +Vandmasse, der beregnes til halvtredsindstyve tusind Litrer i Sekundet. +Til visse Tider, naar Vandet staar lavt, kan en dristig Klattrer vove sig +ned i Hullet under Bjerget og ved selve Afgrundens Aabning konstatere +dens bundlose Dyb. I Regelen derimod naaer Vandet op til Midten af det +aarhundredgamle Figentrae, som skyder ud fra Klippen, hvor Dalen ender; og +breder sig der til et lille, stillestaaende Bassin med det vidunderligste +morkegronne, klare Vand. + +Det er dette Vand fra Bjergets Indre, der giver Vaucluses Dal dens +Karakter og gjor den saa henrivende skjon. Fra Bassinet vaelter det sig i +hvidskummende Smaakaskader ned over en smal, staerkt skraanende Flodseng +af store, med taet, brunt Mos som med et Flojelstaeppe betrukne +Klippeblokke, og fortsaetter saa i rivende Fart og i kaade Slyngninger, +stadig afbrudt af smaa, solvhvide Fald, sit Lob langs Bredder, der kun er +smalle, men som dette herlige Vand har gjort til de vidunderligste +i Verden. + +Vinranker slynger sig over Stenene, smaa blanke Laurbaerlunde laegger +Skygge og drommende Stilhed over gronne Lovpartier, lyse Mandeltraeer +sender deres dunede Frugter ud at sejle paa de hoppende Smaabolger, +Haengepilen dypper, sine Grene i dem, som om den aldrig kunde drikke sig +maet, og Solblinkene, der gynger paa dem, har en Fart, saa Reflexet +spiller igjen under Morbaertraeernes Blade som hurtigt jagende, luftige +Taagedampe. Nede i Vandet gror der en lysgron Plante med fint, takket +Lov, som bojer sig i den flygtende Rullen af Bolgerne og daekker Bunden +med et Taeppe, der er friskt som Vandet selv, zart som unge Bukkarskud, +gjennemsyret af Foraar, saa man faaer Lyst til at baere sig ad som Kvaeget, +der dukker hele Hovedet ned i Floden, for at svaelge i disse gronne +Planter. Skjaeret af dem giver Vandet en Farve, saa det paa sine Steder +blinker med Smaragdglands; hvor Platanen eller Valnoddetraeet voxer saa +taet ved Bredden, at dets Skygge kan falde ud, bliver Tonen en Smule +staerkere dyb, og ved Gjenspejlinger af det blaalige Figenlov, af +Rosmarin- og Gyvelkrat eller af efeu- og mosbedaekkede Klippeblokke +bringes Farvevexlingen over selv til de dunkleste Nuancer. Men stadig er +Vandet gjennemskinnende klart, som om man saae det under en Kuppel af +slebet Krystal, Forellerne springer i det med Skjael, der funkler af +Glands, og man stikker Haanden i det med en Fornemmelse af, at hver +Draabe, man tager op, kunde fattes sammen som AEdelsten til det +dejligste Smykke. + +Vauclusedalen er fra Akvaedukten til det lukkende Bjerg, under hvilket +Kilden fodes, knap nok en halv Mil lang, og Vandet mister derfor paa hele +sit Lob gjennem den intet af Dybets Kjolighed. Det fylder den snevre Dal +med en Duft af Friskhed, der bestandig holder Luften ren, saa selv den +hede Vind fra Sahara ikke kan baere nogen Sygdom ind til dens lykkelige +Beboere, og det gjor, endogsaa paa en Sommerdag, naar Solen fra en skyfri +Himmel braender med hele sin sydlandske Kraft, den naermeste Bred ved +Floden til det mest velsignede, kjolige Opholdssted, noget Menneske kan +dromme sig. En Eftermiddag paa Graesskraenterne her med deres Tusinder af +metalblanke Guldsmede og mangefarvede Sommerfugle, der sidder og slumrer +paa de morkrode Valmuer, med deres Rosenhaekker, som spejler sig i en +stille Bugt af Floden, og hvor Nattergalene holder Vaeddesang timevis uden +at traettes--en Eftermiddag ved dette vidunderlige Vand, og alle +Ungdomsdromme om Provence er gledne ind i et Virkelighedsbillede, hvis +Skjonhed vil folge En Livet igjennem. + +Men alligevel: den har ikke seet Petrarcas Dal, der kun har seet den i +Solskinnets gyldne Glands. Blandingen af vild Storhed og romantisk Ynde, +som er den ejendommelig, naaer sin hojeste Virkning en varm Sommernat, +naar Fuldmaaneskinnet vider de snevre Perspektiver ud, gjor de vilde +Klipper dobbelt hoje og dobbelt imponerende og glider med sine +hemmelighedsfulde, blode Skygger ind mellem Buskadset langs den summende +Flod, fortaettende Traeernes Lov, forvandlende hver lille hvid Kaskade til +et blinkende Vaev af Guldfiligran og bredende over Alt sin naesten +aengstelig drommende Ro, saa at selv det fremadjagende Vand synes at sno +sig ind mellem Breddens Bugter som et stille, blanksort Spejl. Naar +Maanen endnu ikke er kommen helt op midt paa Himlen, skyder den lukkende +Klippemur sig saaledes for, at den selv og Partiet naermest omkring +Kildebassinet ligger i Morke. Man kan umuligt staa her ved Foden af dette +sorte Bjerg, der i Nattedunkelheden synes at lofte sig saa hojt i Vejret, +at Himlen kommer til at ligge som et blaat Tag umiddelbart paa dets Top, +her ved Kanten af dette hemmelighedsfulde Vand, hvis dumpe Rislen op fra +Afgrunden man tydeligt kan hore--man kan umuligt staa her mellem dette +Kaos af vaeltede, nogne Klippeblokke uden at fole en Isnen gjennem alle +Nerver, der naesten knuger En til Jorden af Raedsel. Men seer man saa +nedefter over Dalen, forbi Skraenterne med de stille, sorte Cypresser og +deres endnu sortere Skygger, der drager sig som lange Florsstriber over +det i Maaneskinnet naesten solvhvide Bjerg, lader man Blikket fra de +takkede, med Grotter og Huller oversaaede Tinder, der ligner antike +Amfitheatre i Ruiner, glide langs Smaakrattet paa Skraaningerne ned til +den blanke Flod og dens taetbevoxede Bred--hvilket forunderlig blodt, med +Drom og mild erotisk Nattestemning maettet Landskab moder man da ikke i +Stjernerne staar saa stille og klare paa den dybe Himmel, der titter frem +mellem de hoje Poplers Kroner, Maanestrimen falder ned over Haengepilens +Lov og bliver, idet Vandet leger med Traeets Grene, til en Guldregn af +hoppende Blink, den skinner paa Laurbaerbuskenes blanke Blade, saa de +tusinde Reflexer hyller Stedet ind i en taageagtig Sky af gjennemsigtigt +Solvmor, og laengst nede, ved den lille Landsby, der er voxet op paa begge +Sider af Floden, falder dens Glands paa de sig langsomt drejende +Mollehjul, saa at Vandet paa deres Skovle, idet det loftes op, funkler +som et Hav af Diamanter. + +Saaledes seer det Landskab ud, hvor Petrarca en halv Snes Aar igjennem +har vandret Aften efter Aften og digtet Sonetterne til Laura. Man viser +endnu umiddelbart nede ved Floden hans Hus og hans Have, en ganske lille +Plet med aarhundredgamle Laurbaertraeer og en Luft, som Tusinder af Roser +og Jasminer maetter med naesten bedovende Vellugt. Der er saamange Digteres +Hjem, Verden freder om som hellige Relikvier, men som ikke har mindste +Interesse, fordi de Intet fortaeller om de Stemninger, der har paavirket +Digteren. Her er det anderledes. Hver Fodsbred Jord, hvert Krat paa +Klippeskraenten, hver Belysning over Floden er en Kommentar til +Sonetdigterens Sange. De kunde vaere blevne til ogsaa uden nogen Laura, +men de kunde aldrig vaere skrevne paa noget andet Sted end netop i denne +snevre Dal mellem Provences Bjerge, i dette. + + Vaucluse, heureux sejour, que sans enchantement, + Ne peut voir nul poete, et surtout nul amant. + +[Illustration: Vaucluses Kilde.] + +Marseille. + +Livet i Marseille er i Hovedtraekkene Livet i Paris om igjen. "Hvis Paris +havde en Cannebiere, vilde det vaere et lille Marseille," siger +Marseillaneren. Det er nu at tage Munden lovlig fuld. Den rettroende +Muhamedaner tor paastaa, at der kun er een Gud, og at Muhamed er hans +Profet. Men naar han, hvad nok ikke saa sjeldent skal haende, rent +springer Guden over og gjor den skjaeggede Profet til ubetinget Numer Et, +saa gaar den gode Muselmand for vidt i sin Beundring. Og saadan gjor +Marseillaneren det ogsaa. At Paris er Byernes By, har han, selv naar han +er stoltest af sin skjonne Stad, ikke Lov til at glemme. Paa den anden +Side skal det saa indrommes ham, at Marseille kommer lige bagefter. + +Cannebieren er i Virkeligheden en ganske maerkvaerdig Gade. Man spadserer +ind i den med Forestillinger om noget Overordentligt. Alverden, hvem man +har fortalt, at man vilde til Marseille, har i det naeste Aandedraet fyldt +En med Lovprisninger over den; omtrent saadant Noget, som de store +Boulevarder er for Paris, taenker man sig. Og saa finder man naesten ikke +engang en ordenlig Gade, men kun en Gadestump med knap en Snes Huse paa +hver Side. Man laeser paa Hjornerne, man sporger sig for; jo det er ganske +rigtigt: det er den vidtberomte Cannebiere. Der er saa uhyre Meget, man +har taenkt sig stort, og som bliver forunderligt lille, naar man ser det +selv. Ved Cannebieren er Misforholdet imidlertid saa skrigende, at det er +til at le himmelhojt over. Men det Besynderlige ved Tingen er, at man +alligevel slet ikke foler sig skuffet. Man driver frem og tilbage over +det brede Fortovs Asfalt og kiger ind ad Pragtbutikernes Vinduer med en +Fornemmelse af hyggeligt Velbefindende, som om man slet ikke var kommen +til Verden for Andet end for at drive her; og naar man er traet, saetter +man sig mellem Mylret udenfor de spejloverlaessede og med Lavrbaertraeer og +Springvande oversaaede Kaempekafeer og bliver siddende der timevis uden at +bestille Andet end at gjentage og gjentage til sin Nabo: "Her er rart, +hvad!" Siden kjorer man en Tour gjennem Byen. Pludselig drejer man om et +Gadehjorne og ser saa for sig et Billede, der formelig giver Saet gjennem +En, saa fuldt er det af Liv, saa imponerende, saa festligt. Man rejser +sig op i Vognen og sporger Kudsken, hvad det er. "Cannebieren" lyder +Svaret. Han har Ret; det er jo virkelig vor egen Cannebiere igjen. Og +Marseillaneren har ogsaa Ret. Der er trods dens tyve Huse Noget over den +Gadestump, som selv en stor By har Lov til at vaere stolt af. Hvordan det +gaar til, er nemmere at fole end at forklare, men den smitter +ubetvingeligt med godt Humor. Man har en Fornemmelse i den, som man trak +Vejret lettere. + +Den, der kjender Paris, kan taenke sig Grundtraekket i dens Fysiognomi: +Boulevard des Italiens har vaeret Monster. De samme kolossale +Udstillingsvinduer i et Stykke lige fra Gadefortovet op til forste Sal +med Alverdens Luxusartikler i det mest fristende Arrangement indenfor, +den samme Overlaesning med Forgyldning og Spejle udenpaa Husene, +Trottoiret fyldt med Kafestole, hvide, brune og sorte Mennesker i alle +Jordens Kostumer, Ekvipage paa Ekvipage rullende flojlsblodt hen over +Gadeasfalten. Kun Alleetraeerne paa Fortovskanten mangler, Men Gaden +bliver derved lysere og ligesom bredere; det Gronne har man nok af oppe +ved den ene Ende, hvor Udsigten fortsaettes i lige Linie gjennem stejlt +stigende Alleer med maegtige Plataner, og som Tilgivt har man saa Noget, +man intetsteds har i Paris: Skoven af Mastetoppe langs Kajen nede ved +Gadens anden Ende. Der kommer fra de Skibe en velsignet Lugt af Tjaere og +en Svaerm af Matroser, som tager det Blaserede ved Luxusgaden bort og +bringer en sund, bred Naturlighed ind istedetfor. Pragten, hele det +storstilede Praeg er der endnu, men Overforfinelsen ikke. Arabere +og Negere, + +Lilleasiater og Kinesere kan passere forbi, saa galt de vil, uden at en +Sjael laegger Maerke til dem, men en Pariserlaps i Cannebieren vilde +Sofolkene udenfor Kafeerne ikke taale; han vilde vaere jaget vaek med Grin +og Brandere, inden han havde gjort to Skridt. + +[Illustration: En Kafe paa Cannebiferen] + +Og saa Solen. Hvor den skinner! Det er, ligesom alle de brune Afrikanere +og alle de brogede Taepper udenfor Husene rent har beruset den med +Velbefindende. Her er hyggeligt og hjemligt, har den taenkt; her maa jeg +indrette mig rigtig mageligt. Og saa klemmer den sig ind i Cannebieren og +straaler og braender Burnusmaendene lige i Ansigtet, saa de drypper af +Sved. Jo, vi kan ogsaa skinne i det gamle Evropa, siger den, det skal I +saamaend faa at fole. + +Men der er forresten det at bemaerke ved det, at Marseille i Grunden ikke +er det gamle Evropa laenger, eller i hvert Fald kun er det halvt. Man +staar allerede med den ene Fod i Orienten. Mylret af fezklaedte, pjaltede +Lazzaroner og af brogetpyntede rige Osterlaendinge, Frugtsaelgerskerne med +deres Orange-, Dadel- og Figenkurve paa Hovedet, de jodiske Vexellerere i +deres aabne Boder paa Gadehjornerne ved Siden af Skriveren, der sidder +midt i Solskinnet under sin Paraply og fabrikerer Kjaerlighedsbreve til de +smukke, brungule Marseillepiger, den exempellose Skidenhed i de gamle, +sorte Gyder, Alting fortaeller tydeligt nok, at man er paa Springet til at +drage ind i den skjonne, dovne, brogede Verden, der hedder Osterland. Men +Ingenting fortaeller det dog saa hojt som just de store, mangefarvede +Taeppetage, ovenpaa hvilke Solen ligger og driver. De spaender sig ud fra +hvert eneste Hus i Cannebieren, umiddelbart ovenfor Stueetagernes +Butiker, og de spaender sig ud, saa det kan forslaa. Vore Markiser, selv +de allerstorste, er Svobelsesborn imod dem; de naaer over hele Fortovets +Brede og lige ned til Fliserne, og deres tykke, uldne Tojer pranger i +alle mulige skrigende rode, blaa og gule Farvestriber. De Taepper er det +maaske, der allermest gjor Cannebieren saa festlig og fornojelig. + +Forresten findes de igjen overalt i Byen; de og saa Stovlepudsernes og +Blomstersaelgerskernes Stader samt de store Dampskibsplakater horer til de +mest ejendommelige Traek i Marseilles Gadefysiognomi. Ingen Marseillaner +faar sit Skotoj borstet i Huset, selv paa de fornemste Hoteller nedlader +det frie sydlandske Tyendefolk sig ikke til den Slags Beskjaeftigelser. +Men til Gjengjaeld traeffer man for hvert andet Skridt, man gaar i Gaderne, +en elegant, magelig Laenestol, hvor man kan saette sig hen i Mag og laese +sin Avis, mens en hel lille Stab af Lazzaroner for nogle Sous +"vernisserer", borster og pudser En fra Top til Taa. En Fjerdepart af +Byens mandlige Befolkning lever af at borste Stovler, en Fjerdepart af +dens unge Piger af at sidde i hoje, blomsterfyldte Kiosker og binde +Bouketter og byde dem ud til det altid kjobelystne, forfaengelige +Marseillanerfolk. Ogsaa Mylren paa alle Torve og Pladser af disse +brogede, prangende Blomsterstader liver forunderligt op og pynter med +Farver og Fornojelighed. Men det mest Uimodstaaelige for Mennesker fra de +afsides Smaakroge af Verden er dog Dampskibsplakaterne, hvis kaempestore +Bogstaver springer Ojet imode, hvor det seer hen. Den ene inviterer En +til Afrika for en halvhundrede Francs eller mindre, den anden frister med +Rejseruter over Suez til Indien og Kina, en tredie lokker til La +Platastaterne og Brasilien, en fjerde praesenterer den dampende Parketbaad +paa Vej til San Francisco og Yokohama. Og saaledes fremdeles i det +Uendelige. Det er, ligesom alle Graendser var slettede ud, som om man +havde faaet Vinger paa og med et Par Slag kunde komme, hvorhen man vilde. +Man flyver i Tankerne, man svaelger i Solskinnet, i Farveorgierne og i +Kafeernes kolige Sorbetter, man fylder sine Naesebor med Tjaerelugten og +sine Lunger med Brisen, der kommer dansende dernede fra det store, blaa +Hav for Enden af Gaden--jeg kjender ikke noget Sted i Verden, hvor man +foler sig fjernere fra alle smaa Hverdagssorger, lettere, friere og +gladere tilsinds end paa en Kafestol i Marseilles Cannebiere. + +Og saa er der det Udmaerkede ved Tingen, at naesten hele Byen har Noget +over sig af det Samme. Naturligvis ikke den aeldste, uhyre svinske Del; +men den er allerede kun lille og bliver mindre Aar for Aar. Derimod voxer +de nye Kvarterer stadig baade i Storrelse og Rigdom. Marseille har ikke +flere Indbyggere end Kjobenhavu, og dog skulde man tro den en halv Snes +Gange saa stor. Den ene Pragtgade klods op ad den anden paa alle Kanter, +og hver af disse Gader fyldt af Verdensstadens Liv. En Faerdsel, et Kjob, +et Salg som i selve Paris. Og en Luxus i Toilette, i Boutiker, i +Ekvipager, der heller ikke paa nogen Maade er mindre. Der er nok af +Millionerne i Marseille, og der er nok af Folk, som forstaar at bruge +dem. Som de fleste Middelhavsbyer klattrer den fra Kysten staerkt stigende +op ad Hojdeskraenter. Det Parti af disse Gader, der ligger naermest +Centrum, er Handelskvarteret; men naar de begynder at stige, begynder +samtidig Platanalleerne paa begge Sider af dem, Boutikerne forsvinder, og +bag forgyldte Gitterlaager ser man det ene Palads rigere, den ene Have +yppigere end den anden. Saadan paa alle Sider, men dog mest overdaadigt +luxiost i de Avenuer, der ender med "Pradoen", en lang Allee med stille +Skovskjonhed, der taber sig ned mod Middelhavet. Paa Siderne af den ser +man ind ikke i Villahaver, men i Slotsparker, anlagte efter Fantasier fra +"Tusind og en Nat" med Orangelunde, fulde af gyldne Frugter, med +kirketaarnshoje Palmer og alle Tropernes Pragtblomster, med Fontaener til +Hundredetusinder og monumentale Bygninger af lutter Marmor. Orientens +Vegetation og Orientens Rigdom, fattet ind i en Ramme, der er den +skjonneste, jeg kjender: det vidunderlige blaa Middelhav. Det Hav er +Marseilles Guldmine. Men det er mer endnu. Det er et Favntag, hvorfra +Byen Morgen efter Morgen vaagner straaleride af Sundhed og Glaede, maettet +med Livslyst, som den kun findes i det dejlige, solgyldne Syden. + +[Illustration: En marseiilansk Blomsterkiosk.] + +Europas Paradis. + +Aartusinder er gaaede, siden Paradisets Port lukkede sig for den syndige +Menneskeslaegt. Alverden har efter den Tid sogt og sogt den tabte Edens +Have, og det kan ikke egentlig paastaas, at man har vaeret i Forlegenhed +for at finde den. Poeterne har opdaget den i Nord- og Syd, i Ost og Vest, +saa omtrent paa hver Plet af den hele Klode. For Jernbanerne kom, kunde +det nu vaere en grumme herlig Ting med alle de mange Paradiser. Det var +navnlig saa overmaade nemt og bekvemt. Enhver kunde sidde lykkelig i den +Krog, hvor Vorherre havde sat ham, og do salig i den Tro, at skjon som +den var ingen anden i den ganske Verden. Efterat Jorden imidlertid er +svunden ind til ikke at vaere synderlig Andet end en paen Park, hvis store +Promenadegange idetmindste hver Person af Opdragelse maa have bevandret, +gaar det ikke an laenger uden videre at tro Poeterne paa deres Vers. _Il +faut s'entendre_. Naar man under en Sommerferie paa fjorten Dage +efterhaanden har besogt diverse Snese Paradiser, kommer der uundgaaeligt +et Ojeblik, da man tillader sig at bede om en Forklaring. Er der +hundrede, saa er der ikke et, og er der et, saa er der ikke hundrede. +Hvilket af hele denne Hob er det aegte, Skaberens Mesterstykke, Klodens +Juvel, det enestaaende, uforlignelige Paradis paa Jorden? + +Sporgsmaalet kunde vaere kildent nok, hvis Sagen ikke stillede sig saa +heldigt, at det allerede var besvaret. Som Gudinderne i Idas Lund, har +Alverdens digterbesungne Paradiser fremstillet sig til Skjonhedsprove for +en uhildet Dommer; de har vist deres Yndigheder, og han har rakt AEblet +til den Vaerdigste. Dommen er inappellabel, thi den er faeldet med ufejlbar +Kompetence. Det er de Jordens Lykkelige, hvem intet Baand binder til en +enkelt Plet, der kan flagre frit som Sommerfuglen fra Blomst til Blomst +og dale ned og saette sig til Hvile paa den, hvis Honning er sodest, det +er dem, der har overtaget den dommende Hyrdes Rolle. Land og Byer, Bjerge +og Dale, Skove og Soer er dragne forbi deres Blik og har bejlet til +Prisen; hvert stort og hvert lille Eden har salvet sig saa duftende og +pyntet sig saa straalende, de kunde, til den store Kappestrid!, og +Kjendelsen er bleven afsagt, AEblet er blevet rakt. Poeterne har fremtidig +at saette Sordiner paa deres Lyre. Deres lokale Paradiser er kun Paradiser +med imiteret Etikette, mod hvilke de Behovhavende vares. Heldigvis er +Kontrollen let; det aegte baerer fra Skaberens Haand et Maerke, som selv den +mest vingede Digterlyrik ikke kan gjore efter. + +Det er en Plet af Jorden, hvor der er evig Sol og Sommer. Naar Folk andre +Vegne kryber sammen i osende Kakkelovnskroge, traver omkring i Snesjap og +faaer Snue og Bronchitis af den klamme Kulde og Spleen og Migraene af den +graatunge Vinterhimmel, der haenger lavt over deres Hoveder, saa daekker +man paa denne velsignede Plet sit Frokostbord under aabne Verandaers Hang +af blomstrende Roser, man ligger i Haengekojer under Palmetraeer og tager +Solbad, man gaar omkring i lette Klaeder og lyse Farver og aander en Luft, +af hvilken hvert Drag fylder Lungerne med Sundhed og Sindet med Ungdom og +godt Humor. Saa langt Aaret er, staar Alting i Flor. + +Lunden er altid gron, Engen pynter sig ved Juletid til Fest med friske +Violer, der gror modne Jordbaer ved Groftekanten i April, og store, +favnehoje Nerier staar som Alleetraeer og drysser deres Purpurblomster ned +over Vejene. Naar en sjelden Gang Brisen, der puster ind fra det blaa +Hav, bliver saa kaad, at den ryster en overmoden Appelsin til Jorden, saa +kalder man det strax for Blaest og Storm, og dukker der paa den blanke +Himmel en hvid Sky op, bag hvilken Solen kunde falde paa at forsvinde i +fem Minutter, saa er det et Faenomen, over hvis Forfaerdelighed hele +Paradiset korser sig Maaneder i Traek. Klare, gyldne glide Dagene hen, saa +stille, at man maerker det knap. Naturen ligger hvilende og nyder sin +Pragt, sine glodende Farver, sin vellystsvangre Duft. Og Menneskene +aander al denne Skjonhed ind og nyder som Naturen. Hver Bolig er et +Velvaerets Tempel. Kunstens og Rigdommens Luxus har pyntet disse Villaer +og Haver saaledes med deres Skatte, at man naeppe laenger veed, hvad der er +vidunderligst, Vorherres eller Menneskenes Vaerk. Det er ikke Adams og +Evas Paradis laenger, det er det moderne Europas. Og det moderne Europa er +adskilligt mere fordringsfuldt aabenbart, end vore forste Foraeldre +har vaeret. + +Som Folge af denne Fordringsfuldhed traengte selv Lyksalighedslandet her +til en Oppudsning, for at dets Glorie ret kunde gjore sig gjaeldende. +Forst for en halvhundrede Aar siden har det faaet den; det laa indtil da +hen, begravet som et Klenodie, Ingen kjendte. En Albions Son kom og fandt +det. Lord Brougham hed han. Kejsere og Konger er fulgte efter ham; +Magtens, Guldets og Talentets Store er komne og har fattet Juvelen ind, +Syge og Tungsindige fra Alverdens Egne er komne i lange Pilgrimsskarer og +har hentet Laegedom for Legeme og Sjael i dens varme, underfulde Straalers +Glands. Men den Menneskehedens Velgjorer, som fandt den, har Samtiden +halvvejs glemt, Samtiden er altid utaknemmelig. Den har rejst ham en +simpel Stenstotte paa Paradisets skjonneste Plads, og den troer at have +gjort nok; En retfaerdigere Efterslaegt vil saette hans Navn ved Siden af +Kolumbus'. Thi Kolumbus opdagede kun Amerika, men Lord Brougham fandt den +tabte Edens Have igjen, han opdagede Rivieraen. + +Rivieraen er en Strimmel Land langs Middelhavet, nogle Skraenter af Bjerge +og nogle Pynter, der springer ud i det blaa Vand, saa smal en Strimmel, +at den hist og her naesten rent forsvinder og bliver til Ingenting, en +Villagade, slet ikke Andet. Den begynder forsaavidt lige ved Marseille +allerede og naaer helt til Genua, men det er kun paa en Straekning af en +halv Snes Kilometre, at den er moderne Paradishave i fuld Herlighed. +Hinsides Cannes paa den ene Side og hinsides Frankrigs Graendse paa den +anden ligger den endnu og blunder saa smaat i Naturneglige, omkring Nice +derimod praesenterer den alle sine Yndigheder i raffineret Festtoilette. +Og her er det da, naar det andre Steder begynder at blive koldt og +vintertrist, at Livets Sondagsborn, de Lykkelige, som kun er fodte for at +nyde, flyver ned til idel Lys og Sol. Saasnart de forste Sneflokke er +faldne, begynder Eliteteten af "Tout Paris" og af "Toute l'Europe" sin +Flugt. Jernbanetogene, spaender deres polstrede Salonvogne for, og der +brydes op fra den regngraa Seinestad. Ned over Bourgognes Vinmarker, ned +gjennem Provences Olivenlunde gaar det i rivende Fart mod Syd. En Nat +kun, saa er det blaa Hav naaet, og det er i en ganske anden Verden, man +vaagner op. Toget gaar ikke hurtigere nu end en Sporvogn, men man onsker +bare, det gik ti Gange saa langsomt. Hvert Kig ud gjennem Waggonvinduet +er en Aabenbaring. Man gnider forst Ojnene og troer ikke, at det er +Virkelighed, det, man seer. Saadan, klaedt i de Farver, den Klarhed, det +Skjaer af Krystal, har nok enkelte Pletter af Jorden seet ud engang for. +Haven, hvor man legede som Barn, har gjort det, Skov og Mark, hvor man +svaermede om med hvid Studenterhue og lavede Vers og var forelsket, har +gjort det ogsaa, men siden er det Syn kun dukket op igjen i Dromme +undertiden, aldrig naar man var vaagen. Og nu ligger den samme +forklarende Glands over Alt, over Alt. Det kribler i Kroppen, man foler +en Lyst til at springe ud, til at raabe, at Toget skal standse og saette +En af. Men man faaer ikke Tid til det engang, saadan vexler Landskaberne. +De folger efter hinanden som et Jag af Laternamagica-Billeder. I et +pludseligt Glimt springer Udsigten frem: en blaa Bugt, rammet ind af +rodbrune Skjaergaardsklipper med hvide Huse, med Pinier og Palmer og +Agaver i hver Kloft; et Ojeblik staar det der i Solens Forgyldning, man +lukker Ojnene op saa vidt, man kan, og stirrer og klapper i Haenderne som +paa Theatret, naar Taeppet gaar op for en Feeridekoration, men for +Indtrykket endnu har samlet sig, er Glimtet forbi, Lokomotivet piber, man +farer ind i en Tunnel, Alting bliver nogle Minutter sort Nat, Saa et nyt +Glimt, et nyt Billede, endnu mere feagtigt, endnu mere straalende og +fuldt af Farver end det foregaaende. Hele Rivierafarten er saadan. En +halv Dag staar man ved Vinduet og raekker Hals og seer og venter og seer +igjen. Man kan ikke blive traet af disse blaa Bugter, som man undertiden +kommer saa naer, at man naesten kjorer ude i dem, undertiden seer dybt nede +under sig, fra Forbjergets romantisk brudte Skraent, fyldte med Oer hist +og her, og bindende dem sammen da dybtfarvede, blanke som et Spejl af +Akvamarin, straekkende sig paa andre Steder aabent ud i lyse Flader, +krusede fint som Strimmelen om en ung Pigehals, gyngende med Solblink, +krydsede af Sejlere. Og man kan ikke se sig maet heller paa disse blanke +Blade af Laurbaer og Oranger, disse Kaempekaktus'er i Klipperevnerne, denne +Flora i Eventyrfarver, denne Bugnen med Frugter, der faaer En til at +bryde ud i Latter og Jublen, stiger En til Hovedet som hed Vin, saa +overdaadig yppig er den. Or bliver man, mere og mere or for hvert nyt Kig +ud gjennem Waggonvinduet, Rejsefornemmelsen gaar af En, man glemmer, man +er paa en Jernbane, man foler sig, som man var til Fest. + +[Illustration: Et Kig ud af Waggonvinduet.] + +[Illustration: Pare de Monceaux] + +Og er man det da ikke ogsaa? Stationerne kommer, de rigtige Stationer, +hvor man staar af: Cannes, Antibes, Nice, Monaco, Monte-Carlo, Mentone. +Perronerne er fulde af Damer i Silke og Kniplinger, stive, stramme +Lakajer med rode og blaa Knaebenklaeder staar i lange Geledder, Ekvipager +holder ned over Vejene i Raekker, som ingen Ende faaer. Hver Hest har sit +Hovedtoj pyntet med Blomster, selv Fyrboderen, der kommer og pudser +Waggonens Dorgreb, har stukket en Rose i sin Blouse. Fornojede Ansigter, +Sondagsrenhed, Elegance og Luxus allevegne; og over det Altsammen +Solskinnets Glands, dette Solskin, som man foler man kan stole paa og +give sig hen i med Tryghed, som kommer, naar Morgenen gryer, og +forsvinder forst, naar Natten bryder frem, uden Luner og Nykker, +straalende, leende saa lang Dagen er. Jo, man er til Fest. Man er det +hvert Minut, man befinder sig paa Rivieraen. Den begynder i det samme +Ojeblik man saetter Foden paa denne velsignede Strimmel Jord, og den horer +forst op igjen, naar man har forladt det sidste Glimt af dens Sol. + +Man kan saa komme, naar man vil, Det er Mode at komme ved Midvintertid, i +et Par Maaneder har da den fine Verden sin Saeson her. Naturligvis er her +paa den Tid praegtigst. Hvert Rum i de Tusinder af Hoteller er fyldt, det +er Pariserliv og Parisertummel om igjen. Men Paradiset er og bliver +Paradiset, selv om det hele _vie mondaine_ er forsvundet. Spektaklet kan +det tage med sig, men Solen ikke. Naturens Pragt er yppigere endnu i Vaar +og Sommer, Haverne fuldere af Blomster, Villaslottene ikke mindre +pyntelige, fordi de staar med lukkede Skodder. Ogsaa den store Stilhed i +dette fortryllede Land har sin Charme. Og saa er der jo desuden et andet +Moment, som spiller en Rolle. Saalaenge Saesonens Publikum huserer her, maa +man vaere lidt i Slaegt med Millionens Verdener for ikke at fole sig fattig +mellem det. I de ni Maaneder af Aaret derimod, da det er borte, fojer +Paradiset til sine ovrige Herligheder ogsaa den at vaere det billigste +Sted at leve paa i hele Europa. Der skyder sig omtrent midtvejs mellem +Nice og Cannes en lille Halvo ud, som hedder Cap d'Antibes, Cap +incomparable har en provencalsk Digter dobt den. Vi var et Par Danske +engang, for hvem han havde prist den i saadanne Udtryk, at vi folte det +som en Forpligtelse mod os selv strax at tage derned, skjondt det var +lige Midsommer og gyselig hedt allerede i Avignon--den gamle Paveby, nu +Felibrernes Hovedstad--, hvor vi havde truffet ham. Vi fandt det landlige +Hotel, som han havde givet os Anvisning paa, fuldstaendig tomt og Folkene +aldeles konsternerede over at faa Gjaester paa denne Tid af Aaret. Hele +Huset fra overst til nederst--og det var et veritabelt civiliseret Hotel +med alt Tilbehor--blev stillet til vor Disposition for sex Francs om +Dagen, deri indbefattet fuld Fortaering, Frokost med fem, sex og Middag +med en halv Snes Retter samt saamange Litrer Vin, vor torstige Gane +begjaerede. Og vi drak grumme tidt i de tre Uger, vi blev der, den aedle +Sangers Skaal, hvem vi skyldte Bekjendtskabet med dette Cap incomparable. + +"Bellevue" hed Hotellet, og til en Forandring passede Navnet engang. Fra +det flade Altantag saae man paa den ene Side over Golfe Jouan, den +skjonneste af alle Rivieraens Bugter, lige til Cannes, paa den anden +havde man for sig Hojderne langs "la Corniche", Vidundervejen mellem Nice +og Monaco, og i denne Ramme laa den lille Halvo nedenfor En med sine +Pinielunde og Orangehaver, sine bolgende Vinskraenter, sine solbraendte +Villaer og sin tropiske Flora. Den er her, hvor der aldrig er faldet et +Fnug Sne, saa rig, at der paa denne halve Kvadratmil Land taelles +ligesaamange Plantearter som i hele Skotland og Sverig. Alt, hvad der kan +gro ved det gode Haabs Forbjerg, kan gro her ogsaa. Og hvor det groer! +Blandet, broget, overgivent vildt mellem hinanden. Der var en Krog, som +var vort Yndlingssted. Vi laa i Selskab med Sommerfugle og Guldsmede og +alskens flagrende og summende Insekter paa Graestaeppet under et gammelt +Oliventrae. Paa den ene Side klattrede et Krat af Roser og Gyvel og Kaktus +op over en lille Stenskraent og gik paa Toppen af den i Kompagni med +Fyrre- og Figentraeer for at lave Skov, paa den anden vuggede sig en +gylden Hvedemark. Foran os skraanede Terraenet nedefter med smaa +firkantede Havelodder, snart Vin, snart store Artiskok- og +brogetblomstrede Bonnebuske, saa en Kile ind, der var brandrod af +Tomaternes Frugter, saa et Stykke, hvor de lyse Mandeltraeskroner skjod +sig op og lod sig vifte af Sommerpust og legede med Solblinkene, der +flimrede ind mellem det lette Lov. Og helt nede endelig det blaa Hav, men +blaat, saa det ikke er til at begribe, gjennemskinnet af Sol, dybblaat, +varmt, klart som blaa Pigeojne, hvori Ungdom og Kjaerlighed lyser. Det var +guddommeligt. Og rundt om paa Halvoen var der Hundreder af saadanne +Kroge. Solen blev lidt ustyrlig hed midt paa Dagen, det er vist nok, men +Luften var saa velsignet ren og Himlen saa hoj og Alting saa eventyrlig +skjont, at man lod sig braende og lo af det kun og aldrig noget Ojeblik +onskede sig det anderledes, end det var. Hvad Moden dog er for en +underlig Ting! Fra April til November ligger denne Halvo ode. Ikke en +Villa er beboet. En Maengde af dem maatte man kunne faa at leje for saa +godt som Ingenting; men Ingen falder paa det. Det er ikke Fashion. Ikke +Fashion at leve i Paradiset, naar det staar aabent, for hvem der gider +komme,--man maa vaere Menneske for at kunne finde paa saadan Taabelighed. + +Langs hele Rivieraen er der kun eet Punkt, hvor det Aaret rundt, Sommer +og Vinter uden Forskjel, mylrer med Mennesker. Det er i det berommelige +Fyrstendomme Monaco, det mindste, men det skjonneste og lykkeligste +samtidig af alle Riger paa Jorden. Det maales ikke i Kvadratmil som andre +Lande, det er ikke saa stort engang som en paen lille Herregaard, dets +hele Laengde naaer ikke til en halv Mil, og der er Steder, hvor det knap +er et Par hundrede Alen bredt. Fyrstendommets constante Befolkning taeller +femten hundrede Sjaele, og dets Souveraen raader over en Armee paa Alt i +Alt nogle og tyve Mand, Officerskorpset deri medindbefattet. Men dette +Diminutivrige foregaar ikke destomindre Verden med et stort Exempel; det +er Fremtidens Modelstat i en Perfektion, som selv de mest excentriske +Idealister knap har vovet at dromme. Indenfor dets Graendser er +Fattigdommen afskaffet, Skatterne er afskaffede; Alt, hvad der har +mindste Slaegtskab med Mangel og Trang, er banlyst fra det monakiske +Territorium. Man seer kun Luxus, man aander kun Velvaere. Hvad +Menneskehjerner nogensinde har udponsket for at gjore Tilvaerelsen +komfortabel, findes her i sin hojeste Fuldkommenhed. Og Altsammen staar +det gratis til Disposition. Staten betaler. Den er et Forsyn, der kun har +een Tanke: at Monagenserne skal nyde Livet, og som ikke smaaligt tager +Hensyn til, hvad Realisationen af denne dens Livsopgave koster. Den har +en Allieret, som saetter den i Stand til at tillade sig alle +Extravagancer, den har salig Blancs Generositet at disponere over, og det +er meer endnu end Monte-Christos Skat. + +Salig Blanc var en snild Fyr. Han forstod, at for at et menneskeligt +Paradis skal vaere komplet, maa det have sin Slange. Uden den kan det vaere +nok saa dejligt, dets Skjonhed mangler det lokkende, pikante Element, og +det bliver trivielt til Slutning. Lord Brougham havde opdaget Rivieraen, +Blanc satte Slangen i den. Men en Slange efter Nutidsbehov og i +Nutidskostume naturligvis. Adam og Eva kunde lade sig friste af et AEble, +siden er Menneskene blevne mere blaserede. Kundskabsfrugten for det +moderne Europa er den runde Million, og Slangen i Rivieraparadiset er en +Spillebank. + +Som et Eventyrpalads rejser Roulettemplet sig paa Monte-Carlohojen, +bygget af Marmor og Porphyr, med brogede Majolika'er, Forgyldning og +Skulpturer, med Taarne, Minareter og Balkoner. Hojen, hvis Top det +kroner, er Rivieraens vidunderligste Plet, Haven nedover Terrasserne med +deres hvide Balustrader, deres Palmegrupper og Blomsterorgier saa yppig, +Middelhavsbugten ved disse Terrassers Fod saa pragtfuld, saa koket i sin +blaa, skjaergaardsbraemmede Kappe som ingen anden. Man har ikke vaeret paa +Rivieraen, naar man ikke har vaeret i Monte-Carlo, det er som Apotheosen +efter alle Feeritableauerne. + +Man holder da sit Indtog ved dette Paradisets Hof. Man gjor sin Person +saa pyntelig, som den er i Stand til at blive, man saetter sig i Stemning +ved "Hotel de Paris"'s Bord, det mest luxuose, Verden har, og man gaar ud +for at se og nyde. Men sandt at sige, denne forste Promenade bliver +sjelden lang. Ojet fanger den hele Herlighed op, uden at Synsnerven vil +forplante den til Hjernen, Beundringen klinger koldt, man svarer distrait +paa, hvad Vennen ved Siden af En siger. Slangen har begyndt at hvisle, og +man horer kun den. Man er nervos, man giver Varmen Skyld, saetter sig paa +Kafeen og tommer sin glacerede Drik i eet Drag. Ligeoverfor er Templets +Indgang. Vognene kommer rullende; silkebestrompede Dameben hopper ud og +farter op ad Marmortrappens blode Taeppe. Habitueerne kommer; altid +enkeltvis, som hensunkne i Tanker, svingende Spadserestokken, gjorende +fortvivlede Forsog paa at synes nonchalente, men i Smug taellende +Beton'ens Fliser, gaaende udenom hvert Halmstraa, der ligger i Vejen, +klemmende sig op ad Trappens Raekvaerk for at undgaa Taeppet i Midten, der +bragte _deveine_ igaar. Hvislingen lyder hojere og hojere. Om man fulgte +efter? Man skal jo dog derover engang. Ligesaa gjerne forst som sidst. +Der er fuldt i den mauriske Sal. Fem, sex Raekker omkring hvert af de +gronne Borde. Men Alting gaar stille, douce og daempet. Kuglens Rullen er +den hojeste Lyd, Kroupieren raaber sit Tal, sit _rouge imair et manque_ +med en Stemme som om han talte Bug. I det samme Ojeblik Rouletten +standser, har han Riven ude og rutscher i to-tre Tag de tabte Summer til +sig; med Taskenspiller-Behaendighed lader han mellem to Fingerspidser +Louisd'orerne flyve ud og regne ned paa de vindende. Pladser. _"Faites +votre jeu_,". lyder det igjen. Mens han stabler Guldet i Ruller i sin +Metaltraadskurv, saetter Spillerne ind. Hver Kategori af dem har sit Spil, +sit System. Nervost regner man efter paa Notitsbladet. _La vielle garde_ +markerer Karro'er, dens unge, kaade Arvtagerinder lader Guldstykkerne +trille hen over Taeppet og standse, hvor de vil, den gamle Rastaqouair +sidder stot og doublerer sin Farve. I to Minutter er Alt faerdigt. _Rien +ne va plus!_ Kuglen spraetter atter rundt i den aandelose, spaendte +Stilhed, de Bageste straekker Hals: _trente, rouge, pair et passe_. + +[Illustration: Omkring det gronne Bord.] + +Rodt er kommen fem Gange. Sort! sort! hvisler Slangen ... sort! sort! er +det, som det lod igjen i Ekko fra alle Ender af Salen. Febrilsk griber +man ned i Vestelommen og traenger sig frem mellem Raekkerne. Man staar ved +Bordet, man saetter ud. Beskedent forst et Femfrancsstykke. Man vinder. +Man vinder igjen, man bliver ved at vinde. Og jo tungere Vestelommen +bliver, desto storre bliver Modet. Man prover "Hestene", saa en Karre, +saa et enkelt Tal. Man er allerede forlaengst ved Guldet; Sex og tredive +Louisd'orer river man ind istedetfor den ene, man satte ud. En ung, bleg +Herre, med rystende Haender og store; rodtunderlobne Ojne rejser sig. Man +tager hans Plads. Nervositeten er borte, man forcerer sit Spil, man +doublerer mod Suiterne, man garderer Zero ved de store Indsatser, man +skovler ind og skovler ind. En halv Time efter, naar man gaar bort, har +man alle Lommerne fulde af Guld. + +Nu forst, i den friske Skumringskjolighed, gaar det rigtigt op for En, +paa hvilken henrivende Plet af Jorden det er man befinder sig. Hver blod +Bugtning i Bjergenes Linier, hver Tone i Farvespillet mellem Himmel og +Hav, hvor Solen gaar ned, hver hemmelighedsfuld, rolig Slagskygge over +Haveterrasserne, Alt har man Oje for nu, og Alt saetter En i Begejstring. +_Un bon diner_ folger efter, det forstaar sig af sig selv. Truiten vandes +med aegte Yquem og den trufferede Poulet med Chambertin fra Femogtreds. Et +Par Guldmonter meer eller mindre, hvad gjor det! Man finder jo hvert +Ojeblik en halv Snes Stykker af dem hist og her i en Lomme, som man ikke +havde taenkt paa. Og mens man sidder der i den spejloverlaessede Sal, i +Krydsild af Smil fra guldblonde Skjonne, ombolget af bedovende Duft fra +Roserne, som slynger sig ind gjennem det aabne Vindue, og fra Bouquet af +Ylan og Verveine og Violette de Parme, mens man sidder der med Alverdens +dejligste Frugter paa sit Bord, med Alverdens Rigdom omkring sig, hvilke +underlige, nye, sodt pirrende Fantasier begynder da ikke at tumle rundt i +Ens Hoved! _Forcez donc votre jeu; vous avez de la chance, vous; vous +sauterez la banque_, sagde Andalusierinden med de sorte Diamantojne, som +man sad ved Siden af ved Rouletten. Spraenge Banken! Man leer af det +forst, men man diskuterer det siden. Umuligt er det da endelig ikke, +siger Vennen, man er her med, Naar vi havde spillet hojere, naar vi var +bleven ved... ved Kaffen drofter man med den alvorligste Mine af Verden, +hvilke Midler der findes til at sende storre Pengebelob bort fra Monaco, +og hvilke Forholdsregler, der vil vaere at iagttage, hvis man en +Aftenstund skulde komme til at sove i Vaerelse sammen med en Million eller +saadan Noget. + +Naturligvis anseer man det for sin Pligt at gjore _un petit coup_ om +Aftenen ogsaa. Man har samme Held som om Formiddagen. Alting, hvad man +holder paa, kommer ud, Farver og Heste og Karre'er og Numere uden +Forskjel, man behover ikke engang at dublere. Klokken Ti er man traet og +har nok. Man drikker en Flaske Moet frappe paa Kafeen, driver et Par +Gange frem og tilbage paa den maanebeskinnede Terrasse, hvor Musiken +spiller, vinker saa ad en Vogn og kjorer sin Promenade i den vidunderlige +Natteluft, i flyvende Galop ned over _la Condamine_ og op ad +Monacobjergets snoede Veje, bestandig med Udsigt gjennem halvtlukkende +Busketter til Vandet langt dernede, hvor Maanereflexet gynger sin +lysgyldne Bro. Det er ikke nogen Kjoretour, det er en Drom, der fylder +hver Fibre med Vellyst. Man sover meget laenge den naeste Dag. Man har +Ingenting at haste efter, der lukkes jo ikke engang op "derovre" for +Elleve. Man har desuden en svag Fornemmelse af, at det dog maaske vilde +se lidt forhippet ud at komme for Frokost. Om man kjorte over Bjergene +til Nice, en ren Eventyrfart, siger Alle, der har gjort den. Portieren +raadfores. Umuligt, man vilde komme altfor sent tilbage. "Systemet" skal +proves idag. Man tager Carnet'en frem og undersoger den igjen; alle +Tallene fra den foregaaende Aften staar der. Der er ikke een Suite, som +vaelter Beregningerne. Klokken Et er man paa Pletten. Raekkerne omkring +Bordet er kun tynde endnu, man faaer sin Stol. Det gaar som paa en Snor. +Chancerne kommer maaske lidt sjeldnere, end man kunde onske, men ikke een +af dem svigter. Systemet holder; man taenkte det jo nok, men det er altid +rart at have Valuta i Lommen, som beviser det. + +Man gaar tilbage til Hotellet for at laegge Gevinsten af. Det er dog +bedst, man tager til Nice den naeste Dag; det begynder at blive lidt +aengsteligt at baere alt det meget Guld i sin Kuffert. Desuden er der +forskjellige Ting, man skal kjobe; Ens Garderobe traenger til at indrettes +paa det varme Klima. En Undersogelse af Monacos Boutiker foroger den +forelobig med det Nodvendigste: en Solskaerm og et Par blaa Briller; man +tager sig et Bad og kjorer saa op igjen. Men Eftermiddagsvisitten er +uheldig. Man har spillet paa Inspiration ved Siden af Systemet, og +Inspirationen har slugt, hvad man havde hos sig. Der maa hentes +Forstaerkning. Og saa--man leer af det selv, det er jo dumt og overtroisk, +men _enfin_: det var den blaa Rejsedragt, der bragte Held igaar. Man kan +jo ligesaa gjerne tage den paa som en anden. + +Om man stoppede og rejste og lod sig noje med, hvad man endnu havde i +Behold? Nej, det vilde vaere at staa sin egen Lykke i Vejen. Man maa kunne +tjene en Formue, det gjaelder kun om at vaere sikker paa sig selv og holde +sig udelukkende og urokkeligt til Systemet. Med den faste Beslutning at +gjore det, gaar man over. Fem Minutter efter forlanger man sin Nogle hos +Portieren igjen. Hvor kunde man ogsaa vaere saa uforsigtig ikke at tage +hele sin Beholdning med? Havde man kunnet doublere een Gang til, var man +ikke bleven spraengt. Sort kom den trettende Gang, og man faldt paa +den tolvte. + +Man falder om Aftenen paa den sextende. Og man har vaeret "forsigtig" nu, +man har den sidste Rulle Guldstykker ude. _Huit, rouge, patr et manque_, +Kroupieren river hele Stabelen ind. Man seer dem glide hen i hans Kasse, +og man horer hans _Faites votre jeu, Messieurs_. Men med et Smil, et Smil +maaske, der ikke er ganske fri for at vaere en lille Smule fortrukkent, +rejser man sig. _Vous partez_? sporger den Guldblonde, der staar bagved. +_Oui, Mademoiselle_.--_Vous permettez que je prenne votre place_?--_Avec +plaisir_. Og hun saetter sig og kaster en Haandfuld Louis'er paa Farven, +der ikke kom. Kuglen spraetter og standser. _Noir, pair et passe_. +Naturligvis. +Man drikker den Aften ingen Moet, og man kjorer ikke over _la Condamine_. +Man driver et Par Gange op og ned ad Terrassen som Dagen forud, men +Musiken gjor trist, og Maanen skinner irriterende, og man gaar tidligt +tilsengs. Man gjor det hverken i det lyseste Humor eller med de venligste +Folelser mod Tilvaerelsen. Men den naeste Morgen, naar man vaagner, er det +Altsammen gaaet af En som en Sygdom, der er ovre. Man aabner Vinduet paa +vid Gab. Hvilken Friskhed, hvilken Sol, hvilken Skjonhed! Og hvor det +ligger roligt og hvilende der Altsammen og smiler En imode, som det vilde +sige: Nu forstaar vi hinanden, nu horer Du mig til. Man nynner et Vers og +klaeder sig paa og gaar ud. Ingen Mennesker er oppe endnu. Kun de store, +brogede Sommerfugle er det, og Fuglene, der synger, og Blomsterne, der +dufter. Man gaar og gaar og bliver ved at gaa. Forst nu straaler +Paradiset i sin fulde Glans; Kundskabsfrugten er nydt, Ojet er blevet +aabnet for dets Dejlighed. Ak, var der blot ingen Engel med flammende +Glavind, ingen Regning, der ventede paa En, naar man kom hjem i "Hotel de +Paris"! Dog ligemeget--man har vaeret i Rivieraens Paradis, og bringer man +end ingen Millioner med derfra, kun sin stakkels gule Sommerparapluie og +sine blaa Briller, en Skat af Sol og Lys har det dog straalet ind i Ens +Sjael, som den triste, kolde Verden skal bruge lang Tid for at forode. + + + + + +End of Project Gutenberg's Fra det moderne Frankrig, by Richard Kaufmann + +*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK FRA DET MODERNE FRANKRIG *** + +This file should be named 7fdmf10.txt or 7fdmf10.zip +Corrected EDITIONS of our eBooks get a new NUMBER, 7fdmf11.txt +VERSIONS based on separate sources get new LETTER, 7fdmf10a.txt + +Bibliotheque nationale de France (BnF/Gallica) at http://gallica.bnf.fr. +Miranda van de Heijning, Steen Christensen and the +PG Online Distributed Proofreading Team + +Project Gutenberg eBooks are often created from several printed +editions, all of which are confirmed as Public Domain in the US +unless a copyright notice is included. Thus, we usually do not +keep eBooks in compliance with any particular paper edition. + +We are now trying to release all our eBooks one year in advance +of the official release dates, leaving time for better editing. +Please be encouraged to tell us about any error or corrections, +even years after the official publication date. + +Please note neither this listing nor its contents are final til +midnight of the last day of the month of any such announcement. +The official release date of all Project Gutenberg eBooks is at +Midnight, Central Time, of the last day of the stated month. A +preliminary version may often be posted for suggestion, comment +and editing by those who wish to do so. + +Most people start at our Web sites at: +http://gutenberg.net or +http://promo.net/pg + +These Web sites include award-winning information about Project +Gutenberg, including how to donate, how to help produce our new +eBooks, and how to subscribe to our email newsletter (free!). + + +Those of you who want to download any eBook before announcement +can get to them as follows, and just download by date. This is +also a good way to get them instantly upon announcement, as the +indexes our cataloguers produce obviously take a while after an +announcement goes out in the Project Gutenberg Newsletter. + +http://www.ibiblio.org/gutenberg/etext03 or +ftp://ftp.ibiblio.org/pub/docs/books/gutenberg/etext03 + +Or /etext02, 01, 00, 99, 98, 97, 96, 95, 94, 93, 92, 92, 91 or 90 + +Just search by the first five letters of the filename you want, +as it appears in our Newsletters. + + +Information about Project Gutenberg (one page) + +We produce about two million dollars for each hour we work. The +time it takes us, a rather conservative estimate, is fifty hours +to get any eBook selected, entered, proofread, edited, copyright +searched and analyzed, the copyright letters written, etc. Our +projected audience is one hundred million readers. If the value +per text is nominally estimated at one dollar then we produce $2 +million dollars per hour in 2002 as we release over 100 new text +files per month: 1240 more eBooks in 2001 for a total of 4000+ +We are already on our way to trying for 2000 more eBooks in 2002 +If they reach just 1-2% of the world's population then the total +will reach over half a trillion eBooks given away by year's end. + +The Goal of Project Gutenberg is to Give Away 1 Trillion eBooks! +This is ten thousand titles each to one hundred million readers, +which is only about 4% of the present number of computer users. + +Here is the briefest record of our progress (* means estimated): + +eBooks Year Month + + 1 1971 July + 10 1991 January + 100 1994 January + 1000 1997 August + 1500 1998 October + 2000 1999 December + 2500 2000 December + 3000 2001 November + 4000 2001 October/November + 6000 2002 December* + 9000 2003 November* +10000 2004 January* + + +The Project Gutenberg Literary Archive Foundation has been created +to secure a future for Project Gutenberg into the next millennium. + +We need your donations more than ever! + +As of February, 2002, contributions are being solicited from people +and organizations in: Alabama, Alaska, Arkansas, Connecticut, +Delaware, District of Columbia, Florida, Georgia, Hawaii, Illinois, +Indiana, Iowa, Kansas, Kentucky, Louisiana, Maine, Massachusetts, +Michigan, Mississippi, Missouri, Montana, Nebraska, Nevada, New +Hampshire, New Jersey, New Mexico, New York, North Carolina, Ohio, +Oklahoma, Oregon, Pennsylvania, Rhode Island, South Carolina, South +Dakota, Tennessee, Texas, Utah, Vermont, Virginia, Washington, West +Virginia, Wisconsin, and Wyoming. + +We have filed in all 50 states now, but these are the only ones +that have responded. + +As the requirements for other states are met, additions to this list +will be made and fund raising will begin in the additional states. +Please feel free to ask to check the status of your state. + +In answer to various questions we have received on this: + +We are constantly working on finishing the paperwork to legally +request donations in all 50 states. If your state is not listed and +you would like to know if we have added it since the list you have, +just ask. + +While we cannot solicit donations from people in states where we are +not yet registered, we know of no prohibition against accepting +donations from donors in these states who approach us with an offer to +donate. + +International donations are accepted, but we don't know ANYTHING about +how to make them tax-deductible, or even if they CAN be made +deductible, and don't have the staff to handle it even if there are +ways. + +Donations by check or money order may be sent to: + +Project Gutenberg Literary Archive Foundation +PMB 113 +1739 University Ave. +Oxford, MS 38655-4109 + +Contact us if you want to arrange for a wire transfer or payment +method other than by check or money order. + +The Project Gutenberg Literary Archive Foundation has been approved by +the US Internal Revenue Service as a 501(c)(3) organization with EIN +[Employee Identification Number] 64-622154. Donations are +tax-deductible to the maximum extent permitted by law. As fund-raising +requirements for other states are met, additions to this list will be +made and fund-raising will begin in the additional states. + +We need your donations more than ever! + +You can get up to date donation information online at: + +http://www.gutenberg.net/donation.html + + +*** + +If you can't reach Project Gutenberg, +you can always email directly to: + +Michael S. Hart <hart@pobox.com> + +Prof. Hart will answer or forward your message. + +We would prefer to send you information by email. + + +**The Legal Small Print** + + +(Three Pages) + +***START**THE SMALL PRINT!**FOR PUBLIC DOMAIN EBOOKS**START*** +Why is this "Small Print!" statement here? You know: lawyers. +They tell us you might sue us if there is something wrong with +your copy of this eBook, even if you got it for free from +someone other than us, and even if what's wrong is not our +fault. So, among other things, this "Small Print!" statement +disclaims most of our liability to you. It also tells you how +you may distribute copies of this eBook if you want to. + +*BEFORE!* YOU USE OR READ THIS EBOOK +By using or reading any part of this PROJECT GUTENBERG-tm +eBook, you indicate that you understand, agree to and accept +this "Small Print!" statement. If you do not, you can receive +a refund of the money (if any) you paid for this eBook by +sending a request within 30 days of receiving it to the person +you got it from. If you received this eBook on a physical +medium (such as a disk), you must return it with your request. + +ABOUT PROJECT GUTENBERG-TM EBOOKS +This PROJECT GUTENBERG-tm eBook, like most PROJECT GUTENBERG-tm eBooks, +is a "public domain" work distributed by Professor Michael S. Hart +through the Project Gutenberg Association (the "Project"). +Among other things, this means that no one owns a United States copyright +on or for this work, so the Project (and you!) can copy and +distribute it in the United States without permission and +without paying copyright royalties. Special rules, set forth +below, apply if you wish to copy and distribute this eBook +under the "PROJECT GUTENBERG" trademark. + +Please do not use the "PROJECT GUTENBERG" trademark to market +any commercial products without permission. + +To create these eBooks, the Project expends considerable +efforts to identify, transcribe and proofread public domain +works. Despite these efforts, the Project's eBooks and any +medium they may be on may contain "Defects". Among other +things, Defects may take the form of incomplete, inaccurate or +corrupt data, transcription errors, a copyright or other +intellectual property infringement, a defective or damaged +disk or other eBook medium, a computer virus, or computer +codes that damage or cannot be read by your equipment. + +LIMITED WARRANTY; DISCLAIMER OF DAMAGES +But for the "Right of Replacement or Refund" described below, +[1] Michael Hart and the Foundation (and any other party you may +receive this eBook from as a PROJECT GUTENBERG-tm eBook) disclaims +all liability to you for damages, costs and expenses, including +legal fees, and [2] YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE OR +UNDER STRICT LIABILITY, OR FOR BREACH OF WARRANTY OR CONTRACT, +INCLUDING BUT NOT LIMITED TO INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE +OR INCIDENTAL DAMAGES, EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE +POSSIBILITY OF SUCH DAMAGES. + +If you discover a Defect in this eBook within 90 days of +receiving it, you can receive a refund of the money (if any) +you paid for it by sending an explanatory note within that +time to the person you received it from. If you received it +on a physical medium, you must return it with your note, and +such person may choose to alternatively give you a replacement +copy. If you received it electronically, such person may +choose to alternatively give you a second opportunity to +receive it electronically. + +THIS EBOOK IS OTHERWISE PROVIDED TO YOU "AS-IS". NO OTHER +WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, ARE MADE TO YOU AS +TO THE EBOOK OR ANY MEDIUM IT MAY BE ON, INCLUDING BUT NOT +LIMITED TO WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR A +PARTICULAR PURPOSE. + +Some states do not allow disclaimers of implied warranties or +the exclusion or limitation of consequential damages, so the +above disclaimers and exclusions may not apply to you, and you +may have other legal rights. + +INDEMNITY +You will indemnify and hold Michael Hart, the Foundation, +and its trustees and agents, and any volunteers associated +with the production and distribution of Project Gutenberg-tm +texts harmless, from all liability, cost and expense, including +legal fees, that arise directly or indirectly from any of the +following that you do or cause: [1] distribution of this eBook, +[2] alteration, modification, or addition to the eBook, +or [3] any Defect. + +DISTRIBUTION UNDER "PROJECT GUTENBERG-tm" +You may distribute copies of this eBook electronically, or by +disk, book or any other medium if you either delete this +"Small Print!" and all other references to Project Gutenberg, +or: + +[1] Only give exact copies of it. Among other things, this + requires that you do not remove, alter or modify the + eBook or this "small print!" statement. You may however, + if you wish, distribute this eBook in machine readable + binary, compressed, mark-up, or proprietary form, + including any form resulting from conversion by word + processing or hypertext software, but only so long as + *EITHER*: + + [*] The eBook, when displayed, is clearly readable, and + does *not* contain characters other than those + intended by the author of the work, although tilde + (~), asterisk (*) and underline (_) characters may + be used to convey punctuation intended by the + author, and additional characters may be used to + indicate hypertext links; OR + + [*] The eBook may be readily converted by the reader at + no expense into plain ASCII, EBCDIC or equivalent + form by the program that displays the eBook (as is + the case, for instance, with most word processors); + OR + + [*] You provide, or agree to also provide on request at + no additional cost, fee or expense, a copy of the + eBook in its original plain ASCII form (or in EBCDIC + or other equivalent proprietary form). + +[2] Honor the eBook refund and replacement provisions of this + "Small Print!" statement. + +[3] Pay a trademark license fee to the Foundation of 20% of the + gross profits you derive calculated using the method you + already use to calculate your applicable taxes. If you + don't derive profits, no royalty is due. Royalties are + payable to "Project Gutenberg Literary Archive Foundation" + the 60 days following each date you prepare (or were + legally required to prepare) your annual (or equivalent + periodic) tax return. Please contact us beforehand to + let us know your plans and to work out the details. + +WHAT IF YOU *WANT* TO SEND MONEY EVEN IF YOU DON'T HAVE TO? +Project Gutenberg is dedicated to increasing the number of +public domain and licensed works that can be freely distributed +in machine readable form. + +The Project gratefully accepts contributions of money, time, +public domain materials, or royalty free copyright licenses. +Money should be paid to the: +"Project Gutenberg Literary Archive Foundation." + +If you are interested in contributing scanning equipment or +software or other items, please contact Michael Hart at: +hart@pobox.com + +[Portions of this eBook's header and trailer may be reprinted only +when distributed free of all fees. Copyright (C) 2001, 2002 by +Michael S. Hart. Project Gutenberg is a TradeMark and may not be +used in any sales of Project Gutenberg eBooks or other materials be +they hardware or software or any other related product without +express permission.] + +*END THE SMALL PRINT! FOR PUBLIC DOMAIN EBOOKS*Ver.02/11/02*END* + diff --git a/old/7fdmf10.zip b/old/7fdmf10.zip Binary files differnew file mode 100644 index 0000000..e24ceb9 --- /dev/null +++ b/old/7fdmf10.zip diff --git a/old/8fdmf10.txt b/old/8fdmf10.txt new file mode 100644 index 0000000..0a0d6d6 --- /dev/null +++ b/old/8fdmf10.txt @@ -0,0 +1,10813 @@ +The Project Gutenberg EBook of Fra det moderne Frankrig, by Richard Kaufmann + +Copyright laws are changing all over the world. Be sure to check the +copyright laws for your country before downloading or redistributing +this or any other Project Gutenberg eBook. + +This header should be the first thing seen when viewing this Project +Gutenberg file. Please do not remove it. Do not change or edit the +header without written permission. + +Please read the "legal small print," and other information about the +eBook and Project Gutenberg at the bottom of this file. Included is +important information about your specific rights and restrictions in +how the file may be used. You can also find out about how to make a +donation to Project Gutenberg, and how to get involved. + + +**Welcome To The World of Free Plain Vanilla Electronic Texts** + +**eBooks Readable By Both Humans and By Computers, Since 1971** + +*****These eBooks Were Prepared By Thousands of Volunteers!***** + + +Title: Fra det moderne Frankrig + +Author: Richard Kaufmann + +Release Date: February, 2006 [EBook #9843] +[Yes, we are more than one year ahead of schedule] +[This file was first posted on October 23, 2003] + +Edition: 10 + +Language: Danish + +Character set encoding: ISO-8859-1 + +*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK FRA DET MODERNE FRANKRIG *** + + + + +Bibliotheque nationale de France (BnF/Gallica) at http://gallica.bnf.fr. +Miranda van de Heijning, Steen Christensen and the +PG Online Distributed Proofreading Team + + + +FRA DET MODERNE FRANKRIG. + +AF RICHARD KAUFMANN. + +MED ILLUSTRATIONER EFTER FRANSKE KUNSTNERE. + +KJØBENHAVN. + +1882 + + + +I en halv Snes Aar snart har Forfatteren af denne Bog været en jævnlig +Gjæst i Paris. For hver Gang han er kommen igjen, har han vundet Byen +kjærere og kjærere, og i de sidste tre Aar endelig er den bleven ham et +nyt Hjem. Hans Bekjendtskab til den er følgelig intimere end den +almindelige Rejsendes. Paa den anden Side er han stadig vedbleven kun at +være en Fremmed, der er paa Besøg. Alt det, han har set, har han set paa +med en Nordbos Øjne. Netop paa Grund af denne sin Dobbeltstilling har han +troet at kunne have Et og Andet at fortælle, der var i Stand til at +interessere hans Landsmænd. + +Hans Bog har ikke den Pretension at give en udtømmende Skildring af Livet +i det moderne franske Samfund. Han har, mens han skrev, selv bedst følt, +hvor langt udførligere han maatte være, hvis et saadant Maal skulde +naaes. Stadig hobede Stoffet sig op, og samtidig nødte de Grændser, der +var afstukne for Arbejdet, ham endog til at udskyde Æmner, som det havde +ligget i den oprindelige Plan at behandle. Paa Sligt er det jo imidlertid +muligt siden at raade Bod, hvis Læserne finder, at der er lidt Liv og +lidt Anskuelighed i de her tegnede Billeder. + +Troskab mod Originalen føler Forfatteren sig forvisset om, at der er. Han +har set det moderne Paris med sympathetiske Øjne. Han har ikke været +blind for Manglerne ved det, men han er gleden lettere over dem og har +ladet, hvad der var smukt og tiltalende, springe stærkere frem. Han har +gjort dette ikke blot af Kourtoisi mod det Land og den By, hvis Gjæst han +er, men ogsaa, fordi han mente derved at komme Sandheden nærmest. Han vil +føle sig lykkelig, hvis hans Bog hos nordiske Læsere kan vække den samme +Kjærlighed til vore Dages Frankrig, som den skylder sin Tilblivelse. + +Paris, i November 1882. + +Richard Kaufmann. + + + + +INDHOLD + +_Paris og Pariserne_ + +_Pariserinden_ + +_Vinter liv i Paris_: + +Klimaet + +Velgjørenhedsballer + +Jule-og Nytaarstiden + +Under Karnevalet + +Hos Republikens Præsident + +_Foraar i Paris_ + +_I Kammeret_ + +_Det røde Paris_ + +_Paa Børsen_ + +_Kunst og Kunstnere_ + +_Litteratur og Aviser_ + +_Paris som Theatercentrum_ + +_Sommerliv og Fester_: + +Grand prix de Paris + +Badeliv Ved Kysten + +Nationalfesten + +Sommer-Søndage ved Paris + +_Parisere en évidence:_ + +Mme. Adams Salon + +En Aften hos Victor Hugo + +Hos Sarah Bernhardt + +Coquelin i sin Loge + +Cherbuliez i sit Arbejdsværelse + +_De Fremmede i Paris_ + +_Paris paa Vrangsiden:_ + +Pauperismebæltet + +Samfundets Bundfald + +_Kafé- og Gadeliv_ + +_Skisser fra Sydfrankrig:_ + +Mellem moderne Troubadurer + +En sydfransk Pilgrimsfart + +Oldtidslevninger i Provence + +Petrarcas Hjem + +Marseille + +Europas Paradis + + + + +PARIS OG PARISERNE. + + +Det er i Regelen om Aftenen, at den Rejsende fra Norden kommer første +Gang til Paris. Han gaar ud i Byen. Overalt er der Liv og Færdsel endnu; +før Midnat længst er passeret, tænker Paris ikke paa at lægge sig til +Hvile. Hele Timer kan han se den i fuld Soiréepuds, hele Timer kan han +drive med Menneskestrømmen ned over de fyldte Boulevarder eller paa en +Kaféstol sidde og lade de brogede Billeder passere sig Revue. Der er nok +baade for Øje og Øre. Det er som en hel ny Verden, der rulles op for ham +i et Rundmaleri uden Ende. Men naar til Slutning Rejsetrætheden dog gjør +sin Virkning gjældende, og han endelig sent vender tilbage til Hotellet, +er han i Grunden yderst forbauset. Han havde ventet at blive overvældet, +blændet, berust, og det er helt andre Indtryk, han bringer med fra sin +første Visit. Paris har forekommet ham meget mindre, og mindre glimrende +ogsaa, end han havde troet, men den har samtidig forekommet ham saa +mærkværdig hjemlig og hyggelig. Det er Fornemmelsen deraf, der behersker +alle andre, og det er med Velbefindendet, som denne Fornemmelse vækker, +at han gaar i Seng. Naar han den næste Morgen vaagner, har han slet intet +Hastværk for at komme ud igjen. Han synes, han har været længe i Paris, +og at han allerede er halvvejs fortrolig med dens Liv. Det er det samme +Fænomen, man ogsaa undertiden kan iagttage overfor Mennesker, man seer +første Gang. Man har hørt saa Meget om dem paa Forhaand, at de er voxet +op til Noget, der næsten forskrækker. Og saa, naar man har talt med dem i +fem Minutter, er det, som man havde kjendt hinanden i Aar. Den +instinktmæssige Følelse af, at Tiden vil gjøre En til gode Venner, har +tilbagevirkende Kraft. + +Dette første Indtryk af Paris er det, der kommer hyppigst igjen, og det +er ogsaa det, man til Slutning bliver staaende ved. Man skal dog ikke +være bange; de andre, som man havde ventet, udeblive langtfra heller. +Under Touristbesøgets tumlende Færd dukker den første Aftens douce +Fornemmelse af Hygge hurtigt under i lutter Blænding, lutter Beundring +af, hvor Paris er stor og glimrende. Det er fra Morgen til Aften en +Sandserus, der intet Øjeblik hører op. Blot en Vandring ned over +Boulevarderne med deres Tusinder af krydsende Ekvipager, med deres +Spejle, som reflekterer det brogede Gadeliv, saa det bliver et Virvar +uden Ende, med deres Udstillingsvinduer, bag hvilke Alverdens vildeste +Luxus holder sine Saturnalier, blot en Vandring forbi Palais-Royals og +Rue de la Paix' Juveleerboutiker eller gjennem Avenue de I'Opéras +Paladsgade i elektrisk Fe-Illumination, alene det er et fortumlende, +overvældende Festtog. Og saa kommer Monumenterne: den gigantiske +Triumfbue, der rager op over hele Paris, som den vilde sætte Indsegl paa +Byen og sige: dette er større end selv det antike Rom, større end Noget, +hvortil Menneskeslægten endnu er naaet--Triumfbuen med Rudes Trophæ, den +mest bevingede Tanke, moderne Skulpturkunst har født, et Værk, hvori +Enthousiasmen skriger, saa selve Stenen synes at faa Fart og flyve. Paa +den anden Side af Seinen, ligeledes ragende op, saa den kan sees overalt, +Invalidedomens gyldne Kuppel, hvor ved Kejsersarkofagen under den mægtige +Hvælving ligesom hele Frankrigs historiske Storhed fylder Rummet med +vældige Skygger, saa det klemmer En for Brystet, og man er ved at falde +paa Knæ og græde. Fremdeles, spredte rundt omkring, de ligesaa +forskjelligartede som hver i sin Stil uforlignelige. + +[Illustration: Rudes Trophæ: Le Départ.] + +[Illustration: Invalidedomen.] + +[Illustration: La Salme Chaptlle.] + +Kirkearkitekturer: først og fremmest la Sainte Chapelle, udvendig det +skjønneste og fineste Filigranarbejde af gothisk Bygningskunst, der +existerer nogetsteds i Verden, indvendig et rent Tusindogeennatseventyr +af de vidunderligste gamle Glasmalerier. Man staar som i en Hal, hvor +Loft og Vægge er lutter farvede ædle Sten, kunstigt satte sammen til +Billeder, der lige fra Syndefaldet illustrerer alle de store Scener af +den hellige Historie. Og saa den middelalderlige Notre-Dame og +Madeleinens græske Tempel og den fornemt-kolde moderne Saint-Augustin og +den lille antike Juvel Saint-Germain-l'Auxerrois og en halvhundrede +endnu, af hvilke hver enkelt vilde være nok til at gjøre en hel Stad +berømt. For hver Gadeende næsten møder Øjet et arkitektonisk Storværk: +Bygninger som den nye Opera eller Pantheon med Davids Fronton, Paladser +som Louvre og Tuilerierne, Mindesmærker som Château-d'Eau-Pladsens +vældige Republikstatue, som Vendôme- eller som Frihedssøjlen paa +Bastillepladsen. Gallerierne rummer de største Skatte fra alle +Kunstskoler, Musæer, Bibliotheker, videnskabelige Institutioner er de +rigeste, Verden ejer, Industrien stiller paa alle Kanter vort +Aarhundredes nyopdagede Vidunderlande tilskue i Fabriker, som ikke har +Rivaler nogetsteds. Og mens Øje og Aand mættes med Indtryk, viser den +glade Verdensstad samtidig ogsaa den anden Side af sit Janushoved, det, +der leer og lokker forførerisk koket til nye og atter nye Adspredelser. +Der existerer paa hele den samlede Klode ikke nogen jordisk Nydelse, som +Paris ikke har akklimatiseret. Alt, hvad Natur og Menneskesnildhed kan +byde for at gjøre Livet skjønt og lykkeligt at leve i Øjeblikket, alt det +er hobet sammen i denne Stad. Hvor kan det da være Andet, end at +Touristen, der just er kommen for i sollyse Feriedage at flagre fra +Blomst til Blomst i dette brogetrige Flor, at han til Slutning ender med +at blive ganske ør af Berusning og Begejstring. Den søde Nektar gaar ham +til Hovedet. Paris bliver ham en dejlig Elskerinde, hvis Favntags Sødme +er ham det Vidunderligste, han nogensinde har drømt. + +Der er jo imidlertid den Omstændighed ved enhver Rus, at der uvægerligt +følger en Morgen bagefter, da man vaagner med Tømmermænd. Paris er ikke +det Paradis uden Slange, som Touristbegejstringen vilde gjøre det til. +Paradiser hører nu engang til den Slags Sager, som ikke længer existerer +paa Jorden. Naar den Dag kommer, da han hører op med at see Paris i Skjær +af et flygtigt Feriebesøgs Champagneskumsperler, saa kommer ogsaa +Tømmermændsindtjykket. Og jo større Rusen har været, desto stærkere +bliver det. Der er en Stund Adskilligt, man faaer Afsmag for, Mere maaske +undertiden, end der i Virkeligheden er Grund til. Heller ikke det skal +man dog bryde sig om. Ogsaa det Indtryk hører til dem, der forsvinder +igjen. Thi Paris kan taale at ses, som det er, med dets Fortrin og dets +Fejl. Touristen lokker det som en Elskerinde, der fortumler Hovedet; for +den, der har sovet Rusen ud og Tømmermændene ogsaa, bliver det en Kvinde, +med hvem han gjerne deler Hus og Hjem, saa længe det skal være, fordi han +ved Siden af menneskelige Skrøbeligheder, ved Siden af Luner og Lethed, +som nu engang hører Kvinden til, men som her dog ofte har den gode +Egenskab at klæde ganske kjønt, finder saa uhyre Meget, som han aldrig +kan blive træt af at agte og elske. Det Indtryk af hyggeligt +Velbefindende, hvormed man begyndte sin første Pariservisit, er ogsaa +det, hvormed man ender efter Aars Forløb. Paris er den By i hele Verden, +hvor den Fremmede finder størst Behag ved at leve. Det er ikke noget +Postulat; Tallene kan dokumentere det. Hvis det ikke var saaledes, vilde +ikke det aarlige Besøg af Gjæster beløbe sig til over et Gjennemsnitstal +af en Million, og Parisermenneskehavet daglig tælle omtrent to hundrede +tusinde Udlændinge. + +Sin Forkjærlighed for enkelte Pletter af Jorden har man tidt ligesaa +vanskeligt ved at analysere som sin Forkjærlighed for enkelte Mennesker. +For Paris' Vedkommende lader Sagen sig imidlertid gjøre. I de store +Hovedtræk idetmindste er det ikke svært at sige, hvad der vækker +Velbefindendet, som man føler her. Til syvende og sidst beroer det +simpelthen derpaa, at Pariserlivet byder en Sum af Fordele og +Behageligheder, som man ikke finder saaledes potenserede, i hvert Fald +ikke samlede i det Omfang noget andet Sted. + +Der er, for at begynde lavest nede, først de materielle. Byen er lys og +luftig, gjennemkrydset med brede, træbeplantede Gader og Boulevarder, +hvor Solen kan trænge ind, oversaaet med Parker, Squarer og offentlige +Pladser. Den er ren, vandet og pudset og fejet fra Morgen til Aften af en +Armée af Arbejdere. Det franske Kjøkken er det bedste i Verden af den +simple Grund, at Befolkningen er den rigeste og som Følge deraf den, der +stiller de største Fordringer. Der er ingen Primør, som ikke kommer først +til Paris, ingen Gourmandfantasi, der ikke kan blive tilfredsstillet i +samme Øjeblik den er tænkt. Fornøjelser kalder paa En for hvert Skridt +man gaar. Man kan vælge ganske efter sin Smag og sine Midler og behøver +dog aldrig at være bange for at komme til at mangle. Al den Komfort, vor +moderne Civilisation har udtænkt for at gjøre Livet bekvemt, er i Paris +dreven til sin højeste Fuldkommenhed. Omgangsformen er let og fri, ingen +Kasteforskjel eller Junkerstivhed trykker. Selskabslivet staar aabent paa +vid Gab for Alle og Enhver, Høflighed og Urbanitet mellem Mand og Mand er +en Dyd, der er specifik parisisk. + +Og alt det er dog kun den ydre Skal, bag hvilken der gjemmer sig en +Kjærne, som er ikke mindre ædel, end Skallen er skjøn og lokkende. Er +Paris det materielle Velværes By, saa er den samtidig den Stad, hvor alle +intellektuelle Krav finder rigest Tilfredsstillelse. Den centraliserer +hele Landets aandelige Liv i et langt videre Omfang, end det er Tilfældet +med nogen moderne Hovedstad. Hvad Frankrig rummer af Dygtighed drages til +Paris; kun der kan det finde Indvielse og Udfoldning. Og ned gjennem +Menneskealdre, lige fra Molières og Voltaires og de store +Revolutionsheltes Dage har da under aldrig standset, utrættelig +Propaganda alle den moderne Tænknings og det moderne Fremskridts Heroer +fyldt denne By med en saadan Overflod af Ideer, at den er bleven det +lysende Fyrtaarn for hele Aarhundredets Slægt. Som hvert Skridt i dens +Gader minder om en berømmelig Fortid, som der hænger et Stykke Historie +ved hver Bro og hver Plads, saaledes er det næsten, som hvert Drag, man +aander ind af Byens Luft, er mættet med Atomer af disse store Tanker. Og +nu Kunsten! Det franske Theater behersker Verden, fordi intet andet +Theater i Verden kan maale sig med det; Paris ejer en Samling af sceniske +Artister, som ingen Tid og intet Land har kunnet opvise Mage til. Den +franske Malerskole er den, hos hvilken alle andre Malere gaar i Lære; +Munkacsy, Stevens, Nittis, Madrazzo, alle de store fremmede Mestere +kommer til Paris, fordi de føler, at det kun er der, de har Rod og Bund. +Den franske Musik er ved at overfløje den tydske og italienske, den +franske Skjønlitteratur stadig den, der i Godt som i Ondt er et +Hestehoved fremfor andre i Kappestriden. + +Heller ikke Videnskaben er bleven tilbage. Hvad har Paris ikke paa alle +dens Omraader at opvise for uendeligt rige Samlinger, hvor arbejdes der +ikke i dens Fagskoler og Kollegier, med hvilke Opfindelser beriger ikke +Dag for Dag dens Laboratorier Verden! Har Paris Malere som Meissonnier og +Bonnat, Digtere som Victor Hugo og Augier og Dumas, Skuespillere som Got +og Coquelin, Musikere som Gounod og Thomas, saa har den ogsaa Lærde og +Videnskabsmænd som Renan og Pasteur. Der er ikke det Menneske med +aandelige Interesser, af hvilken Art de saa ere, der kan komme til Paris +uden at finde Impuls for sine Evner, Berigelse af sin Viden, Belæring og +Befrugtning. + +Det er denne Alsidighed, der gjør Paris enestaaende. Der er Byer +rundtomkring, som kan lokke og drage med enkelte Fortrin, Paris har dem +alle paa en og samme Plet. Den er som et Menneskeaandens uhyre +Verdensudstillingspalads, krandset af Fehaver, hvor Alt er samlet, hvad +der kan gjøre Hvilen sød. Den, der alene kommer for at nyde, bliver +derude, og han er dog tilfreds. Men kun den, som kommer med Alvor, og som +med Øjet aabent til at se og Tanken aaben til at lære trænger ind mellem +Paladsets Labyrinthgange, kun han faaer tilfulde Indtrykket af, hvad +Paris er for en Vidunderby. Den er ikke nogen enkelt Stad, den er +Hundreder af Stæder i een, vidt forkjellige fra hinanden som selve +Paris's Fysiognomi i de forskjellige Partier af Byen. + +Blot en Gang ned over de store Boulevarder er tilstrækkelig til at se, +hvor dette Fysiognomi skifter. Først den fornemtaristokratiske Boulevard +de la Madeleine, saa det travle Handelsliv paa Capucines og Italiens, saa +igjen en ny Karakteer, det adstadige Bourgeoispræg over Poisonnière og +Bonne Nouvelle, og endelig Arbejderboulevarderne Temple og Beaumarchais. +Hvert Kvarters Type er forskjellig. Quartier latin og Faubourg +Saint-Germain, Montmartre og Parc Monceauxkvarteret støder hinanden paa +Albuerne og er dog saa uensartede, som om de laa Hundreder af Mile fra +hinanden. Som man kan bruge et Liv uden at blive fortrolig med denne +Uendelighed af Byer i Byen, saaledes kan man ogsaa bruge et Liv uden at +komme tilbunds i de aandelige Skatte, der er hobede sammen her. Og da vi +dødelige Mennesker nu engang kun har et at disponere over, er den +Slutning ganske simpel, at det er en Umulighed nogensinde at blive træt +eller kjed af Paris. + +Man er mellem dette Virvar et Fnug, der forsvinder, det er sandt. Men +netop i denne Forsvinden ligger et af de store Hovedmomenter, som +bevirker, at man føler sig saa vel tilpas i Paris. Der er Frihed der, +ikke blot den, som Loven, men ogsaa den, som Selskabet, Omverdenen +indrømmer. Og det er de fleste Stede ellers den, som det er vanskeligst +at opnaa. Ingen ørkesløs Lediggjængers misundelige Øje vaager over, hvad +Naboen tager sig for, ingen sladderlysten Tunge falder paa at lave +Fantasihistorier derom. Man har nok i at tage vare paa sine egne Affærer, +der bliver ingen Tid til at bekymre sig om de Andres. Man kan vælge sit +Selskab, som man vil. Vil man være Eneboer, er det den letteste Sag af +Verden. Man behøver kun at holde sig for sig selv, saa lever man, som man +var i en Ørken. Man kan bo aarvis Dør om Dør i det samme Hus uden at +kjende hinandens Navn, man kan sidde Maaneder Side om Side ved det samme +Restaurationsbord uden at vexle et Ord. Trænger man derimod til Omgang, +saa er Adgangen til den ligesaa let, som Valget er stort. Selv for den +Fremmede er en simpel Præsentation i en Salon nok til at skaffe ham +Invitationer, saalænge han lyster. Den nivellerende Nutid vælter de gamle +exklusive Kredses Skranker Dag for Dag. Endogsaa enkelte af Faubourg +Saint-Germains Selskabssale begynder at blive Fortsættelser af Gaden. +Hundreder og atter Hundreder har været det længe, ligefra Republikens +Præsidents ned til Millionærens fra igaar, der ikke forlanger bedre end +at se sine Stuer fyldte. Det har sine Inkonvenienser, men det har ogsaa +sine Fordele. Man kan komme og gaa, som man lyster. Man kan tale med dem, +man synes om, høre paa Musik, pleje Buffeten, dandse, more sig, som man +finder for godt, man behøver ikke engang hverken at sige Goddag eller +Farvel. Og denne Maade at omgaas paa er højst karakteristisk for, hvordan +Pariserlivet er indrettet. Hvad der gjælder for den enkelte Kreds, +gjælder ogsaa for det store Hele. Er man kjed af den Verden, hvori man +lever, saa vælger man en anden. Man flytter til et nyt Kvarter, saa er +det, som man var flyttet til en ny By--Ingen falder paa at søge En op. +Man forlader de gamle Saloner og de gamle Kaféer,--Ingen spørger, hvor +man er bleven af. Man kommer ikke længer til Theatrenes Premièrer, men +til Andenaftensforestillingerne, saa er det helt nye Ansigter, man seer. +Efter lang Tids Forløb kan det da passere, at man træffer en af de +fordums Bekjendte paa Gaden. Det gaar, som det gik en berømt Kommunist. +Han møder en gammel Ven, der fortroligt trykker hans Haand og beklager +sig over, at man saa sjeldent seer Noget til ham. Det har sin gode Grund, +svarer den Anden, jeg kommer lige fra Noumea, hvor jeg har siddet i +Bagnoet i fem Aar. + +Og trods alt det er der alligevel ingen anden By, hvor den Fremmede har +saa let ved at gjøre sig det hjemligt som i Paris. Der er ingen, der er +saa kosmopolitisk som den. Pariseren holder haardnakket og konservativt +fast ved sine egne Vaner, men han respekterer de Andres. Han undrer sig +ikke engang over, at de har dem, men han anseer det for sin gjæstevenlige +Pligt at imødekomme dem saa meget som muligt. Kommer der en Kineser ind +paa en Restauration og trækker sine Pinde op af Lommen for at spise med +dem, saa er der Ingen, der falder i Forbauselse over det. Men kommer han +to, tre Gange igjen, anskaffer Værten sig selv Pinde og serverer ham, for +at Gjæsten kan følge sit Lands Skik og Brug. Det er hændet, og det er +typisk. Der er ikke den Udlænding, hvilken Nation han end tilhører, der +ikke kan finde en Krog af Paris, hvor han kan bo, leve og spise, indrette +sig ganske, som han havde flyttet en Stump af sit eget Lands Grund +med sig. + +Disse Fordele, disse Ejendommeligheder, om man hellere vil, hænger sammen +med særlige Sider ved Parisernes Karakteer. Man paastaar, at de er +letsindige. Det er en Beskyldning, der har faaet gammelt Hævd paa sig, +men den er ingenlunde saa sand, som den giver sig ud for. Dette +arbejdslystne, sparsommelige Folkefærd, der slider Dag ud, Dag ind uden +Hvile for at sikkre de gamle Aar, disse Mennesker, hvis skjønneste Drøm, +hvis højeste Livsmaal er en Stump egen Jord, hvor de kan frede deres Have +og leve af deres Rentepenge, kan man med Rette kalde dem letsindige? Man +dømmer Befolkningen efter Gadedriverne. Men det er for en stor Part +Udlændinge, nydelseslystne Lediggjængere fra alle Verdens Kanter, og +Letsindighedens Templer, der har givet Paris Ry for at være et moderne +Sodoma og Gomorra, de er just til for deres Skyld. Det var ikke +Pariserne, der befolkede det berygtede, nu nedlagte Dandselokale Bal +Mabille; der kom højst en for hvert tusinde Udlændinge. + +Det er ikke letsindige, Pariserne er; de er lette og letbevægelige. De +holder af at lægge saa stærkt Solskin over Alt, hvad der hænder, som der +kan lægges over det, de lader sig hurtigt rive med baade af Begejstring +og Harme, baade af store Tanker og af store Fraser. Det er derfor, de +gjør Revolution hver anden Dag. De er Optimister helt ud til +Fingerspidserne. Der kan ikke tænkes noget taknemmeligere Folkefærd end +dem baade for den sande og den falske Messias; de har en usvigelig Tro +paa det Nye, fordi de har en aldrig slappet Forventning om, at det, der +kommer, vil bringe dem Guld og grønne Skove. Det gjør dem til store +Fantaster og til store Børn. Men det er ogsaa i Kraft af denne lette, +lyse, frejdige Optimisme, at de saa omtrent er det handledygtigste Folk i +Verden. De kan ikke blot rive ned, de kan ogsaa bygge op. Er det dem, der +har sløjfet Bastillen, saa er det ogsaa dem, der har skrevet med +Flammeskrift Devisen over Aarhundredets Historie, de tre magiske smaa +Ord, der har bragt Menneskeslægten videre fremad end alle Kantske og +Hegelske og Schoppenhauerske og Hartmannske Filosofisystemer tilsammen. +Der er Ingenting, der gjør Mennesket stærkere og sundere, der er Intet, +der giver friskere Kræfter til at udrette Noget, end det altid at gaa til +Arbejdet med en Sang paa Læben, altid at have et nyt Haab i Hjertet til +Erstatning for dem, der er gaaet i Vadsken. Det er den Slags +Letsindighed, Pariserne har, og den er der langt mere Grund til at +misunde end til at bebrejde dem. Det er maaske, naar det kommer til +Stykket, netop den, der har lagt dem de bevingede Ord paa Læben, hvormed +de har forløst saa mange af vor Tids store Ideer, og det er i hvert Fald +den, der gjør dem til et saare opmuntrende og fornøjelig Folkefærd at +leve sammen med. + +Man siger ogsaa, at Pariserne er egoistiske. Det er sandt, det er de, og +det er jo kjedeligt nok. Men det er paa den anden Side meget naturligt. I +Ørkenen og i de store Masser er man altid egoistisk. Man er nødt til at +være det, Kampen for Livet gjør det til Selvopholdelsespligt. Det bløde +Hjertemenneske kan det genere. Ogsaa ved denne Side af Parisernes +Karakter kunde der dog med god Vilje findes et sundt, opdragende Element. +Man tager sig sammen, man spænder Evner og Energi, naar man veed, at man +maa stole udelukkende paa sig selv, og at der ikke er en Haand, der +løfter sig for at holde igjen, hvis Vognen begynder at løbe ned ad Bakke. +Og desuden har Egoismen et behageligt Modstykke i en exceptionel ydre +Høflighed. Man er indifferent, kold, ufølsom over for Naboer og Gjenboer, +man fik altfor Meget at bestille, hvis man vilde lade disse to Millioner +Omgivelsers Medgang og Modgang gaa sig til Hjerte; men man er +complaisant, imødekommende mod disse samme Ligegyldige saameget, som +Hensynet til eget Tarv tillader det. Man er ogsaa det med +Naturnødvendighed, Livet i Mylderen vilde være uudholdeligt, hvis man +ikke var det. Naar man i Gadestimmelen paa de store Festdage vilde trykke +og puffe og støde hinanden vilde det ende med, at Halvparten blev klemt +ihjel. Man vil nødig selv være mellem denne Halvpart, derfor tager man +Hensyn, derfor lader man være at træde over Fødderne uden Nødvendighed, +derfor hjælper man til, saa at Alle kan komme frem. Og som det er i +Gadetrængslen, er det overalt. Man møder Urbanitet og Forekommenhed for +hvert Skridt i Paris. Selv om det kun er en ydre Politur, som der ikke +menes videre med, er den dog derfor ikke mindre behagelig. Naar det +kommer til Stykket, er den i Virkeligheden alt det, man har Behov for til +daglig Brug. At have Alverden til Busenfreunde er en baade kjedsommelig +og besværlig Ting. De faa paalidelige Venner, som et Menneske trænger +til, kan han næppe have Udsigt til at komme til at mangle i en By, hvor +Udvalget er saa uendeligt som i Paris. + +Og er Egoismen en Pariseregenskab, saa er Retskaffenheden, Hæderligheden +det ikke mindre. Pariserne er bekjendte for deres Soliditet i Handel og +Vandel. Belejringen havde ruineret Masser af Smaafolks Velstand. Men +istedetfor at erklære sig insolvente begjærede de Opsættelse og betalte +siden ærligt og redeligt Hver Sit. Da for nylig den store Børskrach +bragte Hundreder af Ubemidlede til at tabe langt mere, end de ejede, +gjorde de dog ved Slægtninges og Venners Hjælp Udveje for Pengene og +mødte paa Betalingsdagen med de Summer, som de maaske bagefter kan bruge +et Livs Arbejde for at skaffe Laangiveren igjen. + +Pariserne har en uhyre Kapitalfejl: deres grændseløse Uvidenhed. Men den +generer de Fremmede mindre; det er dem selv, der lider mest under den. De +dækker den med en Glassur af medfødt Dannelse, af naturlig +Velopdragenhed, der vilde være mirakuløs, hvis man ikke gjorde sig Rede +for Aarsagerne til den. + +Den er et Produkt af Ligheden først og fremmest, af denne gigantiske +Tanke, der er født i selve Paris' Hjerne og siden har gjennemsyret det +vældige Legeme helt ud til dets fineste Fibrer. Der existerer i Paris +absolut ingen sociale Skranker. Alle er ikke blot lige for Loven, alle er +Monsieur og intetsomhelst Andet overfor den almindelige Bevidsthed. Den +unge Adelsmand med Ahner fra Korstogene mødes i det samme Fornøjelsesliv +med Restauratørsønnen, hvis Fader har tjent Millioner ved at servere +Bouillon; Kudsken drikker sin Bock paa Kafeen med den Herre, han kjører +for; Arbejderen betragter det ikke som en Ære for sig men for +Principalen, naar han byder denne tilbords med sig, og sine Kammerater. +Alle færdes, blandede mellem hinanden, i det samme tumlende Liv, uden at +der bliver gjort Forskjel. Alle har samme Rettigheder, samme Krav paa +Hensyn. Men det giver ogsaa uundgaaeligt den simple Mand en bestemt +Følelse af, at han maa kunne hævde sin Position, at der i hans ydre +Optræden ikke maa være Noget, som kan skille ham fra den højest Dannede +og højest Stillede. Denne Følelse er det, der virker opdragende paa ham, +og til den slutter sig alle Indtrykkene, han modtager rundt omkring i sin +vidunderlige By. At staa ved Kejserens Grav under den gyldne Kuppel og +sige sig selv, at han, der ligger der, ikke var højere paa Straa, da han +begyndte, end En selv, ogsaa det danner og udvikler en Befolkning. Synet +af Kunstens uendelige Skatte, hvortil Adgangen uden Betaling staar aaben +for Enhver, de stolte historiske Monumenter, den daglige Færdsel i +Luxusparker, hvor man selv er Politi, Alt, hvad man bevæger sig imellem, +hjælper med til denne Udvikling. + +Saaledes har da i det Store og Hele Pariserne Egenskaber, der kun kan +forøge Velbefindendet, som den Fremmede føler ved at leve i deres By. De +har Skyggesider ogsaa, og adskillige, der er altfor paafaldende, til at +man kan gaa med aabne Øjne gjennem Paris uden at lægge Mærke til dem. Vi +vil tidt nok faa det se. Men de er livlige, glade, sundt følende og +foretagelsesdygtige Mennesker, som det er let at komme ud af det med, og +som det er opmuntrende at omgaas. Det er atter et af de mange Fortrin ved +Paris. Det første og sidste af dem alle er dog det, at man i denne Stad +er i selve Verdens Centrum, at al den travle Uro, al den nervøse Feber +omkring En ikke er Andet end Blodet, der banker i det uhyre Hjertekammer, +hvor alle Menneskeslægtens Pulsaarer løber sammen. + +[Illustration: Paa Boulevarden.] + + + + +PARISERINDEN. + + +Siden Sedandagen har Frankrig manglet et Vaaben i sit Skjold. Man har +ikke søgt noget nyt istedetfor den kejserlige Ørn. Men man skulde skynde +sig at søge. En vittig Tegner kunde ellers let komme Alvoren i Forkjøbet. +Han vilde ikke have svært ved at finde et Motiv; der er et, der ligger +lige for. Et zirligt Dameskjørt, der i bløde, elegante Silkefolder +draperer sig for Exempel over to korsede Landsestænger, af hvilke den ene +istedetfor Spids bærer en Rembrandthat med bølgende Strudsfjer, den anden +en Vifte eller et Par langknappede Handsker eller Sligt,--det vilde ikke +være fri for at være karakteristisk. En lille Smule ondskabsfuldt maaske, +men sanddru paa sin Maneer. Man vilde virkelig føre i Skjoldet, hvad man +hyldede i Livet. + +Thi det er i den tredie franske Republik, og ganske specielt i dens +Hovedstad, hverken Præsident eller Ministre eller Folkedeputerede, der er +de egentlig Mægtige. Over dem staar der en hemmelig Regering, som i +Virkeligheden er den, der styrer Alt. Den er ikke at søge hverken i +Palais Bourbon eller paa et eller andet Redaktionskontor eller noget af +de Steder, hvor man til forskjellige Tider har villet paastaa, at den +havde sit Sæde. + +Den er overhovedet ikke et enkelt Sted; som den gjennemtrænger Alt, er +den ogsaa allestedsnærværende. Denne hemmelige Regering er Kvinden. Den +Rolle, hun spiller i Frankrig, er en fuldstændig anden end den, der er +tildelt hende i den samtlige øvrige Verden. Hendes Haand er med i Alt, +hun er i det store Samfundsuhrværk Fjederen, der driver det Hele. Og det +ikke paa den Viis, som for Exempel vore gamle nordiske Skjalde og vore +moderne Digtere ville vide, at hun ogsaa undertiden skal kunne gjøre det +hos os: som et Slags beaandende Muse, en Fylgje, der vækker og flammer op +til Handling. Franskmændene er et mindre poetisk, mere logisk Folkefærd, +der ikke forstaar sig synderligt paa en saadan Metafysik. Den skjønne +Halvpart af Menneskeslægten er hos dem ingenlunde luftige, ætheriske +Væsener med væsentlig passive, inciterende Egenskaber, det er aktivt +handlende, stundom adskilligt mere energisk handlende Medskabninger end +det Kjøn, som har faaet Ord for at være det stærke. + +Der er en højst karakteristisk Scene, som man kan finde igjen i en stor +Hoben franske Komedier, maaske i næstendels alle, naar man vilde søge +rigtigt efter. En Herre og en Dame diskuterer Noget, der vanskeligt lader +sig realisere. Han insisterer paa Vanskelighederne, hun søger at +fremstille deres Betydning som mindre væsentlig. Det er en Umulighed, +lyder hans sidste Replik, men hun erklærer saa simpelthen: _"Je le +veux"._ Dermed er Historien forbi, og han maa gjøre, som hun ønsker. Naar +denne Scene kommer igjen og kommer igjen i det Uendelige, er det, fordi +den afspejler et Virkelighedsbillede, den dramatiske Forfatter daglig har +for Øje. Den franske Kvinde gaar Krog- og Omveje, før hun kommer frem med +sit kategoriske Imperativ. Men det indfinder sig til Slutning, og er det +engang sagt, saa maa Alting bøje sig for det. Hun er i alle Forhold den +absolut dominerende. Hun er det ude paa Landet og i de smaa Byer ogsaa, +men hun er det mest i Paris. Man kan tage Pariserinden paa ethvert Trin +af Samfundsstigen; Fænomenet bliver, læmpet efter de forskjellige +Omgivelser, bestandig det samme. + +Det er i hendes Saloner, at de politiske Konstellationer skabes. Er det +ikke hende, som vælger Ministrene, saa er det dog hende, der finder ud, +hvem der skal vælges, og som sætter deres Valg igjennem. Hun forstærker +den ene parlamentariske Gruppe og svækker den anden, hun hverver Stemmer +for det og det Lovforslag, hun bringer den og den Interpellation til at +gjøre Fiasko. Det er hende, der besætter alle Statens Embeder. Hun farter +fra Ministre til Departementsdirektører og fra Departementsdirektører til +Souschefer, hun gjør Dinerer og gjør sig uimodstaaelig, hun sætter Verden +paa den anden Ende for at sætte sin Vilje igjennem. Men hun har ogsaa den +Triumf, at det bestandig gaar efter hendes Hoved. Den, hun vil have til +Præfekt, bliver Præfekt, den Forfatter eller Lærde, som har fundet Naade +for hendes Øjne, bliver valgt til Medlem af Akademiet, den Officeer, som +staar under hendes mægtige Beskyttelse, springer sine Kammerater forbi og +avancerer. Det er hende, der skaber Positioner, det er hende, der uddeler +Ordensbaand og Udmærkelser, det er ved hendes Reklame, at Kunstneren +faaer Renommée, at Lægen og Advokaten faar Klienter, det er hende, der +bringer Modebankens Aktier til at stige, som det er hende, der skaffer +Modeleverandørerne deres Søgning. _"Où est la femme,"_ spørger den +franske Dommer, naar han vil tilbunds i Forbrydelsens Ophav. Men det er +ikke blot ved Forbrydelserne, det er ved saa at sige Alt, hvad der hænder +i dette Land, at man kan gjøre det samme Spørgsmaal. Seer man +Kombinationernes Væv efter i Sømmene, vil man bestandig finde Kvinden +som Islæt. + +Gaar vi fra de ledende Kredse ned til den jævnere Borgerstand, saa +skifter hendes Virkekreds, men den Rolle, hun spiller, bliver ikke mindre +dominerende for det. Hos den Handlende er det hende, der fører Bøgerne og +forskriver Varerne; Manden staar bag Disken. I Restaurations- og +Kafélokalerne sidder hun ved Buffeten, tager imod Pengene, passer paa +Opvarterne, sørger for, at Alt gaar, som det skal gaa; Manden bliver +sendt paa Torvet for at gjøre Indkjøb eller ud i Kjøkkenet for at passe +paa Gryderne. Naar man kommer ind til sin Skrædder, saa er det Konen, der +tager imod En; hun viser de forskjellige Stoffer frem og giver Raad om, +hvad man skal vælge. Manden bliver kun tilkaldt et Øjeblik for at tage +Maal; han forsvinder, naar det er gjort, og man har saa ikke mere med ham +at bestille. Det er hende, der afgjør, om Tøjet sidder eller ikke sidder, +det er hende, der ordner Betalingsvilkaarene og kvitterer Regningen. +Enhver, der har boet i Pension i Paris, veed, hvorledes disse ligesaa +talrige som karakteristiske Huse er indrettede. Konen har alle +Departementer under sig: Værelsefordelingen, Akkorderingen om Prisen, +Tyendet, Indkjøbene, Spisesedlen og Regnskabsføringen. Mandens hele +Livsopgave indskrænker sig til at throne for Bordenden ved Maaltiderne, +øse op og skjære for. Betroes der Andet til ham, saa er det højst +saadanne Forretninger som at passe Lamperne og sende Bud efter +Kaminrenseren. + +Man kan finde hundrede andre Exempler paa en saadan Fordeling af Mandens +og Kvindens Roller ved Udførelsen af den fælles Haandtering. I hele det +handlende og industridrivende Paris tager hun ærligt og redeligt +Halvparten af Forretningerne paa sig, og det er i Regelen netop den +Halvpart, som kræver Hoved og Omsigt og Talent. Naar den sidste store +Roman- og Dramasucces, Georges Ohnets "Serge Panine", har gjort en saa +umaadelig Opsigt, saa kan Forklaringen dertil kun findes i, at +Forfatteren som Hovedfigur i sin Skildring har stillet en Type, der +belyser dette Forhold fortræffeligere, end det hidtil er gjort. Han er +ingenlunde nogen eminent Begavelse, han er Begynder, og saavel hans Bog +som hans Komedie har væsentlige Mangler. Men Madame Desvarennes, denne +prægtige Bagerkone, der begynder med et Brødudsalg i en Forstadsgyde og +udelukkende ved egne Evner ender med at beherske hele Paris' +Brødforsyning, som Millionærinde, der forhandler paa lige Fod med +Ministre, hun er ganske vist en ypperlig Skikkelse, greben kraftigt og +suffisant lige ud af Livet. Saaledes som hun er Pariserinden af +Middelklassen: kjærnesund, arbejdsomt slidende, med en Villie af Staal og +en Energi til at handle, der gjennemtrænger hendes Væsen helt ud til +Fingerspidserne. Hun falder lidt af maaske, naar man kommer ned paa de +lavere Trin af Skalaen. Det haarde, møjsommelige Arbejderliv med alle +dets Savn svækker Evner og Kræfter noget. Men ogsaa i disse Omgivelser +bærer hun dog sin Del af Byrden. Mens Manden gaar paa Arbejde, vadsker +hun, syer paa Maskine eller tager sig Andet for, hvorved hun kan skaffe +sit Bidrag til Livsopholdet. Mandens bliver kun altfor ofte brugt op paa +Knejpen; det er da for hendes Penge, at der haves Hus og Hjem. Og +samtidig bevarer hun stadig Pariserindens dominerende Position. Der er et +højst karakteristisk Træk, man vil lægge Mærke til, naar man seer en +saadan Arbejderfamilie gaa ud om Søndagen. Det er Manden, der maa bære +Børnene, men det er Konen, der har Portemonnaien i Lommen, naar der +skal betales. + +En saadan Rolle i et Samfund kan Kvinden ikke spille, uden at hun i dette +Samfund virkelig er et overlegent Væsen. Pariserinden er det. Det franske +Galanteri har gjort hende dertil. Kvindetilbedelsen er ganske vist ikke +nogen specifik fransk Kultus. Men det er i Troubadourernes Land, at den +har naaet sin højeste Udfoldning. Og det har ikke blot sin psykologiske, +det har ligesaa meget sin rent physiologiske Forklaring. Franskmændene er +Naturer, der har hedere Blod, og som staar langt stærkere under +Sandseberusningens Herredømme end i hvert Fald de Folk, som boer nord og +øst for dem. De vil leve og nyde i Øjeblikket. De kan ikke slaa sig +tiltaals med en Betragtning som den nordiske, der stiller Kvinden paa +Marmorsokkel som et Slags Jomfru Maria, til hvem man kun nærmer sig +ærbødigt offrende, gjennemtrængt af den kydske Andagt, der straaler ud +fra hele hendes Væsen. Man har oversat Bjørnsons "Arne" for dem, men de +har ikke forstaaet den; de har lét af disse Mennesker, der sidder Aar og +ser paa hinanden og længes uden engang at kunne faa deres Kjærlighed paa +Læben. De kjender ikke til at længes og sukke og drømme, de kjender kun +til at besidde. Dertil har de et umaadeligt naturligt Behov, et større +maaske end nogen anden Nation, For at tilfredsstille det er det, at de +uophørligt ligger i Støvet for Kvindens Fødder; Opnaaelsen af hendes +Gunst er Lyset, hvorom de bestandig sværmer. Hun veed det, hun seer dem +offre Alt for hendes Skyld, hun lever i en Atmosphære, hvor hun hører det +summe omkring sig af et permanent Kor, der tigger om Kjærlighed. Derfor +er det, at hun ikke blot selv føler sig som en overordnet Skabning, men i +Virkeligheden ogsaa bliver det. + +Det franske Galanteri er det, der først og sidst skaber Pariserindens +dominerende Stilling. Hun har imidlertid ogsaa Egenskaber, som berettiger +hende til at indtage den. For at se dem i fuld Belysning maa man se hende +i de store, kritiske Øjeblikke. Historien har vist hende i saadanne. +Revolutionens Kvinder er Skikkelser, der rager Hoveder op over +almindeligt Menneskemaal. Men det er ikke nødvendigt at gaa saa langt +tilbage. I selve vor Tid har Paris' Belejring paa den mest glimrende +Maade lagt for Dagen, hvad Pariserinden er i Stand til at udrette. Er +disse sørgelige Vintermaaneder trods Alt komne til at staa som et af de +stolte Kapitler i Frankrigs Annaler, saa er det væsentlig hende, der har +Æren derfor. Hendes Opoffrelser, Udholdenhed, Heltemod var mange, mange +Gange mere værd end den mandlige Befolknings. Hvad gjorde Mændene +egentlig, naar man vil se ganske koldt og nøgternt paa Sagen? De slap for +at arbejde og agerede Soldater, men det generede dem ingenlunde i nogen +overordentlig Grad. De stod op om Morgenen Klokken Ni og tog deres pæne +Uniform paa og spadserede i den stolte og selvtillidsfulde omkring til +Klubberne og Beværtningsstederne for at deklamere og holde Taler; eller +de trak ud i Forskandsningerne, men heller ikke der var Livet synderlig +surt for dem. Tjenesten var ikke streng; de kunde spille Kort og gjøre +sig det fornøjeligt paa mange Maader. Udfald blev der kun yderst sjelden +Tale om. Engang imellem sprang der en Bombe; det var til Slutning næsten +blevet en Adspredelse for dem. De var tappre, ganske vist, men det var de +af Natur, og det kostede dem Ingenting. + +Kvindernes Rolle derimod var en hel anden. De havde for det Første med +det Forudseenhedens Instinkt, der er Kvinden egent, anet, at Belejringen +vilde komme og forberedet sig paa den. Da Paris blev indesluttet, rummede +den indenfor sine Volde enorme Oplag af mange andre Livsfornødenheder end +dem, Regeringen havde sørget for. De var blevne hobede sammen ved privat +Initiativ af kloge, forsynlige Kvinder. Ikke for at de selv kunde blive +ved at leve i Overflod; det viste de, da Mangelen kom. De fornemme Damer +forenede sig i Selskaber, der tog sig for at gaa fra Dør til Dør i hele +Byen og banke paa overalt og spørge, om Nogen led Nød. Blev der svaret +ja, gav de med rund Haand, hvad der ikke engang kom paa deres eget Bord. +De Syge fik Æggene, som de havde gjemt, og som til Slutning var en halv +Louis værd Stykket, Aspargesbundter, der i de faa Butiker, som endnu +kunde holde aabne, blev solgte for fem hundrede Francs, selv nedsaltet +Kjød og Sligt, der ikke var til at betale. De sendte deres Linned til +Lazaretherne, de tog, naar de mødte en forfrossen Stakkel paa Gaden, +deres eget Tøj af og hængte paa ham. Og Kvinderne af de lavere Stænder +gjorde endnu mere. De stod op om Natten Klokken To, Tre og stillede sig i +Queue udenfor Mairierne for at faa de Kort udleverede, som de kunde hente +Brød paa. Der stod de indtil Morgenstunden, tidt i mange Graders Frost og +i Sne til Knæerne, ikke Fattigfolk alene, men Koner og Døttre af +Familier, som havde deres ti, femten tusind Francs om Aaret at leve af. +Det var i Virkeligheden Pariserinden, ikke Pariseren, der førte Paris' +Belejring. Og med hvilken vidunderlig Følelse af Solidaritet, med hvilken +Sejghed i at ville holde ud til det Yderste hun taalmodig, aldrig svag og +aldrig modløs, bar de tusinde Opoffrelser, der faldt i hendes Lod, derom +kan man høre Fortællinger nok af ethvert Øjevidne. En Dansk, der ved den +Post, han beklædte, ansaae sig forpligtet til at blive i Byen, har +skildret mig disse Dage som en eneste uafbrudt Heroisme af den parisiske +Kvinde. Denne Heroisme har endnu ikke fundet sin Digter. Men han vil +komme, og han vil blive en af de største, saavist som den Bedrift, han +har at forevige, er en af de største, vore Dage har sét. + +Pariserinden er uendeligt mange Gange bedre end sit Rygte. Det +traditionelle Billede af hende som et letfærdigt, nydelsessygt Væsen, +uden Hjerte og uden Sands for Livets alvorlige Interesser, er et rent og +purt Fantasibillede, støbt over enkelte iøjnefaldende Modeller, men +fuldstændigt misvisende og forvirrende, naar man vil gjøre det alment +gjældende. _"La femme du cabaret",_ den Kvindeskikkelse, som Zola har +gjort typisk i "Nana", Forraadnelsesvibrionen, som ødelægger Slægter og +dekomponerer Samfundet, hun existerer ganske vist, men med den egentlige +Pariserinde har hun i Virkeligheden Intet at skaffe. Hun gjør umaadeligt +Spræl, hun fylder det store, offentlige Paris, Fornøjelseslivets Paris +med sin skrigende Toiletteluxus og sit Vilde Nydelsesbegjær. Touristen +seer hende der for hvert Skridt, han gaar, og han dømmer saa let det, han +ikke seer, efter det, han seer. _La femme du cabaret_ er kun til for det +Paris, hvis Færd begynder paa Hjørnet af Boulevard des Italiens og ender +ved Boulogneskovskaskaderne, for Kobbelet af drivende Gommeuxherrer, hvis +hele Liv gaar op i Jagt efter hende af den simple Grund, at de ikke har +hverken Tilbøjelighed eller Evner til at lade det gaa op i nogetsomhelst +Andet. De arbejder ikke i Ateliererne, de skriver ikke Bøger, de holder +ikke Forelæsninger, de studerer ikke i Laboratorier og Bibliotheker. Men +Noget skal de jo dog have at beskjæftige sig med, og af deres Behov til +at slaa Tiden ihjel er da _la femme du cabaret_ født. Hun existerer kun +for dem. Men dette Kobbel er alt i alt kun et Par tusinde Stykker højst +af Millionbyens Befolkning, og derimellem er der atter kun nogle faa +hundrede Parisere. Resten hører til den store Rastaqouairslægt, disse +gaadefulde Væsener med gulbrun Teint, med en forunderlig fremmedklingende +Dialekt, hvis Oprindelse Ingen er i Stand til at definere, og med +Millioner, som det vil være endnu vanskeligere at sige, hvor og hvorledes +de er tjente. Jo mere disse exotiske Planter indpodes i Pariserlivet, +desto frodigere udbreder Forraadnelsesvibrionen sig. Men det er en +naturhistorisk Lov, at den kun sætter sig paa de allerede dødsdømte +Organismer. Den angriber aldrig de sunde, og derfor har den Vibrion, +hvorom der her er Tale, heller ikke angrebet de sunde Samfundslag i +Paris, de Samfundslag, der er Kjærnen af den store Stads Befolkning. + +[Illustration: Pariserindetype i Vinterdragt.] + +Den franske Romanliteratur og det moderne franske Drama har bidraget +stærkt til at stille disse Nanafigurer _en évidence_ og støtte Overtroen +om, at Pariserinden som Helhed er skabt i deres Billede. Fænomenet er +forklarligt. Ligesaavel som Udlændingen, der kommer til Paris for et +flygtigt Besøg, fæster den parisiske Forfatter væsentlig sin Opmærksomhed +ved de Sider af Byens Liv, der springer stærkest i Øjnene. Og _la femme +du cabaret_ gjør det unægtelig mere end nogen anden. Derfor har +Skribenterne kastet sig over hende. Da den yngre Dumas havde opdaget sin +Demimondedame, maatte der ganske naturligt følge en hel Literatur om det +samme Thema efter. Men denne Literatur staar nu ved sin Ende. Forfatterne +har udtømt Æmnet, og Publikum er blevet kjed af det. Det er gaaet her som +hjemme hos os med Komedierne, hvori Konerne løber bort. Figuren existerer +i Livet, og derfor interesserer den til en Tid baade Digtere og Publikum. +Men naar det faar den samme Kost serveret for tidt, saa ender det med at +sige: dette er usundt. For hver, der løber bort, er der Hundreder og +Tusinder, som bliver ved Hjem og Børn. De er mindre taknemmelige at +skrive om, men de er Regelen ikkedestomindre, og vi vil ikke have +Undtagelsen præsenteret som Regel. Saaledes ogsaa i Frankrig. Man har +faaet altfor mange Baronesse d'Ange'r og Marguerite'r og Nana'er, man er +nu kjed af dem. Zolas sidste Bog "Pot-Bouille" vakte kun et Indtryk af +Væmmelse hos Kritik og Læseverden. En hel anden Literatur om helt andre +Ting er i Færd med at dukke op. Den vil voxe hurtigt og frodigt, netop +fordi Trangen til den er saa overordentlig stor, og i den vil det ikke +længer være den frivole Kvinde, hvorom der bliver Tale, men +Pariserindetyper af en hel anden Art, der er baade smukkere og sundere +og sandere. + +Thi Pariserinden er ikke frivol. Højst har hun ved Siden af store +borgerlige Dyder den Mangel: at være hverken synderlig dyb eller +synderlig trofast i sin Kjærlighed. Det kommer nu for det Første af den +omtalte ejendommelige Stilling, hun indtager overfor Manden. Træffer hun +en sjelden Gang det hende overlegne Væsen, som hun bestandig søger efter, +saa er der næppe nogen Kvinde, der kan være saa hel og opoffrende i sin +Kjærlighed som hun. Men i Reglen ser hun ned paa den, der skulde være +hendes Herre; hun gjør det, fordi han selv gjør sig til hendes Slave. Og +dernæst skriver Løsheden i Kjærlighedsforholdet sig fra Skyggesider ved +den Institution, som skulde hellige og fæstne det. Ægteskabet er i +Frankrig en ganske ejendommelig Ting. Indtil det Øjeblik, da hun er +giftefærdig, holdes den unge Pige strængt under Moderens eller +Klosterpensionens bestandigt vaagende Øje. Alt, hvad der kan udvikle +hende til Kvinde, fjærnes principmæssigt fra hende; hun skal være og +vedbliver at være et Barn. Saa en Dag finder hendes Familie en ung Mand, +hvis Stilling byder Ækvivalent for den Medgift, hun kan bringe. Man +arrangerer Partiet, hun selv bliver kun _pro forma_ spurgt om sit +Samtykke. Vielsén følger umiddelbart efter, og hun er da for hele Livet +bunden til et Menneske, som hun ikke kan elske, dels fordi hun ikke +kjender ham, og dels fordi hun ikke har nogetsomhelst Begreb om, hvad +Kjærlighed er. Sligt kan ikke skabe Trofasthed. Pariserinden er trofast +som Moder, men hun er det ikke som Ægtefælle. Hele hendes Liv gaar op i +Børnene, i Forholdet til Manden kommer der kun sjelden nogen virkelig +Intimitet. Han er og vedbliver at være hende en Fremmed; højst +karakteristisk siger hun altid "De" til ham og sætter bestandig i Omtale +det ceremonielle "Monsieur" foran hans Navn. Hun har aldrig følt sig nøje +knyttet til ham, og Baandet binder derfor ogsaa kun løst. Hun giver sig +let hen; hun gjør det af Fantasi, Kaprice, Nysgjerrighed, og hun lægger +ikke nogen overdreven Vægt derpaa. Hendes Sjæl er kun sjeldent med deri, +og hun betragter det ikke som nogen stor Synd. Men om sine Pligter +overfor Familien har hun en altid vaagen Bevidsthed. Hvad hun end kan +fristes til at gjøre, sin Mands borgerlige Stilling kompromitterer hun +aldrig. Tvertimod, hun arbejder for den, hvor hun kan, og hun arbejder +først og fremmest for Børnene. At skabe deres Fremtid er den Livsopgave, +hvorpaa hun sætter al sin Energi ind. + +Hun er i sin daglige Færd en god Økonom, og hun er alt andet end +fornøjelsessyg. Det er i den jævne, borgerlige Pariserhusholdning Manden, +der stadig turer rundt paa Kafeer og offentlige Steder; Moderen bliver +ved Hjemmet og Børnene. Naar hun et Par Sommersøndage kan tage paa +Landet, helst med sin voxne Søn, saa er det Alt, hvad hun forlanger. Hun +holder af at pynte sig, det er ganske vist, men hun forstaar tilnød at +gjøre det med meget Lidt. Hun kjender den Kunst at kunne klæde sig paa. +Det er ikke Luxus'en, hun udfolder, der gjør det; Arbejdersken, der gaar +barhovedet fra sin Fabrik, har i den fattige sorte Kjole den samme +Chiched, den samme Elegance over hele sin Person som Damerne paa Moden. +Med et Par Baand om Sommeren, en Smule Pelsværk om Vinteren tager den +lille Borgerdatter sig ud som en Fyrstinde. Denne Pariserindens Evne er +specifik parisisk. Den er et Produkt af Aarhundreders Civilisation, men +den er et Produkt først og fremmest af selve Omgivelserne, af den +hemmelighedsfulde sjette Sands, som Alt i denne Kunstens og Pragtens og +Smagens Stad hjælper til at udvikle. Det er en Hemmelighed af samme Art +som den parisiske Kunstarbejders. Man har gjort Forsøg i andre Lande paa +at indforskrive ham; man har budt ham de mest glimrende Betingelser, man +har givet ham indtil fem og tyve Francs om Dagen, og han er kommen. Men +kun en ganske kort Tid beholdt hans Arbejde det samme Ubestemmelige over +sig, som det havde, naar han udførte det i Paris. Han glemte +Hemmeligheden, naar han kom bort fra Paris' Luft. Den ligger i den, og +det gjør Pariserindens ogsaa; den kan ikke exporteres. + +Hun selv kan det heller ikke. Hun elsker sin By, hun kan kun trives i +den, og hun hører kun hjemme i den. Hun er selve Personifikationen af +dens Liv--elegant, forførerisk tillokkende i sin ydre Form, let til at +lade sig rive med og ogsaa let til at slippe idag, hvad der tog hende +fangen igaar. Men ved Siden deraf intelligent, arbejdsom, energisk, en +Smule for forelsket maaske i det Ubekjendte, men begejstret for Alt, hvad +der er stort, og i Stand til at kunne voxe op i Højde med det, i Stand +til i de betydningsfulde kritiske Øjeblikke at kunne blive den overlegne, +heroiske Kvinde, for hvilken en Nation som den franske og en By som Paris +har Behov. + + + + +VINTERLIV I PARIS. + + +Klimaet + +Der gives Læger, som paastaa, at Paris til sine øvrige store og gode +Egenskaber ogsaa føjer den: at besidde et ganske exceptionelt Klima. +Særlige Højdeforhold, Dalstrøg, gjennem hvilke Søbrisen kan naa Byen, +samt andre lignende gunstige Omstændigheder ved dens Beliggenhed gjør det +let forklarligt, siger de. Det er muligt, at de har Ret; for Lægfolk er +det vanskeligt at kontrollere deres Udsagns Rigtighed. +Dødelighedsprocenten i Paris, sammenholdt med den i andre store Byer, +taler i Favør af dem; Bronchitis-Epidemien og hele den Mylr af +Vinterskrøbeligheder, hvorunder Pariserne lide, mere end nogen anden +Hovedstadsbefolkning, synes derimod at gjøre deres Paastands Rigtighed +endel betinget. Men hvad der ialfald er sikkert, det er, at Paris har et +ganske ejendommeligt Vinterklima. Det er saa specielt, at det næsten ikke +kan tænkes andetsteds, udpræget parisisk som Fiakrernes Kudske, som +Arbejderskernes smaa lakerede Sko og kulørte Strømper, som Gadesælgernes +Raab om Morgenen, som Alt, hvad der er mest exklusivt parisisk i den +store Stads Fysiognomi. + +Morsomt nok er tillige de Hovedtræk, der karakterisere den parisiske +Vinter, de samme, der giver selve Pariserlivet dets væsentlige Særpræg. +Det er et Liv i stadig Feber og Uro, et Liv med de mest skrigende +Kontraster klods op paa hinanden. Og saadan er ogsaa Vinteren. Den ene +Dag bidende Frost og skinnende hvid Sne over alle Gader og Huse. Men om +Natten trækker der Skyer op; naar man vaagner om Morgenen, pisker Regnen +ned i Skyller eller rettere i Skybrud, og om Aftenen er Alt forandret. +Man vil i første Øjeblik, naar man kommer udenfor Gadedøren, ikke tro +sine egne Sanser. Man springer fra Fortovet ud paa Gaden i den Formening, +at Varmen, som slaar En imøde, maa stige op fra et eller andet +Kjælderkøkken, saa mættet kan Luften, være med lummer, unaturlig Hede. +Den næste Dag er Sneen borte; Folk gaar og stønner i Sommeroverfrakker, +Foraarssolen skinner over Boulevarderne, hvor Publikum sidder udenfor paa +Kaféernes Fortovsstole, det er saadant Noget som tolv, tretten Graders +Varme. Pariserne holder ikke af Kulden, og Alverden er følgelig inderlig +fornøjet. Man pynter sit Foraarstøjs Knaphuller med Violbuketterne fra +Nizza, man kjører i Boulogneskoven med lidt Pelsværk paa, men i aaben +Vogn, og man troer Vinteren skrinlagt for denne Gang. En skjønne Nat +springer imidlertid Vinden atter om til Nord, og det er i en +Haandevending forbi med det sydlandske Klima. Sneen drysser igjen, +Sovekamrenes Vandkander har Is paa sig om Morgenen, Folk slaas om de +opvarmede Drosker, Paris ligner en sibirisk By, skriver Aviserne. + +Vinteren i Paris kan være alvorlig nok. Men det er ikke rigtig Alvor med +den; den har ingen Stadighed paa sig. Og Pariserne tager den da heller +ikke selv alvorlig. De ifører sig ikke en Oktoberdag Vinterfrakken for +saa at bære den støt til hen i April eller Maj, de kjender ikke til +Aarets Inddeling i to Halvparter, en, da man fyrer i Kakkelovnen, og en, +da man ikke gjør det. De leger med Vinteren, som den leger med dem. Naar +det er koldt, binder de et Tørklæde om Halsen af Frygt for at blive hæse +eller faa Snue; det Halvkomiske og Ildeklædende, der er ved den Slags +Upasselighed, har de en overdreven Skræk for. Men egentlig garderede mod +Kulden ser man kun de Færreste. De fryser med Anstand i Bevidstheden om, +at det ikke er Andet end noget rent Forbigaaende. Naar der er Sne og Is, +giver Aviserne lange Beskrivelser af; hvordan det hvide Vinterklæde har +draperet sig om den og den Statue, hvor eventyrlig Champs Elysées' Træer +ser ud med den hvide Rim paa deres Grene, eller hvorledes Solreflexerne +bryder sig i Concordefontænens Iskrystaller. Og den store +Lediggængerverden i Paris skynder sig ud for at kigge paa dette Skuespil +med samme Nysgjerrighed, som den kigger paa Eskimoerne i Jardin +d'Acclimatation eller paa en Bande Zulukaffere, der danse Krigsdanse i +Folies-Bergére. Sneen bliver for Pariserne, hvor tidt de end har set den, +ved at være noget Aparte, Noget, der ikke hører til. Klager man over, at +den gjør Gaderne ufremkommelige, saa smiler de og ryster paa Hovedet ad +Ens Ubekjendtskab med Forholdene. "Aa, i Paris bliver saadant Noget kun +liggende en Dag," siger de. "Naar vi blot faar Regn inat, saa er det +Altsammen borte imorgen tidlig." + +Man faar imidlertid ikke altid Regn om Natten. Det kan til Trods for de +kjære Indfødtes Rysten paa Hovedet sne baade otte og fjorten Dage i Træk +i Paris. Det er sjeldent, men det kan dog arrivere. Og gjør det det, saa +er man temmelig ilde faren med sin Behandling _en canaille_ af Vinteren. +Der kommanderes en Armee paa en Snes tusind Mennesker ud for at rense +Gaderne, og Kommunekassen anvender et Par Millioner til dette Arbejde, +men det hjælper Altsammen Ingenting. Det er Leg med Skovlingen, Leg med +Bortkjørselen, Leg med det Hele. Sneen spærrer Færdselen, Paris er den +forfærdeligste Muddersø, der kan tænkes, lige til Regnen kommer. Først +den kan gjøre rent, kun den er vant til det. I den Tid, Uføret staar paa, +er Pariserne om en Hals med deres Fodtøj, som kun er beregnet paa blanke +Asfaltfliser. Men drage sig Ubekvemmelighederne til Lære, det falder de +aldrig paa. + +Saalænge Kulden har varet, har de bundet Tørklædet om Halsen og slaaet +Kraven op om Ørene, men naar Regnen er kommen og Sydvinden igjen blæser +den milde Luft fra Violernes og Rosernes Land ind over Byen, saa slaar de +atter Frakkekraven ned, ryger uden Overtøj deres Cigaretter ude paa +Gaderne om Aftenen i Mellemakterne, kjører i Boulogneskoven i aaben Vogn +og uden Pelsværk og ler, naar man fortæller dem, at det kan være akkurat +ligesaa fuldblods Vinter i Paris som oppe i de Lande, hvor de bilder sig +ind, at der spaserer Isbjørne omkring i Gaderne. + +Ejendommeligt nok kjender de Sydlændinge, der er paa Besøg i Paris, +Italienere, Spaniere, Orientalere, i Reglen ikke engang denne Forandring +med den op- og nedslaaede Frakkekrave og med Halstørklædet. Man ser i ti +Graders Frost en burnusklædt Fyr spasere ganske rolig og flegmatisk +omkring i det samme Kostume som paa en solglødende Augustdag. Jo længere +mod Syd, desto mere hærdede synes Folk at blive mod Kulden. Det er det +samme Fænomen, som naar en Vestindianer kommer til Norden. Han taaler den +første Vinter fortræffeligt, han har saa megen opsparet Varme i sig. Vi +Nordboere derimod er kuldskjære, Vi finder os kun med Vanskelighed i +Pariservinteren; vi fryser i Stuerne, hvor det flammende Favnestykke ser +saa nydeligt ud, men kun indbilder os, at det varmer, og vi lider under +disse evindelig springende Temperaturforandringer, under disse abrupte +Overgange med kun en Nats Mellemrum fra isnende Vinter til varmt Foraar. +Vi kan ikke taale Kulden, naar den endelig engang imellem gjør Forsøg paa +at agere alvorlig, og vi kan endnu mindre taale den permanente Uro +i Vejret. + +Man har set Vintere i Paris, i hvilke Pariserne har været ovenpaa, har +gaaet omkring og badet sig i varmt December- og Januarsolskin og bildt +sig ind, at de var i Monaco. Men det er Undtagelserne, Regelen er +adskilligt mindre behagelig. Som oftest kan man tælle de Vinterdage, paa +hvilke Vejret ikke er mættet med nervøs Feber, og dem ogsaa, da det ikke +regner. I de fire Maaneder fra November til Slutningen af Februar bærer +man sig ad som en klog Mand, naar man i Paris ikke gaar ud uden Paraply. +Gjør man det, har man de allerstørste Chancer for at komme gjennemblødt +hjem. I December og Januar kan det desværre kun altfor grumme ofte falde +paa at øse sine otte og fyrretyve Timer i Træk, i November og Februar +hører det til Regelen, at der vælter Skybrudsbyger ned hvert femte Minut +paa Dagen. Og kommer der endelig ved Aftentid, en lille Smule Ro, saa er +Taagen der strax. Henimod Slutningen af Vinteren er Alt saaledes +gjennemtrængt af Fugtighed og Vanddampe, at den kan antage ligefrem +fænomenale Dimensioner. Det passerer forholdsvis ofte, at Omnibusserne +maa standse deres Ture flere Timer før reglementeret Tid, fordi de kjører +vild, hvor Gaderne krydser hinanden, og man har endogsaa oplevet hele +Døgn, da al Færdsel var spærret af Taagen. Hele Paris er da fyldt af en +saa absolut uigjennemtrængelig Damp, at der paa hvert Gadehjøme maa +opstilles Politibetjente med tændte Fakler for at hjælpe de Gaaende til +at finde den rette Vej. Pariserne tager alle slige Ubekvemmeligheder +uhyre let og uhyre elskværdig som sædvanlig; Paris er og bliver deres +kjære Paris, hvor Alt med Djævels Vold og Magt skal være fortræffeligere +end nogetsomhelst andet Sted i Verden. Og de Fremmede, der er komne til +Paris for at befinde sig vel, er ligeledes særlig oplagte til at se +Alting i Rosenskjær; det er nu engang Parolen, og med en til Alverden +udstedt Parole har Sandheden svært ved at kæmpe. Derfor holder den gamle +Overtro om, at Vinterklimaet i Paris er sundt og behageligt, sig stadig. +I Virkeligheden kan man sætte et rødt Kors i Almanakken ved de Aar, da +Vejret ikke bringer En til Fortvivlelse. Naar der er Tale om Klimaet, er +det Vanvid at rejse til Paris de fire Maaneder, dens Vinter varer. +Efteraaret og Foraaret, hele Forsommeren ogsaa til langt hen i Juli er +henrivende, Vinteren derimod som oftest alt Andet end behagelig. + +Velgjørenhedsballer. + +Hvori Velgjørenheden bestaar, skal jeg ikke kunne sige. Der er Ingen, som +har kunnet fortælle mig det. Pariserne bekymrer sig aldrig om at gaa +tilbunds i den Slags Sager. Paa Hjørnet af Avenue de l'Opéra rejser der +sig to høje, kolorerede Master med et stort Skjold i Flagindfatning. En +Inskription paa dette Skjold oplyser om, at man mod Erlæggelsen af en +Louis og under den Betingelse, at man er i Baltoilette, vil kunne blive +admitteret til et "Grand bal de bienfaisance", som den førstkommende +Løverdag gives i Hôtel Continental under Protektorat af Handelsstandens +eller andre Stænders Damer. Endvidere fortæller Plakater, som er +opslaaede i de til Ballokalet hørende Spillesale, at et Spil Kort koster +fem Francs i Leje for en halv Time, hvilke fem Francs ere _"au profit de +l'oeuvre"_. Det fremgaar heraf, baade at der er et "oeuvre", og at man +gjør vel mod sine Medborgere ved at give Louis'er og Femfranker ud til +Bedste for det. Videre Oplysning om Velgjørenhedens specielle Øjemed har +Pariserne hverken Tid eller Trang til at forskaffe sig. + +Hvad Ballet er, skal jeg derimod tillade mig at fortælle. Disse +Velgjørenhedsballer spiller en ikke ringe Rolle i det parisiske +Vinterliv. Fra Begyndelsen af December er der regelmæssig et af dem hver +Lørdag, og intet af dem har under et Par tusind Deltagere, Et saadant +Besøg taler tydeligt nok for deres Hensigtsmæssighed, selv om der ikke +fandtes noget "oeuvre". De udfylder et Hul, de tilfredsstiller en Trang, +Masser af Parisere og fremfor Alt det langt overvejende Flertal af de +Fremmede vilde slet ikke faa danset uden dem hele Vinteren igjennem. +Faubourg St. Germain er endnu saa omtrent en lukket Verden undtagen for +dens Egne. Men det parisiske Bourgeoisi, det ægte, gamle, grundmurede +Bourgeoisi, der har store Hoteller og Formuer, som er store nok til +Baller, det er næsten endnu mere hermetisk lukket. Den officielle Verdens +Soireer er aabne ganske vist, men Kredsen, som kan faa Adgang til dem, +har dog altid sin Begrændsning, og saa kjeder man sig desuden saa +gudsjammerligt paa dem, at Ingen gider komme der. Smaa, hyggelige, jævne +Familieballer, som hos os, kjender Paris ikke. Kan man sidde ti Personer +sammen i en almindelig Families Dagligstue, saa er det Højden; kan man +betale Husleje, Husstand og Toiletter, saa er det ogsaa Højden i dette +dyre Paris, hvor en Familie, der stiller mindste Fordringer til Livet, +umuligt kan leve under ti, femten tusind Francs om Aaret. Til Baller +bliver der paa ingen Maade Raad. Og hvem skulde man ogsaa indbyde? Enten +er der ikke unge Piger i Huset, og saa kommer der ingen unge Mennesker, +eller ogsaa er der unge Piger, og saa kommer der to eller tre. De kommer +der fjorten Dage, til Forældrene uden at falde med Døren ind i Huset kan +spørge dem, om de vil være Svigersønner. Vil de, saa har man ikke Behov +for nye Ansigter; vil de ikke, saa faar de paa en høflig Maade Løbepas +for at give Plads for Andre. Bekendtskabskredsen omfatter aldrig paa +samme Tid mer end nogle ganske enkelte Ægteskabskandidater. + +Det er derfor, Velgjørenhedsballerne virkelig gjør vel mod de danselystne +Pariserbeboere. Alverden er admitteret for en Louis, og Alverden kommer +der. Det vil sige ikke de, der har deres egne lukkede Baller; de bliver, +forstaar sig, paa egen Grund. Og naturligvis heller ikke pæne unge Piger +af pæne, dannede Familier. Men dem regner man ikke med i Paris; deres +Existens foregaar i det Skjulte, der findes Parisere, som paastaar, at de +aldrig har set dem. Men ellers kommer der en Smule af Alt paa disse +Baller. Selskabet er broget som Blomsterfloret i en Gartnerbutik, ægte +demokratisk, som det sig hør og bør i en ægte demokratisk Republik. + +Det kan deles i tre Hovedgrupper: de Graadige, de Blaserede og +Soupeuserne. + +De Graadige kommer Klokken ni, naar Ballet begynder Klokken ti. De er fem +i en Droske, og de fornemme Portierer ser ned paa dem med knusende +Foragt: de veed ikke, de Stakler, at det altid i Paris, naar man er i +Gala, koster ti Sous at faa sin Vogn lukket op. Den mandlige Part af dem +har broderede Skjorter, krøllet Haar og hvide Handsker med Fingerspidser, +i hvilke Fingrene ikke kan komme helt ned. Er de i Besiddelse af Klaphat, +saa har den altid kulørt Foer, helst violet, men dog ogsaa af og til +ceresa og spanskgrønt. Damerne excellerer i færdigsyede Atlaskes +Nederdele fra "Printemps" til niogfyrretyve Francs og halvtreds. Af og +til ser man dog ogsaa sytten-atten-aars Piger i hvidt Alpacca, næsten +altid tre, fire i Følge med en gammel, graahaaret og frakkeklædt Papa. +Søde Ansigter, tidt uden Sminke, store, glade Barneøjne, Halse, hvor +Skulderbenet stikker frem, og Overkroppe, der dingler genert, som om de +ikke sad rigtig fast endnu; de kunde være fortryllende, naar de bare ikke +havde Mani for at trippe om paa røde Ben ligesom Storkene. Himlen maa +vide, hvorfor de har forelsket sig i de røde Strømper. + +Saa er der dem, der har røde Ansigter, røde Arme, Brudekjoler og Handsker +af Nummer syv og en halv med en, højst to Knapper. Fremdeles Staklerne, +hvis hele Pynteevne ikke er naaet videre end til Anbringelse af en Gren i +Haaret og en Blomst i Brystet af den simple graa eller sorte uldne Kjole. +De staar i aldeles umiddelbart Forhold til det mystiske "oeuvre", de +andre har kun en fjernere Slægtskabsforbindelse med det, som har tilladt +dem, ikke at komme gratis ind, men at faa Billetten til modereret Pris. +Hele Kategorien er kommen for at more sig. Ballet er en Begivenhed for +dem, den eneste maaske Aaret rundt, den, der drømmes om og spares op til +Maaneder forud. + +De føler sig næppe skuffede; noget saa Feagtigt har de aldrig kunnet +drømme. + +Hôtel Continental er paa disse Balaftener et veritabelt Eventyrslot. Tre +mægtige Sale, der kan rumme to, tre hundrede Par hver, er viede til +Dandsen. Marmorsøjler bærer Loftet med de brogede Rococcobilleder; Guld, +Fløjl og Spejle overalt; for Vinduerne tykke Atlaskes Portierer i Farver, +som var de vævede af Solskin; et Gulv saa blankt og glat, at de Tusinder +af Gasblus spiller igjen paa det som Stjerner. Og allevegne omkring en +Labyrinth af andre Sale, Gange, Korridorer dg overbyggede Verandaer, +stadig med Spejlvægge, som multiplicerer deres Tal, saa man kan tilbringe +en hel Nat uden at finde Rede i Virvaret. Tommetykke persiske Tæpper, +pladskende Springvande i Krat af Palmer og Lavrbær og med elektrisk Lys +paa sig, duftende Rosenbusketter, mandshøje Kameliatræer, +Silke-Causeuser, Drapperier, en Atmosfære dirrende af Vellugt, Varme og +fjern Musik. Nogle af disse Sale er rentud Delirier af Luxusfantasi. Der +er en, som forestiller Vinterhave. Væggene er Espalier af slyngende +Blomster, det høje, hvælvede blaa Loft en Nathimmel med Stjerner, Lyset +falder som Maaneskin ned fra matte Krystalkupler, i hvilke Jablokoffs +Blus Brænder, hele Salen er fuld af sjeldne, exotiske Planter og +blankbladede Træer. Ved Siden af er man i Alhambra med dets glødende +østerlandske Farver, dets mystiske Uendelighed af Buer, Piller og +kalejdoskopagtige Dekorations-Kapricer. For begge Ender af den aabne Sal +naturligvis Korridorvægge med Spejle fra Loft til Gulv, saa alle Linier +glider ud og fortsætter sig i taaget, hemmelighedsfuld Fjernhed. En +Belysning, der er studeret med Kunst for at faa den rette Nuance i +Stemningen: Gassens varme Gulhed og den elektriske Kuppels fantastiske +Skjær blandes sammen til en underlig, solmættet Eftermiddagstone, i +hvilken de slanke, indigoblaa Smaapiller mellem Buerne faar en Intensitet +i Farven, som Intet kan beskrive. Saa en Gallerisal med moderne Mesteres +Billeder og mørkt resedafarvede Fløjlsdivaner, bag Dansesalene Buffeter +med Champagnen i Krystalkaraffer, friske, glacerede Jordbær, mægtige +Sølvopsatser, Kandelabrer og graahaarede gamle Tjenere med Knæbenklæder +og Silkestrømper, Alting druknet i Luxus, Fornemhed og Pragt. + +De Graadige gaar i Begyndelsen omkring og kigger paa det med store Øjne. +De er fortumlede, de løber Panden mod Spejlvæggene i den Tro, at det er +Døraabninger, de prøver det blanke Parketgulv som Glidebane, men de tør +ikke danse paa det, skjøndt Orkestertonerne bruser og Lysten kribler dem +i Fødderne. Saa kommer der imidlertid efterhaanden Mylr. Der kommer +friskimporterede Yankeer med flirtationslystne amerikanske Misses, som +ikke er bange for Nogetsomhelst, og som strax vil valse. De kan ikke til +den franske Musik, de ler himmelhøjt selv over deres Kejtethed, og +Latteren gjør Ende paa den generte Stivhed. De Graadige faar Mod. Et, to, +tre Par begynder; der følger ti, der følger hundrede efter. I et Nu +hvirvler de Allesammen afsted som paa Parole. Hvilken Ihærdighed, hvilket +Alvor! Ingen Pavser, ingen Snakken ingen Smil engang. De danser som +Gringoire spiser ved Taffelet for Kong Ludvig. Dørene til det drømte, +forjættede Land er sprungne op; de svælger i Herligheden, de giver sig +knap Tid til at trække Vejret engang af Frygt for, at de ikke skal +faa nok. + +Hvor de ser ned paa dem med Foragt, de Blaserede, der kommer Klokken +Tolv. Aldrig før. Det vilde ikke være blaseret, og for dem er Livets +højeste Opgave netop at være blaseret. De kommer langsomt slentrende, +slæbende efter sig Foden med de lavhælede, lakerede Sko, som om de i +Grunden fandt det under deres Værdighed at tage dem med. Overkroppen +dingler ogsaa hos dem ligesom hos Alpaccafrøkenerne; men det er, fordi de +er for trætte til at gide bære paa den. De kaster deres Peltsfrakke +tilbage paa Skuldrene, lader de springende Garderobetjenere trække den +af, smider en Tofranc i Vestiairetallerkenen til Tak, klemmer deres +chamois Handsker fast i Klaphatten med det ulastelige sorte Foer og det +broderede Navnetræk, stopper omhyggeligt Guldkjæden i Vestelommen, hvis +den hænger frem--Gudbevares, de var ruinerede for Tid og Evighed, om man +saae dem med Guldkjæde til Kjole--sætter Monoclen i det ene Øje, og +driver saa en Runde gjennem Salene. + +_Pas de femmes, mon cher!_ Selv om der fandtes Tusinder af de +allerdejligste Pigebørn, vilde de uvægerligt sige det Samme. Væsener i +Brude-, Alpacca- eller niogfyrretyve-Francs-Kjoler hører for dem ikke til +Kvindeslægten, og de Andre med Toiletter, Sminke og nøgent Bryst er kun +undtagelsesvis arriverede saa tidligt. + +De Blaserede vender derfor haanligt Dansesalene og den hele Stueetage +Ryggen. Ovenpaa er de grønne Borde, der hører de hjemme. De staar og ser +lidt først paa Baccarat'en, faar saa mellem to Fingre klemt en Louis op +af Vestelommen og lader den søvnigt dratte ned paa Bordet, som om det +egentlig ogsaa æklede dem at have med det at bestille. Men her gaar +Naturen over Optugtelsen. Naar de har tabt en ti, tyve, tredive Stykker, +begynder der at komme Fut i de livstrætte Herrer. Spillet er for dem +Absinthen, der strammer op. Naar de efter et Par Timers Forløb forlader +det med helt fulde eller helt tomme Vestelommer, nogle tusind Francs +rigere eller fattigere, er de medgjørlige ogsaa i Dansesalen. De foragter +end ikke en Kvadrille, selv med Udsigt til i Myldret at blive traadt paa +den slæbende Fod. + +Men det forstaar sig, saa er rigtignok Soupeuserne komne. Det er igjen en +tredie Kategori. De er nok blaserede ogsaa, men kun paa Bunden. +Blasertheden har faaet Glasur, ligesom Kinder, Læber, Hals og Arme. Og +den Glasur er god. Latteren klinger ungt, den nøgne Buste skinner +blinkende frisk, saa Øjet ser sig drukkent i den. De Blaserede glemmer at +dingle med Overkroppen. Som Katten om den varme Grød, kredser de om de +Nyankomne. Men Soupeuserne har deres egne Kavallerer med. Med dem valser +og polkerer og ler og løber de og vender Alting paa den anden Ende. Der +er kommet nyt Liv i det Hele. Og først og fremmest i Restavrationen. Den +har hidtil staaet øde og forladt med en enkelt trist Englænder hist og +her, som spleenlangsomt tyrede sin Otte-francs Soupér til en halv Flaske +Medoc. Nu knalder Champagneflaskerne, nu fyldes Bordene, vittige +Journalister holder Taler for Duchamel, for Jaluzot, for Mademoiselle +Chose; og Mademoiselle Chose selv synger Kupletter af "Mascotte" og "le +beau Nicolas" for at bevise, at hun er debuteer-fähig. Garconerne flyver, +Vittighederne holder Festfyrværkeri, Latteren faar de Graadige i +Dansesalen til at komme op og klumpe sig i Tilskuerklynger ved Dørene. +Man slaar Bordene sammen. Prinsen betaler. Der er altid en Prins eller en +Nabob paa Halvtreds. Og naar man ikke gider drikke hans Champagne længer +og ryge hans Cigarer til halvanden Francs, saa laver man Kjæde og farter +ned ad Trapperne og gjennem Dansesale og Alhambrahal og Vinterhave og +Billedgalleri og Korridorer, og haler baade Graadige og Blaserede uden +Personsanseelse med ind i den overgivne Tummel. I et Par Timer er +Velgjørenhedsballet det mest Parisiske af Alt, hvad man kan tænke sig af +Parisisk, broget som Boulevarden, solfornøjet som en Dag ved de store +Løb. Det har Stil, det Bal, hvori saa det mystiske "oeuvre" stikker. Den, +som har fundet paa det først, har været en Fyr, som forstod sit Paris. + +[Illustration: Udenfor Boulevardkafeen] + +Jule- og Nytaarstiden. + +Julen i Paris er ikke Julen hos os. Men at Pariserne slet ikke skulde +kjende Noget til Julen, det er dog ogsaa en Overdrivelse. Det holder en +Jul paa sin Maneer, en, som passer til dets Liv, dets Vaner og +Tilbøjeligheder. Den er ægte parisisk, fuld af karakteristiske Træk, der +spejler Befolkningens inderste Væsen, fremfor Alt fuld af store +Modsætninger, som de netop hører hjemme i Modsætningernes mærkelige Stad. + +Pariserne ere paa Boulevarden Juleaften. Ved den Tid, da vore Gader +begynder at blive tomme, fyldes deres. Festlighed inden fire Vægge +forstaar de ikke; de fejrer deres Bryllupsdag i Boulogneskoven, de maa +have Offentlighedens store Sceneri som Ramme om deres Glæde, de maa bære +den ud i fri Luft, for at den skal kunne trække Vejret rigtig. Hjemmets +Fest kan de ikke holde, de, hvis Sprog ikke engang har noget Ord +for Hjemmet. + +Inderligheden og Hjerteligheden, Alt det, der giver Julen dens Særpræg +hos os, kjender man i Paris Intet til. Slægt og Venner gjør ikke lange +Rejser for at være sammen, end ikke Julegaverne existerer. Først +Nytaarsdag forærer Pariserne hinanden deres Presenter; det er som en +Slags Kvittering for godt Forhold og stadig Forretningsforbindelse i +Løbet af Aaret, paa samme Maade, som Urtekræmmerne hos os giver de Piger +Chokoladekager, der har været flittige Kunder. + +Men Alverden mærker alligevel, at det er jul. Paris skifter Fysiognomi; +Byen forvandler sig imellem Jul og Nytaar til en gigantisk Markedsplads, +det er netop dens ejendommelige Maade at holde Fest paa. Om Sommeren har +hvert af de ydre Kvarterer og særlig hver af de tilstødende +Smaalandsbyer, der halvt om halvt hører med til Paris, deres "féte +foraine", paa den store Nationalfestdag faar den Lov til at brede sig +over en halv Snes forskjellige Kvarterer af Staden, men i Juleugen +erobrer den endogsaa Paris's Allerhelligste, de store Boulevarder. Hele +den over en halv Mil lange Strækning fra Madeleinekirken til +Bastille-pladsen er fyldt med Træboder. Paa det mest befærdede Strøg, +Boulevard des Capucines, Boulevard des Italiens og Boulevard Montmartre, +staar de saa tæt ligeoverfor de store Butikkers Udstillingsvinduer, at +der kun akkurat lige ved Træerne er en snever Passage, gjennem hvilken +man kan smutte fra Trottoiret ud paa Gaden. Og selv i denne Passage har i +Reglen en fattig Stakkel, der ikke besad Kontanter nok til at leje sig en +Bod hos Kompagniet, som slaar dem op, anbragt sit Bord, hvorfra han under +høje Raab priser sine Varer, i Reglen en eller anden ny Opfindelse: en +Maskine til at skrælle Gulerødder med, en Plade til at sætte paa +Stearinlysene, for at de ikke skal dryppe, et Værktøj, der paa samme Tid +er Hammer, Ildtang, Proptrækker, Kniv og Fil, eller et nyt Slags Fyrtøj, +paa hvilket Sælgerne søger at vække Opmærksomhed ved med hæs skrigende +Stemme at præsentere det under Titulaturer som _"la mort des allumettes", +"le feu miraculeux", "achetez votre feu pour toute l'éternité, dix +centimes",_ o.s.v. + +Halvparten omtrent af, hvad der sælges paa Boulevardernes Julemarked, er +nemlig nye Opfindelser. Det rige, fornemme Paris har ingen Længsel, som +vi har det efter Julen. Længsel er atter et Begreb, for hvilket det +franske Sprog ikke ejer noget Ord. Men i de smaa Værksteder, i de +flittige Arbejderhuse--og de existerer i Hobetal--stræbes og spekuleres +og slides der alligevel hele Aaret rundt med Juleugen for Øje. Den er den +lille Pariserindustris store Fest. Til daglig Brug har Paris ingen Plads +for denne Industri. De storartede Nouveautémagasiner og lignende +Forretninger holder den nede; Haandværkeren kan ikke etablere sig paa +egen Haand i det Smaa, fordi han ikke kan tage Konkurrencen op med +Masseproduktionen. Han maa arbejde i dens Sold under Betingelser, der +stadig, bliver mere og mere ugunstige for ham, og være glad til, naar den +vil give ham hans daglige Brød. Den lille Rente, Rygstødet for de +kommende Aar, der spiller en saa væsentlig Rolle i enhver rigtig +Franskmands Liv, kan han ikke tjene sig paa den Vis. Men saa er det, at +Jule- og Nytaarstiden kommer ham til Hjælp. For en Bagatel lejer han sig +en Bod paa Boulevarderne, og der er han eller hans Kone eller hans Sønner +og Døttre uden nogensomhelst Afgift Handlende paa egen Haand den Snes +Dage dette Marked varer. Det skulde i Grunden kun holde ud til Hellig tre +Konger, men som oftest faar man Tilladelse til at lade Boderne blive +staaende endnu en Ugestid efter. Det gjælder da at finde paa Noget, som +kan faa Afsætning paa dette Julemarked. Og den parisiske Arbejder er +Opfindsomheden selv. Man støder i disse Boder paa Hundreder af snilde +Smaating, der røber hans Talent. Hele den Uendelighed af Luxus- og +Nødvendighedsgjenstande, der gaar Verden rundt under Fællesnavnet +"articles de Paris", har første Gang været udstillede i Juleboderne paa +Boulevarden. I den oprindelige Skikkelse, hvorunder de dukke op der, har +de maaske ikke havt den Fuldkommenhed, som de senere faar, det mangler +Opfinderne i Reglen Midlerne til at give dem. Men de store Handlende, der +er de flittigste Besøgende ved Juleboderne, aner gjennem de første, +primitive Forsøg, hvad der kan komme ud af Opfindelsen, de sætter sig i +Forbindelse med Arbejderen, hvem den skyldes, de sørger for, at han kan +fuldkommengjøre den, og naar saa den næste Decembermaaned kommer, sælges +Artiklen fin og straalende fra de store Nouveautémagasiner for siden at +gjøre sin "tour du monde". Desværre, det er saa ikke længere den fattige +Arbejders Ejendom; Masseproducenten giver ham kun Beskjæftigelse Aaret +igjennem paa den Betingelse, at han udelukkende stiller sin Opfindelse +til hans Raadighed. Men i hvert Fald det daglige Brød har den sikret ham, +og den Snes Dages Salg paa Boulevarden har ogsaa givet en lille +Spareskilling, der kan voxe ad Aare. Thi til næste Julemarked har han +atter noget Nyt, og paa Julemarkedet tjenes der Penge. + +Der er, saalænge Julemarkedet staar paa, et Mylr foran disse Boder og en +Trængsel uden Ende paa Boulevarden. Men værst bliver det naturligvis +selve Helligdagene. Man kan kun komme frem og slippe for at blive klemt +ihjel ved at lade sig føre viljeløst med af Strømmen. Hastværk gjælder +ikke. Paris har intet Hastværk i denne Tid; det handler og ser kun. Men +der er ogsaa Nok at se paa. Alle de store Butikker holde naturligvis +aabent; Alt har aabent i Julen. Theatrene giver første og anden Juledag +baade Matinéer og Aftenforestillinger, en Cirkus har endogsaa drevet det +til at give tre Forestillinger paa samme Dag. De runde Plakatkiosker, +hvorpaa de parisiske Fornøjelsesetablissementer annoncerer og som er et +af de ejendommeligeste Træk af Byens Gadefysiognomi, lokke med en +uendelig Mylr af brogede Farver og brogede Adspredelser. Kaféer og +Restaurationer ere fra Middag til Midnat eller rettere til et godt Stykke +paa den anden Side denne, saa fulde, at man maa staa og vente for at faa +Plads. Det ligger ikke for den parisiske Handlende at lade en saadan +Lejlighed til at tjene Penge gaa ubenyttet hen. Han har ingen +Helligdagsanordning, der binder ham, men han har en meget udpræget +Fornemmelse af, at man gjør ham Konkurrence paa den anden Side af +Fortovet, og hvor fattig end denne Konkurrence muligvis er, kunde det +aldrig falde ham ind at foragte den. Saasnart han har tjent saa mange +Penge, at han ikke vil tjene flere, bliver han fornem ude paa sit +Landsted, men saalænge han driver Forretning, bukker og skraber han ud +for hver Sou, Publikum vil lade flyde i hans Kasse. Bignon, Ejeren af +Café Riche og en stor Part af Paris' fornemste Kaféer, er Millionær, men +hans Søn staar med bart Hoyed og Serviet under Armen ude paa Gaden og +bukker for Blusemanden, naar han bestiller en Bock; den unge Noël Peters +har taget sin Doktorgrad i Jura, men saa saare han fik sin Faders +Restauration i Arv, en af Paris' berømteste, gjorde han sig til +Overgarçon i Lokalet. Størsteparten af Paris's Handlende hører til ganske +den samme Race Mennesker. + +Fattigmandsboderne vis-à-vis dem er kun en Stimulation for dem til at +vise sig i al deres Glands og Herlighed. Naar man i Juleboden skriger sig +hæs for at anbefale en Ærmeknap til to Sous, der er nikkeleret "ved +Elektricitet", saa søger Juveleren ligeoverfor at drage Opmærksomheden +bort fra dette Raab ved at sætte elektrisk Lys paa sine Diamantsmykker +til tyve Tusind Francs. Naar en ivrig Batignollesmand med en Svada uden +Ende lokker Publikum til at betragte hans Maskine til at udhule Roer, saa +neutraliserer Potel paa den anden Side af Fortovet hans Veltalenhed med +Pærer saa store som Græskar, Druer af Dimensioner som Aprikoser, friske +Jordbær og Ferskener. Gjør en ung Blomsterpige med et Smil og fagre Ord +Reklame for sine stuedrevne Resedaer og Nelliker, saa fylder den store +Blomsterbutik sine Vinduer med Tusind og en Nats Flora, med Rosenbuketter +til to Hundrede Francs og med favnehøje Orangetræer, der bugner af modne +Frugter. Der er ikke nogen Tid paa Aaret, hvor Paris's Butikker udfolder +en saadan Rigdom som i Juleugen. Den ene Part af Publikum kommer for af +kigge paa dem, den anden for at kjøbe Nytaarsgaver. Det rige og det +fattige Paris mødes i Stimmelen, føres nogle Minutter med af den samme +Strøm og vender saa tilbage til Luxuspaladser eller Stuer, der er for +fattige til at holde Ild i Kaminen. Julen samler dem Alle i Paris's +Hjerte, paa de store Boulevarder. + +[Illustration: Plakat Kiosken.] + +Men det er forresten hele Byen, der er festklædt. De ydre Boulevarder og +Pladser vrimler af Karusseller, af Gynger, af Gjøglere, der dandse paa +Line indenfor en med Snor trukken Kreds, af Sonnambuler og Telte med +Kæmpekvinder eller tohovede Kalve. Overalt Gadeliv, som man end ikke ser +det i den skjønneste Forsommertid. Kulden, hvis den skulde komme, +respekterer Pariserne ikke. Men det er iøvrig næsten, som den selv +respekterede Boulevardmarkedet. Den kommer kun yderst sjelden, mens det +staar paa. I Regelen er det stadig blaa Himmel og Solskin med flere +Graders Varme. + +Den glade Tid begynder Juleaften. Allerede da er der sort af Spadserende +overalt, og de fleste af Boderne lukker op. Men det er en Antecipering. +Først "Midnatsmessen" og den efterfølgende "Réveillon" ere i Grunden +Festens Aabning. Midnatsmessen er en storartet Kirkekoncert, som kun +Minoriteten af Parisere forsømmer. Alle Kirkerne er overfyldte; udenfor +dem, der er bekjendte for at have de bedste Sangere, staar Publikum i +Queue fra Klokken 8-9 for at komme ind. Særlig til Messen i +Madeleinekirken, St. Roch og St. Augustin vil Alverden. Andagt kan der i +den endeløse Trængsel ikke være Tale om; men Koncerten med dens glimrende +Orgelmusik, dens Kor og dens Solonumre i komplet Operastil og sungne af +komplette Operastemmer er det ganske vist nok Umagen værd at høre. I vor +Julestemning vilde det Hele skurre stærkt, men til Parisernes Julefest er +det en Ouverture, der passer. + +Fra Kirken gaar Vejen til "Le Réveillon", det store Julemaaltid med dets +obligatoriske Kalkuner. Der er dem, der holder det hjemme, men en Mængde +har dog ogsaa arrangeret det paa Kaféer og Restaurationer. Disse er +allesammen Julenat aabne til Morgenstunden, og fra dem allesammen lyder +der Sang og lystig Tummel. Holdes der "Réveillon" paa orthodox Vis, maa +Gildet ikke ende, før Solen er staaet op den næste Morgen. Det er den +eneste Gang hele Aaret rundt, Pariserne har Forpligtelse til at drikke +tæt. Til daglig Brug er de det sobreste Folkefærd, der existerer, men +Julenat hører der en lille Perial til. + +Saadan ser Julen ud i Paris. Forskjelligt er Alt dette, det er vist, fra +vor stille, fredelige Fest med gode Venner inden sneomfygede Mure. I det +trængselsfyldte, tumlende, straalende Paris længes Nordboen efter +Hjemmet. Men for Pariserne er det rette Hjem paa Gaden, i Færdselen og +Livet, som spænder hans Handlekraft, paa Kaféen, hvor der deklameres og +diskuteres, i det brogede Forretningsvirvar, hvor hans Øje spejder efter +Planken, paa hvilken han skal redde sig fra at gaa tilbunds i det +uendelige Menneskehav. + +Med al dens Tummel, alt dens brogede Boulevardliv er Juleugen imidlertid +dog nærmest kun et Slags Ouverture til, hvad der skal komme bagefter. +Alle de Motiver, som ligger i den, faar endnu rigere Udfoldning senere, +det Pittoreske Nytaarsnat, det Hexesabbathagtige særlig paa den første +Dag af det nyfødte Aar. Man kan ikke med Rette beskylde Pariserne for at +de tager lunkent mod dette. Deres By er i straalende Gala, naar +Midnatsklokkerne ringer det ind, alle Boulevarder tætpakkede af +Mennesker, Alting i fuld Belysning. Ikke et eneste Udsalgsmagasin har +lukket, i Konditor-, Blomster-, Legetøjs- og den Slags Boutikker stimier +Publikum saaledes sammen for at gjøre Indkjøb af "Étrenner", at ikke +engang et tripleret Sælgerpersonale kan tilfredsstille Begjæret. Alle +Markedsbarakkerne sætter det bedste Ben foran for at tiltrække sig +Opmærksomhed i den extraordinære Stund, da hver ægte Pariser er i +Spendeerhumør, Udraabernes Lyrik er paa Kothurnen, de Spadserendes +Munterhed søger at følge dens Flugt. Illuminationsgirandolerne, hvormed +de Handlende har fundet paa at pynte deres Façade ogsaa til daglig Brug, +de store, leende Klynger omkring mekaniske Legetøjsdyr, der hopper og +kravler paa Fortouget, de futtende Petarder, hvormed man fra Vinduerne +skyder det nye Aar ind, Alting sætter Liv og Lune i de drivende +Menneskemasser. Og hvilket Skuespil er det da ikke, naar der over dette +fantastiske Virvar af Farver, af de hvide, teltlignetjde Barakker, af +deres Flag og brogede Lampetmylr, over den sorte Folketrængsel og den +øredøvende Støj hvælver sig en Himmel, stille, stjernebesat og +maanebeskinnet som den, der ser ned paa Neapels Golf, og naar Luften +mættet til Overflod med denne ejendommelige Pariserodeur, der kommer fra +Blomsternes og Damernes Parfume, fra Gassens og de store Restaurationers +Udstraalinger, naar den ligger om En varm og lun, som om Foraaret vilde +vaagne med den gryende Sol! + +Men Paris er Kontrasternes By; naar Nytaarsnattens Rus er sovet ud, +kommer Nytaarsdagen efter. Den er i den gode Seinestad de forfærdeligste +tolv Timer, man oplever hele Aaret rundt. For hvert Skridt, man gaar, er +der en betlende Invalid, for hvert andet en Lirekasse og for hvert tredie +et Væsen, der skal have Drikkepenge. Man bliver jaget, hidset, slidt i, +flaaet, som om man var kommen ud, ikke for at spadsere i Januarforaars +Solskin, men for bogstavelig at fungere som Bytte for en Parforce-Jagt. +Nytaarsdagen i Paris er Tiggeriets Festdag. Skjøndt det under almindelige +Forhold er principmæssigt forbudt, florerer det dog bestandig paa Gader +og Boulevarder med en Frækhed, som om der slet ikke existerede Politi. +Men hver første Januar kvæler det formelig Byen under sig. Alverden har +paa denne Dag Lov at betle, saameget den lyster, og det er utroligt, +hvilke Hærskarer, der benytter sig af Tilladelsen. Hele det uhyggelige +Paris, der til daglig Brug fører en lyssky, underjordisk Tilværelse i +Forstædernes smudsige Gyder, spyer sin Befolkning ud over Boulevarderne, +Kajerne og de brede Seinebroer. De samler sig familievis med Alt, hvad +der kan præsteres af affældige Oldinge, Spedalske og udmagrede Diebørn. +Har Familien det normale Tilbehør af Lemmer, Øjne, Næse og Øren, saa +søger man ved Kunst at supprimere Et og Andet for at gjøre Indtryk. +Pariservagabonderne er rene Hexemestre, naar det gjælder at gjøre sig til +Blinde eller Krøblinge for en Dags Tid. Jo mere Jammer og Elendighed, man +kan vise frem, desto flere Sousstykker skraber man ind. Alle Saar og +Skrøbeligheder blottes og stilles til Skue, de værste Pjalter, man kan +støve op, er paa denne Dag de bedste, Paris's Gader bliver til uhyre +Hospitalsgange, Luxusstaden ser ud, som var den sølet ned i al Orientens +Smuds og Misère. De spædeste Børn vralter omkring og spærrer En Vejen med +deres fremrakte Tallerkener, Fruentimmerne hyler og trækker Kjolen fra +det kræftbefængte Bryst, de lamme Oldinge, Invaliderne uden Arme eller +Ben hyler, Luften gjenlyder af Jamren og Klynken, og om kap dermed hviner +Lirekasser, Fløjter, Sækkepiber, Violiner, Harper og andre +Rædselsinstrumenter. + +Fortumlet flygter man ind i en Kafé. Men ogsaa der finder man Tiggeriet, +det har kun faaet andet Kostume paa. Garçonerne ere saa fri "at tilbyde +deres lille Nytaarsgave", det vil sige en Cigar med kulørt Baand paa til +Herrerne og en Appelsin eller et Kræmmerhus Bonbon til Damerne. Hvis man +betragter denne Nytaarsgave som en Tak for de regelmæssig efter hver +Konsumation i Aarets Løb erlagte Drikkepenge, tager man imidlertid højlig +fejl. Den er kun en Invitation til Extraducør i Anledning af det nye Aar. +Er man blot set en halv Snes Gange, udebliver Cigarerne og Appelsinerne +aldrig. Og den langt overvejende Part af Pariserbeboerne har idetmindste +en Snes Kaféer eller Restaurationer, hvor de kommer nogenlunde hyppig. +Slap man saa med dem, kunde det endda gaa an. Men det er i Paris +Alverden, der skal have Nytaar: Brev-, Avis- og Pengepostbude, +Frisørsvende, Handskejomfruer, Skræddertjenere, Theaterouvreuser og saa +fremdeles i det Uendelige. Endogsaa Pigerne i Tobaksudsalgene have deres +baandpyntede Tallerkener staaende paa Disken, altid omhyggelig fyldte med +Fem- og Tifrancsstykker for at markere, at en Gentleman comme il faut +ikke kan give mindre end en saadan Mønt. Det varer ved lige saa længe som +Boulevardbarakkerne og længer endnu tidt. Før henimod Slutningen af +Januar begynder Paris ikke at blive normal igjen. + +Under Karnevalet, + +"I overmorgen afholdes det næstsidste Operabal, der lover at blive +ualmindeligt glimrende. De, der ønsker at deltage i denne enestaaende +Karnevalsfest, maa derfor være om sig i Tide." Saaledes lød en Notits, +som gik igjen, med nogle Variationer hist og her under samtlige +Pariserblades Theaterrubrik. Jeg fulgte det enstemmige Raad, afleverede +itide mit Tyvefrancsstykke i et Lokationsbureau, og da Midnatsklokken +slog sine tolv Slag, styrede jeg gjennem Kredsen af beredne Gendarmer +mine Skridt op mod det straalende illuminerede Académie nationale de +musique, hvor den enestaaende Fest skulde til at tage sin Begyndelse. +Maskerne kom, under Latter og Hvin fra de sammenstimlede Tilskuerskarer, +hoppende ud af Hundreder af Drosker, de brogede Silkekjoler raslede op ad +Vestibulens Marmortrapper, Tusinde Lysreflexer fra Guld og Spejle, en +Luft mættet med Blomsterduft og Parfumer, brusende Dandserhytmer fra +Gungls Orkester bølgede de Indtrædende imøde. Det saae ganske vist +overordentlig lovende ud, og havde Enden været Begyndelsen lig, vilde man +ikke havt Anledning til at beklage sig over Bladenes Notits. Men +desværre, det gaar med de parisiske Operaballer ikke anderledes end med +saa mange skjønne Sager, som kun taaler at ses paa Afstand. Klokken Tolv +har man Hastværk med at komme ind til al den feagtige Pragt, hvis første +Indtryk vækker de allerstørste Forventninger, Klokken Tre, naar Olivier +Metra og den ungarske Maëstro har løftet Taktstokken for sidste Gang, +gaar man bort støvet og fortraadt, saa skuffet og slukøret som det +er muligt. + +[Illustration: Indgangen til Operaballet.] + +Det kunde være ganske kuriøst at vide, om Operaballerne nogensinde har +set ud, som Romanerne fortæller. En meget gammel Generation paastaar, at +de i deres unge Dage har været baade morsomme og pikante. Men det er saa +sin egen Sag med, hvordan Alting saae ud, dengang de Gamle var unge. Man +bliver en Smule skeptisk til Slutning, naar man ret tænker over de enorme +Tilbageskridt, Verden paa alle Kanter maa have undergaaet siden hine +paradisiske Tider. Faktisk er det, at disse "enestaaende Karnevalsfester" +nu langtfra er enestaaende morsomme; deres væsentlige Pikanteri er ikke +synderlig forskjelligt fra det, hvis daglige eller rettere natlige +Skueplads er Boulevardtrottoirerne mellem Faubourg Montmartre og Café +Americain. Endnu i Romaner fra Firserne findes der overgivne unge Damer +af den fornemme Verden, som én Karnevalsnat gaar paa Eventyr i Operaen, +og hvis røde Skuldersløjfer medfører saa mærkværdige Kombinationer, at de +kan fylde hele to tykke Bind. I Virkeligheden derimod har kun yderst faa +anstændige Damer--naar da undtages Udlændinge, for hvem Alt er tilladt, +og som tillader sig Alt i Paris--sat deres Fod paa et Operabal i de +sidste halvtredsindstyve Aar; ialfald har de kun gjort det af +Nysgjerrighed og under Ledsagelse af deres Mænd. + +Hovedbestanddelen af det kvindelige Selskab er af den sletteste Art, og +de fleste af Dragterne ere ligesaa smagløse som dekolleterede. Det er +nemlig ikke længer Fashion for Fruentimmerne at være i Kostume. Hvad de +mandlige Gjæster angaar, falder det end ikke en parisisk Urtekræmmersvend +ind at klæde sig ud. De mandlige Masker er lejede allesammen uden +Undtagelse. Skal de tilmed dandse, betales der dem forhøjet Taxt, og de +sørger saa ogsaa for at maskere deres Ansigt, saa Ingen kjender dem i +deres nedværdigende Bestilling. At dandse paa Operaballerne for sin +Fornøjelse er rent ud forhistorisk, I de tre Timer, Dandsemusikken varer, +springer de Ulykkelige, der er dømte til dette Trællearbejde i +Kankan-Attituder omkring i den store Sal og giver med deres halvnøgne +Dandserinder Forestillinger for dem, det kan more at se paa disse lascive +Scener. Men det er ikke Mange. Hovedparten foretrækker at betragte +Operaballerne som en Slags Promenadekoncert. Med sin Klaphat under Armen +driver man frem og tilbage i første Etages Couloirer, hvor Gungl spiller +umiddelbart over Hovedtrappen, og kjeder sig med Anstand. Det mest +overfyldte Sted er den store Foyer, til hvilken Adgangen ganske +karakteristisk er forbudt Enhver, der er i Kostume. I Rotunden ved Siden +af er der en Buffet, hvor et Vinglas fuldt af Øl koster en Franc; denne +Buffets Priser er maaske, naar Alt kommer til Alt, det mest Aparte ved +den "enestaaende" Karnevalsfest. + +Karnevalslystigheden begynder først, naar Ballet ender. Pariserne er et +for ceremonielt Folkefærd til at kunne more sig i Stuer; den gode Tone +paalægger dem Hundreder og atter Hundreder af minutiøse Hensyn, som gjør +dem stramme og stive inden fire Vægge. Udenfor derimod giver man +Konveniensen en god Dag. De samme Herrer, som i Operaens elegante Lokaler +end ikke af de mest overgivne Dandserhytmer kunde falde paa at lade sig +forstyrre i deres langsomme, slæbende, blaserede Promenademarche, er +øjeblikkelig, saasnart de kommer ud paa Gaden, med til at dandse en +Kvadrille midt paa Fortovet. Boulevardkaféerne har de Nætter, der er +Operabal, aabent lige til Morgenstunden, og ligesaa dræbende +kjedsommeligt der har været paa Ballet, ligesaa livligt er der +paa Kaféerne. + +Man gjør i det Hele taget det parisiske Gadekarneval Uret. Det skal være +død ud, paastaar man. Ganske vist, paa den venstre Seinebred finder man +det ikke længer, men ganske simpelt af den Grund, at man der i vore Dage +overhovedet kun undtagelsesvis finder Udslag af det egenlige Pariserfolks +Liv. Paris' Hjerte har flyttet sig med Aarene: det slaar i helt andre +Kvarterer nu end i Studenternes. + +Særligt "Mardi gras" er for den parisiske Arbejderbefolkning og for +Smaaborgerne maaske Aarets største Festdag. Før den lange Fastetid, der i +mange Familier overholdes med en vis Strenghed, gaar fire "fede" Dage, +paa hvilke man ifølge Traditionen skal sætte Maven istand til at kunne +staa imod de efterfølgende Savn. Tirsdagen, den sidste af dem, gjør +Alverden det saa grundigt som muligt. De Smaafamilier, som paa denne Dag +spiser deres Middag hjemme, kan tælles. Alt, hvad der existerer af +Restavrationer, Vinknejper, Kaféer og lignende Steder, som i en snever +Vending ogsaa kan servere Spisevarer, er til den Grad overfyldte, at der +maa staas i Queue i halve Timer, før der kan opnaas en Plads ved et Bord. +Jo længere man kommer ud mod Yderkanten af Paris, desto galere er det. +Oppe i Montmartre kan man en saadan Mardi gras finde Smaarestaurationer, +hvor selve Kjøkkenet tages til Hjælp, og hvor der serveres Gjæsterne ved +improviserede Borde, lavede af Vinkasser, store Kogekjedler og Sligt. Thi +hele Familien slæbes med paa Spisekvarteret, fra den gamle Bedstemoder, +der knap kan rokke afsted, til Skjødebarnet paa et halvt Aar og derunder. +Til daglig Brug slides der i de parisiske Forstæder, saa man knap kan +danne sig nogen Forestilling derom. Tre hundrede og tredsindstyve af +Aarets Dage er Arbejdsdage for de Fleste, og tidt og mange Gange arbejdes +der de atten Timer af Døgnet, uden at man nogensinde faar Sol eller +Himmel at se. Man kan da tænke sig, hvilken Fest det maa være for +saadanne Væsener en enkelt Gang at komme ud. Og naar man kjender en Smule +til, hvilket naturligt, selv af al mulig Modgang uopslideligt godt Humor +der er karakteristisk for det egenlige Pariserfolk, kan man ogsaa nok +tænke sig, hvordan de maa more sig. Tummelen, Snakken, Latteren +oversvømmer de smaa, til daglig Brug tomme Restavrationer i Paris' +Yderkanter med et Liv, saa broget, saa animeret, at det spotter al +Beskrivelse. Efter Middagen gaar man naturligvis ikke hjem; Lystigheden +fortsættes ved Kafébordene udenfor paa Gaden, senere hen paa Aftenen +under spadserende Driven langs Boulevarderne, der fra den ene til den +anden Ende er et uoverskueligt Folkemarked, saa tæt proppet, at det paa +sine Steder er rent umuligt at trænge sig gjennem Menneskestrømmen. Paa +de "store" Boulevarder er Trængselen i Aarenes Løb bleven mindre, men +samtidig er den voxet paa de ydre. Til dem er nemlig nu Hovedparten af +Maskerne fortrukne, siden de pæne Folk blev for blaserede til længere at +tage Del i Løjerne. Men Karnevalslivet har næppe tabt derved. Maskerne er +blevne adskilligt tarveligere ganske vist, men samtidigt ogsaa adskilligt +mere oplagte til at slaa Gjækken løs. Rundt omkring paa Gadehjørnerne +improviseres der til Musik af en Mundharmonika eller ganske simpelt til +Akkompagnement af en overgiven Gadevise de vildeste Kvadriller, der +naturligvis kun voxe i Overstadighed, efterhaanden som Grupperne flokkes +om de Dandsende og opmuntrer dem med lystige Tilraab og Vittigheder. +Snart er det en hel Flok Klodocher, der skrigende og horntudende stormer +ned over Boulevarden og faar de smaa Arbejdersker til at flygte tilside +under høje Hvin, snart en flagpyntet Kreaturvogn, paa hvilken +Karrikaturer af forskjellige politiske Personligheder bliver trukne i +Triumf af lystige Ungersvende, der har faaet sig lejet et Dyrehoved og er +ganske overordenlig fornøjede med sig selv, snart endelig lange +Kompagnier af Maskerede med en eller anden hornblæsende Forening i +Spidsen. At Lystigheden af og til slaar en Smule ud i Kaadhed, følger af +sig selv, men Alverden er glad og fornøjet og morer sig virkelig; det +forsoner dermed. + +Naar det lakker henad Midnat til, begynder Indvandringen i Ballokalerne +langs de ydre Boulevarder--der findes et for hvert hundrede Skridt. Til +daglig Brug er disse Lokaler nærmest besøgte af et Publikum af endnu +værre Art end det, der kommer i Bullier, og om muligt endnu mere blottet +for muntert, naturligt Folkeliv end dette sidste Sted, der daglig bereder +saamange paa Traditionen stolende Fremmede de allerstørste Skuffelser. Nu +derimod stiller Sagen sig anderledes. Krapylet er ogsaa da med i den +broget kostumerede Mængde, men det er ikke eneherskende. Smaa skikkelige +Portner- og Haandværkerdøttre kommer i de guddommeligst kejtede +Forklædninger, ledsagede af den hele Familie, Vuggebørnene +medindbefattede, med Øjne, der straaler af Dandselyst, og med +kirsebærrøde Trikotben, der ikke kan blive kjede af den saa uvante +Motion. Man skulde tro sig milevidt borte fra Paris, midt inde i Hjertet +af den uskyldigste kluntede Landsby. + +Det hele Paris er paa Benene den egenlig store Karnevalsnat. Ogsaa det +fornemme Paris; men det bliver paa sin egen Grund og fejrer der disse +Tusind og én Nats Fester, om hvis overdaadige Æventyrpragt der af og til +naaer Rygter til de smaa, fjerne Kroge af Verden, hvor man slaar Hænderne +sammen og korser sig over, hvor Aviserne dog kan lyve. Aviserne lyver +imidlertid ikke; Overdaadigheden fra hine Tider, da Kleopatra løste +Perlerne op til Drikkevand, begynder virkelig at vende tilbage i det +moderne Athen. Millionfyrsterne fra hele Verden har bestandig havt +Passion for at forbause Paris med deres Overdaadighed, og da Paris er +noget vanskelig til at lade sig forbause, maa de efterhaanden tage deres +Tilflugt til større og større Extravagancer. De orientalske Nabober er i +saa Henseende længst dethroniserede af Amerikanerne. Der fortælles +saaledes blandt Andet om en Karnevalsfest i Mackayhotellet vis-à-vis +Triumfbuen, hvor man unægtelig kom Kleopatraskikkene ganske nær. Familien +Mackay hører hjemme hinsides Atlanterhavet og skal have sin exempelløse +Rigdom fra Sølvminer derovre. Der er ingen Ende paa dem, hedder det; i +hvert Fald er der ingen Ende paa Millionærfamiliens Luxus. Hotellet var +ikke stort nok til at rumme de Gjæster, man vilde indbyde. Men det +generede ikke Naboben. Som en ny Aladdin lod han i et Par Nætter, ved +Hjælp af Hundreder af Arbejdere og nogle hundrede tusinde Francs, et +Dandsepalais rejse sig paa hans Haveplads, ikke en interimistisk Sal, men +et virkeligt Palais med røde Fløjls Vægge, Spejlglas, Marmor og Guld +overalt, med indlagt Parketgulv og Sligt. I dette Palais serverede han +sine fem hundrede Gjæster friske Jordbær, forskrevne fra Alverdens +Sollande, Stører fra Rusland, Fuglereder fra Indien og Vildsvineskinke +fra Ungarns Skove. Og ikke nok dermed; efter Bordets Overraskelser bragte +Kotillonen en ny, om muligt endnu større. Istedetfor den ordinære +Papirspynt indeholdt Knallerterne pragtfulde Silkebælter, Skærf, +Tørklæder o.s.v., alle forsynede med et ægte Smykke, hvorpaa det +amerikanske Vaaben var ciseleret, en lille Kotillonsfinesse, der havde +kostet Hr. Mackay halvandet hundrede tusinde Francs. Han havde den +Tilfredsstillelse, at hans Fest berømmedes som den rigeste under Aarets +Karneval. Men han skal tage sig iagt; der er Adskillige, som er lige i +Hælene paa ham. Jordbærrene og Kotillonen bragte ham Sejren; næste Gang +vil imidlertid en eller anden Konkurrent søge at overtrumfe dem, og Hr. +Mackay maa saa finde paa nye Overraskelser, hvis hans Renommé ikke skal +gaa fløjten. Heldigvis for ham har han de uudtømmelige Miner; de er snart +absolut nødvendige, naar man vil føre Hus i Paris. De primitive Tider, da +man nøjedes med en Smule Aandrighed i de fornemme Kredses Selskaber, de +er forbi for længe siden. + +Hos Republikens Præsident. + +Hr. Jules Grévy er en rar, stilfærdig Præsident, der ikke beskjæftiger +Verden altfor forfærdeligt med sin Personlighed. Ministerierne komme og +gaa. Freycinet afløses af Ferry, og Ferry af Gambetta, og Gambetta igjen +af Freycinet og Ferry; Hr. Grévy lader dem ganske roligt skifte. Han gaar +paa Jagt med sine Venner i Provindsen og spiller Billard med sine Venner +i Paris, og naar engang imellem en Avis, der vil give sig ud for at være +inspireret af ham, tillægger ham en decideret Mening om Sagerne, saa kan +man være ganske sikker paa, at den Dagen efter bliver nødt til at +dementere sig selv. For en Republik, der gjør saa meget Spektakel som den +franske kan der ikke tænkes nogen mere hensigtsmæssig Præsident. Hans Ro +bøder en Smule paa Uroen ellers. Var han som de Andre, vilde der ikke +være til at leve i Frankrig for bare Politik. + +[Illustration: Ankomsten til Ballet.] + +[Illustration: Jules Grévy, Republikens Præsident.] + +Hele Aaret rundt er der i Grunden kun tre Gange Hr. Grévy virkelig +beskjæftiger Pariserne. Det er, naar han giver sine tre store +Elyséeballer. Kunde han følge sit Hjertes Drift, strøg han ganske sikkert +ogsaa dem. Men det--veed han--vilde Pariserne aldrig tilgive ham, og som +en klog Mand finder han sig da i at ofre paa deres Passioners Alter. Han +trækker det sørgelige Øjeblik ud saa længe som muligt, men henimod Midten +af Februar begynder Aviserne saa smaat at raillere over Stilheden i +Elysée; det er saa nødvendigt, at der gjøres Noget. Grévy kalder sin +Overkok til sig og underretter ham om, at der maa kjøbes ind til det +første Bal. Præsidenten for den franske Republik og Præsidenten for +Kjøkkenet i Elyséepalæet have ogsaa ellers--paastaar man--hver Morgen +deres regelmæssige Sammenkomster; men det er kun under +Balforberedelserne, at disse huslige Konferencer udstrække sig til Timer. +Kjøkkenchefen forlader dem med stolt løftet Pande i Bevidstheden om den +Ærbødighed, hvormed Leverandørerne vil modtage ham, naar han kommer og +gjør sine exceptionelle Bestillinger; Statschefen gaar fra dem tankefuld +og med Skyer paa sin Pande. Han kan i det Hele taget ikke lide det +Exceptionelle og allermindst den exceptionelle Luxus; Han finder det +langt fornuftigere at anbringe sine Penge i Huse paa Boulevard +Malesherbes end i Spise- og Drikkevarer, og han veed af sørgelig +Erfaring, at et Elyséebal koster mange Penge. + +Naar Præsidenten lader spille op til Dands i sit Palais, kan han nemlig +ikke, som naar han gifter sin Datter bort, indskrænke sig til at invitere +Familierne Grévy og Wilson med samt nogle ganske enkelte gode Venner af +Huset. Hele Paris gjør Fordring paa at modtage Indbydelser, hele den Part +af Provinserne og af Udlandet, som tilfældigvis opholder sig i Byen, +mener at have om muligt endnu større Berettigelse til at stille samme +Fordring. Saa saare Rygtet om, at Ballet nærmer sig, kommer ud i Staden, +bestormes Præsidentskabets Sekretariat med Anmodninger i massevis om +Billetter. Selv et Theater i Vælten, der er ifærd med at bringe et nyt +Stykke af Sardou eller Dumas paa Scenen, kan ikke være mere plaget. +Alverden kjender et Municipalraadsmedlem eller en Deputeret, der maa gaa +i Ilden for dem ved denne Lejlighed. De har Allesammen deres alenlange +Lister, og saa indflydelsesrige Personer er det i en Republik grumme +vanskeligt at afslaa Noget. Legationerne paa deres Side ser sig ligeledes +nødsagede til at stille store Krav. Hele Kolonien danner Queue udenfor +Gesandtskabshotellet for at skrive sig paa Listen, og selvfølgelig +betragter hver Enkelt det som en personlig Fornærmelse af Gesandten, naar +hans Begjæring ikke tages til Følge. Det bliver paa denne Maade +Hundredetusinder, der vil med til Grévys Bal; en halv Snes Tusinde af dem +i det Allermindste kan man paa ingensomhelst Maade undgaa at tage med. +Der føjes af Teltdug store Tilbygninger til Palæet, alle de til daglig +Brug ubeboede Sale støves af og befries for deres Møbelovertræk, de +Tusinder af Messing-Moderatørlamper, hvormed Huset ved en saadan Fest +belyses fra øverst til nederst, poleres og fyldes, der bliver lejet +Planter og Blomster til at dekorere med hos alle Parises Gartnere, +Municipalgardisterne tilhest kommanderes til Tjeneste for at holde de +nærmeste Gader ryddelige, og Vognene begynder saa paa den højtidelige +Aften at rulle ind i Gaarden. + +Man er i Republik. Det ceremonielle Reglement fra Kejserdømmets Dage, der +gjorde en Vogn uden Numer obligatorisk for Enhver, som indfandt sig til +Hove, existerer ikke længer. Man kan komme i Droske eller tilfods ganske +efter eget Behag. Adgang nægtes Ingen, som er i Selskabsdragt og +præsterer et Invitationskort. Men det maa han ogsaa af med, og det er for +Mange en stor Skuffelse. Det saae saa imponerende ud: en kæmpemæssig +Karton af hvidt Glacépapir, hvorpaa i smagfuld Snirkelskrift læstes: +"Præsidenten for Republiken og Fru Jules Grévy udbede sig Æren af Hr. N. +N.'s behagelige Nærværelse i Elyséepalæet den og den Dag", og nedenunder +paa Foden den lille Bemærkning "on dansera". Paa en Visitkortskaal vilde +det have gjort mageløs Effekt. Men Kontrollen ved Indgangen er yderst +streng. Man har adopteret det samme System som i Parisertheatrene. Tre +Herrer i kjole og hvide Halstørklæder sidde ved et stort Skrivebord og +attrapere enhver Indtrædende med Anmodningen "votre carte, Monsieur". Der +rives et Hjørne af den smukke Glacékarton, og naar man vil ind efter at +have givet sit Overtøj til Opbevaring i et af de uhyre Skabe paa begge +Sider af Entréen, maa ogsaa selve Kortet afleveres til Lakajen, der +vogter Adgangen til den forreste Sal. Udgangsbillet kan ikke faas. Er man +een Gang inde, maa man blive der, til man er træt og mæt af Herligheden. +Stundom kan det endogsaa hænde, at man maa blive der længere, end man +selv skjøtter om. For at forebygge Trængsel, paastaa Nogle, Andre mene af +faderlig Omsorg hos Præsidenten, for at hans Gjæster skal faa Alting at +se, er der nemlig ved Elyséeballerne foreskrevet Selskabet en permanent +Rotationsbevægelse. I den forreste Sal, hvor Præsidenten og Fru Grévy +tage imod særlige Honoratiores, samt i de umiddelbart tilstødende, hvor +Corps diplomatique opholder sig, er det for det almindelige Publikum ikke +tilladt at blive staaende. Standser man et Øjeblik, har man strax en +sortklædt Lakaj med Sølvkjæde om Halsen paa Siden af sig og bliver i en +dæmpet, men meget bestemt Tone anmodet om at passere videre. I de mindre +hellige Lokaler er det tilladt at blive, hvis man skjøtter om det, men +det er ikke tilladt at vende om og gaa tilbage til den Sal, fra hvilken +man er kommen. Op ad Dørstolperne staar der, fra Ballet begynder, til det +ender, plantet to høje, haandfaste, violette Lakajer i Drabantattitude og +med Muskler som Saint-Marceau's Harlekin. Deres udstrakte Fod spærrer +Døren. Vil Nogen fremad, trækkes Læggen i den hvide Silkestrømpe ærbødig +ind, men for den, der vil tilbage til det forladte Paradis, spærrer den +Passagen, og fra Cerberus'ens Mund lyder der et ubønhørligt "on ne passe +pas". Hele Palæet, Stue, første og anden Etage med dets labyrinthiske +Virvar af Sale, Trappegange og Korridorer maa vandres igjennem og +Vandringen begyndes forfra igjen, før man kan komme til det Sted, man +engang har forladt. Kun fire Sale i Midten danner en Undtagelse: to, i +hvilke der danses, en, hvor man i uendelig Trængsel slaas om at komme til +Buffeten, og en, pyntet med Palmer og bredbladede Planter, som er bestemt +til Hvilested for de dansende Damer. Mellem dem har man Lov til at +vandre, som man lyster. Det er ganske heldigt. En Kavaleer, der mellem +Dansene ønskede at skaffe sin Dame et Glas Is, vilde, hvis han skulde +gjøre den ellers foreskrevne Rotationsbevægelse, blive nødt til at +absentere sig for et Tidsrum af mindst et Par Timer. Han kan bruge Tid +nok, før han faaer banet sig frem mellem Rækkerne, der stadig staar +opstillede ved Buffeten. + +[Illustration: Ved Buffeten.] + +Forøvrigt er det saa viselig indrettet, at dette lille Komplex af Sale, +hvor man har Tilladelse til at bevæge sig frit, ogsaa er det eneste Sted +i hele Palæet, hvor det er fornøjeligt at være. Toiletterne opholde sig +ikke der; Trængselen er altfor umaadelig, til at de kan gjøre sig +gjældende. Men Toiletter behøver man i Paris heller ikke at gaa paa +Elyséebal for at beundre. Hvad der derimod træffes i dets Dansesale, det +er netop det Sjeldneste, der ses i den store Seinestad: unge Piger uden +Toiletter, i en simpel hvid Kjole, men med Foraarsroser paa de usminkede +Kinder, med store, forundrede Øjne og Ansigter, der straaler af +Henrykkelse over at være paa Bal, Fænomenet er overraskende, men det er +ikke uforklarligt. Ved Siden af de sextusind Indbydelseskort, der +udstedes til Kreti og Pleti fra Paris og Provinserne, de to tusind, som +Amerikanere og Englændere erobre, samt det halvandet Tusind, der gives +til andre Udlændinge, indbydes der ogsaa nogle Hundrede Personer af Hr. +og Fru Grévys private Omgangskreds, det vil sige af det ægte parisiske +Bourgeoisi. Det er til daglig Brug ikke med i Verdensstadens Rummel og +Tummel, og det stiller fremfor Alt ikke sine Koner og Døtre til Parade +mellem store Kokotter og smaa Boulevardløver. Men for Præsidenten har det +saa megen Estime, at det ved hans Baller undtagelsesvis blander sig +mellem den mylrende Skare. Dets Døtre møder med Balkortet ved Viftesnoren +og med Sextenaarsglæde ved at danse, de skriver de unge engagerende +Officerers Navne op paa Kortet med en Alvor, som var det Fredstraktater, +de undertegnede, de valser og polkerer, som gjaldt det Livet, og med +Studsen standser Udlændingene og Boulevardpublikummet. De har saa tidt +forsvoret, at Dramaforfatternes Ingenuefigurer findes andetsteds end i +Digternes egen Fantasi; her begynder der at dukke en Anelse op hos dem +om, at disse henrivende unge Væsener virkelig er tro Kopier efter +Naturen. De faar et Indblik i et Paris, som de ikke kjender, men som de +dunkelt fornemmer maaske er det, som det, naar Alt kom til Alt, lønnede +sig bedst at stifte Bekjendtskab med. Det er formelig, som om Luften i +Balsalen blev renset af al den sunde Ungdom. Ellers er der +Svedebadstemperatur og Pestatmosfære af Lampeos og sammenpakket +Menneskemylr allevegne. Man gisper og stønner, Hovedet værker, +Tindingerne banker i Feber, før Rotationsbevægelsen er tilende, og man +atter kan trække Vejret i de forreste Sale. + +Men Pariserne holder trolig ud. Naar det blot ikke drejer sig om Politik, +er der i hele Verden ikke noget taalmodigere Folkefærd end dem. Først +henad Et kommer Ballets store Mærkværdighed, og til den maa man aldeles +nødvendig være med, om ikke af anden Grund, saa af ren Nysgjerrighed. +Lidt over Midnat viser der sig et oplivende Syn. Salenes Trængsel viger +tilside og aabner i Midten Passage for en stolt fremadskridende Afdeling +Militær. Man har savnet det hele Aftenen, og Savnet har været saa meget +mere paafaldende, som den stadselige republikanske Garde ellers plejer at +pynte op allevegne i Paris, hvor der er noget Højtideligt paa Færde. Nu +kommer den, høj og strunk og stram i sine lange Ridestøvler, hvide +Benklæder, blanke Harnisker og Hjelme med den vajende Fjerbusk. De +Fremmede bilder sig et Øjeblik ind, at det er Præsidenten, der gjør +ceremoniel Promenadetur omkring mellem sine Gjæster. Men Hr. Grévy er +ikke saa pretentiøs. Naar han i et Par Timers Tid har taget mod de +Kommende og trænger til at hvile sig lidt i de for ham og hans Familie +reserverede Værelser paa første Sal, ser man en ældre, graahaaret Herre +gjøre Forsøg paa at arbejde sig gjennem den roterende Mængde. Det er +Statschefen, men forholdsvis kun meget Faa kjender ham og viger tilside. +Han ser i sin sorte Kjole uden Ordensbaand ud som Pluraliteten af de +mandlige Balgjæster, og Tjenerskab til at bane Vej for ham er der ikke +Tale om. Republikansk Garde vilde han endnu meget mindre kunne falde paa +at rekvirere til sit Behov. Det er Chefen for Elysée-palæets Kjøkken, den +kommer for at assistere. Mærkværdigheden, som skal gaa for sig, er +Aabningen af hans Souper, en rigtig Souper med koldt Kjøkken og Champagne +i Strømme. Ved de almindelige officielle Fester haves der kun en ordinær +Forfriskningsbuffet med Sandwich, The, Punsch og Konditorsager. De tre +aarlige Elyséeballer er de eneste, ved hvilke Gjæsterne bydes paa Souper. +De faar den ganske vist kun efter noget Besvær, men de faar den dog. +Gardistkorpset stiller sig op ved de to Adgange til Salen, hvor den +serveres. Den dem givne Parole er overordentlig streng. Der er dog altid +et mystisk Ord, som gjør Passagen forbi de violette Tjenere mulig. Naar +man hvisker dem "Corps diplomatique" i Øret, trækker de Silkelæggene +tilbage. Men overfor Gardisterne hjælper ingensomhelst Parlamenteren og +ingen Personsanseelse. Enhver maa vente, til hans Tur kommer, Og +Pariserne venter; de stiller sig op i Queue og venter timevis, som de +gjorde det i den elektriske Udstilling for at faa det Halve af en Arie +paa Operaen at høre, som de gjør det ved deres Theatres Billetkontorer, +ved deres Omnibusstationer og overalt. Vanen til at gjøre Queue er bleven +deres anden Natur, og de finder ingen Inkonveniens ved det længere. Med +Mellemrum aabnes Soupersalonens Døre, og der slippes saa Mange ind, som +den kan rumme. Naar Holdet er bespist, sendes det ud ad den anden Dør, og +en ny Afdeling af Queuen kommer til Fadet. Det bliver saaledes ved fra +Klokken Et til Klokken Fem om Morgenen. Saa lukker Kjøkkenchefen +Beværtningen, og de sidste Ventende maa gaa hjem med tomme Maver. De har +kun den Trøst, at de ved at staa opstillede saa længe har erhvervet sig +større Chancer for at faa deres Overtøj end de, der er brudt op paa et +tidligere Stadium af Festen. At komme fra et Elyséebal ligesaa beklædt, +som man er kommen til det, er at have vundet et Lod i Lotteriet. At komme +derfra uden at være fortraadt, forpuffet og fortumlet af kvalmende +Skjærsildstemperatur er en total Umulighed. Men Konveniensen fordrer, at +Republikens Præsident og Fru Jules Grévy tre Gange om Aaret udbede sig +deres tro Republikaneres Nærværelse til denne Fornøjelse, og Konveniensen +fordrer ligeledes, at de tro Republikanere finde Nærværelsen saa +behagelig, at de sætter Himmel og Jord i Bevægelse for at opnaa den. +Konveniensen har nu engang Ingenting med det Begribelige at gjøre, + + + + +FORAAR I PARIS. + + +Den tyvende Marts skal ifølge den franske Almanak Foraaret begynde, og +den tyvende Marts skal ifølge gammel Tradition det første Foraarstræ i +Paris staa med grønne Blade. Der er et, der er foran alle de andre; og +morsomt nok, som det hjemme i Kjøbenhavn er Holbergs Træ, saaledes er det +her Molières, der lyser Vaaren ind: et rankt og rundkronet Kastanietræ +ligefor Indgangen til Théâtre français. Der staar det midt i Byens +Hjerte, og der er ikke een Pariser, som ikke kjender det og holder af +det. Saa saare Vinterspleenens Taage letter, og den første gyldne Solflod +breder sig og svømmer ud over Boulevarderne gjør han en Afstikker til +Træet paa Theaterpladsen, saa tidt han kan komme til det. Længselsfuldt +kiger han op til de violetbrune Knopper og følger deres voxende Bugnen. +Den Dag, han paa Asfaltflisen finder det første dryssede, harpixfede +Skjæl og ser det første grønne Blad deroppe titte frem, pjusket som en +lille dunet Kylling, der lige kryber ud af Ægget, den Dag er hans store +Fest. Thi med den begynder den herlige Tid, da hans kjære Paris Maaneder +igjennem bliver, hvad han saa uendelig gjerne vil have, det skal være: +den skjønneste Stad i Verden. + +Samtidig med Molières Træ springer hele Paris ud i et Nu. Under +Boulevardkaféernes Solsejl mylrer det med glade Mennesker, der sidder paa +Trottoiret og leer op til det piplende Grønne og til det endeløse Tog +derude paa Gaden, hvor under blaa Himmel og Sol og brogede Parasoller +Vogn efter Vogn farer afsted. De farer gjennem Champs-Elysées i Række ved +Siden af Række, gjennem Boulogneskovsavenuens Solbundtstraaler og ind +mellem de løvende Alléer. Hele Vejen sidder der Tilskuerhobe i Tusindvis, +Børnene løber og leger mellem de knoppende Syrener eller jubler paa +Karusselhestene eller staar og hviner af Glæde over Forestillingen paa +Marionettheatrene. Henover Skovens lange, snorlige Ridestier galopperer +Kavalkader af elegante Ryttere og Amazoner, i den zirlige lille Kabriolet +promenerer Dandyen sine Væddeløbere og sin strunke, stoltpudsede Kudsk, +de hvide Frugttræer drysser deres Blomster, og under dem, paa de store, +grønne Plæner, ligger der boltrende Grupper og bader sig i den varme Sol. +Længere borte kommer Seinen, uden den mindste Krusning, spejlende hver +lille Fjersky; der glider hen flygtig og luftig som Ringe fra en Cigar. +Kanotiererne har faaet deres stramme Trikottrøjer paa og deres røde og +blaa Huer, og i deres lange, spidse Baade flyver de afsted over Vandet og +forsvinder bag Pynten under Hængepilens fantastisk-skjønne Hang af +lysgrønt Løv. Hele Paris er ude og fylder sine Lunger med den +vidunderlige Luft og svælger i Bevidstheden om, at den tre Maaneder paa +Rad, lige til de store Juniløb er forbi, vil Morgen efter Morgen vaagne +til den samme Herlighed og Fest. + +[Illustration: Dandyen promenerer sin Kudsk.] + +Pariseren har Ret: der er ingen Stad, der i Foraarsdragt er saa smuk som +hans. Det er nemlig ikke blot Foraaret, der pynter Paris, men ogsaa Paris +og Pariserne, der pynter paa Foraaret. Deres Parker og Avenuer, deres +Boulogneskov, den hele Omegn soignerer det og sørger for, at det kan vise +sig fra sin fordelagtigste Side. De stadser paa det som paa et sødt +Kjæledæggebarn, der dog trænger til rentvaskede Kinder og snehvid +broderet Kjole og fintkruset Halsstrimmel for ret at kunne gjøre sin +Sødhed gjældende. Det gjør de ikke saa ilde i endda. Der er aldeles ingen +Anledning til at komme i lyrisk Fyr og Flamme mod en saadan Servering af +Natur paa Præsenterbakke. Den trænger ikke til nogen Assistance, naar +dens fulde Skjønhed staar i Sommerfloret; saa er der langt vidunderligere +i en Skovskygges Ro, paa en duftende Kløvermark eller ved Aaløbet, der +risler mellem Enge, hvor Guldsmede og blaa Sommerfugle sidde og drømme +paa de røde Valmuer. Saalænge der derimod endnu ikke er hverken Romantik +eller Skygge, men kun Søle og vissent Vinterløv under Skovtræerne, +saalænge Kløvermarken hverken har Blade eller Duft og Aabredden højst en +lille Anemone bag en graaskiden Snebunke, der er i Færd med at smelte, +saalænge har den kjære Natur dog maaske en Smule for meget Slægtskab med +de mindre propre Smaaglutter, hvem Næsen løber paa. Man skal være Moder +for at have Blik for deres Englelighed, og man skal være idetmindste et +Stykke af en Poet for at kunne goutere Foraar i det Kostume. + +Pariserne er ikke Poeter; de pynter deres Foraar, som Watteau pyntede +sine Hyrdestykkers Faar og Le Notre sine Versaillesparker. Det er en +gammel Svaghed, de har, og den maa man tilgive dem. Der kommer noget saa +udmærket Dejligt ud deraf. Paa den første Foraarsdag er Alt komplet, Alt +i _grande toilette,_ blankt og pillet og pudset. Det er Gjenfødelsesfest, +og Paris har Festens Dragt. Plænerne strækker sig grønne og tykke og +bløde som Fløjl i Park Monceau. Der er ikke et Straa, der mangler i det +svulmende, fyldige Tæppe; der er ikke et drysset Knopskjæl, der har faaet +Lov til at ligge og sætte Plet paa Vaarens jomfruelige Klædebon. Riven +har glattet Gangenes brune Gruskies og fjernet Alt, hvad der ikke skulde +være der; de gule, fjedrende Stole staar paa Række og Rad i Solskinnet +som til stor Ceremoni, de runde Blomsterbede pranger i Farver af Aurikler +og store Stedmodersblomster og hvide Bellis og røde Ribes. Om den antike +Søjlekolonnade ranker Efeuen sig uden et vissent Blad, og de unge +Ællinger staar paa Hovedet i Dammen og plasker Vandperler op paa +Laurbærbuskenes Blade. Ovenover Alt det kan det fine, lyse Bladløv +sagtens tage sig ud, og som det er der, er det allevegne. Paris har Park +ved Park, en lille, firkantet Square idetmindste ved hver anden Gadeende, +hvor den første Foraarsskjønhed bliver poleret og fredet om og sat i +flatterende Ramme med ikke mindre Omhyggelighed. Saa kommer det mylrende +Virvar af Avenuenettet paa alle Kanter, med dets altid friskvandede +Kjøreveje, med dets Fontæner, dets Statuer og Bosketter, og saa kommer +endelig Boulogneskoven. Man kan tage en Droske til den paa Boulevarden og +naa den i et Kvarter og for halvanden Franc. Den ligger som i selve Byen, +og dens Foraarsapotheose giver hele Paris Relief. + +De Fremmede er himmelraabende uretfærdige mod den stakkels Boulogneskov. +Det har sin ganske naturlige Grund, det kommer simpelthen af, at de i +Reglen aldrig faar den at se, før den er affloreret. Deres Indvandring i +Paris begynder først, naar deres Sommerferie begynder. Men saa er dens +Glans forbi, saa er den flov som Moderne fra Faubourg Saint-Germain, +baarne af Bondepigen ved et nordisk Kjøbstadmarked. Den skal ses helst i +Marts eller April, tilnød i Maj, saa er den enestaaende i Verden. Den har +da ikke blot den allersarteste og allereleganteste Foraarsdragt, som +Natur og Kunst har kunnet komponere i Forening, men den har den +gjennemtrukken med en Parfume af _Tout Paris_ koncentreret i Essens. Det +er, hvad man nu end vil sige, en ganske ejendommelig Ting. Gran- og +Lindeduft kan være berusende, Orangers krydrede Vellugt ikke mindre. Men +den er der Tusinder af Skove, som er fælles om. Boulogneskovens er der +derimod kun en, der har, en eneste paa hele den samlede Klode. + +Fra den Dag, da Foraarstræet ved Théâtre français staar i Knop, indtil +Mylret af nummererede Fiakrer og Epiciertrængselen og Støvet paa den +store Væddeløbsdag ved Longchamps har stænket Banalitet over de fornemme +Alléer, i de tre unge Foraarsmaaneder er Boulogneskoven obligatorisk for +hver ægte Pariser-existens. En Promenade der hører til. Man kan bedre +undvære Desserten til sin Diner, end man kan undvære den. Men der er kun +een bestemt Promenade, som gjælder, den mellem Fire og Syv. Saa ruller +Alt, hvad Paris har af Ekvipager, afsted til den, Faubourgernes Adel +kommer i Karosserne à la Louis quatorze med den vældige Fadding vuggende +sig paa Kæmpefjedre og med de silkebestrømpede, stive Lakajer. +Finansbaronerne kommer med det springende Fuldblod for den elegante +Kabriolet, Politikerne, ukjendte igaar, magtstraalende idag og forglemte +imorgen, kommer i Hyrevognen, der er lejet for deres korte Glorietid; +Kunstens og Videnskabens Stjerner skjuler sig for profane Blikke i +Baggrunden af deres lukkede Koupé, men udfordrende, brammende, med +Rosenbuketter bag Hestens Øre og i Groomens Knaphul, stiller den store +Kokotte sin straalende, friske Toiletteluxus og sin malede Skjønhed ud +paa de polstrede Silkehynder. Alt, hvad der i Paris har et Navn, en +Stilling, en Formue, ruller afsted til Boulogneskovstævnet. +Fremmedkolonierne følger Trup, denne stadig voxende Mylr af Millionkonger +fra alle Verdens Egne, der kommer en Sæson til Paris, for at Guldfloden, +hvori de vælter sig, kan kaste en efemer Glans over deres obskure +Tilværelse. Alle jager afsted over de friskvandede, brede Veje, gjennem +de blinkende Solbundtstraaler, ud til _le lac_. Der, ved Begyndelsen af +den, hvor Svanehuset titter op mellem den skvulpende Gondolflotille, +strammes pludselig Tøjlerne, og hele Strømmen af Kjøretøjer ruller +langsomt videre i Skridt. Man gjør _le tour_, den verdensberømte _tour du +lac_. Slentrende, standsende ved hvert tiende Skridt, fordi Trængselen er +for tæt, kjører man paa Parade i Queue langs den kunstige Skovsøs Bred. +Der er tre, fire, undertiden fem Rækker Vogne ved Siden af hinanden og +ikke en Armlængdes Plads mellem hver. "Baronesse d'Ange", den store +parisiske Depravations-Baronesse, der altid kjører selv, maa holde igjen, +for at hendes hvide Hest ikke skal stikke Hovedet ind til Dronning +Isabella af Spanien. Gambetta og Rochefort ruller Side om Side. Mde. +Rothschild og Mile. Eva fra Fantaisies-Parisiennes reklamerer _vis-à-vis_ +hinanden for een og den samme Modehat fra igaar. Stadig i Queu'en, stadig +standsende, bevæger man sig fremad til Enden af Søen. Paa den anden Bred +er der maaske nok saa smukt i den lange, skyggende Allée, men denne anden +Bred foragter man. Der er der ikke en eneste Vogn. _Le Tour_ gjælder kun +den ene Side, den holder man sig til. Saasnart man er kommen til Enden, +vender man, alle Vognene paa een og den samme Plet, og slentrer tilbage +igjen, ind i Trængselen, langsomt nedad mod Svanehuset, for, naar man har +naaet det, at begynde forfra paany. Det er deri, Promenaden bestaar. Man, +sidder stram og strunk, pyntet og fornem. Et Toilette uden Smag, et Smil +paa urette Sted, en Bevægelse, der ikke var korrekt, vilde ligefrem sætte +Plet paa Ens gode Navn og Rygte. + +Landskabet selv er som denne luxuøse Ramme omkring det. Det kunde males +paa Bagtæppet i en Féeriedekoration uden at idealiseres. Alt er her, hvad +der kan udtænkes af fortryllende fin og yndefuld Natur. En bestandig +spejlblank Sø med vuggende Gondoler og sejlende Svaner, Smaaøer, der +romantisk bryder Udsigterne i Pynter, hvor Guldregnen hænger ud, saa at +dens Blomsterklaser kysser Vandet, Klippevildnis med Kaskader mellem +Bregner og Efeu og blaarankede Clematis, fantastiske Broer og blomstrende +Bosketter og bløde, grønne Engskrænter, hvor de hvide Sommerfugle leger +Tagfat. Og saa rundt omkring de brede, fornemme Alléer og de sarte +Akacielunde og de lange Plæner, der ligger saa rolig, som om de var +vuggede i Drøm af Duften fra de store, gulblomstrede Buske, der hegner +dem ind. Ovenover det Hele Solen, som ingen Skovtykning tager Varmen og +Glansen fra, men som lister sig legende ind mellem det unge Løv og tegner +det igjen i Skyggerids paa Græsset nedenunder. Friskhed bestandig fra +Vandbrusens vaskende Regn, ikke et Støvgran paa noget Blad, men smaa +Draabeperler allevegne, der blinker i Solen som evig Foraarsdug over det +fortryllede Land. Man kan saa tusinde Gange sige, at det er Kunst og ikke +Natur, vidunderlig dejligt er det, hvad man end vil kalde det. Det er +Foraaret, der holder kongeligt Indtog med kongelig Pomp. Hele dets Hof er +der paa Parade i Galapuds for at hylde dets Komme. + +Saaledes ser Pariser-Foraaret ud ved Boulogneskovens Sø. Men det ser ud +omtrent ligesaadan paa alle Kanter af den store Luxusby. Allevegne er der +fine Lystslotte og pudsede Parker, Skrænter med Villahaver og ranke +Alléer til at pynte paa det, allevegne rammer Seinens bløde Bugtninger +det ind med Romantik, allevegne ligger Kæmpestaden i Baggrunden med +Solglans paa de forgyldte Taarnspir. Foraaret er dejligt, hvor det saa +slaar sine Øjne op i den hele Verden. Men det har et Særpræg her, som det +intet andet Sted har. Det er badet i Pragt, gjennemsyret med Fest, hyllet +i Elegancens skinnende Klæder. Det er parisisk fra Top til Taa. + +[Illustration: Kaskaderne i Boulogneskoven.] + +[Illustration: I Kammeret: En Tilhørerloge. Tegning af Mars.] + +[Illustration: Kammerets Talerstol.] + + + + +I KAMMERET. + + +Hvis Parlamentarismen ikke allerede havde været opfundet andetsteds, +vilde Franskmændene have opfundet den. Den er netop Noget, som passer for +deres Behov. De trænger til at høre og høres. Først i det talte Ord er +Personligheden helt med, og det er i at give Personligheden som Indsats, +at de har deres Styrke; først det talte Ord virker paa Sandserne, og de +staar under Sandsernes Herredømme i al deres Færd. + +Men havde Franskmændene gjort Opfindelsen, vilde der være kommen en hel +anden Parlamentarisme for Dagens Lys end den, til hvilken Gjenboerne +hinsides Kanalen har givet Tonen an. Ogsaa nu har de, for at +akklimatisere den, maattet læmpe den adskilligt. De har, om man saa vil, +oversat den fra een Races Liv i en andens. Den er i England en rolig, +jævn, daglig Bestyrelse af Landets Forretninger. Men for en saadan +Bestyrelse og for disse Forretninger har Franskmændene kun ringe Sans. De +er ikke Politikere, som man er det i England. Der er Politiken bleven +Kjød og Blod af Folket, det interesserer sig for dens smaa og store Sider +uden Forskjel, den gjennemtrænger hele Nationens Liv. Anderledes derimod +med Franskmændene. De kan i et givet Øjeblik passionere sig for en +Regeringsform, men ogsaa kun et Øjeblik. Saasnart de har den, ønsker de, +at den faderligt skal vaage over dem i Et og Alt, uden at de behøver at +tage Haand i Hanke med selv. De vil leve i Ro, de vil, at Regeringen skal +sørge for Landets Sager, og at de selv maa have Lov til at passe deres +egne. Mens i England hele Pressen er politisk og netop derigjennem har +sin uhyre Udbredelse, klemmer, højst karakteristisk, de mest læste +Pariserblade Politiken ind til et Minimum og stryger den undertiden rent +for udelukkende at blive litterære. Politiken spiller kun en Rolle i +Franskmændenes Liv, naar den gjør Spektakel, naar den byder +Tilfredsstillelse for deres stadige Tørst efter Sensation. Det forklarer, +hvorfor den engelske Parlamentarisme har maattet oversættes til fransk +Behov. Den hedder i denne Oversættelse Tribunen, og den har i den +undergaaet en fuldstændig Forvandling. Parlamentarismen i England er en +Administration, Tribunen i Frankrig er et Skuespil. + +Den theatralske Iscenesættelse er det Første, der springer i Øjnene, naar +man kommer ind i det franske Deputeretkammer. Selve Salen ligner et +Theater. Den har sin Scene og sin Tilskuerplads. I en stor Halvkreds +hæver de Deputeredes røde, magelige, højryggede Klædesbænke sig over +hinanden, med saa stærk amphitheatralsk Stigning, at den bageste er naaet +op til Rummets halve Højde. Omkring dem en Kreds af tyve joniske +Marmorsøjler med Broncekapitæler, der bærer Loftsplatfonden, hvor +Fragonnards Arabesker krandser den matte Glaskuppel, ned fra hvilken +Lyset falder. I to Etagers Loger, anbragte mellem disse Søjler og byggede +fuldstændig efter Mønster fra et hvilketsomhelst Parisertheater, har det +profane Publikum Plads. Allevegne fra kan man, idetmindste ved Hjælp af +Theaterkikkerter--og dem er der bestandig nok af baade i Loger og paa +Amphitheater--tydeligt følge Alt, hvad der foregaar paa Scenen, det vil +sige paa den mægtige Tribune, der indtager hele Rummet en face for +Halvkredsen. Den er ikke nogen simpelt, enkelt, almindelig Talerstol, den +er en formelig Bygning med Etager, Trapper, tæppebelagte Afsatser, +Ornamentsdekorationer og en hel lille Verden af permanente Beboere. +Øverst throner i sin gyldne Lænestol Kammerets Præsident, omgivet af +Staben af Sekretærer og øvrige Embedsmænd. Paa Trapperne farter +Medlemmerne frem og tilbage; Huissierer holder Vagt der i deres elegante +Kjoledragt med Sølvhalskjeden og den fine Kaarde. Nederst er +Stenografbordet, flankeret stadig af lyttende Grupper, som Ivrigheden og +Uroen ikke har tilladt at blive paa deres Bænke, og midt imellem, bag +Talerstolens flatterende Brystværn, paa en Plads, der er saa stor som et +almindeligt Stuegulv, samler da Tribunens egentlige Helt, Taleren, hele +Salens Opmærksomhed paa sig. + +[Illustration: Kammerets Præsidentstol.] + +Ingen, som kan finde mindste Anledning dertil, undlader at vise sig paa +denne Scene. I det engelske Parlament rejser den Deputerede sig ligesom +hos os simpelthen op paa sin Plads og holder sit Foredrag der. +Franskmanden derimod maa ved enhver Lejlighed paa Talerstolen, selv om +det kun er for at meddele, at han frafalder Ordet. I det samme Øjeblik, +han begynder at beskjæftige sig med Politik, bliver Tribunen hans Afgud. +Selve Politiseringen er som en hemmelighedsfuld Elskovsdrik, der drager +ham til den med uophørlig, magisk Magt. Tribunen er Gjenstanden for alle +hans Længsler, Maalet for al hans Ærgjerrighed. Thi Tribunen fører i +Frankrig til Alt. Man vinder der ikke Position i det offentlige Liv +Skridt for Skridt, ved i een betroet Post at lægge Evner for Dagen, der +anbefaler til en højere, man tager sin Stilling med Storm i et langt +Spring. Den ene Dag er man en ukjendt Deputeret, saa holder man en Tale, +og den næste er man Minister. Er det sandt, at enhver fransk Soldat bærer +Marchalstaven i sit Tornister, saa er det endnu hundrede Gange sandere, +at enhver fransk Politiker allerede er godt paa Veje til +Ministertabouretten, idet han sætter Foden paa Tribunens første +Trappetrin. Hvorfor skulde ikke det Samme hænde ham, der er hændet +Hundreder af hans Forgjængere? Han har altid Exempler fra de seneste +Dage. Waldeck-Rousseau var en ung Mand paa nogle og tredive Aar, om hvis +Kapaciteter Ingen havde Anelse. Saa fik han en Dag Ordet i Debatten om +den juridiske Reform, og nogle Uger efter sad han som Medlem i det store +Ministerium. Det er ikke en Undtagelse, det er kun et Paradigma paa +Regelen. Gambettas Exempel staar som det mest lysende af alle. Han gik +som en anden lille, brødløs Advokat omkring og holdt Taler ved Ølglasset +og tog paa Borg paa Kaféerne, da han tilfældigvis kommer til at føre +Forsvaret i Baudins Proces. Det var ikke engang i Kammeret, men kun for +Retsskranken, at hans Veltalenhed lagde sig for Dagen. Og dog var denne +ene Tale nok til at skabe hans Karriere. Han blev Deputeret, han blev +Partifører, han blev Landets Diktator, saa at sige inden der var gaaet +Aar og Dag, I det moderne Frankrig er Tribunen Valpladsen, hvor alle de +store Sejre vindes. + +[Illustration: Gambetta.] + +Men man maa forstaa at vinde dem. Det er en Kunst, der er en hel Del i +Slægt med Skuespillerens. Kommer man løbende fra Gaden op paa Scenen uden +at kunne hverken gaa eller staa paa den, uden at kunne beherske hverken +sin Stemme eller sine Gestus, og vil tage Publikum med Storm udelukkende +i Kraft af den indvendige Genialitet, saa gjør man ynkeligt Fiasco. Det +er paa Tribunen ligesaadan. Der spørges der meget mindre om, hvad man har +at sige, end om hvorledes man siger det. De nye Ideer passer ikke der; +den Virkning, de frembringer, er en hel anden end den, i Kraft af hvilken +der sejres. De forbauser, men i enhver Forbauselse er der et Element af +Modstand, før Forstaaelsen kommer. De griber ikke øjeblikkeligt og river +med, og det er just deri, den sejergivende Hemmelighed ligger ved Ordet, +der flyver ud fra Tribunen. Det skal simpelthen reproducere de Ideer, der +allerede er modne, det skal fange Tankerne, der ligger og slumrer i hver +enkelt af Tilhørerne og præsentere dem saa pænt paaklædte som muligt, +helst i en eller anden lille skarp Formel, der springer i Øret og kan +blive Feltraab. Kan man finde den, er Slaget halvvejs vundet, og kan man +saa med oratorisk Kunst ciselere Rammen udenom, der stiller den i +tilbørlig Relief, saa er det vundet totalt. Gambettas umaadelige Succès +ligger heri. Med de fem smaa Ord _"se soumettre ou se démettre"_ har han +styrtet Majregjeringen, skabt en hel ny Periode i den tredie Republiks +Udvikling og stillet sig selv paa Pjedestal som Landets Afgud. I de +afgjørende Øjeblikke har han bestandig det lykkelige Klarsyn, der finder +Formlen, som slaar ned: det er hans Genialitet. Og ved Siden deraf er han +Herre og Mester i Tribunens tekniske Kunst. Naar man læser hans Taler, +forstaar man ikke deres Virkning. Men naar man hører dem, forstaar man +dem tilfulde, Stemmens uendeligt varierede Overgange, Ansigtets stadig +skiftende Udtryk, Øjnenes Flammen, Kast med Hovedet, Gestus og Slag i +Bordet, den Maade, hvorpaa han personligt stiller sig i Forhold til +Auditoriet, fæstner dets Opmærksomhed ved direkte Spørgsmaal, lurer paa +hver af dets Bevægelser og øjeblikkelig fanger selv den mindste af dem, +for at støtte sig paa den, hvis den gaar ham med, og strax slaa den til +Jorden, hvis den gaar ham imod,--Alt det er det Halve og mere end det +Halve af hans Tale. Det er det, der har gjort ham til den, han er. Thi i +den engelske Parlamentarisme er det Indholdet, paa den franske Tribune er +det Formen, det gjælder. + +[Illustration: I Kammeret: Deputerede paa deres Pladser. Tegning af +_Mars_.] + +Den er et Skuespil, og i den almindelige Bevidsthed bliver den ogsaa kun +betragtet som et saadant. Kunde Pariserne faa Billetter at kjøbe til +Deputeretkammeret, vilde der være Dage, da de gjerne betalte Hundreder af +Francs for en Plads, men der vilde ogsaa være andre, da man ikke fik dem +til at gaa i Palais Bourbon, om man gav dem Guld derfor. Er det kun en +almindelig Forretningssag, der staar paa Dagsordenen, et +Budgetspørgsmaal, selv om det drejer sig om nok saa mange Millioner, saa +er der altid grumme trist i Salen. Logerne er tomme. Kun hist og her +sidder en ensom Tourist og falder i Søvn efter forgjæves Forsøg paa at +gjenkjende de berømte Hoveder, han har set i Fotografier, eller en +Landvælger, der er kommen til Hovedstaden, har faaet Kort af sin Kandidat +og nu bilder sig ind, den stakkels Mand, at han skal være med til en +rigtig Fest. En tung Atmosfære, mættet med Kjedsomhed, fylder Rummet. +Ogsaa Amphitheatrets Bænke er yderst sparsomt besatte. De Deputerede, som +sidder der, gjør Orden i deres Skuffer, læser deres Post, besørger deres +Korrespondence eller anstiller Tegneøvelser i Lovforslagenes Margina. Men +Pluraliteten er ude i Koulisserne, faar en Passiar i _Salle des pas +perdus_, drikker en Mazagran ved Buffeten, lader sig interview af +Nyhedsreferenter, gjør Citationsnotitser i Bibliotheket til den Tale, de +selv gaar svanger med. Af og til kigger de ind for at se, om Taleren ikke +endelig er bleven færdig. Men han staar der endnu, bladende i sine +Papirer, tumlende med Tal, som Ingen bryder sig om. Højst den Sagen +vedkommende Minister gjør Forsøg paa at høre efter. Man har flokket sig i +Grupper og snakker højt, hele Kammeret i Munden paa hinanden. Som +Minutskud gjentager Huissieren ad hoc, den statelige Figur med de graa +Bakkenbarter og de altid korsede Arme sit _"Faites silence, Messieurs--Un +peu de silence, s'il vous plait,"_ Præsidenten dundrer i Kathedret med +sin store, gule Opskjærerkniv, et Par Sætninger af den ulykkelige Talers +Foredrag bliver hørlige, men strax efter drukner igjen hans Stemmes Klang +i den almindelige Summen og Mumlen. Varer det altfor længe, taber man til +Slutning Taalmodigheden. _"Au vote, au vote!"_ lyder det i Kor fra alle +Ender og Kanter af Salen. Præsidenten farer op; han slaar et, to Slag paa +Klokken, men Utaalmodighedskorets Bølger voxer kun højere derved. Han +bliver heftigere, han kimer; den store, skingrende Allarmklokke gjør et +Spektakel, saa almindelige Ører er lige ved at blive døve. Men de +Deputerede er vant til den og har kun grumme lidt Respekt for dens Støj. +Præsidenten maa rette en Appel til Taleren. Han kan ikke fratage ham +Ordet, men han henstiller til ham, hvad han selv finder passende at +gjøre. _"Au vote! au vote!"_ brøler det opmuntrende Kor endnu mange Gange +højere end før. Den stakkels Tribunehelt maa vige Pladsen; Stemmeurnerne +gaar rundt. I Gruppemøderne har de Deputerede faaet Parolen; efter den +afleverer de deres hvide eller blaa Stemmesedler. Mødet er tilende. +Argumenterne fra Tribunen er der ikke ti Medlemmer af Kammeret der +kjender, før de den næste Dag læser dem i Bladene. Den hele Forhandling +har kun fremkaldt et Overmaal af Indifferentisme. + +[Illustration: Kammerpræsidentens Klokke.] + +[Illustration: En Stemmeurne.] + +Helt anderledes derimod, naar der er "grande séance". Det er ikke +fuldkomment definerligt, hvad der falder ind under dette Begreb. Først og +fremmest gjør naturligvis alle de Møder det, i hvilke man forsøger at +vælte Regjeringen. Det er, som bekjendt, en ganske yndet Sport i det +franske Deputeretkammer, om den end stundom tager sig adskilligt mere +bister ud, end den i Virkeligheden er paa Bunden. Saa stor en Anledning +behøves nu dog ingenlunde altid for at faa en "grande séance" stillet paa +Benene. Der udkræves dertil kun Sikkerhed for, at en af de yndede +Tribuneaktører vil optræde. En meget almindelig Interpellation om et rent +ubetydeligt Æmne kan være nok, saafremt den blot giver Lejlighed til +oratorisk Duel mellem Kamphaner, som forstaar deres Kunst. Naar +Clémenceau udbeder sig Oplysninger af Regeringen om, hvorfor en +Politibetjent har pryglet en Kommunist ved en Gadetumult, eller naar +Baudry d'Asson, Kammerets vilde Slagsbroder paa Højrebænkene, den unge +Deputerede med det ligblege Ansigt, det store, sorte Rundskjæg og de +altid ulmende Tendenser til Vesuveruption ønsker at vide, hvorfor der er +bleven flyttet et Helgenbillede bort fra en Almueskole, saa er det strax +en "grande séance" af allerførste Rang. Diskussionsthemaet har Ingenting +at sige; det, det kommer an paa, er om Forhandlingen sætter Lidenskaberne +i Bevægelse, saa der bliver Udsigt til Sensation, til et rhetorisk +Skuespil _a grand spectacle_. + +Gjør den det, saa bliver Kammermødet en stor Pariserbegivenhed. Alverden +faaer travlt for at erobre Billetter ligefra Frisørsvenden, der plager +sin Kundekreds mellem de Deputerede for denne nye Art Drikkepenge, som +meget let lader sig realisere i klingende Mønt, helt op til de fornemste +Damer, der vel endogsaa kan drive det til at stille en Præfektpost i +Udsigt som Doucør for et passende Antal gode Logepladser. Damerne er det +først og fremmest, der maa med. Lejlighederne til at udfolde +Toiletteluxus bliver for den rigtig fine Portion af dem sjeldnere og +sjeldnere, efterhaanden som Gjennemdemokratiseringen af Samfundet antager +større og større Dimensioner. Under Marschallen var der endnu et Slags +Hof i Palais de l'Elysée og ved de store offentlige Festiviteter. Men med +Hr. Grévys Regeringstiltrædelse er det komplet forsvundet. Selv paa en +Pariserdag som _Grand prix de Paris_ er Publikummet paa Præsidenttribunen +saa blandet med smaa Bourgeoiselementer, at den fornemme Dameverden +finder det under sin Værdighed at vise sig der. _"Ça devient horriblement +canaille"_ skriver de royalistiske Blade, Den kvindelige Faubourgadel har +foruden sine Tirsdage i Théatre français og sine Fredage i Operaen +egentlig kun Receptionerne i Akademiet og de store Kammermøder tilbage, +hvor der er rigtig Fashion at vise sig. Og da det er Fashion ogsaa for +det altformaaende Bourgeoisie, bliver Konkurrencen følgelig enorm. Det er +aldeles utroligt, hvilke Intriger der undertiden kan sættes i Gang for at +opnaa en Plads. Den stakkels Hr. Becherelle, Kammerets lille, vimse _chef +de service_, er overmaade fortvivlet. Han vil saa gjerne være alle mulige +Mennesker til Tjeneste, men end ikke de mest formaaende Medlemmer af +Forsamlingen kan han skaffe en Krog, hvor de kan anbringe deres Venner. +"Hans Sal" har været overfyldt allerede for flere Dage siden. + +[Illustration: Hr. Becherelle.] + +Saa maa da Størsteparten af de Nysgjerrige tage til Takke med at stille +sig op paa Quaien udenfor Palais Bourbon. De staar der fra Klokken Tolv, +skjøndt Mødet først skal begynde Klokken To. Stærke Delinger Politi +trækker Kordon paa begge Sider og danner en Allée, gjennem hvilke Vognene +kan kjøre ind. Bagved denne Kordon er der sort af Tusinder af Hoveder. +Pluraliteten kan Ingenting se, men de bliver troligt staaende i +Trængselen alligevel. Skulde der virkelig passere Noget, kan de jo dog +saa sige at de har været med, og det er til Syvende og sidst Alt, hvad de +forlanger. + +Ogsaa de Begunstigede, der har faaet Kort, kommer tidligt. Pladserne er +desværre ikke numererede. Man har maattet sluge Frokosten; hvis det +Forfærdelige indtraf, at man kom til at sidde paa anden Række, vilde det +nye Toilettes Virkning være ødelagt. Man vilde maaske ikke engang blive +opdaget fra Journalistlogen og følgelig heller ikke blive nævnet i +Aviserne den næste Dag. Allerede Klokken henad Et begynder da Vognene at +rulle ind i Gaarden. Det er, som der var stor Gallafest. Selv +Pluraliteten af Deputerede lader sig det være magtpaaliggende at optræde +standsmæssigt. Til daglig Brug kan det gaa an at komme tilfods, men naar +der er _grande séance_, maa der Vogne til, og det tilmed helst en ikke +numereret. Kun de allerrødeste Medlemmer bruger Fiakrer. De gjør det +grumme nødigt, men de tør ikke risikere deres Popularitet hos +Tilskuerhoben paa Quaien. + +Defiléen varer en Timestid. Klokken To er Salen fyldt, baade Amphitheater +og Loger. Soldaterne i _Salle de la Paix_ præsenterer Gevær, Fanfaren +lyder, Kammerets Præsident begiver sig, eskorteret af Huissierer og +Sekretærer, fra sin private Bolig til Forsamlingssalen. Han bestiger +Tribunen, stiller sig foran den gyldne Stol og slaar et Slag paa Klokken. +Mødet er aabnet. + +Selve den store Forestilling begynder dog i Regelen aldrig strax. Ligesom +i Theatrene har man som oftest en lille _Pièce de rideau_ til at aabne +med, et Par smaa Lovforslag, som Ingen bryder sig om, og som kun er der, +for at de Deputerede kan faa snakket af og blive enige om, hvilken +Holdning de vil indtage til Dagens store Begivenhed, samt for at Damerne +i Logerne kan faa Lejlighed til at studere Kammerets Fysiognomi gjennem +deres Kikkerter, maaske ogsaa til at blive studeret selv en Smule. +Endelig, lidt efter lidt, dæmper den bølgende Uro imidlertid af. De +Deputerede har indtaget deres Pladser, de smaa Lovforslag er vedtagne +uden Opposition, Formanden slaar atter paa Klokken, denne Gang fastere og +som med Tilkjendegivelse af, at det nu er Alvor, Betjentene besætter +Opgangen til Tribunen, for at intet iltert Medlem i Stridens Hede skal +forcere Adgangen til Talerstolen, Huissieren med de graa Bakkenbarter +raaber sit _"Faites silence!"_ --Turneringen begynder. + +Undertiden kan det hænde, at den fuldstændig skuffer Forventningerne, at +den bliver en lang, alvorlig Styrkeprøve med Tale efter Tale, hvori der +er mange Argumenter og kun faa Personligheder, en ordnet Diskussion uden +Storm og Torden, uden væsentlige Afbrydelser engang. Saa er man meget +lidt tilfreds oppe i Logerne. Varmen bliver efterhaanden intensivere, +Luften i det overfyldte Rum utaaleligt trykkende. Time slæber sig hen +efter Time, og man tør dog ikke gaa, thi det vilde jo være altfor +harmeligt, om det store Sammenstød indtraf netop som man var forsvunden. +I Journalistlogerne erklæres Mødet for det mest kjedsommelige, der +nogensinde er blevet afholdt, og Boulevardbladene gjentager næste Morgen +den samme Dom. Man er slet ikke kommen for at overvære noget Saadant; man +vil have Spektakel. Og det maa da ogsaa siges, at man faar sine +Forventninger opfyldte tiere, end man bliver skuffet. Det er forholdsvis +sjeldent, at Partilidenskaben ved en _grande séance_ ret længe kan holde +sig i Tømme. Der dumper en lille, bidende Bemærkning ind, som bliver +fanget op med Protester, Taleren hidses, han streger sine Angreb under, +Pareringen bliver voldsommere, og i et Nu voxer Stormen til Orkan. Fra +alle Kanter af Salen raabes og skriges, applauderes og interpelleres der. +_"Silence au Mexique"_ brøler et regeringsvenligt Medlem under vilde +Bifaldshyl af Majoriteten over til Højre. _"Silence à la commune"_ svarer +Baudry d'Asson eller Paul de Cassagnac tilbage i den voldsomste Extase. +Præsidenten kimer, Larmen er saa altopslugende, at Huissieren ved +Tribunens Fod ikke engang finder det Umagen værd at anbringe sit _"Faites +silence."_ Man rejser sig fra sine Bænke, man flokker sig sammen i +Grupper, Taleren forlader fortvivlet Tribunen og en ny sætter derop med +Leopardspring uden at have Ordet og uden at blive hørt. Tumulten kan vare +hele Kvarter ad Gangen, føre til personlige Sammenstød og Udfordringer, +føre til, at Mødet foreløbig maa suspenderes. Man har dog saa faaet lidt +mere af sin grande séance, end man egentlig ønsker. Idealet er, at +Stormen kommer, men at den dæmpes igjen af en oratorisk Koryphæ, der +behersker Forsamlingen med sin Autoritet, og at han saa, med de ophidsede +Lidenskaber som Baggrund og med den Spænding, som de sætter paa det Hele, +bringer Forsamlingen under Fortryllelse ved sin Veltalenhed og med et +stort Bravourslag afgjør Dagens Kampagne til Fordel for sig og sit Parti. +Parallelen med Theatret ligger atter lige for. Det er et formeligt Drama, +man vil have. Udviklingen kan gjerne trækkes lidt i det Lange, om det +skal være, med smaa skjæmtende Skjærmydsler, men Knuden maa strammes, +Katastrophen maa komme, og efter den maa ogsaa komme den klare, +forsonende, ophøjede Løsning paa det Hele, den, efter hvilken man gaar +hjem med Ro i Sindet, men bevæget, løftet ud over det Dagligdags. Først +naar man har dette Indtryk, er Alverden rigtig tilfreds med sin grande +séance. Aviserne kan saa den næste Dag med rolig Samvittighed skrive +Spalte op og Spalte ned om Mødet, naturligvis først og fremmest om dets +smaa accessionelle Sider. De kan være sikkre paa, at hele Paris vil sluge +dem med Opmærksomhed. For den Slags Politik har Pariserne altid stor +Passion; en, der er mindre nervepirrende, bekymrer de sig derimod under +almindelige Forhold ikke synderligt om. + +[Illustration: "Faites silence, Messieurs!"] + +De er ikke Politikere i Hjertet. De er det kun, naar Politiker og Patriot +bliver Et og det Samme. Men saa kommer ogsaa det Øjeblik, da den franske +Tribune bliver mere end et sensationsvækkende Skuespil. Saadanne +Øjeblikke har Verden set. Hvilke Scener end Forsamlingen i Palais Bourbon +tidt kan frembyde, saa tør det dog aldrig glemmes, at den i lige Linie +stammer ned fra den, som med Menneskerettighedernes Forkyndelse skabte +vor moderne Tid, og at den aldrig endnu, naar det virkelig gjaldt, har +vanslægtet fra sit store Ophav. + + + + +DET RØDE PARIS. + + +Paa den venstre Seinebred, i en af de længst bortfjernede Udkanter af +Paris, ligger der mellem faldefærdige Rønner, i en mørk, ubrolagt Gade en +lille, smudsig Knejpe, som man fra Centrum af Byen er over tre Kvarter om +at naa i Droske. Bagved Skjænkestuen med dens grøntmalede Træborde og +tilrøgede Vægge er der et større Lokale, som af og til plejer at blive +brugt til Fêter af Quartier latin's Gymnastik- og Sangforeninger. Ogsaa +Kvarterets "Silkekaskjetter" producerer sig der jævnligt i koreografiske +Evolutioner. Salen er rummelig, ganske godt oplyst og har Plads til +tusind Personer. Naar man klemmer sig sammen som Sild i en Tønde, kan der +ogsaa til Nød stuves halvandet derind. + +En af de sidste Dage i Juli 1880 var der her stort Halloh. Salen var +bleven festlig smykket, det vil sige man havde under Loftet ophængt en +vældig, med rødt Flagdug omviklet Krands af den Slags, som anbringes +udenpaa Skibe for at afparere Stød, og man havde dekoreret Væggene med +tre, fire visne Granguirlander samt nogle Stumper rødt Shirting, mellem +hvilke der hist og her var placeret Skillingsbilleder af "Martyrer", og +af Kommunarder, der var blevne skudte paa Sartorysletten. Endvidere var +Klaveret paa Musiktribunen blevet trukket frem, behængt med rødt Tøj og +ved Hjælp af en foran det anbragt Skammel indrettet til Talerstol. Langs +Væggene stod der lange Borde af uhøvlede Brædder, bedækkede med grove +Duge og store Ølglas. + +Anledningen til alt dette var saare højtidelig. Tro mod Traditionerne fra +den store Revolutions Dage indviede den franske Ungdom den nye Frihedens, +Broderskabets og Humanitetens Æra, som skulde brede sit Lys ud over hele +Europa. Saaledes hed det idetmindste paa Indbydelsen. Oversat i et mindre +festligt Sprog betød det, at en Borger Lagarde og en halv Snes andre +akademiske Ynglinge i den franske Ungdoms Navn, men dog naturligvis uden +nogensomhelst Bemyndigelse, havde indbudt de mest notable af de nylig +hjemvendte, amnesterede Kommunarder til en "Punch d'honneur". + +Festen skulde tage sin Begyndelse Klokken ni, men allerede en god Stund +forinden var alle Pladser omkring Bordene fuldt besatte af Ungersvende +med deres Piger, der stampende og syngende forlangte Punch og Smørrebrød +paa Melodien "Les lampions, les lampions". Paa Slaget Ni viste Blanqui +sig, eskorteret af et halvt Hundrede amnesterede Kommunarder i hvide +Blouser og sorte Silkekaskjetter. De var næppe komne til Syne, før hele +Selskabet hylede: "Leve Blanqui! Leve den sociale Revolution! Leve +Kommunen!" Men Ingen tænkte paa at gjøre Plads for de ankomne Gjæster; +sit Glas ved Bordet havde man faaet, og det vilde man ikke forlade, før +man havde erholdt den lovede Punch i det. Da nu ogsaa Blusemændene fra +Ny-Kaledonien var tørstige, og da de pressede paa for at faa Plads, var +der en Stund al mulig Udsigt til, at Festen kunde komme til at tage sin +Begyndelse med en lille Bataille. Men Borger Lagarde fik et praktisk +Indfald. Han ringede med Formandsklokken og meddelte, at Blusemændene var +Æresgjæster og kunde tage Plads paa selve Tribunen, hvor man ad en +reserveret Dør vilde bringe dem de dem tilkommende fyldte Glas. Da der +ikke længer var nogen Fare for, at man selv skulde gaa glip af +Beværtningen ved at være imødekommende, aabnede Rækkerne sig, og +Festforspillet endte. Der blev en Stund forholdsvis Ro, indtil endelig +høje Raab nede fra Skjænkestuen meldte Rocheforts Ankomst. Han var +arriveret tilvogns, ledsaget af sin dengang stadige Adjutant, Olivier +Pain, og traadte nu ind i Salen, hilst af den vildeste Akklamation og af +aldrig endende Brøl: "Leve Rochefort! Leve Kommunen!" I hans Følge saaes +Staben af "Martyrer": Jules Allix, Amouroux, Eudes, Johannard, Benoît +Malon, Guésde og andre forhenværende Kommunechefer. De tog Plads ved et +for Festens Notabileteter forbeholdt Bord umiddelbart nedenfor Tribunen. +Mødet var fuldtalligt. Opvarterne præsenterede sig i Salen med +langskaftede Kaffekander, hvoraf Punchen udskjænkedes samt med store +Brødbakker fulde af "Sandwichs". De hilstes med endnu højere Hyldestraab +end Martyrerne, sprang op paa Bordene for at kunne tilfredsstille Alle og +stoppede endelig med deres Smørrebrød Munden paa Skraalhalsene. +Formandsklokken ringede; den højtidelige Del af Festen tog sin +Begyndelse. Det var en uendelig Række af Taler, i hvilke Essensen dog +omtrent vedblev at være den samme. Ved det souveræne Folks Villie var de +overvundne Helte fra 1871 vendte tilbage til Fædrelandet, fordi det +republikansk-kommunistiske Frankrig satte sit sidste Haab til dem i den +forestaaende Kamp, som Revolutionens Tilhængere vilde levere det +kapitalistiske og opportunistiske Samfund. Fra denne Dag begyndte +Kommunen igjen; næste fjortende Juli vilde hele Frankrig kun være smykket +med røde Flag, og inden Aartiet var tilende, vilde hele Europa, hele +Verden have fulgt Frankrigs Exempel. + +Man lo i Paris meget af denne Fest og af alle dens smaa Intermezzoer. Den +havde i Virkeligheden ogsaa nærmest gjort Indtryk af en +Fastelavnsforestilling med dens skrigende Studenter og overgivne, +halvfulde "Studentinder", med dens gamle, rødskjærfede Borgerinder, der +fik Rundstykker i Hovedet, naar de blev altfor ivrige i at afbryde +Talerne, med de hvert andet Øjeblik væltende Borde, med dens opstyltede +Mord- og Brandfloskler, dens Pereater for Bourgeois'erne, Kongerne og "le +bon Dieu", dens hele øredøvende, barokke, bindegale Virvar og Spektakel. +Men ikke destomindre var Dagen en Mærkedag i det røde Paris' Historie. +Det traadte paa den ind i en ny Fase af sit Liv, det holdt Rejsegilde paa +den nye Bygning, som det endelig lykkelig og vel havde faaet under Tag, +til Erstatning for det Kommunepalais, der var blevet skudt ned af +Versaillestroppernes Kanoner. + +I hele Tiaaret efter Kejserdømmets Fald havde man kun kunnet arbejde saa +smaat paa denne Bygning. De kraftigste Arbejdere var blevne skudte paa +Sartorysletten eller vegeterede i Ny-Caledonien, og Belejringstilstanden +holdt et saa uhyggelig skarpt Tilsyn. Saa at sige hver eneste Sten, man +lagde til Bygningen, maatte lægges i Smug. Men saa blev Marschallen +styrtet, der kom ubegrændset Tale- og Skrivefrihed, der kom først og +fremmest den almindelige Amnesti. De gamle, prøvede Arme vendte tilbage +fra Landflygtigheden og fra Bagnoerne, Arbejdet kunde atter gaa for sig +ved højlys Dag og med det Tryk paa sig, som var fornødent, for at det +kunde blive til Noget. Efter den første "Ærespunch" for de hjemvendte +Martyrer, fulgte en lang Række Banketter og lignende Festligheder, ved +hvilke man søgte at gyde ny Olie i den kommunistiske Ild. Pariserne blev +ved at le. De seer kun sjelden ud over den Dag, hvori de lever, og i +Øjeblikket var det ganske vist mere Løjer end nogen alvorlig +Samfundsfare, der var paafærde. Friheden selv, sagde man, vilde være den +bedste Skranke for Udskejelserne, og dermed slog man sig til Ro. Man +glemte, at der paa Bunden af al denne tragi-komiske røde Agitation laa et +stort, alvorligt Samfundsspørgsmaal og ventede paa sin Løsning. + +Det stod i Begyndelsen kun i Baggrunden med tætte Taager om sig. +Lykkelige over igjen at kunne gjøre Spektakler, saa galt de lystede, +flokkede alle Revolutionsmagerne sig sammen hulter til bulter uden andet +fælles Maal end netop at gjøre Spektakler. Der kom da den første Periode +i det røde Paris' nye Æra, den store Enighedstid under Banneret, som +Kommunens Jeanne d'Arc rejste. Hele den sidste Halvpart af 1880, lige til +hen paa Foraaret 1881, koncentrerer sig om den ligesaa pludseligt +opdukkende, som pludseligt igjen forsvindende røde Helgeninde +Louise Michel. + +Hun er oprindelig Lærerinde og har, skjøndt hendes Forældre var Bønder, +faaet en ganske god Opdragelse. Fra ganske ung paastod hun at have havt +særlig Interesse for Historie. Da hun var bleven saa gammel, at hun kunde +reflektere over, hvad hun havde læst, gik det op for hende, at hver Gang +Frankrig havde befundet sig i en ulykkelig Periode, havde det været +tilstrækkeligt _"de supprimer un homme pour sauver le pays"_. Siden det +Øjeblik har hun selv kun levet for at udføre et saadant +Supprimeringsværk; hun følte det som en hellig Mission, der var betroet +hende fra oven. At hun hidtil endnu ikke er kommen til at fuldføre den, +er hendes tragiske Skæbnes, ikke hendes egen Skyld; hun har gjort sig +Umage nok. Først var det Kejseren, der skulde være hendes Offer. Hun lod +sig endogsaa, for at hendes Moder kunde have et Billede af hende, hvis +hun blev henrettet, fotografere staaende ved et Bord med den ene Haand +støttet paa et Dødningehoved og den anden løftet theatralsk hævnende i +Vejret. Men den snu Napoleon vilde aldrig give hende den Lejlighed, som +hun stadig lurede paa. Hele de ti Aar af hendes Liv, mellem Tyve og +Tredive, var det hende ikke en eneste Gang muligt at trænge frem til +Kejserens umiddelbare Nærhed, og følgelig kunde hun heller ikke komme til +at støde Dolken i hans troløse Bryst. Da han var styrtet, kastede hun +sine Øjne paa den nye "Undertrykker" Thiers. Hun tilbød Kommuneregeringen +at gaa til Versailles og gjøre Brug af sit saa længe slebne Vaaben, og +for at bevise, at hun var istand dertil, gjorde hun virkelig en Tour til +Versailles og kom uskadt tilbage. Hun forlangte derpaa et officielt +Mandat til at iværksætte sin Plan, men Ferré, den Samme, der lod +Gidslerne skyde, mente overfor hende, at Revolutionen ikke burde bygges +paa en Forbrydelse og forbød hende at fuldføre sit Forsæt. Stakkels +Louise Michel! Hun lod sig da nøje med at iføre sig en Uniform som +Nationalgardist og kæmpe ved Forposterne. Under Forsvaret af Fort Issy +blev hun saaret, og da Versaillestropperne rykkede ind i Paris, meldte +hun sig selv og erklærede, at hun vilde have rejst en Barriere af Flammer +mod Undertrykkerne, hvis hun blot havde kunnet komme til. "Skyd mig," +sagde hun til Krigsretten, "eller I er nogle Kujoner tilhobe." Men hun +blev ikke skudt, hun blev sendt til Nouméa, hvor hun senere kom til at bo +Dør om Dør med Rochefort, hvad der utvivlsomt ikke har bidraget saa lidt +til hendes Popularitet, idet Lanterneskriveren efter sin Hjemkomst ved +alle Lejligheder førte hendes Ros i Munden. Derovre skal hendes Mordlyst +have valgt sig Kejserprinsen til Gjenstand. For at umuliggjøre en +fremtidig napoleonistisk Restauration omgikkes hun med Planer til at +myrde ham. Men for tredie Gang mislykkedes hendes Forsæt, Zuluerne gik +hende i Næringen. + +[Illustration: Louise Michel.] + +Ved sin Hjemkomst fra Nouméa fandt hun imidlertid Gambetta i hele hans +Glorie. Han var bleven den første Mand i Republiken, han stod omgivet af +en Popularitet, som selv Thiers i sine mest populære Dage aldrig havde +naaet, Louise Michels Supprimeringsmission havde et nyt Maal. Hun kastede +sig over det med Lidenskab. Maaneder igjennem afholdt hun den ene +Folkeforsamling efter den anden, snart i Batignolles, snart i Belleville +eller La Villette, og overalt strømmede den røde parisiske +Arbejderbefolkning til for at høre "den store Borgerinde". Rochefort +havde arrangeret en højtidelig Modtagelsesscene paa +Saint-Lazarebanegaarden for hende, da hun kom tilbage efter Amnestien, og +i sit nystiftede Blad "L'Intransigeant" leverede han Legende paa Legende +om hendes ny-caledoniske Nonnegjerning. Hun havde under Landflygtigheden +vist sig som en sand kommunistisk Helgeninde. Den Bolig, man havde givet +hende, indrettede hun til Hospital for alle de syge Kommunarder, som hun +kunde overkomme at pleje, hun underviste gratis Børnene i Omegnen og +skjænkede stadig de Honorarer, hun modtog hjemmefra, for Smaaskrifter og +Bladartikler, til ulykkelige Lidelsesfæller i Exilet. Da man i +Betragtning af denne Adfærd tilbød hende Benaadning, afslog hun den og +erklærede, at hun vilde blive paa Nouméa, saalænge der var en eneste +Landsmand derude, der trængte til hendes Hjælp. Og ogsaa efter sin +Hjemkomst søgte hun at give dette Helgenindery ny Næring. Hun afviste +Udbyttet af en Indsamling, Rochefort foranstaltede til Fordel for hende. +Folk, der besøgte hende i den lille Landsby ved Paris, hvor hun tog +Ophold for at pleje sin syge Moder, fortalte, at hun levede i den yderste +Armod, og hver Gang hun gav Møde i en Forsamling, undlod hun ikke, efter +at have holdt sit Foredrag, at oplyse Tilhørerne om, at hun desværre +maatte forlade dem igjen, da hun paa det eller det Hospital havde en syg +Veninde, som utaalmodig ventede hende. Hvor gjennemsigtig denne hendes +ostentative Præsentation af sig selv som barmhjertig Søster end var, +undlod den ikke at gjøre et umaadeligt Indtryk paa de parisiske +Arbejdere, der ikke var vante til at se deres Førere i den Grad +opoffrende og uegennyttige. Naar man talte med dem, hørte man dem idelig +sige: "De seer jo, hun gjør Alt for os, Intet for sig selv." Det var det +væsentlig, der gav hendes Agitation en saa overordentlig Tilslutning. Thi +personlig bestikkende Egenskaber har hun ikke. Havde hun været smuk, +vilde hun deri have havt en Betingelse for Herredømmet over Masserne. Men +hun er tvertimod grim som de Færreste. Paa en lang, mager Hals sidder der +et spidst, rottelignende Hoved med en stor, styg Næse, smaa sorte, +stikkende Øjne og grove, mandlige Træk. Hendes Organ er tørt, rustent, +hun taler uden Nuancer og uden Foredrag. Man faaer Indtrykket af, at hvad +hun siger, er en Lektie, hun har lært udenad. Men hvert Ord siges +distinkt, saa at Ingen i Salen gaar tabt af det, og hun fremsætter sine +Meninger kort og fyndigt, som man ikke er vant til at høre i disse +Forsamlinger. Efter hver Sætning gjør hun en lang Pause, under hvilken +man i hvert Fald i hendes rigtige Popularitetsperiode var nærved at vælte +Huset i endeløs Begejstring. Og naar Talen saa var færdig, var der i +Regelen en lille rødklædt Pige ved Haanden, som overrakte hende en +vældig, højrød Rosenbouket, Louise Michel blev rørt til Taarer, takkede i +bevægede Ord og erklærede, at hun modtog disse Blomster for at lægge dem +paa den store Martyr Flourens Grav. Havde Jubelen ikke været vild før, +blev den det nu. Flere Gange var man lige ved at hale hende ned fra +Tribunen og bære hende i Triumf gjennem Salen. Alt Sligt giver +naturligvis Selvbevidsthed, og den har Louise Michel i allerhøjeste Grad, +Hun staar paa Talerstolen i Stillingen fra Tyveaarsfotografiet, med +fremstrakt Pegefinger og tager sig ud, saa hun virkelig uvilkaarlig +vækker Tanken om en Slags Jeanne d'Arc eller saadant Noget. Hvad hun +siger, er Fraser, men Fraser, der klinge, højtravende Ord om Folkefrihed +fra Verdens ene Ende til den anden, om Revolutionens hellige Sag og om +Pligterne mod Martyrerne, der have givet deres Blod for den, blandet med +smaa, historiske Fortællinger om disse Martyrer fra Sartorys Slette, +Versailles' Fængsler og Auberive. Selvfølgelig har hendes Foredrag et +staaende Omkvæd, der gjælder hendes og hendes Medborgerinders Mission. +Hun har mellem dem formelig skabt Skole, og hun møder stadig med en +kvindelig Adjutantstab, af hvilke nogle, Paule Minck, Leonie Rouzade og +Marie Cadolle jævnlig tage Ordet. "Vi Kvinder har været underkuede," +siger hun, "men ogsaa vore Baand skal sprænges. Alle skal være +ligeberettigede, og ogsaa vi vil være det. For at bevise vor Ret dertil, +forlanger vi i den Kamp, der forestaar, at maatte føre det første Stød. +Vi Kvinder vil præsentere vort Bryst. Der er flydt Blod nok, og man har +nu kun Brug for nogle Faa, der kan tage Hævnens Vaaben i Haanden og offre +sig selv for de Mange." + +Mens hun stadig forgjæves venter paa Lejligheden til at gjøre dette, er +imidlertid Popularitetens Forgyldning saa smaat begyndt at gaa af hende. +Hun viser sig endnu af og til ved større, højtidelige Anledninger, men +Begejstringen for hende er blegnet, ti tusind Mennesker staar ikke længer +som før i Queue i og udenfor Salle Levis for at opfange et Ord af den +røde Manna, der flyder fra hendes Mund, hun er bleven "usée", som det, +særlig i Paris, er de fleste populære Afguders Skæbne at blive det. Hun +har slaaet sig paa Romanskrivningen og udsender regelmæssig et nyt Bind +hver anden Maaned. Den røde Bevægelse, som hun en Stund bidrog til at +give Vind i Sejlene, har ikke længer Brug for hende; den er kommen ind i +nye Faser. + +[Illustration: Paule Minck.] + +[Illustration: Leonie Rouzade.] + +Man havde en Stund levet paa Gjensynsglæden efter Nouméaaarene og paa +rene abstrakte Deklamationsnumere. Der kom en Slaphedstid efter, og den +kunde rimeligvis have varet adskilligt længere, end den varede, hvis ikke +den Allarmanledning, som man gik omkring og søgte uden at kunne finde +den, pludselig var dukket op under Skikkelse af Tuniskrigen. Hvem end de +uheldige Resultater i Afrika skyldtes, saa var Alle enige om, at Kampen +derovre hverken var forberedt med den nødvendige Indsigt eller førtes med +den tilbørlige Energi. Stadig vedblev der fra den anden Side Middelhavet +at komme Efterretninger, som foruroligede Paris paa den sørgeligste +Maade. Regeringen manglede Fasthed, en ganske naturlig Følge af, at +Frankrig styredes af et Ministerium, hvis væsentligste Beskjæftigelse i +længere Tid var Forhandlinger om, naar det skulde indgive sin Demission, +i hele to Maaneder var Landets Repræsentation under disse alvorlige +Forhold ikke samlet, den røde Agitation kunde aldrig ønske sig heldigere +Betingelser for sin Virksomhed. Man var paa sin Post; de store +Anklagemeetings' Periode kom. Ideen om Folkets souveræne Ret til selv at +konstituere sig som uappellabelt Tribunal var netop kort forinden dukket +op med den forhenværende kommunistiske Overgeneral Luiliers Proces for og +Domfældelse af Folkeforsamlingen i Ballokalet Elysée Montmartre. +Opflammet af det Held, de der havde havt, betoges de Røde nu af en +formelig Mani for at ville sætte under Anklage. Der blev Uge efter Uge i +Anledning af "de skandaløse Myrderier paa den afrikanske Befolkning" og +ikke mindst i Anledning af denne "Finanskrig, der kun var en skjændig +Spekulation af rovbegjærlige Bourgeois'er, som vilde plyndre Staten", +holdt Ret i store, myldrende, tumultuariske Folkeforsamlinger og fældet +Dom under Skikkelse af Dagsordener, der satte Alverden ligefra Gambetta +til hele Samfundet under Tiltale. De Røde svælgede i Spektakelnydelser. +Deres populære Dandsesale præsenterede sig i straalende Dragt. Fra +Balkonen vajede der røde Flag i Mængde; foran Musiktribunen i Salens ene +Ende var der rejst en stor Talerstol, betrukken med Rødt og flankeret af +sorte Bannere, hvorpaa der med luerøde Tal stod "1871". Vaabenskjolde med +Stokkebundter og Liktorøxer, Statuer af Republiken med den røde frygiske +Hue paa Hovedet, lange, røde Silkefaner med gyldne kommunistiske +Inskriptioner overalt. Ganske vist mindedes man i Regelen uhyggelig meget +om Lokalets sædvanlige Anvendelse ved Skilte med Priser paa Øl og +Brændevin, og ved den Lugt, der herskede derinde af disse Drikkevarer og +af Hvidløg, og som ikke forbedredes ved Tobaksrøgen fra Hundreder af +Kridtpiber. Men det generede ikke de selvbestaltede Dommere i Udførelsen +af deres Funktioner. De talte og hvinte, brændemærkede Regeringen med +samt de andre "Forrædere", som var i Pagt med den, væltede det gamle +Samfund og lod Kommunen leve ret af Hjertens Lyst. + +Til at ville sætte under Anklage var de Allesammen med, men saasnart der +blev Tale om, hvem det i Grunden var, Anklagen skulde gjælde, hørte +Enigheden mellem dem op. Rødt er ganske vist altid rødt, men den røde +Farve har jo utallige Nuancer. Karmoisin og Magenta, Koquelicot og Cerise +skriger paa det Gyseligste, hvis man vilde falde paa at stille dem ved +Siden af hinanden. Saalænge det i Samlingsperioden under Jeanne +d'Arc-fanen kun havde drejet sig om Floskler ins Blaue hinein, havde +Anarkister, Kollektivister og Intransigente broderligt kunnet gaa Haand i +Haand; saa saare derimod et konkret Spørgsmaal tvang dem ind paa +Undersøgelse af, hvad der skulde være Maalet for deres Spektakler, kunde +der ikke undgaas en Spaltning. Rocheforts "L'Intransigeant" gjorde ganske +vist Kæmpeanstrengelser for at holde Enigheden vedlige, men det nyttede +ikke. Der kom Meeting ved Siden af Meeting, Høg over Høg. +Kollektivisterne forkjættrede de Intransigente, de rene Anarkister +forkjættrede igjen baade Kollektivister og Intransigente. Disse Sidste +var kun Opportunisternes Arvetagere til Magten. Selv Louis Blanc blev +stemplet som en Reaktionær. Han havde jo "slikket de kejserlige +Generalers skimlede Støvler", blev der sagt i en Anarkistforsamling, en +Hentydning til, at han stemte for Nationalforsamlingens Takkevotum til +Hæren, efter Pariserkommunens Undertrykkelse. Mens de Intransigente +simpelthen vilde have Ministeriet sat under Tiltale for Domstolene, +erklærede Gauthier, en af de Højrødestes Talsmænd, Sligt for ligefrem +Idiotisme, Kun Forbrydere eller Stærblinde kunde fremkomme med et saadant +Forslag. Nej, for Folkets Dom skulde de indstævnes, for de Mødres Dom, +hvis Sønner førtes til Slagterbænken i Afrika, for de Fædres, de Brødres, +hvis Støtter og kjæreste Slægtninge myrdedes uhævnede paa en fremmed +Jord, Da der imidlertid var overvejende Sandsynlighed for, at Ministeriet +ikke vilde vise sig saare villigt til at give Møde for en saadan +folkelig, hellig og suveræn Domstol, foreslog Gauthier, at Folket efterat +have drøftet Sagen og afsagt sin Dom over Ministeriet, skulde begive sig +til Deputeretkammeret og forlange Forbryderne udleverede. Vilde yderste +Venstres Deputerede forsøge paa at spærre Folket Vejen, skulde man gaa +over deres Lig. Dommen vilde da blive exekveret og Forbryderne lide deres +Straf. Af hvilken Beskaffenhed denne Straf skulde være, fik man ogsaa at +vide, I Frankrig var det en gammel Skik, at Alt endte med en Sang. "Saa +lad da," saaledes sluttede den unge Revolutionshelt sit Foredrag, "ogsaa +de nuværende Institutioner i Frankrig, hele det nuværende Samfund ende +med en Sang. Men denne Sang skal være sidste Vers af Carmagnolen: "à la +lanterne! à la lanterne! à la lanterne!" Paa et af de sidste Meetings i +Salle Levis gik man endogsaa endnu videre. De nys sammentraadte +Deputerede, blev man enig om, havde ikke opfyldt deres Pligt og +øjeblikkelig realiseret Folkets Trudsler. De var følgelig ikke Andet end +en Hoben Forrædere, Menedere og Bedragere. Clémenceau havde aldrig været +Andet end en forklædt Royalist af værste Sort, selv Tony Révillon, deres +egen Repræsentant og Gambettas Besejrer, havde kun behøvet at sidde i +Kammeret tre Dage for at blive gjennemtrængt af dets Raaddenskab. Man +havde følgelig kun Et at gjøre: lade hele denne Yngleæts Hoveder falde +under Guillotinen. "Folkets Justitsredskab" blev i dette Møde med rene +Ord anbefalet som en Nødvendighed, og man skiltes med Løftet om snart +atter at overgive Paris til Luerne og saa ikke spare, hvad man sidste +Gang havde været saa ufornuftig ikke at brænde. + +Man kom dog ikke til at opfylde dette Løfte. Regeringen lagde Proces an +mod Hovedtalerne paa Mødet for Ophidselse til Oprør, under et tidligere +Meeting havde den samlet Kavalleri og Kanoner i en umiddelbart til +Forsamlingssalen stødende Kaserne for at skride ind, hvis +Spektakelmagerne gik fra Ord over til Gadedemonstrationer, og da endelig +Gambetta kom til Roret, fandt de Røde det endnu hensigtsmæssigere at +stikke Piben ind. De vidste ganske vel, at han i fornødent Fald ikke +vilde være bange for at lade dem lugte Krudtet. Men Agitationen under +denne Meetingsperiode havde alligevel i en vis Henseende styrket det røde +Paris meget betydeligt. Den havde løsnet Taagerne omkring det; den havde +tilvenstre udskilt de vildeste Anarkister, tilhøjre de blakkede, famlende +Intransigente, men den havde samtidig i Midten formet et Parti med en +Fane og et Program. Dette, de rene kollektivistiske Socialister, er det, +der i Fremtiden vil tage Ledelsen af den røde Bevægelse i sin Haand. Det +kan under givne Forhold faa Assistance fra beslægtede Revolutionære paa +begge Sider af det, men kun det har Betingelserne for nogensinde at kunne +komme til at spille en virkelig Rolle. + +Anarkisterne tilvenstre for det er ikke noget Parti. Kun en lille Gruppe +af dem, Blanquisterne, har Noget, der ligner en Organisation. Man har +under de forhenværende Kommunardchefer Eudes, Grangé, Vinant og Cournet +delt hvert af Paris tyve Arrondissementer i Legioner og Batailloner med +Formænd og Underformænd, der skal sørge for Udførelsen af det øverste +Raads Beslutninger. Men den parisiske Arbejderbefolkning føler ingen Lyst +til at indrangere sig i disse Legioner og Batailloner, thi der er Ingen +af Cheferne, der kan fortælle dem, hvad man egentlig vil. Blanqui var +født Konspirator. Der er Folk, der fødes til det, som der er Folk, der +fødes Poeter, og Andre, der fødes Kokke. Hans Arvetagere har som han kun +det ene Maal: at konspirere. Om det Program vil de aldrig kunne samle +mere end nogle faa hundrede ligestemte Sjæle. Selv Hovedmassen af dem, +der er tilsinds at vælte det hele Samfund omkuld ene og alene for at faa +Lov til at vælte, selv de vil ikke indordne sig under det blanquistiske +Frimurerselskabs strenge Disciplin. Gauthier angav under et af Meetingene +deres Standpunkt. Ethvert Forsøg paa Organisation var efter hans Mening +overflødigt og reaktionært, og følgelig ogsaa Dannelsen af en +hvilkensomhelst Centralkomitee. En saadan kunde jo i et givet Øjeblik +konstituere sig som en Slags Regering til Folkets Undertrykkelse. Al den +Organisation, som behøvedes, var Arrondissementskomiteer, der kunde +skaffe Lokaler tilveje, i hvilke det frie Folk selv voterede sine Love, +fældede sine Domme og sørgede for deres Udførelse. Med en saaledes +beskaffen Samling af Revolutionære er der under normale Forhold ingen +Anledning til at regne. De kan i tumultuariske Tider forstærke Grosset af +en eventuel Omvæltningshær, men de kan ikke selv hverken forberede eller +fremkalde nogen Omvæltning. + +Heller ikke de Intransigente er noget fast formet Parti med et Program. +De existerer kun i Kraft af Alliancer, det er dem, der giver dem deres +Farve. Rochefort vil paa sin Viis akkurat det Samme som Anarkisterne: +gjøre Spektakel for at gjøre Spektakel. Men under Kampen mod Gambettas +Opportunisme kunde hans Blad vinde en forholdsvis meget betydelig +Udbredelse og hans Tilhængere synes talrige, fordi det republikanske +Partis yderste venstre Fløj med Clémenceau i Spidsen gik sammen med dem. +Clémenceau aspirerede oprindelig til en Ministerportefeuiile under +Gambetta, og det var først, da dennes autoritære Tilbøjeligheder begyndte +at stikke Bukkefoden frem, at han i de Intransigentes Lejr søgte Kadrer +for den Oppositionshær, hvis Chef han haabede at blive. Han har et +Program, men det bunder til syvende og sidst simpelthen i den frie, +demokratiske Republik, gjennemført ud i alle dens Konsekvenser. Han vil +fare med Damp, hvor de andre Republikanere ønsker en langsommere, +gradevis Udvikling, men deres Endemaal er ikke forskjelligt. Der +existerer i Frankrig foruden det store republikanske Parti med dets +forskjellige Afskygninger og de gamle, Dag for Dag mere og mere +forsvindende Konservative, i Virkeligheden kun endnu een Lejr, der har et +Program. Det er Socialisterne. Vil de Intransigente fremtidig spille +nogen Rolle, maa de støtte sig til dem. De indseer det ganske vel selv, +og alle deres Bestræbelser gaar mere og mere ud paa at skaffe sig Farve +ved at skrive det sociale Spørgsmaals Løsning paa den Fane, paa hvilken +de ellers vilde have saare vanskeligt ved at indskrive Nogetsomhelst. + +Gambetta har i en af sine Taler sagt, at der i Frankrig ikke existerer +noget socialt Spørgsmaal. Hans Udsagn ligger et Par Aar tilbage, og han +kunde muligvis dengang delvis have Ret. Lige til den seneste Tid har det +i Frankrig i alt Fald langtfra existeret med samme akute Karakteer som i +det Øvrige gamle Europa. For det Første er det allerede ved Revolutionen +af 89 skaaret over paa Midten og den ene Part af det absolut fjernet lige +siden da. Den agrariske Socialisme, saaledes som den efterhaanden med +Naturnødvendighed maa udvikle sig i England, hvor Grundbesiddelsen er +samlet paa nogle ganske faa Hænder, er i Frankrig en absolut Umulighed, +simpelthen fordi dens Maal er naaet. I Frankrig er Jorden udstykket saa +stærkt, som det overhovedet kan lade sig gjøre. Den langt overvejende +Masse af Folket er i England ejendomsløse Nomader, i Frankrig er det en +Nation af smaa Grundbesiddere, der sidder fast ved deres egen Jord og paa +den lever, om ikke i absolut Velstand, saa dog under forholdsvis +antagelige Kaar. Bag Socialismen i Englands og Tysklands store +Industricentrer staar som et endnu mere truende Spøgelse det Tidspunkt, +da Landbefolkningen drages med ind i Bevægelsen; den er den umaadelige +Reservehær, som til Syvende og sidst giver Kampen dens solideste Støtte. +I Frankrig derimod mangler denne Reserve fuldstændig; der kan der aldrig +blive Tale om nogen agrarisk, men kun om den rent industrielle +Socialisme. Og selv denne har ialfald lige til den seneste Tid savnet +naturlige Betingelser for at kunne trives. Klimaet i Frankrig er mildt, +Jorden rig, Lønnen ingenlunde knap i Forhold til Livsfornødenhedernes +Pris. Den naaer aldrig ned under et Gjennemsnit af fem Francs daglig. Det +er ikke blot nok til at skaffe den flittige og paapasselige Arbejder et +anstændigt Udkomme, men gjør ham det ogsaa muligt, naar han er +sparsommelig--og det er jo netop en af de mest fremtrædende Dyder i den +franske Nationalkarakteer--at lægge til Side, saa han kan sikre +sin Alderdom. + +Det er da ogsaa først netop under de sidste Aars røde Agitation, at den +socialistiske Bevægelse kan siges at have faaet nogen Vind i Sejlene. Der +er naturligvis her kun Tale om den Socialisme, der hviler paa en +økonomisk Basis og har økonomiske Maal for Øje. Lige siden Saint-Simons +og Proudhons Tider har Samfundets herskende Klasser stadig frembragt dels +enkeltstaaende Fantaster, hvis Doktriner ikke fandt nogen Tilslutning hos +Folket, dels politiske Agitatorer, som søgte at blande socialistiske +Fraser med ind i de Lokkemidler, de satte ud for Hoben, som de vilde +lede. Men den egentlige, økonomiske Socialisme er hidtil ikke naaet ned +til Folkets inderste Grund, den har lige til den allerseneste Tid ikke +været nogen Kræftskade paa det franske Samfund. Selv Kommuneopstanden i +1871 var i Virkeligheden et politisk Fænomen, fremkaldt ved rent +exceptionelle Forhold og uden Forbindelse med en Udvikling før eller +senere. Først efter den almindelige Amnesti begynder de socialistiske +Tendenser at stikke Hovedet frem. De Rødes Ledere søger en Formel for +deres Agitation, og de finder i det sociale Spørgsmaal den eneste, paa +Basis af hvilken de har Mulighed for at faa Arbejderne med til en +revolutionær Bevægelse. Under Meetingsperioden fremtræder den +socialistiske Centralkomitee i Paris med Benoît Malon og Jules Guesde i +Spidsen og udfolder, beskyttet af den ubegrændsede Tale- og Skrivefrihed, +en overordentlig energisk Virksomhed. Den faaer i Bladet "Le Citoyen" sit +eget Organ, samtidig med at ogsaa Malon gjennem Artikler i Rocheforts +"L'Intransigeant" søger at bearbejde de Samfundslag, hvorfra Proselyter +nærmest kunde ventes. Disse Artikler, der oprindelig kun var fremkomne +rent sporadisk, bliver til Slutning, da de Intransigente indser +Nødvendigheden af at slutte sig tæt til det nyopdukkende Parti, daglige, +og samtidig bearbejdes Arbejderbefolkningen ved et Utal af smaa billige, +populære Piècer og ved Foredrag i det Uendelige. Theorierne, der +prædikes, er simpelthen Carl Marx' Kollektivisme, men de fremstilles med +fransk Talent til Popularisering, og den franske Arbejder, der har et +naturligt Hang til kun at passionere sig for, hvad han virkelig veed, +hvad er, opdager hurtigt, at Kollektivismen netop er det, der giver hans +vage revolutionære Trang et fast Program. Allerede paa den socialistiske +Verdenskongres i Chur i Slutningen af 81 kunde den franske Delegerede +Joffrin henvise til, at hans Parti, der ved Kommunalvalgene i Begyndelsen +af Aaret kun havde talt 65,000 Tilhængere, ved Valgene til +Deputeretkammeret i September var mødte med en Styrke af 106,000. Om +nogle Aar vilde de, tilføjede han, efter hans Overbevisning være en +Million og udgjøre "et Parti, mod hvilket Bourgeoisiet og Anarkisterne +vilde kæmpe lige forgjæves". Om han end har taget Munden lovlig fuld, saa +vil hans Profetier dog næppe blive gjort rent til Skamme. Socialismen er +i Opkomst i Frankrig; den er ikke blot den eneste røde Bevægelse, der +virkelig er at frygte fremtidig, men den er tillige den, der efterhaanden +vil samle alle revolutionære Tendenser om sin Fane. Det er ikke alene, +fordi dens Ledelse med Centralkomiteen i Spidsen er omhyggelig +organiseret, og fordi den i Modsætning til de andre røde Partier +fremtræder med et bestemt Program. Man faaer ingen Sæd til at voxe og +trives i en Jordbund, som nu engang ikke egner sig for den. Men Ulykken +er, at de oprindelig i Frankrig ugunstige Betingelser for en socialistisk +Bevægelses Udbredelse i de sidste Aar har undergaaet saa væsentlige +Modifikationer, at et socialt Spørgsmaal virkelig er opstaaet, paa Basis +af hvilket der kan rejses en Agitation. Kornhøsten er i flere Aar slaaet +fejl, Phyloxeraen har ødelagt Vinmarkerne, og forskjellige andre +Omstændigheder har yderligere bidraget til at fremkalde en gjennemgaaende +Stigning paa alle Livsfornødenheder. Selv om den franske Vindyrkning ikke +har faaet sit Banesaar ved den ulykkelige Epidemi, som har hjemsøgt +Vinhaverne, vil der dog altid gaa Aartier, før Skaden kan være udbedret. +Desuden maa der tages med i Betragtning det mærkelige økonomiske Fænomen, +der endnu aldrig har slaaet fejl: at de ved forbigaaende uheldige Forhold +i Vejret drevne Priser ikke synker, selv efterat Aarsagen, som fremkaldte +Stigningen, er fjernet. Men samtidig med, at saaledes Dyrheden paa Alt er +tiltagen og ikke kan ventes at ville forsvinde igjen, stiger ligeledes +mere og mere den franske Arbejders Behov. Han er endnu betydelig +heldigere stillet end sine Kaldsfæller i England og Tyskland; det rent +materielle Udkomme kan han stadig faa uden Besvær. Det bliver ham +imidlertid, efterhaanden som hans Intelligens udvikles, mindre og mindre +tilstrækkeligt. Med den stadig voxende Følelse af Menneskeværdighed, med +Nedrivningen af de selskabelige Skranker, med de tiltagende Bestræbelser +for at gjøre selv den mest Ubemidlede delagtig i Videnskabens Resultater +og aabne ham vid Adgang til de Kunstskatte, Civilisationen har +sammenhobet, med alt det voxer ogsaa Arbejderens Trang til Noget ud over +det for Livets Ophold absolut Nødvendige, han faar en Sans for Nydelse, +et Behov for Komfort og Luxus, som han hidtil har manglet, men som mere +og mere energisk kræver Tilfredsstillelse. + +Den stadige Stigen af Arbejdslønnen, hvori et saadant Krav havner, har +hidtil været mulig i Frankrig. Siden Begyndelsen af Treserne har den +franske Industri taget et umaadeligt Opsving. De da afsluttede +Handelstraktater, som slog Frihandelssystemet fast, gav den et mægtigt +Stød fremad; Dampens Udvikling af Kommunikationsmidlerne og af +Produktionsmethoderne, Nødvendigheden af at gjøre den engelske Industri +Konkurrence paa selve fransk Grund i Forbindelse med forskjellige +tilstødende gunstige Omstændigheder bidrog til at gjøre dette Opsving +endnu stærkere; hele det sidste Tiaar af Kejserdømmet var en industriel +Guldalder for Frankrig. Krigen medførte vel en uundgaaelig +Stilstandsperiode paa et Par Aar, men den gav saa langtfra noget +dødbringende Stød, at Fremgangen endogsaa fortsattes under Republiken, +indtil den endelig henimod Slutningen af Halvfjerdserne naaede sit +Kulminationspunkt. Denne Industriens Floreren frembød Betingelserne for, +at ogsaa Arbejdernes stigende Fordringer kunde tilfredsstilles. Men +Fremtiden vil i saa Henseende rumme Vanskeligheder, som Fortiden ikke har +kjendt. Samtidig med, at Livsfornødenhederne bestandig bliver dyrere og +dyrere, og at Livsbehovet hos den arbejdende Klasse bliver større og +større, vil der rejse sig en saa godt som uovervindelig Hindring for, at +Arbejdslønnen yderligere kan forøges. Denne Hindring er den Konkurrence, +som de Forenede Stater i Amerika efterhaanden byder Europa paa alle +Handelsomraader. Paa Kornmarkedet er den allerede stærkt fremtraadt. De +uhyre Landstrækninger derovre af jomfruelig Jord, hvis Frodighed gjør det +muligt for en Kolonist med sine egne Hænder at kultivere et ti Gange saa +stort Areal som en fransk Agerdyrker, har bragt Korn i Handelen, der i +Hâvres Havn kan sælges billigere end det, som kommer fra Normandiet. For +mangfoldige Industriers Vedkommende har den nye Verden en ligesaa +uendelig Rigdom af Materiale og en ligesaa billig Arbejdskraft. Den har +end yderligere enorme Driftskapitaler og et Virksomhedsinitiativ, der +lader de europæiske Industridrivende langt tilbage. Kampen, som den har +aabnet paa Kornmarkedet, er den i Færd med at gjennemføre paa saa godt +som alle Industriens Omraader; denne Kamp vil udvilde sig videre og +videre, og det gamle Europa vil her faa en ganske overordentlig farlig +Konkurrent. Priserne vil trykkes, Arbejdslønnen vil trykkes med dem. + +Forholdt det sig nu som i gamle Dage, at de store industrielle +Foretagender var i Hænderne paa Enkeltmand, vilde Sagen maaske endda ikke +være saa betænkelig. Disse private Industridrivende vilde indse Faren for +dem selv ved ikke at imødekomme deres Arbejdere saa meget, som det paa +nogen Maade lod sig gjøre, de vilde finde sig i at lide nogle hundrede +Francs Tab om Dagen for dog at kunne stikke et ganske smukt aarligt +Udbytte i deres egen Lomme, de vilde sige sig selv, at om man end giver +Afkald paa at tjene Millioner, for at Ens Medmennesker ogsaa kan leve som +Mennesker, saa er Hundredetusinder heller ikke at foragte. Men en saadan, +af Humanitets- eller Klogskabshensyn dikteret Imødekommen mod den +arbejdende Klasse er ikke længere mulig. Thi de Tider er forbi, da den +store Industri var i Hænderne paa Privatpersoner; det er nu saa godt som +overalt i Frankrig Aktieselskaber, der har overtaget Driften, det vil +sige et uforsonligt Administrationsraad, der ikke giver sig af med +Humanitetshensyn, og hvis Klogskabshensyn udelukkende munder ud i, at +Udbyttet kan blive saa stort som muligt, for at Aktierne kan stige og +Aktionærernes stadig videre og videre gaaende Fordringer om Renter af +deres Penge kan tilfredsstilles. Med andre Ord: man befinder sig overfor +den skarpt tilspidsede, rent abstrakte og uforsonlige Kamp mellem Kapital +og Arbejde. + +Delvis er de her antydede Forhold endnu kun i Færd med at forme sig i +Frankrig, men Udviklingen af dem kommer med Nødvendighed og synes i +ethvert Tilfælde saare vanskelig at standse. Det er i Sammenstødet af +dem, at den socalistiske Centralkomite i Paris vil finde den Jordbund for +sin Udsæd, som hidtil har manglet, men som Omstændighederne synes hurtig +at skulle opdyrke for den. Og jo flere Proselyter den hverver mellem +selve Arbejderbefolkningen, desto ivrigere vil ogsaa de revolutionære +Politikere blive for at gaa dens Ærinde og derved om muligt fremkalde de +rørte Vande, hvori de kan komme til at fiske. Med deres Hjælp gaar Alting +grumme hurtig i Frankrig. I Tydskland er man og vil sandsynligvis endnu i +et uoverskueligt Tidsrum være i Stand til at holde den socialistiske +Bevægelse nede ved administrative Forholdsregler. Man udsteder Love mod +Socialisterne, man erklærer Belejringstilstand, man undertrykker Blade, +arresterer og dømmer Partiførerne. I England har Demokratiet gjennem +Aarhundreder bøjet sig saa dybt under Autoriteten, at der uden Stød +udefra sikkert vilde gaa nye Aarhundreder, før det atter kunde løsgjøre +sig saaledes fra den, at en Eruption blev mulig. Begge Steder mangler +Befolkningen desuden det Initiativ, som Tilspidsningen af en Katastrofe +fordrer. Det franske Folk derimod er iltert og hurtigt til Alt. Det vilde +aldrig have kunnet finde sig i at lade et Spørgsmaal som for Exempel det +irske trække ud i over firsindstyve Aar. Saa saare Spørgsmaalet har rejst +sig tilstrækkelig pointeret til, at det fordrer en Afgjørelse, taaler man +ikke, at denne skydes ud. Dertil kommer yderligere det, at man har Lov +til fuldstændig frit at diskutere ikke blot Regeringsformens, men hele +Samfundets Omvæltning og Sprængning saa bindegalt og i saa ophidsende +Udtryk, som man lyster. Under saadanne Forhold kan et stort +Samfundsspørgsmaal, naar det en Gang er stillet, ikke længe blive holdt +in suspenso. Og der er da, tiltrods for Frankrigs oprindelig ringe +Modtagelighed for den socialistiske Smitte, en overvejende Rimelighed +for, at det alligevel vil blive den første Skueplads for dens +Hovedengagement med det bestaaende Samfund. Det røde Paris har opdaget +dette Hovedengagements Mulighed; det koncentrerer allerede og vil +fremtidig yderligere koncentrere alle sine Kræfter paa Forberedelserne +til det, for endelig, naar Kampens Tid er moden, at fremkalde +Explosionen, saaledes som Paris under alle Revolutioner har gjort det. +Det er en økonomisk, ingen politisk Omvæltning, der gaas imøde. Det +sociale Spørgsmaal vil fremtidig være Indskriften paa de Rødes Banner. +Det er deres Styrke. Kollektivismen er en vild, umulig Løsning paa +Samtidens store Hovedspørgsmaal, men saalænge ingen anden er funden, er +dens Doktriner de farligste, det røde Paris kunde bruge som Løftestang +for sin Agitation. + + + + +PAA BØRSEN. + + +Lige ved Boulevarderne og heller ikke langt fra Paris's anden, store +Hovedaare: Louvre- og Palais-Royalkvarteret, ligger Børspladsen. Den er +Centrum for Byens Labyrinth af Gader, og den er Brændpunkt tillige for +disse Gaders tumlende, mangfoldige Liv. Mudderen og Mylderet er der under +bestandig Højtryk. Minut efter Minut ruller de fyldte Omnibusser ind paa +Asfaltfliserne og sætter deres Menneskeladninger af. Men andre staar i +tætte Klynger og venter paa at indtage de ledigblevne Pladser. Numrene +raabes op. De, hvis Tour det er, trykker og skubber og slider sig frem +gjennem Trængselen. Vognene proppes paany Med en Behændighed som +Akrobaten, der dandser mellem Æg, vikler Kudsken sin kluntede Karosse ud +af det sammenfiltrede Virvar, og det gaar saa atter i Galop til alle +Kanter af Kæmpebyen. Saaledes bliver det ved hele Dagen igjennem til paa +den anden Side Midnat endogsaa. En Hærskare af Avissælgere vandrer +omkring og rækker paa lange Stænger deres Blade og Flyveskrifter op til +Passagererne ovenpaa Vognene og raaber og raaber. _Voilà le crime de +Boulevard Malesherbes! Voilà la France! la 2me edition! Faut voir le +bombardement d'Alexandrie! Les dernières détailles! Voilà le scandale de +l'Elysée! Voilà, la mort de Gambetta, dix centimes!_--en ustandselig, +broget Blanding af Sandhed og Røverhistorier imellem hinanden, men mest +det Sidste, de vildeste Sensationsfantasier, man kan finde paa for at +pirre de blaserede Øren og faa Tosousstykkerne til at regne ned fra +Imperialen. Overalt Travlhed, overalt jagende Mennesker, Stimmel og Larm. + +Og dog kommer der en Tid paa Dagen, da hele denne Uro drukner næsten i +en, som er endnu uendelig mange Gange vildere, og da alle disse +hundredtungede Raab kun gjør Virkning som enkelte dæmpede Violinstrenge i +et stort, fuldtbesat Orkester. Denne Tid er de Eftermiddagstimer, i +hvilke Mammontemplet paa Midten af Pladsen samler sin Menighed, Saalænge +Guldkalvens Kultus staar paa, er det ikke mere blot Verdensstadssummen, +man hører, og Verdensstadsmylder, man seer omkring sig; det Hele er +potenseret op til en Højde, draget ind i en dæmonisk Sfære, hvor +menneskelige Begreber og menneskelige Betegnelser ikke længer +strækker til. + +Der findes i det moderne Paris ingen anden Kultus, der er saa udbredt som +den, hvis Helligdom er Templet paa Børspladsen, ingen anden, der har saa +fanatiske Tilhængere, og fremfor alt ingen, der er saa moderne som den. +Dens Præster er ikke her en Kaste for sig af stive, tørre, +forretningskolde Væsener, der Ingenting har med den toneangivende Stab af +"la vie mondaines"'s Regimenter at bestille. Tvertimod. Man kan holde +Revue over hele den Verden, der svømmer ovenpaa i Paris, der tumler sig i +dens Nydelsessol og sætter Præg paa dens offentlige Liv; for hvert +Hundrede vil man finde Halvfemsindstyve, hvis Valgsprog og +Trosbekjendelse, hvis hele Tilværelses Indhold rummes i den ene Sætning: +_je vais à la bourse_. Hvor let end Pengene tjenes i en By som Paris, saa +gives de dog endnu lettere ud; hvor stor den Løn end er, der betales for +mangt et Arbejde, saa er Luxus'ens Krav dog endnu større. Med en +halvhundrede tusind Francs om Aaret kan et enligt Menneske kun akkurat +lige knibe sig igjennem, naar han vil spille en Rolle i det "Tout Paris", +der er med til Alt; hvor mange Hundrede-Tusinder en Families Budget skal +raade over, for at den kan gjøre Figur i samme exklusive Verden, er +aldeles uberegneligt. Men blot Halvtredsinstyve Tusind er allerede Renten +af en Million, og Formuer paa en Million, de er sjeldne endogsaa i Paris. +Paa den anden Side skal man være svært i Skuddet eller have en +exceptionel Position, naar de Halvtreds skal tages ind som Vederlag for +det, man udretter med sin Intelligens eller sit Arbejde. Saa er det da, +at hele dette "Tout Paris" supplerer sin Kasse ved at "gaa paa Børsen". +Har man en Smule Bekjendtskab, blot paa anden eller tredie Haand, til +Matadorerne, som regerer der--og et saadant Bekjendtskab har de +Allerfleste i disse Samfundslag--koster det under almindelige Forhold +ikke synderligt Besvær at forøge den aarlige Indtægt med baade tyve og +halvtreds og tidt med endnu mange flere Tusinder. Gaar man det moderne +Pariserliv efter i Sømmene, vil man finde, at det er forbausende Mange, +der forstaar denne snilde Kunst. + +I hvert Fald er det aldeles utroligt Mange, der giver sig ud for at +forstaa den. Den er Fashion for Tiden. I gamle Dage hørte man til de +misundte og beundrede Medskabninger, naar man enten selv var et Stykke af +en Poet, en Maler og Billedhugger, eller dog paa en eller anden Maade +kunde regnes med til deres Kreds. Nutildags er det Finantsmændene, der +staar paa Piedestal som Samfundets Halvguder. Det er dem, der samler +Mængdens Opmærksomhed, hvor de viser sig, det er dem, man slaas om at +have i sine Saloner, det er deres Gjøren og Laden, der fylder +Boulevardbladenes Nyhedsspalter. Paa den moderne Pariser-Himmel er der +Stjerner ogsaa, og det baade saa klare og skjønne, som der nogensinde har +været. Men de gjør ikke nær saa meget Spræl som den store, guldrøde +Børskomet med dens lange, lange Hale af mere eller mindre obskure +Smaamillioner. For rigtigt at være med i "Tout Paris"'s Liv er det saa +halvvejs nødvendigt at være med i den Hale. En Kavaller _comme il faut_ +fra Firserne må "gaa paa Børsen". Har han ingen Trang eller Lyst til +Finantsoperationer, maa han dog i hvert Fald lade, som han beskjæftiger +sig med dem. Veed han ikke Besked om, hvorledes det er gaaet med Suez og +Spanierne og Ottomanerne idag, og hvorledes der er Rimelighed for, at det +vil gaa med dem imorgen, saa er han et Menneske uden Spor af Interesse, +en Stakkel, der gaar omkring uden at forstaa sin Tid, og som denne Tids +mere Oplyste selvfølgelig ikke tager med i Betragtning. + +I tætte Strømme bevæger da umiddelbart efter Frokosttid de Andægtiges +Skarer sig til Templet. Rue Montmartre, Rue Vivienne og Rue Richelieu er +ikke til at passere. Vognfloden fylder dem, glider svagt fremad og gyder +sig ud i Børspladshavet, men den faar stadig igjen Tilløb fra alle +Kanter. Paa Pladsen rangerer Ekvipagerne sig op som Kavalleriregimenter +og danner en uigjennemtrængelig Skjoldborg omkring den hellige Bygning. +Klokken halv Et kommer Ypperstepræsterne, _le parquet_", de edsvorne, af +Staten ansatte Vexelmæglere, hvis Antal aldrig maa overstige tyve, og som +derfor ogsaa er saa lukrative Stillinger, at der tidt betales indtil en +Million for et Agent-de-change-Patent. De første Kurser slaas op. I +lange, febrilske Spring styrter de Kommende ud af Vognene, endnu før de +er standsede, og farter op ad den høje Marmortrappe. Kun den skjønne Part +af de Andægtige maa blive tilbage, de har ikke Adgang til Templet. Men +til at sidde roligt hjemme har deres Troesiver, deres Feber, deres +Lidenskab været altfor stor. De er fulgte med og stikker nu det lille +Hoved med de spændte Ansigtstræk ud af Koupévihduet og sender +forventningsfulde, urolige Øjekast op til den store Bygning, hvor deres +Hjerte er med hvert eneste Slag, som det rummer, op til de smaa Tal, der +staar paa Tavlen mellem Søjlerne, deres Sorgens og Glædens Evangelium, +det eneste, de kjender. Larmen deroppe fra naaer fortumlende ned til dem, +den kribler med hemmelighedsfuld berusende Magt gjennem hver Nerve og +gjør det lille Hoved ørt, som Kjærligheden gjorde det i de unge Dage, de +knap mindes længer. Den breder sig ud over dem, denne dæmoniske Larm, ud +over Vognborgen, over Pladsen, over alle Gaderne rundtomkring. Den naaer +helt op til Boulevarderne, fyldende Luften med Feber, dragende til sig, +magnetisk forunderligt, overdøvende, hvor fjernt og dumpt den end +klinger, selv de skarpeste, mest skrigende Stemmer tætved En. Den har +over sig det Samme som Støjen af en stor, styrtende Fos inde mellem +Bjergene. Den er uhyggelig, denne Støj, den klemmer for Brystet, den +jager Svedperlerne frem paa Panden, men den lokker alligevel, den +paaskynder Skridtene, den sluger i sin Tummel Alt, hvad man seer og hører +og tænker. + +Mellem Søjlekolonnaden, der løber rundt omkring Bygningen, og inde i +selve Børshallen er det mere end Støj og Larm. Et Tordenbrag kunde rulle +umiddelbart over Guldkalvtemplets Tag, det vilde ikke høres. Den +umaadelige Sal er proppet af en Menneskestime, der staar saa tæt, at der +ikke kan sættes en Fod mere paa Gulvets Mosaikfliser. Og Alle skriger de +i Munden paa hinanden.--_Jai--qui est-ce qui a?--Je prends!--je +vends!--Heu! combien?--Un et quart on fait!--Je prends de l'Omnibus!--Je +vends du cinq!--Laissez le passage libre!_ tordner den høje Børsbetjent i +sin statelige blaa Uniform, den Eneste i hele Mylderen, der intet Øjeblik +mister sin kolde, værdige Ro. Men de Andre hører ham ikke. Med funklende +Øjne og fægtende Arme, med hele Legemet i Fart søger de at arbejde sig +frem i Trængselen. Oppe fra Galleriet, der løber rundt omkring Salen, +seer det ud dernede som et vildt, sammenfiltret Haandgemæng, som en +titanisk Kamp mellem Forrykte. Paa Trappen og i Kolonnaden kan Dagens +Begivenheder endnu diskuteres med Ord og de store Nyheder, der indbringer +Snese og Hundrede Tusinder, hviskes gode Venner i Øret i smaa, +hemmelighedsfulde Sætninger, der alene forstaas af de Indviede. Men inde +i Salen tales der kun med Gestus. Jo mere bevæget Markedet er, desto +bredere bliver de. Paa de store Baissedage seer det ud, som Alverden +vilde prygle hinanden. Man farer sammen med opspilet Mund, med udspredte +Arme og med Haanden løftet som til Slag. I det næste Øjeblik synes den at +skulle falde ned paa Gjenboens Kinder. Men det er kun en _Façon de +parler_, en af Børssprogets mange mærkelige Terminusser. _C'est un +Krach!_ raaber den ene Haand, _c'est un vol!_,' raaber den anden, og man +forstaar hinanden. + +[Illustration: Kurserne slaas op paa Børsen] + +Tummelen og Trængselen og Galehusvirvarret voxer og voxer lige til +Klokken Tre. Saa er det, Dagens sidste Kurser sættes, og saa er det, man +i en Fart maa bestemme, om man vil kjøbe eller sælge. Alle strømmer til +_le corbeil_, den runde, gitterindhegnede Kreds, hvor +Agents-de-change'erne har Plads. Haandgemænget naaer sit +Kulminationspunkt. Man trykkes og skubbes og brøler og river og flaar i +hinanden, som om det gjaldt Livet. Hundreders og atter Hundreders Velfærd +i hvert Fald har det vel ogsaa i de bevægede Krisetider ofte gjældt. Men +det gjælder ikke saa sjældent mere endnu. Efterdønningerne af Larmen +derinde naaer ikke blot ud over Plads og Gader, den naaer stundom helt op +til de stille Sale, hvor det ikke er om Aktiers Stigen og Falden, men om +selve Landets største Interesser, der tages Bestemmelse. Som Børspladsen +er Knudepunktet for Byens Gadeliv og Gadefærdsel, saaledes er +Pariserbørsen snart sagt Hjertet i det moderne Frankrig. Den regulerer de +vigtigste Udslag af dets offentlige Liv. Man har set det tidt allerede, +og man vil faa det at se oftere endnu. En fransk Regering er kun stærk, +naar den har Børsen ubetinget for sig, den vil endog have Vanskelighed +ved at holde sig, naar den har den ubetinget imod sig. Gambettas ellers +næsten uforklarlige Fald saa hurtigt, efterat han var kommen til Magten, +og da Alle antog, at han fra en uoverskuelig Fremtid holdt Frankrigs +Skæbne i sin Haand, skyldes hovedsagelig Børsens Aversion mod hans +Finantsminister Allain-Targé. Med Rette eller Urette betragtede +Finantsmatadorerne denne Mands Budgetsystem som faretruende for +Udviklingen af Landets Velstand; man gjorde direkte Forestillinger i +denne Henseende til Gambetta, og da han i Tillid til sin Styrke modtog +Børsudsendingene koldt og ikke ansaae det nødvendigt at lytte efter deres +Raad, erklærede man ham Krig gjennem en almindelig Baisse paa alle +Papirer. Der sluttede sig andre Allierede til, men denne Baisse var det +store Artilleriskyts, som selv Frankrigs hidtil populæreste Politiker +ikke kunde holde sig imod. Omvendt blev Sympathierne paa Børsen for Léon +Say det Freycinetske Kabinets Hovedhjørnesten. Det havde hverken +Sammenhold eller Program, det havde Intet, som kunde indgyde Tillid til +det undtagen netop dets Finantsminister. Men han var Rothschilds og de +store Børsherrers Mand. Det var deres Syn paa Sagen, der gjennem ham fik +Indpas i Budgetdispositionerne og i Mangt og Meget af den almindelige +Politik ogsaa; havde de tre Præsidenters Ministerium ikke fulgt Vejen, +som Børsen viste det, saa vilde dets Dage have været talte, inden der var +gaaet Uger. Naar man i Paris skal sige sin Mening om et politisk +Spørgsmaal, saa er det første Dokument, man raadspørger, Børsens +Kursseddel. Gaar den nedefter, saa ryster man betænkeligt paa Hovedet, +selv om man ellers kunde have nok saa mange Grunde til at finde det, der +er i Gjære, fortræffeligt; gaar den derimod i Vejret, saa betragter man +det strax som selvindlysende, at det er det eneste Fornuftige og for +Landets Velfærd Tjenlige. + +Et saadant Fænomen vilde være utænkeligt, hvis det i Børslivets Tummel +alene var Finantsmatadorernes Millioner og de nydelsesgraadige +Pariserlediggjængeres Indtægtskilder, der stod paa Spil. I Virkeligheden +drejer det sig om noget langt Mere og noget langt Betydningsfuldere. +Templet paa Børspladsen er Frankrigs Hjerte, ikke fordi der i det +spekuleres og spilles og svindles, men fordi det er Forvalteren af +Landets Velstand og derigjennem Betryggeren af dets Fremtid, Hævderen af +dets Position imellem Staterne. + +Det er under den tredie Republik, at Pariserbørsen i Ondt som i Godt er +kommen til at spille den dominerende Rolle, som den spiller. Men Spirerne +til det maa søges længere tilbage. Allerede det andet Kejserdømme gav +Stødet. Det var det, der gjorde Paris til et Slags uhyre Karavanserai for +den hele civiliserede Verden, det var det, der skabte paa den ene Side +den store Industri og de store Spekulationsforetagender, paa den anden +det potenserede Luxus- og Nydelsesliv, der naaede sin Apotheose under +Verdensudstillingen i 66 og i Aarene mellem da og den ulykkelige Krig var +ikke langt fra at skeje ud i et moderne babylonisk Bakkanal. For at kunne +bære de med dette "vie surchauffée" forbundne Udgifter begyndte den +fornemme Verden allérede da at gaa paa Børsen. Saalænge Adelen holdt sig +fornemt og forventningsfuldt tilbage, gik det endnu an at leve paa +Resterne af de fra Revolutionen reddede Formuer, skjøndt de selvfølgelig +ved idelig Udstykning var svundne mere og mere ind. Men da man, blændet +af det tredie Kejserdømmes Glands, fandt sig beføjet til saa halvt om +halvt at lægge Fornemheden af og vise sig paa Arenaen igjen, var det +nødvendigt, at man ogsaa saae sig om efter Midlerne til at hævde sin +Position. De gamle Dages Fordom mod Forretnings- og Finantsspekulationen +var forsvunden. Selve Hoffets nærmeste Omgivelser øste af den nye +Berigelseskilde med fulde Hænder. Millionen var en Støtte for Regeringen, +og den hædrede og begunstigede den paa alle Maader. Pengenes Aristokrati +blev mere og mere det eneste respekterede, og jo dybere Alverden tog +Hatten af for det, desto Flere blev der ogsaa, der fandt det baade ganske +fornuftigt og ganske hensigtsmæssigt at give de gamle rustne +Vaabenskjolde et nyt Overtræk af Louisd'or-Guld. Børsen gjorde ingen +Vanskelighed ved at paatage sig dette Forgylderarbejde, den følte sig vel +endogsaa baade støttet og smigret ved, at man henvendte sig til den +derom. Dens Prestige, dens Indflydelse forøgedes, dens hele Liv fik Dag +for Dag under Kejserdømmet mere og mere Vind i Sejlene. + +[Illustration: I Børssalen Klokken Tre.] + +Det er imidlertid først under den tredie Republik, at den er naaet til +Højden af sin Position. Krigen havde gjort en Standsning i dens +Forretninger, men denne Standsning var forholdsvis kort, og umiddelbart +før den kom Milliardlaanene. De gav med eet Slag et uhyre, enestaaende +Opsving i dens Liv, de blev et ligefrem Vendepunkt i dens Tilværelse. +Greben af patriotisk Begejstring og i fuld Tillid til Frankrigs +uudtømmelige naturlige Hjælpekilder strømmede hele Landets Befolkning til +med sine opsparede Kapitaler. De af Regeringen forlangte umaadelige +Summer blev overtegnede tredive Gange i Løbet af en eneste Dag, man stod +i Queue hele Natten igjennem for at komme af med sine Penge, Alverden var +greben af et formeligt Raseri efter at faa Kouponer i det nye Laan. Med +Beundring var Frankrigs Venner, med indædt Misundelse dets Fjender Vidne +til denne overvældende Aabenbaring af Landets Rigdom. Men ogsaa indenfor +selve Rigets Grændser kunde den ikke undgaa at vække Forbauselse og, da +Forbauselsen havde sat sig, at blive dragen til Indtægt. Man havde faaet +det mest evidente Bevis paa, at Pengene var der og kun laa og ventede paa +at blive anbragte; man benyttede sig af, at alt dette Guld nu engang var +kommet ud af Gjemmerne, og at Lysten til at gjøre det fluktuerende var +bleven hidset ved Umuligheden for Mange af at komme til at deltage i +Milliardlaanene, man bød det nye Afløbsrender, og det og meget mere til +østes i dem. Det ene store Forretnings- og Spekulationsforetagende +dukkede op efter det andet. Stadig overtegnedes de forlangte Kapitaler i +en Haandevending, stadig steg og steg Papirerne. + +Ganske naturligt steg da ogsaa med dem Børsens Tiltrækningskraft. Der +bredte sig som Oliepletten Dag efter Dag ud over flere og flere Lag af +Samfundet, indtil den endelig sluttede i en formelig Epidemi: +Berigelsesvanviddet. Vort Aarhundredes Franskmænd har bestandig betragtet +deres Liv som forfejlet, naar det ikke endte med Erhvervelsen af en +Formue. Man havde oprindelig nøjedes med at forlange den som Resultat af +en Ungdom i ihærdigt Arbejde. Men hvad der gik for sig paa Børsen, +forstyrrede lidt efter lidt Hovederne. Man saae Exempler paa, at Folk +lagde sig tilsengs som smaa Rentierer den ene Dag og vaagnede som +Millionærer den næste. Saadanne Exempler maatte nødvendigvis virke +fortumlende. Man begyndte med at ville være rig i Løbet af to, tre Aar, +man endte med at ville være det i Løbet af en Uge eller to. De alvorlige, +grundmurede Børsspekulationer blev lagte til Side, man kastede sig over +Spillet. Alverden spillede paa Børsen. Landets første Slægter gav Tonen +an; der var Navne som Rohan, Gontot-Biron, La Panouse, Broglie o. s. v. +med i alle Kombinationer. Det dirigerende Bourgeoisie fulgte efter. Selv +Folk, der indtog betroede Stillinger i Republiken, betænkte sig ikke paa +offentlig at knytte deres Navne til Finantsspekulationer, og naar +Politiken gik galt for dem, kastede de sig helt og holdent i Armene paa +Børsen. En eller anden forhenværende Ministers Navn kunde ikke undværes +og var ogsaa stadigt med paa Aktieprospektusserne. Deputerede og +Senatorer figurerede saa hyppigt paa dem, at der endogsaa blev Tale om +Love, som kunde sætte en Stopper for dette Uvæsen. Og mens +Spillevanviddets Smitte saaledes gik fra Dør til Dør paa Samfundets +Højder, trængte den samtidig ogsaa længere og længere ned i Dybderne. Den +trængte saa dybt ned, som den overhovedet kunde komme. Kudsk og Tjener, +der saae deres Herre kaste Penge ud, skjøndt de vidste, at han ingen +Formue ejede og Ingenting bestilte, de lærte snart at opdage den +uudtømmelige Guldkilde og at øse af den selv. Portneren saae en skjønne +Dag Kudsken sige Tjenesten op og anskaffe sig Hest og Vogn. De +Operationer, der gav saa mageløse Resultater, mente han, maatte han dog +ogsaa forsøge. Og saa spillede Portnerne, og Portnerne fortalte om de +store Summer, de vandt, til Urtekræmmer og Spækhøker og Grønthandler, og +ogsaa de fulgte Trup. Og Grønthandlerne smittede Sælgekonerne, og saadan +i det Uendelige. + +Udenfor Børsen, paa Bænkene langs Omnibuskontoret og under Træerne, sad i +lange Rækker de gamle "Boursicotièrer" og drev Spekulationen i deres +værdiløse Aktieskrabsammen fra antidiluvianske Aartier med ikke mindre +fanatisk Raseri end den hele myldrende Stimmel inde i Templet. Sygdommen +havde naaet sit Højdepunkt, der maatte komme en Katastrofe. + +[Illustration: "Les boursicotières".] + +Den kom i Affairen med _"Union générale"_, Bontoux's berømte Bank, det +sørgeligste, men tillige mest drastiske Exempel paa Børsspekulationen og +dens Udskejelser i det moderne Frankrig. Bontoux havde før Firserne kun +været lidet bekjendt, da han pludselig dukkede op paa Pariserhimlen som +den af Lykken mest begunstigede Finantsmand i hele Verden. Han havde, da +han grundede sit Bankforetagende, havt den kloge Inspiration at støtte +sig til Mac Mahons nærmeste Omgivelser og knytte til sig Folk, der +gjennem denne stod i høj Gunst hos Kejseren af Østerrig og de østerrigske +Ærkehertuger, Mænd som Vicomte d'Harcourt, Marquis de Bouvois, Baron de +Wimpfen, Baron de Bourgoing gik strax fra Begyndelsen Haand i Haand med +Bontoux, og de skaffede ham efterhaanden ved deres Indflydelse en Mængde +Koncessioner i Østerrig, Ungarn og Serbien. Paa Basis af dem gjorde +"Union générale" og dens Affødning, den østerrigske "Länderbank", eller +_la timbale_, som den kaldtes i Frankrig, udmærkede Forretninger og +erobrede i forbausende kort Tid saa godt som hele Østerrig fra de +tidligere Forretningsmænd. Men dertil kom yderligere en anden, meget +vigtig Omstændighed. Bontoux's Bank optraadte med Pretensioner paa at +skulle være et Slags exklusivt katholsk Finantsforetagende, bestemt til +at modarbejde Jødernes, særlig de tydske Jøders Indflydelse paa det +parisiske Pengemarked og i det Hele taget gjennem den altformaaende +Pengemagt kæmpe paa enhver mulig Maade for den ene saliggjørende +katholske Kirke. Den støttedes som Følge deraf af hele Gejstligheden i +Frankrig og Østerrig, og det var Folk, der sad inde med Penge. Greven af +Chambord tog personlig ikke mindre end halvtredie tusind Aktier, og selve +Paven i hvert Fald lovede man som Participant i og Støtte for Banken. +Dens Papirer gik da i Vejret med utrolig Hurtighed. Aktierne lød paa 500 +Francs, af hvilke der dog aldrig blev indbetalt mere end halvfjerde +hundrede. Kort før deres Udstedelse stod de imidlertid i 700, saa steg de +til 1200, saa til 2000, 2200, 2500, og godt og vel et Aar efter Bankens +Grundlæggelse var de naaede op i ikke mindre end 3200 Francs. + +Selvfølgelig kunde det ikke være gaaet naturligt til. Der havde været +Tillid og berettiget Tillid til Bontoux's Foretagende, men den rent ud +mirakuløse Stigning havde han og hans Banks Administration kunstig skabt. +Under Kampen med de jødiske Bankierer, der dannede Konsortier for at +fremtvinge Baisse paa "Union générale"'s Papirer, havde denne selv søgt +at holde Kurserne ved strax at opkjøbe de af dens Aktier, der blev +tilbudte. Da den raadede over store Pengemidler, var det en Stund gaaet +godt, og Millionkongernes Konsortier var flere Gange blevne sprængte. Men +til Slutning kunde Katastrofen ikke udeblive. De to, tre Gange slagne +Børsmatadorer rottede sig sammen igjen, og tilsidst sejrede de. Kampen +blev aabnet paa et andet Punkt, Suez-kanalens Aktier var ved en meget +betydelig og meget rig Spekulants Agitationer efterhaanden blevne drevne +op til en ikke mindre fabelagtig Højde end "Union générale"'s. Fra 900 +var de stegne til 3500. Den nævnte Spekulant havde først ved alle +kunstige Midler, blandt Andet ved at raade sine Venner til at kjøbe, +faaet det paagjældende Papir til at stige og stige i det Uendelige, og da +saa Højdepunktet var naaet, kastede han pludselig sine 60,000 Aktier paa +Markedet uden at underrette Nogensomhelst derom i Forvejen, ikke engang +sine nærmeste Venner. Disse tresindstyve tusind Aktier budte ud paa en +eneste Dag medførte naturligvis et meget betydeligt Fald. Papiret selv +sank fra 3500 til 2000, og den almindelige Baisse kunde samtidig ikke +undgaas. Dette Øjeblik benyttede Koalitionen af Børsmatadorer for at +ramme Bontoux dødeligt. Ved et uendeligt Salg fremkaldte de en saa uhyre +Baisse, som Paris's Børs endnu aldrig havde set paa noget Papir, ikke +engang i Mirès's Dage. Da dette umaadelige Salg ikke mødtes af nogen +Kontramine, og da Banken ikke længer havde Summer nok til at kjøbe op som +før, sank "Union generale"'s Aktier paa en enkelt Børsdag fra 3200 til +1300, altsaa noget nær 2000 Francs pr. Aktie. Det kom som et Tordenslag +over Paris, og det medførte en almindelig Panik. Den langt overvejende +Pluralitet af dem, der led Tab paa Unions Papirer, var Spekulanter, som +ikke sad inde udelukkende med dette Papir. For at skaffe Penge maatte de +sælge over en Hals ogsaa alle andre Papirer; deres Agenter maatte +ligeledes sælge for at dække dem, og Baissen bredte sig da og +oversvømmede hele Pengemarkedet. Tusinder og atter Tusinder mistede Alt, +hvad de ejede og havde, det var Milliarder, der 5 disse Dage blev tabte +paa Børserne i Paris og Lyon. Fra den ene Ende af Frankrig til den anden +hørte man kun om Ruin paa Ruin. Naturligvis havde der mellem Spillerne +ogsaa været forsynlige Folk, som havde hørt op, mens Legen var god, men +de Fleste var blevne ved at spille, til Baissen kom, og paa en eneste Dag +styrtede da alle deres Luftkasteller sammen. Ikke blot Alt, hvad de havde +tjent, og Alt, hvad de ejede, gik tabt i denne Ødelæggelse, men Mange kom +kun ud af Krisen med en Gjæld paa Halsen, som de kunde behøve Aar af +deres Liv til at dække. Der var særlig een Klasse af Mennesker, som +Katastrofen ramte haardt: Kunstens og Literaturens letsindige Verden med +dens store Behov for Luxus, dens stærke Fantasi og dens gamle Tro paa, at +Guld og grønne Skove engang maatte dumpe som stegte Duer ned i Munden paa +den. Af hundrede Literater, Journalister og Artister af alle Slags, var +der næppe ti, som ikke i større eller mindre Grad kom under Indflydelse +af Berigelsesvanviddet. Verdensberømte Stjerner, der havde gjort Karriere +og tjent sig en Formue, satte Alt overstyr, saa de maatte begynde forfra +igjen med tomme Hænder; unge Journalister med en maanedlig Gage paa fem, +sex hundrede Francs, tabte ti, tyve Tusinde. Regelen var, at Alle mødte +paa Likvidationsdagen med de Summer de skyldte. Men med hvilke +kæmpemæssige Anstrengelser og med hvilke utrolige Opoffrelser af Venner +og Bekjendte de skaffedes tilveje, kan Ingen danne sig nogen Forestilling +om, der ikke selv har havt Lejlighed til at kaste et intimt Blik ind i +disse sørgelige Forhold. Hele Kunstens og Literaturens Verden blev +forarmet ved Katastrofen; de, der ikke selv havde spillet, blev det ved +at hjælpe deres Kammerater med den sjeldne Redebonhed og Tjenstvillighed +indbyrdes, der er et af de smukkeste Træk i den franske Nationalkarakter. +Overfor Fremmede har Pariseren Høfligheden paa Læberne og Hjertet lukket; +Ven mellem Ven har han derimod Hjertet og Pungen aaben paa vid Gab. + +Denne Redebonhed til at hjælpe, i Forening med den umaadelige Evne paa +alle Kanter til at kunne gjøre det, forhindrede, at Katastrofen med +"Union générale" blev nogen almindelig Krach. Foruden Bontoux's eget +Foretagende gik kun et Par enkelte andre større Banker tilgrunde i +Krisen. Landets Velstand ramtes ikke føleligt af den, og den gjorde da +maaske kun godt, som Udbruddet af de Sygdomme, der renser Blodet. Den har +vel næppe forhindret, at der kan følge andre efter, men den har dog for +en Stund gjort de Funktioner normale, som Børsen er bestemt til at udføre +i det moderne franske Samfund. Dens Betydning for Landet tør ikke +undervurderes. Der har været store Tider, da Frankrigs Aandsliv, da dets +mægtige, smittende Idéer, da dets Kunst og Literatur gav det den første +Plads mellem Nationerne. Der har været andre ogsaa, da det var de franske +Vaabens Gloire, der lagde Verden for dets Fødder. Men Tiderne skifter. +Det nytter ikke at bedrage sig selv: i vore Dage er de materielle Krav +for stor en Magt, til at Tænkere og Digtere kan anvise et Land dets Rang +mellem Staterne. Som Frankrig har været Vuggen for alle Menneskehedens +store, moderne Idéer, saaledes er det endnu det ukrænkelige Tempel, det +eneste maaske, hvor de har Asylret mod en, om end sygnende, dog endnu +mandsstærk Reaktion. Det er deri, at denne levedygtige Nation har sin +inderste Styrke, men det er ikke dens Styrke udadtil. Og heller ikke dens +Vaaben er det eller vil blive det i en Fremtid, som menneskelige Øjne kan +overse; en demokratisk Republik som den franske bliver aldrig nogen +Militærmagt. Skal Frankrig hævde sin Position i vort Aarhundredes +Slutning, saa bliver det, fordi det er saa lykkeligt ogsaa nu at have, +hvad Tiden gjør til det Største og Vigtigste, fordi det er det rigeste +Land i Verden. Det er dets lykkelige Jord og Folkets Arbejdslyst og +Arbejdsdygtighed, der forskaffer denne Rigdom, men det er Templet paa +Børspladsen, der forvalter og frugtbargjør den. Pariserbørsen behersker +ikke blot det franske, den behersker det hele internationale +Finantsmarked. Der er ikke noget stort Pengeforetagende Verden over, som +ikke bliver udbudt paa den, der er intet Land, der kan skaffe de +nødvendige Kapitaler tilveje, uden at det benytter den som +Forretningsagent og Mellemmand. Da Italien for nogen Tid siden vilde +udstede et Laan paa halvfemte hundrede Million og af politiske +Antipathier mod Frankrig lod det udbyde paa Londonnerbørsen, gjorde man +ynkeligt Fiasco og var nødt til at komme til Paris alligevel. Der indgaar +til Frankrig hvert Aar omtrent to Milliarder som Renter af franske Penge, +anbragte i Udlandet; det er altsaa en Kapital af henved halvhundrede +Milliarder, dette Land har været rigt nok til at laane den øvrige Verden. +En saadan Rigdom vilde aldrig være kommen, hvis man som i gamle Dage +havde gjemt Udbyttet af sin Jord paa Kistebunden eller i Strømpeskafter. +Alle Samfundslag har lært at bringe det til Børsen, derfor er det, at +Frankrigs Formue fordobles og fordobles. Og med Formue naaer man vidt i +vore Dage, Penge regerer Verden, Millionerne regerer Krigene endogsaa. +Frankrigs Position i Europa ligger i Pariserbørsens Haand, det er af den +Grund, at den ikke med Urette, til en vis Grad idetmindste, kan, trods +alle dens Udskejelser, betragtes som Hjertet for hele det moderne +franske Samfund. + +[Illustration: "C'est un Krach!--C'est un vol!"] + + + + +KUNST OG KUNSTNERE. + + +Frankrig har aldrig havt nogen rigtig Kunstperiode før netop i vore Dage. +David skabte Skole ganske vist, men han blev dog egentlig, den eneste +virkelig Store i hele Kredsen, der samlede sig omkring ham. Folk som +Fragonard eller Watteau staar ene, og de er faa endda. Først henimod +Fyrretallet, med Piejaden, hvis største Navne var Delacroix, Millet, +Théodore Rousseau og Corot, begynder den franske Kunst at gjøre Epoke. +Siden da har den taget svær Fart. Den staar nu ikke blot forrest mellem +al moderne Kunst, den ikke blot fæster hele Verdens Opmærksomhed paa sig, +den har forøget Kunsthistorien med et nyt Kapitel, der er fyldigt som de +betydeligste af de gamle og interessant som de interessanteste. Den kan +have sine svage Sider, det er der Ingen, der falder paa at nægte. Men den +har det umaadelige Fortrin, at den strutter af Liv og Friskhed, og at +dette Liv er selve den Tids, i hvilken den er født. Den klæder vore Dage +i kunstnerisk Kjød og Blod. Den gjør det med store Evner, med en uendelig +Sum af Energi og med levende Sandhedskærlighed tillige. Det er +Forklaringen af, hvorfor den holder Alle fangen under sit Trylleri. + +Og som Tiden er en Floreringsperiode for den franske Kunst, saaledes er +den ogsaa en højst behagelig Tid for de franske Kunstnere. Deres Position +i det moderne Parisersamfund er ligesaa dominerende som +misundelsesværdig. Regeringen og Selskabet slaas om at udmærke dem, Fru +Fortuna øser Louisd'orregn ud over dem uden Ende. Maleriet er, +efterhaanden som Luxus'en i de sidste Aartier er stegen og stegen, mere +og mere blevet dens første Fornødne. Et Hus, der er indrettet _comme il +faut_, kan ikke undvære sit Galleri, selv det beskedneste Hjem maa, naar +dets Beboere vil regnes med til den dannede Verden, have et eller andet +Kunstværk i sin Salon. At det hænger paa Væggen der, er ligesaa +nødvendigt, som at der hænger Diamanter i den gifte franske Dames Øren. +Om man har Noget i Kjøkken og Kjælder faar blive, hvad det er, men +Brillantørenringene og Malerierne, de er som Klæder paa Kroppen, +Velanstændigheden forlanger deres Existens. Med Begjæret stiger Varens +Pris. De enorme Summer, der betales for den franske Malerskoles Arbejder, +har sin første Grund i, at de er Nødvendighedsgjenstande for den moderne +Pariserluxus; men den er ikke den eneste Grund, der kommer andre +til ogsaa. + +Hvert Foraar kommer Amerikanerne. Det er en formelig Invasion. Siden +Frankrig blev Republik, har Flirtationsforholdet mellem Franskmænd og +Yankeer Dag for Dag udviklet sig til større og større Intimitet. Ved +enhver Lejlighed hædres Søsterrepubliken paa den anden Side Havet. Dens +Sæder og Institutioner fremstilles som et Exempel til Efterlignelse, dens +Stjernebannere myldre ved Siden af Trikoloren, naar der er Fest i Parises +Gader; dens Pariserkoloni feteres, kjæles for, lovprises i Aviserne og +begunstiges af _la vie mondaine_. Med al den Opmærksomhed er Amerikanerne +yderst tilfredse, og de gjengjælder den ved at bringe Paris deres Penge. +De har imidlertid saa mange af dem, at selv Seinestadens vildeste +Adspredelsesliv ikke kan sluge dem alle. Og naar disse vor Tids Nabober +tager hjem igjen, tager de da med sig, hvad de kan faa fat paa af +"rigtigt Parisisk". Maleriet er Modeluxus ogsaa hos dem, og det franske +Kunstmarked har paa den Maade faaet et uhyre Opland. Der er Malere, som +udelukkende "gjør Forretning" hinsides Atlanterhavet, der er enkelte +Kunsthandlere, som tager mange Millioner ind derfra hvert Aar. + +Fremdeles har ogsaa Spekulationen kastet sig over Kunstværkerne. Man +kjøber nutildags Malerier ikke blot for Fornøjelsens, men ogsaa for +Fordelens Skyld. Pengene, som man anbringer i dem, trækker store Renter, +mens Billederne hænger og pynter op og giver deres Ejermand Air og +Anseelse. Naar man har havt dem en halv Snes Aar, kan man næsten være +sikker paa at faa dobbelt saa stor en Kapital ud af dem, som man har sat +i dem, og er man en Smule Kjender og lidt praktisk, kan man tidt gjøre +det paa langt kortere Tid endogsaa. Med Franskmændenes udprægede +Forretningssands har det naturligvis ikke kunnet vare længe, før de +gjorde den Opdagelse. Langt Flere, end Nogen troer, har draget sig den +til Indtægt. Ved at spekulere i Aktier klæber der dog endnu for visse +Kredse noget mindre Nobelt, men at spekulere i Malerier, det er en god +Forretning, der har de tre store Sider forenede: at tilfredsstille +Spekulationstrangen, at være en fin, douce, fornem Spekulation. og dog at +give rigtig godt i Lommen. Mod den kan ingen moderne Franskmand have +Nogetsomhelst at indvende. Paa den Maade er da det at være fransk Maler, +der er en Smule i Skuddet, efterhaanden blevet ensbetydende med at være +et Lykkens Skjødebarn, der har alle mulige materielle Goder liggende +udbredte for sig. Hans Arbejder vil Alle kjøbe, og de er de eneste, man +vil kjøbe nutildags. De gamle Italienere er sejlede ganske agterud. Der +er en parisisk Kunsthandler, der ti Aar i sin Boutik har havt hængende en +Primaticcio, som han vil sælge for tusinde Francs, men som han ikke +engang til den Pris kan komme af med. Samme Mellemhandler kan derimod med +den største Lethed faa femten tusind for en lille Akvarel af Detaille, +malet paa en Dag eller to, og bliver det ham muligt at faa fat i et +diminutivt Maleri af Meissonier for tredive, fyrretyvetusind Francs, saa +gjør han store Forretninger. Mesterens bekjendte Billede "La charge des +Cuirassiers" har Amerikaneren Stewart kjøbt for 300,000. Naturligvis gaar +der af saadanne Summer ikke lidt i Mellemhandlerens Lomme. Goupil kunde, +da han gav Gérome sin Datter, give hende to Millioner i Medgift og dog +beholde en tyve, tredive Millioner tilbage for sig selv. Megen Svindel +løber der ogsaa med ind, saaledes ved Auktioner, hvor Kunsthandleren +"poussere" sine Malere ved selv paa anden Haand at drive deres Arbejder i +Vejret, som dengang for Exempel et Billede af en Spanier Villegas af +temmelig underordnet Rang blev betalt med 125,000 Francs. Den Slags +Priser kan selvfølgelig ikke holde sig i Længden. Men hvor meget end +Kunsthandlerne meler deres egen Kage, og hvor mange uholdbare +Reputationer de end skaber, saa er saa meget dog sikkert, at en fransk +Kunstner i Firserne, der har Talent, ogsaa med stor Lethed i Kraft af det +bliver en velstaaende, endog en rig Mand. De Tider er forlængst forbi, da +Millet manglede Brødet til sine Børn, og Rousseaus "Le givre", som han +selv kun med Nød og næppe kunde faa fem hundrede Francs for, det er nu +hundrede tusind værd. De store moderne Mestere har fyrstelige Indtægter +og fører et Liv som Fyrster. De har deres egne komfortable Hoteller, +deres Villaer i Syden og i Omegnen af Paris, deres Stalde staar fulde af +Heste, deres Saloner bugner af Luxus. Meissonier ejer paa Boulevard +Malesherbes et Hus til en Million, og i Poissy et andet, hvis Værdi er +endnu større. I hans Samling af Billeder, stikker der saadant Noget som +fem, sex Millioner. Han er nu ganske vist fire og tresindstyve Aar, og +han har siden 1833, da han debuterede, malet en femten, tyve Billeder +aarlig, hvis Gjennensnitspris nu idetmihdste er en halvhundrede tusinde +Francs. Men selv de rent Unge har ingen Anledning til at klage over, at +Kunsten ikke lønner sig. Der var paa en af de sidste Saloner af van Beers +udstillet et Billede, som man vistnok kjender, da det er reproduceret +allevegne: den unge Pige, som Marineofficeren fører ned ad +Dampskibstrappen efter et Besøg ombord. For at danne mig en Forestilling +om, hvorledes de unge Kunstnere blev betalte, spurgte jeg ham engang, +hvad han havde faaet for det. Han havde ikke kunnet faa det solgt, +svarede han meget beskedent. Da jeg undrede mig over, at et Arbejde, der +havde gjort saa megen Opsigt og behandlede et saa hyggeligt, tiltalende +Sujet, ikke kunde finde Kjøbere, kom Sandheden imidlertid frem. Der havde +været Liebhavere nok, men man havde kun budt ham nogle og tyve tusind +Francs for det, og han fandt den Pris latterlig lille. Van Beers hører +endda ikke engang til de Medaillerede. Naar han stiller saadanne +Fordringer, kan man slutte sig til, hvorledes de Unge betales, der trods +deres endnu ikke fyldte tredive Aar allerede er naaede til Succès'ens +Højde, Folk som Bastien-Lepage, Gervex eller Dagnan. + +I hele sin ydre Fremtræden er da ogsaa denne unge franske Malerskole en +ganske anden Race Mennesker end dens Forgængere, der førte Bohémienliv +paa den venstre Seinebred. Det lange, vildt flagrende Haar, de bulede +Filthatte, Farveklatterne paa den slidte Frakke, Bochdrikningen med +Grisetter, Kreditten paa Knejperne, Kankannaderne i Bullier og alt det er +der næsten ikke Skygge tilbage af længer. En ung Kunstner fra vore Dage +er en Kavaller _comme ti faut_, klædt efter sidste Mode, fint dannet, +elegant, beleven i sin hele Færd. Han spiser sin Middag hos Sylvain eller +Peters og lægger ingen Vægt paa, om den koster ham en halv Snes Francs, +naar det, han faaer er godt, og han i behageligt Selskab kan ryge sin +fine Cigar til Kaffen. Naar han kommer sammen med sine Venner, +konverserer han om, hvad der er passeret i "la vie mondaine" og ved de +sidste Premièrer; naar man bliver præsenteret for ham, byder han En sit +Kort, paa hvis Fod der staar angivet Dagen, da han tager imod. Og +aflægger man ham saa et Besøg, finder man ham i det fine Monceaukvarter +installeret paa det Allerbrillanteste. Hans store, luftige Atelier er en +fantastisk Modtagelsessalon, fyldt med de kostbareste Sager, dekoreret +med orientalske Tæpper og Draperier, antike Kunstmøbler, gamle Vaaben, +Sévresporcellain og en Mylder af sjeldne Bibelot'er, der kan gjøre +artistisk Virkning. Her kan selv Damer af den fornemme Verden komme til +ham for at se ham ved Arbejdet eller tage hans Studier i Øjesyn, og det +hænder heller ikke saa sjeldent, at de kommer. + +Thi den moderne Maler i Paris er en af "Selskabet" saare søgt Mand. Han +lever kun lidt sammen med Kammerater. Noget fælles Kunstnerliv, som det +endnu findes i Rom eller i tydske Byer, der er Centrum for Malerne, det +existerer aldeles ikke i Paris. Der er smaa artistiske Kredse paa en halv +Snes Mennesker, som samles en Gang om Maaneden til Middag: den, hvis +Hovednavne er Bastien-Lepage, Dagnan og Courtois for Exempel, den, som +tæller Cazin, Gervex og Finnen Edelfelt mellem sine Medlemmer, eller "Les +Rigoberts", hvor Detaille, Vibert, Jacquet, Leloir og Flere samles for at +more sig med at efterligne Dyr og den Slags Plaseer. Men disse smaa +Dinerer er ogsaa snart sagt det Hele, man faaer Tid til at offre +Vennerne. Man drukner i Indbydelser fra alle Kredse af "le monde", En +Soirée er mislykket, naar Værtinden ikke kan gjøre Stads med en eller +anden Kunstner i Vælten. Eller rettere sagt: med en Maler, thi +Billedhuggerne holder sig væsentlig udenfor denne "mondaine" Sus og Dus. +De betales endnu forholdsvis daarligt og fører et Liv som Kunstnerne i +gamle Dage, og det skjøndt der mellem dem findes Talenter af allerførste +Rang. Paul Dubois er en af Verdens største Mestere, Falguière, Frémiet, +Chapu og adskilligt Flere vil have beholdt deres Plads i Kunsthistorien, +naar mangen Maler er glemt, som Parisersalonerne nu ligger paa Knæ for. +d'Epinay og tildels de St. Marceaux er ikke destomindre saa at sige de +Eneste af Billedhuggerne, der er paa Moden. Men navnlig den Første er det +ogsaa tilgavns. Amerikanermillionærerne navnlig kan ikke leve uden +d'Epinay. Er der Nogen, der kjender ham, saa bliver han bestormet med +Billetter. "De maa absolut præsentere d'Epinay hos os iaften." "Jeg vil +være Dem ganske overordentlig forbunden, hvis De kan faa d'Epinay til at +spise til Middag hos mig, Frøken Chose vil gaa i Graven, hvis hun skal +rejse hjem uden at have faaet ham at se," saaledes lyder det i Kor fra +alle Kanter. Og er det muligt engang imellem at slippe fra Salonerne, saa +er Cirklerne der strax med deres Krav. Det er i dem stadig Kunstnerne, +der maa agere Maîtres de plaisir, det er dem, der maa arrangere og +dekorere og spille Komedie og Gud veed hvad. Hvorledes de med alt det +faaer Tid til at være saa flittige, som de i Virkeligheden er, det er en +Hemmelighed, som kun den forstaar, der kjender til det Utrolige, der kan +naaes i Paris. + +Flittige er de nemlig, selv de i Selskabslivet mest søgte af dem. +Franskmændene er i det Hele taget begavede med en Arbejdsdygtighed, som +ikke blot tilnærmelsesvis naaes af noget andet Folk. Men hos deres +Kunstnere, hos deres Digtere og Forfattere findes denne Evne potenseret +til en fabelagtig Højde. Man behøver blot at tælle Balzacs, Victor Hugos, +George Sands eller Alexandre Dumas Bøger for at have et klart Billede af, +hvilket titanisk Arbejde disse Navne repræsenterer. Antoine Baryee har +alene produceret Mere, end alle andre Billedhuggere tilsammen, Delacroix' +og Rousseaus Værker er utællelige. Og denne uendelige Produktivitet gaar +paa ingen Maade Haand i Haand med manglende Samvittighedsfuldhed. +Tvertimod. Der er et Træk, der er overordentlig karakteristisk, og det er +tilmed hentet fra en af de mest produktive af alle moderne franske +Malere, Meissonier. En af hans Specialiteter er, som bekjendt, hans +Heste. Da han begyndte at male dem paa sine Bataillebilleder, holdt han +sig endnu til Skoletraditionerne, men det blev ham snart ikke nok. Han +vilde studere Naturen og gjengive den. Er det imidlertid allerede +vanskeligt at faa en Hest til at staa Model, naar den skal være i Ro, saa +bliver det saa at sige ugjørligt at portrætere den i Bevægelse. +Meissonier bar sig saare snildt ad. Han lejede i Poissy, i Nærheden af +sit Hus, en lang, flad Slette og belagde den med Skinner. Paa disse +Skinner anbragte han et Slags bevægelig Lænestol, i hvilken han tog Plads +med sit Album i Haanden. En Tjener tilhest travede eller galopperede ved +Siden af ham, alt eftersom han havde Brug for den eller den Oplysning, +medens en anden skjød Lænestolen frem paa Skinnerne, parallelt med +Hestens Side. Paa den Maade kunde Kunstneren vende hjem med hele sin +Skizzebog fuld af Tegninger. Det var for Størstedelen rent ud +hieroglyfiske Skizzer, men han forstod dem selv; naar han var tilbage i +sit Atelier, resumerede han disse Studier i Voxstatuetter, og efter dem +malede han saa. Det er paa den Maade, de unge franske Kunstnere mere +eller mindre bærer sig ad alle, og det er paa den Maade, de faar Sandhed +og Liv og Troskab i deres Billeder. + +[Illustration: Meissonier] + +Der er jo ganske vist ogsaa ved Siden af dem Resterne af Akademikerne, +for hvem Traditionen er Alt og Naturen Ingenting. Der er Klassikere som +Cabanel, og der er _l'art bourgeois_ med Typer som Bouguereau. Bouguereau +er Medlem af Institut de France, han leverer det fineste, elegantest +slikkede Arbejde, der kan tænkes, han holder Ligtaler over sin Ven +Boucicault, Ejeren af Bon Marché, og han driver selv ved Siden af Kunsten +en indbringende lille Biforretning som Husvært. Samtidig med, at han +sender sine Venus'er til Salonen, sender han til Amerika hellige Jomfruer +med smaa Lam, som han aldrig vilde vove at vise frem i Paris; han gjør +sig til af at male et Hoved hver Dag, prutter med sine Modeller om fem og +ti Francs og tager Hundredetusinde ind om Aaret. Han er kort sagt en god, +fornuftig Borger og en Kunstner, der aldrig løber løbsk. Folk som han vil +altid have et beundrende Publikum, særlig i Paris, hvor Eliten ganske +vist er større end noget andet Sted, men hvor samtidig de Profanes Mængde +er ligesaa forfærdelig stor, som den er forfærdelig intetsigende. De Unge +gaar imidlertid hverken i Skole hos ham eller hos en Kunstens Corneille +som Cabanel. Der er en skandinavisk Kritiker, der ved Wienerudstillingen +har resumeret sit Indtryk af det moderne franske Maleri i følgende +Slutningspassus: "Den franske Kunst er i Dekadence, og naar den gamle +Bouguereau engang lukker sine Øjne, hvem skal da føre Idealet frem?" I +det har han upaatvivlelig Ret, at der imellem hele de Unges Kreds ikke +vil være nogen Eneste til at tage Arv efter gamle Bouguereau, der nu +forresten kun er fem og halvtresindstyve Aar. Men med Hensyn til +Dekadencen ser han dog vistnok lovlig sort paa Tingen, og hvad Idealet +angaar, saa hører det jo nu engang til den Slags luftige Taager, som det +er saa sin egen Sag at faa fat paa og blive rigtig enig om, hvad er. + +Sikkert nok: den franske Kunstner grubler ikke synderlig over "Idealet". +Franskmændene forstaar overhovedet kun daarlig den Sport at ligge paa +Ryggen og fantasere over deres egen Villen og Stræben og sende blaa +Cigarringe og blaa Drømme op i Luften. De gaar løs paa Realiteten. Det er +det, der er Styrken i deres Nationalkarakter, og det er det, der er +blevet Storheden i deres moderne Kunst. Den hele lange Række af unge +Malere har i Virkeligheden ingen anden Læremester end Naturen. Det er +ogsaa derfor, at man kun i højst uegentlig Forstand kan tale om en +moderne fransk Skole. Der er ikke en enkelt, der er omtrent ligesaamange, +som der er Kunstnere af Talent. Selv Mestere som Gérome og Bonnat kan +ikke siges at have skabt Skole; de har kun vækket og udviklet en Kreds af +Talenter, der senere er gaaede deres egne Veje. Men navnlig Bonnat har +unægtelig i saa Henseende gjort saare meget. Hans Elever er ogsaa de +talrigste. Der er saa mange Studerende paa hans Atelier, at de om +Vinteren kan arrangere store Maskefester mellem sig selv indbyrdes, og +oppe ved Avenue de Clichy har der endogsaa rejst sig en hel lille By af +Atelierhuse udelukkende for Bonnats Elever. Det er til ham, Størsteparten +søger af de unge skandinaviske Kunstnere, der kommer til Paris. Og der +kommer efterhaanden Mange af dem, i hvert Fald Svenske, Nordmænd og +Finner, Danskerne derimod har kun lige begyndt at finde Vejen til Paris. +Næst efter den spanske og den belgisk-hollandske er den skandinaviske +Malerkoloni den talrigste og den, der spiller den største Rolle. +Wahlberg, Salmson og Hagborg har allerede en Stund havt Billeder paa +Luxembourg, Edelfelt, hvem den samme Ære nylig er bleven tildel, kappes +om Parisernes Gunst med de af deres egne unge Malere, der er mest i +Vælten. Smith-Hald, Berndtsson, Heyerdahl, Cederstrøm har ligeledes baade +Position og Publikum, og adskillige Yngre er paa gode Veje til at faa det +Samme. Paa den sidste Salon havde over fyrretyve skandinaviske Kunstnere +Arbejder udstillede. + +"Salonen", den aarlige Udstilling i det forhenværende Industripalads i +Champs-Elysées, er Brændpunktet for det hele Kunst- og Kunstnerliv. Den +er da ogsaa et overordentlig talende Vidnesbyrd om, hvilken betydelig +Rolle Kunsten spiller i det moderne Parisersamfund. Antallet af +udstillede Arbejder er enormt og Interessen for dem fra Publikums Side +ikke mindre stor. Under fem, sex tusind Numere har Salonkatalogen aldrig. +At alt det skulde være virkelige Kunstværker, er nu naturligvis umuligt, +saa meget mere umuligt, som Salonen ingenlunde er den eneste Afløbsrende +for Paris's aarlige Kunstproduktion. Ved Siden af den er der en Mylr af +andre separate Udstillinger; en halv Snes "Cirkler" med artistisk Tilsnit +har hver deres, i Kunsthandleren Petits nye pragtfulde Lokale i Rue de +Sêze er der ligeledes stadig Saloner i det Smaa, og Masser af enkelte +Grupper eller Kunstretninger slaar sig hvert Øjeblik sammen for at +præsentere Publikum deres Værker, hvor de kan komme til det. Det hører +snart til Umulighederne at opdage en eneste Dag Aaret rundt, da der ikke +er mindst to eller tre offentlige Kunstudstillinger. Man faaer +ligeoverfor denne umaadelige Produktion et Indtryk af, at hele Paris maa +være en By af Malere. Svært skal det nu i Virkeligheden ogsaa falde at +finde en Familie, hvor ikke idetmindste eet Medlem dyrker Kunsten. Er der +ikke en Neveu eller en Fætter, saa er der i ethvert Tilfælde en Niece +eller en Kusine eller en Tante. De er utallige disse ældre eller yngre +Frøkener, der giver sig af med Pensel og Palet. Ogsaa de har den ene +Udstilling efter den anden, paa hvilke der ikke maa komme Andet end +Billeder malede af Damer. Det vil nu dog kun sige signerede af Damer, thi +de Frøkener er kun faa, der ikke paa en eller anden Maade faaer fat paa +en rigtig Maler, som de da ikke giver Slip paa, før han har "korrigeret" +deres Billede, hvilket næsten altid bliver ensbetydende med, at han gjør +det Hele om. Alt det er Modegalskab og det ynkeligste Dilettanteri, der +kan tænkes. Det holder ogsaa paa "Salonen" sit Indtog med Faner og +klingende Spil; Halvparten af de sex tusind Numere har kun ganske +overordentlig lidt med Kunst at bestille. Men det gjør Ingenting, de +hjælper den alligevel; jo bredere Pyramidens Basis er, desto højere naaer +dens Spids i Vejret. Er der altid uhyre meget Daarligt paa +Parisersalonen, saa mangler der heller aldrig Værker, der vil leve +bestandigt ved Siden af det Bedste, som nogen Tid og nogen Kunstretning +har frembragt. + +[Illustration: Paa Salonen Vernissagedagen.] + +Kan man saa fortænke Pariserne i, at denne Salon for dem er +Hovedbegivenheden i Aarets Liv? En Maaned i Forvejen drejer den +almindelige Konversation sig udelukkende om den, Bladene er fra Ende til +anden Indiskretioner om den, Alle, som har det Mindste med Kunstnere at +gjøre, maa spærre sig inde for ikke at blive flaaet ihjel af +Nyhedsjægerne. Dagen, da den aabnes, eller rettere Dagen forinden, _"le +jour de vernissage_, er en af de allerstørste Pariserdage, Oprindelig +skulde det kun være Kunstnerne, der paa den havde Adgang til Helligdommen +for at gjøre sig bekjendte med, hvor deres Billeder var blevne ophængte +af Komiteen, og for at lade dem faa det Overtræk af Fernis, som de ikke +maa have, naar de indsendes til Bedømmelse. Men efterhaanden er det +blevet "Tout Paris", der er med til den store Generalprøve. Har man +nogensomhelst Pretensioner paa at høre til den Part af Befolkningen, der +tæller, saa maa man vise sig paa "le jour de vernissage", det koste hvad +det koste vil. Det er Titusinder, der paa den skaffe sig Adgang; +hvorledes de faaer den, er en Gaade, men ind kommer de. Fra Klokken +Elleve er alle Salene proppede fulde; man støder paa en Berømthed for +hvert Skridt, man gaar. Og Alle har uhyre travlt; man skal ikke blot se +hinanden, men ogsaa Billederne. Naar man Klokken Et, To samles til +Frokost hos Ledoyen eller i Moulin rouge, maa man kunne sige sin Mening +om alle Hovedværkerne og kunne give Salonens Fysiognomi. Det er ved den +med Vernissagedagen uadskillelige Rosbif og Saumon, sauce verte, mellem +denne Mylr af Herrer med Rosetter og Damer i lyse Foraarstoiletter, som +allesammen kjender hinanden og vexler Hilsener og Haandtryk og Indtryk, +at Afgjørelsen træffes, om det er en daarlig Salon eller en af +Mellemslagsen. Er det ikke der, at Priserne uddeles, saa er det dog der, +at de Lykkelige udpeges, som kan vente sig dem. Flyver deres Navne paa +Vernissagedagen fra Mund til Mund ved de smaa Borde i Ledoyens Have, saa +kan de med rolig Samvittighed bestille Champagnen strax, saa er de sikkre +paa deres Medaille. Den Dom, Vernissagedagens Publikum fælder, bliver +ligesaa sjeldent underkjendt som Premièrepublikumets i Theatrene. + +I sex, syv Uger efter Vernissagen er Salonen saa Paris's Centrum. Den +fine Verden har ligesom i Théâtre français og Operaen sin bestemte Dag, +Fredagen, da den samles der. For at den kan anstille sine +Kunstbetragtninger uden at løbes paa Ærmet af den store Mængde, koster +Adgangen paa denne Dag fem Francs. Der er i den demokratiske franske +Republik saa mange Inkonsekvenser, at man sagtens kan begaa den ogsaa. +Man siger, at man har været nødt dertil; Tilstrømningen er i hele +Udstillingstiden til daglig Brug saa stor, at Palaiet næsten ikke kan +rumme Publikum. Alle maa have været paa Salonen, for hvor man kommer hen, +tales der ikke om Andet. Højst karakteristisk er det, at Aviserne, der +kun uhyre sjeldent kan faa Plads til med et Par Ord at omtale en nys +udkommen Bog, allesammen fylder Spalte paa Spalte mange Numere i Rad med +Kritiker over Kunstudstillingen. De skriver kun, hvad de er sikkre paa +bliver læst. Men de kjender deres Publikum, de veed, at deres +Salonartikler hører til det, der sluges. Som den franske bildende Kunst i +vore Dage er et Hestehoved foran Literatur, saaledes er der heller ingen +Tvivl om, at Interessen for den næst efter Theatersværmeriet i hvert Fald +er den af alle aandelige Interesser, der er stærkest og har bredt sig +videst ud i det moderne Paris. + +[Illustration: Bonnat] + + + + +LITTERATUR OG AVISER. + + +Nationalbibliotheket i Paris skal af Alt, hvad der trykkes i Frankrig og +dets Kolonier, have et Exemplar tilsendt gratis. Lige ned til det mindste +cochin-chinesiske Provindsblad og den obscureste Gadevise, der bydes +tilfals i Bellevilles Baggyder, maa Alt, hvad der udgaar fra en +Bogtrykkerpresse, aflevere denne Tribut. Det er paa den Maade muligt +stadig at være fuldstændig paa det Rene med den litterære Produktions +Omfang; Antallet af de litterære Fødsler kan opgives med samme +Nøjagtighed som Antallet af de almindelig borgerlige. For Øjeblikket +beløber de sig til lidt over 30,000 om Aaret. Det vil sige: med saamange +Volumina forøger den lovbefalede Tribut aarlig Nationalbibliotheket, og +Rang som Volumen faar Pjeser, Smaa- og Flyveskrifter først, naar de er +slaaede sammen til et Bind paa nogle hundrede Sider. + +En saadan Produktion er enorm; den naaer Millionen i Løbet af en +Menneskealder. Og den langt overvejende Part af den udgaar fra Paris. Af +ti franske Forfattere lever de ni i Hovedstaden, og selv de, der ikke +gjør det, lader dog deres Bøger udkomme der. Forlagsvirksomheden udenfor +den er rent forsvindende. Den indskrænker sig saa at sige til nogle +provençalske Digtsamlinger i Avignon og Nîmes. Selv Byer som Marseille og +Lyon giver sig ikke af med at trykke Bøger. Som alt Andet er ogsaa hele +det litterære Liv centraliseret i Paris. + +Men man mærker det i Grunden ikke synderligt. Literaturen gjør _"grande +besogne"_, men den gjør ikke stort Spræl. Udkommer der et nyt Værk af +Victor Hugo, af Zola eller Daudet, saa vækker det Opsigt ganske vist og +bliver en Begivenhed, hvorom Aviserne skriver, og hvorom de fleste +Dannede taler. Men det er kun ganske, ganske enkelte Bøger, der har en +saadan Evne til at samle Opmærksomheden og blive Dagens Løver. De fleste +kommer til Verden i al Stilhed og gjør deres Karrière uden Allarm. En +Roman kan være trykt og solgt i tyve, tredive tusind Exemplarer, uden at +den har staaet nævnt i et Blad, og uden at dens Existens noget Øjeblik +har været et brændende Thema for Konversationen. Paris er ingen litterær +By i den Forstand, at en Hovedpart af Befolkningens Interesse samler sig +om Litteraturen. Den er altfor stor, og den har altfor mange andre Sager +at beskjæftige sig med, til at den kan være det. + +Pariseren i Almindelighed læser heller ikke meget. Han gjør det, saalænge +han er ung, før han endnu har taget alvorlig fat paa at bryde sig Bane. +Fra den Tid medbringer han navnlig et yderst omfattende Bekjendtskab med +den ældre Litteratur. Han kan sine franske Klassikere paa en Prik og har +dem altid paa rede Haand til Citater. Men saa saare han træder ind i +Livet som Mand, har han ingen Stunder længer til Læsning. Forretningerne, +Kampen for at gjøre Karriere optager ham helt. Konkurrencen er saa +uendelig; sætter han ikke alle Evner og Kræfter og Tanker ind paa at byde +den Stangen, saa gaar han tilbunds. Kun hvad der strengt kommer hans +Gjerning ved, kan han beskjæftige sig med. Og naar der endelig engang +imellem bliver Raad til Hvile, er han for nervøs overanspændt til at +kunne søge den i Bøger. Rundt omkring sig har han Adspredelse nok, der +ikke koster Besvær. Desuden har han sine Aviser. Ved deres Hjælp veed han +altid saa megen Besked om Alting, at han kan tale med. De diskuterer ikke +blot Politik, de strejfer baade Historie og Naturvidenskaber og meget +Andet ogsaa, og saa er de tidt baade aandfulde og underholdende. +Pariserens Gjennemsnitstrang til belletristisk Føde tilfredsstilles +rigeligt af Bladenes Causerier og Romanstof. Ud derover strækker hans +Læsning sig ikke. Hans Kjendskab til den egentlige Litteratur skal man +ikke stole paa, selv om han giver sig Mine af at have det; han har det +kun paa anden Haand, gjennem Referater af sine Damer. + +De læser nemlig; de gjør det baade for sig selv og for Mændene med, og de +gjør mere end det: de kjøber Bøger. Jeg gjorde engang i Selskab med en +Parisérinde en Rejse paa en Maanedstid. Der var megen Jernbanefart, og +hun læste bestandig. Paa hver større Station, hvor Toget stoppede, var +hun strax ude for at kjøbe Bøger; hun kunde konsumere tre, fire Stykker +om Dagen. Da vi kom tilbage til Paris, gjorde vi op hvor mange hun havde +anskaffet sig forudem dem, hun havde faaet tillaans af sine Medrejsende; +hendes Bibliothek var under Rejsen blevet forøget med fem og tyve Bind, +Det er allevegne i større eller mindre Grad Damerne, som den skjønne +Litteratur lever af. Men i Frankrig er de ikke alene mere læselystne, de +har ogsaa baade mere Otium til at læse og flere Penge til at kjøbe Bøger +for end andetsteds. Og saa er de desuden nødte til at kjøbe. +Lejebibliotheker existerer ikke tilnærmelsesvis i det Omfang som for +Exempel i Skandinavien og Tydskland, Læseforeninger og Læsemapper er +Noget, man overhovedet slet ikke kjender til. Det er den ene store +Hovedstøtte for det franske Bogmarked, den andener, at det har hele den +civiliserede Verden til Opland; Paris exporterer godt og vel Halvparten +af sin litterære Produktion. Paa den Maade forklares det, hvorledes en +fransk Roman, der gjør Opsigt, kan trykkes i tyve, tredive, halvtreds, ja +med enkelte af Zolas har man endogsaa set i hundrede Oplag, mens selv +tydske Forfattere, der er saa populære som Spielhagen og Heyse, i Regelen +maa nøjes med fire, fem af samme Størrelse. + +[Illustration: Emile Zola] + +Dette betydelige Salg gjør, at i Frankrig en Forfatter, der har noget +Talent; kan leve frit og uafhængigt af sin Pen. Men det er ogsaa Alt. +Skriver han ikke for Theatret, der kan blive en Guldgrube, og gaar han +heller ikke i Tjeneste hos Journalistiken, der aabner ham Vejen til +Meget, bliver hans Position vanskelig mere end netop taalelig. Som +Kunstneren er han paa ingen Maade situeret. Hverken "la vie mondaine" +eller Regeringen tager ham under Armene. Han er ikke i Mode. Atter her +kommer det karakteristiske Træk hos Franskmændene igjen, at de kun kan +passionere sig for hvad der gjør Indtryk paa deres Sandser, hvad der kan +blive et Skuespil for dem. Det kan Malerierne, føjede sammen til store +Udstillinger, hvor man flokkes som i Theatret, men det kan en Bog aldrig. +Desuden har Kunstneren visse selskabelige Fortrin, som Forfatteren i +Regelen mangler. Han kan gjøre Fruen Foræringer med sine Skitser, han kan +tegne Portræter og Karrikaturer af Selskabet, han er som oftest livlig, +glad, underholdende og meddelsom, Forfatteren derimod optaget af Bogen, +hvormed hans Tanker sysler, indesluttet, langt mere tilbøjelig til at +gjøre Iagttagelser og gjemme sit Vid til sit Arbejde end til at tynde det +ud i selskabelig Elskværdighed og Aandfuldhed. Hvad Pariserne siger om +Zola: at han er en ren Bjørn i en Salon, omtrent det Samme kan der siges +om Hobetal af deres moderne Forfattere. Derfor holder man sig til det +Talent og den Esprit, som man finder i deres Bøger, og bekymrer sig ikke +synderligt om dem som Mennesker. De forlanger ikke bedre; de har paa den +Maade deres Ro og Frihed til at arbejde. Der er kun den mindre behagelige +Omstændighed ved det, at ogsaa Regeringen gaar i Modens Spor og lader dem +sejle deres egen Sø. For Malerne har den _École des beaux-arts_ og _Prix +de Rome_ og Salonen og Kjøbet af deres Billeder til de talrige offentlige +Gallerier, for Forfatterne Ingenting, højst engang imellem en lille +Bibliothekarpost paa et Par tusind Francs. Understøttelser paa Statens +Budget til Litteraturen existerer ikke i Frankrig. Akademiet uddeler vel +aarlig tresindstyve tusinde Francs under Form af Prisbelønninger for de +bedste til det indleverede Arbejder; men Akademiet er en fuldstændig +privat Institution, dets gode Gjerninger kan Staten ikke tage sig til +Indtægt. Den interesserer sig nu engang ikke for Forfatterne, den viser +det allerbedst ved Fordelingen af sine Æreslegionskors. For hvert, der +gives til dem, gives der fem til Malerne; mellem disse er der ganske unge +Mennesker paa nogle og tyve Aar, der er dekorerede, Forfatterne maa helst +have graa Haar, før der tænkes paa dem. Victor Hugo er endnu kun +Officeer, Mange, hvis Navne Aar igjennem har været paa Alles Læber, ikke +engang Riddere. + +[Illustration: Akademiet og Pont des Arts.] + +Udenfor Selskabets og Regeringens Opmuntringer er der jo ganske vist nok +en anden. Der er den fornemme, kuplede Bygning ligefor Pont des Arts, +Udødelighedstemplet for de fyrretyve Akademikere, Men ogsaa dets Glorie +er som saa mange andre blegnet svært med Tiden. Der har efterhaanden i de +privilegerede Lænestole siddet Række paa Række af Folk, hvis Adkomst til +Pladsen var saa tvivlsom, at man nu seer Talenter af anden og tredie Rang +frabede sig den Ære at vælges ind i Kompagniet. Positionen, som det +skulde skaffe sine Medlemmer, kan i vore Dage nærmest kaldes rent +illusorisk. Mellem ti tusind Parisere vil man knap finde en, der kan +saameget som blot nævne Navnene paa alle de Fyrre. Balzac fik engang i et +af sine mange penge- og modløse Øjeblikke det Raad af sin Forlægger: at +forbedre sin Situation og sin Popularitet ved at bejle til en Plads i +Akademiet. "Det vil ikke skaffe mig een Læser til og endnu mindre en +Kjøber," svarede Digteren, "Vil jeg være læst, maa jeg gjøre mig til +Deputeret; det er den eneste Vej, man har til Popularitet i Frankrig." +Han tænkte i Virkeligheden ogsaa en Stund paa at blive det, men det +lykkedes ligesaalidt for ham som for den gamle Dumas. + +Havde han levet i vore Dage, vilde han have gjort sig til Journalist, og +han vilde da uden Besvær kunne være kommen saa højt tilvejrs paa Lykkens +grønne Gren, som han lystede. Aviserne slaar Litteraturen ihjel, plejer +man at sige. Det er et Postulat, der i høj Grad trænger til Bevis. +Sikkert er det i hvert Fald, at Forfatterne slaar de ikke ihjel. De +rækker dem i Frankrig materielt en hjælpende Haand af den allerstørste +Betydning, og en Haand, der med Begjærlighed gribes af Alle. Selv om en +Bog, i hvilken der er Talent, uden Vanskelighed opnaaer flere Oplag, +tjenes der dog ikke Kapitaler paa den, Forfatteren honoreres i Frankrig +med en vis Sum for hvert trykt Exemplar. Den er i Almindelighed fyrretyve +Centimer, og yderst sjeldent over halvtreds. De franske Bøger er saa +billige, Trykningsomkostningerne saa store, at Forlæggeren ikke kan +betale mere. Oplaget er paa femten hundrede Exemplarer, og Forfatterens +Indtægt for et enkelt kun mellem sex og halvottende hundrede Francs. Naar +der kommer hundrede, som af Zolas "Nana", saa løber det jo ganske vist +op. Men hvor mange Gange sker det, uden at Skandalen hjælper med dertil? +Selv den mest renommerede og mest læste af alle moderne Romanforfattere, +Daudet, selv en saa fabelagtig populær Skribent som Jules Verne naaer kun +sjeldent de halvtreds. Lad det nu ogsaa repræsentere en Sum paa fyrretyve +tusind Francs, saa maa man jo dog huske paa, at det er et Maximumstal. +Fem, sex Oplag er allerede ganske pænt for en almindelig Roman. Men med +Indtægterne af dem vilde det falde grumme haardt for en Forfatter at leve +i det dyre Paris. Han har imidlertid ogsaa andre Ressourcer. Før hans +Fortælling udgives som Bog, trykkes den som Feuilleton i en Avis, og den +betales ham der med mellem tyve Centimer og en Franc Linien. + +Feuilletontrykket bliver følgelig for de mindre bekjendte Forfattere tidt +Hovedsagen. Det bryder derhos Begynderen Vej. Der findes i Paris en +halvhundrede Dagblade, som hver har Behov for fem, sex Romaner om Aaret, +ikke at tale om den mylrende Mængde af literære Uge- og Tidsskrifter. Af +Oversættelser ser man højst en hvert andet Aar; den debuterende Forfatter +kan altsaa i Regelen ikke have Vanskelighed ved at faa sit Arbejde +anbragt i en eller anden Avis. Har det staaet trykt der, findes der altid +en Forlægger, der er villig til at udgive Fortællingen som Bog; +Publikummet er tilstrækkelig stort, til at Afsætningen stadig stiger, jo +mere bekjendt Arbejdet bliver. + +[Illustration: Alphonse Daudet.] + +Til Feuilletontrykket før Bogudgaven kommer yderligere de mange senere +Reproduktioner i Provindspressen. De omtrent to tusind Provindsaviser +skal have Romanstof ligesaavel som Pariserbladene, og heller ikke de +kjender til Oversættelser som Udvej. Det er da for alle Parter blevet +indrettet yderst praktisk. Bladet kan aftrykke hvilkensomhelst Bog det +ønsker imod at betale den Honorartaxt, hvorom det engang for alle er +blevet enigt med "Société des gens de lettres". Dette Selskab modtager et +Exemplar af alle periodiske Skrifter, der udkommer i Frankrig og dets +Kolonier, kontrollerer Reproduktionen, indkasserer Honorarerne og +fordeler dem ved hver Maaneds Slutning til sine Medlemmer. Taxten for et +saadant Aftryk er ganske vist meget billig, undertiden ikke hundrede +Francs engang, men der er saamange smaa Bække, at de alligevel til +Slutning gjør en Aa. Det hører ingenlunde til Sjeldenhederne, at en Roman +bliver trykt i over hundrede forskjellige Provindsblade. Kun tillades den +saakaldte Fraklipningsmethode naturligvis ikke; det er en Uskik, der +overhovedet ikke kjendes i Frankrig. + +Til at tage mod den Haand, Dagspressen saaledes byder den rene Literatur, +anser ingen fransk Forfatter sig for fornem. Endogsaa de største af dem +bringer ikke blot deres Romaner til Aviserne, de gjør sig til stadige, +saa at sige daglige Medarbejdere. Zola var Theaterkritiker ved "Voltaire" +endnu efter at have skrevet "L'Assommoir", i "Le Temps" Redaktionsstab +findes Navne som Legouvé, Scherer og Jules Claretie, i "Debats" John +Lemoinne, Cuvillier-Fleury, Paul Leroy-Beaulieu og adskillige Andre, der +er i hele den franske Skjønliteratur ikke een fremragende Personlighed, +som ikke har været mere mere eller mindre nært knyttet til "Figaro", der +er mellem alle de yngre Romanforfattere i Vælten--ja, man kan gjerne tage +selv de lyriske Digtere med--næppe nogen, som ikke samtidig er +Journalist. Indtægtsspørgsmaalet spiller derved ikke den afgjørende Rolle +alene. Det er et Lokkemiddel ganske vist, thi Pariserbladene betaler +godt. Den første Artikel i "Figaro" honoreres aldrig med under to +hundrede Francs, og tidt med mere, naar det er et særlig fremragende +Navn, der staar under; bekjendte "Kronikører" som Albert Wolff eller +Aurelien Scholl faaer tredive tusinde Francs aarlig for et Par ugentlige +Artikler, en Gage af ti, femten Tusind kan betragtes som Minimum for en +Journalist med noget Talent. Men det Væsentlige, der samler alle Evner +omkring Dagspressen, er dog den indflydelsesrige Stilling, den Dag for +Dag mere og mere kommer til at indtage. + +Pariserbladene har ikke den Position overfor den store udenlandske +Politik som de engelske Aviser, det er ganske vist; de staar i saa +Henseende tilbage selv for betydeligere tydske Blade. Det kan ikke være +Andet, de har lige til den senere Tid ladet Udlandets Forhold ligge hen +uden at beskjæftige sig med dem. Interessen for dem er hos Franskmændene +først bleven vakt efter Krigen og er endnu ingenlunde overvættes stor. +Desuden tillader et Pariserblads Økonomi ikke de umaadelige Udgifter, som +Kolleger paa den anden Side Kanalen kan offre for at være +velunderrettede. De engelske Blade er faa og har en enorm Udbredelse, de +franske derimod snart utællelige. Saa saare en Politiker i Frankrig er +begyndt at spille en Rolle, maa han have sit eget Organ i Pressen. +Abonnentkredsen bliver derved nødvendigvis meget indskrænket. "Figaro", +der trykkes i 60,000 Exemplarer, er en Undtagelse, i Regelen kan selv de +ansete Pariserblade ikke gjøre Regning paa et Oplag af mere end mellem ti +og tyve tusind. Dertil kommer yderligere, at deres Avertissementer er saa +godt som ingen, mens en Avis som "Times" derimod har alle sine Udgifter +dækkede med mindre end Halvparten af, hvad det tager ind ved sine +Annoncespalter. Den ligesaa hurtige som detaillerede Velunderrettethed om +Alt, hvad der passerer hele Verden over, der er de engelske Blades +Hovedstyrke, kan Pariserpressen ikke byde, fordi den hverken har +Læsekreds eller Plads eller Pengemidler dertil. Den gjør i de senere Aar +ogsaa i saa Henseende betydelige Anstrengelser; de udenlandske +Korrespondenters Antal stiger stadig--medens der saaledes før Krigen kun +var tre Pariserblade, der havde faste Korrespondenter i Berlin er der nu +mindst et Dousin--og Blade som "Temps", "République française", "Debats" +eller endogsaa "Liberté" søger bestandig at gjøre sine Læsere Rede for +Alt, hvad der hænder i Udlandet af Betydning. Men Mangt og Meget skal +alligevel forandre sig, før de paa dette Omraade kan naa deres +engelske Kolleger. + +I alle Spørgsmaal, der angaar Frankrig selv, er de franske Blade derimod +baade bedre betjente og har større Magt end noget andet Lands Presse. Som +Franskmændene er fødte Talere, er de ogsaa fødte Journalister. Adskillige +af deres mest udprægede Nationalejendommeligheder kommer dem herved +tilgode, først og fremmest deres klare Logik og deres Aversion mod al +unødvendig Brede. Hvad de har paa Hjerte, forstaar de, baade naar de skal +forklare det med Ordet og med Pennen, at samle i et springende Punkt, i +en Frase maaske undertiden, men i ethvert Tilfælde i en Frase, der slaar +ned. Dette springende Punkt bliver Centrum i deres Journalartikel som i +deres Tale. Omkring det bygger de, for at belyse det, akkurat saa meget +op af Fakta, Argumenter og Konklusioner, som der er nødvendigt, for at +det ret kan glittre og funkle, og de slutter af, mens de spillende Blink +endnu holder Læserne fangne. Artiklen er gjennemsigtig fra Ende til +anden, den vækker intet Hovedbrud, og man taber intetsteds Traaden. Naar +man er færdig, staar dens Tanke anskuelig og klar for En, og Alt, hvad +der kan ligge i den af Interesse er kommet helt til sin Ret. Denne Evne +til at skrive, udviklet som den er det i Frankrig til formelig Kunst, kan +ikke Andet end betydeligt forøge Indflydelsen, som Pressen altid maa øve +i et Land, hvor den er den almindelige Stemmerets Tolk, hvor Diskussionen +er ubegrændset fri, og hvor alle Talenter kappes om at yde den deres +Assistance. Journalistiken er i det moderne Frankrig den Vej, som +sikkrest og lettest fører enhver Ærgjerrighed til Maalet. Fra Avisernes +Redaktionskontorer staar Dørene aabne paa vid Gab til alle Statens +øverste Poster. Deputerede, Præfekter, ministerielle Embedsmænd, selv +Ministre og Gesandter vælges ud mellem Journalisterne. Thiers begyndte +sin Karrière i Pressen, og siden ham er der saa at sige ikke en af de +Republikens Mænd, der har styret Landets Regering, som ikke oprindelig er +kommen sammesteds fra. Selv Jules Ferry skylder en Række Artikler i +"Temps": "Les comptes fantaistiques d'Haussmann" sin Notoritet. Bladene +er simpelthen en Forskole til Magten; undertiden bliver de endogsaa en +Retraite fra den. De har været det for begge den tredie Republiks to mest +fremragende Politikere, for Gambetta, der umiddelbart efter det store +Ministeriums Fald navngav sig som Leder af "République française", og for +Jules Simon, der som Direktør for "Gaulois" daglig selv skrev Artikler i +Bladet. Det er Træk, der tilstrækkelig tydeligt karakteriserer Pressens +Position i det franske Samfund. + +Medaillen har imidlertid ogsaa sin Revers, Pariserbladene nyder en høj +Grad af Anseelse, og de gjør det med Grund, fordi den Sum af Dygtighed, +der offres i deres Tjeneste, er ganske overordentlig stor. Men de drager +sig stundom denne Anseelse og Indflydelse til Indtægt paa en Maade, som +kaster betænkelig Skygge over dem. Materielt er de ikke stillede under de +gunstigste Forhold. Deres Budget udviser aldrig færre Udgifter end fem, +sex hundrede Tusind Francs om Aaret, og for enkelte af de bedst betjente +kan Summen endog løbe op til over en Million. Det kan kun meget faa tage +ind ad reglementeret Vej. Andetsteds er Bladenes Hovedstøtte +Avertissementerne; i Paris spiller denne Indtægtskilde kun en forholdsvis +underordnet Rolle. Mens Antallet i England af Industridrivende, der +indrykker Annoncer i Aviserne, er over fire Millioner, kan det i Frankrig +kun sættes til nogle faa hundrede tusind. Pressens Publicitet er dyr, +mener de; dens Læsekreds saa spredt, at de for at have noget Udbytte af +deres Avertering maatte gaa til en hel Uendelighed af Blade. De +foretrækker da at hjælpe sig paa anden Vis, ved Gadeopslag, ved +Uddelingen af Adresser eller allerhelst ved splinternye Opfindelser, der +rigtigt kan tiltrække sig Opmærksomheden. Fremgangsmaaden, der følges af +en Ekviperingsforretning "Old England" paa Boulevard des Capucines, er i +saa Henseende meget betegnende. Dag ud, Dag ind ruller fra Morgen til +Aften en halv Snes yderst ejendommelige Kjøretøjer med dens Adresse rundt +i Gaderne. De er rødmalede og seer ud som store Skildpadder, kun lige +Hestens og Kudskens Hoved stikker op af den enorme, rullende Skal. En +saadan Kuriositet kan Ingen undgaa at lægge Mærke til, og koster den end +noget mere end Bladannoncerne, hjælper den dog ogsaa ti Gange bedre end +de. Dernæst er de franske Blades Afsætningsmaade uheldig. Kun faa af dem +har en fast, solid Abonnentkreds; Gadesalget fra Kioskerne er det +betydeligste. Der er Pariseraviser, der af hele deres Oplag paa ti, tyve +tusind Exemplarer knap afsætter fem hundrede ved Abonnement. Resten +spredes gjennem Kiosksalg, men det kan variere med flere Tusinde; man er +saaledes aldrig i Stand til at beregne Oplaget, og hvad man vinder den +ene Dag, taber man den næste. Af Paris's omtrent elleve hundrede Dagblade +og periodiske Skrifter er der næppe mere end godt og vel et hundrede +Stykker, der kunde vedblive at bestaa, hvis de skulde leve af, hvad +Pressen ellers ordinært plejer at leve af. Den faaer i Frankrig ikke en +Skillings Tilskud af Regeringen; der existerer ikke Skygge af +Reptiliefond, den eneste Begunstigelse, der vises ministerielle Organer, +er Forsyning engang imellem med interessante Nyheder. Men den har et helt +andet uudtømmeligt Fond, den har Børsen, den har "Finanserne" at støtte +sig til. Den sælger sin Indflydelse, og den faaer den glimrende betalt. + +Der er i Paris omtrent hundrede bekjendte Bankinstitutioner. Mindst de +firsindstyve af dem lever udelukkende paa Spekulationsforretninger, og +kun en eneste, "Banque de France", befatter sig slet ikke med dem. +Saadanne Spekulationer kan selvfølgelig ikke føres igjennem uden stor +Publicitet, og uden at deres Ros idelig og idelig trompetes ud gjennem +Aviserne. I den daglige eller ugentlige Finantsoversigt har da hver Bank +sin Linie eller sine to, tre, fire Linier, hvor dens Aktiers Stigning +stadig bebudes, hvor dens Kurser erklæres for faste eller saadant Noget, +og for det betaler den sine to, tre, fire tusind Francs maanedlig, alt +efter det paagjældende Blads Betydning. Det er Forklaringen af, hvorfor +ethvert periodisk Skrift i Paris, litterære Ugeblade, videnskabelige +Tidsskrifter, Kunst- og Modeblade, ja lige ned til Organer for Skomagere +og Portnere, allesammen har deres Finantsbulletin. Den er _nervus rerum +gerendarum_ i det Hele, det er den, der kjæles for, det er den, der +betaler. Forretningen kan drives svært i Vejret; af "Figaros" +Finantsspalter har Bladet selv ganske vist ikke mere end halvtredie +hundrede Tusind Francs om Aaret, men Selskabet, som man har været saa +uforsigtig at forpagte dem paa Aaremaal, tager to Millioner ind. Det er +nemlig ikke blot den daglige lille Reklame, der kaster af sig. Hver Gang +en ny Emission skal finde Sted, hver Gang et nyt Foretagende skal +grundlægges, hver Gang kort sagt Bankerne trænger til Publicitet efter en +større Maalestok, maa de ogsaa betale store Summer. Ved en Emission for +et Par Aar siden af 500 Millioner Obligationer fordelte "Crédit foncier" +tolv Millioner mellem Bladene. Hver nok saa ubetydelig Avis havde herved +en Renindtægt af 12--15,000 Francs, de større, mere udbredte Blade det +Dobbelte og Tredobbelte. Man kan uden Overdrivelse regne, at der i de +sidste sex Aar er blevet indført mindst for fem, sex Milliarder nye +Værdipapirer paa Pariserbørsen. Af dem allesammen har Bladene faaet sendt +deres rigelige Part "til Anmeldelse". + +Og saa er det desuden ikke alene Børsen, som Aviserne har gjort +tributpligtig. "Figaros" Reklamekonto udviser en aarlig Nettoindtægt for +Bladet af henved tre Millioner Francs. Alting betales der. Der er ikke et +Nummer, i hvilket den, der forståar at læse mellem Linierne, ikke finder +mindst een Artikel, som er skreven for Penge. Reklamerne for de store +Handelsforretninger er gjennemsigtige nok; dem kan Enhver opdage, men de +gjør dog deres Virkning alligevel. Publikum har nu engang en mærkværdig +overtroisk Respekt for, hvad der har været rost i Avisen, om det saa er +Sælgeren selv, der har skrevet Rosen. Ved Siden af disse Handelsreklamer +er der imidlertid mangfoldige andre. Bladomtalen er nødvendig for Enhver, +der vil komme ovenpaa i den parisiske Kamp for Livet. Naar en ny Bog +engang imellem anmeldes, har Forlæggeren i Regelen betalt derfor. En ny +musikalsk Stjerne kan ikke dukke op paa Pariserhimlen, uden at den først +har konstateret sin Glands med Guld, øst i Bladenes Kasse. Det er ikke +nok at have Talent, Talenter er der ingen Mangel paa i en By som Paris, +man maa ogsaa have et Navn. Naar man har naaet det, tjener man Millioner, +men for at faae Navnet skal der ikke blot meget Talent til, men ogsaa +mange udlagte Penge. Selv de alvorligste Pariserblade kan ikke sige sig +ganske fri for at være inficerede af Reklamesmitten. De egentlige +Boulevardblade har den gjennemsyret fra Ende til anden. En Part af deres +talrige Redaktionsstab er ikke Andet end Reklameagenter. De faar deres +Gage for Artiklerne, de skriver, men den er kun nogle faa hundrede Francs +om Maaneden. Ikke destomindre tjener de Tusinder, Resten kommer ved "les +affaires", det vil sige ved de Reklamer, de skaffer Bladet, og af hvilke +der betales dem fem og tyve Procent. Hvert Blad har sin +Administrationsdelegerede, der omhyggelig bekiger alle Notitser, før de +kommer i Avisen, for at undersøge, om de ikke skulde skjule et eller +andet anbefalende Ord, der, hvor fortjent det end kunde være, alligevel +falder indenfor det parisiske Reklamebegreb og følgelig maa vejes op med +Guld ved Kassen, før det kan faae Lov til at passere. Da Sauvages Fødeby +indviede en Statue af den geniale Opfinder, maatte den betale hvert af +Boulevardbladene tusind Francs for at omtale Festen. Byen var et +Badested, og Festen lokkede Folk til dette, følgelig blev Sagen strax +klassificeret som Reklame. Paa den Maade er det, at de elleve hundrede +Blade i Paris allesammen kan leve, paa den Maade er det, at deres Ejere +og Ledere kan holde fyrstelige Landsteder som Girardins i Enghien, paa +den Maade endelig er det, at ogsaa indenfor Litteraturen den fordums +Bohémientype fuldstændig er forsvunden. Den har i hvert Fald skiftet Ham, +saa den ikke er til at kjende igjen. Bohémien'erne fra Firs drømmer ikke +og sulter ikke, de gjør ingen gale Streger, de "gjør Forretninger". Ovre +i Quartier latin har de sunget Visen, som nu er moderne der: + + C'est vingt-cinq francs, c'est vingt six francs, + C'est vingt-sept francs cinquante, + C'est ça qui est le vrai bonheur.... + +Da de vandrede over Vandet og bragte Boulevardbladene deres første +litterære Fantasier, har man rystet paa Hovedet af dem og givet dem +Kursus i Aartiets store Visdom: _Il n'y a que les affaires._ Nu, saa har +de lært at tude med de Ulve, de er iblandt. De gaar ikke paa Knejper, de +gaar paa Børsen, de skriver ikke Vers, de skriver Reklamer; det betaler +sig bedre. + +Men disse Bohémien'er i nye Klæder er kun Marodører ved Journalistikens +store Armee. Den har en Elitegarde af Kombattanter, hvis Dygtighed præger +hele Hæren. Og paa samme Vis gjør man Uret i at tillægge det Ormstukne +ved Pariserpressen altfor overdreven Betydning. Det er en Sygdom, der er +kommen naturligt, næsten uundgaaeligt i Følge med det moderne +Parisersamfunds overdrevne Jagen efter Guld. Den egentlige Redaktion er +desuden, undtagen ved enkelte Boulevardaviser, uberørt af Reklamevæsenet. +Det er en Forretning, som drives af Ejeren og hans Agenter, som beriger +ham, og som tillader ham at betale Bladets Stab af Kapaciteter. Var +"Finanserne" der ikke, vilde han ikke kunde samle alle de Penne, der nu +gjør Pariserpressen til den, som idetmindste med Hensyn til Talent staar +uovertruffen i Verden. Det gaar her som allevegne: Lys og Skygge følges +ad og hænger uadskilleligt sammen. + + + + +PARIS SOM THEATERCENTRUM. + + +I. + +Hvor mange Komedier har I i Frankrig? lader Voltaire Candide +spørge.--Fem, sex tusind, svarer Abbeden.--Det er mange, siger Candide, +men hvor mange af dem er der gode?--Femten, sexten, lyder Svaret.--Det er +mange, siger Martin.--Abbeden kunde i vore Dage trøstigt føje et Nul til +begge Tallene. Sandt nok: Forholdet mellem dem blev ikke større derved. +Men det behøves heller ikke; Martin har Ret, det er stort, som det er. +Frodigheden i det franske Theaters Væxt er uendelig, og de gode Frugter, +den sætter, i hvert Fald saa mange, at intet andet har fler at byde paa. +Her mere end noget Sted kan man kun maale ved Hjælp af Paralleler. + +Paris er den By i hele Verden, der har flest Theatre. Hver Aften kappes +fyrretyve store Skuespilsale om at drage Publikum til sig. De er oftere +helt end halvt fulde; de tager over tyve Millioner Francs ind om Aaret, +det vil sige i Gjennemsnit mere end en halv Million hvert. Deres +Repertoire leveres udelukkende af Frankrig selv, og der er aldrig Mangel. +Er end ikke denne Syndflod af Komedier lutter Mesterværker, saa er de dog +af den Beskaffenhed, at Pluraliteten fra Paris gjør Rejsen over den +ganske civiliserede Jord. De bliver spillede paa de største +Nationalscener og i de mindste Provindsbyer, og allevegne er det +væsentlig kun dem, som Folk vil se. Rejsende kommer fra alle Kanter til +Paris med det Hovedformaal at gaa paa Komedie. Selv det mindste +Parisertheater har sine fremragende Kræfter, og dog bliver der saa mange +betydelige Talenter tilbage, at de maa tage baade Europa og Amerika til +Opland og sprede sig i rejsende Trupper der. Hvor de franske Artister +kommer hen, selv i Lande, hvor deres Sprog ikke forstaas, fylder de +Huset. Deres Portræter sælges i hver Flække, hvad der gaar for sig paa de +parisiske Scener, bliver Begivenheder, som refereres af Alverdens Aviser, +og som allevegne interesserer. + +Denne den franske dramatiske Kunsts exceptionelle Position er et Resultat +af mange Ting. Først og fremmest beroer den naturligvis paa særlige Anlæg +hos Nationen. Germanerne med deres Tankes vide, vage Horizonter, med +deres stærkt udviklede Følelsesliv og deres Trang til at spejle +Tilværelsen i Abstraktioner, de bliver i deres Digtning overvejende +Lyrikere. Franskmændene derimod med deres store Sands for logisk Klarhed +og Koncentration, Franskmændene, hos hvem en let Esprit erstatter den +fuldstændig manglende Sentimentalitet, hvis Øjne ikke ser vidt, men som +opfanger den Verden, der ligger lige for dem, med Fotografobjektets +Nøjagtighed, de faar ganske naturligt deres Force ikke som Poeter, men +som Komedieforfattere. De er et gammelt Kulturfolk, der gjennem +Aarhundreder har følt sig som en mægtig Nation, der har været vant til at +træde op og gjøre sig gjældende. Det har givet dem den Sikkerhed og +Smidighed over deres Person, der skaber Selskabsmænd og Skuespillere. + +Saa kommer dertil den store Tradition, Sammenhængen i den franske +dramatiske Kunsts Udvikling. Det er en Kjæde, der fortsætter sig med Led +ved Led uden Afbrydelse. Théâtre français holdt sit +Tohundredeaarsjubilæum med Grund. Det er stadig i den Grad Molières Hus, +at man endnu der spiller hans Komedier med Træk opbevarede fra Lærer til +Elev ned gjennem snart en halv Snes Generationer. Paris har i +Konservatoriet sit Skuespilleruniversitet, hvor alle unge dramatiske +Talenter maa tage deres Examiner, før de kan blive til Noget. Har de ikke +gaaet den Skole igjennem, har de ikke der ved Siden af naturlig Begavelse +vist, at de forstaar deres Metier, at de har lært det, som kan læres i +deres Kunst, saa kan der for det Første ikke være Tale om, at de faaer +Ansættelse ved nogen af Nationalscenerne, og saa tager heller ikke de +nogenlunde ansete private Theatre imod dem. Baade i Skuespilkunsten og i +den dramatiske Digtning forlanger Franskmændene først og fremmest teknisk +Færdighed. Men det vil i Virkeligheden kun sige, at de forlanger +Sammenhæng i Udviklingen. De forlanger, at hvert nyt Talent skal bygge +videre paa den Grund, der allerede existerer; jo højere han kan bygge, +desto bedre, men klatter hver Enkelt sine Murstumper op for sig hist og +her, saa bliver det i Tidens Løb kun en Bunke spredte Ruiner. Fortsætter +Efterfølgeren derimod sin Forgængers Værk, saa kommer der til Slutning en +Bygning ud deraf, hvori der er Helhed og Skjønhed, som bliver staaende, +og som vækker Beundring. Det er en saadan Bygning, det franske Theater er +blevet til. + +Ved Siden af den Betydning, Traditionen har, ved Siden af Franskmændenes +Evne til at skrive og spille Komedie, er der dog ogsaa en tredie +Hovedgrund til, at deres dramatiske Kunst er naaet saa højt i Vejret. Den +er i endnu større Omfang end noget andet Udslag af Nationens Liv +centraliseret i Paris. Tydskland har Snese af Theaterbyer, til hvilke +Interessen stykkes ud, hvor Kræfterne fordeler sig, og hvor Kappestriden +spredes, Frankrig samler Alt i Paris. Selv Provindsstæderne med to, tre +hundrede tusind Indbyggere bliver ikke Konkurrenter. De har deres +Theatre, der endogsaa tidt subventioneres af Kommunen, men det er og +bliver Provindsscener uden Selvstændighed. De faaer udelukkende deres +Repertoire fra Paris. Marseille har nogle enkelte Gange gjort +Decentralisationsforsøg og opført nye Stykker af indfødte Forfattere, men +disse Forsøg har bestandig havt det ynkeligste Resultat. Nogen virkelig +fast Trup af Skuespillere findes heller ikke udenfor Hovedstaden. Selv +ved de største Provindstheatre skifter Selskabet hvert Aar; de unge +Talenter, der en Sæson ikke har kunnet faa Ansættelse i Paris, finder sig +i at udvandre for kortere Tid, men de har altid Hjemlængsel, og saa saare +Lejligheden tilbyder sig, ombytter de gjerne endog en Førsterangsposition +i Provindsen med det beskedneste Engagement ved et Parisertheater. Dermed +er det imidlertid endnu ikke nok. Paris er i Færd med paa Theatrets +Omraade ligefrem at afskaffe Provindsen og erobre den som umiddelbart +Opland under sig. Naar et nyt Stykke har gjort særlig Lykke paa en af de +parisiske Hovedscener, tilkjøber en Direktør, der ligger ledig paa +Torvet--og de mangler aldrig i Paris--sig af Forfatteren Eneret til +Opførelse i Provindsen. Ved de forskjellige Theatre laaner han Artister, +som man i Øjeblikket ikke har Brug for. Da Repertoiret som oftest er det +samme Maaneder i Træk, er bestandig en Part af Personalet ubeskjæftiget, +og den overlader man ham gjerne for derved at formindske sine Udgifter. +Han sammensætter sig saa af disse Laan et Selskab, indstuderer Stykket, +ofte under Forfatterens personlige Ledelse, og gjør med det Tournée rundt +i hele Landet. Eller ogsaa er det en af de store Stjerner i Vælten, der +benytter den samme Fremgangsmaade, tager nogle Maaneders Ferie ved sit +Theater og i den Tid viser sig for Provindsen i sine Glandsroller. +Skuespillerinder som Judic, Variétés uforlignelige Vaudevillesangerinde, +har i sin Kontrakt med Theatret en udtrykkelig Bestemmelse om, at hun i +to Maaneder ved Midvintertid skal være ude af Repertoiret for at kunne +rejse i Provindsen. Efterat de var bragt i Mode af selve Théâtre français +Senior Got, er det nu særlig hende, der har givet de moderne Rundrejser +af Parisertrupper et umaadeligt Opsving. De slaar de lokale Theatre +ihjel; Lyon med sine halvfjerdehundrede tusinde Indbyggere er kommen saa +vidt, at Municipalraadet ikke kan finde Direktører til de to Theatre, det +subventionerer. For Provindsbeboerne kan det være ubehageligt, men den +dramatiske Kunst selv faaer en umaadelig Løftestang i denne stadig større +og større Koncentration i et eneste straalende Brændpunkt, hvor alle +Kræfterne, al Interessen, al Glandsen hobes op. Kunsten er nu engang +aristokratisk. Den kan ikke føre tarvelig Borgerexistens i smaa +Føderativrepubliker, den trænger til et stort Kongedømme med et glimrende +Hof, hvor den er _en vue_, hvor dens Turneringer bliver Fester og dens +Sejre Triumfer. Først da er den i sit rette Element, først da har den +Solen over sig, der kan folde alle dens Evner ud i Blomst. Men et saadant +Hof for Theatret er det moderne Paris og bliver det daglig mere og mere. + +[Illustration: Théâtre français's Senior: Got.] + +II. + +Opførelsen af et nyt Stykke paa en af Hovedscenerne eller blot paa en af +dem, der har Renommée som "parisiske", er en Begivenhed i Byens Liv. +Saasnart en saadan "Première" nærmer sig, kommer Alverden i Bevægelse. At +faa Adgang til den er næst efter Æreslegionskorset det højeste Maal, der +kan sættes for en parisisk Ærgjerrighed. Ingen Anstrengelser er for +titaniske, ingen Offre for enorme, naar en Première-Billet kan blive +Resultatet af dem. Man bestormer Forfatter og Direktør og Skuespillere, +man farter rundt og smigrer sig ind hos deres Venner og Venners Venner, +man lover deres Leverandører sin Søgning, man bestikker deres +Tjenestefolk, man gjør det Utrolige for at komme i Besiddelse af en +saadan Billet. Den er nemlig mere end Adgangskortet til en Fornøjelse, +den er et Slags Adelsdiplom, der rangerer En ind i den lille Kreds af +nogle faa hundrede Privilegerede, som tæller i Millionbyens Menneskehav. +Først naar man hører til Première-Publikummet, er man "Nogen" i Paris. + +Til en første Forestilling er der ikke Tale om at kjøbe sin Billet. +Billetkontoret lukker slet ikke op, og det modtager heller ikke +Bestillinger. Theatret har sine Lister, hvorpaa man maa staa for at komme +med, og det er om at blive indskreven paa dem, at det drejer sig. Først +er der _"la feuille du service de la presse"_. Bladene har i Paris ikke +permanente Frikort til Theatrene. De kan til de ordinære Forestillinger +indsende en af Chefredaktøren underskreven Begjæring om Pladser, der da i +Regelen altid stilles til Disposition, naar de haves. Ved Siden deraf har +de Medarbejdere, der staar i nærmere Forhold til Theatret, en lignende +Ret, og endelig sendes der til alle Premièrer hver af Hovedaviserne en +eller to "Fauteuil d'orchestre". Ugeblade og andre mindre udbredte eller +mindre indflydelsesrige Blade faaer først denne "service" til den anden +Forestilling. Men de større Aviser er mange i Paris, allerede +Fribilletterne til dem fylder en betydelig Part af Huset. Saa er der det +Publikum, hvis Nærværelse Theatret selv af andre Grunde sætter Pris paa, +det vil sige de store Berømtheder i kunstens, Litteraturens og Politikens +Verden. Ogsaa dem sendes der Indbydelser til Premièren som til en anden +stor, offentlig Fest. De pynter Salen, og ethvert Theater, der estimerer +sig selv, lader sig det ved sine første Forestillinger være +magtpaaliggende at kunne fremvise "en smuk Sal". Endelig kommer de, der +betaler. Man tager imidlertid heller ikke dem i Flæng. For at blive +indskreven paa Listen over de Lykkelige, der mod Erlæggelsen af forhøjet +Pris kan hente Billet til alle Premièrer, maa man allerede indtage en +meget fremragende Stilling i det parisiske Selskabsliv eller ogsaa have +særligt formaaende Protektion, og selv med den altid vente længe, ofte +aarvis, til der ved Dødsfald bliver en Plads ledig. Ligesaa vanskeligt +det er at komme paa de parisiske Premièrelister, ligesaa urokkelig +sikkert bliver man nemlig ogsaa staaende der, naar man een Gang er der. +For erhvervede Rettigheder har Franskmændene en umaadelig Respekt. Et +karakteristisk Exempel paa denne Konservatisme er en lille, for faa Aar +siden ved et af Boulevardtheatrene passeret Historie. Der var kommet en +ny Direktør. Da Dagen nærmede sig for Sæsonens første Forestilling, gik +han med sin Generalsekretær Listen igjennem over de Personer, hans +Forgænger havde leveret Service. Der fandtes paa denne Liste ved Siden af +Navne, som Alverden kjendte, ogsaa ikke faa andre, som man først ved at +forhøre sig for hos hele Theaterpersonalet kunde faa en eller anden +Oplysning om. En Frigænger, en vis Hr. Durand, vidste imidlertid slet +Ingen Besked om. Man henvendte sig til Regissør, til Skuespillere, man +gjennemsøgte Navnene paa alle de Forfattere, der havde leveret Stykker +til Theatret; forgjæves, Hr. Durand var og blev en Gaade. Nu vel, mente +Direktøren, det kunde jo muligvis være, at han engang havde været anonym +Medarbejder af et eller andet Stykke, det var bedst at lade ham staa. Og +han blev staaende. Saa en Dag indfinder imidlertid en Herre sig under +Prøven og ønsker at tale med Direktøren. Direktøren kan Ingen modtage nu, +bliver der svaret. Herren trænger paa; "sig blot, at det er Hr. Durand, +for mig er han ganske sikkert tilstede." Det meldes, og øjeblikkelig +farer naturligvis Direktøren bort fra Prøven for endelig at faa at vide, +hvem den mystiske Hr. Durand er. "Undskyld, at jeg forstyrrer," siger en +lille, soigneret Herre, der venter i hans Kontor, "men jeg staar i Begreb +med at forlade Byen og vilde gjerne forinden..."--"Maa jeg bede Dem tage +Plads, for Dem er jeg naturligvis altid tilstede. Hvormed kan jeg være +til Tjeneste?"--"Sagen er den, at jeg har solgt min Forretning, og da jeg +nu selv flytter fra Byen, ønskede jeg gjerne, at den Billet, Theatret +hidtil har været saa god at sende mig, kunde gaa over paa min +Efterfølger." Hr. Durand var Skrædder; han havde for en Snes Aar tilbage +syet for en af Theatrets Skuespillere, der havde havt Vanskelighed ved at +betale og derfor havde skaffet sin Kreditor Service til Theatret. + +Ethvert Parisertheater har sine Durand'er. De har maaske sjeldent +fortjent deres Service ved Naalen, men saa har de fortjent den paa anden, +ligesaa ejendommelig Vis, mest ved indflydelsesrige Damebekjendtskaber. I +Regelen gaar deres Tilværelse imidlertid ikke saa stille hen som Hr. +Durands. Naar man hører til det stadige Premièrepublikum, har man den +eneste Egenskab, der i Paris erstatter Talent og Formue: man er kjendt. +Man hører til "Tout Paris", man hører til de Toneangivende. Den gamle +Adel existerer ikke længer, men Premièrepublikumet er traadt i Stedet for +den. Ved de rigtigt store, opsigtsvækkende Premièrer leverer endogsaa +Boulevardbladene Plantegninger over Theatret med Navnefortegnelse over +alle de exceptionelle Medborgere, der indtager Pladserne. + +Uden tvingende Nødvendighed giver følgelig heller Ingen Afkald paa den +eller de Billetter, han har Ret til efter Listerne. Til hver, der ikke +afhentes, er der hundrede Ansøgere. Ved de store Theatre faaer de mest +Protegerede dem, ved de mindre overlader Direktøren dem mod det +Fire-Femdobbelte af forhøjet Pris til Billetsjouerne, der saa driver +Handel med dem i en Vinbod ved Siden af Theatret og ikke sjeldent +forlanger flere hundrede Francs for en nogenlunde ordentlig Plads. Naar +undtages Théâtre français, hvor Parterret og øverste Etage altid skal +sælges ved Kassen, afhændes ogsaa alle Galleribilletterne til de samme +Mellemhandlere. For en eller to Louisd'orer kan de i Regelen faas +tilkjøbs der. En saadan Pris betales gjerne af Pariserne. Blot at have +været i Huset ved en Première, selv om man Intet har kunnet se eller høre +af Stykket, det er allerede en stor Ting. + +Naar Bladene den næste Dag beretter om en saadan Gallaforestilling, har +de ved Siden af deres Kritik over Stykket ogsaa en særegen, udførlig +Artikel om Publikum. Man faaer at vide hvem der har været i Theatret af +Berømtheder, hvad Damerne har havt paa, hvem der har besøgt dem i deres +Loge, hvad de har sagt i Foyeren og andre slige interessante Ting. Flere +Dage efter er Premièren det, Alting drejer sig om. De Lykkelige, der har +været til den, faaer Halvgudsglorie om sig i Befolkningens Øjne. De +overhænges af Venner og Bekjendte, de spørges ud, de maa fortælle og +fortælle om den store Begivenhed, som havde de været med til et Slag, ved +hvilket Nationers Skæbne afgjordes. + +Aftenen selv har over sig et umiskjendeligt Præg af Fest. Herrerne kommer +i Kjole, Damerne i nedringede Selskabstoiletter. Hvor Øjet kiger ind i de +lukkede Loger, glittrer det af Diamanter, store Buketter ligger paa +Brystværnet og fylder Salen med en tung, duftmættet Atmosphære. Endogsaa +helt oppe under Loftet er man pyntet; der er navnlig der fuldt af +Tyveaarsynglinge i det ulasteligste Galla, med frisk Frisering, +guldknappede Spadserestokke, Monocler og smaa Lommespejle, der +omhyggeligt studeres, mens Tæppet er oppe og Klakken paa Bænkene foran +med sine løftede, applauderende Arme spærrer Udsigten til Scenen. De unge +Mennesker har gjort sig saa fine ikke blot af Respekt for Premièren, men +ogsaa fordi der er Mellemakterne. I dem har de nemlig Lov til at gaa ned +i Foyeren og stille deres Ulastelighed til Skue, mens de med den ene +Tommelfinger i Vestens Ærmegab og med den anden Haand støttet tungt til +den guldknappede, slæber deres smaa lakerede Sko og deres hele fine +Person hen over det blankbonede Gulv, med et muggent, blaseret Udtryk, +som var de dybt krænkede over af Hensyn til deres Ven Direktøren ikke at +have kunnet lade deres sædvanlige Parketplads staa ledig og endelig +skaffe sig en Friaften i det tumlende parisiske Festliv, der gjør det af +med dem til Slutning. + +[Illustration: En Première-Loge.] + +[Illustration: Alexandre Dumas fils.] + +Mellemakterne, der ved en Premièreforestilling altid er meget lange, +giver dem Revanche for Lidelserne i Varmen og Mørket oppe under +Hanebjælkerne. De føler sig uhyre. Men Foyeren er ogsaa uhyre +fashionable. En almindelig Aften kommer den noble Part af +Tilskuerpublikummet der ikke. Man aflægger hinanden Visit i sine +Førsteetages-Loger og promenerer lidt udenfor dem i den brede, med bløde +Tæpper belagte Gang, hvor man er for sig selv, men man udsætter ikke sine +Koner eller Døttre for i Foyeren at blive bekiget af dubiøse Blik eller +deres Toiletter for at blive klemte op ad en malproper Arbejderbluse. Ved +Premièren derimod er det en anden Sag. Saa har man hele Theatret for sig, +man er som et sluttet Selskab, man kan bevæge sig, hvor man vil, Foyeren +seer ud som en Salon, fyldt af Gjæster. Gruppe ved Siden af Gruppe, +forbundne allesammen, med Undtagelse maaske netop af Ynglingene fra +Galleriet, til en Helhed ved Hjælp af ivrigt gestikulerende Herrer, der +farter omkring fra den ene til den anden for at rapportere et Giftermaal, +et Dødsfald, en Udnævnelse eller en Skandale, de allernyeste +Begivenheder, der er passerede i den fælles exklusive Verden, som hele +dette Premièrepublikum tilhører. Hvert andet Hoved kjender man igjen fra +Fotografivinduerne. Det er ingen Overdrivelse, naar Bladene tidt ved en +saadan Forestilling fortæller, at Alt, hvad Paris rummer af Berømtheder, +var i Huset. + +[Illustration: Korridoren udenfor første Etages Loger.] + +Baade Forfatter og Aktører anstrenger sig af yderste Evne for at +tilfredsstille dette sjeldne Areopag. Der er i mange moderne Komedier +Repliker, hele Scener undertiden, som kun er skrevne for det, og som +væsentlig kun forstaas af det. Et Stykke gaar i Paris aldrig saa fuldendt +over Scenen som ved den første Forestilling. Man holder Prøve paa Prøve +Maaneder igjennem, til Alt er saa godt, som man overhovedet kan gjøre +det, og i en stor Kraftanstrengelse serverer man da Buketten af Evnernes +og Samarbejdets Potensering for Premiérepublikummet. Dets Dom er absolut +afgjørende og uden Appel. Falder et Theaterstykke i Paris den første +Aften, saa er der ikke nogen Mulighed for, at det kan rejse sig igjen; +gjør det derimod Lykke, er det aldeles uberegneligt, hvor længe det kan +blive ved at spilles. Selv efterat det er blevet ombesat med +Middelmaadigheder; saa det ikke er til at holde ud for Kjedsommelighed, +slaas Publikum om Billetter. Det har Ryet; er man i Paris kommen op at +flyve paa dets Vinger, saa flyver man svimlende højt, helt op til fem, +sex hundrede Opførelser _de suite_ endogsaa. + +[Illustration: Croizette.] + +III. + +Strax Morgenen efter Premieren bringer de virkelig parisiske af +Pariserbladene udførlige Artikler om det nye Stykke. Theatrene begynder i +Paris til forskjellig Klokkeslet, halv otte, otte, halv ni alt efter +Stykkets Længde, men de hører aldrig op før Midnat; en første +Forestilling kan med sine lange Mellemakter tidt trække ud til et, halv +to. Anmelderen har da et drøjt Stykke Nattearbejde. Det nytter imidlertid +ikke; Publikum er altfor spændt paa Udfaldet af den store Aften, til at +det kan vente. Lyder Parolen paa, at det er Noget, som hele Paris vil +strømme til for at se, saa begynder det ogsaa at strømme ligestrax. +Allerede den første Dag er Huset udsolgt til ti, tyve Forestillinger, +eller til saa mange, som Billetkontoret kan naa at sælge til. En saa +alvorlig Begivenhed som Overdragelsen af en Theaterbillet gaar nemlig +ikke for sig uden adskillige Formaliteter. Man maa opgive sit Navn, der +omhyggeligt føres ind paa Theatrets Forkjøbslister og paa Billetten selv. +Ønsker man at medføre Damer, maa derom ligeledes Underretning gives. De +har nemlig i Paris ikke Adgang til Gulvpladserne, det tillades dem kun at +overvære Forestillingen fra Logerne. Til disse sælges ikke enkelte +Pladser, man maa kjøbe en hel Loge, det vil sige mindst fem, sex +Billetter. Saa skal Damen ved Kassen gjennemsøge Listerne for at se, hvad +hun har ledigt omtrent ved det Tidspunkt, da man ønsker at gaa i +Theatret, Kjøberen skal, hvad der ikke er mere end billigt, da det drejer +sig for ham om en Udgift paa halvhundrede Francs eller derover, undersøge +Theaterplanen for at se, om den paagjældende Loge konvenerer ham, kort +sagt: det er en hel Historie, før man endelig har sit Bevis i Lommen for, +at saa og saa mange Pladser tilhører En den og den Aften om en fjorten +Dages Tid. Men Pariserne er ikke utaalmodige. Deres hele Ræsonnement er +det, at det maa være en ganske mageløs Fornøjelse, der venter dem, naar +der er saa megen Rift om den og saa megen Vanskelighed ved at komme til +at deltage i den. De strømmer til, og de bliver ved at strømme. + +Parisertheatrene prospererer da i Virkeligheden ogsaa alle, hvor mange +der end er. Det kan hænde, at en Direktør beregner sit Budget galt, saa +at han personlig gjør daarlige Affærer, men en mere omsigtsfuld +Efterfølger bringer hurtigt Ligevægt igjen mellem Indtægter og Udgifter. +De sidste er ganske vist med de stadig videre og videre udviklede +Fordringer til Udstyrelsens Rigdom og Korrekthed efterhaanden blevne +meget betydelige; man har set Stykker, som Feeriet "Tusind og een Nat", +koste en halv Million, før de kom paa Scenen; men de Summer, der tages +ind, tillader en saadan Luxus. Billetpriserne er dyre. De nogenlunde +ordentlige Pladser koster mellem fem og ti Francs. Den gjennemsnitlige +aftenlige Indtægt bliver paa den Maade for de Theatre, der er lidt i +Velten, fire, fem Tusind, de større kan ganske vel gjøre Regning paa at +have en halv Gang saa meget til. Om Operaen er her slet ikke Tale. Dens +aftenlige Indtægt varierer mellem sexten og tyve tusind, men en +Parketplads koster ogsaa der tretten Francs til ordinær Pris, og den kan +aldrig faaes undtagen til forhøjet. Hvad Théâtre français angaar, saa har +det i de sidste Aar hver Aften taget Maximum ind, det vil sige ni, ti +tusind Francs. Der er heller ingen Udsigt til, at Tallet vil dale. +Vanskeligheden ved at kunne tilfredsstille Riften om Billetter er saa +stor, at man endog saa alvorligt har tænkt paa at indrette den +ligeoverfor liggende Fløj af Palais-Royal til et nyt Theater, saa at man +hver Aften kunde give Forestillinger paa to, med hinanden indbyrdes +forbundne Scener. + +Med Theatrene svælger ogsaa Forfattere og Aktører i Guld. De Førstes +Honorar er mellem ti og femten Procent af Bruttoindtægten. Er det en stor +Succès, kan de paa den Maade tage indtil en halv Million ind paa en +enkelt Komedie. Ved Théâtre français, hvor de mere fremragende +Skuespillere og Skuespillerinder, de saakaldte "Sociétairer", deler +Theatrets Overskud mellem sig, er en aarlig Indtægt af hundrede, hundrede +og tyve tusind Francs ganske almindelig, og selv ved Privattheatrene +spiller de virkelige Stjerner ikke for ringere Gage. Judics Engagement +ved Variétés sikrer hende en halv Million for fem hundrede +Forestillinger, Jeanne Granier, den unge Sangerinde paa Renaissance, til +hvem Paris's Operettekomponister kappes om at skrive Roller i Smag med +"den lille Hertug", har firsindstyve tusind Francs for to hundrede +Forestillinger. + +Naturligvis: disse Guldfloder er ikke Kunstens Maal, og de er heller ikke +Maalestokken for, til hvilken Højde den er naaet i et Land og i en given +Periode. Men det kan ikke nytte at nægte det, i vore Dage er de meget +virkningsfulde og saa halvt om halvt uundværlige Midler til at naa de +høje Maal. Jo mere fristende Lønnen er, desto stærkere anspændes ogsaa +Evner og Kræfter for at fange den; jo bedre et Arbejde betales, desto +større Omhyggelighed kan der anvendes paa det. Enhver fransk Forfatter +har Sigte paa Theatret; det er Valpladsen, hvor hans afgjørende Sejr skal +vindes. Eet Held der er nok, saa er hans Karrière gjort, det bringer ham +Ry, Position, materiel Uafhængighed. Til en saadan Valplads gaar man saa +rustet, som man kan blive. For Aktørens Vedkommende er Sagen den samme. +Føler den unge Mand Kald for Scenen, har han ingensomhelst Grund til ikke +at følge det. Theatret er baade i Stand til at veje hans Talent op med +Guld og til at byde ham en social Stilling, som han skal have stort +Besvær ved at naa ad anden Vej. At de franske Skuespillere lige til for +nylig ikke kunde blive Riddere af Æreslegionen, var en Anakronisme +simpelthen, der var bleven staaende ind i en Tid, hvor den absolut ikke +hørte hjemme. Under den tredie Republik er den dramatiske Kunstner +fuldkomment lige saa anset som enhver anden Talentets Mand. Han er en +feteret Gjæst i de fornemste Saloner, han omgaas paa lige Fod med Folk i +Statens øverste Poster. Coquelin er nærmeste Ven med Frankrigs første +Politiker og dets tilkommende Overhoved. Dupuis afslutter literære +Konventioner med Rusland og indstiller franske Forfattere til russiske +Ordensdekorationer, selv en udelukkende Farceskuespiller som Christian er +Maire i den Kommune, hvor han har sin Sommervilla. Staten giver med sine +Subventioner allertydeligst Attest for, hvilken Respekt den har for +Theatret. Operaen, Opéra-comique, Théâtre français og Odéon faaer +halvanden Million aarlig i Statstilskud. Det har hverken Literaturen +eller de bildende Kunster. Og iøvrigt er jo nu ogsaa Skuespillernes +Udelukkelse fra den nationale Dekoration hævet. Got bærer sit røde Baand, +og han bærer det saa berettiget som Nogen i Landet. + +Theatrets Prosperitet drager imidlertid ikke alene Talenterne til sig, +den udvikler dem ogsaa. Den giver Skuespillerne, hvad der saa mange andre +Steder fattes dem, den tilbørlige Tid til at udarbejde en Figur. Det er +højst karakteristisk, hvilken Betydning der i Frankrig tilskrives en +Rolles "Création". Allerede Ordet angiver, hvorledes der deri lægges en +ikke blot reproducerende, men originalt skabende Virksomhed. Man taler om +de Roller, en Skuespiller har "kreeret", som man taler om en Digters +Værker. Og man gjør det tidt med megen Grund. Figurer som de, Got og +Coquelin viser os i "Les Rantzau", er i Virkeligheden skabte af dem. Men +den Uendelighed af fine, karakteriserende Træk, hvorved de har gjort Jean +Rantzau og den gamle Skolelærer til saa levende Menneskeskikkelser, som +der nogensinde er set paa en Scene, de er ogsaa kun Resultatet af et +meget stort og meget samvittighedsfuldt Arbejde. Coquelin har i sex +Maaneder anvendt flere Timer daglig paa at udforme det Billede, han havde +tænkt sig, og i to, tre Uger umiddelbart før Stykket skulde gaa, lod han +alle sine øvrige Roller doublere for ikke ved noget Andet at distraheres +fra sin nye "Création". Sligt er ikke muligt, hvor Theatret skal slide +for Brødet; kun naar det er situeret som i Paris, kan det tillade sig en +saadan aristokratisk Soignering. Der har Talentet alle Betingelser for at +kunne perfektionnere sig. Og ethvert kan komme paa sin Plads. Det er ikke +der en enkelt exklusiv Scene, hvorom al Interessen samler sig, der er en +hel Række af Theatre, som kan byde den dramatiske Kunstner en Position af +første Rang. De største Forfattere forsyner deres Repertoire, et ligesaa +intelligent som talrigt Publikum fylder deres Sale, de har Traditioner, +de har Anseelse, de har Rigdom, Alt, hvad der kan stille Talentet i +Relief. Derfor kommer det til dem. Palais-Royal har gjennem Aartier +stadig havt og har endnu en Samling af komiske Skuespillere, der er +aldeles uforlignelig, Judics Kunst er saa overlegen som nogen +Skuespillerindes, og Variétés har foruden hende en Dupuis, en Baron, en +Lassouche, en Léonce, det er ikke muligt at faae nogen i sin Art mere +fuldendt Forestilling at se end der. Vaudeville har Blanche Pierson, +Renaissance Granier, selv ved Smaatheatre som Nouveautés finder man +Kræfter som Brasseur og Mlle. Ugalde. Der er knap noget eneste af +samtlige Parisertheatre, som ikke i en eller anden Retning kan byde +noget Udmærket. + +[Illustration: Samary] + +IV. + +Denne Floreringstilstand er et Resultat af Paris's exceptionelle +Stilling, først og fremmest som Centrum for det hele dramatiske Liv hos +en Nation, der paa dette Punkt har ganske særlige naturlige Anlæg, som +det umaadelige Verdenskaravanserai dernæst, i hvis Fornøjelsessvælg +daglig Tusinder og atter Tusinder af Rejsende fra alle Jordens Egne øser +deres Guld. Før Jernbanerne kom, var en Snes Opførelser af et Stykke det +Almindelige, halvtreds det kun overordentlig sjeldent naaede Maximum; nu +spilles Alt det tidobbelte Antal Gange. Sæson efter Sæson kommer man +højere og højere i Vejret, Kulminationspunktet er aabenbart ingenlunde +naaet endnu. + +[Illustration: Dandserindernes Paaklædningsloge.] + +Sine betænkelige Sider har disse Forhold imidlertid ogsaa. De ligger +mindre i den Mangel paa Tilførsel af friske Kræfter, som Udslukningen af +det dramatiske Liv i Provindsen kunde synes at maatte drage efter sig. +Hvor de end kommer fra, myldrer det stadig med nye Talenter. Ved Théâtre +français for Exempel er aldrig saasnart Madeleine Brohan begyndt at +blive, gammel, før man har Sarah Bernhardt, og efter hende Croizette, for +slet ikke at tale om Reichemberg og Broissat. Før Croizettes Stjerne +endnu er blegnet, dukker Samary op, og næppe har hun faaet Tid til at +gjøre sit Talent gjældende, før der paa Trinet under hende er en Yngre, +Baretta, til at fængsle Opmærksomheden. Allesammen er de komne i ikke +synderligt over en halv Snes Aar, det er ikke blot en uafbrudt +Rækkefølge, det er en Succession, der formelig jager hinanden. Heller +ikke den Mangel paa Plads for den dramatiske Produktion, der bliver en +Følge af Masseopførelserne, har noget Ængstende ved sig. Theatrene i +Paris er saa talrige, at det virkelig Gode altid vil kunne komme frem. +Desuden er Komponisterne allerede begyndt at ty til London, Bruxelles og +St. Petersborg; bliver Tumlepladsen paa Parisertheatrene virkelig de +dramatiske Forfattere for snever, vil de hurtigt følge Exemplet. Derimod +ligger der i Beskaffenheden af det Publikum, som Fremmedtilstrømningen +leverer, en alvorlig Fare. Selv om det forstaar Fransk, mangler det dog +Parisernes dramatiske Opdragelse. Det er tilfreds, naar det faaer en +Komedie at se, der har Ry; Udførelse og Sammenspil kan saa være, hvordan +det vil. Naar et Stykke er gaaet nogle hundrede Gange i Træk, og de +oprindelige Kræfter ikke længer kan holde ud at spille i det, ombesættes +det med andre, der er dem langt underlegne; men Udlændingene, som nu +udgjør Tilskuernes Pluralitet, lægger ikke engang Mærke til det. Denne +Uskik har allerede grebet saaledes om sig, at man endogsaa paa Théâtre +français kan se den franske Literaturs Mesterværker gaa over Scenen paa +en Maade, der er noget nær skandaløs. Meget ofte forstaar de Rejsende +ikke engang Fransk. De tyer da til de Theatre, hvor der er Noget for +Øjet. Udstyrsstykkerne, særlig de saakaldte _pièces à femmes_, bliver ved +denne Tilstrømning ligesaa ængsteligt talrige som ængsteligt blottede for +Alt, hvad der har det Mindste med dramatisk Kunst at gjøre. Man ser +Stykker som det vanvittigt meningsløse "Tusind og en Nat" gjøre en +aldeles formidabel Lykke, give ti, tolv tusind Francs hver Aften ved +flere hundrede Opførelser ene og alene, fordi det vrimler paa Scenen med +Heste, Hunde og Elefanter, og fordi der i Dekorationer, overlæssede med +Guld og Farver og fantastiske Lysvirkninger, præsenteres +Masseudstillinger af unge Kvinder i Kostumer, der som oftest allerhøjst +er Antydninger af Kostume. Man kalder det Ballet, men dandse kan kun den +enkelte Primadonna, og hun er forskreven fra Udlandet, idet Dandsen +nemlig er en Kunst, der overhovedet ikke kjendes i Frankrig. Resten er +Smaapiger fra Portnerloger og Modemagasiner, Sypiger og Kunstnermodeller, +af hvilke man ikke forlanger andre sceniske Kvalifikationer, end at de +kan tage sig ud i Trikot. Udvalg har man nok af altid, skjøndt en saadan +Ballet er en hel lille Armee. Saa saare det rygtes, at et nyt +Udstyrsstykke er paa Stabelen, strømmer de smaa theaterlystne Evadøttre i +Hobetal til fra alle Kanter af Paris for at lade sig hverve, og man har +Kasernen overfyldt i en Haandevending. Gagen er kun en Snes Sous pr. +Aften, Tjenesten streng, Behandlingen, de faaer, rent soldatermæssig. Men +de har Ungdom og Fantasi de Smaa, de har megen Livslyst som Vind i +Sejlene og meget lidt Moral hjemmefra med som Ballast. Naar der er et Par +Minutters Fritid fra Omklædningerne uden Ende, og de sidder oppe i +Paaklædningslogerne med deres Kammerater og fortæller hinanden +Fehistorier om Forgængerinderne, saa glider det snevre Rums Vægge +tilside, og ude i Baggrunden dukker der det ene lokkende Billede op efter +det andet. Theaterlivet har sine Changementer større, mere uforudsete +endnu end de i Eventyrkomedien dernede paa Scenen. Hvad der er hændet de +Andre, hvorfor skulde det ikke kunne hænde dem? De har jo nu ogsaa +"deres" Theater, "deres" Loge, "deres" Prøver, og de kan anskaffe sig +smaa rosenrøde Visitkort, hvor deres Navn staar i Snirkelskrift og et +fint lille "du théâtre de la chose" nedenunder. Det er det første Skridt, +Skridtet, der koster. Siden gaar Alting af sig selv. Før Stykket er +spillet til Ende, kan de være flyttet fra Paaklædningslogen over i +"deres" Hotel, _un vrai petit bijou_ af et Hotel med Rosentræsmøbler og +lyseblaat Silketapisseri. De kan kjøre i Boulogneskoven i "deres" Vogn, +med "deres" Heste og "deres" egen lille søde Groom. Hvem veed, maaske kan +der paa Visitkortet staa "comtesse" eller "baronne" og en Krone ovenover, +som er ægte, og som har Ret til at staa der. Nede mellem Kulisserne er +der ikke blot Brandfolkene til at kurtisere. Der kommer saa mange +distinguerede kjoleklædte Herrer op, baade unge med Esprit og Humør og +gamle med Diamanter i Brystet og Diamanter paa Fingeren. Og de er saa +mageløst elskværdige, og de inviterer til Souper og sender Etuier fra Rue +de la Paix og Fontana. Man spørger _maman_ hjemme, hvad man skal gjøre. +Maman siger som Mme. Bichon: "Il y a des situations dans lesquelles on +est obligé de prendre quelqu'un." Og saa gjør den Lille _son choix_, og +Alverden er tilfreds--saalænge det varer. + +[Illustration: Mellem Kulisserne.] + +Kun Fru Thalia har skjellig Grund til ikke at være det. Engang imellem +tager en eller anden Avis sig af hendes Sag og holder Formaningstaler mod +Theatrenes Forvandling til Menagerier og Fruentimmerbazarer. Men +Fremmedtilstrømningens Guld har en Klang, der lyder højere og sødere i +Direktørens Øren. Han stopper det i Lommen og tager de smaa +Formaningstaler med paa Kjøbet, og Forholdene bliver, som de er. Nu, +Noget af den Slags maa der naturligvis ganske nødvendigt altid findes i +en By som Paris. Faren er kun, at det ikke breder sig. Og i saa Henseende +er der et fortræffeligt Bolværk til at standse: Parisertheatrenes uhyre +Konservatisme. Man møder den for hvert Skridt. Saasnart man kommer ind, +finder man ved et højt Bureau tre fine Herrer i Kjole og hvidt +Halstørklæde, der anmoder om Ens Billet. Det er dog ikke for at beholde +den. De bytter den simpelthen om med en anden, som man saa afleverer ved +den egentlige Indgang. Hvad de skal gjøre godt for, er der Ingen, der +begriber. Men de har siddet der saalænge som Theatret har staaet, og +derfor bliver de ved at sidde der. Hele Aftenen sidder de og pynter op i +Entréen og viger ikke af Stedet. Man har en Fornemmelse, som var de +Grundpiller, og som Theatret maatte styrte sammen, hvis de forsvandt. Er +man kommen ind i Korridorerne, har man "Ouvreuserne" paa Halsen. De skal +anvise Ens Pladser. Det vilde være langt simplere, om Billetterne bar +Numer, som alle andre Steder i Verden, men saa var Ouvreuserne ingen +Nytte til, og de er et gammelt Inventarium, der for enhver Pris maa +bibeholdes. Saadan er det i Smaat og saadan i Stort. Det, at den franske +Theaterforfatter næsten aldrig vover sig ud fra Salonerne, ud i den frie +Natur mellem andre Mennesker end netop Parisere og Grever og Baronesser, +det er et Udslag af akkurat det Samme. Det er, om man vil, ikke Andet end +Respekt for Traditionen; Alt, hvad der er godt i vor ufuldkomne +menneskelige Verden, har jo i Regelen ogsaa sin svage Side. Men hvad det +end er, saa vil det bevare den virkelige, ægte Komedie paa de +Pariserscener, hvor den har gammel Hævd paa at florere. Deres Antal er +mange. De vil beholde Pariserne som Publikum, og de vil altid trods +Udstyrstheatrene faa en saadan Forstærkning af de Fremmede, at de kan +gjøre glimrende Forretninger selv med det Gode, de præsterer, og at der +følgelig ingen Grund er til Forandring. Paris's Ophøjelse til +Theatercentrum ikke blot for hele Frankrig, men saa halvvejs samtidig for +den hele civiliserede Verden bringer da saaledes i Theatrenes forøgede +materielle Velvære den franske dramatiske Kunst en stor Støtte, uden +samtidig at medføre væsentlige Farer for den. I gamle Dage har Talentet +muligvis kunnet leve af Kildevand og Maaneskin. Det er for vort +Aarhundredes mindre primitive Mennesker vanskeligt at sætte sig ind deri. +Nu kan det det i hvert Fald ikke længer; i vor Tid trænger det til god +Vin og god Føde, naar det ikke skal faa Svindsot. Paris er saa heldig +baade at have dramatiske Talenter nok og at kunne give dem tilstrækkelig +Føde til, at de kan voxe sig store og stærke. + +[Illustration: Théâtre français' Yngste: Mlle. Baretta.] + + + + +SOMMERLIV OG FESTER. + + +Grand prix de Paris. + +Paris har ligesaavel som London sin Saison, visse Maaneder af Aaret, da +Befolkningens fine Portion er forpligtet til at lyksaliggjøre Hovedstaden +med sin Nærværelse, og da følgelig Byens Liv naaer sin højeste Potens. +Men man er dog ikke ganske saa rigorøs som hos de stive Britter. De kan +ikke, uden at sætte deres gode Navn og Rygte paa Spil, vise sig i +Westend-Palæerne en eneste Dag før den 1ste Maj, og de kan heller ikke +uden Risico for, at de mest kompromitterende Rygter bringes i Omløb om +dem, atter forlade disse Palæer før netop den 1ste August. Selv for den +allernobleste Franskmand er derimod et Pariserophold tilladeligt paa +hvilkensomhelst Tid af Aaret, det kan være ham til Behag. Paris gaar det +an at foretrække, endogsaa naar "Alverden" er i Nice og Cannes, paa +Jagtslotte paa Landet, eller i Badevillaer ved Kysten. Men sin Sæson har +Byen alligevel. Den falder sammen med den Tid af Aaret, da Paris er +skjønnest. Saasnart de første Foraarsbebudere kommer, kommer ogsaa den +fornemme Verden hjem fra Rivieraen ved Middelhavskysten. Paris er da paa +sit Højeste. Den svælger i Fester, den bugner af Luxus. Theatrene byder +paa Sensationspremièrer, de berømte Virtuoser kommer fra alle Jordens +Kanter og lader sig høre ved Koncerter, hvor den simpleste Plads er til +en Louisd'or, der arrangeres straalende Velgjørenhedsmarkeder og elegante +Bazarer, hvor Grevinder og Hertuginder og Fyrstinder staar i Butikerne, +den officielle Verden giver sine store Galamiddage, Faubourgernes, +Pengenes, Kunstens og Litteraturens, ja selv Demimondens Aristokrati +kappes om at holde Soiréer og Baller hver eneste Aften. Saaledes bliver +det ved at gaa tre, fire Maaneder paa Rad, indtil endelig det hele +tumlende Fornøjelsesliv den første Søndag i Juni ender med en +Slutnjngsfête, der stikker alle de andre, med _le grand prix de Paris_, +Frankrigs Derbydag, de store Væddeløb paa Longchamps-Sletten. + +Denne Dag er efterhaanden bleven en af Paris allerstørste Festdage. Det +er i Grunden kun Nationalfesten den 14de Juli, der er mere. Og der er +endda den Ting at bemærke, at ved Nationalfesten holder +Ikke-Republikanerne sig tilbage for at protestere; til de store Løb +derimod maa Alle med uden Menings- og uden Standsforskjel. I den fornemme +Verden har det allerede under Kejserdømmet hørt til god Tone at tage +Afsked med hinanden ved et Glas Champagne paa Saddelpladsen, før man +lægger sig paa Landet, og denne gode Tone er med Aarene trængt ud til +bestandig bredere og bredere Samfundslag. Nu er der knap en sølle Calicot +længer, der ikke finder Longchampsudflugten nødvendig for at hævde sin +sociale Position. _Le grand prix_ er den Dag, da alle Parisernes +Sparegrise, selv den beskedneste Arbejderfamilies, slaas i Stykker. Og +har man ikke nogen Sparegris, saa har man dog altid en eller anden +Gjenstand, man kan sætte paa Mont-de-Pitié for at komme med. Man skal til +Longchamps, hvordan det saa gaar. Det er ikke egentlig for Løbenes Skyld; +Pariserne sidder der ikke som Englænderne nogen medfødt Sportsmani i +Blodet. Det er just heller ikke for at more sig; naar man vil være ærlig, +veed man ganske vel, at Dagens Besvær tidt bliver større end dens +Morskab, saafremt man da ikke har hele Lommen fuld af Guld. Men man maa +afsted alligevel. Naboer og Gjenboer, alle mulige Bekjendte er med, saa +kan man jo dog ikke blive siddende hjemme. Og saa er der ogsaa een Grund +til. Man giver sine Penge ud paa Væddeløbsdagen i det stille Haab, at de +skal komme ind igjen med Renter og Rentes Rente. Man vædder. Alle gjør +det; Sadlepladsens Publikum sætter Tusindfrancsnoter paa Spil, +Tribunernes Hundredefrancssedler og den store, vulgære Masse paa +"Grønsværet" Louisd'orer og Femfrancer. Spilleraseriet er en af +Kræftskaderne ved det moderne Parisersamfund. Det er ikke blot paa +Børsen, at Alverden gjør Forsøg paa at tjene sig rig i en Haandevending; +overalt, hvor man kan komme til det, tumler man med ind i den vilde +Parforcejagt efter de rullende Guldstykker. I de parisiske "Cercles" +tabes og vindes der ved Baccarat-Bordet Millioner hver eneste Aften, og +den Del af Befolkningen, der ikke kan betale de Hundrede, to eller tre +Hundrede Francs aarlig, som det koster at blive Medlem af en saadan +Spilleklub, rangerer sig da paa anden, billigere Vis ind i Fru Fortunas +Tilbederlegion. Efter Frokosttid, næsten hele Dagen igjennem, er de +parisiske Kaféborde fulde af smaa grønne Klædesplader, paa hvilke de +jevnere Samfundsklasser, helt ned til Arbejderen, vover deres surt +fortjente Ugeløn i Ecarté; der pareres ved Billarderne, der spilles i +Smug alle Slags Hasard i ethvert Beværtningslokales Bagstuer, der spilles +kort sagt af Alle og overalt. Væddeløbsdagen er en velkommen, saa at sige +med det Officielles Stempel paatrykt Anledning til at tilfredsstille +denne uhyggelige Passion under exceptionelt fristende Forhold, i fri +Luft, Menneskemylr og Sommersolskin, omgiven af Festvirvarets +nervepirrende Ramme. Enhver maa til Bookmaker'nes Boder. Der er Hundreder +af dem, og de gjør uhyre Forretninger allesammen. Naar det kommer til +Stykket, er det maaske først og fremmest dem, der gjemmer Alruneæblet, +som paa den store Væddeløbsdag drager alle Mennesker til +Longchampssletten. + +[Illustration: "Bookmakeren"] + +Allerede tidlig paa Morgenstunden begynder Udvandringen. Da det dog +alligevel skal være Feriedag, vil man gjøre den saa lang som muligt. Og +desuden gjælder det ogsaa at være betids paa Pletten for at faa en Plads, +hvor man nogenlunde kan se. Forsynede med appetitlige Frokostkurve sætter +formelige Hære af Smaaborgerfamilier sig i Bevægelse i Retningen af +Suresnes. Fra Klokken otte gaar der overfyldte Jernbanetog, Seinedampere, +Sporvogne og Omnibusser hvert andet Minut. Det er, som om det gjaldt en +Massestorm paa Mont Valérien. Men de mylrende sorte Striber af +Menneskemyrer kravler ikke op ad Højen, de følger Trup over Suresnesbroen +og spreder sig saa og besætter hver Grønsværsplet i Terrænet mellem +Neuilly, Boulogneskovs-Kaskaderne og Seinen. Der pakker de Kurvene ud og +holder efter Marchen Siesta i de kølige Skovskygger. De har behov at +forberede sig til at kunne staa imod Eftermiddagens Trykken og Trængsel +og Støv og Solhede; allerede før Et maa de sige Farvel til Træerne og +foretage deres Kapløb ned til Snoren, som indhegner Væddeløbsbanen. +Samtidig er ogsaa Vognene begyndt at komme rullende. _Grand prix_ er +Pariserkudskenes store Festdag. De, der nyder den Ære at throne paa +aristokratiske Selvejerekvipagers Bukke, faar Lov til at stille Husets +Maximum af Forspands-, Seletøjs-og Kjøretøijs-luxus paa Parade, de +ordinære Hyrekudske har den Tilfredsstillelse at faa et saadant Maximum +af Kjørepenge, som de ikke fortjener nogen anden Dag af Aaret. I Reglen +slaar Bekjendte sig sammen allerede flere Uger i Forvejen for at leje en +Vogn til de store Løb. Prisen er da noget over et halvhundrede Francs for +de almindelige Droschker og for Kjøretøjer med et større Antal Pladser i +Forhold dertil. Men har man ikke været forsynlig og lejet paa Forhaand, +kan det meget vel hænde, at man paa selve Dagen ikke slipper under det +Dobbelte. Ved den Slags Lejligheder er en parisisk Droschkekudsk grumme +lidt medgjørlig. Han farter op og ned ad Boulevarderne og ryster +overlegent paa Hovedet, selv om man stiller sig op paa Fortovet og holder +Louisd'orer frem og viser ham. Han tør ikke standse, har engang en af dem +forklaret mig. Inden den gentile Herre paa Fortovet naaede ud til Vognen, +kunde en brav Bourgeois springe op og tvinge ham til at kjøre _à l'heure_ +hele Resten af Dagen. Han giver sig ganske rolig Tid, til han kan se sit +Snit og faa god Ladning. Han veed, at for hver Time, der gaar paa den +store Væddeløbsdag, stiger Vognene i Pris, til der til Slutning saa at +sige ikke er en eneste længer at faa indenfor Paris's Fæstningsværker. + +Fra Klokken to holder de i endeløse Rækker ned over alle Vejene, der +fører til Longchamps. Man vilde naa et Tal af over ti tusinde, hvis man +var i Stand til at tælle dem. Thi fra Klokken to, det Tidspunkt, da det +første Løb begynder, er Sadlepladsen, Tribunerne, den store +Grønsværsslette, Alt fuldt af hver sin forskjellige Art af +Tilskuerpublikum. Der kan være indtil tre hundrede tusind Mennesker +klumpede sammen paa dette Sted. Man kan overse hele Terrænet fra +Tribunernes øverste Bænke; det er et Syn, som det næppe nogetsteds paa +Jorden er muligt at finde et Sidestykke til. Der er her ikke Tale om +spredte Grupper; det er, som om man vilde tænke sig en vældig, +uoverskuelig Kornmark, bevoxet ikke med gule Straa, men med +Menneskekroppe. Vrimmelen er ligesaa tæt, Fladen, der dannes af de mørke, +hattebeklædte Hoveder, ligesaa sammenhængende kompakt som den, der dannes +af de bugnende Ax. Hist og her stikker røde Parasoller frem som glødende +Valmuer; unge Piger er sprungne op paa Vognsæderne og staar der i deres +lysfarvede Sommertoiletter som blaa Kornblomster eller gule +Agerkaalsstilke og sætter brogede Pletter i den sorte Mark. Hele Fladen +gynger og vugger sig som kruset af Vindkast, men ind i Mylren kan Øjet +ikke se, det kan kun ane derinde en mystisk, æventyrlig Uendelighed af +muntre, vexlende Folkelivsbilleder, som sætter Fantasien i Bevægelse og +ligesom fylder Rummet med en kondenseret Essens af Liv og Glæde. Fra +denne Hovedmasse strækker sig ud, langt, langt bort i det Fjerne, langs +hele Væddeløbsbanens Snor, tætte sorte Myregange af andre +Tilskuerklynger; Bakker med rigt schatteret Skovbryn indfatter Billedet, +over det Altsammen ligger Guldglands af den varme Junisol. + +[Illustration: Paa Tribunen.] + +Og saa er der Maleriets Forgrund, som man har lige ved Siden af sig. Hver +af Tribunerne fortsættes forneden af en Enceinte, fyldt med Straastole. +Ogsaa der er der tætproppet af Tilskuere. Det er den fashionable Part af +Publikum. Allerede paa Femfrancspladserne opdager man det ene +extravagante Toilette ved Siden af det andet; paa dem, hvor det koster en +Louisd'or at komme ind, holder de formelige Saturnalier. Det store +Finantsaristokratis, stundom den virkelige Faubourgadels Damer med, og de +store Kokotter overbyder hinanden i Opfindsomhed. Deres Fantasi bryder +sig ikke om at tage Skjønheden med paa Raad, det gjælder kun at vække +Opmærksomhed. Om de seer ud som Paafugle og Pappegøjer, er dem +ligegyldigt, naar der blot bliver lagt Mærke til dem, og de kommer i +Avisen den næste Dag. De leverer Forestillingens Ouverture, og +Kappestriden mellem dem kan paa sin Vis være fornøjeligere end Kapløbet +inde paa Banen. Hvert Øjeblik gaar der som et elektrisk Stød gjennem +Tribunepublikummet. + +[Illustration: Paa "Grønsværet".] + +Alle rejser sig op, Beundrings-Ah'er og Vittigheder regner ned rundt +omkring, man applauderer, man hviner tidt himmelhøjt. Det er et +Parasolmonstrum i Solbrandsfarver og oversaaet med Fuglereder, man har +opdaget inde paa Sadlepladsen, en Frøken med Lueforgyldningsbroderier paa +den hvide Atlaskeskjole eller en havfrueagtig Fremtoning i Sivgrønt: +sivgrøn En-tous-cas, sivgrøn Kjole, sivgrønne Strømper og sivgrønne Sko, +Altsammen bedækket fra Top til Taa med en Mylr af ganske smaabitte +Sneglehuse. Det er kun i Paris, at man ser Sligt, og det er selv i Paris +kun den ene store Væddeløbsdag, at disse Toilette-Orgier rigtigt kan faa +Lejlighed til at slaa Gjækken løs. + +[Illustration: I Enceinten.] + +Signalklokken ringer, Jockeyerne farer ud paa deres stolte, fine, +adelige, men gyselig magre Væddeløbere. Tribunepublikummet har studeret +Programmet, det kjender Dyrene paa Jockeyernes Farver, og det raaber +deres Navne for at gjælde for Sportsmænd, der veed Besked. Men nogen +overdreven Enthousiasme for de første af Løbene er der dog egentlig ikke. +De maa mere betragtes som en appetitvækkende _Pièce de rideau_ før den +rigtige, store Forestilling. Det drejer sig kun om fem, sex tusinde +Francs, Summer, der paa en saadan Dag er altfor ubetydelige til at kunne +vække nogen virkelig Spænding. Og saa er der ogsaa det, at man ikke er +absolut sikker paa, om disse Løb nu ogsaa kan betragtes som rigtig +alvorlige. Man fortæller om saa megen _"blague"_ ved Smaaløbene, om +bestukne Jockeyer og Ejere, der med Vilje lader deres Dyr tabe, fordi de +i hemmelig Forstaaelse med en Bookmaker har store Pareer imod dem. Alle +mindes Affæren fornylig ved Chantilly. En Jockey blev kastet af og kom +slemt til Skade, og det oplystes da, at han var betalt af sin Herre for +at holde Hesten tilbage. Men Dyret havde været stærkere end han; dets +Instinkt fortalte det, at der var Noget i Vejen, og det skilte sig saa af +med sin Rytter og sørgede paa egen Haand for at komme ind som Numer Et. +Der skal gaa mange af den Slags Ting i Svang, veed man, og det svækker +Interessen. Med _"grand prix"_ derimod er det en anden Sag. Der gjælder +det baade Æren og Prisen, og den sidste er ikke mindre end hundrede +tusinde Francs. Det kan pirre. + +[Illustration: I Enceinten.] + +Der kommer en umaadelig Bevægelse mellem Publikum, saa saare Tallene +begynder at springe frem paa den sorte Tavle, hvor de Løbendes Numere +markeres. Alle rejser sig op. _"Assis! assis!"_ brøles og hvines der fra +Tribunerne, men Enceintepublikummet nedenfor dem tager ikke Notits af +deres Raab. Damerne springer op paa Stolene og holder deres Kikkerter i +Beredskab; selv den mest stikkende Sol har de i dette Øjeblik ingen Tanke +for. "Hvem løber?" det er det første store Nysgjerrighedsspørgsmaal, det +gjælder om at faae besvaret. Det ene Tal springer frem efter det andet; +til _"grand prix"_ er der altid ti, femten Konkurrenter mindst, og man +trækker sig kun grumme nødigt tilbage. Selv om den ikke har nogen Udsigt +til at vinde, er det dog altid en uhyre Rekommandation for en Hest, et +Slags Adelsdiplom, at den har været med ved det rigtige store Løb. Man +kiger paa Programmet, man henter biografiske Notitser om Dyrene hos +Naboerne rundtomkring. Der er da ingen Overraskelse i Gjære? Der findes +forhaabentlig ikke mellem Deltagerne i Løbet nogen af de +hemmelighedsfulde Ubekjendte, som, opdragne i Smug af en +Førsterangstrænør paa et eller andet fjernt, øde Sted, pludselig dukker +frem og gjør alle Sportsmændenes Beregninger til Skamme? Man har set +Sligt ikke saa sjældent endda. Og findes der en saadan Konfusionsmager, +saa er jo alle Chancer, hvorpaa man har støttet sine Væddemaal, ikke to +Sous værd. Har man derimod udelukkende med bekjendte Løbere at gjøre, saa +er det i Regelen muligt at forudse Resultatet med nogenlunde Sikkerhed. +Der mangler sjælden en stor Stjerne, mod hvilken der kun pareres med +Enere mod Tiere. + +Men hvor bliver den af, denne Dagens Helt? Dens Tal staar endnu ikke paa +Tavlen. Om der var tilstødt et Uheld! Om den pludselig var bleven +indisponeret og ikke kunde vise sig paa Arenaen! De store Væddeløbere er +ømfindtlige som de store Primadonnaer. Ængsteligheden begynder at brede +sig. De, der har været bag Kulisserne, beroliger imidlertid. Der kan +umulig være hændet Noget. "Bruce" er kommen fra England med specielt for +den lejet Extratog, og siden sin Ankomst har den stadig været omgiven af +en Livvagt paa sex fuldt paalidelige Karle, der med ladte Revolvere har +vaaget over, at ingen snedig Bandit sneg sig ind i dens Stald, beruste +den med Brød, dyppet i Vin, eller paa anden Vis gjorde den uskikket til +at lade sine Evner straale i det skjønneste Lys. Den er sund og frisk, +glødende af Kampiver, forsikrer de; de har været i Stalden endnu om +Morgenen. Herrer og Damer seer paa dem med beundrende, misundelige +Blikke; Hjerterne hører op at banke i Uro. Og der er jo virkelig ogsaa +dens Tal paa Tavlen. Et højt, tusindtunget Hurraraab hilser det. Men det +skjæres over paa Midten, Signalklokken klemter, og der bliver i samme Nu +Stilhed over den store Væddeløbsbane som i Theatret, naar Tæppet hæver +sig. Alles Øjne vender sig mod Sadlepladsens Enceinte. En efter en i +Række kommer Jockeyerne ridende ud derfra. De gjør en lille Galopfart for +at presentere sig ned over Banen en face for Tribunerne. Saa standser de +foran Dommerestraden, en ny Klemten, og Løbet begynder. Hvor der strækkes +Hals, hvor der hvines, hvor der vinkes med Lommetørklæder og Hatte og +Parasoller i Et uendeligt Brøl fylder hele Sletten. Hver Tilskuer raaber +sin foretrukne Dystløbers Navn og bliver ved at raabe det under hele +Løbet, som om Hesten kunde høre det, og som om det uvægerligt maatte føre +den til Sejer, naar det blot overdøvede alle andre. Der kommer de frem +ved Skovbrynet. "Invincible" er foran! Nej, "Bruce" tager den igjen! Den +holder sig! Den øger Distancen! Hurra for "Bruce"! Hurra! Hurra! Hurra! + +De tager ingen Ende disse Hyldestraab, medens den lykkelige Jockey, +førende sig som en Heros, promenerer Dagens Sejervinder i Triumf hele +Væddeløbsbanen rundt. Gommeuxherrer og Sportsmænd paa Sadlepladsen +flokker sig lykønskende om Ejer og Trænør. Den Første tager ved dette ene +Løb en halvandet hundrede tusind Francs ind foruden de betydelige Summer, +Bookmakerne muligvis samtidig har ladet flyde i hans Kasse; den Sidste er +efter denne Dag Sportsverdenens store Stjerne, til hvis Gunst hele det +unge Aristokrati bejler mere end til nogen moderne Skjønheds, og hvis +Tjeneste betales højere end en Adelina Pattis og en Faures Toner. + +Efter _"le grand prix_" følger der atter andre, mindre Løb med Priser fra +sex til femten tusind Francs. Det Hele ender først henimod Aftentid. Men +Væddeløbsslettens Publikum tyndes ud langt tidligere. Den fornemme Part +maa se itide at faa fat paa sine Kjøretøjer, der kan gaa Timer, før de +findes, og den store Hob maa tilbage for fra Stolene paa begge Sider af +Champs-Elyséesavenuen at være Vidne til det nye Skuespil: _le rétour des +cours,_ den uendelige Mylr af straalende Ekvipagers Hjemkjørsel i Parade. +Hele den brede Allée er opfyldt af et ustandseligt Tog, det er en +formelig Hær af Vogne, og det varer Timer, før Revuen tager Ende. Her +holdes Hovedmønstringen over Toiletterne; hvert Minut bringer +Overraskelse paa Overraskelse. Er _"le grand prix"_. Slutningen af +Parisersæsonen, saa er den ogsaa dens Apotheose. Man vil vise +Udlændingene sin kjære Stad i al dens Herlighed, før man overlader den +til deres Indvandring. Fra den første Mandag i Juni har de Lov til at +fylde den med Rejsekostumér og røde Baedekere, men den store Væddeløbsdag +skal den være sig selv, være paa Højden af sin Glands og Pragt. Og det +er den. + +Badeliv ved Kysten. + +Sommervarmen i Paris er som oftest ingenlunde uudholdelig. Saalænge Solen +befinder sig paa Himlen, er i Reglen ogsaa Vandslangerne i Bevægelse, En +hel Hær af Arbejdere er fra Morgen til Aften beskjæftiget med at holde +Alting vaadt, der bliver sprøjtet og sprøjtet paa Makadamiseringen, +Husfacaderne overrisles, Gaardene sættes under Vand, Trottoirerne skures +og vaskes i en Uendelighed. Det giver Friskhed og Kjølighed, saa den +store Bys Indeklemthed ikke trykker. + +Men alle Regler har desværre sine Undtagelser. Af og til, naar +Temperaturen stiger særlig højt, og Sommeren bliver særlig tør, vil Dhuys +og Vannes, de to smaa Floder, der forsyner Paris med Vand, ikke længer +gjøre deres Skyldighed. Saa begynder Paris's Trængselstid. Byen begraves +i Støv. Som en tæt, brunliggul Taage stiger det op fra de milelange +Boulevarder og Avenuer. I de første Morgentimer staar denne Taage endnu +lavt, som om den ikke rigtig selv vidste, hvorvidt den vilde løfte sig i +Vejret eller løse sig og forsvinde. Men efterhaanden som Byen vaagner, +efterhaanden som der kommer Folk og Færdsel, med hver ny Vogn og hver ny +Fodgænger hæver den sig højere og højere. Den ruller ind over Byen i +voxende Skyer, der breder og breder sig fra Kvarter til Kvarter. Indtil +henimod Middag kan Solen endnu skinne igjennem dem, saa de tager sig ud +som en fin, langsomt faldende Regn af smaa Guldatomer. Men Time efter +Time fortætter de sig. Længere frem paa Dagen er det en fedtet, kvalm, +okkergul Os, der hyller Alting ind, saa massiv, at man ikke kan se fra +Lygtepæl til Lygtepæl. Det Hele er forvandlet til et ubegrændset +askefarvet Hav, i hvilket Mennesker og Vogne, Træer og Huse glider +sammen. Saa saare man stikker Hovedet ud af Døren, er i det samme Nu +Hals, Lunger og Brystkasse fyldte med Støv; naar man har gaaet en halv +Gade ned, seer man ud som en Melmand, vil man sætte sig ved et Kafébord +paa Trottoiret, maa det først fejes rent med en Kost. De lukkede Fiakrer +ruller langsomt og bedrøveligt gjennem Gaderne, som om det tommetykke +graa Lag paa Taget af dem tyngede, saa de ikke kunde komme afsted, over +de lange Boulevarder er der næsten ikke et eneste grønt Blad at opdage. +Alle Vinduer og Skodder holdes den hele Dag hermetisk lukkede, men Støvet +ude fra Gaderne trænger sig gjennem hver lille Sprække og Aabning, laver +Skyer, lægger sig i Lag overalt. + +Paa saadanne Dage er det, at selv de Parisere, for hvem Paris er Alt, +faaer Sommerrædsel for den store Stad og flygter. De mindre enragerede +Boulevardtilbedere har allerede taget Vejen afsted før dem. Under den nye +atheniensiske Republik kræver Vinteropholdet i Paris stadig mere og mere +enorme Udgifter Sommeren er den Tid, da man sparer op til dem. Under +Foregivende af, at man har Behov for Landluft, afskaffer man hele det +store Træn fra Sæsonen, sætter sig paa landlig Diæt og vegeterer i en +Krog for atter, naar Selskabssalene i Paris paany aabnes, at kunne +udfolde sin Pragt og Luxus i dem. Det er væsentlig dette Hensyn, der +allerede strax efter "_le grand prix_" begynder at lægge Paris øde. Under +de to følgende Maaneder forsvinder dens Beboere mere og mere. I +Slutningen af Juli er den berøvet saa at sige hele sit "tout Paris", det +lille Frimurerselskab af udvalgte, ægte Parisere, der til daglig Brug +ligesom gjennemsyrer hele Staden og giver den dens Fysiognomi. Ikke Spor +af Elegance eller Chiched; Herskabsvogne og Toiletter er blevne saa +sjeldne, at de vækker Opsigt, naar de viser sig paa Boulevarderne, +Droschkekudskene har saa lidt at bestille, at de endogsaa om Søndagen +formelig plager Folk for at tage dem i timevis. Boulevarderne er halvt +tomme, mest befolkede med Arbejdere, stønnende Forretningsfolk og +langsomt drivende engelske Lorder og Misser. + +Paris er paa Landet. Man tager til sit Château, naar man har enten et +virkeligt Château eller en lille, afsides liggende Gaard, hvilken der med +god Villie kan tillægges dette stolte Navn; man flytter til Villabyerne i +Omegnen, naar man er nødt til stadig at ture ind i Forretninger, eller +man rejser til Badestederne ved Bretagnes og Normandiets Kyster. Man gjør +helst det Sidste; det er mest Fashion. + +Disse Badesteder skyder derfor ogsaa mere og mere op som Paddehatte. I +gamle Dage var der væsentlig kun Trouville; nu tælles de snart i +hundredevis. Et af de yngste, der samtidig har vist sig i Besiddelse af +virkelig Livskraft, er Etretat. Det er det, vi vil besøge. + +Etretat er voxet meget hurtigt i Vejret. For tredive Aar siden laa der +paa dette Sted kun et Par enkelte Fiskerhytter, fremskudte Forposter fra +Fécamp. Men Alphons Karr kom tilfældigvis dertil og opdagede Stedet, +ligesom en engelsk Lord nogle Aar tidligere havde opdaget Cannes. Karr +byggede sig en Villa i den lille, lune Dal mellem to høje, hvide +Skjærgaardspynter, skrev om Stedet, fik sine Venner derud og +propaganderede saa godt for det, at han nu, naar han kommer dertil, kan +spadsere gjennem en lang Gade, der bærer hans Navn, og hvor de Handlende +i deres Butiksvinduer har udstillet alle Paris's Luxusartikler. Foruden +denne Hovedgade er der et Virvar af Veje, langs hvilke der ligger +prægtige Landsteder med Haver i den rigeste Mangfoldighed. Etretat og den +nærmeste Omegn har snart en halv Snes Tusind Beboere. Pariserne og +Badegjæsterne fra den anden Side af Kanalen, der er blevne kjede af Wight +og Brighton, har kastet deres Kjærlighed paa det, og et Sted, der tages +under Armene af saadanne Magter, behøver ikke mange Aar for at komme i +Flor. I Virkeligheden har Etretat allerede overfløjet de fleste +normanniske Badesteder. Trouville skræmmer trods de demokratiske Tider +Folk bort ved et altfor blandet Selskab, og Vandet ved dets Kyst viger +desuden stadig mere tilbage, saa at man tidt maa kjøre lange Strækninger +ud for at naa det. Deauville er for aristokratisk og Fécamp for +provinsielt. Dieppe er vel endnu i Mode, men Parisermoder skifter hurtig, +og Vinden blæser ad Etretat til. Naar man vil have et Billede af ægte +fransk Badeliv, skal man for Øjeblikket tage dertil. + +Turisten, der kommer for et Par Dage, vil være henrykt. Det stolte Hav +med dets stadig vexlende Ebbe og Flod, de hvide Skjærgaardsklipper, som +springer ud i det og danner en Række af mægtige Portaler, mod hvilke de +herligste Triumfbuer kun er Legeværk, det muntre, brogede Badeliv paa +Bredden, den friske Luft oppe paa Toppen af de grønne Bakker, Musiken fra +Kasinoet--alt det vil sætte ham i Begejstring, og han vil uden Betænkning +erklære Etretat for et Paradis. Men Verden har nu engang kun sjeldent +Paradiser undtagen for Turister, der kommer og gaar. Og da muligvis En +eller Anden, som læser denne Skildring, kunde bygge Rejseplaner paa +Grundlag af den, foretrækker jeg istedetfor Turistens Lyrik at levere et +Billede af Stedet, som det virkelig er, naar man kjender det. + +Ubetinget fornøjelig er selve Badningen. Er man kun vant til at gaa i +Vandet fra nordiske Badehuse, vækker den Forbavselse i første Øjeblik, og +det er meget muligt, at adskillige af vore Damer strax efter Ankomsten +vil erklære, at Sligt kan de paa ingen Maade være med til. I sidste +Instans bliver jo imidlertid alle den Slags Ting kun en Konvenienssag. +Hvad alle Mennesker gjør, kan ikke i Længden vedblive at være stødende +for den Enkelte. Amerikanere, Englændere, Russere og andre Folkefærd +følger da ogsaa uden Betænkning Stedets Skik og blander sig uden Hensyn +til Alder eller Kjøn i den brogede Vrimmel af Badende. Der er særlig to +Tider paa Dagen, da denne Vrimmel præsenterer sig mest malerisk, nemlig +om Formiddagen umiddelbart før Frokosten og lidt ud paa Eftermiddagen, i +Timerne mellem fire og sex. Alt, hvad Etretat rummer af Badegjæster, +befinder sig da paa Skrænten, som fra Kasinoterrassen fører ned til +Vandet. Under Sommerparaplyer og røde Parasoller lejrer man sig i Grupper +paa de smaa graalige Rullesten, hvormed Bredden er bedækket, plasker i +Vandet eller slaas om en Badehytte, hvor man kan klæde sig af og paa. +Disse smaa Træhuse findes i et Antal af hundrede eller saa omtrent +umiddelbart nedenfor Terrassen; men i den rigtige Badetid kan man dog +ofte komme til at staa og vente halve Timer ad Gangen, før man faaer fat +i en ledig Badehytte. Damernes og Herrernes er ikke adskilte; at en ung +Frøken staar paa Vagt, naar man kommer op af Vandet, og tinger om Hytten +efter En, hører til Hverdagsbegivenhederne, ligesaa godt som at en Herre, +uden at støde den gode Tone, banker paa Døren til en Dames +Paaklædningsværelse og spørger, om han snart kan afløse hende. Alt gaar +her paa Badeskrænten for sig fuldstændig _sans gêne._ En Badetur er her +det Samme som et Rideparti eller en Skovudflugt andetsteds. Om Aftenen +sætter man i Kasinoets Dandsesal hinanden Stævne til Badningen den næste +Formiddag. En isoleret Vandgænger hører til de store Sjeldenheder; i +Regelen er det hele Selskaber af Damer og Herrer, der følges ad og i +deres Badedragter venter paa hinanden for at tumle i Trup og paa Parade +ned ad Gangbrædtet over de smaa Rullesten og saa hoppe i Vandet. + +[Illustration:] + +Badekostumet er for Damernes Vedkommende Bluseliv, tidt holdt sammen af +et broget Skjærf, Benklæder, hvis normale Længde er til noget nedenfor +Knæerne, en stor, koket Solhat samt Sandaler. + +Trods al sin Simpelhed tillader det dog en Utallighed af Variationer. +Mellem den bedagede Pebermøs folderige, til Anklerne naaende Dragt af +sort Merino og den unge, overgivne Amerikanerindes soignerede +Trikottoilette af lysblaat Uldmusselin, kantet med Guldgaloner, stærkt +nedringet, uden Ærmer og stumpende ovenfor Knæet, kan man vælge +Overgangsformer nok, der blotter eller dækker alt, efter hver Enkelts +Behov og Tilbøjeligheder. Herrerne møder som oftest i stribet Trikot, der +ender midt paa Laaret. Anseer de sig ikke for præsentable i det Kustume, +er det dog ogsaa tilladt for dem at skjule Naturens Skrøbeligheder under +en Blusedragt i Smag med de gamle Jomfruers. Selv i den kan de stundom +være tilstrækkeligt komiske. Under Vandringen mellem Badehytterne og +Vandet plejer begge Kjøn at have en Badekappe kastet over Skuldrene; den +er imidlertid ingenlunde absolut nødvendig, og det er kun Faa, der ikke +under alle Betingelser lader den flagre, som den vil. Den er mest til for +Vandringen opad efter Badet. Under dette lægges den helt nede ved +Bredden, fortøjet med et Par af de største runde Sten, man kan faa fat +paa, og saaledes, at man strax kan kaste den om sig i det Samme man +kommer op af Vandet. En Parade efter Badningen forbi det talrige, +inspicerende Tilskuerpublikum er af let En Bademester forstaaelige Grunde +ikke hensigtsmæssig uden disse Kapper. + +[Illustration: En Bademester.] + +Badningen er langt mere et Fornøjelsesparti end en Sundhedsforholdsregel. +Man bliver ofte indtil tre Kvarter i Vandet, og man bestræber sig for at +more sig saa godt som muligt. Fra Enden af det høje Springbrædt styrter +baade Damer og Herrer sig ud paa Hovedet. Herrerne springer Buk over +hinanden, slaar Kolbøtter over hinandens Ryg eller under Brædtet, vælter +sig undertiden ud i Klumper paa en halv Snes Stykker ad Gangen og søger i +det Hele taget paa alle Maader at vise deres Dødsforagt for det vaade +Element. Ved deres Kunster vil de dog sagtens ogsaa stundom tiltrække sig +en eller anden badende ung Frøkens Opmærksomhed. Damerne kan i Reglen +svømme, og de foretager ofte lange Exkursioner ud ad Havet til, sammen +med deres Kavallerer. Undertiden tager den Skjønne ogsaa Plads i en af de +smaa, kvikke Joller, der ligger ved Bredden, jager afsted i den, fulgt af +Herresværmen, og styrter sig, naar hun er kommen langt ud, i Bølgerne, +for saa at lade deres Favntag bære hende ind igjen. Fartøjets Bjergning +overlader hun ubekymret til den, der har Lyst til at tage sig af det. De +Damer, der ikke er indviede i Svømmekunstens Mysterier eller ikke +dristige nok til at vove sig langt ud, holder sig paa lavt Vand, faar +Undervisning af Bademestrene eller af nærbekjendte Herrer, overpjadsker +hinanden med Vand og bliver hvert Øjeblik bange for Bølgerne, som ruller +hen over dem og slynger dem omkuld eller vælter dem ind mod Land, +Bølgegangen paa Normandiets Kyst er som oftest ganske respektabel, og de +Badendes Kamp med den paa det lave Vand kan fremkalde de pudsigste +Scener, naturligvis stadig ledsagede af Tilskuersværmens højrøstede +Latter, Tilraab og Vittigheder. Undertiden hænder det ogsaa, at en +nærgaaende Bølge skyller helt op til de nærmeste Stolerækker og over Hals +og Hoved jager deres Indehavere op ad Skrænten, samtidig med, at den +fører Badekapper og Sandaler, som de Badende har ladet ligge mellem +Stenene, tilbage med sig ud i Havet. Naar Sligt hænder, er der ingen Ende +paa Latteren, Virvaret og Tummelen. Hver søger at redde Sit, men Ingen +kan naturligvis finde netop sine Ejendele. + +[Illustration: Opgangen fra Badet.] + +[Illustration: Paa Rejefangst.] + +Den Slags Scener er morsomme. Men det er just ellers ikke let at faae +Tiden til at gaa, og det er netop en af Skyggesiderne ved Opholdet i +Etretat, naar det udstrækkes over et længere Tidsrum. Folk, der ligger +ved et Badested, har i Regelen den Anskuelse af Tilværelsen, at Badeliv +nødvendigt maa være ensbetydende med Driverliv. Hos Badegjæsterne i +Etretat synes denne Opfattelse at være bleven til et Dogme. De betragter +Driveriet som uafviselig Pligt, ikke blot for sig selv, men ogsaa for +deres Venner og Bekjendte, Naboer og Gjenboer. I en lille Krog som +Etretat hører Alverden efter en fjorten Dages Forløb uundgaaelig til en +af disse Kategorier. Den, der har Trang til at bestille Noget, skal +derfor blive borte fra et saadant Sted; selv om han skjuler nok saa godt, +at han tager sig noget Alvorligt for, vil det dog blive opdaget, +betragtet som en Forbrydelse imod den friske Luft og Landliggeriet og +energisk modarbejdet baade ved theoretiske Forelæsninger og ved praktiske +Forstyrrelser. Dette kunde endda gaa an, hvis det var muligt at drive +Maaneder hen i Etretat uden at trættes; men dertil bliver Stedets +Adspredelser og hele Liv i Længden for ensformige. Det kan være særdeles +morsomt for en Gang eller to at være med til Yndlingssporten ved disse +Badesteder, vade i stort Selskab med bare Ben og primitive Kostumer +omkring mellem Skjærgaardsklipperne og gaa paa Jagt efter Rejer, men det +er dog den Slags Fornøjelser, som ikke egner sig til at gjentages hver +Dag. Krocketspillet paa de store Plæner omkring Byen synes at være et +Privilegium for Englænderne, og Ture op til Bjergtoppene gjør man een +Gang i tredive Graders Varme, men saa aldrig mere. Skove findes ikke i +Etretats Omegn, og en Ridetur er en dyr Fornøjelse, da man ikke kan faae +en taalelig Ridehest at leje under tyve Francs. + +Til daglig Brug er man i Virkeligheden saa godt som udelukkende henvist +til Kasinoet, det vil sige til saadan Noget som en Stump Pariserboulevard +paa halvtredsindstyve Alens Længde, begrænset paa den ene Side af +Badeskrænten, paa den anden af en Kafé med de højeste Priser og den +sletteste Opvartning, der existerer i hele Frankrig, saavelsom af +Spille-, Læse-, Koncert- og Dansesale. + +Næst efter Badetimerne er det Kasinobesøgene, der spiller Hovedrollen i +Badegjæsternes Tilværelse. Naar man ikke hører til de Millionærer, der +paa deres Villaslotte udenfor Byen lever i fornem Ro, omgivne af parisisk +Luxus og alle en storartet Kystnaturs Skjønheder, er man i Etretat ikke +bedre installeret end i en hvilkensomhelst diminutiv Fiskerlejlighed +andetsteds. Stundom er man endogsaa værre faren, idet man lever +indestængt i en lille Kjøbstads snevre Gader, uden Haver og uden Udsigt +til Havet. Komfortable Hoteller findes ikke. Etretat har endnu kun to +saadanne Institutioner, der selvfølgelig ikke kan rumme meer end et +Minimum af de Besøgende. Pluraliteten lejer sig en Lejlighed af den +Slags, hvor man jager Benene gjennem Sovekammervæggen, naar man vil +strække sig lige i Sengen. Opholde sig i den Slags Huler meer end højst +nødvendigt, gjør man naturligvis ikke, og Kasinoet er og bliver derfor +eneste Tilflugtssted. Hvad enten man vil eller ej drives man ned til det +paa alle Tider af Dagen. Pariserne spiller Écarté, en meget høj +Écarté--der tabes og vindes stundom Titusinder paa en enkelt +Haand--medens Pariserinderne spadserer op og ned ad Boulevardstumpen og +viser deres Toiletter, eller af og til gjør en Tour ned paa +Rullestensskrænten for at hente det ikke sjeldent frugtbart +forhaandenværende Stof til Railleri over, hvor gyseligt den eller den +tager sig ud i Vandet, og saa sætter sig i Skyggen under Kasinokaféens +Solsejl for at lade dette Smaarailleri udvikle sig til de forfærdeligste +Historier om Veninder og Veninders Veninder. Englænderne gaar omkring i +Jockeyjakke og har Spleen, mens Englænderinderne derimod sørge for den +almindelige Morskab ved at præsentere sig i hvide Trikotkjoler med +højrøde Livbaand samt alenlange Sko og sorte Strømper. + +Om Aftenen paatager Direktionen sig Underholdningen. Hveranden Aften er +der Komedie eller Koncert, hveranden Bal. Af og til kommer ganske vist +Kunstnere som Faure og Mounet-Sully og lader sig høre ved disse +Koncerter, men til daglig Brug er de hverken bedre eller daarligere end +Badestedsunderholdninger i Regelen, hvilket alligevel ikke afholder +Damerne fra at staa timevis i Queue for at erobre en Siddeplads i den +hede Sal. Til Dandsen er Tilstrømningen ikke mindre. Tilsynet overholdes +saa strengt, at Damer, hvis Rygte er slet, ikke faaer Adgang, og det +hører følgelig endnu med til god Tone at indfinde sig ved disse landlige +Baller. De reglementerede tre Gange om Ugen vandrer hele Ungdommen--og +meget ofte ogsaa en stor Part af dem, man udenfor Frankrig vilde kalde +Alderdommen--hjem fra Kasinoballet ligesaa drivvaade, som de om +Formiddagen er komne op af Badet. Især paa Englænderinderne er der ingen +stor Forskjel at se, da deres Bade- og deres Balkostume omtrent er ens. +Naar de møder paa Ballet, sidder kun deres Trikottrøjer lidt mere stramt. + +Alt det kan, som sagt, være ganske fornøjeligt at se paa og være med til +nogle Dage. Men for Uger, ikke at tale om Maaneder, turde det hænde, at +Adskillige vilde finde det lovlig monotont. Havet ved Normandiets Kyst er +ganske vist stort og imponerende, men det er ofte trist og melankolsk som +Normandiets Himmel. Luften skal være styrkende, siger man, men Alverden +gaar dog omkring og klager over Vejret; paa Skjærgaardsklipperne voxer +der hverken Blomster eller Blade, og de lange, grønne Bakkeskraaninger +ender med at blive ensformige, naar man gaar og kiger paa dem Dag ud, Dag +ind. Man skal tage til Etretat som Turist for nogle Dage. Saa morer man +sig kosteligt over at se "tout Paris" gaa og tumle om mellem Rullesten +paa Kysten. Men naar man har plukket Buketten af dette Kuriosum, saa skal +man flyve afsted igjen. Boulevardstumpen foran Kasinoet er for lille til +aldrig at blive kjedelig, men for meget Boulevard alligevel, til at man +kan bilde sig ind, at man er i Naturen. + +Nationalfesten. + +Siden Verdensudstillingen 1878 har det republikanske Frankrig hvert Aar +ved Midsommertid sin store nationale Festdag svarende til, hvad +Napoleonsdagen var under Kejserdømmet. Et helt Aarti omtrent havde Paris +baaret Sorg efter Krigen og afholdt sig fra alle offentlige Forlystelser. +Men saa kom den stolte 1ste Maj, da Kæmpeværket paa Marsmarken stod +færdigt og aabnede sine Porte for de Fremmede, der strømmede til fra alle +Jordens Egne. Fredens Gjerning havde læget Krigens Saar. Paris var atter +sig selv: Verdens beundrede, lokkende Metropol, Mekkastaden for +Turisternes Pilgrimsfarter og Maalet for alle de Hjemmeblivendes Længsler +og Drømme. Den Dag blev Sorgen lagt i Frankrigs Hovedstad og over hele +Landet. Festens Faner kom frem igjen og pyntede den mylrende By, +Marseillaisens Toner foer tusindstetnmigt jublende, elektriserende +gjennem alle Gader. Den 30te Juni fulgte efter, Nationernes Fest, +Verdensdronningens Gallaceremoni for de Hundrede-Tusinder, der havde +samlet sig til Turneringen ved hendes gjenfødte Hof. Siden den Tid fejrer +den franske Republik hvert Aar sin Fødselsdag. Den har valgt dertil den +14de Juli, Aarsdagen for Stormen paa Bastillen, Indvielsesdagen for den +store Revolution, hvis Arv den har taget, og hvis Gjerning den +fortsætter. + +Denne nationale Fest holdes over hele Landet, i enhver Provindsstad og +hver Landsbyflække, men hvor store Anstrengelser man end gjør sig +allevegne, bliver det dog, selv Alt tilsammentaget, Ingenting mod Paris's +Fest. Pariserne har en Evne til at kunne arrangere Fester som intet andet +Folkefærd i hele Verden. Ingen anden By er en saa vidunderlig hurtig. +Leder for Stemningens Elektricitet som Paris, ingen anden udstyret med +dens Midler til at kunne pynte sig i Fest, ingen anden Befolkning først +og fremmest begavet med det samme Sind som Pariserne til at kunne vælte +alt Muligt af sig og fornøje sig som Børn i uskyldig, overstrømmende +Glæde. Disse Egenskaber maa ved enhver ny Lejlighed føre til nye, +storartede Manifestationer; de vil blive ved at gjøre det, hvor gammel +end Nationalfesten bliver. + +[Illustration: Lygter hænges op.] + +En hel Uge allerede forinden den fjortende begyndes der baade af de +offentlige Myndigheder, og af Private paa Stadens Udsmykning. Overalt +tømrer og hamrer man, hænger Lygter op, bygger Æreporte, rejser +Mastetræer, pynter Huse og kjøber Flag først og fremmest. Trikolorhavet +voxer og voxer, indtil Byen til Slutning formelig er druknet under det. +Pariserne flager ikke, som man gjør det i mindre extravagante nordlige +Egne af Verden. De hænger Faner ud af hvert eneste Vindue i hvert eneste +Hus, de pynter Façaderne med tætsammenpakkede Emblemer af dem, de spænder +dem som Theatersoffitter tværs over Gaderne fra Tag til Tag, der hæver +sig ved hvert tyvende Skridt kolossale Master, hvorfra Faner vajer i +Snesevis. Selv den fattigste Arbejder i Belleville stikker sit Flag ud; +de store Nouveauté-magasiner sælger dem for et Par Francs Stykket, og det +er der i Paris Ingen, som ikke har Raad at betale for at kunne være med +til at fejre Nationalfesten. Men for Parisernes extatiske Begejstring er +ikke engang dette Flaghav nok. Butikernes Vinduer udstiller slet ikke +Andet end trikolorfarvede Salgsgjenstande. Det kjøbende Publikum svælger +i trikolore Kjoler, trikolore Damehatte og Herrekaskjetter, trikolore +Strømper og trikolore Halstørklæder, trikolore Vifter og Lommetørklæder +og Dukker for Børn; alt Muligt, hvad der sælges, maa, nåar +Nationalfestdagen nærmer sig, være trefarvet, selv Herrernes Seler og +Damernes Korsetter. Man er ikke nogen god Borger, naar man ikke er +trefarvet indvendig saavel som udvendig. Ikke engang Heste og Vogne gjør +en Undtagelse fra Regelen; de stakkels Dyr farer afsted med hele Hovedet +druknet i diminutive Flag, og der er ikke en Omnibus, uden at der vajer +mindst fire Nationalbannere fra dens fire Hjørner. Nogle Droschkeejere +maler selve Vognene blaa, hvide og røde, pynter Kudskene med trefarvet +Liberi og anskaffer sig trefarvede Dækkener til Hestene. Samtidig er +Gaderne overspændte med et saadant Væv af Guirlander og Blomster, at man +i de snevre af dem slet ikke kan se Himmelen. Det er netop dem, der i +Regelen er de rigest pyntede, og Alt, Tage, Mure og Vinduer, er da +forsvundet under Løv og Farver, ja selv Trappegange og Gaarde pynter man +med trikolore Papirsstrimler og med højst primitive trikolore +Vaabenskjolde. Er der et Rum paa ti Kvadratalen, hvor der ingen Flag og +ingen Dekorationer findes, bliver Folk staaende stille og spørger +hinanden, hvad der kan være i Vejen. Selv Sælgekonernes Frugt- og +Légumevogne maa holde Nationalfest, hvis de ikke vil tabe de gode +Republikanere, de har til Kunder. Paa alle Damelivstykker og i alle +Herreknaphuller seer man "la fleur nationale". Arbejderne anskaffer sig +trikolore Lærredshuer, og Damerne anbringer trefarvede Fjer i deres +Hatte; Børnene gjør man trefarvede fra Top til Taa. + +Og saa oprinder da selve den 14de Juli. Paris er underlig paa en saadan +Dag. Den skifter lige fra Morgenstunden Karakter, saa at man ikke kan +kjende den igjen. Det sædvanlige Liv er borte og erstattet af et helt +nyt. Paa de andre Helligdage, selv paa de store af dem, gaar Handel og +Færdsel sin vante Gang. Først henad Aften, naar Forstædernes Beboere gjør +deres Spadseretur ned paa de store Boulevarder, kommer der lidt af +Søndagspræget over Byen. Men paa Nationalfesten er det anderledes. +Hvorsomhelst og paa hvilkensomhelst Tid af Dagen man sætter sin Fod i +Gaderne, mærker man, at der er noget Aparte over Staden. Der er først og +fremmest en ganske ejendommelig Fred. Alle Butikker uden Undtagelse er +lukkede, de store offentlige Haller, hvor man flere Dage i Forvejen har +gjort endnu mere omfattende Forberedelser til Festen end alle andre +Steder, de er nu rømmede for deres Boder og forvandlede til vældige, +guirlandebehængte Sale, hvor om Eftermiddagen Dandsen skal tage sin +Begyndelse. Der arbejdes ikke paa noget Værksted, selv Posten standser +sin Virksomhed fra Klokken elleve om Formiddagen. Efter den Tid tømmes +der ingen Brevkasser og uddeles ingen Breve; Postbudene drager i store +Klynger med hinanden under Armen gjennem Byen og synger Marseillaisen, +yderlig fornøjede over Fridagen, den eneste, de har Aaret rundt. Den +rastløse, travle Tummel er borte. Folk driver ganske langsomt, +skikkelige, søndagspyntede Grupper med en Mylr af Børn, og de standser +hvert Øjeblik for at kige paa Flagpynten og Transparentbillederne, der +skal illumineres om Aftenen. Af og til flokker man sig sammen midt paa +Gaden. En af de talløse Foreninger for Instrumentalmusik har stillet sig +op der omkring et Stativ, der bærer et trikolordrapperet Republikhoved +med frygisk Hue og flankeres af Foreningens medaillebehængte Faner. Man +opfører Koncert, og unge begejstrede Mænd holder Taler til Forsamlingen +mellem Numrene. Pludselig bliver en lille Pige, klædt paa som +Frihedsgudinde, løftet op over Massen, og man raaber Vivat for hende. Men +over det Altsammen, selv midt i Tummelen, er der den samme fredelige +Søndagshøjtidelighed, en absolut Fornemmelse af, at man er ude i den +dejlige Sommersol for at hvile sig efter Hverdagsslid og for at have det +hyggeligt og rart. Pariserne er ganske overordentlig elskværdige paa +denne Dag. Man ler til hinanden og vexler smaa gemytlige Bemærkninger med +hinanden i Forbigaaende, som om man var gode Venner, der mødtes, man gaar +omkring med en underkuet Trang til at sladre og til at være forekommende, +og man griber med Begjærlighed den mindste Lejlighed, ved hvilken den kan +give sig Luft. Man gaar saa vidt, at man rømmer sin Plads for hinanden i +Queuen ved Omnibusser og Sporvogne, og det vil sige Meget. + +[Illustration: Forberedelse til Nationalfesten i Hullerne.] + +Thi henimod Ellevetiden skal hele Paris afsted ud ad Longchamps til, hvor +den store Revue finder Sted om Eftermiddagen Klokken to i Overværelse af +Republikkens Præsident og med de officielle Tribuner fyldte af alle de +Notabiliteter, som Byen har kunnet holde tilbage efter _grand prix_. Det +er, i hvert Fald for Damernes Vedkommende, ikke overdrevent mange. Der er +uhyre sparsomt med Toiletter derude, Revuen er Longchampsslettens store +populære Fest. Men den er ogsaa populær tilgavns. Den Part af Paris's +Befolkning, som paa denne Dag undtagelsesvis kommer paa Farten, er den +tarvelige Verden, som ellers hele Aaret rundt sidder flittig, hjemme ved +Arbejdet, og den er altid ellevild af Begejstring over at se sine +Soldater. Paa selve Revuesletten gjør den ikke synderlig Spektakel; den +staar taalmodig og lader sig stege af Solen, medens de tyve, tredive +tusinde Mand defilerer, og bryder kun engang imellem ud i et pænt, +anstændigt Hyldesttilraab, naar en for dens Hjerte aldeles uimodstaaelig +Deling drager forbi: Saint-Cyreleverne, Pompiererne eller et saadant +Korps. Men paa de smaa Kaféer i Suresnes, Saint Cloud og deromkring, hvor +Soldaterne trækker over, naar de har defileret forbi Præsidenttribunen, +der giver man til Gjengjæld det glade Humør saa meget mere overgivent +frit Løb. Parisermylren og Pariserlystigheden er i disse Timer derovre +paa den anden Side Boulogneskoven. + +Byens store Hovedaarer bliver tommere og tommere, jo længere man kommer +ud paa Eftermiddagen. Den Part af Befolkningen, der ikke er i +Boulogneskoven, klynger sig sammen paa Pladser og Squarer, hvor +Orphéons-Foreningerne giver Koncert, eller i asfaltbelagte, stille +Sidegader, hvor Kvadrillerne har taget deres Begyndelse allerede +umiddelbart efter Frokost. Vandrer man ved Middagstid ned over de store +Boulevarder, vil man knap tro, at det er dem. De ligger endeløse foran +En, fejede rene for al den brogede Færdsel, som ellers tumler afsted over +dem. Der er ikke en Vogn at se, saa langt Øjet kan naa. Efter Klokken sex +er al Kjørsel i Gaderne forbudt, og Kudskene har sørget for at tage sig +saa godt betalte om Formiddagen, at de ikke finder nogen Gene ved at +holde sig Ordren efterrettelig. I de til Boulevarderne stødende Sidegader +drager man sig med ægte Pariserhumør og i ægte Feststemning den sjeldne +Lejlighed til Indtægt og flytter Middagsbordet midt ud paa Gadeasfalten. +Der sidder hele Familien under aaben Himmel og krydrer Festmaaltidet med +en Tilgift af frisk Aftenkølighed, og en Hærskare af smaa italienske, +guitarspillende og dandsende Piger leverer for et Par Sous Underholdning +dertil. Ingen bliver staaende og seer paa det, som man vilde gjøre +andetsteds; den Slags Indfald forekommer Folk i Paris at være en ganske +naturlig Ting. + +Befinder man sig imidlertid et Sted paa Boulevarden, hvor man netop ikke +kan kige ind til en saadan Pariseridyl, kan man let komme paa +besynderlige Tanker. Foran En ligger den lange, øde, graa Vej, allevegne +omkring seer man Faner og patriotiske Symboler, paa Afstand hører man +Trommehvirvler, underlige uharmoniske Horntoner og en uafbrudt Knalden og +Plaffen. Det er som et Bombardement; saadan, kommer man uvilkaarlig til +at tænke sig, maa Paris have set ud under Belejringen. Og dette +Bombardementsindtryk forstærkes kun, naar man drejer ind i en af de +Gader, der fører bort fra Centrum. Politipræfekten udsteder stadig +Plakater, ifølge hvilke den saa yndede Afbrænding af smaa Sprængbomber og +andre Fyrværkerisager hører til de ikke engang for et Folk, der morer +sig, tilladte Adspredelser. Men Pariserne anerkjender paa Nationalfesten +Ingenting som forbudt og bryder sig ikke om Politiet. Dette er paa sin +Side saa fornuftigt midlertidig at suspendere sine Forretninger og holde +Ferie ligesom Postbudene. Kun ganske umaadelig sjældent seer man en +enkelt Betjent i Gaderne, og er han der, er han ikke i Funktion. Det er +blevet slaaet fast som Regel ved den parisiske Nationalfest, at +Befolkningen selv agerer Politi, og hidtil har det ikke været forbundet +med Ulemper. Da nu Befolkningen ikke har Noget mod Sprængbomber, +tvertimod, saa faaer de Lov til at rase saa galt de vil, og det er +undertiden ganske forfærdelig galt. Efterhaanden som man kommer op mod de +ydre Boulevarder, op til Arbejderkvartererne, hvor Aftenfesten bestandig +har sin mest støjende og overgivne Karakter, blændes og døves man +fuldstændig af disse Raketter, Sole, Sværmere og Bomber, der farer ud fra +hvert Vindue og hver Gadedør med Tilbehør af Artillerisalver. Her er der +alt Andet end øde. Menneskeflokken mylrer som Myrer afsted midt i +Ildregnen. Hvergang det plaffer og sprutter, hviner Folk himmelhøjt af +Fornøjelse. Faaer de Fyrværkeriet i Ansigtet selv, bliver de jo nok +yderlig fortørnede et Øjeblik og farer med vældige Eder over mod den, der +har brændt det af, som skulde det gaa paa Livet løs. Men det varer kun et +halvt Minut. Naar han pænt har afgivet sin Undskyldning og erklæret, at +han ikke har gjort det med Villie, forsvinder Vreden igjen ligesaa +hurtigt, som den kom. Godmodigheden ligger paa Bunden her som overalt paa +den glade Nationalfestdag. + +Hele Staden over begynder ved Mørkets Frembrud Illuminationshavet at +sende sine Strømme ud i alle Retninger. Det breder og breder sig, +gigantisk som Paris selv. Der er ikke den fjerneste Krog af Kæmpebyen, +hvor det ikke naaer hen, selv det milevide Terræn paa den anden Side +Fæstningsværkerne, over hvilket Paris spreder sine yderste Forposter, +selv det har sin Part af Aftenens Feeventyrs-Fest. Men paa enkelte Steder +koncentrerer Anstrengelserne sig. Snart er der over de store Boulevarder +mellem Mastetræer, der følger efter hinanden for hver tredie Lygtepæl, +trukket prægtige Gaskroner, fem i hver Række, snart er det en af de +offentlige Pladser, hvor en ny Statue afsløres i Tusind-og-en-Nats-Glands +af elektrisk Lys og bengalske Blus og trefarvede Illuminationsguirlander, +slyngede mellem hinanden saa tæt som Lianer, snart atter er det Boulogne- +eller Vincennesskoven, der er valgt til Festens Centrum. Inde i Krattet +hænger Tusinder af røde Papirslanterner og tager sig ud, som om Buskene +bar store, forunderlige, fosforiserende Frugter, paa Søerne vrimler det +af Smaafartøjer, overhængte med kinesiske Balloner, Raketternes og de +farvede Fyrværkeribombers uophørligt dryssende Regn falder som Myriader +af Stjerneskud ned over Vandet, og det elektriske Lys, der straaler ud +allevegne inde fra Træernes Tykning, lægger sit dagklare, fantastiske +Skjær over det Hele og fuldender Illusionen af, at man vandrer i en +fortryllet Skov. Gjennem hele Avenue de Champs-Elyssées er der mellem +Træerne trukket dobbelte Rækker af Gasguirlander med mælkefarvede Kupler, +og de samme hvide, skinnende Perlesnorsrader fortsætter sig som et Net ud +over den umaadelige Concordeplads og oversvømmer den med Lys, mens +farvede elektriske Blus kaster deres magiske Skjær ind i Fontænerne paa +begge Sider af Obelisken. Tuilerianlæget er blevet en Aladdinshave med +store, straalende koulørte Frugter paa alle Træerne, Kirkernes Spir rager +op som flammende Kæmpefakler, om alle de offentlige Bygningers +arkitektoniske Linier slynger Gasguirandolerne sig og forvandler dem til +Fepaladser i Lueforgyldning. Vidunderligt er der ved Seinen. Saa langt +man kan se, spænder Broerne sig over Vandet snart i gylden +Gasillumination, snart i hemmelighedsfuld dæmpet Taageglands af røde +orientalske Lygter, paa Floden selv glider de smaa Dampere saa tæt +behængte med Illuminationspynt, som var de byggede kun af farvede +Balloner, og Flammestraalerne fra Palaierne paa Quaien spejler sig i det +mørke Vand som tusindslynget Guldfiligran. Overalt er Paris druknet i Lys +og Flammer, allevegne krydses den mørkblaa Nathimmel af Raketter fra de +sex Kæmpefyrværkerier, som Municipalraadet i Aftenens Løb lader afbrænde +fra højtliggende Punkter af Byen. + +Ejendommeligst og mest parisisk er dog, hvad Smaaborgerne præsterer i de +snevre Handelsgader i Midten af Byen og ude ad Forstæderne til. Paa begge +Sider langs Fortouget er der bygget Espalier af ganske smaa farvede +Glaslygter, føjede sammen i trikolort Arrangement til en lang, +løvganglignende Allée af Portal ved Portal, lukket for begge Ender med +store Soldekorationer i samme brogede Lygtebygning. Eller ogsaa er der +paa selve Husenes Façade hængt kulørte Papirslanterner op, der dækker +hver eneste Mursten, saa det seer ud, som hele Huset var bygget af dem. +Ud fra Taget skyder der samtidig lange Stænger, som bærer Buketter af +illuminerede Papirsblomster, de hænger paa Snore over Gaden, og de gløder +som store St. Hansorme i Laurbærbuskene, hvormed man til Overflod har +fyldt Fortouget. Uafbrudt stormer Skarer af marseillaisesyngende Mænd og +Kvinder med Lanterner i Form af kæmpemæssige Konvolveler afsted gjennem +disse Gader, røde og blaa bengalske Blus kaster deres fantastiske Skjær +over Mandfolkenes frygiske Huer og over Fruentimmernes store, trefarvede +Kokarder paa Haaret, Sværmerne, der sendes ud fra Husenes Vinduer, +drysser deres Ildgnister som Konfettiregn ned over Mængden. Nu mærker +man, at Pariserne er i Paris igjen. Alle de to Millioner er paa Farten, +og Masser af overfyldte Jernbanetog har i de sidste otte og fyrretyve +Timer bragt en lille en til i Reserve ind til den festpyntede, +festdrukne, fristende, forunderlige Hovedstad. Fra Ende til anden er den +en tumlende, overgiven, uendelig Markedsplads. Alle Torve er blevne til +Dandsesale, alle Fortouge udenfor Kaféerne til Vauxhalshaver med +mylrende, lystige Gilder. Langs de ydre Boulevarder, fra Place du trône +hele Kredsen rundt lige til Batignolles, paa den venstre Seinebreds +Boulevarder, ja selv midt inde i den fine By, paa Théâtre-français- og +Børspladsen holder man _fête foraine_. Hvor den er karakteristisk for +Pariserne! De morer sig med Ingenting. Den blotte Bevidsthed om, at det +er Fest, gaar dem til Hovedet og beruser dem med Jubel. Deres +Yndlingsfornøjelse er Karusellerne. Der er en for hvert tiende Skridt +over hele _fête foraine_-Bæltet, og man staar i Queue ved dem allesammen +for at komme op paa Træ-Bucefalerne. Øjnene straaler, man leer og hviner +af Glæde, mens man strækker Brystet frem og stikker efter Ringen, og mens +Udraaberne hyler de fingerede Stationers Navn, som man farer forbi. Der +er en vittig Kronikør, som engang har sagt, at hvis han blev Regering i +Frankrig, vilde han begynde med at udstede et Dekret, lydende paa, at +Karusselhestene skulde være i permanent Rotation paa alle Pladser og +Squarer. Naar det var gjort, kunde han rolig lægge Hænderne i Skjødet. +Intet Oprør vilde nogensinde banke paa hans Dør, thi de nationale +Lirekasser vilde standse Insurgenterne, og de nationale Karusselheste +vilde vide at dreje Opinionen til hans Fordel. Ved Siden af Karussellerne +er der Barakker med hele Theatre, hvor man opfører store patriotiske +Skuespil i mange Tableauer. Der er et af dem, "Børnene fra 93", som +stadig gjør stormende Succes. Jeg har kun set de sidste Tableauer, men de +er mageløse. Saavidt jeg kunde skjønne, hang Stykket ikke sammen, men +fremstillede i skjønsom Afvexling Billeder af den store Revolutions +Historie. Det ene var en Scene mellem en hel Bunke Østerrigere og en +fransk Soldat. Østerrigerne vilde have ham til at forraade hans Generals +Planer, og da han ikke vilde det, skulde han skydes. Men Franskmanden jog +dem under Tilskuernes Jubel paa Flugt allesammen med et Gevær i den ene +Haand og en Feltkjedel i den anden. Saa kom der et ganske lille Tableau, +hvor et Barn laa paa Dødslejet; det var død, forklaredes der, fordi dets +Moder ikke havde villet raabe "Leve Republikken". Og endelig endte den +hele Komedie med et Tableau i bengalsk Belysning, hvor Østerrigerne og +Franskmanden og den antirepublikanske Moder og det døde Barn allesammen +stod og viftede med Palmegrene op til en Republikstatue med frygisk Hue +paa Hovedet. Da det var forbi, fik Østerrigerne og Franskmanden Trommer +om Livet og stillede sig op udenfor Theatret og raabte ind til en ny +Forestilling.... Hvor man kommer hen, døves Ørerne af saadanne Svadaer, +for hvert Skridt maa man standse og høre paa disse uforlignelige +oratoriske Virtuosstykker af Udraabere til Menagerier og Marionettheatre +og elektriske Fruentimmer og Fiskemænd og Kæmpekvinder og Somnambuler, af +Markskrigere, der faaer et nyt Tandpulver til at blive en +verdensomvæltende Opfindelse, eller af Kroupierer i Skjorteærmer, der +byder ind til Spil, ved hvilke Ingen kan tabe og Alverden vinde Formuer. +Grupperne flokker sig, man trænges og ler og siger Vittigheder. Og stadig +farer der Sprængbomber ind, hvor Mylren er tættest, og syngende og +trommende og trompetende Processioner drager forbi med kulørte Lygter paa +Hattene. Skjænkeværterne stiller hele Fade med Vin ud paa Gaden og lader +dem strømme for hvem der vil drikke, Spækhøkeren ved Siden af vil ikke +staa tilbage og kaster trefarvede Æg i Grams til hvem der vil gribe. +Paris holder Fest! Tre Millioner Mennesker tumler mellem hinanden med +Følelsen af, at idag er Alting tilladt, idag maa man vende Verden paa den +anden Ende, om man har Lyst. Man hviner og jubler og jodler, men man gjør +ikke en Kat Fortræd. Hele Natten igjennem er Byen i Delirium. Men naar +Morgenen kommer, er der Ingenting sket alligevel, som den Besindigste +kunde ønske usket. Beruset af Fanehavets Farver og af Illuminationens +Glands i deres straalende, vidunderlige Fester har Pariserne moret sig og +været, hvad de er, naar de morer sig, hvad de er inderst inde paa Bunden +af deres Natur: store, godmodige, elskværdige Børn. + +Sommer-Søndage ved Paris, + +Udenfor Fæstningsværkerne, i et Bælte, der snevrer sig ind hist og her, +men vider sig ud paa andre Kanter til flere Miles Brede, strækker sig +rundt om hele Paris et Overgangsdistrikt mellem Land og By, som Pariserne +kalder _La banlieue_. Det har Landets friske Luft og grønne Sommerpynt, +men det har den bymæssig arrangeret mellem Boulevarder og Alleer med +Navnebrædt paa Hjørnerne, Sporvognsskinner og Gaslygter. Det er Omegnen, +der i Tidens Løb er bleven inkorporeret af selve Staden. De forhenværende +Smaalandsbyer er blevne til Arbejderforstæder, Markerne mellem dem +stykkede ud til Byggegrunde, paa hvilke der har rejst sig Landsted ved +Siden af Landsted, forbundne ved Haver og Parker til et stort, +sammenhængende Villakvarter, et solbadet, farvebroget Sommerparis udenom +den graa Kæmpeby. + +Her er Pariserens forjættede Land. Et Hus og en Have i Banlieuen er +Endemaalet for al hans Stræben, den lokkende Belønning for et Livs Slid, +Lykken saa stor, som han kjender den. + +For at naa den arbejder og arbejder han og paalægger sig alle Savn. Selv +efterat hans Bedrift har gjort ham til en velstaaende Mand, lever han i +et Hul uden Luft og Lys, under sig ingen Luxus og ingen Hvile. Saalænge +"Renten" ikke er tjent indtil den sidste Hvid, er han i Arbejdsdragt fra +Morgen til Aften. Men kommer saa endelig den store Dag, da han har Summen +fuld og rund, siges der ogsaa for bestandig Farvel til Butik og Værksted. +Han kjøber sit "Terrain" og drager med Kone og Børn til Banlieuens +Kanaan. Hans Ærgjerrigheds Higen kan have stilet højere eller lavere, alt +efter den Klasse af Samfundet, han hører til, men i Kubikmetre kan den +altid maales. + +Denne Kolonisation af en stille, vegeterende Menneskerace, for hvem +Livets Uro er endt, som hygger sine Haver og poder sine Pæretræer og +forresten lader Verden sejle sin egen Sø, den lægger over Banlieuebæltet +en Grundstemning af stor Hvile og forunderlig Fred. Verdensstadsfeberen +gaar af En i det Samme man sætter sin Fod udenfor Paris's Porte, Luften i +de lange, ligesom slumrende Alleer er fyldt med noget Blødt, Bedøvende, +en sind- og tankeberoligende Essens af Rentier-Velvære. Heller ikke +Landliggerne gjør noget Skaar heri. De maa betale deres Sommerotium i en +møbleret Banlieuelejlighed saa dyrt, at de føler sig moralsk forpligtede +til at vegetere tilbunds. Men ved Siden af denne faste og fluktuerende +Befolkning er der de nomadiserende Gjæster, Søndagspublikumet, som kun +kommer for nogle Timer, og som kommer for at more sig, den lange Skare af +smaa Bestillingsmænd, som aldrig naaer op paa "Rentens" grønne Gren, +eller af smaa Haandværkere og Handlende i de unge Aar endnu, da Slidet +først lige er begyndt. De er til daglig Brug bestandig ved deres +Gjerning, Uger, Maaneder igjennem uden Hvile. Det er en stor Vildfarelse, +naar man bilder sig ind, at Pariserne altid er paa Farten for at more +sig. Tvertimod, intet andet Folkefærd er saa sparsommeligt med sine +Fornøjelser som de. Kig ind i Portnerens Celle, Han er i Regelen +Haandværker ved Siden af, Skrædder, Skomager eller Sligt. Man finder ham +ved sit Arbejde fra Solen staar op, til han henad Midnat gaar i Seng for +at unde sig den Smule Søvn, han kan faa, naar han hvert Øjeblik skal +trække i Snoren, som lukker Porten op for Natte-Efternølerne. Kig ind i +Blanchiseusens Stue. Hun holder ikke Kaffeselskab eller Faddersladder med +Naboerne; man vil Dag ud og Dag ind til et hvilketsomhelst Klokkeslet +finde hende uforanderligt paa samme Plet, ved sin Vaskebalje eller +Strygebrædt. Besøg de smaa Butiker. Ejeren, hans Sønner og Døttre staar +ved Disken uafbrudt, og Ingen af dem forlader maaske Maaneder igjennem +deres Plads undtagen de Par Øjeblikke, da de skiftes til at gaa ind i +Værelset ved Siden af og sluge Maden i sig. Man har ingen +Helligdagsanordning, og man laver sig ingen selv. Hver Fridag, der tages, +bliver kjøbt med Opoffrelse af Indtægt, og den tages derfor kun sjelden. +Men river man sig endelig løs engang og gjør et "_partie de campagne_", +saa skal det følgelig ogsaa være Fest tilgavns. Livslysten har sparet sig +op, mens den sad stænget inde saa længe; den maa nu have Luft i en +Udladning, der kan forslaa. + +Saa fyldes da Banlieuebæltet i Følge med disse Landtours-Gjæster og til +deres Behov med en Rummel og Tummel uden Ende. Allevegne er der _fête +foraine, bal champêtre_, Kavalkadeoptog, Rosenbrudskroninger, Regattaer, +en Invasion af Fornøjelsesvirvar og Fornøjelseslarm _à grand orchestre_. +Men underligt nok, den glider ind i den stille Banlieuestemning uden at +skurre; man er vant til Kontraster, man kommer fra deres eget souveræne +Kongerige, man vilde savne dem, hvis man ikke fandt dem igjen herude +under andre Former. Disse Kontraster er det just, der gjør Banlieuen saa +ejendommelig parisisk. Bestandig skifter Karakteren, det er en broget +Vexlen af Kaleidoskopbilleder, man bliver aldrig kjed af den. + +Hovedstederne, hvortil der tures ud, har desuden i Regelen ogsaa hver sin +Specialitet. Versailles og Saint-Cloud har deres _grandes eaux_", de +vidtforgrenede Springvandssystémer, der hørte med til Le Nôtres +Parkanlæg, og som endnu paa bestemte Sommersøndage sender deres taarnhøje +Straaler op over de store Plæner, paa hvilke i tusindfoldigt Mylr Grupper +af beundrende Smaaborgere har lejret sig. Bougival har sin _Bains-mixts_, +hvor de smaa Kokotter og Butiksdandyerne kopierer Trouville, sine +Illuminationsfester paa La Grenouillère-Øen og sine Kanotierballer. +Asnières og Neuilly har deres store Sommermarkeder, der varer Maaneder i +Træk, Nanterre sine Pompier-Processioner, Suresnes sine Rosenbrude, +Sannois sin Mølle, Maisons-Laffitte, Auteuil, Vesinet deres Væddeløb. Man +har hundrede Steder for et at tage hen. _Petit Journal_ indeholder hver +Lørdag en Fortegnelse paa flere Spalter over Punkter i Paris's Omegn, +hvor der den næste Dag er Noget paa Færde. Befordringen er saa overmaade +let. Fra den halve Snes Jernbanestationer, som Paris har, futter der Tog +afsted som Minutraketter i alle Retninger. Ved Enden af Avenue de +Villiers er der et Punkt, hvor man, naar man boer højt tilvejrs, mellem +Levallois-Perret og Clichy har Udkig i Horisonten til en Stump af +Saint-Lazares og Nordbanens fælles Linie. Det er mine egne Vinduer, saa +jeg kan tale om det. Stumpen seer paa den lange Afstand ikke ud, som den +havde meer end en Snes Alens Brede, og der er dog ikke noget Sekund fra +Morgen til Aften, uden at mindst een graa Røgslange bugter sig hen over +den. Paa en halv Snes Minutter og for nogle faa Sous spreder disse Tog +hundrede Tusinder over Banlieuen, uden at der nogetsteds er Trængsel +eller Besvær ved at komme med. Og ved Siden af dem er der saa ovenikjøbet +baade Sporvognene, der gaar lige til Saint-Denis, Saint-Cloud og +Versailles, og endelig Mouch'erne paa Seinen ikke at forglemme, de kvikke +smaa Dampbaade-Omnibusser, en ægte parisisk Specialitet og det +fornøjeligste Sommerbefordringsmiddel, der kan tænkes. + +"_Du côté de la Seine_", er i de ni Tilfælde af ti Maalet for +Landpartiet, Pariserne nærer en ganske umaadelig Kjærlighed til Seinen; +deres Passion for den er næsten meer endnu, den er et Slags Kultus, de +tilbeder den, som Brahminerne tilbeder deres Ganges, Alene Ordet Seinen +faaer deres Hjerte til at vibrere. + +[Illustration: Sommer Søndag i Saint Cloud] + +Det er som Alt, hvad de elsker ved deres skjønne Land, ligger bundet i +dens Flodseng. At hans Støv maatte komme til at hvile "_sur les bords de +la Seine_" var den store Napoleons sidste Ønske. "_Au milieu de ce peuple +français_", føjer han til. Det er netop det: Seinen er Frankrigs Midte, +Frankrigs Sjæl, Frankrig selv. Jeg veed en ung Mand, der laa syg Tusinder +af Mile fra Hjemmet. Han tæredes hen af en Sot, som Ingen kjendte, og som +Lægerne Intet kunde gjøre ved. Saa sendte en Pariserinde ham en Flaske af +Seinens Vand, og han kom sig. Lad det saa nok saa mange Gange være +Afguderi, det er den Slags Afguderi, der udgjør Verdens Skjønhed. + +Kun saalænge de er ved Seinen, har Pariserne den Sindsligevægt, der +sætter dem i Stand til rigtigt at nyde Landturen. Kommer de blot en Smule +bort fra den, bliver de strax nervøse, ubehjælpsomme, de føler sig +allerede halvvejs som i et fremmed Land, hvor de tager kejtet paa Alting. +Men med Seinen er de fortrolige; ved den morer de sig som i et Lag, hvor +man kun er mellem sig selv, hvor man er sikker paa Alt omkring sig, og +hvor man kan give sig helt hen. Der er nu det Gode ved det, at denne +deres Kjærlighed til Floden bliver gjengjældt. Kan de ikke undvære den, +saa kan den paa sin Side heller ikke rive sig løs fra dem og deres By. +Den slynger og snor sig i Bugtning paa Bugtning frem og tilbage over det +hele Banlieuebælte. Hvor man kommer hen, er den. Man har sluppet dens Løb +og troer, den fortsætter det mod Nord; pludselig finder man den igjen i +den stik modsatte Retning. Man har fulgt den langs Boulogneskovens ene +Side, man gaar tværs gjennem Skoven og træffer den igjen paa den anden +Kant ogsaa. Den er som Byens Nisse, der titter op allevegne og leer til +En og siger, jeg flytter med. Den gjør En rent tummelumsk paa Banlieuens +Topografi. Selv Folk, der er barnefødte i Byen, kan ikke finde Rede i de +Bugtningers Labyrinth. De veed kun, at deres kjære Flod er +allestedsnærværende. Men det er ogsaa Alt, hvad de forlanger at vide. + +Valfarterne til dens Bredder begynder med den første Foraarssøndag i +April allerede, og Pilgrimsskarerne bliver stadig tættere og tættere, jo +mere Sommervarme Solen faaer. Der er Partier ved disse Bredder, der er +forunderligt skjønne. Vejen, som fra Meudonskoven følger Højdedragets Kam +over Sêvres og Saint-Cloud til Suresnes, giver ved hvert andet Skridt fra +store, træoverskyggede Plæner aaben Udsigt over Floddalen. Mylren af +Villaslotte stikker deres fantastiske Arkitektur i Vejret og ligesom +klæder Bakkeskrænterne i Fest. Pynter og Øer med gamle Træer skyder sig +ind i Flodløbet og laver disse hemmelighedsfulde Kroge, hvor Fantasien +kan ane det Vidunderligste bag det lukkende Grønne; hele Terrænet vugger +sig milevidt bølgeformigt op og ned med leende Landskaber, hvor de smaa +Banlieuebyer ligger i brogede Kalejdoskopfigurer strøede ind mellem Lunde +og Parker, og hvor selve Millionstadens Virvar af Tage og Taarne danner +Baggrundsrammen. Allevegne er Billedet nyt, vexlende i Stemning, stort, +straalende, farvefuldt og sommerfornøjet. Men det er ikke det alligevel, +der drager Pariserne til Landtour ved Seinen. De har ikke nogen særlig +vakt Sands for Naturskjønheder. En af deres Kronikører, der er mest +"parisien", har engang ærligt skriftet, at han var ude af Stand til at +forstaa nogensomhelst anden Landskabsromantik end den, han kunde tage i +Øjesyn fra et Kafébord med Marmorplade, _sous la tonnelle_, hvor han +bekvemt kunde strække sine Fødder paa Asfaltgulv. Det bredere +Pariserpublikum er ikke absolut saa fordringsfuldt som han. Det kan nøje +sig uden Marmorpladen og med Gruskies istedetfor Asfalten, men Kafébordet +og Løvtonnellen undværer det nødigt. Det klattrer op paa +Seineskræntshøjderne, men det gjør den Tour af saa hurtigt som muligt. +Hvad det vil deroppe, er ikke Andet end forvisse sig om, at det kan se +Paris. En saadan Kigen paa sine egne Vinduer fra et Udsigtspunkt i +Omegnen hører med til et parisisk _partie de campagne_, som skal være +fuldt tilfredsstillende. Men naar Hjertet er blevet beroliget ved +Gjenkjendelsen af Triumfbuen, Trocadero og Invalidekuplen, saa har man +ogsaa fyldt sig med al den Naturskjønhed, man har Behov. Man stiger ned +til sin kjære Seineflod igjen og helliger Dagen til Glæderne ved dens +Bredder. De Gamle lejer sig en Medestang og lover at skaffe "_la +friture_", til Middagen, et Løfte, hvorved de dog i Regelen tilskriver +sig selv mere og Fiskene mindre Kløgt, end begge Parter viser sig at +besidde. De Unge dyrker Kanotiersporten, den Sommerfornøjelse, der af +alle har højest Kurs hos den jevnere parisiske Befolkning. Pluraliteten +er Medlemmer af en eller anden Kaproningsforening, og man møder +naturligvis saa i Kostume: Skjorte med broget Sømandskrave eller +Lærredsfrakke med Guldankre, Lærredsbenklæder med kulørte Striber ned +langs Sømmen, hvide Gamascher og under alle Betingelser Kanotierhat, det +vil sige en stor, primitiv Straakaske, forsynet med saa formidabel Skygge +som muligt. Først naar den er alenbred, gjør dens Ejermand rigtig Lykke. +Saaledes udstyret og med en Kjæreste eller idetmindste en "Veninde" +ombord, anbringer man sig i de lange, spidse Kaproningsbaade, der er helt +oversaaede med Flag. Hvor varmt end Solen brænder, roer man under Hvin og +Jubel og Vittigheder omkap hele Dagen. Undertiden kæntrer Baaden, og det +hele Selskab dratter i Floden. Men det bryder man sig ikke om, saa er +Morskaben først rigtig. Saa lægger man sig til Tørring i Solskinnet paa +Bredden, slaas med Sand og Græs og Hatte, holder Fløjtekoncert paa sine +Mirliton'er, raaber Vivat for de Andre, som flyver forbi, glemmer, at der +er en Verden, som er kjedelig og besværlig, og husker kun paa, at den Dag +idag er viet til Ungdom og Solskin og Alt, hvad man kan finde paa af +Piaseer. Bliver Humøret et Øjeblik en Smule mat, er man stadig ikke +længere fra den lille, landlige Kafé, end at et Glas Absinth eller en +Flaske _petit bleu_ hurtigt kan sætte det i Aande igjen. "Tonnellen" har +sit egentlige Hjem ved Seinebredden, og den trives og formerer sig der +med stadig voxende Frodighed. + +Festens Glandspunkt er Middagen i disse vinløvomrankede Verandaer. I +selvmedbragte Madkurve og Græsplæner som Spiseborde seer Pariserne +undertiden en Nødvendighed, men aldrig nogen Poesi. De vil leve højt, +naar de er paa Landtour, og de forlanger en Diner, som der er Stil i. +Flasker med Støv paa og i Kurv har Vorherre skabt for Poularder fra Mans, +og selv de ganske smaa Seinebredsrestaurationer skiller dem ikke ad. Men +den Slags Flasker--og en lille, stiliseret Middag under Tonnellen i det +Hele taget--har sjeldne Gaver til at sætte Kronen paa, hvad en Dag i Sol +og Sommerluft har bygget op. Naar Markedsfestens Karusseller og +Udraabertrompeter--der er nemlig bestandig en Markedsfest i umiddelbar +Nærhed--ovenpaa Døsigheden i de lumreste Eftermiddagstimer atter henimod +Aften lader deres Musik skingre for fuldt Orkester, saa er ogsaa +Seinebredsgjæsterne tilstrækkelig animerede til med fuldtaabne Arme at +tage imod denne Musiks Invitation. Mirlitonfløjten bliver sat i Aktivitet +af tusinde Struber, og under dens Akkompagnement marcherer man til +Festen. Dandseestrader, Forevisningstelte, Karusseller, Gynger, +Skydebaner og Somnambulevogne oversvømmes af støjende Skarer. Larmen +stiger og stiger, kun de store Parktræer staar stille og forbausede og +seer ned paa dette tumlende Virvar. Den hele Nat igjennem faaer de ikke +Ro til at slumre ind. Der er kun een Allieret, der kan komme dem til +Undsætning og skaffe dem Ro: "Ouragan"'en, Tordenskyllen, der aabner +Himlens Sluser og jager Landtourpublikummet hjem og i Seng. Men den +forbarmer sig ikke saa sjeldent over de stakkels Træer. Den hører næsten +uundgaaeligt med til en parisisk Sommersøndag. Man er saa vant til at faa +den som Slutning paa Plaseren, at ingen nogenlunde forsigtig Familie gjør +sit _partie de campagne_, uden at hvert Medlem af Selskabet er forsynet +med Paraplui. Og selv Ouragan'en hjælper saa med til Fornøjelsen. Den +giver Festdagen en Ende med Eclat. Éclat er der tilgavns i en ægte +parisisk Sommerskylle. Det er ikke Regn, den kommer med, det er Vandfald, +Saa overgivent kaadt vælter den sine Strømme ned over Stimen, der klumper +sig sammen og trækker til Jernbanestationen under eet sammenhængende +Parapluitag, at det er umuligt at blive fornærmet over den. Man vælger da +det Fornuftige, man morer sig, man leer himmelhøjt over hinandens +Gjenvordigheder, og Landtouren slutter med et Virvar, et Spektakel, et +Humør uden Lige. + +Saaledes seer Parisernes Sommerudflugter ud næsten allesammen. Skovtoure +kjender de saa at sige ikke. En Times Jernbanefart fra Byen har de +Fontainebleauskoven med dens aarhundredgamle Kæmpeege, dens +vildtromantiske Klippekløfter, dens Søer og Vandfald, en af de største og +en af de skjønneste Skove i Europa. Men den frister dem ikke. Forvilder +de sig en enkelt Gang derud, naaer de under alle Betingelser ikke længer +end til Karussellerne ved Fronsardkløfterne lige i Udkanten af den. Endog +Skoven ved Saint-Germain, der ikke ligger længere fra Paris end Dyrehaven +fra Kjøbenhavn, er saare sparsomt besøgt. Gjennem dens prægtige Alleer +ruller Herskabsvogne i Mængde, men Folkeliv er der ikke. Man kan af og +til paa en af de aabne, med alenhøjt Græs bevoxede Pletter træffe et +Selskab, der holder Skovtour paa nordisk Vis med Madkurv og selve Jorden +til Bord, eller inde i Skovtykningen, paa Skrænten ved en lille Bæk, +nogle Grupper unge Folk, der giver Fuglesangen Akkompagnement. Men man +kan saa ogsaa være sikker paa, at de Første er meer eller mindre +beslægtede med den adstadigere gifte Kunstnerverden, og at de Sidste for +højst en Uge siden er indtraadte i den lykkelige Livsperiode, da de +synger med Digteren: + +Rien ne rime comme deux lèvres, + Les plus doux vers sont les +baisers. + +Foruden Seinebredderne er der kun ganske enkelte Steder, der er virkeligt +_en vogue_. Det mest populære er Sceaux. Der er her ingen Flod, men der +er "Robinson". Sceaux's Robinson har en umaadelig høj Stjerne saavel hos +Pariser-Bourgeois'en som først og fremmest hos den parisiske Student og +"Studentinde". I hvilket Slægtskabsforhold Stedet staar til Eneboeren paa +den øde Ø melder Historien Ingenting om. Hans Portræt i Legemsstørrelse +findes over Indgangen til Beværtningshaven, Lysthusene er anbragte i +Træerne og dækkede med spidsbuede brune Straatag af den Slags, som man +seer paa Billederne i Campes Bog. Parisernes Fantasi har ikke Mere behov, +Barndomsminderne tager dem strax fangen, og de morer sig som Børn i disse +Lysthuse. Enkelte af dem har man endogsaa bygget helt i Toppen af gamle +halvhundrede Fod høje Træer. En lang Vindeltrappe slynger sig op om +Stammen, og øverst oppe i Kronen, med Udsigt lige til Paris, staar da +Bordet, om hvilket et Selskab paa en halv Snes Personer kan spise til +Middag. Maden hejses op i Kurve, Bestillingerne gjøres gjennem Raaber, +det er højst originalt. Værten er bleven Millionær ved det Indfald, og +den lille Banlieueby et Søndagsvalfartssted af de allermest besøgte. Den +har sin egen Jernbane, en uhyre kuriøs diminutiv en, der snoer sig som en +Snog ind mellem Hegn og Haver, løber rundt om Blomsterbede og bider sig +selv i Halen. Den har ogsaa sin egen Sport, Søndagsrytteriet paa Heste og +Æsler. Det er ikke de ædleste Exemplarer eller de mest rapfodede Gangere. +Men Ungdommen paa Ryggen af dem elektriserer. I den vildeste Galop gaar +det afsted gjennem Skoven; En bliver liggende i Grøfterne derude, hver +anden Amazone kommer hjem uden Hat, med vildt flagrende Haar og +sønderreven Kjole. Men hvad gjør det! Det løste Haar klæder godt, og til +en ny Kjole bliver der sagtens Raad, før man skal i Skoven næste Gang. En +skummende Tisane i Robinsonteltet kjøler de hede Kinder, men holder +Temperaturen i det hede Blod. Fra Trætoppen seer man Solen lægge +Aftenglands over Skoven, og naar Skyggerne stiger, vandrer man ned og +plukker Roser og Kys i Haven underneden. Men mest det sidste; det er den +Slags Romantik, som Pariserne bedst forstaar. + +Det eneste Sommerudflugtssted, som lokker ved ren Romantik, er Enghien. +Men det har derfor ogsaa sit Publikum i en Sfære, der ligger over de +populære Lag. Bredderne af dets fortryllende Sø er krandsede med Villaer, +hvis Ejere er store Financierer, som tæller Rentekapitalen i Millioner, +og Søndagsgjæsterne paa denne Sø holder ikke deres Indtog til Musik af +Mirliton'er og Kanotierhurlumhej. De glider sagte omkring mellem de +sejlende Svaner, mellem Aakandekrat og drømmende Blomsterøer. Fra en +stille Krog, hvor Hængepilen bygger Løvkuppel over Søspejlet, kaster de +Fiskesnøren ud i det grønne Vand, eller de vugger sig, naar Solen daler +ned bag Montmorencys Høje ud paa et Tæppe af Purpur og Guld og driver og +drømmer og synger Serenader omkap med Sangerne derinde i Villaernes +Fehaver. Det er et douce Publikum, som man i Parisertrængselen ellers kun +seer lidt til, væsentlig rekruteret fra den Part af _le monde_, som +hverken har _le grand monde's_ Præsentationsmidler eller +Præsentationstrang, Embedsmænd med unge Døttre uden Toiletter og uden +Sminke, beskedne Artister, Folk, der lufter sig ud fra Studerestuer og +Bibliotheker. Hele Dagen igjennem har Enghien kun grumme lidt af +Banlieuekarakteren. Men naar Aftenen kommer, stikker den Hovedet frem. +Der er ingen Karusseller, men der er _Jardin des roses_ med dens +Spillekottage, dens Sommertheater, dens Promenadekoncerter og dens +Kokotter. Det er Seinebredsmorskaben om igjen, blot i en lidt finere og +en lidt mindre morsom Forklædning. Vil man til ren Natur, skal man ud +over det milebrede Sommerparis. Saa langt Banlieuen naaer, slæber +Pariserne Verdensvirvarret med sig. Men paa den anden Side Banlieuen +kommer hverken det eller de selv. Der, ved Fontainebleau, ved Chantilly, +ved Compiègne, hvor man vil, ligger de store Skove og hyller sig i +uberørt, jomfruelig Ensomhed. Der er der Naturfred og Naturstilhed saa +meget man lyster. + +[Illustration: Ved Seinebredden.] + +[Illustration: Jean Aicard læser "Othello" højt hos Mme Adam.] + + + + +PARISERE EN ÉVIDENCE. + + +Mme. Adam's Salon. + +Parisersalonerne har gjennem Aarhundreder spillet en uhyre Rolle. Fra +Hotel Rambouillets Tid hele det gamle Kongedømme til Ende var disse smaa +toneangivende Selskabscentrer i Virkeligheden Frankrigs Hjerte. Der +dirigeredes med souveræn Magtfuldkommenhed Smag og Mode, der dikteredes +Moralens Love, der styredes endogsaa med fine, umærkelige Drejninger +Politikens Ror. Revolutionen mejede Hovedet af dem som af alt +aristokratisk Konspirationsvæsen. Men de kom igjen med Kejserdømmet. +Naaede de end aldrig under dette helt op til gammel Glands og Herlighed, +saa var de dog paa gode Veje til det, da den tredie Republik pludselig +holdt sit Indtog og atter vendte op og ned paa det bestaaende Samfund. +Med den gamle Tingenes Orden forsvandt de gamle Saloner. Nye i deres +Billeder er der ikke dukket op i det moderne Frankrig. Hvis der +nogensinde vil gjøre det, vil det i hvert Fald vare en Stund endnu. +Salonens første Livsbetingelse er en Slægt af Patriciere. Det har Paris i +vore Dage ikke. Det har kun Millionens Aristokrati, og det kan pynte sig +op saa straalende det vil, det bliver aldrig Andet end Plebejere +alligevel. + +Forsaavidt de gamle Adelsslægter virkelig existerer længer--man hører saa +lidt til dem, at man har Grund til at tvivle derom --er det i hvert Fald +saa godt, som om de ikke existerede. De venter paa deres hvide Faneridder +i Tornerosepalaier, hvor de hviler saa blødt i Spindelvæv og sover en saa +sød Søvn, at det vilde være Synd, om Vorherre ikke blidt lod den glide +over til at blive evig. Men deres Samfundsposition har Ingen taget i Arv. +De politiske Storheder er kun Statens første Mænd i Kraft af deres +Stilling. Det er ikke engang det gamle Bourgeoisi, de er udsprungne fra. +De har næsten alle uden Undtagelse svunget sig op fra aldeles Ingenting, +de er uden selskabelige Forbindelser, og de har endogsaa tidt i deres +Fortid Hindringer for at faa dem. De Kredse, som Ægteskabs-, Familie- og +gamle Venskabsforhold knytter dem til, er langt under dem, til hvilke de +selv er naaet op. Saalænge der ikke er kommen Orden i Alt det, saalænge +der ikke har formet sig nye Slægter, i hvilke det er Tradition at være +Nummer Et, saalænge vil de selskabelige Forhold i Frankrigs Hovedstad +befinde sig i Kaos. Den vil have, hvad den har nu, sit "Tout-Paris", en +Samling af enkelte Personer fra højst forskjelligartede Samfundslag, hvem +Stilling, Talent, Penge eller rene Tilfældigheder for en Stund gjør til +Notabiliteter, som mødes paa Gader og Stræder, i Theatre, ved Fester, +overalt, hvor der er Noget paafærde, og som der skaber Opinionen, men den +vil ikke have noget _société,_ nogen fast sluttet, toneangivende Kreds, +hvis Saloner er Pariserlivets Centrum. + +Af alle de Mænd, der har været _en vue_ siden Republikens Indførelse, har +Ingen gjort endog blot Forsøg paa at skabe en Salon i de gamles Mønster. +De har uden Undtagelse indskrænket sig til deres officielle Receptioner, +denne Form for selskabeligt Liv, som den tredie Republik har Æren af at +have opfundet, og som er den kuriøseste, der kan tænkes. Præsidentens +Elyséefester er Modellen. I Stil med hans _Bal-omnibus_ forvandler +Ministre og Soussekretærer, Seine- og Politipræfekt, Kammerets og +Senatets Formænd, hele Rækken af den store Administrations Funktionærer +skiftevis deres Beboelseslejligheder til Fortsættelser af Gaden. Man +udsteder ikke Invitationer, men Billetter som til en anden Revue. Har man +et Koncertprogram at byde paa, der er noget exceptionelt, saa gjør man +sig kostbar, men ellers staar Portene paa vid Gab for Gud og Hvermand, +der vil komme. Man ønsker Intet hellere end at se sine Saloner proppede, +det giver en Air af Popularitet, der i disse for politiske Magthavere saa +usikre Tider ikke er at foragte. Selv kjender man ikke Tiendeparten af +sine Gjæster, og man lærer dem heller aldrig at kjende. Præsentationer +betragtes som overflødige. Publikum indfinder sig uden at sige Goddag, +driver rundt og kiger paa Ansigter som i en Theaterfoyer, træffer maaske +ved et Tilfælde, men et Tilfælde, der kun hænder sjeldent, en og anden +Bekjendt, drikker et Glas Punsch med ham ved Buffeten, og gaar saa igjen +uden at sige Farvel. Det er karavanseraiagtig Stimmel og Tummel, broget +og mylrende nok, men med selskabeligt Liv har Alt det ikke mere at gjøre +end Honningkagemarkedet paa Place du trône. Man har stærkere Fornemmelse +af at være i Selskab udenfor en Kafé paa Boulevard des Italiens end i en +af den officielle Verdens Receptionssale. Publikummet paa Kaféen er +betydeligt mere ensartet end i disse Sale, Samtalen hundrede Procent mere +animeret, den Esprit, der gives ud, tusind Gange saa stor. Der er i hele +det moderne Paris kun een Salon, som uden at plumpe ud i disse +Omnibusfesters Banalitet hæver sig op over at være en ren privat Stue, +med hvis Liv og Tildragelser Offentligheden Intet har at skaffe. Heller +ikke den er de gamle Saloner om igjen, den har væsentlige Karaktermærker, +som er absolut forskjeilige fra dem, men den er dem oversatte i det +Samfund, som nu existerer, og det er det netop, der giver den dens +Interesse. Den er et Centralisationspunkt for Talentsiden af "Tout +Paris", det første Forsøg paa at samle som i et Hovedkvarter alle de +Kombattanter fra højst forskjellige Lejre, som har virkelige Evner og +Kræfter at offre Udviklingen af det nye Frankrig, der er født med den +tredie Republik. + +Generalissimus i dette Hovedkvarter er Mme. Edmond Adam, en af de mest +aand- og talentfulde Damer i det nuværende Paris, halvt Descendent af den +store Revolutions Kvinder, halvt af _l'ancien régimes_ Salondamer. +Naturen har ved en Samling af Egenskaber, der kun sjeldent findes +forenede hos en og samme Person, prædestineret hende til den Plads, hun +indtager, og Tilfældet har redebont rakt Haanden til, at hun kom paa sin +rette Hylde. Hun er i Besiddelse først og fremmest af Ungdomskildens +Hemmelighed. Hverken legemligt eller aandeligt synes hun nogensinde at +skulle ældes. Skjøndt hun allerede en Stund har været Bedstemoder, gjør +hun Indtrykket af at være en Dame paa nogle og tyve Aar. Hun er endnu +stadig en _jolie femme_; hendes udtryksfulde, uhyre bevægelige Ansigt, +store, klare, mørkeblaa Øjne, en lille Mund med et ejendommeligt +Barnesmil, rigt kastaniebrunt Haar, blændende hvide Arme og Tænder giver +hende en Charme som de mest Indtagende af hendes Kjøn. Over hele hendes +Person er der et Liv, i hendes Maade at være paa en ungdommelig Fart, som +smitter. Hun er dernæst til Fuldkommenhed fortrolig med Kunsten at være +Værtinde. Selv naar der er Hundreder i hendes Salon, forstaar hun at dele +sig mellem dem allesammen, samle Grupper, hviske et intimt Ord i Øret paa +En, mens hun leer med Andre, drage Folk fra alle Hjørner, og som maaske +aldrig har set hinanden før, ind i en fælles Konversation, sno sig selv +som Islæt ind allevegne, saa at hele Væven kommer til at hænge sammen. +Skjøndt hun ikke blot er æsthetisk producerende, men halvvejs lærd +Forfatterinde, er der ikke noget Øjeblik, hvor hun faaer ringeste Stænk +af Blaastrømpen. Den lette Esprit, hvormed hun fører Samtalen, er de +gamle Saloners Causerie, men hendes Kundskabers Omfang, hendes Dommes +analytiske Klarhed fængsler en Taine, en Renan, en Pasteur ved Siden af +hende alligevel. Dertil er hun en glødende Patriot, en overbevist +Republikanerinde, levende interesseret for alle sociale Fremskridt, +interesseret i det Hele taget for Alt, hvad der hører hendes Tid og dens +Mennesker til, og heller ikke bange for selv at være aktivt handlende ved +Lejligheder, hvor hun kan være det, uden at hendes Ynde som Dame +lider derunder. + +Selv med Alt det vilde hun dog i denne Millionens Tidsalder have manglet +en væsentlig Betingelse for at skabe Salon i Paris, hvis Tilfældet ikke +havde været ligesaa gavmildt mod hende som Naturen. Det har gjort hende +hovedrig, og det har derved gjort saavel hende som Republiken en stor +Tjeneste. Datter af en fattig Provindslæge ægtede hun, næsten Barn endnu, +en af sin Faders Kollegaer, der heller ikke havde Synderligt. Ægteskabet +blev ikke lykkeligt, saa lidt lykkeligt, at hun tog bort fra Hjemmet og i +Paris søgte at skabe sig en Existens paa egen Haand ved Hjælp af sit +Talent som Forfatterinde. En Række Noveller, og navnlig forskjellige +fortræffelige, fint malende Landskabsbeskrivelser, som hun udgav under +sit Pigenavn Juliette Lamber, tiltrak sig Opmærksomhed. Hendes personligt +indtagende Egenskaber kom til, hun skaffede sig mange Venner, og alle +Huse aabnede sig for hende. Da hun nogle Aar senere blev Enke, anholdt +den bekjendte Senator Edmond Adam om hendes Haand; hun gjorde paa samme +Tid et absolut Inklinations- og et glimrende Fornuftparti. Den Formue, +dette Giftermaal bragte hende, var ligesaa betydelig som den Position, +det gav hende, Hendes Mand var nær knyttet til alle fremragende +Kapaciteter i det liberale Frankrig, den fortryllende Værtinde, han havde +ført ind i sit Hjem, drog dem ganske naturligt endnu mere til dette, hun +selv førte sin talrige Kreds af literære Venner med sig, og allerede +dengang begyndte hendes Salon at blive et Samlingspunkt for, hvad Paris +rummede af Talent og Dygtighed. + +Saa kom Krigen, Belejringen og Republiken. Der er i en af hendes Bøger, +en Samling oprindelig kun for hendes Datter bestemte Dagbogsoptegnelser, +som hun imidlertid senere har udgivet under Titelen "Le siége de Paris", +en Passus, der giver et mageløst Billede af hende i denne Periode, den +maaske i hele hendes Liv, da hun har været mest sig selv. Hun taler om +den Aften, da efter Budskabet om Sedan Republiken var bleven proklameret, +og alle Mennesker strømmede sammen paa Pladsen udenfor Kammeret. Hun var +mellem dem. "Den skjønne Statue af Strasbourg," skriver hun, "er bedækket +med Blomsterpynt og omringet af tilbedende Grupper. Der behøves en Sang, +en Hymne for denne Kultus; det er endnu engang Marseillaisen. Man +istemmer Refrainet af denne Krigssang, der er bleven som en Psalme. Efter +Refrainet holder de unge Mennesker, der smykker Statuen, og som stadig +vedbliver at modtage Blomster, Løvværk og Guirlander, pludselig inde, og +blivende i deres Stillinger, bevarende deres Gestus, synger de, +opflammede af en ubevidst men herlig Kunsts Inspiration, den første +Strofe af denne Hymne, til hvilken i sin Tid Strasbourg har begejstret +Rouget de l'Isle. Ved Verset: + + "Entendez-vous dans nos campagnes + Mugir ces féroces soldats" + +tror vi at høre Preusserne i Alsace og Lorraine. Kan jeg, Alice, gjengive +Dig den Bevægelse, som denne Strofe vækker hos os, denne Strofe, der +taler om vore Børn, og som disse Ynglinge synger, af hvilke den ældste +ikke er tyve Aar. Ved det sidste Vers bryder den unge Alsacer, der har +klamret sig til Statuens ene Arm, ud i Hulken. Mængden føler sig greben, +som man kun gjør det i de store Øjeblikke af sit Liv. Der staar Taarer i +Alles Øjne. Det tager Enhver af os fangen som Svimmelhed. Vore Følelser, +vore Ønsker, vor Begejstring søger hinanden, blandes, forener sig og +danner nu kun et eneste Ønske, en eneste Følelse, en eneste Begejstring. +Vor Existens har, renset i Patriotismens Aandepust, intet Personligt +længer; den bliver helt fælles, helt national. Min Stemme tilhører mig +ikke mere, den klinger for mit Øre, den gaar ud af min Mund, uden at det +er mig bevidst. Jeg har afført mig selv, og jeg er beruset af dette +hemmelighedsfulde Væsen, der i sig forener saa mange forskjellige +Kræfter, saa mange hinanden modsatte Elementer, saa mange Interesser, saa +mange stridende Følelser, og jeg elsker det højere end mig selv: min +Kjærlighed til Fædrelandet er stærkere end Døden! Jeg vier mig til +Frankrig!" + +Disse smukke Ord gjorde hun til Sandhed. Under hele Belejringen stod Mme. +Adam i første Række mellem de heroiske Pariserinder, som har gjort denne +Periode til en af de mest opløftende i Frankrigs Historie. Hun indrettede +Lazarether, hun sørgede for Uddelingen af Livsfornødenheder til de +Fattige, hun plejede personlig de Saarede, hun var allevegne, hvor hendes +Hjælp gjordes nødig, og hun var ved sit Initiativ og sit Exempel paa en +Maade Forsvarsregeringens højre Haand. Det stillede hende endnu nærmere +til de nye ledende Mænd i hendes Land, og da der atter kom Fred og +ordnede Forhold, blev hendes Salon ganske naturligt Mødestedet for den +unge republikanske Verden, hvis fremragende Medlemmer saa at sige talte +hinanden hos hende. Umiddelbart efter Krigen havde hun gaaet endnu en +tung Prøvelse igjennem, hun havde mistet sin Mand. Men de store Naturer +voxer kun større igjennem Sorger; hele hendes Tilværelse var fra nu af +dobbelt viet Frankrig og dets nyvaagnende Liv. + +I den første Periode efter Krigen var hendes Salon væsentlig politisk. +Gambetta og hans Venner udgjorde Generalstaben, men de mødtes hos hende +med Repræsentanter fra alle republikanske Lejre, og meer end een Akkord +er bleven sluttet, meer end een fælles Operationsplan mod Reaktionen er +bleven lagt i Mme. Adams Hotel. Hendes ugentlige Dinerer, ved hvilke hun +søgte at samle de af Opinionens Ledere, som hun med sit kloge Blik saae +havde Behov at finde hinanden, var længe mellem de store Begivenheder i +Paris's Liv, og man debatterede, hvad der blev forhandlet ved dem, med +større Interesse, end hvad der forhandledes i Ministerraadene. Først da +den endelige Sejr var vunden, da Republiken ved Marechalens Fald og +Grévys Overtagelse af Præsidentskabet var traadt ind i sin legitime +Existensperiode, først da begynder det politiske Skjær over Hotellet paa +Boulevard Poissonniére at vige Pladsen for et mere literært. Saalænge +Kampen mod fælles Fjender stod paa, kunde de forskjellige Partiførere +endnu arbejde sammen, men da Striden efter Sejren førtes over i +Republikanernes egen Lejr, blev de selv Fjender, som end ikke den mest +indtagende Værtinde var i Stand til at forene under samme Tag. Mme. Adam +er kun Diplomat, saalænge Patriotismen gjør hende dertil. Hun siger det, +hun tænker, seer og forudseer uden Omsvøb og uden Frygt for at støde. Hun +har i alle politiske Spørgsmaal sin egen Mening, som hun ikke underordner +under noget Partis; det har gjort hendes Forhold baade til Gambetta og +adskillige Andre kjøligere end i den første Tid. Hun staar endnu paa en +venskabelig Fod med ham, som hun i det Hele taget kan glæde sig ved +Sympathi hos alle, selv de mest fremskredne republikanske Partier, men +den intime Samvirken er ophørt, hver gaar nu sine egne Veje. Maaske har +ogsaa det Offentlighedens grelle Lys, som Avisernes Indiskretioner mere +og mere lod falde over hendes Salon, bortskræmmet fra den de tidligere +Oppositionsledere, der efterhaanden selv blev de Styrende og med deres +nye officielle Stilling nødsagedes til at paalægge sig selv en +Reservation, som de tidligere havde kunnet sætte til Side; nok er det, +Mme. Adams Salon har i de sidste Aar noget skiftet Karakter, den er nu +overvejende litterær og artistisk, dog naturligvis uden derfor at stænge +Døren ogsaa for andre Interesser. Ved hendes Onsdagssammenkomster finder +man stadig Senat og Kammer talrig repræsenteret, og maaske er det ikke +engang ved et Tilfælde, at Militæretaten under den sidste Vintersæson en +efter en saae alle sine Celebriteter dukke op i Hotellet paa Boulevard +Poissonniére. + +Hvad selve dette angaar, udmærker det sig i Grunden kun ved sin +Simpelhed. Man finder i de fem, sex jævnt store Sale, i hvilke Mme. Adam +samler sine Gjæster, Intet af den moderne parisiske Luxus. Hele Hotellets +Indretning er holdt i en borgerlig, noget gammeldags Stil, der er ingen +skrammererede Lakajer, Betjeningen besørges af Tjenestepiger i sorte +Merinoskjoler, der bydes The rundt og holdes hverken Beværtningsbuffet +eller Vestiaire, hvor man faaer Nummer paa sit Tøj og betaler dets +Opbevaring med en halv Franc. Allerede disse ydre Smaating hjælper paa +Hyggen. Selv naar Gjæsterne hober sig sammen i hundredevis, beholder man +Indtrykket af at være i et Hjem. Heller ikke de banale Koncertsoiréer +existerer. Coquelin'erne siger en Monolog engang imellem; Bornier, +Silvestre, Richepin eller andre Poeter læser deres Digte op; naar der er +fremragende Virtuoser eller Sangerinder mellem Gjæsterne, improviseres +der ogsaa af og til et lille musikalsk Intermezzo, men Paris's Stjerner +lejes ikke, som det er Mode hos Finans- og Amerikanermillionærerne, for +to, tre tusind Francs til at forvandle Salonen til en formelig +Forestillingssal. De rent litterære Soiréer, der er Mme. Adams +Specialitet, er en helt anden Sag. Digteren giver ved dem hendes Gjæster +en Primeur af sit nye Værk og søger en Elitekreds's Dom om det, før han +sender det ud til det store Publikum. Derouléde har paa den Maade læst +sin Moabit, Aicard sin fortræffelige franske Gjengivelse af Othello hos +hende, hun selv har budt sine Gjæster Premieren af forskjellige af sine +Arbejder, og "Tout Paris" har med Rette betragtet disse Aftener som +Sæsonbegivenheder. Til dem indbydes der kun Herrer. Hun selv samt de to +bekjendte Forfatterinder Henry Gréville og Claude Vignon repræsenterer +alene det smukke Kjøn, Derimod træffer man ved hendes sædvanlige +Onsdagssammenkomster en talrig Kreds af Damer. Det er _le vrai monde_, og +den Part af den til og med, i hvilken der findes ikke blot +diamantoversaaede Fruer, men tillige unge Frøkener. Derfor sluttes der i +Regelen ogsaa med en improviseret Dands, der varer til Morgenstunden, og +som er højst animeret. Flere Gange i Vinterens Løb samles desuden alle +Husets Venner til større Fester, stiliserede Kostumeballer og Sligt. Mme. +Adam kan være _grande mondaine_ som ingen Anden. + +Ved Siden af alt det har hun sin _Nouvelle Revue_, en Konkurrent til +eller rettere en Afløser af _Revue des deux mondes_. Buloz's gamle +Tidsskrift har endnu Kurs i Udlandet, tildels ogsaa i Provindserne. Men +for det moderne Paris er det altfor gammeldags, der læser kun Faa det +længer. Mme. Adams har indtaget dets Plads. Den samme Kreds, hun som +Værtinde samler i sin Salon, samler hun som Udgiverinde og Redaktør i +Revuen. Hun dirigerer selv Alt, hvad der vedrører den. Hun læser de +indsendte Artikler igjennem og sender Forfatterne Breve med motiverede +Forslag til Rettelser, hun udfinder Æmnerne, som hun ønsker behandlede +og, hvad der er vanskeligere, de Folk, som kan behandle dem, hun skriver +endogsaa selv Oversigten over den inden- og udenlandske Politik. +Ondskabsfulde Tunger paastaar, at hun altid har Halvmørke i sine Saloner +for at skjule, at hun sminker sig. De gjør hende Uret. Er der en Hensigt +i denne dæmpede Belysning, saa er det at skjule Øjnenes Træthed og +Overanstrengthed efter Nattearbejdet. Ogsaa i sin uendelige +Virksomhedstrang og Virksomhedsevne er hun en Type paa den unge +Generation, hun samler omkring sig; ikke mindst i saa Henseende fortjener +hun at staa som en Pariserinde _en évidence._ + +En Aften hos Victor Hugo. + +Frankrig har ikke, som man til daglig Brug troer, for Tiden kun eet +Overhoved. Det har to ligesom Japan, et verdsligt og et aandeligt. Det +verdslige fører Titel af Republikens Præsident og troner i Palais de +l'Élysée, det aandelige hedder _le grand Maitre_ og har sit Tempel i +Avenue d'Eylau. Af disse Landets to øverste Stillinger kan der ikke være +nogen Tvivl om, hvilken der er den betydeligste. Præsidentskabet varer +kun et kort, begrændset Aaremaal, og selv indenfor det er det ingenlunde +absolut sikkret. Grand-Maître Værdigheden derimod er given for Livstid, +og ogsaa i Tilfælde af, at Titulaturens Indehaver skulde afgaa ved Døden +ophører den kun for at ombyttes med en patriotisk Helgens endnu mere +opløftede Position. Præsidenten maa omgive sig med et Ministerium, der +"har Landets Tillid"; _le grand Maître_ vælger selv sine Ypperstepræster, +uden at spørge nogen Opinion tilraads, og de forretter Tjenesten i hans +Tempel uden at være ansvarlige for Andre end ham selv. Præsidenten har +Modstandere, der gjør ham Livet surt, _le grand Maître_ hyldes af alle +Partier. Fra den rødeste Radikale til den hvideste Legitimist bøjer +enhver Franskmand sig anerkjendende for Victor Hugo. Han er for dem ikke +nogen Samtidig længer, hvis Gjerning kan være underkastet Kritik, de seer +i ham selve Personifikationen af deres Lands Geni i det nittende +Aarhundrede, en endnu levende Ahne for det hele moderne +intellektuelle Frankrig. + +Med ærbødig Beundring vender de da Blikket mod Templet i Avenue d'Eylau. +Her er det, at _le grand Maître_ sidder i hellig Majestæt, grundende over +Tilværelsesgaadernes sidste Hemmeligheder, og herfra er det, han udsteder +sine dybe Profetier om Verdensfredens og Folkebroderskabets kommende +Vidundere. Han grunder Dagen igjennem og nedskriver paa store Folioblade +i Runer, som kun de Indviede forstaar at tyde, de Aabenbaringer, der +viser sig for ham. Enkelte af disse Aabenbaringer bringes strax til +Verdens Kundskab, men Pluraliteten opbevares i Templets Allerhelligste, +det vil sige i _le grand Maître's_ Skrivebordsskuffe, indtil en værdigere +Efterslægt kan ansees moden for dem. Da det vides, at disse Templets +skjulte Skatte saa godt som alle er i dramatisk Form, gjør stundom en +ulykkelig Theaterdirektør, der ikke kan drage Publikum til sit Hus, +Forsøg paa at faa en af dem udleveret. Men det er altid forgjæves. Det +gaar med disse beaandede Folioblade som med den sjeldne, sekelgamle Vin, +der kun maa udskjænkes draabevis til Syge og Lidende. Hele Dagen lukker +_le grand Maître_ sig inde med sit Geni. Men naar Aftendæmringen begynder +at sænke sig, drejer Templets hemmelighedsfulde Port sig lydløst paa sine +Hængsler, og de Troendes Skarer indfinder sig til Tilbedelse, først +Præsterne og siden de mere Profane. + +Som ægte demokratisk Helgen indskrænker _le grand Maître_ sig ikke til at +modtage de Andægtige een Gang ugentlig. Hans Tempel er tilgængeligt hver +Aften, og Adgangen staar aaben for Enhver, der kommer i Ledsagelse af en +Troende samt forsynet med et almindeligt menneskeligt Visitkort. Der +bankes tre Gange med en middelalderlig Dørhammer, og en sortklædt +Kvindeskikkelse med krusstrimlet Kappe og en Lygte i Haanden viser sig +derpaa efter et Kvarters Forløb med en stor Jernnøgle, som aabner +Indgangen til Templets Forhal. Man afleverer sit og den medfølgende +Troendes Visitkort; den sortklædte Kvindeskikkelse forsvinder med dem og +kommer efter et andet Kvarters Forløb atter tilbage, denne Gang for at +drage et tungt Fløjlstæppe tilside og aabne en ny Dør. Man træder ind og +befinder sig i selve Templet. + +Det er et lille, aflangt Rum, med alle Vægge betrukne med Rødt. I +Hjørnerne brænder med mat, mystisk Lys nogle faa Lampetter; det stærkeste +Skjær kommer fra den monumentale Kamins Flammer. Fra denne Kamin Salens +Længde nedad udgaar en dobbelt Række røde Lænestole, hvidlakerede i +Ryggen og rigt forgyldte. Spredte omkring paa disse Stole sidder de +Ventende, den kvindelige Part af dem tilhøjre, den mandlige tilvenstre, +alle tavse, smittede af Stedets Aand, ligesom _le grand Maître_ selv +grundende over Tilværelsesgaaderne. De løfter Blikket et Sekund, naar +Portièrerne for Indgangsdøren glider tilside og en Novice træder ind, men +kun et Sekund, saa synker de atter tilbage i den dybe Grunden. Fra det +helligere Rum paa den anden Side det mørke Kabinet, der støder op til den +røde Sal, lyder i den store Stilhed en fjern Klirren som af Knive og +Gafler, der bevæges mod Tallerkener. Man lytter andægtig; det er _le +grand Maître_ selv, der med sine mere Udvalgte hengiver sig til +Bordets Glæder. + +Portièrerne glider tilside den ene Gang efter den anden, Stolene fyldes +lidt efter lidt, der gaar et Kvarter og endnu et. Saa slaar Uhret inde i +det mørke Kabinet langsomt sine ti Slag. Pigen med den krusstrimlede +Kappe viser sig og tænder den store Lysekrone under Loftet. Et Kvarter +endnu, saa aabnes virkelig ogsaa Døren paa den anden Side af det mørke +Rum, man hører Stole blive skudte tilside, et festligt Lysskjær kommer +derinde langt borte fra. Alle de Andægtige rejser sig. + +Langsomt, alvorlig, værdig, som det sømmer sig en _grand Maître,_ skrider +Victor Hugo ind i Salen. Han har under Armen første Ypperstepræstinde, +Mme. Juliette, der har fulgt ham gjennem alle Landflygtigheder. Bagefter +følger parvis de Udvalgte, i Reglen dog aldrig mere end ti i det Hele, +det Antal, som daglig indbydes til _le grand Maître's_ Bord. Processionen +vandrer tavst op gjennem de tavse Rækker. Helgenen tager Plads foran den +mystisk flammende Kamin, Mme. Juliette sætter sig paa Stolen tilhøjre +nærmest ved ham. Hun giver samtidig et Vink til Kvinderne, og ogsaa de +sætter sig, alle paa samme Side som hun, nærmere eller fjernere, alt +efter deres Anciennetet. Paa Mandfolkesiden derimod bliver Alle staaende +oprejste som _le grand Maître_ selv. + +[Illustration: Victor Hugos salon.] + +Han begynder at tale. Alles Ansigter er spændte, Ingen vil slippe et +Bogstav, en Betoning af den Stores Ord. Men selv for den Nederste i +Rækken er det heller ikke svært at høre Alt, _le grand Maître_ taler +langsomt som en Mand, der veed, at det er Guld og Diamanter, der udgaar +fra hans Mund. Han taler altid om ophøjede Ting, det behøver ikke at +siges. De to, tre Nærmeste paa Mandfolkesiden giver Stikreplikkerne i +Form af korte Spørgsmaal til lange Svar. Da Mesteren er ved at gaa ind i +de Firs, følger det af sig selv, at Udødelighedsspørgsmaalet er et Thema, +der behandles med en vis Fortrinsret. De Troende er ofte Tvivlere i det +Kapitel. Men _le grand Maître_ selv tror. Det kunde synes at maatte give +Anledning til en Divergens, der ikke ret vilde stemme med Stedets +Karakter. Det er imidlertid ikke saaledes; der kommer et Kompromis +istand, som tilfredsstiller alle Parter, baade Mesteren og de Andre. At +hans Sjæl er udødelig i enhver Forstand, og at den fra Graven, vil +opstige paa Englevinger til Himlen, indrømmes fra den ene Side som noget +Selvfølgeligt, men det indrømmes saa samtidig fra den anden, at dette +muligvis kun er en Undtagelse, og at der maa gjøres en Forskjel paa, hvad +der gjælder for almindelige Dødelige og for en _grand Maître_ som +Victor Hugo. + +De offentlige Gudstjenester ligner alle hinanden; Spørgsmaal som det +nævnte drøftes i dem alle. Efter en halv Times Forløb holder en Troende, +der aspirerer til Præsteværdigheden, en kort Lovtale til _le grand +Maître_, der hører paa den med den ene Haand paa Brystet, den anden af og +til naadig takkende, samt med et permanent Smil udbredt mellem det korte, +strittende, hvide Haar og det isgraa Skjæg. Naar Lovtalen er til Ende, +rejser Mme. Juliette sig, og alle de Andægtige paa Kvindesiden gjør det +Samme. _Le grand Maître_ bevæger sig nogle Skridt fremad og stiller sig +midt i Salen. Parvis, een fra Mandfolkesiden og een fra Kvindesiden, +vandrer de Troende forbi ham og udstrækker Haanden, medens Læberne mumler +Formularer, af hvilke kun Ordene _Cher Maître_ er hørlige. _Cher Maître_ +trykker de fremstrakte Hænder, Uhret inde i det mørke Kabinet slaar +langsomt elleve Slag, Portièrerne glider tilside, Udgangsdøren aabnes og +bliver staaende aaben, Receptionen er tilende. + +Saaledes gaar det Aften efter Aften, og man har Lov til at komme igjen +saa tidt man lyster. Det bør dog udtrykkelig tilføjes, at den aandelige +Vederkvægelse er den eneste, _le grand Maître_ byder sine Gjæster. En +Buffet som i almindelige Dødeliges Saloner vilde tage Gudstjenestepræget +bort; her kan der fornuftigvis kun være Tale om Offergaver, bragte af de +Troende. Saadanne ydes da ogsaa hyppigt. Viktualier har man, saavidt +vides, endnu ikke tænkt paa at frembære; _le grand Maître_ er flere Gange +Millionær og har Raad til at anskaffe sig selv, hvad han behøver. Men +derimod hengaar der ikke nogen Aften, uden at hans Lofter forøges med +større eller mindre Samlinger af Samtidiges Aandsprodukter. Naar en lille +engelsk Miss har faaet en halv Spalte optaget i et Penningmagasin, iler +hun strax til Templet i Avenue d'Eylau og nedlægger et Mæcenatexemplar +paa _le grand Maître's_ Kaminalter. Af Alt, hvad der trykkes i Frankrig, +har han snart sit reglementerede Friexemplar ligesom +Nationalbibliotheket. Alene hans Samling af Foreningstidsskrifter og +Aarsbulletiner er skrækindjagende. Saasnart ti Mennesker i Frankrig +danner et Selskab, ligegyldigt i hvad Øjemed, er deres første Skridt at +gjøre Victor Hugo til Skytspatron, anmode ham om at overtage +Ærespræsidiet, som det hedder paa moderne Fransk. + +Naturligvis er der ogsaa Franskmænd, som har Øjet aabent for det +Overdrevne og dermed Komiske i denne afguderiske Hyldest af den gamle +Digter. Men de tier; de veed, at deres opponerende Røster vilde blive +knuste under et milliontunget Indignationsskrig. Victor Hugo er +ukrænkelig; at røre ved hans Ry er en Formastelse i Slægt med +Landsforræderi. Nu, at han tæller mellem Frankrigs Største, falder jo +heller Ingen paa at nægte. Han har pustet nyt Liv i den franske Poesi paa +et Tidspunkt, da den var i Færd med at dø, og han har siden da fyldt sit +Aarhundrede med Værker, hvis Værd muligvis vil mindskes folde kommende +Generationer, men som for det moderne Frankrig har havt en Betydning, der +er uhyre. Han har lidt, og man byder ham nu Erstatning derfor. Det har +ogsaa sin smukke Side. Det seer selv Skeptikerne mellem hans Landsmænd, +og de finder det da ikke blot unyttigt, men tildels usømmeligt ogsaa at +lade nogen Mislyd skurre ind i Lovsangene til _le grand Maître's_ Ære. +Han er en _ancétre_, siger han selv. Hos store Forfædre glemmer man de +smaa menneskelige Skrøbeligheder og bøjer sig ærbødigt for det Store, de +har udrettet. Det er Forklaringen paa Victor Hugo-Dyrkelsen. + +[Illustration: Victor Hugo] + +Hos Sarah Bernhardt. + +Langt fra den støjende Part af Paris, i Avenue de Villiers, en rolig, +træbeplantet Gade i det nye Monceauxkvarter, ligger der paa et Hjørne et +indtagende lille Hotel. De røde Murstens à-la-Grecqueborter, Efeuen +omkring Vinduesnicherne, de bredbladede Planter paa Balkonerne bryder det +banale Husvirvar og fængsler Øjet. Over Porten kigger man ind til en +pladskende Fontæne i Blomsterbusket, en Gruppe høje Popler foran Façaden +giver Krogen et Præg af douce, stille Fornemhed. En Kunstnerbolig gjør +Hotellet Indtryk af, og Indtrykket er rigtigt. Det er maaske endogsaa det +mest udprægede Kunstnerhjem, der existerer. Sarah Bernhardt har kjøbt +det, da hun dukkede op som Stjerne paa den parisiske Theaterhimmel, og +hun har offret en god Part af de mange Tusinder, hendes Talent har +indbragt hende, paa at arrangere det efter sit eget Hoved. + +Strax naar man har passeret hendes to kjælentdovne Mynder, der holder +Vagt paa Havetrappen, og Indgangsdøren aabnes, føler man, at det er en +aparte Atmosfære, man kommer ind i. En stor, høj Forhal med mystisk Lys, +orientalske Tæpper, Vaabendekorationer, lange Palmeblade over Malerier, +paa hvilke kun enkelte fantastiske Figurer dukker frem i Halvmørket, et +Kaos af de mest besynderlige Sager. Kun een Ting seer man tydelig, fordi +Dagslyset fra den aabne Dør falder lige derpaa: et Slags indisk Bærestol, +hvori sidder en grinende, mumieagtig Voxfigur med en udstoppet Abekat i +Armen. Dyret er anbragt i en Stilling, som det var paa Spring fremad, de +store, sorte Glasøjne stirrer En imøde, som var de levende, den lange +Forpote strækker sig ud gjennem Bærestolen og aabner Haanden som +til Goddag. + +Mellem de trofæbærende Piller glider et gult kinesisk Silkeforhæng +tilside, en ny Dør aabner sig, og man staar i Sarah Bernhardts +Modtagelsessalon, det vil sige i en Blanding af Vinterhave, Menageri, +Museum, Vaabenkammer, Maler- og Billedhuggeratelier, orientalsk +Divanshal, moderne Dagligstue, og Gud veed hvad. Det er det +besynderligste Beboelsesrum, nogen Hjerne har kunnet udspekulere, fyldt +med mærkværdige Sager fra alle Verdens Hjørner og Kanter. Skjøndt over de +Tredive har Sarah Bernhardt nemlig endnu stadig de samme tusinde, +hinanden jagende Interesser, som man undertiden finder hos unge, +aandslivlige Mennesker, hvis Udvikling endnu ikke er kommen ind i noget +bestemt Spor, og som derfor strax er rede til at passionere sig for Alt, +hvad der mellem Himmel og Jord er Interesse værd. Denne Ejendommelighed +er maaske just det Centrale i hendes Væsen. Det er den, der gjør hende +paa samme Tid til Skuespillerinde, Malerinde, Billedhuggerinde og +Forfatterinde, den hidser hende saaledes ind i permanent Feber, at hun +synker komplet sammen, naar der indtræder et Øjebliks Ro, den forklarer +og undskylder hendes Extravagancer. Jeg kjender ikke noget Menneske, der +i den Grad er den personificerede Nervøsitet. Selv naar hun sidder stille +og taler med En, jager hendes Ord, hendes Tanker, hendes Indfald saaledes +hinanden, at man har en Fornemmelse, som man foer afsted med Iltog. +Indretningen af hendes Hjem er saare karakteristisk for denne uafbrudte +nervøse Uro, disse tusinde extravagante Passioner. "Jeg vilde helst rejse +altid," sagde hun engang til mig, "fare omkring fra den ene Ende af +Verden til den anden. Der er Ingenting, der trætter mig undtagen Ro." Her +i hendes Atelier kan hendes Øjne i hvert Fald fare om mellem Gjenstande +fra alle Verdens Kanter, og hun har Fantasi nok til selv i Tankerne at +kunne følge med. + +Modtagelsesværelset har hele det treetages Huses Højde. Lyset falder ind +gjennem et enkelt stort Vindu, der næsten naaer fra Gulv til Loft, men +som permanent er dækket af et blaahvidt Forhæng, der dæmper Skjæret. +Tilhøjre er der, i Halvmørke, en middelalderlig Trappe med Svalegang, +indenfor hvilken ligger Kunstnerindens Sove-, Toilet- og Badeværelser; +under denne Svalegang Døren til Spisestuen, skjult af silkebroderede +indiske Tæpper. Ned over Trappegelænderet hænger, som tilfældig +henkastet, et i Størrelse enestaaende Stykke solgult kinesisk Silketøj; +men det hænger der altid, det draperer, dets Indtryk af varm, beboet +Nonchalence er beregnet med ægte kunstnerisk Sands. + +[Illustration: I Sarah Bernhardts Modtagelsesatelier.] + +Tilvenstre er den monumentale Kamin, omrammet af udskaaret Egetræ og +flankeret af Broncestativer til Blomster, antikke Skulpturer og antikt +Porcellæn, lutter Sager, af hvilke hver enkelt repræsenterer store +Summer. Paa Kamingesimsen staar der i omtrent naturlig Størrelse--man kan +deraf danne sig en Forestilling om Rummets Dimensioner--en forgyldt +Broncetiger paa Spring, og over denne hænger Sarah Bernhardts Portræt, +malet af Clairin, den unge Maler, som i sin Tid gjorde alle hendes +Ballonfarter med og illustrerede hendes Fortællinger derfra. Billedet +viser hende støttet af en Mængde Puder, i halvt liggende, halvt siddende +Stilling paa Divanen ved Siden af Kaminen. + +Denne Divan, eller hvad man skal kalde dette Møbel, er ægte Sarah +Bernhardtsk. Ovenpaa et stort Silkepolsters Underlag, der indtager hele +Hjørnet mellem Kaminen og den ene Sidevæg, ligger i vild Forvirring en +Uendelighed af Puder af kostbare Stoffer med indvævede Guld- og +Sølvbroderier. Naar Sarah Bernhardt i sin hvide Silkekjole med det lange +Slæb drukner mellem disse Puder og halvt forsvinder i det dæmpede Lys, +som falder ind i Krogen, er der over dette Væsen med de slanke, næsten +gjennemsigtige Former, det fine, drømmende Ansigt og det viltre, som af +Solblink gjennemfarne Haar noget ejendommelig Dorésk, der gjør en ganske +aparte Virkning. + +Divanskrogen er Sarahs Yndlingsplads. Her ligger hun næsten altid, naar +hun et Øjeblik har sluppet sine mangehaande Beskjæftigelser for at +passiare lidt med Vennerne og Beundrerne, der strømmer til hendes Hotel. +Der kommer mange af dem, og virkelige Venner er sikkert de Fleste. Thi +ligesaa fortryllende og elskværdig en Værtinde Sarah er for dem, hun +føler sig knyttet til ved gjensidig Sympathi, ligesaa stor en Evne har +hun til at holde den banale Hob af Nysgjerrige tre Skridt fra Livet. +Claude, hendes mangeaarige Kammertjener, er godt instrueret. Forhængene +til Helligdommen glider kun til Side for dem, som han veed er velsete +derinde i Kunstnerkredsen. Graden af Intimitet er der en anden Maalestok +for. De almindelige Dødelige faaer en Stol ved Siden af Divanen, men de +rigtig gamle og gode Venner rykker hun tilside for, saa der bliver en +Plads for dem paa selve denne. + +Alt i Atelieret er beregnet paa at ses fra dette fantastiske Leje, og Alt +er arrangeret med udsøgt Smag. I denne Mylr af heterogene Sager findes +ingen meningsløse Sammenstillinger eller uskjønne Farvevirkninger, Alt +passer sammen. Og hvad findes der saa ikke i dette Rum! Store japanesiske +Kummer, hvorfra Palmer og exotiske Planter skyder op, i hvis Grene der +hænger udstoppede Aber; halvfuldendte Buster skjulte mellem Bregner og +paabegyndte Malerier, som dækkes af indiske Shawler; Tigerskind udspændte +paa Væggen mellem kinesiske Træbilleder; Marmorbuster og fantastiske Dyr +i Bronce, omgivne af Paafuglehaler; Guitarer, Dolke, Pistoler, Landser og +Alverdens forunderligste Vaaben hængende, liggende og staaende overalt; +Trommer tagne fra de Vilde i Nykaledonien og skinnende Varmebækkener af +Messing fra de ældste mauriske Tider; afrikanske Fjerbælter, der engang +har været glade sorte Naturbørns eneste Klædedragt, og som nu hænger +skjødesløst kastede om Halsen paa en eller anden udstoppet Papegøje; +Dødningehoveder grinende fra Egetræspanelet over Svalegangen, +Porcellænssager, Antikviteter og broget Nips paa Konsoller, +Bogskabsgesimser og udskaarne Skabe; Menneske- og Dyrskeletter i Krogene; +udstoppede Slanger, der snor sig om Fortepianobenene, og Dødningehænder, +der stikker op mellem Strengene; Emaille- og Mosaikarbejder i Bunke inde +i et eller andet antikt Møbel, Smyrnatæpper ovenpaa hinanden, saa Foden +synker dybt ned, kort sagt, Luxus, Kunst og Excentricitet i den +forunderligste Blanding, et Musæum, som man kan studere Uger igjennem +uden at blive færdig med, men paa samme Tid en Kunstners Arbejdsværelse, +hvor man snart befinder sig vel og hjemligt. Det er tillige et +Skatkammer, rigt som en østerlandsk Fyrstes. Det er ikke blot Sager som +Saint-Marceaux's Harlekin, en af den moderne Billedhuggerkunsts +skjønneste Frembringelser, hvori der gjemmes Kapitaler; Alt har Værd her, +lige til Trommen henne i Krogen, paa hvis Skind Detaille har malet en +skotsk "Piper". Pennen, hvormed hun skriver, er en Strudsfjer af sjelden +Skjønhed, og Brevpresseren, som hun lægger ovenpaa sine smaa Billetter, +en Emailleslange, besat med Ædelsten. Hendes Atelier har slugt +Broderparten af de kolossale Summer, hun har fortjent ved sit Talent, og +naar hun længe har været ikke blot fattig, men i Gjæld næsten til op over +begge Ørene, saa er ogsaa det væsentlig Skyld deri. + +Efter den amerikanske Rejse er denne Gjæld imidlertid kommen ud af +Verden. Millionen, som Yankeerne offrede hende, gik i de franske +Kreditorer. De var saa graadige, at de tog næsten den hele. Lidt blev der +dog tilovers, og Sarah vil nu spare, fortæller hun stadig sine Venner, +for engang at kunne realisere sin Yndlingsdrøm. Den er ikke saa ilde, +denne Yndlingsdrøm: et stort Herresæde som Adelina Pattis i Skotland, kun +beliggende paa fransk Grund; det forstaar sig af sig selv. Sarah +Bernhardt er ikke blot fransk i Skind og Ben, hun er den mest inkarnerede +Pariserinde i hele Paris, og det er et stort Spørgsmaal, om hun i Længden +vilde kunne trives paa sit Herresæde, selv om det var nok saa +tusind-og-en-Natagtigt. Allerede nu har hun en lille Villa i +Saint-Adrosse ved Normandiets Kyst, hvor hun ligger paa Landet om +Sommeren. Men hver anden Dag er hun i Paris. Hotellet i Avenue de +Villiers kan hun ikke undvære. Stadig er der ganske vist en eller anden +Statue, som skal være færdig, og som faaer Skyld for Parisertouren. +Sandheden er dog nok alligevel den, at der kun er een Luft, i hvilken hun +rigtigt kan leve, den, der er Blod af hendes Blod, Nerver af hendes +Nerver--kort sagt, Parises Luft. + +Men flittig er hun imidlertid, ogsaa som Billedhuggerinde. Paa den anden +Side Haven ligger en lille Tilbygning til Hotellet, hvor hun har sit +egentlige Atelier, det, hvori der ikke causeres, men arbejdes. Her staar +hun ofte fra den tidlige Morgenstund med Mejselen i Haanden, iført sin +kokette Billedhuggerdragt, Benklæder og Blouse af hvidt Flanel. De nære +Venner faaer Lov til at komme til hende her og passiare med hende under +Arbejdet; mere end een kan da ogsaa give Attest for, at Sarah Bernhardt +ikke blot signerer, men virkelig selv udfører sine Statuer og +Basrelieffer. Hendes Mangesidighed maa ikke forundre, Som hun er +Pariserinde, er hun Kunstnerinde ud og ind. I Kraft af et ejendommeligt +kunstnerisk Instinkt bliver hun producerende paa alle Kunstens Omraader. +Hun havde kun modelleret en tre, fire Aar, da hun sendte sin bekjendte +Gruppe "Efter Stormen" til Salonen, og sex Maaneder efter, at hun havde +begyndt at male i Stevens Atelier, udstillede hun Billedet "Den unge Pige +og Døden". + +Næsten daglig tilbringer hun nogle Timer før Frokost i +Billedhuggeratelieret. Henimod Spisetid har der altid samlet sig +Besøgende ovre i Modtagelsesatelieret, og i sin Arbejdsdragt løber hun da +over til dem for en halv Times Tid at passiare om Literatur og Theater. +Af og til hænder det, at hun bliver attrapperet paa Vejen af +Paatrængende, som vil opkalde Eau-de-cologne efter hende eller Sligt. Men +Blusen hjælper hende. "Tør jeg ikke spørge, om M'me Sarah Bernhardt er +tilstede?"--"Nej, Mama," svarer den overgivne Kunstnerinde og smutter +forbi, "er gaaet paa Prøve og kommer slet ikke hjem idag." Som bekjendt +har Sarah en Søn paa atten Aar, et flinkt og dygtigt ungt Menneske, der +allerede er Theaterdirektør, idetmindste af Navn. Det er ham, den +ungdommelige Moder ved slige Lejligheder forestiller, og det morer hende +kosteligt. + +[Illustration: Sarah Bernhardt i sin Spisestuestol.] + +Nogle af de Besøgende beholder den gjæstfri Værtinde altid til sit Bord. +Spisesalen inde ved Siden af Modtagelsessalonen er luxuriøs og +ejendommelig, om end ikke saa fantastisk udstyret som Atelieret. Den +faaer Lys fra et stort Vindue, i hvis Nische et Vildnis af Slyngplanter +boltrer sig, og hvor man stadig anbringer Frokosternes og Middagenes +Vindruer, Ferskener, Ananas, hvis fine Farver gjør deres Virkning i den +frodiggrønne Vinduesnische. Møblementet er af udskaaret mørkt Egetræ i +gammeldags Stil; for Enden af Bordet staar en højrygget mægtig Stol, det +er Husfruens Plads. Naar hun gaar tilbords, rykker hendes Kammertjener +den frem til hende og bliver da staaende bag den under hele Maaltidet. +Hun sidder der som en Dronning ved et Bord, der er rigt som en Dronnings. +Slebet bøhmisk Krystal, Guld- og Sølvservice, lydløs, fornem Betjening +for hver Gjæst, et udsøgt Kjøkken, kort sagt Alt, hvad der kan bidrage +til at forvandle Maaltidet til en æsthetisk Nydelse. Ved dette Bord +holdes altid den gamle Regel om Muser og Gratier efterrettelig; i Regelen +sidder der kun en fire, fem gode Venner om det, og det er sjeldent, at +der ikke er et stort Navn i den franske Kunst eller Literatur mellem dem. +Alligevel føres der sjeldent nogen Konversation, i hvilken hun ikke er +den Aandfuldeste, og hænder det engang, at man kommer ind paa lærde +Themaer, hun ikke veed Besked om, forstaar hun hurtigt med en +Elskværdighed, som er uimodstaaelig, at føre Samtalen ind paa et Omraade, +hvor hun kan være med blandt de Første, helst den Første. Hun vil herske, +hun vil være Dronning, omgiven af Dronningens Luxus og Hyldest; tillader +man hende ikke det, saa kommer det forkjælede Barns Luner op i hende og +faaer hende til at gjøre gale Streger, som dengang hun forlod Théâtre +français. Men bøjer man sig for hende, saa er hun trods sine tredive Aar +glad som et lykkeligt Barn, yndefuld og indtagende, saa at hun afvæbner +selv de mest haardnakkede Modstandere. + +[Illustration: Coquelin som "Don Cæsar".] + +Coquelin i sin Loge, + +Englænderne har opfundet et Slags literære Portrætskizzer, der er komne +stærkt i Mode: Skildringen af berømte Personer _at home_. Genren har sit +Værd. Man forstaar afgjort en Meissonier bedre, naar man har set ham ved +hans Staffeli, eller en Edison, naar man har fulgt ham i hans +Laboratorium. + +Men det gjælder at finde Stedet, hvor de paagjældende Personer er +virkeligt hjemme, hvor de er helt sig selv. Man lurer sjeldent en stor +Taler synderligt af, fordi man seer ham i hans Spisestue, eller en stor +General, fordi man gjør ham Visit i hans Families Skjød. Der er selv de +Største i Regelen kun ganske almindelige Dødelige. Coquelin skal man se i +hans Paaklædningsværelse, i hans "Loge", som Franskmændene kalder det. +Mellem sine Malerisamlinger og Bøger i den elegante Lejlighed, han beboer +i Rue Lafayette, er han Kunstven og Forfatter; naar han under +Kammerforhandlingerne spadserer i _Salle des pas perdus_, omringet af +Deputerede og Journalister, der fritter ham ud om hans Mening, er han en +Politiker, der veed Besked; naar han overværer Indvielsen af en Skole, +som er stiftet for hans Penge, eller naar han paa Valgdagen lægger sin +Stemmeseddel i Urnen, er han en god og samvittighedsfuld Borger; naar han +elegant, vittig og konversabel færdes i den store Pariserverdens Saloner, +er han Selskabsmenneske _par excellence_, og naar han paa Havres +Havnemole venter Monsieur Mayer fra London, er han en snild +Forretningsmand; men i sin Loge er han alt dette accessionelt ved Siden +af og samtidig med det, som han dog er først og fremmest: Théâtre +français' uforlignelige Skuespiller. + +Coquelins Loge svarer nu imidlertid heller ikke paa nogen Maade til det +Begreb, der ellers forbindes med en Skuespillers Paaklædningsværelse. +Naturligvis er Verdens første Theater fornemt ogsaa bag det Tæppe, som +skiller Publikum og Aktører. + +Naar man har passeret Administrationsindgangens grønne Cerberusportner, +kommer man ad en hvidlakeret, forgyldt Trappe med Brysselertæpper, +Marmorbuster og Spejle op paa den ene Side til Kontorlokalerne, paa den +anden til det Allerhelligste, Skuespillerfoyeren, en fin Louis quatorze +Salon, hvor hver Plet paa Væggene er behængt med Billeder af berømte +afdøde Artister. Korridoren, som forbinder den med Scenen, er et ikke +mindre imponerende Portrætgalleri, og selv hvor man ved Indgangen til +Scenen drejer af og klattrer op i de øvre Lokaler, der ellers saa tidt i +Thaliatempler kun plejer at være et primitivt Sammensurium af +halsbrækkende Hønsestiger og Loftsrum, der minder om +Marchandiser-butiker, selv der er Alt soigneret og nobelt: brede Trapper +med Mahognigelænder og Bastmaatter, Couloirer, som leder Tanken hen paa +Gjæstefløje i en gammel Herregaard, hvide Porcellænsplader med +Kunstnernes Navne paa hver Dør. Men alligevel bliver man overrasket, naar +man aabner den, paa hvilken der staar _Coquelin ainé_. Det er en formelig +Salon, man kommer ind i. Persiske Tæpper paa Gulvet, gobelinsbetrukne +Kanapeer og Causeuser, Kunstbronzer paa Kamin og Skrivebord, hyggelige +Lamper med farvede Net over, der dæmper Skjæret, komfortabel Luxus, hvor +man seer hen i det store Rum. Væggene er fyldte med Malerier og +Akvareller, Pluraliteten forestillende Coquelin i hans forskjellige +Hovedroller, andre afbildende Scener fra Mærkedage i Theatrets Historie, +men alle signerede med bekjendte Navne og i Regelen forsynede med en +lille Notits paa Foden, der fortæller, at de er Gave fra Maleren selv. +Rundtomkring ligger nysudkomne Bøger og fintindbundne Manuskripter. Kun +et monumentalt Spejl paa Væggen mellem Vinduerne, med grønskjærmede +Lampetter op langs Siderne og med en Mængde smaa Glasæsker paa +Marmorpladen forneden erindrer om, at man er i en Skuespillers +Paaklædningsværelse. + +Man er nu i Virkeligheden ogsaa ligesaa meget idetmindste i en Salon. +Coquelin tager imod i sin Loge. En Pariser har ikke Dagen disponibel til +at sladdre hen, allermindst en Pariser _en évidence_. Det paa alle +Punkter optagne Liv, han fører, stiller saa mangehaande Krav til ham; +naar han skal opfylde blot de Halve af dem, maa han tage vare paa +Øjeblikkene. Coquelin har et sjeldent Talent dertil. Alle sine Forhold +til Omverdenen gjør han af, mens han klæder sig paa. Han er visibel hos +sig selv om Morgenen, naar han staar op, men efterat hans Vogn har hentet +ham ved Titiden og kjørt ham hans sædvanlige Tour, hører Dagen hans +Arbejde til, og han er forsvunden for Enhver til om Aftenen, da den nye +Paaklædning begynder. Han sætter Folk Stævne paa Theatret, og de, der har +Venskabs- eller Forretningsforbindelser med ham, søger ham der. Den +grønne Portner ved Administrationsindgangen er højlig fornærmet. +Tærskelen, han er sat til at vogte, er ham en Helligdom, som efter hans +Mening ingen Profanes Fødder nogensinde burde have Tilladelse til at +overskride. Men hvert Øjeblik, naar han strækker sin spærrende +Cerberusarm ud og spørger _qui cherchez vous ?_ lyder Passeer-Parolen +_Monsieur Coquelin_ ham i Øret, og han veed, at saa nytter der ingen +Indvendinger. I sin Loge er Monsieur Coquelin hjemme for Alle. + +Døren til den staar ikke noget Minut. Først kommer Vennerne, der "er i +Salen" og vil aflægge ham Visit før Forestillingen. Det er Dagens +politiske og mondaine Historie, der repeteres. Coquelin er au courant med +Alt og interesserer sig for Alt. Ivrig, fuld af Liv vandrer han op og ned +af Gulvet og diskuterer og dokumenterer med denne Stemme, der ligesom +meisler hver Sætning i Marmor. Det banker. _Entrez!_ Et lille koket Hoved +titter ind, men trækker sig strax igjen tilbage. _Pardon, je +dérange.--Mais pas du tout, Mademoiselle, entrez donc_. Hun kommer for at +tale med ham om Rollen, han har lovet at indstudere med hende. Imorgen +ikke, saa skal han i Kammeret, og iovermorgen maa han til Havre for at +spille ved en Forestilling for Redningsmandskabet, men Dagen efter. Hun +takker, hilser let paa Salonens Gjæster og forsvinder igjen. Men næppe er +hun ude, før det banker paany. En ældre, ordinær Herre, der har pyntet +sig op til at skulle være ung og elegant Han kommer overordentlig frejdig +og selvfornøjet, men falder strax af, da han seer, at der er Folk før +ham. Coquelin hilser skjødesløst; Manden faaer ham trukken hen i et +Hjørne og begynder en hviskende Samtale med ham. _Mais vous pouvez parler +devant ces Messieurs,_ afbryder Coquelin efter et Øjebliks Forløb; "det +er lutter Venner." Der udspinder sig saa en Forretningsdiskussion om +Tournéer i Rusland, Amerika, Brasilien, Spanien. Siden Coquelin er +begyndt at rejse, vil Alverdens Impressarioer have fat i ham, og +allesammen har de Guld og grønne Skove at love ham. Han holder af at +flakke om. Med sin Evne til at nytte Tiden faaer han Alt at se i de +fremmede Lande, han besøger, og med sin hurtige Intelligens opfatter han +strax selv det ham mest Fremmede. Det er en Maade at studere paa, siger +han, som opvejer alle andre, og i sin Kontrakt med Théâtre français har +han derfor ogsaa udtrykkelig hvert Aar forbeholdt sig to Maaneders Ferie, +som han selv kan tage, naar han vil. Planen til Amerikatouren er allerede +lagt, og han har Tilbud og Planer om mange andre. Disse Rejser forøger +desuden de hundrede og tyve tusind Francs, Théâtre français aarlig +betaler ham, med rigelig ligesaa Meget til, og han er ikke mindst en +moderne Pariser i Trangen til at tage Penge ind. Allerede hans +Malerisamling koster ham uhyre. Hvert andet Øjeblik er der et Billede af +Millet eller Andre til en halvhundrede tusind Francs, som han ikke kan +modstaa Lysten til at kjøbe. Saa ernærer han fattige Slægtninge og +stifter Legater, Alt det sluger Kapitaler. Han er ligefrem nødt til at +rejse. Men heldigvis forstaar han ogsaa til det at gjøre sin Tid +frugtbringende. Saasnart han har nogle Dages Otium ved Théâtre français, +er han i en Haandevending i Bruxelles, Lyon, Anvers, Lille for at give +Gjæsteforestillinger. Hr. Perrin er ingenlunde fornøjet ved saaledes +aldrig at vide, om han har ham eller ikke har ham, men han gjør gode +Miner til slet Spil. Coquelin gaar det ikke an at støde, han er Theatrets +Grundpille, og han er paa Basis deraf dets virkelige Herre. + +Det bliver imidlertid ved at banke. Der kommer en ung, mager, gardisthøj +Herre med det røde Baand i Knaphullet; det er Deroulède. Coquelin iler +hen og trykker hans Haand, han hører kjendeligt til de mest Velkomne. Man +har i Regelen meget tilovers for de Mennesker, for hvem man har gjort +meget; det er ogsaa Kjærnen i Venskabsforholdet mellem disse To og +overhovedet i Coquelins Forhold til en stor Kreds af Frankrigs yngre +talentfulde Digtere, Manuel, Guiard, Delair først og fremmest. Han har +saa at sige opfundet dem; de har bragt ham deres Digte, han har reciteret +dem rundtomkring i Saloner og ved Soiréer og paa den Maade skabt deres +første Reputation. En ung Poet har han skaffet Forlægger, en anden hans +Tragedie antagen ved Théâtre français, han er efterhaanden bleven Forsyn +for hele den yngre lyriske Skole. Det kunde synes at staa i Modstrid med +Grundretningen i hans egen Kunst, men det er dog let forklarligt +alligevel. Coquelins Mesterskab er i første Rang Kunsten _"de bien +dire"_. Derfor elsker han Verset. En af de Roller, i hvilke han er +uforligneligst, og den, som han selv sætter mest Pris paa og paastaar, +han spiller bedst af alle, er Don Cæsar i Victor Hugos "Ruy Blas". + +Atter banker det. Denne Gang er det ingen Gjæst, men Regissøren, der +kommer for at varsko første Gang. _"Je serais prêt, mon ami,"_ siger +Coquelin med et Smil og en naadig Haandgestus. Han har endnu knap begyndt +paa Paaklædningen, og ti Minutter efter skal han staa paa Scenen, men +Regissøren kjender ham og gaar. Han er paa Pletten, naar han skal være +der, men heller ikke noget halvt Sekund før. Stadig diskuterende med +Vennerne, som vil rejse sig, men som han beder blive, stadig modtagende +andre, der kommer, forsvindende et Øjeblik ind i det lille +Toilettekabinet, men fortsættende Samtalen gjennem Portièren, klæder han +sig paa og maskerer sig med taskenspilleragtig Behændighed næsten, uden +at Nogen lægger Mærke til det engang. Hver Sminkestreg, han gjør, er han +sikker paa som paa Alt i sin Kunst. Det giver ham den overlegne Ro paa +saavel som bag Scenen, der er hans Styrke. + +Ængstelse og Nervøsitet aner han ikke hvad er. Naar han rejser, bringer +han stadig i de Huse, hvor man har inviteret ham til Middag, sine Værter +til Fortvivlelse. Man har sat Dineren tidlig og sørget for, at den kan +være endt saa betids, at han kan komme paa Theatret uden Forsinkelse. Men +det er ham selv, der trækker den ud. Hele Selskabet bliver ved ængsteligt +at se paa Klokken undtagen netop han. Endelig minder man ham. _"Tout a +l'heure,"_. svarer han og bliver ved at fortsætte Samtalen. Og naar man +saa tilmed vidste, at dette Theater, som han nogle Minutter efter skal +spille paa for første Gang, det har han aldrig set. Han har simpelthen +spurgt sin Ven Dieudonné, der stadig rejser med ham, om Alt er paa sin +Plads og i Orden; naar han har faaet Forsikringen derom, veed baade han +selv og hans Kammerater, at han ogsaa vil være det, og at han vil spille +sin Rolle ganske paa samme Maade, som han har spillet den Hundreder af +Gange, uden at lade sig forstyrre i sin Ro af Nogetsomhelst. + +I sin Loge holder han Diskussionen gaaende lige til det sidste Øjeblik. +Regissøren kommer anden Gang og stikker Hovedet ind. _"On peut +annoncer,"_ raaber Coquelin til ham. Han gjør den sidste Sminkestreg, +retter Parykken foran Spejlet og rejser sig. Vennerne følger ham ned ad +Trappen, og man bliver ved at tale. _"A l'entreacte_," bryder han endelig +af; man hører Maskinkarlen slaa Slaget, der annoncerer Aktens Begyndelse. +Coquelin staar paa Scenen, et Sekund, saa gaar Tæppet op, og han er i +samme Nu helt og holdent den Person, han skal forestille. + +Mens han spiller, et flygtigt Blik tilbage paa, hvorledes han er naaet +til den Plads, hvorpaa han nu staar. Han er en Bagersøn fra Søkjøbstaden +Boulogne. Familien har gjennem lange Slægtled været denne Stads og det +hæderlige Bagerlaugs bedste Mænd. Der er endogsaa dem, der vil paastaa, +at man intetsteds i hele Frankrig kan faa saa mageløst Hvedebrød som i +Boulogne. Det er Traditioner, der daterer sig fra meget langt tilbage, +Traditioner, som Slægten føler sig stolt over, og som den derfor kun med +stor Bekymring saae blive brudt, da dens Yngste, den attenaarige Jules +Constant, for en Snes Aar siden pludselig en skjønne Dag erklærede Papa +Coquelin, at han var kjed af at spadsere omkring i Boulognes Gader med et +Postejfad paa Hovedet, og at det nu var slaaet fast: han lagde den hvide +Hue af, der saa langt man kunde huske tilbage havde været Coquelinernes +Adelssymbol, for at drage til Paris og paa et helt andet Felt vinde ny +Hæder til det gamle Navn. + +Papa Coquelin var imidlertid en fornuftig Mand, han indsaa, at det selv +ved en Bagerovn kun er Lysten, der driver Værket, og at man aldrig kommer +nogen Vegne, naar den mangler. Jules Constant fik Lov til at gjøre, som +han vilde, Han rejste. Fra en Boghandler i Boulogne fik han +Anbefalingsbrev med til Regnier, der dengang var Numer Et ved Théâtre +français, og hos ham præsenterede han sig da. Han vilde være Skuespiller, +erklærede han, men kun, naar man troede, han kunde blive noget Udmærket. +Ellers rejste han tilbage og tog den hvide Hue paa igjen. Om man nu vilde +se, hvad han duede til. + +De ærværdige Lærere ved Konservatoriet, til hvem dette Hverv som +sædvanlig blev overdraget, fandt ikke, at han duede til Stort. Og saa +fandt de ham altfor grim. "Det er jo en ren Trompetnæse, han har," sagde +Augustine Brohan. "Og hvad der er det Værste, han bruger den som en +Trompet," føjede Auber til. Han faldt igjennem ved Examen, og havde +Regnier ikke med sit sædvanlige glimrende Blik for, hvad der boede i den +unge Skuespiller, beholdt ham alligevel for at se, om han dog ikke kunde +faa Noget ud af ham, saa vilde Coquelin den Dag idag have været Bager i +Boulogne og ikke Regniers Efterfølger paa Thronstolen i Molières Hus. + +Regnier blev hans Lærer og Opdrager. Han lærte ham først og fremmest +Taalmodighed, det, som for alle Kunstnere, men for Skuespillere særlig er +saa noget nær Alpha og Omega: at studere og studere og vente ganske +rolig, til man virkelig har alle baade ydre og indre Betingelser samlede +for at kunne præstere noget Ordentligt. Selv efterat han i 1860 havde +faaet Konservatoriets første Pris for Udførelsen af en Crispinrolle og +baade Regnier og adskillige Andre ganske vel indsaae, hvad der boede i +ham, fik han ikke Lov til at rende af Skole, Regnier fortsatte sit +Opdragelsesværk, og de smaa Roller, han i det første Par Aar kom til at +spille ved Théâtre français--Gros René p "le Dépit amoureux", Bazile i +"Figaros Bryllup", Dubois i "Misanthropen", Loyal i "Tartuffe", o.s.v. +o.s.v.--var nærmest at betragte som en gradevis Vænnen til Ilden. Da han +endelig leverede Hovedslaget, var han færdig; Sejren kunde ikke udeblive, +og den udeblev heller ikke. + +[Illustration: Coquelin] + +En af Pariserkritikerne i Vælten har som Øjenvidne fortalt om denne +Triumf. Coquelin havde faaet en Rolle i et nyt Stykke, som Theatrets +daværende Direktør Thierry imidlertid af Hensyn til en ældre Skuespiller +atter maatte tage fra ham. Til Gjengjæld gav han den unge Kunstner Lov +til at vælge, hvilken han vilde i det gamle Repertoire. "Saa vælger jeg +Figaro i "Figaros Bryllup"," sagde Coquelin strax. Det var et af de +største Vovestykker, der kunde tænkes, men Thierry holdt altid sine +Løfter, og Coquelin fik Rollen. Alt gik godt, fortæller den nævnte +Kritiker, til han skulde ind paa Scenen. Men da han først var der, blev +han overfalden af en forfærdelig Frygt. Han begyndte at ryste over hele +Kroppen, Tungen klæbede sig fast til Ganen, og han spillede de første +fire Akter uden at vide af, hvad han sagde, med sløvt Blik, mørkt +Ansigtsudtryk og halvkvalt Stemme, som et Menneske, der føres til +Retterstedet. "Men saa le dog, dit lille Dyr," hviskede Augustine Brohan +ganske sagte til ham; "le dog, Du er jo Figaro." Coquelin gjorde +imidlertid kun en fortvivlet Gestus, der betød, at han ikke kunde le. +Heldigvis er det parisiske Publikum yderst overbærende mod Debutanter. +Man ventede stadig. Femte Akt kom; det er den Akt med den berømte +Monolog. Det var dengang Mode i alle det gamle Repertoires komiske +Roller, særlig i Moliéres, at hælde over mod det Tragiske saa tidt, man +kunde. Denne Mode behagede ved det Nye og Dristige, der laa i den. +Coquelin havde i den Anledning fundet paa at gjøre noget Lignende ved +Monologen. Han søgte at gjøre den bitter, mørk og irriteret. Den stærke +Sindsbevægelse, hvori han befandt sig, gav hans til daglig Brug +vibrerende Stemme endnu mere Udtryk, hans Mimik og Gestus endnu mere +Fortvivlelse og Vildhed. Han gjorde stormende Lykke. Man applauderede +uforbeholdent: man havde her en Mand for sig, der kunde være paa een Gang +Scapin, Crispin og Figaro. + +Han blev det hurtigt efter denne første Sejr; han blev i disse tre og i +alle beslægtede Roller den mest uforlignelige Skuespiller, Théâtre +français rimeligvis nogensinde har havt. Og hvilken Mængde af dem har han +ikke trods sine knap fyrretyve Aar allerede spillet I Af alle Moliéres +Stykker er der siger og skriver kun tre, i hvilke han ikke er optraadt, +og han har i de tyve Aar, han nu har været ved Théâtre français, spillet +ikke mindre end omtrent tresindstyve forskjellige Figurer alene i det +gamle Repertoire. I det moderne er hans Navn knyttet til nogle og tyve +Repriser af berømte Komedier, og samtidig har han skabt Hovedfigurer i en +tredive, fyrretyve nye Stykker. Vilde man med nogle enkelte Roller +markere Hovedpunkterne i hans Skuespillervirksomhed, maatte man først og +fremmest nævne Figaro i "Figaros Bryllup", Mascarille i "les Précieuses +ridicules", Gringoire i Stykket af samme Navn og Marcel i "Les Ouvriers" +(Arbejderliv). Han har aldrig havt mere uimodstaaeligt smittende godt +Humør, udfoldet mere ægte komisk Liv end i de to første af disse Stykker, +og han har aldrig talt til Hjertet som i de to sidste. Dog jo, han har i +sin sidste mesterlige Création, den gamle Skuespiller i +Erckmann-Chatrians "Les Rantzau" gjort begge Dele lige uovertræffeligt +paa een og samme Tid. + +Det er nemlig en Hovedejendommelighed ved Coquelin som Skuespiller, at +hans Talent saa at sige ikke kjender nogen Grændse. Hans Hovedstyrke er +at faa Tilskuerne til at rulle sig i Latterkrampe, men den næste Aften, +det næste Øjeblik kan han med samme Uimodstaaelighed lokke Taarerne af +det samme Publikums Øjne. Han har den ene Dag spillet Scapin og den næste +Jean Dacier, Hovedfiguren i en moderne Revolutionstragedie af samme Navn. +Forbausende er det, til hvilken Grad han forstaar i Stemme, Mimik, +Holdning og Alt at kaste sig selv fuldstændig bort og paa Scenen +udelukkende være de Figurer, han fremstiller. Han tager dem af og paa med +samme virtuosmæssige Lethed som Kostumet, der hører til dem. Det er +forklarligt; hver lille Gestus, hvert Tonefald, hvert Blink med Øjnene er +vejet og prøvet i Maaneder, før det blev slaaet endelig fast. Coquelin +overlader i sin Kunst Intet til tilfældig Inspiration. + +Saa spiller han da, og Publikum jubler og applauderer. Han er forgudet og +forkjælet som en Primadonna. Og han sætter Pris derpaa. Har Bifaldet en +enkelt Gang været kjøligere end sædvanlig, er han forstemt, har det +rystet Huset, straaler han som en Debutant, og naar Vennerne atter kommer +op i Mellemakterne, er en Samtale om, hvorledes de enkelte Repliker har +slaaet an, altid det Første, hvormed der begyndes, selv om man ender med +Drøftelsen af helt andre Materier. Og det gjør man tidt. Er der vigtige +Forhandlinger i Kammeret, saa at Møderne er trukne ud til hen paa +Aftenstunden, er Coquelins Loge det Sted, hvor man sikkrest kan hente +Nyheder fra dem. Han faaer Alt berettet pr. Depesche fra selve Palais +Bourbon. Man har drevet Spot med denne hans Politiseren og med hans nære +Forhold til Gambetta. Man har havt Uret, det er kun tomme +Vittighedsmagere, der kan gjøre det, Coquelin har vist, at man kan være +en stor Skuespiller og en brav Borger ved Siden af. Han er af et andet +Kuld end sine Forgjængere i Moliéres Hus. Han henter ikke sine +Inspirationer paa Knejpen, han er sober som de Færreste, til sine +Maaltider nyder han kun Vin og Vand og udenfor dem aldrig det Mindste. +Han hører til det moderne Frankrig, det, der veed, at i vore Dage naaer +man kun en Førsterangs-Position gjennem et Liv i uafbrudt Arbejde. Men +det, at han i Intet er _cabotin,_ at han i samme Øjeblik han sætter sin +Fod udenfor Scenen er en _homme sérieux_ med alsidige Kundskaber, alsidig +Dannelse og Interesser for Alt, det er det netop, der har bidraget til at +løfte den moderne franske Skuespillerstand ud over den halvt deklasserede +Stilling, den saa længe havde indtaget. Naar man nu vil kaste den den +gamle Haan i Ansigtet, rejser Opinionen sig som een Mand mod Fornærmeren. +Det har vist sig saa tydelig, som ønskes kan, for nylig ved Bladet +"Figaros" og Hr. Mirbeaus Angreb. Med Gots Æreslegion er den sidste Rest +af Skuespillernes Undtagelsesposition forsvunden. Og det er Coquelin, der +har fremtvunget dette Kors. Han har ikke blot gjort det direkte ved atter +og atter at tage Ordet for sine Kammeraters Ret til at blive betragtede +som alle andre Borgere, han har gjort det endnu mere indirekte ved sit +eget alvorlige, hæderfulde Liv. Han er en ny Skuespillertype, og han vil +faa Efterfølgere. Komédieforfatterne vil maaske have Grund til at beklage +sig derover; de faaer ikke længer Figurer som Kean og Garrick at skrive +om. Men ellers er det vanskeligt at se, hvem der skulde lide derunder. +Næppe Kunsten, og næppe Samfundet, og Skuespillerne selv allermindst. + +[Illustration: Coquelin som Florence i "Les Rantzau"] + +Cherbuliez i sit Arbejdsværelse + +Mens Millionen og de Fremmede breder deres Herredømme videre og videre ud +over det moderne Paris, forvandler dets Fysiognomi og umærkeligt gjør det +til en hel ny Stad, er der dog een Part af Byen, hvor denne Erobring +synes at finde et Bolværk, som den ikke kan bryde, hvor de gamle Huse og +Gader staar endnu, hvor Særpræg og Vaner, hvor Karakteren, som det hele +Liv har; er saaledes, at den nuværende Generations Fædre og Bedstefædre +vilde kjende sig igjen og føle sig hjemligt der, hvis de kunde staa op af +Graven. Denne Part er den venstre Seinebreds Paris. Det begynder saa +smaat at skrumpe ind ganske vist; det kan ikke vise noget Sidestykke til +Quartier de l'Europe eller til den som af Aladdinsaander bebyggede +Monceauslette, det inkorporerer ikke Dag for Dag bredere og bredere +Bælter af Banlieuen, tvertimod, det er ligesom det visnede lidt i Kanten, +de yderste Partier bliver folketommere, falder hist og her i Ruiner, +glider over til at blive en Mellemting mellem Landsby og Stad. Men ikke +desto mindre er det dog ogsaa af vore Dages Paris endnu stadig en saa +væsentlig Del, at der maa regnes med det. Det er mere endnu. Det er som i +den stolte katholske Kathedral det lille Kapel, der gjemmer Kisten med +Helgenens Relikvier. Tinder og Taarne og Hvælvinger med deres Marmor og +Guld og Lys og Billeder er kun byggede udenom dette Kapel. Til dets +Forherligelse er den hele Pragt der; det er i Virkeligheden det, der har +gjort Kirken stor, og det er stadig Sjælen i den, For dets Skyld kommer +de rette Pilegrimme, ved det holder de sande Troende deres Andagt. + +De gamle Kvarterer paa den venstre Seinebred gjemmer endnu Paris's egen +særlige Individualitet, det, der har skjelnet denne forunderlige By fra +alle andre og gjort den til, hvad den er. Millionærpaladserne har rejst +sig, de Fremmede er komne, Verdenskaravanseraiets Stimmel og Glands er +kommen, men det er som Kathedralen Altsammen kun voxet op, fordi der var +Noget, som kunde bære et saadant Relief. Og dette hemmelighedsfulde, +uhaandgribelige Noget fylder endnu Luften i de snevre Gader mellem +Sorbonne og College de France, mellem Académie des beaux-arts og École +polytechnique og den lange, lange Række af Videnskabens og Kunstens +Højskoler, der klemmer sig sammen her paa en ganske lille Part af den +store Bys Grund; Rastaqouairen og Amerikanermillionæren, Boulevardieren, +Kokotten og Alt, hvad der er i Slægt med dem, kan ikke trives i denne +Luft, den ægte Pariser derimod er først rigtig i sit Element, naar han +indaander den. Af Intelligensens Paris boer ni Tiendeparten paa den +venstre Seinebred. + +I Rue Gay-Lussac, en af dette Kvarters venligste og aabneste Gader, og i +den Del af den, hvor Sol og Blomsterduft fra Luxembourghaven frit kan +strømme ind, har det franske Akademis sidstvalgte Udødelige, Victor +Cherbuliez, sit Hjem. Det er helt paa den anden Side Pantheon, han boer. +Han siger nok selv, at det er af Hensyn til hans Sønner, der har deres +Lyceer herude, men i Virkeligheden tager man dog næppe fejl ved at søge +den egentlige Grund dybere. "Man har det ogsaa fredeligere her," føjer +han til; "selv ved Gadestøjen er der noget Douce, saa den ikke generer, +jeg har en Fornemmelse, som om jeg ikke vilde finde Ro til at arbejde, +hvis jeg kom over paa den anden Bred." Det er just Sagen. Han er +instinktmæssig rykket saa langt fra Millionens Paris, som han kunde +komme; Feberen i dets Liv, de skrigende Toner i dets Larm, Guldets Raslen +og Reklametrompeternes Skingren har skræmmet ham. Han er saa lidt i Slægt +med Alt det, som Nogen kan være. Skjøndt født Genfer har ikke blot Loven +givet ham parisisk Borgerret, hans Gjerning har gjort det før den og +varigere end den. Men i Verdensstadens tumlende Offentlighed er han +aldrig bleven nogen Person _en vue_, han hører ikke til den Slags +Parisere _en évidence_, der samler Opløb, hvor de viser sig; den store +Hob kjender ham ikke, han kan spise sin Frokost paa Café Caron, uden at +Nogen i Lokalet veed, hvem han er, og lægger Mærke til ham. Han staar som +Repræsentant for det Paris, som man ikke seer, og som ikke gjør Spræl, +men som dog er Sjælen i den store By, for Intelligensens stille, +arbejdende Paris paa den venstre Seinebred. + +At trænge ind til en rigtig Pariser _en évidence_ er omtrent ligesaa +vanskelig en Sag som at komme med til en Première. Han er paa sine +Enemærker en Konge, der hyller sig i utilnærmelig Majestæt. +Tjenestepersonalet har de strengeste Ordrer til at holde Alle paa +Afstand. Lykkes det end undertiden ved Hjælp af nogle Francsstykker at +passere Portneren, saa lader Forgemaklakajen sig dog ikke bestikke. Det +nytter kun lidt at spørge ham, om hans Herre er tilstede. Han svarer kun +med et medlidende Smil. Det er ham, der holder Forhør. Han gjør det uden +Personsanseelse; selv en "Monsieur décoré", hvem der dog ellers allevegne +i Paris bliver vist Hensyn, respekteres ikke. Først naar han har leveret +Fyren med Silkelæggene tilfredsstillende Oplysninger om, hvad han hedder, +og hvad han er, og hvad han vil, meddeles det ham naadigt, at Husets +Herre tager imod mellem Elleve og Tolv den og den bestemte Dag i Ugen. +Han har saa Tilladelse til at komme igjen og antichambrere. Paa den +venstre Bred kjender man derimod ikke saadanne Formaliteter. "Hr. +Cherbuliez," siger den gamle Portnerkone, "jo, det er her; Herren er lige +kommen ind fra Landet. Anden Sal over Entresolen, Døren tilvenstre. Men +De maa ringe lidt stærkt, for Pigen deroppe er noget døv." Hun er saa døv +tidt, at det bliver Fruen, der lukker op. Man bedes vente et Øjeblik, +mens hun underretter sin Mand om Besøget. Men maaske er han beskjæftiget, +han maa paa ingen Maade lade sig forstyrre, man kan saa udmærket godt +komme igjen paa en anden Tid, hvis det er mere belejligt. Man forstyrrer +aldeles ikke, svarer hun venligt, det vil være hendes Mand en Fornøjelse +at se En, han skal komme ligestrax. Man gaar da ind i Salonen. Det er en +lille, hyggelig Stue med Mahognimøbler, Stil _premier empire_, +Divantæppe, mange Blomster ved Vinduet, mange Malerier paa de mørkrøde +Vægge, men uden nogensomhelst moderne parisisk Luxus, uden Elegance +engang, en jævn, lidt gammeldags Salon, gjennemtrængt med den Parfume af +pudset og skuret Renhed, som Værelser har, der staar til Stads og kun +bliver brugte ved højtidelige Lejligheder. Efter nogle faa Minutters +Forløb kommer den lille, venlige Frue tilbage og hilser fra hendes Mand, +om man ikke vil følge med ind i hans egen Stue. Luften er en Smule klam, +og der er lagt i Kaminen hos ham. Man synes næsten allerede, man mærker +Varmen; det er en ganske anden Modtagelse, end man er vant til i Paris. +Man har en Fornemmelse, som om man var mange Mile borte, i saadant Noget +som en nordisk Præstegaard paa Landet. + +Det er netop ogsaa Indtrykket, Cherbuliez' Arbejdsværelse gjør. +Fuldstændig Studerekammerstil: en høj Pult, ved hvilken man skriver +staaende, to store Lænestole med brunt Saffiansbetræk, en dito Sofa af +gammeldags Snit og saa forresten kun Bogreoler. De er af ulige Størrelse +og forskjellig Slags Træ, øjensynlig anskaffede efterhaanden som +Bibliotheket voxede, men nu proppede fra øverst til nederst. Revuens +orangegule Hefter ligger klemte ind allevegne, hvor der er mindste Plads +over de staaende Rækker, men iøvrigt staar den hele Armee i snorlige +Parade som et preussisk Regiment. Kun Uniformerne er noget brogede. Gamle +Volumina i Læder og Folio skifter med smaa, kokette, røde Maroquinsbind; +mellem lange Suiter af Klassikere i falmet Shirting skubber gule +Calman-Levyske og blegblaa Dentu'ske Papirsrygge sig ind og drager +moderne Striber. Der er i Virkeligheden Lidt af Alt i denne Samling, mest +historiske Værker og Forfattere fra Encyklopedistperioden maaske, men +forøvrigt hele den franske Litteratur, lige til de seneste Dage +repræsenteret ved Alt, hvad den har af Fortræffeligt. Dertil tydske +Filosofer, græske Poeter og politiske Brochurer i Mængde. Cherbuliez har +i sin Ungdom studeret flere Aar ved tydske Universiteter, han er Sproget +fuldkomment mægtig, og han har endnu Hegelianeren siddende i Blodet. Hvad +Grækerne angaar, saa er de saa at sige hans Yndlingslekture. Han læser +dem i Grundtexten, og han har for Vane at gjøre det hver Morgen, før han +tager fat paa sit Arbejde. Det er i Athen, at han har "fundet sig selv", +som man siger. Mellem Akropolis's Ruiner har han i Virkeligheden skrevet +sit Debutarbejde "le cheval de Phidias", og paa Bunden af de Øjne, +hvormed han seer paa Menneskene og paa Tilværelsen, ligger der stadig et +Skjønhedsindtryk, som stammer derfra. + +En halv Væg er tom for Reoler, og paa den hænger det Eneste, som pynter +op i Stuen. Det er netop først og fremmest en Gjengivelse i Gibs af en +Part af Parthenonskavalkaden, det Fragment, som har givet ham +Inspirationen til "Phidias's Hest". Dernæst er det et Fotografi af den +milesiske Venus, et Portræt. + +[Illustration: Victor Cherbuliez.] + +Cherbuliez' Haandskrift. + +Dante i hans Ungdom efter en Fresko, der for nogle Aar siden er opdaget i +Florents, samt endelig i Glas og Ramme et Stykke gammelt, optrevlet, +graaagtigt Lærred, en Rest af Tassos Skjorte, med en Haandskrift af +Lamennais, der bekræfter Ægtheden. Endnu et Par enkelte Malerier, +stemningsfulde Landskabsbilleder, paa Kaminen Portræter af hans Kone og +Sønner og af Buloz, "Revue des deux monde"'s Stifter, en bred +Solskinsstrime faldende ind fra Vinduet, og man har hele Værelset. + +Ligefrem, fordringsløs, venlig som det er Cherbuliez selv. Ved det første +Øjekast har han i sit Ydre noget stærkt udpræget Militærisk, det er +Infanterikaptejn-Typen, som man kjender den fra de smaa franske +Provindsbyer. Men saasnart han taler, gaar det bort. Det var kun +Ansigtsformen, Overskægget og den store Imperial, det skyldtes; Øjnene +forandrer Udtrykket fuldstændig. De er smaa, uden Glands, af ubestemmelig +Farve, men der er i dem dette ejendommelige dybe Blik, der ligesom seer +igjennem den, de hviler paa. Naar man vil huske Ansigtet, er det kun dem, +man mindes: det Hjertelige, næsten Bløde i dem, som dog, synes man, ved +en ganske lille Nuance maatte kunne blive strengt ogsaa, deres +forunderlig rolige Klarhed fremfor Alt. Disse Øjne giver Cherbuliez helt; +han er, som de fortæller. Han hører ikke til Tidens nervøse, forpinte, +sønderrevne Aander. Den vilde, trøstesløse Utilfredshed med Existensen, +som præger Perioden, hvori vi lever, og som i hele Menneskeslægtens +Historie maaske ikke har havt noget Sidestykke undtagen netop i den +antike Verdens sidste Dage, ved det romerske Kejserriges Forfald, denne +Utilfredshed finder ikke nogen Apostel i Cherbuliez. Han flygter ikke, +som hans Kolleger paa den anden Side Rhinen gjør det i deres historiske +Romaner, fra en Verden, der er dem uudholdelig, bort til helt andre Tider +og helt andre Slægter, og han bærer sig heller ikke ad--hvad der tilsidst +kommer ud paa det Samme--som hans Landsmand Zola med Disciple: giver det +malcontente Hysteri Luft i en Fremstilling af Jorden som et Helvede, +befolket af lutter Djævle. Han er for meget Franskmand til det. Han kan +sin Schopenhauer og Hartmann paa Fingrene, men han har læst dem med samme +Forsigtighed, med hvilken Lægen gaar til en Epidemipatient. Han har +garderet sig med sin sunde romanske Optimisme, og han er ikke bleven +smittet. Han skildrer de Mennesker, mellem hvilke han lever, ikke blot +fordi den Digtform han har valgt til sin, Romanen, efter hans Mening +aldrig kan faa blivende Værd undtagen som Gjenspejling af Forfatterens +Tid, men ogsaa fordi disse Mennesker er ham meget interessante og med +deres Fortrin og Fejl ganske sympathetiske. Han skildrer dem, som han +seer dem, og det er hans Overbevisning, at de er, som han seer dem, det +vil sige hverken helt Engle eller helt Djævle. Med Forkjærlighed vælger +han just de mest sammensatte Naturer, i hvilke baade Godt og Ondt er oppe +og strides om Overtaget. Han er i Fremstillingen af denne ægte +menneskelige Kamp bestandig rolig og lidenskabsløs; han kan være ubøjelig +haard, men han er først og fremmest uendelig human. Det absolut Hæsliges +Berettigelse i Kunsten anerkjender han ikke, fordi han i Livet selv kun +seer det som en Undtagelse; endog de sorteste af hans Figurer har deres +sympathetiske Side. Meta Holdenis staar som et slaaende Exempel. Da hans +Fortælling første Gang blev offentliggjort i Revuen, modtog han fra alle +Sider Brev paa Brev, hvori man bad ham ikke lade denne unge Kvinde, om +hvilken han havde forstaaet at samle saa megen Interesse, ende altfor +trist, og med Revuens Udgiver var han nærved at brouillere i Anledning af +Romanens Slutning. Buloz havde i den Grad forelsket sig i Meta, at han +endogsaa en Stund gik omkring og drømte sig et Pendant til hende, der +kunde blive hans Sekretær. + +Som han sidder der og strammer den sorte, stukne Hjemmefrakke omkring sig +og skyder de store Lænestole hen til Kaminilden, for at man skal sidde +mere hyggeligt og passiare, er Cherbuliez netop den vindende, elskværdige +Personlighed, man har forestillet sig efter hans Romaner. Han har rejst +meget og seet Meget, han har læst og tænkt mere end de Fleste af hans +Samtid. Valberts Artikler (det Pseudonym, hvorunder han skriver i Revuen) +er der for at vise, med hvilken alsidig Sum af Kundskaber han sidder +inde, og med hvilken moden, overlegen Klarhed han seer paa alle Fænomener +i sin Tid. Mildere, mere overbærende i sine Domme, doucere og lempeligere +i sin Maade at fremstille Alting paa, kan alligevel Ingen være end han. +Han har i sin hele Form den soignerede Høflighed, den fine Delikatesse, +som jo ifølge en ældre Generations Beretninger engang synes at have været +typisk national hos Franskmændene, men som nu ogsaa i dette Land findes +hos altfor Faa, og det er næsten, som om denne Høflighed, denne +Delikatesse forbød ham at bruge et stærkt Udtryk, der kunde skurre i +Samtalen, fremsætte en afgjørende Mening, som han ikke var sikker paa +deltes af den, med hvem han taler. Man har undret sig over, at han, der +dog ved de nævnte Valbertske Artikler har vist et Kjendskab til, en +Forstaaelse af franske politiske og sociale Forhold, som Alle bøjer sig +for, at han aldrig har søgt at komme til at spille nogen Rolle i det +offentlige Liv. Man har undret sig, fordi man kun kjendte ham som +Forfatter og ikke som Menneske. Han er den stille Studiets Mand; paa +Politikens Arena, hvor der skal skubbes og puffes og skraales højt, vilde +han føle sig som en Troubadourridder i Artillerikamp. Og saa har han +desuden en vis Respekt for det hele moderne politiske Væsen. Han har i en +af sine Romaner givet sit Syn paa Sagen. Siden Revolutionens definitive +Sejr drives der efter hans Mening egentlig slet ikke Politik i Frankrig. +De Revolutionære har som Program kun Agrarlove samt Afskaffelse af Staten +og Vaabenmagten. For de andre Politikere, siger han, er det store +Spørgsmaal kun et Spørgsmaal om Indflydelse, og hvem der skal udøve den. +Enhver vil være en Allerhelvedes Fyr, det vil sige et Menneske, som man +hører paa, naar han holder Taler, som man skynder sig at tilfredsstille, +naar han forlanger Noget, og som skræmmer, naar han truer. Det +republikanske Frankrig er en Armee; der har følt Trang til at fornye sine +Kadrer: det er det, man kalder de nye sociale Lag, der skal frem. +Monsieur Jourdoin efterabede Greverne og Marquierne og fandt sig yderst +hædret ved at have dem tilbords; nutildags siger Monsieur Jourdoin til +Seigneur Dorante: "Du er færdig, min Ven, gaa din Vej, for at jeg kan +komme til."--Cherbuliez bryder sig ikke om "at komme til". Han befinder +sig mange Gange bedre i sin Lænestol ved Kaminilden, end han vilde gjøre +det paa en Ministertabouret, og er der Noget i denne Verden, som han kun +kan se den sorte Side ved, saa er det Guldkalvsdyrkelsen. _"Non, +certainement, je n'aime pas le million,"_ siger han, og der gaar gjennem +de smaa Øjne et Glimt, som ikke har Spor af Blødt eller Venligt ved sig. +Det supplerer Bekjendelsen og oversætter den i et mindre afdæmpet Sprog. +Millionen er hans _bête noire_, med hele den Verden, der drejer sig om +den, har han og vil han Ingenting have at bestille. Paa sin venstre +Seinebred fører han med sin Hustru og sine Børn en stille, borgerlig, +arbejdsom, fredsommelig Existens. Tidlig om Morgenen gaar han til sin +Skrivepult, regelmæssigt, næsten paa Klokkeslet, som Kontoristen gaar paa +sit Kontor. Han skriver sit bestemte Antal Timer, langsomt, formende, +filende, glattende paa hver Sætning, til den er netop, som han vil have +den. Det er ingen af Lidenskaber forpint og sønderreven Sjæl, der faar +Luft i pludselige Improvisationer. Kjender han til Feber under Arbejdet, +saa er det kun den, som selve Undfangelsen fører med sig, og dens Smerte +har paa Bunden en uendelig Nydelse. Saaledes gaar hans Liv Dag efter Dag, +og dette Liv giver ham den Ro og Tilfredshed, der er Alt, hvad han +forlanger af Verden, den "grande tranquillité", der er Lykken for ham og +hele den Race af Mennesker, for hvilken han staar som Repræsentant. + + + + +DE FREMMEDE I PARIS. + + +Paris's Fysiognomi vilde ikke være parisisk, ialfald ikke moderne +parisisk, uden de Fremmede. De giver det paa ingen Maade de Træk, der +udgjør dets virkelige Charme, dem, som man kommer til at holde mere af, +jo nøjere Bekjendtskabet bliver, men de giver det mange af dem der +springer mest i Øjnene. Det er ikke Pariseren, der gjør Gadelivets +Kolorit broget. Han er selv en douce Fremtoning, hvis Stolthed er at være +korrekt og at undgaa Spræl. Det er den tærnede Touristbritte og den +dandypyntede Ibenholtsneger, det er Asiater og Afrikanere med +Silkekaftaner og spraglede Burnus, med Diamantagraffer og blaa +Saffiansstøvler, det er den kasserolrøde Indianer og den guldgule Indier, +det er denne aldrig endende etnografiske Revue af Mennesker i alle +Kulører og i alle Verdens Kustumer, der frembringer Boulevardbilledets +Farveorgier. Og tildels paa samme Vis gaar det med Pariserlivet; +Effektstaffagen og Effektscenerne i det, Alt det, der gjør mest skrigende +Staahej, faaer sit Materiale for en væsentlig Part fra den store +Fremmedlegion af Tapageur-Publikum, hvormed samtlige fem Verdensdele +rekruterer Paris. Den er bleven en Prætorianerkohorte, som, samlet ved +alle Midler af Verdensdronningen selv, nu har ranet Magten til sig og +fører sig op som Herrer og skriver hende Love i hendes eget Slot. + +Før Tredive, før Otte og Fyrre viste den Fremmede sig kun kometagtigt paa +Pariserhimlen. Hvad han nu end var for en Slags Potentat eller Nabob, en +exotisk Mærkværdighed var og blev han, der kom og saae og blev set paa +med store Øjne og saa forsvandt igjen uden nogensinde at dukke klart frem +af sin halvt eventyrlige Dunstkreds. Først da Revolutionsideerne begyndte +at gaa deres Gang over Evropa, og da Reaktionens Offre fra alle Kanter +vendte sig til det frie Frankrig for at finde Asyl, kom der en virkelig +Fremmedkoloni i Paris. Man tog med aabne Arme mod de tilstrømmende +Emigranter. Man tog imod dem som det, de i Virkeligheden var: Blomsten af +det liberale Europas Intelligens, og man indrømmede dem en fremragende +Plads i sit Samfund. De samlede store Kredse omkring sig; man hørte paa +deres Taler og Foredrag, man lod sig belære og begejstre, og let +tilbøjelig som man var til at passioneres, rejste man dem formelige +Pjedestaler. Folk som Mizkiewitz og Kossuth blev Heroer, som kun Faa af +Franskmændenes Egne naaede op i Højde med. + +Fra den Tid har de Fremmede faaet Borgerret som et Element i +Pariserlivet, og fra den Tid er de stadig komne til at spille en større +og større Rolle i Paris. Men deres Type har unægtelig i Aarenes Løb +undergaaet meget væsentlige Metamorfoser. Den chevalereske Polak og den +idealistiske Tydsker er forsvundne med den Periode, for hvilken de stod +som Repræsentanter; Rastaqouairen og Amerikanermillionæren har taget +deres Plads i den moderne Million-Metropol, i det uhyre +Verdenskaravanserai, hvortil Dampen og hvad der kom i dens Følge: +Distancernes Forsvinden, den store Industri og de store Formuer i en +Menneskealder har forvandlet Frankrigs Hovedstad. + +Skjøndt Fremmed er Rastaqouairen en moderne Pariserfigur af reneste Vand; +han er det i den Grad, at han er utænkelig, umulig noget andet Sted. Han +kommer fra Egne af Verden, over hvilke der endnu ligger Slør af noget +Halvdunkelt, Eventyrligt, fra Brasilien eller Peru, fra en eller anden +sydamerikansk Republik, som man knap kjender af Navn, til Nød fra +Portugal, Spanien eller Rumænien, helst fra et Sted med uudtaleligt Navn, +der holder Spørgsmaalet om Nationalitet og Verdensdel i ubestemt Taage. +Hans eget er ligesaa langt som imponerende. Det vrimler i det med +Santa'er, med da'er og di'er og y'er, og det hænder aldrig, at der +mangler en Marquis-, en Vicomte-, en Chevalier- eller endnu finere Titel +foran det. Hans Bryst er bedækket med Stjerner, om hans Hals hænger der +Ordensbaand i alle Regnbuens Farver. Hans Paaklædning er rig, men +elegant, hans Holdning kavallermæssig, hans Optræden en Grandseigneurs. +Ingen, der seer ham, kan være i Tvivl om, at han er et Væsen af Race. Den +let broncerede Tone, som fjerne Landes Sol har givet hans Teint, og den +fremmedklingende Dialekt i hans flydende Fransk forøger kun det Aparte og +Distinguerede ved hans Person. Men hvad han mangler, det er netop det, +der udmærkede hans Forgængere i Fyrrerne og Halvtredserne. Han er hverken +nogen Ideernes Helt eller nogen Intelligensens Mand. I hans Hjerne er +visse særlige Rastaqouairorganer blevne uforholdsmæssigt udviklede paa de +andres Bekostning, og ved hans Fysiologi er der yderligere den store +Mærkelighed, at han er kommen til Verden ganske uden Hjerte. Skulde det +være Aand og Talent, Kundskaber eller blot Dyd og gode Sæder, der +bestemte hans Plads ved Verdensdronningens Taffel, saa vilde han ikke +engang komme til at sidde nederst, han vilde ikke engang faa Lov til at +staa paa Trappen og fange Lugten op, man vilde anbringe ham saa langt +borte som muligt i en Baggaard. Da hans Pretensioner nu imidlertid gaar +ud paa ikke blot at være med til Gildet, men at bænkes til Højbords +endogsaa, saa maa han kjøbe denne Ret paa anden Viis. Han er saa heldig, +at de Valeurer, han kan byde som Betaling, i vore Dage har naaet en Kurs, +der er svimlende høj. + +Rastaqouairens Rolle i Pariserlivet er et Resultat af Reklame. De +omtalte, særlig udviklede Hjerneorganer hos ham huser en Evne til at +gjøre Opsigt, i hvilken han har sin Specialitet, sin Styrke, den eneste +Mulighed for sin Position. Hele det Paris, der gjør Spektakel og springer +i Øjnene, fylder han med sin Person. Han viser sig ostentativt overalt, +hvor der er Lejlighed til at blive set, han kjører i Boulogneskoven med +isabellafarvet Forspand, han holder de dyreste Maitresser og de +extravaganteste Hoteller, han sprænger Klubbernes Spillebanker eller +taber Hundredetusinder til dem paa en Aften, han holder mystiske Orgier +paa de store Natterestaurationer, han laver sig romantiske Amouretter med +racebeslægtede exotiske Prinsesser, og han sørger omhyggeligt for, at +alle disse hans Bedrifter, tilbørlig stiliserede og forstørrede, bæres +paa Rygtets Vinger ud til Alverden. Den Rubrik i Boulevardbladene, der +fører Titelen _"Echo de Paris"_ har han efterhaanden fuldstændig erobret. +Han har gjort det dels ved liberale Pengelaan til Journalisterne, dels +ved store Dinerer og Løfter om Dekorationer fra de fjerne Hoffer, hvor +han er altformaaende, dels endelig ved direkte Kjøb. Han har Maanedskonto +med Bladet, og det beregner ham Omtalen af hans Extravagancer efter fast +Taxt. Hans Navns Nævnelse i Forbindelse med en opsigtvækkende Premiere er +kun en Forretning paa nogle Louisd'orer, sin Stald eller sine +Elskerinders Toiletter kan han faa beskrevet for et Par hundrede Francs, +men falder han undertiden paa at unde sig et Causerie, i hvilket man gjør +ham--under let gjennemskuelige Chiffre naturligvis--til Helt i en +Historie, hvorom "hele Paris" vil tale, maa han kjøbe denne Luxus +med Tusender. + +Der er to Arter af denne moderne Type: de, der har Penge nok til at fylde +i Rabaldermolokens Svælg, og de, der mangler det første Fornødne, Basis +for den hele prangende Svindelbygning, Guldfundamentet, hvorpaa den +hviler. Forskjellen har dog ikke Stort at sige; de Første vedbliver at +føre deres larmende Karnevalstrain, til Døden gjør Ende paa det, de +Sidstes Existens sprænges en Dag i en enorm Skandale, men saalænge det +gaar, er det de samme Midler, hvormed der virkes, og de samme Maal, der +stræbes henimod. Man rækker derfor ogsaa broderligt hinanden Haanden og +tumler afsted i samlet Trup. Den Enes Kredit styrker den Andens, +Glandsen, som man slaar sammen, bliver blændende, og den store Hob staar +betagen, imponeret af det støjende Festbakkanal. + +Ved Siden af Styrken, som dette indbyrdes Sammenhold giver, har +Rastaqouairefamilien imidlertid ogsaa udenfor sin egen Kreds mægtige +Allierede i det moderne Paris. Først og fremmest har den Vrimmelen af +landflygtige Exmonarker. De giver kun grumme nødig Slip paa Fiktionen af +endnu at føre et Hof, og skal de lave sig et, kan de ikke være +nøjeregnende med, hvordan det sammensættes. De aabner da Portene paa vid +Gab for Rastaqouairen, de skaber ham fast Grund under Foden, og de giver +ham en Fernis til at smøre over sin Forlorenhed, saa han næsten kan gaa +og gjælde for Mahogni. + +Dernæst har han sin store Forbundsfælle: Amerikanermillionæren. Det er en +Race, der er meget nær beslægtet med hans egen. Den har ikke hans +prangende Navn, hans Ordener og hans personlige Distingverthed, men den +har til Erstatning sine fabelagtige Miner hinsides Atlanterhavet. Der er +over disse Miner en Flig af det samme mystiske Slør, som indhyller +Rastaqouairens Land og Oprindelse; man kan ikke altid med absolut Vished +sige, om Metalaarerne, hvoraf der øses eller er øst, just ligger i +Bjerge, men Sølv og Guld kommer der under alle Betingelser ud af dem i +saa overstrømmende Masse, at Amerikanermillionæren medlidende kan se ned +paa Alt, hvad man i andre Lande har den Pretension at kalde Millionærer. +Ved Siden af ham er de rene Lazzaroner; for dem er Millionen en +Totalsumma, i HANS Finantsbetragtninger og i HANS Kasse er den simpelthen +den til Grund liggende Enhed. Den er fremdeles for ham det eneste Solide +i den ganske Existens, Hovedhjørnestenen, hvorpaa Verden hviler med Alt, +hvad der i den befinder sig af Levende og Livløst. Om den har en Gud +eller en Urcelle til Ophav, er Spindsfindigheder, der ikke kommer ham +ved; han tager den, som den er, og han seer heller ikke ud over, hvad der +kommer efter den. Han veed derimod, at den har en Axe, som den drejer sig +om, og at denne Axe er en Guldbarre. Det veed han af Erfaring, og denne +Viden resumerer for ham Alt, hvad man overhovedet har Behov at vide, alle +Kundskaber, al Intelligens, al Spiritualitet, al Moral tilogmed. I hans +Livsbetragtning er der ingen Slingren og Tvivl. Han anerkjender kun +Millionen, han har Millionen, og han kjøber for den, hvad han forresten +har Lyst til at have, det er simpelt og let, som at to og to er fire. + +Hvad han vil have, er nu naturligvis det Samme, som alle skabte Væsener +bevidst eller ubevidst vil have: Velvære først og fremmest, Anerkjendelse +dernæst som den Største og Stærkeste, Herskerværdighed, Samfundsposition +for at blive ved rent menneskelige Begreber. Men Velvære er der intet +Sted i Verden, der kan byde ham i samme Omfang som Paris, og han veed +ogsaa ganske vel, at Undtagelsesdiplomet som Numer Et ikke er komplet og +i fuldstændig reglementeret Orden, før Seinemetropolen har sat Indsegl og +Stempel paa det. Saa lader han da sit Guld ind og sejler over Vandet og +kommer og kjøber. Trommerne gaar, og Trompeterne skingrer. Hejda, hit +alle prima Varer, Alt, hvad der er dyrt, hvad der spræller og glimrer! Jo +kostbarere, desto bedre! Det Eneste, det gjælder, er, at Verden faaer at +vide, hvor rig han er, og at den taber Næse og Mund af Beundring over +hans Rigdom. Der er en lille Historie fra sidste Vinter, som er uhyre +karakteristisk, og som har det Fortrin at være sand ved Siden af. +Ligeoverfor Triumfbuen boer der en af Amerikanermillionærerne. Fruen vil +ikke for nogen Pris miste det Renommée, hun hidtil ubestridt har havt: at +hun giver de flotteste Soiréer i Paris. Hun er desaarsag bestandig paa +Jagt efter nye Extravagancer. Saa kastede hun en Dag sine Øjne paa +Triumfbuen. Den laa lige for hendes Salonvinduer, hun regnede ud, at en +straalende Illumination af den vilde gjøre mageløs Effekt som +Overraskelse, naar man rejste sig fra Bordet. Tanken var ikke undfanget, +før hun øjeblikkelig sendte sin Kammertjener til Municipalraadet med +Forespørgsel om, hvad den Tingest, vilde koste at leje for en Aften. +Hendes Forbauselse var stor, da Fyren kom tilbage med den Besked, at man +ikke lejede den ud. Men forbløffe lod hun sig dog ikke, hun havde jo sine +Miner, og hun skikkede derfor nyt Bud med den Hilsen, at man kunde sende +hende Regning paa Monumentet, hun kjøbte det. + +Hun har ikke faaet det, men baade hun og hele Rusen af +Amerikanermillionærer har faaet nok alligevel til at fylde Paris med +deres Glands. Rastaqouairen gjør umaadelige Anstrengelser for at kunne +holde Skridt med dem i Boulogneskoven og ved Premiérerne, og halvvejs +lykkes det ham endnu; han har, som sagt, noget medfødt Distingveret, der +mangler dem, og som Hjælper ham. Men i een Henseende har de en uhyre +Overlegenhed, de har deres Saloner. Rastaqouaireracen er væsentlig ugifte +Herrer paa Jagt efter Partier, hos Amerikanermillionærerne træder det +mandlige Element i Baggrunden, Fruen og de unge Døttre med deres enorme +Medgifter bliver Numer Et. Som de med utrolig Hurtighed faaer lært sig en +vis, om end noget kantet og støjende, saa dog yderst flot Pariserchiched, +saaledes har de heller næppe sat Foden paa fransk Grund, før de er +fortrolige med de vildeste Festfantasier, en fransk Hjerne nogensinde har +undfanget. Og de sætter sig da strax i Fart for at føre Hus. Portene +smækkes paa vid Gab for hvem der vil komme, man kjøber for fabelagtige +Summer de berømteste Kunstnere og Virtuoser til at optræde, Bordluxus'en +lokker de Gamle, de smukke, flirtationslystne Misser fanger Parises +flotteste Kavallerer i deres Garn, deres Millioner udøver endogsaa +Tiltrækningskraft paa adsillige Mødre fra Faubourgerne, som ved deres +Sønners Partier maa være betænkte paa at faa det noget falmede Stamtræ +forgyldt op. Kort sagt, Amerikanermillionærernes Saloner bliver Centret +for Vinterlivets store Begivenheder, de eneste, der søges, de eneste, der +tales om. De har _la note du jour_, de skaber Moden, de giver Tonen an. +Og denne Tone er den samme som den, der skingrer ud af Rastaqouairens +Rabalder, og den glider sammen, med den og løfter sig op i det store, +moderne Credo og Nutids Te-deum, Hymnen til Millionen. + +[Illustration: I Amerikanermillionærens Salon.] + +Saaledes er da i vore Dage den Rolle, den Fremmede spiller i +Pariserlivet, en meget stor. Ham er det, der har sat Millionens +Anvendelse som Maalestok for Menneskeværdet i System, og han har ved sin +hele støjende Propaganda faaet denne Maalestok accepteret. Dog vel at +mærke: ikke af den virkelige Elite, af det ægte Paris, Intelligensens +lille men eneste sande Aristokrati. Dets Kredse lukker sig hermetisk af +mod enhver Berøring med Rastaqouairer og Amerikanermillionærer; jo +vildere Bakkanaldandsen omkring Guldkalven bliver, desto mere trækker det +sig tilbage fra alle de Templer, hvor denne Kultus gaar for sig, og lever +i Stilhed sit eget Liv videre, borte fra den larmende Offentlighed. Det +er just paa dette Punkt, at man maa søge en ganske naturlig Forklaring +af, hvad Udlændinge saa tidt bebrejder Pariserne: deres Utilgængelighed, +Vanskeligheden ved at komme i nogetsomhelst nærmere Forhold til dem, den +kinesiske Mur, de bygger op om deres Hjem. + +Det er ganske rigtigt: den Fremmede, som ikke kan smide Millioner i +Grams, kjøbe sig enhver Luxus, han faaer Lyst til, og dermed ogsaa den at +pynte sin Salon op med Halen af "Tout-Paris", han kan risikere at komme +til at gaa omkring som et Skrumpelskud, hvem Ingen bryder sig om, og som +for den Sags Skyld gjerne kunde dumpe i Seinen og blive lagt paa "La +Morgue", uden at nogen af "Vennerne" fra Gaden gad gjøre sig den +Ulejlighed engang at gaa hen og se paa ham. Men naar man vil være billig +og tage Sagerne, som de virkelig er, kan man saa bebrejde Pariserne det +og kalde det Mangel paa Imødekommenhed og Gjæstfrihed? Alle gamle +Beretninger gaar netop ud paa at skildre dem som det mest imødekommende +og gjæstfri. Folkefærd; man har ingen Ret til at tvivle om disse +Skildringers Paalidelighed, og Nationerne skifter ikke Natur, som +Slangerne skifter Ham. Saalænge Pariseren dannede sine Forestillinger om +Udlændingene efter de store Emigrantfigurer fra Fyrrerne og +Halvtredserne, kunde han være og var han gjæstfri, men de to elskværdige +moderne Typer, der nu staar som Repræsentanter for den Fremmede i Paris, +de skal sandelig ikke friste ham til noget Bekjendtskab ud over det +strengest nødvendige. Og foruden dem, hvilke andre Fremmede er det saa, +der springer ham i Øjnene? Den uendelige Turisthær først og fremmest, med +Citysnobberne som Hovedelement. Englændernes Hensynsløshed paa Rejse er +stor allevegne, men der er ingen Steder, hvor den bliver saa skrigende +grel som i det zirlige, formelle Paris. Intet respekterer de; det er +formelig, som om de gjør sig en personlig Glæde af at sparke til alle +Vedtægter og ligesom Barnet, der pladsker i Rendestenen, anser sig for +desto større Allerhelvedeskarle, jo mere uopdragne de kan komme til at +tage sig ud. Det store Publikum finder sig deri med et medlidende Smil og +lader dem betale. Men forøger de for den tænkende og ræsonnerende Pariser +ikke det ødiøse Skjær, hvori Rastaqouairen og Amerikanermillionæren har +stillet den Fremmede, saa afdæmper de det ganske sikkert heller ikke. +Højst kan de blande det med en Nimbus af Latterlighed, naar de i deres +kuriøse Kostumer og med deres røde Baedekere turer gjennem Gaderne og +stiller sig op udenfor alle Monumentstakitter og glor og lader sig binde +Historier paa Ærmet af den første den bedste Spasmager, der gaar forbi, +eller naar de klumper sig sammen paa deres _four-in-hands_ og under en +Cook-Førers Ægide gjør Turen Paris rundt i fireogtyve Timer og saa rejser +hjem og bilder sig ind, at de kjender det Hele som deres Vestelomme. + +Saa er der dernæst Tydskerne. I de første Aar efter Krigen holdt de sig +forholdsvis roligt til deres store Exportationsforretninger i Kvarteret +omkring Rue d'Hauteville, men det er ikke saaledes længere. De giver sig +nu ogsaa af med Import, og det af en Art, som vanskeligt kan hue +Pariserne. Under en Turnforenings uskyldige Maske har de lavet et stort +Generalagentur for Paris's fredelige Annektering gjennem Masseanbringelse +af unge Tydskere, som "Vaterlandet" ikke selv kan brødføde. Bedriften +gaar strygende. Disse nye Emigranter har ikke blot oversvømmet Handels- +og Bankhuse, man finder dem allevegne, selv hvor man mindst skulde vente +det, i Ministerier og Bladkontorer endogsaa. Kolonien begynder desaarsag +at løfte Hovedet igjen og saa smaat at føre sig op som Herrer allerede. +"Der Wacht am Rhein" lyder lysteligt i de tydske Kaféer, og med overlegen +Haan indbyder man endog Paris's bekjendteste Patrioter til at komme og +høre paa den smukke Vise. + +[Illustration: Rejsende Englændere i Paris's Gader.] + +Heller ikke denne Part af Fremmedpublikummet skal stemme Pariserne +gunstigt for det som Helhed. Føjer man yderligere dertil Hele Skaren af +Industririddere, der fra alle Herrens Lande vælter sig som en +Græshoppesværm over det moderne Paris, kan man saa undre sig over, at +dets Befolkning, er en Smule paa sin Post, viser en vis Reservation mod +de Fremmede? Man bebrejder Pariserne, at de er letsindige; de vilde uden +en saadan Reservation være det grændseløst, utilgiveligt. Den er en +Nødvendighed, fremtvungen af Forholdene i deres By, og man har ingen Ret +til at beklage sig over den. Har de virkelige Garantier for, at den ikke +behøves, saa er de strax rede til at lægge den af Kunstnernes Stilling +viser det saa tydeligt, som ønskes kan. Det er ikke blot paa den aarlige +Salon, at der indrømmes den store Koloni af udenlandske Malere lige Plads +og lige Ret med de franske, de samme Udmærkelser og Belønninger som dem, +i hele Pariserlivet gjøres der ingen Forskjel paa dem og paa Parisernes +Egne. De taler et Sprog, der er universelt, de kan gjennem det bevise, at +de fortjener Gjæstfrihed. Hvor han seer, at der er virkelig Fortjeneste, +der er Pariseren saa redebon som Nogen, til at aabne alle Døre paa vid +Gab for den og byde den velkommen. Den Fremmede, der har formaaet at +trænge igjennem og gjøre sig gjældende i Paris, bliver i samme Øjeblik +betragtet og behandlet som Pariser. + +De Mange derimod, der aldrig gjør det, de store Flokke ikke mindst af +studerende Ungdom, som Dag for Dag kommer i talrigere og talrigere Mængde +fra alle Verdens Kanter, dem kan vel et Ophold i Paris stundom bringe +Perioder, i hvilke en Følelse af Forladthed og Tristhed og Kulde tager +dem fangen og faaer dem til at ønske sig langt bort fra Byen, der paa +Afstand stod saa lokkende for dem som et Indbegreb af Alverdens +Herligheder. Det Trøsterige ved Sagen er dog, at slige Perioder sjelden +varer længe. Faa er tagne fra den forunderlige Stad ved Seinen uden at +elske den højere, da de gik, end da de kom; Mange, Mange har den fængslet +saa fast, at de aldrig blev i Stand til at rive sig løs. Det tyder dog +vel sagtens paa, at den Fremmedes Stilling i Paris Alt i Alt maa være saa +ganske taalelig. Tristhedsperioderne er kun sporadiske Anfald af Hjemve, +og den Sot følger Mennesket, hvor det drager hen. Nordboen i alt Fald +kunde rejse lige ind i Paradiset, den vilde finde ham der ogsaa. Men +kommer den over ham, saa ligger der jo hist og her i Pariseroceanet +Smaaøer, som, om de end ikke er Fædrelandets Jord, dog har et Par +Spadefulde af den strøet paa sig. Der søger han hen. Han tyer til +Kunstnernes Kreds paa _Hörnan<s._ eller til Haandværkerforeningen i _Café +du Danemark_, hvis det er hans Verden, eller til Nordboernes fælles +Hovedkvarter paa _Café de la Régence._ Han finder der Nordens Blade, han +hører Hjemmets Sprog og seer Ansigter, som han kjender fra Hjemmet. Og +mangler de sidste en enkelt Gang, saa har han dog i alt Fald sin +fortræffelige Garcon August, som kan sige "Goddag--smukke Piger--jeg +elsker Dig." Det er ham nok; det er, som han havde kysset Toldbodens +Sten, og han kan sejle ud igjen, ud i det store Paris, der er som Havet, +bestandig skiftende, bestandig nyt, bestandig hemmelighedsfuldt lokkende. + + + + +VRANGSIDEN AF PARIS. + + +Pauperismebæltet. + +Som Krybet under den store Sten, saaledes samler Elendigheden sig i de +store Byer. Den har været der bestandig, og den vil trods alle sociale +Reformatorer blive ved at være der bestandig, indtil Kampen for Livet +hører op, og Paradiset atter vender tilbage paa Jorden, Men man seer den +ikke altid; det gaar med den som med Krybet under Stenen. Saalænge Stenen +ligger rolig, dækket af gammelt Mos og omgroet med Græs og Blomster, +tænker Ingen paa Krybet under den. Først naar den voldsomt rokkes og +rykkes tilside, kommer hele den lyssky Verden, der har levet i Klamheden +og Skyggen under den, frem og; vækker Afsky og Skræk. + +Paris fik ved Kejserdømmets Fald et saadant voldsomt Ryk, og i de ti Aar +siden da er det bleven efterfulgt, af Stød paa Stød. De har aabnet Øjet +for, at den store Luxusstad gjemmer Andet end Glands og Pragt, de har bag +det Paris, som leer og; straaler og blænder, røbet et, hvor Diamanterne +erstattes af Taarer, og hvor den glade Livslyst viger Pladsen for lave +Instinkter, for alle de onde Lidenskaber, der groer saa villigt i Læ af +Fattigdom og Elendighed. Det er da gaaet, som det gaar ved Stenen, naar +Krybet kommer frem. Man er bleven forskrækket; man er muligvis bleven det +over Maade, men man er ikke bleven det uden Grund. Af alle store Byer er +Paris ikke blot den mest glimrende og den rigeste, den er tillige den, +der rummer den største Sum og de mest afskrækkende Former af +menneskelig Usselhed. + +Det var i gamle Dage London, der nød det triste Ry at have Forrangen i +saa Henseende. Muligt har det engang været med Rette, men det er det i +hvert Fald ikke længer. Velstanden er selv mellem de laveste Samfundslag +langt mere udbredt i Paris end i London, men paa den anden Side er +Trangen ogsaa større. Det nytter ikke, at Seinestadens Guldflod voxer og +voxer, saa det snart ikke er muligt at finde Afløbskanaler for den mere; +samtidig dermed vedbliver Procentantallet af dem, Samfundet maa +understøtte, for at de ikke skal dø af Sult, at holde sig konstant. I +London er det i Løbet af de sidste ti Aar sunket fra sex til tre, i Paris +derimod er endnu som ved Kejserdømmets Fald af hundrede Beboere mellem +syv og otte indskrevne paa den offentlige Velgjørenheds Lister. Det er +denne Armee paa over halvandet hundrede tusinde Ulykkelige, der savner de +første Betingelser for at kunne føre en menneskelig Tilværelse, som har +gjort Kommunen mulig. De har Alt at vinde, men Intet at tabe, og enhver +ny Rejsning vil derfor ogsaa finde dem slagfærdige paa Pletten. Naar da +Gambetta har lovet at søge dem "selv i Dybet af deres Huler", har han kun +aflagt et Løfte, som han vilde gjøre vel i engang at holde. Der findes i +disse Huler baade meget ondt Ukrudt, som maa rykkes op, og enkelte gode +Spirer, som sikkert kunde trives, naar der gaves dem af Luft og Lys, hvad +de har Behov. Frankrig faar ingen Ro, før der i begge Henseender bliver +gjort, hvad det er muligt at gjøre. At Kommunen og alle de Rødes +Spektakler siden den maatte til, før man fik Øjet op for denne Vrangside +af Paris, har iøvrigt paa en vis Maade sin ganske naturlige Grund. Man +lægger under almindelige Forhold kun Mærke til det, man seer stadig +omkring sig, og det Paris, der leer og glimrer, seer ikke Elendigheden. +Den har, paastaas der, altid og i alle store Byer en centrifugal +Tilbøjelighed. Baron Haussmanns Udluftninger af den gamle Seinestad har +rakt Haanden til disse naturlige Dispositioner, og efterhaånden er da +Pauperismen med samt hele dens uhyggelige Tilbehør rykket længere og +længere bort fra det Paris, hvormed man til daglig Brug er vant til at +regne. Den Fremmede kan Uger og Maaneder tumle sig i Luxusens Solglands +uden nogensinde at se Elendigheden kaste en eneste Skygge over det +brogede Virvar af leende og lokkende Billeder, der møder ham overalt. +Hist og her i Nættet af travle Handelsgader, der straaler ud fra +Børspladsen, er det ganske vist, naar man søger godt, endnu muligt at +finde snevre, sorte, smudsige Gyder, hvor Pjalterne af den gamle Misère +er bleven hængende. Men det er kun sjeldne Undtagelser, muddrede Draaber +i et Hav af Krystal. Det rige Paris kan færdes roligt i sin Stad af +Boulevarder og Avenuer uden Frygt for at rendes paa Ærmet af +Elendigheden. + +Til Gjengjæld har den rundt om Luxusens By draget et Bælte, hvor den er +paa sin egen Grund, og hvor den hersker souverænt. +Centrifugaltilbøjeligheden bliver ved; dette Bælte trækker sig længere og +længere bort, men det breder sig samtidig. Hele det vidtstrakte Terræn +mellem Fortifikationslinierne og de ydre Boulevarder er efterhaånden +blevet erobret af Pauperismen, og den har de; paa de gamle Havers og +Vinmarkers Plads, indstalleret et Fattig-Paris, der ingen Lighed, intet +Fællesskab, ingen Berøringspunkter har med det rige. Sort og Hvidt er +ikke mere forskjellige fra hinanden end de to Byer. Der ligger for +Exempel ud ad Gobelinsfabrikken til, bag Boulevard de la Gare, Noget, som +Folkevittigheden har døbt "Cité des Khroumirs", oprindelig en stor, +ubebygget Tomt, hvor de fattigste Kludesamlere tilbringer deres Dag, +sovende paa selve deres Dynger af alt Slags Affald, dels i Lerhytter uden +Vinduer og Døre, dels, naar endogsaa Lejen af disse Hytter bliver dem for +dyr, i gamle Menagerivogne, der er blevne for affældige til at kunne +kjøre omkring længer paa de landlige Markeder. Kunde man tage denne "Cité +des Khroumirs" med samt dens ynkelige Beboere, flytte dem ud i +Akklimatationshaven og der vise den frem som noget Exotisk i Smag med +Eskimoerne og Ildlandsfolkene, vilde hele Paris strømme derud og falde i +Forbauselse og Forfærdelse over, til hvilken Degradation Menneskeslægten +kan synke ned. Nu er de stakkels Kludesamlere alt Andet end generede af +Nysgjerrige. Paa Place d'Italie, der kun ligger nogle faa hundrede Skridt +fra Khroumirgyden, har jeg truffet Politibetjente, som end ikke kjendte +dens Existens. De havde først for nylig faaet Stadion i Kvarteret, +sagde de. + +[Illustration: En parisisk Kludesamler] + +Naturligvis er Pauperismebæltets Fysiognomi ingenlunde saaledes +allevegne. Tvertimod, det har som oftest endogsaa et ganske anstændigt +Udseende, der meget vel kan skuffe en overfladisk Besøgende og give ham +et Indtryk af forholdsvis antagelige Kaar. Franskmændene søger altid, saa +længe det paa nogen Maade er muligt, at bevare det ydre Skin. Desuden er +kun de færreste Kvarterer derude stærkt bebyggede endnu, man træffer +mange Partier, der har en halvt landlig Karakter. Hist og her har smaa +Rentierer, der havde Lyst til at sætte Foden paa egen Grund, men hvem +Terrænet, i selve Paris blev for dyrt, kjøbt sig Jord og indrettet sig +det ganske hyggeligt i Smaahuse med Tonneller, Poppelgrupper og +Kjøkkenhaver. Disse grønne Smaakroge liver op, Kvartererne er hyppigt +gjennemskaarne af brede, tætbeplantede Alleer, for Exempel den næsten +milelange Pyrenæergade, som strækker sig gjennem hele Belleville, +Menilmontant og Charonne, Udsigten over Paris er fra Højdepunkterne tidt +særdeles smuk, og paa mere end et Sted kan da Pauperismebæltets. Ydre +Habitus forekomme nok saa venlig. Det er dog kun som Kalken udenpaa +Graven; Forraadnelsen ligger bagved. Først og fremmest har selve de +grønne Alleer uhyggelig; meget tilfælles med hine Dekorationstæpper og +Sætstykker, som i gamle Dage blev brugte til at give rejsende russiske +Kejserinder en Idée om deres Land. Forvilder man sig ad en Sidegade bort +fra Alleen og Husene, som stadser op langs den, dumper man kun altfor +tidt ind i et Virvar dels af smalle, stinkende Stræder, dels af øde +Tomter, oversaaede med Flaskeskaar, Møddinger og alskens Urenlighed. Her +er nogen Tvivl om, hvor man befinder sig, ikke længer mulig. Pjalterne, +der hænger ud af de ituslagne Ruder, Kludekræmmerboderne i hver anden, +tredie Bygning, Udseendet af de Folk, der trænger sig om Værtshusenes +Skjænkedisk for at drikke deres Absinth staaende, af Børnene, der ligger +og fisker i Rendestenen, eller af de elendige gamle Kvinder, der fra smaa +Bræddeskur, som samtidig agerer Kjøkken og Butik, sælger radikale +Skillingsblade, obscøne Brochurer, muggent Hvedebrød og raadne +Pærer,--Alt det taler mere end tydeligt nok. Man seer, hvor man er henne, +man forstaar de uhyggelige Tal, der oplyser om, at i Pauperismebæltet +gjennemsnitlig hver tiende Beboer er trængende i den Grad, at de maa nyde +offentlig Understøttelse. + +Endnu mere afskrækkende bliver dog Indtrykket, naar man vover sig op i +selve Husene. De er i Regelen smaa, sjelden mere end to Etager høje, men +hvert af dem rummer dog ofte Snese af Familie Lejligheden er nemlig kun +undtagelsesvis paa over to Rum, af hvilke det ene da oftest indskrænker +sig til et ganske lille, mørkt Kjøkken; meget tidt har Mand, Kone og en +hel Rede af Børn i alle Aldere kun et eneste Værelse til deres +Disposition. Ifølge en Opgjørelse fra 1880 beboede de Fattige, som modtog +stadig Understøttelse af det Offentlige, ialt henved 50,000 Lejligheder. +Over Halvparten af disse indskrænkede sig til et enkelt Rum, tre tusind +havde intetsomhelst Apparat til Kogning eller Opvarmning, over fem tusind +fik kun Lys gjennem et Tagvindue, og halvandet tusind var fuldstændig +mørke. Mange af disse Huse er meget gamle, byggede før Terrænet endnu +blev. inddraget i Paris, i den Tid, da de nuværende Forstæder kun var +Landsbyer, der skjød deres yderste Forposter herud. De er de værste, +adskillige af dem kommer man kun ind i gjennem en lang, mørk Korridor med +opbrudt Lergulv, en formelig underjordisk Gang, hvor Fugtigheden siver ud +allevegne. En faldefærdig Vindeltrappe, saa smal, at en tyk Person vilde +blive klemt fast i den, fører da op til Etagerne, Stanken fra disse +Lokaler, hvis Døre vender ud til Trappeafsatserne, og som i Regelen staar +aabne, fylder hele Huset med en Pestatmosfære af den gyseligste Art; Lys +er der intet af, det enkelte Vindue, som undertiden existerer paa +Trappen, kan intet bringe fra den uhumske Brønd, der fører Titulaturen +Gaard. I saadanne Omgivelser skal Appetitten for Renlighed vanskelig +finde Ansporelse; den er ringe i Forvejen hos Størsteparten af den lavere +Pariserbefolkning, her forsvinder den komplet. Den exempelløse Uorden og +Mangel paa Properhed er i Virkeligheden det, der som oftest giver disse +de Fattiges Hjem deres mest uhyggelige Karakter. Bohave mangler kun +sjeldnere. Det har engang været ganske tækkeligt; nu er det Meste i +Stykker, Betrækket hænger i Pjalter, Alting er overtrukket med tommetykt +Lag af Støv og Smuds. Det er, som hvert eneste Møbel fortalte Familiens +Historie. Man har sat Bo i unge Dage med Lidt paa Kistebunden og med +glade Forhaabninger til Fremtiden. Men saa er Livskampen kommen, med onde +Tider uden Arbejde, med Sygdom maaske; Børnene er komne, Illusionerne er +bristede, Konen er bleven utro, og Manden har slukket Sorgerne i +Absinthglasset. Det er den samme Historie, der gjentager sig tusinde og +atter tusinde Gange. For Hver, der svinger sig op og kommer til at svømme +ovenpaa i det parisiske Menneskehav, er der Hundrede, som dukker under. +Og saasnart det er begyndt at gaa ned ad Bakke, synker de i Regelen +dybere og dybere. Elendigheden i den store Stad er som Edderkoppens Væv; +det spinder sig tættere og tættere om den Ulykkelige, der engang er +kommen indenfor det, og det ender med at knuse ham. + +Hans sidste Stadium er da heller ikke det, hvortil de beskrevne Huse +leverer Sceneriet. Selv i Charonne og Menilmontant, de smudsigste og +tillige de fattigste Kvarterer af Pauperismebæltet--hver syvende Beboer +er her understøttet af det Offentlige--koster de omtalte Lejligheder dog +altid fra halvandet til halvtredie hundrede Francs aarlig, alt eftersom +de bestaar af et eller to Rum. Det er endnu ikke "Dybet af Hulerne". Dem +maa man søge i de saakaldte "Cité"er, smaa, snevre Gyder uden Udgang, der +ikke findes afsatte paa noget Kort over Paris, men som ikke destomindre i +de excentriske Fattigkvarterer afgiver Bolig for over en Snes tusind af +den store Stads Befolkning. De hører paa en vis Maade ikke med til Byen; +de staar udenfor den, som deres Beboere staar udenfor Samfundet, kommer +og forsvinder som disse, uden at Nogen lægger Mærke dertil. En +entrepenant Fyr, der har Lyst til at tjene sig rig i en Haandevending, +afslutter med den paagjældende Ejer Kontrakt om Lejemaal paa et vist +Antal Aar af en af de store, øde Tomter, der findes i tilstrækkelig +Mængde paa den anden Side af de ydre Boulevarder. Her kliner han i en +Fart nogle Hytter op af Ler og Brædder. Bygningskommissionen bliver +afvist med den Besked, at det kun er midlertidige Skur, bestemte til +Oplagssted for Klude, men det forhindrer ham ikke i, naar Hytterne engang +staar der, at leje dem ud til Bolig for Mennesker. Det sker altid af pur +og bar Filantropi. De stakkels Folk vilde ellers være husvilde, nu giver +han dem dog Tag over Hovedet. Han glemmer at tilføje, at han lader sig +denne Tjenstvillighed betale med fra halvtredie til fire Francs om Ugen, +hvilket repræsenterer for ham mindst halvtredsindstyve Procent af hans +Kapital, og det med absolut Garanti, thi han lader sig naturligvis altid +betale forud. Lejere risikerer han aldrig at mangle; der er i Paris altid +nok af Ulykkelige, som ikke seer sig i Stand til at opdrive en +Kvartalsleje paa fyrretyve, halvtredsindstyve Francs. Har de kun sig selv +at sørge for, tyer de til Logishusene; tæller Familien derimod, hvad tidt +er Tilfældet, henad en halv Snes Medlemmer, saa bliver naturligvis selv +de usleste af "Garnierne" for kostbare, og den eneste Udvej for at komme +under Tag er da Citéerne med den forholdsvis bekvemme Ugebetaling. Det er +i dem et Særsyn, naar en Lejlighed staar ledig blot enkelte Dage. +Entreprenøren for denne skjønne Trafik forbinder i Regelen dermed en +Virksomhed som Skjænkevært ved Indgangen til Gyden; et flittigt Besøg ved +hans Disk er obligatorisk, hvis man ikke vil tabe hans Bevaagenhed og +udsætte sig for at blive kastet paa Gaden. Han tager paa denne Maade ind +baade i Pose og Sæk, og naar den Snes Aar er gaaet, for hvilke han har +lejet Jorden, hvorpaa Citéen staar, kan han med fyldte Lommer forlade +Bestillingen. Gydens Hytter har ikke været bestemte paa at gjøre Tjeneste +længer, de er faldefærdige, uden Døre, uden Vinduer, uden Tage tidt. +Ejeren lader dem rive ned af egen Drift, eller ogsaa bliver han tvungen +dertil af Sundhedspolitiet. Citéen forsvinder sporløst, men samtidig har +der paa andre Tomter af Pauperismebæltet rejst sig nye. Hvad Værten +angaar, har han hurtigt aflagt Træskoene og Kyperforklædet, har kjøbt sig +Jord og Villa i en af de smilende Landsbyer omkring Paris, indtager snart +der den ansete Position, som følger Hundredetusinderne i Tilgift, og er +han en snild Politiker, kan han meget godt ende med at blive Maire i +sin Kommune. + +Et prægtigt Exempel af Arten findes ved Indgangen til en af de talrige +Citéer, der som en forunderlig Modsætning har bunket sig sammen i den +nærmeste Omegn af Vidunderanlæget Buttes-Chaumont. Det er Typen paa en +Skjænkevært: tyk, jovial, med røde Kinder, der strutter af Sundhed, smaa, +snilde Øjne, der altid griner, bred og kordial i sin Façon, +tilsyneladende Godmodigheden selv. Han har, som han selv udtrykker sig, +"nitten hundrede Sjæle" i sine Citéer, altsaa flere end der findes i +mange af vore Provindsbyer. Da der i disse Gyder, Cité Tarn, Cité Gand, +Cité Philippe, og hvad de allesammen hedder, ikke er mere end i det Hele +knap fire hundrede Beboelsesrum, kommer der altsaa gjennemsnitlig fem +Personer paa hvert Rum. Til hvilken Klasse af Samfundet de henhører, er +det Eneste, den iøvrigt særdeles meddelsomme Vært ikke ser sig i Stand +til bestemt at oplyse. Der er lidt af Alleslags, siger han, de ernærer +sig som de kan; forudsat de betaler, blander han sig ikke i deres private +Affærer, Pengene gjælder for ham ligemeget, paa hvilken Maade hans Lejere +saa har taget dem ind. Der er en meget stor Rimelighed for, at han i +Virkeligheden ogsaa staar sig bedst ved ikke at undersøge det; den +moralske Finfølelse hos disse nitten hundrede Sjæle er næppe af den +delikateste Natur. + +Hovedcitéen er ligesaalidt hos ham som andetsteds overdreven smal; kun i +de smaa Siderender, som i Aarenes Løb har skudt sig ud fra den, skinner +Dagslyset aldrig ind. Den selv ligner ved første Øjekast nærmest en eller +anden Baggade i et lille Fiskerleje. Men seer man nøjere til, bliver +Forskjellen hurtigt tydelig. Fattigdommen i den afsides Krog paa Landet +har over sig et Præg af stille Resignation; dens Beboere lider ikke under +den, fordi deres Fordringer til Livet aldrig gaar ud over de tarvelige +Kaar, hvori de lever. I Citéen derimod er det ikke blot Armod, man møder, +det er Miseren i dens mest skrigende Fortvivlelse, menneskelig Elendighed +og desværre tillige menneskelig Degradation under dens mest +afskrækkende Former. + +Hver enkelt Hytte har Rum for en ti, tolv Familier. De, der boer ovenpaa, +er de heldigst Stillede. De maa ganske vist klattre op ad en Hønsestige, +der tilmed ikke er anbragt indvendig, men udenpaa Bygningen, og de maa +deroppe famle s5g frem gjennem en lang, smal og bælgmørk Gang, før de kan +finde Døren til deres Værelse; men de har saa til Gjengjæld den Luxus at +være i Besiddelse af et Vindue. Om det end meget hyppigt har flere Ruder +af Papir end af Glas, saa er det dog altid muligt gjennem det at lade +lidt slippe ind af Luft og Lys. Stueetagens Beboere derimod maa ofte lade +sig nøje alene med en Dør. Lukkes den, ophører enhver Udvej til at se +derinde ved Hjælp af Andet end den lille Blændlygte, der hører til i alle +disse Huler. Det er den, der bruges under de natlige Expeditioner, naar +Citéernes Befolkning gaar paa Rov efter Klude, Cigarstumper, bortkastede +Frugter og Grøntsager eller andre Gjenstande, som det er mindre +tilladeligt at tage, hvor man finder dem. En Lampe derimod, selv af den +tarveligste Beskaffenhed, er noget ligesaa Ukjendt her som Kamin eller +Komfur. Har man en sjelden Gang nogle Sous tilovers til en Haandfuld +Brænde, saa laver man sig simpelthen et Baal paa Gulvet, sætter en +Kogekjedel, som man har laant hos Skjænkeværten, over det og lader Røgen +flagre, som den vil. Og skulde det næsten Utænkelige arrivere, at man +arbejder hjemme og kan faa saameget for dette Arbejde, at det kan betale +sig at brænde Lys til det, saa rækker samme driftige og tjenstvillige +Vært ogsaa i denne Henseende en hjælpsom Haand ved Udleje af Smaalamper i +timevis. Til daglig Brug staar man sig sandt at sige bedst ved ikke at +se; det, som Øjet kan opdage herinde, er alt Andet end hyggeligt. Hvad +Bohave angaar, indskrænker det sig til et Minimum. Den forekommende Vært +stiller ingen Fordringer i saa Henseende, naar han blot faar sin Leje +betalt forud. For hans Skyld kan man flytte ind uden Seng engang. Men den +mangler kun sjelden, og gjør den det, er den altid det første, +_Assistance publique_ leverer. Kun naar Vinteren er meget kold, +forsvinder den stundom; den hugges efterhaanden itu til Pinde, som man +kan varme Kaffe ved. Til Natteleje kan man tilnød tage til Takke med en +Bunke Klude. Selv naar Sengen er der, maa dog en Part af Familien tidt +gjøre det. Thi om man end ingen Fordomme har med Hensyn til Kjøn og +Alder, saa kan dog en halv Snes Personer vanskelig faa Plads paa et og +det samme Leje, og det er langtfra nogen Undtagelse, at det elendige Rums +Beboere naaer op til et saadant Tal. Der er næsten altid Børn i Masse; +ynkelige, smaa, gule, forkrøblede Væsener, uden Kjød og uden Klæder paa +Kroppen. Man faar et Billede af dem ved at huske paa de Figurer, man i +illustrerede Blade har seet af Hungersnøden i Indien. De gjør et næsten +forfærdeligere Indtryk, oversaaede, som de i Regelen er, med Bylder og +Udslet af enhver Art. Hvorledes de kan leve og voxe op i disse Hulers Nød +og Pestasmosfære, er en Gaade. De gjør det imidlertid, man træffer +femten- og sextenaars Ynglinge, der er fødte i Citéen og har tilbragt +hele deres Liv der. Jeg saae et Par Stykker en Dag under et Besøg. De laa +og drev paa Sengen med; en Roman af Ponson du Terrail, hvori den ene +læste højt. I en Krog sad et gammelt fjollet Fruentimmer, som man vilde +have anseet for gal, hvis Absinthflasken ved Siden af hende ikke havde +angivet en anden Grund til den Tilstand, hvori hun befandt sig. Paa +Gulvet laa en lille, syv-otte Aars Pige og legede med et Spil +gjennemsigtige Kort af den Slags, som sælges i Smug paa Boulevarden. Det +var Moder, Sønner og Datter. Den Lilles oprørende Legetøj forklarede, +hvad der var hendes Brødres Levevej, og hvorfra, den forholdsvise +Velstand i Stuen kom. Der stod endogsaa Rester af Kjød og Vin paa Bordet. +Himlen skal vide, at de har været dyrt betalte. + +Til daglig Brug kommer der kun sjelden saadanne Lækrerier ind i Citéen. +Man er tilfreds, naar man kan kjøbe sig et "Assortiment", det vil sige en +Tallerkenfuld Smaastumper af forskjellige Slags Ost, Pølser, Løg, der +oprindelig har været kogte i en eller anden Ragout, samt andre Rester af +Spisevarer, der ikke lader sig definere. Marseillanerne har en Ret, de +kalder Bouilleabaisse; det er alle de Fisk, der drages op i samme Net, +kogte sammen. Assortimentet er paa lignende Maade hele den brogede +Fangst, Høkeren i Cité de Tarn bringer med i sin Pose, naar han efter +Middagstid vender hjem fra de smaa Restaurationer, hvor han for nogle +Sous har kjøbt de Levninger fra Gjæsternes Tallerkener, som Folkene i +Kjøkkenet ikke gad spise. Hos ham gaar de af som varmt Brød; Properhed er +et Begreb, man ikke kjender her, og Smagen er allenfals mere krydret end +den, der endnu sidder i Kjødet paa de tørre Ben, man har samlet op, +Guderne veed hvor, men som altid kappes med Klude og gammelt Jernkram om +at oversvømme Borde og Gulv i disse Elendighedens Hytter. + +Sligt kan man finde i Luxusstaden Paris, en Snes Minutters Vej fra Avenue +de l'Opéras Millionærhoteller og fra Rue de la Paix's Diamantbutiker. Et +eneste af disse Butikers Vinduer vilde være nok til at skaffe samtlige +nittenhundrede Sjæle, som boer tilleje hos Skjænkeværten i Rue de Meaux, +en menneskelig Tilværelse for hele Livet. Kejserdømmet bildte sig ind at +forstaa, at det var galt som det var, og det gav Pauperismebæltets +Stedbørn--Buttes Chaumont. Nogle faa Skridt fra de beskrevne Huler breder +sig dets Tusind og en Nats Anlæg. Det er en af Paris's mest beundrede +Seværdigheder, en romantisk Fedekoration, undfanget i en Digterdrøm og +gjort til Virkelighed med kejserlig Rundhaandethed. Søer og Vandfald +under prægtige gyngende Broer, Klippevildtnis med slyngende Roser, +fløjelsbløde Plæner, stolte Træer og blomstrende Busketter, Alt er her, +hvad der kan gjøre en Park uforlignelig. Alle Fremmede, der besøger +Paris, slaar Hænderne sammen i Forbauselse over dette Eden. Men Citéernes +Befolkning kommer der rigtignok aldrig. Den, der sulter og fryser, har +ingen Sands for Blomster og Fontæner. Det er Andet, disse Ulykkelige +trænger til. Elendigheden er én Kræftskade paa den store By, som aldrig +helt kan ryddes ud, det er sikkert nok. Men en omhyggelig Læge, der +kjender Ondet tilbunds, kan mildne det og hindre det i at brede sig. For +den tredie Republik er det en Livssag, at den lægger sig efter at lære +denne Kunst. + +[Illustration: "Buttes-Chaumont"] + +Samfundets Bundfald. + +Omtrent paa Midten af sit Løb gjennem Paris deler Seinen sig i to Arme, +der omslutter Øen, hvorfra den uhyre Stad engang er straalet ud. I +Aarhundreder var denne Ø Byens Hjerte. Der stod dens Kongers Borg og dens +stolteste Gudshus. Men Tiderne har skiftet. Det er andet Blod nu, der +strømmer gjennem Kæmpestadens Aarer, end det, hvis Hjertekamre var Kirker +og Kongeborge. Seineøen ligger trist og stille nu. Det Paris, som lever +og stræber, har Ingenting med den at bestille; kun det, der har lidt +Skibbrud i Kampen for Livet, sender en underlig Skjæbne tilbage til den +gamle Moderø. Paa den ligger Hotel Dieu, de Syges store Hus, +Justitspaladset og La Morgue, Boden, hvor de ukjendte Lig stilles ud, der +fiskes op af Floden. + +Ingen af de Bygninger er hyggelige Steder, uhyggeligst dog en, der danner +Annex til Templet for den menneskelige Retfærdighed. Den er et Slags +Forgaard til det, om man saa vil. Gjennem den maa smaa og store Syndere +uden Forskjel, alle de problematiske Existenser, hvis Liv er saa +ureglementeret, at det støder Samfundet paa Albuerne. Og deres Tal er i +Verdensstaden uhyre. Tohundrede Personer om Dagen, det vil sige en Armee +paa over halvfjersindstyve-tusind Individer, Mænd, Kvinder og Børn, +passerer aarlig gjennem "Politipræfekturets Depot". + +Saaledes lyder det ejendommelige Navn paa en ejendommelig Ting. Det +klinger stygt, men det er betegnende. Bygningen er i Virkeligheden +Politiets store Oplagsplads for alt det Bundfald, Seinebyens Menneskehav +sætter af mellem Åar og Dag. Der sondres og sorteres det, men derind +kommer det Altsammen _pêlemêle,_ Størsteparten leveres fra +Politistationerne. Alt det Vildt, Sergenterne i Løbet af Natten og Dagen +fanger, bringes til disse Stationer, hvor en første Undersøgelse gaar for +sig. Skyldes Anholdelsen en aabenbar Fejltagelse eller en ubetydelig +Forseelse, slippes den Fangne strax igjen. Men synes Sagen at have en +noget mere graverende Natur, gjemmes Vedkommende foreløbig "au violon", +som det hedder, til Depotvognen kommer og tager Læs paa. Fem, sex Gange +daglig kjører den rundt og henter sine Ladninger til den stygge, +graasorte Bygning ved Siden af eller rettere under Justitspaladset. +_Panier à salade._ kalder Argot-sproget en saadan Ladning, og broget er +den virkelig som en Grøntkurv. Men endnu mere broget er dog selve +Depotet. Thi ikke blot den store Fællesvogn bringer Gjæster til det; ved +Siden af dens ordinære Rykind er der den finere Portion, som kommer +enkeltvis i Fiakrer eller vel ogsaa af og til i elegante Herskabsvogne, +Depotets Honoratiores, som man har gjort den Ære at anholde hjemme hos +dem selv i Kraft af en personlig Arrestordre. Passagen gjennem Depotet er +obligatorisk for Alle, hvem Loven lægger Haand paa. Enkelte bliver der +kun Timer, Andre maa vente en hel Uge, før man oppe i Justitspaladset +faaer truffet Bestemmelse om deres Skjæbne. To Dage skulde i Grunden være +Maximum, men det overskrides ofte. Mange bliver sendte bort simpelthen +med en Advarsel om ikke at lade sig fange igjen; Pariserpolitiet er saa +humant som muligt, maaske ikke mindre af den Grund, at dets Fængsler +langtfra vilde have Plads, hvis man skulde fare strengt tilværks mod det +uendelige Hobetal af Vagabonder og den Slags Fyre. Kun de, mod hvem +Sagsanlæggelse er nødvendig, flyttes til Mazas, det store Cellefængsel +overfor Lyonerbanegaarden, hvor man gjemmer de Anklagede, saalænge +Processen staar paa. + +Dag og Nat er Depotet aabent, Dag og Nat er der uafbrudt Bevægelse. +Greffierens Pen staar næsten aldrig stille. Det er ham, der fører de +indbragte Bundfaldsladninger tilbogs, den første Forholdsregel, som den +Anholdte maa underkaste sig. Han holder ikke af den; hans Navn er tidt +det værste Vaaben imod ham, det giver Justitsen Mulighed i Hænde for at +forfølge hans tidligere Synderegister, og det er ofte meget langt. Af den +Grund, og af andre med, hører det da ogsaa til Sjeldenhederne, at han +strax er ærlig og tilstaar det. Undertiden støder, man paa en +Halsstarrighed uden Ende. I Slutningen af Kejserdømmets Tid blev en Mand +anholdt, fordi han vilde forcere Indgangen til Saint-Cloud. Han paastod +at hedde Sidi-Sahel og være overordentlig Gesandt fra Nana Sahib til +Napoleon III. Da han hverken kunde tale Hinduisk eller Engelsk, indsaa +man snart, at det var en Fabel. Fængselslægen erklærede ham for gal, og +han blev sendt til Bicêtre. Men Hospitalslægen mente, at han havde sin +fulde Forstand, og sendte ham Retour. I et Aars Tid turede han frem og +tilbage mellem Depotet og Galehuset, uden at noget af dem vilde beholde +ham. Saa fandt man endelig paa, at han maatte være Udlænding, og +transporterede ham til Grændsen. Men nogle faa Dage efter anholdtes der +for Vagabondering en Person, som kaldte sig Reybaud, og som ved nærmere +Undersøgelse viste sig at være identisk med Nana Sahibs Gesandt. Det var +umuligt at faa ham til at tilstaa sit rette Navn. Først efter flere Aars +Forløb kom man ved et Tilfælde under Vejr med hans Hemmelighed. Han havde +været i Kompagni med en Vinhandler, der var gaaet fallit, og opfundet +Romanen om Nana Sahib, fordi han bildte sig ind, at enhver Falent uden +Skaansel blev sendt paa Galejerne. Historien er kun et Exempel mellem +utallige paa, hvilke Vanskeligheder det parisiske Opdagelsespoliti paa +alle Kanter har at kæmpe med i den store Stads Myretue, hvor der kun +undtagelsesvis er Naboer og Gjenboer til at give Besked. Selv for deres +Vedkommende, som ikke kommer første Gang i Depotet, er en Gjenkjendelse +besværlig. Man havde tidligere Forbryderalbummet som Hjælpemiddel. Men +det tæller allerede over hundrede tusinde Billeder, og i en saadan Mylr +er det ikke godt at hitte Rede. Ganske snildt er der da fundet paa en ny +Forholdsregel. De Anholdte maales ligesom Soldaterne, og deres Højde +fører Greffieren tilbogs sammen med de øvrige Oplysninger. Albummet har +Afdelinger for hver Tomme og Underafdelinger for hver Linie; +Eftersøgningen er paa den Maåde lettet i betydelig Grad. + +Maalningen gaar for sig strax ved Ankomsten til Depotet, og samtidig +finder der en Visitation Sted. Depotgjæsterne maa kverken have skarpe +Redskaber hos sig, ved Hjælp af hvilke de muligvis kunde begaa Selvmord, +eller Penge over et Beløb af ti Francs, Først naar hele dette +Indtrædelsesceremoniel er overstaaet, foregaar Sorteringen. Thi der er +Sortering; ikke engang i Politipræfekturets Depot respekterer man fuldtud +den Lighed, som Franskmændene holder saa meget af at føre i Munden ved +alle Lejligheder, men som hos dem er maaske endnu meget mere Mundsvejr +end andetsteds. Den staar hugget ind paa alle deres offentlige Bygninger; +det er det Hele, saa mener de, de har Samvittigheden fri. + +[Illustration: Maalningen i Depotet] + +Selvfølgelig har Depotet først og fremmest sin Mandfolke- og sin +Fruentimmerside, skarpt adskilte, det var ikke godt Andet. Men paa begge +Sider er der igjen forskjellige Kategorier. Man har den store ordinære +Fælleshal, Rummene for _les habits noirs_ og Cellerne. I de sidste kommer +Forbrydernes og Samfundets Aristokrati, dels Morderne, de store +Indbrudstyve og lignende farlige Individer, dels som Begunstigelse den +socialt højtstillede Portion af de Anholdte, der vilde vække for megen +Opsigt selv mellem "de sorte Kjoler". Det er nemlig kun en Eufemisme; +mellem dem indregistreres Alle, hvis Kostume ikke bestaar af lutter +Pjalter. At lade dem tilbringe en Nat i den ordinære Depotsal vilde i +Virkeligheden være en Grusomhed slet og ret. Et mere pestbefængt Sted kan +man ikke tænke sig. Det er et kryptagtigt Rum, baaret af fire Piller, med +Betongulv, smaa, gittertremmede Vinduer, altid halvmørkt, klamt og hyllet +i en Atmosfære, i hvilken kun de Lunger kunne funktionere, der ere vante +til Forstadsgydernes Huler. Man faar nærmest Indtrykket af, at man er i +en uhyre Kvægstald. Langs Væggene findes Feltsenge, som slaas op om Dagen +sammen med Halmmadratserne, der tjener til Natteleje for den store +Pluralitet, som maa sove paa Gulvet. Depotet er nemlig altid overfyldt, +denne forfærdelige Samling af Banditter og Lazaroner ligger pressede +sammen som Sardiner i en Æske, og det hænder ovenikjøbet tidt, at +Korridorer og andre Lokaler maa tages til Hjælp. Man kan tænke sig, +hvilken Uhumskhed der hersker i denne Menneskemødding. To, tre Gange +daglig, medens Fangerne føres ud i Gaardene for at trække Noget, der +kaldes frisk Luft, overskylles Senge, Gulv og Mure med Strømme af Vand. +Men det hjælper kun lidt. Blev det ikke gjort, siger Fangevogteren, vilde +Murene efter to Dages Forløb give sig til at spadsere alene. + +[Illustration: Fællessalen i Politipræfekturets Depot.] + +Det kan vanskeligt være anderledes. Hovedparten af Fællessalens +Befolkning er nemlig slet og ret Vagabonder, der kun have Tag over +Hovedet netop de Nætter, de befinder sig i Depotet. Til daglig Brug sover +de under Concordebroens Buer, mellem Teglværksovnene ude ved Barrières +d'Amérique, i Champs-Elysées Busketter, naar der er Løvværk og varme +Nætter, eller i ubeboede Sommervillaers Lysthuse, naar der kommer Sne og +Vinterfrost. Politiet kjender ganske vel deres Yndlingssmuthuller, og +naar det engang imellem beslutter sig til at foretage Razziaer der, +vender det altid tilbage med rigelig Fangst. Men det lader dem som oftest +i Fred. Allerede nu er der en Snes tusind Anholdelser aarlig for +Vagabondering; søgte man grundigt efter, vilde Tallet blive altfor uhyre. +Paris lokker og drager saa stærkt. Fra det øvrige gamle Evropa vandrer +man ud; alle de uregelmæssige Existentser, hvis Eventyrtrang ikke kan +finde Tumleplads i Hjemmet, søger hinsides Havet til den store, +ubekjendte nye Verden. Kun Frankrig præsterer ingen, eller i hvert Fald +forholdsvis yderst faa Emigranter. Franskmændene har nu engang Rædsel for +at expatriere sig. Deres Amerika er Paris; der, foregjøgler deres Fantasi +dem, er der Plads for Alle, der er der Guld og grønne Skove at tjene, +Rigdom, Position, Livsnydelse at hente, saasnart man blot strækker +Haanden ud. Om de mange Tusinder, der gaar ynkeligt tilgrunde i den store +Stads Livskamp, tier Rygtet, men om de Enkelte, hvem heldige Chancer +bringer i Vejret, bærer det Beretninger ud til alle Kanter. Og disse +Beretninger er en farlig Fristerinde; man tager den sjeldne Undtagelse +for almindelig Regel, hvad den Ene har naaet, mener man, maa være let at +naa ogsaa for alle Andre. Kunde man tælle dem, der Aaret rundt kommer til +Paris uden Ressourcer, men med usvigelig Tro paa, at de kun behøver at +sætte Foden paa den parisiske Stenbro for at gjøre deres Lykke, vilde man +faa et rentud forfærdende Tal. Det er ikke alene fra Provindsen, de +kommer; det er fra Udlandet ogsaa. Jeg har liggende for mig en Statistik +over de i et enkelt Aar foretagne Arrestationer af Vagabonder; over fire +Tusinde er Udlændinge. Talrigst repræsenteret er naturligvis det nære +Belgien og Holland, derefter kommer, ganske karakteristisk hver paa sin +Vis, Italien og Preussen, det sidste med over fire hundrede Individer. +Danmark er et af de faa Lande, som ikke findes i Fortegnelsen, Sverig og +Norge har kun nogle ganske faa Repræsentanter, Island derimod hele +elleve. Selv de fjerneste Egne af Verden, Kina, Persien, Japan, Afrika, +Tartariet og Bukariet, har sendt deres Kontingent. Tidt og mange Gange +dumper disse Ulykkelige ned i den store By uden engang at kunne tale dens +Sprog. Saasnart deres faa Spareskillinger er opbrugte, er der for dem +intet Andet at gjøre end at lade sig samle ind af Politiet; Medlidenhed +og Hjælpsomhed er Dyder, der kun findes sjeldent i Paris. Men selv om de +Indvandrende ikke har denne første store Betingelse for at lide Skibbrud, +selv om de kommer fra Provindsen med fyrig Arbejdslyst og robuste +Kræfter, er det derfor ikke altid sagt, at de finder deres Brød i +Millionstaden. Livskampen er sværere der end nogetsteds, Existensudvejene +ganske vist mange, men Konkurrenterne til dem endnu mange, mange flere. +De stritter imod saalænge, indtil den værste Sygdom af alle: Trang og +Sult, endelig faar Bugt baade med Humør og Arbejdslyst og Kræfter. Det er +uberegneligt, hvad den i Paris aarligt hverver af Rekruter til den store +Vagabondhær. + +Mandfolkene gaar over i den, kvinderne i en anden, der er endnu værre og +uhyggeligere. Som Pluraliteten af Depotets Befolkning paa Sværdsiden er +Vagabonder, saaledes er den paa Spindesiden løsagtige Fruentimmer. +Politiets Runder gjør ogsaa af denne Art Sambundsbundfald hver Nat en +altfor rigelig Fangst paa Paris's Gader: Kvindeafdelingens Fællessal er i +Regelen ikke mindre overfyldt end den mandlige, Selskabet der er maaske +tilsyneladende proprere, men i Virkeligheden sunket nok saa dybt. Silken +og Fløjlet er bedragerisk som Kindernes Sminke. Jeg har i Depotet set +Fruentimmerne med ægte Zobelskinds Pelsværk og Diamantsmykker til +Tusinder; forhørte jeg mig om deres Historie, var den i Regelen saa +omtrent den samme. Fædrene samlede Klude, og Brødrene arbejdede paa +Galejerne; de diamantoversaaede Damer selv var Stamgjæster i Depotet. + +Det er i det Hele taget Massen af den store Hær. Først og fremmest kommer +Vagabonderne stadig igjen. For dem har Depotet intet afskrækkende; +saasnart Visiteringsformaliteten er overstaaet, er det Første, man gjør, +at bringe dem et Brød. Den franske Justits har den humane +Betragtningsmaade, at enhver Lovovertræder, den fanger ind, kan være +kommen i Konflikt med den som Følge af Sult. Den kjender sit Paris, den +veed, at intet Aar gaar hen, uden at der udenfor dets Gaders straalende +Butiker segner Ulykkelige, hvis Død, hvor utroligt det end klinger, ikke +skyldes nogen anden Grund end Hungersnød. Den veed ogsaa, at dens Depot +aldrig er saa overfyldt som i Ugerne efter Flyttedagen. De stakkels +Familier, der er kastede paa Døren af ubarmhjertige Værter, vandrer om og +skjuler sig, hvor de kan komme til, saalænge indtil Børnene begynder at +skrige efter Brød. Saa maa Moderens Rædsel for Depotet vige, og hun +melder sig selv. Straffens Forhal bliver i dette Tilfælde til +Barmhjertighedens. Depotet giver de Ulykkelige Føde og Husly, indtil +Politiet finder Udveje til at anbringe dem andetsteds. Men det er netop +denne dets Rolle som Forsørger, som Vagabonderne saa ofte misbruger. Der +er dem, der i Grunden har Depotet til regelmæssigt Standkvarter og kun +fjerner sig for nogle Dage, naar Eventyrtrangen kommer over dem. Der +fortælles om en saadan episk Vagabond, Victor Tuleu, at han har været +anholdt ikke mindre end henved firsindstyve Gange, endnu før han naaede +Trediveaarsalderen. Det var aldrig for egentlige Forbrydelser, men kun +paa Grund af hans nomadiske Tilbøjeligheder. Man dømte ham, han sad sin +Tid, og naar han saa slap fri, begyndte han strax igjen paa sin planløse +Strejfen om. Var det stygt Vintervejr, tiltalte Friluftslivet ham ikke +mere, og Politiet lod for lang Tid gaa hen, før det fandt ham paany, gik +han selv til Depotet og meldte sig. "Det er mig, Tuleu," sagde han; "jeg +har hverken Existensmidler eller fast Bopæl, det er bedst, I spærrer +mig ind." + +Han begyndte, da han var elleve Aar, og han er i saa Henseende ikke nogen +Undtagelse. Gjennemsnitlig tre Tusind af de Personer, der i Paris aarlig +anholdes for Vagabondering, er Børn. Hjemmet i Forstadshulerne er kun +altfor tidt daarlig skikket til at holde paa dem, og Livet ligger saa +lokkende lyst og let udenfor i den store, glimrende By. Forældrene gjør +vel i Regelen ikke overvættes Anstrengelse for at holde paa dem; en Mund +mindre at forsørge er altid saa Meget vundet. Det hænder tilmed ikke +sjeldent, at de med Villie kaster de ganske Smaa ud for Vind og Vove, +naar de falder dem til Besvær. Hittebørnshospitalerne, som vi kjender dem +fra de ældre franske Dramaer, existerer ikke længer i Paris, men Depotet +har erstattet dem. + +[Illustration: Hittebørnene og deres Vogter.] + +Der er i det en særegen Sal for Børn, som Politiet har fundet paa Gaden, +og som endnu ikke er i den Alder, at de kan give Oplysninger om, hvor de +hører hjemme. Det er et af de uhyggeligste Lokaler af dem alle. De +stakkels Smaa ligger der i Rad med en stor Tavle paa Ryggen, hyorpaa +staar deres Nummer og af og til et Fornavn, den eneste Oplysning om deres +Existens, som de har kunnet give. De ligger og venter paa, at Forældre +eller Paarørende skal komme og søge dem. Men i de ni Tilfælde af ti +kommer der Ingen. Man er flyttet og har benyttet Lejligheden til, som af +Vanvare, at slippe Barnet et Sted paa Gaden, hvor det selv var ganske +fremmed, og hvor hverken Naboer eller Gjenboer kunde give Oplysning om +det. Enkelte af de Forladte ligger paa deres smaa Senge og græder efter +Fader og Moder, men Pluraliteten finder sig saare roligt i deres Skjæbne. +Det gaar vel de Fleste som den lille Pige, der blev spurgt, om hun havde +det godt, hvor hun var. "Ja," svarede hun, "for her faar jeg Noget at +spise hver Dag." + +Depotet har altsaa ogsaa sine Uskyldige. Men de findes heller ikke +undtagen netop i denne Kategori eller i de med den beslægtede: Oldinge i +Barndom, der er blevne samlede op paa en Bænk i Champs Elysées, Fremmede, +der vandrer om i Labyrinthbyens Gader uden at kunne tale et Ord Fransk, +Gale eller Folk, der har gjort Forsøg paa Selvmord og vægrer sig ved at +love, at de ikke vil gjentage det. Det parisiske Politi er meget varsomt +med at foretage Arrestationer uden at være ganske sikker. Hænder det i +eet Tilfælde af Tusinde, at en sagesløs Person bliver spærret inde i +Depotet, er det Højden. Det langt overvejende Flertal er Folk, som man +har havt et vaagent Øje med længe, før man lægger Haand paa dem, eller +ogsaa Misdædere, der gribes paa fersk Gjerning. Fire Femteparten af de +Anholdte hører til den sidste Sort. Alleroftest er det gamle +Depotgjæster, der gaar gradevis nedad; har de engang havt Foden indenfor +Fængslet, hører det til Undtagelserne, at de ikke kommer igjen. Det er en +Regel, der kan drages ud ikke alene af Paris's Politihefter; moderne +Sociologer er i Færd med at konstatere den allevegne Verden over. Inden +mange Aar vil den muligvis have ført til en total Omformning af det hele +Straffevæsen. Fortiden har straffet; det er Fremtidens Opgave at finde +Midlerne til at forbedre. Sagtens vil det blive en af dens vanskeligste; +men det maa siges til den franske Republiks Ære, at den ogsaa paa dette +Punkt seer Forpligtelsen til at gaa i Spidsen for sin Tid. De +forestaaende Lovforslag mod Recidivisterne er i Virkeligheden ikke Andet +end et anende Fremsyn over Vejen, der i saa Henseende er at gaa. Paris's +store Fællesfængsler, disse Lære- og Opdragelsesanstalter for +Forbrydelsen, er i Færd med at forsvinde. Man har endnu Saint-Pélagie og +det forfærdeligere Saint-Lazare, Kvindefængslet, hvor alle de +Indespærrede, ligegyldigt hvilken Kategori de tilhøre, blandes mellem +hinanden uden Hensyn. Men i Mazas og La petite Roquette, Børnefængslet, +er allerede Cellesystemet indført. Straffekolonierne er det næste Skridt +paa Vejen. + +Men det maa gjøres snart; der er _periculum in mora_. Med uhyggelige Tal +viser Politiets Statistik, hvorledes Forbrydelsernes Antal er i stadig +Stigen i Paris. Den sidste Snes Aar er ikke langtfra at have fordoblet +det. En misforstaaet Seen gjennem Fingre med Meget hos Republikens +Autoriteter er maaske ikke uden Skyld for de lavere Samfundslags +Vedkommende, i de højere er det ganske sikkert Børssvindelens Fristelser, +der spiller en væsentlig Rolle i Forøgelsen. Alverden er besat af Mani +for at gjøre Forretninger. Depotets Lister er der for at vise, hvordan +det kun altfor tidt hænger sammen med disse Forretninger. "Der gaar +næsten ikke en Dag," sagde Fangevogteren mig, "uden at vi faar fine +Herrer herind." Han har Ret; alle Stænder er repræsenterede i +Samfundsbundfaldets store Pakhus. Man kan tage Listerne fra +hvilketsomhelst af de senere Aar. Man finder Bankierer og Advokater, høje +Embedsmænd og Officerer, Kunstnere og Forfattere, man finder Navne, der +har hørt til de mest ansete i Frankrigs Historie. Politipræfekturets +Depot er i videste Forstand Vrangsiden af Paris, Hjemmet for Alt, hvad +Luxusbyen gjemmer af Styghed og Misère. + +[Illustration.] + +[Illustration: Udenfor Café de la Paix.] + + + + +KAFÉ- OG GADELIV. + + +I. + +Paris har mellem det Meget, der gjør den til en By _à part_, een Ting, +som Alle, selv de, der nødigst vil synge dens Pris, maa indrømme er noget +Mageløst: den har sine Gader. Man maa absolut Være skabt som en Kvæker +for ikke at holde af dem. Og endda. Der var to--Kvækere mener jeg--, der +nylig kom over fra Hendes britiske Majestæts alvorlige Land for at +prædike Bod og Omvendelse i det moderne Babylon. De havde ikke været fem +Minutter paa Boulevarden, før de slog Kors for sig og tog Rejsepas igjen. +Det var dem for ugudeligt. Det vil sige, de mærkede, at Fristeren kom op +i dem, og var de bleven fem Timer istedetfor fem Minutter, saa vilde det +have endt med, at det var dem, der var bleven omvendte. + +Der var ogsaa engang en Herre fra Danmark, der, da man spurgte ham, hvad +han saa syntes om Pariserboulevarderne, resumerede sit Indtryk i et: Aa +jo ... saamænd, men de mangler Arkitektur. Det er muligt. Naar man ikke +paa længere Tid har været i Kongens Kjøbenhavn, taber Ens Blik let sin +kritiske Skarphed i saa Henseende. Men mangler de Arkitektur, saa har de +Liv istedetfor, et Liv af en ganske ejendommelig Art. Det lokker ud som +Solskin paa en Dag i Maj, og det holder fast som disse forunderlige, +stille, lyse Sommernætter, i hvilke man gaar og driver med gode Venner +under Armen og aldrig kan bekvemme sig til at gaa hjem. Man føler +Menneskebadet i disse Gader som en Foryngelse. Tryk og Tyngder, som laa +paa En, gaar væk; Livslysten begynder at krible, Humøret kommer op. Man +fyldes af Velbefindende, man nyder, man lever; der er noget Æggende i +Luften, en Ozon af Fest, som man aander ind, og som sætter Fart i En fra +Top til Taa. + +Pariserboulevarden er nemlig en Gade af fuldstændig særegen Beskaffenhed. +Det er ikke blot Færdselen, Mylret, den brogede, mangfoldige +Verdensstadskolorit, der gjør den til, hvad den er. Af den Slags Liv har +London ligesaa meget og mere endnu. Men hvilken Forskjel er der ikke +alligevel! I London er Gaden simpelthen en Forbindelsesvej mellem to +Punkter, et, som man forlader, og et andet, som man skal til. At naa +dette sidste i den korteste Tid og med de mindst mulige Forhindringer, +bliver i det samme Øjeblik man sætter Foden udenfor Døren den eneste +Tanke, man har. At være paa Gaden blot for at være der, lader sig aldeles +ikke gjøre. Overalt omkring sig har man travle Mennesker, der farter +afsted med lange Skridt og klemmer sig gjennem Trængselen for at komme +frem. Vognene ruller og ruller, Kuskene pidsker paa, den tusindtungede +Støj glider ligesom sammen i et eneste Raab: afsted, afsted, afsted! Man +seer Ingenting, man sandser Ingenting, man føler kun Stimen, der er +bagved, man synes, den vilde vælte over En og lukke sig og begrave En, +hvis man standsede, og man tumler da med i det rastløse Jag. Man gaar og +gaar og gaar og bliver først Feberen kvit og kan trække Vejret igjen, +naar man er ved Maalet. + +I Paris derimod er det anderledes: Selv hvor Farten og Færdselen er +størst, er der ikke noget Aandeløst ved den. Folk har nok travlt hist og +her, men man lægger knap engang Mærke til det, de forsvinder mellem +Mængden, der ikke har det, mellem dem, der sidder paa Kaféernes +Fortougsstole, staar i Gadedøre eller i Grupper paa Trottoiret og +passiarer, driver langsomt op og ned for at drive. Man har en +Fornemmelse, som om man var paa Fornøjelsestour, for at hvile sig, for at +se og standse, hvor der er Noget at se, lukke Øjnene rigtigt op og fylde +sig med Indtryk. Man er gaaet ud for en Timestid og for at besørge Et +eller Andet, men uden at man veed af det, er Dagen tilende, og naar man +kommer hjem, opdager man, at man har glemt det, man var gaaet ud for. +Gaden har underholdt, moret En, saa man ikke har kunnet rive sig løs fra +den, og saa har den lagt Beslag paa En helt. Man har ikke noget Øjeblik +følt sig paa en Landevej, hvor man skulde videre, man har følt sig som i +en Salon, hvor man befandt sig fortræffeligt, og hvor man følgelig blev. +Og det er i Virkeligheden ogsaa det, Parisergaden er. Hjemmet kjender +Pariserne kun som et Sted, hvor man arbejder; Hvilen, Adspredelsen efter +Arbejdet maa hentes udenfor de fire Vægge, midt i Tummelen og Trængselen, +helst hvor den er allerstørst, der er dér flest Incitamenter, som faaer +Blodet til at rulle hurtigere og sætter den letpaavirkelige Fantasi i +Bevægelse. Man søger til Boulevarden; den er den store Fællessalon, hvor +hele Byens Befolkning strømmer hen for at tilfredsstille sin enorme Trang +til Selskabelighed, hvor man mødes med Lyst til at være sammen, hvor man +færdes mellem hinanden med den elskværdige Forekommenhed, den Lethed i +Tilnærmelse, der er en ganske naturlig Følge af Bevidstheden om, at man +gjensidig er der til hinandens Underholdning. Det parisiske Gadeliv +bliver paa den Maade mere end broget og mangfoldigt; det faaer de lyse, +fornøjelige Toner over sig, den Glands af Glæde, den Hvile midt i Uroen, +den Harmoni midt i Farvemylren, som gjemmer Behaget, hvormed det +fortryller, den Charme, der gjør Pariserboulevarden til noget ganske +Andet end en hvilkensomhelst Gade i hele Verden. + +II. + +Uhyre betegnende for den er dens Kaféer. De ligger Side om Side, +utællelige næsten, ned langs den milelange Pulsaare, der drager sig fra +Bastille- til Concordepladsen. I det mindre fornemme og mindre befærdede +Templekvarter, paa Strækningen fra Ghateau d'Eau til Frihedssøjlen, faaer +Boulevarden en Smule Luft for dem hist og her; men fra Rue Rougemont +nedefter til Madeleinekirken klemmer de sig op ad hinanden, saa der paa +sine Steder knap er nogle Alens Plads imellem dem. Deres Antal vilde være +latterlig overdrevent, hvis de alene havde Funktion som +Beværtningssteder; ikke Tiendeparten af dem kunde bestaa, selv om +Pariserne var det mest forfaldne Folkefærd i Verden. Nu er de imidlertid +tvertimod det allersobreste, der kan tænkes, og samtlige Kaféejere bliver +hovedrige Folk alligevel i Løbet af nogle faa Aar. Tingen er, at de har +Andet at byde deres Gjæster end de Varer, der skjænkes ud. Kaféen er en +reserveret Plads paa Gaden, et Slags hyggeligt Sofahjørne i den store +Fællessalen. Det er som saadan, den maa betragtes, det er paa at være +det, dens Existens er baseret. Udstyrelsen er uden Pragt, for en Luxusby +som Paris næsten fattig. Smaa, magelige, komfortable Kroge, hvor en +sluttet Kreds kunde trække sig tilbage for sig selv, mangler fuldstændig; +hver lille Plads er benyttet, overalt staar der Bord ved Bord med kun +akkurat saa meget Mellemrum, at en Person kan klemme sig derigjennem. Paa +at sørge for Gjæsternes Underholdning har man heller ikke lagt Vægt; kun +i de afsides Gader har Kaféerne Billarder, og deres Forsyning med Aviser +er mere end mangelfuld. Man holder en fem, sex parisiske i et enkelt +Exemplar, slet ingen fra Provindserne eller Udlandet. Hvad der serveres, +er dyrt; en almindelig _"Consumation"._ betales med en halv Franc, +uanseet hvori den bestaar. I alle disse Henseender kan Pariserkaféen, +ikke maale sig med, hvad man finder i andre store Byer. Men hvad den har +forud, er Offentlighedens brogede Sceneri, Gadelivet rundtomkring den. +Den er aaben ud mod Trottoiret, og dens Lokale fortsætter sig ud paa +dette. Kaféstolene optager rigeligt dets halve Brede; de betydeligere +Kaféer kan have en halvhundrede Borde derude, og det er disse, der er det +Væsentlige, Salene indenfor er nærmest kun at betragte som et Slags +Appendix. Naar det regner, bliver Markisen hejset ned, saa Gjæsterne kan +bilde sig ind, at de sidder i Tørrevejr, og heller ikke Kulden kan jage +dem bort fra deres Trottoireplads undtagen nogle ganske enkelte Dage, +naar den gaar over alle Grændser. Hele ti Maaneder af Aaret er Kaféen i +Sommerhabit, og selv de to andre er Vinterkostumet ikke seriøst. +Fortougsstolene bliver staaende, og de store Glasruder, der skydes op for +den aabne Væg, glider selv i December og Januar tidt ned i Kjælderen +igjen, saafremt Temperaturen nogle Dage bliver en lille Smule mild, +Pariserne er ikke kuldskjære, naar de blot kan faa Lov til at være paa +deres kjære Gade. + +Kun i de tidligste Formiddagstimer staar Kaféen halvvejs tom, vegeterer +med morgengnavne Opvartere og bædekerstuderende Rejsende. Allerede ved +Frokosttid begynder Gjæsterne at strømme til den i Masse. Den er i +Regelen Restauration tillige. Pluraliteten af Forretningsfolk er +nødvendigt henvist til den; de har for langt til Hjemmet og for travlt om +Tiden til at kunne gjøre en Rejse til den anden Ende af Byen for at +spise. Frokosten paa Kaféen, koster dem ganske vist mindst tre, fire +Francs, og der gaar ogsaa dér let en Time eller to med i Løbet Men +hverken de eller Pengene er spildte. Man træffer den Kreds af Mennesker, +med hvilken man staar i Forbindelse, man henter Oplysninger, man slutter +Handeler, Forretningerne gaar deres Gang, de betydeligste af dem afgjøres +tidt netop ved Frokostbordet. Hurtig, foretagsom, resolut, som man er, +klar over hvad man vil, og vant til at sige det kort, i en Fart og uden +Omsvøb, føler man ingen Trang til at sidde i Kontorstole og snakke op og +ned ad Væggene for at faa en Sag i Orden. Et Spørgsmaal, et Svar--_<volà, +c'est entendu_. Garçonen bringer Pen og Papir, og Kontrakten er sluttet, +inden han faaer den næste Ret serveret. Frokostkaféen er Børs +ligesaameget idetmindste, som den er Spisekvarter. Men det forhindrer +ikke, at den i den sidste Egenskab er uovertræffelig. _Le chef de la +cuisine_, den imponerende, alvorlige Medborger med det store, hvide +Forklæde, Hirschfængeren og Bagerhuen, er en Mand, der forstaar sin +Metier. Han kan undertiden være indisponeret ved Dineren; om der ved den +sniger sig en Smule Skjødesløshed ind, har endda ikke saa Stort at sige. +Publikummet er det kritikløse, der kommer i Ny og Næ, som ikke har nogen +selvstændig Mening, men finder Alting ypperligt, naar blot Stedet har +Renommée. Ved Déjeuneren derimod er det nødvendigt at holde Ørene stive. +Han arbejder da for Gjæster, hvis Tunge forstaar at grade en _sauce +relevé's_ Pikanteri, og som øjeblikkelig vilde fange den gode Homer, hvis +han tog sig et Blund. Han er paa Højden af sin Kunst, og hans Kunst er +stor. Boulevardkaféen vilde være uforlignelig, selv om den ikke havde +andre fortræffelige Sider end sin Kjøkkenchef. + +[Illustration: Le chef de la cuisine.] + +Den har sin Absinthtid, den er endnu mere enestaaende end han. Fra +Frokost til Midnat er Trottoirestolene stadig besatte, men i _"l'heure de +l'absinthe"_ er der ikke een tom Plads. Man kjender ikke den Time +andetsteds; den passer kun for Pariseren, den hænger netop paa det +Nøjeste sammen med den Rolle, Gaden og Kaféen spiller i hans Liv. Naar +han henimod Aften er færdig med sit Arbejde, lægger han mellem +Forretningsbryderierne og de huslige Bekymringer, som muligvis venter paa +ham hjemme, et kort Otium, under hvilket Alt, hvad Tilværelsen kan have +af Generende og Ubehageligt, bliver jaget ubarmhjertigt paa Porten. Han +kjøber sin Aftenavis i Kiosken, gaar paa sin Kafé, sætter sig ved det +lille, runde Bord, hvor han er vant til at sidde, bestiller sin +Consumation og lader saa en Timestid eller halvanden hele sin Person, +Legeme og Sjæl, svømme ud i et stort, roligt Velbefindende, i hvilket der +kun er een Bevidsthed klar, een Fornemmelse raadende: den, at Livet dog i +Grunden er en mageløs prægtig Ting. Absinthen, det halve Glas Øl, +Fingerbøllet fuldt af Madeira, eller hvad det nu er, han drikker, det er +kun et Skalkeskjul, en Tribut, han erlægger af sin Plads, som de to Sous, +han i Parc Monceau eller Champs-Elysées betaler Madammen for sin Stol. Og +Avisen! Der kunde staa i den, at Jorden imorgen skulde dumpe ned paa +Solen og blive slugt af dens Flammer, før Absinthtimen var forbi, vilde +hans Tanker dog ikke samle Bogstaverne til en Mening. De Øjne, hvormed +han seer paa dem, er i Slægt med Papas Ører i den lille, lune +Provindskrog, naar han har trukket Slobrokken paa, og hans Frue har +kommet Sukker og Fløde i hans Middagskaffe, og hans lille Pige tændt den +store Merskumspibe for ham, og han saa lægger sig paa Sofaen og siger: +"Saa Børn, snak I kun, Fa'er hører efter." Nej, Fa'ers Pibe gaar ud, og +Fa'ers Kaffe bliver kold, og Fa'er hører ikke, han holder Absinthhvil paa +sin Maner. Pariserens er en anden. Han blunder ikke hen i Hjemmets Hygge, +for den kjender han ikke, men i det, der er hans Kjærlighed og Stolthed. +Hans Sjæl glider ud i Gadens, i hans store, elskede Bys Liv og bliver +ligesom Et med den. Det er Velværet for ham, det har paa sin Viis al den +lykkelige Ro, al den uendelige Tilfredshed, som et Menneske føler, naar +han nogle Øjeblikke lever helt i det, han elsker. + +Middagen, kommer. Ekvípagerne, som Kafégjæsten mellem Fem og Syv har +siddet og seet bære al Paris's Pragt til og fra Boulogneskoven, begynder +at rulle sparsommere, de Ventendes Klynger ved Omnibusstationerne og +Fodgjængertrængselen paa Refugerne bliver tyndere, Vognqueuens Knuder +løser sig selv paa de Hjørner, hvor Sidegaderne munder ud i Boulevarden, +der er Efternølere af Promenerende endnu, men deres Skridt bliver +hurtigere, Damerne er hørt op at strømme ud fra Butikerne, deres +Toiletters brogede Luxus afløses af de smaa Arbejderskers sorte +Merinoskjoler, Avissælgernes Raaben med de friske Aftenaviser dør hen. +Paris har, solende sig i sin egen Glands, saalænge Absinthtimen varede, +budt Trottoirepublikummet den højeste Udfoldning af sig selv, men +Skuespillet er nu tilende, Gadelivet holder Middagspause, og Kaféstolene +gjør det paa samme Tid. Synderlig lang bliver denne Pause dog aldrig. +Naar Absinthen ikke længer kan bruges som Paaskud for Fortougsotiet, +kommer Touren til Mazagran'en og Bock'en; atter om Aftenen er +Boulevardkaféen det store Forlystelsessted, hvis Tiltrækningskraft +bestandig holder sig lige lokkende. Publikum er et andet end i +Eftermiddagstimerne, men det er ikke mindre talrigt. Naar en +Pariserfamilie af de jævnere Samfundsklasser vil tilbringe en rigtig +fornøjelig Aften, gaar den paa Kaféen, og har man Gjæster, er det næsten +uundgaaelig nødvendigt, at man fører dem derhen. I Hjemmet har man +hverken Plads til eller er indrettet paa eller finder nogen Morskab ved +at være sammen. Om Selskabelighed inden fire Vægge har den langt +overvejende Part af Pariserbefolkningen aldeles ikke noget Begreb; +Kafébesøget træder i Stedet for. Skal der være exceptionelt Gilde, gaar +man paa en af de store Sangerpavilloner i Champs-Elysées, hvor Publikum +sidder under aaben Himmel og har dobbelt Skuespil, et omkring sig som paa +Boulevarden, og saa som Tilgift det oppe paa Scenen. Til daglig Brug er +den Fornøjelse imidlertid for dyr. "_Entrée libre_" hedder det vel paa de +fristende, illustrerede Kæmpeplakater, og det er ogsaa ganske rigtigt, +man kommer gratis ind, men den Consumation, man er nødt til at bestille +her som paa enhver anden Kafé, koster til Gjengjæld tre Francs. Det giver +Pariserne nødigt ud for at more sig, de er for forvænte med virkelig at +faa den Slags Ting gratis. Paa Boulevardkaféen er Morskaben for dem +omtrent den samme, og den er ulige billigere. Den halve Franc, man +betaler for sit Øl, giver Ret til at beholde Fortougsstolen, saalænge man +lyster. Kun Ødelande fornyer Consumationen. Man bliver siddende ved det +tømte Glas og seer og seer. Boulevarden, straaler, det summer og mylrer +paa alle Kanter, nye Figurer, vexlende Billeder drager forbi i +ustandselig Række, Tiden gaar, uden at man mærker det. Man har ikke Behov +for Kaféens Varer. Livet, Tummelen, Luften, mættet med Boulevardens +Parfume af Fest, stiger En til Hovedet og gjør En ør. Naar man gaar hjem, +er det, som om man havde været en Nat i Sus og Dus. Og man har dog kun +siddet et Par Timer paa et Fortoug. Det er det, der er Pariserkaféens +Hemmelighed. + +III. + +For en stor Part af Pariserne indskrænker Kaféen sig imidlertid ikke til +at være Selskabssal alene. Den har ogsaa mere dagligdags Funktioner, den +er for dem Kontor tillige, Arbejdsværelse, Modtagelsessalon, politisk +eller litterært Klublokale og andet Sligt. Den har i saa Henseende meget +gamle Traditioner. Garçonen i den lille, historisk berømte Café Procope i +Rue de l'ancienne comédie paa den venstre Seinebred viser endnu med +Stolthed Gjæsterne det Bord, ved hvilket Voltaire i femten Aar "har +siddet og skrevet sine Breve til Kongen af Preussen". Rousseaus, +d'Alemberts, Crébillons og Mirabeaus Portrætter kiger ned fra Væggen og +fortæller, at ogsaa de har havt et andet Hjem i disse gamle, tilrøgede +Sale; Gambetta, veed Alverden, har fulgt efter dem. Og saaledes har saa +at sige hver eneste Kafé sin Biografi vævet ind med berømte Navne. +Bohèmeperioden var særlig deres store Tid. Hvertandet selv af de +betydelige Talenter havde bogstavelig ikke noget Hjem udenfor Kaféen. +Naar man engang fandt dem døde paa et Tagkammer, i en Kasse med Bøger og +Manuskripter, der tjente som Seng, fik man at vide, hvor deres Bopæl var, +men lige til det Øjeblik anede selv deres intimeste Bekjendte det ikke. +Den Race Mennesker er ganske vist nu forsvunden, kun nogle enkelte +Exemplarer af den gaar i vor nøgterne Milliontid om som Spøgelser, hvem +en driftig Impressario godt en skjønne Dag kunde falde paa at vise frem +for Penge i Folies-Bergère. Men deres Betragtning af Kaféen var altfor +ægte parisisk, passede altfor godt for specifik franske +Nationaltilbøjeligheder, til at den kunde forsvinde med dem. Deres +Efterfølgere i Kunstens, Litteraturens og Politikens Verden er satte, +fornuftige Folk med Orden i deres Liv og Orden i deres Pengekasse. De +mangler saa lidt Hus og Hjem, at de tidt har egne Hoteller endogsaa. Ikke +destomindre er Kaféen vedbleven at være det Sted, hvor de med +Forkjærlighed afgjør alle Forretninger med Omverdenen. De har en +regelmæssig daglig Tid, da de kommer paa den, som paa et andet Kontor, +hjemme er de kun for at arbejde, og der vil de ikke forstyrres. Selv +opgiver de stadig "deres Kafé", naar man spørger, hvor de kan træffes, +deres Portner har Ordre til at give Folk Anvisning paa den, de lader +endogsaa deres Breve adressere til den. Man kan have kjendt hinanden i +aarvis, omgaas daglig, være Dus, uden at vide hinandens Husnummer. + +Litterære og artistiske Samlingssteder er Kaféerne tildels allevegne, men +i Paris er de tillige politiske. Under bevægede Perioder er det dem, der +bliver de store Agitationscentrer. Oppositionen fødes der og udgaar +derfra. Gambetta og en Mængde andre af de Mænd, der nu i forskjellige +Stillinger er ved Roret i Frankrig, har begyndt deres Karriere paa +Kaféerne; har Kafédiskussioner og Kafétaler som Basis for deres +Popularitet og deres Position. Under Kejserdømmets sidste Aar var Café +Mazarin den hele republikanske Stabs Hovedkvarter. Kommuneopstanden er +senere undfanget paa den, og mellem brogede Omgivelser af Fremmedpublikum +og Boulevard-Demimonde diskuterer endnu de hjemvendte Ny-Caledonister +deres Samfundsomvæltningsplaner paa dette Sted. Bonapartisterne samles +paa den fornemme Café de la Paix, der indtager Hjørnet af Operapladsen og +Boulevard des Capucines, i Tortonis alvorlige Sale sidder "Kong" Henriks +tro Mænd og hvisker hemmelighedsfulde Konspirationer, mens de hvidhaarede +Tjenere serverer dem deres _petit verre de Madère_. Til daglig Brug +spiller Politiseringen ganske vist ikke én saa fremtrædende Rolle som i +Provindsen. Der er de forskjellige Partiers Kaféer ligefremme Krigslejre, +der ligger i uafbrudt Kamp. Man indskrænker sig ikke til Demonstrationer, +man kommer stundom til Haandgribeligheder endogsaa, og naar det ene Parti +vinder en stor Sejr, hænder det ikke saa sjeldent, at det uden videre +lukker det andets Kafé. Noget saadant kan under normale Forhold ikke +passere i Paris; i det mylrende Kjørind af Fremmede og tilfældigt +Publikum drukner Politikerne. Men de er der liger fuldt og giver Kaféen +dens absolut udprægede Farve. En Mazaringjæst vilde betragte det som en +dødelig Fornærmelse, om man bød ham et Glas Øl paa Café de la Paix, og en +Tortoni-gjænger vilde ikke uden evige Samvittighedsnag kunne sætte sin +Fod paa en af de fuldblods republikanske Kaféer. + +Et specielt Publikum i en eller anden Retning har de fleste +Pariserkaféer. Naar man er kommen nogle Gange paa dem, vil man hurtigt +finde en Type, der er karakteristisk for hver enkelt. Den oppustede, +skvadronnerende Børsmatador har erobret Café Riche og sidder +selvbehageligt solende sig i sin egen Glands og breder sig paa de +Fortougsstole, der endnu for faa Aar tilbage var de nobleste paa hele +Boulevarden. Paa "Néapolitain" har hver anden Gjæst den røde Roset; det +er Kaféen for "les officiers superieurs". "Suéde" samler Skuespillerne, +"Americain" Boulevardjournalisten, "Grand Café" de gamle Grundejere og +"Helder" de unge Levemænd. Af de Fremmede har hver Nation sin særegne +Kafé, hvor de, som Tydskerne paa Café de la Terrasse ved Gymnasetheatret, +i Regelen indretter sig saa komplet med hjemlige Vaner og Sæder, at ingen +Pariser vover at sætte Foden paa deres Enemærker. Det er kun Nordboerne +paa "Régence", der er et saa fremkommeligt Folkefærd, at de kan enes om +Kafé ikke blot med Polakker og Czeker, men endogsaa med Pariserne selv. +Foruden for Théâtre français' Personale er Régence tillige Samlingssted +for samtlige Seinestadens enragerede Schakspillere og Valpladsen, der er +Vidne til alle deres store Turneringer. At de har deres særlige Kafé, er +endda forstaaeligt. Men hvem har det ikke i Paris? Ligefra Akademiets +Udødelige, der mødes paa "la Rotonde" i Palais-Royalhaven, helt ned til +Kludesamlerne, der drikker deres Absinth med Standsfæller paa +"Californie" og lignende Steder, er der ikke nogen Klasse, nogen Kreds, +nogen nok saa lille Gruppe af Mennesker, hvem en fælles Interesse +forbinder, uden at de maa til Kaféen for at drøfte den i Kompagni. Dertil +kommer saa Hærskaren af flygtige Turister. De er ifølge Sagens Natur +henviste til at leve paa Gaden og Kaféen, og de gjør det selvfølgelig +efter saa meget større Maalestok, naar de kan gjøre det med et saadant +Behag og et saadant Udbytte som i Paris. Resultatet bliver, at hvert +tiende Hus har en Kafé i Stueetagen, og at af Byens to Millioner Beboere +ganske sikkert en halvtredsindstyve tusind mindst tjener deres Brød som +Skjænkeværter eller Garçoner. + +[Illustration: August (se Pag. 305) serverer for Nordboer paa Café de la +Régence.] + +Kaféens, særlig Boulevardkaféens Publikum er imidlertid ikke +Indtægtskilde for dem alene. Naturligvis kaster Reklamen sine Garn ud +efter det. Det staar jo der i Fortougsdammen som Fisk i Stimer, saa +velplaceret som muligt til at lade sig fange. Fotografen forvandler +Partiet omkring Café Riche til en Fehave i Fuldmaaneskin for at +underrette om, at han tager Billeder ved elektrisk Lys. +Fornøjelsesetablissementerne spænder Gasguirlander med deres Navne ud +mellem Træerne foran Kaféerne, driftige Skræddere præsenterer paa +Husmuren ligeoverfor en lang Række komiske Laternamagikabilleder for at +fæste Opmærksomheden paa deres Adresse, der staar som Ramme udenom, +Hippodromen lader i langsomt Ridt hele Optog af udpyntede Drenge til hest +passere forbi. Men selv bortset fra saadanne snilde Forretningsmænd, der +søger at slaa deres Existens fast i Kafépublikummets Bevidsthed, fordi de +veed, at i Paris er Ens Lykke gjort Dagen efter, at man er kjendt, selv +bortset fra dem er der Hundreder, Tusinder, for hvem det hvilende, +fordøjende Paris, der i ddagstimerne sidder paa Boulevardkaféernes Stole, +er Kildes til hele, deres Subsistens. + +De er et saare karakteristisk Træk i den store Stads Gadefysiognomi, +disse altid tilstedeværende, altid ivrigt opsamlende Menneske-Spurve, der +lever af Krummerne fra de Riges Bord. Hvordan de kan mættes, hvordan de +stundom kan blive ganske fede endog, synes en uudgrundelig Gaade; man kan +sidde timevis og kun se dem tjene et Par Sous i det Højeste. Men +adskillige af dem har alligevel hjemme meer end eet Strømpeskaft fuldt af +Guld og Sølv, længe før de opgiver deres halvt sælgende, halvt betlende +Zigeunerexistens paa Boulevardkaféerttes Trottoirer. + +Alverden, der har været i Paris blot en eneste Dag, kjender +Kikkertmanden. Fra Morgen til Aften lister han sig frem og tilbage mellem +Kafébordene, intet nyt Ansigt undgaar hans Opmærksomhed, han er der strax +med sin Theaterkikkert, og selv om man forsikrer ham, at man har hele +Huset fuldt hjemme, undgaar man ham dog ikke. Hans er noget aldeles +Exceptionelt, _une vraie occasion. "Vous n'en trouverez pas deux_," +forsikrer han med en Overbevisning i sin Stemme, der har næsten +Lidenskabens Klang. Men det forhindrer paa ingen Maade, at han, naar han +en enkelt Gang faaer sin Vare afsat, et Minut efter har akkurat Magen +tilfals paany. Aar ud, Aar ind er der ikke ringeste Forskjel at se +hverken paa ham selv eller paa hans Kikkert, paa det blankpolerede +Messingbeslag og den lakerede Rem, i hvilken han transporterer sin Skat, +medens hans store Sko slider Furer i det Stykke Asfaltfortoug, over +hvilket han i Tidens Løb har bevæget sig Millioner og Milliarder af +Gange, stadig med de samme smaa listende Skridt og de spændt aarvaagne, +halvt lurende Øjne. + +I sit Følge har han en Hærskare af andre ambulante Handlende. Det er en +hel vandrende Bazar, der passerer forbi, naar man sidder en halv Time +foran en Boulevardkafé. Men altid de samme Salgsgjenstande, altid de +samme Ansigter, som man har seet den sidste halve Snes Aar. En ny +Handelsartikel og en ny Handlende foran Boulevardkaféerne er en +Sjeldenhed ligesaa stor som et nyt Diamantsmykke i Juvelerens +Udstillingsvindue, eller en Butik, som man ikke finder igjen paa det +samme Sted en Menneskealder igjennem. Intet er saa konservativt som +Paris's Gadefysiognomi; maaske hjælper ogsaa netop det ikke saa lidt til +Hjemligheden, man føler i disse Gader. + +Født med Kaféen og absolut uadskillelig fra den er dens Stumme. De mener +som saa, at intet Menneske gjør Ret i at ødsle sin Tid bort, selv ikke, +naar han sidder paa et Fortoug, og de foreslaar derfor Gjæsterne paa +Trottoirestolene Studiet af deres Tegnsprog som en smuk, belærende +Underholdning i den ledige Time. Saasnart man har sat sig, indfinder de +sig strax og lægger deres lille sammenfoldede Papir paa Ens Bord. Er man +nysgjerrig, rører man blot ved Papiret, betragtes det som en stiltiende +Indrømmelse af, at man gaar ind paa den Stummes Forslag og er villig til +at afkjøbe ham hans Sprognøgle for to Sous; men lader man det +hemmelighedsfulde Papir blive liggende ganske roligt uden med nogen +Gestus eller noget Øjekast at give Interesse for det tilkjende, falder +heller ikke den Stumme paa at inddrive nogen Kontribution. Naar han har +endt sin Ronde og forsynet alle Bordene med Papirer, samler han sine +Smaasummer ind, og han veed altid ganske nøje, hvem der har været +nysgjerrige; kun de maa bøde. Da Boulevardkaféerne imidlertid stadig er +fulde af Fremmede og andre debuterende Gjæster, gjør den Stumme som +oftest ingenlunde daarlige Forretninger. + +Stadig tilbagevendende Handlende er ligeledes Manden, der tilbyder smaa +hvide Terryhvalpe og grønne Selskabsfugle, Konditordrengene med deres +hvide Forklæder og deres glaserede Æbler stukne paa Pinde, +Stokkehandleren, Gibsfigursælgerne, Blomsterpigerne med deres dejlige, +langstilkede Roser og meget hyppigt med et ganske spædt Barn paa Armen, +den geniale Kunstner ikke at forglemme med det lange graa Haar, +Matrosbaretten og Gymnastikskoene samt med et stort Oliemaleri under hver +Arm, hvilke Kunstværker han paa Grund af øjeblikkelig Forlegenhed ønsker +afhændede til en Kjender, hos hvem hans Arbejder kan komme til at gjøre +sig tilbørligt gjældende. Uendeligt talrige er den lille Pariserindustris +Repræsentanter. Hvert halve Minut maa man gjøre Kæmpeanstrengelser for at +slippe for at kjøbe imiterede Uhrkjeder, Ærmeknapper, Sprældemænd, +Smaadjævle med Bly i Halen eller Spaanslanger, der slaar Volter ud af +deres Træhylster. Det er Altsammen fænomenalt billigt, men naturligvis er +Kvaliteten saa ogsaa derefter. Paris er en underlig By: for hvert Skridt +Verdens vildeste Raffinementsluxus ved Siden af det allerforfærdeligste +Markedskram, Millionæroverdaadigheden og Elendigheden Haand i Haand, +Karusselbanen, hvor Ejeren selv er baade Hest og Udraaber og Bajads og +Ringstativ, ude i Champs-Elysées klods op ad Ledoyens Restauration, +Kagekonens tag- og vinduløse Bod ved Siden af Juvelerens +Udstillingsvinduer med Smykker til en halv Million. Et godt Skilt for, +hvordan Livet i Virkeligheden saa grumme tidt former sig i den store By: +intet Svælg mellem Samfundsklasserne, ingen Afgrund mellem Rigdommen og +Fattigdommen. Den pjaltede, barhovedede Dreng, der idag byder sine +Svovlstikker til Salg paa Boulevardkaféen, kan om nogle Aar høre til +Verdens Matadorer, der behøves dertil i en By som Paris kun Talent og +Energi, og den unge Spradebasse med sine arvede Millioner, der nu +skjødesløst slynger sin Havannacigar ind under Kafébordene, efterat have +taget et Par Drag af den, kan muligvis ligeledes om nogle Aar, om nogle +Maaneder maaske--der behøves i Paris kun nogle Fruentimmer dertil, nogle +Nætter i Spilleklubben, paa Helders Restauration o.s.v.--kjendes igjen i +Lazzaronen med den fidtede Voxdugspose og den lange Stok, i hvis Ende er +befæstet en spids Jernkrog, Cigarstumpesamleren, ligeledes en af +Boulevardkaféens ejendommeligste Menneske-Spurve. + +Han kommer med de tidligste Morgengjæster og forsvinder først igjen, naar +mellem Et og To om Natten den sidste Efternøler forlader Kaféens +Trottoire. Ikke den mindste Stump Cigaret kan blive kastet, uden at han +strax slaar ned, rager den ud med sin Hage og putter den i Posen. Han har +Spurvens skarpe Øje og Spurvens Dristighed, og han bliver taalt, næsten +fredet om paa Boulevardkaféen, som Spurven bliver det i Tuileriehaven. +Uden Frygt arbejder han sig ind selv i den tætteste Trængsel for at hente +sine Smuler under Bordene, der staar længst inde, og Folk rykker tilside +og gjør Plads; det er nu engang hans Livsstilling at samle Tobaksstumper, +og i Paris respekterer man alle Livsstillinger. + +Saaledes er det da en hel Mylr af Mennesker, der om Aftenen vender hjem +fra Boulevardkaféen med fyldte Lommer. En saadan Kafés Publikum paa en +enkelt Dag er jo i Virkeligheden ogsaa større end mange Smaabyers samlede +Indbyggerantal. Den store By har sin Existenskamp, mere vild, mere +fortvivlet, jo større den er, men den har ogsaa en uendelig Mængde af +Muligheder for at friste Livet, der aldrig lader Nogen i Stikken, som for +Alvor vil leve. Det er dens Velsignelse. Skal man arbejde sig op fra +Ingenting, saa er Kaféfortouget der. Meer end een Millionær er begyndt +med at sælge Smaakram paa det. Thi er det den store Samlingsplads, hvor +hele Paris holder Hvile, saa er det Markedspladsen tillige, hvor Byens +Liv hober sig sammen med alt, hvad det har af Ejendommeligt og Typisk, +Paris i Essens, Paris i den mest brogede, mest straalende, mest +forunderligt fængslende Udfoldning af sig selv. + +[Illustration: Cigarstumpesamleren.] + +[Illustration: Den provençalske Digter Mistral.] + + + + +BILLEDER FRA SYDFRANKRIG. + + +Mellem moderne Troubadourer. + +Det gaar med Folkefysiognomier sete paa Afstand, som med Bjerget, man +nærmer sig. Det første Indtryk, Øjet faaer, er en stor, jævn Flade, hvor +det Hele glider sammen i græsgrøn Ensformighed. Men efterhaanden, som man +kommer nærmere, brydes det Ensformige. Der springer Punkter frem, der +aabner sig Kløfter, det Græsgrønne opløser sig i Hundreder af fine +Farvenuancer. Saaledes ogsaa med Folket, man personligt lærer at kjende. +Istedetfor den ubevægelige, stive Maske, dannet af de historiske +Fænomener, seer man et levende Ansigt, paa hvilket hver sjælelig +Bevægelse spejler sig med forskjelligt Udtryk. + +Intetsteds slaar dette Billede maaske bedre til end netop for Frankrigs +Vedkommende. Folkekarakterens Udslag er saa store og saa bestemte, at man +synes, den Maske, de former, maa passe absolut. Men det er kun et +Afstandsindtryk. Det er Majoritetens Masse, man seer; paa nært Hold tager +Sagerne sig anderledes ud. Det er saaledes slaaet fast som en +ubestridelig Kjendsgjerning, at Sydfrankrig er Radikalismens Vugge. Man +tænker sig det kun befolket af røde Revolutionsmagere, en anarkistisk +Krudttønde, der blot behøver at komme i Nærheden af en Gnist, for at den +skal explodere. Og denne almindelige Forestilling synes i Virkeligheden +ogsaa at have iøjnespringende baade folkepsykologiske og historiske +Fænomener at støtte sig til. Sydfranskmanden er en udpræget Romaner, +siger man, letbevægelig, letflammende, en Natur, af hvis sjælelige Evner +Fantasien er langt mere udviklet end det rolige Ræsonnement. Han bliver +derved i de ydre Former--om end paa sin elskværdige Maade--et Stykke af +en "Poseur" og Komediant, og han gaar omkring med en permanent, +ubetvingelig Trang til at arrangere det trivielle Hverdagsliv dramatisk +og i stor Stil. Den politiske Revolution tilfredsstiller denne Trang; +Folkedemonstrationer, Barrikadekampe, Hôtel-de-Ville-Erobringer og alt +Sligt er hans rette Element. Saaledes lyder Deduktionen, og Historien +paatager sig stadig at levere Beviser for dens Paalidelighed. Lige fra +1789 har der ikke været nogen Revolte i Frankrig, uden at Marseille, +Lyon, Bordeaux, kort sagt alle de store sydfranske Byer øjeblikkelig +marcherede umiddelbart efter Allarmtrommen. De arrangerer socialistiske +Arbejderkongresser, de vælger Kommunarder til deres Repræsentanter i +Kammeret, de stikker den røde Fane ud hvert Øjeblik, naar de kan komme +til. Og de gjør Alt dette med en Eclat, en Højrøstethed, en +Massevirkning, saa man, naar man kun seer disse Manifestationer paa +Afstand, umulig kan tro Andet, end at de skyldes en hel, kompakt +Befolkning. Den, der imidlertid rejser til Frankrigs sydlige Provinser +med en Følelse af at nærme sig det kogende Krater, hvorfra +Revolutionernes Lava altid har væltet op hedest og vildest, vil, naar han +kommer derned, blive Gjenstand for adskillige Overraskelser. Naturligvis +vil han træffe baade Typer og Strømninger, som passer ind i de +konventionelle Forestillinger--Historiens Dom hviler aldrig paa rene +Fantasier. Men han vil ved Siden af det røde Spøgelse, som han venter at +finde tilbedt af Alle, møde en Konservatisme af Kjød og Blod, fuldt +rustet, med skrappe Ord og med aabent Visir, en Konservatisme, hvilende +ikke paa Flegma, men paa Lidenskab. + +Denne Konservatisme har sin egen Historie. Der var en Tid, da Sydfrankrig +i en vis Forstand stod i Begreb med at blive Evropas Centrum. Det gamle +Galliens højtudviklede Kultur var, som hele den antikke Verden, bleven +knust af de fremtrængende Barbarer. Men fra de begravne Ruiners Grus +syntes der at stige en ny Fugl Fønix i Vejret. Det rige Land mellem Loire +og Middelhavet var atter rent materielt kommet til Kræfter, dets frie +Handelsstæder blomstrede, dets glimrende Hoffer gav Tonen an, som Paris +gjør det nu, og fra dets stolte Ridderborge drog Troubadourene ud paa +Vandringer, overalt syngende deres dejlige Hjems og dets skjønne Kvinders +Pris i dette Hjems bløde, melodiske, forunderlig berusende Sprog. I en +hel Periode af Middelalderen er det Troubadourpoesien, hvorom Alting +samler sig; den opfanger som et Brændpunkt alle Udstraalingerne af dens +Liv i sig, og idet den dominerer hele Tidsalderen, omgiver den samtidig +det sydfranske Sprog med en Glans, der næsten ikke er mindre end +tidligere det romerskes. Det lyder i alle Kroge af Verden, hvor Tidens +Kultur er naaet hen, og hvor dens store Guddomme, Ridderdyderne og +Kvindetilbedelsen, sidder i Højsædet, Konger og Fyrster fra de fjerneste +Lande digter i dette Sprog, det er paa Nippet til at antage en ligefrem +universel Karakter. + +Men saa kommer Albigenserkrigene. Nordfrankrig kaster sig over Syden, som +tidligere Barbarerne fra Østen har kastet sig over Gallien, Handel og +Velstand gaar tilgrunde, de stolte Ridderborge lægges i Grus, +Troubadourerne bliver fattige og hjemløse, deres Sang forstummer, og med +den ophører ogsaa Propagandaen over Verden for det skjønne sydfranske +Sprog. Selv fra dets Hjemstavn søger de nye Herrer at jage det bort: de +paatvinger Retsvæsenet, Kirken, hele det offentlige Liv deres eget, og +efterhaanden synker da Troubadourernes højtudviklede, næsten +verdensbeherskende Sprog ned til at blive en simpel Provindsdialekt, der +ikke længere har nogen Literatur, og som kun tales af Bønder og Almue. + +Lige til vort Aarhundrede, flere Aartier ind i det endogsaa, har +Forholdet været saaledes. Det sydfranske Tungemaal, "det romanske Sprog", +under hvilket Navn dets moderne Linguister samler de fra hinanden kun +lidet forskjellige Dialekter, der tales i Provence, Languedoc samt de +tilstødende Provinser af Spanien og Italien, har ikke havt nogen eneste +Forfatter, det har ikke lydt fra nogen Prædikestol, det er ikke blevet +hørt i nogen offentlig Forsamling. Men ikke desto mindre er det blevet +ved at leve. Endnu den Dag idag tales det i Frankrig af over otte +Millioner Mennesker, og naar man tager Dialekterne fra Katalonien og +Ligurien med, vil dette Tal endogsaa kunne bringes op til tolv Millioner. +I alle de sydlige Departementer, særlig i de gamle Provinser Provence og +Languedoc, er det ikke blot Folkesprog i saa udelukkende Udstrækning, at +mangfoldige Landboere maa gaa i Kirke uden at kunne forstaa et Ord af +Præstens franske Tale, det benyttes endogsaa med Forkjærlighed af Byernes +dannede Befolkning, det savner kun det officielle Stempel for i en +Haandevending at være absolut eneherskende. Men dette officielle Stempel +nægter man det; det maa kun faa Lov til vedblivende at føre sin tavse, +beskedne Tilværelse som Bondedialekt. + +Der er i dette Forhold noget Forvrængt, noget Unaturligt, som umulig +kunde vedblive at bestaa upaatalt i en Tid, der netop paa ethvert Omraade +fordrer Ret til Livet for Alle og Alt, som har Kraft til at leve. Den +sejge Kjærlighed til Modersmaalet, der gjennem de lange Aarhundreder har +fredet om det romanske Sprog, saa at det er gaaet ud af +Vegeteringsperioden uden at have mistet det Mindste, hverken af sin +Skjønhed eller af sin Livskraft, den har endelig i vore Dage givet sig +Udslag i en kraftig Protest mod dette Sprogs Fornedrelse og en energisk +Bestræbelse for at hæve det op igjen, om ikke til dets tidligere Glans, +saa i hvert Fald dog til en jævnbyrdig Plads ved Siden af andre moderne +Kultursprog. + +Sjælen i denne Bevægelse er Troubadourernes Arvtagere i vor Tid, de +saakaldte "Felibrer", et selvopfundet, saavidt jeg veed, fra den første +By, hvor Digterkredsen samledes, taget Navn, der efterhaanden er gaaet +over til at være ensbetydende med Begrebet Poet. I Troubadourernes +skjønne Land er Troubadourernes Toner ganske vist stadig blevne hørte. +Den provençalske Folkepoesis Kilder har aldrig rent ophørt at flyde, selv +i den tørreste Paryktid. Men først i vore Dage er der blevet gjort Forsøg +paa at iklæde denne Folkepoesi en Kunstliteraturs Dragt og derigjennem +atter skaffe Folkesproget Anseelse og Rang. Istedetfor at gaa til Paris +for at vinde Verdensry og Millioner er Provences og Languedocs Digtere +blevne hjemme i deres Landsbyer, har sagt, hvad de havde at sige, paa +deres eget Sprog, har sunget som Troubadourerne om deres dejlige Hjem og +dets skjønne Kvinder, har givet Afkald paa Villaer og Slotte og paa +Akademiets Lænestole og har fundet sig i beskedent at tjene deres Brød +som Boghandlere, Bagere, Landmænd o.s.v., samtidig med at de digtede for +Poesiens egen Skyld. Jasmin, en af de betydeligste Lyrikere, Frankrig har +haft, levede og døde som Frisør i Agen; Réboal drev Bagerhaandværket i +Nimes samtidig med at han skrev de uforlignelige Sange, der med Rette har +skaffet ham Tilnavnet Provences Béranger. De er ganske vist derved +personlig blevne mindre berømte, end de upaatvivlelig vilde være blevne, +hvis de som deres Landsmænd Daudet og Zola havde valgt at skrive paa +Fransk og i Poesiens Modeformer, men de har opnaaet at vække en +Opmærksomhed for deres Sprog, der stiger Dag for Dag, og de har derved +tilfredsstillet deres Hjertes dybeste og varmeste Trang. Tyskland har +allerede to Tidsskrifter, som udelukkende beskjæftiger sig med romansk +Sprog og Poesi; der holdes Forelæsninger herover ved tyske Universiteter, +og den nye provençalske Poesis Hovedværker findes i gode, af virkelige +Digtere besørgede tyske, italienske og engelske Oversættelser. I selve +Frankrig har man ganske vist--maaske dels af Skinsyge, dels fordi +Pariserbladene gjorde de provençalske Digtere forhadte gjennem +Beskyldninger for separatistiske Tendenser--længe strittet imod og ikke +rigtig villet yde den nye romanske Poesi sin Anerkjendelse. Men Akademiet +har dog ikke kunnet undgaa at priskrone flere af dens mest fremragende +Arbejder, og efterat Kritikere som Pontmartin og Merimée rent ud havde +erklæret, at Provençaleren Mistral ubetinget hørte til vor Tids største +Digtere, og at der maaske ikke siden Odysseen var skrevet et saa skjønt +og klassisk Værk som hans episke Digtning "Mirèio" [*], er i ethvert +Tilfælde denne Digter tagen til Indtægt af den franske Nationalstolthed, +og den eneste Gang, han fra sin Landsby Maillane tog til Paris, var han +Gjenstand for ligefrem stormende Ovationer, ligesom da ogsaa alle +Frankrigs literære Notabiliteter stadig rejser ned til denne landlige +Krog mellem Vaucluses Bjerge for at besøge ham og i Stilhed bringe ham en +Hyldest, som han tager imod paa den elskværdigste og beskedneste Maade +af Verden. + +[Footnote *: Hans Hovedarbejde er "Mirèio", Navnet paa den unge +provençalske Pige, der er Digtets Hovedperson. Ogsaa hans anden store +episke Digtning "Calendou", hvor Handlingen ligeledes spiller i Provence, +indtager imidlertid en ikke mindre høj Rang mellem moderne Digterværker. +Af begge Arbejder findes forskjellige Oversættelser paa Fransk.] + +Ikke faa af de andre provençalske Digtere, særlig Roumanille[1], og +Aubanel[2], der begge lever som Boghandlere i Avignon, Felix Gras[3], der +er Fredsdommer, og Anselm Mathieu[4], der ejer et Hotel sammesteds, samt +William Bonaparte Wyse [5], der, skjønt født Englænder, ikke har kunnet +fornægte Kjærligheden til sin Moders, Lutetia Bonapartes, Land og Sprog +er paa gode Veje til ligeledes at opnaa rig Anerkjendelse ogsaa udenfor +den sydfranske Befolkning, for hvem de nærmest skriver. Inden ret mange +Aar vil maaske "Felibrene" være de Digtere, som fortrinsvis læses. Deres +Sange er midt i Nutidens Blaserthed et rigt strømmende Kildevæld af frisk +og umiddelbar Poesi. + +Notes: + +[1] "Les Oubreto" og andre Arbejder i Vers og Prosa.] [2] "La Mióugrano +entre-duberto" og andre lyriske samt episke Digte.] [3] "Li Carbounié" +samt flere større episke Digtninger.] [4] "La Farandoulo", lyriske +Digte.] [5] "Li parpaioun bleu", lyriske Digte.] + +De har foreløbig sluttet sig sammen i Foreninger, der ganske vist giver +sig ud for at have en overvejende selskabelig Karakter, men som ved Siden +deraf propaganderer stærkt for det, der paa alle Punkter er og bliver +disse Felibrers Livssag: det romanske Sprog. Provence har sit +felibristiske Selskab, Languedoc sit, begge med talrige Medlemmer og +tællende mellem dem adskillige sydfranske Rigmænd og Notabiliteter, hvis +Indflydelse maa bøde paa de tarvelige Vers, de skriver. Jævnlig samler +disse Foreninger, der synes gjennemtrængte af en endnu stærkere +prononceret broderlig Sammenholdsaand end nogetsomhelst Frimurerselskab, +sig til et Slags Sangerfester i Troubadourstil, til hvilke hvert Medlem +maa medbringe sit Bidrag af Poesi, og som ikke sjeldent har +Prisbelønninger, uddelte af den skjønneste Kvindes Haand. Man drikker +"Felibrernes Vin", den ædleste af alle, paastaar Digterne selv, og af +hvilken et eneste lille Glas skal være nok til at fremkalde Begejstring; +man lovpriser i Vers og Tale det skjønne Land, hvor man bor, og dets +elskede Sprog, man roser hinandens Produkter og beruses af Vinen og +Poesien og Lovtalerne. Men samtidig sætter disse Sammenkomster dog ogsaa +en virkelig Frugt. De har allerede givet Initiativet til Oprettelsen af +et Theater, som for kort Tid siden er blevet indviet i Montpellier, og +paa hvilket der kun skal spilles Komedie i det romanske Sprog; de har +skabt et Tidsskrift for at varetage dette Sprogs Interesser og undfanget +Ideen til et stort Blad i Stil med _Paris-Murcie_ paa Romansk for at +komme den romansktalende Broderstamme paa Balkanhalvøen til Hjælp, og de +har, hvad der maaske er det vigtigste af Alt, affødt omfattende +filologiske Studier med det Formaal at give Folkesproget faste +videnskabelige Former og sammensmelte de forskjellige Dialekter til eet +Skriftsprog med bestemte, almengyldige Regler. Mistral har endogsaa +paabegyndt Udgivelsen af et kolossalt lexikografisk Arbejde, der skal +blive et romansk Sidestykke til Littrés Værk. + +Efterhaanden som nu denne oprindelig rent sproglige Bevægelse er voxet i +Vejret, efterhaanden som den har vundet stærkere og stærkere Tilslutning +hos de dannede Klasser og Sympathi hos det menige Folk, har den tillige +optaget andre Elementer i sig og er lidt efter lidt bleven Grundlaget for +en gjennemgaaende Konservatisme paa alle Punkter. Kjærligheden til det +gamle Sprog puster yderligere til den nationale Selvfølelse, der iøvrigt +for Sydfrankrigs Vedkommende altid har været stærkt udpræget og ofte nok +historisk har givet sig Udslag i ligefrem fjendtlig Position mod Norden. +Den bringer den naturlige Vedhængen ved Alt, hvad der er ejendommeligt +for Hjemlandet, til Bevidsthed, og den omgiver de gamle Skikke, der har +holdt sig paa Grund af Landets Fjernhed fra Hovedstaden, med et Skjær af +noget Helligt, som der ikke maa røres ved, fordi det er et af Momenterne +til at vise, at man er et særligt Folk, der har Ret til at have sit +særlige Sprog; den holder fast paa Nationaldragten, og det i den Grad, at +selv Kvinder fra Byerne, gifte med Mænd i fremtrædende Stillinger, stadig +bevarer denne Dragt og ikke engang lægger den af, naar deres Mands +Embedsstilling medfører en Flytning til andre Egne af Landet; den nærer i +sin Beundring for den Tid, da det nationale Sprog var hædret og mægtigt, +en dyb Kjærlighed til Alt, hvad der er gammelt og minder om den +svundne Tid. + +Bevægelsen har imidlertid ogsaa andre Følger. Idet Felibrene stiller sig +som Bannerførere for deres Sprogs Ret, finder de den Literatur, der +bliver deres naturlige Fjende, fordi det er dens Sprog, som holder deres +eget nede, gjennemsyret af Tidens materialistiske og atheistiske +Tendenser. Kampen er for dem baade saa haard og saa alvorlig, at den +ganske naturlig paa alle Punkter fører dem over i den Lejr, der gjør +skarpest Front mod deres Modstandere. Samtidig udvikler deres stille, +afsides Tilværelse paa Landet, deres Hjemstavns lyse, glade, romantiske +Natur, den Poesi, hvis Traditioner de tog i Arv, netop en +anti-materialistisk og anti-atheistisk Livsanskuelse, der gaar som en rød +Traad gjennem hele deres Digtning. Denne Livsanskuelse trænger fra den +populære Poesi, der i ethvert Tilfælde er de lavere Klassers eneste +aandelige Føde, ind i hele Befolkningen, optages i dens Bevidsthed, +befæster den hos enhver Landbefolkning liggende Tilbøjelighed til +Konservatisme og Religiøsitet og udbreder saaledes mere og mere sin +stille, men sejge og udholdende Propaganda. + +Det er Forklaringen paa den Konservatisme, som den Fremmede med +Forbavselse møder nede i de røde Anarkisters Land. At en saa omfattende +Bevægelse ikke tillige skulde gjenfindes paa det rent politiske Omraade, +vilde være højst paafaldende. I Virkeligheden aabenbarer den sig da ogsaa +paa det ikke mindre iøjnefaldende end paa alle andre. Det er til Syvende +og sidst Statsmagten, der holder det Sprog nede, som disse Mennesker +elsker og kæmper for, det er den, der staar som Repræsentant for alle de +Ideer, der er dem forhadte, og daglig bliver det mere og mere, fordi de +ægges og tirres af den sejrrige Regerings Tilhængere og Embedsmænd, og +det ligger da i selve Tingenes Natur, at de gjør Front mod denne +Statsmagt og efterhaanden overfører paa den al den intensive Forbitrelse, +der følger med Kampen for en virkelig Livssag. + +Trods al den Konservatisme, de saa ostentativt bærer til Skue, er de +imidlertid Sydlændinge, deres Natur tillader dem ikke at slaa sig +tiltaals med akkorderende Mellemformer, de maa helt ud i det Extreme, og +de kommer da til at tilhøre det politiske System, der er den bestaaende +Regerings absolut modsatte Pol. Naar undtages Nizza og Cannes med deres +nærmeste omkringliggende Opland, to Byer, som i Grunden kun er et Slags +Forstæder for Paris's elegante Verden, vil man i hele Syden næsten ikke +finde en eneste Bonapartist. Derimod forbavses man ved det overordentlig +store Antal Legitimister, som man træffer paa, og det tilmed Legitimister +af det reneste Vand, haardnakkede Forsvarere af den hvide Fane med alt +dens Tilbehør. Hver By har sin legitimistiske Klub og sin legitimistiske +Café ved Siden af den radikale, ved hvert Skridt, man gaar, seer man +Damer med lilieoversaaede Dragter, ja selv paa de Tørklæder, +Bønderkonerne bærer over Hovedet, finder man den kongelige Blomst +indvævet. Hvert lille Distrikt har sit legitimistiske Blad af saa +udpræget Farve og med saa hvasse Artikler, at de næsten bliver barnlig +naive, og hvert andet, tredie Menneske, man taler med, betragter Troskab +mod Kongen og Kirken som en uundgaaelig Betingelse for at være et normalt +og retskaffent Menneske. Sydfrankrig kan endogsaa opvise det Særsyn, at +der er Smaabyer, hvis Kommunalraad er legitimistisk. Det maa man søge om +selv i Vendée og Bretagne. I disse Egne vinder Republiken Terræn saa at +sige Dag for Dag, og der kan næppe være Tvivl om, at "Kongen" nu tæller +sine talrigste og troeste Tilhængere i Syden. Republikanerne er ganske +vist ogsaa der i Majoriteten; de holder ved alle Midler Bevægelsen nede, +de forbyder Legitimisternes Processioner, de lukker deres Kaféer og fører +samtidig selv det store Ord saa højrøstet, at man paa Afstand kun lægger +Mærke til dem. Men netop det er det, der gjør Modstanden indædt og +udholdende. + +Der kan maaske, naar man vil se Roden til hele denne Sagernes Tilstand i +Kampen for det nationale Sprog, gjøres den Indvending, at der endogsaa +mellem Forkæmperne for denne Sag, mellem Felibrerne, findes udprægede +Radikale ved Siden af Legitimisterne. Et af de mest fremtrædende +Medlemmer af Languedocs "Mantenencia" (Felibrerselskab), Xavier de +Ricard, har saaledes, samtidig med, at han bortkastede sin Marquistitel +og anvendte sin Formue i velgjørende Øjemed, stillet sig temmelig +utilsløret paa Kommunens Side. Spørger man imidlertid de legitimistiske +Felibrer om, hvorledes de kan gaa sammen med ham og lignende Røde, faar +man det Svar, at begge Partier dog i sidste Instans kæmper imod den +bestaaende Regering, og at Kampen for Sproget i ethvert Tilfælde er +Hovedsagen. Forstaaelsen har dog maaske ogsaa et andet Motiv, om end +dette for en Del endnu kun er ubevidst tilstede. De Røde vil omdanne +Frankrig til et Forbund af Smaarepublikker, og Felibrernes Bevægelse +gaar, saaledes som flere af deres Hovedledere utvetydig har tilstaaet, ud +paa en Løsrivelse fra Paris, naar Sproget ikke paa anden Maade kan komme +til sin Ret, i Forbindelse med en føderativ Tilslutning til Spaniens +nordlige Provinser under en Bourbon. Der er her en Fare, som den franske +Regering aabenbart ikke har rigtigt Syn paa. Det vilde være saare let at +underminere hele denne antirepublikanske Strømning, naar man blot vilde +gjøre lidt Indrømmelser paa det Punkt, der i hvert Fald for dens Førere +er det ubetinget afgjørende. Nu er det i Gjenoprejsningen af det +traditionelle Kongehof, disse moderne Troubadourer seer Frelse og ny +Blomstring for deres kjære Sprog. De slutter sig ikke til +Chambordprætendenten og hans Lillier af nogensomhelst anden Grund. Vilde +Republiken give dem, hvad man venter af "Kongen", ganske simpelt fordi +han er Republikens Modpol, vilde Regeringen vise en Smule Imødekommen mod +den romanske Sprogbevægelse, lidt Interesse for Bevarelsen af den i +ethvert Tilfælde skjønne og højt udviklede provencalske Dialekt, vilde +den hurtigt forvandle sine Fjender dernede i Syden til Venner. Det +moderne franske Sprog behøver ikke at være bange; det er ganske sikkert +stærkt nok til at kunne taale Konkurrencen. + +En sydfransk Pilgrimsfart. + +Det var ganske tidligt om Morgenen, men allerede varmt, og man følte, at +Solen, der lige var staaet op, ret snart vilde brænde med ægte sydlandsk +Kraft. Der var ikke en Sky paa Himlen, ikke et Træ bevægede sine Blade; +det var en af de i Rhonedalen saa sjeldne Dage, paa hvilke man ikke +mærker mindste Spor af Nordenvinden eller af de hede, feberbefængte Pust, +der kommer fra Sahara. + +I det straalende Solskin gled en lille Dampbaad ned ad Floden, helt +overfyldt med Mennesker. Hver eneste Krog paa Skibet var optagen; de, som +ikke havde kunnet faa Plads paa Bænke, Kahytsluger, Tovruller og Kasser, +havde lejret sig i lange Rækker paa Dækket, der var saa tæt besat, at man +ikke kunde se den mindste Plet af det. + +Det var et ejendommeligt Rejseselskab og en ejendommelig Rejse. Af +Mandfolk var der kun faa ombord: et Par Turister, en halv Snes Gejstlige +i deres sorte Talarer, nogle Krøblinge, en del Folk, som falbød +Appelsiner, Brystsukker og Brød, og foruden dem knap nok en tyve, tredive +Personer. Kvinderne derimod taltes i hundredevis, ligefra Matronen, hvis +rystende Hænder knap kunde holde Rosenkrandsen, til ganske smaa Pigebørn. +Smukke var baade Gamle og Unge næsten uden Undtagelse. Rhonemundingernes +Departement, især Arles og Omegn, har ikke uden Grund Ord for at huse +Frankrigs skjønneste Kvinder, Grækere Romere, Saracener og Gallere, der +efterhaanden har hersket over disse dejlige Lande,--alle synes de +formelig at have kappedes om at give Provences Kvinder de ejendommelige +Skjønhedstræk i Arv, som udmærker deres Race. For Malere og Billedhuggere +er her et uopdaget Kalifornien. Naar ved de store Tyrefægtninger eller +andre lignende festlige Lejligheder Befolkningen samles, vil der mellem +hundrede Kvinder findes en, som ikke er smuk, men over halvhundrede, hvis +Skjønhed er fuldt værdig til at foreviges af den største Kunstner. Og +Nationaldragten, som endnu bæres af Høje og Lave uden Forskjel, passer +fortræffeligt til den herligt udviklede Buste, til den fine, lysbrune +Teint og det kulsorte Haar. Den bestaar af en sort Kjole med folderigt +Skjørt og stramt Liv, der fortil er aabent og garneret ned over Brystet +med hvide Blonder eller Kniplinger, saa at idetmindste en trekantet Spids +af Barmen lades blottet. Omkring Halsen er der et Par Perlesnore med et +Kors og paa Hovedet en ganske lille, koket Hue over det sorte Haar, som +er sat op i Form af en tilspidset Kegle med to bredt udgaaende Vinger +længst nede, hvor det ligger fladt til Panden. + +Kvinderne sad paa Dækket med deres Rosenkrandse om Livet og deres slidte +Psalmebøger i Haanden, og medens Dampbaaden gled forbi la Camargues +solbrændte Kyst, sang de i deres vidunderlig bløde Dialekt, af hvilken +alle Konsonanter synes at være forsvundne, Egnens mærkelige Sange, disse +Sange, der klinger lige sværmerisk, lige erotisk, hvad enten de lovpriser +Madonna eller det dejlige Fædreland. Af og til lød ogsaa de bekjendte +Pilgrimssange: "_O Dieu vainqueur, sauvez Rome et la France par votre +sacré coeur,"_ og lignende. Men det var kun sporadisk; hurtigt vendte man +igjen tilbage til Provences egne Kvad, til hvilke der da tidt paa +staaende Fod improviseredes et Refrain, som gjentoges med stigende +Begeistring efter hvert af de halvhundrede Vers, hvoraf disse Sange ofte +bestaar. Paa hele den fem Timers Fart blev der sunget næsten uafbrudt. +Kun faa og ganske korte Standsninger indtraadte, naar man fik Øje paa en +Gruppe af slanke Pinier i Horisonten, eller naar man mellem la Camargues +gigantiske, flade Moradser opdagede en Flok af de sorte Oxer, der lever i +vild Naturtilstand paa den 72,000 Hektarer store, næsten helt udyrkede Ø +mellem Rhonens to Arme, eller af de ligeledes frit omstrejfende smaa, +hvide Heste, der tumler sig over la Camargues Stepper. Under en saadan +Pause af Sangen ombord kunde man høre Nattergalens Triller inde fra +Sølvpoplerne nærmest ved Bredden. De kviddrede af fulde Lunger, men de +trak dog det korteste Straa i den forunderlige Sangerstrid. Naar +Stemmerne fra Skibet tog fat igjen, var de stakkels Fugle overdøvede med +det Samme. + +Den forunderlige Jubel, det varme Sværmeri, som aandede ud af Sangene, +havde ikke Noget tilfælles med nordisk Andagt. Melodierne var lette og +hurtige, næsten livsglade, man fik Indtrykket af noget Lyst og Fornøjet, +som lignede Nattergalens Frydesang over den dejlige Sommer. De fromme +Helgeninder, der lovpristes i Sangene, var aabenbart gode Veninder, som +ikke indgød mindste Følelse af Skræk. Sangen kunde endog pludselig +afbrydes af en munter Samtale og en hjertelig Latter. Jo varmere Solen +blev, desto gladere lød Melodien, og desto livligere og mere fortrolig +blev ogsaa Stemningen ombord. Og saaledes vedblev man da at glide +langsomt ned gjennem Solskinnet, ned ad den stille Flod med de +sommerklædte Bredder. Tilsidst rejste Alle sig trods Kaptejnens Protest +op fra deres Lejr paa Dækket for med Jubelraab og viftende Tørklæder at +hilse en takket Taarntinde, der dukkede frem i Horisonten ved Kanten af +en lang, blaa Stribe. Denne Stribe var Middelhavet, og den takkede +Taarntinde, som hævede sig ved Bredden af det, var Kirken _Les +Saintes-Maries-de-la-Mer,_ Maalet for Pilgrimsfarten. + +Traditionen fortæller, at Maria Magdalena, Martha, Maria Jacobæi, gift +med Kleophas, en Broder til Tømmermanden Joseph, Maria Salomi, Moder til +Apostlene Jakob og Johannes, samt endvidere Lazarus, Maximin og flere +andre Disciple efter Kristi Død, og da Forfølgelserne imod hans +Tilhængere var begyndte, blev satte ud i et lille Fartøi uden Sejl, +Aarer, Ror og Levnetsmidler og saaledes sendte ud paa Havet. Ombord var +ligeledes Sarah, Maria Salomis Tjenestekvinde. Ført af Guds Haand kom +Fartøjet uskadt til den yderste Pynt af Øen la Camargue, der tilhørte +Marseillanerne og var beboet af deres Kolonister. Ved Ankomsten oprejste +de hellige Marier et Alter til Guds Ære, og paa det Sted, hvor det skete, +lige ved Havets Bred, lod Herren en Kilde med fersk Vand risle frem. Til +Erindring om dette Vidunder byggedes der senere et beskedent Kapel. Her +blev Maria Jacobæi og Maria Salomi tilbage, medens deres Ledsagere +spredte sig rundt omkring for at forkynde Kristendommen ved +Middelhavslandene. To Kvinder blev efter deres Død begravede i Kapellet, +hvor der selvfølgelig nu skete de mærkværdigste Mirakler, som bevirkede, +at der fra alle Egne fandt store Pilgrimsfarter Sted til deres Grav. +Istedetfor det lille Kapel opførtes allerede før det sjette Aarhundrede +en Kirke, der til Beskyttelse mod Sørøverne forsynedes med +Fæstningsværker og endnu i det Væsentlige har bevaret sin antikke +Skikkelse. Den hører til de mærkeligste Mindesmærker i det sydlige +Frankrig fra den oldkristne Tid. Kong René lod den i det femtende +Aarhundrede gjennemsøge for at finde Relikvierne, og da de kom for Dagens +Lys, udbredte de en saa himmelsk Duft i Kirken, at Ingen kunde tvivle om, +at det var de ægte. Paven stadfæstede da ogsaa, at de vare authentiske, +og de nedlagdes derpaa i Kister af Cyprestræ, som hensattes i Kirkens +Taarn. Under Revolutionen blev Kirken rigtignok fuldstændig udplyndret, +men der forsikres, at den nidkjære Sognepræst forinden havde taget de +hellige Relikvier ud af Kisterne, og da det franske Folk vendte tilbage +til den katholske Religion, blev de lagte i nye Kister, som ganske +lignede de ældre, hvorefter de igjen anbragtes paa deres tidligere Plads +i Taarnet. Her findes de endnu, og den Dag idag valfarter ligesaa mange +Mennesker til dem som for Aarhundreder siden. + +For enhver troende fransk Katholik staar det nemlig uomstødelig fast, at +de hellige Mariers Ben endnu bestandig er i Besiddelse af en +vidundergjørende Kraft, der især gjør sig gjældende paa det +lægevidenskabelige Omraade. Troen er bleven bestyrket ved en Begivenhed +fra den nyere Tid. Det synes at være et Faktum, at et Barn, som var +blevet bidt af en gal Hund og havde været sygt i flere Maaneder, kom sig +igjen efter en Valfart til de hellige Mariers Ben. En Følge heraf er, at +alle Troende, som molesteres af gale Hunde (og deres Antal er i +Syd-Frankrig uhyggelig stort) begiver sig til den gamle Kirke paa la +Camargues Pynt. Da Helgeninderne imidlertid ogsaa tager sig af alle andre +Sygdomme, rekruteres Pilgrimskaravanen i det Hele taget af Vanføre og +Lidende af enhver Art. Ogsaa Sunde rejser i stort Antal til Kirken; thi +Kisterne har den beundringsværdige Egenskab, at alle Gjenstande, der +bringes i Berøring med dem, kommer i Besiddelse af Relikviernes +Amuletkraft, og enhver Familie ønsker naturligvis at have et saadant +Universalmiddel i sit Hus. Paa en bestemt Dag af Aaret, den 25de Maj, +hejses Kisterne ned fra Taarnet og bliver staaende i Kirkens Kor Natten +over til den følgende Eftermiddag. Det gjælder altsaa om at benytte dette +Døgn; thi naar Relikvierne igjen befinder sig paa deres Plads i Taarnet, +kan Ingen faa Adgang til dem, førend der paany er forløbet et Aar. +Befolkningen vaager paa det Strengeste over, at Helgenindernes Naade ikke +misbruges. De gjør det saa strengt endogsaa, at da Ærkebiskoppen for +nogle Aar siden kom til Kirken og forlangte, at Kisterne skulde hejses +ned, gjorde Indbyggerne ligefrem Oprør og tvang ham med ladte Geværer til +at afstaa fra sit Forlangende. + +Til daglig Brug er _les Saintes-Maries-de-la-Mer_ en saa ubetydelig +Landsby, som tænkes kan. Den har knap ottehundrede Indbyggere, af hvilke +ovenikjøbet et Par hundrede stadig er borte paa Fiskeri. Den ligger +tilmed næsten i en Ørken, idet hele den sydlige Del af la Camargue +bestaar af udyrket og maaske uopdyrkelig Jord, og Fremmede besøger den +kun yderst sjeldent, undtagen netop den 25de Maj. Paa denne Dag stiger +dens Befolkning imidlertid pludselig til en halv Snes tusinde Mennesker. +Ikke blot Rhonedampskibene, der i Anledning af Festen undtagelsesvis gjør +Turen ned ad den lille Rhone, uagtet de hvert Øjeblik udsætter sig for at +løbe paa Grund, bringer andægtige Gjæster i Masse til den gamle Kirke, +men Vejen over la Camargue bedækkes af Hundreder af Vogne, under hvis +Lærredssejl Selskaber af Slægtninge og Venner valfarter til Relikvierne. +Selv fra fjerne Egne af Syd-Frankrig kommer der Pilgrimme, af hvilke +mange i from Iver tilbagelægger Vejen tilfods trods den brændende Sol og +gjennem usunde Sumpegne. + +Paa de to Festdage, den 25de og 26de Maj, frembyder den lille Landsby da +ogsaa et højst livligt Skue. Dens Torv er en eneste stor Bod med smaa +Borde, hvor der sælges Rosenkranse, Bønnebøger og Krucifixer, Mairiets +Mur er af en Handlende, der har villet udfolde alle sine Skatte for +Publikum, fra øverst til nederst bedækket med Glansbilleder, +forestillende de hellige Mariers vidunderlige Ankomst til La Camargues +Kyst, de tre til fire Gader, Byen har, kan slet ikke passeres for +Menneskeklynger, udenfor _Café de la Porte_, som paa en Gang er Byens +eneste Kafé, Restauration og Hotel, sidder der ligesaa mange Gjæster som +udenfor Kaféerne paa Paris's Boulevarder, og rundt omkring det Komplex af +Huse, som udgjør den egentlige By, har der dannet sig en formelig Lejr af +Vogne og Telte. Det er, som om man pludselig var bleven flyttet langt +bort fra Civilisationen og befandt sig i en Karavane, der holdt Hvil ved +en Oase i Sahara. De Fysionomier, som man ser, bestyrker En i Illusionen. +Det vrimler af Zigeunere. Sarah, der frelstes sammen med de andre hellige +Personer, er nemlig Zigeunernes Skytshelgeninde, og da hendes Ben +ligeledes opbevares i Kirken, valfarter ogsaa Zigeunerne fra hele +Frankrig til _Les Saintes-Maries-de-la-Mer._ + +En By med syvhundrede Indbyggere kan naturligvis ikke give Husly til +titusinde Mennesker. Det forlanges imidlertid heller ikke; forsaavidt man +ikke er saa andægtig, at man tilbringer Natten paa en Bænk i Kirken, +sover man i Teltene, i Vognene, paa Sandet bag en Busk, paa Kirkens flade +Tag, i Fiskerbaadene, eller hvor man ellers kan komme til. Husene +forbeholdes udelukkende de Profane, der kommer som Nysgjerrige og ikke +som Pilgrimme. Men de faar saa selvfølgelig ogsaa Lov til at betale denne +Begunstigelse. _Saintes-Maries-de-la-Mer_ har den 25de Maj de dyreste +Hoteller, der kan opdrives i Verden. Man maa betale fem og tyve Francs +for et Loftskammer, hvis Properhed tilmed lader alt Muligt tilbage +at ønske. + +Udrustet til en Rejse, der for Adskilliges Vedkommende strækker sig over +et Tidsrum af mere end en Uge, nemlig naar man vil være med til +Hestevæddeløbene og Tyrefægtningerne, der afholdes i de nærmeste Dage +efter Processionen, strømmer altsaa Pilgrimme fra hele det troende +Sydfrankrig til _Les Saintes_, som Byen i daglig Tale kaldes. Klokken tre +den 25de Maj begynder Kirkens Klokker at ringe, og Hovedceremonien, +Nedsænkningen af de hellige Kister, finder da Sted. I from Iver har +imidlertid allerede Mange strax efter deres Ankomst begivet sig til +Kirken for at føje deres Voxlys til de mange hundrede, som allerede +brænder til Mariernes Ære, og da der er al Udsigt til, at man vil komme +til at staa udenfor under Ceremonien, naar man ikke i Tide sikkrer sig en +Plads i Kirken, bliver Hovedmassen derinde med det Samme. Naar Ceremonien +begynder, er den iøvrigt temmelig store Kirke propfuld af Mennesker. Den +andægtige Forsamling har ikke ladet sig nøje med de Bænke, der saa tæt +som muligt er anbragte i Skibet, Koret, omkring Hoved- og Sidealtrene, +saavelsom paa de talrige og dybe Pulpiturer; man ser Kvinder og Børn oppe +paa selve Alterbordene, paa Prædikestolen, paa Skriftestolens Tag, kort +sagt overalt, hvor der er nogen Mulighed for, at et Menneske kan staa +eller sidde. Selv Sognepræsten er nærved at opgive Ævret, da det gjælder +om at finde en Kvadratfods Plads for vort lille Selskab af Fremmede. Da +han endelig har faaet os klemte sammen oppe paa det øverste Pulpitur, +viser det sig, at vi næppe kan trække Vejret der. Luften er aldeles +forpestet af Voxlysenes Os, Røgelsen og Uddunstningerne fra de mange +Mennesker. Der er ligefrem Fare paafærde. Men Præsten er snarraadig og +redder vort Liv ved egenhændig at slaa et Par af de nærmeste +Kirkeruder ud. + +Psalmerne til Ære for de hellige Marier havde allerede lydt i flere Timer +fra Tusinder af fromme Læber, som Begejstringen gjorde utrættelige selv i +denne Dampbadstemperatur. Paa samme Tid som Kirkeuret slog tre, begyndte +en Uendelighed af smaa Klokker at ringe oppe ved Hovedaltret. Hele +Forsamlingen rejste sig, man hørte en dæmpet Mumlen og saae dette +Menneskehav bevæge sig ligesom i en Storm, medens blinkende Gnister +hoppede som Lygtemænd frem og tilbage mellem de sorte Hoveder. Et Øjeblik +efter herskede der dog igjen fuldstændig Stilhed. Alle havde faaet det +Voxlys tændt, som de holdt i Haanden, og Kirkehvælvingen forvandledes til +et stort, mørkt Firmament, oversaaet med smaa guldgule, flimrende +Stjerner. Røgelseskyerne blev bestandig tættere, der hørtes en +hemmelighedsfuld Mumlen af fjern Messesang i Krypt og Sidekapeller, og de +Andægtiges Extase tog bestandig til. Saa blev pludselig Jernlugen oppe i +Loftet over Hovedalteret skudt fra; et Reb, der var skjult af Palmegrene +og hvide Blomster, hejsedes ned. I det hang to gamle, røde Kister, +bedækkede med Krandse af Evighedsblomster. Efterat de i nogle Minuter var +blevne holdte svævende ovenover Hovedalterets Lyshav, for at Alle kunde +se dem, sænkedes de langsomt ned i Midten af Koret. Idet de berørte +Gulvet, gav den længe tilbageholdte Spænding sig Luft i et tusindstemmigt +Jubelskrig, og Alle, som stod i Nærheden af Koret, styrtede frem imellem +hinanden for at være de Første, dér berørte Relikvierne. + +Alterklokkerne ringede, Præsterne messede, Smaabørnene hvinede af +Fortvivlelse over Varmen, som var nær ved at kvæle dem, og Psalmesangen +begyndte igjen, hurtigere, højere og vildere end nogensinde før. + +Hvor længe dette Optrin varede ved, kan jeg ikke sige; man maatte selv +være betagen af de Troendes potenserede Extase for at kunne udholde de +fysiske Lidelser, et længere Ophold i Kirken medførte. At Stimmelen +omkring Kisterne hverken standsede den Dag eller om Natten eller den +følgende Formiddag, kan jeg dog konstatere. Alle maatte ind i Kirken; at +røre ved Kisterne var jo Maalet for Rejsen. Børn, som var komne til +Verden med en eller anden Skavank, blev lagte paa smaa Puder ovenpaa +Kisterne og holdte der saa længe som det tillodes; thi der var stadig +Andre, som skulde til. Enhver, som var hjemsøgt af en Lidelse, søgte at +bringe den Del af Legemet, hvor Ondet havde sit Sæde, i Berøring med +Relikvierne for at finde Lindring og Helbredelse. Masser af +Helgenbilleder, Bønnebøger, Rosenkranse o.s.v. lagdes uafbrudt paa +Kisterne for at blive indviede ved Berøringen. + +Samtidig var Kirken fuld af Bedende, Syngende og Sovende. Man havde Puder +med for at kunne lægge sig paa dem, naar Udmattelsen blev for stor. Mange +af Pilgrimmene lagde nemlig den største Vægt paa at kunne blive i Kirken +hele det hellige Døgn tilende. Andre var der dog imidlertid ogsaa, som +ikke tog Sagen saa rigorøst. Pilgrimsfarten var for dem mindre en Bod end +en Fest, under hvilken Andagten og Glæden, gik Haand i Haand. De drog +omkring i Beværtningsteltene, spillede i de utallige Tombola'er, som er +uadskillelige fra ethvert fransk Folkemarked, flokkede sig i Klynger ved +Havets Bred og foretog Sejlture i Baade, hvorfra der lød muntre Sange. +Derpaa aflagde de et nyt Besøg i Kirken, og efterat de en halv Times Tid +havde lyttet til en af de Prædikener, som de tilstedeværende Gejstlige +uafbrudt skiftedes til at holde, gik de igjen bort Arm i Arm for atter at +søge Adspredelse. Mange Grupper vandrede længe omkring i den maanelyse +Nat, førend de søgte Hvile i Teltene, og de tillod sig paa disse +Spadsereture alleslags Løjer og Lystighed, Men saadan er nu engang den +romanske Race. Man vilde tage meget fejl, hvis man tvivlede om, at +Pilgrimsfarten ikke ogsaa havde en dyb religiøs Betydning for disse glade +Mennesker. + +Nedhejsningen af Kisterne er Festens Hovedpunkt. Men den følgende Dag +havde dog ogsaa et højtideligt Præg. En kolossal Procession drog langs +Middelhavets Kyst til det Sted, hvor de hellige Marier ifølge Traditionen +gik iland. Med Koret i Spidsen og med brogede Kirkefaner, baarne af unge +Piger, vandrede Pilgrimsskaren afsted. Kvinderne talte uafbrudt Perlerne +i deres Rosenkrans, medens de bad, og Mændene gik med nylig plukkede +hvide Lilier i Haanden. Solens Straaler faldt ned paa det lange Tog, +medens det gik langs med det lysblaa uendelige Havs Bred, og hvide +Maager, som fløj ind over Kysten, søgte af og til Hvile paa Fanerne. Der +var baade Skjønhed og Højtidelighed i det Billede. + +Hermed var imidlertid ogsaa Pilgrimsfarten væsentlig til Ende. De mest +Andægtige overværede endnu Messen, under hvilken Kisterne atter hejsedes +op paa deres Plads i Loftshvælvingen og kastede sig i det sidste Øjeblik +over Relikvierne. Men Mange havde allerede strax efter Processionen sat +sig i Bevægelse for over la Camargues sandede Veje at vende tilbage til +Hjemmet og aflægge Beretning om de nye Mirakler, Helgeninderne havde +gjort. For de Troende forefalder der adskillige hver 25de Maj. Sidste +Gang var det især Sarah, som vandt Berømmelse ved at helbrede en +Pukkelrygget. Han havde om Aftenen lagt sig til at sove ved hendes Kiste, +og da han vaagnede om Morgenen, var han saa rank og lige, som noget +Menneske kunde ønske at være det. Naar man spurgte de troende Kvinder, +som med Begejstring fortalte denne Historie, om de havde set den +Pukkelryggede, efterat han var bleven lige igjen, maatte de ganske vist +tilstaa, at det havde de ikke. Men de var lige fuldt fast overbeviste om, +at Miraklet havde fundet Sted. + +Man veed, hvorledes det gaar. De troende Kvinder fortæller ved deres +Hjemkomst om Vidunderet, Beretningen kommer i de smaa klerikale Blade, +Landsbypræsterne lovpriser Sarah for hendes nye Undergjerninger, og +Tusinder af Katholiker føler sig herved yderligere befæstede i deres Tro. +Den unge franske Republik har aabnet en Kamp mod Klerikalismen. Den var +nødvendig; intet Menneske, der virkelig hører vor Tid til, kan nære nogen +Tvivl i saa Henseende. Men det er et stort Spørgsmaal, om den franske +Regering ikke i Iveren for sin Sag gaar baade videre og med hurtigere +Skridt, end det er klogt og hensigtsmæssigt. Den regner med de store Byer +og ikke med de smaa Kroge ude paa Landet. Der sidder den troende +Fanatisme endnu fast og sikkert i Sadlen. Den er Aarhundreders Værk, og +det kan et Pennestrøg, et Regeringsdekret ikke udslette. For Sydfrankrigs +Vedkommende lader det sig i ethvert Tilfælde med Sikkerhed sige, at flere +Generationer vil gaa i Graven, før det lykkes at løsrive Massen af +Befolkningen fra det Herredømme, som den katholske Gejstlighed +udøver over den. + +[Illustration: Det antike Amphitheater i Nimes] + +Oldtidslevninger i Provence. + +Trubadurernes Land er glemt som Trubadurernes Sange. Turister fra +Alverdens Egne oversvømmer hver Krog af Italien, men til Provence kommer +ingen. Kun stille Forretningsfolk fylder dets fabelagtigt billige +Hoteller, hvor man for et Par Kroner faar en _grand diner_ af første Rang +og gratis saa meget Vin til, som man gider drikke; i dets gamle, +mærkværdige Byers Gader er Manden med den røde Bædeker under Armen saa +sjelden som en Grindehval i Øresund, og mellem dets Bjerges Mandel- og +Oliventræer lever den glade, gulbrune Provencaler saa uforstyrret af +angliserede og angliserende Rejsende, at han selv spiser Forellerne fra +sine Vandfald og sælger sin Vin til en halv Snes Øre Litren. Det er for +saa vidt prægtigt, det giver dette dejlige Land et Præg af Friskhed og +Ejendommelighed, der gjør det dobbelt fortryllende; over de gængse +Rejselande, der ere kjendte som Randers Handsker, og som hver londonsk +Urtekræmmer besøger, hviler der saa grumme tidt, trods al deres Skjønhed, +en Luft af noget Banalt, der støder fra. Men det er uforstaaeligt +tillige: Provences Sol er ikke mindre varm og gylden end Italiens, dets +Himmel ikke mindre blaa, dets Kvinder fuldt saa skjønne, og dets ædle +Druer fuldt saa fyrige. + +Man gaar til Italien, fordi det er den klassiske Jord, fordi der for +hvert Skridt, man kommer frem, myldrer med Minder fra en Tid, der var saa +stor, at selv vor grinende Skepticisme andægtigt bøjer Hovedet for den +endnu. Men heller ikke i det Kapitel staar Provence tilbage. Folk veed +det blot ikke, det er hele Sagen. Kolosssæums og Forum Romanums Ry er i +Alles Munde, fordi Utallige har set dem og naturligvis, naar de kommer +hjem fra Rejsen, skynder sig at fortælle Naboer og Gjenboer om, hvad de +har set. Provences antike Theatre og Arenaer, dets Mausoleer og Arkader +kjender Ingen. Men derfor er de der alligevel i ikke mindre +overvældende Rigdom. + +Gallien var det romerske Riges mest blomstrende og mest civiliserede +Provins. Dets Kultur bredte sig her i en Fylde som i selve Rom; mange af +dets Kejsere gjorde det til deres Yndlingsopholdsted, og meer end een af +Galliens Byer hørte til de største og betydeligste i den antike Verden. +Da Germanerne kom, fandt de her en Friskhed og Kraft endnu, der gjorde +dem Kampen sværere end noget andet Sted. Men Hovedstaden var falden, +Staten var opløst, den ene Provins kunde ikke holde sammen paa Riget, der +allerede laa i Ruiner. Og saa druknede da ogsaa efterhaanden det gamle +Galliens Kultur under Barbarstrømmen fra Øst. Dets Byer brændte, dets +Kunstskatte forsvandt, man rev dets Marmormonumenter om for at bygge +Borge og Fæstninger af dem. Helt ned gjennem Middelalderen løftede ingen +Haand sig for at bevare, hvad der endnu kunde frelses, Provence blev +stort og berømt igjen gjennem dets Kongehoffers Glands og dets +Trubadurers Sange, Men for hvert Greb i Citheren, der kaldte til nye +Turneringer og nye Kampe, sank Gruset tættere og højere om Levningerne +fra en Tid, som Ingen forstod, og Ingen brød sig om. Hvad der i disse +lange Aarhundreder er gaaet tabt, maa være uhyre, det, som vore Dages +fredende Hænder har draget frem af den gamle romerske Verden, viser os +tydeligt Provence som et af Centrerne for dens Storhed. + +Særlig er Arles med Hensyn til Oldtidsminder et Rom _en miniature._ Det +var det gamle Galliens Metropol; Kejser Constantin havde endog en Stund i +Sinde at gjøre denne By til hele det romerske Riges Hovedstad, og for +hvert Skridt gjennem dens sydlandske Gader møder man endnu Levninger fra +den svundne Pragt. Man gaar gjennem en smudsig, snever Gyde og standser +midt i den overrasket foran en antik Tempelportal, der nu danner Indgang +til en Maskinudstilling. Man kommer i Land fra en Baad, der kaster sin +Trosse om en afbrukken Marmorkolos; højere oppe ser man nogle gule, +forvittrede og af Solen brændte Taarne og Arkader, det er Levningerne af +Constantins Palads! Man spørger om Navnet paa den Café, hvor man sidder: +Café du Forum, ser, at den lille firkantede, hyggelige, af store Plataner +helt beskyggede Plads udenfor ligeledes bærer dette antike Navn paa +Hjørnet, og opdager virkelig tæt ved Levninger af det gamle Forum: +Granitsøjler med prægtige korinthiske Capitæler, Thermernes Facade o.s.v. +Man spadserer langs Rhonekajen og støder snart paa Fragmenter af en +romersk Bro over Floden, snart mellem de middelalderlige Fæstningsværker, +der løbe rundt om hele Staden, paa Partier, hvor det endnu er Hadrians og +Caligulas Fortifikationer, der ere bevarede: Porte og Taarne i Ruiner, +mellem hvilke den aurelianske Vej førte ind i Byen. Eller man følger +Strømmen af Arleserinder ud til den fornemste Promenade og befinder sig +pludselig i en lang Avenue, hvor der paa begge Sider, klods op til +hinanden, staar Hundreder af underlige store, smalle Granitkister med +fire klodsede Fødder og Laag ovenpaa, som der sagtens behøves en halv +Snes Mand for at løfte; de er gravne op paa Stedet selv, den moderne +Allée drager sig hen over det gamle Champs-Elysées, paa Romernes Tid en +uhyre Kirkegaard, hvor Notabiliteter fra hele Provence stedtes til Hvile. +De smukkeste Marmorsarkophager er førte bort til Barberinimuseet i Rom, +til Lyon, hvor man gjemmer Servilius Marcianus' Kiste, til Marseille, +hvor man har Flavius Memorius og Cecilia Aprulas, eller til Museet i +selve Arles; kun de Ubekjendte har faaet Lov til at blive staaende paa +den gamle Plads, men Indtrykket af denne de Dødes gigantiske Gade er +derfor ikke mindre ejendommeligt, ikke mindre imponerende. + +Man kan, som sagt, ikke flytte Foden i Arles uden at falde over romerske +Ruiner. Udgravningerne skrive sig ovenikjøbet næsten udelukkende fra +dette Aarhundrede, og man er sikker paa at finde meget Mere endnu, naar +man engang kommer til at rive de middelalderlige Bygninger ned, der har +rejst sig over Levningerne fra den gamle Tid. Sikkert veed man saaledes, +at der under Erkebispens Bolig findes det antike Prætorpalads. Men hvad +man end finder, vil dog aabenbart ved Siden af den prægtige romanske +Klosterkirke St. Trophime det romerske Theater og Arenaen vedblive at +være Byens største Mærkværdigheder. Amphitheatret synes at være en hel +Guldgrube for Antiqviteter; der er ingen Ende paa den Mylr af +Marmorstatuer, Søjlekapitæler, Urner, Smykker, Mønter o.s.v., hvormed man +herfra fylder Arles, Museum. Og derimellem nogle af de største +Mesterværker; man har fra den romerske Tid, saaledes den berømte Venus +fra Arles, der nu er flyttet til Louvregalleriet i Paris, samt et andet +Venushoved, der maaske endogsaa i Skjønhed overgaar et hvilketsomhelst +antikt Billedhuggerværk, men som desværre mangler Næsen. Mange af +Frankrigs store Kunstnere har forsøgt at sætte en ny paa, men de har alle +været den ubekjendte Mester underlegne og har opgivet Forsøget igjen. + +Af Theatret selv har man endnu Tilskuerpladsen omtrent i dens Helhed, af +Scenen derimod væsentlig kun to prægtige, kolossale Prosceniumspiller, +hugne af hvidt Marmor og endnu kronede af Kapitælernes nederste Stykker. +De giver en Idée om Scenens Pragt, men om selve dennes saavelsom +Orkesterpladsens Udstrækning og Indretning er det vanskeligt gjennem de +opbevarede Ruiner at danne sig nogen rigtig Forestilling. Til Gjengjæld +ser man derimod den antike Arena saa fuldstændig, at den med en Smule +Fantasi staar for En i hele sin overvældende Storhed. + +[Illustration: Det antike Amphitheater i Arles.] + +Den er efter Colossæum i Rom den største, man har. Da man i 1825 begyndte +Restaureringen, var det et helt Fattigkvarter af Arles, der maatte +fjernes, og man brugte sex Aar for at rydde de to hundrede og tolv Huse +bort, som i Aarhundreder havde ført en Parasittilværelse indenfor dens +svære, beskyttende Mure. Nu staar den der fri for alt det Smaakrat, mere +imponerende end nogen Kirkebygning, et Vidundermonument fra en Tid, +overfor hvilken vi moderne Mennesker maa føle os som rene Dværge. Gjennem +tresindstyve Porte kommer man ind til det underste hvælvede Galleri, fra +hvilket ligeledes tresindstyve Stentrapper fører op til Tilskuerpladsens +tre Etager, den underste for Hoffet og Senatorerne, den mellemste for +Ridderne, den øverste med henved en Snes Sæderækker over hinanden for +Folket. Paa Midten af den nederste, umiddelbart ved Ballustraden til +Arenaen, findes Sæderne for Kejseren og hans Følge i komplet restaureret +Stand, ligeoverfor Pladserne, der vare bestemte til Vestalinderne, og +rundt omkring den hele Etage løber med tresindstyve Adgange og +tresindstyve Balkoner det Foyergalleri, hvor den fornemme Verden +udhvilede sig i Pauserne mellem Kampene. Arenaen selv indtager et +Fladerum, hvis ene Diameter er henved femhundrede Fod, den anden omtrent +halvfjerdehundrede; Amphitheatret kunde rumme over tredivetusind +Tilskuere. Dets øverste Række er nu borte, men naar paa varme +Sommersøndage Arles' og Omegns Befolkning strømmer sammen for at være +Vidne til Tyrefægtningerne, der ligesaavel er Sydfrankrigs som Spaniens +populære Hovedforlystelse, samler ofte endnu henved en Snes tusind +Mennesker sig paa de gamle Stensæder. Skinner Solen da med sydlandsk +gylden Glød ned fra en akvamarinblaa Himmel, medens de vidunderlig +skjønne Arleserinder i deres maleriske Nationaldragter promenerer rundt +mellem Udskjænkningsbordene paa den brede Afsats mellem de to nederste +Etager, medens hele det uhyre Amphitheater er fyldt med Mennesker og +Farver, og medens de vilde Camarguetyre nede paa Arenaen hidses og +stikkes, hvilken uforlignelig Fest er da ikke en Time eller to tilbragte +i denne Gjenopvækkelse af hele den store, antike Verden! Uforlignelig, +men ikke enestaaende. Ogsaa det nærliggende Nîmes har ligesom Arles sin +antike Arena, hvor der holdes Tyrefægtninger saa at sige hver Søndag om +Sommeren. Den er ikke saa stor, Skjøndt der boede to tusind Mennesker i +den, før den blev renset for sit middelalderlige Bykvarter, men den er +bedre konserveret og restaureret. Man tænker endogsaa paa at sætte den +ganske i samme Stand som paa Titus' og Domitians Tider. Nîmes er i det +Hele taget efter Arles den paa Oldtidslevninger rigeste provençalske By. +Fremfor Alt har den sit Maison-Carrée, den mest fuldstændige Bygning, +paastaar man, som nogetsteds i Verden findes fra Romernes Dage. Det er i +Grunden slet ikke nogen Ruin, kun Taget er fra vor Tid, det Hele er saa +godt bevaret, at Huset benyttes til Malerisamling. Dets tredive +kannelerede korinthiske Søjler staar endnu i hele deres Pragt. Hvilken +Kunst og hvilke Proportioner! Ligeoverfor paa den anden Side Torvet har +man bygget et moderne Theater i lignende Stil; det ser ud som en +Hestestald, sammenlignet med dets antike Gjenbo. Og saa Dianatemplet, +Ruinerne af Augustus' prægtige Marmorbade, Capitoliumslevningerne o.s.v. +Heller ikke her er der nogen Ende paa Skattene. Og det er der ikke i hele +Provence; hver By, hver Landsby har sine; midt inde mellem Bjergene +findes der Rester af Akvædukter, Broer, Museer og Templer. Og til dette +Land kommer ingen Rejsende! + +[Illustration: Parti af St. Trophime i Aries.] + +Petrarcas Hjem. + +Okkergule Bjerge hegner den snevre Dal ind. Man kommer til den fra et +frodigt Landskab, fuldt af Vinmarker og tætbevoxet med Morbær- og +Oliventræer. Rosenbuske i bugnende Flor og i glødende Farver langs Vejen, +blomsterdryssende Akacier, og mellem dem aaben Udsigt til begge Sider +over de grønneste Egne af Provence. Men saa nærmer man sig Bjergene; +mellem to af de forreste, fremspringende Klippekamme spænder sig en +pittoresk Akvædukt, under hvis høje Buer man ruller ind, Skrænterne +bliver efterhaanden højere og stejlere paa begge Sider, de snevrer sig +tættere, og tættere sammen, og lige foran lukkes Landskabet af en lodret, +gigantisk Klippemur. Passagen ind under Akvædukten er ikke mere end en +hundrede Alen bred, og fra hvert Punkt i den lille, sammenknebne Dal seer +det derfor ogsaa ud, som man befandt sig i en fuldstændig lukket Kjedel +mellem Bjergene. Fjeldmurene er vildt sønderrevne; paa Toppen af den +laveste ligger Biskoppen af Cavillons middelalderlige Borg i Ruiner, men +naar man staar paa et Sted, hvor man ikke kan se den, synes man at finde +den igjen ogsaa paa alle de andre Tinder. En hel Kreds af Klippepynter +har samme Former og samme graaliggule Farver som de forvittrede +Borgruiner. Lidt længere nede kommer der store, glat afskaarne Flader med +dybere gul Tone, undertiden schatteret helt over i det Rødligtbrune. +Sydens Sol brænder paa dem og giver dem en blank, hemmelighedsfuld +Guldglands, vilde Figentræer med deres store, fingrede Blade og de mørke +Frugter springer ud af Klipperevnerne, selv paa de Steder, hvor man ikke +seer en Fodsbred Jord, Skrænterne er bedækkede med Olivenplantager, der +gror Cypresser og vilde Roser mellem de omkringstrøede Klippeblokke, hist +og her kaster ogsaa et stort, enligstaaende Valnøddetræ Skygge over en +romantisk Plet med Brombærranker mellem Buxbom- og Terpentinbuske, og +øverst oppe vrimler det af forunderlige, mørke Huler inde i Bjerget. Men +hvis det alene var nok til at skabe et Paradis for Digtere og Forelskede, +vilde Verden være oversaaet med Millioner af paradisiske Steder. Det er +en hel anden Ting, der gjør Vaucluses lille Klippedal baade skjøn og +ejendommelig, det er noget Andet, der har begejstret Petrarca, og som +siden hans Tid har lokket Tusinder og atter Tusinder af Tourister til + + Le plus riant vallon qu'éclaire l'oeil du monde. + +Ved Foden af den lodrette Klippemur, som lukker Dalen, udspringer der en +Kilde, hvis Væsen endnu Ingen har kunnet forklare. Den kommer fra en +Afgrund under Bjerget, en mørk, mysteriøs Grotte, hvis Bund Sonden ikke +har formaaet at naa, og udsender fra dette uudgrundelige Dyb en +Vandmasse, der beregnes til halvtredsindstyve tusind Litrer i Sekundet. +Til visse Tider, naar Vandet staar lavt, kan en dristig Klattrer vove sig +ned i Hullet under Bjerget og ved selve Afgrundens Aabning konstatere +dens bundløse Dyb. I Regelen derimod naaer Vandet op til Midten af det +aarhundredgamle Figentræ, som skyder ud fra Klippen, hvor Dalen ender; og +breder sig der til et lille, stillestaaende Bassin med det vidunderligste +mørkegrønne, klare Vand. + +Det er dette Vand fra Bjergets Indre, der giver Vaucluses Dal dens +Karakter og gjør den saa henrivende skjøn. Fra Bassinet vælter det sig i +hvidskummende Smaakaskader ned over en smal, stærkt skraanende Flodseng +af store, med tæt, brunt Mos som med et Fløjelstæppe betrukne +Klippeblokke, og fortsætter saa i rivende Fart og i kaade Slyngninger, +stadig afbrudt af smaa, sølvhvide Fald, sit Løb langs Bredder, der kun er +smalle, men som dette herlige Vand har gjort til de vidunderligste +i Verden. + +Vinranker slynger sig over Stenene, smaa blanke Laurbærlunde lægger +Skygge og drømmende Stilhed over grønne Løvpartier, lyse Mandeltræer +sender deres dunede Frugter ud at sejle paa de hoppende Smaabølger, +Hængepilen dypper, sine Grene i dem, som om den aldrig kunde drikke sig +mæt, og Solblinkene, der gynger paa dem, har en Fart, saa Reflexet +spiller igjen under Morbærtræernes Blade som hurtigt jagende, luftige +Taagedampe. Nede i Vandet gror der en lysgrøn Plante med fint, takket +Løv, som bøjer sig i den flygtende Rullen af Bølgerne og dækker Bunden +med et Tæppe, der er friskt som Vandet selv, zart som unge Bukkarskud, +gjennemsyret af Foraar, saa man faaer Lyst til at bære sig ad som Kvæget, +der dukker hele Hovedet ned i Floden, for at svælge i disse grønne +Planter. Skjæret af dem giver Vandet en Farve, saa det paa sine Steder +blinker med Smaragdglands; hvor Platanen eller Valnøddetræet voxer saa +tæt ved Bredden, at dets Skygge kan falde ud, bliver Tonen en Smule +stærkere dyb, og ved Gjenspejlinger af det blaalige Figenløv, af +Rosmarin- og Gyvelkrat eller af efeu- og mosbedækkede Klippeblokke +bringes Farvevexlingen over selv til de dunkleste Nuancer. Men stadig er +Vandet gjennemskinnende klart, som om man saae det under en Kuppel af +slebet Krystal, Forellerne springer i det med Skjæl, der funkler af +Glands, og man stikker Haanden i det med en Fornemmelse af, at hver +Draabe, man tager op, kunde fattes sammen som Ædelsten til det +dejligste Smykke. + +Vauclusedalen er fra Akvædukten til det lukkende Bjerg, under hvilket +Kilden fødes, knap nok en halv Mil lang, og Vandet mister derfor paa hele +sit Løb gjennem den intet af Dybets Kjølighed. Det fylder den snevre Dal +med en Duft af Friskhed, der bestandig holder Luften ren, saa selv den +hede Vind fra Sahara ikke kan bære nogen Sygdom ind til dens lykkelige +Beboere, og det gjør, endogsaa paa en Sommerdag, naar Solen fra en skyfri +Himmel brænder med hele sin sydlandske Kraft, den nærmeste Bred ved +Floden til det mest velsignede, kjølige Opholdssted, noget Menneske kan +drømme sig. En Eftermiddag paa Græsskrænterne her med deres Tusinder af +metalblanke Guldsmede og mangefarvede Sommerfugle, der sidder og slumrer +paa de mørkrøde Valmuer, med deres Rosenhækker, som spejler sig i en +stille Bugt af Floden, og hvor Nattergalene holder Væddesang timevis uden +at trættes--en Eftermiddag ved dette vidunderlige Vand, og alle +Ungdomsdrømme om Provence er gledne ind i et Virkelighedsbillede, hvis +Skjønhed vil følge En Livet igjennem. + +Men alligevel: den har ikke seet Petrarcas Dal, der kun har seet den i +Solskinnets gyldne Glands. Blandingen af vild Storhed og romantisk Ynde, +som er den ejendommelig, naaer sin højeste Virkning en varm Sommernat, +naar Fuldmaaneskinnet vider de snevre Perspektiver ud, gjør de vilde +Klipper dobbelt høje og dobbelt imponerende og glider med sine +hemmelighedsfulde, bløde Skygger ind mellem Buskadset langs den summende +Flod, fortættende Træernes Løv, forvandlende hver lille hvid Kaskade til +et blinkende Væv af Guldfiligran og bredende over Alt sin næsten +ængstelig drømmende Ro, saa at selv det fremadjagende Vand synes at sno +sig ind mellem Breddens Bugter som et stille, blanksort Spejl. Naar +Maanen endnu ikke er kommen helt op midt paa Himlen, skyder den lukkende +Klippemur sig saaledes for, at den selv og Partiet nærmest omkring +Kildebassinet ligger i Mørke. Man kan umuligt staa her ved Foden af dette +sorte Bjerg, der i Nattedunkelheden synes at løfte sig saa højt i Vejret, +at Himlen kommer til at ligge som et blaat Tag umiddelbart paa dets Top, +her ved Kanten af dette hemmelighedsfulde Vand, hvis dumpe Rislen op fra +Afgrunden man tydeligt kan høre--man kan umuligt staa her mellem dette +Kaos af væltede, nøgne Klippeblokke uden at føle en Isnen gjennem alle +Nerver, der næsten knuger En til Jorden af Rædsel. Men seer man saa +nedefter over Dalen, forbi Skrænterne med de stille, sorte Cypresser og +deres endnu sortere Skygger, der drager sig som lange Florsstriber over +det i Maaneskinnet næsten sølvhvide Bjerg, lader man Blikket fra de +takkede, med Grotter og Huller oversaaede Tinder, der ligner antike +Amfitheatre i Ruiner, glide langs Smaakrattet paa Skraaningerne ned til +den blanke Flod og dens tætbevoxede Bred--hvilket forunderlig blødt, med +Drøm og mild erotisk Nattestemning mættet Landskab møder man da ikke i +Stjernerne staar saa stille og klare paa den dybe Himmel, der titter frem +mellem de høje Poplers Kroner, Maanestrimen falder ned over Hængepilens +Løv og bliver, idet Vandet leger med Træets Grene, til en Guldregn af +hoppende Blink, den skinner paa Laurbærbuskenes blanke Blade, saa de +tusinde Reflexer hyller Stedet ind i en taageagtig Sky af gjennemsigtigt +Sølvmor, og længst nede, ved den lille Landsby, der er voxet op paa begge +Sider af Floden, falder dens Glands paa de sig langsomt drejende +Møllehjul, saa at Vandet paa deres Skovle, idet det løftes op, funkler +som et Hav af Diamanter. + +Saaledes seer det Landskab ud, hvor Petrarca en halv Snes Aar igjennem +har vandret Aften efter Aften og digtet Sonetterne til Laura. Man viser +endnu umiddelbart nede ved Floden hans Hus og hans Have, en ganske lille +Plet med aarhundredgamle Laurbærtræer og en Luft, som Tusinder af Roser +og Jasminer mætter med næsten bedøvende Vellugt. Der er saamange Digteres +Hjem, Verden freder om som hellige Relikvier, men som ikke har mindste +Interesse, fordi de Intet fortæller om de Stemninger, der har paavirket +Digteren. Her er det anderledes. Hver Fodsbred Jord, hvert Krat paa +Klippeskrænten, hver Belysning over Floden er en Kommentar til +Sonetdigterens Sange. De kunde være blevne til ogsaa uden nogen Laura, +men de kunde aldrig være skrevne paa noget andet Sted end netop i denne +snevre Dal mellem Provences Bjerge, i dette. + + Vaucluse, heureux séjour, que sans enchantement, + Ne peut voir nul poëte, et surtout nul amant. + +[Illustration: Vaucluses Kilde.] + +Marseille. + +Livet i Marseille er i Hovedtrækkene Livet i Paris om igjen. "Hvis Paris +havde en Cannebiére, vilde det være et lille Marseille," siger +Marseillaneren. Det er nu at tage Munden lovlig fuld. Den rettroende +Muhamedaner tør paastaa, at der kun er een Gud, og at Muhamed er hans +Profet. Men naar han, hvad nok ikke saa sjeldent skal hænde, rent +springer Guden over og gjør den skjæggede Profet til ubetinget Numer Et, +saa gaar den gode Muselmand for vidt i sin Beundring. Og saadan gjør +Marseillaneren det ogsaa. At Paris er Byernes By, har han, selv naar han +er stoltest af sin skjønne Stad, ikke Lov til at glemme. Paa den anden +Side skal det saa indrømmes ham, at Marseille kommer lige bagefter. + +Cannebiéren er i Virkeligheden en ganske mærkværdig Gade. Man spadserer +ind i den med Forestillinger om noget Overordentligt. Alverden, hvem man +har fortalt, at man vilde til Marseille, har i det næste Aandedræt fyldt +En med Lovprisninger over den; omtrent saadant Noget, som de store +Boulevarder er for Paris, tænker man sig. Og saa finder man næsten ikke +engang en ordenlig Gade, men kun en Gadestump med knap en Snes Huse paa +hver Side. Man læser paa Hjørnerne, man spørger sig for; jo det er ganske +rigtigt: det er den vidtberømte Cannebiére. Der er saa uhyre Meget, man +har tænkt sig stort, og som bliver forunderligt lille, naar man ser det +selv. Ved Cannebiéren er Misforholdet imidlertid saa skrigende, at det er +til at le himmelhøjt over. Men det Besynderlige ved Tingen er, at man +alligevel slet ikke føler sig skuffet. Man driver frem og tilbage over +det brede Fortovs Asfalt og kiger ind ad Pragtbutikernes Vinduer med en +Fornemmelse af hyggeligt Velbefindende, som om man slet ikke var kommen +til Verden for Andet end for at drive her; og naar man er træt, sætter +man sig mellem Mylret udenfor de spejloverlæssede og med Lavrbærtræer og +Springvande oversaaede Kæmpekaféer og bliver siddende der timevis uden at +bestille Andet end at gjentage og gjentage til sin Nabo: "Her er rart, +hvad!" Siden kjører man en Tour gjennem Byen. Pludselig drejer man om et +Gadehjørne og ser saa for sig et Billede, der formelig giver Sæt gjennem +En, saa fuldt er det af Liv, saa imponerende, saa festligt. Man rejser +sig op i Vognen og spørger Kudsken, hvad det er. "Cannebiéren" lyder +Svaret. Han har Ret; det er jo virkelig vor egen Cannebiére igjen. Og +Marseillaneren har ogsaa Ret. Der er trods dens tyve Huse Noget over den +Gadestump, som selv en stor By har Lov til at være stolt af. Hvordan det +gaar til, er nemmere at føle end at forklare, men den smitter +ubetvingeligt med godt Humør. Man har en Fornemmelse i den, som man trak +Vejret lettere. + +Den, der kjender Paris, kan tænke sig Grundtrækket i dens Fysiognomi: +Boulevard des Italiens har været Mønster. De samme kolossale +Udstillingsvinduer i et Stykke lige fra Gadefortovet op til første Sal +med Alverdens Luxusartikler i det mest fristende Arrangement indenfor, +den samme Overlæsning med Forgyldning og Spejle udenpaa Husene, +Trottoiret fyldt med Kaféstole, hvide, brune og sorte Mennesker i alle +Jordens Kostumer, Ekvipage paa Ekvipage rullende fløjlsblødt hen over +Gadeasfalten. Kun Alléetræerne paa Fortovskanten mangler, Men Gaden +bliver derved lysere og ligesom bredere; det Grønne har man nok af oppe +ved den ene Ende, hvor Udsigten fortsættes i lige Linie gjennem stejlt +stigende Alléer med mægtige Plataner, og som Tilgivt har man saa Noget, +man intetsteds har i Paris: Skoven af Mastetoppe langs Kajen nede ved +Gadens anden Ende. Der kommer fra de Skibe en velsignet Lugt af Tjære og +en Sværm af Matroser, som tager det Blaserede ved Luxusgaden bort og +bringer en sund, bred Naturlighed ind istedetfor. Pragten, hele det +storstilede Præg er der endnu, men Overforfinelsen ikke. Arabere +og Negere, + +Lilleasiater og Kinesere kan passere forbi, saa galt de vil, uden at en +Sjæl lægger Mærke til dem, men en Pariserlaps i Cannebiéren vilde +Søfolkene udenfor Kaféerne ikke taale; han vilde være jaget væk med Grin +og Brandere, inden han havde gjort to Skridt. + +[Illustration: En Kafé paa Cannebiferen] + +Og saa Solen. Hvor den skinner! Det er, ligesom alle de brune Afrikanere +og alle de brogede Tæpper udenfor Husene rent har beruset den med +Velbefindende. Her er hyggeligt og hjemligt, har den tænkt; her maa jeg +indrette mig rigtig mageligt. Og saa klemmer den sig ind i Cannebiéren og +straaler og brænder Burnusmændene lige i Ansigtet, saa de drypper af +Sved. Jo, vi kan ogsaa skinne i det gamle Evropa, siger den, det skal I +saamænd faa at føle. + +Men der er forresten det at bemærke ved det, at Marseille i Grunden ikke +er det gamle Evropa længer, eller i hvert Fald kun er det halvt. Man +staar allerede med den ene Fod i Orienten. Mylret af fezklædte, pjaltede +Lazzaroner og af brogetpyntede rige Østerlændinge, Frugtsælgerskerne med +deres Orange-, Dadel- og Figenkurve paa Hovedet, de jødiske Vexellerere i +deres aabne Boder paa Gadehjørnerne ved Siden af Skriveren, der sidder +midt i Solskinnet under sin Paraply og fabrikerer Kjærlighedsbreve til de +smukke, brungule Marseillepiger, den exempelløse Skidenhed i de gamle, +sorte Gyder, Alting fortæller tydeligt nok, at man er paa Springet til at +drage ind i den skjønne, dovne, brogede Verden, der hedder Østerland. Men +Ingenting fortæller det dog saa højt som just de store, mangefarvede +Tæppetage, ovenpaa hvilke Solen ligger og driver. De spænder sig ud fra +hvert eneste Hus i Cannebiéren, umiddelbart ovenfor Stueetagernes +Butiker, og de spænder sig ud, saa det kan forslaa. Vore Markiser, selv +de allerstørste, er Svøbelsesbørn imod dem; de naaer over hele Fortovets +Brede og lige ned til Fliserne, og deres tykke, uldne Tøjer pranger i +alle mulige skrigende røde, blaa og gule Farvestriber. De Tæpper er det +maaske, der allermest gjør Cannebiéren saa festlig og fornøjelig. + +Forresten findes de igjen overalt i Byen; de og saa Støvlepudsernes og +Blomstersælgerskernes Stader samt de store Dampskibsplakater hører til de +mest ejendommelige Træk i Marseilles Gadefysiognomi. Ingen Marseillaner +faar sit Skotøj børstet i Huset, selv paa de fornemste Hoteller nedlader +det frie sydlandske Tyendefolk sig ikke til den Slags Beskjæftigelser. +Men til Gjengjæld træffer man for hvert andet Skridt, man gaar i Gaderne, +en elegant, magelig Lænestol, hvor man kan sætte sig hen i Mag og læse +sin Avis, mens en hel lille Stab af Lazzaroner for nogle Sous +"vernisserer", børster og pudser En fra Top til Taa. En Fjerdepart af +Byens mandlige Befolkning lever af at børste Støvler, en Fjerdepart af +dens unge Piger af at sidde i høje, blomsterfyldte Kiosker og binde +Bouketter og byde dem ud til det altid kjøbelystne, forfængelige +Marseillanerfolk. Ogsaa Mylren paa alle Torve og Pladser af disse +brogede, prangende Blomsterstader liver forunderligt op og pynter med +Farver og Fornøjelighed. Men det mest Uimodstaaelige for Mennesker fra de +afsides Smaakroge af Verden er dog Dampskibsplakaterne, hvis kæmpestore +Bogstaver springer Øjet imøde, hvor det seer hen. Den ene inviterer En +til Afrika for en halvhundrede Francs eller mindre, den anden frister med +Rejseruter over Suez til Indien og Kina, en tredie lokker til La +Platastaterne og Brasilien, en fjerde præsenterer den dampende Parketbaad +paa Vej til San Francisco og Yokohama. Og saaledes fremdeles i det +Uendelige. Det er, ligesom alle Grændser var slettede ud, som om man +havde faaet Vinger paa og med et Par Slag kunde komme, hvorhen man vilde. +Man flyver i Tankerne, man svælger i Solskinnet, i Farveorgierne og i +Kaféernes kølige Sorbetter, man fylder sine Næsebor med Tjærelugten og +sine Lunger med Brisen, der kommer dansende dernede fra det store, blaa +Hav for Enden af Gaden--jeg kjender ikke noget Sted i Verden, hvor man +føler sig fjernere fra alle smaa Hverdagssorger, lettere, friere og +gladere tilsinds end paa en Kaféstol i Marseilles Cannebiére. + +Og saa er der det Udmærkede ved Tingen, at næsten hele Byen har Noget +over sig af det Samme. Naturligvis ikke den ældste, uhyre svinske Del; +men den er allerede kun lille og bliver mindre Aar for Aar. Derimod voxer +de nye Kvarterer stadig baade i Størrelse og Rigdom. Marseille har ikke +flere Indbyggere end Kjøbenhavu, og dog skulde man tro den en halv Snes +Gange saa stor. Den ene Pragtgade klods op ad den anden paa alle Kanter, +og hver af disse Gader fyldt af Verdensstadens Liv. En Færdsel, et Kjøb, +et Salg som i selve Paris. Og en Luxus i Toilette, i Boutiker, i +Ekvipager, der heller ikke paa nogen Maade er mindre. Der er nok af +Millionerne i Marseille, og der er nok af Folk, som forstaar at bruge +dem. Som de fleste Middelhavsbyer klattrer den fra Kysten stærkt stigende +op ad Højdeskrænter. Det Parti af disse Gader, der ligger nærmest +Centrum, er Handelskvarteret; men naar de begynder at stige, begynder +samtidig Platanalléerne paa begge Sider af dem, Boutikerne forsvinder, og +bag forgyldte Gitterlaager ser man det ene Palads rigere, den ene Have +yppigere end den anden. Saadan paa alle Sider, men dog mest overdaadigt +luxiøst i de Avenuer, der ender med "Pradoen", en lang Allée med stille +Skovskjønhed, der taber sig ned mod Middelhavet. Paa Siderne af den ser +man ind ikke i Villahaver, men i Slotsparker, anlagte efter Fantasier fra +"Tusind og en Nat" med Orangelunde, fulde af gyldne Frugter, med +kirketaarnshøje Palmer og alle Tropernes Pragtblomster, med Fontæner til +Hundredetusinder og monumentale Bygninger af lutter Marmor. Orientens +Vegetation og Orientens Rigdom, fattet ind i en Ramme, der er den +skjønneste, jeg kjender: det vidunderlige blaa Middelhav. Det Hav er +Marseilles Guldmine. Men det er mer endnu. Det er et Favntag, hvorfra +Byen Morgen efter Morgen vaagner straaleride af Sundhed og Glæde, mættet +med Livslyst, som den kun findes i det dejlige, solgyldne Syden. + +[Illustration: En marseiilansk Blomsterkiosk.] + +Europas Paradis. + +Aartusinder er gaaede, siden Paradisets Port lukkede sig for den syndige +Menneskeslægt. Alverden har efter den Tid søgt og søgt den tabte Edens +Have, og det kan ikke egentlig paastaas, at man har været i Forlegenhed +for at finde den. Poeterne har opdaget den i Nord- og Syd, i Øst og Vest, +saa omtrent paa hver Plet af den hele Klode. Før Jernbanerne kom, kunde +det nu være en grumme herlig Ting med alle de mange Paradiser. Det var +navnlig saa overmaade nemt og bekvemt. Enhver kunde sidde lykkelig i den +Krog, hvor Vorherre havde sat ham, og dø salig i den Tro, at skjøn som +den var ingen anden i den ganske Verden. Efterat Jorden imidlertid er +svunden ind til ikke at være synderlig Andet end en pæn Park, hvis store +Promenadegange idetmindste hver Person af Opdragelse maa have bevandret, +gaar det ikke an længer uden videre at tro Poeterne paa deres Vers. _Il +faut s'entendre_. Naar man under en Sommerferie paa fjorten Dage +efterhaanden har besøgt diverse Snese Paradiser, kommer der uundgaaeligt +et Øjeblik, da man tillader sig at bede om en Forklaring. Er der +hundrede, saa er der ikke et, og er der et, saa er der ikke hundrede. +Hvilket af hele denne Hob er det ægte, Skaberens Mesterstykke, Klodens +Juvel, det enestaaende, uforlignelige Paradis paa Jorden? + +Spørgsmaalet kunde være kildent nok, hvis Sagen ikke stillede sig saa +heldigt, at det allerede var besvaret. Som Gudinderne i Idas Lund, har +Alverdens digterbesungne Paradiser fremstillet sig til Skjønhedsprøve for +en uhildet Dommer; de har vist deres Yndigheder, og han har rakt Æblet +til den Værdigste. Dommen er inappellabel, thi den er fældet med ufejlbar +Kompetence. Det er de Jordens Lykkelige, hvem intet Baand binder til en +enkelt Plet, der kan flagre frit som Sommerfuglen fra Blomst til Blomst +og dale ned og sætte sig til Hvile paa den, hvis Honning er sødest, det +er dem, der har overtaget den dømmende Hyrdes Rolle. Land og Byer, Bjerge +og Dale, Skove og Søer er dragne forbi deres Blik og har bejlet til +Prisen; hvert stort og hvert lille Eden har salvet sig saa duftende og +pyntet sig saa straalende, de kunde, til den store Kappestrid!, og +Kjendelsen er bleven afsagt, Æblet er blevet rakt. Poeterne har fremtidig +at sætte Sordiner paa deres Lyre. Deres lokale Paradiser er kun Paradiser +med imiteret Etikette, mod hvilke de Behovhavende vares. Heldigvis er +Kontrollen let; det ægte bærer fra Skaberens Haand et Mærke, som selv den +mest vingede Digterlyrik ikke kan gjøre efter. + +Det er en Plet af Jorden, hvor der er evig Sol og Sommer. Naar Folk andre +Vegne kryber sammen i osende Kakkelovnskroge, traver omkring i Snesjap og +faaer Snue og Bronchitis af den klamme Kulde og Spleen og Migræne af den +graatunge Vinterhimmel, der hænger lavt over deres Hoveder, saa dækker +man paa denne velsignede Plet sit Frokostbord under aabne Verandaers Hang +af blomstrende Roser, man ligger i Hængekøjer under Palmetræer og tager +Solbad, man gaar omkring i lette Klæder og lyse Farver og aander en Luft, +af hvilken hvert Drag fylder Lungerne med Sundhed og Sindet med Ungdom og +godt Humør. Saa langt Aaret er, staar Alting i Flor. + +Lunden er altid grøn, Engen pynter sig ved Juletid til Fest med friske +Violer, der gror modne Jordbær ved Grøftekanten i April, og store, +favnehøje Nerier staar som Alléetræer og drysser deres Purpurblomster ned +over Vejene. Naar en sjelden Gang Brisen, der puster ind fra det blaa +Hav, bliver saa kaad, at den ryster en overmoden Appelsin til Jorden, saa +kalder man det strax for Blæst og Storm, og dukker der paa den blanke +Himmel en hvid Sky op, bag hvilken Solen kunde falde paa at forsvinde i +fem Minutter, saa er det et Fænomen, over hvis Forfærdelighed hele +Paradiset korser sig Maaneder i Træk. Klare, gyldne glide Dagene hen, saa +stille, at man mærker det knap. Naturen ligger hvilende og nyder sin +Pragt, sine glødende Farver, sin vellystsvangre Duft. Og Menneskene +aander al denne Skjønhed ind og nyder som Naturen. Hver Bolig er et +Velværets Tempel. Kunstens og Rigdommens Luxus har pyntet disse Villaer +og Haver saaledes med deres Skatte, at man næppe længer veed, hvad der er +vidunderligst, Vorherres eller Menneskenes Værk. Det er ikke Adams og +Evas Paradis længer, det er det moderne Europas. Og det moderne Europa er +adskilligt mere fordringsfuldt aabenbart, end vore første Forældre +har været. + +Som Følge af denne Fordringsfuldhed trængte selv Lyksalighedslandet her +til en Oppudsning, for at dets Glorie ret kunde gjøre sig gjældende. +Først for en halvhundrede Aar siden har det faaet den; det laa indtil da +hen, begravet som et Klenodie, Ingen kjendte. En Albions Søn kom og fandt +det. Lord Brougham hed han. Kejsere og Konger er fulgte efter ham; +Magtens, Guldets og Talentets Store er komne og har fattet Juvelen ind, +Syge og Tungsindige fra Alverdens Egne er komne i lange Pilgrimsskarer og +har hentet Lægedom for Legeme og Sjæl i dens varme, underfulde Straalers +Glands. Men den Menneskehedens Velgjører, som fandt den, har Samtiden +halvvejs glemt, Samtiden er altid utaknemmelig. Den har rejst ham en +simpel Stenstøtte paa Paradisets skjønneste Plads, og den troer at have +gjort nok; En retfærdigere Efterslægt vil sætte hans Navn ved Siden af +Kolumbus'. Thi Kolumbus opdagede kun Amerika, men Lord Brougham fandt den +tabte Edens Have igjen, han opdagede Rivieraen. + +Rivieraen er en Strimmel Land langs Middelhavet, nogle Skrænter af Bjerge +og nogle Pynter, der springer ud i det blaa Vand, saa smal en Strimmel, +at den hist og her næsten rent forsvinder og bliver til Ingenting, en +Villagade, slet ikke Andet. Den begynder forsaavidt lige ved Marseille +allerede og naaer helt til Genua, men det er kun paa en Strækning af en +halv Snes Kilometre, at den er moderne Paradishave i fuld Herlighed. +Hinsides Cannes paa den ene Side og hinsides Frankrigs Grændse paa den +anden ligger den endnu og blunder saa smaat i Naturnegligé, omkring Nice +derimod præsenterer den alle sine Yndigheder i raffineret Festtoilette. +Og her er det da, naar det andre Steder begynder at blive koldt og +vintertrist, at Livets Søndagsbørn, de Lykkelige, som kun er fødte for at +nyde, flyver ned til idel Lys og Sol. Saasnart de første Sneflokke er +faldne, begynder Elitetêten af "Tout Paris" og af "Toute l'Europe" sin +Flugt. Jernbanetogene, spænder deres polstrede Salonvogne for, og der +brydes op fra den regngraa Seinestad. Ned over Bourgognes Vinmarker, ned +gjennem Provences Olivenlunde gaar det i rivende Fart mod Syd. En Nat +kun, saa er det blaa Hav naaet, og det er i en ganske anden Verden, man +vaagner op. Toget gaar ikke hurtigere nu end en Sporvogn, men man ønsker +bare, det gik ti Gange saa langsomt. Hvert Kig ud gjennem Waggonvinduet +er en Aabenbaring. Man gnider først Øjnene og troer ikke, at det er +Virkelighed, det, man seer. Saadan, klædt i de Farver, den Klarhed, det +Skjær af Krystal, har nok enkelte Pletter af Jorden seet ud engang før. +Haven, hvor man legede som Barn, har gjort det, Skov og Mark, hvor man +sværmede om med hvid Studenterhue og lavede Vers og var forelsket, har +gjort det ogsaa, men siden er det Syn kun dukket op igjen i Drømme +undertiden, aldrig naar man var vaagen. Og nu ligger den samme +forklarende Glands over Alt, over Alt. Det kribler i Kroppen, man føler +en Lyst til at springe ud, til at raabe, at Toget skal standse og sætte +En af. Men man faaer ikke Tid til det engang, saadan vexler Landskaberne. +De følger efter hinanden som et Jag af Laternamagica-Billeder. I et +pludseligt Glimt springer Udsigten frem: en blaa Bugt, rammet ind af +rødbrune Skjærgaardsklipper med hvide Huse, med Pinier og Palmer og +Agaver i hver Kløft; et Øjeblik staar det der i Solens Forgyldning, man +lukker Øjnene op saa vidt, man kan, og stirrer og klapper i Hænderne som +paa Theatret, naar Tæppet gaar op for en Feeridekoration, men før +Indtrykket endnu har samlet sig, er Glimtet forbi, Lokomotivet piber, man +farer ind i en Tunnel, Alting bliver nogle Minutter sort Nat, Saa et nyt +Glimt, et nyt Billede, endnu mere feagtigt, endnu mere straalende og +fuldt af Farver end det foregaaende. Hele Rivierafarten er saadan. En +halv Dag staar man ved Vinduet og rækker Hals og seer og venter og seer +igjen. Man kan ikke blive træt af disse blaa Bugter, som man undertiden +kommer saa nær, at man næsten kjører ude i dem, undertiden seer dybt nede +under sig, fra Forbjergets romantisk brudte Skrænt, fyldte med Øer hist +og her, og bindende dem sammen da dybtfarvede, blanke som et Spejl af +Akvamarin, strækkende sig paa andre Steder aabent ud i lyse Flader, +krusede fint som Strimmelen om en ung Pigehals, gyngende med Solblink, +krydsede af Sejlere. Og man kan ikke se sig mæt heller paa disse blanke +Blade af Laurbær og Oranger, disse Kæmpekaktus'er i Klipperevnerne, denne +Flora i Eventyrfarver, denne Bugnen med Frugter, der faaer En til at +bryde ud i Latter og Jublen, stiger En til Hovedet som hed Vin, saa +overdaadig yppig er den. Ør bliver man, mere og mere ør for hvert nyt Kig +ud gjennem Waggonvinduet, Rejsefornemmelsen gaar af En, man glemmer, man +er paa en Jernbane, man føler sig, som man var til Fest. + +[Illustration: Et Kig ud af Waggonvinduet.] + +[Illustration: Pare de Monceaux] + +Og er man det da ikke ogsaa? Stationerne kommer, de rigtige Stationer, +hvor man staar af: Cannes, Antibes, Nice, Monaco, Monte-Carlo, Mentone. +Perronerne er fulde af Damer i Silke og Kniplinger, stive, stramme +Lakajer med røde og blaa Knæbenklæder staar i lange Geledder, Ekvipager +holder ned over Vejene i Rækker, som ingen Ende faaer. Hver Hest har sit +Hovedtøj pyntet med Blomster, selv Fyrbøderen, der kommer og pudser +Waggonens Dørgreb, har stukket en Rose i sin Blouse. Fornøjede Ansigter, +Søndagsrenhed, Elegance og Luxus allevegne; og over det Altsammen +Solskinnets Glands, dette Solskin, som man føler man kan stole paa og +give sig hen i med Tryghed, som kommer, naar Morgenen gryer, og +forsvinder først, naar Natten bryder frem, uden Luner og Nykker, +straalende, leende saa lang Dagen er. Jo, man er til Fest. Man er det +hvert Minut, man befinder sig paa Rivieraen. Den begynder i det samme +Øjeblik man sætter Foden paa denne velsignede Strimmel Jord, og den hører +først op igjen, naar man har forladt det sidste Glimt af dens Sol. + +Man kan saa komme, naar man vil, Det er Mode at komme ved Midvintertid, i +et Par Maaneder har da den fine Verden sin Sæson her. Naturligvis er her +paa den Tid prægtigst. Hvert Rum i de Tusinder af Hoteller er fyldt, det +er Pariserliv og Parisertummel om igjen. Men Paradiset er og bliver +Paradiset, selv om det hele _vie mondaine_ er forsvundet. Spektaklet kan +det tage med sig, men Solen ikke. Naturens Pragt er yppigere endnu i Vaar +og Sommer, Haverne fuldere af Blomster, Villaslottene ikke mindre +pyntelige, fordi de staar med lukkede Skodder. Ogsaa den store Stilhed i +dette fortryllede Land har sin Charme. Og saa er der jo desuden et andet +Moment, som spiller en Rolle. Saalænge Sæsonens Publikum huserer her, maa +man være lidt i Slægt med Millionens Verdener for ikke at føle sig fattig +mellem det. I de ni Maaneder af Aaret derimod, da det er borte, føjer +Paradiset til sine øvrige Herligheder ogsaa den at være det billigste +Sted at leve paa i hele Europa. Der skyder sig omtrent midtvejs mellem +Nice og Cannes en lille Halvø ud, som hedder Cap d'Antibes, Cap +incomparable har en provençalsk Digter døbt den. Vi var et Par Danske +engang, for hvem han havde prist den i saadanne Udtryk, at vi følte det +som en Forpligtelse mod os selv strax at tage derned, skjøndt det var +lige Midsommer og gyselig hedt allerede i Avignon--den gamle Paveby, nu +Felibrernes Hovedstad--, hvor vi havde truffet ham. Vi fandt det landlige +Hotel, som han havde givet os Anvisning paa, fuldstændig tomt og Folkene +aldeles konsternerede over at faa Gjæster paa denne Tid af Aaret. Hele +Huset fra øverst til nederst--og det var et veritabelt civiliseret Hotel +med alt Tilbehør--blev stillet til vor Disposition for sex Francs om +Dagen, deri indbefattet fuld Fortæring, Frokost med fem, sex og Middag +med en halv Snes Retter samt saamange Litrer Vin, vor tørstige Gane +begjærede. Og vi drak grumme tidt i de tre Uger, vi blev der, den ædle +Sangers Skaal, hvem vi skyldte Bekjendtskabet med dette Cap incomparable. + +"Bellevue" hed Hotellet, og til en Forandring passede Navnet engang. Fra +det flade Altantag saae man paa den ene Side over Golfe Jouan, den +skjønnesté af alle Rivieraens Bugter, lige til Cannes, paa den anden +havde man for sig Højderne langs "la Corniche", Vidundervejen mellem Nice +og Monaco, og i denne Ramme laa den lille Halvø nedenfor En med sine +Pinielunde og Orangehaver, sine bølgende Vinskrænter, sine solbrændte +Villaer og sin tropiske Flora. Den er her, hvor der aldrig er faldet et +Fnug Sne, saa rig, at der paa denne halve Kvadratmil Land tælles +ligesaamange Plantearter som i hele Skotland og Sverig. Alt, hvad der kan +gro ved det gode Haabs Forbjerg, kan gro her ogsaa. Og hvor det groer! +Blandet, broget, overgivent vildt mellem hinanden. Der var en Krog, som +var vort Yndlingssted. Vi laa i Selskab med Sommerfugle og Guldsmede og +alskens flagrende og summende Insekter paa Græstæppet under et gammelt +Oliventræ. Paa den ene Side klattrede et Krat af Roser og Gyvel og Kaktus +op over en lille Stenskrænt og gik paa Toppen af den i Kompagni med +Fyrre- og Figentræer for at lave Skov, paa den anden vuggede sig en +gylden Hvedemark. Foran os skraanede Terrænet nedefter med smaa +firkantede Havelodder, snart Vin, snart store Artiskok- og +brogetblomstrede Bønnebuske, saa en Kile ind, der var brandrød af +Tomaternes Frugter, saa et Stykke, hvor de lyse Mandeltræskroner skjød +sig op og lod sig vifte af Sommerpust og legede med Solblinkene, der +flimrede ind mellem det lette Løv. Og helt nede endelig det blaa Hav, men +blaat, saa det ikke er til at begribe, gjennemskinnet af Sol, dybblaat, +varmt, klart som blaa Pigeøjne, hvori Ungdom og Kjærlighed lyser. Det var +guddommeligt. Og rundt om paa Halvøen var der Hundreder af saadanne +Kroge. Solen blev lidt ustyrlig hed midt paa Dagen, det er vist nok, men +Luften var saa velsignet ren og Himlen saa høj og Alting saa eventyrlig +skjønt, at man lod sig brænde og lo af det kun og aldrig noget Øjeblik +ønskede sig det anderledes, end det var. Hvad Moden dog er for en +underlig Ting! Fra April til November ligger denne Halvø øde. Ikke en +Villa er beboet. En Mængde af dem maatte man kunne faa at leje for saa +godt som Ingenting; men Ingen falder paa det. Det er ikke Fashion. Ikke +Fashion at leve i Paradiset, naar det staar aabent, for hvem der gider +komme,--man maa være Menneske for at kunne finde paa saadan Taabelighed. + +Langs hele Rivieraen er der kun eet Punkt, hvor det Aaret rundt, Sommer +og Vinter uden Forskjel, mylrer med Mennesker. Det er i det berømmelige +Fyrstendømme Monaco, det mindste, men det skjønneste og lykkeligste +samtidig af alle Riger paa Jorden. Det maales ikke i Kvadratmil som andre +Lande, det er ikke saa stort engang som en pæn lille Herregaard, dets +hele Længde naaer ikke til en halv Mil, og der er Steder, hvor det knap +er et Par hundrede Alen bredt. Fyrstendømmets constante Befolkning tæller +femten hundrede Sjæle, og dets Souveræn raader over en Armée paa Alt i +Alt nogle og tyve Mand, Officerskorpset deri medindbefattet. Men dette +Diminutivrige foregaar ikke destomindre Verden med et stort Exempel; det +er Fremtidens Modelstat i en Perfektion, som selv de mest excentriske +Idealister knap har vovet at drømme. Indenfor dets Grændser er +Fattigdommen afskaffet, Skatterne er afskaffede; Alt, hvad der har +mindste Slægtskab med Mangel og Trang, er banlyst fra det monakiske +Territorium. Man seer kun Luxus, man aander kun Velvære. Hvad +Menneskehjerner nogensinde har udpønsket for at gjøre Tilværelsen +komfortabel, findes her i sin højeste Fuldkommenhed. Og Altsammen staar +det gratis til Disposition. Staten betaler. Den er et Forsyn, der kun har +een Tanke: at Monagenserne skal nyde Livet, og som ikke smaaligt tager +Hensyn til, hvad Realisationen af denne dens Livsopgave koster. Den har +en Allieret, som sætter den i Stand til at tillade sig alle +Extravagancer, den har salig Blancs Generositet at disponere over, og det +er meer endnu end Monte-Christos Skat. + +Salig Blanc var en snild Fyr. Han forstod, at for at et menneskeligt +Paradis skal være komplet, maa det have sin Slange. Uden den kan det være +nok saa dejligt, dets Skjønhed mangler det lokkende, pikante Element, og +det bliver trivielt til Slutning. Lord Brougham havde opdaget Rivieraen, +Blanc satte Slangen i den. Men en Slange efter Nutidsbehov og i +Nutidskostume naturligvis. Adam og Eva kunde lade sig friste af et Æble, +siden er Menneskene blevne mere blaserede. Kundskabsfrugten for det +moderne Europa er den runde Million, og Slangen i Rivieraparadiset er en +Spillebank. + +Som et Eventyrpalads rejser Roulettemplet sig paa Monte-Carlohøjen, +bygget af Marmor og Porphyr, med brogede Majolika'er, Forgyldning og +Skulpturer, med Taarne, Minareter og Balkoner. Højen, hvis Top det +kroner, er Rivieraens vidunderligste Plet, Haven nedover Terrasserne med +deres hvide Balustrader, deres Palmegrupper og Blomsterorgier saa yppig, +Middelhavsbugten ved disse Terrassers Fod saa pragtfuld, saa koket i sin +blaa, skjærgaardsbræmmede Kappe som ingen anden. Man har ikke været paa +Rivieraen, naar man ikke har været i Monte-Carlo, det er som Apotheosen +efter alle Feeritableauerne. + +Man holder da sit Indtog ved dette Paradisets Hof. Man gjør sin Person +saa pyntelig, som den er i Stand til at blive, man sætter sig i Stemning +ved "Hotel de Paris"'s Bord, det mest luxuøse, Verden har, og man gaar ud +for at se og nyde. Men sandt at sige, denne første Promenade bliver +sjelden lang. Øjet fanger den hele Herlighed op, uden at Synsnerven vil +forplante den til Hjernen, Beundringen klinger koldt, man svarer distrait +paa, hvad Vennen ved Siden af En siger. Slangen har begyndt at hvisle, og +man hører kun den. Man er nervøs, man giver Varmen Skyld, sætter sig paa +Kaféen og tømmer sin glacerede Drik i eet Drag. Ligeoverfor er Templets +Indgang. Vognene kommer rullende; silkebestrømpede Dameben hopper ud og +farter op ad Marmortrappens bløde Tæppe. Habituéerne kommer; altid +enkeltvis, som hensunkne i Tanker, svingende Spadserestokken, gjørende +fortvivlede Forsøg paa at synes nonchalente, men i Smug tællende +Beton'ens Fliser, gaaende udenom hvert Halmstraa, der ligger i Vejen, +klemmende sig op ad Trappens Rækværk for at undgaa Tæppet i Midten, der +bragte _deveine_ igaar. Hvislingen lyder højere og højere. Om man fulgte +efter? Man skal jo dog derover engang. Ligesaa gjerne først som sidst. +Der er fuldt i den mauriske Sal. Fem, sex Rækker omkring hvert af de +grønne Borde. Men Alting gaar stille, douce og dæmpet. Kuglens Rullen er +den højeste Lyd, Kroupieren raaber sit Tal, sit _rouge imair et manque_ +med en Stemme som om han talte Bug. I det samme Øjeblik Rouletten +standser, har han Riven ude og rutscher i to-tre Tag de tabte Summer til +sig; med Taskenspiller-Behændighed lader han mellem to Fingerspidser +Louisd'orerne flyve ud og regne ned paa de vindende. Pladser. _"Faites +votre jeu_,". lyder det igjen. Mens han stabler Guldet i Ruller i sin +Metaltraadskurv, sætter Spillerne ind. Hver Kategori af dem har sit Spil, +sit System. Nervøst regner man efter paa Notitsbladet. _La vielle garde_ +markerer Karro'er, dens unge, kaade Arvtagerinder lader Guldstykkerne +trille hen over Tæppet og standse, hvor de vil, den gamle Rastaqouair +sidder støt og doublerer sin Farve. I to Minutter er Alt færdigt. _Rien +ne va plus!_ Kuglen sprætter atter rundt i den aandeløse, spændte +Stilhed, de Bageste strækker Hals: _trente, rouge, pair et passe_. + +[Illustration: Omkring det grønne Bord.] + +Rødt er kommen fem Gange. Sort! sort! hvisler Slangen ... sort! sort! er +det, som det lød igjen i Ekko fra alle Ender af Salen. Febrilsk griber +man ned i Vestelommen og trænger sig frem mellem Rækkerne. Man staar ved +Bordet, man sætter ud. Beskedent først et Femfrancsstykke. Man vinder. +Man vinder igjen, man bliver ved at vinde. Og jo tungere Vestelommen +bliver, desto større bliver Modet. Man prøver "Hestene", saa en Karré, +saa et enkelt Tal. Man er allerede forlængst ved Guldet; Sex og tredive +Louisd'orer river man ind istedetfor den ene, man satte ud. En ung, bleg +Herre, med rystende Hænder og store; rødtunderløbne Øjne rejser sig. Man +tager hans Plads. Nervøsiteten er borte, man forcerer sit Spil, man +doublerer mod Suiterne, man garderer Zero ved de store Indsatser, man +skovler ind og skovler ind. En halv Time efter, naar man gaar bort, har +man alle Lommerne fulde af Guld. + +Nu først, i den friske Skumringskjølighed, gaar det rigtigt op for En, +paa hvilken henrivende Plet af Jorden det er man befinder sig. Hver blød +Bugtning i Bjergenes Linier, hver Tone i Farvespillet mellem Himmel og +Hav, hvor Solen gaar ned, hver hemmelighedsfuld, rolig Slagskygge over +Haveterrasserne, Alt har man Øje for nu, og Alt sætter En i Begejstring. +_Un bon diner_ følger efter, det forstaar sig af sig selv. Truiten vandes +med ægte Yquem og den trufferede Poulet med Chambertin fra Femogtreds. Et +Par Guldmønter meer eller mindre, hvad gjør det! Man finder jo hvert +Øjeblik en halv Snes Stykker af dem hist og her i en Lomme, som man ikke +havde tænkt paa. Og mens man sidder der i den spejloverlæssede Sal, i +Krydsild af Smil fra guldblonde Skjønne, ombølget af bedøvende Duft fra +Roserne, som slynger sig ind gjennem det aabne Vindue, og fra Bouquet af +Ylan og Verveine og Violette de Parme, mens man sidder der med Alverdens +dejligste Frugter paa sit Bord, med Alverdens Rigdom omkring sig, hvilke +underlige, nye, sødt pirrende Fantasier begynder da ikke at tumle rundt i +Ens Hoved! _Forcez donc votre jeu; vous avez de la chance, vous; vous +sauterez la banque_, sagde Andalusierinden med de sorte Diamantøjne, som +man sad ved Siden af ved Rouletten. Sprænge Banken! Man leer af det +først, men man diskuterer det siden. Umuligt er det da endelig ikke, +siger Vennen, man er her med, Naar vi havde spillet højere, naar vi var +bleven ved... ved Kaffen drøfter man med den alvorligste Mine af Verden, +hvilke Midler der findes til at sende større Pengebeløb bort fra Monaco, +og hvilke Forholdsregler, der vil være at iagttage, hvis man en +Aftenstund skulde komme til at sove i Værelse sammen med en Million eller +saadan Noget. + +Naturligvis anseer man det for sin Pligt at gjøre _un petit coup_ om +Aftenen ogsaa. Man har samme Held som om Formiddagen. Alting, hvad man +holder paa, kommer ud, Farver og Heste og Karré'er og Numere uden +Forskjel, man behøver ikke engang at dublere. Klokken Ti er man træt og +har nok. Man drikker en Flaske Moët frappé paa Kaféen, driver et Par +Gange frem og tilbage paa den maanebeskinnede Terrasse, hvor Musiken +spiller, vinker saa ad en Vogn og kjører sin Promenade i den vidunderlige +Natteluft, i flyvende Galop ned over _la Condamine_ og op ad +Monacobjergets snoede Veje, bestandig med Udsigt gjennem halvtlukkende +Busketter til Vandet langt dernede, hvor Maanereflexet gynger sin +lysgyldne Bro. Det er ikke nogen Kjøretour, det er en Drøm, der fylder +hver Fibre med Vellyst. Man sover meget længe den næste Dag. Man har +Ingenting at haste efter, der lukkes jo ikke engang op "derovre" før +Elleve. Man har desuden en svag Fornemmelse af, at det dog maaske vilde +se lidt forhippet ud at komme før Frokost. Om man kjørte over Bjergene +til Nice, en ren Eventyrfart, siger Alle, der har gjort den. Portieren +raadføres. Umuligt, man vilde komme altfor sent tilbage. "Systemet" skal +prøves idag. Man tager Carnet'en frem og undersøger den igjen; alle +Tallene fra den foregaaende Aften staar der. Der er ikke een Suite, som +vælter Beregningerne. Klokken Et er man paa Pletten. Rækkerne omkring +Bordet er kun tynde endnu, man faaer sin Stol. Det gaar som paa en Snor. +Chancerne kommer maaske lidt sjeldnere, end man kunde ønske, men ikke een +af dem svigter. Systemet holder; man tænkte det jo nok, men det er altid +rart at have Valuta i Lommen, som beviser det. + +Man gaar tilbage til Hotellet for at lægge Gevinsten af. Det er dog +bedst, man tager til Nice den næste Dag; det begynder at blive lidt +ængsteligt at bære alt det meget Guld i sin Kuffert. Desuden er der +forskjellige Ting, man skal kjøbe; Ens Garderobe trænger til at indrettes +paa det varme Klima. En Undersøgelse af Monacos Boutiker forøger den +foreløbig med det Nødvendigste: en Solskærm og et Par blaa Briller; man +tager sig et Bad og kjører saa op igjen. Men Eftermiddagsvisitten er +uheldig. Man har spillet paa Inspiration ved Siden af Systemet, og +Inspirationen har slugt, hvad man havde hos sig. Der maa hentes +Forstærkning. Og saa--man leer af det selv, det er jo dumt og overtroisk, +men _enfin_: det var den blaa Rejsedragt, der bragte Held igaar. Man kan +jo ligesaa gjerne tage den paa som en anden. + +Om man stoppede og rejste og lod sig nøje med, hvad man endnu havde i +Behold? Nej, det vilde være at staa sin egen Lykke i Vejen. Man maa kunne +tjene en Formue, det gjælder kun om at være sikker paa sig selv og holde +sig udelukkende og urokkeligt til Systemet. Med den faste Beslutning at +gjøre det, gaar man over. Fem Minutter efter forlanger man sin Nøgle hos +Portieren igjen. Hvor kunde man ogsaa være saa uforsigtig ikke at tage +hele sin Beholdning med? Havde man kunnet doublere een Gang til, var man +ikke bleven sprængt. Sort kom den trettende Gang, og man faldt paa +den tolvte. + +Man falder om Aftenen paa den sextende. Og man har været "forsigtig" nu, +man har den sidste Rulle Guldstykker ude. _Huit, rouge, patr et manque_, +Kroupieren river hele Stabelen ind. Man seer dem glide hen i hans Kasse, +og man hører hans _Faites votre jeu, Messieurs_. Men med et Smil, et Smil +maaske, der ikke er ganske fri for at være en lille Smule fortrukkent, +rejser man sig. _Vous partez_? spørger den Guldblonde, der staar bagved. +_Oui, Mademoiselle_.--_Vous permettez que je prenne votre place_?--_Avec +plaisir_. Og hun sætter sig og kaster en Haandfuld Louis'er paa Farven, +der ikke kom. Kuglen sprætter og standser. _Noir, pair et passe_. +Naturligvis. +Man drikker den Aften ingen Moét, og man kjører ikke over _la Condamine_. +Man driver et Par Gange op og ned ad Terrassen som Dagen forud, men +Musiken gjør trist, og Maanen skinner irriterende, og man gaar tidligt +tilsengs. Man gjør det hverken i det lyseste Humør eller med de venligste +Følelser mod Tilværelsen. Men den næste Morgen, naar man vaagner, er det +Altsammen gaaet af En som en Sygdom, der er ovre. Man aabner Vinduet paa +vid Gab. Hvilken Friskhed, hvilken Sol, hvilken Skjønhed! Og hvor det +ligger roligt og hvilende der Altsammen og smiler En imøde, som det vilde +sige: Nu forstaar vi hinanden, nu hører Du mig til. Man nynner et Vers og +klæder sig paa og gaar ud. Ingen Mennesker er oppe endnu. Kun de store, +brogede Sommerfugle er det, og Fuglene, der synger, og Blomsterne, der +dufter. Man gaar og gaar og bliver ved at gaa. Først nu straaler +Paradiset i sin fulde Glans; Kundskabsfrugten er nydt, Øjet er blevet +aabnet for dets Dejlighed. Ak, var der blot ingen Engel med flammende +Glavind, ingen Regning, der ventede paa En, naar man kom hjem i "Hotel de +Paris"! Dog ligemeget--man har været i Rivieraens Paradis, og bringer man +end ingen Millioner med derfra, kun sin stakkels gule Sommerparapluie og +sine blaa Briller, en Skat af Sol og Lys har det dog straalet ind i Ens +Sjæl, som den triste, kolde Verden skal bruge lang Tid for at forøde. + + + + + +End of Project Gutenberg's Fra det moderne Frankrig, by Richard Kaufmann + +*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK FRA DET MODERNE FRANKRIG *** + +This file should be named 8fdmf10.txt or 8fdmf10.zip +Corrected EDITIONS of our eBooks get a new NUMBER, 8fdmf11.txt +VERSIONS based on separate sources get new LETTER, 8fdmf10a.txt + +Bibliotheque nationale de France (BnF/Gallica) at http://gallica.bnf.fr. +Miranda van de Heijning, Steen Christensen and the +PG Online Distributed Proofreading Team + +Project Gutenberg eBooks are often created from several printed +editions, all of which are confirmed as Public Domain in the US +unless a copyright notice is included. Thus, we usually do not +keep eBooks in compliance with any particular paper edition. + +We are now trying to release all our eBooks one year in advance +of the official release dates, leaving time for better editing. +Please be encouraged to tell us about any error or corrections, +even years after the official publication date. + +Please note neither this listing nor its contents are final til +midnight of the last day of the month of any such announcement. +The official release date of all Project Gutenberg eBooks is at +Midnight, Central Time, of the last day of the stated month. A +preliminary version may often be posted for suggestion, comment +and editing by those who wish to do so. + +Most people start at our Web sites at: +http://gutenberg.net or +http://promo.net/pg + +These Web sites include award-winning information about Project +Gutenberg, including how to donate, how to help produce our new +eBooks, and how to subscribe to our email newsletter (free!). + + +Those of you who want to download any eBook before announcement +can get to them as follows, and just download by date. This is +also a good way to get them instantly upon announcement, as the +indexes our cataloguers produce obviously take a while after an +announcement goes out in the Project Gutenberg Newsletter. + +http://www.ibiblio.org/gutenberg/etext03 or +ftp://ftp.ibiblio.org/pub/docs/books/gutenberg/etext03 + +Or /etext02, 01, 00, 99, 98, 97, 96, 95, 94, 93, 92, 92, 91 or 90 + +Just search by the first five letters of the filename you want, +as it appears in our Newsletters. + + +Information about Project Gutenberg (one page) + +We produce about two million dollars for each hour we work. The +time it takes us, a rather conservative estimate, is fifty hours +to get any eBook selected, entered, proofread, edited, copyright +searched and analyzed, the copyright letters written, etc. Our +projected audience is one hundred million readers. If the value +per text is nominally estimated at one dollar then we produce $2 +million dollars per hour in 2002 as we release over 100 new text +files per month: 1240 more eBooks in 2001 for a total of 4000+ +We are already on our way to trying for 2000 more eBooks in 2002 +If they reach just 1-2% of the world's population then the total +will reach over half a trillion eBooks given away by year's end. + +The Goal of Project Gutenberg is to Give Away 1 Trillion eBooks! +This is ten thousand titles each to one hundred million readers, +which is only about 4% of the present number of computer users. + +Here is the briefest record of our progress (* means estimated): + +eBooks Year Month + + 1 1971 July + 10 1991 January + 100 1994 January + 1000 1997 August + 1500 1998 October + 2000 1999 December + 2500 2000 December + 3000 2001 November + 4000 2001 October/November + 6000 2002 December* + 9000 2003 November* +10000 2004 January* + + +The Project Gutenberg Literary Archive Foundation has been created +to secure a future for Project Gutenberg into the next millennium. + +We need your donations more than ever! + +As of February, 2002, contributions are being solicited from people +and organizations in: Alabama, Alaska, Arkansas, Connecticut, +Delaware, District of Columbia, Florida, Georgia, Hawaii, Illinois, +Indiana, Iowa, Kansas, Kentucky, Louisiana, Maine, Massachusetts, +Michigan, Mississippi, Missouri, Montana, Nebraska, Nevada, New +Hampshire, New Jersey, New Mexico, New York, North Carolina, Ohio, +Oklahoma, Oregon, Pennsylvania, Rhode Island, South Carolina, South +Dakota, Tennessee, Texas, Utah, Vermont, Virginia, Washington, West +Virginia, Wisconsin, and Wyoming. + +We have filed in all 50 states now, but these are the only ones +that have responded. + +As the requirements for other states are met, additions to this list +will be made and fund raising will begin in the additional states. +Please feel free to ask to check the status of your state. + +In answer to various questions we have received on this: + +We are constantly working on finishing the paperwork to legally +request donations in all 50 states. If your state is not listed and +you would like to know if we have added it since the list you have, +just ask. + +While we cannot solicit donations from people in states where we are +not yet registered, we know of no prohibition against accepting +donations from donors in these states who approach us with an offer to +donate. + +International donations are accepted, but we don't know ANYTHING about +how to make them tax-deductible, or even if they CAN be made +deductible, and don't have the staff to handle it even if there are +ways. + +Donations by check or money order may be sent to: + +Project Gutenberg Literary Archive Foundation +PMB 113 +1739 University Ave. +Oxford, MS 38655-4109 + +Contact us if you want to arrange for a wire transfer or payment +method other than by check or money order. + +The Project Gutenberg Literary Archive Foundation has been approved by +the US Internal Revenue Service as a 501(c)(3) organization with EIN +[Employee Identification Number] 64-622154. Donations are +tax-deductible to the maximum extent permitted by law. As fund-raising +requirements for other states are met, additions to this list will be +made and fund-raising will begin in the additional states. + +We need your donations more than ever! + +You can get up to date donation information online at: + +http://www.gutenberg.net/donation.html + + +*** + +If you can't reach Project Gutenberg, +you can always email directly to: + +Michael S. Hart <hart@pobox.com> + +Prof. Hart will answer or forward your message. + +We would prefer to send you information by email. + + +**The Legal Small Print** + + +(Three Pages) + +***START**THE SMALL PRINT!**FOR PUBLIC DOMAIN EBOOKS**START*** +Why is this "Small Print!" statement here? You know: lawyers. +They tell us you might sue us if there is something wrong with +your copy of this eBook, even if you got it for free from +someone other than us, and even if what's wrong is not our +fault. So, among other things, this "Small Print!" statement +disclaims most of our liability to you. It also tells you how +you may distribute copies of this eBook if you want to. + +*BEFORE!* YOU USE OR READ THIS EBOOK +By using or reading any part of this PROJECT GUTENBERG-tm +eBook, you indicate that you understand, agree to and accept +this "Small Print!" statement. If you do not, you can receive +a refund of the money (if any) you paid for this eBook by +sending a request within 30 days of receiving it to the person +you got it from. If you received this eBook on a physical +medium (such as a disk), you must return it with your request. + +ABOUT PROJECT GUTENBERG-TM EBOOKS +This PROJECT GUTENBERG-tm eBook, like most PROJECT GUTENBERG-tm eBooks, +is a "public domain" work distributed by Professor Michael S. Hart +through the Project Gutenberg Association (the "Project"). +Among other things, this means that no one owns a United States copyright +on or for this work, so the Project (and you!) can copy and +distribute it in the United States without permission and +without paying copyright royalties. Special rules, set forth +below, apply if you wish to copy and distribute this eBook +under the "PROJECT GUTENBERG" trademark. + +Please do not use the "PROJECT GUTENBERG" trademark to market +any commercial products without permission. + +To create these eBooks, the Project expends considerable +efforts to identify, transcribe and proofread public domain +works. Despite these efforts, the Project's eBooks and any +medium they may be on may contain "Defects". Among other +things, Defects may take the form of incomplete, inaccurate or +corrupt data, transcription errors, a copyright or other +intellectual property infringement, a defective or damaged +disk or other eBook medium, a computer virus, or computer +codes that damage or cannot be read by your equipment. + +LIMITED WARRANTY; DISCLAIMER OF DAMAGES +But for the "Right of Replacement or Refund" described below, +[1] Michael Hart and the Foundation (and any other party you may +receive this eBook from as a PROJECT GUTENBERG-tm eBook) disclaims +all liability to you for damages, costs and expenses, including +legal fees, and [2] YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE OR +UNDER STRICT LIABILITY, OR FOR BREACH OF WARRANTY OR CONTRACT, +INCLUDING BUT NOT LIMITED TO INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE +OR INCIDENTAL DAMAGES, EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE +POSSIBILITY OF SUCH DAMAGES. + +If you discover a Defect in this eBook within 90 days of +receiving it, you can receive a refund of the money (if any) +you paid for it by sending an explanatory note within that +time to the person you received it from. If you received it +on a physical medium, you must return it with your note, and +such person may choose to alternatively give you a replacement +copy. If you received it electronically, such person may +choose to alternatively give you a second opportunity to +receive it electronically. + +THIS EBOOK IS OTHERWISE PROVIDED TO YOU "AS-IS". NO OTHER +WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, ARE MADE TO YOU AS +TO THE EBOOK OR ANY MEDIUM IT MAY BE ON, INCLUDING BUT NOT +LIMITED TO WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR A +PARTICULAR PURPOSE. + +Some states do not allow disclaimers of implied warranties or +the exclusion or limitation of consequential damages, so the +above disclaimers and exclusions may not apply to you, and you +may have other legal rights. + +INDEMNITY +You will indemnify and hold Michael Hart, the Foundation, +and its trustees and agents, and any volunteers associated +with the production and distribution of Project Gutenberg-tm +texts harmless, from all liability, cost and expense, including +legal fees, that arise directly or indirectly from any of the +following that you do or cause: [1] distribution of this eBook, +[2] alteration, modification, or addition to the eBook, +or [3] any Defect. + +DISTRIBUTION UNDER "PROJECT GUTENBERG-tm" +You may distribute copies of this eBook electronically, or by +disk, book or any other medium if you either delete this +"Small Print!" and all other references to Project Gutenberg, +or: + +[1] Only give exact copies of it. Among other things, this + requires that you do not remove, alter or modify the + eBook or this "small print!" statement. You may however, + if you wish, distribute this eBook in machine readable + binary, compressed, mark-up, or proprietary form, + including any form resulting from conversion by word + processing or hypertext software, but only so long as + *EITHER*: + + [*] The eBook, when displayed, is clearly readable, and + does *not* contain characters other than those + intended by the author of the work, although tilde + (~), asterisk (*) and underline (_) characters may + be used to convey punctuation intended by the + author, and additional characters may be used to + indicate hypertext links; OR + + [*] The eBook may be readily converted by the reader at + no expense into plain ASCII, EBCDIC or equivalent + form by the program that displays the eBook (as is + the case, for instance, with most word processors); + OR + + [*] You provide, or agree to also provide on request at + no additional cost, fee or expense, a copy of the + eBook in its original plain ASCII form (or in EBCDIC + or other equivalent proprietary form). + +[2] Honor the eBook refund and replacement provisions of this + "Small Print!" statement. + +[3] Pay a trademark license fee to the Foundation of 20% of the + gross profits you derive calculated using the method you + already use to calculate your applicable taxes. If you + don't derive profits, no royalty is due. Royalties are + payable to "Project Gutenberg Literary Archive Foundation" + the 60 days following each date you prepare (or were + legally required to prepare) your annual (or equivalent + periodic) tax return. Please contact us beforehand to + let us know your plans and to work out the details. + +WHAT IF YOU *WANT* TO SEND MONEY EVEN IF YOU DON'T HAVE TO? +Project Gutenberg is dedicated to increasing the number of +public domain and licensed works that can be freely distributed +in machine readable form. + +The Project gratefully accepts contributions of money, time, +public domain materials, or royalty free copyright licenses. +Money should be paid to the: +"Project Gutenberg Literary Archive Foundation." + +If you are interested in contributing scanning equipment or +software or other items, please contact Michael Hart at: +hart@pobox.com + +[Portions of this eBook's header and trailer may be reprinted only +when distributed free of all fees. Copyright (C) 2001, 2002 by +Michael S. Hart. Project Gutenberg is a TradeMark and may not be +used in any sales of Project Gutenberg eBooks or other materials be +they hardware or software or any other related product without +express permission.] + +*END THE SMALL PRINT! FOR PUBLIC DOMAIN EBOOKS*Ver.02/11/02*END* + diff --git a/old/8fdmf10.zip b/old/8fdmf10.zip Binary files differnew file mode 100644 index 0000000..312c2b8 --- /dev/null +++ b/old/8fdmf10.zip |